15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/1

Ordfører:

Bernardo Hernández Bataller

1.1

Den tiltagende forringelse af købekraften i middelklassen, som er forbrugssamfundets egentlige lokomotiv, og blandt forbrugerne som helhed har sammen med de finansielle vanskeligheder, små og mellemstore virksomheder gennemlever for at overleve, og på baggrund af de snævre profitmarginer i det nuværende erhvervsklima afstedkommet en ændring af mange af de traditionelle forretningspraksisser på markedet.

1.2

De skævvridninger af markedet, som den urimelige praksis har foranlediget, har gjort, at forbrugerne pludselig er blevet fanget i en økonomisk situation, som er kendetegnet ved tab af valgfrihed og vanskeligheder med at gøre deres rettigheder gældende på dette område. De pågældende forbrugere bør beskyttes mod disse fremgangsmåder, således at de ikke bliver udstødte.

1.3

Dertil kommer, at man med den økonomiske krise kan konstatere en generel og kontinuert tendens i retning af en stadig svækkelse af de potentielle forbrugere, hvilket tyder på, at denne forbrugskløft kan blive stadig større. Til dato har myndighederne ikke foreslået systematiske tiltag, der kan forebygge denne forringelse og beskytte forbrugerne mod den.

1.4

En afhjælpning af disse ubalancer vil tilmed forbedre producenternes og de små og mellemstore virksomheders stilling, for så vidt som gennemsigtighed og fri konkurrence letter dem for det pres, de er under (svindende efterspørgsel, barsk priskonkurrence osv.), og som bidrager til det indre markeds utilstrækkelige virkemåde.

1.5

Der skal træffes foranstaltninger af præventiv, beskyttende, afbødende og genoprettende karakter. Som minimum bør de — uden at foregribe de øvrige forslag i udtalelsen — omfatte følgende:

1.6

Forbrugernes interesser skal i højere grad integreres i alle EU's politikker. Således bør de relevante EU-programmer omfatte et specifikt afsnit vedrørende fremme af de repræsentative forbrugerorganisationers bidrag gennem aktiviteter af almen interesse, for at fremme integrationen af de økonomisk sårbare forbrugere.

2.1

Varigheden og omfanget af den nuværende økonomiske og finansielle krise har sammen med de foranstaltninger, som ganske mange af EU-medlemsstaternes regeringer har indført, haft konsekvenser for udbud af og efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser parallelt med den udhuling af købekraften, der har ramt flertallet af forbrugerne, og som er ved at føre til en social opsplitning.

2.2

Lønnedgang har tvunget folk til at ændre forbrugsvaner for at tilpasse deres privatøkonomi til en ændret forbrugsevne.

2.3

Tabet af indkomstkilder — selv hvis den støtte, der ydes af familienetværk, tages i betragtning — har sammen med det svækkede økonomiske fundament ført til en vækst i antallet af økonomisk sårbare forbrugere i fare for social udstødelse, navnlig når det vedrører bestemte basale produkter, forsyninger og tjenesteydelser, hvilket kan opfattes som en form for konjunkturbetinget sårbarhed.

2.4

Dertil kommer, at forbrugersegmenters fald til lag med mindre købekraft sammen med økonomisk udstødelse og arbejdsløshed har ført til nye begrænsninger i adgangen til de traditionelle markeder for varer og tjenesteydelser, hvilket har befordret fremkomsten af alternative markedsføringsrum og -kanaler, som i visse tilfælde kan forårsage dysfunktioner på markedet.

2.5

Til statistisk brug bør man benytte det flerdimensionelle fattigdomsindeks (Multidimensional Poverty Index, MPI) (1) til evaluering og som grundlag for beslutninger, der forhindrer social udstødelse. Med MPI-indekset analyseres forskellige basale aspekter såsom uddannelse, sundhed og levestandard gennem 10 indikatorer (livskvalitet og social velfærd), idet en person, som ikke har adgang til mindst 30 % af de vægtede indikatorer, anses for fattig. Derfor er det vigtigt, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der kan løfte folk ud af fattigdom.

2.6

Endvidere gør den udsatte position, som forbrugerne, der er blevet økonomisk svækket af krisen, befinder sig i, at de ikke råder over de nødvendige midler til at benytte sig af e-handel, hvilket begrænser deres adgang til nogle af de mest fordelagtige markeder for varer og tjenesteydelser. Den digitale kløft forstærker dermed den »sociale kløft«, i og med at det bliver sværere at beskytte forbrugerne mod de risici, der følger af den økonomiske krise og e-handelens kompleksitet.

2.7

De økonomisk sårbare forbrugere lider endvidere under et informationsunderskud og en manglende beskyttelse af deres økonomiske interesser i forbindelse med de transaktioner, de gennemfører på markedsområder, som i stadig stigende grad er specifikt tilpasset til dem.

2.8

Endelig er der som led i de tilpasningspolitikker, regeringerne har gennemført i de senere år, sket en nedgang i de offentlige midler, der er blevet afsat til forbrugerne, og det er i betragtelig grad gået ud over effektiviteten af overvågnings- og markedskontrolaktiviteterne. Dertil kommer, at EU har afsat færre midler til det flerårige forbrugerprogram for årene 2014-2020 (2), hvilket EØSU allerede har konstateret (3).

3.1

De urimelige forretningsmetoders varians og de markedseffekter, som de har for de forbrugere, der er svagest stillede som følge af den økonomiske krise, forringer disse forbrugeres mulighed for på tilfredsstillende vis at dække de mest basale behov.

3.2

Det må ikke være muligt for leverandørerne at slække på overholdelsen af standarder, som sikrer forbrugernes og brugernes sundhed og sikkerhed. Disse skal beskyttes imod enhver risiko i denne henseende, og markedsføring af produkter, varer og tjenesteydelser, som udgør en risiko for deres fysiske og psykiske integritet eller tilsidesætter deres legitime økonomiske interesser, bør forhindres i henhold til forsigtighedsprincippet (i tråd med Kommissionens meddelelse af 2. februar 2000). Dette rokker ikke ved det generelle sikkerhedskrav til alle produkter, som er bestemt til forbrugerne, eller som kan anvendes af forbrugerne, herunder produkter, der anvendes som led i levering af en tjenesteydelse.

3.3

Ikke alene kan forbrugere i en økonomisk sårbar situation ikke på behørig vis tilfredsstille deres basale ernæringsbehov, men disse kan endda blive truet yderligere af et udbud af fødevarer, hvis ernæringsværdi er nedsat som følge af en lavere pris.

3.4

Det samme er tilfældet, når det drejer sig om at fortolke reglerne om opbevaring og salg af produkter, der på grund af deres fordærvelige karakter er forsynet med en sidste forbrugsdato.

3.5

Der kan endda forekomme forretningsmetoder, hvor man — for at reducere prisen drastisk — udbyder produkter eller tjenesteydelser, som ikke opfylder betingelserne for at blive markedsført. Derfor bør alle relevante forholdsregler træffes for at forhindre, at disse produkter markedsføres, med medlemsstaternes aktive og påpasselige medvirken. Som EØSU har konstateret (4), bør samarbejdet mellem de kompetente nationale instanser og Kommissionen styrkes, ligesom der bør vedtages en ændring af reglerne om produktsikkerhed, der bør træde i kraft omgående.

3.6

I denne forbindelse bør man også se på bevidst brug af termer og betegnelser, der vildleder forbrugerne om produkternes egenskaber i forbindelse med salgstilbud og prisnedslag. Det samme gælder ved vildledende reklamering både i forbindelse med markedsføringskampagner, som under foregivende af et etisk mål lokker folk til med et solidarisk sigte at foretage et køb, og i forbindelse med vildledende miljømæssige anprisninger, som det kan være svært at efterprøve.

3.7

Der skal også holdes øje med markedsføringen af produkter under fællesbetegnelsen »forhandlermærker«, som ikke lever op til gældende markedsføringskrav.

3.8

På fødevareområdet er det særligt bekymrende med fremkomsten af et stort antal alternative markedsføringskanaler, der undslipper administrativ kontrol, som det er tilfældet med fødevaresvindel (5), der sker ved forfalskning af basale produkter, ulovligt salg af fødevarer, genanvendelse af kasserede fødevarer til menneskeligt forbrug osv. Det samme gælder salg af lægemidler uden recept, der ikke er såkaldte OTC (6), som fremstilles uden garantier, og som udgør forfalskninger af det originale autoriserede lægemiddel med en alvorlig sundhedsrisiko.

3.9

Dertil kommer, at visse produkter er særligt designet til at have en indbygget forældelse, hvorved brugbarheden ophører tidligere end antaget, og der skal anskaffes et nyt produkt, hvilket er i modstrid med kriterierne for holdbarhed og effektivt forbrug som allerede anført af EØSU (7).

3.10

Generelt skaber udbuddet af produkter ad ikkekonventionelle kanaler, herunder digitalt, differentiel usikkerhed blandt de økonomisk mest udsatte forbrugere. Denne form for udbud søger ofte at segmentere denne forbrugergruppes efterspørgsel, idet der lokkes med pris, betalingslempelser, fiktive prisnedslag (f.eks. i form af »dynamiske priser« (8), som udtrykkeligt burde forbydes) eller rabatkuponer, som regel med en klar tilskyndelse til at købe, alt sammen baseret på den asymmetriske position, som de, der indgår i transaktionen, befinder sig i. I mange tilfælde anføres det ikke klart på de internetsider, hvor man kan sammenligne priser, hvem der forvalter internetsiden, og/eller om producenterne betaler for at få fremvist deres produkter eller tjenesteydelser.

3.11

Imidlertid bør man holde sig for øje, at en optimal udnyttelse af det potentiale, der ligger i de nye teknologier, også indebærer fordele for de økonomisk sårbare forbrugere, idet viften af udbudte produkter øges og konkurrencen virksomhederne imellem fremmes, hvilket igen presser de distributionsomkostninger, der ikke er iboende i det pågældende produkt, ned.

3.12

På det generelle plan vil forretningsmetoder, der til gengæld for en nedsættelse af produktets eller tjenesteydelsens pris ledsages af en udhuling af de garantier, som forbrugeren har krav på, indebære en forringet beskyttelse af forbrugerens rettigheder og økonomiske interesser. Alt dette skaber større sårbarhed, der kan give anledning til en negativ spiral, som skaber nye vanskeligheder for den økonomisk sårbare forbruger.

3.13

Af særlig betydning for de økonomisk sårbare forbrugeres sundhed bør også fremhæves den omsiggribende effekt af energifattigdommen i de regioner i Europa, hvor klimaet spiller en afgørende rolle. Derfor bør man også se på vilkårene for, at relevante operatører ikke lukker for hanen om vinteren (eller under andre omstændigheder) i situationer, hvor det kan være forbundet med risici at afbryde forsyningen, fordi en forbruger navnlig pga. økonomiske problemer har vanskeligt ved at betale sine regninger.

3.14

Og man bør endvidere nævne de skadelige metoder, som visse virksomheder anvender, og som i mange tilfælde forårsager uafvendelige skader for de udsatte privatøkonomier, navnlig vedrørende bestemte indskuds- og opsparingsinstitutioner og finansielle produkter, som ikke er forsynet med behørig information og passende kontraktbestemmelser (som f.eks. forbrugslån med meget høje årlige renter), hvilket for mange forbrugere har ført til »en krise i krisen« eller — hvilket kommer ud på et — en ødelæggelse af deres forventninger til fremtiden og har givet sig udslag i overforgældede familier eller endog deres fuldstændige insolvens.

3.15

Ovennævnte omstændigheder vedrører også mere specifikke områder som f.eks. realkreditkrisen, »underforsikring« osv., som resulterer i en kumuleret og fortsat sårbarhed, der kan være vanskelig at håndtere for de forbrugere, der er kommet i denne situation. Her bør man især være opmærksom på den urimelige gebyropkrævning, der ofte hænger sammen med manglende transparens inden for banksektoren. Det er ikke kun småsparerne, som hermed føres bag lyset, men også de private investorer i forbindelse med værdipapirtransaktioner, som de finansielle institutter selv eller andre enheder i sektoren uden tilladelse til at drive bankvirksomhed opmuntrer til.

3.16

Når det drejer sig om grænseoverskridende transaktioner, risikerer den uensartede gennemførelse af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis (9) at underminere direktivets formål og dermed virksomhedernes retssikkerhed. En bedre gennemførelse vil forbedre forbrugerbeskyttelsen. Derfor bør Kommissionen nu sørge for en korrekt gennemførelse af direktivet i alle medlemsstater, hvilket kunne hjælpes på vej med vedtagelse af et sæt retningslinjer for fortolkningen i overensstemmelse med direktivets formål.

3.17

I forbindelse med urimelig handelspraksis bør Kommissionen holde øje med de nødvendige tiltag, der træffes af medlemsstaterne ved manglende overholdelse af direktivets bestemmelser. De sanktioner, der pålægges, må som hovedregel ikke være mindre end den fordel, der er opnået gennem den praksis, der anses for urimelig eller vildledende. Endvidere bør procedurerne, herunder de retlige, være passende og effektive i forhold til opfyldelse af direktivets formål.

3.18

For at sikre, at EU's retssystem fremover er mere kohærent, bør man, som EØSU har sagt (10), sideløbende og koordineret revidere direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.

3.19

Endemålet er at forhindre, at det indre marked omdannes til et bipolært marked, hvis mindre behagelige ansigt viser sig for dem, der har mindst og er mest trængende. Forretningsmetoder bør være mere samvittighedsfulde, når de retter sig mod de økonomisk mest sårbare forbrugere. Man børe tage hensyn til forbrugernes behov for adgang til basale produkter, tjenesteydelser og leverancer i tilstrækkelig grad og på kontinuert vis, således at de kan føre et værdigt liv. Dette bør sikres af de relevante offentlige myndigheder.

4.1

EØSU opfordrer de kompetente myndigheder til at træffe effektive foranstaltninger for at sikre, at de forbrugere og brugere, som i særlig grad er blevet ramt af den økonomiske og finansielle krise, får sikker adgang til basale produkter og tjenesteydelser, samt en udtrykkelig og effektiv beskyttelse af disses rettigheder. Formålet er, således som EØSU allerede har tilkendegivet, at undgå social udstødelse med foranstaltninger som f.eks. lovgivning om privatpersoners overdrevne gældsætning (11), hvis hensigt er at lette det intense økonomiske pres, visse befolkningssegmenter lider under.

4.2

Samtidig bør den specifikke beskyttelse af de økonomisk sårbare forbrugeres rettigheder og i særdeleshed deres adgang på værdig vis til basale produkter og tjenesteydelser udgøre en gennemgående udfordring i EU's forbrugerbeskyttelsespolitik for så vidt angår indførelse af relevante normer.

4.3

De forskellige foranstaltninger kan grupperes under fire kategorier: præventive, beskyttende, afbødende og genoprettende.

4.4

Ved udarbejdelse af en handlingsplan bør man som minimum inkludere tiltag, som tager hensyn til disse foranstaltningskategorier.

4.5

Først og fremmest bør der oprettes en fond med indtægter fra de økonomiske sanktioner, der pålægges dem, der begår overtrædelser på forbrugsområdet, med sigte på at lade disse midler gå til forbrugerbeskyttelsespolitikken, navnlig tiltag i den almene interesse, der — via instrumentet for gruppesøgsmål — gavner hele befolkningen, og som iværksættes af forbrugerorganisationer, offentlige myndigheder og andre instanser, der medvirker til gennemførelsen af denne politik, i henhold til hvad den enkelte medlemsstat fastsætter.

4.6

I tilfælde af alvorlige overtrædelser, hvor personers sundhed eller sikkerhed bringes i fare eller ødelægges, bør man styrke de kompetente instansers sanktionsmyndighed, herunder til at beslutte at beslaglægge de anvendte instrumenter eller goder og lukke virksomhedens aktiviteter, under fuld overholdelse af samtlige retsstatslige garantier.

4.7

Præventive foranstaltninger er dem, der indvirker på eksterne faktorer, som bidrager til en vækst i antallet af forbrugere, der som følge af den økonomiske krise bliver økonomisk sårbare, og til fremkomsten af situationer og metoder, som kan påvirke disse forbrugere i forskellig grad.

4.8

Ved siden af de eksterne faktorer bør der træffes foranstaltninger med henblik på at styrke forbrugernes repræsentanter, herunder økonomiske aktører og arbejdsmarkedsparter, og at tilskynde dem til at indgå i bl.a. kooperative projekter, indkøbsforeninger og deltagelsesbaserede økonomiske aktiviteter.

4.9

Ligeledes vil et grundlæggende forebyggende tiltag være oprettelsen af et observatorium til overvågning af strategiske indgreb på kritiske områder såsom forsyningspligtydelser, audiovisuelle medier, brændstoffer, bankvæsen, energioligopoler, boliger osv., hvor de mest udsatte forbrugere har størst brug for beskyttelse.

4.10

Det drejer sig i bund og grund om en indsats relateret til de økonomiske, finansielle og beskæftigelsesmæssige scenarier og til scenarier, som er afledt af den negative virkning, som de nye teknologier kan have på adgangen til markedet for varer og tjenesteydelser som led i beskyttelsen af forbrugernes og brugernes rettigheder. Derfor bør reklame- og markedsføringsaktiviteter inkluderes, da de kan føre til uhensigtsmæssige beslutninger eller forvride kriterierne for indkøbsbeslutninger.

4.11

Beskyttende foranstaltninger er dem, der styrker mekanismerne til beskyttelse af forbrugere og brugere, der befinder sig i en underlegen eller underordnet situation, navnlig vedrørende adgang til teknisk og juridisk beskyttelse og godtgørelse og skadeserstatning, idet de økonomisk sårbare forbrugeres særlige situation tages i betragtning.

4.12

Samarbejdet mellem de nationale myndigheder og Kommissionen skal styrkes, og anvendelsesområdet skal revideres gennemgribende, idet der implementeres passende kontrolmekanismer, ligesom der skal ske en harmonisering af sanktionerne og effektiviteten af og mekanismerne for forordning nr. 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde. Samtidig bør forbrugerne kunne råde over sikre varer og tjenesteydelser, hvilket forudsætter en effektiv markedsovervågning. Derfor ønsker EØSU, at revisionen af normerne for produktsikkerhed godkendes.

4.13

Afbødende foranstaltninger henvender sig til de forbrugere, der allerede som følge af den økonomiske krise befinder sig i en sårbar økonomisk situation, og har til formål at hjælpe forbrugerne til at håndtere disse konsekvenser, for så vidt som de åbner mulighed for, at forbrugerne fremover kan få tilfredsstillet deres basale behov i form af en værdig livskvalitet.

4.14

Både ved denne type foranstaltninger og ved de genoprettende foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe, er det vigtigt i påkommende tilfælde at tage den hjælp i betragtning, som der ydes af familienetværk eller sociale støttenetværk, og som på sin side skal have den nødvendige institutionelle støtte for at kunne udfylde deres rolle. Også strukturfondene kunne bidrage til oprettelsen af sådanne solidaritetsfonde for derved at undgå social udstødelse.

4.15

Genoprettende foranstaltninger omfatter alle de foranstaltninger, der fremmer alternative veje ud af den økonomisk sårbare situation ud fra, hvad der kan lade sig gøre i den aktuelle situation. Det foreslås i denne forbindelse at udarbejde og gennemføre en »redningsplan for borgerne«, som kan bidrage til at puste nyt liv i familiernes økonomi begyndende med en genskabelse af forbrugernes købekraft. En sådan plan skal kompensere for de tab og nedskæringer, som har ramt borgerne under den økonomiske krise, og være et rimeligt modstykke til de foranstaltninger, der blev taget i anvendelse under de bankredninger, som de finansielle institutter har nydt godt af. Dette ville være bedre i overensstemmelse med FN's retningslinjer for forbrugerbeskyttelse fra 1999, som i punkt 5 siger, at politikken til fremme af bæredygtigt forbrug bør tage hensyn til målsætningen om at udrydde fattigdommen, tilfredsstille alle borgeres basale menneskelige behov og reducere uligheden inden for de enkelte lande og landene imellem.

4.16

Dertil kommer artikel 34, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som for at bekæmpe social udstødelse og fattigdom bemyndiger EU og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler.

4.17

Endelig vil det være hensigtsmæssigt at gennemføre analyser og undersøgelser af, hvad der skaber og øger økonomisk sårbarhed blandt forbrugere.

4.18

Blandt de faktorer, der kan hæmme det indre markeds funktion, er den økonomiske magtanvendelse, der kan udøves over for forbrugeren ved en kontrakts indgåelse, som følge af den uligevægtige og underordnede situation, forbrugeren befinder sig i. Denne position kan påvirke forbrugerens vilje og udgøre en mangel ved forbrugerens kontraktsamtykke. I disse tilfælde påduttes forbrugeren kontrakter, som denne ikke ville have indgået, eller klausuler med uforholdsmæssige forpligtelser, som ikke ville blive accepteret ved en frivillig beslutning.

4.19

EØSU bør reflektere over denne mangel ved forbrugerens kontraktsamtykke og den konkurrenceforvridning, der forårsager en uhensigtsmæssig virkemåde af det indre marked. De øvrige EU-institutioner bør være behørigt opmærksomme på spørgsmålet og indføre de nødvendige foranstaltninger for at forhindre, at forbrugerne på grund af deres underordnede situation udsættes for økonomisk magtanvendelse.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/10

Ordfører:

Indré Vareikytė

1.1

Den Europæiske Unions fremtid afhænger af videnskab og innovation, og Europa har senest i 2020 brug for 1 mio. flere forskere for at bevare sin konkurrenceevne på verdensplan. Desuden kan forskning skabe 3,7 mio. nye job og øge EU's årlige BNP med 795 mia. EUR frem til 2025, hvis målet om at investere 3 % af EU's BNP i forskning og udvikling i 2020 bliver nået (1).

1.2

I alle sine politikker, herunder forskning og innovation (F&I), har EU forpligtet sig til at fremme ligestilling og lige muligheder for mænd og kvinder. De oplysninger, der er til rådighed på EU-plan, viser en slående mangel på balance mellem mænd og kvinder i den europæiske forskningssektor (2).

1.3

Balance mellem kønnene er af afgørende betydning for et velfungerende forskningssystem. Medlemsstaterne og EU som helhed må anvende alle de menneskelige ressourcer, der står til deres rådighed, for at nå deres politiske mål for forskningen.

1.4

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå en henstilling til medlemsstaterne om fælles retningslinjer for institutionelle ændringer, der kan fremme ligestilling mellem mænd og kvinder på universiteter og i forskningsinstitutioner — som bebudet i meddelelsen fra 2012 om det europæiske forskningsrum.

