31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/1

Ordfører:

Benjamin RIZZO

1.1.

opfordrer medlemsstaterne til at engagere sig mere på området uddannelse af høj kvalitet for alle for at opfylde EU's mål for 2020 og FN's mål for 2030;

1.2.

fremhæver betydningen af statsfinansieret uddannelse og erhvervsuddannelse af høj kvalitet for alle og understreger samtidig relevansen af at undervise borgerne i menneskerettigheder og deres rolle som borgere og at styrke de europæiske værdier i alle medlemsstaternes undervisningsprogrammer;

1.3.

går ind for mere støtte til førskoleundervisning (afgørende for sprogtilegnelse, socialisering, tilpasning til grundskoleundervisningen og senere uddannelse) og livslang læring (afgørende for en vellykket integration i samfundet og på arbejdsmarkedet);

1.4.

fremhæver behovet for at skabe uddannelsesmuligheder for unge, der forlader skolen tidligt, lavtuddannede og vandrende arbejdstagere samt for at anerkende resultaterne af ikkeformel og uformel uddannelse;

1.5.

mener, at fremtidens arbejde og udfordringerne i forbindelse med digitalisering er yderst vigtige emner, som EU og medlemsstaterne bør tillægge stor betydning i den politiske debat og i den sociale dialog om uddannelse af høj kvalitet for alle;

1.6.

opmuntrer EU og medlemsstaterne til i højere grad at tilstræbe synergier og samlede strategier for hele EU på området uddannelse for alle;

1.7.

minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at lærere og undervisningspersonale skal støttes i deres bestræbelser på at forbedre alle aspekter af deres faglige udvikling, så de kan forbedre deres arbejdspræstation. Udvalget anbefaler derfor at investere i lærernes og undervisernes kompetencer og dermed tilstræbe opnåelsen af balance mellem kønnene i forbindelse med ansættelser og tilbyde dem alle stabile ansættelsesforhold, gode karrieremuligheder og gode lønninger;

1.8.

anmoder om en mere effektiv anvendelse af EU-fondene, navnlig Den Europæiske Socialfond (ESF) og Horisont 2020 til støtte af uddannelse og erhvervsuddannelse af kvalitet, talentfremme samt forskning og innovation.

2.1.

EØSU noterer sig med glæde, at det maltesiske formandskab har valgt »uddannelse af høj kvalitet for alle« som et overordnet tema og har anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om dette emne. Europa må ikke glemme den vigtige rolle, som uddannelse af høj kvalitet for alle spillede i forbindelse med opbygningen af et europæisk samfund, der har forpligtet sig til at bevare de grundlæggende rettigheder og værdier. Malta sigter mod at fremme inklusion i mangfoldighed i formel og ikkeformel uddannelse via tilbud om lige og mangfoldige uddannelsesforløb. I den forbindelse afholdt Malta en uddannelsesuge i januar 2017 med fokus på »lighed og læring« og »digital uddannelse«.

2.2.

EØSU glæder sig også over, at Kommissionen den 7. december 2016 præsenterede tre meddelelser i form af »Ungdomsinitiativet« (1). Denne udtalelse fokuserer på meddelelsen »Forbedret og moderniseret uddannelse — undervisning af høj kvalitet for alle«. Desuden forventer EØSU som repræsentant for det europæiske civilsamfund på EU-plan at blive hørt og spille en aktiv rolle i forbindelse med en eventuel videreudvikling af disse initiativer. Som en første reaktion frygter EØSU imidlertid, at værdien af disse initiativer går tabt, når mange af vores samfund fortsat er pålagt økonomiske stramninger, som hindrer dem i fuldt ud at drage fordel af uddannelse af høj kvalitet.

2.3.

Selv om uddannelse henhører under de nationale regeringers beføjelser, mener EØSU, at EU bør udnytte sin indflydelse og finansielle kapacitet til at bistå medlemsstaterne i at investere mere i uddannelse af høj kvalitet for alle.

3.1.1.

Uddannelse af høj kvalitet bidrager til udviklingen af frie, kritiske, bevidste, aktive og selvstændige mænd og kvinder, der kan deltage i udviklingen af det samfund, de lever i, og har forståelse for de fælles værdier frihed og solidaritet. Den skaber også det grundlag, der giver folk mulighed for at klare udfordringerne på arbejdsmarkedet.

3.1.2.

En forpligtelse til uddannelse af høj kvalitet kræver konkrete foranstaltninger såsom at:

3.2.1.

EØSU mener, at et af hovedformålene med uddannelse er udviklingen af mennesker som anført ovenfor, men at erhvervsuddannelse er en disciplin og en aktivitet, der er mere relevant for operationelle formål, tæt knyttet til udviklingen af og adgangen til arbejdsmarkedet. EØSU har allerede vist forskellene og de indbyrdes forbindelser mellem uddannelse og erhvervsuddannelse, der ganske vist er sammenhængende størrelser, men har egne mål. I mange udtalelser har EØSU bidraget til anerkendelse af uddannelse som en grundlæggende menneskerettighed, et offentligt gode og et primært ansvar hos regeringerne.

3.2.2.

Af erklæringen om »fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikkediskrimination ved hjælp af uddannelse« (underskrevet af undervisningsministrene i Paris i marts 2015 efter angrebene i Frankrig og Danmark) fremgår det, at EU understreger viljen til at stå skulder ved skulder til støtte for fundamentale værdier, som ligger til grund for EU: respekt for den menneskelige værdighed, frihed, herunder ytringsfrihed, demokrati, lige muligheder, retsstaten og respekt for menneskerettigheder.

3.2.3.

Desværre har vold fra forskellige miljøer (herunder grupper fra den ekstreme politiske højrefløj, der støtter fremmedfjendske og racistiske teorier, terrorisme på baggrund af religiøse argumenter og skarp afvisning af flygtninge på flugt fra krig og konflikt) igen haft smertefulde konsekvenser i 2016. Undervisning i menneskerettigheder og borgerrettigheder samt EU's værdier bør derfor styrkes i alle uddannelsesprogrammer i medlemsstaterne.

3.2.4.

I den forbindelse må medlemsstaterne tilføje nye dimensioner til uddannelsesområdet, nemlig dets forbindelse til de grundlæggende rettigheder og fremtidens arbejde, og de må forberede sig på de kulturelle og funktionelle ændringer, der opstår på grund af miljøudvikling, samt sikre, at erhvervsuddannelserne passer til de opgaver og færdigheder, der er brug for i en økonomi med bæredygtig udvikling.

3.2.5.

En af udfordringerne i det moderne uddannelsessystem er evnen til at håndtere information. (»Informationskompetence«). Adgang til information er en borgerret, men håndteringen af denne information kan være kompleks. Udvælgelsen, fortolkningen og anvendelsen af information kan og skal formidles på en sådan måde i uddannelsessystemet, at det kommer både den enkelte borger og samfundet til gode. Evnen til at håndtere information er en af kriterierne for en uddannelse af høj kvalitet.

3.3.1.

I en rapport fra Eurostat oplyses det, at omkring 25 mio. børn svarende til 26 % af befolkningen i aldersgruppen 0-17 i EU i 2015 var truet af fattigdom eller social udstødelse. I 2015 var mere end en tredjedel af børnene truet af fattigdom eller social udstødelse i seks medlemsstater: Rumænien, Bulgarien, Grækenland, Ungarn, Spanien og Italien. Den største stigning er sket i Grækenland (fra 28,7 % i 2010 til 37,8 % i 2015, dvs. med 9,1 procentpoint). Disse bekymrende oplysninger viser klart, at der er en sammenhæng mellem krisen og øget fattigdom.

3.3.2.

I de seneste EU-rapporter om uddannelsessektoren fremlægges yderligere dokumentation for et argument, der optræder i mange tidligere civilsamfundsanalyser og -erklæringer, nemlig at fattigdom er tæt forbundet med familiernes og de sociale gruppers socioøkonomiske og kulturelle baggrund. Eurostat bekræfter, at andelen af børn, som er truet af fattigdom eller social udstødelse i EU, er lavere, jo højere uddannelsesniveau deres forældre har. I 2015 var næsten 2/3 (65,5 %) af alle børn af lavtuddannede forældre (højst grundskoleniveau) truet af fattigdom i forhold til 30,3 % af børn, som boede hos forældre med en mellemlang uddannelse og 10,6 % af børn med højtuddannede forældre.

3.3.3.

Uddannelsesmæssig fattigdom eller andelen af unge, der ikke opnår et minimumsuddannelsesniveau, er en af de største udfordringer i Europa i dag. Samtidig er kvaliteten af uddannelse og erhvervsuddannelse faldet som følge af den økonomiske krise og en stram budget- og finanspolitik, hvilket øger risikoen for fattigdom og social udstødelse og bringer princippet om offentlig uddannelse af høj kvalitet for alle i fare.

3.3.4.

Visse europæiske lande har besluttet at skære ned på uddannelsesbudgetterne, reducere lønninger, begrænse ansættelsen af personale, ophøre med at bygge skoler eller med at tildele tilstrækkelige midler til at opretholde en sikker og ordentlig infrastruktur i uddannelsesinstitutioner, hvilket er en tendens der bør vendes. I 2014 udgjorde de offentlige udgifter til uddannelse kun 1,1 % i faste priser, og ti medlemsstater nedbragte deres udgifter i 2014 i forhold til 2013 (2). EØSU opfordrer derfor på det kraftigste de nationale regeringer til at genoverveje og ændre de spareprogrammer, der i alvorlig grad kan berøre opfyldelsen af de forpligtelser, der er indgået på europæisk og internationalt plan på uddannelsesområdet såsom 2020- og 2030-dagsordenen.

3.4.1.

Fremtidens arbejde er et vigtigt emne, som bør have en central placering i den politiske debat og i den sociale dialog om uddannelse af høj kvalitet. Desuden omstrukturerer gennemgribende forandringer måden, hvorpå arbejdet udføres. Resultatet er, at arbejdsmarkedet til trods for, at der åbnes nye muligheder, ved at innovation omsættes til nye arbejdspladser, nu er præget af en høj grad af uforudsigelighed for både arbejdstagere og virksomheder. Og de omstillinger, som den digitale revolution medfører, øger følelsen af usikkerhed og kompleksitet yderligere, samtidig med at der er nye positive muligheder. Som anført i den første »Education and Training Monitor« udarbejdet af Junckerkommissionen er det kun en del af billedet at ruste folk til beskæftigelse. Uddannelse spiller også en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe et bedre samfund. Men i dag kan selv de mest kvalificerede arbejdstagere miste deres job. Selv om de er altafgørende, giver uddannelse og erhvervsuddannelse i sig selv ikke længere garanti for et godt, stabilt og vellønnet job. Uligheder på arbejdsmarkedet er endvidere tilsyneladende blevet en bekymring, der skal håndteres på passende vis.

3.4.2.

Erhvervsrettet uddannelse er af stigende betydning for at bekæmpe arbejdsløshed og bør forbedres samt gøres mere tilgængelig og relevant. Der bør afsættes tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til at sikre kvaliteten af uddannelsesresultaterne og de berørte personers beskæftigelsesmuligheder.

3.4.3.

En evalueringsrapport om investeringer under Den Europæiske Socialfond (ESF) i perioden 2007-2013 viser, at ved udgangen af 2014 havde mindst 9,4 mio. europæiske borgere fundet et job, og 8,7 millioner havde opnået en kvalifikation eller et eksamensbevis. Andre positive resultater, f.eks. øgede færdighedsniveauer, blev indberettet af 13,7 mio. deltagere. Disse positive nyheder bør tilskynde medlemsstaterne til løbende at bekæmpe arbejdsløsheden i Europa, som stadig er høj i mange af landene.

3.4.4.

EØSU anbefaler desuden, at EU og dets medlemsstater investerer mere i forskning og innovation for at skabe nye og bedre arbejdspladser for fremtiden.

3.4.5.

Den kønsbestemte lønforskel eksisterer stadig. Kommissær Věra Jourová erklærede i november 2015, at kvinder fortsat arbejder gratis i næsten to måneder hvert år, idet den gennemsnitlige timeløn er 16,4 % lavere for kvinder end for mænd. Hun erklærede desuden, at ligestilling mellem mænd og kvinder er en af de grundlæggende værdier i EU, men at vi i dag mindes om, at det ikke er en af unionens grundlæggende realiteter. I betragtning af feminiseringen af uddannelsessektoren bør lønningerne vurderes på ny, og karrieremulighederne forbedres.

3.5.1.

Medlemsstaterne bør bekræfte den rolle, som uddannelse i offentligt regi spiller med hensyn til at opnå ligestilling og social samhørighed. I betragtning af de seneste europæiske data om fattigdom og risikoen for social udstødelse må betydningen af uddannelse i offentligt regi med henblik på at opbygge et mere lige samfund ikke undervurderes.

3.5.2.

Uddannelse af høj kvalitet bør gøres lige tilgængelig for alle uden fortjeneste for øje. Regeringerne har hovedansvaret for at sikre tilstrækkelige midler til universelt tilgængelig uddannelse, således som de har forpligtet sig til på internationalt og europæisk plan. Investeringer i uddannelse, navnlig uddannelse i offentligt regi, bør være en politisk prioritet.

3.5.3.

Da ikke alle arbejdstagere har de nødvendige værktøjer til at kunne håndtere samfundsmæssige, personlige og faglige risici, er adgang til offentlige tilbud om videreuddannelse og omskoling af høj kvalitet og til passende social beskyttelse hele livet igennem af afgørende betydning. Som repræsentant for civilsamfundet på europæisk plan understreger EØSU, at der er behov for at styrke de offentlige faciliteter til uddannelse af arbejdsløse og vandrende arbejdstagere og tilføre dem flere midler.

3.5.4.

EØSU mener i øvrigt, at arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutionerne bør have kontrolbeføjelser og vurdere effektiviteten af de offentlige udgifter på uddannelsesområdet.

3.6.1.

I hele Europa står dialogen mellem arbejdsmarkedets parter i uddannelsessektoren over for en række udfordringer, der skyldes interne og eksterne faktorer. Mere akutte økonomiske problemer har ført til, at den sociale dialog er rykket nedad på den politiske dagsorden. Manglen på en effektiv social dialog afspejles i, at afgørelser, der påvirker undervisningspersonale og skoler ofte træffes uden for formelle konsultationer med arbejdsmarkedets parter. I mange lande er overenskomstforhandlingerne blevet indsnævret netop på et tidspunkt, hvor de burde udvides for at kunne håndtere de mange nye udfordringer, som uddannelsesinstitutionerne står over for.

3.6.2.

EØSU tilskynder derfor medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at styrke sammenhængen mellem den nationale og den europæiske sociale dialog og drøfte, hvordan man kan øge rækkevidden af de kollektive forhandlinger. Den europæiske sociale dialog i uddannelsessektoren er afgørende for at nå målene i Europa 2020-strategien og 2030-dagsordenen, idet den samler de europæiske arbejdsgivere og arbejdstagere på dette område, så de kan blive enige om, hvordan man skal imødegå de udfordringer, sektoren står over for. Hele uddannelsessektoren (forældre, studerende og civilsamfundsorganisationer osv.) bør også inddrages.

3.7.1.

I de senere år har verden ændret sig og er gået fra en overvejende produktionsdrevet til en mere serviceorienteret økonomi. Vidensdannelse er blevet en afgørende værdifaktor for såvel produktion som tjenesteydelser.

3.7.2.

Informations- og kommunikationsteknologi i en globaliseret verden har ændret den økonomiske integration og den indbyrdes afhængighed på alle niveauer. Desuden skaber den digitale omstilling store ændringer i industrien og servicesektoren. Dette omfatter overgangen fra traditionelle til digitale job. IKT anvendes på mange måder. Den fungerer også som støtte til sociale og/eller politiske virtuelle netværk. IKT spiller således en stadig større rolle i socialiseringen af børn og unge.

3.7.3.

IKT giver ganske vist muligheder inden for mange områder, men åbner også døren for reelle farer, f.eks. cyberkriminalitet, farligt og skadeligt indhold, øget kommercialisering af tjenesteydelser samt muliggør teknologisk overvågning og misbrug af personoplysninger. Beskyttelse af personoplysninger og informationssikkerhed på uddannelsesområdet skal behandles som en europæisk strategi. Desuden har en række europæiske lande indført nationale strategier til fremme af anvendelsen af IKT på forskellige områder, herunder en specifik strategi om uddannelse, men gennemførelsen er stadig forbundet med væsentlige vanskeligheder.

3.7.4.

Indførelse af digitalt udstyr i uddannelserne er et centralt emne for uddannelsessektoren og samfundet. Kommissionen har i sin digitale dagsorden og den strategiske ramme for uddannelse og erhvervsuddannelse 2020 fremhævet behovet for innovative undervisnings- og læringsmetoder i medlemsstaterne med henblik på at forbedre de digitale færdigheder og forberede arbejdstagerne på fremtidens digitale job. Forskningsundersøgelser og rapporter fra OECD og UNESCO peger i samme retning: Der er behov for at sikre, at uddannelsesinstitutionerne har det relevante udstyr til at anvende IKT i undervisningen og forbedre undervisernes kompetencer med hensyn til pædagogisk anvendelse af IKT på alle uddannelsesniveauer for at forme fremtiden.

3.7.5.

Indførelse af ny teknologi på uddannelsesområdet kan bidrage til at fremme de færdigheder, der er nødvendige for en tilpasning til en teknologi i hastig forandring samt til at forberede de studerende på livslang læring og aktivt demokratisk medborgerskab. Selv om IKT i uddannelserne har potentiale til at forbedre undervisning og læring, medfører den også mange udfordringer for lærere og studerende såsom dem, der er nævnt i denne udtalelse.

3.7.6.

Endelig skal det bemærkes, at hvis EU ønsker at fastholde en ledende position inden for videregående uddannelse og videnskabelig forskning, må unionen i højere grad investere i talentfremme, forskning og innovation.

3.8.1.

Det er velkendt, at lærerne spiller en central rolle for, om gennemførelsen af uddannelsesinitiativer og -programmer lykkes eller ej. EØSU opfordrer uddannelsesmyndighederne og -institutionerne til at levere løbende formel pædagogisk og teknisk støtte til lærerne for at hjælpe dem med at tilpasse sig de nye digitale systemer og undgå at anvende IKT på en måde, der fører til ringere arbejdsforhold. EØSU anbefaler at investere i uddannelse af undervisere og lærere og bestræbe sig på at sikre en ligelig kønsfordeling i forbindelse med ansættelser ved at vælge den bedste i deres erhvervskategori samt skabe stabile job og gode karriere- og lønvilkår.

3.8.2.

Da de nationale uddannelsesmæssige standarder forventes at ændre sig drastisk, bør undervisningspersonalets repræsentanter høres, når de nationale uddannelsesmyndigheder planlægger nye strategier og programmer, der udfordrer deres daglige arbejde. Emner såsom overtagelse, manipulation og præsentation af medier samt forlagsvirksomhed, udvikling af websteder, indlæsning af data, behandling af databaser, indsamling af oplysninger, samarbejdsmiljø og fildeling bør indgå i grund- og efteruddannelserne. Det er af afgørende betydning, at alle lærere er uddannet til at tilegne sig disse kvalifikationer og kompetencer.

3.8.3.

EØSU anbefaler endvidere, at medlemsstaterne letter mobilitetsmulighederne for lærere og undervisningspersonale, når de rejser til forskellige medlemsstater, og samtidig lader dem bevare deres socialsikring og pensionsrettigheder med henblik på at gøre undervisnings- og uddannelsesfaget mere attraktivt for de yngre generationer.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/7

Ordfører:

Lutz RIBBE

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) opfordrer endnu en gang (1) og med eftertryk til, at der bibeholdes og videreudvikles et selvstændigt EU-finansieringsprogram for miljø, beskyttelse og styrkelse af biodiversiteten, ressourceeffektivitet, bæredygtig udvikling, kommunikation og information samt fremme af ikkestatslige miljøorganisationer.

1.2.

LIFE har de seneste 25 år haft en afgørende betydning for den europæiske miljøpolitik — og i stigende grad også for bæredygtighedspolitikken. Det kan i dag med rette betegnes som en uundværlig del af EU's miljøpolitik, idet denne netop i høj grad er blevet styrket af LIFE.

1.3.

Denne styrkelse har fundet sted på to fronter. LIFE-projekterne har

1.4.

LIFE-programmet, som især har vundet anerkendelse som følge af dets konstante tilpasning til nye udfordringer, har endvidere vist et stort potentiale for og en stor vilje i civilsamfundet til at engagere sig i gennemførelsen og videreudviklingen af EU's miljø- og bæredygtighedspolitik. Gennemførelsen af EU-lovgivningen omfatter langt mere end blot en lovgivningsmæssig retsakt, som medlemsstaterne har en forpligtelse til at eksekvere. Miljø- og bæredygtighedspolitikken står og falder med borgernes accept, den skal være gennemsigtig og formidles på en gennemsigtig måde. Også her yder LIFE et helt afgørende bidrag.

1.5.

LIFE-projekter afslører ofte også på direkte eller indirekte vis de modsigelser, der er at finde i politiske afgørelser, også på EU-plan. Selvom dette måske kan stille nogle beslutningstagere i en vanskelig situation, skal det anses som et værdifuldt bidrag, der i sidste ende vil kunne medføre en bedre integration af miljøbeskyttelsen inden for andre politikområder.

1.6.

Gennemførelsen af FN's 2030-dagsorden (målene for bæredygtig udvikling) i europæisk politik udgør en af de store udfordringer, som EU kommer til at stå over for i de kommende år. LIFE vil skulle spille en understøttende rolle i den henseende. I den forbindelse er målet ikke blot at finde frem til de mest effektive gennemførelsesmetoder i en tæt dialog med arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundsgrupperne. Det drejer sig også om at få mange af Kommissionens tjenestegrene og — overført til medlemsstatsniveauet — mange ministerier, myndigheder og instanser, som hidtil har anset bæredygtighedspolitik for et område, de ikke har haft direkte berøring med, til at tænke på en ny måde for at få den meget omtalte integration af natur- og miljøbeskyttelsen inddraget på andre politikområder.

1.7.

EØSU anbefaler en række ændringer:

1.8.

Den klimapolitiske del bør udbygges yderligere, først og fremmest med henblik på eventuelle tilpasningsforanstaltninger, som særligt udsatte borgere, landbrugere, byer/kommuner og regioner kan iværksætte.

2.1.

