16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/1

Ordfører:

Panagiotis Gkofas

Medordfører:

Luis Miguel Pariza Castaños

1.1

Formålet med denne udtalelse er at bidrage til det græske formandskabs bestræbelser på at styrke den eksterne dimension af EU's indvandrings- og asylpolitik og at fortsætte dette arbejde under det italienske formandskab. Indvandring er et særdeles komplekst emne, der fordrer samarbejde mellem mange aktører og en fælles og omfattende forvaltning fra EU's side på både internationalt og europæisk niveau (1).

1.2

EU må holde op med at betragte indvandringspolitik som et nærmest udelukkende indre anliggende. En række af vores fejlslagne tiltag kan tilskrives denne fejlagtige tankegang. Efter EØSU's mening skal Europa behandle indvandring med en integreret tilgang, som omfatter både en intern og en ekstern dimension: den interne håndtering af migration og samarbejdet med tredjelande er elementer i én og samme politik, hvis tingene skal gøres effektivt.

1.3

Endvidere må vi anlægge en holistisk tilgang til udfordringen vedrørende personers mobilitet i en situation med økonomisk globalisering. Indvandring og mobilitet er indbyrdes forbundne. Den internationale dialog om mobilitet for personer og migration bør kædes sammen med andre aspekter af EU-politikken, såsom handel, udviklingssamarbejde, menneskerettigheder og sikkerhed.

1.4

De enkelte medlemsstater i EU kan ikke håndtere indvandrings- og asylpolitikken ordentligt på egen hånd. Derfor lægger traktaten grundlaget for en fælles politik, der skal gennemføres med harmoniseret lovgivning. Princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling må styrkes.

1.5

EU må tage ansvar for kontrollen ved medlemsstaternes ydre grænser, dvs. EU's ydre grænser i Schengenområdet. Frontex bør udvikles til en europæisk grænsevagttjeneste. EU bør styrke solidariteten mellem medlemsstaterne og forbedre ansvarsfordelingen.

1.6

En række europæiske regioner har særlige problemer, fordi de er mellemstationer for ureglementeret indvandring og somme tider tager imod flere indvandrere, end de kan klare. Den Europæiske Union er nødt til at iværksætte procedurer for bedre ansvarsfordeling og for ydelse af økonomisk og operationel støtte og støtte til modtagelse.

1.7

I en globaliseret verden er EU nødt til at samarbejde med tredjelande og internationale institutioner om at fremme en international retlig ramme for indvandring og mobilitet.

1.8

I denne sammenhæng mener EØSU, at indvandringen skal hånderes i tre indbyrdes forbundne områder: i indvandrernes oprindelseslande, i transitlandene og i destinationslandene, i dette tilfælde EU, da det kun på denne måde vil være muligt at håndtere migrationsstrømmene på effektiv vis.

1.9

Indvandrings- og asylpolitikken skal samordnes bedre med EU's udenrigspolitik. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) bør udøve sin funktion og inkorporere politikkerne for forvaltning af indvandring, asyl og grænsekontrol med det sigte at styrke kohærensen. EØSU har bidraget til det græske formandskabs arbejde og bifalder inddragelsen af den eksterne dimension af forvaltning af migration, asyl og grænsekontrol i de strategiske retningslinjer, som Det Europæiske Råd vedtog den 26.—27. juni 2014. Endvidere bør Europa-Parlamentets funktion på dette område styrkes.

1.10

Inden for rammerne af den samlede strategi for migration og mobilitet (SSMM) bør EU indgå aftaler med tredjelande, herunder især nabolandene, indvandrernes oprindelseslande og transitlandene.

1.11

I denne forbindelse foreslår udvalget, at dialogen med disse lande styrkes med henblik på at indgå nye mobilitets- og migrationspartnerskaber med et bredere indhold som anført i punkt 1.3 og 5.1.6.

1.12

Mobilitetspartnerskaberne har visse begrænsninger, der skal overvindes i de kommende år, da de ikke er bindende for de kontraherende parter. Deres fleksibilitet hjælper til at nå politiske aftaler uden at pålægge juridiske forpligtelser, men de bør efter EØSU's opfattelse omsættes til bindende internationale aftaler.

1.13

Mobilitetspartnerskaberne skal blandt deres prioriteter medtage spørgsmål relateret til økonomisk migration og mobilitet: ud over sikkerhed, hjemsendelse og grænseovervågning bør der gives større prioritet til organisering af lovlig migration og visumpolitik, anerkendelse af kvalifikationer, social sikring og migrationens og mobilitetens bidrag til udviklingen.

1.14

Udvalget foreslår, at der oprettes EU-immigrationskontorer i oprindelseslandene, som skal forvaltes af Kommissionen og bemandes med medarbejdere fra EU-Udenrigstjenesten, Generaldirektoratet for Indre Anliggender, og Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion. EU's internetportal om indvandring er et nyttigt, men utilstrækkeligt redskab. Den bør være tilgængelig på flere sprog og være mere interaktiv.

1.15

Det er nødvendigt at forbedre samarbejdet med oprindelses- og transitlandene og forebygge og undgå ureglementeret indvandring. Endvidere bør der gennemføres oplysningskampagner, ligesom man effektivt skal bekæmpe de kriminelle netværk bag menneskehandel og menneskesmugling. Politisamarbejde og retligt samarbejde er afgørende for at bekæmpe kriminelle netværk. For at opnå en uretmæssig økonomisk gevinst bringer menneskehandlerne og menneskesmuglerne andre menneskers liv og sikkerhed i fare. Mobilitetspartnerskaberne bør udvikle nye former for samarbejde om grænsekontrol og om støttet tilbagevenden.

1.16

Lige så afgørende er programmer for økonomisk bistand og udvikling baseret på princippet om positiv konditionalitet (»mere for mere«) til parallel håndtering af de forskellige faktorer, der er involveret i indvandring, herunder en politik for tilbagevenden og tilbagetagelse. Samtidig er det vigtigt at styrke civilsamfundsorganisationerne og disses involvering i mobilitetspartnerskaberne.

1.17

EØSU er endvidere fortaler for samarbejde mellem Frontex og Europol for at bekæmpe organiseret kriminalitet, især menneskehandel og menneskesmugling, og samarbejde med menneskerettighedsorganisationer såsom Den Internationale Organisation for Migration, FN's Højkommissariat for Flygtninge og Det Internationale Center for Udvikling af Migrationspolitikker. EØSU støtter ligeledes Kommissionens forordning om en mere fleksibel administration af Asyl- og Migrationsfonden og af Fonden for Intern Sikkerhed fra 2014.

1.18

Der bør på EU-niveau etableres en passende og sammenhængende indvandringspolitik, der baseres på alle medlemsstaters gensidige støtte og forpligtelse. EU skal føre en effektiv tilbagesendelsespolitik baseret på internationale traktater om hjemsendelse og tilbagetagelse. EU's grænser, herunder også EU-medlemsstaternes søgrænser i Middelhavet, er alle EU-medlemsstaternes grænser, og som sådan er det samtlige medlemsstaters ansvar at sikre deres beskyttelse i overensstemmelse med traktaterne.

1.19

Ureglementerede indvandreres menneskerettigheder skal altid respekteres, når de reddes eller modtages, inden de opnår beskyttelsesstatus, når de »uden papirer« er uden lovligt ophold, eller når de sendes tilbage til oprindelseslandet. Der bør oprettes flere og bedre opholds- og modtagelsescentre i medlemsstaterne med støtte fra EU som helhed, idet forhold vedrørende sundhed og ydelse af lægelig assistance skal tages i betragtning, tillige med en hurtigere behandling af ansøgninger om asyl eller social bistand. EØSU gentager, at det er imod, at asylansøgere og indvandrere uden lovligt ophold, især børn, uledsagede mindreårige, gravide kvinder og alvorligt syge, tilbageholdes i interneringscentre.

1.20

Udvalget konstaterer med bekymring, at der i Europa er stigende intolerance, racisme og fremmedhad over for indvandrere. Udvalget er også foruroliget over, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i visse medlemsstater er for nedadgående.

1.21

Alle EU-institutioner har fremhævet, hvor meget indvandringen betyder for EU både økonomisk og demografisk. Også Europa 2020-strategien påpeger dette. Som EØSU gentagne gange har bemærket, skal EU's indvandringspolitik derfor være proaktiv, beskytte menneskerettighederne, bekæmpe arbejdsrelateret og social diskrimination og bringe integrationsagendaen fremad.

1.22

EU bør indføre et fælles asylsystem baseret på harmoniseret lovgivning. Dublinkonventionen bør erstattes af en mere solidarisk ordning, der tager hensyn til asylansøgernes ønsker, og sikrer en mere forholdsmæssig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne.

1.23

Den nye forordning om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden lægger særlig vægt på nød- og krisesituationer. EØSU er enig i Kommissionens forslag om at sikre en fleksibel handlingskapacitet på EU-plan med tilstrækkelige finansielle midler til at håndtere nødsituationer. Tilstrømningen af et stort antal mennesker fra Syrien og andre krigszoner i Afrika gør det nødvendigt, at EU griber ind, eftersom der er tale om humanitære nødsituationer.

2.1

Fraværet af en fælles EU-indvandringspolitik, de seneste og fortsatte tragiske begivenheder med dødsfald i havene ud for Libyen, Malta, Grækenland, Italien og Spanien, det stadigt stigende antal flygtninge, der kommer til Syriens grænser, problemets kompleksitet og selve antallet af mennesker er alt sammen faktorer, som lægger betydeligt pres på navnlig Middelhavslandenes evne til at reagere. Udvalget bifalder derfor, at indvandringsspørgsmålene også vil være en prioritet for Italien, som i øjeblikket har EU-formandskabet, sådan som det var for Grækenland, det afgående formandskabsland.

3.1

I det 21. århundrede vil både personers mobilitet og migrationsstrømmene blive øget. I øjeblikket lever kun 3 % af verdens befolkning uden for deres fødeland, men tendensen er, at disse bevægelser tager til i fremtiden (den årlige stigningstakt er 3 %). Det bør endvidere pointeres, at migrationsstrømmene tager til mellem landene i Syd, navnlig til de såkaldte vækstlande. Mobiliteten mellem EU's medlemsstater (2) og inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde stiger ligeledes.

3.2

Fattigdom, arbejdsløshed, demografisk udvikling, mangel på muligheder, konflikter, miljøkatastrofer og klimaforandringer er nogle af de årsager, der sætter gang i international migration.

3.3

EØSU har foreslået, at EU som led i sin udenrigspolitik bør arbejde for en international retlig ramme for migration og mobilitet, som vil lette presset på medlemsstaterne. Denne internationale retlige ramme bør omfatte de vigtigste ILO-konventioner samt FN's internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som endnu ikke er blevet ratificeret af EU-medlemsstaterne (3). EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde en rapport om de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer for at bane vej for en snarlig ratifikation af konventionen.

3.4

Hovedformålet med denne udtalelse er at undersøge og belyse de centrale problemstillinger, der rejses af indvandringen generelt, med henblik på at søge globale løsninger, som kan sikre en indvandringspolitik, der er effektiv, men som også respekterer indvandrernes rettigheder.

4.1.1

EU har gradvist over de seneste 10 år indført en fælles juridisk ramme for aspekter som f.eks. status som fastboende udlænding og familiesammenføring. Indrejsebetingelserne er blevet harmoniseret for studerende og forskere, og der er indført et blåt EU-kort for højt kvalificerede indvandrere. Der er endvidere blevet vedtaget horisontal lovgivning med den fælles tilladelse for vandrende arbejdstagere, direktivet om midlertidige arbejdstageres indrejse og ophold og direktivet om indrejse og ophold for virksomhedsinternt udstationerede medarbejdere.

EU har brug for at styrke den fælles politik for arbejdskraftindvandring og vedtage en retlig ramme, som skal være sammenhængende, global, horisontal og styret af respekten for arbejdstagernes rettigheder, ligebehandling, virksomhedernes behov og lovlig beskæftigelse af vandrende arbejdstagere. Der er brug for lovgivning og samarbejde med oprindelseslandene for at tillade arbejdskraftindvandring ad lovlige og gennemsigtige kanaler for både højt kvalificerede arbejdstagere og for arbejdstagere til mindre kvalificerede job.

Der er brug for en global og sammenhængende politik for forvaltning af indvandring, asyl og grænser med lovharmonisering og aktiv deltagelse af medlemsstaterne, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og de relevante europæiske organer.

4.1.2

EØSU og Kommissionen arbejder tæt sammen om integrationspolitikkerne. Inden for rammerne af de fælles grundprincipper er EU ved at udvikle en dagsorden for integration med tilhørende finansielle midler. EØSU og Kommissionen vil fortsat samarbejde om Det Europæiske Integrationsforums aktiviteter.

4.2.1

EU er på vej til at indføre et fælles asylsystem og en harmoniserende lovgivning, men vi er stadig langt fra en tilfredsstillende situation, eftersom medlemsstaterne fortsat har forskellige politikker og love (4).

4.2.2

Udvalget har kritiseret, at EU udviser for lidt solidaritet i asylspørgsmål, al den stund 90 % af asylansøgningerne er behandlet af kun ti medlemsstater. Der er forholdsmæssigt størst pres på mindre lande som Malta, Cypern og Grækenland.

4.2.3

Dublinkonventionen fastsætter, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af de enkelte asylansøgninger, men udvalget mener ikke, at dette system sørger for solidaritet mellem EU-medlemsstaterne. Asylansøgeren burde have mulighed for at indgive sin ansøgning i en hvilken som helst medlemsstat. På mellemlang sigt bør EU tildeles nye kompetencer for at sikre, at det er EU og ikke medlemsstaterne, der behandler ansøgninger. Derved ville ansøgninger kunne behandles hurtigere, og betingelserne for tildeling af asyl kunne endvidere blive bedre. Kort sagt bør Dublinkonventionen afløses af et mere solidarisk system i EU, som tager hensyn til asylansøgernes ønsker og sikrer en mere forholdsmæssig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne.

4.2.4

For at bistå medlemsstaterne med udviklingen af det nye asylsystem har man oprettet Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), der også yder teknisk og operationel bistand. EASO bør have mandat til at vurdere de nationale asylsystemer og deres kompatibilitet med forpligtelserne i henhold til europæisk og international ret og de grundlæggende rettigheder.

4.2.5

EØSU foreslår at udvide genbosættelsesprogrammerne for overførsel af flygtninge fra lande uden for EU og deres etablering i EU i samarbejde med tredjelandene og UNHCR.

4.2.6

Udvalget foreslår ligeledes at udvide programmerne for flytning inden for EU ved at skabe finansielle incitamenter for de medlemsstater, der forpligter sig til dette. Udvalget mener, at der i øjeblikket er meget lidt solidaritet mellem medlemsstaterne, hvad angår genbosættelse og flytning af personer under beskyttelse og asylansøgere.

4.2.7

Flytning skal ske på grundlag af en permanent, veletableret mekanisme. På den baggrund bør Kommissionen forelægge et lovforslag om en permanent og effektiv mekanisme til flytning af asylansøgere i EU på grundlag den EU-fordelingsnøgle, som beskrives i Europa-Parlamentets betænkning om styrket solidaritet i EU på asylområdet (2012/2032 INI). For at sikre, at denne mekanisme kommer til at fungere så godt som muligt, bør dette lovforslag også tage hensyn til de praktiske erfaringer fra EUREMA-pilotprojektet for Malta (5).

4.3.1

Den sammenkædning, visse politikere foretager mellem indvandring og kriminalitet, stemmer ikke overens med virkeligheden og er med til at skabe fremmedhad. De fleste indvandrere uden lovligt ophold i EU er indrejst lovligt på et visum til kortvarigt ophold og har forlænget deres ophold eller har en tidsbegrænset opholdstilladelse og rejser ikke ud, når den udløber.

4.3.2

Mange af disse mennesker arbejder under urimelige arbejdsforhold og i nogle tilfælde helt uden for arbejdsrettens rækkevidde eller i den sorte økonomi og oplever social udstødelse. I lyset af situationer som disse har civilsamfundets organisationer og EØSU støttet processen for en regularisering af de papirløse indvandreres situation og mere generelt opfordret EU til at komme med forslag, henstillinger og foranstaltninger for at undgå, at sådanne situationer opstår.

4.3.3

Ureglementerede indvandreres rettigheder skal altid respekteres, lige fra de reddes eller pågribes, til de modtager beskyttelse eller sendes tilbage til oprindelseslandet. Ureglementeret indvandring ad søvejen koster ofte menneskeliv. Derfor betoner EØSU, at det er vigtigt i alle situationer at respektere de grundlæggende menneskerettigheder.

4.4.1

EU har brug for en politik for de ydre grænser, som er troværdig, effektiv, legitim og underlagt demokratisk kontrol. Medlemsstater, der er en del af Schengenområdet, fører ikke kontrol ved deres indre grænser. De bør derfor samarbejde om og dele ansvaret for forvaltningen af deres ydre grænser. Schengengrænsekodeksen regulerer grænsepassage og grænsekontrol under hensyntagen til de krav, som statsborgere fra tredjelande skal opfylde for at rejse ind og opholde sig i EU i op til tre måneder. EU udarbejder lister over lande, hvis borgere skal have indrejsevisum.

4.4.2

EØSU mener, at den rolle, Frontex spiller, bør styrkes, således at det på mellemlang sigt kan udvikle sig til en europæisk grænsevagttjeneste bestående af en fælles europæisk styrke af grænsevagter. Agenturets hovedopgave skal være at gennemføre Schengengrænsekodeksens fælles regler. EØSU mener, at EU's solidaritet med medlemsstaterne bør øges under hensyntagen til deres geografiske beliggenhed.

4.4.3

Ulovlig menneskehandel og menneskesmugling skal bekæmpes, idet det skal sikres, at ofrene beskyttes af international humanitær lov og europæiske menneskerettighedskonventioner. I henhold til artikel 6, stk. 2, i Schengengrænsekodeksen må grænsevagterne ikke diskriminere personer på grund af køn, etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, og i henhold til artikel 13 har de tredjelandsstatsborgere, der nægtes indrejse, ret til at appellere afgørelsen.

4.4.4

EØSU støtter Kommissionens forslag om at ændre visumlovgivningen. Samarbejdet med tredjelande er centralt, når det drejer sig om visumpolitik, som i mange tilfælde indebærer gensidighed.

4.5.1

I mobilitetspartnerskaberne skal det fastsættes, at tilbagesendelsesprocedurerne først og fremmest skal baseres på frivillig tilbagevenden ledsaget af støtteordninger (6). Hvis der imidlertid foretages tvungen tilbagesendelse, skal de tilbagesendtes menneskerettigheder respekteres fuldt ud i overensstemmelse med Europarådets anbefalinger (7).

4.5.2

Alle aftaler med tredjelande skal baseres på princippet om positiv konditionalitet med økonomisk støtte og udviklingsprogrammer til forebyggelse af ureglementeret indvandring.

4.5.3

Tilbagesendelse af indvandrere, som er kommet ureglementeret ind i EU, skal behandles i overensstemmelse med gældende regler. I den forbindelse er aftaler med tredjelande afgørende for at sikre, at de hjemsendte migranters rettigheder respekteres fuldt ud.

4.5.4

Chartret forbyder eksplicit kollektive udvisninger og garanterer, at ingen kan udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling — »non-refoulement«-princippet. Ikke desto mindre har flere NGO'er kraftigt kritiseret tilfælde af kollektiv udvisning og udvisning af indvandrere uden lovligt ophold og asylansøgere til lande, hvor menneskerettighederne bliver trådt under fode. EØSU minder om, at den europæiske menneskerettighedskonvention og chartret indeholder bestemmelser, som finder anvendelse på den europæiske politik vedrørende ureglementeret indvandring, især hvad angår beskyttelse i tilfælde af tilbagesendelse, udvisning og udlevering.

