30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/1

—

Kommissionens meddelelse om den årlige vækstundersøgelse 2017 (1) og starten på det europæiske semester 2017;

—

Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2016 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: gennemførelse af prioriteterne for 2016 (2);

1.

glæder sig over, at den årlige vækstundersøgelse (AGS) fokuserer på investeringer, strukturreformer og ansvarlige offentlige finanser, men havde forventet større fokus på gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling som en af søjlerne i en europæisk økonomisk, social og miljømæssig strategi efter 2020.

2.

bemærker, at adskillige indikatorer — BNP, investeringer, jobskabelse, beskæftigelse og erhvervsfrekvens — indikerer, at genopretningen af EU’s økonomi er i gang, til trods for øget usikkerhed på verdensplan; deler ikke desto mindre Kommissionens synspunkt, at der ikke er tid til at hvile på laurbærrene, eftersom arbejdsløshedsprocenten fortsat er for høj i mange regioner i Europa, og den kumulative effekt af flere års underinvestering (‘investeringskløften’) udgør en alvorlig hindring for Europas konkurrenceevne og samhørighed;

3.

er bekymret for, at eksisterende ubalancer inden for EU og euroområdet udgør et stort problem for vækst og samhørighed, og at konvergens mellem og inden for medlemsstaterne i mange tilfælde er gået i stå. Udvalget understreger, at forskellene internt i medlemsstaterne er en stor kilde til økonomiske og sociale forskelle, som bliver stadig større i EU, og beklager, at disse forskelle ikke undersøges nærmere på struktureret vis i den årlige vækstundersøgelse;

4.

understreger, at en europæisk søjle for sociale rettigheder, som skal respektere nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, kan yde et stort bidrag til koordinering og opadgående konvergens af sociale standarder og styrke EU’s demokratiske legitimitet;

5.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til en finanspolitisk kapacitet for euroområdet, der er tilgængelig for alle medlemsstater, kombineret med en budgetmæssig konsekvensanalyse (3).

6.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over resultaterne af EFSI’s første år for så vidt angår den mængde investeringer, fonden formåede at generere, men er bekymret over EFSI’s usikre resultater for så vidt angår additionalitet, den skæve geografiske fordeling af projekterne, det har finansieret, og manglen på detaljeret og gennemsigtig information. Udvalget bemærker, at disse betænkeligheder deles af Revisionsretten (4) og Kommissionens uafhængige evaluering (5). Udvalget understreger, at projekter af en værdi på over 10 mio. EUR bør være berettiget til EFSI-støtte, så lokale og regionale myndigheder gør større brug af EFSI også gennem investeringsplatforme, og beklager, at mange af dem stadig mangler oplysninger herom. Udvalget er overbevist om, at behandlingen af problemet med administrativ kapacitet, som ofte forhindrer de lokale og regionale myndigheder i at gøre brug af EFSI, bør opfattes som en prioritet i forbindelse med det europæiske semester;

7.

glæder sig over, at den årlige vækstundersøgelse henviser til, at der findes investeringshindringer på lokalt og regionalt niveau; men beklager, at der i den årlige vækstundersøgelse for 2017 ikke er blevet fulgt op på den analyse af investeringshindringer, der blev lanceret i det europæiske semester i 2016, og som RU har bidraget til i form af en analyse af sådanne hindringer på territorialt niveau (6). Udvalget finder det vigtigt at anerkende, at foranstaltninger til uddybning af det indre marked spiller en vigtig rolle for at forbedre det overordnede investeringsmiljø på EU-plan og for at fjerne forhindringer for investeringer på nationalt, regionalt og lokalt plan;

8.

understreger ESI-fondenes bidrag til investering og fremhæver, at 61 af de landespecifikke henstillinger for 2016 medtages i programmerne for samhørighedspolitik på nationalt plan. Udvalget er enigt i, at ESI-fondene kan anvendes sammen med EFSI, men understreger samtidig, at ESI-fondene er EU’s vigtigste investeringsredskab og sigter på at øge samhørigheden som nævnt i traktaterne;

9.

glæder sig over, at den årlige vækstundersøgelse henviser til, at der er behov for at fordele fordelene ved globaliseringen retfærdigt og øge handelspolitikkens legitimitet. Udvalget fremhæver også betydningen af borgernes bekymringer og det nødvendige i, at handlingsspillerummene og de demokratiske råderum for Den Europæiske Union samt for medlemsstaternes parlamenter og regeringer og regionerne sikres, således at borgernes demokratiske medbestemmelse bevares. Udvalget mener, at Kommissionen gennem forhandlinger og indgåelse af handelsaftaler bør gøre en større indsats for at bevare de europæiske kvalitetsstandarder, nationale bestemmelser og standarder, bl.a. på områderne miljø-, dyre-, klima- og databeskyttelse samt sundhed og forbrugerbeskyttelse, så handelsaftalerne kan føre til et fair og gennemsigtigt resultat;

10.

bifalder den årlige vækstundersøgelses anerkendelse af den rolle, som klare retningslinjer for anvendelsen af statsstøtteregler ved offentlig finansiering af infrastruktur spiller med henblik på at lette finansieringen af realøkonomien. Udvalget understreger, at størstedelen af denne finansiering vedrører tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og opfordrer Kommissionen til at udvide anvendelsesområdet for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse for at tage højde for nye udfordringer.

11.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at strukturreformer er nøglen til øget konkurrenceevne, som er stadig mere nødvendig for at fremme bæredygtig og inklusiv vækst og beskæftigelse i forbindelse med den globale handel og konkurrence;

12.

bifalder anerkendelsen af offentlige udbuds betydning for styrket konkurrenceevne og innovation og understreger, at en stor del af offentlige udbud gennemføres af lokale og regionale myndigheder. Udvalget understreger, at indsatsen, der sigter mod at forbedre den administrative kapacitet til at behandle offentlige udbud, specifikt bør rettes mod lokale og regionale myndigheder;

13.

understreger, at SMV’er, nystartede virksomheder og iværksætteri bør støttes gennem lettere adgang til finansiering, incitamenter for investeringer i forskning og udvikling, nedbringelse af den administrative byrde og ved at holde bedre lovgivning højt på dagsordenen. Udvalget understreger behovet for at sikre, at SMV’er i alle sektorer, også serviceudbydere, eksempelvis kan indgå i globale værdikæder gennem understøttende industri- og reguleringspolitik;

14.

understreger, at den manglende administrative kapacitet hos de offentlige myndigheder på alle niveauer, særlig på lokalt og regionalt plan, er en hindring for gennemførelsen af strukturreformer, og at Kommissionen bør udstede et samlet strategisk dokument, der koordinerer alle strømme af EU-finansieret teknisk bistand til en mere effektiv administration, herunder strukturreformstøtteprogrammet;

15.

bifalder, at støtte til investeringer i menneskelige ressourcer prioriteres i den årlige vækstundersøgelse. Det understreger især vigtigheden af at fremme gennemførelsen af ungdomsgarantien og af at gøre endnu mere for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, som fortsat er høj i flere regioner og kommuner.

16.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over debatten om en positiv finanspolitisk kurs i euroområdet som helhed, der nødvendigvis vil skulle kombineres med gennemførelsen af strukturelle reformer;

17.

understreger, at lokale og regionale myndigheder er interesserede i fuld udnyttelse af den fleksibilitet, som stabilitets- og vækstpagten tillader, og gentager sin opfordring til, at investeringer foretaget af lokale og regionale myndigheder under ESI-fondene ikke medtages i beregningerne af underskud og gældslofter i samtlige EU-lande;

18.

understreger, at der er behov for at sikre sunde offentlige finanser og en begrænsning af den offentlige gæld på alle niveauer i den offentlige forvaltning. Udvalget fremhæver, at sammensætningen af offentlige udgifter som del af denne overordnede indsats bør forbedres i lyset af OECD’s principper for effektiv offentlig investering på tværs af forvaltningsniveauer. Udvalget er i færd med at lancere en overvågning af gennemførelsen af sådanne regler; og opfordrer Kommissionen til at målrette indsatsen for at fremme skattemæssig decentralisering på tværs af EU, som i henhold til eksisterende dokumentation vil hjælpe med til at forbedre effektiviteten af de offentlige udgifter.

19.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at mere end halvdelen de landespecifikke henstillinger vedrører strukturelle reformer, som kun kan gennemføres i samarbejde med lokale og regionale myndigheder; understreger derfor, at lokale og regionale myndigheders begrænsede inddragelse er en af grundene til manglende effektivitet og ejerskab i koordineringen af den økonomiske politik, som det fremgår af strukturreformernes begrænsede resultater, som skitseret i de landespecifikke henstillinger;

20.

glæder sig over, at de ansvarlige for det europæiske semester, som Kommissionen har udstationeret i medlemsstaterne, allerede samarbejder med de lokale og regionale myndigheder i nogle medlemsstater. Det bør være standardtilgangen i alle medlemsstater;

21.

beklager, at de lokale og regionale myndigheders rolle ikke anerkendes i den årlige vækstundersøgelse, og at de landespecifikke henstillinger ikke tager hensyn til, at mange kompetencer er begrænset til det regionale niveau. Udvalget understreger, at det er i gang med at udarbejde en udtalelse, der indeholder forslag til en adfærdskodeks om inddragelsen af lokale og regionale myndigheder i det europæiske semester. RU glæder sig over, at Europa-Parlamentet har udtrykt støtte til dette forslag, og anmoder om, at EU-institutionerne drøfter forslaget, så snart det er offentliggjort;

22.

konstaterer, at adskillige landespecifikke henstillinger opfordrer til strukturelle reformer, hvis gennemførelse kan tage meget længere tid end et år. Det kan medføre, at målingen af gennemførelsen efter et år kan risikere at undervurdere det opnåede fremskridt, hvilket kan være misvisende og virke nedslående for de involverede nationale og subnationale forvaltningsniveauer. RU opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at udforme de landespecifikke henstillinger på en måde, der tillader en retfærdig og gennemsigtig måling af fremskridtet i gennemførelsen;

23.

pålægger sin formand at fremsende denne resolution til Kommissionen, Europa-Parlamentet, det maltesiske formandskab for Rådet og formanden for Det Europæiske Råd.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/5

1.

slutter op om højtideligholdelsen af Romtraktatens undertegnelse som et afgørende tidspunkt til at iværksætte brede overvejelser over Den Europæiske Unions fremtid og gentager, at Unionens eksistensberettigelse er at sikre respekt for de grundlæggende rettigheder, fred, velstand, stabilitet og nye muligheder for alle borgere i hele EU;

2.

efterlyser et Europa, der kan styrke borgernes tillid og bedre være i stand til at imødegå de udfordringer, der ligger forude, både i EU og globalt, og træffe beslutninger om fælles handling i en solidarisk ånd med respekt for nærhedsprincippet;

3.

minder om, at Europas identitet historisk er forankret i regioner, byer og landsbyer, og at de lokale og regionale myndigheders bidrag til den europæiske integrationsproces konstant er vokset økonomisk, kulturelt og politisk;

4.

henviser til kløften mellem borgerne og EU, som anerkendtes og blev taget op for 25 år siden i Maastrichttraktaten, der bl.a. skabte unionsborgerskabet og Det Europæiske Regionsudvalg. Den centrale rolle for de decentrale myndigheder, som Lissabontraktaten lægger op til, er imidlertid endnu ikke realiseret til fulde med henblik på subsidiaritet og deltagelse i den europæiske lovgivningsproces. Det er derfor afgørende vigtigt at forbedre den nuværende situation, hvor det alt for ofte er sådan, at de lokale og regionale myndigheder blot er endestationerne for EU-politikkerne og ikke reelle deltagere i udarbejdelsen heraf, herunder især i den lovgivningsmæssige procedure, trods Det Europæiske Regionsudvalgs indsats og dets politiske og institutionelle engagement i forbindelserne til de øvrige EU-institutioner;

5.

mener, at RU som EU's forsamling af lokale og regionale repræsentanter er eksponent for en Union, der er forenet i kulturel og sproglig mangfoldighed i en globaliseret verden. Vi bakker op om at fremme europæisk demokrati og aktivt medborgerskab og bidrage til at befæste de grundlæggende rettigheder, beskytte mindretal, styrke sikkerheden, fremme lighed og sikre en harmonisk og bæredygtig udvikling i tråd med vores målsætninger om økonomisk, social og territorial samhørighed;

6.

understreger, at der er et presserende behov for at styrke de demokratiske bånd mellem Den Europæiske Union og borgerne ved at sikre, at Unionen leverer effektive og hurtige løsninger på de store fælles udfordringer, som byer, regioner og medlemsstater ikke kan klare alene, dvs. at øge konkurrenceevnen, styrke samhørigheden, gøre EU til et trygt område, hvor alle har garanti for frihed, sikkerhed og retfærdighed, sikre de unge nogle konkrete fremtidsudsigter for studier og arbejde, tage hånd om migrant- og flygtningekrisen, beskytte Schengenområdet, tackle klimaudfordringen og fremme modstandsdygtigheden over for katastrofer, fremme lavemissionsøkonomien og støtte energiunionen samt styrke Unionens rolle som en central global aktør, navnlig med hensyn til at nå 2030-dagsordenens mål for bæredygtig udvikling, gribe ind over for arbejdsløsheden og bekæmpe terrorisme;

7.

understreger, at de »fire friheder« i EU's indre marked, fri bevægelighed for personer, tjenester, varer og kapital, udgør konkrete landvindinger for EU's borgere og er et ufravigeligt element i det europæiske politiske projekt. De udgør et udeleligt sæt rettigheder, der ikke kan stå alene, idet dette ville underminere de værdier, som er selve EU's eksistensgrundlag, og udvalget finder det derfor bekymrende, at visse medlemsstater har gjort forsøg på at begrænse dem, især den fri bevægelighed for personer;

8.

slår imidlertid igen fast, at »det indre marked« også skal sikre sociale fremskridt, og at reglerne om økonomiske friheder og konkurrence ikke har forrang frem for de grundlæggende rettigheder, først og fremmest kampen mod forskelsbehandling, fattigdom og arbejdsløshed;

9.

finder, at højtideligholdelsen af Romtraktaten bør være en anledning til at opnå EU-borgernes direkte deltagelse, kritiske tænkning og aktive interesse i udformningen af Unionens fremtid med beslutninger, der træffes tættest muligt på dem; mener, at en sådan proces skal være deltagelsesbaseret og repræsentativ, hvor alle borgere har lige muligheder for at deltage, bidrage og engagere sig i Unionen. Her er de lokale og regionale myndigheder de ideelle aktører til at drive denne proces fremad og til at realisere Borgernes Europa;

10.

finder det især vigtigt at danne sig et nøjagtigt billede af borgernes ønsker og forventninger til EU på den ene side og deres skepsis og frustrationer på den anden side. Udvalget bifalder den tredje rapport om unionsborgerskabet 2017, der bygger på oplysninger, som borgerne har indgivet via undersøgelser og en offentlig høring;

11.

understreger derfor, at EU:

12.

giver, med henblik på at forberede vores bidrag til de kommende politiske drøftelser om Unionens fremtid, tilsagn om at ville:

13.

understreger betydningen af at sikre rettighederne for unge i hele Europa. Et mere tilgængeligt EU vil fremme en åben dialog mellem folk i alle aldre. Med hensyn til de grundlæggende principper om fred og velstand vil et dynamisk EU leve op til de unges forventninger;

14.

pålægger formanden at fremsende denne resolution til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, nationale og regionale parlamenter og regeringer samt lokale myndigheder.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/7

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) bemærker, at investeringerne i Europa er dalet med i alt 15 % som en direkte følge af den finansielle og økonomiske krise, at de offentlige investeringer også er faldet som følge af begrænsninger indført af de budgetregulerende mekanismer på europæisk og nationalt niveau og at investeringsniveauet i Europa som helhed stadig ligger under niveauet før krisen i nominelle tal — i 2015 næsten 60 mia. EUR under niveauet i 2008 (1). Det mener, at EU ud over de faldende investeringer i absolutte tal også lider under et underskud af konkurrenceevne som følge af forældede infrastrukturer og utilstrækkelige investeringer i digital og økologisk omstilling samt innovation;

2.

understreger at de lokale og regionale myndigheder er ansvarlige for over halvdelen af de offentlige investeringer i EU, og at deres investeringer på områder som infrastruktur, energi, offentlig transport, uddannelse, sundhed og mange flere har direkte indvirkning på de lokale økonomier, dynamikken i erhvervslivet og de europæiske borgeres liv og velfærd;

3.

bifalder Europa-Parlamentets opfordring til et større ejerskab på nationalt, regionalt og lokalt plan for udformningen og gennemførelsen af vækst- og jobskabelsesstrategier og glæder sig over støtten til RU's ønske om en adfærdskodeks for inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder i det europæiske semester (2);

4.

betoner i denne forbindelse, at de nuværende offentlige udgifter til investeringer fortsat er halverede i forhold til før krisen, hvilket betyder, at der hvert år er investeringer til en værdi af flere hundrede millioner euro, som ikke bliver foretaget i Europas regioner og kommuner;

5.

henviser til en fælles rundspørge foretaget af Det Europæiske Regionsudvalg (RU) og OECD i 2015, hvor 96 % af respondenterne, som repræsenterede kommuner og regioner, rapporterede om nedskæringer af de offentlige investeringsudgifter (3). Dette er blevet bekræftet af en nylig RU-rundspørge (4), hvor 75 % af respondenterne på lokalt og regionalt plan sagde, at de havde oplevet et betydeligt fald i de samlede investeringer i deres kommune eller region mellem 2008 og 2014. Kun en tredjedel mente, at situationen er ved at blive bedre nu;

6.

minder om OECD's (5) og IMF's opfordring til et koordineret globalt finanspolitisk stimuleringsprogram i lyset af den monetære politiks aktuelle begrænsede spillerum, de ekstremt lave rentesatser og det faktum, at de senere års bestræbelser på budgetkonsolidering har nedbragt gælden i forhold til BNP i en række lande og givet større spillerum. For at kunne give aktiviteten et skub skal de øgede offentlige udgifter være proportionelle og frem for alt tydeligt prioritere investeringer, der fremmer væksten, såsom forskning og udvikling, uddannelse af lønmodtagere og miljøvenlige infrastrukturer;

7.

understreger, at potentialet for strategiske investeringer i kommuner og regioner er meget større end de almindelige førkrisetendenser viser, ikke mindst på grund af den omfattende videns- og kompetenceudvikling, faldende rentesatser og de muligheder, som digitaliseringen medfører, den samarbejdsbaserede og den cirkulære økonomi samt de muligheder, der findes for i højere grad at inddrage SMV'erne i det stadigt mere globale erhvervsklima;

8.

gentager, at dette vedvarende fald i de samlede investeringer ikke er holdbart, og at lave investeringer ikke alene sinker genopretningen, men også truer EU's fremtidige potentiale til vækst og innovation ved at forringe de økonomiske resultater på langt sigt og jobskabelsen;

9.

understreger, at det er afgørende med investeringer i Europas kommuner og regioner for at sætte gang i bæredygtig vækst og jobskabelse over hele Europa og fastholde eksisterende arbejdspladser, som kæmper med underinvestering. RU insisterer derfor på behovet for at fjerne hindringerne for genskabelse af investeringsniveauet i Europa fra før krisen og investere i det virkelige potentiale, som regioner og kommuner besidder som Europas kraftcentre;

10.

støtter udviklingen på globalt, europæisk og nationalt niveau af »tålmodig kapital«, hvilket indebærer et langsigtet perspektiv for finansiering af de grundlæggende behov, som ikke følger princippet om at beregne de offentlige udgifter på årsbasis og det dominerende princip med kvartalsvis beregning hos private finansieringskilder. Fokus bør i den forbindelse være på investeringer i foranstaltninger til at tackle klimaændringer, på strategisk infrastruktur samt på innovation og adgang til de sparsomme ressourcer;

11.

peger på vigtigheden af at have en overordnet vision om bæredygtige og intelligente investeringer som den vigtigste politiske prioritet for mandatperioden 2015-2020 (6). Denne udtalelse udgør — ved siden af andre udtalelser og sammen med Bratislavaerklæringen (7) og RU's handlingsplan for investeringer — en trædesten i denne proces.

12.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens og Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) initiativer og deres afgørende fokus på at få gang i investeringerne, og minder om det frugtbare samarbejde mellem EIB og RU i forbindelse med deres fælles handlingsplan (8);

13.

fremhæver de foranstaltninger, som Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank har støttet vedrørende implementeringen af finansielle instrumenter, der involverer flere regioner, da disse bidrager betydeligt til at øge likviditeten på markederne og til at skabe investeringer;

14.

understreger, at europæiske investeringsinstrumenter kan have en positiv indvirkning på de offentlige finansieringer, navnlig med hensyn til den forudgående administrative kapacitet, især når der er tale om indtægtsskabende projekter. Derfor bør sådanne instrumenter gå i retning af långivning, innovative finansielle instrumenter og innovative offentlige udbud. RU fremhæver dog også, at tilskud spiller en afgørende rolle i regioner og kommuner som et middel til finansiering af projekter, der skal tackle markedssvigt, eller som ikke er tilstrækkeligt rentable for private investorer;

15.

understreger betydningen af samhørighedsfinansiering, som fortsat bør være rygraden i EU's investeringspolitik og styrke partnerskabet mellem de europæiske regioner som et ægte udtryk for samarbejde og solidaritet. Samhørighedspolitikkens fremtid er knyttet til EU's fremtid. Det er derfor nødvendigt, at vi sikrer samhørighedspolitikkens rolle i EU efter 2020 (9);

16.

peger igen på behovet for at vurdere alle former for finansiering: den flerårige finansielle ramme (FFR), samhørighedspolitikken og ESI-fondene, Juncker planen og EFSI såvel som andre finansielle instrumenter: de har alle deres egen unikke, men ikke modstridende filosofi og bør derfor supplere hinanden og — hvor og hvis der er behov for det — operere i synergi;

17.

bifalder principielt forlængelsen af EFSI's aktiviteter (10) både hvad angår varighed og finansiel kapacitet, som giver anledning til at finjustere de eksisterende procedurer. RU gør dog opmærksom på, at synergierne med den europæiske samhørighedspolitik via ESI-fondene må præciseres yderligere med henblik på at gøre EFSI 2.0's til en større succes. Det mener ikke, at EFSI skal udformes, så det kan erstatte EU's samhørighedspolitiske instrumenter, og opfordrer til, at regionerne og de lokale myndigheder bliver tættere inddraget i forvaltningen af denne fond, især i forbindelse med oprettelsen af finansieringsplatforme på regionalt og tværregionalt plan, eftersom disse myndigheder spiller en vigtig rolle mht. at foreslå og planlægge investeringer på mellemlangt og langt sigt;

18.

anmoder om, at mere detaljerede oplysninger om EFSI-finansierede projekter gøres offentligt tilgængelige, især med vægt på deres additionalitet og komplementaritet, hvor det er relevant. RU's deltagelse i rapporterings- og overvågningsaktiviteter forbedrer informationsstrømmen mellem regioner og kommuner. RU understreger i denne forbindelse, at det er nødvendigt at sikre de EFSI-finansierede projekters reelle additionalitet, især når det gælder anvendelsen af EU's budgetmidler såsom Connecting Europe-faciliteten og Horisont 2020;

19.

opfordrer til, at EFSI ikke finansieres af andre fonde eller konkurrenceudsatte programmer.

20.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at håndtering af hindringer for investeringer kræver gennemgribende reformer på alle myndighedsniveauer med det sigte at fjerne administrative, reguleringsmæssige og andre typer barrierer, som afskrækker investorer, for at forbedre investeringsklimaet;

21.

minder om, at der foretages investeringer på lokalt og regionalt plan på en række tværgående områder såsom infrastruktur, transport, uddannelse, forskning og innovation, miljø, sundhed, sociale tjenester og andre former for samfundsmæssig og menneskelig kapital, som er nødvendige for at forstærke langtidsvirkningen af strategiske investeringer;

22.

bemærker, at de lokale og regionale myndigheder kan fungere som en katalysator, der bringer forskellige offentlige og private aktører sammen omkring investeringsprojekter, navnlig i forbindelse med større projekter eller offentlig-private partnerskaber. RU mener dog, at der er brug for yderligere at fremme forbindelser på tværs af grænserne og samarbejde på flere niveauer ved aktivt at fremme tværregionale investeringer for at øge dynamikken i det fælleseuropæiske indre marked, især gennem udvikling af kapitalmarkedsunionen, og sideløbende hermed søge at løse reguleringsmæssige og administrative udfordringer på grundlag af Kommissionens dagsorden for bedre regulering som et middel til at sikre, at de politiske målsætninger bliver opfyldt på den mest effektive og mindst byrdefulde måde;

23.

betoner vigtigheden af regionale strategier for intelligent specialisering som vejen frem for samskabelse af europæiske partnerskaber om benchlearning og organisering af flerdimensionale investeringsprojekter af høj kvalitet med deltagelse af flere aktører. RU understreger i denne forbindelse, at tacklingen af hindringer for investeringer kan gå hånd i hånd med gennemførelsen af regionale innovationsstrategier baseret på intelligent specialisering (RIS 3) i hele EU. Dette kan være et nyttigt redskab til at målrette politikstøtte og investeringer mod centrale prioriteter og udfordringer og således stimulere private investeringer.

