6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/1

1.1

Kommissionen har hilst et forslag fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at undersøge muligheden for at etablere en civilsamfundsdialog om energispørgsmål velkommen. Det har afgørende betydning, at offentligheden inddrages i, har forståelse for og accepterer de ændringer, som energisystemet skal gennemgå i de kommende årtier. I den henseende er dialogen med civilsamfundet yderst vigtig, og EØSU's medlemmer og grupper, som afspejler det europæiske samfund, har gode forudsætninger for at tage kontakt til borgere og interessenter i medlemsstaterne og etablere et omfattende program, der bygger på deltagelsesdemokrati og praktisk handling.

1.2

Efter en indledende høring af medlemsstater, regionale og kommunale instanser, organisationer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter, ngo'er, energisektoren og græsrodsborgerorganisationer anbefaler Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at der arbejdes videre med forslagene i afsnit 7 i denne udtalelse.

1.3

En kort sammenfatning:

2.1

Med henblik på at opfylde målene om lav CO2-udledning inden 2050 spiller energieffektivitet en vigtig rolle, uanset det valgte energimiks. Hvis medlemsstaterne skal fastholde åbne og fleksible alternativer i deres energimiks, er det også vigtigt, at der på et tidligt tidspunkt investeres i et moderniseret, opgraderet og forbundet indre marked. Disse investeringer og overgangen til en større anvendelse af elektricitet er de relativt ubestridte elementer i EU's energipolitik, selvom der stadig er udestående spørgsmål vedrørende omkostninger, finansiering, gennemførelseshastighed og følgevirkninger. I mellemtiden er spørgsmål om energiforsyningsmiks, realisering af energieffektivitet og det nødvendige investeringsniveau i stigende grad genstand for en intens debat i medlemsstaterne. Det er sandsynligt, at udviklingen af en europæisk strategi vil resultere i lavere omkostninger og en mere sikker energiforsyning, sammenlignet med spredte og ensidige nationale ordninger, alligevel fokuseres der i en stor del af den offentlige debat fortsat på de stadigt stigende forbrugerpriser og de stadig større følgevirkninger af infrastruktur og produktionsmetoder. I sjældne tilfælde tilrettelægger medlemsstaterne nationale debatter om aspekter ved energiomstillingen, men som hovedregel kommer en sådan debat ikke af sig selv, men kræver incitamenter.

2.2

Idet den europæiske offentligheds holdning til "fremtiden på energiområdet" er i ombrud og de relevante politiske foranstaltninger hovedsageligt vil blive iværksat på EU-niveau, skal EU's institutioner deltage i opbygningen af et tillidsforhold mellem lovbestemte og ikke-lovbestemte civilsamfundsaktører på energiområdet og politiske aktører ved at fremme offentlighedens inddragelse i en struktureret dialog. Ved at tilføje dette element tages der et vigtigt skridt i retning af at kortlægge tekniske og økonomiske muligheder og samtidig fastslå, hvad der er gennemførligt og socialt acceptabelt for interessenterne. Der vil også være tale om et praktisk eksempel på deltagelsesdemokrati vedrørende et emne, der er relevant for alle.

2.3

Denne sonderende udtalelse om behovet for og metoderne til at inddrage offentligheden i energipolitikken skitserer, hvordan en omfattende og inklusiv dialog kan tilrettelægges og udvikles i et samspil mellem de europæiske, nationale og lokale niveauer. En sådan dialog bør ligeledes pege på praktiske foranstaltninger, som borgeren kan iværksætte, og være incitament for innovative tiltag og reaktioner hos leverandører og myndigheder.

3.1

Rammen for EU's energipolitik er udformet med henblik på at styrke og bevare energiforsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed. Målet om, at udledningen af drivhusgasser i 2050 skal være nedbragt med mindst 80 % i forhold til 1990-niveauet, er fortsat et fast kvantitativt, men endnu ikke juridisk bindende mål. Der er derimod andre spørgsmål knyttet til bæredygtigheden efter 2020 – såsom andelen af vedvarende energi i energimikset – som der ikke er fundet en løsning på. Samtidig er det også usandsynligt, at det vil blive kvantificeret, hvad der udgør en acceptabel grad af energiafhængighed, og hvad der må anses for at være en acceptabel forskel i energipriserne set i forhold til vigtige globale konkurrenter. EU's politik skal på en eller anden måde tage højde for disse usikkerheder - den seneste historik viser, at udsvingene i de globale energipriser og følgerne af uforudsete begivenheder kræver en energipolitik, som er både fleksibel og i stand til at håndtere komplekse eksterne omstændigheder.

3.2

EU's politik for energiomstillingen savner ofte reel opbakning fra medlemsstaterne og inddrager ikke borgerne ved at forklare kompromisser og præferencer. Den strategi for opbygning af scenarier, der er udviklet under energikøreplanen 2050, egner sig til håndtering af en omskiftelig situation. Imidlertid lægger medlemsstaternes manglende engagement og tvivlen hos en offentlighed, der generelt ikke er velinformeret om eller interesseret i energispørgsmål, bortset fra pris og i nogle lande forsyningssikkerhed, hindringer i vejen for anvendelsen af denne teknik til forberedelse af politikker. EU's politiske oplæg er hovedsageligt møntet på medlemsstater samt store institutionelle og industrielle aktører og afspejler ikke altid borgernes bekymringer. En del af den proces for inddragelse af offentligheden, der beskrives i denne udtalelse, indebærer nødvendigvis, at der "redegøres" for komplekse energikoncepter. Den centrale drivkraft vil være den rolle, som borgernes viden, synspunkter og værdier spiller i indsatsen for at få alle parter til at revurdere, justere og tilpasse sig en usikker verden. Energipolitikkens tre søjler – forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed – bør suppleres med en fjerde – deltagelse.

3.3

Det vil ikke være en nem opgave. Indtil nu har forsøget på at skabe en balance mellem solidaritet og samarbejde i EU og medlemsstaternes ret til at udforme en national energistrategi resulteret i en uskarp politik og uklare budskaber, ikke mindst set med borgernes øjne, og dette har skabt store misforståelser.

3.4

Inddragelse af borgerne på nationalt niveau og herefter udformning af nationale energipolitikker set i et bredere EU-perspektiv er en måde, hvorpå kløften kan overvindes, og der kan skabes større klarhed (nationale initiativer under udvikling såsom "Débat national sur la transition énergétique" i Frankrig, "Energiewende" i Tyskland og det spanske energimiksforum ville alle have gavn af en styrket kobling til den europæiske dimension). Nationale ledere har brug for et demokratisk mandat samt vælgere, der har indsigt i dette vigtige emne, og som er parate til at indgå i et partnerskab med politikerne for at bane en vej frem i vanskeligt terræn. Hvis der ikke kommer en åben og inklusiv offentlig debat om en samarbejdsbaseret, fælleseuropæisk fremtid på energiområdet, vil der fortsat være en antagelse om, at kun nationale holdninger er socialt acceptable. Denne nationale fortrinsret har allerede fået nogle aktører til at beskrive EU's energipolitik som værende usammenhængende og utroværdig. Manglen på klarhed formindsker mulighederne for at iværksætte en sammenhængende energipolitik for reduktion af CO2-emissionerne, der kan imødegå klimaudfordringerne – og tiden er ved at løbe ud.

3.5

I hele Europa har borgerne givet udtryk for deres utilfredshed med energimarkedets funktion (se resultattavlen for forbrugermarkederne – http://ec.europa.eu/consumers/consumer _research/editions/docs/8th_edition_scoreboard_en.pdf), hvilket yderligere undergraver indsatsen for fælles EU-tiltag til energiomstilling, hvis problemet ikke løses. Borgerne skal på mere effektiv vis inddrages i den strategiske styring af vigtige politiske valg – udover deres rolle som energiforbrugere – idet forberedelsen af en energiomstilling rækker videre end til vigtige markedsrelaterede spørgsmål. I mange medlemsstater vokser en lignende utilfredshed med den politiske proces – "politik". På det afgørende EU-niveau formuleres der enten ingen "politik", eller den giver ikke resultater, og EU-dimensionen er ofte blevet reduceret til ukoordinerede debatter om national energipolitik. Hvis denne situation skal ændre sig, er det nødvendigt, at det fælles ansvar for vores kollektive energifremtid bliver et fælles projekt for borgere, centrale aktører og politiske beslutningstagere.

3.6

Selvom utallige lokale, regionale og nationale initiativer til inddragelse af borgerne i forskellige aspekter af energiplanlægningen er undervejs, er der et reelt praktisk behov for at kanalisere og fokusere den eksisterende offentlige inddragelse, ekspertise og kapacitet. Der findes for nærværende ingen egentlig ramme for en dialog mellem borgere, aktører og civilsamfundsorganisationer om, hvordan energi skal fremskaffes, overføres og anvendes. Der er i høj grad brug for en sådan dialog, der kan inspirere EU's politik og bidrage med en europæisk dimension i de nationale debatter. Et vidtrækkende, ambitiøst og koordineret program for inddragelse af offentligheden bør fremme en informeret drøftelse, højne debatniveauet og indsigten samt give de politiske beslutningstagere (som bør lytte og reagere) større mod til at gå fremad. Ved at skitsere de nødvendige forudsætninger for og påkrævede tiltag til et sådant program bygger denne sonderende udtalelse på et forberedende studie iværksat af EØSU og offentliggjort i december 2012 med titlen "Future national energy mix scenarios: public engagement processes in the EU and elsewhere". Undersøgelsen kan findes på http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.events-and-activities-energy-futures-civil-society-publications.

4.1

Siden 1997 er der blevet oprettet en række energifora med det formål at diskutere tekniske, lovgivningsmæssige, forbrugerrelaterede og energipolitiske emner: tre reguleringsfora (Firenzeforummet (elektricitet), Madridforummet (gas) og Londonforummet (Borgernes Energiforum)) samt Berlinforummet (fossile brændstoffer), Bukarestforummet (bæredygtig energi) og Det Europæiske Kerneenergiforum. Alle disse fora har til formål at få det indre marked for energi til at fungere bedre, men ingen af dem har et ansvarsområde, der er bredt nok til at omfatte den form for energidialog, der foreslås i denne udtalelse. Borgernes Energiforum har, som navnet antyder, til formål at gennemføre konkurrencedygtige, energieffektive og fair detailmarkeder for forbrugerne og dermed tilbyde en platform, der kan styrke forbrugernes indflydelse og forbrugernes interesser på lovgivningsområdet. En bedre integration af dem vha. af en specifik koordinerende platform eller organ ville være meget velkommen. Et sådant organ kunne også varetage Kommissionens interesser på energiområdet i den struktur for en ambitiøs europæisk energidialog, der er skitseret nedenfor.

4.2

Der er ligeledes muligheder for at inddrage tilgrænsende tredjelande, navnlig de nabolande, der allerede deltager i energifællesskabet, og dette ville støtte den strategi, der foreslås i EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU, COM(2011) 539.

4.3

Som et rådgivende organ for EU's institutioner, hvis primære opgave består i at styrke civilsamfundsorganisationernes inddragelse i det europæiske projekt, har EØSU gode forudsætninger for at bidrage til at formulere og planlægge civilsamfundets input til den politiske beslutningsproces. Udvalget har udarbejdet udtalelser om EU's vigtigste energilovgivning og politikudformning samt tilrettelagt et omfattende program af konferencer for civilsamfundet omhandlende energispørgsmål, hvor energiaktører fra alle niveauer er blevet inddraget gennem direkte besøg i medlemsstaterne. Udvalgets grundlæggende holdning til behovet for et europæisk energifællesskab og nødvendigheden af en grundlæggende samfundsmæssig dialog blev beskrevet i en fælles erklæring med Notre Europe – Jacques Delors-instituttet fra januar 2012 (http://www.eesc.europa.eu/eec).

4.4

Den afgørende faktor for etableringen af en produktiv dialog er tillid. Tillid til og mellem aktørerne kan ikke tages for givet – tværtimod. Derfor er et af målene med dialogen at opbygge tillid mellem deltagerne. Hvis dette skal ske, og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg skal spille en styrende rolle i denne proces, må udvalget være åbent og troværdigt med en afbalanceret tilgang.

4.5

Holdningerne til energi i medlemsstaterne tager udgangspunkt i samfundsmæssige værdier. På det menneskelige plan omfatter dette værdier som sikkerhed, energifattigdom og sårbare gruppers adgang til en økonomisk overkommelig energiforsyning. På nationalt niveau er der tale om bekymringer, der vedrører energiafhængighed og sårbarheden over for eksterne påvirkninger. Debatten skal derfor omfatte både en stærk etisk og en økonomisk dimension som erkendt i udtalelsen om energimikset i Europa fra Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi, der blev vedtaget i januar 2013. Denne udtalelse bør anerkendes som et vigtigt redskab i debatten. I udtalelsen opfordres der til, at der etableres en etisk ramme for alle energikilder og beslutningstagningen vedrørende energimikset, og der henstilles kraftigt til, at civilsamfundet inddrages vha. demokratisk deltagelse og gennemsigtighed. Der er brug for en yderligere indsats for at sikre, at disse koncepter anvendes på medlemsstatsniveau, og en af EØSU's opgaver vil være at tage højde for nationalt følsomme spørgsmål og finde en vej frem mod konvergens og samarbejde.

4.6

Et væsentligt element i en socialt acceptabel og etisk tilgang til energi på globalt plan, som EU's politik bør bakke op om, er således, at de "stemmeløse" dele af verden, dvs. de grupper, som er sårbare i den konkurrencebaserede jagt på energi, ikke forfordeles.

4.7

Effektiv inddragelse fungerer bedst, når uformelle, ikke-lovbestemte civilsamfundsnetværk får mulighed for at indgå i et samspil med mere formelle lovgivningsbaserede netværk. Innovation baseret på inddragelse kan være et nyttigt værktøj til at nå til enighed om og/eller realisere strategiske mål på nationalt, regionalt, by- eller lokalt niveau med lavere udgifter for det offentlige og mindre bureaukrati end traditionelle processer. Der er for øjeblikket kun få mekanismer til inddragelse af byer, nationalstater og EU i "energiens fremtid". Men initiativer som Borgmesteraftalen, der fremmer større energieffektivitet og mere vedvarende energi, giver en ide om, hvad der er muligt. Der findes endnu ingen mekanismer for inddragelse i eller på tværs af medlemsstaterne, der kan knytte forbindelsen til politikker og beslutningsstrukturen.

5.1

Arbejdstitlen for den proces, der er skitseret oven for, er den europæiske energidialog (EED), men for at fremhæve behovet for konkrete tiltag kan forskellige varianter af titlen en europæisk handlingsplan for energi også overvejes. Den europæiske energidialog vil ikke kopiere eksisterende organer, men vil i stedet bygge på aktuelle initiativer og supplere dem ved at inddrage berørte energiaktører og borgere. Et vigtigt mål vil være at forbedre den politiske beslutningsproces ved at skabe et samspil, formidle relevante oplysninger, fremme et medansvar og styrke legitimiteten af og opbakningen til politiske afgørelser på nationalt og europæisk niveau. Principielt bør alle energispørgsmål høre under dialogens ansvarsområde, herunder infrastruktur, energikilder og -ressourcer, markeder, forbrugerspørgsmål, teknologier samt politiske og miljørelaterede emner mm.

5.2

EED skal imødekomme behovene og bekymringerne hos både lovbestemte og ikke-lovbestemte aktører – de grupper, der er involverede i energiforsyningskæden samt investorer, forbrugere, tilsynsinstanser og lovgivere. I forbindelse med prioriteter, der er fastlagt på nationalt, EU- og globalt niveau, skal repræsentanter, der arbejder med generationsrelaterede emner, også betragtes som interessenter, navnlig vedrørende emner som ressourceforbrug og -udtømning, forureningsbekæmpelse og klimaændringer.

5.3

Det bør bemærkes, at EED ikke vil være involveret i den operationelle eller tekniske gennemførelse, men vil fungere som et "forhandlingsrum", hvor gennemførelsesrelaterede emner kan diskuteres på baggrund af samfundsmæssige konsekvenser, borgernes accept, investeringer og ressourcestrategi samt andre politiske hensyn. Dialogen bør imidlertid have en tilknytning til yderst konkrete tiltag, som borgerne kan involvere sig i, såsom intelligente målere og energieffektivitet. Teori, uddannelse og praktisk handling skal gå hånd i hånd.

6.1

Målene vil i starten være at:

6.2

Styrkede hørings- og deltagelsesmekanismer har afgørende betydning for en vellykket energiomstilling. En oplyst, struktureret, inklusiv og ansvarlig dialog på EU-niveau er ligeledes nødvendig med henblik på at sikre, at politikudformningen og gennemførelsen er strategisk, konsekvent og inklusiv – og dermed anerkendes som troværdig og effektiv.

6.3

I sidste ende skal inddragelsen af borgerne bidrage til at skabe fundamentet for en videnbaseret, deltagelsesorienteret og effektiv omstilling til et lavemissionsenergisystem inden 2050. Den vil have potentialet til at tilføre større legitimitet til EU's indsats på energiområdet, samtidig med at borgerne får mulighed for at give udtryk for deres synspunkter og præferencer på nationalt og fælleseuropæisk niveau.

6.4

Hver gruppe af aktører bør med udgangspunkt i princippet om gensidighed stilles følgende spørgsmål:

6.5

Hvis dialogen skal lykkes på lang sigt, skal processen tage højde for og imødekomme de bekymringer, den viden og de værdier, der findes i medlemsstaterne og det europæiske civilsamfund. Dette kræver sandsynligvis, at aktørerne selv udvikler:

6.6

Hvis dialogen skal leve op til sit formål, må der stilles en række grundlæggende spørgsmål:

7.1

Det foreslås, at energisektorens aktører, borgere og civilsamfundsorganisationer skal inddrages i den europæiske energidialog i form af en koordineret debat på flere niveauer internt i og på tværs af alle medlemsstater inden 2016. I tråd med spørgsmålets rækkevidde, størrelsesorden og hastende karakter skal den foreslåede proces til inddragelse af energiaktører og offentligheden være ambitiøs, finansielt afsikret og effektiv. Processen bør følge den taktiske tilgang, der blev beskrevet i afsnit 6. Processen skal skabe tillid blandt deltagerne og stå for en åben dialog samt en progressiv imødegåelse eller accept af de utallige forskellige synspunkter, der vil blive fremført. Den bør være:

7.2

Den europæiske energidialog er ikke en erstatning for den debat, der skal foregå i institutionerne for repræsentativt demokrati, men en udvidelse af denne debat, som kombinerer almen viden, erfaringer og indsigt med teknisk og sagkyndig information. Deltagelsesdemokratiet fungerer her som et nødvendigt supplement til det repræsentative demokrati.

7.3

EØSU kunne udvikle et treårsprogram, der reagerer på og kombineres med nationale initiativer, og som efterhånden vil resultere i en uafhængig europæisk energidialog. Denne proces vil omfatte:

7.4

Ved struktureringen af den offentlige dialog fungerer beslutningsstøtteværktøjer hensigtsmæssigt, navnlig ved behandlingen af "hvad hvis"-spørgsmål og de deraf resulterende kompromisløsninger, risici og resultater. Nogle specifikke redskaber omfatter: opbygning af scenarier og modeller, deltagelsesbaseret multikriterieanalyse, virtuelle virkelighedsteknikker (herunder 3D-visualisering og geografiske informationssystemer), livscyklusanalyse og kvantitative miljøvurderinger. Af disse redskaber har opbygningen af scenarier vist sig at være den mest tilgængelige og interaktive metode, når det handler om at give borgerne mulighed for at få indsigt i udfordringens omfang samt undersøge og afprøve deres egne foretrukne løsninger og omsætte disse til praksis. Kommissionens energikøreplan 2050 anvendte opbygning af scenarier som en metode til at forbedre informationerne til og inddragelsen af borgerne med hensyn til de politiske alternativer.

7.5

Hvis energidebatten skal have en mere central placering, så den føres på cafeer, i klubber, køkkener og klasseværelser, kræves der mere end avancerede teknikker for inddragelse. Store udstillinger og arrangementer samt inddragelse af det videnskabelige samfund og interesse fra nationale medier vil også spille en rolle. Dette vil kræve professionel planlægning og etablering af dialogen som et europæisk "socialt varemærke", som borgerne anerkender og har tillid til.

7.6

En dialog om fremtiden på energiområdet vil kræve klare, gennemsigtige og ansvarlige styringsprocesser. Det organiserende organ, som efter planen er uafhængigt af alle eksisterende aktører, institutioner og interessegrupper, skal have tillid fra alle deltagere og opfattes som troværdigt og autoritativt samt tage udgangspunkt i et aftalt sæt af sociale og etiske principper, som afspejler fælles værdier.

7.7

EØSU's rolle er grundlæggende. Udvalget vil bane vejen for, at den europæiske energidialog kan gå fra teori til virkelighed. Begyndende med den nuværende fase bestående af den indledende planlægning og dialog mellem aktørerne og herefter som en del af gruppen, der arbejder med at løse de centrale opstartsopgaver, vil EØSU fortsætte sin støtte, efterhånden som den europæiske energidialog udvikler sig selvstændigt, og udvalget vil fungere som en katalysator for mobiliseringen af de betydelige ressourcer, der skal anvendes.

7.8

Grundlæggende opgaver for den europæiske energidialog er følgende:

7.9

Den europæiske energidialog kan også opfattes som en praktisk og omfattende øvelse i deltagelsesdemokrati, som reelt indgår i et samspil med det repræsentative demokrati på et område, der har afgørende betydning for alle borgere. Nærhedsprincippet, der håndhæves gennem en koncessionsbaseret ramme, vil danne udgangspunktet for tilrettelæggelsen, dvs. den europæiske energidialog bygger på det eksisterende og styrker dette. Gennem en inklusiv inddragelse af borgere og aktører vil der i etableringsfasen under den europæiske energidialog blive aftalt dialogprocesser, som kan kopieres på nationalt, regionalt og lokalt niveau. På den måde kan ressourcer, viden og færdigheder i mange forskellige organisationer, der allerede arbejder med energispørgsmål, spille en rolle. Disse omfatter f.eks.: kommunale myndigheder, tilsynsmyndigheder, energiselskaber, erhvervslivet generelt, fagforbund, ngo'er og forbrugerorganisationer samt EU-institutioner (Kommissionen, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget). Hensigten er at skabe et "forhandlingsrum", hvor gennemførelsesspørgsmål kan diskuteres med udgangspunkt i de samfundsmæssige konsekvenser og samfundets accept, investeringer og ressourcestrategi samt andre politiske overvejelser. Dette vil omfatte en fortløbende fremlæggelse af objektive oplysninger og være et rum, hvor disse oplysninger og borgernes egne erfaringer kan bidrage til at undersøge, hvilken grad af konvergens der kan opnås med hensyn til de "opstillede" energiudfordringer.

7.10

Det er afgørende for denne dialog, at der findes et sæt fælles principper. Udfordringen består i at omsætte en række "universelle" forpligtelser, som anerkender og støtter værdierne bag vores fælles menneskelighed, til noget, der kan tjene som et udgangspunkt for politikker og handling på energiområdet. Sådanne forpligtelser findes allerede i traktaten om Den Europæiske Union, som bekræfter medlemsstaternes opbakning til grundlæggende menneskerettigheder og sociale rettigheder. Solidariteten mellem nationer og folkeslag, et grundlæggende princip for EU, er et princip, som set ud fra et etisk aspekt kan anvendes på globalt niveau, hvor enhver form for EU-energipolitik også skal være relevant.

7.11

De fire etiske principper, der foreslås i "Energy Ethics Report" fra EGE (Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi) (http://ec.europa.eu/bepa/european-group-ethics/publications/opinions/index_en.htm) – adgang til energi, bæredygtighed, energiforsyningssikkerhed og -pålidelighed – overlapper klart med de tre søjler i EU's energipolitik og må analyseres grundigt. EGE-rapporten understreger også, at "deltagelse er det centrale element i social og politisk retfærdighed", hvilket bekræfter tilgangen i energikøreplanen 2050 – "inddragelse af offentligheden er afgørende" (punkt 3.4).

7.12

Udvikling af en principbaseret tilgang til offentlig deltagelse vil være en nødvendig forudsætning for lanceringen af en energidialog og ses som en af de opgaver, som EØSU kan hjælpe med at tilrettelægge. Som bidrag til denne opgave formuleres foreløbig fem spørgsmål:

7.13

Hvis markederne i energisektoren skal se ud over kortsigtede løsninger, er der brug for større sikkerhed og et effektivt samarbejde. "Business as usual" vil ikke resultere i tilstrækkelige forandringer i et tempo og en størrelsesorden, der kan opfylde de politiske mål – og borgerne, energisektoren og de offentlige aktører må alle leve op til deres rolle ved overgangen til lavemissionsøkonomier. Her vil den europæiske energidialog være en metode til opbygning af tillid, inddragelse af borgerne på nationalt niveau og udformning af nationale energipolitikker set i et bredere EU-perspektiv.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/8

1.1

Det digitale indre marked har et stort potentiale til generelt at fremme vækst, beskæftigelse og velstand. Imidlertid er et antal borgere for nærværende stadig udelukket fra at få gavn af disse muligheder. Årsagerne til denne udelukkelse er sociologiske, kulturelle og lovgivningsmæssige. EØSU har kortlagt en række udfordringer og barrierer, der for øjeblikket forhindrer borgerne i reelt at stå i centrum for det digitale indre marked. Disse er:

1.2

EØSU foreslår derfor, at der iværksættes en række foranstaltninger med det formål fuldt ud at realisere målet om at sætte borgerne i centrum for det digitale indre marked:

2.1

Større indflydelse til borgeren som en økonomisk aktør: Den digitale revolution har gjort en række job overflødige. McKinsey (2) konstaterer imidlertid, at den digitale revolution har skabt 2,6 job for hvert job, der er gået tabt. Samfundet er nødt til at tilpasse sig og har for nærværende potentialet hertil. Visse job vil forsvinde, og de yngre generationer vil have andre fremtidsperspektiver: De må forholde sig til den digitale revolution som en kilde til beskæftigelse. Initiativer som MIT's Scratch-program skaber en merværdi, som afspejler brugernes eget bidrag. NASA's "Skunk Works"-laboratorium, som skabte de rette rammevilkår for kreativitet efter Shuttle-programmets ophør, er et andet eksempel.

2.2

Større indflydelse til borgeren som en politisk aktør: Borgerne skal frit kunne udveksle idéer, hvilket internettet i høj grad fremmer, og på trods af at de er afhængige af internettet, rejser de yngre generationer mere. Internettet fremmer lysten til at skabe kontakter. Den digitale teknologi har skabt en ny bevægelsesfrihed.

2.2.1

I såvel Europa som resten af verden findes der eksempler på, hvordan borgere har mobiliseret sig for at give udtryk for deres synspunkter og ændre politikker på demokratisk grundlag. Det står klart, at borgernes stemme i højere grad bør høres på den politiske scene. Den demokratiske proces må ligeledes tilpasses digitaliseringen.

2.3

Borgeren som en social aktør: E-færdigheder handler ikke kun om at lære at bruge internettet. Det handler om at udnytte internettet til gavn for et socialt fællesskab og personlige fremskridt. Af den årsag er det nødvendigt, at lokalsamfund i højere grad udnytter internettets potentiale. Imidlertid har det afgørende betydning, at den enkeltes personlige valg, om at bruge internettet eller ej, respekteres fuldt ud.

2.4

Som fremhævet i Europa-Parlamentets resolutioner om "Fuldførelse af det digitale indre marked" (3) og "Et indre marked for europæere" (4) findes der en række mangler, når det drejer sig om at sikre, at borgeren reelt står i centrum for det indre marked. Disse mangler, som ikke kun er lovgivningsmæssige, men også sociologiske, skyldes den fortsatte eksistens af en række barrierer for forbrugernes uhindrede adgang til det indre marked.

3.1.1

Alle EU-borgere bør have de samme muligheder for adgang til netværket (6). Derudover er det vigtigt, at der fastlægges og håndhæves en fast maksimumpris pr. Mb/s for såvel fastnet som mobil adgang i alle medlemsstater.