1.5

Henstillingen bør tilskynde medlemsstaterne til at fjerne juridiske og øvrige hindringer for kvindelige forskeres ansættelse, fastholdelse og karrieremuligheder, gribe ind over for skæv kønsfordeling i beslutningstagende organer samt styrke ligestillingsaspektet i forskningsprogrammer.

1.6

Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at fortsætte udviklingen og gennemførelsen af oplysningsprogrammer, der er beregnet på at tiltrække flere piger til de såkaldte »STEM«-områder (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik) og få flere kvinder til at vælge forskervejen.

1.7

De relevante direktorater i Kommissionen (Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur og Generaldirektoratet for Forskning og Innovation) bør i højere grad samarbejde.

1.8

Videre anbefaler udvalget, at Eurostat indsamler og formidler kønsopdelte data relateret til forskning og innovation.

1.9

Medlemsstaterne bør tilstræbe at forbedre deres lovgivningsmæssige rammer og politikker for ligestilling mellem kønnene inden for forskning med udgangspunkt i anbefalingerne i meddelelsen om det europæiske forskningsrum og Horisont 2020-programmet.

1.10

EØSU henstiller til medlemsstaterne, at de sikrer, at deres udgifter til forskning og udvikling beløber sig til 3 % af BNP, som er det niveau, der er fastlagt i Europa 2020-strategien.

1.11

Medlemsstaterne bør tillige gøre det muligt at anvende midler fra EU's strukturfonde og andre finansieringsordninger til initiativer om institutionelle ændringer i overensstemmelse med meddelelsen om det europæiske forskningsrum.

1.12

Evaluering, akkreditering og finansiering af forskningsinstitutioner og -organisationer bør kædes sammen med deres præstation på ligestillingsområdet.

1.13

Medlemsstaterne bør sammen med offentlige/nationale forskningsinstitutioner og arbejdsmarkedets parter undersøge, hvordan der kan opnås balance mellem arbejdsliv og privatliv ved at udvikle og gennemføre familievenlige politikker for såvel mandlige som kvindelige forskere.

1.14

Medlemsstaterne bør støtte og styrke dialogen mellem forskningsinstitutioner, virksomheder og de relevante arbejdsmarkedsparter.

1.15

EØSU opfordrer forskningsinstitutioner og universiteter til at sikre lige deltagelse af mænd og kvinder i beslutningstagende organer, udvælgelsespaneler og andre relevante afdelinger.

1.16

Ligestillingsbestræbelserne skal indarbejdes i forskningsinstitutionernes og universiteternes samt deres respektive afdelingers planlægningsarbejde.

1.17

Udvalget efterlyser mere dialog med forlæggere og udgivere af videnskabelige publikationer med henblik på at fjerne kønsbaserede skævheder og øge kvindelige forskeres bidrag til videnskabelige publikationer, ledende artikler, tidsskrifter og sammenfattende artikler.

2.1

I 2005 fastlagde Det Europæiske Råd det mål, at 25 % af de ledende stillinger inden for offentlig forskning skulle besættes af kvinder. Kønsfordelingen i beslutningstagende organer er imidlertid stadig skæv, idet kun 15,5 % af institutionslederne og 10 % af rektorerne i sektoren for videregående uddannelse i 2010 var kvinder.

2.2

Horisontal opdeling er stadig en kendsgerning inden for forskellige økonomiske sektorer og videnskabelige områder. Andelen af kvindelige forskere er højere på de videregående uddannelsesinstitutioner og i den offentlige sektor end i erhvervssektoren. I EU er andelen af kvindelige professorer (niveau A) højest inden for humaniora og samfundsvidenskab (hhv. 28,4 % og 19,4 %) og lavest inden for ingeniørvirksomhed og teknologi (7,9 %).

2.3

Endvidere er kvinders akademiske karriere stadig præget af en udtalt vertikal kønsopdeling. I 2010 var der flere kvindelige studerende (55 %) og kvindelige kandidater (59 %) end mandlige, mens der var flere mænd end kvinder blandt ph.d.-studerende og ph.d.-kandidater (hvor andelen af kvindelige studerende lå på 49 %, og kvindelige ph.d.-kandidater udgjorde 46 %). Endvidere udgjorde kvinder 44 % af de ansatte akademikere på niveau C, 37 % af det akademiske personale på niveau B og kun 20 % af det akademiske personale på niveau A. Underrepræsentationen af kvinder er endnu tydeligere inden for natur- og ingeniørvidenskab, hvor de kun udgør 33 % af det akademiske personale på niveau C, 23 % af niveau B og 11 % af niveau A-personalet (4).

2.4

En rimelig balance mellem arbejdsliv og privatliv er stadig et afgørende element for opnåelse af ligestilling mellem mænd og kvinder. Kvinders karriere hæmmes ikke kun af et »glasloft«, men også af en usynlig væg, når de bliver mødre (»maternal wall«), da det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for omsorg og husarbejde.

2.5

Andre væsentlige hindringer og begrænsninger for ansættelsen og fastholdelsen af kvinder og for deres karrieremuligheder inden for europæisk videnskab er: manglen på demokrati og gennemsigtighed i ansættelses- og forfremmelsesprocedurer, kønsdiskrimination ved præstationsevalueringer, mangel på åbenhed i beslutningstagende organer og vedvarende stereotype syn på piger/kvinder og videnskab. Der er stadig behov for en omfattende modernisering af de europæiske forskningsinstitutioner, så der skabes de strukturelle forudsætninger for lige muligheder for mænd og kvinder.

3.1

Forskning og innovation er nogle af de vigtigste drivkræfter for økonomisk vækst i Europa, og Europa har brug for 1 mio. flere forskere for at forblive konkurrencedygtigt på verdensplan. Forskning og innovation er ikke kun forudsætninger for, at EU kan blive til et vidensamfund, men kan også skabe 3,7 mio. nye job og øge EU's årlige BNP med 795 mia. EUR frem til 2025, hvis målet om at investere 3 % af EU's BNP i forskning og udvikling i 2020 bliver nået (5).

3.2

Ligestilling mellem kønnene er af afgørende betydning for et velfungerende forskningssystem. Medlemsstaterne og EU som helhed må anvende al den menneskelige kapital, dvs. talenter og ressourcer, der står til deres rådighed, for at nå deres politiske mål for forskningen. Udnyttelse af det fulde potentiale i kvinders færdigheder, viden og kvalifikationer vil bidrage til at fremme vækst og beskæftigelse og til at forbedre Europas konkurrenceevne, hvilket alle er vigtige drivkræfter i en blomstrende økonomi.

3.3

En række løsninger bør overvejes for at gøre forskning af høj kvalitet samfundsrelevant. Dette sikres bedst, når forskningsmiljøerne er bredt sammensat og evner at samarbejde på tværs af og inden for forskellige discipliner. Forskning og uddannelse er uløseligt forbundet med politikformulering og offentlig forvaltning og bidrager til en mere kritisk, varieret og åben offentlig debat (6).

3.4

En øget rekruttering af kvinder til forskningssektoren kan øge vidensressourcerne, fremme vidensproduktionens kvalitet og gøre sektoren mere solid og konkurrencedygtig. Undersøgelser peger på, at kønsblandede forskningsgrupper er mere robuste og innovative end kønsspecifikke grupper (7), og at en bred vifte af viden og social kapital i forskerteam er vigtig for frembringelsen af nye idéer (8). Dertil kommer, at kønsspecifikke innovationer inden for naturvidenskab, medicin, ingeniørvidenskab og miljø anvender kønsanalyser som kilde til fremme af nye idéer, nye tjenesteydelser og nye teknologier (9).

3.5

En sammenligning mellem medlemsstaternes kønsrelaterede indeks viser en tendens til, at lande, der ligger højt i indekset for ligestilling mellem kønnene (GEI), investerer en større procentdel af BNP i forskning og udvikling og opnår bedre innovationsresultater.

3.6

Integrering af en kønsanalyse i indholdet af forskning og innovation sikrer, at der tages tilstrækkeligt højde for både mænds og kvinders behov, adfærd og holdninger i forskningen og nye innovationer. Undersøgelser viser, at integrering af en kønsanalyse øger relevansen og kvaliteten af forskning og innovation. Det gavner tillige samfundet og erhvervslivet, da forskningen bliver mere lydhør over for et bredt og forskelligartet brugergrundlag, og innovationsprocesserne bliver mere inklusive, som påvist af projektet Gendered Innovation (10).

4.1

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå en henstilling til medlemsstaterne om fælles retningslinjer for institutionelle ændringer, der kan fremme ligestilling mellem mænd og kvinder på universiteter og i forskningsinstitutioner — som bebudet i meddelelsen fra 2012 om det europæiske forskningsrum. Henstillingen bør tilskynde medlemsstaterne til at fjerne juridiske og øvrige hindringer for kvindelige forskeres ansættelse, fastholdelse og karrieremuligheder, gribe ind over for skæv kønsfordeling i beslutningstagende organer samt styrke ligestillingsaspektet i forskningsprogrammer. Den bør også indeholde en omfattende liste over de bedste eksempler fra landene i det europæiske forskningsrum.

4.2

Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at fortsætte udviklingen og gennemførelsen af oplysningsprogrammer, der er beregnet på at tiltrække flere piger til »STEM«-områderne og få flere kvinder til at vælge forskervejen, samt særlige programmer om karrierevejledning og -bistand. I denne henseende bør de relevante direktorater i Kommissionen (Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur og Generaldirektoratet for Forskning og Innovation) i højere grad samarbejde. Med et sådant samarbejde kan der gøres en fælles indsats for at sikre bedre resultater inden for kønsligestilling, forskning og uddannelse som helhed.

4.3

Kommissionen bør sørge for balance mellem kønnene i EU's mobilitetsordninger med henblik på uddannelse og forskning.

4.4

Endvidere anbefaler udvalget, at Eurostat indsamler og formidler kønsopdelte data relateret til forskning og innovation med det formål at sikre mere pålidelige og sammenlignelige indikatorer og en jævnere dataindsamling og -overvågning, hvilket vil være en hjælp ved udviklingen af strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd efter 2015.

5.1

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse deres nationale politikker for ligestilling mellem mænd og kvinder inden for forskning og innovation til beslutningerne truffet på EU-plan om det europæiske forskningsrum og Horisont 2020-programmet.

5.2

EØSU henstiller til medlemsstaterne, at de sikrer, at deres udgifter til forskning og udvikling beløber sig til 3 % af BNP, som er det niveau, der er fastlagt i Europa 2020-strategien. EU28-gennemsnittet for udgifter til forskning og udvikling ligger i dag på 2,07 % (11). Det er en hæmsko for økonomisk vækst og jobskabelse og afholder forskningsinstitutionerne fra at udnytte den fulde talentmasse.

5.3

Medlemsstaterne bør udarbejde og gennemføre oplysningsprogrammer, der er specielt beregnet på at tiltrække flere piger til »STEM«-områderne og få flere kvinder til at vælge forskervejen. Allerede i skolen bør disse fag fremmes.

5.4

Et af de mest effektive midler til at forbedre kønsbalancen inden for uddannelse og forskning er efter EØSU's mening at give finansielle incitamenter til de uddannelses- og forskningsinstitutioner, der gør overbevisende fremskridt med hensyn til at sikre en lige balance mellem mænd og kvinder. Medlemsstaterne bør kæde evaluering, akkreditering og finansiering af forskningsinstitutioner og -organisationer sammen med deres præstation på ligestillingsområdet.

5.5

For at tilvejebringe et solidt grundlag for de tiltrængte strukturændringer i EU's forskningsinstitutioner og -organisationer bør medlemsstaterne og deres respektive institutioner udvikle en metode til overvågning og evaluering af ligestillingstiltagenes effektivitet.

5.6

Medlemsstaterne bør sammen med deres respektive forsknings- og uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter undersøge, hvordan der kan opnås balance mellem arbejdsliv og privatliv ved at udvikle og gennemføre familievenlige politikker for såvel mandlige som kvindelige forskere, bl.a. børnepasningsfaciliteter, telearbejde og deltidsarbejde.

5.7

EØSU opfordrer forskningsinstitutionerne til at sikre lige deltagelse af mænd og kvinder i deres beslutningstagende organer, udvælgelsespaneler og andre relevante organer.

5.8

Ligestillingsbestræbelserne skal indarbejdes i forskningsinstitutionernes og universiteternes samt deres respektive afdelingers planlægningsarbejde. Der skal udarbejdes handlingsplaner på alle niveauer, og de skal omfatte årlige indberetninger om måltal, foranstaltninger og resultater. Afdelingerne skal aktivt inddrages i processen og gøres ansvarlige ved at træffe beslutning om deres egne mål og foranstaltninger. Kvinder bør også deltage i denne planlægning for at sikre, at kvindelige forskere og deres interesseområder ikke ignoreres.

5.9

Videnskab og innovation er til stor gavn for virksomheder. Medlemsstaterne bør derfor støtte og styrke dialogen mellem forskningsinstitutioner, virksomheder og relevante arbejdsmarkedsparter. En sådan dialog kunne sikre en mere erhvervsfokuseret forskning og hjælpe forskningsinstitutionerne med at diversificere deres budgetter.

5.10

EØSU efterlyser mere dialog med forlæggere og udgivere af videnskabelige publikationer med henblik på at fjerne kønsbaserede skævheder og øge kvindelige forskeres bidrag til videnskabelige publikationer, ledende artikler, tidsskrifter og sammenfattende artikler.

5.11

Der bør også sikres en dialog mellem forskellige generationer af forskere for at styrke forskningssamarbejdet og give unge forskere uformelle læringsmuligheder.

5.12

Lederskab har stor indvirkning på forskningsaktiviteter og spiller en afgørende rolle i kvalitetsudvikling. Både kvinder og mænd skal deltage i kurser, som forbereder dem på at beklæde stillinger på højt niveau. Ledere skal undervises i spørgsmål som kønsligestilling inden for forskning, som er et særskilt ekspertiseområde.

5.13

EØSU bifalder internationale og nationale pris- og støtteordninger såsom UNESCO-L'Oréal-programmet »For Women in Science« (12), »Athena Swan« (13) og andre initiativer, fordi de ikke blot tilskynder kvinder til at deltage i videnskabelige aktiviteter og opfordrer institutioner til at gennemføre strukturændringer, men også viser sig som et meget effektivt kommunikationsmiddel for fremme af ligestilling mellem kønnene.

6.1

En af de fremgangsmåder, der er blevet anvendt til at fremme ligestilling mellem kønnene, er moderat positiv særbehandling i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og under overholdelse af de begrænsninger, som følger af EU-Domstolens retspraksis. Positiv særbehandling gør det muligt at prioritere ansøgere, hvis køn er repræsenteret med under 40 % af medarbejderne i den samme stillingskategori, såfremt flere ansøgere har næsten samme kvalifikationer.

6.2

Forskningsinstitutioner og universiteter har to forskellige måder, hvorpå de kan modvirke en eventuel skævhed mellem kønnene, når de ansætter folk. Den første er at opstille retningslinjer, der garanterer, at ansættelsesprocedurerne overvåges af fakultetsrådet, ligestillingsombudsmanden eller et andet ansvarligt organ. Den anden er at bede fakulteterne om at rapportere om ansættelser, så der kan udarbejdes kønsopdelte statistikker for jobansøgere, shortlistede ansøgere og personer, der ansættes. Det er vigtigt at modvirke en ansættelsespraksis, der gør brug af uformelle tiltag, eftersom dette ofte er til mænds fordel. Det omfatter bl.a. »uformelle opfordringer« til at ansøge om stillinger og udformning af stillingsopslag, der bedre passer til mænds kvalifikationer og erfaring.

6.3

Der kan oprettes særligt tilpassede programmer og børnepasningsfaciliteter. Dette kan bruges i stillingsannoncer til at tiltrække ansøgere. Tilbud om forlængelse af en stipendieperiode efter forældreorlov er også en effektiv måde at tiltrække flere ansøgere af begge køn på.

6.4

Adskillige europæiske lande har oprettet separate databaser over kvindelige forskere og eksperter. De er særligt nyttige, når man leder efter en bestemt forsker eller en forsker med særlige kvalifikationer til et forskningsteam eller et institutionelt organ, hvor kvinder er underrepræsenterede.

6.5

Kønsbudgettering bør fremmes for at sikre en kønssensitiv evaluering af budgetter og ressourcefordelingen. Dette indebærer, at der på alle stadier i budgetproceduren indarbejdes et kønsperspektiv, således at ligestillingen kan overvåges og vurderes, og der om nødvendigt kan gribes målrettet ind.

6.6

Der kunne oprettes særlige nationale og/eller institutionelle fonde til specifikt at yde finansiel støtte til kvindelige forskere inden for fagområder med en ringe andel af kvinder. Endvidere kan institutioner og/eller afdelinger, der arbejder aktivt på at fremme kønsligestilling og fremviser gode resultater, belønnes via forskellige tilskyndelsesprogrammer.

6.7

Kønsbalancen blandt fastansatte og i udvalg kunne forbedres ved at tilskynde afdelinger til at invitere kvindelige forskere fra tredjelande til at blive gæsteprofessorer og udvalgsmedlemmer.

6.8

Arbejdsgivere bør undlade at efterspørge en høj specialiseringsgrad i stillingsopslag til forskningsstipendiater og postdoktorale forskningsstipendiater for at tiltrække flere ansøgere og for ikke at sortere kandidater fra for tidligt.

6.9

I alle ansættelsesudvalg bør der være kvindelige medlemmer og ligevægt mellem kønnene. Det kan være medvirkende til, at kvinder søger og får stillingerne.

6.10

Bevidsthed om kønsaspektet og viden om ligestilling mellem kønnene bør indgå i lederuddannelsesprogrammer. Kvalifikationer inden for ligestilling kan være en betingelse for ansættelse i lederstillinger og kan indgå i ledelsesevalueringen (14).

6.11

Det er yderst vigtigt, at ligestillingen mellem kønnene overvåges ved hjælp af hensigtsmæssige indikatorer for menneskelige ressourcer og fordeling af finansielle ressourcer. Det bør derfor altid sikres, at den bagvedliggende dataindsamling er kønsopdelt.

6.12

Forskergrupper har en stimulerende indvirkning på forskningsmiljøet. Undersøgelser har vist, at grupper, hvis medlemmer har forskellig baggrund, har større chance for at få et bredere perspektiv på forskningen. Undersøgelser viser også, at blandede forskergrupper skaber bedre betingelser for kreativitet og innovation, ligesom publikationshyppigheden stiger (15).

6.13

Startpakker (bestående af midler til at drive projekter, købe udstyr og betale løn til forskningsassistenter) kan gøre det lettere for nyudnævnte kvinder at etablere sig som forskere. Erfaringen viser, at kvinder ikke forhandler sig frem til lige så gode forskningsbetingelser som mænd. Startpakker er et forsøg på at råde bod herpå, og der bør derfor være særligt fokus på at gøre brug af dette redskab.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/16

Ordfører:

Béatrice Ouin

1.1

til Den Europæiske Union:

1.2

til medlemsstaterne:

1.3

til arbejdsmarkedsparterne:

1.3.1

til iværksættere:

1.3.2

til fagforeninger, arbejdsgiverforeninger og samarbejdsudvalg:

2.1

Denne udtalelse vedrører kun tjenesteydelser og beskæftigelse i familiernes private hjem og dermed ikke alle tjenesteydelser (vuggestuer, plejehjem, skolekantiner, fritidsordninger osv.). Udvikling og professionalisering af husligt arbejde er af strategisk betydning for ligestillingen på arbejdsmarkedet, idet det hovedsageligt er kvinder, som udfører denne type arbejde og har behov for børnepasning, hjælp til ældrepleje og vedligeholdelse af boligen for at være på lige fod med mændene i deres karriere. Disse ydelser kommer den enkelte og hele samfundet til gode. De skaber nye job, opfylder behovene i et samfund, der ældes, og letter foreningen af arbejde og familieliv. Ydelserne forbedrer livskvaliteten og den sociale inklusion og bidrager til, at ældre kan blive længere i eget hjem.

2.2

I forbindelse med familierelaterede tjenesteydelser må der dog skelnes mellem tre hovedområder: vedligeholdelse af boligen, børnepasning og pleje af syge, personer med alvorlige handicap og ældre. Det er nødvendigt at skelne mellem disse områder, eftersom de kræver kompetencer og kvalifikationer, der i nogle henseender er forskellige, og da der endvidere er forskelle fra land til land mellem de institutionelle og organisatoriske strukturer for de enkelte områder eller tjenesteydelser. Derfor har de personer, som leverer disse tjenesteydelser, også meget forskellige vilkår, status og image.

2.3

En stor del af de familierelaterede tjenesteydelser leveres i dag af personer, der udfører sort arbejde, hvilket ikke blot er uheldigt for dem selv, men også for familierne og medlemsstaterne.

2.4

For at udvikle de familierelaterede tjenesteydelser må der tages skridt til en opgradering af disse. Endvidere må man fjerne den byrde, traditionerne udgør, idet disse job, som stadig udføres gratis af hjemmegående husmødre, stadig betragtes som lavt kvalificerede.

2.5

Hvis disse job skal udvikles, må de bringes frem i lyset, professionaliseres og gøres til rigtige erhverv med arbejdskontrakter, uddannelse, social beskyttelse, karriereudvikling og rettigheder, der svarer til øvrige lønmodtageres rettigheder.

2.6

EØSU har allerede fremført relevante henstillinger vedrørende udviklingen af sektoren for personrelaterede tjenesteydelser (1), professionalisering af husligt arbejde (2), bekæmpelse af undergrundsøkonomi og ikke-deklareret arbejde (3) samt indvirkningen af sociale investeringer (4), som blot skal nævnes kort her.

2.7

Europa 2020-strategien indeholder et mål om en beskæftigelsesrate på 75 % for mænd og kvinder mellem 25 og 65 år. Det er vanskeligt at opnå en stigning i den kvindelige beskæftigelsesrate, blandt andet på grund af problemet med familiemæssige forpligtelser. Målet om ligestilling på arbejdsmarkedet er ligeledes vanskeligt at opfylde på grund af mændenes lave engagement i disse familiemæssige forpligtelser. Strategien er vanskelig at gennemføre, idet spareforanstaltninger reducerer de offentlige udgifter til plejerelaterede tjenesteydelser, som i vid udstrækning beskæftiger kvinder, og medfører øgede omsorgsforpligtelser i familierne. Denne reduktion af plejeinfrastrukturen i mange medlemsstater og ulighederne mellem kvinder og mænd med hensyn til fordelingen af ubetalte husholdningsopgaver og ubetalt husligt arbejde vanskeliggør opfyldelsen af målet om ligestilling på arbejdsmarkedet.

