MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

24.6.2014

Den Europæiske Unions Tidende

C 193/2

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS UDTALELSE

af 5. februar 2014

om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner

(CON/2014/10)

2014/C 193/02

Indledning og retsgrundlag

Den Europæiske Centralbank (ECB) modtog den 31. oktober 2013 en anmodning fra Rådet om en udtalelse om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (1) (herefter »forordningsforslaget«).

ECB's kompetence til at afgive udtalelse fremgår af artikel 127, stk. 4, og artikel 282, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, da forordningsforslaget indeholder bestemmelser, som vedrører Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB's) opgaver i forbindelse med at fremme betalingssystemernes smidige funktion og bidrage til en smidig gennemførelse af politikkerne vedrørende det finansielle systems stabilitet, som omhandlet i traktatens artikel 127, stk. 2, fjerde led, og artikel 127, stk. 5. I overensstemmelse med artikel 17.5, første punktum, i forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank er denne udtalelse vedtaget af ECB's Styrelsesråd.

Generelle bemærkninger

Ved forordningsforslaget fastsættes der ensartede tekniske og forretningsmæssige krav til betalingskorttransaktioner, som gennemføres inden for Den Europæiske Union, hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i Unionen. Forslaget til forordning består af to dele. Den første del fastsætter et loft over interbankgebyrer (2) for transaktioner med forbrugerrelaterede debetkort på højst 0,20 % af transaktionsværdien og et loft over forbrugerrelaterede kreditkort på højst 0,30 % af transaktionsværdien, som gælder for henholdsvis indenlandske og grænseoverskridende (3) transaktioner efter forskellige overgangsperioder (4). Transaktioner med firmakort og kort udstedt under ordninger med tre parter samt hævninger af kontanter i kontantautomater er undtaget fra kravene i forordningsforslagets første del.

I forordningsforslagets anden del fastsættes de forretningsregler og andre tekniske krav, der vil gælde for alle kategorier af kortbaserede betalingstransaktioner. De vigtigste af disse er adskillelsen af betalingskortordninger og behandlingsenheder (5), ændringer i anvendelsen af reglen om, at alle kort skalaccepteres — »Honour All Cards Rule« (den såkaldte HACR-regel) (6) — og et forbud mod regler, der gør det vanskeligt at gennemføre eller forhindrer co-badging (7). Forordningsforslaget indeholder også en ny regel, hvorefter licenser, som via kortordninger meddeles til udstedelses- eller indløsningsformål, skal omfatte hele EU's område, samt regler om at øge gennemsigtigheden af de gebyrer, som opkræves hos forretningsdrivende (»blandingsophør«), og at forbyde »foranstaltninger vedrørende styring« i licensaftaler (8). Der er også en række nye regler, der skal forbedre gennemsigtigheden af gebyrstrukturerne, f.eks. et forbud mod bestemmelser, der afholder de forretningsdrivende fra at oplyse deres kunder om de gebyrer, som de betaler til indløserne af betalingstjenesterne, og et krav om, at indløsende betalingstjenesteudbydere som minimum skal forelægge de forretningsdrivende månedlige opgørelser over de gebyrer, som de opkræver hos de forretningsdrivende, hvori de gebyrer, som de forretningsdrivende har betalt i den pågældende måned, udspecificeres på hver enkelt kategori af kort og hvert enkelt varemærke, som den indløsende bank udbyder tjenester for.

ECB glæder sig over, at forordningsforslaget fastsætter fælles bestemmelser for interbankgebyrer i hele EU samt ensartede forretningsregler og tekniske krav for kortbaserede betalingstransaktioner. Forslagene er generelt i tråd med Eurosystemets eksisterende positioner. Betalingskort er det mest anvendte elektroniske betalingsinstrument ved detailkøb og repræsenterer således en stor andel af de betalingstransaktioner, der foretages i EU. På trods heraf er interbankgebyrer for nærværende i vid udstrækning ikke-regulerede og varierer derfor meget på tværs af medlemsstaterne. Indførelsen af fælles bestemmelser skal bidrage til at gennemføre det indre marked for betalinger og støtte etableringen af et fælles eurobetalingsområde (SEPA). De nye bestemmelser har ganske vist et stærkt konkurrencerelateret aspekt, men har også til formål at reducere opsplitningen af markedet og skabe lige vilkår, som vil gøre det lettere for de eksisterende aktører at konkurrere og for nye udbydere at indtræde på markedet for kortbetaling, hvilket vil føre til større effektivitet og generelt større brug af elektroniske betalingsinstrumenter.

Specifikke bemærkninger

1. Definitioner af begreber

Definitionerne i forordningsforslaget (9) er i en vis udstrækning, men ikke fuldt ud, i overensstemmelse med definitionerne i forslaget om et nyt betalingstjenestedirektiv (Payment Services Directive, herefter »det foreslåede PSD2«) (10) og Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 (11). Det er en fordel at definere begreber, der forekommer i tæt forbundne EU-retsakter, på samme måde, for at undgå misforståelser og for at gøre det lettere for borgerne at forstå den retlige ramme. Derfor mener ECB, at definitionen af en række vigtige begreber, såsom »betalingsordre«, »betalingstjenesteudbyder« og »betalingstransaktion«, bør bringes yderligere i overensstemmelse med definitionerne i det foreslåede PSD2. Endvidere er de foreslåede definitioner af »kortbaseret betalingstransaktion« og »betalingskorttransaktion« meget lig hinanden. ECB foreslår derfor, at de slås sammen til én definition. Af bilaget til denne udtalelse fremgår en række yderligere tekniske kommentarer til definitionerne.

2. Andre bestemmelser

2.1.

