12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/1

(1)

Den procykliske forstærkelse af finansielle stød, der har ramt realøkonomien gennem banksystemet og de finansielle markeder, har været et af de mest destabiliserende elementer i den globale finansielle krise. Økonomisk tilbagegang efter en periode med overdreven udlånsvækst kan føre til store tab i banksektoren og igangsætte en ond cirkel. I en sådan situation kan de foranstaltninger, som kreditinstitutterne træffer for at styrke deres balance, begrænse udbuddet af kredit til realøkonomien, forværre den økonomiske tilbagegang og yderligere svække deres balance.

(2)

Den kontracykliske kapitalbuffer har til formål at modarbejde denne procykliske dynamik ved at øge banksektorens modstandsdygtighed. Reglerne om opretholdelse af kontracykliske kapitalbuffere udgør en del af de nye globale reguleringsstandarder om bankernes kapitalgrundlag (Basel III-reglerne), der blev udstedt af Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS) i december 2010 og gennemført i EU ved direktiv 2013/36/EU. De udpegede offentlige myndigheder eller organer kan ved at forhøje den kontracykliske buffersats kræve, at banksektoren opbygger yderligere kapital i perioder, hvor systemiske risici som følge af overdreven udlånsvækst er under opsejling. Hvis disse risici opstår, kan myndighederne fastsætte en lavere kontracyklisk buffersats og tillade, at denne yderligere kapitalbuffer anvendes til at absorbere uventede tab. Dette gør det muligt for banksektoren fortsat at kunne tilføre kredit til realøkonomien og opfylde de lovpligtige kapitalkrav.

(3)

Grænseoverskridende långivning giver den kontracykliske kapitalbuffer en international dimension. Tab kan opstå fra de indenlandske banksektorer i medlemsstaternes eksponeringer over for tredjelande. Disse tab kan være væsentlige, hvis et tredjeland, som en medlemsstats indenlandske banksektor er væsentligt eksponeret for, oplever økonomisk tilbagegang efter en periode med overdreven udlånsvækst.

(4)

Basel III-reglerne om den kontracykliske kapitalbuffer skal tage højde for denne internationale dimension. I henhold til reglerne skal jurisdiktionerne navnlig anerkende hinandens kontracykliske buffersatser. Hvis en myndighed i en jurisdiktion forhøjer den kontracykliske buffersats for at beskytte den indenlandske banksektor mod overdreven udlånsvækst, bør myndighederne i andre jurisdiktioner anvende samme kontracykliske buffersats på de eksponeringer, som deres indenlandske banker har mod det land. I henhold til reglerne beregner bankerne deres bufferkrav på grundlag af den geografiske beliggenhed af deres eksponeringer. Basel III-reglerne fastsætter en obligatorisk jurisdiktionsmæssig gensidig anerkendelse af kontracykliske buffersatser på op til 2,5 % med forbehold af overgangsbestemmelser. En konsekvent anvendelse af denne gensidige anerkendelse på tværs af jurisdiktioner bør kunne bistå beskyttelsen af banksektoren i enhver jurisdiktion mod risici forbundet med overdreven udlånsvækst i andre jurisdiktioner.

(5)

Da BCBS-standarderne ikke er retligt bindende, er det muligt, at den kontracykliske kapitalbuffer ikke bliver gennemført på en ensartet måde rundt om i verden. Gennemførelsen af kapitalbufferen kan forsinkes eller den bliver slet ikke gennemført. Artikel 136 i direktiv 2013/36/EU fastsætter for EU måden, hvorpå de udpegede myndigheder skal fastsætte de kontracykliske buffersatser for indenlandske eksponeringer. I henhold til artikel 135 i direktiv 2013/36/EU findes der i Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2014/1 (4) yderligere vejledning om fastsættelsen af kontracykliske buffersatser for indenlandske eksponeringer. For EU er der således blevet udformet fælles retlige regler for at imødegå tendensen til passivitet, og den kvartalsvise fastsættelse af de kontracykliske buffersatser for indenlandske eksponeringer er obligatorisk fra 2016. Der hersker dog usikkerhed om, hvorvidt tredjelande, som ikke er medlemmer af BCBS, vil implementere den kontracykliske kapitalbuffer.

(6)

De udpegede myndigheder har retlige beføjelser til at beskytte deres banksektorer mod risici, der opstår som følge af overdreven udlånsvækst i tredjelande. Artikel 139 i direktiv 2013/36/EU gør det navnligt muligt for de udpegede myndigheder i visse omstændigheder at fastsætte en kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et tredjeland, som de indenlandske godkendte institutioner skal anvende ved beregningen af deres institut-specifikke kontracykliske kapitalbuffer. En udpeget myndighed kan handle i situationer, hvor den relevante tredjelandsmyndighed ikke har fastsat og offentliggjort en kontracyklisk buffersats for det pågældende tredjeland, eller hvis den udpegede myndighed er af den opfattelse, at den kontracykliske buffersats, som den relevante tredjelandsmyndighed har fastsat for tredjelandet, ikke er tilstrækkelig til at beskytte medlemsstaternes indenlandske banksektorer mod mulige tab forbundet med overdreven udlånsvækst i det pågældende tredjeland.

(7)

Hvis kontracykliske buffersatser for eksponeringer over for tredjelande ikke fastsættes på en koordineret måde, kan det medføre forskellige kapitalkrav inden for EU for eksponeringer over for det samme tredjeland og de samme risici. Udpegede myndigheder kan i forbindelse med deres analyser af udviklingen i et tredjeland nå til forskellige konklusioner, om hvorvidt udlånsvæksten i det pågældende land er overdreven og udgør en risiko for deres indenlandske banksystem, som det er nødvendigt at reducere. Selv hvis udpegede myndigheder når til den samme risikovurdering, kan de have draget forskellige konklusioner for så vidt angår niveauet for den kontracykliske buffersats, der er nødvendig for at reducere risikoen.

(8)

Hvis anerkendelsen af kontracykliske buffersatser for eksponeringer over for tredjelande ikke fastsættes på en koordineret måde, kan det også medføre forskellige kapitalkrav i EU. EU-lovgivningen kræver anerkendelse af kontracykliske buffersatser, som er fastsat af andre udpegede myndigheder eller relevante tredjelandsmyndigheder, for satser på op til 2,5 %, med forbehold af overgangsbestemmelser mellem 2016 og 2019, jf. artikel 160 i direktiv 2013/36/EU. Selv om de udpegede myndigheder i overensstemmelse med henstilling ESRB/2014/1 generelt bør anerkende kontracykliske buffersatser ud over de obligatoriske niveauer, gælder dette kun for kontracykliske buffersatser, der er fastsat af udpegede myndigheder i andre jurisdiktioner i EU, og ikke for satser, der er fastsat af relevante tredjelandsmyndigheder for tredjelande. Det betyder, at den måde hvorpå de kontracykliske buffersatser, som er fastsat af de relevante tredjelandsmyndigheder, anerkendes kan være forskellige på tværs af jurisdiktionerne i EU. Frem til 2019 kan nogle udpegede myndigheder vælge at anvende overgangsbestemmelserne, mens andre udpegede myndigheder kan vælge at afvige fra dem. Derudover kan nogle udpegede myndigheder fra 2019 vælge frivilligt at anerkende kontracykliske buffersatser, der overskrider 2,5 %, mens andre kan vælge ikke at gøre dette.

(9)

Det vil typisk ikke være ønskeligt at have forskellige kapitalkrav i EU for eksponeringer over for det samme tredjeland og de samme risici, da dette undergraver lige konkurrencevilkår i EU og kan medføre regelarbitrage. De kreditinstitutter i EU-jurisdiktioner med en lavere kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et bestemt tredjeland end den sats, der gælder for andre jurisdiktioner i EU, ville have et incitament til at vinde markedsandele ved at øge deres långivning til det pågældende tredjeland. En sådan øget långivning kan føre til store koncentrerede eksponeringer for kreditinstitutter i en bestemt jurisdiktion over for et bestemt tredjeland. I sidste ende vil ulige konkurrencevilkår og det deraf følgende incitament til regelarbitrage kunne true den finansielle stabilitet i EU.

(10)

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) skal, for så vidt angår et bestemt tredjeland, bidrage til at sikre, at, de samme kontracykliske buffersatser for eksponeringer over for tredjelande typisk finder anvendelse på tværs af EU. ESRB har et eksplicit mandat til at opnå sammenhæng på dette område i henhold til artikel 139, stk. 3, i direktiv 2013/36/EU. ESRB er af den opfattelse, at den bedst opfylder dette mandat ved at fremme en sammenhængende tilgang på tværs af EU til anerkendelse og fastsættelse af kontracykliske buffersatser for eksponeringer over for tredjelande.