2.8

Ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet kan måles på lønforskelle og koncentrationen af kvinder i visse brancher (kønsopdeling på arbejdsmarkedet) og af mænd i andre. Udviklingen af familierelaterede tjenesteydelser vil kunne øge beskæftigelsesraten for kvinder på fuld tid og adgangen til erhvervsuddannelse samt forbedre karriereudviklingen, både for de personer, der udfører tjenesteydelserne, og for modtagerne af disse.

2.9

Hvis der inden for familierelaterede tjenesteydelser i hjemmet oprettes job, hvor kvalifikationer og kompetencer anerkendes med bedre lønninger og mindre usikre ansættelsesforhold, vil disse erhverv også kunne tiltrække mænd. Man bør desuden gøre en indsats i skolerne, så børn ikke får opfattelsen af, at disse opgaver er særligt rettet mod kvinder.

2.10

En udvikling af disse tjenesteydelser giver mulighed for at oprette flere millioner nye job. Hvis alle familier hyrede hjælp til husligt arbejde én time om ugen, ville der være et potentiale for 5,5 millioner nye job (5). Der er desuden mulighed for at skabe social og teknologisk innovation. Behovene stiger i takt med befolkningens aldring og reduceringen af de sociale tjenesteydelser til familierne. I den henseende er det yderst vigtigt at fokusere på husholdningernes frihed til at vælge, hvordan de på bæredygtig vis kan opfylde disse ændrede behov i familierne.

3.1

Hver familie har en bolig, der skal vedligeholdes, vasketøj, der skal ordnes, måltider, der skal tilberedes, børn, der skal passes og ældre forældre eller syge, der skal hjælpes. Ofte må kvinden arbejde på deltid for at løse disse opgaver på bekostning af det erhverv, hun har uddannet sig til, eller af tiden til at uddanne sig.

3.2

Der gøres imidlertid ikke spontant brug af tjenesteydelser, fordi der enten ikke findes tjenesteydelser af kvalitet, eller disse kun findes som sort arbejde, fordi det ikke er naturligt at lade andre gøre dette arbejde, fordi det ikke er let at give andre adgang til sit hjem, og især fordi prisen på tjenesteydelserne er for høj.

3.3

Disse familierelaterede tjenesteydelser udføres endnu i dag i mange tilfælde af underbetalte kvinder, som ofte arbejder sort og befinder sig i beskæftigelsesmæssigt usikre situationer, herunder indvandrede kvinder, hvoraf nogle arbejder illegalt. Koncentrationen af kvinder i rengørings-, pleje- og uddannelsessektoren styrker de rodfæstede kønsstereotyper, der udgør en barriere for mange mænd, resulterer i ulighed mellem kvinder og mænd og underminerer indsatsen for at mindske lønforskellene mellem kvinder og mænd. Denne koncentration styrker opfattelsen af kvinders arbejde som andenrangsjob.

3.4

En husarbejder er kendetegnet ved, at vedkommendes aktivitet udøves i et privat hjem. ILO benævner sektorens arbejdstagere »husarbejdere«, men i visse medlemsstater har ordet »husarbejder« en negativ konnotation. Da mange begreber dækker dette arbejde (6) (beskæftigelse i hjemmet, personlige tjenesteydelser, hjemmehjælp, plejere, dagplejere, medhjælpende familiemedlem, rengøringspersonale…), er det ikke nemt at føre statistikker.

3.5

Ifølge ILO er antallet af husarbejdere i EU fem millioner, men dette tal er formodentlig undervurderet, idet der alene i Frankrig, hvor skattebegunstigelser har givet mulighed for at omdanne sort arbejde til hvidt, og disse job således kan medregnes, i dag er to millioner. Disse job tager hovedsageligt form af job, som husarbejderen aflønnes for direkte af den familie eller person, der modtager tjenesteydelsen (60-70 % af sektoren) uden brug af mellemled.

4.1.1

Det arbejde, der her er tale om, især på området vedligeholdelse af boligen, betragtes endnu i dag ofte som et arbejde, der ikke kræver særlige kundskaber eller kompetencer. Dette arbejde betragtes desuden som midlertidig beskæftigelse (f.eks. au pair) og opfattes ikke som et karrierevalg.

4.1.2

I de fleste tilfælde kræver familier ikke noget eksamensbevis eller certifikat, og de betror deres børn, ældre forældre og nøglen til deres hjem til personer, som de ikke kan være sikre på at kunne have tillid til. Det at træde ind i andres hjem og tilpasse sig en families krav kræver flere forskellige undervurderede og ofte udefinerede psykiske og tekniske kompetencer.

4.1.3

Da samfundet forholder sig negativt til disse opgaver, er det ofte indvandrerkvinder, der efterlader børn og ældre forældre i hjemlandet, som kommer og tager sig af andres børn og forældre i de rige lande, selv om der er stor arbejdsløshed i EU. Disse arbejdstagere har ofte dårligt selvværd, idet de ikke har valgt disse nedvurderede job. Indvandrerkvinder er ofte overkvalificerede, men bliver kanaliseret ind i en sektor, der udgør en af de få beskæftigelsesmuligheder, og hvor der ofte ikke er garanti og respekt for deres rettigheder som arbejdstagere Dette »hjernespild« giver anledning til stor bekymring, ikke kun for den enkelte indvandrerkvinde, men også for det samfund, de arbejder i.

4.2.1

I denne sektor arbejder både faglært og overkvalificeret arbejdskraft, som er ansat af enkeltpersoner, der ikke kan betale en høj løn, hvis medlemsstaterne ikke sørger for skattebegunstigelser til sektoren.

4.2.2

Det kan være usikkert at arbejde for familier på grund af forandringer i de familiemæssige omstændigheder. Især må husarbejderne, når familierne kun har brug for enkelte timer om ugen, sammenlægge flere arbejdsgivere for at opnå en tilstrækkelig indkomst og hele tiden finde nye for at erstatte dem, der ikke længere har brug for tjenesteydelser.

4.2.3

Indtil for nylig har husarbejderes arbejde i private hjem været udelukket fra ILO's internationale arbejdskonventioner. Dette har ændret sig med konvention nr. 189, som blev vedtaget i 2012, men kun er ratificeret af to europæiske lande (7).

4.2.4

Det er vanskeligt at få husarbejdere til at melde sig ind i en fagforening, da de arbejder spredt i private hjem. I mange tilfælde er de slet ikke interesserede i det. Deres krav og interesser ville imidlertid opnå større anerkendelse, hvis de støttedes og forsvaredes af stærke fagforeninger. De har vanskeligt ved alene at forsvare deres rettigheder over for de familier, de er ansat hos. Situationen er endnu værre for de husarbejdere, som mangler kendskab til sproget, er blevet handlet og ikke har adgang til deres papirer.

4.2.5

Der ses imidlertid stadig flere eksempler i EU's medlemsstater på planer om at strukturere denne sektor, som udvikler sig i forskelligt tempo og i forskelligt omfang, Planerne giver mulighed for at skabe og udvikle en særskilt økonomisk sektor med indgåelse af kollektive overenskomster, som er tilpasset familierelaterede tjenesteydelser. I forbindelse med indgåelsen af kollektive overenskomster bør der tages hensyn til kvalifikationernes komplekse natur og betydningen af de menneskelige relationer.

4.2.6

Når der træffes foranstaltninger til at øge professionaliseringen af sektoren for personrelaterede tjenesteydelser, er det vigtigt at tage højde for de forskellige typer arbejdsgivere i denne sektor (formidlere eller enkeltpersoner), så der ikke opstår forvirring omkring status eller ansvar.

4.2.7

Tilfælde af moderne slaveri er blevet indbragt for domstolene, idet der i sektoren for husarbejdere foregår handel. Migrantkvinder udsættes således for seksuel udnyttelse og tvangsarbejde. Dette er med til at bevare sektorens dårlige image.

5.1.1

For at ændre den aktuelle situation (udbredt sort arbejde og adskillige arbejdsgivere) til en situation med reelle job og påskønnede kompetencer i lighed med andre erhverv må der skabes en bedre anerkendelse og større værdsættelse af disse tjenesteydelser, blandt andet afspejlet i ordentlige lønninger. Samtidig skal tjenesteydelserne fortsat være tilgængelige for alle. Disse to betingelser kan kun opfyldes ved hjælp af sammenlagt finansiering: skattebegunstigelser, delvist finansierede værdikuponer (som det allerede er tilfældet med spisebilletter), socialsikringsydelser og brugerbidrag. Skattebegunstigelser til enkeltpersoner har vist sig at være effektive i forbindelse med renovering af boliger i Sverige, hvor der er skabt job i byggesektoren. I Frankrig blev husligt arbejde trukket ud af undergrundsøkonomien med indførelsen af skattebegunstigelser. Desuden er der indført en »jobkupontjeneste«, som gør det muligt at lette de administrative procedurer. Denne ordning er i øvrigt blevet suppleret med internettet, idet man ikke længere behøver at udfylde papirformularer."

5.1.2

Det vil kun være muligt at professionalisere jobbene og tilbyde tjenesteydelser af kvalitet, hvis man sammensætter offentlig (skattebegunstigelser), social (familietilskud, tilskud fra virksomheder, gensidige selskaber og sundhedsforsikringer, virksomhedsudvalg osv.) og privat (enkeltpersoners betaling for ydelserne) finansiering. I forbindelse med planer for ligestilling mellem mænd og kvinder og foranstaltninger til forening af arbejde og familieliv kan virksomhederne deltage i finansieringen af deres ansattes familierelaterede tjenesteydelser. Nogle virksomheder gør det allerede. Kommissionen bør kortlægge og udbrede en sådan god praksis bl.a. for at opfordre til at skabe et system med tjenesteydelseskuponer, som kunne indføres i alle medlemsstater.

5.2

Afhjælpning af usikre jobansættelsesvilkår: oprette nye virksomheder, udvikle arbejdsmarkedsdialogen i denne sektor — i overensstemmelse med hver medlemsstats specifikke forhold og kultur.

5.2.1

I betragtning af familiernes stigende behov for husligt arbejde må friheden til at vælge mellem de forskellige tjenesteydelser, der findes i medlemsstaterne, konsolideres og stabiliseres, og det samme gør sig gældende for disse tjenesteydelsers komplementaritet, så der kan oprettes en ny model, der fremmer social innovation i Europa.

Usikre ansættelsesvilkår i sektoren kan kun afhjælpes ved at lægge vægt på to nøgleaspekter: for det første bør der ske en professionalisering af jobbene for at øge kvaliteten af de tjenester, der ydes, og sikre reel professionel udvikling for husarbejdere (se punkt 5.3), og for det andet er der behov for officiel anerkendelse af arbejdsmarkedsdialogen i sektoren, da dette er en meget vigtig måde til at sikre velfærd både for husarbejdere og for familier og garantere anstændigt arbejde, uanset hvilken form for tjenesteydelser, der er tale om. I den forbindelse er det af afgørende betydning at hjælpe familier med at gøre brug af tjenesteydelser, der udbydes af en professionel sektor uden sort arbejde (se punkt 5.1) ved at gøre det muligt for dem at vælge den struktur, der passer dem.

Desuden er de ydelser, der tilbydes familier og sigter på at hjælpe dem med børnepasning, ældrepleje, pleje af familiemedlemmer med svære handicap eller forene arbejds- og familieliv, ikke som andre tjenesteydelser: sådanne ydelser vedrører familiers intimsfære og privatliv og kan derfor ikke betros en person, man ikke kender. Derfor er det af afgørende betydning at tilvejebringe en arbejdsmarkedsdialog i denne sektor, som er i tråd med værdierne i Den Europæiske Union og de kulturelle særpræg i den enkelte medlemsstat.

5.2.2

Desuden kræver sektorens udvikling også udvikling af virksomheder — kooperativer, foreninger og selskaber — der fungerer som mellemled mellem personer, der har brug for tjenesteydelser, og personer, som er kvalificeret til at levere dem. Virksomhederne forpligter sig til at finde kunder og foreslå en planlægning for de ansatte. De ansatte kan således nøjes med en enkelt ansættelseskontrakt, hvilket forenkler den sociale beskyttelse og giver dem mulighed for at få finansieret den tid, der bruges på transport mellem kundernes hjem, samt for at tage fri og deltage i uddannelse. Sådanne mellemled forpligter sig over for kunderne og sender dem en kompetent, ærlig, diskret og veluddannet medarbejder til at levere tjenesteydelsen, selv om den person, der sædvanligvis kommer, er syg eller har fri. Kunderne betror ikke længere deres hjem eller familiemedlemmer til en person, men til en virksomhed.

5.2.3

Med oprettelsen af virksomheder kan disse arbejdstagere få status som ansatte på lige fod med andre. Sådanne virksomheder eksisterer allerede. Kommissionen bør kortlægge og udbrede de forskellige modeller samt analysere dem på basis af de leverede tjenesteydelser til kunderne og sociale vilkår for de ansatte.

5.2.4

I tilfælde, hvor kunderne foretrækker selv at tage ansvar som arbejdsgiver for at vælge, hvem de vil give adgang til deres hjem, må man sørge for at informere de pågældende familier, så de kan tage deres ansvar som arbejdsgiver og samtidig overholde reglerne. Medlemsstaterne bør sikre, at disse regler er fornuftige, og at det er muligt for en gennemsnitsfamilie at leve op til dem.

5.3.1

I Sverige blev der i 2007 indført en skattefradragsordning for husligt arbejde. Skattefradraget (tax credit) har gjort købet af husligt arbejde betydeligt billigere, idet der er indført en reduktion på 50 %. Kunderne betaler halvdelen af prisen for tjenesteydelsen, og den anden halvdel betales til virksomheden af skattevæsenet.

5.3.2

Tidligere var det vanskeligt at købe deklareret husligt arbejde. Nu syv år senere kan det konstateres, at skattefradraget har skabt og fortsat skaber nye virksomheder og nye job, navnlig for personer, som ikke tidligere har været på arbejdsmarkedet.

5.3.3

Skattereformen har haft en positiv indvirkning på en sektor, hvis tjenesteydelser primært bestod af sort arbejde. Skattefradraget er ikke blot kommet sektoren og dens kunder til gode, men også samfundet som helhed.

5.3.4

I 2013 havde sektoren en omsætning på mere end en halv milliard EUR. I 2013 blev der ansat flere end 16  000 personer. I de seneste år har der været en konstant stigning. Fra 2012 til 2013 steg beskæftigelsen inden for husligt arbejde med 16 %.

5.3.5

Hovedparten af virksomhederne er oprettet af kvinder — ofte med indvandrerbaggrund. Mere end en tredjedel af kunderne inden for husligt arbejde er over 65 år (to tredjedele er kvinder). Overordnet set er 62 % af kunderne kvinder på alle indkomstniveauer, dog primært fra middelklassen. Familierne er nogle af dem, der anvender disse tjenesteydelser mest. To ud af tre ansatte i sektoren for husligt arbejde har en baggrund med arbejdsløshed eller ikke-deklareret arbejde. Ca. 80 % er kvinder, og 40 % af de ansatte er født uden for Sverige.

5.3.6

Den vigtigste arbejdsgiverforening i sektoren for tjenesteydelser indgår med sine fagforeningsparter kollektive overenskomster for virksomheder, der tilbyder husligt arbejde. De kollektive overenskomster indeholder regler om løn, arbejdstid, betalt ferie, uddannelse, social sikring og andre aspekter.

5.3.7

Reformen har ført til øget beskæftigelse, en reduktion af arbejdsløsheden og sygefraværet og endelig til øgede skatteindtægter, hvilket nærmest gør ordningen selvfinansieret.

5.4.1

Ud over opgaver, der kræver tekniske kvalifikationer (overholde hygiejneregler, anvende maskiner og produkter, vaske et barn, hjælpe en voksen med at rejse sig osv.) er der tale om relationelle kompetencer som f.eks. at indgyde tillid, være diskret og selvstændig samt kunne tilpasse sig den enkelte kunde. Kompetencerne bør klassificeres i rangorden alt efter, om der blot er tale om at sørge for boligen, eller om der også er børn eller ældre, om kunden er fraværende eller til stede, og om denne er selvstændig eller fysisk eller mentalt afhængig af hjælp.

5.4.2

Det er paradoksalt, at nogle mennesker ser ned på disse opgaver, selv om de er mere udbytterige end mange andre. Det er tilfredsstillende at gøre et hjem rent, hjælpe personer og knytte bånd til børn. De offentlige myndigheder kunne dels — i samarbejde med fagforeningerne og arbejdsgiverne — fremme professionaliseringen af disse tjenesteydelser, de berørte personers uddannelse og attesteringen af erhvervede kompetencer, dels arbejde for oprettelse af strukturer for samling og organisering af familierelaterede tjenesteydelser.

5.4.3

Hvis synet på disse opgaver skal ændres, må man betegne og evaluere dem på et teknisk og relationelt plan og sammenholde dem med lignende opgaver i andre brancher. Der bør indføres eksamensbeviser, certifikater og uddannelser, og opnået erfaring bør anerkendes. Noget af dette er allerede gjort.

5.4.4

Det vil desuden være hensigtsmæssigt at forenkle procedurerne for forfremmelse til andre ansvarsområder eller andre job i samme eller andre sektorer. For at undgå »hjernespild« er dette særlig vigtigt for overkvalificerede migrantkvinder, som ledes i retning af levering af familierelaterede tjenesteydelser.

5.4.5

Der bør gribes ind med foranstaltninger for at få udryddet menneskehandel knyttet til familierelaterede tjenesteydelser, da dette er en klar krænkelse af menneskerettighederne.

5.4.6

Lønmodtagernes fagforeninger har sjældent gjort sig bestræbelser på at få husarbejdere til at melde sig ind i en fagforening, hvilket ganske rigtigt er kompliceret, idet fagforeningerne ikke har adgang til private hjem, og husarbejderne ikke er synlige samt arbejder spredt. Hvis husarbejderne melder sig ind i en fagforening, kan det befordre professionaliseringen af de familierelaterede tjenesteydelser, som er en af forudsætningerne for ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/23

Ordfører:

Joost van Iersel

Medordfører:

Hannes Leo

1.1

I lyset af det tætte samspil mellem tjenesteydelser og produktion og indvirkningen heraf på bæredygtig vækst og beskæftigelse i Europa, opfordrer EØSU Kommissionen til i sin kommende mandatperiode at give erhvervstjenester en plads på listen over prioriterede områder. Dette er ekstra vigtigt i lyset af indførelsen af en ny produktionsmodel, der af nogle betegnes som »den fjerde industrielle revolution«.

1.2

Der er behov for konkrete EU-initiativer på alle områder, der er relateret til den digitale revolution og den heraf affødte forandring af økonomien og samfundet. En første forudsætning er, at de offentlige myndigheder og samfundet som helhed bevidstgøres om denne udvikling.

1.3

Erhvervstjenester bør indgå i en aktiv industripolitik, og der bør tages hensyn til dem i midtvejsrevisionen af Europa 2020-strategien i 2015. EØSU konstaterer, at Kommissionen og Rådet hidtil har undervurderet betydningen af disse tjenester.

1.4

Halvdelen af Kommissionens generaldirektorater er på den ene eller anden måde involveret i tjenester, men der savnes en systematisk, for slet ikke at tale om en strategisk, tilgang. Der er hverken nogen klar politik eller synlig talsmand for området. Det var endvidere meget skuffende og kortsigtet, at Rådet reducerede budgettet for Connecting Europe-faciliteten i den flerårige finansielle ramme fra de 9 mia. EUR, som Kommissionen havde foreslået, til 1,2 mia. EUR.

1.5

EU må nu afgøre, om det vil føre an på området ved at bidrage til ny bæredygtig vækst og nye arbejdspladser eller overlade det til andre.

1.6

EØSU ser derfor positivt på Kommissionens initiativ sidste år til at indlede en grundlæggende debat herom i en gruppe på højt plan vedrørende erhvervstjenester (1). EØSU understreger, at det er vigtigt, at dette i nærmeste fremtid følges op af:

1.7

Hurtigt voksende erhvervstjenester spiller allerede en fremtrædende rolle inden for fremstillingsindustrien. En bred og stadig voksende vifte af virksomheder — både produktions- og servicevirksomheder — beskæftiger sig nu med udformning og levering af nye generationer af erhvervstjenester. På grund af ny teknologi bliver erhvervstjenester stadig mere relevante for fremstillingsindustrien.

1.8

Hertil kommer, at tingenes internet og serviceydelsernes internet i øjeblikket betegnes som den fjerde industrielle revolution i Europa, en ny tids frembrud efter automatiseringen.

1.9

Dette kvantespring er resultatet af et vertikalt og horisontalt samarbejde mellem maskine og internet, maskine og menneske og maskine og maskine langs værdikæden i realtid. Automatiseringsøer forbindes indbyrdes i utallige net og variationer. Software og net vil forbinde intelligente produkter, digitale tjenester og kunder til fremtidens nye innovative 'produkter'.

1.10

Denne udvikling er genstand for en bred debat. Pioner på dette område er det tyske projekt Industri 4.0, som tager behørigt hensyn til både erhvervstjenester og til den bredere økonomiske sammenhæng, som gennemgår en grundlæggende forandringsproces. Sammen med lignende initiativer skulle det kunne udgøre en byggesten i dagsordenen for industrien og et bredt spektrum af offentlige og private interessenter. Pionerer på de digitale markeder har tidligere opnået betydelige konkurrencefordele.

1.11

På globalt plan forudses der lignende strategiske initiativer i USA, Kina og Sydkorea. Pentagon planlægger et investeringsprogram. Datagiganter som Google, Amazon, Apple og Yahoo har en naturlig fordel på markedet.

1.12

Den menneskelige faktor er afgørende. Nye værdikæder og forretningsmodeller skaber nye alliancer og indbyrdes forbindelser mellem virksomheder, hvilket har en kolossal indvirkning på arbejdets tilrettelæggelse. Hertil kommer, at der forventes betydelige omstillinger på arbejdsmarkedet. I industrien, især inden for erhvervsservicesektoren, opstår der som følge af den hastige udvikling af den digitale teknologi hele tiden nye former for arbejdstilrettelæggelse, ansættelsesordninger og krav om ajourføring af færdigheder. Disse omstillinger må nøje overvåges. Skræddersyede politikker, som skal baseres på velfinansieret forskning, skal sætte fokus på at afbøde negative virkninger og fremme positive aspekter.

1.13

I mange erhvervsservicesektorer er der ikke i øjeblikket nogen social dialogkultur, hvilket kan udhule beskæftigelseskvaliteten i disse sektorer. Der er behov for en solid ramme for social dialog og for aktiv deltagelse — også med tanke på innovative uddannelsesfaciliteter — på virksomhedsniveau samt på sektorielt, nationalt og EU-niveau, som tager højde for den ofte kraftige omstrukturering, der finder sted inden for en erhvervsservicesektor, der er kendetegnet ved hastig udvikling.

