7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/1

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/2

1)

Foreligger der kun »produktion af hydrogen« som omhandlet i bilag I, nr. 2, til afgørelse 2011/278/EU (1), såfremt der ved kemisk syntese af to hydrogenatomer H frembringes et hydrogenmolekyle H2, eller omfatter begrebet produktion også, at der for en hydrogenholdig gasblanding — uden syntese — sker en forøgelse af den relative andel af hydrogen H2 i blandingen, idet de øvrige gasbestanddele — fysisk eller kemisk — fjernes for at opnå — som det udtrykkes i bilag I, nr. 2, til afgørelse 2011/278/EU — et »produkt udtrykt som (netto) salgbar produktion i en renhedsgrad på 100 %«?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares således, at begrebet produktion ikke omfatter forøgelse af den relative andel af hydrogen H2 i en gasblanding, spørges endvidere:

Skal formuleringen »Alle relevante proceselementer, der er direkte eller indirekte knyttet til produktion af hydrogen og separation af hydrogen og carbonmonoxid« fortolkes således, at kun de to elementer tilsammen (»og«) af de i bilag I, nr. 2, i Kommissionens afgørelse af 27. april 2011 (2011/278/EU) beskrevne systemgrænser for produktbenchmarket for hydrogen er omfattet, eller kan proceselementet »separation af hydrogen og carbonmonoxid« også isoleret for sig selv som eneste proceselement ligge inden for systemgrænserne?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares med, at proceselementet »separation af hydrogen og carbonmonoxid« også isoleret for sig selv som eneste proceselement kan ligge inden for systemgrænserne, spørges endvidere:

Foreligger der kun et proceselement »separation af hydrogen og carbonmonoxid«, når hydrogen H2 udelukkende separeres fra carbonmonoxid CO, eller foreligger der også et proceselement »separation af hydrogen og carbonmonoxid«, når hydrogen i denne forbindelse ikke alene separeres fra carbonmonoxid, men desuden også fra andre stoffer — f.eks. carbondioxid CO2 eller CnHn?

4)

Såfremt sagsøgeren skal tilkendes et krav på yderligere gratistildeling af emissionskvoter, ønskes oplyst, om punkt 3) i konklusionen i Den Europæiske Unions Domstols dom af 28. april 2014 (C-191/14) skal fortolkes således,

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/3

1)

Med hensyn til fortolkningen af muligheden for at gøre sig bekendt med alle vilkårene som anført i 20. betragtning til direktiv 93/13 (1), og kravet om klarhed og forståelighed i samme direktivs artikel 4, stk. 2, og artikel 5, skal det da antages, at de pågældende kontraktvilkår ikke er urimelige i et tilfælde, hvor forbrugeren først efter indgåelsen af kontrakten kan opnå kendskab til beløbet på en væsentlig del af låneaftalen (genstanden for kontrakten, dvs. lånebeløbet, afdragene og renterne) — ikke fordi det er objektivt nødvendigt, men fordi det fremgår af en bestemmelse herom fastsat af den erhvervsdrivende kontraktpart i kontraktens generelle vilkår, der ikke er blevet individuelt forhandlet — ved en ensidig hensigtserklæring (som dog angiver at være en del af låneaftalen), der er afgivet af den erhvervsdrivende kontraktpart, og som er juridisk bindende for forbrugeren?

2)

Med hensyn til fortolkningen af muligheden for at gøre sig bekendt med alle vilkårene som anført i 20. betragtning til direktiv 93/13, og kravet om klarhed og forståelighed i samme direktivs artikel 4, stk. 2, og artikel 5, skal det da antages, at de pågældende kontraktvilkår ikke er urimelige i et tilfælde, hvor låneaftalen alene oplyser en væsentlig del (genstanden for kontrakten, dvs. lånebeløbet, afdragene og renterne) ved at anvende udtrykket »til orientering«, uden at det afklares, om de oplysninger, der er givet til orientering, er juridisk bindende, eller om de indebærer rettigheder eller forpligtelser?