24.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at en del af hindringerne for investeringer som beskrevet i det europæiske semester er »lokalt baserede« i den forstand, at de enten har at gøre med de lokale og regionale myndigheders opgaver med hensyn til investeringer, eller at der er potentiale for, at lokale og regionale myndigheder kan bidrage til at mindske eller fjerne dem;

25.

følgelig kan årsagerne til de nuværende hindringer for investeringer — men dermed også deres løsninger — ofte findes på det lokale og regionale plan og i et tværnationalt samarbejde;

26.

understreger dog, at der er store forskelle mellem medlemsstaternes investeringsmønstre og hindringer for investering, og der findes derfor ikke nogen universalløsning;

27.

bemærker, at dette især beror på de lokale og regionale myndigheders forskellige roller i relation til investeringer: først og fremmest er byer og regioner investorer, i og med at de er ansvarlige for over halvdelen (54 %) af de offentlige investeringer i EU. Disse investeringer foretages inden for forskellige områder og funktioner, der supplerer hinanden: menneskelig kapital, kvalifikationer, sundhed og mange flere. Kommuner og regioner er således udbydere og formidlere af tjenesteydelser. De lokale og regionale myndigheder er også planlæggere, idet de er hovedansvarlige for udviklingsstrategier og gennem deres forhåndsplanlægning kan målrette politikstøtte og investeringer mod centrale prioriteter og udfordringer og dermed stimulere private investeringer. Kommuner og regioner optræder som formidlere af forandringer og regulerende myndigheder f.eks. når det gælder fysisk planlægning og byggetilladelser. Endelig er de investeringspartnere, som bringer forskellige offentlige og private aktører sammen omkring gennemførelsen af investeringsprojekter (11);

28.

bifalder Kommissionens fokus på identificeringen af sådanne hindringer og udfordringer på investeringsområdet i forbindelse med det europæiske semester, lige fra den årlige vækstundersøgelse med dens liste over investeringsudfordringer til landerapporterne og de landespecifikke henstillinger. Med henblik på at bidrage til en mere kvalitativ EU-tilgang til offentlige udgifter, støtter RU dog forslaget om, at de landespecifikke henstillinger også — inden for rammerne af det europæiske semester — bør indeholde minimumsmål for offentlige investeringer, navnlig med hensyn til løbende udgifter (12);

29.

gentager i denne forbindelse sin anmodning til Kommissionen om at offentliggøre en hvidbog om fastlæggelse af en typologi på EU-niveau for kvaliteten af offentlige investeringer i de offentlige udgiftsregnskaber i forhold til deres langsigtede virkninger (13);

30.

minder desuden om sit forslag (14) om, at Kommissionen officielt skal godkende henstillingen fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), som fastlægger en række principper om offentlige investeringer (15) (marts 2014). RU glæder sig over, at ovennævnte henstilling anerkender den betydelige og voksende rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller inden for alle politikområder (koordinering af offentlige investeringer, kapacitetsopbygning, fastlæggelse af rammevilkår) i forbindelse med planlægning og gennemførelse af offentlige investeringer;

31.

gør opmærksom på, at ud af de 178 territorialrelaterede spørgsmål, der rejses i landerapporterne fra 2016 på tværs af alle lande og politikområder, er det næsten 60 %, som går på hindringer for investeringer. Disse består hovedsageligt i besværlige tværgående og sektorspecifikke reguleringer, for ringe offentlig administration, specifikke barrierer på arbejdsmarkedet og på markedet for finansiering af små og mellemstore virksomheder (16);

32.

betoner, at den nylige RU-rundspørge af lokale og regionale myndigheder bekræfter, at besværlige regler, som påvirker investerings- og virksomhedsmiljøet, arbejdsmarkedet, detailhandelen og andre områder, såvel som udgiftskrævende/lange/besværlige administrative procedurer for opstart, udvidelse eller lukning af en aktivitet samt langsomme eller besværlige juridiske procedurer faktisk udpeges som hindringer for investeringer af omkring 9 ud af 10 respondenter;

33.

anbefaler, at der fortsat fokuseres på identificering af investeringsudfordringer i det europæiske semester, herunder i de årlige opdateringer af »Challenges to Member States' Investment Environments«, som for første gang i 2015 blev fremlagt sammen med den årlige vækstundersøgelse;

34.

efterlyser en stærkere og mere struktureret inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i det europæiske semester for effektivt at tage fat på at løse disse lokalt baserede investeringsudfordringer. RU opfordrer Europa-Parlamentet til at inddrage RU i denne proces gennem aktiv deltagelse i de interparlamentariske møder om det europæiske semester.

35.

Det Europæiske Regionsudvalg minder om, at det er nødvendigt yderligere at forenkle EU's fonde med delt forvaltning, især når det gælder anvendelsen af finansieringsinstrumenter, og fremhæver, hvor vigtigt det er at øge de offentlige myndigheders administrative kapacitet og institutionelle ekspertise for at overvinde investeringskløften i EU;

36.

bemærker, at respondenterne på RU-rundspørgen om hindringer for investeringer (17), hvoraf de fleste selv repræsenterer lokale eller regionale myndigheder, pegede på de lokale eller regionale myndigheders administrative kapacitet som en investeringsudfordring i deres kommune eller region. Således blev kapaciteten til at indgå i offentlig-private partnerskaber udpeget som en udfordring eller en stor udfordring for investeringer af 71 %, mens 70 % erklærede, at det var en udfordring eller en stor udfordring at administrere offentlige udbud, især de mere komplicerede procedurer (18);

37.

understreger, at manglende administrativ kapacitet ikke er begrænset til nogle få af EU's mindre udviklede medlemsstater og regioner, for så vidt som der i de landespecifikke henstillinger for 2016 rettes henstilling til 20 ud af 28 medlemsstater og regioner om at forbedre kvaliteten af den offentlige forvaltning, herunder på subnationalt niveau (19);

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forstærke indsatsen for at begrænse de administrative byrder og til at udvikle nye initiativer og styrke de eksisterende for at øge den viden og de færdigheder og kompetencer, som offentlig-private partnerskabsprocesser kræver, såvel som den administrative effektivitet, især hos de regionale og lokale myndigheder, ikke mindst i lyset af de mange forskellige roller, de spiller i forhold til investeringer (planlægger, investeringspartner, regulerende myndighed, leverandør og promotor/formidler);

39.

påpeger, at strategiske investeringer i komplekse globale sammenhænge kræver nye former for administrativ og ledelsesmæssig kapacitet til at forbedre den fremtidige udvikling af forretningsmodeller og værdiskabelse og inddrage profitorienterede og ikke-profitorienterede organisationer i de lokale og regionale værdiskabende økosystemer;

40.

understreger, at effektive instrumenter til at øge den administrative effektivitet kan omfatte kompetenceudvikling gennem udvekslinger, ekspertmissioner, studiebesøg og workshopper mellem lokale og regionale myndigheder som »peers«. RU henviser i denne forbindelse til den model, der anvendes af »Taiex Regio Peer 2 Peer«-instrumentet (20), som fortjener at blive efterlignet og udbredt;

41.

fremhæver med hensyn de lokale og regionale myndigheders administrative kapacitet vanskelighederne ved at gøre effektiv brug af finansielle instrumenter som påpeget i RU-rundspørgen (21). RU henviser i denne forbindelse til oprettelsen af Fi-Compass-platformen (22) og indførelsen af Kommissionens nye finansielle standardinstrumenter (23), alt sammen værdifulde initiativer, især for de lokale og regionale myndigheder, som står med større udfordringer med hensyn til administrativ kapacitet, og tilskynder de lokale og regionale myndigheder til at gøre brug af disse instrumenter for at mobilisere yderligere private og offentlige midler til deres investeringsprojekter. RU erklærer sig rede til at arbejde sammen med Kommissionen for at fremme og slå til lyd for dette initiativ.

42.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at skønt de lokale og regionale myndigheder har en afgørende rolle at spille i en vellykket gennemførelse af EFSI-fonden, har de kun lidt kendskab til den. En RU-rundspørge af lokale og regionale myndigheder viste, at kun 7 % af respondenterne betragtede sig selv som havende et »godt kendskab« til, hvordan EFSI kan anvendes i deres kommune eller region. 18 % svarede, at de har et vist kendskab, mens 35 % erklærede, at de kun har et basalt kendskab, og 39 %, at de »ikke har noget kendskab« (24);

43.

understreger, at dette manglende kendskab også gælder andre initiativer relateret til EFSI: 73 % af respondenterne i EU-rundspørgen svarede, at de »ikke har noget kendskab« til muligheden for at oprette investeringsplatforme til finansiering af investeringer i deres kommune eller region med støtte fra EFSI, mens kun 2 % erklærede, at de har »et godt kendskab« til Den Europæiske Investeringsprojektportal eller Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning (25);

44.

opfordrer Kommissionen og EIB til at gøre mere for at forbedre kendskabet til og forståelsen af EFSI og dertil knyttede initiativer såsom rådgivningscentrene for offentlige og private aktører på lokalt og regionalt plan, eftersom den nuværende situation er en trussel mod en vellykket gennemførelse af investeringsplanen;

45.

foreslår at samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, RU, dets netværk samt nationale og regionale erhvervsfremmende banker og andre institutioner for at identificere nationale og regionale eksempler på vellykkede projekter, og bekræfter, at RU er rede til at støtte regionernes og kommunernes benchlearning-potentiale gennem en udveksling af bedste praksis, således at der skabes en kritisk masse af støttemodtagere og forvaltningsmyndigheder;

46.

bifalder Kommissionens indsats for at øge opmærksomheden om finansieringsmuligheder gennem dens »investerings-roadshows« i medlemsstaterne;

47.

peger på misforholdet mellem rådgivnings- og oplysningsstrategier og er bange for, at det forhold, at de eksisterende rådgivningscentre alene har en rådgivende rolle, er utilstrækkeligt til at identificere og tiltrække nye projekter i regioner, hvor der er et ringe kendskab til investeringsmulighederne;

48.

understreger, at det må sikres, at EFSI ikke øger forskellene med hensyn til samhørighed i EU, og at der derfor bør indføres tjenester og incitamenter til afhjælpning af den geografiske ubalance, herunder udvidelse af de overordnede mål, som er berettiget til EFSI-støtte, forbedring eller endog decentralisering af rådgivnings- og ekspertisetjenester og en øget rolle til Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning. Desuden bør der gøres bedre brug af Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter, der har til formål at bygge bro over kløften mellem EU-projektledere, som søger finansiering, og investorer i hele verden, som søger investeringsmuligheder.

49.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at det, for at vores økonomier kan tiltrække flere investeringer og mere kapital, er nødvendigt grundlæggende at ændre de økonomiske og finanspolitiske rammer, hvilket bør ledsages af en styrket indsats for at fjerne regelbaserede hindringer. Skønt den økonomiske styring og de finanspolitiske rammer måske ikke umiddelbart betragtes som en del af investeringsklimaet eller som en hindring for investeringer, udgør de nogle overordnede rammer, især hvad angår offentlige investeringer;

50.

er dybt bekymret over, at de offentlige investeringer ofte nedskæres i krisetider, eftersom de er mindre synlige og politisk lettere at beskære end mange andre former for offentlige udgifter. Dette rammer især grundlæggende investeringer i menneskelig kapital, sundhed og uddannelse, som giver stort udbytte på langt sigt. RU understreger derfor, at fremtidig bæredygtig vækst og velfærd især afhænger af, at det økonomiske klima for nyetablerede virksomheder og virksomheder i vækst forbedres, at private investeringer tiltrækkes og at der fortsat foretages langsigtede offentlige investeringer, som bør opretholdes selv i tider med finanspolitisk konsolidering;

51.

bemærker, at det — selvom RU går ind for en strengt regelbaseret tilgang til finanspolitikken — kan være vanskeligt at gennemføre nye offentlige investeringer inden for rammerne af de gældende finanspolitiske regler, og påpeger derfor behovet for at undersøge mulighederne for at anlægge en mere positiv tilgang til investeringer, især men ikke udelukkende når det gælder offentlig-private partnerskaber, som både sikrer fuld anvendelse af de finanspolitiske regler og samtidigt søger at maksimere investeringsmulighederne i Europas regioner og kommuner;

52.

mener, at en god løsning kan findes inden for de nuværende finanspolitiske rammer, især i gældsbremsen for strukturelle underskud for den mellemfristede målsætning (MTO) i stabilitets- og vækstpagten og finanspagten. For at sikre, at der er tilstrækkelig plads til investeringer, samtidigt med at de finanspolitiske regler overholdes, bør der fastsættes et faktisk underskud for lokale og regionale myndigheders offentlige investeringer, som ikke vil blive medregnet i det strukturelle underskud, der sammenlignes med den mellemfristede budgetmålsætning;

53.

gentager i denne forbindelse sin modstand mod at suspendere støtte fra ESI-fondene som en direkte følge af makroøkonomisk konditionalitet i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten, eftersom dette vil få negative konsekvenser for gennemførelsen af projekter, der medfinansieres af EU, og mere generelt forværre investeringssituationen i de berørte medlemsstater og regioner;

54.

peger endnu en gang på, at offentlige udgifter afholdt af medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med medfinansiering af ESI-fondene og EIB ikke bør medtages i de strukturelle udgifter, der er fastsat i stabilitets- og vækstpagten, da sådanne investeringer pr. definition er investeringer af generel europæisk interesse og har vist sig at have en løftestangseffekt ved at fremme bæredygtig vækst.

55.

Det Europæiske Regionsudvalg minder om, at dets højeste prioritet er at kickstarte EU's økonomi ud fra en bottom-up-tilgang ved at stimulere målrettede investeringer baseret på lokale behov, trække på bedste praksisser på græsrodsniveau og tilskynde til en ny iværksætterkultur. RU understreger behovet for at skabe et innovativt og foretagsomt Europa, som sætter borgerne i centrum;

56.

understreger, at RU er opsat på at yde opbakning til kommuner og regioner, så de kan udfylde deres roller bedre: ved at fremme peer-to-peer-praksisser, som indsamler viden og stimulerer matchmaking mellem virksomheder gennem forstærkede europæiske partnerskaber med henblik på at opbygge den nødvendige kapacitet til samskabelse af komplekse projekter af høj kvalitet med anvendelse af finansielle instrumenter som for eksempel ESI-fondene og EFSI;

57.

understreger det vigtige i at disponere over data om igangværende investeringsprojekter på græsrodsniveau, hvilket i øjeblikket er underudviklet, men har stor merværdi for alle myndighedsniveauer. RU foreslår derfor, at det etableres en europæisk resultattavle for lokale og regionale investeringer, og opfordrer sine medlemmer til at formidle deres projekter, erfaringer, og hvad der ligger dem på sinde, for at etablere en sådan database;

58.

påpeger behovet for at videreføre EU's indsats for at begrænse uforholdsmæssigt store administrative byrder for at gøre investeringsklimaet lettere tilgængeligt for nye — men også eksisterende — virksomheder. RU understreger, at selvom kommuner og regioner kan gøre meget på deres niveau for at lette regelbyrden, må deres indsats suppleres af initiativer på nationalt og europæisk plan;

59.

minder om, at investeringer ikke kun drejer sig om transport og anden infrastruktur, men også bør rettes mod menneskelig kapital, kvalifikationer, uddannelse, forskning og innovation, intelligente energinet, boliger, faciliteter på social- og sundhedsområdet samt støtte til opstart og udvidelse af innovative og dynamiske virksomheder;

60.

minder om, at investeringsplaner bør sigte mod at skabe en grønnere, mere intelligent, mere inklusiv og lokalt baseret økonomi, så EU kan forblive konkurrencedygtig på den globale scene;

61.

forpligter sig til sammen med den private sektor at søge efter løsninger, der kan bane vejen for flere investeringer i kommuner og regioner, hvilket også er det centrale politiske budskab i Bratislavaerklæringen »Investere og sammenkoble«, som blev vedtaget af RU den 8. juli 2016 (26).

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/15

1.

Euroen blev udtænkt til at beskytte mod udsving i valutakurserne og blev udformet som et redskab til at sikre bedre langsigtet vækst. Euroens indførelse har imidlertid betydet, at politiske alternativer rettet mod at modvirke asymmetriske chok, herunder devaluering af valutakursen, er faldet bort.

2.

Udvalget beklager, at der har forekommet visse svagheder i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), siden den blev oprettet i Maastrichttraktaten, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

3.

ØMU'ens sårbarhed blev åbenlys under den globale økonomiske og finansielle krise, hvor uholdbare ubalancer i forening med alt for høje offentlige og private gældsniveauer førte til en statsgældskrise, hvor staternes låneomkostninger steg dramatisk i en række medlemsstater, hvilket som følge af manglen på et egentligt finanspolitisk sikkerhedsnet bragte selve euroens eksistens i fare.

4.

Udvalget anerkender de resultater i forhold til risikobegrænsning, der er blevet opnået, siden krisen brød ud, og de mange foranstaltninger, som EU-institutionerne har vedtaget med henblik på at styrke koordineringen af de nationale finanspolitikker.

5.

Udvalget konstaterer dog, at trods disse tiltag og de positive vækstrater, vi har set igen, i flere EU-regioner, som i vidt omfang er knyttet til eksterne faktorer, har den blotte samordning af de nationale finanspolitikker hverken øget den nationale kapacitet i forhold til at absorbere økonomiske chok, eller hindret fremvæksten af et investeringsgab og øget ulighed i ØMU'en (1). Desuden har politikkerne vist sig at være utilstrækkelige til at skabe vækstfremgang og holdbare og socialt afbalancerede strukturreformer

6.

Siden krisen brød ud, har ECB sørget for en stabilisering af konjunkturerne. ECB's formand har efterlyst integrerede institutioner og en stærkere og mere proaktiv finanspolitik i euroområdet samt opfordret medlemsstaterne i euroområdet til at gennemføre strukturreformer. Samtidig med at Regionsudvalget advarer om, at pengepolitikken ikke egenhændigt kan stimulere økonomien, fremhæver det, at de aktuelle lave rentesatser er befordrende for lån og investeringer. Grundlæggende strukturreformer og et medansvar for dem på det niveau, der er tættest på borgerne, er tillige med finanspolitisk ansvar forudsætninger for en tilbagevenden til langsigtet bæredygtig vækst.

7.

I de fem formænds rapport om gennemførelsen af EU's Økonomiske og Monetære Union påpeges det, at der er behov for en kapacitet til at håndtere chok i euroområdet som supplement til de nationale automatiske stabilisatorer, når og hvor det er nødvendigt.

8.

For at genskabe tilliden er euroen nødt til at opfylde sit løfte om stabilitet, konvergens, vækst og beskæftigelse. En finanspolitisk kapacitet kan bidrage til at realisere disse mål. Solidaritet går hånd i hånd med og er afhængig af ansvar, hvilket indebærer, at yderligere finansiel støtte til euroområdet kun bør ydes på baggrund af en vedvarende tilstedeværelse af både finanspolitisk ansvar og strukturreformer.

9.

Udvalget gentager, at i forbindelse med alle beslutninger om ØMU'ens udvikling, såsom indførelse af en finanspolitisk kapacitet og automatiske stabilisatorer, bør de lokale og regionale myndigheders rolle, når det gælder om at skabe forudsætninger for holdbar vækst, anerkendes fuldt ud og om muligt forstærkes, især når det gælder gennemførelsen af økonomisk, social- og arbejdsmarkedspolitik samt strukturreformer, etablering af et erhvervsvenligt klima, som skaber grobund for beskæftigelse, og fremme af investeringer.

10.

Det Europæiske Regionsudvalg gentager, at virkeliggørelsen af bankunionen på kort sigt er det mest effektive redskab til at forhindre kriser i det finansielle system og minimere negative effekter af økonomiske chok (2).

11.

Bankunionen gør ECB's princip om, at de nationale banksystemers finansieringsbehov bør kobles løs fra de nationale offentlige budgetter, og at en bankkrise i ét EU-land ikke må føre til en bankkrise i hele Unionen, mere troværdigt.

12.

Det er nødvendigt at inddrage såvel de lokale og regionale myndigheder som erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter i diskussionen om indførelse af nye redskaber, f.eks. automatiske stabilisatorer, som har til formål at mildne effekterne af asymmetriske chok.

13.

Den sociale dimension i ØMU-området bør udvikles, ved at der følges op på indikatorer for udviklingen i de enkelte regioner og lande. Der bør fokuseres på at følge op på aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger og strukturelle sociale indikatorer. Arbejdsmarkedets parter — på både regionalt, nationalt og EU-niveau — bør inddrages i opfølgningen på indikatorerne.

14.

Udvalget bemærker, at det er overbevist om, at det er nødvendigt med en finanspolitisk kapacitet med henblik på at udstyre ØMU'en med en midlertidig mekanisme til at absorbere chok (3). En eventuel finanspolitisk kapacitet bør ikke overlappe de samhørighedspolitiske redskaber, men derimod supplere dem.

15.

En finanspolitisk kapacitet på EU-niveau må ikke udformes, så der opstår risiko for permanente overførsler og dermed underminering af incitamenterne til forsvarlig økonomisk politik og arbejdsmarkedspolitik og gennemførelse heraf på nationalt eller regionalt niveau eller incitamenterne til at afhjælpe nationale eller regionale strukturelle svagheder. For at undgå moral hazard bør den derfor knyttes tæt sammen med overholdelse af EU's overordnede forvaltningsramme og fremskridt med hensyn til konvergens.

16.

Udvalget slår til lyd for, at medlemsstaterne skal føre en ansvarlig økonomisk politik for at få adgang til de EU-instrumenter, som har til formål at stabilisere økonomien. Anvendelsen af disse instrumenter bør gå hånd i hånd med en fuldstændig gennemførelse af strukturreformer med fokus på øget konvergens, samordning og integration, og støtten må under ingen omstændigheder føre til permanente og ensrettede strømme mellem landene (4). Støtten skal fastsættes på EU-niveau, være midlertidig og have en klar tidsplan.

17.

Det Europæiske Regionsudvalg betoner, at stabilitets- og vækstpagten skal overholdes, sådan som det præciseres i Kommissionens meddelelse om udnyttelse af fleksibiliteten inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten (SVP) fra januar 2015, og understreger vigtigheden af, at medlemsstaterne hver for sig har en sund økonomi og stabile statsfinanser som en forudsætning for de nødvendige offentlige investeringer på både kort og langt sigt.

18.

Udvalget mener i øvrigt, at for at sikre, at der er tilstrækkeligt råderum for investeringer, samtidig med at de finanspolitiske regler overholdes, bør den mellemfristede målsætning om en gældsbremse for strukturelle underskud suppleres af fastsættelse af et faktisk underskud for lokale og regionale myndigheders offentlige investeringer.

19.

Udvalget gentager sin opfordring til mere økonomisk og social konvergens og endnu bedre styring, eftersom dette spiller en afgørende rolle, hvis man skal undgå permanente overførsler og moral hazard. Det understreges, at der er behov for øget konvergens.

20.

Samtidig understreger udvalget, at de sociale, økonomiske og territoriale forskelle, såvel mellem medlemsstaterne som internt i disse, kun kan mindskes ved hjælp af et koncept, som omfatter en territorial dimension. Konceptet finanspolitisk ansvarlighed må ikke reduceres til at handle om centraliseret anvendelse af fælles regler. For som bekendt, jo mere de offentlige udgifter decentraliseres og bindes lokalt, desto bedre bliver incitamenterne og betingelserne for finanspolitisk ansvarlighed, reformer og investering.

21.

Der må gøres noget ved de regionale forskelle for at imødegå social ulighed, øge væksten, skabe nye job og forbedre konkurrenceevnen og samhørigheden i ØMU'en og EU, og udvalget fremhæver den vigtige rolle, som lokale og regionale myndigheder spiller som arbejdsgivere, investorer, udbydere og formidlere af tjenesteydelser, planlæggere, katalysatorer for og formidlere af forandringer samt investeringspartnere.

22.

Et højt niveau af ejerskab af de strukturelle reformer på området blandt de lokale og regionale myndigheder er afgørende for, at disse reformer kan blive en succes. Udvalget fremhæver det europæiske semesters territoriale dimension og gentager sin opfordring til Kommissionen og Europa-Parlamentet om at vedtage en adfærdskodeks, der garanterer, at lokale og regionale myndigheder inddrages på struktureret vis i det europæiske semester, hvilket også er en måde at forberede de strukturelle reformer på (5).

23.

Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre kapitalmarkedsunionen, som skal muliggøre kapitalstrømme over grænserne uden at true stabiliteten i de enkelte regioner og lande og hjælpe virksomheder og især mikrovirksomheder og SMV'er med adgang til mange forskellige finansieringskilder og derigennem bidrage til at milde økonomiske chok (6).

24.

Euroen blev indført uden nogen form for finanspolitisk støttestruktur, der kunne håndtere ubalancer i euroområdet, og EU's budget er i vidt omfang ikke indrettet på hurtigt at kunne mobilisere finansiering, hvis der bliver brug for det til at stabilisere markederne, refinansiere banker og håndtere betalingsbalancekriser.

25.

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til i forbindelse med udarbejdelsen af de fremtidige europæiske økonomiske og finansielle politikker at overveje muligheden for at anvende økonomiske indikatorer på hver enkelt region med henblik på at fastslå deres generelle helbredstilstand i henseende til offentlig gæld og deres relative bidrag til væksten i EU's BNP.

26.

Udvalget understreger nødvendigheden af at drøfte den finanspolitiske kapacitets struktur og udformning indgående og nå frem til en løsning, som er i overensstemmelse med kravene om gennemsigtighed og demokratisk kontrol og med »no bail-out«-klausulen i artikel 125 i TEUF (7).

27.

Der er to funktioner, som skal kunne udføres. For det første skal man kunne skabe incitamenter til strukturreformer i medlemsstaterne i økonomisk gode tider med henblik på at fremme den økonomiske og sociale konvergens i euroområdet og forbedre den økonomiske konkurrenceevne og modstandsdygtighed. For det andet skal forskelle mellem konjunktursvingningerne i medlemsstaterne i euroområdet, som beror på strukturelle faktorer, kunne mildnes gennem oprettelse af et redskab til håndtering af asymmetriske chok.

28.

Der er behov for væsentlige fremskridt, når det gælder bæredygtige strukturreformer, for at fremme konvergens, vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne med henblik på effektivt at forhindre asymmetriske chok.

29.

Medlemsstaterne opfordres til at overveje at give de lokale og regionale myndigheder større finanspolitisk autonomi som en metode til at skabe lokalt ejerskab og sikre en bedre gennemførelse af strukturreformerne.

30.

Man bør være varsom med at anvende finansiel støtte fra EU-niveau ud over de allerede eksisterende samhørighedspolitiske redskaber for at gennemføre de aftalte strukturreformer i medlemsstaterne. En eventuel yderligere støtte bør ikke overlappe de nuværende redskaber, men derimod supplere dem.

31.

Den finansielle støtte bør kobles til gennemførelsen af de landespecifikke anbefalinger. Støtteprogrammet for strukturreformer, som har til formål at yde teknisk støtte til de nationale myndigheder, kan videreudvikles som et bidrag til den finanspolitiske kapacitets strukturreformsfunktion.

32.

Det vil være hensigtsmæssigt at undersøge, om et yderligere redskab til fremme af strukturreformer, der er udformet som lån med henblik på at finansiere en offentlig investeringsstrategi, kan være nyttigt, hvilket kunne gøre det muligt at identificere en pool af finansieringskilder og investeringsprojekter, der kunne bidrage til at støtte gennemførelsen af de nødvendige reformer.

33.

Uanset de nuværende indsatser, når det gælder konvergens og bæredygtige strukturreformer, kan asymmetriske chok, som påvirker stabiliteten i euroområdet som helhed, ikke helt udelukkes, når man tager den stærke integration af medlemsstaterne i euroområdet i betragtning. Der er derfor behov for et redskab, som kan give en umiddelbar stabiliseringseffekt i nødsituationer.

34.

De lokale og regionale myndigheder kan i nogle lande være mere sårbare over for virkningerne af asymmetriske chok i betragtning af den vigtige rolle, de spiller i medlemsstaternes sociale tryghedssystemer.

35.

Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) bør udvikles yderligere og omdannes til en europæisk valutafond med tilstrækkelig ind- og udlånskapacitet og et klart fastsat mandat, som omfatter dens bidrag til en finanspolitisk kapacitet i euroområdet.

36.

Den finanspolitiske kapacitet bør gøres til genstand for fælles beslutningstagning og gennemførelse på ØMU-niveau, men bør også stå åben for, at medlemsstater uden for euroområdet kan deltage på frivillig basis.

37.

Det Europæiske Regionsudvalg gentager, at udvalget bør inddrages i udarbejdelsen af hvidbogen om overgangen fra trin 1 til trin 2 i reformen af ØMU'en.