(11)

Denne henstilling skal sikre, at den samme kontracykliske buffersats for eksponeringer over for et bestemt tredjeland typisk finder anvendelse på tværs af EU. Den dækker: a) udpegede myndigheders anerkendelse af en kontracyklisk buffersats, som er fastsat af en relevant tredjelandsmyndighed for det pågældende tredjeland, b) udpegede myndigheders fastsættelse af en kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et tredjeland, c) udpegede myndigheders fastsættelse af den kontracykliske buffersats til en lavere sats, når risici i et bestemt tredjeland aftager eller bliver en realitet, d) de udpegede myndigheders kommunikation af den kontracykliske buffersats for eksponeringer over for et tredjeland.

(12)

Henstilling A skal sikre, at de udpegede myndigheder typisk anerkender den samme kontracykliske buffersats, som bestemt tredjelandsmyndighed har fastsat for det pågældende tredjeland. For at opnå dette bygger henstillingen på kravet i EU-lovgivningen om at anerkende fulde kontracykliske buffersatser på op til 2,5 %, med forbehold af overgangsbestemmelser. Det anbefales, at de udpegede myndigheder koordinerer deres anerkendelse af kontracykliske buffersatser, der overskrider 2,5 %, gennem ESRB. Hvis dette sker, udsteder ESRB en henstilling til vejledning af de udpegede myndigheder om, hvorvidt og i hvilket omfang de bør anerkende den højere kontracykliske buffersats, som et tredjeland har fastsat. ESRB's sekretariat overvåger fastsættelsen af kontracykliske buffersatser i de tredjelande, som er medlemmer af BCBS, og udpegede myndigheder bør underrette ESRB, når et tredjeland, som ikke er medlem af BCBS, fastsætter en kontracyklisk buffersats, der overskrider 2,5 %. Det anbefales endvidere, at de udpegede myndigheder underretter ESRB, hvis der hersker usikkerhed om, hvorvidt en foranstaltning, som et tredjeland har truffet, bør anerkendes som en kontracyklisk kapitalbuffer i henhold til direktiv 2013/36/EU. I disse tilfælde udsteder ESRB en henstilling til vejledning.

(13)

Henstilling B skal sikre, at de udpegede myndigheder fastsætter en sats på det samme niveau, når de udøver deres beføjelser til at fastsætte en kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et bestemt tredjeland. Udpegede myndigheder opfordres til at udøve deres beføjelser i henhold til artikel 139 i direktiv 2013/36/EU. De udpegede myndigheder bør navnligt fastslå over for hvilke tredjelande banksystemet i deres jurisdiktion er væsentligt eksponeret. De bør endvidere overvåge udviklingen i de tredjelande med henblik på tegn på overdreven udlånsvækst. Hvis de udpegede myndigheder opdager sådanne tegn i et af de tredjelande, som de overvåger, og de er af den opfattelse, at det er nødvendigt at fastsætte en kontracyklisk buffersat for eksponeringerne over for det tredjeland, bør de underrette ESRB herom. Hvis ESRB finder, at afhjælpende foranstaltninger bør koordineres på tværs af EU, udsteder det en henstilling til de udpegede myndigheder om fastsættelse af en passende kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for det pågældende tredjeland.

(14)

I de tilfælde, hvor fastsættelsen af en lavere kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et bestemt tredjeland er berettiget på grund af risici, der er aftaget eller blevet realiseret, skal henstilling C sikre, at den samme lavere kontracykliske buffersats anvendes på tværs af EU. I forbindelse hermed anbefales det, at de udpegede myndigheder, når de fastsætter en lavere kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et bestemt tredjeland, anvender samme metode, som da de fastsatte en højere kontracyklisk buffersats. Dette betyder, at hvis en udpeget myndighed har anerkendt eller fastsat en kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et tredjeland i overensstemmelse med en henstilling fra ESRB, bør myndigheden samarbejde med ESRB for at fastsætte en passende kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for tredjelandet, når det pågældende tredjeland fastsætter en lavere kontracyklisk buffersats. Hvis dette sker, vedtager ESRB en henstilling til vejledning af de udpegede myndigheder om en passende kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for det pågældende tredjeland. ESRB overvåger fastsættelsen af kontracykliske buffersatser i de tredjelande, som er medlemmer af BCBS, og udpegede myndigheder bør underrette ESRB, når et tredjeland, som ikke er medlem af BCBS, fastsætter en lavere kontracyklisk buffersats. Hvis de udpegede myndigheder på baggrund af en henstilling fra ESRB har anerkendt eller fastsat en kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et tredjeland, anbefales det endvidere, at de underretter ESRB, hvis de er at den opfattelse at risiciene i tredjelandet er aftaget eller er ved at blive realiseret.

(15)

Henstilling D skal sikre, at beslutninger om kontracykliske buffersatser for eksponeringer over for tredjelande kommunikeres klart på tværs af EU. Dette bør bidrage til at håndtere offentlighedens forventninger, sikre, at foranstaltninger mellem de udpegede myndigheder kan koordineres, og at troværdigheden, ansvarligheden og effektiviteten i forbindelse med den makroprudentielle politik forbedres. For at kunne opnå dette bør de udpegede myndigheder anvende princippet i henstilling ESRB/2014/1 vedrørende kommunikation af de kontracykliske buffersatser for indenlandske eksponeringer i forbindelse med anerkendelsen, fastsættelsen og reduktionen af kontracykliske buffersatser for eksponeringer over for tredjelande.

(16)

I henhold til artikel 136 i direktiv 2013/36/EU skal hver medlemsstat udpege en offentlig myndighed eller et offentligt organ, som har ansvaret for at fastsætte og anerkende de kontracykliske buffersatser. Derudover overdrages i medfør af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (5) specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank (ECB). ECB kan navnlig anvende højere krav til kontracykliske kapitalbuffere end de krav, som de udpegede nationale myndigheder, der deltager i Den Fælles Tilsynsmekanisme, anvender, og den har samme beføjelser og forpligtelser, som de udpegede myndigheder har i henhold til den relevante EU-lovgivning. ECB opfattes som en udpeget myndighed udelukkende med henblik herpå.

(17)

ESRB's henstillinger offentliggøres, efter at Det Almindelige Råd har underrettet Rådet om sin hensigt herom, og efter at Rådet har haft lejlighed til at svare —

1.

Hvis en relevant tredjelandsmyndighed fastsætter en kontracyklisk buffersats for det pågældende tredjeland, der overskrider 2,5 %, anbefales de udpegede myndigheder straks at underrette ESRB herom med henblik på at søge vejledning om en ensartet anerkendelse på tværs af EU, medmindre satsen gælder for et land, som er medlem af BCBS, eller en anden udpeget myndighed allerede har underrettet ESRB om den konkrete kontracykliske buffersats. Det anbefales, at de udpegede myndigheder anvender skabelonen i bilag I til denne henstilling i forbindelse med underretning af ESRB.

2.

Hvis der hersker usikkerhed blandt de udpegede myndigheder om, hvorvidt en konkret foranstaltning, som en tredjelandsmyndighed har truffet, bør anerkendes som en kontracyklisk buffersats i henhold til direktiv 2013/36/EU, anbefales det, at de udpegede myndigheder straks underretter ESRB, medmindre en anden udpeget myndighed allerede har underrettet ESRB herom. Det anbefales, at de udpegede myndigheder anvender skabelonen i bilag I til denne henstilling i forbindelse med underretning af ESRB.

1.

Det anbefales, at de udpegede myndigheder identificerer væsentlige tredjelande på årsbasis. Denne identifikation bør baseres på, men ikke nødvendigvis begrænses til, kvantitative oplysninger om indenlandsk godkendte institutters eksponeringer over for tredjelande. Det anbefales, at de udpegede myndigheder fremsender en liste over væsentlige tredjelande til ESRB i andet kvartal hvert år ved anvendelse af skabelonen i bilag II til denne henstilling.

2.

