1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/1

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/2

—

Den appellerede kendelse ophæves.

—

Rettens konklusion om at tage formalitetsindsigelsen til følge ophæves, og navnlig konklusionen om, at »en erklæring fra Eurogruppen ikke […] kan anses for en akt, der skal skabe bindende retsvirkninger i forhold til tredjemand« og følgelig i forhold til appellanterne, og om at Eurogruppen med den omtvistede erklæring »på meget generel vis har udarbejdet en rapport om visse foranstaltninger truffet på det politiske plan i Republikken Cypern«.

—

Den appellerede kendelse, hvorved Republikken Cypern blev pålagt at reducere værdien af indlån uden at skulle godtgøre nogen adfærd, handling eller beslutning over for Eurogruppen, indstævnte eller sidstnævnte gennem Eurogruppen, ophæves.

—

Kendelsens konklusion om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, ophæves.

1.

Den appellerede kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel og er blevet afsagt på grundlag af en urigtig faktisk og retlig fortolkning hvad angår den institution, der rent faktisk traf afgørelsen om reducering af værdien af »bail in«-indlån.

2.

Den appellerede kendelse er afsagt i strid med almindelige retsprincipper, idet Retten har forvansket den omstændighed, at Eurogruppens omtvistede afgørelse, uanset dens type eller form, i nærværende sag var en akt, der kunne anfægtes ved et annullationssøgsmål.

3.

Den appellerede kendelse er mangelfuld, idet Retten ved dens afsigelse hverken havde undersøgt det retlige og faktiske forhold mellem Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen eller den omstændighed, at Eurogruppens akter i medfør af princippet om Legal Causation og kriteriet om den egentligt ansvarlige udgjorde akter fra Den Europæiske Centralbank og Europa-Kommissionen, som ligeledes skulle have handlet i overensstemmelse med Den Europæiske Unions traktat og protokoller samt i henhold til sekundær og afledt ret.

Retten har følgelig ikke undersøgt indholdet af appellanternes argumenter og tvisten, hvorfor den urigtigt har afvist annullationssøgsmålet.

4.

Ved tiltrædelsen af denne appel tilpligtes appellanterne hverken at betale sagens omkostninger i nærværende sag eller omkostningerne afholdt i første instans.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/3

—

Den appellerede kendelse ophæves.

—

Rettens konklusion om at tage formalitetsindsigelsen til følge ophæves, og navnlig konklusionen om, at »en erklæring fra Eurogruppen ikke […] kan anses for en akt, der skal skabe bindende retsvirkninger i forhold til tredjemand« og følgelig i forhold til appellanterne, og om at Eurogruppen med den omtvistede erklæring »på meget generel vis har udarbejdet en rapport om visse foranstaltninger truffet på det politiske plan i Republikken Cypern«.

—

Den appellerede kendelse, hvorved Republikken Cypern blev pålagt at reducere værdien af indlån uden at skulle godtgøre nogen adfærd, handling eller beslutning over for Eurogruppen, indstævnte eller sidstnævnte gennem Eurogruppen, ophæves.

—

Kendelsens konklusion om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, ophæves.

1.

Den appellerede kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel og er blevet afsagt på grundlag en urigtig faktisk og retlig fortolkning hvad angår den institution, der rent faktisk traf afgørelsen om reducering af værdien af »bail in«-indlån.

2.

Den appellerede kendelse er afsagt i strid med almindelige retsprincipper, idet Retten har forvansket den omstændighed, at Eurogruppens omtvistede afgørelse, uanset dens type eller form, i nærværende sag var en akt, der kunne anfægtes ved et annullationssøgsmål.

3.

Den appellerede kendelse er mangelfuld, idet Retten ved dens afsigelse hverken havde undersøgt det retlige og faktiske forhold mellem Euopa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen eller den omstændighed, at Eurogruppens akter i medfør af princippet om Legal Causation og kriteriet om den egentligt ansvarlige udgjorde akter fra Den Europæiske Centralbank og Euopa-Kommissionen, som ligeledes skulle have handlet i overensstemmelse med Den Europæiske Unions traktat og protokoller samt i henhold til sekundær og afledt ret.