3)

Med hensyn til fortolkningen af muligheden for at gøre sig bekendt med alle vilkårene som anført i 20. betragtning til direktiv 93/13, og kravet om klarhed og forståelighed i samme direktivs artikel 4, stk. 2, og artikel 5, skal det da antages, at de pågældende kontraktvilkår ikke er urimelige i et tilfælde, hvor låneaftalen definerer en væsentlig del ved brug af ukorrekt terminologi, navnlig hvis en låneaftale baseret på valuta (hvori de kreditter, der følger af låneaftalen, fastsættes og registreres i udenlandsk valuta, herefter »kreditvalutaen«, og udbetalingsforpligtelsen til disse kreditter opfyldes i den nationale valuta, herefter »udbetalingsvalutaen«), og hvor låneaftalen

4)

Med hensyn til fortolkningen af muligheden for at gøre sig bekendt med alle vilkårene som anført i 20. betragtning til direktiv 93/13, og kravet om klarhed og forståelighed i samme direktivs artikel 4, stk. 2, og artikel 5, skal det da antages, at de pågældende kontraktvilkår ikke er urimelige i et tilfælde, hvor genstanden for kontrakten, dvs. lånebeløbet og afdragene, i en låneaftale baseret på valuta (ikke fordi det er objektivt nødvendigt, men fordi det fremgår af en bestemmelse herom fastsat af den erhvervsdrivende kontraktpart i kontraktens generelle vilkår, der ikke er blevet individuelt forhandlet)

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/6

1)

Fra hvilken dato løber forældelsesfristen på fire år i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95 i forbindelse med en øjebliksovertrædelse (ikke vedvarende eller gentagen)?

2)

I tilfælde af en ikke vedvarende eller gentagen overtrædelse finder følgende ordning da anvendelse: »[f]or de flerårige programmers vedkommende løber forældelsesfristen indtil programmets endelige afslutning«?

3)

Finder reglen i samme artikel 3 om, at »[f]orældelsen indtræder […] senest den dag, da en frist, der er dobbelt så lang som forældelsesfristen, udløber, uden at den kompetente myndighed har pålagt en sanktion« ligeledes anvendelse i tilfælde af et flerårigt program, dvs. at den deri fastsatte frist ligeledes forlænges indtil afslutningen af det flerårige program?

4)

Betyder udtrykket »[f]or de flerårige programmers vedkommende løber forældelsesfristen indtil programmets endelige afslutning«, at

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/6

1)

Er direktiv 2010/18 (1) [udelades] til hinder for en fortolkning af den nationale ET’s artikel 37, stk. 4, (tildeling af orlov på en time dagligt indtil barnet fylder ni måneder), hvorefter [org. s. 6] [udelades] en arbejdstager/forælder, uanset køn, ikke har ret til en sådan orlov, såfremt den anden forælder er arbejdsløs?

2)

Er artikel 3 i direktiv 2006/54 (2), der har til formål at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, til hinder for en fortolkning af ET’s artikel 37, stk. 4, hvorefter den mandlige forælder, såfremt denne er i arbejde, ikke har ret til en sådan orlov, hvis ægtefællen/forælderen er arbejdsløs?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/7

1)

Skal artikel 14, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF (1) af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF (2) af 20. februar 2008 om ændring af direktiv 97/67/EF med henblik på fuld realisering af det indre marked for posttjenester i Fællesskabet (herefter »postdirektivet«), fortolkes således, at det heraf følger, at nationale love og administrative forskrifter skal fastsætte, at befordringspligtige virksomheder i deres interne regnskabssystemer skal udarbejde adskilte opgørelser for hver af de enkelte tjenester og produkter, som er omfattet af befordringspligten, for at kunne sondre klart mellem på den ene side tjenester og produkter, der er omfattet af befordringspligten, og på den anden side tjenester og produkter, som ikke er det, eller følger det kun af denne bestemmelse, at der regnskabsmæssigt skal sondres mellem tjenester og produkter, som er omfattet af befordringspligten, og tjenester og produkter, som ikke er det?

2)

Skal artikel 12, andet led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008 om ændring af direktiv 97/67/EF med henblik på fuld realisering af det indre marked for posttjenester i Fællesskabet, fortolkes således, at hver enkelt tjeneste, som er omfattet af befordringspligten, skal være omkostningsorienteret?

3)

Er det i artikel 12, andet led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008 om ændring af direktiv 97/67/EF med henblik på fuld realisering af det indre marked for posttjenester i Fællesskabet, fastsatte krav om, at priserne skal være omkostningsorienterede og tilskynde til en effektiv opfyldelse af befordringspligten, til hinder for, at der på ubestemt tid anvendes en fast afkastsats, som de befordringspligtige virksomheders omkostninger forhøjes med henset til takstmargenen?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/8

1)

Navnlig under hensyn til, at en kontrakt erklæres ugyldig i sin helhed (og ikke delvist), når definitionen af dens hovedgenstand betegnes som urimelig, kan en ugyldighedserklæring på grund af urimelighed af det vilkår, der definerer lånekontraktens hovedgenstand (hvorefter det nævnte vilkår ikke bør medføre forpligtelser for forbrugeren), da indebære en konsekvens (f.eks. i henhold til en retslig afgørelse, en særlig retlig konsekvens fastsat i en national retsforskrift, en retsregel eller indholdet af en retslig afgørelse, der er truffet med henblik på ensartet fortolkning af retlige bestemmelser), der nødvendiggør en ændring — enten faktisk eller i forhold til virkningerne — af kontraktens retlige betegnelse, såsom at en konkret låneaftale baseret på valuta (hvori de kreditter, der følger af låneaftalen fastsættes og registreres i udenlandsk valuta, herefter »kreditvalutaen«, og udbetalingsforpligtelsen til disse kreditter opfyldes i den nationale valuta, herefter »udbetalingsvalutaen«) overgår til at anses for en låneaftale i forinter?