1.14

Anerkendelse af kvalifikationer og færdigheder på tværs af grænser og på EU-plan vil styrke arbejdskraftens mobilitet og viden. Dette vil også udvide og styrke de europæiske muligheder for dette områdes meget store antal små virksomheder og mikrovirksomheder.

1.15

EØSU er stort set enig i henstillingerne fra 2013 fra EU's gruppe på højt niveau og de fem arbejdsgrupper. I betragtning af erhvervstjenesternes kolossale betydning for opfyldelsen af målet om, at fremstillingsindustrien i 2020 skal tegne sig for 20 % af BNP, og i lyset af udsigten til den fjerde industrielle revolution er det nødvendigt med en europæisk dagsorden eller køreplan for erhvervstjenester. EØSU mener, at en sådan dagsorden bør omfatte følgende:

2.1

I modne økonomier står tjenesteydelsessektoren for over 70 % af det økonomiske resultat og beskæftigelsen. Tjenesteydelsernes andel af økonomien og deres kompleksitet stiger overalt i verden.

2.2

Erhvervstjenester er en vigtig vækstfaktor. Ifølge Kommissionen var deres gennemsnitlige vækstrate på 2,38 % mellem 1999 og 2009 sammenlignet med et gennemsnit på 1,1 % for alle sektorer i EU under ét. I samme periode steg beskæftigelsen i denne sektor med 3,54 %, mens tallet for alle sektorer i EU's økonomi under ét kun var på 0,77 %.

2.3

Væksten i servicesektorens (den tertiære sektor) andel af de samlede økonomiske aktiviteter i EU overgår væksten inden for fremstillingsindustrien. Denne fase efterfølges af væksten i de informations- og vidensbaserede tjenesteydelser (den kvartære sektor).

2.4

Tjenesteydelser er en generisk betegnelse. Det omfatter en bred vifte af økonomiske og sociale aktiviteter fra den nederste til den øverste del af arbejdsmarkedet. Beskæftigelsen stiger inden for højt- og lavtkvalificerede job, mens arbejdsstyrken i serviceerhverv, der kræver kvalifikationer på mellemniveau, er dalende, hvilket lægger pres på middelklassen.

2.5

I samspillet mellem tjenesteydelser og industri handler det fortrinsvis om følgende relevante tjenester:

2.6

Der er sket en betydelig vækst i erhvervstjenesterne siden 1970'erne. Sektorens omsætning er i dag på 2 billioner EUR, og den beskæftiger 24 millioner personer. Millioner af virksomheder, hovedsagelig små virksomheder og mikrovirksomheder, er involveret, for ikke at nævne de interne servicebaserede afdelinger i større virksomheder. Erhvervstjenester udgør 11,7 % af EU's økonomi.

2.7

Uden fællesnævner tegner der sig et meget varieret billede. Sektoren har en kolossal indvirkning på alle samfundslag og -relationer. Erhvervstjenesterne er en vigtig drivkraft bag forandring og giver impuls til revidering af forretningsmodeller. De fremmer en løbende reorganisering af offentlige og private virksomheder og af offentlige organer.

2.8

I de seneste årtier har automatisering og IKT været stærke drivkræfter (2). Endvidere har udviklingen inden for de enkelte servicesektorer ofte en tværgående virkning på andre sektorer.

2.9

De traditionelle grænser mellem produktion og tjenesteydelser er ved at blive udvisket. Udviklingen af fremstillingsindustrien kan ikke længere betragtes særskilt fra servicesektoren, som det førhen var tilfældet. I denne forbindelse bør EU's mål om at øge fremstillingsindustriens andel af EU's BNP til 20 % omdefineres, så der tages højde for erhvervstjenesternes merværdi. Det ville være mere passende at tale om en produktionscentreret værdikæde (3).

2.10

Globalt set klarer Europa sig i det store og hele godt, selv om der er områder, hvor den europæiske industri er i vanskeligheder. En produktionsstigning og dynamisk indførelse af nye teknologier kan have en positiv virkning, når det gælder udflytning. På den anden side konstateres der en følsomhed i befolkningen over for fornyelse og en skjult modstand mod innovation. Denne tendens fortjener særlig opmærksomhed.

3.1

Erhvervstjenesterne befinder sig i en meget dynamisk fase. Som følge af den internetdrevne revolutionerende udvikling har tjenesteydelser en stigende indvirkning på produktionslinjerne og på erhvervslivets overordnede resultater. Produktionslinjerne styres nu af software. Arbejdskraftens rolle i produktionssammenhæng bliver mindre.

3.2

Dette strider imod den konventionelle teori og tyder på, at fremstillingsindustrien og erhvervstjenester i stigende grad er vævet sammen. Følgelig er der ofte kun en kunstig skelnen mellem de to. I vore dage gør virksomheder brug af input og fremstiller produkter og tjenesteydelser med komponenter fra både fremstillings- og servicesektoren. Dette samspil er en tovejsproces.

3.3

Denne konklusion kan også drages på baggrund af ændringer i virksomhedslandskabet. Tjenesteydelser har hovedsagelig en understøttende funktion, men er samtidig en central drivkraft bag fragmenteringen af værdikæder. Dette fører bl.a. til opsplitning af større virksomheder, som ændres fra at være temmelig statiske til at tage udgangspunkt i dynamiske kombinerede samspil mellem mere eller mindre uafhængige — eller i det mindste identificerbare — dele inden for samme virksomhed eller uden for (outsourcing). Som fleksible og smidige bindeled støtter servicesektoren disse processer.

3.4

Fragmenteringen af værdikæden gør det endvidere betydeligt vanskeligere at skelne mellem sektorerne, da grænserne udviskes. Der danner sig et helt nyt billede, f.eks. af Google som bilproducent, eftersom 35 % af investeringerne i en bil er i software. Denne andel kommer endog helt op på 50 % inden for ingeniørvirksomhed og fremstilling af avancerede maskiner.

3.5

På trods af at tjenesteydelsernes indvirkning på den samlede økonomi og på beskæftigelsen er almindelig kendt, foreligger der overraskende nok stadig ingen dybtgående analyser på EU-plan, hvilket bl.a. skyldes følgende:

3.6

Traditionelle statistiske indikatorer, der skelner skarpt mellem produktion og tjenesteydelser, er derfor ude af stand til at afspejle værdikædernes komplekse struktur. Inden for rammerne af et input/output-perspektiv bør det bl.a. påvises, hvilke serviceerhverv der leverer i hvilke mængder til fremstillingsindustrien og omvendt. Dette kræver i første omgang, at der udvikles et nyt sæt statistiske indikatorer.

3.7

Der bør sikres mere præcis og detaljeret statistik, som danner et bedre grundlag for politiske debatter om, hvad der sker, og hvilke instrumenter der kan forbedre produktionen.

3.8

Statistik kan også bidrage til at centrere debatten om bl.a. at fjerne hindringer for den grænseoverskridende handel og mobilitet, som skyldes nationale bestemmelser, overregulering og særlige nationale rettigheder, der tildeles erhverv inden for servicesektoren, f.eks. vedrørende kvalifikationer. Harmoniseringen af den grænseoverskridende anerkendelse af faglige kvalifikationer bør lette mobiliteten på tværs af grænserne inden for de regulerede erhverv, hvilket samtidig er af særlig interesse for små virksomheder og mikrovirksomheder.

3.9

Samlede EU-tal vil fremhæve betydelige forskelle mellem europæiske lande. En stærk servicesektor bidrager til en stærk økonomi. Infrastruktur, især bredbåndsnet, er af stor betydning. Infrastrukturen bør være behørigt beskyttet både af databeskyttelseshensyn og for at sikre kontinuitet i tjenesterne. En række medlemsstater er nødt til at yde en betydelig indsats for at indhente det forsømte på dette område.

3.10

Produktionslinjerne er mere koncentrerede end før. Europæiske markeders og nye vækstmarkeders indbyrdes forbundethed har skabt komplekse økonomiske netværk og vidennetværk med servicesektoren som en vigtig drivkraft. Udflytninger vil blive mindre effektive, da industrien vil være afhængig af mere specialiserede og videnintensive tjenesteydelser af høj kvalitet.

3.11

Europa har stadig en komparativ fordel i produktionen af sådanne tjenesteydelser af høj kvalitet, først og fremmest på grund af sin højtkvalificerede arbejdsstyrke og det høje niveau inden for F&U. Europa bør imidlertid ikke falde for fristelsen til at hvile på laurbærrene. Komparative fordele skal opretholdes på en proaktiv måde. Dette kræver navnlig politikker, som fremmer fortsat høje investeringer i F&U, og en yderligere forbedring af arbejdsstyrkens kvalifikationer.

3.12

Samspillet mellem leverandørerne af tjenesteydelser og deres kunder er af afgørende betydning. Erhvervstjenester fremmer kundens produktion — produkter og/eller hjælpeværktøjer. Positive udviklingstendenser er resultatet af effektivt samarbejde mellem efterspørgsels- og udbudssiden, hvor der tilstræbes nye »strukturer«. Forskellige visioner og »sprog« kobles sammen med henblik på at finde nye løsninger. I denne proces kommer kreative og skræddersyede løsninger fra en række forskellige fagområder.

Manglen på mellemstore virksomheder er bemærkelsesværdig. Når der ses bort fra store og vigtige serviceleverandører som f.eks. SAP, er Europa svagere repræsenteret i segmentet af store tjenesteudbydere end USA. Inden for visse højteknologiske sektorer er Europa praktisk taget fraværende sammenlignet med USA. At Google, Apple, Amazon og Microsoft mestrer spillet, hvor »vinderen tager alt«, viser f.eks. det beklagelige i, at Europa ikke stiller med nogen spillere på dette felt.

3.13

For så vidt angår eventuelle problemer, som tjenesteydelsesdirektivet giver anledning til, må der i forbindelse med fuldførelsen af det indre marked for erhvervstjenester vises en vilje til at gribe de muligheder, der er for vækst og jobskabelse, og samtidig afværge de mulige negative konsekvenser af liberaliseringen af markedet for tjenesteydelser såsom social dumping og løndumping.

3.14

I 2011 henledte Kommissionen især opmærksomheden på behovet for en bedømmelse af de videnintensive erhvervstjenesters rolle. Det kan generelt konkluderes, at tjenesteydelser, især videnintensive erhvervstjenester, spiller en vigtig og stigende rolle som input i produktionsprocessen. Faktisk er det ikke muligt at adskille de to, da fremstillingsindustriens produktion i stigende grad afhænger af kvaliteten af sådanne tjenester.

3.15

Forskningsverdenen og universiteterne er også i høj grad involveret i innovative tjenester og i samspillet med industrien. En hel del universiteter danner rammen om etablering af lovende nye erhvervstjenester. Dette bidrager til sammenføring af videnskab, innovative løsninger og erhvervslivet. Hertil kommer yderligere positive virkninger, da bedre tjenesteydelser bidrager til at øge værdikæden i industrisektorer, hvor et land allerede besidder teknologisk kapacitet og har en komparativ fordel (4). Herved øges fremstillingsindustriens betydning i den internationale handel væsentligt.

3.16

På grund af tjenesteydelsernes betydning taler man om »tjenesteficering af fremstillingsindustrien«. Symbiosen mellem fremstillingsindustrien og erhvervstjenesterne ændrer ofte virksomhedernes fokus eller endog hele aktivitetsområder. Nye tjenesteydelser muliggør ændrede markedsføringskoncepter, da fokus ikke længere er på salg af produkter, men på (de enkelte) kunders behov. Et andet eksempel er, at fremstillingsindustrien nu i stigende grad er afhængig af udformningen og leveringen af erhvervstjenester som den mest rentable del af deres aktiviteter.

3.17

I lyset heraf er et mål, der går ud på, at fremstillingsindustriens andel af Europas BNP skal op på 20 % i 2020, ikke specifikt nok. Målet bør snarere være at opfylde behovet for at skabe gunstige betingelser for at fremme industrielle processer, hvor symbiosen mellem fremstillingsindustrien og erhvervstjenesterne sikrer moderne produkter i kraft af avancerede produktionsprocesser og produktivitet.

3.18

Den nye bølge af IKT-applikationer er en selvkørende proces: tjenesteydelser skaber nye tjenesteydelser, hvorfor deres betydning for økonomien som helhed stiger eksponentielt. De fremmer produktiviteten og har en tværgående stimulerende virkning på alle dele af økonomien, hvilket fører til nye kombinationer. De sætter endvidere yderligere skub i globaliseringen.

3.19

Et andet fænomen er, at flere og flere produkter markedsføres sammen med tjenesteydelser, der er forbundet med eller endda inkorporeret i dem, hvilket igen fører til nye alliancer og kombinationer.

4.1

Erhvervstjenesterne dækker et bredere spektrum, og deres virkning bliver meget større, når de forbindes med den fjerde industrielle revolution, som omfatter mere end erhvervstjenesterne alene (5). Denne revolution følger efter tre æraer: mekanisering, elektricitet og IT. Det handler nu om indførelse af serviceydelsernes internet og tingenes internet.

4.2

Som led i denne proces er der inden for erhvervslivet og forskningsverdenen iværksat en række forskellige initiativer med henblik på at justere produktionsprocessen og udvikle nye produkter. De offentlige myndigheder har støttet nogle af initiativerne. Et banebrydende initiativ er en køreplan vedrørende den fjerde industrielle revolution, som blev lanceret af den tyske regering i 2012 (6).

4.3

Parallelt hermed er der igangsat andre lignende initiativer, herunder:

4.4

Fremtidens intelligente fabrik er en særdeles sofistikeret og kompleks størrelse, som er forankret i finjusterede netværk takket være højtudviklede softwareapplikationer og -systemer. Denne udvikling vil føre til gradvis individualisering — både for kunder og ansatte — når det gælder levering og udnyttelse af intelligente og skræddersyede produkter og komponenter.

4.5

Heri ligger et enormt potentiale for erhvervslivet og for økonomien som helhed. Øjeblikkelig imødekommelse af kundernes ønsker, fleksibilitet, optimal beslutningstagning, effektiv udnyttelse af råmaterialer og den potentielle merværdi i nye tjenesteydelser må fremmes. Denne udvikling kunne også tænkes at gå i spænd med demografiske tendenser i Europa, gavne balancen mellem arbejde og privatliv og samtidig styrke konkurrenceevnen i et højindkomstmiljø.

4.6

I alle industrisektorer vil horisontal og vertikal integration samt ende-til-ende digital integration af ingeniørkunst gennem hele værdikæden blive overvejet. Åben adgang og innovation vil fremme et intensivt netværkssamarbejde.

4.7

For at undgå at miste terræn til konkurrenter fra tredjelande er der etableret fælles platforme for standardisering af produkter og tjenesteydelser omfattende alle relevante komponenter i værdikæden.

4.8

Både store og små virksomheder er involveret. Udsigterne for SMV'er er positive. Det vil være meget lettere for dem end hidtil at gøre brug af tjenesteydelser og softwaresystemer. Der vil blive skabt nye muligheder for regionsbaserede SMV'er, som også lettere kan blive integreret i internationaliseringsprocesser. SMV'er vil under alle omstændigheder drage nytte af tværfaglig viden- og teknologioverførsel.

4.9

Som nævnt ovenfor vil der inden for alle kategorier være langt tættere forbindelser mellem kunder og leverandører.

4.10

Eksisterende it-baserede teknologier må tilpasses fremstillingsindustriens specifikke krav og fortsat videreudvikles. Der er behov for forsknings-, teknologi- og uddannelsesinitiativer med henblik på at udvikle metoder for modellering af automatiseringsteknik og for systemoptimering.

4.11

Det er nødvendigt med en infrastruktur for økonomien, som omfatter en passende udbygning af infrastrukturen for bredbåndsinternet samt passende uddannelsesfaciliteter. I den forbindelse understreger EØSU endnu en gang, at der ud over sunde finanspolitikker er behov for et vækstinitiativ (7). EU's medlemsstater bør nyde godt af den igangværende genopretning af økonomien og benytte lejligheden til hurtigst muligt at styrke investeringerne i den nødvendige infrastruktur i Industri 4.0-tidsalderen.

4.12

Industri 4.0 vil give Europa en enestående chance for at forfølge forskellige mål med en enkelt infrastrukturinvestering. En udsættelse vil underminere EU's konkurrenceevne. En sådan investering bør derfor vurderes positivt som led i de landespecifikke henstillinger i det europæiske halvår.

4.13

Den tyske køreplan tager behørigt hensyn til de sociale aspekter af denne nye udvikling. Det er ikke kun virksomhedernes ledelse og personale, der er involveret, men hele samfundet. Der er tale om radikale forandringer i interaktionen mellem menneske og teknologi og mellem menneske og miljø. Teknologiske fornyelser må ses i deres sociokulturelle kontekst, da kulturelle og sociale forandringer også i sig selv er en vigtig drivkraft bag innovation.

4.14

Banebrydende er også decentrale tilgange til ledelse og forvaltning samt det forhold, at de ansatte har ansvaret for at træffe egne beslutninger. Dette indebærer grundlæggende ændringer.

4.15

På nationalt og EU-niveau bør der organiseres platforme, seminarer og arbejdsgrupper, som inddrager virksomheder, arbejdsmarkedets parter, forskningsverdenen og de offentlige myndigheder. Sådanne platforme og arbejdsgrupper er vigtige for at kunne fastlægge visioner og strategier for håndtering af omstillingsprocessen med henblik på at kunne udnytte muligheder og undgå faldgruber. Gruppen på højt niveau (se nedenfor) er et eksempel på en vellykket dialog mellem interessenter.

4.16

Den nye verden af digitale erhverv og tjenesteydelser vil have brug for en sikker og pålidelig platform for digital udveksling med klare markedsrettigheder og beskyttelse af rettigheder (8). Lige så vigtig i denne moderne hybridverden er en kommunikations- og samarbejdsplatform.

5.1

Digitaliseringen og det forhold, at samfundet er servicedrevet, har meget betydelige konsekvenser for arbejdsmarkedet og for samfundet som helhed.

5.2

Det er betænkeligt, at denne totale forandring af økonomien med alle dens følgevirkninger for samfundet og arbejdsmarkedet stadig ikke har været genstand for en tilstrækkelig analyse og for en bredere debat, der omfatter andet end erhvervslivet og forskersamfundet.

5.3

Der er derfor mange grunde til, at denne overgang til helt nye perspektiver i økonomien nødvendigvis må debatteres i brede politiske og samfundsmæssige kredse både på nationalt plan og på EU-plan. Denne proces berører mange borgere i regioner og byer i deres hverdag, både når det gælder beskæftigelse og arbejdsløshed. Den vil derfor påvirke de valg, folk træffer vedrørende deres egen fremtid. De sociale og kulturelle aspekter herved bør fremhæves, og der bør tages behørigt hensyn til dem.

5.4

Forskning i de hurtige forandringer på arbejdsmarkedet, som må kortlægges nøjagtigt som grundlag for fremtidens uddannelse, bør prioriteres under indsatsområdet »industrielt lederskab« i Horisont 2020.

5.5

Mange sårbare job er i farezonen, og hvis processen ikke håndteres korrekt, kan den få sociale og politiske konsekvenser. EU og medlemsstaterne er derfor nødt til at sørge for politiske og lovgivningsmæssige rammer, der ud over at give adgang til ny nødvendig teknologi også sikrer opfyldelse af målet om at forbedre leve- og arbejdsvilkårene og undgå en polarisering mellem lav- og højindkomstgrupper.

5.6

Sammenlignes udviklingen i de forskellige lande, tegner der sig et skævt billede. Traditionelle programmer må revideres og læseplanerne må tilpasses. Der dukker nye virksomheder op. Forholdet mellem uddannelsessektoren og erhvervslivet er under forandring. Dette sker for at kunne holde trit med de industrielle ændringer. Arbejdstagerne må være parate til at lære andre og generelt mere specialiserede færdigheder, og de må sættes i stand til at tilpasse sig hurtige forandringer i efterspørgslen efter kvalifikationer.

5.7

Denne udvikling betyder absolut ikke, at der ensidigt fokuseres på tekniske kvalifikationer. Intellektuelle og sociale færdigheder er fortsat lige så vigtige. Disse færdigheder er nødvendige for at følge med udviklingen i samfundet og for at kunne imødekomme det behov for social innovation, der går hånd i hånd med de grundlæggende forandringer i økonomien.

5.8

I dette overordnede perspektiv må der sikres sociale dialoger på virksomheds-, sektor-, nationalt og EU-niveau med henblik på at drøfte udviklingen, rammevilkårene i EU og i medlemsstaterne samt metoder til at forberede arbejdsstyrken ordentligt.

6.1

På EU-plan og i udformningen af EU-politikkerne har virkningen af udvidelsen af erhvervstjenester i for lang tid været overset. Det forventede kvantespring gør det så meget mere nødvendigt, at der gøres noget ved denne situation. Rapporten fra 2013 fra gruppen på højt plan vedrørende erhvervstjenester hilser EØSU derfor i høj grad velkommen som et første skridt.

6.2

Kommissionen er ganske vist involveret i processer, der er forbundet med de generelle virkninger af erhvervstjenester, især via den digitale dagsorden og via forsknings- og innovationsprojekter, men der mangler et overordnet billede.

6.3

Erhvervstjenester fortjener en fremtrædende placering i en fremtidsorienteret industripolitik. Rapporten fra gruppen på højt plan skulle bane vejen for, at der kan tegnes et samlet billede af udviklingen, og for, at det kan fastlægges, hvilke skridt der ville være hensigtsmæssige i EU.

6.4

Gruppen på højt plan identificerer en lang række erhvervstjenester. Disse spænder fra liberale tjenesteydelser over tekniske tjenester til driftsstøttetjenester.

6.5

Der peges navnlig på, at der hidtil er taget for lidt hensyn til erhvervstjenester i Kommissionens udformning af nye politikker og i de politiske diskussioner i Rådet (konkurrenceevne).

6.6

Ud over gruppen på højt niveau har fem arbejdsgrupper afgivet rapporter om: (i) det indre marked, (ii) innovation, (iii) kvalifikationer, (iv) standarder og (v) handel. Rapporterne indeholder et stort antal analytiske iagttagelser og detaljerede kommentarer til den igangværende proces inden for de behandlede områder og til, hvilke strategier der efterlyses i EU's politikker og foranstaltninger.

6.7

Mange af rapporternes iagttagelser og forslag understreger behovet for, at EU foretager dybtgående analyser og samtidig yder forbedret og målrettet politisk vejledning til SMV'er, hvilket EØSU i lighed med mange eksperter har anbefalet i årevis. Mikrovirksomheders og små virksomheders fremtrædende rolle og den eksponentielle stigning i deres antal i den nuværende industricyklus understreger endnu en gang det presserende behov for bedre lovgivning, forbedrede vilkår for innovationspartnerskaber og for, at der lægges særlig vægt på adgang til finansiering.