38.

Udvalget understreger betydningen af at sikre, at man i indsatsen for at uddybe valutaunionen også tager hensyn til konsekvenserne for landene uden for euroområdet.

39.

Udvalget insisterer på, at alle foranstaltninger vedrørende fuldførelsen af ØMU'en gennemføres på en så gennemsigtig måde som overhovedet muligt og med hensyntagen til dennes demokratiske legitimitet.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/19

1.

Det Europæiske Regionsudvalg konstaterer, at den europæiske integration først og fremmest finder sted ved grænserne. Åbne grænser og infrastruktur, der forbinder folk, udgør kernen i det europæiske projekt. Udviklingen i Europas grænseregioner bestemmes desuden i vidt omfang af den tilgængelige infrastruktur, som muliggør forbindelser mellem byer, virksomheder og borgere på begge sider af grænsen.

Den seneste tids flygtningekrise, der har ført til lukning af grænser, giver mange regioner langs grænserne nye udfordringer med hensyn til en integreret udvikling af deres region.

2.

Grænseregioner betragtes i stigende grad som funktionelle regioner, som udelukkende kan udnytte deres potentiale for vækst og beskæftigelse, hvis der er tilstrækkelige forbindelser mellem de to sider af grænsen og det europæiske net. Man bør på en afbalanceret måde vurdere migrationens betydning for grænseregionerne, hvor man tager højde for grænsearbejdere, handlende, SMV'er og turister.

3.

Samarbejdet mellem regioner og lande bør desuden have til formål at fremme beskæftigelse på begge sider af grænsen. Udvikling af infrastruktur og transportforbindelser af høj kvalitet vil give den del af befolkningen, som bor i grænseregioner, incitament til at søge beskæftigelse i overensstemmelse med deres uddannelse, også når dette er forbundet med en længere vej til arbejde. Således kan der skabes en øget erhvervsfrekvens og en højere grad af matchning af kvalifikationer med arbejdsmarkedets behov og dermed opnås en bedre udnyttelse af den menneskelige kapital. Det handler i den forbindelse ikke kun om tilgængeligheden af områder med økonomisk aktivitet, men også om tilgængeligheden af faciliteter.

4.

Denne udtalelse er centreret om grænseoverskridende forbindelser via jernbane, vej og i mindre omfang vand. Den vedrører kun grænseregioner internt i Europa. Dog erindrer RU, bl.a. under henvisning til udtalelsen om en luftfartsstrategi (1), om den betydning luft- og havforbindelser har for randområder og øregioner, regionerne i den yderste periferi og de nærtliggende grænseområder, og anmoder Kommissionen om, at dette forhold tages i betragtning i den kommende revision af TEN-T.

5.

Manglende transportforbindelser i grænseregioner indgår i en bredere problematik: manglen på finansielle midler til udvikling af lokale og regionale infrastrukturer. Det er nødvendigt med en innovativ tilgang for at løse mobilitetsproblemerne i grænseregionerne.

6.

I de senere år har EU hovedsagelig sat fokus på at finde centraliserede løsninger til det storstilede transeuropæiske transportnet, navnlig via Connecting Europe-faciliteten (CEF), men også Horisont 2020. Der står forholdsvis få midler til rådighed for decentraliserede instrumenter som Interreg-programmet til anlæggelse af manglende forbindelser af mindre målestok i de europæiske grænseregioner, på trods af at disse programmer i langt højere grad tager hensyn til de lokale behov i den pågældende grænseregion.

7.

Connecting Europe-faciliteten for syvårsperioden 2014-2020 har allerede finansieret adskillige projekter af betydelig værdi for mobiliteten i EU og størstedelen af de relevante ressourcer er allerede blevet fordelt. Det er derfor vigtigt at forny facilitetens økonomiske forpligtelse ved at øge dens økonomiske midler og fremme gennemførelsesforanstaltninger for de samlede net og forbindelsessystemet til TEN-T-nettet i grænseområder.

8.

Det er derfor ligeledes særdeles vigtigt at undersøge muligheden for og tilvejebringelsen af finansiel støtte til etablering, forbedring eller genåbning af grænseoverskridende transportforbindelser, idet der tilstræbes en mere ensartet behandling af landene, hvad angår medfinansieringsmetoder. Medlemsstaterne spiller imidlertid en vigtig rolle i forbindelse med finansiering af arbejder.

9.

TEN-T-nettet er nødvendigt for en bæredygtig udvikling af de europæiske regioner. Langt størstedelen af de finansielle midler går til TEN-T-nettets hovedkorridorer. Forbindelserne med de lokalt og regionalt dækkende net må imidlertid ikke tabes af syne. Kommissionens planer om en udbudsrunde i oktober 2016 for Connecting Europe-faciliteten, særligt vedrørende grænseoverskridende forbindelser, hilses i høj grad velkommen som et første skridt.

10.

Denne CEF-efterlysning vedrørende manglende transportforbindelser er et godt eksempel på det mulige resultat af et interinstitutionelt samarbejde mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Regionsudvalg, medlemsstaterne og de berørte regioner om udpegelse af fælles udfordringer i grænseregioner, undersøgelse af mulige løsninger og tilvejebringelse af de nødvendige midler til tackling af disse udfordringer. Et sådant samarbejde kunne danne grundlaget for en eventuel beslutningstagning i forbindelse med den fremtidige udformning af CEF efter 2020 og være en model for lignende aktiviteter inden for andre af EU's politikområder.

11.

Revisionen af EU's flerårige finansielle ramme i slutningen af 2016 og de igangværende debatter om udformningen af samhørighedspolitikken efter 2020 er en enestående mulighed for at fremsætte nye forslag om EU-støtte til anlæggelse af den manglende infrastruktur i grænseregionerne. I overensstemmelse med nærhedsprincippet ville den bedste løsning være at muliggøre finansiering af denne infrastruktur (herunder mindre infrastrukturprojekter) inden for rammerne af programmer for grænseoverskridende samarbejde (Interreg A) og følgelig afsætte flere midler hertil.

12.

Undersøgelsen: »The potential of closing missing links of small scale infrastructure in Europe's border regions for growth and employment« (2) peger på en lang række casestudier, som understøtter dette synspunkt.

13.

Grænseregioner betragtes ofte som perifere, men de kan udgøre et økonomisk knudepunkt. Et velfungerende mobilitetssystem er desuden en forudsætning for regional økonomisk vækst, territorial samhørighed og udvikling af grænseoverskridende funktionelle regioners potentiale. Navnlig i grænseregioner er der stadig gevinster at opnå i form af økonomisk udvikling og skabelse af arbejdspladser

14.

Udvalget henviser til, at mange grænseregioner drager fordel af grænseoverskridende handel. En bedre udnyttelse af vej-, jernbane- og søtransportforbindelserne og en højere kvalitet af disse ville bidrage indirekte til løsningen af de socioøkonomiske problemer, bl.a. mindskelse af arbejdsløsheden og forbedring af befolkningens livskvalitet. Disse aspekter bør prioriteres i forbindelse med Connecting Europe-faciliteten.

15.

Turisme kan fungere som primus motor for en forbedring af infrastrukturen. Omvendt kan en forbedret infrastruktur også føre til mere turisme. Sådanne katalysatorer for udvikling bør udnyttes. Der bør især ikke ses bort fra den rolle, som cykelruter på tværs af grænserne spiller i forbindelse med fremme af turismen.

16.

Når det gælder grænseoverskridende forbindelser, kan der gå længere tid, før der udvikles en markedsefterspørgsel. De højere omkostninger fører ligeledes til en skrøbelig cost-benefit balance, især i indkøringsfasen. Man skal derfor være særlig opmærksom på projekters finansieringsteknik. De finansieringstekniske løsninger, der anvendes til projekterne, har også afgørende betydning for investeringsafkastet og for følgerne for den økonomiske aktivitet af investeringer i infrastruktur, som sker inden for rammerne af grænseoverskridende samarbejdsprogrammer og udviklingsprogrammer for transport. Sammensætningen af forskellige finansieringskilder, egenfinansieringen, de finansielle bidrag til aktiviteter og omkostningerne til konsortiets aktører er ligeledes afgørende faktorer for så vidt angår projekter. På baggrund af alle disse faktorer anbefaler udvalget, at man, når transportstrukturerne er betydelige for de to berørte lande, vedtager fælles retningslinjer og bestemmelser for hvert grænseområde, der er fælles for medlemsstaterne, for at opnå endnu mere effektive støttevilkår for projekterne.

17.

For spørgsmålet om manglende transportled drejer det sig ikke alene om anlæggelse af infrastruktur, men også om tilvejebringelse af serviceydelser, såsom nye forbindelser for offentlig transport og varetransport. Der kunne også være tale om en genåbning af en eksisterende linje. I den sammenhæng har markedsefterspørgslen afgørende betydning for nye forbindelsers praktiske gennemførlighed.

18.

Afhjælpning af manglende forbindelser over grænserne forudsætter en integreret tilgang til såvel gods- og passagertransport som til alle transportformer, dvs. veje, jernbaner og vandveje. Man bør være særlig opmærksom på, at billet- og informationssystemer skal fungere frit uden hindringer og fremme intermodalitet. Derfor er det afgørende at inddrage og koordinere med de forskellige virksomheder, som varetager disse forbindelser, navnlig de statslige virksomheder, og det samme gælder lande og regioner, alt efter disses kompetenceområder.

19.

Et første skridt i denne retning går i højere grad ud på at afstemme køreplanerne for den offentlige transport i grænseregionerne med hinanden. Et andet skridt kan være at indføre grænseoverskridende bevillinger for den offentlige transport.

20.

Langsomme transportformer som f.eks. cykling kan komme til at spille en vigtig rolle i grænseregioner. Cykling er i mange tilfælde en transportform, der fungerer som supplement til offentlig transport. Cykler anvendes i stigende grad og bliver stadig mere konkurrencedygtige, navnlig i byer med trængselsproblemer. Dette kræver en grænseoverskridende strategi og et grænseoverskridende net af cykelinfrastruktur af høj kvalitet. Udviklingen af transport med forbindelse til det europæiske net af cykelruter bidrager også til at forbedre turistrejsemålenes tilgængelighed og kan således betragtes som en social og økonomisk målsætning.

21.

Selv i de mere landlige og i økonomisk henseende mindre udviklede områder anbefales der en integreret planlægning for således at fjerne de barrierer, der måtte hindre adgangen til visse arbejdspladser og faciliteter.

22.

Der skal ikke kun være grænseovergange på hovedinfrastrukturnettet, men også på de underliggende net. Dette muliggør mere fleksible transportmuligheder mellem hjem og arbejde og gør job på den anden side af grænsen tilgængelige. Et styrket grænseoverskridende samarbejde mellem alle forvaltningsniveauer og interessenter er nødvendigt for at skabe et gnidningsfrit mobilitetssystem.

23.

Det kræver endvidere et fælles politisk initiativ fra Europa-Parlamentet, Kommissionen, Det Europæiske Regionsudvalg og medlemsstaterne, der kunne omfatte følgende:

24.

Initiativet kan være en fælles projektplanlægning for transportinfrastruktur og for harmonisering af operationelle standarder i grænseregioner, hvilket kan overvåges og støttes på politisk niveau.

Inden for Kommissionen kan GD MOVE spille en koordinerende rolle for initiativer, udveksling af viden og samarbejde omkring spørgsmålet vedrørende grænseoverskridende mobilitet og projektplanlægning.

25.

Interreg kan byde på mere end blot finansiering, idet det også kan fremme bedre planlægning af grænseoverskridende infrastruktur og faciliteter. Samarbejdet inden for Interreg A kan få stor betydning i forbindelse med at samordne og løse de grænseoverskridende mobilitetsproblemer.

26.

Gennemførelsen af investeringer kan forbedres, ved at man i større grad gør brug af den europæiske gruppe for territorialt samarbejde (EGTS). Dette indebærer også fordele, når der skal udvikles grænseoverskridende strækninger af transportinfrastrukturen.

27.

Borgerne bør inddrages tidligt i udviklingen af grænseoverskridende projekter. Dette er afgørende for en vellykket gennemførelse af projekterne og fremmer borgernes accept af disse. Det vil også styrke borgernes kendskab til de muligheder, der findes i grænseregioner.

28.

Det er vigtigt, at man i forbindelse med udviklingen af grænseoverskridende forbindelser er opmærksom på holdningerne til åbne grænser, der ændres som følge af bl.a. flygtningekrisen, arbejdsløshed og øget nationalisme.

29.

Der bør tilskyndes til initiativer, som gør det muligt at integrere befolkningsgrupper fra EU-medlemsstaternes og tilstødende tredjelandes grænseområder. Støtte til transportforbindelser kan bidrage til gensidig forståelse. Disse forbedringer kan føre til en tilnærmelse mellem borgere og virksomheder, som har en positiv effekt på livskvaliteten for borgere på begge sider af grænsen.

30.

En teknisk, reguleringsmæssig og finansieringsmæssig harmonisering er nødvendig for at sikre gode grænseoverskridende forbindelser i infrastrukturen, som de forskellige berørte medlemsstater griber an på en ensartet måde. Der er især behov for at standardisere jernbanelinjer og forbindelser, såsom elektrificering og europæiske sikkerhedssystemer (ERTMS), ligesom sporvidden for jernbaner, hvor forskellige standarder i mange østeuropæiske lande volder problemer. For så vidt angår harmonisering af tekniske aspekter, er det også vigtigt at nævne fjernelse af hindringer for kommunikation og formidling af information samt oprettelsen af en fælles platform til information af brugerne, onlinesalg af billetter og modernisering af overførslen af data vedrørende infrastruktur. For at opfylde disse mål er det afgørende at inddrage og koordinere med de statslige forvaltere af jernbaneinfrastrukturen, som har kompetence med hensyn til disse grænseoverskridende forbindelser.

31.

Udover en teknisk standardisering er det nødvendigt at harmonisere lovgivningen og godkendelsesprocedurerne, bl.a. for at bringe tidsplanerne for gennemførelsen af grænseoverskridende foranstaltninger på linje. Tildelingen af grænseoverskridende bevillinger for den offentlige transport forventes at forbedre den grænseoverskridende mobilitet. Der må arbejdes meget mere med grænseoverskridende regionale transportområder og grænseoverskridende transportmyndigheder.

32.

En anvendelse og eventuel udvidelse af det luxembourgske forslag om at indføre et »redskab til fastlæggelse og anvendelse af særlige bestemmelser i grænseoverskridende regioner,« hvilket vil gøre det muligt at anvende ét lands juridiske og tekniske bestemmelser i et naboland i tilfælde af mindre strækninger af grænseoverskridende transportforbindelser. Dette kunne nedbringe de tekniske barrierer og omkostninger. RU opfordrer Kommissionen til at overveje forslaget om en europæisk grænseoverskridende aftale om specifikke bestemmelser i grænseregioner og dennes eventuelle anvendelse og at fremsætte et forslag til, hvordan den bør gennemføres.

33.

Langt størstedelen (95 %) af EU-fondene (TEN-T-CEF) går i dag til TEN-T-nettets hovedkorridorer. Mindre projekter i det underliggende net (det samlede net) og foranstaltninger med henblik på opkobling på TEN-T-nettene er i dag ofte ikke berettigede til (med-)finansiering og heller ikke til national finansiering, selv om de er afgørende for at løse specifikke problemer og for udviklingen af grænseoverskridende forbindelser og økonomier. Dette skyldes til dels deres beliggenhed ved en grænse. Indenlandske ruter og forbindelser er ofte mere benyttede.

34.

En pakke af mindre projekter kan bidrage væsentligt til at fjerne barrierer i grænseregioner. Mindre grænseoverskridende infrastrukturprojekter bør i lighed med TEN-T-nettets større projekter stå højt på den europæiske dagsorden. Ud over infrastrukturforanstaltninger bør der rettes særlig fokus mod initiativer til udvikling af tjenesteydelser og initiativer, der samordnes mellem grænsestaterne med henblik på at opfylde efterspørgsel på mobilitet, som f.eks. foranstaltninger, der skal reducere brugen af private transportmidler og fremme brugen af offentlige eller fælles transportmidler. Ud over EU-midler forudsætter investeringer i infrastruktur også et egetbidrag. Små og store projekter finansieret af EU-midler (ESI-fondene) kræver et egetbidrag fra projektpartnernes side. På medlemsstatsniveau bør dette bidrag suppleres af en national (med)finansiering af forskellig størrelse alt efter kompetencefordelingen i medlemsstaten. Grænseoverskridende projekter og økonomisk stabile partnere i konsortiet er vigtige faktorer for en vellykket gennemførelse og en succesfuld fundraising.

35.

Når det gælder godstransport, kan det være hensigtsmæssigt at fremme foranstaltninger med henblik på at harmonisere regler for vejtrafik ved at gennemføre initiativer, der kan reducere virkningerne for vejtrafik af de restriktioner, som eksisterer i visse stater, og fremme udviklingen af intermodale terminaler, der forbinder jernbane- og vejtransport, til fordel for den grænseoverskridende trafik.

36.

Alternative finansieringsmodeller kan være nyttige, og i den forbindelse er en forenkling af udbuds- og statsstøttereglerne vigtig. Ved planlægningen af anvendelsen af direkte EU-midler, kan der opstå usikkerhed allerede i projektets udviklingsfase om garantierne for egne bidrag fra statslige og ikke-statslige aktører. I betragtning af de omfattende investeringer i infrastruktur bør man overveje muligheden for at oprette en fond af egne indtægter til transportudvikling og hjælp til udvikling af projekter samt fælles og nationale fonde. Når det gælder grænseoverskridende samarbejdsprojekter kan der opstå partnerskabsproblemer fra planlægningsstadiet som følge af manglende egetbidrag.

37.

Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) giver mulighed for innovativ finansiering af mobilitets- og infrastrukturprojekter i grænseregioner. RU bifalder derfor EFSI 2.0's øgede fokusering på finansiering af flere grænseoverskridende og bæredygtige projekter.

38.

EFSI fungerer bedre, når der er tale om grænseoverskridende samarbejde og finansielle strukturer. Man bør undersøge, hvordan EGTS kunne fungere som egnede strukturer, og hvordan disse kan udnyttes, så de kan komme i betragtning til støtte fra EFSI og/eller EIB.

39.

For så vidt angår EFSI, bør det udvikles yderligere finansielle garantiinstrumenter for at fremme gennemførelsen af foranstaltninger af grænseoverskridende værdi, som er forbundet med en ringe grad af rentabilitet, men er afgørende vigtige for nettene og for at forbedre mobilitet og tjenesteydelser.

40.

En elektrificering af eksisterende og velbenyttet jernbaneinfrastruktur er velegnet til en samordnet anvendelse af EFSI

41.

Ikke alle grænseregioner har de samme kendetegn eller befinder sig på det samme niveau. Grænseregioner kan være storbyområder eller mere landlige områder. Den geografiske beliggenhed og naturbestemte barrierer påvirker mulighederne for at indføre tilstrækkelige og effektive grænseoverskridende forbindelser. Desuden er der tale om faktorer, som burde komme disse mere landlige eller perifere regioner til gode, idet de befinder sig i en strategisk gunstig position og har få grænseoverskridende forbindelser. På grund af forskellene i den regionale udvikling, har økonomiske og sociale forhold, navnlig beskæftigelsen i regioner, der grænser op til tredjelande, væsentlig betydning for den økonomiske udvikling i grænseregionerne.

42.

I regioner med øer, er færger ofte den eneste forbindelse med de omkringliggende områder. Medlemsstaterne skal være særligt opmærksomme herpå.

43.

Der bør ligeledes lægges særlig vægt på grænseoverskridende bjergregioner, idet visse bjergkæder udgør grænsehindringer, da de er vanskeligt tilgængelige og kræver specifik og omkostningskrævende infrastruktur (viadukter, tunneller osv.). Bedre jernbaneforbindelser i bjergområder kan nedbringe CO2-emissionerne betragteligt og forbedre luftkvaliteten samt optimere turismepotentialet og dermed bidrage til bjergområdernes demografiske og miljømæssige bæredygtighed.

44.

Der skal foretages cost-benefit-analyser samt forberedende aktiviteter, som er nøglen til succes for udviklingsprojekter i forbindelse med udviklingen af grænseoverskridende projekter og beslutningstagningen i den sammenhæng. En infrastrukturforbindelse som en jernbanelinje er ofte meget dyr. Ved gennemførelse af projekterne, bør man tage højde for udbudsprocedurer, juridiske og finansielle procedurer samt procedurer for analyse af eksisterende risici, som ofte varierer medlemsstaterne imellem. Endvidere bør der i beslutningsprocessen tages højde for driftsudgifterne til jernbaneforbindelser.

45.

Man bør ikke begrænse sig til en kortsigtet økonomisk analyse, men derimod ligeledes se nærmere på den mere strategiske værdi af nye forbindelser, der kan fungere som drivkraft for grænse(udkants-)regioners udvikling. For grænseoverskridende projekter bør man på samme måde allerede i planlægningsfasen og i fasen for analyse af infrastrukturomkostningerne tage højde for de transportudviklingsstrategier, som medlemsstaterne har vedtaget, og de dertil knyttede nationale udviklingsstrategier med henblik på miljøbeskyttelse, teknologisk forskning og innovation, samt sikre sammenhæng mellem disse.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/25

1.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at havnebyer og havneområder udgør en vigtig del af Den Europæiske Unions (EU) økonomi, og at de set i lyset af globaliseringen har stor betydning for mulighederne i tilknytning til konjunkturopsving, øget effektivitet, fremme af innovation og sikring af den langsigtede konkurrenceevne;

2.

henviser til, at den teknologiske udvikling i den internationale og den indenlandske skibsfart medfører en koncentration af havneoperationerne og påvirker mange små og mellemstore havne i stort omfang, hvilket kan medføre, at deres erhvervsmæssige grundlag forsvinder, og at havneområderne og de omkringliggende byområder forfalder;

3.

henleder opmærksomheden på, at tendensen til liberalisering af havneforvaltningen er vigtig med henblik på at øge effektiviteten, hvilket bidrager til at styrke den europæiske transportsektors konkurrencedygtighed. Regionsudvalget bemærker i den henseende, at der er bekymring for, at liberaliseringen potentielt kan begrænse havnenes udbud af tjenesteydelser af generel økonomisk interesse (samt varetagelse af andre havnefunktioner, der er vigtige for de respektive havnebyers funktion og udvikling). Det fremgår imidlertid af artikel 345 i TEUF, at traktaterne på ingen måde må berøre reglerne i medlemsstaterne om den ejendomsretlige ordning, og EU-bestemmelserne foreskriver ikke en bestemt havneforvaltningsmodel for havnens forvaltningsorganer;

4.

mener, at de foranstaltninger til fornyelse af havnebyer og havneområder, herunder på øer, der hidtil er gennemført på lokalt og regionalt plan, kræver en øget og mere målrettet støtte via EU's samhørighedspolitik og andre politikker i tråd med EU's territoriale dagsorden, EU's dagsorden for byerne, Leipzigcharteret og Amsterdampagten for at udnytte de muligheder, der opstår som følge heraf;

5.

bifalder principperne i havneforordningens artikel 15 og opfordrer, uden at stille spørgsmålstegn ved den indgåede aftale, til, at Kommissionen udarbejder yderligere retningslinjer for gennemførelsen. Regionsudvalget minder om, at kommercielle havneoperationer udføres af private operatører, og at havnemyndighederne bør høre de private operatører vedrørende udviklingen af havnene;

6.

opfordrer havnemyndigheder, rederier, farvandsmyndigheder, private terminaloperatører og de relevante europæiske og regionale foreninger til at indlede en dialog med lokale og regionale myndigheder i kystområder, på øer og i vandløbsoplande for at udarbejde fleksible kompromisløsninger, der kan bidrage til en fornyelse af alle typer sø- og indlandshavnebyer og havneområder.

7.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at søhavne, og navnlig de 104 hovedhavne i det transeuropæiske transportnet, fortsat er de primære adgange til det europæiske økonomiske område, og at deres forbindelser til internationalt vigtige havne og havnebyer (f.eks. i Kina) har afgørende betydning for at opretholde og styrke den europæiske økonomis konkurrenceevne og dermed også vores velstand og sociale fred;

8.

er klar over, at indlandshavne og navnlig de 79 TEN-T-indlandshavne i det centrale netværk fungerer som knudepunkter for de regionale og lokale økonomier. De fungerer som effektive multimodale knudepunkter på de europæiske korridorer af indre vandveje. De udgør grænsefladen mellem de interkontinentale søveje og landtransporten (pr. jernbane og vej) samt transporten ad indre vandveje. De udgør forbindelsesleddet til søhavnene;

9.

fremhæver, at visse europæiske lokale myndigheder, navnlig i landdistrikter og i øsamfund, også optræder som havnemyndigheder med en bred vifte af ansvarsområder, hvor målet er at støtte kystsamfund, fremme den økonomiske udvikling og udvikle velfungerende og bæredygtige havne. De regionale og lokale myndigheder kan varetage vigtige offentlige indgreb i den effektive forvaltning af havne;

10.

udleder lignende konklusioner fra de mange empiriske undersøgelser, der bekræfter og dokumenterer, at de gensidige relationer mellem europæiske havne og havnebyer, der er udviklet gennem flere hundrede år, på det seneste har undergået store forandringer, der skyldes de stadigt større handels- og passagerskibe, den betydelige omlægning til containertransport og den geografiske koncentration af havneoperationerne;

11.

henviser til, at mange europæiske havnebyer og de nærliggende regioner trods den generelt stigende søtransport mister arbejdspladser og oplever en nedgang i de økonomiske aktiviteter, og at de bynære havnearealer forfalder;

12.

gentager, at yderligere innovation, automatisering, digitalisering og udnyttelse af potentialet i nye kontinentale og bæredygtige markeder som den cirkulære økonomi og bioøkonomien er vigtige forudsætninger for fremtidig vækst som følge af den aktuelle økonomiske lavkonjunktur og fremtidsperspektiverne;

13.

understreger, at der er behov for et stabilt investeringsklima og vedvarende EU-støtte til innovative projekter og initiativer. Regionsudvalget støtter bottom up-initiativer og ideer som den langsigtede platform for transport ad indre vandveje med deltagelse af offentlige og private interessenter og statslige institutioner, der yder støtte til forskning og innovation med henblik på at forbedre forbindelserne mellem havne og byer og forbedre den innovative kapacitet i sektoren;

14.

henviser især til, at de positive eksterne effekter, som havnene skaber, selv for de største havnes vedkommende, som følge af globaliseringen udflyttes til fjerntliggende regioner og byer (herunder også uden for Europa). Regionsudvalget glæder sig til gengæld over diversificeringen af tidligere havne i krise, der tiltrækker nye former for økonomisk aktivitet med positiv afsmitning på lokalt niveau;

15.

påpeger, at det er nødvendigt at aflaste vejnettene, også set i lyset af EU's målsætning om at flytte 30 % af transporten fra vej til jernbane og vandveje inden 2030 (hvidbogen om transport, 2011, COM(2011) 144 final), og at et godt udbygget net af indre vandveje og indlandshavne med bedre forbindelser til søhavnene kan have stor betydning for baglandet;

16.

minder tillige om den rolle, som mellemstore havne, der indgår i TEN-T-nettet, såvel som mindre havne på øer, øgrupper og i perifere regioner spiller som drivkræfter for den økonomiske udvikling. De har også afgørende betydning for den territoriale samhørighed i EU. De bør derfor have langt bedre adgang til finansiering fra Connecting Europe-faciliteten;

17.

fastslår, at en øget effektivitet og konkurrenceevne hos indlandshavne og søhavne samt mere velfungerende havnebyer og en fornyelse af havneområderne i stort omfang kan bidrage til at løse EU-medlemsstaternes og regionernes aktuelle vækstproblemer og få stor betydning for den globale reindustrialisering;

18.

mener endvidere at yderligere fokus på en bedre udnyttelse af havnebyer og -områder inden for rammerne af samhørighedspolitikken og andre sektorspecifikke foranstaltninger kan tjene som katalysator for den økonomiske, samfundsmæssige og territoriale udvikling i EU.

