2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/1

Ordfører:

Petr ZAHRADNÍK

1.1.

EØSU mener, at EU's budget kan være et nøgleinstrument til at tackle de udfordringer, som EU i dag står overfor, og dets strukturelle ændringer. Det er dog nødvendigt nøje at analysere og vurdere, hvad EU's finansielle midler går til, hvordan de bliver brugt, hvordan man evaluerer effektiviteten af disse udgifter og hvordan de opnåede resultater bliver formidlet  (1). Under disse forudsætninger vil EU-budgettet kunne tage EU's vigtigste udfordringer op og bidrage til at gengive de europæiske borgere troen på EU, selv hvis budgettet bliver nedskåret i absolutte og relative tal.

1.2.

En anden vigtig forudsætning for at kunne forbedre EU-budgettets resultater er fastlæggelse af klart definerede prioriterede mål for EU-borgerne, dertil hørende aggregerede indikatorer og et troværdigt system for ansvarliggørelse for de konkrete aktiviteter, der finansieres over EU-budgettet, for at optimere cost/benefit- forholdet. For at opnå dette kan man for eksempel gøre brug af forhåndsbetingelser, finansielle instrumenter eller fleksibilitet og modstandsdygtighed over for pludselige udfordringer (2). Først og fremmest må EU-budgettets kvantitative aspekt, som også i EØSU's øjne er så vigtigt for fastlæggelsen af de vigtigste prioriteter og dertil hørende politikker, gå hånd i hånd med den kvalitative dimension.

1.3.

EØSU tilslutter sig den holdning, at EU-budgettets udgifter ikke blot skal overholde reglerne om lovlighed og formel rigtighed, men også på målrettet og systematisk vis orienteres mod de resultater, budgettet kan opnå ved at dække EU's prioriterede områder.

1.4.

EØSU er enigt i, at fastsættelse af regler for en resultatorienteret kultur i forbindelse med EU-budgettet kræver, at der er en tæt forbindelse mellem på den ene side udgifternes omfang og art og på den anden side et sammenhængende sæt af resultatindikatorer til måling af præstationer og resultater.

1.5.

Endvidere mener EØSU, at indførelsen af en sådan resultatorienteret kultur ikke er en engangsforanstaltning, men en udviklingsproces, der både forudsætter relevante lovgivningsmæssige rammer og et udvalg af instrumenter, som leder de vigtigste aktørers indsats i den ønskede retning. De kommende drøftelser om et resultatorienteret EU-budget og dets gennemførelse bør desuden nærmere specificere dets indhold.

1.6.

EØSU er overbevist om, at et resultatorienteret EU-budget kan sikre resultater og virkninger på EU's prioriterede områder, som kan bidrage med en klart påviselig merværdi. Debatten om et resultatorienteret EU-budget er derfor også en debat om de prioriteter i EU's politik, som er egnede til at skabe de nødvendige strukturelle ændringer.

1.7.

Der er gennemført forskellige pilotprojekter for at måle EU-budgettets effekt på gennemførelsen af prioriteterne og de kvantificerede mål i Europa 2020-strategien. EØSU anser denne tilgang for at være et positivt skridt i den rigtige retning, som må videreføres på systematisk og langt mere omfattende vis. Undersøgelser har vist, at der er store afvigelser mellem de tilsigtede mål og de opnåede resultater, og fremdraget mange eksempler på ineffektiv anvendelse af EU-midlerne og proceduremæssige mangler i den forbindelse.

1.8.

EØSU støtter den løbende forbedring og tættere sammenkobling mellem Europa 2020-strategien, den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 og de hertil knyttede EU-budgetter ved hjælp af konsekvensanalyseindikatorer og efterfølgende fortolkning heraf. I denne sammenhæng er det ønskeligt at tage Europa 2020-strategien op til overvejelse for at undersøge, om den fortsat er målrettet mod EU's virkelige prioriteter med hensyn til udvikling, også i anden halvdel af dette årti.

1.9.

EØSU er også enigt i, at det må sikres, at partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer kan fungere effektivt som mellemled for omsætningen af EU's mål og prioriteter til operationelle mål, der gennemføres på medlemsstatsniveau, hvad enten det drejer sig om at forbedre den delte forvaltning eller procedurereglerne for de programmer, som forvaltes direkte af Kommissionen i hver medlemsstat.

1.10.

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne opfordres til at lade deres partnerskabsaftaler og operationelle programmer omfatte et sammenhængende og sammenligneligt sæt af kvantificerbare resultater, der skal opnås ved hjælp af EU's budgetmidler og efterfølgende evalueres. Samtlige partnerskabsaftaler og operationelle programmer skal indeholde fælles resultatindikatorer på et tværgående/horisontalt grundlag, der tydeligt viser bidraget fra de forskellige fonde og fra ESI-fondene som helhed, og som er udformet således, at man kan måle fremskridtene både på EU-plan og medlemsstatsplan samt for hver af disses regioner.

1.11.

EØSU ser midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme 2014-2020 som en lejlighed til mere beslutsomt at anlægge en resultatorienteret tilgang, som derefter bør udmønte sig i den flerårige finansielle ramme for 2021 og fremover.

1.12.

EØSU mener, at den flerårige finansielle ramme, som indledes i 2021 — sammen med den nye strategi for konkurrenceevne og udvikling og søjlen for sociale rettigheder, som er under udarbejdelse — bør udgøre en strategisk platform på mellemlangt sigt (samme tidshorisont som for konkurrenceevnestrategien) med en struktur og vægtning af de forskellige udgiftsposter, som er tilpasset de reelle behov og prioriteter, og som samtidigt bør tillade en større fleksibilitet til at imødekomme nye behov, som måtte opstå. EØSU så også gerne, at bestemmelserne om EU-budgettets gennemførelse bliver ændret i retning af større effektivitet gennem øget anvendelse af tilbagebetalingspligtige instrumenter og tilstræbelse af komplementaritet mellem sidstnævnte og støttebevillingerne. Desuden er der rig mulighed for forbedring af fremgangsmåderne for evaluering af EU-budgettet og dets effektivitet. Den nødvendige budgetmæssige fleksibilitet er af fundamental betydning for EU-budgettets evne til at kunne reagere på nye initiativer, trusler og chancer og for bevarelsen af EU's handlekraft (som eksempler herpå kan nævnes migrationskrisen, nødvendigheden af at modstå økonomiske chok eller ændringer i antallet af EU's medlemsstater og følgerne heraf for budgetmidlerne, passende buffermidler i Solidaritetsfonden i tilfælde af naturkatastrofer), og dette vedrører ikke kun EU-budgettets størrelse og udgifternes sammensætning, men også indtægtssiden.

1.13.

EØSU anbefaler, at EU's budgetpolitik for tiden efter 2020 også kommer til at afspejle identifikationen af indtægtssiden og dens sammensætning (det drejer sig om at finde et afbalanceret og solidarisk forhold mellem medlemsstaternes bidrag og EU's egne budgetmidler).

1.14.

EØSU går ind for yderligere at udvide mulighederne for at føre en aktiv budgetpolitik, som for eksempel muligheden for at udstede euroobligationer. I det øjemed bør man forbedre EU's budgetrammer og budgetprocedure og finde en tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om rækkevidden af EU's budgetpolitik for henholdsvis euroområdet og de andre medlemsstater i EU.

2.1.1.

EU-budgettet udgør et vigtigt og afgørende instrument til finansiering af EU's prioriteter, som tegner sig for ca. 1 % af EU's BNP. Det beløb sig i regnskabsåret 2015 til 145,3 milliarder EUR. Budgettet bidrager i ret betydeligt omfang til at understøtte den økonomiske politik i de enkelte medlemsstater, hvor det i gennemsnit udgør 1,9 % af de offentlige udgifter og i visse tilfælde væsentligt mere end 10 %.

2.2.1.

For så store finansielle midler bør det sikres, at tildelingen ikke blot sker på lovlig og formelt rigtig vis, men også — når denne første betingelse er opfyldt — at disse midler først og fremmest bliver brugt på en sådan måde, at de gør det muligt at nå målene og de tilhørende resultater og overholde principperne for en forsvarlig økonomisk forvaltning og en resultatorienteret kultur. Identificeringen af de faktiske virkninger af EU's budgetgennemførelse — målt ved hjælp af relevante, makroøkonomiske indikatorer og kriterier — er i dag genstand for alle politiske overvejelser over EU's budgetpolitik.

2.2.2.

EU-budgettet og dets gennemførelse bør sigte mod følgende prioriterede mål:

2.2.3.

EU-budgettet rummer visse nye komponenter med tilknytning til den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, som er relevante i forbindelse med anlæggelsen af en mere præstationsbaseret og resultatorienteret tilgang:

2.2.4.

For EU gælder det om at tilpasse budgetpolitikken og den praktiske gennemførelse af budgettet til EU's behov ved at finde en bedre balance mellem på den ene side de formelle og proceduremæssige aspekter af EU-budgettets gennemførelse og på den anden side præstationsbaserede og resultatorienterede tilgange. I et præstations- og resultatorienteret perspektiv er det meget nødvendigt at have en fælles opfattelse og forståelse af dette koncept.

2.2.5.

Manglende overholdelse af formkrav er gennem lang tid blevet målt med fejlprocentindikatoren. Sidstnævnte udgør omkring 4 % (ca. 4 % af udgifterne i EU's budget afholdes ikke i overensstemmelse med de gældende formkrav, hvilket ikke i sig selv er noget dårligt resultat, men det svarer immervæk til omkring 6 milliarder EUR i absolutte tal). Følgende tabel viser udviklingen i den samlede fejlprocent i de senere år:

2.2.6.

EU-budgettet hviler på det grundprincip, at der skal være et sundt fundament for de finansielle strømme og for de konkrete finansierede programmer og projekter, som skal give mulighed for at evaluere den optimale udnyttelse af EU's midler i enhver henseende. EØSU tilslutter sig den tendens til at fokusere mere på præstationer og resultater, som nu gør sig gældende i Kommissionens (jf. dennes initiativ til fremlæggelse af et resultatorienteret budget (4)) og i Revisionsrettens aktiviteter (jf. strukturen i dennes årsberetning for 2014 (5) og det særlige kapitel heri om præstationer; i passagerne om delt forvaltning anføres resultaterne i form af en evaluering af programmernes præstationer ved afslutningen af et pilotprojekt).

2.2.7.

EØSU bifalder tilgangen i Revisionsrettens pilotforsøg, som gik ud på at analysere forholdet og forbindelsen mellem Europa 2020-strategien og partnerskabsaftalerne eller i givet fald de operationelle programmer, for så vidt som disse udgør nøgleinstrumenter til at iværksætte EU's samhørighedspolitik og vigtige poster på EU-budgettets udgiftsside. Man kan opfatte denne test som kimen til en helhedsorienteret tilgang til evalueringen af EU-budgettets præstationer og resultater (6).

2.2.8.

For at opnå en afbalanceret overvågning af formelle og præstationsmæssige aspekter forbundet med EU-budgettet, er proceduren for behandling, forvaltning og kommunikation af data og informationer mellem EU's organer og institutioner (først og fremmest Kommissionen) og medlemsstaterne af afgørende betydning. Gennemførelsen af EU-budgettet ledsages af en enorm mængde data og informationer, der dog i praksis kun udnyttes på begrænset vis, for at gøre det muligt objektivt at vurdere både fejlprocenten og ikke mindst de resultater, der er opnået takket være EU-budgettet, samt rette op på den konstaterede situation.

3.1.

Efter EØSU's mening er hovedformålet med EU-budgettet, at det skal være til gavn for EU-borgerne og samtidig beskytte EU's finansielle interesser. De fordele, budgettet giver, tager form af finansiel støtte under hensyntagen til udviklings- og gennemførelsesmæssige prioriteter og i overensstemmelse med rammerne for den økonomiske politik og de reelle og forventede økonomiske resultater. At beskytte EU's finansielle interesser består i på hensigtsmæssig vis at afholde de i EU-budgettet anførte udgifter under iagttagelse af reglerne og uden fejl eller svig. Den nuværende politiske tilgang bør bidrage til at opnå fuld overholdelse og balance mellem disse elementer.

3.2.

EØSU mener, at denne overgang til et resultatorienteret EU-budget ikke kan konkretiseres i form af en engangsforanstaltning. Det er af afgørende betydning at udarbejde basisretsakterne og budgettet med det formål at bringe politiske mål på linje med kvalitative indikatorer og skabe målbare resultater.

3.3.

Endvidere ville man lettere kunne opnå et resultatorienteret EU-budget, hvis budgetperioden (den nuværende syvårige finansielle ramme) og den periode, som nøglestrategien for EU's udvikling dækker (den nuværende tiårige Europa 2020-strategi), falder tidsmæssigt sammen. Set i dette perspektiv vil år 2021 være en enestående lejlighed til at opnå et sådant sammenfald og skabe betingelserne for, at et præstationsbaseret og resultatorienteret EU-budget kan fungere optimalt.

3.4.

EØSU noterer og tilslutter sig konklusionerne i Revisionsrettens årsberetning for regnskabsåret 2014, som har afdækket en række problemområder, hvor sammenkoblingen mellem Europa 2020-strategien og partnerskabsaftalerne eller i givet fald de operationelle programmer ikke fungerer helt optimalt. I denne rapport konstateres det, at disse forskellige instrumenter ikke er udformet på en sådan måde, at de systematisk tillader en omsætning af Europa 2020-strategiens politiske mål til konkrete operationelle mål (som fastsat i partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer) (7).

3.5.

Efter EØSU's mening har man endnu ikke set noget til de potentielle fordele ved opnåelsen af synergieffekter mellem de fem europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) inden for et overordnet forordnings- og forvaltningssystem og en partnerskabsaftale i hver medlemsstat. Tværtimod anvendes der stadig forskellige regler for hver af disse fonde, hvilket fører til en fragmenteret programlægning (i stedet for de nødvendige synergier imellem dem).

3.6.

EØSU mener, at der er to nye elementer i udnyttelsen af EU's finansielle midler for årene 2014-2020, nemlig konditionalitet og resultatreserver, som giver god mulighed for at anlægge en mere præstations- og resultatorienteret tilgang. Det er netop anvendelsen af makroøkonomiske betingelser, der skal sikre, at EU-budgettets udgifter afholdes i hver medlemsstat i et tilstrækkeligt sundt makroøkonomisk miljø, og som ikke bør tillade en medlemsstat, der ikke anstrenger sig for at afhjælpe sine makroøkonomiske problemer, at gøre fuld brug af disse midler. Eksistensen af resultatreserver skulle også på passende vis kunne opmuntre medlemsstaterne til at opnå resultater baseret på opfyldelsen af EU's strategiske mål med støtte fra EU-budgettet.

3.7.

EØSU mener, at pilotafprøvningen af et EU-budget, som er præstationsbaseret og resultatorienteret i kraft af sammenhængen mellem EU-finansieringen og målene i Europa 2020-strategien, herefter bør udvides til andre relevante områder, således at vurderingen af dette fokus på effektivitet og resultater i EU-budgettet reelt er sammenhængende og helhedsorienteret. For eksempel ville det være hensigtsmæssigt at se nærmere på de landespecifikke henstillinger og disses overensstemmelse med indikatorerne for gennemførelsen af det europæiske semester.

3.8.

EØSU anbefaler, at der ligeledes i forbindelse med overvejelserne over, hvordan EU's budget fungerer, gennemføres en undersøgelse af begrebet markedssvigt, som EU's budgetmidler bør sigte mod at afhjælpe. Markedssvigt (markedsfejl) kan for eksempel tage form af informationsasymmetri, eventuelt i den måde, hvorpå finansielle institutioner evaluerer investeringers afkast i kommerciel forstand, hvilket kan afskrække finansieringen af visse typer projekter, fordi der ses bort fra visse positive eksternaliteter og bredere samfundsmæssige gevinster, som ikke er relevante for det pågældende kommercielle tilfælde, men vigtige i forbindelse med støtten fra EU-finansieringen.

3.9.

EØSU er enigt i nødvendigheden af at forbedre den delte forvaltning mellem EU's organer og institutioner (først og fremmest Kommissionen) og medlemsstaterne. 76 % af de samlede udgifter i EU-budgettet anvendes under delt forvaltning. Jo bedre medlemsstaterne opfylder de kvantificerede mål i Europa 2020-strategien, des flere EU-budgetudgifter vil blive knyttet til målene i denne strategi, og des flere af disse mål vil afspejle de reelle økonomiske, sociale, territoriale og miljømæssige EU-behov, hvilket vil give os bedre mulighed for at skabe et gunstigt miljø for en forsvarlig økonomisk forvaltning med gnidningsløse relationer mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

3.10.

EØSU anser det for et vigtigt tegn på den voksende betydning af præstationer og resultatorientering i EU-budgettet, at der nu lægges vægt på øget anvendelse af finansieringstekniske instrumenter eller innovative finansieringsinstrumenter, som grundlæggende ændrer den måde, hvorpå man anvender EU's offentlige midler, og forventningerne hertil. På trods af de finansieringstekniske instrumenters ubestridelige potentiale er kun ca. 65 % af de dertil godkendte ressourcer i perioden 2007-2013 nået ud til de endelige modtagere (resten er simpelthen blevet »parkeret« i de finansieringstekniske instrumenter for formelt at kunne dokumentere, at de anvendes). Dette emne vil få stadig større betydning for perioden efter 2020 også i betragtning af behovet for større komplementaritet med Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), og overvejelserne herover har stor strategisk betydning for orienteringen af EU's fælles budgetmidler fra og med 2021.

3.11.

Samtidig mener EØSU, at et øget fokus på præstationer og resultater naturligvis ikke må være ensbetydende med, at procedurernes lovlighed og formelle rigtighed negligeres. Vigtigheden af at overholde rets- og procedureregler må ikke skubbes i baggrunden. Idet man går ud fra, at fejlprocenten omfatter alle de tilfælde, hvor de finansielle midler ikke burde være tildelt, fordi de ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med reglerne, forudsættes det på en måde mere eller mindre automatisk, at disse regler er korrekte og ikke i sig selv indeholder interne modsigelser eller uønskede elementer. Dette er også grunden til, at der i en procedure, som overholder reglerne for en forsvarlig økonomisk forvaltning, bør indgå en undersøgelse af virkningerne af disse regler for at efterprøve foreneligheden og sammenhængen med EU's behov og målsætninger (8).

3.12.

EØSU er enigt i, at de praktiske bestemmelser for gennemførelsen af EU's budget er meget komplicerede. De igangværende bestræbelser på at forenkle alle de aktiviteter, der er forbundet med EU-budgettet, herunder både procedure- og indholdsspørgsmål, bidrager også til at opfylde kravet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Denne forenklingsindsats bør føre til en reduktion af unødige administrative byrder og en begrænsning af medlemsstaternes praksis med at tilføje nationale regler til de regler, der er vedtaget på fællesskabsplan.

3.13.

EØSU mener, at forslagene under punkt 3 i nærværende udtalelse, som leder frem til de afsluttende konklusioner og anbefalinger under punkt 1, er centrale punkter i overvejelserne over EU's fremtidige budgetpolitik. De kan delvist indgå i midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme 2014-2020, men de vil først kunne indskrives fuldt ud i budgetreglerne fra regnskabsåret 2021. Overslagene og de nødvendige reformer af budgettet og den flerårige ramme efter 2020 kan støtte sig på EØSU's nylige udtalelser om dette emne eller på opfølgningen af dem (9).

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/8

Ordfører:

José Antonio MORENO DIAZ

Medordfører:

Ákos TOPOLÁNSZKY

1.1.

Den Europæiske Union er ikke blot et fælles marked. Det er en union med fælles værdier, som erklæret i traktatens artikel 2. Desuden anerkender EU de rettigheder, friheder og principper, der er fastsat i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder. Værdierne, som Den Europæiske Union bygger på, udgør fundamentet for integration og er en del af den europæiske identitet. Kriterierne for tiltrædelse skal efter tiltrædelsen overholdes i praksis af medlemsstaterne. Det er derfor vigtigt, at procedurerne i traktaten bliver anvendt, når disse værdier angribes. EØSU mener, at de europæiske institutioner bør anlægge en proaktiv og forebyggende tilgang i deres politiske aktiviteter for at forudse og undgå problemer.

1.2.

I lighed med mange europæiske civilsamfundsorganisationer er EØSU bekymret over forringelsen af menneskerettighederne, den populistiske og autoritære tendens, der breder sig, og over den risiko, som dette medfører for kvaliteten af demokratiet og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der er garanteret af både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol, og som udgør generelle principper i EU-lovgivningen (1).

1.3.

Værdierne, der henvises til ovenfor, er under angreb i hele Europa. Mange civilsamfundsorganisationer fordømmer situationen i flere medlemsstater og håber, at EØSU vedtager nye initiativer, så EU-institutionerne kan reagere beslutsomt. Ikke alene er Den Europæiske Union i fare, men også borgernes tillid til nationale og europæiske demokratiske institutioner er i fare. EØSU mener, at risikoen er meget alvorlig og af systemisk karakter.

1.4.

Det konkrete indhold af de principper og standarder, der stammer fra retsstatsprincippet, kan variere på nationalt plan afhængigt af det forfatningsmæssige system i den enkelte medlemsstat. Men retspraksis i Den Europæiske Unions Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt dokumenter udarbejdet af Europarådet, især Venedigkommissionen, har fastlagt disse principper og EU's værdier. Principperne omfatter lovlighed, hvilket indebærer en gennemsigtig, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk lovgivningsproces, forbud mod vilkårlighed for gennemførselsbeføjelser, uafhængige og upartiske domstole, effektiv domstolsprøvelse, herunder respekt for de grundlæggende rettigheder, lighed for loven og beskyttelse af menneskerettighederne, herunder for personer, der tilhører mindretal.

1.5.

Både Den Europæiske Unions Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har bekræftet, at disse principper ikke er rent formelle og proceduremæssige krav, men i stedet udgør midler til at sikre overholdelsen af og respekten for demokrati og menneskerettigheder. Retsstatsprincippet er et konstitutionelt princip med både processuelle og materielle elementer.

1.6.

Respekten for retsstatsprincippet er uløseligt knyttet til respekt for demokratiet og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder: Der kan ikke være et demokrati og respekt for de grundlæggende rettigheder uden respekt for retsstatsprincippet, og vice versa: grundlæggende rettigheder er kun effektive, hvis de kan håndhæves. Demokratiet beskyttes af retsvæsenets, herunder forfatningsdomstolenes, centrale rolle. Det skal tilføjes, at der er tale om rettigheder for mennesker, ikke for medlemsstater eller regeringer. Det bør derfor gives højeste prioritet at forsvare disse rettigheder.

1.7.

I lyset af det arbejde, der udføres i Europa-Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender og under hensyntagen til Kommissionens rapporter og Europa-Parlamentets beslutning af 27. februar 2014 om de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union mener EØSU, at artikel 51 (2) i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder i rette tid bør ændres, så dens anvendelsesområde udvides og det sikres, at alle bestemmelser i chartret gælder for medlemsstaterne (3).

1.8.

En dialog finder regelmæssigt sted mellem Den Europæiske Unions Domstol og Menneskerettighedsdomstolen. En sådan dialog vil kunne styrkes, hvis EU tiltræder konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK). EØSU foreslår, at Kommissionen i den første halvdel af 2017 fremsætter et forslag om, at EU tiltræder denne konvention som anført i traktatens artikel 6, stk. 2.

1.9.

De forpligtelser, der er pålagt kandidatlande i henhold til Københavnskriterierne, bør fortsat gælde for medlemsstaterne efter optagelse i EU i medfør af artikel 2 i TEU, og EØSU er derfor af den overbevisning, at alle medlemsstater bør vurderes løbende for at verificere den fortsatte overholdelse af EU's grundlæggende værdier og for at undgå, at den gensidige tillid bliver ødelagt.

1.10.

EØSU mener, at EU-institutionerne skal styrke de procedurer og mekanismer, der beskytter og forsvarer demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i alle medlemsstater. I de senere år og især før 2014 har vi med bekymring bemærket, at Kommissionen, selv om den har indledt overtrædelsesprocedurer, i visse tilfælde har undladt at udføre sin rolle som traktaternes vogter effektivt og ikke har været i stand til at fremlægge en fyldestgørende reaktion på de krænkelser af de europæiske principper og værdier, der har fundet sted i flere medlemsstater.

1.11.

EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre en aktiv indsats for at beskytte og forsvare EU's værdier og principper, som fastsat i EU-traktatens artikel 2, i alle medlemsstater og anvende den bestående 2014-ramme i videst muligt omfang.

1.12.

EØSU foreslår, at der vedtages en fælles tilgang for de tre vigtigste EU-institutioner (Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet). Dialog og samarbejde mellem institutionerne er afgørende for så vigtigt et emne. EØSU anbefaler, at Rådet støtter Kommissionens eksisterende ramme ved at vedtage Rådets afgørelse om at styrke rammen og støtte en yderligere styrkelse af retsstatsprincippet.

1.13.

Civilsamfundsorganisationer spiller en central rolle i forbindelse med fremme af demokratiske værdier i en velfungerende retsstat og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. I betragtning af det skrumpende demokrati og de begrænsninger, som ngo'er står over for i medlemsstaterne, er den positive rolle, som ngo'erne på græsrodsniveau spiller, prisværdig. Udvalget arbejder meget aktivt sammen med arbejdsmarkedets parter og ngo'erne om beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og rettigheder for mindretal, flygtninge og indvandrere.

1.14.

EØSU, der som organ repræsenterer europæiske civilsamfundsorganisationer, ønsker at indlede en dialog med Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet med henblik på at forbedre forvaltningen og styrke den politiske koordinering mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne, og at indføre et system for tidlig varsling.

1.15.

EØSU finder det afgørende at oprette en juridisk bindende europæisk mekanisme, en ramme med aktiv inddragelse af Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet, hvor EØSU spiller en vigtig rolle som repræsentant for civilsamfundet. Denne mekanisme vil supplere Kommissionens ramme og den mellemstatslige dialog, der blev lanceret af Rådet. Mekanismen kunne kaldes den »nye Københavnmekanisme« (4) og bør underlægges demokratisk og retsligt tilsyn (5).

Mekanismen bør bl.a. undersøge aspekter såsom lovlighed, retsreglernes rangfølge, retssikkerhed, lighed, ikke-forskelsbehandling, fri adgang til domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang, forebyggelse af misbrug af loven og offentlige myndigheders vilkårlige afgørelser, magtens deling, respekt for og beskyttelse af politisk pluralisme, minoriteter samt social og seksuel mangfoldighed osv., respekt for ytringsfriheden og pressefriheden med henblik på at identificere aktuelle mangler og opfordre til at afhjælpe dem.

1.16.