ECB glæder sig over, at der er større klarhed med hensyn til interbankgebyrer. Hvis loftet over grænseoverskridende interbankgebyrer indføres før loftet over nationale interbankgebyrer, vil det imidlertid kunne være til skade for mindre nationale kortindløsere, fordi de ikke vil være i stand til at tage konkurrencen op med udenlandske indløsere, der drager fordel af de lavere grænseoverskridende interbankgebyrer. ECB foreslår derfor, at disse lofter indføres på samme tid.

2.2.

ECB støtter forslaget om, at valget af kort i tilfælde af, at der er mere end et kort under samme varemærke (co-branding), skal ske på salgsstedet (12). Men samtidig kan betalerne have et incitament til at vælge kortvaremærker, der giver dem yderligere fordele, såsom bonusprogrammer, der følgelig kan føre til en stigning i brugen af dyre kortvaremærker. Derfor foreslår ECB, at valget af et specifikt varemærke skal træffes i fællesskab af kortholderen og den forretningsdrivende på salgsstedet.

2.3.

ECB hilser det velkommen, at forslaget indeholder et forbud mod regler, der tvinger forretningsdrivende til at acceptere alle kort inden for et specifikt varemærke, men er bekymret over undtagelsen, hvorefter de forretningsdrivende har pligt til at acceptere andre betalingsinstrumenter med det samme varemærke og/eller af samme kategori, som er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr (13). Beslutningen om at acceptere kort, og hvilke varemærker eller kortprodukter, den forretningsdrivende vil acceptere i en bestemt ordning, bør være en kommerciel beslutning, som den forretningsdrivende selv træffer.

2.4.	Endvidere foreslår ECB at præcisere, at betalingskortordningerne ikke må diskriminere behandlingsenhederne ved at gennemføre forretningsregler, der begrænser interoperabiliteten mellem behandlingsenhederne unødigt.

2.5.	Endelig kan betalingskortordningerne have brug for yderligere tid til at tilpasse sig til de nye krav. I den forbindelse kunne det overvejes at fastsætte en overgangsperiode for kravet om adskillelse (14).

2.6.	Af effektivitetshensyn foreslår ECB, at én enkelt kompetent myndighed er ansvarlig for at sikre, at forordningen overholdes, men er opmærksom på, at dette kan være vanskeligt at gennemføre i praksis som følge af forskellene mellem de nationale systemer.

Hvor ECB foreslår ændringer af forordningsforslaget, vedlægges som bilag ændringsforslag med en begrundelse herfor.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 5. februar 2014.

Mario DRAGHI

Formand for ECB

(1) KOM(2013) 550 endelig/2.

(2) Jf. forordningsforslagets kapitel II og III. Interbankgebyrer er gebyrer, der normalt gælder mellem de kortindløsende og de kortudstedende betalingstjenesteudbydere, der indgår i en bestemt kortordning. Interbankgebyrerne udgør hovedparten af de gebyrer, som forretningsdrivende betaler til indløsende betalingstjenesteudbydere for hver enkelt korttransaktion.

(3) Grænseoverskridende transaktioner er, når forbrugerne bruger deres betalingskort i en anden medlemsstat, eller når en handlende bruger en indløsende betalingstjenesteudbyder i en anden medlemsstat.

(4) Loftet for grænseoverskridende transaktioner træder i kraft to måneder efter forordningens ikrafttrædelse. To år efter forordningens ikrafttrædelse vil disse lofter også gælde for indenlandske transaktioner.

(5) Betalingskortordninger og enheder, der behandler kortbaserede betalinger, skal være uafhængige af hinanden for så vidt angår juridisk form, organisation og beslutningstagning.

(6) Denne regel gælder for kortordninger eller betalingstjenesteudbydere, som kræver, at de forretningsdrivende accepterer alle de produkter, der er udstedt under det samme varemærke, hvilket betyder, at de forretningsdrivende ikke kan begrænse deres accept til en bestemt korttype. I henhold til forordningsforslagets artikel 10 har forretningsdrivende lov til kun at acceptere én kortkategori inden for det samme varemærke, idet betalingstjenesteudbyderen eller kortordningen er underlagt et forbud mod at kræve, at de forretningsdrivende skal acceptere flere eller alle kategorier af det samme varemærke. Endvidere indføres der med forordningsforslaget et krav, der forhindrer de forretningsdrivende i at diskriminere mellem kort, der er genstand for det samme regulerede interbankgebyr. Accepterer de forretningsdrivende f.eks. et debetkortvaremærke, skal de også acceptere debetkort fra alle andre varemærker.

(7) Med andre ord at to eller flere betalingsvaremærker kombineres på et kortbaseret betalingsinstrument.

(8) Betalingstjenesteudbyderne eller betalingskortordningerne må ikke forhindre de forretningsdrivende i at styre forbrugerne over imod brug af bestemte betalingsinstrumenter, som de forretningsdrivende foretrækker, eller i at oplyse forbrugerne om interbankgebyrer eller detailhandelsgebyrer.

(9) Jf. forordningsforslagets artikel 2.

(10) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiverne 2002/65/EF, 2013/36/EF og 2009/110/EF og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (KOM(2013) 547 endelig).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).

(12) Jf. forordningsforslagets artikel 8, stk. 5.

(13) Forordningsforslagets artikel 10, stk. 1, og betragtning 29.

(14) Jf. forordningsforslagets artikel 7.