4.5.5

Personer med alvorlige sygdomme må ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention ikke frihedsberøves eller udvises, da de har brug for behandling, og det samme gælder for gravide kvinder. Mindreåriges situation kræver ligeledes særlig bevågenhed og beskyttelse, især hvis de er uledsagede.

4.5.6

EØSU fastholder sin kritik af, at asylansøgere og indvandrere uden lovligt ophold tilbageholdes i interneringscentre, da dette bør være et middel, som kun tages i brug i helt ekstraordinære situationer (8). EØSU efterlyser større gennemsigtighed i forhold til interneringscentrene i og uden for EU, samt at UNHCR informeres om situationen for de personer, der er anbragt i sådanne centre.

5.1.1

Det første skridt blev taget på mødet i Det Europæiske Råd i slutningen af 2005, hvor den samlede migrationsstrategi blev vedtaget. Kommissionen har iværksat forskellige initiativer for at udvikle den eksterne dimension af EU's migrationspolitik.

5.1.2

Mobilitetspartnerskaber er det vigtigste politiske redskab til gennemførelse af den samlede strategi for migration og mobilitet. Pilotfasen er nu afsluttet, og Kommissionen foretog i 2009 en politisk evaluering af deres gennemførelse (9).

5.1.3

Kommissionen anbefalede i sin meddelelse om En dialog om migration, mobilitet og sikkerhed med landene i det sydlige Middelhavsområde (COM(2011) 292) at tage indvandrings- og asylpolitikkens nye udfordringer op ved at iværksætte en dialog om migration, mobilitet og sikkerhed i EU. EU indledte derefter dialoger med en række lande.

5.1.4

Der er indgået seks mobilitetspartnerskaber med følgende lande: Kap Verde (maj 2008) (10), Moldova (maj 2008) (11), Georgien (november 2009) (12), Armenien (oktober 2011) (13), Aserbajdsjan (december 2013) (14) og Marokko (juni 2013) (15). Forhandlingerne om et mobilitetspartnerskab med Tunesien er afsluttet, og en fælles erklæring blev undertegnet den 3. marts 2014. Forhandlingerne om et mobilitetspartnerskab med Jordan er indledt og forventes afsluttet under det græske formandskab, mens nye dialoger om migration, mobilitet og sikkerhed med andre lande i det sydlige Middelhavsområde, som f.eks. Egypten, Libyen, Algeriet og Libanon, står over for at blive indledt. EU-Afrika-topmødets erklæring om migration og mobilitet (16) anlægger en global indfaldsvinkel, som EØSU støtter.

5.1.5

Kommissionen offentliggjorde i 2011 en evaluering af den samlede strategi for migration og mobilitet (17) med en opfordring til EU om at styrke sin eksterne migrationspolitik og fremlagde en revideret samlet strategi for migration og mobilitet (SSMM) baseret på fire søjler: 1) forvaltning og fremme af legal migration og mobilitet, 2) forebyggelse og begrænsning af illegal migration og menneskehandel, 3) fremme af international beskyttelse og styrkelse af asylpolitikkens eksterne dimension og 4) maksimering af migrationens og mobilitetens udviklingseffekt.

5.1.6

Mobilitetspartnerskaberne lider under visse begrænsninger, som efter EØSU's mening må overvindes inden for de kommende år. Juridisk set udgør de en form for »blød lovgivning«. Der er tale om fælles erklæringer mellem EU, en gruppe interesserede medlemsstater og et tredjeland, men de er ikke bindende for parterne. Deres fleksible karakter gør det nemmere at nå til politisk enighed, men ikke at indføre retlige forpligtelser. Som EØSU har gjort opmærksom på ved tidligere lejligheder (18), bør mobilitetspartnerskaberne ændres til internationale aftaler, der er bindende for de kontraherende parter.

5.1.7

Mobilitetspartnerskaberne bør prioritere udvikling af deres mobilitets- og migrationsaspekter på en mere global og afbalanceret måde. Hidtil har de især fokuseret på sikkerhed, tilbagevenden, tilbagetagelse af migranter uden lovligt ophold og grænseovervågning. I Kommissionens meddelelse om dialogen blev det bemærket, at »øget mobilitet« vil afhænge af tredjelandes overholdelse af specifikke betingelser. EØSU mener, at EU skal tilbyde disse lande mulighed for indvandring gennem lovlige og gennemskuelige procedurer (19).

5.1.8

EØSU foreslår, at EU tilbyder partnerlandene kanaler for personers mobilitet, forenkling og liberalisering af visumsystemet og adgang for nye indvandrere. EØSU (20) går ind for at tilføje andre emner i de nye aftaler, som f.eks.:

5.1.9

Hvis EU opretter indvandringscentre i oprindelseslandene, vil EU's tilstedeværelse i disse lande blive styrket, smuglernetværks forvrængede information blive forhindret og lovlige indvandringsansøgninger blive opildnet. Der bør knyttes særlig opmærksomhed til at styrke det lokale civilsamfund eller at skabe det dér, hvor det ikke findes i forvejen.

5.1.10

Under humanitære kriser, som skyldes massive folkebevægelser, kunne etablering af centre for indvandring og midlertidigt ophold finansieres af EU, idet princippet om positiv konditionalitet tages i betragtning. I samarbejde med UNHCR og IOM vil man i disse centre kunne sikre beskyttelse af personer, der har behov herfor, inden for rammerne af det internationale asylsystem.

5.1.11

EU skal indgå aftaler med transitlandene og være særlig opmærksom på krav med hensyn til principperne om menneskerettigheder og tilbagesendelse.

5.1.12

Indgåelse af aftaler kunne også omfatte samarbejde med Frontex og Europol. Bekæmpelse af organiseret kriminalitet og menneskehandel er helt centralt for forebyggelse og nedbringelse af den ureglementerede indvandring. Personer, der er ofre for menneskehandleres udnyttelse, bør betragtes som uskyldige ofre.

5.1.13

Efter katastrofen på Lampedusa blev der på mødet i Rådet for Retlige og Indre Anliggender den 7.—8. oktober 2013 oprettet en taskforce vedrørende Middelhavet. Gruppens arbejde mundede ud i offentliggørelsen af meddelelsen fra taskforcen vedrørende Middelhavet COM(2013) 869, som indeholder en række kort-, mellem- og langsigtede aktioner på fem vigtige indsatsområder: aktioner i samarbejde med tredjelande; regional beskyttelse, genbosættelse og styrkelse af de lovlige kanaler for indrejse i EU; bekæmpelse af menneskesmugling og menneskehandel samt organiseret kriminalitet; styrket grænseovervågning; samt bistand til medlemsstater, der oplever et stærkt indvandringspres og solidaritet med dem.

5.1.14

EØSU anser det for afgørende, at de kortsigtede foranstaltninger suppleres med langsigtede foranstaltninger med henblik på at bekæmpe de grundlæggende årsager til ufrivillig migration.

5.1.15

Det Europæiske Råd godkendte i december 2013 de foreslåede foranstaltninger og understregede endnu en gang behovet for at handle beslutsomt for at forhindre tab af menneskeliv og forebygge fremtidige tragedier. Det bekræftede, at det er en prioritet at samarbejde med tredjelandene for at forebygge sådanne hændelser.

16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/10

Ordførere:

Joost van Iersel og Carmelo Cedrone

—

at formålet med ØMU'en, som er en hjørnesten i enhver videreudvikling af EU, er at fremme livskvalitet, velstand og stabilitet for EU's borgere. Opbygning af tillid og de mest gunstige vilkår for realøkonomien er forudsætninger for vækst, beskæftigelse, konkurrenceevne og investeringer. Disse aspekter fremhæver, hvor vigtig ØMU'en er for medlemsstater såvel inden for som uden for euroområdet;

—

at den uforudsigelige udvikling tvinger euroområdet til hurtigst muligt at tilvejebringe de rette betingelser, da intet europæisk land i nutidens globaliserede verden er i stand til at sikre landets handlefrihed på egen hånd. Dette har omfattende konsekvenser for forvaltningen af ØMU'en såvel som for de dertil knyttede politikker;

—

ØMU'en er ikke isoleret fra omverdenen. Den var oprindeligt tænkt som udmøntningen af et indre, åbent, europæisk område og det indre marked. Ud over finanspolitisk disciplin skal EU og medlemsstaterne samtidig udarbejde økonomiske og sociale ledsagepolitikker til fremme af vækst og beskæftigelse som nøglefaktorer for en succesfuld konsolidering (1).

—

at det vil være nødvendigt at foretage gennemgribende ændringer af de økonomiske og strukturelle politikker, som indtil for nylig i høj grad blev anset som udelukkende nationale kompetenceområder, for at sikre en konvergensproces mellem medlemsstaterne på en række områder. Fælles opbygning af tillid skal træde i stedet for mistillid og spændinger. En tættere union påvirker hele samfundet. Der bør sikres social og civil dialog på alle planer.

I.

at ØMU'en fuldføres, hvilket skal sikres ved hjælp af en stærk styrings- og ledelsesstruktur i euroområdet og være baseret på:

II.

at der hurtigst muligt lanceres en egentlig europæisk plan for vækst og beskæftigelse på grundlag af et omfattende investeringsprogram, som er drevet af offentlige og private investeringer og kan udløse finanspolitiske incitamenter. Omjusteringen og en korrekt gennemførelse af de eksisterende instrumenter, især: sixpacken, twopacken, finanspagten og det europæiske semester bør garanteres;

III.

at der udarbejdes en tidslinje for og træffes foranstaltninger til lancering af et politisk Europa som helhed, bl.a. gennem en refleksionsproces om dets institutionelle struktur i forbindelse med et nyt europæisk konvent;

IV.

at der med en fælles indsats fra Kommissionen, Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og civilsamfundet lanceres en kommunikations- og forenklingsstrategi for ØMU'en.

2.1

EØSU understreger, at konsekvenserne af en fuldstændig og vellykket ØMU rækker langt ud over budgetmæssige, monetære og bankrelaterede ordninger. Et fokuseret lederskab burde tilskynde borgere og økonomiske aktører til at tro på den fælles opgave og tilhørsforholdet til Europa.

2.2

De næste fem år er afgørende for færdigudviklingen af ØMU'ens fortsat skrøbelige struktur. Dette forudsætter først og fremmest ejerskab, åbenhed og gennemsigtighed. Vi har derfor behov for effektive politikker såvel som klar og utvetydig kommunikation fra regeringerne i medlemsstaterne i euroområdet, fra Rådet og alle de øvrige EU-organer.

2.3

Samstemmende med opfordringen fra visse fremtrædende europæiske politikere mener EØSU, at der bør sættes kurs mod en politisk union (2). I overensstemmelse med deres argumenter ser EØSU ikke blot en politisk union som den endelige realisering af selve ØMU'en, men ser den også i den bredere internationale kontekst af vor tids globaliserede verden, som rokker grundlæggende ved den westfalske orden og enkeltstaters reguleringskapacitet.

2.4

I nutidens globaliserede verden kan ingen enkelt europæisk stat overleve på egen hånd. Statens suverænitet er derfor bedre sikret inden for en fælles politisk og økonomisk ramme.

2.5

Formand Herman Van Rompuys rapport »Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union« og den tilhørende meddelelse fra Kommissionen fra november og december 2012 indeholdt et udkast til en køreplan med konkrete foranstaltninger, der går i samme retning. EØSU hilste disse velkommen (3). Til trods for betydelige fremskridt er det største problem, at adskillelsen af forvaltningen af den fælles valuta og den mellemstatslige økonomiske styring skaber uoverstigelige spændinger. EØSU insisterer på, at Van Rompuy-rapporten forbliver det politiske udgangspunkt for de lovgivningsmæssige initiativer i den kommende periode.

2.6

Den økonomiske og finansielle krise har især ramt euroområdet og afsløret ØMU'ens nuværende begrænsninger. Snarere end at være fundament for europæisk integration er euroen af mange blevet opfattet som en kile, der skaber splittelse i landene og civilsamfundet og dermed bringer selve Unionens fremtid i fare. Denne fejlagtige opfattelse er udtryk for manglende anerkendelse af, at krisen — hvis årsag i vid udstrækning er at finde uden for euroområdet — ville have været mere omfattende uden den fælles valuta.

2.7

For øjeblikket udgør de eksisterende skævheder og økonomiske forskelle mellem grupper af lande, der har fandtes siden 1991, og som man aldrig har taget fat på, en bremse for fremskridt i integrationsprocessen. Selv farlige splittelser og renationaliseringstendenser dukker nu op.

2.8

Fremtiden bliver således uforudsigelig. Tegn på genopsving holder optimismen oppe og afblæser krisetilstanden. Til dels på grund af den ufuldstændige ØMU og fragmenteringen af det europæiske finansielle marked forventes vækstraterne imidlertid at være lave til moderate i temmelig lang tid. I betragtning af økonomiens ustadige karakter og muligheden for tilbageslag i de kommende år advarer EØSU mod, at man hviler på laurbærrene i forbindelse med disse spørgsmål.

2.9

På denne baggrund var de seneste afgørelser, herunder om sixpacken, twopacken og bankunionen, hårdt tiltrængte og presserende. Disse nye styringsmekanismer er imidlertid i vid udstrækning mere baseret på hensyn til budget og stabilitet end på menneskelige hensyn, hvilket forklarer, hvorfor vækst og sociale foranstaltninger er ladt ude af betragtning. Dertil kommer, at den langsommelige beslutningsproces og systemets kompleksitet afføder modstand, i enten stiltiende eller åben form, i medlemsstaterne og i Rådet som følge af politisk mistillid og fokus på national suverænitet. Denne situation har allerede medført økonomiske og sociale omkostninger for Unionen og forværrer EU's internationale anseelse, og derfor er det afgørende at opbygge tillid for at overvinde forhindringerne.

2.10

EØSU insisterer derfor på en overbevisende køreplan for EU's kommende lovgivningsperiode med fastlæggelse af yderligere tiltag med klare frister, som skal fokusere på gennemførelse af ØMU'en i nær tilknytning til målene for EU 2020-strategien og dens flagskibsinitiativer. Denne udtalelse indeholder forslag om nogle af de vigtige dele af en sådan køreplan.

2.11

Differentieret integration inden for EU, som allerede er blevet anvendt med held på en række politiske områder, bør fortsat være et centralt princip. Mange af de tiltag, der er nødvendige for at gennemføre ØMU'en, kan gennemføres på baggrund af den eksisterende lovgivning og/eller forstærket samarbejde, mens andre kræver en ny traktat og/eller ændring af de eksisterende. Hvis disse tiltag gennemføres, vil det blive muligt at indhente forsinkelserne i færdiggørelsen af ØMU'en og iværksætte en række hurtige foranstaltninger uden at tilsidesætte de langsigtede perspektiver, eftersom også euroområdet på institutionelt plan har brug for reelle strukturelle reformer sideløbende med de reformer, der skal gennemføres i de enkelte lande.

3.1

Et første umiddelbart skridt i køreplanen for EU's kommende lovgivningsperiode kunne være undertegnelse og gennemførelse af en egentlig pagt for vækst, beskæftigelse og stabilitet, med det sigte at holde fast i opsvinget og skabe betingelserne for, at gælden kan betales (en europæisk New Deal-aftale). En sådan plan bør som et minimum bestå af følgende punkter:

4.1.1

Hvad angår den monetære politik, er det i overensstemmelse med den styrkede makroøkonomiske styring i euroområdet nødvendigt at komplettere ECB's mandat for at sætte den på lige fod med de andre centralbanker uden for Europa, i de europæiske lande uden for EU og euroområdet, og bl.a. give den mulighed for at handle som långiver i sidste instans og som ligeværdig aktør i internationale fora under fuld iagttagelse af dens fulde uafhængighed. ECB skal sættes i stand til helt at kunne undgå likviditetskriser på en måde, der fremmer investeringerne (SMV'er).

4.1.2

ECB er dog ikke eneansvarlig. På vejen til en finanspolitisk og økonomisk union er en fuldstændig bankunion afgørende (8). Som følge af en vedvarende kobling mellem regeringer og banker tøver medlemsstaterne med at skabe de fornødne politiske og økonomiske vilkår, hvilket resulterer i udskydelse af de bedst egnede og mest effektive beslutninger (9). Dette hæmmer en effektiv ECB-overvågning af alle banker, som burde modvirke finansiel fragmentering, kappe uønskede bånd mellem national politik og banker og skabe gunstige betingelser for grænseoverskridende bankfusioner.

4.1.3

Under forhandlingerne med Rådet om en bankunion lykkedes det Europa-Parlamentet at indgå en aftale om fremskridt hen imod en fælles afviklingsmekanisme og en fælles bankafviklingsfond (10). EØSU er helt enigt i Europa-Parlamentets holdning. I den nærmeste fremtid bør beslutninger bidrage til et fælles europæisk kapitalmarked i stil med det i USA.

4.1.4

En fuldstændig bankunion forudsætter en velstruktureret fælles afviklingsmekanisme, harmoniserede indskudsgarantiordninger i medlemsstaterne og en europæisk stabilitetsmekanisme, der giver mulighed for direkte bankrekapitalisering (11). Det dertil knyttede beslutningssystem bør være effektivt og bør sikre hurtig handling. Etableringen og implementeringen af disse elementer bør fremskyndes.

4.1.5

Bankunionen er dog i sig selv ikke nok til at stimulere økonomien og investeringerne. Med henblik på at gøre den europæiske finanssektor mere modstandsdygtig må dagsordenen for de kommende år også sætte fokus på fuld gennemførelse af Basel III, på Rådet for Finansiel Stabilitet og på at finde en løsning for banker, der er »for store til at krakke«, i overensstemmelse med de internationale aftaler (F-20).

4.1.6

Kommissær Michel Barnier offentliggjorde for nylig en omfattende lovpakke om banker og finansielle markeder, som kan yde et vigtigt bidrag til at gøre Europas finansmarkeder velfungerende og til at skabe en stabil og pålidelig banksektor. Dette er af afgørende betydning for realøkonomien. Rådets seneste beslutninger på dette område går kun delvist i den ønskede retning.

4.1.7

Adgang til tilstrækkelig kredit er noget af det allervigtigste for det økonomiske genopsving og den økonomiske vækst samt udviklingen generelt. Det betyder, at EU-lovgivningen skal finde en balance mellem at sikre tilfredsstillende rammevilkår for bankdrift og på den anden side at befordre tilstrækkelige muligheder for operationel bankvirksomhed, navnlig med henblik på at fremme investeringer, som er uomgængelige for enhver vækstpolitik. Det siger sig selv, at tilfredsstillende ordninger til fordel for nystartede virksomheder og små og mellemstore virksomheder er afgørende (12).

4.2.1

I denne henseende er Det Europæiske Råds vanskelige forhandlinger om bindende aftaler om økonomiske reformer vigtige, men skuffende (13). EØSU insisterer derfor på, at Kommissionen videreudvikler sit forslag om denne form for aftaleordninger, hvilket kræver yderligere drøftelser for så vidt angår deres form, finansiering og demokratiske legitimitet (14).

4.2.2

Partnerskaber baseret på et system af indbyrdes aftalte kontraktmæssige ordninger og dertil knyttede solidaritetsmekanismer kan bidrage til at fremme og understøtte sunde tilpasningsmekanismer. Disse ordninger vil både bidrage til medlemsstaternes ejerskab inden for nogle fælles rammer og til reformer på alle områder i tilknytning til bæredygtig vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, som alle tre vil styrke EU som helhed (15). Sådanne rammer vil kunne bane vej for EU-løsninger på landespecifikke asymmetriske chok, hvilket vil være en form for EU-solidaritet.

4.2.3

Partnerskaber af denne type kan fremme samhørighed og tillid i befolkningen, hvilket er afgørende for at overvinde betænkelighederne med hensyn til national suverænitet. Det vil på sin side bidrage til en europæisk fællesskabsfølelse, som vil være et uundværligt grundlag for udvikling af EU-instrumenter, såsom et budget for euroområdet, en europæisk solidaritetsfond og euroobligationer.