6.8

Analysen viser, at den fortsatte fragmentering af det indre marked for varer ud over de traditionelle barrierer for servicesektoren og hindringerne for fremstillingsindustrien også har yderligere skadelige virkninger for den grænseoverskridende udvikling og stimuleringen af erhvervstjenesterne. EU har stadig lang vej at gå, før det har skabt et velfungerende stort indre marked for tjenesteydelser.

6.9

De mange forslag til at skabe et bedre klima for erhvervstjenester viser, at disse tjenester har en helt central betydning for forbindelsen mellem fremstillingsindustrien og servicesektoren og dermed for perspektivet om en stærkere europæisk fremstillingsindustri.

6.10

EØSU mener derfor, at det arbejde, der foregår i gruppen på højt niveau og i arbejdsgrupperne, er et meget nyttigt udgangspunkt for Kommissionen til at gennemføre en mere detaljeret analyse og udarbejde konkrete forslag.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/33

Ordfører:

An Le Nouail Marlière

1.1

I sit svar på det første vellykkede borgerinitiativ »Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare!« påpeger Kommissionen, hvor vigtigt det er, at mennesker har ret til rent vand og sanitet som et grundlæggende offentligt gode, og gentager, at »vand ikke er en handelsvare«.

1.2

Først og fremmest må det hilses velkommen, at folks støtte til dette borgerinitiativ og Kommissionens anerkendelse af de særlige kendetegn ved forsyningspligtydelser i tilknytning til vand samt deres store betydning »i forbindelse med opfyldelse af befolkningens grundlæggende behov« har ført til, at tjenesteydelser i forbindelse med vandforsyning er blevet udelukket fra koncessionsdirektivet.

1.3

Mere generelt værdsætter EØSU Kommissionens forpligtelse til at handle i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, der kræver, at EU skal forblive neutral i forhold til nationale beslutninger om ejerskabsordningen for vandværker. I den henseende mener EØSU, at ingen beslutning eller handling knyttet til EU's aktiviteter bør medføre en begrænsning af medlemsstaternes frihed til at vælge, hvordan de vil organisere leveringen af forsyningspligtydelser i tilknytning til vand.

1.4

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at tage konkrete initiativer til at sikre, at denne forpligtelse overholdes til stadighed på alle EU's forskellige kompetenceområder, såvel i de europæiske medlemsstater, der modtager støtte fra den europæiske stabilitetsmekanisme, som i forbindelse med de igangværende handelsforhandlinger (bl.a. om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab og/eller om handel med tjenesteydelser), ved udtrykkeligt at udelukke forsyningspligtydelser, der har tilknytning til vand, fra handelsforhandlinger af ovennævnte type.

1.5

Udvalget noterer sig visse positive aspekter af Kommissionens svar:

1.6

EØSU bemærker, at vandforsyningsvirksomheder pr. definition er monopoler på grund af de store nødvendige kapitalinvesteringer og de omfattende transportomkostninger, som det tydeligt fremgår af en nylig rapport fra Det Europæiske Miljøagentur (Det Europæiske Miljøagentur, 2003, Assessment of cost recovery through water pricing (Evaluering af omkostningsdækningen via fastsættelse af vandtakster), Luxembourg; s. 28). Derfor bør de offentlige myndigheder kunne udøve omfattende kontrol med kvaliteten og effektiviteten af de forsyningspligtydelser, der leveres af vandforsyningsvirksomhederne. I den forbindelse tilslutter EØSU sig Kommissionen, når den anerkender, at gennemsigtighed er af afgørende betydning.

1.7

Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at øge sine bestræbelser på at skabe fuld gennemførelse af artikel 14 i vandrammedirektivet (information til og høring af offentligheden) og støtter dens planer om at fremme benchmarking af forsyningspligtydelser i tilknytning til vand hvad angår centrale økonomiske, tekniske og kvalitetsmæssige resultatindikatorer. Det vil gøre forbindelserne mellem investeringsniveauer, gennemsnitlige vandpriser og arbejdsvilkår mere synlige og øge åbenheden i sektoren.

1.8

EØSU mener, at man i forbindelse med revisionen af vandrammedirektivet og af drikkevandsdirektivet bør tilføje oplysninger og principper vedrørende princippet om universel adgang samt vandrammedirektivets princip om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser. EØSU opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om en lovgivning, som gør adgang til rent vand og sanitære forhold til en menneskeret i tråd med FN's opfattelse heraf. Endvidere bør Kommissionen træffe foranstaltninger til at gøre vandforsyning og sanitet til grundlæggende tjenesteydelser af almen interesse.

1.9

EØSU bemærker, at europæiske borgere med deres støtte til det europæiske borgerinitiativ har givet udtryk for, at de ønsker at deltage i udarbejdelsen af EU's politikker samt i debatten om vand som et offentligt gode og som en tjenesteydelse af almen interesse. Derfor er det vigtigt, at samtlige europæiske institutioner åbner forvaltningen af EU's vandpolitik for alle interessenter og afholder flere offentlige debatter om vandressourcernes fremtid.

2.1

Det europæiske borgerinitiativ, der blev indført med Lissabontraktaten for at øge borgernes demokratiske deltagelse i europæiske anliggender (1), giver en million borgere i EU fra mindst syv medlemsstater mulighed for at opfordre Kommissionen til at foreslå lovgivning på områder, hvor EU har beføjelser. Det er det første instrument til deltagelsesdemokrati på EU-plan.

2.2

Siden instrumentets lancering i april 2012 har mere end 5 mio. borgere underskrevet over 20 forskellige initiativer. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har indbudt adskillige initiativtagere til kampagner til at deltage i sine plenarforsamlinger.

2.3

Det europæiske borgerinitiativ om rent vand og sanitet som en menneskeret har til formål at fremsætte forslag om en lovgivning, som gør retten til rent vand og sanitet til en menneskeret i tråd med FN's opfattelse heraf. Der bør endvidere træffes foranstaltninger til at gøre vandforsyning og sanitet til grundlæggende tjenesteydelser af almen interesse. Initiativet blev præsenteret for EØSU på plenarforsamlingen i september 2013.

2.4

Nedenfor gives et resumé af initiativets oprindelige ordlyd:

»Rent vand og sanitet er en menneskeret«

Kommissionen opfordres til at fremsætte forslag om en lovgivning, som gør retten til vand og sanitære forhold til en menneskeret i tråd med FN's opfattelse heraf. Endvidere bør Kommissionen træffe foranstaltninger til at gøre vandforsyning og sanitet til grundlæggende tjenesteydelser af almen interesse.

EU-lovgivningen bør forpligte regeringerne til at garantere og levere sanitet og sikkert og rent drikkevand i tilstrækkelige mængder til alle borgere. Vi opfordrer indtrængende til, at:

2.5

Efter Kommissionens godkendelse af 1 6 59  543 underskrifter i 13 medlemsstater foretog Europa-Parlamentet den 17. februar 2014 en omfattende høring af borgerudvalget i tilknytning til borgerinitiativet om vand, som EØSU blev inviteret til at deltage i. Desuden modtog Kommissionens næstformand, Maroš Šefčovič, samme dag initiativets borgerudvalg.

2.6

Kommissionen har i en meddelelse af 19. marts 2014 offentliggjort sit officielle svar på det første succesfulde europæiske borgerinitiativ, der opfordrede den til at »foreslå en lovgivning, der implementerer den menneskelige ret til vand og sanitet«.

2.7

Den 15. april 2014 — den europæiske dag for det europæiske borgerinitiativ — afholdt EØSU en konference om successkabelse, som borgerudvalget i tilknytning til initiativet om vand også blev indbudt til at deltage i, og hvor et imponerende antal kampagnearrangører og berørte aktører fra de europæiske borgerinitiativer mødtes i EØSU med henblik på at udnytte de erfaringer, der er indhøstet, og udarbejde en liste over anbefalinger til, hvordan man kan forbedre effektiviteten og brugervenligheden af dette instrument for direkte demokrati.

3.1

Det europæiske borgerinitiativ har bevist sin styrke og succes som et instrument, der skaber offentlig debat og opbygger borgernet.

3.2

Der er stadig hindringer, som skal fjernes i forbindelse med revisionen af bestemmelserne for initiativets gennemførelse (2), idet disse ikke stemmer overens med det europæiske borgerinitiativs egentlige karakter. Bestemmelserne pålægger forpligtelser i lighed med dem, som ville være passende for et juridisk bindende instrument for direkte demokrati, hvis juridiske virkning er en folkeafstemning (personlige oplysninger, afskrækkende virkning, uforholdsmæssige procedurer) og pålægger desuden arrangørerne uforholdsmæssige lovkrav, der varierer fra én medlemsstat til en anden. Bestemmelserne begrænser antallet af sager, der registreres officielt og bedømmes af Kommissionen, der alene afgør, om de henhører under dennes kompetenceområde.

3.3

Den maksimale tekstlængde af det registrerede initiativ inklusiv titel, formål og beskrivelse er på 800 tegn, hvilket har fået Kommissionen til at ytre, at initiativet manglede konkrete forslag!

3.4

Mange europæiske borgere føler, at det er håbløst at få noget at skulle have sagt i og om EU. Den kommende Kommission bør være opmærksom på dette.

3.5

Borgerinitiativinstrumentet, der optræder i EU-traktaten (artikel 11.4), er det eneste retlige middel, som de europæiske borgere råder over til at påvirke EU's politiske dagsorden. I 2015 reviderer Europa-Parlamentet og Rådet gennemførelsesbestemmelserne og drager konklusioner af disse første kampagner.

4.1

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at det europæiske borgerinitiativ »Rent vand og sanitet er en menneskeret« har forpligtet de europæiske institutioner til at beskæftige sig med de europæiske borgeres bekymringer og til at konstatere, at bekymringerne er mere vidtstrakte end Kommissionens sædvanlige lovgivningsmæssige betragtninger. Udvalget bifalder desuden, at Kommissionen har besluttet at udelukke tjenesteydelser i forbindelse med vand og sanitet fra koncessionsdirektivet.

4.2

Kommissionen minder med rette om medlemsstaternes ansvar med hensyn til at vedtage foranstaltninger, der sigter mod at hjælpe mennesker i nød.

4.3

Kommissionen erkender desuden, at den har bemyndigelse til at fastlægge de grundlæggende principper for medlemsstaternes vandtakstpolitikker og minder om bestemmelserne i artikel 9 i vandrammedirektivet vedrørende princippet om fuld dækning af omkostninger.

4.4

Ambitionsniveauet er ikke særlig højt i Kommissionens svar på forventningerne fra mere end 1,6 millioner mennesker (1,9 millioner indsamlede underskrifter), og Kommissionen har ikke fremsat noget nyt forslag med henblik på at indføre et EU-instrument, der kan gøre rent vand til en menneskeret.

4.5

Med henvisning til konkrete eksempler fra forskellige europæiske byer mener udvalget, at forpligtelsen til at vedtage passende vandtakstpolitikker med henblik på at bevare vandressourcerne kan og bør forenes med nødvendigheden af at sikre universel adgang til disse ressourcer via hensigtsmæssige solidaritetsmekanismer.

4.6

EØSU mener, man i forbindelse med revisionen af vandrammedirektivet og af drikkevandsdirektivet bør tilføje oplysninger og principper vedrørende princippet om universel adgang og vandrammedirektivets princip om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser.

4.7.1

Udvalget understreger, at det er overrasket over, at svaret på et borgerinitiativ af dette omfang er et forslag om en offentlig høring om drikkevandskvaliteten, der synes at henvise til mere almindelige høringsformer, som ganske vist er nyttige, men ikke hensigtsmæssige som svar på det europæiske borgerinitiativ.

4.8.1

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har taget højde for, at det er nødvendigt med åbenhed i beslutningsprocessen omkring vandforvaltning på lokalt, regionalt og nationalt plan.

4.8.2

Af hensyn til dets livsvigtige betydning må vand beskyttes som en skrøbelig ressource og et fælles gode. Anvendelsen af vand til opfyldelse af livsvigtige menneskelige behov bør have prioritet. Kommissionen må forstå, at man bør anerkende adgang til og tilrådighedsstillelse i tilstrækkeligt omfang af rent vand og sanitet som en grundlæggende menneskeret, idet disse elementer er livsvigtige og forbundet med værdighed, og således udelukke dem varigt fra det indre markeds handelsregler med forslag om at ændre dem til ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse (3).

4.8.3

Man bør have en særlig tilgang til produkter, som er nødvendige for overlevelse, og disse bør ikke være omfattet af reglerne om fri udveksling. Til trods for at det i officielle tekster erklæres, at »vand ikke er en handelsvare«, og at enhver har ret til føde, kan man stadig konstatere privatiseringer af vandkilder, omfattende spekulationer i basisfødevarer og »land grabbing« af landbrugsjord i stor målestok. Disse fænomener underminerer direkte de socialt dårligst stillede personers livsgrundlag.

4.8.4

Kommissionen opfordres til at foreslå konkrete bindende foranstaltninger som svar på det pågældende borgerinitiativ, hvilket den ikke har gjort i sin meddelelse. Det bør især fremgå af et juridisk bindende EU-dokument, at formålet med forvaltning af vandressourcer og dertil knyttede tjenesteydelser ikke må være at skabe indtægt. I modsat fald giver erklæringen »vand er et offentligt gode« ingen mening.

4.9.1

Udvalget taler for vedtagelsen af et europæisk instrument, der anerkender retten til rent vand og sanitet som en menneskeret som anført i juli 2010 af FN, der sammen med artikel 14 i TEUF om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og protokol 26 om tjenesteydelser af almen interesse udgør en af grundpillerne i det europæiske borgerinitiativ, og som giver Kommissionen mulighed for at anbefale medlemsstaterne at respektere denne ret via en ikke-økonomisk tjenesteydelse af almen interesse og tage højde for det neutrale aspekt af tjenesteydelses etablering i modsætning til den kommercielle brug, der kan forekomme i industrien og i landbruget.

4.10.1

Det vil være hensigtsmæssigt, hvis alle EU's medlemsstater i forbindelse med EU's udviklingspolitik og finansielle forpligtelser bakker kraftigt op om anerkendelsen af menneskeretten, som blev anerkendt officielt af FN i juli 2010, navnlig med henblik på at opnå optimal effektivitet, idet en erklæret forbindelse mellem udviklings- og bistandspolitikken på dette område og en menneskeret vil åbne mulighed for at bekæmpe korruption og forpligte underleverandørerne. Udvalget opfordrer til og støtter en integreret tilgang og etableringen af synergi mellem vand og fødevaresikkerhed. Med hensyn til synergi mellem vand og energi afventer udvalget de stillede forslag for at kunne vurdere, om de er i tråd med det europæiske borgerinitiativ med hensyn til beskyttelse af vandressourcen som et fælles gode.

Folkesundheden bør også være et af de primære omdrejningspunkter, navnlig med hensyn til indførelse af sanitet, hvor dette mangler, også selv om dette emne har mindre interesse for aktørerne.

4.11.1

Udvalget bifalder Kommissionens engagement med hensyn til at fremme disse non-profit-partnerskaber yderligere i vandsektoren for at øge kapaciteten gennem udveksling af knowhow og viden mellem vand- og sanitetsværker, lokale myndigheder og andre aktører og understreger endnu en gang, at innovation og resultater af forskning og udvikling, hvortil der er bevilget offentlig støtte under det syvende rammeprogram, bør gøres tilgængelige for nonprofitsektoren, virksomhederne i den sociale og solidariske økonomi, kommunerne osv. (4).

4.12.1

For at støtte målene om bæredygtig udvikling, der erstatter millenniummålene efter 2015, og som vil have universel gyldighed, bør EU forberede sig på disse kommende mål og erkende, at mellem en og to millioner europæiske borgere til dato stadig ikke har adgang til vandressourcen. EU bør øge medlemsstaternes viden gennem oplysninger (hjemløse, romaer, personer i dårlige boliger) for at kunne gøre noget ved problemet.

4.13

Udvalget bifalder Kommissionens engagement med hensyn til vandkvalitet, åbenhed i forvaltningen og indførelse af en mere struktureret dialog mellem de berørte parter, men understreger, at svaret ikke besvarer borgerinitiativets spørgsmål om universalitet i forbindelse med den menneskeret, der består i, at alle borgere og indbyggere skal have adgang til en livsvigtig minimal mængde af vand, uanset hvilken situation de befinder sig i med hensyn til bolig, beskæftigelse m.m.

4.14

Kommissionen anfører, at der i EU-lovgivningen altid er blevet taget højde for de særlige forhold, der gælder for tjenesteydelser i forbindelse med vand og sanitet og den vigtige rolle, de spiller med hensyn til at opfylde befolkningens grundlæggende behov.

Udvalget mener, at der er ikke blot er tale om en vigtig, men også om en afgørende rolle, og skubber på — idet det ganske rigtigt handler om grundlæggende behov — for at opfylde disse via ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse.

4.15

EØSU har anbefalet medlemsstaterne og EU-institutionerne at konsolidere denne politik, idet vand er et grundlæggende livsvigtigt gode for borgere, erhvervsliv, landbrug og de lokale myndigheder. Vand bør tillægges en central betydning i alle europæiske politikker ved at understrege de udfordringer, der er forbundet med bekæmpelse af fattigdom, de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder, folkesundheden, social integration og samhørighed.

4.16

EØSU anbefaler:

4.17

EØSU foreslår desuden:

4.18

Politikken for vand og spildevandsbehandling bør indgå i en strategi for bæredygtig udvikling, som giver mulighed for, at denne ressource kan opfylde befolkningernes aktuelle behov og bevares til de kommende generationer.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/39

Ordfører:

Laure Batut

Medordfører:

Eve Päärendson

1.1.1

EU og Japan repræsenterer tilsammen mere end en tredjedel af verdenshandlen. Et partnerskab med en ambitiøs, omfattende og gensidigt fordelagtig frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale mellem EU og Japan kan booste samhandelen og investeringerne samt forbedre økonomien og beskæftigelsesmulighederne i EU og Japan og bidrage til udarbejdelsen af styrkede internationale regler og standarder. Borgerne er åbne over for en rimelig fordeling af de forventede indtægter, men er agtpågivende og ønsker ikke, at deres respektive standarder mindskes.

1.1.2

EØSU bifalder disse forhandlinger om en frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale med Japan og navnlig beslutningen om at fortsætte forhandlingerne efter evalueringen af det første år. Udvalget beklager imidlertid den manglende information om og gennemsigtighed i de igangværende forhandlinger. Da fremme og beskyttelse af forbrugernes interesser er af afgørende betydning for at sikre bred offentlig støtte til aftalen, opfordrer udvalget til at indføre høringsmekanismer i lighed med dem, der er indført i forbindelse med forhandlingerne om den transatlantiske handels- og investeringspartnerskabsaftale (TTIP), for at sikre, at civilsamfundet informeres bedre om de komparative fordele, som en åbning af markedet mellem EU og Japan vil give interessenter. I den forbindelse opfordrer EØSU begge parter til at øge gennemsigtigheden og give information vedrørende forhandlingerne ved oprettelse af en officiel mekanisme, der skal informere civilsamfundet, og dernæst med fastlæggelsen af en høringsstruktur for aftalen. Desuden påpeger udvalget, at virksomheder på begge sider allerede kan drage fordel af »EU-Japan Business Round Table« som en platform for inddragelse og høring.

1.2.1

EØSU fastholder, at det bør holdes fuldt informeret om revisionen af konsekvensanalysen fra 2012. Udvalget anmoder om, at det hurtigst muligt underrettes om tidsplanen for gennemførelse, navnlig hvad angår harmoniseringen af tekniske standarder, og mener, at konsekvensanalysen bør offentliggøres på alle officielle EU-sprog, inden der træffes beslutning om et mere konkret dokument.

1.2.2

EØSU opfordrer EU til at sætte alt i værk for:

I betragtning af den yderst følsomme karakter af proceduren for kvistbilæggelse mellem investor og stat (Investor-Stae Disputer Settlement, ISDS) og de forskellige interessenters afvigende synspunkter bifalder EØSU den offentlige høring, som Kommissionen lancerede i forbindelse med de transatlantiske handelsforhandlinger, og afventer resultaterne med stor interesse (1). I betragtning af det japanske demokratis styrke mener EØSU, at indsamlingen af de japanske interessenters synspunkter om dette emne kan informere og bidrage til at lette forhandlingerne.

1.2.3

Dialogen mellem civilsamfundene i Japan og EU vil udgøre et vigtigt input til den økonomiske partnerskabsaftale/frihandelsaftalen. Udvalget anbefaler, at der som i de aftaler, som EU har indgået for nylig, nedsættes et fælles høringsorgan for rammerne af den økonomiske partnerskabsaftale/frihandelsaftalen EU-Japan, og at dette organs rolle drøftes af repræsentanterne for hvert af de to civilsamfund under forhandlingerne. Høringsorganet bør have mulighed for at berøre alle områder, der falder ind under aftalen, for at gøre sine synspunkter gældende. Udvalget anbefaler på det kraftigste, at mindst halvdelen af organets medlemmer udpeges af EØSU — EU's rådgivende organ med ansvar for at repræsentere det europæiske organiserede civilsamfunds interesser.

1.2.3.1

EØSU har etableret gode kontakter med arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer samt landbrugs-, kooperativ-, forbruger-, NGO-, nonprofit- og universitetsorganisationer i Japan (2). Med sit opfølgningsudvalg for Japan har EØSU en fremtrædende plads med hensyn til at fremme dialogen med og høringer af begge parters civilsamfund.

2.1.1

EU og Japan har besluttet at styrke deres forbindelser ved at indlede forhandlinger om en frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale. Parallelt hermed forhandles der om en strategisk partnerskabsaftale (3). Udvalget bifalder det positive resultat af evalueringen af det første år og beslutningen om at fortsætte forhandlingerne. Hvis antagelserne holder stik, vil EU's eksport til Japan stige med 30 % og EU's BNP med 0,8 %, og der vil blive skabt 4 00  000 nye arbejdspladser i EU. Det japanske BNP vil stige med 0,7 % og landets eksport til EU med 24 %, og aftalen vil samtidig betone den store rolle, som EU spiller i forbindelse med handel og investeringer i Østasien (4).

2.1.2

EU og Japan deler en lang række værdier og principper, bl.a. demokrati, retsprincippet, menneskerettigheder og markedsøkonomi med stor teknisk knowhow. Samtidig står de over for ensartede udfordringer (f.eks. aldring og faldende befolkningstal) og må finde nye kilder til vækst og jobskabelse.