BILAG

Ændringsforslag

Tekst foreslået af Europa-Kommissionen

Ændringer foreslået af ECB (1)

Ændringsforslag 1

Betragtning 15 til 17

»(15)

Denne forordning følger en trinvis tilgang. For det første er det nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at lette grænseoverskridende udstedelse og indløsning af betalingskorttransaktioner. Ved at give forretningsdrivende adgang til at vælge en indløser uden for deres egen medlemsstat (»grænseoverskridende indløsning«) og ved at indføre en øvre grænse for grænseoverskridende interbankgebyrer for transaktioner, der indløses på tværs af grænser, burde det være muligt at skabe den nødvendige juridiske klarhed. Derudover bør licenser til at udstede eller indløse betalingsinstrumenter gælde uden geografiske restriktioner inden for Unionen. Sådanne foranstaltninger vil fremme et velfungerende indre marked for kort-, internet- og mobilbetalinger til fordel for forbrugerne og detailhandlere.

(16)

Som følge af ensidige løfter og forpligtelser i forbindelse med konkurrencesager gennemføres mange grænseoverskridende betalingskorttransaktioner i Unionen allerede i overensstemmelse med de maksimale interbankgebyrer, der finder anvendelse i denne forordnings første fase. Derfor bør de bestemmelser, der finder anvendelse på nævnte transaktioner, træde i kraft hurtigt og således give detailhandlere mulighed for at lede efter billigere indløsende tjenester på tværs af grænser og tilskynde nationale banker eller ordninger til at sænke deres indløsningsgebyrer.

(17)

For så vidt angår nationale transaktioner vil der være behov for en overgangsperiode, således at betalingstjenesteudbydere og betalingsordninger får tid til at tilpasse sig de nye krav. For at sikre gennemførelsen af et indre marked for kortbaserede betalinger bør lofterne over interbankgebyrer for forbrugerrelaterede korttransaktioner derfor udvides til at omfatte alle grænseoverskridende og nationale betalinger to år efter denne forordnings ikrafttræden.«

»(15)

Denne forordning følger en trinvis tilgang. For det første er det nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at lette grænseoverskridende udstedelse og indløsning af betalingskorttransaktioner. Ved at give forretningsdrivende adgang til at vælge en indløser uden for deres egen medlemsstat (»grænseoverskridende indløsning«) og ved at indføre en øvre grænse for grænseoverskridende interbankgebyrer for transaktioner, der indløses på tværs af grænser, burde det være muligt at skabe den nødvendige juridiske klarhed. Derudover bør og sikre, at licenser til at udstede eller indløse betalingsinstrumenter gælder uden geografiske restriktioner inden for Unionen. Sådanne foranstaltninger vil fremme et velfungerende indre marked for kort, internet- og mobilbetalinger blive fremmet til fordel for forbrugerne og detailhandlere.

(16)

Som følge af ensidige løfter og forpligtelser i forbindelse med konkurrencesager gennemføres mange grænseoverskridende betalingskorttransaktioner i Unionen, og nogle nationale transaktioner i visse medlemsstater, allerede i overensstemmelse med de maksimale interbankgebyrer, der finder anvendelse i denne forordnings første fase. Derfor bør de bestemmelser, der finder anvendelse på nævnte transaktioner, træde i kraft hurtigt og således give detailhandlere mulighed for at lede efter billigere indløsende tjenester på tværs af grænser og tilskynde nationale banker eller ordninger til at sænke deres indløsningsgebyrer.

(17)

Begrundelse:

Perioden på 22 måneder, som foreslås mellem indførelsen af loftet over grænseoverskridende interbankgebyrer og loftet over nationale interbankgebyrer, kan være til skade for mindre nationale kortindløsere, da de ikke vil være i stand til at tage konkurrencen op med udenlandske indløsere, der drager fordel af de lavere grænseoverskridende interbankgebyrer. Der foretrækkes derfor en fælles dato for indførelsen af loftet over interbankgebyrer. ECB er dog neutral med hensyn til den foreslåede tidsfrist.

Ændringsforslag 2

Betragtning 24

»(24)

Forbrugerne er sjældent bevidste om de gebyrer, som forretningsdrivende betaler for det betalingsinstrument, de anvender. Samtidig kan en række tilskyndende foranstaltninger, som udstedende betalingstjenesteudbydere anvender (f.eks. rejsekuponer, bonusser, rabatter, tilbageføring, gratis forsikringer osv.), styre forbrugerne i retning af at anvende betalingsinstrumenter, som tilvejebringer store gebyrer for udstedende betalingstjenesteudbydere. For at modvirke dette bør de foranstaltninger, som begrænser interbankgebyrer, kun finde anvendelse på betalingskort, der er blevet til masseprodukter, og som forretningsdrivende normalt har vanskeligt ved at afvise, idet de udstedes og anvendes i vidt omfang (f.eks. forbrugeres debet- og kreditkort). For at sikre, at markedet i de ikke-regulerede dele af sektoren, kommer til at fungere mere effektivt, og for at begrænse overførsel af forretningsaktiviteter fra de regulerede til de ikke-regulerede dele af sektoren er det nødvendigt at træffe en række foranstaltninger, herunder vedrørende adskillelse af ordning og infrastruktur og betalingsmodtagers styring af betaleren, og at give betalingsmodtageren mulighed for kun at acceptere udvalgte betalingsinstrumenter.«

»(24)

Forbrugerne er sjældent bevidste om de gebyrer, som forretningsdrivende betaler for det betalingsinstrument, de anvender. Samtidig kan en række tilskyndende foranstaltninger, som udstedende betalingstjenesteudbydere anvender (f.eks. rejsekuponer, bonusser, rabatter, tilbageføring, gratis forsikringer osv.), styre forbrugerne i retning af at anvende betalingsinstrumenter, som tilvejebringer store gebyrer for udstedende betalingstjenesteudbydere. For at modvirke dette bør de foranstaltninger, som begrænser interbankgebyrer, kun finde anvendelse på betalingskort, der er blevet til masseprodukter, og som forretningsdrivende normalt har vanskeligt ved at afvise, idet de udstedes og anvendes i vidt omfang (f.eks. forbrugeres debet- og kreditkort). For at sikre, at markedet i de ikke-regulerede dele af sektoren, kommer til at fungere mere effektivt, og for at begrænse overførsel af forretningsaktiviteter fra de regulerede til de ikke-regulerede dele af sektoren er det nødvendigt at træffe en række foranstaltninger, herunder vedrørende adskillelse af ordning og behandlingsinfrastruktur og betalingsmodtagers styring af betaleren, og at give betalingsmodtageren mulighed for kun at acceptere udvalgte betalingsinstrumenter.«

Begrundelse:

Denne tilføjelse foreslås for at præcisere konteksten.