4.2.4

Konvergens mellem de økonomiske systemer inklusive skattesystemerne (16), ledsaget af et solidaritetsredskab, er et afgørende element for gradvist at overvinde de eksisterende makro- og mikroøkonomiske forskelle imellem landene. Selv om det kræver traktatændringer, må dette redskab på mellemlang sigt nødvendigvis udmøntes i en økonomisk kompensationsordning for at skabe balance mellem og integrere euroområdets økonomier. Det kunne i den sidste ende indgå i et fælles budget for euroområdet. Struktur- og samhørighedsfondene kunne også anvendes i dette perspektiv.

4.2.5

Den nye Kommission vil som en hovedaktør i processen være nødt til at tage ansvaret for at udarbejde lovforslag — i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som kommissær Barnier fulgte i forbindelse med reguleringen af det finansielle system — på områder, hvor debatten hidtil har været domineret af medlemsstaterne, med det sigte at fremme frugtbare diskussioner i Rådet på grundlag af konkrete forslag.

4.2.6

Hidtil har Kommissionen anvendt denne fremgangsmåde for lidt. Eksempler på tilfælde, hvor den kunne anvendes, er bl.a. forudgående samordning af planer om større reformer af den økonomiske politik, aftalerne om økonomiske reformer ledsaget af en solidaritetsmekanisme, oprettelsen af en europæisk gældsindfrielsesfond og eurogældsbeviser. Når disse forslag kræver traktatændringer, bør Kommissionen gøre dette klart for medlemmerne af euroområdet.

4.2.7

En sådan tilgang vil tilskynde Rådet til at tage stilling til disse forslag. Den vil fremhæve gennemsigtighed og klarhed omkring de forskellige politiske holdninger og vil vise sig at være den eneste vej ud af det mellemstatslige dødvande i den nuværende struktur. Dette budskab har Kommissionen også formidlet klart til de forskellige aktører, inklusive den brede offentlighed.

4.2.8

Hvad der derfor er behov for på mellemlang sigt er økonomisk styring i euroområdet (hvilket har været nødvendigt helt siden Maastrichttraktaten), hvad angår de makro- og mikroøkonomiske politikker, som skal gå fra at være underlagt den nuværende koordinationsmetode, som hidtil har givet dårlige resultater, til en fælles beslutningstagning om selve »kernen« i disse politikker. Euroområdet har ikke råd til at fortsætte med at have en fælles valuta, men separate økonomiske politikker. De bør derfor integreres for dermed bl.a. at lette ECB's arbejde.

4.2.9

En omfordelingsmekanisme til brug i tilfælde af asymmetriske chok: princippet om ansvar (ikke kun statens, men også borgernes) må ikke adskilles fra solidaritetsprincippet. Derfor bør der i en begrænset periode træffes konkrete foranstaltninger for de mest sårbare befolkningsgrupper. Det er et ansvar, der påhviler samtlige borgere og samtlige lande.

4.2.10

På samme måde er vi nødt til at bevæge os i retning af et passende selvstændigt budget for euroområdet med fælles aftalte regler. Det er den eneste måde at gå i retning af en fælles finanspolitik og absorbere eventuelle fremtidige chok. Det kunne f.eks. finansieres ved hjælp af en formålsbestemt afgift, en afgift på finansielle transaktioner (forudsat at den udvides til hele euroområdet), en CO2-afgift, en midlertidig afgift på overskud på betalingsbalancen, der overstiger 6 %, samt endelig udstedelse af fælles obligationer.

4.2.11

Statsgæld: der bør skabes en mekanisme, som tager landenes gæld ud af hænderne på de finansielle spekulanter uden at fratage landene ansvaret for gælden. Statsgæld — gradvist konverteret op til maksimalt 60 % (som foreslået af EØSU (17)) — eller den andel, der overstiger 60 % (i overensstemmelse med Kommissionens forslag om en gældsindfrielsesfond (18)) kunne opføres på en konsolideret gældskonto og afbetales pro rata af de forskellige medlemsstater. Alternativt kunne der med en mellemstatslig aftale oprettes en midlertidig fond for eurogældsbeviser, hvilket ville gøre det muligt at udstede kortfristede gældsinstrumenter i euroområdet og dermed fjerne risikoen for en statslig likviditetskrise inden for det område. Efter konklusionerne fra Kommissionens ekspertgruppe, der blev oprettet med det specifikke mandat at analysere fordele og ulemper ved de forskellige muligheder for fælles udstedelse af gældsbeviser, bør Kommissionen nu fremsætte et konkret forslag til, hvilke midler der skal bruges og inden for hvilken tidsramme.

4.3.1

Der er også behov for stor opmærksomhed om de mikroøkonomiske politikker, navnlig industri- og sektorpolitikkerne, som er afgørende for væksten i den europæiske økonomi, hvor det ikke længere er nok med spredte tiltag. Det er således nødvendigt at samle visse politikker (og de dertil knyttede beslutningsprocedurer), der indirekte påvirker de nationale budgetter, med det sigte at nå frem til, at Kommissionen og medlemsstaterne har en fælles vision og er fælles om aktioner, navnlig for så vidt angår:

4.4.1

EØSU insisterer på konkrete foranstaltninger vedrørende ØMU'ens sociale dimension (20). Ungdomsbeskæftigelsen ligger stadig på et alt for lavt niveau. Sammen med medlemsstaterne bør den nye Kommission tage ansvar for at forbedre leve- og arbejdsvilkår:

4.4.2

Der er brug for behørig social dialog på alle niveauer. Dette betyder, at hindringer for effektiv høring i og mellem medlemsstater må overvindes. EU burde være til stor hjælp mht. at bringe aktører fra forskellige lande sammen for at drøfte vellykket praksis og udstikke planer for tilvejebringelse af bedre betingelser for jobskabelse.

4.4.3

Hvis EU og ikke mindst euroområdet skal færdiggøres, kan det ikke blive ved med at ignorere de sociale konsekvenser af de aktuelle økonomiske politikker og helt overlade ansvaret herfor til de enkelte medlemsstater. I forbindelse med både økonomiske og sociale foranstaltninger bør der ikke alene tages hensyn til parametrene i relation til stabilitetspagten, men også en bredere vifte af makroøkonomiske parametre (bl.a. arbejdsløshedsprocent, vækstrate, betalingsbalance, beskæftigelsesgrad, fattigdom, indkomst- og formuefordeling, osv.). Det er umuligt at sikre stabilitet i ØMU'en uden sociale mekanismer i euroområdet, som kan modstå virkningerne af voldsomme økonomiske tilbageslag og/eller ubalancer. Nogle af disse kræver muligvis traktatændringer. Der kunne på mellemlangt sigt være tale om:

4.4.4

Desuden bør man af hensyn til borgerne også samle andre fælles politikker, som kan styrke deres tilhørsforhold og fremme deres mobilitet, såsom:

4.5.1

Et så bredt program kan kun gennemføres med den nødvendige demokratiske legitimitet i beslutningsprocessen. EØSU respekterer fuldt ud de betydelige fremskridt gennem de seneste år og er overbevist om, at yderligere store fremskridt i den næste lovgivningsperiode kun kan opnås ved at være særlig opmærksom på ansvarlighed, legitimitet, demokrati, gennemsigtighed og kommunikation.

4.5.2

Der er en stadig skarpere politisk debat i hele EU om integrationsprocessen. På EU-niveau må de politiske partier klart definere deres alternativer, som må danne udgangspunkt for de forskellige politiske grupperingers ståsted i Europa-Parlamentet og bidrage til, at de europæiske politiske partier kan blive mere synlige. Tværnationale valg til Europa-Parlamentet med grænseoverskridende politiske grupperinger ville styrke og i høj grad fremme EU-debatten.

4.5.3

Medejerskab og den nødvendige opbakning i befolkningen kræver et meget større engagement fra de nationale parlamenters side i EU-debatten. EU-lovgivningsforslag og nationale reformprogrammer bør diskuteres behørigt i parlamenterne. Der bør indføres interaktive høringer om strategiske emner mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, hvilket også kan skabe øget dynamik mellem de nationale parlamenter.

4.5.4

Kommissionen bør anvende fællesskabsmetoden så effektivt som muligt ved at fremlægge forslag til retsakter og foranstaltninger, også i sager med delt kompetence med medlemsstaterne. Som førhen vil man nå langt med en proaktiv og modig indstilling.

4.5.5

På anmodning af parlamenter og/eller civilsamfund bør Kommissionen indbydes til nationale debatter om EU-spørgsmål.

4.5.6

Det Europæiske Råd og ministerrådene, især Økofinrådet, er centrale beslutningstagere og afgørende for ansvarlighed og legitimitet. Der er derfor i overensstemmelse med de demokratiske krav behov for større gennemsigtighed.

4.5.7

Medlemmer af Rådet, som repræsenterer nationale interesser, såvel som medbeslutningstagere på EU-niveau, taler ofte med forskellige tunger hjemme og i Bruxelles, hvilket ofte skaber stor forvirring og gør det vanskeligt at nå til enighed. Det er ikke acceptabelt at tale med to tunger. Medlemsstaterne bør nå til enighed om og støtte fælles politiske budskaber på alle beslutningsniveauer.

4.5.8

Medlemsstaterne spiller både en aktiv og passiv rolle i udformningen af ØMU'en. Det er muligt at konvergere hen imod EU's metode og samtidig bevare nationale administrative procedurer og traditioner, men det vil kræve betydelige tilpasninger i en række lande. Pålidelig politisk og administrativ praksis vil vise sig at være af afgørende betydning for tillidsopbygningen.

4.5.9

EØSU understreger, at civilsamfundet også skal spille sin ofte undervurderede rolle i den fremtidige udformning af EU og et mere integreret euroområde. Der er mange områder, hvor fremskridt helt eller delvist afhænger af ikke-statslige aktører. Civilsamfundet bør inddrages fuldt ud. I alt for mange lande er civilsamfundet stadig kørt ud på et sidespor, men det bør tværtimod gives de nødvendige redskaber til at skabe forbindelser til de institutionelle beslutningstagere. Civilsamfundet er nødt til at tage et ansvar og deltage i EU's beslutningsproces for at udvide sit demokratiske grundlag. Uden civilsamfundets aktive engagement vil det aldrig lykkes at gennemføre ØMU'en fuldt ud.

4.5.10

Især for arbejdsmarkedets parter ville det være meget nyttigt at se på resultaterne af en konsensuspræget model i nogle medlemsstater, hvilket EØSU i høj grad går ind for. Udveksling af praksis kan anbefales.

4.5.11

Efter EØSU's mening står det nu klart, at de nuværende regler ikke har virket efter hensigten, og at den mellemstatslige indsats ikke står mål med de udfordringer, ØMU'en står over for. Nu hvor krisen er ved at klinge af, kan vi heller ikke foregøgle os selv, at de stabiliseringsmekanismer, der blev stablet på benene i huj og hast, medens uvejret var på sit højeste, er tilstrækkelige til at få os videre og til at undgå flere kriser.

4.5.12

Den eneste måde at undgå en gentagelse af lignende situationer er at ændre spillereglerne og beslutningstagningen i euroområdet og dermed gøre det hele mere gennemsigtigt og demokratisk:

5.1

Ud over den skitserede endelige gennemførelse af ØMU'en ville det være hensigtsmæssigt i Europa-Parlamentets kommende valgperiode at sætte gang i overvejelser om en uddybning af hele EU og om de institutionelle organers funktionsmåde samt at udpege de politikker, der bør gøres fælles. Efter EØSU's mening bør overvejelserne handle om nedenstående aspekter.

5.2

Kommissionens arbejde bør underkastes godkendelse i Europa-Parlamentet, som også kunne have initiativret. Desuden kunne medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges ud fra de europæiske partiers europæiske valglister.

5.3

Med henblik på at fremme synligheden, den demokratiske legitimitet og kompetencefordelingen bør man afskaffe diarkiet mellem formanden for Rådet og formanden for Kommissionen, som bør vælges af Europa-Parlamentet eller ved direkte valg, forudsat at formandsrollen også ændres. Det nuværende Råd kunne gøres til medlemsstaternes »senat« med ny forretningsorden.

5.4

De politikker, for hvilke EU bør have enekompetence eller delt kompetence og beslutningskapacitet, er nødt til at omfatte udenrigspolitik og EU's internationale rolle, herunder fælles repræsentation i internationale organisationer, forsvarspolitik — for dem, der ønsker det — energipolitik, forskningspolitik, asyl- og indvandringspolitik, overholdelse af standarder og rettigheder, og EU bør have mulighed for at gribe ind over for lande, der overtræder disse, som det er tilfældet på det økonomiske og budgetmæssige område.

5.5

Den nye institutionelle struktur, der ikke kan gennemføres gennem det styrkede samarbejde alene, og Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissions, EØSU's og Regionsudvalgets roller kunne fastlægges af et nyt konvent, som ville skulle afslutte sit arbejde inden 2019, hvor der ligesom i 2014 igen vil være valg til Europa-Parlamentet.

6.1

God kommunikation er uundværlig i processen med at genvinde tilliden. EØSU er overbevist om, at den bedste kommunikation sikres ved hjælp af gode politikker og praksis, som skaber et langsigtet perspektiv for hele det europæiske samfund.

6.2

Der er behov for at fremme og forbedre kommunikationen til offentligheden. Kommunikation afføder interesse, som afføder forståelse. Dette faktum er der ikke taget nok hensyn til, hvilket er en fejl, som Kommissionen og medlemsstaterne kan klandres for. Man bør udnytte hele spektret af sociale medier.

6.3

ØMU'en og de dertil relaterede emner er ofte blevet fremstillet som et teknisk anliggende. Det er det ikke, eftersom disse spørgsmål grundlæggende har politisk karakter og har stor indflydelse på samtlige borgeres hverdag. Dette debatteres imidlertid sjældent, endsige kommunikeres ud fra denne synsvinkel, hvilket også i vid udstrækning forklarer kløften mellem EU og den almindelige borger.

6.4

Dagligt ses pinlige eksempler på divergerende traditioner og situationer, som skyldes manglen på et »fælles ØMU-sprog«, hvilket undertiden virker meget forvirrende og går ud over befolkningens opbakning. Efter EØSU's mening er Kommissionen den eneste myndighed, som er i stand til at forelægge en løsning i kraft af dens initiativret i EU's lovgivningsproces. Dette må pege i retning af en mere politisk Kommission og et mere politisk Europa-Parlament end tidligere.

6.5

Som medansvarlige aktører må civilsamfund og arbejdsmarkedets parter spille den rolle, der tilkommer dem på kommunikationsområdet, som hidtil ofte har været underudviklet. Civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter bør viderebringe borgernes og virksomhedernes problemer til myndighederne og bør samarbejde om at løse dem. Udvekslingen af synspunkter skal gå begge veje.

6.6

Europa bør ikke længere give indtryk af at være et elfenbenstårn, sådan som en stor del af befolkningen føler det. Borgerne skal have klar besked om fordelene ved europæisk integration, de konkrete fremskridt og den direkte nyttevirkning deraf for navnlig investeringer, beskæftigelse og forbrugere. Den såkaldte nye fortælling om Europa bør begynde med en fælles kommunikationsstrategi fra Kommissionens og medlemsstaternes side, som sammen med de politiske partier og civilsamfundet er vigtige aktører.

16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/20

Ordfører

:

Michael Smyth

1.1

Efter mere end seks år med finansielle og økonomiske omvæltninger er de sædvanlige finansieringskanaler til erhvervslivet, navnlig til SMV'er, fortsat delvist blokeret. Bankerne, som udgør den traditionelle kilde til finansiering af de fleste SMV'er, er mindre villige til at yde lån, hvilket skyldes en række faktorer såsom den igangværende nedgearingsproces, højere kapital- og likviditetskrav, hensættelser til tab og risikoaversion. Opsplitningen af de finansielle markeder og finansieringskanalerne har været et vedvarende fænomen i forbindelse med den finansielle krise i Europa.

1.2

Faldet i långivningen til driftskapital til SMV'er udgør en kronisk form for markedssvigt, som kræver en hensigtsmæssig reaktion fra EU's politiske beslutningstagere. Hidtil har denne reaktion ikke været tilstrækkelig til at løse problemet.

1.3

ECB's LTRO-program (1) har medvirket til at forhindre, at banksystemet brød sammen, men størstedelen af dets finansiering er ikke blevet overført til realøkonomien. Programmet har i stedet bidraget til at konsolidere bankernes balancer, hvilket udgør en forspildt chance, eftersom virksomhedernes driftskapital fortsat udsultes.

1.4

EIB, som især har støttet SMV'er i Europa, har fået tilført væsentlig supplerende kapital og har øget sin långivning til SMV'er. Støtten til SMV'er udgør EIB-Gruppens største enkeltstående politiske prioritering og tegner sig for mere end 20 % af EIB's årlige udlånsvolumen og 100 % af EIF's aktiviteter. Selv om EIB er en vigtig leverandør af udviklingsfinansiering til SMV'er, er bankens samlede långivning til erhvervslivet i euroområdet fortsat lav.

1.5

EØSU støttede grønbogen fra 2013 om langsigtet finansiering af den europæiske økonomi (2), som for nylig blev fulgt op af en pakke af foranstaltninger (3) til fremme af langsigtet finansiering generelt og med særlig fokus på finansiering til SMV'er. Pakken indeholder foranstaltninger til at fremme securitiseringen af lån til SMV'er. Kommissionen har ligeledes foreslået nye bestemmelser, som skal tilskynde pensionskasserne til at investere i finansielle aktiver og dermed understøtte finansieringen af en langsigtet vækst i realøkonomien (4). Det er også blevet foreslået at skabe likvide og gennemsigtige sekundære markeder for selskabsobligationer og andre former for obligationer. EØSU glæder sig over disse forslag og mener, at de med tiden kan bidrage til et reformeret og mere effektivt marked for SMV-finansiering.

1.6

En række andre initiativer er på vej med henblik på at fjerne hindringerne for en mere præcis vurdering af kreditværdighed og risici for långivere. Disse initiativer omfatter en større udnyttelse af digitale registre med standardindsendelse til erhvervsregistre, statistiske kontorer, bankkreditvurderingsbureauer og øvrige långivere samt den mulige etablering af et europæisk centralkreditregister. Forbedrede og mere tidssvarende oplysninger om SMV-finansiering bør føre til forbedrede risikovurderinger af långivere og til en mere passende prissætning af risici.

1.7

En række andre forslag til forbedring af adgangen til SMV-finansiering er enten på vej eller under overvejelse. EØSU støtter denne proaktive indstilling hos de politiske beslutningstagere, men understreger samtidig, at det vil tage tid at gennemføre forslagene. Det er fortsat en udfordring at lægge sig fast på, hvad der skal gøres nu og på kort sigt for at forbedre SMV'ernes adgang til finansiering.

1.8

En for alle parter gældende løsning er formentlig ikke hensigtsmæssig i alle medlemsstater. Nogle medlemsstater har udviklet tilgange, som er tilpasset deres nationale finansielle strukturer og bestemmelser. Et af de mest interessante initiativer er Det Forenede Kongeriges ordning for finansiering af udlån (5). I løbet af de seneste to år har denne ordning haft stor succes med at fremme realkreditudlån og udlån til husholdninger i Det Forenede Kongerige, og ordningen fokuserer nu udelukkende på at fremme udlån til SMV'er. Ordningen tilskynder de deltagende banker til at øge deres nettoudlån til SMV'er ved at mindske finansieringsomkostningerne. Tilhængere af ordningen hævder, at långivningen til SMV'er ville have været endnu lavere, hvis ordningen ikke var blevet indført.

1.9

EØSU mener, at førnævnte ordning for finansiering af udlån udgør et eksempel på god praksis og opfordrer ECB til nøje at overveje at indføre et lignende initiativ i euroområdet. Den 5. juni annoncerede ECB en række likviditetsforanstaltninger, der skal fremme bankernes udlån til SMV'er (6). EØSU bemærker med tilfredshed, at ECB's centrale forslag, kaldet målrettede langfristede markedsoperationer (TLTROs), svarer til den ordning for finansiering af udlån, der skitseres i denne udtalelse. Det er ligeledes tilfredsstillende at notere, at EØSU's arbejde med denne udtalelse har foregrebet de politiske beslutningstageres overvejelser.