Det anbefales, at de udpegede myndigheder som minimum årligt overvåger risici fra overdreven udlånsvækst i de væsentlige tredjelande, som er blevet identificeret i overensstemmelse med stk. 1, med undtagelse af lande, som ESRB allerede overvåger i overensstemmelse med afgørelse ESRB/2015/3 (6). Det anbefales, at de udpegede myndigheder underretter ESRB om tilfælde, hvor de beslutter ikke at overvåge et væsentligt tredjeland, fordi ESRB allerede overvåger tredjelandet i overensstemmelse med afgørelse ESRB/2015/3. Det anbefales, at de udpegede myndigheder anvender skabelonen i bilag II til denne henstilling i forbindelse med underretning af ESRB om disse tilfælde.

3.

Det anbefales, at de udpegede myndigheder underretter ESRB om situationer, hvor de er af den opfattelse, at en relevant tredjelandsmyndighed bør fastsætte og offentliggøre en kontracyklisk buffersats for det pågældende tredjeland, eller hvor niveauet for den kontracykliske buffersats, som den relevante tredjelandsmyndighed har fastsat og offentliggjort for det pågældende tredjeland, ikke findes at være tilstrækkelig til at beskytte indenlandske finansielle institutter mod risici i forbindelse med overdreven udlånsvækst i det pågældende tredjeland. Det anbefales, at de udpegede myndigheder anvender skabelonen i bilag I til denne henstilling i forbindelse med underretning af ESRB herom.

1.

Hvis en kontracyklisk buffersats, som er fastsat af en relevant tredjelandsmyndighed for det pågældende tredjeland, anerkendes på grundlag af en henstilling fra ESRB, og den relevante tredjelandsmyndighed fastsætter en lavere kontracyklisk buffersats, anbefales det, at de udpegede myndigheder straks underretter ESRB herom med henblik på at søge vejledning om en ensartet anerkendelse eller fastsættelse af den nye lave kontracykliske buffersats, medmindre den pågældende sats gælder for et land, som er medlem BCBS, eller en anden udpeget myndighed allerede har underrettet ESRB om den nye lave kontracykliske buffersats. Det anbefales, at de udpegede myndigheder anvender skabelonen i bilag I til denne henstilling i forbindelse med underretning af ESRB herom.

2.

Hvis den relevante tredjelandsmyndighed fastsætter en lavere kontracyklisk buffersats, og den kontracykliske buffersats, som gælder for eksponeringer over for det pågældende tredjeland, blev fastsat på grundlag af en henstilling fra ESRB, anbefales det, at de udpegede myndigheder straks underretter ESRB herom med henblik på at søge vejledning om, hvorvidt den lavere kontracykliske buffersats bør gælde for eksponeringer over for det pågældende tredjeland, medmindre den konkrete sats gælder for et land, som er medlem af BCBS, eller en anden udpeget myndighed allerede har underrettet ESRB om den nye lavere kontracykliske buffersats. Det anbefales, at de udpegede myndigheder anvender skabelonen i bilag I til denne henstilling i forbindelse med underretning af ESRB herom.

3.

Hvis den kontracykliske buffersats, der gælder for eksponeringer over for et tredjeland, blev fastsat på grundlag af en henstilling fra ESRB, og de udpegede myndigheder er af den opfattelse, at risiciene er ved at blive realiseret eller aftager, anbefales det, at den udpegede myndighed straks underretter ESRB herom med henblik på at søge vejledning om, hvorvidt en lavere kontracyklisk buffersats bør anvendes for eksponeringer over for det tredjeland, medmindre en anden udpeget myndighed allerede har underrettet ESRB herom. Det anbefales, at de udpegede myndigheder anvender skabelonen i bilag I til denne henstilling i forbindelse med underretning af ESRB herom.

a)

»kontracyklisk buffersats«: har samme betydning som defineret i artikel 128, stk. 7, i direktiv 2013/36/EU,

b)

»udpeget myndighed«: har samme betydning som i henstilling ESRB/2014/1,

c)

»indenlandsk godkendt institut«: et institut, der er godkendt i en medlemsstat, for hvilken en særlig udpeget myndighed er ansvarlig for fastsættelsen af den kontracykliske buffersats,

d)

»væsentlige eksponeringer«: eksponeringer, som muligvis kan medføre væsentlige tab for de indenlandske godkendte institutter i en bestemt jurisdiktion, der påvirker den finansielle stabilitet i den pågældende jurisdiktion negativt,

e)

»væsentligt tredjeland«: et tredjeland overfor hvilket indenlandske godkendte institutter har væsentlige eksponeringer,

f)

»relevant tredjelandsmyndighed«: den offentlige myndighed eller det offentlige organ, der er ansvarlig for fastsættelsen af de kontracykliske buffersatser i et tredjeland,

g)

»tredjeland«: alle jurisdiktioner uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

a)

oplysninger om de foranstaltninger, de har truffet, og tidsplanen herfor,

b)

en vurdering af, hvorvidt foranstaltningerne, der er blevet truffet, er i overensstemmelse med formålene i denne henstilling,

c)

en detaljeret begrundelse for undladelse af at træffe foranstaltninger eller fravigelse fra denne henstilling, herunder forsinkelser i forbindelse med indberetning.

1.

Adressaterne anmodes om at aflægge rapport til ESRB og Rådet og Kommissionen om de foranstaltninger, som de har truffet på baggrund af denne henstilling, eller i givet fald at begrunde undladelsen af at gennemføre foranstaltninger, inden for nedenstående tidsfrister.

2.

Henstilling A — De udpegede myndigheder anmodes om straks at gennemføre henstilling A(1) og A(2), hvis situationen omfattet af den relevante henstilling opstår, og at fremsende en rapport om gennemførelsen af henstilling A(1) og A(2) til ESRB senest den 31. december 2020.

3.

Henstilling B — De udpegede myndigheder anmodes om at:

4.

Henstilling C — De udpegede myndigheder anmodes om straks at gennemføre henstilling C(1), C(2) og C(3), hvis situationen omfattet af den relevante henstilling opstår, og at fremsende en rapport om gennemførelsen af henstilling C(1), C(2) og C(3) til ESRB senest den 31. december 2020.

5.

Henstilling D — De udpegede myndigheder anmodes om senest den 31. december 2016 at underrette ESRB om gennemførelsen af henstilling D.

6.

Det Almindelige Råd træffer beslutning om, hvorvidt denne henstilling skal revideres eller opdateres på baggrund af erfaringer i forbindelse med fastsættelsen og anerkendelsen af kontracykliske buffersatser for eksponeringer over for tredjelande i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU eller i lyset af udviklingen i internationalt aftalt praksis.

a)

ESRB's sekretariat:

b)

Det Almindelige Råd vurderer de foranstaltninger og begrundelser, som adressaterne har rapporteret, og træffer afgørelse om, hvorvidt denne henstilling er blevet fulgt, og om hvorvidt adressaterne har givet en tilfredsstillende begrundelse for deres undladelse af at træffe foranstaltninger.

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/9

(1)

Det finansielle system i EU er i høj grad integreret. Dette betyder, at udenlandske enheder ofte leverer grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser. Inden for det indre marked kan udbydere af finansielle tjenester i én medlemsstat vælge mellem at levere finansielle tjenesteydelser gennem datterselskaber eller filialer, der er beliggende i en anden medlemsstat, eller levere grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser direkte. Dette kan medføre, at nationale makroprudentielle politikker kan have betragtelige grænseoverskridende virkninger.

(2)

Udenlandske udbydere af finansielle tjenester, der leverer grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser enten direkte eller gennem deres filialer i andre medlemsstater, påvirkes typisk ikke af de makroprudentielle politiske foranstaltninger, som gælder for nationale udbydere af finansielle tjenester i de pågældende medlemsstater. Som følge heraf har udbydere af finansielle tjenester, der ellers ville være omfattet af sådanne krav, f.eks. fordi de har et lokalt datterselskab, et incitament til at sende deres aktiviteter gennem alternative kanaler for at undgå foranstaltningerne i værtslandet. De lækager og den regelarbitrage, der er et resultat af denne adfærd, kan underminere virkningen af de nationale makroprudentielle politiske foranstaltninger.

(3)

Der kan endvidere opstå konkurrencefordrejninger, hvis de udenlandske udbyderes filialer eller de udenlandske udbydere, som leverer grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser direkte, udnytter deres konkurrencefordele, f.eks. lavere kapitalkrav i forbindelse med eksponeringer, der genereres i den aktiverende medlemsstat, i forhold til indenlandske udbydere af finansielle tjenester og datterselskaber af udenlandske udbydere af finansielle tjenester i den pågældende medlemsstat, til at øge deres markedsandel.