19.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til, at både søhavne og indlandshavne og havnebyer i Europa afhængigt af størrelse, geografisk beliggenhed, potentiale og omladningskapacitet adskiller sig meget fra hinanden, hvad angår de økonomiske funktioner og havnens betydning for byens økonomi;

20.

fastslår, at forholdet mellem små, mellemstore og store kystbyer og havne med lav, middel eller høj omladningskapacitet udviser forskellige problemmønstre, der kræver forskellige typer tiltag, og foreslår, at Kommissionen, når den stiller forslag om politiske tiltag til løsning af disse problemer tager højde for forskellene og inddrager interessenter fra de maritime virksomheder og fra de lokale myndigheder og hører deres synspunkter, hvilket vil være i tråd med nærhedsprincippet;

21.

fastslår, at en uligevægt mellem en havn og den tilhørende havneby generelt er skadelig for udviklingen af strukturen i både havnen og havnebyen til ulempe for begge. Dette kan forhindres i overensstemmelse med EU's territoriale dagsorden gennem fælles tiltag med deltagelse af virksomheder fra den maritime sektor, industrien, servicesektoren og de kommunale og regionale myndigheder understøttet af retlige og finansielle instrumenter inden for rammerne af koordinerede, sektorspecifikke EU-foranstaltninger.

22.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til, at havneområder er en særlig type område, hvor et stort antal økonomiske aktører og deres specifikke behov og interesser er koncentreret på meget lidt plads, hvilket skaber en kompleks territorial, økonomisk og samfundsmæssig struktur og uundgåeligt fører til modstridende interesser og konflikter, der kræver en konkret, integreret partnerskabsindsats på flere niveauer;

23.

henviser til, at mange europæiske havne, navnlig fra det 19. århundrede, reelt er havne- og industriområder, hvor mange produktionsanlæg er afhængige af adgangen til vand eller forarbejder råstoffer og halvfabrikata og leverer forskellige serviceydelser i forbindelse med skibsfarten, omladning af gods eller andre havnefunktioner med relation til fiskeri og akvakultur, fritidsaktiviteter og energiproduktion;

24.

peger på behovet for at sikre god koordination mellem havne i samme administrative region og øget samarbejde mellem havne ved samme kystlinje, uafhængigt af hvilken region de tilhører;

25.

understreger behovet for at forbedre de institutionelle forbindelser mellem havnebyer og havneområder og anbefaler at nedsætte udvalg for integration mellem by og havn og dermed følge eksemplerne på god praksis fra store europæiske havne, hvor der findes sådanne udvalg, der er sammensat af lokale, regionale og havnemyndigheder;

26.

opfordrer til, at TEN-T-fora tager spørgsmålet om forbindelser mellem havnebyer og havneområder op, og anbefaler, at der skabes særlige platforme for havnebyer, der er defineret som byknudepunkter;

27.

understreger, at en bedre udnyttelse af havnebyer og havneområder inden for rammerne af en integreret strategi skal tage højde for en lang række faktorer: strategisk forvaltning af havnebyer, synergi mellem havnebyer og i konstellationen havn–havneby–kystregion, offentlige fremmende foranstaltninger og investeringer, diversificering af økonomien i havnebyerne og havneområderne, sammenhæng til landtransport og indenlandsk skibsfart, forbindelser til jernbanetransport, miljøproblemer, byplanlægning af havne, byer og kystområder og integration af havnen i byens samfundsmæssige liv;

28.

henviser til, at nødvendigheden af en afbalanceret udvikling af havnebyerne kræver innovative og integrerede løsninger, der er i overensstemmelse med de grundlæggende principper for den integrerede udvikling af byerne i EU, og som tager højde for de økonomiske og samfundsmæssige aspekter på området.

29.

Det Europæiske Regionsudvalg fastslår, at de moderne container- og godsterminaler i stigende omfang etableres uden for havneområderne, der ofte er beliggende i byernes centrum eller i nærheden heraf. Det skaber ændringer i synergieffekterne mellem havn og by, uden at de dog bliver mindre, især med hensyn til trafikforbindelserne mellem havn og bagland, telekommunikations- og elektricitetsinfrastruktur, adgangen til serviceydelser fra byen, kvalificeret arbejdskraft, opretholdelse af sikkerhed, højt specialiserede havneserviceydelser og rammebetingelser for virksomhederne;

30.

understreger, at synergieffekterne i forholdet mellem havn og by bør kortlægges og styrkes. Om nødvendigt kan ikke-forpligtende tiltag såsom fremme af passende vilkår for erfaringsudveksling, kommunikation, adfærdskodeks, retningslinjer osv. være nyttige instrumenter.

31.

Det Europæiske Regionsudvalg fastslår, at havneområder, hvor omladningsaktiviteterne og industriaktiviteterne ved vandet er blevet begrænset eller helt er ophørt, på den ene side udgør en betydelig belastning for havnebyerne, og på den anden side også rummer betydelige udviklingsmuligheder. Hvilket af de to aspekter der vejer tungest afhænger hovedsageligt af forholdet og sammenhængen mellem havnen og byen;

32.

henviser til, at nedlagte havne og industriområder ved vandet næsten i alle tilfælde kræver en omkostningsintensiv, langvarig og vanskelig teknisk og miljømæssig sanering, samtidig med at de tilgrænsende byarealer kan kræve en social sanering, og det er en ubetinget forudsætning for, at områderne kan frigives til investering. Investeringer, der understøtter sanering og fremmer forandring, kan have afgørende betydning;

33.

kræver, at der udarbejdes retsinstrumenter i forbindelse med gennemførelsen af EU's dagsorden for byerne og Amsterdampagten, der kan danne det retlige og finansielle grundlag for den tekniske og miljømæssige sanering af disse områder;

34.

påpeger, at havne også er vigtige økonomiske, kulturelle og historiske livliner til landdistrikter, øområder og perifere områder. En udvidelse af aktiviteter i tilknytning til turisme, krydstogter og sejlads, der udnytter natur- og kulturarven på optimal vis er nøglen til vækst. I de mere landlige og fjerntliggende lokalsamfund samt på øer kan betydningen af en fornyelse af bykerner og investeringer være endnu større;

35.

foreslår, at der under overholdelse af nærhedsprincippet gives mulighed for at udlægge nedlagte havneområder og industriområder beliggende ved vandet til institutionelle løsninger i form af særlige økonomiske zoner, hvor de grundlæggende principper for transparent finansiering skal overholdes, og der skal fastlægges klare kriterier for statsstøtte;

36.

henviser til muligheden for at trække på de tidligere erfaringer samt koncepter for offentlige private partnerskaber udarbejdet på europæisk og på nationalt plan, navnlig med henblik på planlægning af bydelen langs vandet.

37.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til, at havnene udgør en del af EU's offentlige infrastruktur, og at de fortsat hovedsageligt forvaltes af nationale, regionale eller lokale myndigheder. Med henblik på en stærkere og mere afbalanceret økonomisk udvikling i hele EU bør denne struktur fastholdes;

38.

er i den forbindelse opmærksom på, at fornyelse af havneområder og fremme af den økonomiske aktivitet i havnebyerne kræver finansiering, som langt overstiger de offentlige budgetter, og dermed skal finansieringen delvist tilvejebringes i form af private investeringer og fra finansieringsinstitutter. Regionsudvalget opfordrer derfor de offentlige myndigheder på alle niveauer i Europa til at udforme politikker, der kan tiltrække sådanne investeringer. På den måde kan de offentlige budgetter, navnlig dem der er under alvorligt pres, målrettes mere effektivt mod de tilfælde, hvor markedskræfterne alene ikke kan levere de nødvendige svar;

39.

understreger, at set på baggrund af de forskellige roller, som EU's havne og havnebyer spiller, og på baggrund af deres forskellige udviklingsstand, er det vigtigt at vælge en tilgang, der er tilpasset til de konkrete forhold i hvert enkelt tilfælde og indgå en række kompromiser for at sikre den rette balance mellem offentlige og private interesser, der på lang sigt vil indebære fordele for alle parter;

40.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde løsninger, der muliggør private investeringer i havneområder, og som samtidig sikrer økonomisk frihed, ligebehandling af virksomhedsaktører, finansiel transparens og klare kriterier for offentlig støtte, og som tager højde for de langsigtede regionale og lokale interesser.

41.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til, at mange af de europæiske havne og havnebyers position i den nationale og regionale bolig-, trafik- og økonomiske struktur har ændret sig som følge af globaliseringen og den teknologiske udvikling inden for sø- og landtransport;

42.

mener, at denne udvikling ikke kun medfører en svækkelse af det økonomiske grundlag men også en funktionel diversificering af byer og lokalsamfund, og det skaber behov for en fornyelse af de nedlagte havneanlæg og industriområder ved vandet. Regionsudvalget understreger, at havnenes og havnebyernes nye økonomiske funktioner ikke altid kræver beliggenhed ved vandfronten, men at det vælges af investorerne, fordi det sikrer let adgang til bycentrum og infrastruktur og er interessant i kulturel og beliggenhedsmæssig henseende;

43.

henviser især til, at mange europæiske havne — både søhavne og indenlandske havne — rummer vigtige kulturelle værdier, og derfor er der behov for konkrete tiltag inden for rammerne af programmer og projekter til bevaring af den europæiske kulturarv med fokus på deres respektive kendetegn;

44.

mener, at både private og offentlige projekter målrettet mod en bedre udnyttelse af disse arealer bør fremmes inden for rammerne af programmer og instrumenter til fornyelse af nedlagte havneområder samt industriområder beliggende ved vandet, også selvom projekterne ikke har tilknytning til maritime aktiviteter eller trafikken på vandvejene.

45.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til, at de barrierer for udvikling, som de europæiske søhavne står overfor, i væsentlig grad skyldes utilstrækkelige transportforbindelser til baglandet, som lægger hindringer i vejen for effektive transport- og logistikkæder. Udvalget opfordrer derfor til bedre forbindelser mellem havne og havneområder og de øvrige transportformer, især forbindelser med jernbanetransporten, samt til merværdiaktiviteter i havnene, der kan bidrage til en bæredygtig udvikling af områderne;

46.

understreger, at gennemførelse af et effektivt transportnet med henblik på integreret logistik nødvendigvis kræver, at der etableres en logistikplatform inde i landet dels til oplagring, sortering og opbevaring af varer, dels for at opfylde kravene om intermodalitet;

47.

mener, at Kommissionen først og fremmest gennem udarbejdelse af de lovgivningsmæssige rammer og dernæst gennem nye finansieringsinstrumenter kan støtte tiltag, der sigter mod forbedringer af transportforbindelserne mellem eksisterende og planlagte havne og deres bagland samt fjerntliggende områder, øer og områder i den yderste periferi. I den sammenhæng bør de eksisterende transportforbindelser moderniseres inden for rammerne af TEN-T og TEN-R samt de transeuropæiske energinet (TEN-E) og de transeuropæiske telenet (TEN-Tele), samtidig med at havnebyernes behov og interesser vedrørende bytrafik og regional nærtrafik tilgodeses;

48.

mener, at kystområder, især hvor der findes havne, har gode muligheder for at blive ekspertisecentre for vedvarende energi, bæredygtig turisme og kreative industrier set i lyset af deres naturaktiver. Imidlertid er kystområder ofte perifere eller beliggende i den yderste periferi og har brug for, at der udvikles infrastruktur, der kan forbinde dem med kernen i EU's indre marked og med den øvrige del af deres egen region.

49.

Det Europæiske Regionsudvalg fastslår, at drift og udbygning af havnene medfører en lang række alvorlige miljøproblemer, der ikke kun berører havnene men hele kystregionen; herunder forstyrrelse af balancen mellem kyst og kystsikring, vandforurening, forstyrrelse af akvatiske økosystemer samt på lokalt plan produktion af farligt affald, fare for bakterieforurening, støj og udledning af skadelige stoffer;

50.

henviser til, at nedlagte havne og industriområder beliggende ved vandet normalt er stærkt forurenede og kræver en miljøsanering, som der bør fastlægges særlige krav til inden for rammerne af de miljøprogrammer og -projekter, der foreligger på forskellige niveauer, herunder programmer til beskyttelse af hav- og flodbredder. Dette gælder navnlig i forbindelse med olieafskibningsterminaler, olieprodukter og naturgas samt de dermed forbundne forarbejdningsanlæg, hvor miljørisikoen er markant højere;

51.

understreger, at anlæggelse af nye omladningsterminaler, som hovedregel langt væk fra de eksisterende havneområder, normalt medfører betydelige miljøbelastninger, og det kræver en særlig grundig planlægning samt inddragelse af de lokale og regionale kompetente myndigheder, samfundsmæssige interessenter samt miljøorganisationer for at begrænse skaderne i videst muligt omfang og sikre de relevante miljømæssige kompensationer;

52.

påpeger, at risikovurderings- og sikkerhedsstyringssystemer, hvor arbejdstagerne støttes, er yderst vigtige i forbindelse med den fortsatte drift af havne og lystbådehavne. EU's havne og de omkringliggende områder har ikke råd til et imagetab i den henseende;

53.

minder om de nye forpligtelser i medfør af direktiv 2014/94/EU om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer i havne, hvorefter der inden 31. december 2025 skal være adgang til flydende naturgas (LNG) og elektricitet på kajen. Disse nye bestemmelser er fuldt ud berettigede af hensyn til miljøet og folkesundheden i havnebyerne, men kræver finansiel støtte fra EU, hvilket bør indføjes i transportpakken allerede nu, men først og fremmest i den næste programmeringsperiode efter 2020;

54.

henviser til, at der skal tages højde for miljøproblematikken i alle EU-programmer og EU-projekter til fornyelse af havnebyer og havneområder i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesprogrammer og -projekter og navnlig havmiljøet og de akvatiske økosystemer.

55.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til, at ældre havneområder, der er anlagt over mange år, på grund af de daværende tekniske og økonomiske vilkår normalt grænser direkte op til bymidterne og ofte udgør en havnebys mest attraktive bydel;

56.

henviser til, at bymidten i mange europæiske byer, som følge af udflytning af mange funktioner til byens periferi, kræver både teknisk, økonomisk og social byfornyelse for at gøre midtbyen mere attraktiv for indbyggerne samt for handel, gastronomi, kulturinstitutioner og offentlige og civilsamfundsinstitutioner;

57.

mener, at der kan udarbejdes et samlet koncept for saneringsmodne bymidter samt nedlagte havneområder og industriområder ved vandet, da begge områdetyper skal fornyes og tildeles støtte i overensstemmelse med de generelle principper i EU's dagsorden for byerne og Amsterdampagten;

58.

understreger, at inddragelse af lokalbefolkningen og omlægning af mindst en del af det fornyede område til offentlige områder, der kan benyttes af både de faste beboere og turister, er af afgørende betydning for sådanne projekters succes;

59.

henviser til, at sanering af havneområder i højere grad bør integreres i programmer og projekter til udvikling af offentlige rum og fremme af lokalbefolkningernes vilkår på EU-niveau, medlemsstatsniveau og regionalt niveau.

60.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at en vellykket fornyelse af havnebyer og havneområder forudsætter et tæt samarbejde mellem alle interessenter (private, offentlige og samfundsmæssige) og innovative løsninger inden for strategisk planlægning og byplanlægning for kystområderne på lokalt og regionalt plan, hvor havbassiner, indre farvande, havnebyer og områder anlagt ved vandet inddrages;

61.

mener, at forskelligartede regler og procedurer for strategisk planlægning og byplanlægning samt for forvaltningen af havneområderne vanskeliggør fornyelsen heraf betydeligt, og at støtte, erfaringsudveksling og eventuelt en lempelig regulering på EU-plan derfor er nødvendig.

62.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer til, at EU's dagsorden for byerne tager højde for de geografiske og funktionelle forskelle mellem byer og navnlig havnebyers specifikke udviklingsproblemer; mener at dette bør udbedres i forbindelse med det videre arbejde med gennemførelsen heraf;

63.

bifalder, at begge dokumenter tager udgangspunkt i partnerskabsprincippet og den særligt vigtige inddragelse af kommunalforvaltningerne, civilsamfundsorganisationerne, videns- og innovationsinstitutioner samt erhvervslivet.

64.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at der, selvom problemerne vedrørende havne og havnebyer hovedsageligt hører under de regionale og lokale myndigheders ansvarsområder, kan være fordele ved et effektivt samarbejde og støtte på EU-plan. Det er vigtigt at fortsætte udviklingen af de forskellige transeuropæiske net, TEN-T, TEN-E og TEN-Tele, med særlig vægt på moderniseringen af transportforbindelser og med TEN-T som prioritet uden at udelukke, at der kan etableres nye;

65.

anbefaler, at udviklingsudfordringer vedrørende havne og havnebyer indarbejdes i EU-tiltag inden for områderne transport, maritime industrier, havmiljøbeskyttelse og vandmiljø;

66.

anbefaler desuden, at der ved fremtidige foranstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af EU's dagsorden for byerne og Amsterdampagten tages højde for havnebyernes forskelligartede funktionsmåder og udviklingsbehov;

67.

anbefaler, at jernbaneforbindelser til havnebyer og havneområder i afsides beliggende regioner udvides og forbedres.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/32

1.

Det Europæiske Regionsudvalg hilser meddelelsen om oprettelsen af en ny ramme for partnerskaber velkommen, da den understreger, at migrationsproblemet er komplekst og skal tackles på forskellige niveauer. Udvalget minder om, at asyl er en grundlæggende menneskeret, der beskyttes af international ret og internationale forpligtelser, som er bindende for alle medlemsstater. Det anmoder om, at EU og medlemsstaterne skaber sikre og legale kanaler for flygtningene, såsom humanitære korridorer, visa af humanitære årsager og styrkelse af familiesammenføring. Medlemsstaterne bør undersøge muligheden for indgivelse af asylansøgninger på deres ambassader og konsulater;

2.

anerkender, at meddelelsen har en innovativ tilgang, der først og fremmest er baseret på samarbejde med tredjelande, idet der tages hensyn til både EU's og partnerlandenes interesser for at sikre en bedre migrationsstyring;

3.

støtter og anerkender behovet for, at EU taler med én stemme og inddrager alle relevante interessenter og institutioner. Lokale og regionale myndigheder kan og bør spille en rolle i den fælles indsats sammen med EU, medlemsstaterne og tredjelandene for at gennemføre omfattende migrationspartnerskaber (pagter). Det gælder navnlig regioner og kommuner med et betydeligt diasporasamfund stammende fra lande, der er omfattet af partnerskabsrammen;

4.

er enigt i, at meget mere skal gøres, da EU stadig står over for en humanitær krise. Tredjelande og EU's partnere huser millioner af flygtninge, hvoraf mange er uledsagede mindreårige, der har været tvunget til at forlade deres hjem, såvel som mange økonomiske migranter, der stræber efter at komme til Europa. I denne forbindelse må samarbejdet mellem EU og tredjelande tilføjes en ny dimension og udbygges med nye instrumenter, som er skræddersyede til at reagere effektivt på nye og kommende migrationsudfordringer;

5.

tilskynder Kommissionen til at opfordre alle aktører — medlemsstater, EU-institutioner og vigtige tredjelande — til at arbejde sammen som partnere for at få styr på migrationsstrømmene og forhindre, at asylansøgere og papirløse økonomiske migranter begiver sig ud på farlige sørejser i hænderne på smuglere og menneskehandlere. Samtidig er Regionsudvalget klar over, at det haster med at tage fat på og fjerne de underliggende årsager til irregulær migration og tvangsfordrivelser i oprindelseslandene. Internationalt, nationalt, regionalt og lokalt samarbejde er en forudsætning for at nå frem til en fælles europæisk migrationspolitik i tråd med den europæiske dagsorden for migration;

6.

erkender, at migrations- og udviklingspolitikken hænger tæt sammen. Denne sammenhæng har været et væsentligt element i drøftelserne omkring FN's udviklingsdagsorden efter 2015, der blev vedtaget i september 2015 i New York. Effektiv og human migrationsstyring må anses som værende afgørende for en vellykket gennemførelse af dagsordenen. Regionsudvalget er fuldt ud klar over de fordele og muligheder, som en sikker, velordnet og lovlig migration frembyder for migranter, oprindelses-, transit- og bestemmelseslande. Endvidere fremhæver udvalget det vigtige i at inddrage diasporasamfundene i udviklingen af deres oprindelseslande. Udvalget er også opmærksomt på den irregulære migrations negative konsekvenser for migranterne og på oprindelseslandenes pligt til at modtage deres statsborgere i forbindelse med tilbagetagelses- og tilbagesendelsesprocedurer i henhold til tilbagesendelsesdirektivet og internationale instrumenter;

7.

gentager sin støtte til den europæiske dagsorden for migration, der blev præsenteret i 2015, og som angiver de forskellige foranstaltninger, der skal træffes sideløbende for at tage fat på både de eksterne og interne aspekter af den aktuelle migrationsudfordring. Den eksterne dagsorden fokuserer på partnerskaber med tredjelande om opstilling af troværdige og opnåelige mål for at reducere antallet af mennesker, der er tvunget til at flygte, under hensyntagen til de underliggende årsager til irregulær migration;

8.

er enigt i, at der ud over de allerede trufne EU-foranstaltninger såsom Valletta-topmødet, erklæringen fra EU og Tyrkiet, dialoger på højt niveau om migration, den reviderede europæiske naboskabspolitik og mødet for lederne fra landene på Vestbalkanruten er behov for yderligere at styrke EU's strategiske, langsigtede strategi vis-a-vis tredjelande og forbedre den interne sammenhæng og koordinering med EU-medlemsstaterne. Dette stiller krav om en mere koordineret, systematisk og struktureret tilgang for at maksimere de interne og eksterne EU-politikkers synergier og effekt. Derudover bør de regionale og lokale myndigheders direkte adgang til den europæiske naboskabspolitiks fonde og til andre fonde, som er relevante for Middelhavsområdet, garanteres;

9.

er enigt i, at EU — ud over at begrænse mulighederne for irregulær migration og mulighederne for ulovlig indrejse i EU — er nødt til at føre mere sammenhængende, troværdige og effektive politikker for tilbagetagelse og tilbagesendelse sammen med oprindelseslandene under aktiv inddragelse af indvandrersamfundene i EU-landene og med respekt for menneskerettighederne og princippet om non-refoulement. Desuden skal der tages hensyn til oprindelses- og transitlandenes reelle kapacitet til at sikre de tilbagetagnes eller tilbagesendtes rettigheder;

10.

opfordrer — uden at dette berører internationale forpligtelser til at yde beskyttelse til asylansøgere og til alle dem, der har krav på andre former for international beskyttelse, uanset regulariteten af deres indrejse i EU — til, at der oprettes modtagecentre (hotspots) i tredjelande for personer, som ansøger om international beskyttelse. Disse centre skal etableres i tredjelande, forvaltes af EU og internationale organisationer (UNHCR) og have til opgave at undersøge berettigelsen af asylansøgninger. For personer, som tilkendes ret til asyl eller international beskyttelse, bør der arrangeres rejse med regulære transportmidler til et europæisk land efter eget valg, så man undgår overfarter i de plimsollere, som smuglerne anvender;

11.

er enigt i, at EU er nødt til at etablere muligheder for, at folk kan komme lovligt ind i EU, hvad enten det er for at søge international beskyttelse eller muligheder for arbejde, uddannelse, forskning eller investering;

12.

opfordrer indtrængende EU og Kommissionen til at insistere på et bedre samarbejde mellem de forskellige myndigheder og agenturer, der bekæmper menneskehandlere og -smuglere — Frontex, Nato, EUNAVFORMED og Det Europæiske Center for Migrantsmugling i Europol — og på en bedre udveksling af efterretningsoplysninger mellem disse og medlemsstaternes agenturer;

13.

opfordrer EU til at yde supplerende støtte til organisationer som f.eks. Den Internationale Organisation for Migration (IOM), som hjælper migranter, der er kommet til transitlande, og som indser, at de er blevet narret, eller simpelt hen ikke ønsker at fortsætte til EU, med at vende tilbage.