2.1

Debatten vedrørende lån til og finansiering af erhvervslivet har haft en tendens til at fokusere på udbud og efterspørgsel efter udviklings- eller investeringskapital, navnlig til SMV'er. Långivere har tendens til at påpege manglen på nye projekter og dermed efterspørgslen efter udviklingsfinansiering. Repræsentanter for SMV'er og mid cap-selskaber klager ofte over såvel udbuddet af udviklingsfinansiering som omkostningerne ved en sådan kredit, idet de hævder, at bankerne tager for høje priser for risikofinansiering. Begge synspunkter kan indeholde elementer af sandhed. Under alle omstændigheder er omfanget af udlån til både store og små virksomheder i bedste fald statisk og i værste fald kraftigt faldende i EU's medlemsstater.

2.2

EØSU's udtalelse har ikke til hensigt at fokusere på udviklingskapital eller finansiering til nye virksomheder eller innovative iværksættervirksomheder. Udtalelsen omhandler snarere adgangen til driftskapital — herunder kassekreditter og andre løbende kreditfaciliteter, der er af afgørende betydning for de fleste virksomheder. Det er vanskeligt præcist at identificere tendenser i långivningen til driftskapital på grund af manglen på data. En gennemgang af ECB's tal vedrørende udlån til ikke-finansielle virksomheder viser dog en overvejende tendens. Disse tal har været faldende de seneste fire til fem år, og det er først inden for de sidste måneder, at der er vist tegn på fremgang.

2.3

Det bratte fald i finansiering til erhvervslivet udgør et af de mest vedvarende problemer, som er set i forbindelse med den finansielle og økonomiske krise i løbet af de seneste seks år. Mens de europæiske banker har bestræbt sig på at mindske omfanget af værdiforringende lån og værdiløs gæld, er den normale forsyning af driftskapital til erhvervslivet, herunder til mindre virksomheder og mikrovirksomheder, faldet i nominelle og reelle tal. Faldet i långivningen til erhvervslivet kan beskrives som en kronisk form for markedssvigt. Opsplitningen af de europæiske finansielle markeder har endvidere ført til en todelt struktur for så vidt angår udlånsrenten. Små virksomheder i Italien og Spanien står f.eks. over for meget højere renteudgifter end tilsvarende virksomheder i Tyskland og Det Forenede Kongerige. Hidtil har reaktionen fra EU's politiske beslutningstagere ikke været tilstrækkelig til at løse problemet, og det har vist sig, at virkningerne af øget bankregulering på EU-plan og internationalt plan kan have forværret situationen vedrørende finansiering til erhvervslivet og gjort bankerne mere risikosky.

3.1

EU's politiske beslutningstagere har bestræbt sig på at klare udfaldet af den finansielle krise og dennes indvirkning på realøkonomien. Den skrøbelighed, der kendetegner EU's banksystem, er blevet en stor hindring for den økonomiske genopretning. For at afhjælpe denne skrøbelighed har Den Europæiske Centralbank (ECB) i 2012/13 iværksat et hidtil uset initiativ, som giver EU's banker adgang til over 1 bio. EUR, som kan lånes på billige vilkår. Initiativet benævnes LTRO (long-term refinancing operation). Initiativet var en reaktion på truslen om indefrysning af bankkonti eller bankkrak, eftersom bankerne har bestræbt sig på at genoprette deres balancer og sikre overensstemmelse med de strengere reguleringsmæssige kapitalkrav. Det lykkedes LTRO at forhindre et sammenbrud, men størstedelen af midlerne er ikke blevet overført til realøkonomien. De har i stedet bidraget til at konsolidere bankernes balancer. På den ene side var dette resultat forudsigeligt og forståeligt. Prioriteten for de fleste europæiske banker var og er fortsat overlevelse. På den anden side udgør resultatet en forspildt chance, eftersom virksomhedernes driftskapital fortsat udsultes.

3.2

I marts 2013 fik Den Europæiske Investeringsbank (EIB) tilført væsentlig supplerende kapital. Denne kapital blev forhøjet med en likviditetstilførsel på 10 mia. EUR fra aktionærerne. I løbet af de næste tre til fire år forventer EIB at kunne udvide sine allerede omfattende udlån til SMV'er med op til 40 mia. EUR. Denne kapitaltilførsel har hjulpet EIB med at øge långivningen til SMV'er. Støtten til SMV'er udgør EIB-Gruppens største enkeltstående politiske prioritering og tegner sig for mere end 20 % af EIB's årlige udlånsvolumen og 100 % af EIF's aktiviteter. EIB's udlån til SMV'er anvendes imidlertid ofte til udviklingskapital eller til nye innovative projekter. Det tyder på, at EIB overvejer at inddrage långivning til driftskapital, og det bliver interessant at følge udfaldet af disse drøftelser. Selv om EIB er en vigtig leverandør af udviklingsfinansiering til SMV'er, er bankens samlede långivning til erhvervslivet i euroområdet fortsat lav.

3.3

I Det Forenede Kongerige og USA har de pengepolitiske myndigheder tyet til nogle uortodokse foranstaltninger, herunder kvantitativ lempelse, for at tilføre banksystemet likviditet. En sådan politik indebærer, at centralbankerne køber meget store mængder af stats og selskabsobligationer samt tilfører banksystemet nye likvide midler. Ovennævnte har bidraget til at afværge en indefrysning af pengemarkederne og en transmissionsmekanisme for den monetære politik i både USA og Det Forende Kongerige. I USA tyder det på, at de kvantitative lempelser har bidraget til at øge realøkonomiens långivning og finansiering. De amerikanske pengepolitiske myndigheder overvejer nu at fjerne disse lempelser i takt med det økonomiske opsving. I Det Forenede Kongerige anbefaler Bank of England først at fjerne de kvantitative lempelser, når det økonomiske opsving er en realitet.

3.4

I marts 2013 offentliggjorde Kommissionen grønbogen om langsigtet finansiering af den europæiske økonomi (7), som for nylig blev fulgt op af en pakke af foranstaltninger til fremme af langsigtet finansiering generelt og med særligt fokus på finansiering til SMV'er (8). Det centrale element i denne pakke er foranstaltninger til fremme af anvendelsen af værdipapirer med sikkerhed i konkrete aktiver i forbindelse med SMV-lån. En bredere anvendelse af sådanne værdipapirer ville frigøre banker og andre finansieringsinstitutter og gøre dem i stand til at sikre en større udlånsvolumen til erhvervslivet. Kommissionen har ligeledes foreslået nye bestemmelser, som skal tilskynde pensionskasserne til at investere i finansielle aktiver og dermed understøtte finansieringen af en langsigtet vækst i realøkonomien (9). Det er også blevet foreslået at skabe likvide og gennemsigtige sekundære markeder for selskabsobligationer samt gøre dækkede obligationer og private placeringer mere attraktive. Meddelelsen om crowdfunding (10) sigter mod at fremme bedste praksis, overvåge udviklingen omkring crowdfunding og fremme indførelsen af et kvalitetsmærke.

3.5

En række andre initiativer er relevante i den henseende. Hindringerne for en mere præcis vurdering af kreditværdighed og risici for långivere er ofte centreret omkring de forbundne omkostninger og manglen på relevante finansielle oplysninger. Det internationale finansinstitut (IIF) har foreslået en række foranstaltninger til mindskelse af disse hindringer. Disse initiativer omfatter en større udnyttelse af digitale registre med standardindsendelse til erhvervsregistre, statistiske kontorer, bankkreditvurderingsbureauer og øvrige långivere. De nationale registre med oplysninger om kreditrisici bør konsolideres med det europæiske datalager, hvilket i sidste ende skal føre til et europæisk centralkreditregister. IIF opfordrer til at opstille europæiske standarder for indsamling og indberetning af information for at muliggøre analyser på tværs af virksomheder og nationale grænser. IIF opfordrer til at indføre europæiske standarder for indsamling af oplysninger og rapportering, hvilket vil gøre det muligt at foretage tværnationale analyser mellem virksomheder.

3.6

Øvrige forslag til forbedring af SMV'ernes finansieringsmuligheder omfatter følgende:

4.1

Opgaven med at udarbejde en ordning, der kan fremme adgangen til finansiering i hele EU, er ikke så ligetil. Nogle medlemsstater har udviklet løsninger, som er tilpasset deres nationale finansielle strukturer og bestemmelser. En for alle parter gældende tilgang er formentlig ikke hensigtsmæssig i alle medlemsstater. Et af de mest interessante initiativer er Det Forenede Kongeriges ordning for finansiering af udlån (FLS), som det er værd at se nærmere på.

4.2

Det britiske finansministerium og Bank of England indførte denne ordning i juli 2012 i et forsøg på at fremme långivningen til realøkonomien (11). Det britiske finansministerium, som er aktionær i Bank of England, fører tilsyn med ordningen og dennes funktionsmåde. Ordningen for finansiering af udlån giver de deltagende banker en finansieringskilde på billige vilkår, og de lavere finansieringsomkostninger bør give bankerne mulighed for at øge kredittilgængeligheden ved at sænke renten. Ordningen tilskynder bankerne til at øge deres udlån til SMV'er, så det bliver muligt at trække på supplerende midler fra ordningen. Førnævnte ordning har fra starten resulteret i et betydeligt fald i bankernes finansieringsomkostninger, hvilket har ført til forbedrede lånevilkår. Det bør ligeledes nævnes, at ordningen hidtil har haft størst succes med at stimulere udlån til husholdninger, herunder især realkreditlån. Den har haft mindre held med at øge långivningen til erhvervslivet, hvorfor myndighederne i november 2013 justerede ordningen, så den nu udelukkende fokuserer på at fremme udlån til SMV'er.

4.3

Ordningen for finansiering af udlån skal give de deltagende banker et kommercielt incitament til at øge deres nettoudlån (dvs. bruttoudlån minus afdrag). Ordningen tilbyder diskonteret finansiering til alle banker, herunder de banker, der befinder sig i en nedgearingsproces. Ordningen har ingen øvre grænse for så vidt angår det beløb, bankerne kan udnytte. Det betyder, at hvis en deltagende bank ved ordningens begyndelse kan udlåne 100 mia. EUR, kan den mindst trække på 5 mia. EUR i støtte. Hvis den samme bank derefter øger sin nettolångivning til SMV'er med yderligere 1 mia. EUR, har den ret til at trække på yderligere 5 mia. EUR via ordningen. Dette 5:1-forhold vedrørende nye nettoudlån til SMV'er giver sammen med de lavere finansieringsomkostninger bankerne et stærkt incitament til at udvide deres långivning (12).

4.4

Bank of England overvåger den ændrede ordning for finansiering af udlån. De fleste britiske finansieringsinstitutter deltager i ordningen. Den reviderede ordning, som udelukkende sigter mod at øge långivningen til erhvervslivet, blev iværksat i november 2013, og det er derfor for tidligt at drage meningsfulde konklusioner for så vidt angår dens effektivitet. Nogle af de største banker i Det Forenede Kongerige og i euroområdet har valgt at fortsætte den hurtige nedgearing, hvilket formentlig har resulteret i faldet i långivningen til erhvervslivet. Tilhængere af ordningen hævder, at kreditsituationen i Det Forenede Kongerige ville have været endnu værre, hvis ordningen ikke var blevet indført.

4.5

EØSU mener, at der bør indføres en ordning i stil med ordningen for finansiering af udlån i hele euroområdet. En sådan ordning i euroområdet kunne i løbet af en begrænset periode på to til tre år bidrage til at genoprette finansieringen til erhvervslivet til mere normale niveauer og samtidig fremme den igangværende nedgearingsproces.

4.6

Den 5. juni annoncerede ECB en række likviditetsforanstaltninger, der skal fremme bankernes udlån til SMV'er (13). EØSU bemærker med tilfredshed, at ECB's centrale forslag, kaldet målrettede langfristede markedsoperationer (TLTROs), svarer til den ordning for finansiering af udlån, der skitseres i denne udtalelse.

4.7

EØSU støtter størstedelen af de forslag, som Kommissionen har fremsat med henblik på at forbedre SMV'ers adgang til finansiering. Udvalget understreger dog, at de fleste forslag er kendetegnet ved en mellemlang eller længere tidshorisont, hvorfor der kan være behov for ny lovgivning og/eller institutioner. Finansieringskrisen vedrørende driftskapital til erhvervslivet er imidlertid øjeblikkelig og presserende, og den bliver formentlig kun værre. EØSU mener, at EU's politiske beslutningstagere bør gøre mere for at sikre kortsigtede løsninger i overensstemmelse med førnævnte ordninger (FLS eller LTRO). Eventuelle skærpede økonomiske eller omdømmerelaterede risici skal afvejes i forhold til de 26 mio. arbejdsløse i EU (hvoraf 5,6 mio. er under 25 år).

16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/25

Ordfører:

Isabel Caño Aguilar

1.1

Den Europæiske Union bør ikke længere nøjes med at være digital bruger, men også nå frem til at udvikle og producere, og dette kræver talentudvikling. Derfor er information, uddannelse og bevidstgørelse prioriterede opgaver.

1.2

EØSU mener, at et tilgængeligt digitalt samfund bør være et prioriteret mål for hele det europæiske samfund. De politikker, der hidtil er ført på dette område, er utilstrækkelige til at overvinde den digitale kløft, som bliver stadigt større.

1.3

EØSU påpeger, at der bør træffes de nødvendige foranstaltninger for at sikre adgang for personer med handicap til det digitale samfund på lige vilkår i forhold til de nye teknologier.

1.4

Det digitale samfund må ikke være en yderligere eksklusionsfaktor. EØSU peger især på behovet for at vedtage passende politikker for at sikre, at de ældre ikke lades i stikken, men derimod bliver fuldt fortrolige med anvendelsen af teknologier, som er en del af borgernes dagligdag.

1.5

Der er brug for en fælles indsats fra EU's og de nationale myndigheders side for at sikre, at der er it-udstyr og software til rådighed til mere overkommelige priser og ikke kun på ét sprog.

1.6

Den europæiske uddannelsespolitik bør forberede borgerne, så de kan klare sig i tilværelsen. EØSU understreger, at de faglige organisationer i undervisningssektoren bør tages med på råd.

1.7

Medlemsstaternes støtte til det offentlige uddannelsessystem — inden for deres budgetrammer — er for EØSU at se afgørende for at nå målet om ligestilling.

1.8

EØSU understreger den store rolle, som folkebibliotekerne spiller for indføringen i den digitale verden.

1.9

EØSU råder til at fremme modeller for åben innovation og åbne standarder. Man må undgå uberettigede tiltag til beskyttelse af intellektuel ejendomsret, som kan hæmme innovationsprocesserne i den digitale økonomi.

1.10

EØSU foreslår, at man i undervisningen følger de anbefalinger, som European Foundation for Quality in e-Learning (EFQUEL) har udarbejdet.

1.11

EØSU peger endnu en gang på den vigtige rolle, som erhvervsuddannelse og almen uddannelse spiller i kampen for at komme ud af den økonomiske krise og skabe et økonomisk opsving, og fremhæver CEDEFOP's rolle på dette område. EØSU foreslår derfor at:

1.12

Horisont 2020-initiativet bør bidrage til at styrke den europæiske position inden for digital teknologi, hvor virksomhederne investerer mindre end deres konkurrenter i Asien og USA.

1.13

EØSU anser det for afgørende at give Europas små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i sektoren for informations- og kommunikationsteknologi (ikt) bedre vilkår, da de kan sætte skub i innovative projekter, som er livsvigtige for en industri i konstant forandring. Skattetiltag og bedre finansieringsfaciliteter for SMV'er vil desuden kunne yde et vigtigt bidrag til bekæmpelsen af den økonomiske krise.

1.14

Støtte til nystartede it-virksomheder kan bidrage til at styrke den europæiske hardware- og softwareindustri. EØSU værdsætter initiativet til at støtte højrisikoprogrammer inden for rammerne af den digitale dagsorden, men efterlyser mere støtte fra det finansielle systems side.

1.15

EØSU foreslår en række tiltag for at opmuntre kvinderne til at tage del i det digitale samfund.

2.1

Flere politiske beslutninger, programmer og initiativer fra EU's side drejer sig om integrering af ikt i undervisningen, hvoriblandt kan nævnes: Disse omfatter:

2.2

Den digitale dagsorden for Europa (2010), en central EU-strategi til opfyldelse af Horisont 2020-målene, omfatter en lang række foranstaltninger, bl.a. vedrørende:

2.3

EØSU har behandlet disse aspekter i forskellige udtalelser (1).

2.4

Denne initiativudtalelse behandler nogle aspekter af adgangen til det digitale samfund, uddannelse, ligestilling og beskæftigelse.

3.1.1

Ikt-redskaber bruges mere og mere i menneskers dagligdag. Adgangen til det digitale samfund er en rettighed og kilde til muligheder, som bør udnyttes fuldt ud.

3.1.2

EØSU har gentagne gange fremhævet bredbåndets betydning for det europæiske samfund og den europæiske økonomi (2), og hilser derfor dets udbredelse via satellit til alle 28 medlemsstater velkommen. Men der er stadig utallige forhold, som bidrager til den digitale kløft og som er blevet forstærket af den stigende fattigdom, som i sig selv er blevet forværret af den økonomiske og sociale krise.

3.1.3

Den digitale kløft er ikke ved at være overvundet, hvilket blandt andet skyldes faktorer relateret til: uddannelse (der er tre gange så stor sandsynlighed for, at højtuddannede bruger internet, end de 33 % af befolkningen med et lavere uddannelsesniveau), alder (internettet har en generel udbredelse blandt unge, og så godt som alle studerende bruger internettet, men det er langt mindre udbredt blandt ældre), det forhold, at informationen som oftest er på engelsk, forskellene mellem land, by, øer osv.

3.1.4

De offentlige myndigheder har i mange tilfælde alvorlige vanskeligheder med at finansiere it-udgifterne på uddannelsesområdet i en tid med budgetstramninger, som synes at være blevet forstærket af Stabilitetspagten. En af de mulige finansieringsmåder — indførelse af brugerafgifter — kan gå ud over tilgængeligheden og ligestillingen på uddannelsesområdet.

3.1.5

Tilgængelighed er en menneskeret (3). Man må også huske på, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der er en integreret del af Lissabontraktaten, i artiklerne 20, 21 og 26 forbyder enhver form for diskrimination på grund af handicap og anerkender handicappedes ret til specifikke foranstaltninger. Endvidere forpligter De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til bl.a. informations- og kommunikationsteknologi, herunder internettet (4).

3.1.6

Personer med handicap har dobbelt så stor risiko for arbejdsløshed, og de nye teknologier (herunder internettet) er indgangen til fritidsaktiviteter, uddannelse, kultur og mange andre offentlige og private tjenester. De er også vigtige for at fremme deltagelsen i demokratiet. Derfor er tilgængelige ikt-tjenester et uundværligt middel, som sætter personer med handicap i stand til at konkurrere på lige vilkår på et digitalt marked, som bliver stadigt større, og integrere sig i det digitale samfund.

3.1.7

Det digitale samfund må ikke være en yderligere eksklusionsfaktor. Tværtimod bør det for sårbare personer blive et middel til at komme ud af deres marginalisering.

3.2.1

Det digitale samfund forudsætter en bevidst åbenhed over for ændringer i institutionerne. EU bør arbejde for, at uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne bliver tilgængelige for alle, og at de bidrager til udviklingen af borgernes kundskaber, færdigheder og kompetencer på en lang række områder, såsom sociale kompetencer, medborgerkompetencer og kulturelle kompetencer, tilegnelsesfærdigheder samt kreativitet, innovation og evne til teamwork.

3.2.2

Alle ansvarlige i uddannelsessystemet bør arbejde for et gunstigt læringsmiljø i skolerne, som kan skabe en positiv holdning til innovation, kvalitet og samarbejde i det pædagogiske arbejde; aktiv inddragelse af de studerende i undervisningen, udbredelse af god praksis, deltagelse i samfundslivet og erfaringer i skolen samt en evalueringskultur.