LIFE-programmet, der blev introduceret i 1992, er EU's vigtigste program til miljøfremme. Programmet har til formål at beskytte biodiversiteten og levestederne (navnlig ved hjælp af Natura 2000-nettet) samt fremme ressourceeffektivitet, klimabeskyttelse, kommunikation og information. LIFE har fået tildelt ca. 3,456 mia. EUR i perioden 2014-2020 sammenlignet med omkring 2 mia. EUR i den foregående syvårige periode.

2.2.

Programmet har følgende overordnede mål:

2.3.

Sammenlignet med støtteperioden 2007-2013 har LIFE-programmet nu en lang række nye kendetegn:

2.4.

I støtteperioden 2014-2020 er LIFE udformet som følger:

2.5.

Kommissionen foretager inden den 30. juni 2017 en midtvejsevaluering af LIFE-programmet, og den har anmodet EØSU og Regionsudvalget om at udtale sig om den nye udformning af LIFE, under hensyntagen til ændringerne i 2014, inden denne midtvejsevaluering offentliggøres.

3.1.

EØSU vurderer, at det stadig er for tidligt at komme med en kvalificeret »midtvejsevaluering« af den aktuelle programfase, idet de første projekter under den nye programfase først blev fastlagt i 2015, og langt den største del af disse projekter endnu ikke er blevet afsluttet, og da slet ikke vil kunne evalueres. Udvalget ønsker imidlertid alligevel — set i lyset af vurderingen af de hidtidige programfaser — at yde et første bidrag til LIFE-programmets udformning i støtteperioden 2021-2028.

3.2.

LIFE har de seneste 25 år haft en afgørende betydning for den europæiske miljøpolitik — og i stigende grad også for bæredygtighedspolitikken. LIFE har ydet et ekstremt vigtigt bidrag til biodiversitetsbeskyttelsen. Det kan i dag med rette betegnes som en uundværlig del af EU's miljøpolitik, idet denne netop i høj grad er blevet styrket af LIFE.

3.3.

Denne styrkelse har fundet sted på to fronter. LIFE-projekterne har

3.4.

LIFE har med mange af de projekter, der hidtil er blevet støttet, vist et stort potentiale og en stor vilje i civilsamfundet til at engagere sig i gennemførelsen og videreudviklingen af EU's miljø- og bæredygtighedspolitik. Gennemførelsen af EU-lovgivningen omfatter langt mere end blot en lovgivningsmæssig retsakt, som medlemsstaterne har en forpligtelse til at eksekvere. Miljø- og bæredygtighedspolitikken står og falder med borgernes accept, den skal være gennemsigtig og formidles på en gennemsigtig måde. Også her yder LIFE-programmet et helt afgørende og uundværligt bidrag.

3.5.

LIFE-projekter afslører ofte også på direkte eller indirekte vis de modsigelser, der er at finde i politiske afgørelser, også på EU-plan. Selvom dette måske kan stille nogle beslutningstagere i en vanskelig situation, skal det anses som et værdifuldt bidrag, der i sidste ende vil kunne medføre en bedre integration af miljøbeskyttelsen inden for andre politikområder.

3.6.

Og dermed er vi også nået frem til LIFE-programmets begrænsninger: LIFE kan og bør ikke påtage sig at afhjælpe de mangler, der skyldes en mangelfuld gennemførelse af den eksisterende miljølovgivning eller en manglende hensyntagen til de miljømæssige behov på andre politikområder. Dette kan beskrives med udgangspunkt i tre eksempler:

3.6.1.

LIFE kan eksempelvis bidrage til at tydeliggøre over for offentligheden, at EU's luftkvalitetspolitik hovedsageligt har til formål at nedbringe den sundhedsmæssige fare, som befolkningen udsættes for på grund af skadelige stoffer. LIFE er dog ikke i stand til at løse konflikter såsom de eksisterende konflikter i f.eks. Tyskland mellem miljø- og trafikpolitikkerne, hvor nøglespørgsmålet er, hvilket aspekt der skal prioriteres (beskyttelsen af bybefolkningens sundhed mod partikler eller bilisternes ret til fri mobilitet).

3.6.2.

LIFE har bl.a. via projektet »Urban Bees« (3) på bedste vis demonstreret over for den brede befolkning, hvor stor betydning bestøvere har, hvilke risici de er udsat for, og hvilke muligheder der findes for at beskytte dem. Risiciene, eksempelvis som følge af specifikke landbrugspraksisser eller godkendelser af sprøjtemidler, der potentielt er farlige for bier, kan kun reduceres, hvis andre EU-tjenestegrene arbejder tilstrækkeligt hårdt for sagen, og det gældende forsigtighedsprincip anvendes på konsekvent vis.

3.6.3.

Siden 1999 har Østrig finansieret et vellykket program til beskyttelse af en truet fiskeart på globalt plan, nemlig donaulaksen (4). Finansieringen stammer fra offentlige midler på i alt 45 mio. EUR — hvoraf en del stammer fra LIFE-programmet. Savaflodens afvandingsområde er udbredelsescentrum for denne art. En aktuel studie viser, at der er planer om at etablere omkring 600 vandkraftværker i donaulaksens udbredelsesområde. Eksperterne går ud fra, at bestanden af donaulaks vil blive reduceret med op til 70 % som følge af disse indgreb. Nogle af vandkraftværkerne etableres med støtte fra EU-midler.

3.7.

Derfor bifaldes det også, at LIFE nu i højere grad fokuserer på en bedre gennemførelse af lovgivningen, ikke kun hos de relevante myndigheder, men også hos de kontrollerende instanser.

3.8.

EØSU glæder sig over den store fleksibilitet og tilpasningsevne set i forholde til nye udfordringer og de afledte erfaringer, som vedvarende har kendetegnet LIFE-programmet de seneste år. Dette afspejles også i den nye budgetperiode 2014-2020:

4.1.

Programmer kan altid blive bedre. EØSU bekræfter (6) dog i første omgang sin eftertrykkelige støtte til videreførelsen af dette rent budgetteknisk separate finansieringsprogram ud over den aktuelle budgetperiode. På trods af de mange positive fremskridt og på trods af de retningsvisende beslutninger (bl.a. FN's 2030-dagsorden, klimaaftalerne fra Paris, EU's biodiversitetsstrategi) er miljøproblemerne langt fra blevet løst, og omstillingen i retning af en ressourcebesparende, lavemissions- og biodiversitetsbeskyttende EU-politik er endnu ikke blevet indledt på vellykket vis, hvorfor der stadig er brug for denne videreførelse. Det modsatte er tilfældet: Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur anfører selv i flere rapporter, at der p.t. er tale om en stigning i belastningsgraden (7).

4.2.

Det fremgår tydeligt af analyserne inden for rammerne af REFIT-processen for naturbeskyttelsesdirektiverne, at den lovmæssige ramme har en hensigtsmæssig udformning, men at de finansielle midler til en målrettet forvaltning af Natura 2000-nettet langt fra er tilstrækkelige. Denne grundlæggende opgave, som er en del af biodiversitetsbeskyttelsen i Europa, skal hurtigst muligt sikres en passende finansiering.

4.3.

LIFE-programmets kontinuitet er afgørende for EU-miljøpolitikkens effekt og troværdighed. Dette skal sikres gennem den horisontale integration af det syvende miljøhandlingsprogram, FN's bæredygtighedsdagsorden og klimaaftalerne fra Paris inden for alle europæiske politikområder og finansieringsprogrammer. EØSU minder om, at udvalget flere gange har støttet et miljøorienteret og mere retfærdigt europæisk semester.

4.4.

Indførelsen af to nye finansieringsinstrumenter som pilotprojekter i LIFE-programmet var en fornyelse, som EØSU hilser velkommen. Det er for tidligt at udtale sig om denne tilgang, da der først lige er blevet truffet beslutning om de første projekter fra de to faciliteter (faciliteten til finansiering af naturkapital (NCFF) og instrumentet til privatfinansiering af energieffektivitet (PF4EE)), og de endnu ikke er blevet gennemført.

4.5.

Denne tilgang er udtryk for en helt ny kurs til skabelse af innovative finansieringsmuligheder for naturbeskyttelsesprojekter og energieffektivitetsprojekter hos mindre private investorer. Dette er en nødvendighed, idet de klassiske finansieringsformer ofte har fået tilsvarende projekter til at mislykkes.

4.6.

P.t. er det svært at sige, hvor succesfuld denne programdel i sidste ende bliver, hvorvidt det etablerede samarbejde med EIB viser sig at understøtte målopfyldelsen, hvorvidt ansøgningsproceduren er tilstrækkelig enkel og finansieringsbetingelserne, herunder anvendelsen af risikokapital, er passende. Det er grunden til, at EØSU anmoder om, at der fremlægges en meget detaljeret evaluering af denne del af det nye LIFE-program på et senere tidspunkt.

4.7.

Kommissionen bør i sin egen evaluering endvidere undersøge, hvordan det i givet fald bedre vil kunne lykkes at omdanne LIFE-støttede projekter til reelle »pilotprojekter«, dvs. efterligne dem andre steder i Europa med udgangspunkt i overførsel af knowhow og økonomisk gennemførlighed — så vidt muligt uden yderligere støtte. Et tiltag kunne bestå i at få projektaktører fra særligt succesfulde projekter til i en senere projektfase at besvare netop dette spørgsmål.

4.8.

EØSU opfatter LIFE som en finansieringsfacilitet til gennemførelse af EU-foranstaltninger og -politikker og ikke som et program primært til finansiering af projekter af national interesse. Der kan uden tvivl være tilfælde, hvor de LIFE-projekter, der ansøges om fra civilsamfundsorganisationers side, f.eks. er af europæisk, men i mindre grad af national interesse. Medfinansieringsspørgsmålet skal fremover løses på en måde, som sikrer, at de pågældende projekter ikke mislykkes som følge af afvisningen af en national medfinansiering (EØSU har kendskab til sådanne sager). Desuden opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge om der, navnlig for NGO'er, kan anvendes højere medfinansieringssatser. Især for NGO'er udgør egenandelen ofte en hindring, der er vanskelig at overvinde. Hertil kommer, at disse midler ofte stammer fra offentlige budgetter og de medfinansierende myndigheder ofte fører en tydelig »udvælgelsespolitik«.

4.9.

De såkaldte »integrerede projekter« udgør en særlig form, der er blevet udviklet inden for rammerne af LIFE, og EØSU påskønner deres betydning. »Belgian Nature Integrated Project (BNIP)«, som omfatter Belgiens samlede areal, integrerer 28 interessenter, fremmer 18 specielle beskyttelsesprojekter, 48 klart afgrænsede tiltag og i alt over 300 forvaltningsplaner (f.eks. på Natura 2000-området), er et godt eksempel på et sådant projekt. Projektet har samlet 52 medarbejdere i syv forskellige teams. Der er på vellykket vis blevet bygget bro mellem de forskellige EU-finansieringspuljer, der er adgang til, og de nationale ressourcer.

I fremtiden bør netop disse indholdsmæssige og strukturelle forbindelser udbygges yderligere. Eksempelvis bør der skabes potentielle synergieffekter mellem LIFE og en mere miljøvenlig fælles landbrugspolitik.

4.10.

Der er dog ikke blot forbedringspotentiale, hvad angår den indholdsmæssige forbindelse mellem LIFE og den fælles landbrugspolitik. Der er under alle omstændigheder brug for væsentlige nye administrative eller budgettekniske tiltag.

4.11.

Hidtil har EU-fondene for regional udvikling og den anden søjle i den fælles landbrugspolitik udgjort det centrale instrument til finansiering af Natura 2000-nettet. Dette tager udgangspunkt i et forslag fra Kommissionen fra 2004 (8). EØSU støttede på daværende tidspunkt forslaget, under forudsætning af at der også ville blive stillet formålsbestemte midler af en tilstrækkelig størrelse til rådighed inden for de førnævnte fonde. Idet dette ikke har været tilfældet, anser EØSU strategien for at være utilstrækkelig (9).

4.12.

De midler, der hidtil er blevet stillet til rådighed, dækker ikke engang tilnærmelsesvis de beløb, der er nødvendige for at kompensere for de standarder, der gælder på naturbeskyttelsesområdet, og for at kunne udarbejde forvaltningsplaner og gennemføre de nødvendige foranstaltninger. Natura 2000 udgør et klassisk opgaveområde underlagt EU's ansvar, hvorfor budgettet også her skal skabe klarhed.

4.13.

Udvalget foreslår i stedet for, at alle midler til gennemførelse og opretholdelse af »Natura 2000-nettet« i den næste budgetperiode findes i LIFE-programmet, og at programmets budget forøges i tråd hermed. Udvalget anmoder endvidere Kommissionen om at afklare internt, hvorvidt LIFE ikke også ville være et passende instrument til gennemførelse af »de transeuropæiske net Grøn infrastruktur« (10). Det vil i så fald være nødvendigt at vurdere finansieringsbehovet og opfylde det. I denne forbindelse er det vigtigt at sikre sammenhæng mellem alle støtteforanstaltninger, så det undgås, at der ydes modstridende eller dobbelt støtte fra andre EU-fonde.

4.14.

EØSU understreger, at finansieringen af Natura 2000-nettet udgør en grundlæggende investering i en vigtig del af Europas grønne infrastruktur, som munder ud i en øget livskvalitet, højere miljøkvalitet og højere lokale indtægter.

4.15.

Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling i henhold til FN's 2030-dagsorden i europæisk politik vil medføre et krav om grundlæggende ændringer i de politiske tilgange i Europa (11). Det er endvidere nødvendigt

4.16.

EØSU anbefaler Kommissionen at skabe nye aktiviteter og projektmuligheder i den nye LIFE-fase efter 2020 til styrkelse af de krav, der er anført i 4.15.

4.17.

Spørgsmålet er, om det i fremtiden ikke vil være mest hensigtsmæssigt at benytte Kommissionens klassiske forskningsmidler til de klassiske forskningsprojekter, der tidligere delvist er blevet finansieret via LIFE. Dette ville skabe en klar afgrænsning til Horisont 2020.

4.18.

Den del af LIFE-programmet, der vedrører klimapolitiske spørgsmål, bør udbygges yderligere, først og fremmest med henblik på eventuelle tilpasningsforanstaltninger, som særligt udsatte borgere, landbrugere, byer/kommuner og regioner kan iværksætte.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/15

Ordfører:

Krzysztof BALON

1.1.

I betragtning af at fattigdom og social udstødelse fremmer populistiske tendenser i mange af EU's medlemsstater, hilser Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) med tilfredshed konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 16. juni 2016 med titlen »Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse: en integreret tilgang« (1) og anbefaler, at der i det næste finansielle overslag oprettes en integreret europæisk fond til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, som tager udgangspunkt i de hidtidige erfaringer med gennemførelsen af Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD) og Den Europæiske Socialfond (ESF).

1.2.

I betragtning af at der kan være tale om en række forskellige problemer og målgrupper i de enkelte medlemsstater, herunder forskellige migrationsformer, bør den erfaring og kapacitet, der ligger hos civilsamfundsorganisationerne, udnyttes fuldt ud ved anvendelsen af en sådan fond. Derfor bør disse organisationer tildeles en ledende rolle i planlægningen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen. Fonden bør også bidrage til at opbygge civilsamfundets netværkskapacitet med særlig fokus på støtteorganisationer.

1.3.

EØSU mener, at Kommissionen bør være mere effektiv i sin overvågning af udnyttelsen af ESF i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse og af FEAD til fremme af integrationsforanstaltninger i medlemsstaterne inden for rammerne af de nuværende finansielle overslag. Civilsamfundsorganisationerne og personer, der oplever fattigdom og social udstødelse, bør inddrages tæt i overvågningen.

1.4.

EØSU anser samarbejdet mellem de nationale organer, der forvalter fondene, og partnerorganisationerne for at være af central betydning (2). Disse organisationer yder et betydeligt teknisk og organisatorisk bidrag og repræsenterer en reel merværdi i gennemførelsen af FEAD og ESF. I den forbindelse foreslår EØSU, at Kommissionen klart præciserer de minimumskrav, medlemsstaternes myndigheder skal opfylde, når de gennemfører partnerskaber, og indfører sanktioner i tilfælde af utilstrækkelig gennemførelse.

1.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje at pålægge medlemsstaterne at gøre brug af teknisk assistance i forbindelse med FEAD og ESF bl.a. med henblik på at styrke kapaciteten hos de civilsamfundsorganisationer, der er involveret i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse. Endvidere anbefaler EØSU at styrke den tekniske og organisatoriske kapacitet hos de europæiske netværk af organisationer, der arbejder for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

1.6.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til i højere grad at udnytte mulighederne for at yde globaltilskud, omfordele tilskud og for i givet fald at behandle naturalydelser på lige fod med finansielle bidrag. Endvidere bør det undersøges, om Kommissionen kunne kræve, at størstedelen af de midler, der stilles til rådighed inden for rammerne af de operationelle programmer, skal stilles til rådighed for projekter med små budgetter. Dette ville gøre det muligt at støtte lokalt aktive organisationer og selvhjælpsgrupper.

1.7.

EØSU vil systematisk støtte civilsamfundsorganisationernes arbejde og deres samarbejde med myndighederne og offentlige institutioner i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse. Samtidig erklærer EØSU sig parat til — i samarbejde med civilsamfundsorganisationerne — at udvikle en velstruktureret dialog høringsplatform, som allerede inden for rammerne af det nuværende finansielle overslag ville bidrage til bedre samordning af ESF- og FEAD-interventioner og til en debat om grundprincipperne for en fremtidig integreret EU-fond til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Efter EØSU's opfattelse er det nødvendigt at samarbejde med Regionsudvalget på dette område.

2.1.

Målsætning 1 i FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling (3) går ud på at »udrydde fattigdom i alle dens former overalt«. Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er også en af Europa 2020-strategiens målsætninger. EU-institutionerne og nogle medlemsstater fortsætter imidlertid med at gennemtvinge besparelsespolitikker, selv om manglen på hurtige og synlige forbedringer for de EU-borgere, der er ramt af fattigdom og social udstødelse, synes at være en af hovedårsagerne til den dalende folkelige støtte til europæisk integration i medlemsstaterne. EU's finansielle instrumenter til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse — Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD) og tildeling af mindst 20 % af midlerne fra Den Europæiske Socialfond (ESF) til støtte for social inklusion — bør anvendes effektivt i alle medlemsstater, men må ikke træde i stedet for en omfattende, integreret politik til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

2.2.

Inden for rammerne af Europa 2020-strategien har Den Europæiske Union sat sig det mål at mindske antallet af personer, som lever i eller risikerer fattigdom eller social udstødelse, med mindst 20 millioner inden 2020. Ifølge 2014-data (4) var 24,4 % af EU's befolkning — næsten 122 millioner mennesker — imidlertid truet af fattigdom eller social udstødelse (sammenlignet med 24,2 % i 2011 og 23,4 % i 2010). En analyse af de forskellige sammenlignelige indikatorer viser, at de alle er steget i forhold til 2008 — risiko for fattigdom efter at være kommet på overførselsindkomster fra 16,6 % til 17,2 %, alvorlige materielle afsavn fra 8,5 % til 8,9 %, personer i aldersgruppen 0-59 år, som lever i husstande med meget lav arbejdsintensitet fra 9,1 % til 11,1 %. Samtidig, som påpeget af Rådet, »[understreger] de stadig større forskelle mellem og inden for medlemsstaterne […] betydningen af, at der træffes foranstaltninger i hele Unionen« (5).

2.3.

Bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse er et af de vigtigste områder for samarbejde mellem på den ene side civilsamfundsorganisationer såsom foreninger, stiftelser og sociale kooperativer samt fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer og på den anden side medlemsstaternes myndigheder og offentlige institutioner. For at fjerne (eller væsentligt reducere) fattigdom og social udstødelse er det nødvendigt at yde forskellige former for materiel og immateriel bistand gennem nonprofitorganisationer (herunder sociale tjenester), at skabe — også inden for rammerne af den sociale dialog — gunstige vilkår for integration på arbejdsmarkedet og at stille tilstrækkelige finansielle midler til rådighed på nationalt og EU-plan. EØSU anser det kun for muligt at nå dette mål for Europa 2020-strategien i et en europæisk union, der opfattes som et fællesskab bestående af det europæiske civilsamfund, medlemsstaterne og EU-institutionerne.

2.4.

Set i lyset navnlig af det nyopståede fænomen »arbejdende fattige« og den demografiske udvikling kan holdbarheden af Europa 2020-målene for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse kun sikres ved at gennemføre foranstaltninger, som fremfor blot at behandle symptomerne sigter mod at fjerne årsagerne til fattigdom og social udstødelse, og som i vid udstrækning inddrager den økonomiske politik samt familie-, skatte- og pengepolitikken.

2.5.

Selv om spørgsmålet om bistand til de socialt dårligst stillede har været genstand for debat i EØSU (6) ved mange lejligheder har udvalget derfor efter samråd med de berørte aktører og Kommissionen udarbejdet denne udtalelse med specifikke bemærkninger og anbefalinger, der tager udgangspunkt i de hidtidige erfaringer med gennemførelsen af FEAD og ESF i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse.

3.1.

Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD) falder — i modsætning til tidligere fødevarehjælpeprogrammer — inden for rammerne af samhørighedspolitikken. Fonden bidrager til opnåelse af målet om at »afhjælpe de værste former for fattigdom (…) ved hjælp af fødevarer og/eller elementær materiel bistand og aktiviteter vedrørende social inklusion med sigte på de socialt dårligst stillede personers sociale integration« (7).

3.2.

Det er Den Europæiske Socialfonds mål at sikre et højt beskæftigelsesniveau og job af høj kvalitet, fremme et højt uddannelsesniveau for alle, bekæmpe fattigdom, forbedre den sociale inklusion og støtte ligestilling mellem kønnene, ikkeforskelsbehandling og lige muligheder.

3.3.

Det er hensigten, at de foranstaltninger, der er finansieret gennem FEAD, skal supplere dem, der finansieres gennem ESF. FEAD-bistanden er rettet mod de værste tilfælde af materielle afsavn og mod at yde støtte til grundlæggende social aktivering af personer, der lider af langvarig udstødelse, hvorimod ESF-finansierede foranstaltninger bl.a. har til hensigt at lette støttemodtagernes integration i samfundet og på arbejdsmarkedet. Det er endvidere meningen, at FEAD skal gøre det muligt at tage de første skridt til at overvinde fattigdom og social udstødelse for at give støttemodtagerne en chance for at finde et job eller tage del i andre arbejdsmarkedspolitiske projekter. De midler, der er afsat til disse aktiviteter, er imidlertid utilstrækkelige til at imødekomme de konkrete behov.

