11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/1

1.1

Fælles eller delt forbrug spreder sig overalt i verden til flere og flere samfund og byer, som benytter sig af teknologiske netværk til at gøre mere med mindre ved f.eks. at leje, låne, udveksle, bytte, forære eller dele produkter i en målestok, man ikke hidtil har kunnet forestille sig.

1.2

Den økonomiske effekt af dette (1) går hånd i hånd med et ændret syn på arbejde, hvor fælles eller delt forbrug anføres som en vigtig potentiel kilde til beskæftigelse i de kommende år.

1.3

Fælles eller delt forbrug repræsenterer følgelig en nyskabelse, som indebærer, at den produktionsbaserede økonomi på en økonomisk, socialt og miljømæssigt fordelagtig måde suppleres af den forbrugsbaserede økonomi. Det rummer samtidig en løsning på den økonomiske og finansielle krise ved at muliggøre udveksling i trængte situationer.

1.4

Det fælles eller delte forbrugs kompleksitet og gennemslagskraft gør det nødvendigt, at de relevante institutioner med udgangspunkt i grundige undersøgelser tager fat på at regulere og styre den praksis, der er under udvikling, med henblik på at fastlægge rettigheder og ansvar for alle involverede aktører. Det kan dels opfylde sociale behov ud fra en ikke-kommerciel tilgang, dels — som en aktivitet med gevinst for øje — bidrage til oprettelse af arbejdspladser med overholdelse af reglerne for beskatning, sikkerhed, ansvar, forbrugerbeskyttelse og andre nødvendige regler.

1.5

Kommissionen bør indskrive fælles eller delt forbrug i sit arbejdsprogram og tage fat på emnet i forskellige trin:

2.1

Den gradvise svækkelse af det aktuelle system og dets manglende evne til at opfylde borgernes individuelle og kollektive krav gør det vigtigt at finde alternativer, som kan tilpasses de behov og de udfordringer, en fremtid, der udspiller sig i digitale netværk, vil indebære.

2.2

Denne initiativudtalelse ligger på linje med Europa 2020-strategiens mål om et forbrug af varer og tjenester, der harmonerer med en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, og som desuden er med til at skabe arbejdspladser, produktivitet og økonomisk, social og territorial samhørighed. Også andre EU-strategier har en direkte eller indirekte indvirkning på området »fælles forbrug«, f.eks. Kommissionens meddelelse om »Handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik« (2), EU-initiativet om social innovation og »En digital dagsorden for Europa«.

2.3

Fælles eller delt forbrug kan være en god måde at overleve på i den aktuelle økonomiske og finansielle situation og kan give svar på den stigende usikkerhed som følge af den økonomiske krise. Det kan være en lejlighed til at genfinde vejen mod en udvikling, der er bæredygtig på det økonomiske område, menneskelig på det sociale område og i harmoni med vores klode på miljøområdet.

2.4

Desuden har det meget store overforbrug været med til at skabe stor ulighed mellem producerende regioner og forbrugende regioner, hvor man derfor ser modsætninger som social udstødelse og fedme, ødselhed og knaphed, eksistere side om side. Fælles eller delt forbrug kan være et supplerende markedsinstrument, der kan genskabe det indre marked ved at give det en ny start, sanere det og gøre det mere afbalanceret og bæredygtigt, men med faste strukturer.

2.5

Over for det klart ubæredygtige i overproduktion og overforbrug står det fælles eller delte forbrug, der fremmer værdier som samarbejde og solidaritet. Tidsskriftet Forbes har for nylig vurderet, at indtægterne fra fælles forbrug i år vil overstige 3,5 mia. USD, med en vækst på over 25 %.

2.6

Udbud og forbrug betragtes således ikke kun som ejerskab til tingene, men som en fælles adgang til at bruge dem for at opfylde reelle behov og personlig udvikling — langt fra det symbolske forbrug og jagten på at opfylde kunstigt skabte behov.

2.7

Mens produkterne i det traditionelle forbrugssamfund er beregnet på individuelt ejerskab, hurtigt forbrug og kassering før tid, er det fælles eller delte forbrugs kendetegn skabelsen af holdbare produkter, der er designet til intensiv brug, så de kan anvendes af flere personer eller af samme forbruger eller bruger hele livet, hvilket bidrager til en mere miljøvenlig adfærd i de anvendte produkters livscyklus. De nye teknologier (peer to peer og de sociale net) understreger betydningen af det virtuelle og det virkelige samfund.

2.8

Med den økonomiske krise er der en mere udbredt tendens til at eje mindre, passe på udgifterne og se på, hvad man får igen i form af opfyldte behov — vel vidende, at det ikke er nødvendigt at ophobe ting for at opleve velfærd.

2.9

Det gælder om at skabe kontakt mellem personer, der har behov for at få adgang til en ressource, og personer, der råder over ressourcer, som ikke udnyttes fuldt ud og derfor kan udlånes, foræres væk, udveksles, lejes osv. Forbindelsen er baseret på en følelse af fællesskab mellem brugerne og deres ønske om at dele og deltage. Tillid er det, der gør det muligt at etablere kontakten, udvikle et alternativt forbrug og i det lange løb fastholde de forbindelser, der er skabt. Alt dette skal være gennemsigtigt, ikke mindst finansieringen af de platforme, som støtter det fælles forbrug, og deres ansvar.

2.10

Samarbejde og deling ved hjælp af teknologien er med til at ændre måden, vi opfatter ejerskab og handelsforbindelser på (3). Et produkt bliver ikke kun solgt, men det lejes, omfordeles eller deles, sådan som det også er tilfældet med tjenesteydelser.

2.11

Forbrugerne ønsker at eje mindre, men få mere ud af det. De rationelle fordele ligger i at reducere forbruget og i de praktiske aspekter, men de følelsesmæssige aspekter er den personlige bekræftelse og følelsen af at høre til (4). Ved at tilbyde bekvemmelige og ofte billigere alternativer optimerer initiativerne til fælles forbrug de allerede tilgængelige ressourcer, og man undgår fremstilling af nye, unødvendige produkter. Kort sagt er det både rentabelt og bæredygtigt at deles om noget.

2.12

Man behøver bare at se på digitaliseringen af indhold (fotografier, musik, videoer, bøger osv.) for at fastslå, at den har fået mange mennesker til at forstå, at det, de ofte ønsker, ikke er pladen i sig selv, men den musik, der er optaget på den. De er tilfredse med at kunne få adgang til den, når som helst de ønsker det, og endnu mere, hvis det lægger beslag på mindre af deres egen tid eller rum.

2.13

Fælles eller delt forbrug er også en udvej for de mest sårbare grupper i samfundet, især familier i en vanskelig økonomisk situation, eller som måske er blevet udelukket fra de traditionelle kanaler til låntagning med henblik på køb af varer, de har brug for, under de aktuelle sociale omstændigheder. Men det er også en mulighed for dem, der godt kan få adgang til markedet for varer og tjenesteydelser på normal måde, men som frivilligt træffer beslutning om ikke at gøre det på grund af deres personlige overbevisning.

2.14

Bæredygtigt forbrug har været anerkendt af FN som en grundlæggende forbrugerrettighed siden 1999, mens EU's lovgivning om forbrugerbeskyttelse er ældre og derfor ikke nævner denne rettighed som sådan. Den bør imidlertid anerkendes, som eksplicit fremført af EØSU (5), gennem en ændring af traktaterne, der omfatter »princippet om udvikling af en bæredygtig forbrugs- og beskyttelsespolitik«.

Men EØSU har også vedtaget udtalelser om grøn økonomi (6) og en udtalelse om indbygget forældelse (7). Europa-Parlamentet har for nylig i sin beslutning om den europæiske forbrugerdagsorden direkte opfordret Kommissionen til at beskæftige sig med emnet.

3.1

Fælles eller delt forbrug beskrives som regel som den traditionelle måde at dele, bytte, udlåne, leje og forære på, men nu ved hjælp af moderne teknologi og fællesskaber.

Det fremgår af denne definition, at fælles eller delt forbrug ikke er en ny idé, men en genoplivning af en praksis, der benytter sig af den aktuelle teknologi for at gøre tjenesten meget mere effektiv og skalerbar. Samtidig skal fælles eller delt forbrug være på eget initiativ og baseres på frivillig deltagelse.

3.2

Fælles eller delt forbrug repræsenterer en tredje internetbevægelse, hvor folk mødes på nettet for at dele noget uden for nettet. Begrebet beskrives også rammende via dets funktion, som er at sætte alt eksisterende i cirkulation.

3.3

Tre forudgående forhold har uden tvivl medvirket til fremkomsten af fælles eller delt forbrug: den økonomiske krise (og værdikrisen), udbredelsen af de sociale net og samarbejds- og delingsadfærden på internettet. Men troen på det fælles bedste, ledig kapacitet og teknologi (8) har været grundlæggende forudsætninger for udviklingen af begrebet i de udviklede økonomier.

3.4

Tilliden mellem fremmede er måske det kritiske punkt, som afgør det fælles forbrugs eller deleforbrugets succes. Teknologien giver folk adgang til onlinetjenester, som så også er med til at skabe offlineforbindelser med en større grad af tillid.

3.5

Deling af ressourcer kræver tillid og et godt omdømme, især når det gælder om at tiltrække nye brugere. Det er nødvendigt for disse forbrugsinitiativer, at deltagerne føler sig sikre.

3.6

Man kan således forvente, at onlinedeling giver et godt fingerpeg om deling også uden for nettet. Den enkleste måde at skabe tillid på uden for nettet er at begrænse deltagergruppens størrelse eller benytte sig af et allerede eksisterende fællesskab, hvor der allerede er en vis grad af tillid og affinitet. Nogle projekter for fælles eller delt forbrug gør det muligt at danne lukkede grupper for at imødekomme brugernes behov og skabe tillid, og sådanne grupper er også mere enkle at styre.

3.7

Når der opstår en fællesskabsfølelse mellem brugerne af tjenesten, styrkes tilliden til tjenesten og mellem dens brugere. Brugerne er omhyggelige med deres aktioner og interaktioner for at kunne opbygge og beskytte deres gode omdømme, da det er det, der vil give dem adgang til at handle med fællesskabet og anvende systemet — som det er tilfældet på alle markeder.

3.8

Det er umuligt at eliminere alle risici, men de platforme, der formidler udvekslingerne, bør sikre sig, at medlemmerne kender risiciene og har tilstrækkeligt med oplysninger til at forvalte dem effektivt.

3.9

Desuden er teknologien en nøglefaktor, når det drejer sig om at optimere lokaliseringen af ressourcerne, samle grupper af folk med fælles interesser og opbygge fællesskaber. Mobile teknologier og realtidsteknologier gør det hurtigere og lettere at tilføje oplysninger om lokalisering og at oprette enkle betalingssystemer, når det er nødvendigt.

3.10

Når tjenesten udformes, er det imidlertid vigtigt at sikre, at den er tilgængelig og let at bruge, at den fremmer en tæt og tillidsfuld forbindelse mellem brugere og tjenesteudbydere, at den tilbyder tilstrækkelige og trygge sikkerhedsforanstaltninger, og at den samler brugerfokuserede erfaringer med henblik på at oprette »omdømmebanker« via passende centraliserede databaser.

3.11

Omdømmeaspektet har en særlig betydning som katalysator for økonomiske og sociale forandringer. Det vurderes, at »omdømmekapital« (9) vil kunne fungere som en alternativ valuta, hvis værdi ligger i at tilbyde tillid. Man kunne sige, at den er ved at blive en hovedhjørnesten i det 21. århundredes økonomi, idet den gamle magt, der lå i »mund til mund-metoden«, overføres til netværkssamfundets virale kapacitet.

3.12

Borgerne giver allerede udtryk for deres behov og interesser ved at opføre sig og forbruge på en mere relevant og gennemsigtig måde, ved at inddrage overvejelser af klar samfundsmæssig karakter i deres købskriterier og med deres engagement give deres beslutninger et følelsesmæssigt aspekt.

3.13

Den engagerede forbruger bruger sin indflydelse til støtte for varemærket og tager aktivt del i det fælles initiativs fremgang, hvilket konsoliderer processen og giver den ny næring.

3.14

Kort sagt gælder det om at omformulere ligningen: lån + reklame + individuelt ejerskab = overforbrug, som afspejler det 20. århundredes tankegang, til en ny, som har ambitionen om at tegne det 21. århundrede, nemlig: omdømme + fællesskab + delt adgang = delt eller fælles forbrug.

3.15

Fælles forbrug har mange mål til fælles med EU's politikker, især for det indre marked, f.eks. at øge ressourceeffektiviteten og komme videre med social innovation, der kan skabe beskæftigelse og økonomisk velstand. Mange nye virksomheder praktiserer fælles forbrug inden for EU's område, og dermed kan Europa blive en »kuvøse« for nye forretningsmodeller, der kan sikre en mere bæredygtig udvikling.

3.16

Fælles forbrug indebærer en vigtig økonomisk, social og kulturel forandring. Kommissionen bør derfor fjerne eventuelle hindringer på EU-niveau for udvikling af disse aktiviteter og fastlægge et regelsæt, der skaber sikkerhed i sektoren på lang sigt.

4.1

Der findes allerede en bred vifte af forslag og erfaringer med fælles eller delt forbrug på globalt niveau, der viser, at en anden form for forbrug ikke kun er mulig, men også kan bidrage væsentligt til at gøre den verden, vi lever i, bedre, og endnu vigtigere: bevare den for de kommende generationer.

4.2

I kølvandet på den økonomiske krise dukkede der platforme op for eksempelvis køb og salg af brugte bryllupskjoler og tilbehør, privat indkvartering, udlejning af biler eller festdragter, herunder designertøj og luksusartikler. Der er også opstået fora, hvor brugerne annoncerer en opgave, f.eks. at samle et møbel eller hente en pakke, samt det beløb, de vil give for at få den udført.

4.3

Et godt eksempel på værdien af fælles eller delt forbrug er det store antal redskaber og værktøj, der kun sjældent bliver brugt, trods den pris, der er givet for dem, eller, hvad der er det samme, underudnyttelse af varer eller urentabel anvendelse af dem eller mangelfuld udnyttelse af deres muligheder. Tænk blot på det typiske eksempel at købe en boremaskine for kun at bruge den i tyve minutter i et helt liv, eller købe en bil, som så står parkeret i meget længere tid, end den er i bevægelse.

4.4

55 % af borgerne i EU ønsker et bæredygtigt forbrug, også hvis det indebærer, at de skal betale mere for det. Forbrugernes ønsker om alternative forbrugsmåder i de kommende år fordeler sig med følgende tal (10):

4.5

Selv om fælles eller delt forbrug dækker over en bred og åben række af initiativer, har de alle, som tidligere nævnt, det til fælles, at de letter forbindelsen mellem dem, der råder over underudnyttede ressourcer, og dem, der har brug for disse ressourcer. Dette aspekt ser vi godt illustreret, hvis vi gør os det klart, at vi tit taler om at fremstille mere miljøvenlige produkter, men at det er endnu mere miljøvenligt at udnytte det, der allerede findes, på en optimal måde.

4.6

Fælles forbrug har nogle direkte følgevirkninger, f.eks. mindre forbrug af ressourcer og færre CO2-emissioner, større efterspørgsel efter produkter af god kvalitet, hvis de skal udlånes, udlejes eller repareres. Fælles forbrug fremmer miljøvenligt design til gavn for flere forskellige brugere, holdbarhed og gentagen personalisering af kompatible produkter, forbedrer social interaktion, udvikling af fællesskaber og tillid mellem borgerne samt fremmer adgangen til produkter af høj kvalitet for forbrugere med lavere indtægter. Fælles forbrug kan også have indirekte virkninger.

4.7

I forhold til EU-lovgivningen har fælles eller delt forbrug flest træk til fælles med levering af tjenesteydelser i henhold til EUF-traktatens artikel 57, men der er mange uafklarede spørgsmål. I forbindelse med fælles forbrug bør man imidlertid skelne mellem nonprofitaktiviteter og aktiviteter med indtjening for øje. Det er kun sidstnævnte, som Unionens lovgiver bør være opmærksom på.

4.8

I et forsøg på at bringe orden i den stigende mangfoldighed af initiativer, der går under betegnelsen fælles eller delt forbrug, kan man opdele deleøkonomien i fire typer: fra forbruger til forbruger (C2C), fra forbruger til forbruger, men gennem en virksomhed (C2B), fra virksomhed til forbruger (B2C) og fra virksomhed til virksomhed (B2B).

4.9

Der foreslås desuden en klassificering på grundlag af tre systemer (11): produktbaserede systemer, omfordelingsmarkeder og samarbejdsbaserede levemåder.

4.10

Som man kan se, kan fælles eller delt forbrug praktiseres på ethvert område af dagliglivet, f.eks. (12):

4.11

Generelt er det nok at finde frem til varer, viden eller tjenester, som har ledig kapacitet og kan deles i et scenario, der er gunstigt for udvikling af fælles eller delt forbrug. Et sådant scenario består i en permanent svag økonomisk situation, et stigende krav om etisk og bæredygtig udvikling og et dagligliv, hvor borgerne er stadig mere i kontakt. Alle disse betingelser er opfyldt i dag.

5.1

EØSU opfordrer på denne baggrund Kommissionen til at tage de nødvendige skridt til beskyttelse af forbrugerne, således at de her foreslåede initiativer kan udvikles på grundlag af relevante undersøgelser.

5.2

Der gives i det følgende en skematisk oversigt over de indsatspunkter, som vi mener bør være en del af en strategi for en reguleret udvikling af fælles eller delt forbrug. Det er foranstaltninger, der skal støtte, supplere og overvåge den forbrugerbeskyttelsespolitik, som medlemsstaterne gennemfører:

http://www.collaborativeconsumption.com/directory/

http://www.consumocolaborativo.com/directorio-de-proyectos/

http://consocollaborative.com/1704-100-sites-de-consommation-collaborative.html

http://collaboriamo.org/

http://www.kokonsum.org/plattformen

http://www.gsara.tv/~ouishare/

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/9

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, det er nødvendigt at minde om, hvor vigtigt det er at bekæmpe undergrundsøkonomi og sort arbejde sideløbende og i samspil med det arbejde, der udføres af Kommissionen, specialiserede institutioner, som f.eks. Eurofound, og andre internationale organisationer, ikke mindst Verdensbanken.

1.2

Den alvorlige økonomiske krise hænger ved i Europa, og EØSU fremhæver i den sammenhæng de ovennævnte fænomeners negative indvirkning på virksomhedernes væksttendenser og mulighederne for innovation og forbedring af den menneskelige kapital. Det at få virksomheder og arbejdstagere væk fra undergrundsøkonomien kunne således få betydning for den økonomiske genopretning og lægge grundlaget for en mere vedvarende udvikling.

1.3

Selvom disse politikker er medlemsstaternes kompetenceområde, er den generelle holdning, at bekæmpelsen skal være effektiv, og der er også behov for en systematisk udveksling af informationer, data og analyser på europæisk niveau for derigennem at sikre inddragelse af og samarbejde med de kompetente myndigheder og de berørte arbejdsmarkedsparter.

1.4

EØSU er takket være sin særlige beskaffenhed derfor det ideelle sted til at fremme og tilskynde udveksling af værktøjer, politikker og bedste praksis for at tage fat på såvel de økonomiske faktorer som den kulturelle og sociale kontekst inden for rammerne af EU's strategi for bekæmpelse af sort arbejde og skatteunddragelse, der er baseret på optagelse i det formelle arbejdsmarked.

1.5

Udvalget mener først og fremmest, at det er afgørende at foretage en kvantitativ og kvalitativ analyse af disse fænomener, som indbyrdes afviger meget fra den ene medlemsstat til den anden, og af deres negative økonomiske og sociale konsekvenser, der ligeledes rammer forskelligt i de enkelte lande som følge af forskellige strukturelle og kontekstuelle forhold. Uden sammenhængende data og informationer for de enkelte medlemsstater vil bekæmpelsesstrategien miste gennemslagskraft, da der er behov for såvel foranstaltninger, der tager mål af problemets omfang, som konsekvensanalyser af de iværksatte politikker.

1.6

EØSU foreslår derfor at løse spørgsmålet om, hvilken metodologi der skal anvendes i undersøgelserne af omfanget og udviklingen af undergrundsøkonomien og det sorte arbejde, der stadig er ufuldstændige og opdelte, ved at anvende en metode baseret på arbejdsstyrkeanalyser, som gennemføres på samme måde i alle medlemsstater. Denne metode er primært udviklet af det italienske institut for statistik og dermed afprøvet i et land, der er særligt udsat for disse fænomener, men med store regionale forskelle.

1.7

Den største forskel vedrører undergrundsøkonomiens omfang, som i visse medlemsstater og regioner tegner sig for så meget som 30 % af den samlede omsætning og derfor ikke udgør et marginalt problem, men snarere en integreret del af deres produktionssystem. Udvalget gentager derfor, at det er nødvendigt at lancere et miks af bekæmpelsespolitikker — tilpasset de enkelte områder, produktionssektorer og beskæftigelsesformer — for at tage behørigt hånd om de specifikke ikke blot økonomiske, men også kulturelle og sociale faktorer, som giver næring til undergrundsøkonomi og sort arbejde.

1.8

Arbejdsmarkedets parter kan være med til at få undergrundsøkonomien frem i lyset, især på områder hvor den ikke er et simpelt kneb til at spare på produktionsomkostningerne, men hvor den udgør en reel del af produktionsstrukturen. Bekæmpelsespolitikkerne forudsætter, at der oprettes netværk mellem europæiske, nationale og lokale aktører, som er bevidste om problemet og i stand til at gennemføre tiltag for at sikre, at undergrundøkonomien ikke længere er fordelagtig. Det kan ske ved at sætte ind over for de ansvarlige med effektive afskrækkende foranstaltninger og ved at lokke undergrundsøkonomien frem i lyset ved hjælp af forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, hvilket formodentlig er mere nyttigt i denne økonomiske krisetid.

1.9

EØSU slår gerne til lyd for, at der oprettes observatorier til overvågning af undergrundsøkonomien decentralt på regionalt plan med inddragelse af arbejdsgivere, fagforeninger og relevante offentlige myndigheder med henblik på at undersøge problemet og dets udvikling over tid, identificere dets mest fremtrædende karaktertræk, udvælge de mest effektive foranstaltninger og overvåge den praktiske gennemførelse af disse.

1.10

EØSU opfordrer til ikke at holde kampen mod undergrundsøkonomien inden for EU's grænser, men også at håndhæve princippet om virksomhedernes sociale ansvar over for tredjelande, som virker som underleverandører for EU, men som ikke har minimumsstandarder for anstændigt arbejde. Denne praksis ikke alene forvrænger konkurrencen mellem virksomheder, men muliggør også børnearbejde og bringer de pågældende arbejdstagere i livsfare, når de grundlæggende sikkerhedsregler ikke overholdes, som det var tilfældet ved det nylige fabrikskollaps i Bangladesh.

2.1

Inden for rammerne af EU's Europa 2020-strategi, som sigter mod en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, er der til retningslinjerne for medlemsstaternes økonomiske politikker blevet tilføjet og indarbejdet retningslinjer for beskæftigelsespolitikkerne, herunder foranstaltninger til bekæmpelse af undergrundsøkonomien samt sort, irregulært og uformelt arbejde med tilknytning hertil. Disse områder fortsætter med at være medlemsstaternes ansvar (1). Den overordnende definition på undergrundsøkonomi spænder over en række forskellige aktiviteter, fra de lovlige, som udføres på ulovlig vis, til de ulovlige. Sort arbejde defineres som »enhver lønnet aktivitet, som i sig selv er lovlig, men som ikke registreres hos de offentlige myndigheder, under behørig hensyntagen til forskellene i medlemsstaternes retssystem. Med denne definition (...) omfatter [sort arbejde] en række forskellige aktiviteter fra hjemmeservice til illegale indvandreres ulovlige arbejde, men udelukker dog kriminelle aktiviteter« (2).

2.1.1

Undergrundsøkonomien påvirker den måde, produktionsaktiviteterne foregår på, og arbejdsstyrkens kvalitet ved at stikke en kæp i hjulet for vækstorienterede økonomi-, social- og budgetpolitikker og underminere den indsats, der gøres for at opfylde Europa 2020-strategiens ambitiøse mål inden for økonomi og beskæftigelse. De negative indvirkninger forstærkes af den økonomiske krises sociale og beskæftigelsesmæssige konsekvenser, som mindsker jobudsigterne og bringer virksomheders og arbejdstageres muligheder for profit og indkomst i fare.

2.1.2

Inden for rammerne af den europæiske beskæftigelsesstrategi er der i de seneste år sat mere og mere fokus på disse fænomener (3), både med direkte tiltag og som led i den mere generelle debat om nødvendigheden af arbejdsmarkedsreformer, samt i forbindelse med tilknyttede spørgsmål såsom illegal indvandring i EU og anstændigt arbejde i tredjelande.

2.1.3

Undergrundsøkonomi og sort arbejde bliver mere specifikt taget op i beskæftigelsespakken fra april 2012 og de årlige vækstanalyser for 2012 og 2013 samt i henstillingerne til en række medlemsstater vedrørende behovet for at bekæmpe irregulære ansættelsesformer og skatteunddragelse. I Kommissionens arbejdsprogram (4) omfatter de lovinitiativer, der skal gennemføres inden 2014, også den europæiske platform for bekæmpelse af sort arbejde, som skal forbedre samarbejdet mellem de relevante myndigheder i medlemsstaterne, udbrede bedste praksis og fastlægge en række fælles principper.

2.2

Et afgørende element er inddragelsen af arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger i beslutningsprocessen: »Arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle på nationalt plan ved fastlæggelsen af arbejdsmarkedsreglerne« (5). EØSU har derfor også sideløbende drøftet og fremmet udviklingen af EU's politik for bekæmpelse af undergrundsøkonomi og sort arbejde og vedtog to udtalelser om emnet i 1999 og 2005 (6).

2.2.1

I den første udtalelse glædede EØSU sig over Kommissionens bekæmpelsesstrategi, der var baseret på inklusion på det formelle arbejdsmarked og et miks af politikker, der kunne tilpasses medlemsstaternes forskellige lov- og produktionsmæssige kontekster. Udvalget fremhævede derudover en række flertydigheder og undervurderinger med hensyn til definitionen på sort arbejde, opdelingen mellem arbejdstagere, som er tvunget til at arbejde sort, og dem, som bevidst gør det, de administrative og skattemæssige byrders indvirkning på SMV'er og håndværksvirksomheder, forvaltningen af illegale indvandrere, reguleringen af nye beskæftigelsesformer, de forskellige typer af sort arbejde samt den mulige ineffektivitet ved nogle af de planlagte bekæmpelsesforanstaltninger.

2.2.2

Den anden udtalelse var en initiativudtalelse, der blev vedtaget af EØSU i 2005 (7), hvori udvalget gentog kritikpunkter, som allerede var blevet fremhævet i den forudgående udtalelse, og tilføjede yderligere elementer. Der drejede sig bl.a. om at forbedre initiativer med sigte på at lovliggøre ansættelse, skære ned på bureaukrati ved virksomhedsopstart, sætte et særligt fokus på lavtlønnede kvindelige arbejdstagere, fremme informations- og uddannelseskampagner for virksomheder og arbejdstagere, indføre et effektivt kontrol- og sanktionssystem som en afværgende foranstaltning, belyse arbejdsvilkårene i tredjelande samt undersøge forbindelsen med arbejdsløshed.

3.1

For høje omkostninger (til lønninger især) er ikke den eneste årsag til, at der tys til undergrundsøkonomi, og formålet er derfor ikke altid at nedbringe produktionsomkostningerne på ulovlig vis ved at snyde med skat og indbetalinger til social sikring. Det sker også ud fra et ønske om at omgå de arbejdsretlige bestemmelser og standarder (mindsteløn, maksimal arbejdstid, sikkerhed og certificering). Det drejer sig ikke om kriminelle aktiviteter eller lovlige aktiviteter, der udføres af uautoriserede arbejdstagere, men derimod om personer, som lejlighedsvis arbejder sort for familie eller naboer, hvilket der generelt er en større accept af i samfundet.

3.1.1

Fænomenet er så komplekst, at den pågældende arbejdsstyrke befinder sig i meget forskellige situationer (8): selvstændige, som vælger ikke at følge reglerne, ansatte, der står uden social sikring og kontrakt, eller som bliver aflønnet delvist med kontanter, familiemedhjælpere, arbejdstagere, som ikke opgiver deres andet eller tredje job, ulovlige indvandrere og arbejdstagere i tredjelande, der har indgået underleverandøraftaler med EU, men som ikke har minimumsstandarder for anstændigt arbejde.

3.2

Behovet for en ordentlig håndtering af problemerne med undergrundsøkonomi og sort arbejde skyldes de mange indvirkninger, disse har på både virksomheder, arbejdstagere og det offentlige budget:

3.3

Globalisering og sociodemografiske ændringer er — i teorien — også med til at give undergrundsøkonomi og sort arbejde mere spillerum, hvorfor bekæmpelsespolitikkerne skal udvikles løbende for at kunne tilpasse sig de ændrede vilkår og håndtere nye fænomener. Her tænkes bl.a. på den større efterspørgsel efter familiemæssige og sundhedsrelaterede tjenesteydelser, færre normale arbejdsformer og større fleksibilitet i kontraktretlige forhold, flere selvstændige og mere outsourcing samt større multinationale virksomheder. Alle disse aspekter nødvendiggør et større fokus på udformningen af lovregler, på overvågnings- og kontrolinstrumenter og international koordinering.

3.4

Statistisk set er undergrundsøkonomiens aktiviteter en integreret del af BNP, og der er behov for egnede metoder for at kunne måle dem. Det er imidlertid ikke let at indhente pålidelige og sammenlignelige informationer om deres omfang og struktur i EU, og det er der minimum tre årsager til: i) de er af en sådan beskaffenhed, at de pr. definition ikke kan observeres direkte, ii) medlemsstaterne har hver deres egen tilgang, hvilket giver forskellige nationale regler, og iii) de anvendte beregningsmetoder er ligeledes forskellige. Forskellige tilgange giver indlysende nok forskellige resultater, som kan variere betydeligt selv inden for samme land (jf. Tabel 1). De tal, som offentliggøres af officielle nationale kilder, er generelt lavere end de tal, som fremgår af undersøgelser foretaget af eksperter og internationale organisationer.

3.4.1

Der findes tre måder at måle omfanget af undergrundsøkonomien på, og de kan også anvendes til analyse af forskellige faktorer (merværdi eller beskæftigelse):

3.5

For at udarbejde analyser, der er ensartede og sammenlignelige mellem medlemsstaterne, er det ifølge en europæisk undersøgelse hensigtsmæssigt at benytte den indirekte metode, der er udviklet af det italienske institut for statistik, og som bygger på alment tilgængelige og pålidelige oplysninger om arbejdskraftforbruget (10). Det kan på mellemlangt sigt give EU en fælles base af analyser, bekæmpelsestiltag og evalueringer, som er uafhængig af forskningscentre og eksterne organisationer og disses publikationer.

3.6

For nuværende kommer de sammenlignelige informationer om medlemsstaterne dels fra økonometriske modeller for undergrundsøkonomien, dels fra stikprøveundersøgelser i den uformelle del af arbejdsstyrken (lønmodtagere og selvstændige), hvilket giver delvist modsigende resultater pga. de forskellige aspekter, der analyseres (jf. Tabel 2). Ydermere er det ganske få medlemsstater, der løbende udarbejder nationale statistikker om fænomenet.

3.6.1

Den økonometriske metode afslører, at de højeste grænseværdier kan findes i nogle af de central-østlige medlemsstater (helt op til mere end 30 % i Bulgarien), mens de er høje i Sydeuropa, gennemsnitlige i den østlige del af Centraleuropa og i de nordiske lande og lave i de kontinentale og angelsaksiske medlemsstater (11).

3.6.2

Den direkte metode tegner derimod et mere nuanceret billede, hvor Sydeuropa (især Cypern og Grækenland), men også Irland og Polen, har de største grænseværdier, mens de laveste tilfalder visse central-østlige samt nordiske og kontinentale medlemsstater (12).

4.1

Krisens konsekvenser og sparepolitikkernes indvirkninger kan ikke vurderes på forhånd. Set i et udbudsperspektiv burde krisen anspore virksomhederne til at søge at mindske produktionsomkostningerne, herunder også på ulovlig vis, for at kompensere for en lavere profitmargen og færre indtægter, i og med at de arbejdsløse er mere villige til at acceptereirregulært arbejde. Men set ud fra et efterspørgselsperspektiv bliver beskæftigelsesmulighederne for de lavkvalificerede arbejdstagere færre i takt med, at forbrug og investeringer falder i sektorer som f.eks. byggeri, handel, hotel- og restaurationsbranchen og inden for hjemmeservice

4.1.1

Den empiriske dokumentation er altså ikke fyldestgørende (13). Den seneste udvikling er ifølge de økonometriske modeller konstant nedadgående, bortset fra en lille stigning i 2009, da den økonomiske krise var i fuldt flor, hvorefter den hurtigt begyndte at falde igen mellem 2010 og 2012 (jf. Tabel 3). De direkte undersøgelser giver derimod et mere nuanceret billede, hvor nogle medlemsstater har et fald i den uformelle beskæftigelse for lønmodtagere, mens der i andre til gengæld er sket en stigning i skatteunddragelsen blandt selvstændige.

4.2

Det er ikke kun omfanget, men også strukturen af undergrundsøkonomien og sort arbejde, der varierer medlemsstaterne imellem som følge af de forskellige produktionsstrukturer og velfærdssystemer (14). De arbejdstagergrupper, som er mest berørt af disse fænomener — og hvis økonomiske vilkår allerede er værre end gennemsnittet — lider også mere under recessionen og ser deres indtægtsmuligheder skrumpe ind (15).

4.3

Dynamikken inden for undergrundsøkonomien og sort arbejde påvirker — navnlig i kølvandet på den økonomiske krise — derfor ikke arbejdsstyrken på samme måde, hverken medlemsstaterne imellem eller internt i de enkelte økonomier. Det er nødvendigt at tage højde for denne ujævne indvirkning, når der udarbejdes politikker til bekæmpelse af undergrundsøkonomien og iværksættes konjunkturudjævnende socialpolitikker.

4.4

I betragtning af undergrundsøkonomiens og det sorte arbejdsmarkeds komplekse og flerdimensionelle karakter er der enighed om behovet for et miks af bekæmpelsesværktøjer, herunder afskrækkende foranstaltninger i form af kontroller og sanktioner og incitamenter til at overholde lovgivningen. EØSU bifalder, at der i de seneste år er lagt større og større vægt på forebyggelses- og afhjælpningsforanstaltninger, der tager sigte på at forebygge de grundlæggende årsager til undergrundsøkonomi og få dem frem i lyset, og mener, at disse sandsynligvis har højere nytteværdi, når det kommer til at finde en vej ud af den økonomiske krise (16) (jf. Tabel 4).

4.5

Generelt foreslås der en række forskellige foranstaltninger, som tager sigte på forskellige aspekter af problemet og bl.a. på at:

4.6

Disse foranstaltninger tjener imidlertid alle det samme formål: for virksomhedernes vedkommende, handler det om at gøre omkostningerne ved økonomiske sanktioner og mistet omdømme større end de potentielle fordele ved svig og sort arbejde og dermed mindre attraktivt at løbe risikoen, og arbejdstagerne skal sikres, at det i højere grad kan svare sig at have regulær beskæftigelse end sort arbejde med hensyn til månedlig indtægt og fremtidsudsigter. Dette forudsætter nødvendigvis forskellige former for støttende tiltag for at gøre det muligt at omdanne sort arbejde til lovlig beskæftigelse.

—

Labour Inspection and Undeclared Work in the EU, arbejdsdokument fra Den Internationale Arbejdsorganisation, 2013

—

Tackling undeclared work in 27 European Union Member States and Norway. Approaches and measures since 2008, database og rapport, Eurofound, 2013

—

Beskæftigelsespakken 2012, meddelelse fra Kommissionen om Et opsving med høj beskæftigelse

—

Meddelelser fra Kommissionen, Årlig vækstanalyse 2012 og Årlig vækstanalyse 2013

—

Landespecifikke henstillinger for 2012 og 2013

—

2012 PROGRESS Mutual Learning Programme, Peer review on Combatting undeclared work as a growing challenge in the context of high unemployment

—

Meddelelse fra Kommissionen om En dagsorden for nye kvalifikationer og job: Et europæisk bidrag til fuld beskæftigelse, COM(2010) 682 final

—

Rådets afgørelse 2010/707/EU om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker

—

Meddelelse fra Kommissionen om Øget indsats til bekæmpelse af sort arbejde, COM(2007) 628 final

—

Eurobarometermåling fra 2007 om Undeclared Work in the European Union

—

Meddelelse fra Kommissionen om Resultatet af den offentlige høring om Kommissionens Grønbog »Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer«, COM(2007) 627 final

—

Grønbog om Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer, COM(2006) 708 final

—

Regioplan-undersøgelse fra 2010 om Feasibility of establishing a European platform for cooperation between labour inspectorates, and other relevant monitoring and enforcement bodies with the aim of preventing and fighting undeclared work.

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/15

1.1

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at anerkende, at artikel 9 i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (FN-konventionen) udgør en menneskerettighed i sig selv, hvilket betyder, at artiklens fulde gennemførelse via juridiske og politiske foranstaltninger skal skabe de nødvendige forudsætninger for, at alle former for miljøer og aspekter af livet bliver tilgængelige for handicappede. Det er en afgørende forudsætning for den fulde udøvelse af såvel deres borgerlige og politiske som deres sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Tilgængelighed er til gavn for hele samfundet.

1.2

EØSU opfordrer alle EU-institutioner, politiske organer og agenturer, herunder EØSU selv, til, efter høring af den europæiske handicapbevægelse, at udarbejde en konkret plan med henblik på at sikre tilgængeligheden af bl.a. deres bygninger, websteder og dokumenter.

1.3

EØSU anerkender tilgængelighed som en grundlæggende forudsætning for bæredygtighed og den sociale dimension, for bekæmpelse af fattigdom og marginalisering samt for en styrket social samhørighed.

1.4

EØSU erkender, at der er gjort væsentlige fremskridt på områder som transport og telekommunikation (f.eks. den digitale dagsorden), men at der er behov for flere foranstaltninger, blandt andet i det indre marked.

1.5

EØSU erkender, at manglende tilgængelighed udgør forskelsbehandling i sig selv, og understreger derfor, at der er behov for, at EU udarbejder lovgivning om ikke-forskelsbehandling. Udvalget opfordrer desuden Rådet til at genoptage forhandlingerne om forslaget til direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, COM(2008) 426 final, (artikel 19 i EUF-traktaten).

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at leve op til sit langvarige engagement og fremlægge en effektiv juridisk bindende EU-lov om tilgængelighed.

1.7

EØSU opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at fuldføre arbejdet med det aktuelle forslag til et direktiv om tilgængeligheden af offentlige organers websteder i overensstemmelse med EØSU's udtalelse om Tilgængeligheden af offentlige organers websteder (1) og forslagene fra Det Europæiske Handicapforum.

1.8

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at nå til enighed om at inkludere forpligtende forudgående betingelser vedrørende tilgængelighed og handicap i den nuværende forordning om fælles bestemmelser for strukturfondene og i instrumenter for ekstern bistand og andre støtteinstrumenter.

1.9

EØSU mener ikke, at EU og medlemsstaterne bør bruge krisen og dens følgevirkninger i form af økonomiske stramninger som en undskyldning for at svække opfattelsen af tilgængelighed som en menneskeret.

1.10

EØSU bemærker, at der ved håndhævelsen af tilgængelighed som en menneskeret bør tages højde for følgende grundlæggende principper: friheden til at vælge og til at bevæge sig, retten til en uafhængig tilværelse, tilpasninger i rimeligt omfang, deltagelse, universelt design og pligt til foregribelse.

1.11

EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at indføre overvågnings- og håndhævelsesmekanismer under inddragelse af organisationer, der repræsenterer handicappede.

1.12

EØSU understreger, at følgende EU-politikområder bør omfatte tilgængelighedsaspektet: rets- og handleevne, politisk deltagelse, beskæftigelse, statsstøtte, transport, uddannelse, adgang til varer og tjenester, forskning, udenrigspolitik og boliger.

1.13

EØSU mener, at EU-institutionerne ved gennemførelsen af bestemmelserne i FN-konventionen bør inkludere tilgængelighed i følgende instrumenter: standardisering, harmonisering, tekniske krav, incitamenter for erhvervslivet, fagforeningspolitikker og kollektive overenskomster.

1.14

EØSU bemærker, at bevidstgørelsesstrategier er et afgørende middel til at opnå, at samfundet, blandt andre borgerne selv og de vigtigste aktører såsom skoler og massemedier, opfatter tilgængelighed som en menneskeret i henhold til artikel 8 (i FN-konventionen).

1.15

EØSU mener, at tilgængelighed bør inkluderes i undervisningsplanerne for videnskabelige uddannelser (f.eks. arkitektur, ingeniørvidenskab, datalogi osv.).

1.16

EØSU mener ikke, at der er tilstrækkelige statistiske instrumenter til at støtte håndhævelsen af tilgængelighed som en menneskeret, og opfordrer derfor Eurostat til at sikre, at sådanne instrumenter bliver udviklet.

1.17

EØSU gentager som anført i tidligere udtalelser sit tilsagn om at oprette et styringsudvalg, der skal overvåge FN-konventionens gennemførelse.

2.1

Handicap i et menneskerettighedsperspektiv betyder, at EU som part i FN's konvention om handicappedes rettigheder såvel som alle borgere har ansvar for at opbygge et samfund, hvor alle, også handicappede, kan udøve deres borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

2.2

FN-konventionens definition af et menneske med handicap støtter og styrker den menneskerettighedsbaserede tilgang til handicap: Handicappede omfatter personer med en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

2.3

EU ledsagede sin konklusion af FN-konventionen med en liste over kompetenceområder, som tilgængelighed er en integreret del af. FN-konventionen er den eneste menneskerettighedstraktat, som EU hidtil har indgået.

2.4

Rapporten »World Disability Report« (2011) fra Verdenssundhedsorganisationen og Verdensbanken understreger, at bebyggede miljøer, transport, information og kommunikation ofte er utilgængelige for handicappede (2).

2.5

Adgang til det fysiske miljø og offentlig transport er en forudsætning for handicappedes ret til at bevæge sig frit, som er fastsat i artikel 13 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og i artikel 12 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Tilsvarende anses adgangen til information og kommunikation for at være en forudsætning for menings- og ytringsfriheden, som er fastsat i artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og i artikel 19, stk. 2, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (3).

2.6

Kontaktpunktet for FN-konventionen (som befinder sig i Kommissionens regi) spiller en central rolle for gennemførelsen af FN-konventionen, hvilket skal ske gennem en proaktiv indsats.

2.7

Den 29. oktober 2012 støttede Rådet etableringen af en struktur for beskyttelse, fremme og overvågning af gennemførelsen af FN-konventionen, bestående af Den Europæiske Ombudsmand, Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Handicapforum og Kommissionen.

2.8

EØSU bifalder det fulde engagement, som Det Europæiske Handicapforum har udvist i forbindelse med overvågningsmekanismen, og understreger, at forummet i vidt omfang bør inddrage civilsamfundet i sit arbejde.

2.9

I FN-konventionen anerkendes tilgængelighed som en ret i artikel 9, 3 og 21.

2.10

FN-konventionens artikler om tilgængelighed opstiller en vigtig juridisk/politisk dagsorden i sig selv. Spørgsmålet kan ikke betragtes isoleret, og man er derfor nødt til at se tilgængelighed som en katalysator og formidler for udøvelsen af alle øvrige borgerlige, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

2.11

I de senere år har EU-lovgiverne i højere grad fokuseret på tilgængelighed, og dette aspekt er bl.a. blevet inddraget i politikområder som offentlige udbud, strukturfonde og andre finansieringsinstrumenter, passagerrettigheder, sektoren for tekniske standarder (TSI-PRM) og beskæftigelse. Dette er særlig vigtigt i betragtning af befolkningsaldringen i Europa.

2.12

Den europæiske handicapstrategi, der er det vigtigste særlige politiske instrument på handicapområdet, har opstillet konkrete EU-mål. Via den europæiske handicapstrategi har Kommissionen forpligtet sig til at fremlægge juridisk bindende foranstaltninger til at opnå tilgængelighed, herunder webtilgængelighed og EU-loven om tilgængelighed (4).

2.13

Den digitale dagsorden for Europa tjener som en god model for indførelse af overordnede politiske strategier og indeholder desuden specifikke tiltag til at sikre tilgængelighed for handicappede. Fremskridt med hensyn til tilgængelighed vil smitte af på samfundet og økonomien generelt og dermed skabe nye job og tilføre merværdi. Den fulde gennemførelse af dagsordenen bør munde ud i et digitalt Europa uden barrierer for handicappede.

2.14

Der er behov for at anvende det potentiale, der ligger i tilgængelighed, i det indre marked, idet det vil fremme den tværnationale mobilitet i Europa og styrke mobiliteten hos arbejdstagere og handicappede. Adgangen til programmer for livslang læring bør sikres. De europæiske beskæftigelsesstrategier bør også omfatte behovet for fastholdelse af job for og omskoling af personer, som udsættes for handicap i løbet af deres arbejdsliv.

2.15

Europa 2020-strategien kunne have indeholdt en mere omfattende strategi for handicapområdet, herunder for emner som tilgængelighed og inddragelse af handicappede og deres repræsentative organisationer. Manglen på vidtspændende indikatorer for handicapområdet i denne strategi har resulteret i manglende opmærksomhed, manglende information og manglende tildeling af ressourcer. Jobskabelse er den grundlæggende strategi for sikring af social inklusion.

2.16

EØSU understreger imidlertid, at der fortsat er behov for en stor indsats, og bifalder derfor Kommissionens direktivforslag om tilgængeligheden af offentlige organers websteder.

2.17

EØSU opfordrer Kommissionen til som lovet at foreslå en juridisk bindende EU-lov om tilgængelighed uden yderligere forsinkelse eller udsættelse.

2.18

Den økonomiske krise har dramatiske følger for handicappedes udøvelse af menneskerettighederne, herunder tilgængelighed. Tilgængelighedsniveauerne falder, og som konsekvens heraf udvikles der mere utilgængelige samfund. Det bør bemærkes, at alle familier er berørt af den økonomiske krise, men at konsekvenserne for familier med handicappede børn er uforholdsmæssigt store (5).

2.19

EU må vedtage et specifikt program for at sikre, at handicappede børn har adgang til alle miljøer og aspekter af livet.

2.20

Europa har brug for inklusiv vækst og tilgængelighed som en grundlæggende forudsætning for bæredygtighed, og navnlig for gennemførelsen af den sociale dimension, for bekæmpelsen af fattigdom og marginalisering samt for en styrket social samhørighed gennem inddragelsen af handicappede.

3.1

EØSU mener, at »tilgængelighed som en menneskeret« kræver en praktisk indsats baseret på politiske og operationelle modeller. Det bør være en model, der omfatter hele samfundet og ikke kun personer med handicap.

3.2

EØSU fremhæver, at tilgængelighed som en menneskeret og set i relation til en politisk dagsorden bør ses på to måder:

3.3

EØSU anerkender FN-konventionens retningslinjer for udvikling af en model for tilgængelighed og mener, at den politiske beslutningsproces på dette område bør omfatte:

3.4

EØSU er enig i, at det er nødvendigt at sikre et selvstændigt liv (som er knyttet til et liv i samfundet og deltagelse i samfundslivet) som anført i artikel 19 i FN-konventionen gennem tre vigtige tiltag:

3.5

EØSU bemærker, at handicappede skal have mulighed for at træffe uafhængige og selvstændige valg på lige fod med andre.

3.6

EØSU noterer sig rapporten »Global Report on living and being included in the community (6)«, som er udarbejdet af Inclusion International, og som påpeger, at personer med intellektuelle handicap nægtes grundlæggende adgangsrettigheder såsom retten til at eje fast ejendom, retten til kommercielle tjenester, retten til at kunne vælge, hvor de vil gå tur eller retten til at besøge en legeplads sammen med deres klassekammerater.

3.7

EØSU erkender, at institutionsanbringelse er en ekstrem overtrædelse af menneskerettighederne og en uheldig konsekvens af udviklingen i de sociale tjenester i Europa, set i forhold til andre regioner i verden. Dette rammer alle EU-lande uanset levestandard. Strategier for afinstitutionalisering bør følges op med udvikling af alternative tjenester i nærmiljøet, idet der uden sådanne tjenester ikke kan opnås en forbedring. Handicappede vil i så fald blive hjemløse.

3.8

EØSU mener, at definitionen af »barrierer« ikke kun skal omfatte fysiske barrierer, men også holdningsmæssige og lovgivningsmæssige barrierer samt politik, adfærd og traditioner, manglende viden og kulturel diskrimination. EØSU påpeger, at en afskaffelse af disse barrierer vil gavne hele samfundet.

3.9

EØSU bemærker, at der i højere grad bør fokuseres på anerkendelsen af tegnsprog og andre kommunikationsformer for døve samt tale-til-tekst-formater for hørehæmmede. Der bør desuden stilles faciliteter til rådighed for at sikre dokumenter med blindskrift og skærmlæsere til blinde og letlæselig information for personer med intellektuelt og adfærdsmæssigt handicap.

3.10

EØSU påpeger, at skiltning, tilgængelig information og kommunikation, støttetjenester, orientering og adgang til bygninger og mulighed for at færdes i disse er afgørende for mange handicappede, navnlig for personer med kognitive svagheder.

3.11

EØSU peger på to grundlæggende instrumenter, der skal tages i betragtning i forbindelse med analysen af tilgængelighed som en menneskeret:

3.12

EØSU mener, at universelt design bør være et vejledende princip til sikring af et fuldt tilgængeligt samfund, og at det skal gøres til et operationelt politisk krav i den politiske beslutningsproces, f.eks. ved at lade princippet indgå i en forordnings bestemmelser (7). Der er behov for, at det generelle design ledsages af udviklingen af supplerende hjælpemidler og teknologier.

3.13

En opfyldelse af pligten til at sikre tilgængelighed på forhånd kan være en stor fordel for handicappede, idet deres behov foregribes, inden de reelt opstår. Med hensyn til produkter og tjenesteydelser kræver dette, at sådanne potentielle behov allerede tages i betragtning i designfasen.

3.14

Der bør skelnes mellem følgende to punkter: 1) pligten til at sikre adgang til alle nydesignede, -opførte og -fremstillede elementer, infrastruktur, varer, produkter og tjenesteydelser og 2) pligten til at fjerne barrierer og sikre adgang til eksisterende fysiske miljøer, transport, information og kommunikation samt til tjenester, der henvender sig til den brede offentlighed. Deltagerstaterne er forpligtede til at sikre begge punkter, men da det førstnævnte vil blive gennemført gradvist, bør deltagerstaterne fastlægge klare faste frister og tildele passende ressourcer til afskaffelse af de eksisterende barrierer (8).

3.15

EØSU bemærker, at personlig hjælp (herunder »live assistance« som nævnt i FN-konventionen) er en grundlæggende målrettet foranstaltning, der skal sikre, at personer med handicap kan udøve en række rettigheder.

3.16

EØSU anerkender, at ikke-forskelsbehandling er et grundlæggende instrument til at sikre, at menneskerettighederne respekteres, men det er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke ledsages af andre instrumenter såsom positiv særbehandling og standardisering samt uddannelse og fremme af forståelsen for handicappedes rettigheder blandt arbejdsgivere, civilingeniører, arkitekter, advokater, økonomer mm. En sådan uddannelse bør indgå i deres undervisningsplaner. EØSU mener, at der bør gøres fremskridt med hensyn til det forslag til et direktiv om gennemførelse af princippet om lige behandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, COM(2008) 426 final, (på baggrund af artikel 19 i EUF-traktaten), som i øjeblikket ligger stille.

3.17

Der vil ikke blive tale nogen grundlæggende gennemførelse af forpligtelserne om tilgængelighed som en menneskeret, hvis ikke de handicappedes organisationer på omfattende og meningsfuld vis inddrages i gennemførelsen af artikel 4, stk. 3, og artikel 33 i spørgsmål om tilgængelighed. En sådan deltagelse kan sikres, hvis handicaporganisationerne modtager de nødvendige økonomiske ressourcer til at udvikle deres lobbyaktiviteter. EØSU opfordrer til, at det i programmet for grundlæggende rettigheder, der skal erstatte Progress-programmet, sikres, at paraplyorganisationer og specifikke handicaporganisationer modtager samme niveau af økonomisk støtte.

3.18

EØSU fremhæver, at der er forskel på, i hvilken grad handicappede udøver menneskerettighederne i land- og byområder, og at denne ubalance bør afhjælpes ved hjælp af effektive foranstaltninger på nationalt og regionalt niveau.

3.19

Virksomheder og arbejdsgivere i EU bør integrere tilgængelighed i deres mangfoldighedsfremmende politikker og fremme udarbejdelsen af planer til større mangfoldighed.

3.20

EØSU anerkender den betydning, som tilgængelighed har for den sociale samhørighed, og EU's bæredygtighedsstrategier bør derfor omfatte tilgængelighed som middel til at opfylde målsætningerne heri.

3.21

EØSU bemærker, at kvinder med et handicap konfronteres med restriktioner i forbindelse med udøvelsen af deres rettigheder på områder som sundhed, social inklusion, uddannelse og beskæftigelse. Disse restriktioner resulterer i dårligere levevilkår, dårligere sundhedstilstand, arbejdsløshed og fattigdom. Det samme gælder for andre sårbare personer med handicap, herunder børn, ældre og mennesker med et stort behov for støtte, der står over for alvorlige restriktioner med hensyn til udøvelsen af deres rettigheder.

3.22

EØSU påpeger, at nutidens unge repræsenterer fremtiden, og at der må skabes gode vilkår med hensyn til tilgængelighed, således at handicappede unge fuldt ud kan udøve deres rettigheder. EØSU opfordrer EU til at sikre, at Unionens ungdomspolitikker omfatter en specifik dimension, der støtter unge handicappede.

4.1

EØSU bemærker, at efter at EU er blevet part i FN-konventionen, bør alle proportionale politiske/juridiske EU-initiativer analyseres ud fra en målsætning om at sikre et selvstændigt liv for handicappede, fuld deltagelse og afskaffelse af barrierer og forhindringer. Denne model bør have følger for eksisterende EU-retsakter, hvoraf nogle indgår i kompetenceerklæringen.

4.2

EØSU mener, at det indre marked bør udvikles således, at det sikres, at det inkluderer handicappolitik, standardisering og harmonisering af tilgængelighed som middel til at modernisere det og styrke dets konkurrenceevne og evne til inklusion i en global økonomi. Der findes en handicapøkonomi.

4.3

EØSU anmoder om, at der opstilles en EU-dagsorden baseret på to faktorer:

4.4

EØSU anser tilgængelighed for at være en grundlæggende rettighed, der kræver en specifik politisk dagsorden, og opfordrer på det kraftigste Kommissionen til i forbindelse med dens politiske beslutningsproces at fremsætte et forslag til en dagsorden for rettigheder med hensyn til tilgængelighed.

4.5

EØSU opfordrer til, at følgende områder analyseres med baggrund i princippet om tilgængelighed som en menneskeret:

4.6

EØSU opfordrer til konkret handling på følgende områder ud fra en målsætning om tilgængelighed som en menneskeret: forebyggelse af konsekvenserne af den økonomiske krise for standarderne for tilgængelighed og for de handicappedes mulighed for at leve et selvstændigt liv; adgang til uddannelse (9); et program for adgang til sociale og kulturelle (10) rettigheder (sociale relationer, fritid, turisme); internationalt samarbejde, aftaler inden for handel og økonomi og EU's stilling på områder såsom naturkatastrofer og udviklingssamarbejde, årtusindudviklingsmålene, asylansøgere og forholdet til FN og IMF; på forskningsområdet bør Horisont 2020 anvendes; adgang til boliger, herunder socialt boligbyggeri; sport bør anvendes som middel til social inklusion, herunder adgang til bygninger, faciliteter, programmer osv.

4.7

Inklusion kan bl.a. realiseres ved hjælp af en kollektiv indsats af alle aktører på en række områder med relation til grundlæggende rettigheder:

4.8

EØSU opfordrer til at udvikle og styrke inddragelsen af en strategi for standardisering og tilgængelighed i forbindelse med udviklingen af teknologi.

4.9

EØSU bemærker, at tilgængelighed skaber mulighed for at udvikle aktiviteter i nye sektorer, hvilket kræver nye kvalifikationer, navnlig i IKT-sektoren. Personer med handicap bør kunne overvinde den digitale kløft med støtte fra målrettede EU-politikker.

4.10

EØSU mener, at det er nødvendigt at opbygge kapacitet hos alle aktører: offentlige myndigheder, private virksomheder, civilsamfundet og handicaporganisationer. Der bør rettes en særlig opmærksomhed mod de små og mellemstore virksomheder.

4.11

EØSU opfordrer Kommissionen til at leve op til sit langsigtede engagement og fremlægge en effektiv juridisk bindende EU-lov om tilgængelighed.

4.12

EØSU bifalder fremlæggelsen af forslaget om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og gentager sine anbefalinger fra udtalelsen om Tilgængeligheden af offentlige organers websteder (11).

4.13

EØSU bifalder, at tilgængelighedskriterier og betingelser på handicapområdet inddrages i strukturfondsforordningerne og andre områder som f.eks. transport og passagerrettigheder.

4.14

EØSU mener, at EU-institutionernes formænds møde om handicapspørgsmål og Kommissionens generaldirektoraters møde om gennemførelse af FN-konventionen som lovet bør afholdes med regelmæssige mellemrum med deltagelse af repræsentanter fra den europæiske handicapbevægelse med henblik på politisk overvågning og fremme af gennemførelsen af FN-konventionen, herunder dens bestemmelser vedrørende tilgængelighed.

4.15

EØSU bemærker, at inddragelsen af tilgængelighed som et kriterium i de nuværende finansieringssystemer vil betyde en forbedring på dette område: strukturfonde, den sociale investeringspakke, fremtidige generelle gruppefritagelser vedrørende statsstøtte på beskæftigelsesområdet, TEN-T-retningslinjer, idet der uden tvivl er utilstrækkelige midler til finansiering.

4.16

EØSU mener, at adgangen til massemedier bør fremmes, og handicappedes behov synliggøres i denne type medier.

5.1

EØSU opfordrer til, at der udformes en strategi, som styrker borgernes indflydelse, eftersom det er et grundlæggende middel til at sikre fuld gennemførelse af tilgængelighed. Der er behov for bevidstgørelseskampagner, og handicappede og alle andre borgere skal informeres om deres rettigheder på tilgængelighedsområdet.

5.2

EØSU beklager, at der mangler indikatorer, og opfordrer Eurostat til at udarbejde en strategi for udvikling af specifikke indikatorer baseret på FN's Menneskerettighedskontors indikatorer og udkastet til generel kommentar fra FN's komité for rettigheder for personer med handicap om artikel 9.

5.3

EØSU opfordrer til, at klare tilgængelighedskriterier og overvågningsmekanismer (bebyggede miljøer, infrastruktur, moderne ikt såsom operativsystemer til tablets og smartphones og Kommissionens mandat 376 om krav om tilgængelighed til IKT-produkter og -tjenester) indføjes i standarderne. Handicappede bør deltage fuldt ud på alle stadier i forbindelse med udarbejdelsen af standarder.

5.4

EØSU mener, at der skal udvikles effektive håndhævelsessystemer, som i øjeblikket mangler i Europa.

5.5

EØSU fremhæver behovet for at anvende overvågningsmekanismerne i den kommende forordning om fælles bestemmelser for strukturfondene til at sikre, at de forudgående betingelser på handicapområdet opfyldes, samt at arbejdsmarkedets parter og handicaporganisationer deltager fuldt ud i overvågningen.

5.6

EØSU mener, at de europæiske og nationale uddannelsesstrategier bør lade tilgængelighed for personer med handicap indgå i skolernes og universiteternes studieplaner.

5.7

EØSU gentager sit tilsagn, der fremgår af tidligere udtalelser, om at oprette et styringsudvalg, som skal overvåge EØSU's gennemførelse af FN-konventionen i forbindelse med fastlæggelsen af udvalgets aktiviteter som politisk organ.

5.8

En europæisk ordning for mekanismer til certificering af tilgængelighed bør fremmes. Handicaporganisationerne bør inddrages i dette arbejde.

5.9

Tilgængelighedsaspektet bør inkluderes i EU's juridiske og politiske konsekvensanalyser. Der skal udvikles værktøjer, som kan fremme inklusion på en ensartet måde i alle medlemsstater.

5.10

EØSU opfordrer til, at EU-institutionernes (herunder EØSU's) gennemførelse af den europæiske handicapstrategi overvåges, og påpeger, at den fysiske eller elektroniske tilgængelighed af faciliteter, ansættelsespolitikker og information bør sikres. Dette politikområde bør vies særlig opmærksomhed ved evalueringen af strategien i 2015.

(a)

har adgang til kulturstof i en tilgængelig form

(b)

har adgang til fjernsynsprogrammer, film, teaterforestillinger og andre kulturelle aktiviteter i en tilgængelig form

(c)

har adgang til kultursteder som teatre, museer, biografer, biblioteker og turistmål og så vidt muligt har adgang til monumenter og steder af national kulturel betydning.

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/24

1.1

Et stort antal borgere i EU oplever i forskellig grad, alt efter hvilken medlemsstat der er tale om, store økonomiske vanskeligheder med at få adgang til grundlæggende tjenesteydelser såsom boliger, energi, elektronisk kommunikation, transport, vand, sundhedsydelser og sociale tjenesteydelser.

1.2

Et højt niveau med hensyn til overkommelige priser på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse udgør en af de fælles værdier, der støttes af alle EU-medlemsstater, i protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (vedhæftet som bilag til traktaterne), som EU og medlemsstaterne i henhold til deres beføjelser skal tage fuldt hensyn til under gennemførelsen af alle deres tilknyttede politikker.

1.3

Der findes imidlertid ikke på fællesskabsniveau nogen ensartet definition af eller indfaldsvinkel til begreberne overkommelige priser og prisoverkommelighed for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ligesom der heller ikke findes noget instrument til at måle disse, da medlemsstaterne, når de opretter sådanne, har vid skønsbeføjelse til at etablere dem.

1.4

EØSU foreslår derfor, at EU for det første præciserer begrebet overkommelige priser på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse for alle og tilpasser det til kravene i Lissabontraktaten (protokol nr. 26) og til FN's konvention om handicappedes rettigheder, og for det andet indfører lovgivningsmæssige tiltag i afledt ret, der forpligter medlemsstaterne til at:

1.5

Tilføjelsen af omfattende oplysninger om tjenesteydelser af almen interesse i det europæiske semester med fuld hensyntagen til medlemsstaternes ansvar og kompetence er en forudsætning for at styrke den sociale dimension af EU og EU-markedet, navnlig i krisetider.

2.1

Med hensyn til tjenesteydelser af almen interesse, hvad enten de er økonomiske eller ikke-økonomiske, skal det sikres, at alle borgere i det pågældende land har adgang til disse tjenesteydelser og til de grundlæggende rettigheder. Tjenesteydelserne er tæt forbundet med det mål om økonomisk, social og territorial samhørighed, som EU forfølger.

2.1.1

Medlemsstaterne råder over vide skønsbeføjelser med hensyn til at definere, tilrettelægge og finansiere tjenesteydelser af almen interesse, der bygger på og sigter mod en social og samfundsmæssig aktion, som imødekommer brugernes behov. Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse bygger på et kommercielt grundlag og er omfattet af EU's regler vedrørende konkurrence og det indre marked undtagen i tilfælde, hvor disse er til hinder for opfyldelsen af tjenesteydelsernes specifikke formål. De ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse bygger pr. definition ikke på et kommercielt grundlag og henhører under medlemsstaternes enekompetence på baggrund af artikel 2 i protokol 26.

2.1.2

»Unionen anerkender og respekterer adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som fastsat i national lovgivning og praksis, i overensstemmelse med traktaterne...«, som det fastslås i chartret om grundlæggende rettigheder, der er knyttet til Lissabontraktaten som bilag. Chartret nævner eksplicit national lovgivning og praksis som grundlag. FN's konvention om handicappedes rettigheder, der er ratificeret af EU i sin helhed, fastlægger mindstekrav med henblik på at beskytte og bevare hele spektret af handicappede personers borgerlige, politiske, sociale og økonomiske rettigheder, herunder adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

2.1.3

Mange medlemsstater forbinder denne ret til adgang med »vilkår, der er økonomisk acceptable for alle« for tjenesteydelsen og gør i forskellig grad brug af individuelle og kollektive sociale velfærdsordninger til at nå dette mål.

2.2

Forskellige faktorer kan ligge til grund for manglende adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, bl.a. en meget varierende national historie med sociale modeller og tjenesteydelser, der varierer mellem medlemsstaterne. Der kan ligeledes være tale om økonomiske (tjenesteydelsens pris er uoverkommelig), geografiske (tjenesteydelsen er ikke tilgængelig i et bestemt område), sociale (forskelsbehandling) eller fysiske (hensyntagen til handicap) faktorer eller faciliteter, der ikke er tilpasset behovene og/eller de tekniske fremskridt (skæve forhold med hensyn til/et utilstrækkeligt niveau af kvalitet og/eller sikkerhed).

2.3

Med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse udgør følgende elementer seks ud af de fjorten fælles værdier, der fremgår af protokol nr. 26 vedrørende tjenesteydelser af almen interesse (knyttet til Lissabontraktaten, EU-traktaten og EUF-traktaten som bilag), og som EU og medlemsstaterne i tråd med deres beføjelser og inden for traktaternes anvendelsesområde samt i henhold til artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fuldt ud skal tage højde for under gennemførelsen af politikken vedrørende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse: et højt kvalitets- og sikkerhedsniveau, overkommelige priser, lige behandling, fremme af universel adgang og brugernes rettigheder.

2.3.1

Fjorten værdier fordelt på tre grupper er internt i den enkelte gruppe, men også mellem grupperne indbyrdes forbundne i en sådan grad, at de ikke kan tildeles en prioriteret rangorden.

2.3.2

En tjenesteydelse af almen økonomisk interesse kan f.eks. ikke — selv om prisen er yderst overkommelig — opfylde kravene i protokol nr. 26, hvis den ikke er forbundet med et højt kvalitets- eller sikkerhedsniveau, eller hvis den ikke er alment tilgængelig for den nationale borger, men heller ikke hvis der på nationalt plan ikke sondres mellem geografiske, sociale og kulturelle situationer, eller hvis de nationale myndigheder f.eks. umuliggør en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, selvom en regional eller lokal myndighed i følge national lovgivning eller sædvane har ret til at etablere den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, og deres vigtige rolle og vide skønsbeføjelser dermed påvirkes negativt.

2.4

Bestemmelserne i ovennævnte protokol er udtrykkeligt »fortolkningsbestemmelser« om EU's fjorten fælles værdier for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Den uklare formulering af visse værdier, navnlig et højt niveau af kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser samt fremme af universel adgang og brugernes rettigheder kunne lægge op til en række spørgsmål vedrørende bestemmelsernes juridisk bindende karakter og konsekvenser. Men svaret herpå er, uanset hvilken fortolkning der anvendes, dvs. også protokol nr. 26, artikel 1, enkelt og selvindlysende, nemlig det samme som i den fortolkede artikel, som foreskriver, at de pågældende nationale, regionale og lokale myndigheder, når de opretter tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, har vid skønsbeføjelse til at fastlægge forholdet mellem de forskellige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.1

Der findes ikke på fællesskabsniveau nogen ensartet definition af eller indfaldsvinkel til begreberne overkommelige priser eller prisoverkommelighed for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ligesom der heller ikke findes noget instrument til at måle disse. Prisoverkommelighed afhænger ofte af den subjektive opfattelse, en bruger har af en pris og af dens bidrag til borgernes velfærd.

3.2

Generelt bør de overkommelige priser på tjenesteydelser give borgerne mulighed for let at kunne betale for tjenesteydelsen (grønbog om udvikling af det indre marked for posttjenester) (1).

3.3

Prisen på en tjenesteydelse anses for at være yderst overkommelig, hvis tjenesteydelsen tilbydes gratis til borgerne, som det f.eks. er tilfældet i nogle byer og regioner, der tilbyder gratis offentlig bytransport.

3.4

For at fremhæve kompleksiteten af, vanskelighederne ved og forskellene i den praktiske gennemførelse af reglen om overkommelige priser anvender EØSU i det følgende nogle af de fortolkninger, der anvendes inden for områder som bolig, telekommunikation, elektricitet og gas. EØSU understreger i øvrigt, at adgangen til sundhedsydelser også undermineres i mange medlemsstater, når personer på grund af deres indkomst underlader at blive behandlet, fordi de mangler ressourcer. Rapporten om gennemførelsen af EU-strategien fra 2009 »Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet I EU« påviser den meget tætte forbindelse, der er mellem materiel nød og de sundhedsproblemer, som følger deraf.

3.5

Kravet om prisoverkommelighed er indført i lovgivningen vedrørende liberalisering af netværksindustrierne som et element, der er uløseligt forbundet med universaltjenesterne inden for telekommunikation, elektricitet og posttjenester, og som hænger tæt sammen med det mål om social og territorial samhørighed, der forfølges af EU.

3.6

EU's indfaldsvinkel bygger på to opfattelser af overkommelige priser. Den ene tager udgangspunkt i en universel dimension og den anden er begrænset til befolkningsgrupper, der har lav indkomst, er udsatte eller sårbare som f.eks. personer med handicap, eller som har særlige sociale behov. Denne anden opfattelse giver kun mening, hvis den i overensstemmelse med protokol nr. 26 sigter mod »fremme af universel adgang«.

3.7

Trods det at overkommelige priser er blevet en fælles værdi i EU, som medlemsstaterne er forpligtet til at respektere, må det erkendes, at visse takster, f.eks. prisen på energi, roamingtjenester for mobilkommunikation, transport samt priser og huslejeniveauer for boliger stadig er urimelige i forhold til den disponible indkomst hos en støt stigende del af befolkningen. I øvrigt er der store variationer i de definitioner af overkommelige priser, der anvendes i diverse EU-regler, og de er meget upræcise. EØSU bringer nogle af dem op som eksempler i det følgende.

3.8

3.8.1

I husstandsbudgetundersøgelsen (EU-SILC), som foretages i alle medlemsstater, fastsættes den maksimale acceptable udgift til en bolig til 40 % af husstandenes disponible indkomst. Hvis prisen for en bolig overskrider denne tærskel, betragtes den ikke længere som overkommelig.

3.8.2

Medlemsstaterne intervenerer på mange forskellige måder og i vidt forskelligt omfang i forbindelse med de nationale boligmarkeders funktionsmåde med det mål at give alle borgere adgang til en anstændig bolig til en overkommelig pris, i givet fald ved at yde boligstøtte. Et stort flertal af medlemsstaterne har indført ordninger for sociale ydelser og skattemæssig støtte for at nedbringe denne store udgiftspost for husstandene og støtte et parallelt udbud af såkaldte »sociale boliger« som et supplement til det spontane udbud på det private boligmarked.

3.8.3

Med socialt boligbyggeri søger de offentlige myndigheder at afhjælpe det boligbehov, der ikke dækkes af et marked, og sikre alle adgang til en anstændig bolig til en overkommelig pris/en overkommelig husleje. 25 millioner europæiske husstande bor i en almen bolig.

3.8.4

Trods disse foranstaltninger har mange EU-borgere ikke længere råd til en anstændig bolig. I 2011 boede 15 % af den europæiske befolkning i overfyldte eller uacceptabelt dårlige boliger, og for 17 % af husstandenes vedkommende var boligudgifterne for høje i forhold til deres disponible indkomst (2).

3.8.5

I sin afgørelse af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for public service, som ydes til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, begrænser Kommissionen ydelsen om at fremskaffe tilskudsberettigede almene boliger til kun at omfatte socialt dårligt stillede personer eller grupper, der er klart definerede som sådanne, og som af økonomiske grunde er ude af stand til at skaffe sig en bolig på markedsvilkår, hvilket sætter spørgsmålstegn ved værdierne, der er beskrevet i protokol nr. 26.

3.9

3.9.1

Det indre marked og den fri konkurrence har bidraget til at reducere enhedstaksterne for telekommunikation, men reduktionen skyldes også i et vist omfang den teknologiske udvikling og EU's fastsættelse af lofter for roamingtakster på mobilkommunikation.

3.9.2

Af lovgivningen vedrørende telekommunikation (3) fremgår det, at overkommelige priser er forbundet med »en rimelig pris under hensyn til specifikke nationale forhold« ved anvendelse af telefoni og med brugernes evne til at styre deres udgifter. I Kommissionens metodologiske meddelelse om horisontal evaluering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (4) er den valgte indikator »prisen for tjenesteydelserne i forhold til den indkomst, som forbrugere med lav-/gennemsnitsindkomst oppebærer (for forbrugere med forskellige indkomstniveauer)«.

3.10

3.10.1

Med hensyn til elektricitets- og gassektoren mener Kommissionen, at subsidier eller en regulering, som har til formål at sænke de samlede energipriser, ofte bevirker, at incitamentet til en energieffektiv adfærd svækkes, idet man ikke specifikt henvender sig til dem, der har behov for en prisreduktion, og man risikerer at fordreje konkurrencen (5).

3.10.2

Medlemsstaterne opfordres således til at træffe foranstaltninger til at sikre passende beskyttelse af sårbare forbrugere (6). Offentlige myndigheder må kun yde direkte støtte til forbrugerne, hvis begrebet energifattigdom er klart defineret, og hvis de sårbare personer er klart definerede som sådanne på nationalt plan. For forbrugere med økonomiske vanskeligheder skal energiforsyningen opretholdes i en vis periode, også i tilfælde af manglende betaling.

3.10.3

Det bør bemærkes, at begrebet energifattigdom kun vedrører elektricitets- og gassektoren og ikke omfatter andre brændstoffer, der f.eks. anvendes til fjernvarme.

3.10.4

EU's energipolitik sigter mod en reduktion af energiforbruget via støtte til foranstaltninger til energieffektivitet eller varmeisolering af boliger med henblik på at øge prisoverkommeligheden for energitjenester. En forbedring af den energimæssige ydeevne kræver imidlertid væsentlige investeringer, hvis økonomiske afkast via en reducering af energiomkostningerne først bliver synligt på lang sigt. I sin initiativudtalelse »For en koordineret europæisk aktion til forebyggelse og bekæmpelse af energifattigdom« (EØSU 2517/2013) fremsætter EØSU konkrete forslag på området.

4.1

I 2004 målte Kommissionen i forbindelse med en evaluering af resultaterne af de netværksindustrier, der leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, via en indikator prisoverkommeligheden for deres takster på baggrund af den procentdel af årsindtægten, som en forbruger årligt må betale for at opnå en række tjenester.

4.2

Eurobarometer-undersøgelsen om de europæiske borgeres tilfredshed med netværksindustriernes tjenesteydelser er blot en subjektiv evaluering af tjenesteydelsernes prisoverkommelighed og kan i bedste fald kun ses som en angivelse af en generel tendens.

4.3

Der findes ikke på fællesskabsniveau nogen officielle kriterier til fastlæggelse af prisoverkommeligheden for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. EU-teksterne omhandler overvejende principper for og harmoniserede regler om fastsættelse af »omkostningsbestemte« priser eller priser, der »i højere grad står i forhold til omkostningerne« eller »omkostningsdækning« (som påkrævet i vandrammedirektivet), samtidig med at adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse omfatter hele befolkningen.

4.4

Omkostningsbestemte takster — selv uden fortjenstmargen for tjenesteudbyderen — er ikke det samme som prisoverkommelighed og sikrer ikke adgang for alle til tjenesteydelser til overkommelige priser.

4.5

Ifølge grønbogen om forsyningspligtydelser fra 2003 skal medlemsstaterne definere kriterier for fastsættelsen af overkommelige priser på tjenesteydelser. De skal sørge for, at de fastlagte kriterier tager højde for alle forbrugeres og brugeres rettigheder, f.eks. handicappede personers adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og samtidig indføre en ordning for kontrol af priserne og/eller yde tilskud til de pågældende personer. Kriterierne kan f.eks. lægge sig op ad prisen på en række grundlæggende tjenesteydelser defineret af medlemsstaterne, hvis maksimumpris (en procentdel af husstandenes disponible indkomst) fastsættes efter, hvad der er acceptabelt i forhold til de mest sårbare borgeres disponible indkomst.

5.1

Af grønbogen om forsyningspligtydelser fremgår følgende: »Når der er tale om reel konkurrence, kan markedsmekanismerne sikre levering af prisoverkommelige ydelser af passende kvalitet, hvorved man i høj grad mindsker behovet for lovgivningsindgreb«.

5.2

På baggrund af den nye traktat henviser Kommissionen imidlertid i sin meddelelse En kvalitetsramme for tjenesteydelser af almen interesse i Europa (COM(2011) 900 final) til, at den vil sikre, at lovgivningsrammerne (kvalitetsrammen) på EU-plan i de kommende år fortsat bidrager til en styrkelse af det indre markeds sociale dimension, bedre tilgodeser den særlige karakter af disse tjenester og gør det muligt at løfte den udfordring, der består i at sikre, at disse tjenesteydelser udføres på en måde, der opfylder de krav, som anerkendes i protokol nr. 26, nemlig et højt kvalitets- og sikkerhedsniveau, overkommelige priser, lige behandling, fremme af universel adgang og brugernes rettigheder.

5.3

Blandt public service-forpligtelserne i EU-lovgivningen figurerer adgang til og overkommelige priser på tjenesteydelser af almen interesse for alle forbrugere, og særlige bestemmelser gør sig gældende for sårbare forbrugere og personer med handicap.

5.4

I lyset af ovenstående bør Kommissionen dels indføre en bedre koordinering mellem sine egne tjenester, dels indføre et reelt statistisk værktøj gennem samkøring og sammenlægning af oplysninger (under fuld hensyntagen til oplysningernes fortrolighed). Kommissionen bør desuden præcisere begrebet overkommelige priser på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse for alle og tilpasse det til kravene i Lissabontraktaten (protokol nr. 26) og til FN's konvention om handicappede personers rettigheder samt foreslå lovgivningsmæssige tiltag til gennemførelse af følgende forpligtelser for medlemsstaterne i afledt ret:

5.5

Tilføjelsen af omfattende oplysninger om tjenesteydelser af almen interesse i det europæiske semester med fuld hensyntagen til medlemsstaternes ansvar og kompetence er en forudsætning for at styrke den sociale dimension af EU og EU-markedet, navnlig i krisetider.

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/32

1.1

EØSU bifalder den særlige opmærksomhed om udarbejdelse af en EU-strategi for den adriatisk-joniske region (EUSAIR) for at styrke samhørigheden og konkurrenceevnen i lyset af udfordringer, som ikke kan håndteres på tilfredsstillende vis af de enkelte regioner eller lande med sædvanlige midler.

1.2

EØSU bemærker, at debatoplægget ikke kommer ind på den strategiske værdi af middelhavssamarbejdet. EØSU ønsker at understrege, at mens det regionale samarbejde i det adriatisk-joniske område er af fundamental betydning for at hjælpe landene i Vestbalkan i førtiltrædelsesprocessen og for at styrke forbindelserne til Donau-makroregionen og Østersø-makroregionen, er det også vigtigt at anskue det adriatisk-joniske rum som et funktionelt område i Middelhavsområdet.

1.3

EØSU mener, at EUSAIR bør omfatte et vidtfavnende program med en liste over handlingsorienterede projekter og ordninger. Strategien bør udnytte bedste praksis, der allerede er udviklet som led i andre makroregionale strategier (Østersøen, Donau og Atlanterhavet), Middelhavsunionen (1), Europa 2020-strategien, eksisterende EU-programmer og -finansieringsinstrumenter (2), og EU-initiativer som f.eks. INTERACT for teknisk bistand og uddannelse (3). Den bør endvidere knyttes operationelt til andre EU-politikker, såsom samhørighedspolitikken, den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik, Connecting Europe-faciliteten, de transeuropæiske transport- og energinet, Horisont 2020, den digitale agenda, COSME-programmet, den integrerede havpolitik og politikken vedrørende det fælles europæiske asylsystem (4). Resultatet bør være en konkret liste over foranstaltninger, programmer og ordninger med sigte på større samhørighed mellem regionens befolkninger.

1.4

EØSU bemærker, at den private sektor er fuldstændig fraværende i debatoplægget, og understreger den store betydning, denne sektor har som en motor for vækst og beskæftigelse. EØSU understreger, at både den private sektor og civilsamfundets aktører skal inddrages mere aktivt i forberedelsen og implementeringen af EUSAIR-strategien. Det anbefales kraftigt, at der gøres bedre brug af den private sektors potentiale for at tiltrække investeringer (både lokalt og internationalt) og skabe erhvervsmuligheder.

1.5

EØSU mener, at strategien bør have en mere markeret social dimension, således at den bedre kan støtte inklusiv vækst i den adriatisk-joniske region. Det er endvidere afgørende, at man i den sociale dialog inddrager repræsentanter for de »ekskluderede« socialgrupper, såsom indvandrergrupper, handicappede og kvindeorganisationer, og at man fuldt ud støtter EU-politikker, som forebygger diskriminering på grund af etnisk oprindelse, handicap, alder, seksuel orientering eller køn.

1.6

EØSU beklager, at debatoplægget ikke på passende vis tager spørgsmålet op om irregulær og ulovlig indvandring. EU skal lægge sig mere i selen for at hjælpe den adriatisk-joniske region med at håndtere indvandringsudfordringen og integrere indvandrerne i samfundet.

1.7

EØSU mener, at politiindsatsen og sikkerhedsspørgsmålet er særdeles vigtige forudsætninger for velstanden i den adriatisk-joniske region, og opfordrer Rådet til at øge det budget, FRONTEX råder over, og agenturets beføjelser (5).

1.8

Skønt flere partnerskabsinitiativer og -projekter med relation til makroregioner er blevet iværksat i de senere år på det pågældende samarbejdsområde (den adriatiske euroregion, forummet for adriatisk-joniske handelskamre, forummet for byer i det adriatisk-joniske område, Uniadrion osv.), bemærker EØSU, at det har taget lang tid at konkretisere denne strategi, og det på trods af, at diskussionen om det adriatisk-joniske initiativ blev indledt så langt tilbage som i oktober 1999 på initiativ af den italienske regering og officielt blev søsat i maj 2000 med Ancona-erklæringen. Efter alle disse forsinkelser er tidsfristen for den endelige vedtagelse pludselig blevet meget kort, hvilket gør det særdeles vanskeligt for EØSU's medlemmer at udarbejde EØSU's holdning.

2.1

Det første samarbejdstiltag i området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav var stabilitetspagten for Sydøsteuropa, der blev lanceret i 1999. Dette lagde rammen for en styrkelse af fred, demokrati, menneskerettigheder og økonomi i landene i Sydøsteuropa fra 1999 til 2008. Under dette initiativ fremlagde den italienske regering på det finske EU-topmøde i Tampere i oktober 1999 det adriatisk-joniske initiativ, som blev officielt etableret i Ancona (Italien) i maj 2000, da Ancona-erklæringen blev undertegnet. Med erklæringen blev der sat en milepæl for styrkelsen af samarbejdet i området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav, med fremme af den politiske og økonomiske stabilitet og dermed skabelse af et solidt grundlag for europæisk integration. Initiativet, der indledningsvis blev underskrevet af udenrigsministrene fra Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Grækenland, Italien og Slovenien, fik senere tilslutning fra Statsunionen Serbien og Montenegro.

2.1.1

Med udgangspunkt i Ancona-erklæringen blev der oprettet en række institutionelle samarbejdsnetværk med henblik på at støtte områdets samhørighed og konkurrenceevne: den adriatisk-joniske euroregion, forummet for byer i det adriatisk-joniske område, forummet for adriatisk-joniske handelskamre, Uniadrion og det adriatisk-joniske initiativ.

2.2

Den 19. november 2012 blev der på et ministermøde mellem Kommissionen og udenrigsministre fra området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav taget følgende beslutninger:

2.3

Efter Det Europæiske Råds beslutning af 14. december 2012 (8) om at etablere en ny makroregional strategi for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav inden udgangen af 2014 og for at overholde det mandat, man havde fået, ville Kommissionens tjenestegrene påbegynde udarbejdelsen af en meddelelse og en handlingsplan, som skulle godkendes inden afslutningen af det italienske formandskab.

2.4

Den 22. oktober 2013 vedtog Rådet for første gang strategiske kriterier for de makroregionale strategiers grundlæggende karakteristika. Kriterierne var følgende:

2.5

Den adriatisk-joniske strategi nyder godt af et stærkt politisk engagement og stor politisk bevågenhed i de berørte lande og repræsenterer for EU som sådan ikke alene en udfordring, men også store muligheder. Strategiens målsætning er at forbinde og beskytte. Den vil fremme samhørigheden over EU's ydre grænser i et område, der har ekstremt stor betydning for kontinentets stabilitet.

2.6

Den adriatisk-joniske strategi komplementerer politisk og teknisk Donau-makroregionen (der omfatter flere lande, som også er berørt af den adriatisk-joniske strategi) og Østersø-makroregionen.

2.7

Det adriatisk-joniske område står over for en række store udfordringer, såsom økologiske og miljømæssige spørgsmål, ineffektive transportforbindelser og utilstrækkeligt samarbejde om fremme af samhørighed, konkurrenceevne og innovation. En nøglefaktor i denne forbindelse er at styrke en moderne erhvervskultur og udvikle SMV'er i området gennem fremme af samarbejde disse virksomheder imellem og overførsel af bedste praksis.

2.8

Med en strategi baseret på en makroregional tilgang kan man give et værdifuldt incitament til støtte for integrationen i Europa af landene på Balkan og i Østeuropa, til støtte for integrerede udviklingspolitikker og bedre udnyttelse af EU- og nationale finansieringsmidler, og til styrkelse af udveksling og partnerskaber mellem civilsamfundene i de berørte lande.

2.8.1

Makroregionalt samarbejde vil bidrage til fremskridt i retning af opfyldelse af EU-standarder — EU's regelværk — og dermed have en positiv virkning for vejen til Europa og stabiliteten i de adriatisk-joniske lande og i regionen som sådan. Dertil kommer, at en makroregional strategi har central betydning for fremme af samhørighed og socioøkonomisk integration mellem regionerne.

2.8.2

En effektiv makroregional tilgang for styrkelse af synergien mellem de forskellige EU-politikker og koordinering af den indsats, der gøres af en bred vifte af aktører i det adriatisk-joniske område, bør være baseret på reglen om »de tre ja'er«: mere komplementær finansiering, mere institutionel koordinering og flere nye projekter. Den private sektor vil få en vigtig rolle i denne henseende.

2.8.3

En velstruktureret makroregional strategi kan skabe en fælles europæisk ramme til fremme af kulturel berigelse og styrkelse af de nationale civilsamfund på regionalt niveau. Dette er særlig vigtigt for områder som Østeuropa og Balkan, hvor en konsolidering af demokratiske principper går hånd i hånd med udviklingen af et levende og dynamisk offentligt rum.

2.8.4

Med en makroregional strategi kan man planlægge infrastrukturudvikling på tværnationalt plan og fremme udviklingen af IKT-net, motorveje, jernbaner og havne og dermed tilvejebringe territorial samhørighed og konkurrenceevne uden hindringer eller flaskehalse.

2.9

Trods den lange periode, der hidtil er gået til at udforme projektet, blev det for nylig erklæret for hastende, og de sidste etaper er presset sammen, hvilket vil gå ud over slutresultatet.

3.1

Det Joniske Hav udgør et fælles omdrejningspunkt i EUSAIR. Strategien skal fokusere på emner af gensidig regional interesse med høj relevans for landene omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav og bør præcisere alle praktiske aspekter (grundlæggende søjler, styring osv.). Handlingsplanens prioriterede områder og målsætninger bør udvikles af regeringerne og arbejdsmarkedsparterne som fælles aspirationer og bæredygtige løsninger på fælles udfordringer med særlig opmærksomhed på maritime investeringer for vækst og beskæftigelse.

3.2

Den overordnede målsætning for EUSAIR er at fremme bæredygtig økonomisk og social velstand i det adriatisk-joniske område gennem vækst og jobskabelse og ved at forbedre områdets tiltrækningskraft, konkurrenceevne og forbindelser, idet såvel miljøet i indlandsområder som kyst- og havøkosystemerne bevares.

3.3

Gennemførelsen af denne målsætning vil ske gennem implementering af en række aktiviteter under fire tematiske søjler (9): fremme af innovativ maritim vækst; sammenkobling af regionen; opretholdelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten og styrkelse af regionens tiltrækningskraft.

3.3.1

Første søjle: Fremme af innovativ maritim vækst. Fiskeri (10) er en særdeles vigtig økonomisk aktivitet for de adriatiske og joniske kystområder og deres beboere. Det grundlæggende mål for denne søjle er at udvikle en stærk fiskeri- og akvakultursektor af høj kvalitet, som er miljømæssigt og økonomisk bæredygtig, og som kan skabe nye jobs.

3.3.2

Anden søjle: Sammenkobling af regionen. Regionen er et meget vigtigt geostrategisk område beliggende på både Europas nord/syd-akse og Europas øst/vest-akse. Adriaterhavet og Det Joniske Hav er et vigtigt knudepunkt for transport af gods, passagerer og energi. Mange europæiske lande er import- og eksportmæssigt særdeles afhængige af disse områder. Adriaterhavets motorveje til søs vil blive en levedygtig, pålidelig og konkurrencedygtig transportmulighed for gods og passagerer. Omfanget af passagerruter og transport af olie og gas stiger år for år. Desværre benyttes Adriaterhavet og Det Joniske Hav ikke blot til kommerciel havtrafik, men også af kriminelle net, der er involveret i ulovlige transporter.

3.3.3

Tredje søjle: Opretholdelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. Kyst- og havmiljøet i det adriatisk-joniske område huser en enorm variation af levesteder og arter. Den kombinerede effekt af menneskeskabt pres og topografiske karakteristika gør disse levesteder meget udsatte for forurening. Samarbejde mellem kystaktører foregår inden for følgende lovgivningsmæssige rammer: havstrategirammedirektivet, Barcelonakonventionen og dennes protokoller samt den blandede kommission for beskyttelse af Adriaterhavet og adriaterhavskysterne. Flodafstrømning og havtransport har begge stor betydning for Adriaterhavet.

3.3.4

Fjerde søjle: Styrkelse af regionens tiltrækningskraft. Turismesektoren har økonomisk betydning som en af regionens vigtigste og hurtigst voksende aktiviteter. I mange tilfælde udgør denne sektor rygraden for kystområder og, stadig oftere, også for baglandsområder. Alene krydstogtssektoren udviser et stort vækstpotentiale. I løbet af de seneste 10 år er efterspørgslen efter krydstogter på verdensplan rundt regnet blevet fordoblet. Dette er blevet afspejlet i det adriatisk-joniske område, hvor der allerede kan observeres en hurtig vækst. Endvidere udgør områdets kulturelle og arkæologiske arv et stærkt aktiv, som bør udnyttes fuldt ud. Den nye makroregionale strategi bør hjælpe turismeaktørerne med at håndtere interne og eksterne udfordringer, såsom stigende konkurrence fra andre destinationer og sæsonudsving, og at komme ind på nye markeder, som turismeindustrien hidtil har set bort fra, såsom turisme for handicappede og for ældre. En makroregional tilgang til kyst-, hav- og andre former for turisme kan skabe et incitament til at forbedre styringen og til at inddrage private aktører og internationale finansieringsinstitutioner.

4.1

EØSU bemærker, at bevågenheden om de forskellige spørgsmål varierer betragteligt mellem befolkningerne i regionens lande. Denne enorme forskel i erfaringerne, med fire medlemsstater og fire ikke-medlemsstater og med højest forskellige niveauer af bevågenhed og udvikling, nødvendiggør en strategi for regionen, som er ordentligt tilpasset de enkelte områders potentiale.

4.1.1

Kommissionen bør derfor hjælpe med at styrke bevågenheden og sikre, at den private sektor og civilsamfundets organisationer involveres direkte. Dette udgør en stor udfordring.

4.2

EØSU er i princippet enig i debatoplægget, som præsenterer en detaljeret analyse af de grundlæggende elementer for at støtte intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i det adriatisk-joniske område. De fire søjler beskriver på passende vis de vigtigste problemstillinger, udfordringer og målsætninger.

4.3

EØSU bifalder det arbejde, der er gjort for at formulere en strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav. Debatoplægget har identificeret svaghederne, opstillet synergier og en fælles vision og fremsat en række forslag, der danner et solidt grundlag for at udvikle strategien, herunder en række realistiske foranstaltninger og aktiv deltagelse af alle relevante aktører.

4.3.1

EØSU er overbevist om, at makroregionale strategier kan spille en altafgørende rolle for landene i regionen. En velgennemtænkt strategi kan udgøre en generel referenceramme og kan ses som et stabilitetsfremmende tiltag, hvilket altid vil være en forudsætning for at kunne tiltrække private investeringer fra regionen eller udefra.

4.3.2

EØSU støtter de prioriteter, der er blevet identificeret som regionens stærke sider, som f.eks. regionens betydning som knudepunkt for transport af gods, passagerer og energi og dens konkurrencemæssige fordel med hensyn til blå aktiviteter og turisme. Meget tyder på, at disse sektorer kan blive vigtige lokomotiver for investeringer, vækst og beskæftigelse.

4.3.3

EØSU er også enig i strategioplægget, når det fastslår, at synergien for samarbejde i regionen skal styrkes. Det er derfor EØSU's opfattelse, at handlingsplanen bør lægge vægt på det vigtige i, at der etableres platforme for dannelse af klynger og netværk med henblik på involvering i fælles initiativer for håndtering af fælles svage punkter, og at den bør formulere en fælles vision for udvikling af bæredygtige og særdeles konkurrencedygtige økonomier i regionen.

4.3.4

EØSU bemærker, at dokumentet forsømmer på passende vis at tage visse vigtige aspekter op vedrørende territorial, social og økonomisk samhørighed.

4.3.5

EØSU anbefaler, at relevante temaer som f.eks. forskning, innovation, SMV-udvikling og kapacitetsopbygning ikke blot bør foreslås som tværgående aspekter, men bør have en mere fremtrædende position, således at de kan blive reelle drivkræfter for støtte til regional samhørighed og konkurrenceevne.

4.3.6

Debatoplægget kommer ikke ind på den strategiske værdi af middelhavssamarbejdet. Mens det regionale samarbejde i det adriatisk-joniske område er af fundamental betydning for at hjælpe landene i Vestbalkan i førtiltrædelsesprocessen og for at styrke forbindelserne til Donau-makroregionen og Østersø-makroregionen, er det også vigtigt at anskue det adriatisk-joniske rum som et funktionelt område i Middelhavsområdet.

4.3.7

Problemerne vedrørende ulovlige migrationsstrømme behandles ikke på passende vis. Navnlig det forhold, at de syditalienske regioner (Puglia, Basilicata, Calabrien og Sicilien) er inddraget i den adriatisk-joniske strategi, gør det nødvendigt i højere grad at fokusere på humanitære og sikkerhedsmæssige spørgsmål med relation til migrationen fra landene i Nordafrika.

4.3.8

Det er EØSU's opfattelse, at strategien i sin nuværende form indeholder en relativt lang liste over problemområder, strukturelle svagheder og målsætninger. Denne lange liste tjener ikke noget nyttigt formål og burde skæres ned til mere håndterbar liste over realistiske tiltag. EØSU anbefaler derfor, at strategiens indhold begrænses til de vigtigste indsatsområder, eller at aktiviteterne prioriteres på kort, mellemlang og lang sigt startende med de vigtigste spørgsmål.

4.3.9

EØSU mener, at den adriatisk-joniske strategi fuldt ud skal inddrage alle aktører, såsom, regeringer, regionale og lokale myndigheder, universiteter, forskningsinstitutioner, private erhvervsvirksomheder og SMV'er, arbejdsmarkedsparter, ngo'er og civilsamfundet som bevis på, at strategien efterlever principperne om flerniveaustyring og aktivt medborgerskab (11).

4.3.10

EØSU tager til efterretning, at Rådet har besluttet, at en makroregional strategi ikke må kræve flere penge, mere regulering eller nye forvaltningsorganer (»de tre nej'er«), men finder ikke desto mindre, at der skal tilføres flere midler til teknisk bistand, for at strategien kan implementeres på vellykket vis i fremtiden.

4.3.11

EØSU mener tillige, at de betydelige midler, EU allerede gennem strukturfondene har afsat til regionale programmer, har et passende omfang, og at de skal anvendes effektivt til strategiens gennemførelse gennem bedre koordinerede aktioner under anvendelse af en samlet, strategisk tilgang.

5.1

Fremme af innovativ maritim vækst: EØSU konstaterer, at havet korrekt er identificeret som et fundamentalt element, der kan bidrage til at sikre de berørte lande dynamiske økonomiske sektorer og hjælpe folk til at finde lønnet beskæftigelse. EUSU finder det vigtigt, at der udformes nye programmeringsmodeller, som kan sikre integration og komplementaritet i den blå økonomis værdikæder (blå fødevarer, blå turisme, blå industri, blå logistik og blå ressourcer).

5.1.1

Strategien peger korrekt på, at blå aktiviteter er en sektor, som der skal fokuseres på, eftersom akvakultur i de store lande i regionen allerede har tiltrukket betydelige investeringer, hvilket andre kan benytte som eksempel. Nye investeringer i anlæg og supplerende aktiviteter kan derfor ventes at generere hurtige afkast, hvilket gør det til et attraktivt finansieringsobjekt for EIB og private udenlandske og lokale investorer.

5.1.2

EØSU er enig i behovet for en ressourceeffektiv erhvervskultur som middel til at forbedre forvaltningspraksis på de vigtigste aktivitetsområder. Regionens lande, og i særlig grad landene uden for EU, står over for begrænsninger og en restriktiv erhvervsfilosofi, som kunne drage stor fordel af et nært samarbejde om indførelse af en ny erhvervskultur. EØSU finder, at private erhvervsvirksomheder bør være drivkraften for en vellykket indsats på dette område.

5.1.3

Det er EØSU's opfattelse, at idéen om, at denne region kan blive et centrum for »innovative« aktiviteter, bør være en langsigtet målsætning. I øjeblikket har regionen kun begrænset kapacitet. Strategien bør derfor sigte på at opbygge synergi og forbedre uddannelses- og efteruddannelsesinfrastrukturen, således at blå aktiviteter gradvis kan udvikles og ubalancerne i efterspørgslen efter og udbuddet af faglært arbejdskraft kan reduceres. EU kan, støttet af erhvervslivet, arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundet, spille en vigtig rolle ved at overføre og støtte bedste praksis og ekspertise i regionen.

5.1.4

EØSU mener, at fiskeri spiller en vigtig rolle socialt og økonomisk i Adriaterhavet og Det Joniske Hav, men at de grundlæggende infrastrukturer i visse lande ikke er tilstrækkelige. Handlingsplanen bør derfor analysere situationen nøje og fremlægge en realistisk plan. EØSU opfordrer endvidere indtrængende ikke-EU-lande til i højere grad at forpligte sig på EU's fiskerilovgivning.

5.2

Sammenkobling af regionen: Det er EØSU's opfattelse, at der indtil nu har været en udtalt mangel på effektive og omkostningseffektive forbindelser mellem landene i regionen, navnlig med hensyn til opfyldelse af energikrav. Desuden er transport- og kommunikationsforbindelserne med baglandsområder og øer ikke tilstrækkelige. EØSU er enig i, at det er nødvendigt at forbedre hav- og luftforbindelserne internt i regionen og udadtil, og anser det derfor for centralt, at den maritime strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav (12), som blev vedtaget i november 2012, bliver et af hovedelementerne i EUSAIR og dermed gør det muligt at udvikle et effektivt transportforbindelsessystem navnlig for indlandsområder og randområder.

5.2.1

EØSU støtter den foreslåede motorvej til søs i Adriaterhavet og Det Joniske Hav, således at overbelastningen af vejtrafikken bedre kan administreres, det konkurrencemæssige efterslæb for øer og baglandsområder kan mindskes og forbindelserne med andre transportkorridorer i Middelhavsområdet kan forbedres.

5.2.2

Efter EØSU's mening har energispørgsmål ikke en tilstrækkelig fremtrædende plads i debatoplægget, eftersom EU til stadighed søger efter alternative energikilder og nye transportruter med olie- og gaseksporterende lande. Tilsyneladende planlægges betydelige nye rørledninger, som skal forbinde Europa med energiproducenterne, ført gennem den adriatisk-joniske region. Et eksempel er aftalen mellem Aserbajdsjan, Grækenland og Italien om den transadriatiske rørledning (TAP).

5.2.3

Det er EØSU's opfattelse, at den adriatisk-joniske region i betragtning af de problemer med narkosmugling og ulovlig indvandring, der kendetegner regionen, behøver en opgraderet styringsmodel, et effektivt politisystem og et tættere samarbejde mellem regionale myndigheder og EU-myndighederne. EØSU opfordrer derfor Det Europæiske Råd til at øge det budget, FRONTEX råder over, og agenturets beføjelser.

5.3

Opretholdelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten: i forlængelse af EU's krævende miljøpolitikker opstiller EUSAIR-strategien ambitiøse mål. EØSU bifalder denne tilgang i betragtning af biodiversitetens store betydning og forekomsten af levesteder, som er meget udsatte for forurening, og støtter forslagene om tættere samarbejde mellem kyststaterne inden for de lovgivningsmæssige rammer, der sættes af havstrategirammedirektivet, Barcelonakonventionen og den blandede kommission for beskyttelse af Adriaterhavet og adriaterhavskysterne. Det er EØSU's opfattelse, at visse af regionens lande måske ikke er parate til en så ambitiøs politik og vil have brug for yderligere tilskyndelser, herunder mulig finansiering for virksomheder, så de kan omstille deres produktion i overensstemmelse med økologiske standarder.

5.3.1

EØSU mener, at det vigtigste element under denne søjle er at gennemføre bestemmelserne i vandrammedirektivet (13), som sigter mod at nedbringe nitratudslippet og dermed forbedre havmiljøet.

5.3.2

EØSU bifalder endvidere indførelsen af avancerede trafikstyringsteknikker, således at man kan reducere udtømmelsen af havaffald og ballast og fremme projekter vedrørende affaldshåndtering ved landbaserede kystaktiviteter.

5.3.3

EØSU støtter implementeringen af en tilgang baseret på maritim fysisk planlægning, beskyttede havområder, Natura 2000 og integreret kystzoneforvaltning.

5.3.4

EØSU bemærker, at det ikke kun er EU-medlemsstaterne, der skal leve op til normerne, men at dette også — og i særlig grad — gælder for ikke-EU-lande for at lette deres vej til EU-medlemsskab.

5.3.5

EØSU mener endvidere, at en styrkelse af samarbejdet på alle niveauer med henblik på udveksling af bedste praksis myndighederne imellem angående beskyttede havområder er et effektivt middel til miljøbeskyttelse.

5.4.1

EØSU støtter fuldt ud betydningen af turisme, som forventes at blive genstand for yderligere vækst i fremtiden (14), hvorved den kan blive kystregionernes vigtigste økonomiske aktivitet. Turismen har tiltrukket store europæiske virksomheder, som investerer i kvalitetsturisme, hvilket har banet vej for store stigninger i turisttrafikken. Den giver mange økonomiske fordele, skaber vækst og skaber velbetalte jobs, især for unge mennesker. Imidlertid er det, når turismen intensiveres, vigtigt, at der tages afbødningsforanstaltninger, således at eventuelle negative konsekvenser for det kyst- og havmiljø, som turismen er så afhængig af, reduceres.

5.4.2

EØSU finder, at turismen bør være underlagt en stram forvaltningspraksis for derved at blive mere miljøvenlig og inkluderende. EØSU påpeger, at erhvervslivet, arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundet kan tilbyde en uvurderlig støtte i denne henseende.

5.4.3

EØSU mener, at krydstogtssektoren bør tildeles en større rolle, idet den bør forvaltes bedre og integreres bedre i turismeproduktet. EØSU vil støtte et større fokus på havturisme gennem nye politikinitiativer og Europa 2020-målsætninger som led i Kommissionens bestræbelser på at udvikle en integreret strategi for kyst- og havturisme.

5.4.4

EØSU anbefaler, at kulturelle og arkæologiske aspekter integreres stærkt i turistaktiviteterne. Turismen bør differentieres ved at involvere andre aktiviteter, som f.eks. konferencer, økoturisme, agroturisme, tematiske produkter og ruter, akademiske studier, erhverv og kreative industrier. Det er EØSU's klare opfattelse, at alle turismeaktiviteter bør være drevet af principperne om universelt design.

5.4.5

EØSU mener, at den makroregionale strategi bør hjælpe turismeaktørerne med at tage interne og eksterne udfordringer op, såsom øget konkurrence fra andre destinationer og sæsonudsving, og at komme ind på nye markeder, som turismeindustrien hidtil har set bort fra, såsom turisme for handicappede og for ældre, ved at anvende bedste praksis for udvikling af regionale integrerede handlingsplaner for fysisk udvikling.

—

http://www.interact-eu.net/about_us/about_interact/22/2911

—

http://www.interact-eu.net/ipvalencia/ipvalencia/117/619 (INTERACT-punkt for Middelhavsantennen i Valencia).

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/40

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/41

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/42

1.1

Finansielle benchmarks har i den finansielle sektor stor betydning for såvel prisfastsættelsen af forskellige produkter som den rimelige fordeling af risiko og kapital. For velfungerende finansielle markeder er det således helt afgørende, at benchmarkene er troværdige og pålidelige.

1.2

De forskellige eksempler på manipulation af benchmarks har skabt tvivl og uro omkring integriteten af benchmarks overalt i verden til skade for systemets integritet og sikkerheden inden for handelen. EØSU er foruroliget over de alvorlige konsekvenser af denne adfærd. Manipulation kan medføre store tab for investorer, fordrejninger af realøkonomien og mere generelt undergrave tilliden til markederne samlet set. Derfor henstiller EØSU kraftigt til, at de nye foranstaltninger vedtages så hurtigt som muligt.

1.3

I april 2013 oprettede Det Forenede Kongerige Financial Conduct Authority (FCA) til at føre tilsyn med de finansielle institutioners adfærd. FCA har reguleret udarbejdelsen af LIBOR ved at fastlægge nye krav om skærpet governance og skrappere kontroller og indført sanktioner af de ansvarlige for manipulationen af LIBOR.

1.4

Kommissionen har med ændringerne af de eksisterende forslag til en markedsmisbrugsforordning (Market Abuse Regulation — MAR) og et direktiv om strafferetlige sanktioner for markedsmisbrug (Criminal Sanctions for Market Abuse Directive — CSMAD) klart slået fast, at enhver form for manipulation af finansielle benchmarks er ulovlig og underlagt administrative eller strafferetlige sanktioner. Sanktionsordningen er nødvendig, men ikke nok til at afværge, at der igen forekommer manipulation.

1.5

EØSU bifalder derfor Kommissionens forslag til forordning og mener, at man med forordningsforslaget opfylder målsætningen om at forbedre den lovgivning, der sikrer den nødvendige integritet på markedet og af benchmarkene med garanti for, at de ikke fordrejes af interessekonflikter, at de afspejler den økonomiske virkelighed, og at de anvendes korrekt. Motivet er selvfølgelig at sikre den offentlige økonomiske orden.

1.6

Især er foranstaltningerne til beskyttelse af informanter (whistle blowers) vigtige. EØSU anbefaler, at der i forordningen henvises til forslag om ændring af direktiv 2003/6/EF om markedsmisbrug, der indeholder en udtrykkelig forpligtelse for medlemsstaterne til at vedtage regler, der garanterer dem beskyttelse.

1.7

EØSU glæder sig over, at forslaget ligger på linje med de principper, som blev formuleret af IOSCO sidste sommer efter talrige høringer, da gennemførelsesomkostningerne dermed mindskes betydeligt.

1.8

Skandalerne vedrørende manipulationen af LIBOR og EURIBOR og den efterfølgende manipulation af benchmarkene for valutakurser og priserne på råolie, olieprodukter og biobrændstoffer viser, at det er nødvendigt at regulere en lang række benchmarks, herunder dem der anvendes til energiderivater og råvarer. EØSU er helt enig i og anbefaler kraftigt det brede anvendelsesområde for forslaget til forordning i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

1.9

Forordningen er ensbetydende med en forøgelse af markedsgennemsigtigheden, og der indføres foranstaltninger, som mindsker fragmenteringen. Gennem en ensartet anvendelse af bestemmelserne undgår man den meget store risiko for regelarbitrage på de finansielle markeder, og dermed får slutbrugerne gavn af ensartede benchmarks på tværs af landegrænser.

1.10

EØSU har altid haft det som en prioritet at øge forbrugerbeskyttelsen og mener, at forordningen er et passende supplement til den gældende lovgivning på området, hvor der ellers ikke ville være nogen foranstaltninger, der garanterer en egnet og passende vurdering af benchmarkene. Investorerne har ret til beskyttelse af deres værdipapirer (lån, derivater osv.) mod tab som følge af markedsfordrejninger.

1.11

EØSU beklager igen den overdrevne brug af delegerede retsakter, som heller ikke i dette forslag til forordning synes at være i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne. Mange forhold, som skal behandles i delegerede retsakter, burde være fastlagt i forordningen. EØSU har afgivet en udtalelse om dette (1).

2.1

Kommissionen stiller forslag om en forordning, hvormed der indføres krav til benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter i Den Europæiske Union.

2.2

Det overordnede mål med forslaget er at sikre integriteten af benchmarkene ved at skabe sikkerhed for, at de a) ikke er fordrejet af interessekonflikter, b) afspejler den økonomiske virkelighed, de skal vise og måle, og c) anvendes hensigtsmæssigt.

2.3

I hovedtræk kan forslaget til forordning opsummeres i følgende hovedmål, der har til formål at:

2.4

Centralbankerne er ikke omfattet af reglernes anvendelsesområde, da de har deres egne sikkerheds- og reguleringsordninger.

2.5

Bilagene til forslaget indeholder detaljerede bestemmelser om råvarebenchmarks og om beregning af rentebenchmarks.

2.6

For at undgå dobbeltregulering er benchmarks, hvis inputdata leveres af regulerede markedspladser, undtaget fra nogle af forpligtelserne, når de er underlagt andre europæiske lovbestemmelser og tilsynsforpligtelser.

3.1

EØSU anerkender, støtter og værdsætter, at Kommissionen trods et omfattende og sammenpresset arbejdsprogram gør en indsats for at forbedre stabiliteten og effektiviteten af markedet for finansielle tjenester. Udvalget slår fast, at det faktisk er en nødvendig forudsætning for at garantere, at den finansielle sektor opererer til gavn for realøkonomien.

3.2

Efter EØSU's opfattelse er forordningen helt i tråd med målet om at skabe et tilsynsbelagt, stabilt finansielt miljø, hvor der ageres mere ansvarligt, således at det i højere grad matcher behovene hos forbrugerne og i realøkonomien generelt.

3.3

EØSU er stærkt bekymret for, at forordningen ikke vil kunne vedtages hurtigt, hvilket vil være en skuffelse for borgerne, som forventer et resolut og skarpt indgreb over for manipulationen af markedet og indikatorerne for udviklingen i værdipapirer, kurser og referenceindekser, som forårsager enorm skade i en samlet set meget vanskelig tid. Det håber derfor på en hurtig vedtagelse af forordningen, og at vi ikke skal afvente den næste finansskandale, før vi kommer i tanke om behovet for god lovgivning. EØSU gør opmærksom på, at kompleksiteten og de meget vidtrækkende mål for forslaget til forordning kan forhale vedtagelsesproceduren.

3.4

De mange benchmarks på de finansielle markeder (f.eks. LIBOR, EURIBOR for interbankrenterne og børsindekserne) er vigtige elementer i det finansielle system.

3.5

Integriteten af benchmarkene er helt central for kurs- og prisfastsættelsen på en lang række finansielle instrumenter som renteswaps og rentesikringsaftaler, kommercielle og ikkekommercielle aftaler, leveringsaftaler, udlån og indlån. Det er nemlig disse benchmarks, der bestemmer værdien af de finansielle instrumenter og betalinger under finansielle kontrakter, og hvordan de udvikler sig har stor betydning for såvel investorer som forbrugere.

3.6

Ifølge beregninger fra ECB fra marts 2012 er renten på gennemsnitligt næsten 60 % af alle lån til den ikkefinansielle sektor i euroområdet variabel, og andelen af lån til private med variabel rente er samtidig nået op på 40 %.

3.7

De nyere skandaler med manipulation af LIBOR og EURIBOR (men også den efterfølgende manipulation af benchmarkene for valutakurser og energipriser) har skabt tvivl og uro omkring integriteten af benchmarks overalt i verden. EØSU er enig i Kommissionens målsætning om at regulere enhver tænkelig form for manipulation af indeks.

3.8

Hvis benchmarks er fordrejede, fordi de manipuleres, eller ikke er pålidelige, og ikke afspejler den værdi, de skal måle, har det konsekvenser for investorerne og forbrugerne, og markederne mister tilliden til dem.

3.9

Nok er nogle benchmarks nationale, men sektoren som helhed er international. Markedet for finansielle tjenester i EU bør derfor kunne henholde sig til en pålidelig referenceramme, der anvendes korrekt i alle lande i EU.

3.10

Kommissionens foreslåede ændringer til direktivet om markedsmisbrug (2) og de foreslåede strafferetlige sanktioner vil sikre, at ethvert misbrug straffes på passende vis. Udvalget understreger sin støtte til denne løsning, som det gentagne gange har peget på bl.a. i sin udtalelse om sanktionsordninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (3).

3.11

Men som anført af Kommissionen vil en ændring af sanktionsordningen ikke i sig selv være nok til at forbedre den måde, benchmarks udarbejdes og anvendes på. Sanktioner fjerner nemlig ikke de risici for manipulation, der opstår som følge af utilstrækkelig governance i forbindelse med benchmarkprocessen, hvor der findes interessekonflikter og muligheder for skøn. EØSU bakker helt op om dette synspunkt og gør gældende, at der er behov for et regelsæt, der giver garanti for gennemsigtighed.

3.12

Af hensyn til investor- og forbrugerbeskyttelsen må det desuden være et krav, at benchmarks er robuste, pålidelige og egnede til formålet.

3.13

EØSU, som altid har haft et højt beskyttelsesniveau for investor- og forbrugerinteresser som en prioritet, er bekendt med problematikken og derfor helt enig i dette krav. For investorerne vil det have den fordel, at de får sikkerhed for, at de benchmarks, der er anvendt i deres finansielle instrument, er robuste og fri for manipulation.

Med henblik derpå minder udvalget om, at det flere gange har opfordret til etablering af et EU-agentur til beskyttelse af forbrugerne af finansielle tjenesteydelser lig det, der er blevet oprettet i USA med den såkaldte Dodd-Frank-lov.

3.14

EØSU finder det i denne sammenhæng overordentlig vigtigt, at forordningen sigter mod at øge investorbeskyttelsen med specifikke bestemmelser om gennemsigtighed. Princippet om gennemsigtighed er nemlig ikke ensbetydende med udbredelse og videregivelse af fortrolige oplysninger til konkurrenter. I stedet giver gennemsigtighed garanti for klarhed og sikkerhed inden for handelen, hvilket igen skaber bedre konkurrence.

3.15

EØSU mener, at forslaget kunne forbedres, hvad angår den passende beskyttelse af investorer og forbrugere, med håndhævelige, klare og let anvendelige klage- og erstatningsrettigheder, hvor der sondres mellem:

3.16

Hvad angår forbrugerbeskyttelsen indeholder direktivet om forbrugerkredit regler om, at der skal gives tilstrækkelig information. Det samme gælder direktivet om realkreditlån, som snart vil blive vedtaget. I disse EU-regler om forbrugerbeskyttelse tages der ikke hensyn til egnetheden af benchmarkene i de finansielle kontrakter. Det er vigtigt, at forslaget stemmer overens med EU's øvrige lovrammer.

3.17

EØSU understreger, at det i artikel 18 må præciseres, at det er obligatorisk at vurdere, om benchmarket er hensigtsmæssigt for forbrugeren (som i MiFID), og hvis det viser sig ikke at være tilfældet, skal den tilsynsbelagte enhed foreslå et andet og bedre egnet benchmark.

3.18

I tråd med anbefalingerne fra IOSCO støtter EØSU Kommissionens forslag om at anvende en mere »objektiv« metode til udarbejdelse af benchmarks baseret på gennemførte transaktioner i stedet for officielle undersøgelser.

3.19

EØSU er enig i det brede anvendelsesområde for principperne i forordningen, der er i overensstemmelse med de principper, som IOSCO har foreslået og offentliggjorde i juli 2013, og som potentielt kan udvides til en lang række forskellige benchmarks.

3.20

Samtidig anbefaler EØSU, at der fastlægges bestemmelser om deres anvendelse, som garanterer, at proportionalitetsprincippet overholdes. Benchmarks er meget forskellige målt på udbredelse, betydning, og hvor følsomme de er over for manipulation. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt at være bevidst om, hvad der kendetegner de enkelte benchmarks, hvordan de er udarbejdet, og hvem der er administrator.

3.21

Administratorens skønsbeføjelser med hensyn til valg af metodologier til at fastsætte benchmarks betyder, at der muligvis ikke er tilstrækkelig garanti for, at proportionalitetsprincippet efterleves. EØSU foreslår i stedet en udbygget fremgangsmåde, som allerede findes i forordningen med de særlige bestemmelser for »kritiske« benchmarks, således at de generelle principper suppleres af mere detaljerede principper, der gør det muligt at tage hensyn til de forskellige kategorier af benchmarks og de potentielle risici forbundet dermed.

3.22

Efter EØSU's opfattelse vil man med sidstnævnte fremgangsmåde mere effektivt kunne lukke eventuelle huller ved at indføre hensigtsmæssige principper, som ikke griber ind i rækkevidden af reglernes anvendelsesområde.

3.23

EØSU understreger, at det er vigtigt at skelne mellem benchmarks, bl.a. hvad angår de mulige konsekvenser på nye markeder, hvor benchmarks er vigtige for gennemsigtigheden ved fremsendelse af oplysninger. Det anbefaler derfor, at reglerne tilpasses i forhold til det enkelte benchmarks systemiske relevans med det formål ikke at skabe hindringer for udviklingen af markeder nogen steder.

3.24

EØSU finder det helt rigtigt, at benchmarkprocessen underlægges administrative og strafferetlige sanktionsordninger i tilfælde af manipulation.

3.25

Processerne for udarbejdelsen af benchmarks kan efter EØSU's opfattelse kun anses for robuste og sikre, hvis de foregår inden for rammerne af en ordentlig governancestruktur. Udvalget er derfor positiv over for planerne om, at administratoren skal have ansvaret for integriteten af benchmarkene, og er enig med Kommissionen i, at interessekonflikter kan undgås, sådan som roller og procedurer er tilrettelagt under den valgte governancestruktur.

3.26

For at forbedre dette sidstnævnte punkt foreslår EØSU, at der også her indføres en forpligtelse til gennemsigtighed.

3.27

I tråd med nogle af de synspunkter, der kom frem i forbindelse med IOSCO's høringer, finder også EØSU det vigtigt, at en lang række parter deltager i udarbejdelsen af benchmarks netop for at sikre, at det ofte omtalte gennemsigtighedsprincip efterleves, og at benchmarkene er repræsentative. Leveringen af frivillige bidrag i henhold til forordningen virker til fordel for en sådan øget deltagelse, men udvalget foreslår, at der fastlægges klart formulerede regler for leveringen af bidrag, som kan medvirke til at garantere, at benchmarkene er sikre og robuste.

3.28

For så vidt angår bestemmelsen i artikel 8, stk. 3, om de interne procedurer for indberetning af overtrædelser af forordningen, anbefaler EØSU, at indberetningsprocessen for sådanne overtrædelser bliver fleksibel, hurtig og enkel.

3.29

Især er foranstaltningerne til beskyttelse af informanter (whistle blowers) vigtige. EØSU anbefaler, at der i forordningen henvises til forslag om ændring af direktiv 2003/6/EF om markedsmisbrug, der indeholder en forpligtelse for medarbejderne i en virksomhed til at indberette ulovlig adfærd og en udtrykkelig forpligtelse for medlemsstaterne til at vedtage regler, der garanterer dem beskyttelse.

3.30

EØSU mener, at det vil være hensigtsmæssigt med bestemmelser, der tilskynder til begrundet indberetning, bl.a. ved at belønne dem, der hjælper retsvæsenet.

3.31

EØSU er positiv over for den forudgående høring af de parter, som vil blive berørt af eventuelle nødvendige ændringer i metodologi. Denne fremgangsmåde er især velegnet til at sikre kontinuiteten i brugen af de benchmarks, der regelmæssigt rebalanceres.

3.32

I den forbindelse kunne det være hensigtsmæssigt med instrumenter, der kan garantere, at metodologierne til beregning af benchmarks formidles bredt og omtales offentligt (f.eks. på internettet). ESMA's retningslinjer kunne fastlægge regler for dette.

3.33

EØSU henstiller, at Kommissionen træder varsomt i forbindelse med en eventuel overgang til nye eller andre benchmarks. Det er et temmelig ømtåleligt spørgsmål, da det kan give anledning til usikkerhed om eksisterende kontrakter, kontroverser og markedssvigt. En mulig løsning i den situation kunne være at holde fast i det benchmark, man går bort fra, og kun bruge det nye i nye kontrakter.

3.34

EØSU understreger vigtigheden af, at administratorens erklæring om adfærdskodeksens overensstemmelse med forordningen tillige præciserer, om overensstemmelsen er blevet bekræftet af tredjeparter. Denne yderligere oplysning kan være en hjælp dels til mere effektivt at kontrollere kodeksens egnethed, dels til at forvalte et efterfølgende eller eventuelt ansvar i tilfælde af, at principperne i forordningen overtrædes.

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/48

1.1

EØSU bakker op om Kommissionens initiativ under forudsætning af, at det skaber sikkerhed om kilderne til EU-retten, har forenkling og øget effektivitet som målsætning og sikrer den fulde udøvelse af beføjelserne til demokratisk kontrol samt klar og gennemsigtig information til alle berørte parter.

1.2

EØSU glæder sig over, at Kommissionen ved udarbejdelsen af nærværende forslag har taget hensyn til de forskellige forhold, som udvalget har behandlet i sine tidligere udtalelser.

1.3

Udvalget konstaterer, at Kommissionens forslag indeholder ændringer til mere end 80 retsakter, herunder forordninger og direktiver, og beklager, at det ikke er muligt at vurdere hver eneste retsakt som følge af de mange forskellige emner inden for områderne:

1.4

Udvalget henstiller til, at der foretages yderligere dybdegående vurderinger af formålet med og indholdet, omfanget og varigheden af en delegation, som skal muliggøre fuld udøvelse af den demokratiske kontrol på europæisk niveau og af de privilegier og funktioner, som EU's lovgivningsprocedure garanterer de nationale parlamenter. EØSU mener, at der bør udarbejdes en entydig definition af begreberne »ikke-væsentlig bestemmelse« og »delegerede beføjelser« under fuld hensyntagen til EU-Domstolens fortolkninger.

1.5

EØSU understreger vigtigheden af:

1.6

Udvalget understreger endnu engang, at udvalgsprocedurerne skal være så gennemsigtige som muligt og lettere at forstå for EU's borgere, navnlig dem der er direkte berørt af de pågældende retsakter.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, skal finde fuld anvendelse, således at borgerne og civilsamfundet sikres fuld adgang til informationer.

1.8

Endelig henstiller EØSU til, at virkningerne af anvendelsen af den nye lovramme vurderes ved regelmæssigt at forelægge rapporter for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af informationen.

2.1

Lissabontraktatens ikrafttræden indførte en skelnen mellem Kommissionens beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, dvs. almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der supplerer eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt, ved hjælp af proceduren i artikel 290 TEUF (delegationsproceduren), og Kommissionens beføjelser til at vedtage såkaldte gennemførelsesretsakter, dvs. ensartede betingelser for gennemførelsen af juridisk bindende EU-retsakter, i henhold til proceduren i artikel 291 TEUF.

2.1.1

Anvendelsen af delegationsbeføjelsen er bl.a. specificeret i følgende ikke-forpligtende instrumenter:

2.2

Som EØSU mindede om i sin udtalelse fra 2008 om forskriftsproceduren med kontrol (3), ændrede Rådet allerede i juli 2006 (4) afgørelsen om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er tillagt Kommissionen (5), ved at tilføje en ny procedure, nemlig forskriftsproceduren med kontrol.

2.2.1

Efter denne procedure kan lovgiver modsætte sig vedtagelsen af »lovgivningslignende« foranstaltninger, dvs. foranstaltninger af generel karakter, der har til formål at ændre ikke-væsentlige elementer i en basisretsakt vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, hvor lovgiver mener, at den foreslåede foranstaltning går videre end gennemførelsesbeføjelserne i basisretsakten, eller at den ikke er forenelig med basisretsaktens formål eller indhold, eller ikke overholder nærheds- eller proportionalitetsprincipperne.

2.2.2

Der er tale om typiske foranstaltninger under udvalgsproceduren, der reguleres af Rådets afgørelse 1999/468/EF som ændret ved afgørelse 2006/512/EF. Foranstaltningerne forpligter Kommissionen til at forelægge forslag til gennemførelsesforanstaltninger for udvalg bestående af repræsentanter fra de nationale myndigheder i overensstemmelse med de fem udvalgsprocedurer: rådgivningsproceduren, forvaltningsproceduren, forskriftsproceduren, forskriftsproceduren med kontrol og beskyttelsesproceduren. Kommissionen vedtog allerede i december 2006 de 25 pågældende forslag (6), som EØSU har afgivet udtalelse om (7).

2.3

Forskriftsproceduren med kontrol har været anvendt ved vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger, der ændrer ikke-væsentlige bestemmelser i lovgivningsmæssige basisretsakter. Artikel 5a i »komitologiafgørelsen« og forskriftsproceduren med kontrol har i perioden 2009-2014 været gældende som en overgangsforanstaltning, idet der skal foretages en tilpasning af de eksisterende retsakter til ordningen med delegerede retsakter via overførsel af en række forordninger, direktiver og beslutninger.

2.4

EØSU har for nylig afgivet en udtalelse (8) om to forslag til omnibusforordninger for 12 forskellige sektorer, hvori udvalget støtter initiativet, da det er »nødvendigt for en sikring af kilderne til EU-retten« og »forfølger en målsætning om forenkling og effektivitet«, men opfordrer samtidig Rådet og Parlamentet til »at udvise maksimal årvågenhed og til i detaljer at analysere samtlige de retsakter, der er berørt af denne tilpasning«, som vedrører 165 retsakter, der hidtil har været omfattet af forskriftsproceduren med kontrol, men nu hører under den nye delegationsprocedure.

2.5

EØSU henviser til sin nyligt vedtagne informationsrapport om delegationsproceduren og anbefaler, at den tages i betragtning ved læsning af denne udtalelse.

3.1

Det aktuelle forslag følger samme metode som de foregående forslag med en lovramme.

3.2

Den foreslåede lovramme dækker ændringer i 76 retsakter, især forordninger og direktiver om forskellige emner. Ligeledes med henblik på tilpasning til bestemmelserne i TEUF er det planlagt at slette visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 66/2010 og forordning (EF) nr. 1221/2009 om miljø, i direktiv 97/70/EF om transport, i forordning (EF) nr. 1333/2008 og direktiv 2002/46/EF om sundhed og forbrugere (9) samt i Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 om humanitær bistand.

4.1

EØSU bakker op om Kommissionens initiativ under forudsætning af, at det skaber sikkerhed om kilderne til EU-retten, har forenkling og øget effektivitet som målsætning og sikrer Europa-Parlamentet og Rådet den fulde udøvelse af beføjelserne til demokratisk kontrol.

4.2

EØSU glæder sig over, at Kommissionen under udarbejdelsen af nærværende forslag har taget hensyn til de forskellige forhold, som udvalget har behandlet i sine tidligere udtalelser, men minder dog på ny om, »at artikel 290 TEUF foreskriver, at de lovgivningsmæssige retsakter udtrykkeligt skal afgrænse en delegations varighed, og at delegationerne med få undtagelser hidtil har været fastlagt for en begrænset periode, som i visse tilfælde har kunnet forlænges på grundlag af en rapport om gennemførelsen af delegationen« (10).

4.3

EØSU minder om, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 5. maj 2010 om beføjelsen til delegation af lovgivning selv pegede på delegationens følsomme karakter og understregede, »at hver enkelt basisretsakt udtrykkeligt og omhyggeligt skal afgrænse formålet med og indholdet, omfanget og varigheden af en delegation i henhold til artikel 290 i TEUF«: ifølge udvalget skal disse elementer ligeledes muliggøre fuld udøvelse af de privilegier og funktioner, som EU's lovgivningsprocedure garanterer de nationale parlamenter.

4.4

Desuden mener udvalget kun, at man kan tillade delegation, når det er nødvendigt »at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt« i henhold til artikel 290, og hvis der er tale om retsakter af ren udøvende art, gælder bestemmelserne i artikel 291 i TEUF, hvorimod retsakter om »de væsentlige elementer på et område« skal udelukkes fra en hver mulighed for delegation. I øvrigt mangler man stadig at lægge fast, hvad der forstås ved »ikke-væsentlige bestemmelser«, og der bør tillige foretages en nøje evaluering af, hvordan ordningen fungerer.

4.5

EØSU erindrer i den forbindelse om sine henstillinger til Kommissionen om »at justere den planlagte »samlede tilpasning« på en sådan måde, at der tages hensyn til visse basisretsakters særlige kendetegn« (11) og om at tage hensyn til EU-Domstolens fortolkninger af begreberne »ikke-væsentlig bestemmelse« og »beføjelser, som er delegeret til Kommissionen«.

4.6

EØSU understreger vigtigheden af:

4.7

Som allerede tidligere gjort gældende gentager udvalget, at »udvalgsprocedurerne, som udelukkende involverer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og som skal forestå forvaltningen, høringen og reguleringen som følge af opfølgningen og gennemførelsen af retsakter, bør være mere transparente og lettere at forstå for alle og især de, der berøres direkte af disse retsakter« (12).

4.8

Efter EØSU's opfattelse er der behov for at vurdere virkningerne af anvendelsen af den nye foreslåede lovramme ved regelmæssigt at forelægge rapporter for Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU om effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af brugervenlig information, der er tilgængelig for alle, om delegerede EU-retsakter, således at det bliver muligt at overvåge denne procedure, som forener regulering med egentlig gennemførelse.

4.9

EØSU gør opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, også her skal finde fuld anvendelse, således at borgerne og civilsamfundet sikres fuld adgang til informationer.

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/52

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er enig i, at Rådets afgørelse (1) fra 2005 om nye psykoaktive stoffer trænger til en ajourføring. Udvalget støtter op om behovet for en mere koordineret indsats mellem de berørte EU-agenturer, en strammere tidsplan for dataindsamling og muligheden for en mere nuanceret intern klassificering af stoffer med lav, moderat eller alvorlig risiko. Foranstaltninger med sigte på at begrænse tilgængeligheden af disse stoffer bør følge denne klassificering, gennemføres hurtigt og være proportionelle.

1.2

EØSU noterer sig også, at oplysningerne til støtte for den underbyggende konsekvensanalyse ofte var utilgængelige, at brugen af nye psykoaktive stoffer varierer i EU, og at de offentlige meninger og politiske reaktioner er meget forskellige. Kommissionen gør ret i at påpege, hvad der er politisk muligt inden for EU-traktaten og de nuværende økonomiske begrænsninger, men bør tage skridtet videre og kortlægge, hvad der konkret er behov for.

1.3

Udvalget mener, at der er gode erfaringer at hente ved at følge udviklingen i lande uden for EU, og at dette bør fremhæves i eventuelle fremtidige konsekvensanalyser. I mellemtiden er det vigtigt at forbedre og afsætte flere ressourcer til den europæiske dataindsamling vedrørende alle input (stoffernes tilgængelighed, forsyningsruter, økonomiske muligheder og sociale behov), kommunikationsveje (internet og sociale medier) og resultater (målbare sygdomme og andre skader).

1.4

Der er en række tekniske punkter, som skal afklares, hvis forordningsforslaget forbliver, som det er. De behandles i udtalelsens punkt 5. Forslagets succes afhænger af medlemsstaternes politiske opbakning, dataindberetning og finansiering. Der skal fastlægges en række praktiske målsætninger. Forskningen skal fortsætte, og bedste (og værste) praksis vedrørende kontrol og behandling skal udpeges. Planerne for og resultaterne af EU-finansierede forskningsprogrammer såsom eSBIRTes, Orion og ALICE-RAP bør løbende deles med andre inden for samme felt og i højere grad indarbejdes i konsekvensanalyser og eventuelle efterfølgende lovforslag. Dataindsamling, risikovurdering og videnoverførsel bør fortsætte i realtid via civilsamfundsforummet vedrørende narkotika (eller måske via en bredere platform for nye psykoaktive stoffer) med inddragelse af alle aktører, især de direkte involverede ngo'er og støttegrupper. Dette bør omfatte alle nye psykoaktive stoffer, herunder de stoffer, der allerede er indberettet til anvendelse som enkeltstof, i blandinger eller som tilsætningsmidler i andre nye psykoaktive stoffer. Prioriteter og mulighederne for tiltag bør oftere fastlægges i fællesskab med medlemsstaterne. Der bør overvejes alternativer og supplementer til en fælles europæisk håndtering, som kun sigter mod at begrænse udbuddet.

2.1

Et stof, der er naturligt forekommende, eller som er kemisk fremstillet med et lovligt eller ulovligt formål før øje, siges at være »psykoaktivt«, hvis det, når det indtages af mennesker med et hvilket som helst formål, i tillæg til sine øvrige fysiske, kemiske, toksikologiske og miljømæssige egenskaber kan interagere med deres centrale nervesystem og fremkalde en stimulation eller en depression og give hallucinationer og/eller ændringer i det motoriske system samt ændret dømmekraft, adfærd eller humør.

2.2

Disse effekter kan opfattes som nyttige, når stofferne produceres, ordineres og indtages under kontrollerede forhold som lægemidler for at behandle specifikke sygdomme — eller skadelige og potentielt eller reelt farlige, endda alvorligt i visse tilfælde, hvis de doseres på egen hånd alene for at opnå de forventede fordele af ovennævnte virkninger. Disse risici bliver meget større, hvis stofferne samtidig er afhængighedsskabende, og hvis brugen af dem kan udnyttes økonomisk.

2.3

Stoffer som morfin, heroin, kokain, ecstasy og cannabis og deres mange derivativer og prækursorer er derfor sammen med en række amfetaminer, barbiturater, benzodiazepiner og andre »psykedeliske« stoffer underlagt kontrol, med større eller mindre succes, gennem to FN-konventioner (2) (fra 1961 og 1971) og en protokol (3) (1972), der er gennemført i forskellig grad på nationalt plan rundt omkring i verden.

2.4

Psykoaktive stoffer, der ikke er registreret, og som ikke bliver underlagt ovennævnte kontrol, betegnes i EU's lovgivning (samt i visse andre lovgivninger) som »nye« — uanset hvor længe de har været kendt eller anvendt til andre, ofte lovlige, formål. De omtales først som »nye psykoaktive stoffer«, når det er fastslået (eller der er mistanke om), at de markedsføres eller distribueres alene pga. deres psykoaktive egenskaber for at blive brugt af enkeltpersoner uden om medicinsk eller anden kontrol.

2.5

Alkohol, tobak og koffein, som i forskellige doser opfylder alle de ovenstående kriterier for nye psykoaktive stoffer og langvarige skader, er udtrykkeligt undtaget FN's og EU's definitioner. Denne undtagelse er sværere at gennemføre »på gaden« eller i akademiske studier, hvor anvendelse og virkninger blandes — og hvor de sundhedsmæssige og sociale virkninger af alkohol og tobak i høj grad overgår virkningerne af de fleste nye psykoaktive stoffer. Forskere og politiske beslutningstagere er dog ikke altid enige om disse spørgsmål, og der er derfor et presserende behov for en fælles aftalt proces til at vurdere skader og risici på en kvantitativ basis.

2.6

Der er identificeret mere end 300 nye psykoaktive stoffer, som er (eller har været) i periodisk eller længerevarende omløb i EU. Medlemsstaterne rapporterer om nye tilfælde ca. en gang om ugen. Eftersom disse stoffer ikke kontrolleres, er det ikke ulovligt at bruge dem. De er altså tilladte og kan beskrives som »lovlige« — med den fejlagtige antagelse, at de også er »sikre« og »godkendte«. I de fleste tilfælde er der kun få videnskabelige data, der kan bekræfte eller afvise disse antagelser. Nye molekyler kan hurtigt fremstilles syntetisk som varianter til dem, som er udtrykkeligt forbudt, og importeres fra Kina eller Indien, i visse tilfælde på bestilling fra organiserede grupper eller enkeltpersoner i EU. Eksisterende molekyler kan også anvendes til andet end legitime formål inden for EU's grænser. Oftest er motivationen at tjene penge, andre gange er den primære udfordring at omgå gældende lovgivning. Nationale kontaktpunkter i det europæiske informationsnet for narkotika og narkotikamisbrug (»Reitox«) udsender tidlige advarsler og videreformidler information om de nye psykoaktive stoffer, som identificeres.

2.7

Nye psykoaktive stoffer markedsføres under mange ikke-systematiske, forkortede og/eller eksotiske navne, og de blandes ofte op med andre forbudte, nye eller undtagne produkter, herunder urtebaserede produkter, aktive lægemiddelstoffer, tilsætningsstoffer til levnedsmidler, tobak, koffein og inaktive fyldstoffer. Der er ingen sammenhæng eller kontrol af indholdet og ingen sikkerhedsadvarsler, og findes de, er det for at muliggøre salg (»uegnet til konsum«). Produktmærkningen kan være bevidst vildledende (»badesalt« eller »røgelse« ved produkter, som sandsynligvis skal indhaleres, ryges eller indsprøjtes).

2.8

Salg foregår gennem specialiserede forhandlere eller kommercielle salgssteder (såsom »head shops«, »smart shops« og »smoke shops« ved siden af tobakstilbehør) og på internettet (hvor der er adgang til køb med kreditkort, bedømmelser af produkt og leverandør og hurtig levering til døren). Anonyme hjemmesider er et særskilt problem. Priserne pr. dosis er ofte lavere i forhold til ulovlige stoffer. Sociale medier er med til at nære nye tendenser og gør det let at dele erfaringer. Forbruget (af bl.a. legale rusmidler, klub- og feststoffer og rekreative/syntetiske stoffer) varierer kraftigt i EU og er langsomt på vej op med et rapporteret forbrug over gennemsnittet i Irland, Polen, Letland og Det Forenede Kongerige. Antallet af personer, der indlægges på sygehus som en direkte følge af indtagelsen af disse stoffer, er stadig relativt lavt (manglen på pålidelige data gør det tvivlsomt, om dette kan bruges som et korrekt mål for de reelle skader).

2.9

I overensstemmelse med ovenstående og sammenlignet med de traditionelle stofmisbrugere, som er afhængige af ulovlige stoffer, har brugerne af nye psykoaktive stoffer (især i Det Forenede Kongerige, hvor dataindsamlingen også er omfattende) hidtil overvejende været unge med rimelige ressourcer og uden straffeattest, som har større sandsynlighed for selv at tage initiativ til behandling om nødvendigt. Hvis de samtidig er velintegrerede i familie- og arbejdsliv, er deres chancer for en vellykket behandling generelt gode. Når der sker uheld eller dødsfald, bliver disse ofte betragtet som uventede personlige tragedier og får som regel stor opmærksomhed i medierne og dermed også på det politiske plan, af samme årsager.

2.10

Set i forhold til ovenstående er det næppe overraskende, at offentlighedens og politikernes holdninger til overvågning af nye psykoaktive stoffer i medlemsstaterne og resten af verden er meget forskellige. Uruguay har for nylig legaliseret cannabis. New Zealand vil tillade »godkendte« nye psykoaktive stoffer med en lav risiko, som kvalitetskontrolleres. Irland har skåret drastisk ned på antallet af salgssteder, og Nederlandene og Canada overvejer at gøre det samme. Det Forenede Kongerige har traditionelt foretrukket at forbyde produkterne enkeltvis eller i grupper, men undersøger nu alternative strategier. Belgien planlægger at forbyde grupper af produkter. Der er gjort en indsats for at begrænse internethandlen med ulovlige stoffer via anonyme hjemmesider. Det forventes imidlertid, at det lovlige salg vil blomstre.

3.1

Rådets afgørelse fra 2005 (4) indførte en lovramme for informationsudveksling, risikovurdering og kontrol af nye psykoaktive stoffer. Denne ramme har ikke vist sig særlig anvendelig i praksis, eftersom de indsamlede oplysninger har været begrænsede, kategoriopdelingen af risici mangelfuld og mulighederne for restriktive foranstaltninger få. I 2011 anmodede Rådet Kommissionen om at ajourføre afgørelsen.

3.2

Nærværende forslag indeholder de påkrævede foranstaltninger, herunder et forslag til et direktiv om ændring af Rådets rammeafgørelse (5) om mindsteregler i forbindelse med ulovlig narkotikahandel. Forslaget udvider definitionen på »narkotika«, så nye psykoaktive stoffer, der udgør alvorlige sundhedsmæssige, sociale og sikkerhedsmæssige risici, og som er genstand for permanente markedsrestriktioner, placeres i samme kategori som stoffer, der allerede er omfattet af FN's relevante konventioner og protokol.

3.3

Forslaget til en forordning specifikt for nye psykoaktive stoffer suppleres af en intern konsekvensanalyse, som fremhæver, hvilke forskelle der er inden for datatilgængelighed, faktisk anvendelse, sundhedsomkostninger og offentlige og nationale tiltag i hele EU. Der gives et skøn på de områder, hvor der ikke er tilgængelige oplysninger. De politiske løsningsmodeller vurderes ud fra, hvor effektive de er til at opfylde målsætninger, deres økonomiske, finansielle og sociale virkninger samt proportionalitet og accept fra de interesserede parter.

3.4

Forslaget er baseret på EUF-traktatens artikel 114, som skal sikre et velfungerende indre marked med et højt niveau for sundheds-, sikkerheds- og forbrugerbeskyttelse. Det tager sigte på at forkorte reaktionstiden på EU-plan, give mulighed for fokuserede og passende løsninger, håndtere problemerne med dobbelt anvendelsesområde og manglende retssikkerhed for lovlige aktører og knytte markedet for nye psykoaktive stoffer til det indre marked som helhed.

3.5

Forslaget fastsætter en tidsramme for indhentning af oplysninger til en fælles rapport fra Kommissionen, Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EONN), Europol og andre tæt involverede europæiske agenturer (for lægemidler, kemikalier og fødevaresikkerhed), der baseres på tidlige advarsler fra medlemsstaterne om de nye psykoaktive stoffer, som identificeres.

3.6

Rapporten kan føre til en formel risikovurdering fra EONN, der skal tjene som grundlag for foranstaltninger fra Kommissionen. Der foreslås en række kriterier for at skelne mellem lave, moderate og alvorlige sundhedsmæssige, sociale og sikkerhedsmæssige risici. Der vil ikke blive foretaget yderligere tiltag i tilfælde, hvor risikoen anses for at være lav. Ved moderate og alvorlige risici kan Kommissionen indføre et midlertidigt eller permanent forbud mod salg af specifikke nye psykoaktive stoffer, og i særlige tilfælde også udvide forbuddet til produktion, distribution, import og eksport af disse.

3.7

Forslaget giver mulighed for at genoverveje risikoniveauerne, hvis der kommer nye oplysninger, og indfører løbende rapportering og evaluering af forordningens gennemførelse, anvendelse og effektivitet. Forskning og analyse fortsættes. Medlemsstaterne forpligtes til at fastlægge administrative sanktioner, der er nødvendige for at håndhæve markedsrestriktioner, og sikre, at sanktionerne er effektive, proportionelle og har en afskrækkende virkning. Forslaget fremlægges som havende ingen direkte indvirkning på EU-budgettet.

3.8

Forordningen træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og vil være bindende i alle medlemsstaterne. Rådets oprindelige afgørelse (6) vil blive ophævet og erstattet.

4.1

EØSU bifaldt Kommissionens meddelelse fra 2011 »Mod en stærkere europæisk indsats mod narkotika« og forslaget til en forordning om narkotikaprækursorer fra 2012. Udvalget så frem til forslag om »nye psykoaktive stoffer« og foreslog overordnede retningslinjer for en effektiv indsats på EU- og medlemsstatsniveau.

4.2

For så vidt angår narkotikaprækursorer, noterede EØSU sig især, i hvor høj grad de involverede parter (Kommissionen og et begrænset antal lovlige producenter, forhandlere og slutbrugere) havde opfyldt kravene i artikel 12 i FN's konvention fra 1988 (7) med hensyn til at arbejde sammen for at nå de fastlagte mål. I dette specifikke tilfælde, der angik den ulovlige anvendelse af små mængder eddikesyreanhydrid til fremstilling af heroin, kunne disse mål defineres helt præcist.

4.3

Dette er endnu ikke tilfældet for nye psykoaktive stoffer, hvor situationen, når det kommer til den reelle brug og den offentlige og politiske respons, er meget forskellig medlemsstaterne imellem og globalt. Ofte bliver vigtige data ikke indhentet og sammenlignet, personlige tragedier får opmærksomhed i medierne, politiske tiltag bygger ikke altid på videnskabelige og professionelle råd og går nogle gange direkte imod dem. Andre komplicerede faktorer, herunder det langt mere udbredte og skadelige forbrug af alkohol og tobak, anses for at være for følsomme til at indarbejde i en fælles lovtilgang. Derudover er generationskløften tydelig inden for markedsføring på internettet, de sociale mediers rolle for dannelsen af personlige meninger, risikotagning og rekreativ brug af både nye og gamle psykoaktive stoffer.

4.4

I denne tydeligvis meget vanskelige kontekst for enhver, som forsøger at tage stilling til nye psykoaktive stoffer, er der to kommentarer fra EØSU's tidligere udtalelser, som er særligt relevante, nemlig »at staten ikke må foranledige større skader og risici end dem, som den skal beskytte imod«  (8), og at »politiske tiltag bør være baseret på data og dokumentation — og ikke omvendt«  (9) som ved så mange andre emner, der optager lovgiverne. Det kan være lettere sagt end gjort.

4.5

Problemerne ved de nuværende forslag er ikke, at de vil gøre skade, men snarere at de ikke vil være effektive nok — og at de kan forsinke iværksættelsen af bredere samfundsomspændende og tværfaglige strategier baseret på fakta, som er nødvendige for at kunne nå til enighed om såvel den nuværende situation som de langsigtede målsætninger for specifikke befolkningsgrupper. Hvis ikke disse strategier kan fastlægges på forhånd, og der ikke kan tilvejebringes politisk og finansiel støtte, bør dette anerkendes i alle lovforslag på EU-niveau.

4.6

EØSU konstaterer, at forslaget har andre målsætninger, bl.a. håndtering af problemerne med dobbelt anvendelse, den ulovlige anvendelse af lovlige stoffer inden for EU og den manglende retssikkerhed for »lovlige aktører«. Disse bliver imidlertid ikke kvantificeret i konsekvensanalysen og får liden opmærksomhed i selve forslaget. Andre muligheder for at fylde hullerne efter anden lovgivning er slet ikke blevet overvejet. Derfor er det vanskeligt at vurdere, hvorvidt det valgte retsgrundlag (EUF-traktatens artikel 114) er passende. Statistiske oplysninger om de 300 stoffer, der er registreret frem til nu, kunne bruges til at afklare dette samt andre punkter.

4.7

EØSU er fuldt overbevist om og har gentagne gange anført, at regulering af udbuddet kun er en del af løsningen — og i sig selv utilstrækkelig til at skabe nyttige eller målbare resultater. Der skal være større fokus på at forstå efterspørgslen — og foreslås bedre tiltag for at sikre, at den kan opfyldes med så lille en risiko som muligt. Som sædvanlig kan risici ikke udelukkes helt, men de kan i høj grad begrænses. Bedre data, som udbredes behørigt, skulle kunne bidrage hertil.

4.8

EØSU bemærker også, at når der anvendes strafferetlige sanktioner, er det nødvendigt at begrænse dem til aktører, der søger at opnå en økonomisk gevinst fra salg af stoffer, som allerede er forbudt, eller som har sandsynlighed for at give alvorlige sundhedsskader hos mennesker. Det gør sig især gældende for nye psykoaktive stoffer, hvor risiciene indtil videre ser ud til at være lavere end ved »gamle« eller undtagne psykoaktive stoffer. I disse tilfælde vil en fængselsstraf for brugerne være det værste udfald på det personlige og samfundsmæssige plan, da de utvivlsomt vil blive udsat for »gamle« psykoaktive stoffer. Dette bør fremgå tydeligt af forslaget, hvis foranstaltningerne skal være troværdige for de berørte befolkningsgrupper i EU, især for de unge, der er direkte involveret

5.1

I forslaget er der definitioner på nogle af de centrale termer, der anvendes, men ikke alle. Imidlertid forklares det ikke, hvorledes de skal anvendes på dette usædvanligt strukturerede, hurtigt voksende, delvist lovlige, delvist ulovlige, delvist gennemsigtige, delvist regulerede marked for produkter, der hovedsageligt er fremstillet uden for EU. Termen »økonomisk aktør« defineres ikke — og der kan således være tale om både lovlige (forhandlere, der sælger nye psykoaktive stoffer direkte eller gennem en »head shop« eller internettet) og ulovlige (sælgere af ulovlige stoffer) aktører. Hvad betyder »bringe i omsætning på markedet« i forbindelse med internetsalg af produkter fra hele verden? Hvorfor bør en »blanding« begrænses til to eller flere nye psykoaktive stoffer i stedet for f.eks. et nyt psykoaktivt stof samt forskellige mængder tobak, koffein, urter eller fyldstoffer? Ville det være bedre at sætte fokus på »brugeren« med definitionen »person, som indtager nye psykoaktive stoffer uden lægeligt tilsyn« end på den bredere gruppe af »forbrugere« (»person, der handler uden for sin virksomhed som handlende, erhvervsdrivende eller udøver af et liberalt erhverv«), som ofte ikke påvirkes af denne aktivitet? Hvis forslaget skal virke proaktivt og ikke reaktivt, bør det så ikke også lægge vægt på de nye psykoaktive stoffer, »der med rimelighed kan forventes at fremkomme på basis af videnskabelig vurdering og bedømmelse?« Et kritisk punkt er, hvorfor bevisbyrden er overgået fra leverandører, som burde forpligtes til at påvise, at deres produkter har »lav risiko«, til EONN og Kommissionen — så man kunne få det indtryk, at de godkender produkterne.

5.2

Definitionen på nye psykoaktive stoffer bør ligeledes afklares. Måske kunne man i stedet for »nye«, som kun refererer til de eksisterende FN-konventioner, anvende betegnelsen »indberettede inden for rammerne af dette EU-forslag«. Eftersom stofferne ikke testes løbende for deres psykoaktive egenskaber (og hverken kan eller bør testes herfor) inden for rammerne af REACH eller anden lovgivning om stoffer, er der kun få tilgængelige informationer om, hvor mange molekyler der på sigt kan vise sig at have (eller kan markedsføres som, at de har) disse virkninger i større eller mindre grad. Da termen »psykoaktive stoffer« kun finder anvendelse, når virkningerne opleves af mennesker, er begrænsningerne med dyreforsøg indlysende.

5.3

EØSU noterer sig med en vis bekymring, at forslaget fokuserer på enkeltstående stoffer i stedet for på de blandinger, som markedsføres i vid udstrækning. Der er fastsat en tidsramme for agenturer til at reagere — men ikke for Kommissionen til at iværksætte hverken den fælles rapport eller risikovurderingen. Processen indledes, hvis »flere« medlemsstater har identificeret det samme nye psykoaktive stof. Hvorfor er det ikke nok med én medlemsstat, hvis den er hårdt ramt? Hvor mange er »flere«? Det er uklart, hvordan Kommissionen vil træffe beslutninger i lyset af den (sandsynlige) mangel på yderligere oplysninger fra agenturerne — og hvad der er endnu mere kritisk — manglen på politiske bidrag fra medlemsstaterne. Der findes ingen bestemmelser om tiltag i anden lovgivning på EU- eller medlemsstatsniveau, f.eks. lov om varemærkning, lov om salg af varer, generel forbrugerbeskyttelse, eller anden lovgivning vedrørende sundhed og sikkerhed i forbindelse med kemikalier, lægemidler og fødevarer. Hvis »head shops« får lov til at fortsætte, bør de til fulde opfylde de nuværende forbrugerbeskyttelsesregler.

5.4

Udvalget er især bekymret over manglen på yderligere ressourcer til dette arbejde. Hvis det kan udføres med de eksisterende budgetter, hvorfor følges disse procedurer så ikke allerede? Kan der opnås betydelige resultater uden en sådan finansiering? Er en forordning (rettet mod medlemsstaterne) afgørende for at fastlægge, hvordan de forskellige EU-agenturer skal interagere — eller kan disse interne processer efter fælles samtykke ændres hurtigere på baggrund af erfaringerne?

5.5

EØSU konstaterer, at den konsekvensanalyse, som forslaget bygger på, mangler sammenlignelige data fra alle medlemsstaterne om nye psykoaktive stoffers brug, virkninger og sundhedsomkostninger. Hvis det kan påvises, at disse er generelle og betydelige, ville EU-agenturerne kunne stille med en omkostningseffektiv løsning. Udvalget er bekymret over, at forslaget ikke indeholder minimumsstandarder for rapportering, hvilket kunne gøre det nødvendigt med større anerkendelse af og støtte til de hovedsageligt frivillige nationale kontaktpunkter, som indberetter vigtige data via »Reitox«.

5.6

EØSU er enigt i, at nye psykoaktive stoffer bør klassificeres internt ud fra allerede aftalte kriterier, alt efter om de på grundlag af den eksisterende dokumentation udgør en lav, moderat eller alvorlig risiko. Dette skal imidlertid ikke opfattes som en blåstempling til lovligt eller sikkert salg, hvilket bør fremgå klart af alle offentligt tilgængelige registre. I betragtning af de meget få tilgængelige data og vanskelighederne med en kvantitativ risikovurdering må man forvente en ny klassificering på grundlag af yderligere dokumentation.

5.7

EØSU bakker også op om EONN's gældende retningslinjer for risikovurdering af nye psykoaktive stoffer, hvoraf det fremgår, at »gamle« eller undtagne, men alment brugte og mere kendte psykoaktive stoffer bør inkluderes som markører på samme skala — f.eks. heroin, kokain, cannabis, ecstasy, alkohol og tobak. Hvis dette ikke er muligt på grundlag af den allerede eksisterende dokumentation, så kan det heller ikke gøres for nye psykoaktive stoffer, for hvilke informationerne vil være få, ufuldstændige og ofte modstridende. Nye psykoaktive stoffer har måske kun få sociale, kriminelle og miljømæssige konsekvenser, men de kan stadig udgøre en alvorlig risiko for menneskers sundhed, hvis de bruges på denne måde.

5.8

EØSU mener, at denne mere holistiske tilgang til afhængighed og stofmisbrug også kan føre til bedre finansierede forebyggende foranstaltninger og afhjælpende behandlinger på nationalt plan. Det vil være afgørende at forstå forskellige aldersgruppers opførsel og meninger (10-18-årige, 18-25-årige og 25+). Den rolle, som sociale medier og online markedsførings- og rådgivningstjenester spiller ved at skabe tendenser eller videregive advarsler, er allerede stor og vil i stigende grad komme til at dominere den personlige beslutningstagning på dette område. Projekter, der overvåger dette, bør fremmes og finansieres fuldt ud. En ordentlig sundhedsbeskyttelse bør gå forud for retsvæsen og det indre marked.

5.9

EØSU erkender, at det med tiden kan blive nødvendigt at lovgive på dette område, men behovet for en sådan lovgivning og udformningen af den er langt fra tydelig. Medlemsstaterne opfatter problemerne forskelligt, foretrækker forskellige løsninger og bør få mulighed for at gennemføre foranstaltninger med forskellige tidsrammer. Verden rundt er der store kontraster mellem begrænsning og tilladelse. Det vil være nyttigt at følge udviklingen i to nabolande på den sydlige halvkugle, som ligner hinanden økonomisk og kulturelt, dvs. Australien og New Zealand. Det vil også være vigtigt at indlede et tæt samarbejde med USA og andre lande, som tillader salg via internettet. Handelsforhandlingerne med Kina og Indien bør omfatte foranstaltninger for at mindske produktion og salg af gamle, undtagne og nye psykoaktive stoffer.

5.10

Dette er frem for alt et globalt problem. Alle fremtidige konsekvensanalyser og forordningsforslag bør indeholde de ovenfor beskrevne aspekter og overveje en bredere række af muligheder, selvom det i begyndelsen synes vanskeligt at gennemføre dem på EU-niveau. Her kommer Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug til at spille en ledende rolle. Hvis der er behov for yderligere finansiering, skal den tilvejebringes. Relevante forskningsprogrammer bør koordineres bedre, og deres resultater bør deles i højere grad. Er der behov for lovgivning på et givet niveau, uanset hvilket, vil den forhåbentlig have et mere solidt dokumentationsgrundlag for at løse de spørgsmål, der er rejst i denne udtalelse.

11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/58

1.1

EØSU bifalder og støtter Kommissionens forslag til tiltag i meddelelsen og de to lovgivningsforslag med forbehold af nedenstående anbefalinger.

1.2

Udvalget mener, at årsagen til, at transporten ad indre vandveje ikke har kunnet øge sin andel af transportmarkedet, navnlig ligger i en utilstrækkelig politisk og finansiel støtte til indlandsskibsfarten i de senere år.

1.3

Det opfordrer derfor Kommissionen til at stille tilstrækkelige midler — mindst 20 % ville være logisk — fra budgettet for Connecting Europe-faciliteten og bestemte strenge af Horisont 2020, navnlig inden for innovation, til rådighed for de indre vandveje med det formål at realisere programmets mål. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at vedligeholde og udvide infrastrukturen og til at støtte dem i denne indsats. Samtidig bør der udvikles nye finansieringsmekanismer.

1.4

Med henvisning til den store betydning, infrastrukturen har for opfyldelsen af Kommissionens målsætninger, opfordrer EØSU medlemsstaterne til at leve op til deres ansvar på dette område. I den forbindelse henviser udvalget bl.a. til »Donaustrategien« til fremme af Donaulandenes udvikling (2010) og den hermed forbundne erklæring, som blev underskrevet i juni 2012.

1.5

EØSU støtter Donaustrategien, men konstaterer, at realiseringen af strategien og erklæringen fra 2012 indtil nu har været utilstrækkelig. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at nedsætte en arbejdsgruppe, som bør fokusere på efterlevelse af aftalerne inden for rammerne af denne strategi og erklæring.

1.6

EØSU støtter kraftigt NAIADES-arbejdsdokumentet vedrørende gennemførelsen af miljøtiltag på sektorniveau. Også her opfordrer udvalget til, at der stilles tilstrækkelig finansiel støtte til rådighed, således at der kan rådes bod på den forpassede chance i NAIADES I-programmet.

1.7

Med henvisning til sin tidligere udtalelse om den sociale sikkerhed i sektoren opfordrer udvalget alle aktører til at iværksætte yderligere initiativer på dette område. Den tilsigtede harmonisering af erhvervsprofiler og europæiske samordning af erhvervskvalifikationer, som tager udgangspunkt i den sociale dialog, spiller en væsentlig rolle i den henseende. Kommissionen vil realisere disse tiltag gennem et tæt samarbejde med flodkommissionerne, navnlig Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen.

1.8

EØSU betragter forslagene om institutionelt samarbejde mellem EU og flodkommissionerne som en vigtig udvikling. Udvalget opfordrer de berørte institutioner til at sikre en nøje afstemning af de forskellige reguleringsordninger for at opnå den ønskede harmonisering.

2.1

Årligt fragtes ca. 500 mio. tons gods ad de indre vandveje, hvilket svarer til 25 millioner lastbiler og giver en transportpræstation på 140 mia. ton-km. Indlandsskibsfarten spiller endvidere en ikke uvæsentlig rolle i persontransporten, både inden for turisme (krydstogter og endagsudflugter) og i stigende grad i by- og regionaltrafik (f.eks. færgetjenester).

2.2

Traditionelle transportmarkeder, f.eks. transport af bulkgods over store afstande, udvides med nye innovative tjenester, hvor indlandsskibsfarten også spiller en stadig vigtigere rolle over korte strækninger.

2.3

På grund af stordriftsfordele og energieffektivitet er transporten ad indre vandveje kendetegnet ved at have de laveste eksterne omkostninger på områderne CO2-emissioner, støj, uheld og kødannelse. På grund af den globalt set højeste sikkerhedsstandard er denne transportform den største transportør af farligt gods i Europa.

2.4

Indlandsskibsfarten beskæftiger ca. 44 000 personer, og ca. 12 000 arbejdspladser er indirekte forbundet med sektoren. Indlandsskibsfarten kæmper med en mangel på veluddannet arbejdskraft og skaber dermed muligheder for arbejdssøgende. Med de nye uddannelsesprogrammer og karriereperspektiver tilbyder indlandsskibsfarten udfordrende job til unge.

2.5

Indlandsskibsfarten drives på et fuldstændigt liberaliseret marked, men har siden 2008 lidt under følgerne af den økonomiske krise. På grund af den økonomiske afmatning er transportmængderne faldet i de senere år, hvilket for indlandsskibsfartens vedkommende har resulteret i en overkapacitet og deraf følgende lave transportpriser. I diverse undersøgelser kalkuleres der med, at denne situation først vil forbedres om nogle år.

2.6

På det udstrakte net af europæiske vandveje, som omfatter ca. 37 000 km floder og kanaler, findes der stadig tilstrækkelig kapacitet til en forøgelse af transporten. Dette kræver imidlertid godt vedligeholdte indre vandveje. Under handlingsprogrammet NAIADES I (2006-2014) blev vandveje ikke tilstrækkeligt vedligeholdt og manglende forbindelsesled ikke realiseret, hovedsageligt på grund af besparelser i de nationale budgetter. Derudover lægger lange og tidskrævende procedurer samt overflødige administrative byrder hindringer i vejen for infrastrukturprojekter på vandvejene.

3.1

Kommissionen offentliggjorde den 10. september 2013 meddelelsen »NAIADES II — Fremme af høj kvalitet i transport ad indre vandveje«. Kommissionen fastslår, at forgængeren NAIADES I har skabt fremdrift, men at de økonomiske og miljømæssige perspektiver for indlandsskibsfarten bliver dårligere, og at der stort set ikke er sket fremskridt med hensyn til infrastrukturforbedringer. Endvidere befinder sektoren sig i en økonomisk krise, der resulterer i overkapacitet.

3.2

Mulighederne og udfordringerne for denne transportform har fået Kommissionen til at beslutte at videreføre sit tidligere handlingsprogram for indlandsskibsfarten. Med NAIADES II ønsker Kommissionen at fremme strukturelle forandringer i indlandsskibsfarten på lang sigt uden at gribe ind i det frie marked.

3.3

I NAIADES stilles der forslag om konkrete foranstaltninger på følgende områder:

3.4

Dette handlingsprogram ledsages af to lovgivningsforslag — et om tekniske forskrifter for fartøjer på indre vandveje og et om en kapacitetspolitik for Fællesskabets indlandsflåder. Begge juridiske instrumenter har længe været gældende for indlandsskibsfarten. Det er hensigten at modernisere disse juridiske instrumenter ved hjælp af Kommissionens nye forslag. Derudover omfatter meddelelsen et detaljeret arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om tiltag til at gøre flåden mere miljøvenlig.

3.4.1

Kommissionens forslag til et nyt teknisk direktiv til erstatning for direktiv 2006/87 sigter mod at fremme en bedre indbyrdes koordinering mellem de forskellige reguleringsmyndigheder og indeholder en mekanisme, der skal styrke dette aspekt. Dette er et første konkret tiltag til realisering af det tilsigtede institutionelle samarbejde på lovgivningsniveau.

3.4.2

Kommissionens forslag til ændring af Rådets forordning (EF) nr. 718/1999 om en kapacitetspolitik udvider de muligheder, de repræsentative organisationer i indlandsskibsfarten har for at anvende midlerne fra reservefonden, navnlig til miljøformål. Dette forslag er i tråd med den samlede pakke af forslag til tiltag.

3.5

Med hensyn til realiseringen af meddelelsens målsætninger peger forslaget på forskellige aktører. Sikring af en infrastruktur af høj kvalitet er et ansvar, der tilfalder EU og medlemsstaterne. Dette gælder også for oprettelsen af en bedre juridisk ramme, der skal skabe lige konkurrencevilkår på det indre marked. Ansvaret for gennemsigtighed på markedet og innovation placeres hos sektoren.

3.6

I meddelelsen fokuseres der endvidere på en bedre forvaltning. Indlandsskibsfart hører historisk set under forskellige retsordninger. Den frie bevægelighed på de store europæiske floder er forankret i internationale aftaler og deraf følgende lovgivning. Derudover har EU beføjelser inden for indlandsskibsfarten. For at tage hånd om disse til dels overlappende kompetencer og aktiviteter foreslår Kommissionen en ny strategi. Denne tilsigter et tæt samarbejde med Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen, som der er indgået en aftale med.

3.7

NAIADES II har ikke noget selvstændigt budget til finansiering af de foreslåede tiltag. I meddelelsen henvises således på EU-niveau til Connecting Europe-faciliteten vedrørende infrastrukturforanstaltninger og til Horisont 2020 hvad angår finansiering af forskning, udvikling og innovation. Derudover skal begge instrumenter give finansiel støtte til lovgivningsarbejdet og indsatsen for at gøre flåden mere miljøvenlig.

3.8

Kommissionen ønsker at intensivere sin indsats for at fremme indlandsskibsfarten ved at koncentrere sig om de områder, der giver den største merværdi. Det forventes i den forbindelse, at medlemsstaterne og sektoren bidrager.