14.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over, at det endelige mål med partnerskabsrammen er et sammenhængende og skræddersyet engagement, hvor Unionen og medlemsstaterne agerer på koordineret vis og sammenkæder instrumenter, værktøjer og effekt for at nå frem til omfattende partnerskaber (pagter) med tredjelande med henblik på bedre at kunne styre migrationen med fuld respekt for alle parters humanitære forpligtelser og menneskerettighedsforpligtelser;

15.

støtter fuldt ud det kortsigtede mål om at redde liv i Middelhavet og efterlyser en langsigtet målsætning om at arbejde sammen med partnerlandene om at forhindre farefyldte sørejser, arrangeret af kriminelle organisationer. Udvalget støtter også målet om at indføre incitamenter for at vende tilbage til oprindelseslandene og gøre det muligt for migranter og flygtninge at bo så tæt som muligt på deres hjem. Der bør gives prioritet til sårbare ansøgere og især uledsagede mindreårige, hvis interesser altid bør have den primære opmærksomhed, som det fremgår af Domstolens afgørelser. I denne sammenhæng opfordrer udvalget Kommissionen til at fortsætte med at gøre fremskridt med hensyn til de uledsagede mindreårige i migrationsprocessen, som ofte varetages af regionerne. Udvalget ser derfor frem til Kommissionens nye omfattende strategi, der skal følge op på handlingsplanen om uledsagede mindreårige (2011-2014) med henblik på at tage situationen for forsvundne eller uledsagede børn med i betragtning;

16.

fremhæver endnu en gang EU's vilje til at tackle langsigtede økonomiske, sociale og demografiske udfordringer samt mangel på arbejdskraft i EU ved hjælp af målrettede nye politikker for lovlig migration på linje med EU's dagsorden for migration og andre vigtige migrationspolitiske instrumenter. Dette kan gøres ved bl.a. at støtte fastboende udlændinges legitime forhåbninger om at deltage i og bidrage til det offentlige og politiske liv. Migration fra tredjelande kan bidrage til at sikre bæredygtig vækst i EU's økonomi, og Europa har brug for kvalificerede personer til at sikre konkurrenceevne på globalt plan. Samtidig frygter partnerlandene hjerneflugt. Cirkulær migration kunne være en løsning for at undgå hjerneflugt i partnerlande;

17.

minder Rådet om, at Regionsudvalget kan fremme dialog og samarbejde med lokale og regionale myndigheder i migranternes oprindelses- og transitlande, for eksempel gennem de eksisterende organer og platforme (ARLEM, CORLEAP, blandede rådgivende udvalg og arbejdsgrupper). Dette samarbejde er en nødvendig forudsætning for at gennemføre de foranstaltninger forud for afrejsen, der forbereder migranter før deres lovlige indrejse i EU eller flygtninge, før de genbosættes fra de partnerlande, hvor de opholder sig (såsom Tyrkiet, Libanon og Jordan);

18.

foreslår at fremme informationsudveksling mellem EU's lokale og regionale myndigheder og de økonomiske migranters oprindelseslande, som ville kunne dæmpe incitamenterne til irregulær migration væsentligt. En sådan informationsudveksling skulle omfatte oplysning om tilbagetagelsesaftaler, oplysning til dem, der ønsker at tage til EU, om de reelle jobmuligheder i EU, om de farer, der er forbundet med at begive sig ud på irregulære migrationsruter, om den virkelige situation med hensyn til regler og forskrifter vedrørende international beskyttelse, som ofte fordrejes for at narre migranter til at falde i armene på menneskehandlere, og om beskæftigelsespolitikker og tilgængelige sociale ydelser osv.;

19.

er enigt i, at EU's udviklingspolitik skal inddrage positive incitamenter. Disse incitamenter skal belønne både de lande, der opfylder deres internationale forpligtelser til at tilbagetage deres statsborgere, de lande der samarbejder om styringen af migration fra tredjelande, samt de lande der træffer foranstaltninger for at huse mennesker, der flygter fra konflikter og forfølgelse;

20.

er enigt i, at der er brug for en blanding af positive og negative incitamenter til partnerlandene, hvis den nye strategi skal lykkes. Samtidig er der behov for en nøje afvejning mellem incitamenter til migrationsstyring og EU's internationale udviklingsbistand. Bistand bør ikke gøres fuldstændigt afhængigt af opfyldelsen af forpligtelser i henhold til tilbagetagelsesaftaler med tredjelande, da dette ville kunne gå ud over opfyldelsen af de bæredygtige udviklingsmål og EU's tilsagn i Lissabontraktaten om at udrydde ekstrem fattigdom og ulighed. Partnerlandenes evne og vilje til at samarbejde om migrationsstyring med EU bør holdes klart adskilt, eftersom det er to vidt forskellige ting. I den henseende mener Regionsudvalget, at anvendelsen af officiel udviklingsbistand kun bør fokusere på projekter inden for sikkerheds- og grænseforvaltning, når dette er en klar fordel for modtagerne. Partnerlande, som ikke er i stand til at gennemføre migrationsordninger, bør stadig kunne nyde godt af finansielle instrumenter og anden form for støtte, der har til formål at få EU's migrationspagter til at fungere;

21.

tilskynder derfor indtrængende EU til at forsøge at udvikle skræddersyede partnerskaber med tredjeparter, der virkeligt afspejler deres behov, bekymringer og kapacitet, ved at tage hensyn til, at forskellige partnere står over for forskellige udfordringer og forskellige omstændigheder;

22.

opfordrer EU's medlemsstater, der traditionelt har tætte bånd til bestemte lande (historiske, kulturelle, økonomiske, osv.), til at bruge disse forbindelser til at fremme samarbejdet med og mellem disse lande for at fremme tilbagetagelsen og reintegrationen af tilbagetagne personer;

23.

tilskynder Kommissionen til så hurtigt som muligt at færdiggøre de nye prioriteter for partnerskabet med Jordan og Libanon i forlængelse af revisionen af den europæiske naboskabspolitik i 2015. Libanon, Jordan og Tyrkiet huser størstedelen af de 5 millioner syriske flygtninge. I Jordan er én ud af ni flygtet fra den syriske borgerkrig — næsten 700 000 ud af 6,7 millioner indbyggere. I Libanon ligger dette tal på 1,1 millioner ud af 4,6 millioner og i Tyrkiet på mere end 2,5 millioner ud af 79,5 millioner indbyggere;

24.

er foruroliget over EU's aftale med Tyrkiet af 18. marts 2016 om flygtninge, især på grund af flere alvorlige menneskerettighedsspørgsmål vedrørende frihedsberøvelse af asylansøgere på hotspots på de græske øer i Det Ægæiske Hav, men også i lyset af tilbagesendelsen af asylansøgere til Tyrkiet som »første asylland« eller »sikkert tredjeland« og på grund af frygt for, at Tyrkiet ligefrem sender flygtninge tilbage til Syrien. Regionsudvalget er også bekymret over den langsomme opbygning af det græske asylsystems evne til at administrere asylprocessen på hotspottene og forsinkelser i ydelsen af støtte til Grækenland, det hidtil meget lave antal genbosættelser af flygtninge fra Tyrkiet og forsinkelser i udbetalingen af EU's finansielle støtte til Tyrkiets bestræbelser på at hjælpe syriske flygtninge;

25.

beklager, at der i meddelelsen uden reel garanti er udpeget 16 prioriterede lande, hvormed de nye aftaler skal indgås, eftersom ikke alle kan betragtes som »sikre tredjelande« og/eller som lande med acceptable menneskerettighedsforhold. Selv om reglen »sikkert tredjeland« ikke gælder i disse aftaler, sender eksemplet med Tyrkiet bekymrende signaler i denne henseende. EU bør etablere kontrolmekanismer for modtagelsen i disse lande;

26.

ser frem til vedtagelsen af den strategiske meddelelse om Tunesien. Fortsættelsen af landets fredelige og demokratiske post-revolutionære overgang til økonomisk og sikkerhedsmæssig stabilitet vil kunne sende et meget positivt signal til området, og den bør derfor støttes af EU;

27.

minder om, at situationen i Libyen kræver særlig opmærksomhed og strategiske skridt, og glæder sig over tilsagnet herom i meddelelsen. Regionsudvalget understreger betydningen af samarbejdet med de libyske lokale og regionale myndigheder og anmoder Kommissionen om at give fuld støtte til Regionsudvalgets og ARLEM's indsats for at fremme samarbejdsinitiativer mellem EU's lokale og regionale myndigheder og deres libyske modparter, der blev iværksat på ARLEM's sidste plenarforsamling i Nicosia (Nicosia-initiativet);

28.

glæder sig over, at der lægges vægt på samarbejde med transitlande, som huser asylansøgere og irregulære migranter og derfor bærer store finansielle byrder, især på lokalt og regionalt niveau. FN's New York-erklæring om flygtninge og migranter, der blev vedtaget i september 2016, anerkender, at store strømme af flygtninge og migranter har uforholdsmæssigt store konsekvenser for nabo- og transitlandene og presser deres kapacitet til det yderste. Derfor bør de lokale og regionale myndigheder i transitlandene modtage EU-ledet kapacitetsopbygning, finansiel bistand og informationsudveksling. Udvalget opfordrer EU til at inkludere faciliteter, der støtter direkte peer-to-peer-samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder fra EU og partnerlandene om at øge planlægnings- og styringskapaciteten på lokalt og regionalt niveau;

29.

er enigt i, at den væsentligste del af enhver pagt vil være den fælles indsats for at få tilbagesendelser og tilbagetagelser af afviste asylansøgere og irregulære migranter til at fungere. Regionsudvalget anerkender, at lokale og regionale myndigheder i oprindelseslandene er helt i front i migrationspolitikken og varetager mange centrale ansvarsområder, såsom adgang til arbejdsmarkedet, boliger, uddannelse og sundhedspleje, der alle har direkte betydning for deres evne til at integrere hjemvendte og dermed fremme social samhørighed og bæredygtige samfund. De dagligdags spørgsmål vedrørende modtagelse, integration og reintegration af migranter mærkes især på lokalt og regionalt plan. Derfor bør pagterne sigte mod at gøre tilbagesendelsesprocessen mere effektiv og bæredygtig og stille passende midler til rådighed for frivillig tilbagevenden og have til formål at hjælpe oprindelseslandene med at reintegrere tilbagetagne statsborgere;

30.

mener, at forvaltning på flere niveauer bedst kan sikre den nødvendige vifte af foranstaltninger og initiativer med det formål at skabe de optimale resultater, hvad angår modtagelse, integration og reintegration af migranter;

31.

minder om, at bedste praksis skal deles mellem de lokale og regionale myndigheder i EU og i tredjelande om alle aspekter af migration, herunder, men ikke begrænset til, integrations- og reintegrationspolitikker, håndtering af irregulær migration, opdagelse af tidlige faresignaler og/eller forebyggelse af krisesituationer samt bekæmpelse af menneskehandel og smugling af migranter (i tråd med EU's handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020), FN-protokollen om bekæmpelse af smugling af migranter til lands, ad søvejen og ad luftvejen, EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel (2012-2016) og Palermoprotokollen). Regionsudvalget er godt rustet til at nå ud til byer og regioner i partnerlandene for at lette og fremme udvekslingen af innovative idéer og praksis og fremme en mere effektiv inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i udformningen og gennemførelsen af indvandrings- og integrationspolitikker i overensstemmelse med forvaltning på flere niveauer og nærhedsprincippet;

32.

er enigt i, at medlemsstaternes ekspertise og ressourcer er af afgørende betydning for gennemførelsen af pagterne, og at et effektivt samarbejde afhænger af netværk af EU-eksperter på stedet, herunder dem med en viden om migrationens lokale og regionale dimension. Regionsudvalget glæder sig derfor over udsendelsen af europæiske migrationsforbindelsesofficerer til prioriterede oprindelses- og transitlande for at hjælpe med at koordinere EU-samarbejdet om bekæmpelse af migrantsmugling, og opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at udpege de relevante eksperter til denne opgave.

33.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter anvendelsen af de eksisterende finansielle instrumenter og trustfonde til at opfylde pagternes kortsigtede mål, men opfordrer i den forbindelse EU-medlemsstaterne til omgående at indbetale deres respektive aftalte bidrag til disse fonde;

34.

understreger betydningen af at udnytte synergier mellem de eksisterende fonde såsom: Faciliteten for flygtninge i Tyrkiet (3 mia. EUR), EU's Nødtrustfond for Afrika (1,8 mia. EUR), EU's regionale trustfond som reaktion på den syriske krise (1 mia. EUR) samt andre finansielle instrumenter, som potentielt kan give op til 8 milliarder EUR i perioden 2016-2020 til gennemførelse af pagterne. Mulige synergier med strukturfondene bør også undersøges;

35.

glæder sig over Kommissionens forslag om en ambitiøs ekstern investeringsplan, der kan tage fat på de underliggende årsager til irregulær migration og hjælpe partnerlandene med at håndtere konsekvenserne af irregulær migration i Afrika og EU's nabolande, og samtidig bidrage til opnåelsen af andre af FN's udviklingsmål. Udvalget opfordrer Kommissionen til at udvikle dette værktøj så hurtigt som muligt i tæt dialog med EU's medlemsstater og internationale partnere;

36.

bifalder den foreslåede pakke af eksterne investeringsplaner for Afrika og EU's nabolande, som skal mobilisere investeringer (gennem et bedre erhvervsklima, en kvikskranke for finansieringsanmodninger til investeringer og finansiering fra den private sektor) og fremme af jobskabelse i partnerlandene;

37.

glæder sig over styrkelsen af EU's tekniske bistand og støtte til økonomiske og strukturelle reformer for at skabe et bedre erhvervsklima. Udvalget opfordrer til, at den foreslåede tekniske bistand tiltænkes lokale myndigheder og virksomheder og hjælper dem med at udarbejde et større antal finansierbare projekter til forbedring af det generelle erhvervsklima og gøre de internationale investorer opmærksomme på dem;

38.

er overbevist om, at den foreslåede investeringsplan på kort og langt sigt vil have en positiv effekt på forbedringen af den bæredygtige udvikling i de af EU's partnerlande, som er oprindelses- og transitlande for asylansøgere og irregulære migranter. Den foreslåede plan vil således tackle de underliggende årsager til irregulær migration ved roden og bidrage til at begrænse incitamenterne til irregulær migration;

39.

anerkender vigtigheden af, at EU, medlemsstaterne, tredjelande, internationale finansielle institutioner, europæiske bilaterale udviklingsinstitutioner og den private sektor alle bidrager til investeringsplanen. Udvalget glæder sig over Kommissionens initiativ til en ambitiøs ekstern investeringsplan, som sigter mod at mobilisere 62 milliarder EUR, der skal bidrage til at nå FN's udviklingsmål og dermed tackle de underliggende årsager til irregulær migration;

40.

anmoder i den forbindelse om, at Kommissionens initiativ udmøntes i indgåelse af en konkret aftale med medlemsstaterne og de andre internationale partnerlande, som forpligter dem til på deres side at yde et bidrag på niveau med EU's bidrag for at fremme nye offentlige og private investeringer;

41.

glæder sig over den plan, der blev præsenteret i september, og som er baseret på tre søjler: mobilisering af private investeringer, øget teknisk bistand og forbedring af det generelle erhvervsklima, men beklager, at meddelelsen ikke indeholder nogen henvisning til de lokale og regionale myndigheder, og understreger vigtigheden af at afsætte bistand og ressourcer til lokale og regionale myndigheder. Den anden søjle bør helt klart også inddrage de lokale og regionale myndigheder, og Regionsudvalget bør være en partner i dens gennemførelse. Regionsudvalgets atlas over det decentrale samarbejde kan være et nyttigt redskab til at hjælpe med at identificere projekter, der har behov for finansiering, samt mulige samarbejdspartnere. Udvalget opfordrer til, at de lokale og regionale myndigheder repræsenteres i forvaltningsstrukturen for den eksterne investeringsplan;

42.

opfordrer derfor EU til at inddrage Regionsudvalget i udformningen af planen som talerør for de lokale og regionale myndigheder i EU, hvoraf mange har stor erfaring med udviklingssamarbejde;

43.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at engagere forskellige diasporasamfund i EU's medlemsstater, der kan være partnere i finansiering af investeringer i deres hjemlande. I 2013 sendte migranter fra udviklingslande over 400 milliarder EUR til deres hjemlande. Disse pengeoverførsler har en tendens til at være mere stabile end andre private kapitalstrømme, og de faldt således med blot 5 % under den seneste globale finansielle krise og kom hurtigt op på niveauet før krisen. Et godt eksempel på potentialet i pengeoverførsler er, at pengeoverførsler fra diasporaen til Senegal udgjorde 10 % af landets BNP i 2013.

44.

Det Europæiske Regionsudvalg gentager, at de lokale og regionale myndigheder i både EU og tredjelande kan og bør spille en rolle i den fælles indsats sammen med EU, på nationalt plan og med tredjelande for at gennemføre migrationspartnerskaber. Især spiller de lokale og regionale myndigheder en central rolle med hensyn til at øge bevidstheden og tilvejebringe den fornødne information til borgerne i oprindelses-, transit- og bestemmelseslandene;

45.

påpeger, at potentielle migranter er nødt til at være opmærksomme på de risici og farer, de står overfor, når de forsøger at komme ind i EU på irregulær vis. De skal også informeres om betingelser og strukturer i bestemmelseslandene, herunder oplysninger om arbejdsmarkedet, adgang til relevante kurser og sprogkurser og betingelserne for familiesammenføring. Potentielle migranter bør gøres opmærksomme på de kulturelle forskelle mellem deres oprindelsesland og deres bestemmelsesland, og de bør advares om uacceptabel adfærd og praksis;

46.

fremhæver, at mennesker og virksomheder i bestemmelseslandene bør informeres om fordelene ved migration og være tilstrækkeligt uddannet til at hjælpe med migranternes integration. Denne information kan bedst fås på lokalt og regionalt niveau, hvor myndighederne er tættest på borgerne. Gode juridiske migrationspolitikker og langsigtede integrationspolitikker på lokalt og regionalt niveau er midler mod racisme og fremmedhad;

47.

henviser til, at den foreslåede ramme for partnerskaber i sin indledning nævner behovet for at styrke den lokale kapacitetsopbygning gennem udvikling af naboskabspolitikker, men den kommer ikke nærmere ind på konkrete foranstaltninger til at opfylde dette behov. Regionsudvalget kan og bør være en partner i indsatsen for lokal og regional kapacitetsopbygning i partnerlande;

48.

understreger behovet for at investere i lokal kapacitet og i tiltag foranstaltet af lokale og regionale myndigheder i partnerlande. De lokale myndigheder bør være partnere i alle søjler i den eksterne investeringsplan, og Regionsudvalget støtter PLATFORMA's forslag om et by-til-by-samarbejde mellem EU- og partnerlande som et nøgleinstrument i gennemførelsen af den nye tilgang og kapacitetsopbygning samt deling af teknisk ekspertise i lokal migrationsstyring. Udvalget mener i den forbindelse, at den eksterne investeringsplan bør finansiere by-til-by- og region-til-region-samarbejde;

49.

understreger, at samarbejdet mellem EU, medlemsstaterne, EU's lokale og regionale myndigheder og lokale og regionale myndigheder i migranternes oprindelses- og transitlande kan bidrage til at styre migrationen mere effektivt til gavn for alle parter. Til dette formål er EU og medlemsstaterne nødt til at støtte lokale og regionale myndigheder både økonomisk og politisk.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/39

1.

Det Europæiske Regionsudvalg anerkender, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, som De Forenede Nationer godkendte i september 2015, udgør en ny og ambitiøs forpligtelsesramme, som tilskynder alle lande til at gøre en indsats for at overgå til inkluderende og bæredygtige udviklingsstrategier både på nationalt og internationalt plan;

2.

formoder, at 2030-dagsordenen fra starten af har været af universel karakter, således at samtlige lande, herunder også EU og medlemsstaterne, forpligtes til at gennemgå deres egne politikker og internationale forpligtelser med det formål at sikre, at de er i overensstemmelse med målene i 2030-dagsordenen; men gør dog opmærksom på, at denne opgave ikke kun skal løses på nationalt plan, men også under hensyntagen til de politikker og kompetencer, der henhører under de regionale og lokale myndigheder i EU;

3.

understreger, at EU og medlemsstaterne bør spille en central rolle i udviklingen og gennemførelsen af 2030-dagsordenen. I den forbindelse ses der positivt på de skridt, der er taget i meddelelsen Next steps for a sustainable European future: European actions for sustainability og i Global Strategy on the EU’s Foreign and Security Policy;

4.

mener, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling bør ses som en dagsorden på flere niveauer og med flere aktører, som inddrager og forpligter samtlige offentlige myndigheder på de forskellige niveauer (lokale, regionale, nationale og internationale), såvel som andre sociale aktører. Udvalget gør samtidig opmærksom på, at mange af målene i 2030-dagsordenen direkte berører indsats- og kompetenceområder, der hører ind under de subnationale myndigheder, hvorfor det er nødvendigt fuldt ud at inddrage regionerne og de lokale myndigheder i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og i udformningen af de politikker, der er nødvendige for at nå disse mål;

5.

er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at udforme en ny konsensus om udviklingen, som reviderer og opdaterer aftalen fra 2005, for på den måde at imødegå udfordringerne i 2030-dagsordenen samt ændringerne på internationalt plan og i udviklingssamarbejdet;

6.

er enig med Kommissionen i, at 2030-dagsordenen bedst fremmes ved at styrke koordineringen af samarbejdspolitikkerne mellem EU og medlemsstaterne. Udvalget understreger dog, at det som følge af 2030-dagsordenens store omfang og sammenhængen mellem dens mål også er nødvendigt at fremme politikkernes sammenhæng, både på EU-niveau og hos medlemsstaterne.

7.

Det Europæiske Regionsudvalg konstaterer, at fremskridtene i globaliseringen har gjort verden mere integreret og kompleks og har medført ændringer i magtens karakter og fordeling på internationalt niveau, større forskelle i den globale udvikling, en ny fordeling af den globale fattigdom med en stigning i uligheden inden for de enkelte lande og et udvidet område for internationale offentlige goder. Udvalget er af den opfattelse, at 2030-dagsordenen om bæredygtig udvikling er et klart forsøg på at imødegå de førnævnte ændringer og de udfordringer, der er forbundet med at fremme udviklingen i de kommende årtier;

8.

anerkender, at 2030-dagsordenen er universel, hvilket forpligter alle lande og samfund til at yde en fælles indsats for at tilpasse deres politikker til målene i dagsordenen. Udvalget gør dog opmærksom på nødvendigheden af, at denne indsats sker på alle offentlige niveauer, herunder også hos de regionale og lokale myndigheder;

9.

bekræfter, at de forslag, der fremmer målene for bæredygtig udvikling, forpligter til at gå ud over rammerne for den offentlige udviklingsbistand (ODA). Udvalget mener, at ODA fortsat vil være en central finansieringskilde for de fattigste lande og en katalysator for andre lande, og at den nye dagsorden forpligter til at finde andre strømme og instrumenter uden for rammerne af ODA;

10.

erkender, at behovet for at mobilisere ressourcer og kapaciteter ud over bistanden forpligter til at være mere strategisk omkring de forskellige eksisterende internationale ordninger og former for samarbejde. Selvom Nord-Syd-samarbejdet fortsat vil spille en vigtig rolle i fremtiden, er det nødvendigt, at dette koordineres bedre med ordningerne for Syd-Syd-samarbejdet eller trepartssamarbejdet. Udvalget gør ligeledes opmærksom på den centrale rolle, som det decentraliserede samarbejde kan have i den nye dagsorden, hvis man tilgodeser erfaringsudvekslingen mellem substatslige aktører inden for deres specifikke kompetencer. RU erkender endelig, at EU og medlemsstaterne bør arbejde mere intenst med de forskellige regionale og multilaterale samarbejdsmekanismer i overensstemmelse med logikken om styring på flere niveauer i 2030-dagsordenen;

11.

mener, at 2030-dagsordenen på grund af sine høje ambitioner og sit store omfang kræver støtte fra så mange og så forskelligartede aktører som muligt, herunder de regionale og lokale myndigheder, såvel som organisationer i civilsamfundet, virksomheder, foreninger, universiteter og uddannelsescentre med det formål at mobilisere og udnytte den merværdi, som hver enkelt bibringer ud fra sine erfaringer og sit kompetenceområde.

12.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter forslaget om, at EU og medlemsstaterne går aktivt ind i gennemførelsen af 2030-dagsordenen, hvortil det er nødvendigt at fremme en konsistent mainstreaming af målene for bæredygtig udvikling inden for offentlig politik i EU på de forskellige niveauer, det være sig på EU-niveau, nationalt, regionalt og lokalt, og understreger behovet for løbende at tilpasse aktørernes politikker og initiativer til de aftalte forslag i dagsordenen;

13.

er enig i, at EU's arbejde udadtil spiller en central rolle i realiseringen af målene for bæredygtig udvikling, og glæder sig derfor over fremskridtene mod at fuldføre denne opgave på grundlag af de prioriteter, der er fastlagt i EU-traktaten (TEU — artikel 21, stk. 2) og i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF — artikel 208), og støtter Kommissionens forslag om at sørge for, at den nye konsensus om udviklingen kommer til at bidrage til at gennemføre prioriteterne for EU's indsats udadtil, som de beskrives i den globale strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik;

14.

støtter Kommissionens forslag om at styrke koordineringen af udviklingspolitikken og andre af EU's politikker på internationalt plan, som det blandt andet er tilfældet med humanitær bistand, handel, regional integration, sundhed, uddannelse, energi, fiskeri, landbrug, miljø, forskning og teknologi, migration og asyl og den europæiske naboskabspolitik. Udvalget understreger dog, at det ikke er nok at forbedre koordineringen af politikkerne, idet der også er behov for at øge sammenhængen mellem disse politikker og de internationalt aftalte udviklingsmål;

15.

er enig med Kommissionen i, at EU's tiltag for at kunne have den ønskede effekt skal udføres i fællesskab og ud fra fælles kriterier, men understreger, at dette ikke kun skal ske mellem EU og medlemsstaterne, men også mellem disse og de regionale og lokale myndigheder, som dækker nogle af de kompetenceområder, der er nødvendige for at realisere målene for bæredygtig udvikling;

16.

støtter Kommissionens forslag om, at EU's og medlemsstaternes udviklingssamarbejde skal fokusere på rettigheder, således at mennesket sættes i centrum for udviklingsarbejdet, og anerkender desuden, at dette fokus er i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling og med princippet i 2030-dagsordenen om, »at ingen hægtes af«, for på den måde at sikre, at fremskridtene inden for udvikling når ud til de mest skrøbelige og sårbare dele af samfundet;

17.

insisterer ligesom Kommissionen på, at lighed mellem kønnene er en vigtig del af dette fokus på rettigheder, som bør være en inspiration for EU og medlemsstaternes samlede udviklingssamarbejde samt for det decentraliserede samarbejde, hvilket ikke kun medfører, at der skal arbejdes mod eksisterende uligheder på dette område, men også at kvinders rettigheder, indflydelse og adgang til uddannelse fremmes.

18.

Det Europæiske Regionsudvalg erkender, at et af de centrale forslag i EU og medlemsstaternes udviklingspolitik er at støtte lande i deres kamp mod fattigdom, blandt andet gennem højnelse af niveauet for og forbedring af kvaliteten af de basale sociale ydelser til hele befolkningen som fastlagt i 2030-dagsordenen. Udvalget gør dog opmærksom på, at en stor del af disse ydelser leveres af decentrale myndigheder, hvorfor støtten til de regionale og lokale myndigheder i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling er yderst vigtig;

19.

støtter forslaget i 2030-dagsordenen om at opbygge inkluderende samfund gennem kampen mod ulighed og fremme af social samhørighed, men vurderer samtidig, at de decentrale myndigheder spiller en vigtig rolle i identificeringen og afhjælpningen af den sociale udstødelse og marginalisering, som disse uligheder udspringer af;

20.

konstaterer, at det er vigtigt at opbygge fredelige og veldrevne samfund, som udrydder usikkerhed og vold og styrker effektive og gennemsigtige institutioner, og gør opmærksom på behovet for, at denne proces foregår ud fra nærhedsprincippet på det niveau, der ligger tættest på borgerne, således at forbedringen af de lokale og regionale institutioner støttes, og borgernes deltagelsesmekanismer og demokratiske kontrol styrkes. Borgerne interesserer sig for opfyldelsen af målene under 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, hvorfor uddannelse i et globalt medborgerskab skal gøres til en uomgængelig dimension af de politikker og strategier, der følges af de forskellige aktører, det være sig statslige eller ikkestatslige, som indgår i det internationale system for udviklingssamarbejde;

21.

støtter forslaget i 2030-dagsordenen om at sikre betingelserne for miljømæssig bæredygtighed i udviklingsprocesserne, således at forvaltningen af naturressourcerne og beskyttelsen af de mest skrøbelige økosystemer forbedres. De lokale og regionale myndigheder er igen nøglen til at gennemføre disse politikker på en måde, der gør bæredygtighed kompatibel med økonomisk og social fremgang i de berørte samfund. Dette forslag er især relevant i forhold til mål 11 for bæredygtig udvikling, som fastsætter behovet for at »gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige«;

22.

mener, at det er vigtigt at opmuntre landene til at arbejde for en inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst, som kan generere værdige jobs, sådan som det er fastsat i 2030-dagsordenen. Udvalget gør opmærksom på den rolle, som de regionale og lokale myndigheder kan have i støtten til disse processer ved at skabe et produktivt erhvervsliv på et veldefineret regionalt grundlag gennem samarbejde mellem aktører, herunder lokale små og mellemstore virksomheder;

23.

gør generelt opmærksom på vigtigheden af de decentraliserede offentlige myndigheder i medlemsstaterne i gennemførelsen af 2030-dagsordenen. Udvalget understreger den rolle, som det decentraliserede samarbejde kan have i overførslen af erfaringer og kapaciteter mellem denne type aktører, og henstiller, at den nye konsensus om udvikling anerkender og fremmer potentialet for denne samarbejdsform.

