8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/1

Ordfører:

Gunta ANČA

Medordfører:

José Isaías RODRÍGUEZ GARCÍA-CARO

1.1.

opfordrer til at øge opmærksomheden om situationen for personer, som bor på institution, gennem sammenhængende og opdelte data og menneskerettighedsindikatorer

1.2.

opfordrer medlemsstaterne til i de nationale reformprogrammer at indføre foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling og til at fremme handicappedes ret til at deltage fuldt ud i samfundet og i økonomien

1.3.

konkluderer, at økonomiske stramninger har reduceret de lokale og regionale myndigheders budgetter, hvilket har direkte konsekvenser for tilgængeligheden af sociale plejeordninger. Dette har i visse medlemsstater medført en tendens til institutionalisering

1.4.

anbefaler, at medlemsstaterne anvender de europæiske struktur- og investeringsfonde til at fremme overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet og til at udvikle sociale og sundhedsmæssige plejeordninger samt uddanne støttetjenestepersonale

1.5.

anbefaler medlemsstaterne at reformere langtidsplejeordningerne ud fra overvejelser om omkostningseffektivitet ved at vedtage en langsigtet tilgang, som omfatter investering i mennesker og tjenesteydelser frem for at indskrænke de finansielle ressourcer

1.6.

fremhæver, at »afinstitutionalisering« er en proces, som kræver en langsigtet politisk strategi og tildeling af tilstrækkelige finansielle ressourcer til at udvikle alternative støttetjenester i nærmiljøet

1.7.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anerkende handicappede mænd og kvinders rets- og handleevne på lige fod med andre på alle områder af livet og støtte deres beslutningstagning, når der er behov for det (1)

1.8.

anbefaler, at der udvikles plejeordninger af høj kvalitet i nærmiljøet som et vigtigt skridt i afinstitutionaliseringsprocessen (2). Det er farligt at lukke institutioner uden at tilbyde alternative plejeordninger

1.9.

mener, at den nødvendige udvikling af professionelle plejeordninger til overkommelige priser skal sikres i forbindelse med pleje i hjemmet

1.10.

anbefaler, at der i hele Europa uddannes personer til at arbejde med plejeordninger i nærmiljøet, og at de informeres om afinstitutionaliseringsprocessen

1.11.

anbefaler, at der lokalt tilbydes plejeordninger i nærmiljøet, som er prismæssigt overkommelige og tilgængelige for alle

1.12.

understreger betydningen af adgang til beskæftigelse for mennesker, der forlader institutioner, så de kan deltage fuldt ud i samfundet. Specialiserede arbejdsformidlinger og erhvervsuddannelser bør være tilgængelige for personer med behov herfor uden forskelsbehandling

1.13.

anbefaler, at der indgås partnerskaber mellem alle involverede parter i afinstitutionaliseringsprocessen

1.14.

fremhæver, at forskellige brugergrupper har forskellige behov, og at der skal findes særlige løsninger i samarbejde med alle relevante parter, blandt andre brugerne og deres repræsentative organisationer, familierne, serviceudbyderne, de involverede økonomiske sektorer og de offentlige myndigheder

1.15.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage en europæisk kvalitetsramme for plejeordninger i nærmiljøet og gentager det presserende behov for bindende standarder for at sikre den højest mulige kvalitet

1.16.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at etablere en uafhængig og effektiv kontrol- og tilsynsvirksomhed for at sikre overholdelse af de regulerings- og kvalitetsnormer, der gælder for plejeordningerne

1.17.

anbefaler at bekæmpe de negative stereotyper og øge bevidstheden i skolerne og i samfundet gennem inklusiv uddannelse og kampagner i medierne.

2.1.

Afinstitutionaliseringsprocesser og respekt for menneskerettighederne i Europa har udviklet sig på forskellig vis over en lang periode i det forrige århundrede. Derfor er det vanskeligt at opnå sammenlignelige data fra forskellige lande.

2.2.

EØSU mener, at det i et samfund i forandring er vigtigt at analysere situationen for mennesker, der har behov for sociale plejeordninger og et højt niveau af støtte i hele EU med henblik på at udvikle passende løsninger og udveksle god praksis.

2.3.

EØSU

2.3.1.

bemærker således, at mere end en million børn og voksne med handicap lever i institutioner i hele Europa (3)

2.3.2.

anser en »institution« for at betyde ethvert plejecenter, hvor beboerne er isoleret fra samfundet som helhed og/eller tvinges til at leve sammen. Sådanne beboere har ikke tilstrækkelig kontrol over deres liv eller over de beslutninger, der påvirker dem, og selve organisationens krav har tendens til at gå forud for borgernes individuelle behov (4)

2.3.3.

påpeger, at gode plejeordninger i nærmiljøet resulterer i bedre resultater med hensyn til livskvalitet end institutionel pleje, hvilket kan føre til social integration og mindske risikoen for isolation (5)

2.3.4.

fordømmer enhver form for forskelsbehandling og misbrug, som mænd, kvinder og børn med eller uden handicap og personer med behov for et højt niveau af støtte samt personer med psykosociale handicap kan opleve i institutioner og ved brug af plejeordninger

2.3.5.

henviser til anbefalingerne i tidligere udtalelser fra EØSU (6)

2.3.6.

henleder opmærksomheden på de forpligtelser, der — i henhold til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (7) — påhviler EU og medlemsstaterne til at respektere borgernes værdighed, frihed og retten til et selvstændigt liv og til at lade dem vælge, hvor og med hvem de vil leve og til at give dem adgang til støttetjenester, herunder personlig assistance, i nærmiljøet

2.3.7.

påpeger, at et barn i overensstemmelse med FN's Konvention om Barnets Rettigheder »med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse«. Forældrene har det primære ansvar for at opfostre deres børn, og det er statens ansvar at støtte forældrene — især de socialt dårligst stillede — med passende sociale beskyttelsesinstrumenter. Børn har ret til beskyttelse mod skade og misbrug. Hvis deres familie ikke kan yde den pleje, de har brug for, selv om staten yder tilstrækkelig bistand, har børn ret til familiepleje

2.3.8.

understreger på ny, at unge med handicap, navnlig unge med intellektuelle handicap, har ret til overalt at blive anerkendt ud fra et retligt synspunkt.

3.1.

glæder sig over, at mange lande er i gang med at reformere den måde, de yder pleje og støtte til børn og voksne på ved at erstatte nogle eller alle institutioner beregnet til længerevarende beboelse med familiebaserede plejeordninger og plejeordninger i nærmiljøet (8)

3.2.

opfordrer til at gennemføre afinstitutionaliseringsprocessen på en måde, der respekterer brugergruppernes rettigheder, mindsker risikoen for skade og sikrer positive resultater for alle involverede. Nye pleje- og støtteordninger skal respektere den enkelte persons og dennes families rettigheder, værdighed, behov og ønsker

3.3.

mener, at enhver person har ret til at vælge, hvor og hvordan vedkommende ønsker at leve.

4.1.

EØSU erkender, at der er stor forskel på behovet for pleje af henholdsvis børn, personer med handicap — herunder personer med psykosociale handicap — og ældre. Derfor bør der i forbindelse med afinstitutionalisering af langtidspleje tages hensyn til de enkelte brugergruppers særlige behov.

4.2.

Plejeordninger i nærmiljøet, herunder professionel pleje og pleje i familien og det sociale miljø, skaber en merværdi, som mangler i døgninstitutioner.

4.3.

Det institutionelle system bør derfor tilpasses, så det supplerer sociale og sundhedsmæssige plejeordninger i nærmiljøet, når disse ikke er til rådighed og i overgangsperioden.

4.4.

En uafhængig tilværelse betyder ikke, at folk er henvist til at leve isoleret. Det betyder snarere, at de kan vælge specialiseret pleje og gængse tjenesteydelser i det nærmiljø, de har valgt at bosætte sig i.

4.5.

Afinstitutionalisering handler ikke blot om at etablere de rette plejeordninger, men også om at skabe de rette rammevilkår i samfundet. Det er nødvendigt at forberede offentligheden på denne overgang for at skabe opmærksomhed om og bekæmpe stigmatisering. Ellers bliver resultatet snarere reinstitutionalisering end afinstitutionalisering, idet der skabes »ghettoer« af personer med psykosociale handicap, der lever i samfundet, men forbliver isoleret på grund af negative holdninger. Medierne spiller en vigtig rolle i denne forbindelse.

4.6.

EØSU noterer sig forskellene mellem EU-medlemsstaterne, ikke mindst med hensyn til definition af langtidspleje. Forskellene kan også vedrøre typen af pleje og de anvendte plejeordninger. På samme måde er der i medlemsstaterne store forskelle mellem regioner og kommuner, navnlig mellem byer og landområder (9). Efter EØSU's mening retfærdiggør dette ikke de manglende fremskridt i en medlemsstat med egne særlige kendetegn, og udvalget støtter en gradvis overgang til plejeordninger i nærmiljøet.

4.7.

I en tidligere sonderende udtalelse (10) anbefalede EØSU at evaluere telepleje og intelligente omgivelser og etablere en omfattende og decentral struktur i nærheden af folks bopæl, baseret på direkte kontakt med de ældre. Udvalget gentager denne anbefaling og støtter en hensigtsmæssig afinstitutionaliseringsproces for ældre, børn, handicappede personer i alle aldre og personer med psykosociale handicap (11).

4.8.

Disse brugergrupper omfatter personer, hvis evne til at træffe beslutninger kan være reduceret eller mangler på grund af deres alder, handicap, eller fordi de er plejekrævende. EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til at yde maksimal beskyttelse af sådanne personer i en gradvis og kontrolleret afinstitutionaliseringsproces, således at deres rettigheder til enhver tid respekteres og de får den bedst mulige pleje i nærmiljøet, herunder støttet beslutningstagning.

4.9.

EØSU er opmærksom på den indvirkning, som overgangen fra institutioner til pleje i nærmiljøet kan have på de involverede arbejdstagere. Alle myndigheder og parter, der er involveret i processen, skal samarbejde for at sikre, at afinstitutionaliseringsprocessen har en positiv og gradvis virkning på plejepersonerne. Arbejdsvilkårene bør under alle omstændigheder være rimelige.

4.10.

Alternativet til institutionalisering er ikke pleje i hjemmet, men pleje i nærmiljøet, og derfor må investeringer i plejeinfrastrukturer sikres.

4.11.

EØSU bifalder de gode eksempler, f.eks. plejeorlov, deltidsplejeorlov og anerkendelse af forsikringen for uformelle plejepersoner (12). Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til udveksling af god praksis.

4.12.

EØSU anerkender plejepersonernes betydning. Uformelle plejepersoner, der handler på et frivilligt grundlag, bestræber sig på at skabe balance mellem omsorgsforpligtelserne og deres eget liv. Dette kan føre til et »hjælpersyndrom«, hvorved den vigtigste plejeperson bliver fysisk og psykisk opbrugt. EU bør sikre følgende: at balanceskabende politikker og omsorgsforpligtelser bygger på lighed for alle, og at uformelle plejeopgaver deles lige og rimeligt (13); at plejepersonernes grundlæggende rettigheder bevares; at uformel pleje og familiepleje anerkendes og støttes; og at frivilliges rolle i forbindelse med formel og uformel pleje anerkendes og støttes (14).

4.13.

EØSU erkender, at mange af de udsatte grupper, der har brug for institutionel pleje, er overrepræsenteret blandt hjemløse. EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til at udvikle afinstitutionaliseringsstrategier og -programmer, der fuldt ud tager hensyn til hjemløshed og behovet for plejeordninger i nærmiljøet med henblik på at forebygge og håndtere hjemløshed.

4.14.

Udvikling og professionalisering af husligt arbejde er strategisk vigtigt for ligestillingen på arbejdsmarkedet, idet det hovedsageligt er kvinder, som udfører denne type arbejde og har behov for børnepasning, hjælp til ældrepleje og vedligeholdelse af boligen for at være på lige fod med mændene i deres karriere. Disse ydelser kommer den enkelte og hele samfundet til gode. De skaber nye job, opfylder behovene i et samfund, der ældes, og letter balancen mellem arbejde og familieliv. Ydelserne forbedrer livskvaliteten og den sociale inklusion og bidrager til, at ældre kan blive længere i eget hjem (15).

4.15.

EØSU anerkender behovet for at uddanne fagligt personale i hele Europa til afinstitutionalisering. F.eks. skal den nye generation af psykiatere uddannes, således at det sikres, at de udøver deres hverv i overensstemmelse med FN-konventionen om handicappedes rettigheder.

4.16.

EØSU er bekymret over, at folk i visse tilfælde sendes på institution uden samråd og klare procedurer. Udvalget anerkender betydningen af en formel vurdering af folks behov for langtidspleje. Denne proces må respektere personernes værdighed og resultere i udviklingen af individualiserede tjenester.

5.1.

EØSU er klar over, at udbuddet af langtidspleje til de brugergrupper, der har behov for det, er en af de største sociale og økonomiske udfordringer, EU står over for, især i en tid med økonomisk krise, som det er tilfældet nu.

5.2.

Meddelelsen om sociale investeringer (16) gør det klart, at den økonomiske krise har truet de sociale beskyttelsessystemer, idet arbejdsløsheden er steget, skatteindtægterne faldet og antallet af mennesker med behov for ydelser steget. På denne baggrund er EØSU enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at støtte medlemsstaterne i at udforme langsigtede strategier for pleje for at mindske virkningerne af den økonomiske krise.

5.3.

I sin udtalelse (17) om den pågældende meddelelse erklærede EØSU, at sociale investeringer i vækst og samhørighed også bør anvendes til at styrke sociale plejeordninger. Dermed vil man også støtte oprettelsen af job i servicesektoren og udviklingen af nye tjenester i samfundet.

5.4.

Den økonomiske krise har haft en negativ virkning på handicappedes mulighed for at leve selvstændigt samt på familier og sårbare grupper, som i forvejen har en højere risiko for fattigdom og social udstødelse.

5.5.

Den sociale investeringspakke (SIP) har til formål at tage fat på udfordringerne i forbindelse med den økonomiske krise og de demografiske ændringer (18).

5.6.

EØSU er overbevist om, at krisen har ført til et stort tilbageskridt med hensyn til anerkendelse af sociale rettigheder, da budgetterne for disse politikker er blevet reduceret. Udvalget opfordrer derfor Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at sociale investeringer giver sig udslag i socialbeskyttelsespolitikker for — i det mindste — at genoprette det niveau, der gjorde sig gældende før den økonomiske krise (19).

5.7.

EØSU understreger, at hvis der skal gøres noget ved de behov, der følger af stigningen i den forventede levealder, må man drøfte det vanskelige spørgsmål om retfærdighed og solidaritet mellem generationerne. Det må være målet at gøre det muligt for gamle og meget gamle mennesker i Europa at få en værdig og tryg alderdom, også når de har behov for pleje, og samtidig drage omsorg for, at solidariteten mellem generationerne ikke medfører så tung en byrde, at de efterfølgende generationer ikke kan bære den (20).

5.8.

Selv om forskellene i EU hvad angår langsigtet institutionel pleje og pleje i nærmiljøet allerede var åbenbare, har krisen forværret de i forvejen store økonomiske og sociale uligheder i EU. Den har desuden fremhævet forskellene i konkurrenceevne og social samhørighed, øget polariseringen af vækst og udvikling med tydelige konsekvenser for den rimelige fordeling af indtægter, velstand og trivsel mellem medlemsstaterne og mellem regionerne (21).