Ændringsforslag 3

Betragtning 29

»(29)

[…]

Men for at beskytte forbrugerne og deres adgang til at anvende betalingskort så ofte som muligt bør forretningsdrivende være forpligtet til at acceptere alle kort, som er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr. En sådan begrænsning vil også bevirke, at kort med interbankgebyrer, som ikke er reguleret ved denne forordning, udsættes for større konkurrence, idet de forretningsdrivende vil være bedre stillet, når de skal forhandle om betingelserne for at acceptere sådanne kort.«

»(29)

[…].

Begrundelse:

De forretningsdrivende bør selv kunne træffe kommercielle beslutninger med hensyn til, hvilke kort, ordninger, varemærker eller produkter, de ønsker at acceptere. At gøre accept af kort, der er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr, obligatorisk, synes at være unødvendigt vidtrækkende.

Ændringsforslag 4

Artikel 2, nr. 1

»(1)	»indløser«: en betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale direkte eller indirekte med en betalingsmodtager med henblik på at behandle betalingsmodtagerens betalingstransaktioner«

»1)	»indløser«: en betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale direkte eller indirekte med en betalingsmodtager med henblik på at acceptere og behandle betalingsmodtagerens betalingstransaktioner, der er initieret af en betalers betalingsinstrument«

Begrundelse:

Det er nødvendigt at ændre denne artikel for at afspejle visse yderligere forhold i forbindelse med indløsning. Ændringsforslaget er i overensstemmelse med den definition af »indløsning af betalingstransaktioner«, som Eurosystemet har foreslået i sin udtalelse om det foreslåede PSD2.

Ændringsforslag 5

Artikel 2, nr. 2

»(2)	»udsteder«: en betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale direkte eller indirekte med en betaler med henblik på at initiere, behandle og afvikle betalerens betalingstransaktioner«

»2)	»udsteder«: en betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale direkte eller indirekte med en betaler giver betaleren et betalingsinstrument med henblik på at initiere, behandle og afvikle betalerens betalingstransaktioner«

Begrundelse:

Ordlyden er ændret for at afspejle visse yderligere forhold i forbindelse med udstedelse. Ændringsforslaget er i overensstemmelse med den definition af »udstedelse af betalingsinstrumenter«, som Eurosystemet har foreslået i sin udtalelse om det foreslåede PSD2.

Ændringsforslag 6

Artikel 2, nr. 4

»(4)	»debetkorttransaktion«: en betalingstransaktion med kort, herunder forudbetalte kort, knyttet til en betalingskonto eller en opsparingskonto med hæveadgang, som debiteres en transaktion, mindre end eller 48 timer efter at transaktionen er godkendt/initieret.«

»4)	»debetkorttransaktion«: en betalingstransaktion med kort initieret med et debetkort herunder forudbetalte kort, knyttet til en betalingskonto eller en opsparingskonto med hæveadgang, som debiteres en transaktion, mindre end eller 48 timer efter at transaktionen er godkendt/initieret.«

4a)	»debetkort«: et kort, der gør det muligt for dets indehavere at foretage køb og/eller hæve kontanter, som direkte og omgående trækkes fra deres betalingskonti, uanset om disse er oprettet hos kortudstederen.«

Begrundelse:

Det kan ikke tages for givet, at et debetkort vil blive debiteret inden for 48 timer. Adskillelsen mellem debet- og kreditkort bør derfor være baseret på omgående debitering af kontoen (debetkort) og debitering på forud aftalte datoer (kreditkort). Endvidere bør definitionen af debetkort også adskille sig fra definitionen af kreditkort (se nedenfor), for så vidt angår de fordele, der er for betaleren, som således udgør en ikke-vilkårlig begrundelse for den foreslåede forskel mellem de respektive lofter over interbankgebyrer.

Ændringsforslag 7

Artikel 2, nr. 5

»(5)	»kreditkorttransaktion«: en betalingstransaktion med kort, hvor transaktionen afvikles, mere end 48 timer efter at transaktionen er godkendt/initieret«

»5)	»kreditkorttransaktion«: en betalingstransaktion med kort initieret med et kreditkort hvor transaktionen afvikles, mere end 48 timer efter at transaktionen er godkendt/initieret

5a)

»kreditkort«: et kort, der gør det muligt for kortholdere at foretage køb og/eller hæve kontanter op til en aftalt kreditgrænse. Kreditten kan enten tilbagebetales i sin helhed ved udgangen af en nærmere angivet periode eller tilbagebetales delvist, idet saldoen betragtes som en udvidet kredit, hvoraf der normalt opkræves renter. Reglerne for ordningen og behandlingen af transaktionen, samt den forretningsdrivendes procedurer for accept af kort, kan være mere vidtrækkende end ved transaktioner med et debetkort.«

Begrundelse:

Jf. begrundelsen for ændringsforslag 6.

Ændringsforslag 8

Artikel 2, nr. 7

»(7)

»kortbaseret betalingstransaktion«: en tjeneste brugt til at fuldføre en betalingstransaktion ved hjælp af enhver form for kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr eller software, hvis dette fører til en betalingskorttransaktion. Kortbaserede betalingstransaktioner omfatter ikke transaktioner baseret på andre former for betalingstjenester.«

»7)

»kortbaseret betalingstransaktion«: en tjeneste brugt til at fuldføre en betalingstransaktion initieret ved hjælp af enhver form for kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr eller software et kortbaseret betalingsinstrument, der er omfattet af de regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer for en kortordning, hvis dette fører til en betalingskorttransaktion. Kortbaserede betalingstransaktioner omfatter ikke transaktioner baseret på andre former for betalingstjenester , der ikke fører til en kreditoverførsel eller en direkte debitering som omhandlet i artikel 2 i forordning (EU) nr. 260/2012.«

Begrundelse:

Definitionen af en »kortbaseret betalingstransaktion«, som Kommissionen har foreslået, er en smule bredere end definitionen af en »betalingskorttransaktion«, idet den også omfatter transaktioner foretaget uden brug af et fysisk kort. Under hensyn til den hastige udvikling på kortområdet og den stigende mængde forskellige betalingsløsninger, der benytter sig af kortinfrastrukturen, foreslår ECB, at de to definitioner slås sammen.

Ændringsforslag 9

Artikel 2, nr. 8

»(8)

»grænseoverskridende betalingstransaktion«: en betaling med kort eller en kortbaseret betalingstransaktion initieret af en betaler eller en betalingsmodtager, hvor betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i forskellige medlemsstater, eller hvor betalingskortet er udstedt af en udstedende betalingstjenesteudbyder, der er etableret i en anden medlemsstat end salgsstedets«

»8)

»grænseoverskridende kortbetalingstransaktion«: en betaling med kort eller en kortbaseret betalingstransaktion initieret af en betaler eller en betalingsmodtager, hvor betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder udsteder og indløser af transaktionen er etableret i forskellige medlemsstater, eller hvor betalingskortetindløseren er udstedt af en udstedende betalingstjenesteudbyder, der er etableret i en anden medlemsstat end salgsstedets«

Begrundelse:

Det foreslås at forenkle ordlyden af denne definition som anført i ændringsforslaget ovenfor.

Ændringsforslag 10

Artikel 2, nr. 9

»(9)	»interbankgebyr«: et gebyr, der betales for hver enkelt transaktion direkte eller indirekte (dvs. gennem tredjemand) mellem betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere, som deltager i en betalingskorttransaktion eller betalingskortbaseret transaktion«

»9)

»interbankgebyr«: et gebyr, der betales for hver enkelt pr. kortbaserede betalingstransaktion direkte eller indirekte (dvs. gennem tredjemand) mellem betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere, som deltager i en betalingskorttransaktion eller betalingskortbaseret udsteder og indløser af den pågældende transaktion«

Begrundelse:

Det foreslås at forenkle ordlyden af denne definition ved at henvise til begreberne udsteder og indløser.

Ændringsforslag 11

Artikel 2, nr. 10

»(10)

»detailhandelsgebyr«: et gebyr, som betalingsmodtageren betaler til indløseren for hver enkelt transaktion, og som omfatter interbankgebyret, betalingsordnings- og behandlingsgebyret og indløserens fortjeneste«

»10)	»detailhandelsgebyr«: et gebyr, som betalingsmodtageren betaler til indløseren for hver enkelt kortbaserede betalings transaktion s , og som omfatter interbankgebyret, betalingsordnings- og behandlingsgebyret og indløserens fortjeneste tjenester, der leveres af indløseren«

Begrundelse:

Det foreslås ikke at begrænse definitionen af detailhandelsgebyr til de anførte punkter.

Ændringsforslag 12

Artikel 2, nr. 13

»(13)

»betalingskortordning«: et fælles sæt af regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer for betalingstransaktioner i hele Unionen og inden for medlemsstaterne, der adskiller sig fra enhver infrastruktur eller ethvert betalingssystem, som ligger til grund for ordningens drift«

»13)

»betalingskortordning«: et fælles sæt af regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer for betalingstransaktioner initieret af et kortbaseret betalingsinstrument i hele Unionen og inden for medlemsstaterne, der adskiller sig fra enhver infrastruktur eller ethvert betalingssystem, som ligger til grund for ordningens drift«

Begrundelse:

Ordlyden er ændret for at indarbejde initieringselementet. Henvisningerne til Unionen og medlemsstaterne bør slettes, da de ikke er nødvendige.

Ændringsforslag 13

Artikel 2, nr. 14

»(14)

»betalingskortordning med fire parter«: en betalingskortordning, hvor betalinger fra en kortholders betalingskonto til en betalingsmodtagers betalingskonto foretages via ordningen, en betalingskortudstedende betalingstjenesteudbyder (på kortholderens side) og en indløsende betalingstjenesteudbyder (på betalingsmodtagerens side) og kortbaserede transaktioner baseret på den samme struktur«

»14)

»betalingskortordning med fire parter«: en betalingskortordning, hvor de udstedende og indløsende tjenester leveres af andre enheder end den enhed, der står for kortordningen betalinger fra en kortholders betalingskonto til en betalingsmodtagers betalingskonto foretages via ordningen, en betalingskortudstedende betalingstjenesteudbyder (på kortholderens side) og en indløsende betalingstjenesteudbyder (på betalingsmodtagerens side) og kortbaserede transaktioner baseret på den samme struktur«

Begrundelse:

Det foreslås, at der ikke sondres mellem kortordninger med tre parter og kortordninger med fire parter på grundlag af udstedende og indløsende tjenester.

Ændringsforslag 14

Artikel 2, nr. 15

»(15)

»betalingskortordning med tre parter«: en betalingskortordning, hvor der foretages betalinger fra en betalingskonto, som ordningen fører på kortholderens vegne, til en betalingskonto, som ordningen fører på betalingsmodtagerens vegne, og kortbaserede transaktioner baseret på den samme struktur. Når en betalingskortordning med tre parter giver andre betalingstjenesteudbydere licens til at udstede og/eller indløse betalingskort, anses den for at være en betalingskortordning med fire parter«

»15)

»betalingskortordning med tre parter«: en betalingskortordning, hvor både udstedelse og indløsning af betalingstransaktioner under ordningens varemærke udføres af den enhed, der står for kortordningen. der foretages betalinger fra en betalingskonto, som ordningen fører på kortholderens vegne, til en betalingskonto, som ordningen fører på betalingsmodtagerens vegne, og kortbaserede transaktioner baseret på den samme struktur. Når Hvis en betalingskortordning med tre parter giver andre betalingstjenesteudbydere licens til at udstede dens kortbaserede betalingsinstrumenter og/eller indløse betalingskort dens kortbaserede betalingstransaktioner, anses den for at være en betalingskortordning med fire parter«

Begrundelse:

Jf. begrundelsen for ændringsforslag 13.

Ændringsforslag 15

Artikel 2, nr. 16

»(16)

»betalingsinstrument«: enhver form for personaliseret anordning og/eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og som betalingstjenestebrugeren anvender, eller som bruges på dennes vegne, for at initiere en betalingsordre«

»16)	»betalingsinstrument«: enhver form for personaliseret anordning og/eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og som betalingstjenestebrugeren anvender, eller som bruges på dennes vegne, for at initiere en betalingsordre«

Begrundelse:

Denne definition bør bringes i overensstemmelse med det foreslåede PSD2.

Ændringsforslag 16

Artikel 2, nr. 17

»(17)

»kortbaseret betalingsinstrument«: enhver form for betalingsinstrument, herunder et kort, en mobiltelefon, en computer eller enhver anden teknologisk anordning, der indeholder en passende applikation, som betaleren bruger til at initiere en betalingsordre, der ikke er en kreditoverførsel eller en direkte debitering som defineret i artikel 2 i forordning (EU) nr. 260/2012«

»17)

»kortbaseret betalingsinstrument«: enhver form for betalingsinstrument, herunder et kort eller enhver form for andet betalingsinstrument, der har de samme egenskaber som et betalingskort, en mobiltelefon, en computer eller enhver anden teknologisk anordning, der indeholder en passende applikation, som betalingsmodtageren accepterer for at modtage en betaling, og som betaleren bruger til at initiere en betalingsordre, der ikke er fører til en kreditoverførsel eller en direkte debitering som defineret i artikel 2 i forordning (EU) nr. 260/2012«

Begrundelse:

Denne definition bør bringes i overensstemmelse med definitionen af en »kortbaseret betalingstransaktion« som anført i ændringsforslag 8.

Ændringsforslag 17

Artikel 2, nr. 18

»(18)

»betalingsapplikation«: computersoftware eller tilsvarende uploadet på en anordning, som gør det muligt at initiere kortbaserede betalingstransaktioner og sætter betaleren i stand til at udstede betalingsordrer«

»18)	»kortbaseret betalingsapplikation«: computersoftware eller tilsvarende uploadet på en anordning eller hvortil der opnås fjernadgang, som gør det muligt for betaleren at initiere kortbaserede betalingstransaktioner og sætter betaleren i stand til at udstede betalingsordrer«

Begrundelse:

Det foreslås at indarbejde elementet fjernadgang i definitionen af dette begreb.

Ændringsforslag 18

Artikel 2, nr. 19

»(19)

»betalingsordre«: enhver form for instruks fra en betaler til en betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion«

»19)	»betalingsordre«: enhver form for instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til en betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion«

Begrundelse:

Betalingsordrer for kortbetalinger kan også initieres af betalingsmodtageren. Endvidere bringer ændringsforslaget definitionen i overensstemmelse med det foreslåede PSD2.

Ændringsforslag 19

Artikel 2, nr. 20

»(20)

»betalingskorttransaktion«: en betalingstransaktion gennemført med et betalingskort eller ved brug af infrastrukturen for en betalingskorttransaktion og baseret på forretningsbestemmelserne for en betalingskorttransaktion«

»20)	»betalingskorttransaktion«: en betalingstransaktion gennemført med et betalingskort eller ved brug af infrastrukturen for en betalingskorttransaktion og baseret på forretningsbestemmelserne for en betalingskorttransaktion«

Begrundelse:

Definitionen er meget lig definitionen af en »kortbaseret betalingstransaktion«. Det foreslås derfor, at de to definitioner slås sammen.

Ændringsforslag 20

Artikel 2, nr. 21

»(21)

»21)

»betalingstjenesteudbyder«: fysiske eller juridiske personer, som er meddelt tilladelse til at yde de betalingstjenester, der er opført i bilaget til direktiv 2007/64/EF. En udbyder af betalingstjenester kan både være en udsteder eller en indløser eller begge dele ethvert af de organer, hvortil der henvises i artikel 1, stk. 1, i det foreslåede PSD2 (2) (KOM(2013)547/3) og juridiske og fysiske personer, som er omfattet af undtagelsen i artikel 27 i det foreslåede PSD2«

Begrundelse:

For at bringe definitionen i overensstemmelse med det foreslåede PSD2.

Ændringsforslag 21

Artikel 2, nr. 23

»(23)

»betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en betalingsmodtager med henblik på at overføre midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren«

»23)	»betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren«

Begrundelse:

For at bringe definitionen i overensstemmelse med det foreslåede PSD2.

Ændringsforslag 22

Artikel 2, nr. 24

»(24)

»behandling«: udførelse af tjenester til behandling af betalingstransaktioner i form af de handlinger, der er nødvendige for at behandle en betalingsordre mellem indløseren og udstederen«

»24)

»behandling«: udførelse af tjenester til behandling af betalingstransaktioner i form af de handlinger, der er nødvendige for at behandle en betalingsordre mellem indløseren og udstederen enhver automatisk databehandling for udsteder eller indløser inden for rammerne af en kortbaseret betalingstransaktion«

Begrundelse:

Ændret for at præcisere yderligere, hvad tjenester til behandling af betalingstransaktioner leveret af betalingstjenesteudbydere omfatter.

Ændringsforslag 23

Artikel 2, nr. 25

»(25)

»behandlingsenhed«: enhver fysisk eller juridisk person, som yder tjenester til behandling af betalingstransaktioner.«

»25)	»behandlingsenhed«: enhver fysisk eller juridisk person teknisk tjenesteudbyder, som yder tjenester til behandling af betalingstransaktioner.«

Begrundelse:

Ordlyden er ændret for at understrege det tekniske element, dvs. at betalingstjenesterne behandles elektronisk.

Ændringsforslag 24

Artikel 3 og 4

»Artikel 3

Interbankgebyrer for grænseoverskridende forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner

Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to måneder efter denne forordnings ikrafttræden for grænseoverskridende debetkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi.

Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to måneder efter denne forordnings ikrafttræden for grænseoverskridende kreditkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,3 % af transaktionens værdi.

Artikel 4

Interbankgebyrer for alle forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner

1.	Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for debetkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi.

2.	Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for kreditkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,3 % af transaktionens værdi.«

»Artikel 3

Interbankgebyrer for grænseoverskridende forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner

Artikel 4

Interbankgebyrer for alle forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner

1.	Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for debetkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi.

2.	Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for kreditkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,3 % af transaktionens værdi.«

Begrundelse:

Jf. begrundelsen for ændringsforslag 1.

Ændringsforslag 25

Artikel 7, stk. 3, og artikel 7, stk. 5 og 6 (ny) (3)

»3.	Territorial forskelsbehandling i de bestemmelser om behandling, som betalingskortordninger anvender, er forbudt.

[…]«

»3.	Territorial forskelsbehandling vedrørende valget af behandlingsenhed i de bestemmelser om behandling, som betalingskortordninger anvender, er forbudt.

(…)

5.	Betalingskortordningerne bør have en fair og gennemsigtig procedure for at sikre, at andre behandlingsenheder ikke diskrimineres unødigt, og at den tekniske interoperabilitet med uafhængige behandlingsenheder ikke begrænses.

6.	Denne artikel finder anvendelse fra toårsdagen for denne forordnings ikrafttrædelse. «

Det foreslås at ændre stk. 3 for at øge klarheden af den nuværende ordlyd, der, som den er nu, kan fortolkes på en måde, der ikke giver råderum til risikoforvaltning i de enkelte lande på forskellige stadier af behandlingen, dvs. ved godkendelse.

ECB foreslår, at der indsættes et nyt stk. 5 for at undgå den mulighed, at betalingskortordningerne diskriminerer behandlingsenheder ved at gennemføre forretningsregler, der begrænser interoperabiliteten mellem behandlingsenhederne unødigt.

Endelig foreslås det at indsætte et nyt stk. 6. Betalingssektoren kan have brug for yderligere tid til at gennemføre adskillelsen mellem ordning og behandlingsinfrastruktur. Det foreslås derfor, at denne artikel først finder anvendelse to år efter forordningens ikrafttrædelse.

Ændringsforslag 26

Artikel 8, stk. 3 og 5

»3.

Betalingskortordninger må ikke stille krav om indberetning, krav om gebyrer eller andre krav med samme formål eller virkning til kortudstedende og -indløsende betalingstjenesteudbydere ved transaktioner, der gennemføres med en anordning, hvor deres varemærke er til stede, i forbindelse med transaktioner, hvor der ikke gøres brug af deres ordning.

(…)

5.	Når en betalingsanordning giver mulighed for at vælge mellem forskellige betalingsinstrumentvaremærker, bestemmer betaleren på salgsstedet, hvilket varemærke der skal anvendes i forbindelse med den givne betalingstransaktion.«

»3.

(…)

5.	Når en betalingsanordning giver mulighed for at vælge mellem forskellige betalingsinstrumentvaremærker, bestemmer aftaler betaleren og betalingsmodtageren på salgsstedet, hvilket varemærke der skal anvendes i forbindelse med den givne betalingstransaktion.«

Centralbankerne kræver med henblik på tilsynsmæssige formål, at kortordningerne indberetter statistik over svindel. Det vil være en betydelig byrde, hvis indberetningskravene ændres, så de kommer til at omfatte et større antal udbydere. Som en løsning på dette problem foreslås det at pålægge indberetningskrav, der giver kontrolorganerne, tilsynsmyndighederne eller centralbankerne de oplysninger, de faktisk har brug for.

Valget af et specifikt varemærke bør foretages i fællesskab af kortholderen (dvs. betaleren) og den forretningsdrivende (betalingsmodtageren). Ligger valget udelukkende hos betaleren, er der en risiko for, at betaleren vil vælge et dyrt mærke, som, fordi det giver ham/hende yderligere fordele, vil føre til højere omkostninger for den forretningsdrivende, hvilket i sidste instans vil kunne føre til højere priser for alle den forretningsdrivendes kunder.

Ændringsforslag 27

Artikel 10, stk. 1

»1.

Betalingsordninger og betalingstjenesteudbydere må ikke anvende bestemmelser, der kan gøre betalingsmodtagere, som accepterer kort og andre betalingsinstrumenter udstedt af én udstedende betalingstjenesteudbyder inden for rammerne af en betalingsinstrumentordning, forpligtet til også at acceptere andre betalingsinstrumenter med det samme varemærke og/eller af samme kategori udstedt af andre udstedende betalingstjenesteudbydere inden for rammerne af den samme ordning, medmindre de er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr.«

»1.

Betalingsordninger og betalingstjenesteudbydere må ikke anvende bestemmelser, der kan gøre betalingsmodtagere, som accepterer kort og andre betalingsinstrumenter udstedt af én udstedende betalingstjenesteudbyder inden for rammerne af en kort betalingsinstrumentordning, forpligtet til også at acceptere andre varemærker, betalingsinstrumenter eller produkter med det samme varemærke og/eller af samme kategori udstedt af andre udstedende betalingstjenesteudbydere inden for rammerne af den samme ordning, medmindre de er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr.«

Begrundelse:

Hvorvidt en forretningsdrivende vil acceptere kort, og i givet fald hvilke ordninger, varemærker eller produkter, han/hun vil acceptere, eller hvilke kort i en bestemt ordning, vedkommende vil acceptere, bør være en kommerciel beslutning, som den forretningsdrivende træffer. At tillade ordninger og udbydere at anvende regler, der tvinger betalingsmodtagerne til at acceptere kort, der er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr, synes at være unødvendigt vidtrækkende. De yderligere ændringer har til formål at forenkle de krav, der er fastsat i dette stykke. I henhold til betragtning 29 er målet med dette stykke at fjerne forpligtelsen til at acceptere alle produkter fra reglen om forpligtelsen til at acceptere alle kort inden for samme varemærke. De betingelser, der påhviler udstederne, er ikke nødvendige for at nå dette mål.

Ændringsforslag 28

Artikel 10, stk. 5 (ny)

Ingen tekst

»5.	Forretningsdrivene kan vælge ikke at acceptere alle kort eller andre betalingsinstrumenter, hvis de indebærer et lavt sikkerhedsniveau, og hvis indløseren ikke garanterer fuld betaling af godkendte transaktioner.«

Begrundelse:

De forretningsdrivende bør have mulighed for at vælge ikke at acceptere kort med et lavere sikkerhedsniveau, f.eks. kort uden mikrochip, da de ikke er garanteret betaling ved brug af sådanne kort og derfor udsættes for en større økonomisk risiko.

(1) Fed skrift i brødteksten angiver, hvor ECB foreslår, at en ny ordlyd indsættes. Gennemstreget skrift i brødteksten angiver, hvor ECB foreslår, at teksten udgår.

(2) KOM(2013)547/3.

(3) Det bemærkes, at henvisningerne i denne udtalelse svarer til nummereringssystemet i KOM(2013) endelig 550/2.

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 193

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	57. årgang 24. juni 2014

Informationsnummer	Indhold	Side
	II Meddelelser
	MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Europa-Kommissionen
2014/C 193/01	Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion (Sag M.7185 — Agroenergi/Neova Pellets/JV) ( 1 )	1

	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Rådet
2014/C 193/03	Bekendtgørelse til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse 2011/137/FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 204/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen	19

2014/C 193/04	Bekendtgørelse til de personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse 2013/798/FUSP som gennemført ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/382/FUSP og i Rådets forordning (EU) nr. 224/2014 som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 691/2014 om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Den Centralafrikanske Republik	20

2014/C 193/05	Bekendtgørelse til de personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse 2013/255/FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien	21

	Europa-Kommissionen
2014/C 193/06	Euroens vekselkurs	22

	V Øvrige meddelelser
	PROCEDURER VEDRØRENDE GENNEMFØRELSEN AF KONKURRENCEPOLITIKKEN
	Europa-Kommissionen
2014/C 193/07	Anmeldelse af en planlagt fusion (Sag M.7267 — Sopra Group/Groupe Steria) — Behandles eventuelt efter den forenklede procedure ( 1 )	23

2014/C 193/08	Anmeldelse af en planlagt fusion (Sag M.7271 — Russian Machines/Fritzmeier/JV) — Behandles eventuelt efter den forenklede procedure ( 1 )	24

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,3596
JPY	japanske yen	138,46
DKK	danske kroner	7,4549
GBP	pund sterling	0,79940
SEK	svenske kroner	9,1283
CHF	schweiziske franc	1,2167
ISK	islandske kroner
NOK	norske kroner	8,3240
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	27,458
HUF	ungarske forint	305,25
LTL	litauiske litas	3,4528
PLN	polske zloty	4,1498
RON	rumænske leu	4,3969
TRY	tyrkiske lira	2,9044
AUD	australske dollar	1,4405
CAD	canadiske dollar	1,4594
HKD	hongkongske dollar	10,5385
NZD	newzealandske dollar	1,5573
SGD	singaporeanske dollar	1,6972
KRW	sydkoreanske won	1 385,25
ZAR	sydafrikanske rand	14,4086
CNY	kinesiske renminbi yuan	8,4643
HRK	kroatiske kuna	7,5766
IDR	indonesiske rupiah	16 297,11
MYR	malaysiske ringgit	4,3691
PHP	filippinske pesos	59,606
RUB	russiske rubler	46,5038
THB	thailandske bath	44,131
BRL	brasilianske real	3,0261
MXN	mexicanske pesos	17,6486
INR	indiske rupee	81,7874

	III Forberedende retsakter
	Den Europæiske Centralbank
2014/C 193/02	Den Europæiske Centralbanks udtalelse af 5. februar 2014 om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (CON/2014/10)	2