3.1.1.1

Ifølge BEREC (Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation) har hovedparten af de nationale tilsynsmyndigheder modtaget klager fra forbrugerne omhandlende forskellen mellem annoncerede og reelle adgangshastigheder for en internetforbindelse. Et reelt digitalt indre marked kan kun realiseres, hvis alle netværksoperatører i EU er underlagt en streng offentlig kontrol med det formål at sikre, at den nominelle båndbredde stemmer overens med kravene under den digitale dagsordens bredbåndsrelaterede søjle.

3.1.1.2

Den nuværende uensartede mobile internetadgang er en af de største barrierer for et reelt digitalt indre marked, navnlig fordi den hurtige udbredelse af smartphones og tablet-pc'er øger den økonomiske betydning af mobile, internetbaserede aktiviteter for borgerne (e-handel, e-sundhed mm.). I den henseende lægger den digitale dagsordens aktion 101 klart op til, at forskellen mellem roaming- og nationale takster bør nærme sig nul inden 2015.

3.1.1.3

Derudover bør infrastrukturen sikre, at der er fuld dækning i hele EU, idet borgerne ikke må diskrimineres på grund af, at de bor i landdistrikter. EØSU erkender, at industrien måske ikke anser det for økonomisk rentabelt at stille infrastruktur til rådighed i sådanne områder. Denne barriere bør imidlertid overvindes. Potentielle løsninger kan omfatte offentlig-private partnerskaber i landdistrikter. Indholdsudbydere kan ligeledes deltage som partnere i infrastrukturinvesteringer, idet de efterfølgende ofte nyder godt af dækningen.

3.1.2

En basal gratis wifi-adgang bør være en grundlæggende rettighed for alle europæiske borgere. EØSU mener (7), at oprettelsen af gratis, offentlig internetadgang på centrale steder i byer og adgang til "open data 2.0" og "open sources" vil give borgerne mulighed for at kommunikere og søge arbejde.

3.1.3

Selvom geografisk dækning ikke bør være et ufravigeligt krav, er det vigtigt, at hver enkelt kommune sikrer, at den er i besiddelse af mindst et wifi-hotspot. En rationel tilgang ville bestå i at garantere et mindste antal gratis hotspots proportionelt med befolkningstallet. Hver national tilsynsmyndighed kunne opstille lokale regler i tråd med EU's direktiver.

3.1.4

Selvom det erkendes, at internetadgang og universelle bredbåndsnetværk har afgørende betydning, har Kommissionen påpeget (8), at der ikke er enighed om den universelle serviceforpligtelses fremtidige rolle med hensyn til at fremme EU's målsætninger på bredbåndsområdet.

3.1.5

Indtil nu har Finland, Spanien og Malta vedtaget lovgivning om at inkludere bredbånd i den nationale universelle serviceforpligtelse. Den 5. juli 2011 vedtog Europa-Parlamentet en resolution (9), der understregede vigtigheden af den universelle serviceforpligtelse som et sikkerhedsnet for social inklusion.

3.1.6

At være inkluderet som en digital europæisk borger betyder, at man har mulighed for at koble sig på internettet, hvilket kræver, at man ejer den hardware og software, der er nødvendig for at gå online.

3.1.6.1

Almindelig hardware  (10) bør være tilgængelig i alle EU-lande til en pris, som er overkommelig for alle. Derfor opfordrer EØSU kraftigt til, at der udvikles et specifikt projekt under Horisont 2020, som sikrer, at almindelig hardware kan fremstilles i Europa til en pris, der reelt er til at betale. Desværre har Rådet for nylig reduceret budgettet for Horisont 2020.

3.1.6.2

Software  (11) bør være baseret på en åben kilde, hvilket forhindrer ekstra udgifter og skaber mulighed for at anvende fælles, standardiserede og producentneutrale værktøjer til dokumentbehandling og –deling. Derudover bør en sådan software være tilgængelig for handicappede. Open source-software bør komplementere anden mainstream-software.

3.2.1

Udvalget har allerede påpeget (12), at det, set fra EU-borgerens synspunkt, er vigtigt, at internetudbyderne (ISP) garanterer, at borgeren frit kan oprette en forbindelse til det offentlige internet, uden at regeringer eller netværksoperatører pålægger restriktioner, hvad angår indhold, websteder, platforme, anvendt udstyr og de tilladte kommunikationsformer. Dette er selve kernen i et "åbent internet", som er en af de grundlæggende rettigheder for den digitale borger.

3.2.2

Derudover bør alle ISP'er i EU behandle alle kilder til internetdata af samme type ens uden at diskriminere mellem forskellige typer af datatrafik af økonomiske årsager.

3.2.3

Indledende BEREC-undersøgelser af praksis for forvaltning af datatrafik i Europa viser klart, at blokering af VoIP-trafik (13) er almindeligt forekommende (14).

3.2.4

EU's tilsynsmyndigheder konstaterede, at VoIP-tjenester som Skype hovedsageligt blokeres af mobile operatører. "Peer-to-peer"-trafik, som giver internetbrugere mulighed for at udveksle filer, forsinkes eller blokeres også jævnligt af såvel fastnet- som mobiloperatører.

Efterhånden som flere tjenester flytter til internettet, lader operatørerne sig tilsyneladende i stigende grad friste til at diskriminere mod andre tjenester, der konkurrerer med deres egen, eller som ikke giver den store indtjening, hvilket vil sige, at de i praksis skaber "fast lanes" og "slow lanes" for forskellige tjenester. Netneutraliteten ville dermed stå over for en alvorlig udfordring.

3.2.5

I modsætning til ovenstående indebærer princippet om netneutralitet, at ingen udbyder kan prioritere trafikken på internettet af økonomiske grunde. I stedet bør hver bruger nyde godt af udbyderens bedst mulige service.

Begrebet "netneutralitet" er helt fraværende i Kommissionens meddelelse om den digitale dagsorden for Europa, men udvalget understreger, at princippet om netneutralitet bør defineres entydigt og indarbejdes i EU's lovgivning som en opbakning til borgernes rettigheder som defineret i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

3.4.1

Med henblik på at sikre, at EU-borgerne reelt kommer til at stå i centrum for det digitale indre marked er det absolut nødvendigt, at de får bedre digitale færdigheder og en større mediekompetence for effektivt at minimere den digitale kløft og maksimere borgernes digitale inklusion.

3.4.1.1

Digital inklusion indebærer hovedsageligt lige muligheder for alle EU-borgere og navnlig for (15):

Det er derfor vigtigt at stille forslag om EU-indikatorer for digitale færdigheder og mediekompetence (16) og iværksætte langsigtede politikker for e-færdigheder og digital kunnen så hurtigt som muligt (17) i alle medlemsstater. Af den årsag er det afgørende, at samhørighedsfondene, navnlig Den Europæiske Socialfond, målrettes til lokale civilsamfundsaktører i regionerne til brug for udviklingen af e-færdigheder (e-literacy).

3.5.1

Den europæiske digitaliseringsproces skal inddrage skolerne – såvel lærere som elever. Det er nødvendigt at stille midler til rådighed for reelle digitale skoler, som kunne lede i retning af en mere digitaliseret forvaltning og undervisning, hvilket samtidig ville være en miljømæssig forbedring.

3.5.2

Mens studerende normalt er mere vant til nye teknologier og har brug for hjælp og vejledning til at udvikle deres færdigheder, er ikt-analfabetisme udbredt blandt de ældre generationer. Oprettelsen af en digital skole og et digitalt samfund understreger nødvendigheden af, uddanne undervisere i ikt-færdigheder med henblik på at give de ældre bedre muligheder for at indgå i et samspil med de yngre generationer.

3.5.3

I realiteten skal undervisningsmetoderne nytænkes. Det er en vedvarende udfordring for lærerne at finde frem til den rette kombination af traditionelle undervisningsmetoder og nye teknologier.

3.5.4

For at bygge bro over kløften mellem traditionel undervisning og nye teknologier bør der derudover findes ressourcer til online-undervisning med det formål at gøre en stabil og pålidelig læringsproces tilgængelig for alle over alt. Aktion 61 (18) og 68 (19) under den digitale dagsorden for Europa lægger op til foranstaltninger på dette område. Imidlertid er det vigtigt at huske, at ikke alle fremtidige slutbrugere har samme ikt-færdigheder. Grænseflader og indhold bør derfor kunne tilpasses forskellige niveauer, således at det er brugervenligt for begynderen og mere udfordrende, og dermed mere interessant, for den mere erfarne bruger.

3.6.1

Det europæiske pc-kørekort (ECDL) bør officielt udvides til at omfatte alle medlemsstater og løbende opdateres, så det inkluderer de nyeste software- og hardwareværktøjer,

3.6.1.1

Pc-kørekortet bør baseres på open source-software, og det bør kun tildeles efter en EU-standardiseret eksamen, der er indarbejdet i alle læreplaner på gymnasieniveau med det formål at bibringe alle elever i EU en fælles grundlæggende it-ekspertise.

3.6.2

Planerne må realiseres under anvendelse af de til rådighed stående midler. I forbindelse med indsatsen for at digitalisere Europa bør EU øge tilgængeligheden af ressourcer i digitalt format, herunder e-bøger. I den henseende bifalder EØSU Kommissionens ønske om at videreudvikle det europæiske digitale bibliotek  (20), men samtidig bekymrer det udvalget, at denne potentielt revolutionerende tjeneste er ukendt blandt mange, og EØSU mener, at den bør markedsføres bedre, navnlig i uddannelsessektoren.

3.7.1

Tillid er et vigtigt aspekt, når det drejer sig om at sikre, at internettets potentiale maksimeres på det indre marked. I den henseende skal borgerne kunne stole på, at der findes passende systemer, som forebygger, at der sker skader på enkeltpersoner eller fællesskabet, og som sikrer et passende beskyttelsesniveau, retsforfølgning af it-kriminelle på linje med fysisk kriminalitet samt en passende regulering af internettet og håndhævelse heraf.

3.8.1

Det er afgørende at oplyse om internettets vigtigste potentiale og risici. Klare oplysningskampagner, der er målrettet mod de forskellige ekspertiseniveauer, kan på effektiv vis bidrage til forebyggelsesarbejdet.

3.8.2

Regulering er også et centralt element i forebyggelsesindsatsen. Regulering af internettet er en yderst vanskelig opgave, men beskyttelse mod enhver form for risiko har stor betydning for den europæiske borger. EØSU anbefaler derfor kraftigt, at der etableres en grundlæggende tilsynsramme på europæisk niveau, der kan håndhæves.

3.8.3

Internetudbyderne kunne, gennem selvregulering, påtage sig et større ansvar, f.eks. i tråd med charteret for grundlæggende rettigheder, som det med succes praktiseres i reklamebranchen. Denne model, som ville rette op på den nuværende situation med deregulering, forudsætter en løbende vurdering og overvågning fra lovgiverens side samt muligheden for sanktioner.

3.9.1

Borgerne skal føle sig tilstrækkeligt beskyttede, når de går ind i den digitale verden. E-tjenester bør derfor tydeligt angive, hvilket beskyttelsesniveau de tilbyder. I den henseende kunne indholdsudbyderne markere beskyttelsesniveauet på deres websteder ved at følge specifikke retningslinjer (21).

3.9.2

Identitetstyveri er en af de ting, der giver størst anledning til bekymring hos brugerne. Det anbefales derfor, at der forskes i mulighederne for at garantere beskyttelsen af personoplysninger på internettet.

3.9.3

Derudover er det vigtigt for EU-borgerne, at udviklingen af de digitale bredbåndsnetværk ikke sker på bekostning af den offentlige sundhed. Med udgangspunkt i den samme EU-reguleringsramme bør hver enkelt medlemsstat garantere overholdelsen af følgende grundlæggende forudsætninger:

3.10.1

It-kriminalitet er lige så alvorligt som fysisk kriminalitet og bør behandles på lignende vis. Det er vigtigt, at medlemsstaterne afsætter flere ressourcer til området, så de bliver i stand til at håndtere og retsforfølge it-kriminalitet hurtigt og effektivt.

3.11.1

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde et "charter for borgernes digitale rettigheder" (22), som vil være en metode til at sikre, at borgerne opnår en reel beskyttelse, og som dermed ville øge tilliden på det digitale marked.

4.1.1

Det står klart, at e-forvaltning gør det lettere at bruge forvaltningstjenester, navnlig for borgere og SMV'er. Interoperabilitet er en forudsætning for effektive e-forvaltningstjenester. I den henseende skal borgerne have fuld kontrol over og adgang til deres egne data uden mulighed for at foretage ændringer, men med mulighed for at få fuldt indblik i, hvem der har haft adgang til de personlige oplysninger, retmæssigt eller ej. Det har imidlertid afgørende betydning, at borgeren frit kan vælge mellem enten digitale eller traditionelle tjenester.

4.1.2

Komplette e-forvaltningstjenester er imidlertid ønskværdige pga. fordele som lavere omkostninger, et reduceret bureaukrati og større effektivitet. Alle medlemsstater bør satse på digitale tjenester som et bidrag til fremme af borgernes mobilitet.

4.2.1

I sin udtalelse "Små virksomheder i en stor verden" (23) opfordrede udvalget til, at der indføres "foranstaltninger til støtte for e-handel, hvilket … kan blive et vigtigt område for SMV'ernes internationalisering". Gennemførelsen af EU's digitale strategi er også en absolut prioritet for SMV'er. I den henseende og set i lyset af SMV'ers jobskabelsespotentiale har det strategisk betydning, at der etableres kvikskranker for moms, samt at e-fakturering og cloud computing fremmes. Intelligent brug af ikt, udvikling af e-færdigheder i SMV'er, en større deltagelse af SMV'er i offentlige e-indkøb og disse virksomheders uhindrede adgang til bredbånd er yderst vigtige faktorer på linje med instrumenter som det europæiske e-business støttenetværk (eBSN), programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP) og programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (Cosme).

4.2.2

Udvalget bifalder Kommissionens intention om at evaluere forvaltningen af Enterprise Europe Network (EEN) og placere europæiske SMV'er i et digitalt miljø. Også her spiller tilliden til det digitale indre marked en vigtig rolle, og en bottom-up-tilgang, der inddrager arbejdsmarkedets parter, kunne have en didaktisk merværdi.

4.2.3

Enterprise Europe Network (EEN) er blevet skabt for at støtte europæiske SMV'er på områder som udvikling af nye markeder, anvendelse af nye teknologier og adgang til EU-midler.

4.2.4

Enterprise Europe Network's rolle bør styrkes for at sikre en universel digital inklusion af alle europæiske SMV'er og bidrage til, at alle EU-borgere kan få adgang til alle tilgængelige åbne data, hvilket gradvist kan skabe et digitalt netværk af forbindelser i EU.

4.2.5

Effektiviteten af foranstaltningerne i Enterprise Europe Network bør løbende overvåges af Kommissionen gennem en periodisk indsamling af feedback fra SMV'er i EU og fra alle EU-borgere, der har haft gavn af netværkets tjenester.

4.3.1

Sprog er en af de mest iøjnefaldende naturlige barrierer for det indre marked – digitalt eller ej.

4.3.2

Selvom om det er en rettighed, udgør en vedvarende udelukkelse fra det digitale indre marked og dets reelle fordele en barriere.

4.3.3

Selvom det digitale indre marked har fjernet geografiske barrierer og ophævet isolation gør kontaktfladen med den fysiske verden, f.eks. i forbindelse med forsendelse af varer, stadig geografisk placering og isolation til en naturlig barriere.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/14

1.1

Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen utvetydig fælles EU-definition, der tydeligt skelner mellem reelle selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder for egen regning, og "falske selvstændige". De enkelte kompetente myndigheder og organer anvender deres egne juridiske rammer eller regelsæt, som kan variere alt efter deres kompetence og politiske område (skattelovgivning, social sikring, erhvervslovgivning, arbejdsmarked, forsikring). Dette misbrug manifesterer sig ved alt lige fra unddragelse af betaling af sociale sikringsbidrag og skatteunddragelse til underminering af arbejdstagerrettigheder og sort arbejde. Det medfører en alvorlig konkurrenceforvridning for de reelle selvstændige, mikrovirksomheder og SMV'er.

1.2

I grønbogen fra 2006 om "Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer" stillede Kommissionen spørgsmålet, om der er behov for større klarhed i medlemsstaternes retlige definition af arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende for at gøre det lettere at skifte i god tro fra at være arbejdstager til at være selvstændig erhvervsdrivende og omvendt. I høringen, der efterfulgte grønbogen, anerkendtes det, at manglen på en fælles EU-definition kan føre til problemer, navnlig i forbindelse med grænseoverskridende arbejde (og levering af tjenesteydelser).

1.3

ILO's henstilling fra 2006 har en bred tilgang til begrebet "ansættelsesforhold" for at gøre det muligt at skride ind over for falsk selvstændig erhvervsvirksomhed. For at afgøre hvorvidt der er tale om et ansættelsesforhold, bør det primære fokus være på forhold vedrørende arbejdstagerens aktiviteter og aflønning, uanset hvordan forholdet er beskrevet i eksempelvis aftalevilkårene mellem de to parter. Der er tale om et skjult ansættelsesforhold, når arbejdsgiveren behandler arbejdstageren på en måde, der skal skjule hans/hendes reelle juridiske status som arbejdstager, og hvor aftalevilkårene kan medføre, at arbejdstageren ikke får den beskyttelse, han/hun ellers har ret til.

1.4

Flere medlemsstater har allerede forsøgt at udarbejde en udtømmende definition med henblik på at kunne skelne mellem selvstændige erhvervsdrivende og arbejdstagere ud fra en række på forhånd fastlagte kriterier. I praksis er de imidlertid ofte stødt på problemer som følge af kompleksiteten af de mange forskellige faktiske situationer. EØSU er bevidst om dette og foreslår derfor, at der foretages en evaluering af de forskellige erfaringer, man har høstet i medlemsstaterne, med henblik på at drage en række konklusioner og formulere anbefalinger til en mere effektiv strategi.

1.5

Pålidelig lovgivning og en definition af falsk selvstændig erhvervsvirksomhed vil hjælpe reelle selvstændige og mikrovirksomheder. Falsk selvstændig erhvervsvirksomhed må bekæmpes igennem bedre registrering og overvågning af den reelle position på arbejdsmarkedet. Økonomisk afhængighed af én kunde (som ofte er den tidligere arbejdsgiver) indikerer, at der fortsat er tale om et ansættelsesforhold.

1.6

Opbygning af et godt socialt sikringssystem for selvstændige erhvervsdrivende i alle medlemsstaterne, som tager hensyn til deres særlige status som selvstændige, vil kunne bidrage til at bekæmpe og forebygge eventuelt misbrug.

1.7

Arbejdstagere, som bliver reelle selvstændige erhvervsdrivende, er en normal del af arbejdsmarkedet og økonomien. Derfor bør man se nærmere på, hvordan de kan drage fordel af fælles faciliteter, såsom indmeldelse i eksisterende SMV-organisationer, erhvervsorganisationer, kamre og arbejdsmarkedsorganisationer samt optagelse i forskellige dele af de sociale sikringssystemer og pensionsordninger. Desuden bør sundheds- og sikkerhedsbestemmelser på arbejdspladsen gøre sig gældende uden undtagelse, og der bør sikres adgang til erhvervsuddannelsesinstitutioner.

1.8

EØSU understreger, at statussen som selvstændig erhvervsdrivende har både stor samfundsmæssig og samfundsøkonomisk værdi og betydning. Det er imidlertid afgørende, at borgerne frivilligt og på et solidt beslutningsgrundlag kan vælge, om de vil være selvstændige eller ej.

1.9

Nogle af medlemsstaternes ordninger, der sigter mod at udvikle iværksætterkulturen, kan skabe konkurrenceforvridning for reelle selvstændige, mikrovirksomheder og SMV'er. Det er vigtigt at undersøge, hvordan alle disse grupper påvirkes. EØSU foreslår medlemsstaterne, at de identificerer, hvilke sektorer der er særligt problematiske, og gennem social dialog fastsætter en minimumstarif pr. time, som selv inden for samme medlemsstat kan variere fra region til region.

Det er afgørende, at offentlige indkøb på medlemsstatsniveau respekterer en sådan ordning med henblik på at gå forrest med et godt eksempel og tage hånd om urimelige situationer.

2.1

At være selvstændig er en legitim status på arbejdsmarkedet, og alle har ret til at blive det. EØSU har i flere udtalelser om selvstændige erhvervsdrivende givet udtryk for denne holdning. Men dette fænomen har også en skyggeside, som udvalget endnu ikke har set nærmere på. Den forrige udtalelse om emnet fastlagde følgende: "Vi vil derfor ikke i første omgang komme ind på spørgsmålet om sort arbejde og heller ikke de "falske selvstændige", selvom der i visse tilfælde kan være en klar eller direkte sammenhæng med økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere" (1). Denne udtalelse behandler endelig ovenstående emne.

2.2

I løbet af de seneste årtier er der sket store forandringer i sammensætningen af kategorien af selvstændige erhvervsdrivende i forhold til de "traditionelle" selvstændige erhvervsdrivende og mindre iværksættere. I den nuværende periode er det blevet nødvendigt at vurdere, hvorvidt erhvervsmiljøet beskytter selvstændige erhvervsdrivende i tilstrækkelig grad. EØSU minder om en tidligere udtalelse (2), hvori udvalget anbefalede:

2.3

Der er forskel på definitionen af selvstændig erhvervsvirksomhed i de forskellige medlemsstater. I nogle lande (Nederlandene) defineres det som en person, der arbejder for egen regning, primært som underleverandør for en anden virksomhed. I andre medlemsstater (Frankrig) er statussen som selvstændig erhvervsdrivende forbeholdt en iværksætter, som ikke er ansat i sit firma, og vedkommende kan eventuelt have ansatte. Selvstændig erhvervsvirksomhed er ikke begrænset til underleverandører, da den også kan have forbrugere som kunder. Forskellige definitioner af arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende er af stor betydning, ikke blot for arbejdsmarkedslovgivning, men også for social sikring og skattelovgivning.

2.4

Etableringen af det indre marked og den medfølgende indførelse af fri bevægelighed har bidraget til den i punkt 2.2 nævnte udvikling og medført, at selvstændig erhvervsvirksomhed nu er blandt de mest sårbare områder på vores arbejdsmarkeder. Mange arbejdstagere bliver i dag tilknyttet virksomheder (igennem alle mulige bureauer) ikke som arbejdstagere, men som "selvstændige leverandører af tjenesteydelser". Den tilknyttede person har ingen kontrakt, da han/hun via sit arbejde leverer en særlig ydelse for egen regning. Dermed kan der ved hjælp af en faktura skaffes billig arbejdskraft uden hensyntagen til nationale arbejdsstandarder (3). Det er berettiget at undersøge, om denne nye type selvstændige erhvervsvirksomhed er reel.

2.5

Der er en lang række klart identificerbare problemer med arbejdsmarkedsrelationerne, navnlig i grænseoverskridende tilfælde (4). Der er ligheder mellem sådanne forhold og tidligere tiders løsarbejdere og daglejere, hvor arbejdsformænd herskede – et fænomen, som i de flestes øjne hører fortiden til (5). Dermed kan selvstændige erhvervsdrivende, som udøver virksomhed for egen regning, i visse lande påbegynde aktiviteter fra dag til dag, som normalt kræver flere års erhvervsuddannelse for personer med et fast arbejde. Særlige arbejdsformidlere og rekrutteringsbureauer er dukket op og udbyder selvstændige erhvervsdrivendes tjenester. De gør det nemt for virksomheder at skifte til kontrakter, hvorunder selvstændige erhvervsdrivende udfører det samme arbejde, som tidligere blev udført af ansatte. Der er behov for mere pålidelig dokumentation for at kunne vurdere antallet af berørte medarbejdere og hvilke grænser, der er de mest kritiske. Derfor er der brug for yderligere professionel forskning.

2.6

Både private entreprenører, flere og flere større virksomheder og den offentlige sektor benytter sig regelmæssigt af selvstændige erhvervsdrivende. En fjerdedel af de virksomheder, der engagerer selvstændige erhvervsdrivende, anfører de selvstændiges viden og erfaring som den vigtigste grund til, at de anvender dem. De er vant til at håndtere spidsbelastninger i produktionsfasen og manglen på kvalificeret personale. En anden vigtig grund er ifølge arbejdsgiverne fleksibiliteten i forhold til det faste personale.

2.7

Hvis selvstændige erhvervsdrivende af egen fri vilje vælger at drive virksomhed for egen regning, er der ingen problemer. Men hvis ændringen ikke skyldes et reelt frit valg af tilværelsen som selvstændig erhvervsdrivende, overføres sociale risici i praksis fra virksomheden til de enkelte arbejdstagere. Dette fører til alt lige fra unddragelse af betaling af sociale sikringsbidrag og skatteunddragelse til underminering af arbejdstagerrettigheder og sort arbejde (6). Det medfører en alvorlig konkurrenceforvridning for de reelle selvstændige, mikrovirksomheder og SMV'er. Desuden kan nogle af de ordninger, der er etableret i medlemsstaterne for at udvikle iværksætterkulturen (f.eks. "auto-entrepreneur"-ordningen i Frankrig), virke konkurrenceforvridende mellem reelle selvstændige erhvervsdrivende og denne nye kategori af selvstændige.

2.7.1

EØSU foreslår medlemsstaterne, at de identificerer, hvilke sektorer der er særligt problematiske, og gennem social dialog fastsætter en minimumstarif pr. time, som selv inden for samme medlemsstat kan variere fra region til region.

Det er afgørende, at offentlige indkøb på medlemsstatsniveau respekterer en sådan ordning med henblik på at gå forrest med et godt eksempel og tage hånd om urimelige situationer.

2.8

Andelen af selvstændige erhvervsdrivende steg i Europa i 1980'erne, men faldt igen en smule i 1990'erne. I de seneste årtier har de enkelte medlemsstater oplevet forskellige udviklinger. I nogle lande er der igen sket en stigning i antallet af selvstændige erhvervsdrivende, mens andelen i andre har været uændret eller er faldet (OECD's beskæftigelsesoversigt 2005 og OECD Factbook 2006). Siden begyndelsen af den finansielle krise er der ikke sket en stigning i den overordnede andel af selvstændige erhvervsdrivende. En del af de selvstændige erhvervsdrivende er nu en del af arbejdsstyrkens "fleksible lag": ansættelsesforhold med ringe stabilitet, som hurtigt kan ophæves i tilfælde af økonomisk nedgang og genaktiveres, når de første spæde tegn på vækst viser sig igen.

2.9

Bestemmelser om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og miljøbeskyttelsesregler overholdes generelt ikke så strengt, når der er tale om selvstændige, som når der er tale om ansatte. En af mulighederne for at råde bod på dette kunne være at oprette servicecentre for de selvstændige, som på deres vegne udførte disse opgaver og forpligtelser.

3.1

Der findes ingen fælles reference i lovgivningen om selvstændige erhvervsdrivende (7). Begrebet anvendes nogle gange om freelancere og i andre tilfælde om alle selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder for egen regning. Deres status indebærer, at de ikke har nogen ansættelseskontrakt, men derimod udbyder tjenester til kunder eller entreprenører med udgangspunkt i en handelskontrakt.

3.2

Kategorien af selvstændige er ofte delt op i to modpoler (European Foundation, 1996). I den ene gruppe finder man højtkvalificerede og erfarne fagfolk, som i høj grad er bevidste om deres markedsposition, ved, hvad de er værd, og ønsker at drive virksomhed for egen regning. Denne første gruppe består primært af ældre, velbetalte selvstændige, som tilrettelægger deres eget arbejde. Den anden gruppe består af selvstændige, hvis status ikke har andet formål end at mindske den administrative og økonomiske byrde for kunden. Personer i denne situation er falske selvstændige, har ringe eller slet ingen valgfrihed: de er fuldt ud økonomisk afhængige af deres kunde. Ifølge forskning sker dette ofte for 2 ud af 5 kategorier af selvstændige, der er blevet defineret i en nyere undersøgelse (8).