6.1.

beklager, at EU’s strukturfonde i den sidste programmeringsperiode blev anvendt til afsondrede institutioner i stedet for plejeordninger i nærmiljøet

6.2.

glæder sig over bestemmelserne i de nye europæiske struktur- og investeringsfonde 2014-2020 om at fremme finansieringen af overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet ud fra en forventning om, at Den Europæiske Fond for Regionaludvikling kan forbedre de sociale og sundhedsmæssige infrastrukturer

6.3.

formoder, at en flerfondstilgang kan fremskynde overgangen til pleje i nærmiljøet, bl.a. gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond til bløde foranstaltninger såsom uddannelse af støttetjenestepersonale og indførelse af nye sociale plejeordninger

6.4.

bifalder de forudgående tematiske bestemmelser i forordningen om fælles bestemmelser for de europæiske struktur- og investeringsfonde vedrørende bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, som gør indførelsen af en afinstitutionaliseringsstrategi til et krav til medlemsstaterne

6.5.

anbefaler, at medlemsstaterne anvender de europæiske struktur- og investeringsfonde til at fremme overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet og til at udvikle sociale og sundhedsmæssige plejeordninger samt uddanne støttetjenestepersonale

6.6.

mener, at instrumentet til førtiltrædelsesbistand og Den Europæiske Udviklingsfond bør anvendes til at støtte retten til at leve i nærmiljøet og vokse op i et familiemæssigt miljø

6.7.

forstår, at overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet er kompleks. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde en meddelelse om og politiske retningslinjer for fremme af afinstitutionaliseringen, selv og især i en tid med økonomisk krise.

7.1.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage en europæisk kvalitetsramme for plejeordninger i nærmiljøet og gentager det presserende behov for strenge bindende standarder for at sikre den højest mulige kvalitet

7.2.

konkluderer, at plejeordningerne skal være tilgængelige i nærmiljøet, herunder i fjerntliggende områder og landdistrikter, og at borgerne skal modtage tilstrækkelige individuelle midler til frit at vælge den plejeordning, de har behov for

7.3.

mener, at plejeordninger i nærmiljøet bør udvikles i tæt samarbejde med brugerne og deres repræsentative organisationer, og at kvaliteten bør fastlægges af disse i samarbejde med andre relevante parter, herunder tjenesteydere, offentlige myndigheder og fagforeninger

7.4.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at etablere en uafhængig og effektiv kontrol- og tilsynsvirksomhed for at sikre overholdelse af regulerings- og kvalitetsnormerne for såvel plejeordningerne som for de institutionelle tjenester

7.5.

anbefaler, at der lokalt tilbydes plejeordninger i nærmiljøet, som er prismæssigt overkommelige og tilgængelige for alle

7.6.

mener, at disse plejeordninger skal godkendes af de relevante myndigheder og akkrediteres af certificeringsorganer

7.7.

Kompenserende teknologier og tekniske hjælpemidler er af central betydning for handicappedes, herunder børn og ældre, liv i samfundet. Disse teknologier er mest effektive, når de er i overensstemmelse med brugerens præferencer og respekterer privatlivets fred.

8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/8

Ordførere:

Carmelo CEDRONE og Joost VAN IERSEL

1.1.

Efter seks år med finansiel og økonomisk krise er det sværere end nogensinde at forudsige den sociale og økonomiske fremtid. I betragtning af de geopolitiske og økonomiske udfordringer vil kun en solid ØMU kunne sikre en fremtidsorienteret stabilitet.

1.2.

ØMU'en er fortsat skrøbelig — se diagnosen og SWOT-analysen nedenfor. Det er EØSU's opfattelse, at de vedblivende ubalancer samt tilvejebringelse af tillid og tiltro i Europa forudsætter en mere effektiv og demokratisk økonomisk styring, navnlig i eurozonen.

1.3.

EØSU er klar over, at afgørende skridt ikke kan tages fra den ene dag til den anden, men der er to elementer, der bør tages behørigt i betragtning: a) EU kan ikke tillade sig at udskyde beslutningerne i årevis, og b) den første forudsætning, der skal opfyldes, er, at man på tværs af eurozonen enes om principperne for de nødvendige økonomiske politikker, som skal gennemføres gennem en effektiv styring.

1.4.

Parallelt med økonomisk konvergens er der brug for demokratisk legitimitet, solide politiske rammer og en gensidig følelse af skæbnefællesskab. I denne henseende kan der inden for rammerne af de nuværende traktater og regler tages konkrete skridt. På mellemlang sigt bør en traktatrevision sikre, at de institutionelle bestemmelser lever op til de nødvendige fordringer, der følger af en egentlig økonomisk og politisk union.

1.5.

Der er behov for et kohærent system med Det Europæiske Råd, de nationale regeringer, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Kommissionen, som er udtryk for demokratisk legitimitet, ansvarlighed og gennemsigtighed, og som kan handle på effektiv vis i borgernes og de økonomiske aktørers interesse.

1.6.

Det står klart, at det nuværende system af regler, som danner grundlaget for EU og navnlig eurozonen, har ført til juridisk, institutionel og demokratisk forvirring. Der må derfor en ny metode til. I betragtning af den politiske og økonomiske dynamik kan EU ikke længere tillade sig at fortsætte med den nuværende institutionelle arkitektur. Derfor mener EØSU, at integrationsprocessen i eurozonen bør uddybes.

1.7.

EØSU foreslår i denne forbindelse en køreplan med nedenstående etaper:

2.1.

Meget er allerede nået med ØMU'en. ØMU'en har en fælles valuta og en centralbank. Den sikrer en vis koordinering af finanspolitikken og den økonomiske politik. Den kan træffe bindende beslutninger om de enkelte lande, som i princippet begrænser deres økonomiske og finanspolitiske autonomi, knytter betingelser til eventuelle ekspansive tiltag i medlemsstaterne og forpligter dem til at iværksætte økonomiske og sociale reformer.

2.2.

Dette betyder, at ØMU'en er en føderation under udvikling. Som det er nu, agerer den som en »vagt«, men handler endnu ikke i fællesskab. Dens målbevidsthed er forholdsvis stærk og har skabt et »offentligt debatrum«. ØMU'en indebærer en mere betydelig suverænitetsafgivelse fra medlemsstaterne, på trods af at dens forvaltning hovedsagelig varetages af en teknokratisk struktur.

2.3.

Denne union skal fuldendes, ved at der skabes de nødvendige betingelser, for at de lande, der er med i ØMU'en, eller de lander, der ønsker at komme med, kan opnå såvel stabilitet som udvikling og velstand. Det bør være mere fordelagtigt at være med i eurozonen end at stå udenfor.

2.4.

Udbruddet af finanskrisen i 2008 og den efterfølgende udvikling udgjorde sammen med de katastrofale følger for den reale økonomi og det europæiske samfund en brat opvågnen for alle dem, der indtil da havde troet, at ØMU'ens arkitektur ville fortsætte med at virke på nogenlunde tilfredsstillende vis, og at spillovereffekten på harmonisk vis ville fremme konvergensen medlemsstaterne imellem.

2.5.

Kort efter de første chokbølger begyndte EU-institutionerne at lede efter kortsigtede løsninger på de mest presserende problemer. At der blev skabt mekanismer, som sikrede, at ØMU'en, euroen og eurozonen kunne forblive intakte, var en stor bedrift, selv om der var alvorlige forsinkelser og udeladelser, som f.eks. fraværet af en fælles plan for at skabe vækst og beskæftigelse.

2.6.

Det er også en stor bedrift, at man under ekstremt vanskelige betingelser har kunnet tage konstruktive skridt til — i det mindste delvis — at skabe en fastere grund for ØMU'en. EØSU har hilst samtlige disse tiltag velkommen, men har også kritiseret deres begrænsninger og fremlagt andre ideer, som var bedre egnet til at tackle krisen.

2.7.

Den finansielle og økonomiske krise førte til en fortsat økonomisk nedtur med markante økonomiske ubalancer de nationale økonomier imellem. Store dele af EU befinder sig seks år senere i en langt fra misundelsesværdig situation med lav vækst og vaklende beskæftigelse. De økonomiske og sociale konsekvenser taler for sig selv.

2.8.

Til trods for alle fremskridtene er ØMU'en fortsat ufuldstændig. Situationen er særdeles kompleks. Trods håbefulde tegn på genopretning er en række lande præget af økonomisk stagnation, mangelfuld jobskabelse og fattigdom, i vid udstrækning af dybtliggende årsager, som er blevet mere synlige og alvorlige under krisen: historie, styringstraditioner (eller fraværet af sådanne), divergerende vækstmønstre, forskellige økonomiske og sociale strukturer og forskellige udenrigspolitikker.

2.9.

I eurozonen er der uenighed mellem fortalere for en stabilitetsunion, baseret på økonomisk konvergens og reformer i medlemsstaterne, og fortalere for en egentlig finanspolitisk union. Denne uenighed fører til divergerende syn på, hvilke økonomiske politikker der bør føres på nationalt og EU-niveau, både rent politisk og mellem arbejdsmarkedets parter.

2.10.

Divergerende synspunkter og praksisser har skabt et klima af mistillid, ikke alene politisk, men også i de forskellige medlemsstaters almindelige befolkning, omend denne gensidige kritik ikke stikker så dybt. Denne udvikling er blevet en selvopfyldende profeti — den fratager de politiske beslutningstagere deres potentielle manøvrerum og skaber bølger af EU-fobi blandt borgerne.

2.11.

Med en ØMU, der primært er domineret af mellemstatslig beslutningstagning og en teknokratisk styring, har manglen på demokratisk legitimitet og troværdighed alvorlige følgevirkninger, som tillige forstærker modsætningerne mellem partnerlandene.

2.12.

EU er ikke nogen undtagelse. Andre store lande, såsom USA, Kina, Rusland, Indien og Brasilien, og en lang række mindre lande lider også under lignende vanskelige omstændigheder. Men der er ubestrideligt, at EU, og navnlig eurozonen, har stort besvær med at komme over forhindringerne, sammenlignet med USA og det asiatiske kontinent (»den asiatiske fabrik«).

2.13.

På det principielle plan mener EØSU, at selv om den europæiske økonomi formes af mange forskellige og indviklede aspekter, burde en mere effektiv politisk styring af ØMU'en være en betragtelig hjælp til at skabe mere stabilitet i forbindelse med håndtering af nuværende og fremtidig vanskeligheder. Under alle omstændigheder vil en stærkere ØMU være en nødvendig forudsætning for at kunne beskytte visse centrale europæiske interesser i verden.

2.14.

EØSU erkender, at definitive løsninger ikke i øjeblikket er inden for rækkevidde. Udvalget medgiver ligeledes, at den aktuelle dynamik og kompleksitet og de aktuelle dilemmaer lægger sig hindrende i vejen for en robust køreplan. På den anden side kan de nuværende institutionelle og styringsmæssige mangler ikke fortsætte i lang tid, uden at det medfører blivende skadevirkninger for tilliden og det økonomiske output. EØSU accepterer derfor ikke forsinkelser, resignation og fravær af en plan for fremtiden.

2.15.

Således mener EØSU, at man ikke kan komme uden om en seriøs debat om en velfunderet ØMU-arkitektur med konsensus om de økonomiske og sociale målsætninger og enighed om styringen.

2.16.

Siden ØMU'ens start har debatten om mere eller mindre europæisk integration vedrørt national suverænitet. EØSU understreger, at dette er et falsk paradigme, da national suverænitet gradvist forsvinder. Med det nuværende paradigme af globalisering og dermed forbundne udfordringer ser udvalget ikke noget brugbart alternativ til en bedre forankring af en fælles eller sammenlagt suverænitet i EU og navnlig i eurozonen. Dette vil forudsætte en fast sammenlagt økonomisk styring eller en økonomisk myndighed. På samme måde er ØMU'ens fremtid således nært forbundet med andre vitale »suveræne« politikker, såsom udviklingen af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og en energiunion.

4.1.1.

De grundlæggende udfordringer i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union med en betragtelig overførsel af nationale kompetencer til EU hænger sammen med dens demokratiske dimension og navnlig dens parlamentariske dimension, beslutningssystemets effektivitet, respekten for principperne om ansvarlighed og loyalt samarbejde samt gennemsigtigheden (synligheden) af dens funktionsmåde. Efter EØSU's mening fordrer disse udfordringer en politisk union, som genskaber og sikrer borgernes deltagelse og engagement fra alle de aktører, der deltager i den europæiske integrationsproces.

4.1.2.

Opnåelsen af en politisk union er en proces, der bør ske i etaper. Visse betingelser og foranstaltninger kan tilvejebringes uden en ændring af EU-traktaterne. Andre forudsætter nødvendigvis en revision af disse traktater.

4.1.3.

Af hensyn til ansvarligheden og det gensidige samarbejde anbefaler EØSU, at de deltagelsesmåder, der eksisterer på nationalt niveau, behørigt anvendes også på EU-niveau, navnlig:

4.1.4.

I hver enkelt medlemsstat og i EU som helhed udgør det demokratiske aspekt en alvorlig svaghed (man kan blot tænke på trojkaens rolle i forbindelse med den nye økonomiske styring). Forholdet mellem repræsentanterne og de repræsenterede udviskes mere og mere, hvilket er en realitet, som krisen har bragt frem i lyset. På denne baggrund er det nødvendigt og hastende at tage dette problem op som led i den proces, der skal føre til en fuldendelse af Den Økonomiske og Monetære Union i sine fire dimensioner eller integrationssøjler: bankunionen, den finanspolitiske union, den økonomiske union (som ifølge EØSU også bør omfatte den sociale union) og endelig den politiske union.

4.1.5.

For at nå frem til denne politiske union, med deltagelse af de lande, der ønsker det, og under anvendelse af princippet om integration i flere hastigheder, foreslår EØSU, at man i rette tid anvender metoden med et konvent, hvis opgave det bliver at finde løsninger, der rækker ud over Lissabontraktaten. EØSU forpligter sig til at udarbejde forslag vedrørende civilsamfundets effektive deltagelse i et sådant konvent.

4.2.1.

Det primære forum for det repræsentative demokrati i Den Økonomiske og Monetære Union er Europa-Parlamentet, som omfatter de folkevalgte repræsentanter fra de lande, der har tilsluttet sig den fælles valuta, og de lande, som forbereder sig på at tilslutte sig denne.

4.2.2.

En befæstelse af det repræsentative demokrati i ØMU'en vil ikke kunne blive fuldkommen, hvis ikke man tager hensyn til den dobbelte legitimitet — den nationale og den europæiske — som står i centrum for det unikke system, som den europæiske model udgør.

4.2.3.

I denne politiske sammenhæng vil der være et gunstigere grundlag for et tættere samarbejde og en tættere koordinering mellem Eurotopmødet og/eller Eurogruppen — og i dette tilfælde tillige kommende eurolande — Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. I logisk forlængelse af ovennævnte kan ministrene fra eurozonelandene og ministrene fra de lande, der ønsker at indtræde i zonen, udøve lovgivende funktioner i fællesskab med Europa-Parlamentet om anliggender, der vedrører ØMU'en.

4.2.4.

Rådets arbejde bør styrkes gennem de nationale administrationers arbejde, som skal ledsage denne udvikling, navnlig gennem udveksling af embedsmænd mellem disse administrationer og styrkelse af de bilaterale forbindelser.

4.2.5.