24.

Det Europæiske Regionsudvalg anerkender, at, selvom hvert land bør være ansvarligt for sin egen udvikling, kan målene for bæredygtig udvikling kun nås, hvis der formes en global alliance mellem alle lande, multilaterale institutioner og andre sociale aktører, som samarbejder om at opbygge inkluderende og bæredygtige udviklingsstrategier, sådan som 2030-dagsordenen kræver. Udvalget bekræfter samtidig, at de regionale og lokale myndigheder bør være en del af dette samarbejde, hvor de kan bidrage med kapaciteter og ressourcer fra deres egne kompetenceområder;

25.

understreger den centrale rolle, som det decentraliserede samarbejde kan have i dannelsen af alliancer med flere aktører, som arbejder på at fremme ændringer i udviklingslandene ud fra de principper, som fastsættes i 2030-dagsordenen. Det bidrag, som denne type samarbejde giver, og dets komplementaritet med andre typer samarbejde bør anerkendes i den nye konsensus om udvikling;

26.

fremhæver det hensigtsmæssige i, at EU og medlemsstaterne faciliterer koordineringsprocesserne, fordelingen af opgaver og sammenhængen mellem aktører inden for rammerne af denne globale alliance. Udvalget mener, at dette mål lettest nås, hvis EU og medlemsstaterne styrker den fælles programlægning for udviklingssamarbejde ud fra fælles visioner, som er forhandlet mellem medlemsstaterne, men gør samtidig opmærksom på behovet for, at de regionale og lokale myndigheder deltager i denne proces;

27.

mener endvidere, at denne koordinering bør udmønte sig i en igangsættelse af fælles vejledende programmer i medlemsstaterne. Udvalget understreger ligeledes vigtigheden af at samarbejde på nationalt, regionalt og lokalt niveau, når dette er muligt, for at øge den samlede effekt af EU og medlemsstaternes indsats, og fremhæver desuden, at aktørerne i det decentraliserede samarbejde også bør deltage i udformningen og gennemførelsen af disse programmer og i deres overvågning og evaluering;

28.

opfordrer til, at man i medlemsstaterne, når det er muligt, benytter sig af de samarbejdsformer, for eksempel direkte budgetstøtte eller EU-trustfonde, som muliggør koordinering mellem aktørerne, og åbner for en mere integreret og fleksibel brug af ressourcerne i medlemsstaterne;

29.

er enig med Kommissionen i, at den store mobilisering af offentlige og private ressourcer, både indenlandske og internationale, der tjener til at imødekomme forslagene i 2030-dagsordenen, som indikeret i Accrahandlingsplanen, har stor betydning. Udvalget anser det derfor for vigtigt at udnytte offentlige ressourcer med det formål at mobilisere og geare private ressourcer til udviklingsformål gennem innovative finansielle instrumenter og forskellige former for blending (kombination af støtte og lån), men gør opmærksom på behovet for, at det på behørig vis garanteres, at mobiliserede ressourcer; i) går til udvikling; ii) følger medlemsstaternes prioriteter; iii) udgør en additionalitet i forhold til de offentlige ressourcer; og iv) underkastes effektive mekanismer til kontrol af deres anvendelse/formål og løbende verificering af opfyldelsen af de erklærede udviklingsmål;

30.

understreger vigtigheden af, at EU og medlemsstaternes udviklingssamarbejde indkalder, mobiliserer og integrerer så mange aktører som muligt for at bakke op om målene for bæredygtig udvikling, herunder lokale og regionale myndigheder, den private sektor, civilsamfundet og den akademiske verden, hver enkelt ud fra deres respektive kapaciteter, erfaringer og ressourcer. Udvalget gør opmærksom på, at det decentraliserede samarbejde er en form for samarbejde, som i høj grad fremmer og fokuserer på denne slags alliancer mellem flere aktører, som har et lokalt udgangspunkt. Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte, at de regionale og lokale myndigheder kan indarbejde målene for bæredygtig udvikling i deres politikker, og understreger, at decentralt samarbejde er et område, der er særlig velegnet til at skabe rum for det globale medborgerskab med det for øje, at borgerne reflekterer over målene for bæredygtig udvikling samt deltager i gennemførelsen af de offentlige politikker og i overvågningen af gennemførelsen af 2030-dagsordenen;

31.

peger på vigtigheden af at styrke de tekniske og institutionelle kapaciteter i medlemsstaterne, for at disse kan sætte gang i inkluderende og bæredygtige udviklingsstrategier, sådan som det kræves i 2030-dagsordenen. Udvalget gør opmærksom på behovet for, at denne proces også når ud til de decentraliserede myndigheder i medlemsstaterne;

32.

understreger, at EU og medlemsstaterne i deres udviklingssamarbejde bør distribuere deres ressourcer i overensstemmelse med klare og gennemsigtige regler og tage højde for partnerlandenes behov, strukturelle mangler og kapacitet til at mobilisere alternative ressourcer. Udvalget fastholder samtidig, at anvendelsen af ressourcer og aktiviteter bør have til formål at opfylde princippet om ikke at lade nogen i stikken;

33.

peger i overensstemmelse med dette på, at landene med den laveste indkomst og i særdeleshed de mindst udviklede lande, såvel som lande med et skrøbeligt statsapparat eller i en situation præget af postkonflikt, bør være de primære modtagere af de dele af den internationale hjælp fra EU og medlemsstaterne, som ydes på de gunstigste betingelser;

34.

advarer dog om, at en stor gruppe mellemindkomstlande lider under alvorlige strukturelle begrænsninger, store interne forskelle, skrøbelige institutioner og opbrudte samfund. Udviklingssamarbejdet, herunder det finansielle samarbejde, kan gøre det muligt for disse lande at komme ud over deres begrænsninger og fremme en bæredygtig udvikling, som desuden forbedrer deres mulighed for at deltage mere aktivt i opfyldelsen af 2030-dagsordenen;

35.

er af den opfattelse, at kontrolleret migration kan føre til fremskridt både for oprindelses- og bestemmelseslandet, samtidig med at det også er gavnligt for migranterne. Udvalget mener, at ordentlig styring af migrationen bør inkorporeres i målene for bæredygtig udvikling med forslag til passende lovgivningsmæssige foranstaltninger og støtte til beskyttelse af migranternes menneskerettigheder på hele migrationsruten og i bestemmelseslandet og med det formål at give dem muligheder i deres ophavsland for at lette trykket fra de ukontrollerede migrationsstrømme;

36.

konstaterer, at udviklingssamarbejdet giver mulighed for mere end blot den internationale hjælp med midler, som, til trods for at de ikke kan kvantificeres på samme måde som ODA, kan sætte gang i mulighederne for udvikling. Udvalget vurderer, at EU og medlemsstaternes udviklingssamarbejde aktivt bør integrere disse instrumenter og tilpasse de brugte kilder og instrumenter til forholdene i hver enkelt medlemsstat, herunder mellemindkomstlandene;

37.

støtter Kommissionens forslag om at iværksætte en ambitiøs plan for eksterne investeringer for at mobilisere private investeringer, styrke den tekniske støtte, der skal gøre det muligt for de lokale myndigheder og virksomheder at formulere projekter effektivt, og skabe et godt forhandlingsmiljø under behørig hensyntagen til de lokale og regionale myndigheders prioriteter for den territoriale udvikling. Udvalget mener, at planen bør være i overensstemmelse med målene i 2030- dagsordenen og bør lette de lokale og regionale myndigheders deltagelse, hvis den skal gennemføres ordentligt;

38.

er enig med Kommissionen i, at det er vigtigt at støtte ordningerne for regional integration for at styrke udviklingsprocesserne i de berørte lande og forbedre uddelingen af regionale offentlige ydelser med henblik på en bedre opfyldelse af 2030-dagsordenen, og accepterer revisionen af naboskabspolitikken ud fra de nye prioriteter i 2030-dagsordenen. Samtidig peger udvalget på det nødvendige i inden for rammerne af denne politik at styrke samarbejdet mellem regionerne gennem passende støtteforanstaltninger.

39.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger behovet for at fortsætte med at gøre udviklingssamarbejdet mere effektivt gennem brug af aftalerne fra Rom, Paris, Accra og Busan. Udvalget mener samtidig, at det er vigtigt at støtte udviklingen af den institutionelle kapacitet i medlemsstaterne og blandt andet opmuntre til, at partnerlandene også tager de lokale og regionale myndigheders hovedprioriteter i betragtning i deres nationale planer, således at samarbejdet kan give resultater og afspejle det relevante områdes og dets beboeres behov;

40.

mener ikke, at udviklingssamarbejdet alene er i stand til at finansiere de ændringer, der kræves i 2030-dagsordenen. Udvalget understreger derfor behovet for, at EU og medlemsstaterne bruger samarbejdet som en hjælpemekanisme til ekstra ressourcer, som kommer fra andre kilder, og som en katalysator for at ændre incitamenterne og fremme de positive ændringer i udviklingslandene;

41.

gentager, at landene i EU bør opfylde deres forpligtelser, hvis de vil fremstå troværdige på internationalt plan. Udvalget mener derfor, at landene bør tilstræbe at nå EU's mål i forbindelse med den internationale dagsorden for udviklingsfinansiering, og støtter, at landene bør opfylde de indgåede aftaler i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, herunder aftalerne om miljøfinansiering;

42.

bekræfter interessen for at tilpasse samarbejdet til omfanget af de instrumenter og foranstaltninger, som, ud over hjælpen, er ved at blive gennemført på internationalt plan som støtte til udviklingsprocesserne. Udvalget deler i denne sammenhæng interessen for at følge OECD's bestræbelser på at skabe en ny målestok inden for udviklingsfinansiering, herunder det nye koncept Total Official Support for Sustainable Development (den samlede offentlige støtte til bæredygtig udvikling);

43.

anerkender, at mange af de problemer, der berøres i 2030-dagsordenen, mangler gangbare tekniske svar, hvorfor det er nødvendigt at lede efter alternativer baseret på kreativitet, fremme af ekspertise samt teknologisk og social innovation. Udvalget mener, at det decentraliserede samarbejde i denne sammenhæng kan spille en vigtig rolle ved at overføre erfaringer fra de lokale og regionale miljøer;

44.

konstaterer, at 2030-dagsordenen med tanke på den effekt, som de samlede offentlige politikker har på udviklingsmålene, ikke kan realiseres, hvis afpasningen af politikker ikke forbedres kraftigt. Udvalget understreger desuden, at forbedringerne bør ske både generelt inden for de offentlige indsatsområder (horisontalt) og mellem de forskellige regeringsniveauer (lokalt, regionalt, nationalt og på EU-niveau), idet der anlægges en samlet myndighedstilgang (»Whole of Government«) i de offentlige politikker og programmer på kort, mellemlang og lang sigt;

45.

gør opmærksom på behovet for, at alle EU's samarbejdsaktører deltager i en gennemsigtighedsfremmende indsats, som også omfatter de ressourcer, som hver enkelt af dem har mobiliseret. Udvalget mener, at de offentlige myndigheder (EU, nationale, regionale og lokale) bør stå i spidsen for denne indsats for at forbedre ansvarligheden og kvaliteten i deres foranstaltninger;

46.

mener, at den bedste vej til at fremme en solid og vidtrækkende overgangsproces mod inkluderende og bæredygtig udvikling kan være at sørge for, at handlingsplanerne udføres lokalt med inddragelse af de aktører, der bor i områderne, og med støtte fra det decentraliserede samarbejde;

47.

gentager i den forbindelse sit tilbud om at bidrage til gennemførelsen af 2030-dagsordenen og til udvekslingen af viden og erfaringer med resten af de offentlige myndigheder og med de tilsvarende myndigheder i udviklingslandene gennem de lokale og regionale myndigheders platform (portal) for oplysninger og diskussion vedrørende udvikling, den halvårlige dialog om decentralt samarbejde og de internationale fora Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling (ARLEM) og Konferencen af Regionale og Lokale Myndigheder i Østpartnerskabet (Corleap). Udvalget ønsker at befordre og samordne det decentraliserede samarbejde mellem de lokale og regionale myndigheder i EU og lokale og regionale myndigheder i nabolandene inden for rammerne af specifikke initiativer, såsom Nicosiainitiativet om Libyen;

48.

anser det for vigtigt at udvikle en solid kommunikationspolitik for bæredygtig udvikling for at skabe en mere oplyst vision om udfordringerne og om de politikker, der må gennemføres, og opnå mere bevidst og engageret støtte fra borgerne, idet udviklingssamarbejdet og forpligtelserne som led i 2030-dagsordenen opfattes som en investering i fremtiden. Det er endvidere nødvendigt at forklare EU's borgere relevansen af målene for udviklingssamarbejde og hermed øge bevidstheden om de gensidige fordele ved denne politik såsom skabelse af områder med regional stabilitet. Endelig bør de forskellige interessenters aktiviteter synliggøres, herunder de aktiviteter, som lokale og regionale myndigheder står for, blandt disse regioner i den yderste periferi, som i årevis har udviklet effektive politikker for samarbejde med deres nabolande.

49.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter, at alle samarbejdets aktører løbende tilpasser deres rapporteringssystemer og indikatorer for gennemførelse af indholdet i 2030-dagsordenen. Udvalget går også ind for, at der udformes fælles sammenfattende beretninger, hvor der redegøres for fremskridtene i forhold til 2030-dagsordenen, så disse kan videregives til FN's politiske forum på højt niveau. Udvalget insisterer på, at de regionale og lokale myndigheder deltager aktivt i udarbejdelsen af disse beretninger og rapporterer om de handlinger, de har udført inden for deres kompetenceområder og gennem det decentraliserede samarbejde;

50.

mener, at det er nødvendigt at styrke de statistiske systemer for at overvåge 2030-dagsordenen. Udvalget gør opmærksom på behovet for, at denne styrkelse også sker med hensyn til udarbejdelsen af data på regionalt og lokalt plan for at sikre, at fremskridtene når ud til alle sektorer og områder.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/45

1.

Det Europæiske Regionsudvalg konstaterer, at rent og tilstrækkeligt vand, som en kilde til livet, er afgørende for vores sundhed og trivsel. Vand skaber mange muligheder for udvikling, men udgør også en trussel. Oversvømmelser, tørke og dårlig vandkvalitet truer vores liv, vores sundhed og vores velstand;

2.

roser Kommissionen for, at den i 2000 introducerede vandrammedirektivet (VRD), der suppleret med mere specifik EU-lovgivning (1) strømlinede en stor del af de tidligere bestemmelser, udformede en strategi for vandforvaltning på grundlag af vandområder og indførte ambitiøse langsigtede mål for vandforvaltningen;

3.

er klar over, at Kommissionen arbejder på følgende elementer i den europæiske vandpolitik:

4.

gør opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder har institutionelle og politiske vandforvaltningsopgaver og -kompetencer i de fleste medlemsstater og dermed varetager gennemførelsen af de fleste af EU's vanddirektiver. De lokale og regionale myndigheder har desuden ofte også ansvaret for politikområder, som er vigtige for en bæredygtig vandforvaltning såsom fysisk planlægning, infrastruktur, mobilitetspolitik, udstedelse af tilladelser, landbrug og landskabsforvaltning, vandforsyning, beskyttelse af overflade- og grundvand, klimatilpasning og beskyttelse mod oversvømmelser;

5.

noterer sig Rådets konklusioner om bæredygtig vandforvaltning af 17. oktober 2016. Udvalget støtter Rådets konklusioner om, at vand er en topprioritet og er enig i erkendelsen af, at vandforvaltningsopgaverne er forskellige i EU, og at der derfor er behov for fleksibilitet med hensyn til valget af løsninger, bl.a. det nødvendige i en infrastruktur til regulering af vandressourcer for at opnå en god miljø- og vandressourcetilstand og imødekomme efterspørgslen;

6.

henleder derfor opmærksomheden på, hvor vigtigt det er at overholde nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. De nationale, regionale og lokale forhold er for eksempel afgørende i forbindelse med foranstaltninger vedrørende genbrug af vand eller effektivitetsforbedringer på efterspørgselssiden (vandbesparelse), idet graden af vandtilgængelighed varierer fra sted til sted. Det er derfor vigtigt, at der, ud fra et europæisk perspektiv, gives plads til at anskue problemstillingen ud fra et nationalt, regionalt og lokalt niveau, og at kunne træffe de nødvendige foranstaltninger på disse niveauer;

7.

anerkender den meget ambitiøse frivillige dagsorden for byvand 2030, som blev fastlagt på konferencen »Cites and Water« i Leeuwarden i februar 2016 og opfordrer byer i Europa til at tilslutte sig den;

8.

støtter Kommissionens planer om, som led i gennemførelsen af handlingsplanen om den cirkulære økonomi i 2017, at fremlægge et forslag om minimumskrav til genbrug af vand og en (Refit)-revision af drikkevandsdirektivet (2), hvor der tages højde for, at eventuelle negative følgevirkninger ikke får uforholdsmæssigt store omkostninger for andre sektorer, som f.eks. landbruget;

9.

understreger, at forskellene mellem regionerne med hensyn til adgang til vand skal tages i betragtning. Der bør ikke være pligt til at genbruge vand, medmindre dette er nødvendigt. Grundlæggende kan genbrug af vand være en løsning i regioner, hvor adgangen til vand er problematisk;

10.

opfordrer, med henblik på en afbalanceret og sammenhængende tilgang, Kommissionen til at sikre, at genbrug af vand kun sker som en supplerende mulighed for vandforsyning og kombineres med sideløbende effektivitetsforbedringer på efterspørgselssiden, og at de mulige konsekvenser af reduceret adgang til vand analyseres og tages i betragtning;

11.

mener, at det er afgørende, at de lokale og regionale myndigheder benytter denne initiativudtalelse til at fremsætte anbefalinger om en bedre gennemførelse af EU's vandlovgivning, og at de fortsat inddrages intensivt i den fremtidige europæiske vandpolitik.

12.

Det Europæiske Regionsudvalg har allerede flere gange udtalt sig om spørgsmål vedrørende vandforvaltning. Denne initiativudtalelse er en opfølgning på tidligere udtalelser fra Regionsudvalget, som f.eks.:

13.

understreger, hvad angår klimaændringernes konsekvenser for vandforvaltningen, behovet for at sikre sammenhæng og konsekvens mellem EU-, nationale, regionale og lokale politiske foranstaltninger og foranstaltningerne i forbindelse med EU's strategi for tilpasning til klimaforandringerne og henviser i den forbindelse til udtalelsen »Mod en ny EU-strategi for tilpasning til klimaændringer — en integreret tilgang«, CdR 2430/2016;

14.

anerkender vandpolitikkens bredde og påpeger, at denne initiativudtalelse fokuserer på den nationale vandforvaltning, dvs. vandkvalitet, manglen på ferskvand og beskyttelse mod oversvømmelser. Vandforvaltningen i forbindelse med have og oceaner og dermed havstrategirammedirektivet og direktivet om maritim fysisk planlægning, som RU har behandlet i tidligere udtalelser, lades ude af betragtning.

15.

Det Europæiske Regionsudvalg henleder opmærksomheden på de kommende store udfordringer for vandforvaltningen som følge af klimaændringerne og den yderligere intensivering af arealanvendelsen:

16.

henleder opmærksomheden på vandsektorens store økonomiske værdi og den økonomiske betydning af god vandforvaltning, et par eksempler:

17.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, da der stadig er megen usikkerhed om omfanget og virkningen af de fremtidige vandproblemer, og de retlige rammer er forskellige, at politikker baseret på et »blueprint« kan betragtes som et godt udgangspunkt for at forbedre forbindelserne mellem de forskellige institutioner og for at udforske nye innovative metoder til politikudformning, som muliggør samarbejde mellem de forskellige sektorer ved at søge synergier og undgå konflikter. Det er nødvendigt at gennemføre en sådan form for fleksibel politik. Figuren nedenfor viser de forskellige muligheder;

18.

opfordrer i forbindelse med den kommende revision af drikkevandsdirektivet, foranstaltningerne vedrørende genbrug af vand, en eventuel revision af direktivet om rensning af byspildevand og på sigt revisionen af vandrammedirektivet Kommissionen til at undersøge mulighederne for en fleksibel vandpolitik. Denne sondering bør fokusere på de væsentligste betingelser for en fleksibel politik, dvs. helhedsorientering, informationsudveksling, fleksibilitet og differentiering i målsætninger og indsats samt innovation. Når Kommissionen undersøger mulighederne for en ny politik, bør den høre de lokale og regionale myndigheder for at sikre, at eventuelle fremtidige forslag er i de lokale og regionale myndigheders interesse og støtter, snarere end reducerer, de lokale og regionale myndigheders kompetencer.

19.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer Kommissionen til at omforme sine hovedsageligt sektorbaserede politikker til en helhedsorienteret politik og tilskynder den derfor til at sikre, at vandforvaltning indarbejdes som et tværgående element på andre politikområder, der er tæt forbundet med denne ressource såsom konsum, energi, landbrug, fiskeri, turisme, miljø osv.;

20.

mener, at forsigtighedsprincippet og princippet om at forureneren betaler fortsat skal være udgangspunktet for vandforvaltningen. Inden for rammerne af en differentieret tilgang bør alle muligheder imidlertid tages i betragtning, så de mest virkningsfulde og effektive løsninger sikres, og man i undtagelsestilfælde kan afvige fra de grundliggende principper. De nævnte løsninger opstår ved hjælp af innovative, målrettede og miljømæssigt bæredygtige, videnskabelige tilgange;

21.

påpeger i den forbindelse, at energi og energiomkostninger kan udgøre en stor hindring for udbredelsen af innovation og utraditionelle løsninger til imødegåelse af vandmangel som f.eks. transport af vand til tørkeområder eller afsaltningsanlæg og understreger, at anvendelsen af vedvarende energi såvel som muligheden for at udnytte vand som energikilde skal tages med i betragtning under udformningen af EU-politikker;

22.

gør opmærksom på den voksende brug af lægemidler som for eksempel antibiotika, hvor de aktive stoffer havner i overfladevandet via kloaknettet. Dette gør fremstillingen af drikkevand fra overfladevand mere kompliceret og kan også resultere i en højere risiko for antibiotikaresistens. Løsningen på dette problem skal findes ved at tage fat på de diffuse kilder til residual medicin: medicinrester og medicinophobning i urin og fækalier.

23.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at inkludere koncepterne grøn infrastruktur og naturlige vandbindingsforanstaltninger i deres vandpolitikker i tillæg til eller som alternativ til traditionelle såkaldte grå strukturforanstaltninger (f.eks. med henblik på at mindske den hydromorfologiske belastning i vandløbsoplande), i deres operationelle programmer, der støttes af ESI-fondene (f.eks. genopretning af vådområder og skove), eller i byplanlægningen (f.eks. til lagring af regnvand (til genbrug) eller til at øge vandbindingen med henblik på at reducere konsekvenserne af oversvømmelser);

24.

henleder opmærksomheden på behovet for at forbedre vandforvaltningen ved at hjælpe med at beskytte forsyningen af rent vand i en tid med naturkatastrofer (12);

25.

opfordrer lokale og regionale myndigheder til at samarbejde med forsikringsselskaber og de nationale regeringer om at sikre, at alle husholdninger, landbrugsbedrifter og virksomheder, der kan blive ramt af oversvømmelser, kan tegne en forsikring, som er overkommelig i pris. Der er behov for en yderligere indsats for at sikre, at alle aktører anerkender, at opbygning af modstandsdygtighed som udgangspunkt er den mest effektive metode til at minimere risici og reducere de langsigtede omkostninger ved naturkatastrofer.

26.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at målsætninger for de forskellige politikområder i sig selv er acceptable (»faste politikker«), men at de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger ofte er i konflikt med hinanden. Udvalget henleder opmærksomheden på, at der i regioner og byer, hvor gennemførelsen realiseres, ofte må foretages en afvejning mellem sådanne modstridende foranstaltninger;

27.

opfordrer Kommissionen til at styrke udvekslingen af oplysninger mellem vandpolitikkens aktører, de lokale og regionale myndigheder og beslutningstagerne i Bruxelles og tage højde for eksempelvis oplysninger om modstridende mål i nye politikker eller ved justeringer af eksisterende politikker.

28.