Udvalget ønsker, at det udkast til betænkning, der drøftes i LIBE-udvalget i Europa-Parlamentet bliver vedtaget og håber på en vedtagelse og en interinstitutionel aftale om gennemførelsen af EU-pagten om demokrati, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder. EØSU støtter i store træk forslaget, da det indeholder grundlaget for gennemførelsen af en interinstitutionel aftale, der er juridisk bindende, og som styrker styreformerne i EU og retningslinjerne for politikker mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne. EØSU bør indgå i denne pagt, som muliggør en civilsamfundsdebat i EØSU, og EØSU bør have en rolle i det foreslåede semester for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder.

1.17.

Mekanismen bør baseres på indikatorer baseret på kvantitative og kvalitative data:

1.18.

Udvalget understreger vigtigheden af afsnit I, II, III og IV i chartret for udarbejdelse af indikatorer, der tager hensyn til, at de grundlæggende, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er »udelelige« fra civile og politiske rettigheder.

1.19.

Det er vigtigt, at både medlemsstaterne og EU's institutioner, organer og agenturer selv respekterer de grundlæggende rettigheder, herunder sociale rettigheder, navnlig i krisetider. Dette bør også gælde for forbindelser og aftaler med tredjelande, ikke blot med hensyn til overholdelse af disse rettigheder, men også sikring af, at de håndhæves.

1.20.

Mekanismen kræver lancering af et overvågnings- og evalueringssystem, der anvender gennemsigtige procedurer. FRA bør udtrykkeligt gives mandat til at bistå en sådan mekanisme. EØSU støtter Europa-Parlamentets forslag om at oprette en gruppe af uafhængige eksperter (6) under ledelse af Den Videnskabelige Komité for FRA.

1.21.

Udvalget foreslår, at det kommer til at udgøre en del af denne gruppe. Det foreslår desuden, at de eksperter, der udpeges af de respektive regeringer, er de enkelte medlemsstaters ombudsmænd.

1.22.

På grundlag af indikatorerne og ved anvendelse af gennemsigtige procedurer vil ekspertgruppen gennemgå og vurdere situationen i de enkelte medlemsstater. Her kan EØSU bidrage ved at tilrettelægge besøg i medlemsstaterne for at vurdere situationen i samarbejde med de lokale civilsamfund og udarbejde rapporter.

1.23.

EØSU støtter gennemførelsen af semesteret for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder. Med udgangspunkt i eksperternes rapporter vil Kommissionen hvert år udarbejde landespecifikke rapporter, herunder anbefalinger. Europa-Parlamentet vil afholde en interparlamentarisk debat og udarbejde en beslutning. Rådet vil afholde den årlige dialog og vedtage konklusioner. Mekanismen skal fungere i forbindelse med en ny årlig politisk cyklus med henblik på at sikre en fælles og sammenhængende strategi i EU.

1.24.

Udvalget ønsker at bidrage til forberedelsen af den interinstitutionelle aftale og vil eventuelt overveje at etablere en permanent gruppe til afholdelse af høringer med civilsamfundet og udarbejdelse af forslag til udtalelser og rapporter i denne sammenhæng.

1.25.

I samarbejde med civilsamfundsorganisationer kan udvalget afholde et årligt forum som en del af semesteret for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, hvor man gennemgår demokratiets, retsstatens og de grundlæggende rettigheders tilstand, og der vil kunne udarbejdes forslag og anbefalinger, som sendes til Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Udvalget kunne også samarbejde med de andre institutioner om udarbejdelsen af konsekvensanalyser.

2.1.

De sidste par år har understreget manglen på passende mekanismer, der kan beskytte værdierne, der er beskrevet i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvori det fastsættes, at »Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.«

2.2.

Unionen bygger på disse værdier, som omfatter respekt for demokratiet, retsstatsprincippet og beskyttelse af menneskerettighederne. EU har mulighed for at verificere overholdelsen af disse værdier i perioden op til en stats tiltrædelse af EU, også kendt som »Københavnskriterierne« eller »tiltrædelseskriterierne« (7). For at opnå medlemskab skal ansøgerlandet sikre stabile institutioner, der kan garantere demokratiet, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og respekten for og beskyttelsen af mindretal.

2.3.

Der er dog ingen lignende mekanisme, som kan finde anvendelse efter medlemsstatens tiltrædelse. Manglen på en mekanisme, der overvåger demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, benævnes »Københavnsdilemmaet«.

2.4.

Et velfungerende EU bygger på »gensidig tillid« mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne samt mellem de enkelte medlemsstater og på tillid til, at lovene og den politiske beslutningstagning respekterer de samme principper, hvad angår retsstatsprincippet, demokrati og de grundlæggende rettigheder. Det skaber lige vilkår for medlemsstaternes fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital. Det åbner også op for samarbejde mellem regeringer om retsanliggender og indre anliggender, herunder strafferet, asyl og indvandring.

2.5.

Den Europæiske Union blev dannet for at sikre fred og velstand i medlemsstaterne og forbedre borgernes velfærd. Unionen er baseret på både frihandel og beskyttelse af EU's grundlæggende værdier. Disse grundlæggende værdier sikrer, at EU's borgere kan leve uden intolerance og undertrykkelse med demokratisk valgte og ansvarlige regeringer, der handler i overensstemmelse med retsstatsprincippet.

2.6.

I løbet af de senere år har forskellige politiske beslutninger og lovgivningsbeslutninger i medlemsstaterne givet anledning til debatter og tvister med de europæiske institutioner og andre medlemsstater, og den »gensidige tillid« er blevet brudt. I mange tilfælde er der ikke taget behørigt hensyn til de demokratiske regler, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, og Den Europæiske Union har ikke leveret nogen hensigtsmæssige løsninger.

2.7.

EØSU bemærker med stor bekymring, at der i flere medlemsstater er blevet vedtaget og gennemført love og politiske beslutninger, der tyder på en alvorlig kvalitetsforringelse af demokratiet: Krænkelse af menneskerettigheder, især minoriteters rettigheder, mangel på domstolenes og forfatningsdomstolenes uafhængighed, restriktioner for magtens tredeling, begrænsninger i pressefrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, informationsfrihed, kollektive konsultationer og forhandlinger samt begrænsninger af andre grundlæggende borgerrettigheder og sociale rettigheder. Ved flere lejligheder har Den Europæiske Union reageret på kriser i visse medlemsstater grundet specifikke problematikker, der var relateret til retsstatsprincippet, og Kommissionen har håndteret disse hændelser ved at udøve politisk pres og indlede overtrædelsesprocedurer.

2.8.

Til dags dato har man ikke anvendt de forebyggende og strafbaserede mekanismer, der er beskrevet i artikel 7 i EU-traktaten, som er den eneste artikel i traktaterne, der beskæftiger sig med overtrædelser af demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder inden for områder, der ligger uden for EU's lovgivningskompetence. Der er to fremgangsmåder, nemlig den forebyggende og den strafbaserede. De er dog aldrig blevet brugt i praksis på grund af de politiske konsekvenser og de strenge krav, der regulerer deres gennemførelse — kun hvis der er en »klar risiko« for en »grov og vedvarende overtrædelse«.

2.9.

Kommissionen og Europa-Parlamentet kan intervenere i den forebyggende fase. I anden fase kan Rådet straffe medlemsstaten ved at annullere visse rettigheder, bl.a. deres repræsentanters stemmerettigheder i Rådet.

2.10.

I denne forbindelse har Rådet imidlertid en stor skønsmargin, da der ikke er nogen specifikke og gennemsigtige kriterier for aktivering af proceduren, for de indikatorer det vil bruge, eller hvordan evalueringsprocedurerne bliver. Europa-Parlamentet, Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) har et meget begrænset mandat i disse situationer (8). Der er tilsvarende ingen bestemmelser for at høre EØSU.

3.1.

Kommissionen vedtog i marts 2014 en meddelelse om »En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet« (COM(2014) 158). Rammen vil blive aktiveret i de sager, hvor medlemsstaterne træffer foranstaltninger eller tolererer situationer, der har en systematisk og sandsynligvis negativ indflydelse på integriteten, stabiliteten eller institutionernes virke og de beskyttelsesmekanismer, der er etableret på nationalt niveau for at sikre retsstatsprincippet. Det ville inkludere problematikker, der er relateret til deres forfatningsmæssige strukturer, magtens tredeling, uafhængighed eller upartiskhed eller deres domstolskontrol, herunder forfatningsmæssig retfærdighed.

3.2.

Hensigten med Kommissionens ramme er at håndtere trusler mod retsstatsprincippet i medlemsstaterne, inden betingelserne for aktivering af mekanismerne som beskrevet i artikel 7 i EU-traktaten opfyldes. Rammen er Kommissionens ansvar, og den er udformet med henblik på at lukke et hul. Den er ikke et alternativ, men en mekanisme, der går forud for og supplerer mekanismerne i artikel 7. I de tilfælde, hvor der er klare beviser for eksistensen af en systemisk trussel mod retsstatsprincippet i en medlemsstat, vil denne ramme lette en struktureret dialog mellem Kommissionen og medlemsstaten. Udvekslingsprocessen vil indebære tre hovedfaser: Kommissionens udtalelse, Kommissionens anbefaling og en opfølgning på anbefalingen. Kommissionen kan rådføre sig med eksperter i forbindelse med udtalelsen (9).

3.3.

Udvalget bifalder rammen til styrkelse af retsstatsprincippet som vedtaget af Kommissionen. Rammen har imidlertid visse begrænsninger.

3.3.1.

Evalueringen medfører ikke løbende komparative analyser af problemerne og tvisterne i medlemsstaterne, hvad angår demokrati, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder. Rammen kan pr. definition kun blive aktiveret, når problemet er blevet »systemisk«, hvilket er en høj tærskel. En »systemisk« trussel kan opstå, når domstolene ikke længere kan sikre, at regeringer handler inden for lovens rammer, hvilket allerede er ret sent i processen.

3.3.2.

Kommissionens analyse af informationerne skal være gennemsigtig med specifikke indikatorer eller objektive procedurer. Kommissionen skal desuden etablere protokoller for høring af civilsamfundet og EØSU.

3.3.3.

Rammen omfatter ingen særlig rolle for Europa-Parlamentet, selv om dette fremsætter sine egne politiske initiativer i denne forbindelse.

3.3.4.

Rammen indeholder heller ikke nogen model for et tættere interinstitutionelt samarbejde.

3.4.

EØSU er bekymret over Rådets manglende opfølgning på rammen, der skal styrke retsstatsprincippet.

3.4.1.

På mødet den 16. december 2014 vedtog Rådet for Almindelige Anliggender konklusioner om Rådets rolle med hensyn til at sikre respekten for retsstatsprincippet. Rådet påtog sig at holde en årlig dialog med medlemsstaterne, som skal finde sted i Rådet for Almindelige Anliggender med forberedelse af COREPER. I november 2015 indledte det luxembourgske formandskab denne dialog, som skal dække forskellige specifikke emner, der endnu ikke er blevet offentliggjort. Regeringerne blev bedt om at tale om selvvalgte aspekter af retsstatsprincippet og om at give et eksempel på, hvor det gik godt, og et eksempel på en udfordring. Resultaterne var en række monologer frem for en dialog. Staterne engagerede sig ikke i hinanden ved at yde støtte, hjælp eller kritik. Der blev ikke givet eller modtaget nogen anbefalinger, og man var ikke forpligtet til at følge op for bedre at kunne håndtere de kortlagte udfordringer. Ved udgangen af 2016, under det slovenske formandskab, vil Rådet gennemføre en evaluering af aktiviteten.

3.4.2.

Rådets konklusioner tog ikke højde for eller refererede til Kommissionens ramme for retsstatsprincippet. Konklusionerne giver ikke et klart billede af den præcise rolle, som Kommissionen, Europa-Parlamentet og EØSU spiller i forbindelse med dialogen.

3.5.

Juncker-kommissionen har retsstatsprincippet som en af sine prioriteter og har udpeget Timmermans som næstformand med ansvar for retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder. Det vides dog ikke, om Kommissionen vil udvikle kriterier og indikatorer for gennemførslen af rammen for retsstatsprincippet.

3.6.

Kommissionen har for første gang aktiveret denne ramme ved at åbne en procedure mod Polen for overtrædelse af EU-lovgivningen under hensyntagen til en kritisk evaluering af situationen ved Venedigkommissionen, et organ under Europarådet (10).

3.7.

Europa-Parlamentets LIBE-udvalg drøfter i øjeblikket et udkast til betænkning på eget initiativ (11) med »henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder« (2015/2254 (INL) — Ordfører: Sophia in 't Veld), der blandt andet »anmoder om, at Kommissionen senest ved udgangen af 2016 på grundlag af artikel 295 i TEUF fremlægger forslag til indgåelse af en EU-pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder (»de grundlæggende principper«) i form af en interinstitutionel aftale, der fastsætter regler til lettelse af samarbejde mellem Unionens institutioner og medlemsstaterne inden for rammerne af artikel 7 i TEU, der integrerer, afstemmer og supplerer de eksisterende mekanismer ud fra de detaljerede henstillinger, der er fremsat i bilaget til denne betænkning«.

3.7.1.

Bilaget indeholder udkast til interinstitutionel aftale: Den Europæiske Unions pagt om demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, som skal aftales mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

3.7.2.

Pagten indeholder en resultattavle, en årlig interparlamentarisk debat og ordninger til afhjælpning af mulige risici og overtrædelser og til aktivering af de forebyggende eller korrigerende dele af artikel 7.

3.7.3.

Europa-Parlamentet foreslår at lancere et semester for interinstitutionelt demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, der medtager Kommissionens ramme, Rådets årlige dialog og den interparlamentariske debat. Det europæiske semester skal bistås af et sekretariat og en gruppe eksperter under ledelse af formanden for Den Videnskabelige Komité for FRA, som vil udarbejde indikatorer og vurdere situationen i medlemsstaterne og anbefalingerne.

3.7.4.

Den politiske cyklus for semesteret for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder vil omfatte de årlige rapporter fra Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, og der vil blive oprettet en interinstitutionel arbejdsgruppe om konsekvensanalyser.

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/15

Ordfører:

Ioannis VARDAKASTANIS

1.1.

EU's ratificering af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) er en milepæl for handicappedes rettigheder, for EU og for medlemsstaterne. FN-komitéens undersøgelse af EU i 2015 afslutter første fase af konventionens gennemførelse. FN-komitéens konkluderende bemærkninger pålægger EU-institutionerne at opfylde deres forpligtelser med hensyn til at organisere og koordinere gennemførelsen af FN-konventionen om handicappedes rettigheder i henhold til de konkluderende bemærkninger. I de konkluderende bemærkninger er det endnu engang blevet understreget, at EU's beslutningstagning på handicapområdet kræver en gennemgribende ændring i den måde, hvorpå politikker hidtil er blevet udformet. EU har indtil nu ikke foretaget nogen reel tilpasning af sin politiske beslutningsproces til denne nye ændring, som kræves i henhold til FN's konvention om handicappedes rettigheder.

1.2.

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at integrere de konkluderende bemærkninger i EU's gældende og kommende lovgivning og politikudformning. Udvalget opfordrer tillige Kommissionen til at rapportere tilbage til FN-komitéen senest i efteråret 2016.

1.3.

EØSU vurderer, at konventionen og FN-komitéens konkluderende bemærkninger giver Kommissionen en enestående lejlighed til at fremlægge en overordnet EU-strategi om handicappedes rettigheder. De konkluderende bemærkninger har skabt en dynamik, der bør udnyttes af EU-institutionerne, og som bør resultere i, at handicappedes rettigheder systematisk bliver inkluderet i al EU-lovgivning og alle EU-politikker og -programmer.

1.4.

EØSU understreger, at Kommissionen for at integrere handicappedes rettigheder bør foretage en tværgående og omfattende kortlægning af al sin lovgivning, politikker og programmer for at sikre fuld harmonisering med bestemmelserne i FN-konventionen og aktivt inddrage handicaporganisationerne i denne proces. Denne kortlægning bør ledsages af en mangelanalyse for at bedømme forskellene mellem den gældende lovgivning, politikudformningen og integreringen af handicappedes rettigheder på den ene side og FN-konventionen om handicappedes rettigheder på den anden side. Kortlægningen og mangelanalysen bør udtrykkeligt indgå i den reviderede europæiske handicapstrategi.

1.5.

EØSU minder Kommissionen om dens forpligtelse til omgående at revidere og ajourføre kompetenceerklæringen og dens liste over instrumenter. Kommissionen bør også forpligte sig til at gennemgå og revidere kompetenceerklæringen mindst én gang i løbet af mandatperioden.

1.6.

EØSU erkender, at FN-komitéens undersøgelse af EU fandt sted midt i programmeringsperioden 2014-2020, og anerkender EU's vanskeligheder ved at integrere den nye dagsorden for handicappedes rettigheder i henhold til de konkluderende bemærkninger i midtvejsrevisionerne af strategier, politikker, programmer og finansieringsinstrumenter. Udvalget anbefaler imidlertid Kommissionen at gøre en ihærdig indsats for at integrere og indarbejde de konkluderende bemærkninger i disse revisionsprocesser og afsætte de nødvendige ressourcer til at opfylde forpligtelserne i henhold til FN-konventionen om handicappedes rettigheder.

1.7.

Ifølge konventionen skal de repræsentative handicaporganisationer høres og inddrages i processen for gennemførelsen og overvågningen af konventionen. EØSU anbefaler, at Kommissionen gennemfører en reel og meningsfuld struktureret dialog med den europæiske handicapbevægelse (i henhold til artikel 4, stk. 3, og artikel 33, stk. 3). Derudover bør Kommissionen oprette et program for kapacitetsopbygning, så lokale handicaporganisationer kan udføre deres grundlæggende opgaver.

1.8.

EØSU vurderer, at samarbejdet og partnerskabet med EU-institutionerne i forbindelse med gennemførelsen af konventionen er helt central. EØSU anbefaler derfor, at der indføres en interinstitutionel koordineringsmekanisme for at fremme en hurtig og smidig gennemførelse af de konkluderende bemærkninger og konventionen, hvilket omfatter høring og inddragelse af handicaporganisationerne.

1.9.

I de konkluderende bemærkninger fastslås det, at EU's handicapstrategi skal gennemgås og revideres grundigt. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at gøre status over udviklingen i de handicappedes rettigheder og udvide rækkevidden af EU's handicapstrategi ved at indføre flere indsatsområder og forbinde strategien til gennemgangen og revisionen af politikker, programmer og finansieringsinstrumenter (f.eks. Europa 2020, ligestillingsstrategien og EU's strategi for børns rettigheder, EU's forpligtelser på området for eksterne aktioner) med en klar tidsramme samt specifikke benchmarks og indikatorer for gennemførelsen.

1.10.

EU har forpligtet sig til fuldt ud at gennemføre de bæredygtige udviklingsmål, som fastsat i FN's 2030-dagsorden og skal sikre, at EU både internt og eksternt fuldt ud tager hensyn til de konkluderende bemærkninger og bestemmelserne i konventionen. Derfor anbefaler EØSU kraftigt, at Kommissionen indarbejder gennemførelsen af 2030-dagsordenen i den reviderede handicapstrategi gennem fastlæggelse af europæiske mål og tiltag med henblik på at nå alle mål for bæredygtig udvikling i EU, også for personer med handicap.

1.11.

EØSU er af den faste overbevisning, at EU bør forhindre, at EU-støtte anvendes til enten at oprette eller opretholde driften af institutionaliseringsstrukturer. EØSU støtter fuldt ud anvendelsen af EU-midler til at skabe lokalt baserede tjenester for handicappede for at sætte dem i stand til at leve et uafhængigt liv i deres lokalsamfund. Institutionalisering af personer med handicap er en krænkelse af deres rettigheder, og EØSU opfordrer Kommissionen til at fremme afinstitutionalisering mere systematisk og effektivt i politikker, programmer og finansieringsinstrumenter.

1.12.

EØSU opfordrer Kommissionen til straks at ratificere den valgfri protokol til FN-konventionen om handicappedes rettigheder, Marrakesh-traktaten, samt Europarådets Istanbulkonvention.

1.13.

EØSU opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at etablere kontaktpunkter i alle generaldirektorater, agenturer og organer, hvor handicaporganisationer inddrages og involveres fuldt ud i processen for at skabe horisontale og vertikale strukturer, der fremmer en fuldstændig inklusion og integrering af de handicappedes rettigheder i EU-lovgivning, -politikker og -programmer.

1.14.

EØSU mener, at Kommissionen bør indlede processen i samarbejde med andre EU-institutioner, agenturer og organer for omhyggeligt at forberede og udvikle den nye globale dagsorden for handicappedes rettigheder for perioden 2020-2030, som bør integreres og indarbejdes fuldt ud i de globale sociale og makroøkonomiske strategier (eksempelvis Europa 2020-strategien og dens gennemførelsesmekanismer) og anbefaler, at der nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse af alle interessenter og handicaporganisationer til at gennemføre og anvende dette initiativ. EØSU foreslår, at Kommissionen indleder gennemførelsen af den globale dagsorden for handicappedes rettigheder for perioden 2020-2030 med det europæiske år for handicappedes rettigheder 2021.

1.15.

EØSU anerkender Kommissionens positive initiativer inden for tilgængelighed, især trepartsaftalen om direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og Kommissionens forslag til en europæisk lov om tilgængelighed, og opfordrer EU-institutionerne til at afslutte forhandlingerne. EØSU er dog bekymret for direktivet om horisontal ligebehandling og opfordrer til, at dødvandet i forhandlingerne bliver brudt, og at de konkluderende bemærkninger og konventionen tages i betragtning i denne ny fase.

1.16.

EØSU opfordrer alle EU-institutioner til at sikre, at økonomiske stramninger ikke påvirker handicappedes muligheder for at udøve deres rettigheder som forankret i FN-konventionen, og anmoder derfor Kommissionen om at skabe den nødvendige sociale mindstebeskyttelse for at opnå dette mål samt respektere deres ret til en passende levestandard og social beskyttelse.

1.17.

EØSU anmoder Kommissionen og Eurostat om at udvikle statistiske værktøjer til at måle, hvorledes gennemførelsen af FN-konventionen påvirker personer med handicap på såvel europæisk som nationalt plan. Udvalget mener også, at indsamling af data baseret på en menneskerettighedsbaseret tilgang til handicap og opdelt efter handicap, alder og køn vil have en positiv indflydelse på udviklingen og gennemførelsen af EU's lovgivning, politikker og programmer.

1.18.

EØSU fastslår, at EU har kompetence til at supplere nationale foranstaltninger, der skal sikre, at alle EU-borgere er lige for loven, både ved at de ikke frarøves deres retsevne og rettigheder, men at de også kan deltage i valgene til Europa-Parlamentet og alle andre valg i hele EU på lige fod med andre. Derfor opfordrer udvalget Kommissionen og især Generaldirektoratet for Retlige Anliggender til at vedtage et program baseret på den åbne koordinationsmetode for at fremme medlemsstaternes konvergens mod princippet om anerkendelse af lighed for loven.

1.19.

EØSU forpligter sig til at føre an med et godt eksempel i gennemførelsen af de særlige forpligtelser, som FN-komitéen om handicappedes rettigheder har fremhævet, og som skal opfyldes af EU som en offentlig forvaltning ved at sikre, at EØSU's menneskelige ressourcer samt dets medlemmers rettigheder og kommunikationsfaciliteter er i overensstemmelse med FN-konventionen om handicappedes rettigheder.

2.1.

EØSU bifalder de konkluderende bemærkninger, som er fremsat af FN's komité for rettigheder for personer med handicap (1), da de leverer et omfattende program, som giver EU mulighed for at indrette sin politik mod en menneskecentreret og menneskerettighedsbaseret strategi for handicapspørgsmål.

2.2.

EØSU minder om, at forslaget til direktiv om ligebehandling blev fremlagt af Kommissionen før indgåelsen af FN-konventionen. Desuden har forhandlingerne mellem Europa-Parlamentet og Rådet indført ændringer på ændringer, som ikke er i overensstemmelse med forpligtelserne i FN-konventionen. Derfor anmoder EØSU Kommissionen om under de igangværende interinstitutionelle forhandlinger at fremlægge et forslag om tilpasning af direktivforslaget, så det stemmer overens med FN-konventionen og naturligvis med de konkluderende bemærkninger om handicappedes rettigheder, og om indføjelse af forbuddet mod mangesidet og tværsektoriel forskelsbehandling samt forskelsbehandling på grund af tilknytning.

2.3.

EØSU understreger, at de økonomiske stramninger har haft en negativ indvirkning på levevilkårene for handicappede og deres familier. Den økonomiske krise har medført øget fattigdom, udstødelse, forskelsbehandling og ulighed og er i mange medlemsstater blevet til en menneskerettighedskrise, hvorfor et stort antal handicappede og deres familier efterlades helt ubeskyttede. EØSU opfordrer derfor EU til at fastsætte minimumsnormer for social beskyttelse for at værne om de handicappedes rettigheder, en tilfredsstillende levestandard samt social beskyttelse. Denne mekanisme bør indgå i det europæiske semester.

2.4.

Desuden anbefaler FN's komité for rettigheder for personer med handicap, at EU skaber en overordnet FN-konventionsstrategi, som skal gælde for alle EU-institutioner med specifikke budgetbevillinger integreret i den flerårige finansielle ramme. EØSU mener derfor, at der er behov for et møde på højt niveau mellem lederne af EU's institutioner og organer for at indlede processen med at udarbejde og vedtage en interinstitutionel dagsorden for FN-konventionen med konkrete mål, der skal nås. Den overordnede strategi bør kortlægge hver enkelt EU-institutions ansvar for gennemførelsen af FN-konventionen.

2.5.

Det er nødvendigt, at EU etablerer en reel og meningsfuld struktureret dialog med europæiske repræsentative handicaporganisationer, så man sikrer, at de både kan deltage effektivt og meningsfyldt i EU's lovgivning og politikudformning og proaktivt føre kampagner for at fremme konventionen. Desuden er EU nødt til at sikre, at handicaporganisationerne har den finansielle kapacitet til at udføre deres arbejde. Der er således behov for at oprette en specifik budgetpost til kapacitetsopbygning inden for handicaporganisationer.

2.6.

For at EU på overordnet og tværgående vis kan integrere og gennemføre bestemmelserne i FN-konventionen og udvikle en ny EU-dagsorden for rettigheder for personer med handicap er det en forudsætning, at der oprettes en deltagerorienteret forvaltning og en partnerskabsramme, hvorigennem alle de vigtigste aktører og interessenter kan deltage fuldt ud i processen sammen med EU-institutionerne på en inkluderende måde.

2.7.