EØSU pointerer, at en udvidelse af flertalsafgørelser og med tiden afskaffelse af krav om enstemmighed vil fremme en dybere integration i den politiske union.

4.2.6.

På denne måde vil struktureret samarbejde og rådføring inden for den politiske union højne effektiviteten af de politikker, der føres på centrale områder af ØMU'en. EU vil som helhed drage fordel af dette.

4.2.7.

Som anført i tabellen under punkt 5 er der meget, der kan gøres uden en traktatændring. For hovedparten af ØMU-politikkerne kan det styrkede samarbejde foregå direkte mellem landene. Man kunne med fordel knytte en form for permanent styrket samarbejde til ØMU'en, hvilket tillige vil kunne bane vej for, at europaparlamentsmedlemmer fra landene i eurozonen og de lande, der kandiderer til at komme ind i eurozonen, kan gøre en mere effektiv indsats.

4.2.8.

EØSU mener, at det ville være hensigtsmæssigt at genoplive Rådets »jumbosamlinger« inden for Eurogruppen, hvorved der ville blive mulighed for en regulær dialog mellem finansministre, økonomiministre og social- og arbejdsmarkedsministre på den ene side og arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet på den anden side.

4.3.1.

Efter en overgangsperiode, som i sidste ende fører til en traktatændring, vil en udøvende ØMU-myndighed tage form. Lederen af denne skal i alle henseender operere som eurozonens økonomi- og finansminister og med titel af næstformand for Kommissionen — i lighed med den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

4.3.2.

I den unikke europæiske model vil Kommissionen (mindre og mere effektiv) fortsat spille en central rolle. Fællesskabsmetoden og Kommissionens nuværende initiativret spiller også en betydelig rolle for en uddybning af ØMU'en. Denne rolle bør sikres i den politiske union.

4.3.3.

Kommissionen bør opretholde en dobbelt rolle som bindeled mellem EU og ØMU'en, indtil en selvstændig udøvende ØMU-myndighed er blevet etableret. Man bør, uden at det anfægter Kommissionens nuværende initiativret, finde veje og måder til en behørig inddragelse af Europa-Parlamentet i processen for at styrke legitimiteten af nye lovforslag.

4.3.4.

EØSU foreslår, at der udnævnes en fast formand for Eurogruppen, som mest hensigtsmæssigt kunne arbejde direkte i Bruxelles med Kommissionen, Europa-Parlamentet og de nationale regeringer og parlamenter. I lighed med den af kommissionsformand Juncker benyttede metode kunne en næstformand for Kommissionen lede Eurogruppemøderne. Han/hun kunne således repræsentere ØMU'en i internationale organer.

4.4.1.

Alt dette bør gøre os mere besluttede end nogensinde på at opbygge stærkere og mere konstruktive forbindelser til Europas borgere og finde veje til at inddrage dem i det offentlige liv. Der bør sikres robuste høringsformer om specifikke anliggender med inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, navnlig i eurozonen, da disse organisationer spiller en vigtig rolle inden for politikområder, som er direkte påvirkede af ØMU'en. De påvirker endvidere også i mange tilfælde resultaterne af de nationale politikker. På EU-plan kan EØSU fungere som en civilsamfundskatalysator, med ansvar for det organiserede civilsamfunds deltagelse i EU's beslutningsproces, uden at dette må gå ud over den rolle, arbejdsmarkedets parter spiller i den sociale dialog. Dette kan ske gennem:

5.1.

For at gennemføre de fire unioner i overensstemmelse med de fire formænds rapport og svarende til EØSU's fire søjler (2) kunne tiltag og politikker på en række områder gennemføres uden traktatændringer (første kolonne i skemaet nedenfor). Andre vil skulle besluttes sammen på EU-plan (eurozonen) med en ny beslutningsprocedure og nye instrumenter og med brug af det styrkede samarbejde, som den nuværende traktat åbner mulighed for (anden kolonne i skemaet), eller gennem ændringer af traktaten eller, om nødvendigt, en ny ØMU-traktat (tredje kolonne). Endelig opsummerer skemaet disse etaper og nævner institutionelle forslag og forberedende initiativer vedrørende ØMU'ens politiske søjle (fjerde kolonne).

5.2

Skema med analyse af mulighederne for at fuldføre ØMU'en (3)

8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/20

Ordfører:

Vladimíra DRBALOVÁ

1.1.

EØSU støtter Kommissionens og Rådets formandskabstrios fælles initiativ til at fokusere på iværksætteruddannelse (1) og fremme iværksætterkulturen i Europa.

1.2.

EØSU anbefaler medlemsstaterne at vende tilbage til den strategiske ramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) baseret på Oslo-dagsordenen fra 2006, som stadig er særdeles relevant.

1.3.

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne udvikler deres egne strategier for iværksætteruddannelse eller indarbejder begrebet iværksætteri i deres nationale strategier for livslang læring.

1.4.

EØSU opfordrer til gradvis udvikling af nøglekompetencer som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets henstilling (2006) (2) med henblik på at bidrage til bedre tilpasningsevne, beskæftigelsesegnethed, social integration og mobilitet.

1.5.

Praktikkurser, praktikophold, lærlingeuddannelser, vekseluddannelser eller andre arbejdsbaserede ordninger, virksomhedsetablering og virksomhedskuvøseprogrammer, frivilligt arbejde og sportsaktiviteter af høj kvalitet kan lette overgangen fra skole til arbejde eller selvstændig virksomhed.

1.6.

Procedurerne for anerkendelse af kundskaber erhvervet uden for skolen skal forbedres, og eleverne, lærerne og arbejdsgiverne skal inddrages i udformningen af anerkendelsesprocedurerne og motiveres af dem (3).

1.7.

Iværksætteruddannelse skal dog ses i sammenhæng med samfundet generelt, og ikke kun i sammenhæng med erhvervsklimaet. Iværksætterkvalifikationer bør indgå i alle niveauer af almen og faglig uddannelse, og man bør på passende vis starte fra en tidlig alder, således at de løbende kan udvikles på tværs af læseplanerne.

1.8.

EØSU støtter Kommissionens forslag til medlemsstaterne om at udvikle en kompetencereferenceramme for iværksætterkultur i forbindelse med rammen for nøglekompetencer. Det ville bidrage til at sikre en koordineret tilgang på tværs af forskellige uddannelsesniveauer og hensyntagen til ikke-formel og uformel læring.

1.9.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at indføre et program for lærere, undervisere og pædagogiske ledere med fokus på udvikling af iværksætterkvalifikationer og -holdninger. Uddannelsesinstitutioner bør i mellemtiden tilbyde læringsmiljøer, der fremmer iværksætterkulturen og er åbne for det bredere samfund.

1.10.

EØSU understreger betydningen af partnerskab mellem forskellige interessenter — offentlige myndigheder, skoler, virksomheder, arbejdsformidlinger og familier, og fremhæver især arbejdsmarkedsparternes rolle i at udvikle faglige og tværfaglige kompetencer, der er afstemt efter virkeligheden.

1.11.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at anvende alle eksisterende programmer og værktøjer, der fremmer iværksætterånden i almen og faglig uddannelse, kreativitet, innovation og mobilitet. EØSU opfordrer Kommissionen til at yde medlemsstaterne støtte og passende bistand til at gennemføre Erasmus+ og sikre, at alle programmets instrumenter fungerer korrekt.

2.1.

En af prioriteterne i Det Europæiske Råds konklusioner af 26.—27. juni 2014 var, som det fremgår af bilag I, »En strategisk dagsorden for Unionen i en tid med forandringer« (4), at bidrage til at udvikle kompetencer og lade talent og livsmuligheder komme til udfoldelse for alle ved at fremme de rette kompetencer for den moderne økonomi og livslang læring.

2.2.

For at bidrage til revisionen af Europa 2020-strategien har det italienske formandskab (5) indledt en politisk debat om, hvilken rolle almen og faglig uddannelse i fremtiden skal spille i medlemsstaternes og EU's dagsordener for vækst. Det lettiske formandskab arbejder også fortsat på at fremme digitale muligheder og befordre iværksætteruddannelse, navnlig på regionalt plan (6).

2.3.

Rådet for Uddannelse, Ungdom, Kultur og Sport understregede i sine konklusioner af 12. december 2014 (7), at både iværksætterånd og uddannelse er prioriteter i Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Udvikling af iværksætterånd kan give borgerne væsentlige fordele i deres arbejds- og privatliv.

3.

3.1.

Fokusset på iværksætteruddannelse er udtryk for en tilbagevenden til Oslo-dagsordenen for iværksætteruddannelse i Europa  (8) og dermed en øget indsats for at fremme iværksætterånden i samfundet og strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020)  (9).

3.2.

Kreativitet og innovation er altafgørende for virksomheders udvikling og for Europas evne til at konkurrere internationalt. Investering i almen og faglig uddannelse med henblik på udvikling af kvalifikationer er afgørende, hvis vi vil fremme vækst og konkurrenceevne. Den første udfordring består i at arbejde for, at alle borgere tilegner sig grundlæggende nøglekompetencer såsom IT-færdigheder, at lære at lære, initiativ og iværksætterkultur samt kulturel bevidsthed (10).

3.3.

Arbejdsmarkedsobservatoriets konference om »Støtte til nystartede virksomheder med henblik på at skabe vækst og beskæftigelse« (11) viste også klart, at iværksætteruddannelse bør ses i sammenhæng med det øvrige samfundsmiljø. Erhvervslivet bør ikke desto mindre bestræbe sig på at gøre det lettere at opstarte virksomheder, mindske bureaukratiet og skabe arbejdspladser. Før-opstarts-, opstarts- og udviklingsincitamenter kan effektivt kobles sammen med en række andre aktive arbejdsmarkedspolitikker og skal også ses i sammenhæng med en bredere ramme for erhvervsstøtte og virksomhedsudvikling.

3.4.

Revisionen af Small Business Act (12) er en enestående mulighed for at styrke forbindelsen mellem foranstaltninger med fokus på SMV’er og iværksætteruddannelse ved hjælp af alle eksisterende redskaber, såsom COSME. Et af de 10 vejledende principper for at skabe lige vilkår for SMV’er i EU er at fremme en opgradering af kompetencer i SMV’erne og alle former for innovation.

4.1.

En integration af iværksætteruddannelsens elementer i den almene og faglige uddannelse bør sigte mod at give alle lærende, uanset køn, socioøkonomisk baggrund eller særlige behov, mulighed for at udvikle de kvalifikationer og kompetencer, der er nødvendige for at kunne iværksætte.

4.2.

Ud over de grundlæggende færdigheder, såsom læse-, skrive- og regnefærdigheder, kræver iværksætteri gradvis udvikling af en række nøglekompetencer som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets henstilling fra 2006, herunder initiativsans og iværksætterånd og evnen til at føre idéer ud i livet. Begrebet omfatter kreativitet, innovation og risikovillighed samt evne til at planlægge og forvalte projekter for at nå bestemte mål.

4.3.

At kunne kommunikere på fremmedsprog er særligt afgørende for at sikre, at europæiske borgere er i stand til at flytte, arbejde og lære frit i hele Europa, og får stadig større betydning for de unge (13).

4.4.

Digitalt iværksætteri er i denne tid med det digitale indre marked afgørende for oprettelse af nye arbejdspladser, for innovative idéer og for klynger, der øger innovationstempoet. EU er nødt til at udvikle en politisk ramme, der fremmer IKT-færdigheder og tilskynder medlemsstaterne til at lære af hinanden, så de ved, hvordan de kan øge antallet og forbedre kvaliteten af kandidater med IKT-færdigheder i overensstemmelse med virksomhedernes behov.

4.5.

Vi er nødt til at frigøre det enorme potentiale hos kvinder og udforske deres særlige tilgang til ledelse og drift af virksomheder. Medlemsstaterne bør i tæt samarbejde med de relevante aktører gennemføre programmer, der fokuserer på udvikling af erhvervs- og iværksætterkvalifikationer og inddragelse af kvindeledede virksomheder i globale forsyningskæder (14).

5.1.

Iværksætterfærdigheder er vigtige for livet i almindelighed og for at give folk mere kontrol over deres fremtid. Iværksætterkvalifikationer bør indgå i alle niveauer af almen og faglig uddannelse, og man bør på passende vis starte fra en tidlig alder, således at de løbende kan udvikles på tværs af læseplanerne.

5.2.

Alle skoleelever bør have mulighed for at deltage i programmer med praktikophold for at få hjælp til at udvikle disse færdigheder, og de værktøjer, der udvikles til at vurdere fremskridt og påvise opnåelsen af iværksætterfærdigheder, bør fokusere på at forbedre kvaliteten af fremtidige arbejdserfaringer. Et godt eksempel er et finsk arbejdsprogram, som sørger for erhvervsrelateret uddannelse til forskellige uddannelsestrin »Yrittäjyyskasvatus« (15).

5.3.

Iværksætteruddannelse er defineret som »en samling af formaliseret undervisning, der informerer og fagligt og alment uddanner enhver, der er interesseret i at deltage i den socioøkonomiske udvikling gennem et projekt til fremme af viden om iværksætteri, virksomhedsetablering eller udvikling af små virksomheder« (16).

5.3.1.

Europa satser i dag udelukkende på fremme og udvikling af vekseluddannelsessystemer og lignende former for arbejdsbaseret læring. De medlemsstater, der har sådanne systemer, opnår gode resultater på lang sigt, og deres ungdomsarbejdsløshed ligger under EU-gennemsnittet.

5.3.2.

Praktikophold er et vigtigt middel til at tackle arbejdsløshed og misforholdet mellem kvalifikationer og job og til at sikre overgangen fra uddannelse til arbejdsmarkedet. Der bør ydes mere støtte til indførelse af praktikophold i studieplanerne (17).

5.3.3.

Praktikophold, der handler om at fremme iværksætterånden blandt de ansatte, og arbejdstagerdrevet/socialt iværksætteri kan være vellykkede eksempler på ordninger for medarbejderdeltagelse, der sigter mod at opfylde de økonomiske og sociale mål i de organisationer, de arbejder for.

5.3.4.

Frivilligt arbejde kan være en værdifuld erfaring med hensyn til udvikling af færdigheder. De vigtigste udbydere af ikke-formel uddannelse er ungdomsorganisationer. Via deres undervisningsprogrammer medvirker de til at udvikle en række tværgående kompetencer, såsom teamwork, interpersonelle færdigheder, initiativsans og risikovillighed. Unge kan lære af deres fejltagelser i et sikkert miljø (i modsætning til i det rigtige erhvervsliv).

5.4.

I 2012 offentliggjorde Kommissionen en rapport med titlen »Iværksætteruddannelsens plads i det europæiske skolesystem« (18), der fokuserer på nationale strategier, læseplaner og læringsresultater. Iværksætteruddannelse fremmes for øjeblikket i de fleste europæiske lande, og man har valgt en række forskellige tilgange: 1) specifikke strategier/handlingsplaner, der udelukkende har fokus på iværksætteruddannelse, 2) bredere pædagogiske eller økonomiske strategier, som omfatter mål for iværksætteruddannelse, 3) individuelle eller flere initiativer vedrørende iværksætteruddannelse.

5.5.

Ikke alle mennesker er født til at blive forretningsmænd eller forretningskvinder. En iværksætterånd giver dem blot flere muligheder for at opnå succes i deres arbejds- og privatliv. Men de, der har talent for at drive virksomhed og mod til at omsætte iværksætterånden i praksis, bør fremmes.