2)

Har den retlige konsekvens af urimeligheden absolutte virkninger, og udgør den kun et retligt spørgsmål, eller har følgende relevans, når de retlige konsekvenser af urimeligheden skal udledes:

3)

Er det i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 2, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF (1) tilladt (dvs. i forbindelse med vurderingen af urimeligheden og dennes retlige konsekvens), at det vilkår, hvorved forbrugeren tillægges valutakursrisikoen (dvs. den/de bestemmelse/er i kontrakten, der regulerer risikotilskrivelsen) er opdelt i flere vilkår?

4)

Kan artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF (hvorefter de urimelige vilkår ikke er bindende for forbrugeren) fortolkes således, at et bestemt vilkår (ikke en konkret del af dette, men hele det undersøgte vilkår) enten kan være urimeligt i sin helhed eller på samme tid dels urimeligt dels ikke urimeligt, men alligevel finde delvis anvendelse, dvs. at det pågældende vilkår (f.eks. på grundlag af den retslige vurdering i den konkrete sag) kan binde forbrugeren i et vist omfang (dvs. at vilkåret for så vidt angår dets virkninger i begge tilfælde kun er urimeligt i en vis grad), f.eks. i henhold til en retslig afgørelse, en særlig retlig konsekvens fastsat i en national retsforskrift, en retsregel eller indholdet af en retslig afgørelse, der er truffet med henblik på en ensartet fortolkning af retlige bestemmelser?

5)

6)

For så vidt angår vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, når det tillægger forbrugeren valutakursrisikoen og er udarbejdet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat i loven, og som nødvendigvis har generel karakter, hvorledes skal bevisbyrden da fordeles mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende kontraktpart med henblik på at vurdere, om forbrugeren har haft mulighed for inden indgåelsen af låneaftalen rent faktisk at stifte bekendtskab med det omtvistede vilkår, som forbrugeren bindende har tilsluttet sig, jf. artikel 3, stk. 3, i direktiv 93/13/EØF og punkt 1, litra i), i bilaget til dette direktiv?

7)

Kan det med hensyn til låneaftaler baseret på valuta, dvs. med hensyn til forretninger i forbindelse med tjenesteydelser, hvis pris er bundet til svingninger i en kurs på det finansielle marked, antages, at de kreditinstitutter, der indgår aftale med en forbruger og anvender deres egen valutakurs, er erhvervsdrivende, der ikke har indflydelse på prisudviklingen, jf. punkt 2, litra c), i bilaget til direktiv 93/13/EØF?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/11

1)

Skal artikel 4, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at den omstændighed, at der ikke er indledt retsforfølgning for den lovovertrædelse, der ligger til grund for en europæisk arrestordre, eller at denne retsforfølgning bringes til ophør, udelukkende vedrører den overtrædelse, der er genstand for den europæiske arrestordre, eller skal denne bestemmelse forstås således, at afkaldet på eller indstillingen af retsforfølgningen også skal vedrøre den eftersøgte person, når den pågældende i forbindelse med denne retsforfølgning har status som mistænkt/tiltalt?

2)

Kan en medlemsstat i henhold til artikel 4, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584/RIA afslå fuldbyrdelsen af en udstedt europæisk arrestordre, når den judicielle myndighed i den anden medlemsstat har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, eller at bringe retsforfølgningen til ophør i den situation, hvor den eftersøgte person i forbindelse med denne retsforfølgning har haft status som vidne og ikke status som mistænkt/tiltalt?

3)

Kan en beslutning om at bringe en efterforskning, som led i hvilken den eftersøgte person ikke har status som mistænkt, men er blevet afhørt som vidne, til ophør, for den anden medlemsstat udgøre en grund til ikke at imødekomme en udstedt europæisk arrestordre i henhold til artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584/RIA?

4)

Hvorledes skal der sondres mellem den obligatoriske grund til at afslå overgivelse, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), i det tilfælde, hvor »det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger af en anden medlemsstat« og den fakultative grund til at afslå overgivelse, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 3), i det tilfælde, hvor »den eftersøgte i en medlemsstat har været genstand for en endelig afgørelse for de samme forhold, som er til hinder for yderligere retsforfølgning«?

