ISSN 1977-0871

doi:10.3000/19770871.C_2013.327.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 327

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

56. årgang
12. november 2013


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

491. plenarmøde den 10. og 11. juli 2013

2013/C 327/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Det uudnyttede økonomiske potentiale i EU's konkurrenceevne — reform af offentlige virksomheder (sonderende udtalelse)

1

2013/C 327/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Serbien (sonderende udtalelse)

5

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

491. plenarmøde den 10. og 11. juli 2013

2013/C 327/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog — Langsigtet finansiering af den europæiske økonomiCOM(2013) 150 final/2

11

2013/C 327/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om toldrisikostyring og sikkerhed i forsyningskædenCOM(2012) 793 final

15

2013/C 327/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Udvikling af en europæisk handlingsplan for detailhandelenCOM(2013) 36 final

20

2013/C 327/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om illoyal handelspraksis i virksomhed-til-virksomhed-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer i EuropaCOM(2013) 37 final

26

2013/C 327/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Intelligent lovgivning — imødekommelse af de små og mellemstore virksomheders behovCOM(2013) 122 final

33

2013/C 327/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et støtteprogram for overvågning og sporing i rummet — COM(2013) 107 final — 2013/0064 (COD)

38

2013/C 327/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (omarbejdning) — COM(2013) 162 final — 2013/0089 (COD)

42

2013/C 327/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF for så vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om diversitet for visse store selskaber og grupper — COM(2013) 207 final — 2013/0110 (COD)

47

2013/C 327/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremme af den frie bevægelighed for borgere og virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse offentlige dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012COM(2013) 228 final — 2013/119 (COD)

52

2013/C 327/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultaterCOM(2012) 669 final

58

2013/C 327/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkterCOM(2012) 788 final — 2012/0366 (COD)

65

2013/C 327/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning. Ajourføring af meddelelsen om industripolitikken(COM(2012) 582 final)

82

2013/C 327/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om handelsordninger for visse varer fremstillet af landbrugsprodukterCOM(2013) 106 final — 2013/0063 (COD)

90

2013/C 327/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En plan for at beskytte Europas vandressourcerCOM(2012) 673 final om Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger — VandområdeplanerCOM(2012) 670 final og om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Rapport om revision af politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørkeCOM(2012) 672 final

93

2013/C 327/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved udbygning af højhastighedsnet til elektronisk kommunikationCOM(2013) 147 final — 2013/0080 (COD)

102

2013/C 327/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om flerårig finansiering af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds tiltag til bekæmpelse af forurening fra skibe og havforurening forårsaget af olie- og gasanlægCOM(2013) 174 final

108

2013/C 327/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om opstilling af rammer for adgang til markedet for havnetjenester og finansiel gennemsigtighed for havneCOM(2013) 296 final — 2013/0157 (COD)

111

2013/C 327/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer (rullende program)COM(2013) 130 final

115

2013/C 327/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Den fjerde jernbanepakke, der består af følgende syv dokumenter: Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Fjerde jernbanepakke — Færdigetablering af det fælles europæiske jernbaneområde for at fremme europæisk konkurrenceevne og vækstCOM(2013) 25 final,Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1192/69 om fælles regler for normaliseringen af jernbanevirksomhedernes regnskaberCOM(2013) 26 final — 2013/0013 (COD),Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004COM(2013) 27 final — 2013/0014 (COD),Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1370/2007 for så vidt angår åbning af de nationale markeder for personbefordring med jernbaneCOM(2013) 28 final — 2013/0028 (COD),Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, for så vidt angår åbning af markedet for indenlandsk passagertransport med jernbane og forvaltning af jernbaneinfrastrukturenCOM(2013) 29 final — 2013/0029 (COD),Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (omarbejdning)COM(2013) 30 final — 2013/0015 (COD) ogForslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om jernbanesikkerhed (omarbejdning)COM(2013) 31 final — 2013/0016 (COD)

122

2013/C 327/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i FællesskabetCOM(2013) 195 final/2 — 2013/0105 (COD)

133

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

491. plenarmøde den 10. og 11. juli 2013

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Det uudnyttede økonomiske potentiale i EU's konkurrenceevne — reform af offentlige virksomheder« (sonderende udtalelse)

2013/C 327/01

Ordfører: Raymond HENCKS

På vegne af det kommende litauiske rådsformandskab anmodede viceudenrigsminister Vytautas Leškevičius den 15. april 2013 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

"Det uudnyttede økonomiske potentiale i EU's konkurrenceevne – reform af offentlige virksomheder".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 27. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 170 stemmer for, 10 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Baggrund

1.1

Denne sonderende udtalelse fra EØSU sigter mod at afklare, hvordan offentlige virksomheder kan bidrage specifikt til at forbedre EU's konkurrenceevne. Den har til formål at fremhæve de særlige udfordringer på dette område for EU's politikker og institutioner.

1.2

Udtalelsen ligger inden for rammerne af traktaterne, som tildeler medlemsstaterne vide skønsbeføjelser med hensyn til at fastlægge, organisere og finansiere deres tjenester af almen interesse. Ligeledes har medlemsstaterne ifølge traktaterne beføjelse til at vælge, hvilke virksomheder der skal stå for udførelsen af deres offentlige opgaver, og hvilken status de skal have (privat, offentlig eller offentligt/privat partnerskab) (1).

1.3

En offentlig myndighed kan fra sag til sag ud fra en sektoranalyse, de fastlagte mål og opgaver og de tilstræbte langsigtede mål beslutte at anvende en offentlig virksomhed som et af sine aktionsmidler.

1.4

I Kommissionens direktiv 80/723/EØF af 25. juni 1980 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder forstås ved "offentlig virksomhed" enhver virksomhed, på hvilken de offentlige myndigheder direkte eller indirekte kan have en dominerende indflydelse som følge af ejerforhold, kapitalindskud eller de regler, der gælder for virksomheden.

Dominerende indflydelse antages at foreligge, når de offentlige myndigheder direkte eller indirekte i relation til en virksomhed:

a)

besidder majoriteten af virksomhedens tegnede kapital, eller

b)

råder over mere end halvdelen af de stemmer, som er knyttet til andele, som virksomheden har udstedt, eller

c)

kan udpege mere end halvdelen af medlemmerne i virksomhedens bestyrelse, direktion eller tilsynsråd.

1.5

Alle europæiske lande har i historiens løb stiftet offentlige virksomheder enten direkte eller ved at nationalisere private virksomheder eller gøre dem til kommunale foretagender. Det har de gjort af en lang række grunde:

for at gennemføre strategiske mål i forbindelse med ekstern eller intern sikkerhed eller forsyningssikkerhed for en række vigtige varer eller tjenester

for at opbygge infrastrukturer, der er nødvendige for det økonomiske og sociale liv

for at mobilisere større investeringer (især efter verdenskrigene)

for at fremme nye aktiviteter, som ikke nødvendigvis er rentable på kort sigt

for at afhjælpe markedssvigt (naturligt monopol, outsourcing) eller svigtende privat initiativ

for at imødegå finansielle, økonomiske, sociale eller miljømæssige krisesituationer

for at opfylde public service-opgaver.

1.6

Offentlige virksomheders effektivitet og lønsomhed og eventuelle behov for omstrukturering kan ikke måles alene ved hjælp af de sædvanlige rentabilitetsindikatorer for økonomiske aktiviteter, men bør vurderes ud fra alle de målsætninger og opgaver, som de offentlige myndigheder har tildelt dem.

1.7

Ifølge EU's officielle definition er konkurrenceevne evnen til at forbedre indbyggernes levestandard varigt og sikre dem et højt beskæftigelsesniveau og et højt niveau af social samhørighed.

1.8

EU's produktivitet går lidt tilbage hvert år. Afmatningen er ensbetydende med forringet konkurrenceevne. Blandt de afslørende tegn på denne tilbagegang kan nævnes utilstrækkelig innovation, manglende investering i infrastrukturer og teknologi og i menneskelig kapital.

1.9

EU's konkurrenceevne og tiltrækningskraft hænger altså sammen med investering i infrastrukturer, uddannelse, forskning og udvikling, sundhed og socialsikring, miljøbeskyttelse osv. – en lang række områder, hvor de offentlige myndigheder kan bruge offentlige virksomheder som et af indsatsmidlerne.

1.10

Men staten og de offentlige regionale eller lokale myndigheder er ikke fornuftige pr. definition, og der findes også svigt fra de offentlige virksomheders side, som kan skyldes:

bureaukratisk eller "politisk" administrativ kontrol

mangel på ansvar hos den offentlige myndighed, som kan indskrænke sig alene til finansielle eller økonomiske mål

instrumentalisering af den offentlige virksomhed til andre målsætninger end dens formål.

1.11

Offentlige virksomheder kan indgå i en defensiv eller offensiv strategi fra den kompetente offentlige myndigheds side:

defensiv: for at begrænse virkningerne af krisen, optræde som redningstjeneste i tilfælde af virksomhedsfiasko eller redde arbejdspladser, nationalisere, indtil der findes en overtager, eller straffe klart misbrug af en privat virksomhed osv.

offensiv: for at fremme en industripolitik eller ny teknologi, gennemføre en offentlig politik, udvikle nye politiske mål, fremme nye målsætninger (biodiversitet, vedvarende energi, energisystemskifte) eller skabe et nyt udviklingsmønster (bæredygtigt, inklusivt).

1.12

Det indebærer, at den offentlige myndighed påtager sig ansvaret for at fastlægge de strategiske retningslinjer og samtidig giver virksomhedsledelsen stor forvaltningsfrihed. Den offentlige myndighed skal imidlertid sørge for at tilrettelægge reel offentlig kontrol og regulering, hvilket forudsætter en forvaltning af deres virksomheder baseret på inddragelse af alle de berørte parter og af virksomhedernes medarbejderrepræsentanter.

1.13

Hvad angår tjenester af almen økonomisk interesse, som medlemsstaterne varetager via deres offentlige virksomheder, tilbyder disse virksomheder aktiviteter af industriel og kommerciel karakter, som ofte konkurrerer direkte med andre virksomheders aktiviteter.

1.14

Blandt de offentlige virksomheder, som arbejder i et liberaliseret og konkurrencepræget miljø, bør først og fremmest nævnes netindustrierne (elektricitet, gas, elektronisk kommunikation, transport, posttjenester), hvor tilgængelighed, uafbrudt levering og god kvalitet til en rimelig pris er nødvendige ikke alene for borgerne, men også for en stor del af de private virksomheder. Derfor spiller de en afgørende rolle for medlemsstatens nationale økonomi og globale konkurrenceevne. Det gælder også andre sektorer som den audiovisuelle sektor, boligsektoren, sundhedspleje og social omsorg, hvor borgerne ved markedssvigt ikke på nogen måde kan påberåbe sig deres grundlæggende rettigheder.

2.   Formålet med anmodningen om sonderende udtalelse

2.1

I sin indbringelsesskrivelse anmodede det kommende litauiske formandskab især om at betone forbedringer af de offentlige virksomheders effektivitet og deres betydning for den nationale konkurrenceevne. Der ønskes en analyse af den nuværende situation og af god (eller dårlig) praksis, som stadig savnes på EU-niveau, såvel som en strukturreform, der omfatter en evaluering af denne type virksomheders effektivitet inden for rammerne af samordningen af den økonomiske politik og dens indvirkning på det indre marked.

2.2

Selv om EU-lovgivningen kun vedrører nogle få af de offentlige virksomheders specifikke aktivitetsområder (statsstøtte og tjenester af almen økonomisk interesse), foreslår det kommende litauiske formandskab med hensyn til en reform af de offentlige virksomheder at begrænse initiativerne på EU-plan til ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger og ikke at fastsætte mål for den nye lovramme. Eventuel privatisering af offentlige virksomheder bør ligeledes fortsat henhøre under medlemsstaternes enekompetence.

2.3

Endelig beklager det kommende litauiske formandskab, at der i Kommissionens eksisterende eller planlagte initiativer eller dokumenter hidtil ikke har været nogen generel debat om en reform af de offentlige virksomheder, deres forvaltning, en forbedring af deres effektivitet eller deres bidrag til konkurrenceevnen og gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Kommissionen og Parlamentet har hidtil kun fokuseret på to aspekter, nemlig overholdelse af reglerne om statsstøtte og reglerne om levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.   EØSU's forslag

3.1

EØSU kan kun bifalde det kommende litauiske formandskabs anmodning om en analyse af den nuværende situation og af god (eller dårlig) praksis samt af en strukturreform, der omfatter en evaluering af denne type virksomheders effektivitet inden for rammerne af samordningen af den økonomiske politik og dens indvirkning på det indre marked.

3.2

Af traktaterne følger, at Unionen og medlemsstaterne har et skærpet ansvar for, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer godt, f.eks. ved at indføre en progressiv, dynamisk evaluering af disse tjenesteydelsers effektivitet. Så længe det ikke er opnået, vil effektivitetsevalueringerne ikke kunne imødekomme borgernes og økonomiens behov på nationalt og europæisk niveau.

3.3

En sådan evaluering skal bruges til at forbedre effektiviteten og lønsomheden af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og deres tilpasning til ændringer i borgernes og virksomhedernes behov. Den skal desuden give de offentlige myndigheder oplysninger, som vil sætte dem i stand til at træffe de mest hensigtsmæssige valg. Ligeledes skal den spille en vigtig rolle i indsatsen for at nå frem til et harmonisk kompromis mellem marked og almen interesse og mellem økonomiske, sociale og miljømæssige mål.

3.4

I sin udtalelse om En uafhængig evaluering af tjenesteydelser af almen interesse  (2) fremkom EØSU med nogle konkrete forslag til på EU-niveau at definere udvekslings-, debat-, sammenlignings- og koordinationsmetoderne. EU bør derfor sætte skub i en proces til uafhængig evaluering, under iagttagelse af nærhedsprincippet og de i protokollen til reformtraktaterne omtalte principper, ved i en dialog med de berørte aktørers repræsentanter at udforme en metode til harmoniseret evaluering på EU-plan med afsæt i fælles indikatorer og de midler, hvormed tjenesterne fungerer.

3.5

I forbindelse med sine overvejelser om, hvordan de offentlige virksomheder kan bidrage mere til EU's økonomiske genopretning og konkurrenceevne, har EØSU i forskellige udtalelser beskæftiget sig med spørgsmålet om europæiske tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.6

Der har siden den 8. oktober 2001 eksisteret en "statut for det europæiske selskab". Denne statut har været tilgængelig siden den 8. oktober 2004 og åbner mulighed for, at virksomheder, som opererer i flere medlemsstater, etablerer sig som ét selskab omfattet af EU-retten og således anvender samme regler, dvs. én og samme ordning for forvaltning og offentliggørelse af finansielle oplysninger. Selskaber, som benytter sig af denne statut, undgår så at skulle overholde den nationale lovgivning i hver enkelt medlemsstat, hvor de har datterselskaber, hvorved deres administrationsomkostninger reduceres.

3.7

På denne baggrund bør det overvejes at oprette en "statut for den europæiske offentlige virksomhed", sådan som Kommissionen var inde på i 2011 i forbindelse med Galileo (3), der i dag de facto er en europæisk offentlig virksomhed.

3.8

Man kunne især forestille sig europæiske offentlige virksomheder til de store transeuropæiske energi- eller transportinfrastrukturnet, der er defineret som fælles politik i traktaterne, og at de samarbejder med nationale eller lokale virksomheder i disse sektorer med henblik på at gennemføre de nye bestemmelser og kompetencer i Lissabontraktaten, navnlig med hensyn til EU's politik på energiområdet (EUF-traktatens artikel 194).

3.9

I sin udtalelse om grønbogen Et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen  (4), har EØSU udtrykt ønske om, at der gennemføres studier af muligheden for og gennemførligheden af en europæisk forsyningspligtydelse for energi til fordel for borgerne og med en fælles strategi med hensyn til pris, afgifter, finansielle sikkerhedsregler, kontinuitet, økonomisk udvikling og klimabeskyttelse.

3.10

I samme grønbog gør Kommissionen sig til fortaler for en europæisk systemoperatør for gastransport gennem gradvis oprettelse af en uafhængig virksomhed, som er ansvarlig for forvaltningen af et fælles net til transport af gas i hele EU.

3.11

Sådanne EU-tjenester kan uanset udbyderens status (offentlig, privat, offentlig-privat partnerskab) tilføre en merværdi på væsentlige og multinationale eller transnationale områder såsom energiforsyningssikkerhed, sikring af vandressourcer, bevarelse af biodiversitet, opretholdelse af luftkvaliteten, intern og ekstern sikkerhed o.l., i det omfang disse tjenesteydelser kan leveres mere effektivt på EU-plan end på nationalt eller lokalt plan.

3.12

EØSU går i den forbindelse ind for offentlige partnerskaber (EU og medlemsstaterne) og private partnerskaber for at øge energiforsyningssikkerheden og nå frem til en integreret forvaltning af sammenkoblede energinet (gas, elektricitet, olie) samt udvikling af vindmøllenettet på havet og vindmølleparkernes tilslutning til landnettet, hvilket kunne reducere drifts- og investeringsomkostningerne væsentligt og i højere grad være et incitament til at investere i nye netprojekter (5).

3.13

Hvad angår de enkelte landes beføjelser, f.eks. vedrørende energimix, rækker de sociale og samfundsmæssige spørgsmål om forvaltning og udnyttelse af naturressourcer, kernekraft, klimaændringer og bæredygtig forvaltning samt sikkerhed ud over staternes traditionelle grænser og kan kun finde en tilfredsstillende løsning i en europæisk idé om almen interesse og tilsvarende tjenesteydelser.

3.14

Man kunne også rejse spørgsmålet om de europæiske forvaltningsorganers økonomiske aktiviteter.

3.15

På nuværende tidspunkt findes der seks europæiske forvaltningsorganer (6), som i perioden 2007-2013 tilsammen forvaltede programmer til ca. 28 mia. EUR. De fleste af disse programmer hører under områder, hvor EU er kompetent til at støtte medlemsstaterne.

3.16

På den ene side kan disse forvaltningsorganer betragtes som en slags underleverandører af visse af Kommissionens funktioner, og der kan så opstå tvivl om, i hvor høj grad de i virkeligheden er uafhængige, hvorimod de på den anden side har opgaver og ansvar, som griber direkte ind i de økonomiske og sociale aktiviteter. Er vi så langt fra EU-Domstolens udvidende definition af begreberne økonomisk aktivitet og virksomhed?

Bruxelles, den 10. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  De ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne berøres ikke af traktaterne. Af EUF-traktatens artikel 345 fremgår, at EU er neutral med hensyn til, om indehaverne af virksomhedens kapitalandele er offentlige eller private, og ikke griber ind i medlemsstaternes ejendomsretlige ordninger.

(2)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 42.

(3)  Impact assessment on the Proposal for a Regulation on further implementation of the European satellite navigation programme (2014-2020) (SEC(2011) 1446.

(4)  EUT C 306 af 16.12.2009, s. 51.

(5)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 65.

(6)  Trans-European Transport Network Executive Agency (TEN-TEA), European Research Council Executive Agency (ERC), Research Executive Agency (REA), Executive Agency for Competitiveness and Innovation (EACI), Executive Agency for Health and Consumers (EAHC), Education, Audiovisual and Culture Executive Agency (EACEA).


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/5


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Serbien« (sonderende udtalelse)

2013/C 327/02

Ordfører: Ionuț SIBIAN

Medordfører: Christoph LECHNER

Kommissionen bad ved brev af 12. december 2012 fra kommissær Maroš Šefčovič Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om i overensstemmelse med artikel 262 i traktaten og artikel 9 i samarbejdsaftalen mellem EØSU og Kommissionen at udarbejde en sonderende udtalelse om:

"Civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Serbien".

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 25. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 171 stemmer for, 1 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU bifalder den indsats, Serbiens regeringer igennem de sidste ti år har gjort for at reformere landets økonomi og institutioner. Udvalget ser processen hen imod Serbiens tiltrædelse til EU som en mulighed for at konsolidere og i praksis udmønte de reformer, der er blevet iværksat. Det understreger vigtigheden af, at civilsamfundet inddrages i arbejdet med at tilpasse den serbiske lovgivning til EU-retten. Det opfordrer Serbiens regering og EU-institutionerne til at optrappe støtten til civilsamfundsorganisationer (CSO'er) og inddrage dem tæt i den forestående proces hen imod EU-medlemskab.

1.2

EØSU bifalder Det Europæiske Råds beslutning om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Serbien senest i januar 2014. Udvalget lykønsker regeringerne i Beograd og Pristina med underskrivelsen af den første aftale om principper for en normalisering af forholdet (Bruxelles, 19. april 2013) og den tilhørende gennemførelsesplan, der blev vedtaget i maj. Det opfordrer nu begge parter til at gennemføre aftalen med hjælp fra EU. EØSU understreger, at CSO'er må medvirke til dens gennemførelse, idet de kan være udslagsgivende for parternes forsoning.

1.3

EØSU opfordrer de offentlige myndigheder i Serbien til at gennemføre flere offentlige høringer og høringer af CSO'er, både i de tidlige stadier af politikudformningen og i forbindelse med gennemførelsen. EØSU understreger betydningen af at inddrage dem på vigtige reformområder såsom etableringen af en retsstat, regionalt samarbejde og forsoning, socioøkonomisk udvikling, miljø, landbrug, mindretalsrettigheder og kampen mod diskrimination.

1.4

EØSU anbefaler, at regeringen især fokuserer på at bekæmpe menneskehandel, korruption og organiseret kriminalitet. Det henstiller endvidere, at regeringen anerkender, at der er et behov for at garantere sikkerheden for menneskerettighedsforkæmpere og aktivister fra civilsamfundsorganisationer, der bekæmper organiseret kriminalitet.

1.5

EØSU påpeger, at trods de betydelige fremskridt i retning mod et mere inklusivt samfund er der stadig lang vej igen, før der er lighed for alle uanset køn, seksuel orientering, oprindelse og religion. EØSU opfordrer regeringen til straks at gå i gang med gennemførelsen af strategien mod forskelsbehandling, der blev vedtaget i juni 2013. EØSU anbefaler, at Kommissionen i et tæt samarbejde med CSO'er bruger sine årlige statusrapporter til at overvåge strategiens gennemførelse.

1.6

EØSU hilser det velkomment, at kontoret for samarbejde med civilsamfundet er medtaget i den ekspertgruppe, premierministeren har nedsat under organet, der koordinerer EU-tiltrædelsen. EØSU hilser det også velkomment, at CSO'er, bl.a. repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, deltager i premierministerens råd for EU-integration. Det er et eksempel på god praksis, som der bør bygges videre på ved at overveje at inkludere CSO'er, herunder repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, i det team, der skal forhandle Serbiens fremtidige tiltrædelse. Under alle omstændigheder bør der være garanti for hyppige og omfattende høringer af CSO'er for at nå frem til fælles holdninger og anbefalinger på vigtige områder. Det er vigtigt, at eksperter fra CSO'er får plads i de forskellige undergrupper af eksperter under koordineringsorganets ekspertgruppe.

1.7

EØSU henstiller, at Kommissionen bruger IPA II til i højere grad at støtte kapacitetsopbygning hos CSO'er (herunder arbejdsmarkedets parter) og fokusere på at yde mere støtte til partnerskaber mellem dels CSO'er, dels CSO'er og offentlige myndigheder. Midlerne fra civilsamfundsfaciliteten bør forhøjes og gives til flere projekter, der gennemføres af arbejdsmarkedets parter. Opbygning af CSO'ernes kapacitet, så de kan yde et væsentligt bidrag til integrationsprocessen i EU, bør fortsat prioriteres ved at fremme forenklede procedurer for udvælgelse og gennemførelse af projekter og opnåelse og fornyelse af institutionelle tilskud. Der er ikke kun behov for økonomisk støtte, men tillige for støtte til mekanismer, der kan forbedre dialogen mellem civilsamfundet og offentlige myndigheder.

1.8

EØSU henstiller til EU's delegation i Serbien, at små CSO'er fortsat skal kunne få fornyet deres tilskud via større CSO'er, da det er et skridt i retning af at åbne adgangen til disse midler for en langt større vifte af CSO'er.

1.9

Øget gennemsigtighed i brugen af offentlige mider må fortsat være et af de væsentlige elementer i strategien for udvikling af civilsamfundet, og samtidig er der behov for at forenkle mekanismerne for planlægning og udbetaling af samfinansieringen til EU-projekter, der gennemføres af civilsamfundsorganisationer og øge samfinansieringen.

1.10

EØSU opfordrer den serbiske regering til at optrappe bestræbelserne for at etablere institutionelle og lovgivningsmæssige rammer, som kan bidrage til udviklingen af civilsamfundet og CSO'ernes levedygtighed. EØSU anbefaler, at det overvejes at indføre en "procentdelslov", der giver borgerne mulighed for at øremærke en del af deres indkomstskat til CSO'er, så det bliver mere fordelagtigt for privatpersoner at give til velgørenhed (baseret på den eksisterende model i landene i Central- og Østeuropa), og skaber skatteincitamenter for privatpersoner og virksomheder i den forbindelse.

1.11

EØSU anbefaler, at den nyligt vedtagne lov om offentlige indkøb revideres, da den har gjort det vanskeligt for CSO'er at deltage i offentlige udbud. Med loven er der indført krav om finansielle garantier, som CSO'er ikke kan stille. Det kan hindre dem i at deltage i offentlige udbud om levering af social- og sundhedstjenester og uddannelsestjenester.

1.12

EØSU opfordrer den serbiske regering til at udforme en omfattende strategi for bekæmpelse og begrænsning af den grå økonomi. Dette ville forbedre landets økonomiske situation, hindre urimelig konkurrence og dermed skabe bedre økonomiske betingelser og samtidig garantere en bedre overholdelse af arbejdstagernes sociale rettigheder. Tilliden til institutionerne ville tillige blive genoprettet, og opfattelsen af en retsstat ville vinde udbredelse.

1.13

EØSU fremhæver vigtigheden af arbejdsmarkedsdialogen og opfordrer alle parter til at bruge de eksisterende institutioner, især Det Sociale og Økonomiske Råd, bedst muligt. Det opfordrer regeringen til at gøre mere for at udbrede kendskabet til Det Sociale og Økonomiske Råd og høre det mere systematisk om alle politikker, hvori arbejdsgivere og arbejdstagere har en berettiget interesse. EØSU mener, at arbejdsmarkedsdialogen bør være helt almindelig praksis og foregå inden for strukturerede rammer og ikke kun forekomme lejlighedsvis. Desuden bør den være mere effektiv og resultatorienteret.

1.14

EØSU ønsker, at EU-institutionerne gør fremme af arbejdsmarkedsdialogen til en af de vigtigste prioriteter over for Serbien, hvilket bør afspejles i alle de kommissionsprogrammer, der er åbne for Serbien. Dette kræver større deltagelse fra Det Sociale og Økonomiske Råd, som bør inddrages formelt og høres på hvert stadie af tiltrædelsesforhandlingerne og deltage i overvågningen af gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Serbien. Rådet bør kunne fremsende bemærkninger og holdninger til EU-institutionerne, når disse evaluerer Serbiens fremskridt hen imod EU-medlemskab.

1.15

EØSU mener, at arbejdsmarkedsdialogen bør fremmes yderligere på regionalt og lokalt niveau med udgangspunkt i Det Sociale og Økonomiske Råds regionale strukturer. Den bør også udbygges mere systematisk på sektorniveau, navnlig i den private sektor. Indgåelse – og håndhævelse – af så mange kollektive sektoroverenskomster som muligt ville skabe ro på arbejdsmarkedet i Serbien. De lokale og nationale myndigheder bør hele tiden mindes om fordelene ved og vigtigheden af arbejdsmarkedsdialogen.

1.16

EØSU konstaterer, at der er nedsat en trepartsarbejdsgruppe til at gennemgå arbejdsmarkedslovgivningen, herunder lovgivningen om strejke, registrering af fagforeninger og arbejdsmarkedets parters repræsentativitet. EØSU beder Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og Kommissionen om at støtte dette igangværende arbejde for at bringe Serbiens lovgivning og praksis i fuld overensstemmelse med internationale og europæiske standarder.

1.17

EØSU mener, at styrkelse af arbejdsmarkedets parters kapacitet til at deltage aktivt i arbejdsmarkedsdialogen bør være en af prioriteterne i EU's hjælpeprogrammer. Der er behov for hjælp til at udvikle deres evne til effektivt at bidrage til alle økonomiske, sociale og juridiske spørgsmål, herunder til tiltrædelsesforhandlingerne med EU. Deres organisationsstrukturer, interne kommunikation og kapacitet til at betjene deres medlemmer bør styrkes.

1.18

EØSU gør opmærksom på, at der stadig forekommer hyppige overtrædelser af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder i Serbien, og at mekanismerne, der skal hindre og straffe disse overtrædelser, ikke fungerer tilstrækkeligt effektivt. EØSU opfordrer den serbiske regering til at tage den måde, hvorpå styrelsen for fredelig bilæggelse af arbejdskonflikter fungerer, op til revision. EØSU foreslår, at der ses på muligheden for at oprette særlige domstole for arbejdskonflikter. Derudover beder EØSU Kommissionen om, at den i sine årlige rapporter inkluderer et kapitel om fagforeningers rettigheder og arbejdstagernes grundlæggende rettigheder i tæt samarbejde med nationale og europæiske fagforeninger og ILO.

1.19

Kvindelige serbiske iværksættere spiller en vigtig rolle på hele Balkan og har godt fungerende netværk. Der er nu ved at blive udformet en sammenhængende regional tilgang til videreudvikling af iværksættervirksomhed blandt kvinder på lokalt niveau. EØSU anbefaler, at støtten fra EU og det regionale og lokale niveau øges, så de økonomiske og sociale fordele slår igennem langt tidligere. Derudover skal det anerkendes, at det økonomisk og socialt er absolut nødvendigt at støtte kvindelige iværksættere i Serbien.

1.20

EØSU anbefaler, at der etableres et blandet rådgivende udvalg EU-Serbiens civilsamfund mellem EØSU og serbiske CSO'er. Dette fælles civilsamfundsorgan bør etableres, når forhandlingerne om Serbiens EU-medlemskab formelt er blevet indledt. Det blandede rådgivende udvalg vil give CSO'er på begge sider et forum for mere dybtgående dialog og give dem mulighed for at komme med input til de politiske myndigheder om kapitlerne i tiltrædelsesforhandlingerne.

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1

I det sidste årti har Serbien gjort en enorm indsats for at reformere sine institutioner, lovgivning og økonomiske regulering for at opfylde internationale og europæiske standarder og fremme en åben og effektiv markedsøkonomi.

2.2

I 2008 viste underskrivelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen (SAA) mellem Serbien og EU klart, at den serbiske regering ønsker en udvikling i retning af EU-medlemskab, hvilket gav en saltvandsindsprøjtning til reformprocessen. I 2010 trådte en interimsaftale om handel og handelsanliggender (del af SAA) i kraft.

2.3

Den nye regering, der kom til magten i 2012, har bekræftet, at Serbien ønsker EU-medlemskab. Den har truffet praktiske foranstaltninger for at fortsætte de hidtidige reformer med særlig fokus på bekæmpelse af korruption, konsolidering af retsstatsprincippet, beskyttelse af mindretalsrettigheder og økonomisk genopretning. Det har også gjort en indsats for at forbedre det regionale samarbejde.

2.4

Rådet gav i december 2012 Kommissionen til opgave at udarbejde en rapport i løbet af foråret 2013 med en vurdering af, hvordan Beograds dialog med regeringen i Pristina og reformerne med henblik på EU-medlemskab skrider frem. På grundlag af denne rapport, der indeholdt en positiv anbefaling, besluttede Det Europæiske Råd på sit møde den 28. juni 2013, at betingelserne for at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Serbien er opfyldt.

2.5

Den 19. april 2013 blev regeringerne i Beograd og Pristina endelig, i den tiende runde af forhandlinger ledet af EU, enige om fremtiden for det serbiskkontrollerede nordlige Kosovo med underskrivelsen af den første aftale om principper for en normalisering af forholdet. I maj vedtog de to parter en gennemførelsesplan. Et gennemførelsesudvalg er blevet nedsat af de to parter med hjælp fra EU.

3.   Politisk, økonomisk og social udvikling

3.1

Serbien er et land, der stadigvæk gennemgår forandringer. Der er gennemført privatiseringer, men statsejede virksomheder udgør stadig en betydelig del af økonomien, og omlægninger er mange steder stærkt tiltrængte. Arbejdsløsheden er steget væsentligt (24 % af arbejdsstyrken i 2012). De unge forsøger at emigrere. Befolkningen bliver ældre. En stor procentdel af befolkningen arbejder fortsat i landbruget og bor på landet, hvor en egentlig udvikling har det svært på grund af manglen på investeringer. Den uformelle økonomi er udbredt og udhuler økonomien som helhed, svækker statens budget og betyder, at arbejdstagerne er uden social sikring. Korruption, undertiden knyttet til organiseret kriminalitet, hindrer ikke blot den økonomiske udvikling, men også opbygningen af institutioner. Også i retsvæsenet er der hårdt brug for reformer for at garantere reel overholdelse af borgernes og organisationers rettigheder.

3.2

EØSU rettede lyset mod disse problemer i sin udtalelse om Forbindelserne mellem EU og Serbien: Civilsamfundets rolle (29. maj 2008). På den anden side har det også fremhævet den indsats, de offentlige myndigheder gør for at få gennemført de nødvendige reformer. Der er indført meget ny lovgivning. Nye institutioner er blevet etableret, først og fremmest med henblik på at tilrettelægge dialogen med arbejdsmarkedets parter og andre CSO'er, og mindretalsrettigheder anerkendes nu officielt. Selvom denne proces endnu ikke er afsluttet, er det største problem at få alle disse institutionelle og retlige ændringer omsat til praksis.

3.3

Serbien har ratificeret 77 traktater og konventioner vedtaget af Europarådet, herunder de vigtige konventioner om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, beskyttelse af nationale mindretal, forebyggelse af tortur, beskyttelse af børn, bekæmpelse af korruption og den europæiske socialpagt. Yderligere otte konventioner er blevet underskrevet, men endnu ikke ratificeret, herunder konventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. På internationalt plan har Serbien ratificeret 75 ILO-konventioner (hvoraf 73 er trådt i kraft).

3.4

Som Europarådets menneskerettighedskommissær har understreget (1), er der stadig arbejde at gøre, inden mange af disse konventioner håndhæves korrekt. Europarådets kommissær fremhævede problemerne med forsvundne og tvangsflyttede personer under krigen, den nærmest helt almindelige diskrimination af romaer, vold mod kvinder og udbredt homofobi.

3.5

Selvom regeringen vedtog en mediestrategi i oktober 2011, udsættes journalister stadig for vold og trusler. Økonomisk og politisk indblanding i medierne forekommer også, hvilket er en trussel mod mediernes uafhængighed og journalisternes muligheder for at udføre deres arbejde. Derudover chikaneres fagforeningsfolk stadig eller fyres for at være medlem af en fagforening.

3.6

Serbien bør, som EØSU ser det, klart prioritere yderligere konsolidering af reformprocessen, reform af retsvæsenet samt håndhævelsen af borgerlige og sociale rettigheder samt menneskerettighederne. EU bør i sine forbindelser med Serbien klart fokusere på disse forhold. De er også vigtige for CSO'erne, og deres aktive deltagelse bør på enhver måde fremmes.

4.   Civilsamfundsorganisationernes nuværende situation og rolle

4.1

Forenings- og forsamlingsfriheden er en forfatningssikret rettighed, der i reglen respekteres. Dog er foreningsfriheden under pres fra stadig flere trusler fra voldelige nationalistiske grupper.

4.2

Det serbiske civilsamfund findes hovedsageligt i byerne og er ujævnt repræsenteret i regionerne. Der er meget få civilsamfundsorganisationer i landdistrikterne, og deres kapacitet er ikke særlig udviklet. Der er brug for yderligere støtte til at fremme foreningslivet, opbygge kapacitet og støtte dannelsen af netværk mellem CSO'er i landdistrikter og/eller mindre byer.

4.3

Der bør især fokuseres på landbruget; på at udvikle interesseorganisationer inden for landbruget og på at få landbruget inddraget i arbejdsmarkedsdialogen. Landbruget er fortsat meget vigtigt i Serbien – ca. en fjerdedel af den erhvervsaktive befolkning er beskæftiget i landbrugssektoren, som tillige er en vigtig økonomisk sektor. Landbruget og landbrugspolitikken bliver meget vigtige i den fremtidige proces hen imod EU-medlemskab. Samtidig bliver tilpasningen til EU-lovgivningen en særlig udfordring for den serbiske landbrugssektor.

4.4

Velorganiserede interesseorganisationer vil ikke blot kunne medvirke til at fremme landbrugets interesser, men også yde et væsentligt bidrag i den kommende integrationsproces, ikke mindst til at udforme og gennemføre specifikke støtteprogrammer for landbruget, landdistrikter og de mennesker, der bor i landdistrikterne.

4.5

Der findes flere aktive partnerskaber og koalitioner mellem CSO'er, men den støtte, de får, og deres ressourcer er for begrænsede til, at de kan optrappe deres aktiviteter og øge deres indflydelse. Med hensyn til partnerskaber mellem CSO'er og offentlige myndigheder er SECO (2)- og KOCD (3)-ordningerne eksempler, der kan blive god praksis, forudsat at deres bidrag tages i betragtning, og de vedvarende og systematisk tilføres midler og ydes støtte.

4.6

De største hindringer for CSO'ernes overlevelse er, at den støtte, de modtager fra staten, hverken er tilstrækkelig eller gives på grundlag af klart definerede prioriteter, at der mangler donorer i erhvervslivet, at privatpersoner ikke giver til organisationer, at internationale donorer trækker sig, at samarbejdet med de lokale myndigheder ikke er særligt udviklet, samt at de enkelte beslutningstageres ansvarlighed generelt er begrænset. Der bør gøres en indsats for at øge CSO'ernes medlemstal. Et lavt medlemstal skader CSO'ernes image og anerkendelse, samtidig med at den offentlige støtte ikke er ordentligt reguleret på alle niveauer. Med undtagelse af en halv snes stærke CSO'er, der for de flestes vedkommende hører hjemme i Beograd, har CSO'erne generelt meget få muligheder for at påvirke den sociale og politiske dagsorden.

4.7

EØSU glæder sig over arbejdet med at forbedre lovrammerne for foreninger og fonde, herunder loven om foreninger (fra oktober 2009), loven om stiftelser og fonde (fra november 2010), loven om frivilligt arbejde (fra maj 2010) og de forenklede regnskabsprocedurer for små foreninger og fonde (endnu ikke vedtaget). Imidlertid er andre vigtige love blevet vedtaget, men endnu ikke gennemført, bl.a. loven om social velfærd (2011). Loven indeholder bestemmelser om udvikling af rammer, der kan sikre CSO'er en rimelig adgang til offentlige midler til levering af sociale tjenesteydelser, hvilket EØSU støtter.

4.8

EØSU bifalder ændringerne af artikel 41 i regeringens forretningsorden om offentlige høringer, som fastlægger kriterierne for obligatorisk offentlig høring, idet det slås fast, at offentlig høring er reglen og ikke undtagelsen, og der fastlægges rimelige tidsrammer for, hvor længe de skal vare. EØSU understreger behovet for at sikre korrekt gennemførelse af denne mekanisme. Det bør prioriteres at skabe større forståelse hos de offentlige myndigheder for fordelene ved at samarbejde med CSO'er både på de indledende stadier af politikudformningen og senere hen i forbindelse med gennemførelsen. Desuden bør der ses på at indføre procedurer for udpegelse af repræsentanter for CSO'er til forskellige offentlige organer på nationalt og lokalt niveau, bl.a. med udgangspunkt i bedste praksis fra nabolande og forslag fra CSO'erne.

4.9

Kontoret for samarbejde med civilsamfundet har fungeret siden 2011. Aktivitetsprogrammet for 2013-2014 omfatter nogle vigtige målsætninger, der skal arbejdes hen imod:

udarbejdelse af en strategi med henblik på dels at skabe de rette betingelser for, at civilsamfundet kan udvikle sig, og etablering af et nationalt råd for udvikling af civilsamfundet;

fremme af nye finansieringskilder, der er en forudsætning for CSO'ernes overlevelse, bl.a. institutionelle tilskud, sociale aktiviteter i virksomheder, social velgørenhed i virksomheder, socialt iværksætteri; udformning af betingelser for CSO'ernes brug af offentlige rum osv.;

videreudvikling af institutionelle rammer, som kan fremme udviklingen af civilsamfundet, dvs. tilrettelæggelse af særlige enheder eller arbejdsopgaver i de relevante regeringsministerier; overvejelser om mulighederne for at etablere en fond for civilsamfundsudvikling, bedre mekanismer for samarbejde mellem CSO'er og Serbiens nationale forsamling.

4.10

EØSU glæder sig over samarbejdskontorets indsats for at skabe større gennemsigtighed i finanslovsmidlerne til CSO'er med offentliggørelsen af en årlig sammenfattende rapport om midler afsat til foreninger og andre civilsamfundsorganisationer på Serbiens finanslov. Samarbejdskontoret bør dog have øget sine beføjelser, så det kan få flere myndighedsorganer på alle niveauer til at indsende oplysninger med det formål at sikre, at dataindsamlingen er fuldstændig og offentliggøres årligt. EØSU bifalder derfor den støtte EU's delegation yder samarbejdskontoret via det 3-årige program for teknisk støtte, der trådte i kraft i december 2012 (4).

4.11

Tal fra 2011 viser, at selv i de tilfælde hvor donorstøtte var garanteret, blev der kun afsat og i praksis udbetalt få midler til samfinansiering af programmer/projekter, trods det at CSO'erne har hårdt brug for disse midler.

5.   Arbejdsmarkedsdialog

5.1

Arbejdsmarkedsdialog er afgørende for den økonomiske udvikling og for at sikre den sociale samhørighed, som Serbien har brug for. I 2008 blev der indgået en generel kollektiv overenskomst. I april 2011 tiltrådte Serbiens Sociale og Økonomiske Råd en ny socialøkonomisk aftale underskrevet af lederne for arbejdsmarkedets organisationer og premierministeren, hvorunder parterne forpligter sig på vigtige punkter. Aftalen slog fast, at arbejdsmarkedsdialog er en forudsætning for at nå fælles udviklingsmål, for med held at overvinde problemerne knyttet til den økonomiske krise og for at få skabt økonomiske og sociale fremskridt i Serbien. I 2012 underskrev Det Sociale og Økonomiske Råd en aftale om mindsteløn. På sektorplan blev der i 2011 og 2012 indgået fire kollektive sektoroverenskomster for landbruget, byggeriet, kemikalieindustrien og metalindustrien. Beskæftigelsesministeren udvidede disse kollektive overenskomster til alle statsansatte. Størstedelen af den offentlige sektor er også dækket af kollektive overenskomster, herunder ansatte i sundhedssektoren, ved lokale og nationale myndigheder, inden for kultur og uddannelse samt i politiet.

5.2

Det Sociale og Økonomiske Råd blev oprettet ved lov i 2005 og er det institutionelle forum for trepartsforhandlinger. Derudover er der nu 18 sociale og økonomiske råd på lokalt niveau, men primært på grund af de regionale myndigheders tilbageholdenhed er under halvdelen af dem fuldt operationelle. Det Sociale og Økonomiske Råd kæmper stadig med en række problemer, som er en bremseklods for dets aktiviteter, først og fremmest manglen på økonomiske og menneskelige ressourcer. Alligevel er det lykkedes med at nedsætte fire permanente arbejdsgrupper om økonomiske spørgsmål, lovgivning, kollektive overenskomster og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Repræsentanter for arbejdsmarkedets parter deltager nu regelmæssigt i rådets møder, modsat regeringen som ofte repræsenteres af embedsmænd. Deres deltagelse er taget til, siden rådet blev genoprettet i september 2012. Selv premierministeren er medlem af rådet, men som tidligere er det vanskeligt for rådet at få tilrettelagt sine møder.

5.3

Men selvom arbejdsmarkedsdialogen har leveret resultater, skal den styrkes og udvides. Særligt i den private sektor står arbejdsmarkedets parter svagt. Kollektive overenskomster håndhæves ikke nødvendigvis, efter at de er blevet indgået, og store områder er slet ikke omfattet af arbejdsmarkedsdialogen. På nationalt niveau høres Det Sociale og Økonomiske Råd ikke systematisk om alle spørgsmål inden for dets kompetenceområde, og høringen er ofte af ren formel karakter, uden at regeringen tager dets anbefalinger i betragtning. En positiv undtagelse er beskæftigelsesministeriet, som beder rådet afgive udtalelse om alle lovforslag og strategier. Desuden foreslog det for nylig at nedsætte en trepartsarbejdsgruppe, der skal foreslå ændringer til arbejdsmarkedslovgivningen. Også lovgivningen om undervisning og uddannelse er blevet forbedret, efter at undervisningsministeriet hørte rådet om tre lovforslag. Trods disse positive tendenser forbigås Det Sociale og Økonomiske Råd for det meste stadig, når det gælder den økonomiske politik generelt og foranstaltninger, som har direkte virkninger for virksomheders og arbejdstageres aktiviteter.

5.4

Styrelsen for fredelig bilæggelse af arbejdskonflikter blev oprettet i 2005 til at løse individuelle og kollektive arbejdskonflikter. Den beskæftiger sig primært med enkeltsager, hvor en voldgiftsmand kan træffe en bindende afgørelse og har samme retsmidler som en domstol. I praksis virker det imidlertid som om, styrelsen ikke rigtig har fået markeret sig som et alternativ, og at de fleste konflikter fortsat indbringes for domstolene, der er notorisk overbebyrdede. Ved løsningen af kollektive konflikter fungerer styrelsen som mægler og kan derfor ikke tvinge de stridende parter til at indgå en aftale, men forsøger at få begge parter til frivilligt at indgå et forlig i mindelighed.

5.5

Der er planer om, at regeringen i 2013 skriver under på et program for anstændigt arbejde med ILO. Programmet skulle være en hjælp ved gennemgangen af de forskellige aspekter af den sociale lovgivning og de dermed forbundne procedurer, så de bringes i fuld overensstemmelse med internationale standarder, og ved kapacitetsopbygningen hos arbejdsmarkedets parter, så de kan bidrage effektivt til arbejdsmarkedsdialogen med støtte fra EU-midler og -programmer.

5.6.

Det er afgørende, at arbejdsmarkedets parter inddrages bedre i regeringens økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige politikker, ikke mindst med henblik på tiltrædelsesforhandlingerne med EU. De bør også inddrages i arbejdet med at gøre Serbien støtteberettiget under Den Europæiske Socialfond og øvrige EU-fonde. Først da vil arbejdsmarkedets parter i Serbien reelt kunne udfylde deres fremtidige rolle i EU-foraene for deltagelsesdemokrati.

6.   Arbejdsmarkedets parter – den aktuelle situation

6.1

Den serbiske arbejdsgiverorganisation er den vigtigste interesseorganisation for arbejdsgiverne på nationalt plan. Den repræsenterer serbiske erhvervsdrivende i Det Sociale og Økonomiske Råd. Men dens status som legitim deltager i arbejdsmarkedsdialogen svækkes af, at de fleste store virksomheder i Serbien samt andre organisationer, såsom sammenslutningen af små og mellemstore virksomheder, ikke er medlemmer af organisationen.

6.2

Serbiens handels- og industrikammer, der er den største erhvervssammenslutning, deltog ikke tidligere i arbejdet i Det Sociale og Økonomiske Råd, på grund af et system med obligatorisk medlemskab. Men siden 1. januar 2013 har medlemskab været frivilligt, og kammeret satser nu stærkt på at deltage i arbejdsmarkedsdialogen, særligt på områderne erhvervsuddannelse, fremme af handelen med udlandet og regionaludvikling. Det bakker op om en styrkelse af den serbiske arbejdsgiverorganisations position i rådet, forudsat at det vil kunne repræsentere så mange arbejdsgiverinteresser som muligt via effektive høringer af alle arbejdsgiverorganisationer.

6.3

I betragtning af den store arbejdsløshed burde arbejdsgiverne have mere at skulle have sagt om udviklingen af gode erhvervsbetingelser. Der bør skabes incitamenter for iværksættere, og nye virksomheder bør kunne etableres hurtigere, især små og mellemstore virksomheder, som er en af de væsentligste kilder til nye jobs i Europa. De største hindringer for skabelsen af bedre erhvervsbetingelser er manglen på gennemsigtighed og forudsigelighed af de juridiske rammer, et ikke særlig fordelagtigt skattesystem med bl.a. nogle skattelignende afgifter, adgangen til finansiering, procedurerne for virksomhedsregistrering, administrationen forbundet med handel med udlandet osv. Generelt er det vurderingen i Serbiens erhvervsliv, at det ikke er tilstrækkeligt inddraget i lovgivningsprocessen og de dertil knyttede konsekvensanalyser, særligt når det gælder konsekvenserne for SMV'er.

6.4

Fagforeningerne er svage og splittede. Mange tilhører Serbiens to største fagforbund: forbundet af uafhængige fagforeninger i Serbien (SSSS) eller fagforbundet "Uafhængighed" (Nezavisnost). Der findes i tillæg to andre forbund: sammenslutningen af frie og uafhængige fagforeninger i Serbien (ASNS) og forbundet af frie fagforeninger (KSSS), som hævder at være repræsentative. En ny lov om repræsentativitet er for øjeblikket under behandling. Derudover findes der ifølge beskæftigelsesministeriet internt i virksomheder ca. 2 000 faglige organisationer, som ikke er medlemmer af et nationalt forbund. Der er behov for, at alle relevante arbejdstagerorganisationer inddrages tættere i beslutningsprocessen på arbejdsmarkedet på arbejdstagersiden. Fagforeningernes rolle er afgørende for at styrke arbejdsmarkedsdialogen i Serbien.