3.2.3

Det er ikke lykkedes godt nok for EU's uddannelsespolitik at få de nationale undervisningsmyndigheder til at indarbejde pædagogisk brug af ikt i lærernes grunduddannelse og i uddannelsesinstitutionerne, herunder især i undervisningen på primær- og sekundærtrinnet og i erhvervsuddannelserne. Navnlig har denne politik ikke i tilstrækkelig grad tilskyndet medlemsstaterne til at foretage de investeringer, som en moderne, innovativ og kvalitetspræget undervisning baseret på ikt kræver.

3.2.4

Undervisningsministerierne bør planlægge specifikke kurser for undervisere og tilskynde til at nytænke indlæringsmetoden.

3.2.5

EØSU understreger den store rolle, som folkebibliotekerne spiller for indføringen i den digitale verden.

3.2.6

Børn kan allerede i de helt små klasser introduceres til, hvordan computere fungerer, og måske få lov til at »lege« med programmering, for at europæerne så hurtigt som muligt kan blive udviklere og producenter af ikt og ikke kun ikt-brugere. EU har ekspertisecentre inden for forskning (f.eks. forskning i elektroniske nanokomponenter), men bør gå endnu længere.

3.2.7

Blandt de europæiske uddannelsessystemer er der eksempler på uddannelse af høj kvalitet lige fra grundskolen over erhvervsuddannelserne til universiteterne. Ikke desto mindre er der behov for ændringer af læseplanerne, så de kommer til at omfatte pædagogisk brug af ikt og evaluering heraf.

3.2.8

EØSU råder til at fremme modeller for åben innovation og åbne standarder. Man må undgå uberettigede tiltag til beskyttelse af intellektuel ejendomsret, som kan hæmme innovationsprocesserne i den digitale økonomi.

3.2.9

SPI-protokollen (Simple Publishing Interface) — udviklet af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) — har til formål at lette kommunikationen mellem indholdsproducerende værktøjer og databaser, som løbende forvalter læringsressourcer og metadata.

3.2.10

Interoperabilitet kan også fremme anvendelsen af støtteteknologier, som personer med handicap har brug for for at få adgang til ikt.

3.3.1

Uddannelse og erhvervsuddannelse beriger de uddannelsessøgende og udstyrer dem med kompetencer, som er nødvendige i et demokratisk samfund. Social og økonomisk udvikling afhænger i høj grad af erhvervsuddannelserne, som giver adgang til kompetencer og til arbejdsmarkedet. Herigennem kan især mindre gunstigt stillede og marginaliserede befolkningsgrupper få et bedre liv. Erhvervsuddannelse er dog ikke kun en bro mellem uddannelse og beskæftigelse, men har også stor betydning i sig selv. Unesco's Statistiske Institut har påpeget, at der er en sammenhæng mellem økonomisk udvikling og erhvervsuddannelse.

3.3.2

»Erasmus+«-programmet er EU's centrale strategi på dette område, og som EØSU har påpeget, bør det: »anvendes som et værdifuldt værktøj til at øge støtten til uddannelse og erhvervsuddannelse med henblik på at hæve borgernes kvalifikationsniveau og hjælpe med til at afskaffe den store ungdomsarbejdsløshed i mange medlemsstater«. Det er dog medlemsstaterne — som har kompetencen på dette område — der bør bestræbe sig på at udstyre erhvervsuddannelserne med de nødvendige ressourcer og den prestige, der tilkommer dem som en del af uddannelsessystemet.

3.3.3

EØSU minder om, at CEDEFOP i sit arbejde på området livslang læring og erhvervsuddannelse har beskæftiget sig med spørgsmål såsom voksenuddannelse, kvalifikationer og kompetencer, anerkendelse af kvalifikationer og procedurer for kvalitetssikring, som er afgørende for personer, der har vanskeligt ved at få adgang til arbejdsmarkedet. CEDEFOP bør tildeles flere midler.

3.3.4

EØSU foreslår at:

3.4.1

EU har en høj arbejdsløshed, og samtidigt er der ifølge Kommissionen på kort sigt brug for 9 00  000 kvalificerede personer til at besætte stillinger i ikt-sektoren.

3.4.2

Ikt har en meget stor beskæftigelseseffekt, og den digitale dagsordens succes afhænger af, at der findes højteknologiske virksomheder: i 2008 bidrog ikt-virksomhederne i EU med en værditilvækst på 574 milliarder EUR og gav beskæftigelse til 8,3 millioner mennesker. De europæiske virksomheder, som har problemer med fragmenterede markeder eller utilstrækkelig finansiering, bør styrke deres konkurrencestilling over for de giganter, som dominerer verdensmarkederne, hvoraf de fleste er nordamerikanske.

3.4.3

Som ethvert teknologisk fremskridt medfører ikt omvæltninger for beskæftigelsen. Dette bør håndteres med henblik på at udvikle nye erhvervsretninger, kvalifikationer, kompetencer og kompetencecertificering både for personer, som ikt udelukker fra beskæftigelse, og for dem, som ikt hjælper til at blive integreret.

3.4.4

Koalitionen om digitale færdigheder og job, som Kommissionen lancerede i marts 2013, beskæftiger sig med de vigtigste spørgsmål (uddannelse og tilpasning af undervisningsfagene til job i den digitale økonomi; mobilitet; kompetencecertificering; bevidstgørelse; innovative lærings- og undervisningsmetoder), men den har ingen budgetmidler til rådighed. Desuden findes der — inden for rammerne af den digitale dagsorden — andre initiativer: Strategi for e-færdigheder, beskæftigelsespakken, initiativet »Åbning af uddannelsessektoren«, strategien »Nytænkning på uddannelsesområdet«, initiativet »Muligheder for Unge« og EU-oversigten over kvalifikationer.

3.4.5

Industrien og undervisningssektoren bør inddrages i denne koalition, således at der via indførelse af praktikophold i virksomhederne kan skabes tættere forbindelser med ikt-sektoren.

3.4.6

Det skal bemærkes, at der i disse programmer ikke tages nok hensyn til de særlige behov, der gør sig gældende for personer, der er udelukkede på grund af et handicap, især hvad angår erhvervelse af e-færdigheder (e-skills), forbedring af digitale færdigheder og integrering i det digitale arbejdsmarked.

3.4.7

Skønt de største højteknologiske virksomheder i Europa investerer i F+U, gør de det i meget mindre målestok end de asiatiske og amerikanske virksomheder. EØSU håber, at Horisont 2020, som har et budget på 78,6 mia. EUR, vil bidrage til at styrke den europæiske position på verdensmarkederne.

3.4.8

EØSU anser det for afgørende at give Europas SMV'er bedre vilkår i ikt-sektoren, da de kan sætte skub i innovative projekter, som er livsvigtige for en industri i konstant forandring. Som bidrag til krisebekæmpelsen er det nødvendigt at finde løsninger på de finansieringsvanskeligheder, som både små virksomheder og innovative projekter (nystartede virksomheder), der beskæftiger sig med teknologisk innovation, lider under.

3.5.1

I dag er kun 30 % af de omkring 7 millioner personer, som arbejder inden for ikt, kvinder, og de er underrepræsenterede på alle niveauer og især i stillinger med beslutningskompetence. Flere kvinder end mænd tager en videregående uddannelse, men de er stadig forfordelte, når det gælder beskæftigelse, løn, arbejdsvilkår og adgang til høje lederstillinger.

3.5.2

En politisk kursændring er særligt nødvendig, fordi der er sket et fald i antallet af kvinder med en ikt-uddannede: i dag har kun 29 ud af 1  000 kvinder med en mastergrad erhvervet denne inden for ikt, og kun fire af disse vil komme til at arbejde direkte med ikt.

3.5.3

Skønt inddragelsen af flere kvinder i ikt-sektoren ville kunne øge euroområdets BNP med 9 mia. EUR, er der flere grunde (bl.a. traditioner og kulturelle fordomme) til deres utilstrækkelige deltagelse i denne sektor, hvilket ikke kun er et europæisk, men et generelt problem.

3.5.4

Derfor foreslår EØSU, at:

4.1

Tilgængelighed bør være et overordnet mål ikke kun for myndighederne, men for hele samfundet, hvilket forpligter alle økonomiske og sociale aktører. De politikker, som EU og generelt mange medlemsstater har ført på området, har imidlertid ikke slået til.

4.2

EØSU foreslår, at EU og de nationale myndigheder træffer fælles foranstaltninger for at opnå en væsentlig reduktion af software- og hardwareomkostningerne — herunder generel udbredelse af open source software, såsom Linux — og tilføre europæisk indhold til information og viden.

4.3

En hensigtsmæssig politik for EU i det 21. århundrede kræver en åben indstilling til forandringer. Det vigtigste mål for de europæiske uddannelsessystemer bør ikke kun være at tilfredsstille arbejdsmarkedets specifikke behov (Kommissionen har hovedsageligt centreret sin uddannelsespolitik om dette aspekt), men også at give en uddannelse, som folk kan få glæde af hele livet. EU's uddannelsespolitikker bør udformes i samarbejde med de europæiske lærer- og skoleorganisationer, hvilket ikke er tilfældet i dag.

4.4

Når man betænker, at medlemsstaterne er underlagt budgetbesparelser, og at de — via deres demokratiske institutioner — træffer de beslutninger, som de anser for de bedste for deres befolkninger, er det nødvendigt at pege på det påtrængende behov for at investere i det offentlige uddannelsessystem for at nå målet om lige adgang til uddannelse uanset de studerendes sociale baggrund og økonomiske situation.

4.5

Kommissionen bør lægge vægt på, at de pædagogiske metadata skal være gratis og almennyttige, og at de ikke må være omfattet af private virksomheders patentrettigheder. Udover det europæiske program for SPI-standarder skal nævnes det vigtige eContentplus, Kommissionens program om metadata.

4.6

For at sikre kvaliteten og relevansen af den almene og faglige uddannelse, som eleverne får, er lærere og skoler nødt til at have kontrol over indholdet af undervisningen. EØSU mener, at man bør være opmærksom på de anbefalinger, som European Foundation for Quality in e-Learning (EFQUEL) har udarbejdet vedrørende lovforanstaltninger, harmonisering, intellektuel ejendomsret osv..

4.7

EØSU har allerede givet udtryk for sin skuffelse over, at budgettet for den digitale dagsorden for perioden 2014-2020 er blevet nedskåret fra de oprindeligt foreslåede 9,2 mia. EUR til 1,14 mia. EUR, som nu er vedtaget.

4.8

EØSU ser positivt på den finansielle støtte til SMV'ers innovative højrisikoprojekter, som Horisont 2020 nu giver mulighed for. Foranstaltninger, som skal give SMV'er og nystartede virksomheder mulighed for større finansiering ikke kun fra det offentlige, men også fra markederne og det finansielle system, har stor betydning.

4.9

EØSU anbefaler at indarbejde dimensionen tilgængelighed i alle initiativer på det digitale område ved at sikre, at e-learning-programmerne, ikt, indhold og værktøjer (online og offline) er tilgængelige for personer med handicap og for alle sårbare personer. Desuden bør man være særligt opmærksom på inklusion af personer med handicap i forbindelse med de nye job inden for ikt, som EU ønsker at besætte.

16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/31

Ordfører:

Thomas McDonogh

1.1

EØSU opfordrer til, at der etableres et EU-agentur for cybersikkerhed svarende til Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) for at sikre det nødvendige EU-lederskab til håndtering af den kompleksitet, der er forbundet med gennemførelsen af en effektiv europæisk cybersikkerhedspolitik.

1.2

Der er behov for veluddannede og stærke borgere for at opnå høj cybersikkerhed i Europa. Undervisning i personlig cybersikkerhed og databeskyttelse bør være en grundlæggende del af skolernes undervisningsplaner og virksomhedernes uddannelsesprogrammer. EU bør endvidere gennemføre offentlige oplysningskampagner og -initiativer i hele Unionen om disse emner.

1.3

Virksomhederne bør i henhold til lovgivningen indtage en proaktiv tilgang, der sikrer, at de er beskyttet mod cyberangreb, herunder gennem sikker og robust informations- og kommunikationsteknologi (ikt), samt sikre uddannelse for personale i cybersikkerhed på linje med kravene til sundhed og sikkerhed.

1.4

Alle medlemsstater bør oprette en organisation, der er ansvarlig for at informere, undervise og støtte SMV'er i spørgsmål vedrørende bedste praksis på området for cybersikkerhed. Større virksomheder har lettere ved at tilegne sig den nødvendige viden, mens SMV'er har behov for støtte.

1.5

Mandatet for og støtten til Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) bør udvides, så agenturet tager et mere direkte ansvar for undervisning i cybersikkerhed og oplysningsprogrammer, som navnlig er målrettet borgere samt små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

1.6

Virksomheder og organisationer bør sikre, at ansvaret for cybersikkerhed tages op på bestyrelsesplan. Det eventuelle virksomhedsmæssige ansvar, der følger af utilstrækkelige cybersikkerhedspolitikker og -foranstaltninger, bør meddeles udtrykkeligt til direktørerne i samtlige organisationer.

1.7

Alle internetudbydere i EU bør som følge af deres afgørende rolle i leveringen af onlinetjenester bære et særligt ansvar for at beskytte deres kunder mod cyberangreb. Dette ansvar bør defineres og nedfældes i EU-lovgivningen.

1.8

For at sikre en hurtig udnyttelse af det store potentiale for økonomisk vækst som følge af den dynamiske udvidelse af cloud computing (1) bør der ligeledes indføres særlige sikkerhedsmæssige krav og forpligtelser på EU-plan for udbydere af cloud-tjenester.

1.9

EØSU mener, at frivillige foranstaltninger er utilstrækkelige, og at det er nødvendigt at pålægge medlemsstaterne skrappe lovmæssige forpligtelser for at sikre harmonisering, styring og håndhævelse af den europæiske cybersikkerhed. Der er også behov for lovgivning for at gøre det obligatorisk for alle virksomheder og organisationer at anmelde betydelige cybersikkerhedshændelser, så denne forpligtelse ikke kun påhviler udbydere af kritisk infrastruktur. En sådan lovgivning vil bidrage til at styrke Europas reaktion på trusler samt øge kendskabet til og forståelsen af cyberangreb, så det bliver muligt at udvikle et bedre forsvar.

1.10

Udvalget anbefaler på det kraftigste, at EU indtager en designstyret tilgang til bekæmpelse af cyberangreb, således at alle teknologier og tjenester, der anvendes i Europa til levering af internetforbindelser og onlinetjenester, er udformet med henblik på at opnå det højest mulige sikkerhedsniveau for så vidt angår cyberangreb. Udformningen heraf bør især fokusere på menneske/maskine-grænseflader.

1.11

EØSU opfordrer de europæiske standardiseringsorganisationer til at udarbejde og udbrede omfattende cybersikkerhedsbestemmelser for alle ikt-netværksteknologier og -tjenester. Disse bestemmelser bør omfatte en obligatorisk adfærdskodeks for god praksis for at sikre, at alt ikt-udstyr og samtlige internettjenester, der sælges til europæiske borgere, lever op til de højeste standarder.

1.12

EU bør straks sikre, at alle medlemsstater har oprettet en velfungerende it-beredskabsenhed (CERT), så de enkelte medlemsstater og EU som helhed er beskyttet mod cyberangreb.

1.13

Udvalget kræver, at Europols Europæiske Center til Bekæmpelse af It-Kriminalitet (EC3) tildeles de nødvendige supplerende midler til bekæmpelse af cyberangreb og styrkelse af samarbejdet mellem politistyrker i EU og tredjelande for at øge Europas muligheder for at tilbageholde og retsforfølge cyberkriminelle.

1.14

Sammenfattende mener EØSU, at EU's cybersikkerhedspolitik bør indeholde følgende punkter: et stærkt EU-lederskab, cybersikkerhedspolitikker, der både forbedrer sikkerheden og respekterer retten til privatliv og andre grundlæggende rettigheder, øget bevidstgørelse blandt borgerne og tilskyndelse til proaktive beskyttelsesforanstaltninger, omfattende styring på medlemsstatsplan, en informeret og ansvarlig indsats fra virksomhedernes side, tætte partnerskaber mellem regeringerne, den private sektor og borgerne, passende investeringsniveauer, gode tekniske standarder og tilstrækkelige investeringer i forskning, udvikling og innovation samt internationalt engagement. EØSU gentager i denne forbindelse sine henstillinger vedrørende cybersikkerhedspolitikker, som fremgår af adskillige tidligere udtalelser (2), og opfordrer Kommissionen til at følge op på de konkrete tiltag.

2.1

Internetøkonomien tegner sig for over en femtedel af den samlede BNP-vækst i EU, og hvert år foretager 200 mio. europæere onlinekøb. Vi er afhængige af internettet og den dermed forbundne digitale teknologi, som understøtter vigtige tjenester på områder som energi og sundhed samt offentlige og finansielle tjenester. De kritiske digitale infrastrukturer og tjenester, som spiller en væsentlig rolle i vores økonomiske og sociale liv, er imidlertid sårbare over for den stigende risiko for cyberangreb, der truer vores velstand og livskvalitet.

2.2

EØSU mener, at den stigende afhængighed af internettet og den digitale teknologi ikke i tilstrækkelig grad modsvares af de gældende praksisser og politikker, der skal garantere en tilstrækkelig cybersikkerhed i hele Europa, både nu og i fremtiden. Formålet med denne udtalelse er at fremhæve den kløft, som EØSU har identificeret i EU's cybersikkerhedspolitik, samt at anbefale forbedringer, der kan bidrage til at bekæmpe risikoen for cyberangreb.

2.3

Motiverne for cyberangreb kan strække sig fra personlige motiver, herunder hævn over en person eller en virksomhed, over nationalstaters cyberspionage til egentlig cyberkrig lande imellem. I forbindelse med udarbejdelsen af denne udtalelse blev det besluttet at begrænse anvendelsesområdet til kriminelt motiverede cyberangreb for at fokusere henstillingerne på de problemer, der gav størst anledning til bekymring blandt de fleste af udvalgets medlemmer. Den komplekse politiske debat vedrørende medlemsstaters cyberangreb mod borgere eller andre stater vil kunne behandles i en fremtidig udtalelse.

2.4

Denne udtalelse omhandler kun cyberangreb begået af cyberkriminelle, der motiveres af penge, og som tegner sig for langt størstedelen af angrebene. Hvis der indføres cybersikkerhedspolitikker og -praksisser til en effektiv håndtering af kriminelt motiverede cyberangreb, vil risikoen for politiske eller mere personlige cyberangreb ligeledes blive mindsket.

2.5

EU har gjort gode fremskridt med henblik på at gennemføre principperne om tillid og sikkerhed i den digitale dagsorden og har udviklet en omfattende cybersikkerhedsstrategi, som behandler mange af de spørgsmål, der er rejst ovenfor. Der bør dog stadig gøres mere.

3.1

Et cyberangreb er enhver form for offensiv handling, der er rettet mod edb-informationssystemer, infrastrukturer, computernetværk og/eller personlige digitale enheder, og som i medfør af forskellige skadevoldende handlinger har til formål at stjæle, ændre eller ødelægge et bestemt mål. Motivet herfor kan være penge, data eller informationsteknologi.

3.2

Cyberkriminelle benytter sig af cyberangreb for at stjæle penge eller data, begå svindel og kriminel spionage eller afpresning. Cyberangreb kan skade væsentlige netværk og tjenester, som vi er afhængige af i forbindelse med vores sundhed, sikkerhed og økonomiske velfærd, herunder forvaltnings-, transport- og energinetværk.