3.4.

Alle medlemsstater har forpligtet sig til at sikre, at støtten fra ESF og de andre struktur- og investeringsfonde er forenelig med EU's relevante politikker og prioriteter, herunder gennemførelsen af partnerskabsprincippet i overensstemmelse med ånden i den europæiske adfærdskodeks for partnerskab (ECCP) (8).

4.1.

Både den feedback, der er modtaget fra civilsamfundsorganisationerne, og offentligt tilgængelige informationer og statistiske data peger på en række alvorlige mangler i gennemførelsen af FEAD og ESF inden for det område, der er tema for denne udtalelse. Der er bl.a. tale om følgende problemer, som forekommer i forskellig grad i nogle medlemsstater:

4.1.1.

Forsinkelser i iværksættelsen af FEAD's støttemekanismer og utilstrækkelige oplysninger til den almindelige befolkning og til målgrupper om fondens mål og mulighederne for at udnytte programmet.

4.1.2.

Ineffektiv øremærkning af 20 % af Den Europæiske Socialfond, når det gælder nedbringelse af fattigdom og social udstødelse. Projekter til fremme af integration på arbejdsmarkedet gives forrang, mens spørgsmålet om sociale tjenesters tilgængelighed og prisoverkommelighed for marginaliserede grupper negligeres (9). Selv om 25,6 % (10) af ESF-midlerne indtil 2016 blev stillet til rådighed til ovennævnte mål, er der ikke sket konkrete ændringer i tilgangen til ESF-foranstaltningerne.

4.1.3.

Medlemsstaterne udnytter ikke i tilstrækkelig grad muligheden for at stille ESF-støttede tjenesteydelser med lave tærskler til fremme af integration på arbejdsmarkedet og i samfundet til rådighed for FEAD-støtteberettigede.

4.1.4.

Partnerskabsprincippet som defineret i den europæiske adfærdskodeks for partnerskab anvendes ikke i tilstrækkelig grad i forbindelse med ESF, og der mangler et lignende instrument for FEAD. Offentligheden høres heller ikke i tilstrækkelig grad, og offentlige institutioner forsynes med centrale beslutningskompetencer på området, uden at civilsamfundet er blevet hørt. Den utilstrækkelige anvendelse af partnerskabsprincippet går endvidere ud over gennemsigtigheden i anvendelsen af midlerne og øger risikoen for korruption og misbrug (11).

4.1.5.

I forbindelse med FEAD og ESF fastlægger medlemsstaterne for strenge formelle og administrative krav, som ikke er nødvendige for en korrekt gennemførelse af EU-reglerne. Disse krav, som ofte er baseret på offentlige socialforvaltningers funktionsmåde, tager hverken hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for målgrupperne (f.eks. hjemløse, for hvem en formel identifikation og registrering ofte ikke er mulig), eller til civilsamfundsorganisationernes arbejdsmetoder. I nogle medlemsstater pålægges disse organisationer administrative og økonomiske sanktioner, som ikke står i et rimeligt forhold til overtrædelsernes alvor.

4.1.6.

Koordineringen mellem strukturfondene og de nationale strategier er mangelfuld, de programmer, som er igangsat under fondene, følges ikke op med de nationale budgetter, og der mangler en langsigtet strategi for finansiering via de europæiske struktur- og investeringsfonde, hvilket i betydelig grad kan hæmme en effektiv virkeliggørelse af målene for fondene i medlemsstaterne (12). Et yderligere problem er den uhensigtsmæssige eller uklare definition af indikatorer, hvilket betyder at foranstaltningernes langsigtede mål ikke kan opfyldes.

4.1.7.

Der mangler mekanismer til styrkelse og fremme af civilsamfundsorganisationernes kapacitetsopbygning. Bl.a. savnes der stabile partnerskaber (og i FEAD's tilfælde akkreditering), og der mangler forfinansiering af foranstaltninger eller rådighed over finansiering til teknisk bistand til organisationernes kapacitetsopbygning.

4.2.

Det fremgår af en rundspørge (13) blandt nationale netværk af organisationer, som er aktive inden for fattigdomsbekæmpelse, at de kun i meget begrænset omfang inddrages i forberedelsen af de operationelle programmer (med et par undtagelser). Der tages ikke behørigt hensyn til hjælpeorganisationerne i overvågningsudvalgene.

4.3.

Da FEAD imidlertid i modsætning til ESF er et nyt instrument, bør de positive aspekter af den hidtidige gennemførelse også fremhæves. For eksempel havde otte medlemsstater allerede i 2014 iværksat FEAD-foranstaltninger (yderligere 15 medlemsstater i 2015). Det anslås, at der alene i 2014 blev ydet støtte til 10,9 mio. mennesker gennem FEAD-foranstaltninger (14). Derudover har indførelsen af FEAD og beslutningen om, at 20 % af ESF-midlerne skal øremærkes til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, ført til et bedre samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne og til bedre koordinering af de foranstaltninger, som gennemføres af de forskellige aktører, der er aktive i bekæmpelsen af fattigdom og social udelukkelse. I kraft af at der i de fleste medlemsstater tilbydes både finansiel støtte og ledsageforanstaltninger inden for rammene af FEAD, er der skabt gode forudsætninger for en bedre integration i samfundet af personer, der tidligere har været henvist til fødevareprogrammer.

4.4.

I den forbindelse bifalder EØSU Kommissionens lancering af FEAD-netværket, som muliggør udveksling af erfaringer, netværkssamarbejde og udbredelse af god praksis. EØSU mener imidlertid, at udvalget og de vigtigste paraplyorganisationer, som i medlemsstaterne er aktive på FEAD-området, bør integreres i en strukturel dialog med Kommissionen.

5.1.

EØSU går ind for, at der inden for det kommende finansielle overslag skabes en integreret europæisk fond til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, der tager udgangspunkt i de hidtidige erfaringer med gennemførelsen af FEAD og ESF. Inden for rammerne af dette instrument skal der tages hensyn til diversiteten af de enkelte medlemsstaters problemer og målgrupper, bl.a. aspekter i forbindelse med de forskellige migrationsformer. Ved gennemførelsen af en sådan fond skal civilsamfundsorganisationernes erfaringer og potentiale udnyttes bedre end hidtil. Disse organisationer bør have vidtgående beføjelser inden for planlægning, gennemførelse, overvågning og evaluering af programmer, og fonden bør også bidrage til kapacitetsopbygning i civilsamfundsorganisationernes netværk under særlig hensyntagen til hjælpeorganisationer. En integration af fondene må ikke mindske budgetmidlerne til og intensiteten af EU's sociale engagement i de mål, der tilstræbes via fondene.

5.2.

EØSU mener, at Kommissionen bør være mere effektiv i sin overvågning af udnyttelsen af ESF i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse og af FEAD til fremme af integrationsforanstaltninger i medlemsstaterne. Det bør navnlig sikres, at overvågningen ikke kun omfatter en vurdering af gennemførelsen af de fastlagte kvantitative indikatorer, men også en vurdering af fremskridt med hensyn til social integration, og civilsamfundets organisationer og de personer, der er ramt af fattigdom og social udstødelse, bør i vid udstrækning inddrages i processen. Disse spørgsmål bør også udgøre et væsentligt element i midtvejsevalueringen

5.3.

Disse spørgsmål bør også udgøre et væsentligt element i midtvejsevalueringen. EØSU foreslår, at Kommissionen overvejer en klar præcisering af de minimumskrav, medlemsstaternes myndigheder skal opfylde, når de indgår partnerskaber med civilsamfundets organisationer, og indførelse af sanktioner i tilfælde af utilstrækkelig gennemførelse (15).

5.4.

EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje, om ikke medlemsstaterne burde forpligtes til at indføre effektive støtteordninger og i den forbindelse gøre brug af teknisk bistand inden for rammerne af FEAD og ESF med henblik på at styrke den tekniske og organisatoriske kapacitet i de civilsamfundsorganisationer, der er involveret i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse (16).

5.5.

EØSU anser et fagligt samarbejde, som bygger på klare principper og gennemsigtige kontrakter, mellem de nationale instanser, der forvalter fondene, og partnerorganisationerne — bl.a. civilsamfundsorganisationer, regioner, kommuner og andre subnationale myndigheder — for at være af central betydning. Disse organisationer yder et betydeligt teknisk og organisatorisk bidrag og repræsenterer en reel merværdi i gennemførelsen af FEAD og ESF. Forvaltningsmyndighederne bør koordinere mere med partnerorganisationerne for at få det optimale ud af de operationelle programmer. Derudover bør de støtte og fremme samarbejde, konsultation og erfaringsudveksling (17).

5.6.

I lyset af at partnerskabsaftaler og operationelle programmer er et resultat af forhandlinger mellem Kommissionen og nationale instanser, kunne Kommissionen fremover stille højere krav til godkendelse af sådanne aftaler og programmer og kræve forbedringer, hvis de ikke fuldt ud respekterer partnerskabsprincippet (18).

5.7.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til i højere grad at udnytte muligheden for at yde »globaltilskud«, omfordele tilskud og i givet fald behandle naturalydelser på lige fod med finansielle bidrag. Endvidere bør det undersøges, om Kommissionen kunne kræve, at størstedelen af de midler, der stilles til rådighed inden for rammerne af de operationelle programmer, skal stilles til rådighed for projekter med små budgetter (19). Dette ville gøre det muligt at støtte mindre, bundstyrede projekter, organisationer og selvhjælpsgrupper og indgå partnerskaber på lokalt plan.

5.8.

EØSU mener, at også de direkte støtteberettigede kan og bør yde et bidrag til at forbedre effektiviteten af støtteforanstaltningerne. Hjælpeorganisationer bør udvikle passende evalueringsværktøjer med dette for øje og så vidt muligt inddrage frivillige blandt de direkte støtteberettigede.

5.9.

Endvidere anbefaler EØSU at styrke den tekniske og organisatoriske kapacitet hos de europæiske netværk af organisationer, der arbejder for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/20

Ordfører:

Jonathan PEEL

1.1.

Med en omskrivning af et berømt citat af Mark Twain (1) kan vi fastslå, at rygterne om WTO's død som følge af Doharundens manglende resultater er stærkt overdrevne. WTO er og bliver et levedygtigt og effektivt forum for handelsforhandlinger, navnlig på landbrugsområdet.

1.1.1.

Den 10. WTO-ministerkonference i Nairobi i december 2015 har bestyrket dette. Her blev der blandt andet truffet beslutning om reel afskaffelse af eksportstøtte til landbrugsprodukter. Generaldirektøren for WTO beskrev dette som »WTO's vigtigste resultat på landbrugsområdet« i 20 år. Grundlaget herfor er aftalen om handelslettelser og andre aftaler indgået på Bali i 2013 ved den foregående ministerkonference.

1.1.2.

Når det gælder landbrugshandel (2) er der vigtige politikområder, hvor aftaler bedst kan indgås på multilateralt plan, navnlig vedrørende det generelle omfang af indenlandsk støtte og subsidier, eksportstøtte og visse aspekter vedrørende markedsadgang. Sidstnævnte omfatter blandt andet en særlig beskyttelsesmekanisme (SSM) og særlig og differentieret behandling (SDT) af udviklingslande, der er medlem af WTO.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at der nu er brug for en ny tilgang, nye input og et nyt momentum i landbrugshandlen, som ofte er det mest omstridte forhandlingsemne. I ministererklæringen fra Nairobi (3) blev det for første gang ikke bekræftet, at der er fuld tilslutning til at afslutte Doha-runden, men den gav udtryk for en stærk forpligtelse fra alle medlemmers side til at videreføre forhandlingerne om Doharundens udestående spørgsmål, herunder landbruget.

1.2.1.

Den multilaterale tilgang til landbrugsområdet må gennemtænkes og tilføres nyt liv, men ikke opgives. »Doha« som idegrundlag for handelsdialogen mellem industrilande og udviklingslande bør bevares og forbedres, idet princippet om fødevaresuverænitet skal respekteres for alle lande.

1.2.2.

EU har gode forudsætninger for at spille en ledende, proaktiv rolle med hensyn til at fremme en ny, afbalanceret tilgang. EØSU opfordrer indtrængende hertil, ikke mindst fordi mange vækstlande stadig ikke yder noget nævneværdigt bidrag til fremhjælpning af andre lande, der er endnu længere bagud i deres udvikling. Det er fortsat af afgørende betydning at opbygge udviklingslandenes kapacitet og give de mindre udviklede blandt dem større mulighed for at forhindre, at deres fødevaresikkerhed eller udviklingen af deres fremspirende landbrugssektor bliver undergravet.

1.3.

Desuden må det overvejes, hvad der bedst kan opnås gennem bilaterale og regionale forhandlinger om landbrugshandel, samtidig med at det sikres, at disse ikke modarbejder multilateralismen.

1.4.

EØSU mener, at FN's vedtagelse af målene for bæredygtig udvikling (SDG) sammen med Parisaftalen (COP21 (4)) grundlæggende ændrer den internationale handelsdagsorden, især for landbrugshandlens vedkommende. Disse aftaler har vidtrækkende betydning, og nødvendigheden af at gennemføre dem må nu være det, som alle fremtidige handelsforhandlinger skal dreje sig om.

1.4.1.

Hvis de bæredygtige udviklingsmål skal kunne realiseres, må handel og investeringer spille en vigtig rolle. UNCTAD skønner, at der årligt er brug for yderligere 2,5 billioner USD for at nå disse mål. De bæredygtige udviklingsmål er af global karakter og universelt gældende — alle lande må i fællesskab tage ansvaret for deres gennemførelse. De bør føre til en ny form for internationalt samarbejde — bredere og mere baseret på deltagelse og samråd. Der er allerede over 90 lande, som har bedt om hjælp fra andre lande til at opfylde dem.

1.4.2.

Der vil være en tæt sammenhæng mellem fremme og gennemførelse af de bæredygtige udviklingsmål og fremme af europæiske værdier over hele verden, især gennem miljømæssige og sociale fremskridt. EØSU opfordrer kraftigt til, at de niveauer for gennemsigtighed og inddragelse af civilsamfundet, som EU til sidst opnåede i forhandlingerne med USA, bliver normen.

1.4.3.

Det understreges i Nairobierklæringen, at WTO skal spille en afgørende rolle i indfrielsen af målene for bæredygtig udvikling, hvilket vil være langt vanskeligere uden en effektiv multilateral handelsmekanisme.

1.5.

Udvalget glæder sig over Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid«, der blev offentliggjort i november 2016 (5), hvori målene for bæredygtig udvikling fuldt ud integreres i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter.

1.5.1.

Dette vil få særligt stor betydning for fremtidige forhandlinger om landbrugshandel. Landbruget spiller en afgørende rolle for opfyldelsen af de fleste — om ikke alle — bæredygtige udviklingsmål, især for mål nr. 2 (udryddelse af sult), nr. 12 (bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion) og nr. 15 (jordbundsforringelse). Handel bidrager til at udjævne skævheder i udbud og efterspørgsel og kan forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen betydeligt ved at øge fødevaretilgængeligheden, fremme ressourceeffektivitet, tiltrække investeringer og skabe afsætningsmuligheder og økonomisk vækst, således at der skabes arbejdspladser, indtægter og fremgang i landdistrikter.

1.6.

EU er bedst placeret til at fremme denne dagsorden: EU's stemme vejer tungt som verdens største eksportør og importør af landbrugsprodukter og EU anses ikke længere som værende hovedsageligt i defensiven på landbrugsområdet, men har udvist en uformindsket interesse for handel og udvikling, og frem for alt viste EU på Nairobikonferencen sin evne til at bidrage med nye og afbalancerede ideer. EU har troværdigheden til at agere som effektiv brobygger mellem industri- og udviklingslande.

1.7.

For at EU kan løse denne opgave effektivt opfordrer EØSU Kommissionen til først at foretage en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen vil få for EU's landbrug og for EU's handelspolitik.

1.7.1.

Samtidig bør EU udvide denne konsekvensanalyse, så den også tager højde for de konsekvenser, som de nylige handelsaftaler og udviklingen i handlen på verdensplan vil få for landbruget i EU. Skønt landbrug og handel i over 40 år har været en del af EU's kompetenceområde, har det til tider skortet på kommunikation eller »gensidig« hensyntagen mellem disse vigtige områder.

2.1.

I artikel 20 i Uruguay-rundens landbrugsaftale fra 1994 aftalte medlemmerne af det dengang nyetablerede WTO (der afløste GATT, den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel) at igangsætte yderligere forhandlinger for at videreføre reformprocessen inden for handelen med landbrugsprodukter inden udgangen af 1999. I 2001 blev denne »indbyggede reformdagsorden« på sin side medtaget i den bredere »Doharunde« eller Dohaudviklingsdagsordenen (DDA). Disse forhandlinger skulle oprindeligt have været afsluttet den 1. januar 2005, men nu 15 år senere er forhandlingerne stadig i gang.

2.2.

På grundlag af forhandlingsforslag fra over 100 WTO-medlemmer fastslog Dohaerklæringen (6), at det langsigtede mål skulle være at etablere et fair og markedsorienteret handelssystem ved hjælp af et grundlæggende reformprogram. Dette skulle blandt andet omfatte skærpede regler og særlige forpligtelser med hensyn til statsstøtte til og beskyttelse af landbruget for at rette op på og forhindre restriktioner og forstyrrelser på verdensmarkederne for landbrugsprodukter.

2.2.1.

DDA har omfattet de »tre søjler« i handelen med landbrugsprodukter, som var blevet fastlagt i Uruguayrundens landbrugsaftale (Uruguay Round Agreement on Agriculture — URAA):

2.2.2.

I Dohaerklæringen blev det fastslået, at særlig og differentieret behandling (special and differential treatment — SDT) af udviklingslandene skulle være en fast bestanddel af forhandlingerne for at sætte dem i stand til at dække deres behov, især hvad angår fødevaresikkerhed og udvikling af landdistrikter. På baggrund af medlemslandenes forhandlingsforslag blev det også aftalt at medtage ikke-handelsmæssige hensyn såsom miljøbeskyttelse.

2.3.

Doharunden er efter udløbet af flere tidsfrister aldrig blevet afsluttet, omend der blev opnået betydelige fremskridt på ministerkonferencerne i såvel Bali som Nairobi.

2.3.1.

En central del af Dohaerklæringen var princippet om en pakkeløsning, hvorefter intet er aftalt, før alt er aftalt. Selvom WTO-medlemmerne flere gange og senest i 2008 var tæt på at nå frem til en aftale, var der stadig en række uafklarede spørgsmål. Dette princip om en pakkeløsning blev dog endeligt brudt med ministerkonferencen i Bali i 2013 med aftalen om handelslettelser og en række andre aftaler, hvilket blev yderligere konkretiseret gennem de specifikke landbrugsaftaler, der blev indgået i Nairobi.

2.4.

Selvom artikel 12 i WTO-ministererklæringen fra Nairobi fastslår, at der er sket langt mindre fremskridt på landbrugsområdet, blev konferencens beslutning om at afskaffe landbrugseksportsubsidier af WTO's generaldirektør beskrevet som »WTO's vigtigste resultat på landbrugsområdet« (7) i 20 år. Derudover forpligtede ministererklæringen medlemmerne til at fortsætte arbejdet med at nå frem til en »særlig beskyttelsesmekanisme for udviklingslandene« (Special Safeguard Mechanism for Developing Country Members — SSM) og til en permanent løsning for »offentlig oplagring af hensyn til fødevaresikkerheden« til vedtagelse på den næste konference, »MC11«, i 2017. Ministerbeslutningen vedrørende bomuld er ligeledes vigtig.

3.1.

Som det allerede blev erkendt i Uruguayrundens landbrugsaftale og Dohaudviklingsdagsordenen kan en effektiv global aftale om en særlig beskyttelsesmekanisme, en særlig og differentieret behandling eller det generelle niveau for subsidier til landbruget bedst opnås på multilateralt plan. Dog vil der med en sådan stykvis fremgangsmåde som i Nairobi være færre incitamenter til at løse de vanskeligere spørgsmål, når man har mindre at tilbyde dem, der forventes at give store indrømmelser.

3.1.1.

WTO's Landbrugskomité udviser en voksende vilje til at arbejde for »resultater på landbrugsområdet« på MC11, der skal afholdes i Buenos Aires i december 2017, og for den »indbyggede reformdagsorden« (8) i Uruguayrundens landbrugsaftale ikke mindst for at styrke den multilaterale tilgang.

3.1.2.

Realistisk set har Dohaprocessen dog som sådan udspillet sin rolle, og der er brug for nytænkning og friske input, ikke kun med henblik på fremtidige multilaterale forhandlinger, men også i spørgsmålet om, hvad der kan bedst opnås på bilateralt eller regionalt plan uden at skævvride det globale helhedsbillede.

3.2.

»Nairobipakken« omfattede seks aftaler på landbrugsområdet, herunder som det vigtigste en forpligtelse til at afskaffe eksportsubsidier for landbrugsprodukter, hvorved én af landbrugsområdets tre søjler praktisk taget har fundet sin løsning. Udviklingslandene har fået lidt ekstra tid til at udfase sådanne subsidier. Dette imødekommer et af hovedmålene for bæredygtig udvikling, nemlig udviklingsmål nr. 2 (udryddelse af sult).

3.2.1.

EU var en af drivkræfterne bag dette resultat, navnlig ved på forhånd at udarbejde en fælles holdning sammen med store globale landbrugseksportører, herunder Brasilien. Denne aftale omfattede også bindende regler om andre former for eksportstøtte, herunder eksportkreditter, fødevarehjælp og statslige handelsforetagender samt afskaffelse af subsidier til bomuld.

3.3.

Doha-drøftelserne om markedsadgang har hidtil drejet sig om toldsatser, toldkontingenter, forvaltning af toldkontingenter og særlige beskyttelsesmekanismer, herunder særlig og differentieret behandling for udviklingslande. Som et resultat af Uruguayrundens landbrugsaftale skulle næsten alle ikke-toldmæssige barrierer på landbrugsområdet afskaffes eller konverteres til toldafgifter, med mindre andre WTO-regler var gældende, herunder især aftalen om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS-aftalen) og aftalen om tekniske handelshindringer (TBT-aftalen) (9). Da den »beregnede told-ækvivalent« i nogle tilfælde var for høj til at skabe reelle muligheder for import, indførtes et system med toldkontingenter, inden for hvilke toldsatserne var lavere.