2.1.3

Man kan ikke uden videre sammenligne civilsamfundets organer og deres respektive høringsmekanismer (5), men yderligere dialog mellem sådanne organer vil være et meget vigtigt supplement til enhver aftale. EU har gjort den sociale og civile dialog til en hjørnesten i sin sociale model ved at institutionalisere den, og Japan anerkender betydningen af det brede civilsamfund (Labour Policy Council, Multi-Stakeholder Forum.

2.2

I Japan gøres der, ligesom det er tilfældet i EU, forsøg på at sætte skub i økonomien (6). Landets statsgæld er til dato stadig næsten 230 % af dets BNP. Den meget stærke yen har virket som en bremse på landets import, og efter den tredobbelte katastrofe i Fukushima faldt detailhandlen med 2,3 % på et enkelt år (februar 2013).

2.2.1

Bilaterale frihandelsaftaler åbner landet for verdenshandelen og bidrager til, at der skabes områder med regional integration. Japan har siden 2002 indgået en lang række bilaterale aftaler med lande i både Asien og Latinamerika, samt med Schweiz. I øjeblikket forhandles der om en trilateral aftale med Kina og Republikken Korea (Sydkorea). Japan deltager i øvrigt i forhandlingerne om Trans-Pacific-Partnerskabet (TPP).

2.2.2

Japan og EU har allerede underskrevet en række vigtige aftaler, som letter handelsprocedurerne, inden for telekommunikation, kemikalier og lægemidler, konkurrencebegrænsende aktiviteter, videnskabelig, teknologisk og administrativt samarbejde og gensidig bistand (7).

3.1

Bestræbelserne på at opnå økonomisk vækst via den globaliserede handel risikerer at påvirke miljøet (8). I sin udtalelse om Forhandlinger om nye handelsaftaler (9) understreger udvalget, hvor vigtigt det er, at EU's handelsforhandlinger kommer til at indeholde et kapitel om handel og bæredygtig udvikling med miljømæssige og sociale bestemmelser, der giver civilsamfundet en vigtig tilsynsrolle.

3.2

Forhandlingerne om en frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale EU-Japan er en anledning til at stadfæste begge parters tilsagn om at arbejde hen imod bæredygtig udvikling inden for alle aftalens tre søjler, nemlig økonomisk vækst, social udvikling og beskyttelse af miljøet, i en international sammenhæng. Disse elementer har været kernen i alle EU's handelsforhandlinger og aftaler siden frihandelsaftalen med Sydkorea (10). Den biologiske mangfoldighed, klimaforandringer, fiskeri, skovbrug og vilde dyr prioriteres af EU og det globale samfund. Parterne bør gentage deres engagement i multilaterale miljøaftaler.

3.3

Enhver ny aftale bør bekræfte EU-medlemsstaternes og Japans ret til at regulere og fastlægge prioriteringer for bæredygtige udvikling og opmuntre dem til at overholde niveauerne for beskyttelse af arbejdstagere og miljø i tråd med parternes forpligtelser til at overholde internationale standarder og aftaler på disse to områder.

3.4

Frihandelsaftalen/den økonomiske partnerskabsaftale (11) vil give mulighed for at bekræfte dette tilsagn (takket være en mulig ratificering og effektiv gennemførelse af ILO-konventioner) (12) og forbedre den bilaterale dialog og samarbejdet om arbejdsmarkedsspørgsmål, herunder på områder, der er omfattet af dagsordenen for ordentligt arbejde.

3.4.1

EØSU, der repræsenterer det samlede europæiske civilsamfund, understreger, at udbyttet af en økonomisk partnerskabsaftale/frihandelsaftale ikke vil blive ligeligt fordelt (13) på de forskellige medlemsstater og sektorer (14).

3.4.2

Mens beskæftigelsen forventes at stige (målt i procent) i EU i følgende sektorer: elektriske maskiner, landbrug, skovbrug, fiskeri, forarbejdede fødevarer, forsikring, byggeri, forventes der et mindre fald i følgende sektorer: kemikalier, motorkøretøjer, metal og metalprodukter og lufttransport (15). Disse vanskeligheder må identificeres på et tidligt tidspunkt for at kunne iværksætte passende foranstaltninger vedrørende støtte og omskoling. Det er vigtigt, at fordelene kommer alle virksomheder, ansatte, forbrugere og det brede civilsamfund til gode samtidig med, at man vogter sig mod større forstyrrelser og sikrer sig mulighed for kompensation i den forbindelse (16).

4.1.1

EØSU, som glæder sig over at være en af Kommissionens nære samtalepartner vedrørende udvalgets kompetence, beklager i denne sammenhæng den mangel på gennemsigtighed i forbindelse med de aktuelle forhandlinger, som begge parters aktører har påpeget. Det mandat, Kommissionen har fået, er ikke blevet offentliggjort, selv om forhandlingerne burde være så åbne og gennemsigtige som muligt. Mange europæiske og japanske civilsamfundsorganisationer klager over, at de kun har fået få oplysninger om forhandlingerne. Dette påvirker indholdet af forhandlingerne og civilsamfundets muligheder for at komme til orde i denne sammenhæng. Som bekendt vil en inddragelse af civilsamfundet ikke blot fremme vores gensidige forståelse, men også forbedre kvaliteten af de aktuelle forhandlinger om en frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale med hensyn til ekspertviden.

4.1.2

De europæiske borgere kræver, at EU's regler, som fastlægger princippet om gennemsigtighed, bliver taget i anvendelse. EØSU anmoder om, at teksterne meddeles interessenterne på et så tidligt tidspunkt som muligt.

4.1.3

I betragtning af den legitime efterspørgsel fra de europæiske borgere efter en garanti for fuldstændig gennemsigtighed i handelsforhandlingerne henleder EØSU Rådets og Kommissionens opmærksomhed på, at artikel 218, især stk. 10, i TEUF, som lyder: »Europa-Parlamentet skal straks underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren«, bør overholdes konsekvent og nøje.

4.1.4

EØSU anbefaler, at Kommissionen etablerer en model for høring af civilsamfundet til forhandlingerne om en frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale EU-Japan i lighed med den, der blev etableret til EU-TTIP-forhandlingerne (møde med interessenter efter hver forhandlingsrunde og nedsættelse af en rådgivende gruppe af civilsamfundsrepræsentanter, som bør omfatte EØSU-medlemmer). Udvalget bemærker desuden, at der findes en lignende mekanisme til forhandlingerne om Trans-Pacifik-Partnerskabet, der involverer USA og Japan.

4.2.1

Som anført ovenfor indeholder alle de frihandelsaftaler, som EU for nylig har indgået, et kapitel om handel og bæredygtig udvikling (17), der giver civilsamfundet — uafhængige og repræsentative organisationer i en velafbalanceret repræsentation af virksomheder, arbejdstagere og andre interessenter — en vigtig tilsynsrolle. EØSU bakker op om Kommissionens bestræbelser på også at få et sådant kapitel indarbejdet i aftalen med Japan.

4.2.2

De japanske myndigheder ønsker at skabe stabil vækst gennem bæredygtig udvikling (jf. »Abenomics« (18)). De frihandelsaftaler, som Japan har indgået med partnere i Asien, omfatter bestemmelser om oprettelse af et underudvalg, der har ansvaret for at overvåge aftalens konsekvenser for erhvervslivet. Selvom omfang og metoder er forskellige, er Den Europæiske Union og Japan fortrolige med princippet om overvågning af virkningen af frihandelsaftaler, og EØSU opfordrer derfor til, at der indarbejdes et betydningsfuldt kapitel om handel og bæredygtig udvikling.

4.2.3

Den japanske regering har oprettet en række interne, multilaterale udvalg med henblik på at kunne høre erhvervslivet om frihandelsaftalernes konsekvenser for erhvervslivet, og der findes rådgivende strukturer med deltagelse af henholdsvis regering og kooperative virksomheder og regering og fagforeninger. Desuden findes der andre brede rådgivende strukturer som f.eks. Multi-stakeholder Forum on Social Responsibility for Sustainable Future (MSF) (19) og Labour Policy Council.

4.3

I forbindelse med EU’s økonomiske og sociale model»fokuseres der (...) på f.eks. solide institutionelle strukturer til forvaltning af økonomiske, beskæftigelsesmæssige, sociale og miljømæssige spørgsmål (...), på en stærk social dialog og dialog med civilsamfundet og på investeringer i human kapital og beskæftigelsens kvalitet« (20). Udvalget konstaterer, at denne model udtrykker EU's værdier, og at alle EU-institutionerne bør fremme modellen i alle deres politikker.

4.3.1

Udvalget bifalder, at EU engagerer sig i international sammenhæng (21):

4.3.2

For så vidt angår frihandelsaftalen med Japan har Europa-Parlamentet anbefalet Kommissionen at fokusere på grundlæggende standarder inden for arbejdsret og sørge for et ambitiøst kapitel om bæredygtig udvikling samt et »civilsamfundsforum, der overvåger og fremsætter bemærkninger til dens gennemførelse«. EØSU fastholder, at udvalget bør høres, og at det vil presse på for at få disse anbefalinger gennemført.

4.4

EØSU påpeger, at det var Kommissionen selv, som udgav en vejledning om »Gennemsigtighed i EU's handelsforhandlinger«, som erklærer, at »deres arbejde kun kan bære frugt, hvis det lever op til de europæiske borgeres forventninger«, og at »civilsamfundets synspunkter spiller en afgørende rolle i forhandlingsprocessens forberedende fase« (23).

EØSU ønsker, at:

4.5

Næsten alle de repræsentanter for de europæiske og japanske civilsamfundsorganisationer, som man henvendte sig til (24), gik ind for oprettelsen af et sådant overvågningsorgan i forbindelse med den kommende frihandelsaftale.

4.5.1

Overvågningsmekanismen bør udformes under hensyntagen til de eksisterende strukturer og med respekt for de nyeste erfaringer fra EU og Japan. EØSU vil meget gerne være med til at definere EU's rådgivende gruppes og fælles overvågningsorgans rolle, sammensætning og omfanget af deres beføjelser. Alle interessenter bør høres, og EØSU bør spille en afgørende rolle i denne proces.

4.5.2

En struktureret dialog mellem repræsentanterne for civilsamfundet i henholdsvis EU og Japan vil tilføje en vigtig dimension til frihandelsaftalen/den økonomiske partnerskabsaftale, herunder en kulturel dimension. Efter EØSU's opfattelse er det af afgørende betydning at opretholde stærke forbindelser til de japanske modparter med henblik på at sikre, at en fremtidig fælles overvågningsmekanismes udformning, rækkevidde og indhold lever op til begge parters forventninger.

5.1.1

Udvalget bifalder, at de opnåede fremskridt i juni 2014 (25) gjorde det muligt for Rådet for Den Europæiske Union at fortsætte forhandlingerne.

5.1.2

Aftalen har til formål at skabe lettere markedsadgang, sikre mere ensartede regelsæt og på den måde fremme udviklingen af samhandelen og investeringer. Den bør fremskynde den bæredygtige udvikling, skabe nye og bedre arbejdspladser, give forbrugerne flere muligheder samt fremme de to økonomiers konkurrenceevne og produktivitet.

5.1.3

EU's prioritet er at komme af med ikketoldmæssige handelshindringer (NTB). I sin konsekvensanalyse (26) angiver Kommissionen, at disse hindringer ofte har en kulturel baggrund og protektionistiske konsekvenser. EØSU bemærker, at hindringerne er vanskelige at overkomme, når de bygger på standarder, der hele tiden ændrer sig, selvom de er fastlagt på højeste niveau. De beskytter somme tider hele sektorer såsom jernbanesektoren i Japan.

5.2.1

Fjernelsen af toldmæssige hindringer bør vedrøre alle produkter uden at udelukke landbrugsprodukter og forarbejdede produkter, biler, som anses for at være »følsomme« varer, eller kemikalier og lægemidler og foregå med passende overgangsperioder.

5.2.2

Samhandelen kan fremmes med den gensidige anerkendelse af certificerede produkter i henhold til standarder for lignende og tilsvarende produkter og samarbejdet om harmonisering af regler og systemer i videst muligt omfang. Det er imidlertid vigtigt at sikre, at et sådant samarbejde med henblik på nye globale standarder ikke fører til en sænkning.

5.2.3

De ikketoldmæssige hindringer i form af regler som lægger en bremse på EU's eksport, anvendes som skjulte protektionistiske foranstaltninger. De bør reduceres eller fjernes, især hvis de allerede er blevet identificeret under forhandlingerne, og standarderne bør harmoniseres med de internationale standarder.

5.3.1

Eftersom erhvervsstrukturen for 99 %'s vedkommende består af SMV'er i såvel Japan som Europa og disse står for 70-80 % af beskæftigelsen, opfordrer EØSU Kommissionen til at rette særlig opmærksomhed mod SMV'erne.

5.3.2

Da SMV'erne har begrænsede ressourcer på grund af deres størrelse, blandt andet i forbindelse med opfyldelse af regerings- og handelsbestemmelser, kan de formodentlig drage fordel af en frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale EU-Japan og frem for alt af strømlinet regulering og reducerede administrative omkostninger. De har imidlertid brug for hjælp for at kunne fjerne de hindringer, de støder på i forbindelse med større international inddragelse: sprogbarrierer, forskellige virksomhedskulturer, høje transportomkostninger, mangel på personale med relevante kvalifikationer, oplysninger om udenlandske markeder og mangel på finansielle ressourcer.

5.3.3

For at få det bedste ud af frihandelsaftalen/den økonomiske partnerskabsaftale EU-Japan vil det være af afgørende betydning, at begge parter arbejder på at øge SMV'ernes viden om de eksisterende støttetjenester og -programmer (27), der tilbydes af Centret for Industrielt Samarbejde mellem EU og Japan (28) og JETRO (Japan External Trade Organization) (29) og navnlig om de nye muligheder som følge af denne aftale. For eksempel kan europæiske SMV'er være interesserede i Japans IKT, sundhedsvæsen (30) og sektorerne tjenesteydelser, vedvarende energi, økologisk (31) fødevarer og gourmet-fødevarer.

5.4.1

En liberalisering af markedet ville sikre begge parters landbrugsfødevarer nye muligheder (en vækst på 200 %). Alligevel er landbrugsområdet et af de mest omstridte, når der skal forhandles. Navnlig er landbrugssektoren i Japan, som kun kan dække 40 % af det japanske behov for fødevarer, bekymret. De japanske landbrugere anmoder om, at fem typer produkter undtages for toldmæssige begrænsninger i alle forhandlinger med andre lande, nemlig ris, okse- og svinekød, mælk og mejeriprodukter, hvede og byg, sukker og sødemidler. Set med EU's øjne vil det at kunne eksportere en større mængde forarbejdede fødevarer være en enorm mulighed, ikke mindst hvis en lang række japanske ikketoldmæssige handelshindringer fjernes.

5.4.2

EØSU ønsker, at spørgsmål som immaterialrettigheder (32) behandles for at beskytte europæisk innovation på en retfærdig måde. Spørgsmålet om BGB — beskyttede geografiske betegnelser — udgør et vigtigt diskussionspunkt. Beskyttelsen af intellektuelle-rettigheder over landbrugsprodukter af kvalitet kan udgøre en skjult hindring for importen. Med hensyn til WTO havde EU og Japan allerede en anden tilgang: EU ville hæve BGB'ernes beskyttelsesniveau med bindende virkning (TRIPS-aftalen — forslag fra EU i 1998), og Japan foreslog sammen med USA (1999), at medlemmerne skulle informere WTO om deres geografiske betegnelser med henblik på en database, der skulle fungere som informationskilde for de øvrige medlemmer uden bindende virkning. EØSU mener, at der er tale om et vigtigt emne, der skal behandles med forsigtighed under forhandlingerne.

5.5.1

I Japan er såvel landbrugere som forbrugere dybt involverede i andelsbevægelsen, som tilbyder gensidig forsikring og bankserviceydelser. De ser liberaliseringen af tjenesteydelser som en trussel, hvorimod dette for mange andre repræsenterer større muligheder, ikke mindst for det såkaldte »seniormarked«. Tjenesteydelser er nøglen til en betydelig stigning i samhandelen.

5.5.2.

I 2012 eksporterede EU27 for 24,2 milliarder EUR tjenesteydelser til Japan i bruttotal, mens importen fra Japan var på 15,6 milliarder, hvilket vil sige, at EU27 havde et handelsoverskud i forhold til Japan på 8,6 mia. EUR. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at der bor næsten fire gange så mange mennesker i EU som i Japan. Næsten alle japanske adspurgte organisationer, som nævnte liberaliseringen af tjenesteydelser, var imod »negativlisten«. I henhold til denne ville alle tjenesteydelser, som ikke eksplicit var udeladt af aftaleteksten, kunne åbnes for handel. Landbrugerne og forbrugerne kan være imod negativlisten, men virksomhederne går stærkt ind for denne. Med negativlisten ville de offentlige myndigheders muligheder for indgriben blive reduceret. Fremtidige tjenesteydelser ville automatisk falde inden for det liberaliserede område. EØSU går ind for landenes ubegrænsede ret til at lovgive i offentlighedens interesse.

5.6.1

Det er vigtigt for virksomhederne i EU at få adgang til japanske offentlige indkøb gennem nedbrydning af standardbaserede hindringer, fastlæggelse af gennemsigtige procedurer og enslydende information til alle aktører, afskaffelse af betydelige restriktioner i jernbanesektoren og gennemførelse af et system med onlineadgang til oplysninger. Ud over den politiske vilje, der allerede er blevet lagt for dagen, kræver forhandlingerne helt konkret juridisk stabilitet, når det gælder standarder.

5.6.2

Gensidighed med hensyn til loyal konkurrence har afgørende betydning. EØSU mener, at det bør fremgå klart af aftalen, hvilke former for tilladelser de to parter anvender for støtte og subsidier.

5.6.3

Den Europæiske Union, medlemsstaterne og Japan bør fortsat have mulighed for at kunne finansiere almennyttige mål, der defineres ud fra deres demokratiske procedurer, og som bl.a. omfatter den sociale sektor, miljøet og folkesundheden. EU er underlagt forpligtelser, som er stadfæstet i traktaterne med hensyn til offentlige tjenesteydelser.

5.7.1

I 2012 lå EU27's direkte udenlandske investeringer (FDI) i Japan på 434 millioner euro, mens Japans FDI i EU27 beløb sig til 3,374 millioner euro (34). Da gensidighed er det grundlæggende princip i en frihandelsaftale/økonomisk partnerskabsaftale, vil EØSU, hvis den fører til tab af arbejdspladser, opfordre Kommissionen til at være særlig agtpågivende på dette område og til at overveje at anvende Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen til at kompensere for sådanne tab. Ligeledes mener EØSU, at det kan blive nødvendigt at sørge for en passende kompensation for tab hos virksomheder, tab af menneskelige ressourcer og af teknologier, som tidligere blev finansieret med offentlige midler.

5.7.2

EU og Japan bør revidere deres respektive regler om indskrænkninger i ejendomsret, om tilladelser og kontroller samt om fremme af investeringer.

5.7.3

EØSU konstaterer, at både lovgivningen og domstolene i såvel Japan som EU giver mulighed for at løse tvister på retfærdig vis efter de almindelige procedurer. EU's medlemsstater og Japan giver investorerne en hel række institutionelle og retlige garantier. I betragtning af den yderst følsomme karakter af proceduren for kvistbilæggelse mellem investor og stat (Investor-Stae Disputer Settlement, ISDS) og de forskellige interessenters afvigende synspunkter bifalder EØSU den offentlige høring, som Kommissionen lancerede i forbindelse med de transatlantiske handelsforhandlinger, og ville ligeledes bifalde, hvis et lignende initiativ blev truffet i Japan for at tage højde for de japanske interessenters synspunkter.

5.7.4

EØSU foreslår, at man fremmer en bred dialog om tvistbilæggelse, så snart betingelserne er fastlagt og Kommissionen har evalueret resultaterne. Udvalget er allerede ved at udarbejde en udtalelse til dette formål.

5.7.4.1

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at ingen bestemmelser om tvistbilæggelse mellem investor og stat hæmmer EU-medlemsstaternes mulighed for at regulere i offentlighedens interesse og forfølge offentlige politiske målsætninger. Desuden er det vigtigt, at definitionerne af investeringer og »rimelig og retfærdig behandling« er præcise. Dette bør udgøre et forhandlingspunkt.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/48

Ordfører:

Andrzej Adamczyk

1.1

EØSU bør aktivt fremme en politisk, social og økonomisk konsolidering i Ukraine, herunder en fredelig løsning på den aktuelle konflikt i regionerne Donetsk og Luhansk. EØSU's aktiviteter i Ukraine vil støtte demokratiseringsprocessen, den territoriale integritet og den sociale og civile dialog mellem alle interessenter med folkelig legitimitet og repræsentativitet.

1.2

EØSU har til hensigt at invitere et bredt spektrum af det ukrainske civilsamfund til at deltage i samarbejdet og ligeledes inkludere dem, der er skeptiske eller fjendtligt indstillede over for de seneste politiske omvæltninger og tilnærmelsen til EU.

1.3

Det anbefales også at videreudvikle samarbejdet på bilateral basis mellem partnerorganisationer i EU og Ukraine med særlig fokus på kapacitetsopbygning, bedste praksis samt styrkelse af den sociale og civile dialog.

1.4

Ifølge associeringsaftalens bestemmelser skal EØSU bidrage til etableringen af en fælles civilsamfundsplatform bestående af EØSU-medlemmer og repræsentanter for det ukrainske civilsamfund. Et lignende organ vil blive oprettet i tråd med bestemmelserne i den vidtgående og brede frihandelsaftale med det formål at opfylde kravet om etablering af en overvågningsmekanisme for civilsamfundet. Begge organer bør samarbejde i størst muligt omfang.

1.5

EØSU vil udvikle informationsaktiviteter om konsekvenserne af Ukraines gennemførelse af associeringsaftalen samt europæisk integration, EU's institutioner og aquis communautaire.

1.6

Visumpligten for ukrainske statsborgere bør ophæves, så hurtigt som det er teknisk muligt, med henblik på at fremme kontakten mellem borgerne og som en tillidsskabende foranstaltning.

1.7

Et europæisk perspektiv for Ukraine bør formelt stå på EU's dagsorden.

2.1

De dramatiske begivenheder, der har rystet Ukraine i de seneste måneder, begyndte med borgernes reaktion på regeringens beslutning om at suspendere procedurerne for underskrivelse af en associeringsaftale inden for rammerne af det østlige partnerskab.