6.5

Vanskelighederne forbundet med forandringerne og den økonomiske krise har gjort fagforeningerne endnu mere splittede og svage. De tunge registreringsprocedurer for fagforeninger, modstanden og til tider chikanen fra ledere, der ikke er indstillet på social dialog i deres virksomhed, lægger alle hindringer i vejen for den almindelige udvikling af arbejdstagerrepræsentation og undergraver arbejdsmarkedsdialogen. Men på denne baggrund er det glædeligt, at der i de senere år har udviklet sig et godt samarbejde mellem de to repræsentative forbund, SSSS og Nezavisnost.

Bruxelles, den 10. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Thomas Hammarbergh, Europarådets menneskerettighedskommissær. Rapport udarbejdet efter hans besøg i Serbien den 12.-15. juni 2011. CommDH(2011)29.

(2)  SECO's mål er networking og kapacitetsopbygning rettet mod EU-integration og inddragelse af civilsamfundet i IPA-programmeringsprocessen.

(3)  KOCD'erne er netværk af organisationer, der arbejder med social beskyttelse af marginaliserede grupper, og som i fællesskab henvender sig til de relevante beslutningstagere.

(4)  Programmets budget er på 1,2 mio. EUR og skal målrettes støtte til yderligere ændringer af CSO-relevant lovgivning med indførelse af en ramme for gennemsigtig statsfinansiering og inddragelse af CSO'er i beslutningsprocessen.


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

491. plenarmøde den 10. og 11. juli 2013

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/11


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog — Langsigtet finansiering af den europæiske økonomi«

COM(2013) 150 final/2

2013/C 327/03

Ordfører: Michael SMYTH

Den 25. marts 2013 besluttede Kommissionen under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Grønbog – Langsigtet finansiering af den europæiske økonomi"

COM(2013) 150 final/2.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 19. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 151 stemmer for, 3 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

En af de vigtigste dele af en strategi, som sigter mod at bringe Europa tilbage på sporet mod bæredygtig vækst, er at sikre en passende reserve af langsigtet finansiering, uden at omkostningerne bliver for store. Kommissionens høringsdokument om dette spørgsmål kommer som kaldet.

1.2

EØSU bifalder grønbogens fokus på produktive investeringer og dannelse af materiel og immateriel kapital med lang levetid, men opfordrer Kommissionen til at rette større opmærksomhed på behovet for at finansiere "samfundsnyttige" kapitalinvesteringer.

1.3

Hvis bankerne fremover som forventet kommer til at spille en mindre fremtrædende rolle som kilder til langsigtet finansiering, kan der opstå muligheder for andre finansielle formidlere som nationale og multilaterale udviklingsbanker, institutionelle investorer, statsobligationer og navnlig obligationsmarkederne. Det er imidlertid vigtigt, at der ikke skabes hindringer, som gør, at bankerne ikke kan udfylde deres rolle som de primære udbydere af langsigtet finansiering, og at der er en lovramme, som sikrer, at finansiering og kapitalstrømme ikke føres uden for den regulerede sektor.

1.4

EØSU bifalder den rekapitalisering af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der blev gennemført for nylig, og som vil styrke dens kapacitet til at mobilisere yderligere finansiering af private investeringer og spille en mere fremtrædende kontracyklisk rolle i forbindelse med finansiering af investeringer og kreditter til SMV'er. En kapitaltilførsel på 10 mia. EUR er et ikke ubetydeligt beløb, men EØSU mener alligevel, at der skal mere til i den nuværende situation.

1.5

Indførelsen af EU 2020-projektobligationer er – selv om de stadig befinder sig i forsøgsstadiet – ligeledes en positiv tendens. Projektobligationerne er udviklet af Kommissionen i samarbejde med EIB. Man bør overveje at indlede lignende samarbejdsaktiviteter med hensyn til statsobligationer.

1.6

Hvis initiativer som projektobligationerne får held til at udvide markedet for finansiering gennem obligationer, bør de intensiveres, når pilotfasen er overstået og færdigevalueret.

1.7

I grønbogen undersøges betydningen af opsparing for udbuddet af langsigtet investeringsfinansiering. Mens nogle medlemsstater har indført særlige opsparingsordninger til fremme af langsigtede opsparinger for at finansiere bredere samfundsinvesteringer, kunne man overveje at skabe et opsparingsinstrument for hele EU eller euroområdet, der eventuelt giver en tillægsrente.

1.8

I nogle medlemsstater har man tilskyndet til pensions- og anden opsparing ved at anvende skattesystemet snedigt, hvilket har givet relativt gode resultater. Borgerne er ikke ligefrem imødekommende over for forestillingen om først at betale skat af indkomsten og derefter endnu mere skat af de langsigtede opsparinger, som betales af nettoindkomsten. Når det gælder socialt ansvarlige investeringer, bør det kunne lade sig gøre at udforme og markedsføre fornuftige personlige opsparingsprodukter med lav eller ingen skat og med passende årlige grænser for at opmuntre til bedre langsigtet økonomisk planlægning.

1.9

Kortsigtethed i det finansielle system har været en betydelig hæmsko for tilvejebringelsen af passende langsigtede investeringer og er tæt forbundet med virksomhedsledelse. Det er ikke nogen let opgave at ændre incitamenterne for at fremme langsigtede resultater. EØSU bifalder Kommissionens forslag om øgede stemmerettigheder og højere udbytte til langsigtede investorer og ændringer af direktivet om aktionærers rettigheder. Derudover bør man overveje en samordnet anvendelse af skattefritagelse på kapitalafkast for at tilskynde fondsforvaltere til at tænke i langsigtede aktiebeholdninger.

1.10

Hvad venturekapital angår, indeholder grønbogen flere interessante forslag. EØSU har tidligere foreslået, at man udvider Den Europæiske Investeringsfonds rolle, så den udover at yde lån også tilbyder venturekapital. Det var det, grundlæggerne af EIF oprindeligt havde planer om, da EIF blev grundlagt i 1994. Hvis EIF blev rekapitaliseret ordentligt ligesom EIB, kunne den blive en af de vigtigste udbydere af venturekapital til SMV'er.

1.11

Eftersom de nationale og regionale regeringer allerede er involverede i at fremme SMV'ernes overlevelse og langsigtede vækst gennem deres regionale udviklingsorganer, er der desuden god grund til at inddrage de nævnte organer i driften af SMV-handelsplatformene. Denne opgave kan spænde fra at vurdere SMV'ernes kreditværdighed til at give begrænsede garantier til de institutionelle investorer.

1.12

EØSU kunne godt ønske sig, at der blev lagt større vægt på socialt ansvarlige investeringer, og foreslår, at der oprettes et observatorium til overvågning af vilkårene for langsigtede investeringer.

2.   Indledning og baggrund for grønbogen

2.1

Kommissionens vigtigste motivation til at udarbejde grønbogen er behovet for at bringe EU tilbage på sporet mod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Europa står over for store langsigtede, omfattende investeringsbehov som grundlag for bæredygtig vækst. Denne opgave hæmmes dog alvorligt af den nuværende risikoaversion i husholdninger og virksomheder samt mange regeringers behov for finanspolitisk konsolidering, hvilket tilsammen medfører, at udbuddet af langsigtet investeringsfinansiering begrænses.

2.2

På nuværende tidspunkt er de traditionelle finansielle kreditformidlingskanaler præget af alvorlige mangler. Bankerne har været den vigtigste kilde til investeringsfinansiering i EU, men mange er dem er nu primært optagede af nedgearing og er derfor ikke i stand til at udfylde deres gængse funktion. Grønbogens perspektiv rækker ud over den nuværende krise. Den fokuserer på at finde løsninger på behovet for langsigtet finansiering af investeringer.

2.3

Kommissionen fokuserer på produktive investeringer og dannelse af materiel og immateriel kapital med lang levetid, som hyppigt er mindre konjunkturforstærkende end kapital med kort levetid. Kommissionen definerer langsigtet finansiering som den proces, hvorved det finansielle system betaler for investeringer, der strækker sig over en længere periode.

2.4

EU har indledt et reformprogram for den finansielle sektor, der sigter mod at sikre større stabilitet og tillid på finansmarkederne. Finanssystemet skal være stabilt for at kunne opmuntre til langsigtede investeringer, men det er ikke den eneste forudsætning. Kommissionen indkredser en række andre områder, hvor der er også er behov for handling, nemlig:

de finansielle institutioners kapacitet til at kanalisere langsigtet finansiering

de finansielle markeders effektivitet og resultater med hensyn til at tilbyde langsigtede finansieringsinstrumenter

politikker til fremme af langsigtet opsparing og investering samt

SMV'ers muligheder for at få lettere adgang til både bankfinansiering og andre former for finansiering.

3.   Bemærkninger til forslaget

3.1   De finansielle institutioners kapacitet til at kanalisere langsigtet finansiering

3.1.1

Forretningsbanker. Kommissionens analyse af de udfordringer, der er forbundet med at sikre passende langsigtet finansiering i EU er i princippet korrekt. Den ledende rolle, som bankerne traditionelt har spillet som den vigtigste kilde til langsigtet finansiering, er under forandring. Bankernes fremtidige rolle kan blive mindre fremtrædende. Der er ingen diskussion af de potentielle uoverensstemmelser mellem visse nye bankbestemmelser og grønbogens målsætninger om at stimulere langsigtede investeringer. I grønbogen konstateres det blot, at effekten af de nyligt gennemførte finansielle reformer og sandsynlige fremtidige reformer kan hæmme bankernes aktivitetsniveau i formidlingskæden. Der bør være bedre balance mellem tilsynskravene i Basel III og incitamenterne for bankerne til fortsat at tilbyde langsigtet finansiering af investeringer. Under alle omstændigheder vil der sikkert opstå muligheder for andre formidlere som nationale og multilaterale udviklingsbanker, institutionelle investorer, øget anvendelse af obligationsmarkeder og statsobligationer.

3.1.2

Nationale og multilaterale udviklingsbanker. Disse institutioner spiller en vigtig rolle mht. risikodeling med private investorer og operatører for at udvikle vigtige projekter og dermed undgå markedssvigt. Deres langsigtede strategiske handlinger gør, at de også spiller en kontracyklisk rolle. EIB og EIF har spillet en mere og mere fremtrædende rolle i forbindelse med risikodeling, og den nylige rekapitalisering af EIB vil – selv om den efter EØSU's mening er utilstrækkelig – utvivlsomt øge dens kapacitet til at fremme yderligere finansiering af private investeringer. EØSU opfordrer EIB til at gøre en større indsats for at fremme store grænseoverskridende infrastrukturprojekter med særlige finansieringsproblemer.

3.1.3

EØSU bifalder indførelsen af Europa 2020-projektobligationerne, som nu bliver afprøvet inden for rammerne af offentlig-private partnerskaber i en række investeringsprojekter for infrastruktur på områderne energi, transport og ikt (1). Kommissionen kommer ind på statsobligationernes potentielle rolle for finansiering af langsigtet investering. Analogt med projektobligationerne, der blev udviklet af Kommissionen i samarbejde med EIB, bør man undersøge mulighederne for at udvikle et lignende fælles initiativ med hensyn til statsobligationer og dermed øge udbuddet af langsigtet investeringsfinansiering.

3.1.4

Hvad institutionelle investorer angår, konstateres det i grønbogen, at der er en potentiel konflikt mellem behovet for effektiv regulering af investeringsrisici blandt forsikringsselskaber og behovet for at give dem incitamenter til at finansiere langsigtede investeringer. Kommissionen og EU's forsikringsmyndigheder drøfter spørgsmålet i øjeblikket. Kommissionen har planer om at fremsætte forslag om langsigtede investeringsfonde (LTIF) med henblik på at stimulere oprettelsen af en række mekanismer for risici i puljer, som involverer flere forskellige typer af institutionelle investorer. Det er et nyttigt forslag. Pensionsfondene kunne spille en mere fremtrædende rolle i forbindelse med langsigtede investeringer, men støder i den forbindelse på en række institutionelle, lovgivningsmæssige og politiske hindringer. De er navnlig urolige over, at beslutningstagerne forsøger at få dem til at finansiere visse typer projekter, som deres medlemmer ikke har interesse i. Pensionsfondene bør konsulteres om, hvordan man kan minimere eller overvinde disse hindringer. Her kan oprettelsen af en bankunion være til nytte.

3.1.4.1

Incitamenter på området selskabsbeskatning kan også få betydning, når de institutionelle investorer skal opmuntres til at bidrage til langsigtet finansiering i større stil. Et system med gradvist aftagende tilskud i forbindelse med store investeringer i infrastrukturprojekter kan give større institutionelle investeringer.

3.2   De finansielle markeders effektivitet og resultater med hensyn til at tilbyde langsigtede finansieringsinstrumenter

3.2.1

I grønbogen konstateres det, at visse kapitalmarkeder i Europa skal udvikles og modnes, hvis udbuddet af langtidsfinansiering skal udvides. EU's obligationsmarkeder er ikke så veludviklede som i USA, og de fleste selskaber med mellemstor markedsværdi (mid-caps) og SMV'er betragter dem som lukket land. Selv indførelsen af projektobligationer fik en forsigtig velkomst af kreditvurderingsinstitutterne, hvilket illustrerer, at det bliver vanskeligt at øge obligationsmarkedets kapacitet. Hvis initiativer som projektobligationerne, som kan mobilisere op til 4,6 mio. EUR til nye infrastrukturprojekter, får held til at udvide markedet for finansiering gennem obligationer, bør de intensiveres, når pilotfasen er overstået og færdigevalueret.

3.3   Politikker til fremme af langsigtet opsparing og investering

3.3.1

Grønbogen indeholder en udførlig oversigt over de faktorer, der påvirker langsigtet opsparing og finansiering. På udbudssiden har nogle medlemsstater gjort en indsats for at øge udbuddet af langsigtet opsparing, men der er lang vej igen. Grønbogen indeholder forslag om, at man kan skabe et redskab for opsparing for hele EU, som skal fremme mere langsigtet opsparing med bredere sociale målsætninger for øje. Det kan være en fordel, når det gælder om at udbygge den grænseoverskridende infrastruktur. Det kan også fremme arbejdskraftmobiliteten og forbedre pensionsplanlægningen i det indre marked. Det kan blive nødvendigt at tilbyde nye opsparingsprodukter med højere eller forskellige rentesatser som incitament til langsigtet opsparing.

3.3.2

Beskatning. Forholdet mellem beskatning, langsigtet opsparing og langsigtet investering undersøges ret detaljeret. Investeringer er underlagt selskabsbeskatning, hvilket giver lånefinansiering en fordel i forhold til egenkapitalfinansiering. Det kan være værd at overveje at indføre et system med gradvist aftagende fritagelser, når man forsøger at finde passende reformer, som fremmer egenkapitalfinansiering af langsigtede investeringer. Sådanne systemer bruges ofte i forbindelse med beskatning af kapitalafkast, og de kan konfigureres, så de udjævner nogle af de nuværende skattefordele ved lånefinansiering.

3.3.3

Med henblik på langsigtet opsparing og skattesystemet konstaterer Kommissionen, at det er vigtigt at sikre et stabilt, passende udbud af opsparing og incitamenter, der er nødvendige for at sikre dette udbud. I nogle medlemsstater har man tilskyndet til pensions- og anden opsparing ved at anvende skattesystemet snedigt, hvilket har givet relativt gode resultater. Borgerne er ikke ligefrem imødekommende over for forestillingen om først at betale skat af indkomsten og derefter endnu mere skat af de langsigtede opsparinger, som betales af nettoindkomsten. Det bør være muligt at udforme og markedsføre fornuftige opsparingsprodukter med lav eller ingen skat og med passende årlige grænser for at opmuntre til bedre langsigtet økonomisk planlægning.

3.3.4

Der er visse ulemper forbundet med at anvende skatteincitamenter til at opnå de ønskede langsigtede investeringsresultater. Det giver alvorlige problemer som f.eks. dødvægtseffekt og arbitrage. Ikke desto mindre er det nødvendigt at bruge skatteincitamenter inden for et konsekvent og robust langsigtet planlægningsperspektiv for at stimulere og nå det ønskede investeringsniveau.

3.3.5

Corporate governance. Problemet med kortsigtethed har central betydning for tilvejebringelsen af langsigtede investeringer og er tæt forbundet med virksomhedsledelse. Hidtil har mange incitamenter for fondsforvaltere, investeringsbanker og virksomhedsledere hovedsageligt været kortsigtede. Det bliver ikke nemt at ændre disse incitamenter for at tilskynde til bedre langsigtede resultater. Grønbogen indeholder en række interessante forslag, bl.a. om øgede stemmerettigheder og højere udbytte til langsigtede investorer og ændringer af direktivet om aktionærers rettigheder. En mere proaktiv anvendelse af skattefritagelse på kapitalafkast kan være en mulighed for at tilskynde fondsforvaltere til at tænke i langsigtede aktiebeholdninger.

3.4   SMV'ers muligheder for at få lettere adgang til både bankfinansiering og andre former for finansiering

3.4.1

Ifølge grønbogen får SMV'er større og større problemer med at få adgang til finansiering for at overleve og vokse. Rent bortset fra effekten af bankernes nedgearing står SMV'erne over for et opsplittet og temmelig spredt udvalg af alternative finansieringskilder. De lokale banker har i vid udstrækning mindre eller slet ingen forbindelse til de lokale regioner. Forholdet mellem banker og SMV'er er svækket og bør genopbygges eller styrkes. Der er iværksat indtil flere initiativer for at tilvejebringe finansieringskilder, som ikke er bankbaserede, til SMV'er, bl.a. adgang til en række venturekapitalfonde, finansiering med sikkerhed i aktiver (2), forsyningskædefinansiering og crowdfunding. Men det er ikke nok. Forsikringsbranchen og pensionsfondene er villige til at spille en mere fremtrædende rolle, men de skal have passende incitamenter, hvilket Kommissionen bør finde en løsning på. Ved nye foranstaltninger, som skal hjælpe SMV'er med at få adgang til langsigtet finansiering skal det sikres, at SMV'erne kan drage nytte af disse foranstaltninger som oprindelig planlagt - uden uforholdsmæssige supplerende betingelser fra bankernes side, hvis foranstaltningerne afvikles vha. bankudlån.

3.4.2

Venturekapital. Kommissionen foreslår en investeringsinstitutforening (fund of funds) for at sikre en kritisk masse til venturekapitalfinansiering. Derudover vil den foreslåede garantifond for institutionelle investorer kunne udvide markedet. EØSU har tidligere foreslået, at man udvider Den Europæiske Investeringsfonds (EIF) rolle, så den udover at yde lån også tilbyder venturekapital. (3). Det var det, EIF's grundlæggere oprindeligt havde planer om, da de grundlagde EIF i 1994. Hvis EIF blev rekapitaliseret ordentligt lige som EIB, ville den kunne blive en af de vigtigste udbydere af venturekapital til SMV'er.

3.4.2.1

Den øgede venturekapitalfinansiering til SMV'er går hånd i hånd med udviklingen af de eksisterende eller oprettelsen af nye handelsplatforme for egenkapitalfinansiering af SMV'er. Grønbogen indeholder en række konstruktive forslag på det punkt. Eftersom de nationale og regionale regeringer allerede er involverede i at fremme SMV'ernes overlevelse og langsigtede vækst gennem deres regionale udviklingsorganer, er der desuden god grund til at inddrage de nævnte organer i driften af SMV-handelsplatformene. Denne opgave kan spænde fra at vurdere SMV'ernes kreditværdighed til at give begrænsede garantier til de institutionelle investorer.

3.4.3

EØSU havde gerne set, at grønbogen i højere grad havde støttet investeringer i socialt ansvarlige fonde ved at skabe passende skattemæssige og finansielle forordninger samt gennem offentlige indkøb. Her vil det måske være på sin plads at oprette et europæisk observatorium for langsigtede investeringer. Dette organ vil kunne overvåge udviklingen mht. både udbud af og efterspørgsel efter langsigtet investering og opsparing og hjælpe med at sikre, at der er tilstrækkelig information til rådighed, der har relevans for de økonomiske aktørers langsigtede investeringsbeslutninger.

Bruxelles, den 10. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. COM(2009) 615 final.

(2)  Se f.eks. Funding for Lending Scheme http://www.hm-treasury.gov.uk/ukecon_fundingforlending_index.htm.

(3)  EUT C 143 af 22.5.2012, s. 10.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om toldrisikostyring og sikkerhed i forsyningskæden«

COM(2012) 793 final

2013/C 327/04

Ordfører: Antonello PEZZINI

Kommissionen besluttede den 18. marts 2013 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om toldrisikostyring og sikkerhed i forsyningskæden"

COM(2012) 793 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 27. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 168 stemmer og 1 imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at en fælles tilgang til toldrisikostyringen og sikkerheden i forsyningskæden er helt afgørende for at kunne garantere en ensartet og ikke-diskriminerende anvendelse af EU-reglerne fra alle berørte myndigheders side i hele toldunionen, som henhører under EU's enekompetence i henhold til EUF-traktatens artikel 3.

1.2

EØSU støtter uforbeholdent Kommissionens forslag, der skal sikre en mere effektiv og velfungerende risikostyring og styring af varebevægelser over EU's grænser ved hjælp af en fælles strategi og it-systemer, der egner sig til risikostyring i EU.

1.3

EØSU finder det stærkt bekymrende, at toldunionen - som blev lanceret med Romtraktaten i 1957 og realiseret i 1968 som en fælles politik, der skulle skabe et fælles handelsmarked, hvor personer og varer frit kan bevæge sig, og et system hvor de handlende kan få foretaget toldbehandlingen ét sted (one-stop-shop) uden forskelsbehandling i hele EU – stadig i dag fortolkes og udmøntes forskelligt. Dette vanskeliggør en effektiv og velfungerende toldrisikostyring og forsinker derfor handelsstrømmene og de frie varebevægelser i EU.

1.4

For at garantere et højt risikostyringsniveau i hele toldunionen er det vigtigt at forbedre toldmyndighedernes kapacitet alle steder i Europa, så definitioner, klassifikationer og indsamling og fremsendelse af data til EU-databaserne ensrettes på basis af fælles, ensartede kriterier, som verificeres og overvåges i et enkelt kvalitetssikringssystem med sanktioner for overtrædelse.

1.5

EØSU anbefaler, at der udvikles fælles teknisk-normative standarder, så risikostyringen er den samme og af høj kvalitet langs hele EU's ydre grænse, og at disse standarder følges op af en indsats på EU-plan for at udvikle et højt fagligt niveau, som også tager hensyn til, at opgaverne er forskellige afhængigt af de specifikke nationale forhold.

1.6

EØSU insisterer på, at der må være garanti for, at de forskellige databaser under EU's markedstilsynsordning er fuldt interoperable på grundlag af en fælles strategi og betydelig støtte fra EU's programmer for teknologisk udvikling, så det sikres, at informationer udveksles i realtid mellem de mange myndigheder på forskellige niveauer, hvilket bl.a. også vil styrke kampen mod den risiko, der er for dumping på sundheds-, miljø- og socialområdet.

1.7

EØSU opfordrer til, at EU optrapper sin indsats for at uddanne kvalificerede menneskelige ressourcer og forbedre styringskapaciteten bl.a. ved hjælp af tiltag for at rette op på den ulige fordeling af kontrolopgaverne og oprettelse af en fælles toldaktionsgruppe, der efter anmodning kan træde til med hurtig hjælp i vanskelige situationer.

1.8

Efter EØSU's opfattelse er det strengt nødvendigt at styrke partnerskabet mellem toldvæsen, transportører og autoriserede økonomiske operatører gennem en styrkelse af dets status og øgede fordele, således at samarbejdet om risikostyring bliver optimalt, ved at data fremsendes én gang, og unødvendigt bureaukratisk dobbeltarbejde forsvinder.

1.9

EØSU opfordrer til, at styringssystemet omlægges, så det kommer til at omfatte alle nationale og EU-myndigheder, agenturer og EU's varslings- og informationssystemer, og der opnås et mere struktureret og systematisk samarbejde mellem toldvæsen og de øvrige myndigheder i det indre marked.

1.10

EØSU opfordrer til, at gennemførelsen af foranstaltningerne i den flerårige handlingsplan for markedsovervågning bliver sammenhængende og koordineret for at undgå dobbeltkontrol, anvendelse af forskellige kriterier, gentagne forespørgsler på samme data, manglende overensstemmelse mellem de forskellige kontrol- og markedstilsynsmyndigheders tilgange og manglende interoperabilitet.

2.   Indledning

2.1

Toldunionen henhører under Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 3 i EUF-traktaten. Toldvæsenet er den offentlige myndighed, der har det fuldstændige tilsyns- og kontrolansvar for alle varer, der passerer EU's ydre grænser, og som kan bevæge sig frit inden for EU's toldområde, når de er frigivet til fri omsætning af toldmyndighederne et sted i EU.

2.2

Helt tilbage i 2004 gjorde EØSU opmærksom på behovet for at ændre "den strategiske indfaldsvinkel til toldtjenestepolitikkerne, så vægten nu med rette ligger på udfordringerne ved iværksættelsen af de fælles toldpolitikker ved en række nye ydre grænser som følge af EU's udvidelse. Udvalget bifalder tillige de ændrede rammer, som den øgede bekymring om sikkerhedsprocedurer til beskyttelse af EU's borgere har affødt, navnlig under henvisning til USA's erfaringer" (1).

2.3

I betragtning af de alvorlige problemer med toldunionens funktion, der følger af, at EU-lovgivningen anvendes forskelligt, og som risikerer at svække effektiviteten samlet set på grund af ineffektivitet, spild og manglende overensstemmelse mellem behov og de midler, der er til rådighed, har EØSU understreget, at der må "føres én samlet toldpolitik baseret på ensartede, ajourførte, gennemsigtige, effektive og forenklede procedurer, som kan bidrage til EU's økonomiske konkurrenceevne på globalt plan" (2).

2.4

Toldunionen er den operationelle gren af en lang række af EU's handelspolitiske foranstaltninger, og det er igennem den, at mange af EU's internationale handelsaftaler får virkning. Via myndighederne i medlemsstaterne udvikles der vigtige horisontale processer for datastyring, styring af handlende og "risikostyring, herunder identifikation, vurdering, analyse og afhjælpning af de utallige typer og niveauer af risici, der er forbundet med international handel med varer" (3).

2.5

Indførelsen af en fælles tilgang til integreret risikostyring ved indførsels- og udførselsstedet vil kunne opfylde målene om:

bedre fordeling af de menneskelige og økonomiske ressourcer ved at kanalisere dem derhen, hvor der er brug for dem,

ensartet anvendelse af alle EU's toldforskrifter,

et integreret system for samarbejde mellem myndigheder, handlende og transportører,

forenkling af procedurer og nedbringelse af ekspeditionstider og omkostningerne forbundet dermed.

3.   Toldvæsenets sikkerhedsmæssige rolle

3.1

Som anført i Kommissionens meddelelse om toldunionens tilstand fra slutningen af 2012 er toldvæsenet "den offentlige myndighed, der har det fuldstændige tilsyns- og kontrolansvar for alle varer, der passerer EU's ydre grænser, og som kan bevæge sig frit inden for EU's toldområde, når de er frigivet til fri omsætning af toldmyndighederne et sted i EU" (4).

3.2

Takket være denne helt særlige stilling har toldmyndighederne det primære ansvar for at overvåge den internationale handel i EU og bidrager til gennemførelse af de eksterne aspekter af det indre marked, af den fælles handelspolitik og af andre politikker vedrørende handel og sikkerheden i forsyningskæden.

3.3

EØSU har understreget, at "en effektiv toldunion er en uomgængelig forudsætning for den europæiske integrationsproces for at sikre en effektiv, sikker og gennemsigtig fri bevægelighed for varer med størst mulig beskyttelse af forbrugerne og miljøet og en effektiv og ensartet bekæmpelse i hele EU af svig og varemærkeforfalskning" (5), og har anbefalet en fælles toldpolitik med ensartede, ajourførte, gennemsigtige, effektive og forenklede procedurer.

3.4

Selvom toldunionen bygger på en fælles lovgivning og en fælles politik, er den funktionsmæssigt en kompleks størrelse, som skal gennemføres af 27 forskellige myndigheder i EU. En kombination af menneskelige, tekniske og finansielle faktorer på forskellige niveauer indgår i såvel toldbehandlingen og kontrolprocedurerne som i styringen og behandlingen af data og de handlende og i styringen af de forskellige risikoniveauer forbundet med den internationale varehandel og sikkerheden i forsyningskæden.

3.5

EØSU understreger, at det må undgås, at medlemsstaterne gives for kort snor til at gennemføre toldlovgivningen, men at de fortsat kan tage hensyn til mængden af den handel, der er tale om. EØSU konstaterer i den forbindelse, at medlemsstaterne har mangedoblet de handelsfremmende foranstaltninger: elektronisk toldbehandling, forenklede procedurer, indførelse af status af autoriseret operatør.

3.6

Enhver form for harmonisering bør være baseret på "bedste praksis" og ikke på et gennemsnitligt europæisk niveau.

3.7

Hvis omkostningseffektivitet, resultatorientering – også når det gælder indtægtssiden af budgettet – samt opnåelse af reelle fremskridt er målet, mener EØSU, at kontrollen bør have mindre fokus på de enkelte transaktioner og mere på en systembaseret tilgang baseret på en risikovurdering.

4.   Risikostyring i forsyningskæden

4.1

Toldunionens operationelle funktion er under et voksende pres som følge af den støt stigende samhandel og nye, stadigt mere komplekse og hurtigere udviklede modeller, som med hast øger antallet af opgaver og forventningerne hos aktørerne. Moderniseringen i retning af elektronisk toldbehandling forudsætter:

anvendelse af nye procedurer i hele EU,

større investeringer i informationsteknologi,

ansatte med nye kvalifikationer.

4.2

Effektive fælles strategier for analyse, kontrol og styring af risici kræver en kulturændring i alle de berørte myndigheder med fastlæggelse af fælles strategiske mål og fælles procedurer, hvor risikostyringen foregår i samarbejde med andre agenturer og internationale partnere, især når det gælder sikkerhed, sundhed og miljø.

4.3

Nærmere bestemt kræver en effektiv risikostyring et tættere samarbejde mellem toldvæsenet og markedstilsynsmyndighederne på nationalt og EU-niveau, da det ellers vil være yderst vanskeligt at udforme fælles risikokriterier og specifikke risikoprofiler.

4.4

Ved indførelsen af en fælles tilgang til risikostyringen på indførsels- og udførselsstedet skal der tages højde for, at kontrolansvaret for øjeblikket er uddelegeret til toldvæsenet i medfør af mere end 60 retsakter (6), mens tilsynsmyndighederne har ansvaret for en række indbyrdes afhængige processer fra stikprøvekontrol til laboratorieprøvninger, fortolkning af resultater, risikovurdering, korrigerende indgreb og sanktioner, som sigter mod at forbedre sikkerheden ved de produkter, som findes på markedet, som fastlagt i akt for det indre marked I (7) og II (8).

4.5

Der bør være en fælles systemisk platform – bl.a. via grupperne om administrativt samarbejde - bestående af told- og markedstilsynsmyndighederne på forskellige niveauer, som kan give input til risikovurderingsmetoderne, og der bør kunne trækkes på erfaringerne i forskellige databaser inden for forskellige sektorer.

4.6

Told- og markedstilsynsmyndighederne bør samle deres ressourcer og kompetencer for at "anvende SMV-venlige metoder" (9), bl.a. gennem indførelse af retningslinjer i begge myndigheder, bedre koordinering og samarbejde, udveksling af information og fælles aktiviteter, så fragt forbundet med en høj sikkerhedsrisiko kan håndteres målrettet.

5.   Betydningen af partnerskabet mellem toldvæsenet, de handlende og transportørerne

5.1

Partnerskabet mellem toldvæsenet, de handlende og transportørerne er af afgørende betydning for at sikre integriteten i forsyningskæden, hvilket er i borgernes, virksomhedernes og de offentlige myndigheders interesse.

5.2

Dette partnerskab bør bygge på solide mekanismer af gensidig tillid, herunder:

ensartede generelle forpligtelser for de handlende for at garantere produktsikkerheden og klare ansvarsområder for producenter, importører og distributører ved hjælp af vigtige foranstaltninger, som gør forsyningskæden sikker,

kommunikation af kodificerede kvalitetsdata fra de handlende til alle myndigheder involveret i risikostyringen, der gør det muligt at identificere og spore varerne og de faktiske parter bag transaktionen,

garanti for lige behandling af de handlende i forbindelse med risikostyringen i hele EU og ethvert sted langs de eksterne grænser, så forskelsbehandling forhindres;

tættere samarbejde med de virksomheder, der transporterer varerne over grænserne;

begrænsning af de administrative, proceduremæssige og bureaukratiske byrder for de handlende, især SMV'er.

5.3

Allerede i Verdenstoldorganisationens (WCO) reviderede Kyotokonvention om forenkling af toldbehandling (10) blev der fastlagt bestemmelser om at begrænse de indgribende kontroller, og trods fristelsen til at skærpe den systematiske kontrol – ikke mindst i kølvandet på begivenhederne den 11. september 2001 – det var tillige et emne i WTO-forhandlingerne om lettelse af samhandelen (11).

5.4

Fragmenteringen af informationsstrømmene må fjernes, og vanskelighederne forbundet med forskelle i medlemsstaternes risikostyringskapacitet må afhjælpes for at sikre en ensartet standard for elektronisk risikostyring og -analyse. En forudsætning herfor er, at der udvikles en fælles EU-tilgang til risikostyring og forsyningssikkerhed.

6.   De nye teknologier: interoperable systemer og informationsudveksling

6.1

EU's flerårige forsknings- og udviklingsprogrammer, navnlig det syvende rammeprogram, IDABC (12) og ISA (13) om offentlige myndigheders interoperabilitet, har skabt et grundlag for udvikling af adskillige fælles projekter om risikostyring med nye redskaber, der ikke er begrænset af de meget forskellige nationale processer og domæner i it-infrastrukturen og –anvendelserne i medlemsstaterne.

6.2

For at garantere hurtig ibrugtagning og markedsføring af teknologier er det altafgørende, at innovation og forskning og udvikling inden for risikostyring og sikkerhed i forsyningskæden koordineres i EU. Særligt er "proof of concept"-demonstrationsprojekter og pilotlinjeprojekter vedrørende fremstilling helt uundværlige forudsætninger for ibrugtagningen af teknologier i industriel målestok. Offentlig-private partnerskaber kan finansiere disse initiativer med midler fra strukturfondene eller Horisont 2020-rammen og via andre EU-programmer.

7.   Struktureret og systematisk samarbejde og koordinering mellem toldvæsen og andre myndigheder

7.1

EØSU har bl.a. for nylig understreget, at der er behov for "et tættere samarbejde mellem toldadministrationer, markedstilsynsmyndigheder, Kommissionens tjenestegrene og de europæiske agenturer med henblik på større kontrol med kvaliteten af de varer, der slipper ind over grænserne" (14), og betonet nødvendigheden af passende oplysninger og fælles uddannelse.

7.2

Ifølge Kommissionen "er det [på EU-plan] nødvendigt med bedre udnyttelse i fællesskab af medlemsstaternes samlede kapacitet og ressourcer for at opfylde målsætningerne for EU's risikostyring mere effektivt på alle toldsteder langs den ydre grænse", f.eks. gennem "udnyttelse i realtid af en elektronisk risikomaskine", hvilket vil styrke kapaciteten i EU.

7.3

Efter EØSU's opfattelse er spørgsmålet om samarbejde og koordinering inden for risikostyring et af de helt centrale punkter i Kommissionens forslag, og det gælder ikke kun den systematiske koordinering mellem myndighederne i medlemsstaterne, men tillige koordineringen på EU-niveau mellem de forskellige relevante generaldirektorater og agenturer.

8.   Generelle bemærkninger

8.1

EØSU bifalder Kommissionens initiativ, der skal sikre en effektiv og velfungerende risikostyring og styring af varebevægelser over EU's grænser ved hjælp af en fælles flerlagsstrategi, der skal bruges til at identificere risikotypen og -niveauet og de muligheder, der er for at gribe ind, og koordinering mellem de forskellige organer og agenturer på grundlag af en ensartet tilgang og på forhånd fastlagte fælles kriterier.

8.2

EØSU er overbevist om, at det er nødvendigt at centralisere den elektroniske toldbehandling og give Kommissionen de rigtige it-systemer til risikostyring i EU på grundlag af et net af interoperable databaser og systematisk brug af standardiserede arbejdsmetoder, som sikrer arbejdstagerne, forbrugerne og virksomhederne mod risikoen for dumping på sundheds-, miljø- og socialområdet.

8.3

Efter EØSU's opfattelse er det helt afgørende, at toldvæsenets kapacitet øges, så der på alle toldsteder i Europa er garanti for samme risikostyringsniveau baseret på fælles, ensartede kriterier, som verificeres og overvåges i et enkelt kvalitetssikringssystem med sanktioner for overtrædelse.

8.4

EØSU mener, at det vil være mest korrekt at behandle dette spørgsmål inden for rammerne af den flerårige handlingsplan for markedsovervågning, hvori der fastlægges 20 konkrete foranstaltninger  (15), der skal iværksættes inden 2015, og især i forbindelse med de foranstaltninger, der vedrører:

støtte til told- og markedsovervågningsmyndighedernes gennemførelse af retningslinjer i medlemsstaterne (foranstaltning 17),

forbedring af effektiviteten af sikkerheds- og regelefterlevelseskontrollen ved grænserne (foranstaltning 18),

kortlægning af forskelle i forbindelse med sikkerheds- og efterlevelseskontrol af produkter, der føres ind i EU (foranstaltning 19),

udvikling af en fælles risikotilgang til toldkontrol inden for produktsikkerhed og regelefterlevelse (foranstaltning 20).

8.5

EØSU mener ikke, at toldkontrollen og markedstilsynet kan forvaltes uafhængigt af hinanden, og derfor bør en fælles tilgang på EU-niveau søges udformet i et samarbejde mellem de berørte myndigheder, ligesom alle redskaber til analyse, indsamling og behandling af data i netværk bør være fuldt interoperable.

8.6

EØSU ser gerne et støttesystem, der kan styrke medlemsstaternes risikostyringskapacitet med henblik på at sikre ensartede kvalitetsstandarder ved hjælp af en EU-mekanisme for efterprøvning, kontrol og overvågning samt sanktioner. Derudover ser det gerne, at EU gør en større indsats for at udvikle et højt fagligt niveau, hvilket der især er behov for de steder, hvor opgaven og omkostningerne er størst, eksempelvis ved Schengenområdets grænser.

8.7

I den henseende opfordrer EØSU til, at EU optrapper sin indsats for at uddanne kvalificerede menneskelige ressourcer og forbedre styringskapaciteten bl.a. ved at oprette en fælles toldaktionsgruppe, der kan træde til med hurtig hjælp i vanskelige situationer.

8.8

For at sikre klare og ensartede, fælles standarder i hele det indre marked og dermed samme sikkerhedsniveau opfordrer EØSU indtrængende til et tættere samarbejde og informationsudveksling på grundlag af høje fælles standarder mellem toldvæsen, markedstilsynsmyndigheder, Kommissionens tjenestegrene og europæiske agenturer for at forbedre kvalitetskontrollen af varer, der føres over grænserne.

8.9

EØSU er enig i Rådets resolution om fremtiden for samarbejdet om håndhævelsen af toldlovgivningen (16), for så vidt angår en bedre styring af toldunionen, toldunionens evne til at måle sin indvirkning, fremme en ensartet anvendelse af lovgivningen, styrke samarbejdet mellem agenturer og især "vedtage en mere sammenhængende tilgang til den internationale forsyningskæde" for at lette handelen og "skabe reelle og synlige fordele for de godkendte økonomiske operatører".

Bruxelles, den 10. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 110 af 30.4.2004, s. 72.

(2)  EUT C 229 af 31.7.2012, s. 68.

(3)  COM(2012) 791 final.

(4)  COM(2012) 791 final.

(5)  EUT C 229 af 31.7.2012, s. 68.

(6)  Bilag 2 til SEC(2011) 1317 final – "Impact Assessment of an action programme for customs and taxation in the European Union for the period 2014-2020 (FISCUS)".

(7)  COM(2011) 206 final.

(8)  COM(2012) 573 final.

(9)  COM(2013) 76 final, foranstaltning 9.

(10)  WCO 2003.

(11)  Art. VIII i GATT, der sigter mod at mindske import- og eksportprocedurerne.

(12)  Interoperable Delivery of Pan-European e-Government Services to Public Administrations, Businesses and Citizens. IDABC bidrager til i2010-initiativet om modernisering af den offentlige sektor i Europa.

(13)  Interoperativitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder 2010-2015.

(14)  EUT C 229 af 31.7.2012, s. 68.

(15)  COM(2013) 76 final.

(16)  EUT C 80 af 19.3.2013, s. 11.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/20


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Udvikling af en europæisk handlingsplan for detailhandelen«

COM(2013) 36 final

2013/C 327/05

Ordfører: Daniela RONDINELLI

Kommissionen besluttede den 18. marts 2013 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Udvikling af en europæisk handlingsplan for detailhandelen"

COM(2013) 36 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 27. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 174 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er enigt i den helhedsorienterede tilgang i handlingsplanen og har allerede udtalt sig om mange af de 11 foreslåede aktioner, hvis gennemførelse dog kræver forskellige former for støtte, herunder økonomisk, og vil tage kortere eller længere tid.

1.2

EØSU er bange for, at nogle af aktionerne vil blive ignoreret eller ikke vil være fuldt ud gennemførlige, fordi der ikke er taget højde for den økonomiske krises indvirkning på sektoren, især i de lande, der er hårdest ramt af de økonomiske stramninger.

1.3

I forbindelse med planens gennemførelse henstiller udvalget, at der tages hensyn til, og at det udnyttes, at SMV'er og mikrovirksomheder ofte er forskellige.

1.4

EØSU glæder sig over forslaget om at oprette en permanent gruppe om detailhandelens konkurrenceevne og håber, at de europæiske arbejdsmarkedsparter, repræsentanter for forbrugerorganisationer samt SMV'er får sæde i den.

1.5

EØSU henstiller, at relevante og sande oplysninger ikke blot gøres tilgængelige for forbrugerne, men reelt formidles til dem i et kort og præcist format, der er let at forstå (ikke teknisk eller juridisk).

1.6

Det anbefaler, at medlemsstaterne tilskyndes til at definere, hvilke former for detailhandel der kan omfattes af den almene (sociale og kulturelle) interesse, der henvises til i servicedirektivet.

1.7

EØSU ser gerne, at virksomheder tilskyndes til at integrere online- og offlinehandelen, idet det stadig i dag ofte er enten eller, bl.a. for at løse problemerne med åbningstider og dage, hvor butikkerne er lukkede.

1.8

Den alt for store koncentration inden for handel og distribution giver forskellige problemer, bl.a. skaber den objektivt set vanskeligheder for udviklingen af reel konkurrence.

1.9

Efter EØSU's mening bør misbruget af systemet med transfer pricing, hvor priserne på koncerninterne transaktioner fastsættes på grundlag af en vurdering af koncernens skattebehov i stedet for på almindelige markedsbetingelser, imødegås på europæisk niveau (som foreslået i en tidligere EØSU-udtalelse) (1).

1.10

EØSU anbefaler at arbejde mod at gøre handelen bæredygtig og mindske spildet bl.a. ved at fremme udbredelsen af salg i løsvægt, som reducerer mængden af forurenende emballage.

1.11

Kommissionen bør aktivt søge at skabe innovation og forandringer med alle de instrumenter, den råder over, da konkurrence er en forudsætning for og ikke en udløser af forandringer.

1.12

EØSU ser overensstemmelsen mellem de faglige kompetencer, der efterspørges, og de ansattes kvalifikationer som helt afgørende, og mener ikke, at det er nok blot at tage virksomhederne med på råd om indholdet af uddannelserne; de må også have indflydelse på, hvor der investeres.

1.13

EØSU opfordrer medlemsstaterne til, at de på grundlag af erfaringerne i det europæiske kvalifikationsråd for handel etablerer bilaterale organer mellem arbejdsmarkedets parter for at udvikle erhvervsuddannelsen (overensstemmelse mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer, uddannelsesplaner, finansiering, vurdering af uddannelsesbehov, iværksættelse og feedback fra uddannelserne).

1.14

EØSU støtter Kommissionens initiativ om at indlede en dialog med alle berørte parter for på EU-niveau at udforme foranstaltninger, der effektivt kan bekæmpe den uformelle økonomi og sort arbejde. Det håber, at medlemsstaterne udviser stærk politisk vilje på dette område, som Kommissionen kan koordinere igennem et forstærket partnerskab.

2.   Virkeliggørelse af et indre marked for handel og distribution

2.1

For som led i Europa 2020-strategien at virkeliggøre et indre marked for handel og distribution foreslås der i handlingsplanen en køreplan bestående af 5 prioriterede områder og 11 aktioner, der skal være gennemført senest i 2014. Kommissionen vil stå for overvågningen og i 2015 fremlægge en rapport om fremskridtene.

2.2

Handel og distribution har i EU afgørende betydning for at fremme væksten og skabe arbejdspladser og innovative og mere bæredygtige forbrugsmodeller. Sektoren tegner sig for 11 % af BNP og næsten 15 % af beskæftigelsen svarende til ca. 36 mio. ansatte i flere end 6 mio. virksomheder eller 29 % af alle virksomheder, som for en stor dels vedkommende er SMV'er og mikrovirksomheder.

2.3

Handlingsplanen viser, at handel og distribution bliver stadig tættere integreret med andre økonomiske sektorer, og at det bliver stadig sværere at skelne mellem dem. Det understreges, at der fortsat er hindringer for etableringen af et velfungerende, konkurrencedygtigt og integreret indre marked for handel og distribution. Konkurrenceevnen og produktiviteten i sektoren skal derfor øges, og de økonomiske, sociale og miljømæssige resultater forbedres, og i den forbindelse skal der tages hensyn til den store variation i sektoren generelt og i særdeleshed til situationen for SMV'er og mikrovirksomheder.

2.4

EØSU bemærker, at mange SMV'er inden for detailhandelen trods moderniseringen af sektoren igennem de sidste 20 år tvinges til at lukke i denne tid. Det skyldes ikke kun den øgede priskonkurrence, og at fortjenstmargenerne er blevet mindre, men også den økonomiske krise, som har medført en betragtelig nedgang i forbruget og mindsket købelysten.

2.5

Den finansielle krise, stigende råvarepriser, befolkningsaldringen, kravet om større bæredygtighed og teknologisk innovation (f.eks. elektroniske betalinger og skan selv) er ved at vende godt og grundigt op og ned på forretningsprocedurer og -modeller i både de store detailhandelskæder og i SMV'er.

2.6

EØSU bifalder forslaget om at oprette en gruppe om detailhandelens konkurrenceevne (medlemsstater, berørte parter, SMV'er) til at sikre, at den politiske debat i Europa er centreret om problemerne i sektoren, identificere udviklingsmuligheder, overvåge fremskridtene og formulere anbefalinger. EØSU beder om, at de europæiske arbejdsmarkedsparter i sektoren (UNI-Europa handel og Eurocommerce), der siden slutningen af 1980'erne har ført en konstruktiv social dialog, bliver medlemmer af gruppen, tillige med repræsentanter for civilsamfundet, især forbrugerorganisationer og SMV'er.

2.7

EØSU henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne, at de tilskynder og fremmer alle former for fair og ligeværdigt samarbejde og handelspartnerskaber mellem uafhængige handelsvirksomheder og mellem store detailhandlere og uafhængige virksomheder på grundlag af kontrakter med klare og rimelige garantier.

3.   Øget forbrugerindflydelse (aktion 1 og 2)

3.1

Rettigheder bliver først for alvor rettigheder, når de bruges, og det forudsætter kendskab til dem. Information er ikke det samme som viden, der er den vigtigste ret, forbrugerne har. Den giver dem nemlig muligheden for at påvirke forbruget i retning af velvære, og hvad der passer den enkelte og samfundet. I dag ledsages mange købsbeslutninger af en objektivt set stor mængde tilgængelig information.

3.2

Et af de største problemer i sektoren lige nu er de store detailhandleres markedsføring, som næsten udelukkende går på den pris, forbrugeren skal betale, mens sammenhængen mellem kvalitet og pris ignoreres. I mange medlemsstater er kvaliteten af fødevarer som en konsekvens deraf blevet forringet, hvilket bl.a. skyldes, at der i stedet for naturlige ingredienser anvendes erstatningsprodukter. Denne udvikling mindsker valgmulighederne for forbrugerne, som ofte gerne vil betale mere for et kvalitetsprodukt, men ikke kan finde det blandt de udbudte varer.

3.3

Viden om produkternes egenskaber sætter forbrugerne i stand til at foretage velinformerede køb, hvorved udbuddet trækkes i retning af kvalitet, variation og service. Flere tilgængelige informationer er imidlertid ikke ensbetydende med større viden, ofte tværtimod. Er der for meget information, vælger forbrugeren ofte ikke at læse den på grund af tidsnød, og fordi sproget er alt for teknisk og svært at forstå.

3.4

I tillæg til at udvikle retningslinjer for god praksis og adfærdskodekser (aktion 1) (2) bør Kommissionen foreslå effektive og bindende instrumenter, som gør det nemt for producenter og distributører at formidle information til forbrugerne om de egenskaber ved deres produkter, tjenester og priser, som er vigtige af andre sociale, miljømæssige, territoriale og økonomiske årsager. Alle de nødvendige oplysninger bør desuden formidles i et kortfattet og letforståeligt format. På den måde kan forbrugerne selv vælge, hvilken egenskab er vigtigst for dem, og ikke udelukkende basere deres valg på markedsføringen.