(4)

Makroprudentielle politiske foranstaltninger, som træffes i et land, kan have eksterne virkninger på den finansielle stabilitet i andre lande som følge af grænseoverskridende forbindelser. Disse virkninger er generelt positive, da den makroprudentielle politik reducerer systemiske risici samt sandsynligheden for og virkningen af en systemisk krise og forbedrer derved den finansielle stabilitet i andre medlemsstater. Disse virkninger kan dog også være negative. Selvom filialer af udenlandske udbydere af finansielle tjenester og udenlandske udbydere af finansielle tjenester, der leverer grænseoverskridende tjenester direkte, er eksponeret for de samme risici som indenlandske udbydere af finansielle tjenester og datterselskaber af udenlandske udbydere af finansielle tjenester, skal de typisk ikke opbygge en modstandsdygtighed mod disse risici, eksempelvis ved at være underlagt nationale kapitalforanstaltninger i deres hjemland. I det omfang disse udbydere af finansielle tjenester nyder konkurrencefordele i forhold til indenlandske udbydere af finansielle tjenester og datterselskaber af udenlandske udbydere af finansielle tjenester, kan det eventuelt tilskynde dem til at øge deres eksponering over for de relevante makroprudentielle risici i den aktiverende medlemsstat, og derved eksponere hjemlandet for større risici. Hvis disse makroprudentielle risici vedrørende leveringen af finansielle tjenester skulle opstå, kan udbyderne af de finansielle tjenesters kapitalbuffere vise sig ikke at være tilstrækkelige, hvilket kan have negative konsekvenser for det finansielle system i deres hjemland.

(5)

På baggrund heraf og for at sikre den makroprudentielle politiks virkning og konsistens er det nødvendigt, at de makroprudentielle beslutningstagere tager nøje hensyn til sådanne grænseoverskridende virkninger og, hvor det er berettiget, anvende passende politiske instrumenter for at håndtere dem. Med henblik på at opnå dette, anbefaler Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) en tilgang, som er baseret på to hovedsøjler, navnlig: a) en systematisk vurdering af de grænseoverskridende virkninger af den makroprudentielle politik, og b) en koordineret politisk reaktion i form af frivillig gensidighed vedrørende makroprudentielle politiske foranstaltninger, når dette er nødvendigt. Det er også vigtigt, at disse søjler gennemføres så konsekvent som muligt i hele EU.

(6)

Den systematiske vurdering af den makroprudentielle politiks grænseoverskridende virkninger har endnu ikke modtaget så meget opmærksomhed, som den burde. Dette skyldes til dels, at der stadig kun findes begrænset viden om de (mulige) afsmittende virkninger, og de data, der er tilgængelige, er ikke blevet undersøgt fuldt ud med henblik på at analysere de grænseoverskridende virkninger. Som følge heraf finder ESRB det vigtigt, at alle tilgængelige data anvendes systematisk for bedre at kunne forstå og vurdere de grænseoverskridende virkninger.

(7)

Det er vigtigt at fastsætte en procedure, der forfølger en systematisk vurdering af den makroprudentielle politiks grænseoverskridende virkning, og der skal sikre, at de makroprudentielle beslutningstagere foretager en forudgående vurdering af de mulige grænseoverskridende virkninger af de foranstaltninger, som de foreslår. Derudover over og under iagttagelse af de eksisterende krav i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (5), direktiv 2013/36/EU og Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2013/1 (6), bør de makroprudentielle beslutningstagere foretage en efterfølgende vurdering af den faktiske grænseoverskridende virkning af deres politikker. Det analytiske arbejde, som medlemsstaterne udfører, supplerer det analytiske arbejde, som ESRB udfører.

(8)

Den koordinerede politiske løsning, som ESRB er fortaler for, udgør en ordning for frivillig gensidighed vedrørende makroprudentielle politiske foranstaltninger. Ordningens frivillige natur, som hidrører fra arten af ESRB's henstillinger (7), adskiller den frivillige gensidighed fra den obligatoriske anerkendelse af visse makroprudentielle politiske foranstaltninger i henhold til EU-retten. Det er ikke hensigten, at denne henstilling, med undtagelse af henstilling A om vurderingen af den grænseoverskridende virkning og henstilling B om underretningen om makroprudentielle politiske foranstaltninger, skal gælde for makroprudentielle politiske foranstaltninger, hvor EU-retten allerede indeholder bestemmelser om obligatorisk anerkendelse. Der gælder i øjeblikket obligatorisk anerkendelse for foranstaltninger, der træffes i henhold til artikel 124, stk. 5, og 164, stk. 7, i forordning (EU) nr. 575/2013, og for den kontracykliske kapitalbuffer (countercyclical capital buffer, CCB), hvis denne er fastsat under tærsklen for obligatorisk anerkendelse. Den samme undtagelse gælder for kontracykliske kapitalbuffersatser, som overskrider tærsklen for obligatorisk anerkendelse, da man i Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2014/1 (8) allerede anbefaler fuld gensidighed for kontracykliske kapitalbuffersatser mellem medlemsstaterne.

(9)

For at sikre de nationale makroprudentielle politiske foranstaltningers virkning og konsistens, er det vigtigt, at den obligatoriske anerkendelse, som kræves i henhold til EU-lovgivningen, suppleres af frivillig gensidighed, således at filialer af udenlandske udbydere af finansielle tjenester og udenlandske udbydere af finansielle tjenester, som leverer grænseoverskridende tjenesteydelser bringes indenfor anvendelsesområdet for de nationale makroprudentielle politiske foranstaltninger. Det endelige mål er, at de samme makroprudentielle krav gælder for de samme typer af risikoeksponering i en medlemsstat, uanset udbyderen af finansielle tjenesters retlige status eller hvor denne er beliggende. Derfor bør der være gensidighed for eksponeringsbaserede makroprudentielle politiske foranstaltninger, der navnlig retter sig mod en specifik risikoeksponering.

(10)

Denne henstilling indeholder vejledning til de relevante myndigheder, for så vidt angår vedtagelsen af gensidige foranstaltninger som reaktion til andre relevante myndigheders makroprudentielle politiske foranstaltninger. De opstillede makroprudentielle politiske foranstaltninger, som aktiveres i en medlemsstat, bør gøres gensidige i alle andre medlemsstater. De makroprudentielle politiske foranstaltninger opstilles i denne henstilling, hvis den relevante aktiverende myndighed anmoder om gensidighed, og hvis ESRB anser anmodningen om gensidighed for at være begrundet. For at sikre at den frivillige gensidighedsordning er effektiv, er det vigtigt, at ESRB underrettes om disse foranstaltninger rettidigt og tilstrækkeligt detaljeret ved anvendelse af en standardiseret skabelon.

(11)

For at sikre at den frivillige gensidighedsordning virker, forventes det, at de relevante myndigheder vedtager gensidige foranstaltninger inden for rimelig tid. For foranstaltninger, som ikke er tilgængelige i alle jurisdiktioner, anbefales en længere tidsramme.

(12)

Denne henstilling skal dække alle makroprudentielle politiske foranstaltninger, uanset hvilken del af det finansielle system, som de er rettet mod. På grundlag af ESRB's mandat i forordning (EU) nr. 1092/2010, går anvendelsesområdet for denne henstilling ud over anvendelsen af makroprudentielle instrumenter, som er fastsat i direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013. Denne henstilling skal således også dække foranstaltninger, som ikke er harmoniseret i henhold til EU-lovgivningen. Denne henstillings anvendelsesområde er med forbehold af de relevante myndigheders respektive jurisdiktioner og gælder for makroprudentielle politiske foranstaltninger, som de relevante myndigheder har beføjelse til at vedtage eller aktivere.

(13)

Kompetente nationale myndigheder, udpegede myndigheder samt makroprudentielle myndigheder og Den Europæiske Centralbank (ECB) (for de medlemsstater, som deltager i Den Fælles Tilsynsmekanisme, SSM) anses for at være relevante myndigheder, navnlig hvis de har beføjelse til at vedtage eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger. Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (9) og Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 (10) tildeler endvidere specifikke tilsynsopgaver til ECB. ECB kan anvende højere krav til kapitalbuffere eller strengere foranstaltninger, end de foranstaltninger, som de udpegede nationale myndigheder anvender. Udelukkende med henblik på dette formål anses ECB, hvor hensigtsmæssigt, som den kompetente myndighed eller den udpegede myndighed og har alle de beføjelser og forpligtelser, som de kompetente myndigheder og udpegede myndigheder har i henhold til den relevante EU-lovgivning.