2.2

Udover indgåelsen af bilaterale associeringsaftaler, der erstatter partnerskabs- og samarbejdsaftaler, har det bilaterale spor i det østlige partnerskab også til formål at lette indførelsen af visumfri ordninger og udvikle sektorbaseret samarbejde, herunder skabe mulighed for, at partnerlandene kan deltage i EU's programmer og agenturer. Det omfatter ligeledes et omfattende institutionsopbygningsprogram, der er et redskab, som skal styrke partnerlandenes administrative kapacitet til at gennemføre reformer og bestemmelserne i associeringsaftalerne. Den multilaterale dimension af det østlige partnerskab er baseret på fire multilaterale platforme (demokrati, god regeringsførelse og stabilitet; økonomisk integration og konvergens med EU's politikker; energisikkerhed og mellemfolkelig kontakt), der skal fremme samarbejdet mellem EU og partnerlandene og mellem partnerlandene indbyrdes.

2.3

En af prioriteterne i det østlige partnerskab er at inddrage det organiserede civilsamfund i realiseringen af partnerskabet i både partnerlandene og EU. Med dette mål for øje blev det østlige partnerskabs civilsamfundsforum etableret i november 2009 med deltagelse af EØSU.

2.4

Imidlertid står politikken for det østlige partnerskab nu ved en skillevej som følge af det uventede kursskifte i nogle landes engagement og de dramatiske begivenheder i Ukraine. De vanskeligheder, som det østlige partnerskab har oplevet i det forløbne år, i lande, der ellers hidtil har gjort de største fremskridt i retning af underskrivelsen af associeringsaftaler, er hovedsageligt et resultat af russisk indgriben, idet Rusland forsøger at forhindre tættere forbindelser mellem partnerlandene og EU.

2.4.1

På trods af afslutningen af forhandlingerne med Armenien om associeringsaftalen, herunder den vidtgående og brede frihandelsaftale, kunne disse dokumenter ikke paraferes som følge af Armeniens erklæring i september 2013 om, at det har til hensigt at indgå i den eurasiske toldunion, der er iværksat af Rusland.

2.4.2

På trods af russisk pres og tabet af to af dets provinser (Abkhasien og Sydossetien), der for nærværende er under russisk kontrol, er Georgien fast besluttet på at følge den europæiske vej, og landet sikrede, at associeringsaftalen, herunder den vidtgående og brede frihandelsaftale, blev paraferet på topmødet i det østlige partnerskab i Vilnius i november 2013 og underskrevet i juni 2014.

2.4.3

Moldova, der ligeledes har underskrevet den associeringsaftale, der blev paraferet i Vilnius, presses også af Rusland, der har stationeret sine væbnede styrker i Transdnestrien og nu kontrollerer regionen. Med russisk støttes afholdtes der en ulovlig folkeafstemning i et andet moldovisk selvstyrende område, Gagauzia, der resulterede i støtte til tiltrædelse af den eurasiske toldunion.

2.4.4

Medlemskab af WTO er en forudsætning for at indgå i forhandlinger om en vidtgående og bred frihandelsaftale, og derfor kan Aserbajdsjan og Hviderusland, der ikke er medlemmer af WTO, ikke indlede forhandlinger. Dertil kommer, at på grund af det alvorlige demokratiske underskud i Hviderusland består EU's bilaterale politik over for landet fortsat blot af en kritisk dialog.

2.4.5

Ukraine er den største og vigtigste post-sovjetiske stat efter Rusland, og landet har grundet valget af en proeuropæisk retning mistet kontrollen med Krim og Sevastopol efter den russiske indlemmelse og været udsat for yderligere sabotage og undergravende virksomhed fra russisk hold. Ruslands handlinger er et særligt dramatisk eksempel på ekstern indblanding, som ud over at true Ukraines territoriale integritet og suverænitet også har en yderst ødelæggende indvirkning på civilsamfundets og dets organisationer. Disse handlinger er ikke blot et klart brud på folkeretten, men også i modstrid med to principper, som udgør en hjørnesten i fredelige relationer mellem uafhængige stater. For det første princippet om at grænser ikke må ændres ved brug af magt, og for det andet princippet om at nationer kan træffe suveræne beslutninger om fremtiden uden ekstern indblanding.

3.1

Den orange revolution i 2004 bidrog til en storstilet demokratiseringsproces og indførelse af retsstatsprincippet i Ukraine — i det mindste i en vis periode — og en mediefrihed, der fortsat eksisterer. Dette blev ledsaget af tættere forbindelser til EU.

3.1.1

I 2005 blev handlingsplanen for EU og Ukraine vedtaget med udgangspunkt i partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Ukraine fra 1998. I 2007 begyndte forhandlingerne om en associeringsaftale. Vedtagelsen af politikken for det østlige partnerskab i maj 2009 skabte ny fremdrift i dette samarbejde.

3.1.2

Tættere forbindelser og etablering af et reelt samarbejde på mange områder samt en udbredt entusiasme efter den orange revolution betød, at en stor del af befolkningen og mange civilsamfundsorganisationer mente, at et fremtidigt EU-medlemsskab for Ukraine var en indlysende udgang, der var givet på forhånd, og at medlemsskabet kun afhang af tidsplanen for og tempoet i omstillingen og tilpasningen til europæiske standarder.

3.1.3

Det østlige partnerskab gav ikke Ukraine det ventede perspektiv om tiltrædelse til EU på lang sigt, hvilket skabte skuffelse og frustration hos tilhængerne af den europæiske vej. Situationen blev forværret af den gradvise opgivelse af den orange revolutions demokratiske landvindinger, forværringen af den økonomiske situation og voksende sociale problemer.

3.1.4

Borgernes frustration, der skabte apati hos civilsamfundsorganisationerne, blev værre som følge af den voksende konflikt mellem lederne af den orange revolution, præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julia Timosjenko. Til tider paralyserede denne konflikt beslutningsprocessen på grund af de uhåndterlige bestemmelser i den ukrainske forfatning. Sammenfaldet af den globale økonomiske krise og præsident Viktor Janukovitj's (valgt i 2010) ineffektive politikker forværrede situationen.

3.2

EØSU har i lang tid ført en aktiv samarbejdspolitik over for Ukraine. Imidlertid har forværringen af det politiske og sociale klima og partnerorganisationernes skuffelse over det manglende tiltrædelsesperspektiv betydet, at forbindelserne til en vis grad stagnerede i 2011-2012 med et bortfald af aktiviteter fra ukrainsk side og manglende interesse for samarbejdet.

3.3

Efter at associeringsaftalen var blevet paraferet i december 2012, og der var gjort en intensiv indsats og gennemført forhandlinger for at sikre en underskrivelse af aftalen på det østlige partnerskabs topmøde i Vilnius i november 2013, var der en fornyet interesse for samarbejdet blandt vore ukrainske partnere, og de aktive forbindelser med EØSU blev genoptaget.

3.4

Imidlertid viste disse fornyede kontakter, at arbejdsmarkedets parter på såvel arbejdsgiver- som fagforbundsside var splittede i spørgsmålet om associeringsaftalens underskrivelse. Når det er sagt, var der imidlertid et bredt udsnit af NGO'er og repræsentanter for andre interesser, der udgjorde en relativt samlet pro-europæisk front.

3.5

Uanset hvilken holdning de indtog, og hvilket resultat af forhandlingerne om underskrivelsen af associeringsaftalen de forudsagde, var civilsamfundsorganisationer og en del af regeringens repræsentanter overraskede over, at den ukrainske regering og præsidentens administration afbrød forhandlingerne og suspenderede forberedelserne af aftalens underskrivelse.

3.6

Den uventede afbrydelse af forhandlingerne uden indlysende grund få dage før topmødet i Vilnius, og den ukrainske regerings overraskende forslag om yderligere forhandlinger med EU under inddragelse af Rusland, resulterede i en hurtig mobilisering af det ukrainske civilsamfund, der utvetydigt støttede den europæiske vej for Ukraine.

3.7

Euromaidan var sandsynligvis den historisk set største demonstration til fordel for europæisk integration og den længste nogensinde gennemført med en så urokkelig overbevisning. Senere i processen fik demonstranterne følgeskab af kræfter, der tilføjede politiske krav om et regimeskifte, hvilket fik styret til at reagere med en voldelig undertrykkelse, som kostede menneskeliv. Demonstrationerne resulterede i de politiske forandringer, der tjente som et påskud til at fremprovokere yderligere dramatiske og tragiske begivenheder.

3.8

Efter det nu vel gennemførte præsidentvalg lader det til, at etableringen af tættere forbindelser med EU bliver en af prioriteterne for den nye regering. Dette kursskifte må anses for at være en enorm succes for Euromaidan og det ukrainske civilsamfund. Tiden vil vise, om situationen generelt vil stabilisere sig på hele det ukrainske territorium, og hvorvidt civilsamfundsorganisationerne vil få gavn af denne politiske omstilling.

3.9

Holdningen og indstillingen til de politiske forandringer hos civilsamfundet i det østlige Ukraine vil være uafklaret, så længe bevæbnede lejesoldater og guerillagrupper opererer i regionen og ytringsfriheden er truet. Det bør imidlertid bemærkes, at den østlige del af landet i betydelig grad var repræsenteret i Euromaidan.

4.1

Associeringsaftalen mellem EU og Ukraine repræsenterer en ny generation af aftaler skabt til gavn for lande, der samarbejder inden for rammerne af det østlige partnerskab, og aftalen skaber forudsætningerne for at udvikle samarbejdet på grundlag af bindende bestemmelser på næsten alle områder. Associeringsaftalen indebærer en reformplan for Ukraine baseret på en omfattende harmonisering af landets lovgivning med EU's standarder.

4.2

Udover den vidtgående og brede frihandelsaftale, der er en handelsaftale med betydelige konsekvenser for standarder og forskrifter, udgør de vigtigste samarbejdsområder: retlige anliggender, retsstatsprincippet, bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, ekstern politik og sikkerhed, reform af den offentlige forvaltning, beskæftigelse, socialpolitik, lige rettigheder og muligheder, forbrugerbeskyttelse, industripolitik og iværksætterkultur, energi, transport og miljø. Gennemførelse af associeringsaftalen med den vidtgående og brede frihandelsaftale betyder, at Ukraine må harmonisere sin nationale lovgivning med ca. 85 % af EU's handelsrelaterede og økonomiske acquis communautaire.

4.3

Associeringsaftalen blev underskrevet den 27. juni 2014 og herefter ratificeret af Europa-Parlamentet og det ukrainske parlament (Verkhovna Rada) den 16. september 2014, hvilket skaber mulighed for en foreløbig gennemførelse af aftalen, selv inden den er ratificeret af alle 28 EU-medlemsstater. Imidlertid vil gennemførelsen af DCFTA-delen af aftalen blive forsinket til udgangen af næste år, men EU vil videreføre sine lempelige handelsregler for varer, der kommer fra Ukraine.

4.3.1

Gennemførelse af associeringsaftalen skaber grundlag for etablering af en civilsamfundsplatform bestående af EØSU-medlemmer og repræsentanter for det organiserede civilsamfund i Ukraine, der kan udgøre et fælles forum for udveksling af synspunkter. Set i lyset af den brede vifte af emner, der er omfattet af associeringsaftalen, bør platformen så vidt muligt repræsentere hele civilsamfundet og dermed inkludere repræsentanter for både arbejdsmarkedets parter og forskellige andre interesser.

4.3.2

Udover at være et forum for udveksling af oplysninger og debat er hovedformålet med platformen at overvåge gennemførelsen af associeringsaftalen og fremføre det organiserede civilsamfunds synspunkter og forslag.

4.3.3

Civilsamfundsplatformen fastsætter selv sin forretningsorden. For nærværende drøfter repræsentanter for EØSU og den ukrainske side proceduren for platformens etablering og medlemsskab. Det forventes, at følgende grundlæggende principper vedtages:

4.3.4

Den vidtgående og brede frihandelsaftale omfatter også etablering af en overvågningsmekanisme for civilsamfundet inden for et år efter aftalens ikrafttræden. Dette organ bør samarbejde med civilsamfundsplatformen i størst muligt omfang.

5.1

EØSU bør aktivt fremme en politisk, social og økonomisk konsolidering i Ukraine, herunder en fredelig løsning på den aktuelle konflikt i regionerne Donetsk og Luhansk. Når forholdene i Ukraine er stabiliseret, og truslen om ekstern indgriben og konflikter forårsaget af bevæbnede militser er imødegået, vil situationen for det organiserede civilsamfund, både for individuelle organisationers vedkommende og set i forhold til Ukraines europæiske ambitioner, fremstå mere klart.

5.1.1

Ukraine gennemgår for nærværende en omfattende politisk omstilling, herunder en forfatningsmæssig reform, der kan vise sig at være mere gennemgribende end forandringerne efter den orange revolution. Denne kan resultere i en omstrukturering og ændring af de ukrainske institutioners status og praksis for både den sociale dialog og dialogen mellem myndighederne og civilsamfundet. Sådanne processer bør fremmes gennem ændringer i Ukraines lovgivning, der kan skabe mere inklusive institutioner for den sociale og civile dialog møntet på ægte og uafhængige organisationer. EØSU følger udviklingen og de holdninger, som vores partnerorganisationer indtager over for disse forandringer.

5.1.2

Både inden starten på Euromaidan og under demonstrationerne blev der stillet spørgsmålstegn ved nogle af vores partnerorganisationers autenticitet og uafhængighed. Dette gav startskuddet til en forandringsproces vedrørende måden, hvorpå nogle organisationer fungerer, hvilket — forudsat at der ikke bliver tale om en overfladisk øvelse — kan være begyndelsen til en genoprettelse af borgernes tillid til disse organisationer. Navnlig anså offentligheden og NGO'er visse fagforbund og arbejdsgiverorganisationer for at være en del af systemet, og de blev nægtet retten til at tilslutte sig civilsamfundet.

5.1.3

EØSU er parat til at intensivere sine bilaterale kontakter med partnerorganisationer i såvel Ukraine som Rusland og bidrage til at skabe bedre kontakter mellem civilsamfundene i de to lande, således at forbindelserne mellem de to lande kan normaliseres.

5.2

EØSU's aktiviteter i Ukraine vil tage udgangspunkt i princippet om støtte til demokratiseringsprocessen, den territoriale integritet og den civile og sociale dialog mellem alle interessenter med folkelig legitimitet og repræsentativitet. EØSU vil prioritere forbindelserne med sine naturlige partnere, dvs. de ukrainske civilsamfundsorganisationer.

5.3

EØSU har til hensigt at invitere det bredest mulige spektrum af det ukrainske civilsamfund til at deltage i samarbejdet og ligeledes inkludere dem, der er skeptiske eller fjendtligt indstillede over for de seneste politiske omvæltninger og tilnærmelsen til EU, således at ingen vigtige og repræsentative organisationer overses. Den nationale platform i civilsamfundsforummet under det østlige partnerskab og det nationale sociale og økonomiske trepartsråd vil hjælpe med at udvælge partnerorganisationerne.

5.4

Det anbefales også at videreudvikle samarbejdet på bilateral basis mellem partnerorganisationer i EU og Ukraine med særlig fokus på kapacitetsopbygning, udveksling af bedste praksis samt styrkelse af den sociale og civile dialog. I den henseende kan grænseoverskridende samarbejde anvendes som et af instrumenterne.

5.5

Udover institutionelle aktiviteter baseret på associeringsaftalen, og på længere sigt den vidtgående og brede frihandelsaftale, vil EØSU blive involveret i mere vidtfavnende informationsaktiviteter om konsekvenserne af Ukraines gennemførelse af aftalerne samt europæisk integration, måden, hvorpå EU's institutioner fungerer, og acquis communautaire.

5.6

Grundet fraværet af pålidelige oplysninger eller blot den misinformation, der sommetider fremføres i medierne på grund af en manglende viden om EU eller intensiv russisk propaganda, er der et behov for at planlægge et regelmæssigt samarbejde med journalister og mediesammenslutninger.

5.7

Samarbejde med partnerorganisationer i Ukraine om lettelse af adgangen til pålidelige oplysninger og formidling af sådanne oplysninger til alle civilsamfundsgrupper kan vise sig at blive afgørende for Ukraines europæiske ambitioner. Erfaringen viser, at underskrivelse, ratificering og gennemførelse af en associeringsaftale kan blive problematisk, og at der er mange interne og eksterne faktorer, som kan få den proeuropæiske holdning blandt civilsamfundets organisationer til at slå om, hvis der ikke opnås en generel enighed, der omfatter alle samfundsgrupper.

5.8

En betydelig del af Ukraines befolkning har aldrig været uden for landets grænser, og for de rejsende er bestemmelseslandet som regel Rusland. En af årsagerne hertil er den fortsatte visumpligt til EU-lande, der også er til betydelig gene for det ukrainske samfund. Det er naturligvis vigtigt, at der indføres strømlinede visumansøgningsprocedurer, men kravet om et visum før rejser til EU er ikke tillidsskabende og gør det langt vanskeligere at fremme mellemfolkelig kontakt.

5.9

EU-skepsis og mangel på entusiasme for tættere forbindelser med EU i visse dele af det ukrainske samfund skyldes de manglende tiltrædelsesperspektiver. For nærværende er det ikke et spørgsmål om, at der skal iværksættes tiltrædelsesforhandlinger, men det faktum, at emnet på konsekvent og vedholdende vis ikke står på EU's dagsorden, betyder, at en del af samfundet betragter reformerne med udgangspunkt i associeringsaftalen som et dyrt indfald, der fører Ukraine ind i en blindgyde. Dette er især tilfældet i det østlige Ukraine, hvor EU opfattes som en trussel mod sociale og økonomiske interesser.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/54

Ordfører:

Paulo Barros Vale

1.1

Som det er sædvane evaluerer EØSU hvert år Kommissionen beretning om konkurrencepolitikken, som er en strukturerende EU-politik. EØSU ser positivt på beretningens indhold, som udvalget generelt støtter, og giver udtryk for sin bekymring over den aktuelle situation.

1.2

Fri og fair konkurrence, som er i de økonomiske aktørers, forbrugernes og almenvellets interesse, fortjener al mulig opbakning. Kommissionens bidrag er afgørende, og EØSU noterer sig med glæde de bestræbelser, der er gjort med henblik på håndhævelse af de interne regler og i det internationale samarbejde.

1.3

I dette uophørlige arbejde er de nationale konkurrencemyndigheder en væsentlig brik, og de bør råde over menneskelige og materielle ressourcer, som sætter dem i stand til at handle effektivt og proaktivt i stedet for reaktivt, som det hidtil har været kutyme. Med den større vægt, der nu lægges på det forebyggende arbejde, kan man forhindre forskellige ulovlige forhold, som er til skade for markedet og i høj grad går ud over især de små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og forbrugerne.

1.4

EØSU anser det dog for at være af den største interesse, at direktivforslaget om erstatningssøgsmål i forbindelse med overtrædelser af konkurrencereglerne bliver vedtaget, og det bør gennemføres og anvendes ihærdigt af medlemsstaterne. Udvalget beklager ikke desto mindre, at direktivet ikke ledsages af et lige så bindende retsinstrument om fastlæggelse af en horisontal ramme for kollektive retsmidler i tilfælde af krænkelse af kollektive rettigheder og interesser.

1.5

Ved siden af reguleringen bør der være plads til og tilskyndes til selvregulering, især gennem indgåelse af aftaler mellem producent-, erhvervs- og forbrugerorganisationer, hvilket der allerede er gode eksempler på i Europa, som kan og bør følges.

1.6

Da traktaten ikke giver mulighed at harmonisere skatte- og afgiftspolitikerne, bør konkurrencepolitikken sørge for, at skattesystemerne forvrider konkurrencen mindst muligt.

1.7

Energimarkedet bør fortsat påkalde sig særlig opmærksomhed, i og med at det indre energimarked endnu ikke er gennemført. Styrkelse af det europæisk net — som muliggør grænseoverskridende handel — og investeringer i vedvarende energi — som ud over de klare fordele for miljøet giver andre producenter adgang til nettet — bør stå i fokus med det mål at skabe en reel konkurrence i sektoren, så det kan blive muligt at sænke energipriserne for virksomheder og husholdninger.

1.8

Det er afgørende, at forbrugerne har fri adgang til alle markeder. Den digitale dagsordens mål om tilvejebringelse af bredbåndsadgang for alle bidrager i høj grad til dette mål. Adgang til det digitale marked, hvor priserne ofte er lavere end på de traditionelle markeder, vil kunne give forbrugerne adgang til visse varer, som de ellers ikke ville kunne anskaffe.

1.9

På området internationalt samarbejde er der gjort en stor indsats på mange forskellige fronter, som har givet prisværdige resultater. Man må dog ikke glemme alt det arbejde, der endnu står tilbage. Ud over den bilaterale indsats, skal arbejdet i WTO og ILO videreføres. Europa lider fortsat under den illoyale konkurrence — både inden for og uden for sine grænser — der udøves af offentlige og private virksomheder fra lande, hvor det er almindelig praksis at yde ulovlig statsstøtte (især i energisektoren), hvor miljøreglerne er mere lempelige og hvor virksomhederne ikke overholder de samme arbejdsretlige regler (ofte i klar modstrid med de mest grundlæggende menneskerettighedsregler).

2.1

Der har i 2013 været tegn på, at et økonomisk opsving er undervejs i Europa. Styrkelse af tilliden og konkurrenceevnen står stadig i centrum for EU's poliske foranstaltninger for at fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, som er den røde tråd i Europa 2020-strategien.

2.2

Der henvises i beretningen til en konklusion i Europa-Parlamentets undersøgelse fra 2013 om konkurrencepolitik, som klart illustrerer konkurrencepolitikkens betydning for opnåelsen af dette mål: »...konkurrencepolitikker, som øger konkurrencen, stimulerer væksten«.

2.3

Beretningen består af 8 afsnit: Fremme af konkurrenceevnen gennem bekæmpelse af karteller; Sikring af en effektiv håndhævelse af kartel- og monopolreglerne og kontrol med fusioner i virksomhedernes og forbrugernes interesse; Modernisering af statsstøttepolitikken for at få kanaliseret de offentlige ressourcer ud til konkurrenceevneforbedrende mål; Fremme af en fair og stabil finansiel sektor til støtte for realøkonomien; Energi: sektoren med størst behov for »mere EU«; Håndhævelse af konkurrencereglerne i den digitale økonomi for at understøtte den digitale dagsorden for Europa; Internationalt samarbejde om konkurrencepolitikken for at tackle globaliseringsudfordringerne; Konkurrencedialog med andre institutioner.