5.5.1.

Væksthuse for nye virksomheder er centre for innovation og iværksætteraktiviteter. De findes på mange universiteter og skaber et sikkert miljø, hvor de studerende kan modtage faglig vejledning til at omsætte forretningsidéer til praksis og tage risici uden negative virkninger og fiaskokultur. Studerende på handelshøjskoler med væksthuse for nye virksomheder kan få en mere direkte vej til at komme med i en nystartet virksomhed eller grundlægge deres egen virksomhed.

5.5.2.

Iværksætterfærdigheder kan også erhverves gennem kompetenceudviklingsprogrammer, der organiseres uden for de almindelige uddannelsessystemer. Disse programmer kan omfatte coaching og mentorordninger, der varetages af erfarne undervisere, iværksættere og erhvervseksperter. De er ikke blot med til at give potentielle iværksættere værdifuld forretningsmæssig knowhow, men giver dem også mulighed for at udvikle kontaktnetværk med etablerede virksomheder og iværksættere.

5.5.3.

De uddannelser i iværksætterfærdigheder, der udbydes af handelskamre og erhvervslivet i hele Europa, dækker over en række forskellige former for undervisning og praksis, der støtter folk i processen med at identificere og starte forretningsvirksomhed, identificere og organisere de nødvendige ressourcer og løbe de risici, der er forbundet dermed: Entrepreneurial Skills Pass (Østrig) (19), Startup@Campus (Belgien) (20), Incuba' school (Frankrig), Long night of Start-ups (Tyskland) (21), New Entrepreneurs Day (Spanien) og Bright and Young (Belgien) (22).

5.6.

De berørte parter og civilsamfundsorganisationer kan spille en central rolle ved at bidrage effektivt til gennemførelsen og konkretiseringen af initiativer, der tager sigte på at udbrede iværksætterkulturen og fremme iværksætterånden. Et eksempel er den finske Startup Sauna Foundation (23), der blev grundlagt af finske iværksættere i samarbejde med en række offentlige interessenter.

6.1.

De fortsatte vanskeligheder i forbindelse med anerkendelse og gennemskuelighed af færdigheder og kvalifikationer er en hindring for udviklingen af den rette kombination af færdigheder og kvalifikationer samt den mobilitet, som kræves for at opnå bedre overensstemmelse mellem kvalifikationer og job for at bidrage til at øge konkurrenceevnen og velstanden.

6.2.

Der er etableret en række værktøjer på europæisk plan med det formål at lette samarbejdet gennem gennemskuelighed og anerkendelse af færdigheder og kvalifikationer erhvervet gennem erhvervsuddannelse og videregående uddannelser i hele EU (24).

6.3.

Ud over disse værktøjer sigter en række initiativer mod at fjerne misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer, nemlig det europæiske klassifikationssystem for færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv (ESCO) og EU-oversigten over kvalifikationer. Til at fremme mobiliteten har vi også Europassrammen, inklusive Europass-CV’et og det europæiske kvalifikationspas samt den nylige revision af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (25).

6.4.

Sikring af større sammenhæng mellem den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF), de europæiske meritoverførselssystemer (ECTS og ECVET) og det flersprogede europæiske klassifikationssystem for færdigheder/kompetencer, kvalifikationer og erhverv (ESCO) ville bidrage til at sikre anerkendelse af kvalifikationer, validering af ikke-formel og uformel læring samt tilvejebringelse af vejledning gennem hele livet. Denne proces skal fortsat være omfattende og bør ledsages af en evaluering af de forskellige involverede instrumenter for at sikre, at de er effektive.

6.5.

Meddelelsen om Nytænkning på uddannelsesområdet (26) skitserer også behovet for at anerkende, vurdere og validere de færdigheder, som personer samler uden for skolen, og dermed udarbejde en kvalifikationsprofil, som kan anvendes af potentielle arbejdsgivere. Anerkendelsen af færdigheder, der er tilegnet uden for klasseværelset, er relevant, når man overvejer en person til et job; dog skal det ikke udelukkende påhvile arbejdsgiverne at vurdere og validere sådanne færdigheder.

6.6.

Endvidere hænger politikker og rammer til fremme af overførsel af kvalifikationer generelt sammen med eksisterende EU-lovgivning, og flere af dem er nationale initiativer til validering af realkompetence på medlemsstatsniveau. En systematisk gennemgang og overvågning af sådanne nationale initiativer bør fokusere på at identificere god praksis og fremme af gensidig læring og fælles principper (27).

6.7.

EØSU støtter Kommissionens forslag om at udvikle en referenceramme for iværksætterkompetencer inden for rammerne af de centrale kompetencerammer, hvor kompetencerne opsplittes i deres enkelte bestanddele baseret på deskriptorer og niveauer for læringsresultater i den europæiske referenceramme for kvalifikationer. Dette vil bidrage til at sikre en koordineret tilgang mellem de forskellige uddannelsesniveauer og processen med at tage hensyn til ikke-formel og uformel læring.

1)

Entrepreneurship360  (28), som sigter mod at udbrede iværksætterkulturen på skoler og på tekniske og erhvervsfaglige institutioner og tilvejebringer et frit tilgængeligt selvevalueringsinstrument, som vil støtte institutioner og individuelle lærere ved at hjælpe dem med at fremme deres strategier og praksis med henblik på at fremme iværksætterkulturen, og

2)

onlineværktøjet HEInnovate, der hjælper de videregående uddannelsesinstitutioner til at fremme en mere iværksætterorienteret og innovativ mentalitet i en international sammenhæng (29).

7.1.

Lærere og undervisere spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme læring og fremelske nye ideer. Integrering af nye uddannelsesprocesser og undervisningsteknologier i klasseværelserne er ikke nogen enkel opgave. Det kræver kvalificerede lærere, som kan vise vejen i denne proces (30). De skal fremme alternative og ikke-formelle metoder til læring og anvende en individuel tilgang.

7.1.1.

Kvaliteten af lærere og mentorer er afgørende for at sikre iværksætteruddannelserne succes og effektivitet. I den sammenhæng sætter potentielle iværksættere, der befinder sig i begyndelsen af deres arbejdsliv, især pris på mere erfarne læreres erfaring og knowhow, f.eks. ældre iværksættere, som kan fortælle om deres egne erfaringer (31).

7.1.2.

Et eksempel på iværksætteruddannelsers effektivitet er det program, der er udarbejdet af Irish National Foundation for Teaching Entrepreneurship (32), som tilbyder intensiv undervisning af undervisere for at udstyre undervisere på sekundærskoler og ungdomsarbejdere med de nødvendige færdigheder og ressourcer, således at de bliver i stand til at undervise unge i iværksætterkultur. Deltagere, som gennemfører dette program, bliver certificerede undervisere i iværksætterkultur.

7.1.3.

Et andet eksempel er det nederlandske handlingsprogram for iværksættervirksomhed og uddannelse (33), som tager sigte på at styrke iværksætterånden og -kulturen blandt studerende ved at forankre iværksætterfærdigheder og -viden i det hollandske uddannelsessystem. Programmet er sammensat af forskellige ordninger, hvis formål er at tilbyde en bred vifte af aktiviteter for at udvikle elevernes iværksætterevner under de forskellige faser af deres uddannelsesforløb samt at afholde kurser, der fremmer iværksætteruddannelse til undervisere.

7.2.

Lærere, undervisere og uddannelsesledere bør søge at udvikle deres egen kreativitet og innovative tilgang, mens uddannelsessteder bør tilbyde et læringsmiljø, der fremmer iværksætterånden og er åbent for den brede offentlighed.

7.3.

I juni 2013 offentliggjorde Kommissionen en vejledning for undervisere  (34), som indeholder en liste over grundlæggende principper for undervisere i iværksætteri, vurdering af kvalitative læringsresultater, tværfaglig læring, uddannelse og efteruddannelse af lærere, mentorordninger samt innovation i iværksætterpædagogik, og som opstiller vigtige budskaber på baggrund af praktiske eksempler.

7.3.1.

Uddannelsesinstitutioner for undervisere på iværksætterområdet bør udvikle et klart pædagogisk koncept for at bibringe underviserne evnen til at undervise i de færdigheder, der kræves af arbejdsmarkedet. Uddannelse, der understøtter iværksætterånden, skal integreres som en horisontal tilgang og et tværgående fag i uddannelsesprogrammet.

7.3.2.

Programmer for uddannelse af lærere i iværksætterkultur bør motivere de lærerstuderende til at udvikle deres egen iværksætterviden, -evne og -ånd.

7.3.3.

Der bør ydes støtte til udvikling af gratis og åbne digitale onlineværktøjer, der kan undervise i iværksætterfærdigheder og udforske former for samarbejde med open source-samfundet for at fremme gratis erhvervsværktøjer samt uddannelse i sådanne værktøjer.

7.3.4.

Mobilitet for undervisere i hele Europa er af stor betydning, navnlig inden for videregående uddannelse, via EU’s program for livslang læring og/eller andre instrumenter, der er specielt udformet til dette formål. Der er behov for større mobilitet og udveksling af erfaringer i Europa, ikke kun mellem universiteter, men også i relevant omfang mellem den akademiske verden og erhvervslivet. Der skal udvikles programmer, som gør det muligt for undervisere at tilbringe tid på andre institutioner og/eller i den private sektor, for at sætte dem i stand til reelt at engagere sig, lære og udvikle sig.

8.1.

Udformningen af uddannelsesaktiviteter vedrørende iværksættervirksomhed bør ske i samråd med erhvervslivet. Det er nødvendigt for at sikre, at kandidater udstyres med de færdigheder, de har brug for, for at klare sig. Erhvervslivet bør opfordres til i højere grad at deltage i uddannelsen af ledere og arbejdstagere på områderne iværksættervirksomhed, samarbejde og deltagelse i forvaltningen af deres organisationer. Virksomhederne bør også give deres medarbejdere uddannelse i de nødvendige færdigheder og ny viden såvel som beslutningstagning under arbejdsforhold, der giver dem mulighed for at få adgang til disse uddannelsesprogrammer. Desuden bør de samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, så de unge kan lære om arbejdsmarkedet og finde sig til rette på arbejdsmarkedet.

8.2.

Forbindelsen mellem fagforeninger og unge på uddannelsesområdet er særligt vigtig. Fagforeninger kan deltage i uddannelse af unge mennesker i arbejdsmiljøer, der ikke har tilknytning til skoler eller uddannelsesinstitutioner. De mest erfarne og professionelle arbejdstagere kan arbejde med unge arbejdstagere, praktikanter og volontører som mentorer og vejledere eller blive lærere på særlige lærlingeskoler. Disse forbindelser til virksomheder er vigtige for at lære de unge om arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedsrelationer. Lærernes fagforeninger er en kritisk ressource, som man skal samarbejde med om at udarbejde effektive politikker på det almene og faglige uddannelsesområde, men samspillet med erhvervslivet er afgørende.

8.3.

Frem for alt skal arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer inden for rammerne af det sociale partnerskab inddrages i udformningen af nationale strategier for livslang læring og handlingsplaner for gennemførelse af ungdomsgarantiordningen. EØSU bifalder handlingsrammen for ungdomsbeskæftigelse (35), der er udarbejdet af de europæiske arbejdsmarkedsparter.

8.4.

Det er afgørende at sikre inddragelse af civilsamfundsorganisationer. Dette kunne give de forskellige civilsamfundsorganisationer (med fokus på kvinder, unge, familier, handicappede, indvandrere, minoriteter og andre grupper) mulighed for at fokusere mere effektivt på specifikke befolkningsgruppers behov og prioriteter i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

8.5.

Som allerede nævnt i EØSU's udtalelse (36) spiller familien fortsat en vigtig rolle.

9.1.

Erasmus+  (37), der er Kommissionens nye program for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og idræt for 2014-2020, tager sigte på at styrke færdigheder og beskæftigelsesevne samt modernisere uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdomsarbejde. Det syvårige program får et budget på 14,7 mia. EUR, hvilket er en stigning på 40 % i forhold til det nuværende udgiftsniveau, hvilket afspejler EU’s engagement i at investere i disse områder. Erasmus+ vil give over fire millioner europæere mulighed for at studere, samle erhvervserfaring og arbejde frivilligt i udlandet. Dette er et vigtigt skridt fremad med et betydeligt potentiale, når det gælder at støtte iværksætteruddannelse, f.eks. ved at tilskynde til integration af samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv i videnalliancer for videregående uddannelse og alliancer vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer inden for erhvervsuddannelse.

9.2.

Der er andre programmer og instrumenter, der understøtter iværksætteruddannelse i EU: ESF  (38) , ESCO — det europæiske klassifikationssystem for færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv  (39) , COSME  (40) , Horisont 2020-initiativet  (41) , ungdomsbeskæftigelsesinitiativet  (42) og Et Kreativt Europa  (43).

8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/28

Ordfører:

Ludvík JÍROVEC

Medordfører:

Edwin CALLEJA

—

Kommissionens igangværende REFIT-program. Dette bør bidrage til fuldførelsen af det indre marked for fødevarer uden at tabe de eksisterende standarder for arbejdstageres arbejdsvilkår af syne.

—

Den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, som må gennemføres uden at skabe konkurrencevridning mellem medlemsstaterne og på en måde, som fremmer bæredygtig produktion.

—

EU-Initiativet »Apprentice Pledge«. Dette kræver fuld støtte fra medlemsstaterne til gennemførelsen.

—

stræbe efter et fordelagtigt resultat af udestående forhandlinger om betydningsfulde EU-handelsaftaler (især med USA, Japan og partnerlande i Sydøstasien), da de kan bringe væsentlige fordele til EU's føde- og drikkevareproducenter

—

overvåge gennemførelsen af gældende handelsaftaler

—

tilstræbe en bedre samordning mellem bilaterale og multilaterale aftaler

—

sikre gensidighed i behandlingen i forbindelse med såvel nedbringelsen af toldskranker som fjernelsen af ikketoldmæssige handelshindringer og garantere, at de eksisterende EU-standarder for beskyttelse af forbrugerne, miljøet og sundheden bevares.

—

skabe gunstige eksportvilkår ved at fjerne handelshindringer

—

lette adgang til handelsfinansiering (eksportkredit og -forsikring)

—

støtte eksportfremmende foranstaltninger baseret på offentligt-privat samarbejde

—

indsamle information om importkrav i tredjelande og formidle den til repræsentative sammenslutninger af SMV'er.

—

mere sektorbaseret arbejdsmarkedsinformation af høj kvalitet i alle medlemsstater, der kan bidrage til at løse problemet med asymmetrisk information mellem arbejdsgivere og potentielle arbejdstagere, samt identifikation og afhjælpning af mismatch af færdigheder

—

regelmæssig validering af studieforløb på de højere læreanstalter med inddragelse af repræsentanter for føde- og drikkevaresektoren med henblik på at sikre den erhvervsfaglige uddannelsessektors fortsatte relevans

—

lærlingeprogrammer, der er åbne for alle nyansatte i føde- og drikkevaresektoren — ikke kun for de unge. Dette er særlig vigtigt for at frigøre potentialet hos kvinder, der vender tilbage til arbejdsmarkedet, og ældre arbejdstagere, der ønsker at skifte karriere

—

midler og ressourcer til efteruddannelse og livslang læring med henblik på en kvalificeret arbejdsstyrke. I den forbindelse er social dialog et vigtigt element.