(14)

De nye makroprudentielle politiske foranstaltninger, som de medlemsstater, der deltager i SSM, har truffet, skal gå gennem de relevante SSM-koordineringsprocedurer. Den gensidighedsordning, som defineres i denne henstilling, berører ikke disse interne SSM-koordineringsprocedurer, og ESRB's gensidighedsvurdering begyndes først, når de interne SSM-koordineringsprocedurer er afsluttet.

(15)

Myndigheder kan undtage udbydere af finansielle tjenester, der har ikke-væsentlige eksponeringer over for den identificerede makroprudentielle risiko i det aktiverende land (»de minimis«-princippet). Det er et nationalt skøn, som myndighederne kan vælge ikke at anvende, hvis gensidigheden opfattes som et princip.

(16)

For at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed vedrørende de makroprudentielle politiske foranstaltninger samt deres effektive gennemførelse, bør de relevante myndigheder fastlægge en kommunikationsstrategi for så vidt angår anmodninger om gensidighed og alle gensidige foranstaltninger, som en del af deres generelle kommunikationsstrategi vedrørende makroprudentielle politiske foranstaltninger. Hvad angår anmodninger om gensidighed er det særlig vigtigt, at alle berørte myndigheder rettidigt tilvejebringes alle de oplysninger, der er relevante og nødvendige for deres respektive beslutningsprocesser. Det er endvidere lige så vigtigt, at interesseparterne (herunder, men ikke begrænset til, de direkte adressater af de makroprudentielle politiske foranstaltninger) rettidigt er fuldt ud informeret om alle relevante makroprudentielle politiske foranstaltninger.

(17)

Processen, som anbefales i denne henstilling og i afgørelse ESRB/2015/4 (11), er udarbejdet med henblik på at være så effektiv og virkningsfuld som muligt for at opnå frivillig gensidighed. I forbindelse med den kommende revidering af Unionens makroprudentielle politiske rammer og i overensstemmelse med mulige ændringer af de eksisterende redskaber bør Europa-Kommissionen overveje hvorvidt og i hvilket omfang den frivillige gensidighedsordning, som er fastsat i denne henstilling, bedst kan forankres i EU-lovgivningen for at fremme virkningen af de nationale makroprudentielle politikker. Europa-Kommissionens forslag bør ideelt set være baseret på den frivillige gensidighedsordning, som omhandlet i denne henstilling og i kapitel 11 i ESRB's Handbook on Operationalising Macroprudential Policy in the Banking Sector (herefter »ESRB's Handbook«) (12).

(18)

ESRB's henstillinger offentliggøres, efter at Rådet er blevet informeret om det almindelige råds hensigt herom, og efter at Rådet har haft lejlighed til at svare —

1.

Det anbefales, at de relevante aktiverende myndigheder vurderer de grænseoverskridende virkninger af gennemførelsen af deres egne makroprudentielle politiske foranstaltninger, før de vedtager dem. Som minimum bør de afsmittende virkninger som følge af risikojusteringer og regelarbitrage vurderes ved anvendelse af metoden, der er fastsat i kapitel 11 i ESRB's Handbook.

2.

Det anbefales, at de relevante aktiverende myndigheder vurderer de mulige:

3.

Det anbefales, at de relevante aktiverende myndigheder mindst en gang om året overvåger, om de grænseoverskridende virkninger af de makroprudentielle politiske foranstaltninger, som de har gennemført, er indtrådt, og hvordan de har udviklet sig.

1.

Det anbefales, at de relevante aktiverende myndigheder underretter ESRB om de makroprudentielle politiske foranstaltninger så snart de er vedtaget, og senest to uger efter at de er blevet vedtaget. Underretningerne bør indeholde en vurdering af de grænseoverskridende virkninger, og om det er nødvendigt at have opnået gensidighed fra de andre relevante myndigheder. De relevante aktiverende myndigheder anmodes om at tilvejebringe oplysningerne på engelsk og at anvende de skabeloner, som er offentliggjort på ESRB's websted.

2.

Hvis gensidighed fra de andre medlemsstater anses for at være nødvendigt for at sikre de relevante foranstaltningers effektive funktion, anbefales det, at de relevante aktiverende myndigheder fremsender en anmodning om gensidighed til ESRB sammen med underretningen om foranstaltningen.

3.

Hvis de makroprudentielle politiske foranstaltninger blev aktiveret før vedtagelsen af denne henstilling, eller hvis gensidighed ikke blev anset for at være nødvendig, da foranstaltningerne først blev gennemført, men den relevante aktiverende myndighed efterfølgende beslutter, at gensidighed er blevet nødvendig, anbefales det, at de relevante aktiverende myndigheder fremsender en anmodning om gensidighed til ESRB.

1.

Det anbefales, at de relevante myndigheder modsvarer de makroprudentielle politiske foranstaltninger, som andre relevante myndigheder har vedtaget i henhold til ESRB's anbefaling.

2.

Det anbefales, at de relevante myndigheder modsvarer de makroprudentielle politiske foranstaltninger, som er opstillet i denne henstilling, ved at gennemføre den samme makroprudentielle politiske foranstaltning, som den aktiverende myndighed har gennemført. Hvis den samme makroprudentielle politiske foranstaltning ikke er tilgængelig i national lovgivning, anbefales det, at de relevante myndigheder efter samråd med ESRB, vedtager en makroprudentiel politisk foranstaltning, der er tilgængelig i den pågældende jurisdiktion og som har en virkning svarende nærmest til den aktiverede makroprudentielle politiske foranstaltning.

3.

Medmindre en specifik frist er blevet anbefalet i forbindelse med gensidigheden af en makroprudentiel politisk foranstaltning, anbefales det, at de relevante myndigheder vedtager gensidige makroprudentielle politiske foranstaltninger senest tre måneder efter offentliggørelsen af den seneste ændring af denne henstilling i Den Europæiske Unions Tidende. De vedtagne og gensidige foranstaltninger bør så vidt muligt have samme aktiveringsdato.

a)

»aktivering«: anvendelsen af en makroprudentiel politisk foranstaltning på nationalt plan

b)

»vedtagelse«: en afgørelse truffet af en relevant myndighed vedrørende indførelsen, gensidigheden eller ændringen af en makroprudentiel politisk foranstaltning

c)

»finansiel tjenesteydelse«: enhver tjenesteydelse af bank-, kredit-, forsikrings-, privat pensions-, investerings- eller betalingsmæssig art

d)

»makroprudentiel politisk foranstaltning«: enhver foranstaltning, der skal håndtere forebyggelsen og reduktionen af systemiske risici, som defineret i artikel 2, litra c) i forordning (EU) nr. 1092/2010 og som en relevant myndighed har vedtaget eller aktiveret, med forbehold af EU-lovgivning eller national lovgivning

e)

»underretning«: en skriftlig meddelelse på engelsk fra de relevante myndigheder, herunder ECB, til ESRB i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 1024/2013 vedrørende en makroprudentiel politisk foranstaltning i overensstemmelse med, men ikke begrænset til, artikel 133 i direktiv 2013/36/EU og artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013, og som kan udgøre en anmodning om gensidighed fra en medlemsstat i overensstemmelse med, men ikke begrænset til, artikel 134, stk. 4, i direktiv 2013/36/EU og artikel 458, stk. 8, i forordning (EU) nr. 575/2013

f)

»gensidighed«: en ordning, hvor den relevante myndighed i en jurisdiktion anvender den samme eller en tilsvarende makroprudentiel politisk foranstaltning, som den relevante aktiverende myndighed i en anden jurisdiktion har fastsat, for alle finansielle institutioner i myndighedens jurisdiktion, når de er eksponeret over for den samme risiko i den anden jurisdiktion

g)

»relevant aktiverende myndighed«: en relevant myndighed som er ansvarlig for at anvende en makroprudentiel politisk foranstaltning på nationalt plan

h)

»relevant myndighed«: en myndighed, som er ansvarlig for vedtagelsen og/eller aktiveringen af makroprudentielle politiske foranstaltninger, herunder men ikke begrænset til:

1.