3.3

Set ud fra et juridisk synspunkt står ikke alle selvstændige erhvervsdrivende i en lige så favorabel situation som arbejdstagere. En nederlandsk undersøgelse, som blev gennemført i 2010 af EIM for social- og beskæftigelsesministeriet, viste, hvordan selvstændige håndterer risici. De har ikke mulighed for at støtte sig til fælles arbejdstagerforsikringer og bør derfor selv sørge for forsikring med henblik på at være beskyttet mod risici. I mange tilfælde undlader de at gøre dette. Flere har en ansvarsforsikring (72 %), men knap så mange har en sygdomsforsikring (20 %) eller en forsikring mod tab af erhvervsevne (36 %). Kun hver anden selvstændige sparer op til pension. Derfor risikerer de at havne i fattigdom, når de går på pension. I forhold til gennemsnittet er flere selvstændige inden for landbrug og byggeri forsikrede, og i byggebranchen og inden for erhvervstjenesteydelser har flere selvstændige end gennemsnittet pensionsordninger. EØSU anbefaler, at de selvstændige, når de ansøger om at få denne status, informeres grundigt om konsekvenserne af lave bidrag til sociale sikringsordninger og sygesikring og om de øvrige vilkår og forpligtelser, der er forbundet med at starte egen virksomhed.

4.1

Spørgsmålene om, hvorvidt der er tale om et ansættelsesforhold, og hvilke rettigheder og hvilken beskyttelse, der er forbundet med denne status, har været genstand for fornyet interesse i flere europæiske lande de seneste år. Dette skyldes omfattende ændringer i, hvordan virksomhederne fungerer, med en stigning i outsourcing og udlicitering, samt at lovgiverne har været opmærksomme på efterspørgslen efter større fleksibilitet og mindskelse af de administrative byrder, hvilket har ført til deregulering og en politik, der har til formål at fjerne traditionelle former for jobsikkerhed.

4.2

Juridisk set har adskillige europæiske lande forsøgt at trække en streg i sandet ved at videreudvikle definitionen af et "ansættelsesforhold" ud fra visse kriterier. Et sådant forhold kendetegnes ved udførelsen af betalt arbejde til gengæld for en løn, og et eventuelt overskud fra det udførte arbejde tilgår arbejdsgiveren. I denne henseende er vigtige elementer i forholdet, at arbejdet udføres under en anden parts kontrol, og at arbejdstageren forventes at stå til rådighed. Forholdet kendetegnes desuden ved, at lønnen er den eneste eller primære indkomst for arbejdstageren, og at denne ikke løber nogen økonomisk risiko.

4.3

EØSU begrænser sig til at rådgive medlemsstaterne ved at foreslå modeller for bedste praksis. Et godt eksempel er modellen fra Malta, der har vist sig at være yderst brugbar.

Når man ser på beskæftigelsesstatussen for en person, som er selvstændig erhvervsdrivende af titel og umiddelbart ikke betragtes som arbejdstager, bør/kan det formodes, at der er tale om et ansættelsesforhold, og at den person, som arbejdet udføres for, er arbejdsgiver, hvis mindst fem af følgende kriterier er opfyldt i forhold til den person, der udfører arbejdet:

4.4

Der findes ikke blot forskellige definitioner i de enkelte europæiske lande (9) – men også i EU's lovgivning. Denne manglende ensartethed skaber omfattende problemer i grænseoverskridende situationer. Den manglende forbindelse mellem nationale og europæiske lovrammer i forhold til skellet mellem at tage arbejde og levere ydelser gør begrebet "selvstændig erhvervsvirksomhed" til en problematisk størrelse, navnlig i forhold til grænseoverskridende arbejde.

4.5

Set ud fra et internationalt perspektiv bliver det stadig vanskeligere at slå fast, hvorvidt der er tale om et ansættelsesforhold. Dette problem opstår i situationer, hvor aftaleparternes rettigheder og forpligtelser er uklare og tvetydige, eller hvor større fleksibilitet og deregulering gør det svært at afklare, om der er tale om et ansættelsesforhold. Problemet viser sig desuden, når lovgiverne skaber forskellige mellemliggende former eller blot anser muligheden for at blive selvstændig fra den ene dag til den anden som en ny måde at drive virksomhed på.

4.6

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) advarede på et tidligt tidspunkt om et muligt misbrug af selvstændig erhvervsvirksomhed, som fører til omgåelse af arbejdstagerrettigheder og af den juridiske beskyttelse, som normalt forbindes med et ansættelsesforhold. ILO påpegede, at muligheden for misbrug skyldes en række faktorer: lovgivningen er enten for snæver eller tolkes for snævert; lovgivningen er formuleret, således at dens anvendelsesområde eller virkning er minimal; selv om der er tale om et ansættelsesforhold, er det uklart, hvem arbejdsgiveren er; forskellige former for falsk selvstændig erhvervsvirksomhed er ikke omfattet af lovgivningen; og der er en generel mangel på overvågning af, hvorvidt lovgivningen overholdes.

4.7

I "International Classification by Status in Employment" defineres selvstændig erhvervsvirksomhed som arbejde, hvor aflønningen direkte afhænger af overskuddet af de producerede varer og udførte tjenesteydelser. Historisk set skelnes der mellem tre større grupper af selvstændige erhvervsdrivende: mikrovirksomheder, små virksomheder og freelancere. På generalforsamlingen i juni 2006 vedtog ILO en henstilling om ansættelsesforhold (henstilling nr. 198) (10). Henstillingens hovedformål var at forbedre de nationale politikker om beskyttelse af rettighederne for arbejdstagere, som er i et ansættelsesforhold (artikel 1.4).

4.8

Samtidig arbejdede ILO mellem 2005 og 2007 på en videreudvikling af de anvendte begreber. Ud over ovennævnte henstilling blev der udarbejdet adskillige dokumenter, der bl.a. giver et overblik over gældende national lovgivning. Med udgangspunkt i det overblik er det tydeligt, at der er et stigende behov for at få udformet klare definitioner med henblik på at muliggøre en differentiering mellem lovlige former for selvstændig erhvervsvirksomhed og misbrug, der udelukkende har til hensigt at unddrage sig eller omgå arbejdsmarkedslovgivning eller andre retsregler.

4.9

EØSU anbefaler, at det inden for rammerne af den sociale dialog, både i nationalt regi, men også på EU-niveau, undersøges, hvordan de selvstændiges særlige problemer kan løses, og at de organisationer, som repræsenterer deres interesser får mulighed for at deltage i den sociale dialog.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/20

1.1

I anledning af at ændringen af statsstøtteordningen nærmer sig, finder EØSU det hensigtsmæssigt at udarbejde en initiativudtalelse, der betragter statsstøtte med regionalt sigte og dennes integration i de grundlæggende principper for det indre marked ud fra civilsamfundets synsvinkel.

1.2

Dette meget vigtige emne får helt afgørende betydning i en krisetid med udbredt økonomisk recession, som kræver fleksible støtte- og interventionsinstrumenter i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Kommissionen har de seneste år vedtaget midlertidige interventionsrammer, der giver mulighed for en passende støtte til banksystemet og erhvervslivet.

1.3

Statsstøtte med regionalt sigte har til formål at modvirke de ugunstigt stillede regioners handicap og således fremme territorial, social og økonomisk samhørighed såvel i medlemsstaterne som i EU som helhed. Den kan som et værdifuldt instrument bidrage til at overvinde krisen og genoprette økonomien i de europæiske regioner. Især for de små og mellemstore virksomheder er det vigtigt, at disse instrumenter er effektive, og adgangen til denne særlige støtteordning skal gøres lettere ved at forenkle adgangsbetingelserne, gøre ordningen mere fleksibel og informere behørigt om de muligheder, som den indeholder.

1.4

EØSU er derfor meget glad for, at Kommissionen som led i den modernisering af statsstøtten (1), som kommissær Joaquín Almunia har igangsat, også har besluttet at ajourføre og modernisere retningslinjerne vedrørende offentlige støtteinterventioner for virksomheder i ugunstigt stillede områder, og finder det nødvendigt, at denne revision sikrer sammenhængen mellem regionalpolitikken og konkurrencepolitikken under overholdelse af nærhedsprincippet.

1.5

EØSU anbefaler derfor Kommissionen at skabe større sammenhæng mellem EU's politikker og konkurrencepolitikken, så sidstnævnte ikke bliver en hæmsko for opfyldelsen af målsætninger af fælles europæisk interesse, som f.eks. en harmonisk og integreret udvikling af Europas regioner, men en mulighed for relancering af de regionale økonomier på det indre marked efter krisen.

1.6

Den 14. januar 2013 indledte Kommissionen en offentlig høring om den forklarende note med udkast til nye retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte 2014-2020 (2): noten afspejler langt hen ad vejen det ikkeofficielle papir, som blev sendt til medlemsstaterne i december 2011, og har været genstand for et første multilateralt møde, hvor Kommissionen antydede en mulig åbning over for visse anmodninger fremsat af medlemsstaterne, f.eks. om, hvor stor en del af befolkningen der maksimalt skal modtage EU-støtte. EØSU's udtalelse får i den sammenhæng strategisk relevans ved at formidle sit eget budskab til Kommissionen.

1.7

EØSU anmoder derfor om, at de nye retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte giver medlemsstaterne et fleksibelt horisontalt interventionsinstrument til opfyldelsen af målsætningerne for Europa 2020 ved at trække på regionale fortrin uanset sektor og størrelsen af de virksomheder, som deltager i investeringsprojekter for udvikling af ugunstigt stillede områder.

1.8

Den nuværende ordning, der ikke har undergået væsentlige ændringer i over 40 år, er uhensigtsmæssig og rigid. Den er baseret på en geografisk opdeling af EU's territorium. Anvendelse af den nuværende metode i den nye økonomiske og sociale situation i EU vil kunne betyde et tilbageslag for udviklingen af det indre marked.

1.9

EØSU anbefaler Kommissionen at anvende mere fleksible referenceparametre, der passer bedre til en økonomisk situation i rivende udvikling. Disse parametre bør tage udgangspunkt i interventionsenheder baseret på prioriteringer, behov, den territoriale sammensætning af økonomisk ineffektivitet og fælder, der fører til social eksklusion, samt den institutionelle kontekst uden hensyntagen til administrative grænser.

1.10

EØSU understreger derfor behovet for, at statsstøtte med regionalt sigte som led i den omfattende moderniseringsproces ajourføres i lyset af økonomiens udvikling og dynamik efter krisen, som kræver større fleksibilitet i fastsættelsen af de regionale handicap og gør et geografisk kort, som usmidigt identificerer de ugunstigt stillede områder for hele programmeringsperioden (7 år), uhensigtsmæssigt.

1.11

EØSU anmoder derfor om, at definitionen af ugunstigt stillede områder i henhold til undtagelsen i artikel 107, stk. 3, ikke bare sker ved at trække befolkningen, der modtager støtte på grundlag af undtagelsen i artikel 107, stk. 3, litra a), fra det samlede antal borgere, der modtager støtte udtrykt som en procentdel af den europæiske befolkning (hvilket er uholdbart), men at medlemsstaterne i stedet får en bred vifte af parametre til at definere regionale handicap.

1.12

EØSU finder det forkert at udelukke store virksomheder fra støtte til investeringsprojekter for regional udvikling og samhørighed, da dette indebærer en stor risiko for at gå glip af et udviklingspotentiale, som kun synergi og horisontal integration af hele erhvervssystemet besidder uanset virksomhedernes størrelse.

1.13

EØSU opfordrer Kommissionen til at indføre en mekanisme, som på forhånd tager hensyn til de negative eksterne virkninger, som statsstøtte med regionalt sigte kan medføre i form af betydelige tab af arbejdspladser i eksisterende produktionsanlæg i EU, ikke kun i forbindelse med den sammenlignende undersøgelse, som Kommissionen i dag udelukkende foretager i anmeldelsesfasen for store investeringsprojekter (3), men også i forbindelse med de generelle undtagelsesbestemmelser.

1.14

EØSU understreger behovet for, at statsstøtte med regionalt sigte indeholder de fornødne foranstaltninger til at undgå, at virksomheder tvinges til at flytte eller selv vælge at udflytte aktiviteter på grund af store forskelle i støtteniveauer mellem regioner, der er naboer eller ligger geografisk tæt på hinanden, fordi noget sådan vil opsplitte det indre marked som følge af såkaldte "subsidy races".

1.15

Efter EØSU's mening bør Kommissionen

1.16

Samtidig foreslår EØSU, at Kommissionen indfører en sikkerhedsklausul, hvorefter især store virksomheder, der modtager regionalstøtte til at bygge et nyt anlæg eller til at erhverve aktiver, som er direkte knyttet til et anlæg, forpligtes til i en periode på fem år efter tildelingen af støtten at garantere,

1.17

EØSU anmoder Kommissionen om at reducere støtteniveauet mere gradvis, progressivt og afbalanceret end foreslået. Reduktionen bør koordineres med den reduktion, som skal vedtages for bevillinger, som regionerne modtager inden for rammerne af samhørighedspolitikken.

1.18

EØSU foreslår til BNP per capita, som i øjeblikket er det eneste kriterium, selv om det ikke afspejler den regionale økonomis reelle tilstand, at føje arbejdsløshedsprocenten, forholdet mellem tab af arbejdspladser og det samlede antal beskæftigede og andre parametre, som bedre afspejler den reelle situation.

2.1

Statsstøttekontrol er et nødvendigt instrument under konkurrencepolitikken for at sikre, at det indre marked er underlagt principperne om fri handel og reel konkurrence og opfylder princippet om, at alle virksomheder på EU's indre marked skal være underlagt de samme vilkår. Artikel 107 i TEUF forbyder derfor medlemsstaterne at yde støtte til virksomheder, hvis støtten påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne, fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen ved at tildele bestemte virksomheder særlige uberettigede fordele og hindre markedskræfterne i at præmiere de mest konkurrencedygtige virksomheder og derved svækker hele den europæiske konkurrenceevne.

2.2

Traktaten giver ikke desto mindre mulighed for at fravige forbuddet, når støtten forfølger mål af fælles europæisk interesse, som markedskræfterne ikke selv kan opfylde. Artikel 107, stk. 2 og 3, identificerer de vigtigste mangler på markedet og opregner de undtagelsestilfælde, hvor bestemte former for støtte "er forenelige" eller "kan betragtes som forenelige" med det indre marked på grundlag af kriterier, som Kommissionen er ene om at diktere.

2.3

Kommissionen kan i henhold til artikel 107, stk. 3, litra a) og c), betragte statsstøtte til fremme af den økonomiske udvikling i bestemte ugunstigt stillede områder i EU, som forenelig med det indre marked. Det drejer sig om støtte, som først og fremmest kan tildeles store virksomheder som tilskud til investeringer og skabelse af arbejdspladser eller i særlige tilfælde som hjælp til driften. I alle tilfælde gives støtten til bestemte regioner for at udligne regionale skævheder og især med henblik på at opmuntre virksomhederne til at etablere nye anlæg.

2.4

Ved at afhjælpe de handicap, der præger de ugunstigt stillede regioner, fremmer statsstøtte med regionalt sigte den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed mellem medlemsstaterne og i EU som helhed: den forfølger mål, der hænger sammen med målene for strukturfondene, der sammen med statsbudgetterne udgør et instrument til gennemførelsen af regionaludviklingspolitikken.

2.5

EØSU bekræfter, at det er absolut nødvendigt at beskytte og i nogle tilfælde styrke kontrollen med statsstøtte, som alvorligt kan skade det indre markeds gode funktion, men finder det samtidig vigtigt at sikre, at statsstøttereglerne ikke virker fragmenterende, og at de modvirker den høje risiko for konkurrencefordrejning og ulige handelsvilkår på grund af medlemsstaternes forskellige muligheder for at yde investeringsstøtte.

2.6

Udvalget anser det samtidig for nødvendigt, at de disponible instrumenter til ekstraordinære tiltag i krisesituationer og for at hjælpe områder i krise skal gøres effektive og fleksible.

2.7

Det aktuelle system med retningslinjer for støtte med regionalt sigte har åbenlyse mangler på grund af dets rigide opbygning baseret, som det er, på kortlægning af EU's territorium. Det opfylder ikke fuldt ud målene i traktatens artikel 107, stk. 3, litra c, og kan fordreje konkurrencen. Hvis den nuværende metode anvendes i en ændret økonomisk og social situation i EU, risikerer den at resultere i tilbageskridt for udviklingen af det indre marked.

2.8

Modernisering af statsstøtten bør også gælde dette vigtige instrument, som fuldender rækken af mulige interventionsforanstaltninger for de ugunstigt stillede regioner. Det synes mildest talt besynderligt, at Kommissionen ikke kun vælger at bevare en model, der har eksisteret siden 1971 (med flere ændringer i perioden frem til i dag), men også gør gennemførelsen af den endnu mere restriktiv. Kommissionens ofte gentagne målsætninger om vækst og jobskabelse modarbejdes af usammenhængende politikker, der objektivt set begrænser det potentiale, som en målrettet revision af retningslinjerne kunne indeholde.

2.9

Kommissionen anerkender ellers i Europa 2020-strategien, at den økonomiske situation ændrer sig hurtigere end den politiske, hvorfor Europa for at vende tilbage til bæredygtig vækst og bæredygtige offentlige finanser efter krisen har brug for en ny tilgang, som centrerer ressourcerne om bestemte temaer og prioriteringer, og som GD for Konkurrence for nylig understregede i sit debatoplæg om modernisering af 23. februar 2012 (4): modernisering skal foregå gennem indbyrdes forbundne reformer i de forskellige sektorer og gennem partnerskaber med medlemsstater og aktører med henblik på at udvikle en bred og velafbalanceret aftale om det videre forløb.

2.10

EØSU hilser denne tilgang velkommen. Udvalget finder den mere fleksibel og dynamisk og dermed mere velegnet til at magte den løbende og hurtige udvikling i den krise, som EU gennemlever, og anmoder om, at den anvendes ved behandlingen af de undtagelser, som traktaten tillader for statsstøtte med regionalt sigte.

3.1

EØSU gør opmærksom på, at lige siden den første systematisering af principperne, som ligger bag statsstøtte med regionalt sigte, der falder sammen i tid med retningslinjerne fra 1998 (5), har Kommissionen altid understreget behovet for at styrke koncentrationen og samhørigheden mellem regionalpolitikken og konkurrencepolitikken (6).

3.2

Denne tilgang har sikret sammenhæng mellem de to systemer indtil programmeringsperioden 2000-2006, hvor kortene over regioner, der var berettiget til strukturstøtte under mål 1og 2, af politiske eller økonomiske grunde kom til at falde sammen med kortene over regioner, som var berettiget til undtagelse fra statsstøtte med regionalt sigte. Denne praksis ophørte dog under programmeringsperiode 2007-2013.

3.3

På den ene side er der blevet foretaget ændringer af regionalpolitikken for at opfylde behovet for en tværfaglig og integreret tilgang, som anerkender de særlige problemer, som er forbundet med forskellige geografiske vilkår. En vellykket politik for territorial samhørighed afhænger derfor af en omfattende strategi, der fastlægger rammerne for, hvilke specifikke mål der bør opstilles, og hvilke aktioner der bør gennemføres med de tildelte midler (7). Forordning (EF) nr. 1083/2006 (8) indførte således en ny model for implementering af strukturinterventioner på lokalt plan, hvor disse bliver besluttet på det kompetente territoriale niveau i overensstemmelse med det institutionelle system og de socioøkonomiske krav og karakteristika i de enkelte medlemsstater.

3.4

På den anden side har konkurrencepolitikken hele tiden været forankret i en forudgående fastsættelse af områder, som er berettiget til undtagelse fra forbuddet, ved hjælp af kort med syv års gyldighed. Det har ikke været muligt at binde regional- og samhørighedspolitikken op på et konkurrenceinstrument, som var lige så smidigt, hvilket har kompromitteret det indre markeds integritet og afsløret den manglende symmetri i politikker, som forfølger det samme mål om samhørighed.

3.5

EØSU påpeger endvidere, at Kommissionen i sin grønbog om territorial samhørighed fra 2008 (9) anerkendte, at spørgsmålet om berettigelse til støtte under strukturpolitikken kun kunne afgøres på regionalt niveau, fordi den havde indset, at hvis man ville forbedre forvaltningen af samhørighedspolitikken, var det absolut nødvendigt at gøre den "mere fleksibel og lettere at tilpasse til de forskellige territoriale forhold, lokale præferencer og behov. En fælles opfattelse ville også muliggøre bedre koordinering med andre politikker på alle niveauer i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet".

3.6

Kommissionen har også konkluderet, at en effektiv løsning på EU's problemer med manglende økonomisk vækst i en globaliseret verdensøkonomi "forudsætter en politik, der kan dække forskellige geografiske områder" (10).

3.7

Hvis Kommissionen anerkender, at "konkurrencepolitikken kan påvirke den økonomiske aktivitets territoriale fordeling ved at sikre, at regionalstøtten koncentreres i de dårligst stillede områder, og ved at tilpasse den støtteintensitet, som tillades, på grundlag af problemernes karakter og omfang" (11), sådan som den skriver, så kan den ikke undgå at lægge mærke til den udvikling, som regionalpolitikken allerede har slået ind på - en udvikling, som er baseret på EU's interventioner, karakteriseret af tematisk koncentration om EU's prioriteringer og geografisk koncentration i variabelt omfang. Dette vil nødvendigvis indebære en revision af metoden til identifikation af de områder, som er berettiget til regionale undtagelser i henhold til artikel 107, stk. 3.

4.1

EØSU gør opmærksom på, at den metode, som Kommissionen har anvendt til at fastsætte, hvilke områder i EU der kan drage fordel af de regionale undtagelser, som er nævnt i artikel 107, stk. 3, prioriterer de regioner, der er ramt af de mest alvorlige problemer (litra a)) på grundlag af BNP/KKS i forhold til gennemsnittet for hele EU. Denne metode bør suppleres med andre kriterier, der gør det muligt at måle alvorlig underbeskæftigelse, hvilket traktaten udtrykkelig refererer til. Kommissionen anvender et kriterium, som definerer et livsgrundlag, der er unormalt lavt, men som ikke altid afslører alvorlig underbeskæftigelse. Arbejdsløshedsprocenten kunne være en god korrektionsfaktor til BNP. EØSU ønsker at spørge Kommissionen, hvorfor ugunstigt stillede områder under artikel 107, stk. 3, litra c), udelukkende skal defineres ved simpel subtraktion af områder omfattet af artikel 107, stk. 3, litra a), fra den overordnede befolkningsdækning for den pågældende medlemsstat. På den måde kommer muligheden for at hjælpe de ugunstigt stillede områder under artikel 107, stk. 3, litra c), til at afhænge af omfanget af ugunstigt stillede områder under artikel 107, stk. 3 litra a), hvilket skaber alvorlige skævheder mellem medlemsstaterne, uden at denne forskelsbehandling tager udgangspunkt i en komparativ analyse af de vanskelige vilkår, som findes i de udvalgte regioner.

4.2

Dette skaber reel konkurrencefordrejning: i nogle lande har de berettigede regioner et udviklingsniveau, som ligger markant over regioner, som ikke kan modtage regionalstøtte, fordi de ligger i lande med et lavt "artikel 7, stk. 3, litra c)"-loft. Skævvridninger i handlen som følge af en eller anden form for støtte kan i dette tilfælde ikke retfærdiggøres med fælles interesse, men vil være altomfattende og uretfærdige.

4.3

EØSU understreger betydningen af fortsat at definere "artikel 107, stk. 3, c)"-regioner på grundlag af det nationale udviklingsniveau, eftersom kun den interne sammenligning giver medlemsstaterne mulighed for at intervenere over for interne regionale skævheder på deres eget territorium og for gennem nationale regionalpolitikker at afværge en opsplitning af det indre marked.

4.4

I en gennemglobaliseret international kontekst og med en situation i Europa, hvor de indre barrierer hastigt brydes ned, bliver interne skævheder i Unionen mere iøjnefaldende på regionalt end på nationalt niveau i områder, hvis socioøkonomiske problemer når ud over de administrative grænser og er rodfæstet i særlige strukturelle og systemiske svagheder, der snarere er økonomiske end politiske.

4.5

At binde definitionen af "svage områder" til et geografisk kort, som tegnes på grundlag af gennemsnitsdata fra perioden 2008-2010 for en periode af 7 år, er et eksempel på rigid og anakronistisk planlægning i en økonomisk og social situation, der til stadighed udvikler sig i et rasende tempo.

4.6

Forsøg på at gøre den fysiske fordeling af økonomisk aktivitet mere afbalanceret ved at investere i de dårligst stillede områder kan føre til et forceret resultat, der ikke afspejler disse områders egentlige potentiale, idet dette vil forhindre effektive grupperinger af litra c-områder og gavne "lokalstøttejægere" i litra a)-områder. Statisk forhåndsidentifikation af ugunstigt stillede områder skaber en situation, som er meget ugunstig for konkurrenceevnen og innovation og hæmmer udviklingen af innovationsklynger, der ellers i Europa 2020-strategien fremhæves som nøgleelementer i strategier for intelligent specialisering med henblik på regional vækst. Støtte til udviklingen af sådanne strategier bør efter Kommissionens mening koncentreres om områder, der rummer en konkurrencefordel (12), dvs. om de økonomiske sektorer, hvor støtten er mest omkostningseffektiv.

4.7

Det er allerede blevet tilstrækkeligt fremhævet (13), at en politik for regionaludvikling, der først og fremmest er baseret på kompensation for regionale skævheder knyttet til forskelle i produktivitet og som begrænser sig til simpel økonomisk omfordeling af ressourcer fra de rigeste regioner til de fattigste, udgør en stærk hindring for mobilitet og effektiv klyngedannelse. En sådan tilgang må nødvendigvis vige pladsen for en "place based" udviklingsstrategi, hvor regionale og lokale grænser "eksisterer uafhængigt af de administrative grænser og kan ændre sig over tid".

5.1

EØSU mener derfor, at kortlægning af de såkaldte "ugunstigt stillede områder" bør give de enkelte administrative regioner mulighed for at gribe ind i alle områder, som i løbet af programmeringsperioden viser tegn på at være i vanskeligheder, hvilket skal påvises ved hjælp af kriterier, som på forhånd er fastsat, anerkendt og aftalt i fællesskab.

5.2

EØSU bakker op om den model for modernisering af regionalpolitikken, som Fabrizio Barca anbefaler i sin rapport om samhørighedspolitikken fra 2009 (14). Modellen opererer med interventionsenheder baseret på prioriteringer, behov, den territoriale sammensætning af økonomisk ineffektivitet og fælder, der fører til social eksklusion, samt den institutionelle kontekst, men ikke tager hensyn til administrative grænser.

5.3

EØSU foreslår Kommissionen at anvende samme tilgang til konkurrencepolitikken og at vedtage en ny metode til definition af "økonomiske områder" under artikel 107, stk. 3, litra c). Denne metode bør ikke være bundet af administrative eller geografiske grænser, men kunne tage hensyn til den situation, som de forskellige regioner reelt befinder sig i på et givet tidspunkt.

5.4

EØSU mener, at en sådan metode vil kunne garantere dels opfyldelsen af målsætninger for regionaludvikling gennem tematisk koncentration dels respekten for konkurrenceprincipperne og markedets integritet ved at sætte en kvantitativ grænse for de ressourcer, som gives statsstøtteinstrumentet med regionalt sigte – en grænse, som skal besluttes ovenfra for de enkelte medlemsstater eller NUTS II-regioner, sådan som det allerede sker f.eks. i forbindelse med nationale "de minimis"-lofter inden for fiskeri og landbrug.

5.5

EØSU foreslår, at fastsættelsen af loftet ledsages af definitionen af vurderingskriterier for krisesituationer, som skal sikre sammenhængen mellem virksomhedsstøtte og målsætningen om udvikling af ugunstigt stillede regioner, samt at de områder, hvor der lejlighedsvis kan anvendes nationale regionalstøtteforanstaltninger, bliver defineret på grundlag af en bred vifte af indikatorer og minimumtærskler, som forhåndsgodkendes af Kommissionen.

5.6

EØSU finder en metode til afgrænsning af ugunstigt stillede regioner mere sammenhængende og hensigtsmæssig, hvis den tager hensyn til den faktiske økonomiske og sociale situation i området, som fastsættes ud fra overskridelsen af det nationale gennemsnit for arbejdsløshedsindikatorer på NUTS III-niveau og gør befolkningen, som bor i disse NUTS III-områder, til maksimumtærskel for støtte, som ydes til virksomheder i områderne via en multiplikatorkoefficient, som skal aftales med Kommissionen.