—

at beskytte de europæiske arbejdstageres og forbrugeres rettigheder

—

fuldt ud og effektivt at ratificere, gennemføre og håndhæve ILO's grundlæggende standarder

—

de europæiske standarder i føde- og drikkevaresektoren.

1.2.9.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde en rapport om, hvorvidt ingredienser og næringsstoffer skal være angivet på alkoholholdige drikkevarer.

2.1.

Den europæiske føde- og drikkevareindustri er den største forarbejdningssektor i EU's økonomi. Den omsætter årligt for over 1  000 mia. euro og beskæftiger direkte 4,25 mio. arbejdstagere i EU. Den er desuden en del af en værdikæde, som beskæftiger sammenlagt 32 mio. mennesker og står for 7 % af EU's BNP. SMV'er udgør 99,1 % af virksomhederne i føde- og drikkevaresektoren (8).

2.2.

Private F&U-investeringer udgør 0,27 % af sektorens omsætning. Det Fælles Forskningscenter JRC's resultattavle for 2012 bekræftede tendenserne fra tidligere år, især at EU har konstante niveauer for private F&U-investeringer, men halter bag efter sine internationale konkurrenter (9).

2.3.

Føde- og drikkevaresektoren forarbejder 70 % af EU's landbrugsproduktion og leverer sikre og nærende fødevarer af høj kvalitet til de europæiske forbrugere.

2.4.

Eksporten af forarbejdede føde- og drikkevarer fra Europa til det internationale marked havde i 2012 en værdi af 86,2 mia. euro (10), hvilket gjorde EU til den største eksportør i verden i denne sektor. EU's handelsbalance viste desuden et rekordstort overskud på 23 mia. euro i 2012. Gennem de seneste 20 år er handlen med føde- og drikkevarer mellem medlemsstaterne blevet tredoblet til omkring 450 mia. euro (11).

2.5.

Der er tale om en ikkecyklisk og stabil økonomisk sektor, der er stærkt til stede i alle medlemsstater og utvivlsomt yder et vigtigt bidrag til den europæiske forarbejdningsindustris bestræbelser på at øge sin andel af BNP til de 20 %, som Kommissionen har sat som mål i forbindelse med EU 2020-strategien (12). EØSU bekræfter sin støtte og gentager sin anbefaling om, at dette mål suppleres med en høj vægtning af det kvalitative aspekt (13).

2.6.

Centrale konkurrenceevneindikatorer viser dog, at sektorens konkurrenceevne er faldende. I en situation med stigende international efterspørgsel er eksportmarkedsandelen faldet fra år til år (værdi af eksporten i 2012: 16,1 % i forhold til 20,5 % i 2002) (14).

2.7.

EØSU's initiativudtalelse søger at sætte særlig fokus på føde- og drikkevaresektoren ved at pege på de foranstaltninger, som er nødvendige for at vende den negative udvikling og forbedre sektorens konkurrenceevne såvel på det indre marked som i verden som helhed.

2.8.

Forbrugerne har krav på sandfærdige og afbalancerede oplysninger om alkoholholdige drikkevarer, så de kan træffe informerede beslutninger om deres forbrug. Alle alkoholholdige drikkevarer, uanset alkoholindhold, bør være omfattet af de samme regler. EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til straks at udarbejde den rapport, der i henhold til forordning (EU) nr. 1169/2011 krævedes udarbejdet senest i december 2014, om, hvorvidt alkoholholdige drikkevarer i fremtiden bør være omfattet af kravet om angivelse af oplysninger om ingredienser og næringsstoffer.

4.1.1.

EU's fødevarelovgivning er stærkt harmoniseret, og sektoren har betydelige fordele af de muligheder, som det indre marked giver. Handelen mellem medlemsstaterne er vokset betydeligt i det sidste årti og svarer i dag til ca. 20 % af EU's føde- og drikkevareproduktion. Virksomhederne melder dog stadig om forskellige fortolkninger af og forskelle i gennemførelsespraksis i forbindelse med EU's lovgivning om fødevarestandarder. Yderligere integration vil åbne nye muligheder for vækst (20).

Bedre relationer i fødevareforsyningskæden er også afgørende for at sikre en konkurrencedygtig føde- og drikkevaresektor (21).

4.1.2.

Europa-Kommissionens arbejde, overvågningen af det europæiske fødevareforsyningskædeinitiativs (22) effektivitet samt håndhævelsen af reglerne på nationalt niveau er alle af enorm betydning (23). Fødevareforsyningskædeinitiativet er et vigtigt frivilligt fælles initiativ, som er sat i værk af interessentorganisationer i hele fødevarekæden. Det tilbyder et system, som forbedrer de indbyrdes forretningsrelationer og som søger at finde løsninger på uoverensstemmelser i de kommercielle forbindelser.

4.2.1.

Med henblik på at forbedre arbejdstyrkens færdigheder i sektoren vedtog EFFAT og FoodDrinkEurope i 2013 en fælles rapport, der beskriver den politik for efteruddannelse og færdigheder, som er nødvendig, hvis udfordringerne på arbejdsmarkedet skal klares (24).

4.2.2.

Deres lancering af »Youth Apprenticeship Pledge for the food and drink industry« (25) havde til formål at fremme lærepladser af høj kvalitet i føde- og drikkevarevirksomheder i EU, navnlig i små og mellemstore virksomheder.

4.3.1.

Med en positiv handelsbalance på 23 mia. EUR i 2012 er EU fortsat den førende eksportør af føde- og drikkevarer på trods af en faldende markedsandel af den globale føde- og drikkevarehandel. Lande som Kina og Brasilien har omvendt til stadighed øget deres eksportmarkedsandel igennem de senere år (26).

4.3.2.

Fødevaresikkerhed er selvfølgelig af allerstørste betydning (27), men øget eksport er ikke desto mindre en af hovedkilderne til vækst i alle sektorer. Nu hvor andelen af rige mennesker vokser i vækstlandene, bør industrien rustes til at efterkomme den øgede efterspørgsel på verdensmarkedet.

4.3.3.

En betydningsfuld multilateral WTO-aftale ville have været den mest effektive metode til at åbne markederne, men på trods af flere forhandlingsrunder har man ikke været i stand til at nå frem til en omfattende aftale.

4.3.4.

Bilaterale handelsaftaler har derfor fået stor betydning og har opnået gode resultater såvel for den europæiske industri generelt som for føde- og drikkevaresektoren mere specifikt. De igangværende forhandlinger om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab bør omhandle både toldmæssige og ikke-toldmæssige handelshindringer med vægt på gensidigheden i behandlingen af føde- og drikkevarer fra Europa, uden at dette på nogen måde sætter de europæiske forbrugeres interesser på spil. Resultatet bør føre til betydelige fordele for den europæiske fødevaresektor (28).

4.3.5.

EU's salgsfremmende politik bidrager effektivt til kapitalisering af de europæiske fødevarers positive image i resten af verden og udbreder kendskabet til de europæiske fødevarers vigtigste fortrin.

4.4.1.

Som det fremgår af udtalelsen fra 2012 (29), betyder bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion »anvendelse af tjenesteydelser og produkter, som skaber en større værdi ved brug af færre naturressourcer, og står i centrum for de strategier, der har til formål at øge ressourceeffektiviteten og fremme en grøn økonomi«.

4.4.2.

Europæiske føde- og drikkevarebrancher er afhængige af adgang til passende mængder råvarer i form af fødevarer, som opfylder specifikke kvalitetskrav og leveres til en konkurrencedygtig pris.

4.4.3.

Fødevarespild er en af de største udfordringer: ca. 90 mio. ton fødevarer går hvert år til spilde i den europæiske fødevarekæde. Når fødevarer går til spilde, går de råvarer, der har været anvendt til at producere fødevarerne, dvs. f.eks. vand, kunstgødning og brændstof, også til spilde. Nøgleinitiativer som »Every Crumb Counts«-kampagnen og offentliggørelsen af et Tool Kit til industrien har ført til en række partnerskaber med relevante aktører. En EØSU-udtalelse om forebyggelse og begrænsning af spild af fødevarer, som blev vedtaget i 2013, har givet indsigt i problemer og mulige løsninger i den henseende (NAT/570).

4.4.4.

Kommissionen har anbefalet, at fødevaresektoren får status af prioriteret område for større ressourceeffektivitet, og har gennemført en indgående høring om det europæiske fødevaresystems bæredygtighed (30).

4.4.5.

Bæredygtighed skal ses i et bredere perspektiv og ikke kun have fokus på miljømæssig bæredygtighed — der skal også fokuseres på den sociale og den økonomiske bæredygtighed. Det gjorde man i den fælles erklæring, som 11 organisationer, der repræsenterede fødevarekæden i Forummet på Højt Plan, vedtog (31).

4.5.1.

F&U-investeringsniveauerne er lave i EU's føde- og drikkevaresektor både i forhold til andre forarbejdningssektorer og i forhold til føde- og drikkevaresektorer i resten af verden (32).

4.5.2.

Man skal støtte og tilskynde til oprettelsen af videns- og innovationsfællesskaber (VIF'er) i føde- og drikkevaresektoren. VIF'er har en langsigtet horisont på 7-15 år, samtidig med at de også opfylder visse målsætninger på kort og mellemlangt sigt som f.eks. den vigtige forpligtelse til at øge F&U-investeringerne inden 2020 og bidrager til at skabe øget vækst og beskæftigelse.

Føde- og drikkevarevirksomheder møder endeløse problemer, når de indfører nye produkter og innovative processer. SMV'er lider mest på grund af begrænset organisations- og ressourcekapacitet, og fordi de mangler de nødvendige ledelsesmæssige kompetencer, erfaringer og strategiske visioner. Godkendelsesprocedurer for markedsføring af nye produkter må speedes op, samtidig med at forsigtighedsprincippet altid overholdes, så kun produkter, der er sikre for forbrugernes helbred, sendes ud på markedet.

4.6.1.

SMV'er lider især under en mangfoldighed af strukturer, som resulterer i unødvendige administrative byrder. Disse spiller en afgørende rolle for sektorens konkurrenceevne og kræver derfor særlig opmærksomhed, uden at dette går ud over fødevaresikkerheden eller arbejdstagernes og forbrugernes rettigheder.

4.6.2.

I forbindelse med REFIT-program har Kommissionen taget et vigtigt skridt i retning af at sikre, at EU-lovgivningen er tjenlig for erhvervslivet og forbedrer konkurrenceevnen (33).

8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/36

Ordfører:

Dumitru FORNEA

Medordfører:

Hilde VAN LAERE

1.1.

Additiv produktion er en af de centrale støtteteknologier, der kommer til at forme nye produktionsmetoder og fremtidens produkter og fabrikker. Den digitale revolution vil i kombination med denne revolution inden for produktion gøre det muligt for Europa at flytte produktionen tilbage fra regioner, hvor lønningerne er lavere, og dermed skabe incitamenter for innovation og bæredygtig vækst hjemme hos os selv.

1.2.

EØSU mener, at EU kan fastholde sin nuværende position som en stor global aktør inden for additiv produktion, forudsat at følgende foranstaltninger iværksættes på EU- og nationalt niveau:

1.3.

Investeringer i IKT-infrastruktur bør prioriteres, så alle borgere og virksomheder får adgang til højhastighedsinternet med de højest mulige kvalitets- og sikkerhedsstandarder.

1.4.

Kapaciteten til at lagre og overføre store mængder digitale data må forbedres og opdateres i Europa og beskyttelsen af disse data være garanteret, så de europæiske borgeres og virksomheders legitime interesser varetages.

1.5.

EU-institutionerne og de nationale regeringer bør berede borgerne på det digitale samfunds udfordringer og de dertil relaterede disruptive teknologier, såsom additiv produktion, ved at investere i kultur- og uddannelsesprogrammer, som er afpasset efter de dynamikker og de krav, der knytter sig til jobprofilerne i en ny generation af produktionssystemer.

1.6.

For at det fulde potentiale i additiv produktion kan udnyttes, skal forskning og kreativitet tilskyndes (ved hjælp af økonomiske og skattemæssige incitamenter) i virksomheder og de relevante uddannelses- og forskningsinstitutioner.

1.7.

Der er behov for yderligere forskning for at udvide udvalget af materialer og antallet af anvendelser og for at gøre teknologien mere robust, hurtigere, mere produktiv og mere moden. Tiltagene for at modne produktionsprocessen bør gennemføres i Europa for at garantere, at vi kan konkurrere på de internationale markeder og fastholde de dertil knyttede økonomiske fordele og arbejdspladser af høj kvalitet i Europa.

1.8.

De europæiske innovationspartnerskaber må strømline indsatsen for at udvikle nye materialer til additiv produktion. Et bredere udvalg af materialer og flere leverandører vil fremme priskonkurrence, åbne nye industrisektorer, forøge mængden af materialer til additiv produktion og skabe leverandørmarkeder med mere konkurrence.

1.9.

EU må skabe gunstige betingelser for investeringer i nyt udstyr til additiv produktion og bør tilskynde udvikling af additiv produktionsteknologi i åbne produktionssystemer, som er fleksible og lette at integrere med andre produktions- og færdigbearbejdningsteknologier, for at øge antallet af anvendelser og forøge omsætningen.

1.10.

EU's og de nationale regelsæt har ikke kunnet holde trit med den hurtige udvikling inden for additiv produktion, hvilket er grunden til, at der er behov for særlige regler, der primært behandler standarder og certificering, intellektuel ejendomsret, forbrugerbeskyttelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og miljøet.

1.11.

Reguleringen af additiv produktion må være baseret på tværfaglig og videnskabelig forskning i denne teknologis virkninger med fuld inddragelse af alle interessenter.

2.1.

Produktionsindustrien yder et væsentligt bidrag til økonomien, især målt på innovation, produktivitet og jobs af høj kvalitet. Industrien i Europa har imidlertid tabt terræn i de seneste to årtier med det resultat, at beskæftigelsen i industrien og værditilvæksten er gået tilbage  (1). Efter årtier med nedskæringer i produktionssektoren (som følge af outsourcing til billig arbejdskraft) er der nu igen fokus på produktion i højtlønslande og på den afgørende rolle, som indenlandsk fremstillingskapacitet spiller i at få omsat innovation til praksis og i hurtigt at kunne opskalere produktionen af nye produkter ved hjælp af avancerede teknologier. Innovation, automatisering og avancerede processer er grundlaget for industrielle successtrategier og har vist sig vigtige for at kunne fastholde en førerposition (2). Med de rigtige avancerede fremstillingsteknologier vil Europa kunne flytte produktionen tilbage fra regioner, hvor lønningerne er lavere, og dermed skabe incitamenter for innovation og bæredygtig vækst hjemme hos os selv. Kun på denne måde kan EU positionere sig selv som leder af denne nye industrielle revolution.

2.2.

Additiv produktion betegner den proces, der sker, når materialer sættes sammen, i de fleste tilfælde lag på lag, for at fremstille et emne baseret på 3D-modeldata, i stedet for ved hjælp af subtraktive fremstillingsprocesser. »Additiv produktion« er den officielle industristandardbetegnelse (ASTM F2792), mens »3D-printning« er et almindeligt anvendt synonym herfor.

2.3.

Additiv produktion er en samlebetegnelse for en række teknologier og processer for forskellige materialer (metaller, polymerer, keramik m.fl.). Disse teknologier er nu blevet så modne, at det i stigende omfang er muligt at anvende dem kommercielt med en værditilvækst. Overalt i verden anses additiv produktion for at være en af de centrale støtteteknologier, der kommer til at forme nye produktionsmetoder og fremtidens produkter og fabrikker. Der findes allerede såkaldte »fab labs« — værksteder med 3D-printere og -produkter.