3.3.1.

Told og toldkontingenter kan faktisk tackles i bilaterale handelsforhandlinger, men særlige beskyttelsesmekanismer og særlig og differentieret behandling er reelt multilaterale spørgsmål. De enkelte lande kan ensidigt nedsætte deres told eller subsidier — og det har mange gjort.

3.4.

Indenlandsk støtte til landbruget står i centrum for de multilaterale forhandlinger, og her er der nu manøvremuligheder og en vis udsigt til fremskridt på det ellevte ministermøde.

3.4.1.

De fleste lande yder hjemmemarkedsstøtte til deres landbrug. I nogle lande er denne støtte minimal (f.eks. førende landbrugseksportører, især Australien og New Zealand). Andre industrilande yder en betydelig støtte til deres landbrug under mange forskellige former, ikke mindst som godtgørelse for de tjenester, som de yder samfundet. Det samme gør vækstlandene, hvor støtteniveauet menes at stige markant i takt med, at de bliver rigere, men de er ved at komme meget langt bagud med indberetningen af data til WTO.

3.4.2.

I september 2016 klagede USA til WTO over Kina på grund af landets hjemmemarkedsstøtte, især til hvede, majs og rissorter. Kinas sidste indberetning til WTO vedrørte 2010, og siden da menes støtten at være steget hurtigt. Selv om tvistbilæggelsesmekanismen kan være besværlig og proceduren aldrig når helt til vejs ende, kaster denne vej lange skygger over WTO's drøftelser om hjemmemarkedsstøtte forud for MC11. Det ser også ud til at stride mod aftalen fra Bali om at undgå tvister om spørgsmål vedrørende offentlig oplagring, som involverer udviklingslande (10).

3.4.3.

Tal indberettet af USA's regering til WTO (11) viser, at hjemmemarkedsstøtten i USA er steget fra 12 mia. USD til 14 mia. USD i 2013, hvilket er tæt på den øvre støttegrænse, der blev foreslået i den fejlslagne »Juli 2008-pakke«. Heraf henhørte 6,9 mia. USD under »gul boks«-støtte og 7 mia. USD under »de minimis«-betalinger. Der blev givet 132 mia. USD i »grøn boks«-støtte. Med et samlet beløb på over 140 mia. USD er støtten næsten fordoblet siden 2007. Ifølge samme rapport har Kina indberettet handelsforvridende støtte, som defineret i landbrugsaftalen af 1994 fra GATT's Uruguay-runde, på ca. 18 mia. USD i 2010, Japan 14 mia. USD i 2012, Rusland 5 mia. USD i 2014 og Indien 2 mia. USD i årene 2010-2011. Brasilien indberettede en handelsforvridende støtte på under 2 mia. USD for 2014-2015 (12).

3.4.4.

Ifølge de tal, der er indberettet til WTO (13), lå EU's årlige støtte i 2012-13 på omkring 80 mia. EUR — et beløb, som har været stabilt siden Doharundens start. Heraf henhørte dog over 70 mia. EUR under den »grønne boks«. EU's samlede »handelsforvridende« støtte, inklusive »gul boks«-, »blå boks«- og »de minimis«-støtte, lå på kun 10 mia. EUR. EU's »grøn boks«-støtte (ikke eller kun minimalt handelsforvridende) omfatter miljøbeskyttelse og regionale udviklingsprogrammer.

3.4.5.

EU's store omlægning af handelsforvridende støtte, over 60 mia. EUR i 2001, til »grøn boks«-støtte følger af Luxembourgaftalen om den fælles landbrugspolitik fra 2003, hvor EU-landbrugsstøtten blev omlagt fra direkte støtte til bestemte afgrøder til »afkoblet indkomststøtte«. Dette vigtige ensidige skridt mod opfyldelsen af et centralt mål på landbrugsområdet i Doha-udviklingsdagsordenen giver EU en øget troværdighed som fremtidig mægler i landbrugsforhandlingerne.

3.4.6.

Dog kan USA og andre lande kun forventes at give væsentlige indrømmelser vedrørende hjemmemarkedsstøtten mod store indrømmelser på andre områder, herunder ikke-landbrugsmæssige multilaterale spørgsmål — men udsigten hertil er ikke lyse. Med megaregionale aftaler sikkert i hus kan nogle lande mene, at der ikke er behov for at tage yderligere skridt.

3.4.7.

Der er andre emner, som stadig er stærkt kontroversielle udviklingslandene imellem, især spørgsmålet om »offentlig oplagring af hensyn til fødevaresikkerheden«, der sætter nabolande op mod nabolande. Det blev aftalt i Nairobi at arbejde videre på at finde en permanent løsning på dette problem, som ikke blev løst i Bali, hvor det blev taget op af Indien. Ifølge beslutningen fra Bali må udviklingslandene fortsætte deres oplagringsprogrammer, hvilket ellers ville udgøre en overtrædelse af WTO's grænser for hjemmemarkedsstøtte.

3.5.

Ikke desto mindre er multilateralisme — som nævnt i Kommissionens meddelelse »Handel for alle« — et nøgleelement i verdenshandlen og skal fortsat være »hjørnestenen i EU's handelspolitik« (14). WTO udvikler og håndhæver reglerne for den globale handel og sikrer global kompatibilitet. Dette bakkes op med WTO's tvistbilæggelsesmekanisme (15), som nyder bred anerkendelse og anvendes mere og mere. Målene for bæredygtig udvikling og COP21-målene udgør klare målsætninger. WTO, derimod, råder over en klar mekanisme mod den vidt udbredte protektionisme og forstyrrelserne i handelen, som kendetegnede tiden før Anden Verdenskrig og den efterfølgende oprettelse af GATT.

3.5.1.

Denne regelformulerende rolle er særligt vigtig for handelen med landbrugsprodukter. Dette gælder især for aftalen om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS-aftalen) og det ekstremt komplicerede område, som oprindelsesreglerne udgør, skønt disse ikke indgår i Doha-udviklingsdagsordenen. Der er stadig en reel fare for, at bilaterale aftaler indfører potentielt overlappende eller sågar modstridende regler, som snarere komplicerer end tydeliggør verdenshandelsreglerne.

3.5.2.

WTO's SPS-aftale fra 1995 dækker anvendelsen af fødevaresikkerheds- og dyre- og plantesundhedsbestemmelser. Artikel 5, stk. 7, i aftalen omhandler forsigtighedsprincippet, som nu er forankret i Lissabontraktaten. Ethvert forsøg på at ændre denne aftale på et andet niveau end det multilaterale niveau vil få dybtgående konsekvenser for verdenshandelsordenen og for selve aftalens fremtidige troværdighed.

4.1.

Frihandelsaftaler på landbrugsområdet bør ligesom på andre områder tilføre en reel merværdi. De giver mere frirum til regionale og nationale forskelle samt til kulturelle forhold af sensitiv karakter. De må også vurderes i lyset af, om de styrker multilateralismen.

4.2.

Toldnedsættelser og toldkontingenter er et nøgleelement i bilaterale handelsaftaler. Japan har fortsat en høj importtold på fødevarer; i Kina ligger den meget lavere. EU skulle kunne råde over en vis manøvremargen, når det gælder nogle toldkontingenter, eventuelt dem, der blev fastlagt i Uruguayrundens landbrugsaftale, hvor følsomme spørgsmål kan have ændret sig.

4.2.1.

Geografiske indikatorer (GI), hvis årlige værdi anslås til 5,6 mia. EUR (16), er et meget vigtigt område, hvor EU er nødt til i egen interesse at opnå det bedst mulige resultat i bilaterale forhandlinger. Det lykkedes EU's forhandlere at få medtaget 145 af EU's anerkendte geografiske betegnelser i aftalen mellem EU og Canada (CETA) (17) og endnu flere i aftalen med Vietnam, men dette tal vil variere afhængigt af, hvad der er relevant i en specifik frihandelsaftale. Andre lande, navnlig i Østasien, har været længere tid om at fastlægge geografiske betegnelser, mens USA opfatter sådanne betegnelser som generiske produkter.

4.2.2.

EU skal også sørge for fuldt ud at beskytte sine egne interesser på landbrugsområdet i bilaterale forhandlinger, og så vidt muligt styrke disse, navnlig når EU's forhandlingspartner er en vigtig eksportør af landbrugsprodukter, som f.eks. Mercosur, Australien og New Zealand. EU skal undlade at falde for fristelsen til at give indrømmelser på landbrugsområdet til gengæld for gevinster andre steder.

4.3.

Bilaterale aftaler bør sigte mod at afskaffe anvendelsen af dobbelte standarder på landbrugsområdet i partnerlandene, især i forbindelse med SPS- og TBT-aftaler. EU vil også søge at udbrede sine egne standarder på områderne dyresundhed og dyrevelfærd såvel som sine miljømæssige, sociale og mere omfattende bæredygtighedsstandarder i tråd med målene for bæredygtig udvikling. EØSU bifalder det niveau af gennemsigtighed og inddragelsen af civilsamfundet fra forhandlingernes start, som EU til sidst opnåede i det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab, og anbefaler, at dette bliver normen i fremtidige forhandlinger.

4.3.1.

EU- (og andre) lande skal bindende forpligte sig til kapacitetsopbygning for at hjælpe andre mindre udviklede lande med at opfylde disse standarder, såsom hjælp til at udvikle et acceptabelt veterinærcertificeringssystem, hvor normerne for fødevaresikkerhed er af afgørende betydning.

4.4.

Som beskrevet i udvalgets udtalelse om Handel med landbrugsprodukter/global fødevaresikkerhed  (18) vil sikring og forbedring af fødevaresikkerheden ligeledes være en grundlæggende politisk drivkraft i alle bilaterale forhandlinger på landbrugsområdet. Den understreger, at handel med landbrugsprodukter på den ene side skal »imødekomme købekraftig efterspørgsel« (fra folk, som måske for første gang har råd) og på den anden side »yde hjælp og støtte, der hvor sult og mangel ikke kan udryddes ved egen kraft«. Det er ligeledes vigtigt at opretholde en tilstrækkelig selvforsyningsgrad, ikke mindst for at beskytte importlandene mod større prisudsving på importprodukter.

4.4.1.

Denne udtalelse pegede på det enorme potentiale for efterspørgsel fra lande uden for Europa efter EU's fødevarer og drikkevarer. Omkring to tredjedele af EU's landbrugsproduktion går til videreforarbejdning. EU's landbrugsfødevareeksport beløb sig til 129 mia. EUR, svarende til en stigning på 27 % i løbet af 2011. I andet kvartal af 2016 lå EU's eksport på i alt 25,4 mia. EUR, mens EU's import af føde- og drikkevareprodukter lå på 17,8 mia. EUR. De største eksportprodukter var kød, spiritus, vin, mejeriprodukter, chokolade og konfekturevarer.

5.1.

FN's vedtagelse af målene for bæredygtig udvikling i september 2015, kernen i dens 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, og virkeliggørelsen af Parisaftalen (COP 21) (19) vil få vidtrækkende konsekvenser for verdenshandelen. Den overordnede nødvendighed af at gennemføre dem må nu være det, som alle fremtidige handelsforhandlinger, især inden for landbrugshandel, skal dreje sig om.

5.2.

De bæredygtige udviklingsmål vil få mere direkte indvirkning på handelen med landbrugsprodukter. De bæredygtige udviklingsmål blev baseret på årtusindudviklingsmålene (MDG), men de vil påvirke alle lande. De bæredygtige udviklingsmål er af global karakter og universelt gældende — alle lande må i fællesskab tage ansvaret for deres gennemførelse. De bæredygtige udviklingsmål er en uadskillelig del af Parisaftalen: mindst 13 bæredygtige udviklingsmål vedrører klimaændringerne.

5.2.1.

Der er allerede over 90 lande, som har bedt om hjælp fra andre lande til at opfylde dem. De bæredygtige udviklingsmål står i centrum for den globale debat, som EU har været med til at fremme. De bør føre til nye former for internationalt samarbejde — bredere og mere baseret på deltagelse og samråd.

5.2.2.

Udvalget glæder sig over Kommissionens meddelelse »Næste skridt til en bæredygtig europæisk fremtid«, der blev offentliggjort i november 2016 (20), som sigter mod at integrere målene for bæredygtig udvikling fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter, hvilket EU også er forpligtet til i henhold til Lissabontraktaten (21). De bæredygtige udviklingsmål vil være en tværgående dimension i gennemførelsen af EU's globale strategi. EU har som sagt spillet en afgørende rolle i udformningen af denne dagsorden. Der vil være en tæt sammenhæng mellem fremme og gennemførelse af de bæredygtige udviklingsmål og fremme af europæiske værdier over hele verden, omend disse mål ikke direkte fremmer god regeringsførelse og retsstatsprincippet.

5.2.3.

De bæredygtige udviklingsmål går også langt videre end MDG ved specifikt at identificere instrumenter eller »midler til gennemførelse« for at opfylde alle 17 bæredygtige udviklingsmål og deres 169 konkret angivne mål. Handel nævnes udtrykkeligt i 9 bæredygtige udviklingsmål (mod kun én gang i MDG).

5.2.4.

Hvis de bæredygtige udviklingsmål skal kunne realiseres effektivt, må handel og investeringer spille en grundlæggende rolle ikke mindst på baggrund af, at UNCTAD vurderer, at der kræves et ekstra årligt beløb på 2,5 billioner USD for at nå disse mål, hvoraf en stor del skal komme fra den private sektor. Som WTO's generaldirektør har påpeget, har MDG allerede vist »handelens forandringspotentiale« (22).

5.3.

Handlen med landbrugsprodukter må nødvendigvis spille en central rolle for opfyldelsen af de fleste, om ikke alle, bæredygtige udviklingsmål og især for mål nr. 2 (sult/fødevaresikkerhed), 12 (bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion) og 15 (jordbundsforringelse).

5.3.1.

Handlen med landbrugsprodukter vil ligeledes være afgørende for opfyldelsen af mål nr. 1 (fattigdom/underernæring), 8 (inklusiv, bæredygtig økonomisk vækst), 9 (infrastruktur), 10 (mindre ulighed), 13 (klimaforandringer), 3 (trivsel), 5 (ligestilling) og 7 (energi). Der må også sikres synergi mellem handel og andre aktiviteter, herunder udvikling.

5.4.

I ministererklæringen fra WTO-ministerkonferencen i Nairobi hedder det, at den internationale handel kan bidrage til at skabe en bæredygtig, stabil og afbalanceret vækst for alle (23). Erklæringen understreger samtidig, at WTO spiller en vigtig rolle for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, og at dette vil være langt vanskeligere uden en effektiv multilateral handelsmekanisme.

5.4.1.

Der skal tages hensyn til den indvirkning, som handlen med landbrugsprodukter og investeringer i landbruget har på klimaforandringer, og forhandlingerne om en plurilateral handelsaftale om miljøvarer (EGA) ser også ud til at blive et vigtigt skridt i retning mod indarbejdelse af klimaforandringerne i den multilaterale handelspolitik, men der er stadig behov for yderligere multilaterale tiltag for at skabe en bedre sammenhæng.

5.4.2.

International handel kan forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen betydeligt ved at øge fødevaretilgængeligheden og tiltrække investeringer og vækst. Omvendt kan protektionistiske foranstaltninger gå ud over den nødvendige fleksibilitet og forhindre udviklingen af regionale markeder. Ikke desto mindre må handelsaftaler også omfatte effektive foranstaltninger for at give mindre udviklede lande større mulighed for at forhindre, at deres fødevaresikkerhed eller udviklingen af deres fremspirende landbrugssektor bliver undergravet.

5.5.

EU er gået foran med hensyn til at indarbejde bæredygtig udvikling i frihandelsaftaler. Siden 2010 er det lykkedes at indgå seks frihandelsaftaler, hvoraf den første var med Sydkorea, samt en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA), mens andre aftaler med bl.a. Canada, Singapore og Vietnam afventer fuld ratificering. Disse indeholder hver især et specifikt kapitel om handel og bæredygtig udvikling samt en fælles civilsamfundsmekanisme til at overvåge gennemførelsen. I hvert af disse tilfælde har EØSU en vigtig rolle at spille.

5.5.1.

Udvalget har tidligere opfordret (24) til at inkludere lignende kapitler om handel og bæredygtig udvikling i EU's igangværende og fremtidige forhandlinger om separate enkeltstående investeringsaftaler. TPP-aftalen indeholder kapitler, der specifikt omhandler miljøet og det sociale område.

5.6.

Udvalget bemærker ligeledes, at mange af verdens »fødevarefattige« er landarbejdere, og bekæmpelse af sult er helt berettiget en central del af årtusindudviklingsmålene og nu af mål nr. 2 for bæredygtig udvikling. 70 % af de mennesker, der er ramt af fødevareusikkerhed, lever i landområder, hvilket til dels skyldes en gradvis tilbagegang i landbrugsinvesteringerne og det kronisk lave afgrødeudbytte i fattige lande, men også manglen på en effektiv landbrugs- og handelspolitik, som ikke tager nok hensyn til landbrugsproduktionens særlige karakteristika (herunder klimaet, ressourcerne, de levende råstoffer og markedsvolatiliteten). Her bør FAO's overvejelser, navnlig vedrørende social beskyttelse, tages ad notam.

5.6.1.

Den interne handel i Afrika er lav — nemlig 10-15 % af Afrikas samlede handel. En styrkelse af de afrikanske landes kapacitet til at øge landbrugshandelen vil sammen med målene for bæredygtig udvikling på infrastrukturområdet, regional integration og udvidelse af de indre markeder, bl.a. gennem øget sekundær forarbejdning, være afgørende for, at Afrika kan deltage positivt i landbrugshandlen og forbedre fødevaresikkerheden.

6.1.

Som Nairobi har vist, idet der her mod forventning blev vedtaget en betydningsfuld ministererklæring, er EU i en stærk position til at spille en ledende rolle i fremtidige forhandlinger om landbrugshandelen. Dette beror på, at EU er blevet set som en førende kraft i udbredelsen af såvel bæredygtighed som udvikling (dets rolle i Nairobi), og i kraft af resultaterne af tidligere reformer af den fælles landbrugspolitik bliver EU ikke længere opfattet som værende hovedsageligt i defensiven.

6.1.1.

I Kommissionens nye meddelelse forpligter EU sig til »at føre an« i gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål sammen med Parisaftalen. Alle EU's handelsinitiativer skal nu opfylde kravene i disse tæt forbundne aftaler.

6.2.

Kommissionen har også fremlagt en undersøgelse af fremtidige handelsaftalers indvirkning på landbrugssektoren (25). Den kaster et blik på 12 fremtidige frihandelsaftaler og ser på potentialet for EU's landbrugsprodukter på verdensmarkedet. Den har dog ikke kunnet dække hele spektret af landbrugsprodukter eller forarbejdede fødevarer generelt. Kommissionen indrømmer selv, at denne undersøgelse er ufuldstændig for så vidt, som den i sin evaluering ikke tager højde for ikke-toldmæssige hindringer, som ikke desto mindre har en betydelig indvirkning på handelen.

6.2.1.

For at sætte Kommissionen i stand til at udarbejde en omfattende og effektiv strategi for landbrugshandelen bør undersøgelsen også omfatte en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen vil få for EU's landbrug. Samtidig må der foretages en yderligere analyse af de konsekvenser, som udviklingen i handelen på verdensplan vil få for landbruget i EU. Den bør omfatte EU's nye frihandelsaftaler, herunder indirekte udviklinger såsom tilfælde, hvor devalueringen af partnerlandes valutaer har haft mærkbare følger.

6.2.2.

Aftaler fra før meddelelsen fra 2006 om »Det globale Europa« (26) bør medtages i undersøgelsen, især aftalerne med Sydafrika, Mexico og Chile, ikke mindst fordi de to sidstnævnte står for at skulle revideres.

6.3.

Ved gennemførelsen af disse konsekvensanalyser bør Kommissionen holde sig for øje, at det må sikres, at sådanne handelsaftaler kommer landbrugerne til gode i et rimeligt omfang. Landbruget spiller en nøglerolle i ernæringen ikke kun af den lokale befolkning, men også af en hurtigt voksende verdensbefolkning. Det er helt afgørende at opretholde levedygtige landbosamfund på landet og så vidt muligt mindske affolkningen af landdistrikterne i hele Europa.

6.3.1.

Ressourceeffektiv landbrugspraksis er af afgørende betydning. Det er nødvendigt at forbedre forvaltningen af og adgangen til ressourcerne ved at øge de mindre landbrugeres tilpasningsevne og modstandsdygtighed over for klimaændringer og ved at styrke kvalifikationerne og produktiviteten på marginaljorder.

6.4.

Klimaændringerne er en reel trussel mod landbruget. Globalt set er jord- og vandressourcerne begrænsede, de langvarige ændringer i vækstbetingelserne skyldes mere ekstreme klimaforhold, og prisvolatiliteten er tiltagende. En stærk og levedygtig landbrugssektor er afgørende for at bevare eller øge stabile og sikre forsyninger af fødevarer. Handel bidrager naturligvis til at udjævne skævheder i udbud og efterspørgsel, fremme ressourceeffektivitet, forbedre afsætningsmulighederne og øge den økonomiske vækst, således at der skabes arbejdspladser, indtægter og fremgang i landdistrikterne.

6.4.1.

I 2030 skønnes den globale »middelklassebefolkning« at være vokset med omkring 2 mia., og disse mennesker vil også ønske et større og mere varieret udvalg af fødevarer, som de aldrig har haft adgang til før. Dette vil indebære en eksponentiel stigning i efterspørgslen efter protein og andre landbrugsprodukter.

6.4.2.

Cork 2.0-erklæringen er vigtig i denne forbindelse. Landmændene er vogtere af både landbrugsjord og landdistrikternes øvrige ressourcer, og dyrevelfærd er også et grundlæggende problem. EØSU's udtalelse om Integreret produktion i EU  (27) er relevant i denne forbindelse.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/29

Ordfører:

Krister ANDERSSON

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) hilser Kommissionens forslag til Rådets direktiv om mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning i Den Europæiske Union velkommen.

1.2.

EØSU er enig med Kommissionen i, at dobbeltbeskatning er en af det indre markeds største skattemæssige hindringer. Der er akut behov for mekanismer, der sikrer, at tilfælde af dobbeltbeskatning behandles hurtigere og med større beslutsomhed, når de opstår mellem medlemsstaterne.

1.3.