De relevante myndigheder kan undtage udbydere af finansielle tjenesteydelser i deres jurisdiktion fra en konkret gensidig makroprudentiel politisk foranstaltning, hvis disse udbydere af finansielle tjenesteydelser har ikke-væsentlige eksponeringer over for den identificerede makroprudentielle risiko i den jurisdiktion, hvor den relevante aktiverende myndighed anvender den pågældende makroprudentielle politiske foranstaltning (de minimis-princippet). På samme måde som ved fremgangsmåden for den kontracykliske kapitalbuffer i artikel 130 i direktiv 2013/36/EU kan myndigheder vælge at undtage udbydere af finansielle tjenesteydelser, som har eksponeringer under en fastsat tærskel fra at modsvare denne makroprudentielle politiske foranstaltning. De relevante myndigheder anmodes om at rapportere disse undtagelser til ECB ved anvendelse af skabelonen til underretning af gensidige foranstaltninger, der er offentliggjort på ESRB's websted. Når de anvender de minimis-princippet, skal myndighederne nøje overvåge, om der opstår lækager eller regelarbitrage, og om nødvendigt lukke hullerne i lovgivningen.

2.

Hvis de relevante myndigheder allerede har modsvaret og offentliggjort den pågældende foranstaltning, før det i denne henstilling er blevet anbefalet at modsvare foranstaltningen, er det ikke nødvendigt at ændre den modsvarende foranstaltning, selv hvis den adskiller sig fra en foranstaltning, som den aktiverende myndighed har gennemført.

1.

De relevante myndigheder anmodes om at aflægge rapport til ESRB og Rådet om de foranstaltninger, som de har truffet på baggrund af denne henstilling, eller i givet fald at begrunde undladelsen af at gennemføre foranstaltninger. Rapporterne skal fremsendes hvert andet år, og fristen for fremsendelse af den første rapport er den 30. juni 2017. Rapporterne bør som minimum indeholde:

2.

Hvor opgaverne deles, bør de relevante myndigheder koordinere med hinanden for rettidigt at kunne levere de nødvendige oplysninger.

3.

De relevante myndigheder opfordres til at underrette ESRB om alle forslag til makroprudentielle politiske foranstaltninger så hurtigt som muligt.

4.

En modsvarende makroprudentiel politisk foranstaltning anses for at være tilsvarende, hvis den så vidt muligt har:

1.

ESRB's sekretariat:

2.

Det almindelige råd vurderer de foranstaltninger og begrundelser, som de relevante myndigheder har rapporteret, og træffer, i givet fald, afgørelse med hensyn til, om denne henstilling ikke er blevet fulgt, og om de relevante myndigheder ikke har givet en tilfredsstillende begrundelse for deres undladelse af at træffe foranstaltninger.

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/15

Rådet for Den Europæiske Union

Generalsekretariatet

GD C 1C

Rue de la Loi/Wetstraat 175

1048 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

E-mail: sanctions@consilium.europa.eu

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/16

Rådet for Den Europæiske Union

Generalsekretariatet

GD C 1C

Rue de la Loi/Wetstraat 175

1048 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

E-mail: sanctions@consilium.europa.eu

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/17

Focal Point for De-listing

Security Council Subsidiary Organs

Branch Room DC2 0853B

United Nations

New York, N.Y. 10017

UNITED STATES OF AMERICA

Tlf. +1 9173679448

Fax +1 2129631300

E-mail: delisting@un.org

Rådet for Den Europæiske Union

Generalsekretariatet

GD C 1C

Rue de la Loi/Wetstraat 175

1048 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

E-mail: sanctions@consilium.europa.eu.

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/18

Rådet for Den Europæiske Union

Generalsekretariatet

GD C 1C

Rue de la Loi 175/Wetstraat 175

1048 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

E-mail: sanctions@consilium.europa.eu

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/19

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/20

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/21

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/22

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/23

(1)

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) har ansvaret for at udføre makrotilsynet med det finansielle system med det formål at bidrage til at forebygge eller reducere systemiske risici i Unionen.

(2)

For at kunne varetage sine opgaver skal ESRB vurdere makroprudentielle risici, der opstår som følge af udviklingen i Unionen og i tredjelande. Disse risici kan opstå fra grænseoverskridende eksponeringer for Unionens banksystem over for tredjelande, som kan have en afsmittende virkning i EU. Navnlig kan overdreven udlånsvækst i et tredjeland, hvis tredjelandet ikke iværksætter makroprudentielle politikker, medføre store tab for Unionens banksektor og i sidste ende udgøre en trussel mod den finansielle stabilitet i Unionen.

(3)

I henhold til artikel 138 i direktiv 2013/36/EU skal ESRB imødegå de risici, der opstår fra overdreven udlånsvækst i tredjelande. Navnlig i de tilfælde hvor foranstaltninger, som er truffet af myndighederne i et tredjeland, findes at være utilstrækkelige, kan ESRB handle for at beskytte Unionens banksektor mod risici, der opstår som følge af den overdrevne kreditvækst i tredjelandet. ESRB kan i en henstilling vejlede de udpegede myndigheder i Unionen om en passende kontracyklisk buffersats vedrørende eksponeringer for tredjelande.

(4)

For at kunne varetage dette mandat er det nødvendigt at identificere de tredjelande, som Unionens banksystem er væsentligt eksponeret over for (herefter »væsentlige tredjelande«). Størrelsen og typen af eksponeringer, som banker med hovedsæde i EU har over for et tredjeland, har betydning for den virkning som overdreven kreditvækst i tredjelandet kan have på Unionens banksystem. Da ESRB ikke har ressourcer til at overvåge udviklinger i alle tredjelande i verden, har ESRB vurderet, at det bedst kan varetage sit mandat i henhold til artikel 138 i direktiv 2013/36/EU ved kun at overvåge de tredjelande, hvor eksponeringer fra Unionens banksystem er væsentlige, for tegn på overdreven kreditvækst.

(5)

For at identificere væsentlige tredjelande har ESRB til hensigt at anvende tilsynsdata, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har indsamlet i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse EBA/DC/2015/130 af 23. september 2015 (5). Afgørelse EBA/DC/2015/130 indeholder detaljerede oplysninger om eksponeringer i anlægsbeholdningen for et udsnit af de 191 største banker i Unionen over for alle tredjelande på verdensplan. På trods af at dataene hverken omfatter eksponeringer i handelsbeholdningen eller dækker alle banker i Unionen, er ESRB af den opfattelse, at dataene er tilstrækkelige med henblik på at identificere væsentlige tredjelande. Det er tilstrækkeligt at fokusere på eksponeringer i anlægsbeholdningen, fordi de repræsenterer størstedelen af eksponeringerne. Nettingordninger og anvendelsen af bl.a. derivater og korte positioner kan endvidere gøre det svært at kæde en eksponering i handelsbeholdningen sammen med et bestemt tredjeland. Det findes også tilstrækkelig at fokusere på et udsnit af de største banker, da disse banker oftest har flest grænseoverskridende aktiviteter, og disse banker vil derfor være mest påvirket, hvis overdreven kreditvækst i et tredjeland ikke håndteres. De 191 banker i udsnittet stod i 2014 for ca. 92 % af de samlede aktiver i Unionens banksystem. Da ESRB ikke behøver bank-specifikke eksponeringsdata i forbindelse med identificeringen af væsentlige tredjelande, har ESRB til hensigt at anmode EBA om de data, der er indsamlet i overensstemmelse med afgørelse EBA/DC/2015/130, og som er aggregeret på landeniveau. Afgørelse ESRB/2015/2 regulerer disse anmodninger om data.

(6)

ESRB identificerer væsentlige tredjelande på grundlag af tre eksponeringsparametre: risikovægtede aktiver, oprindelige eksponeringer og misligholdte eksponeringer i forhold til tredjelande. Formålet med at anvende et antal parametre er at få et fyldestgørende billede af typen af eksponeringer over for tredjelande. Hvis der kun fokuseres på risikovægtede aktive, kan det medføre en situation, hvor der ikke bliver taget højde for væsentlige eksponeringer med lave risikovægte. Oprindelige eksponeringer kompenserer herfor ved at indregne størrelsen af eksponeringerne før risikovægtene anvendes. Endelig er formålet med de misligholdte eksponeringer at indregne de eksponeringer, som udgør en større kreditrisiko for bankerne.