5)

Skal artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at den fuldbyrdende stat har pligt til at træffe en afgørelse vedrørende samtlige de europæiske arrestordrer, som den modtager, også i de tilfælde, hvor der allerede er taget stilling til en tidligere europæisk arrestordre, der er udstedt af den anden judicielle myndighed vedrørende den samme eftersøgte person inden for rammerne af den samme straffesag, og hvor den nye europæiske arrestordre er udstedt som følge af, at omstændighederne har ændret sig i den stat, der har udstedt den europæiske arrestordre (afgørelse om henvisning — indledning af en straffesag, strengere kriterier for anvendelsen af indicier på, at der er begået en overtrædelse, ny judiciel myndighed/kompetent ret)?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/12

1)

Skal bestemmelserne i artikel 13, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 (1) fortolkes således, at de forbyder brugen på enkeltpakninger, yderemballager og på tobaksvarer af ethvert varemærkenavn, der henviser til visse kvaliteter, uanset dets bekendthedsgrad?

2)

Respekterer direktivets artikel 13, stk. 1 og 3, afhængig af den fortolkning, der skal anlægges heraf — for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på navne og varemærker — ejendomsretten, ytringsfriheden, retten til at oprette og drive virksomhed samt proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet?

3)

Under hvilke betingelser kan en medlemsstat, såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, uden at krænke ejendomsretten, ytringsfriheden, retten til at oprette og drive virksomhed samt proportionalitetsprincippet gøre brug af den mulighed, den har i henhold til direktivets artikel 24, stk. 2, for at kræve, at fabrikanter og importører benytter neutrale og ensartede enkeltpakninger og ydre emballager?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/13

1)

Skal artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 64, stk. 1, artikel 66, litra a), og artikel 73 i direktiv 2006/112/EF (1) fortolkes således, at en telekommunikationsoperatør (tv, internet, mobilnet og fastnet) er merværdiafgiftspligtig for opkrævninger af et på forhånd bestemt beløb fra sine kunder, når en kontrakt med forpligtelse til et abonnement af en bestemt varighed (bindingsperiode) ophæves af en årsag, der kan tilregnes kunden, inden denne periode er udløbet, idet dette beløb svarer til værdien af den månedlige grundydelse, som kunden skulle betale i henhold til kontrakten multipliceret med det antal månedlige ydelser, der mangler, indtil bindingsperioden udløber, i et tilfælde hvor det pågældende beløb faktureres, og operatørens levering af tjenesterne er ophørt, når det fakturerede beløb opkræves, og uafhængigt af om beløbet betales, såfremt:

2)

Såfremt en eller flere dele af det første spørgsmål ikke foreligger, kan svaret herpå da ændres?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/14

1)

Skal artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 (1) om insolvensbehandling fortolkes således, at den kompetence, der tilfalder retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er indledt, for et omstødelsessøgsmål mod en sagsøgt, som har hjemsted eller bopæl i en anden medlemsstat, er en enekompetence, eller har kurator i det i forordningens artikel 18, stk. 2, nævnte tilfælde beføjelse til at anlægge et omstødelsessøgsmål ved en ret i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har sit hjemsted eller sin bopæl, når kurators omstødelsessøgsmål støttes på en disposition over løsøre, som er foretaget i denne anden medlemsstat?

2)

Finder den i artikel 24, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 fastsatte frigørelse anvendelse i forbindelse med en opfyldelse af en forpligtelse over for skyldneren i en medlemsstat, som er foretaget via direktøren for et forretningssted under skyldnerens selskab, som er registreret i denne medlemsstat, når der på tidspunktet for opfyldelsen af forpligtelsen var indgivet en begæring om indledning af insolvensbehandling af skyldnerens bo og udpeget en midlertidig kurator, men der endnu ikke var truffet beslutning om at indlede insolvensbehandlingen?

3)

Finder artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 om opfyldelse af en forpligtelse anvendelse på betaling af et pengebeløb, når den oprindelige overførsel af dette beløb fra skyldneren til den person, der opfyldte forpligtelsen, er ugyldig i henhold til skifterettens nationale ret, og ugyldigheden skyldes indledningen af insolvensbehandlingen?

