2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/1

—

gør i lyset af de igangværende forhandlinger om den flerårige finansielle ramme gældende, at samhørighedspolitikken må tilføres midler, der anvendes effektivt, og et solidt budget, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at genoverveje budgetstramningerne og som et minimum fastholde finansieringen på det nuværende niveau;

—

giver sin fulde opbakning til REGI-udvalgets forhandlere i trilogen, og henleder navnlig opmærksomheden på nogle vigtige punkter, hvor udvalget er enigt med Europa-Parlamentet: "overgangsregioner", balancen mellem Europa 2020-strategiens og traktatens mål, reel inddragelse af de lokale og regionale myndigheder samt afvisningen af makroøkonomiske betingelser og en resultatreserve, som det følgelig håber stadig vil være at finde i den endelige pakke;

—

henstiller, at princippet om forvaltning på flere niveauer bringes i fuld anvendelse, og at lokale og regionale myndigheder inddrages tættere i udformningen af fremtidige partnerskabsaftaler og operationelle programmer. Det bakker op om Kommissionens forslag om at udarbejde en europæisk adfærdskodeks for partnerskaber og beklager derfor dybt, at Rådet afviser et sådant redskab, og anmoder modvillige medlemsstater om at overveje deres holdning, da det sender et negativt signal om deres indstilling til samarbejde med legitime partnere;

—

mener, at der skal være øget demokratisk kontrol, og at Rådet bør drøfte adskillige finansielle spørgsmål - såsom metoden for fordeling af midler på nationalt og regionalt niveau, lofter, sikkerhedsnet osv. - under forhandlingerne om lovpakken om samhørighedspolitikken og ikke i forbindelse med FFR, så Europa-Parlamentet kan inddrages rigtigt i disse drøftelser, og Regionsudvalget høres;

—

beklager endnu en gang, at BNP/BNI (og i mindre grad antallet af arbejdsløse) er de eneste kriterier for, hvor mange strukturfondsmidler en region får tildelt, og understreger, at der bør anvendes supplerende indikatorer for bedre at kunne vurdere sociale og miljørelaterede behov og problemer.

Ordfører

Marek WOŹNIAK (PL/PPE), Marskal i Wielkopolskie-regionen

1.

vedtager en politisk resolution om de igangværende interinstitutionelle forhandlinger om lovpakken vedrørende samhørighedspolitikken efter 2013. Den tager udgangspunkt i udvalgets tidligere synspunkter formuleret i perioden februar til juli 2012 og er en reaktion på Europa-Parlamentets og Rådets seneste drøftelser og holdninger;

2.

opfordrer i lyset af de igangværende forhandlinger om den flerårige finansielle ramme (FFR) indtrængende til, at samhørighedspolitikken ses som en investeringspolitik med midler, der anvendes effektivt, og et solidt budget, der ikke må skæres i, hvis vi ønsker at stimulere vækst og beskæftigelse, øge konkurrenceevnen og bekæmpe regionale skævheder i og mellem EU's regioner, navnlig i krisetider. På grund af samhørighedspolitikkens afgørende betydning for håndteringen af den økonomiske krise og Europa 2020-strategiens udfordringer bør den ikke skæres ned med 19 mia. EUR (i forhold til Kommissionens forslag), samtidig med at man fastholder eller endda forhøjer budgettet for andre EU-politikker, hvilket foreslås i udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. november 2012;

3.

er yderst tilfreds med de mandater, Europa-Parlamentets REGI-udvalg vedtog den 11.-12. juli 2012, som i det store og hele svarer til de lokale og regionale myndigheders ønsker, som formuleret og vedtaget i Regionsudvalgets udtalelser. Det beklager dog, at vigtige punkter vedrørende forslaget til ESF-forordning ikke er medtaget i EMPL-udvalgets udkast til betænkning af 5. juli 2012;

4.

værdsætter den positive udvikling i retning mod forenkling, som Kommissionen lægger op til i forslaget til lovpakke, og bifalder bestemmelserne i de nyligt vedtagne finansielle regler for EU's almindelige budget om bl.a. brug af faste satser, engangsbeløb og kortere betalingsfrister. Det mener, at medlemsstaterne må være endnu mere ambitiøse med hensyn til at forenkle adgangen til EU-midler, EU- og nationale offentlige indkøbsprocedurer, indberetnings- og kontrolordninger;

5.

giver sin fulde opbakning til REGI-udvalgets forhandlere i trilogen, og henleder navnlig opmærksomheden på følgende punkter, hvor Europa-Parlamentet og Regionsudvalget er enige, og som forhåbentlig stadig vil være at finde i den endelige pakke:

6.

understreger, at lovpakken må vedtages så hurtigt som muligt efter, at den flerårige finansielle ramme (FFR) er blevet vedtaget; minder om, at EU står midt i en meget alvorlig økonomisk og social krise, der gør det endnu mere presserende, at gennemførelsen af partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer påbegyndes i 2014, da det kun er på den måde, der kan ydes den EU-støtte, der er altafgørende for investeringer og strukturreformer i medlemsstaterne, regioner og byer;

7.

gør opmærksom på, at drøftelserne om forslaget til EGTS-forordning skal holdes adskilt fra den overordnede lovpakke for samhørighedspolitikken, og fremhæver det vigtige i, at denne specifikke forordning, som ikke har nogen særlig indvirkning på EU-budgettet, vedtages med det samme uden at afvente vedtagelsen af hele lovpakken. Dermed vil forordningen kunne træde i kraft hurtigst muligt og på ny sætte gang i udviklingen af nye EGTS-projekter inden for en sikker retlig ramme.

8.

betoner, at de lokale og regionale myndigheder fuldt ud er klar over, at det er nødvendigt at forbedre samhørighedspolitikkens resultater ved hjælp af bedre programplanlægning og anvendelse af strukturfondene, navnlig som situationen er nu med økonomisk krise og finansielle stramninger;

9.

mener, at en flerårig finansiel ramme med et mindre budget end det, Kommissionen har foreslået, er uacceptabel, da den vil føre til en svækkelse af økonomien og konkurrenceevnen i Den Europæiske Union og generelt af det indre marked på et tidspunkt, hvor der er behov for forstærkning. Det efterlyser derfor som i Regionsudvalgets resolution om de igangværende forhandlinger om den flerårige finansielle ramme (1) et troværdigt flerårigt EU-budget som et instrument for investeringer, der kommer alle medlemsstater og regioner i EU til gode, og som, hvad angår forpligtelsesbevillingernes andel af BNI, er af mindst samme størrelse, som budgettet for den indeværende programmeringsperiode 2007-2013;

10.

finder imidlertid det cypriotiske formandskabs forslag af 29. oktober 2012 om at skære i budgettet til samhørighedspolitikken efter 2013 uacceptabelt. Det opfordrer derfor medlemsstaterne til at genoverveje budgetstramningerne og som et minimum fastholde finansieringen på det nuværende niveau;

11.

understreger behovet for at holde fast i en stærk og ambitiøs samhørighedspolitik på EU-niveau af hensyn til traktatens mål om økonomisk, social og territorial samhørighed og den fælles forpligtelse til at opfylde Europa 2020-målene. En nedskæring på mere end 10 mia. EUR som foreslået af rådsformandskabet vil udvide kløften mellem de mindst udviklede og de mere udviklede regioner og områder, og forskellene i indkomst mellem borgerne vil blive større;

12.

pointerer, at færre midler til samhørighedspolitikken vil have negative konsekvenser for udviklingen af det indre marked og de lokale og regionale myndigheders muligheder for at investere i områder, der er vigtige for Europas fremtid, bl.a. forskning, innovation, uddannelse, støtte til SMV'er, grøn økonomi og infrastruktur, som er vigtige for den fremtidige jobskabelse. Det mener, at budgetnedskæringer i denne periode med økonomisk og social krise vil bringe de langsigtede investeringer i fare og dermed også Europas fremtidige bæredygtige vækst og rolle i verden.

13.

gør opmærksom på, at alle de retsakter, som regulerer samhørighedspolitikken, for første gang nogensinde vil blive vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure i overensstemmelse med Lissabontraktatens bestemmelser, hvorved medlemsstaterne og Europa-Parlamentet ligestilles;

14.

mener derfor, at der er adskillige finansielle spørgsmål - såsom metoden for fordeling af midler på nationalt og regionalt niveau, lofter, sikkerhedsnet osv., som Rådet bør drøfte under forhandlingerne om lovpakken om samhørighedspolitikken og ikke i forbindelse med FFR. Som anført i udtalelsen om "Den nye flerårige finansielle ramme efter 2013" (2) finder udvalget det stærkt kritisabelt, at ovennævnte spørgsmål er inkluderet i Rådets forhandlingsramme, og mener, at de som områder, der henhører under den fælles beslutningsprocedure, bør drøftes i Rådet for Almindelige Anliggender. Europa-Parlamentet bør desuden inddrages i disse drøftelser på lige fod med Rådet, og Regionsudvalget bør høres for at sikre effektiv demokratisk kontrol. Regionsudvalget minder om, at det forbeholder sig retten til at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, hvis Kommissionen ikke fremlægger et lovgivningsforslag, som det får lejlighed til at udtale sig om;