(7)

ESRB definerer typisk et tredjeland som væsentligt, hvis eksponeringerne for Unionens banksystem over for det pågældende tredjeland er mindst 1 % for mindst én af de tre ovenfor nævnte parametre. Sammenholdt med ikke-finansielle selskaber er bankernes ejerandelsniveauer typisk små i forhold til deres aktiver. Dette betyder, at selv for hvad der kan synes at være små eksponeringer sammenlignet med størrelsen på bankens balance, kan tab nå niveauer, der kan true bankens solvens og/eller skabe tvivl blandt offentligheden om bankens solvens. Dette argument ville kræve, at der fastsættes en lav tærskel, da negative udviklinger i et tredjeland kan have en væsentlig påvirkning på bankernes kapitalposition. Tærsklen, der anvendes til at identificere væsentlige tredjelande, bør dog samtidig ikke tage højde for tredjelande, over for hvilke kun en medlemsstat er eksponeret, medmindre disse eksponeringer er store nok til at udgøre en risiko for Unionen udover den pågældende medlemsstat. For at minimere disse tilfælde, bør der fastsættes en høj tærskel, som sikrer at kun de største eksponeringer på tværs af medlemsstaterne indregnes. ESRB er af den opfattelse, at en tærskel på 1 % af de samlede eksponeringer sikrer den rigtige balance mellem de to ønskede resultater nævnt ovenfor.

(8)

ESRB udarbejder en liste over væsentlige tredjelande og opdaterer denne liste årligt på grundlag af kriterier, der regulerer tilføjelser til og sletninger fra listen. Bankeksponeringer udvikler sig over tid og afspejler både cykliske og strukturelle udviklinger i den økonomiske og finansielle integration rundt om i verden. Det er nødvendigt, at proceduren til identifikation af væsentlige tredjelande afspejler denne udvikling. Med henblik herpå er kriterier blevet defineret, der regulerer tilføjelser til og sletninger fra listen over væsentlige lande. De skal være: a) konservative — det skal være lettere for et tredjeland at blive føjet til listen end at blive fjernet fra den, og b) gennemsigtige — kriterier for at tilføje eller fjerne lande fra listen skal være baseret på simple regler. Derudover kan ESRB udøve sin skønsbeføjelse i forbindelse med fastsættelsen af, hvorvidt et tredjeland er væsentligt for Unionens banksektor. Dette skøn vil typisk blive udøvet i tilfælde, hvor et tredjeland er tæt på at opfylde væsentlighedskriterierne.

(9)

Det Almindelige Råd vil blive anmodet om at godkende hver revision af listen over væsentlige tredjelande ved skriftlig procedure. I tilfælde af indsigelser udnytter Det Almindelige Råd sin stemmeret. ESRB's sekretariat forbereder årligt et udkast til en liste over væsentlige tredjelande ved anvendelse af kriterierne for tilføjelse og sletning. Det Rådgivende Tekniske Udvalg kan udøve sin skønsbeføjelse og ændre udkastet til listen før forelæggelse for Det Almindelige Råd.

(10)

ESRB's sekretariat overvåger de væsentlige tredjelande, der identificeres i overensstemmelse med denne afgørelse. Andre EU-jurisdiktioner kan overvåge andre tredjelande afhængigt af landenes væsentlighed for det indenlandske banksystem i den pågældende medlemsstat. De erfaringer, der er gjort fra Risk Dashboard og fra tidligere arbejde med den kontracykliske kapitalbuffer, anvendes til at identificere de indikatorer, der er relevante i forbindelse med tidlig identifikation af overdreven kreditvækst.

(11)

Indledningsvis har ESRB på baggrund af tilsynsdata med referencedato den 30. juni 2014 identificeret seks tredjelande som værende væsentlige. De tredjelande, der indledningsvis er blevet identificeret som væsentlige, er Den Føderative Republik Brasilien, Folkerepublikken Kinas Særlige Administrative Område Hongkong, Folkerepublikken Kina, Republikken Tyrkiet, Den Russiske Føderation og Amerikas Forenede Stater. Alle ændringer af listen over væsentlige tredjelande offentliggøres på ESRB's websted.

(12)

Den første revidering af listen over væsentlige tredjelande, som ESRB har identificeret, finder sted i andet kvartal i 2017 på baggrund af tilsynsdata med referencedato 31. december 2016. Dette afspejler behovet for at have tilstrækkelige data til at anvende kriterierne for tilføjelse. Da der ikke vil være tilstrækkelige data til at anvende kriterierne til at fjerne lande, vil den første revidering kun tage mulige tilføjelser til listen over væsentlige tredjelande i betragtning.

(13)

Senere revideringer af listen over væsentlige tredjelande vil ske ved anvendelse af tilsynsdata med referencedato 31. december i det pågældende kalenderår. Når der er tilstrækkelige data tilgængelige til at anvende kriterierne for fjernelse af lande, vil efterfølgende revideringer også tage mulige fjernelser fra listen over væsentlige lande i betragtning —

a)

»kontracyklisk buffersats«: har den samme betydning som defineret i artikel 128, stk. 7, i direktiv 2013/36/EU,

b)

»eksponering«: har samme betydning som i artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (6),

c)

»overvågning/overvåget af ESRB's sekretariat«: ESRB-sekretariatets ledelse, vedligeholdelse og regelmæssige opdatering af et sæt af indikatorer og kvantitative redskaber, der kan vise tegn på mulig overdreven udlånsvækst i væsentlige tredjelande,

d)

»tredjeland«: har samme betydning som defineret i afsnit 2, punkt 1, litra g), i henstilling ESRB/2015/1.

a)

risikovægtede eksponeringsbeløb,

b)

oprindelige eksponeringer, og

c)

misligholdte eksponeringer.

a)

Model C 09.01: krydsfeltet mellem rækkerne 070, 080, 090, 100, 110, 120, 130, 140, 150, 160 og søjlerne 010, 020 og 080, og

b)

Model C 09.02: krydsfeltet mellem rækkerne 030, 060 og 140 og søjlerne 010, 030 og 110.

a)

det aritmetiske gennemsnit af eksponeringerne over for tredjelandet i de otte kvartaler før referencedatoen var mindst 1 % for mindst ét af parametrene i artikel 3, stk. 2, og

b)

eksponeringerne i hver af de to kvartaler før referencedatoen var mindst 1 % for mindst ét af parametrene i artikel 3, stk. 2.

a)

det aritmetiske gennemsnit af eksponeringerne for landet i de 12 kvartaler før referencedatoen var mindre end 1 % for alle parametrene i artikel 3, stk. 2, og

b)

eksponeringerne i hvert af de to kvartaler før referencedatoen var mindre end 1 % for alle parametrene i artikel 3, stk. 2.

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/28

(1)

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) har ansvaret for at føre makrotilsyn i Unionen. I denne henseende er det ESRB's sigte at bidrage til at forebygge eller reducere systemiske risici for den finansielle stabilitet i Unionen, herunder risici, der stammer fra lande uden for Unionen. Som led i denne opgave arbejder ESRB for at undgå regelarbitrage og grænseoverskridende lækager ved at sikre, at der gælder de samme eller tilsvarende makroprudentielle krav i forbindelse med de samme risici i hele Unionen. I arbejdet for at sikre effektiviteten af makroprudentielle politiske foranstaltninger anser ESRB tre opgaver for at være særlig vigtige. Disse opgaver er fastsat i EU-retten og/eller følger af forordning (EU) nr. 1092/2010.

(2)

For det første er ESRB i henhold til artikel 133 i direktiv 2013/36/EU og artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013 pålagt at vurdere, om de makroprudentielle politiske foranstaltninger er hensigtsmæssige, før de vedtages af medlemsstaterne eller Den Europæiske Centralbank (ECB).

(3)

For det andet vurderer ESRB de potentielle negative grænseoverskridende afsmittende effekter af specifikke makroprudentielle politiske foranstaltninger og vurderer — hvis der er modtaget en anmodning om gensidighed fra den relevante aktiverende myndighed — hvorvidt der bør være gensidighed i hele Unionen vedrørende specifikke makroprudentielle politiske foranstaltninger, som er truffet af medlemsstaterne, i overensstemmelse med de rammer, som er fastsat i Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2015/2. I henhold til artikel 134 i direktiv 2013/36/EU og artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013 kan medlemsstaterne anmode ESRB om at rette henstillinger til andre medlemsstater med krav om gensidighed vedrørende deres makroprudentielle politiske foranstaltninger. Ifølge sit mandat kan ESRB også anbefale gensidighed vedrørende foranstaltninger, hvor gensidigheden er underlagt nationale skønsbeføjelser.

(4)

For det tredje bidrager ESRB til at opnå sammenhæng i Unionen med hensyn til kontracykliske kapitalbuffersatser for eksponeringer over for tredjelande. Artikel 138 i direktiv 2013/36/EU fastsætter nærmere bestemt, at ESRB skal fremsætte henstillinger med henblik på at sikre, at disse kontracykliske kapitalbuffersatser er tilstrækkelige til at beskytte Unionens institutter mod risikoen for overdreven udlånsvækst i tredjelande. I henhold til artikel 139 i direktiv 2013/36/EU kan ESRB fremsætte henstillinger for at opnå sammenhæng i medlemsstaterne, når de udøver de beføjelser, de indrømmes af denne artikel, med hensyn til fastsættelsen og anerkendelsen af kapitalbuffersatser for eksponeringer over for tredjelande.