4)

Finder formodningen om manglende kendskab i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 anvendelse, når de i forordningens artikel 21, stk. 2, andet punktum, nævnte instanser ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til at sikre bekendtgørelse af skifterettens afgørelser, hvorved der blev udpeget en midlertidig kurator og anordnet, at selskabets dispositioner kun er gyldige med den midlertidige kurators samtykke, i registret i den medlemsstat, på hvis område skyldneren har et forretningssted, når den medlemsstat, hvor forretningsstedets hjemsted befinder sig, kræver obligatorisk bekendtgørelse af disse afgørelser, selv om den anerkender dem i henhold til forordningens artikel 25, sammenholdt med artikel 16?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/14

1)

Er den omstændighed, at en virksomhed tilbyder at vise tv-programmer via streaming eller direkte over internettet, i sig selv tilstrækkelig til, at denne skal anses for en virksomhed, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og tv-udsendelser til offentligheden i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2002/22/EF (1) af 7. marts 2002?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan en medlemsstat da, uden at tilsidesætte direktivet eller andre EU-retlige regler, indføre en forpligtelse til transmission af radio- eller tv-programmer, der samtidig påhviler såvel virksomheder, som driver elektroniske kommunikationsnet, som virksomheder, der ikke driver sådanne net, men tilbyder at vise tv-programmer via streaming eller direkte over internettet?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, kan medlemsstaterne da for så vidt angår distributører af tjenester, der ikke driver elektroniske kommunikationsnet, undlade at lade must carry-forpligtelsen være omfattet af samtlige de betingelser, der fremgår af artikel 31, stk. 1, i direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002, selv om disse betingelser i henhold til direktivet påhviler netoperatører?

4)

Kan en medlemsstat, der har indført en must carry-forpligtelse for så vidt angår visse radio- eller tv-tjenester på visse net, uden at det udgør en tilsidesættelse af direktivet, pålægge disse tjenester en forpligtelse til at acceptere, at de transmitteres på disse net, herunder på et websted, når den omhandlede tjeneste selv transmitterer sine egne programmer på internettet?

5)

Skal betingelsen i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2002/22/EF for så vidt angår transmission via internettet, hvorefter det kræves, at et betydeligt antal slutbrugere af sådanne net, der er omfattet af must carry-forpligtelsen, anvender dem som deres primære adgang til radio- og tv-modtagelse, vurderes under hensyn til samtlige de brugere, som ser tv-programmerne via streaming og direkte på internettet, eller alene under hensyn til brugere af det websted, der er omfattet af must carry-forpligtelsen?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/15

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/16

1)

Er den nationale lovgivning og den nationale retspraksis forenelig med artikel 14 i direktiv 2014/41/EU (1) om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager, når de materielle grunde til udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse om foretagelse af en ransagning i en bolig og i forretningslokaler samt beslaglæggelse af visse genstande eller tilladelse til afhøring af et vidne i henhold til denne lovgivning og retspraksis hverken kan anfægtes direkte ved et retsmiddel mod retsafgørelsen eller ved et særskilt erstatningssøgsmål?

2)

Giver direktivets artikel 14, stk. 2, den berørte part direkte ret til at anfægte retsafgørelsen om den europæiske efterforskningskendelse, selv om den nationale lovgivning ikke hjemler en sådan processuel mulighed?

3)

Er den person, over for hvem der er rejst tiltale, henset til direktivets artikel 14, stk. 2, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, litra a), og artikel 1, stk. 4, en berørt part som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 4, når foranstaltningen vedrørende indsamling af bevismateriale er rettet mod tredjemand?

4)

Er den person, der bebor eller benytter lokaler, hvori ransagningen og beslaglæggelsen skal foretages, eller den person, der skal afhøres som vidne, en berørt part som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 4, sammenholdt med stk. 2?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/16

1)

Skal artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (1) af 25. oktober 2011 fortolkes således, at en udbyder kan stille et telefonnummer til rådighed, for hvilket der gælder en højere takst end normaltaksten, når udbyderen med henblik på at kunne blive kontaktet pr. telefon i forbindelse med en indgået aftale foruden telefonnummeret til den højere takst på forståelig og let tilgængelig vis også tilbyder et fastnettelefonnummer til normaltakst?

2)

Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Udelukker artikel 21 i direktiv 2011/83/EU, at en forbruger, som af fri vilje anvender et telefonnummer til en højere takst til at optage kontakt i forbindelse med en indgået aftale, selv om udbyderen på forståelig og let tilgængelig vis har stillet et telefonnummer til normaltakst til rådighed, er forpligtet til at betale den forhøjede takst for kontakten til udbyderen?

3)

Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Forpligter begrænsningen i artikel 21 i direktiv 2011/83 den erhvervsdrivende til sammen med et kortnummer overalt også at henvise til et fastnettelefonnummer til normaltakst og til oplysninger om prisforskellene?