Retten har følgelig ikke undersøgt indholdet af appellanternes argumenter og tvisten, hvorfor den urigtigt har afvist annullationssøgsmålet.

4.

Ved tiltrædelsen af denne appel tilpligtes appellanterne hverken at betale sagens omkostninger i nærværende sag eller omkostningerne afholdt i første instans.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/4

—

Den appellerede kendelse ophæves.

—

Rettens konklusion om at tage formalitetsindsigelsen til følge ophæves, og navnlig konklusionen om, at »en erklæring fra Eurogruppen ikke […] kan anses for en akt, der skal skabe bindende retsvirkninger i forhold til tredjemand« og følgelig i forhold til appellanterne, og om at Eurogruppen med den omtvistede erklæring »på meget generel vis har udarbejdet en rapport om visse foranstaltninger truffet på det politiske plan i Republikken Cypern«.

—

Den appellerede kendelse, hvorved Republikken Cypern blev pålagt at reducere værdien af indlån uden at skulle godtgøre nogen adfærd, handling eller beslutning over for Eurogruppen, indstævnte eller sidstnævnte gennem Eurogruppen, ophæves.

—

Kendelsens konklusion om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, ophæves.

1.

den appellerede kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel og er blevet afsagt på grundlag en urigtig faktisk og retlig fortolkning hvad angår den institution, der rent faktisk traf afgørelsen om reducering af værdien af »bail in«-indlån.

2.

Den appellerede kendelse er afsagt i strid med almindelige retsprincipper, idet Retten har forvansket den omstændighed, at Eurogruppens omtvistede afgørelse, uanset dens type eller form, i nærværende sag var en akt, der kunne anfægtes ved et annullationssøgsmål.

3.

Den appellerede kendelse er mangelfuld, idet Retten ved dens afsigelse hverken havde undersøgt det retlige og faktiske forhold mellem Euopa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen eller den omstændighed, at Eurogruppens akter i medfør af princippet om Legal Causation og kriteriet om den egentligt ansvarlige udgjorde akter fra Den Europæiske Centralbank og Euopa-Kommissionen, som ligeledes skulle have handlet i overensstemmelse med Den Europæiske Unions traktat og protokoller samt i henhold til sekundær og afledt ret.

Retten har følgelig ikke undersøgt indholdet af appellanternes argumenter og tvisten, hvorfor den urigtigt har afvist annullationssøgsmålet.

4.

Ved tiltrædelsen af denne appel tilpligtes appellanterne hverken at betale sagens omkostninger i nærværende sag eller omkostningerne afholdt i første instans.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/5

—

Den appellerede kendelse ophæves.

—

Rettens konklusion om at tage formalitetsindsigelsen til følge ophæves, og navnlig konklusionen om, at »en erklæring fra Eurogruppen ikke […] kan anses for en akt, der skal skabe bindende retsvirkninger i forhold til tredjemand« og følgelig i forhold til appellanterne, og om at Eurogruppen med den omtvistede erklæring »på meget generel vis har udarbejdet en rapport om visse foranstaltninger truffet på det politiske plan i Republikken Cypern«.

—

Den appellerede kendelse, hvorved Republikken Cypern blev pålagt at reducere værdien af indlån uden at skulle godtgøre nogen adfærd, handling eller beslutning over for Eurogruppen, indstævnte eller sidstnævnte gennem Eurogruppen, ophæves.

—

Kendelsens konklusion om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, ophæves.

1.

Den appellerede kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel og er blevet afsagt på grundlag en urigtig faktisk og retlig fortolkning hvad angår den institution, der rent faktisk traf afgørelsen om reducering af værdien af »bail in«-indlån.

2.

Den appellerede kendelse er afsagt i strid med almindelige retsprincipper, idet Retten har forvansket den omstændighed, at Eurogruppens omtvistede afgørelse, uanset dens type eller form, i nærværende sag var en akt, der kunne anfægtes ved et annullationssøgsmål.

3.