Kommissionen bør øjeblikkeligt foretage en kortlægning og en mangelanalyse af alle EU's interne og eksterne politikker og programmer, for at sikre, at de opfylder bestemmelserne i FN-konventionen. Desuden bør alle EU's globale strategier og politikker efterkomme de konkluderende bemærkninger, herunder 2020-strategien og det europæiske semester, den europæiske søjle for sociale rettigheder, FN's 2030-dagsorden og finansieringsinstrumenter såsom ESI-fondene.

2.8.

Det er af afgørende betydning, at EU's gennemførelse af de konkluderende bemærkninger varetages på det højeste politiske niveau. Mere specifikt bør Kommissionen i sit arbejdsprogram for 2017 medtage et politisk initiativ, der specifikt er rettet mod dette formål. For at konklusionerne skal kunne integreres fuldstændigt i EU's politikker og programmer, må Kommissionen udarbejde en overordnet strategi for FN-konventionen om handicappedes rettigheder. EØSU opfordrer Kommissionen til snarest muligt at tage fat på udarbejdelsen af en overordnet EU-strategi for FN-konventionen med fuld høring og inddragelse af handicaporganisationer.

2.9.

2021 vil være 10-årsdagen for EU's undertegnelse af FN-konventionen. EØSU vurderer, at det vil være et passende år at gøre til det andet europæiske år for handicappedes rettigheder. EØSU bemærker, at det første europæiske år for handicappedes rettigheder blev arrangeret af Kommissionen i 2003. Derfor foreslår EØSU, at EU-institutionerne omgående indleder forberedelserne og træffer de nødvendige foranstaltninger for at udråbe 2021 til det andet europæiske år for handicappedes rettigheder.

3.1.1.

Selv om EU har ratificeret FN's konvention om handicappedes rettigheder, har EU endnu ikke foretaget en tværgående og omfattende gennemgang af EU's lovgivning, politikker og programmer. EØSU opfordrer Kommissionen til snarest muligt at foretage denne gennemgang. Desuden bør Kommissionen udpege et kontaktpunkt for FN's handicapkonvention i hvert enkelt generaldirektorat til at udføre denne opgave.

3.1.2.

Det er beklageligt, at EU endnu ikke har ratificeret den valgfrie protokol til konventionen. EØSU opfordrer derfor EU til øjeblikkeligt at gå i gang med ratificeringen af den valgfri protokol, så personer med handicap får mulighed for at indgive en klage til FN's komité for rettigheder for personer med handicap i tilfælde af krænkelse af deres rettigheder i henhold til konventionen.

3.1.3.

Den menneskerettighedsbaserede strategi for handicapspørgsmål bør overtages og integreres fuldt ud i EU's lovgivning og politik. EØSU opfordrer EU-institutionernes Juridiske Tjeneste til at foretage en omfattende undersøgelse af følgerne for EU's retssystem af ratificeringen af konventionen, så den kan gøres til en passende ramme for lovgivning og politikudformning. EU's juridiske tjenester tager ikke tilstrækkeligt hensyn til EU's forpligtelser i forhold til FN's konvention om handicappedes rettigheder.

3.1.4.

EØSU opfordrer Kommissionens generalsekretær til at gennemgå retningslinjerne for konsekvensanalyser og indføje en mere omfattende liste over emner og spørgsmål for bedre at kunne vurdere, om konventionen bliver overholdt.

3.1.5.

FN's komité for rettigheder for personer med handicap har opfordret EU til at fremlægge en revision af kompetenceerklæringen og dens fortegnelse over instrumenter senest i efteråret 2016 under hensyntagen til den holistiske tilgang i den konkluderende bemærkning nr. 17. Revisionen af ovennævnte erklæring bør finde sted mindst én gang pr. mandatperiode.

3.2.1.

Kommissionen har ikke indført en EU-strategi for ikke-forskelsbehandling og ligebehandling af personer med handicap, der er i overensstemmelse med FN-konventionens bestemmelser og de konkluderende bemærkninger. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at træffe øjeblikkelige foranstaltninger vedrørende det horisontale ligebehandlingsdirektiv (se punkt 2.2) og gå i gang med en revision af beskæftigelsesdirektivet 2000/78/EF.

3.2.2.

Kommissionen bør tage hensyn til handicappede kvinders og pigers perspektiv i sin ligestillingspolitik, blandt andet i forbindelse med Det Europæiske Ligestillingsinstituts dataindsamling. Desuden bør Kommissionens strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene i perioden 2016-2019 og dens lovgivningsmæssige og politiske arbejde om forening af arbejdsliv og familieliv fuldt ud integrere handicappede kvinders og pigers rettigheder. EØSU opfordrer EU til hurtigt at ratificere Europarådets Istanbulkonvention.

3.2.3.

EU bør i den fornyede EU-dagsorden for børns rettigheder medtage en omfattende rettighedsbaseret strategi for drenge og piger med handicap, og integrere handicappede børns rettigheder i enhver EU-handicappolitik. Børn med handicap og deres familier bør ligeledes inddrages i hele EU's beslutningstagning i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i FN-konventionen.

3.2.4.

EU bør også anerkende den særlige situation for unge med handicap og det forhold, at de ofte er udsat for forskellige former for forskelsbehandling i deres dagligdag, navnlig i forbindelse med lige muligheder for unge på arbejdsmarkedet og aktiv deltagelse for unge med handicap i samfundet som helhed. EU bør derfor vurdere den specifikke situation for unge med handicap i EU og foreslå relevante forbedringer (2). Desuden bør EU sikre, at dette aspekt indgår i den næste EU-strategi for unge.

3.2.5.

EU bør tilrettelægge og gennemføre en omfattende kampagne for at øge bevidstheden om konventionen i samarbejde med de offentlige medier (herunder de sociale medier) for at bekæmpe fordomme mod personer med handicap. Det er af afgørende betydning, at personer med handicap selv deltager i kampagnen gennem deres repræsentative organisationer.

3.2.6.

EU bør fremme, lette og finansiere uddannelse af personale inden for transport- og turismesektoren i bevidsthed om og ligebehandling af handicappede og tilskynde til samarbejde og udveksling af god praksis mellem europæiske organisationer, der beskæftiger sig med handicapspørgsmål og offentlige og private organer med ansvar for transport. Ethvert materiale vedrørende eksempelvis kapacitetsopbygning, uddannelse, oplysningskampagner og offentlige erklæringer bør stilles til rådighed i tilgængelige formater.

3.2.7.

EØSU bifalder Kommissionens forslag til en europæisk lov om tilgængelighed, som skal være i fuld overensstemmelse med artikel 9 og andre bestemmelser i FN-konventionen, sammen med effektive og tilgængelige nationale håndhævelses- og klagemekanismer. Udvalget opfordrer EU's institutioner til at tage hensyn til konklusionerne og anbefalingerne i EØSU's udtalelse (3) om dette forslag og sikre, at personer med handicap via deres repræsentative organisationer deltager i vedtagelsesproceduren.

3.2.8.

EØSU bifalder den interinstitutionelle trepartsaftale om forslaget til direktiv om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og opfordrer institutionerne til at omarbejde dette til en beslutning og de nationale regeringer til at gennemføre bestemmelserne i forslaget som en hastesag. EØSU er også tilfreds med, at et betydeligt antal henstillinger, som blev vedtaget i udvalgets udtalelse (4), er blevet indarbejdet i den endelige udgave af direktivet.

3.2.9.

EU har endnu ikke i væsentlig grad indarbejdet tilstrækkelige foranstaltninger for personer med handicap i strategier til mindskelse af katastroferisici. EØSU opfordrer derfor til, at Rådet vedtager en ramme for reduktion af katastroferisici for personer med handicap i EU.

3.2.10.

EU bør iværksætte alle de nødvendige foranstaltninger for at gøre alarmnummeret 112 tilgængeligt for alle. EØSU understreger, at man omgående bør træffe lige så hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre tilgængelighed til nationale beredskabscentre.

3.2.11.

EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at vedtage en menneskerettighedsbaseret tilgang til migrations- og flygtningepolitikker, for så vidt angår personer med handicap. Desuden påpeger udvalget, at handicap ofte i nogle lande kan være årsag til forfølgelse og diskrimination, og opfordrer derfor EU-myndighederne til at opstille retningslinjer og informationskampagner (der er tilgængelige for personer med handicap) for dets agenturer og medlemsstater om handicap, migration og asyl (og systematisk integrere handicapspørgsmålet i politikkerne om migration og flygtninge).

3.2.12.

EU bør vælge en menneskerettighedsbaseret tilgang til handicap i risikosituationer og nødsituationer, ved at vedtage en gennemførelsesplan i overensstemmelse med Rådets konklusioner af februar 2015 om katastrofehåndtering, som inkluderer personer med handicap og Sendairammen. Der er desuden behov for, at der blandt personer med handicap og ansatte inden for redningstjenester og civilforvar skabes større bevidsthed og udbredes flere oplysninger om initiativer til begrænsning af katastroferisici.

3.2.13.

Kommissionen bør spille en ledende rolle på området for retfærdighed og menneskerettigheder for personer med handicap. EØSU opfordrer til, at Generaldirektoratet for Retlige Anliggender afholder en europæisk konference, der er målrettet mod alle juridiske tjenester i EU, herunder en refleksion over rettighederne til adgang til domstolsprøvelse for personer med handicap og den måde, hvorpå disse rettigheder er forbundet med andre rettigheder såsom retsevne og lighed for loven.

3.2.14.

Kommissionen bør tilvejebringe den nødvendige finansiering til uddannelse af tjenestemænd i de europæiske og nationale retssystemer vedrørende EU-lovgivning og FN-konventionen. Derudover opfordrer EØSU EU og de nationale domstole til at anvende deres interne regler og instrukser på en måde, der letter handicappedes adgang til retssystemet. De generelle anbefalinger fra FN's komité rettigheder for personer med handicap bør også tages i betragtning i retsplejen i såvel EU som på nationalt plan. EØSU anbefaler desuden, at Generaldirektoratet for Retlige Anliggender udnytter den åbne koordinationsmetode til at opnå en afbalanceret og koordineret tilgang i medlemsstaterne i dette meget vigtige spørgsmål og dermed baner vejen for en europæisk indsats, når det gælder lighed for loven. EU bør skabe europæiske standarder og fremme benchmarking i adgangen til domstolsprøvelse.

3.2.15.

EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at ophæve diskriminerende værgemålslove, således at alle handicappede får mulighed for at udøve deres politiske rettigheder på lige vilkår med andre. Det er helt afgørende, at der sikres rimelig tilpasning og tilgængelighed i forbindelse med afstemningsprocedurer, valglokaler valgmateriale.

3.2.16.

Desværre er et ukendt antal europæere med handicap berøvet deres frihed og sikkerhed og er udsat for tvungen behandling og tilbageholdelse, herunder tvangssterilisation. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe effektive foranstaltninger til at sætte en stopper for denne utålelige situation, at fremlægge pålidelige data gennem Eurostat og indføre en effektiv evalueringsmekanisme.

3.2.17.

EØSU opfordrer EU til at revidere sine etiske retningslinjer for forskning og især fastlægge eksempler på god praksis ved at udarbejde samtykkeerklæringer i tilgængelige og letlæselige formater og forhindre, at beslutningstagning på dette område overdrages til en værge.

3.2.18.

EU bør vedtage lovgivning, der harmoniserer beskyttelse og bekæmper vold, misbrug og udnyttelse, samt ratificere Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold i hjemmet mod kvinder (5). EU er nødt til at træffe retslige og politiske foranstaltninger mod grænseoverskridende aktiviteter i EU-landene, der involverer handel med kvinder og børn med handicap, og udvalget opfordrer EU til at bekæmpe vold mod børn med handicap gennem specifikke foranstaltninger og tilgængelige støttetjenester.

3.2.19.

Kommissionens initiativ om den europæiske søjle for sociale rettigheder bør fuldt ud integrere og indarbejde konventionens bestemmelser og skabe den nødvendige sociale mindstebeskyttelse samt effektive mekanismer til at forebygge og afbøde fattigdom, sårbarhed og social udstødelse blandt handicappede og deres familier, med særligt fokus på kvinder, børn og ældre handicappede.

3.2.20.

Der er et klart behov for at udvikle et koordineringssystem for sociale sikringsydelser i EU, som omfatter en tydelig ramme for muligheden for at overføre rettigheder og et maksimalt antal dage til proceduren for anerkendelse af et handicap.

3.2.21.

EU bør udarbejde og gennemføre den længe ventede og højt ønskede europæiske afinstitutionaliseringsstrategi (6), som først og fremmest bør omfatte en meget streng overvågning af brugen af ESI-midler for at sikre, at de udelukkende anvendes til udvikling af støttetjenester for handicappede, så de kan leve et uafhængigt liv i lokalsamfundet. EØSU opfordrer også til oprettelse af en selvbærende europæisk afinstitutionaliseringsfond.

3.2.22.

EØSU beklager, at Kommissionen endnu ikke har udarbejdet en analyse af virkningen af ESI-fondene på personer med handicap i overensstemmelse med forpligtelsen i forordningen om Den Europæiske Socialfond til årlig rapportering om foranstaltninger på handicapområdet. Analysen bør omfatte en styrkelse af Kommissionens overvågning af ESI-fondenes anvendelse i overensstemmelse med FN-konventionen og i samråd med handicaporganisationerne samt overtrædelsesprocedurer (ophævelse, tilbagekaldelse og tilbagebetaling) iværksat af EU i tilfælde af manglende overholdelse af forhåndsbetingelserne.

3.2.23.

Der er behov for mere effektive nationale håndhævelsesorganer: deres beføjelser skal harmoniseres og forbedres for at lette håndhævelsen af passagerers rettigheder inden for alle transportformer, og klageproceduren skal forenkles. EØSU opfordrer desuden Kommissionen til at garantere gratis rejser for plejere inden for alle transportformer, herunder flyrejser, som det allerede er tilfældet i henhold til forordning (EF) nr. 1371/2007 (7) og forordning (EU) nr. 1177/2010 (8).

3.2.24.

Kommissionen bør straks officielt anerkende tegnsprog og blindskrift og evaluere sine kommunikationskanaler og interne processer med henblik på at producere og præsentere information på en tilgængelig måde for personer med handicap. Dette bør omfatte forskellige tilgængelige formater såsom tegnsprog, blindskrift og forstørrende og alternativ kommunikation, herunder letlæseligt format. EU bør sikre, at alle personer med handicap, uanset deres finansielle kapacitet, har adgang til inkluderende uddannelse.

3.2.25.

EU bør vedtage en obligatorisk og inkluderende kvalitetsramme for uddannelsesrelateret udveksling, hvor der fastsættes minimumsstandarder for at sikre mobilitet for alle studerende, navnlig unge studerende med handicap i EU på gymnasieniveau, i videregående uddannelser samt erhvervsuddannelser. Alle partneruniversiteter inden for Erasmus-udvekslingsprogrammet bør sørge for handicapvenlige adgangsmuligheder til uddannelsesprogrammer samt lokaler for at sikre, at alle studerende, navnlig unge studerende med handicap kan deltage fuldt ud.

3.2.26.

EU bør ratificere WIPO's (Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret) Marrakesh-traktat samt lette og fremme medlemsstaternes ratificering af den på nationalt plan for at tillade frit omløb af tilgængelige versioner af trykt materiale for folk med syns- og læsehandicap.

3.2.27.

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde og gennemføre et særligt initiativ vedrørende anvendelsen af Agenda 2030 og de bæredygtige udviklingsmål for handicappede inden for EU og i dets eksterne politikker, herunder udviklingsbistand og international handel.

3.3.1.

EØSU opfordrer Eurostat til at afholde en konference med henblik på at blive enige om en samlet mekanisme for alle EU's medlemsstaters statistiske kontorer for at følge op på den konkluderende bemærkning nr. 71. Der er behov for at oprette en europæisk statistisk mekanisme for menneskerettigheder på handicapområdet, der er opdelt efter handicap, køn og alder, for at indsamle operationel information til brug for europæiske og nationale politikker rettet mod personer med handicap.

3.3.2.

Kommissionen bør systematisk integrere handicappedes rettigheder i alle EU's internationale samarbejdspolitikker og -programmer. EØSU bifalder EU's pilotprojekt »Bro over kløften« og opfordrer til vedtagelse af et EU-finansieret handicapprogram til fordel for handicappedes rettigheder. Et sådant finansieringsprogram bør, som det er tilfældet i visse europæiske lande, gennemføres i tæt samarbejde med de europæiske handicaporganisationer som bemyndigede organer, der styrer, håndterer og definerer politiske og finansielle prioriteringer. Det er vigtigt at sikre, at EU-finansiering ikke ydes til projekter, der ikke er forenelige med bestemmelserne i FN-konventionen.

3.3.3.

Kommissionen er nødt til fuldt ud at overholde den konkluderende bemærkning nr. 75 ved at oprette kontaktpunkter i alle generaldirektorater, kontorer og organer. Alle kontaktpunkter skal holde mindst tre møder årligt, og repræsentative handicaporganisationer bør deltage aktivt. Den 3. december hvert år bør Kommissionen fremlægge sin årlige rapport om EU's og medlemsstaternes gennemførelse af FN's konvention om handicappedes rettigheder.

3.3.4.

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om at trække sig ud af den uafhængige kontrolmekanisme og dermed bane vejen for oprettelse af en helt uafhængig mekanisme under tilsyn af et styrende organ sammensat af medlemmerne i den uafhængige kontrolmekanisme. For at EU-rammen skal kunne udføre sine opgaver effektivt, bør der hurtigst muligt tildeles finansielle og menneskelige ressourcer.

3.4.1.

Der er et meget klart behov for, at EU-institutionerne reviderer deres personalepolitikker og tilpasser dem til FN-konventionens bestemmelser for at sikre, at handicappede og ansatte med handicappede familiemedlemmer tilbydes rimelige tilpasninger og støtte for at kunne skabe den rette balance mellem arbejds- og familiemæssige forpligtelser. EØSU opfordrer EU til at revidere reglerne for den fælles sygesikringsordning, pensionsordningen og handicaprelaterede sociale sikkerheds- og beskyttelsesforanstaltninger for at sikre ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alle handicappede, bl.a. ved at anerkende de handicap, der skyldes sundhedsbehov, som værende forskellige fra en sygdom og fremme en uafhængig tilværelse og uafhængigt arbejde gennem refundering af ekstraomkostninger til udstyr eller tjenester.

3.4.2.

Det er afgørende, at alle EU-institutioner proaktivt tager skridt til at overholde bestemmelserne om tilgængelighed i direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder med en konkret tidsfrist for dermed at foregå med et godt eksempel på dette grundlæggende område for handicappedes rettigheder.

3.4.3.

EØSU opfordrer Kommissionen og Europaskolernes Øverste Råd til at vedtage en plan og tildele de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til at udvikle og gennemføre et inkluderende uddannelsessystem af høj kvalitet på alle niveauer i Europaskolerne, der sikrer rimelig indkvartering, støtte og en ikke-afvisningspolitik for alle studerende med handicap på primær- og sekundærtrinnet.

3.4.4.

Eftersom beskæftigelse af personer med handicap i EU er på et lavt niveau, opfordrer EØSU EU-institutionerne til at indføre et ansættelsessystem med positiv særbehandling (som omfatter specifikke udvælgelsesprøver) for at øge antallet af personer med handicap, der er ansat i EU-institutionernes forskellige tjenestegrene ved at opfylde rimelige behov for tilpasning og støtte. Gennemførelsen af denne politik skal revideres hvert andet år for at vurdere, om der er behov for korrigerende foranstaltninger.

3.4.5.

EØSU opfordrer EU-institutioner, -agenturer og -organer til at sikre, at den eksisterende vedtægt for tjenestemænd, gennemføres fuldt ud og effektivt i overensstemmelse med FN-konventionen om handicappedes rettigheder, og at interne regler og gennemførelsesbestemmelser er i fuld overensstemmelse med konventionens bestemmelser.

3.4.6.

EØSU forpligter sig til at udvikle en struktur til internt at gennemføre de konkluderende bemærkninger med hensyn til personalepolitik, kommunikation med borgerne og EØSU-medlemmerne samt fuld integration og ligestilling for EØSU-medlemmer med handicap. Udvalget vil også sikre, at dette fremmes i forbindelse med erhvervslivet, fagforeninger og civilsamfundet. Denne nye politik vil blive udviklet i tæt samarbejde med udvalgets permanente studiegruppe »Handicappedes rettigheder«.

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/24

Ordfører:

Antonello PEZZINI

Medordfører:

Enrico GIBELLIERI

1.1.

EØSU betragter de forskellige former for offentlig-private partnerskaber (1) inden for forskning og innovation som en formel, der garanterer kvalitet på højeste niveau, og et redskab, der effektivt kan tackle de centrale spørgsmål, som påvirker Europas konkurrenceevne, ligesom de er velegnede til at løfte de socioøkonomiske, beskæftigelsesmæssige og miljømæssige udfordringer.

1.2.

Forskning og innovation er ikke en endimensional, lineær proces. EØSU mener, at fuld integration af den teknologiske, miljømæssige og sociale dimension i de offentlig-private partnerskaber under Horisont 2020 kræver en ny tilgang, som er baseret på større åbenhed om de opnåede resultater og den socioøkonomiske indvirkning.

1.3.

I partnerskaberne bør der efter EØSU's opfattelse anlægges et bredere syn på innovation omfattende innovation inden for tjenesteydelser, sociale innovationer og den nødvendige modernisering af SMV'er og den sociale økonomi med henblik på en bedre integration i hele forløbet fra demonstration til udvikling af anvendelser.

1.4.

Innovationens samfundsmæssige berettigelse bør fremmes i de fælles teknologiinitiativer og kontraktlige offentlig-private partnerskaber ved i højere grad at inddrage de økonomisk svagest stillede parter (fagforeninger, SMV'er, NGO'er) i fastlæggelsen af retningslinjer og den strategiske planlægning af forsknings- og innovationsaktiviteterne i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) nr. 2012/1025 om standardisering, især når det gælder strategier og udvælgelse af projekter og deres samfundsmæssige nytte.

1.5.

EØSU anser det for nødvendigt at øge de offentlig-private partnerskabers markedsorientering gennem et målrettet fokus på aspekter som interoperabilitet, standardisering, harmonisering og tværnational teknologioverførsel for at gøre resultaterne bæredygtige på lokalt og regionalt plan og anvendelige i hele EU.

1.6.

EØSU ser gerne, at de fælles teknologiinitiativer og kontraktlige offentlig-private partnerskaber fokuserer på at:

1.7.

EØSU anbefaler, at de fælles teknologiinitiativer og kontraktlige offentlig-private partnerskaber iværksætter nye, innovative foranstaltninger for at fremme interaktionen med nøgleinvestorer om udvikling af innovative forretningsmodeller og avancerede faglige profiler, udvikle fora, hvor også arbejdsmarkedets parter deltager, og yde en mere målrettet støtte med henblik på en hurtigere udnyttelse på markedet efter afsluttet projekt.

1.8.

EØSU finder det vigtigt at styrke overvågningen af de fælles teknologiinitiativers og de kontraktlige offentlig-private partnerskabers kapacitet og konsekvens i gennemførelsen ved hjælp af nye og mere fleksible redskaber, som kan tilpasses markedets behov. Derudover er det vigtigt med mere dynamiske tilgange til kvalitetssikring, herunder et komplet system af dynamiske centrale præstationsindikatorer, KPDI (key performance dynamic indicators), som er sammenlignelige for de forskellige initiativer, således at der vil kunne fremlægges en årlig resultattavle i tabelform over alle fælles teknologiinitiativer og kontraktlige offentlig-private partnerskaber for EU-institutionerne, de nationale institutioner og de europæiske skatteborgere.

1.9.

EØSU efterlyser en større indsats for at sikre sammenhæng mellem målsætninger og prioriteter i EU's 9. rammeprogram for forskning og innovation og industrisektorens forsknings- og innovationsstrategier, som de udmønter sig i de fælles teknologiinitiativer og kontraktlige offentlig-private partnerskaber, hvilket skal koordineres med alle de andre former for innovationspartnerskaber, der findes inden for rammerne af andre regionale, nationale og EU-politikker.

1.10.

EØSU mener, at etablering af et europæisk innovationsråd med en fremtrædende industriel og social komponent og paneuropæiske netværk til at yde infrastrukturel støtte til innovation kunne være et nyttigt redskab til at sikre en bedre koordinering af initiativer, herunder også med arbejdet i andre europæiske og internationale forsknings- og innovationsorganisationer og tilsvarende internationale (2) partnerskaber.

1.11.

EØSU opfordrer til, at innovation i de fælles teknologiinitiativer og kontraktlige offentlig-private partnerskaber prioriteres højt af de regionale myndigheder og kommuner, når disse planlægger og gennemfører foranstaltninger såsom intelligente specialiseringsstrategier, de operationelle programmer og programmerne om samarbejde under samhørighedspolitikken, forsknings- og innovationsprogrammer og programmer for udvikling af projekter til gennemførelse af klimatilpasningsplaner.

1.12.

EØSU er overbevist om, at strategiske, intelligente og rettidige investeringer i passende, innovative miljøvenlige løsninger og grøn infrastruktur er grundlaget for en sund og effektiv genindustrialiseringsproces, som bygger på forskning og innovation og på kommerciel anvendelse.

1.13.

EØSU understreger behovet for at »samordne forsknings- og innovationsrelaterede instrumenter og dagsordener i Europa« med instrumenterne i det næste rammeprogram for at »sikre fortsatte investeringer i de sektorer, hvor Europa har en globalt førende position« (3), hvilket skal ske på grundlag af stabile udsigter og regelmæssig evaluering af effektiviteten.

1.14.

EØSU opfordrer Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at gøre sig fælles overvejelser med det sigte så snart som muligt at afholde en interinstitutionel konference om de offentlig-private teknologiske partnerskabers rolle i genindustrialiseringen af Europa med henblik på det næste forsknings- og innovationsrammeprogram for perioden efter 2020.

2.1.

De fælles teknologiinitiativer er offentlig-private partnerskaber inden for prioriterede områder af europæisk forskning og innovation, som er fastlagt ved beslutning 1982/2006/EF (4). Allerede under det 7. rammeprogram viste de traditionelle instrumenter sig at være utilstrækkelige til at nå målene om at øge og forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne. De industrielle partnerskaber er målrettede mod forskning og innovation med klart definerede industrielle markedsmålsætninger, bedre koncentration af økonomiske og menneskelige ressourcer samt en løftestangseffekt, der er udslagsgivende for at fremskynde omdannelsen af videnskabelige og teknologiske gennembrud til innovation på markedet.

2.2.

Med det nye Horisont 2020-rammeprogram er der blevet indført væsentlige nyskabelser i strukturen, som har skabt flere muligheder for, at industrien og medlemsstater kan øve indflydelse og udvikle synergier gennem forskellige former for offentlig-private partnerskaber til at understøtte sektorer, som:

2.3.