EØSU erkender, at det i bestræbelserne på at skabe lige vilkår inden for skatteområdet ikke er nok at fjerne dobbeltbeskatning. Udvalget mener, at EU har brug for en fælles, positiv, fremsynet ramme for selskabsbeskatning.

1.4.

EØSU glæder sig over, at det foreslåede direktiv tilføjer elementer af målrettet håndhævelse for at imødegå de væsentligste klarlagte mangler i EU's voldgiftskonvention (1).

1.5.

EØSU bifalder i høj grad, at skatteyderen i tilfælde, hvor medlemsstaterne ikke automatisk indleder en voldgiftsprocedure, kan bede sin nationale domstol om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at etablere et voldgiftsudvalg, der kan levere en endelig, bindende afgørelse om sagen inden for en fastsat tidsramme.

1.6.

EØSU støtter Kommissionens initiativ til at udvide sin overvågning af landenes indsats i alle tilfælde af dobbeltbeskatningstvister i grænseoverskridende situationer på årlig basis med henblik på at vurdere, om direktivets målsætninger opfyldes.

1.7.

Udvalget bifalder også medlemsstaternes fleksible mulighed for bilateralt at nå til enighed fra sag til sag om alternative konfliktløsningsmekanismer. Dette muliggør løsninger i multilaterale situationer, hvor den pågældende tvist ikke kun skal løses på EU-niveau, men også i forhold til tredjelande gennem bilaterale aftaler.

1.8.

EØSU støtter bestemmelsen om, at de kompetente myndigheder kan offentliggøre den endelige afgørelse under forudsætning af samtykke fra alle de involverede skatteydere.

1.9.

Udvalget ønsker at understrege vigtigheden af at gennemføre dette forslag. Antallet af sager om dobbelt- eller flerbeskatning er stigende i størrelse og omfang. Der er ingen tid at spilde.

2.1.

Dobbeltbeskatning er et af de største problemer, som virksomheder med aktiviteter på tværs af grænserne i dag står over for. Der er allerede etableret mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning. Det drejer sig om de gensidige aftaleprocedurer, som er fastlagt i medlemsstaternes dobbeltbeskatningsoverenskomster og i EU-voldgiftskonventionen om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud.

2.2.

Selv om de eksisterende mekanismer i mange tilfælde fungerer godt, er der brug for forbedring med hensyn til skatteydernes adgang til sådanne mekanismer, deres dækning, rettidighed og fuldgyldighed. Desuden svarer de traditionelle metoder til tvistbilæggelse ikke længere fuldt ud til kompleksiteten og risiciene i det nuværende globale skattemiljø.

2.3.

I forslaget til direktiv rettes fokus på erhvervslivet og virksomhederne, som først og fremmest påvirkes i situationer med dobbeltbeskatning. Forslaget bygger på den eksisterende EU-voldgiftskonvention, som allerede indeholder en obligatorisk bindende voldgiftsmekanisme, men udvider den til at omfatte områder, som ikke på nuværende tidspunkt er omfattet, og tilføjer elementer af målrettet håndhævelse for at imødegå de væsentligste identificerede mangler med hensyn til mekanismens håndhævelse og effektivitet. Resultat er, at alle tvister om dobbeltbeskatning, der involverer grænseoverskridende transaktioner i EU og har indflydelse på virksomhedernes udbytte, falder ind under forslagets anvendelsesområde.

2.4.

I forslaget pålægges medlemsstaterne også en klar resultatforpligtelse, ligesom det indeholder klart definerede frister. Situationer, der er karakteristiske for dobbelt ikkebeskatning eller svig, forsætlig forsømmelse eller grov uagtsomhed, udelukkes.

2.5.

Direktivet muliggør en gensidig aftaleprocedure, der igangsættes efter klage fra skatteyderen, og under hvilken medlemsstaterne skal samarbejde frit og indgå en aftale inden for to år.

2.6.

Den indledende fase i den gensidige aftaleprocedure suppleres med en voldgiftsprocedure, ved hvilken tvisten kan bilægges gennem voldgift inden for 15 måneder, såfremt det ikke lykkedes medlemsstaterne at indgå en aftale i løbet af den indledende mindelige fase. Voldgiftsproceduren er obligatorisk og påbegyndes automatisk. Den slutter med udstedelse af en endelig obligatorisk bindende afgørelse fra de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater.

2.7.

Et af formålene med forslaget til direktiv er at øge gennemsigtigheden. De kompetente myndigheder kan offentliggøre den endelige afgørelse og mere detaljerede oplysninger, med forbehold af skatteyderens tilslutning. Hvis skatteyderen ikke samtykker, offentliggør den kompetente myndighed et kortfattet sammendrag af afgørelsen.

3.1.

EØSU hilser Kommissionens forslag til Rådets direktiv om bedre mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning i Den Europæiske Union, der udgør en del af selskabsskattepakken, velkommen. Der er akut behov for mekanismer, der sikrer, at tilfælde af dobbeltbeskatning behandles hurtigere og med større beslutsomhed, når de opstår mellem medlemsstaterne.

3.2.

EØSU er enig i Kommissionens udtalelse om, at der i Europa er behov for et skattesystem, der passer til det indre marked, og som understøtter økonomisk vækst og konkurrenceevne, tiltrækker investeringer, skaber arbejdspladser, fremmer innovation og opretholder den europæiske sociale model. Beskatning bør sikre stabile indtægter til offentlige investeringer og vækstfremmende politikker samt sikre lige konkurrencevilkår, retssikkerhed og færrest mulige hindringer for alle virksomheder i forbindelse med deres aktiviteter på tværs af grænserne.

3.3.

EØSU deler Kommissionens bekymring for, at uenighed blandt medlemsstaterne om, hvem der har ret til at beskatte visse overskud, ofte fører til, at selskaber beskattes to eller flere gange af samme indkomst. Ifølge de seneste tal fra Kommissionen er der i EU indledt ca. 900 tvister om dobbeltbeskatning, som beløber sig til 10,5 mia. EUR.

3.4.

Udvalget bifalder Kommissionens arbejde med at sikre, at alle selskaber i EU betaler deres skat dér, hvor overskuddet genereres og værdien skabes, men de bør ikke udsættes for dobbelt- eller flerbeskatning af det samme overskud. Dette princip er absolut afgørende for at sikre en fair og effektiv beskatning. EØSU er enig med Kommissionen i, at dobbeltbeskatning er en af det indre markeds største skattemæssige hindringer.

3.5.

EØSU bifalder i høj grad Kommissionens initiativ til at tackle dobbeltbeskatning gennem en koordineret indsats i EU. Udvalget er enig med Kommissionen i, at det for at sætte skub i beskæftigelsen, væksten og investeringerne er nødvendigt at skabe et gunstigt skattemiljø for virksomheder ved at mindske udgifter til efterlevelse af skattereglerne og administrative byrder samt ved at sikre retssikkerhed på skatteområdet. Vigtigheden af retssikkerhed på skatteområdet for at fremme investeringer og vækst er for nylig blevet anerkendt af G20-lederne og er blevet det nye globale fokus. Medlemsstaterne er nødt til at finde en balance mellem gennemførelsen af nødvendige reformer og sikringen af et for virksomhederne stabilt, tydeligt og forudsigeligt skattemiljø.

3.6.

EØSU erkender, at det i bestræbelserne på at danne lige vilkår inden for skatteområdet ikke er nok at fjerne dobbeltbeskatning. Udvalget mener, at EU har brug for en fælles, positiv, fremsynet ramme for selskabsbeskatning. Dette er rationalet bag Kommissionens forslag om at relancere det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag.

3.7.

EØSU anerkender, at de fleste medlemsstater har indgået bilaterale skatteaftaler med hinanden for at afhjælpe dobbeltbeskatning, og at der er indført procedurer til bilæggelse af tvister. Disse procedurer er imidlertid langvarige og dyre, og parterne når ikke altid frem til en aftale. EU's voldgiftskonvention er til en vis hjælp. Dens anvendelsesområde er imidlertid begrænset til tvister vedrørende fastsættelse af interne afregningspriser, og det er ikke muligt at appellere fortolkningen af reglerne.

3.8.

EØSU glæder sig over, at det foreslåede direktiv tilføjer elementer af målrettet håndhævelse for at imødegå de væsentligste klarlagte mangler i EU-voldgiftskonventionen, dvs. situationer, hvor der enten implicit eller eksplicit nægtes adgang, såvel som forlængede og blokerede procedurer.

3.9.

EØSU bifalder også, at en bredere vifte af sager vil kunne drage fordel af mekanismer, der giver mulighed for obligatorisk bindende bilæggelse af tvister. Disse forbedringer af mekanismer til bilæggelse af tvister vil spare en betragtelig mængde tid, penge og ressourcer for både virksomheder og myndigheder, og de vil styrke retssikkerheden på skatteområdet for virksomheder i EU.

3.10.

EØSU bifalder i høj grad, at skatteyderen i tilfælde, hvor medlemsstaterne ikke automatisk indleder en voldgiftsprocedure, kan bede sin nationale domstol om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at etablere et voldgiftsudvalg, der kan levere en endelig, bindende afgørelse om sagen inden for en fastsat tidsramme. Dette vil hjælpe de berørte virksomheder med at undgå usikkerhed og bygge på mekanismer og god praksis, som allerede anvendes i alle medlemsstater for grænseoverskridende tvister inden for andre områder end beskatning. EØSU vil dog understrege, at medlemsstaterne er nødt til at sikre, at varigheden af disse søgsmål er kort, for at undgå betydelige forsinkelser ved bilæggelse af tvister.

3.11.

EØSU støtter Kommissionens initiativ til at udvide sin overvågning af landenes indsats i alle tilfælde af dobbeltbeskatningstvister i grænseoverskridende situationer på årlig basis med henblik på at vurdere, om direktivets målsætninger opfyldes. Eksisterende analyser heraf viser, at der er sager, som ikke behandles under de eksisterende mekanismer, som ikke er omfattet af EU-voldgiftskonventionen eller dobbeltbeskatningsoverenskomster, som tilbageholdes, uden at skatteyderen oplyses om årsagerne hertil, eller som slet ikke afklares. På dette stadie finder EØSU ikke omfanget af medlemsstaternes indsats tilfredsstillende og opfordrer til, at Kommissionen holder nøje øje med, hvordan direktivet fungerer efter dets gennemførelse, og offentliggør sin analyse og sine resultater.

3.12.

EØSU er enig i, at ophævelse af dobbeltbeskatning bør opnås gennem en procedure, efter hvilken en sag i første omgang indbringes for skattemyndighederne i de berørte medlemsstater med henblik på at bilægge tvisten gennem den fælles aftaleprocedure. Hvis der ikke er opnået enighed inden for en vis frist, bør sagen overdrages til et rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse, der både består af repræsentanter for de berørte skattemyndigheder og af uafhængige personer. Skattemyndighederne bør træffe en endelig bindende afgørelse med henvisning til udtalelsen fra et rådgivende udvalg eller et udvalg for alternativ tvistbilæggelse.

3.13.

EØSU anerkender, at der i EU er behov for at etablere en effektiv minimumsstandard for mekanismer til bilæggelse af tvister, som på omfattende og detaljeret vis adresserer de trin i proceduren, der er nødvendige for at sikre en ensartet og effektiv anvendelse.

3.14.

Udvalget bifalder også medlemsstaternes fleksibilitet med hensyn til bilateralt at nå til enighed fra sag til sag om alternative konfliktløsningsmekanismer. Dette muliggør løsninger i multilaterale situationer, hvor den pågældende tvist ikke kun skal løses på EU-niveau, men også i forhold til tredjelande gennem bilaterale traktater.

3.15.

EØSU støtter bestemmelsen om, at de kompetente myndigheder kan offentliggøre den endelige afgørelse, under forudsætning af samtykke fra alle de involverede skatteydere.

3.16.

Udvalget ønsker at understrege vigtigheden af at gennemføre dette forslag. Antallet af sager om dobbelt- eller flerbeskatning er stigende i størrelse og omfang. Der er ingen tid at spilde.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/33

Ordfører:

Javier DOZ ORRIT

Medordfører:

Petr ZAHRADNÍK

1.1.

EØSU påskønner Kommissionens bestræbelser for at føre en økonomisk politik med fokus på fremme af en stærk, bæredygtig, afbalanceret og inklusiv vækst i euroområdet samt en afvejet blanding af monetære, skattemæssige og strukturelle instrumenter til at opnå dette, herunder en positiv finanspolitisk kurs.

1.2.

EØSU bifalder derfor Kommissionens henstilling om en positiv finanspolitisk kurs for euroområdet, der også er i overensstemmelse med målsætningen om finanspolitisk bæredygtighed på lang sigt.

1.3.

EØSU vil gerne opfordre Kommissionen til fuldt ud at udnytte rollen som vogter af EU-traktaterne og forpligtelserne deri til bl.a. at forøge velfærden, de sociale fremskridt og den sociale retfærdighed på den ene side og den økonomiske velstand og konkurrenceevnen på den anden side og tillige benytte sig af de nyligt øgede beføjelser til at fortolke de finanspolitiske regler fleksibelt for at give mulighed for betydelige stigninger i de offentlige investeringer, der under nærmere angivne betingelser ikke bør medtages ved beregningen af de underskudsmål, der er fastsat i stabilitets- og vækstpagten (SVP).

1.4.

EØSU glæder sig over, at der lægges vægt på at øge investeringerne og bygge videre på den eksisterende investeringsplan. Der skal være tilstrækkelige midler hertil, således at det kan føre til en betydelig stigning i EIB-lånene i forhold til de seneste år. Forvaltningsstrukturerne bør sikre, at midlerne er tilstrækkeligt rettet mod de lande, hvor investeringerne er faldet overordentligt meget. Disse foranstaltninger skal kombineres med behørige strukturreformer, der fremmer vækst, beskæftigelse og social samhørighed.

1.5.

EØSU bifalder Kommissionens opfordring til en symmetrisk justering af underskuddene på de løbende poster i euroområdet. Det bør gælde såvel medlemsstater med underskud som medlemsstater med overskud. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med de fælles generelle retningslinjer bestemme, hvordan disse justeringer foretages.

1.6.

Der bør lægges vægt på strukturreformer, der kan stimulere efterspørgslen og væksten selv på kort sigt, og samtidig undgå dem, der er tilbøjelige til at underminere væksten ved at øge job- og indkomstusikkerheden. De vedtagne strukturreformer bør have potentiale til at skabe mærkbare forbedringer af erhvervsforholdene, reducere hindringerne for investeringer og bidrage til fuldendelsen af alle aspekter af EU's indre marked.

1.7.

Vækst i produktivitet bør være et prioriteret mål for strukturreformerne, som bør sikre en retfærdig fordeling af eventuelle produktivitetsgevinster med henblik på at skabe en stærkere efterspørgsel og forbedringer på udbudssiden.

1.8.

De vigtigste midler til at bringe de økonomier, der lider under høje gældsbyrder, på fode igen, er at genskabe og øge væksten i produktivitet og BNP.

1.9.

Reformer, der understøtter oprettelsen af arbejdspladser af høj kvalitet (dvs. stabile, rimeligt betalte job), skal prioriteres.

1.10.

EØSU understreger, at styrkelse og fremme af arbejdsmarkeds- og civilsamfundsdialoger både på nationalt plan og i euroområdet er af afgørende betydning for at nå til enighed og opnå en vellykket gennemførelse af de politikker, der er nødvendige for genopretningen og langsigtet økonomisk bæredygtighed.

1.11.

Effektive foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, overtrædelser af skattelovgivningen, brug af skattely og illoyal skattekonkurrence mellem medlemsstaterne vil også bidrage til opfyldelsen af målene i stabilitets- og vækstpagten.

1.12.

EØSU støtter oprettelsen af en europæisk indskudsforsikringsordning og opfordrer til, at etableringen af en fælles bagstopperordning for bankunionens afviklingsfond fremskyndes. Der skal tages afgørende skridt til at løse problemet med misligholdte lån, samtidig med at forbrugernes rettigheder beskyttes, og de relevante principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder overholdes.

1.13.

EØSU støtter initiativerne til at fuldføre Den Økonomiske og Monetære Union, herunder en stærk europæisk søjle for sociale rettigheder, mere finanspolitisk fleksibilitet og en finanspolitisk kapacitet for euroområdet, navnlig ved at fremme etableringen af et europæisk finansministerium, som i sidste ende bør udstede fælles obligationer og være underlagt en stærk demokratisk og politisk kontrol.

1.14.

EØSU opfordrer til yderligere forbedring af det europæiske semester med en stærkere koordinerende rolle til Kommissionen og en klar forpligtelse for medlemsstaterne til at gennemføre de politikker, de bliver enige om i Rådet, således at man undgår usikkerhed og skaber et gunstigt investeringsmiljø.

2.1.

Som en følge af de fem formænds rapport er der under det europæiske semester en forpligtelse til at styrke integrationen mellem euroområdet og det nationale niveau. Som i 2016 ledsages den årlige vækstundersøgelse 2017 af en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet. Formålet er at give mulighed for tidlige og målrettede drøftelser om euroområdet som helhed forud for de landespecifikke drøftelser, således at de fælles udfordringer afspejles fuldt ud i de landespecifikke foranstaltninger.

2.2.

Med henblik på det europæiske semester 2017 offentliggjorde Kommissionen følgende fem henstillinger om den økonomiske politik i euroområdet:

2.3.

Et nyt element i det europæiske semester 2017 er meddelelsen »En positiv finanspolitisk kurs i euroområdet«. I dette dokument understreger Kommissionen behovet for en positiv finanspolitisk kurs og mener også, at muligheden herfor er til stede. For at realisere en sådan finanspolitisk kurs må der anlægges en mere kollektiv tilgang i euroområdet, hvorunder der tages hensyn til de forskellige forhold i de enkelte lande. Kommissionen anbefaler en finanspolitisk ekspansion på op til 0,5 % af BNP i 2017 for euroområdet som helhed, samtidig med at den har fastsat et interval mellem 0,3 % og 0,8 % for at muliggøre differentiering mellem lande med forskellige risici alt efter deres makroøkonomiske stabilitet og finanspolitiske bæredygtighed.

3.1.

EØSU ser positivt på Kommissionens opfordring til en samlet set positiv finanspolitisk kurs i euroområdet. Dog er EØSU bekymret for, at en begrænsning af den finanspolitiske ekspansion til de to eller tre medlemsstater, der i øjeblikket har finanspolitisk råderum i henhold til EU's finanspolitiske regler, sandsynligvis ikke vil kunne udstikke den generelle finanspolitiske kurs, der foreslås. En styrkelse af den økonomiske vækst i euroområdet og EU er afgørende i en periode med politisk krise og usikkerhed, som næres af Brexit og USA's nye regerings politik, navnlig den handelsmæssige protektionisme. Finanspolitisk ekspansion og større stigning i de offentlige og private investeringer vil stimulere den interne efterspørgsel, som er af central betydning for en solid vækst. En sådan vil også blive fremmet af strukturelle reformer, der som målsætning har en øget produktivitet, en forbedring af betingelserne for udfoldelse af virksomhedernes aktiviteter og en fjernelse af hindringerne for investeringer.

3.2.

Dette skift i Kommissionens vurdering af den økonomiske situation i euroområdet er i tråd med EØSU's tidligere udtalelse om den økonomiske politik i euroområdet (1), hvori der argumenteres for aktiv brug af finanspolitikken til at støtte genopretningen af økonomien i euroområdet som helhed. Den positive finanspolitiske kurs, som Kommissionen har foreslået, er beskeden, men såfremt den kombineres med en effektiv anvendelse af investeringsplanen og EFSI, kan den medvirke til at overvinde de dybereliggende problemer med sløv vækst, delvis stagnation og fortsat niveauforskel i de økonomiske resultater i eurolandene.

3.3.

EØSU bemærker, at en positiv finanspolitisk kurs i euroområdet som helhed bør betragtes som et instrument på kort eller mellemlang sigt, som skal være foreneligt med langsigtet finanspolitisk bæredygtighed. I den nuværende situation bør målene for underskud og gæld i forhold til BNP anvendes fleksibelt, og der skal tages hensyn til målene og formålene med EU i almindelighed og med ØMU'en og stabilitets- og vækstpagten, som nævnt i artikel 119 og 120 i TEUF.

3.4.

EØSU opfordrer Kommissionen til at leve op til sin rolle som vogter af EU-traktaterne, navnlig artikel 3 i TEU, som fastlægger målene om øget velfærd, samhørighed og social retfærdighed, og anerkender, at de specifikke numeriske begrænsninger, der pålægges af stabilitets- og vækstpagten og dens strenge gennemførelse, hverken er hensigtsmæssige eller nødvendige i den nuværende situation med stagnation og historisk lave renter, en konklusion, der bl.a. deles af OECD. Fremme af velfærd, samhørighed og social retfærdighed er fuldt ud kompatibelt med økonomisk vækst og vækst i produktiviteten.

3.5.

EØSU foreslår, at der i forbindelse med gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten vedtages en gylden regel, hvorefter offentlige investeringer, der bidrager til forbedring af vækstpotentialet og den økonomiske konkurrenceevne, ikke medregnes i stabilitets- og vækstpagtens underskudsmål. EØSU bekræfter det synspunkt, som det fremsatte i udtalelsen om en investeringsplan for Europa, i udtalelsen om Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) og i udtalelsen om forlængelse af EFSI's varighed (2): Øgede offentlige investeringer er nødvendige for at stimulere væksten på kort og lang sigt, og sidstnævnte lange sigt er en nødvendig betingelse for konsolidering af de offentlige budgetter.

3.6.

EØSU advarer om, at hvis den økonomiske politik ikke styres i en retning, så den fremmer EU's og ØMU'ens generelle mål, herunder i den kommende hvidbog om Europas fremtid, vil det måske ikke lykkes at bremse den stigende modstand mod EU og ØMU'en. Dette kan blive særlig problematisk i lyset af de nuværende udfordringer, der bl.a. skyldes den geopolitiske udvikling i EU's nabolande, flygtninge- og migrantstrømmene og klimaændringerne. Kun et forenet og økonomisk stærkt Europa, der har stærk folkelig opbakning vil kunne omdanne disse udfordringer til muligheder. EU-institutionerne bør i et samarbejde med de grupper i civilsamfundet, som går ind for det europæiske projekt, bestræbe sig på ved hjælp af passende midler at videreformidle til alle europæere alle de positive ting inden for politik og økonomi, som EU arbejder for.

3.7.