3.5

Den måde, hvorpå produkter udbydes, frembringer en stor mængde information, som er nyttig for forbrugeren, når han/hun skal vælge, men den vedrører primært de aspekter ved produktet, der knytter sig til købet og den første brug, og således vægtes den umiddelbare kundetilfredshed over produktets senere levetid (genanvendeligheden af emballagen, levetid, kundeservice og byttemuligheder, værdi ved eventuelt senere salg som brugt, eftersalgsservice).

3.6

Ud over forslag om metoder til måling og formidling af produkters og organisationers samlede miljøpåvirkning (aktion 2) (3) burde Kommissionen påtage sig opgaven med at stille yderligere viden til rådighed for forbrugernes købsbeslutninger (4). Gennemførelsen af aktionen bør derfor skabe klarhed over:

genanvendeligheden af produkter og deres emballage;

hvor meget emballage der i realiteten er nødvendig (til transport, nyttige oplysninger, opbevaring og hygiejne, holdbarhed i anvendelsesperioden) i forhold til den store mængde, der ikke har nogen funktion;

i hvor høj grad produktions- og distributionskæden overholder produktionsstandarder, miljøbeskyttelsesstandarder og arbejdstagernes rettigheder;

hvor let det er at få adgang til eftersalgsservice.

3.7

EØSU foreslår derfor, at denne aktion gennemføres effektivt og realistisk, dels for at øge forbrugerbeskyttelsen, dels så virksomhederne, navnlig SMV'erne, ved, hvad de i praksis skal gøre.

4.   Forbedret adgang til mere bæredygtig og konkurrencedygtig handel og distribution (aktion 3, 4 og 5)

4.1

I henhold til servicedirektivet kan der ikke fastlægges betingelser om overholdelse af bestemte krav, men dette gælder ikke "planlægningskrav, der ikke forfølger økonomiske mål, men er fastsat ud fra tvingende almene hensyn", og det berører således "ikke medlemsstaternes frihed til i overensstemmelse med fællesskabsretten at fastsætte, hvad de betragter som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse". Blandt de "tvingende almene hensyn" der udtrykkeligt nævnes i direktivet er "bevarelsen af den nationale historiske og kunstneriske arv samt social- og kulturpolitiske målsætninger".

4.2

Nogle former for detailhandel er udtryk for den kultur eller levevis, der findes i et givent geografisk område. Disse former – og kun disse – bør kunne konkurrere inden for et system af virksomheder af samme slags, hvor kvaliteten og effektiviteten hele tiden søges forbedret i forbrugernes interesse. Udsættes disse forretninger for risikoen for at blive kørt i sænk af de store organisationer, er det måske nok en virkeliggørelse af principperne for det frie marked på kort sigt, men vi mister en kulturarv og levevis, som bliver svær at få igen, og lokalsamfundet og området svækkes økonomisk.

4.3

Konkurrencen har fået detailhandlerne til at forbedre kvaliteten af deres tjenester og øge deres produktionseffektivitet. Det er afgørende, at Kommissionen skelner mellem sund konkurrence mellem virksomheder af samme slags, som giver sig udslag i, at kvalitet og effektivitet hele tiden søges forbedret til fordel for forbrugerne, og andre former for økonomiske og handelsrelaterede konflikter mellem virksomheder.

4.4

Det er således vigtigt, at der i et geografisk område er en sund konkurrence mellem virksomheder i sektoren uafhængigt af deres størrelse, ikke med henblik på at den ene skal vinde over den anden, men således at de kan anspore hinanden og sætte gang i en positiv udvikling. Det betyder bedre tjenester, større udvalg, mere forbrugervenlige strukturer, mere fordelagtige priser og en lokal identitet.

4.5

Når de store kæder med deres økonomiske styrke får udmanøvreret de traditionelle butikker, må det betragtes som skadeligt, fordi det ødelægger en kulturarv og levevis og den lokale og regionale økonomiske og sociale struktur i det pågældende område eller lokalsamfund, hvilket er mere værd end blot et større udbud og lavere priser for forbrugerne.

4.6

I forhold til aktion 3 og 4 bør Kommissionen i overensstemmelse med servicedirektivet tilskynde medlemsstaterne til at vurdere, om og hvilke former for detailhandel der kan opfylde de nævnte social- og kulturpolitiske målsætninger. Den bør derfor arbejde for, at den traditionelle, uafhængige lokale detailhandel omfattes af den almene interesse, i det omfang den afspejler lokalområdet og dets karakteristika. Det må dog undgås, at lokalinteresser fremstilles som hensyn, der er i samfundets almene interesse (som miljøet og byplanlægning). Derfor bør Kommissionen helt klart angive, hvad der i lokalområder kan accepteres som almene interesser, og gå så langt som til at bede de enkelte regioner/lokalområder om selv at foretage en rangordning af de tre vigtigste interesser, som der bør tages hensyn til ved evalueringen af nyt kommercielt byggeri.

4.7

Onlinedetailhandel kan ikke erstatte den fysiske handel, men der må findes løsninger på, hvordan de to modeller kan integreres, ikke mindst fordi detailhandelen har en vigtig social funktion, som ikke kun går ud på at udbyde varer og tjenester til lave priser.

4.8

EØSU opfordrer Kommissionen til i samråd med medlemsstaterne og i samarbejde med SMV'ernes organisationer at fremme uddannelse for SMV'er i, hvordan forskellige former for salg kan integreres med det traditionelle salg.

4.9

Det er svært at sige noget sikkert om onlinehandelens udviklingspotentiale, da det afhænger af, hvordan den vil blive reguleret af markederne og institutionerne. Kommissionen bør iværksætte og fremme foranstaltninger, der øger værdien af non-sale-tjenester, dvs. tjenester, som ikke er direkte knyttet til et bestemt køb og udbydes af offlinedetailhandelen.

4.10

Butikkerne tilbyder i dag kunderne en lang række gratis tjenester (f.eks. vinduesshopping), hvortil udgiften dækkes af avancen på varerne. Derfor forbyder producenterne ofte salg online og tvinger kunden til at købe offline. I stigende omfang ønsker forbrugerne imidlertid at kunne kombinere handel online (sammenligning af produkter og priser) og offline (fysisk berøring, prøve). EØSU henstiller, at vi får aflivet denne konkurrence mellem online- og offlinehandel, så de i stedet integreres, og de tjenester, de traditionelle butikker yder, i højere grad værdsættes. Den fysiske handel i butikker skaber nemlig nogle sociale og virkelige relationer, som ikke kan omdannes til digitale relationer. Integration er løsningen – ikke erstatning.

4.11

EØSU bemærker, at medlemsstaternes lovgivning om butikkers åbningstider og søndags- og natarbejde er forskellig. Lovgivningen giver desuden anledning til debat i mange medlemsstater om konkurrencen mellem uafhængige forretninger, SMV'er og mikrovirksomheder og konsekvenserne for personalet. EØSU opfordrer Kommissionen til at arbejde videre med at få fjernet denne hindring for virkeliggørelsen af det indre marked og den europæiske sociale model, bl.a. ved at integrere online- og offline handel.

5.   Bedre handelsforbindelser i hele forsyningskæden inden for detailhandel (aktion 5)  (5)

5.1

EØSU opfatter sektoren for handel og distribution som en af de stærkest koncentrerede sektorer. I hver eneste medlemsstat er markedet således kontrolleret af 3-5 virksomheder, som i mange tilfælde er multinationale. Det skaber store problemer for konkurrencen, da sektoren er blevet alt for stærk i forhold til de langt færre leverandører.

6.   Udvikling af en mere bæredygtig forsyningskæde inden for detailhandel (aktion 6 og 7)

6.1

EØSU støtter aktion 6, som sigter mod at støtte detailhandlernes gennemførelse af aktioner, som har til formål at reducere fødevarespildet (6), og ser positivt på beslutningen om i 2013 at vedtage en meddelelse om bæredygtige fødevarer.

6.2

EØSU støtter Kommissionens aktion 7, som sigter mod "at gøre forsyningskæderne mere miljøvenlige og bæredygtige" gennem brug af alle metoder til at reducere energiforbruget og produktionen af forurenende materialer. Hvad angår forurenende materialer, består en af de metoder, som EØSU forslår at fremme, i en løsning med salg af forbrugervarer i løs vægt som alternativ til emballerede produkter. Med henblik på den praktiske gennemførelse af dette tiltag, som tager sigte på at reducere produktionen af emballage, som skal bortskaffes, opfordrer EØSU Kommissionen til at høre alle de berørte parter.

6.3

Løsningen anvendes i dag i begrænset omfang og til meget få produkter, men den rummer store udvidelsesmuligheder:

Mindre emballage. Eftersom produktet påfyldes fra en dispenser, vil forbrugerne være tilskyndet til ikke at købe en ny beholder, men til at genbruge den, de allerede har.

Garanteret hygiejne. En dispenser kan beskytte produktet mere effektivt, da der ikke vil være nogen, der rører produktet uden at købe det.

Mindre spild. Ved at købe varer i løs vægt er det også muligt at dosere mængden og dermed undgå at købe varer i pakninger, der er for store til ens behov, hvilket er den største årsag til spild.

Øget kommunikation omkring varerne. Dispenseren er normalt en beholder, der er større end en enkelt pakning, og på den kan der formidles flere oplysninger end på en lille etiket.

6.4

Denne løsning anvendes i dag i lille målestok, f.eks. til salg af frisk mælk, medens f.eks. brændstof til køretøjer er et produkt, der allerede sælges i stort omfang efter påfyldningsmodellen. Selve produktet er ikke ligefrem miljøvenligt, men den måde, det distribueres på, afstedkommer hverken produktion af så meget som ét gram plastik eller spild pga. mængden.

6.5

Denne løsning vil føre til ændrede strukturer i forretningerne, som skal installere rør til opfyldning af lageret/hylderne eller i hvert fald systemer til påfyldning af dispenserne. Under alle omstændigheder vil hylderne ikke længere være et ikke-dynamisk og udifferentieret redskab.

6.6

For at have en reel chance for at blive udbredt skal en sådan omlægning til en ny salgsmetode støttes af de store distributører, som distribuerer størstedelen af forbrugerprodukterne, da de har de fornødne evner og ressourcer til at starte denne store omvæltning. I den sammenhæng bør også SMV'erne spille en central rolle.

6.7

Kommissionen kunne hjælpe denne omlægning på vej ved at fremhæve de samfundsmæssige og miljømæssige fordele derved og ved at bruge alle de redskaber, inklusive de økonomiske og finansielle redskaber, den har til rådighed til at fremme og befordre konkrete tiltag og projekter.

7.   Mere innovative løsninger (aktion 8, 9 og 10)

7.1

Genopretningen af realøkonomien sker bl.a. ved hjælp af den innovation (aktion 8), som sektoren formår at skabe, og det er afgørende, at SMV'erne i højere grad benytter sig af og får lettere adgang til banklån til at iværksætte projekter og innovative aktiviteter.

7.2

I modsætning til, hvad der er sket i USA, er det afgørende, at virksomhedernes investeringer i innovation går hånd i hånd med beskyttelse af arbejdstagerne og jobkvalitet.

7.3

Kommissionen synes at forvente, at "detailsektorens øgede konkurrenceevne" vil føre til disse forandringer, og forbedret konkurrenceevne synes at være det eneste mål for de foranstaltninger, der foreslås i meddelelsen. Men mens manglende konkurrence er en hindring for forandringer, er konkurrence i sig selv ikke nogen garanti herfor.

7.4

Kommissionen roser detailhandlerne for at være "innovationsmultiplikatorer" og anerkender samtidig, at detailhandlens SMV'er, som har den mest direkte kontakt til forbrugerne, er bedre til at opfange de nye behov, og er bedre til at tilpasse udbuddet til den vekslende og mangeartede efterspørgsel, da de også er mere fleksible end de store virksomheder.

7.5

Visse ændringer på system- eller metodeniveau kræver imidlertid planlægningskapacitet og ikke mindst en forhandlingsposition, hvilket gør det umuligt at komme uden om de store virksomheder. Kommissionen bør gøre alt for at inddrage alle virksomhederne, såvel de små som de mellemstore og de store, i innovations- og forandringsprocesserne.

7.6

EØSU bifalder oprettelsen af en database med alle EU's bestemmelser og nationale bestemmelser om mærkning af fødevarer (aktion 9) (7).

7.7

EØSU støtter Kommissionen, der vil sikre en bedre markedsintegration af kort-, internet- og mobilbetaling (aktion 10) (8), og håber på en fremskyndet udbredelse heraf.

8.   Bedre arbejdsmiljø (aktion 11)

8.1

Afstemningen af færdighederne er afgørende for en kvalitativ vækst i beskæftigelsen i sektoren (9), som ofte frembyder den første mulighed for indtræden eller genindtræden på arbejdsmarkedet, men som omvendt sjældent og ikke overalt opfattes som en attraktiv og interessant sektor at satse på i sin erhvervskarriere.

8.2

For at øge detailhandlens konkurrenceevne og produktivitet er det afgørende, at der er bedre overensstemmelse mellem de efterspurgte kvalifikationer og færdighederne blandt de ansatte (aktion 11), som man skal kunne give mulighed for at forbedre deres respektive erhvervskvalifikationer, herunder i forbindelse med den øgede automatisering, der finder sted.

8.3

Kommissionen ønsker at styrke samarbejdet med arbejdsmarkedets parter med henblik på at forbedre uddannelses- og omskolingspolitikkerne, bl.a. i det europæiske råd for kvalifikationer.

8.4

Til trods for de teknologiske innovationstiltag er sektorens produktivitet stadig relativt lav, og SMV'erne har svært ved at investere i ny teknologi, innovation og faglig uddannelse af deres medarbejdere.

8.5

Handlingsplanen kan imidlertid ikke se bort fra, at sektoren på det indre marked lider under social dumping og unfair konkurrence virksomhederne imellem, uanset deres størrelse, fordi grundlaget for de industrielle forbindelser og de kollektive overenskomstforhandlinger varierer fra land til land, hvilket skaber forskellige udviklingsmønstre og forskelligartede investeringspolitikker.

8.6

Det virker for snæversynet, når analysen kun handler om at matche de krævede kvalifikationer med de disponible færdigheder og ikke også tager fat på alle de problemer, der i øjeblikket ligger i vejen for i praksis at skabe et integreret og konkurrencedygtigt europæisk indre marked i denne sektor, og som handler om arbejdsbetingelser, tilrettelæggelse af arbejdet, lave lønninger, fleksibilitet, usikre ansættelsesforhold og høj forekomst af pseudoselvstændige.

8.7

I meddelelsen foreslås det at investere i uddannelse, og ansvaret herfor skal ligge hos regeringerne, de enkelte privatpersoner og uddannelsessektoren, og der lægges op til, at virksomhederne skal spille en central rolle i forbindelse med udformningen af de nye læseplaner og erhvervsuddannelses- og lærlingeuddannelsesprogrammer. EØSU mener ikke, at inddragelsen af virksomhederne bør være begrænset til indkredsning af uddannelsesbehov, men at virksomhederne også bør deltage proaktivt gennem målrettede investeringer i erhvervelse af de nødvendige færdigheder (10).

8.8

Sådanne offentlige og private, indbyrdes samordnede, investeringer ville ikke blot hjælpe de unge med at komme ind på arbejdsmarkedet, men også de grupper, som har sværest ved at komme derind (langtidsledige, ældre arbejdstagere, indvandrere og handicappede). Der bør rettes særlig opmærksomhed mod beskæftigelse af kvinder, der har størst risiko for at miste jobbet i forbindelse med omlægninger, og som har de største vanskeligheder med at forene privat- og arbejdsliv.

8.9

Afstemningen af færdigheder og styrkelsen af partnerskaberne mellem uddannelsesstederne og erhvervslivet og af lærlingeuddannelsen kan ikke give de ønskede resultater i form af mobilitet blandt de ansatte og øget produktivitet i sektoren, hvis man ikke samtidig på europæisk plan indfører godkendelse af eksamensbeviser, praktikophold, lærlingeuddannelser og erhvervede færdigheder.

8.10

Til trods for de udbredte bestræbelser på nationalt plan, er sort og uformelt arbejde stadig et alvorligt problem, som skaber unfair konkurrence mellem virksomhederne, hvad angår lønomkostninger. De arbejdstagere, der bliver fanget i den uformelle økonomi, bliver ikke alene udelukket fra sygesikring og social sikring, men også fra muligheden for adgang til uddannelse og praktikophold, hvilket har klare negative konsekvenser for deres muligheder for at erhverve færdigheder og kvalifikationer.

8.11

EØSU ser derfor positivt på Kommissionens initiativ til at indlede en dialog med alle berørte parter med henblik på at vurdere den uformelle økonomis betydning for arbejdsvilkårene og på EU-plan at udarbejde foranstaltninger, der effektivt kan bekæmpe dette fænomen. EØSU mener, at dette initiativ kun bliver effektivt, hvis medlemsstaterne udviser stærk politisk vilje på dette område, som Kommissionen kan koordinere igennem et forstærket partnerskab

8.12

Efter EØSU's mening er det afgørende, at foranstaltningerne til bekæmpelse af sort og uformelt arbejde bliver et fast tema for arbejdsmarkedspartnerne i sektoren inden for rammerne af den europæiske arbejdsmarkedsdialog (11).

Bruxelles, den 10. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om "Skatte- og finansparadiser", pkt. 3.25 og 3.26, EUT C 229 af 31.7.2012, s. 7.

(2)  Rapporten "Comparison Tools" blev fremlagt på det europæiske forbrugertopmøde den 18. marts 2013.

(3)  "Et indre marked for grønne produkter", vedtaget af Kommissionen den 9. april 2013.

(4)  Eksempler på information, der er blevet til viden: køds oprindelse og forsyningskæden, regional mobildækning, 0 km-forsyningskæde i agrofødevareindustrien.

(5)  EØSU's udtalelse om "Illoyal handelspraksis/forsyningskæden" (Se side 26 i denne EUT).

(6)  EØSU's udtalelse om "Forebyggelse og begrænsning af fødevarespild", ordfører: Yves Somville, EUT C 161 af 6.6.2013, s. 46.

(7)  EUT C 198 af 10.7.2013, s. 77, og EUT C 204 af 9.8.2008, s. 47.

(8)  EUT C 351 af 15.11.2012, s. 52.

(9)  32 % af de ansatte er ufaglærte eller delvist ufaglært sammenlignet med gennemsnittet på 27 %; 15 % af de ansatte i sektoren er yngre end 24 år sammenlignet med gennemsnittet på 9 %; 60 % af de ansatte er kvinder.

(10)  I visse lande som f.eks. Italien og Frankrig har man høstet værdifulde erfaringer takket være tværfaglige uddannelsesfonde inden for rammerne af de bilaterale organer og de paritetiske udvalg.

(11)  Fælles holdning fra UNI-Europa Handel og Eurocommerce, den 24. april 2012.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/26


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om illoyal handelspraksis i virksomhed-til-virksomhed-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer i Europa«

COM(2013) 37 final

2013/C 327/06

Ordfører: Igor ŠARMÍR

Kommissionen besluttede den 18. marts 2013 under henvisning til EUF-traktatens artikel 304 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Grønbog om illoyal handelspraksis i virksomhed-til-virksomhed-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer i Europa"

COM(2013) 37 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 27. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 140 stemmer for, 1 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU tager offentliggørelsen af Kommissionens grønbog til efterretning og finder, at den afspejler en klar, positiv ændring af Kommissionens tilgang til illoyal handelspraksis.

1.2

Anvendelse af illoyal praksis er efter EØSU's mening ikke kun "illoyal" eller "uetisk", men også i modstrid med grundlæggende retsprincipper og med udbuds- og efterspørgselssidens interesser. Da der i realiteten er tale om misbrug af en væsentligt stærkere markedsposition, anbefaler EØSU anvendelse af udtrykket "abusive trade practices" ("handelspraksis, der er udtryk for misbrug"), som ofte anvendes på bl.a. fransk og engelsk.

1.3

EØSU mener, at den illoyale handelspraksis' nuværende omfang og alvor hovedsageligt er et resultat af de seneste årtiers fusioner og virksomhedsovertagelser.

1.4

Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde har efter EØSU's mening indtil videre kun leveret uklare resultater, og de tilgange, der foreslås, er utilstrækkelige til at løse problemet med illoyal praksis. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge nye initiativer.

1.5

Illoyal praksis kan utvivlsomt findes i alle former for kontraktforhold, men EØSU er overbevist om, at situationen er særlig alvorlig i forholdet mellem supermarkeder på den ene side og små og mellemstore landbrugs- og fødevarevirksomheder på den anden side. Her er der misbrug i en form og en grad, som ikke forekommer andre steder.

1.6

EØSU er særlig tilfreds med, at Kommissionen i sin grønbog klart sår tvivl om eksistensen af en reel aftalefrihed i tilfælde, hvor forholdet er meget ulige, og således deler EØSU's synspunkt.

1.7

Grønbogen giver et godt overblik over den illoyale handelspraksis' karakter og hovedtyper, men EØSU er overbevist om, at Kommissionen bør fastlægge en ensartet definition af illoyal handelspraksis, der svarer til definitionen i direktiv 2005/29/EF, da den praksis, der refereres til i grønbogen, har lighedspunkter med "vildledende markedsføring" (1).

1.8

Illoyal handelspraksis spiller en større rolle i et "klima af frygt", hvor den svage part frygter, at den stærke part vil ophøre at handle med ham. Det er bl.a. tilfældet, når store detailhandlere lægger et urimeligt pres på deres leverandører og/eller sætter priserne for højt over for detailhandlerne og følgelig over for kunderne.

1.9

Det er efter EØSU's mening ikke kun transaktioner mellem virksomheder, der påvirkes af illoyal handelspraksis, og det er heller ikke kun svage kontraherende parter, der rammes af følgerne. Også forbrugere og nationale økonomiske interesser er ofre i dette spil – et faktum, der ikke fremhæves tilstrækkeligt i grønbogen.

1.10

EØSU mener, at de love, der i flere medlemsstater er vedtaget for at bremse illoyal handelspraksis, er udtryk for, at den nuværende situation er uacceptabel. Selv om disse love af forskellige grunde ikke har givet tilfredsstillende resultater, ville det være forkert at påstå, at intet er opnået. Større gennemsigtighed i fordelingen af fordele og ophøret af de mest urimelige og ublu fremgangsmåder er en af succeserne.

1.11

ESØU har ingen grund til at tro, at medlemsstaternes vedtagelse af disse love vil hindre varernes frie bevægelighed i EU, men der kan opstå visse begrænsninger. Dog har ingen af lovene en protektionistisk karakter, og de gælder både for indenlandske virksomheder og for virksomheder fra andre EU-medlemsstater.

1.12

EØSU anbefaler, at yderligere overvejelser over håndteringen af problemet med illoyal handelspraksis tager udgangspunkt i den manglende aftalefrihed i bestemte handelsforbindelser.

1.13

EØSU anbefaler, at fremtidige forslag om at regulere ulige handelsforbindelser tager "frygtfaktoren" med i betragtning. Man bør sikre den nødvendige balance mellem de kontraherende parter, så de kan behandle hinanden retfærdigt. Af denne grund bør hovedsigtet med regulering af illoyal handelspraksis ikke kun være at beskytte den svageste kontrahent, men også de nationale økonomiske interesser. Dette indebærer f.eks., at berørte fødevareleverandører ikke behøver at deltage aktivt i administrative og retlige procedurer.

1.14

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå lovgivning, der forbyder illoyal handelspraksis. Den bør baseres på en vejledende liste over de mest typiske former for illoyal handelspraksis, som anvendes af den stærkere kontrahent med henblik på at overføre egne naturlige omkostninger og risici til den svagere part.

1.15

EØSU opfordrer Kommissionen til – på baggrund af konkrete erfaringer fra de seneste årtier – at samarbejde med nationale konkurrencemyndigheder om at udarbejde en radikal revision af de nuværende, tydeligvis forældede, konkurrenceregler med det sigte at skabe fair konkurrence bl.a. baseret på fair udveksling af relevante oplysninger i denne sektor og for at tage højde for alle reelt forekommende dominerende stillinger.

2.   Indledning

2.1

I grønbogen skelnes der mellem forsynings-/distributionskæder for fødevarer og nonfoodvarer. Det er helt berettiget, eftersom fødevareforsynings-/distributionskæden har sine egne særlige karakteristika i forhold til andre.

2.2

Virksomheder i forsynings-/distributionskæder er blevet mærkbart konsolideret i de seneste to årtier, hvilket har medført oprettelse af egentlige oligopoler. For fødevareforsynings-/distributionskædernes vedkommende gør det sig især gældende i detailhandelen, noget mindre i forarbejdningsindustrien og mindst i den primære produktion af landbrugsprodukter. Dette har medført store skævheder i fødevareforsyningskæden, eftersom oligopolerne har en meget stærk forhandlingsposition over for deres handelspartnere, som står meget mere splittet.

2.3

EØSU er overbevist om, at de strukturelle skævheder, der er opstået, i nogle tilfælde har ført til anvendelse af illoyal praksis, og at denne praksis ofte ikke blot er unfair, uærlig og uetisk, men også strider mod grundlæggende retsprincipper.

2.4

Det er ukorrekt, når det bemærkes i grønbogen, at illoyal handelspraksis først blev taget op til drøftelse på EU-niveau i 2009. Det var året, hvor dette spørgsmål for første gang blev sat på Kommissionens officielle dagsorden. Men så tidligt som i 2005 afgav Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en vigtig udtalelse (2), som – på et tidspunkt, hvor spørgsmålet om illoyal handelspraksis stadig var tabu – fremhævede og kritiserede en række negative aspekter af detailhandelskædernes adfærd. Det skal også nævnes, at der i 2007 blev vedtaget en Skriftlig erklæring om undersøgelse af og indgreb over for det magtmisbrug, som store supermarkeder i Den Europæiske Union udøver  (3), hvori Kommissionen direkte opfordres til at træffe de nødvendige forholdsregler for at rette op på situationen.

2.5

Resultatet af arbejdet i Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde har efter EØSU's mening været temmelig uklart indtil nu, eftersom den foreslåede ramme for gennemførelse af god praksis ikke har frembragt nogen aftale om håndtering af illoyal handelspraksis. Tre medlemmer af Kommissionen har bl.a. beklaget dette (4).

2.6

En rapport udarbejdet af Det Europæiske Konkurrencenetværk bekræfter, at anvendelse af illoyal handelspraksis er en realitet, især i fødevaresektoren. Dette stemmer overens med EØSU's overbevisning om, at supermarkeders misbrug af en stærkere økonomisk stilling over for SMV'er, der producerer og forarbejder fødevarer, har et langt større omfang end i andre kontraktforhold. Et yderligere bevis herpå er det faktum, at det i årevis kun har været leverandørerne af fødevarer til store detailhandelskæder, der har klaget, og ikke andre.

2.7

EØSU noterer sig Kommissionens erklæring om, at illoyal handelspraksis er til skade for EU's økonomi som helhed og ikke kun for kontraktforhold mellem to virksomheder.

3.   Definition af illoyal handelspraksis

3.1   Begrebet illoyal handelspraksis

3.1.1

Der har ikke hidtil officielt været udtrykt tvivl om aftalefriheden i handelsforbindelser – ikke engang mellem supermarkeder og SMV-fødevareproducenter. Indtil for nylig har aftalefriheden været et af hovedargumenterne, både fra supermarkedernes og de offentlige myndigheders side, imod en regulering af illoyal handelspraksis, som, lyder påstanden, ville have knægtet denne frihed. EØSU finder det meget væsentligt, at grønbogen ikke længere har den holdning, og at den direkte erkender, at der ikke er nogen reel aftalefrihed i de tilfælde, hvor der er en markant uligevægt mht. økonomisk styrke mellem de to kontraherende parter.

3.1.2

For EØSU er denne erkendelse af manglende aftalefrihed den væsentligste forudsætning for at finde overordnede løsninger på problemer, der opstår som følge af ubalancer i forsynings- og distributionsnetværket, især hvad angår fødevarer.

3.1.3

I dette afsnit af grønbogen viser Kommissionen en god forståelse af den illoyale handelspraksis' karakter og dens hovedformer. Især i forholdet mellem supermarkeder og fødevareleverandører har den svagere part intet reelt alternativ, da der er meget få store kunder på markedet, og – hvad der er vigtigst – de behandler alle sammen leverandørerne på næsten samme måde.

3.1.4

Mange eksempler på illoyal handelspraksis omtalt i grønbogen afslører, at nogle købere ikke tøver med at tage alle midler i brug for at sikre sig ekstra og helt uberettigede fordele på den anden parts bekostning. En særlig praksisform er betaling for fiktive tjenesteydelser eller uanmodede tjenesteydelser, som ikke har nogen værdi for den anden part.

3.1.5

EØSU har følgende svar på de spørgsmål, der stilles i dette afsnit af grønbogen:

Spørgsmål 1: Efter EØSU's mening burde grønbogen give en definition af illoyal handelspraksis, der svarer til den eksisterende definition i direktiv 2005/29/EF. Udvalget er dog enigt i de elementer og parametre, som ifølge grønbogen er kendetegnende for situationer med illoyal handelspraksis.

Spørgsmål 3: Begrebet illoyal handelspraksis bør ikke begrænses til kontraktforhandlinger, men bør omfatte hele varigheden af den pågældende forretningsforbindelse.

Spørgsmål 4: Illoyal handelspraksis kan teoretisk set forekomme i enhver af forsynings-/distributionskædens faser, men forekommer i den form, der her er til debat, kun mellem supermarkeder og små og mellemstore fødevareproducenter og -forarbejdere. Der er ikke noget, der tyder på, at f.eks. multinationale fødevareselskaber, som også er oligopoler, kræver gebyrer for optagelse på leverandørliste, eller at leverandører betaler for fiktive tjenesteydelser. Man bør imidlertid også nævne tilfælde, hvor multinationale fødevareselskaber stiller som betingelse for leveringen af deres (ønskede) produkter, at der ikke leveres lignende produkter fra deres konkurrenter.

Spørgsmål 5: Frygtfaktoren er en velkendt realitet, især i forbindelser mellem detailhandelskæder og SMV-fødevareproducenter. Den skyldes den direkte eller indirekte trussel om afbrydelse af handelsforbindelsen med leverandøren og de deraf følgende økonomiske problemer for leverandøren. Ethvert forsøg på at regulere illoyal handelspraksis skal tage denne frygt i betragtning, fordi den betyder, at man ikke kan forvente, at leverandøren vil indgive klage eller beviser i tilfælde af administrative eller retlige procedurer.

3.2   Eksempler på illoyal handelspraksis

3.2.1

EØSU hilser det velkomment, at Kommissionen inddrager oplysninger fra flere nationale konkurrencemyndigheder. Udover de nævnte myndigheder anbefaler EØSU et samarbejde med de franske og tjekkiske myndigheder, som har førstehåndserfaring med gennemførelse af deres nationale lovgivning om illoyal handelspraksis. Når monopoltilsynsmyndighederne udfører deres inspektioner, har de ret til at undersøge regnskabsdokumenter (kontrakter, fakturaer, kontoudtog osv.), som direkte kan bevise anvendelsen af illoyal handelspraksis.

3.2.2

Eksemplerne fra de britiske, spanske og irske konkurrencemyndigheder viser, at det er forkert blot at omtale disse praksisformer som "uetiske", da de klart ligger på den anden side af lovens grænser (især når der også er tale om "chikane og trusler").

3.3   Potentielle virkninger af illoyal handelspraksis

3.3.1

Der er ingen tvivl om de negative virkninger af en stærkere parts anvendelse af illoyal handelspraksis over for en svagere part. Det har som logisk følge, at investering og innovation i produktionen bremses. EØSU mener imidlertid, at grønbogen ikke gør tilstrækkeligt opmærksom på indvirkningen på forbrugerne, da denne praksis indebærer langt mere end at forhindre innovation. Dette afsnit kommer slet ikke ind på truslen mod nationale økonomiske interesser, som faktisk nævnes tidligere i grønbogen. Truslen er mest tydelig i de central- og østeuropæiske lande, hvor supermarkeder helt er i hænderne på virksomheder fra andre medlemsstater. Eftersom de indenlandske producenter – hvoraf de fleste er små og mellemstore virksomheder – er ude af stand til at opfylde de ofte ublu betingelser, er hele landbrugsfødevaresektoren ved at bryde sammen, og lande, som traditionelt har været selvforsynende med produktion af basisfødevarer, har i vid udstrækning mistet deres fødevaresikkerhed. Den indenlandske produktion er således blevet erstattet af importerede varer, ofte af tvivlsom kvalitet.

3.3.2

EØSU har følgende svar på de spørgsmål, der stilles i dette afsnit af grønbogen:

Spørgsmål 6: Illoyal handelspraksis anvendes rutinemæssigt i fødevaresektoren, især af supermarkeder, i daglige handelstransaktioner.

Spørgsmål 7: Leverandører af andre varer end fødevarer er i langt mindre grad ofre for illoyal handelspraksis. Det skyldes, at de er mindre afhængige af store detailhandelsnet, fordi leverandører af f.eks. legetøj, sportsudstyr eller sportstøj har langt flere potentielle købere end fødevareproducenter. Illoyal handelspraksis forekommer inden for franchising i såvel fødevare- som nonfood-detailhandelssektoren, hvor der i alt væsentligt er tale om samme problematik, som beskrives i udtalelsen om forsyningskæden for fødevarer, idet der også her er tale om samme ulige forbindelse mellem en stærk kontrahent (franchisegiver/kæden) og en langt svagere kontrahent (franchisetageren), og hvor udgangspunktet som konsekvens heraf også er en mangel på (forhandlings-)frihed. Franchisetageren tegner en tiltrædelseskontrakt på franchisegiverens betingelser og har ikke noget valg, hvis kontrakten skal i hus. Bemærkningerne om den såkaldte "frygtfaktor", overdragelsen af omkostninger, der tilfalder distributøren (franchisegiveren), til underleverandøren (franchisetager) uden modydelse/merværdi til franchisetager, gælder også for franchiseforbindelser. I forbindelse med udførelsen af kontrakten gennemtvinger franchisegiver ofte ensidige ændringer af de indgåede aftaler vha. "instrukser", dvs. uden for kontrakten.

Spørgsmål 8: Illoyal handelspraksis har stor indvirkning på små og mellemstore landbrugs- og fødevarevirksomheders mulighed for at investere og innovere. De investerer mindre i beskyttelse af f.eks. miljø, arbejdsvilkår, dyrevelfærd og klima – spørgsmål af almen interesse – pga. deres afhængighed af et lille antal købere og den usikre situation, dette medfører.

Spørgsmål 9: Virkningen for forbrugerne af illoyal handelspraksis i forbindelserne mellem virksomheder er behandlet i en specifik undersøgelse (5). Det nuværende system er ufordelagtigt for forbrugerne, især på lang sigt, på grund af manglende investering i bæredygtig produktion og innovation. I det lange løb bliver de også tabere som følge af markedssvigt på områder som miljø, klima, arbejdsvilkår og dyrevelfærd. For at modvirke dette forekommer det os at være mere acceptabelt for forbrugerne at betale lidt mere for fødevarer nu, eftersom konkurrencen mellem detailhandelskæder i øjeblikket udelukkende er baseret på den lavest mulige forbrugerpris på bekostning af alt andet.

Spørgsmål 10: Der er ingen tvivl om, at illoyal handelspraksis har en negativ indvirkning på det indre markeds funktionsmåde, da den begrænser små og mellemstore virksomheders muligheder for at slå igennem. Det er i realiteten de store detailhandlere, der bestemmer, hvad der sælges hvor, og i mange tilfælde er kriteriet ikke det økonomisk mest fordelagtige tilbud, men snarere "viljen" og "evnen" til at acceptere illoyal handelspraksis.

4.   Retlige rammer for illoyal handelspraksis

4.1

En analyse af de nuværende retlige rammer på medlemsstatsniveau og EU-niveau viser to ting. For det første, at det nu er alment kendt og et indiskutabelt faktum, at visse stærke økonomiske aktører anvender illoyal handelspraksis. I mange medlemsstater har de kompetente myndigheder konkluderet, at den aktuelle situation gør regulering nødvendig.

4.2

Det nuværende omfang af illoyal handelspraksis, især i transaktioner mellem store detailhandelskæder og fødevareproducenter, viser først og fremmest, at konkurrencelovgivningen er forældet. Nogle former for denne handelspraksis belyser den alvorlige skævvridning af konkurrencen og forekomsten af stærkt dominerende stillinger, som den nuværende monopollovgivning ikke omhandler.

4.3

Ud over revisionen af konkurrencelovgivningen finder EØSU det helt legitimt at forbyde anvendelse af visse veldefinerede former for illoyal handelspraksis på EU-niveau og dermed skabe den nødvendige harmonisering af uensartede lovrammer. Der bør imidlertid være en logisk forbindelse mellem reguleringen af illoyal handelspraksis og en revideret monopollovgivning for at sikre, at det kun er de logiske initiativtagere til en kontrakt, der indebærer illoyal handelspraksis, dvs. parter med en dominerende stilling, der rammes af sanktioner.

4.4

For at sikre en effektiv harmoniseret regulering skal der tages hensyn til "truslen om at blive strøget af listen", som gør det umuligt at klage for svage kontrahenter, især små og mellemstore leverandører til supermarkeder. Reguleringen skal have et bredere mål end kun at løse problemer mellem virksomheder.

4.5

EØSU har følgende svar på de spørgsmål, der stilles i dette afsnit af grønbogen, og som endnu ikke er besvaret:

Spørgsmål 11: I nogle medlemsstater har den vedtagne regulering af illoyal handelspraksis endnu ikke givet tilfredsstillende resultater. Dette skyldes efter EØSU's mening dels, at de fleste af de regulerende bestemmelser ikke har været i kraft ret længe (Italien, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien), dels at deres retsgrundlag ikke entydigt har været den manglende aftalefrihed, selv om selve erkendelsen af, at der anvendes illoyal handelspraksis, indebærer, at alt ikke er som det burde være med hensyn til aftalefrihed. Det ville imidlertid være forkert at påstå, at lovgivningen ikke har haft nogen virkning. I de lande, der har indført lovgivning, kan man ikke længere pålægge de mest urimelige kontraktvilkår, og supermarkederne må benytte mere sofistikerede metoder, hvis de ønsker at opnå fordele, de ikke er berettiget til. Størst fremskridt er der sket i Frankrig, hvor presset fra lovgivning og håndhævelse har bragt leverandørrabatterne ned på et acceptabelt niveau (10-15 % i stedet for som tidligere 50-60 %) (6). Det har medført langt større gennemsigtighed i fordelingen af fordele i fødevareforsyningskæden.

Spørgsmål 12: Hvor hastende det er at vedtage specifikke love, afhænger bl.a. af omfanget af den illoyale praksis, som er forskelligt fra land til land. Der er forskel på situationen i landene i Sydeuropa, Central- og Østeuropa og Nordeuropa. De enkelte regioner har også hver deres lidt anderledes retskultur og tradition. Det er grunden til, at nogle lande allerede har rammer for regulering eller selvregulering, mens andre ikke har det.

Spørgsmål 14: EØSU er overbevist om, at der bør vedtages nye harmoniseringsforanstaltninger på EU-niveau (se punkt 4.2, 4.3 og 4.4 ovenfor).

Spørgsmål 15: Der kan allerede spores en vis positiv virkning af regulering (se ovenfor). Der er en vis bekymring over at indføre regler på dette område, men den hænger sammen med den antagelse, at der hersker aftalefrihed. Eftersom det ikke er tilfældet i de aftaleforhold, der her er til debat, er bekymringen grundløs.

5.   Håndhævelse af regler mod illoyal handelspraksis

5.1   Håndhævelsesordninger på nationalt plan

5.1.1

EØSU er enig med Kommissionen i, at de nuværende ordninger på nationalt plan generelt er utilstrækkelige, hovedsageligt fordi de ikke tager højde for, at fraværet af en reel aftalefrihed og truslen om at blive strøget af listen skaber et vist klima af frygt. Disse problemer er indtil nu bedst blevet tacklet i Frankrig, hvor tilsynsmyndigheden kan gribe ind på grundlag af uofficielle oplysninger og på eget initiativ. Desuden baseres bekæmpelsen af illoyal handelspraksis på beskyttelse af nationale økonomiske interesser og ikke på beskyttelse af den svageste kontrahent.

5.1.2

Nogle medlemsstater har love til bekæmpelse af illoyal handelspraksis, mens andre ikke har det. Desuden er der ret væsentlige forskelle mellem de enkelte love. Dette udgør uden tvivl en vis hindring for den grænseoverskridende handel (spørgsmål 16).

5.1.3

Den eneste fornuftige fælles tilgang til håndtering af de negative virkninger af forskelle i de gældende lovgivninger er efter EØSU's mening at vedtage en harmoniseret lovgivning imod anvendelse af illoyal handelspraksis (spørgsmål 17).

5.2   Håndhævelsesordninger på EU-plan

5.2.1

EØSU er enig med Kommissionen i, at der på nuværende tidspunkt ikke findes nogen særlig håndhævelsesordning på området for illoyal handelspraksis på EU-plan. Udvalget er også overbevist om, at det – for at fjerne frygtfaktoren – er nødvendigt at give de kompetente nationale myndigheder beføjelse til at handle på eget initiativ, modtage anonyme eller uofficielle klager og pålægge sanktioner (spørgsmål 18).

6.   Former for illoyal handelspraksis

6.1

EØSU er enig i, at illoyal handelspraksis forekommer overalt i fødevare- og nonfoodforsyningskæden, men er på baggrund af de ovenfor beskrevne forhold overbevist om, at situationen er værst i transaktioner mellem supermarkeder og små og mellemstore producenter.

6.2

Hvad angår optagelse på leverandørlisten, står det slet ikke klart, hvad der gives til gengæld for det gebyr, den interesserede leverandør skal betale. Betalingen af denne afgift, som er en nødvendig forudsætning for alle former for handelsforbindelser, giver i de allerfleste tilfælde ikke leverandøren nogen garanti for, at køberen virkelig køber varen, eller mod, at køberen fjerner ham fra listen uden grund.

6.3

Leverandørrabatter indgår rutinemæssig i de store detailhandelskæders daglige praksis. Efter EØSU's opfattelse er almennytten af denne praksis mildest talt tvivlsom. På den ene side er leverandørrabatter et symbol på misbrug af en reelt dominerende stilling, da de ofte anvendes som dække for uanmodede og fiktive tjenesteydelser. På den anden side skaber de en betydelig mangel på gennemsigtighed hvad angår fordelingen af fordele. Leverandørrabatterne gør det meget svært for leverandører (og observatører udefra) at få klarhed over, hvor meget der reelt er blevet betalt for de leverede varer. I virkeligheden er ordren om levering af varer betinget af, at leverandøren accepterer tjenesteydelser, som tilbydes af køberen. Efter EØSU's mening bør gebyrer for reelle og dokumenterede tjenesteydelser til leverandøren fra købers side indregnes i fødevarens købspris.

6.4

EØSU har følgende svar på de endnu ubesvarede spørgsmål i dette afsnit af grønbogen:

Spørgsmål 19: Til listen over de vigtigste former for illoyal handelspraksis ønsker vi at tilføje fiktive og uanmodede tjenesteydelser, urimeligt høj betaling for leverede tjenesteydelser samt overførsel af forretningsrisici og markedsføringsomkostninger til leverandøren.

Spørgsmål 20: En liste over former for illoyal handelspraksis er forudsætningen for at bekæmpe denne praksis. Den skal selvfølgelig opdateres regelmæssigt. Men listerne kan ikke stå alene. Der bør foreslås en tilstrækkelig bred definition af illoyal handelspraksis, som omfatter alle tilfælde, der ikke falder ind under den brede definition af "god forretningsskik" med kriterierne "god tro", "kontraktmæssig balance" og de fælles regler for virksomheder i de relevante erhvervssektorer.

Spørgsmål 21: EØSU mener, at hvert enkelt led i forsyningskæden bør bære sine egne naturlige omkostninger og risici og således opnå en rimelig del af den samlede fortjenstmargen. Med andre ord skal producenten bære de omkostninger og risici, der er forbundet med produktionen, og detailhandleren dem, der er forbundet med salget.

Spørgsmål 23: Efter EØSU's mening bør loyal praksis indgå i en EU-ramme.

Spørgsmål 24: EØSU mener afgjort, at et bindende retsinstrument som f.eks. en forordning bør vedtages på EU-niveau.

Spørgsmål 25: EØSU mener, at grønbogen ikke gør nok ud af at vurdere, hvordan illoyal handelspraksis i forholdet mellem virksomheder påvirker forbrugerne og medlemsstaternes økonomiske interesser.

Bruxelles, den 11. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se EØSU's udtalelse om vildledende markedsføring (EUT C 271 af 19.9.2013, s. 61-65).

(2)  Se EUT C 255 af 14.10.2005, s. 44.

(3)  Skriftlig erklæring nr. 0088/2007 fra Europa-Parlamentets medlemmer om undersøgelse af og indgreb over for det magtmisbrug, som store supermarkeder i Den Europæiske Union udøver.

(4)  Kommissionens pressemeddelelse af 5. december 2012, Forbedring af fødevareforsyningskædens funktionsmåde.

(5)  Consumers International, The relationship between supermarkets and suppliers: What are the implications for consumers?, 2012.

(6)  Oplysningerne stammer fra det franske generaldirektorat for konkurrence, forbrug og bekæmpelse af svig.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag fik mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer, men blev forkastet under debatten på plenarforsamlingen (forretningsordenens artikel 54, stk. 3):

Punkt 1.10

Ændres som følger:

"EØSU mener, at de love, der i flere medlemsstater er vedtaget for at bremse illoyal handelspraksis, er udtryk for, at den nuværende situation er uacceptabel. Selv om disse love af forskellige grunde ikke har givet tilfredsstillende resultater, ville det være forkert at påstå, at intet er opnået. Større Imidlertid har gennemsigtighed i prisfastsættelsen stadig lang vej tilbage, fordelingen af fordele og ophøret af de mest urimelige og ublu fremgangsmåder er stadig langt fra en realitet. en af succeserne."

Begrundelse

Gives mundtligt.

Afstemningsresultat

For

:

54

Imod

:

63

Hverken for eller imod

:

27


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Intelligent lovgivning — imødekommelse af de små og mellemstore virksomheders behov«

COM(2013) 122 final

2013/C 327/07

Ordfører: Anna Maria DARMANIN

Medordfører: Brendan BURNS

Kommissionen besluttede den 18. april 2013 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Intelligent lovgivning – imødekommelse af de små og mellemstore virksomheders behov"

COM(2013) 122 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 27. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 156 stemmer for, 2 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU støtter Kommissionens mål om at sætte intelligent lovgivning højt på dagsordenen. Lovgivning er en nødvendighed, men skal være godt udformet for at nå EU's politikmål med mindst mulige omkostninger. EØSU glæder sig over Kommissionens flerårige indsats for at fremme udformning og anvendelse af bedre lovgivningsværktøjer, herunder konsekvensanalyser og inddragelse af interessenter.

1.2

EØSU

a)

bemærker, at selv om intelligent lovgivning er nødvendig for alle virksomheder uanset størrelse, så har bureaukrati en uforholdsmæssig stor indvirkning på mindre virksomheder, især mikrovirksomheder;

b)

minder alle Kommissionens tjenestegrene om, at SMV-testen er en fast del af konsekvensanalyserne. Det opfordrer de europæiske lovgivere til at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for små virksomheder og mikrovirksomheder inden for SMV-gruppen, når de forbereder konsekvensanalyser og udformer retsakter;

c)

bifalder REFIT-programmet, som vil kunne identificere byrder og ineffektive foranstaltninger for SMV'er. Programmet skal bruges til at identificere og foreslå ophævelse af eksisterende lovgivning, som ikke længere er egnet til formålet, og til at konsolidere den eksisterende lovgivning. Vi foreslår, at Kommissionen snarest muligt iværksætter nye fitness-checks ved at prioritere sagsområder, der stammer fra Top 10-listen over de tungeste lovbestemmelser, som er opstillet i den foreliggende meddelelse med særligt fokus på mikrovirksomheder;

d)

henleder opmærksomheden på et af principperne i dette program gående ud på at gøre konsekvensanalyserne mere brugervenlige ved at bruge en standardmodel og operere med et klart resume, hvor hovedemnerne fremhæves, herunder gennemførelsesomkostninger især for mikrovirksomheder;

e)

støtter, at der på lang sigt nedsættes et enkelt uafhængigt udvalg for konsekvensanalyse, som opererer i alle EU-institutioner. Dette uafhængige konsekvensanalyseudvalg skal trække på eksterne eksperter, som kan foretage en yderligere granskning af Kommissionens forslag for at sikre, at de forskellige berørte begreber er rigtigt forstået;

f)

er enigt i, at mikrovirksomheder ikke skal have principielle generelle fritagelser, men mener snarere, at de i lovgivningsforslag skal behandles individuelt efter en grundig konsekvensanalyse;

g)

minder Kommissionen om at vedføje oplysninger om, hvilke ændringer der er foretaget og begrundelserne for ændringerne som et resultat af høringsprocessen;

h)

mener, at Kommissionen konstant skal overvåge SMV-resultattavlen, som er oprettet via en centraliseret koordinationstjeneste i tæt samarbejde med SMV-organisationerne;

i)

beder om et nyt program til mindskelse af unødige lovgivningsmæssige byrder og til sikring af, at intelligent lovgivning ikke fritager selskaber fra lovgivning om arbejdstagerbeskyttelse, ligestillingsstandarder eller miljøstandarder;

j)

beder Rådet og Europa-Parlamentet om også at begrænse de administrative byrder på virksomhederne også i forbindelse med udformning af lovgivning;

k)

foreslår, at medlemsstaterne udveksler bedste praksis på området intelligent lovgivning for at undgå overregulering.