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/17

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/18

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 24. marts 2017 i sag T-117/15 ophæves, for så vidt som den afviste Republikken Estlands søgsmål af 4. marts 2015.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne kan træffe afgørelse om de påstande, som Estland har nedlagt i sit søgsmål af 4. marts 2015.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Retten har tilsidesat EU-retten, idet den fastslog, at dommene i Pimix (1), Den Tjekkiske Republik mod Kommission (2) og Litauen mod Kommissionen (3) ikke kunne anses for at udgøre nye væsentlige faktiske omstændigheder som omhandlet i retspraksis, hvorfor den afviste det søgsmål, som Republikken Estland havde anlagt den 4. marts 2015 med påstand om annullation af afgørelsen indeholdt i Europa-Kommissionens skrivelse Ares(2014)4324235 af 22. december 2014.

2.

Andet anbringende om, at Retten i præmis 13 og 84 i sin dom af 24. marts 2017 fejlagtigt har anført, at forordning nr. 60/2004 (4) blev offentliggjort på estisk i Den Europæiske Unions Tidende den 4. juli 2004, mens denne offentliggørelse reelt fandt sted den 4. juli 2005. Retten nåede således på grundlag af urigtige faktiske omstændigheder til en konklusion vedrørende muligheden for alene på grundlag af national ret at opkræve aktørerne en afgift for manglende afvikling af overskudslagre af sukker.

3.

Tredje anbringende om, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt. Retten har nærmere bestemt undladt at tage stilling til pligten til at anmelde overskudslagre af sukker pr. 1. maj 2004, hvorfor Rettens konklusion om, at den manglende offentliggørelse på estisk af forordning nr. 60/2004 i Den Europæiske Unions Tidende inden for fristen ikke var til hinder for, at Republikken Estland kunne basere sig på national ret med henblik på at opkræve aktørerne en afgift for manglende afvikling af overskudslagre af sukker, er uforståelig.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/19

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Selskabet Deutsche Post AG betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/19

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

Industrie Aeronautiche Reggiane Srl betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/20

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Flamagas, SA betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/21

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

Tillotts Pharma AG betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/21

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

City Train GmbH betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/22

1)

Afgørelse truffet den 5. november 2015 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1814/2014-1) annulleres.

2)

EUIPO betaler de af M/S. Indeutsch International afholdte omkostninger.

3)

Crafts Americana Group, Inc., bærer sine egne omkostninger.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/22

1)

Appellen forkastes.

2)

Nicole Clarke, Sigrid Dickmanns og Elisavet Papathanasiou bærer deres egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/23

1)

Europa-Kommissionens afgørelse af 28. januar 2016 om den administrative sanktion om udelukkelse af NC fra procedurerne for tildeling af udbudskontrakter og tilskud, der finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget, i en periode på 18 måneder og følgelig om at registrere denne i systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse som omhandlet i artikel 108, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 annulleres.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/24

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

GP Joule PV GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/24

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Biogena Naturprodukte GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/25

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Ernst Kneidinger betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/26

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/26

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Carlos Javier Jiménez Gasalla betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/27

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Rare Hospitality International, Inc. betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/27

1)

Sagen afvises.

2)

MS betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/28

1)

Sagen afvises.

2)

Laure Camerin betaler sagsomkostningerne.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/28

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i denne sag.

2)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Elevolution — Engenharia SA afholdte omkostninger.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/29

—

Kommissionens afgørelse om statsstøtte af 19. september 2016 i sag SA.41539 (2016/N) — Litauen, Investeringsstøtte til et højeffektivt kraftvarmeværk i Vilnius, UAB Vilniaus kogeneracinė jėgainė Viniaus Kogeneracinee Jeqaine — C(2016) 5943 final annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, idet den er støttet på utilstrækkelig, ufuldstændig, ubetydelig og usammenhængende dokumentation.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med artikel 107 TEUF derved, at den ikke iagttager den individuelle anmeldelse og den vurdering, der er nødvendig for omfattende støtte samt lægger til grund, at der foreligger et bidrag til et fælles mål.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med artikel 107 TEUF derved, at den vil indebære en omgåelse af affaldshierarkiet i Litauen.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse tilsidesatte artikel 107 TEUF, idet den fastslog, at der ville blive behov for statslig indgriben i form af statsstøtte.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse tilsidesatte artikel 107 TEUF ved at fastslå, at støtten var forholdsmæssig.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med artikel 107 TEUF, idet det fastslås, at statsstøtten ville have en tilskyndelsesvirkning.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med artikel 107 TEUF derved, at den foretager en fejlagtig vurdering af indvirkningen på konkurrencen på varmemarkedet i Vilnius.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/30

—

Direktiv 2014/40/EU, artikel 10 og bilag II (»billedsamling«), hovedsageligt med henvisning til billede 5 i »sæt 1« i afsnittet WARNING, annulleres delvist.