2.4.

Additiv produktion er en sektor i hurtig vækst. Væksten har taget fart i de sidste fire år, i takt med at stadig flere organisationer tager produkter og tjenesteydelser fremstillet ved additiv produktion i brug. Den samlede årlige vækstrate i globale indtægter fra alle produkter og tjenesteydelser i de sidste 25 år er på imponerende 27 %. I de seneste tre år (2011-2013) har den samlede årlige vækstrate været på 32,2 %, og markedet nåede en værdi af 2,43 mia. EUR i 2013 (3). Wohlers Associates forventer, at markedsværdien vil være på mere end 5,5 mia. EUR i 2016 og på 10 mia. i 2018. Eksperter inden for industrien anslår dog, at additiv produktion som en ny teknologi på nuværende tidspunkt kun er trængt ind på en brøkdel af det marked, hvor potentielle anvendelser er blevet identificeret. I 2011 anslog eksperter markedsindtrængningen til at være på under 8 % (ensbetydende med et samlet marked på ca. 17 mia. EUR) (4). Hvis den additive produktion vokser og erobrer blot 2 % af det globale marked for produktion, er potentialet 10 gange større (ca. 170 mia. EUR) (5).

2.5.

Anvendelsesområdet har udviklet sig fra prototypefremstilling i starten af halvfemserne til produktion af funktionelle dele. Vækstforventningerne udspringer i det væsentlige af den hurtige og omkostningseffektive serieproduktion i stor skala af endelige, komplekse funktionelle produkter i forskellige materialer (plastic, metal og keramik) og ikke så meget af designprodukter og prototypefremstilling. Additiv produktion er færdigudviklet til prototypefremstilling, men stadig i »innovationsfasen«, når det gælder produktion af endelige, funktionelle produkter. Innovative produkter fremstillet ved additiv produktion udvikles, men kan ikke bringes på markedet, da der mangler robuste maskiner og systemer, der kan anvendes til additiv produktion i stor målestok.

2.6.

Innovative additive processer vil have en disruptiv effekt på den måde, hvorpå der designes og fremstilles. Additiv produktion kan forøge værditilvæksten ved produkter, der allerede findes i forsyningskæderne, og radikalt ændre produkter, forsyningskæder og forretningsmodeller (6). Europa må være allerlængst fremme, når industrialiseringen af additiv produktion går i gang. I de europæiske økosystemer for additiv produktion forventes den fremtidige vækst at komme fra en udvidelse af de nuværende aktiviteter (når de eksisterende aktører overgår fra prototypefremstilling til produktion) og fra nye aktiviteter i værdikæden.

2.7.

På verdensplan anses additiv produktion for at være den centrale støtteteknologi for innovation af produkter og i forsyningskæden. For at modne teknologien udbredes den og tilføres betydelig offentlig støtte (i bl.a. USA, Kina og Singapore). Historisk set er EU's position god, men uden handling vil vi miste denne position og ikke kunne følge med i kapløbet om nye markeder.

3.1.1.

For fabrikkerne vil additiv produktion forme nye produktionsmetoder og fremtidens fabrikker:

3.1.2.

For produkterne bliver additiv produktion basis for produktinnovation:

3.1.3.

For virksomhederne vil additiv produktion være ensbetydende med disruptive forretningsmodeller

—

Internationale køreplaner for additiv produktion (9), (10), (11), (12), (13) fremhæver, at store teknologiske fremskridt inden for additiv produktion er en af nøglerne til at få åbnet op for den potentielle merværdi og indført teknologien. Den aktuelle additive produktionsteknologi er udviklet til at lave prototyper, og der er endnu ikke maskiner, som kan klare produktion i store mængder. Additive produktionsvirksomheder er hindret af teknologien, når den additive produktion skal omsættes til en serieproduktionsteknologi. Konstruktionen af de maskiner, der bruges til additiv produktion, er ikke blevet ændret siden dengang, der blev produceret prototyper, og alt for få nyskabelser er blevet indført (indeni ser de maskiner, der bruges i dag, næsten ud, som de gjorde for 10-15 år siden). Der er behov for disruptiv maskininnovation, som kan løfte industrien op på et højere niveau (14).

—

For at fremskynde udviklingen skal virksomheder og forskere inden for additiv produktion have adgang til åbne platforme (for såvel hardware som software), så de ikke længere er begrænset af, at de maskiner, der findes på markedet, er »black boxes«.

—

Med øget kapacitet (omkostningseffektivitet, robusthed og pålidelighed) vil det nuværende potentiale i additiv produktion kunne udvides til produktion i større skala med henblik på en lang række anvendelser. En flytning af de teknologiske grænser og integration med andre processer (hybridproduktion) vil åbne vejen for nyskabende anvendelser (15). Indførelse af additiv produktion i fremstillingsindustrien kræver, at teknologien integreres på fabrikkerne og i disses kontrolsystemer.

—

Parallelt med denne strategiske forskning skal der udvikles nye modeller for disruptive produktionssystemer, som radikalt ændrer den måde, hvorpå produkter bygges, på basis af de seneste additive produktionsteknologier og den måde, hvorpå disse systemer er integreret i fabriksproduktionen. Fremtidens additive produktion vil således ikke længere være baseret på maskiner til serieproduktion opstillet ved siden af hinanden i en produktionshal, da anvendelserne vil stille krav om kontinuerlige additive produktionssystemer, der indgår i en kæde af forskellige produktionsstadier. Disse modeller benævnes allerede »additiv produktionsmaskine 2.0«, og det er dem, der kommer til at drive den fremtidige udvikling af maskiner til additiv produktion.

—

Dem, der kontrollerer distributionskanalerne, indtager en dominerende stilling: Et eksempel herpå er, at maskinfabrikanterne i deres kontrakter om vedligeholdelse og produktgaranti inkluderer en forpligtelse til at anvende bestemte dyre råmaterialer, som de i mange tilfælde er de eneste distributører af, eller de anvender »razor-razorblade«-forretningsmodeller, som tvinger brugeren til at anvende bestemte hjælpematerialer (såkaldt »lock-in«). Kontrollen med distributionskanaler kombineret med en endnu begrænset mængde (16) har gjort det mindre attraktivt for leverandører af materialer at investere store summer i udviklingen af nye materialer.

—

De få leverandører af materialer betyder, at priserne på råmaterialer er urimeligt høje, og øger leveringsgarantirisikoen for slutbrugerne. Denne markedsmekanisme sætter grænser for potentialet i den additive produktionsteknologi.

—

For øjeblikket skaber markedet med tocifret vækst økonomiske muligheder og tiltrækker flere materialeleverandører. Der er behov for at støtte og tilskynde materialeudvikling. Det er vigtigt, at udvalget af materialer udvides, og at materialernes egenskaber forbedres. Et øget antal leverandører vil fremme mere priskonkurrence og gøre det mere tillokkende at se bort fra maskingarantierne samt skabe større omsætning og mere konkurrencedygtige materialemarkeder.

—

Et større udvalg af materialer vil åbne muligheder for nye industrisektorer og øge efterspørgslen på materialer til additiv produktion.

3.2.4.

De væsentligste tekniske hindringer — De væsentligste hindringer for, at teknologien kan bryde igennem i stor målestok i bl.a. luft- og rumfarts-, bil-, medicinal- og forbrugsgodeindustrien har primært at gøre med produktivitetsvækst og kan opsummeres som følger:

3.2.5.

Der er behov for strategisk forskning til at:

3.2.6.

Risiko for teknologilækage fra Europa:

3.3.

Additiv produktions juridiske aspekter (17):

—

Ibrugtagningen af additive produktionsteknologier vil have direkte konsekvenser for de traditionelle produktionsmodeller og især for tilrettelæggelsen af arbejdet på værkstederne. Det vil blive lettere at etablere meget små fabrikker meget tæt på kunderne, dér hvor der er et behov. Det vil skabe nye jobs, som endnu ikke kan måles, da den industrielle ibrugtagning stadig er for ny.

—

Den faktiske effekt på beskæftigelsestallene er yderst svær at kvantificere, da der ikke er foretaget undersøgelser heraf, og da der er stor sandsynlighed for, at der vil ske en substitution mellem nuværende jobs og fremtidige operatører inden for additiv produktion.

—

Til jobs inden for de additive produktionsteknologier vil der være behov for nye færdigheder: maskinoperatører vil f.eks. skulle kunne håndtere processpecifik software og ingeniører kunne konstruere komponenter ved hjælp af nye systemer, såsom topologisk optimering, re-engineering osv.

—

En mere udbredt anvendelse af additive produktionsteknologier kræver, at der er uddannelsesinstitutioner, som kan sikre og udvikle arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed. Som det er nu, indeholder skolernes undervisningsplaner og kurser uden for skolen stort set intet om additiv produktion. De fleste uddannelseskurser beskriver blot teknologierne, og hvad de potentielt kan bruges til, men er ikke beregnet til at hjælpe eleverne til at erhverve en egentlig færdighed. Lokale myndigheder bør integrere additiv produktion i skolernes læringsplaner, især på erhvervsuddannelserne. Tiltrækningskraften af 3D-printningen, som omfatter hele innovationsprocessen (idé, design, beregning, robotteknologi og produktion af et fysisk produkt) på kort tid, kunne benyttes som en effektiv uddannelsesmetode i skolerne med elevernes opmærksomhed fokuseret på teknologi og produktion.

—

Det er ønskeligt, at uddannelsestilbud udformes i et samarbejde mellem industrien, lokale myndigheder, uddannelsesinstitutioner og arbejdstagerorganisationer og tager udgangspunkt i de faktiske behov hos virksomhederne i sektoren.

—

kemiske risici fra flygtig harpiks i polymerkomponenter, der anvendes til additiv produktion, og flygtige metalbaserede og ikkemetalbaserede additiver i metalpulvere

—

kemisk-fysiske risici fra brugen af pulvere, især pulvere indeholdende nanopartikler

—

eksplosionsrisikoen fra brugen af pulvere

—

særlige risici forbundet med brug af laserkilder, elektronstråler osv.

8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/45

Ordfører:

Sandy BOYLE

1.1.

Direkte udenlandske investeringer (FDI) bidrager i vidt omfang til økonomisk vækst, og udenlandske investorer må nødvendigvis beskyttes fuldt ud mod direkte ekspropriation, forskånes for forskelsbehandling og nyde de samme rettigheder som indenlandske investorer.

1.2.

En stats ret til at regulere i offentlighedens interesse er af afgørende betydning og må ikke undermineres af bestemmelserne i nogen international investeringsaftale. En utvetydig klausul, som håndhæver denne ret horisontalt, er uomgængelig.

1.3.

ISDS må ikke give transnational kapital en status, der svarer til en suveræn stats, eller sætte udenlandske investorer i stand til at anfægte regeringers ret til at regulere og bestemme over deres egne anliggender.

1.4.

I tidens løb er der opstået en række tilfælde af misbrug ved anvendelsen af ISDS, og det er nu nødvendigt at gøre noget ved dette problem. De systemiske mangler, der er en følge af den måde, ISDS fungerer på, omfatter uigennemskuelighed, mangel på klare regler om voldgift, mangel på ankeadgang, forskelsbehandling af indenlandske investorer, som ikke kan benytte sig af systemet, frygten for at man beskytter rent spekulative investeringer, som bl.a. ikke betyder, at der bliver skabt arbejdspladser, og frygten for at specialiserede advokatfirmaer udnytter systemet. Målsætningen er nu at foreslå en alternativ procedure for tvistbilæggelse med henblik på at tage højde for såvel investorernes berettigede krav som de bekymringer, andre dele af civilsamfundet gør sig, og som hidrører fra den negative opfattelse af ISDS.

Europa-Kommissionens høring om ISDS i TTIP-aftalen fremhævede en markant kløft mellem synspunkterne i erhvervslivet generelt og i langt størstedelen af resten af civilsamfundet.

1.5.

Der hersker en vis bekymring over de beføjelser, som et panel bestående af tre advokater fra den private sektor har til at træffe bindende afgørelser på områder af grundlæggende offentlig interesse. På trods af at UNCITRAL for nylig har vedtaget nye regler om gennemsigtighed, hersker der stadig en vis bekymring i forhold til, at store dele af det nuværende system mangler gennemsigtighed og ikke har nogen ankeadgang.

1.6.

Den oprindelige idé med ISDS er for længst gået fløjten. Nu om dage er der tale om en yderst indbringende forretning for en lille gruppe firmaer med speciale i investeringsret, som dominerer sektoren.

1.7.

Visse specialiserede advokatfirmaer promoverer nu ISDS som et vigtigt forudgående værktøj til risikoreduktion, når der foretages investeringer. I en række fremtrædende sager er ISDS blevet et lobbyværktøj, hvor alene truslen om sagsanlæg får det til at løbe koldt ned ad ryggen på lovgiverne og afholder dem fra at gennemføre legitime politikker i offentlighedens interesse. Der er også bekymring for, at ISDS har tiltrukket spekulative investeringer gennem hedgefonde o.l.

1.8.

En række frie fortolkninger af, hvad ekspropriation egentlig dækker, har ført til stigende bekymring om, at skatteyderne forpligtes til at betale erstatning for politikker i offentlighedens interesse, der angiveligt begrænser fortjenesterne.

1.9.

EU's aftale med Canada (CETA-aftalen), som blev underskrevet i slutningen af 2014, indeholder sammen med det separate kapitel om investeringer, som blev føjet til frihandelsaftalen mellem EU og Singapore, de første kapitler om investeringer, som EU nogensinde har forhandlet ind i en aftale, siden EU under Lissabontraktaten i 2009 opnåede kompetence på investeringsområdet. Selv om disse kapitler forsøger at skabe forbedringer af det nuværende ISDS-system samt oprette, hvad Europa-Kommissionen har hævdet er en ny avanceret EU-model for ISDS, er de langt fra nok til at mindske offentlighedens bekymringer. Modellerne i henholdsvis aftalen med Singapore og CETA-aftalen er ikke identiske, og mange mener, at ISDS fortsat er en uafbalanceret og yderst bekostelig proces, som lægger pres på demokratiet, ikke indeholder nogen ankeadgang og bringer regeringernes ret til at regulere i fare ved at give udenlandske investorer rettigheder, som overgår de rettigheder, der er nedfældet i de nationale forfatninger, og de rettigheder, som kommer de indenlandske investorer til del. EØSU noterer med bekymring, at CETA-aftalens tekst om ISDS i øjeblikket udgør grundlaget for forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem EU og Japan.

1.10.

Når voldgiftsmænd og juridiske rådgivere bytter roller, er der tale om en klar interessekonflikt, et spørgsmål som ikke behandles i CETA-aftalen. Dette bekræfter synspunktet om, at ISDS ikke er en retfærdig, uafhængig og afbalanceret metode til bilæggelse af investeringstvister.

1.11.

EØSU bifalder den offentlige høring om medtagelsen af ISDS i TTIP-aftalen. I modsætning til CETA-aftalen har dette været med til at gøre forhandlingerne om TTIP-aftalen mere gennemsigtige, og det danner en vigtig præcedens, som efter EØSU's opfattelse bør følges i alle fremtidige handelsforhandlinger. Europa-Kommissionens reaktion har bestået i at identificere fire specifikke områder, som skal gøres til genstand for yderligere overvejelser, og selv om EØSU ikke opfatter dette som en udtømmende liste, har udvalget dog givet detaljerede input til disse specifikke spørgsmål i denne udtalelses afsnit 7 til 10.