Den appellerede kendelse er mangelfuld, idet Retten ved dens afsigelse hverken havde undersøgt det retlige og faktiske forhold mellem Euopa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen eller den omstændighed, at Eurogruppens akter i medfør af princippet om Legal Causation og kriteriet om den egentligt ansvarlige udgjorde akter fra Den Europæiske Centralbank og Euopa-Kommissionen, som ligeledes skulle have handlet i overensstemmelse med Den Europæiske Unions traktat og protokoller samt i henhold til sekundær og afledt ret.

Retten har følgelig ikke undersøgt indholdet af appellanternes argumenter og tvisten, hvorfor den urigtigt har afvist annullationssøgsmålet.

4.

Ved tiltrædelsen af denne appel tilpligtes appellanterne hverken at betale sagens omkostninger i nærværende sag eller omkostningerne afholdt i første instans.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/6

—

Den appellerede kendelse ophæves.

—

Rettens konklusion om at tage formalitetsindsigelsen til følge ophæves, og navnlig konklusionen om, at »en erklæring fra Eurogruppen ikke […] kan anses for en akt, der skal skabe bindende retsvirkninger i forhold til tredjemand« og følgelig i forhold til appellanterne, og om at Eurogruppen med den omtvistede erklæring »på meget generel vis har udarbejdet en rapport om visse foranstaltninger truffet på det politiske plan i Republikken Cypern«.

—

Den appellerede kendelse, hvorved Republikken Cypern blev pålagt at reducere værdien af indlån uden at skulle godtgøre nogen adfærd, handling eller beslutning over for Eurogruppen, indstævnte eller sidstnævnte gennem Eurogruppen, ophæves.

—

Kendelsens konklusion om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, ophæves.

1.

den appellerede kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel og er blevet afsagt på grundlag en urigtig faktisk og retlig fortolkning hvad angår den institution, der rent faktisk traf afgørelsen om reducering af værdien af »bail in«-indlån.

2.

Den appellerede kendelse er afsagt i strid med almindelige retsprincipper, idet Retten har forvansket den omstændighed, at Eurogruppens omtvistede afgørelse, uanset dens type eller form, i nærværende sag var en akt, der kunne anfægtes ved et annullationssøgsmål.

3.

Den appellerede kendelse er mangelfuld, idet Retten ved dens afsigelse hverken havde undersøgt det retlige og faktiske forhold mellem Euopa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen eller den omstændighed, at Eurogruppens akter i medfør af princippet om Legal Causation og kriteriet om den egentligt ansvarlige udgjorde akter fra Den Europæiske Centralbank og Euopa-Kommissionen, som ligeledes skulle have handlet i overensstemmelse med Den Europæiske Unions traktat og protokoller samt i henhold til sekundær og afledt ret.

Retten har følgelig ikke undersøgt indholdet af appellanternes argumenter og tvisten, hvorfor den urigtigt har afvist annullationssøgsmålet.

4.

Ved tiltrædelsen af denne appel tilpligtes appellanterne hverken at betale sagens omkostninger i nærværende sag eller omkostningerne afholdt i første instans.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/7

1)

Er EU-retten — og navnlig 31. betragtning til og artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF (1) — til hinder for en national ordning (såsom artikel 71e i LDA [den italienske ophavsretslov] sammenholdt med artikel 4 i [det tekniske bilag til dekretet af] 30.12.2009), der med hensyn til medier og anordninger erhvervet til formål, der klart er forskellige fra privatkopiering — dvs. alene til erhvervsmæssig brug — overlader fastsættelsen af kriterier for afgiftsfritagelse »ex ante« til privatretlig forhandling — med andre ord »fri forhandling« — i særdeleshed hvad angår »gennemførelsesprotokollerne« i ovennævnte artikel 4, i mangel af almindelige bestemmelser og nogen form for sikring af ligebehandling af SIAE og de personer, som er forpligtet til at betale kompensationen, eller disses brancheorganisationer?