—

Subsidiært, direktiv 2014/40/EU, artikel 10 og bilag II, der blev godkendt af Kommissionen, annulleres delvist henset til, at der ikke på cigaretpakkerne foreligger nogen henvisning overhovedet til oplysende link eller til en »disclaimer« vedrørende de fotos, som fremtræder på cigaretpakker, og som omfatter en advarsel på alle cigaretpakker i EU vedrørende de billeder, der fremtræder på disse pakker, med en henvisning til et link, hvor der kan læses om disse billeder, der fremtræder på sådanne pakker med henblik på at fjerne enhver tvivl.

—

Måderne, hvorpå samtykke indhentes fra personer, der fremtræder på disse cigaretpakker, ændres til, at de personer, der vil fremtræde på cigaretpakkerne, giver samtykke til offentliggørelsen af deres rigtige navn og personlige helbredsoplysninger, således at forveksling og anden form for usikkerhed kan undgås med hensyn til de personer, der fremtræder på disse cigaretpakker, og det sikres, at personlige og helbredsmæssige oplysninger udgør en integreret del af det link, som personer, der ønsker at gøre sig bekendt med identiteten af og/eller den helbredsmæssige historie bag de personer, som fremtræder på cigaretpakkerne, henvises til.

—

Begge institutioner samt Europa-Kommissionen tilpligtes at fremlægge en kopi af samtykket, som er i overensstemmelse med den original, der blev leveret af den person, som fremtræder i rækken af billeder, nr. 5, sæt 1, uden at tilbageholde personlige oplysninger, og de billeder, der svarede til det givne samtykke, for at gøre det muligt at udfærdige en strafferetlig rapport vedrørende fotografierne.

—

De sagsøgte tilpligtes at betale 1 000 000 EUR i godtgørelse for ikke-økonomisk skade beregnet på grundlag af den smerte, som offentliggørelsen af sådanne billeder forårsagede relativt kort tid efter, at sagsøgernes far var afgået ved døden, og for den smerte, der fulgte af tilbageholdelsen af oplysninger, der kunne have afklaret situationen vedrørende den mand, der vises på cigaretpakkerne, på en sådan måde, at familiens smerte ville have været af meget kortere varighed.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/31

—

Den Europæiske Investeringsfonds tildelingsafgørelse, der blev meddelt sagsøgerne den 16. marts 2017, om bud, som sagsøgerne havde afgivet i forbindelse med en åben udbudsprocedure (reference 2016-MIBO_IPA_PPI-002), hvorved de blev meddelt, at deres bud ikke var blevet klassificeret som det økonomisk mest fordelagtige bud, annulleres.

—

Den Europæiske Investeringsfond tilpligtes at betale sagsøgerne ikkekompenserende erstatning (exemplary damages) på 100 000 EUR (ethundredetusinde euro).

—

Den Europæiske Investeringsfond tilpligtes at betale sagsøgernes sagsomkostninger og andre udgifter i forbindelse med dette søgsmål, selv hvis der ikke gives sagsøgerne medhold i søgsmålet.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/32

—

Principalt annullation af Europa-Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (sag COMP/39258 — Luftfragt) i sin helhed på grundlag af artikel 263 TEUF, for så vidt som den vedrører Air France-KLM, samt begrundelsen for konklusionen, på grundlag af det første anbringende.

—

Subsidiært, såfremt Retten ikke måtte annullere afgørelse C(2017) 1742 final i sin helhed på grundlag af det første anbringende:

—

Mere subsidiært, såfremt Retten ikke måtte annullere afgørelse C(2017) 1742 final på grundlag af det andet, det tredje eller det fjerde anbringende:

—

Mest subsidiært, såfremt Retten ikke måtte annullere afgørelse C(2017) 1742 final på grundlag af det femte anbringende:

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale samtlige sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at Air France-KLM urigtigt er blevet tilregnet ansvaret for Air France og KLM’s adfærd. Dette anbringende er opdelt i to led.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002, af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling mellem Air France-KLM og Lufthansa, der berører formaliteten med hensyn til de dokumenter, der er fremlagt i forbindelse med Lufthansas anmodning om bødefritagelse.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten, af ligebehandlingsprincippet, af princippet om forbud mod forskelsbehandling og af princippet om beskyttelse mod vilkårlige indgreb fra Kommissionens side som følge af udelukkelsen fra afgørelsens konklusion af luftfartsselskaber, som har deltaget i de pågældende former for praksis. Dette anbringende er opdelt i to led.

4.