15.

beklager endnu en gang, at BNP/BNI (og i mindre grad antallet af arbejdsløse) er de eneste kriterier for, hvor mange strukturfondsmidler en region får tildelt. Udvalget bifalder derfor forslaget om at øge vægtningen af antallet af arbejdsløse i mindre udviklede regioner og overgangsregioner, hvilket fremgår af udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. november 2012, med henblik på at skabe balance i forhold til vægtningen af BNP i fordelingsmetoden og i højere grad at tage højde for samhørighedspolitikkens sociale dimension. Udvalget foreslår samtidig, at fordelingen af strukturfondsmidlerne i medlemsstaterne sker under hensyntagen til andre supplerende indikatorer såsom den demografiske forsørgerkvote;

16.

gør gældende, som anført tidligere (3), at der bør anvendes supplerende indikatorer for bedre at kunne vurdere sociale og miljørelaterede behov og problemer (som tilgængelighed af offentlige tjenester, sundhed, indkomst pr. indbygger, mobilitet og et rent miljø). I metoden for tildeling af midler kunne det medregnes, hvordan disse indikatorer fordeler sig på subnationalt niveau (GINI-indikator) med henblik på en bedre vurdering af, på hvilke områder den territoriale samhørighed skal forbedres;

17.

mener, at udviklingen i BNP pr. indbygger i referenceperioden (baseret på de EU-tal, der er til rådighed for de tre foregående år) bør integreres i den fremtidige metode til fordeling af midler, således at der kan tages hensyn til de regionale udviklingstendenser. En mere fleksibel tilgang ville gøre det muligt også at yde støtte til regioner i økonomisk tilbagegang;

18.

beder om, at "alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art" tilføjes listen over kriterier for medlemsstaternes tildeling af midler; navnlig gør det opmærksom på, at demografiske kriterier som befolkningsspredning, affolkning af visse egne af regioner og befolkningens aldring har meget stor indflydelse på den økonomiske udvikling og udgifterne til de offentlige tjenester. Det roser Europa-Parlamentet for at have støttet udvalget på dette punkt og anmoder Rådet om at lægge sig op ad parlamentets holdning;

19.

gentager følgende principper, uanset hvilken metode der vælges:

20.

er af den holdning, at additionalitetsprincippet er et afgørende princip for samhørighedspolitikkens effektivitet, og at alle bestræbelserne i forbindelse med den europæiske regionalpolitik kan vise sig at være til ingen nytte uden dette;

21.

er særligt bekymret over, at rådsformandskabet fastholder perioden 2007-2009 som reference for sin analyse, der danner grundlag for forslaget om støtte til regionerne. I en krisetid som den nuværende forvrænges virkeligheden af, at man beregner regionernes velstand ud fra den nævnte periode, da man således tager udgangspunkt i år med økonomisk vækst, hvilket navnlig går ud over regioner, hvor krisen har haft størst indvirkning. Derfor glæder Regionsudvalget sig over indførelsen af en bestemmelse om revision i 2016, selv om det desuden foreslår en særlig støtte i tillæg til sikkerhedsnettet, som yder kompensation til de regioner, som på grund af et fald i deres relative velstand som følge af krisen har et ugunstigt udgangspunkt i forhold til de øvrige regioner i deres kategori;

22.

støtter det loft, der foreslås i forhandlingsrammen for FFR af 18. september 2012 (2,5 %), hvor der tages hensyn til, at EU12-medlemsstaterne skal indhente et efterslæb, og at nogle medlemsstater har haft vanskeligt ved at absorbere støtten i den indeværende programmeringsperiode. Udvalget afviser derfor den nedskæring, der foreslås i udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. november 2012 (2,35 %). Dog ser det gerne, for så vidt angår medlemsstater, der tiltrådte Unionen før 2013, og hvis gennemsnitlige realvækst i BNP i 2008-2010 var lavere end – 1 %, at der fastlægges et loft, der sikrer, at forpligtelsesniveauet kan forblive det samme som i den indeværende periode 2007-2013;

23.

støtter Kommissionens forslag om et "sikkerhedsnet" svarende til mindst to tredjedele af den nuværende støtte til regioner, som ikke længere vil være omfattet af konvergensmålet, og beklager derfor de seneste forslag fra Det Europæiske Råds formandskab om, at "sikkerhedsnettet" skal være lavere end dette niveau;

24.