Det Europæiske Regionsudvalg forventer, at den planlagte revision af drikkevandsdirektivet vil forbedre overvågningssystemerne og analyseparametrene, sikre borgerne bedre adgang til information om drikkevandskvaliteten, løse problemet med lækager, udvikle en lovramme for små eller individuelle drikkevandsreserver, foreslå løsninger til problemerne som følge af de materialer, der er i kontakt med drikkevandet, og opdatere de eksisterende undtagelser fra lovgivningen;

29.

understreger, at en fremtidig revision af direktivet om rensning af byspildevand navnlig bør sigte mod at forbedre overvågningen, indberetningen og offentliggørelsen af data, og anbefaler kraftigt, at der tages hensyn til koblingen til den cirkulære økonomi og ressourceeffektiviteten i EU. I forbindelse med indberetning bør kravene til medlemsstaterne lempes, i det mindste med hensyn til de forpligtelser, de allerede har opfyldt;

30.

bifalder Kommissionens nye tilgang, hvor »afstanden til overholdelse« vurderes med fokus på de tilbageværende mangler i det reelt korrekt indsamlede, forbundne og behandlede spildevand som supplement til den officielle overholdelsesvurdering i forhold til de lovbestemte forpligtelser i henhold til direktivet om rensning af byspildevand. Udvalget noterer sig med tilfredshed, at Kommissionen i sin 8. gennemførelsesrapport om direktivet om rensning af byspildevand for første gang har behandlet og medtaget resultater fra regionalt niveau, og opfordrer Kommissionen til at bevare både »afstand til overholdelse« og de regionale tilgange og til at videreudvikle dem i samarbejde med lokale og regionale aktører;

31.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at mindske problemerne med vandknaphed og øge vandeffektiviteten yderligere, navnlig ved:

32.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at der findes en konflikt mellem vandkvalitetsmålsætningerne og den fælles landbrugspolitik, og opfordrer Kommissionen til at sikre en bedre tilpasning mellem disse to politikområder. EU bør undgå at skærpe sådanne modsætninger og de administrative byrder, som følger med forpligtelsen til at gennemføre potentielt modstridende lovgivning. I stedet bør EU snarere stræbe efter de mest effektive, omkostningseffektive og gensidigt forstærkende kompromisser;

33.

anser det for hensigtsmæssigt og nødvendigt, at direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, integreres i vandrammedirektivet med henblik på at standardisere foranstaltningerne til at opnå vandressourcer af god kvalitet og sikre en god drikkevandsforsyning;

34.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for en mere fleksibel og differentieret vandpolitik. Der er behov for fleksibilitet som følge af usikkerheden om de fremtidige udfordringer angående vand. Dette kræver en justering af mål og tilgang i vandpolitikken, der kan skabe balance mellem den nødvendige retssikkerhed, som gør det muligt at langtidsplanlægge og foretage dyre investeringer over mange år, på den ene side og behovet for om nødvendigt at tilpasse sig nye vilkår på den anden. Det er derfor nødvendigt med en differentieret målsætning alt efter tid og sted for at øge foranstaltningernes effektivitet og styrke opbakningen (13) til foranstaltningerne, uden at dette fører til et lavere ambitionsniveau;

35.

opfordrer Kommissionen til at udvikle et alternativ til overvågningsstandarden »one out = all out« i vandrammedirektivet. Princippet »one out = all out« giver et mindre klart billede af den reelle økologiske og kemiske tilstand og den indsats, der allerede er gjort for at forbedre vandkvaliteten. Også for at bibeholde opbakningen til de nødvendige foranstaltninger er det nødvendigt, at der udvikles et overvågningsinstrument, der tager højde for de resultater, der allerede er opnået i medlemsstaterne.

36.

Det Europæiske Regionsudvalg er overbevist om, at der udover politisk innovation er et stort behov for yderligere tekniske innovationer med henblik på at overvinde de nuværende og fremtidige udfordringer angående vand (14). Udvalget fremhæver med henblik på at støtte denne form for innovation den mulige fordel ved en EU-dagsorden for vandinnovationstiltag for at sikre et bæredygtigt og cirkulært samfund med intelligente vandløsninger. En sådan ramme kan hjælpe med at tilskynde medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til med støtte fra Kommissionen at anvende systemiske, innovative tilgange og etablere eller fremme partnerskaber i forbindelse med vandinnovationsprojekter. Selvom de nuværende platforme for udveksling af viden og finansieringsmuligheder er under udvikling, styrkelse og udvidelse, ser udvalget to flaskehalse, der hindrer realiseringen af innovative løsninger. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at:

37.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver, at vandforvaltning er et kapitalintensivt politikområde, hvor der foretages store investeringer. Disse investeringer vil fremover kun tiltage. Ved at skabe bredere rammer for kortlægningen af problemer og mulige løsninger og forbedre inddragelsen af beslægtede politiske områder (f.eks. landbrug, energi og sundhed), som allerede planlagt i den eksisterende lovgivning, bliver risikoen for fejlinvesteringer mindre, samtidig med at der skabes nye muligheder og en grobund for innovation. Udfordringen består i at træffe hensigtsmæssige afgørelser, som tager højde for, hvad vi ønsker at bevare for nærværende, men som også giver tilstrækkelig mulighed for at tage højde for de usikre fremtidige udfordringer under overskriften Manage the source of life!

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/51

1.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at mange af dets oprindelige anbefalinger vedrørende EU's tilpasningsstrategi (CoR 3752/2013) fortsat gælder og bør læses sammen med denne udtalelse. Det henleder især opmærksomheden på forslagene om en mere direkte sammenkædning mellem tilpasningsstrategien og klimamodstandsdygtighed og en videreudvikling af begrebet/vurderinger af »sårbarhed« i de forskellige områder, på forslaget om at lægge større vægt på tilpasningsløsninger, der er baseret på grøn infrastruktur, samt hensyn til biodiversitet og økosystemer, og på advarslen om, at det kan blive nødvendigt også at fastlæge scenarier for tillpasning til en temperaturstigning, som ikke er begrænset til 2 oC, hvis den globale indsats, der følger af Parisaftalen, ikke giver de ønskede resultater;

2.

anerkender, at der arbejdes på alle otte tiltag i EU's strategi for tilpasning til klimaændringer (tilpasningsstrategien), og resultaterne begynder at vise sig (f.eks. vedtagelse af nationale tilpasningsstrategier i 75 % af EU-medlemsstaterne, lancering af Mayors Adapt-initiativet, som nu er blevet integreret i borgmesterpagten), og det imødeser derfor Kommissionens evaluering og revision af tilpasningsstrategien. Det understreger, at der her er tale om en løbende proces, hvorunder også medlemsstaterne fortløbende bør ajourføre deres egne strategier, så de holder trit med udviklingen i videngrundlaget og de relevante lovrammer og internationale aftaler.

3.

Det Europæiske Regionsudvalg erkender, at selvom Kommissionen og medlemsstaterne er nøgleaktører, når det gælder fastlæggelse af de politiske og lovgivningsmæssige bestemmelser, er det primært de lokale og regionale myndigheder, der gennem konkrete tilpasningstiltag skal sikre, at deres områder bliver mindre sårbare over for de forskellige konsekvenser af klimaændringerne, og understreger derfor, at en velfungerende ramme for flerniveaustyring er af allerstørste betydning;

4.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til et tættere samarbejde mellem de forskellige myndighedsniveauer (EU, medlemsstaterne, regionale og lokale myndigheder) for at afstemme prioriteter, begrænse modstridende eller parallelle ikkesammenhængende processer til et minimum, maksimere synergier mellem strategier og planer udarbejdet på EU-niveau og nationalt niveau på den ene side og regionalt og lokalt niveau på den anden side og derigennem sikre større politikkohærens, og at tiltagene koordineres og supplerer hinanden;

5.

støtter EU-initiativer som borgmesterpagten for klima og energi og nye EU-partnerskaber om dagsordenen for byerne, der giver grobund for koordinerede styringsmodeller på flere niveauer og platforme for samarbejde. De kunne spille en rolle i overvejelser om byers og regioners behov og forbedre samarbejdet. RU imødeser tillige, at der i rette tid etableres et partnerskab om dagsordenen for byerne vedrørende den tematiske prioritet klimatilpasning, herunder dens økonomiske, sociale og miljømæssige dimension;

6.

understreger i den forbindelse behovet for større inddragelse af byer og regioner i udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale tilpasningsstrategier og -planer. Det opfordrer derfor EU's medlemsstater til at etablere passende institutionelle strukturer og platforme, som vil fremme fortsat høring og tættere samarbejde (bl.a. via arbejdsgrupper) på en måde, der tager hensyn til medlemsstaternes særlige karakteristika, og beder Kommissionen om at støtte og tilskynde denne udvikling;

7.

mener, at regionernes vigtige rolle bør komme bedre til udtryk i den reviderede tilpasningsstrategi (f.eks. i et særligt afsnit), og at der bør være bedre støtte til deres bestræbelser. Regioner varetager således en koordinerende/formidlende funktion i tilpasningsprocessen, idet de sikrer, at de prioriteter, der er fastlagt af medlemsstaterne, stemmer overens med de regionale behov og forventninger og omvendt. De kan tillige fungere som katalysatorer ved at støtte de lokale myndigheders indsats for at øge modstandsdygtigheden over for natur- og katastroferisici, opbygge kapacitet og udnytte de disponible midler, sådan som de regioner, der deltager i borgmesterpagten som »koordinatorer«, allerede har vist. RU opfordrer Kommissionen til i højere grad at anerkende det ansvar, regionerne påtager sig, og de tiltag, ikke blot de lokale men også de regionale myndigheder iværksætter, inden for rammerne af borgmesterpagten (sådan som det f.eks. sker i forbindelse med RegionsAdapt-initiativet);

8.

gør opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder opfatter manglen på en præskriptiv lovramme som en hindring for tiltag i visse medlemsstater. De så derfor gerne et klarere mandat til at iværksætte tilpasningstiltag fra EU og de nationale myndigheder. RU bifalder de nylige tiltag, som nogle medlemsstater har truffet på nationalt niveau for at integrere klimatilpasning i specifik lovgivning (f.eks. vandrammedirektivet og oversvømmelsesdirektivet);

9.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvor mange lokale og regionale myndigheder i EU og medlemsstaterne der har en tilpasningsstrategi eller -plan. På denne baggrund kunne Kommissionen i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder foreslå EU-dækkende og nationale mål om lokale og regionale myndigheders yderligere udvikling af lokale og regionale tilpasningsstrategier/-planer.

10.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver, at revisionen af tilpasningsstrategien — ud over at etablere en velfungerende ramme for flerniveaustyring — bør lægge større vægt på behovet for inddragelse af mange forskellige interessenter og en tværsektoriel (snarere end en silobaseret) tilgang for at gøre de lokale tilpasningstiltag mere effektive og bedre integrerede. Revisionen kunne medtage (eller henvise til) nogle få konkrete eksempler, som viser fordelene ved at arbejde sammen i stedet for hver for sig med henblik på samskabelse af løsninger på regionalt/lokalt niveau. Den slags deltagelsesbaserede tilgange bør i høj grad tilskyndes og fremmes, f.eks. via EU-finansierede projekter (såsom indkaldelser inden for rammerne af det fremtidige LIFE eller Horisont 2020);

11.

fremhæver vigtigheden af en grundig analyse af succesfaktorerne og hindringerne for de forskellige former for samarbejde mellem videnskabsfolk, fagfolk og politikere på lokalt/regionalt niveau. Disse oplysninger bør udmønte sig i praktiske anbefalinger, som er baseret på konkrete eksempler på (flerinteressent/offentlig-private) partnerskaber, der bør formidles bredt f.eks. via den europæiske klimatilpasningsplatform (Climate-ADAPT);

12.

minder om behovet for at øge bevidstheden om behovet for integrerede tilpasnings- og modvirkningstiltag gennem alle de mulige kommunikationskanaler for at opnå størst mulige synergier mellem klimapolitikkens to indsatsområder og undgå »uhensigtsmæssig tilpasning«. Med henblik derpå opfordrer RU Kommissionen til i forbindelse med revisionen at se nærmere på innovative mekanismer, der kan øge bevidstheden og accepten blandt lokale og regionale aktører (herunder borgere og virksomheder) og fremme adfærdsændringer.

13.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver betydningen af at opbygge yderligere kapacitet og udfylde hullerne i viden i europæiske byer og regioner, og mener, at Climate-ADAPT-portalen og det dertil knyttede værktøj vedrørende tilpasningstiltag i byerne, Urban Adaptation Support Tool, er et godt udgangspunkt for dette. Sidstnævnte skal imidlertid løbende styrkes og udbygges, kendskabet dertil skal fremmes, og forbindelsen til borgmesterpagtens platform gøres tydeligere, og det skal gøres mere brugervenligt. RU opfordrer Kommissionen til at inddrage byer og regioner i fastlæggelsen af, hvordan Climate-ADAPT-portalen indrettes, så den bedst muligt imødekommer deres behov, og i beslutningen om, hvorvidt den skal integreres i borgmesterpagtens websted;

14.

understreger behovet for hele tiden at indsamle eksempler på god praksis, der er blevet afprøvet lokalt/regionalt. Den gode praksis, som byer og regioner peger på, skal lagres i et enkelt, offentligt tilgængeligt register, som det er let at søge i (såsom Climate-ADAPT-portalen og/eller kataloget over benchmarks på borgmesterpagtens websted), for at fremme erfaringsudvekslingen mellem byer og regioner. Nærmere bestemt bør en sådan database være udstyret med funktioner, der gør det muligt at finde frem til eksempler, der er baseret på nogenlunde samme forhold (såsom klimabetingede risici, befolkningstæthed) eller geografiske karakteristika (såsom beliggenhed i eller tæt ved bjerge, en flod eller havet) med det sigte at udvikle tilpasningstypologier. RU er villig til at bidrage til kortlægningen af succesrig regional praksis og mobiliseringen af foregangsregioner med udgangspunkt i det arbejde, som er blevet udført af ENVE-underudvalget og gruppen af»RU's ambassadører for borgmesterpagten«, som bør udbygges og fremmes yderligere;

15.

fremhæver, at videnoverførsel også bør fremmes via samarbejde mellem byer. Kommissionen bør identificere, fremme og sikre tilstrækkelig finansiering til hensigtsmæssige peer-to-peer aktiviteter og mentoraktiviteter. De venskabsprogrammer, som allerede er iværksat under borgmesterpagten, har været en succes og værdifulde og bør derfor gentages og udbygges fremover (f.eks. via årlige indkaldelser af ansøgninger);

16.

opfordrer kraftigt Kommissionen til at styrke bestræbelserne for at fastlægge en gunstig ramme for kapacitetsopbygning i byer og regioner. Den store mængde EU-initiativer, -redskaber og -programmer, som allerede giver byer og regioner adskillige muligheder for kapacitetsopbygning (f.eks. workshops, webinarer, vejledninger), skaber på nuværende tidspunkt forvirring blandt dem, de er tiltænkt;

17.

mener, at Kommissionen — selvom der i særdeleshed med den nylige lancering af den nye one-stop-shop-portal inden for rammerne af EU's dagsorden for byerne er iværksat visse tiltag — bør præcisere, hvad der kendetegner de forskellige tjenester, som tilbydes byer og regioner med henblik på tilpasning, og hvordan de supplerer hinanden, og forpligte sig til at udfylde huller i viden, som opstår i forbindelse med denne kortlægning og gennemgang. Under det arbejde opfordrer RU Kommissionen til at:

18.

Det Europæiske Regionsudvalg anerkender, at alle myndighedsniveauer, herunder byer og regioner, har behov for en solid forståelse af klimarisici og sårbarheder i deres område som grundlag for at kunne træffe beslutninger og udforme politikker. Med henblik derpå opfordrer RU Kommissionen til at yde yderligere støtte til rammer for risici- og sårbarhedsvurdering på regionalt og lokalt niveau, da disse vurderinger danner udgangspunktet for enhver tilpasningsstrategi og understøtter evidensbaserede tiltag;

19.

understreger, at lokale og regionale myndigheder regelmæssigt gør opmærksom på, at 1) manglen på (adgang til) nyttig og forståelig klimainformation og 2) manglen på ekspertise og erfaringer inden for fortolkning af denne information udgør hindringer for tilpasningstiltag. Der er derfor behov for yderligere bistand i form af dokumentation og udveksling af god praksis, som i første omgang kan vejlede dem gennem den allerede eksisterende information og dernæst hjælpe dem med at nedjustere og udlægge virkningerne på by-/regionsniveau;

20.

opfordrer Kommissionen til at yde yderligere støtte til byers og regioners vedvarende bestræbelser inden for klimaprognoser og risikovurdering ved at optrappe de (forsknings)aktiviteter, der er knyttet til at finde de rigtige (risikomodellerings)værktøjer og -metoder, udvikle (makro)regionale scenarier for klimapåvirkningen og etablere netværk af klimatjenester (under Horisont 2020-programmet) på internationalt, europæisk og (sub)nationalt niveau. Den slags netværk af klimatjenester trækker på de relevante eksperter og dataleverandører (f.eks. forskning) og gør den eksisterende information og viden tilgængelig og forståelig for lokale og regionale politikere;

21.

fremhæver vigtigheden af støtte til afdækning af klimarisici med det sigte at fremme tilpasningstiltag og tiltrække investeringer. Adskillige nye frivillige og/eller privatdrevne initiativer til at afdække klimarisici er ved at tage form, og Kommissionen kunne støtte og fremme disse yderligere;

22.

hilser det i den forbindelse velkommen, at Kommissionen har taget initiativ til at se nærmere på mulighederne for samarbejde med forsikringsbranchen som vigtig leverandør af data og potentielle investeringer. Det opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af forsikringsordninger, som kan skabe incitamenter for risikoforebyggelse og fremme skadebegrænsning og til at samarbejde med forsikringsselskaber for at sikre, at de deler deres viden og ekspertise inden for risikomodellering og katastroferisikostyring med den offentlige sektor. De eksisterende vellykkede partnerskaber bør fremmes yderligere i den reviderede strategi som inspiration og motivation for andre. Derudover fremhæver det i denne sammenhæng, at der for byer og regioner, der af forsikringsselskaber vurderes til at være »højrisiko«, kan være særlige vanskeligheder forbundet med investeringer og udvikling, og det opfordrer Kommissionen til under revisionen at se på, hvordan den slags problemer kan løses.

23.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at den reviderede strategi skal lægge mere vægt på fordelene ved at foretage vurderinger af de socioøkonomiske følger af tilpasning. Den slags socioøkonomiske analyser er vejledende for beslutningstagerne, da de får et klarere overblik over de mulige omkostninger og gevinster ved aktiv tilpasning i forhold til ikke at gøre noget og bidrager derfor til at øge bevidstheden, forståelsen af kapacitetsbegrænsninger og indkredsningen af de mest økonomisk levedygtige politiske løsninger;

24.

gør opmærksom på, at byer og regioner har brug for yderligere information om de forskellige metoder, der findes, og som kan anvendes til vurderinger af den type (f.eks. cost-benefit, flerkriterier, interessentbeslutning, forsøg og iagttagelse) og deres relevans i forskellige kontekster, og foreslår derfor, at Kommissionen yder passende støtte via sine referenceplatforme: Climate-ADAPT og borgmesterpagten.

25.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver behovet for at give de lokale og regionale myndigheder de rigtige overvågnings-, rapporterings- og evalueringsværktøjer og -indikatorer til at skabe et videngrundlag for og understøtte den lokale tilpasningsplanlægning. Sidstnævnte kunne igen fremmes via referenceplatformene for tilpasning (Climate-ADAPT og borgmesterpagten);

26.

er overbevist om vigtigheden af at sørge for, at de internationale, europæiske, nationale og regionale/lokale rammer for overvågning, rapportering og evaluering er kompatible og bygger på hinanden, da det vil være garanti for sammenhæng og minimere byrden for byer og regioner;

27.

glæder sig over fremskridtene i den henseende siden offentliggørelsen af tilpasningsstrategien med udviklingen af resultattavlen for tilpasningsberedskab for EU-medlemsstaterne og borgmesterpagtens overvågnings- og indberetningsskemaer for de byer, som har undertegnet pagten, og finder det positivt, at de to er tæt forbundne, men mener, at der stadig er behov for yderligere fremme af og vejledning i brugen af dem (f.eks. på borgmesterpagtens websted);

28.

betoner, at der bør tilstræbes flere synergier med andre parallelle partnerinitiativer på internationalt og europæisk niveau (f.eks. Regions Adapt, CRAFT, modstandsdygtige byer), som har deres egne systemer for overvågning, rapportering og evaluering, men påpeger, at yderligere harmonisering eller samarbejde ikke bør være til skade for byers/regioners behov og interesser.

29.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder de eksisterende EU-finansieringsinstrumenter, der yder støtte til lokale og regionale klimatiltag (de europæiske struktur- og investeringsfonde, men også Horisont 2020, LIFE, Den Europæiske Solidaritetsfond, faciliteten til finansiering af naturkapital), men understreger, at det fortsat er adgangen til disse fonde, der er den største udfordring for byer og regioner. RU opfordrer derfor Kommissionen til at sørge for, at de europæiske lokale og regionale myndigheder får 1) lettilgængelig og forståelig information om de fonde og finansielle instrumenter, der yder støtte til udarbejdelse og gennemførelse af deres handlingsplaner, og 2) yderligere retningslinjer og bistand vedrørende adgang til og anvendelsen af de eksisterende instrumenter, eventuelt flere i kombination (f.eks. via skræddersyet uddannelse);

30.

minder om sit forslag om en »livscyklustilgang« til cost-benefit-analyser af kapital, så det sikres, at investeringer i klimamodstandsdygtighed betaler sig på lang sigt. Det bør kræves af regnskabs- og risikoregistre, at de medregner de økonomiske, miljømæssige og sociale følger af tiltag og anlægsinvesteringer, der ikke tager højde for klimaændringerne, eller følgerne af ikke at foretage sig noget;

31.

håber, at den reviderede strategi vil lægge større vægt på regionernes potentielle rolle med hensyn til at lette adgangen til bestemte finansieringsordninger. Nogle regioner medvirker allerede til at forvalte og omfordele EU's strukturfondsmidler, idet mindre projekter etableret lokalt af kommuner samles og slås sammen, eller de yder finansiering direkte. RU fremhæver imidlertid, at der er behov for yderligere retningslinjer, der kan hjælpe disse forvaltningsmyndigheder med at få fuldt udbytte af de EU-midler og innovative finansielle instrumenter, der er til rådighed;

32.

opfordrer Kommissionen til at se nærmere på idéen om en fast-track-adgang til finansielle instrumenter, navnlig for bestemte lokale og regionale myndigheder med udgangspunkt i faktorer som, at de i) allerede åbent har forpligtet sig til at iværksætte omfattende tilpasningsforanstaltninger (f.eks. ved at tilslutte sig borgmesterpagten), ii) har gennemført en omfattende risiko- og sårbarhedsvurdering eller iii) har udarbejdet en handlingsplan for tilpasning. Kommissionens revision af de forudgående betingelser for adgang til bestemte fonde og af udvælgelses- og tildelingskriterierne for tilskud under de forskellige programmer (Horisont 2020 og LIFE) kunne muliggøre og fremme en sådan hurtigere adgang. Denne kurs bør også undersøges mere resolut under de europæiske struktur- og investeringsfonde med en anbefaling om, at alle forvaltningsmyndigheder benytter den mulighed, der allerede findes i nogle regionale operationelle programmer, for at prioritere initiativer i handlingsplaner for bæredygtig energi og handlingsplaner vedrørende bæredygtig energi og klimaindsats, vedtaget af kommuner, som deltager i Borgmesteraftalen.

33.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder Kommissionens initiativ — under det forberedende arbejde med den næste flerårige finansielle ramme (FFR) — om at gøre status over udviklingen i gennemførelsen af de forskellige EU-fonde samt anvendelsen af tilskud og andre finansielle instrumenter (f.eks. erfaringer med LIFE-programmet og indlemmelse af klimatiltag i ESI-fondene). Dette bør være en hjælp til at 1) foreslå den rette sammensætning af både generelle og mere tilpasningsspecifikke finansieringsinstrumenter uden at begrænse de nødvendige budgetmæssige ressourcer til modvirkning af klimaændringer og 2) formulere anbefalinger til de kommende projektindkaldelser (f.eks. under LIFE- og Horisont 2020-programmerne) og derved udfylde de tilbageværende huller i finansieringen af lokale klimatilpasningstiltag;

34.

understreger, at LIFE-programmet, og mere specifikt de integrerede projekter for klimaindsatsen (IP'er) under LIFE, af byer og regioner betragtes som et af de vigtigste finansielle redskaber til at afprøve, gøre forsøg med og vise tilpasningstiltag via en tværsektoriel tilgang og på et udstrakt geografisk område (regionalt, flerregionalt, nationalt, tværnationalt) og opfordrer derfor kraftigt Kommissionen til at udvide og støtte det yderligere.

35.

Det Europæiske Regionsudvalg erkender, at mange europæiske byer og regioner har et enormt uudnyttet potentiale for at tiltrække flere investeringer, og at mange af dem tillige støder på alvorlige hindringer for at foretage deres egne investeringer;

36.

mener, at Kommissionen derfor fortsat bør søge efter nye metoder til at sikre, at lokale og regionale myndigheder investerer i tilpasningstiltag, og opfordrer Kommissionen til at sikre dem passende ekspertrådgivning, vejledning og støtte til at skabe grundlaget for rentable investeringer (f.eks. gennem Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning eller andre målrettede kapacitetsopbyggende aktiviteter) og indhente finansiering. Under revisionen kunne der fremlægges eksempler på mekanismer for inddragelse af private investorer og samarbejde med forsikringsselskaber, og Kommissionen bør yde yderligere støtte til pilotinitiativer i den henseende.

37.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at byer og regioner bør have hjælp til at finde den kombination af offentlige og private midler fra internationale, europæiske, nationale og lokale kilder, som i lyset af deres lokale forhold er mest hensigtsmæssig til finansiering af tilpasningstiltag. Som det blev fremhævet i midtvejsevalueringen af FFR 2014-2020, skal Kommissionen se nærmere på, hvordan det udækkede investeringsbehov kan afhjælpes ved at kombinere EU-, nationale og private midler.

38.

Det Europæiske Regionsudvalg anerkender, at den internationale dialog om klimaspørgsmål er blevet intensiveret i de senere år og har udmøntet sig i nye internationale aftaler som Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030, 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og Parisaftalen om klimaændringer — og opfordrer derfor Kommissionen til at forankre sin indsats yderligere i disse globale rammer, styrke sin rolle som forbillede samt bidrage til at skabe synergier mellem dem;

39.

understreger, at det grænseoverskridende aspekt af klimarisikohåndtering bør afspejles bedre i revisionen. I den henseende forekommer makroregionalt samarbejde at være en god metode til at fremskynde klimatilpasningen i EU, idet det fremmer informationsudvekslingen, og indsatsen samordnes på tværs af administrative grænser. Kommissionen bør derfor overveje at udvide og yde yderligere støtte til de tværnationale pilotinitiativer som f.eks. dem i Donauområdet, Østersøområdet, Alperne og området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav til andre makroregioner i og uden for Europa;

40.

opfordrer Kommissionen til at lægge større vægt på gevinsterne ved samarbejde mellem regioner (og byer). Med henblik derpå vil den nye globale borgmesterpagt for klima og energi give regioner andre steder i verden nye muligheder for at trække på europæiske erfaringer og eksempler, men samtidig være en lejlighed for europæiske lokale og regionale myndigheder til at lære af myndigheder i andre verdensdele;

41.

gør opmærksom på, at revisionen i lyset af UNFCCCS's nylige prognose for fremtidige migrationsstrømme bør uddybe forbindelsen mellem klimatilpasning og migration og derfor indeholde et nyt kapitel om de udfordringer og muligheder, der udspringer af migration som følge af klimaændringer. Med henblik derpå bør Kommissionen undersøge, hvordan byer og regioner i højere grad kan støttes i at finde løsninger på mobiliteten og muligvis integrationen af migranter og flygtninge;

42.

ønsker afslutningsvis, at gøre det klart, at det er meget interesseret i at deltage i interessenthøringen om revisionen af tilpasningsstrategien, som Kommissionen vil gennemføre i starten af 2017, og betragter anbefalingerne i denne udtalelse og i andre udtalelser om spørgsmål af relevans for tilpasning (1) for et godt udgangspunkt for den kommende debat.