5.7

Efter EØSU's mening vil Kommissionen med en sådan metode mere effektivt kunne sikre konkurrencen end med den nugældende metode, eftersom den under overholdelsen af kompatibilitetsbetingelserne i retningslinjerne fastsætter en kvantitativ og effektiv grænse for statsstøtte, som kan tildeles i et givent område, og derved forhindrer, at lande med flere ressourcer støtter deres virksomheder uforholdsmæssigt meget i forhold til andre lande, hvorimod de nuværende bestemmelser giver medlemsstaterne lov til at koncentrere statsstøtten i et bestemt statsstøtteberettiget område, hvilket på grund af det samlede beløbs størrelse vil kunne fordreje konkurrencen.

6.1

EØSU gør opmærksom på, at statsstøtte med regionalt sigte oprindelig blev indført som støtte til store virksomheder, hvis strategiske rolle for den regionale økonomis udviklingsdynamik beskrives udmærket i Kommissionens meddelelse om regionalpolitikken og konkurrencepolitikken fra 1998 (15), hvori behovet for sammenhæng mellem de to politikker understreges med henblik på at tiltrække investeringer fra store virksomheder, som "er af særdeles stor betydning for regionaludviklingen, dels fordi de trækker andre investeringer med sig, dels fordi de åbner dørene til verdensmarkedet".

6.2

I lyset af ovenstående bemærkninger finder udvalget, at det fortsat bør være muligt at give statsstøtte til store virksomheder i artikel 107, stk. 3, litra c)-områder i henhold til betingelserne i de gældende retningslinjer.

6.3

EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på, at hvis man udelukker store virksomheder i litra c)-områder fra statsstøtte med regionalt sigte, risikerer man at skævvride offentlige ressourcer i litra a)-områder i visse lande, som ikke bare har et meget højt maksimumniveau for statsstøtte, men også modtager betydelige fællesskabsmidler og har langt lavere udgifter til arbejdskraft, hvilket uundgåeligt vil have en konkurrencefordrejende effekt.

6.4

Liberaliseringen af finansmarkederne og udvidelsen af det indre marked gør det i dag muligt for virksomhederne at vedtage strategier, der sigter mod at betale så lidt skat som muligt og shoppe rundt for at finde det i skattemæssig henseende mest attraktive sted (16). I afventning af en harmonisering af beskatningen, som kan bringe den skadelige skattekonkurrence på dette område ned på et minimum, finder EØSU det nødvendigt, at Kommissionen nu prioriterer støtteformer og støtteordninger (f.eks. langsigtede skattelempelser med tilstrækkelige "bindende" forpligtelser), som i højere grad end en støttenedsættelse kan medvirke til at reducere markedsforvridningen til et minimum. Rammebestemmelserne for den næste programmeringsperiode bør stramme reguleringen til bekæmpelse af udflytning og sikrer de fornødne kanaler, som muliggør en passende koordination af anvendelsen af EU's samhørighedsmidler og tilladelse til statsstøtte til en og samme virksomhed

6.5

EØSU opfordrer på det varmeste Kommissionen til omhyggeligt at studere den model for regler for støtte til udviklingen af økonomien i ugunstigt stillede regioner, som en af EU's største konkurrenter, nemlig USA, har udviklet (Code of Federal Regulations, title 13, Business Credit and Assistance). Denne mekanisme til identifikation af områder, som er berettiget til offentlig støtte, er baseret på udpegelse af distrikter, der kræver økonomisk udvikling (economic development districts) og i økonomisk forstand ugunstigt stillede områder (economic distressed areas), og på udvælgelsen af udviklingsprojekter og ikke på geografiske eller administrative grænser, men på interventionsmålsætninger og -prioriteringer samt et sæt parametre, som er fastsat på føderalt niveau, og hvor de enkelte medlemsstater kan fastsætte detaljerne på baggrund af deres egen økonomiske struktur.

7.1

I den offentlige høring, som blev holdt den 29. januar 2013 om statsstøtte til regionaludvikling i Europa, deltog repræsentanter for flere af Europas regioner (Andalusien i Spanien, Bayern i Tyskland og Emilia Romagna i Italien), sammenslutninger af lokale og nationale virksomheder og Europa-Parlamentet. Regionsudvalgets ordførers ekspert redegjorde for udvalgets udtalelse, som blev vedtaget den 1. februar 2013 (17). Udtalelsen indeholder spørgsmål og forslag til Kommissionen, som altovervejende er centreret om behovet for modernisering af reglerne for statsstøtte med regionalt sigte.

7.2

Såvel regioner som virksomheder har fra flere forskellige syns- og indfaldsvinkler påvist, at Kommissionens forslag ikke i tilfredsstillende grad imødekommer de mange krav om modernisering og forbedring af ordningen for statsstøtte med regionalt sigte, især ikke i den nuværende alvorlige krise. Europa-Parlamentets repræsentant bakkede op om forslaget i denne udtalelse og kaldte det hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med behovet for en ny territorial ligevægt. Der blev fremsat interessante forslag om inddragelse af andre kriterier end BNP, der i dag er eneste kriterium, i forbindelse med beregningen af forskellen fra det europæiske gennemsnit og vurderingen af berettigelse til statsstøtte med regionalt sigte i henhold til undtagelsen i artikel 170, stk. 3, litra a), som f.eks. en regions arbejdsløshedsprocent. EØSU støtter uforbeholdent disse forslag.

7.3

Endelig fremhævede virksomhederne såvel ud fra et lokalt som ud fra et nationalt synspunkt behovet for et fleksibelt instrument: adgangen til statsstøtte med regionalt sigte skal vurderes ud fra investeringens kvalitet, den forventede virkning på økonomien og effekten på konkurrencen, og ikke ud fra virksomhedernes størrelse. Endvidere blev det påpeget, at fastsættelse af kriterier for virksomhedernes størrelse i overensstemmelse med Kommissionens henstilling fra 2013 (18) for med større præcision at kunne vurdere indvirkningen på konkurrenceevnen af statsstøtte til virksomheder, der er større end SMV'er, ville kræve en ajourføring, al den stund kategorien "ikke-SMV" omfatter mange virksomheder, der ikke er store multinationale selskaber, og netop fordi de er mindre ikke kan vurderes efter det samme kriterium.

8.1

Udvalget opfordrer kraftigt Kommissionen til at genoverveje planen om at reducere støtteintensiteten for store virksomheder fra 40 % til 35 % og 25 %. Kommissionens argumenter for at nedsætte støtten er ikke velbegrundede. Den foreslåede reduktion vil i realiteten betyde enden på de nuværende ordninger i litra a)-områder, som er oprettet for at tiltrække udenlandske investeringer.

8.2

Udvalget ser i øvrigt med stor bekymring på Kommissionens planer om at begrænse støtteintensiteten til et beløb svarende til ekstraomkostningerne og om at skærpe proceduren for at dokumentere støttens ansporende effekt for store virksomheder.

8.3

De ovenfor beskrevne foranstaltninger vil i realiteten gøre det meget svært for litra a)-områder at tiltrække udenlandske investeringer og skabe nye jobs og værdier og stille disse områder ringere i konkurrencen med regioner uden for Europa, hvor investeringsordningerne i mange tilfælde er langt mere fordelagtige.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/27

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg undersøger arbejdsgiveres og erhvervsfolks aktive tilgang til mobiliseringen i hele Europa med henblik på at støtte udviklingen af kompetencer og tilpasse dem til arbejdsmarkedets behov i forbindelse med fornyet vækst, jobskabelse og navnlig forbedring af situationen for unge på arbejdsmarkedet.

1.2

Almen uddannelse og erhvervsuddannelse er dyre aktiviteter, der kommer rigtigt mange mennesker til gode. Der findes mange modeller for, hvordan man kan fordele omkostningerne i Europa. Arbejdsgiverne bør inddrages i disse alt efter de respektive staters praksis og nationale vilkår.

1.3

Udvalget opfordrer arbejdsgivere og erhvervsfolk til at støtte princippet om partnerskab og samarbejde mellem alle berørte parter i reformen af uddannelsessystemerne, erhvervsuddannelsessystemer og udviklingen af strategier for livslang læring. I den forbindelse anerkender udvalget den sociale dialogs rolle, samt de resultater, der indtil videre er opnået gennem samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter på alle niveauer.

1.4

Udvalget opfordrer arbejdsgivere og erhvervsfolk til at fastholde og styrke den europæiske industris position samt deltage i forbedringen af industriens image og tekniske discipliner samt videnskabelige og tekniske kompetencer (1), analysere, forudsige og udbrede kendskabet til de enkelte sektorers behov og dermed aktivt bidrage til bedre at matche kompetencer med arbejdsmarkedets behov.

1.5

Arbejdsgiverne og erhvervslivets organisationer bør samtidig respektere de specifikke behov, der findes hos mindre virksomheder og mikrovirksomheder som følge af gode store evne til at skabe arbejdspladser og hjælpe dem med til at udarbejde detaljerede oversigter, der viser, hvordan disse langt mere fleksible og dynamiske virksomheder fungerer.

1.6

Udvalget anbefaler virksomhederne sammen med andre arbejdsmarkedsaktører at samarbejde tæt med skoler og uddannelsesinstitutioner og at tage aktivt del i udviklingsprogrammer og undervisningsplaner for erhvervsuddannelser med fokus på de forventede resultater. Dette samarbejde bør samtidig afspejles i uddannelsen af lærere og mestre i den praktiske del af erhvervsuddannelsen.

1.7

Udvalget mener, at et mere effektivt samarbejde mellem virksomheder og offentlige og private arbejdsformidlinger vil føre til større sammenhæng mellem lærlingeuddannelser i virksomheder og principperne om aktiv beskæftigelsespolitik og derfor større deltagelse i uddannelse gennem hele livet.

1.8

Inden for rammerne af den alliance, der foreslås inden for lærlingeuddannelsen, bør arbejdsgiverne og erhvervslivet forpligte sig til at støtte lærlingeuddannelser af høj kvalitet samt forbedre uddannelsernes image og gøre dem mere tillokkende i Europa. De bør også påtage sig ansvaret for at oprette et tilstrækkeligt antal pladser til elever og lærlinge med udgangspunkt i vekseluddannelsessystemet, hvor skoleundervisning kombineres med praktikophold i virksomhederne foruden andre måder, hvorpå man kan tilegne sig praktiske erfaringer og kvalifikationer. For at dette kan ske, bør man ikke desto mindre i de enkelte lande skabe de rette vilkår og incitamenter for virksomhederne.

1.9

EØSU noterer sig den plads, arbejdsgiverne indtager i det sociale partnerskab for at udvikle og gennemføre EU-instrumenter såsom EQF (2), ESCO (3), ECVET (4), Europass m.fl. i de enkelte stater. Udvalget gør hele tiden opmærksom på, at det er altafgørende at tilpasse disse instrumenter til mikrovirksomhedernes, de mindre virksomheders og håndværkernes vilkår.

1.10

Udvalget opfordrer også arbejdsgiverne og virksomhederne til i større grad at udnytte kvinders potentiale og tilskynde dem til at studere naturvidenskabelige fag med henblik på at øge deres beskæftigelsesegnethed og lette deres overgang til arbejdsmarkedet.

1.11

Udvalget opfordrer arbejdsgivere og virksomheder til på mere effektiv vis at benytte sig af de europæiske strukturfonde, såsom EFRU, ELFUL og først og fremmest den nye generation af ESF (5) og Erasmus for alle. Samtidig efterlyser udvalget flere midler til programmerne COSME og HORISONT.

2.1

Denne udtalelse følger umiddelbart op på udvalgets udtalelse om Europa 2020-strategien og de relevante flagskibsinitiativer (6) samt de udtalelser, der vedrører udvikling af færdigheder, uddannelsens og erhvervsuddannelsens rolle (7).

2.2

Regionsudvalget reagerer positivt på Kommissionens opfordring (8) om at etablere stærke partnerskaber, som bygger på tillid mellem de involverede. Udtalelsen respekterer civilsamfundets rolle og arbejdsmarkedsparternes (9) autonomi og supplerer udvalgets andre udtalelser på området (10).

2.3

I udvalgets udtalelse forsøger man at fremhæve arbejdsgivernes og erhvervslivets aktive bidrag til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på EU-niveau om beskæftigelse, uddannelse og muligheder for unge. Det drejer sig således om at få de vedtagne politikker og foranstaltninger til at forholde sig til realiteterne og kravene fra virksomhedernes forretningspraksis. Europas virksomheder spiller en afgørende rolle, hvis arbejdsmarkedet (11) skal finde en vej ud af krisen.

2.4

Europa skal aktivere alle vækstfaktorer. En af dem er en kvalificeret arbejdsstyrke, der gennem sin struktur og størrelse opfylder de aktuelle behov på arbejdsmarkedet. Det er derfor man også skal rette opmærksomheden mod de praktiske færdigheder på jobbet (resultaterne), den erhvervsfaglige uddannelse, lærlingeuddannelserne og de tekniske fag.

2.5

I de seneste år har EØSU intensiveret sin aktivitet for at understøtte en mere effektiv forbindelse mellem uddannelsessystemerne og arbejdsmarkedets (12) behov for at forbedre arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed og tilpasningsevne, forbedre virksomhedernes adgang til en mere kvalificeret arbejdskraft og reducere de vanskeligheder, der er forbundet med overgangen fra skole til arbejdsmarkedet, og har fremsat en række anbefalinger til arbejdsgivere og virksomheder, nemlig:

3.1

En dagsorden for nye kvalifikationer og job fremhæver behovet for at investere i uddannelsessystemer og erhvervsuddannelse, at forudse de nødvendige kompetencer og forbedre læringen hele livet igennem og foreslår at udvikle omfattende strategier i denne henseende.

3.2

Initiativet Unge på vej  (13) lægger hovedvægten på uddannelse af høj kvalitet, en vellykket integration på arbejdsmarkedet og øget mobilitet og foreslår en forbedring af uddannelserne og undervisningen, så de bliver mere tillokkende, større udbud og højere kvalitet i undervisningen samt i erhvervsuddannelserne, forbedret adgang til praktikophold af høj kvalitet og tilskyndelse af virksomhederne til at tage vel imod de unge.

3.3

Meddelelsen med titlen: "Et opsving med høj beskæftigelse"  (14) har til formål at skabe arbejdspladser, især i områder, der tilbyder store muligheder for vækst, skabe mere dynamik på arbejdsmarkedet, videreudvikle uddannelse gennem hele livet, sikre beskæftigelsen og skabe muligheder for de unge.

3.4

I den nuværende situation med stigende arbejdsløshed og lav økonomisk vækst er der akut behov for at kunne udnytte de nye læringsmuligheder også uden for det formelle uddannelsessystem. Derfor er Rådets henstilling om validering af ikke-formel og uformel læring (15) et bidrag på EU-plan til at fremskynde reformer.

3.5

Meddelelsen fra Kommissionen om temaet "Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater" (16) giver en række praktiske og innovative tilgange også inden for undervisning og erhvervsuddannelse samt støtte til uddannelse, iværksætterkultur og mobilitet. De europæiske undervisningssystemer og erhvervsuddannelser bør stræbe efter at blive førende på globalt plan, både gennem standarder og egentlige præstationer (17).

3.6

Kommissionens meddelelse om "Unge på vej ind i beskæftigelse" (18) er baseret på de forslag, der indtil nu er lagt frem som eksempelvis europæiske kvalitetskriterier for praktikprogrammer (19) og ungdomsgarantien og taler for, at man skaber en europæisk alliance for lærlingeuddannelser (20).

3.7

Handlingsplanen for iværksætterkultur – "En saltvandsindsprøjtning til iværksætterånden i Europa" – henviser til undervisning og uddannelse af iværksættere og etablering af et fælleseuropæisk initiativ til erhvervelse af iværksætterfærdigheder (21), som sigter mod at udvikle viden, færdigheder og iværksætterkompetencer.

4.1

Indsatsen for at styrke industriens position i Europa og de dertil knyttede tjenester forudsætter en ændring i kvalifikationsstrukturen og tilsvarende færdigheder i alle sektorer på baggrund af tydeligt definerede resultater.

4.2

Omstruktureringen i en række sektorer, som er en naturlig del af dynamiske økonomier, medfører såvel et tab som skabelse af arbejdspladser. Antallet af nye arbejdspladser er dog klart mindre end antallet af tabte arbejdspladser (22). For arbejdsgiverne betyder det, at de i samarbejde med regeringer og inden for rammerne af den sociale dialog, kan forudsige og styre ændringerne, således at man begrænser de sociale konsekvenser og øger den positive virkning af omstruktureringen. Det handler også om konsekvent at deltage i investeringer i uddannelse og omskoling.

4.3

Derfor er det nødvendigt at forudse arbejdsmarkedets fremtidige behov. Selv om de specialiserede internationale undersøgelser viser, at det er meget vanskeligt at få et troværdigt indblik i arbejdsmarkedets langsigtede behov på grund af den meget dynamiske karakter i den globale udvikling bør arbejdsgiver- og brancheorganisationer inden for rammerne af den sociale dialog foretage analyser af hver enkelt sektor på kort og mellemlangt sigt, og fremhæve de regionale forskelle og reagere på virksomhedernes skiftende behov for kvalificeret arbejdskraft. Disse analyser og prognoser berører alle økonomiske aktører selv kooperativer og håndværkere.

4.3.1

Den optimale fremgangsmåde er at opstille strategiske mål og udarbejde handlingsplaner. Sådanne handlingsplaner forsøger generelt at styrke markedsføringen i den pågældende sektor samt at foreslå et udkast til uddannelse og definere kravene, at deles om et fælles ansvar og inddrage staten og andre parter på økonomisk plan, der er interesserede i undervisning og uddannelse af afgangselever, at udvikle samarbejdet mellem virksomheder, skoler og andre interesserede for at etablere en forbindelse mellem teori og praksis, samt udvikle en uddannelse for eleverne i virksomhederne og opbygge en mobilitetskultur i virksomheden.

4.3.1.1

I udformningen af uddannelserne kan indgå en evaluering af kvaliteten af afgangseleverne fra forskellige fagområder, der passer til en given sektor, og en nærmere præcisering af, hvilke erhverv der kan sikres takket være omskoling, samarbejde mellem sektorer i andre industribrancher, opstilling af en liste over grund- og gymnasieskoler, der samarbejder, inddragelse af erhvervsvejledere og gennem spørgeskemaer undersøge elevernes motivation og idéer i de sidste år af deres faglige karriere.

4.3.1.2

Det er vigtigt at tænke over sammensætningen af praktikanternes uddannelse i virksomhederne og bl.a. udarbejde programmer til dette formål samt skabe et miljø, som gør, at de kan deltage i virksomhedens aktiviteter, og opstille regler for evaluering af effektiviteten i elevernes uddannelse. Virksomhederne bør støtte elevernes og lærlingenes mobilitet og arrangere udvekslinger.

4.3.1.3

Undervisning og uddannelse er dyre aktiviteter, der kommer rigtigt mange mennesker til gode (23). De offentlige myndigheder har et stort økonomisk medansvar for at hjælpe voksne med at tilegne sig de grundlæggende færdigheder og de kompetencer, der er nødvendige for at de kan komme ud på arbejdsmarkedet (igen). Man forventer af arbejdsgiverne, at de fuldt ud påtager sig det økonomiske ansvar for udviklingen af de kompetencer, der er forbundet med en given opgave. Det bør også være den enkelte persons eget ansvar at sørge for at være beskæftigelsesegnet og udvikle egne færdigheder og kompetencer.

4.3.1.4

I mange medlemsstater indgår staten i et samarbejde om at iværksætte uddannelses- og omskolingsprogrammer også i form af finansielt tilskud. Denne offentlige ansvarlighed er af afgørende betydning, og den kan muligvis forbedres, hvis man sikrer finansieringsmuligheder gennem EU-midler, eller hvis der er mulighed for at udnytte og forbinde gennemførte projekter. Finansiering fra offentlige kilder kan på ingen måde erstatte de berørte parters og navnlig arbejdsgivernes ansvar.

4.4

Inden for rammerne af den sociale dialog, er det nødvendigt at inddrage arbejdsgiverne mere effektivt i udviklingen og gennemførelsen af den nationale uddannelsespolitik for at forbedre adgangen til førskoleundervisningen samt modernisere og rette op på undervisningen i de erhvervsfaglige sekundære og højere uddannelser.

4.4.1

Førskolefaciliteter af høj kvalitet, og som er tilgængelige, er en del af et individs grunduddannelse. Arbejdsgivere kan samarbejde med førskoleordningerne og fremme udviklingen af færdigheder, for eksempel gennem teknisk legetøj i forskellige discipliner i samarbejde med specialiserede organisationer og forældre.

4.4.2

Undervisningen bør allerede fra folkeskolen sikre en kontakt med de grundlæggende praktiske færdigheder i flere forskellige erhverv, herunder tekniske fag med perspektiver fra forskellige grene af erhvervslivet og tjenester og med de aktuelle krav til kundskaber og kompetencer. Hvis der ikke gøres fremskridt inden for fagområderne videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (STEM) samt praktiske færdigheder, vil det blive vanskeligt at forbedre de erhvervsfaglige uddannelser og lærlingeuddannelserne. Det kunne være en måde at lette de unges adgang til vore dages arbejdsmarked.

4.4.3

Den seneste undersøgelse fra CEDEFOP (24) har vist, at en række europæiske lande allerede har vedtaget foranstaltninger for at gøre undervisning og erhvervsuddannelse mere tillokkende. Undersøgelsen viser ikke desto mindre, at indsatsen på en række områder ikke er god nok. Det drejer sig navnlig om en forbedring af overgangen mellem undervisningen og den erhvervsfaglige uddannelse og videregående uddannelse. Der er også behov for at revidere og modernisere undervisningsprogrammerne, forbedre infrastrukturen og uddannelsesinstitutionerne samt fremme adgangen for specifikke grupper, iværksætte strukturelle ændringer og forbedre samarbejdet mellem forskellige niveauer, forbedre lærlingesystemet og navnlig i større grad inddrage arbejdsgiverne og arbejdsmarkedets parter.

4.4.4

De europæiske videregående uddannelsesinstitutioners evne til at udfylde deres rolle i samfundet og bidrage til Europas velstand er fortsat underudnyttet. (25) Den videnbaserede økonomi har brug for folk med den rette kombination af færdigheder: tværgående kompetencer, digitale kompetencer i den digitale tidsalder, kreativitet og tilpasningsevne samt en solid viden om det valgte område. Derfor bør skoler og virksomheder, der udvælges på behørig vis, også samarbejde inden for de videregående uddannelser. Arbejdsgiverne kan ikke bare sidde og vente på, at skolerne fremstiller skræddersyede afgangselever til dem. Arbejdsgiverne bør i henhold til deres kompetencer samarbejde i uddannelsesprogrammerne og forbedre skolernes udstyr. Man skal dog samtidig respektere skolernes uafhængighed, da de udfører andre vigtige opgaver for hele samfundet.

4.5

Manglende kompetencer inden for de videnskabelige og tekniske fag vil en dag blive en af de største hindringer for økonomisk vækst. Disse sektorer har en aldrende arbejdsstyrke, og et generationsskifte er på vej, når erfarne arbejdstagere forlader virksomhederne for at gå på pension. Der vil gå mange år, før skolesystemerne har tilpasset sig og kan levere den arbejdskraft i form af kvalificerede specialister inden for de tekniske fag, der er så desperat behov for.

4.5.1

Derfor er arbejdsgiverne nødt til at kæmpe imod myterne om, at disse videnskabelige kompetencer er uden fremtid. De bør tværtimod vise, at udbredelsen af disse fag i skolerne på alle niveauer er lig med større muligheder i fremtiden og mere fleksibilitet i opbygningen af en karriere. De skal være bedre til at informere om, hvilke kompetencer virksomhederne har behov for i fremtiden og de skal bidrage til livslang uddannelse af lærerne (26).

4.5.2

Man kan naturligvis altid forsøge blot at skyde hele skylden på uddannelsessystemerne. Men arbejdsgiverne er nødt til at kunne forudse den fremtidige udvikling i god tid, tage de globale og teknologiske udfordringer op, modernisere produktionsstederne og skabe beskæftigelsesmuligheder for afgangseleverne, så de kan tilegne sig kompetencer på globalt niveau.

4.5.3

Arbejdsgiverne bør også bekæmpe den myte, at kvinder ikke er skabt til bestemte arbejdsområder, og hellere bør gøre brug af deres kvindelige potentiale til eksempelvis at understøtte talenters karriereudvikling, mentorordninger, sponsorering erhvervsuddannelse og eksempler på god praksis. Der er fortsat store forskelle på kvinders og mænds uddannelser. Kvinderne er stadig underrepræsenterede i de videnskabelige fag.

4.5.4

Samtidig med at de tekniske skoler forsvinder, forsvinder lærerne også fra de erhvervsfaglige uddannelser. Derfor er man nødt til at sikre et tilstrækkeligt antal undervisere og lærere af høj kvalitet. De skal have kendskab til arbejdsmarkedets varierende behov og være i stand til at viderebringe deres tekniske kundskaber til eleverne. Der bør over for lærerne og underviserne gøres reklame for livslang læring og praktikophold i virksomhederne. Derfor bør arbejdsgiverne gøre det muligt for interesserede og kvalificerede personer blandt deres personale at blive undervisere inden for virksomheden for dens lærlinge og praktikanter og ruste dem med den nødvendige pædagogiske og psykologiske uddannelse.

4.6

Inden for rammerne af det sociale partnerskab bør arbejdsgiverne først og fremmest inddrages i udarbejdelsen af nationale strategier for livslange lærlingeuddannelser og etableringen af en ramme for anerkendelsen af den ikke-formelle og uformelle uddannelses resultater. Man bør støtte og anerkende de kvalifikationer og kompetencer, der er opnået gennem ikke-formel og uformel uddannelse, så man kan forbedre de unges kapacitet og deres rolle på arbejdsmarkedet (27)  (28) Disse livslange lærlingestrategier, sammen med strategier for udvikling af landdistrikterne bør også omfatte adgangen til efteruddannelse og omskoling for dem, der er interesseret i at arbejde i landdistrikterne.

4.6.1

Arbejdsgiverne har ret til at forvente, at uddannelsessystemet, og afgangseleverne er parate til at fortsætte med at lære og har tilstrækkeligt med færdigheder, der kan anvendes, så deres uddannelse på arbejdspladsen hverken bliver for lang eller for dyr, og at den samtidig kan blive suppleres løbende i form af efteruddannelse.

4.6.2

Arbejdsgiverne skal tage deres del af ansvaret for denne del af den faglige uddannelse, der er specifik for virksomheden, eller der er relateret til en tidsbegrænset efterspørgsel af færdigheder i nærmere definerede erhverv.

4.6.3

Hertil kommer, at mikrovirksomheder, mindre virksomheder og håndværkere i større grad har brug for et mere dynamisk og fleksibelt uddannelsessystem, der kan tilpasse virkelighedens verden både med hensyn til såvel nye arbejdstageres som ældre arbejdstageres behov, når disse ønsker eller bliver nødt til at fortsætte deres uddannelse (livslang læring).

4.6.4

Den lave deltagelse i livslang uddannelse kan også forklares ved den manglende sammenhæng mellem uddannelse og erhvervsliv og principperne for en aktiv beskæftigelsespolitik og mellem de eksisterende metoder til omskoling og arbejdsgivernes behov. De mangler, der opstår senere i uddannelsen, begrænser muligheden for at tilpasse sig den hastige teknologiske udvikling, der ændrer det tekniske udstyr i virksomhederne og de forholdsmæssige komparative fordele i økonomisk henseende

4.6.5

Et permanent samarbejde mellem arbejdsgiverne og arbejdsformidlingerne er altafgørende. Kapacitet, infrastruktur og metodologi i arbejdsformidlingerne er fortsat et vigtigt element til at understøtte efterspørgslen efter videreuddannelse og har også en indvirkning på udbuddet af efteruddannelse.

4.7

Alt efter muligheder og national praksis kan flere løsninger melde sig for at styrke arbejdsgivernes indflydelse på effektiviteten i uddannelsessystemet, for at øge vækst og beskæftigelse, og for at tilpasse sig arbejdsmarkedets behov.