2.   Kommissionens forslag

2.1

I november 2011 offentliggjorde Kommissionen en rapport om "Mindskelse af de reguleringsmæssige byrder for SMV'er – Tilpasning af EU’s regulering til mikrovirksomhedernes behov (1)" med foranstaltninger specielt beregnet på SMV. Rapporten afspejlede "tænk småt først"-princippet knæsat i Small Business Act (SBA) (2), som kræver, at der skal tages højde for konsekvenserne for SMV, når lovgivningen udformes, og at den eksisterende lovgivning skal forenkles. Kommissionen udtrykte også villighed til at tage SMV'ernes byrder op via det nye program for målrettet og effektiv regulering (REFIT) (3) lanceret i december 2012.

2.2

Kommissionens meddelelse til forårstopmødet om "Intelligent lovgivning – imødekommelse af de små og mellemstore virksomheders behov" (4) vedtaget den 7. marts 2013 gør status over alle foranstaltninger gennemført af Kommissionen siden 2011 vedrørende byrderne for SMV. I rapporten gennemgås fremskridtene i relation til:

en drøftelse af konsekvensanalysernes rolle for SMV-lovgivning

indførelse af en årlig SMV-resultattavle

sikring af fitness-checks af lovgivningen.

3.   Bemærkninger og kommentarer

3.1   Udformning af intelligent lovgivning er af stor betydning for SMV'er – især mikrovirksomheder

3.1.1

EØSU har altid støttet og opmuntret initiativer til bedre lovgivning, hvilket klart fremgår af forskellige udtalelser (5). Vi er klar over, at selv om intelligent lovgivning er nødvendig for alle virksomheder, så har bureaukrati en uforholdsmæssig stor indvirkning på mikrovirksomheder og mindre virksomheder. Derfor skal "tænk småt først"-princippet være en prioritet, når der udformes ny lovgivning og igennem hele beslutningsprocessen.

3.1.2

SMV'er har forskellig størrelse, aktivitetsområde, målsætninger, finansiering, ledelse, geografisk beliggenhed og juridisk status (6). Beslutningstagerne bør derfor tage hensyn til disse forskelligheder, når de udarbejder lovgivning, der berører disse virksomheder. De bør huske, at lovgivningerne enkeltvis måske ikke virker særligt tunge, men det blandt andet er akkumulationen af bestemmelser og lovgivninger, der afholder en mikrovirksomhed eller mindre virksomhed fra at udvikle nye ideer, udvide eksisterende markeder eller ansætte flere folk.

3.1.3

Konsekvensen er, at mange SMV'er, især mikrovirksomheder og mindre virksomheder, ser lovgivning som et middel til at kvæle virksomhedsudviklingen i stedet for at stimulere væksten. EØSU har det standpunkt, at mere intelligent lovgivning på EU-plan ikke vil hjælpe noget, hvis ikke lovgivningen klart identificerer, hvilke virksomheder den prøver at hjælpe og hvilke (om nogen) fritagelser, de virksomheder får eller kan påberåbe sig. EØSU opfordrer derfor kraftigt Kommissionen til fuldt ud at gennemføre SMV-testen i alle konsekvensanalyser, der gennemføres i de forskellige generaldirektorater. Udvalget mener, at SMV-testen skal indbefatte potentielle omkostninger og fordele ved forslagene alt efter virksomhedens størrelse, idet der klart sondre mellem mikrovirksomheder små og mellemstore virksomheder. Hvis SMV-testen ikke gennemføres korrekt, vil den få en negativ udtalelse fra konsekvensanalyseinstansen.

3.2   Konsekvensanalysernes rolle

3.2.1

EØSU anerkender konsekvensanalysernes (7) rolle som et nøgleelement i udformningen af politiske foranstaltninger for SMV på EU-plan. Udvalget insisterer på, at Kommissionen udformer grundige konsekvensanalyser, der kan leve op til formålet og er systematiske. EØSU minder Kommissionen om, at nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet skal overholdes. Konsekvensanalyserne skal også medtage en omkostningsanalyse. De øgede omkostninger, som virksomhederne bærer som følge af lovgivning, gør visse aktiviteter uøkonomiske, som ville være rentable, hvis der ikke var nogen lovgivning. Derfor vil nogle marginale virksomheder blive tvunget til at forlade markedet, hvorved potentialet for den private sektors økonomiske aktivitet mindskes. EØSU opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en uafhængigt kontrolleret årlig erklæring om lovgivningforslags samlede omkostninger for virksomhederne. Erklæringen skal også give oplysninger om vigtige ændringer i politikforslag, der indføres som en følge af konsekvensanalyser.

3.2.2

EØSU er klar over, at konsekvensanalyser er tekniske dokumenter, men deres længde og sprog kan gøre dem uigennemskuelige, især hvis mindre virksomheder ønsker at bidrage. Udvalget anbefaler at gøre dem mere brugervenlige (8) ved at bruge en standardmodel og et klart resume, som fremhæver de hovedemner, der er behandlet, og ved at fokusere på hver SMV-undergruppe.

3.2.3

EØSU appellerer om, at interessenter, herunder erhvervsorganisationer, der repræsenterer mikro/små og mellemstore virksomheder foretager en uafhængig og gennemsigtig granskning af udkast til konsekvensanalyser, så det sikres, at de er af høj kvalitet og er udformet i henhold til retningslinjerne (9).

3.2.4

Konsekvensanalyserne skal detaljeret vise, hvordan og hvor meget særlige foranstaltninger og modeller (f.eks. fritagelser, forenklinger osv.) skal bruges til at mindske den lovgivningsmæssige byrde for SMV'erne. EØSU bifalder en øget anvendelse af SMV-testen, men minder om behovet for grundigt og individuelt at screene effekten af lovgivning på de tre forskellige undergrupper og derefter undersøge mulighederne for at fritage mikrovirksomheder fra nye lovtiltag eller vedtage lettere ordninger.

3.2.5

EØSU bemærker, at Kommissionen synes at bevæge sig væk fra planerne om at give mikrovirksomheder gruppedispensation fra EU-bestemmelser efter afslutning af konsekvensanalysen. EØSU bifalder dette skridt og understreger, at intelligent lovgivning skal tilpasses til virksomhedens form og størrelse og ikke være for kompliceret. Forudsat at disse foranstaltninger imødekommes, er det let for virksomhedsejerne at udvikle passende interne procedurer, der lever op til målsætningerne om intelligent lovgivning.

3.2.6

Mikrovirksomheder og små virksomheder ved, at de er tættere på deres kunder end store multinationale virksomheder. De ved også, at der er stigende efterspørgsel fra kunder, som ønsker at bruge lokale virksomheder, som er etiske og som værner om miljøet. EØSU minder Kommissionen om, at det derfor er væsentligt, at de standarder og lovgivninger, der regulerer virksomhedernes kvalitet, deres produkter og tjenester overholdes af virksomhederne, hvis de ønsker at have succes og forblive konkurrencedygtige på forskellige markeder. Mikrovirksomheders fritagelse fra forbruger- og miljølovgivningerne kan f.eks. i sidste ende skade dem (10).

3.2.7

Udvalget mener, at der, udover det forudgående, i konsekvensanalyserne også nøjagtigt bør måles den sneboldeffekt, som foranstaltninger til mindskelse af den administrative byrde via ændring af lovgivningen om SMV'er kan sætte gang i. Der kan komme bivirkninger, der kan ændre arbejdsmarkedsforholdene og forholdet til myndighederne og forvaltningen (sort arbejde, kendskab til skatteoplysninger, sociale bidrag, kompetencer og arbejdskontrakter osv.).

En intelligent lovgivning rettet mod SMV'erne bør i sagens i natur sikre, at de eksterne virkninger, den skaber, er reelle, eller i det mindste uden skadevirkninger. I denne henseende minder EØSU Kommissionen om, at intelligent lovgivning hverken må underminere arbejdstagernes rettigheder (11) eller mindske deres grundlæggende beskyttelse, især hvad angår sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

3.3   SMV-resultattavlen

3.3.1

EØSU glæder sig over indførelsen af en årlig SMV-resultattavle, hvilket gør det muligt at spore specifikke foranstaltninger igennem hele beslutningsprocessen. Vi ser frem til gennemførelsen af den og resultaterne.

3.3.2

EØSU mener, at Kommissionen konstant bør overvåge SMV-resultattavlen via en centraliseret koordinationstjeneste i tæt samarbejde med de forskellige EU-institutioner og -organer. Medlemsstaterne og SMV-organisationerne opfordres også til at deltage i processen.

3.4   Forbedring af høringen af SMV'er

3.4.1

EØSU bifalder, at køreplaner, som informerer interessenterne om mulige kommissionsinitiativer, formidles til dem via planlagt forberedende arbejde og planlagte høringer. Der skal være bred formidling om høringer af interessenter, så de kan reagere i tide. Imidlertid bør de ikke baseres på kvantitet, men på kvalitet og bør støttes af empiriske undersøgelser baseret på interviews med konkrete forretningsfolk, herunder arbejdstagere, erhvervsorganisationer, besøg eller observation af mikrovirksomheder og mindre virksomheder. EØSU minder Kommissionen om, at køreplanerne altid skal indbefatte en første grov vurdering af de forventede omkostninger for at give interessenterne mulighed for at foretage et kvalitetscheck af de mulige virkninger. Udvalget minder Kommissionen om, at det er afgørende at foretage bred høring af interessenter for at indsamle kvalitetsdata samt udforme forslag til intelligent lovgivning.

3.4.2

Efter en høring spørger mange erhvervsorganisationer og deres medlemmer sig selv, om deres bestræbelser for at bidrage til at identificere potentielle problemer og mulige løsninger har kunnet betale sig. EØSU slår til lyd for, at nogle af dem i henhold til en officiel procedure deltager i uafhængige konsekvensanalyseudvalg som eksterne eksperter for at sikre, at de forskellige begreber tolkes rigtigt.

3.4.3

EØSU har bemærket en relativ stigning i antallet af delegerede retsakter vedtaget af lovgiverne de seneste år. Mange af de beslutninger, der træffes via delegerede retsakter, har markant indvirkning på SMV'er. Udvalget mener derfor, at høringen skal udvides til også at omfatte nogle vigtige delegerede retsakter, som kan have betragtelige økonomiske, miljømæssige og/eller sociale konsekvenser på en specifik sektor eller på større interessenter.

3.4.4

EØSU appellerer om en ægte og struktureret "SMV-dialog" med forskellige parter, når der udarbejdes lovgivning. Et sådant partnerskab skal sikre inddragelsen af alle SMV'er og deres organisationer, især organisationer af mindre virksomheder, som forsvarer anvendelsen af "tænk-småt-først"-princippet og "only once"-principperne i Small Business Act (12) for at fremme effektivitetsmålene.

3.4.5

EØSU støtter principielt Enterprise Europe Network (EEN). Det beklager, at EEN endnu ikke har realiseret sit potentiale, fordi mange europæiske SMV'er synes at være udvidende om dets eksistens. De tjenester, som EEN yder, skal være baseret på konkrete SMV-krav og -behov i tæt samarbejde med SMV-organisationerne.

EØSU er af den opfattelse, at Enterprise Europe Network's værtsorganisationer skal have støtte til at afsætte flere ressourcer til SMV's behov i forbindelse med deres kontakter med den offentlige forvaltning. EØSU mener, at støtten især skal koncentreres på de mindste virksomheder, som direkte skal høres af deres lokale Enterprise Europe Network Center, når de er konfronteret med lovgivningsspørgsmål. Alle Kommissionens tjenesterene bør tage hensyn til resultaterne af disse topartsmøder og input fra SMV-organisationerne for at omsætte "tænk-småt-først"-princippet i praksis.

3.4.6

EØSU bifalder forlængelsen af mandatet til gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder (13) (Stoiber-gruppen). EØSU så især gerne, at gruppen tildeles en ny central rolle gående ud på at bistå Kommissionen med forberedelse, overvågning og gennemførelse af politikker, der berører mikro- og mindre virksomheder, i tæt samarbejde med SMV-organisationer og fagforeninger.

3.4.7

EØSU noterer sig resultaterne af Top 10-høringen om de værste eksempler på bureaukrati, der berører SMV'erne (14). Udvalget opfordrer Kommissionen til at reagere på høringsresultaterne snarest muligt ved at offentliggøre specifikke forenklingsforslag.

3.5   Hensyntagen til SMV'ernes behov

3.5.1

EØSU støtter fitness-checket af lovgivning i forbindelse med fastlæggelsen af politikker for SMV (15) (det såkaldte REFIT-program). EØSU ser frem til resultaterne af pilotvurderingerne (16) og opfordrer Kommissionen til at lancere flere fitness-checks i 2014-programmet på vigtige områder, som vi mener er af afgørende betydning for vækst- og jobskabelsen. Kommissionen opfordres til at offentliggøre alle gennemførte eller planlagte fitness-checks på sin hjemmeside.

3.5.2

EØSU foreslår også et samlet fitnesscheck af EU-lovgivning, som virksomheder kommer i berøring med, når de handler på tværs af EU's ydre grænser. EØSU mener, at den administrative byrde ved den form for lovgivning er tung og at et check ville være et markant bidrag til EU's dagsorden for intelligent lovgivning, vækst og handel.

3.5.3

EØSU beder Kommissionen om at bruge REFIT-programmet til at identificere og hurtigst muligt foreslå ophævelse af eksisterende lovbestemmelser og udestående forslag, der ikke længere er nyttige, og gå videre med konsolideringen af den eksisterende lovgivning som et led i forenklingsbestræbelserne. Det anbefales, at alle reduktionsmål er målbare og sigter på at føre til konkrete, positive forandringer for virksomhederne.

3.5.4

EØSU mener, at der bør bruges en bedre udvælgelse af juridiske instrumenter, herunder mekanismer til selvregulering og samregulering (17).

3.6   Bedre styreformer og en koordinationsmekanisme i de politiske foranstaltninger for SMV

3.6.1

EØSU påpeger, at intelligent lovgivning er et delt ansvar mellem alle, der er involveret i at udforme politiske foranstaltninger i EU, hvad enten det er på EU-plan eller på medlemsstatsplan.

3.6.2

På europæisk plan:

Udvalget mener, at når Kommissionen forpligter sig til at holde de administrative omkostninger for virksomheder på et minimum i sine lovgivningsforslag, bør Rådet og Europa-Parlamentet ligeledes påtage sig at mindske eller begrænse den administrative byrde for virksomhederne til de samme niveauer som i Kommissionens forslag.

Hvis Rådet eller Europa-Parlamentet overskrider disse niveauer, skal de begrunde deres afgørelser. Derfor opfordrer EØSU Europa-Parlamentet og Rådet til i højere grad at forpligte sig til om nødvendigt at gennemføre konsekvensanalyser af større ændringer til Kommissionens forslag.

3.6.3

I medlemsstaterne:

EØSU er af den opfattelse, at princippet om intelligent lovgivning kun vil fungere, hvis der også sker intelligent gennemførelse. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at undgå at underminere forenklingsforanstaltninger truffet på EU-plan, når de gennemfører dem i national ret. En sådan overregulering hæmmer helt klart virksomhedsudviklingen. Udvalget foreslår derfor, at der skal være obligatoriske kurser for politikere, ministerielle embedsmænd og andre, der er involveret i at gennemføre EU-lovgivning i national ret.

Dette er dog ikke til hinder for, at medlemsstater kan have højere standarder, hvis de ønsker det.

EØSU opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne via møder og workshops med offentlige myndigheder for at sikre en gnidningsløs gennemførelsesproces. EØSU mener, at Kommissionen omhyggeligt skal koordinere opfølgningen på gennemførelsen i tæt samarbejde med de forskellige generaldirektorater og medlemsstaterne.

EØSU foreslår, at Kommissionen og medlemsstaterne samarbejder tættere om at dele eksempler på bedste praksis med hensyn til konsekvensvurdering med henblik på at udvikle sammenlignelige, transparente og fleksible procedurer. Medlemsstaterne bedes også sætte fart i udvekslingen af eksempler på bedste praksis inden for forenkling af SMV-lovgivning (18) (f.eks. e-forvaltningsløsninger til virksomheder med henblik på at overholde og forstå bestemmelserne) (19).

Bruxelles, den 11. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  http://ec.europa.eu/dgs/secretariat_general/simplification/sme/sme_en.htm.

(2)  Jf. Lannoo – Udtalelse om "Status vedrørende SBA", EUT C 376 af 22.12.2011, s. 51

(3)  http://ec.europa.eu/governance/better_regulation/documents/1_EN_ACT_part1_v8.pdf

(4)  http://ec.europa.eu/governance/better_regulation/documents/1_DA_ACT_part1_v4.pdf

(5)  Jf. Jorge Pegado Liz – Udtalelse om "Intelligent lovgivning" EUT C 248 af 25.8.2011, s. 87.

(6)  Jf. Miguel Ángel Cabra de Luna – Udtalelse om "Forskellige virksomhedsformer" (initiativudtalelse) – EUT C 318 af 23.12.2009, s. 22.

Som eksempel kan nævnes, at de liberale erhverv som gruppe skal overholde en stram erhvervslovgivning for at tilfredsstille kunderne og tilgodese almenvellet.

(7)  Jf. Jorge Pegado Liz – Udtalelse om "Intelligent lovgivning – pkt. 4 A EUT C 248 af 25.8.2011, s. 87.

(8)  Den nylige konsekvensanalyse af Køretøjssikkerhedspakken var på 102 sider, og konsekvensanalysen om Databeskyttelse var på 241 sider.

(9)  Jf. Jorge Pegado Liz – Udtalelse om "Intelligent lovgivning – pkt. 4 B EUT C 248 af 25.8.2011, s. 87.

(10)  BEUC – Intelligent lovgivning – svar på interessenthøringen. http://ec.europa.eu/governance/better_regulation/smart_regulation/consultation_2012/docs/consultation_da.pdf.

(11)  http://www.etuc.org/IMG/pdf/our_priorities_soc_dial_in_smes.pdf.

(12)  Idem, pkt. 2.

(13)  http://ec.europa.eu/dgs/secretariat_general/admin_burden/ind_stakeholders/ind_stakeholders_en.htm.

(14)  http://europa.eu/rapid/press-release_MEMO-13-168_da.htm?locale=FR.

(15)  http://ec.europa.eu/governance/better_regulation/documents/com_2013_en.pdf.

(16)  http://ec.europa.eu/dgs/secretariat_general/evaluation/docs/fitness_check_en.pdf.

(17)  http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.self-and-co-regulation

(18)  http://ec.europa.eu/dgs/secretariat_general/admin_burden/best_practice_report/best_practice_report_en.htm.

Jf. følgende eksempel: http://www.bru.gov.mt/15-6-reduction-in-administrative-burden-registered_news-posted-on-17th-december-2012. I Malta blev enheden for bedre lovgivning oprettet i starten af 2006 efter et regeringstilsagn om at skabe et miljø, der er befordrende for bedre lovgivning.

(19)  http://www.irma-international.org/viewtitle/21237/ Ron Craig "E-government and SMEs".


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/38


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et støtteprogram for overvågning og sporing i rummet«

COM(2013) 107 final — 2013/0064 (COD)

2013/C 327/08

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede hhv. den 14. marts 2013 og den 20. marts 2013 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et støtteprogram for overvågning og sporing i rummet"

COM(2013) 107 final — 2013/0064 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 27. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 165 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU erkender vigtigheden af, at Europa har et uafhængigt system til overvågning af rummet, så det kan beskytte sin egen ruminfrastruktur og opsendelser, og det bifalder Kommissionens initiativ, der for første gang tager fat på emnet og foreslår løsninger til, hvordan der på området kan sættes gang i samarbejdet og integrationen i Den Europæiske Union.

1.2

EØSU støtter Kommissionens tanke om, at medlemsstaterne fremlægger operationelle forslag til Kommissionens godkendelse i de situationer, hvor der for EU er en klar interesse i kvaliteten og kvantiteten af den pågældende information og i at dele viden om bl.a. dataanalysemetoder og -kapacitet.

1.3

EØSU er klar over, at det er svært at finde fælles løsninger for medlemsstaterne, og ser Kommissionens forslag som et første og vigtigt skridt i retning mod mere ambitiøse samarbejdsmål. De meget store militære interesser i programmet gør det særdeles vanskeligt at skabe den fælles infrastruktur, som EØSU håber, vil kunne virkeliggøres så hurtigt som muligt startende med dette initiativ. Det er dog positivt at begynde at skabe grundlaget for dette samarbejde mellem civile og militære strukturer, hvori ESA, Det Europæiske Forsvarsagentur og Direktoratet for Krisestyring og Planlægning bør deltage.

1.4

EØSU mener, at den finansiering, der er afsat til at gennemføre SST-tjenesten i de næste 7 år, primært bør gå til at opbygge en første uafhængig europæisk kapacitet, hvortil der overføres en del af den kapacitet, der for øjeblikket findes inden for medlemsstaternes forsvar. I praksis skal det ske ved hjælp af de optiske teleskoper, der allerede bruges i Europa (De Kanariske Øer), og ved at bygge mindst én europæisk radar, der kan måle sig med dem, der bruges i forsvaret. På den måde bliver investeringerne mere langsigtede, og ny kapacitet og nye kompetencer overføres til civilområdet for at forbedre livskvaliteten for de europæiske borgere.

1.5

EØSU mener, at det for de 7 år, der er afsat til at gennemføre programmet, er nødvendigt at fastlægge nærmere bestemmelser vedrørende det serviceniveau, som forventes af de nationale partnere med hensyn til mængden, typen, hyppigheden, kvaliteten og tilgængeligheden af data, der skal leveres, så der er de fornødne instrumenter til at evaluere tjenesten, ligesom det er tilfældet i programmerne under det syvende forskningsrammeprogram, hvor disse parametre er klart definerede og fastlagt i fællesskab.

1.6

EØSU anbefaler, at kriterierne for deltagelse i programmet forbliver åbne, og at de præciseres tydeligere i artikel 7, stk. 1, litra a). Det er meget vigtigt, at programmet ikke kun er åbent for deltagelse for de lande, som besidder en uafhængig kapacitet (f.eks. Frankrig, Tyskland, Det Forenede Kongerige), men for alle lande, som har mulighed for at stille databehandlingskapacitet til rådighed. Den foreslåede ordlyd bør omformuleres.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at overvågningsaktiviteterne, under ét benævnt kendskab til situationen i rummet (Space Situational Awareness), ud over overvågning og sporing i rummet også omfatter vejrforholdene i rummet (knyttet til solens magnetiske aktiviteter) og overvågning af jordnære objekter

1.8

EØSU mener, at der parallelt bør arbejdes med de to områder, som definitionen af SSA oprindeligt sigtede mod, ikke mindst eftersom det er almindeligt anerkendt, at den fare, som ruminfrastrukturen udsættes for fra solens aktiviteter, er mindst lige så stor, hvis ikke væsentlig større, når der tages højde for virkningerne af særligt intense hændelser. Det opfordrer derfor Kommissionen til at fastlægge en omfattende og integreret ramme for de mange aspekter, der knytter sig til beskyttelse af ruminfrastrukturen, navnlig i samarbejde med ESA, som allerede aktivt beskæftiger sig med et program for beskyttelse mod solstråling. I konklusionerne fra konferencen om rummet og sikkerhed i Madrid den 10.-11. marts 2011 (som der henvises til i konsekvensanalysen) angives det klart, at samarbejdet mellem alle berørte parter, især EU, USA og medlemsstaterne, på dette område skal styrkes.

1.9

EØSU er enig i Kommissionens forslag om at styrke samarbejdet med USA og andre medlemsstater, som er interesserede i et fælles projekt om beskyttelse af ruminfrastrukturen med henblik på at forhindre farlige og undertiden katastrofale kollisioner med til tider meget småt materiale, som kan sætte dyre satellitter, der er uundværlige for menneskets aktiviteter, ud af drift.

2.   Kommissionens meddelelse

2.1

I meddelelsen stilles der forslag om oprettelse af et nyt EU-program for overvågning i rummet og sporing af objekter i kredsløb om Jorden benævnt SST (Space Surveillance and Tracking).

2.2

Det er blevet nødvendigt at oprette programmet for at beskytte den europæiske ruminfrastruktur, navnlig den infrastruktur, der er omfattet af Galileo og Copernicus/GMES-programmet, og tillige for at beskytte europæiske opsendelser mod risikoen for kollision med rumskrot.

2.3

I meddelelsen fastlægges endvidere den retlige ramme for programmet og finansieringen heraf for perioden 2014-2020.

2.4

Meddelelsen ledsages af en rapport (1), hvori fem finansierings- og forvaltningsmodeller for programmet gennemgås nærmere med angivelse af karakteristika, omkostninger og fordele ved de enkelte modeller.

2.5

Inden selve lovteksten indeholder meddelelsen en begrundelse, og der redegøres for baggrunden.

2.6

Det samlede generelle EU-bidrag til gennemførelsen af støtteprogrammet er 70 mio. EUR i perioden 2014-2020.

2.7

Pengene skal gå til driften af de sensorer, som allerede findes i de deltagende medlemsstater (som regel i militæret), og til en varslingstjeneste baseret på data fra de deltagende medlemsstater og EU-Satellitcentret (EUSC).

2.8

Deltagelse i programmet er frivillig, men forudsætter, at de deltagende lande besidder sensorer (teleskoper, radarer), som allerede er i drift, og de nødvendige tekniske og menneskelige ressourcer eller databehandlingskompetencer.

2.9

Omkostningerne ved kollisioner mellem de europæiske operationelle satellitter og skrot vil ifølge resuméet af den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget, i Europa være på 140 millioner euro om året og anslås til at stige til 210 millioner euro i takt med den forventede stigning på 50 % i tjenesterne på satellitområdet i de kommende år. Disse tal udgør et meget konservativt skøn og omfatter ikke tab "på jorden", dvs. økonomiske tab pga. afbrydelse af tjenester, der er afhængige af satellitdata.

2.10

Det er vigtigt at bemærke, at dette tab for langt størstedelens vedkommende er en følge af, at satellitterne fysisk går tabt, men derimod at deres driftstid forkortes på grund af de manøvrer, der skal foretages for at undgå kollisioner.

2.11

Selvom flere medlemsstater i dag har deres egen overvågning, mener Kommissionen, at EU's medvirken er nødvendig for at opnå de investeringer, der er nødvendige til finansiering af projektet, etablering af styringsordninger, definering af datapolitik og til sikring af, at bestående og fremtidig kapacitet inddrages i koordinerede bestræbelser.

2.12

Det amerikanske Space Surveillance Network (SSN) under USA's forsvarsministerium er i dag forbilledet for alle varslingstjenester. Samarbejdet mellem EU og USA, hvorunder data fra USA stilles gratis til rådighed, vurderes i den forbindelse til at være mangelfuldt, da dataene ikke er tilstrækkeligt korrekte, og EU ikke har nogen kontrol over den måde, de behandles på.

2.13

Oprettelsen af tjenesten er således helt i tråd med strategien om, at Europa skal være uafhængig på områder, der vurderes at være kritiske, og især adgangen til rummet.

2.14

Det anslås, at 65 % af de sensorer til satellitter i lav bane (LEO), der eksisterer i dag, drives fuldstændigt eller delvist af institutioner med tilknytning til forsvaret (2).

2.15

Den Europæiske Rumorganisation (ESA) vurderes ikke at være den rette organisation til at gennemføre et program af denne art, da det ikke har værktøjerne til at behandle den slags data af fortrolig karakter, som hentes af militærets sensorer.

2.16

Det er tanken, at EU-Satellitcentret (EUSC) skal være det europæiske organ, der står for drift og koordinering af tjenesten. EUSC er et EU-agentur, som blev oprettet ved Rådets fælles aktion af 20. juli 2001, og som leverer geospatiale billedinformationstjenester og -produkter på forskellige klassificeringsniveauer til civile og militære brugere. EU-Satellitcentret vil kunne lette leveringen af SST-tjenester, og vil (sammen med de deltagende medlemsstater) deltage i oprettelsen og driften af SST-systemets funktioner, som er et af målene for SST-støtteprogrammet. Men som agenturets statut er formuleret lige nu, har det ingen beføjelser inden for SST.

2.17

Det forventes, at der vil være behov for 50 personer til at forvalte programmet. (inklusive det personale, der stilles til rådighed af de deltagende medlemsstater, EUSC og Kommissionen).

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU mener ikke, at der med forslaget skabes instrumenter og kompetencer, der på EU-niveau er tilstrækkelige til at indsamle og analysere dataene, og at Europa derfor efter udløbet af den 5-årige finansieringsperiode vil være i samme situation som 5 år tidligere og formentlig være nødt til at forny aftalen for at sikre, at de deltagende medlemsstaters forsvarsstrukturer løbende leverer data.

3.2

Der foreslås en finansiering på 70 millioner euro, men der fastlægges ingen krav om, hvornår, hvor hurtigt og i hvilken kvalitet de nationale strukturer skal levere data. Det er derfor vanskeligt at fastsætte evalueringskriterier for den leverede tjeneste. Det vil først være muligt, når Kommissionen har offentliggjort de gennemførelsesretsakter, der skal udarbejdes.

3.3

Medlemsstaterne er af den opfattelse, at ESA ikke yder tilstrækkelige garantier for behandlingen af følsomme data, og derfor er EUSC blevet udpeget til at forestå denne opgave. Det skal dog bemærkes, at i de medlemsstater, som har en overvågnings- og sporingstjeneste (Det Forenede Kongerige, Frankrig, Tyskland), foregår dette i et samarbejde mellem rum- og forsvarsagenturer, hvilket kunne tyde på, at et sådant samarbejde mellem rum- og forsvarsagenturer nok er det mest effektive i praksis. Baggrunden for at udelukke ESA fra en tjeneste af denne slags er således ikke klar, slet ikke da ESA allerede deltager i den internationale tjeneste for katastrofevarsling og -håndtering, International Charter on Space and Major Disasters.

3.4

SST-programmet er den ene af de tre dele af det forberedende program Space Situational Awareness (SSA), som endnu ikke er sat i drift, men som ESA siden 2009 har stået i spidsen for - de andre to er Space Weather og Near-Earth Objects

3.5

ESA's forberedende SSA-program har et budget på 55 millioner euro. Sammenhængen mellem de to programmer er ikke klar. Navnlig er det ikke klart, hvordan SST-tjenesten skal fungere side om side med en lignende tjeneste, som udsender og forvalter varslinger om risici forbundet med solens aktiviteter.

3.6

Omfanget af skader forårsaget af kollisioner med skrot bør sammenlignes med omfanget af de skader, som solens geomagnetiske aktivitet forårsager. Ifølge en undersøgelse foretaget af det amerikanske NOAA (3) er de økonomiske tab fra virkningerne af solstorme på satellitinfrastrukturerne enorme. I 2003 ødelagde intens solaktivitet den japanske satellit, ADEOS-2, der havde kostet 640 millioner dollar. I 1997 var en magnetisk storm årsag til, at telekommunikationssatellitten Telstar til en værdi af 270 millioner dollar gik tabt, mens en anden magnetisk storm i 1989 resulterede i ni timers blackout i Canada med skader for 6 milliarder dollar til følge.

3.7

Det anslås, at en solsuperstorm som den i 1859 i dag ville medføre skader for 30 milliarder dollar alene på geostationære satellitter, mens skaderne på elnettet ville få beløbet til at stige til 1-2 trillioner dollars, og at det ville tage 4-10 år, før det igen var fuldt funktionsdygtigt (4).

3.8

Risikoen forbundet med solens aktiviteter er mindst lige så høj som risikoen fra skrot. EØSU mener derfor, at der bør være en fælles overvågning af de to typer risici, sådan som der i øvrigt blev lagt op til på Madridkonferencen i marts 2011. Af meddelelsen fremgår det imidlertid ikke klart, hvem der skal forestå en varslingstjeneste vedrørende solens aktiviteter.

3.9

EØSU mener, at forslaget også bør tage højde for beskyttelse af den europæiske ruminfrastruktur, herunder også en supplerende aktivitet om overvågning af vejret i rummet og tidshorisonten for gennemførelse og integration af de to systemer.

4.   Specifikke bemærkninger

4.1

Af artikel 5, stk. 2, fremgår det, at der ikke skal udvikles ny kapacitet, men at den, der allerede findes i medlemsstaterne, skal anvendes. Imidlertid står der udtrykkeligt i afsnit 2 i begrundelsen, at den eksisterende kapacitet ikke er tilstrækkelig. Det er således ikke helt klart, hvilken slags system, der skal gennemføres i praksis - det gælder også de 5 typer, der er opregnet i den konsekvensanalyse, der ledsager meddelelsen.

4.2

De tekniske karakteristika ved systemet udspecificeres ikke. Målene beskrives, men først efter fremtidige drøftelser mellem medlemsstaterne vil der blive truffet beslutning om, hvad det skal bestå af.

4.3

Sammenhængen mellem militær og civil brug. Systemet er konstrueret som et civilt system. Men de fleste informationer kommer fra militæret. Der er ingen udtrykkelige krav eller protokoller, som forpligter militæret til at levere disse informationer til de civile organer. Også her udskydes løsningen af problemet til en gang i fremtiden.

4.4

Forholdet mellem medlemsstaterne og EU. Det fremgår af forslaget, at alle sensorer ejes og også fremover skal ejes af de enkelte medlemsstater. Der synes ikke at være udtrykkelige krav, som garanterer levering af en minimumsmængde af data og information.

4.5

Definition af tjenesten. Forslaget indeholder intet eksplicit herom. Det er derfor umuligt at vurdere, om den kan gennemføre projekterne under programmet.

4.6

I Rådets resolution om fremme af den europæiske rumpolitik af 26. september 2008 understreges det, at det er nødvendigt, "at udvikle en kapacitet, der […] kan imødekomme de europæiske brugeres behov for en omfattende situationsforståelse af forholdene i rummet".

4.7

Det er vigtigt, at SST-programmet og de eksisterende SSA-programmer udvikles aktivt.

4.8

"Virknings- og resultatindikatorerne" i punkt 1.4.4 er temmelig tautologiske og indeholder i praksis meget lidt, der kan bruges til den efterfølgende vurdering af programmets effektivitet.

4.9

Bortset fra definitionen af styringen er systemets driftsmodel ikke klart defineret.

Det er ikke obligatorisk for medlemsstaterne at deltage. Hvad skal der som minimum til, for at tjenesten kan fungere?

Bruxelles, den 10. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene Impact Assessment, SWD(2013) 55 final.

(2)  Study on Capability Gaps concerning Space Situational Awareness, ONERA, 2007.

(3)  Value of a Weather-Ready Nation, 2011, NOAA.

(4)  Se National Research Council. (2008), Severe Space Weather Events. Understanding Societal and Economic Impacts: A Workshop Report. Washington, DC, The National Academies Press.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/42


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (omarbejdning)«

COM(2013) 162 final — 2013/0089 (COD)

2013/C 327/09

Hovedordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 15. og 16. april 2013 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker" (Omarbejdning)

COM(2013) 162 final — 2013/0089 (COD).

Den 16. april 2013 henviste præsidiet det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 11. juli, Bernardo Hernández Bataller til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 116 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

I lyset af varemærkernes uomtvistelige økonomiske værdi og deres positive indvirkning på det indre markeds funktion er den eksisterende overnationale retlige ramme for deres beskyttelse klart utilstrækkelig. Forslaget til direktiv er imidlertid en forbedring i forhold til den aktuelle situation, som er kendetegnet ved regelforskelle mellem EF-varemærket og de nationale varemærker.

1.2

EØSU anbefaler derfor en styrket beskyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er forbundet med en legitim udnyttelse af et varemærke. Et EF-varemærkeregister må så vidt muligt fremmes. Udvalget opfordrer Kommissionen til at støtte Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) og dets overvågningsopgaver med hensyn til disse rettigheder.

1.3

I den henseende giver EU-retten indehaveren af et varemærke ret til eksklusiv udnyttelse heraf til nonprofitformål ("ius utendi") med mulighed for at forhindre, at dets brug udhules af tredjeparters handlinger i form af efterligning eller uretmæssig anvendelse af dets særlige kendetegn ("ius prohibendi"). Udvalget opfordrer til vedtagelse af forebyggende og kompenserende foranstaltninger mod piratkopiering, som udhuler de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

1.4

Den gældende EU-lovgivning fastslår ikke præcist, under hvilke omstændigheder indehaveren af et varemærke kan tage de nødvendige skridt til at forhindre en sådan brug.

1.5

Generelt skulle hele denne harmoniseringsproces i de nærmeste år føre til en ensartet varemærkelovgivning og munde ud i et EU-regelsæt for varemærker, som bl.a. skulle etablere en fleksibel, ensartet og økonomisk procedure, som giver de interesserede parter mulighed for at vælge en frivillig registrering af varemærker og bringer de nuværende lovgivningsmæssige forskelle til ophør.

1.6

EØSU bør spille en aktiv rolle i lovgivningsproceduren forud for vedtagelsen af alle retsakter om intellektuel ejendomsret. Udvalget beklager derfor, at det ikke er blevet hørt om forslaget til ændring af forordningen om et EF-varemærke.

1.7

EØSU forventer, at der i fremtiden vil eksistere en ordning, som garanterer ensartet beskyttelse af varemærker for virksomheder og forbrugere.

2.   Indledning

2.1

På internationalt plan er varemærkelovgivningen fastlagt i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret undertegnet i Paris den 20. marts 1883, senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967 og ændret den 28. september 1979 (1) (herefter benævnt "Pariserkonventionen").

2.2

I kraft af artikel 19 i Pariserkonventionen bevarer de stater, som er omfattet af konventionen, retten til indbyrdes at indgå særskilte aftaler til beskyttelse af industriel ejendomsret.

2.3

Denne bestemmelse tjente som grundlag for vedtagelse af Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker vedtaget på en diplomatkonference i Nice den 15. juni 1957, senest revideret i Genève den 13. maj 1977 og ændret den 28. september 1979 (2). Niceklassifikationen revideres hvert femte år af et ekspertudvalg.

2.4

Ifølge Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsrets (WIPO) database er de eneste EU-lande, som ikke har undertegnet Nicearrangementet, Malta og Cypern. Begge lande anvender imidlertid Niceklassifikationen.

2.5

Beskyttelsen af varemærker er essentielt et territorialt spørgsmål. Det skyldes, at varemærker er en ejendomsret, der beskytter et mærke i et bestemt geografisk område.

2.5.1

I EU's primærret, nærmere betegnet artikel 17, stk. 2, i EU's charter for grundlæggende rettigheder, fastsættes det, at intellektuel ejendomsret er beskyttet.

2.5.2

Endvidere indeholder EUF-traktatens artikel 118 den bestemmelse, at Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure og som led i det indre markeds oprettelse eller funktion skal fastsætte foranstaltninger vedrørende indførelse af europæiske beskyttelsesbeviser for at sikre en ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i Unionen samt indførelse af centraliserede tilladelses-, koordinations- og kontrolordninger på EU-niveau.

2.6

National varemærkebeskyttelse og EF-varemærkebeskyttelse sameksisterer inden for Den Europæiske Union. Indehaveren af et nationalt varemærke kan udøve de rettigheder, der er forbundet med det pågældende varemærke, inden for den medlemsstat, hvis nationale lovgivning beskytter varemærket. Indehaveren af et varemærke kan gøre det samme inden for de 28 medlemsstaters område, da varemærket er gældende i hele EU.

2.7

Medlemsstaternes lovgivning om varemærker blev delvist harmoniseret ved Rådets direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988, senere kodificeret som direktiv 2008/95/EF.

2.8

Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker, der er kodificeret som forordning (EF) nr. 207/2009, og som har fungeret sideløbende med og med tilknytning til de nationale varemærkesystemer, udgjorde et separat system til registrering af ensartede rettigheder med samme retsvirkning i hele EU. I den forbindelse blev Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) oprettet med henblik på at foretage registrering og forvaltning af EF-varemærker.

2.9

I de seneste år har Kommissionen indledt offentlige debatter om intellektuel ejendomsret ned deltagelse af EØSU, og i 2011 bebudede Kommissionen en reform af EF-varemærkesystemet med henblik på at modernisere systemet, både på EU-plan og på nationalt plan, ved at gøre det mere effektivt og konsekvent.

2.10

Rådet for Den Europæiske Union anmodede i sin resolution af 25. september 2008 om en global europæisk plan for bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering om, at Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder, bliver revideret (3). EØSU håber, at der vil blive indført forbedringer i den retlige ramme for at styrke toldmyndighedernes kontrol med beskyttelsen af de intellektuelle rettigheder og for at sikre tilstrækkelig retssikkerhed

2.11

EU's varemærkesystem tager udgangspunkt i princippet om sameksistens og komplementaritet mellem beskyttelsen af nationale varemærker og beskyttelsen af EF-varemærker.

2.12

Forordningen om EF-varemærker fastsætter et globalt system, der dækker alle materiel- og procesretlige aspekter. Til gengæld er direktivet begrænset til specifikke materielretlige bestemmelser. Hensigten med forslaget er derfor, at de materielretlige bestemmelser i alt væsentligt skal være ensartede, og at de procesretlige bestemmelser i det mindste skal være forenelige.

2.13

Formålet med forslaget er at fremme innovation og økonomisk vækst ved at gøre varemærkeordningerne i hele EU mere effektive og lettere tilgængelige for virksomheder i form af lavere omkostninger og mindre kompleksitet, øget hastighed, større forudsigelighed og retssikkerhed.

2.14

Dette omarbejdningsinitiativ forfølger følgende konkrete mål:

at modernisere og forbedre de gældende bestemmelser i direktivet ved at ændre forældede bestemmelser, øge retssikkerheden og præcisere varemærkerettighederne med hensyn til anvendelsesområde og begrænsninger;

at opnå en større indbyrdes tilnærmelse af nationale varemærkelove og -procedurer med det formål at bringe dem mere på linje med EF-varemærkesystemet ved

a)

at tilføje yderligere materielle regler og ved

b)

at indføre principielle procedureregler i direktivet i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningen, navnlig dem, hvor divergerende bestemmelser skaber alvorlige problemer for brugerne, og hvor en sådan harmonisering betragtes som en forudsætning for at skabe et harmonisk og komplementært system for varemærkebeskyttelse i Europa;

at lette samarbejdet mellem medlemsstaternes kontorer og OHIM for at fremme konvergensen mellem praksis og udviklingen af fælles værktøjer ved at etablere et retligt grundlag for dette samarbejde.

2.15

På den ene side ajourfører og forbedrer forslaget til direktiv de gældende bestemmelser vedrørende:

definitionen af et varemærke, som giver mulighed for at registrere emner, der kan gengives med teknologiske midler, som giver tilfredsstillende garantier;

rettigheder, der er tilknyttet et varemærke som fastsat i artikel 10 og 11, omfattende rettigheder med forbehold af forudgående rettigheder; tilfælde med dobbelt identitet; anvendelse som et handels- eller firmanavn; anvendelse i sammenlignende reklame; forsendelser fra kommercielle leverandører; varer, der føres ind i toldområdet; forberedende retsakter og begrænsning af varemærkets retsvirkninger.

2.16

På den anden side er hensigten med forslaget øget indbyrdes tilnærmelse af den materielle ret gennem beskyttelse af geografiske betegnelser og traditionelle benævnelser; beskyttelse af velkendte varemærker; fremhævelse af varemærker som genstand for ejendomsret, da de kan være genstand for overførsler af tingslige rettigheder; og bestemmelser om fællesmærker.

2.17

Hvad angår tilpasning af de vigtigste procedureregler, behandler forslaget følgende områder: bestemmelse og klassificering af varer og tjenesteydelser, ex officio-kontrol, gebyrer, indsigelsesprocedure, manglende brug som forsvar i en indsigelsessag, procedure for fortabelse eller ugyldighedserklæring samt manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed.

2.18

Formålet med forslaget er endvidere at lette samarbejdet mellem kontorer. Som et supplement til de retlige rammer for samarbejde, som foreslået i forbindelse med revisionen af forordningen, danner artikel 52 retsgrundlag for at lette samarbejdet mellem OHIM og medlemsstaternes kontorer for intellektuel ejendomsret

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til direktiv, som kommer på et særlig opportunt tidspunkt i en situation, hvor den globale økonomi er kendetegnet ved skærpet konkurrence, og Europa oplever økonomisk afmatning.

3.1.1

Varemærket bidrager på den ene side til at skabe forretningsmæssige værdier og kundeloyalitet og på den anden side til at beskytte forbrugerne.

3.1.2

Sidstnævnte aspekt er meget vigtigt i denne sammenhæng af forskellige årsager:

for det første fordi varemærkebeskyttelse letter forbrugernes søgeomkostninger,

for det andet fordi det sikrer dem et konsistent kvalitetsniveau, som forpligter producenten til at være omhyggelig med indholdet af produktet eller tjenesteydelsen,

for det tredje fordi det kræver investering i forbedring og innovation, hvilket styrker forbrugernes kommercielle tillid.

3.2

Forslaget til direktiv vil i betydelig grad forbedre den nuværende retlige ramme i de nationale lovgivninger i tre henseender:

forenkling af ordningerne for varemærkeregistrering i hele EU, hvilket fører til lavere omkostninger og hurtigere procedurer;

retssikkerhed som følge af øget komplementaritet mellem interne og overnationale regler på dette område og samordning mellem de kompetente myndigheder, og endelig,

øget beskyttelse af intellektuel ejendomsret, hovedsagelig gennem præcisering af ordningen for transitvarer, indførelse af nye registreringskriterier, herunder lydmærker og visse specifikationer for beskyttelse af geografiske betegnelser og for ikke-EU-sprog.

3.3

I forslaget indgår endvidere, i lyset af udviklingen på det økonomiske, kommercielle og retlige område, vigtige innovationer som f.eks. definitionen af et varemærke, som muliggør identificering på anden vis end ved grafisk gengivelse, som muliggør en mere nøjagtig identificering af varemærket, og som samtidig åbner mulighed for at registrere varemærker, der kan gengives med teknologiske midler, der giver tilfredsstillende garantier.

3.4

Udvalget bifalder planerne om at sikre øget indbyrdes tilnærmelse af den materielle ret, f.eks. ved at tilføje beskyttelse af geografiske betegnelser, traditionelle benævnelser og velkendte varemærker og ved at behandle varemærker som genstand for ejendomsret, f.eks. overførsler af tingslige rettigheder og afgørende aspekter af den kommercielle udnyttelse af varemærker. Det vil være meget vigtigt både for virksomheder og forbrugere, at fællesmærker og garantimærker er omfattet af direktivforslaget.

3.5

Endelig hilser EØSU det velkommen, at de vigtigste procedureregler harmoniseres, da det sikrer fælles regler for bestemmelse og klassificering af varer og tjenesteydelser, for ex-officio-kontrol, for indsigelsesprocedurer og for fortabelse eller ugyldighed – i tråd med de principper, der er fastlagt af Domstolen.

3.6

EØSU anser det endvidere for positivt, at proceduren for udarbejdelse af forslaget til direktiv har været kendetegnet ved en høj grad af offentlighed og deltagelse af de berørte sektorer i civilsamfundet.

3.7

Uden at foregribe virkningen af forslaget til ændring af den gældende forordning (EF) nr. 207/2009, som indførte et separat system til registrering af ensartede rettigheder, og som sammen med forslaget til direktiv udgør en lovpakke, har udvalget imidlertid visse indvendinger mod det her behandlede forslags mål og indhold.

3.8

I den sammenhæng giver udvalget udtryk for sin overraskelse over, at forslaget (COM(2013) 161 final af 27.3.2013) til ændring af ovennævnte forordning om EF-varemærket ikke blev sendt til høring i udvalget.

3.9

I betragtning af at det drejer sig om et spørgsmål, der har direkte indflydelse på det indre markeds funktion (EUF-traktatens artikel 118), og påvirker forbrugerbeskyttelsesniveauet (EUF-traktatens artikel 169), viser en kontekstuel og sammenhængende fortolkning af traktatens bestemmelser, som udtrykkeligt giver EØSU en rådgivende rolle på de nævnte områder, at udvalget nødvendigvis må inddrages i den lovgivningsproces, der fører til vedtagelse af denne retsakt.

3.10

I den henseende giver EU-retten indehaveren af et varemærke ret til eksklusiv udnyttelse heraf til nonprofitformål ("ius utendi") med mulighed for at forhindre, at dets brug udhules af tredjeparters handlinger i form af efterligning eller uretmæssig anvendelse af dets særlige kendetegn ("ius prohibendi"), artikel 9 i forordning (EF) nr. 207/2009.

3.11

Den gældende EU-lovgivning fastslår imidlertid ikke præcist, under hvilke omstændigheder indehaveren af et varemærke kan tage de nødvendige skridt til at forhindre en sådan brug.

3.11.1

Selv om forslaget til direktiv i betydelig grad øger antallet af tilfælde, hvor indehaveren af et varemærke kan forbyde en tredjeparts anvendelse heraf (artikel 10), og indfører en ny bestemmelse i den henseende, dvs. overtrædelse af varemærkeindehaverens ret ved brug af udstyr, emballage eller andre midler (artikel 11), misbrug af et væremærke, der er registreret i en agents eller repræsentants navn (artikel 13), er det den kompetente domstol, der præcist fastsætter lovens omfang, hvis indehaveren indleder en retssag.

3.11.2

Det er således op til den enkelte domstol at afgøre, om der er fare for forveksling eller en tredjeparts uretmæssige anvendelse af det beskyttede varemærke, og i bekræftende fald tillige at afgøre, hvilken erstatning der tilkommer indehaveren på baggrund af det fremsatte krav.