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/57

1.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at kun 6 % af alle bedriftsledere i EU er under 35 år, og at mere end halvdelen er over 55 år. Den stigende andel af ældre mennesker er et generelt fællestræk for EU's befolkning på grund af en længere forventet levetid og faldende fødselstal. Denne tendens viser sig imidlertid tydeligere i landbruget end i andre økonomiske sektorer. Med ældre landbrugere, som lever længere, og med betydelige tilskyndelser for dem til at blive i landbruget og få incitamenter til at forlade det, ældes Europas landbrugsarbejdsstyrke gradvist, hvilket skaber væsentlige hindringer for nye aktører i landbruget;

2.

overordnet set hænger ældre landbrugeres modvilje mod at overdrage deres bedrift også sammen med det faktum, at landbrug er en fællesskabsbaseret livsstil, som har større betydning end den lovbestemte pensionsalder. I denne henseende adskiller landbruget sig fra mange andre økonomiske aktiviteter. Overdragelse hindres ofte af, at det er vanskeligt for ældre driftsledere i landbruget at forlade deres bedrifter og udfase landbruget, idet deres bopæl også er det sted, hvor de udfører deres landbrugsaktiviteter. Den generelle »hjerneflugt« fra landdistrikterne forværrer problemet, eftersom en stadig mere veluddannet arbejdsstyrke ikke længere er interesseret i beskæftigelse i landbruget;

3.

mener, at mange unge har tendens til at betragte landbruget som et uønsket erhverv på grund af lav indkomst, lavt investeringsafkast, lange arbejdstider, få muligheder for at holde ferie — navnlig for husdyravlere — og de adskillige forbundne risici og usikkerheder. Mens direkte overdragelse inden for familien stadig er den mest almindelige måde at etablere sig på som landbruger for første gang, er der tegn på et stigende antal nye aktører i landbruget, som ikke har arvet deres bedrift. Landdistrikternes udfordringer — begrænset eller vanskelig adgang til transport, dårlig kommunikation samt ringe uddannelsesmæssige, kulturelle, sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser — forværrer dette problem. En udviklet økonomi i landdistrikterne med tjenesteydelser og fritidsaktiviteter er en forudsætning for, at unge bliver i landdistrikterne. I modsat fald vil de ofte foretrække at flytte til byerne og finde beskæftigelse inden for andre erhverv end landbruget;

4.

mener, at manglen på unge mennesker, der forfølger en karriere inden for landbruget, bringer landdistrikternes økonomiske og sociale bæredygtighed i fare. Sikring af unge landbrugeres indkomst er en forudsætning for at bevare landbruget i hele EU og livsgrundlaget i landdistrikterne, således at Lissabontraktatens mål om territorial samhørighed opfyldes;

5.

gentager sin opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne om at være mere proaktive med hensyn til at opmuntre til og lette unges, navnlig kvinders, etablering i landdistrikter ved at fremme aktiviteter, der hjælper landbrugerne med at forene arbejds- og privatliv (1);

6.

mener, at der bør gøres en større indsats for at identificere og fjerne de hindringer, som kvinder stadig møder, når de starter og opbygger en karriere i sektoren;

7.

bemærker »Young Farmers Manifesto« (manifest for unge landbrugere), som i 2015 blev lanceret af Det Europæiske Råd for Unge Landmænd, og som efterlyser adgang til jord og lån via offentlige støtteforanstaltninger, lovgivning til at standse urimelig handelspraksis i fødevareforsyningskæden, foranstaltninger til reducering af svingende indkomster for unge landbrugere, retlig beskyttelse af alle EU-standarder i handelsforhandlinger og øgede salgsfremstød for producenter i EU samt støtte til adgangen til jord med henblik på at sikre og beskytte jorden og optimere unge landbrugeres arealanvendelse til fødevareproduktion;

8.

deler den bekymring, som blev udtrykt i Cork 2.0-erklæringen af 6. september 2016 med hensyn til affolkningen af landdistrikterne og ungdomsflugten, og er enig i, at der er behov for at sikre, at landdistrikter og landsbysamfund (landområder, bedrifter, landsbyer og mindre byer) forbliver attraktive steder at bo og arbejde ved at forbedre adgangen til tjenesteydelser og mulighederne for borgerne i landdistrikter og ved at fremme iværksætteri inden for både traditionelle landbrugsområder og nye økonomiske sektorer.

9.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at den aktuelle økonomiske krise har gjort adgangen til lån vanskeligere for mange unge iværksættere i landdistrikterne, som ofte mangler den fornødne sikkerhed til at stille garantier for deres lån, og mange står over for uforholdsmæssigt store administrative byrder;

10.

hilser oprettelsen af et garantiinstrument for landbruget, der skulle gøre det lettere for unge landbrugere at få adgang til lån, som foreslået af Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank i marts 2015, velkommen;

11.

glæder sig over, at der med reformen af den fælles landbrugspolitik 2014-2020 blev indført nye foranstaltninger til at støtte unge landbrugeres etablering af bedrifter. Udvalget udtrykker imidlertid bekymring over, at bureaukrati og administrative byrder kan hæmme udnyttelsen af disse foranstaltninger. Det må forhindres, at for mange bureaukratiske regler lægger hindringer i vejen for unge landbrugeres optimale udnyttelse af de nye foranstaltninger. I en række medlemsstater benytter unge landbrugere f.eks. partnerskabsordninger. Foranstaltningerne fra Bruxelles skal derfor tage højde for sådanne lokale juridiske og finansielle strukturer;

12.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre brug af de muligheder, der foreligger i henhold til den nye fælles landbrugspolitik for at støtte unge landbrugere og generationsskift, f.eks. støtte i henhold til artikel 50 og 51 i forordning (EU) nr. 1307/2013;

13.

henleder opmærksomheden på de muligheder, som ESI-fondene (2) giver unge landbrugere for at udforme og gennemføre finansielle instrumenter i form af lån, garantier eller aktiefonde med henblik på at give dem, der har behov for det, adgang til finansiering;

14.

mener imidlertid, at unge landbrugeres økonomiske stilling bedst og på mest effektiv vis kan styrkes, efter at de reelt har overtaget bedriften. Med henblik på at styrke den økonomiske stilling for unge landbrugere, der overtager bedrifter i partnerskabsordninger, bør artikel 50, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1307/2013 ændres. Regionsudvalget foreslår derfor, at hele det 2. punktum i artikel 50, stk. 5, udgår ved en eventuel fremtidig revision af forordningen, hvorved teksten bliver som følger: »Betalingen til unge landbrugere ydes pr. landbruger i en periode på højst fem år«. Regionsudvalget anmoder derudover Kommissionen om at finde en midlertidig løsning, som sikrer, at de unge landbrugere kan udnytte disse foranstaltninger på optimal vis;

15.

bemærker, at Kommissionen i henhold til omnibusforordningen, som denne foreslog i 2016, har til hensigt at udvide muligheden for at anvende finansielle instrumenter som støttetype, også i forbindelse med startstøtte til unge landbrugere, hvilket vil gøre det muligt at øge den finansielle støtte til denne gruppe under hensyntagen til instrumenttypen (støtten til et lån eller en garanti er meget lavere end støtten til et tilskud);

16.

mener, at der først og fremmest bør ydes støtte til familiedrevne landbrug, idet de skaber merværdi og beskæftigelse og fremmer generationsskiftet blandt landbrugerne, da det er lettere at overdrage rentable landbrug af en passende størrelse.

17.

Det Europæiske Regionsudvalg minder om, at Kommissionens rapport om unge landbrugeres behov viser, at manglende muligheder for at købe eller leje jord er det største problem for unge landbrugere og nye aktører i landbruget (4);

18.

erkender med bekymring, at landbruget bevæger sig stadig hurtigere væk fra landbrugsmodellen karakteriseret ved familiedrevne landbrug, og det i et sådant omfang at 2014 blev erklæret det internationale år for familiedrevne landbrug for at gøre opmærksom på dette problem på verdensplan. Udvalget mener, at det, fordi jord anses for at være en sikker investering for investorer, der ikke arbejder med landbrug, bliver mere og mere vanskeligt for unge landbrugere, som ønsker at etablere en landbrugsvirksomhed, at få adgang til jord;

19.

opfordrer Kommissionen til at evaluere de direkte og indirekte virkninger af EU's politik om koncentration af jordbesiddelser og land grabbing i Europa. For eksempel favoriserer den fælles landbrugspolitik og de tilskud, der ydes i henhold til denne, eksplicit store bedrifter og marginaliserer mindre bedrifter og kan påvirke forskellige sektorer på forskellige måder;

20.

mener i betragtning af, at en række medlemsstater har nationale retsforskrifter, der har til formål at forhindre en forceret koncentration af jordbesiddelser og udlændinges opkøb af jord — f.eks. gennem en forkøbsret — at medlemsstaternes og regionernes beføjelser bør udvides til regulering af landbrugsjord og med henblik herpå fastlæggelse af restriktioner, navnlig for at tackle det europæiske fænomen land grabbing og koncentration af jordbesiddelser, som begrænser unge landbrugeres muligheder, når de etablerer sig;

21.

selv om Kommissionen har meget begrænsede handlemuligheder med hensyn til at gribe ind i lovgivningen vedrørende markedet for landbrugsarealer (som henhører under medlemsstaternes kompetence), kunne følgende idéer undersøges nærmere:

22.

er af den opfattelse, at industri, fritidsaktiviteter og frem for alt voksende urbanisering fører til hurtig nyplanlægning og afvikling af landbrugsjord. Udvalget mener derfor, at lokalsamfundene bør inddrages i beslutninger om arealanvendelse og i den forbindelse tildeles yderligere rettigheder og muligheder.

23.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at der er behov for at give unge landbrugere langsigtede perspektiver for at tackle affolkningen i landdistrikterne og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre initiativer til støtte af iværksætteri, fremspirende industrier og arbejdsmarkedet inden for landbrug og skovbrug med henblik på at skabe nye og bevare eksisterende job inden for landbruget og gøre dem mere attraktive for unge;

24.

bemærker, at unge landbrugere har et stort og meget uensartet behov for uddannelse og information. Visse unge landbrugere har et væsentligt behov for teknologiske færdigheder og færdigheder i forbindelse med udviklingen af en landbrugsstrategi, mens andre har brug for iværksætterfærdigheder — som f.eks. markedsføring, kommunikation og finansielle færdigheder — for at bevare deres bedrifts rentabilitet. De er ikke altid opmærksomme på, at de kan drage fordel af alle disse forskellige typer af færdigheder, idet de har tendens til at drive deres landbrug på traditionel vis og ikke mener, at der er behov for forandring;

25.

mener derfor, at der bør gøres bestræbelser på at øge opmærksomheden om disse muligheder og fordelene ved opkvalificering på gymnasiale og videregående uddannelser. Lokale og regionale myndigheder samt nationale instanser og EU-instanser spiller en vigtig rolle i denne forbindelse;

26.

påpeger, at unge landbrugere også er unge iværksættere, og fremhæver derfor det store potentiale, som programmet »Erasmus for unge iværksættere« byder på (det finansieres af rammeprogrammet Cosme for SMV'ers konkurrenceevne). Programmet, som giver mulighed for grænseoverskridende udvekslinger, hvorved nye — eller vordende — iværksættere får lejlighed til at lære håndværkets hemmeligheder af erfarne iværksættere, bør opgraderes på passende vis og gennemføres, også i den primære sektor;

27.

minder om, at Det Europæiske Regionsudvalg i sin udtalelse om innovation og modernisering af økonomien i landdistrikterne anbefaler at modernisere erhvervsuddannelsesudbuddet i landdistrikterne og tilpasse det til de globale konkurrencevilkår og de lokale virksomheders behov samt øge de ESF-midler, der allokeres til erhvervsuddannelse i landdistrikterne (5).

30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/61

1.

Det Europæiske Regionsudvalg mener generelt, at begreberne »overdrevent« forbrug, »skadeligt« forbrug og »misbrug« bør defineres efter videnskabelige kriterier;

2.

konstaterer, at skadeligt alkoholforbrug medfører store omkostninger for samfundet; fremhæver, at de europæiske borgeres velbefindende, sundhed og velfærd bør have forrang frem for økonomiske interesser;

3.

mener, at foranstaltninger på sundhedsområdet udelukkende sigter mod at forbedre folkesundheden, fremme forskningen samt forebygge sygdomme og sundhedsfarer, herunder farer i tilknytning til livsstilsvaner såsom alkoholmisbrug;

4.

anerkender den særlige sårbarhed over for eksponering for alkohol under svangerskab og i barndommen og ungdommen og de neurologiske skader, der skyldes forstyrrelser i nervesystemets udvikling;

5.

understreger, at arbejdet med alkoholrelaterede spørgsmål skal gennemføres med respekt for nærheds- og proportionalitetsprincippet og sigte mod at supplere den nationale politik på området og medlemsstaternes folkesundhedsarbejde samt tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne;

6.

påpeger, at der skal tages hensyn til nationale alkoholvaner, sundhedssituationen og uligheder på sundhedsområdet samt kulturel, geografisk og historisk baggrund; Det er vigtigt, at de forskellige forudsætninger og behov i forskellige regioner og kommuner i Europa tages med i betragtning;

7.

fremhæver, at EU's institutioner har en vigtig funktion med hensyn til på forskellige måder at støtte medlemsstaterne med at fremme forskning og vurdere politikker, tiltag, indsatser og virkninger af ændret lovgivning og restriktioner;

8.

noterer sig betydningen af vinsektoren, der beskæftiger tre mio. personer (1), ølindustrien, der omfatter 2,3 mio. arbejdspladser samlet set i hele produktionskæden (2) samt spiritussektoren, som beskæftiger mere end 1 million arbejdstagere inden for produktion og salg (3). Produktionen gavner desuden turistbranchen og bidrager dermed til at skabe yderligere beskæftigelse.

9.

Det Europæiske Regionsudvalg konstaterer, at alkohol overordnet set er den største risikofaktor for den samlede sygdomsforekomst for personer i alderen 15-49 år foran rygning (4). Medlemsstaternes statistik viser, at alkoholforbruget er skyld i 1 ud af 7 dødsfald blandt mænd og 1 ud af 13 dødsfald blandt kvinder i aldersgruppen 15-64 år (5);

10.

er bekendt med, at risikoforbrug, misbrug og afhængighed af alkohol medfører store økonomiske omkostninger i form af produktionsnedgang (11,3 mia. EUR) og arbejdsløshed (17,6 mia. EUR) (6);

11.

noterer sig, at de direkte sociale omkostninger ved alkoholrelaterede skader i EU er beregnet til 155,8 mia. EUR, hvoraf størstedelen (82,9 mia. EUR) ligger uden for sundhedsområdet (7). Hvis også følgeskader medtages, dvs. skader, som kan ramme samfund og mindreårige piger og drenge, kvinder og mænd omkring dem, der drikker alkohol, fordobles de sociale omkostninger ved alkohol (8);

12.

understreger nødvendigheden af at træffe foranstaltninger til forebyggelse af vold med særligt fokus på de mest sårbare grupper og specifikke situationer såsom seksuelle overgreb i nattelivet;

13.

fremhæver, at det anslås, at de samfundsmæssige alkoholrelaterede omkostninger i gennemsnit udgør ca. 1,3 % af et lands BNP (9);

14.

understreger, at alkoholmisbrug er en risikofaktor for over 60 kroniske sygdomme. Forekomsten af kroniske sygdomme er stigende i EU, og udgifterne til sundhedspleje anslås til omkring 700 mia. EUR årligt (10).

15.

Det Europæiske Regionsudvalg efterspørger en ny alkoholstrategi for EU og ønsker at sikre, at EU's institutioner fortsat styrker medlemsstaternes kapacitet og en effektiv koordination. Regionsudvalget støtter dermed både Ministerrådets og Europa-Parlamentets krav om et stærkt politisk lederskab på dette område (11);

16.

påpeger, at EU's fælles arbejde bør omfatte anbefalinger og gode eksempler på, hvad der kan gøres for at styrke nationale, regionale og lokale aktiviteter;

17.

understreger, at Europa-Kommissionen skal støtte og ikke lægge hindringer i vejen for de medlemsstater, som vælger at udvikle deres alkoholforebyggende arbejde;

18.

fremhæver vigtigheden af, at det lokale og regionale niveau får mulighed for at bidrage med erfaringer og viden, da det er på disse niveauer, man har størst viden om behovene samt forudsætningerne for at forhindre skadeligt indtag af alkohol og begrænse alkoholens negative følger for samfundet. Det kommunale niveau er særligt vigtigt, fordi det er tættest på de mennesker og de lokalsamfund, som det er en del af;

19.

finder, at Kommissionens alkoholforebyggende arbejde inden for rammerne af den fremtidige indsats vedrørende kroniske sygdomme er godt, men ikke tilstrækkeligt, da det ikke omfatter det forebyggende perspektiv og følgeskader (12);

20.

EU's fælles indsats bør omfatte henstillinger med det mål at forhindre, at et overdrevent stort forbrug af alkohol og de dermed forbundne risici bliver det vigtigste attraktive aspekt ved markedsføringen af turistmål;

21.

finder det vigtigt, at det strategiske arbejde omkring alkoholrelaterede spørgsmål støtter og samordnes med igangværende internationalt arbejde. I den forbindelse understreger Regionsudvalget, at det fremtidige arbejde i højere grad bør sigte mod at skabe en synergieffekt i forhold til WHO's handlingsplan (13) og FN's mål for bæredygtighed;

22.

påpeger, at ikkestatslige organisationer er vigtige aktører i samarbejdet på grund af deres faglige viden og erfaringer på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt niveau.

23.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at i de fire år, der er gået siden den tidligere alkoholstrategis udløb (2006–2012) (14), er det arbejde og de samarbejdsplatforme, der blev etableret, CNAPA og EAHF, til dels blevet videreført. Der er stadig behov for disse og andre fora, hvor arbejdet med alkoholrelaterede spørgsmål kan tilrettelægges. Den kompetence og de erfaringer, der er skabt her, skal indgå i arbejdet og videreudvikles;

24.

gør opmærksom på, at både Action Plan on Youth Drinking and on Heavy Episodic Drinking (handlingsplan for unges alkoholforbrug og kraftigt lejlighedsdrikkeri) og Joint Action on Reducing Alcohol Related Harm (fælles indsats for at reducere alkoholrelaterede skader) udløber i 2016, og understreger, at det er absolut nødvendigt at forlænge handlingsplanen for børn og unge og/eller iværksætte en ny;

25.

understreger vigtigheden af støtte fra EU til forskning og til hurtigere at omsætte viden til praksis og nye arbejdsmetoder. Det er vigtigt at belyse, hvordan forskellige foranstaltninger samtidig kan bidrage til at mindske uligheden på sundhedsområdet;

26.

tilslutter sig udveksling af god praksis i og mellem medlemsstaterne. Dette er strategisk vigtigt, tilskynder til læring, viden og identificering af fælles spørgsmål. Tiltag og bestræbelser bør baseres på evidens og dokumenteret erfaring med omkostningseffektivitet;

27.

fremhæver vigtigheden af passende overvågning af alkoholpolitikkens udvikling. Det er vigtigt at videreudvikle de eksisterende databaser med sammenlignelige, pålidelige og standardiserede indikatorer, som anvendes til opfølgning og analyse;

28.

mener, at der bør nedsættes en videnskabelig gruppe, som skal støtte processen med indsamling af videnskabelige data.

29.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at markedsføring og reklamer går på tværs af landegrænser, og at samarbejde mellem medlemsstaterne derfor er af afgørende betydning;

30.

foranstaltningerne mod børns og mindreåriges eksponering for markedsføring af og reklame for alkoholiske drikkevarer bør være restriktive og sanktionerende, dvs. at såvel salg af alkohol til mindreårige som reklamer for alkohol rettet mod mindreårige bør forbydes;

31.

understreger betydningen af, at producenter og distributører af alkoholiske drikkevarer nøje overholder de gældende regler vedrørende marketing og reklamer;

32.

mener, at der i arbejdet med at mindske børns og unges eksponering for markedsføring af og reklamer for alkoholskaltages hensyn til markedsføring via sociale medier og internettet samt til produktplacering og andre produkter, der er relateret til alkoholmærker. I Finland har der siden 2015 været forbud mod brugen af konkurrencer og spil i markedsføringen af alkohol og forbud mod alkoholreklamer på offentlige steder og i sociale medier (15);

33.

gør opmærksom på, at sponsorering af idræts- og kulturbegivenheder er et voksende marked og en omkostningseffektiv markedsføringsstrategi. Unge er en gruppe, der på denne måde kan nås og eksponeres for markedsføring af alkohol, både på stedet og gennem tv-transmission af begivenheden;

34.

påpeger vigtigheden af, at der i al markedsføring af og reklamering for alkoholiske drikkevarer medtages information om risiciene ved misbrug;

35.

er bekendt med, at egenkontrol/selvregulering er meget anvendt i EU, for så vidt angår markedsføring af alkohol. Og det til trods for, at der både er uenighed om, hvorvidt der er evidens for denne metode på alkoholområdet (16), og at det ikke er tilstrækkeligt til at beskytte gravide kvinder, børn og unge mod alkoholens negative følger (17).

36.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at alt for mange børn og unge vokser op i familier med alkoholafhængighed og -misbrug. Antallet af børn, der bor i familier med et skadeligt alkoholforbrug, anslås til mellem 5 og 9 mio. børn i EU (18). Disse børn risikerer at få dårligere forudsætninger for uddannelse og en god sundhedstilstand;

37.

anser det for vigtigt, at man identificerer de indsatsområder, som medlemsstaterne bør tage fat på for at begrænse det massive alkoholindtag og drikkeriet blandt de unge, således at der opnås et sikkert og sundt miljø for børn og unge. Udvalget understreger således vigtigheden af at promovere fritidsaktiviteter og fester på en måde, så de ikke forbindes med indtag af alkohol;

38.

anerkender, at graviditets- og ammeperioden er særligt sårbar, idet alkohol medfører føtale forstyrrelser. Alkohol påvirker fosterets vækst og udvikling under hele svangerskabet, og man kender ikke til nogen sikker mængde alkohol, som en gravid kvinde kan drikke;

39.

er enigt i, at børnekonventionen omfatter beskyttelse af børn og unge mod alkoholens skadelige virkninger. De deltagende stater skal i henhold til artikel 33 anlægge et børneperspektiv samt efterspørge og tage hensyn til barnets eget perspektiv i alle beslutninger, der vedrører børn;

40.

mener, at forebyggende foranstaltninger med fokus på graviditet, barndom og teenagealder bør prioriteres ved at fremme en kultur for forebyggelse og sundhedsfremme;

41.

påpeger, at skolen spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme sundhed ved at styrke beskyttelsesfaktorerne omkring barnet og til at opdage børns alkoholmisbrug og børn, der risikerer at lide overlast. Skolens undervisning af børn om risici ved alkohol skal være evidensbaseret, da rent informative programmer og tiltag ikke har den ønskede effekt. Programmerne skal i deres helhed nå ud til alle aktører i uddannelsesmiljøet: eleverne, deres familier og lærerne;

42.

fremhæver, at det er vigtigt at mindske alkoholmisbruget blandt voksne, blandt andet via oplysningsarbejde, da voksne forbilleder er en forudsætning for at kunne optimere de forebyggende tiltags virkning over for unge og unge voksne. Oplysningsmateriale til både voksne og børn bør udarbejdes af uafhængige forskningsbaserede organer. Det er derfor vigtigt at samarbejde med hotel- og restaurationsbranchen om uddannelse i ansvarlig udskænkning af alkoholiske drikkevarer for at komme et overdrevent stort alkoholindtag blandt den voksne befolkning til livs;

43.

mener, at programmer for forebyggelse i familien bør prioriteres, eftersom familiemiljøet er afgørende for opdragelsen og uddannelsen af børnene og for videregivelsen af strategier, værdier, færdigheder og kompetencer.

44.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer EU-institutionerne til at forbedre alkoholmærkningen på EU-niveau og at færdiggøre rapporten om, hvordan alkoholemballage skal indarbejdes i den eksisterende lovgivning om indholdsdeklarationer med ingredienser, næringsindhold og kalorier. Udvalget understreger, at forbrugerne har ret til at vide, hvad produkter indeholder, for at kunne træffe kvalificerede valg;

45.

mener, at en specifik advarselstekst henvendt til gravide, børn, unge og bilister er et vigtigt supplement og et værktøj til at skabe opmærksomhed omkring og mindske risici ved alkohol. Det er vigtigt at tilpasse advarselsteksterne til de forskellige målgrupper. glæder sig over de skridt, som visse producenter og distributører allerede har taget på dette område;

46.

anbefaler, at uddannelse og informationskampagner bør fokusere på øget kendskab til risiciene ved et lejlighedsvist stort alkoholforbrug og på, hvor man kan få rådgivning, støtte og behandling;

47.

fremhæver den vigtige rolle, som massemedierne spiller med hensyn til at informere korrekt om risiciene ved alkoholforbrug.

48.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at socioøkonomisk sårbare grupper og unge rammes hårdere af sundhedsproblemer, og vil forhindre øget ulighed på sundhedsområdet. Et problem er alt for lavt prissat og lettilgængelig alkohol, som risikerer at føre til stort alkoholforbrug, og som i sidste instans kan føre til leverskader og for tidlig død (19). Medlemsstaterne kan overveje fælles tiltag, herunder forskning, for at forhindre salg af meget billig alkohol, hvilket omfatter salg via internettet;

49.

konstaterer, at tilgængeligheden af alkohol har betydning for omfanget af et skadeligt alkoholforbrug og alkoholrelaterede skader. Forskning viser, at øget adgang til alkohol fører til øget forbrug med øgede sundhedsproblemer og skader til følge (20);

50.

mener, at medlemsstaterne yderligere kan styrke restriktionerne for og overvågningen af salg og køb, også selv om de fleste medlemsstater har indført en aldersgrænse på 18 år. Andre muligheder er at begrænse antallet af salgssteder, forbyde drikkeri og salg af alkohol på offentlige steder på bestemte tider af dagen, begrænse åbningstider og alkoholbevillinger samt indføre en ansvarlig alkoholservering gennem uddannelse af fagfolk, distributører og ansatte i hotelbranchen. Restriktioner bør suppleres med overvågning af overholdelsen.

51.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at risikoforbrug, misbrug og afhængighed af alkohol øger risikoen for både sygefravær og dårligere arbejdsindsats samt indvirker negativt på andre mennesker. Alkoholpåvirkede personer udgør en sikkerhedsrisiko og er indblandet i 20-25 % af alle arbejdsulykker. Arbejdspladsen spiller en vigtig rolle med hensyn til forebyggende tiltag mod skadeligt alkoholforbrug (21);

52.

påpeger, at man bør overveje muligheden for, at personer, som overtræder et alkoholforbud, kan deltage i et uddannelsesprogram som et alternativ til bøder eller andre håndhævelsesforanstaltninger, især hvis den mistænkte er mindreårig;

53.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at der tidligt bør gribes ind over for alkoholforbrug på arbejdspladsen. Arbejdspladser bør vejledes i, hvordan de skal håndtere den slags situationer. Dette ville være god forebyggende sundhedspleje på arbejdspladsen;