1.12.

EØSU hilser også målet om at undgå »useriøse sagsanlæg« i enhver fremtidig investorbeskyttelsesmekanisme velkommen. Det er vigtigt, at parterne i alle internationale investeringsaftaler er beskyttet af et generelt politisk filter, som efter fælles aftale giver dem mulighed for, når der er berettiget grund hertil, at forhindre et krav i at komme videre til voldgift.

1.13.

Investorerne bør opfordres til at se traktatbaseret tvistbilæggelse som en sidste udvej og søge alternative metoder såsom forlig og mægling. Private forsikringer og aftalebaseret beskyttelse er egnede midler, som udenlandske investorer kan anvende til at minimere risikoen.

1.14.

Behovet for beskyttelse af FDI varierer fra land til land. I lande med et demokratisk, velfungerende retssystem uden korruption bør investeringstvister løses gennem mægling, anvendelse af de nationale domstole og konfliktløsning på mellemstatsligt niveau. Disse komponenter er til stede i EU, USA og Canada, og de nuværende høje niveauer for transatlantiske investeringsstrømme er et klart bevis på, at manglen på en ISDS-mekanisme ikke forhindrer investeringer. EØSU konkluderer derfor, at der ikke er behov for en ISDS-mekanisme i hverken TTIP eller CETA, og udvalget er imod at lade en sådan indgå i de nævnte aftaler.

1.15.

Faktisk kan ISDS afspore både TTIP og CETA. Europa-Kommissionen er nødt til at overveje, om det er fornuftigt, og om det er den rigtige vej frem at blive ved med at forfølge dette politisk følsomme mål, som er upopulært i befolkningen.

1.16.

Der kommer et klart budskab fra udviklingslandene om, at ISDS er en uacceptabel mekanisme, som et stigende antal vigtige globale aktører vil gøre kraftig modstand imod. Hvis ikke der findes et alternativt system, vil det blive vanskeligere at indarbejde investorbeskyttelse i fremtidige aftaler med lande, hvor der er størst behov for en sådan beskyttelse.

1.17.

Der er alvorlige EU-traktatmæssige og forfatningsretlige betænkeligheder vedrørende forholdet mellem ISDS-afgørelser og EU's retsorden. Private voldgiftsretter har også mulighed for at træffe afgørelser, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten, eller som er i strid med charteret om grundlæggende rettigheder. Derfor mener EØSU, det er helt afgørende, at EU-domstolen i en formel procedure, hvor der anmodes om en udtalelse, kontrollerer, at ISDS er i overensstemmelse med EU-retten, før de kompetente institutioner træffer en afgørelse, og før nogen international investeringsaftale, der er forhandlet af Europa-Kommissionen, træder foreløbigt i kraft.

1.18.

Hvis man skal finde frem til en patentløsning på bilæggelse af investeringstvister, kan man ikke nøjes med en beskeden justering af den nuværende ISDS-mekanisme, som har meget lille opbakning i offentligheden.

1.19.

Nu, hvor alle G7-landene er i gang med fremskredne forhandlinger om omfattende handels- og investeringsaftaler, er der en unik mulighed for at finde frem til et troværdigt system, som tilgodeser både investorernes legitime interesser og statens rettigheder.

1.20.

Hvis én enkelt myndighed skal være vejen frem, bør den ikke være sammensat af advokater fra den private sektor, og den skal være mere tilgængelig for SMV'erne og have en indbygget ankeadgang.

1.21.

EØSU opfordrer indtrængende Europa-Kommissionen til at overveje UNCTAD's forslag til en reform af ISDS og konkluderer, at oprettelsen af en international investeringsdomstol vil være den bedste løsning, hvis man skal sikre et demokratisk, retfærdigt, gennemskueligt og rimeligt system.

2.1.

Med vedtagelsen af sin REX/390 (1)-udtalelse med stort flertal besluttede EØSU at udarbejde en initiativudtalelse om ISDS. Selv om denne anbefaling specifikt gjaldt for TTIP, blev det efterfølgende aftalt at udvide emnet for udtalelsen, så det omfatter investorbeskyttelse og ISDS i handels- og investeringsaftaler med tredjelande.

2.2.

Selv om der i denne udtalelse ses nærmere på de generelle konsekvenser af ISDS, er det uundgåeligt, at en stor del af det anvendte materiale og henvisningerne relaterer sig til TTIP. Under TTIP-forhandlingerne har ISDS været et centralt spørgsmål for interessenter i både EU og USA.

2.3.

Europa-Kommissionen afholdt en offentlig internethøring af en varighed på 15 uger (marts til juli 2014) om ISDS i TTIP-aftalen. EØSU fandt det hensigtsmæssigt at afvente offentliggørelsen af resultaterne af denne høring og afholde en efterfølgende offentlig høring, inden udvalget færdiggjorde sin udtalelse. Resultaterne blev offentliggjort i midten af januar 2015 og efterfulgt af høringen den 3. februar 2015. Begge bidrog i høj grad til udarbejdelsen af denne udtalelse.

3.1.1.

ISDS er et instrument i folkeretten, der giver en udenlandsk investor ret til at indlede tvistbilæggelsesprocedurer mod en udenlandsk regering i henhold til en international investeringsaftale. Traktaterne er udformet med henblik på at opstille visse grundlæggende forpligtelser for parterne med hensyn til udenlandske investeringer ved at yde garantier for, at regeringer vil respektere centrale principper såsom

3.1.2.

I tilfælde af mistanke om, at en stat har overtrådt disse forpligtelser, kan udenlandske investorer, der er omfattet af betingelserne i en international investeringsaftale, fremsætte krav via en international voldgiftinstans gennem ISDS-mekanismen. Sagsøgere skal bevise, at de pågældende foranstaltninger har forvoldt dem væsentlig skade. Hvis sagsøgerne får medhold, har værtslandet pligt til at yde erstatning for den forvoldte skade. I modsætning til reglerne under WTO's Instans til Bilæggelse af Tvister er en stat ikke forpligtet til at ændre sin lovgivning, hvis den taber en sag.

3.1.3.

ISDS er i høj grad baseret på argumentet om, at systemet skaber et afpolitiseret, neutralt rum for bilæggelse af tvister mellem udenlandske investorer og værtslande. Det giver virksomheder mulighed for at sagsøge stater ved internationale domstole. Dette retsmiddel er kun tilgængeligt for udenlandske virksomheder eller transnationale selskaber, der anvender et datterselskab i et andet land. Berørte lokalsamfund, borgere, indenlandske virksomheder og regeringer kan ikke gøre brug af denne mekanisme.

3.1.4.

Voldgiftsmænd er ikke fastansatte dommere i staten og har ikke samme myndighed som i nationale retssystemer. Voldgiftsdomstole består hovedsageligt af tre advokater fra den private sektor, der mødes for lukkede døre, og som udpeges på ad hoc-basis. Deres afgørelse er endelig og kan ikke formelt appelleres.

3.1.5.

Hvis begge parter i tvisten ønsker det, kan proceduren for tvistbilæggelse mellem investor og stat gennemføres i fuld fortrolighed, også selv om tvisten vedrører spørgsmål af offentlig interesse. Selv om den typiske amerikanske bilaterale investeringsaftale fremmer gennemsigtigheden, findes der stadig hemmelige elementer i mange af de nuværende aftaler. Hvis UNCITRAL's bestemmelser om åbenhed gennemføres overalt, vil situationen blive væsentligt forbedret.

3.2.1.

93 % af bilaterale investeringsaftaler indeholder en ISDS-mekanisme (2). ISDS findes også i visse internationale handelsaftaler, som f.eks. i NAFTA-aftalen, og i internationale investeringsaftaler som energichartertraktaten. I 2014 overgik energichartertraktaten NAFTA som den traktat, der hyppigst var blevet påberåbt (3).

3.2.2.

EU's medlemsstater har indgået over 1  400 bilaterale investeringsaftaler siden 1950'erne, hvilket er ca. halvdelen af alle aftaler på globalt plan (4). De omfatter alle stort set ens bestemmelser om investorbeskyttelse og ISDS. Det anslås, at EU-investorer er dem, der anvender ISDS mest på globalt plan (50 % af alle sager).

3.2.3.

For nærværende forhandler EU med USA om TTIP, med Japan om en bred frihandelsaftale og har for nylig afsluttet forhandlingerne med Canada. Disse aftaler har mere end noget andet givet anledning til en omfattende offentlig debat om, hvorvidt det er nødvendigt ned en ISDS-mekanisme i alle investeringskapitler.

3.2.4.

Kun ni af EU's medlemsstater har bilaterale investeringsaftaler med USA (Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Slovakiet). Syv medlemsstater har en bilateral investeringsaftale med Canada, mens ingen medlemsstater har en aftale med Japan. Alle disse aftaler stammer fra tiden før, landene blev medlemmer af EU.

3.2.5.

Amerikanske investorers værdipapirer i form af FDI i disse ni medlemsstater svarer til 1 % af USA's samlede FDI i EU. Med hensyn til de udgående FDI fra disse medlemsstater til USA udgør disse værdipapirer kun 0,1 % af de samlede FDI i USA (5).

3.3.1.

Antallet af ISDS-sager steg dramatisk mellem 2002 og 2014 (58 sager i 2013 og 42 sager i 2014) (6), og antallet af traktatbaserede voldgiftssager nåede 610 ved udgangen af 2014. Idet de fleste voldgiftsfora imidlertid ikke fører et offentligt register over sagsanlæg, vurderes det, at det samlede antal sager er højere.

3.3.2.

I de 356 kendte sager, der er afsluttet, fik investor medhold i 25 % af sagerne og staten i 37 %. De specifikke betingelser for de resterende 28 % af sagerne var fortrolige.

3.4.1.

De gennemsnitlige omkostninger i en voldgiftssag er 4 mio. USD for hver af sagens parter, hvoraf ca. 82 % er advokatsalærer (7). Nogle sager tager flere år at gennemføre.

3.4.2.

Høje omkostninger har ført til tredjepartsfinansiering af erstatningskrav. Ved at reducere den økonomiske risiko for virksomhederne bidrager dette til at øge antallet af useriøse sager, for hvilke staterne stadig bærer de fulde juridiske omkostninger. EØSU er stærk modstander af de spekulative investeringer, som hedgefonde angiveligt foretager i visse ISDS-sager mod at få andel i en eventuel erstatning (8).

4.1.

Med undtagelse af Irland har alle 27 medlemsstater ISDS i bilaterale investeringsaftaler. Der er også 190 bilaterale investeringsaftaler inden for EU, der tegner sig for 16 % af alle ISDS-sager, der er kendt på verdensplan.

4.2.

Europa-Kommissionens forhandlingsmandat, der blev godkendt i 2012 af de daværende 27 medlemsstater, omfatter målet om at realisere en ISDS-mekanisme. Målet er »en effektiv og avanceret tvistbilæggelsesmekanisme«.

4.3.

Europa-Kommissionens holdning (9) er, at ISDS er:

4.4.

En erhvervskonference om TTIP, arrangeret af EØSU’s arbejdsgivergruppe, konkluderede i en fælles erklæring (10), at formålet med en international aftale som TTIP er at skabe de rette betingelser for at tiltrække en stor mængde fremtidige investeringer på det transatlantiske marked. Videre siges det i erklæringen, at dette også betyder, at investorer på begge sider af Atlanten skal have fuld adgang og kunne være sikre på ikke at blive forskelsbehandlet, og den nuværende ramme for investorbeskyttelse, det gælder også ISDS, skal forbedres, så der bliver lettere adgang for SMV'er. Desuden skal man finde en god balance mellem investorrettigheder, staters rettigheder og lokale myndigheders rettigheder, så der kan reguleres i offentlighedens interesse. En erklæring om, at TTPI's bestemmelser om ISDS ikke på nogen måde må begrænse EU-medlemsstaternes ret til at lovgive i deres befolkningers interesse, indgik også i konklusionerne fra et fælles møde i juni 2014 om de transatlantiske forhandlinger, som var arrangeret af kategorierne Forbrugere/miljø og Landbrugere.

4.5.

Erhvervslivet på begge sider af Atlanten er i høj grad enige om, at der er behov for en ISDS-mekanisme, idet man anser en sådan for at være en grundlæggende garanti for udenlandske investorer og påpeger, at

4.6.

Det anføres endvidere, at ISDS er et redskab, der anvendes som en sidste udvej og kun benyttes i ekstreme tilfælde, når alle andre muligheder er udtømt, og at omkring 90 % af bilaterale investeringsaftaler aldrig er blevet anvendt som grundlag for at anlægge en sag. Selv om de samlede FDI udgør over 25 billioner USD på verdensplan, har der kun været tale om ca. 500 sager siden 1987. Voldgiftskendelser giver kun mulighed for økonomisk erstatning. Voldgiftsmænd har ikke mulighed for at ændre lovgivning eller foranstaltninger vedtaget af stater (11).

4.7.

Erhvervslivet har desuden anført, at et velfungerende og moderne ISDS-system også er vigtigt for SMV’erne, som rejste 22 % af de samlede sager på verdensplan (12).

4.8.

På trods af at erhvervslivet efterlyser forhandlinger om en liberal investeringsaftale (13), anerkendes det også, at der bør træffes foranstaltninger til at gøre ISDS til et mere effektivt, moderne, forudsigeligt og gennemskueligt redskab. Erhvervslivet støtter udformning af tydeligere definitioner på vigtige begreber såsom »investor/investering«, »rimelig og retfærdig behandling« og »indirekte ekspropriation« (14).

4.9.

Set i lyset af de højt profilerede forhandlinger om TTIP, CETA og frihandelsaftalen mellem EU og Japan argumenteres der for, at en manglende forhandlingsløsning her, vil have alvorlige negative konsekvenser for mulighederne for at forhandle sig frem til en ISDS-bestemmelse i andre bilaterale investeringsaftaler, idet hver enkelt aftale vil få betydning for kommende aftaler.

5.1.

Støtten til ISDS går ikke igen i andre centrale dele af civilsamfundet. Der er dog bred enighed om, at udenlandske investorer har brug for beskyttelse mod direkte ekspropriation, ikke bør forskelsbehandles og skal have adgang til de samme muligheder som indenlandske investorer.

5.2.

Der er på begge sider af Atlanten blevet fremsat stærke indsigelser af fagforeninger, NGO'er, forbrugerorganisationer, miljøorganisationer og offentlige sundhedsorganisationer.

5.3.

Den største bekymring er, at ISDS-systemet ikke er egnet til formålet, og at det giver transnational kapital en juridisk status, der svarer til en suveræn stats. Udvalget gør imidlertid opmærksom på, at hvis to lande ønsker at fremme de økonomiske forbindelser med hinanden gennem en international investeringsaftale, vil de love hinanden, at de vil sikre en vis standard for, hvordan investorer og investeringer fra det andet land behandles.

5.4.

Fra en beskeden begyndelse, hvor ISDS havde til formål at hjælpe FDI med at opnå erstatning for direkte ekspropriation af privat ejendom foretaget af nationale regeringer i udviklingslande med dårligt fungerende retssystemer, har systemet forvandlet sig til en mekanisme som:

5.5.