3.11.3

Forslaget til direktiv sikrer således ikke nogen ensartet beskyttelse af en varemærkeindehavers ret til anvendelse af det pågældende varemærke eller af forbrugernes rettigheder, når de berøres af uretmæssig eller svigagtig anvendelse af et varemærke.

3.12

Komplementariteten mellem det overnationale og de interne systemer til beskyttelse af varemærkeindehaverens rettigheder indebærer derfor en klar risiko med hensyn til, om beskyttelsen er så effektiv og hurtig som mulig i overensstemmelse med direktivforslagets mål.

3.12.1

Der er således ingen garanti for, at de interne forskelle, som skyldes ukorrekt anvendelse af bestemmelserne i direktiv 2004/48/EF (om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder), vedrørende følgende beskyttelsesforanstaltninger, vil blive overvundet:

at krænkelsen bringes til ophør, herunder eventuelt gennem destruktion af varerne eller midlerne til produktion heraf eller gennem pålæggelse af bøder;

at der ydes erstatning for skader eller gives mulighed for at offentliggøre den pågældende dom.

3.12.2

Den retlige usikkerhed er særlig stor, hvis varemærkeindehaverens rettigheder er krænket i en række medlemsstater.

3.13

Dette gælder så meget mere som der i direktivforslaget gives eksempler på tilfælde, hvor den pågældende beskyttelse er mere kompleks.

3.13.1

Artikel 4 (registreringshindringer og ugyldighedsgrunde), stk. 3, fastsætter f.eks. følgende: "Har ansøgeren ansøgt om registrering af et varemærke i ond tro, kan det erklæres ugyldigt" og "Enhver medlemsstat kan ligeledes fastsætte bestemmelser om, at et sådant varemærke ikke må registreres".

3.14

Eftersom manglende intention om brug ifølge OHIM ikke udgør ond tro, hvilken myndighed fastsætter da ensartede kriterier, som sætter de pågældende evalueringseksperter i stand til at afgøre, om der er tegn på ond tro?

3.15

Dette hul i loven er paradoksalt, hvis det sammenholdes med den nye bestemmelse i artikel 10, stk. 5, i forslaget til direktiv, som giver indehaveren af et varemærke ret til at forhindre tredjemand i at bringe varer fra tredjelande ind i EU's toldområde, uden at de overgår til fri omsætning der. Forslaget falder således ikke tråd med Domstolens gældende praksis vedrørende transitvarer (sag C-446/09 Philips og sag C-495/09 Nokia), og enhver formodning om eller bevis på god tro fra tredjemands side ugyldiggøres (4).

3.16

På den anden side vil forebyggelsen og bekæmpelsen af denne form for ulovlig handelspraksis klart blive styrket, hvis forslaget til direktiv etablerer et specifikt retsgrundlag, som bemyndiger Kommissionen til at intensivere sin indsats gennem samarbejde med myndighederne i tredjelande, hvor denne handelspraksis er udbredt og systematisk.

3.17

Ej heller er bestemmelserne i artikel 45, stk. 1, i forslaget til direktiv, tilstrækkelige. Heri foreskrives det generelt, at medlemsstaterne skal sikre, at der er adgang til en effektiv og hurtig administrativ procedure ved deres kontorer for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke af de grunde, der er fastsat i artikel 5. Der bør fastlægges mere konkrete bestemmelser om denne procedures karakter, og en rimelig tidsramme, inden for hvilken de kompetente myndigheder kan handle, må fastlægges juridisk i overensstemmelse med artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder (ret til god forvaltning).

3.18

På lignende vis kræver den effektivitet og forudsigelighed, som skal opnås ved en overnational beskyttelse af varemærkeindehaveres rettigheder, en revision af indholdet af andre bestemmelser i forslaget til direktiv, herunder artikel 44 og 52. Hvad angår artikel 44, som fastsætter, at der erlægges et supplerende (generisk) gebyr for hver vareklasse eller klasse af tjenesteydelser ud over den første klasse, som skal indgå i gebyret for den oprindelige registrering, må der fastlægges en øvre grænse for sådanne gebyrer.

3.19

Med hensyn til artikel 52, som foreskriver samarbejde mellem medlemsstaterne og OHIM for at fremme konvergens mellem praksis og redskaber samt opnå sammenhængende resultater i behandlingen og registreringen af varemærker, bør der indføres en særlig bestemmelse, som i overensstemmelse med artikel 291, stk. 2, i EUF-traktaten, tildeler Kommissionen gennemførelsesbeføjelser til vedtagelse af en bindende "adfærdskodeks".

3.20

Det administrative samarbejde mellem OHIM og de respektive nationale kontorer bør betragtes som et område af fælles interesse som fastsat i EUF-traktatens artikel 197. Det ville være særlig interessant i denne sammenhæng at udveksle oplysninger og personale samt støtte uddannelsesprogrammer og oprette et offentligt budget til dette formål.

3.21

Generelt skulle hele denne harmoniseringsproces i de nærmeste år føre til en ensartet varemærkelovgivning og munde ud i et EU-regelsæt for varemærker, som bl.a. skulle etablere en fleksibel, ensartet og økonomisk procedure, som giver de interesserede parter mulighed for at vælge en frivillig registrering af varemærker.

Bruxelles, den 11. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  De Forenede Nationers traktatsamling, bind 828, nr. 11851.

(2)  De Forenede Nationers traktatsamling, bind 818, nr. I-1849.

(3)  EUT L 196 af 2.8.2003, s. 7.

(4)  I artikel 10, stk. 5 i forslaget til direktiv fastsættes følgende: "Indehaveren af et registreret varemærke skal ligeledes have ret til at forhindre tredjemand i inden for rammerne af en erhvervsaktivitet at bringe varer ind i toldområdet i en medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at det overgår til fri omsætning dér, når sådanne varer, herunder emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, der er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer, eller som i sine væsentligste aspekter ikke kan sondres fra dette varemærke". Kort sagt handler det om at etablere en effektiv mekanisme til bekæmpelse af forfalskning af varer fremstillet uden for EU og forhindre interesserede parter i at udnytte den retlige formodning om, at transitvarer ikke bringes ind i EU's toldområde.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF for så vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om diversitet for visse store selskaber og grupper«

COM(2013) 207 final — 2013/0110 (COD)

2013/C 327/10

Ordfører: Evelyne PICHENOT

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 2. maj 2013 og den 21. maj 2013 under henvisning til artikel 50, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF for så vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om diversitet for visse store selskaber og grupper«

COM(2013) 207 final — 2013/0110 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 27. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 95 stemmer for, 31 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om ændring af regnskabsdirektiverne. Det gælder såvel vedrørende offentliggørelsen af ikke-finansielle oplysninger som i forbindelse med kravet om diversitet i den øverste ledelse. Disse begrænsede ændringer er med til at forbedre rammerne for god virksomhedsledelse i EU (1).

1.2

Udvalget anbefaler Europa-Parlamentet og Rådet at tage hensyn til den balance, der opnås i kraft af disse ændringer, som øger gennemsigtigheden af miljømæssige, sociale, samfundsmæssige og ledelsesmæssige forhold (»ESG« – environmental, social and corporate governance). Kommissionens forslag er en fleksibel mekanisme, der egner sig godt til at forbedre kommunikationen mellem aktionærer, investorer, de ansatte og øvrige interessenter. For at undgå at påføre de mindre virksomheder yderligere byrder er forslaget kun rettet mod store selskaber.

2.   Anbefalinger

2.1

Udvalget anerkender, at en afbalanceret kombination af nedenstående elementer gør det muligt at levere ikke-finansielle oplysninger til aktionærerne på generalforsamlingen og informere de store selskabers interessenter. Denne liste over krav kan bidrage til at opfylde de nævnte mål om gennemsigtighed og konsistens.

Årsberetningen skal indeholde vigtige ikke-finansielle oplysninger.

Disse oplysninger skal navnlig omhandle miljøspørgsmål, sociale spørgsmål og personalespørgsmål samt forhold, der har med respekt for menneskerettighederne og korruptionsbekæmpelse at gøre.

Oplysningerne skal endvidere omhandle de politikker, som virksomheden fører på området, resultaterne af disse politikker samt de risici og usikkerhedsmomenter, der er forbundet med disse spørgsmål, og den måde, hvorpå virksomheden håndterer dem.

Mekanismen skal gælde alle store aktieselskaber og anpartsselskaber, som er omfattet af de nuværende regnskabsdirektiver.

Dog er der en minimumsgrænse, således at mekanismen kun skal gælde selskaber med mere end 500 ansatte, og hvis samlede balance er på mere end 20 millioner EUR, eller som har en nettoomsætning på over 40 mio. EUR, hvilket fritager små og mellemstore virksomheder fra disse forpligtelser.

Virksomhederne kan fremlægge disse oplysninger på grundlag af nationale rammer, EU-baserede rammer eller internationale rammer, som fastlægger vejledende principper og/eller indikatorer samt retningslinjer for regnskabsaflæggelse.

Den enkelte virksomhed må lægge vægten på de oplysninger, som er relevante for den pågældende virksomhed.

Anvendelse af »comply or complain«-princippet (»efterlev eller forklar«-princippet) betyder, at der er pligt til at indberette oplysninger, samtidig med at virksomheden råder over et vist spillerum i tilfælde, hvor det efter virksomhedens opfattelse kan retfærdiggøres, at der mangler oplysninger.

Ordningens smidighed gør, at den administrative byrde ikke forøges, navnlig fordi der fortsat er mulighed for at udarbejde en separat rapport, som opfylder de samme krav og er en integreret del af årsberetningen.

2.2

Med henvisning til denne balance mener udvalget, at vedtagelsen af direktivforslaget om en ændring af regnskabsdirektiverne kommer på et heldigt tidspunkt, nemlig:

i en tid, hvor civilsamfundene bliver stadig mere opmærksomme på de følger, virksomhederne påfører samfundet, hvor der over for staten og erhvervslivet slås til lyd for øget gennemsigtighed, og hvor socialt ansvarlige investeringer vinder frem (2);

i en kontekst, hvor medlemsstaternes ikke-finansielle nationale lovgivninger og anbefalinger stadig er forskellige, men hvor de dog går i samme retning, hvor de internationale – f.eks. OECD's og ILO's – referencerammer i løbet af det sidste årti er blevet revideret, og ISO 26000 er blevet oprettet, og hvor værktøjer til offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger er blevet stadig mere forfinede. Det gælder bl.a. de værktøjer, der er blevet oprettet inden for Global Reporting Initiative, European Federation of Financial Analysis Societies (EFFAS), af kreditvurderingsbureauer og analysebureauer såvel som inden for de sektorspecifikke referencerammer;

på et tidspunkt, hvor læren af den finansielle, økonomiske, sociale og miljømæssige krise både i Europa og resten af verden øger behovet for gennemsigtighed (3) med hensyn til investeringer, skattespørgsmål og korruptionsbekæmpelse, ikke mindst i udvindingsindustrien;

hvor der udarbejdes værktøjer til måling af produktionsaktiviteternes miljømæssige konsekvenser som f.eks. analyse af produkternes livscyklus, det økologiske fodaftryk og beregning af omkostningerne ved de negative eksternaliteter;

og hvor nogle virksomheder imødekommer de ansvarlige forbrugeres betænkeligheder ved at tilbyde mere bæredygtige produkter og tjenester, f.eks. ved at undgå indbygget forældelse og fremme fairtrade.

2.3

EØSU glæder sig over, at disse ændringer af regnskabsdirektiverne åbner for nye perspektiver, idet de:

tilsigter en integration af ESG-spørgsmål i virksomhedens strategi og kommunikation;

øger værdien af generalforsamlingerne og principperne for ansvarlig investering;

giver garantier og fleksibilitet, som giver alle virksomheder, der opfatter virksomhedernes sociale ansvar som et mikroøkonomisk udtryk for bæredygtig udvikling, mulighed for at deltage i dette fremskridt;

introducerer en ny præsentationsform og beslutningsmetode i virksomhedens strategi, som fremmer et langsigtet perspektiv og styrker forbindelserne mellem datterselskaber og moderselskab.

2.4

Udvalget henleder Europa-Parlamentets og Rådets opmærksomhed på følgende anbefalinger:

at virksomhederne gør rede for de konsekvenser, såvel positive som negative, som deres aktiviteter har for samfundet;

at virksomhederne nævner det i deres rapporter, hvis de har medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen eller tilsynsrådet;

at de organer, som repræsenterer personalet, informeres og høres i forbindelse med udarbejdelsen af årsberetningen;

at de personer, der står for udarbejdelsen af de dele af årsberetningen, som omhandler ESG, navnlig de sociale og miljømæssige spørgsmål, er sagkyndige på området;

at de virksomheder, som er ordregivere, aflægger beretning om deres forbindelser til deres forsyningskæde eller værdikæde, særligt hvad angår arbejdsret og menneskerettigheder;

at de virksomheder, som ikke er underlagt direktivet, frivilligt lader sig inspirere af denne gennemsigtighed og forbedrer deres måde at drive virksomhed på;

at medlemsstaterne i deres nationale strategi for virksomhedernes sociale ansvar tilstræber en tilsvarende kvalitet i offentliggørelsen af ikke-finansielle oplysninger;

at de medlemsstater, som finder det hensigtsmæssigt, i forbindelse med gennemførelsen af direktivet i den nationale lovgivning sænker minimumsgrænsen, således at lovgivningen kommer til at gælde et betydeligt antal nationale virksomheder;

at Kommissionen opfordres til at anlægge eller fremme et »multiinteressentperspektiv« (4) med henblik på en mere præcis definition af de vejledende principper og referencestandarder, hvilket vil lette sammenligninger og på længere sigt harmonisering;

at Kommissionen i forbindelse med sin egen indsats for at fremme og skabe opmærksomhed om politikker vedrørende virksomhedernes sociale ansvar og i tråd med sin meddelelse fra oktober 2011 anbefaler de berørte virksomheder at anvende de internationale referencerammer til vejledning om offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger, som bedst modsvarer dens nye definition af virksomhedernes sociale ansvar.

2.5

EØSU er enig i den foreslåede ændring af det fjerde direktiv vedrørende pligten til at offentliggøre oplysninger om virksomhedens politikker for mangfoldighed i ledelsesorganerne.

2.6

Udvalget understreger, at bestyrelserne ikke er de eneste, som berøres, og at det kunne være hensigtsmæssigt at udvide mangfoldighedspolitikken til bestyrelsesudvalgene, f.eks. revisionsudvalget.

2.7

EØSU minder om, at man i de fleste af EU's medlemsstater endnu ikke har opfyldt ambitionerne om antallet af kvinder i virksomhedsbestyrelserne (5).

2.8

Udvalget mener, at kriterierne om diversitet også bør omfatte inddragelse af arbejdende bestyrelsesmedlemmer fra arbejdstagersiden (bl.a. fra det europæiske samarbejdsudvalg), som har mandat fra de faglige organisationer.

2.9

Udvalget anbefaler endelig, at Kommissionen supplerer denne revision med en klausul om, at der ikke må ske forringelser i forhold til de eksisterende nationale lovgivninger, samt at den inden for fem år efter direktivets ikrafttræden foretager en vurdering af konsekvenserne af disse ændringer af regnskabsdirektiverne for virksomhedernes offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger.

3.   Baggrund

3.1

Dette forslag om ændring af regnskabsdirektiverne er et led i den indsats, der blev påbegyndt i 2001 med grønbogen om virksomhedernes sociale ansvar (6), og som blev suppleret med Kommissionens meddelelse fra 2006 (7). Det opfylder de forpligtelser, som blev fastlagt i arbejdsplanen i meddelelsen fra 2011 (8). Ændringen har været nødvendig set i lyset af resultaterne af konsekvensanalysen, som viste, at effektiviteten af de ikke-finansielle oplysninger, som offentliggøres af virksomhederne, er begrænset. Endvidere taler bidragene fra den offentlige høring også i høj grad for ændringen. Oplysningerne er af varierende kvalitet. Desuden er antallet af virksomheder, som praktiserer dette, utilstrækkeligt.

3.2

At der skulle ske en styrkelse af gennemsigtigheden af selskabernes oplysninger af social og miljømæssig art oplyste Kommissionen i april 2011 i sin meddelelse om en akt for det indre marked.

3.3

Allerede i sin udtalelse om metoder til information og evaluering (9) fra 2005 henviste EØSU til det fjerde direktiv om årsregnskaber, som omfatter en bestemmelse om ikke-finansielle oplysninger, der giver virksomhederne mulighed for at offentliggøre visse oplysninger om de sociale og miljømæssige aspekter af deres aktiviteter. I 2012 støttede udvalget Kommissionen i dennes målsætning om at øge diversiteten i sammensætningen af virksomhedsbestyrelser. I sin udtalelse fra 2012 (10) om Kommissionens meddelelse om virksomhedernes sociale ansvar minder udvalget om, at det går ind for en obligatorisk indberetning af ikke-finansielle oplysninger.

3.4

Storbritannien var i 1992 det første medlemsland, som indførte en kodeks (den såkaldte Cadbury-kodeks) (11) i reglerne for god virksomhedsledelse, og dermed indførte »comply or complain«-princippet (»efterlev eller forklar«-princippet). Med varierende bestemmelser har andre lande, bl.a. Tyskland og Danmark, taget dette princip til sig. Metoden er fleksibel og give mulighed for at tilbageholde oplysninger om visse følsomme områder såsom korruptionsbekæmpelse, hvor der kan være behov for en vis diskretion eller fortrolighed, hvis man skal opnå resultater.

3.5

Flere medlemsstater, herunder Frankrig, Holland, Storbritannien, Sverige og Spanien, har i løbet af det seneste årti vedtaget lovgivning med henblik på at skabe en national ramme for virksomhedernes regnskabsaflæggelse og sikre en harmonisering til de europæiske standarder.

3.6

Under det irske rådsformandskab blev der indgået en europæisk aftale om gennemsigtighed i udvindingsindustrien, som medfører en ændring af regnskabsdirektivet. For fremtiden kræver direktivet gennemsigtighed (land for land og projekt for projekt) i forhold til alle finansielle strømme fra europæiske virksomheder, der har aktiviteter inden for udvinding og skovbrug, til de lande, hvor de opererer.

3.7

I sin beslutning fra februar 2013 (12) anerkendte Europa-Parlamentet betydningen af, at selskaber fremlægger oplysninger om bæredygtighed, såsom sociale og miljørelaterede faktorer, med henblik på at indkredse risici vedrørende bæredygtighed og højne tilliden blandt investorer og forbrugere. Europa-Parlamentet opfordrede endvidere Kommissionen til at fremsætte et forslag om at indføre ikke-finansielle indberetningskrav for selskaber.

3.8

I en situation med krise, hvor den offentlige mening i Europa går i retning af, at virksomhederne bør udvise større etik, er varetagelsen af virksomhedens sociale ansvar anerkendt som en faktor, der kan bidrage positivt til EU's handelspolitik, udviklingspolitik og gennemførelsen af EU 2020-strategien. Varetagelsen af virksomhedens sociale ansvar fremmer den sociale dialog og den civile dialog (samfundsdebatten). Den bør også gøre det muligt at opnå en bedre forståelse af forholdene i hele kæden af underleverandører. Begivenheder som f.eks. katastrofen med den sammenstyrtede fabriksbygning i Bangladesh er en påmindelse om, at man bør være opmærksom på det ansvar, som påhviler ordregiverne.

Bruxelles, den 11. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 24 af 28.1.2012, s. 91.

(2)  EUT C 21 af 21.1.2011, s. 33.

(3)  EØSU's udtalelse om »Europæisk selskabsret og virksomhedsledelse« (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4)  EUT C 161 af 6.6.2013, s. 35.

(5)  EUT C 133 af 9.5.2013, s. 68.

(6)  COM(2001) 366 final.

(7)  COM(2006) 136 final og EUT C 286 af 17.11.2005, s. 12.

(8)  COM(2011) 681 final og EUT C 229 af 31.7.2012, s. 77.

(9)  EUT C 286 af 17.11.2005, s. 12.

(10)  EUT C 229 af 31.7.2012, s. 77.

(11)  »The financial aspects of corporate governance«1.12.1992.

(12)  Beslutning 2012/2098 (INI), ordfører: Raffaele Baldassarre.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag fik mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer, men blev forkastet under debatten (forretningsordenens artikel 54, stk. 3):

Teksten i udtalelsen CES3548-2013_00_00_TRA_AS erstattes med følgende tekst:

1.   Generelle bemærkninger

1.1

Efter EØSU's opfattelse er direktivforslaget overflødigt (det gælder navnlig kravet om at offentliggøre oplysninger om »mangfoldighedspolitikker«). Udvalget mener nemlig ikke, at der bør vedtages nye lovbestemmelser på EU-plan inden for dette område. I det store hele kan EØSU ikke se, at direktivforslaget bidrager med nogen særlig merværdi i forhold til de gældende bestemmelser. Derimod frygter udvalget, at det kan gøre den administrative byrde tungere.

1.2

EØSU mener, at gennemsigtighed er en integreret del af moderne virksomhedsledelse. De europæiske virksomheder har bevist, at de er tilstrækkeligt åbne inden for rammerne af den gældende lovgivning. I Europa ligger det sociale ansvar inden for virksomhedens kompetenceområde. Det er en integreret del af virksomhedens strategi og bygger på princippet om frivillighed. Selv ikke under krisen har de europæiske virksomheder slækket på deres åbenhed og ansvar.

1.3

EØSU medgiver, at visse aktører såvel som den brede offentlighed har brug for større gennemsigtighed i forhold til virksomhedernes politikker, ikke mindst for så vidt angår offentliggørelse af sociale og miljømæssige oplysninger. Det gælder især, når det drejer sig om virksomheder, som har aktiviteter i tredjelande – f.eks. virksomheder i udvindingsindustrien, som er aktive i Afrika (miljørisici, korruption), tekstilvirksomheder med aktiviteter i Asien (sociale aspekter, menneskerettigheder) osv.

1.4

Den eneste potentielle merværdi, der kan tilskrives forslaget, er, at det tager fat i problematikken vedrørende risici, dvs. hvordan risici defineres og styres, og hvordan pligten til at gøre rede for dem håndteres. Dette ville kunne hjælpe virksomhederne med at blive bedre til at styre disse risici og muligheder og dermed tage større ansvar for følgerne af deres aktiviteter på det ikke-finansielle område. Dog gælder det under alle omstændigheder, at det bør være op til den enkelte virksomhed at beslutte, om den vil gøre denne indsats eller ej.

2.   Vedrørende ikke-finansielle oplysninger

2.1

EØSU er godt klar over, at man ved at øge gennemsigtigheden generelt bidrager væsentligt til, at det indre marked fungerer optimalt. Hvis det bliver lettere at sammenligne oplysninger om virksomhedernes drift, kan det påvirke effektiviteten af investorernes og aktionærernes beslutninger.

2.2

Efter EØSU's mening er den nuværende ramme for offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger både hensigtsmæssig og tilstrækkelig. Det samme gælder omfanget af disse oplysninger. De nye krav til, hvilke oplysninger der ifølge forslaget skal offentliggøres, vil medføre en overdreven byrde, hvilket vil være i strid med proportionalitetsprincippet. EØSU foreslår derfor, at man i forslaget kun indfører krav om offentliggørelse af virkelig relevante og meningsfulde oplysninger, således at virksomhederne ikke pålægges en unødig stor administrativ byrde. Dermed ville forslaget også indebære størst mulig merværdi for brugerne af disse oplysninger (investorer, aktionærer og arbejdstagere).

2.3

EØSU foretrækker, at virksomhederne udelukkende offentliggør ikke-finansielle oplysninger på frivillig basis. Derfor foreslår udvalget, at direktivforslagets artikel 1 og 2 ændres i henhold hertil.

2.4

Ifølge forslaget skal de små og mellemstore virksomheder ikke have pligt til at offentliggøre ikke-finansielle oplysninger, hvilket er i tråd med EU's langsigtede mål om at begrænse virksomhedernes administrative byrde.

2.5

Efter EØSU's opfattelse er forslagets krav om en ikke-finansiel redegørelse, der indgår som en del af årsberetningen, samt en revisors revision heraf et både omfattende og kompliceret stykke arbejde. Der bør derfor også udarbejdes en praktisk vejledning. EU's lovgivning kræver, at en revisor kontrollerer, at årsberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet. Samtidig kræver de gældende bestemmelser, at årsberetningen skal indeholde årsregnskabet og revisionsberetningen samt eventuelt yderligere dokumenter. Kontrollen af de ikke-finansielle oplysninger vil ikke desto mindre kunne vise sig at være ekstremt problematisk og bekostelig. Det er nødvendigt helt præcist at definere sammenhængen mellem de oplysninger, der skal offentliggøres i årsberetningen, og samtidig tage hensyn til, at brugerne af årsberetningen ikke bør overdænges med irrelevante oplysninger. EØSU går ind for offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger i dokumenter, som ikke kræver revision.

3.   Vedrørende diversitet

3.1

EØSU mener, at krav om offentliggørelse af selskabernes mangfoldighedspolitikker medfører en overflødig administrativ byrde, som ikke er tilstrækkelig begrundet og ikke bevisligt har nogen positive virkninger. Efter EØSU's opfattelse er krav om indførelse af en mangfoldighedspolitik i private virksomheder, og navnlig pligten til at offentliggøre selskabets mangfoldighedspolitik samt begrunde, hvorfor et selskab eventuelt ikke har indført en sådan politik, utidig indblanding i den frie erhvervsudøvelse og i virksomhedsejernes frihed til at træffe beslutninger. Derfor afviser udvalget på det bestemteste et sådant krav. Offentliggørelsen af oplysninger om selskabet bør fortsat være helt op til selskabet selv, alt efter hvorvidt en sådan offentliggørelse indebærer en konkurrencefordel for selskabet eller ej. EØSU stiller sig ligeledes afvisende over for de foranstaltninger, som vedrører offentliggørelse af detaljerede oplysninger om mangfoldighedspolitikken. De er flere årsager hertil.

3.2

For det første skal det understreges, at offentliggørelsen af oplysninger om mangfoldighedspolitikken i forhold til sammensætningen af selskabets organer ikke har nogen indflydelse på hverken det pågældende selskabs administration eller dets resultater, sådan som det fejlagtigt angives i begrundelsen. Efter EØSU's mening bør det være enten selskabets ejer eller dets aktionærer, som skal afgøre, hvem der skal lede virksomheden, hvilke mekanismer der skal anvendes til at føre tilsyn med dets forvaltning, og hvilken rolle medlemmerne af selskabets tilsyns- og administrationsorganer skal spille i denne proces. En virksomheds drift er først og fremmest dens ejers og dens aktionærers ansvar. Det gælder også risikoen for tab som følge af dårlige ledelsesbeslutninger. Ved kunstigt at ændre sammensætningen af tilsyns- og administrationsorganerne opnår man blot at forstyrre den nuværende og velfungerende situation.

3.3

Europa-Kommissionen bør under ingen omstændigheder blande sig i virksomhedens beslutningsproces (f.eks. hvor mange personer der skal være i direktionen, hvilke kvalifikationer de skal have, hvor gamle de skal være, eller hvilket køn de skal have). Det fremgår ikke af Kommissionens analyse, at der skulle være en direkte forbindelse mellem alder, køn og andre forhold og et selskabs resultater; og skulle dette alligevel vise sig at være tilfældet, ville det ikke retfærdiggøre en autoritær indblanding i sammensætningen af et selskabs ledelses- og tilsynsorganer.

4.   Konklusioner

På baggrund af ovenstående argumenter:

1)

foretrækker EØSU, at den offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger, som nu atter fremføres som et krav, i overensstemmelse med nærhedsprincippet overlades til en frivillig beslutning fra selskabernes side, eller at der i stedet udarbejdes nationale bestemmelser om, hvilke krav der skal gælde vedrørende offentliggørelse af oplysninger;

2)

anbefaler EØSU, at bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, vedrørende mangfoldighedspolitik udgår af forslaget, eller – hvis dette skulle dette vise sig at være umuligt – at man enten lader det være op til virksomhederne selv, om de frivilligt vil offentliggøre oplysninger om deres mangfoldighedspolitik, herunder forklare årsagerne til, at de eventuelt ikke har iværksat en sådan politik, eller alternativt at der udarbejdes nationale bestemmelser herom.

Afstemningsresultat

For

:

37

Imod

:

96

Hverken for eller imod

:

2


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/52


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremme af den frie bevægelighed for borgere og virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse offentlige dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012«

COM(2013) 228 final — 2013/119 (COD)

2013/C 327/11

Hovedordfører: Vincent FARRUGIA

Rådet besluttede den 13. maj 2013 og Europa-Parlamentet den 21. maj 2013 under henvisning til artikel 114, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremme af den frie bevægelighed for borgere og virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse offentlige dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012"

COM(2013) 228 final — 2013/119 (COD).

Den 21. maj 2013 henviste udvalgets præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 11. juli 2013, Vincent Farrugia til hovedordfører og vedtog med 96 stemmer for, 2 imod og 2 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Borgerne er omdrejningspunktet for den europæiske integration. Rapporten om unionsborgerskab understreger, at unionsborgerskabet giver borgerne nye rettigheder og muligheder. Rapporten gør opmærksom på, at retten til at færdes og opholde sig frit inden for EU er den rettighed, som borgerne i medlemsstaterne forbinder mest med unionsborgerskabet: muligheden for at rejse mellem EU-landene for i kortere eller længere perioder at arbejde, studere og uddanne sig, rejse i forretningsøjemed eller handle tværs over grænserne (1).

1.2

I rapporten om unionsborgerskab 2013 præsenteres 12 nye foranstaltninger på nedenstående seks nøgleområder med henblik på at fjerne hindringer, der står i vejen for borgernes udnyttelse af deres EU-rettigheder, herunder retten til at bevæge sig frit over grænserne i EU. De seks områder er (2):

(01)

Fjernelse af hindringer for arbejdstagere, studerende og praktikanter i EU, så arbejdsmarkedet i EU kan fungere efter hensigten, og de dermed kan udnytte jobmuligheder i andre medlemsstater og således bidrage til økonomien i EU.

(02)

Bekæmpelse af bureaukrati i forhold til retten til fri bevægelighed, eftersom borgere, der udnytter deres ret til fri bevægelighed, støder på problemer, som i mange tilfælde skyldes de langvarige og uklare administrative procedurer.

(03)

Beskyttelse af de mere udsatte grupper i EU, eftersom høringssvar peger på, at handicappede støder på vanskeligheder, når de rejser i EU.

(04)

Fjernelse af hindringer for EU-borgernes onlinehandel, som er steget væsentligt, men stadig er forbundet med problemer.

(05)

Målrettet og tilgængelig information, så borgerne er bevidste om og forstår deres EU-rettigheder.

(06)

EU-borgernes deltagelse i det demokratiske liv i EU.

1.3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremme af den frie bevægelighed for borgere og virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse offentlige dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012: COM(2013) 228 final — 2013/0119 (COD).

1.4

Forslaget er helt i tråd med rapporten om unionsborgerskabet, idet det indeholder foranstaltninger, som vil gøre det lettere for EU-borgerne virkelig at udnytte de rettigheder, de har i medfør af deres unionsborgerskab.

1.5

Selvom Lissabontraktaten og EU's charter om grundlæggende rettigheder indebar en styrkelse af de rettigheder for EU-borgerne, der fastlagdes i Maastrichttraktaten, herunder retten til at færdes og opholde sig frit i EU, er de administrative procedurer forbundet med anvendelsen af denne ret ikke blevet tilsvarende forbedret. Apostillepåtegning – en formalitet, der udspringer af Apostillekonventionen fra 1961, som havde til formål at fremme bevægeligheden over internationale grænser i en verden uden teknologi – afspejler således ikke det forhold, at der ingen grænser er inden for EU, og derfor hindrer – snarere end fremmer – den unionsborgernes ret til fri bevægelighed i EU.

1.6

Forenkling af følgende offentlige dokumenter i EU, som opregnes i forslaget, er en vigtig foranstaltning, som vil skabe en mere sammenhængende retlig ramme, der vil gøre det nemmere at udnytte retten til fri bevægelighed i EU:

 

EU-borgeres offentlige dokumenter

Civilstandsattester (f.eks. dokumenter vedrørende fødsel, død, navn, ægteskab, registreret

partnerskab, forældreskab og adoption)

Dokumenter vedrørende bopæl, unionsborgerskab og statsborgerskab

Dokumenter vedrørende fast ejendom

Dokumenter vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder

Dokumentation for en ren straffeattest

 

EU-virksomheders (selskabers og andre foretagenders) offentlige dokumenter

Dokumenter vedrørende deres retlige status og repræsentation

Dokumenter vedrørende fast ejendom

Dokumenter vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder

Dokumentation for en ren straffeattest

Forenklingen af disse offentlige dokumenter vil uden tvivl fremme den frie bevægelighed for borgere og virksomheder, da handelen i det indre marked vil blive øget yderligere, og det vil blive nemmere for borgerne i medlemsstaterne at indhente de pågældende dokumenter.

1.7

Indførelse af forenklede regler for accept af visse offentlige dokumenter helt ned til det lokale myndighedsniveau må betragtes som et vigtigt politisk instrument, da det tillige:

reducerer omkostningerne for virksomheder og offentlige myndigheder: Ifølge tal fra 2010 har næsten 30 % af SMV'er import-/eksportaktiviteter, og 2 % har foretaget direkte investeringer i udlandet. Derudover deltager ca. 7 % af EU's SMV'er i internationale underentrepriser, og heraf har ca. 26 % kunder i andre medlemsstater (3);

gør kontakten med offentlige myndigheder nemmere, og mindsker omkostningerne for borgere og virksomheder: De gennemsnitlige årlige udgifter til en apostillepåtegning er 13,20 EUR. Det anslås, at omkostningerne for EU-borgere og -virksomheder til indhentning af apostille til brug internt i EU beløber sig til over 25 mio. EUR. Dertil kommer, at udgifterne til legalisering af offentlige dokumenter, som ikke er omfattet af Apostillekonventionen, er betydelige med en gennemsnitspris på 16,50 EUR. Endvidere er beregningsgrundlaget for udgifterne til bekræftede oversættelser 30 EUR pr. side: I de fleste medlemsstater beløber en bekræftet oversættelse, som kræves i forbindelse med vielse i et andet land, sig til 120 EUR (4);

indebærer nettoomkostningsbesparelser for medlemsstaterne på mellem 5 og 7 mio. EUR som følge af, at kravet om apostille afskaffes, og yderligere anslået 500 000-1 000 000 EUR som følge af, at kravet om legalisering afskaffes (5);

fjerner den indirekte forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater i forhold til en medlemsstats egne statsborgere, som følger af, at de nationale myndigheder generelt ikke kender til de krav, der gælder for offentlige dokumenter i oprindelsesmedlemsstaten, herunder underskrifter, segl og stempler.

1.8

EØSU beklager, at de reformer, der foreslås for at gøre det nemmere for borgere og virksomheder at udnytte deres ret til fri bevægelighed i EU, kommer 20 år efter lanceringen af unionsborgerskabet og 42 år efter Haagkonventionen. EU har således ikke rykket sig i takt med den teknologiske udvikling, som kunne have været udnyttet til at mindske eller fjerne hindringerne for borgeres og virksomheders udnyttelse af retten til fri bevægelighed. EØSU betoner, at informationssystemet for det indre marked (IMIS) er et vigtigt redskab, som bør anvendes med langt større effekt for at sætte EU-borgerne i stand til at udnytte deres grundlæggende rettigheder.

1.9

EØSU's konklusion er derfor, at de af Kommissionen fremsatte politiske anbefalinger til

en lovgivningsforanstaltning, der skal fremme den frie bevægelighed for borgere og virksomheder ved at forenkle de administrative formaliteter knyttet til anvendelsen og accepten af visse offentlige dokumenter i EU,

som suppleres af et forbedret administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (IMIS), og

understøttes af flersprogede standardformularer, som frit kan anvendes uden anden dokumentation i sager på tværs af grænserne,

er et fremragende forslag. Udvalget understreger dog, at nogle af bestemmelserne i forslaget kunne omformuleres for at styrke EU-borgernes ret til fri bevægelighed, som bl.a. skaber gensidige økonomiske fordele for virksomheder og borgere.

1.10

EØSU anbefaler:

1.10.1

Den fremtidige indsats for at forenkle officielle dokumenter bør målrettes vigtige offentlige dokumenter som dem, der vedrører arbejdstagernes bevægelighed i EU (som er afgørende for udviklingen af grænseoverskridende virksomhed og handel) og bevægeligheden for udsatte grupper som handicappede, for så vidt de pågældende offentlige dokumenter ikke reguleres af andre EU-direktiver.

1.10.2

En borger eller en virksomhed bør have størst mulig vished om, i hvilket omfang et offentligt dokument er undtaget fra krav om legalisering eller lignende formaliteter, hvorfor forslagets definition af "begrundet tvivl" bør ændres som følger:

"2.

Den begrundede tvivl, der er omhandlet i stk. 1, vedrører:

a)

underskriftens ægthed

b)

den egenskab, i hvilken den person, der har underskrevet dokumentet, har handlet

c)

seglets eller stemplets ægthed."

1.10.3

Hvis en medlemsstat i tilfælde af begrundet tvivl fremsender en officiel anmodning til de relevante myndigheder i den medlemsstat, som har udstedt dokumenterne, skal den udtrykkeligt orientere personen eller virksomheden om grundene til, at anmodningen fremsendes.

1.10.4

Der er behov for en ordning, der sikrer en rimelig grad af ansvarlighed via en årlig benchmarking fra Kommissionens side, der har til formål at vurdere, i hvilket omfang medlemsstaterne reelt gennemfører forslaget.

1.10.5

Forudsat at de forventede fordele rent faktisk opnås, bør den maksimale svartid inden for den administrative samarbejdsmekanisme forkortes til to uger, så snart IMIS fungerer pålideligt. Dette vil sende et stærkt signal til såvel borgere som virksomheder om, at EU virkelig gør unionsborgerskabet effektivt og giver borgerne en central plads i EU's politikker.

1.10.6

Medlemsstaternes udveksling og videresendelse af oplysninger og dokumenter i henhold til forslaget er i overensstemmelse med EU-principperne om databeskyttelse.

2.   Indledning

2.1

I Stockholmprogrammet "Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse" (6) fra 2009 fremhævedes betydningen af at gøre unionsborgerskabet effektivt og give borgerne en central plads i EU's politikker vedrørende området med retfærdighed. Handlingsplanen (7), der knytter sig dertil, bekræftede denne målsætning, og det anførtes, at et velfungerende europæisk retligt område bør "være til gavn for borgere og erhvervsliv, så det kan støtte den økonomiske aktivitet i det indre marked (…)". Som svar herpå bekræftede Kommissionen i sin rapport om unionsborgerskab 2010, at den ville arbejde for at lette den frie cirkulation af offentlige dokumenter i EU, og i december 2010 fremlagde den en konkret vision for offentligheden i grønbogen "Færre administrative henvendelser for borgerne: Fremme af fri cirkulation af offentlige dokumenter og anerkendelse af virkningerne af civilstandsattester" (8).

2.2

Samtidig blev der vedtaget en akt for det indre marked (9), der havde til formål at styrke borgernes tillid til det indre marked og øge dets potentiale som den reelle drivkraft for EU's økonomi. Det betød bl.a. fjernelse af de uforholdsmæssigt store hindringer, der medfører, at borgerne og virksomhederne i EU ikke fuldt ud kan udnytte de friheder, som det indre marked giver. Fremme af borgernes og virksomhedernes mobilitet i EU er en af hjørnestenene i akten for det indre marked II (10).

2.3

Kommissionens handlingsplan om selskabsret og corporate governance (11) fokuserer på at støtte europæiske virksomheder, især ved at styrke retssikkerheden i forbindelse med deres grænseoverskridende transaktioner. I den digitale dagsorden for Europa (12) henvises til den foreslåede lovgivning om elektronisk identifikation og e-signaturer (13), som bl.a. omfatter indførelse af rammer for fælles administrative faciliteter for elektronisk identifikation af borgere og virksomheder.

2.4

Det fremgår af den nyligt offentliggjorte 2020-handlingsplan for iværksætterkultur (14), at en reduktion af den alt for store regelbyrde stadig står højt på Kommissionens politiske dagsorden. Det fastslås i handlingsplanen, at bureaukratiet så vidt muligt skal fjernes eller begrænses for alle virksomheder, og især for mikrovirksomheder. Indsatsen for at mindske bureaukratiet, forenkle procedurerne for grænseoverskridende anvendelse og accept af offentlige dokumenter mellem medlemsstaterne og harmonisere de gældende regler bidrager således til alle de tiltag, som sigter mod at skabe et borgernes Europa og et velfungerende indre marked for virksomhederne i EU.

2.5

Rapporten om unionsborgerskab understreger, at unionsborgerskabet giver borgerne nye rettigheder og muligheder. Rapporten gør opmærksom på, at retten til at færdes og opholde sig frit inden for EU er den rettighed, som borgerne i medlemsstaterne forbinder mest med unionsborgerskabet: muligheden for at rejse mellem EU-landene for i kortere eller længere perioder at arbejde, studere og uddanne sig, rejse i forretningsøjemed eller handle tværs over grænserne. I rapporten om unionsborgerskab 2013 præsenteres 12 nye foranstaltninger på nedenstående seks nøgleområder med henblik på at fjerne hindringer, der står i vejen for borgernes udnyttelse af deres EU-rettigheder, herunder retten til at bevæge sig frit og drive erhverv over grænserne i EU. De seks områder er (15):

(01)

Fjernelse af hindringer for arbejdstagere, studerende og praktikanter i EU.

(02)

Bekæmpelse af bureaukrati.

(03)

Beskyttelse af de mere udsatte grupper.

(04)

Fjernelse af hindringerne for onlinehandel.

(05)

Målrettet og tilgængelig information.

(06)

EU-borgernes deltagelse i det demokratiske liv i EU.

2.6

Selvom Lissabontraktaten og EU's charter om grundlæggende rettigheder indebar en styrkelse af de rettigheder for EU-borgerne, der fastlagdes i Maastrichttraktaten, herunder retten til at færdes og opholde sig frit i et hvilket som helst land i EU, er de administrative procedurer forbundet med anvendelsen af denne ret ikke blevet tilsvarende forbedret. Den retlige ramme i EU er således stadig fragmenteret, da medlemsstaterne holder fast i administrative formaliteter som apostillepåtegning til at bekræfte kopier og oversættelser – en formalitet, der udspringer af Apostillekonventionen fra 1961, som havde til formål at fremme bevægeligheden over internationale grænser. Det er en formalitet, som ikke afspejler det forhold, at der ingen grænser er inden for EU, og derfor hindrer - snarere end fremmer – den unionsborgernes ret til fri bevægelighed i EU.

2.7

Et aktuelt eksempel herpå er, at borgere, som flytter til en anden medlemsstat, er nødt til at bruge meget tid og mange penge på at indhente garanti for, at offentlige dokumenter udstedt i oprindelsesmedlemsstaten er ægte. Det er almindeligt anerkendt, at virksomheder og borgere utvivlsomt vil mærke fordelene ved ensartede og gennemsigtige regler for visse offentlige dokumenter, der er vigtige for cirkulationen af varer, tjenesteydelser og personer i EU og det indre marked.

2.8

EU har ikke rykket sig i takt med den teknologiske udvikling, som kan udnyttes til at mindske eller fjerne hindringerne for borgeres og virksomheders udnyttelse af retten til fri bevægelighed. EØSU erfarer, at IMIS, en webbaseret applikation, som gør det hurtigt og nemt for nationale, regionale og lokale myndigheder at kommunikere med de tilsvarende myndigheder i et andet land, er en ikt-platform, som vil kunne gøre det administrative samarbejde nemmere, når forslaget er blevet gennemført. IMIS vil desuden komme til at udgøre en vigtig database med modeller for de hyppigst anvendte nationale offentlige dokumenter i EU med en oversættelse heraf til alle de officielle EU-sprog, som myndigheder uden tilstrækkelige sproglige kompetencer kan bruge til at vurdere rigtigheden eller kvaliteten af oversættelser af de offentlige dokumenter, de præsenteres for (16).

2.9

EØSU beklager, at de reformer, der foreslås for at gøre det nemmere for borgere og virksomheder at udnytte deres ret til fri bevægelighed i EU, kommer 20 år efter lanceringen af unionsborgerskabet og 42 år efter Haagkonventionen.

3.   Forslagets retlige aspekter

Nedenfor følger EØSU's svar på de væsentligste elementer i forslaget.

3.1   Formål, anvendelsesområde og definitioner

3.1.1

EØSU er enig i, at definitionen af "offentlige dokumenter" i forslagets artikel 3, stk. 1, omfatter de dokumenter, der er vigtige for, at borgere og virksomheder i EU kan udnytte deres EU-rettigheder.

3.1.2

EØSU understreger dog, at de offentlige dokumenter, der er nævnt i forslaget, kun bør være de første i en række af offentlige dokumenter, for hvilke der skal gælde forenklede procedurer med det formål at øge bevægeligheden i EU og de grænseoverskridende aktiviteter samt forbedre det indre markeds funktion.

3.1.3

EØSU understreger, at den fremtidige indsats for at forenkle officielle dokumenter bør målrettes vigtige offentlige dokumenter som dem, der vedrører arbejdstagernes bevægelighed i EU (som er afgørende for udviklingen af grænseoverskridende virksomhed og handel) og bevægeligheden for handicappede, for så vidt at de pågældende offentlige dokumenter ikke er reguleret af andre EU-direktiver. Der kan bl.a. være tale om offentlige dokumenter såsom certificering af nationale eksamensbeviser og officielle dokumenter vedrørende social sikring.

3.2   Fritagelse for legalisering, forenkling af andre formaliteter og anmodninger om oplysninger

3.2.1

EØSU fremhæver, at de nuværende krav om apostillepåtegning er en følge af internationale procedurer og således ikke afspejler udviklingen af EU som ét indre marked. Omkring 12,5 mio. EU-borgere bor i en anden medlemsstat end deres egen, og mere end 380 000 mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i EU deltager i grænseoverskridende underentrepriser inden for EU's grænser, og de støder igen og igen på bureaukrati og unødvendig administration, når de flytter fra en medlemsstat til en anden eller driver virksomhed over grænserne. Denne situation er ikke forenelig med et EU uden grænser.

3.2.2

EØSU er derfor enig i målsætningen i Kommissionens forslag om, at offentlige dokumenter skal undtages fra de eksisterende juridiske og administrative krav i medlemsstaterne. EØSU opfatter dette som første fase i et løbende program for forenkling af offentlige dokumenter.

3.2.3

EØSU er enig i, at der bør indføres bestemmelser, som sikrer, at der foretages den fornødne kontrol i tilfælde af begrundet tvivl. EØSU er klar over, at der kan være tilfælde, hvor det vil være nødvendigt med administrativ koordinering medlemsstaterne imellem for at sikre, at et offentligt dokument eller den bekræftede kopi deraf er ægte.

3.2.4

EØSU er stærk tilhænger af princippet om, at en borger eller en virksomhed skal have størst mulig vished om, i hvilket omfang et offentligt dokument er undtaget fra krav om legalisering eller lignende formaliteter. Denne vished vil gøre det muligt for borgeren eller virksomheden at være proaktiv i sin planlægning af aktiviteter og i den forbindelse sikre, at de materielle og immaterielle gevinster og fordele, der er identificeret i Kommissionens konsekvensanalyse, rent faktisk opnås (17).

3.2.5

EØSU bemærker, at under det nuværende system giver 99 % af de anslået 1,4 mio. apostillepåtegninger, der årligt foretages i forbindelse med aktiviteter inden for EU, ingen problemer. EØSU mener derfor, at Kommissionens forslag vedrørende administrativt samarbejde (baseret på IMIS i tilfælde med begrundet tvivl om ægtheden af offentlige dokumenter understøttet af flersprogede formularer) bør udmønte sig i bedre resultater.

3.2.6

EØSU henstiller, at definitionen af "begrundet tvivl" i Kommissionens forslag gøres utvetydig, så enhver usikkerhed fjernes. I den forbindelse foreslår EØSU følgende ændring:

"2.

Den begrundede tvivl, der er omhandlet i stk. 1, vedrører:

a)

underskriftens ægthed

b)

den egenskab, i hvilken den person, der har underskrevet dokumentet, har handlet

c)

seglets eller stemplets ægthed."

3.2.7

Hvis en medlemsstat i tilfælde af begrundet tvivl fremsender en officiel anmodning på grundlag af denne nye definition til de relevante myndigheder i den medlemsstat, som har udstedt dokumenterne, skal den udtrykkeligt orientere personen om grundene til, at anmodningen fremsendes.

3.2.8

EØSU er overbevist om, at når medlemsstaterne har taget IMIS i brug, og løbende forbedringer viser, at systemet er pålideligt og fungerer, og når de ansatte i medlemsstaterne har fået den nødvendige viden, så vil anmodningerne om administrativ koordinering mellem medlemsstaterne blive behandlet langt hurtigere end den periode på højst én måned, som forslaget lægger op til. EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen – hvis resultaterne påviser så markante forbedringer – forkorter den angivne periode til to uger. En sådan ændring vil sende et stærkt signal til borgere og virksomheder om, at EU virkelig gør unionsborgerskabet effektivt og giver borgerne en central plads i EU's politikker.

3.2.9

EØSU finder det vigtigt, at der er en ordning, som sikrer en rimelig grad af ansvarlighed, hvorunder det vurderes, i hvilket omfang medlemsstaterne reelt gennemfører forslaget. EØSU foreslår, at Kommissionen årligt benchmarker medlemsstaternes resultater hvad angår gennemførelsen.