4.7.1

I forbindelse med det sociale partnerskab, skal arbejdsgiverne enten samarbejde med offentlige eller private skoler i en region eller et lokalområde i form af fælles fora på skoler og i virksomheder eller rådgivning og regionale eller sektorspecifikke aftaler for at støtte beskæftigelsen og kompetencerne, eller også skal de slå sig sammen for at etablere og forvalte skole- og praktikordninger, eller de grundlægger deres egne skoler eller faglige læringscentre.

4.7.2

Dette gælder for alle typer af økonomiske enheder, herunder mikrovirksomheder, små virksomheder, kooperativer og håndværksvirksomheder. Disse initiativer bør udvikles på det mest effektive niveau med henblik på at øge deres virkning og udbredelse i samarbejde med statens og de lokale myndigheders institutioner, fordi det er lige så nødvendigt at respektere både offentlighedens interesse og deltagelsen i en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som at bevare bæredygtige kvalitetsjob.

4.8

Erhvervspraktikophold er et vigtigt element i uddannelsesprocessen.

4.8.1

Arbejdsgiverne opfatter praktikophold som en proces, hvis formål er at bibringe de unge en praktisk erfaring og arbejdsmæssige vaner. Det er af interesse for virksomhederne at lette de unges overgang fra uddannelse til arbejdsmarkedet og ikke misbruge praktikanters position men i stedet tilbyde dem et job, der svarer til formålet med undervisningen og skabe tilsvarende arbejdsvilkår.

4.8.2

Derfor bifalder EØSU det forberedende arbejde af handlingsplanen for beskæftigelse af unge, iværksat inden for rammerne af det fælles program for de europæiske arbejdsmarkedsparter (29), der i forbindelse med sine i fællesskab fastlagte prioriteter også vil se nærmere på praktikophold, oplevelser på arbejds- og lærepladsen.

4.9

Den viden og erfaring, der er opnået gennem ikke-formel og uformel læring i forbindelse med frivilligt arbejde kan øge arbejdstagernes kreativitet og innovationsevne og bidrage til at øge deres beskæftigelsesegnethed og lette deres overgang til arbejdsmarkedet. Virksomhederne støtter igennem deres strategi for socialt ansvar deres arbejdstageres frivillige aktiviteter. Arbejdsgiverne er imidlertid forhindrede i at støtte frivilligt arbejde på systematisk vis på grund af en manglende juridisk ramme, manglende evalueringsinstrumenter eller anerkendelse af de erhvervede færdigheder, men først og fremmest på grund af hindringer af finansiel og skattemæssig karakter (30).

5.1

I forbindelse med det sociale partnerskab er arbejdsgivere involverede i udviklingen og indførelsen af fælles europæiske principper (med hensyn til rådgivning, fokus og validering af ikke-formel og uformel uddannelse) og tilsvarende instrumenter (31) (EQF, ECVET, EQAVET, Europass). Formålet med disse principper og instrumenter er at bidrage til øget mobilitet blandt arbejdstagere, lærlinge og undervisere mellem forskellige uddannelsessystemer og mellem forskellige lande.

5.2

Medlemsstaterne i EU har vedtaget en europæisk referenceramme for kvalifikationer (EQF)  (32), hvori man har fastlagt otte kvalifikationsniveauer på baggrund af kundskaber, kompetencer og almen viden Det er op til hver enkelt medlemsstat at sørge for, at den enkelte nationale kvalifikation klassificeres inden for et af disse otte niveauer.

5.3

En af de planlagte foranstaltninger i programmet for nye kvalifikationer og job gik ud på at man inden udgangen af 2012 ville færdiggøre den europæiske referenceramme for kvalifikationer, kompetencer og erhverv (ESCO) som et fælles værktøj på arbejdsmarkedet og inden for erhvervsuddannelsessektoren. Dette projekt vil erstatte eller supplere de nuværende nationale og internationale sektorklassificeringer og vil fungere som et værktøj, der letter etableringen af et dynamisk arbejdsmarked, der er kendetegnet ved smidige overgange, frem for alt fra et job til et andet eller fra en uddannelse til det første job.

5.3.1

Men denne ramme er imidlertid ikke relevant for mikrovirksomheder og de mindre virksomheder, fordi dens standarder tager udgangspunkt i, at alle personer, som har en bestemt position og har de samme kvalifikationer, alle udøver den samme række opgaver, uanset hvilken virksomhed de arbejder i. Men i en verden præget af hurtigt skiftende arbejdsvilkår, forskellige former for teknologi, kundernes krav, arbejdsmetoder og tilgængeligheden af dygtige medarbejdere har det den konsekvens, at man som det fremgår af ansvarsfordelingen blandt arbejdstagerne forventer, at disse er fleksible, når de udfører deres opgaver og er klar til at tilpasse sig arbejdsmetoder som følge af de konstante forandringer i den teknologiske verden og inden for IKT, som virksomhederne helt konkret arbejder med.

5.3.2

Det er vigtigt, at arbejdsgivere og erhvervsorganisationer opfylder mikrovirksomhedernes og de små virksomheders behov for at hjælpe med til at udvikle deres egne detaljerede oversigter, som gør det muligt i detaljer at præsentere, hvordan disse mere fleksible og dynamiske virksomheder fungerer. En sådan kortlægning skal være med til at sikre, at "resultaterne" kommer til udtryk i form af opgavebeskrivelser og ikke bare arbejdsfunktioner. Efterfølgende kan man bygge videre på erhvervsuddannelserne og kvalifikationerne ud fra disse opgavebeskrivelser og derved nå frem til en tydelig revisionsprocedure lige fra job til de endelige kvalifikationer.

5.4

Arbejdsgivere og virksomheder samt andre økonomiske aktører bør udnytte alle de projekter, der finansieres med nationale midler og EU's strukturfonde og frem for alt ESF og Erasmus for alle. I forbindelse med en aktiv beskæftigelsespolitik lancerer medlemsstaterne en række projekter med henblik på at opretholde beskæftigelsen, at opdatere og forbedre arbejdstagernes kvalifikationer og lette unges overgang til arbejdsmarkedet. (33) Vedtagelsen af den nye flerårige finansielle ramme tillader også en række nye programmer med henblik på støtte til uddannelse, mobilitet og innovation, såsom Erasmus for alle, Cosme og Horisont 2020).

6.1

Europa sætter i dag med rette sin lid til støtte og udvikling af vekseluddannelsessystemet. Det fremgår med al tydelighed, at de medlemsstater, der anvender disse systemer på lang sigt, opnår gode resultater, og at deres ungdomsarbejdsløshed ligger et godt stykke under EU-gennemsnittet (34).

6.2

I sin udtalelse om "beskæftigelsespakken", gør EØSU det helt klart, at en af måderne at bygge bro mellem arbejdsmarkedets behov, uddannelse og de unges forventninger, er at støtte udviklingen af disse skolesystemer for lærlingeuddannelse af høj kvalitet.

6.3

I en undersøgelse fra Kommissionen om situationen for lærlingeuddannelserne i EU (35) gøres der ligeledes opmærksom på visse udfordringer, som dette lærlingesystem skal kunne tage op. Et eksempel er, at fordelene ved en hurtig overgang mellem skole og arbejdsmarked må betragtes som foreløbige. På længere sigt er beskæftigelsesperspektiverne mindre tydelige. Et andet spørgsmål er, hvorvidt de kundskaber og kvalifikationer, man har tilegnet sig, kan "overføres" til en anden virksomhed (i den samme eller en anden sektor).

6.4

Denne undersøgelse gør ligeledes opmærksom på, at som følge af den globale økonomiske krise, steg antallet af elever i erhvervsuddannelserne i 2008, mens antallet af lærlinge- og praktikpladser faldt i mange medlemsstater på grund af det usikre erhvervsklima. En sådan situation er således udslagsgivende for mobiliseringen af samtlige aktører og deres fælles ansvar, for at man kan oprette nye lærepladser i virksomhederne eller finde andre løsninger med statens opbakning.

6.5

BusinessEuropes (36) undersøgelse om konkrete erfaringer på området i de enkelte medlemsstater har fremhævet de forskellige tilgange i udviklingen af de bestemmelser, der forbinder skoleundervisningen med til erhvervspraktik. Undersøgelsen har mundet ud i en lang række anbefalinger, herunder anbefalinger rettet mod arbejdsgiverne, såsom:

6.6

Arbejdsgiverne er således glade for Kommissionens opfordring om en alliance til støtte for udviklingen af kvalitet, for at give lærlingeuddannelsen i Europa et bedre image og gøre den mere tillokkende. Arbejdsgiverne er ligeledes rede til at påtage sig deres del af ansvaret for at oprette flere lærepladser på baggrund af et vekseluddannelsessystem, der kombinerer skoleuddannelse med erhvervspraktik (37).

6.7

Støtte til lærlingeuddannelserne giver ikke blot arbejdsgiverne et fordelagtigt redskab til at evaluere potentielle kandidater med henblik på ansættelse, men også større økonomiske fordele på længere sigt samtidig med, at det er et udtryk for social ansvarlighed.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/35

1.1

Finanskrisen er nået ud til virksomhederne. Alle berørte grupper – investorer, arbejdsgivere, arbejdstagere, regioner (et "multiinteressentperspektiv") – har interesse i at overvinde krisen, hvilket kræver en fælles indsats og indbyrdes forenelige mål (som f.eks. en langsigtet virksomhedsudvikling), en god social dialog i et klima baseret på tillid og en positiv indstilling. EØSU vil gerne tage initiativ til at udforske nye muligheder på dette område, også hvad angår de europæiske rammer for virksomhedsledelse ("corporate governance").

1.2

EØSU er overbevist om, at en "god" og derfor også "bæredygtig" virksomhedsledelse må bygge på det indre markeds gennemprøvede retlige strukturer og praksis for arbejdstagerdeltagelse, der tager udgangspunkt i information, høring og også, hvor det er relevant, i medbestemmelse.

1.3

Bæredygtighed skal opnås ved at forene økonomisk effektivitet med sociale og miljømæssige mål. En forudsætning herfor er, at en virksomhed forstås som en institution, hvor de forskellige interessenter arbejder sammen, og hvor alle berørte parter i fællesskab søger et langsigtet virksomhedsperspektiv, økonomisk konkurrencedygtighed og en social balance og handler derefter. Med dette for øje bringer EØSU konceptet bæredygtig virksomhed ("sustainable company") på bane. Hertil hører, at også arbejdstagernes "stemme" må respekteres i virksomhedsbeslutninger.

1.4

Virksomheder kan drives effektivt på baggrund af dette koncept, hvis virksomhedsledelsen bygger på princippet om et "fair relationship" mellem arbejdstagere, ledelse og virksomhedsejere og dermed giver alle interessenter mulighed for på en målrettet og problemløsende måde at øve indflydelse på beslutninger om forandringer med behørig respekt for ledelsens beføjelser. Til den ende findes der allerede i dag en lang række instrumenter vedrørende obligatorisk inddragelse af arbejdstagerrepræsentanter på nationalt og europæisk plan, som det gælder om at udnytte effektivt. Det har vist sig, at det på den måde bliver lettere at forvalte og foregribe omstruktureringer, ikke mindst i krisetider.

1.5

For at forankre den skitserede model i virkeligheden og styrke den anser EØSU det også for nødvendigt, at EU-politikken inden for rammerne af sine beføjelser til udformning af det indre marked skaber relevante incitamenter og forbedrer de nødvendige europæiske retlige rammer uden at gribe ind i medlemsstaternes kompetencer. Derfor foreslår EØSU, at de eksisterende bestemmelser om arbejdstagernes grundlæggende ret til medbestemmelse omsættes til national lovgivning og udformes mere effektivt i EU's sekundærret.

1.6

I den sammenhæng bør arbejdstagernes muligheder for at deltage i virksomhedens strategiske planlægning være et gennemgående element i den europæiske selskabsret, som Kommissionen agter at videreudvikle i nærmeste fremtid. I øvrigt bør bestemmelserne om obligatorisk arbejdstagerdeltagelse konsolideres og anvendes generelt i EU-lovgivningen på basis af etablerede normer. Navnlig bør definitionerne af information, høring og deltagelse harmoniseres.

1.7

Europa-Parlamentets beslutning af 15.1.2013 markerer en foreløbig ny etape i debatten. I beslutningen opfordres der med stort flertal bl.a. til indførelse af en retlig ramme med minimumsstandarder ved omstruktureringer for at begrænse de økonomiske omkostninger og fremme foregribelsen af omstruktureringer. Hertil skal bl.a. høre forpligtelser til strategisk planlægning samt forebyggende tiltag inden for uddannelse og videreuddannelse. Det kommer også til at omfatte foranstaltninger til bevarelse af arbejdspladser og arbejdskraft ved omstruktureringer samt bestemmelser, som tilskynder virksomheder til i tilfælde af omstruktureringer at indgå i et forebyggende samarbejde med regionale instanser (især regionale forvaltninger, arbejdsmarkedsorganer) og med lokale leverandørkæder.

2.1

Med denne udtalelse vil EØSU vise, hvordan virksomheder og investorer sammen med deres arbejdstagere kan finde afbalancerede og bæredygtige løsninger til overvindelse af den finansielle og økonomiske krise og til afbødning af klimaændringerne. EØSU vil endvidere redegøre for, hvilke samfundsmæssige og retlige rammebetingelser disse aktører må sikres for at kunne varetage opgaven, og på hvilke områder de retlige rammer på EU-niveau også må forbedres med dette mål for øje under hensyntagen til de forskelligartede situationer og forskellige ordninger, der findes på nationalt niveau.

2.2

En langsigtet virksomhedsledelse bygger på en retligt sikret og tillidsbaseret dialog mellem ledelsen og arbejdstagerne. På dette område konstaterer EØSU en konsensus mellem regeringer, arbejdsmarkedsparter og civilsamfund, som er solidt forankret i den europæiske integrations historie. Obligatorisk inddragelse af arbejdstagere i de økonomiske aktiviteter og beslutninger er, som det også er fastlagt i talrige EU-direktiver, et nødvendigt element i en socialt ansvarlig økonomisk ledelse. Tusinder af interesserepræsentanter i Europas virksomheder og omkring 17 000 interesserepræsentanter i ca. 1 000 europæiske samarbejdsudvalg viser, at princippet om deltagelsesbaseret virksomhedsledelse gennemføres i praksis.

2.3

Diverse retskilder, der er opstået i forskellige historiske faser, afspejler denne europæiske konsensus: informering og høring af arbejdstagere er ikke kun indført på nationalt plan – herunder for SMV'er – via EU-lovgivningen (1), men også på tværnationalt plan (2). Dette gælder også den mulige inddragelse af arbejdstagerne på virksomhedsplan, hvilket er standardprocedure i europæiske selskaber og europæiske andelsselskaber (3). En lang række andre EU-direktiver (4), bl.a. vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og den europæiske selskabslovgivning, foreskriver informering og høring. Artikel 27 i EU's charter om grundlæggende rettigheder gør den enkeltes grundlæggende ret til informering og høring til en bindende del af fællesskabsretten. Obligatorisk inddragelse af arbejdstagerne i de økonomiske aktiviteter udgør således uden tvivl en del af retsgrundlaget for det europæiske demokrati.

2.4

For at sikre økonomiske resultater, men især også af hensyn til den sociale samhørighed i Europa gælder det om at styrke denne ressource – som er veletableret og har vist sig effektiv i den økonomiske hverdag – til overvindelse af den aktuelle krise. Rammevilkårene for virksomheder, som ikke kun er til for investorerne, men også skal bidrage til samfundets vel, er nemlig blevet mere usikre nu:

2.5

Alt dette understreger behovet for et korrigerende element som værn mod den udhuling af virksomhedsværdier, som følger af kortsigtet tænkning. Med virksomhedernes langsigtede udvikling for øje er det nødvendigt via en bredere opfattelse af virksomheden som en bæredygtig virksomhed ("sustainable company") at pege på muligheder for gennem EU-politikken at vende den fremherskende tendens til, at indsigten i virksomheden ensidigt forbeholdes aktionærerne (5).

2.6

Krisestyring, langsigtet planlægning, god virksomhedsledelse, innovationsevne og et tillidsfuldt samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere baseret på obligatorisk inddragelse af arbejdstagerne indgår alle i den samme ramme for Europas fremtid. EØSU foreslår at forankre og styrke konceptet "sustainable company" som et nyt ideal i EU-politikken. Hermed skal der åbnes nye horisonter for lovgivning og træffes driftsmæssige og politiske foranstaltninger, der skal give de pågældende aktører motivation og vejledning til varetagelse af bæredygtig virksomhedsledelse. Der må være enighed om de forskellige elementer, der udgør en bæredygtig virksomhed. Den konkrete gennemførelse må svare til situationen i den enkelte virksomhed og vil i praksis variere fra det ene land til det andet.

3.1

Den bæredygtige virksomhed (6) er velegnet som model til at omsætte EU-politikkens retningslinjer til en helhedsorienteret metode for virksomhedsledelse, hvor mål for økonomisk effektivitet kombineres med sociale og miljømæssige mål i et sammenhængende koncept. Den bæredygtige virksomhed bygger på den grundholdning, at virksomheder er "sociale organisationer", hvor arbejdstagerens "stemme" må respekteres. Virksomhedens beslutninger bliver dermed mere forudsigelige for begge parter og også for kunderne. De er mindre sårbare over for indgreb udefra, som udelukkende er baserede på kortsigtede rentabilitetsforventninger.

3.2

En "bæredygtig virksomhed" er kendetegnet ved følgende kerneelementer (7):

3.3

En bæredygtig virksomhed kan kun fungere effektivt, hvis den følger et særligt ledelsesprincip: "fair relationship", som indebærer, at alle implicerede parter (ledelsen, arbejdstagerrepræsentanterne, investorerne og de berørte regioner) har mulighed for på en målrettet og problemløsende måde at tage del i beslutninger om forandringer i virksomheden med behørig respekt for ledelsens beføjelser. På den måde bliver det netop lettere at forvalte og foregribe omstruktureringer, ikke mindst i krisetider.

3.4

Begrebet "fair relationship" bygger på bindende overenskomster mellem de berørte parter i forbindelse med virksomhedssalg og -overtagelser i et langsigtet virksomhedsperspektiv samt den sociale dimension, som sikrer, at bevarer etableringssteder og arbejdspladser bevares i størst muligt omfang. Følgende nøglefaktorer udgør i den forbindelse grundlag, ikke mindst ved køb og salg af virksomheder eller aktier på tværs af nationale grænser, og når det drejer sig om omstruktureringer:

3.5

Virkeliggørelse af den bæredygtige virksomhed går hånd i hånd med obligatorisk inddragelse af arbejdstagerne på nationalt og tværnationalt plan gennem informering, høring og, hvor det er relevant, også deltagelse i virksomhedsorganer. Erfaringerne viser her, at lande, hvor arbejdstagernes medbestemmelsesret er omfattende, og hvor forbindelserne mellem arbejdsmarkedets parter fungerer effektivt, er sluppet bedre igennem krisen end andre. For at dette skal kunne udnyttes med en langsigtet virksomhedsudvikling for øje, skal EU-politikken inden for rammerne af sine beføjelser til udformning af det indre marked skabe relevante incitamenter og retlige forpligtelser inden for virksomhedsledelse.

4.1.1

Arbejde, investeringer og iværksætteri skal kunne betale sig i Europa. Et velegnet forbillede herfor er den bæredygtige virksomhed, der forfølger økonomiske, sociale og miljømæssige mål, som alle er langsigtede. En sådan virksomhed ledes efter "fair relationship"-princippet, ifølge hvilket forandringer betragtes som udfordrende driftsmæssige opgaver, som det lønner sig at gennemføre, og som ikke sætter spørgsmålstegn ved arbejdstagernes opnåede sociale rettigheder.

4.1.2

EØSU mener, at EU-politikken fortsat må styrke grundlaget for samarbejdet mellem de vigtigste økonomiske grupper, og ser gerne, at Kommissionen med udgangspunkt i de normer for arbejdstagerdeltagelse, der allerede er opnået, tager nye initiativer til at tilpasse arbejdstagernes og arbejdstagerrepræsentanternes rettigheder til realiteterne på det indre marked og til at styrke disse rettigheder Hertil hører også lovgivningsinitiativer, der skal forbedre handlingsgrundlaget for gennemførelsen af den nye model, der er skitseret her.

4.1.3

Virksomheder, som følger "fair relationship"-princippet, er særlig godt rustede til at foregribe og udforme strukturelle ændringer. Det giver derfor også god økonomisk mening at styrke arbejdstagernes inddragelse i udformningen og foregribelsen af forandringerne. De europæiske retlige rammer må styrkes til dette formål. I tråd med Europa 2020-strategiens bæredygtighedsstrategi ville sådanne foranstaltninger styrke samarbejdet mellem de vigtigste grupper i økonomien til gavn for det europæiske demokrati og den europæiske økonomis konkurrenceevne.

4.2.1

For at forbedre etableringsfriheden og mobiliteten for virksomheder inden for det indre marked udbygges den europæiske selskabslov kontinuerligt. Der indføres flere og flere regler på EU-plan for virksomhedsledelse (corporate governance). EØSU mener, at EU's beslutningstagere må sikre alle berørte økonomiske aktører (virksomheder, investorer og arbejdstagere) samme EU-retlige status i forbindelse med deres aktiviteter på nationalt og tværnationalt niveau (9). Den sundhedskontrol af EU-direktiver om obligatorisk inddragelse af arbejdstagere, som Kommissionen har bebudet, må ikke blive noget alibi for ikke at gennemføre betydelige politiske initiativer. I den forbindelse tilslutter EØSU sig Europa-Parlamentets holdning, som går ud på, at der er behov for en ny politisk indsats, som tager sigte på at styrke arbejdstagernes muligheder for deltagelse på arbejdspladsen og i virksomhedens drift på tværnationalt plan.

4.2.2

I den forbindelse finder EØSU det nødvendigt, at de grundlæggende regler for inddragelse af arbejdstagere omsættes til national lovgivning og udformes mere effektivt i EU-retten, idet navnlig EU-lovgivningens bestemmelser om obligatorisk arbejdstagerdeltagelse konsolideres på basis af de allerede opnåede rettigheder (10).

4.2.3

Sådanne foranstaltninger ville forbedre de europæiske retlige rammer. Det ville blive enklere at investere, producere og arbejde i Europa. EØSU går derfor helhjertet ind for disse henstillinger og ser frem til, at EU-institutionerne snart går i gang med at vedtage forslagene, så de kan blive gennemført.

4.2.4

EØSU går ind for en konsolidering af reglerne om arbejdstagerdeltagelse i EU's samlede regelværk under hensyntagen til diversiteten af de forskellige involverede spørgsmål. Hvad angår indholdet af rettighederne skal følgende retsakter gælde som model: det omarbejdede direktiv 2009/38/EF om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg, navnlig når det gælder informering og høring af arbejdstagerne samt strukturændringer, og rammedirektiv 2002/14/EF om medarbejderindflydelse i det europæiske selskab (hvad angår medbestemmelse i virksomhedsorganer).

4.2.5

EØSU mener, at EU-lovgivningen i forbindelse med alle disse foranstaltninger skal sikre og styrke eksisterende nationale medbestemmelsesrettigheder og eksisterende EU-bestemmelser. Dette gælder især arbejdstagerdeltagelse i virksomhedsorganer. På grund af de forskelligartede situationer, og forskellige ordninger, der findes på nationalt niveau, ville det imidlertid være uhensigtsmæssigt og kontraproduktivt at indføre en enkelt europæisk model for arbejdstagerdeltagelse.

4.3.1

På grund af stadig mere omfangsrige omstruktureringer (16) og et stadig mere aggressivt investeringsklima for virksomheder er der efter EØSU's opfattelse brug for innovative løsninger på nationalt og europæisk plan, som på den ene side signalerer Europas åbenhed og attraktivitet til investorer, men som på den anden side – som det understreges i udvalgets udtalelse om grønbogen om omstruktureringer og foregribelse af forandringer – også forbereder både arbejdstagere og virksomheder på håndteringen af nye udfordringer med henblik på at reducere negative sociale følgevirkninger af strukturforandringerne til et minimum og optimere mulighederne for en vellykket omstrukturering (17).

4.3.2

Finanskrisen har vist, at der er behov for en ny strategi for virksomhederne, der sikrer, at målet om bæredygtig værdiskabelse går forud for kortsigtede rentabilitetsforventninger. Hvis strategien skal kunne give et effektivt svar på de udfordringer, der er forbundet med omstruktureringerne, er det nødvendigt med en integreret tilgang, der inddrager flere politikområder (f.eks. beskæftigelse, uddannelse, innovation og industri). I den forbindelse skal der også tages hensyn til arbejdstagernes interesser, når de er berørt af virksomhedens beslutninger. Begrebet "bæredygtig virksomhed" tager udgangspunkt i langsigtet planlægning og giver et praktisk anvendeligt svar på EU-politikkens krav om at støtte virksomheder i bestræbelserne på at skabe "bæredygtig vækst".

4.3.3

Foregribelse af forandringer kan efter EØSU's opfattelse kun lade sig gøre, hvis der skabes et klima af gensidig tillid, og hvis både arbejdsmarkedsparterne og det organiserede civilsamfund inddrages konsekvent (18). Det indebærer bl.a., at arbejdstagerne kan spille en rolle i forberedelsen af virksomhedsbeslutninger ved at udøve deres informations- og høringsret og anvende den til at sikre effektive problemløsninger på lokalt plan (19). Direktivet fra 2009 om europæiske samarbejdsudvalg åbner også mulighed for tidlig inddragelse i grænseoverskridende anliggender.

4.3.4

Hvordan omstruktureringer bedst gribes an har længe været genstand for omfattende debatter på europæisk plan. Ud over Kommissionen har det først og fremmest været de europæiske arbejdsmarkedsparter, Europa-Parlamentet og EØSU, som har deltaget aktivt i denne debat.

4.3.5

Europa-Parlamentets beslutning af 15.1.2013 markerer en foreløbig ny etape i debatten. I beslutningen opfordres der med stort flertal bl.a. til indførelse af en retlig ramme med minimumsstandarder ved omstruktureringer for at begrænse de økonomiske omkostninger og fremme foregribelsen af omstruktureringer (20). Hertil skal bl.a. høre forpligtelser til strategisk planlægning samt forebyggende tiltag inden for uddannelse og videreuddannelse. Det kommer også til at omfatte foranstaltninger til bevarelse af arbejdspladser og arbejdskraft ved omstruktureringer samt bestemmelser, som tilskynder virksomheder til i tilfælde af omstruktureringer at indgå i et forebyggende samarbejde med regionale instanser (især regionale forvaltninger, arbejdsmarkedsorganer) og med lokale leverandørkæder.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/40

1.1

Udvalget udtrykker sin støtte til østpartnerskabet, hvis målsætning er at bidrage til den økonomiske og sociale udvikling i nabolandene øst for Europa, konsolidere de demokratiske institutioner og fremme et fælles fundament af normer og værdier, der udgør grundlaget for det fælles europæiske projekt.

Udvalget minder om vigtigheden af, at civilsamfundet medvirker til dette, og fremhæver, at den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter (arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger) er uundværlig, når der skal nås frem til kompromis, der tager hensyn til virksomhedernes og lønmodtagernes forskellige sociale og økonomiske interesser.

1.2

Udvalget betoner det særlige ved den sociale dialog, der bør kunne finde sted på de forskellige niveauer og inden for de forskellige områder, hvor arbejdsmarkedets parter kan forsvare deres berettigede interesser. Dette sideløbende og komplementært med en civil dialog, hvis mål er at fremme et aktivt deltagelsesbaseret demokrati i bred forstand. Udvalget minder om, at både den sociale og den civile dialog afhænger af, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne er uafhængige, og anmoder om, at denne uafhængighed sikres som en af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder, sådan som disse er fastlagt af de internationale og europæiske organisationer.