2)

Er EU-retten — og navnlig 31. betragtning til og artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF — til hinder for en national ordning (såsom artikel 71e i den italienske LDA sammenholdt med [dekretet af] 30.12.2009 og SIAE’s anvisninger om tilbagebetaling), der med hensyn til medier og anordninger erhvervet til formål, der klart er forskellige fra privatkopiering — dvs. alene til erhvervsmæssig brug — bestemmer, at anmodningen om tilbagebetaling kun kan indgives af slutbrugeren og ikke af fabrikanten af medier og anordninger?

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/8

1)

Skal en medlemsstats indgriben, der består i at pålægge den oprindelige operatør at tilbyde levering af naturgas til de endelige forbrugere til de lovbestemte tariffer, men som ikke er til hinder for, at den oprindelige leverandør og alternative leverandører kan fremsætte konkurrerende tilbud til priser, der er lavere end disse tariffer, anses for at indebære, at prisniveauet for levering af naturgas til de endelige forbrugere fastsættes uafhængigt af de frie markedskræfter, og udgør en sådan indgriben efter sin art en hindring for etableringen af et konkurrencebaseret naturgasmarked som nævnt i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/73/EF (1)?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, på baggrund af hvilke kriterier skal det da vurderes, om en sådan indgriben fra statens side i forhold til prisen for levering af naturgas til de endelige forbrugere er forenelig med direktiv 2009/73/EF?

Der spørges navnlig om følgende:

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/9

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/9

1)

Skal artikel 20 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat fratager en tredjelandsstatsborger, som faktisk og dagligt drager omsorg for sit mindreårige barn, der er statsborger i en medlemsstat, ret til ophold i denne medlemsstat?

2)

Har det for besvarelsen af dette spørgsmål betydning, at den retlige, økonomiske og/eller følelsesmæssige forsørgelse ikke i det hele påhviler denne forælder, og at det desuden ikke er udelukket, at den anden forælder, der er statsborger i en medlemsstat, faktisk er i stand til at drage omsorg for barnet. Skal forælderen/tredjelandsstatsborgeren i dette tilfælde godtgøre, at den anden forælder ikke er i stand til at drage omsorg for barnet, således at barnet nødsages til at forlade Unionens område, hvis retten til ophold fratages forælderen/tredjelandsstatsborgeren?

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/10

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/11

1)

Kommissionens forordning (EF) nr. 954/2009 af 13. oktober 2009 om 114. ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, annulleres, for så vidt som den vedrører Chafiq Ayadi.

2)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Chafiq Ayadi afholdte omkostninger samt den af Rettens kasse forskudsvis udbetalte retshjælp.

3)

Irland og Rådet for Den Europæiske Union bærer deres egne omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/12

1)

Søgsmålet afvises.

2)

Giovanni Conte, Casa del Pescatore Soc. coop. rl, Guidotti Giovanni & Figli Snc, Organizzazione di produttori della pesca di Civitanova Marche Soc. coop. rl og Consorzio gestione mercato ittico Manfredonia Soc. coop. rl (Cogemim) bærer deres egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

3)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/12

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Square, Inc. betaler sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/13

—

Artikel 1, stk. 2, artikel 2, stk. 4, og artikel 3, 4 og 5 i Europa-Kommissionens afgørelse af 23. juli 2014 vedrørende statsstøtte SA.33963 (2012/C) (ex 2012/NN), som Frankrig har iværksat til fordel for handelskammeret i Angoulême, SNC-Lavalin, Ryanair og Airport Marketing Services, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af det i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder nedfældede princip om god forvaltning og sagsøgernes ret til forsvar, idet Kommissionen undlod at give sagsøgerne aktindsigt i undersøgelsens sagsakter og undlod at give dem mulighed for at gøre deres synspunkter gældende.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, fordi Kommissionen fejlagtigt tilregnede den franske stat indgåelsen af aftalen om lufthavnstjenester og aftalen om markedsføringstjenester.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, fordi Kommissionen ikke anvendte det »markedsøkonomiske investorprincip« korrekt.