Investeringsplanen for Europa bør være et af de instrumenter, der kan bidrage til at genoprette væksten og mindske forskellene. Finansieringen har indtil videre været på et niveau, hvor det kun har været muligt at holde kreditterne på EIB's tidligere niveau, og med en stærk tendens til at investere i lande, der er i mindst vanskeligheder. Dette bør der straks gøres noget ved for at sikre tilstrækkelig fleksibilitet i stabilitets- og vækstpagten i forbindelse med de nødvendige offentlige investeringer og dermed muliggøre, at investeringsniveauerne inden for energiomstilling, uddannelse og kvalifikationer, infrastruktur og EFSI-finansierede projekter øges i væsentlig grad i hele euroområdet, samtidig med at der tilskyndes til investeringer i innovative projekter i den private sektor.

3.8.

Skattepolitikken er med progressiv beskatning et vigtigt element i at fremme social retfærdighed. På den baggrund er et optimalt, hensigtsmæssigt og vækstfremmende skattesystem af allerstørste betydning. Sænkning af skatten for de laveste indkomster kan både bidrage til makroøkonomisk stabilitet og fungere som et større incitament til lønnet beskæftigelse. Ikke desto mindre bør eventuelle skattenedsættelser ledsages af alternative skattekilder for at sikre, at budgetunderskud undgås.

3.9.

EØSU bifalder Kommissionens opfordring til medlemsstater med underskud på de løbende poster og høj udlandsgæld om at fokusere på at forbedre deres produktivitetsvækst. I den forbindelse bemærker det, at en rimelig omfordeling af indkomst og velstand som følge af produktivitetsgevinster bør øge ligheden og have positiv indvirkning på den indenlandske og samlede efterspørgsel i euroområdet. Det er vigtigt at stimulere den indenlandske efterspørgsel som en nødvendig betingelse for at understøtte væksten og overvinde krisen.

3.10.

EØSU mener, at man bør prioritere de strukturreformer, der ikke blot forbedrer produktivitetsvæksten, men også styrker jobsikkerheden og de sociale sikringsordninger inden for nogle rammer, hvor der er hensigtsmæssige vilkår for at drive virksomhed. Ingen eurolande kan konkurrere i den moderne verden på grundlag af lave lønninger og usikre ansættelsesforhold. Der bør lægges vægt på reformer, der kombinerer forhandlet fleksibilitet med sikkerhed for at forbedre og skabe incitamenter til forbedring af færdigheder og innovation. Arbejdsmarkedsreformer bør skabe større sikkerhed i ansættelsen, hvilket vil bidrage til forbedring af både udbuds- og efterspørgselssiden i euroområdets økonomi, selv på kort sigt.

3.11.

EØSU understreger endnu en gang (3), at euroområdets nuværende problemer skyldes svag efterspørgsel, som er resultatet af finanspolitikkerne og de asymmetriske justeringer af de løbende poster (hovedsageligt baseret på lønomkostninger) i de foregående år under den største recession siden krigen, og ikke skyldes medlemsstaternes utilstrækkelige reformbestræbelser. Udvalget understreger igen, at strukturreformer, der har sigte på økonomiernes udbudsside, ikke rækker langt med hensyn til at stimulere investeringer og vækst, medmindre der vedtages og opretholdes en ekspansiv finanspolitisk kurs i euroområdet, indtil det økonomiske opsving er godt i gang.

3.12.

EØSU beklager, at arbejdsmarkeds- og civilsamfundsdialogerne under krisen er blevet gjort besværlige, hvis ikke skubbet helt ud på sidelinjen i medlemsstaterne, især i dem, der skulle modtage økonomisk støtte, og som gennemgik store sociale og arbejdsmarkedsrelaterede reformer. Der bør anbefales nogle overordnede indikatorer, der afspejler den europæiske søjle for sociale rettigheder i en balance mellem arbejdsmarkedets parter, til medtagelse i det europæiske semester. EØSU konstaterer, at der på nuværende tidspunkt ingen garanti er for procedurer for arbejdsmarkedsdialog i EU og i mange medlemsstater, hvilket hindrer arbejdsmarkedets parter i at deltage effektivt i processen forbundet med det europæiske semester.

3.13.

EØSU mener endvidere, at samordningen af den økonomiske politik under det europæiske semester bør forbedres, og Kommissionens rolle heri forstærkes. For at gøre processen mere troværdig skal medlemsstaterne behørigt opfylde de forpligtelser, de har indgået på rådsmøder.

4.1.

EØSU støtter Kommissionens initiativer til at fuldføre bankunionen ved at etablere en fælles indskudsgarantiordning og en fælles bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond. Disse foranstaltninger er nødvendige for at lette byrden for de nationale offentlige budgetter i forbindelse med at sikre det offentlige gode ved banksystemets stabilitet. De er vigtigere end nogensinde, fordi det for indeværende ikke er på dagsordenen at bevæge sig hen imod en politisk union.

4.2.

EØSU bemærker også, at spørgsmålet om bankernes misligholdte lån er af afgørende betydning for at supplere de politikker, der har til formål at skabe fornyet vækst. Der bør omgående træffes foranstaltninger til at løse problemet, samtidig med at der tages hensyn til forbrugerbeskyttelsen.

4.3.

Skattesvig og skatteunddragelse fører til et betydeligt fald i de offentlige indtægter, hvilket har en meget negativ indvirkning på opfyldelsen af stabilitets- og vækstpagtens mål og kapaciteten til at øge de offentlige investeringer. Navnlig er skattely afgørende for skatteunddragelser i stort omfang og deres relaterede forbrydelser (f.eks. hvidvaskning af penge). Det bør være en prioritet at stoppe brugen af skattely. EØSU opfordrer alle EU's og euroområdets institutioner til at vedtage og gennemføre direktiver herom uden forsinkelse.

4.4.

Urimelig skattekonkurrence mellem medlemsstaterne forringer kapaciteten til at opkræve skatteindtægter i en række medlemsstater og dermed deres evne til at opfylde stabilitets- og vækstpagtens mål. EØSU mener, at EU-myndighederne bør træffe rimelige og afbalancerede foranstaltninger til at tilendebringe illoyal skattekonkurrencepraksis i tråd med anbefalingerne fra OECD og IMF.

4.5.

EØSU erkender, at en yderligere styrkelse og udvikling af euroen kræver en enorm indsats lige nu og også i den nærmeste fremtid for at sikre varig velstand og stabilitet i euroområdet, men det mener samtidig, at følgende målsætninger er ønskelige:

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/38

Ordfører:

Pietro Vittorio BARBIERI

1.1.

EØSU bifalder Kommissionens forslag 2016/0384 om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 (1) for så vidt angår specifikke foranstaltninger med hensyn til at yde supplerende bistand til medlemsstater, der er ramt af naturkatastrofer.

1.2.

EØSU tager positivt imod Kommissionens forslag om, at Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) som supplement til midlerne fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond skal kunne yde støtte til medlemsstater og regioner, der rammes af alvorlige naturkatastrofer.

1.3.

EØSU er enigt i indførelsen af en særskilt prioritetsakse for genopbygningsarbejde, der finansieres med midler fra EFRU under et operationelt program uden behov for national medfinansiering som defineret i forordning (EF) nr. 2012/2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond.

1.4.

EØSU bifalder, at udgifter til operationerne gøres støtteberettigede fra den dato, hvor naturkatastrofen fandt sted, selv hvis dette er før, ændringen af forordningen træder i kraft.

1.5.

EØSU ser positivt på forslaget om, at en medlemsstat, der allerede har medtaget de pågældende operationer i en tidligere betalingsanmodning til Kommissionen, skal kunne foretage de nødvendige justeringer af den næste betalingsanmodning.

1.6.

På linje med tidligere udtalelser kan EØSU kun bifalde de ovennævnte punkter fra Kommissionen, som skal forenkle og fremskynde procedurerne forbundet med at opnå hjælp, så der kan gribes hurtigere, mere effektivt og mere synligt ind i kølvandet på en naturkatastrofe.

1.7.

Samtidig anser EØSU det for nødvendigt med en yderligere revision af fonden med henblik på mere præcist at definere dens indsatsområde, så det kommer til at omfatte katastrofer som følge af klimaændringer og terrorhandlinger, og at man bør genoverveje minimumsgrænserne for adgang til hjælp, som efter EØSU's mening er for høje.

1.8.

EØSU mener, at fonden er et vigtigt udtryk for europæisk solidaritet, og at kendskabet til dens eksistens bør udbredes blandt EU-borgerne.

2.1.

Europa har desværre oplevet adskillige naturkatastrofer. Mange lande har i årenes løb været ramt af en eller anden form for ulykke.

2.1.1.

I 2002 blev Centraleuropa og især Tyskland, Østrig, Tjekket og Slovakiet på samme tid ramt af alvorlige oversvømmelser. Dengang besluttede EU at gribe ind ved hjælp af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond som reaktion på de store naturkatastrofer og for at udtrykke sin solidaritet med de ramte regioner. Siden da har fonden været brugt i forbindelse med utallige og mangeartede katastrofer, bl.a. oversvømmelser, skovbrande, jordskælv, storme og tørke (2).

2.2.

EØSU finder det helt rigtigt at anvende Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) (3) som supplement til Solidaritetsfonden i tilfælde af alvorlige katastrofer. De to fonde bygger således på samme etiske præmisser og har også visse interventionskriterier til fælles. De to fonde er endnu et udtryk for solidariteten i EU, og samtidig har de typer af aktioner, som generelt finansieres af fondene, samme formål, nemlig at fremme den økonomiske vækst og en retfærdig og bæredygtig udvikling i de europæiske regioner (4).

2.3.

EØSU har allerede tidligere påpeget, at hjælpen kun bliver effektiv og tilstrækkelig synlig, hvis den kommer hurtigt. Mere specifikt har EØSU tidligere udtalt sig om det omstændelige bureaukrati forbundet med Den Europæiske Solidaritetsfond (5) og den alt for lange ventetid, før hjælpen udbetales (6).

2.4.

EØSU gentager sine tidligere udtalelser om fondens funktion:

2.4.1.

EØSU er desuden bekymret over stigningen i antallet af naturkatastrofer og andre katastrofer og gør opmærksom på behovet for at styrke forebyggelsespolitikkerne.

2.5.

EØSU bifalder, at artikel 120 i forordning (EU) nr. 1303/2013 får et stk. 8, hvormed der indføres en særskilt prioritetsakse med en medfinansieringssats på op til 100 % med støtte fra EFRU, forudsat at operationerne

2.6.

EØSU bifalder undtagelsen fra artikel 65, stk. 9, i forordning (EU) nr. 1303/2013, der betyder, at udgifter til operationer under prioritetsaksen er støtteberettigede fra den dato, hvor naturkatastrofen fandt sted.

3.1.

EØSU mener, at forslaget til forordning skal læses i sammenhæng med forordning (EF) nr. 2012/2002 og de efterfølgende ændringer heraf, idet den supplerer og ændrer sidstnævnte forordning. De foreslåede ændringer er i tråd med EØSU's opfordringer i tidligere udtalelser til at fremskynde og forenkle fondens procedurer. Der er dog stadig nogle kritisable punkter.

3.2.

EØSU minder om, at forordningen er en særlig betydningsfuld foranstaltning, da den er et bevis for europæisk solidaritet. Den tager højde for nærhedsprincippet, idet den supplerer medlemsstaternes politikker og er koordineret med andre EU-politikker, herunder andre programmer under strukturfondene og Den Europæiske Investeringsbank (EIB). EØSU mener, at den også bør sættes i sammenhæng med undtagelserne fra stabilitetspagten for de medlemsstater, der rammes af naturkatastrofer og andre katastrofer.

3.3.

Forordningen gælder for alvorlige naturkatastrofer og træder ikke i stedet for medlemsstaterne i tilfælde af katastrofer, der forårsager skader, som overstiger en minimumsgrænse, der ifølge EØSU er alt for høj og derfor bør revurderes.

3.4.

De støtteberettigede operationer omfatter ikke boliger, medmindre der er tale om midlertidig nødindkvartering. Her er det staten eller forsikringsselskaber, der skal træde til. Sekundære boliger sikrer gamle landsbyers overlevelse i kraft af den økonomiske aktivitet, denne form for turisme genererer. EØSU mener, at der må gribes ind over for den skarpe opdeling mellem boliger og økonomisk aktivitet.

3.5.

Forordningen fastlægger endvidere, at der ikke må være sammenfald med andre EU-foranstaltninger, der er rettet mod at overvinde regionale ulemper som følge af naturkatastrofer eller andre katastrofer. Et af de væsentligste krav for at få adgang til midlerne er da også, at der er udarbejdet en risikoforebyggelsesplan over for naturkatastrofer. EØSU mener ikke, at EU-institutionerne og medlemsstaterne lægger tilstrækkelig vægt på forebyggelse.

3.6.

I forordningen præciseres det, at de operationer, der kan finansieres, skal være i overensstemmelse med traktatens bestemmelser og de retsinstrumenter, der er vedtaget som en følge af disse bestemmelser. Der nævnes specifikt korrekt økonomisk forvaltning, gennemsigtighed i de offentlige udbudsprocedurer, miljøbeskyttelse og klimatilpasning med investeringer i miljøvenlig infrastruktur. Da forordningen blev vedtaget, fandtes der ikke et særskilt direktiv om tilgængelighed (7). Eftersom efterspørgslen efter tilgængelige produkter og tjenesteydelser er steget yderligere i takt med befolkningsaldringen i EU (8), mener EØSU, at tilgængelighed bør være et af de krav, der skal lægges vægt på i forbindelse med nødforanstaltninger og genopbygningsarbejde.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/41

Ordfører:

Daniel MAREELS

1.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om ændring af BRRD (1), eller mere præcist om etablering af en harmoniseret national rangering af usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvensbehandling. Forslaget er en del af en bredere pakke af nyligt offentliggjorte forslag til yderligere reform af bankerne (2). Pakken har hovedsageligt til formål at gennemføre de tekster, der er blevet udarbejdet i en international ramme, som f.eks. G20, Baselkomitéen og Rådet for Finansiel Stabilitet.

1.2.

For EØSU er det afgørende, at banksystemet er robust med et solidt kapitalgrundlag, hvilket er en forudsætning og et grundlag for opretholdelse af finansiel stabilitet. Samtidig er det absolut nødvendigt, at der i tilfælde af en bankkrise, i første omgang gøres brug af aktionærers og kreditorers private kapital (den såkaldte »bail-in«), således, at man undgår at gribe til midler fra staten eller skatteyderne. Heller ikke lønninger eller pensionsydelser bør berøres.

1.3.

EØSU glæder sig over, at det foreliggende forslag tages ud af ovennævnte pakke og behandles hurtigt med høj prioritet (jf. 1.1). Den seneste udvikling, hvor medlemsstaterne lovgiver hver for sig og på grundlag af deres egne fortolkninger af denne plan kan volde problemer, for eksempel i forbindelse med anvendelse af »bail-in« -ordningen. Det er hensigtsmæssigt at ændre kurs og forlade den individuelle tilgang til fordel for en harmoniseret tilgang på EU-niveau, så man sikrer, at de samme BRRD-regler gælder overalt.

1.4.

En harmoniseret tilgang vil også hindre yderligere forvridninger mellem medlemsstaterne og uønsket konkurrence på markedet. For EØSU er det vigtigt, at der skabes mere lige vilkår mellem institutioner og medlemsstater, og at risiciene i den finansielle sektor reduceres.

1.5.

EØSU glæder sig over, at forslaget vil bidrage til at gøre den fælles afviklingsmekanisme mere robust og samtidig forbedre og sætte skub i den operationelle anvendelighed.

1.6.

Udvalget mener, at der for alle banker bør findes en ramme for tabsabsorbering. I den forbindelse er det glædeligt, at det foreliggende forslag bidrager til gennemførelsen af specifikke foranstaltninger, der er relevante for globale systemisk vigtige banker. Det indebærer, at G-SIBs (3) skal have større tabsabsorberende evne, den såkaldte TLAC (4), der kan aktiveres i tilfælde af krise. Nærværende forslag bidrager også til gennemførelsen af »bail-in«- systemet for andre banker, ved at reducere eventuelle risici for en juridisk debat, når det er hensigtsmæssigt.

1.7.

Udvalget bifalder inddragelsen af ovennævnte TLAC-bestemmelser i EU's eksisterende krav for alle banker, de såkaldte MREL-krav (5), på en sådan måde, at alle G-SIBs er underlagt harmoniserede regler. Integration i én enkelt ordning vil derudover også fremme effektiviteten af afviklingen.

1.8.

Banker spiller en meget vigtig rolle i finansieringen af økonomien og især for husstande og SMV'er. De potentielt negative konsekvenser for bankers finansieringsomkostninger bør derfor så vidt muligt begrænses. Samtidig bør de nye regler ikke kun lette og så vidt muligt udbrede udstedelsen af de tilsigtede usikrede gældsinstrumenter, men også tilbyde alle berørte parter herunder investorer størst mulig klarhed og retssikkerhed. Det er vigtigt, at reglerne om forbrugerbeskyttelse gælder fuldt ud og anvendes i praksis.

1.9.

Den foreslåede tilgang, hvor de nye regler først finder anvendelse ved fremtidige udstedelser af tilsigtede gældsinstrumenter synes at være den mest realistiske løsning og kan derfor også støttes.

2.1.

Det foreliggende forslag (7) er en del af en pakke på fem lovgivningsforslag om regulering af banker, som Kommissionen offentliggjorde for nylig (8), og som bygger på den allerede eksisterende lovgivning i denne henseende (9). Det fjernes nu fra pakken og trækkes frem med henblik på en hurtigere vedtagelse og gennemførelse.

2.2.

Pakken tager sigte på at gennemføre vedtagne tekster efter arbejdet i Baselkomitéen om Banktilsyn og Rådet for Finansiel Stabilitet, og under hensyntagen til resultaterne af Kommissionens opfordring til indsendelse af dokumentation for at gøre status over den nuværende banklovgivnings virkning og effektivitet.

2.3.

Samlet set er denne pakke af forslag først og fremmest udformet med henblik på at:

2.3.1.

øge robustheden af EU's finansielle institutioner og sikre den finansielle stabilitet,

2.3.2.

forbedre bankernes udlånskapacitet til støtte for økonomien i Den Europæiske Union, og

2.3.3.

fremme bankernes rolle med henblik på at opnå dybere og mere likvide europæiske kapitalmarkeder, for at støtte oprettelsen af en kapitalmarkedsunion.

2.3.4.

Samtidig, og det er på sin plads at omtale det her, arbejder forslagene for en mere avanceret og mere vidtgående anvendelse af det såkaldte »proportionalitetsprincip« til fordel for små og/eller mindre komplekse banker.

2.4.

På den baggrund forsøger man med det foreliggende forslag at etablere en harmoniseret national prioritetsrækkefølge for usikrede gældsinstrumenter. Dette er vigtigt i forbindelse med afvikling af en bank under BRRD-rammen.

2.5.

I tilfælde af en sådan afvikling er det vigtigt, at tab i første omgang dækkes af privat kapital og ikke af skatteyderne eller offentlige myndigheder. Dette opnås ved en »bail-in«, dvs. afskrivning af gæld eller omlæggelse af gæld til risikovillig kapital.

2.6.

Dertil skal alle banker råde over et minimum af egenkapital og nedskrivningsrelevante passiver eller, med andre ord: bankerne skal opfylde MREL-kravene.

2.7.

Det nye er, at der nu er indgået internationale aftaler om supplerende krav til globalt systemisk vigtige banker (G-SIBs), som led i bekæmpelsen af problemet: »for stor til at krakke«. Et af pakkens andre forslag, der er nævnt ovenfor, er netop indarbejdelsen af dette krav, den såkaldte »samlede tabsabsorberingskapacitet« (TLAC), i det eksisterende MREL-system for disse banker.

2.8.

Begge forpligtelser har tilskyndet en række medlemsstater til på nationalt plan at tilpasse (10) deres konkurslovgivning vedrørende bankkreditorers prioritetsrækkefølge.

2.9.

Sådanne justeringer er blevet gennemført på forskellig vis i medlemsstaterne, hvilket ikke er helt ønskeligt i lyset af de erklærede mål. Nærværende forslag har til formål at afhjælpe dette ved at indføre en harmoniseret ordning (se punkt 2.4).

3.1.

Samlet set bør denne pakke af foranstaltninger og dette forslag hilses velkommen. De udgør begge et supplement til og en justering af det vigtigste reformarbejde, der er gjort efter krisen, for at styrke den finansielle sektor. De bidrager også til en yderligere nedbringelse af risikoen i selvsamme sektor.

3.2.

Overordnet set er det allervigtigste, at banksystemet er robust og tilstrækkeligt kapitaliseret. Det er igen vigtigt for at bevare den finansielle stabilitet. Denne stabilitet forudsætter, at der i tilfælde af en bankkrise i første omgang gøres brug af aktionærers og kreditorers private kapital (den såkaldte »bail-in«). Dette bør forhindre, at man må ty til statens eller skatteydernes midler. Også lønninger, pensioner og andre faste ydelser til fordel for arbejdstagere skal under alle omstændigheder sikres (11).

3.3.

Denne tilgang skal finde fuldstændig anvendelse på alle banker. I denne forbindelse glæder EØSU sig over den øgede indsats møntet på globale systemisk vigtige institutter (G-SIBs), i overensstemmelse med de aftaler, der blev indgået på G20 plan.

3.4.

Det er positivt, at dette forslag integrerer TLAC-systemet i de eksisterende MREL-krav som fastsat i BRRD. Det forbedrer ikke blot anvendelsen af de eksisterende regler, men udgør samtidig et fundament for en harmoniseret ordning for de største, betydningsfulde banker. Det vil også have en positiv indflydelse på den operationelle anvendelse af ordningen.

3.5.

Set i lyset af den vigtige rolle, som banker spiller i finansieringen af økonomien og for husholdninger og SMV'er, bør udstedelsen af sådanne instrumenter foregå under gode forhold og være så bred som muligt. Det nye system skal skabe klarhed og retssikkerhed for alle berørte parter, herunder investorer. Man bør også være opmærksom på omkostningerne. De nye regler bør minimere den potentielt negative indvirkning på bankernes finansieringsomkostninger.

3.6.

Det er i sig selv yderst positivt, at en række medlemsstater meget hurtigt er gået i gang med at tilpasse deres nationale konkurslovgivninger, for at tage højde for udviklingen på europæisk og internationalt plan (se ovenfor).