3.3   Administrativt samarbejde

EØSU er enig i, at informationssystemet for det indre marked (artikel 8) bør anvendes i tilfælde, hvor myndighederne i en medlemsstat har begrundet tvivl om ægtheden af et offentligt dokument eller den bekræftede kopi heraf, og hvor tvivlen ikke kan fjernes på anden måde (artikel 7). Udvalget er endvidere enigt i, at medlemsstaterne skal udpege mindst én central myndighed, og at Kommissionen skal gives meddelelse om alle udpegede centrale myndigheder og deres kontaktoplysninger (artikel 9), samt at disse centrale myndigheder skal yde bistand i forbindelse med anmodninger om oplysninger i henhold til artikel 7 og træffe alle andre foranstaltninger, der er nødvendige for at lette anvendelsen af forordningen (artikel 10).

3.4   Flersprogede EU-standardformularer

Udvalget er enigt i, at de flersprogede EU-standardformularer vedrørende fødsel, død, ægteskab, registreret partnerskab og et selskabs eller et andet foretagendes retlige status og repræsentation udformes som angivet i bilagene (artikel 11), og at formularerne på anmodning stilles til rådighed for borgere og selskaber eller andre foretagender som et alternativ til de tilsvarende offentlige dokumenter, og forsynes med udstedelsesdato og den udstedende myndigheds underskrift og segl (artikel 12). EØSU er også enig i, at Kommissionen skal udarbejde detaljerede retningslinjer for anvendelsen (artikel 13) af standardformularerne og udvikle elektroniske udgaver af dem (artikel 14), samt at formularerne skal have samme formelle bevisværdi som de tilsvarende offentlige dokumenter og accepteres af myndighederne i de medlemsstater, hvor de fremlægges, uden krav om formaliteter (artikel 15).

3.5   Forholdet til andre instrumenter

EØSU er enig i, at forordningen ikke må berøre anvendelsen af anden EU-lovgivning eller andre systemer for administrativt samarbejde oprettet i henhold til EU-lovgivningen (artikel 16), og at den ikke må berøre anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er part i, men at den har forrang for konventioner, der er indgået af medlemsstaterne, for så vidt som disse konventioner vedrører områder, der er omfattet af forordningen (artikel 18). Endvidere er udvalget enig i tilføjelsen af standardformuleringen i artikel 17.

3.6   Almindelige og afsluttende bestemmelser

3.6.1

EØSU er enig i, at medlemsstaternes udveksling og videresendelse af oplysninger og dokumenter skal tjene det formål at gøre det muligt at kontrollere ægtheden af offentlige dokumenter gennem informationssystemet for det indre marked (artikel 19). Udvalget er også enigt i, at medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om udpegelsen af centrale myndigheder og om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger, samt at Kommissionen skal stille disse oplysninger til rådighed for offentligheden (artikel 20). Endelig er EØSU enig i, at Kommissionen mindst hvert tredje år skal forelægge Europa-Parlamentet en rapport om anvendelsen af denne forordning (artikel 21).

3.6.2

EØSU understreger, at artikel 19 med overskriften "Databeskyttelse" skal sikre, at medlemsstaternes udveksling og videresendelse af oplysninger og dokumenter i henhold til forslaget sker i overensstemmelse med EU-principperne om databeskyttelse.

Bruxelles, den 11. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2013) 269 final.

(2)  Ibid.

(3)  SWD(2013) 144 final.

(4)  Ibid.

(5)  Ibid.

(6)  EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.

(7)  COM(2010) 171 final.

(8)  COM(2010) 747 final.

(9)  COM(2011) 206 final.

(10)  COM(2012) 573 final.

(11)  COM(2012) 740 final.

(12)  COM(2012) 784 final.

(13)  COM(2012) 238 final.

(14)  COM(2012) 795 final.

(15)  Ibid.

(16)  Forordning 1024/2012 af 25. oktober 2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 14. november 2012, giver store muligheder for en senere udvidelse af IMI til også at omfatte EU-akter, der ikke er opregnet i bilaget (artikel 4 i "IMI"-forordningen), på grundlag af pilotprojekter gennemført af Kommissionen og evaluering af resultaterne, herunder spørgsmål vedrørende databeskyttelse og effektive oversættelsesfunktioner.

(17)  SWD(2013) 144 final.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/58


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater«

COM(2012) 669 final

2013/C 327/12

Ordfører: Mário SOARES

Medordfører: Pavel TRANTINA

Kommissionen besluttede den 20. november 2012 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater"

COM(2012) 669 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, der vedtog sin udtalelse den 26. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 10. juli, følgende udtalelse med 154 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU støtter generelt Kommissionens initiativ, navnlig dens indsats mod ungdomsarbejdsløsheden, men finder at meddelelsens indhold ikke stemmer overens med den ambitiøse overskrift – "Nytænkning på uddannelsesområdet".

1.2

Den nuværende økonomiske og sociale krise begrænser de budgetmæssige muligheder i EU-landene og navnlig i de lande, der er underlagt budgetmæssige justeringer, og hvis situation er forværret yderligere pga. nedskæringer i EU-budgettet. EØSU advarer mod, at de nedskæringer, der foretages på uddannelsesbudgetterne risikerer at gøre de nødvendige initiativer og forslag til fromme løfter.

1.3

Udvalget er bevidst om, at der findes store mangler i uddannelsessystemerne, som man hurtigst muligt må rette op på, og at det er bydende nødvendigt at løse problemerne med at skabe forbindelse mellem skolesystemet og arbejdsmarkedet. Derfor anbefaler EØSU

 

at EU-institutionerne

1.3.1

reviderer mekanismerne til indsamling, fremlæggelse og fortolkning af data om almen uddannelse og erhvervsuddannelse for at sikre, at de er gennemsigtige og sammenlignelige;

1.3.2

tillige reviderer de nuværende europæiske uddannelsesforløb og de forskellige eksisterende instrumenter, herunder navnlig de europæiske standarder og retningslinjer for kvalitetssikring (ESGQA);

1.3.3

gennemfører de foranstaltninger, der nu foreslås, så de integreres i andre initiativer, der sigter mod unges integration på arbejdsmarkedet, navnlig handlingsplanen "Unge på vej mod beskæftigelse og iværksætteri";

1.3.4

sikrer, at EU's kommende budget indeholder de nødvendige midler til hele dette program, navnlig for det nyligt vedtagne ungdomsbeskæftigelsesinitiativ;

 

at medlemsstaterne

1.3.5

reviderer og/eller opdaterer politikkerne vedrørende beskæftigelse og offentlige tjenester af kvalitet i overbevisningen om, at for fuldt ud at opfylde de opstillede uddannelsesmål bør investeringerne i denne sektor ledsages af økonomiske politikker samt social- og arbejdsmarkedspolitikker, som støtter en bæredygtig udvikling og velfærden, idet arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer bør sikres fuld deltagelse i processen;

1.3.6

tilskynder til, at erhvervelse af iværksætterkompetencer indarbejdes i uddannelsespolitikkerne og -programmerne. Erhvervelsen af disse kompetencer kan ud over skoleundervisningen eventuelt suppleres med praktikerfaring i virksomheder og med virksomheders deltagelse i skolernes initiativer;

1.3.7

fremmer indførelsen i skolesystemerne af kombinerede uddannelsesforløb, hvor klasseundervisning veksler med erhvervspraktik, ved at øge uddannelsesmyndighedernes og virksomhedernes forståelse for betydningen af sådanne initiativer;

1.3.8

hurtigst muligt tager sammenhængen mellem almen uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsmarkedet op til revision for at få et bedre kendskab til eventuelle mangler og tilrettelægge en erhvervsuddannelse, som reelt imødekommer arbejdsmarkedets behov;

1.3.9

garanterer alle borgere de nødvendige forudsætninger for vedvarende uddannelse, forbedring af deres uddannelse (efteruddannelse og omskoling) med behørig respekt for retten til livslang uddannelse af kvalitet;

1.3.10

anerkender og på en kreativ og innovativ måde udnytter ikke-formelle læringsforløb ved at gøre de kompetencer, der erhverves uden for det formelle system, mere synlige, styrke komplementariteten mellem ikke-formel og formel læring og samtidig fremme lige muligheder;

1.3.11

vedtager fælles standarder og principper, som gør det muligt at fastlægge kvalitetskriterier for systemer, der sikrer anerkendelse og godkendelse af ikke-formel læring;

1.3.12

investerer i uddannelse og ansættelse af gode lærere ved at forbedre deres faglige og pædagogiske uddannelse, ved at tilstræbe kønsmæssig balance i rekrutteringen af lærere og ved at tilvejebringe passende løn- og karrierevilkår, så læreruddannelsen bliver mere attraktiv for de unge;

1.3.13

opfatter budgetterne for almen og faglig uddannelse som en investering i fremtiden og en stadig nødvendighed for at kunne opfylde forpligtelsen til at sikre alle en relevant uddannelse af kvalitet. I den forbindelse må nedskæringer, som kan indvirke negativt på denne forpligtelse, undgås;

1.3.14

inddrager alle berørte parter (bl.a. ungdomsorganisationer og organisationer i lokalsamfundet, skoler, lærere, forældre og værger, virksomheder og fagforeninger) i udformningen og opfølgningen af uddannelsespolitiske foranstaltninger og i kortlægningen af mulige problemer samt i arbejdet med at uddanne og integrere de unge i samfundet ved at opstille klare mål, foretage regelmæssige evalueringer og tilføre tilstrækkelige midler, så uddannelserne kan være bæredygtige;

 

og at arbejdsmarkedets parter

1.3.15

lever op til deres ansvar og reelt gennemfører den handlingsramme for ungdomsbeskæftigelse, der blev vedtaget som led i deres fælles arbejdsprogram for 2012-2014, ved at stille skarpt på forbindelsen mellem uddannelse, unges forventninger og arbejdsmarkedets behov og samtidig tage hensyn til unges overgang fra skolen til arbejdsmarkedet med en generel forøgelse af beskæftigelsen for øje.

2.   Indledning

2.1

Uddannelse indtager ofte en central plads i EØSU's debatter, og udvalget glæder sig derfor over, at Kommissionens meddelelse slår fast, at "investeringer i uddannelse er afgørende for fremme af produktivitet og økonomisk vækst"  (1). Ligesom Kommissionen er udvalget endvidere meget opmærksom på de store forandringer, der er ved at ske på de europæiske arbejdsmarkeder, og som viser behovet for at tage uddannelsessystemerne op til revision for at løse påviste fejl eller mangler.

2.2

EØSU har bidraget til anerkendelse af uddannelse som en grundlæggende menneskeret (2) i en lang række udtalelser, hvori udvalget taler for, at uddannelsens centrale mål fortsat er at udvikle frie, kritiske og selvstændige borgere, der er i stand til at bidrage til udviklingen af det samfund, de lever i, og er bevidste om, at de deler værdier og en kultur.

2.3

Udvalget er overbevist om, at der som led i læreruddannelsen bør sættes fokus på kompetencer inden for moderne kommunikation. Dette skulle kunne bidrage til at gøre skolelivet relevant og interessant (3).

2.4

EØSU er endvidere enigt i, at det haster med at finde frem til sammenhængende og horisontale politiske svar på en række grundlæggende spørgsmål, herunder især den vedvarende høje skolefrafaldsprocent i Europa, arbejdstagernes lave deltagelse i livslang uddannelse, det lave uddannelsesniveau hos millioner af borgere, utilstrækkelige læsefærdigheder blandt børn og unge under 15 år og den massive ungdomsarbejdsløshed i nogle lande i EU.

2.5

EØSU frygter dog, at de initiativer, der foreslås i meddelelsen, falder til jorden, som situationen er i dag i de europæiske lande i krise. Budgetnedskæringerne, især i bevillingerne til uddannelse, kan gøre det sværere at rette op på elevers og studerendes ulige udgangspunkter og fremme målet om uddannelse af kvalitet for alle (4).

2.6

Skønt ansvaret for uddannelsesområdet henhører under medlemsstaterne, spiller Den Europæiske Union også en vigtig rolle, dels via den åbne koordinationsmetode på EU-plan mellem de forskellige undervisningsministre, dels via mekanismer for dataindsamling på EU-plan, og dels via diverse EU-initiativer på uddannelsesområdet, såsom Bologna- og Københavnprocessen, Bruggekommunikéet, det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS), det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET), den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF) og de europæiske standarder og retningslinjer for kvalitetssikring (ESGQA) (5).

2.7

Den bekymring, som brede sektorer i civilsamfundet nærer over for misforholdet mellem de unges erhvervede kvalifikationer og virksomhedernes behov, samt den vanskelige overgang fra skole til beskæftigelse eller fra arbejdsløshed til beskæftigelse, er berettiget, og der bør følgelig tages fat på disse problemer. Derfor bifalder EØSU i særlig grad Kommissionens beslutning om at styrke udvekslingen mellem uddannelses- og beskæftigelsesverdenen, fremme initiativer og fælles aktioner for at lette overgangen fra uddannelse til arbejde, fjerne hindringerne for mobilitet inden for EU, forbedre arbejdsmarkedets funktion væsentligt og sikre lige muligheder. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte denne kurs for at bevare den europæiske sociale model og styrke den sociale samhørighed.

2.8

EØSU bifalder den nye handlingsramme for ungdomsbeskæftigelse, der er udarbejdet af arbejdsmarkedet parter som en væsentlig del af deres fælles arbejdsprogram for 2012-2014, og som præsenteredes første gang på det sociale trepartstopmøde den 14. marts 2013.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen vier bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden særlig opmærksomhed på fire nøgleområder: almen uddannelse og erhvervsuddannelse af høj kvalitet, indarbejdning af praktisk læring på arbejdspladsen, indførelse af tosporede læringsmodeller og styrkelse af partnerskaber for at nå et fælles mål.

3.2

Titlen på meddelelsen er udtryk for en ambition, som indholdet ikke lever op til, muligvis fordi Kommissionen har villet koncentrere sig om ét enkelt mål. EØSU mener dog, at man kunne være gået et skridt længere i overvejelserne og have taget så presserende spørgsmål/udfordringer op som den nuværende demografi i Europa, energispørgsmålet og migration, som ville kræve langt mere komplekse svar. Ligeledes bør der i fremtiden tages hensyn til andre undersøgelser, herunder nogle, som FN og UNESCO for nyligt har udarbejdet (6).

3.3

Med Kommissionens forslag in mente peger EØSU på faren for, at uddannelse ene og alene betragtes som et middel til udvikling af rent erhvervsrettede kompetencer og til forbedring af beskæftigelsesevnen (7). EØSU gentager det synspunkt, at beskæftigelsesevne ikke alene afhænger af erhvervelse af grundlæggende færdigheder og praktisk erfaring, men også af kvaliteter og holdninger som f.eks. aktivt borgerskab, personlig udvikling og trivsel. Selv om beskæftigelsesevne kan betragtes som et mål at arbejde hen imod i forbindelse med en nyvurdering af uddannelse, bør den ikke fortolkes for snævert.

3.4

EØSU minder om, at for fuldt ud at opfylde de opstillede uddannelsesmål, må investeringerne i denne sektor ledsages af økonomiske politikker samt social- og arbejdsmarkedspolitikker, som støtter en bæredygtig udvikling og velfærden. EØSU har tidligere opfordret EU og medlemsstaterne til – ikke mindst i disse krisetider – at revidere og/eller opdatere politikkerne vedrørende beskæftigelse og offentlige tjenester af kvalitet, at vie særlige grupper (børn, voksne med særlige behov, indvandrere osv.) særlig opmærksomhed og at indarbejde kønsaspektet og fuld inddragelse af det organiserede civilsamfund i alle disse politikker (8).

3.5

Erkendelsen af, at der er et misforhold mellem de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger, og de kvalifikationer, som de unge og arbejdstagerne har, gør det mere presserende nødvendigt at sammenkoble uddannelses- og beskæftigelsesverdenen for at overvinde denne skævhed, selv om det samtidig er klart, at skole- og arbejdstid ikke er og ikke kan være det samme.

3.6

EØSU glæder sig over Det Europæiske Råds nylige beslutning om at lancere en "Ungdomsgaranti", som skal sikre, at alle unge under 25 år modtager et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse eller et praktikophold senest fire måneder efter, at de har forladt det formelle uddannelsessystem eller er blevet arbejdsløse.

3.7

EØSU gør dog opmærksom på, at de nuværende arbejdsløshedsniveauer ikke kun rammer de unge, men også ældre arbejdstagere. Derfor burde man udnytte disse arbejdstageres viden, ikke kun for at hjælpe de unge med at finde deres plads på arbejdsmarkedet, men også for at videregive viden, som er indvundet i kraft af vidtrækkende erfaringer.

3.8

Udvalget beklager, at Kommissionen i denne meddelelse ikke har grebet lejligheden til at anerkende den rolle, som ikke-formel uddannelse kan spille som et supplement til den formelle uddannelse, og gør opmærksom på den opfordring, som deltagerne i Symposiet i Strasbourg udsendte om fastlæggelse af en fælles proces på mellemlangt og langt sigt, som skal munde ud i en anerkendelse af ikke-formel uddannelse i Europa (9).

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Tværfaglige og grundlæggende kvalifikationer

4.1.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at "der er behov for at koncentrere bestræbelserne om udvikling af tværfaglige kvalifikationer … navnlig iværksætterkvalifikationer", men mener, at de første skridt bør være at give alle et grundlag eller grundlæggende kvalifikationer. Udvalget deler endvidere Kommissionens opfattelse af, at sprogindlæring fortsat bør nyde særlig opmærksomhed. Faktisk vil unge, som har erhvervet gode grundlæggende og tværfaglige færdigheder (navnlig evnen til at arbejde i et team, beherskelse af adskillige sprog, it-kundskaber, evnen til at danne sin egen mening og give udtryk for den, evnen til at deltage i en beslutningsproces osv.), sandsynligvis have mindre vanskeligt ved at indtræde på arbejdsmarkedet og påtage sig en erhvervsaktivitet.

4.1.2

"Iværksætterkvalifikationer" eller "foretagsomhed" er utvivlsomt en vigtig faktor, for så vidt som der ikke kun tænkes på etablering af virksomheder. Uden foretagsomhed kommer man ikke langt i livet, især ikke i vanskelige tider som disse. At udviklingen af denne evne medtages som et mål for uddannelsespolitikkerne og i uddannelsesprogrammerne hilses således velkommen.

4.1.3

For at opbygge iværksætterånden kan det – ud over spørgsmålet om læseplaner – være vigtigt at give mulighed for praktikerfaring i virksomheder eller organisationer og tilskynde virksomheder og organisationer til at deltage i skolernes initiativer. Kommissionen og medlemsstaterne bør gøre det mere gennemskueligt, hvad der menes med "lige adgang til passende læring og erhvervsforberedende programmer" og opstille et sammenhængende sæt af indikatorer med henblik på at sammenligne de forskellige niveauer og evaluere resultaterne med deltagelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

4.1.4

EØSU mener imidlertid, at iværksætterevnen kun kan udfolde hele sit potentiale, hvis den ledsages af evne til samarbejde og teamarbejde, som skolerne også bør udvikle hos børn og unge.

4.1.5

Der bør fortsat lægges særlig vægt på undervisningen i naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik ("STEM") (10) i uddannelsessystemerne, fordi disse fag stadig er centrale i et samfund domineret af teknologi og teknologisk udvikling, og fordi højtkvalificerede arbejdstagere med stor videnskabelig viden vil blive stadigt mere efterspurgte (11). Det er dog vigtigt, at disse fagområder præsenteres på en mere elevvenlig, mere kreativ og dermed mere attraktiv måde, som også fremmer større og bedre kønsmæssig ligevægt (12).

4.1.6

Dokumentet omtaler ikke følgerne af krisen og justeringspolitikkerne på videnskaben, forskningen og dens aktører (forskere, akademikere, universiteter) eller den hjerneflugt, som i denne tid finder sted i flere lande i EU. EØSU er i flere udtalelser (13) kommet ind på behovet for at tage konkrete skridt til at realisere det europæiske forskningsrum og har påpeget, at fri bevægelighed for forskere, videnskabelig viden og teknologi burde udgøre den "femte frihed" i det indre marked.

4.2   Erhvervskvalifikationer

4.2.1

EØSU deler Kommissionens bekymring over misforholdet mellem uddannelse og arbejdsmarked. Et uddannelsessystem uden forbindelse med arbejdsmarkedet kan føre til ufuldstændige kvalifikationer og, endnu værre, til arbejdsløshed (14). EØSU er enigt i, at der bør fokuseres mere på en revision af den almene uddannelse og erhvervsuddannelse og skabes bedre forståelse af sammenhængen mellem almen uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelsesverdenen, således at førstnævnte reelt kan imødekomme arbejdsmarkedets behov. Udvalget understreger også vigtigheden af, at arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund deltager med henblik på at sikre en erhvervsuddannelse, der er relevant for arbejdsmarkedet  (15).

4.2.2

Uddannelse i og attestering af ikt-kompetencer har meget stor betydning for arbejdsmarkedet, og det er derfor nødvendigt at investere i passende programmer, som kan garantere disse kompetencer inden for erhvervsuddannelserne og de videregående udannelser, navnlig blandt unge kvinder. EØSU støtter forslaget om et europæisk kvalitetsmærke for industrien og for uddannelse og attestering på ikt-området.

4.2.3

EØSU understreger, at alle mennesker har ret til at råde over en vifte af kundskaber og kompetencer, som sætter dem i stand til at integrere sig fuldt ud i arbejdslivet og i samfundet. Retten til en erhvervsrettet uddannelse bør ikke kun gælde for de unge, som skal ud på arbejdsmarkedet, men for alle arbejdstagere, således at de kan holde deres viden ajour og tage de udfordringer op, som de igangværende ændringer medfører. Beskæftigelsesevne er ikke kun vigtig for de unge.

4.2.4

Læring på arbejdspladsen og især de tosporede systemer, som kombinerer klasseundervisning med lærlingeforløb, kan spille en vigtig rolle i de ændringer, der er nødvendige for at skabe beskæftigelse (16), men de bør også indgå i uddannelsessystemet, hvilket kræver en afklaring af de forskellige aktørers rolle. Det er af afgørende betydning at vække skolernes og virksomhedernes interesse for denne læringsform (17).

4.3   Fremme af åben og fleksibel læring

4.3.1

Erkendelsen af, at paradigmerne udvikles med en hidtil uset hastighed (overgang fra et industrisamfund til et vidensamfund og derfra til et netværkssamfund), gør det nødvendigt med en mere kreativ og innovativ tilgang, som forbinder forskellige livs- og aktivitetsområder, identificerer og udnytter de opnåede fremskridt, bygger bro mellem kultur, almen og faglig uddannelse og arbejdsmarkedet, styrker komplementariteten mellem ikke-formel og formel uddannelse og samtidig fremmer lige muligheder.

4.3.2

At fremme læring er et meningsfyldt mål, hvis man giver den enkelte de nødvendige forudsætninger herfor og ikke lader det afhænge udelukkende af den indsats, som hver enkelt kan og skal gøre. I modsat fald vil de sektorer i samfundet, som i forvejen er ugunstigt stillede eller marginaliserede, fortsat stå uden for som gruppe betragtet. Derfor er det med stigende bekymring, at EØSU konstaterer, at deltagelsen i voksenundervisningsprogrammer er overordentlig lav: voksnes gennemsnitlige deltagelse i livslang læring i EU ligger ifølge Kommissionen på 8,9 % og i 7 medlemsstater på kun 5 %.

4.3.3

Det er nødvendigt at forbedre procedurerne for anerkendelse af kundskaber erhvervet uden for skolen (ikke-formel uddannelse), som i øjeblikket er for stive, men det er også vigtigt at understrege, at de beslutninger, der træffes, bør være resultatet af samråd mellem de berørte arbejdsmarkedsparter og andre organisationer i civilsamfundet, og at det bør være staten, som garanterer kvaliteten af denne anerkendelse. Anerkendelsesprocedurerne kan bidrage mere effektivt til at gøre fordelene ved ikke-formel uddannelse mere synlige især for arbejdsmarkedets parter. Det er endvidere vigtigt, at oplysningerne om procedurerne for anerkendelse og godkendelse af kompetencer gøres så omfattende og letforståelige som muligt, så det sikres, at oplysningerne kommer alle til gavn.

4.3.4

I en tid med høj arbejdsløshed, især blandt de unge, står Europa over for den afgørende udfordring på mellemlangt og langt sigt at anlægge en ny mere åben og fleksibel tilgang til kompetenceerhvervelse. For at tage disse udfordringer op må medlemsstaterne blandt andet:

a)

sikre, at alle har de nødvendige muligheder for livslang læring, som kan øge kvalifikationerne og give adgang til mere kvalificerede job for derigennem at opfylde Europa 2020-strategiens mål om "inklusiv vækst";

b)

sikre de unge mulighed for at søge rådgivning hos erhvervsvejledere;

c)

gennem konkrete, innovative og kreative initiativer, som aftales i den sociale dialog, at forbedre uddannelsen (efteruddannelse og omskoling) for dem, der er på arbejdsmarkedet eller som ønsker at komme ud på arbejdsmarkedet, men som ikke har tilstrækkelige kvalifikationer i kraft af deres skolegang eller aktiviteter uden for skolen. I forbindelse med disse initiativer er det vigtigt at tage hensyn til den enkelte arbejdstagers alder, erfaring og viden;

d)

knæsætte den enkeltes ret til attesteret uddannelse af høj kvalitet ved at fastsætte et årligt antal undervisningstimer for alle arbejdstagere, uafhængigt af kvalifikationsniveau og kontraktform;

e)

tilskynde til, at der i virksomhederne udarbejdes kompetenceudviklingsplaner i et samarbejde mellem ansatte og arbejdsgivere og under hensyntagen til virksomhedernes, især SMV'ernes, vilkår som fastsat i aftalerne mellem arbejdsmarkedet parter på europæisk plan;

f)

støtte initiativer, som har til formål at gøre kompetencer erhvervet uden for det formelle system mere synlige, styrke anerkendelsen af ikke-formel uddannelse og sikre dens kvalitet.

4.3.5

EØSU støtter Kommissionens planer om at skabe et europæisk område for kompetencer og kvalifikationer for at sikre øget harmonisering og gennemsigtighed i anerkendelsen af kompetencer og kvalifikationer i EU.

4.4   Støtte til de europæiske lærere

4.4.1

EØSU anerkender ligesom Kommissionen den nøglerolle, som lærere og undervisere spiller for forbedringen af uddannelsen og for tilskyndelsen af børn og unge til at opnå de kvalifikationer, som er nødvendige for at imødegå globaliseringens udfordringer Derfor forekommer det at være en nødvendig og positiv strategi at satse på uddannelse og ansættelse af velkvalificerede lærere og undervisere.

4.4.2

Selv om gode lærere og undervisere kan gøre udslaget, betyder dette dog ikke, at undervisningen alene er determinerende for elevernes indlæring, og man må heller ikke undervurdere den socioøkonomiske kontekst.

4.4.3

I en situation med store og dybtgående økonomiske, sociale og teknologiske ændringer er det yderst vigtigt at betragte lærerfaget som et nøgleelement i udviklingen af en uddannelse af høj kvalitet, som kan tilpasse sig vor tids krav. For at nå dette mål er det også af vital betydning at forbedre lærernes faglige og pædagogiske uddannelse, at sørge for passende løn- og karrierevilkår og at gøre lærerfaget mere attraktivt for de unge. Det er endvidere særdeles vigtigt at sikre en bedre kønsmæssig ligevægt i rekrutteringen af lærere.

4.4.4

Udvalget bemærker, at det i forbindelse med ansættelsen af lærere er ønskeligt at inddrage diversitetshensyn, især med hensyn til etnisk oprindelse, kultur, religion, alder osv. Endvidere er det i en situation med fri bevægelighed for personer og migrationer særligt vigtigt at styrke sprogkundskaber og interkulturelle kommunikationsfærdigheder blandt såvel børn og unge som lærerstaben for at forbedre samarbejdet også i situationer med forskellige modersmål. Lærerne bør tilbydes en passende uddannelse, som sætter dem i stand til at arbejde med skoletrætte eller nødlidende elever, i socialt belastede eller eksklusionstruede miljøer. Der er derfor behov for lærere, der kan tilpasse sig et multikulturelt og mangesidet læringsmiljø (18).

4.5   Finansiering af uddannelse

4.5.1

EØSU bifalder Kommissionens tilsagn om at sætte mere fokus på finansieringen af uddannelse begyndende med en debat med de mest relevante aktører om fordelene ved at investere i uddannelse (19). Udvalget støtter ligeledes hensigten om sammen med arbejdsmarkedets parter at undersøge, hvordan der kan gives større mulighed for kvalitetsuddannelse på arbejdspladsen.

4.5.2

EØSU anser det for positivt, at medlemsstaterne sætter gang i debatter på landsplan om mekanismer for bæredygtig finansiering af almen og faglig uddannelse. På trods af at der er sat fokus på dette forhold, opleves der imidlertid et fald i finansieringen af den almene og faglige uddannelse i mange medlemsstater (20). Udvalget understreger betydningen af en bred og permanent deltagelse af arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i hele processen. Det bifalder indsatsen for at inddrage den private sektor i samfinansieringen af uddannelsessektoren, herunder navnlig erhvervs- og efteruddannelse, men anbefaler samtidig, at der fastlægges klare kriterier om delt ansvar mellem den offentlige og private sektor i sådanne tilfælde. Dette må ikke betyde, at staten fratages ansvaret for de forpligtelser, der er indgået på nationalt og internationalt plan om sikring af uddannelse af kvalitet for alle (21).

4.5.3

EØSU fremhæver kraftigt den betydning, programmer som Erasmus, Erasmus Mundus og Aktive Unge har for de unges mobilitet, hvis bidrag til unges personlige udvikling og til udviklingen af deres kvalifikationer og kompetencer er anerkendt af alle. Derfor bør finansieringen af dem styrkes i den nye flerårige finansielle ramme, og proceduren for udvælgelse af deltagere bør forbedres for at sikre alle lige, fair og reelle chancer. Dette bør gøres ved at tilskynde visse specifikke risikogrupper til at deltage i disse initiativer ved hjælp af programmer, og ved at tilbyde løsninger, som giver mulighed for at overvinde de økonomiske eller kvalifikationsmæssige hindringer, som mange studerende og unge støder på.

4.6   Partnerskaber

4.6.1

EØSU er enigt med Kommissionen i vigtigheden af et tættere samarbejde med de forskellige aktører og samfundsgrupper på området almen og faglig uddannelse. Partnerskaberne giver mulighed for en berigende udveksling af erfaringer og giver lejlighed til på uddannelsesområdet at inddrage aktører, som kan bidrage med og/eller ajourføre specifikke kvalifikationer, især dem, som arbejdsmarkedet efterspørger.

4.6.2

EØSU understreger det vigtige i at involvere alle berørte parter (bl.a. ungdomsorganisationer og organisationer i lokalsamfundet, skoler og lærere, forældre og værger, virksomheder og fagforeninger samt lokale, regionale og nationale myndigheder) i skolelivet og opstille klare mål, foretage regelmæssige evalueringer og tilføre tilstrækkelige midler, så uddannelserne kan være bæredygtige. Udvalget håber, at programmet Erasmus for Alle på afgørende vis kan tjene til at støtte, opmuntre og fremme partnerskaber, som arbejder for at sikre uddannelsens kvalitet og lige muligheder. Uddannelse kræver, som den helhedsorienterede proces den er, et højt niveau af erhvervsvejledning og -rådgivning. I øvrigt er der mange skoler, som om eftermiddagen danner rammen om kulturelle aktiviteter, møder og vedvarende uddannelsestilbud til flere aldersgrupper fra forskellige befolkningsgrupper. En sådan god praksis bør udbredes.

4.6.3

EØSU anerkender ungdomsorganisationernes store betydning for de unges deltagelse og deres bidrag til løsningen af de enorme problemer, som de unge i dag slås med. Blandt disse problemer er den største naturligvis ungdomsarbejdsløshed, hvis høje niveauer er helt uacceptable. Det kan være en positiv strategi at etablere partnerskaber med disse organisationer for at styrke erhvervelsen af "bløde færdigheder", f.eks. organisation, kommunikation, lederskab, initiativrigdom, sprogkundskaber m.m., forudsat at man også stiller de nødvendige midler til rådighed til de pågældende aktiviteter (22).

4.6.4

EØSU støtter ideen om at skabe garantisystemer for de unge i medlemsstaterne, som finansieres af en særlig fond og inden for rammerne af det flerårige finansielle program, men mener dog, at 6 mia. EUR er klart utilstrækkeligt i betragtning af, at en del af dette beløb tages fra Den Europæiske Socialfond.

Bruxelles, den 10. juli 2013.

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2012) 669 final.

(2)  EUT C 161 af 6.6.2013, s. 67-72, EUT C 161 af 6.5.2013, s. 27-34, EUT C 11 af 15.1.2013, s. 8-15, EUT C 299 af 4.10.2012, s. 97, EUT C 191 af 29.6.2012, s. 103, EUT C 76 af 14.3.2013, s. 1, EUT C 181 af 21.6.2012, s. 94, EUT C 143 af 22.5.2012, s. 94, EUT C 181 af 21.6.2012, s. 143, EUT C 68 af 6.3.2012, s. 11, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 50, EUT C 68 af 6.3.2012, s. 1, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 42, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 1, EUT C 132 af 3.5.2011, s. 55, EUT C 21 af 21.1.2011, s. 66, EUT C 255 af 22.9.2010, s. 81, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 113, EUT C 218 af 18.5.2010, s. 10, EUT C 224 af 30.8.2008, s. 100, EUT C 204 af 9.8.2008, s. 95, EUT C 151 af 17.6.2008, s. 45, EUT C 218 af 11.9.2009, s. 85, EUT C 151 af 17.6.2008, s. 41.

(3)  Survey of Schools: ICT in Education (https://ec.europa.eu/digital-agenda/node/51275).

(4)  Rapporten, der overvåger gennemførelsen af UNESCO's initiativ fra 2012 "Uddannelse for alle" (EFA), påpeger, at EFA-målene ikke længere opfyldes, og den konkluderer, at for at kunne fremvise gode resultater over for borgerne, må uddannelsessystemerne råde over tilstrækkelige og stabile midler. OECD har imidlertid i nylige erklæringer understreget, at en offentligt finansieret uddannelse, som fokuserer på kvalitet og lighed, er den bedste måde, hvorpå regeringerne ikke alene kan spare penge, men også investere dem godt. Under alle omstændigheder bør de ugunstigt stillede samfund og befolkningsgrupper inddrages, da der ellers ikke kan være tale om et uddannelsessystem af kvalitet. Education International-OECD-konference om «Quality and dialogue key to public education», 4. februar 2013.

(5)  Alle akronymer er baseret på de engelske betegnelser.

(6)  Tolv internationale eksperter i uddannelse har i UNESCO's sæde (Paris, 12.-14. februar 2013) taget fat på en kritisk gennemgang af de vigtigste rapporter om uddannelse, som denne organisation har udarbejdet i det 20. århundrede – rapporten "Lære at være" af Edgar Faure (1972) og rapporten "Uddannelse er en skatkiste" af Jacques Delors (1996) – i lyset af de seneste dybtgående samfundsmæssige forandringer (www.unesco.org).

(7)  "Beskæftigelsesevne" og "beskæftigelsesfremme" er to udtryk, som ikke har samme betydning og ikke tilhører samme begrebsverden. "Beskæftigelsesfremme" er et komplekst fænomen, hvor ansvaret er delt mellem staten, arbejdsgiverne og arbejdstagerne, og som kræver social dialog og forhandling, mens "beskæftigelsesevne" næsten udelukkende har at gøre med de jobsøgendes individuelle ansvar.

(8)  EUT C 18 af 19.1.2011, s. 18.

(9)  Symposiet, der blev afholdt den 14.-16. november 2011, var organiseret i fællesskab af Kommissionen og Europarådet samt en række ungdomsorganisationer, herunder Det Europæiske Ungdomsforum, "Jugend für Europa" (det tyske nationale agentur for programmet Aktive Unge) og SALTO-Youth Training and Cooperation Resource Centre (SALTO = "Support for Advanced Learning & Training Opportunities"). (http://youth-partnership-eu.coe.int/youth-partnership/documents/EKCYP/Youth_Policy/docs/Youth_Work/Policy/STATEMENT_Symposium_participants_160312.pdf).

(10)  STEM er forkortelsen for den engelske betegnelse.

(11)  Ifølge CEDEFOP kan efterspørgslen efter højt kvalificerede personer stige med 16 millioner indtil 2020 og efterspørgslen efter personer med kvalifikationer på mellemhøjt niveau med 3,5 millioner, mens efterspørgslen efter personer med lave kvalifikationer kan falde med 12 millioner.

(12)  Erfaringer i nogle medlemsstater har vist, at det er muligt at gøre matematikundervisningen sjovere.

(13)  EUT C 95 af 23.4.2003, s. 8, EUT C 218 af 11.9.2009, s. 8, EUT C 306 af 16.12.2009, s. 13, EUT C 132 af 3.5.2011, s. 39, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 121, EUT C 181 af 21.6.2012, s. 111, EUT C 299 af 4.10.2012, s. 72, EUT C 229 af 31.7.2012, s. 60, EUT C 44 af 15.2.2013, s. 88, EUT C 76 af 14.3.2013, s. 43, EUT C 76 af 14.3.2013, s. 31.

(14)  UNESCO's reviderede henstilling om teknologisk uddannelse og erhvervsuddannelse peger på, at på grund af den igangværende eller ventede enorme videnskabelige og teknologiske samt socioøkonomiske udvikling, som karakteriserer vor tid, herunder især globaliseringen og revolutioneringen af informations- og kommunikationsteknologien, bør teknologisk uddannelse og erhvervsuddannelse være vigtige elementer i uddannelsen i alle lande (UNESCO, 2001).

(15)  Memorandum on Cooperation in Vocational Education and Training in Europe Berlin, 10.-11. december 2012

(16)  Meddelelsen nævner følgende sektorer, som har et vækstpotentiale: informations- og kommunikationsteknologierne (ikt), sundhed, kulstoffattige teknologier, tjenesteydelser til personer og virksomheder, maritim økonomi og miljøsektorer samt sektorer, som i forbindelse med store ændringer har brug for mere kvalificeret arbejdskraft.

(17)  Erfaringerne i Østrig med tosporede systemer er et eksempel på en god praksis, som fortjener en nøje analyse af, hvad der kræves for at indføre dem, og af de resultater, der i mellemtiden er opnået.

(18)  EUT C 151 af 17.6.2008, s. 41; EUT C 218 af 11.9.2009, s. 85.

(19)  UNESCO har offentliggjort en ny undersøgelse, som analyserer erhvervslivets og private fondes bidrag til uddannelse, og som viser, at disse midler kun udgør i alt 683 millioner USD om året. For at se dette bidrag i et større perspektiv, skal det anføres, at det svarer til 0,1 % af verdens to største olieselskabers omsætning eller værdien af to Airbus A380-fly Det er faktisk et minimalt bidrag sammenlignet med de 16 mia. USD, der er nødvendige på årsbasis for at sikre alle børn adgang til grundskolen. Indlæg på forummet i Davos, den 23. januar 2013.

(20)  Eurydice report “Funding of Education in Europe 20-2012. The Impact of the Crisis“.

(http://eacea.ec.europa.eu/education/eurydice/documents/thematic_reports/147EN.pdf).

(21)  Forpligtelsen til at sikre uddannelse af kvalitet for alle er fastlagt i alle nationale forfatninger og, på internationalt plan, i sluterklæringen fra Verdenskonferencen om uddannelse for alle, UNESCO, Jomtien, 1990, og i milleniumudviklingsmålene, FN, New York, 2000, som alle EU-lande har undertegnet.

(22)  En rapport fra universitetet i Bath/GHK 2012 har vist den formelle uddannelses indvirkning på de unges beskæftigelsesegnethed og den betydning, som ungdomsorganisationerne kan have på dette område.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/65


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter«

COM(2012) 788 final — 2012/0366 (COD)

2013/C 327/13

Ordfører: José Isaías RODRÍGUEZ GARCÍA-CARO

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede den 15. januar 2013 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og tobaksrelaterede produkter"

COM(2012) 788 final — 2012/0366 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, der vedtog sin udtalelse den 26. marts 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 173 stemmer for, 52 imod og 28 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

Retsgrundlaget for Kommissionens direktivforslag er artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (1). Dermed er formålet med dette lovgivningsforslag angiveligt en tilnærmelse af de administrative bestemmelser vedrørende tobaksprodukter med henblik på at sikre et velfungerende indre marked. I punkt 3.9.1 i begrundelsen for forslaget til direktiv påpeges det, at valget af retsgrundlag for direktiv 2001/37/EF (2) er blevet bekræftet af EU-Domstolen, og at det er hensigtsmæssigt at vælge det samme retsgrundlag for dette forslag for at sikre befolkningen et højt sundhedsbeskyttelsesniveau mod farerne ved tobak.

1.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder principielt dette retsgrundlag, da det stemmer godt med direktivets mål, som EØSU fuldt ud deler, og som navnlig går ud på at forhindre, at især unge begynder at ryge. Ikke desto mindre konstaterer EØSU, at der ved flere lejligheder, bl.a. i Europa-Parlamentets Retsudvalg, er udtrykt skepsis over for dette retsgrundlag ud fra den betragtning, at det opstillede mål kan indfris på ganske tilstrækkelig vis af medlemsstaterne.

1.3

EØSU er fuldt ud enigt med Kommissionen i, at retten til sundhed bør veje tungere end en hvilken som helst økonomisk overvejelse. På dette punkt bakker udvalget desuden fuldt ud op om offentlige planer og kampagner rettet mod uddannelse og bevidstgørelse om rygningens alvorlige følger for helbredet. Ikke desto mindre hersker der stadig tvivl om, hvorvidt de foreslåede foranstaltninger bidrager til gradvist rygestop. EØSU anbefaler derfor en udvidelse af denne planlagte foranstaltning for meget klart at understrege betydningen af skolebaserede uddannelses- og rådgivningsstrategier på EU-niveau, så man sikrer, at alle børn og unge bliver korrekt, fuldstændigt og regelmæssigt informeret om kendsgerningerne om rygning og skadevirkningerne heraf og de kræftfremkaldende virkninger af at blive udsat for tobaksrøg i omgivelserne (3).

1.4

EØSU erkender, at et betydeligt antal arbejdspladser vil komme i farezonen i EU inden for alle sektorer i værdikæden lige fra landbrug over produktion til pakning og detailsalg af tobak og tobaksrelaterede produkter. EØSU opfordrer til, at der tages de nødvendige skridt til at forebygge disse risici på arbejdsmarkedet og anbefaler indtrængende, at alle tilgængelige former for overgangs- og omstruktureringsforanstaltninger bliver taget i anvendelse, navnlig efteruddannelsesordninger for arbejdstagerne såvel som videnskabelig, teknisk og innovationsrelateret støtte til virksomheder og landbrugsbedrifter, som producerer nye typer produkter med det mål at bevare arbejdspladser. Det skal også bemærkes, at tobaksdyrkning skaber beskæftigelse i landdistrikter. Samhørigheds- og strukturfondene, fondene for regional udvikling og for forskning og innovation bør anvendes effektivt i de medlemsstater, der vil blive hårdest ramt af denne mulige omstrukturering, navnlig set i lyset af den aktuelle økonomiske krise.

1.5

Der er en risiko for et fald i skatteindtægterne, ikke blot på grund af ulovlig handel, men også på grund af faldende salgstal og priser. I dag inddrives næsten 100 mia. EUR i tobaksafgifter i EU.

1.6

Der vil ske en kraftig stigning i den ulovlige handel (f.eks. smugling og forfalskning) drevet af kriminelle netværk, hvilket vil medføre et fald i salget af lovlig tobak, reducere skatteindtægterne fra tobaksprodukter, true forbrugersikkerheden som et resultat af manglende sundheds- og kvalitetskontrol og lette adgangen til tobak for mindreårige. Hvert år mister EU 10 mia. EUR (4) (tal fra OLAF) som følge af ulovlig handel, da handlen med smuglede tobaksvarer i dag udgør 10 % af markedet (5). EØSU kan kun bifalde den nylige undertegnelse - under WHO's rammekonvention om bekæmpelse af tobaksrygning - af en protokol, der skal udrydde den ulovlige handel med tobaksprodukter, og hvor de relevante aktører opfordres til at iværksætte effektive foranstaltninger til udryddelse af ulovlig tobaksproduktion og –handel (6).

1.7

Det aktuelle forslag vil i betydelig grad ændre betingelserne for markedsadgang, konkurrence og den fri handels nødvendige funktion for et produkt, der er lovligt omend svært reguleret. EØSU er klar over, at visse konsekvensanalyser i EU og på internationalt plan giver udtryk for bekymring. EØSU anmoder dog også om, at der tages hensyn til de forventede forbedringer med hensyn til såvel reduktion af sundhedsudgifterne som forbedring af sundhedstilstanden, set i lyset af at de europæiske borgere har krav på, at Den Europæiske Union sikrer et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i tråd med artikel 35 i charteret om grundlæggende rettigheder.

1.8

Da man giver Kommissionen vide beføjelser til at videreudvikle nøgleaspekter af direktivet ved hjælp af delegerede retsakter, vil direktivet krænke medlemsstaternes suverænitet og være i strid med nærhedsprincippet. EØSU kan ikke acceptere delegerede retsakter, som ikke er i fuld overensstemmelse med artikel 290 i TEUF. Desuden har otte nationale parlamenter (kontrol med nærhedsprincippet) afgivet fjorten stemmer imod Kommissionens forslag på grund af manglende overholdelse af nærhedsprincippet (7).

1.9

EØSU bakker op om at nedbringe risikoen ved rygning og anmoder derfor Kommissionen om en klar definition og en klar retlig ramme for "produkter med reduceret risiko", som med utvetydig videnskabelig dokumentation kan påvise en reduceret risiko i forhold til traditionelle cigaretter. Dette gælder især for produkter, der indeholder tobak (og ikke kemisk nikotin), som derfor er underlagt direktivets bestemmelser.

2.   Indledning

2.1

EØSU er yderst bevidst om de risici, tobak medfører for folkesundheden. Som Kommissionen påpeger i baggrunden for direktivforslaget (punkt 1), er tobak - med næsten 700 000 dødsfald om året – den vigtigste årsag til for tidlig død i EU. I denne forbindelse lægger forslaget vægt på prisværdige mål, som der er bred enighed om, som f.eks. at forhindre indledningen af tobaksforbrug, navnlig blandt de unge, idet der tages hensyn til, at 70 % af rygerne begynder at ryge, før de er fyldt 18 år, og 94 % inden det fyldte 25. år, hvilket understreger behovet for at gennemføre foranstaltninger for beskyttelse af børn og unge (8).

2.2

I denne forbindelse mener EØSU, at en revision af direktivet er helt og aldeles nødvendig, og at den bør gennemføres uden tøven. Revisionen er rent faktisk flere år forsinket, selvom Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder fastslår, at der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter. Det står klart, at retten til sundhed bør veje tungere end en hvilken som helst økonomisk overvejelse. Det er desuden vigtigt at tage i betragtning, at omfanget af forbruget af tobak ikke har ændret sig synderligt i lande, der har vedtaget en meget restriktiv anti-tobakslovgivning. F.eks. er omfanget af forbruget i Spanien blot faldet med to procentpoint i løbet af de seneste tre år på trods af, at man har vedtaget streng lovgivning, jf. Kommissionens seneste rapport om røgfri områder (9). Ud over den planlagte foranstaltning bakker udvalget derfor fuldt ud op om offentlige planer og kampagner rettet mod uddannelse og bevidstgørelse om rygningens alvorlige følger for helbredet ud fra den betragtning, at de på langt sigt vil styrke de foreslåede foranstaltningers effekt på folkesundheden, eftersom der stadig hersker tvivl om, hvorvidt de vil bidrage til det nødvendige gradvise rygestop.

2.3

Imidlertid kan udkastet til forslag til revision af tobaksvaredirektivet (2001/37/EF), fremlagt af Kommissionen den 19. december 2012, få alvorlige konsekvenser for EU's beskæftigelse, økonomi og skatteindtægter, hvilket dermed går imod andre grundlæggende målsætninger for EU som f.eks. fuld beskæftigelse og økonomisk vækst (art. 3, TEU), hvis der ikke iværksættes ledsagende foranstaltninger. I EU beskæftiger tobaksindustrien ca. 1,5 mio. personer. Af disse arbejdspladser er 400 000 landmænd, der dyrker tobaksblade, og 956 000 jobs afhænger af detailsalget af tobak (10). Desuden tilføres statskasserne ca. 100 mia. EUR årligt i tobaksafgifter, og sektoren er vigtig for eksporten, da den er en af de få poster, der har en positiv handelsbalance, både på europæisk plan og i mange medlemsstater. I 2010 beløb den samlede EU-eksport af tobaksprodukter sig til 55 000 tons. Den største eksportør var Bulgarien (13 200 tons) efterfulgt af Grækenland (11 200) og Frankrig (8 000). Derudover er tobak et landbrugsprodukt, der beskæftiger 400 000 personer i EU, primært i tilbagestående regioner, hvor der ikke er andre alternativer. Statistikker fra UNITAB og COPA viser, at 96 % af landbrugsbedrifterne, der dyrker tobak, er familieforetagender med et gennemsnitligt dyrkningsareal på mellem 0,5 og 3 hektarer (11).