Der er blevet iværksat forskellige initiativer for at støtte de forskellige former for partnerskaber, som enten er orienteret mod industrien, understøttet af forskningsmiljøer eller styret af offentlige myndigheder.

2.4.

EU-institutionerne har givet betydelig støtte til de europæiske teknologiplatforme, som er dannet på industriens initiativ med det mål at udvikle en bottom-up-proces for fastlæggelse af fælles strategiske målsætninger og prioriteter.

2.5.

De 38 nuværende europæiske teknologiplatforme — samt tre tværgående initiativer — har en strategisk rolle i mobilisering og formidling. For at varetage denne rolle beskæftiger de sig primært med at:

2.6.

De fælles teknologiinitiativer bringer Kommissionen, medlemsstaterne, den akademiske verden og industrien sammen om videnskabelige og teknologiske sektorer af høj værdi for samfundet, idet de især understøtter forsknings- og innovationssamarbejde i Europa på områder, hvor der er fastlagt klare fælles teknologiske og økonomiske målsætninger.

2.7.

Det overordnede formål med de fælles teknologiinitiativer er at øge de offentlige og private investeringers indvirkning på forskningsaktiviteterne og konsolidere det europæiske rum for forskning og innovation ved at bidrage til at fremme banebrydende videnskabelig og teknologisk innovation inden for rammerne af Europa 2020-strategien.

2.8.

Den grundlæggende tanke bag de fælles teknologiinitiativer er, at de skal være åbne for nye deltagere og kunne skabe forbindelse til et bredt publikum og ved hjælp af EU-midler sikre en løftestangseffekt i en klart defineret struktur, som kan få industrien, SMV'er, socialøkonomien og medlemsstaterne til at øge deres deltagelse og investeringer.

2.9.

De fælles teknologiinitiativer startede som en udløber af arbejdet i de europæiske teknologiplatforme , som EØSU tidligere har udarbejdet en initiativudtalelse om (5), og som tjener til at fastlægge fælles og delte visioner for udviklingen i de berørte sektorer ved at indkredse de problemer, der skal løses.

2.10.

Kriterierne for identifikation af de sektorer, hvor der er behov for at etablere fælles teknologiinitiativer, er defineret på grundlag af: sektorens strategiske betydning og klare målsætninger, høj merværdi af en indsats på EU-niveau, løftestangseffekt for betydelige, langsigtede investeringer og passende og øjeblikkelige tiltag over for vækst-, bæredygtigheds- og klimaudfordringerne.

2.11.

For at vurdere innovationsniveauet er det ikke nok kun at se på de midler, der investeres, der må også være økonomiske og markedsmæssige resultatindikatorer knyttet til disse udgifter. De kontraktlige offentlig-private partnerskaber skal fremlægge årlige rapporter over gennemførte aktiviteter, faktisk forøgelse af den europæiske merværdi, de innovative finansielle instrumenters effektivitet som løftestang og kvalitativ og kvantitativ indfrielse af de socioøkonomiske målsætninger vurderet ud fra foruddefinerede indikatorer.

2.12.

Formålet med denne udtalelse er at belyse, hvordan industripolitikken og de industrielle ændringer bliver påvirket af industrisektorernes direkte deltagelse i forskning og innovation, som finansieres med EU-midler via institutionelle partnerskaber (fælles teknologiinitiativer) og kontraktlige partnerskaber (offentlig-private partnerskaber) og fremsætte forslag til forbedringer.

3.1.

Erfaringer fra EU's rammeprogrammmer for forskning og innovation har vist, at det er vanskeligt at tage hensyn til den europæiske industris reelle behov, som alt for ofte er i risiko for at blive overset i forbindelse med såvel fastlæggelsen af de generelle målsætninger som i arbejdsprogrammerne, hvilket bekræfter det europæiske paradoks: en høj europæisk videnskabelig værdi og en lille og langsom evne til at omdanne den til innovation på markedet sammenlignet med de globale konkurrenter.

3.2.

De europæiske teknologiplatformes arbejde og aktiviteter har gradvist ændret denne tilgang. Den europæiske industri har formået at fastlægge mål og prioriteter for de store produktionssektorer, som i stort omfang er blevet indarbejdet i Horisont 2020's struktur og målsætninger.

3.3.

Fra en top-down-tilgang er der sket et skift til en bottom-up-tilgang for at dække hele innovationscyklussen og satse på resultater med en højere teknologisk modenhedsgrad for at skabe nye produktionsteknologier, nye produkter og nye færdigheder.

3.4.

De fælles teknologiinitiativer og de kontraktlige offentlig-private partnerskaber er nøgleinstrumenter for at sikre industrisektorerne en aktiv rolle i den flerårige programlægning og gennemførelse af EU-tiltagene inden for rammerne af Horisont 2020. Den private sektor har givet tilsagn om investeringer for ca. 10 milliarder EUR i fælles teknologiinitiativer for at stimulere innovation i syv sektorer og dermed bidrage til at vende tilbagegangen for den europæiske fremstillingsindustri.

4.1.

EØSU er fuldt ud overbevist om, at de forskellige former for partnerskaber inden for forskning og innovation er en formel, der garanterer udvikling af højeste kvalitet, og et redskab, der effektivt kan tackle de centrale spørgsmål, som påvirker EU's konkurrenceevne.

4.2.

EØSU bedømmer erfaringerne med at etablere partnerskaber på EU-niveau i form af fælles teknologiinitiativer og kontraktlige offentlig-private partnerskaber som gode, hvis de kan danne en flerårig ramme for sammenlægning af EU-, nationale og private midler, knowhow og forsknings- og innovationskapacitet med den målsætning at dele viden og udbrede vigtige innovationer til sektorer, som har afgørende betydning for succes på det globale marked.

4.3.

Efter EØSU's mening bør de fælles teknologiinitiativer og de kontraktlige offentlig-private partnerskaber løfte deres ansvar effektivt med hensyn til:

Udviklingen af nye teknologier og innovation inden for industrien bør lede til kvalitetsuddannelse af de menneskelige ressourcer og nye avancerede faglige færdigheder med en tættere og mere systematisk inddragelse af arbejdsmarkedets parter og de lokale myndigheder i fastlæggelsen og anvendelsen af sektorernes strategiske retningslinjer.

4.4.

Ifølge de seneste rapporter offentliggjort af Kommissionen i 2016 (6) viser de første resultater (7) af de kvalitative undersøgelser, at mens Horisont 2020 på tilfredsstillende vis synes at opfylde behovet for åbenhed over for offentlig-private partnerskaber, så opfylder denne type partnerskab ikke fuldt ud kravene om åbenhed og tilskyndelse til deltagelse af nytilkomne. Der er heller ikke enighed om, hvorvidt de evner at fremme beskæftigelsen, væksten, investeringer og en hurtig udvikling af det digitale indre marked, hvorimod der er en mere positiv opfattelse af deres evne til at reagere på energi- og klimaudfordringer.

4.5.

Ligeledes er det opfattelsen, at de fælles teknologiinitiativer og de kontraktlige offentlig-private partnerskaber kun i meget begrænset omfang formår at interagere med andre finansielle EU-instrumenter, såsom de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), og skabe vellykkede resultater. Det til trods for, at nogle af de fælles teknologiinitiativer har underskrevet protokoller i denne henseende. EØSU anser det for vigtigt, at der sættes gang i synergier, som fremmer lokale og regionale aktørers deltagelse og gør tilpasningen til fælles operative standarder lettere.

4.6.

Da antallet af afviste projekter synes at være i forholdet 7 til 1 under Horisont 2020 — en forøgelse i forhold til det 7. rammeprogram, hvor forholdet var 5 til 1 — vil det nok være hensigtsmæssigt at finde en anden balance i sammensætningen af det panel af uafhængige evalueringseksperter, som vurderer projektforslagene. Ved den første indkaldelse af forslag til kontraktlige offentlig-private partnerskaber under Horisont 2020 kommer over 50 % af forslagene fra industrien, mens over halvdelen af evalueringseksperterne i panelet kommer fra den akademiske verden, og kun lidt over en femtedel fra den private sektor.

4.7.

Resultattavlerne for de fælles teknologiinitiativer og de kontraktlige offentlig-private partnerskaber viser betydelige positive gevinster for den europæiske industris bæredygtighed og konkurrenceevne. Aktiviteterne formuleres af de private partnere gennem en bred og åben høringsproces med henblik på udarbejdelse af arbejdsprogrammer og tilhørende indkaldelser af forslag, som skal opfylde og matche industriens faktiske behov og har en høj mobiliseringsgrad og en stærk løftestangseffekt på mellem 3 og 9.

4.8.

Hvad angår resultattavlerne for de »delvise indkaldelser gennemført af de fælles teknologiinitiativer i 2014« bør der skabes større klarhed om denne type partnerskabs institutionelle status og forvaltningsniveauer for at imødekomme de europæiske skatteborgeres og EU-institutionernes forventninger.

4.9.

Efter EØSU's opfattelse bør de fælles teknologiinitiativer og de kontraktlige offentlig-private partnerskaber, også i mekanismerne for åbenhed og deltagelsesbaseret adgang, opfylde prioriterede behov, der er forenelige med en stærk vækstpolitik med fuld deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

4.10.

De fælles teknologiinitiativer og de kontraktlige offentlig-private partnerskaber deltager i et verdensomspændende kapløb om at være de første til at udvikle og markedsføre fremtidens nye teknologier og efterspørger derfor udvikling og gennemførelse af klare mål for den industrielle strategi:

4.11.

EØSU understreger behovet for at inddrage alle aktører i de vigtigste europæiske industrisektorer målt på varetype, virksomhedsstørrelse og menneskelige ressourcer, dvs. deres uddannelse og udvikling og repræsentation, for at forbedre integrationen af de sociale aspekter og SMV'er samt interessenternes deltagelse i forsknings- og innovationsprojekterne.

4.12.

I denne forbindelse mener EØSU, at det er vigtigt at indføre passende sociale og uddannelsesmæssige værktøjer og ved hjælp af dynamiske centrale præstationsindikatorer (key performance dynamic indicators — KPDI) overvåge dels patenter og videnskabelige publikationer, dels og allervigtigst ændringer i den socioøkonomiske indvirkning og i indvirkningen på udviklingen af nye faglige profiler.

4.13.

Succes med at tiltrække investeringer fra den private sektor ved at bruge offentlige midler som en løftestangseffekt bliver efter EØSU's opfattelse en af de udslagsgivende faktorer for opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål for vækst og beskæftigelse, især målet om 3 % investeringer i forskning og innovation.

4.14.

For innovationsaktiviteter med en højere grad af teknologisk modenhed bør der fortsat være investeringsstøtteplaner for infrastrukturer og industrianlæg, der støtter sig på stabile udsigter, og hvis effektivitet regelmæssigt evalueres, i stil med formand Junckers Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI).

4.15.

EØSU finder det hensigtsmæssigt med en større inddragelse af aktører fra industrien i forsknings- og innovationsprogrammerne og i de forskellige programudvalg, som udgør en nøglefaktor for udviklingen af en bred deltagelse fra industriens side i de enkelte medlemsstater.

4.16.

Endelig finder EØSU, at medlemsstaterne og Kommissionen i det mulige og hensigtsmæssige omfang bør revidere og harmonisere de lovgivningsmæssige rammer for de industrisektorer, herunder for de fælles teknologiinitiativer og de kontraktlige offentlig-private partnerskaber, som er forpligtede til at tilbyde maksimal merværdi i form af miljømæssige, økonomiske, samfundsmæssige og beskæftigelsesmæssige fordele, intelligente forretningsmodeller og løsninger på integrerede territoriale områder, nye kompetencer og sociale innovationer (8).

4.17.

Større sammenhæng og bedre koordinering af forsknings- og innovationsaktiviteterne med en samlet EU-vision for både den interne og eksterne dimension bør efter EØSU's mening kendetegne udviklingen af de forskellige former for partnerskaber inden for forskning og innovation, som etableres under en lang række EU-politikker inden for og uden for rammerne af Horisont 2020. Etableringen af et europæisk innovationsråd med en stærk industriel og social komponent, ledsaget af paneuropæiske netværk som infrastrukturel støtte til innovation, vil kunne fremme en mere effektiv ramme.

4.18.

Med henblik på det 9. rammeprogram (9) anser EØSU det for hensigtsmæssigt at fastlægge en gennemsigtig ramme for kvalitativ og kvantitativ vurdering af, hvilke af de nuværende fælles teknologiinitiativers og kontraktlige offentlig-private partnerskabers aktiviteter der har været succeser/fiaskoer i økonomisk-innovativ, social og miljømæssige henseende. De industrielle slutbrugere, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for SMV'er og civilsamfundet bør inddrages i vurderingen af de strategiske prioriteter og tilrettelæggelse af fremtidens partnerskaber, som indsatsen skal koncentreres om frem mod 2030.

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/31

Ordfører:

Madi SHARMA

Medordfører:

Dirk JARRÉ

1.1.

Europa har altid haft afgørende betydning for innovation, produktion og udvikling af produkter til krops- og personlig pleje samt skønhedsprodukter. I de senere år er Europas førende position i denne sektor gradvist blevet svækket af den globale konkurrence og det forhold, at man ikke i tilstrækkelig grad har erkendt, at hvis sektoren skal forblive konkurrencedygtig, er den nødt til at opfylde kravet om teknologisk innovation og leve op til presset fra den kommercielle virkelighed.

1.2.

Denne udtalelse handler om at styrke den europæiske industrisektor for produkter til krops- og personlig pleje samt skønhedsprodukter, navnlig de produkter, der er omfattet af kosmetikforordningen (EF) nr. 1223/2009. »Kosmetiske produkter« er ethvert stof eller enhver blanding, der er bestemt til at komme i kontakt med dele af det menneskelige legemes overflade (hud, hovedhår og anden hårvækst, negle, læber og ydre kønsorganer) eller med tænderne og mundens slimhinder, udelukkende eller hovedsageligt med henblik på at rense og parfumere dem, at ændre deres udseende, at beskytte dem, holde dem i god stand eller korrigere kropslugt. Stoffer og blandinger, der er beregnet til at blive indtaget, inhaleret, indsprøjtet eller indført i det menneskelige legeme, betragtes ikke som kosmetiske produkter.

1.3.

Papirartikler til hygiejnebrug, tissuepapir og hygiejneartikler til kvinder falder uden for kosmetikforordningens anvendelsesområde, men på grund af denne sektors merværdi i forhold til personlig hygiejne gælder mange af anbefalingerne også for disse produkter.

1.4.

Udtalelsen beskæftiger sig ikke med lægemidler, tatoveringer, permanent makeup eller med skønhedspleje eller -produkter, der indgives ved hjælp af kirurgi eller instrumenter, og ej heller med hudplejeprodukter til dyr. EØSU mener imidlertid, at alt ovennævnte bør behandles i et separat dokument, da der er en stigende bekymring blandt forbrugerne i forhold til skadelige kemikalier.

1.5.

Selv om Europas specialiserede virksomheders innovationskapacitet er imponerende, er selve innovationen og dermed produktionen og markedsføringen af europæiske nyskabelser rykket til andre dele af verden med alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser til følge. Hvis man skaber et miljø, som gør det muligt at gå længere end industri 4.0 ved under anvendelse af egnede strategier at udnytte avancerede bioteknologiske fremskridt, vil det i høj grad bidrage til industriel tilbageflytning og udvikling af nye produkter.

1.6.

EØSU fremsætter følgende sektorspecifikke anbefalinger, idet det anerkendes, at sektoren allerede er velreguleret i forhold til at sikre forbrugerbeskyttelse og sikkerhed. Yderligere lovgivning anses for unødvendig, men det bør overvejes at øge gennemsigtigheden.

2.1.

Kosmetik og produkter til personlig pleje bruges dagligt af over 500 millioner europæiske forbrugere i alle alderssegmenter. Produkterne går fra plejeprodukter til hverdagsbrug, såsom sæbe, shampoo, deodorant og tandpasta, til luksusskønhedsprodukter som parfume og makeup. Sektoren har i sig selv en værdi af 77 milliarder EUR (2015) og var en af de få sektorer, som ikke blev berørt af den globale finansielle krise. Europa har indtaget en global førerposition i sektoren og er storeksportør af kosmetikprodukter. Handlen uden for Europa løb i 2015 op i 17,2 milliarder EUR.

2.2.

På grund af den stærke konkurrence er mærkegenkendelse vigtig i kosmetikindustrien. Loyalitet hos kunderne skabes ved hjælp af pålidelige reklamer, kvalitet, sikkerhed og udvikling af nye produkter, og sektoren kan sammenlignes med modebranchen med tendenser, der skifter fra sæson til sæson.

2.3.

Sektoren omfatter virksomheder af alle størrelser med over 4 600 SMV'er i den europæiske kosmetikindustri. SMV-segmentet vurderes at udgøre 30 % af markedet, men i nogle EU-lande kan det være helt op til 98 %. Produktporteføljen ligger på over 20 000 produkter for store virksomheder til omkring 160 produkter for mindre virksomheder. En stor kosmetikproducent har en portefølje på omkring 2 000 ingredienser, mens SMV'er har omkring 600 ingredienser, og begge typer virksomheder tilføjer omkring 4 % nye ingredienser om året. Disse nye ingredienser har en betydelig effekt på rentabiliteten og væksten.

2.4.

Mindst 2 millioner mennesker er beskæftiget i værdikæden i Europa, fra produktion til detailled. Alene i produktionen var der i 2015 (1) beskæftiget 152 000 ansatte med en lille overvægt af kvindelige medarbejdere (56 %) i forhold til mandlige medarbejdere (44 %). I løbet af de seneste fem år er den direkte og indirekte beskæftigelse i industrien vokset med 2,3 %, hvilket udgør mere end 39 000 arbejdspladser (2).

2.5.

I 2015 skønnes udgifterne til F&U at have ligget på 1,27 mia. EUR. Der er betydelige forskelle fra land til land. Industrien beskæftiger over 26 000 videnskabsfolk, som forsker i nye videnskabelige områder, arbejder med nye ingredienser, udvikler formuleringer og udfører sikkerhedsvurderinger, hvilket hvert år fører til et imponerende antal patenter i EU.

2.6.

Den europæiske papirindustri, herunder navnlig tissuepapirindustrien, er mere end 10 mia. EUR værd på årsbasis og udgør 25 % af det globale marked for tissuepapir. Den øgede anvendelse af tissueprodukter af god kvalitet såsom papirhåndklæder, lommetørklæder, toiletpapir osv. er et vigtigt element i en forbedret livskvalitet og de generelle hygiejneforhold både i og uden for hjemmet og er dermed en vigtig bidragyder til sektoren for personlig pleje.

2.7.

Den europæiske kosmetiksektor kan tage æren for at have gået forrest med henblik på at få indført et totalt forbud mod dyreforsøg, samtidig med at der stadig arbejdes for at fremme innovation og konkurrenceevne. Markedet er i dag i lige høj grad drevet af sikkerhed og innovation, med nye farvepaletter, behandlinger tilpasset bestemte hudtyper, anti-age-produkter og unikke formuleringer. Forbrugerne efterspørger et stadig bredere udvalg, mere skræddersyede produkter og endnu større effektivitet. For bedre at kunne tilfredsstille brugernes præferencer og forventninger inddrages forbrugergrupper og -organisationer regelmæssigt i de tidligste stadier af udviklingen.

3.1.

Overvågningen af ingredienser og testkriterier, herunder forbuddet mod dyreforsøg, miljøbeskyttelse og mærkning er alle forhold, der er genstand for EU-lovgivning og -retningslinjer. Regelsættet for markedsadgang, internationale handelsforbindelser og lovgivningsmæssig konvergens overvåges af Europa-Kommissionen.

3.2.

Kosmetikforordningen, forordning (EF) nr. 1223/2009 har været gældende siden 2013, hvor den erstattede direktiv 76/768/EØF, som blev vedtaget i 1976. Formålet med forordningen er at harmonisere reglerne for at opnå et indre marked for kosmetiske produkter og et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed.

3.3.

Uanset hvordan de produceres eller distribueres, skal kosmetiske produkter, der markedsføres i EU, være sikre. Kosmetikforordningen (og dens bilag) og ændringerne heraf indeholder lovgivningsmæssige krav og restriktioner for alle stoffer, der anvendes i kosmetik. Den person, der har ansvaret for et kosmetisk produkt, er ansvarlig for produktets sikkerhed og skal sikre, at det underkastes en kvalificeret videnskabelig sikkerhedsvurdering, inden det sælges. En database med oplysninger om kosmetiske stoffer og ingredienser, CosIng, giver nem adgang til data om disse stoffer. Hvis det skal sikres, at niveauet for beskyttelse af befolkningens sundhed og forbrugernes sikkerhed er højt, betyder det også, at de ansvarlige videnskabelige udvalg skal tage særligt hensyn til de potentielle sundhedsmæssige risici for bestemte faglige grupper (f.eks. frisører og kosmetologer), som dagligt anvender kosmetiske produkter i forbindelse med deres erhvervsmæssige aktiviteter, og som derfor udsættes for højere eksponeringsniveauer end befolkningen generelt.

4.1.

For at forblive konkurrencedygtige er producenterne konstant i gang med at forny sig ved at finde frem til nye ingredienser, anvende eksisterende ingredienser på nye måder og udvikle mere skræddersyede produkter. De kan imidlertid ikke arbejde isoleret, og derfor er Kommissionen, de nationale regeringer og interessenterne, navnlig repræsentanter for forbrugere og ansatte, nødt til at samarbejde om at skabe et miljø, der fremmer vækst.

4.2.

EØSU erkender, at de vigtigste udfordringer for vækst i sektoren kan sammenlignes med de udfordringer, man finder i alle andre industrisektorer, og udvalget fremsætter følgende anbefalinger specifikt for sektorerne for personlig pleje og kosmetik:

4.2.1.

Større konvergens i sektoren for biovidenskabelig teknik, herunder mellem genomikforskning og sektoren for skønhed og personlig pleje, ville i højere grad fremme produktdiversificering. Huden er kroppens største organ, men den skelnen, der foretages mellem anvendelse af kosmetik på huden og behandlinger med lægemidler, er ved at forsvinde. Det er nødvendigt at tage højde for visse virkninger såsom irritation, allergier og hudkræft. Initiativer som f.eks. EIT Health (3), der spænder over nøgleområder inden for sundhedsplejen såsom lægemidler, MedTech, BioTech og digital sundhed er gode eksempler på samarbejde. Kosmetiske produkter fører til bedre personlig hygiejne, øget velbefindende og/eller livsstilsfaktorer (positive virkninger, som ikke anerkendes i lovgivningen, såsom mindre stress, øget selvtillid eller bedre søvn). Selv om kosmetiske produkter ikke er lægemidler, er kosmetik fremstillet på grundlag af sofistikeret videnskabelig viden om huden og dens funktion. Udvikling af kosmetiske produkter kan derfor udnytte fremskridt i andre dele af den biologiske videnskab, navnlig i medicinalindustrien. Forskningssamarbejder bør opmuntres til at fokusere på individualisering og overveje skræddersyede livsstilsprodukter og produkter, som har til formål at skabe velbefindende.

4.2.2.

Bedre samarbejde mellem store og små virksomheder parallelt med udvikling af sektorspecifikke virksomhedskuvøser (4) eller klynger kan forbedre konkurrenceevnen og øge væksten. Alle kosmetiske produkter gennemgår en kvalificeret videnskabelig sikkerhedsvurdering, inden de frigives, hvilket kan være en administrativ og økonomisk spændetrøje for mindre virksomheder. Selv om det er vigtigt ikke at give køb på denne sikkerhedsvurdering, bør mindre, innovative virksomheder benytte sig af en vifte af erhvervsstøtteforanstaltninger, som kan være til hjælp i udviklingsperioden mellem selve innovationen, udviklingen af det nye produkt og den vellykkede markedsføring af det endelige produkt og dermed begrænse risikoen for fiasko. Sådanne foranstaltninger kan omfatte bedre udveksling af oplysninger gennem overførsel af teknologi og viden, samarbejde om investeringsmuligheder, analyse af, hvordan omkostningerne kan begrænses, og adgang til finansieringskilder (5). Desuden bør regeringerne ændre tankegang, når det gælder produktionen, og støtte lokal produktion og jobskabelse i Europa.

4.2.3.

Større markedskendskab og tilførsel af data fra den akademiske verden, industrien og forbrugerne vil øge væksten gennem videnoverførsel. Tendensen inden for personlig pleje er gået mod det økologiske, det naturlige, UVB- og UVA-solcremer, pro-age- og anti-age-produkter, og der er dermed blevet åbnet op for øget innovation. Nyskabelser inden for produkter til kvinder i overgangsalderen og produkter mod aldring er i øjeblikket et område, hvor skønhedsindustrien har gode muligheder for udvikling af produkter, der er målrettet en stor gruppe mennesker, og som kan få dem til at føle sig og tage sig bedst muligt ud. Med videnskabelige og teknologiske fremskridt inden for sekventering af det humane genom og fremskridt med hensyn til forståelsen af dets forskellige funktioner og dets helt særegne karakter, ligger kosmetikindustriens fremtid i ekstremt skræddersyede produkter. Forskning og investeringer i denne strategi i samarbejde med den medicinske og den akademiske verden er en afgørende udfordring for sektoren.

4.2.4.

Opmuntre til større inddragelse af de ansatte. De ansatte går i forreste række, når det gælder produktinnovation, da de har overblikket over sektoren, lige fra udviklingsprocessen til feedback fra forbrugerne. Øget samråd, herunder fremme af intraprenørskab, kan dermed fremme virksomhedernes vækst. Sektoren er varieret med hensyn til beskæftigelsesmuligheder, og bedre kommunikation, der sætter fokus på, hvilke færdigheder og kompetencer, der er brug for med tanke på den nuværende og kommende udvikling, vil gøre sektoren mere attraktiv. Mere end 514 000 studerende inden for biovidenskab i Europa (6) er med til at sætte gang i ny forskning og skabe muligheder for øget samarbejde på tværs af sektorer. Igen vil øget samarbejde mellem den akademiske verden og industrien være med til at tiltrække et bredere spektrum af medarbejdere.

4.2.5.

Hvis der skal holdes liv i væksten, er der behov for at stimulere forskning og udvikling, fremme investeringer, øge udgifterne til F&U og garantere sikkerheden. Man kan overveje finansieringsmekanismer, offentlige såvel som private, for F&U, patentregistrering og udvikling af nye produkter i EU's fremstillingsindustri.

4.2.6.

Patentkrænkelser og varemærkeforfalskede varer udgør en alvorlig risiko for både små og store EU-virksomheders indtjeningsevne såvel som for forbrugernes sundhed. I 2006 kostede forfalskede parfumeprodukter og kosmetik EU 3,0 mia. EUR i mistede indtægter. Bedre beskyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder for varemærker kan sikres ved at angive på produktet, hvilket land det er fremstillet i.