3.7.

Uheldigvis er dette sket på mange forskellige måder, hvilket har ført til væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne og en række uønskede virkninger såsom usikkerhed for udstedere og investorer og den behandling, de får i tilfælde af, at bail-in-ordningen finder anvendelse. Dette kan også hindre gennemførelsen af BRRD-reglerne i forbindelse med banker, som opererer i mere end ét land.

3.8.

Udvalget mener ikke, at det er hensigtsmæssigt med forskellige behandlinger af usikrede gældsinstrumenter, da det i øvrigt vil medføre skævvridninger mellem finansielle institutioner og medlemsstater, og føre til uønsket konkurrence på markedet.

3.9.

Hurtig handling er derfor ønskelig, og det drejer sig derfor ikke blot om at sætte en stopper for medlemsstaternes individuelle tilgang, men i højere grad om at bevæge sig hen imod en harmoniseret tilgang. Det vil ikke blot føre til mere lige vilkår mellem institutioner og medlemsstater, men vil samtidig bidrage mere effektivt til forfølgelsen af de grundlæggende mål om finansiel stabilitet og begrænsning af risici i den finansielle sektor.

3.10.

Den nye ordning indeholder ingen bestemmelser om muligheden (eller manglen på samme) for at visse investorer kan købe eller erhverve sig disse usikrede gældsinstrumenter. Det er sandsynligvis ikke passende at beskæftige sig med dette spørgsmål inden for BRRD, og desuden er det vigtigste, at forbrugerbeskyttelsen (12) på dette område finder fuld anvendelse, og kan anvendes fuldt ud i praksis.

3.11.

Denne ordning finder kun anvendelse på de fremtidige emissioner og ikke på den eksisterende bestand. Af hensyn til retssikkerheden og — eventuelt utilsigtede — følger for markederne, udstedere og investorer, synes dette at være en acceptabel tilgang, selv om der kan være visse (midlertidige) konsekvenser for tilsynsmyndighederne.

3.12.

Endelig vil det være hensigtsmæssigt at stræbe efter en realistisk dato for ikrafttrædelsen (13).

—

kapitalkravsforordningen (CRR) og kapitalkravsdirektivet (CRD) fra 2013. Det indeholder tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter (banker) og investeringsselskaber og styrings- og tilsynskrav;

—

direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRRD) og forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR) fra 2014. De omfatter reglerne om genopretning og afvikling af nødlidende institutter og iværksætter den fælles afviklingsmekanisme.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/45

Ordfører:

Indrė VAREIKYTĖ

Medordfører:

Tatjana BABRAUSKIENĖ

1.1.

Udvalget glæder sig over den nye dagsorden for færdigheder i Europa, som Kommissionen har foreslået, og mener, den er et skridt i den rigtige retning mod en bedre balance mellem de færdigheder, som henholdsvis den enkelte, arbejdsmarkedet og samfundet har brug for. EØSU mener også, at en bedre matchning af kompetencer med behovene på arbejdsmarkedet vil forbedre kvalificerede og kompetente arbejdstageres adgang hertil.

1.2.

Det giver god mening, at den nye dagsorden og initiativerne i forbindelse hermed fokuserer på at løse aktuelle problemer, især ved at ændre de eksisterende redskaber og foranstaltninger med henblik på at forbedre deres funktion og anvendelsen af dem. Der er imidlertid behov for at indføre mere nyskabende løsninger inden for uddannelse og kompetenceudvikling, da Europa har brug for et egentligt paradigmeskift, når det gælder uddannelsessektorens mål og funktion, og en bedre forståelse af dens plads og rolle i samfundet.

1.3.

EØSU understreger, at det er umuligt at gøre fremskridt, når det gælder øget arbejdsmarkedsdeltagelse, opfyldelse af behovene på omskiftelige, usikre og komplekse arbejdsmarkeder samt bekæmpelse af fattigdom, ulighed og forskelsbehandling i EU, hvis ikke der tages hensyn til de tilknyttede sociale aspekter og kønsaspekter.

1.4.

Udvalget anmoder Kommissionen om at skabe et bredere overblik over, hvordan de overordnede uddannelses- og erhvervsuddannelses-, arbejdsmarkeds- og sociale systemer fungerer, og hvilke berøringsflader de har. Det samme gælder foranstaltningerne på de forskellige områder, navnlig for så vidt angår emner, der har med højere uddannelsesniveauer at gøre, og den rolle som livslang læring, grænseoverskridende mobilitet, iværksætterånd, kreativitet, innovation og sociale og interkulturelle færdigheder spiller.

1.5.

EØSU ser også gerne en tydeligere forbindelse mellem den nye dagsorden og både det europæiske semester og Europa 2020-strategien — navnlig deres uddannelses- og beskæftigelsesmål. Udvalget vil endvidere gerne foregribe den rolle, som den nye dagsordenen for færdigheder kan spille i forbindelse med 2030-dagsordenen, strategien for et digitalt indre marked, strategien for den cirkulære økonomi, den strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2020, søjlen for sociale rettigheder og målene for bæredygtig udvikling.

1.6.

Udvalget beklager manglen på konkrete foranstaltninger i den nye dagsorden relateret til den afgørende rolle, som ikkeformel og uformel læring spiller med hensyn til at forberede de unge på livet. Desuden sætter den nye dagsorden ikke fokus på iværksætterånd bredt forstået (dvs. initiativlyst), som er en grundlæggende kompetence, der gavner alle. I den henseende bør Kommissionen også være særligt opmærksom på de liberale erhvervs behov for specifikke færdigheder (1).

1.7.

EØSU kan ikke acceptere, at der ikke er tænkt på nogen ny finansiering til at fremme den nye dagsorden, og det er udvalgets faste overbevisning, at selv den bedst mulige udnyttelse af eksisterende finansieringsprogrammer ikke vil være tilstrækkelig til at understøtte dagsordenens ambitioner. Endvidere er de foreslåede finansieringskilder for dagsordenen — nemlig ESF og Erasmus+ — allerede ved at blive planlagt og fordelt på nationalt niveau, hvilket gør det endnu mere usikkert, at de kan anvendes til gennemførelse af dagsorden.

1.8.

Udvalget værdsætter dagsordenens stærke fokus på dialog med arbejdsmarkedets parter og virksomhederne og opfordrer til en yderligere styrkelse af en sådan dialog, også med de relevante civilsamfundsorganisationer og organisationer, som samarbejder direkte med modtagerne og kan række en hånd ud til sårbare personer.

1.9.

Efter EØSU's opfattelse vil den foreslåede færdighedsgaranti kun gøre en mærkbar forskel, hvis man tager ved lære af gennemførelsen af ungdomsgarantien.

1.10.

Kompetenceudvikling finder i den digitale tidsalder sted på en baggrund af hurtige og til tider gennemgribende forandringer, hvor forretningsmodeller kan ændre sig grundlæggende. Derfor mener EØSU ikke, det er nok blot at hjælpe den enkelte med at erhverve sig et mindstemål af færdigheder. Det er til gengæld afgørende at sikre, at færdighedsgarantien bliver en sikker vej, som sætter arbejdstagere i stand til og opmuntrer dem til at avancere yderligere og opnå så gode kvalifikationer som overhovedet muligt. EØSU presser på for yderligere løsninger i form af f.eks. offentlige og private investeringer for at øge den finansiering, der er brug for med henblik på at sikre, at der hurtigt kan etableres et udbud af relevante færdigheder. Instrumenter, der anvendes i nogle af EU's medlemsstater, eksempelvis kollektive aftaler om betalt uddannelsesorlov, bør også undersøges.

1.11.

Samtidig er det vigtigt at erkende, at forbedring af enkeltstående færdigheder ikke vil give de ønskede resultater med hensyn til beskæftigelsesegnethed, hvis ikke de tæt forbundne støtteforanstaltninger på det sociale, økonomiske og kønspolitiske område også udvikles yderligere.

1.12.

EØSU mener, at indsatsen for at udvikle Den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF) bør fokusere yderligere på at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne og alle de berørte parter, på betydningen af anerkendelse af færdigheder og af kompetencer opnået gennem videreuddannelse, og validering af færdigheder opnået gennem uformel og ikkeformel læring med særlig opmærksomhed på tværfaglige færdigheder. Endvidere er det — navnlig når det gælder opnåelse af færdigheder på højt niveau — vigtigt at forbedre den ikkeformelle og den uformelle læring på en sådan måde, at disse former for læring uden problemer kan indgå i eksisterende formelle uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer på en måde, som er acceptabel for alle de berørte parter.

1.13.

Det er helt afgørende at sikre, at forsøget på at opgradere EQF ikke bliver for byrdefuldt og bureaukratisk, og at opnå større sammenhæng mellem EU's kvalificeringsinstrumenter, dvs. EQF, det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET) og den europæiske referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse (EQAVET). ESCO bør støtte udviklingen af EQF og anvendelsen heraf, men det er afgørende at afslutte henvisningsprocesserne, hvis ESCO skal kunne bidrage.

1.14.

EØSU er en stærk støtte af den nye Europass-ramme, navnlig det at Europass ændres fra en dokumentbaseret facilitet til en servicebaseret platform. Udvalget er af den opfattelse, at gennemsigtighed, anvendelighed, tilgængelighed og effektivitet bør være de vigtigste drivkræfter i dens udvikling. Det er afgørende at sikre, at den fornyede Europass-ramme er tilgængelig for personer med handicap.

1.15.

EØSU udtrykker til gengæld forbehold over for, om det er etisk forsvarligt at anvende midler fra Erasmus +-programmet som første finansieringskilde. Samtidig bør Kommissionen revurdere konsekvenserne for budgettet på en mere realistisk måde, navnlig i relation til de økonomiske konsekvenser for medlemsstaterne og de budgetmæssige virkninger som resultat af formidlingen af den nye Europass-ramme til offentligheden.

2.1.

Kommissionen har vedtaget en ny dagsorden for færdigheder i Europa med henblik på at sikre, at borgerne udvikler en bred vifte af færdigheder, allerede fra en tidlig alder, og med det formål at udnytte Europas menneskelige kapital bedst muligt, hvilket burde styrke beskæftigelsesegnetheden, konkurrenceevnen og væksten i Europa.

2.2.

Kommissionen skønner, at 70 millioner europæere mangler tilstrækkelige læse- og skrivefærdigheder, har dårlige regnefærdigheder, og at mere end 20 % i praksis ikke kan arbejde med computere (2), hvilket gør dem særligt udsatte for arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse. På den anden side er over 30 % af de højt kvalificerede unge beskæftiget i jobs, som ikke matcher deres evner og ambitioner, mens 40 % af de europæiske arbejdsgivere melder om, at de ikke kan finde medarbejdere med de rette færdigheder til at skabe vækst og innovation. Samtidig er der for få, som har iværksætterånden og de rette kompetencer til at starte deres egen virksomhed og blive ved med at tilpasse sig arbejdsmarkedets skiftende krav.

2.3.

Efter Kommissionens mening er det af afgørende betydning at øge det faglige niveau, fremme tværfaglige færdigheder og finde bedre metoder til at foregribe arbejdsmarkedets behov på — også via dialog med erhvervslivet — hvis man vil forbedre borgernes chancer her i livet og støtte retfærdig, inklusiv og bæredygtig vækst samt sammenhængskraften i samfundet. Med henblik på at håndtere udfordringerne med færdigheder foreslår Kommissionen ti initiativer, der skal gennemføres over de kommende to år:

3.1.

I denne udtalelse fokuserer EØSU på selve dagsordenen og tre af de initiativer, der allerede er blevet foreslået i tilknytning til dagsordenen, nemlig færdighedsgarantien, gennemgangen af den europæiske referenceramme for kvalifikationer og revisionen af Europass-rammen.

3.2.

Udvalget svarer i samme forbindelse også på det maltesiske rådsformandskabs anmodning om at udarbejde en sonderende udtalelse om emnet Opgradering af erhvervsaktives kvalifikationer. Som følge af overlapningen mellem de to emner, er svarene på anmodningen indarbejdet i denne udtalelse og beriger den, idet den mere udførligt behandler udvalgets synspunkter i forhold til den sociale dimension og kønsaspekterne i forbindelse med færdigheder og beskæftigelsesegnethed.

4.1.

Udvalget glæder sig over den nye dagsorden for færdigheder i Europa, som Kommissionen har foreslået, og mener, den er et skridt i den rigtige retning mod en bedre balance mellem de færdigheder, som henholdsvis samfundet og erhvervslivet har brug for. Selv om det giver god mening, at den nye dagsorden og initiativerne i forbindelse hermed fokuserer på at løse aktuelle problemer, især ved at ændre eksisterende redskaber og foranstaltninger med henblik på at forbedre deres funktion og anvendelsen af dem, fremhæver EØSU behovet for at indføre mere nyskabende løsninger inden for uddannelse og kompetenceudvikling. Mange EU-medlemsstater og EFTA-lande har allerede iværksat forskellige innovative strategier, men disse undersøges og nævnes ikke i dagsordenen, for slet ikke at tale om at gøre reklame for dem over for medlemsstaterne.

4.2.

EØSU er af den faste overbevisning — og den relativt begrænsede virkning af de samlede EU-foranstaltninger (3) inden for uddannelse og ungdomsbeskæftigelse siden 2009 støtter denne overbevisning — at tiden er inde til et egentligt paradigmeskift, når det gælder uddannelsessektorens mål og funktionsmåde, som omfatter alle dens dele, formel såvel som ikkeformel og uformel læring, og forståelsen af sektorens plads og rolle i samfundet, samtidig med at uddannelse som sådan bør anerkendes som en faktor i produktiviteten. Det er afgørende for Europas fremtid, at der sættes større fokus på investeringer i menneskelig udvikling. Den nye dagsorden bør derfor ikke blot tilbyde delløsninger på eksisterende uligheder på arbejdsmarkedet, men derimod foranstaltninger, som sætter hver eneste person i EU i stand til at blive bedre, mere kvalificeret og mere fleksibel i sit valg af økonomisk aktivitet.

4.3.

At opgradere færdigheder og matche dem med behovene på arbejdsmarkedet samt sikre efteruddannelse og løbende faglig udvikling er yderst relevant set i relation til Den Europæiske Unions sociale og politiske tilsagn om at øge erhvervsfrekvensen og opfylde behovene på omskiftelige arbejdsmarkeder samt bekæmpe fattigdom, ulighed og forskelsbehandling i EU. Det er umuligt at gøre fremskridt på disse områder, hvis ikke der tages hensyn til de tilknyttede sociale aspekter og kønsaspekter. Alligevel beklager udvalget, at den nye dagsorden fokuserer på færdigheder og beskæftigelsesegnethed i al almindelighed, men ikke identificerer specifikke foranstaltninger til at udnytte potentialet hos personer i deltidsbeskæftigelse og personer, der er ansat under usikre ansættelsesforhold, samt økonomisk inaktive kvinder, ældre og personer med handicap, som alle ville kunne yde et væsentligt bidrag til EU's udvikling og vækst.

4.4.

Det er EØSU's indtryk, at de væsentligste aspekter af kønsskævheder (4) i relation til udviklingen af færdigheder blev udeladt under planlægningen af dagsordenen. Disse omfatter bl.a. pres på kvinder for at få dem til at påtage sig omsorgsroller og forene arbejde og familieliv, forskelsbehandling, stereotyper, højere repræsentation af kvinder inden for atypisk beskæftigelse, begrænset beskæftigelsesvalg inden for deltidsarbejde (hvilket øger risikoen for overuddannelse, især når kvinderne arbejder i job på lavere niveauer end det, de er kvalificerede til (occupational downgrading)) og studieretninger, hvor henholdsvis kvinder og mænd er stærkt repræsenteret og dermed mere udsatte for overuddannelse på arbejdsmarkedet.

4.5.

Dagsordenen har et stærkt fokus på tilegnelse af et minimum af færdigheder og udvikling af lave og mellemhøje færdighedsniveauer. Alligevel savner udvalget et bredere overblik fra Kommissionen over, hvordan de overordnede uddannelses-, arbejdsmarkeds- og sociale systemer fungerer, og hvilke berøringsflader de har. Det samme gælder foranstaltningerne på de forskellige områder. Med et så begrænset indblik overser man, at spørgsmålet om højere uddannelses- og erhvervsuddannelsesniveauer er tilsvarende vigtigt, og det samme gælder livslang læring, grænseoverskridende mobilitet, iværksætterånd, kreativitet, innovation, sociale færdigheder og tværkulturel uddannelse, for blot at nævne nogle få. I den henseende bør Kommissionen også være særligt opmærksom på de liberale erhvervs behov for specifikke færdigheder (5).

4.6.

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at benytte en koordineret, sammenhængende og konsekvent tilgang til sine politiske initiativer, navnlig når de omfatter udvikling af færdigheder. Der mangler effektiv koordinering mellem de initiativer, der foreslås samtidig af forskellige generaldirektorater, og som er tæt forbundne. Bedre koordinering ville i høj grad kunne øge effektiviteten og virkningen af sådanne foranstaltninger.

4.7.

Da kompetenceudvikling har afgørende konsekvenser for den økonomiske vækst og med henblik på at sikre, at dagsordenen får en reel betydning, så udvalget også gerne flere direkte forbindelser mellem den nye dagsorden og både det europæiske semester (navnlig de landespecifikke henstillinger) og Europa 2020-strategien. Dette handler især om målene for uddannelse og beskæftigelse og dagsordenens rolle i forhold til 2030-dagsordenen, strategien for et digitalt indre marked, strategien for den cirkulære økonomi, den strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019, søjlen for sociale rettigheder (navnlig de foreslåede benchmarkordninger) og målene for bæredygtig udvikling. Etablering af sådanne forbindelser vil styrke dagsordenens plads blandt EU's langsigtede mål og overordnede politiske rammer og derigennem sikre dens status som et strategisk initiativ.

4.8.

Udvalget erkender, at det er afgørende, at færdighederne matches med behovene på arbejdsmarkedet, da det ikke er en holdbar situation, at 30 % af unge europæere er overkvalificerede til deres job for så vidt angår erhvervede formelle kompetencer, og at 40 % af arbejdsgiverne samtidig melder om mangel på kandidater, der er i besiddelse af de ønskede færdigheder. Alligevel er det yderst vigtigt at bringe matchningen af færdigheder op behov på linje med skabelsen af kvalitetsjob samt fremhæve betydningen af grænseoverskridende mobilitet som en metode til at foretage denne matchning med henblik på at opnå et fuldt funktionsdygtigt og effektivt samfund.

4.9.

Den nye dagsorden understreger betydningen af både inklusion og opnåelse af beskæftigelsesegnethed. Samtidig med at den mest fokuserer på erhvervslivets behov, mener EØSU imidlertid også, at der bør være større fokus på færdigheder, som mere generelt er vigtige for samfundet. Færdigheder er også til gavn for individet og samfundet generelt. Det gælder f.eks. tværfaglige færdigheder, færdigheder, der kan overføres, og bløde færdigheder (f.eks. kritisk og kreativ tænkning, sociale, samfundsmæssige og kulturelle kompetencer) (6). Udvalget beklager også, at iværksætterånd (bredt forstået, dvs. initiativlyst) ikke fremhæves i den nye dagsorden som en grundlæggende kompetence, der er til gavn for alle.

4.10.

Endvidere fremhæver EØSU endnu en gang den forspildte mulighed i millionklassen, der er resultatet af manglende støtte til kvinders iværksættervirksomhed (7). Virksomheder ejet af kvinder skaber beskæftigelse, innovation og nye færdigheder i alle industrigrene. Kvinderne er tilmed proaktive i forbindelse med socialt iværksætteri og forbedring og fremme af social- og samfundsinnovation (8).

4.11.

EØSU erkender, at det er afgørende at sikre, at alle unge har en række grundlæggende færdigheder. Ikke desto mindre beklager udvalget, at den nye dagsorden ikke indeholder specifikke foranstaltninger rettet mod den centrale rolle, som ikkeformel og uformel læring spiller med hensyn til at forberede unge på livet. Færdigheder og kompetencer, der er erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem, giver unge mulighed for både at få et job og indtage deres plads i og bidrage til samfundet generelt. Størstedelen af de kommunikationsmæssige, kulturelle, ledelsesmæssige og personlige færdigheder, som arbejdsgiverne leder efter, erhverves gennem ikkeformel og uformel læring, og disse kompetencer bør valideres og anerkendes (9).

4.12.

Med tanke på prioriteringen af økonomiske investeringer i fag, som anses for mere relevante for at styrke de nationale økonomier, mener udvalget ikke, at den nye dagsorden bør opmuntre regeringerne til at trække deres tilsagn om at sikre passende finansiering af højere uddannelse, som blev givet i Bolognaprocessens Bukarestkommuniké, tilbage. Sådanne splittelser kan underminere andre uddannelsesområder og begrænse den almindelige adgang til uddannelse og almene færdigheder.

4.13.

Med henblik på at fremme integrationen af unge på det eksisterende arbejdsmarked yderligere, bør medlemsstaterne også tage den strategiske ramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) og Oslo-dagsordenen fra 2006 i brug igen, da disse stadig er særdeles relevante. Hvis der ikke gøres yderligere fremskridt inden for fagområderne videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (STEM-fagene) samt praktiske færdigheder, vil det blive vanskeligt at forbedre de erhvervsfaglige uddannelser og lærlingeuddannelserne.

4.14.

EØSU understreger, at det i første omgang er de nationale uddannelsessystemer, som er ansvarlige for effektiv og velfungerende uddannelse og erhvervsuddannelse. Ansvaret for at sikre minimumsniveauer for grundlæggende færdigheder ligger derfor hos medlemsstaternes regeringer. Det er dermed af afgørende betydning, at Kommissionen tager op til fornyet overvejelse, om den nye dagsorden vil give mulighed for og fremme de nødvendige forandringer på nationalt niveau og reelt hjælpe medlemsstaterne med at anvende de eksisterende midler bedre. Det er ikke desto mindre vigtigt at støtte en national mekanisme for samråd mellem regeringer og interessenter med henblik på at styrke den sociale dialog, fremme samarbejde, sikre en effektiv formidling af bedste praksis og hurtig indsamling af feedback og relevante data.

4.15.

Udvalget er imidlertid bekymret over, om værdien af de foreslåede initiativer kan gå tabt, da de europæiske lande i realiteten stadig slås med krisen. Budgetnedskæringer, især i bevillingerne til uddannelse, kan gøre det sværere at rette op på de unges ulige udgangspunkter og fremme målet om livslang uddannelse og erhvervsuddannelse af høj kvalitet for alle.