3.3

Truslen fra cyberangreb holder trit med vores stigende afhængighed af internettet og den digitale teknologi. Ifølge en nylig rapport fra Symantec steg det samlede antal brud på datasikkerheden i verden med 62 % i 2013, hvilket berørte mere end 552 mio. datafiler. Disse brud blotlagde ofte navne, fødselsdatoer, nationale id-numre, lægejournaler eller finansielle oplysninger. Endvidere har 38 % af mobiltelefonbrugerne været udsat for cyberkriminalitet i løbet af de seneste 12 måneder.

3.4

Cyberangreb kan have stor indvirkning på de enkelte virksomheder og på den europæiske økonomi som helhed:

3.5

Teknikkerne bag cyberangreb er under konstant udvikling:

3.6

Der er bred enighed blandt cybersikkerhedsorganisationer om, hvilke prioriterede foranstaltninger borgere og virksomheder bør træffe for at sikre, at de er beskyttet mod cyberangreb. Der bør gøres opmærksom på disse foranstaltninger i forbindelse med alle oplysnings- og uddannelsesprogrammer vedrørende cybersikkerhed:

3.7

Små virksomheder råder ofte ikke over tilstrækkelige it-støtteredskaber, så de kan holde sig ajour med mulige cybertrusler. De har derfor behov for særlig støtte, så de er behørigt beskyttet mod cyberangreb.

3.8

Det er vigtigt at offentliggøre cyberangreb og gøre opmærksom på et systems svagheder for på denne måde at bekæmpe cyberangreb. Dette gælder f.eks. de såkaldte zero-day-angreb, der udgør nye former for angreb, som cybersikkerhedssamfundet ikke tidligere har kendt til. Mange virksomheder vælger imidlertid ofte at undlade at offentliggøre deres cyberangreb af hensyn til deres omdømme eller ansvar. Den manglende offentliggørelse gør det vanskeligt for EU at reagere hurtigt og effektivt på cybertrusler og følgelig forbedre den generelle cybersikkerhed gennem fælles læring.

3.9

Borgere og virksomheder køber adgang til internettet og tilhørende tjenester via internetudbydere. Internetudbyderne bør som følge af deres afgørende rolle i leveringen af onlinetjenester sikre deres kunder den højest mulige beskyttelse mod cyberangreb. Ud over at sikre at deres egne tjenester og infrastrukturer er udformet og vedligeholdt således, at de garanterer den højest mulige cybersikkerhed, skal internetudbyderne give deres kunder passende rådgivning om cybersikkerhed, og de bør have særlige protokoller til rådighed, som kan hjælpe med at identificere og bekæmpe cyberangreb, som begås mod deres kunder. Dette ansvar bør defineres og nedfældes i EU-lovgivningen.

3.10

Det er afgørende for EU's økonomi, at borgere og virksomheder hurtigere begynder at anvende cloud computing i Europa (3). I takt med den stigende afhængighed af cloud computing til såvel personlige som virksomhedsmæssige applikationer skal EU især sørge for at garantere cybersikkerheden i forbindelse med cloud-tjenester. Den usikkerhed, der præger sikkerheden omkring cloud-tjenester, har en negativ indvirkning på udbredelsen af denne dynamiske teknologi. EØSU opfordrer EU til at indføre særlige sikkerhedsmæssige krav og forpligtelser for udbydere af cloud-tjenester for at fremme udbredelsen af cloud computing i Europa.

3.11

Der bør gøres en særlig indsats for at rekruttere medarbejdere til den europæiske cybersikkerhedsindustri. Computerindustriens efterspørgsel efter universitetsuddannede medarbejdere inden for informationssikkerhed forventes at blive fordoblet. Udvalget gør desuden Kommissionen opmærksom på, at der i USA og visse medlemsstater afholdes »hackerkonkurrencer«, som har stor succes med at øge bevidstheden om cybersikkerhed og udklække en ny generation af specialister på området for cybersikkerhed.

3.12

En af de bedste strategier til beskyttelse mod cyberangreb er en designstyret tilgang, som sikrer, at alle teknologier og tjenester, der anvendes i Europa til levering af internetforbindelser og onlinetjenester, er udformet med henblik på at opnå det højest mulige sikkerhedsniveau for så vidt angår cyberangreb. Udformningen heraf bør især fokusere på menneske/maskine-grænseflader. Dette vil indebære et samarbejde mellem teknologiproducenter, internetudbydere, cybersikkerhedsindustrien, EC3, ENISA, medlemsstaternes nationale forsvars- og sikkerhedsagenturer og borgerne. Den designstyrede tilgang til cybersikkerhed kan tilrettelægges på EU-plan af Kommissionen og evt. i samarbejde med ENISA.

4.1

EU er i færd med at udarbejde en omfattende strategi (4) til styrkelse af cybersikkerheden for de europæiske borgere:

4.2

EØSU reagerede kraftigt på Kommissionens forslag til direktiv om net- og informationssikkerhed (6), idet de foreslåede foranstaltninger var for vage og dermed ikke i tilstrækkelig grad ville tilskynde medlemsstaterne til at beskytte deres borgere og virksomheder mod cyberangreb. Direktivets anvendelighed blev imidlertid svækket yderligere af Europa-Parlamentets vedtagelse, eftersom anvendelsesområdet herfor begrænses til »kritisk infrastruktur«, hvormed søgemaskiner, sociale medieplatforme, internetbetalingsportaler og udbydere af cloud computing udelades.

4.3

Det foreslåede NIS-direktiv er ikke tilstrækkeligt til at sikre den nødvendige bevidstgørelse og evne til at reagere på cyberangreb i EU. Udvalget opfordrer til at udarbejde ny lovgivning for at gøre det obligatorisk at anmelde betydelige cybersikkerhedshændelser, så denne forpligtelse ikke kun påhviler udbydere af kritisk infrastruktur. Manglen på obligatorisk anmeldelse gør det lettere for cyberkriminelle at angribe sårbare mål.

4.4

EU bør overveje at udvide mandatet for ENISA samt at styrke bevidstgørelsen og evnen til at reagere på cyberangreb i hele EU. Det kunne overvejes at udvide mandatet for Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA), så agenturet tager et mere direkte ansvar for cybersikkerhed samt uddannelses- og oplysningsprogrammer, som navnlig er rettet mod borgere og SMV'er.

4.5

Europols Europæiske Center til Bekæmpelse af It-Kriminalitet (EC3) blev oprettet i 2013 for at styrke Europas evne til at bekæmpe cyberkriminalitet. EC3 fungerer som et centralt knudepunkt i Europa for efterretninger om kriminalitet og støtter medlemsstaternes aktioner og efterforskninger af cyberangreb. EC3 advarede imidlertid allerede i sin første årlige rapport om, at de tildelte midler var for begrænsede til at gennemføre efterretningerne, og at EC3 ikke ville være i stand til at håndtere de store efterretningssager, der skal gennemføres.

4.6

EU bør opfordre de europæiske standardiseringsorganisationer (CEN, CENELEC og ETSI) til at udvikle standarder for cybersikkerhed for alle former for software, ikt-hardware eller internetbaserede tjenester, som sælges i EU. Disse standarder bør opdateres løbende for at holde trit med nye trusler.

4.7

Der er behov for lovgivning for at gøre det obligatorisk for alle virksomheder og organisationer at anmelde betydelige cybersikkerhedshændelser, så denne forpligtelse ikke kun påhviler udbydere af kritisk infrastruktur. Dette vil styrke de afhjælpende foranstaltninger over for trusler samt øge kendskabet til og forståelsen af cyberangreb, så det bliver muligt at forbedre cybersikkerheden og bekæmpe trusler for såvel myndigheder, cybersikkerhedsindustrien, virksomheder og borgere. For at fremme udvekslingen af oplysninger om cyberangreb bør enhver lovgivning sikre virksomheder og organisationer tilstrækkelig anonymitet, når de anmelder angreb. Der bør ligeledes tages højde for ansvarsbeskyttelse, hvor det er relevant.

4.8

Til trods for de initiativer, der er iværksat af EU, er medlemsstaternes kapaciteter og beredskab meget forskellige, og det giver en usammenhængende reaktion på cyberangreb i EU. Med tanke på, at net og systemer er indbyrdes forbundne, vil medlemsstater med lav cybersikkerhed svække EU's overordnede evne til at bekæmpe cyberangreb. Der er behov for foranstaltninger for at sikre, at samtlige medlemsstater har et acceptabelt cybersikkerhedsniveau. Det bør især sikres, at alle medlemsstater har en velfungerende it-beredskabsenhed (CERT).

4.9

Som EØSU har påpeget i tidligere udtalelser (7), er frivillige foranstaltninger ikke effektive, og der er behov for at pålægge medlemsstaterne skrappe lovmæssige forpligtelser for at sikre harmonisering, styring og håndhævelse af den europæiske cybersikkerhed.

4.10

For at gøre EU i stand til at sikre borgere og virksomheder en reel og opdateret beskyttelse mod cyberangreb bør EU's politik for cybersikkerhed omfatte følgende punkter:

16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/39

Ordfører:

Marina ŠKRABALO

1.1

Selv om EU's udvidelsespolitik måske ikke er det mest populære EU-politikområde, hører det til blandt EU's mest vellykkede politiske projekter. Der er i de senere år sket en række forbedringer i gennemsigtigheden og medinddragelsen i tiltrædelsesprocessen, hvilket fremgår af den igangværende proces i Serbien og Montenegro. EU-institutionernes strategiske skift hen imod de grundlæggende principper — retsstatsprincippet og økonomisk styring — skaber mulighed for at fremme deltagelsesdemokratiet i — frem for sideløbende med — udvidelsespolitikken som helhed.

1.2

Der ligger ikke desto mindre en række udfordringer og venter: Der er behov for større konsistens for at sikre, at både EU-institutionerne og de berørte regeringer anlægger en gennemsigtig og inklusiv tilgang i hele tiltrædelsesprocessen på alle politikområder og i alle kandidatlande og potentielle kandidatlande. Der er behov for en tættere politisk integrering, hvad angår 1) selve forhandlingerne, 2) fremme af civilsamfundsudviklingen og af den sociale dialog og 3) den institutionelle kapacitetsopbygning, hvilket alt sammen bør afspejles på mere passende vis i finansieringen af førtiltrædelsesbistanden.

1.3

EØSU anbefaler, at Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet:

1.4

EØSU anbefaler, at forhandlingslandenes nationale regeringer:

1.5

Anbefalinger til EØSU:

2.1

Mens der kan sættes spørgsmålstegn ved nogle af EU-udvidelsespolitikkens langsigtede samfundsmæssige og politiske virkninger, har denne politik været af stor betydning med hensyn til at fremme ændringer i de nationale forvaltningsstrukturer hen imod markedsøkonomi og demokrati og styrke det regionale samarbejde på Vestbalkan efter krigen. Hvad angår rammerne for EU-tiltrædelsesforhandlingerne, er overgangsperioderne for gennemførelsen af EU-lovgivningen et centralt spørgsmål, hvilket også gælder de dertil hørende økonomiske omkostninger for såvel EU som kandidatlandene. Da åbningen og lukningen af de enkelte forhandlingskapitler afgøres med enstemmighed i Rådet, kan det være vanskeligt at forudsige tempoet i og timingen af forhandlingerne i betragtning af, at indenrigspolitikken kan spille ind i en eller flere medlemsstater.

2.2

EU har vist sig åben over for at forbedre og justere forhandlingsprocessen i overensstemmelse med ændrede politiske omstændigheder. Det er vigtigt at notere sig, at de nuværende forhandlingsmetoder har ændret sig betydeligt i løbet af årene baseret på denne »learning by doing«-tilgang.

2.3

Det hedder i Kommissionens meddelelse om Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2013-2014  (4): »En vigtig erfaring fra tidligere er vigtigheden af i første række at sikre overholdelsen af de grundlæggende principper« startende med retsstatsprincippet, som nu indtager »en central plads i udvidelsesprocessen«. Dette udgør et væsentligt strategisk skift fra specifikke justeringer af politikkerne til det brede spørgsmål om demokratisk styre i sidste ende forstået som en forudsætning for en meningsfuld og bæredygtig harmonisering af politikkerne med gældende EU-ret. Under de igangværende tiltrædelsesforhandlinger (Montenegro, Serbien og Tyrkiet) agter Kommissionen følgelig at holde kapitel 23 (Retsvæsen og grundlæggende rettigheder) og kapitel 24 (Retfærdighed, frihed og sikkerhed) åbne under hele forløbet af tiltrædelsesforhandlingerne, hvor tempoet meget vel kan afhænge af de fremskridt, der gøres med hensyn til disse to vigtige kapitler.

2.4

På den ene side er ændringerne i de forhandlingsmetoder, som anvendes i tiltrædelsesprocessen, et tegn på EU's fleksibilitet og dets ægte optagethed af at sikre effektiviteten i forhandlingerne. Den større opmærksomhed, der tillægges en »evidensbaseret« udvidelse, har styrket positionen for de ikkestatslige aktører, hvis uafhængige oplysninger er værdifulde for de regelmæssige vurderinger, som Kommissionen afgiver i sine tilstandsrapporter. På den anden side kan ændringerne hovedsagelig opfattes som et udslag af EU's selektive behov for dokumentation, mens EU ignorerer de administrative byrder, ændringerne påfører forhandlingslandene, medmindre der findes klare procedurer for dataindsamling og interessentdeltagelse.

2.5

Forhandlingsrammen med Serbien  (5) er den første forhandlingsramme, der udtrykkeligt henviser til principperne om medinddragelse og gennemsigtighed: »For at styrke offentlighedens tillid til udvidelsesprocessen vil afgørelser blive truffet så åbent som muligt for at sikre større gennemsigtighed. Interne konsultationer og drøftelser vil blive beskyttet i det omfang, det er nødvendigt for at beskytte beslutningsprocessen i henhold til EU-lovgivningen om aktindsigt i dokumenter inden for alle EU's aktivitetsområder.« Dette er en vigtig erfaring fra tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien — hvor valgdeltagelsen ved EU-folkeafstemningen var den laveste nogensinde (43 %) — og repræsenterer et skridt hen imod formaliseringen af en række forbedrede metoder under forhandlingerne med Montenegro.

2.6

EU's stærkere fokus på økonomisk styring indebærer indførelse af nationale økonomiske reformstrategier og handlingsplaner for offentlig økonomisk forvaltning i håbet om, at mere rettidig information og makroøkonomisk overvågning kan bidrage til at undgå en længerevarende økonomisk afmatning og et uforholdsmæssigt stort underskud, som indtraf i Kroatien umiddelbart efter landets tiltrædelse. Der er følgelig planer om, at udvidelseslandene undergår en kontrol svarende til den, som EU's medlemsstater er underlagt under det »europæiske semester«. Det er vigtigt at sikre en rettidig forberedelse af erhvervssektoren for at hjælpe virksomhederne med at blive mere konkurrencedygtige og løfte udfordringerne i EU's indre marked, og på samme tid er inddragelsen af arbejdsmarkedets parter er vigtig for kunne vurdere og indgå aftaler om den sociale dimension af de økonomiske reformer.

2.7

Ifølge GD Udvidelses Guidelines for EU Support to Media Freedom and Media Integrity in Enlargement Countries, 2014-2020  (6) er et levende civilsamfund vigtigt for at anspore til pluralisme og deltagelsesdemokrati. EU's støtte til civilsamfundet bør derfor fokusere på 1) at sikre et klima, der fremmer civilsamfundsaktiviteter og 2) at opbygge civilsamfundsorganisationernes kapacitet, således at de kan fungere som effektive og ansvarlige uafhængige aktører. Disse retningslinjer vil vise sig at være et nyttigt værktøj for integreringen af civilsamfundet, forudsat at gennemførelsen af dem står mål med ambitionsniveauet.

2.8

Det er indtil videre ikke lykkedes for udvidelsespolitikken til fulde at løse udfordringen med hensyn til at informere EU-borgerne om dens vitale betydning for hele kontinentets sikkerhed og velstand. Dette kunne bidrage til at dæmpe frygten for yderligere udvidelser, som måtte dukke op sammen med andre former for fremmedhad, specielt i økonomiske krisetider. Efterhånden som minderne om Balkankrigene svækkes, kan den aktuelle krise i Ukraine tjene som påmindelse om, at manglende fred og demokrati kan berøre os alle.

3.1

Selv om tiltrædelsesprocessen ikke ledsages af konditionalitet med hensyn til gennemsigtighed og medinddragelse, er offentlighedens forventninger på dette område stigende i de lande, der forhandler om tiltrædelse af EU. I Kroatiens tilfælde manglede der information om de tekniske procedurer for forhandlingerne, for selv om der var vedtaget en protokol om den interne koordinering af politikkerne over for EU's forhandlingspositioner, blev den i realiteten aldrig offentliggjort i det officielle tidende. Alle dokumenter vedrørende forhandlingerne med EU, som den kroatiske regering udarbejdede, på nær lovgivningsudkast, blev drøftet og vedtaget på regeringsmøder for lukkede døre. Det betød, at offentligheden ikke en gang kunne anmode om ikkeklassificerede dokumenter, da der ikke var nogen formelle oplysninger om deres eksistens. Det krævede flere års pres fra civilsamfundets side, inden regeringen begyndte at offentliggøre basale oplysninger om de dokumenter, der var blevet drøftet på møderne.

3.2

Hvad parlamentarisk tilsyn angår, var Sloveniens gode praksis hidtil uset — det nationale parlament havde ret til at nedlægge veto mod forhandlingspositioner (7), som også blev offentliggjort. Selv om det kroatiske parlament optrådte kompetent som vogter af den politiske konsensus under seks års besværlige EU-forhandlinger, lykkedes det ikke parlamentet at udvirke en bredere inddragelse af parlamentsmedlemmer, eksperter og offentligheden i drøftelserne om politikkerne. Forhandlingspositionerne og -rapporterne var forbeholdt regeringsembedsmænd og udvalgte grupper af medlemmer af den nationale komité til overvågning af tiltrædelsesforhandlingerne, hvilket resulterede i en reel udelukkelse af det store flertal af parlamentsmedlemmer — for ikke at tale om offentligheden. Dette scenarie bør ikke gentages under de kommende forhandlingsrunder.

3.3

Den rettidige indsigt for ikkestatslige aktører og medier og en uafhængig overvågning af forhandlingsprocessen blev også hæmmet ved, at de dokumenter, som udarbejdedes af Kommissionen og Rådet, såsom EU's fælles holdninger, ikke var Republikken Kroatiens ejendom. Den kroatiske regering hævdede følgelig, at den ikke havde beføjelse til at offentliggøre dem. Dette ledsagedes af manglende proaktiv offentliggørelse fra EU-institutionernes side (8).

3.4

Der har været en klar forbedring i offentliggørelsen af forhandlingsrelaterede dokumenter i Montenegros tilfælde. Kommissionen har på sit website offentliggjort samtlige screeningrapporter, der kan tjene som værdifulde diagnosticeringsværktøjer for alle interessenter vedrørende den nationale lovgivnings manglende overensstemmelse med gældende EU-ret. Rådet har endvidere proaktivt offentliggjort EU's fælles holdninger vedrørende kapitel 23 og 24 i betragtning af de pågældende reformers betydning og offentlighedens interesse i disse. Det vil vise sig, om denne gode praksis omsættes til en politik, der følges i forbindelse med Serbien og Tyrkiet eller med hensyn til de allerede åbne kapitler. Hertil kommer, at der ikke er nogen formel grund til, at Rådet ikke skulle kunne offentliggøre åbningsbenchmarks i fuldt omfang, når de først er blevet enstemmigt godkendt. Rettidig adgang til disse centrale forhandlingsdokumenter er afgørende for input og bidrag fra civilsamfundet, informeret rapportering og uafhængig overvågning af regeringernes tiltag til opfyldelse af deres forpligtelser.

3.5

På basis af erfaringerne fra tidligere udvidelsesrunder er Kommissionen blevet mere opmærksom på de uafhængige og professionelle mediers vitale rolle, hvilket fremgår af afholdelsen af to konferencer med titlen »Speak-Up« i 2011 og 2013 og af vedtagelsen af Guidelines for EU Support to Media Freedom and Media Integrity in Enlargement Countries, 2014-2020, der også bør tjene som grundlag for afsættelsen af bevillinger. En udestående udfordring består imidlertid i at sikre mediernes kontakt til den EU-baserede offentlighed, der også bør informeres på passende vis om meningen med udvidelsespolitikken og dynamikken i denne.