4.2.7.

Vilje til at lovgive i forhold til risikoen: Som det er nu, lovgives der ikke i forhold til stoffernes iboende egenskaber (f.eks. hvorvidt de kan virke lokalirriterende), men på grundlag af, hvorvidt stoffets egenskab reelt vil komme til udtryk under de faktiske anvendelsesforhold (f.eks. anvendelse ved koncentrationer under den tærskel, hvorved der sker irritation). Denne fremgangsmåde er mulig, fordi det er veldefineret, hvordan de kosmetiske produkter anvendes, og det er muligt at foretage en fuld risikovurdering. Dette adskiller sig fra lovgivningen om kemikalier (uden et defineret anvendelsesområde), hvor lovgivningen er baseret på den »fare«, de iboende egenskaber udgør. Det er helt afgørende for sektorens fremtidige muligheder for innovation og vækst, at der fremover fastholdes en passende skelnen mellem fare og risiko i EU's lovgivning og foranstaltninger.

4.2.8.

Fremme af regionsspecifikke ingredienser. Fremme af forskning i og certificering af regionsspecifikke naturlige produkter via en beskyttet geografisk betegnelse (7) (f.eks. korsikansk immortelle) vil gøre det muligt at markedsføre regionale produkter fra EU gennem øget fokus på lokale råvarer og håndværksmæssige produkter. I øjeblikket er udgifterne til isotopsporing eller laboratorieanalyser af naturlige produkter uoverkommelige for iværksættere og SMV'er.

4.2.9.

Forbud mod dyreforsøg: Kosmetikforordningen indførte forbud mod dyreforsøg (forbud mod at udføre forsøg på dyr med færdige kosmetiske produkter og kosmetiske ingredienser) og forbud mod markedsføring (forbud mod markedsføring i EU af færdige kosmetiske produkter og ingredienser, som er blevet testet på dyr). Der er intet ønske om at ophæve dette forbud. Producenterne står imidlertid over for følgende udfordringer med hensyn til innovation, udvikling af nye produkter og eksport:

4.2.10.

Affaldshåndtering og ressourceforvaltning: Befolkningstilvækst, øget forbrug og udtømningen af ressourcer, navnlig vand, er spørgsmål, som berører både forbrugere og industri i relation til et bæredygtigt forbrug og virksomhedernes sociale ansvar. Fremstilling af miljøvenlige produkter, der tager højde for affaldshåndtering og ressourceforvaltning, er en prioritet for sektoren. Kommissionens pakke om cirkulær økonomi og Cosmetics Europes retningslinjer for kosmetikvirksomheder, navnlig SMV'er, der blev offentliggjort i 2012, har stor værdi, men der er stadig meget, som skal gøres, da der endnu består en række store udfordringer på området. Beskyttelse af de ressourcer, som sektoren har brug for, er ensbetydende med den nødvendige beskyttelse af biodiversiteten som et fælles gode for nuværende og kommende generationer. Bestræbelserne på at udvikle nye produkter bør ikke ske på bekostning af den oprindelige befolkning og deres intellektuelle ejendomsrettigheder. Formidlingen af principperne for fair handel og en miljørelateret adfærdskodeks blandt virksomhederne i sektoren er både hensigtsmæssig og yderst påkrævet. Lige så vigtig er forbrugernes holdning, idet de bør afvise at købe produkter, hvis fremstilling sker i modstrid med principperne om bæredygtig udvikling.

4.2.11.

Øget gennemsigtighed: Markedsovervågning er nøglen til at sikre beskyttelse af forbrugerne. Øget samarbejde mellem nationale forbrugermyndigheder, forbrugerorganisationer, brugere og fagfolk fra sundhedssektoren på nationalt niveau vil øge forbrugernes tillid og gennemsigtigheden. Samråd med interessenter bør finde sted i hele produktudviklings- og innovationsprocessen. Muligheden for at anmelde produkter via RAPEX-systemet sætter forbrugerne i stand til at kræve øget produktsikkerhed i hele forsyningskæden, men det er et krav, at alvorlige risici anmeldes hurtigst muligt. Ifølge forbrugerne er der behov for større gennemsigtighed, når det gælder:

4.2.12.

Muligheder på nye markeder, herunder muligheden for at ændre forbrugernes købsvaner, såsom e-handel og direkte salg, omfatter nye salgsmodeller i tilgift til den grænseoverskridende handel. De foreløbige resultater fra undersøgelsen af e-handelssektoren viste, at halvdelen af de undersøgte virksomheder i EU's kosmetik- og sundhedsindustri ikke solgte deres produkter på tværs af grænserne. Selv om kosmetikvirksomhederne favner den digitale tidsalder, er de begrænsede af lovgivningsmæssige krav, som ofte er landespecifikke. Det gælder f.eks. mærkning på det pågældende lands sprog, love om dyreforsøg og krav om kosmetikovervågning.

4.2.13.

Handelsbarrierer: EU har et ganske pænt handelsoverskud for kosmetiske produkter. Imidlertid bør Kommissionen fortsat presse på for at opnå konvergens i fora som f.eks. International Cooperation on Cosmetics Regulation og i handelsforhandlinger, hvor EU's lovgivning gøres til en international standard. EU's kosmetikforordning udgør fortsat en model til inspiration for forbrugersikkerhed for vækstmarkedsøkonomier (ASEAN, Rusland, Latinamerika, Kina). Dette giver EU's lovgivere og industrien en mulighed for at bidrage til regelsæt på de vigtigste eksportmarkeder, som i høj grad er kompatible med EU-systemet.

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/38

Ordfører:

Martin SIECKER

Medordfører:

Richard ADAMS

1.1.

EU-skibsredere kontrollerer ca. 40 % af verdens handelsflåde. De tegner sig også for omkring en tredjedel af den tonnage, som ophugges på strandværfter i Sydasien, der ikke lever op til standarderne. EU er det største af de markeder, som sender udtjente skibe til farlig og forurenende ophugning. Som hjemsted for den største gruppe af skibsredere har EU også et særligt ansvar for at regulere ophugningen af skibe.

1.2.

EØSU påpeger, at der socialt og moralsk er meget, som taler for at gøre en ende på den uforsvarlige ophugning af skibe ved hjælp af en ordning, der skaber en merværdi i et udtjent skib, som er tilstrækkelig stor til at betale for de højere omkostninger ved ansvarlig ophugning. Den største del af skibsophugningen vil formentlig fortsat ske i lande med lave lønomkostninger, men under forbedrede arbejds- og miljøforhold. Samtidig vil dette også give ophugningsværfter i EU mulighed for at blive mere konkurrencedygtige.

1.3.

Tiltag iværksat af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) har indtil videre ikke ført til det store, selv om der fortsat bør sættes alt ind på at nå frem til et universelt juridisk bindende instrument gennem dette forum. EU kan spille en indflydelsesrig og dynamisk rolle i denne proces. Jagten på en effektiv løsning på problemet med uforsvarlig skibsophugning har stået på EU's dagsorden i mange år. Det har indtil videre resulteret i EU's forordning om ophugning af skibe, som træder fuldt ud i kraft senest den 31. december 2018. En afgørende svaghed er imidlertid, at skibsrederne nemt kan omgå forordningen ved simpelt hen at »udflage« til et land uden for EU.

1.4.

Det, der mangler i forordningen, er et økonomisk instrument, som Kommissionen kan bruge til at styre udviklingen i den ønskede retning. I forbindelse med en yderst detaljeret rapport er der nu blevet udviklet en plan for et sådant instrument via indførelsen af en »ordning med en skibsophugningslicens«. Inden udgangen af indeværende år vil Kommissionen fremlægge et forslag baseret på denne idé, som vil give skibsrederne et incitament til at få de skibe, som nærmer sig afslutningen på deres forventede levetid, ophugget på anlæg, der er godkendt af EU, under anvendelse af metoder, som er både socialt og miljømæssigt acceptable.

1.5.

En fordel ved den foreslåede finansielle mekanisme er den synergi, der vil opstå i forhold til den eksisterende lovramme. Kontrolmekanismerne vil ikke komme i karambolage med mekanismerne i forordningen om ophugning af skibe, og der findes allerede EU-institutioner, som kan forvalte og gennemføre en sådan licens. Imidlertid opfordrer EØSU Kommissionen til også at vurdere eventuelle risici for, at EU's handelspartnere ser forslaget som et konkurrencebegrænsende indgreb i den måde, hvorpå den internationale skibsfart foregår.

1.6.

Kun hvis man gennem princippet om, at forureneren betaler, erkender, at skibsrederen bærer et ansvar, og gør omkostningerne ved forsvarlig ophugning til en del af omkostningerne ved skibsdrift, kan der blive gjort en ende på de nuværende skadelige metoder. Operatører og brugere af bulk-, fragt- og passagerskibsfart spiller alle sammen en rolle; for det første ved at erkende, at der er et alvorligt problem, og for det andet ved at støtte en gradvis, finansiel mekanisme, der kan håndhæves, såsom skibsophugningslicensen, der kan udvides til hele verden under ledelse af IMO, og ledsages af en informationskampagne, som går ud over EU's grænser.

1.7.

EØSU støtter Kommissionen i dens bestræbelser i forbindelse hermed. Ud over at det passer som fod i hose til EU's politik om genanvendelsessamfundet, kan det også vise sig at blive et vigtigt skridt fremad, når det gælder om at få gjort noget ved den farlige og forurenende skibsophugningssektor i Sydasien og forhindre den i at genopstå et andet sted. EØSU anerkender Hongkongkonventionens potentiale, forudsat at den integrerer principperne i EU's forordning om ophugning af skibe, og understreger samtidig, at der er behov for et finansielt instrument. EU opfordres til at stille teknisk assistance til rådighed for værfter rundt omkring i verden, så de kan leve op til disse krav.

2.1.

Uden skibsfarten ville den globale økonomi ikke kunne fungere. Hvert år sælges omkring 1 000 store oceangående skibe (tankskibe og containerskibe, fragtskibe og passagerskibe) til ophugning. Mere end 70 % af disse udtjente skibe ender på strande i Indien, Bangladesh eller Pakistan, hvor de ophugges på en uforsvarlig måde. Resten af skibene ophugges hovedsageligt i Kina og Tyrkiet, hvor der findes en ordentlig infrastruktur, som er mere befordrende for renere og sikrere metoder, under forudsætning af at der anvendes passende procedurer (1).

2.2.

De fleste udtjente skibe ophugges på en uforsvarlig måde ved anvendelse af strandværftsmetoden (beaching). Ved denne metode sejles skibene på grund på en sandstrand, hvor de hugges op af primært ufaglært personale (heriblandt rapporterede tilfælde af børnearbejde i Bangladesh) uden ordentligt værktøj og med kun lidt eller ingen beskyttelse mod de store mængder farlige stoffer, der frigøres ved ophugningen (2).

2.3.

Skibsophugningsindustrien rykkede i 1970'erne til Østasien (Kina og Taiwan), da der blev indført strengere miljø- og arbejdsmiljøstandarder i Europa. I 1980'erne blev der også indført strengere regler i Østasien, hvorefter industrien flyttede til Sydasien. I løbet af de seneste 30 år er der indberettet 470 dødsfald i Indien. I 2014 blev der indberettet 25 dødsfald og 50 tilfælde af alvorlige personskader på værfter i Sydasien. Sidste år mistede 16 arbejdere livet på værfter i Bangladesh, og i år er indtil videre 12 arbejdere omkommet der. Mange flere kommer alvorligt til skade eller bliver syge af giftige dampe og lider en pinefuld død som følge af kræft forårsaget af farlige materialer som f.eks. asbest. Det naturlige miljø omkring disse strandværfter er stærkt forurenet (3).

3.1.

Roden til problemet med ophugning af skibe ligger i manglen på en effektiv international styring rettet mod at finde frem til en global løsning. Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), som er et agentur under FN, står bag den internationale Hongkongkonvention om sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe, der endnu ikke er blevet ratificeret og hvis virkning er usikker. Som på mange andre områder kan EU ved at fremme god praksis og praktiske løsninger tilbyde et retsgrundlag, som er i stand til at skabe positive resultater på verdensplan og kan håndtere det særlige sæt af ekstraterritoriale problemstillinger inden for skibsfarten effektivt.

3.2.

Folkeretten kræver, at alle handelsskibe er registreret i et land. UNCTAD (De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling) har rapporteret, at næsten 73 % af verdens skibsflåde er registreret i eller »udflaget til« et andet land end det land, hvor skibets egentlige ejer er hjemmehørende. Grundene til at udflage sit skib til et andet land omfatter skatteundgåelse, muligheden for at undgå nationale arbejdsmarkeds- og miljøforskrifter og muligheden for at hyre besætninger fra lande, hvor lønnen er lavere. Mange af disse åbne registre betegnes også som bekvemmelighedsflag eller ikkeoverholdelsesflag. Disse er flag fra lande, som har meget dårlige resultater med håndhævelse af folkeretten. Ca. 40 % af alle udtjente skibe, der ophugges i Sydasien, er blevet indført under bekvemmelighedsflag eller ikkeoverholdelsesflag, f.eks. flag fra St. Kitts og Nevis, Comorerne og Tuvalu. Disse flag anvendes, når skibene skal hugges op, men næsten ikke under skibenes normale driftstid. De tilbyder særlige tilbudspriser for den sidste rejse og hurtig og nem kortvarig registrering uden nogen nationalitetskrav.

3.3.

Kun et lille antal skibsredere har frivilligt truffet foranstaltninger til at sikre ren og sikker ophugning af deres udtjente skibe. Færre end 8 % af de skibe, der sælges til ophugning, sejler stadig under europæisk flag, og disse skibe ophugges for det meste på en sikker og bæredygtig måde. De fleste af de udtjente skibe sælges til såkaldte kontantkøbere, som sørger for, at skibene bringes til deres endelige destination i Sydasien. Flertallet af rederierne har ikke selv noget med ophugningsanlæggene at gøre. De distancerer sig meget belejligt fra den endelige bortskaffelse af skibet og overlader resten til disse kontantkøbere, som har specialiseret sig i udtjente skibe og agerer mellemmand mellem skibsrederne og ophugningsværfterne. Deres ydelse omfatter flytning og bemanding af et skib på dets sidste rejse, og de tager sig af det nødvendige papirarbejde og myndighederne dér, hvor skibet skal ophugges.

Både private og offentlige skibsejere benytter sig af denne praksis.

3.4.

Disse aktiviteter er fordelagtige for:

3.5.

Selv om der siden 2009 har eksisteret frivillige koordinerede tiltag blandt skibsrederne, som f.eks. et sæt retningslinjer vedrørende udformning af fortegnelser over beholdningen af farlige materialer samt andre foranstaltninger i forbindelse med ophugning, var Bangladesh, hvor forholdene som bekendt er de værste, i 2015 den foretrukne destination for udtjente skibe (4).

4.1.

I 2009 vedtog IMO et særligt instrument for søfartsindustrien, nemlig Hongkongkonventionen, som etablerer en lovramme med det endelig mål at skabe de fornødne bæredygtige og lige vilkår globalt set, når det gælder skibsophugningsaktiviteter. En nærmere gennemgang viser dog, at målsætningen ikke holder. Selv om konventionen er et lille skridt i den rigtige retning, er gennemførelses- og håndhævelsesbestemmelserne vage og åbner for en bred vifte af fortolkninger. Der er ikke fastlagt nogen uafhængig certificering eller kontrol, og strandværftsmetoden er i praksis stadig tilladt.

4.2.

Hongkongkonventionen træder først i kraft 24 måneder efter, at den er blevet ratificeret af 15 stater, som tilsammen repræsenterer 40 % af den globale tonnage, og hvis årlige skibsophugningskapacitet udgør mindst 3 % af underskrivernes samlede tonnage. Indtil videre har kun fem lande, med Panama som den eneste betydende flagstat, ratificeret Hongkongkonventionen, men ingen af disse lever op til den skibsophugningskapacitet, der kræves for konventionens ikrafttræden. Det forventes derfor ikke, at konventionen træder i kraft lige med det første.

4.3.

Et andet initiativ fra IMO, den internationale skibsophugningsfond, har ikke vundet international støtte. IMO har stået bag positive søfartsreformer på en række områder, men effektive foranstaltninger vedrørende skibsophugning er ikke iblandt dem. Skibsophugningsindustrien har været tilbøjelig til at slå sig ned i eller flytte til lande, hvor lønomkostningerne er lave, og hvor miljø-, sundheds- og sikkerhedsstandarderne både er lave og ikke håndhæves. Der kan kun sættes en stopper for sådanne staters rolle som villig medspiller ved at knytte en betydelig, uafhængigt forvaltet økonomisk fond til hvert enkelt skib, som kan kræves tilbagebetalt, hvis ellers skibet ophugges på en forsvarlig måde. Skibsfart er en global industri, mens skibsophugning — hvor 70 % af alle skibe ophugges på en af tre strande i Sydasien — er en regional skandale, som fortjener en effektiv løsning.

4.4.

Inden for EU anses udtjente skibe for at være farligt affald, og de er dermed omfattet af Baselkonventionens anvendelsesområde. Denne regulerer alle former for transport af farligt affald og gennemføres på EU-niveau via forordningen om overførsel af affald. Dette burde i teorien have forhindret EU-ejede skibe i at blive bortskaffet på en uforsvarlig måde. Reglerne i konventionen og i forordningen om overførsel af affald omgås også systematisk af rederierne, som sælger fartøjer, der er ved at være udtjente, til kontantkøbere, så snart disse fartøjer forlader EU-farvande for at indlede deres sidste rejse. Når forordningen om ophugning af skibe træder i kraft i EU, vil udtjente skibe, som sejler under en EU-medlemsstats flag, imidlertid fra 2019 blive udelukket fra anvendelsesområdet for EU's forordning om overførsel af affald og Baselkonventionen, der regulerer alle former for transport af farligt affald.

4.5.

Efter nærmere analyse har EU og dets medlemsstater konkluderet, at Hongkong- og Baselkonventionerne skaber et ensartet niveau for kontrol og håndhævelse, når det gælder skibe, der er klassificeret som affald. NGO’er rundt omkring i verden, FN's særlige rapportør om menneskerettigheder og giftigt affald samt Europa-Parlamentet og EØSU har kritiseret Hongkongkonventionen for ikke at skabe reelle løsninger.

4.6.

Jagten på en effektiv løsning har stået på EU's dagsorden i mange år. I 2007 udarbejdede Kommissionen en grønbog (5) om emnet efterfulgt af en meddelelse (6) i 2008 og endelig et forslag til EU-forordningen om ophugning af skibe (7) i 2012. Forordningen trådte i kraft den 30. december 2013, men skal først fuldt ud finde anvendelse fra den 31. december 2018. Forordningen fremskynder gennemførelsen af en række af Hongkongkonventionens krav. Desuden indfører forordningen en europæisk liste over godkendte skibsophugningsanlæg, hvor fartøjer, der sejler under EU-flag, skal ophugges. Disse anlæg skal certificeres og kontrolleres uafhængigt. Forordningen om ophugning af skibe går også videre end Hongkongkonventionen ved at fastsætte strengere standarder for ophugningsanlæg og se nærmere på efterfølgende affaldshåndtering såvel som arbejdstagerrettigheder.

4.7.

EU's forordning om ophugning af skibe er imidlertid temmelig tandløs i forhold til grønbogen og meddelelsen om emnet. Disse to dokumenter indeholder en rammende analyse af problemerne med ophugning af skibe i Sydasien, og der gives udtryk for den overbevisning, at der kræves solide foranstaltninger for at ændre på de uacceptable forhold i disse lande. Foranstaltningerne i forordningen løser imidlertid ikke disse problemer. Selv om forordningen om ophugning af skibe fastsætter høje standarder for skibsophugningsanlæg, som effektivt udelukker strandværftsmetoden, der ikke lever op til standarderne, er det meget nemt for skibsrederne at omgå disse standarder ved at overdrage ejendomsretten eller simpelt hen udflage til et land uden for EU. Som EØSU konkluderede, var den politiske vilje til at holde skibsfarten ansvarlig tydeligvis ikke til stede, og det var holdningen, at Kommissionen burde have fremsat et bedre, mere kreativt og dristigt forslag indeholdende flere initiativer og i tråd med ambitionsniveauet i tidligere kommissionsdokumenter (8).

5.1.

Det, der mangler i forordningen, er et økonomisk instrument, som Kommissionen kan bruge til at styre udviklingen i den ønskede retning. Den afgørende svaghed, nemlig at skibsrederne nemt kan omgå forordningen om ophugning af skibe ved simpelt hen at udflage til et land uden for EU, blev anerkendt af Kommissionen i dennes indledende forslag fra 2012, som indeholdt en bestemmelse om, at den næstsidste ejer af skibet i dette tilfælde pådrog sig et ansvar. Selv om denne bestemmelse blev forkastet i trepartsforhandlingerne, sørgede Europa-Parlamentet for, at forordningen kom til at indeholde en artikel, som opfordrede Kommissionen til at kigge nærmere på mulige alternative finansielle mekanismer.

5.2.

I juli i år offentliggjorde Kommissionen en ny undersøgelse, gennemført af Ecorys, DNV-GL og Erasmus-universitetet i Rotterdam, som vedrører en »skibsophugningslicens«, der har til formål at give skibsrederne et incitament til langt om længe at påtage sig ansvaret for miljøvenlig og sikker skibsophugning.

5.3.

I forbindelse med skibsophugningslicensen vil der blive oprettet en særlig fond for hvert enkelt skib, som deponeres hos en større finansiel institution, og som opbygger kapital, der kan finansiere en sikker og bæredygtig ophugning. Licensens størrelse bestemmes af en kombination af tonnage, transporttype, hvor ofte skibet anløber EU-havne, samt skibets konstruktion baseret på princippet om vugge-til-vugge samt tilstedeværelsen af giftige materialer om bord. Kapitalen opbygges af skibsrederne, som, hver gang et af deres fartøjer anløber en EU-havn, betaler den opkrævede afgift til den fond, som er tilknyttet det pågældende fartøj.

5.4.

Når skibet skal ophugges, kan denne fond kræves tilbagebetalt, hvis skibet ellers ophugges på et EU-godkendt værft, og dermed anvendes til at kompensere indtægtstabet som følge af den ansvarlige ophugning. Inden udgangen af året vil Kommissionen fremsætte sin officielle holdning til denne undersøgelse.

5.5.

En stor fordel ved den foreslåede finansielle mekanisme er den synergi, der vil opstå i forhold til den eksisterende lovramme. Navnlig vil kontrolmekanismerne under den foreslåede finansielle mekanisme fungere fint i samspil med eksisterende kontrolmekanismer under EU's forordning om ophugning af skibe. Det gælder f.eks. inspektionsbesøgene på anlæggene, som skal finde sted inden og efter deres optagelse på EU's liste. Licenserne kunne også medtages på listen over certifikater, som kontrolleres regelmæssigt af havnestatskontrollen som en del af de allerede gældende forpligtelser. På samme måde synes Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur (EMSA) at være bedst egnet til at opfylde inspektionsopgaverne og tage sig af udstedelsen af licenser, mens en af de europæiske finansielle institutioner som f.eks. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) eller den Europæiske Investeringsfond (EIF) formentlig bedst vil være i stand til at administrere indtægterne fra en eventuel skibsophugningslicens. EØSU opfordrer Kommissionen til også at vurdere eventuelle risici for, at EU's handelspartnere ser forslaget som et konkurrencebegrænsende indgreb i den måde, hvorpå den internationale skibsfart foregår.

5.6.

En sådan fond ville være et skridt i retning af EØSU's forslag om at støtte en mere omfattende og levedygtig skibsophugningsindustri i Europa. Der er tilstrækkelig kapacitet i EU, som ikke længere bruges til at bygge eller reparere skibe, men er velegnet til ophugning af skibe. Dette rimer fint med EU's målsætning om at udvikle sig til et bæredygtigt genanvendelsessamfund, dvs. en cirkulær økonomi, hvor der udvindes råstoffer af affald gennem et intelligent og finmasket genbrugssystem. Med udsigt til skiftevis svingende og stabilt stigende priser på råmaterialer og høj arbejdsløshed i en række af EU's medlemsstater kan dette sammen med det forhold, at et antal olieboreplatforme i EU-farvande snart ikke længere vil være rentable, vise sig at blive højst indbringende for Europa som helhed. Endvidere ville en industri for ophugning af udtjente skibe være en mulighed for at udvikle de kystnære områder og uddanne både unge og arbejdsløse til nye erhverv.

5.7.

Den 12. april 2016 offentliggjorde Kommissionen tekniske retningslinjer for skibsophugningsanlæg, som søger godkendelse under EU's forordning om ophugning af skibe. Anlæg, som ønsker at opføres som EU-godkendte, skal sørge for sunde og sikre arbejdsforhold, forureningsbegrænsning — inklusive efterfølgende affaldshåndtering — og håndhævelse af internationale arbejdstagerrettigheder. Anlæg både i og uden for EU kan ansøge om at komme med på listen. Ud over anlæg i EU vil de bedre værfter i Kina og Tyrkiet højst sandsynligt komme til at optræde på listen, som offentliggøres sidst på året. Der er allerede ophugningsanlæg, som anvender strandværftsmetoden, der har søgt om at blive opført på EU's liste. EØSU er enig med Europa-Parlamentet og Kommissionen i, at værfter, der anvender den nuværende strandværftsmetode, ikke bør optages på EU's liste.

5.8.

Hvis Europa ønsker, at europæiske skibe skal ophugges på en forsvarlig måde, er det rimeligt, at EU sikrer, at udgifterne hertil gøres til en del af fartøjets driftsomkostninger. I en markedsøkonomi er der nu engang intet, der er gratis — alt har sin pris. Når det gælder forsvarlig ophugning af skibe, betales prisen i penge. I forbindelse med uforsvarlig ophugning betales en del af regningen på anden vis, f.eks. i form af forurening af det lokale miljø og tab af menneskeliv. Eftersom EU ikke ønsker at acceptere den slags værdier som legitime betalingsmidler, bør Unionen ikke tillade, at de bruges som gangbar valuta i forbindelse med dens betalinger i udviklingslande uden for Europa.

5.9.

I en tid med overkapacitet og ringe overskud i industrien er der meget, der tyder på, at størstedelen af skibsrederne er modstandere af foranstaltninger, som vil indebære højere omkostninger. Ikke desto mindre vil betydningen for skibsrederne være beskeden. Hvis man skal ændre adfærd blandt 42 % af skibsrederne, vil de foranstaltninger, som kræves for at nå dette mål, skønsmæssigt lægge 0,5 % til et mindre skibs driftsomkostninger, og ca. 2 %, når det gælder de største skibe. Hvis licensafgifterne øges, og/eller hvis kapitalakkumulationsperioden forkortes, vil procentandelen af skibe, der sælges til bæredygtig skibsophugning, øges til op imod 68 %. I det lange løb, vurderer rapporten, vil op til 97 % af de skibe, som anløber europæiske havne, være i stand til at akkumulere tilstrækkelige midler til at kunne betale for en forsvarlig ophugning (9).