1.3

Udvalget anmoder om, at der i østpartnerskabet i fuldt omfang tages hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, navnlig foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger. Udvalget anmoder de berørte lande om at gøre den nødvendige indsats for at fremme indarbejdelsen af de europæiske og internationale normer, sådan som disse er fastlagt i EU's charter om grundlæggende rettigheder, den europæiske socialpagt (Europarådet) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), og med hensyn til opbygningen af en "social retsstat". Overholdelsen af disse normer bør være et af de officielle kriterier i disse associeringsaftaler og i evalueringen af dem. Østpartnerskabet kan her finde inspiration i den tilgang, som Kommissionen har valgt i forbindelse med udarbejdelsen af den generelle præferenceordning (GSP+) vedrørende handel.

1.4

Udvalget er af den opfattelse, at østpartnerskabet bør bidrage til en effektiv styrkelse af den sociale dialog i partnerlandene, og anmoder i denne henseende om, at de eksisterende høringsstrukturer inddrages regelmæssigt både i udarbejdelsen og evalueringen af associeringsaftalerne. Udvalget minder i denne henseende om, at de handlingsplaner, som østpartnerskaberne omfatter, dækker en lang række forhold på områder som energi, de forskellige økonomiske sektorer, de offentlige tjenester osv. Dette berører direkte lønmodtagerne og de økonomiske aktører, hvilket er en begrundelse for at tilrettelægge samråd ikke kun på overordnet økonomipolitisk niveau, men også på sektorniveau og i de pågældende regioner.

1.5

Udvalget bifalder civilsamfundsforummets beslutning om at nedsætte en femte arbejdsgruppe for social dialog. Denne arbejdsgruppe samledes for første gang i Stockholm i november 2012.

1.6

Udvalget opfordrer til, at civilsamfundsforummets forretningsorden og principper for udvælgelse af civilsamfundsorganisationer ændres, så arbejdsmarkedets parter kan blive repræsenteret i et omfang, der afspejler deres repræsentativitet i de pågældende lande. Det fremhæver, at en afbalanceret repræsentation af arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer – og henviser her til de tre grupper, der eksisterer i udvalget – vil styrke civilsamfundsforummets repræsentativitet og legitimitet som samtalepartner til de nationale og europæiske myndigheder, der tager del i østpartnerskabet.

1.7

Udvalget ønsker en samordning mellem civilsamfundsforummet, de nationale civilsamfundsplatforme og de nationale strukturer for den sociale dialog for at undgå en unødig og skadelig konkurrence mellem strukturerne. Repræsentanterne for arbejdsmarkedets parter, der deltager i de nationale platforme, kan sikre forbindelsen mellem disse og de eksisterende toparts- og trepartsstrukturer.

1.8

Udvalget foreslår, at der inden for østpartnerskabet oprettes et særligt "panel" for "socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik". Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion bør kunne påtage sig ansvaret for de praktiske rammer for dette panel, som i begyndelsen vil kunne få ansvaret for at iværksætte et systematisk program til at fremme udveksling og fastlæggelse af god praksis mellem EU og partnerlandene inden for socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik under hensyntagen til de målsætninger, som den tematiske platform II har opstillet for disse områder (økonomisk integration og konvergens med EU-politikkerne). Udvalget ønsker, at dette panel på længere sigt kan blive til en tematisk platform. Med denne femte platform vil det blive muligt i fuldt omfang at behandle spørgsmål om socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, og betydningen af disse forhold vil således blive anerkendt ved siden af de fire andre prioriteter, der er fastlagt i østpartnerskabet.

1.9

Udvalget bifalder oprettelsen af en "civilsamfundsfacilitet" og en "europæisk fond for demokrati" og ønsker, at denne fond kan starte sit arbejde så hurtigt som muligt. Udvalget ønsker, at disse fonde fastlægger objektive og gennemsigtige kriterier, der effektivt bidrager til en styrkelse af civilsamfundet og dets aktioner og navnlig til styrkelsen af den sociale dialog i de pågældende lande. Denne europæiske fond for demokrati kunne finansiere en undersøgelse om den sociale dialog i hvert land med henblik på at fastlægge målsætningerne for den sociale dialog og fremskridtsindikatorerne herfor. Udvalget anmoder desuden om, at der udarbejdes et samlet program for landene i østpartnerskabet på samme måde som i initiativet for social samhørighed i landene i Sydøsteuropa.

2.1

På samme måde som målet med Middelhavsunionen er at styrke naboskabspolitikken over for landene syd for EU, er østpartnerskabet oprettet med henblik på at uddybe den europæiske naboskabspolitik over for EU's nabolande i øst (Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien, Moldova, Ukraine) for derigennem at arbejde for de seks partnerlandes "politiske tilknytning til og økonomiske integration i EU" (1). Østpartnerskabet blev officielt lanceret den 7. maj 2009 i Prag på topmødet mellem regeringscheferne for de seks partnerlande, repræsentanter for EU og medlemsstaterne.

2.2

Østpartnerskabet består af to dele: en bilateral fremgangsmåde, hvor hensigten er at skabe "tættere forbindelser mellem EU og det enkelte partnerland", og en multilateral fremgangsmåde for at skabe rammer, hvor fælles problemer kan behandles. Kommissionen har i denne henseende foreslået, at der oprettes fire tematiske platforme med deltagelse af repræsentanter fra partnerlandene, EU's medlemsstater og EU-institutionerne: 1) Demokrati, god regeringsførelse og stabilitet, 2) Økonomisk integration og harmonisering med EU's politikker, 3) Energiforsyningssikkerhed og 4) Mellemfolkelig kontakt. Desuden er der planlagt "flagskibsinitiativer" og "omfattende programmer for institutionsopbygning" til at understøtte den foreslåede fremgangsmåde.

2.3

Med hensyn til dette arbejde blev det i østpartnerskabet nævnt, at "Udover repræsentanter for regeringer og Europa-Kommissionen vil arbejdet involvere andre EU-institutioner, internationale organisationer (såsom OSCE og Europarådet), internationale finansielle institutioner, parlamenter, repræsentanter for erhvervslivet, lokale myndigheder og en lang række aktører inden for de områder, som de tematiske platforme dækker" (2). Det blev navnlig foreslået at oprette et civilsamfundsforum "for at fremme kontakten mellem civilsamfundsorganisationerne og deres dialog med offentlige myndigheder".

2.4

Dette civilsamfundsforum skal fremme deltagelse af en bred vifte af aktører, herunder fagforeningerne, arbejdsgiverorganisationerne, faglige sammenslutninger, ngo'er, tænketanke, nonprofitfonde, civilsamfundsorganisationerne og de nationale og internationale netværk og alle andre relevante aktører i civilsamfundet (3). Efter at Kommissionen og Rådet havde gennemført en procedure til udvælgelse af de civilsamfundsorganisationer, der var interesseret i at deltage, samledes civilsamfundsforummet for første gang i Bruxelles i november 2009. Civilsamfundsforummet vedtog sin forretningsorden, fastlagde arbejdsmetoderne og valgte en bestyrelse. Forummet afholder en generalforsamling hvert år (Berlin i november 2010, Poznań i november 2011, Stockholm i november 2012) og har opfordret til oprettelse af nationale platforme, der skal udbrede forummets tiltag på nationalt niveau i de seks partnerlande.

2.5

Østpartnerskabet, som udvalget fra starten har hilst velkommen (4), har nu eksisteret i fire år og har støttet en række reformer, der har været ekstremt nyttige på det økonomiske, handelsmæssige og energimæssige område og med hensyn til spørgsmålet om personernes frie bevægelighed. Hvad angår civilsamfundets bidrag til østpartnerskabet, navnlig via civilsamfundsforummet, beklager udvalget den faldende deltagelse af repræsentanter fra civilsamfundet i EU's medlemsstater i civilsamfundsforummets aktiviteter, og anmoder om, at det både i civilsamfundsforummet og i Kommissionen overvejes, hvilke ordninger og former for motivering, der kan iværksættes for at rette op på denne ubalance. I en udtalelse af 16. juni 2011 (5) beklager udvalget desuden, at arbejdsgiverne, fagforeningerne og de andre socioøkonomiske aktører (landbrugere, forbrugere, repræsentanter for SMV'erne osv.) på nationalt niveau ikke er blevet inddraget i forummets aktiviteter eller kun i beskedent omfang.

2.6

Hermed viderebragte udvalget den bekymring, som de europæiske og internationale arbejdsgiversammenslutninger og fagforeninger gentagne gange havde givet udtryk for. Mario Sepi, EØSU's daværende formand, fremhævede således i et brev fra maj 2011 til bestyrelsen i civilsamfundsforummet, at begrebet "civilsamfund" ikke kun betegner ngo'erne og græsrodsorganisationerne, men også arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgivere) og de organisationer, der repræsenterer de sociale og økonomiske aktører, der ikke er sociale partnere i egentlig forstand (for eks. forbrugerorganisationer) (6).

2.7

Som svar accepterede civilsamfundsforummet 1) at opbløde reglerne for udvælgelse af civilsamfundsorganisationerne, der ved at begrænse organisationernes deltagelse i civilsamfundsforummets forsamlinger til to mandater af et års varighed med tiden fører til, at de mest aktive arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger bliver udelukket, og 2) at oprette en femte arbejdsgruppe om den sociale dialog, der uden undtagelse er åben for alle repræsentanter for arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne. Denne arbejdsgruppe blev oprettet på civilsamfundsforummets generalforsamling i Stockholm i november 2012.

2.8

Civilsamfundsforummet havde endvidere allerede på generalforsamlingen i november 2011 (Poznań) drøftet, hvordan det kunne styrke sin position og sin virksomhed. Det blev besluttet at oprette en "forening" med en anerkendt juridisk status, så denne får mulighed for at deltage i de samarbejdsprogrammer, som Kommissionen har åbnet for østpartnerskabet, og et "fast sekretariat", der kan varetage det koordineringsarbejde, der følger med civilsamfundsforummets rolle. Det anmodede om, at der blev oprettet en "facilitet" for at støtte civilsamfundet og civilsamfundsorganisationerne. Det insisterede også på, at dets repræsentanter bør kunne deltage fuldt ud i de forskellige aktiviteter i østpartnerskabet lige fra platformenes multilaterale møder til møderne på ministerplan.

3.1

Den sociale dialog er dialogen mellem organisationerne, der repræsenterer arbejdsgiverne og lønmodtagerne, og den foregår enten direkte mellem disse organisationer eller i almindelighed mellem disse og regeringen eller dennes repræsentanter (herunder de regionale og/eller lokale myndigheder) med det mål at fremme de økonomiske og sociale fremskridt og finde en konstruktiv løsning på konflikterne i forbindelse med forskellige økonomiske og sociale interesser. Målet med den sociale dialog er normalt at frembringe en normativ ramme i form af love eller bekendtgørelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, der binder underskriverne og deres fuldmagtsgivere, men som med en beslutning truffet af regeringen og arbejdsmarkedsparterne kan udvides til at gælde for alle aktører i den socioøkonomiske sektor. Den sociale dialog finder sted på nationalt niveau i henhold til regler og procedurer, der er fastsat nationalt. I de fleste EU-medlemsstater og nabolande til EU støtter den sociale dialog sig på strukturer for høring og forhandling mellem to eller tre parter.

3.2

Den sociale dialog forudsætter anerkendelse af de grundlæggende sociale rettigheder, som Den Internationale Arbejdsorganisation har fastlagt, den europæiske socialpagt (Europarådet) og EU's charter om grundlæggende rettigheder. Den forudsætter derfor anerkendelse af fagforeningernes og arbejdsgiverorganisationernes uafhængighed og retten for lønmodtagere og arbejdsgivere til frit at vælge at blive medlem af en organisation (ILO's konvention nr. 87).

3.3

Den civile dialog er den dialog, som civilsamfundsorganisationerne fører med hinanden og regeringen eller dennes repræsentanter med det formål at fremme et aktivt demokrati ved at støtte sig på borgernes ekspertise og engagement i organisationer, som disse har oprettet med henblik på enten at forsvare bestemte interesser eller fremme visse målsætninger eller visse værdier. I mange lande i EU og i EU's nabolande finder den civile dialog sted i nationale økonomiske og sociale råd eller i udvalg til høring af civilsamfundet.

3.4

Den civile dialog forudsætter, at de borgerlige rettigheder og de grundlæggende menneskerettigheder anerkendes, navnlig ytringsfriheden, foreningsfriheden og retten til at demonstrere. Disse rettigheder er omhandlet i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

3.5

Den sociale dialog og den civile dialog finder først og fremmest sted på nationalt niveau, men deres betydning anerkendes på europæisk niveau, hvor den finder sted på anden vis. Da Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er det europæiske civilsamfunds høringsorgan, og da det består af tre lige store dele, som repræsenterer arbejdsgiverorganisationerne (Gruppe I), lønmodtagerne (Gruppe II) og andre organisationer i civilsamfundet (Gruppe III), kan det "sætte sig i krydsningsfeltet mellem den sociale og den civile dialog" og "lette udarbejdelsen af meninger, der er fælles, under inddragelse af de forskellige kategorier af økonomiske, sociale og civile aktiviteter, det repræsenterer (7)".

4.1

Udvalget har i flere udtalelser omhandlet de sociale parter og den sociale dialog i de seks lande i østpartnerskabet. Det har ikke været muligt i denne udtalelse at analysere situation i hvert land enkeltvist, selv om der undertiden er store forskelle landene imellem. Udvalget henviser til tidligere udtalelser, hvor disse spørgsmål er blevet behandlet og undertiden grundigt (8), og ønsker at begrænse de følgende overvejelser til et vist antal punkter, som landene har til fælles.

4.2

Der eksisterer arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer i de seks partnerlande. Visse af disse organisationer stammer fra sociale eller økonomiske organisationer, der eksisterede i sovjettiden, og som har undergået en moderniseringsproces i begyndelsen af halvfemserne. Andre er oprettet i kølvandet på demokratiseringsprocessen og den økonomiske liberaliseringsproces, der fandt sted i disse lande, efter at USSR ophørte med at eksistere. I visse lande er der nu en pluralisme af organisationer. I andre lande er der kun en enkelt arbejdsgiverorganisation (Aserbajdsjan, Georgien, Moldova) eller lønmodtagerorganisation (Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Moldova).

4.3

Graden af disse organisationers uafhængighed over for staten og de offentlige myndigheder varierer fra land til land og organisationerne imellem. I Hviderusland har det nuværende styre aldrig tøvet med at blande sig direkte i arbejdsgiverorganisationernes og lønmodtagerorganisationernes virkemåde og aktiviteter. I de lande, hvor der kun er en enkelt arbejdsgiverorganisation eller lønmodtagerorganisationen, lægger dette monopol undertiden begrænsninger på den fulde udøvelse af foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger. Endelig bør det bemærkes, at regeringerne i regionen alle har tilbagevendende problemer med at acceptere arbejdsgiverorganisationernes og lønmodtagerorganisationernes uafhængighed og selvstændige legitimitet, selv i de lande, der officielt hævder, at de er demokratier og har indført markedsøkonomi. Dette vedrører desuden ikke kun arbejdsmarkedets parter. De civilsamfundsorganisationer, der er kritiske over for de offentlige myndigheder og disses metoder, erfarer dette regelmæssigt.

4.4

I alle landene eksisterer der nationale strukturer for høring og samråd, normalt mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Der er også strukturer for topartsrelationer på sektorniveau, men her tegner der sig et meget mere forskelligartet billede. ILO har på dette område spillet en afgørende rolle, navnlig med dets nationale programmer for et anstændigt arbejde. Men selv om strukturerne eksisterer, lader de meget tilbage at ønske, hvad angår deres virkemåde. Den sociale dialog er ifølge de fleste organisationer stadig alt for ofte formel, ikke regelmæssig og derudover stærkt begrænset med hensyn til de forhold, den behandler. Trepartsstrukturerne fungerer reelt for det meste som et sted, hvor regeringen informerer arbejdsmarkedets parter om beslutninger, der i mange tilfælde allerede er truffet og ikke længere kan ændres. Østpartnerskabet og de dertil knyttede programmer har næsten aldrig været på dagsordenen på disse møder.

4.5

De seks partnere har alle ratificeret ILO's grundlæggende konventioner og et vist antal andre vigtige konventioner, selv om der er store forskelle landene imellem med hensyn til indarbejdelsen af disse konventioner (Ukraine har ratificeret 69 konventioner, 61 er trådt i kraft, Georgien har ratificeret 16, der alle er trådt i kraft). De seks lande har også indarbejdet de vigtigste klausuler i den europæiske socialpagt (med visse forbehold, der bør kunne ophæves, vedrørende protokollen om oprettelse af et kollektivt klagesystem). Dette betyder dog langt fra, at alle grundlæggende sociale rettigheder bliver respekteret fuldt ud. Udover mod Hviderusland er der indgivet flere klager for ILO mod Moldova, Ukraine og Georgien. Vanskelighederne ved at opbygge en retsstat på det sociale område og den stærkt begrænsede respekt, som et vist antal regeringer udviser over for europæiske og internationale normer, har direkte virkninger for foreningsfriheden, den sociale dialog, de sociale rettigheder og lønmodtagernes status generelt. Det skal i øvrigt bemærkes, at domstolene i alle disse lande er langsommelige, ofte ikke fungerer korrekt og ikke er i stand til inden for rimelige frister og med tilstrækkelig afskrækkende virkning at sige, hvad der er lov og ret på det sociale område.

4.6

I 2010 støttede civilsamfundsforummet et forskningsprojekt, der blev foreslået af "Fondation pour le Partenariat Eurasie" (FPE), og som omhandlede den sociale dialog i de forskellige lande. Udvalget fremhæver interessen ved dette projekt, der på samme måde som faciliteten for civilsamfundet sigter på at kortlægge de organisationer, der udgør civilsamfundet i de forskellige lande. Det oprindelige projekt, hvor inddragelsen af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter skulle være tæt, kan indgå i denne undersøgelse om civilsamfundet. Det bør dække de forskellige niveauer, hvor den sociale dialog finder sted (nationalt, lokalt, med tre parter, med to parter) og have den målsætning at bestemme de hindringer, der blokerer for iværksættelsen af en effektiv social dialog i de forskellige lande. Udvalget opfordrer til, at dette projekt igen får høj prioritet i de programmer, som civilsamfundsforummet skulle få adgang til.

4.7

Civilsamfundsforummet har med støtte fra civilsamfundsorganisationer udarbejdet et indeks over østpartnerskabslandenes integration i EU. Det er et analyseværktøj, der årligt skal måle de fremskridt, som hvert land i østpartnerskabet har gjort både i deres indbyrdes samarbejde og i samarbejdet med EU. Udvalget bemærker dog, at selv om dette indeks indeholder en række målsætninger, der er knyttet til østpartnerskabet, omhandler det kun lidt den sociale dimension, beskæftigelsen, overholdelsen af frihedsrettighederne og de grundlæggende rettigheder og de fremskridt, der skal gøres for at skabe en reel social dialog. Udvalget anmoder derfor om, at indekset tages op til fornyet overvejelse og kompletteres, og opfordrer civilsamfundsforummet til at udnytte de europæiske institutioner ekspertise inden for dette område. Det gælder navnlig Europarådet og de kriterier, som Kommissionen har fastlagt i den generelle præferenceordning (GSP+) inden for rammerne af politikken for handelssamarbejde.

5.1

Udvalget har fra starten understreget betydningen af at inddrage civilsamfundet i østpartnerskabsprojektet. Civilsamfundsforummet er blevet oprettet med henblik herpå. I 2009 blev der udvalgt civilsamfundsorganisationer, der havde udtrykt interesse i at deltage, ud fra kriterierne i det konceptdokument, som Kommissionen havde udarbejdet (9): 1) geografisk oprindelsessted og nationalitet, 2) mangfoldighed og forholdsmæssighed og 3) erfaring med hensyn til forhold vedrørende EU, ENP og østpartnerskabet. Udvalget beklager i denne henseende, at der mangler enhver form for krav om repræsentativitet, hvilket har ført til en underrepræsentation af arbejdsmarkedets parter, selv om det andet kriterium udtrykkeligt nævner arbejdsgiverorganisationer, lønmodtagerorganisationer og fagforeninger.

5.2

Der har ikke indtil nu været mulighed for at behandle den sociale dialog, socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken og overholdelse af de grundlægende sociale rettigheder i en af civilsamfundsforummets arbejdsgrupper. Et antal spørgsmål er ganske vist blevet løst behandlet i arbejdsgruppe II (økonomisk integration og harmonisering med EU's politikker) eller gruppe I (demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og stabilitet). Det står dog klart, at disse spørgsmål, der bliver lagt til en dagsorden, der allerede er af betydelig omfang, ikke har fået al den opmærksomhed, som de fortjener.

5.3

Udvalget bifalder derfor civilsamfundsforummets beslutning om at oprette en femte arbejdsgruppe om den sociale dialog, der i øvrigt ikke bør begrænse sig til at fremme den sociale dialog i de seks partnerlande, men som især bør beskæftige sig med den økonomiske og sociale politik i bred forstand, den offentlige service, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, erhvervsuddannelser, arbejdsvilkår, arbejdsforholdene som sådan og kort sagt alt, hvad der normalt diskuteres i den sociale dialog og herunder sociale sikring, overholdelse af de sociale rettigheder, ligestilling mellem kønnene, bekæmpelsen af sort økonomi, kampen mod fattigdom og problemerne, som en ofte massiv immigration medfører.

5.4

Det siger sig selv, at arbejdsgruppen om sociale spørgsmål på en lang række områder bør samordne sit arbejde med de andre grupper, navnlig vedrørende menneskerettighederne, god regeringsførelse og økonomisk integration. Det skal tilføjes, at hvis sammensætningen af denne gruppe forudsætter deltagelse af arbejdsmarkedets parter, bør denne ikke udelukke andre. Repræsentanter fra forbrugerorganisationer, landbrugere og civilsamfundsorganisationer, der er aktive på det sociale område, bør også kunne deltage. Dette gælder selvfølgelig også vedrørende sammensætningen af de andre arbejdsgrupper, der bør kunne inddrage repræsentanter fra arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer, der er interesseret i arbejdsgruppernes problematikker.

5.5

Oprettelsen af denne femte arbejdsgruppe bør også medføre, at ordførerne i denne gruppe deltager i civilsamfundsforummets bestyrelse (i henhold til reglen om en ordfører fra EU, en ordfører fra et partnerland), så denne bestyrelse udvides fra 17 til 19 medlemmer. Udvalget minder dog om, at dette ikke bør betragtes som en tilstrækkelig repræsentation af arbejdsmarkedets parter i civilsamfundsforummets bestyrelse. Udvalget anmoder derfor om, at civilsamfundsforummets forretningsorden ændres, så der sikres en mere passende repræsentation af arbejdsmarkedets parter. Det ville være ønskeligt, hvis hver "gruppe" – i udvalgets forstand ("arbejdsgivere", "fagforeninger", "andre civilsamfundsorganisationer") – kan vælge sine egne medlemmer ud fra de kriterier, der gælder for organisationerne i hver af disse grupper.

5.6

Østpartnerskabet bør udgøre en mulighed for at styrke den sociale dialog, der finder sted i de strukturer, der formelt eksisterer i partnerlandene. Indtil nu har civilsamfundsforummet forsøgt at sprede sine tiltag via nationale platforme, der er ganske aktive i de fleste lande, men platformenes status over for de offentlige myndigheder er uafklaret. Det ville være ønskeligt, hvis de eksisterende nationale trepartsstrukturer – ved siden af disse platforme, der skal fremme den civile dialog – bliver anerkendt som fremmende for den sociale dialog, og hvis der kunne etableres en direkte tilknytning både til civilsamfundsforummet og de nationale platforme. Østpartnerskabet bør på samme måde opfordre partnerlandene til systematisk at inddrage arbejdsmarkedets parter i den nationale sociale dialog, hvad angår alle sociale og økonomiske aspekter, der er knyttet til dets aktiviteter, hvilket omfatter de "associeringsaftaler", der er indgået bilateralt.

6.1

I 2011 foretog Kommission og EU-Udenrigstjenesten en status over den europæiske naboskabspolitik over for landene syd og øst for EU og foreslog en "ny tilgang til nabolande i forandring (10)". I denne nye strategi insisteres der med rette på demokratisering og opbygning af partnerskaber med civilsamfundet, men behovet for støtte til en bæredygtig økonomisk og social udvikling og navnlig økonomisk vækst og jobskabelse understreges også. Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten fremhæver i denne henseende følgende: "Svag vækst, stigende arbejdsløshed og øget forskel mellem rig og fattig vil sandsynligvis forværre ustabiliteten" i de pågældende lande. Dette kræver "en styrket dialog om beskæftigelses- og socialpolitikkerne" ved siden af den makroøkonomiske dialog med partnerlandene.

6.2

I Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens evaluering er der ganske vist taget hensyn til de omvæltninger, der er sket i landene syd for Middelhavet. Den situation, der beskrives, har dog en mere vidtrækkende betydning. Problemerne med arbejdsløshed, fattigdom, sort økonomi, indvandring, menneskehandel osv. eksisterer ikke kun mod syd, men også mod øst, og de destabiliserende virkninger heraf påvirker ikke kun de politiske institutioner i de pågældende lande, men også hele regionen. Udvalget, der i 2011 udtrykte sin støtte til den nye strategi (11), ønsker derfor, at der i de kommende retningslinjer for østpartnerskabet i fuldt omfang tages hensyn til prioriteringerne vedrørende en afbalanceret og bæredygtig vækst, der skaber arbejdspladser og større social sikring.

6.3

Østpartnerskabet omfatter en række målsætninger inden for socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik i forbindelse med politikken for "økonomisk integration og harmonisering med EU's politikker" (tematisk platform nr. 2). Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion har iværksat flere aktiviteter, der sigter på at udbrede eksemplerne på god praksis på området for socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik. Det har indtil nu ikke været muligt at iværksætte et mere struktureret program, da et af partnerlandene var imod og åbent stillede spørgsmål ved, om dette var af betydning for østpartnerskabet. Udvalget håber, at denne hindring kan fjernes, og anmoder de ansvarlige i Kommissionen om at genoptage drøftelserne med den nye regering i dette land for at få denne til at udvise en mere konstruktiv adfærd på dette område.

6.4

Udvalget betoner igen betydningen af de sociale aspekter, der bør behandles ligeværdigt med de økonomiske aspekter i reformprogrammerne i østpartnerskabet. Det ønsker derfor, at det "panel", som Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion har foreslået for at behandle spørgsmål i forbindelse med socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, straks bliver oprettet. Målet med dette panel bør være at fremme et vist antal standarder og "god praksis", som partnerlandene og EU's repræsentanter bliver enige om at betragte som indikatorer for sociale fremskridt, der bør følge med de økonomiske fremskridt. Civilsamfundsforummet bør med sin femte arbejdsgruppe deltage i dette arbejde. På længere sigt ønsker udvalget, at fordelingen af østpartnerskabets prioriteringer i fire platforme tages op til overvejelse, og at en femte platform om socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik får en passende institutionel form.

6.5

En prioritering af socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken i østpartnerskabet bør betyde, at der afsættes tilstrækkelige midler, og at der udarbejdes programmer, der er skræddersyet til at føre disse prioriteringer ud i livet. Kommissionen kan finde inspiration i programmet om social samhørighed, der for nogle år siden blev iværksat inden for rammerne af stabilitetspagten for Sydøsteuropa. Målet med dette program var at indarbejde de sociale aspekter bedre i den økonomiske udvikling og genopbygning i regionen og fremme en reform af den sociale sektor inspireret af bedste europæiske praksis.

6.6

Udvalget bifalder Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens beslutning om oprettelse af en "civilsamfundsfacilitet" og en "europæisk fond for demokrati", der bør føre til en styrkelse af civilsamfundet, civilsamfundsorganisationerne og deres handlekraft. Det opfordrer dog, som det allerede gjorde i 2003 (12) og 2011 (13), Kommissionen til at "lære af erfaringerne med civilsamfundsfaciliteten for det vestlige Balkan for at undgå visse mangler", og navnlig tage bedre hensyn til karakteren af arbejdsmarkedets parter og andre økonomiske og sociale organisationer i adgangen til finansiering fra Kommissionen.

6.7

Udvalget ønsker endelig, at de organisationer, der allerede deltager i østpartnerskabet, lægger større vægt på de sociale forhold. Det anmoder også Europarådet om i dettes fremtidige rapporter og anbefalinger at medtage en evaluering af de sociale rettigheder i forhold til principperne i den europæiske socialpagt og de artikler, som de pågældende stater har ratificeret eller ej. Det ønsker også, at en organisation som ILO i dets egenskab af trepartsorganisation, der oven i købet er særlig aktiv i de pågældende lande, i fremtiden inddrages i højere grad i arbejdet i østpartnerskabet.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/46

1.1

I en verden, hvor mange mennesker ikke spiser sig mætte, og hvor ressourcerne er begrænsede, er det efter EØSU's mening afgørende, at forebyggelse og begrænsning af fødevaretab og fødevarespild sættes øverst på den politiske dagsorden. Derfor glæder EØSU sig over inddragelsen af Europa-Parlamentet og Kommissionens nylige initiativer på dette område.

1.2

Af hensyn til sammenhængen i de politikker, der skal føres, understreger EØSU, at det er nødvendigt at råde over en fælles definition og metode på EU-niveau for at kunne sætte tal på fødevaretabet og fødevarespildet. Udvalget mener imidlertid, at der på baggrund af situationen og de fastsatte mål skal iværksættes konkrete tiltag uden at afvente resultaterne af igangværende programmer.

1.3

EØSU opfordrer til at udvikle og videreudvikle platforme for udveksling af erfaringer om bekæmpelse af fødevarespild i de forskellige regioner og medlemsstater i EU med henblik på at optimere de midler, der er afsat til disse programmer, og fremme initiativer, der viser sig at være effektive.

1.4

I en beklagelig situation, hvor fødevarebankernes ressourcer bliver reduceret, og hvor den økonomiske krise medfører en stærk stigning i deres behov, påpeger udvalget især, at de skal kunne modtage flest mulige overførsler af fødevarer, som stadig er spiselige, fra distributører, cateringvirksomheder og restauranter. De initiativer, der findes i nogle medlemsstater vedrørende afgifter, fritagelse af ansvar for donorer, og tilpasning af en række administrative byrder for at gøre det lettere at give donationer og samtidig garantere fødevaresikkerheden, bør navnlig udbredes.

1.5

Uddannelse spiller en vigtig rolle med hensyn til at reducere fødevarespildet. Dette emne bør medtages i skolernes undervisningsplaner for de kommende ansatte i storkøkkener og private restauranter samt i deres efteruddannelse. Det kunne også gælde i skoler for emballagedesignere, hvad angår opbevaring af fødevarer og bedst mulig anvendelse af emballagens indhold.

1.6

For EØSU er kommunikationen med forbrugerne naturligvis vigtig, og hvis den skal være relevant, kræver det en god undersøgelse af årsagerne til spildet. Ud over generel oplysning om virkningerne af fænomenet skal der bl.a. lægges særlig vægt på, hvordan produkternes gyldighedsdato skal fortolkes, på planlægningen af indkøb, opbevaringen af fødevarerne og udnyttelsen af fødevarerester. Der skal formidles budskaber, som er tilpasset den type husstand, det drejer sig om.

1.7

Forskningen skal som helhed lægge særlig vægt på dette tema, da den vedrører alle fødevarekædens led. Den anvendte landbrugsforskning bevarer således sin berettigelse med henblik på at fortsætte med at forbedre produktionsmetoderne. På længere sigt burde udviklingen af emballagen også bidrage til at forebygge og begrænse spildet (opbevaring, intelligent mærkning osv.).

1.8

På primærproduktionsniveauet skal de brancheværktøjer, der anbefales i den fælles landbrugspolitik, gøres effektive, og de skal udvikles, så de bliver bæredygtige. Der vil blive lagt særlig vægt på forslag om udvikling af korte kredsløb, som kan spille en rolle med hensyn til at begrænse tab og spild.

2.1

Fødevaresikkerheden har siden fødevarekrisen i 2008-2009 været den største bekymring hos de fleste beslutningstagere og internationale organisationer. De voldsomme prisstigninger på korn og andre afgrøder i 2012 forstærker dette.

2.2

En effektiv landbrugsproduktion er fortsat af afgørende betydning for at kunne forsyne verdens befolkning med mad.

2.3

Men behovet for at øge landbrugsproduktionen med 60 % i kraft af en verdensbefolkning, der vil nærme sig 9 mia. mennesker i 2050, i en situation med stadig mere knappe ressourcer og klimaændringer skal opfyldes samtidig med en effektiv bekæmpelse af fødevaretab og fødevarespild.

2.4

Tabene og svindene, som berører alle fødevarekædens led, omend i forskelligt omfang, anslås globalt til en tredjedel af fødevaremængden til konsum ("Global food losses and food waste", FAO).

2.5

24,2 % af EU's befolkning, eller 119,6 mio. mennesker, var i 2011 som følge af den økonomiske og finansielle krise på grænsen til social udstødelse. Antallet af modtagere af det europæiske program for fødevarehjælp til de dårligst stillede steg fra 13 mio. personer i 2008 til 18 mio. i 2010 (1). Fødevarebankerne udviser derfor større og større behov.

2.6

Denne udtalelse indgår i Europa 2020-strategien. I denne forbindelse har Kommissionen i sin meddelelse om effektiv udnyttelse af ressourcerne (2) viet et afsnit til fødevareproblemerne og nødvendigheden af at begrænse fødevarespild.

3.1.1

Begreberne fødevaretab og fødevarespild skal analyseres i et globalt perspektiv, lige fra produktionsfasen til forbrugsfasen, ved at integrere de mellemliggende led, som er forarbejdningen og distributionen samt forplejning uden for hjemmet.

3.1.2

I EU har produktionsfasen ikke særlig stor betydning for fødevaretabene. Produkter, som ikke overholder de produktionsstandarder, der er fastsat ved bestemmelser eller af markedet, og som ikke kan anvendes direkte til konsum, anvendes helt eller delvist til forarbejdning. Såfremt de er ubrugelige, bør de enten anvendes til dyrefoder eller til bioenergiformål, eller indarbejdes i jorden for at øge indholdet af organisk materiale.

3.1.3

Man kunne definere fødevaretab og fødevarespild som ethvert levnedsmiddel, der oprindeligt var beregnet til konsum, undtagen produkter til nonfoodanvendelse, og som kasseres eller destrueres, på ethvert niveau af fødevarekæden fra landbruget til forbrugeren. Ifølge FAO's definition opstår fødevaretab ved fødevarekædens begyndelse (primærproduktionen og faserne efter høsten og forarbejdningen), hvorimod fødevarespild ses ved fødevarekædens slutning (faserne med distributionen og slutforbrugeren).

3.1.4

Således hører afgrøderester og biprodukter fra forarbejdningen, som er ikke-spiselige, ikke under fødevaretab og fødevarespild. Det kan dog tænkes, at det, der ikke er spiseligt og ikke kan forarbejdes i dag, kan spises og forarbejdes i fremtiden på grundlag af de videnmæssige og tekniske fremskridt. Derfor skal disse definitioner kunne udvikles.

3.1.5

Hvad angår produktionsfasen, har de seneste års reformer af den fælles landbrugspolitik gjort det muligt at tilpasse værktøjerne med henblik på at forebygge og forvalte situationerne med overskud på markederne. Forbedringerne af fødevarekædens funktion, som f.eks. en reel styrkelse af landbrugsproducenternes forhandlingsposition, skal dog stadig føres ud i livet.

3.2.1

Der konstateres fødevaretab og fødevarespild overalt i verden. Men ifølge FAO sker over 40 % af tabene i udviklingslandene i fasen efter høsten og i forarbejdningsfasen, hvorimod det i de industrialiserede lande hovedsageligt ses på distributions- og forbrugsniveauet.

3.2.2

Ifølge en undersøgelse fra Kommissionen offentliggjort i 2010 skulle mængden af fødevareaffald være på 179 kg/indb./år. Fordelingen mellem fødevarekædens forskellige led viser, at husholdningerne står for 42 %, fødevareindustrien for 39 %, distributionskæden for 5 % og forplejningen uden for hjemmet for 14 %. Med en uændret politik indtil 2020 kan det forventes, at denne mængde stiger 40 %. Det skal bemærkes, at der i denne undersøgelse ikke er taget højde for fødevaretab og fødevarespild i landbruget og fiskeriet.

3.2.3

En undersøgelse gennemført i Bruxelles af indholdet i husholdningsskraldespande viser, at fødevarespildet udgør 11,7 % af bruttohusholdningsaffaldet. Det består af varer, der er taget hul på, og forældede varer samt tilberedte rester, som udgør henholdsvis 47,7 %, 26,7 % og 25,5 % af det samlede spild.

3.3.1

I udviklingslandene og lavindkomstlandene konstateres de fleste tab i produktionsfasen og efter høsten som følge af utilstrækkelige økonomiske midler til at løse problemet med generel mangel på infrastruktur.

3.3.2

I de industrialiserede lande drejer det sig derimod om et adfærdsproblem. I EU har den stigende landbrugsproduktion i de seneste årtier gjort det muligt at sikre forsyningen til befolkningen til en rimelig pris. Denne udvikling har sammen med en stigning i den disponible indkomst medført, at den del af budgettet, der anvendes til mad, er faldet betydeligt. Denne tendens kan til dels forklare det voksende spild fra forbrugernes side.

3.3.3

Sociologiske grunde såsom ændringer i familiestrukturen eller livsrytmerne bidrager ligeledes til fænomenet med fødevarespild.

3.3.4

Visse visuelle kvalitetsstandarder, som distributionskæderne anvender på friske produkter, kan medføre spild, fordi spiselige produkter afvises i produktionsfasen af andre grunde end de sundhedsmæssige.

3.3.5

Hos nogle forarbejdningsvirksomheder kunne en tilpasning af bestemte teknikker bidrage til at begrænse spildet. En del emballage er svær at tømme fuldstændigt, indpakningen af nogle produkter svarer ikke til husholdningernes sociologiske udvikling, og noget emballage er svær at lukke, når den først er åbnet osv.

3.3.6

Selv om forretningspraksisserne først og fremmest har til formål at opfordre til at købe, kan nogle af dem også være medvirkende til øget spild (f.eks. udelukkende angivelse af prisen; tre varer for prisen på to varer). Men her viser undersøgelser også væsentlige adfærdsforskelle i forhold til familieprofilerne.

3.3.7

Der er stor forvirring blandt forbrugerne om "sidste anvendelsesdato" og "mindst holdbar til", hvilket fører til fødevarespild. I Det Forenede Kongerige viser undersøgelser af mærkningen, at 45-49 % af forbrugerne fortolker produkternes gyldighedsdato forkert, hvilket er årsag til 20 % af det samlede fødevarespild, der kunne undgås, WRAP (Waste and Resources Action Programme).

3.4.1

Fødevaretab og fødevarespild indvirker på tre områder, som er det økonomiske, sociale og miljømæssige område.

3.4.2

Den miljømæssige indvirkning er den mest mærkbare, da den viser sig direkte som en stigning i den komposterbare del af husholdningsaffaldet. Ud over det oparbejdede affald betyder ethvert fødevarespild et tab af ressourcer, som er nødvendige til produktionen, forarbejdningen og distributionen af produktet. Jo længere henne i fødevarekæden spildet finder sted, des større er ressourcespildet.

3.4.3

Genereringen af drivhusgas har en negativ virkning på klimaændringerne. Husholdningsfasen har størst indvirkning på dette niveau, hvor 45 % af emissionerne anslås at være forbundet med fødevarespild. Forarbejdningssektoren står for ca. 35 % af de årlige emissioner. Men ifølge den samme undersøgelse skal den anslåede generering af drivhusgas tages med forbehold, da den afhænger af troværdigheden af de tal, der kvantificerer fødevarespildet (Preparatory study on food waste across EU 27, sammendrag, oktober 2010).

3.4.4

For forbrugeren og for de andre led i fødevarekæden kommer ethvert spild til udtryk i et økonomisk tab. De affaldspolitikker, der bliver forstærket i fremtiden, vil give anledning til yderligere omkostninger (udgifter til deponering, afgifter osv.) for de forskellige aktører i kæden. Denne udvikling kan kun tilskynde til at investere i forebyggelse.

3.4.5

På det sociale og etiske plan er det utænkeligt ikke at reagere politisk med henblik på at begrænse omfanget af fødevaretab og fødevarespild, særlig på et tidspunkt, hvor den økonomiske krise sætter flere og flere mennesker i EU i en stadig vanskeligere situation. Fødevarebankernes stadig stigende behov understreger denne bekymrende tendens.

4.1

Der er udviklet mange initiativer på globalt, europæisk, nationalt og lokalt plan. De omfatter adfærds- og kvantificeringsundersøgelser samt konkrete projekter på stedet.

4.2

Et af de internationale projekter er FAO's globale initiativ vedrørende fødevaretab og affaldsbegrænsning (Save Food), som etablerer offentlig-private partnerskaber og udarbejder politikker, som bygger på dokumentation, samt støtte til investeringer, der er baseret på mobilisering af ressourcer, sammenhængende og samordnede vurderinger og analyse af data vedrørende fødevaretab og fødevarespild, på bevidstgørelse, oprettelse af netværk og styrkelse af kapaciteten hos aktørerne i fødevare- og landbrugssystemet.

4.3

Europa-Parlamentet vedtog den 19. januar 2012 en beslutning om en strategi for en mere effektiv fødevarekæde. Det anmodede Kommissionen om at tage konkrete skridt til at halvere fødevarespildet inden 2025. Europa-Parlamentet ønsker, at der indføres en samordnet strategi, der samler europæiske og nationale foranstaltninger, således at tabene i hver etape af fødevarekæden bliver reduceret.

4.4

I Kommissionens meddelelse om et ressourceeffektivt Europa (3) vier den et kapitel til fødevarer og opfordrer medlemsstaterne til at medtage fødevarespild i deres nationale programmer om affaldsforebyggelse. Det anføres, at fødevarespildet skal være halveret inden 2020.

4.5

Kommissionen offentliggjorde i august 2011 retningslinjer for udarbejdelse af programmer for forebyggelse af fødevarespild, som skal hjælpe medlemsstaterne med at udarbejde nationale affaldsforebyggelsesprogrammer inden for fødevarespild. Derudover har Kommissionen oprettet et decideret websted om fødevarespild med oplysninger om forebyggelse af madspild (dvs. 10 tips til at begrænse madspild, et oplysningsark om forskellen mellem"mindst holdbar til"-dato og "sidste anvendelsesdato", og en række eksempler på god praksis osv.).

4.6

Endelig er Kommissionen for tiden ved at udarbejde en meddelelse om bæredygtige fødevarer, i hvilken der lægges vægt på fødevarespild, og som forventes at foreligge ved udgangen af 2013. Under Den Rådgivende Gruppe for Fødevarekæden, Dyresundhed og Plantesundhed er der nedsat en arbejdsgruppe vedrørende fødevaretab og fødevarespild for at give mulighed for en meningsudveksling om dette emne mellem Kommissionen og alle de væsentlige interessenter i fødevarekæden.

4.7

Man kan også nævne initiativet "Greencook", som medfinansieres af ELFUL (Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne), og hvis formål er at begrænse fødevarespild. Takket være det multisektorielle partnerskab er de forskellige initiativer, der er gennemført på stedet, genstand for meningsudvekslinger med henblik på at gå fra forsøgsfasen til fasen med den generelle strategi. De foreløbige rapporter er opmuntrende, og de endelige erfaringer forventes at foreligge i 2014.

4.8

Selv Rådet beskæftiger sig med spørgsmålet om en bæredygtig fødevareproduktion. Østrig har for nylig fremsat en idé, som har fået opbakning fra 16 medlemsstater, om en ny fødevaremodel, som blandt andet indeholder aspekter om værdisætning af fødevarer, og derved skal bidrage til at mindske fødevarespild.

4.9

I Det Forenede Kongerige har WRAP i flere år arbejdet aktivt med kvantificeringen og iværksættelsen af en kampagne til forebyggelse af fødevaretab og fødevarespild. Denne organisation er ophavsmand til en aftale indgået (Courtauld Commitment) mellem de primære britiske detailhandlere og mange af de største producenter af fødevarer og drikkevarer med henblik på at fremme og iværksætte ethvert tiltag, som kan begrænse fødevarespildet. Siden lanceringen af den i 2006/2007 er der sket en forbedring af situationen i fødevarekæden.

4.10

Cateringfasen er ligeledes et kritisk punkt for fødevaretabene. En rapport offentliggjort i Storbritannien af Sustainable Restaurant Association (Restaurant Food Waste Survey Report (2010)) gør det lettere at forstå det, der sker på dette niveau. Formålet var at foretage en detaljeret kvantificering af fødevareaffaldet fra 10 restauranter, som er medlem af SRA, i forhold til tre niveauer: gæstens levninger, spild under tilberedningen og varer, som er beskadigede eller uanvendelige af forskellige grunde. Undersøgelsen skulle munde ud i konkrete anbefalinger til begrænsning af de konstaterede tab.

4.11

På baggrund af den økonomiske og finansielle krise klager fødevarebankerne over, at deres ressourcer bliver mindre, mens deres behov bliver større i henhold til medlemsstaterne. Der er indgået aftaler mellem de forskellige velgørende organisationer og interessenterne i distributions- og forarbejdningsvirksomhederne for at gøre det muligt at anvende fødevarer, som er fjernet fra hylderne. Disse fødevarer frembyder selvfølgelig stadigvæk alle de nødvendige sundhedsmæssige garantier.

5.1

I lyset af udfordringen med den demografiske udvikling, klimaændringerne og nødvendigheden af at anvende ressourcerne effektivt skal bekæmpelsen af fødevaretab og fødevarespild indgå som en del af løsningen på problemet med fødevaresikkerheden.

5.2

Derfor skal der sondres mellem tilgangen "udviklingslande" og "industrialiserede lande".

5.3

I udviklingslandene, hvor tabene er koncentreret i fødevarekædens første led, er der brug for andre løsninger, og de er allerede genstand for anbefalinger i forskellige dokumenter fra EØSU. I de industrialiserede lande, herunder EU, skal bekæmpelsen af fødevaretab og fødevarespild først og fremmest være rettet mod forarbejdnings-, distributions-, forbruger- og cateringleddene.

5.4

I de industrialiserede lande drejer det sig snarere om et adfærdsproblem som følge af en nedgang i husholdningsbudgettets madpost de sidste 40 år, hvilket sandsynligvis medfører, at slutforbrugeren lægger mindre vægt på maden. Nogle undersøgelser viser, at holdningerne til mad både i forbindelse med indkøb og forbrug er forskellige i forhold til familieprofilen (indkomstniveau, husstandens størrelse og alderen osv.). Der skal tages højde for dette aspekt for at optimere de uddannelses-, bevidstgørelses- og oplysningstiltag, der skal gennemføres.

5.5

Ved gennemgangen af de mange undersøgelser og initiativer, der er gennemført i forbindelse med bekæmpelsen af fødevaretab og fødevarespild, kan det konstateres, at det er nødvendigt at disponere over pålidelige og sammenlignelige tal. Der skal også på EU-plan være en fælles definition og metode til rådighed for at kunne sætte tal på fødevaretabet og fødevarespildet. Dette bliver realiseret inden for rammerne af Det europæiske rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (FP7), der blev lanceret i august 2012. Dette projekt drejer sig også om udveksling og udvikling af god praksis, afholdelse af arrangementer mellem forskellige partnere, øget bevidstgørelse og fremme af politiske henstillinger. Projektets hastende karakter og de fastsatte mål kræver imidlertid, at der iværksættes konkrete tiltag sideløbende med forskning, der skal forbedre dataene.

5.6

For at optimere resultaterne af de erfaringer, der er gjort på EU-plan samt på nationalt og lokalt plan, er det nødvendigt at skabe en gunstig ramme for udveksling af oplysninger og positive initiativer.

5.7

Generelt set gælder følgende:

5.8

De store distributionskæder er ganske vist ikke det led i fødevarekæden, hvor fødevarespildet er størst, men de kan dog spille en afgørende rolle med hensyn til at begrænse det ved at indføre bestemte forretningspraksisser og ved i højere grad at give forbrugerne oplysninger og bevidstgøre dem.

5.9

Når man analyserer de undersøgelser, der undersøger virksomhedernes salgspraksisser, er det imidlertid ikke altid let at identificere de praksisser, der helt tydeligt på den ene eller den anden måde påvirker fødevarespildet. Disse praksisser har positiv indflydelse på fødevarespildet eller ej i forhold til forskellige kriterier såsom husholdningernes størrelse, type, eller hvilken type fødevarer der er tale om.

5.10

I konklusionerne fra en undersøgelse fra CRIOC (forbrugerorganisationernes forsknings- og informationscenter i Belgien) af forretningspraksisser i Belgien anbefales en række initiativer, som kunne udvikles sammen med distributionskæderne for at tilskynde forbrugerne til at træffe ansvarlige valg. De foreslåede tiltag omfatter bl.a. at indlede en dialog med forbrugeren, der kunne sætte fokus på oprindelsen, produktionsmåden, næringsværdien, og ikke blot prisfaktoren, eller gøre det lettere at fortolke anvendelsesdatoerne på etiketten korrekt.

5.11

På et tidspunkt, hvor fødevarebankerne oplever et fald i deres ressourcer samtidig med en stigning i henvendelserne, skal myndighederne gøre alt, hvad der står i deres magt, for at lette overførslen af fødevarer til dem. Samtidig med at fødevaresikkerheden fortsat prioriteres, er det vigtigt, at myndighederne indfører en række administrative krav for at lette arbejdet for distributører, som ønsker at levere til fødevarebankerne i stedet for at kassere fødevarer, som stadig er spiselige. Det samme gælder cateringvirksomheder og restauranter. Der skal tilskyndes til at fremme erfaringer, der er gjort i en række medlemsstater, både med hensyn til at fritage donorerne for ansvar med forbehold af visse bestemmelser og med hensyn til skatteincitamenter.

5.12

I forbindelse med overvejelserne om at fremme lokale produkter i storkøkkener kan det konstateres, at de lokale producenter og andelsselskaber kan blive afskrækket af de tunge procedurer. En del af løsningen kunne være at give disse aktører lettere adgang til offentlige indkøbsaftaler. Her kan de lokale myndigheder også spille en rolle både med hensyn til indførelsen af specifikke kriterier for kantiner, der hører under deres ansvar, og med hensyn til efteruddannelse af personalet til en mere bæredygtig kost.

5.13

På storkøkkenområdet viser de forskellige initiativer, at det er nødvendigt at kommunikere både med personalet og forbrugerne for at ændre adfærden.

5.14

Undervisningsplanerne for de fremtidige kokke skal tilpasses. De kunne omfatte bevidstgørelse om forskellige aspekter af fødevarespild, som f.eks. lagerforvaltning, affaldssortering, de mulige økonomiske gevinster eller forbrugertilgangen.

5.15

Alle forebyggelsestiltag skal tage udgangspunkt i en fælles og samordnet indsats fra alle de berørte aktørers side. De foranstaltninger, der iværksættes, skal være differentieret i forhold til de pågældende aktører og forbrugsmønstre og den pågældende fødevaretype med henblik på hurtigst muligt at opnå konkrete resultater.

5.16

Som eksempel kan nævnes, at det er nødvendigt at indlede en dialog med forarbejdningsindustrien for at få den til at bringe produkter, der medvirker til at begrænse husholdningernes fødevarespild, i omsætning (design af emballagerne, mængder og formater, der passer til bestemte fødevarer osv.). Denne problemstilling bør også medtages i uddannelsen af emballagedesignere.

5.17

I primærproduktionsfasen kan der tilskyndes til og udvikles forskellige tiltag:

5.18

Omfanget af fødevaretabet og fødevarespildet samt årsagerne til det er for øjeblikket i princippet velkendte. Men tabene skal angives bedre efter årsag. Det er klart, at de forskellige undersøgelser af kvantificeringen af fødevaretab og fødevarespild i forskellige faser er vigtige for at få en bedre forståelse af fænomenet og iværksætte forebyggelsestiltag på grundlag af holdbare og verificerbare argumenter. Disse tiltag er særlig vigtige, fordi omkostningerne forbundet med spild gennem den oparbejdede affaldsmængde vil stige i fremtiden.

5.19

Fødevarespildet i forbrugerfasen har en oprindelse, der skyldes flere faktorer, som fordeler sig forskelligt efter medlemsstat, dens kultur, klima, kost og husholdningstype. Denne konstatering vanskeliggør yderligere valget af en passende kommunikation på EU-plan.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/52

1.1

Når det gælder regionerne i den yderste periferi (herefter yderregionerne) bør det i dag være EU's vigtigste prioritet at styrke de bånd, som knytter dem til det europæiske fastland, og forstærke borgernes tilhørsforhold til EU. Yderregionerne kan inden for visse områder som f.eks. biodiversitet, jordobservation, vedvarende energikilder og kulturel integration fungere som laboratorier, forsøgsområder og endda som forbilleder for Europa.

1.2

Yderregionerne har en række væsentlige aktiver, som kan bidrage til Europas fremtid. Det drejer sig blandt andet om kompetencer hos såvel mænd som kvinder, regionernes landbrugs-, fiskeri- og industriprodukter, kvalitetsturismen og deres geografiske beliggenhed som platforme for Europa i de pågældende områder. Yderregionerne skal have adgang til alle det indre markeds fordele på lige vilkår med andre europæiske regioner.

1.3

Trods de ekstremt svære økonomiske betingelser, som hersker i øjeblikket, bør støtten til yderregionerne ikke mindskes. Disse regioner bør have rådighed over økonomiske midler, som er tilstrækkelige til, at de kan nå de mål, der er fastsat i Europa 2020-strategien, og kompensere for følgerne af de ulemper, der er en følge af deres fjerne beliggenhed.

1.4

Selv om EU's politik over for yderregionerne har givet gode resultater, er det nødvendigt at puste nyt liv i begrebet "yderste periferi" med udgangspunkt i det specifikke retsgrundlag i TEUF og tilføre det en mere strategisk og ambitiøs dimension. Man kan således ikke længere forsvare ikke at lade disse regioner indgå i EU's strategier for overordnede net, forskning, mobilitet og jordobservation.

1.5

POSEI-ordningen (særlige programmer for bestemte regioner som følge af disses afsides beliggenhed og ø-karakter) bør evalueres og udvides, således at den kommer til at gælde alle yderregionernes produkter – såvel landbrugsprodukter som andre produkter.

1.6

Endelig bør artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter TEUF) reelt bringes i anvendelse i forbindelse med en række europæiske politikker, f.eks. vedr. konkurrence, offentlige udbud, fiskeri og miljø, således at der tages højde for de geografiske og klimatiske realiteter, der er kendetegnende for yderregionerne. Tager man udgangspunkt i traktatens ordlyd, synes Kommissionens nuværende tøven i den henseende ikke at være berettiget. EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde og offentliggøre en analyse af anvendelsen af artikel 349.

1.7

Beskæftigelse og ungdom er afgørende spørgsmål for yderregionerne! Den sociale dimension bør være en af prioriteterne for EU's politik over for yderregionerne. Derfor bør den konkretiseres gennem iværksættelse af støtteprogrammer på kort, mellemlangt og langt sigt for henholdsvis uddannelse, der er tilpasset behovene på arbejdsmarkedet i disse regioner, og beskæftigelses- og velfærdsfremmende aktiviteter.

1.8

Det er også gennem programmer, der gennemføres i yderregionerne, at Europa vil kunne forbedre sin konkurrenceevne, f.eks. når det gælder vedvarende energi og havforskning, undersøgelser af biodiversiteten, skovdyrkning, sundhed og bekæmpelse af tropiske sygdomme.

1.9

Det er klart, at målet er at integrere yderregionerne bedre i deres geografiske miljø. Adskillige eksempler vidner om, at Kommissionen har svært ved skabe sig en overordnet forståelse for yderregionernes rolle som strategisk europæisk platform i forbindelse med EU's eksterne politikker, ikke mindst når det gælder handel samt fiskeri-, samarbejds- og udviklingspolitik. Det er nødvendigt, at Kommissionen støtter mere klart, synligt og aktivt op om det regionale samarbejde.