(5)

I forbindelse med ESRB's første opgave, nemlig at vurdere hensigtsmæssigheden af visse makroprudentielle politiske foranstaltninger, før de vedtages, oprettede ESRB i 2014 et vurderingsteam, som har til opgave at analysere disse foranstaltninger og udarbejde udtalelser og henstillinger. Da ESRB's anden og tredje opgave har en række aspekter til fælles med dets første opgave, er det tilrådeligt at udvide det eksisterende vurderingsteams mandat, så det omfatter alle tre opgaver. Med henblik på Vurderingsteamets udvidede mandat vil det ligeledes være nødvendigt at ændre Vurderingsteamets sammensætning, så det omfatter en bredere vifte af ekspertise. Endvidere er det nødvendigt, at mandatperioden for visse medlemmer af Vurderingsteamet, som er udnævnt i overensstemmelse med Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis afgørelse ESRB/2014/2 (8), fortsætter, indtil de relevante mandatperioder udløber.

(6)

For at give ESRB mulighed for at udføre disse tre opgaver henstilles til de relevante myndigheder at underrette ESRB om makroprudentielle politiske foranstaltninger, herunder foranstaltninger, der går videre end kravene i henhold til EU-retten. Disse underretningskrav er fastsat i artikel 129, stk. 2, artikel 130, stk. 2, artikel 131, stk. 7 og 12, artikel 133, artikel 134, stk. 2, artikel 136, stk. 7, og artikel 160 i direktiv 2013/36/EU samt i artikel 99, stk. 7, og artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013. Endvidere henstilles der i henstilling ESRB/2015/2 til, at de relevante myndigheder underretter ESRB om alle makroprudentielle politiske foranstaltninger, der vedtages.

(7)

Vurderingsteamets arbejdsprocedurer for hver enkelt af dets tre opgaver skal afspejle de forskellige tidsplaner, som ESRB skal følge i udførelsen af dets respektive opgaver. ESRB vil navnlig afgive udtalelser eller udstede henstillinger om den pågældende foranstaltning inden for en måned efter modtagelsen af en underretning i henhold til artikel 133 i direktiv 2013/36/EU og artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013. ESRB vil bestræbe sig på at ændre henstilling ESRB/2015/2 inden for tre måneder efter at være blevet underrettet om sådanne foranstaltninger. Hvis ESRB anser det for nødvendigt med handling, hvad angår den kontracykliske kapitalbuffersats gældende for eksponeringer over for et specifikt tredjeland, vil det bestræbe sig på at udstede en henstilling inden for tre måneder, efter at det er blevet opmærksom på en potentiel risiko som følge af overdreven udlånsvækst i det pågældende tredjeland.

(8)

Det er nødvendigt at ophæve afgørelse ESRB/2014/2 og erstatte den med denne afgørelse for at medtage Vurderingsteamets to yderligere opgaver og de tilsvarende ændringer i dets sammensætning —

a)

ESRB-henstillinger og -udtalelser om nationale makroprudentielle politiske foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 133, stk. 14 og 15, i direktiv 2013/36/EU og artikel 458, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013

b)

ændringer af henstilling ESRB/2015/2 med henblik på at indføje yderligere underrettede makroprudentielle politiske foranstaltninger, med hensyn til hvilke der henstilles til gensidighed i overensstemmelse med, men ikke begrænset til, artikel 134, stk. 4, i direktiv 2013/36/EU og artikel 458, stk. 8, i forordning (EU) nr. 575/2013

c)

ESRB-henstillinger om fastsættelsen og anerkendelsen af en specifik kontracyklisk buffersats for eksponeringer over for et specifikt tredjeland i overensstemmelse med, men ikke begrænset til, artikel 138 og 139 i direktiv 2013/36/EU (herefter »ESRB's henstillinger om specifikke kontracykliske tredjelandsbuffersatser«).

1)

»vedtagelse«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/2

2)

»kontracyklisk buffersats«: kontracyklisk buffersats som defineret i artikel 128, stk. 7, i direktiv 2013/36/EU

3)

»Darwin«: ESRB's interne system til forvaltning af dokumenter

4)

»makroprudentiel politisk foranstaltning«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/2

5)

»underretning«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/2

6)

»underrettende myndighed«: en relevant myndighed, som sender en underretning til ESRB

7)

»udtalelse«: enhver udtalelse, som ESRB skal afgive efter modtagelsen af en underretning vedrørende en makroprudentiel politisk foranstaltning i overensstemmelse med artikel 133 i direktiv 2013/36/EU og artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013

8)

»gensidighed«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/2

9)

»henstilling«: enhver udtalelse, som ESRB skal udstede i overensstemmelse med, men ikke begrænset til, artikel 133, stk. 14, artikel 134, stk. 4, og artikel 138 og 139 i direktiv 2013/36/EU samt artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013

10)

»relevant aktiverende myndighed«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/2

11)

»relevant myndighed«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/2

12)

»relevant tredjelandsmyndighed«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/1

13)

»tredjeland«: samme betydning som i afsnit 2, nr. 1, i henstilling ESRB/2015/1.

a)

Hvis Vurderingsteamet afgør, at det er nødvendigt at drøfte gensidigheden vedrørende den pågældende foranstaltning, forelægger ESRB's sekretariat Vurderingsteamets vurdering og udkastet til ændring af henstilling ESRB/2015/2 til drøftelse på et møde i ATC. Under en sådan drøftelse behandles også de typer af foranstaltninger, hvorved der eventuelt kan opnås gensidighed hos andre medlemsstater, hvad angår den pågældende foranstaltning. Såfremt den samme foranstaltning som den behandlede ikke er tilgængelig i alle andre medlemsstaters nationale lovgivning, identificerer Vurderingsteamet andre foranstaltninger med en tilsvarende virkning, som de relevante myndigheder med ansvar for gensidighed kan anvende på den bedst mulige måde.

b)

Hvis Vurderingsteamet fastsætter, at det ikke er nødvendigt med drøftelser, fordi den underrettede foranstaltning er eksponeringsbaseret og er tilgængelig i alle andre medlemsstater, kan ESRB's sekretariat fremsende udkastet til ændring af henstilling ESRB/2015/2 gennem Darwin til alle medlemmer af ATC med henblik på en skriftlig procedure. I dette tilfælde skal udkastet til ændring af henstilling ESRB/2015/2 indeholde en anmodning om gensidighed vedrørende denne foranstaltning i alle andre medlemsstater.

a)

når en relevant tredjelandsmyndighed anmoder om anerkendelse af en buffersats på over 2,5 %

b)

når ESRB informeres af en udpeget myndighed i overensstemmelse med henstilling A(1) i henstilling ESRB/2015/1, eller når — hvad angår lande, der er medlemmer af Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS) — ESRB's sekretariat bliver bekendt med, at en relevant tredjelandsmyndighed har fastsat en kontracyklisk buffersats på over 2,5 % for det pågældende tredjeland

c)

når ESRB informeres af en udpeget myndighed i overensstemmelse med henstilling A(2) og B(3) i henstilling ESRB/2015/1

d)

når ESRB informeres af en udpeget myndighed i overensstemmelse med henstilling C(1) i henstilling ESRB/2015/1, eller når den kontracykliske buffersats fastsat af en relevant tredjelandsmyndighed fra et land, som er medlem af BCBS, er blevet anerkendt på grundlag af en ESRB-henstilling, og ESRB's sekretariat bliver bekendt med, at den relevante tredjelandsmyndighed har fastsat en lavere kontracyklisk buffersats

e)

når ESRB informeres af en udpeget myndighed i overensstemmelse med henstilling C(2) i henstilling ESRB/2015/1, eller når den kontracykliske buffersats fastsat af en relevant tredjelandsmyndighed fra et land, som er medlem af BCBS, er blevet fastsat på grundlag af en ESRB-henstilling, og ESRB's sekretariat bliver bekendt med, at den relevante tredjelandsmyndighed har fastsat en lavere kontracyklisk buffersats

f)

når ESRB's sekretariat konstaterer tegn på overdreven udlånsvækst i et af de tredjelande, der er identificeret som væsentlige for Unionen, som defineret i artikel 4 i afgørelse ESRB/2015/3.

12.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/36