5.10.

Fonden med midlerne fra skibsophugningslicensen er imidlertid nødt til at demonstrere, at den er i stand til at dække udgifterne til ansvarlig ophugning, og at midlerne anvendes retfærdigt og opkræves ligeligt fra alle operatører, der anløber EU-havne. En regional foranstaltning (dvs. en foranstaltning, der er begrænset til en enkelt verdensdel) som skibsophugningslicensen kan dog ikke gennemføres effektivt i resten af verden, hvis ikke rederierne og IMO samarbejder. Et finansielt EU-instrument, som anvendes til alle skibe, der anløber havne i EU, kan meget vel udgøre en sådan global løsning, som kan udbredes via IMO. Regeringerne i medlemsstater, der er hjemsted for store rederier, er nødt til at gøre en betydelig indsats for at gennemføre relevant lovgivning i tråd med politikker til bekæmpelse af svig og WTO's retningslinjer.

5.11.

En velinformeret offentlighed kan også skabe og støtte den politiske vilje. At fortælle offentligheden om de skandaløse forhold, der hersker i de fleste sydasiatiske ophugningsanlæg, har en vis effekt, men på nuværende tidspunkt har de medlemmer af offentligheden, som er bekymrede over forholdene, ingen som helst mulighed for at påvirke skibsfartsindustrien direkte ved at købe eller boykotte relevante skibstjenester. Dette må ændres ved at opmuntre større erhvervsmæssige brugere af skibsfragt til at kræve, at deres varer transporteres på fartøjer, for hvilke der findes ansvarlige og uigenkaldelige politikker for ophugning.

5.12.

Som på mange andre områder kan EU spille en rolle ved at fremme god praksis og praktiske løsninger og kan tilbyde en understøttende retlig ramme, som er i stand til at skabe positive resultater på verdensplan og kan håndtere det særlige sæt af ekstraterritoriale problemstillinger inden for skibsfarten effektivt.

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/44

Ordfører:

Janusz PIETKIEWICZ

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at den overordnede udvikling af decentral prosumentenergi bør udgøre et vigtigt og vedvarende element i Den Europæiske Unions energipolitik. En sådan løsning er hensigtsmæssig og kan vise sig at være uomgængelig set i lyset af behovet for energisikkerhed og opfyldelse af miljørelaterede og sociale mål.

1.2.

Prosumentenergiens andel af den samlede energiproduktion bør tage højde for de særlige forhold i den enkelte medlemsstat. Derfor foreslår EØSU, at Kommissionen opstiller en generel ramme for prosumentenergi, samtidig med at de specifikke regler på dette område bør høre under de enkelte medlemsstaters kompetenceområde.

1.3.

En bred vifte af vedvarende energikilder kan anvendes til produktion af den prosumentenergi, der ikke er afhængig af klimatiske forhold.

1.4.

Prosumenternes deltagelse på markedet er blevet mulig som følge af nye teknologier, den digitale revolution og forventningerne hos de forbrugere, der ønsker at deltage direkte i de økonomiske processer.

1.5.

For at skabe en bedre forståelse af begrebet »prosument« i medlemsstaterne anbefaler EØSU, at Kommissionen opstiller en rammedefinition af prosumentbegrebet, som omfatter de fælles generelle aspekter såsom anlæggets størrelse, energifremstilling ved enkeltpersoner eller et kollektiv, ejendomsretten til anlægget og spørgsmålet om den overskydende energi.

1.6.

Enhver kan blive prosument uafhængigt af ejendomsretten til den pågældende faste ejendom, anlægget eller udstyret. For eksempel kan både ejeren af et enfamiliehus og lejeren af en lejlighed i en beboelsesejendom med flere husstande være prosument.

1.7.

De økonomiske fordele, der er forbundet med fremstillingen af prosumentenergi — navnlig lavere omkostninger til transmission af energi, bedre udnyttelse af lokale energikilder og erhvervsmæssig aktivering af lokalbefolkningen — bør på mellemlang sigt føre til, at denne type energiproduktion kan klare sig uden ekstra støttemekanismer.

1.8.

De energibesparelser og samfundsmæssige fordele, der følger af et mere bevidst og aktivt forbrug, den decentrale udnyttelse af vedvarende energikilder, reducerede nettab og den øgede effektivitet som følge af samarbejdet, kan hurtigt resultere i et godt afkast af den kapital, der investeres i prosumentanlæg, industriel udvikling, forsyningskabler og lokale net samt dertil hørende forvaltningssystemer og udvikling af energilagring.

1.9.

Støtteordninger til fordel for prosumenter må under ingen omstændigheder fordreje konkurrencen på energimarkedet eller fortrænge andre aktører. Disse systemer skal tage hensyn til, at der på dette marked findes energiforbrugere, som ikke kan eller ønsker at blive prosumenter.

1.10.

Finansielle løsninger, som kan have en indvirkning på prosumentadfærden, som f.eks. skatter, afgifter og andre gebyrer, bør være prosumentvenlige. De må under ingen omstændigheder give anledning til forskelsbehandling af prosumenter på energimarkedet.

1.11.

Grundlaget for en dynamisk udvikling af prosumentenergi er udviklingen af et godt partnerskab mellem prosumenter, andre energiproducenter og virksomheder, der står for transmission og distribution af el. Der skal skabes betingelser, som sikrer, at udbygningen af prosumentenergien skaber fordele for alle aktører på energimarkedet. EØSU anbefaler, at Kommissionen gennemfører relevante undersøgelser med henblik på at finde løsninger på dette område.

1.12.

Det er nødvendigt med løsninger, der beskytter prosumenter mod monopolpraksis hos eltransmissions- og distributionsselskaber samt store energiproducenter.

1.13.

Generelt producerer prosumenter energi til eget forbrug (dem selv eller en gruppe af borgere, husholdninger, landbrugere, små virksomheder). Det er ikke muligt at foretage en præcis tilpasning af anlæggets ydeevne til eget energibehov. Det er derfor vigtigt at finde en løsning på problemet med energioverskud. Dette spørgsmål bliver så meget desto vigtigere, hvis vi ønsker at tilskynde prosumenterne til energibesparelser, hvilket altid bør være tilfældet.

1.14.

Optimeringen af prosumenternes energiforbrug bør støttes gennem systemer til fremme af en intelligent livsstil (smart living). EØSU anbefaler, at der tages højde for dette aspekt inden for rammerne af Kommissionens forslag til systemløsninger.

1.15.

I betragtning af den beskedne mængde energi som prosumenterne fremstiller, bør deres adgang til nettet ikke begrænses.

1.16.

Udviklingen af prosumentenergi kræver en hensigtsmæssig tilpasning og drift af transmissions- og distributionsnettene. Prosumenterne skal bidrage til at dække de hermed forbundne omkostninger, men reglerne for disse finansielle bidrag skal være gennemsigtige.

1.17.

En afgørende forudsætning for udviklingen af prosumentenergi er, at der samtidig udvikles lokale intelligente net. En generel indførelse af intelligente målere udgør efter EØSU's mening en del af netinfrastrukturen, og de dermed forbundne udgifter må derfor ikke umiddelbart lægges over på forbrugerne. EØSU henleder opmærksomheden på behovet for at beskytte de indsamlede data.

1.18.

Fordelene ved prosumentenergi vil hurtigt vokse som følge af udviklingen af små anordninger til energioplagring. Udvalget foreslår at fortsætte den videnskabelige forskning i henholdsvis optimering af eksisterende og søgning efter nye teknikker til energilagring.

1.19.

En af mulighederne for at intensivere udviklingen af prosumentenergi består i etableringen af energikooperativer eller andre former for sammenslutninger af prosumenter. Prosumenter er mere effektive i en gruppe. De bidrager bl.a. til lavere produktionsomkostninger, styrker deres stilling på energimarkedet og er direkte involveret i forbedringen af den lokale energiforsyningssikkerhed.

1.20.

En prosumentgruppe har bedre muligheder for at tilpasse energiproduktionen til gruppens behov. Dette baner vejen for yderligere besparelser i forbindelse med transmission og resulterer i lavere energiomkostninger for gruppens medlemmer. Takket være færre udsving i udbud og efterspørgsel er prosumentgrupper bedre for distributions- og transmissionsnettet end individuelle prosumenter.

1.21.

EØSU foreslår, at Kommissionen i sine foranstaltninger til fremme af næsten energineutrale bygninger henviser til, at det er vigtigt at udvikle energifremstillingen hos prosumenter.

1.22.

EØSU foreslår, at Kommissionen tager højde for spørgsmålene vedrørende prosumentenergi i sine igangværende initiativer møntet på den nye udformning af elektricitetsmarkedet og revisionen af lovpakken om energi fra vedvarende energikilder.

1.23.

EØSU er af den opfattelse, at fordelene ved prosumentenergi bør spille en rolle i den praktiske politik til reduktion af energifattigdom og beskyttelse af de mest sårbare grupper i samfundet samt i løsningen af problemstillingerne vedrørende »det grå guld« (silver economy) og den aldrende befolkning. I den forbindelse vil inddragelse af civilsamfundsorganisationerne have afgørende betydning.

1.24.

Den omfattende udvikling af prosumentenergi åbner også muligheder for at fremme den lokale iværksætterånd, hvorved der kan skabes nye arbejdspladser inden for fremstilling og levering af det nødvendige udstyr og tjenesteydelser.

1.25.

De lokale og regionale myndigheders engagement har stor indflydelse på den videre udvikling af prosumentenergi. EØSU foreslår, at Kommissionen tager dette emne op inden for rammerne af borgmesterpagten.

1.26.

I lyset af forskellene i udviklingsniveauet for prosumentenergi i de enkelte medlemsstater bør der iværksættes forskellige former for erfaringsudveksling. Udvalget opfordrer til, at Kommissionen følger udviklingen i prosumentenergi i medlemsstaterne som en del af den årlige statusrapport om energiunionen. De indsamlede data vil være meget nyttige i forbindelse med medlemsstaternes politikker.

1.27.

Den generelle udbredelse af prosumentenergi er en kompleks, mangesidet og langvarig proces. Med henblik på at støtte udviklingen af prosumentenergi har stabile langsigtede løsninger derfor stor betydning.

2.1.

Adgang til energikilder, forsyningssikkerhed og prispolitikker, der tager hensyn til de enkelte sociale gruppers og sårbare forbrugeres interesser er en stor udfordring for alle samfund, alle politiske administrationer og de individuelle forbrugere.

2.2.

Indtil for nylig var vi ikke i stand til effektivt at få energi på andre måder end ved forbrænding, med den mulige undtagelse af vandkraft. Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at producere energi i stor udstrækning uden at skulle brænde noget. Vi har lært at producere energi i dens reneste form fra sollys uden at forurene miljøet. Desuden er denne energikilde både gratis og uudtømmelig, og de eneste afholdte omkostninger er dem, som knytter sig til anlæggene.

2.3.

Det er lige så effektivt at fremstille elektricitet fra vindkraft, dvs. fra samme kilde, solen, som under jordens opvarmningsproces skaber bevægelser i luftmasserne. Dette inkluderer ligeledes biomasse, eftersom fotosyntese er den primære årsag til dens fornyelse.

2.4.

Der findes intet alternativ til udviklingen af vedvarende energi. Årsagerne er den reducerede tilgængelighed af fossile brændstoffer som følge af, at de gradvist opbruges, mange landes afhængighed af energiimport, den globale opvarmning og luftforurening. Disse problemer har betydet, at Europa, og hovedparten af de største økonomier, er begyndt at investere i vedvarende energi.

2.5.

På miljøtopmødet i 1992 i Rio de Janeiro blev de deltagende stater enige om grundlæggende socioøkonomiske principper, der kræver miljøbeskyttelse såsom FN's rammekonvention om klimaændringer.

2.6.

I september 2015 vedtog FN's Generalforsamling målene om bæredygtig udvikling. Et af disse (mål 7) går ud på at sikre adgang til bæredygtig energi for alle. I dag har 1,2 mia. mennesker i verden ikke adgang til elektricitet.

2.7.

Mere end 120 mio. EU-borgere trues af fattigdom eller social udstødelse. 10 % af europæerne lever i husstande, hvor ingen har et job; antallet af hjemløse er stigende. Disse tal er også ensbetydende med energifattigdom.

2.8.

Civilsamfundene støtter i overvældende grad brugen af vedvarende energi. Det blev i 2015 bekræftet i Pave Frans' encyklika om miljøet samt i erklæringer om klimaændringer fra muslimske, hinduistiske og buddhistiske religiøse ledere. De opfordrede trossamfundene til at forpligte sig til en fremtid med lav eller ingen CO2-udledning.

2.9.

Behovet for at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer blev bekræftet på FN's COP21-konference 2015 i Paris, hvor 200 lande deltog. Som et prioriteret mål blev det i den forbindelse fastlagt at »holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under 2 oC over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 oC«.

3.1.

I løbet af det sidste halve århundrede er jordens befolkning tredoblet. Det globale finanssystems skrøbelighed udgør en trussel i form af langsigtet stagnation i verdensøkonomien. Den høje arbejdsløshed og stigende energiomkostninger har skabt ustabilitet i mange lande: omkostningerne ved at drive forretning og byrden for forbrugerne er steget.

3.2.

Verden konfronteres med nødvendigheden af et økonomisk paradigmeskift og en transformation af forretningsmodeller, der også kræver ændringer i samfundet. Takket være den globale digitale revolution og tingenes internet har vi værktøjerne til et nyt system.

3.3.

I 2020 vil der være mere end 50 mia. enheder forbundet til internettet, dvs. syv gange flere end der er mennesker i verden. Smartphonen, og ikke PC'en, er allerede blevet det vigtigste middel til kommunikation med verden. I 2020 vil der være omkring 6,1 mia. smartphones på markedet.

3.4.

Tingenes internet har gjort det muligt for millioner af mennesker at deltage i sociale netværk. Modellen »deleøkonomi« (sharing economy) er dukket op, og den er bedre tilpasset til en indretning af samfundet med fokus på social samhørighed. Økonomien er begyndt at bevæge sig fra centraliserede institutioner med topstyring til tanken om deling, og mange udstødte sociale grupper får chancen for at deltage aktivt i det økonomiske liv.

3.5.

Onlineplatforme kan gøre forbrugere til producenter, der skaber og formidler information og produkter fremstillet ved hjælp af 3D-printere. Sådanne platforme gør det muligt at dele biler, boliger, beklædning og andre ting. Forbrugeren/producenten kan selv tilbyde kurser på internettet, konsultere en læge eller finde en håndværker til renovering af boligen. Sociale iværksættere kan i stedet for traditionelle banklån anvende crowd-funding og på den måde finansiere deres økonomiske aktiviteter i den nye deleøkonomi.

3.6.

I en verden med digitale muligheder er social kapital lige så vigtig som finansiel kapital. Adgang er vigtigere end ejerskab. »Bytteværdi« på kapitalistiske markeder erstattes i stigende grad af »deleværdi« i kooperative samfund.

3.7.

Udviklingen af digital teknologi og nye forretningsmodeller i energisektoren, herunder den decentrale energimodel, gør det muligt at betragte landdistrikter, forstæder, boligområder bestående af enfamiliehuse, ejersammenslutninger og boligforeninger som store kraftværker med et enormt potentiale. Disse decentrale kilder giver anledning til en ny doktrin om energisikkerhed, der er baseret på »bottom-up«-princippet, og som tager udgangspunkt i private husholdninger, landbrug, små virksomheder eller mikrokooperativer.

3.8.

I energisektoren har internettet gjort det muligt for millioner af mennesker, der producerer elektricitet i deres hjem, kontorbygninger eller på lagerbygningers tage, at deltage — inden for deleøkonomiens rammer — i sociale netværk og dele denne energi ved hjælp af energiens internet, nøjagtig som vi i dag skaber og udveksler oplysninger på nettet. Der er elementer af dette system, som stadig skal udvikles i betydeligt omfang, herunder energilagring, »internetiseringen« af elnettene og elbiler.

4.1.

Produktion af ren energi til at supplere markedet og erstatte fossile brændstoffer har gjort det nødvendigt at omdanne energisystemer og vedtage regler for de nye aktørers deltagelse på markedet.

4.2.

I overensstemmelse med Lissabontraktatens artikel 2, stk. 3, foregår den bæredygtige udvikling i en social markedsøkonomi. Civilsamfundets parter spiller en vigtig rolle i dette, og den offentlige accept af omdannelsen af vores energisystemer, især på lokalt plan, er afgørende.

4.3.

EU har udarbejdet mål for energiunionen og omdannelsen af EU til en energieffektiv, kulstoffattig økonomi inden 2030. To af hovedmålene er at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 % og øge andelen af vedvarende energikilder til 27 %. Der blev dog ikke fastsat landespecifikke indikatorer. En lavenergiøkonomi vil sikre energisikkerhed og økonomisk vækst med lave CO2-udledninger og på længere sigt en stigning i produktion og forbrug af lokalt produceret energi. Ifølge de senest tilgængelige data gjorde vedvarende energi det i 2014 muligt at reducere den globale CO2-udledning med 380 Mt.

4.4.

Til de specifikke mål, som EU skal realisere inden 2030, hører også en reduktion af energiudgifterne for private husstande og virksomheder. Disse skal ved hjælp af de nye teknologier gøres til aktive deltagere på markedet.

4.5.

EU's energiregnskab er afhængigt af handel. Mere end halvdelen af EU's interne årlige bruttoenergiforbrug, svarende til 400 mia. EUR, stammer fra import. Nogle undersøgelser viser, at EU's afhængighed af eksterne energiforsyninger i 2030 kan nå op på 70 %. Det er blevet anslået, at vedvarende energi gjorde det muligt at reducere forbruget af fossile brændstoffer med 114 Mt på verdensplan i 2014.

4.6.

Det er afgørende for EU at forbedre sit energiregnskab. En løsning er at producere energien fra mange lokale kilder direkte af den enkelte forbruger. Uden bred folkelig opbakning til produktion af vedvarende energi for at tilfredsstille lokale behov kan mange lande få vanskeligt ved at garantere forsyningssikkerheden inden for rammerne af de eksisterende systemer.

4.7.

Den teknologiske udvikling inden for energiproduktion fra anlæg i private boliger, stadig bedre løsninger på energilagring i sådanne anlæg, transmission af energi over intelligente net, brug af intelligente målere og lokal styring af efterspørgslen betyder, at forbrugernes anlæg kan have en betydelig effekt på hvert lands energisammensætning.

4.8.

Sektoren for vedvarende energi er en vigtig drivkraft for teknologisk innovation. Denne er en nødvendig forudsætning for den grundlæggende omstilling af energisystemet i Europa inden for rammerne af strategien for det digitale indre marked.

4.9.

Omdannelsen af passive forbrugere til aktive »prosumenter« i forskellige sektorer og muligheden for at integrere mikroiværksættere og strategier for det indre marked i tingenes internets digitale æra er beskrevet i Kommissionens strategi for et digitalt indre marked fra maj 2016 (COM(2015) 192 final), der hviler på tre søjler: 1) bedre adgang til digitale varer og tjenesteydelser, 2) gunstigere rammevilkår for digitale net og tjenester, så disse kan blomstre, og 3) bedst mulig udnyttelse af den digital økonomis vækstpotentiale. Gennemførelsen af denne strategi kunne tilføre den europæiske økonomi 415 mia. EUR om året og skabe hundredtusindvis af nye job, herunder i sektoren for vedvarende energi.

4.10.

Markedet, som er domineret af store energiproducenter og distributører, bør åbnes for individuelle aktører og være mere fragmenteret. Elektricitet vil ikke længere strømme »top-down« på en centralt reguleret måde fra store kraftværker til forbrugerne. Den vil blive produceret af mange decentrale vedvarende energikilder.

4.11.

Elproduktionens decentraliseringsgrad skal tilpasses energiforbrugernes specifikke behov. Forskelle på dette område kan først og fremmest være forbundet med forekomsten af energiintensive industrier i et givet land.

4.12.

I dag afhænger energiforsyningssikkerheden i stigende grad af energisystemets modstandsdygtighed over for terrorangreb. Ved at udvikle den decentrale energiproduktion øger vi også energiforsyningssikkerheden, eftersom decentrale strukturer er mindre sårbare over for terrortrusler.

4.13.

Decentrale energikilder gør det muligt at se på problemet med kontinuitet i energiforsyningen til erhvervsdrivende, hvis aktiviteter er meget afhængige af strømforsyningen (f.eks. fjerkræfarme, forarbejdningsvirksomheder og frysehuse). Der er EU-lande, hvor strømafbrydelser i gennemsnit ikke varer længere end 20 minutter pr. år, men der er andre lande, hvor afbrydelser af strømforsyningen varierer mellem 450 og 500 minutter. Prosumenternes mikroanlæg sikrer driftskontinuiteten for producenterne i disse lande.

4.14.

De muligheder, som den generelle udvikling af decentral prosumentenergi skaber, kan udnyttes på de socialt vigtige områder i EU, som blev identificeret i Europa 2020-strategien, f.eks. i forbindelse med løsningen af de demografiske problemer forbundet med et aldrende samfund og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

4.14.1.

Et af strategiens mål er at reducere det enorme antal på 122 mio. mennesker, som er truet af fattigdom og social udstødelse, med mindst 20 mio. Med dette mål for øje bør der ydes bistand gennem støtteprogrammer, aktive arbejdsmarkedsinstrumenter og øremærkede midler, hvoraf mindst 20 % bør stamme fra Den Europæiske Socialfond. Finansiel og logistisk støtte til disse borgere ved etablering af mikrokooperativer til produktion af energi og/eller tilslutning til eksisterende lokale virksomheder, der allerede har integreret tingenes internet, kan bane vejen for erhvervsmæssig og social integration og gøre det muligt for disse grupper at undslippe risikoen for fattigdom.

4.14.2.

Der findes lignende udfordringer, hvad angår det grå guld. EU står over for en historisk udfordring af en art, som intet samfund nogensinde før har stået over for, nemlig den kraftigt stigende levetid og samtidig den generelle digitalisering af livet, hvilket kræver indførelse af ukonventionelle, økonomiske løsninger samt nye sociale strategier.

4.14.3.

I 2060 vil der være to ældre borgere for hver ung i Europa (1). Den ældre befolkning og de ældre arbejdstagere skal ikke ses som en trussel og en byrde for samfundet, men som en mulighed i den digitale revolutions tidsalder til at skabe en økonomi »med høj beskæftigelse« (job-rich economy), der bygger på de ældre borgeres omfattende erfaring og fritid og deres finansielle kapital — omend i beskedent omfang — med henblik på sikre investeringer i digitale virksomheder. En mulighed vil være inddragelsen af ældre mennesker som e-seniorer i energiproducerende aktiviteter, f.eks. gennem kooperative kraftværker placeret i boligområder eller lejlighedsblokke.

5.1.

Et vigtigt kendetegn ved den moderne kapitalisme er udviklingen af en forbrugsmodel set i forhold til produktions- og markedsføringsprocesser, hvor forbrug ikke længere er et privilegie for den velhavende elite, men et massefænomen.

5.2.

Udtrykket »prosument« blev første gang introduceret i 1980 af forfatteren og fremtidsforskeren Alvin Toffler. I bogen »Den tredje bølge« definerede han prosum som udviskningen af skellet mellem produktion og forbrug på markedet. Den tredje bølge beskriver han som en proces, der involverer deltagelsen af enkeltpersoner eller organiserede grupper af prosumenter i produktionen af produkter beregnet til eget forbrug, hvilket rykker grænserne mellem producenter og forbrugere.

5.3.

Konceptet med et marked, hvor forbrugere, herunder husholdninger, udelukkende blev omfattet som passive markedsdeltagere, var ikke længere i tråd med udfordringerne som følge af den teknologiske udvikling. I 1972 forudsagde Marshall McLuhan og Barrington Nevitt, at forbrugeren kunne blive producenten i takt med udviklingen af den elektroniske teknologi.

5.4.

I det moderne samfund er en stabil og omkostningseffektiv energiforsyning til de endelige forbrugere en forudsætning for økonomiens funktionsevne, samtidig med at der i forbindelse med bekæmpelse af energifattigdom skal tages hensyn til sårbare samfundsgruppers behov.

5.5.

Prosumenter er enkeltpersoner, grupper af borgere eller husholdninger og landbrugsbedrifter, der kan arbejde på en organiseret måde, f.eks. gennem foreninger, fonde eller kooperativer, og som både er producenter og forbrugere af energi produceret af små anlæg beliggende i baggårde eller på beboelses- og kommercielle bygninger (f.eks. små vindmøller, solcellepaneler, solfangere og varmepumper). Prosumenter kan også være små virksomheder, herunder sociale virksomheder og lokale myndigheder.

5.6.

»Prosumentfænomenet« omfatter foruden elproduktion også opvarmning og køling.

5.7.

I princippet producerer prosumenter energi til eget forbrug. De bliver medproducenter af de varer, der forbruges. Enkeltpersoner, som producerer en energimængde svarende til deres eget forbrug, betragtes som prosumenter, selv hvis de to processer ikke sker samtidigt. Dette er tilfældet, når de f.eks. hovedsagligt producerer energi om dagen, men forbruger relativt lidt til deres eget behov og sælger den overskydende energi til andre forbrugere, og forbruger det meste af deres energi på tidspunkter, hvor de selv producerer meget mindre.

5.8.

Individuelt prosum kræver, at livet organiseres anderledes. Prosum kan i vid udstrækning knyttes til en utilfredshed med standardiseret masseproduktion. Moderne forbrugere i den digitale tidsalder ønsker at blive behandlet som individer og øjner en mulighed for at få opfyldt deres individuelle behov og ønsker. De ønsker bevidst at blive inddraget i projekter knyttet til miljøbeskyttelse og bekæmpelse af udledningen af drivhusgasser.

5.9.

Prosumenter forbinder overgangen til et moderne energisystem med udvikling, behovet for kreativitet og uafhængighed. Den mest aktive gruppe af prosumenter på markedet er internetgenerationen. Denne gruppe er kendetegnet ved, at den ikke ser verden i et forbrugsperspektiv, men derimod i et produktionsperspektiv. Den stræber efter at få behovet for frihed, troværdighed set i forhold til samfundet og innovation opfyldt i et samfund under hastig forandring.

5.10.

De første prosumentprocesser opstod i forbindelse med simple selvbetjeningsfunktioner på tjenesteydelsesområdet, ved e-handel og i processen med at gøre forbrug mindre markedsorienteret. Andre årsager til prosum er ændringer på arbejdsmarkedet, anvendelse af elektronik til hverdagsaktiviteter, muligheden for at arbejde hjemmefra (telearbejde), mere fritid og behovet for at gøre brug af denne på bedst mulig vis.

5.11.

Den markedsbaserede årsag til stigningen i prosum — ikke kun i energisektoren — er faldet i husstandsindtægterne under krisen, stigende priser på varer og tjenesteydelser, behovet for at spare penge i det daglige og enkeltpersoners produktion af varer og tjenesteydelser til eget brug af økonomiske årsager.

5.12.

Mange lande anerkender fordelene ved udbygningen af decentraliserede energikilder, herunder mikrokraftvarmeenheder. Den øvre grænse for deres ydeevne ligger normalt mellem 50 og 100 kW. Dette vedrører primært prosumentenergianlæg.

5.13.

Prosumentenergi kan betragtes som et væsentligt element i overgangen til decentral produktion, dvs. en løsning, der generelt er ønskelig ud fra et synspunkt om energiforsyningssikkerhed og af miljømæssige og sociale hensyn.

5.14.

Den brede implementering af prosumentfænomenet vil i højeste grad fremme opfyldelsen af målene fra COP21 i Paris.

5.15.

EU's energipolitik tager udgangspunkt i forbrugerne og giver disse mulighed for aktivt at udnytte nye teknologier. I de senere år er der udviklet nye teknologier til udnyttelse af vedvarende energi for både industrianlæg og små projekter, og samtidig er kravene til nødvendig startkapital faldet væsentligt. Prisen på solcellemoduler faldt f.eks. med ca. 80 % mellem 2008 og 2012. På den måde kan virksomheder og private husholdninger producere deres egen elektricitet på rentabel vis.

5.16.

I betragtning af fordelene ved prosumentenergi giver det mening at tilskynde mulige prosumenter til at blive aktive på dette område. Denne støtte kunne omfatte fjernelse af hindringer og forenkling af administrative procedurer, lettere adgang til nettet og gunstige betingelser for salg af overskydende elektricitet.

6.1.

Et prosumentkooperativ inden for energi er en frivillig forening med et ubegrænset antal medlemmer, der har status af juridisk person og til formål at opfylde medlemmernes energibehov.

6.2.

En prosument kan handle individuelt eller sammen med naboer i en beboelsesejendom med flere husstande. Kriteriet for et kooperativ er opfyldt, når flere personer investerer i anlægget. Der kan også være tale om grupper af beboere i et bestemt område. Ideen er at producere elektricitet eller varme ved hjælp af vedvarende energikilder til opfyldelse af personlige behov og eventuelt at sælge overskydende elektricitet til elforsyningsnettet. I Tyskland kræver oprettelsen af et kooperativ tre fysiske personer, og i Polen kræver det 10 fysiske personer eller 3 juridiske personer.

6.3.

De tyske erfaringer fra de seneste år viser, at formålet med kooperativer ikke er at maksimere fortjenesten, men først og fremmest at yde økonomisk bistand og støtte til medlemmerne. Hvert fjerde kooperativ ud af næsten et tusinde blev finansieret udelukkende af medlemmernes bidrag. Blandt de øvrige kooperativer hentede to tredjedele finansiering gennem lån fra andelskasser. Hvert medlem har én stemme, uanset hvor stort et beløb vedkommende har bidraget med. Mindstebeløbet for en andel er fastsat i kooperativets vedtægter og er generelt ikke særligt stort. Hvis kooperativet har underskud, er medlemmernes ansvar begrænset til deres investeringsbeløb.

6.3.1.

Kooperativer skal drives effektivt i økonomisk henseende, nøjagtig som enhver anden virksomhed. Fordelen ved kooperativer er den ubetydelige andel af konkurser i denne sektor (ca. 0,1 % af alle virksomhedskonkurser i Tyskland). Oprindeligt lå udbyttet på 5-6 %. I øjeblikket ligger det i gennemsnit på 2-3 %.

6.3.2.

I Tyskland er kommuner meget vigtige partnere for energikooperativer, og ikke kun fordi de stiller tage og kommunale bygninger til rådighed for anlæg. Ofte tager borgermestre initiativet til dannelsen af energikooperativer og forsøger at overbevise den lokale befolkning om ideen.

6.4.

En nævneværdig nytteværdi ved dannelsen af kooperativer inden for energi er muligheden for at producere energi til en lavere pris, end det ellers ville have været muligt for enkeltpersoner.

6.5.

Kooperativer inden for energi styrker i høj grad prosumenternes position set i forhold til de store aktører på energimarkedet.

6.6.

Kooperativer inden for energi involverer også direkte de lokale borgere i processen med at øge energisikkerheden i deres område. Dette er afgørende for optimeringen af løsninger, der er tilpasset lokalsamfundenes behov og betingelser.

6.7.

Andelsbevægelsen i de gamle EU-medlemsstater spillede en vigtig rolle for økonomisk vækst og konkurrence og var samtidig repræsentant for europæiske værdier som solidaritet, selvstyre og demokrati. Også i dag har kooperativerne i de gamle EU-medlemsstater et stort økonomisk potentiale. Men i de central- og østeuropæiske lande fra den tidligere socialistiske blok har andelsbevægelsens socialistiske oprindelse samt politikken fra denne tid med at bringe kooperativer under centrale og regionale myndigheders kontrol forhindret den kooperative sektor i at udvikle sig og haft en negativ effekt på holdningen til prosumentkooperativer.

6.8.

Produktionen til eget forbrug gør det muligt at reducere energiomkostningerne, især for små og mellemstore virksomheder, hvor høje elpriser udgør en tung byrde. Nye modeller til privatkunder er dukket op, der spænder fra solcellepaneler på hustage, der enten ejes af husstanden eller tredjeparter, til projekter der gennemføres af kooperativer inden for vedvarende energi.

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/53

Ordfører:

Stéphane BUFFETAUT

1.1.

Videnskabsfolk og ingeniører har i årevis arbejdet med udnyttelsen af havenergi. Vandstrømme, tidevand og bølgekraft udgør ubegrænsede vedvarende energireserver. La Rance, det franske statslige elselskab EDF's tidevandskraftværk, der blev indviet i 1966 af general de Gaulle, har en kapacitet på 240 MW, med 24 turbiner, der hver producerer 10 MW. Den nyeste generation af vindmøller producerer i bedste fald 8 MW. Der er således tale om en effektiv teknologi, og alligevel var Rance-dæmningen i lang tid det eneste anlæg af sin slags i verden. I dag findes der et enkelt eksempel på et lignende anlæg i Sihwa-søen i Sydkorea, hvis kapacitet er på 254 MW. Tilsvarende projekter i Storbritannien er blevet blokeret eller indstillet som følge af modstand af miljømæssige årsager.

1.2.

Ikke desto mindre er sådanne investeringer relevante, når anlæggene anbringes på geografisk gunstige steder med høj tidevandskoefficient, og bør i højere grad bør inddrages i de nationale energimiks.

1.3.

De første industrielle anlæg er blevet taget i brug, hvilket viser, at disse teknikker ikke skal betragtes som vovede eksperimenter, men som rene energikilder, der bør udvikles.

1.4.

EØSU mener derfor, det er interessant at udvikle denne type elproduktion fra vedvarende energikilder og ikke blot fokusere på vind- og solenergiteknologier. Havenergi kan ganske vist ikke udvindes overalt, men det ville være en skam at se bort fra en stabil vedvarende energikilde med ubetydelig eller kontrollabel indvirkning på miljøet. Som bekendt afhænger vores fremtidige energiforsyning af mangfoldigheden af energikilder.

1.5.

Tyskland, Belgien, Danmark, Frankrig, Irland, Luxembourg, Norge, Nederlandene og Sverige besluttede den 6. juni 2016 at styrke deres samarbejde om offshorevindkraft. Landene har således underskrevet en handlingsplan specifikt for kontinentets nordlige farvande sammen med de europæiske kommissærer med ansvar for energiunionen og klima. Dette samarbejde kommer bl.a. til at indebære en harmonisering af regulativerne og af støtteordningen for offshorevindkraft samt en sammenkobling af elnettene.

1.5.1.

EØSU opfordrer på det kraftigste til, at der anvendes en tilsvarende fremgangsmåde med hensyn til havenergi, hvad enten det drejer sig om undervandsturbiner eller tidevandskraftværker, hvor der indgås et samarbejde mellem medlemsstaterne eller med EU's nabolande, der råder over lokaliteter, som egner sig til denne type anlæg, hvilket primært er lande, som ligger ud til Atlanterhavet og Nordsøen.

1.6.

Udvalget mener tillige, at det er vigtigt ikke at se bort fra teknikker, som endnu ikke er fuldt udviklede, såsom bølgeenergi eller termisk havenergi, men at støttetildelingen, i perioder med begrænsede offentlige ressourcer, bør hvile på kriterier om effektivitet, og at der derfor bør lægges størst vægt på de teknologier, der er mest lovende på kort sigt.

1.7.

Udvalget understreger, at investeringer på dette område på sigt vil bringe Den Europæiske Union i en førerposition med hensyn til nye kilder til vedvarende energi. Europæiske virksomheder er allerede indehavere af 40 % af patenterne, når det gælder vedvarende energi. EØSU anbefaler, at man fortsætter indsatsen inden for forskning og udvikling af havenergi, men også når det gælder lagring af den energi, der produceres ved hjælp af intermitterende energikilder, så man bliver i stand til at udjævne produktionen af energi fra vedvarende energikilder.

1.8.

Udvalget advarer mod fristelsen til at forbeholde støtten udelukkende til klassiske vedvarende energikilder, en indstilling, der risikerer at begrænse mulighederne og skævvride økonomien for vedvarende energi til fordel for teknikker, der fremmes af en effektiv lobby.

2.1.

Jordens overflade er hovedsageligt dækket af have, og det ville være mere passende at kalde den »havkloden« end »jordkloden«. Mennesker har fra tidernes morgen ernæret sig af klodens fiskeressourcer. For nyligt er det lykkedes at udnytte ressourcer i eller under havbunden (polymetalliske noduler, olie osv.). Hvad angår havenergi, er den blevet udnyttet i århundreder, omend i mindre målestok, ved hjælp af tidevandsmøller, som man stadig kan finde på visse kyster.

2.2.

Nu om dage burde nødvendigheden af at bekæmpe enhver form for forurening og mindske mængden af drivhusgasemissioner vække vores interesse for havets energimæssige potentiale. Hvordan kan Den Europæiske Union og medlemsstater med kyster ignorere de muligheder, havene tilbyder på energiområdet?

2.3.

Skønt det europæiske maritime område er meget omfattende, er udnyttelsen af disse store områders vedvarende energiressourcer stadig i den indledende fase. EU og medlemsstaterne kunne imidlertid hjælpe innovative virksomheder og industrikoncerner i energisektoren med iværksættelsen af nye teknikker til udnyttelse af havenergi. Det er den ambition, som forummet for havenergi ønsker at føre ud i livet.

2.4.

Havet byder på adskillige vedvarende energikilder: dønninger, bølger, strømme, tidevandets ebbe og flod, temperaturforskelle i overfladevandet samt vind. Hver teknik og hver metode har sine specifikke geografiske og miljømæssige krav, hvilket betyder, at anvendelsen af disse innovative løsninger kun kan komme på tale, hvis der tages hensyn til de medfølgende begrænsninger og konsekvenser.

3.1.

Enhver, der har iagttaget havet, roligt eller i oprør, ved, at dette gigantiske element er i konstant bevægelse, og at det er enorme kræfter, der er på spil. Det er derfor naturligt at undersøge mulighederne for at udnytte den energi, havet producerer.

3.2.

Hvilke teknikker er blevet undersøgt eller udnyttet i praksis?

3.3.

I praksis er udvindingen af energi fra tidevandstrømme umiddelbart den teknik, der virker mest lovende. Dog afhænger disse teknikkers potentiale i høj grad af, hvor de bliver installeret. Således er Atlanterhavs- og Nordsøområderne, hvor tidevandskoefficienten er højest, de mest attraktive. Den største effektivitet konstateres nemlig i områder med stor tidevandsforskel. Den helt store fordel ved denne form for energiudnyttelse er, at den sikrer forudsigelig og regelmæssig energi, eftersom tidevandets bevægelser er konstante, og dets yderpunkter er kendte på forhånd.

Ifølge det franske statslige elselskab EDF, skulle EU's udnyttelsespotentiale være på ca. 5 GW (heraf 2,5 ved de franske kyster), hvilket svarer til 12 kernereaktorer med en kapacitet på 10 800 MW. Udnyttelse af energi fra tidevandsstrømme er imidlertid stadig under teknologisk udvikling og endnu ikke operationel, bortset fra Rance-dæmningen.

3.4.

Hvilke undervandsturbineteknologier afprøves i øjeblikket?

4.1.

Der findes en bred vifte af bølgeenergiløsninger. Visse prototyper er nedsænkede, andre installerede på havoverfladen, på kysten eller ud for kysten. Systemerne til udnyttelse af energi varierer fra en prototype til en anden: mekanisk opsamling af energi på overfladen (bølger) eller under vandet (parallelforskydninger eller kredsløbsbevægelser), opsamling af tryksvingninger ved bølgegang (variationer i vandhøjden) eller fysisk opsamling af en vandmasse ved hjælp af et reservoir.

4.2.

Den største ulempe er, at bølgeenergi i modsætning til havstrømsenergi er lidet forudsigelig. Indtil videre befinder udnyttelsen af energi fra dønninger og bølger sig på forskningsstadiet og er endnu ikke operationel. Ikke desto mindre er seks forskellige teknikker under afprøvning:

5.1.

Her drejer det sig om at udnytte temperaturforskellen mellem havets overfladevand og dybvand. En ofte anvendt forkortelse er »OTEC«, der står for ocean thermal energy conversion. I EU's tekster anvendes termen »hydrotermisk energi« for »energi oplagret i form af varme i overfladevand«.

5.2.

I havoverfladen er vandets temperatur høj, takket være solenergien, og kan overstige 25 oC i intertropiske zoner, hvorimod vandet i dybderne, hvor solstrålingen ikke slipper ned, er koldt med en temperatur på 2 til 4 oC, undtagen i lukkede have som Middelhavet. Desuden blander de kolde vandlag sig ikke med de varme. Denne temperaturforskel kan udnyttes af en varmemaskine. Varmemaskinen har brug for en kold og en varm kilde for at producere energi og bruger henholdsvis dybvandet og overfladevandet som kilder.

5.3.

Men for at fungere optimalt og omkostningseffektivt skal denne type termisk udnyttelse af havet installeres i særlige områder med en bestemt vanddybde, og hvor overfladevandet har en bestemt temperatur. De fornødne rørledninger kan nå ned til ca. 1 000 meters dybde, til rimelige omkostninger og med operationel teknologi. Det ville derfor ikke give mening at anbringe denne type anlæg langt fra kysten, da det ville kræve længere rør og dermed medføre øgede omkostninger. I praksis ligger den optimale zone mellem den nordlige og den sydlige vendekreds, dvs. 30o nordlig og 30o sydlig bredde, og derfor, hvad angår Den Europæiske Union, i de såkaldte perifere regioner.

6.1.

Skønt der strengt taget ikke er tale om havenergi, er det også værd at nævne faststående eller flydende (men dog forankrede) vindmøller, der uden sammenligning er den mest udviklede form for energiudvinding til havs, og som forekommer næsten konventionel i forhold til de førnævnte teknikker. De har imidlertid en ubestridelig miljømæssig og visuel virkning. Tit og ofte har man rejst spørgsmålet om konflikter med fiskere i forhold til brugsretten af havområderne. I praksis udgør havmølleparkerne, hvis fundamenter er fastgjort til havbunden, egentlige havreservater, hvor fiskene yngler. Indirekte kommer disse anlæg også fiskerne til gode, idet de er med til at genoprette fiskebestandene i kraft af områder, hvor fiskeri er forbudt, og hvor vindmøllemasternes fundamenter fungerer som kunstige rev.

6.2.

Det er i øjeblikket den mest udbredte metode i Europa, og den er hurtigt voksende. Der findes i øjeblikket henved 100 havmølleparker, hovedsageligt i Nordsøen, i Atlanterhavet (Storbritannien) og i Østersøen. Denne type anlæg og projekter er sjældne i Middelhavet, som er et dybt hav med få eller ingen kontinentalsokler.

6.3.

Milepælene i udnyttelsen af disse teknikker kan opsummeres som følger:

6.4.

Der findes også to større projekter ud for den franske kyst, det ene i Bretagne og det andet mellem øerne Noirmoutier og Yeu. Udbuddet er blevet offentliggjort, og de konsortier, som skal gennemføre projekterne, er blevet valgt.

6.5.

Havmølleparkernes økonomiske effektivitet afhænger af deres placering og navnlig vindens styrke og regelmæssighed og kan således variere i forholdet en til to. I perioder med lav efterspørgsel kan det hænde, at overskydende energi produceret af vindmøllerne bliver solgt til negative priser på spotmarkedet. Opsvinget i denne type elproduktion kan således medføre overskudsmængder, der kan være vanskelige at udnytte, da de i høj grad er underlagt enkeltstående og tilfældige meteorologiske hændelser (jf. Gerd Wolfs udtalelse om intermitterende energikilder).

6.6.

Udviklingen af denne metode og de teknologiske fremskridt med hensyn til vindmølledrift i de seneste tyve år har medvirket til at nedbringe investerings- og driftsomkostningerne. I starten af 00'erne kostede en produceret megawatt-time 190 euro, hvor prisen i dag befinder sig mellem 140 og 160 euro. Til sammenligning producerer en moderne kernereaktor af trykvandstypen (EPR) en megawatt-time for 130 euro, men produktionen er stabil og forudsigelig.

6.7.

Det er klart, at de andre teknikker til udnyttelse af havenergi bør kunne stå sig i konkurrencen med havmøller for at få mulighed for at udvikle sig i industriel målestok og bevise, at de har konkurrencemæssige fordele i forhold til havvindmøller, der er kendetegnet af betydelige vedligeholdelses- og overvågningsomkostninger. I øjeblikket fremstår undervandsturbiner og flodmundingsdæmninger som de mest effektive og rentable løsninger. En af deres fordele er, at de kan levere forudsigelig og regelmæssig energi.

7.1.

Grønne energikilder er støtteberettigede i henhold til forskellige europæiske og nationale programmer, og navnlig begunstiges de af en favorabel købspris. Imidlertid mangler disse teknologier, lige bortset fra havvindmøller, endnu at blive testet i fuld skala. Det gælder navnlig undervandsturbinerne. Man kan kun håbe, at en vis økologisk konservatisme ikke spænder ben for de nye, eksperimentelle teknikker. Som bekendt er udviklingen af flodmundingsdæmninger blevet standset af en stærk modstand fra miljøgrupper og fiskere. Alt udstyr påvirker miljøet. Det er derfor hensigtsmæssigt at kunne måle disse påvirkninger så præcist som muligt for at bedømme den egentlige ligevægt mellem omkostninger og fordele.

7.2.

For nylig blev en første undervandsturbinepark opstillet på havbunden mellem Paimpol og øen Bréhat. Strømmen i det stigende og faldende tidevand driver turbinernes rotorblade. Hver maskine kan yde en effekt på 1 MW, og disse undervandsturbiner kan dække op til 3 000 husstandes behov for elektricitet.

7.3.

Når alt kommer til alt afhænger effektiviteten af alle teknikker til udnyttelse af havenergi af deres placering. Ingen af dem udgør altså en universelt effektiv energikilde. Derfor kræves der på dette område mere omtanke end for andre subsidierede, vedvarende energier, for eksempel solpaneler, der i visse tilfælde i højere grad installeres af skattemæssige årsager end på grund af deres effektivitet. Det skal også understreges, at CO2-afgifter bidrager til at gøre teknikker til produktion af vedvarende energi, som i øjeblikket er i deres vorden, økonomisk interessante.

2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/58

Ordfører:

Ioannis VARDAKASTANIS

1.1.

EØSU bifalder 2030-dagsordenen, da den fastlægger en række ambitiøse mål om at ændre vores samfund og markerer et historisk skifte i måden at tackle økonomiske, sociale og miljømæssige uligheder på på verdensplan. Da Den Europæiske Union (EU) spiller en vigtig international rolle i form af diplomati, fremme af menneskerettigheder, handel, udviklings- og humanitærbistand og gennem samarbejde med multilaterale organisationer og bilaterale forbindelser med tredjelande, kan den udøve stor indflydelse på processen imod opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling på globalt plan. Den frivillige indberetning risikerer imidlertid at have en undergravende indvirkning på den sammenhængende, effektive og målbare gennemførelse af 2030-dagsordenen. EØSU opfordrer EU til at se gennemførelsen af 2030-dagsordenen som en forpligtelse til og mulighed for at give retning til de fremtidige EU-politikker og -programmer. EØSU påpeger endvidere, at EU bør tage imod 2030-dagsordenen med åbne arme, da den anskueliggør, hvordan EU på sigt kan blive en union med bæredygtig udvikling, og således præsenterer EU-borgerne og resten af verden for en ny vision for inklusiv menneskelig udvikling.

1.2.

2030-dagsordenen afspejler fuldt ud de europæiske værdier om velstand for alle, menneskerettigheder, social retfærdighed, bekæmpelse af fattigdom, demokratiske styreformer, social markedsøkonomi og miljøbeskyttelse. EU forventes derfor at spille en førende rolle i gennemførelsen af 2030-dagsordenen og bidrage til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling på globalt niveau. EU vil således vinde anerkendelse som en førende aktør inden for fremme af miljømæssig, social og økonomisk ansvarlig og bæredygtig udvikling samt respekt for menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, ikkediskrimination og støtte til sårbare grupper. Udryddelse af fattigdom bør være en gennemgående prioritet i EU's politikker og programmer. Derudover bør principperne om klimaretfærdighed og »retfærdig omstilling« fuldt ud og effektivt integreres i EU's overordnede strategi for gennemførelsen af 2030-dagsordenen.

1.3.

EØSU påpeger, at EU kun vil kunne leve op til sit tilsagn om at arbejde for bæredygtig udvikling på globalt niveau og dermed reelt og effektivt fremme gennemførelsen af 2030-dagsordenen, hvis det foretager de ændringer, der er nødvendige for at tilpasse sine politikker og programmer til de tre søjler af målene for bæredygtig udvikling på en måde, der er afbalanceret og inklusiv. EU og medlemsstaterne har en moralsk og politisk forpligtelse over for såvel EU-borgerne som resten af verden til at behandle gennemførelsen af 2030-dagsordenen på en politisk sammenhængende og koordineret måde. EU-institutionerne og medlemsstaterne skal hurtigst muligt blive enige om det videre forløb på højeste politiske niveau i form af en interinstitutionel aftale mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet med det formål at etablere et solidt grundlag for videre politisk handling (1). Denne aftale om gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling bør udgøre grundlaget for en overordnet strategi for integration af 2030-dagsordenen med det sigte at gøre EU til en union med bæredygtig udvikling.

1.4.

Som i en tidligere udtalelse (2) opfordrer EØSU til etablering af et civilsamfundsforum for bæredygtig udvikling, som skal fremme og føre tilsyn med gennemførelsen af 2030-dagsordenen med henblik på at garantere sammenhæng i EU's interne og eksterne politikker og programmer. I dette forum bør alle interessenter, herunder Rådet, Kommissionen, Parlamentet og civilsamfundet, deltage fuldt ud som centrale aktører, idet forummet skal arbejde på grundlag af gennemsigtighed og ansvarlig over for EU's borgere. EØSU er villig til at være formidler for denne proces.

1.5.

EU bør selv være proaktiv og helt frivilligt fremlægge en periodisk gennemgang af sine interne og eksterne politikker og programmer på samlingen for FN's Politiske Forum på Højt Niveau startende i 2017. EU vil være den første regionale organisation, der gør dette. Derudover bør EU udarbejde årlige tematiske rapporter i stil med FN's Politiske Forums årlige tematiske gennemgange. Civilsamfundet bør fuldt ud inddrages i denne indberetningsproces via det europæiske forum for bæredygtig udvikling. EØSU er villig til at være formidler for denne proces (3).

1.6.

EU er forpligtet til fuldt ud at overholde internationale og europæiske traktater og aftaler om beskyttelse af miljøet, menneskerettigheder og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Den internationale og europæiske lovgivning bør derfor være grundlaget for EU's tilgang til gennemførelsen, overvågningen og revisionen af 2030-dagsordenen. Den frivillige karakter af 2030-dagsordenen må ikke udvande forpligtelsen til fuldt ud og effektivt at forankre EU's overordnede strategi for gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling i international og europæisk lov. EU's internationale forpligtelser bør gælde alle EU's politikker og programmer.

1.7.

Kommissionen er nødt til at se på, hvordan instrumenterne for optræden udadtil kan bruges i forbindelse med 2030-dagsordenen. Kortlægningen af de eksterne politikker er det første skridt, men er ikke nok og skal flankeres af en udførlig og vidtspændende analyse og vurdering af manglerne med henblik på at identificere, hvor der reelt er huller mellem de nuværende eksterne politikker og programmer og de fremtidige, hvori de økonomiske, sociale og miljømæssige søjler af 2030-dagsordenen bør medtages og integreres fuldt ud på en afbalanceret og retfærdig måde. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at iværksætte konkrete tiltag for at inkludere dette i den kommende meddelelse om gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling.

1.8.

Kommissionen er nødt til at integrere 2030-dagsordenen fuldt ud i Den Europæiske Unions optræden udadtil. EU er en stor aktør på verdensplan, som interagerer med andre aktører (offentlige, mellemstatslige, private og ikkestatslige) via sin optræden udadtil og de dertil knyttede instrumenter. Kommissionen bør derfor anvende vigtige områder som handels- og udviklingspolitikkerne, naboskabspolitikken, miljøpolitikkerne og klimaindsatsen, udenrigs- og sikkerhedspolitikken, social- og solidaritetsøkonomien, fremme af menneskerettigheder, humanitær bistand, katastroferisikoforebyggelse og teknologioverførsel til proaktiv fremme af gennemførelsen af 2030-dagsordenen. Kommissionen skal fuldt og helt integrere og anvende 2030-dagsordenen inden for rammerne af den europæiske konsensus om udvikling, og EØSU beklager, at denne ikke i tilstrækkelig grad afspejles i EU's globale udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi (4). I den længe ventede og stærkt forsinkede meddelelse om 2030-dagsordenen bør Kommissionen medtage et program, der sikrer, at EU's optræden og programmer udadtil er politisk sammenhængende og koordinerede med henblik på at garantere, at bæredygtig udvikling medtænkes i alle eksterne politikker.