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Kommissionens forslag til direktiv om tobaksrelaterede produkter er koncentreret om seks politikområder:

Mærkning og emballering

Ingredienser

Formater

Sporbarhed og sikkerhedsfeatures

Fjernsalg af tobaksvarer på tværs af grænser

Røgfrie tobaksvarer og udvidelse af den regulerede varedækning

Af disse seks områder har tre en enorm betydning for EU-medlemsstaternes beskæftigelse og skatteindtægter. Hvad angår mærkning, emballering og ingredienser, pålægger forslaget udvidede sundhedsadvarsler, som sammenlignet med de nuværende er uforholdsmæssigt store, og begrænser tobaksprodukternes format, smag og indhold. For eksempel skal alle pakker indeholde sundhedsadvarsler i form af billeder og tekst, der dækker 75 % af pakken, hvortil der skal føjes ny tekst med oplysninger på pakkernes sider (50 % af hver side). Hertil kommer de i visse medlemsstater obligatoriske banderoler, en tekst om forbuddet mod salg til mindreårige og afsnit, der er reserveret til nye tiltag for overvågning og sporing af tobaksprodukter. Dette betyder i praksis en kraftig indskrænkning i den plads, der er til rådighed til kommunikation for de kommercielle mærker, som er lovligt registrerede. Desuden vil pakkerne have mindstemål for højde og bredde, hvilket vil medføre, at nogle typer pakker forsvinder. Dette gør sig gældende for "casket"-formatet, som er meget populært i visse lande som f.eks. Grækenland. Desuden vil den mest populære type pakke i Portugal forsvinde. Ydermere kan denne ændring af pakkerne, som ikke er baseret på videnskabelige beviser, true arbejdspladser i emballeringsindustrien, som har stor betydning i mange europæiske lande som f.eks. Tyskland, Polen, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Østrig. Det skal understreges, at mindstekravene til højden og bredden af tobaksprodukter hverken indgik i den offentlige høring eller i konsekvensanalysen. Endelig forbydes salget af cigaretter, der indeholder særlige aromaer, og der indføres en ny definition af "cigarillos", som ikke er i overensstemmelse med den skattelovgivning, der har været gældende i EU i lidt over et år (12).

3.2

Som følge heraf og eftersom alle pakker har det samme format og samme smag, vil prisen være den eneste differentieringsparameter mellem mærkerne, hvilket medfører en forringelse af sektorens værdikæde. Med prisen som eneste konkurrenceparameter vil priserne falde, hvilket både vil føre til et fald i indtægterne i sektoren og i medlemsstaternes skatteindtægter og til tab af arbejdspladser i sektoren.

3.3

Ved at begrænse virksomhederne til udelukkende at kunne konkurrere på prisen forårsager man, at den kvalitetstobak, der dyrkes i EU, ikke længere er attraktiv for virksomheder med fabrikker i EU, da kvalitet ikke længere vil være et kriterium i forbindelse med indkøb af tobaksblade, hvilket modsat af hvad Kommissionen anfører i sine konklusioner på konsekvensanalysen, vil udgøre en alvorlig trussel for de arbejdspladser, der afhænger af denne afgrøde. I dag ligger høsten af tobaksblade i EU på 250 000 tons tobak om året. Italien er den største producent med 89 000 tons, og derefter følger Bulgarien med 41 056 tons, Spanien med 38 400 og Grækenland med 24 240. Dette led i kæden beskæftiger 400 000 personer. Bulgarien ligger her i spidsen med 110 000 personer beskæftiget inden for tobaksdyrkning, efterfulgt af Polen med 75 100 og Italien med 59 300 (13).

3.4

En anden mulig konsekvens af standardiseringen af formater og smag er en stigning i tobakssmuglingen. Hvis alle produkter i sidste ende næsten er ens, vil det komme mafiaerne til gode, da de ganske enkelt kan producere deres smuglerprodukter med det originale format og den smag, forbrugerne er vant til, for at efterkomme efterspørgslen igennem uregulerede kanaler uden at bidrage det mindste til medlemsstaternes skatteindtægter. Desuden vil den manglende kvalitetskontrol af disse produkter bringe forbrugersikkerheden alvorligt i fare.

3.5

Ifølge de seneste tal koster den ulovlige tobakshandel EU 10 mia. EUR årligt i tabte indtægter fra tobaksafgifter. I dag udgør salget af smuglet tobak i EU 10 % af det samlede salg (14). Derfor kan EØSU kun bifalde, at der den 12. november 2012 blev undertegnet en protokol under WHO's rammekonvention om bekæmpelse af tobaksrygning, der skal udrydde den ulovlige handel med tobaksprodukter. Forhandlet af Kommissionen på vegne af Unionen og medlemsstaterne opfordrer protokollen de relevante aktører til at iværksætte effektive foranstaltninger til udryddelse af ulovlig tobaksproduktion og –handel (15).

3.6

Ud over tabet af skatteindtægter medfører stigningen i den ulovlige handel et fald i tobakssalget, hvilket vil få negative følger for hele værdikæden, men som i særlig grad vil ramme detailforhandlere af tobak hårdt. Næsten 1 million arbejdspladser i EU er direkte eller indirekte afhængige af detailsalget af tobak, herunder både nærbutikker, kiosker og specialbutikker, som f.eks. i Frankrig, Italien, Spanien – og for nylig også Ungarn – med netværk af forhandlingssteder af tobaksvarer og banderolerede varer, som reguleres og kontrolleres af de enkelte lande. Alene i Grækenland er 40 000 arbejdspladser afhængige af detailsalget af tobak (16).

3.7

EØSU erkender den mulige fare for beskæftigelsen i alle sektorer i værdikæden for produktion, pakning og detailsalg af tobak og tobaksrelaterede produkter og i landbrugsområder, hvor der ikke er udviklet alternativer, og hvor der ikke længere gives støtte under den fælles landbrugspolitik. Det bemærkes, at tobaksdyrkning skaber beskæftigelse i landdistrikter. EØSU opfordrer til, at der tages de nødvendige skridt til at minimere disse risici på arbejdsmarkedet og anbefaler indtrængende, at alle tilgængelige former for overgangs- og omstruktureringsforanstaltninger bliver taget i anvendelse, navnlig efteruddannelsesordninger for arbejdstagerne såvel som videnskabelig, teknisk og innovationsrelateret støtte til virksomheder og landbrugsbedrifter, som producerer nye typer produkter med det mål at bevare arbejdspladser. Samhørigheds- og strukturfondene, fondene for regional udvikling og for forskning og innovation bør anvendes effektivt i de medlemsstater, der vil blive hårdest ramt af denne mulige omstrukturering, navnlig set i lyset af den aktuelle økonomiske krise.

3.8

Alt i alt erkender EØSU, at direktivforslaget kan indebære betydelige risici. EØSU anmoder dog om, at der tages hensyn til de forventede forbedringer med hensyn til såvel reduktion af sundhedsudgifterne som forbedring af sundhedstilstanden, set i lyset af at de europæiske borgere har krav på, at Den Europæiske Union sikrer et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i tråd med artikel 35 i charteret om grundlæggende rettigheder.

3.9

Direktivforslaget giver desuden mulighed for 16 delegerede retsakter, som giver Kommissionen beføjelser til at regulere og træffe afgørelse vedrørende væsentlige elementer i direktivet, hvilket udtrykkeligt forbydes i artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (17). Dermed har Rådet, Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter næsten intet spillerum i forbindelse med reguleringen af grundlæggende bestemmelser i direktivet.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

De foranstaltninger, der er omfattet af direktivforslaget, er meget restriktive og tager udgangspunkt i kriterier, som har til formål at mindske tobakkens tiltrækningskraft og nå de tilstræbte sundhedsmæssige målsætninger. Derudover gør EØSU opmærksom på nødvendigheden af at iværksætte planer og uddannelseskampagner, der specifikt henvender sig til Europas unge. I denne sammenhæng er det vigtigt at have for øje, at Kommissionens egen vurdering af den sundhedsmæssige effekt af tiltagene kan forekomme lidet ambitiøs (2 %). Denne gradvise tilgang vil ikke desto mindre forhindre alvorlige - og dermed potentielt uforholdsmæssigt store - økonomiske konsekvenser.

4.1.1

Indførelsen af sundhedsadvarsler på 75 % af ydersiden af både forsiden og bagsiden samt de nye informationsmeddelelser på 50 % af siderne (artikel 9) er ikke baseret på ubestridelige videnskabelige beviser. Selv om en undersøgelse fra Hammond (18) har påvist virkningen af disse advarsler, viser andre undersøgelser, f.eks. fra universitetet i Maastricht (19) og USA's Food and Drug Administration (20), det modsatte, altså at sundhedsadvarslerne i billedform ikke har nogen virkning i forhold til at nedbringe antallet af rygere. I denne forbindelse siger ni ud af ti rygere, at advarslerne med stor skrift ikke får dem til at holde op med at ryge, og syv ud af ti mener, at denne type tiltag ikke bidrager til at nedbringe forbruget blandt mindreårige, jf. Kommissionens Eurobarometer (21). En nylig dom fra en amerikansk kassationsdomstol har ligeledes konkluderet, at der ikke er tilstrækkelige beviser for effekten af disse sundhedsadvarsler i billedform i stor størrelse. I dommen lægges der vægt på, at der ikke findes noget bevis for, at disse advarsler har medført et direkte, væsentligt fald i tobaksforbruget i nogen af de lande, hvori de er indført ved lov, samt at beviserne ikke er særligt stærke (22).

4.2

Denne uforholdsmæssige forøgelse af størrelsen på sundhedsadvarslerne vil desuden medføre:

en ensidig ekspropriation af producenternes retmæssige industrielle og intellektuelle ejendomsret, da de ikke vil have mulighed for at bruge deres registrerede varemærker. Ifølge Den Europæiske Unions Domstol (23) har producenter ret til at bruge deres registrerede varemærker og fortsat differentiere deres produkter

endnu en begrænsning af konkurrencen i en sektor, der allerede har dårlige muligheder for differentiering

en krænkelse af grundlæggende kommercielle rettigheder, som er kendetegnet ved enhver kommerciel aktivitet

en stopklods for nye produkter på markedet, og

en ende på forskning og på en mulig forbedring af kvaliteten af produkterne på markedet. Der er tale om en arbitrær barriere for en ny produktgenerations adgang til markedet, uden at man giver mulighed for at fastlægge en klar lovramme til at analysere den nedbringelse af risiciene, som disse produkter kan betyde for befolkningen. Dette kan også udgøre en hindring for at skabe velstand og arbejdspladser, hvilket innovation og forskning i forbindelse med disse produkter kunne bidrage til. Desuden bør disse nye produkter, der muligvis medfører lavere risici, ikke være underlagt de samme restriktioner som de traditionelle produkter.

4.3

Det samme gør sig gældende for forbuddet mod visse ingredienser for at fjerne kendetegnende smag eller aromaer (artikel 6), hvilket ikke er baseret på videnskabelig dokumentation, som f.eks. en reduktion af ingrediensernes toksicitet eller vanedannende egenskaber, men derimod på et så subjektivt kriterium som at gøre tobak mindre attraktivt og på subjektive stereotyper om, hvilken type tobak de forskellige alders- eller kønssegmenter ryger. En lignende subjektivitet gør sig gældende i forbindelse med det arbitrære og ubegrundede forbud mod visse formater, såsom tynde cigaretter (hvilket hverken indgik i den offentlige høring eller i konsekvensanalysen), korte cigaretter og alle former for mentolcigaretter, fastsættelse af en minimumsvægt for pakker med rulletobak, standardisering af dåser med rulletobak og navnlig opfindelsen af en ny type "cigarillo", som ikke er i overensstemmelse med direktiv 2011/64/EU (24), der har været i kraft siden 1. januar 2011. Forbuddet mod tynde cigaretter og mentolcigaretter, som er meget populære i flere europæiske lande, vil betyde, at forbrugerne ikke længere har adgang til disse produkter, og at de ville være nødsaget til at købe dem på markedet for smuglervarer. Desuden er der her tale om tobaksprodukter, som i overvejende grad forbruges af voksne rygere, og derfor er argumentet om, at man forsøger at forhindre mindreåriges adgang til tobak, ikke gyldigt i denne sammenhæng. Vedrørende eksempelvis mentol bør det bemærkes, at denne type tobak primært forbruges af ældre, og at lande med meget omfattende lovgivning mod rygning og konkrete bestemmelser vedrørende forbud mod specifikke ingredienser, som USA og Canada, ikke har forbudt mentoltobak. Derfor foreslår EØSU, at forbuddet mod mentol fjernes fra direktivforslaget.

4.3.1

Udvalget er således fuldstændigt enigt med Kommissionens forslag om at forbyde nye produkter på markedet med smag af tyggegummi, piña colada, mojito osv., de såkaldte cigaretter med sliksmag, som især kan målrettes mod unge forbrugere.

4.3.2

Et umådeholdent forbud mod visse ingredienser vil føre til en standardisering af smagen og dermed gøre det umuligt for konkurrenterne at differentiere deres produkter, begrænse investeringer og muligheden for at lancere nye produkter, hvilket vil skade forbrugeren, som ikke længere har et frit valg.

4.4

EØSU anmoder Kommissionen om en klar definition og en klar retlig ramme for "produkter med reduceret risiko", som med utvetydig videnskabelig dokumentation kan påvise en reduceret risiko i forhold til traditionelle cigaretter. Begrebet "reduceret risiko" gælder for produkter, som kan erstatte traditionelle cigaretter og indebærer en væsentlig lavere risiko for helbredet, men ikke for produkter til rygestop. Produkter, der indeholder tobak (og ikke kemisk nikotin), som derfor er underlagt direktivets bestemmelser, bør ligeledes defineres og reguleres særskilt, således at man kan formidle disse produkters særlige egenskaber til forbrugerne.

4.5

Kommissionens direktivforslag indeholder tiltag, der er rettet mod at bekæmpe den ulovlige tobakshandel. For eksempel fastlægger Kommissionen i forslagets artikel 14 et "tracking and tracing"-system samt forskellige sikkerhedsfeatures, således at der i EU kun sælges produkter, der er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser. Dette tiltag medfører en uforholdsmæssig økonomisk og administrativ byrde, som mange små og mellemstore virksomheder ikke kan løfte, og som frem for at bekæmpe den ulovlige handel vil pålægge medlemsstaterne en større administrativ byrde i forbindelse med deres kontrolaktiviteter. Desuden vil dette system ikke bidrage til at bekæmpe smugling og ulovlig handel, som derimod vil nyde godt af de øvrige tiltag i direktivforslaget. I denne forbindelse mener EØSU, at bestemmelserne i direktivforslagets artikel 14 bør være identiske med bestemmelserne om sporbarhed i protokollen til udryddelse af den ulovlige handel med tobaksvarer, som blev vedtaget i slutningen af 2012 under partskonferencen i WHO (25).

4.6

Endelig giver direktivet Kommissionen mulighed for at regulere og ændre grundlæggende aspekter ved hjælp af en lang række delegerede retsakter, herunder indholdet af tilsætningsstoffer, ordlyden af sundhedsadvarsler samt disses placering og størrelse. I denne sammenhæng efterlades medlemsstaterne næsten uden nogen mulighed for lovgivningsmæssigt skøn i forbindelse med dette direktiv, hvilket er en ekstrem form for intervention, som sjældent er anvendt i EU. Dette er i strid med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, hvilket allerede er blevet påpeget af de nationale regeringer i otte medlemsstater (26) (Italien, Tjekkiet, Grækenland, Bulgarien, Danmark, Portugal, Rumænien og Sverige). I Italien har parlamentet ikke blot påpeget, at forslaget er i strid med disse principper, men derimod også, at nogle af de forbudte cigarettyper, såsom tynde cigaretter eller cigaretter med et lavt tjæreindhold, kan være nyttige redskaber for en politik, der er rettet mod at skære ned på forbruget eller holde op med at ryge (27).

4.6.1

For eksempel giver direktivforslagets artikel 8, 9 og 11 Kommissionen beføjelser til ved hjælp af delegerede retsakter at ændre ordlyden i sundhedsadvarslerne og deres udformning, layout, format og placering. Kommissionen tillægges desuden i artikel 6 beføjelser til ved hjælp af delegerede retsakter at bestemme maksimalgrænseværdier for indholdet af tilsætningsstoffer.

4.6.2

Vedrørende cigarer, cigarillos og pibetobak forbeholder Kommissionen sig i direktivforslaget retten til automatisk at fjerne visse undtagelser i teksten, hvis der sker en "væsentlig ændring i forholdene", hvilket vil sige en stigning i omsætningen på mindst 10 % i mindst 10 medlemsstater eller en stigning i andelen af rygere i gruppen af personer under 25 år på mindst 5 procentpoint i mindst 10 medlemsstater. Kommissionen er ikke klar over, at markedet for disse produkter i 10 af de nuværende 27 medlemsstater er ekstremt begrænset, og at en ændring på 10 % nemt kan forekomme. Dermed giver denne foranstaltning ingen mening og skaber stor juridisk usikkerhed i denne delsektor.

4.7

Selv om tildelingen af beføjelser ved hjælp af delegerede retsakter er fastlagt i artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, skal den opfylde en række krav. Delegerede retsakter kan kun anvendes i forbindelse med ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt, hvilket ikke er tilfældet i dette forslag.

Bruxelles, den 11. juli 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  TEUF-traktatens artikel 114:

"1.

Medmindre andet er bestemt i traktaterne, finder følgende bestemmelser anvendelse med henblik på virkeliggørelsen af de i artikel 26 fastsatte mål. Europa-Parlamentet og Rådet, der træffer afgørelse efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg, vedtager de foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion."

(2)  Jf. sag C-491/01, The Queen mod Secretary of State for Health, ex parte British American Tobacco (Investments) Ltd og Imperial Tobacco Ltd.

(3)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 89-93.

(4)  http://europa.eu/rapid/press-release_OLAF-11-5_en.htm?locale=EN.

(5)  The European Tobacco Sector. An analysis of the socio-economic footprint, udarbejdet af Nomisma og pressemeddelelse fra Kommissionen af 16. november 2012.

(6)  Ibid.

(7)  http://www.ipex.eu/IPEXL-WEB/dossier/dossier.do?code=COD&year=2012&number=0366&appLng=DA

(8)  EUT C 351 af 15.11.2012, s. 6-11.

(9)  Report on the implementation of the Council Recommendation of 30 November 2009 on Smoke-free Environments.

(10)  The European Tobacco Sector. An analysis of the socio-economic footprint, udarbejdet af Nomisma.

(11)  DIVTOB: Diversification for Tobacco Growing Regions in the Southern European Union. Hohenheim University. Sixth Framework Programme funded European Research and Technological Development.

(12)  Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, EUT L 176 af 5.7.2011, s. 24–36.

(13)  Se fodnote 10.

(14)  Se fodnote 5.

(15)  Se fodnote 5.

(16)  Se fodnote 10.

(17)  EUT nr. 115 af 9.5.2008 s. 172 - 172.

(18)  Hammond D. “Health warning messages on tobacco products: a review.” (Sundhedsadvarsler på tobaksprodukter: et overblik), Tobacco Control 2011; 20:327-3. Sambrook Research International: "A review of the science base to support the development of health warnings for tobacco packages" (Et overblik over det videnskabelige grundlag for sundhedsadvarsler på tobaksprodukter), Newport: Sambrook Research International, 2009 (rapport udarbejdet for Europa-Kommissionen).

(19)  http://www.maastrichtuniversity.nl/web/Main/Sitewide/News1/SmokersWillNotBePutOff1.htm.

(20)  Nonnemaker, J., et al., Experimental Study of Graphic Cigarette Warning Labels: Final Results Report Prepared for Center for Tobacco Products, Food and Drug Administration, Contract No. HHSF-223-2009-10135G, dec. 2010.

(21)  http://ec.europa.eu/health/tobacco/docs/eurobaro_attitudes_towards_tobacco_2012_en.pdf.

(22)  RJ Reynolds Tobacco Company v Food & Drug Administration, United States Court of Appeals for the District of Columbia Circuit, august 2012.

(23)  Domstolens dom af 17. oktober 1990 i sag C-1089.

(24)  Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, EUT L 176 af 5.7.2011, s. 24-36.

(25)  http://apps.who.int/gb/fctc/PDF/cop5/FCTC_COP5(1)-en.pdf.

(26)  http://www.ipex.eu/IPEXL-WEB/dossier/dossier.do?code=COD&year=2012&number=0366&appLng=DA

(27)  Udtalelse fra det italienske parlaments udvalg om sociale anliggender om Kommissionens dokument COM(2012) 788 final.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Modudtalelse

Hele udtalelsen erstattes af følgende tekst:

1.    Konklusioner

1.1

Retsgrundlaget for Kommissionens direktivforslag er artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (1). Formålet med forslaget er en tilnærmelse af lovgivningen og andre lovmæssige bestemmelser vedrørende produktionen, præsentationen og salget af tobaksprodukter med henblik på at sikre et velfungerende indre marked. I punkt 3.9.1 i begrundelsen påpeges det, at valget af retsgrundlag for direktiv 2001/37/EF (2) er blevet bekræftet af EU-Domstolen, og at det derfor er hensigtsmæssigt at vælge det samme retsgrundlag for dette forslag. Formålet med direktivet fra 2001 og den foreslåede revision er derfor at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt, og at befolkningen er garanteret et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i forhold til farerne ved tobak.

1.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at målsætningen om at forbedre det indre markeds funktion fortjener stor støtte. Den giver også medlemsstaterne en ekstra tilskyndelse til at iværksætte nødvendige og ønskelige tiltag til at beskytte befolkningens sundhed og giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage strengere foranstaltninger end dem, der er fastlagt i direktivet.

1.3

EØSU er - i overensstemmelse med sine mange tidligere udtalelser om sundhed og beslægtede emner - fuldt ud enigt med Kommissionen i, at retten til sundhed bør vægte højere end en hvilken som helst økonomisk overvejelse. Udvalget bakker derfor helt op om offentlige planer og kampagner rettet mod uddannelse og bevidstgørelse om rygningens alvorlige følger for helbredet. De bør iværksættes parallelt med de forskellige foranstaltninger, der foreslås her, for at gøre det mindre attraktivt for unge mennesker at begynde at ryge og for at hjælpe dem, der allerede er nikotinafhænge, med at holde op. EØSU anbefaler en udvidelse af dette punkt for at understrege betydningen af skolebaserede uddannelses- og rådgivningsstrategier på EU-niveau, så man sikrer, at alle børn og unge bliver korrekt, fuldstændigt og regelmæssigt informeret om kendsgerningerne om rygning og skadevirkningerne heraf, afhængighed og andre sundhedsmæssige problemer forårsaget af nikotin samt de kræftfremkaldende og andre sundhedsskadelige virkninger af at blive udsat for tobaksrøg i omgivelserne  (3).

1.4

EØSU er også klar over, at man sætter visse arbejdspladser på spil i landbrugsområder, hvor der ikke er udviklet alternative former for beskæftigelse, og hvor man ikke længere kan få produktionsrelateret tobaksstøtte under den fælles landbrugspolitik. Her bør man hurtigst muligt tilbyde overgangsstøtte, parallelt med videnskabelig og teknisk støtte til at udvikle alternative afgrøder, der er lige så rentable, mere bæredygtige, mere socialt acceptable og mindre skadelige og, hvor det er muligt, job af højere kvalitet. Det samme gælder for alle andre arbejdspladser i forsyningskæden, der befinder sig i farezonen som en direkte konsekvens af dette forslag; hvis det er i folkesundhedens interesse, er offentlig støtte til job af højere kvalitet fuldt berettiget og bør opmuntres.

1.5

I alle tilfælde må man dog tage hensyn til den væsentligste fordel, nemlig forebyggelsen af dødsfald og tobaksrelaterede sygdomme blandt både ledere, arbejdstagere og forbrugere, som allerede ryger, samt potentielle rygere i alle aldre og fra alle samfundslag, som – hvis disse foranstaltninger vedtages - vil være under mindre direkte kommercielt pres for at begynde at ryge. Ifølge Kommissionens konsekvensanalyse vil det give et nettoudbytte for EU's økonomi på omkring 4 mio. EUR, besparelser i sundhedssektoren på 506 mio. EUR og 16,8 mio. reddede leveår (4). Der bør iværksættes passende foranstaltninger for at skabe nye arbejdspladser ved at omfordele midler inden for EU og ved at udnytte skatteindtægterne bedre på nationalt plan.

1.6

EØSU konstaterer, at der i dag inddrives næsten 100 mia. EUR i tobaksafgifter i EU. Skat på tobak er den mest effektive og økonomiske metode til at mindske tobaksforbruget, navnlig hos unge og borgere med en lav indkomst (dvs. de mest sårbare befolkningsgrupper) (5). Forskningen har vist, at prisen på tobak er den tredjevigtigste årsag, som rygerne angiver som grund til, at de holder op med at ryge (6). De penge, som rygerne sparer ved ikke længere at købe tobak, kan bruges på andre varer, hvoraf der også betales afgifter. Det bør også bemærkes, at de afgifter, der opkræves nu, dækker omkostningerne for sundhedspleje for mennesker, som begyndte at ryge for 50 år siden. De mennesker, der begynder at ryge i dag, vil få brug for den samme pleje om 50 år. Erfaringerne i dag viser, at medlemsstaternes regeringer er helt bevidste om dette og har formået at hæve afgifterne kontinuerligt, selv om tobaksforbruget og -salget er dalet i hele Europa. Det vil forslaget næppe ændre på.

1.7

For at undgå yderligere stigninger i ulovlig handel (f.eks. smugling, forfalskning, sortbørshandel og ulovlig produktion) drevet af kriminelle netværk – hvilket udgør den største enkeltstående trussel mod både beskæftigelsen og opkrævningen af afgifter i EU - opfordrer EØSU til, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den relevante lovgivning anvendes hurtigt og effektivt i medlemsstaterne. Der bør efter aftale med tobaksindustrien fremlægges yderligere forslag til andre foranstaltninger til bekæmpelse af forfalskning og smugling og lettere identificering, f.eks. ved at bruge identifikationsmærker, som er vanskelige at forfalske, eller elektronisk mærkning i emballagen. EØSU er klar over, at det med moderne teknologi er relativt nemt at forfalske næsten alle varer og emballager. At forsyne pakningerne med endnu større sundhedsadvarsler vil næppe få nogen væsentlig effekt.

1.8

Udover Kommissionens vide beføjelser til at videreudvikle nøgleaspekter af direktivet ved hjælp af delegerede retsakter skal det sikres, at beslutningerne træffes i åbenhed og i overensstemmelse med medlemsstaternes interesser. EØSU fremhæver, at bindende foranstaltninger skal overholde artikel 290 i TEUF.

1.9

EØSU går stærkt ind for at nedbringe risikoen ved rygning og anmoder derfor Kommissionen om en klar definition af og en passende retlig ramme for "produkter med reduceret risiko". Det gælder især for produkter, der indeholder tobak, men med et lavere nikotinindhold, eller som indeholder nikotin, men ingen tobak, og som er underlagt direktivets bestemmelser. EØSU er bevidst om, at nogle af de nævnte produkter kan være et skridt i den rigtige retning – med omhyggelig kontrol, som stadig er under udvikling – hen imod en begrænsning af de langsigtede negative konsekvenser af tobaksrygning som følge af nikotinafhængighed.

2.    Indledning

2.1

EØSU er yderst bevidst om de risici, tobak i alle former medfører for folkesundheden. Tobak er den vigtigste årsag til for tidlig død i EU med næsten 700 000 dødsfald om året. Derfor lægges der i forslaget vægt på at forhindre indledningen af tobaksforbrug, navnlig blandt unge og andre sårbare grupper. Det noteres i forslaget, at 70 % af rygerne begynder at ryge, før de er fyldt 18 år, og 94 % inden det fyldte 25. år, hvilket understreger behovet for at gennemføre foranstaltninger for beskyttelse af børn og unge  (7).

2.2

I den forbindelse mener EØSU, at en revision af direktivet er helt og aldeles nødvendig, og at den bør gennemføres uden tøven. Udvalget bemærker, at tobaksforbruget i nogle lande hårdnakket forbliver højt, selv når der er vedtaget en restriktiv lovgivning mod tobaksrygning. Det står også klart, at eksisterende kontrolforanstaltninger har skabt betydelige fald i de fleste medlemsstater. I Spanien er der registreret et fald på 2 % over en kort periode. Med det nuværende forslag er formålet at skabe lignende fald i hele Europa. EØSU bakker også fuldt ud op om offentlige planer og kampagner rettet mod uddannelse og bevidstgørelse om rygningens alvorlige følger for helbredet.

2.3

EØSU bemærker, at forslaget har skabt bekymring for beskæftigelse, skatteindtægter og økonomien som helhed i EU. Tobaksindustrien har oplyst, at den beskæftiger op mod 1,5 millioner personer i EU, hvoraf ca. 400 000 dyrker tobaksblade. Datamateriale fra Kommissionen og andre kilder antyder, at disse tal inkluderer personer, som er involverede i forsyningskæden for tobaksprodukter på sæsonbasis, midlertidigt eller på deltid. Antallet af personer, som direkte og udelukkende beskæftiger sig med dyrkningen af tobak, menes f.eks. at være på mindre end 100 000. Disse landmænds produktion udgør ca. ¼ af den tobak, der anvendes til produktion og salg i EU, mens resten importeres, primært fra USA. Andre arbejdspladser inden for pakning, markedsføring, salg, juridiske tjenester, forskning og distribution bør ikke blive påvirket. Det står derfor ikke klart, hvorfor de foreslåede ændringer med hensyn til slutprodukternes emballage skulle få større indflydelse på det nuværende beskæftigelsesniveau. Det står endnu mindre klart, hvordan man kan beskrive de foreslåede foranstaltninger som værende både "udokumenterede og sandsynligvis frugtesløse" og "potentielt katastrofale" for tobaksindustrien. EØSU mener, at det modsatte gælder i begge tilfælde: at disse foranstaltninger vil få en nyttig, værdifuld og hensigtsmæssig effekt på folkesundheden, men kun en ringe effekt på den samlede vækst samt industriens rentabilitet. Eventuelle tab pga. færre nye salg til unge opvejes rigeligt af, at man begrænser den langt mere omfattende ulovlige handel, som kun gavner de kriminelle netværk.

2.4

Tobaksdyrkning i EU skaber imidlertid beskæftigelse, hovedsageligt i tilbagestående regioner, hvor der ikke hidtil har været andre alternativer. Nu, hvor der ikke længere gives støtte til produktion af tobaksblade under den fælles landbrugspolitik, er der et presserende behov for midlertidig teknisk og finansiel støtte til omstillingen til mindre skadelige og på længere sigt mere bæredygtige indtægtskilder. Det samme gælder for andre arbejdspladser i forsyningskæden. Hvis det er i offentlighedens interesse, at disse går tabt, er det uden tvivl passende at give offentlig støtte.

2.5

Statskasserne tilføres ca. 100 mia. EUR årligt i tobaksafgifter. EØSU bemærker, at selvom dette bidrager til at udligne sundhedsudgifterne til de personer, der begyndte at ryge for 50 år eller længere siden, vil det samme niveau for skatteindtægter være nødvendigt om 50 år til pleje af de personer, som begynder at købe og forbruge tobaksprodukter i dag. Afgiftsstigninger vil derfor være nødvendige med henblik på at udligne enhver nedgang i salget. Hidtil er der tegn på, at medlemsstaternes regeringer er opmærksomme på dette og med godt resultat kan fastholde eller endda øge deres samlede skatteindtægter på trods af nedgangen i salget i de seneste år. I f.eks. Det Forenede Kongerige viser en ny rapport fra "All Party Parliamentary Group on Smoking and Public Health" (2013  (8)), at, med støt stigende priser mellem 1992 og 2011 og afgifter på 75 % af detailsalgsprisen eller derover, gik salget af cigaretter ned med 51 % og statens skatteindtægter steg med 44 %. Rygefrekvensen blandt voksne dalede fra 27 % til 20 % i en tilsvarende periode.

2.6

Selvom størstedelen af de tobaksprodukter, der produceres i EU, leveres til kunder i EU, eksporteres en vis mængde. Industriens tal viste en samlet EU-eksport af tobaksprodukter på ca. 55 000 tons i 2010, hovedsageligt til lande i Afrika og Asien, hvor den forventede levetid for nærværende beklageligvis er for lav til, at specifikke negative konsekvenser for sundheden når at blive synlige. Med tiden, og efterhånden som andre problemer løses, og den forventede levetid øges som planlagt, vil følgerne af nikotinafhængighed og tobaksforbrug, som det er tilfældet med andre eksporterede sygdomme, blive mere synlige.

2.7

I modsætning til ovenstående påpeger EØSU, at konsekvenserne af tobaksrygning vil blive stadig mere synlige på arbejdspladsen og i samfundet som helhed i de mere udviklede EU-lande, efterhånden som forventet levetid øges, og arbejdslivet forlænges, og derfor blive et voksende og mere synligt problem og ansvarsområde for arbejdsgivere samt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Under den nuværende krise vil for tidlige (og undgåelige) dødsfald blandt lønmodtagere og dermed tabet af deres indkomst eller pension forværre problemerne for familier, der i forvejen kæmper for at overleve økonomisk.

2.8

EØSU konstaterer, at latenstiden for kræft, som skyldes rygning, forbliver konstant, mens den generelle forventede levetid for ikke-rygere fortsat stiger. Tabet af forventet levetid som følge af forbruget af tobak er derfor stigende fra 2-3 år ved begyndelsen af det 20. århundrede til 20-30 år for de personer, som begynder at ryge i dag eller i løbet af den periode, der er omfattet af forslaget.

3.    Generelle bemærkninger

3.1

Kommissionens forslag til direktiv om tobaksrelaterede produkter er koncentreret om en række foranstaltninger for at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt, herunder foranstaltninger for at begrænse ulovlig handel, og for at opnå et højt sundhedsbeskyttelsesniveau mod farerne ved tobaksrygning. Det drejer sig om følgende foranstaltninger:

Mærkning og emballering

Ingredienser

Sporbarhed og sikkerhedsfeatures

Fjernsalg af tobaksvarer på tværs af grænser og

Røgfrie tobaksvarer og udvidelse af den regulerede varedækning.

3.2

Hvad angår mærkning, emballering og ingredienser, pålægger forslaget udvidede sundhedsadvarsler i betragtning af de alvorlige sundhedsmæssige risici ved brug af tobak.

3.3

Forslaget tillader producenterne at bevare aromaer, der er afgørende for deres nuværende mærker, men begrænser brugen af nye ikke-tobaksrelaterede tilsætningsstoffer, der er beregnet til at øge markedet, især blandt unge. Alle pakker skal indeholde sundhedsadvarsler i form af billeder og tekst, der dækker 75 % af pakken, hvortil der skal føjes ny tekst med oplysninger på pakkernes sider (50 % af hver side). Hertil kommer de i visse medlemsstater obligatoriske banderoler, en tekst om forbud mod salg til mindreårige og plads, der er reserveret til nye tiltag for overvågning og sporing af tobaksprodukter. Dette betyder en kraftig indskrænkning af den plads, der er til rådighed til kommunikation for de kommercielle mærker, som er lovligt registrerede, samt andre billeder, der indgår i markedsføringen. Medlemsstaterne kan indføre neutral emballage, hvis de ønsker det, men det er ikke obligatorisk ifølge forslaget. Desuden vil pakkerne have mindstemål for højde og bredde, hvilket vil medføre, at nogle typer pakker forsvinder, navnlig de, der er designet til at tiltrække unge. Der blev indført lignende bestemmelser i USA i 2009 for at mindske markedsføring målrettet mod børn og unge. EØSU støtter alle disse foranstaltninger.

3.4

Dette vil kræve ændringer i designet af pakkerne, men det er svært at se, hvorfor det skulle have nogen væsentlig indvirkning på job inden for pakning og emballage i lande som Tyskland, Polen, Frankrig, Tjekkiet og Østrig. Basissalget af alle former for færdige tobaksvarer til et reelt konkurrencebeskyttet marked bestående af ca. 150 mio. nuværende nikotinafhængige brugere i hele EU forventes at fortsætte stort set uændret. Man bør dog fremhæve muligheden for betydelige gevinster på folkesundhedsområdet – både økonomiske gevinster, men frem for alt gevinster i form af færre menneskelige lidelser – sammen med det faktum, at eksrygere vil bruge penge på andre områder og dermed skabe muligheder for nye arbejdspladser. Det anslås, at tobaksforbruget årligt koster EU 517 mia. EUR  (9). På medlemsstatsplan anslås de samlede omkostninger til omkring 4,6 % af BNP i EU  (10). På nuværende tidspunkt koster det EU 25,3 mia. EUR i sundhedsudgifter til sygdomme, der er relateret til tobaksforbrug, og 8,3 mia. EUR i form af produktionstab  (11). Det svarer næsten til tobaksindustriens indtægter i hele forsyningskæden (eksklusive skatter), som beløber sig til 35 mia. EUR.

3.5

EØSU bemærker, at de omkostninger, der direkte henføres til sygdomme, der skyldes brugen af nikotin og tobaksrelaterede produkter, afspejler det bedste aktuelle skøn over de reelle omkostninger for medlemsstaterne. De er væsentligt lavere end den teoretiske "værdi af et menneskeliv" (1 mio. EUR pr. tabt eller afkortet liv) som Kommissionen har brugt i tidligere konsekvensanalyser som belæg for lovgivning og som modstykke til de forventede omkostninger for erhvervslivet og andre. Hvis dette langt højere beløb blev anvendt, ville det øge det teoretiske incitament til at vedtage dette forslag til 700 mia. EUR, hvilket ville overskygge alle andre hensyn.

3.6

Det skal også bemærkes, at rygning og dertil relaterede vaner ikke medfører nogen egentlige samfundsmæssige eller økonomiske fordele for brugerne, men blot lindrer følgerne af deres nikotinafhængighed. Som følge af denne afhængighed er det virkelig hårdt og tager lang tid at holde op. Desværre er selv bevidstheden om, at næsten halvdelen af alle brugere ("kunderne", "borgerne" eller "de sårbare personer") i sidste ende vil dø for tidligt pga. denne vane, i sig selv ikke nok til at overvinde denne afhængighed, og der er derfor behov for at begrænse alle incitamenter til at begynde at ryge.

3.7

De foranstaltninger, der indføres her, er ikke beregnet til at påvirke nuværende rygeres adfærd, og det vil de efter al sandsynlighed heller ikke gøre. Men erfaringer fra hele verden har vist, at de yderligere vil mindske incitamenterne for de unge til at begynde at ryge. Frem for alt vil en reduktion af antallet af rygere væsentligt mindske udgifterne til sundhedsvæsenet og vil over tid redde mange liv og mindske de menneskelige lidelser.

3.8

EØSU bemærker, at dette forslag ikke går så langt som til at indføre fuldt standardiseret emballage med standardiserede farver og skrifttyper som i Australien. Der vil fortsat være individuelle mærker, som er kendetegnet ved deres producenters navne og specifikke tobaksaromaer. Kravet til produkternes kvalitet vil blive ved med at være relevant, eftersom forbrugerne stadig vil blive informeret om producenten af det produkt, der købes.

3.9

Der er ikke meget overbevisende dokumentation for, at disse ændringer af reglerne vedrørende emballage vil føre til en stigning i forfalskningen og smuglingen af tobaksprodukter. Tværtimod hænger rygernes brug af ulovlig tobak tæt sammen med pris og tilgængelighed  (12). Ifølge de seneste tal fra industrien koster den ulovlige tobakshandel EU 10 mia. EUR årligt i tabte tobaksafgifter. I dag udgør salget af smuglet tobak i EU 10 % af det samlede salg  (13). Det er let at få fat i varer fra tredjelande, primært Rusland og Kina. Der er stor efterspørgsel i lande med økonomiske problemer og/eller høje afgifter på tobaksprodukter. Ulovligt salg sætter job på spil i EU, mindsker skatteindtægterne til staten og gør det lovlige salg mindre rentabelt. Man bør derfor gøre alt, hvad man kan, for at begrænse tobakssmugling ved at forbedre sikkerheden, gennemføre overvågning og forebyggende foranstaltninger samt underkaste tobaksvarer en strengere kvalitetskontrol, for blot at give nogle få eksempler. Man bør overveje at anvende prægede identifikationsmærker eller elektronisk mærkning ved siden af andre foranstaltninger, man allerede er nået til enighed med tobaksindustrien om.

3.10

Uanset omkostningerne for at gennemføre disse forslag skal man huske på, at de potentielle globale fordele ved øget folkesundhed, hvis tobaksforbruget mindskes, er meget større. Undersøgelser har vist, at regeringer og arbejdsgivere, der har taget skridt til at forbyde rygning på arbejdspladsen, har konstateret umiddelbare positive virkninger (øget produktivitet, lavere sygefravær, færre udgifter til rengøring og vedligeholdelse af faciliteter og lavere omkostninger til sundhedspleje og sygesikring)  (14).

3.11

Direktivforslaget indeholder desuden mulighed for 16 delegerede retsakter, som giver Kommissionen beføjelser til at regulere og træffe afgørelse vedrørende væsentlige elementer i direktivet, i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde  (15).

4.    Særlige bemærkninger

4.1

Man bør fortsat fokusere på at forsøge at indfri direktivets målsætninger for både det indre marked og folkesundheden ved at gennemføre såvel langsigtede som kortsigtede foranstaltninger. I denne sammenhæng er det vigtigt at have for øje, at Kommissionens egen vurdering af den sundhedsmæssige effekt af tiltagene er en reduktion på 2 % i antallet af personer, som ryger, eller som sandsynligvis vil begynde. Formålet med direktivet er primært at begrænse væksten i forbruget frem for at reducere niveauet for det nuværende forbrug. Selvom denne procentsats kan forekomme lav, indebærer den dog ikke desto mindre tydelige positive virkninger på en række områder.

4.2

Personer i den arbejdsdygtige alder, som er holdt op med at ryge, og potentielle rygere, der aldrig er begyndt, lever længere og vil dermed også være flere år på arbejdsmarkedet. Det vurderes, at en ryger for nærværende dør 14 år tidligere end en ikke-ryger som følge af sygdomme og komplikationer fremkaldt af rygningen. Efterhånden som det forventede antal leveår øges, navnlig for ikke-rygere, vil denne forskel ligeledes blive større. En reduktion på 2 % af tobaksforbruget svarer til, at 2,4 millioner personer holder op med at ryge og dermed får en gevinst på 16,8 millioner leveår. Det medfører en samfundsgevinst på 10,3 milliarder EUR om året, sundhedsudgifterne nedbringes årligt med 506 millioner EUR, og den årlige gevinst som følge af produktivitetsstigningen på grund af mindre fravær og førtidspensionering m.m. kommer til at ligge i størrelsesordenen 165 millioner EUR  (16).

4.3

Indførelsen af sundhedsadvarsler på 75 % af ydersiden af både forsiden og bagsiden samt de nye informationsmeddelelser på 50 % af siderne (artikel 9) indgår i et sæt af foranstaltninger, som samlet set bidrager til at nedbringe antallet af rygere. Tobaksvarernes indpakning skal udformes på en sådan måde, at informationen om indholdet ikke er vildledende. Den skal derfor mærkes med klare oplysninger om de dermed forbundne sundhedsfarer, navnlig faren for tidlig død. Der bør anbringes advarsler på salgsstederne. Reklame på salgsstederne bør naturligvis forbydes.

4.4

Forbuddet mod visse ingredienser for at fjerne kendetegnende smag eller aromaer (artikel 6) og den visuelle præsentation af pakkerne er særligt vigtige. Et af de objektive kriterier, som f.eks. at gøre tobak mindre attraktivt, er særligt relevant i forhold til visse aldersgrupper eller et bestemt køn, navnlig unge kvinder og piger, som nu udgør et af de hurtigst voksende markeder i EU og derfor udsættes for den mest intensive markedsføring af tobak.

4.5

Udvalget er fuldstændigt enigt med Kommissionens forslag om at forbyde nye produkter på markedet med smag af tyggegummi, piña colada, mojito osv., de såkaldte cigaretter med sliksmag, som især målrettes mod unge og hovedsageligt kvindelige potentielle forbrugere. "Tynde" cigaretter målrettes ligeledes specifikt mod unge kvinder i et forsøg på at forbinde kropsform, vægt og glamour med en vane, som med tiden vil medføre en tidlig død for halvdelen af denne målgruppe. Set i lyset af at de langsigtede og umiskendelige risici ved rygning af nikotinbaseret tobak nu forstås og erkendes af alle berørte parter, har EØSU meget svært ved at se, hvordan disse markedsføringsstrategier kan være blevet udviklet, for ikke at sige realiseret, af ansvarlige producenter.

4.6

EØSU anmoder Kommissionen om en klar definition og en klar retlig ramme for "produkter med reduceret risiko", som med utvetydig videnskabelig dokumentation kan påvise en reduceret risiko i forhold til traditionelle cigaretter. Begrebet "reduceret risiko" gælder for produkter, som kan erstatte traditionelle cigaretter og indebærer en væsentlig lavere risiko for helbredet, men ikke for produkter til rygestop. Produkter, der indeholder tobak med mindre nikotin eller, endnu bedre, nikotin uden tobak ("elektroniske cigaretter"), og som er underlagt direktivets bestemmelser, bør defineres og reguleres særskilt, således at man kan informere forbrugerne om disse produkters langsigtede risici eller fordele sammenlignet med konventionelle tobaksprodukter.

4.7

Forslaget indeholder tiltag, der er rettet mod at bekæmpe den ulovlige tobakshandel. For eksempel fastlægger Kommissionen i forslagets artikel 14 et "tracking and tracing"-system samt forskellige sikkerhedsfeatures, således at der i EU kun sælges produkter, der er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser. Dette tiltag medfører en økonomisk og administrativ byrde, som mange små og mellemstore virksomheder (i modsætning til fire-fem store multinationale selskaber, der dominerer den globale handel i tobak og nikotinprodukter) kan have svært ved at løfte, og som vil pålægge medlemsstaterne en større administrativ byrde i forbindelse med deres kontrolaktiviteter. Forhåbentlig vil systemet bidrage til at bekæmpe smugling og ulovlig handel. EØSU mener derfor, at bestemmelserne i direktivforslagets artikel 14 bør være identiske med bestemmelserne om sporbarhed i protokollen til udryddelse af den ulovlige handel med tobaksvarer, som blev vedtaget i slutningen af 2012 under partskonferencen i WHO  (17).

4.8

Vedrørende cigarer, cigarillos og pibetobak forbeholder Kommissionen sig i direktivforslaget retten til automatisk at fjerne visse undtagelser i teksten, hvis der sker en "væsentlig ændring i forholdene", hvilket vil sige en stigning i omsætningen på mindst 10 % i mindst 10 medlemsstater eller en stigning i andelen af rygere i gruppen af personer under 25 år på mindst 5 %. Markedet for disse produkter er i 10 af de nuværende 27 medlemsstater imidlertid ekstremt begrænset, og en ændring på 10 % kan nemt forekomme uden nævneværdige konsekvenser for beskæftigelse eller skatteindtægter.

4.9

EØSU bemærker, at artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver mulighed for at tildele beføjelser ved hjælp af delegerede retsakter, som opfylder en række betingelser. Delegerede retsakter må kun anvendes i forbindelse med ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt.