4.16.

EØSU kan ikke acceptere, at der ikke er tænkt på nogen ny finansieringsordning til at bakke den nye dagsorden op. Udvalget foreslår, at dagsordenen indarbejdes i en gunstig makroøkonomisk ramme, hvor investeringer i menneskers færdigheder og evner ikke ses som udgifter, men som en investering, der med tiden vil give positive resultater.

4.17.

Det er EØSU's faste overbevisning, at selv den bedst mulige udnyttelse af eksisterende finansieringsprogrammer ikke vil være tilstrækkelig til at understøtte dagsordenens ambitioner. Der vil derfor være brug for yderligere finansiering i tillæg til de potentielle justeringer i forbindelse med den midtvejsrevision af den flerårige finansielle ramme for 2014-2020, som nævnes i dokumentet. EØSU opfordrer også medlemsstaterne til at øge midlerne til uddannelse og sikre, at de bruges effektivt. Udvalget mener ikke, at de bidrag, medlemsstaterne yder til dækning af udgifter til uddannelse og erhvervsuddannelse, bør indgå i den ramme, som anvendes til at beregne deres budgetunderskud.

4.18.

Endvidere understreger udvalget, at de foreslåede finansieringskilder for den nye dagsorden — nemlig ESF og Erasmus+ — allerede er ved at blive planlagt og fordelt på nationalt niveau, hvilket gør det endnu mere usikkert, at de kan anvendes til gennemførelse af dagsordenen.

4.19.

Udvalget værdsætter det stærke fokus på dialog og samråd med arbejdsmarkedets parter og virksomhederne i den nye dagsorden og opfordrer til en yderligere styrkelse af en sådan dialog med henblik på at forbedre matchningen af kvalifikationer med arbejdsmarkedets behov og sikre kvalificerede arbejdstagere bedre adgang til arbejdsmarkedet, både som en del af den nye start for social dialog  (10) og internt i medlemsstaterne. Det er også vigtigt at anerkende og støtte den rolle, som civilsamfundsorganisationerne spiller i kraft af deres store erfaring med levering af ydelser under sociale virksomhedsordninger og parathed til at levere færdigheder inden for socialt iværksætteri, som er en af dagsordenens vigtigste byggesten. Endvidere og navnlig med henblik på at udnytte iværksætterånden og evnen til at tage initiativer er det vigtigt at inddrage de faglige sammenslutninger i dialogen.

4.20.

EØSU understreger ligeledes behovet for større fokus på målrettede foranstaltninger, som kan nå ud til ugunstigt stillede grupper, herunder handicappede. Dette indebærer indsamling af data på nationalt plan med henblik på at vurdere virkningerne af de nuværende foranstaltninger på målgrupperne og sikre, at de tilpasses til de lærendes særlige behov for så vidt angår adgang, varighed og formidling. Dette betyder, at der skal indgås partnerskaber med beslutningstagerne og de organisationer og foreninger, som arbejder direkte med de personer, som potentielt vil komme til at nyde godt af foranstaltningerne. Nogle af disse foreninger er relativt små, hvilke forhindrer dem i at få adgang til EU-tilskud. Der bør derfor findes løsninger, der kan lette deres adgang til en sådan økonomisk støtte.

5.1.

Efter EØSU's opfattelse vil den foreslåede færdighedsgaranti kun gøre en mærkbar forskel, hvis man tager ved lære af gennemførelsen af ungdomsgarantien (dvs. at man undgår overlapninger og sikrer større sammenhæng). Navnlig bør der stræbes efter en hurtigere gennemførelse af færdighedsgarantien, der bør være tale om en strategi med integration af ledsagende sociale tjenesteydelser, man skal være mere åben over for partnerskaber med virksomheder, sociale aktører og civilsamfundsorganisationer og mere fleksibel med henblik på at hjælpe brugere med særlige integrationsbehov. Det er afgørende, at færdighedsgarantien ses som en foranstaltning, der skaber merværdi, og ikke blot som en jobskabelsesforanstaltning.

5.2.

Udvalget har tidligere understreget (11), at kompetenceudvikling i den digitale tidsalder finder sted på en baggrund af hurtige og til tider gennemgribende forandringer, hvor forretningsmodeller kan ændre sig grundlæggende. Nogle af digitaliseringens konsekvenser for beskæftigelsen er allerede synlige, mens forskellige skøn lyder på, at rundt regnet 50 % af de nuværende job på mellemniveau risikerer at blive erstattet af digital teknologi inden for de næste 20 år, og at fremtidens arbejdstagere vil få brug for omfattende omskoling hvert femte år (12). En løbende strategi for omskoling og livslang læring samt en tæt dialog med erhvervsliv, de sociale aktører og interessenter bliver derfor så meget desto vigtigere. EØSU presser på for yderligere løsninger i form af f.eks. offentlige og private investeringer for at øge den finansiering, der er brug for med henblik på at sikre, at der hurtigt kan etableres et udbud af relevante færdigheder. Instrumenter, der anvendes i nogle af EU's medlemsstater, eksempelvis kollektive aftaler om betalt uddannelsesorlov, bør også undersøges.

5.3.

Derfor mener EØSU ikke, det er nok blot at hjælpe den enkelte med at erhverve sig et mindstemål af færdigheder. Det er til gengæld afgørende at sikre, at færdighedsgarantien bliver en sikker vej til at avancere yderligere og opnå så gode kvalifikationer som overhovedet muligt. Formålet med garantien bør ikke blot være at forbedre grundlæggende færdigheder, men også at give plads for fremskridt hen imod højere kvalifikationer og et bredere sæt færdigheder. Ellers vil disse personer, især kvinder (13) og ældre, forblive fanget i arbejdsløshed eller lavtkvalificerede job, som der bliver stadig færre af i en digitaliseret verden.

5.4.

Samtidig er det vigtigt at erkende, at forbedring af enkeltstående færdigheder ikke vil give de ønskede resultater med hensyn til beskæftigelsesegnethed, hvis ikke de tæt forbundne støtteforanstaltninger på det sociale, økonomiske og kønspolitiske område også udvikles yderligere. Dette refererer navnlig til politikker vedrørende: tjenesteydelser, der muliggør en balance mellem arbejde og fritid, støtte til iværksættervirksomhed, støttetjenester for enlige forældre, der befinder sig i en vanskelig situation, tilvejebringelse af tilgængelige og økonomisk overkommelige fuldtidsbørnepasningsordninger af høj kvalitet som en af de vigtigste drivkræfter til at opmuntre både kvinder og mænd til at komme ud på arbejdsmarkedet, ordentlige omsorgsydelser for den ældre del af befolkningen osv. (14)

5.5.

EØSU betoner den vigtige rolle, der spilles af arbejdsmarkedets parter og deres aktiviteter (15) for så vidt angår videreuddannelse og udvikling af politikker. Udvalget mener også, at de relevante civilsamfundsorganisationers rolle bør fremmes bedre set i lyset af deres brede erfaring med kvalificeringsforanstaltninger for personer, der på et givet tidspunkt er ude af stand til at komme ind på arbejdsmarkedet. Disse grupper har sædvanligvis lavere kvalifikationsniveauer, og de har svagere forbindelser til andre udbydere af uddannelse som f.eks. offentlige arbejdsformidlinger, udbydere af formel uddannelse og erhvervsuddannelse osv. Endvidere betyder forskelligartetheden af de brugere, som nogle gange har komplekse behov, og som nonprofitudbydere af tjenester rettet mod indslusning på arbejdsmarkedet grupperer sammen, at civilsamfundsorganisationer står klar til at tilbyde skræddersyede læringstilbud, hvilket er en af de tre søjler i færdighedsgarantien. Hvis personer med ringe færdigheder skal udgøre færdighedsgarantiens vigtigste målgruppe, bør civilsamfundsorganisationerne derfor anerkendes som en af hovedaktørerne i gennemførelsesprocessen.

5.6.

Efter EØSU's opfattelse bør rollerne i forbindelse med og ansvaret for programmer for opnåelse af kvalifikationer, en ny chance og opkvalificering deles mellem staten, virksomhederne, de lærende og uddannelsesudbyderne, og aktiviteterne bør bygge på et succesrigt samarbejde. Imidlertid står det endnu ikke klart, hvilke incitamenter, der er brug for, for at få arbejdsgivere og arbejdstagere til at acceptere og dele sådanne roller og et sådant ansvar i forbindelse med opkvalificering.

6.1.

EØSU mener, at en yderligere udvikling af den europæiske referenceramme for kvalifikationer bør fokusere på at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre interessenter og dermed opbygge tilliden til hinandens referencerammer for kvalifikationer og kvalitetssikringssystemer på uddannelsesområdet. Ifølge principperne for livslang læring er det vigtigt at huske på betydningen af anerkendelse af færdigheder og kompetencer for videreuddannelse og ikke kun for arbejdsmarkedet. I forbindelse med formelle kvalifikationer skal der findes veje til at validere færdigheder opnået gennem uformel og ikkeformel læring med særlig opmærksomhed rettet mod tværfaglige færdigheder. Dette er blot en måde at erhverve sig viden gennem forskellige og mere fleksible læringsveje, som de centrale principper for læringsresultater og kvalifikationsrammer giver et solidt grundlag for.

6.2.

Det er værd at bemærke, at selv om det europæiske klassifikationssystem for færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv (ESCO) har et stort potentiale, er det stadig under udvikling, hvilket skaber usikkerhed blandt medlemsstaterne. ESCO bør støtte udviklingen af EQF og anvendelsen heraf, men det er afgørende at afslutte henvisningsprocesserne, hvis ESCO skal kunne bidrage.

6.3.

Udvalget er enigt i, at der er et behov for at forbedre forståelsen og sammenligneligheden af forskellige kvalifikationer. Derfor hilses den foreslåede revisions fokus på at styrke EQF's gennemsigtighed og sammenhæng yderst velkommen. Det er imidlertid afgørende at sikre, at forsøget på at opgradere EQF ikke bliver for byrdefuldt og bureaukratisk.

6.4.

EØSU understreger, at der — navnlig når det gælder opnåelse af færdigheder på højt niveau — stadig er et stort arbejde, der mangler at blive gjort, for at forbedre den ikkeformelle og den uformelle læring på en sådan måde, at disse former for læring uden problemer kan indgå i eksisterende formelle uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer på en måde, som er acceptabel for alle de berørte parter. En sådan integration er i øjeblikket yderst begrænset som følge af manglen på almindeligt accepterede definitioner af ækvivalens, lille gensidig tillid til nationale kvalifikationsrammer og de enorme forskelle i referenceniveauerne mellem de nationale kvalifikationsrammer og EQF.

6.5.

EØSU anbefaler også, at der sikres større sammenhæng mellem EU's kvalifikationsinstrumenter, nemlig EQF, ECVET og EQAVET.

7.1.

EØSU er en stærk støtte af den nye Europass-ramme, navnlig det at Europass ændres fra en dokumentbaseret facilitet til en servicebaseret platform.

7.2.

Udvalget er af den opfattelse, at gennemsigtighed, anvendelighed, tilgængelighed og effektivitet bør være de vigtigste drivkræfter bag oprettelsen af en europæisk platform, der giver folk adgang til en række tjenester. Det er afgørende at sikre, at den nye Europass-ramme er tilgængelig for personer med handicap. Endvidere er det vigtigt at tage hensyn til oplysningernes rent fysiske tilgængelighed, da visse former for handicap påvirker evnen til at benytte IT-systemer. I sådanne tilfælde bør der være adgang til særlige adgangspunkter eller andre alternative adgangsformer.

7.3.

EØSU udtrykker til gengæld forbehold over for, om det er etisk forsvarligt at anvende midler fra Erasmus +-programmet — et anslået beløb på 2 500 000 EUR — som første finansieringskilde til udvikling af webtjenester for færdigheder og kvalifikationer. Samtidig opfordrer udvalget Kommissionen til at revurdere konsekvenserne for budgettet på en mere realistisk måde, da der vil være økonomiske konsekvenser for medlemsstaterne som følge af de øgede muligheder for indsamling af oplysninger og det deraf følgende behov for opgradering af deres egne dataindgivelsesværktøjer og -kanaler.

7.4.

Udvalget mener også, det er vigtigt at evaluere de budgetmæssige virkninger af formidlingen af det nye Europass til offentligheden, da den nye rammes succes ikke kun afhænger stærkt af den generelle stigning i kvaliteten og antallet af tjenester, men også af den mærkbare stigning i antallet af brugere.

31.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 173/55

Ordfører:

Stefan BACK

1.1.

EØSU støtter den europæiske strategi for lavemissionsmobilitet (1) (strategien), herunder dens mål og metoder, som er på linje med hvidbogen om transportpolitik i EU fra 2011 (hvidbogen) (2) og de tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC), som EU og dets medlemsstater indgav på COP21-konferencen, som EØSU også har støttet (3), og som endvidere blev godkendt af COP22-konferencen.

1.2.

EØSU gentager de bemærkninger, som det har fremsat i tidligere udtalelser om hvidbogen og dens gennemførelse og om COP21-aftalens virkninger for EU's transportpolitik, og påpeger, at hvidbogens mål for drivhusgassemissioner stadig gælder, skønt metoderne til opfyldelse af disse mål må opdateres og styrkes.

1.3.

Udvalget bifalder foranstaltningerne i strategien, som er mere vidtgående end hvidbogen, især innovationsfremme, herunder en europæisk strategi for samarbejdende intelligente transportsystemer (4), udviklingen af opkoblede, integrerede og selvkørende køretøjer, integration af elektriske køretøjer i energisystemet ved hjælp af intelligente net samt udviklingen af nye forretningsmodeller og nye transportmønstre, som er resultatet af udviklingen af en deleøkonomi og den generelle udvikling af den digitale økonomi.

1.4.

EØSU støtter strategiens holistiske tilgang, som sikrer sammenhæng mellem transport og andre politikområder, f.eks. udvikling af markedet for elektricitet, fremme af forskning og innovation, udvikling af nye transportløsninger og nye kvalifikationer samt forbedret mobilitetsplanlægning, herunder udvikling af den offentlige transport. Udvalget så gerne en videreudvikling af denne tilgang hvad angår forbindelserne mellem strategien og meddelelsen om opgradering af det indre marked, herunder synergier mellem åbning af markeder og effektivitet. Dette gælder også udsigterne for den digitale økonomi, herunder digital mobilitet, og udviklingen af en deleøkonomi og en cirkulær økonomi.

1.5.

EØSU understreger de mulige virkninger for transportmønstrene af den udvikling, der er beskrevet i punkt 1.4, og peger på de sociale følger, herunder virkningerne for brugerne og arbejdstagernes arbejdsvilkår samt situationen for mikrovirksomheder, der anvendes som underleverandører. Det er nødvendigt at være opmærksom på disse spørgsmål i tilstrækkelig god tid for at kunne tage eventuelle problemer i opløbet. Ligeledes bør virkningerne på isolerede samfund tages op.

1.6.

EØSU understreger, at det har altafgørende betydning at genoprette tilliden til fabrikanternes emissionsdata for køretøjer, og støtter de foranstaltninger, der har til formål at opnå dette resultat. Udvalget fremhæver endvidere betydningen af støtte fra og dialog med de berørte parter og offentligheden og det vigtige i, at der tages skridt til at fastlægge ansvar for tidligere fejlagtige oplysninger og forebygge gentagelser.

1.7.

EØSU bifalder effektivitetsfremmende foranstaltninger, herunder tiltag til at lette gennemførelsen af det transeuropæiske transportnet (TEN-T) og en revision af forordningen om et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport, og hilser med tilfredshed, at der lægges vægt på at fremme multimodaliteten og skabe incitamenter for omstilling til transportformer med lave emissioner, herunder jernbanetransport og kombineret transport. Udvalget noterer sig Kommissionens opfordring til markedsadgang for busser, men anbefaler, at Kommissionen også overvejer andre politiske foranstaltninger til at udvide de offentlige transportnet og tilskynde til trafikoverflytning fra personbiler. EØSU anbefaler derfor en mere tilbundsgående gennemgang af de foreliggende muligheder. Udvalget beklager imidlertid, at der ikke nævnes noget om forbedrede regler om adgang til godskørselsmarkedet eller om den forbedrede energieffektivitet, som det europæiske modulsystem for vogntog kan levere. I denne forbindelse henleder EØSU desuden opmærksomheden på sin udtalelse om det indre marked for international vejgodstransport: social dumping og cabotage (TEN/575) og understreger endnu engang vigtigheden af klar lovgivning, der kan håndhæves, og nødvendigheden af at bekæmpe alle former for social dumping samt svig og misbrug i forbindelse med udstationering af arbejdstagere og adgang til sociale ydelser.

1.8.

EØSU støtter endvidere planerne om at revidere eurovignetdirektivet, men understreger det vigtige i fleksibilitet, hvis man skal undgå urimelige omkostninger i fjerntliggende og tyndt befolkede områder, herunder øer og bjergregioner. Udvalget understreger også betydningen af lige vilkår mellem de forskellige transportformer for så vidt angår infrastrukturudgifter og eksterne omkostninger for at sikre fair konkurrence mellem transportformerne.

1.9.

Udvalget noterer sig relanceringen af de europæiske elektroniske bompengesystemer (EETS), som der blev truffet beslutning om i 2004, og som stadig ikke er gennemført, hvilket tyder på, at der er behov for at revidere hele systemet for at overvinde hindringerne for gennemførelse.

1.10.

EØSU hilser det velkommen, at opmærksomheden rettes mod alternative brændstoffer, idet der sættes fokus på det vigtige i at fremme innovation og på behovet for en passende ramme, der skal muliggøre grænseoverskridende anvendelse af elektricitet, naturgas, brint og biobrændstoffer, som i tråd med EØSU's tidligere fremsatte synspunkter ikke går ud over fødevareproduktionen. Udvalget glæder sig over fremhævelsen af interoperabilitet og standardisering for elektromobilitet.

1.11.

Udvalget bifalder endvidere prioriteringen af det vigtige spørgsmål om finansieringsløsninger, og henleder opmærksomheden på behovet for at finde samfinansieringsløsninger for små projekter.

1.12.

EØSU glæder sig over, at strategien finder det vigtigt at sikre støtte fra civilsamfundet. Det peger på de muligheder, der ligger i en deltagelsesbaseret dialog med hensyn til at vinde støtte og løse problemer, og på mulighederne for at skabe koalitioner mellem civilsamfundet og de subnationale myndigheder (5).

1.13.

For at forbedre gennemsigtigheden foreslår EØSU, at Kommissionen offentliggør en årlig resultattavle for emissioner inden for transportsektoren.

1.14.

Udvalget støtter de foranstaltninger, der planlægges gennemført i samarbejde med Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) og Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), og mener, at der kunne iværksættes yderligere tiltag f.eks. i form af en struktureret ekstern dialog med nabolande om transport med lave emissioner forud for lanceringen af konkrete projekter.

1.15.

EØSU konstaterer, at forslaget om indsatsfordeling lader det være op til den enkelte medlemsstat at beslutte, hvordan den når sit mål for nedbringelse af drivhusgasemissioner, og anbefaler, at de krav, transportsektoren pålægges, holdes inden for de grænser, der er opstillet i hvidbogen.

1.16.

Udvalget beklager, at Kommissionen ikke længere synes at have en ajourføring af hvidbogen på dagsordenen, selv om digitaliseringen, den energipolitiske udvikling, den holistiske tilgang til politikudformning og gennemførelsen af Kommissionens nuværende program kræver en ajourføring.

2.1.

Den 20. juli 2016 vedtog Kommissionen en pakke af foranstaltninger til reduktion af emissioner inden for sektorer, der ikke er dækket af EU's emissionshandelssystem (ETS) (pakken).

2.2.

Pakken er et led i gennemførelsen af den nedbringelse på 40 % af drivhusgasemissionerne inden 2030 i forhold til 1990-niveauet, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 23.-24. oktober 2014, og den forpligtelse (tilsigtet nationalt bestemt bidrag (INDC)), som Den Europæiske Union og dens medlemsstater indgik på COP21-konferencen i Paris i december 2015.

2.3.

Det fremgår af konklusionerne fra oktober 2014, at ETS-sektorer skal nedbringe emissionerne med 43 %, og sektorer uden for ETS, herunder anden transport end luftfart, med 30 %, hvilket skal fordeles mellem medlemsstaterne ud fra retfærdigheds- og solidaritetskriterier. Der er ingen specifik henvisning til transport i konklusionerne.

2.4.

Hvidbogen om EU's transportpolitik 2011 (COM(2011) 144) konkluderer, at de udviklede landes drivhusgasemissioner skal reduceres »med 80-95 % i forhold til 1990 inden 2050« for at begrænse den globale opvarmning til under 2 oC. Det vil være tilstrækkeligt at »transportsektoren [skal] reducere mindst 60 % af drivhusgasemissionerne i forhold til 1990« eller 20 % under 2008-niveauet (8 % over 1990-niveauet) inden 2030.

2.5.

Kommissionen har bekræftet, at disse mål er kompatible med 2014-politikrammen for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030, 2015-rammestrategien for energiunionen og de forpligtelser vedrørende tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC), som EU har indgået (6).

2.6.

Kommissionen har endvidere erklæret, at en yderligere indsats er nødvendig efter 2020 for at nå disse mål (7).

2.7.

Den seneste vurdering af hvidbogens gennemførelse konkluderer, at det er for tidligt at drage konklusioner, og sætter fokus på gennemførelse (8).

2.8.

Pakken består af:

2.9.

Meddelelsen opstiller de grundlæggende principper for gennemførelse, herunder en byrdefordeling, der står i forhold til medlemsstaternes økonomier (rimelighed og solidaritet), fleksibilitet gennem anvendelse af emissionsrettigheder i sektorer uden for ETS, opretholdelse af ambitiøse reduktionsniveauer for drivhusgasemissioner ved at behandle hver sektor separat (miljømæssig integritet). Meddelelsen fremhæver det vigtige i et gunstigt miljø for omstilling.

2.10.

Forslaget om indsatsfordeling fordeler ansvaret mellem medlemsstaterne for de tilsigtede nationalt bestemte bidrag i henhold til COP21-Parisaftalen. Hver medlemsstat afgør, hvordan den vil opnå resultaterne.

2.11.

Strategien gennemfører hvidbogens mål for emissionsreduktioner. Den sætter fokus på vejtransport og indeholder følgende hovedpunkter: