6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/1

1.1.1

I og med at den skaber beskæftigelse, producerer varer og tjenesteydelser, genererer indtægter og fortjenester og via betaling af skatter og afgifter bidrager til at finansiere samfundsmæssige behov kan den private sektor spille en central rolle i den globale fattigdomsbekæmpelse, forudsat at den respekterer de internationalt anerkendte principper for udviklingssamarbejde, og at den beskæftigelse, der skabes, lever op til ILO's dagsorden for ordentligt arbejde.

1.1.2

EØSU opfordrer til, at den private sektor i langt højere grad inddrages i udviklingsprogrammet for perioden efter 2015 og i det nye globale partnerskab. Den private sektors deltagelse i opstillingen af mål for udryddelse af fattigdom og opnåelse af en bæredygtig udvikling og en retfærdig og inklusiv vækst, som er både kvantitativ og kvalitativ, vil sætte denne sektor i stand til at bære sin del af ansvaret for opfyldelsen af målene.

1.1.3

Civilsamfundets organisationer henviser ikke kun til fordelene, men også til de risici, der er forbundet med den private sektors rolle. Derfor bør den private sektors bistand i udviklingslandene være baseret på gennemsigtighed, åbenhed i offentlige udbud, efficiens og effektive investeringer og tage udgangspunkt i, at de offentlige aktører over for alle interessenter har ansvaret for gennemførelsen af den vedtagne udviklingsstrategi. Den private sektors stigende andel af den offentlige udviklingsstøtte må ikke føre til, at de fattigste udviklingslande modtager mindre støtte.

1.2.1

I nærværende udtalelse omfatter den private sektor også den sociale sektor og består af selvstændige, mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, store multinationale virksomheder, kooperativer og andre erhvervsdrivende foreninger. Den omfatter ansatte i private virksomheder og deres fagforeninger samt ikkestatslige organisationer (ngo'er), som samarbejder om private projekter. Støtten til og samarbejdet med den private sektor bør tage hensyn til de forskellige aktørers særlige forhold. I udviklingslandene findes der ligeledes en meget stor uformel privat sektor, og udviklingssamarbejdet bør bidrage til at bekæmpe det uformelle arbejde og de situationer, der tilskynder til dette.

1.2.2

Civilsamfundet bør deltage aktivt i fastlæggelsen af den private sektors rolle og i etableringen af indikatorer for den private sektors bidrag til det internationale udviklingssamarbejde. Oprettelsen af en bred platform på europæisk plan med deltagelse af alle interesserede parter vil kunne bidrage hertil.

1.2.3

Den offentlige udviklingsstøtte bør bruges som multiplikationsfaktor for ved hjælp af innovative finansieringsinstrumenter at inddrage privat kapital i de investeringer, der foretages i udviklingslandene. Den hjælp, der dermed ydes bør ledsages af klart definerede mål som skabelse af flere og bedre jobs, højnelse af produktionens kvalitet, overførelse af ledelsesknowhow i den private sektor osv.

1.2.4

Partnerskaberne mellem den offentlige og private sektor kan blive et vigtigt instrument for gennemførelsen af udviklingsstrategier, forudsat at den rette sammensætning og åben kommunikation mellem de interesserede parter på forhånd er sikret.

1.3.1

For at den private sektor kan udfylde sin rolle i udviklingen, er der behov for et gunstigt erhvervsklima i udviklingslandene, hvilket indebærer overholdelse af alment anerkendte demokratiske principper, som letter etableringen og udviklingen af virksomheder, reducerer unødigt bureaukrati, styrker gennemsigtigheden, sætter en bremser for den allestedsnærværende korruption og tiltrækker udenlandske og lokale investeringer.

1.3.2

Virksomhedernes sociale ansvar (VSA) indebærer et frivilligt initiativ fra virksomhedernes side, og at disse efterlever en etisk virksomhedskultur. Der må etableres en fast ramme for VSA på udviklingsområdet, under overholdelse af OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og andre internationalt anerkendte principper.

1.3.3

Når den private sektor skaber nye arbejdspladser, bør den respektere de grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder, herunder ILO's vigtigste konventioner. Skabelsen af nye job bør være i overensstemmelse med ILO's dagsorden for ordentligt arbejde.

1.4.1

Der må udformes programmer for udvikling af den institutionelle kapacitet i udviklingslandenes offentlige forvaltning i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og ngo'er, som er involveret i udviklingshjælp, og det er nødvendigt at give små og mellemstore virksomheder bedre vilkår for at udøve deres aktiviteter, da det er disse virksomheder, der ligger inde med det største potentiale til at skabe beskæftigelse og mindske fattigdommen.

1.4.2

Udviklingslandenes erhvervsorganisationer må tilegne sig kompetencer, der sætter dem bedre i stand til at øve positiv indflydelse på erhvervsklimaet. Udviklingen af deres kapacitet bør støttes via aktiv deltagelse af industrilandenes partnerorganisationer. EU's eksterne hjælpeprogrammer bør derfor også finansiere den tekniske bestand, som de europæiske erhvervsorganisationer yder til deres partnere i udviklingslandene, og øge deres motivation.

1.4.3

Udviklingshjælpen bør i højere grad støtte innovative projekter og virksomhedsmodeller, som fremmer inklusion og dermed også et samfund uden barrierer, hvilket vil bidrage til at udrydde fattigdommen blandt udsatte befolkningsgrupper, herunder handicappede, kvinder og ældre.

1.4.4

Den private sektors samarbejde med ngo'er bør støttes, f.eks. ved at frivillige organisationer overfører knowhow inden for bl.a. ledelse og teknologi til lokale virksomheder. Vellykkede innovative virksomhedsprojekter fortjener øget og systematisk omtale.

1.4.5

Udviklingen af den private sektor kræver, at der ydes bredere støtte til uddannelse og tilegnelse af viden om de mest centrale teknologier, navnlig henvendt til ufaglærte.

1.4.6

EØSU opfordrer til at udvide Erasmusprogrammet for unge iværksættere til også at omfatte kandidater fra udviklingslandene eller skabe et program med lignende målsætninger og afsætte de nødvendige finansielle midler hertil.

1.4.7

Der bør navnlig sættes fokus på udvindings- og råstofindustrien, hvor der må sikres en mere stringent gennemførelse af kravene til miljøbeskyttelse, arbejdstagernes sociale vilkår og bæredygtigheden af den pågældende stats økonomiske udvikling.

1.4.8

Udviklingslandene mangler ofte strategier til udvikling af små og mellemstore virksomheder. Udviklingssamarbejdet bør i højere grad bidrage til at afhjælpe dette handicap. EU's erfaringer med støtte til små og mellemstore virksomheder bør på en målrettet og relevant måde overføres til udviklingslandene.

2.1

Kommissær Maroš Šefčovič har i et brev til EØSU's formand peget på, at Kommissionen har udarbejdet forslag til en mere effektiv inddragelse af den private sektor i det globale udviklingspartnerskab for perioden efter 2015, og har i den forbindelse anmodet om en sonderende udtalelse fra EØSU om den private sektors rolle med det mål for øje at fremskynde en intelligent, bæredygtig og inklusiv udvikling i denne periode, hvilket i øjeblikket er genstand for debat i FN.

2.2

I sin udtalelse (REX/372) (1) om Kommissionens meddelelse "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden", har EØSU fremsat en række anbefalinger, der går ud på at inddrage civilsamfundet i udarbejdelsen, gennemførelsen og opfølgningen af målene for en bæredygtig udvikling i verden i perioden efter 2015.

2.3

Udviklingssamarbejde og eksternt samarbejde har i lang tid været genstand for behandling i EØSU's udtalelser (2), og udvalget har i kraft af egne initiativer om disse spørgsmål vedrørende AVS-landene, Euromed, Østpartnerskabet, internationale handelsforhandlinger og andre udviklingsrelaterede områder indhøstet betydelig erfaring og konkret viden på dette felt. I udarbejdelsen af denne udtalelse har udvalget gjort fuld brug af denne erfaring.

3.1

I og med at den skaber beskæftigelse, producerer varer og tjenesteydelser, genererer indtægter og fortjenester og via betaling af skatter og afgifter bidrager til at finansiere samfundsmæssige behov, kan den private sektor spille en central rolle i den globale fattigdomsbekæmpelse, forudsat at den respekterer de internationalt anerkendte principper for udviklingssamarbejde. Også efter 2015 vil den offentlige udviklingsstøtte være en vigtig katalysator for udvikling, men vil ikke i sig selv kunne udrydde fattigdommen (3).

3.2

Årtusindudviklingsmålene fastlægger ikke klart nok, hvordan målene opnås. Hertil kommer, at målene ikke er tilstrækkeligt koordinerede, og at der ikke tages hensyn til den private sektors rolle i udviklingen (4). Den private sektor må i langt højere grad inddrages i den fremtidige ramme for udviklingssamarbejde for perioden efter 2015, både som strategisk partner og drivkraft for en bæredygtig udvikling, som hviler på de tre søjler – den økonomiske, sociale og miljømæssige – der understøtter en sådan udvikling, og som tager udgangspunkt ikke kun i kvantitative, men også kvalitative indikatorer.

3.3

Civilsamfundets organisationer (5) henviser ikke kun til fordelene, men også til de risici, der er forbundet med den private sektors deltagelse i udviklingssamarbejdet. For at fjerne disse risici bør den private sektors bistand i udviklingslandene være baseret på gennemsigtighed, efficiens, effektive investeringer, åbenhed i offentlige udbud, og tage udgangspunkt i, at de offentlige aktører over for alle interessenter har ansvaret for gennemførelse af den vedtagne udviklingsstrategi.

3.4

Den private sektor består af selvstændige, mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, store multinationale virksomheder, kooperativer og andre erhvervsdrivende foreninger samt finansielle institutioner. I bredere forstand omfatter sektoren også ansatte i private virksomheder og deres fagforeninger samt ngo'er, som samarbejder om private projekter. Ud over de private virksomheder, der udøver deres aktiviteter på legal vis, findes der navnlig i udviklingslandene også en omfattende uformel privat sektor. Når der tildeles udviklingsstøtte, må der skelnes mellem disse forskellige private enheder og deres aktiviteters følger for udviklingen. Denne differentiering skal baseres på enhedernes størrelse, deres aktivitetsområde og udviklingsniveauet i den pågældende stat (mindst udviklet, mellemudviklet, i udvikling eller stadig sårbar).

3.5

Den private sektor bør sammen med civilsamfundets repræsentanter deltage i fastlæggelsen af det enkelte lands udviklingsbehov og bidrage til at opstille nye mål for bæredygtig udvikling for perioden efter 2015 med henblik på at bære sin del af ansvaret for målenes gennemførelse. Disse mål, som bør ligge i forlængelse af årtusindudviklingsmålene, skal være konkrete og målbare og omfatte følgende områder: vand, landbrug, fødevaresikkerhed, energi, transportinfrastruktur, uddannelse, sundhedssektoren, den digitale økonomi, ligestilling mellem kønnene og social lighed.

3.6

Den private sektor må anerkendes som en grundbestanddel i det nye globale udviklingspartnerskab. Det ville være ønskeligt at skabe en platform, som samler repræsentanter for EU's iværksættere og arbejdsgivere, og som også ville være åben for andre interesserede parter, herunder civilsamfundsrepræsentanter, med henblik på, at der kan føres en dialog med repræsentanter for EU-institutioner og finansielle institutioner om den private sektors deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.

3.7

Den private sektor i donorlandene deltager i udviklingssamarbejdet som leverandør af tjenesteydelser og udstyr betalt af den offentlige udviklingsstøtte, som yder af direkte udviklingsstøtte af filantropiske grunde, inden for rammerne af fælles projekter med offentlige instanser og ngo'er, og som investor i projekter, der ud over den interesse, de har for virksomheden, også i betydelig grad gavner udviklingen. Der bør først og fremmest ydes støtte til projekter, der sigter på innovation gennem tilvejebringelse af innovationskapacitet, rådgivningstjenester og virksomhedsudklækning og -klynger i modtagerlandene. Offentlige udbud for udviklingsprojekter bør være gennemsigtige og åbne.

3.8

Den private sektors udviklingsbidrag bør endvidere virke for et samfund uden barrierer, hvilket kunne bidrage til at udrydde fattigdommen blandt risikogrupper, som f.eks. handicappede, kvinder, ældre eller dem, der midlertidigt er ramt af skader. I denne henseende kan den rammeaftale om et inklusivt arbejdsmarked, de europæiske arbejdsmarkedsparter indgik i marts 2010, tjene som inspiration til, hvordan denne målsætning kan integreres i den fremtidige udviklingsramme.

3.9

Den private sektor i udviklingslandene har brug for systematisk støtte for at kunne spille en rolle i udviklingen. Derfor stiger den andel af den offentlige udviklingsstøtte, der går til udvikling af den private sektor. Denne stigning bør dog ikke ske på bekostning af den offentlige udviklingsstøtte, der ydes til de mindst udviklede lande, som ikke vil kunne løse de mest presserende problemer uden denne støtte.

3.10

Når store multinationale virksomheder investerer i projekter af udviklingsmæssig interesse, bør lejligheden udnyttes til at inddrage små og mellemstore lokale virksomheder, såvel etablerede som nye, i den konkrete gennemførelse, da disse virksomheder derved gennem samarbejdet med partnere fra de mere udviklede lande kan erhverve sig teknisk knowhow og få adgang til de relevante nyeste teknologier. De multinationale virksomheder bør overholde de anerkendte principper, der er fastsat af FN, OECD og andre internationale organisationer (6).

3.11

Det er i små og mellemstore virksomheder, at man i udviklingslandene som i alle andre dele af verden finder det primære udviklingspotentiale, som vil kunne realiseres i kraft af mikrokreditter og gunstige lån fra europæiske og internationale udviklingsfinansieringsinstitutioner. Endvidere udgør overførsel af opsparede midler og andre finansielle midler fra emigranter en vigtig investeringskilde, og disse overførsler bør gennem incitamenter målrettes bedre til det pågældende lands udviklingsbehov.

3.12

EØSU glæder sig over de ideer, Kommissionen præsenterer i sin meddelelse "Perioden efter 2015: På vej mod en omfattende og integreret strategi for finansiering af fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling" (7), og efterlyser, at den private sektor og det organiserede civilsamfund inddrages i den debat, der lægges op til om den integrerede finansieringsstrategi.

3.13

Den offentlige udviklingsstøtte bør bruges som primær multiplikationsfaktor for at inddrage privat kapital i de investeringer, der foretages i udviklingslandene. Nyskabende instrumenter kunne tjene dette formål, som f.eks. "blending" (sammenblanding af ressourcer), forskellige former for garanti og reducerede rentesatser. Ved beregningen af, hvor meget der bruges i offentlig udviklingsstøtte, bør de garantier, staten yder for investeringer i udviklingslandene, indgå. Den hjælp, der dermed ydes til privat kapital, bør ledsages af klart definerede målsætninger og indikatorer, som tager hensyn til udviklingens bæredygtighed, miljøbeskyttelse, grøn økonomi, jobskabelse, højnelse af produktionens kvalitet, overførsel af knowhow vedrørende ledelse i den private sektor osv.

3.14

Investeringerne bør i højere grad målrettes mod en styrkelse af tjenesteydelsessektoren, som f.eks. banksektoren, forsikringer, telekommunikation, transport og andre tjenesteydelser, der anvendes af virksomheder, og uden hvilke industrien og landbruget ikke vil kunne udvikle sig på sund vis. I denne sammenhæng bør staten sørge for, at der er lige konkurrencevilkår, og at investeringerne nyder en passende beskyttelse.

3.15

Partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor kan blive et nøgleredskab ved gennemførelse af udviklingsstrategier, da de kombinerer offentlige subsidiemekanismer med private investeringsinitiativer med henblik på at tilfredsstille de endelige støttemodtageres udviklingsbehov. Hvis disse projekter skal lykkes, er det nødvendigt med gennemsigtig information og åben kommunikation med de berørte parter.

4.1

I de udviklingslande, der modtager udviklingsstøtte, er der en række grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt, for at den private sektor kan trives og udøve sine aktiviteter med henblik på at spille sin rolle for udviklingen. Udviklingssamarbejdet bør derfor i højere grad sigte på en konstant forbedring af erhvervsklimaet, hvilket vil fremme oprettelsen af virksomheder og deres fremdrift, reducere unødigt bureaukrati, og styrke gennemsigtigheden og dermed lægge en bremse på den allestedsnærværende korruption. En styrkelse af retsstaten vil virke stimulerende på udenlandske og lokale investorer og bidrage til en diversificering af de lokale økonomier.

4.2

Tilvejebringelsen af et sundt erhvervsklima bør bygge på markedsmekanismerne, herunder økonomisk konkurrence, effektive finansmarkeder, uafhængige domstole, systematisk håndhævelse af gældende love, navnlig på handelsområdet, overholdelse af de internationale regler for handel samt overholdelse af den intellektuelle ejendomsret. Lokale kulturelle kutymer bør overholdes, for så vidt som disse ikke hæmmer den økonomiske konkurrence eller resulterer i en nytteløs fordeling af midlerne.

4.3

Virksomhedernes sociale ansvar bør inden for udviklingssamarbejdet ses som et frivilligt initiativ fra virksomhedernes side, hvor de forpligter sig til etisk virksomhedskultur. Virksomhederne vælger inden for rammerne af de internationalt anerkendte principper (8) selv, hvad der passer til deres økonomiske aktivitet. Takket være fastlæggelsen af en sådan ramme kan der sikres en fair konkurrence med de øvrige virksomheder i sektoren.

4.4

Den private sektor skaber arbejdspladser og kan dermed bidrage til at eliminere fattigdommen; det er imidlertid nødvendigt, at den samtidig respekterer de grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder. De vigtigste ILO-konventioner (fagforeningsfrihed og overenskomstforhandlinger, forbud mod tvangsarbejde, børnearbejde og enhver form for diskriminering på arbejdsmarkedet) skal håndhæves nøje.

4.5

Skabelsen af nye arbejdspladser bør være i overensstemmelse med ILO's dagsorden for ordentligt arbejde, der foreskriver, at beskæftigelsen skal være frit valgt, at arbejdstageren skal nyde godt af social beskyttelse, at arbejdsgiveren skal overholde arbejdstagernes grundlæggende rettigheder, og at der skal etableres en social dialog. Det er vigtigt, at alle investorer og navnlig de, der trækker på offentlig udviklingsstøtte, nøje overholder disse principper, når de gennemfører deres projekter, og at de øver en gunstig indflydelse på deres partnere i denne henseende.

4.6

Programmerne for udvikling af den institutionelle kapacitet i udviklingslandenes offentlige forvaltninger bør styrke retsstatsprincipperne og bidrage til at forbedre erhvervsklimaet og øge de lokale virksomheders absorptionskapacitet. Disse programmer bør udformes i tæt samarbejde med arbejdsmarkedsparterne og de berørte ngo'er.

5.1

Virksomhedernes organisationer i donorlandene, såsom handelskamre, erhvervsforeninger og -grupperinger, arbejdsgiversammenslutninger og socialøkonomiens organisationer, bør inddrages aktivt i støtteprogrammerne for den private sektor i udviklingslandene i samtlige projektfaser. I dette øjemed bør der udformes et program til støtte for lokale organisationer for små og mellemstore virksomheder, der kunne hjælpe til, at disse virksomheder kunne indhøste erfaringer især inden for markedsføring, integrering i forsyningskæderne, certificering, logistik osv.

5.2

Erhvervsorganisationerne i udviklingslandene har brug for at tilegne sig øget kompetence for at forbedre erhvervsklimaet, styrke demokratiet i deres ledende organer, hverve nye medlemmer og kommunikere aktivt med disse. Udviklingen af deres kapacitet bør støttes via aktiv deltagelse af tilsvarende partnerorganisationer i EU. EU's eksterne bistandsprogrammer bør derfor også finansiere den tekniske bistand, som de europæiske erhvervsorganisationer yder til deres partnere.

5.3

Udviklingen af den private sektor bør omfatte uddannelsesmoduler henvendt til erhvervsdrivende, herunder praktikophold i et mere udviklet land. EØSU opfordrer til, at man undersøger muligheden for at udvide Erasmusprogrammet for unge iværksættere til også at omfatte kandidater fra udviklingslandene, eller at man etablerer et program med lignende målsætninger og afsætter de nødvendige finansielle midler til dets gennemførelse.

5.4

Der bør ydes en bredere støtte til uddannelse og udvikling af viden om de mest centrale teknologier, navnlig henvendt til ufaglærte. Der har længe været mangel på programmer på erhvervsuddannelsesområdet, idet donorlandene fortrinsvis giver stipendier vedrørende videregående uddannelser. Ikke desto mindre har den private sektor, i industrien og i andre sektorer, brug for almindelige faglige kompetencer, der erhverves som led i traditionelle lærlingeuddannelser, og en række arbejdsmæssige vaner, som er nødvendige, når man ansættes af en udenlandsk investor eller en blandet virksomhed.

5.5

Udviklingsstøtten bør i stigende grad understøtte nyskabende projekter og nye virksomhedsmodeller, der fremmer inklusion, og som skaber et bredt rum for samarbejde mellem den private sektor og ngo'er. I den forbindelse kan for eksempel nævnes udstationering af frivillige eksperter, der bistår i udviklingen af iværksætteri i udviklingslandene (9). Hvis der blev gjort mere reklame for vellykkede nyskabende og udviklingsfremmende iværksætterprojekter, ville det bidrage til en gensidig udveksling af erfaringer medlemsstaterne imellem.

5.6

Udvindings- og råstofindustrien bør være genstand for særlig opmærksomhed. Investeringsprojekter bør tage hensyn til udfordringer som f.eks. miljøbeskyttelse, arbejdstagernes sociale vilkår og udviklingens bæredygtighed. De statslige og de lokale myndigheder i modtagerlandet bør fastsætte passende rammebetingelser for hver enkelt aktivitetssektor og sikre sig, at disse bliver overholdt, navnlig med hensyn til skatteforpligtelser. Støtten burde gøre det muligt at udforme en systemisk tilgang, idet der defineres optimale regler, der begrænser den overflødige administrative byrde og forbygger korruptionens udbredelse.

5.7

Udviklingsstøtten bør fremme et bæredygtigt landbrug og lokale forarbejdningsindustrier, således at forarbejdningen af fødevarer og råstoffer kan forbedres. Landbrugere og småproducenter, der forarbejder landbrugsprodukter, bør tilskyndes til at danne sammenslutninger, ligesom de bør integreres i forsyningskæderne.

6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/6

1.1

EU, dets medlemsstater og dets civilsamfund kan byde på et utroligt bredt erfaringsgrundlag vedrørende overgangsprocesser. Dette erfaringsgrundlag bør udnyttes bedre til at opnå stabilitet ved hjælp af forandringer i Europa, i dets nabolande og i hele verden.

1.2

EU spiller en ledende rolle i de igangværende forhandlinger i FN om udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 og skal slå til lyd for konkrete fremskridt, baseret på solidaritet og sammenhængende politikker. Der bør tages hensyn til nærværende og andre tidligere relevante udtalelser fra EØSU (1).

1.3

Overgangsrelaterede erfaringer, som EU selv har indhøstet eller har adgang til, bør anvendes i praksis. EU bør sætte bedre system i sine positive og negative overgangsrelaterede erfaringer, tilgængelige støtteredskaber og data om relevante aktører. Der bør udarbejdes en handlingsplan for brugen af overgangsrelaterede erfaringer i programplanlægningsprocessen. Det europæiske overgangskompendium og andre forslag i nyere EU-dokumenter må straks gøres operationelle.

1.4

EU's eksterne politik skal gøres stærkere, mere inddragende og åben, effektiv og sammenhængende. Politikken bør sigte mod at fremme menneskerettigheder, grundlæggende friheder (herunder foreningsfriheden og retten til at deltage i fredelige forsamlinger), retsstatsprincipper og hjælpe med at skabe de rette og demokratiske betingelser for, at enkeltpersoner og civilsamfundsorganisationer kan deltage i udformningen af politikker og overvågningen af politikkernes gennemførelse. Der er behov for en langsigtet strategi.

1.5

Civilsamfundet og det politiske samfund i EU og dets partnerlande skal spille en central rolle. Bl.a. bør partnerskabsaftaler, støtteprogrammer og tilskud ikke godkendes uden en struktureret dialog med civilsamfundet, navnlig det organiserede civilsamfund, i overensstemmelse med EU's partnerskabsprincip. Der bør lægges særlig vægt på dialog med og inddragelse af forskellige samfundsgrupper i partnerlandene, inklusive minoriteter og indbyggere i fjerntliggende egne.

1.6

I øjeblikket er mange potentielle initiativtagere til bæredygtig udvikling udelukket fra at modtage EU-støtte på grund af diskriminerende administrative regler. Der er behov for positiv særbehandling (uden plads til manipulation) og et krav om, at partnere med friske overgangserfaringer skal involveres i udviklingsprojekter for at give aktører, der klarer sig dårligere i de aktuelle evalueringer, samme muligheder. Kvaliteten af projekterne og resultaterne må komme i første række.

1.7

Der må iværksættes nye samarbejdsmekanismer, og eksisterende samarbejdsmekanismer må udvides - jf. navnlig punkt 3.3.4, 3.3.6, 3.3.7 og 3.3.8., f.eks. kan Twinning, TAIEX og Erasmus+ gøres verdensomspændende, nye platforme for udveksling osv.

1.8

Aktører med tilknytning til autoritære regimer og/eller ikke-demokratisk praksis (f.eks. regeringsdrevne ngo'er, gule fagforeninger etc.) bør udelukkes fra at modtage støtte.

1.9

Generelt set bør et bredt udsnit af samfundet i partnerlandene modtage omfattende støtte.

1.10

Demokratiske forandringer, bæredygtig udvikling, inklusiv økonomisk vækst og et stabilt marked tillige med øget velfærd og beskæftigelse kan bedst understøttes af god forvaltning og en stærk rettighedsbaseret tilgang. Erfaringerne viser, at et stærkt civilsamfund, især hvis det er organiseret, er den bedste garanti for succes.

2.1

EØSU bifalder det brede syn på bæredygtig udvikling. Som bemærket af Rådet for Den Europæiske Union omfatter det aspekter som f.eks. "demokratiske styreformer, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, økonomisk og social velfærd samt fred og stabilitet" (2).

2.2

Overgang kan kort defineres som stabilisering, støtte til demokratiet, opbygning af institutioner og kapacitet, deling af bedste praksis og konsolidering af reformer med henblik på at gøre forandringerne varige. Grundlaget er solidaritet og tiltag fra enkeltpersoner, civilsamfundsorganisationer, regeringer og andre aktører.

2.3

EØSU har allerede haft adskillige aspekter vedrørende samarbejde med overgangssamfund på dagsordenen (3). Formålet med denne udtalelse er at gå videre end de eksisterende kilder og afspejle det litauiske EU-rådsformandskabs særlige interesser og det europæiske civilsamfunds generelle interesser (herunder som et bidrag til topmødet i østpartnerskabet i Vilnius i november 2013 og til de europæiske udviklingsdage).

2.4

En anden grund til at ajourføre de eksisterende politikker er den nye udvikling i EU's partnerlande. EØSU er fortsat bekymret over bæredygtigheden af udviklingen i flere af EU's naboer mod øst, Euro-Middelhavslandene og andre partnerlande. Der er flere positive forandringer at se i den vestlige Balkanregion (Kroatiens EU-tiltrædelse har mærkbar betydning).

3.1.1

Hvis målet er bæredygtig forandring, bør de forskellige EU-politikker, -programmer og -aktiviteter, der tager sigte på de samme regioner eller politikområder, være bedre samordnede for at skabe mere synergi og opretholde sammenhængen. EU's kapacitet mht. eksterne aktioner trænger fortsat til at blive videreudviklet, så man når et punkt, hvor fælles europæiske værdier og mål effektivt kan understøttes på et egentligt europæisk plan (4).

3.1.2

"Sammenhængen i udviklingspolitikken" skal sikres og overvåges mere omhyggeligt. Som fastlagt i artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (som ændret med Lissabontraktaten) bør sigtet med udviklingspolitikken være i centrum for politikformuleringen og -gennemførelsen i al lovgivning knyttet til foranstaltninger udadtil og bør derfor udtrykkeligt gennemføres i alle EU-politikker, -programmer og -aktiviteter. Sammenhængen i nye EU-initiativer skal vurderes i samtlige tilfælde. Alle programmer (og evalueringen heraf og de dertil knyttede budgetposter) bør afspejle EU's internationale forpligtelser vedrørende menneskerettigheder og udvikling (herunder FN's fælles aftale om en menneskerettighedsbaseret fremgangsmåde) og bør fokusere på de mest marginaliserede og sårbare grupper. Det er endvidere vigtigt at overvåge, at en positiv udvikling på ét politikområde ikke ledsages af en negativ udvikling på andre områder i overgangsprocessen og forløbet mod EU-integration.

3.1.3

Der er behov for en fælles platform for at give en brugervenlig oversigt over de eksisterende instrumenter (såsom tilskud, udbud og programmer osv.), der forvaltes af EU eller dets medlemsstater, og som har en direkte eller indirekte ekstern indflydelse. Visse paralleller til eller et vist samarbejde med Dit Europa-portalen bør overvejes. Der skal gøres en indsats for at inddrage oplysninger til mindre (herunder subregionale) organisationer. Andre målgrupper bør være institutionerne i EU's medlemsstater og overgangssamfundene. Platformen bør understøttes ved hjælp af f.eks. et nyhedsbrev eller en Twitterkonto.

3.1.4

EU bør stile efter at samle, koordinere og skabe synergier mellem EU's og dets medlemsstaters aktiviteter i partnerlandene og undgå overdreven intern konkurrence. Medlemsstater kunne eventuelt overveje at dele ansvaret og udvikle fælles eksterne samarbejdsformer (overgangskoordinatorer, oversættelsescentre, juridisk bistandscentre, uddannelsesinstitutioner osv.) på deres eget område eller i partnerlandene.

3.2.1

Mekanismerne til gennemførelse af EU's eksterne politik skal gøres så vidtfavnende, gennemsigtige og demokratiske som muligt for at sikre fælles opbakning til udvikling og samarbejde. For øjeblikket kan der konstateres mangler. Partnerskabsprincippets potentiale til at forene civilsamfundet og de offentlige myndigheder bør undersøges, f.eks. som en forudsætning for at modtage tilskud.

3.2.2

Tæt og helst struktureret inddragelse af repræsentanter for civilsamfundet og det politiske samfund er en forudsætning for et langsigtet engagement i reformer. Jf. bl.a. punkt 1.5. Det er nødvendigt at inddrage civilsamfundsorganisationerne, inklusive arbejdsmarkedets parter fra både EU og partnerlandene, i planlægningen og gennemførelsen af alle udviklings- og samarbejdsaktiviteter. Eksisterende partnerskaber skal styrkes, og nye skal fremmes.

3.2.3

EØSU ønsker at bidrage, og dets partnere i hele verden er en værdifuld ressource, og det samme gælder eksisterende regelmæssige fora.

3.2.4

EU må øge sin indsats for at udvikle kapaciteten hos aktørerne i såvel EU som partnerlandene. Dette kan ske ved hjælp af økonomisk støtte, erfaringsudveksling, foranstaltning af almen og faglig uddannelse og andre midler eller programmer.

3.2.5

Forskellige regerings- og ikke-statslige aktører – såvel i EU som i partnerlandene – bør sikres lige deltagelsesmuligheder. Enhver form for vedvarende direkte og indirekte diskrimination bør fjernes, inklusive overdrevne restriktioner på at kunne komme med i betragtning; projektstørrelse og tekniske krav; diskrimination i administrative bestemmelser, inklusive forskelle i aflønning og/eller beskatning af eksperter, som arbejder på det samme projekt; krav til medfinansiering (problemer med accept af bidrag i naturalier); national lobbyvirksomhed, der skævvrider resultaterne osv. (5) Jf. punkt 1.6.

3.2.6

Det enogtyvende århundredes teknologiske muligheder, herunder e-forvaltning, bør i højere grad anvendes og fremmes med henblik på dialog og inddragelse. Der kan eventuelt udarbejdes en opgraderet særlig udgave af det demokratifremmende program

3.3.1

Det nuværende system med adgang til direkte og indirekte bistand og støtte fra EU kritiseres ofte for at være unødvendigt indviklet. EØSU bifalder de bebudede planer om at forenkle og strømline EU's eksterne finansieringsinstrumenter, herunder det europæiske naboskabsinstrument, fra 2014 og fremover og går ind for sammenlægningen af midler.

3.3.2

Kvalitet i højsædet. Specifik overgangsrelateret ekspertise og evne til at forstå og tilpasse sig partnerlandets behov bør underkastes en objektiv vurdering og bør tillægges større vægt end tidligere erfaringer med gennemførelse af EU-projekter.

3.3.3

EU's eksisterende overgangserfaringer skal udnyttes bedre i forbindelse med udviklingen af EU's eksterne politikker (inklusive udviklingspolitikker) (6). Successer og indhøstede erfaringer bør være sat helt i system og bør analyseres indgående. Der må gøres brug af konklusionerne, de må operationaliseres fuldt ud og indarbejdes i programmeringen. Der er brug for en håndgribelig opfølgning, når man bl.a. bygger på denne viden i forbindelse med udformning af operationelle programmer og vurdering og tildeling af projekttilskud og størrelse osv.

3.3.4

Et europæisk overgangskompendium bør gøres operationelt, bl.a. med henblik på programplanlægningen, og udvides med en database over eksperter med overgangserfaringer fra såvel den statslige som ikke-statslige sektor. Det bør gøres attraktivt for partnere at lede efter eksperter, og det bør fremmes bredt, især i partnerlande. Kommissionen og EU Udenrigstjenesten bør udarbejde en tjekliste for EU-delegationerne om brugen af kompendiet ved programplanlægningen (det kunne f.eks. gøres til en obligatorisk kilde til information for eksperter, der deltager i EU-aktiviteter).

3.3.5

Kommissionen bør udarbejde en handlingsplan for bedre udnyttelse af EU's omfattende overgangserfaringer i programplanlægningen. Det ville medvirke til at sikre systematisk udnyttelse af erfaringerne på alle relevante områder. Kommissionen bør tillige afsætte tilstrækkelige administrative ressourcer til gennemførelsen af en sådan plan.

3.3.6

I betragtning af at der allerede findes en lang række redskaber, der kan bruges til at dele overgangserfaringer, vil det være hensigtsmæssigt, at Kommissionen sikrer en tværgående forvaltning heraf med henblik på at samle og præsentere erfaringerne ét sted, f.eks. under en paraplyplatform eller -struktur.

3.3.7

Man bør overveje at udvide EU's efterspørgselsstyrede ekspertfaciliteter som SOCIEUX og MIEUX. Disse faciliteter er fremragende redskaber, når der hurtigt skal opfyldes behov i partnerlande. Det geografiske anvendelsesområde for eksisterende behovsbaserede erfaringsudvekslingsmekanismer og andre programmer, navnlig TAIEX, Twinning, Erasmus+, skal åbnes op på verdensplan (først og fremmest for AVS-landene), uden dog at reducere de planlagte midler til projekter fra nuværende stater inden for programmerne.

3.3.8

Der bør lanceres en bilateral eller trilateral ngo-samarbejdsmodel med deltagelse af mindst én partner fra hhv. EU-15, EU-13 og et udviklings- eller overgangsland (7). Erfaringsudveksling blandt repræsentanter for den private sektor bør ligeledes støttes.

3.3.9

Den Europæiske Udviklingsfond bør være mere venligt indstillet over for at dele ud af EU-medlemsstaternes nyere overgangserfaringer.

3.3.10

For at omdanne deres erfaringer til effektiv støtte til overgang er EU og dets medlemsstater nødt til at sikre tilstrækkelige midler og offentlig støtte. Derudover gentager EØSU, at overgang og enkeltpersoners, civilsamfundets og statens roller skal indgå som et af aspekterne af det europæiske år for udvikling i 2015.

4.1.1

En nødvendig forudsætning for bæredygtig udvikling er, at der skabes den bredest mulige tilslutning i partnerlandenes samfund. Det er afgørende, at der er støtte til demokrati, god forvaltning, grundlæggende friheder (herunder foreningsfriheden og retten til at deltage i fredelige forsamlinger, ytringsfriheden, mediernes uafhængighed osv.), folkeoplysning og ikke-formel og uformel læring, retfærdighed og social retfærdighed inden for alle kredse og på alle planer.

4.1.2

Der bør sættes større fokus på effektivitet og resultater i forbindelse med politikker og projekter. Projekter bør ledsages af administrative og operationelle programmer og støtteforanstaltninger til enkeltpersoner. Der kan ikke opnås effektivitet uden forbedret koordination i partnerlandene. Der bør tilbydes støtte og rådgivning til planlægning.

4.1.3

Ikke-diskrimination, ligebehandling og proaktiv inddragelse af EU's partnere og deres enkelte samfundsmedlemmer (inklusive grupper som f.eks. kvinder, minoriteter osv.) er vigtige generelle principper og en forudsætning for EU's troværdighed. Differentiering af politikker afhængigt af partnerlandets krav er naturligvis bydende nødvendig og skal forbedres. Samtidig bør EU ikke være mere eftergivende over for "strategisk vigtige" lande bare pga. nogle snævre interesser, som ikke har noget med bæredygtig udvikling at gøre. Overholdelse af menneskerettigheder er et område, hvor EU og dets partnere er nødt til at arbejde sammen.

4.1.4

EU-repræsentanter skal fungere som både "koordinatorer/formidlere" (ved at analysere lokale behov og støtte/fremme dialog mellem lokale interessenter) og "eksperter" (ved at dele ud af deres tidligere erfaringer og formidle hidtidige erfaringer med overgangsarbejde).

4.1.5

Et bredt udsnit af samfundet i partnerlandene bør modtage omfattende støtte. For øjeblikket ses regeringsinstitutioner og i visse tilfælde civilsamfundsorganisationer (inklusive arbejdsmarkedets parter), unge og forskere som den vigtigste målgruppe for EU-støtte. Bæredygtig udvikling og demokratisk forandring kræver omfattende støtte og tæt samarbejde med "ambassadører", "motorer/ledere" eller "frontfigurer for varig forandring" fra civilsamfundets side, dets ledere og netværk, men det er også nødt til at gå et skridt længere. Der er behov for almen, bredt tilgængelig og synlig støtte til partnerne og deres samfund. EU's integration af og støtte til dets nabolande skal ikke ses som en gevinst for nogle få udvalgte. Synlige forbedringer på områder såsom uddannelse og forskning (inklusive reformer af faglige uddannelser, aktiviteter for børn osv. (8)), lavemissionsøkonomi, infrastruktur og offentlige tjenesteydelser (inklusive ikt, sundhed, legepladser osv.), anstændigt arbejde og lige beskæftigelsesmuligheder, ligestilling mellem kønnene, støtte til socialt og økonomisk sårbare grupper og oprindelige befolkningsgrupper, sociale bevægelser samt gunstige vilkår for erhvervsudvikling (inklusive styrkelse og inddragelse af arbejdsmarkedets parter (9)), osv. vil fremme forandringer og en større opbakning til en proeuropæisk linje.

4.1.6

I lande med et demokratisk underskud er det muligt, at midler, der stilles til rådighed for eller via officielle institutioner, ikke anvendes til sociale formål, men til at støtte regimet, og at ægte demokratiske civilsamfundsorganisationer ikke gives en chance for at søge om støtte. Etableringen af Den Europæiske Demokratifond er uden tvivl et vigtigt og tiltrængt skridt. Disse vidtrækkende problemer kan dog ikke løses af denne fond alene. En del af løsningen ligger i en "omfattende kortlægning af civilsamfundsorganisationerne" og de andre støttemodtagere i regionen (10). Græsrødder/det uformelle civilsamfund og initiativer skal også støttes i videre omfang – adskillige EU-medlemsstater har erfaringer med fleksibel projektfinansiering. Samtidig skal man øge den procentdel af støtten, der uddeles via civilsamfundet, navnlig når der er tale om autoritære regimer.

4.1.7

Det er også nødvendigt med særlig fokus på overgangssituationen i landene syd og øst for Middelhavet, hvor demokratiet, menneskerettighederne og kvinders rettigheder er alvorligt truede, og på behovet for at sikre langt mere støtte fra EU til civilsamfundet og kvindeorganisationer

4.1.8

Generelt set skal EU omhyggeligt analysere og tilpasse sig sine partnerlandes forskellige absorptionsevner og særlige træk.

4.1.9

EU skal dele ud af sine erfaringer med, hvordan man kan sikre fortsat ekstern og intern støtte til udvikling, til bl.a. civilsamfundet, når man har overstået de første overgangsfaser og opnået rimelig velfærd.

4.2.1

Inklusiv økonomisk vækst og et stabilt marked tillige med øget velfærd og beskæftigelse samt intelligent økonomisk liberalisering er nødt til at spille en central rolle i overgangssamfundenes udvikling (i tråd med tanken om "økonomisk overgang" i diskussionerne om tiden efter 2015). Et trygt og imødekommende investeringsklima skal fremmes og beskyttes ved hjælp af internationale aftaler inden for multilaterale rammer som WTO, OECD osv.

4.2.2

Nøglen til bæredygtighed er retsstatsprincipperne og et uafhængigt retssystem, der ikke kan undergraves af korruption eller diktatur. Uafhængige civilsamfundsorganisationer, der ikke udsættes for intimidering, adgang til information, social beskyttelse og muligheder for anstændig beskæftigelse, videnskabeligt og teknisk samarbejde, energieffektivitet/-uafhængighed og miljøbeskyttelse er alt sammen af afgørende betydning.

4.2.3

Handelsbetingelserne skal forbedres, og der skal i givet fald gøres brug af vidtgående og brede frihandelsaftaler, som sigter mod at række "ind på den anden side af grænserne" for at fremme en stabil tilnærmelse til EU, hvad angår regler, principper og standarder i tekniske forskrifter – og deres gennemførelse. Målet for EU's partnere bør være stærke og inklusive økonomier, som støt mindsker deres afhængighed af hjælp udefra, og dette er endnu et område, hvor erfaringsudveksling er afgørende.

4.2.4

Dialog med og støtte til uafhængige virksomheder (såvel som fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer) skal prioriteres højt, når der er tale om autoritære regimer. Under alle omstændigheder bør SMV'er sikres en mere fremtrædende rolle som drivkræfter for bæredygtighed, retsstatsprincipper og økonomisk udvikling. Udenlandske investeringsudvalg eller andre civilsamfundspartnere kan spille en supplerende rolle.

4.3.1

EØSU og andre organer har allerede påpeget behovet for et tæt og effektivt samarbejde mellem EU, FN og andre internationale organisationer om udviklingsdagsordenen for tiden efter 2015.

4.3.2

EU skal også tage højde for den seneste udvikling, herunder oprettelsen af det åbne regeringspartnerskab (et initiativ, som har særlig relevans for EØSU, og som afspejler det førnævnte partnerskabsprincip). Det planlagte transatlantiske handels- og investeringspartnerskab og andre sådanne aftaler skal nøje planlægges og overvåges med hensyn til deres indvirkning på udviklingssamarbejde og overgangsprocesser.

4.3.3

Globale private virksomheder og udenlandske investorer, der deler EU's værdier, spiller en rolle og indeholder et potentiale, som bør udnyttes bedre og udvides, ligeledes med hensyn til overholdelse af grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder..

4.3.4

Der bør planlægges en undersøgelse, der skal se på globale fondes og civilsamfundsorganisationers bedste praksis og de redskaber, de anvender i overgangslande.

6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/11

1.1

EØSU ser positivt på oprettelsen af Det Europæiske Volontørkorps for Humanitær Bistand (EVHAC) eller "EU Aid Volunteers", da det kan fremme EU-borgernes deltagelse på det humanitære område, især via civilsamfundets organisationer, såsom de specialiserede ikke-statslige organisationer (ngo'er).

1.2

Volontørkorpset bør være et middel til at fremme inddragelsen af medlemsstater, som ikke har en særligt lang tradition for løsning af humanitære opgaver. Derfor foreslår EØSU, at det overvejes at iværksætte specifikke aktioner, der kan sætte skub såvel i deltagelsen af frivillige fra disse lande som i udviklingen af sociale og humanitære organisationer i disse lande.

1.3

For at fremme folkelig opbakning til den humanitære indsats og anerkendelsen af det frivillige hjælpearbejdes rolle anbefaler EØSU også at overveje oplysnings- og bevidstgørelsestiltag om disse emner rettet mod den brede befolkning.

1.4

EØSU er enigt i og bakker op om indholdet i den europæiske konsensus om humanitær bistand, hvad angår dens mål og midler, og vil gerne give udtryk for sin overbevisning om, at humanitær bistand omfatter beskyttelse af ofre for humanitære kriser samt beskyttelse af deres værdighed og respekt for deres rettigheder.

1.5

EØSU lægger vægt på denne brede betydning af humanitær indsats, som rækker ud over den blotte ydelse af bistand, og minder om den nødvendige grundlæggende respekt for de humanitære principper om menneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed samt for de retsregler, der danner rammen om den humanitære indsats.

1.6

EØSU vil gerne fremhæve det frivillige arbejdes unikke karakter og påpege risikoen for, at det forveksles med andre former for arbejdsmæssig aktivitet. I disse krisetider er dette et særligt vigtigt aspekt både internt i EU og i EU's eksterne aktiviteter.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at det forhold, at lovgivningen om frivilligt arbejde varierer fra medlemsstat til medlemsstat, kan være en hæmsko for EU Aid Volunteers.

1.8

Inddragelsen af frivillige bør altid finde sted ud fra behovet og en analyse og evaluering af situationen og af behovet hos de befolkninger, som er ramt af katastrofer eller komplekse kriser.

1.9

Forslaget til forordning (1) understreger nødvendigheden af at fastsætte fælles regler for alle faser i proceduren for de frivilliges deltagelse. EØSU er enigt heri og foreslår, at disse regler baseres på god praksis i den humanitære sektor og på allerede eksisterende kvalitetsinitiativer.

1.10

De frivillige medvirker via sociale organisationer og, i mindre udstrækning, via offentlige institutioner af civil karakter. Organisationernes kvalitet er især afgørende for, om arbejdet lykkes. EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at udvikle certificeringsmekanismer for sendeorganisationerne baseret på de erfaringer, der er opbygget på det humanitære område. Kriterierne for certificering bør – dog i en tilpasset form – også gælde for værtsorganisationerne i de berørte lande.

1.11

EØSU er af den overbevisning, at certificeringsmekanismen bør opbygges ud fra alle disse erfaringer, og at den bør gennemføres efter de vigtige kriterier om gennemsigtighed, fri konkurrence og lige muligheder samt ansvarlighed. Initiativet bør indbyde til, at ngo'er fra lande med mindre tradition på området tilslutter sig.

1.12

EØSU er overbevist om, at der ud over den teknisk-faglige uddannelse - som naturligvis er vigtig - bør lægges mere vægt på indføring i værdier, på vejledning i at vise respekt for de berørte befolkninger, på den tværkulturelle dimension, på respekt generelt samt på bistandens psykosociale aspekter, kort sagt på mange af de spørgsmål, som udgør de ikke-tekniske aspekter af det humanitære arbejde.

1.13

Hvad angår deltagelse af arbejdsgiverorganisationer, som også har erfaring med frivilligt arbejde på virksomhedsplan eller andre områder mener EØSU, at dette emne bør studeres grundigt uden at forglemme de små og mellemstore virksomheders rolle.

2.1

Skønt der er opbygget en EU-lovgivning om frivilligt arbejde, og skønt EU-institutionerne gennem flere årtier har iværksat forskellige initiativer og programmer på området, indeholder traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kun én specifik henvisning hertil, nemlig i artikel 214, stk. 5, under kapitlet om humanitær bistand. Heri foreslås det at oprette et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand, der kan danne ramme for europæiske unges fælles bidrag til de humanitære bistandsaktiviteter.

2.2

Rent bortset fra, at denne medtagelse blev mødt med undren af forskellige grunde – det er den eneste henvisning i traktaten til et frivilligt europæisk korps; det humanitære område er nok et af de mest professionelt prægede samarbejdsområder; der henvises ikke til frivilligt arbejde på andre områder, hvor man faktisk har erfaring hermed i EU, såsom ungdomsområdet, socialområdet osv. – så har EU-institutionerne faktisk lige siden Lissabontraktatens ikrafttræden arbejdet på at gennemføre dette initiativ. Kommissionen har således påbegyndt forskellige undersøgelser af gennemførligheden af dette initiativ og dets mulige indvirkning, og der er iværksat flere pilotlignende projekter for at indsamle erfaringer og udmønte dem i praksis (2). Blandt de ændringer, der er sket undervejs, kan nævnes, at initiativet har skiftet navn til "EU Aid Volunteers", og at drøftelserne har ført frem til et forslag til forordning, som kan danne rammen om gennemførelsen af initiativet.

2.3

EØSU vil gerne minde om, at frivilligt arbejde altid er indgået i mange europæiske sociale organisationers aktiviteter, og at EØSU derfor i sit arbejde har interesseret sig for dets fremme, udbredelse osv.

2.4

Samtidigt har EØSU i forskellige udtalelser givet udtryk for sine holdninger om aspekter af udviklingssamarbejdet og EU's eksterne aktiviteter med særlig vægt på aspekter relateret til dets mandat, såsom civilsamfundets rolle, arbejdsmæssige og sociale rettigheder osv.

2.5

Humanitær bistand er et af elementerne i EU's eksterne aktiviteter og er netop et af de områder, hvor det europæiske civilsamfunds deltagelse og fremtrædende rolle er tydeligst. Over 47 % af Kommissionens humanitære bistand kanaliseres via ngo'er (3), og dette svarer nogenlunde til situationen i de fleste medlemsstater. Det er desuden en af de EU-politikker, som har størst opbakning fra EU's borgere, som det fremgår af Eurobarometerundersøgelser (4).

2.6

Siden 1996 har Kommissionen med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1275/1996 rådet over et solidt grundlag for sit humanitære arbejde, som blev suppleret med vedtagelsen af den europæiske konsensus om humanitær bistand. Den blev undertegnet i 2007 af de tre institutioner (Rådet, Kommissionen og Parlamentet) og opstiller de overordnede rammer for politikken for humanitær bistand. Teksten definerer den fælles vision, de politiske mål og principperne for EU's humanitære bistand og er udtryk for en vision om, at EU reagerer samlet og mere effektivt på de humanitære behov. Ligeledes defineres medlemsstaternes og de fælles institutioners rolle. Endelig definerer artikel 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) humanitær bistand som en selvstændig politik.

2.7

EØSU er enigt i den europæiske konsensus om humanitær bistand, når den erklærer, at "målsætningen for EU's humanitære bistand er at yde en behovsbaseret indsats i nødsituationer med det formål at bevare liv, hindre og lindre menneskelige lidelser og bevare menneskelig værdighed, hvor der opstår et behov, hvis regeringerne og de lokale aktører er overbebyrdede eller ikke kan eller vil handle. EU's humanitære bistand omfatter bistands-, nødhjælps- og beskyttelsesforanstaltninger med det formål at redde og bevare liv i humanitære kriser eller umiddelbart derefter og endvidere aktioner, der skal lette eller skabe adgang til nødstedte mennesker og uhindret formidling af bistand. EU's humanitære bistand ydes som reaktion på både menneskeskabte katastrofer (inkl. komplekse nødsituationer) og naturkatastrofer efter behov" (5). EØSU værdsætter i høj grad henvisningerne til beskyttelsen af ofrene og bevarelsen af menneskelig værdighed ud fra den betragtning, at dette åbner op for en bredere tilgang til bistanden.

2.8

Derfor understreger EØSU, at – rent bortset fra definitionerne i den humanitære folkeret, som definerer ofrenes rettigheder, eller i selve EU's retsakter, der henvises til ovenfor – opfatter nogle anerkendte humanitære organisationer såsom Læger uden Grænser den humanitære indsats som en håndsrækning fra civilsamfund til civilsamfund, fra person til person, som har til formål at bevare liv og lindre lidelse. Til forskel fra andre former for bistand sigter den ikke mod at ændre et samfund, men mod at overvinde en kritisk periode. Den forholder sig til mennesker, ikke til stater. Det organiserede civilsamfunds rolle i forhold til den humanitære indsats er af afgørende betydning.

2.9

EØSU vil gerne understrege, at begrebet humanitær bistand i de seneste tiår har udviklet sig til også at omfatte forebyggelse og risikoreduktion, støtte, beskyttelse og genopbygning efter katastrofer eller krig. Den Europæiske Union har via den europæiske konsensus om humanitær bistand været førende på dette område. Ligeledes drejer den humanitære bistand sig ikke kun om at dække behovene, men inddrager også elementer af den såkaldte "rettighedsbaserede tilgang" og stræben efter at genetablere menneskers værdighed. I forbindelse med denne tilgang, der er baseret på menneskerettigheder, kan EØSU yde unikke bidrag.

2.10

EØSU vil også gerne fremhæve, at den europæiske konsensus om humanitær bistand eller EU Aid Volunteers-initiativet kan medvirke til at skabe interesse for disse spørgsmål hos nogle medlemsstater, som ikke har nogen lang tradition for humanitær bistand, men som har et stort potentiale for at bidrage med nye visioner, dynamik og frivillige. EU Aid Volunteers-initiativet bør blandt andet bidrage til at få borgere fra hele Den Europæiske Union til at deltage i frivilligt humanitært arbejde.

2.11

EØSU hilser derfor EU Aid Volunteers-initiativet velkommen og vil gerne bidrage med sine ideer til udarbejdelsen af en forordning om dette initiativ. Her vil EØSU især beskæftige sig med de aspekter, det i kraft af sin rolle som EU-organ for høring af det europæiske civilsamfund har størst erfaring med.

3.1

EØSU er enigt i de definitioner af frivilligt arbejde, som gives i forslaget til forordning, og som er medtaget i andre udtalelser. EØSU vil gerne fremhæve det frivillige arbejdes unikke karakter og påpege risikoen for, at det forveksles med andre former for arbejdsmæssig aktivitet. I disse krisetider er dette et særligt vigtigt aspekt både internt i EU og i EU's eksterne aktiviteter. Derfor foreslår EØSU i visse tilfælde at evaluere den mulige økonomiske indvirkning af den europæiske frivillige indsats i modtagerlandene.

3.2

EØSU vil gerne understrege nødvendigheden af sammenhæng mellem lovgivningerne om frivilligt arbejde i EU og frem for alt om de frivilliges internationale indsats. EØSU gør opmærksom på, at det forhold, at medlemsstaternes lovrammer om frivilligt arbejde afviger fra hinanden, kan være en hæmsko for EU Aid Volunteers-initiativet (6).

3.3

Samtidigt er EØSU overbevist om, at et initiativ som dette bør tjene til at styrke interessen for spørgsmål vedrørende frivilligt arbejde og humanitær bistand i medlemsstater, som ikke har nogen lang tradition på området. Initiativet bør sigte mod at sætte organisationer i disse lande i stand til at deltage og tilskynde til at inddrage frivillige fra hele EU efter principper om lige muligheder. EØSU foreslår, at der træffes specifikke foranstaltninger for at fremme deltagelsen af såvel organisationer som frivillige fra medlemsstater, som hidtil ikke har deltaget i så stort omfang i løsningen af humanitære opgaver.

3.4

Skønt det oprindelige forslag i henhold til TEUF indskrænkede indsatsen til spørgsmål vedrørende humanitær bistand, drejer en stor del af de finansierede pilotprojekter og en stor del af de frivilliges opgaver sig faktisk snarere om udviklingssamarbejde, nedbringelse af katastroferisici, rehabilitering og genopbygning, afbødning, resiliens osv. EØSU anser denne tilpasning for logisk og foreslår, at det undersøges, hvorledes den frivillige indsats fremover kan udvikle sig inden for EU's udviklingssamarbejde.

3.5

Det frivillige arbejde i forbindelse med EU's humanitære bistand og udviklingssamarbejdet generelt bør være i samklang med EU-institutionernes øvrige aktiviteter, supplere dem og indarbejdes i dem. EØSU mener, at det frivillige arbejde kan være nyttigt på andre områder inden for det internationale udviklingssamarbejde, men at de frivilliges deltagelse bør tilrettelægges med varsomhed, efter forsigtigheds- og "do no harm"-principper, hvilket lægger begrænsninger for de situationer, hvor frivillige kan mobiliseres.

3.6

EØSU er derfor enigt med Europa-Parlamentet i at begrænse den mulige deltagelse af frivillige i situationer med konflikt, trusler mod sikkerheden eller komplekse nødsituationer. Støttemodtagernes, de frivilliges og personalets sikkerhed generelt, især med tanke på de scenarier, hvori det humanitære arbejde foregår, bør have højeste prioritet.

3.7

Derfor foreslår EØSU, at der arbejdes videre på definitionen af de typer projekter, som er bedst egnede til at omfatte frivillige, eller at der i det mindste fastlægges en mere præcis liste over de typer aktioner, som EU Aid Volunteers ikke bør deltage i. Humanitært arbejde er meget vidtfavnende og varieret, og man bør finde frem til de delområder, hvor det er mest hensigtsmæssigt at anvende frivilligt arbejde.

3.8

EØSU glæder sig ligeledes over, at traktatens tilgang til unges frivillige arbejde er blevet overhalet af en mere realistisk tilgang til de forskellige typer frivillige, deres nødvendige kompetencer, særlige værdier osv. EØSU mener, at der bør arbejdes på at opnå en passende ligevægt mellem kønnene i projektet.

4.1

EU-institutionerne har anlagt en forsigtig tilgang til den praktiske gennemførelse af EU Aid Volunteers-initiativet. Evalueringen af de pilotprojekter og initiativer, der er gennemført indtil dato, bør danne grundlag for tacklingen af nogle af de fremtidige udfordringer. Resultaterne af disse evalueringer bør deles med alle berørte parter, og de indvundne erfaringer bør drøftes.

4.2

Inddragelsen af frivillige bør altid finde sted ud fra behovet og en analyse og evaluering af situationen og af behovet hos de befolkninger, som er ramt af katastrofer eller komplekse kriser. Det er meget vigtigt at trække på de koordinationsmekanismer, der er til rådighed såvel i EU (COHAFA, GD ECHO) som på internationalt plan via FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA).

4.3

Ligeledes bør der fastlægges klare mekanismer for samarbejde med eksisterende specialiserede netværk i den humanitære sektor, såsom Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber, VOICE (frivillige organisationer for samarbejde i nødsituationer) eller Det Internationale Råd af Frivillige Bistandsorganer (ICVA).

4.4

Forslaget til forordning understreger nødvendigheden af at fastlægge fælles regler for alle faser i udsendelsen af frivillige til tredjelande. EØSU er enigt heri og foreslår, at disse regler baseres på god praksis på det humanitære område og på allerede eksisterende vigtige kvalitetsinitiativer (7).

4.5

I disse regler bør der lægges særlig vægt på spørgsmål vedrørende sikkerhed og tilvejebringelse af de nødvendige betingelser for, at de frivillige kan udføre deres arbejde og bidrage med en merværdi til de humanitære projekter.

4.6

De frivillige medvirker via sociale organisationer og, i mindre udstrækning, via offentlige institutioner af civil karakter. Institutionernes kvalitet er især afgørende for, om aktiviteterne lykkes. EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at udvikle certificeringsmekanismer for sendeorganisationerne baseret på de erfaringer, der er opbygget på det humanitære område. EØSU foreslår således at analysere og evaluere de erfaringer, som GD ECHO har opbygget gennem partnerskabsrammeaftaler med ikke-statslige organisationer og med FN's agenturer (8).

4.7

EØSU er af den overbevisning, at certificeringsmekanismen bør opbygges ud fra alle disse erfaringer, og at dens gennemførelse bør baseres på de vigtige kriterier vedrørende gennemsigtighed, fri konkurrence og lige muligheder samt ansvarlighed. Initiativet bør indbyde til, at ngo'er fra lande med mindre tradition på området tilslutter sig. EØSU foreslår i den forbindelse, at der udformes specifikke foranstaltninger, som kan øge kendskabet til EU Aid Volunteers-initiativet og humanitær bistand generelt i de pågældende medlemsstater.

4.8

Kriterierne for certificering bør – dog i en tilpasset form – også gælde for værtsorganisationerne i de berørte lande. Foranstaltningerne til styrkelse af værtsorganisationernes kapacitet bør være en prioritet og bakkes op med teknisk, logistisk og finansiel støtte fra projektet. Initiativet kan være et instrument til støtte for partnerlandene i Syd og bidrage til styrkelsen af modtagersamfundene. EØSU har været særligt lydhør over for dette emne og vedtaget flere udtalelser på området (9).

4.9

EØSU understreger, at de institutioner, som sender og modtager frivillige, bør være civile. Dette skal sikre, at de humanitære principper og værdier bliver holdt i hævd og accepteres af de berørte befolkninger.

4.10

Hvad angår deltagelse af arbejdsgiverorganisationer, som også har erfaring med frivilligt arbejde på virksomhedsplan eller af anden art, mener EØSU, at dette emne bør studeres grundigt med henblik på at foreslå mekanismer for deres deltagelse. Under alle omstændigheder mener EØSU, at også små og mellemstore virksomheder og ikke kun de store selskaber, som råder over afdelinger for VSA (virksomhedernes sociale ansvar) eller lignende, bør tilskyndes til at spille en større rolle.

4.11

Uddannelsen af kandidater med henblik på deltagelse i EU Aid Volunteers-initiativet er afgørende for at sikre en god afvikling af aktionerne. EØSU er overbevist om, at der ud over den teknisk-faglige uddannelse – som naturligvis er vigtig – bør lægges mere vægt på indføring i værdier, på vejledning i at vise respekt for de berørte befolkninger, på den tværkulturelle dimension, på respekt generelt samt på bistandens psykosociale aspekter, kort sagt på mange af de spørgsmål, som udgør de ikke-tekniske aspekter af det humanitære arbejde. Om den humanitære indsats skiller sig ud ved noget, så er det netop denne vægt på principper og værdier, som bør være central i uddannelsen af de frivillige.

4.12

Derfor bør man trække på de organer, som allerede har erfaring på området i de forskellige medlemsstater, og på europæiske uddannelsesnetværk ikke kun på universitetsniveau, men også dem, der har rod i nonprofit-institutioner. Især bør man se nærmere på evalueringen af de uddannelsesaktioner, der er indgået i allerede gennemførte pilotprojekter. EØSU opfordrer til, at der så hurtigt som muligt indsamles eksempler på god praksis på området, der kan tjene som referenceværdier (benchmarks) for fremtidige forslag.

4.13

I forslaget til forordning overvejes det at oprette en database, som kan omfatte potentielle frivillige, der senere kan mobiliseres via de certificerede organisationer eller eventuelt Kommissionens tjenestegrene. EØSU vil gerne henlede opmærksomheden på, at der ved optagelsen af en frivillig i en organisation ikke kun bør ses på tekniske kriterier, men også på, om den frivillige passer ind i den pågældende organisation bl.a. hvad angår fælles værdier, accept af dens opgaver og mission. Om den humanitære indsats skiller sig ud ved noget, så er det netop denne vægt på principper og værdier, som bør være central i uddannelsen af de frivillige.

4.14

Iværksættelsen af EU Aid Volunteers-initiativet er en lejlighed til at udvide indsatsen for at bevidstgøre og oplyse EU-borgerne om solidaritet, nødvendigheden af at opretholde bistandsstrømme også i krisetider samt udbredelsen af universelle værdier. Som EØSU har gjort opmærksom på i andre udtalelser, drejer det sig ikke kun om aktionernes "synlighed", men også om at knytte tættere forbindelser til borgerne. Her spiller civilsamfundsorganisationerne, hvoraf mange er repræsenteret i EØSU, en grundlæggende rolle. EØSU går ind for, at disse oplysningsforanstaltninger fokuseres på de medlemsstater, som hidtil ikke har haft nogen stor tradition for humanitært arbejde.

6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/16

1.1

EØSU gør opmærksom på, at der i de seneste ti år er taget meget store skridt i EU i retning af ligestilling af rettigheder, frihedsrettigheder og garantier i tilknytning til unionsborgerskabet, idet bopælskriteriet er blevet styrket i forhold til nationalitetskriteriet. Unionsborgerskabet er ved at udvikle sig til et bopælsrelateret borgerskab knyttet til charteret om grundlæggende rettigheder og de værdier og principper, der er fastlagt i traktaten (TEUF).

1.2

Udvalget mener, at tiden er inde til at stoppe op og analysere, hvilke opgaver der ikke er færdiggjorte, og hvilke hindringer der endnu ligger i vejen for, at alle, som er varigt bosat, kan få adgang til et mere inklusivt unionsborgerskab baseret på deltagelse i samfundslivet.

1.3

Europa står i det 21. århundrede over for den store udfordring at gøre grundlaget for vore demokratier bredere ved at inkludere nye borgere med de samme rettigheder og forpligtelser. Derfor bør retten til statsborgerskab i medlemsstaterne og til unionsborgerskab omfatte alle personer med indvandrerbaggrund, som bidrager med en stor national, etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed. Udvalget mener, at de europæiske demokratier er frie og åbne samfund og bør baseres på integration af alle borgere, uanset deres herkomst og baggrund.

1.4

EØSU foreslår, at der indledes en debat om, hvorvidt det nuværende juridiske og politiske grundlag for EU's indvandringspolitik, borgerrettigheder og integration er tilstrækkeligt bredt set i forhold til vore dages europæiske samfund, som er pluralistiske og meget rige på mangfoldighed.

1.5

Den nuværende økonomiske krise har fejet beskyttelse af grundlæggende rettigheder, integration og bekæmpelse af diskrimination bort fra den politiske dagsorden. EØSU advarer mod risikoen for, at intolerance, racisme og fremmedhad mod indvandrere og minoriteter tager til i Europa. Det er nødvendigt, at de ansvarlige politikere, de toneangivende arbejdsmarkedsorganisationer og medierne optræder meget ansvarligt og går i spidsen med et godt eksempel i politisk og social henseende for at afværge en sådan adfærd, og at EU-institutionerne handler beslutsomt i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

1.6

Udvalget vil gerne sende et klart budskab til dem, som ud fra en ekskluderende nationalisme definerer den nationale identitet og den europæiske identitet så snævert, at borgerrettighederne ikke gælder for millioner af mennesker, som på grund af deres nationale tilhørsforhold har en svag retsstilling. Man bør højne demokratiets kvalitet i Europa ved at udvide adgangen til statsborgerskab i medlemsstaterne og til unionsborgerskab.

1.7

Eftersom mange medlemsstater har strenge regler for adgang til statsborgerskab, henstiller EØSU, at de bløder deres lovgivning og administrative procedurer op, for at tredjelandsstatsborgere med status som fastboende udlænding (1) kan få adgang til statsborgerskab.

1.8

Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at undertegne konventioner med indvandrernes hjemlande, som giver disse mulighed for dobbelt statsborgerskab.

1.9

Medlemsstaterne bør undertegne og ratificere den europæiske konvention om statsborgerret fra 1997 og den europæiske konvention om udlændinges politiske deltagelse på lokalt niveau fra 1992 samt respektere principperne om proportionalitet, adgang til effektive retsmidler og ikke-forskelsbehandling i deres politikker for adgang til og fortabelse af statsborgerskab.

1.10

EØSU noterer sig de hindringer, som flere medlemsstater opretholder for udøvelse af de politiske rettigheder: stemmeret, foreningsfrihed og politisk deltagelse, og henstiller, at de ændrer deres lovgivning, for at tredjelandsstatsborgere, som er varigt bosat, kan få politiske rettigheder.

1.11

Udvalget foreslår, at Den Europæiske Union – når der på et tidspunkt indledes en ny revision af traktaten (TEUF) – ændrer artikel 20, således at personer, som er statsborgere i tredjelande, men bor fast i EU og har status som fastboende udlændinge, også får status som unionsborgere.

1.12

Det bør være en persons bopæl, der anvendes som kriterium for opnåelse af unionsborgerskab. Som EØSU påpegede i en tidligere udtalelse (2), anvendes bopælen i EU-retten allerede som et kriterium for tildeling af forskellige rettigheder og økonomiske, sociale, kulturelle og borgerlige frihedsrettigheder til tredjelandsstatsborgere. Mange af disse rettigheder minder om unionsborgerskabets rettigheder. Men for øjeblikket er nogle politiske rettigheder såsom stemmeretten ikke medtaget. EØSU vil gerne endnu en gang understrege, at "fast lovligt ophold ligeledes [bør]være vejen til erhvervelse af unionsborgerskab i EU" (3).

1.13

EU's charter om grundlæggende rettigheder er bindende og danner en ny ramme om de europæiske politikker for indvandring, integration og borgerrettigheder. Kommissionen bør analysere, hvilken betydning charteret har for tredjelandsstatsborgeres status og rettigheder, således at den kan tage nye initiativer, som kan tilpasse indvandringslovgivningen til charterets garantier.

1.14

Charteret udgør fundamentet for et nyt medborgerskabsbegreb (et fælles sæt af grundlæggende rettigheder og forpligtelser) for tredjelandsstatsborgere. Udvalget foreslår, at udviklingen af dette medborgerskab bliver en af prioriteterne i det nye politiske program, som kommer til at afløse Stockholmprogrammet fra 2014.

1.15

EU bør vedtage et indvandringskodeks, for at de rettigheder og frihedsrettigheder, som tilkommer tredjelandsstatsborgere bosiddende i EU, kan blive mere gennemsigtige og juridisk klare. Udvalget mener, at EU's lovgivning om indvandring bør garantere ligebehandling og princippet om ikke-forskelsbehandling.

1.16

Kommissionen bør se nærmere på de problemer, som i praksis endnu gør sig gældende i medlemsstaterne mht. beskyttelse af tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder, især når det gælder sociale rettigheder, fri bevægelighed og adgang til effektive retsmidler.

1.17

Kommissionen bør undersøge de hindringer, som nogle medlemsstater opretholder for tildeling af status som fastboende udlænding og udstedelse af det blå EU-kort (4), og afslutte de overtrædelsesprocedurer, den har indledt mod medlemsstater, som ikke overholder EU-lovgivningen.

1.18

Inden for rammerne af integrationsdagsordenen bør Kommissionen foretage en ny evaluering af nationale procedurer og hindringer for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab og indvirkningen heraf på unionsborgerskabet.

1.19

Udvalget opfordrer Kommissionen til at udarbejde en rapport om, hvor langt man er nået i debatten i EU om FN's konvention om sikring af alle vandrende arbejdstageres og deres familiers rettigheder (5). Kommissionen bør gøre forberedelser til ratificeringen af den.

2.1

År 2013 er udråbt til "Borgernes Europaår". Unionsborgerskabet er et af de mest effektive instrumenter til at opbygge en fælles identitet for alle europæere. Udvalget mener, at den politiske filosofi, som – med Jean Monnets erklæring om, at vi ikke danner alliancer mellem stater, men forener mennesker – allerede lå til grund for EU's oprettelse, stadig er meget aktuel.

2.2

Unionsborgerskabet er ikke et tomt begreb, men udtryk for en konkret retlig og politisk status bestående af rettigheder og friheder. Demokrati, frihed, retsstaten, ligestilling og respekt for menneskerettigheder er Unionens grundlæggende værdier i henhold til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

2.3

EØSU mener, at det i så vanskelige tider som disse med den alvorlige økonomiske, sociale og politiske krise, som plager Europa, er nødvendigt at gribe til innovative strategier for at fremme et mere åbent og inklusivt medborgerskab og skabe større tillid blandt alle, som bor i Den Europæiske Union.

2.4

Kommissionen har offentliggjort den anden rapport om unionsborgerskab – Unionsborgere: jeres rettigheder, jeres fremtid, hvori den analyserer nogle af de eksisterende hindringer og problemer. EØSU hilser Kommissionens rapport velkommen, men savner et politisk tiltag for tredjelandsstatsborgere, som har tilsvarende rettigheder og friheder i EU, men ikke et fuldgyldigt unionsborgerskab.

2.5

Udvalget er ved at tage en lang række initiativer for at fremme et mere aktivt unionsborgerskab, men henleder opmærksomheden på det alvorlige problem med, at mange unge, som er efterkommere i anden eller tredje generation efter indvandrere, lider under alvorlige former for diskrimination og udstødelse, som væsentligt svækker deres følelse af at være en del af et samfund, der betragter dem som "andenrangsborgere".

3.1

EØSU foreslog allerede for 10 år siden, at integration skulle være en grundlæggende del af den fælles indvandringspolitik, og foreslog iværksættelse af en EU-dagsorden. Rådet vedtog i 2004 de fælles grundprincipper for integration, hvori indgår følgende: "Adgang for indvandrere til institutioner samt til offentlige og private goder og tjenesteydelser på lige fod med nationale statsborgere og uden forskelsbehandling er en afgørende forudsætning for bedre integration". Og "Indvandrerdeltagelse i den demokratiske proces og i udformningen af integrationspolitik og -foranstaltninger, navnlig på lokalt plan, støtter integrationen af indvandrere".

3.2

Kommissionen er i samarbejde med EØSU ved at udvikle EU's dagsorden for integration og igangsætte en lang række aktiviteter til støtte for medlemsstaterne. EØSU og Kommissionen har oprettet Det Europæiske Integrationsforum (6) for at gøre det lettere for indvandrerne og civilsamfundsorganisationerne at deltage.

3.3

Udvalget har bidraget til dagsordenen for integration gennem udarbejdelse af flere udtalelser (7).

3.4

Forummet har analyseret betydningen af indvandrernes deltagelse i den demokratiske proces og har konkluderet, at integrationen forløber bedre i de medlemsstater, som fremmer indvandreres adgang til at få del i en borgers rettigheder. Derfor opfordrer udvalget medlemsstaterne til inden for rammerne af deres nationale lovgivning at indføre mere lempelige regler, således at tredjelandsstatsborgere med status som fastboende udlænding kan opnå statsborgerskab.

3.5

Udvalget sætter pris på, at fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og ngo'er har en integrationsvenlig indstilling og fremmer indvandrernes deltagelse i deres organisationers demokratiske liv. Civilsamfundet henvender sig til tredjelandsstatsborgerne med det mål, at de kan blive aktive medlemmer af deres organisationer.

3.6

Integration er en social tovejsproces med gensidig tilpasning mellem indvandrerne og værtssamfundet, der bør støttes gennem en god forvaltning i EU, både på nationalt, regionalt og lokalt niveau. En fælles tilgang i EU har en stor merværdi, da den forbinder integrationen med traktatens værdier og principper, med principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling, med charteret om grundlæggende rettigheder, den europæiske menneskerettighedskonvention og Europa 2020-dagsordenen.

3.7

EU's lovgivning om indvandring bør sikre ligebehandling og princippet om ikke-forskelsbehandling. I denne forbindelse bør der refereres til spørgsmålet om sproglige og religiøse rettigheder og muligheder. Udvalget anser det for et meget positivt initiativ, at Kommissionen har fremlagt et forslag til direktiv (8) for at fremme EU-arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed.

3.8

EØSU har imidlertid foreslået, at alle personer, som har bopæl i EU, skal have en retfærdig behandling uafhængigt af deres indvandringsstatus eller nationalitet. Derfor bør nogle af de begrænsninger, som i dag kendetegner unionsborgerskabet, afskaffes.

4.1

Udvalget vil gerne skabe debat om unionsborgerskabets karakter for så vidt angår statsborgere fra tredjelande, som er lovligt og varigt bosatte i EU. Det er nødvendigt at vende tilbage til den tilgang, som oprindeligt blev anlagt i Rådets konklusioner fra Tammerfors (9). Det princip om retfærdig og lige behandling af EU-borgerne og tredjelandsstatsborgerne, som blev fastlagt i Tammerfors (10), kan stadig regnes blandt de politiske prioriteter, for målene er ikke nået efter fjorten års gennemførelse af den fælles indvandringspolitik.

4.2

Det er op til medlemsstaterne at tildele statsborgerskab i henhold til deres egen lovgivning, eftersom traktaten ikke giver EU nogen kompetence til harmonisering af lovgivningerne. Følgelig henhører dette under den nationale suverænitet.

4.3

Men i alle medlemsstater tager indvandrerorganisationer, fagforeninger og ngo'er initiativer og skaber debat for at lempe kravene til opholdets varighed og procedurerne for erhvervelse af statsborgerskab for indvandrere samt fremme integrationen ud fra den betragtning, at samfund og stater, som udelukker en stor gruppe personer, som er varigt bosat, fra ligebehandling og medbestemmelse, ikke er rummelige.

4.4

Begrebet unionsborgerskab er fast forankret i traktaterne, EU-retten og i charteret om grundlæggende rettigheder. Traktaten (TEUF), nærmere bestemt artikel 20, fastsætter, at "Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette." Statsborgerskab – som defineret i den nationale lovgivning om erhvervelse og fortabelse heraf – er altså "hovedforudsætningen" for at opnå unionsborgerskab (11).

4.5

Den tætte sammenkædning af unionsborgerskab og statsborgerskab i medlemsstaterne har været genstand for stor debat og kritik siden indførelsen af unionsborgerskabet med Maastrichttraktaten i 1992. Denne sammenkædning indebærer i princippet en streng udelukkelse fra unionsborgerskabet af tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i EU, og derfor er disse personer forblevet "usynlige" i den europæiske debat om unionsborgerskab og uden deltagelse i det politiske og demokratiske liv.

4.6

En restriktiv fortolkning af unionsborgerskab går ud på, at der findes en homogen og klart definerbar gruppe af personer, der betegnes som unionsborgere, og en anden gruppe af personer, der betegnes som tredjelandsstatsborgere og ikke betragtes som borgere i Europa.

4.7

Men hvem er disse "unionsborgere"? Er det på sin plads at begrænse unionsborgerskabets personlige anvendelsesområde til personer, som er statsborgere i medlemsstaterne? Har tredjelandsstatsborgere allerede nogle rettigheder og friheder, der svarer til og er sammenlignelige med EU-borgernes? Hvilke begrænsninger og udfordringer står unionsborgerskabet i dag overfor? Hvilken rolle spiller deltagelsen i det politiske liv og stemmeretten i denne sammenhæng? Hvorfor er mange unge, som er efterkommere efter indvandrere, stadig andenrangsborgere? Hvis indvandrernes deltagelse i den demokratiske proces fremmer deres integration, hvorfor er de så udelukket herfra?

4.8

Hidtil har det været medlemsstaterne, som indirekte har afgjort, hvem der er eller ikke er unionsborgere. Det bør der laves om på, for at unionsborgerskabet kan blive hjertet i den europæiske integration.

5.1

Charteret for grundlæggende rettigheder er fundamentet for et nyt inklusivt og deltagelsesbaseret medborgerskabsbegreb, som efter udvalgets mening trænger til at blive videreudviklet.

5.2

Kommissionen har erklæret, at charteret om grundlæggende rettigheder er referenceramme for udformningen af begrebet "medborgerskab" for statsborgere fra tredjelande (med et fælles sæt af grundlæggende rettigheder og forpligtelser).

5.3

EU's charter om grundlæggende rettigheder har en bindende karakter og en retskraft svarende til traktaterne. Charteret har ændret og konsolideret indholdet i unionsborgerskabet. Dets personlige anvendelsesområde omfatter såvel EU-borgere som tredjelandsstatsborgere. Afsnit V omhandler "borgerrettigheder", men også her gælder artikel 41 (ret til god forvaltning) og artikel 45, stk. 2 (fri bevægelighed og opholdsret), ligefuldt for tredjelandsstatsborgere.

5.4

EØSU gør opmærksom på, at de øvrige bestemmelser i charteret gælder for enhver borger uanset nationalitet. Charteret begrænser medlemsstaternes skønsbeføjelser for så vidt angår spørgsmål vedrørende opholdssikkerhed, familiesammenføring, udvisning og endog erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab. Et af de grundlæggende aspekter er afsnit VI om retfærdighed i retssystemet, der omfatter ret til effektive retssystemer og adgang til effektive retsmidler, hvis nogen af de grundlæggende rettigheder og borgerrettigheder krænkes.

5.5

EØSU mener, at sammenkædningen mellem unionsborgerskabet og charteret kan få store konsekvenser i forbindelse med udvidelsen af det personlige anvendelsesområde for unionsborgerskabet. En af de største udestående udfordringer er at sikre adgang til effektive retsmidler for tredjelandsstatsborgere, hvis grundlæggende rettigheder og friheder i henhold til EU-retten er blevet begrænset af undtagelser eller krænket af medlemsstaterne og deres myndigheder (12).

5.6

Under det forberedende arbejde til det europæiske konvent vedtog EØSU en resolution, hvori det foreslog: "…Foranstaltningerne vedrørende integration af indvandrere bør forbedres. Udvalget anmoder om, at konventet undersøger muligheden for at tildele tredjelandestatsborgere med status som fastboende unionsborgerskab…" (13).

5.7

I sin meddelelse om en indvandringspolitik i EU (14) opstillede Kommissionen målet om at fastlægge fælles retlige rammer for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og en fælles retsstilling, som skulle baseres på princippet om, at der skal gælde en række rettigheder og forpligtelser, som kan sidestilles med dem, der gælder for landets egne statsborgere, men differentieret ud fra opholdets varighed.

5.8

Muligheden for, at migranter kunne opnå et sådant borgerskab efter mindst fem år, kunne være en tilstrækkelig garanti for, at mange migranter kunne slå sig ned i samfundet med godt resultat, eller være et første skridt hen imod opnåelsen af statsborgerskab i medlemsstaten.

5.9

I sin udtalelse om Adgang til unionsborgerskab i EU anførte EØSU, at den brede definition af unionsborgerskab svarede til den definition, som Kommissionen havde introduceret under betegnelsen "medborgerskab".

5.10

EØSU er gået ind for, at et "medborgerskab" i EU bør forstås som et "deltagelsesbaseret og rummeligt medborgerskab" for alle, som er varigt bosatte på EU's område, og hvor princippet om lighed for loven for alle mennesker bør være et af grundprincipperne. EØSU pegede allerede i sin udtalelse om Adgang til unionsborgerskab i EU på, at man dermed ville opnå at nedfælde "forpligtelsen til lige behandling for at fremme og lette den samfundsmæssige integration af tredjelandsstatsborgere med fast og lovligt ophold i én af EU-medlemsstaterne (lighed for loven)", og at man ville tage kampen op mod den forskelsbehandling, som tredjelandsstatsborgere i dag udsættes for.

6.1

I det seneste tiår har EU iværksat politikker, vedtaget retsakter og fastlagt retspraksis, som har stor betydning både for unionsborgerskabet og for tredjelandsstatsborgeres stilling. Denne udvikling har givet sig udslag i en gradvis bopælsrelateret udvidelse af de rettigheder, friheder og garantier, som kendetegner unionsborgerskabet. EØSU mener dog, at denne udvidelse er ufuldstændig, at den har for mange begrænsninger.

6.2

Et af de vigtigste skridt på lovgivningsområdet var vedtagelsen af direktiv 2004/38 om unionsborgeres rettigheder, som i én enkelt retsakt samler de tidligere spredte og fragmenterede EU-retlige rammer om fri bevægelighed og ophold. EU har været særligt aktiv mht. anerkendelse af rettigheder og bestemmelser om ikke-forskelsbehandling for tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til EU-borgere. Direktivet tilkender udtrykkeligt disse familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, diverse rettigheder og friheder, som er meget lig unionsborgernes rettigheder.

6.2.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at en af de største udfordringer er at udstrække de rettigheder, som er nedfældet i direktivet, til alle personer i dagligdagen ved at afskaffe visse former for dårlig praksis i medlemsstaterne samt give personer, hvis friheder i tilknytning til unionsborgerskabet er blevet krænket, adgang til effektive retsmidler.

6.2.2

Mens disse "unionsborgerrettigheder" følger direkte af familierelationen, kan de først påberåbes i det øjeblik unionsborgerne og deres familiemedlemmer udøver retten til fri bevægelighed eller emigrerer til en anden medlemsstat. Udøvelsen af mobilitet inden for EU er fortsat en af betingelserne for, at den beskyttelse, som unionsborgerskabet giver familiemedlemmer, bliver aktiveret (15). Direktivet anerkender også en ret til tidsubegrænset ophold for disse familiemedlemmer efter fem års fast ophold.

6.2.3

EØSU mener dog, at de nationale myndigheder stadig opretholder en lovgivning og en praksis, som skaber hindringer for den ret til fri bevægelighed og ophold, som familiemedlemmer til unionsborgere har. Ligeledes forekommer der stadig situationer med omvendt forskelsbehandling af udenlandske familiemedlemmer til unionsborgere, som der bør findes en løsning på (16).

6.3

EU-Domstolen har været meget aktiv og har spillet en positiv rolle i forhold til at beskytte og proaktivt definere unionsborgerskabets retlige rammer og individuelle rettigheder (17). Domstolen har understreget, at unionsborgerskabets formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere (18).

6.3.1

EØSU bifalder den retspraksis i forhold til borgerrettigheder, som Domstolen i Luxembourg har opbygget, og anfører, at størstedelen af Domstolens praksis med vedtagelsen af direktivet blev indarbejdet, idet der i direktivet henvises til dens vigtigste domme i sager vedrørende fri bevægelighed og unionsborgerskab indtil 2004.

6.3.2

Domstolen har også udviklet en omfattende retspraksis om EU-rettens generelle principper (19), såsom principperne om proportionalitet og ikke-forskelsbehandling, der gælder for alle personer, som påvirkes af EU-foranstaltninger eller af EU-retten, - uanset deres nationalitet eller indvandrerstatus. Retspraksissen omhandler også medlemsstaternes kompetence i spørgsmål om erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab og følgerne heraf for unionsborgerskabet og de dertil knyttede rettigheder.

6.3.3

Domstolen har gentagne gange understreget, at medlemsstaterne ved udøvelsen af deres beføjelser i nationalitetsspørgsmål bør tage særligt hensyn til virkningerne af deres lovgivning og beslutninger, for så vidt angår EU-rettens bestemmelser om medborgerskab og fri bevægelighed, især fuld udøvelse af de rettigheder og frihedsrettigheder, enhver unionsborger nyder godt af (20).

6.4

I 2003 trådte en EU-lovgivningspakke om indvandring i kraft med indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere, som giver rettigheder og garantier, hvoraf nogle ligner unionsborgerskabets rettigheder og garantier. Direktiv 2003/109  (21) om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding har indført en fælles retsstilling for tredjelandsstatsborgere, som har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse på en medlemsstats område i fem år.

6.4.1

EØSU understreger, at filosofien bag direktivet var ønsket om en tilnærmelse mellem unionsborgeres og fastboende udlændinges status samt beskyttelse af sidstnævntes opholdssikkerhed i EU. Den fælles status giver dog ikke disse personer fuld ligestilling og medborgerskab, men derimod en "tilnærmelsesvis ligestilling" eller et "tilnærmelsesvist tredjerangs unionsborgerskab", som er underlagt en række betingelser (22). Som Kommissionen anførte i sin rapport om gennemførelsen af direktivet (23), fastsætter artikel 11 i direktivet, at fastboende udlændinge har ret til "næsten ligebehandling" i forhold til medlemsstatens statsborgere, men der mangler informationer om, hvordan direktivet anvendes, hvilket skaber problemer for den praktiske gennemførelse.

6.4.2

Endvidere giver direktivet som et af aspekterne ved dets merværdi mulighed for "fri bevægelighed" eller mobilitet til en anden medlemsstat og dér opnå en "tilnærmelsesvis ligebehandling". Indførelsen af muligheden for mobilitet inden for EU eller fri bevægelighed minder netop om den model for unionsborgerskabet, der er fulgt i EU's lovgivning om borgerrettigheder for at fremme mobilitet inden for EU.

6.5

Andre direktiver inden for EU's indvandrerlovgivning har også en tilgang og et aspekt, der sigter mod "mobilitet inden for EU" svarende til direktivet om fastboende udlændinge, og hvor målet er at gøre arbejdsmarkederne i EU mere attraktive. Det gælder for eksempel direktiv 2009/50 om det blå EU-kort for højt kvalificerede indvandrere.

6.6

EØSU mener dog, at den mangelfulde anvendelse af direktiverne i nogle medlemsstater har betydet, at de betingelser og kriterier, som tredjelandsstatsborgere og deres familiemedlemmer skal opfylde for at kunne tage ophold og arbejde i en anden medlemsstat end den, hvori de fik udstedt tilladelsen til EU-ophold, langt fra er sammenlignelige med EU-borgernes ret til fri bevægelighed på tværs af grænserne.

6.7

Desuden er den fragmenterede og sektorielle karakter af lovrammerne for lovlig indvandring ikke fremmende for ligebehandling og ensartede rettigheder for tredjelandsstatsborgere, der er bosat i EU og gerne vil udøve retten til fri bevægelighed (24).

7.1

Udvalget har i andre udtalelser peget på, at der bør etableres en bedre politisk og social dialog med de lande, hvorfra indvandrerne i Europa kommer. EØSU glæder sig over, at der er undertegnet flere aftaler.

7.2

Denne dialog bør også omfatte borgerrettighederne. Udvalget mener, at aftaler mellem stater, som tillader dobbelt statsborgerskab, har en meget positiv betydning for tredjelandsstatsborgeres adgang til de borgerlige, sociale og politiske rettigheder.

7.3

Men nogle medlemsstater giver kun politiske rettigheder på betingelse af gensidighed. Udvalget påpeger, at selv om denne betingelse kan være et positivt redskab, begrænser den i nogle tilfælde rettighederne for de berørte personer, når deres hjemlande ikke er enige i kriteriet om gensidighed.

7.4

EØSU ønsker, at EU's udenrigspolitik baseres fuldt ud på strategien for global styring af den internationale migration inden for De Forenede Nationers rammer og på grundlag af relevante internationale retsinstrumenter såsom Verdenserklæringen om menneskerettigheder, FN's internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder (udvalget har opfordret (25) EU til at ratificere den), Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder samt ILO's konventioner.

6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/23

1.1

Indbygget forældelse synes at være forbundet med en industriel produktionsform, der kræver, at produkterne udskiftes med en vis minimumshastighed. Om end denne produktfornyelse kan synes nødvendig, er der behov for at bekæmpe visse former for misbrug. Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg skelner mellem bevidst planlagte defekter og de hurtige skift i vores forbrugsmønstre. Selv om der kan være god grund til at sætte spørgsmålstegn ved, at innovationer af marginal betydning ind imellem markedsføres, som om de var af banebrydende karakter, er det hensigten med denne udtalelse at sætte ind over for de mest grelle tilfælde og forbedre forbrugernes garantier. Formålet er at bidrage til at øge tilliden til vores europæiske virksomheder. Forslagene omhandler teknologi, forretningsmetoder, lovgivning, uddannelse og information og indgår i strategien for en bedre, mere retfærdig og loyal balance mellem produktion, distribution og forbrug.

1.2

EØSU ønsker et totalt forbud mod produkter, hvori der er indbygget fejl, som har til formål at få produktet til at gå i stykker. Disse sjældne, men grelle tilfælde, som f.eks. de i medierne meget omtalte printere, der er konstrueret med henblik på at gå i stykker efter at være blevet anvendt et vist antal gange, kan betyde, at borgerne mister tilliden til virksomhederne.

1.3

EØSU anbefaler virksomhederne at gøre det lettere at få repareret deres produkter. Dette kan ske på tre måder: For det første er der de tekniske muligheder (jf. eksemplet med digitale tablets, hvor batterierne er svejset fast i maskinen for at forhindre enhver form for reparation og tvinge ejeren til at anskaffe et nyt produkt). For det andet kan man tilbyde forbrugeren mulighed for at skaffe reservedele i mindst fem år efter produktanskaffelsen. Endelig bør køb af et produkt ledsages af detaljerede oplysninger om mulighederne for reparation, og om hvordan man gør brug af disse muligheder. Mere overordnet opfordrer EØSU gennem denne udtalelse til intensiv støtte til de sociale aspekter og til reparationsvirksomhederne. Dette tiltag med henblik på at forbedre tilliden mellem virksomheder og forbrugere skal mere specifikt ses i lyset af de muligheder for at øge beskæftigelsen, som det kan skabe.

1.4

EØSU ønsker ikke bindende regler på området, men opfordrer til frivillig certificering. Som eksempel kan det nævnes, at inden for salg af hårde hvidevarer var garantien for at kunne få reservedele til apparatet i en periode på 10 eller 20 år et rigtig godt salgsargument. Denne garanti kunne gøres til en europæisk standard, som skulle gælde alle produkter erhvervet inden for Unionens 28 medlemsstater for ikke at straffe de europæiske virksomheder. Ligeledes kunne producenterne forpligte sig til at offentliggøre tal vedrørende de mest almindeligt forekommende fejl, for det er producenterne, som ved, hvilke fejl der hyppigst opstår. De kunne have et lager kun med disse reservedele eller forpligte sig til at producere dem efter anmodning eller finde underleverandører, som var parate til at producere dem. Virksomhederne kunne dermed bevise deres stærke vilje til at sikre deres produkters pålidelighed, og ud over at pleje deres forbindelser til forbrugerne ville det også gå fint i spænd med tanken om frivillig certificering, hvor virksomheder forpligter sig til at yde service på deres produkter og give dem en længere levetid.

1.5

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at inddrage parametrene til bekæmpelse af indbygget forældelse i deres offentlige indkøbspolitik. Da de offentlige indkøb i EU-landene er ganske omfattende (16 % af BNP), spiller de offentlige myndigheder en vigtig rolle, og de har pligt til at gå foran med et godt eksempel.

1.6

Efter EØSU's vurdering vil en forbedring af produkternes kvalitet og holdbarhed betyde flere varige arbejdspladser i Europa og bør derfor opmuntres. Denne udvikling vil sammen med tilstrækkelig uddannelse bidrage til at få Europa ud af den krise, som i høj grad berører de europæiske lønmodtagere.

1.7

EØSU går ind for offentliggørelse af produkternes anslåede levetid eller det antal gange, produkterne kan forventes at kunne anvendes, således at forbrugerne kan træffe et informeret valg. Udvalget slår til lyd for, at der på frivillig basis eksperimenteres med at angive en pris pr. år fastsat ud fra den anslåede levetid for derigennem at tilskynde forbrugerne til at anskaffe sig bæredygtige produkter. Denne forventede levetid bør så kontrolleres for at undgå misbrug på forbrugernes bekostning. Forbrugerne kan således anskaffe sig produkter, som har en højere indkøbspris, men som til gengæld kan afskrives over længere tid. Dette ville helt klart give de europæiske virksomheder et incitament til at producere mere holdbare varer. Den nævnte prisangivelse bør fokusere på relevante oplysninger, som forbrugeren har behov for, og differentieres efter produktkategori for at undgå, at der på nogle emballager optræder overdrevne mængder information.

1.8

EØSU mener, at der bør etableres en ordning, som garanterer, at de produkter, man køber, har en vis minimumslevetid. Der findes ikke på nuværende tidspunkt nogen lovgivning om, at produkter skal have en vis minimumslevetid, og heller ingen EU-standarder, som gør det muligt at måle denne levetid. En række initiativer har imidlertid set dagens lys i forbindelse med miljømærkning. De virksomheder, som producerer eller markedsfører et produkt, hvis levetid er på mindre end fem år, bør internalisere eksternaliteterne i form af omkostningerne ved genanvendelse af produktet. Det gælder især, hvis produktet indeholder stoffer, som er skadelige for miljøet.

1.9

EØSU foreslår, at den eksisterende garantiordning for produkter udvides med en garanti om en minimumsperiode, hvor produktet er funktionsdueligt, og reparationer bekostes af producenten.

1.10

Det er forbrugeren, som i vidt omfang bærer omkostningerne for produkternes nedsatte levetid og konfronteres med de problemer, der måtte være forbundet med at få dem repareret. Det er også forbrugeren, som i høj grad må lide under virksomhedernes politikker, og oven i købet må finde sig i, at nogle distributører forsøger at sælge udvidelser af garantien ud over det første år, skønt den normale garantiperiode rent faktisk er på to år. Ofte virker det ikke, som om forbrugerne ved særlig meget om deres rettigheder. Bedre kommunikation, bl.a. gennem anvendelse af websteder og de sociale medier, ville kunne skærpe bevidstheden hos forbrugerne. Et europæisk observatorium for indbygget forældelse ville give forbrugerne et bedre overblik over praksis og således sætte dem i stand til at vælge bedre.

1.11

Forbrugerbevidsthed er en forudsætning for en korrekt og bæredygtig produktanvendelse. Ydermere er det vigtigt at informere forbrugerne ordentligt om produkternes minimumslevetid, da denne er relevant for deres købsbeslutning. Frivillige initiativer og aktiviteter fra erhvervsliv og handelssektor vil være velkomne i den forbindelse.

1.12

Forbrugerne føler ofte, at lovgivningen på området er en jungle. Selv om flere direktiver omhandler indbygget forældelse (handelspraksis, affald mm.) er disse tilsyneladende kun i ringe omfang koordineret, og de kunne med fordel harmoniseres og samles i en enkelt lovpakke.

1.13

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne navnlig i skolerne tilskynder til et ansvarligt forbrug, således at forbrugerne tager hensyn til konsekvenserne for miljøet med udgangspunkt i produktets livscyklus, det økologiske fodaftryk og produktets kvalitet. Udvalget anbefaler på det kraftigste, at forbrugernes repræsentanter i højere grad inddrages i den igangværende debat om dette vigtige og følsomme emne, da deres deltagelse vil sikre en mere helhedsorienteret tilgang.

1.14

EØSU anbefaler Kommissionen at undersøge dette område for at skabe klarhed over de mange, ofte selvmodsigende oplysninger, der er i omløb. Dette vil gøre det muligt at få et objektivt billede af bl.a. de økonomiske og sociale konsekvenser af den indbyggede forældelse, ikke blot så vidt angår de fordele, den hævdes at have, i form af større omsætningshastighed for produkterne, men også med hensyn til beskæftigelsen og handelsbalancen.

1.15

EØSU foreslår, at der afholdes en europæisk rundbordsdiskussion om dette emne i 2014 med deltagelse af alle berørte aktører, dvs. industri, finanssektor, distributører, fagforeninger, forbrugerforeninger, ngo'er, standardiseringsbureauer, eksperter m.fl. Den bør ligeledes inddrage flere forskellige sektorer for ikke kun at fokusere på nogle enkelte industrisektorer. Samtidig bør der også være et forum, der er åbent for Unionens borgere, og der bør opmuntres til en så bred offentlig deltagelse som muligt, bl.a. gennem anvendelse af de sociale netværk.

1.16

Mere overordnet anbefaler EØSU, at man fremskynder forskning og udvikling på tre områder, som samtidig vil kunne bremse den indbyggede forældelse:

1.17

EØSU vil med dette budskab give udtryk for et ønske om, at Europa går ind i en ny fase med økonomisk omstilling og går fra at være et brug-og-smid-væk-samfund til at være et bæredygtigt samfund, hvor væksten er indrettet efter forbrugernes behov, og borgeren står i centrum - et samfund hvor væksten ikke er et mål i sig selv.

2.1

Indbygget forældelse giver anledning til bekymring af flere årsager. Når forbrugsgodernes levetid reduceres, øges forbruget af ressourcer såvel som den mængde affald, der skal behandles, når produkterne er udtjente. Den indbyggede forældelse, som kan antage flere forskellige former, har til formål at stimulere salget og opretholde den økonomiske vækst ved at skabe stadig nye behov og med vilje sørge for, at goderne produceres på en sådan måde, at de ikke kan repareres.

2.2

Konsekvensen er, at ressourcespildet og den abnormt store forurening har antaget et sådant omfang, at civilsamfundet og en række folkevalgte politikere, der er imod denne praksis, er ved at organisere sig med henblik på at sætte fokus på og bekæmpe systemets brister (kollektive søgsmål ("class actions") mod Apple i USA, en klage indgivet i Brasilien, fremsættelse af lovforslag i Belgien og Frankrig i starten af 2013).

2.3

Man skelner almindeligvis mellem forskellige typer "indbygget forældelse". Således kan forældelse defineres som forringelse af et materiale eller produkt, inden det slides op (jf. ordbogen Le Petit Larousse), idet det forringes og forældes af årsager, som ikke har noget med det fysiske slid at gøre - men som hænger sammen med den teknologiske udvikling, ændrede adfærdsmønstre, modetendenser osv.

2.4

Der kan skelnes mellem flere forskellige former for forældelse:

2.5

Der er ikke fuld konsensus om emnet. Nuancerne i de forskellige definitioner viser, at det er nødvendigt at udarbejde en overordnet definition af begrebet og iværksætte forskellige foranstaltninger med udgangspunkt i de objektive aspekter (teknologiske) og de subjektive aspekter (modetendenser, markedsføring af nye produkter) af forældelse. Man kan tænke sig produkter, hvor det er en fordel for miljøet, at de ikke er særlig holdbare. Endvidere afhænger forældelsen også af forbrugernes adfærd.

2.6

EØSU anbefaler en nuanceret tilgang. Det er ikke tanken at forlænge levetiden for alle produkter over en bred kam, men derimod at tage udgangspunkt i produktets anvendelse. Desuden foretrækker vi en strategi rettet mod optimering af produkternes anvendelse, vel vidende at en sådan optimering ikke nødvendigvis indebærer en forlængelse af levetiden. EØSU vil gerne bidrage til, at de europæiske virksomheders produkter får et bedre ry.

2.7

Der er mange årsager til, at EU bør beskæftige sig med indbygget forældelse, både miljømæssige, sociale, sundhedsmæssige, kulturelle og økonomiske årsager. Der er også en række mere uhåndgribelige aspekter på det symbolske og etiske niveau, der efter vores opfattelse er fuldt ud lige så vigtige at tage sig af.

2.8

Set fra et miljømæssigt synspunkt forbruger vi i dag med 60 milliarder ton råvarer om året omkring 50 % flere naturressourcer årligt end for 30 år siden. En europæer forbruger således 43 kg ressourcer om dagen mod 10 kg for en afrikaner. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har med udgangspunkt i de kendte niveauer for 1999 vurderet, at med en årlig vækstrate for primærproduktionen på 2 % vil reserverne af kobber, bly, nikkel, sølv, tin og zink ikke holde mere end 30 år, mens aluminium og jern kan strækkes til mellem 60 og 80 år. Et stadigt stigende antal materialer vil dermed kunne betegnes som sjældne. Desuden genereres der hvert år 10 millioner ton affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) i Europa (tal for 2012), en mængde som forventes at nå 12 millioner ton i 2020. Ud over politikker for genanvendelse og innovation bør også politikker for genvinding som nævnt i det nye EU-direktiv, der trådte i kraft den 13. august 2012, støttes parallelt med bekæmpelse af den indbyggede forældelse.

2.9

På socialt plan giver indbygget forældelse anledning til tre typer af problemer. For det første har konsekvenserne af indbygget forældelse af forbrugsgoder under krisen været med til at fremme køb på kredit og ført til en hidtil uset gældsætning. De, der lider stærkest under forældelsen, er samfundets dårligst stillede grupper, som ikke har råd til at købe dyrere, holdbare produkter, men ofte må stille sig tilfreds med produkter af ringere kvalitet fra de lavere priskategorier. Desuden kan den indbyggede forældelse få negative følger for beskæftigelsen i hele reparationssektoren. Tal fra ADEME (1) (2007) bekræfter denne tendens. Kun 44 % af de apparater, som går i stykker, bliver repareret. Hvad angår apparater, hvor garantien er udløbet, er det kun omkring 20 % af kundehenvendelserne, som fører til reparation. ADEME-undersøgelsen (2010) viser også en markant nedgang i reparationsaktiviteter i Frankrig mellem 2006 og 2009, som er særlig tydelig for husholdningsapparater. Reparationssektoren har den fordel, at den ikke kan flyttes ud, og primært består af stabile arbejdspladser.

2.10

Konsekvenserne for folkesundheden er ikke ubetydelige. Der er to former for konsekvenser. Den første er den direkte effekt af afbrænding for befolkningen i nærområdet, da elektroniske komponenter er giftige. Den anden er de internationale konsekvenser. Faktisk er der en sådan mangel på infrastrukturer til behandling af IT-affald, at mange udtjente produkter eksporteres illegalt til områder, hvor det er billigere at deponere dem, men hvor konsekvenserne for lokalbefolkningen er store (f.eks. i Ghana, hvor metalskrot udvindes af affaldet og sendes til Dubai eller Kina. Meget af dette affald sendes til lande på den sydlige halvkugle, hvor det skaber store problemer for miljøet).

2.11

Der er også kulturelle konsekvenser. Ifølge nogle undersøgelser er gennemsnitslevetiden for husholdningsapparater på mellem 6 og 8 år, mens den for 20 år siden var på 10 til 12 år. Forbrugerne er i deres gode ret til at sætte spørgsmålstegn ved reduktionen af produkternes levetid, selv om innovation i stadig stigende grad lovprises rundt omkring dem. EU-borgernes tillid til europæisk industri opbygges over tid og undermineres af indbygget forældelse. Eftersom næsten alle opinionsundersøgelser i disse år viser, at kløften mellem EU-borgerne og de europæiske virksomheder aldrig har været større, siger det sig selv, at udsigten til, at produkterne hurtigt går i stykker eller er umulige at reparere, ikke vil bidrage til, at de europæiske borgere genvinder tilliden til virksomhederne. Dette kan være en af forklaringerne på, at 92 % af europæerne (2) ønsker, at der informeres om produkternes levetid (eller antal gange, de kan anvendes). De europæiske virksomheders konkurrenceevne afhænger også af, at forbrugernes tillid til virksomhederne øges.

2.12

Endelig er der økonomiske konsekvenser. De fleste af de virksomheder, der beskyldes for at benytte indbygget forældelse, er at finde i sektoren for "Hi Tech"-produkter, og disse importeres ofte til Europa. Når EU tager dette emne op, tilbyder det virksomhederne en mulighed for at skille sig ud fra mængden ved at gennemføre bæredygtighed i praksis.

2.13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er også opmærksom på mindre håndgribelige, men måske lige så vigtige aspekter. Selv om alt vores arbejde udføres i ånden fra Rio+20 og dermed bærer præg af, at vi lægger stor vægt på bæredygtig udvikling, anerkender vi også på det symbolske plan, at indbygget forældelse pr. definition er et centralt aspekt i den bæredygtige udvikling, vi ønsker at fremme. Kigger vi på den rolle, som vi mener etikken bør spille i vores samfund, finder vi det problematisk, at ingeniører kan have til opgave at udvikle produkter med indbygget hurtigere forældelse, eller at nogle annoncører iværksætter kampagner, der opfordrer forbrugerne til at købe produkter, som de godt er klar over ikke vil øge deres tilfredshed.

6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/27

1.1

Øl er en drik, som er blevet nydt gennem flere tusind år i Europas samfund. Ølkulturen varierer meget i Europa med forskellige ølstile og forbrugsvaner, men øl spiller en vigtig rolle i alle EU-lande og er en integreret del af kultur, arv og kost. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg fremhæver sektorens konstante udvikling og dens modstandsdygtighed, selv under de nuværende vanskelige omstændigheder. Udvalget bemærker, hvordan sektoren lever op til målene i Europa 2020-strategien på de forskellige prioriterede områder, som beskæftigelse, bæredygtighed, innovation, uddannelse og social inklusion udgør.

1.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg henleder Kommissionens, Europa-Parlamentets, Rådets og medlemsstaternes opmærksomhed på de nøglepolitikker, der seriøst bør overvejes, hvis den europæiske bryggerisektor skal realisere sit fulde vækstpotentiale. EØSU ønsker specifikt, at beslutningstagerne:

1.3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer desuden til handling på medlemsstatsniveau eller på regionalt eller lokalt niveau med henblik på:

1.4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at bryggerierne bør:

2.1

EU er et af de største ølproducerende områder i verden. Produktionsmængden var i 2011 på mere end 380 mio. hl (1) brygget af ca. 4 000 bryggerier rundt omkring i Europa. Deres produkter sælges i hele verden. Hvad mængde angår er EU en nøgleaktør, som leverer mere end en fjerdedel af verdens samlede produktion, kun for nylig overgået af Kina, men stadig foran USA, Rusland, Brasilien og Mexico (2).

2.2

Den europæiske ølindustri er præget af en vidt forgrenet sektorstruktur. Den er hovedsagelig sammensat af små og mellemstore virksomheder, der tæller mikrobryggerier såvel som bryggerier, der opererer på lokalt, regionalt eller nationalt niveau, og den omfatter fire store bryggerier i Europa (3), som er førende på verdensplan inden for dette område. Fremkomsten af nye små bryggerier og mikrobryggerier i løbet af de sidste ti år er et bemærkelsesværdigt tegn på sektorens innovationspotentiale og vigtigt bidrag til målet om bæredygtighed.

2.3

Den forsyningskæde, der knytter sig til bryggerisektoren, omfatter ikke blot lokale operatører, men også malterier, som er førende på verdensplan, samt udstyrsproducenter og leverandører af tekniske tjenesteydelser. Europas bryggeriinstitutter udbreder også deres viden verden over. Arrangementer som f.eks. European Brewery Convention-kongressen og andre ølkonferencer tiltrækker besøgende fra hele verden.

2.4

Øl er et yderst vigtigt forarbejdet landbrugsprodukt, der eksporteres til en værdi af mere end 2 mia. EUR (4). Produktet er omfattet af EU's kvalitetspolitik for landbrugsprodukter (5) via BOB/BGB (6)-ordningerne, der giver en salgsværdi på mere end 2,3 mia. EUR på baggrund af 23 geografiske betegnelser (7). Den geografiske spredning af de øltyper, der er omfattet af sådanne ordninger, er imidlertid begrænset, idet de stammer fra under en tredjedel af EU-landene.

2.5

Hovedingredienserne i øl er af naturlig oprindelse og omfatter vand, korn, humle og gær. Vand er det vigtigste råmateriale, der anvendes i bryggerisektoren, og det udgør gennemsnitligt ca. 92 % af øl. Beskyttelse af grundvandet er derfor et vigtigt anliggende. På grund af behovet for korn (f.eks. byg, hvede eller andet), som er en vigtig stivelseskilde for øl, er forholdet til landbrugsbefolkningen vigtigt for bryggerierne og maltproducenterne.

2.6

EU er også den største aktør på verdensmarkedet for humle, der produceres i fjorten EU-medlemsstater (8), som tilsammen udgør ca. en tredjedel af verdens samlede humledyrkende område (9), og bryggerisektoren er de europæiske humledyrkeres hovedaftager. Hvis man skal forhindre markedsforvridninger, som på lang sigt kan have negative virkninger for bryggerierne, kan det blive nødvendigt at genoptage spørgsmålet om konkurrencen mellem humleproducenterne og den forskelsbehandling, der finder sted i de eksisterende landbrugspolitikker i EU.

2.7

Bryggeriernes afhængighed af landbrugssektorens råvarer har i de seneste år ført til, at bryggerisektoren, som følge af svingende høstkvalitet og ustabile priser, har oplevet prisstigninger på de landbrugsprodukter, der anvendes til ølproduktion. Forholdet mellem leverandørerne af råvarer og bryggerierne bør, når det er muligt og nødvendigt, sigte på en bæredygtig og langsigtet tilgang.

2.8

Det samlede ølsalg beløb sig i 2010 til 106 mia. EUR inkl. moms, hvilket udgør 0,42 % af EU's BNP. Det skønnes, at mere end 63 % af den europæiske ølproduktion afsættes til supermarkeder og andre butikker ("off-trade"). De øvrige 37 % forbruges i hotel- og restaurationsbranchen (f.eks. barer, pubber og restauranter - "on-trade").

3.1

Det europæiske ølmarked har i de seneste 15 år gennemgået forskellige udviklinger med hensyn til tekniske fremskridt, investeringer, fusioner, etablering af nye virksomheder og forbrugeradfærd. Det kraftige fald i forbruget siden 2007 har haft direkte indvirkning på bryggeriernes aktiviteter. Efter flere år med ekspansion i EU er ølproduktionen faldet drastisk fra 420 til 377 mio. hektoliter i 2011. Ikke desto mindre forventes der genopretning og vækstpotentiale i de kommende år, hvis de økonomiske og lovgivningsmæssige omstændigheder bliver mere favorable.

3.2

Den økonomiske krise og det faldende forbrug har ført til en omstrukturering af sektoren i Europa med konsolidering af aktiviteter på kontinentet og investeringer uden for EU fra de store internationale og nationale gruppers side. Samtidig er antallet af mindre bryggerier steget i alle lande, hvilket betyder et større udbud til forbrugerne og bekræfter bryggeriernes iværksættertankegang i tråd med 2020-handlingsplanen for iværksætterkultur (10). Denne udvikling er også positiv ud fra et bæredygtighedsaspekt, da den som regel vil smitte af på den regionale turisme og ofte medføre en kortere produktions- og forbrugscyklus, hvilket er godt for miljøet.

3.3

De økonomiske omstændigheder har desuden ført til, at flere drikker øl i hjemmene frem for på barer og restauranter, hvilket resulterer i færre arbejdspladser, mindre merværdi og lavere statsindtægter for hver liter øl, der drikkes i EU (11). Større prispres i detailsektoren har også styrket denne tendens.

3.4

Det stigende antal bryggerier og produktinnovation har også ført til nye produkter til gavn for forbrugerne, samfundet og miljøet. Der er skabt nye muligheder for bryggerier af alle størrelser takket være diversificeringen i retning af øl med et lavt eller slet intet indhold af alkohol, hvilket har ført til øget salg, og produktionen af økologisk øl er støt stigende.

3.5

Bryggerisektoren giver ud fra et skattemæssigt synspunkt de nationale regeringer betydelige fordele. Som følge af produktion og salg af øl modtager regeringerne væsentlige indtægter i form af punktafgifter, moms, indkomstrelaterede skatter og bidrag til sociale sikringsordninger fra arbejdstagere og arbejdsgivere i bryggerisektoren samt i andre tilknyttede sektorer, hvor arbejdspladserne indirekte kan tilskrives ølsektorens aktiviteter. I 2010 beløb sådanne indtægter sig til omkring 50,6 mia. EUR (12).

3.6

Bryggerisektorens modstandsdygtighed over for de aktuelle økonomiske vanskeligheder er blevet sat på en prøve på grund af den voksende skattebyrde, navnlig i form af punktafgifter, men også i høj grad af momssatser inden for hotel- og restaurationsbranchen. Disse stigninger har forværret den vanskelige økonomiske situation for bryggerierne, især i lande som f.eks. Ungarn, Finland, Frankrig, Nederlandene og Det Forenede Kongerige (13). Den samlede merværdi, der kan tilskrives produktion og salg af øl i EU, faldt med 10 % i perioden 2008-2010 (14), og de samlede skatteindtægter fra EU's bryggerisektor faldt med 3,4 mia. EUR.

3.7

Punktafgiftssystemet på EU-niveau og på nationalt niveau bør anerkende de ganske særlige forhold omkring øl, herunder det generelt lave alkoholindhold, brygningsprocessen og bryggerisektorens lokale bidrag til samfundet, jobskabelse og økonomien generelt. I den henseende bør øl som en gæret drikkevare sikres lige konkurrencevilkår, og minimumssatsen på nul euro, der gælder for vin og andre gærede drikkevarer, bør således indføjes i EU's afgiftslovgivning for øl (15).

3.8

En afbalanceret punktafgiftspolitik på nationalt plan og bedre anvendelse af de eksisterende samarbejdsmekanismer i skatteforvaltningen kan være et redskab til at undgå afgiftsbetinget handel og dermed forbundet skadelig praksis og således bidrage til at bevare bryggerisektorens konkurrenceevne, navnlig i grænseområderne.

3.9

På grund af on-trade-andelens store betydning for ølsalget (16) kan skattepolitikken desuden fungere som vækstskabende tiltag for on-trade- og bryggerisektorerne og samtidig have en positiv indvirkning på beskæftigelsen på lokalt plan.

3.10

På trods af de vanskelige vilkår holder den europæiske ølindustri fortsat stand- og er konkurrencedygtig. De lokale bryggerier klarer sig stadig på markeder uden for deres eget land og EU. Selv om hovedparten af den europæiske ølproduktion afsættes på EU's indre marked, har eksport til forskellige dele af verden været støt stigende siden 2000 med en vækst på 30 % siden 2007. De største eksportdestinationer er USA, Canada, Angola, Kina, Schweiz, Taiwan, Rusland og Australien (17). Desuden foretager de europæiske bryggerier også store investeringer på alle kontinenter og deltager i forskellige samarbejdsinitiativer med lokale bryggerier og distributører.

3.11

Det europæiske øls potentiale til at fastholde og udvide sin tilstedeværelse i tredjelande kan imidlertid blive sat på spil af lokale bestemmelser, der udgør en handelshindring i forbindelse med øleksport og investeringer. Ud over toldafgifter kan sådanne hindringer bestå af lovgivningsrelaterede tiltag som f.eks. et produkts definition (f.eks. Rusland) eller skatteadministrative procedurer (f.eks. Albanien og Tyrkiet). Kommissionen og medlemsstaterne har sammen med bryggerisektoren en central rolle at spille i bekæmpelsen af disse og andre vanskeligheder, som fra tid til anden opstår på de udenlandske markeder.

3.12

Mens EU anvender en toldtarif på nul euro for import af øl i de respektive handelsaftaler, fastholder adskillige lande toldafgifter med henblik på at bremse konkurrerende import fra EU-medlemsstaterne. De igangværende forhandlinger om frihandelsaftaler dækker også dette aspekt, og de fleste nyere aftaler (f.eks. mellem EU og Sydkorea) indeholder en progressiv reducering af toldafgifter - det er en fremgangsmåde, som bør finde bredere anvendelse.

3.13

De europæiske ølmærkers potentielle tilstedeværelse på de udenlandske markeder fremmes desuden af salgsfremstød som f.eks. udstillinger og messer og af Kommissionens høringsmekanismer i tredjelande. Bryggeriernes deltagelse i de forskellige aktiviteter på disse markeder har hidtil været forholdsmæssig lav på grund af deres begrænsede kendskab til potentielle fordele og mangel på oplysninger om aktiviteterne.

4.1

Bryggerisektoren omfatter mere end blot ølproduktion. Den dækker mange aktiviteter, der spænder lige fra de landbrugsråvarer, som er grundlaget for selve brygningen, til hotel- og restaurationsbranchen og detailsektoren. Bryggerierne i EU står samlet for mere end 128 800 direkte arbejdspladser. Desuden kan 2 mio. arbejdspladser tilskrives produktion og salg af øl, og udgør dermed ca. 1 % af alle arbejdspladser bare i EU (18) og inden for forskellige beskæftigelsesområder.

4.2

EU's mål om en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi i Europa 2020-vækststrategien afspejles i bryggerisektorens karakteristika. Bryggerierne findes i alle europæiske lande og bidrager til mere end to mio. arbejdspladser takket være den store mængde varer og tjenesteydelse, de aftager, og den betydelige omsætning i hotel- og restaurationsbranchen og detailsektoren. Mere end 73 % af alle arbejdspladser, der kan sættes i forbindelse med øl, er i hotel- og restaurationsbranchen.

4.3

Da hotel- og restaurationsbranchen også spiller en central rolle med hensyn til at sikre arbejdspladser og vækst, ikke blot direkte i branchens virksomheder, men også indirekte i store dele af den europæiske økonomi, er tiltag til udvikling af denne sektor yderst vigtige for beskæftigelsen, navnlig blandt unge og ufaglærte arbejdstagere, men det bør ikke ske via prekært arbejde eller lavtlønsjobs.

4.4

Denne unikke vifte af karakteristika kombinerer arv, kultur og modernitet og giver anledning til at anvende arbejdstagernes evner på forskellig vis i og omkring bryggerierne. Ud over det arbejde, der udføres i forsynings- og leveringskæden, bør potentialet for gastronomiske arrangementer og turisme udvikles yderligere med henblik på at øge beskæftigelsen både via bryggeriernes egne aktiviteter og EU's og nationale finansieringsordninger.

4.5

Bryggerisektoren har mærket resultaterne af den globale økonomiske situation med et fald i den direkte beskæftigelse på 9 % mellem 2008 og 2010 som følge af et reduceret forbrug af produktet. Trods det faldende forbrug som følge af Europas vanskelige økonomiske vilkår var det samlede antal bryggerier (inkl. mikrobryggerier) i Europa højere i 2010 (3 638) end i 2008 (3 071 bryggerier) og stiger stadig, hvilket giver yderligere beskæftigelsespotentiale. Dette potentiale bør ikke trues af finanspolitiske foranstaltninger, der virker salgshæmmende eller har en negativ indvirkning, men bør fremmes yderligere gennem erhvervsuddannelse - også på højere niveau - for at skabe arbejdspladser af højere kvalitet i sektoren.

5.1

Den europæiske ølindustri skal som en del af dens engagement med hensyn til bæredygtighed imødekomme forskellige målsætninger vedrørende energieffektivitet, nedbringelse af CO2-emissioner og ressourcer. De seneste års investeringer har ført til en reduceret anvendelse af naturressourcer, der produceres mindre affald, og sekundære materialer fra brygningsprocessen genbruges konsekvent.

5.2

Bryggerierne har forpligtet sig på miljøområdet ved at træffe foranstaltninger og investere, hvilket har medført et reduceret energiforbrug og reducerede CO2-emissioner, en reduceret spildevandsproduktion og udskiftning af emballage. Bryggerisektoren har desuden udarbejdet retningslinjer for de bedste tilgængelige teknikker, hvilket understreger den bæredygtige forvaltnings vigtige rolle og kan anvendes som reference for forpligtelser vedrørende miljømæssige målsætninger. Der bør tilskyndes til anvendelse af livscyklusanalyser som et redskab til selvanalysering med henblik på at omfatte så stor en del som muligt af hele bryggerisektorens spektrum, samtidig med at der tages højde for de mindre familiedrevne bryggeriers begrænsninger på grund af kapacitetsmangel.

5.3

I perioden 2008-2010 fortsatte bryggerisektoren sine bestræbelser på miljøområdet trods en stadig mere vanskelig økonomisk situation, og dette resulterede i en reduktion af vandforbruget på 4,5 % og en reduktion af energiforbruget på 3,8 % pr. hektoliter produceret øl. Desuden skønnes CO2-emissionerne reduceret med 7,1 % (19).

5.4

Vandkvalitet og -anvendelse er vigtige faktorer i forbindelse med brygningsprocessen. Derfor er en hensigtsmæssig vandforvaltning fra vandforsyningsselskabernes og bryggeriernes side nødvendig for at sikre ølproduktionens bæredygtighed. I den henseende bør der træffes passende forholdsregler for at sikre, at udvindingen af skifergas ikke kontaminerer forbrugernes, herunder de industrielle brugeres, grundvandsforsyning. Specielt i bryggerisektoren kan EØSU konstatere, at nederlandske og tyske bryggere allerede følger udviklingen på dette område med stor bekymring.

5.5

Adskillige andre værdifulde produkter (sekundære produkter) skabes af brygningens råmaterialer som et resultat af brygningsprocessen. De har stor værdi som input i andre industriprocesser og som materialer for specifikke slutanvendelsesformål, f.eks. lægemidler, helsekost, vedvarende energikilder, industriel anvendelse, dyrefoder, landbrugsprodukter (20) og kosmetik og spa-produkter. Disse materialer skal leve op til høje kvalitetsstandarder og opfylde strenge lovkrav inden for fødevare- og dyrefodersikkerhed og andre områder. Disse sekundære materialers betydning og værdi har for længst fået bryggerierne til at etablere leveringsordninger med forhandlere og slutbrugere.

6.1

I årenes løb har bryggerierne og bryggeriforeningerne i alle europæiske lande taget initiativer til at skabe øget opmærksomhed om ansvarlig forbrugeradfærd, øge forbrugernes viden, sikre ansvarlig reklame og markedsføring, udsende advarende budskaber og opfordre forbrugerne til ikke at udvise uansvarlig adfærd. Mange af disse lokale initiativer er taget i samarbejde med andre parter og er blevet anerkendt af de nationale myndigheder som værende af stor samfundsmæssig nytte og drøftet på europæisk plan i forummet for alkohol og sundhed "European Alcohol and Health Forum" (21).

6.2

På baggrund af disse aktiviteter bør regeringer, bryggerier, andre økonomiske operatører og civilsamfundsgrupper i fællesskab søge at fremme et ansvarligt ølforbrug, der fuldt ud er foreneligt med en voksen persons sunde livsstil, og at modvirke alkoholmisbrug.

6.3

På grund af øls lokale karakter er de europæiske bryggerier også solidt rodfæstet i deres lokalområder og støtter en lang række aktiviteter. Bryggerisektoren i EU anvender årligt mere end 900 mio. EUR på at støtte samfundet (22) gennem en bred vifte af aktiviteter, der støttes på lokalt og regionalt niveau.

6.4

Industrien og de øvrige interessenter har i høj grad forpligtet sig til at støtte gennemførelsen af initiativer vedrørende virksomheders og institutioners ansvar med henblik på at informere om følgevirkningerne af et skadeligt forbrug. Denne forpligtelse bør anerkendes i en afbalanceret ramme for bryggeriernes markedsføring og kommercielle kommunikation (23).

6.5

I betragtning af øllets rolle på områderne kultur, kulturarv og forbrug, bør man overveje et EU-initiativ, som kan støtte afholdelsen af specialkurser for lærere og pædagoger på skoler på alle niveauer vedrørende de sundhedsmæssige, sociale og kulturelle aspekter af forbruget af gærede drikkevarer.

7.1

Den rolle, som sektoren spiller i forbindelse med uddannelse og forskning, er en vigtig nøgle til fortsat at fastholde dens engagement. Indsatsen foregår via universiteter, bryggerskoler, fødevareteknologiske institutter og andre netværk. Der bør fortsat arrangeres fora for udveksling af viden med henblik på at bevare Europa som et førende centrum for undersøgelser foretaget af bryggerierne, deres partnere, forskere og interesserede enkeltpersoner.

7.2

Der bør opbygges forskningskapacitet og -potentiale, idet bryggerierne spiller en vigtig rolle som industripartnere på forskellige områder i tilknytning til fødevare- og brygningsteknologier, sundhedsaspekter og miljømæssige resultater. Øget deltagelse i det europæiske forskningsrum, Horisont 2020-rammeprogrammet og andre teknologiske platforme vil styrke det eksisterende potentiale (24).

7.3

Støtte til bryggerisektorens bestræbelser på at fremme ekspertise på linje med de højeste videnskabelige standarder for øls karakteristika og dets helbreds- og adfærdsvirkninger kan også medvirke til at fremme information og uddannelse på dette vigtige område. Alle aktive parter bør overveje øget deltagelse i EU's finansierings- og samarbejdsordninger.

6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/32

1.1

EØSU har flere gange behandlet emnet ulovlig indvandring fra forskellige synsvinkler (1). Fænomenet ulovlig indvandring er meget komplekst og mangefacetteret og kræver tiltag både på kort og lang sigt. Vi har valgt at centrere denne udtalelse om følgende:

1.2

I den forbindelse er udvalget i dyb sorg over mindst 311 – og formentlig mange flere afrikanske migranters død ud for Lampedusas kyst i to nylige forlis. Selv om denne tragedie ikke kan tilskrives en enkelt årsag, anser udvalget ulykkerne for symptomatiske for det mere generelle problem med irregulær indvandring ad søvejen til EU, og mener, at der er en årsagssammenhæng mellem de to ulykker og EU's åbenlyst manglende evne til at vedtage en tilfredsstillende, sammenhængende politik baseret på solidaritet vedrørende irregulær indvandring, herunder eftersøgning, redning og ilandsætning. Udvalget opfordrer EU og medlemsstaterne til at betragte ulykkerne som en øjenåbner og omgående skride til handling på grundlag af anbefalingerne i denne udtalelse, inden der indtræffer en ny tragedie. Tragedierne ud for Lampedusa understreger, at det er absolut nødvendigt, at EU behandler irregulær immigration og grænseovervågning som et fælleseuropæisk anliggende.

1.3

Menneskerettigheder: Udvalget bemærker med bekymring, at intolerancen, racismen og fremmedhadet mod indvandrerne, mod "de andre", tager til i Europa og det frygter, at de sociale følger af finanskrisen vil forstærke denne udvikling. Det er nødvendigt, at de politisk ansvarlige, andre personer med indflydelse i samfundet og medierne optræder meget ansvarligt og går i spidsen med et godt eksempel i politisk og social henseende for at afværge en sådan adfærd. De ulovlige indvandreres rettigheder skal altid respekteres, når de reddes eller pågribes, når de opnår beskyttelsesstatus, opholder sig ulovligt som "papirløse personer" eller sendes tilbage til oprindelseslandet.

1.4

Redde liv på havet: Ethvert menneske, som kommer i fare på havet, eller som befinder sig i en risikosituation – herunder ulovlige indvandrere – skal reddes.

1.5

Ilandsætning: EU skal vedtage en politik for ilandsætning, som ikke øger byrden for de medlemsstater, der allerede kæmper med uforholdsmæssigt store flygtningestrømme. Spørgsmålet om ilandsætning skal løses ud fra princippet om, at ilandsætning skal ske i nærmeste sikre havn, men kun hvis det pågældende land er i fuld overensstemmelse med alle internationale menneskerettighedskonventioner og overvåges af menneskerettighedsorganisationer.

1.6

Tildeling af asyl og asylrettigheder: Der bør være garanti for, at princippet om "non refoulement" bliver overholdt, at enhver, som har brug for international beskyttelse, kan indgive sin ansøgning på EU's område, og at denne bliver behandlet af de kompetente nationale myndigheder. Det er inden for denne ramme nødvendigt at indføre et mere effektivt system til behandling af asylansøgningerne. EØSU støtter samarbejdet med tredjelande for at få dem til at styrke deres asylordninger og overholdelsen af de internationale standarder.

1.7

Hjemsendelse af ulovlige indvandrere: Direktivet om tilbagesendelse (2) skaber en europæisk ramme med retlige og proceduremæssige garantier (3), som EØSU påskønner, såsom adgang til effektive retsmidler til at klage over afgørelser vedrørende tilbagesendelse ved en retslig eller administrativ myndighed eller et andet kompetent uafhængigt organ; såvel som gratis retshjælp og repræsentation, visse garantier i perioden frem til tilbagesendelsen og forholdene under frihedsberøvelse. Udvalget foreslår, at den europæiske tilbagesendelsespolitik sætter frivillighed i højsædet, og at den bygger på anerkendelse af de menneskelige værdier. Den europæiske indvandringspolitiks legitimitet og troværdighed står og falder hermed. Artikel 19 i Charteret om Grundlæggende Rettigheder forbyder kollektive udvisninger og garanterer, at ingen kan udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling – "non-refoulement"-princippet (artikel 4 og 19 i charteret).

1.8

En integreret europæisk politik for ulovlig indvandring baseret på solidaritet: EØSU mener, at man for at sikre overholdelse af de grundlæggende rettigheder bør forbedre solidariteten inden for EU med de medlemsstater, som på grund af deres geografiske beliggenhed må tage imod store mængder af mennesker, som når frem ad irregulære kanaler, og som er ofre for kriminelle menneskesmuglings- og menneskehandelsnetværk. EU's grænser, herunder også EU-medlemsstaternes søgrænser i Middelhavet, er alle EU-medlemsstaternes grænser, og som sådan er det alles fælles ansvar, at de overvåges korrekt og i henhold til traktaterne. Dette er ikke kun et spørgsmål om solidaritet, men et spørgsmål om, at alle EU's medlemsstater påtager sig forpligtelser via mekanismer, der fordeler de byrder, som irregulær indvandring medfører. Medlemsstaterne bør derfor vise solidaritet med de medlemsstater, der befinder sig langs EU's ydre grænser via mekanismer, der fordeler byrderne og muliggør genbosættelse af asylansøgere internt i EU. EØSU støtter varmt indførelsen af en europæisk fordelingsnøgle som den, der beskrives i Europa-Parlamentets betænkning om styrket solidaritet i EU på asylområdet (2012/2032 INI).

1.9

Indgåelse af aftaler med tredjelande: Det vigtigste mål med EU's migrations- og mobilitetsdialoger med tredjelande bør være at bane vejen for, at migration kan foregå lovligt og korrekt, garantere den internationale asylret, mindske den irregulære indvandring og bekæmpe de kriminelle netværk, som driver menneskehandel. Mange gange er behovet for samarbejde med tredjelande påkrævet som forudsætning for en effektiv iværksættelse af procedurer for hjemsendelse af ulovlige indvandrere. Dette samarbejde bør intensiveres for at opnå bedre resultater. Samtidig bør der gives bistand til visse transitlande for at gøre dem i stand til at forvalte deres grænser bedre og opbygge kapacitet til at yde beskyttelse til dem, der har brug for det.

1.10

Det europæiske grænseagentur Frontex: Frontex bør fortsat omdannes til et egentlig europæisk organ for de ydre grænser med udvidede koordinationsforpligtelser for EU's fælles indsats langs medlemsstaternes ydre grænser. I den sammenhæng bør der arbejdes mere i retning af europæiske hold af grænsevagter, som fremhævet i Europa-Parlamentets betænkning om Frontex (A7-0278/2011). Man bør desuden udvide dets aktionsområde, så det mere energisk involveres i forebyggelse. Det er klart, at der er behov for flere og ikke færre ressourcer, hvis dette agentur skal spille en mere effektiv rolle. Gennemførelsen af fælles operationer koordineret af agenturet (og deres indvirkning på de grundlæggende rettigheder og administrative garantier, som er fastlagt i Schengengrænsekodeksen) bør imidlertid gøres til genstand for demokratisk kontrol udført af Europa-Parlamentet og EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA).

1.11

EASO: Det Europæiske Asylstøttekontor er sat i drift for ganske nylig. Kontoret forventes derfor meget hurtigt at blive fuldt operationelt, især med hensyn til at finde bæredygtige løsninger og deltage proaktivt i solidaritetsanliggender i EU i henhold til de forpligtelser, der er nedfældet i EASO-forordningen. Det europæiske kontor til støtte i asylspørgsmål skal være i stand til klart at identificere forskellene mellem praksis ved behandling af asylsager i de forskellige medlemslande samt de lovgivningsmæssige forskelle, og det skal foreslå nødvendige ændringer.

1.12

Forebyggelse og bekæmpelse af menneskesmugling: EØSU fremhæver ligeledes, at man bør gøre alt, hvad der er muligt, for kraftigt at bekæmpe organiseret kriminalitet. Ingen ressourcer må spares for at opspore og retsforfølge de "aktører", der medvirker til menneskesmugling. I den henseende er det vigtigt at søge bistand fra tredjelandes regeringer.

1.13

Finansiering: EØSU understreger, at hele indsatsen for at dæmme op for og forvalte indvandrerstrømmene er et fællesskabsanliggende, hvilket også bør afspejles i fordelingen af de økonomiske byrder, der affødes af de redskaber, der kræves for at gennemføre en effektiv politik. Udvalget har bakket op om Kommissionens forslag om at indføre en mere fleksibel forvaltning af Asyl- og Migrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed fra 2014.

2.1

Den fælles indvandringspolitik skal have en samlet strategi, der tager hensyn til aspekter som demografisk situation og arbejdsmarkedssituation, overholdelse af menneskerettighederne, ligebehandling og ikke-diskrimination, lovgivning om nye indvandreres indrejse, situationen for indvandrere med ureglementeret ophold, modtagelse og beskyttelse af asylansøgere, bekæmpelse af kriminelle netværk for ulovlig menneskesmugling, samarbejde med tredjelande, europæisk solidaritet, socialpolitik og integration.

2.2

De seneste år har været skueplads for begivenheder, erklæringer og politiske beslutninger, der vækker stor bekymring i EØSU, fordi en gammel, velkendt europæisk sygdom igen er ved at brede sig i Europa: fremmedhad og nationalisme, der lukker andre ude. Minoriteter og indvandrere udsættes for miskreditering, fornærmelser samt aggressive og diskriminerende politikker.

2.3

Ulovlig indvandring er et meget alvorligt og komplekst problem, som det fremgår af tabellerne i bilaget sidst i udtalelsen. Problemet er desuden hele EU's problem og skal behandles som sådan. Ulovlige indvandrere, der kommer ind via den sydlige grænse, ønsker altid at slå sig ned i andre EU-lande.

2.4

Eftersom der ikke findes indre grænser i Schengen-området, har ulovlig indvandring konsekvenser for hele Europa og skal imødegås med en effektiv fælles europæisk politik.

2.5

EØSU har behandlet ulovlig indvandring grundigt og har taget stilling til emnet i en række udtalelser vedtaget med brede flertal.

2.6

Udtalelserne indeholder en analyse af årsagerne til ulovlig indvandring til EU og påpeger, at der mangler en samlet EU-politik om ulovlig indvandring, samt at det går meget langsomt med at få indført en fælles indvandrings- og asylpolitik i EU og en udstrakt harmoniseret lovgivning. Der refereres desuden i vid udtrækning til problemets følger, ligesom der foreslås en række løsninger.

2.7

Tusinder af ulovlige indvandrere kommer ind i EU ad søvejen. Dette betyder, at emnet ulovlig indvandring ad søvejen, som ifølge Frontex især sker i Euro-Middelhavsregionen, må imødegås specifikt.

2.8

Det vigtigste formål med denne udtalelse er at behandle ulovlig indvandring ad søvejen. Den kommer også ind på andre større emner, som hænger sammen med fænomenet ulovlig indvandring generelt med henblik på at finde frem til holistiske løsninger, som kan lægges til grund for en indvandringspolitik, som vil være effektiv, human og som er til at betale.

3.1.1

De ulovlige indvandreres rettigheder skal altid respekteres, lige fra de reddes eller pågribes, til de modtager beskyttelse eller sendes tilbage til oprindelseslandet. Ulovlig indvandring ad søvejen koster ofte menneskeliv. Derfor betoner EØSU, at det er vigtigt altid at respektere de grundlæggende menneskerettigheder. EØSU har foreslået, at Agenturet for Grundlæggende Rettigheder også skal overvåge Frontex' grænsekontrolvirksomhed og dets operationer. Udvalget støtter Frontex' rådgivende forum og erklærer sig interesseret i et samarbejde.

3.2.1

Medlemsstaterne og private fartøjer er forpligtede til at redde enhver, der er i fare. Dette gælder både indvandrerne selv og menneskehandlerne/menneskesmuglerne, som bevidst har løbet en risiko. Det sker ofte, at de kriminelle netværk, som smugler asylansøgere eller ureglementerede indvandrere, udsætter disse mennesker for stor fare. Agenturer og NGO'er har oplyst, at der hvert år dør tusindvis af mennesker i Middelhavet under disse omstændigheder, og i nogle tilfælde er fartøjer, som befandt sig i nærheden, ikke kommet disse mennesker til undsætning.

3.3.1

Når redningsindsatsen foregår i internationalt farvand i Middelhavet, er der i de seneste år opstået visse juridiske og politiske kontroverser, som har bragt mange menneskers liv i unødig fare. EØSU understreger, at der skal findes en ordning for ilandsætning med ilandsætning på det nærmeste sikre sted, men kun hvis det pågældende land er i fuld overensstemmelse med alle internationale menneskerettighedskonventioner og overvåges af menneskerettighedsorganisationer. For så vidt angår Frontex-missioner, deler EØSU slet ikke den opfattelse, at indvandrere nødvendigvis skal transporteres til den medlemsstat, hvor Frontex-missionen befinder sig. En sådan politik skaber mindst to problemer: i) den øger indvandringsstrømmene yderligere i de medlemsstater, som allerede er udsat for et kraftigt pres, al den stund det så ikke længere vil være muligt for de lande, der har mest brug for Frontex, at huse en Frontex-mission, og ii) den er til skade for de reddede, eftersom de transporteres til en medlemsstat, der huser en mission, og ikke til det sted, der er mest egnet forholdene taget i betragtning (hvilket som regel vil sige det nærmeste sikre sted).

3.4.1

EØSU opfordrer EU til at fortsætte med at vedtage et fælles europæisk asylsystem baseret på en høj grad af lovgivningsmæssig harmonisering. Dublinforordningen fastlægger det ansvar, som påhviler hver enkelt medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. EØSU har allerede gjort opmærksom på, at dette system volder en lang række problemer. Man bør spørge asylansøgerne om, hvilken medlemsstat der efter deres ønske skal behandle ansøgningen. EØSU foreslog i udtalelsen om Grønbogen (4), at "asylansøgeren frit kan vælge, hvilket land ansøgningen indgives i, og at medlemsstaterne til dette formål opfordres til at gøre brug af den humanitære klausul i forordningens artikel 15, stk. 1".

3.4.2

I forbindelse med samarbejdet mellem medlemsstaterne er der iværksat en lang række aktiviteter, som gennemføres inden for rammerne af Eurasil, en gruppe af nationale eksperter under ledelse af Kommissionen. Med oprettelsen af Den Europæiske Flygtningefond er der blevet etableret et instrument for økonomisk solidaritet. Fra 2014 vil Migrations- og Asylfonden råde over flere midler og også have mulighed for at udvise større fleksibilitet i nødstilfælde.

3.4.3

Asylansøgninger med henblik på beskyttelse bør behandles inden for rammerne af EU's lovgivning om asyl og tildeling af international beskyttelse. De, der virkelig har brug for beskyttelse, skal have det.

3.4.4

EØSU vil gerne gentage, at den behandling og de garantier, som asylansøgerne får ved grænsen, nødvendigvis skal være identiske med dem, der gives asylansøgere inden for medlemslandets område.

3.4.5

EØSU efterlyser større engagement fra EU's side i kampen mod kriminelle netværk af menneskesmuglere, men mener, at nogle politikker til "bekæmpelse af irregulær indvandring" er skyld i en alvorlig asylkrise i Europa. EØSU har i flere udtalelser (5) gjort gældende, at bekæmpelse af ulovlig indvandring ikke bør betyde nye barrierer for asyl, og at de embedsmænd, som foretager kontrollen med grænserne, skal være tilstrækkeligt uddannede til at sikre asylretten.

3.4.6

EØSU støtter UNHCR's forslag om at danne grupper af asyleksperter, som deltager i alle grænsekontroller i EU.

3.4.7

Det er meget vigtigt at forstå, at flere tusinder af de personer, som rejser ind i EU, ikke søger om asyl, fordi de er økonomiske migranter. Den vigtigste grund til, at de rejser ind i EU, er et ønske om at tage videre til andre europæiske lande. De ønsker ikke at blive i det land, de først kommer til.

3.4.8

Mobilitetspartnerskaberne må ikke resultere i, at partnerlandene kommer til at bære alle omkostningerne ved asylprocedurerne for de personer, der passerer deres område. EU bør vise samarbejdsvilje via Asylfonden. Denne fond skal bidrage til at skabe mekanismer og infrastrukturer, der kan muliggøre en behandling og beslutningsgang for asylansøgninger inden for en rimelig frist inden for rammerne af de garantier, som findes i international ret.

3.4.9

EØSU opfordrer EU til at fortsætte med at vedtage et fælles europæisk asylsystem baseret på en høj grad af lovgivningsmæssig harmonisering. Behandlingen af asylansøgninger skal ikke kun foregå i indrejselandene, men også i de øvrige medlemsstater. Man bør spørge asylansøgerne om, hvilken medlemsstat der efter deres ønske skal behandle ansøgningen. EØSU foreslog i udtalelsen om Grønbogen (6), at "asylansøgeren frit kan vælge, hvilket land ansøgningen indgives i, og at medlemsstaterne til dette formål opfordres til at gøre brug af den humanitære klausul i forordningens artikel 15, stk. 1", for at nedbringe behandlingstiden for ansøgningerne og aflaste presset på administrationerne i indrejselandene. EØSU støtter EU's samarbejde med tredjelande med henblik på at få dem til at forbedre deres asylordninger og overholde de internationale standarder. I forbindelse med asylspørgsmålets eksterne aspekt er der f.eks. gjort fremskridt i forbindelse med støtte til tredjelande med store flygtningebyrder (her skal nævnes de regionale beskyttelsesprogrammer, som er ved at blive implementeret) eller med hensyn til genbosættelse af flygtninge i EU.

3.5.1

Hjemsendelse af indvandrere, der er rejst ulovligt ind i EU, skal behandles meget forsigtigt. I den forbindelse er aftaler med tredjelande afgørende for at sikre, at de hjemsendte indvandreres rettigheder respekteres fuldt ud.

3.5.2

I mobilitetspartnerskaberne skal det fastsættes, at tilbagesendelsesprocedurerne først og fremmest skal benyttes til frivillig tilbagevenden ledsaget af støtteordninger (7). Men hvis proceduren for tvangsmæssig tilbagesendelse iværksættes, skal de hjemsendtes menneskerettigheder respekteres fuldt ud under hensyntagen til Europarådets anbefalinger (8).

3.5.3

EØSU efterlyser større gennemsigtighed i forhold til interneringscentrene i og uden for EU og det kræver, at UNHCR informeres om situationen for de personer, der er anbragt i dem, og at disse personer kan modtage hjælp fra NGO'er. EØSU mener, at gravide kvinder og mindreårige bør nyde særlig beskyttelse og anbringes i særlige faciliteter, som skal oprettes med finansiel støtte fra EU.

3.6.1

EØSU understreger, at problemet er et fælles europæisk problem og ikke bare Middelhavslandenes problem, og indvandring til Middelhavsområdet må som følge af Schengen-aftalens eksistens imødegås inden for rammerne af en fælles europæisk indsats. Dette er ikke kun et spørgsmål om europæisk solidaritet – det handler om, at alle EU's medlemsstater skal leve op til deres forpligtelser via en fælles europæisk politik, som vedtages af Rådet og Parlamentet på grundlag af et forslag fra Kommissionen.

3.6.2

EU-medlemsstaternes grænser, herunder også EU-medlemsstaternes søgrænser i Middelhavet, er alle EU-medlemsstaternes grænser, og som sådan er det et fælles ansvar, at de forvaltes korrekt.

3.6.3

I den henseende må alle medlemsstater bidrage til og deltage i: i) tilrådighedsstillelse af ressourcer, der kræves til effektive redningsaktioner på havet og effektiv grænsekontrol, ii) behandling af asylansøgninger inden for rammerne af deres forpligtelser, iii) ekstraordinære situationer, iværksættelse af procedurer for hjemsendelse og udvisning, iv) flytning af indvandrere internt i EU fra små medlemsstater ved Middelhavet og v) bekæmpelse af organiseret kriminalitet og menneskehandel.

3.6.4

Flytningen skal ske på grundlag af en permanent mekanisme. På den baggrund bør Kommissionen forelægge et lovforslag om en permanent og effektiv mekanisme til flytning af asylansøgere i EU på grundlag den EU-fordelingsnøgle, som beskrives i Europa-Parlamentets betænkning om styrket solidaritet i EU på asylområdet (2012/2032 INI). For at sikre, at denne mekanisme kommer til at fungere så godt som muligt, bør dette lovforslag også tage hensyn til de praktiske erfaringer fra EUREMA-pilotprojektet for Malta (9).

3.7.1

EU bør anvende hele sin politiske og økonomiske indflydelse, især over for de lande, som modtager betydelig EU-støtte, for at overbevise disse lande om at samarbejde om indvandringsspørgsmål. Udvalget mener, at mobilitetspartnerskaberne bør omfatte de fire søjler i den globale strategi: forvaltning og fremme af legal migration og mobilitet; forebyggelse og begrænsning af illegal migration og menneskehandel; fremme af international beskyttelse og styrkelse af asylpolitikkens eksterne dimension; og maksimering af migrationens og mobilitetens udviklingseffekt.

3.7.2

Problemet bør ikke kun løses gennem politiovervågning, men også gennem forebyggende foranstaltninger, som træffes i tredjelande. Især bør der udvikles samarbejdsprogrammer til støtte for landbrug, husdyrhold, små og mellemstore virksomheder m.m. EU bør vise, at den har politisk styrke til at samarbejde med de partnerlande, hvormed et samarbejde er nødvendigt, og som modtager stor økonomisk støtte, om spørgsmål vedrørende sikkerhed, organiseret kriminalitet og irregulær indvandring. EØSU hilser den nylige aftale med Kongeriget Marokko velkommen og bifalder initiativet til at etablere mobilitetspartnerskaber mellem EU og Tunesien, Egypten og Libyen. Der bør dog foretages en uafhængig evaluering af effektiviteten og virkningen af de mobilitetspartnerskaber, der allerede er kommet i gang. EØSU støtter Kommissionens initiativ til at sikre, at mobilitetspartnerskaberne får en effektiv evalueringsmekanisme. Ydermere bør de mobilitetspartnerskaber, der er fælles politiske erklæringer, men ikke juridisk bindende for de deltagende stater, omdannes til internationale aftaler. Udvalget mener, at EU og medlemsstaterne bør indgå nye aftaler med andre lande i regionen. På grund af EU's særlige forbindelser med Tyrkiet bør der i forbindelserne mellem de to parter fokuseres mere på migrationsspørgsmål, især hvad angår bekæmpelsen af kriminelle netværk.

3.7.3

For at sikre at de administrative og juridiske procedurer er velfungerende, er det meget vigtigt, at EU anmoder de lande, hvis statsborgere er ulovlige indvandrere, om hurtigt at levere de nødvendige rejsepapirer.

3.7.4

Emnet bør også tages op inden for rammerne af Euro-Middelhavs-konferencen, da et betydeligt antal ulovlige indvandrere rejser til EU via tredjelande omkring Middelhavet.

3.7.5

Samtidig bør der gives bistand til visse transitlande for at sætte dem i stand til at forvalte deres grænser bedre, oprette asylstrukturer og også sætte dem i stand til at opbygge kapacitet til selv at yde beskyttelse til dem, der har brug for det.

3.8.1

Frontex bør fortsat omdannes til et egentlig europæisk organ for de ydre grænser med udvidede forpligtelser til at stå for koordination og eventuelt forebyggelse. Til dette formål bør agenturet forstærkes med de fornødne finansielle midler, så det kan yde den nødvendige bistand til de sydlige medlemsstater, som kæmper for at klare indvandringsstrømmene. Samtidig bør man øge antallet af ansatte (især grænsevagter) og forbedre værktøjerne til elektronisk overvågning og registrering. I den sammenhæng bør der sættes kraftigere ind for at indføre europæiske hold af grænsevagter, som fremhævet i Europa-Parlamentets betænkning om Frontex (A7-0278/2011). Man skal endvidere seriøst gå i gang med at overveje at benytte de nye muligheder, som Frontex giver (f.eks. indkøb af materiel).

3.8.2

Det europæiske patruljeringsnetværk (EPN), der står for regional grænsesikkerhed, bør styrkes med henblik på en koordinering af de nationale midler og de europæiske aktiviteter gennem øget samarbejde på nationalt og europæisk niveau.

3.9.1

Det europæiske kontor til støtte i asylspørgsmål skal være i stand til klart at identificere forskellene mellem praksis ved behandling af asylsager i de forskellige medlemslande samt de lovgivningsmæssige forskelle, og det skal foreslå nødvendige ændringer. Kontoret bør også have kompetence til at udarbejde fælles retningslinjer for fortolkning og anvendelse af forskellige proceduremæssige og materielle foranstaltninger i EU's asyllovgivning, således som Kommissionen foreslår i grønbogen.

3.9.2

Dette kontor kunne godt udvikle sig til at blive et vigtigt center for udveksling af god praksis og udvikling af uddannelsesprogrammer om asyl, navnlig for grænsevagter. Det kan også blive et center for opfølgning på og analyse af resultaterne af de nye foranstaltninger, EU er ved at udvikle på asylområdet. Ligeledes kan det være et sted, hvor man sammensætter og administrerer de fælles grupper af asyleksperter.

3.9.3

Kontoret til støtte i asylspørgsmål bør udføre netværksarbejde, samarbejde med Eurasil og have tætte bånd til UNHCR og de specialiserede NGO'er.

3.9.4

Det Europæiske Asylstøttekontor blev sat i drift for ganske nylig. Kontoret forventes uden yderligere forsinkelser at blive fuldt operationelt, især med hensyn til at finde bæredygtige løsninger og sikre fordelingen af byrderne mellem medlemsstaterne i henhold til EASO-forordningen. Samtidig skal EASO deltage proaktivt i solidaritetsanliggender i EU i henhold til de forpligtelser, der er nedfældet i forordningen.

3.10.1

Ulovlig indvandring ad søvejen er farlig og bringer menneskeliv i fare. Tusindvis af mennesker har mistet livet, når de krydsede Middelhavet på skibe, der ikke var sødygtige. Disse farlige aktiviteter organiseres af kriminelle netværk, som stuver flere hundrede mennesker sammen (heriblandt kvinder og børn) uden det nødvendige udstyr og materiel (ikke engang redningsudstyr) på skibe, der for størstedelens vedkommende ikke er sødygtige. Den beslutning, som Europarådets Parlamentariske Forsamling har vedtaget om Tab af menneskeliv i Middelhavet – hvem bærer ansvaret? (beslutning 1872 (2012)) giver et detaljeret billede af menneskesmuglernes rolle i forbindelse med de farefulde sejladser på Middelhavet og må tages i betragtning, for at folk kan få øjnene op for problemets alvor.

3.10.2

Medlemsstaterne skal indføre meget strenge sanktionsprocedurer og straffe på op til livsvarigt fængsel for menneskesmugling og menneskehandel. Personer, som bliver ofre for menneskesmuglere, bør altid betragtes som værende uskyldige.

3.10.3

Menneskesmugling skaber yderligere kriminalitet, fordi de kriminelle netværk, som står for organiseringen af disse rejser, ofte gennem afpresning og inhumane metoder opkræver en pris per person. EØSU understreger også, at EU må samarbejde med afrejselande og transitlande med henblik på at optrævle de netværk, som transporterer ulovlige indvandrere. EØSU understreger ligeledes, at EU med størst mulig magt må sætte ind på at stoppe menneskehandlerne, der med deres aktiviteter bringer liv i åbenlys fare.

3.10.4

EU bør også undersøge muligheden for at indgå aftaler med tredjelande om oprettelse af opholdscentre for indvandrere samt om økonomisk støtte til såvel oprettelsen som driften af disse. De centre, som oprettes i disse lande, kan eventuelt kombineres med passende modtagelsessteder til identifikation af data og pleje. IOM, UNHCR, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og de specialiserede NGO'er bør overvåge, hvorledes disse centre fungerer.

3.10.5

EU bør desuden iværksætte informationsaktiviteter, hvor potentielle ulovlige indvandrere afskrækkes fra at rejse ulovligt ind i EU ved at advare dem om de risici og problemer, som er knyttet til ulovlig indvandring. Potentielle ulovlige indvandrere skal også gøres opmærksomme på, hvor store vanskeligheder de vil få med at finde et arbejde, når de rejser ind uden papirer.

3.10.6

I afrejselandene bør der gives moralsk og økonomisk støtte til organer, som beskæftiger sig med at orientere offentligheden i de pågældende lande om ovenstående emner med henblik på at afskrække potentielle ulovlige indvandrere fra at gennemføre deres risikable forehavende.

3.10.7

EØSU anmoder desuden om, at man sørger for at eliminere de dybereliggende årsager til problemet, som har at gøre med levestandarden i afrejselandene. Det er nødvendigt at iværksætte de relevante programmer til formålet. Emnet må også tages op inden for rammerne af Euro-Middelhavs-konferencen.

3.11.1

Det er vigtigt at sikre den nødvendige finansiering til at forebygge og bremse ulovlige indvandrerstrømme. Ved indretningen af interneringscentrene bør det sikres, at irregulære indvandrere adskilles fra indvandrere, som søger asyl. I modtagelseslejrene bør umyndige og sårbare grupper indkvarteres særskilt inden 15 dage. Ifølge en italiensk undersøgelse, som udvalget har fået af Frontex, koster en ulovlig indvandrer gennemsnitligt 48 euro om dagen. Hvis det tal ganges med 100 000 for antallet af indvandrere, der ankommer hvert år (ifølge Frontex (10)), og med 365 for hver dag, andrager den samlede omkostning mere end 1,752 mia. for hvert år, der går.

3.11.2

EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at forenkle de finansielle instrumenter ved at oprette to fonde – en for asyl og migration (11) og en for intern sikkerhed (12) – som ledsages af en tværgående forordning med fælles regler for programmering, information, forvaltning af midler, kontrol og evaluering (13). EØSU støtter Kommissionens forslag om et grundbeløb og et variabelt beløb, når midlerne fordeles mellem medlemsstaterne. Hvad angår det variable beløb, finder EØSU det væsentligt, at hver medlemsstat udarbejder et årligt program, som er i overensstemmelse med EU's prioriteringer og omfatter samarbejde med andre medlemslande. Udvalget bifalder, at Migrations- og Asylfonden fra 2014 vil råde over flere midler og have mulighed for at udvise større fleksibilitet i nødstilfælde.

3.11.3

De planlagte forandringer vil bidrage til at overvinde de nuværende problemer, da EU's programmer for forvaltning af indvandringsstrømme og oprettelse af modtagelsescentre er årlige. Det samme gælder for finansieringsforanstaltningerne. Det er dog næsten umuligt at færdiggøre modtagelses- og opholdsfaciliteter inden for et år. Derfor bør disse programmer være mere fleksible.

3.11.4

Der skal også stilles finansiering til rådighed til modtagelses- og opholdscentre for tredjelande, der befinder sig på migrationsruten mellem modtagerland og oprindeligt afrejseland.

På baggrund af ovenstående økonomiske eksempel bør der afsættes penge til finansiering til forstærkede overvågnings- og forebyggelsesforanstaltninger (patruljebåde, kystvagter og helikoptere) på EU-budgettet, og man skal sikre, at de årlige budgetter til Frontex og EASO er tilstrækkelige til, at disse organer fuldt ud kan opfylde deres forpligtelser. Indrejselandene bør sikres finansiering til effektivt at bekæmpe de involverede organiserede netværk, samtidig med at de sikrer indvandrerne de rette vilkår.

—

25.4.2002 om "Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en fælles asylpolitik og indførelse af en åben koordinationsmetode", ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 221 af 17.9.2002),

—

29.1.2004 om "Forslag til Rådets forordning om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved de ydre grænser", hovedordførerordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 108 af 30.4.2004),

—

27.10.2004 om "Forslag til Rådets beslutning om ændring af beslutning 2002/463/EF om vedtagelse af et handlingsprogram for administrativt samarbejde på områderne ydre grænser, visum, asyl og indvandring (Argo-programmet)", ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 120 af 20.5.2005),

—

12.3.2008 om "Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem", ordfører: An Le Nouail Marlière (EUT C 204 af 9.8.2008).