1.10

Inddragelsen af civilsamfundet i EU's strategi skal være mere end bare smukke ord. EØSU foreslår, at der afholdes rundbordsdiskussioner med deltagelse af civilsamfundets aktører i de enkelte yderregioner med henblik på at udarbejde "handlingsplaner", som fastsætter mål og etaper for gennemførelsen af Europa 2020-strategien. EØSU foreslår at denne proces iværksættes i samarbejde med yderregionernes formandskonference og deres økonomiske og sociale råd.

1.11

I øvrigt går EØSU ind for, at der etableres en struktureret dialog mellem civilsamfundene i de enkelte yderregioner og i deres nabolande (Latinamerika, Atlanterhavsområdet, Caribien, Det Indiske Ocean). Formålet er bl.a. at få repræsentanterne for yderregionerne til at deltage i den dialog, Kommissionen har etableret inden for rammerne af de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA). EØSU støtter oprettelsen af overvågningsudvalg i samarbejde med civilsamfundet inden for rammerne af alle ØPA'erne og opfordrer til, at yderregionerne får adgang til at deltage i de udvalg, der er relevante for dem.

1.12

EØSU foreslår, at der oprettes lokale EU-kontorer i hver enkelt af yderregionerne med henblik på at gøre forbindelserne mellem EU og disse regioner mere håndgribelige, synlige og direkte.

2.1

Artikel 349 og 355 i TEUF definerer og anerkender de særlige forhold, der gør sig gældende i regionerne i den yderste periferi. Siden 1989 har disse regioner desuden været omfattet af et særprogram, som har til formål at støtte socioøkonomiske udviklingsforanstaltninger med henblik på større konvergens med resten af EU.

2.2

Yderregionerne udvider EU's territorium og geografiske tilstedeværelse i verden ganske betragteligt, og derved er de med til at øge Europas politiske, økonomiske og kulturelle indflydelse, samtidig med at de bidrager med enorme fiskeriområder i Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Denne rolle som platforme for Europa bør i højere grad værdsættes ved at gøre yderregionerne til en del af de transeuropæiske netværk (såsom TEN-T og digitale netværk), give dem privilegeret adgang til europæiske programmer for jordobservation (GMES, GALILEO) og til de europæiske forskningsprogrammer for vedvarende energi og biodiversitet. Det bør også gennem forskellige mobilitets- og samarbejdsprogrammer anerkendes, at yderregionerne er en kanal for europæisk indflydelse i verden. Tilstedeværelsen af særlige EU-repræsentanter i disse regioner er berettiget på grund af regionernes fjerne beliggenhed, og det vil både være et politisk signal og et effektivt middel til fremme af rollen som platform.

2.3

Også EØSU har de sidste mere end 20 år støttet de aktiviteter, som civilsamfundet i yderregionerne har gennemført med henblik på at nærme sig EU og i højere grad blive hørt og spurgt til råds. I den forbindelse skal navnlig fremhæves de mulige negative konsekvenser for yderregionerne af EU's handelspolitik, bl.a. i form af frihandelsaftaler og økonomiske partnerskabsaftaler med yderregionernes nabolande (1). Man må beklage, at Kommissionen undlader at behandle dette spørgsmål i sin meddelelse og ikke tager hensyn til anbefalingerne i EØSU's udtalelse (2) af 17. februar 2010 (ordfører: Hervé Coupeau), ikke mindst for så vidt angår ledsageforanstaltninger.

2.4

En anden svaghed ved meddelelsen er, at den ikke beskæftiger sig med konsekvenserne af, at yderregionerne er en del af EU, hvilket ellers har stor politisk betydning. Høringen på la Réunion vidnede om, at civilsamfundet går helt og aldeles ind for det europæiske projekt. Dette blev der på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved. Efter EØSU's opfattelse bør EU's strategi over for yderregionerne først og fremmest gå ud på at forbedre deres integration i det samlede Europa, samtidig med at der tages hensyn til den situation, de befinder sig i.

3.1

I forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken er det efterhånden blevet bydende nødvendigt at forenkle og fremskynde procedurerne for udvælgelse og tildeling af midler. Ansvaret for forsinkelser og lange ventetider påhviler ofte først og fremmest EU og de nationale myndigheder. De skader i høj grad EU's troværdighed. Det bør der hurtigst muligt, og inden man kigger nærmere på de kommende finansielle overslag, gøres noget ved.

3.2

En anden væsentlig forudsætning for EU's fremtidige programmer er, at man sørger for større synlighed og koncentration af støtten fra EU. Den nuværende spredning af støtten er både ineffektiv og giver anledning til kritik. Som omtalt i førnævnte udtalelse udarbejdet af Hervé Coupeau, går EØSU på nuværende trin ind for, at midlerne koncentreres om tre grundlæggende prioriteter. For det første uddannelse, som fremmer beskæftigelsesegnetheden, ikke mindst blandt de unge – også gennem støtte til basisinfrastrukturer – for disse regioners vigtigste rigdom ligger selvsagt i det talent og den iværksætterånd, som er til stede hos de kvinder og mænd, som bor der. Den anden prioritet er støtte til den private sektor, for så vidt som den skaber velstand og beskæftigelse. Det gælder små og mellemstore virksomheder og industrivirksomheder, turisme, tjenesteydelser til produktionsfaktorer, landbrug, skovdyrkning og fiskeri. For det tredje udgør investeringer i de store net (ikt, transport, affald, vand, energi osv.) også en prioritet, så borgerne kan sikres lige adgang til forsyningspligtydelser, hvilket bidrager til disse regioners konkurrenceevne.

3.3

Bæredygtig udvikling er et vigtigt spørgsmål, men det bør udvides til også at gælde en lang række andre faktorer end blot miljøet. Kigger man f.eks. på turisme, indebærer bæredygtig udvikling også respekt for den lokale identitet, den regionale knowhow, bevarelse af den traditionelle levevis, sproget og de lokale produkter. Spørgsmålet om adgang for alle, demografisk udvikling og håndtering af afhængigheden har særlig betydning i yderregionerne og behandles ikke i tilstrækkeligt omfang i Kommissionens meddelelse.

3.4

EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at lade reglerne om offentlige indkøb tage hensyn til de særlige vilkår, som hersker i yderregionerne. Yderregionernes særlige vilkår retfærdiggør ikke blot, at der tages hensyn til den lokale beskæftigelse, men også at man forsøger at undgå social dumping fra nabolandene i form af langt lavere lønomkostninger, men også aggressive lavprispolitikker, der praktiseres af visse økonomiske aktører, som i første omgang eliminerer enhver form for lokal konkurrence for derefter at sætte priserne op i bedste monopolstil.

3.5

Hvad forbindelserne til tredjelande angår, beklager EØSU, at Kommissionens meddelelse mangler en klar vision, som EØSU ellers efterlyste i Hervé Coupeaus udtalelse. EØSU betoner betydningen af samarbejde mellem yderregionerne og nabolandene, ikke mindst AVS-landene, i form af fælles samarbejdsprojekter, som mobiliserer midler fra EUF, EFRU, ESF, ELFUL og EHFF. Der er blevet gennemført adskillige undersøgelser på dette område, men af mangel på operative regler er der kun blevet iværksat få konkrete samarbejdsprojekter. Samarbejdsmulighederne er imidlertid mange inden for transport, turisme, uddannelse, sundhed, fiskeri og landbrug, F&U og miljøbeskyttelse. Samtidig er spørgsmålet om EU's handelspolitik stadig ubesvaret. Frihandelsaftaler eller udsigten til frihandelsaftaler og økonomiske partnerskabsaftaler er en reel trussel mod visse yderregioners skrøbelige økonomi. Hvis man ikke tager hensyn til yderregionernes reelle interesser i EU's handelspolitik, giver udkastet til EU's nye strategi for yderregionerne ingen mening.

3.6

Endelig er det beklageligt, at denne meddelelse beskæftiger sig så lidt med oprettelsen af et partnerskab med civilsamfundet i yderregionerne, iværksættelsen af en struktureret høring af sidstnævnte med henblik på gennemførelsen af samhørighedsforanstaltninger og udvikling af projekter, som kan styrke følelsen af en europæisk identitet hos befolkningerne gennem oplysningskampagner, EU-borgerskab og mobilitetsprogrammer. EØSU henviser til sin udtalelse om "En europæisk adfærdskodeks for partnerskab" (3).

4.2.1

EØSU glæder sig over, at Det Europæiske Råd fortsat giver yderregionerne en særskilt behandling, for at de kan få størst muligt udbytte af de disponible midler, ved at foreslå en medfinansieringssats på 85 %, uafhængigt af deres indkomstniveau. EØSU beklager imidlertid, at medfinansieringssatsen for den særlige tildeling, der skal kompensere for meromkostninger som følge af den meget fjerne beliggenhed, er blevet fastholdt på 50 %, og opfordrer Kommissionen til at gå til værks med den nødvendige fleksibilitet for at garantere støttens effektivitet.

4.2.2

Endelig er EØSU bekymret over, at Kommissionens forslag på området territorialt samarbejde ikke giver konkrete svar på den nødvendige regionale integration af yderregionerne.

4.4.1

EØSU er sammen med Europa-Parlamentet fortaler for nødvendigheden af at fastlægge særlige rammer for transport og IKT for at give yderregionerne mulighed for at løse problemet med den afsides beliggenhed og den digitale kløft.

4.5.1

Yderregionerne bør automatisk have ret til at deltage i grænseoverskridende samarbejde, uanset kriteriet om, at regioner beliggende langs søgrænserne skal have en indbyrdes afstand på højst 150 km.

4.5.2

Reel regional integration af yderregionerne kræver, at der vedtages foranstaltninger, som kan forbedre forbindelserne mellem disse regioner og tredjelandene i deres geografiske område og fremme den nødvendige internationalisering af SMV'erne i yderregionerne.

4.5.3

Det er afgørende, at EU foretager konsekvensanalyser i forbindelse med indgåelsen af handels- eller fiskeriaftaler mellem EU og lande, der er naboer til yderregionerne. Ligeledes bør de politiske myndigheder og civilsamfundet i yderregionerne holdes orienteret om forhandlingerne og inddrages i forbindelse med de spørgsmål, som berører dem direkte.

4.5.4

Erhvervslivet og de juridiske kredse i yderregionerne har også interesse i spørgsmålet om investeringssikkerheden i deres geografiske område. EØSU støtter i den forbindelse oprettelsen af en advokatsammenslutning i yderregionerne samt øvrige initiativer af denne art såsom voldgiftscentret for Atlanterhavsområdet m.fl.

4.5.5

Inden for en lang række områder (transport, affaldsbehandling osv.) ville øget regional integration gøre det muligt at opnå stordriftsfordele, på betingelse af at EU, langt tydeligere end det er tilfældet i dag, giver udtryk for sit ønske om at gøre yderregionerne til platforme for Europa.

4.6.1

Artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF, er et konceptuelt fremskridt, som giver Kommissionen mulighed for differentieret hensyntagen til yderregionernes økonomi, når den fastlægger rammerne for statsstøtte med regionalt sigte, og til de klart utilstrækkelige rammer for statsstøtte beregnet til andre formål (forskning, innovation, transport, miljø osv.). EØSU understreger, at der i dag er et paradoks mellem Europa 2020-strategiens prioriteter og det forhold, at konkurrencerammerne for statsstøtte til forskning/innovation eller miljø er utilstrækkelige for yderregionerne. Der bør i den kommende periode rettes op på disse modsætningsforhold.

4.6.2

Nu, hvor man er i gang med at revidere EU's statsstøtteregler, giver yderregionerne udtryk for en vis bekymring med hensyn til, hvorvidt de nuværende rammer vil blive fastholdt. De opfordrer til, at man fastholder en så gunstig behandling som muligt, at der sikres sammenhæng mellem de forskellige former for støtte (intensiveret støtte til investeringer i virksomhederne og ikke-degressiv og ikke-tidsbegrænset driftsstøtte med henblik på at kompensere for meromkostningerne som følge af den fjerne beliggenhed i medfør af artikel 349 i TEUF), samt at man bestræber sig på at finde frem til enklere og mere fleksible procedurer.

4.6.3

Yderregionerne har et stort behov for beskæftigelse, så de kan gøre en ende på den strukturelle arbejdsløshed, som plager alle dele af befolkningen. Virksomhederne i yderregionerne er pr. definition små og mellemstore virksomheder, som ofte opererer på geografisk begrænsede områder. Disse karakteristika er dermed vidt forskellige fra det billede, der tegner sig på det europæiske fastland. Det er vigtigt at holde fast i, at støtten til virksomheder – ligesom i perioden 2007-2013 – kan tildeles alle typer virksomheder.

4.6.4

Støtteintensiteten for investeringer i yderregionerne synes at have stabiliseret sig på niveauet for perioden 2007-2013, ligesom tærskler og princippet om "bonus" til yderregioner også angiveligt vil gælde i fremtiden. EØSU henleder opmærksomheden på, at dette ikke har resulteret i nogen påvirkning af samhandlen inden for Fællesskabet, da markederne i yderregionerne er meget lidt attraktive for udenlandske investeringer. EØSU går derfor ind for fortsat at tillade ikke-degressiv og ikke-tidsbegrænset driftsstøtte.

4.6.5

Offentlig støtte, også EU-støtte, de investeringer i innovation, der foretages af yderregionernes virksomheder, den digitale dagsorden samt de bestræbelser, de lægger i at finde partnerskaber i deres geografiske område, burde anses for prioriteter.

4.6.6

Yderregionernes særlige erhvervsstruktur er kendetegnet ved næsten udelukkende at bestå af meget små virksomheder. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis Kommissionen i sin strategi satte fokus på en effektiv gennemførelse af "Small Business Act" for Europa og anvendelse af princippet om "Tænk småt først", navnlig med hensyn til procedurer og kontrol. Med henblik på at varetage de små og mellemstore virksomheders interesser bør det nøje overvåges, om konkurrencereglerne overholdes i yderregionerne.

4.7.1

Som følge af deres geografiske beliggenhed er yderregionerne meget sårbare, og de er nødt til at løse energiproblemet på en anden måde, end man gør på det europæiske fastland. EU bør bistå yderregionerne med at sikre energiforsyningen i vanskelige omgivelser og under forhold, som bl.a. medfører højere priser og begrænset konkurrence.

4.7.2

Adgang til og udnyttelse af egne energiressourcer er af vital betydning for yderregionerne, både i form af energi fra olie eller gas og energikilder med lavt kulstofindhold såsom vindenergi, termisk energi, solenergi, vandkraftenergi og energi fra havet (tidevand, bølger, havstrømme, termisk havenergi).

4.7.3

EØSU foreslår, at der sættes skub i forskningen i vedvarende energi i disse regioner, og at der gennem EU's finansielle instrumenter gives støtte til energiprojekter i yderregionerne, idet der tages hensyn til deres særlige forhold.

4.8.1

Det er en kendsgerning, at landbruget har stor betydning i yderregionerne. Det skaber beskæftigelse, indflydelse og er med til at bevare traditionelle miljøer og traditionel levevis. Ud over sukker og bananer bør EU fortsætte indsatsen for øget diversificering og fremme af yderregionernes evne til at være selvforsynende med fødevarer. Det er også nødvendigt at bevare den eksisterende balance mellem den eksportorienterede landbrugsproduktion og den landbrugsproduktion, der forsyner de lokale markeder.

4.8.2

Støtte fra EU favoriserer nogle gange i kraft af de eksisterende procedurer store virksomheder og anvendelse af mellemmænd. Denne tendens bør vendes, da den overser de små uafhængige producenters interesser, på trods af at de udgør majoriteten i yderregionerne. Ligeledes bør støtten fra EU tjene til at forbedre fødevarekædens funktionsmåde og fremme landbrugernes og deres organisationers deltagelse.

4.9.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen vil sørge for, at beslutningerne på dette område i højere grad træffes regionalt, ved at rette fokus mod regionale havområder og tage hensyn til de lokale fiskebestande samt oprette et rådgivende råd for yderregionerne. Det er imidlertid vigtigt, at et sådant rådgivende råd indrettes efter de havområder, yderregionerne er en del af, for disse regioners fiskeri er indbyrdes meget forskelligt. Dermed tages der i større omfang højde for deres særlige situation.

4.9.2

Forslaget om en reform af fiskeripolitikken udgør ikke et tilfredsstillende svar på yderregionernes situation, f.eks. hvad angår støtte til fiskeriflåden (bygning/erhvervelse og forbedring, forvaltning af fiskeriet, betydningen for yderregionerne af fiskeriaftaler mellem EU og tredjelande) eller den manglende udvikling af "POSEI for fiskeri"-ordningerne, som kunne have godt af en konceptuel revision i lighed med den eksisterende model for POSEI-ordningen på landbrugsområdet. Udvalget minder i øvrigt om de idéer, der blev beskrevet i initiativudtalelsen "Udvikling af regionale zoner for forvaltning af fiskebestande og fiskerikontrol" af 27. oktober 2011 (ordfører: Brendan Burns).

4.10.1

Potentialet for dyrkning af særlige typer af bæredygtigt tropisk og subtropisk løvtræ er en mulighed, som bør overvejes i yderregionerne og de oversøiske lande og territorier. Deres særlige forhold til Europa vil give dem direkte adgang som følge af deres evne til at fremskaffe certificeret træ, som med garanti ikke bryder nogen af de certificeringsregler, der er fastlagt af Forest Stewardship Council (FSC).

4.10.2

Træ til særlige historiske restaureringsprojekter er et specifikt marked, der er værd at tage i betragtning, eftersom mange af de originale træsorter er på lister over truede sorter og derfor utroligt svære at skaffe på lovlig vis. Maghogni, Ipé, Virola, Padauk, Greenheart (Nectandra Rodioei), Ramin, Apitong og Wengé er blot nogle få eksempler på træsorter, der er brug for til restaureringsprojekter.

4.10.3

Ud over at kunne levere træ er tropiske og subtropiske skove et ideelt miljø til at dyrke sjældne planter, der kan anvendes i medicin og kosmetik. Træ fra tropisk og subtropisk skovbrug er ikke en fidus til at blive rig i en fart, men det giver disse regioner en virkelig god langsigtet mulighed for at udnytte yderst profitable markeder, som kræver adgang til disse sjældne træsorter og planter.

4.11.1

EØSU støtter en videreførelse af det europæiske miljøprogram og handlingsplanen for biodiversitet (hvoraf 80 % af det europæiske potentiale befinder sig i yderregionerne). Udvalget går også ind for, at kommende programmer under Europa 2020-strategien i større omfang tager højde for yderregionernes potentiale, ikke mindst når det gælder vedvarende energi, bæredygtig udvikling og havforskning.

4.11.2

Med hensyn til dette udvikler Kommissionen ikke yderregionernes potentiale tilstrækkeligt.

4.11.3

EØSU støtter idéen med at oprette fælleseuropæiske net af industriklynger inden for disse områder, som også omfatter yderregionerne.

4.12.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen i forbindelse med Europa 2020-strategien er optaget af den europæiske models sociale dimension. Resultatet af dette bør være konkrete tiltag og ikke begrænse sig til gode hensigter. Ingen europæisk borger må udelukkes og hægtes af udviklingen. Dette er essensen af europæisk solidaritet. EØSU bifalder det forslag, der er blevet fremsat af lederen af regionalregeringen for De Kanariske Øer, og som omhandler iværksættelsen af en katastrofeplan til bekæmpelse af massearbejdsløsheden, som udvikler sig med rivende fart.

4.12.2

Ud over gennemførelsen af de strategiske hovedlinjer understreger EØSU følgende:

Kommissionens analyse af vækstfaktorerne i yderregionerne ("Growth Factors in the OR") ved Ismeri EROPA;

Rapport bestilt af EU-kommissær med ansvar for det indre marked, Michel Barnier, om Europas yderregioner og det indre marked ("Europe's Outermost Regions and the single market: the EU's influence in the world"), ved Pedro Solbes Mira;

Kommissionens undersøgelse om den demografiske udvikling og migrationsudviklingen og konsekvenserne for den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i yderregionerne ("Demographic and migration trends in the OR: impact on economic, social og territorial cohesion"), ved INED;

Betænkning fra Europa-Parlamentet (REGI-udvalget) om "Samhørighedspolitikkens rolle med hensyn til EU-regioner i den yderste periferi inden for rammerne af EU 2020" (ordfører: Nuno Teixeira);

Europa-Parlamentets undersøgelse af "The role of regional policy in addressing the effects of climate change in outermost regions" (foreligger ikke på dansk).

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/58

1.1

EØSU støtter den foreslåede ændring af artikel 9 i forordningen med henblik på at fjerne forskelsbehandling mellem medlemsstaterne og de associerede lande og fremme en mere aktiv deltagelse af de associerede lande i oprettelsen og driften af fremtidige ERIC'er.

1.2

EØSU mener, at ligestilling for så vidt angår stemmerettigheder ikke vil gå ud over fællesskabsdimensionen i forordningen, og at Fællesskabet kan bevare tilstrækkeligt med kontrol over væsentlige elementer i ERIC-aktiviteterne via andre eksisterende bestemmelser i forordningen.

1.3

EØSU er bekymret over, hvor langsomt det går med at lade det juridiske instrument i ERIC finde anvendelse i etableringen og driften af forskningsinfrastrukturprojekter af europæisk interesse fra Det Europæiske Strategiske Forum for Forskningsinfrastrukturs (ESFRI) køreplan. Derfor opfordrer udvalget Kommissionen til at yde maksimal støtte til potentielle partnere og dermed lette brugen af ERIC's retlige form.

1.4

EØSU anbefaler ligeledes, at Fællesskabet bidrager mere til medfinansiering af ERIC-projekter, ved at sikre bedre synergi mellem strukturfondene og Horisont 2020-rammeprogrammet.

2.1

Forskningsinfrastruktur i verdensklasse spiller en afgørende rolle i udviklingen af viden og nye teknologier for en mere konkurrencedygtig og videnbaseret europæisk økonomi.

2.2

Selv om støtte og udvikling af forskningsinfrastrukturen i Europa har været et mål for Fællesskabet i det sidste ti år, har den relative fragmentering og regionalisering (1) af infrastrukturen konsekvent været blandt årsagerne til den manglende ekspertise.

2.3

I 2006 udpegede ESFRI en række centrale infrastrukturprojekter af fælleseuropæisk interesse, der skal udvikles inden 2020 (2). En væsentlig hindring for oprettelse af en sådan infrastruktur mellem EU-landene var manglen på en passende juridisk ramme for oprettelsen af egentlige partnerskaber.

2.4

Rådet vedtog derfor i 2009 ERIC-forordningen. (3) Dette juridiske instrument giver et ERIC status som juridisk person, der er anerkendt i alle medlemsstater. Det kan også drage fordel af moms- og punktafgiftfritagelse og kan vedtage sine egne offentlige indkøbsprocedurer.

3.1

I henhold til den nuværende forordning, bør ERIC'er have medlemmer fra mindst tre medlemsstater og kan også omfatte kvalificerede associerede lande (4) samt tredjelande og specialiserede mellemstatslige organisationer. EU-medlemsstaterne besidder altid tilsammen flertallet af stemmerettighederne i forsamlingen.

3.2

En sådan ordning sætter associerede lande i en ulige og underordnet position i forhold til deres stemmerettigheder, selvom de er villige til at yde et betydeligt finansielt bidrag til ERIC's etablering og drift (5).

3.3

For at tilskynde associerede lande til at deltage aktivt i ERIC-projekter, foreslås i ændringen af artikel 9 en forandring i den forstand, at der blot vil være behov for én enkelt medlemsstat (ud af minimum tre medlemmer) til at etablere et konsortium. De andre to medlemmer kan komme fra associerede lande. Associerede lande vil således også kunne have stemmerettigheder.

4.1

EØSU støtter generelt ændringen i ERIC-forordningen, hvis det kan øge de associerede landes aktive deltagelse i oprettelsen og driften af fremtidige ERIC'er, men vil gerne fremsætte følgende bemærkninger.

4.1.1

Det vigtigste krav i den nuværende forordning om minimum tre medlemsstater går ud på at sikre fællesskabsdimensionen i forordningen.  (6) I den forbindelse synes ændringen fra tre til én temmelig radikal.

4.1.2

EØSU minder om, at denne forordning primært blev etableret for at sikre en effektiv gennemførelse af fælles forsknings- og teknologiske infrastrukturprojekter. EØSU anerkender således, at EU er nødt til at bevare kontrollen over visse væsentlige elementer i ERIC-aktiviteterne.

4.1.3

På den anden side bemærker EØSU nogle bestemmelser i den nuværende forordning, som kan kompensere for den potentielle svækkelse af EU-parternes position som følge af ændringen i artikel 9, som f.eks.:

EØSU kræver fuld sikkerhed for, at ovennævnte bestemmelser opvejer den foreslåede ændring af artikel 9 og sikrer tilstrækkelig kontrol med ERIC-aktiviteterne.

4.1.4

EØSU udtrykker bekymring over, at ingen associerede lande eller tredjelande indtil videre er blevet medlemmer af et ERIC og håber, at den ugunstige situation med hensyn til stemmerettigheder er den væsentligste grund til den manglende interesse.

4.1.5

EØSU noterer sig med tilfredshed, at 19 ud af de 51 infrastrukturprojekter i ESFRI-køreplanen forventer at gøre brug af ERIC's juridiske form til deres oprettelse og drift. Samtidig er udvalget bekymret over, at der blot er blevet oprettet to ERIC'er siden forordningen trådte i kraft i 2009.

4.1.6

EØSU kunne godt ønske sig, at processen blev hurtigere. Udvalget mener, at årsagerne til de langsomme fremskridt skyldes de komplekse og krævende administrative og juridiske procedurer, der går forud for etableringen af et ERIC. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at stille støtteforanstaltninger og værktøjer til rådighed for potentielle partnere med henblik på at lette deres arbejde (modeller til vedtægter, praktiske retningslinjer, særlige støtteforanstaltninger for ERIC'er under Horisont 2020, osv.)

4.1.7

Selv om det ikke er direkte relateret til den foreslåede ændring af forordningen vil EØSU gerne gentage sin anbefaling om, at Fællesskabet bidrager mere aktivt til medfinansieringen af ERIC-projekter ved at øge midlerne til forskningsinfrastrukturer inden for Horisont 2020 rammeprogrammet, og navnlig ved at øge synergien mellem Horisont 2020 og strukturfondene.

6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/60

1.1

Det digitale marked med dets store potentiale for økonomisk vækst og jobskabelse er vigtigt, og derfor mener Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), at det er væsentligt at få genoprettet e-forbrugernes og e-detailhandlendes tillid til den integrerede logistik, der anvendes ved elektronisk handel, som særligt for mange forbrugere er attraktiv.

1.2

EØSU bifalder, at Kommissionen har taget initiativ til at se nærmere på problemerne i sektoren med en bred høring af alle berørte parter og en grønbog om et integreret marked med henblik på gennemførelsen af et integreret pakkeleveringsmarked i forbindelse med e-handel og den positive udvikling inden for e-handel ikke blot mellem virksomheder og forbrugere, men tillige mellem virksomheder og mellem forbrugere.

1.3

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde et direktiv med fokus på seks prioriteter:

og fremlægge en rapport om resultaterne i de enkelte medlemsstater og vedrørende leveringer på tværs af grænserne.

1.4

Udvalget mener, at det er yderst vigtigt at afhjælpe manglerne i lovgivningen og anbefaler, at der etableres en struktureret dialog mellem repræsentanter for det organiserede civilsamfund, især forbrugerorganisationer og organisationer, der repræsenterer SMV'er, e-detailhandlende og leverandører, for at vurdere, hvilke politiske valgmuligheder af lovgivningsmæssig og ikke-lovgivningsmæssig karakter, der er hensigtsmæssige i forhold til de seks ovennævnte prioriteter.

1.5

EØSU anser det for vigtigt, at de europæiske standardiseringsorganer kraftigt tilskyndes til i samarbejde med brugerne, SMV'er og øvrige interessenter at udarbejde europæiske tekniske og forskriftsmæssige standarder, som sikrer kvaliteten, pålideligheden og bæredygtigheden af de integrerede logistiske tjenester, der anvendes ved e-handel, og de sociale og sikkerhedsmæssige garantier forbundet dermed. Udvalget ser meget gerne, at der indføres et europæisk kvalitets- og sikkerhedsmærke for leveringssystemer.