4.1

Civilsamfundets deltagelse i tiltrædelsesprocessen består i 1) direkte inddragelse i de egentlige forhandlinger (dvs. screening, forberedelse af de nationale positioner og tilsyn med forløbet, 2) den sociale og civile dialog i relation til udformningen af politikkerne og lovgivningens harmonisering med gældende EU-ret, 3) deltagelse i programmeringen af førtiltrædelsesfinansieringen og 4) uafhængig overvågning af fremskridt i reformprocesserne og sociale virkninger. Varetagelsen af disse roller kræver passende finansiel støtte via nationale offentlige midler og førtiltrædelsesfinansiering.

4.2

De kroatiske og montenegrinske arbejdsgrupper vedrørende forberedelsen af forhandlingspositioner omfattede en høj andel af civilsamfundseksperter (over en tredjedel af alle medlemmer). Der blev i begge tilfælde gennemført offentlig indkaldelse af ansøgninger, og navnene på alle arbejdsgruppemedlemmer blev offentliggjort. I Kroatiens tilfælde afhang omfanget af inddragelsen dog i høj grad af ledelsesstilen i de enkelte grupper. I en række tilfælde havde civilsamfundsmedlemmerne således ikke mulighed for at se udkastet til de påkrævede forhandlingspositioner. Civilsamfundsinputtet vedrørte derfor primært den indledende screeningfase med ringe indflydelse på udformningen af forhandlingsstrategien og tidlige vurderinger af de sociale og økonomiske omkostninger og fordele.

4.3

EU-institutionerne har etableret en række kanaler til konsultation af civilsamfundet med det formål at indsamle oplysninger om forløbet af tiltrædelsesrelaterede reformer, herunder onlinekorrespondance, årlige civilsamfundskonsultationer i Bruxelles, møder i de enkelte lande, briefinger og offentlige arrangementer under EU-embedsmænds besøg. Kommissionen har også været åben over for uafhængige overvågningsrapporter udarbejdet af civilsamfundsorganisationerne. Kommissionen har ganske vist været mere proaktiv over for ngo'er end over for fagforeninger og erhvervsorganisationer. Dette er tydeligt, både hvad angår kontaktniveauet og omfanget af og formålet med ordningerne til førtiltrædelsesfinansiering af kapacitetsopbygning og overvågning af politikkerne.

4.4

Ser vi tilbage på Kroatiens tiltrædelsesproces, udgør den en spildt lejlighed til at styrke den sociale dialog i landet i forbindelse med tiltrædelsen af EU, hvilket kunne have bidraget til at sikre mere effektive og bæredygtige betingelser for Kroatiens EU-medlemskab, således som det var tilfældet i Bulgarien. De nationale økonomiske og sociale råd blev ikke i tilstrækkelig grad benyttet til drøftelse af de sociale og økonomiske tilpasningsomkostninger og støtteforanstaltninger eller til programmering af førtiltrædelsesbistanden. En meget lav andel af førtiltrædelsesfinansieringen blev kanaliseret til styrkelse af den sociale dialogs strukturer og af arbejdsmarkedets parters organisatoriske kapacitet. Erhvervsorganisationernes og fagforeningernes vidtforgrenede struktur bør udnyttes i højere grad som hovedplatform for drøftelserne af omkostningerne og fordelene ved tiltrædelsen og for en rettidig forberedelse af økonomien.

4.5

Hvad angår udformningen af politikkerne blev i Kroatiens tilfælde og på linje med negative tendenser under de tidligere tiltrædelsesrunder over 80 % af lovgivningen i relation til gældende EU-ret fremskyndet, ofte uden nogen offentlig høring og meget få konsekvensvurderinger, hvilket skadede kvaliteten og gennemsigtigheden af lovgivningsarbejdet (9). Mere positivt er det, at programmeringen af instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA) var inklusiv, specielt hvad angår civilsamfundskomponenten, og blev styret af rådet for civilsamfundsudvikling med teknisk støtte fra regeringskontoret med ansvar for civilsamfund. Dette førte til udviklingen af stærkt relevante tilskudsordninger til fremme af uafhængig overvågning af politikkerne på flere vigtige reformområder og muliggjorde den vigtige medinddragelse af arbejdsmarkedets parter via tildeling af økonomiske midler til styrkelse af kompetencer i forbindelse med den sociale dialog. Manglende sammenhæng mellem de to ovenfor beskrevne processer bør undgås, og en inklusiv tilgang til beslutningstagningen bør altid være fremherskende i alle kommende tiltrædelsesprocesser.

5.1

Som en varm fortaler for udvidelsespolitikken har EØSU nedsat blandede rådgivende udvalg med repræsentanter fra civilsamfundsorganisationer med det formål at fremsætte henstillinger til de politiske myndigheder på begge sider og fremme den offentlige debat om EU-integration i udvidelseslandene. Disse strukturer har banet vejen for informerede drøftelser om forhandlingerne ud fra forskellige perspektiver og gjort det muligt at kortlægge følgerne af at overtage gældende EU-ret for forskellige dele af samfundet, samtidig med at de understøtter civilsamfundets deltagelse i processen. Ud over de blandede rådgivende udvalg tjener civilsamfundsforummet for Vestbalkan som regional platform for kontakter til de politiske myndigheder og frembyder muligheder for netværkssamarbejde blandt civilsamfundsorganisationerne på Vestbalkan, samtidig med at forummet belyser hovedproblemerne for civilsamfundet i regionen.

5.2

Følgende liste indeholder en række af de udfordringer, som de blandede rådgivende udvalgs arbejde har påvist:

5.3

Det at øge opmærksomheden på civilsamfundets rolle og inddrage arbejdsmarkedets parter i tiltrædelsesprocessen har både været en vigtig opgave og en udfordring for EØSU. I nogle lande opretholder regeringerne fortsat en negativ holdning til civilsamfundet, og de blandede rådgivende udvalgs henstillinger har følgelig haft ringe gennemslagskraft. De blandede rådgivende udvalg har ikke desto mindre skabt muligheder for direkte udvekslinger mellem civilsamfundet, EU og nationale politikere og embedsmænd, selv om de kun har haft ringe indvirkning på regeringens politik. Med dette in mente ville de blandede rådgivende udvalg få stor gavn af en større opbakning og et tættere samarbejde med Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, idet det sikres, at større betænkeligheder omkring nationale forhold i tilknytning til tiltrædelsen af EU, der kommer til udtryk i den civile og sociale dialog i landene, bliver hørt i alle relevante beslutningstagningsfora.

16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/45

Ordfører:

Edgardo Maria Iozia

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udtrykker sin uforbeholdne støtte til den strukturelle reform af banksystemet, som det betragter som det mest afgørende lovgivningsinitiativ af de mange, der er fremført som følge af den finansielle krise. EØSU understreger, at denne reform er den første, der indeholder en gennemgribende revision af banksystemets kerne og en fuldførelse af bankunionen. Desuden kan den bidrage væsentligt til genskabelsen af tilliden hos borgere og virksomheder og til med henblik på at sikre en god finansiering af økonomien at styrke det europæiske banksystem og mindske risikoen for afsmittende virkninger.

1.2

EØSU er overbevist om den absolutte nødvendighed af denne forordning, som vil omlægge forvaltningen af en bred række bankydelser og finansielle tjenesteydelser. For EØSU står det klart, at den foreslåede forordning ikke vil være tilstrækkelig til at undgå en ny krise. Dette kræver en større ændring af den finansielle kultur og godkendelse af etiske principper for finanssektorens daglige aktiviteter. Alle interessenter bør inddrages i opbygningen af et nyt finansielt og økonomisk system med henblik på at skabe en bæredygtig og modstandsdygtig finanssektor og finde den bedst mulige afvejning af alle de berørte parters interesser. Med henblik herpå går EØSU ind for og opfordrer til en bred aftale med det sigte at puste nyt liv i økonomien og genopbygge tilliden til de finansielle institutioner. Udvalget beder samtidig Kommissionen om at fremme en europæisk social pagt med henblik på en bæredygtig finansiering. Arbejdstagere, ledelser, aktionærer, investorer, familier, SMV'er, virksomheder og erhvervskunder bør nå frem til en stabil og rimelig aftale med henblik på at skabe en branche for finansielle serviceydelser, der kan udvikle velstand og støtte realøkonomien, væksten og de gode job samt beskytte miljøet og hindre uønskede negative sociale konsekvenser.

1.3

EØSU henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt at sikre, at de nationale myndigheder anvender fælles kriterier, og anbefaler en ensartet tilgang til gennemførelsen af denne lovgivning på EU-plan, der så vidt muligt er aftalt med de nationale myndigheder i tredjelandene.

1.4

EØSU udtrykker tvivl om beslutningen om at tillade sameksistensen af forskellige nationale forordninger og EU-forordningen. EØSU er overbevist om, at en sådan ramme risikerer ikke at sikre en ensartet gennemførelse af de nye regler. hilser det velkommen, at denne undtagelse udelukkende er udformet med henblik på lovgivning, der fandtes forud for forordningsforslaget, forudsat at der er garanti for fuld ækvivalens med det foreliggende forordningsforslag.

1.5

EØSU anser Kommissionens forslag til forordning som en behørig og effektiv reaktion, der sigter mod at adskille aktiviteter inden for forretningsbankydelser fra investeringsaktiviteter. Den valgte løsning er ganske vist til sammenligning med visse landes alternativer baseret på dialog og vurdering, hvilket gør det muligt at undgå modstrid med den universelle bankmodel, idet denne bevares og der udelukkende handles på baggrund af de store risici, der er forbundet dermed.

1.6

EØSU understreger, at den foreslåede lovgivnings virkning på beskæftigelsen ikke er blevet taget behørigt i betragtning. Hundredtusindvis af job kan gå tabt på grund af det overordnede regelsæt om finansielle tjenesteydelser, og det er uacceptabelt, at der ikke er planlagt nogen foranstaltninger til reducering af de væsentlige direkte og indirekte sociale virkninger. Den foreliggende forordning har måske kun en begrænset direkte indvirkning, men dens potentielle indvirkning på virksomhedernes aktiver ville give genlyd i hele det finansielle system. Omvendt skal det indrømmes, at den lavere bankrisiko vil gavne realøkonomien som helhed og utvivlsomt have en positiv indflydelse på beskæftigelsen generelt.

1.7

Der hersker alvorlig bekymring for, at omkostningerne vil blive pålagt arbejdstagerne. Selv om Kommissionen har taget højde for dette aspekt i sin konsekvensanalyse, er der ikke afsat meget plads til dette problem i reformen. De aktiviteter, der berøres af reformen, er ganske vist de mindst arbejdsintensive, men reformens indirekte virkninger vil føre til udgiftsbesparende politikker, der kan resultere i yderligere jobnedskæringer, som bebudet af nogle af de vigtigste banker.

1.8

Mange kræfter (finansielle lobbyer, store medlemsstater, kunder og investorer, husholdninger, store og små virksomheder, foreninger osv.) og vidt forskellige interesser spiller ind. Lærestregen fra en tid, hvor det finansielle systems regler havde forrang, står nu klart: Offentlighedens interesse har forrang. EØSU går derfor ind for en taktændring, der bringer den fælles interesse i centrum, således at der skabes balance mellem alle interessenters interesser, idet det er overbevist om, at dette er den eneste måde, hvorpå reformen kan gennemføres effektivt.

1.9

EØSU er overbevist om, at der for at sikre et bæredygtigt finansielt system er behov for »tålmodig finansiering«, hvor man ikke længere for enhver pris søger kortsigtet udbytte, men prioriterer effektivitet og langsigtet stabilitet. Forordningen indeholder forslag om en ændring af forretningsmodellen.

1.10

EØSU mener, at Kommissionen bør rette større opmærksomhed mod investorer og arbejdstagere, som hidtil ikke har fået meget opmærksomhed i reformen. På lang sigt sikres systemets bæredygtighed gennem den genvundne tillid, der opnås ved et mere sikkert miljø for investorer og arbejdstagere, der spiller en aktiv rolle i risikostyringsproceduren.

1.11

EØSU mener, at fleksibilitet i forbindelse med forordningens gennemførelse er et behørigt og hensigtsmæssigt princip. Bankaktiviteternes »biodiversitet« (1) er rent faktisk en garanti for systemets stabilitet og effektivitet. EØSU påpeger imidlertid, at dette ikke må forveksles arbitrær anvendelse af reglerne.

1.12

EØSU opfordrer Kommissionen til i sin konsekvensanalyse at give en detaljeret vurdering af samspillet mellem forordningens centrale forslag og andre nylige initiativer, f.eks. CRDIV, BRRD, den fælles afviklingsmekanisme osv., samt en vurdering af risiciene for overgang til skyggebanker.

1.13

EØSU anbefaler, at tilsynsaktiviteterne gennemføres i tæt samarbejde og koordination mellem Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og de nationale myndigheder, der har et godt kendskab til markederne, og som vil spille en afgørende rolle i styringen af EU's nye reformerede finanssektor.

2.1

Ifølge Kommissionen udgør dette forslag en central del af EU's svar på dilemmaet med banker, som er for store til at krakke. Det tager sigte på at forhindre de ukontrollerede og resterende risici i EU's banksystem, som ikke styres, i at manifestere sig. Det vil indskrænke udbredelsen af aktiviteter af rent spekulativ karakter.

2.2

Forordningen sigter mod at forebygge systemiske risici og finansielle stresssituationer samt at store, komplekse og indbyrdes afhængige enheder i det finansielle system, navnlig kreditinstitutter, krakker, og mod at nå følgende mål:

2.3

Andre typer ekstra finansielle tjenesteydelser/produkter (securitisering, erhvervsobligationer, derivater osv.) bør derfor fortsat være tilladt.

3.1

Kommissionen skønner, at den finansielle krise koster EU's regeringer ca. 1,6 billioner EUR. (13 % af EU's BNP) i statsstøtte som følge af redningsforanstaltninger i finanssektoren.

3.2

EU's banksektor er stærkt koncentreret: 14 europæiske bankkoncerner er opført som globalt systemisk vigtige finansielle institutioner (SIFI), og 15 europæiske bankkoncerner sidder på 43 % af markedet målt efter størrelsen af aktiviteter og udgør 150 % af EU-27's BNP, og 65 % ligger i hænderne på de første 30 grupper!

3.3

Den finansielle krise, som begyndte i USA, men havde en tsunamieffekt på det europæiske system, havde mange årsager, men de vigtigste kan fastslås som overdreven risikotagning, overdreven gearing, utilstrækkelige kapital- og likviditetskrav og det generelle banksystems kompleksitet.

3.3.1

I oktober 2012 udtalte Liikanengruppen sig som følger: Det er nødvendigt juridisk at holde visse særligt risikobetonede finansielle aktiviteter adskilt fra de banker i samme bankkoncern, der modtager indskud. De aktiviteter, der skal holdes adskilt, er egenhandel med værdipapirer og derivater og visse andre aktiviteter, som er tæt forbundne med værdipapir- og derivatmarkederne (2).

3.4

Med dette forslag forsøger Kommissionen at reducere risikomarginerne i banksystemet og bringe potentielt spekulative operationer under kontrol. Forslaget bør ses i sammenhæng med den tilknyttede forordning om værdipapirfinansieringstransaktioner (3), der sigter mod at gøre det såkaldte »skyggebanksystem« mere gennemsigtigt. Ved udgangen af 2012 udgjorde aktiverne i skyggebanksystemet globalt set 53 billioner EUR, dvs. omkring halvdelen af det internationale banksystems aktiver, og var hovedsagelig koncentreret i Europa med ca. 23 billioner EUR og i USA med ca. 19,3 billioner EUR. Disse tal er imponerende, når de sammenholdes med det samlede EU-28-BNP, som ikke oversteg 13.071 billioner EUR i 2013 (Eurostat).

3.5

Europa-Parlamentets McCarthy-beslutning (4) indeholder en række vigtige principper og en erklæring om, at »det centrale princip for en reform af bankvæsenet skal være at tilvejebringe et sikkert, stabilt og effektivt banksystem, der tjener den reelle økonomis, kundernes og forbrugernes behov (...) en strukturel reform skal stimulere den økonomiske vækst ved at understøtte tilførsel af kredit til økonomien. Især til SMV'er og nystartede virksomheder, skabe større modstandsdygtighed over for potentielle finanskriser, genoprette tilliden og tiltroen til banker og fjerne risici for de offentlige finanser; (...) et effektivt banksystem skal føre til en ændring i bankkulturen for at reducere kompleksiteten, øge konkurrencen, begrænse den indbyrdes forbindelse mellem risikobetonede aktiviteter og kommercielle aktiviteter, forbedre selskabsstyringen, skabe et ansvarligt aflønningssystem, tillade effektiv afvikling og genopretning af banker, styrke bankkapitalen og tilføre kredit til realøkonomien«.

Det nye tilsyn med de internationale markeder er stærkere, mere vidtrækkende og har frem for alt flere beføjelser end tidligere, baseres i mindre grad på skøn og giver markedet og slutbrugerne mere sikkerhed.

4.1

Udvalget mener, at Kommissionen er på rette spor, men at det vil være hensigtsmæssigt at fremlægge forslaget sammen med nogle af de synspunkter, der kom frem under drøftelserne med de forskellige interessenter, og som måske ikke er blevet overvejet i tilstrækkelig grad. EØSU henleder derfor opmærksomheden på nogle af de hovedpunkter, som blev rejst af interessenterne. De repræsenterer ikke EØSU's synspunkter fuldt ud, men fortjener ikke desto mindre at blive gengivet som fremført.

4.2

Reformforslaget blev generelt vel modtaget. Hovedparten betragtede rent faktisk et forbud mod egenhandel og en adskillelse af traditionelle aktiviteter og handel som de rette instrumenter til at bremse spekulation i finansielle produkter og fremme bankernes udlån — en vigtig finansieringskilde for SMV'er, som er reduceret væsentligt i de seneste år på grund af politikker vedrørende spekulation i handel.

4.3

Det er vigtigt for reformens gennemførelse, at den brede vifte af forretningsmodeller dækkes, så det sikres, at de lokale banker fortsat kan tjene de lokale økonomier.

4.4

Forretningsmodellen med gensidige banker og andelsbanker fortjener særlig overvejelse. Reformen anses ikke for at være særligt tilpasset eller at kunne tilpasses til deres specifikke netværk. Den største bekymring, der blev givet udtryk for, var, at reformen kan forringe sådanne bankers funktion og tilgængelighed på daglig basis med det formål at støtte realøkonomien. Det anbefales derfor, at sådanne bankers særlige karakter og forskellige måder at drive forretning på bevares.

4.5

Reformen og de mange foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i de seneste år, vil forbedre de individuelle transaktioners gennemsigtighed og banksystemet generelt, men vil også øge de overordnede omkostninger på forskellige niveauer. I den forbindelse fremgik det af drøftelserne, at der var behov for en overordnet konsekvensanalyse af de finansielle lovgivningsmæssige reformer, selv om man var bevidst om kompleksiteten af en sådan evaluering.

4.6

Der blev udtrykt bekymring for, at disse omkostninger, som det ofte er tilfældet, ville blive ført videre til slutbrugerne af de finansielle tjenesteydelser. Det blev drøftet, hvorvidt de positive virkninger, som de nye foranstaltninger forventes at have, f.eks. med hensyn til banksystemets stabilitet, kunne blive overskygget af de negative virkninger.

4.7

Med hensyn til systemet for beskyttelse af informanter roste udvalget og de arbejdsmarkedsparter, som havde rejst dette emne, Kommissionen for det regelsæt, den havde fremsat. Der blev opfordret til at definere begrebet »hensigtsmæssig beskyttelse« mere klart (artikel 30) og til at klarlægge udvidelsen af de foreslåede regler til alle arbejdstagere med henblik på at opfordre og motivere dem til at indberette enhver form for overtrædelse.