1.9.

Kommissionen og nærmere bestemt den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør etablere effektive mekanismer til koordinering af den officielle udviklingsbistand og Addis Abeba-handlingsplanen på en sammenhængende måde, så det sikres, at den officielle udviklingsbistand går til partnerskaber og specifikke programmer og projekter, som udvikles i overensstemmelse med 2030-dagsordenens tre søjler og under fuld hensyntagen til principperne om udryddelse af fattigdom, »at ingen lades tilbage«, klimaretfærdighed, retfærdig omstilling, inklusiv vækst og udvikling, fremme af modernisering, infrastrukturudvikling og bæredygtige virksomheder, bekæmpelse af ulighed og garanti for respekt for menneskerettighederne.

1.10.

EØSU anbefaler, at Kommissionen benytter en tilgang med konditionalitet som under de europæiske struktur- og investeringsfonde i forbindelse med integrationen af 2030-dagsordenen i instrumenterne for optræden udadtil og således anvender konditionalitetsbestemmelser knyttet til 2030-dagsordenen i alle politikker og programmer vedrørende målene for bæredygtig udvikling.

1.11.

EU-delegationerne i tredjelande bør foretage undersøgelser af borgernes kendskab til og forståelse af målene for bæredygtig udvikling. Kommissionen bør tilrettelægge og gennemføre oplysningsaktiviteter og -kampagner med henblik på at gøre 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling til en europæisk dagsorden. Kommissionen bør med jævne mellemrum foretage Eurobarometerundersøgelser for at vurdere EU-borgernes kendskab til og forståelse af målene for bæredygtig udvikling. Civilsamfundsorganisationerne har en nøglerolle at spille i denne sammenhæng.

1.12.

EØSU opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en årlig rapport om gennemførelsen af eksterne aktioner og anvendelsen af midler i forhold til tredjelande med tilknytning til 2030-dagsordenen. Dette bør indgå som en del af de planlagte årlige EU-rapporter om gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling. Kommissionen bør endvidere udarbejde og medtage et sæt indikatorer og benchmarks knyttet til 2030-dagsordenen i sine eksterne politikker og programmer for at gøre det lettere at evaluere, vurdere og indberette om, hvor effektive EU's eksterne instrumenter er til at kanalisere midler over i projekter og programmer knyttet til målene for bæredygtig udvikling, og helt konkret om, hvordan der er taget højde for de økonomiske, sociale og miljømæssige søjler af 2030-dagsordenen i EU's instrumenter for optræden udadtil.

1.13.

Kommissionen bør fremme en multistakeholderdrevet styringsmodel i sine eksterne politikker og programmer, således at civilsamfundsorganisationer i tredjelande bliver reelle partnere i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling. Gennemsigtighed, ansvarlighed og partnerskab bør være grundlaget for denne nye tilgang til høring og deltagelsesbaseret beslutningstagning. En demokratisk gennemførelse af 2030-dagsordenen kræver fuld inddragelse af civilsamfundsorganisationer i alle stadier, herunder overvågning og revision.

1.14.

EØSU opfordrer Kommissionen til at integrere kapacitetsopbygning i civilsamfundsorganisationer i sine finansieringsinstrumenter og i sine eksterne politikker og programmer. Kommissionen bør etablere et særligt program og en særlig budgetpost for støtte til kapacitetsopbygning i civilsamfundsorganisationer, så disse kan deltage fuldt ud i processen. De eksisterende kapacitetsopbygningsprogrammer skal mere udtrykkeligt være åbne for civilsamfundsorganisationer, som skaber forbindelse mellem lokale spørgsmål og forvaltningsspørgsmål (5).

1.15.

Eftersom EØSU interagerer med mange forskellige partnere i mange lande rundt omkring i verden, er EØSU villig til at bane vejen for en reel og vedkommende inddragelse af alle partnere (hovedsageligt fra civilsamfundet) i gennemførelsen og overvågningen af målene for bæredygtig udvikling og vil med henblik derpå gøre sit til at fremme civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen på nationalt niveau.

2.1.

EØSU glæder sig over, at verdens ledere under overskriften »Ændring af vores samfund«, den 25. september 2015 forpligtede sig til 2030-dagsordenen, som fastlægger en række mål med henblik på at udrydde fattigdom, beskytte planeten og sikre velstand for alle. For hvert mål er der specifikke delmål, som skal nås i løbet af de næste 15 år. 2030-dagsordenen forventes derfor at bane vej for etableringen af stærke og inklusive partnerskaber mellem alle aktører og dermed være en stærk drivkraft for skabelsen af en ny styringsmodel på globalt niveau.

2.2.

Kendetegnende for 2030-dagsordenen er en universel, udelelig og integreret tilgang til de økonomiske, sociale og miljømæssige søjler, hvilket giver sig udslag i en helt enestående balance mellem de tre dimensioner af bæredygtig udvikling. Det er grunden til, at 2030-dagsordenen markerer en historisk ændring i den måde økonomiske, sociale og miljømæssige uligheder i verden søges afhjulpet.

2.3.

Dagsordenen for 2030 er en handlingsplan for mennesker, planeten og velstand. Den fastlægger 17 mål for bæredygtig udvikling og 169 delmål, som tager ligeligt højde for den økonomiske, miljømæssige og sociale dimension af bæredygtig udvikling med henblik på at garantere velstand for alle, bygge videre på de resultater, der blev opnået med årtusindudviklingsmålene, afhjælpe disse måls mangler og utilstrækkeligheder og fremlægge en ny vision for verden om bæredygtig udvikling og inklusiv vækst, som vil bringe fordele for alle befolkningsgrupper. Sigtet med 2030-dagsordenen er tillige at beskytte, fremme og sikre menneskerettigheder og lighed for alle med større fokus på ligestilling mellem mænd og kvinder (mål 5).

2.4.

EØSU tilslutter sig og støtter fuldt og helt vigtigheden af princippet om, »at ingen lades tilbage«, som finder anvendelse for alle målene for bæredygtig udvikling og alle delmålene, og som derfor bør fuldt medtænkes, når der udvikles partnerskaber, politikker og tiltag for at gennemføre og overvåge 2030-dagsordenen.

2.5.

2030-dagsordenen har på FN-niveau etableret en styringsstuktur på højt niveau kaldet Det Politiske Forum på Højt Niveau, som er en multistakeholderplatform med mandat til at foretage systematiske revisioner og opfølgning af 2030-dagsordenens gennemførelse. Det første møde i Det Politiske Forum på Højt Niveau efter underskrivelsen af 2030-dagsordenen fandt sted i juli 2016, og 22 regeringer, herunder fire EU-medlemsstater, fremlagde de allerførste frivillige nationale oversigter, som er indberetninger om bestræbelserne på at gennemføre 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling i deres respektive lande (de pågældende lande var Estland, Finland, Frankrig og Tyskland og derudover Kina, Columbia, Egypten, Georgien, Madagascar, Mexico Montenegro, Marokko, Norge, Filippinerne, Sydkorea, Samoa, Sierra Leone, Schweiz, Togo, Tyrkiet, Uganda og Venezuela).

2.6.

Under gennemførelsen af 2030-dagsordenen bør der være mere fokus på handling, politikker, programmer og etablering af åbne og deltagelsesbaserede multistakeholderpartnerskaber, som er rettet mod at udrydde økonomiske, sociale og miljømæssige uligheder rundt omkring i verden med udgangspunkt i principperne om universalitet, udelelighed, gennemsigtighed, ansvarlighed og menneskerettigheder.

2.7.

Den universelle og udelelige karakter af 2030-dagsordenen gælder lige så vel for udviklingslande som for udviklede lande og dens gennemførelse forudsætter, at der fra alle sider foretages økonomiske, sociale og miljømæssige omstillinger. Eftersom EU forventes at gå forrest med et godt eksempel, når det gælder gennemførelsen af 2030-dagsordenen, bør EU og medlemsstaterne afstemme alle politikker og programmer, så de opfylder målene om at bekæmpe fattigdom og ulighed, værne om planeten og skabe inklusiv økonomisk vækst på en afbalanceret og sammenhængende måde, der skaber fordele for alle befolkningsgrupper i lige stor grad og gennem integration af de tre søjler af målene for bæredygtig udvikling.

2.8.

EU-institutionerne vil være nødt til at indlede processer på højt niveau, som udmønter sig i politiske beslutninger på højt niveau om at gøre EU til en union med bæredygtig udvikling. Det er derfor af allerstørste vigtighed, at der fastlægges en overordnet strategi for gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling, som skal udvikles med det mål at fremme og sikre sammenhæng og koordinering af EU's politikker og programmer og integrere dem på en afbalanceret måde under ligelig hensyntagen til de tre søjler af 2030-dagsordenen.

3.1.

Den største udfordring i gennemførelsen af 2030-dagsordenen er udryddelse af fattigdom i alle dens former, herunder ekstrem fattigdom. Dette er endvidere et vigtigt gennemgående princip og en værdi, som er forankret i EU-traktaterne, og som er en forudsætning for at opnå bæredygtig udvikling (mål nr. 1). EU er en vigtig aktør på den internationale scene og udøver således stor global indflydelse på udviklingspolitikker og politikker til fremme af økonomisk vækst. Det har således enestående muligheder for at sikre, at dets eksterne politikker og programmer er rettet mod gennemførelse af 2030-dagsordenen på globalt plan ved at sørge for, at 2030-dagsordenens tre søjler på en afbalanceret måde er integreret i alle udenrigspolitiske instrumenter. I lyset af 2030-dagsordenens universalitet og udelelighed må EU forvente, at det først og fremmest nøje vil blive undersøgt, hvordan og hvor godt, det klarer denne udfordring.

3.2.

EU bør søge mekanismer til deling af klimaændringernes byrder og fordele på grund af deres indvirkning på menneskerettigheder, fattigdom og ligestilling. Et eksempel på en sådan mekanisme er »klimaretfærdighed«, inden for hvis rammer global opvarmning betragtes som et etisk eller politisk spørgsmål, og ikke udelukkende som et miljømæssigt eller fysisk spørgsmål. Dette gøres ved at forbinde klimaændringernes virkninger med retfærdighedsbegreber, især miljømæssig og social retfærdighed, og ved at undersøge spørgsmål som ligestilling, menneskerettigheder, kollektive rettigheder og det historiske ansvar for klimaforandring. Klimaretfærdighed hviler på den grundlæggende opfattelse, at det er de mennesker, der er mindst ansvarlige for klimaændringerne, som rammes hårdest af dem.

3.3.

Det er endvidere vigtigt, at begrebet »retfærdig omstilling« indarbejdes og integreres i eksterne og interne EU-politikker og -programmer, da dette koncept bidrager til at sikre menneske- og arbejdstagerrettigheder (f.eks. ordentligt arbejde) og samtidig gennem EU's eksterne instrumenter moderniserer de nationale økonomier og erhvervslivet og gør dem miljøvenlige og socialt ansvarlige.

3.4.

Retfærdig gennemførelse af 2030-dagsordenens økonomiske, sociale og miljømæssige søjler gennem EU's eksterne tiltag bør omfatte strategier til fremme af kulstoffattige, cirkulære og kollaborative økonomier, bæredygtig fødevareproduktion og -forbrug, investering i innovation og langsigtet modernisering af infrastrukturen samt fremme af bæredygtige virksomheder (6).

3.5.

2030-dagsordenen tager udgangspunkt i frivillighedsprincippet og -tilgangen, hvilket kan blive en hæmsko for fuld og hurtig gennemførelse. EU bør imidlertid gøre både den interne og eksterne gennemførelse af 2030-dagsordenen obligatorisk. Dens 17 mål er fuldt forenelige med EU's traktatfæstede principper og værdier og bør derfor integreres i og gennemføres via EU's politikker og programmer. EU's eksterne aktiviteter bør bygge på disse principper og værdier.

3.6.

Hvis EU skal gennemføre 2030-dagsordenen fuldt ud, kræver det et reelt engagement på højeste politiske niveau af EU-institutionerne og medlemsstaterne for at sikre, at målene for bæredygtig udvikling hurtigt og effektivt indarbejdes, integreres og inkluderes i alle EU-politikker og -programmer.

3.7.

2030-dagsordenens universelle karakter og de forpligtelser, der er indgået af forskellige lande i verden, uanset deres økonomiske og sociale udviklingsniveau og levestandard, udgør en meget betydelig udfordring for EU med hensyn til at vise lederskab og udstikke retningslinjer for den gradvise gennemførelse af 2030-dagsordenen på verdensplan. For at opnå dette og blive drivkraft i gennemførelsen af 2030-dagsordenen må EU træffe de nødvendige beslutninger og foretage de påkrævede ændringer i sine politikker og programmer.

3.8.

Det bør bemærkes, at der er gået et år, siden 2030-dagsordenen blev vedtaget, og at Kommissionens tilgang til dagsordenens gennemførelse har været meget usammenhængende og ukoordineret. Det første møde i Det Politiske Forum på Højt Niveau fandt sted i juli i FN, hvor fire medlemsstater (Estland, Finland, Frankrig og Tyskland) fremlagde deres frivillige evalueringer. EØSU beklager, at Kommissionen ikke fremlagde en sammenhængende og koordineret strategi på det første møde i Det Politiske Forum på Højt Niveau for at fremme en bedre samordning og skabelse af synergier både mellem EU's medlemsstater og mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne.

3.9.

Den manglende koordinering og begrænsede integrering og mainstreaming af 2030-dagsordenen kommer også til udtryk i høringsdokumenterne for både den globale strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken og den nye konsensus om udvikling. I begyndelsen af året indledte Kommissionen en høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder uden henvisning til 2030-dagsordenen eller, mere specifikt, til dens sociale søjle. Der peges på, at EØSU er i færd med at udarbejde en udtalelse om den europæiske søjle for sociale rettigheder, som redegør for udvalgets synspunkter. EØSU understreger kraftigt, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling hverken kan eller bør gennemføres af EU i siloer.

3.10.

EU's og medlemsstaternes udviklingsbistand går til ca. 150 lande. De er de største donorer af offentlig udviklingsbistand (ODA). Bistanden udgør over 50 % af den samlede årlige ODA, som ydes på verdensplan. Foreløbige tal viser, at EU's samlede ODA (EU-institutionerne og medlemsstaterne) steg til 68 mia. EUR i 2015 — en stigning for tredje år i træk og en forøgelse på 15 % i forhold til 2014, hvilket bragte den offentlige udviklingsbistand op på det hidtil højeste niveau. EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge den samlede ODA: i 2015 beløb den sig til 0,47 % af EU's bruttonationalprodukt (BNP), og det er nødvendigt, at bistanden når målet på 0,7 %.

3.11.

Eurobarometer-undersøgelsen viser, at »næsten ni ud af ti EU-borgere går ind for udviklingsstøtte (89 % — en stigning på 4 procentpoint siden 2014). Over halvdelen siger, at EU bør levere den lovede mængde bistand« (7). EU-borgerne forventer, at EU overholder sine forpligtelser til opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling, skaber en ny vision for et bæredygtigt Europa og opfylder sine gennemførelsesforpligtelser.

3.12.

Kommissionen bør evaluere de politikker og programmer, der er rettet mod tredjelande, for at sikre, at de er forenelige med 2030-dagsordenen. Kommissionens igangværende kortlægningsarbejde bør ledsages af en omfattende og detaljeret mangelanalyse for at identificere de steder, hvor der i forhold til målene for bæredygtig udvikling er mangler og uoverensstemmelser i EU's politikker og programmer rettet mod tredjelande.

3.13.

Der er mangel på pålidelige og opdelte data om udsatte personers situation i forskellige dele af verden. Kommissionen bør derfor støtte det arbejde, der udføres af Inter-Agency and Expert Group on Sustainable Development Goal Indicators (den tværinstitutionelle ekspertgruppe om indikatorerne for målene for bæredygtig udvikling). Eurostat er nødt til at udvide sin kapacitet for at kunne måle 2030-dagsordenens indvirkning på udsatte grupper i EU. EØSU efterlyser en årlig rapport om gennemførelsen af aktioner og anvendelsen af midler med tilknytning til 2030-dagsordenen. Dette bør indgå som en del af de planlagte årlige Eurostat-rapporter om gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling for Europa.

3.14.

EU-institutionerne bør tage de nødvendige skridt til at kunne tackle udfordringen ved at gennemføre princippet om, at »ingen lades tilbage«, og integrere princippet fuldt ud i EU's politikker og programmer. Dette kræver en betydelig mængde opdelte, pålidelige og tilgængelige data.

3.15.

Kommissionen bør altid inddrage og høre civilsamfundet, når den foretager omfattende analyser eller indfører procedurer til overvågning af 2030-dagsordenens gennemførelse. EØSU mener imidlertid, at Kommissionen bør integrere kapacitetsopbygningsaktiviteter for civilsamfundet i alle sine politikker og programmer og dermed gøre civilsamfundet til en egentlig partner i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling ved at yde finansiel støtte til internationalt samarbejde mellem EU's civilsamfund og andre regioners civilsamfundsorganisationer. Med dette for øje opfordrer EØSU Kommissionen til at godkende etableringen af det europæiske forum for bæredygtig udvikling som anbefalet i EØSU's udtalelse om Et europæisk civilsamfundsforum for bæredygtig udvikling  (8).

3.16.

EU-institutionerne bør etablere interinstitutionelle koordineringsmekanismer for effektivt, hurtigt og på en sammenhængende måde at indarbejde og integrere 2030-dagsordenens mål og målsætninger i alle EU's eksterne politikker og programmer. Hvis EU skal engagere sig seriøst i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling på globalt plan, kræver det en strategisk planlægning af EU's fremtidige eksterne politikker og programmer. EØSU opfordrer derfor:

3.16.1.

Kommissionen til i sin kommende meddelelse om 2030-dagsordenen at præsentere et meningsfyldt program for opnåelse af politisk sammenhæng og koordination i sine eksterne aktiviteter og programmer. En meddelelse uden nogen meningsfuld plan for omdannelse af EU's eksterne politikker til 2030-baserede politikker vil ikke opfylde de forventninger, der stilles af folk i forskellige dele af verden. Denne plan bør indgå i en overordnet EU-strategi, der omfatter de foranstaltninger og indfører de ændringer, der er nødvendige for at gennemføre 2030-dagsordenen på en sammenhængende måde i EU's politikker og programmer på globalt plan. Forvaltningsmodellen med deltagelse af flere interessenter bør være en grundbestanddel i den overordnede strategi og hermed sikre, at civilsamfundets organisationer inddrages fuldt ud i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling (9);

3.16.2.

Kommissionen til at sikre, at den globale EU-strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik er en bredere mekanisme, så den omfatter 2030-dagsordenen på områder som handel, udvikling, demokrati, menneskerettigheder, humanitær bistand, katastrofeforebyggelse, teknologioverførsel og klimaindsats;

3.16.3.

Kommissionen til at sikre, at forslaget om den fremtidige konsensus om udvikling etablerer en reel samordning mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne i ydelsen af bistand til tredjelande. En sådan samordning bør omfatte sammenlægning af ressourcer. Konsensussen bør omfatte effektiv bilateral koordination mellem EU og medlemsstaterne om deres nationale prioriteter, partnerskaber med EU og inddragelse af andre offentlige og private donorer. Dette forventes at have en multiplikatoreffekt for opfyldelsen af 2030-dagsordenen og vil mindske de negative virkninger i form af fragmentering og overlapning af støtte, der gør sig gældende i dag;

3.16.4.

Kommissionen til at fremme den sociale og solidariske økonomi gennem sine eksterne politikker og programmer. EØSU mener, at den sociale og solidariske økonomi ligger helt på linje med bestræbelserne på at opfylde målene for bæredygtig udvikling, og denne sektor af økonomien kan derfor i væsentlig grad bidrage til en afbalanceret gennemførelse af de økonomiske, sociale og miljømæssige søjler i 2030-dagsordenen;

3.16.5.

Kommissionen til klart og præcist at angive, hvilke midler der skal tages i brug for at gennemføre 2030-dagsordenen, og samtidig søge ægte synergier med Addis Abeba-handlingsplanen og forummet for udviklingsfinansiering.

3.17.

2030-strategiens nye holistiske tilgang med de tre indbyrdes forbundne søjlers universalitet og udelelighed peger i retning af en mere omfattende model for menneskelig udvikling, og resultaterne af gennemførelsen af 2030-dagsordenen kan derfor ikke måles på den traditionelle måde, hvor kun BNP anvendes til at måle økonomisk vækst og inklusiv udvikling.

3.18.

Den Europæiske Union bør udforme og implementere specifikke politikker og programmer med det mål for øje at gennemføre 2030-dagsordenen fuldt ud med særlig fokus på at fremme demokratiet, menneskerettighederne, miljøpolitikkerne, retsstatsprincippet og en inklusiv vækst samt sikre en reel forbedring af udsatte gruppers levevilkår. Dette bør være hovedelementerne i EU's eksterne aktiviteter, politikker og programmer, idet der lægges vægt på at fremme en afbalanceret gennemførelse af 2030-dagsordenens tre søjler.

3.19.

EU-Udenrigstjenesten bør endvidere udforme og gennemføre en sammenhængende plan, der skal omfatte målbare foranstaltninger og initiativer. Målet bør være, at EU spiller en ledende rolle ved konsekvent at integrere 2030-dagsordenen i sine aktiviteter, politikker og programmer, og derved af resten af verden betragtes som drivkraft bag en afbalanceret og retfærdig gennemførelse af 2030-dagsordenen.

3.20.

Kommissionen bør indføre konditionalitetsbestemmelser baseret på de 17 mål, og denne konditionalitet bør indgå i alle politikker og programmer, som EU finansierer gennem sin optræden udadtil. Modtagerne af disse programmer bør være ansvarlige for at opfylde denne konditionalitet, når de gennemfører dem. Det er klart, at konditionalitetsbestemmelserne for 2030-dagsordenen bør gælde i lige høj grad og fuldt ud for alle EU-politikker og -programmer. Konditionalitetsprincippet er allerede inkluderet i den lovgivningsmæssige ramme for EU’s struktur- og investeringsfonde (10).

3.21.

Det er almindelig anerkendt, at 2030-dagsordenen medfører et paradigmeskifte i udviklingsdagsordenen, og at dette bør afspejles fuldt ud i EU's programmer vedrørende udviklingssamarbejde. 2030-dagsordenens 17 mål bør fuldt ud indarbejdes, integreres og inkluderes i EU's dagsorden for udviklingssamarbejde. EU bør endvidere fuldt ud anerkende og tage hensyn til internationale traktater, herunder miljø- og menneskerettighedstraktater, i udformningen og gennemførelsen af eksterne aktiviteter (11).

3.22.

Kommissionen bør sikre, at der i dens eksterne politikker og programmer indgår foranstaltninger, der gør det muligt at danne sig et billede af folks forståelse og opfattelse af virkningerne af gennemførelsen af 2030-dagsordenen. Kommissionen bør derfor gennemføre en Eurobarometer-undersøgelse i medlemsstaterne og lignende relevante undersøgelser i partnerlandene. Der henvises til, at det ifølge en Eurobarometer-undersøgelse kun er en tredjedel af EU-borgerne, som har hørt eller læst om målene for bæredygtig udvikling (36 %).

4.1.

2030-dagsordenen kræver, at verden bevæger sig i retning af en forvaltningsmodel med deltagelse af flere interessenter, som tildeler civilsamfundet en større rolle. Dette indebærer nye, mere samarbejdsorienterede og inklusive arbejdsmetoder, der bygger på deltagelsesbaseret beslutningstagning.

4.2.

Forhandlingerne om 2030-dagsordenen har mobiliseret og tiltrukket nye civilsamfundsaktører. Civilsamfundets deltagelse bør derfor udnyttes bedst muligt, styrkes og formaliseres under gennemførelsesprocessen. Faktisk har civilsamfundsorganisationernes positive og effektive bidrag under forhandlingerne om 2030-dagsordenen gjort civilsamfundets rolle i gennemførelsen af dagsordenen uundværlig, og civilsamfundet er således reelt blevet en partner i processen.

4.3.

Civilsamfundet må nødvendigvis spille en central rolle i gennemførelsen af 2030-dagsordenen på globalt, regionalt og nationalt plan. Det skal sikres, at civilsamfundet også spiller en effektiv rolle på nationalt plan i EU's medlemslande og i partnerlandene. For at sikre, at denne deltagelse virkeliggøres i praksis, opfordrer EØSU Kommissionen til at indarbejde, integrere og inkludere kapacitetsopbygningsaktiviteter for civilsamfundet i sine politikker og programmer.

4.4.

EØSU er klar over de begrænsninger, barrierer og hindringer, som civilsamfundsorganisationerne i mange del af verden står over for, og at denne beklagelige situation gør det vanskeligt for disse organisationer at deltage reelt og effektivt i processen. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at gøre det obligatorisk for partnerlandene gennem systematiske høringer og inddragelse i planlægningen, gennemførelsen og overvågningen af 2030-dagsordenen i forbindelse med — især EU-finansierede — projekter og programmer at fremme civilsamfundets reelle deltagelse. For at opnå dette bør EU-delegationerne i partnerlandene nøje overvåge denne proces og rapportere herom til Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. FN's delegationer i partnerlandene bør også organisere høringsmøder med civilsamfundsorganisationer om EU's støtteprogrammer.

4.5.

Civilsamfundet bør imidlertid proaktivt søge at tilpasse sig 2030-dagsordenens krav for effektivt at udøve indflydelse på dens gennemførelse. Da 2030-dagsordenen klart kræver, at civilsamfundets organisationer bliver en reel drivkraft for dagsordenens gennemførelse, er civilsamfundet nødt til at betragte processen som et paradigmeskifte med hensyn til organisation og arbejdsmetoder. Dette er kun muligt, hvis civilsamfundet forbereder sig og foretager omstruktureringer med henblik på at kunne deltage fuldt ud i beslutningsprocessen. Civilsamfundets organisationer bør være repræsentative, demokratiske, gennemsigtige og ansvarlige.

4.6.

Den fremtidige etablering af forummet for bæredygtig udvikling i EU er en god model for en platform, som — tilpasset de lokale forhold — bør følges i andre regioner og lande i verden (12).

4.7.

EØSU er parat til at fremme en fornuftig inddragelse af civilsamfundsorganisationer i gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af 2030-dagsordenen på globalt plan. EØSU kan støtte en sådan inddragelse ved fuldt ud at udnytte sit omfattende netværk af kontakter, partnere og interessenter i mange regioner i verden. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at integrere og indarbejde strukturel og praktisk støtte i sine eksterne politikker og programmer for at sætte civilsamfundsorganisationer i tredjelande i stand til at deltage som fuldgyldige partnere i 2030-dagsordenens gennemførelsesproces.