Fjerde anbringende om, at inkluderingen af inbound EØS-trafik i den samlede og vedvarende overtrædelse er i strid med de regler, der afgrænser Kommissionens territoriale kompetence. Dette anbringende er opdelt i to led.

5.

Femte anbringende om, at konstateringen af, at nægtelsen af at betale kommission til speditører udgør en separat del af den samlede og vedvarende overtrædelse, er behæftet med en selvmodsigende begrundelse og et åbenbart urigtigt skøn. Dette anbringende er opdelt i to led.

6.

Sjette anbringende om en fejl i de værdier af afsætningen, der er taget i betragtning ved beregningen af den bøde, som Air France-KLM er blevet pålagt, og som er opdelt i to led:

7.

Syvende anbringende om en urigtig vurdering af overtrædelsens grovhed, som består af to led:

8.

Ottende anbringende om, at der foretaget en urigtig beregning af varigheden af den overtrædelse, der er gjort gældende over for Air France, og taget i betragtning ved beregningen af den bøde, som Air France-KLM er blevet pålagt.

9.

Niende anbringende om manglende begrundelse og om, at den nedsættelse på 15 %, som Kommissionen ydede i henhold til de gældende regelsæt, var utilstrækkelig.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/34

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2017) 2258 final af 31. marts 2017 om en procedure efter artikel 18, stk. 3, og artikel 24, stk. 1, litra d), i Rådets forordning nr. 1/2003 i sag AT.39711 — Qualcomm (underbud) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med nødvendighedsprincippet.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er behørigt begrundet.

Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse i en række tilfælde giver nogle lidet overbevisende, uklare, vage og utilstrækkelige begrundelser, som ikke berettiger Kommissionens for vidtrækkende og ufornødne anmodninger om oplysninger. Ifølge sagsøgerne giver den anfægtede afgørelse i en række andre tilfælde ingen begrundelse overhovedet. Sagsøgerne har således gjort gældende, at de ikke forstår, hvorfor de anmodede oplysninger er nødvendige for Kommissionen for at foretage sin undersøgelse.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse søger at foretage en uretmæssig omvendt bevisbyrde.

Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse søger at vende bevisbyrden og i realiteten »outsourcer« opbygningen af en sag mod dem til sagsøgerne. Særligt skal sagsøgerne i henhold til den anfægtede afgørelse på Kommissionens vegne efterprøve sagsøgernes indførte regnskabsoplysninger til trods for, at sådanne oplysninger er blevet undergivet omhyggelig ekstern revision. Tilsvarende har sagsøgerne anført, at den anfægtede afgørelse anmoder sagsøgerne om at godtgøre, at de har udøvet deres virksomhed i overensstemmelse med lovgivningen.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med retten til ikke at inkriminere sig selv.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om god forvaltningskik.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/36

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og det anfægtede varemærke erklæres ugyldigt.

—

EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med denne sags behandling.

—

Indehaveren tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med denne sags behandling.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009 og af retssikkerhedsprincippet.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/37

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, hvorved der gives afslag på registrering af det omtvistede varemærke.

—

EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte sagsomkostninger.

—

Fulia Trading Ltd tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte sagsomkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009 og af retssikkerhedsprincippet.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/37

—

Afgørelse truffet den 29. marts 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1141/2016-4) annulleres delvist, for så vidt som den stadfæster annullationsafdelingen ved EUIPO’s afgørelse af 29. april 2016 i ugyldighedssag nr. 10 786 C, idet den erklærede EU-varemærke nr. 010931087 »Cuervo y Sobrinos LA HABANA 1882« for ugyldigt for varerne registreret for nævnte varemærke i klasse 14 og 16.

—

EUIPO tilpligtes at betale alle de af sagsøgeren i forbindelse med behandlingen af denne sag afholdte sagsomkostninger, herunder alle de sagsomkostninger, der er påløbet i forbindelse med sagens behandling for annullationsafdelingen og Fjerde Appelkammer ved EUIPO i de underliggende instanser i forhold til dette søgsmål.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/38

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Varemærkeansøgningen hjemvises til kontoret med henblik på registrering.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling ved appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 207/2009.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/39

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/39

—

Afgørelse truffet den 23. marts 2017 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (Varemærker og Design) (sag R 415/2015-5) vedrørende indsigelsessag nr. B 002 256 702 om EU-varemærkeansøgning nr. 011 623 097, som blev modtaget af sagsøgeren den 12. april 2017, annulleres og omgøres således, at indsigelsen forkastes i det hele.

—

EUIPO og, i påkommende tilfælde, den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med klagesagens behandling.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/40

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 207/2009.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/40

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk., 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/41

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/41

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/41

7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/42