Afstemningsresultat

For

:

89

Imod

:

162

Hverken for eller imod

:

17

Nyt punkt 1.4

Nyt punkt tilføjes:

"EØSU understreger betydningen af en befolkning ved godt helbred og de deraf følgende fordele på mange områder, og foreslår, at medlemsstaterne arbejder for en større udbredelse af røgfrie områder, hvor borgerne kan finde både moralsk støtte og lægelig hjælp, og som navnlig er rettet mod de unge, læreanstalterne, virksomhederne osv. Det er endvidere nødvendigt at fremme udarbejdelsen og opretholdelsen af forskellige støttemetoder og forskellige samarbejdsnetværk, der er innovative og oplysende."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 1.5

Ændres som følger:

"Der vil være en risiko for et fald i skatteindtægterne, ikke blot på grund af ulovlig handel, men også på grund af faldende salgstal og priser. I dag inddrives næsten 100 mia. EUR i tobaksafgifter i EU. Skat på tobak er den mest effektive og økonomiske metode til at mindske tobaksforbruget, navnlig hos de unge og de borgere, der har en lav indkomst  (18) .Forskningen har vist, at prisen på tobak er den tredjestørste årsag, som rygerne angiver som grund til, at de holder op med at ryge  (19). Det skal også nævnes, at de penge, som rygerne sparer ved ikke længere at købe tobak, bruger de på andre varer, hvoraf der også betales afgifter."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 1.8

Ændres som følger:

"Da man giver Ud over at give Kommissionen vide beføjelser til at videreudvikle nøgleaspekter af direktivet ved hjælp af delegerede retsakter, er det hensigtsmæssigt at garantere, at beslutningerne træffes i åbenhed vil direktivet krænke medlemsstaternes suverænitet og i overensstemmelse med medlemsstaternes interesser. og være i strid med nærhedsprincippet. EØSU kan ikke acceptere delegerede retsakter, som ikke er i fuld overensstemmelse med fremhæver, at bindende foranstaltninger skal overholde artikel 290 i TEUF. Desuden har otte nationale parlamenter (kontrol med nærhedsprincippet) afgivet 14 stemmer imod Kommissionens forslag på grund af manglende overholdelse af nærhedsprincippet  (20)."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 1.9

Ændres som følger:

"EØSU bakker op om at nedbringe risikoen ved rygning og anmoder derfor Kommissionen om en klar definition og en klar retlig ramme for "produkter med reduceret risiko", som med utvetydig videnskabelig dokumentation kan påvise en reduceret risiko i forhold til traditionelle cigaretter. Dette. Denne bemærkning gælder især for produkter, der indeholder tobak (og ikke kemisk nikotin), som derfor er underlagt direktivets bestemmelser."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 3.1

Ændres som følger:

"[…]

Af disse seks områder har tre en enorm betydning for EU-medlemsstaternes beskæftigelse og skatteindtægter. Hvad angår mærkning, emballering og ingredienser, pålægger forslaget endnu tydeligere udvidede sundhedsadvarsler, som er ude af proportion i forhold til de nuværende, og der begrænser tobaksprodukternes format, og oplysninger om smag og indhold. For eksempel skal alle pakker indeholde sundhedsadvarsler i form af billeder og tekst, der dækker 75 % af pakken, hvortil der skal føjes ny tekst med oplysninger på pakkernes sider (50 % af hver side). Hertil kommer de i visse medlemsstater obligatoriske banderoler, en tekst om forbuddet mod salg til mindreårige og afsnit, der er reserveret til nye tiltag for overvågning og sporing af tobaksprodukter. Dette betyder i praksis en kraftig indskrænkning i den plads, der er til rådighed til kommunikation for de kommercielle mærker, som er lovligt registrerede. Desuden vil pakkerne have mindstemål for højde og bredde, hvilket vil medføre, at nogle typer pakker forsvinder. Dette gør sig gældende for "kiste"-formatet, som er meget populært i visse lande som f.eks. Grækenland. Desuden vil den mest populære type pakke i Portugal forsvinde. Ydermere kan denne ændring af pakkerne, som ikke er baseret på videnskabelige beviser, bringe større virksomheder inden for emballering og pakning i fare i mange europæiske lande som f.eks. Tyskland, Polen, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Østrig. Det bør understreges, at mindstekravene til højden og bredden af tobaksprodukter hverken indgik i den offentlige høring eller i konsekvensanalysen. Endelig forbydes salget af cigaretter, der indeholder særlige aromaer, og der indføres en ny definition af "cigarillos", som ikke er i overensstemmelse med den skattelovgivning, som har været gældende i EU i lidt over et år  (21). Indførelsen af de nye grafiske elementer på pakkerne og mindstekravene til længden og bredden af dem vil give positive resultater, idet børn og unge, der er risikogrupper, ikke vil føle sig fristet. Det fremgår tydeligt af undersøgelser, at udformningen af pakningerne følger en salgsstrategi. I dag er pakkerne ofte udformet ud fra en strategi om at tiltrække bestemte kunder. F. eks. fremgår det af undersøgelser i Letland, at kvinder vælger lyse pakninger i den tro, at indholdet af tjære er mindre, og at pakkerne derfor er mindre sundhedsfarlige. Børn tror desuden, at en farverig pakning er tegn på, at produktet ikke er farlig for helbredet  (22) . Derfor vil pakninger, der er ensartede og helst så enkle som muligt, ikke vildlede forbrugerne om produktets reelle virkninger. Det omvendte er tilfældet. Undersøgelser har påvist, at en forsimplet pakning giver associationer til "kedsomhed, dårlig lugt, afsky, fordærv osv.  (23)"

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 3.2

Ændres som følger:

"Som følge heraf og eftersom alle pakker har det samme format og samme smag, vil prisen være den eneste differentieringsparameter mellem mærkerne, hvilket medfører en forringelse af sektorens værdikæde. Med prisen som eneste konkurrenceparameter vil priserne falde, dog vil medlemsstaterne kunne anvende højere punktafgifter og på den måde øge deres indtægter hvilket både vil føre til et fald i indtægterne i sektoren og i medlemsstaternes skatteindtægter og tab af arbejdspladser i sektoren."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Nyt punkt 3.3

Nyt punkt tilføjes:

"Selv om indpakningen af tobaksvarer bliver standardiseret, hvilket vil mindske de forskellige producenters kendetegn, vil en mindre plads på pakningerne være afsat til en standardiseret angivelse af virksomheden og produktet, der vil blive trykt med samme skrifttegn, i samme størrelse og med samme farver. Kvaliteten af produktet vil fortsat være relevant, da forbrugeren altid vil kunne vide, hvem der har fremstillet produktet."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 3.3

Ændres som følger:

" Ved at begrænse virksomhederne til udelukkende at kunne konkurrere på prisen forårsager man, at den kvalitetstobak, der dyrkes i EU, ikke længere er attraktiv for virksomheder med fabrikker i EU, da kvalitet ikke længere vil være et kriterium i forbindelse med indkøb af tobaksblade, hvilket modsat af hvad Kommissionen anfører i sine konklusioner på konsekvensanalysen, vil udgøre en alvorlig trussel for de arbejdspladser, der afhænger af denne afgrøde. I dag ligger høsten af tobaksblade i EU på 250 000 tons tobak om året. Italien er den største producent med 89 000 tons, og derefter følger Bulgarien med 41 056 tons, Spanien med 38 400 og Grækenland med 24 240. Dette led i kæden beskæftiger 400 000 personer. Bulgarien ligger her i spidsen med 110 000 personer beskæftiget inden for tobaksdyrkning, efterfulgt af Polen med 75 100 og Italien med 59 300  (24)."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 3.7

Ændres således:

"Direktivforslaget indeholder desuden mulighed for 16 delegerede retsakter, som giver Kommissionen beføjelser til at regulere og træffe afgørelse vedrørende væsentlige særlige elementer i direktivet, hvilket udtrykkeligt forbydes i i henhold til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde  (25). Dermed har Rådet, Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter næsten intet spillerum i forbindelse med reguleringen af grundlæggende aspekter i direktivet."

Afstemningsresultat

For

:

89

Imod

:

162

Hverken for eller imod

:

17

Punkt 4.1.1

Nyt punkt tilføjes:

" I lande, som lider under de seneste års økonomiske krise, såsom Letland, er de sundhedsmæssige og økonomiske omkostninger som følge af tobaksforbrug slående høje: for mænds vedkommende er 25 % af dødsfaldene relateret til tobaksforbrug, mens der for kvinders vedkommende er tale om 4 %, og 12 % af sygdommene i Letland kan henføres til konsekvenserne af tobaksforbrug. Udgifterne til behandlingen af disse sygdomme er nået op på omkring 29 millioner EUR, dvs. 3,27 % af sundhedsvæsenets samlede budget. Produktionstabet i forbindelse med tobaksrelateret sygefravær udgør 29,5 %, hvilket - stadig i Letland - svarer til et tab på 12 millioner EUR. Desuden medfører for tidlig død på grund af rygning omkostninger på omkring 2,5 milliarder EUR, svarende til 9,38 % af BNP  (26) .

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 4.2

Ændres som følger:

"Denne uforholdsmæssige forøgelse af størrelsen på Disse sundhedsadvarslerne vil desuden medføre have følgende virkninger:

en ensidig ekspropriation bevarelse af producenternes retmæssige industrielle og intellektuelle ejendomsret, da de ikke vil have mulighed for at bruge deres registrerede varemærker. Ifølge Den Europæiske Unions Domstol (27)>har producenter ret til at bruge deres registrerede varemærker og fortsat differentiere deres produkter

endnu en begrænsning af konkurrencen i en sektor, der allerede har dårlige muligheder for differentiering

en krænkelse af grundlæggende kommercielle rettigheder, som er kendetegnet ved enhver kommerciel aktivitet anerkendelse af, at den offentlige sundhed og de dertil hørende fordele er et vigtigt gode, som har forrang frem for tobaksbranchens aktiviteter

en stopklods for nye produkter på markedet, og markedsføring af nye produkter, som er særligt skadelige for befolkningens sundhed og følgelig for den økonomiske vækst

en ende på forskning og på en mulig forbedring af kvaliteten af produkterne på markedet. Der er tale om en arbitrær barriere for en ny produktgenerations adgang til markedet, uden at man giver mulighed for at fastlægge en klar lovramme til at analysere den nedbringelse af risiciene, som disse produkter kan betyde for befolkningen. Dette kan også udgøre en hindring for at skabe velstand og arbejdspladser, hvilket innovation og forskning i forbindelse med disse produkter kunne bidrage til. Desuden bør disse nye produkter, der muligvis medfører lavere risici, ikke være underlagt de samme restriktioner som de traditionelle produkter."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 4.3

Ændres som følger:

"Det samme gør sig gældende for fForbuddet mod visse ingredienser for at fjerne kendetegnende smag eller aromaer (artikel 6)og den visuelle præsentation af pakkerne er særligt vigtige. Et af de objektive kriterier som f.eks. begrænsning af tobaks tiltrækningskraft er særligt relevant i forhold til visse aldersgrupper og et bestemt køn. , hvilket ikke er baseret på videnskabelig dokumentation, som f.eks. en reduktion af ingrediensernes toksicitet eller vanedannende egenskaber, men derimod på et så subjektivt kriterium som at gøre tobak mindre attraktivt og på subjektive stereotyper om, hvilken type tobak de forskellige alders- eller kønssegmenter ryger. En lignende subjektivitet gør sig gældende i forbindelse med det arbitrære og ubegrundede forbud mod visse formater, såsom tynde cigaretter (hvilket hverken indgik i den offentlige høring eller i konsekvensanalysen), korte cigaretter og alle former for mentolcigaretter, fastsættelse af en minimumsvægt for pakker med rulletobak, standardisering af dåser med rulletobak og navnlig opfindelsen af en ny type "cigarillo", som ikke er i overensstemmelse med direktiv 2011/64/EU  (28) , der har været i kraft siden 1. januar 2011. Forbuddet mod tynde cigaretter og mentolcigaretter, som er meget populære i flere europæiske lande, vil betyde, at forbrugerne ikke længere har adgang til disse produkter, og at de ville være nødsaget til at købe dem på markedet for smuglervarer. Desuden er der her tale om tobaksprodukter, som i overvejende grad forbruges af voksne rygere, og derfor er argumentet om, at man forsøger at forhindre mindreåriges adgang til tobak, ikke gyldigt i denne sammenhæng. Vedrørende eksempelvis mentol bør det bemærkes, at denne type tobak primært forbruges af ældre, og at lande med meget omfattende lovgivning mod rygning og konkrete bestemmelser vedrørende forbud mod specifikke ingredienser, som USA og Canada, ikke har forbudt mentoltobak. Derfor foreslår EØSU, at forbuddet mod mentol fjernes fra direktivforslaget."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 4.3.1

Ændres som følger:

"Udvalget er således fuldstændigt enigt med Kommissionens forslag om at forbyde nye produkter på markedet med smag af tyggegummi, piña colada, mojito osv., de såkaldte cigaretter med sliksmag, som især kan målrettes mod unge forbrugere."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 4.3.2

Ændres som følger:

"Et umådeholdent forbud mod visse ingredienser vil føre til en standardisering af smagen og dermed gøre det umuligt for konkurrenterne at differentiere deres produkter, begrænse investeringer og muligheden for at lancere nye produkter, hvilket vil skade forbrugeren, som ikke længere har et frit valg. , hvilket vil være et yderligere incitament for de nuværende og potentielle forbrugere af tobaksvarer til at lære noget om de produkter, de forbruger, eller til at undgå disse produkter, således at de forbedrer deres helbred, produktivitet og alle andre faktorer, der har stor indflydelse på livskvaliteten."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 4.5

Ændres som følger:

"Kommissionens direktivforslag indeholder tiltag, der er rettet mod at bekæmpe den ulovlige tobakshandel. For eksempel fastlægger Kommissionen i forslagets artikel 14 et "tracking and tracing"-system samt forskellige sikkerhedsfeatures, således at der i EU kun sælges produkter, der er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser. Dette tiltag medfører en uforholdsmæssig økonomisk og administrativ byrde, som mange små og mellemstore virksomheder ikke kan løfte, og som frem for at bekæmpe den ulovlige handel vil pålægge medlemsstaterne en større administrativ byrde i forbindelse med deres kontrolaktiviteter. Desuden vil dette system ikke bidrage til at bekæmpe smugling og ulovlig handel, som derimod vil nyde godt af de øvrige tiltag i direktivforslaget. I denne forbindelse mener EØSU mener, at bestemmelserne i direktivforslagets artikel 14 bør være identiske med bestemmelserne om sporbarhed i protokollen til udryddelse af den ulovlige handel med tobaksvarer, som blev vedtaget i slutningen af 2012 under partskonferencen i WHO  (29)."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29

Punkt 4.6

Ændres som følger:

"Endelig giver direktivet Kommissionen mulighed for at regulere og ændre grundlæggende aspekter ved hjælp af en lang række delegerede retsakter, herunder indholdet af tilsætningsstoffer, ordlyden af sundhedsadvarsler samt disses placering og størrelse. I denne sammenhæng efterlades medlemsstaterne næsten uden nogen mulighed for lovgivningsmæssigt skøn i forbindelse med dette direktiv, hvilket er en ekstrem form for intervention, som sjældent er anvendt i EU. Dette er i strid med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, hvilket allerede er blevet påpeget af de nationale regeringer i otte medlemsstater  (30) (Italien, Tjekkiet, Grækenland, Bulgarien, Danmark, Portugal, Rumænien og Sverige). I Italien har parlamentet ikke blot påpeget, at forslaget er i strid med disse principper, men derimod også, at nogle af de forbudte cigarettyper, såsom tynde cigaretter eller cigaretter med et lavt tjæreindhold, kan være nyttige redskaber for en politik, der er rettet mod at skære ned på forbruget eller holde op med at ryge  (31)."

Afstemningsresultat

For

:

69

Imod

:

157

Hverken for eller imod

:

29


(1)  Artikel 114 i TEUF er affattet således:

"1.   Medmindre andet er bestemt i traktaterne, finder følgende bestemmelser anvendelse med henblik på virkeliggørelsen af de i artikel 26 fastsatte mål. Europa-Parlamentet og Rådet, der træffer afgørelse efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg, vedtager de foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion."

(2)  Jf. sag C-491/01, The Queen mod Secretary of State for Health, ex parte British American Tobacco (Investments) Ltd og Imperial Tobacco Ltd.

(3)   EUT C 128 af 18.5.2010, s. 89-93.

(4)  Konsekvensanalysen: http://ec.europa.eu/health/tobacco/docs/com_2012_788_ia_en.pdf.

(5)  Stefan Callan, Smoke Free Partnership, Making Tobacco Tax Trendy Toolkit, 2012, s. 5,

http://www.smokefreepartnership.eu/sites/sfp.tttp.eu/files/LV%20-%20Tax%20Toolkit_4.pdf.

(6)  Europa-Kommissionens undersøgelse om europæernes holdning til tobak:

http://ec.europa.eu/health/tobacco/docs/eurobaro_attitudes_towards_tobacco_2012_en.pdf, s. 84.

(7)   EUT C 351 af 15.11.2012, s. 6-11.

(8)  http://www.ash.org.uk/APPGillicit2013.

(9)  Jf. konsekvensanalysen s. 15.

(10)  En undersøgelse om ansvar og de sundhedsmæssige omkostninger ved rygning ( "A study on liability and the health costs of smoking"), som er udarbejdet af Kommissionen, anslår de samlede omkostninger i 2009 (sundhedsudgifter, produktionstab og tabte menneskeliv) til 544 mia. EUR.(http://ec.europa.eu/health/tobacco/docs/tobacco_liability_final_en.pdf, s. 2).

(11)  Kommissionens konsekvensanalyse.

(12)  Moodie C, Hastings G, Joossens L. Young adult smokers’ perceptions of illicit tobacco and the possible impact of plain packaging on illicit tobacco purchasing behaviour (Unge voksne rygeres opfattelse af ulovlig tobak og de eventuelle virkninger af standardemballage på købeadfærden i forhold til ulovlig tobak). Eur J Public health, offentliggjort første gang på internettet den 26. marts 2011. DOI:10.1093/eurpub/ckr038. i Claims that Standardised Packaging Would Increase Illicit Trade are Untrue (Påstandene om, at standardiseret emballage vil øge handlen med ulovlig tobak, er usande), Smoke Free Partnership, 10. september 2012, http://www.smokefreepartnership.eu/response-to-tobacco-retailers.

(13)  Se fodnote 5.

(14)  Carin Hakansta, Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), arbejdsdokument "Workplace smoking: A Review of National and Local Practical and Regulatory Measures" (Rygning på arbejdspladsen: En vurdering af nationale og lokale praktiske og lovgivningsmæssige foranstaltninger), marts 2004, s. 6,

http://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---ed_protect/---protrav/---safework/documents/publication/wcms_108424.pdf.

(15)   EUT C 115 af 9.5.2008, s. 172.

(16)  Arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene – "Impact Assessment accompanying the document Proposal for a Directive of the European Parliament and of the Council on the approximation of the laws, regulations and administrative provisions of the Member States concerning the manufacture, presentation and sale of tobacco and related products": http://ec.europa.eu/health/tobacco/docs/com_2012_788_ia_en.pdf, s. 116.

(17)  http://apps.who.int/gb/fctc/PDF/cop5/FCTC_COP5(1)-en.pdf.

(18)  Stefan Callan, Smoke Free Partnership, Tabakas nodokļi un nelikumīga tirdzneicība, Making Tobacco Tax Trendy Toolkit, 2012, s.5, http://www.smokefreepartnership.eu/sites/sfp.tttp.eu/files/LV%20-%20Tax%20Toolkit_4.pdf.

(19)  Europa-Kommissionen: Attitudes of Europeans Towards Tobacco,

http://ec.europa.eu/health/tobacco/docs/eurobaro_attitudes_towards_tobacco_2012_en.pdf, s. 84.

(20)   http://www.ipex.eu/IPEXL-WEB/dossier/dossier.do?code=COD&year=2012&number=0366&appLng=DA

(21)   Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, EUT L 176 af 5.7.2011, s. 24–36 .

(22)  http://www.cancercampaigns.org.uk/ourcampaigns/theanswerisplain/moreinformation/

(23)  The Packaging of Tobacco Products, March 2012, The Centre for Tobacco Control Research Core funded by Cancer Research UK,

http://www.cancerresearchuk.org/prod_consump/groups/cr_common/@nre/@new/@pre/documents/generalcontent/cr_086687.pdf, pp.40

(24)  Se fodnote 11.

(25)   EUT C 115 af 9.5.2008, s. 172.

(26)  http://ec.europa.eu/health/tobacco/docs/tobacco_liability_final_en.pdf.

(27)  Domstolens dom af 17. oktober 1990 i sag C-1089.

(28)   Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, EUT L 176 af 5.7.2011, s. 24-36.

(29)  http://apps.who.int/gb/fctc/PDF/cop5/FCTC_COP5(1)-en.pdf.

(30)   http://www.ipex.eu/IPEXL-WEB/dossier/dossier.do?code=COD&year=2012&number=0366&appLng=DA

(31)  Udtalelse fra det italienske parlaments udvalg om sociale anliggender om Kommissionens dokument COM(2012) 788 final.


12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/82


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning. Ajourføring af meddelelsen om industripolitikken«

(COM(2012) 582 final)

2013/C 327/14

Ordfører: Joost VAN IERSEL

Medordfører: Enrico GIBELLIERI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 10. oktober 2012, under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

"En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning — Ajourføring af meddelelsen om industripolitikken"

COM(2012) 582 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som vedtog sin udtalelse den 18. juni 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 491. plenarforsamling den 10.-11. juli 2013, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 132 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder i høj grad det stærke fokus på Europas industri – fremstilling og tjenesteydelser – som kommer til udtryk i Kommissionens ajourføring af meddelelsen om industripolitik fra oktober 2012, herunder bilagene med detaljerede analyser af industripolitikkerne og de mangler, der hersker i medlemsstaterne. Mange af punkterne stemmer overens med EØSU's holdninger (1). Gennemførelsen bliver lakmusprøven.

1.2

Industripolitikken, som er et af Europa 2020-strategiens syv flagskibsinitiativer, bør være et centralt element i EU's vækstinitiativ, som man taler meget om, men ikke gør meget konkret ved. Det er vigtigt at have den rette indstilling og en sammenhængende tilgang. Den politiske effekt er selvindlysende. EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at intensivere (sammenhængende!) initiativer og tværgående politikker, som giver svar på de enorme udfordringer, der er forbundet med at øge industriproduktionen i hele EU.

1.3

Rådet bør tage føringen i processen med at sætte en dagsorden for industripolitikken. Kommissionen bør deltage fuldt ud. Rådets forskellige sammensætninger – konkurrenceevne, forskning, miljø og socialpolitik – samt Kommissionen og Europa-Parlamentet bør sætte fælles, målrettet fokus på at kortlægge og fremme de mest avancerede politikker i hele EU.

1.4

Hvis strategien for industripolitik skal have central betydning for Europa, skal der informeres bredt om de beslutninger, der træffes om foranstaltninger, køreplaner og tidsfrister på området. Det sker ikke på nuværende tidspunkt.

1.5

Desuden har EU behov for størst mulig ensartethed mellem medlemsstaternes og EU's industripolitikker, hvilket ifølge en lang række forskellige analyser ikke findes i dag. Mangfoldighed er en styrke; opsplitning er et handicap. Man bør udjævne de geopolitiske ubalancer.

1.6

Bedre rammebetingelser indebærer frem for alt, at EU's indre marked færdiggøres inden for en social markedsøkonomi, hvilket sikres af nøjagtige vurderinger, bestemmelser og gennemførelse i hele EU. Offentlige investeringer i grænseoverskridende forbindelser som veje, vandveje, havne og lufthavne og jernbaner skal fremme det indre marked.

1.7

Med flere end 26 millioner arbejdsløse mennesker, lav vækst og budgetnedskæringer har industrien og innovationen brug for stimulerende perspektiver og vilkår. Man skal finde den rette balance mellem budgetkonsolidering (økonomiske stramninger), nationale reformprogrammer og industripolitiske tiltag for at skabe investeringer, øge beskæftigelsen og styrke tilliden.

1.8

Alle europæiske initiativer skal styrke EU's globale position som konkurrent og partner. Det vil kræve store investeringer og gennemgribende politiske justeringer at indfri det yderst ambitiøse mål om at øge fremstillingsindustriens andel af BNP til 20 % inden 2020. Det er tvingende nødvendigt at øge produktiviteten.

1.9

Intelligente vilkår for industrien er andet og mere end tekniske bestemmelser og justeringer. De vedrører alle aspekter af industrien, navnlig en sammenhængende og forudsigelig langsigtet klima- og energipolitik, der bidrager til et konkurrencedygtigt industrielt grundlag. Vilkårene bør virke befordrende på fremragende præstationer og fremhjælpe nye aktiviteter og industrigrene.

1.10

EU's politikker skal være skræddersyede og sektorspecifikke og bygge på bundstyrede vurderinger, som giver de bedste svar på teknisk-økonomiske kapacitetsspørgsmål og udfordringer. Disse principper bør også gælde med hensyn til opfyldelsen af målene under EU's flagskibsinitiativ for ressourceeffektivitet, som har til formål at øge effektiviteten i anvendelsen af råstoffer og samtidig fremme innovation og europæiske virksomheders modstandsdygtighed.

1.11

Industripolitikken har en stærk social dimension, der påvirker alle dele af samfundet: regioner og kommuner, alle virksomheder, arbejdsstyrken i de stærkt foranderlige beskæftigelsesstrukturer – digitalisering, robotisering, tjenesteydelsesrelateret produktion, ikt – uddannelsesvæsen og universiteter, forbrugere og borgere. Industripolitik berører både omstrukturering og foregribelse. Den bør sikre tidssvarende uddannelse og information samt fremme teknologi, innovation, kreativitet og iværksætterkultur. Det er også vigtigt at foregribe demografiske forandringer og reagere hensigtsmæssigt på disse.

1.12

Ambitiøse regioner er med til at forbedre industriens resultater. EU og medlemsstaterne bør støtte regionernes selvstændige praksis, herunder specialisering og tilsvarende forskningsprojekter, kvalifikationer og klynger. Her er der meget at vinde.

1.13

Man bør fremhæve initiativer og projekter samt god national og regional praksis, der skaber tillid blandt borgerne og de socioøkonomiske aktører. Man bør udbygge partnerskabsaftalerne mellem EU og medlemsstaterne samt netværkssamarbejdet mellem medlemsstater og regioner. Det europæiske semester rummer mange muligheder for løbende overvågning.

1.14

EU's industripolitik bør være en proces, der er præget af udvekslingen af EU's og de nationale visioner og kompetencer samt fælles foranstaltninger, hvor erhvervslivet og fagforeningerne er fyldgyldige partnere. Andre interessenter – herunder uddannelsessektoren, universiteter, forskningssektoren, ngo'er mfl. - bør ligeledes inddrages, hvor det måtte være relevant.

1.15

Selv om der er stor forskel på medlemsstaternes økonomiske resultater, bør alle medlemsstater kunne få udbytte af god praksis samt de tilgrundliggende synspunkter og tilgange.

1.16

EØSU fremsætter løbende forslag om forskellige sektorer og industripolitik (jf. bilag). Nærværende udtalelse fokuserer først og fremmest på sammenhængen mellem de centrale spørgsmål samt på effektiv styring gennem koordinering og finjustering.

2.   Baggrund

– A.   På globalt plan

2.1

Kommissionens analyse tyder på, at arbejdskraftomkostningernes andel af de samlede produktionsomkostninger er for nedadgående (2). Produktiviteten er en vigtig faktor. En del af produktionen vender tilbage til Europa, men der er stigende konkurrence på andre områder, bl.a. pga. den forbedrede økonomiske infrastruktur i BRIKS-landene, euroens kursstigning samt energipriserne, hvilket fremmer investeringer uden for EU.

2.2

Desuden halter EU bagefter i forhold til USA og Japan, når det gælder innovationsresultater og teknologisk specialisering. EU er stærkere repræsenteret end USA, når det gælder industrier med middelhøjt og middellavt teknologisk niveau, men den traditionelle kløft mellem de to kontinenter i det højteknologiske segment er øget betydeligt de seneste år.

2.3

Med den amerikanske strategi for konkurrenceevne for 2014-2018 (3) har Det Hvide Hus og Kongressen gjort en aktiv indsats for at få gang i produktionen igen. Et af kernepunkterne er produktionens rolle og værdi for USA's økonomi, sikkerhed og globale lederskab.

2.4

Offentlig-private partnerskaber styrker den teknologiske og innovative infrastruktur. Forsvars-, energi- og handelsministerierne samt National Science Foundation og NASA er direkte involverede, hvilket giver fremdrift til en lang række nationale forskningsinstitutter og universiteter.

2.5

Det er en bemærkelsesværdig udvikling i et land, som indtil for ganske nylig var en ivrig fortaler for den postindustrielle økonomi. Den voksende konkurrenceevne i Kina og andre lande har givet en brat opvågning. Billedet forandrer sig. Prognosen lyder, at Kina bliver den ledende økonomiske supermagt inden 2030, USA bibeholder sit globale lederskab, mens Japan og Europa halter langt bagud (4).

2.6

Ny udvinding af olie og navnlig skifergas forventes i sidste ende at gøre USA uafhængig på energiområdet. Denne udvinding anses for at være en revolution på energiområdet, som kan lægge grunden til en industriel renæssance i USA og medføre geopolitiske ændringer. De miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser skal fortsat undersøges nærmere (5).

2.7

Væksten i Kina, Brasilien og Indien fortsætter. Rusland er også godt på vej. Flere andre lande i Asien og Sydamerika er lige i hælene på dem. I årevis har væksttallene i de nye vækstlande, særligt i Asien, ligget langt over gennemsnittet. Nyetablerede uddannelsessystemer producerer et enormt antal veluddannede og kvalificerede teknikere og ingeniører. Samtidig oprettes der gigantiske forskningsinstitutter. Kvaliteten på varer og innovative processer forbedres på alle fronter. Transportfaciliteterne og tjenesteydelsesinfrastrukturen følger hurtigt trop.

2.8

I Kina er der ved at opstå et blandet system, der kombinerer statskapitalisme med frie markedsmekanismer (6). Det er tæt knyttet til de eksisterende nationale kulturelle og politiske traditioner. Den nye velstand går ikke hånd i hånd med demokrati eller med menneske- og arbejdsrettigheder. Miljø- og sundhedsvilkårene er stadig underudviklede, selv om kvaliteten af produktionen stiger. Det kan meget vel give bagslag. Man kan med føje sige, at statens kapitalistiske indgriben også i fremtiden vil styre visse typer af produktion, som er i tråd med de nationale ambitioner. Investeringer med statsejede investeringsfonde kan trække i samme retning, både eksternt og internet.

2.9

Der er en række lande, der normalt nyder godt af en mere strømlinet styringsstruktur end den, der findes i EU, fordi de har ét centralt beslutningscentrum, en fælles strategi og vedtagne mål i den offentlige sektor.

2.10

Dele af Afrika er også præget af hastig udvikling. Kina foretager massive investeringer uden hensyn til de samfundsmæssige følger.

2.11

Verdenssituationen og den geopolitiske kontekst er under stadig forandring. Information er altafgørende, hvis man vil påvirke den offentlige og politiske mening. EØSU anbefaler, at der opstilles en årlig resultattavle for EU, der viser en række socioøkonomiske, teknologiske og beskæftigelsesmæssige udviklingstendenser i relevante dele af verden.

– B.   I Europa

2.12

Kommissionens dybdegående analyser af udviklingstendenser på europæisk og nationalt plan viser, at der er øget bevidsthed om behovet for fremstillingsindustri.

2.13

Der er stor forskel på situationen landene imellem, fra Tyskland, som sidder på næsten 30 % af EU's fremstillingsindustri, til lande – større og mindre – med en væsentligt lavere eller en forsvindende lille procentdel. I nogle medlemsstater er industriinvesteringerne dalet markant i løbet af de sidste 20 år. I visse tilfælde hænger det sammen med storstilede omstruktureringer, mens man andre steder til en vis grad har forsømt udviklingen (7).

2.14

Medlemsstaternes strategier for at forbedre vilkårene varierer meget, og nogle fungerer tydeligvis bedre end andre. Beskæftigelsen i sektoren er støt nedadgående. Desuden er der forsvundet flere end fire millioner arbejdspladser i fremstillingsindustrien, siden den nuværende krise tog fart i 2008.

2.15

Der er intet, der tyder på, at politikker, redskaber eller god praksis diskuteres medlemsstaterne imellem. Nationale koncepter for industri- og innovationspolitikker styres primært af nationale traditioner og procedurer, og fastsættes gennem nationale rammer og relationer mellem den offentlige og den private sektor, herunder erhvervslivet, forskningsinstitutter og universiteter, fagforeninger mfl.

2.16

Som følge heraf har mange politikker og tilsvarende finansielle ordninger primært et nationalt fokus, hvilket ikke virker befordrende på hverken det indre marked eller på horisontale, grænseoverskridende projekter.

2.17

Selv om nogle lande har opnået yderst vellykkede resultater, påpeger Kommissionen med rette, at er der sket en uheldig opsplitning af det indre marked, som hæmmer vækstpotentialet.

2.18

Kreativ mangfoldighed er et stort aktiv for EU, som dog kun vil komme alle europæere til gode, hvis alle trækker på samme hammel. Man skal finde den rette balance mellem kreativ mangfoldighed blandt medlemsstaterne og gennemsigtig, overbevisende konvergens.

2.19

Som det amerikanske eksempel viser, vil denne konvergens især blive en fordel for kontinentale netværk af SMV'er med vækstpotentiale.

3.   Europa 2020: fælles visioner, kompetencer og foranstaltninger

3.1

Det indre marked har brug for ny fremdrift. Omfanget af skjult protektionisme er øget, og renationaliseringen og opsplitningen spøger stadig, men alligevel er det lykkedes EU at undgå påvirkninger af det indre markeds funktion og princippet om det åbne marked, selv om gennemførelsen stadig er et temmelig ømt punkt.

3.2

Europa 2020-strategien, som indebærer delte kompetencer mellem EU og medlemsstaterne, bør spille en ledende rolle. Den respekterer de specifikke nationale tilgange og metoder og tilbyder dermed redskaber, som gør det muligt at drage nytte af fordelene på EU-niveau. De potentielle fordele ved denne form for målrettet styring er systematisk blevet underbelyst.

3.3

Desuden er det tvingende nødvendigt at skabe synlige resultater, når det gælder om at tilpasse vellykkede innovative processer og nye arbejdspladser til de skiftende mønstre, der præger fremstilling, kommercialisering og tjenesteydelser.

3.4

Man skal være på forkant med omstruktureringen. Det vil øge accepten af justeringerne, fremme opkvalificeringen og omskolingen af arbejdsstyrken og medvirke til at mindske jobusikkerheden (8).

3.5

Kommissionens meddelelse fra 2010 har allerede dannet udgangspunkt for en række initiativer som Horisont 2020, konkurrenceevnetesten, industriel innovation, ressourceeffektivitet, kvalifikationer og uddannelse, adgang til finansiering, samspillet mellem og sammensmeltningen af industri og tjenesteydelser samt det skærpede fokus på internationale investeringer og teknologioverførsel.

3.6

Forbavsende nok var transparente gensidige vurderinger (peer reviews) medlemsstaterne imellem en sjældenhed indtil for ganske nylig. Kommissionens overvågende rolle bør udvides.

3.7

Med sådanne gensidige vurderinger ville man blive opmærksom på overflødige strukturer i industrien og i beslutningsprocessen. De ville kunne bidrage til at fremskynde moderniseringen vha. vellykkede strategier og ville kunne fungere som indikatorer for ensartethed i Europa "helt op til toppen" i både den offentlige og den private sektor.

3.8

Arbejdsdokumenterne fra Kommissionens tjenestegrene indeholder landespecifikke henstillinger vedrørende industriel udvikling (9). Disse landespecifikke henstillinger skal i højere grad afspejles i de nationale reformprogrammer som diskuteres af medlemsstaterne og Kommissionen inden for rammerne af det europæiske semester.

3.9

Det ville dog være en alvorlig fejltagelse at lade Kommissionen stå alene med ansvaret. De kompetente tjenester i medlemsstaterne bærer det primære ansvar for de politikker, der ikke omfattes af EU's lovgivning eller foranstaltninger. Førnævnte tjenester skal også sikre, at EU's lovgivning gennemføres forsvarligt.

3.10

Finanspolitikkerne i euroområdet indebærer finjusteret koordinering mellem EU's institutioner og de nationale myndigheder. Der er intet i vejen for, at man kan opnå sammenlignelig koordinering, når det gælder om at styrke rammevilkårene for industri, innovation og jobskabelse, inspireret af en fælles vision.

3.11

Arbejdsdokumenterne fra Kommissionens tjenestegrene kan også hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre bilaterale eller trilaterale vurderinger af industrirelaterede områder såsom kvalifikationer og uddannelse, teknologi og innovation, administrative byrder, skattepolitik og statsstøtte. De enkelte lande kan let drage konklusioner om hensigtsmæssige politikker derhjemme, set fra et fælles europæisk perspektiv. En seriøs vurdering af de anvendte foranstaltninger bør under alle omstændigheder indgå i de nationale programmer.

3.12

Eftersom de nævnte tendenser skal nyde opbakning fra hele samfundet, er det uhyre vigtigt, at erhvervsorganisationer og fagforeninger deltager fuldt og helt i processen. Det samme gælder for andre interessenter såsom uddannelsessektoren, ngo'er, forbrugere og andre, hvor det måtte være relevant. Det kan godt svare sig at anvende konsensusbaserede tilgange. Arbejdsmarkedsdialoger på nationalt og regionale niveau samt i sektorer og virksomheder spiller en vigtig rolle.

4.   Spørgsmål, der skal besvares

4.1   EØSU er enigt med Kommissionen i, at komplementaritet mellem medlemsstaternes og EU's industripolitiske foranstaltninger er en grundlæggende forudsætning for den europæiske industripolitiks fremgang. Det vil øge effekten af EU's og medlemsstaternes indsats og give rig mulighed for at omsætte ordene i handling.

4.1.1   Et overordnet koncept omfatter en helhedsorienteret tilgang og tværgående politikker. I det følgende fremhæver EØSU en række indbyrdes forbundne spørgsmål, som efter udvalgets mening er afgørende for den europæiske industris fremtid.

4.2   Industriel innovation

4.2.1

Industriel innovation kræver et stærkt europæisk teknologisk grundlag, som understøttes af grænseoverskridende koordinering og samarbejde mellem forskningsinstitutter og universiteter, anvendt teknologi og virksomheder.

4.2.2

Centrale støtteteknologier og andre tværgående teknologier er afgørende for FoU-programmerne på EU- og medlemsstatsniveau. Det vil gavne mange efterfølgende aktiviteter samt offentlige politikker vedrørende infrastruktur og bæredygtighed. EU-rammen for offentlig-privat samarbejde og samråd, navnlig gennem EU's teknologiplatforme, er yderst vigtig. Offentlige indkøb bør også skabe incitamenter for avanceret innovation.

4.2.3

Det er på teknologiområdet, fremtidens slag skal stå. Kommissionen og Det Europæiske Forskningsråd bør tage føringen og fremme internationale (flagskibs-)projekter for dermed at styrke det indre marked for teknologi og grænseoverskridende projekter. Vellykket FoU og europæiske patenter vil fremme innovative investeringer og arbejdspladser af høj kvalitet.

4.2.4

EØSU understreger, at EU's økonomiske ressourcer har meget stor betydning for FoU og grænseoverskridende projekter. Horisont 2000 bør modsvare den hastigt optrappede indsats i andre lande. Selv om EU stadig har en god position, er dens traditionelle ledende rolle ved at blive svækket. Det er kontraproduktivt at skære ned i budgettet for Horisont 2000.

4.2.5

Det er selvindlysende, at videregående uddannelse og den dertil knyttede forskning spiller en central rolle. Programmerne og forvaltningen bør justeres efter behov.

4.2.6

Der bør hvert år fremlægges information om offentlige og private investeringer i nøgleteknologier.

4.2.7

Innovation påvirker mange flere områder. Det handler om at skabe ny dynamik i virksomhederne og på arbejdspladserne: at nytænke de eksisterende produktionsmetoder, behovet for at omlægge forældede fremgangsmåder, udvikling af værdikæder og nye "sektorer", sammensmeltningen af industri og tjenesteydelser. Innovation handler om modernisering og kreativitet i samfundet, og sådan bør spørgsmålet også formidles.

4.2.8

Kommissionen understreger behovet for teknologi og innovation som en horisontal prioritet for alle tjenestegrene. Det ville være positivt, hvis også de nationale administrationer havde den tilgang.

4.3   Kompetencer og kvalifikationer

4.3.1

Med teknologi, innovation, nytænkning af produktionsprocesser, integration af industri og tjenesteydelser, nye samfundsbehov og drivkræfter bliver det altafgørende at have passende kompetencer og kvalifikationer over hele linjen.

4.3.2

Det er uhyre vigtigt at have tidssvarende uddannelsessystemer på alle niveauer. EU's fokus på uddannelse, skolegang og efteruddannelse skærpes, og det samme sker på nationalt og regionalt niveau. Uddannelse er et grundlæggende krav og skal være tilgængelig for alle.

4.3.3

Alle EU's vækstinitiativer kræver, at man fastholder fokus på alle aspekter af uddannelse. Med tanke på de væsentlige forskelle medlemsstaterne imellem vil det være uomgængeligt at udveksle god praksis, hvis man skal kunne imødegå navnlig ungdomsarbejdsløsheden.

4.3.4

Interessenterne spiller en central rolle. Arbejdsmarkedsdialoger på alle niveauer – i virksomheder (også med samarbejdsudvalg) og på lokalt, regionalt, nationalt og EU-niveau – bør fokusere på uddannelse, lærlingeuddannelse/vekseluddannelse i industrisektoren og avanceret (livslang) læring med henblik på at forbedre kompetencerne og øge beskæftigelsesegnetheden og imødekomme arbejdsmarkedets krav. Grænseoverskridende anerkendelse af kompetencer og kvalifikationer bør være reglen for at fremme international mobilitet.

4.3.5

Kommissionen bør på linje med OECD have bemyndigelse til at iværksætte gensidige vurderinger af uddannelsessystemerne og deres resultater i medlemsstaterne. De vil give brugbare indikatorer for forbedringer, hvor det måtte være relevant, hvilket allerede sker på mange andre områder.

4.3.6

Det kompetenceniveau, som kræves i virksomhederne og i samfundet, stiger støt. Teknisk uddannelse og tjenester i fremstillingsindustrien har høj prioritet, fra kvalifikationer på lavt niveau til videregående uddannelse. Tekniske gymnasier og erhvervsuddannelsessystemerne har central betydning.

4.3.7

Med hensyn til videregående uddannelse bør man takle den strukturelle mangel på videnskabsfolk, ingeniører og matematikere – studerende og forskere – og løse problemerne med den manglende overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet.

4.3.8

Alle arbejdstagere bør have ret til erhvervsuddannelse. Det er navnlig nødvendigt for arbejdstagere og håndværkere med specialkundskaber i SMV'er og håndværksvirksomheder.

4.3.9

At skabe bæredygtig beskæftigelse i industrien, der er baseret på tidssvarende arbejds-, sundheds- og sikkerhedsvilkår, er en del af den rigtige indstilling til moderniseringsprocesserne i industrien. Øget konkurrenceevne bør gå hånd i hånd med rimelige arbejdsvilkår og arbejdsrettigheder.

4.3.10

Det er nødvendigt med særlig fokus på, hvordan befolkningsaldringen i EU påvirker udbuddet af arbejdskraft i industrien. Ældre arbejdstageres arbejdsvilkår må tilpasses i overensstemmelse dermed, og det samme gælder strukturen og kapaciteten inden for efter- og erhvervsuddannelse og livslang læring.

4.4   Adgang til finansiering

4.4.1

Adgang til finansiering er fortsat et ømt punkt. Bankkrisen har ramt industrisektoren hårdt. Bankerne er stadig tilbageholdende med at yde lån, og krisen har bevirket, at mange aktiviteter er blevet renationaliseret. Den traditionelle risikoaversion forstærkes af skærpede internationale regler om egenkapital, og formentlig også af EU's finansielle bestemmelser. Heldigvis vil Basel III-bestemmelserne, som begrænser udlån, gradvist finde mere lempelig anvendelse.

4.4.2

SMV'erne har brug for mere passende finansieringsmuligheder og nye finansieringskilder som f.eks. forsikringsselskaber og pensionsfonde. Et centralt mål er at sprede eller mindske risikoen, bl.a. gennem garantiordninger eller offentlige midler. Gennem crowdfunding skal der skabes attraktive perspektiver.

4.4.3

Samtidig er der brug for flere private midler eller midler, som ikke stammer fra banksektoren. Private initiativer i medlemsstaterne bør fremhæves. USA's forspring taler for sig selv: 2/3 af investeringerne i USA finansieres ikke af banksektoren, mens det i Europa kun er 1/3. EU's og medlemsstaternes lovgivning bør støtte tendensen hen imod øget privat finansiering og egenkapital for navnlig at fremme innovation.

4.4.4

Nærhedsprincippet indebærer, at der er stor forskel på skattepolitikkerne samt støtte- og lånesystemerne i EU. EØSU fastholder, at Kommissionen skal iværksætte en undersøgelse og gensidige vurderinger af de nationale instrumenter med henblik på at skabe reel konvergens mellem de forskellige instrumenter.

4.4.5

ECB og Kommissionen arbejder på næste generation af EU-dækkende instrumenter med større virkning og løftestangseffekt end tilskud. EU-fondenes risikokapacitet kombineret med ECB's finansieringskapacitet skal tilsammen danne et mix af ressourcer til udformning og gennemførelse af finansielle instrumenter til industrielle formål.

4.4.6

Revolverende fonde, som koordineres af ECB og Kommissionen og skal anvendes i Horisont 2000, Cosme, den flerårige budgetramme og regionalpolitikken, skal tilsammen skabe en multiplikatoreffekt. Der bør lægges særlig vægt på at synliggøre ansvarsfordelingen. EØSU understreger behovet for at opretholde et solidt, velforvaltet EU-budget, som kobles til vellykkede (om-)strukturerede nationale kreditfaciliteter. Projektobligationer og "grønne" lån skal udvides.

4.4.7

De nuværende EU-regler er for rigide og bureaukratiske. EØSU understreger, at EU's instrumenter skal skræddersys til markedet og være lette at omsætte. De skal kunne tilpasses til de hurtigt skiftende markedsforhold for både innovative virksomheder og for små, ikkesynlige mikroøkonomiske projekter. Der skal oprettes en ny balance mellem pålidelig forvaltning af instrumenterne på den ene side og markedsbehovene på den anden side.

4.5   Bæredygtig udvikling

4.5.1

Bæredygtig udvikling og ressourceeffektivitet er, trods de betydelige forskelle, der hersker medlemsstaterne imellem, i stigende grad integreret i virksomhedernes strategier samt i leverandør- og aftageraktiviteter. Bæredygtige forretningsmodeller øger de europæiske virksomheders modstandsdygtighed. Offentlige og private aktører skal kunne stole på hinanden.

4.5.2

Klimaændringerne og CO2-udledningen er et spørgsmål for sig. I lyset af den vedvarende risiko for lækage af CO2 og dalende investeringer understreger EØSU behovet for en nyvurdering af EU's politikker, der bør danne grundlag for en bæredygtig overgang til lavemissionsøkonomi.

4.5.3

Omkostningseffektivitet og teknisk gennemførlighed for at opretholde virksomhedernes konkurrenceevne er forudsætninger for bæredygtig økonomisk vækst og jobskabelse i EU. Det er den eneste måde at opnå synergi mellem miljømålene og industriens resultater på.

4.5.4

En teknologibaseret overgang til en CO2-fattig ressourceeffektiv økonomi bør også være socialt retfærdig over for flere generationer af arbejdstagere.

4.5.5

Befolkningsaldringen betyder, at pensionister kommer til at udgøre en større andel af forbrugerne, og at industriproduktionen vil skulle tage hensyn til deres anderledes forbrugsmønster. Det skaber også nye erhvervs- og innovationsmuligheder som funktionelle fødevarer og i indretningen af boliger og transport samt nye teknologier inden for sundhed og langtidspleje.

4.5.6

EU's programmer og lovgivning bør virke befordrende på bæredygtig innovation, bl.a. i tråd med de retningslinjer, som er skitseret i flagskibsinitiativet om ressourceeffektivitet. Med tanke på de enorme industrielle interesser, der er involveret, er det absolut nødvendigt at have sammenlignelige, stabile og forudsigelige vilkår i hele EU. Effektiviteten af "miljødesign" (10) og indførelsen af absolutte lofter for brug af råmaterialer til industrien bør underkastes en grundig evaluering.

Overregulering påvirker også innovation og investeringer og kan medføre tab af markedsandele. Kommissionen og Rådet bør beskytte EU's (energiintensive) basisindustri og eliminere konkurrenceforvridninger i forhold til tredjelande.

4.6   Tjenesteydelser

4.6.1

Tjenesteydelser udgør 70 % af den europæiske økonomi og beskæftiger størstedelen af arbejdsstyrken. De er også uløseligt forbundne med de industrielle processer og er med til at styrke grundlaget for dem. Gennemførelsen af servicedirektivet har imidlertid været ujævn. De fleste steder i EU er forretningsservice stadig et underudviklet område.

4.6.2

Manglen på et integreret tjenestemarked – et velkendt problem, som man ser gennem fingre med – har en negativ effekt på både handel og produktivitet i Europa. USA har føringen på begge områder, fordi de har et langt mere integreret tjenestemarked. På tjenesteområdet er der stadig en kraftig tendens til at favorisere hjemlandet (home bias), hvilket forstærkes af de eksisterende barrierer for grænseoverskridende tjenester. "Mindre handel giver mindre konkurrence: EU's tjenestemarked er stadig i det store og hele nationalt, hvilket hæmmer produktivitetsvæksten." (11)

4.6.3

Denne uheldige udvikling er en hæmsko for den europæiske ikt-sektors konkurrenceevne, og den lægger hindringer i vejen for innovative initiativer og hæmmer produktivitetsvæksten. Derfor bør EU sikre en fri markedsudvikling for tjenester samt fremme virksomhedstjenester og den dermed forbundne jobskabelse i hele EU.

4.7   Administrative hindringer

4.7.1

Der klages ofte over administrative hindringer. Kritikken har dog endnu ikke medført tilstrækkelig systematisk omvurdering af nationalstaternes regler og bestemmelser, hvor det ville være yderst hensigtsmæssigt at anvende konsekvensanalyser i stil med dem, som Kommissionen anvender for sine politikker. Der er som regel ingen koordinering medlemsstaterne imellem. Administrative vanskeligheder og barrierer skader mange forsøg på at etablere nye virksomheder og fremme SMV'er.

4.7.2

Skjult protektionisme et stigende problem på dette område. EØSU kræver løbende og gennemsigtige vurderinger. Kommissionen skal have mandat til at iværksætte undersøgelser. De gensidige vurderinger bør tages op til diskussion i Rådet, som skal fastlægge mål og tidsfrister.

4.8   Små og mellemstore virksomheder (SMV'er)

4.8.1

Der er mange forskellige typer SMV'er, som ikke altid kan sammenlignes. I nogle sektorer – f.eks. i detailhandlen – er SMV'erne stærkt pressede. I andre sektorer overtager de imidlertid de større virksomheders opgaver – outsourcing, værdikæder osv. De spiller ofte en vigtig rolle for innovation af produkter og tjenester. På grund af SMV'ernes innovationsevne og markedssucces bør de integreres og fremhæves tydeligt som en drivkraft for EU's industripolitik.

4.8.2

SMV'ernes dynamiske karakter, deres interaktive rolle i værdikæderne samt deres fleksibilitet gør, at de tit fungerer som pionerer, når der skal opnås skræddersyede løsninger og fornyelse. De er også en vigtig kilde til nye arbejdspladser. SMV'er bør støttes i indsatsen for at reducere forbruget af begrænsede ressourcer og energi. Dette vil i sidste ende resultere i en omkostningsreduktion, som vil give disse virksomheder mulighed for at skabe bedre resultater og flere arbejdspladser.

4.8.3

Europa har behov for unge iværksæ