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen med urette nægtede at lægge en sammenlignende analyse til grund, hvilket ville have ført til en konstatering af, at der ikke forelå statsstøtte til fordel for sagsøgerne. Subsidiært er det blevet gjort gældende, at Kommissionen anvendte åbenbart utilstrækkelige, ukontrollerede og upålidelige oplysninger ved sin beregning af lufthavnens indtjening, anvendte en for kort tidshorisont, tilsidesatte de netværkseksternaliteter, som lufthavnen kunne forvente at opnå ved sin forbindelse med Ryanair, undlod at tilkende markedsføringstjenesterne en passende værdi og forkastede rationalet bag lufthavnens beslutning om at købe sådanne ydelser.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og art. 108, stk. 2, TEUF, idet Kommissionen foretog et åbenbart fejlskøn og en retlig fejl, idet den fandt, at støtten til Ryanair og Airport Marketing Services var lig med Angoulême lufthavns samlede marginale tab i stedet for den faktiske fordel for Ryanair og Airport Marketing Services. Kommissionen burde have undersøgt, i hvilket omfang den påståede fordel faktisk blev videregivet til Ryanair’s passagerer. Endvidere undlod Kommissionen at kvantificere den mulige fordel, som Ryanair måtte have nydt via Angoulême lufthavns betalingsstrømme vedrørende priser, der (angiveligt) var mindre end omkostningerne. Endelig undlod Kommissionen at give en passende forklaring på, hvorfor tilbagesøgning af det i afgørelsen angivne støttebeløb var nødvendigt for at sikre genetableringen af omstændighederne før betalingen af støtten.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/14

—

Afgørelse truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Kemikalieagentur den 12. december 2014 med referencen ED/108/2014, som ajourfører og supplerer den nuværende bestemmelse vedrørende stoffet DEHP på listen over stoffer, der eventuelt skal optages i bilag XIV til forordning (EF) nr. 1907/2006 (1), annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse er truffet ultra vires

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er truffet ultra vires med den begrundelse, i) at forordning nr. 1907/2006 ikke gør det muligt for sagsøgte at ajourføre listen med henblik på en eventuel optagelse i bilag XIV som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 59, stk. 1, ii) at sagsøgeren forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse havde iværksat en procedure, som var i strid med artikel 59 i forordning nr. 1907/2006, iii) og at den anfægtede afgørelse og den af sagsøgte iværksatte procedure forud for dens vedtagelse, omgår den procedure, der er af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet er fastsat med henblik herpå.

2.

Andet anbringende om den anfægtede afgørelses tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, idet i) den identificerer stoffet bis-(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP) som et stof med hormonforstyrrende egenskaber, selv om EU-retten hverken definerer dette stof eller kriterierne for dets identifikation, og at denne definition eller disse kriterier udarbejdes af Kommissionen på baggrund af Rådets og Europa-Parlamentets forordninger og afgørelser, og ii) at denne afgørelse er blevet vedtaget inden for rammerne af en procedure, som stadig er i gang — dog på et fremskredent stadium — vedrørende godkendelse af stoffet DEHP, der er identificeret som reproduktionstoksisk som omhandlet i artikel 57, litra c), i forordning nr. 1907/2006.

3.

Tredje anbringende om den omstændighed, at den anfægtede afgørelse ikke er baseret på overbevisende og objektive videnskabelige resultater

I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse er ukorrekt, eftersom den ikke er baseret på overbevisende og objektive videnskabelige resultater, der fastslår, at stoffet DEHP opfylder alle kriterierne i artikel 57, litra f), i forordning nr. 1907/2006.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelsen af sagsøgerens rettigheder og principperne i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse og den af sagsøgte iværksatte procedure, som gik forud for vedtagelsen af denne afgørelse, tilsidesætter sagsøgerens rettigheder samt principperne i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, heriblandet retssikkerhedsprincippet, retten til en retfærdig rettergang og ejendomsretten.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/15

—

Artikel 1, 3, 4 og 5 i Kommissionens afgørelse af 15. oktober 2014 om Slovakiets statsstøtte SA.33797 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2011/CP) til fordel for NCHZ annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved sin afgørelse har tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF ved at anse erklæringen om, at selskabet Novácke chemické závody, a.s. v konkurze (herefter »NCHZ«) var et strategisk selskab som omhandlet i den slovakiske lov af 5. november 2009 om visse strategiske foranstaltninger vedrørende strategiske selskaber under insolvensbehandling (herefter »loven«) for statsstøtte i henhold til ovennævnte artikel, eftersom ikke alle artiklens betingelser er opfyldt.