Ekspropriation er blevet udvidet til at omfatte foranstaltninger ensbetydende med ekspropriation, indirekte og lovgivningsmæssig ekspropriation. Konsekvensen har været, at det nu er muligt at lægge sag an mod enhver statslig foranstaltning, som potentielt kan have betydning for fortjeneste, fremtidig fortjeneste eller begrundede forventninger om fortjeneste, selv hvis politikken eller foranstaltningen er af generel karakter og ikke rettet mod den specifikke investering.

5.6.

Nationale domstolsafgørelser med negativt udfald har været genstand for fordringer med ekspropriation som begrundelse, f.eks. har den amerikanske lægemiddelkoncern Eli Lilly rejst et erstatningskrav på 500 mio. dollars mod Canada med den begrundelse, at højesterets afgørelser vedrørende to patenterede lægemidler udgør en overtrædelse af firmaets investorrettigheder. Det er første gang, at en patenthavende lægemiddelproducent forsøger at anvende de ekstraordinære privilegier, der følger af USA's handelsaftaler, som et instrument til at styrke beskyttelsen af monopolpatenter (15).

5.7.

Firmaer med speciale i selskabsret er nu rådgivere i og tjener på sager, som ikke har meget med ekspropriation af privat ejendom at gøre. En håndfuld firmaer med speciale i investeringsret har udnyttet den store stigning i antallet af tvister og dominerer sektoren.

5.8.1.

Når det gælder TTIP, er det vanskeligt at argumentere for, at investorer har grund til at være bekymrede for de nationale retssystemer. Både EU og USA har velfungerende og solidt funderede retssystemer. Der er ingen indlysende grund til at antage, at FDI's rettigheder ikke i tilstrækkelig grad kan beskyttes ved hjælp af en enkel regel om ikke-diskriminerende retsbeskyttelse og lige adgang til domstolsprøvelse ved de nationale domstole. Lignende argumenter gælder for Canada og Japan. Hvis det viser sig vanskeligt at håndhæve internationale rettigheder gennem forhandling, mægling eller ved nationale domstole i disse højtudviklede demokratier, bør spørgsmålet primært afgøres gennem konfliktløsning på mellemstatsligt niveau.

5.8.2.

En rapport fra London School of Economics, som analyserede USA's model for bilaterale investeringsaftaler fra 2012, fastslog, »at der er særlige områder af en vis størrelse, hvor den amerikanske bilaterale investeringsaftale går videre end den britiske lovgivning. Af disse årsager, og set i lyset af omfanget af de amerikanske investeringer i UK, mener vi, at der er betydelige risici for politiske omkostninger for Det Forenede Kongerige, som følge af at fremtidige foretrukne politikker må opgives eller ændres efter indsigelser fra amerikanske investorer i UK«.

5.8.3.

Det er ikke troværdigt at hævde, at fraværet af en ISDS-mekanisme er en forhindring for udenlandske investeringer. Omfanget af udenlandske investeringer varierer kraftigt inden for EU. Nogle af de af EU's medlemsstater, som har ISDS-procedurer i deres bilaterale investeringsaftaler med USA, har det mindste omfang af investeringer hidrørende fra USA.

5.8.4.

Det er yderst tvivlsomt, om den manglende forekomst af en ISDS-mekanisme i TTIP vil svække EU's muligheder for at inkludere ISDS i fremtidige bilaterale investeringer og investeringsaftaler med ikke-OECD-lande som f.eks. Kina. Kina har allerede opbygget et tæt netværk bestående af mere end 130 bilaterale investeringsaftaler (herunder med 26 medlemsstater). Kina ønsker i lige så høj grad en aftale som EU. Der kan i højere grad stilles spørgsmålstegn ved, om det er i EU's interesse at give statsejede kinesiske virksomheder, som i bund og grund er underlagt den kinesiske regering, mulighed for at anvende ISDS til at udfordre regeringers politik. Dette ville give et fremmed land mulighed for at anvende det, der skulle være en kommerciel proces, til at behandle spørgsmål, der bør løses gennem forhandling og diplomati.

5.8.5.

Et detaljeret dokument, der blev offentliggjort i marts 2015 af Det Europæiske Center for Politiske Studier, Centeret for Transatlantiske Forbindelser og Johns Hopkins-universitetet, konkluderede, at »[...] det ikke er sandsynligt, at indarbejdelse af et kapitel om investeringsbeskyttelse i TTIP, som ledsages af en ISDS-mekanisme, vil give EU nogen væsentlige hverken økonomiske eller politiske fordele. Vores analyse tyder desuden på, at indarbejdelsen af sådanne bestemmelser vil føre til væsentlige økonomiske og politiske omkostninger for EU. Selv om omfanget af de potentielle omkostninger ikke bør overdrives, er det vores overordnede vurdering, at omkostningerne højst sandsynligt vil være større end de potentielle fordele for EU. Vi mener derfor, at medmindre ISDS-mekanismen ledsages af betydelige indrømmelser fra amerikansk side med henblik på at udligne ISDS-relaterede omkostninger, vil det være klogt, hvis EU overvejer andre alternativer« (16).

5.9.1.

Sydafrika, Bolivia, Ecuador, Venezuela og Indonesien er begyndt at ophæve eller udfase eksisterende bilaterale investeringsaftaler. Det forlyder, at Indien også er i gang med at evaluere sine aftaler, og i kølvandet på Phillip Morris-sagen har Australien meddelt, at landet ikke vil acceptere en ISDS-klausul i fremtidige aftaler.

5.9.2.

National Conference of Legislators, der repræsenterer alle 50 parlamentariske organer i de amerikanske delstater, har meddelt (17), at den »ikke vil støtte nogen handelsaftale, der indeholder en mekanisme til tvistbilæggelse mellem investor og stat«, idet en sådan griber ind i deres »beføjelser som delstatslovgivere til at udforme og håndhæve, retfærdig og ikke-diskriminerende lovgivning, der beskytter den offentlige sundhed, sikkerhed og velfærd, garanterer arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og beskytter miljøet.«

5.9.3.

Modstanden mod ISDS vokser også i Europa, hvor Tyskland, Østrig, Grækenland og Frankrig sætter spørgsmålstegn ved investorrettighederne i TTIP-aftalen.

5.9.4.

Medlemmer af det indflydelsesrige INTA-udvalg i Europa-Parlamentet har tændt advarselslamperne og opfordret til, at ISDS droppes fra TTIP.

5.9.5.

Regionsudvalget advarer om, at en ISDS-mekanisme i forholdet mellem EU og USA, for så vidt som den omgår de almindelige domstole, er forbundet med store risici og dermed bør anses for unødvendig (18).

5.9.6.

Disse synspunkter deles af de mange europæiske civilsamfundsorganisationer, der er modstandere af ISDS i TTIP. Et af de centrale punkter går på, at en investor, der først lægger sag an i et nationalt retssystem, hvor der træffes en endelig afgørelse, stadig kan indlede en sag ved en voldgiftsdomstol for investeringer. Denne voldgiftsdomstol har dermed det sidste ord, hvilket anses for at være i modstrid med demokratiet.

6.1.

EØSU bifalder Europa-Kommissionens beslutning om at iværksætte en offentlig høring om medtagelsen af ISDS i TTIP-aftalen. Når der ses bort fra genindsendte svar modtog Kommissionen i alt 1 43  053 svar, hvilket viser, hvor stor den offentlige interesse er. I Kommissionens arbejdsdokument, som blev offentliggjort i januar 2015, foretages der en grundig analyse af indholdet af de indsendte svar (19).

6.2.

Høringen var baseret på en referencetekst, der igen var baseret på CETA-aftalen. Desværre var dette udkast til en aftale og udkastet til en aftale med Singapore ikke blevet sendt i offentlig høring. Det, at CETA-aftalen, som man havde afsluttet forhandlingerne om, blev anvendt som grundlag for en offentlig høring, efter at blækket var tørt, har ført til en vis bekymring om, at den offentlige høring ikke var stort andet end et fait accompli, som var udformet med henblik på at blåstemple EU's nye generation af investeringsaftaler. Denne frygt blev forstærket af, at høringsdokumentet koncentrerede sig om modaliteter og ikke indeholdt nogen specifikke spørgsmål om, hvorvidt TTIP-aftalen principielt burde indeholde en ISDS-mekanisme. Formålet med høringen var imidlertid at konsultere de berørte parter om, hvordan man kunne forbedre ISDS-mekanismen i TTIP-aftalen.

6.3.

Høringen bidrog ikke med meget nyt til de store mængder information, der allerede er tilgængelige via den aktive offentlige debat om ISDS på internettet. Der var imidlertid tale om en yderst nyttig øvelse i at samle diskussionens mange tråde og give civilsamfundet lejlighed til at komme med direkte input.

6.4.

Det er uheldigt, at nogle fortalere for ISDS har været afvisende over for de 97 % af svarene, der er indgivet kollektivt via forskellige onlineplatforme. Kollektive bidrag er en legitim del af en offentlig høring. EØSU hilser Europa-Kommissionens forsikring om, at »Der er blevet taget højde for alle svar på lige fod« velkommen.

6.5.

EØSU bemærker, at færre end 1 % af respondenterne angav, at de var investorer i USA, men udvalget anser ikke dette for at være bekymrende. Vedrørende spørgsmål om demokrati og staternes suveræne ret til at bestemme over deres egne anliggender er bredt funderede input fra civilsamfundet af afgørende og vital betydning.

6.6.

Europa-Kommissionen har udpeget fire områder, hvor der kunne være mulighed for yderligere forbedringer:

Disse områder uddybes i oplægget »Investment in TTIP and beyond — the path for reform« (Investeringer i TTIP og videre frem — køreplan for reform), som kommissær Cecilia Malmström fremlagde for Europa-Parlamentet og Rådet i maj 2015.

6.7.

EØSU er overrasket over, at det på mødet i civilsamfundsdialogen den 18. maj blev bekræftet, at den model for investorbeskyttelse, der i øjeblikket anvendes i forhandlingerne om en frihandelsaftale med Japan, er den, der er vedtaget i CETA-aftalen. I og med, at kommissæren i oplægget »Investment in TTIP and beyond — the path for reform« forelagt Europa-Parlamentet den 6. maj har udpeget en række områder, som skal forbedres yderligere i CETA-teksten, er udvalget betænkeligt ved, at denne aftale fortsat vil være grundlaget for forhandlinger med så vigtig en global partner som Japan.

7.1.

EØSU er bekymret over, at European Service Forums bidrag til den offentlige høring indeholder opfordringer om, at undtagelser og begrænsninger holdes på et minimum, og at »Kommissionen bør anvende sit forhandlingsmandat under Lissabontraktaten til at forbedre og styrke, og ikke svække« ISDS. Disse krav omfatter »bestemmelser om mestbegunstigelsesbehandling og national behandling uden forbehold, en klausul om rimelig og retfærdig behandling uden forbehold, en bred paraplyklausul, ingen undtagelser for specifikke sektorer, ingen filtreringsmekanismer, fuld erstatning for direkte og indirekte uretmæssig tilegnelse« (20).

7.2.

ISDS anvendes i stigende grad til at omgå nationale retssystemer og i stedet sagsøge regeringer ved hjælp af private internationale retsinstanser med krav om skatteyderfinansieret erstatning for politikker i offentlighedens interesse, der angiveligt begrænser fortjenesten. Dette er især udbredt på områderne sundhed og miljøbeskyttelse.

7.3.

Nylige højt profilerede sager har øget modstanden mod ISDS:

7.4.

Investeringsaftaler forbyder enhver form for restriktioner på hjemtagning af midler eller fortjenester. Regeringer må ikke indføre kontrol med kapitalbevægelser med det formål at imødegå angreb på deres valuta eller indføre restriktioner på spekulationskapital under en krise, selv om IMF mener, at en sådan kontrol udgør en vigtig politikforanstaltning. Ingen stat er blevet hårdere ramt af ISDS-sagsanlæg end Argentina, som har måttet betale over 500 mio. USD efter landets beslutning om at afkoble pesoen fra den amerikanske dollar i 2002.

7.5.

Der findes undtagelser for offentlige tjenesteydelser under kapitel 11 i CETA-aftalen (Grænseoverskridende handel med tjenesteydelser), men der er ingen fritagelser eller undtagelser for dem under kapitel 10 (Investeringsbeskyttelse). Selv om det i princippet må være rimeligt, at investorer er beskyttet mod staters vilkårlige handlinger, vækker definitionen på ekspropriation og navnlig definitionen på indirekte ekspropriation bekymring, når det gælder staters mulighed for at bringe visse ydelser, der i øjeblikket leveres af kommercielle enheder, tilbage under statsligt regi af samfundsmæssige hensyn. Ekspropriation under kapitel 10 omfatter enhver form for lovgivning, som fører til, at private virksomheder mister værdi. Kompensationen skal afspejle »det reelle ta« Det kan gøre det økonomisk uoverkommeligt for stater at bringe tjenesteydelser tilbage under statsligt regi.

7.6.

Det anerkendes i CETA, at definitionen af indirekte ekspropriation er for bred, og bilag X.11, afsnit 3 søger at skabe klarhed ved at opregne de mål for den offentlige politik, hvor der ikke vil være tale om indirekte ekspropriation, som f.eks. sundhed, sikkerhed og miljø. Der er imidlertid en vis fare for, at dette ville kunne fortolkes præskriptivt og føre til, at der i forbindelse med andre bredere mål for de offentlige politikker, såsom økonomisk politik, finanspolitik eller renationalisering af centrale tjenesteydelser, ville blive rejst krav i henhold til ISDS under påberåbelse af, at der var tale om indirekte ekspropriation. Det er helt afgørende, at der sker en afklaring på dette område.

7.7.

Ved fremlæggelsen af sine planer om at forhindre investorer i at misbruge ISDS fastholder Europa-Kommissionen, at den i TTIP »ønsker at inkludere bestemmelser, der forhindrer useriøse sagsanlæg« (22). Udkastet til CETA indeholder også en hurtig procedure til afvisning af ubegrundede og useriøse sagsanlæg. Det vil imidlertid være utrolig vanskeligt at definere begrebet »useriøs« i juridisk henseende, og dette spørgsmål har potentiale til at skabe et stort spillerum for specialiserede investeringsrådgivere.

7.8.

Udkastet til CETA-aftalen indeholder ligeledes en udtømmende definition af »rimelig og retfærdig behandling«. Modstanderne af ISDS mener, denne er for bred, mens erhvervslivet ikke finder den tilstrækkelig fleksibel. Den giver stadig retsinstansen et vist rum for fortolkning, og den mangler en fleksibel revisionsmekanisme.

7.9.

Alene truslen om et sagsanlæg under ISDS kan skabe en lovgivningsmæssig nervøsitet, der afholder regeringer fra at regulere i offentlighedens interesse af frygt for sagsanlæg og deraf resulterende bøder. For eksempel har New Zealands regering midlertidigt bremset et lovforslag om neutral indpakning af tobaksvarer, mens man afventer resultatet af den sag, som Phillip Morris har anlagt mod Australien.

7.10.

Af en briefing, som advokatfirmaet Freshfiedls Bruckhaus Deringer afholdt for sine multinationale klienter, fremgår følgende: »Virksomheder fokuserer nu i højere grad på investeringsaftalers potentielle betydning, ikke blot som en sidste forsvarsmekanisme, når ting går galt, men også som et vigtigt forudgående værktøj til risikoreduktion, når investeringer iværksættes«.

7.11.