3.1

SMV'erne er utvivlsomt fundamentet for det økonomiske opsving i Europa. De er samtidigt på grund af deres ringe størrelse de mest sårbare over for misbrug af dominerende stilling, som i mange tilfælde ender med at presse dem ud af markedet. Misbrug af dominerende stilling bør have en særlig plads i konkurrencepolitikken, især når misbruget udøves af store distributionskæder, som lidt efter lidt har skubbet de små leverandører og små detailforretninger ud, hvilket i sidste instans skader forbrugernes interesser. Direktivet om erstatningssøgsmål efter overtrædelser af artikel 101 og 102 i TEUF hilses velkommen og tillægges overordentlig stor betydning. Så meget desto vigtigere er det derfor at forebygge disse overtrædelser, og det bør nøje gennemtænkes, hvordan de forebyggende foranstaltninger kan gøres effektive.

3.2

EØSU mener, at de nationale konkurrencemyndigheder bør gå mere proaktivt til værks i stedet for — som det sker i de fleste tilfælde — blot at reagere på anmeldelser fra operatører eller forbrugere. Overvågning af visse forhandlinger, som snarere har karakter af påbud, ville kunne bidrage til at forhindre visse tilfælde af misbrug af dominerende stilling. En væsentlig forbedring af udvekslingen af relevante oplysninger inden for produktionskæden er en afgørende forudsætning for de nødvendige fremskridt.

3.3

Sektorer, som er stærkt afhængige af råstofpriserne, bør også være i de nationale konkurrencemyndigheders søgelys, eftersom en stigning i råstofpriserne (eller blot truslen herom) næsten omgående afspejles i forbrugerpriserne, mens et fald i råstofpriserne ikke har den modsatte virkning.

3.4

EØSU henleder opmærksomheden på behovet for, at konkurrencepolitikken ser nærmere på problemerne på markedet for offentlige indkøb, som i de fleste tilfælde stadig er et noget lukket marked. Markedet for offentlige indkøb er endnu et opsplittet marked, som kun få opnår adgang til på trods af det igangværende arbejde med at indføre ende-til-ende e-indkøb. Den svage konkurrence er ikke i offentlighedens interesse: manglen på alternativer giver ikke de offentlige myndigheder tilstrækkeligt råderum med det resultat, at valget gang på gang falder på de samme leverandører, hvilket undertiden fører til for tætte forbindelser mellem virksomheder og myndigheder.

3.5

Man må heller ikke glemme den udsatte situation for virksomheder med aktiviteter på øerne eller i randområderne, hvor transportomkostningerne til andre markeder stiller dem ringere i konkurrencen med andre aktører. I disse tilfælde kan man forsøge at finde mekanismer, som kan lette virksomhedernes adgang til de centrale markeder og dermed fremme en sund konkurrence for alle inden for EU.

3.6

Af afgørende betydning er endvidere den omstændighed, at de europæiske virksomheder er tvunget til at konkurrere såvel inden for som uden for deres grænser med offentlige og private virksomheder fra tredjelande, der beskyttes af ulovlig statsstøtte, som giver dem konkurrencefordele, lempelige miljøregler og en slap arbejdsmarkedslovgivning, som i mange tilfælde krænker grundlæggende menneskerettigheder samt borgernes og forbrugernes rettigheder. Videreførelsen af det internationale samarbejde i og uden for WTO og ILO bør fortsat være diplomatiets hovedopgave i kampen mod disse uligheder, både når det gælder håndteringen af problemet med konkurrencen og et mere vidtgående forsvar for menneskerettighederne.

4.1

Bekæmpelsen af karteller er en særligt vigtig del af konkurrencepolitikken. Derfor bifaldes Kommissionens nylige anstrengelser for at bekæmpe denne praksis, som går ud over hele økonomien. Indsatsen over for de finansielle markeder og i særdeleshed markederne for råstoffer og halvforarbejdede produkter, hvor prissvingningerne ikke kun påvirker det indre marked, men også Europas konkurrenceevne på globalt plan, er afgørende for væksten i en tid, hvor det er livsvigtigt at erobre nye markeder. Værd at fremhæve er fastlæggelsen og pålæggelsen af bøder til virksomheder, der deltog i 3 karteller på områderne ledningsnet, finansielle derivater samt rejer og fremsendelse af klagepunktsmeddelelser til leverandører af chipkort til anvendelse i simkort.

4.2

EØSU har støttet arbejdet med kartellovgivningen, som det anser for en væsentlig del af konkurrencepolitikken. Nu vil EØSU gerne igen give sin støtte til Kommissionens arbejde, som har bidraget til at bremse den kunstige fragmentering af det indre marked, og udvalget glæder sig over afslutningen af kartelundersøgelsen af standardiseringsprocessen for internetbetalinger, over klagepunktsmeddelelsen til en række banker for at have koordineret deres adfærd for i fællesskab at hindre børserne i at få adgang til CDS-markedet (credit default swaps) og ganske særligt over afslutningen af undersøgelsen af kartelsagerne i forbindelse med Libor, Euribor og Tibor referencerentesatserne, som øger sikkerheden på markedet.

4.3

I 2013 blev forslaget til direktiv om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler, vedtaget. EØSU har udtalt sig positivt om dette dokument, som sigter mod at udviske forskellene mellem de nationale lovgivninger og forskellene i behandlingen af ofre og lovovertrædere ved at yde forbrugerne retlig beskyttelse, hvilket udvalget gentagne gange har efterlyst i sine udtalelser.

4.4

EØSU, som går ind for harmonisering, påpegede dog, at direktivet kan være for favorabelt for virksomheder, der har overtrådt loven og som nyder godt af bødenedsættelsesordninger, omend dette instrument er et anerkendt middel til opsporing af hemmelige karteller. Endvidere anbefalede udvalget en tilnærmelse mellem direktivforslaget og henstillingen om kollektive retsmidler og beklagede, at »indførelsen af ordninger for kollektive søgsmål på konkurrenceområdet, som ville have været et effektivt redskab for forbrugerne, er blevet udskilt og henvist til en henstilling, som opfordrer medlemsstaterne til at indføre kollektive retsmidler, men som ikke har nogen bindende virkning« (1).

4.5

EØSU ser positivt på videreførelsen af koordineringsindsatsen mellem Kommissionen, de nationale konkurrencemyndigheder og Det Europæiske Konkurrencenetværk. Udvalget opfordrer endvidere til at lægge større vægt på udveksling af relevant information mellem de forskellige organer. Udvalget er dog bekymret over, at nogle nationale konkurrencemyndigheder har vanskeligheder med at føre effektivt tilsyn i visse sektorer, hvor der stadig foregår samordnet praksis og/eller misbrug af dominerende stilling i et totalt straffrit miljø.

4.6

Konkurrencepolitikken bør koordineres med andre generaldirektorater for effektivt at bekæmpe samordnet praksis og misbrug af dominerende stilling, som tilsidesætter standarder på det sociale og miljømæssige område og vedrørende produktsikkerhed, og som hindrer nye klart svagere stillede aktører i at trænge ind på markedet.

5.1

EØSU bifalder moderniseringen af statsstøtten, der skal sikre, at støtten falder i tråd med flagskibsinitiativerne i Europa 2020-strategien. Korrekt anvendelse af statsstøtten til gavn for samhørighedspolitikken og rettet mod sektorer, som fremmer udviklingen af Europa, er af central betydning. De sparsomme offentlige midler bør anvendes i samklang med målene i Europa 2020-strategien ved at give de ugunstigt stillede regioner mulighed for at indhente deres efterslæb, investere på prioriterede områder, styrke økonomien og beskæftigelsen og lette finansieringen af SMV'erne.

5.2

Ved moderniseringen af statsstøtten må støtten til offentlige tjenesteområder, som dækker sociale behov (såsom sundhed, uddannelse og erhvervsuddannelse, adgang til og reintegrering på arbejdsmarkedet, børnepasning og ældrepleje samt støtte til sårbare grupper med henblik på social integration), dog ikke glemmes eller betragtes for unuanceret. Tværtimod bør man tage hensyn til de specifikke træk, der kendetegner sektorer, som yder serviceydelser til borgerne og hvor tjenestekvaliteten bør veje tungest trods vigtigheden af, at de stadigt mere sparsomme ressourcer bliver anvendt effektivt.

5.3

I en situation med stor mobilitet bør man overveje muligheden for frit valg af sundhedstjenesteydelser og undersøge forskellige muligheder, som — uden at det må gå ud over tjenestekvaliteten og beskyttelsen af de dårligst stillede — kan forhindre, at brugerne bliver underlagt statens eller forsikringsselskabernes skønsbeføjelser. Dette emne er så vigtigt, at det fortjener at blive uddybet i en initiativudtalelse.

5.4

EØSU har allerede udtalt sig positivt om moderniseringen af EU's politik på statsstøtteområdet. Udvalget støtter navnlig de nye retningslinjer for støtte til emissionshandelsordninger, som skal forhindre udflytning af virksomheder til lande, hvor miljølovgivningen er mere favorabel. Det beklager dog, at anbefalingen om at forhøje de minimis-støttegrænsen til 5 00  000 € i stedet for det nuværende loft på 2 00  000 €, som det er sket for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ikke er blevet fulgt (2).

6.1.1

Det er en kendt sag, at den finansielle sektor har været igennem nogle vanskeligheder, som har haft konsekvenser for finansieringen af realøkonomien og tilliden til de finansielle markeder. Der er truffet forskellige foranstaltninger for at genskabe tilliden og øge de finansielle markeders gennemsigtighed ved at mindske de systemiske risici. Den midlertidige statsstøtte til den finansielle sektor har reddet den fra sammenbrud, men forlydender om nye skandaler, som forrykker den meget skrøbelige balance, synes at dukke op, hver gang der er tegn på et opsving. Det er derfor af den største interesse, at sektoren fortsat holdes under nøje kontrol for at modvirke uansvarlig adfærd fra finansielle institutioners side, hvad enten de er blevet reddet med statsstøtte eller ej.

6.1.2

Trods sektorens skrøbelighed bør de igangværende undersøgelser af ulovlig praksis videreføres, skønt de ikke synes at have nogen stor effekt på de finansgiganter, som fremturer med deres markedsskadelige adfærd.

6.1.3

Det er værd at bemærke forslaget til forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalinger, som længe er blevet efterlyst og som vil genskabe rimelige vilkår på EU's område ved at harmonisere gebyrerne for brug af betalingskort.

6.2.1

Det indre energimarked er endnu ikke virkeliggjort. Energipriserne er stadigt høje og vejer tungt på virksomhedernes og husholdningernes budgetter. Trods liberaliseringen af markedet er det endnu ikke lykkedes at styrke konkurrencen og gennemsigtigheden, og de høje energiomkostninger fastholder Europa i en ugunstig stilling over for dets internationale konkurrenter. Ligeledes fortjener energiforsyning på tværs af grænser særlig opmærksomhed af hensyn til det frie indre marked.

6.2.2

Den nuværende enighed om nødvendigheden af en fælles energipolitik, infrastrukturinvesteringer, forbedret energieffektivitet og anvendelse af vedvarende energikilder bør udnyttes til fordel for udviklingen af energisektoren. Det er faktisk ikke muligt for den vedvarende energi at konkurrere med fossile brændstoffer og atomkraft, som fortsat støttes direkte med offentlige midler og indirekte, fordi miljøomkostningerne og deres indvirkning på sundheden ikke internaliseres. Udviklingen af vedvarende energikilder befinder sig endnu på et ret tidligt stadium og disse energiformer burde kunne få større støtte, så de kan konkurrere på markedet på rimelige vilkår.

6.2.3

Bortset herfra bør den vedvarende energi ikke kun ses som en ny energikilde. Dens udvikling åbner nye muligheder for indførelse af en decentral model for energiproduktion, hvor borgerne og lokalsamfundene på én gang kan være producenter og forbrugere. Denne nye model fortjener at blive støttet ved hjælp af passende retlige rammer, som kan sikre let adgang til nettet for små energiproducenter (3).

6.2.4

Europæiske sammenkoblinger på energiområdet er af afgørende betydning set i et konkurrencepolitisk perspektiv. Europas sårbarhed på energiområdet er blevet mærkbar med den nylige konflikt i Ukraine, som kan true gasforsyningerne til Centraleuropa. Hvis de eksisterende energisystemer på Den Iberiske Halvø bliver tilkoblet landene i Centraleuropa, vil det iberiske marked ikke længere være isoleret fra det øvrige EU, og man ville også komme uden om problemerne med forsyningerne fra Rusland.

6.2.5

Reformen af den europæiske energipolitik spiller en afgørende rolle, især i lyset af de handelsaftaler, der er under forberedelse med USA, hvor energiomkostningerne er klart lavere, hvilket stiller de europæiske virksomheder ugunstigt lige fra starten.

6.3.1

Denne sektor er særligt sårbar over for ulovlig praksis fra konkurrenternes side, eftersom de højteknologiske virksomheder, der til stadighed gennemgår hastige innovationsprocesser, ikke altid har tid til at afvente en afgørelse efter den normale beslutningsprocedure og derfor kan blive presset ud af markedet.

6.3.2

EØSU gentager sin støtte til retningslinjerne for statsstøtte til bredbåndsnettet, da det gavner målene i den digitale dagsorden.

6.3.3

Det indre marked for telekommunikation er endnu ikke gennemført. Skønt taksterne er faldet, er de stadigt høje til skade for virksomheder og husholdninger. Den gradvise nedsættelse af roamingtaksterne, som helt forsvinder ved udgangen af 2015, er et prisværdigt skridt, og nu må der fokuseres på en reel nedsættelse af de øvrige takster og adgang for alle til et bredbånd af høj kvalitet. EØSU er — som det tidligere har givet udtryk for — overbevist om, at indførelsen af en fælles tilsynsmyndighed vil kunne bidrage til opfyldelsen af disse mål.

6.3.4

Særlig opmærksomhed bør rettes mod tilvejebringelsen af bredbåndsadgang for alle, især for lavindkomstfamilier, som endnu ikke har denne mulighed. I mangel heraf er det digitale marked lukket land for mange borgere, som dermed ikke har adgang til markeder, hvor priserne i mange tilfælde er gunstige.

6.3.5

EØSU bakker op om arbejdet med standard-essentielle patenter (SEP'er, dvs. patenter, der er afgørende for at overholde standarder), som bidrager til at bekæmpe misbrug af dominerende stilling.

7.1

EØSU noterer med tilfredshed, at der er indledt forhandlinger med USA om en transatlantisk handels- og investeringspartnerskabsaftale og med Japan om en frihandelsaftale, og at der er afholdt dialoger på højt plan med repræsentanter for nogle konkurrencemyndigheder i tredjelande. Bemærkelsesværdig er endvidere samarbejdsaftalen med Schweiz, som sætter konkurrencemyndighederne i stand til at udveksle oplysninger og som vil kunne lette fremtidige og igangværende undersøgelsesprocesser.

7.2

Illoyal konkurrence fra tredjelande, hvor de mest elementære regler, principper og grundlæggende rettigheder på det sociale og miljømæssige område ikke bliver overholdt, er en trussel mod en fair samhandel. Det internationale samarbejde bør videreudvikles på højeste niveau og inden for WTO og ILO ikke blot for at sikre menneskerettighederne, men også en fair handelspraksis.

7.3

Globaliseringen er en kendsgerning, og eksporten er afgørende for europæisk vækst. Det er vigtigt at harmonisere handelspraksissen, for at EU kan konkurrere på lige fod på markeder, hvor der stadig ydes ulovlig statsstøtte eller hvor arbejdsmarkedslovgivningen ikke håndhæves.

8.1

Selv om Kommissionen har den fulde kompetence på det konkurrencepolitiske område, er GD Konkurrence og dets kommissær i tæt dialog med Europa-Parlamentet. EØSU og Regionsudvalget holdes underrettet om arbejdet i GD Konkurrence, idet medarbejdere fra GD Konkurrence deltager i møder i sektioner og studiegrupper.

8.2

EØSU glæder sig over, at dets samarbejde med Kommissionen videreføres, men bemærker dog, at samarbejdet kan blive bedre ved at knytte tættere forbindelser mellem de to institutioner. Dette kan ske gennem en opfølgning på et mere permanent grundlag, hvor en gruppe nedsat af EØSU inddrages i udarbejdelsen af den endelige beretning, så EØSU får mulighed for at reagere hurtigere på Kommissionens arbejde.

15.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 12/60

Ordfører:

Thomas McDonogh

1.1

Emnet for dette direktivforslag har afgørende betydning for Den Europæiske Union. Den fremtidige verdenssituation og EU-borgernes velfærd vil i høj grad være afhængig af kontrol og udnyttelse af data om den verden, vi lever i. I dag bliver de data i vidt omfang skabt og kontrolleret af USA og lande uden for EU. Det er afgørende, at Europa udnytter sit rumprogram og produktionen og formidlingen af jordobservationsdata, så EU kan bevæge sig op fra bagtroppen til fortroppen i denne ekstremt vigtige industri.

1.2

EØSU går stærkt ind for at etablere en klar lovgivningsramme, der kan fremme udviklingen af rumindustrien i Europa og udnyttelsen af jordobservationsdata til fremme af bæredygtig vækst og de europæiske borgeres velfærd. Udvalget hilser derfor Kommissionens meddelelse med forslag til et direktiv om formidling af jordobservationssatellitdata til kommercielle formål velkommen.

1.3

Udvalget bifalder også dette forslag i det bredere perspektiv for den europæiske rumpolitik, som har afgørende betydning for den fremtidige velfærd og sikkerhed i EU og for at nå Europa 2020-strategiens målsætning om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (1).

1.4

Udvalget er desuden enigt med Kommissionen i, at der er behov for et direktiv til at etablere en gennemsigtig, retfærdig og sammenhængende retlig ramme for at sikre et velfungerende og veludviklet indre marked for højopløsningssatellitdataprodukter og -tjenester og for navnlig at skabe en fælles ramme for formidling af højopløsningssatellitdata (HRSD).

1.5

Udvalget er tilfreds med direktivets bestemmelser, der sigter mod at skabe en EU-standard for formidling af HRSD til kommercielle formål.

1.6

EØSU mener imidlertid, at udviklingen af en kommerciel rumindustri i Europa har været for langsom, og at man kunne have skabt flere job og mere velstand baseret på rumteknologi og -data på et tidligere tidspunkt. Udvalget opfordrer Kommissionen til at fremskynde udviklingen af politikker og lovrammer på rumområdet for at fremme rumsektorens sikring, sikkerhed, bæredygtighed og økonomiske udvikling og for at sikre et velfungerende indre marked for rumprodukter og -tjenester.

1.7

Udvalget mener helt klart, at politikken i højere grad bør støtte SMV'er i alle EU's 28 medlemsstater, der forsøger at konkurrere og vokse på markedet for jordobservationsdata. Især efterlyser udvalget politikker, der sigter mod at fjerne urimelige hindringer i det indre marked knyttet til minimumsgrænser for finansiel størrelse, som især påvirker små og mellemstore virksomheder negativt.

1.8

EØSU ser gerne forslag til en europæisk indkøbspolitik i rumsektoren til støtte for udviklingen af den kommercielle rumsektor, som er meget afhængig af institutionelle indkøb.

1.9

Udvalget så også gerne politikker, der fremmer uddannelse af flere ingeniører, ikt-medarbejdere og erhvervsfaglige kandidater til rumindustrien, især i de hastigt voksende markeder for dataleverandører, dataforhandlere, værdiskabende tjenesteudbydere og geoinformationstjenesteudbydere.

1.10

Udvalget erkender, at sikkerhed er af afgørende betydning for borgerne i EU. Uanset bestemmelserne i direktivforslaget mener EØSU imidlertid, at en mere omfattende, fælles europæisk sikkerhedspolitik bl.a. ville bidrage til at tackle det forhold, at nogle få medlemsstater fører en alt for restriktiv kontrol med højopløsningssatellitdata (HRSD).

1.11

EØSU opfordrer også Rådet til at arbejde samdrægtigt med udvikling og fremme af en europæisk rumpolitik, som vil kunne fremme fred, sikkerhed og økonomisk vækst baseret på en åben og samarbejdsorienteret tilgang til udvikling og udnyttelse af rumteknologi og de derfra hidrørende data.

1.12

EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på sine tidligere udtalelser om rumpolitik (2).

2.1

Direktivforslaget handler om formidling af jordobservationssatellitdata i Unionen til kommercielle formål. Det behandler navnlig spørgsmålet om definition og kontrol af HRSD som en særlig kategori af data, der kræver et differentieret regelsæt ved formidling til kommercielle formål.

2.2

HRSD bruges i leveringen af geospatiale produkter og tjenesteydelser, for hvilke der er et voksende marked. HRSD er blevet et uundværligt værktøj til miljøovervågning, byplanlægning, forvaltning af naturressourcer og katastrofehåndtering og katastrofeberedskab.

2.3

HRSD er imidlertid også vigtigt for medlemsstaternes sikkerhed og forsvar, og derfor reguleres kommercielle operatørers produktion og formidling af HRSD af de stater, hvor de er registreret. Der er derfor i dag ingen fælles tilgang på nationalt lovgivningsmæssigt plan til behandling af HRSD eller til tjenesteydelser og produkter hidrørende fra disse data. Dette fører til en opsplittet lovgivning i hele Europa, som er kendetegnet ved manglende sammenhæng, gennemsigtighed og forudsigelighed, og som derfor forhindrer markedet i at udvikle sit fulde potentiale.

2.4

Direktivforslaget tager sigte på dels at sikre et velfungerende indre marked for HRSD-produkter og -tjenester ved at etablere en sammenhængende lovramme for formidling af HRSD, et godt og tilstrækkeligt niveau af oplysninger om adgang til HRSD til kommercielle formål, dels at fremme konkurrencen på dataleverandørniveau ved at skabe en gennemsigtig, forudsigelig og retfærdig lovramme på tværs af medlemsstaterne og ved at sikre fri omsætning af data i hele EU.

2.5

Hensigten er, at gennemførelsen af direktivforslaget skal have positive økonomiske virkninger takket være øget gennemsigtighed, retssikkerhed og forudsigelighed for erhvervslivet mht. formidling af rumdata. Gennemførelsen forventes at have positive virkninger for etablering og udvikling af virksomheder, salg af jordobservationsdata og den internationale konkurrenceevne. Ud over den direkte jobvækst hos dataforhandlerne/de værdiskabende tjenesteleverandører og dataleverandørerne er der sandsynlighed for yderligere jobvækst i andre led af værdikæden (dvs. virksomheder, der bruger HRSD, satellitproducenter og -operatører) som følge af tjenester af højere kvalitet og mere konkurrencedygtige priser. Desuden forventes også yderligere indirekte jobvækst, fordi skabelsen af ét nyt job i rumindustrien fører til skabelse af op til fem nye job i andre sektorer.

2.6

Følgende er direktivforslagets vigtigste bestemmelser:

2.7