Sagsøgeren har gjort gældende, at erklæringen ikke medførte en overførsel af statslige midler, eftersom der ikke forelå nogen yderligere byrde for staten i forhold til den situation, der ville være opstået, såfremt de sædvanlige insolvensbestemmelser var blevet anvendt. Erklæringen gav heller ikke NCHZ en økonomisk fordel, eftersom kreditorerne for det første under alle omstændigheder ville have tilstræbt, at virksomheden blev fortsat, og at det midlertidige forbud mod afskedigelser kun var til fordel for staten og ikke for selskabet. For det andet består anvendelsen af loven den markedsøkonomiske test, eftersom den var økonomisk fordelagtig for de offentlige kreditorer.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at selv hvis Kommissionen skulle have ret, og anvendelsen af loven skulle anses for statsstøtte til fordel for NCHZ, anlagde Kommissionen et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af statsstøttebeløbet.

2.

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af forpligtelsen til at foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen havde pligt til for det første at underrette den slovakiske regering om den omstændighed, at detaljeringsgraden i den efterfølgende analyse, der blev foretaget af denne, ifølge Kommissionen ikke var tilstrækkelig og for det andet at oplyse om, hvilke yderligere informationer eller præciseringer den slovakiske regering skulle tilvejebringe. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke anmodede om at få oplysninger om de endelige tal, inden den traf sin afgørelse om tilbagebetaling.

3.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF og af begrundelsespligten.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse for, hvorfor NCHZ i denne særlige sag ikke ville have fortsat sin virksomhed uden anvendelsen af loven, og ikke besvarede den slovakiske regerings argumenter vedrørende de offentlige kreditorers økonomiske interesser i en fortsat virksomhed.

4.

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF og af procedureforordningens artikel 14, stk. 1, idet tilbagesøgningen blev udvidet til at omfatte sagsøgeren.

Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke forelå statsstøtte i forhold til denne, eftersom salgsprisen lå på markedsprisniveau. Ifølge sagsøgeren er Kommissionens argumenter og tvivl med hensyn til, om de priser, som blev betalt af Via Chem og efterfølgende af Fortischem for NCHZ’s aktiver, udgjorde markedsprisen, behæftet med mangler af flere grunde. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at eftersom bevisbyrden påhviler Kommissionen, er det ikke tilstrækkeligt for Kommissionen at udtrykke tvivl. For det andet består der, eftersom salget blev foretaget inden for rammerne af en insolvensbehandling under kontrol af en domstol, der havde pligt til at handle i det insolvente selskabs kreditorers interesse, en formodning for, at aktiverne blev solgt til den højst mulige pris. For det tredje var udbudsproceduren åben, gennemsigtig og ubetinget og sikrede derfor den højeste pris, der kunne opnås på markedet. Optionen med forpligtelser havde ingen indvirkning på salgsprisen. For det fjerde skal den salgspris, der blev aftalt mellem private markedsøkonomiske operatører, på trods af den omstændighed, at betingelserne for salget mellem Via Chem og Fortischem er uden betydning, eftersom det første salg blev foretaget til markedspris, anses for at være markedsprisen selv uden en udbudsprocedure.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det er åbenlyst, at overdragelsen af NCHZ’s aktiver til Via Chem og efterfølgende til sagsøgeren ikke kan anses for et forsøg på at omgå Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling af to grunde. For det første er denne sag så langt fra en typisk omgåelsessag, at selv Kommissionen har medgivet ikke at have beviser for en hensigt om at undgå tilbagebetaling. For det andet har Kommissionen ikke desto mindre konkluderet, at der foreligger økonomisk kontinuitet, således at den kan udvide tilbagebetalingspligten til at omfatte sagsøgeren. Kommissionens konklusion følger imidlertid en fejlagtig bedømmelse, der er støttet på en fejlagtig fortolkning af de enkelte kriterier, den tager ikke hensyn til bevisbyrden, og den hviler på en forkert forståelse af det overordnede begreb økonomisk kontinuitet i statsstøttesager.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens tilgang er økonomisk destruktiv og unødvendig set fra et konkurrenceretligt perspektiv. Ifølge sagsøgeren forsøger Kommissionen at skabe en ny og meget strengere retspraksis i henhold til hvilken transaktionens omfang skal være det afgørende kriterium, mens salgsprisen højst, om overhovedet, skal udgøre et støttekriterium.