4.8

Hvad angår de sanktioner, der henvises til i artikel 28 og 29, anbefales det, at ansvaret for overtrædelser primært placeres på kreditinstitutniveau i forbindelse med forvaltning og ikke hos enkeltpersoner.

4.9

I forbindelse med aflønningssystemet anbefales det derimod, at der henvises eksplicit til bestemmelserne i artikel 69 i direktivet om kapitalkrav (CRD) IV.

5.1

EØSU bifalder foranstaltningerne i Kommissionens forslag og er enig i, at en forordning er det rette juridiske instrument, idet den passer til målet om at harmonisere det indre marked for at undgå regelarbitrage og vende tilbage til et effektivt og produktivt banksystem, der tjener offentligheden og samfundet, støtter realøkonomien, husholdningerne og en afbalanceret og bæredygtig social udvikling, og som er langsigtet og kan kombinere innovation og sikkerhed.

5.2

EØSU har fastholdt sin støtte til de efterfølgende reformer, som så småt er begyndt at bære frugt. Forslaget til forordning, som er omhandlet i denne udtalelse, omhandler et af systemets mest komplekse og følsomme aspekter, nemlig modstandsdygtighed og juridisk struktur i finansielle virksomheder, hvoraf nogle har aktiver, der overstiger mange medlemsstaters BNP. De samlede aktiver på de europæiske bankers top 10-liste overstiger EU-28's BNP (5) (over 15 billioner EUR).

5.3

Den foreslåede forordning sigter mod at løse den gordiske knude, der er opstået som følge af størrelsen på, de indbyrdes forbindelser mellem og kompleksiteten af visse såkaldte »systemiske« institutter, dvs. institutter, der kan udløse en systemisk krise. »For stor til at krakke« er nu blevet et mantra, der dækker over handlinger, som ikke blot udgør en overtrædelse af de mest grundlæggende etiske principper, men også svig og lovovertrædelser, som nylige og aktuelle finansielle skandaler desværre stadig vidner om. En sådan praksis betegnes eufemistisk som »moralsk hasard«!

5.4

Kommissær Michel Barnier erklærede ved fremlæggelsen af forslaget, at formålet var at forhindre en situation med banker, som er »for store til at krakke«, for dyre til at redde og for komplekse til at afvikle.

5.5

EØSU mener, at de foreslåede foranstaltninger er på rette spor, idet de mindsker risikoen for, at skatteyderne igen må træde til for at redde nødlidende banker. Efter de gentagne redningsforanstaltninger advarede EØSU mod de katastrofale konsekvenser, det ville have for statsgælden og dermed mod de skadelige virkninger af den recession, som uundgåeligt ville opstå. Desværre mundede disse varsler ud i endnu værre konsekvenser end forventet på grund af store fejlbedømmelser med hensyn til virkningerne af et stigende antal budgetkonsolideringspolitikker på baggrund af nationale krav og en kortsigtet og fejlslagen EU-politik, som ikke har været lydhør over for behovet for fleksibilitet og udlignende foranstaltninger til bekæmpelse af recession.

5.5.1

Det er først nu, at skaden som følge af denne politik kan gøres op, og det må erkendes, at det alene skyldes Den Europæiske Centralbanks rationelle forvaltning af euroområdet, at det værst tænkelige scenarie blev undgået, og at euroen og i sidste ende EU blev reddet. Hvis EØSU's advarsel var blevet hørt, kunne en stor del af skaden være undgået!

5.6

Kommissionen har med rette givet Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) en afgørende rolle i forbindelse med denne forordning. EBA vil blive hørt, inden der træffes visse afgørelser som omhandlet i dette forslag. Desuden vil banktilsynsmyndigheden have til opgave at udarbejde forslag til reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder og aflægge rapport og dermed holde Kommissionen underrettet om forordningens gennemførelse. EØSU har gentagne gange påpeget, at Kommissionen trods denne vigtige myndigheds ubestridte ekspertise ikke har givet den tilstrækkeligt ansvar og tilstrækkelige ressourcer.

5.7

I 1999 blev der i USA vedtaget en lov, der ophævede Glass-Steagall-loven og dermed navnlig adskillelsen af kommerciel bankdrift fra investeringsbankdrift. Desværre fulgte EU den amerikanske regerings katastrofale beslutning. EØSU bemærker, at de nuværende bestemmelser reelt genindfører adskillelsen af disse to aktivitetsområder og går endnu længere, idet de bortset fra enkelte undtagelser forbyder kreditinstitutter at modtage indskud fra handler med investeringer som hovedforpligtet og at være i besiddelse af handelsaktiver.

5.7.1

Det er helt afgørende, at EU arbejder tæt sammen med tredjelande, navnlig USA, for at nå frem til en fælles bred tilgang til forordningen. EØSU anbefaler Kommissionen at styrke det internationale samarbejde.

5.8

Forslaget til forordning giver de relevante myndigheder et betragteligt spillerum. Det er afgørende for dem at træffe foranstaltninger og basere deres vurderinger på klare, harmoniserede og forudseelige kriterier, der fastlægger, hvornår en bank ikke længere er i stand til at styre de af sine aktiviteter, som er forbundet med høj risiko. Uden en fælles referenceramme kan risikoen for subjektive fortolkninger give den modsatte virkning i forhold til, hvad der var tilsigtet i bestemmelserne i EUF-traktatens artikel 114.

5.9

EØSU hilser Kommissionens ultimative beslutning om at vælge en efterfølgende frem for en forudgående adskillelse af markedsaktiviteterne og andre egenhandelsaktiviteter velkommen. De tekniske standarder, som med rette er overdraget til EBA, er derfor af yderste vigtighed. I betragtning af anvendelsen af afviklingsreglerne og navnlig etableringen af afviklingsmyndigheden, som blev godkendt af Økofinrådet i december 2013, foreslår EØSU, at der øjeblikkeligt træffes foranstaltninger til koordinering og identificering af de nationale og de europæiske myndigheders ansvarsområder for at undgå risikoen for, at beslutninger træffes dobbelt eller endnu værre — at de relevante myndigheders fortolkninger og vurderinger strider mod hinanden. Så snart den fælles afviklingsmyndighed er etableret, bør den sammen med EBA deltage i mekanismens udvikling samt i fastlæggelsen af tekniske standarder.

5.10

EØSU er ikke enig i den kritik, som Kommissionen har fremført vedrørende den relative betydning af aktiviteter, der eventuelt vil blive adskilt. I visse kreditinstitutter vejede disse aktiviteter meget tungt, og på grund af manglende specifikke regler var de forbundet med en meget høj risiko og kunne have ført til en værre systemisk krise end den, der rent faktisk opstod, med forudsigelige katastrofale konsekvenser for afviklingssystemerne og økonomien generelt. Katastrofen blev udelukkende afværget på grund af nye tilførsler af skatteydernes penge og ECB's reaktionsevne.

5.11

EØSU bifalder og støtter Kommissionens udtrykkelige bestemmelser om beskyttelse af erhvervsudøvende i den finansielle sektor, som rammes af alvorlige konsekvenser efter at have udleveret oplysninger om uregelmæssigheder i offentlighedens interesse og som gengældelseshandling udsættes for mobning eller bliver afskediget. Denne interne kontrol, der betegnes som whistleblowing, må fremmes og støttes. Bestemmelserne overholdes ofte lemfældigt, omgås og overtrædes og udsætter bankerne og deres ansatte for uberegnelige risici. Den nyligt konstaterede praksis, hvor alle standarder og love overtrædes af til tider velkendte og højt respekterede virksomheder, kunne kun finde sted med det ansattes aktive medvirken!

5.11.1

EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe særlige foranstaltninger til kontrol af medlemsstaternes forpligtelser til at vedtage lovgivning, der yder behørig beskyttelse, og til at fremlægge en rapport om emnet inden for to år efter forordningens ikrafttræden.

5.12

EØSU er meget opmærksom på de problemer, der kan være forbundet med forbindelser med tredjelande, navnlig med hensyn til gensidighed og overholdelse af bestemmelser for alle enheder, der opererer i EU. Udvalget mener, at Kommissionens tilgang er afbalanceret og støtter de foranstaltninger, der fremlægges i denne forbindelse. Det går ind for at fortsætte og styrke samarbejdet med USA, navnlig på området finansiel regulering, med henblik på at udvikle systemer, der er så ensartede som muligt og har fælles tilgang til fælles problemer.

5.13

EØSU bifalder desuden, at Kommissionens forordninger er begyndt at give hensigtsmæssige resultater på et af de områder, som EØSU hyppigt har gjort opmærksom på, nemlig administrative sanktioner, idet strafferetlige sanktioner ikke henhører under Kommissionens indsatsområde. Kommissionens forslag virker forholdsmæssigt og hensigtsmæssigt og har afskrækkende virkning.

5.14

EØSU har mange gange tidligere givet udtryk for sine forbehold over for anvendelsen af delegerede retsakter. Selvom det anerkender vigtigheden af at tilpasse lovgivning i årenes løb, påpeger EØSU, at anvendelsen af delegerede retsakter medfører en vis grad af usikkerhed, som ikke er hensigtsmæssig på dette område.

16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/51

Ordfører:

Daniela Rondinelli

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder køreplanen for gennemførsel af det indre marked for levering af produkter solgt online, som har et stort potentiale for at bidrage til udvikling og beskæftigelse. Effektive og pålidelige leveringstjenester spiller en afgørende rolle både for at fremme elektronisk handel og styrke tilliden mellem sælger og køber.

1.2

Ifølge udvalget er forudsætningerne for at kunne gennemføre det indre marked for pakkelevering og slå bro over den betydelige kløft mellem forventninger, beskyttelse og egentlig tilgængelighed fælles ansvar, sporbarhed og søgbarhed og interoperabilitet, adgang til størst muligt udvalg i hele EU, herunder øområderne, sikkerhed hvad angår de involverede parters rettigheder og forpligtelser — især for SMV'er og forbrugere — navnlig med hensyn til klager og returnering, enkel og sammenlignelig dataindsamling og en stærk social og uddannelsesmæssig dimension.

1.3

EØSU gentager (1), at denne målsætning foruden at bygge på frivillige aftaler og kodekser, omend ønskværdige, også skal tage udgangspunkt i en europæisk lovramme med minimumsstandarder, som på en effektiv og fleksibel måde kan afhjælpe de mangler på markedet, der afholder forbrugerne og SMV'er fra at handle online, og løse problemerne i forbindelse med:

1.4

Ifølge EØSU bør køreplanen indeholde klare tidsfrister og en fast tidsplan for gennemførelse, både hvad angår lovgivning og selvregulering, for at optimere tilliden mellem alle berørte operatører og især de europæiske borgere, samtidig med at deres respektive rettigheder fuldt ud overholdes og beskyttes.

1.5

Udvalget efterlyser to yderligere foranstaltninger i køreplanen: en om adgang til tjenesteydelser til overkommelige priser og en anden om markedets sociale dimension.

1.6

EØSU tilskynder Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at:

1.7

Udvalget anmoder Kommissionen om — med støtte fra Eurofound — hvert andet år at udarbejde en rapport om ansættelses- og arbejdsvilkårene i sektoren, vilkårene for forbrugere og operatører i hele forsyningskæden og udviklingsudsigterne og forelægge den for EØSU, Europa-Parlamentet og arbejdsmarkedets parter.

2.1

Den elektroniske handel i Europa er en potentiel motor for vækst og beskæftigelse med en forventet en årlig vækstrate på 10 % mellem 2013 og 2016 (5). 45 % af EU's borgere har købt produkter online i løbet af de sidste 12 måneder, og angiver, at størstedelen af problemerne skyldes levering eller forsinkelser (6).

2.2

Kommissionen har identificeret (7)»fem hovedhindringer for det digitale indre marked« og udformet »en handlingsplan for fjernelsen af dem«, men »i dag handler 10 % af borgerne ikke online (8), fordi de er bekymrede over fragtomkostningen, især fra udlandet, og kvaliteten af servicen«.

2.3

I sin udtalelse om grønbogen (9) efterlyste EØSU et direktiv med bestemmelser om solidarisk hæftelse for operatører, sporbarhed af forsendelser, pligt til at tilbyde flere leveringsmuligheder, et europæisk netværk af nationale problemløsningscentre, pligt til at sikre rimelige arbejdsvilkår og til at sikre gennemsigtige vilkår og priser for tjenesteydelser.

2.4

I kølvandet på drøftelserne om grønbogen offentliggjorde Kommissionen i december 2013 en meddelelse om en køreplan for gennemførsel af det indre marked for pakkelevering af produkter solgt online (10).

2.5

Ifølge nye globale undersøgelser (11) udgør nedenstående faktorer de største hindringer for udviklingen af e-handlen mellem virksomhed og forbruger (B2C):

2.6

Kommissionen fastslår, at der stadig mangler »relevante markedsoplysninger om indenlandske og grænseoverskridende pakkestrømme fra alle postbefordrende virksomheder, der er aktive på B2C- og B2B-pakkemarkeder, herunder formidlere, virksomheder, der forbehandler eller indsamler post fra forskellige brugere, og alternative udbydere« (12).

2.7

Forskellige undersøgelser fastslår, at »sandsynligheden for konkurrencebegrænsende adfærd er større i visse dele af postsektoren i forhold til andre, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt at foretage løbende kontrol af f.eks. B2C-markedet overfor B2B og af grænseoverskridende tjenesteydelser overfor indenlandske posttjenester« (13).

2.8

EØSU glæder sig over, at en betydelig del af konklusionerne i udvalgets udtalelse om grønbogen er taget til efterretning. Både Rådet (14) og Europa-Parlamentet (15) har opfordret Kommissionen til at udpege de nuværende hindringer for grænseoverskridende leveringstjenester og vedtage passende foranstaltninger til at håndtere dem. Europa-Parlamentet har også efterlyst (16) lettilgængelige leveringstjenester til overkommelige priser, som er effektive og af høj kvalitet, og platforme til samarbejde og udveksling af oplysninger mellem leveringstjenester med hurtige og billige procedurer for klagebehandling og tvistbilæggelse.

3.1

EØSU mener, at det er vigtigt at genvinde SMV'ernes og onlineforbrugernes tillid med interoperable netværk og ordninger, som sikrer en hurtig behandling med få omkostninger inden for en passende regulerings- og selvreguleringsramme, som alle operatører i kæden kan acceptere, med henblik på at opnå et frit og åbent indre marked og undgå unødig overregulering. Det opfordrer derfor til, at der fastlægges klare tidsfrister og en fast tidsplan på 18 måneder for gennemførelsen af køreplanen.

3.2

Udvalget mener, at EU bør gennemføre det indre marked for pakkelevering og sikre hurtige og pålidelige tjenester af høj kvalitet og til overkommelige priser med det formål at beskytte forbrugere, arbejdstagere og alle operatører, herunder SMV'er i sektorerne for e-handel, transport og logistik, og råde bod på det indre markeds nuværende fejl og mangler.

3.3

Imidlertid havde EØSU forventet, at meddelelsen også ville indeholde en specifik henvisning til situationen i geografisk udfordrede regioner såsom øer, regioner i den yderste periferi og bjergområder, da det er udvalgets opfattelse, at disse regioner udgør en særlig udfordring, som er svær at overvinde, især på grund af den økonomiske gennemførlighed: et fuldstændig gennemført indre marked for pakkelevering kan kun realiseres, hvis der tages behørigt hensyn til disse regioner og træffes de rette foranstaltninger.

3.4

Som EØSU ser det, bygger de foreslåede foranstaltninger hovedsageligt på frivillig selvregulering, bestemmelserne for de nationale posttjenester og indsatsen fra Gruppen af Europæiske Forvaltningsmyndigheder for Posttjenester samt på principperne om en korrekt anvendelse af allerede eksisterende EU-lovgivning, mens der ikke er udstukket en fælles ramme for alle operatører eller fastlagt specifikke frister for den omtalte periode på 18 måneder.

3.5

EØSU påpeger, at køreplanen i tillæg til selvregulering endnu ikke omtaler behovet for direktiv, der som allerede efterlyst af udvalget (17), vil kunne sikre en fuldstændig, sammenhængende og konsolideret gennemførsel af det indre marked for grænseoverskridende pakkelevering for alle operatører i sektoren.

3.6

Udvalget mener, at EU bør finde en europæisk løsning, dvs. fremme selvregulering og regulering, for at tackle de uløste problemer på markedet og beskytte forbrugere og SMV'er (B2B) vedrørende:

3.7

Selvom der i forslagene henvises til overensstemmelse med EU's finansielle ramme for 2014-2020, mener EØSU, at køreplanen bør indeholde udtrykkelige retningslinjer for EU's finansielle instrumenter for

3.8

EØSU opfordrer Kommissionen til at tildele CEN mandat til at udarbejde tekniske og normative EU-standarder med fuld inddragelse af alle interesserede parter, særligt SMV'er og forbrugere. Udvalget mener, at det er nødvendigt at udarbejde indikatorer til et europæisk sikkerheds- og kvalitetsmærke for pakkelevering for at sikre kvalitet, pålidelighed og bæredygtighed og stille sociale og sikkerhedsmæssige garantier.

4.1

EØSU mener, at der er behov for to yderligere foranstaltninger for at sikre adgang til markedet og give det en social dimension.

4.1.1.1

EØSU opfordrer til, at der i forbindelse med udformningen af kvalitetsmærket indarbejdes en forpligtelse til at sikre adgang til markedet og til, at tjenesteydelserne er overkommelige i pris i hele EU. EØSU er skuffet over, at perifere områder og øområder ikke er viet særligt opmærksomhed, og forventer derfor, at den nye forordning tager behørigt hensyn til svaghederne af geografisk karakter på markedet for e-handel, da en betydelig procentdel af de europæiske borgere er bosiddende i disse områder.

4.1.1.2

EØSU mener, at alle operatører skal have adgang til informationsstrukturer og -ressourcer, som anvendes til at yde leveringstjenester for at beskytte brugernes interesser og/eller fremme effektiv konkurrence.

4.1.1.3

Udvalget beder Kommissionen om at gennemgå meddelelsen fra 1998 om gennemførelse af konkurrencereglerne i sektoren set i lyset af udviklingen inden for lovgivning og på markedet, som har en indvirkning på de grænseoverskridende tjenesteydelser og på standardomkostningerne, med det formål at tilvejebringe mere liberale og omkostningsorienterede politikker (18) og under overholdelse af bestemmelserne i protokol nr. 26 til Lissabontraktaten, især hvad angår adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til overkommelige priser.

4.1.2.1

EØSU opfordrer til, at der sikres en stærk og sammenhængende social dimension, som sammen med de innovative bestræbelser i virksomhederne i de berørte sektorer kan sikre kvalitetsbeskæftigelse med stor faglighed takket være bl.a. passende muligheder for uddannelse og opkvalificering af faglige kompetencer.

4.1.2.2

Udvalget gentager, at der er behov for lige og anstændige arbejds- og lønvilkår for at udrydde usikre og ulovlige ansættelsesforhold, som især ses ved outsourcede opgaver, der er knyttet til den sidste kilometer ud til kunderne, og fremhæver bestemmelserne i forordning EF nr. 1071/2009 vedrørende betingelserne for adgang til vejtransporterhvervet, i afgørelse nr. 2009/992/EF og i forordning EF nr. 1213/2010, som definerer »ansættelsesforhold« således, at der er mulighed for at skride ind over for falsk selvstændig erhvervsvirksomhed, som taget op for nylig i udtalelse fra EØSU (19).

4.1.2.3

EØSU anbefaler, at der indledes en udvidet europæisk social dialog med inddragelse af arbejdsmarkedsparter fra sektorer i hele kæden for onlinesalg og pakkelevering (handel, post, transport og logistik), som skal tackle spørgsmål vedrørende ansættelses- og arbejdsvilkår, udviklingsudsigter, innovation og optimering af de menneskelige ressourcer.

4.1.2.4