5.

Femte anbringende, der er subsidiært, vedrører tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF og procedureforordningens artikel 14, stk. 1, idet udvidelsen af afgørelsen om tilbagebetaling ikke blev begrænset til 60 % af den påståede statsstøtte.

6.

Sjette anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 296 TEUF idet der blev givet en utilstrækkelig begrundelse vedrørende den økonomiske kontinuitet.

Sagsøgeren har gjort gældende, at det følger af bemærkningerne i forbindelse med det første anbringende, at Kommissionens begrundelse er utilstrækkelig til at give Retten mulighed for at foretage en prøvelse af den anfægtede afgørelse, og at det er umuligt for sagsøgeren at forstå de grunde, som førte til, at Kommissionen fastslog, at der forelå økonomisk kontinuitet.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/17

—

ECBs afgørelse af 5. januar 2015 (ECB/SSM/15/1 — 0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/3) annulleres, og det fastslås, at virkningerne af erstatningen af ECBs afgørelse af 1. september 2014 (ECB/SSM/14/1 — 0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/1) opretholdes.

—

ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende: ECBs anvendelse af et forkert kriterium ved bedømmelsen af, om der foreligger særlige omstændigheder

2.

Andet anbringende: åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder

3.

Tredje anbringende: tilsidesættelse af begrundelsespligten

4.

Fjerde anbringende: magtfordrejning som følge af manglende udøvelse af skønsbeføjelse

5.

Femte anbringende: tilsidesættelse af pligten til at undersøge og tage hensyn til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/19

—

Delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), for så vidt som herfra udelukkes:

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Den pålagte faste korrektion med et nettobeløb på 5 4 53  227,79 EUR (afkoblet direkte støtte) er i strid med artikel 27, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004, artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 og artikel 3 og 52 i forordning (EU) nr. 1306/2013, af to grunde:

2.

Den pålagte korrektion med et samlet beløb på 2 1 23  619,66 EUR (»naturbetingede ulemper« og »landbrugsmiljøvenlige foranstaltninger«) annulleres af følgende grunde:

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/20

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/103 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres delvist.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende vedrører uretmæssig udøvelse af Europa-Kommissionens kompetence til at udelukke beløb fra EU-finansiering

2.

Andet anbringende vedrører en utilstrækkelig og urigtig begrundelse af den anfægtede afgørelse.

3.

Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/21

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og annullationspåstandene fremsat i dette søgsmål tiltrædes.

—

Afgørelsens artikel 1 annulleres, for så vidt som den fastslår, at de spanske myndigheders nye administrative fortolkning af artikel 12 TRLIS skal anses for en statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked.

—

Afgørelsens artikel 4, stk. 1, annulleres, for så vidt som Kongeriget Spanien pålægges at bringe det, der som beskrevet i artikel 1 anses for en støtteordning, til ophør.

—

Afgørelsens artikel 4, stk. 2, 3, 4 og 5, annulleres, for så vidt som Kongeriget Spanien pålægges at tilbagesøge de beløb, som Kommissionen har anset for statsstøtte.

—

Subsidiært begrænses omfanget af den tilbagesøgning, som Kongeriget Spanien er pålagt ved afgørelsens artikel 4, stk. 2, på samme måde som i den første og anden afgørelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/22

—

Skrivelsen ref. Ares (2015) 528512, af 9. februar 2015, fra Europa-Kommissionen — Generaldirektøren for landbrug og udvikling af landdistrikterne, Jerzy Plewa, til hr. Scabin, sagsøgerens retlige repræsentant, som denne modtog samme dag, hvorved sagsøgerens anmodning i henhold til artikel 219, stk. 1, eller artikel 221 i forordning (EU) nr. 1308/2013, og navnlig hvad angår fastsættelsen af eksportrestitutioner i henhold til artikel 196 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden for sektoren for fjerkræskød, dateret den 13. januar 2015, erklæres ugyldig og uden virkning eller i det mindste annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af artikel 219, stk. 1, og artikel 221 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347, s. 671).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og særligt af artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/23

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Tegnet »NEUSCHWANSTEIN« — EF-varemærke nr. 10 144 392 — erklæres ugyldigt.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009.

—

Tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/24

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/25

—

Annullation af den stiltiende afgørelse om afslag af 20. februar 2015 på sagsøgerens klage over ansættelsesmyndighedens culpøse undladelse af at træffe foranstaltninger til opfyldelse af dommen af 26. februar 2013 i sag F-124/10.

—

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) tilpligtes, for det ikke-økonomiske tab, at betale sagsøgeren et beløb på 50,00 EUR pr. dag fra den 14. december 2007 indtil den dag, hvor de hjælpeforanstaltninger, der er beskrevet i brevet af 27. maj 2010 fra Regionsudvalgets generalsekretær gennemføres, og et beløb på 100,00 EUR pr. dag fra den 26. februar 2013 indtil den dag, hvor der vedtages foranstaltninger til opfyldelse af Personalerettens dom.

—

EØSU tilpligtes at betale sagsøgeren morarenter af disse beløb, fra den 20. oktober 2014 indtil effektiv betaling heraf, med den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med 2 procentpoint.

—

EØSU tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/25

—

Annullation af afgørelsen af 14. april 2014 truffet af EU’s højtstående repræsentant, næstformand for Europa-Kommissionen, om afslag på den klage vedrørende psykisk chikane, som sagsøgeren indgav over Chief Operating Officer ved Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EEAS).

—

EEAS tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/26

—

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 19. maj 2014 om afslag på sagsøgerens ansøgning om udbetaling af bosættelsespenge efter fratræden svarende til to måneders grundløn.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/26

—

Principalt: Det fastslås, at ansættelsesmyndighedens afgørelse af 18. juni 2014 om ikke at afholde visse ikke-lægelige udgifter, som ikke godtgøres af den fælles sygeforsikringsordning og som følger af sagsøgerens søns handicap, er ulovlig.

—

Subsidiært: Personaleretten udpeger en sagkyndig i overensstemmelse med procesreglementets artikel 75 med henblik på at fastsætte den grad af uarbejdsdygtighed, der følger af handicappet.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/27

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 15. oktober 2014 om fastsættelse af beregningen af godskrivningen af de pensionsrettigheder, som sagsøgeren har erhvervet før sin tiltrædelse af tjenesten ved Kommissionen.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/27

—

Annullation af sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2013.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/28

—

Annullation af CEPOL’s afgørelse nr. 17/2014/DIR af 23. maj 2014 om flytning af Cepol til Budapest, Ungarn, fra den 1. oktober 2014, hvori sagsøgerne blev underrettet om, at »manglende overholdelse af denne instruks vil blive betragtet som en opsigelse med virkning fra den 30. september 2014«.

—

Om fornødent ligeledes annullation af CEPOL’s afgørelser af 28. november 2014 om afslag på sagsøgernes klager, indgivet mellem den 8. og den 21. august 2014, over førnævnte afgørelse.

—

Om fornødent ligeledes annullation af CEPOL’s afgørelser af 22. december 2014, hvorved CEPOL »accepterede« to af sagsøgernes opsigelser.

—

CEPOL tilpligtes at betale erstatning for det af sagsøgerne lidte økonomiske tab.

—

CEPOL tilpligtes at betale erstatning for det af sagsøgerne lidte ikke-økonomiske tab.

—

CEPOL tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/28

—

Annullation af afgørelsen om fastsættelse af sagsøgerens løn for maj 2014, for så vidt som denne ikke indeholder nogen justeringskoefficient til fordel for sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 178/29

—

Annullation af den anfægtede afgørelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.