glæder sig over, at "den bymæssige præmie" for nyligt er blevet slettet fra rådsformandskabets dokumenter vedrørende forhandlingsrammen for FFR. Byer med mere end 250 000 indbyggere ville have fået tildelt 4 EUR pr. indbygger, og præmien ville have givet de mest urbaniserede regioner en økonomisk fordel, uanset at der stadig er store forskelle i udvikling mellem landdistrikter og byområder;

25.

støtter fuldt ud Kommissionens forslag om at forhøje bevillingen til det europæiske territoriale samarbejde (ETS) til 11,8 mia. EUR fra de 8,7 mia. i den indeværende programmeringsperiode. Det minder om, at det territoriale samarbejde tilfører den europæiske integration og den territoriale samhørighed en merværdi, idet landegrænsernes negative indvirkning minimeres, politikken bliver mere effektiv, livskvaliteten forbedres, kapacitetsopbygningen styrkes, og tilliden og den gensidige forståelse øges, og udvalget beklager derfor, at beløbet foreslås nedsat med 3 mia. i udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. november 2012, samt at man igen har indført grænsen på 150 kilometer for grænseoverskridende samarbejde for søgrænser. Dog bifalder udvalget, at udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner er i tråd med Regionsudvalgets anmodning om og Europa-Parlamentets holdning til behovet for at øge samfinansieringssatsen til 85 % for ETS-programmer.

26.

gentager sin store modstand mod makroøkonomiske betingelser særligt mod nogen form for suspendering eller tilbagekaldelse af FSR-midler på grund af sanktioner knyttet til stabilitets- og vækstpagten, da man risikerer, at det går hårdt ud over regionale og lokale myndigheder, som ikke er ansvarlige for medlemsstaternes manglende opfyldelse af disse betingelser;

27.

glæder sig over Europa-Parlamentets støtte i dette spørgsmål og håber, at det i trilogen vil lykkes parlamentets forhandlere at overbevise medlemsstaterne om, at alle foranstaltninger vedrørende makroøkonomiske betingelser skal fjernes fra forordningen om fælles bestemmelser;

28.

gentager sin støtte til en delvis sammenkædning af FSR-fondene og den nye økonomiske styring i EU i form af en mulighed for at ændre partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer på grundlag af landespecifikke henstillinger udsendt i løbet af det europæiske semester, men afviser kategorisk tanken om at suspendere en del af eller alle betalingerne;

29.

gentager, at det afviser, at regioner med de bedste resultater skal kunne belønnes med midler fra "resultatreserven", da en sådan ordning kunne få politikerne til at fastlægge meget beskedne, let opnåelige mål for at få adgang til yderligere midler og kunne fremme udviklingen af mindre ambitiøse projekter og lægge en dæmper på innovationen. Det er derfor enigt med Europa-Parlamentet og håber, at Rådet vil ændre mening på dette punkt. Udvalget minder om sit forslag om en "fleksibilitetsreserve" bestående af midlerne fra den automatiske frigørelse til finansiering af forsøgsinitiativer, som kunne blive det kompromis, de to medlovgivere bliver enige om;

30.

bakker fuldt ud op om den resultatorienterede tilgang, der kræves i den nye ramme, og dermed den betydning, der tillægges måling af resultater. Dog mener udvalget, at der er behov for en fleksibel lovgivning, der gør det muligt at se resultaterne i forhold til de enkelte regioners særlige økonomiske situation. Desuden gentager det sin modstand mod enhver form for økonomiske sanktioner i forbindelse med præstationsrammen.

31.

henstiller, at princippet om forvaltning på flere niveauer bringes i fuld anvendelse, og at lokale og regionale myndigheder inddrages tættere i det forberedende arbejde, forhandlingerne og gennemførelsen af samhørighedspolitikken i den næste programmeringsperiode;

32.

bifalder Europa-Parlamentets forslag om at ligestille lokale og regionale myndigheder med de nationale regeringer i forbindelse med udarbejdelsen af partnerskabsaftaler og operationelle programmer under nøje overholdelse af nærhedsprincippet;

33.

forventer, at de lokale og regionale myndigheder inddrages fuldt ud i udformningen af partnerskabsaftalerne for at imødekomme behovet for en bottom-up, integreret tilgang til de regionale udviklingsstrategier. Det opfordrer medlemsstaterne til at påbegynde den strategiske planlægning af samhørighedspolitikken, så de er klar til at gå i gang med at planlægge programmer under FSR-fondene den 1. januar 2014, og anmoder i den henseende Kommissionen om at holde nøje øje med udarbejdelsen af disse aftaler for at sikre mod, at programplanlægningen bliver styret ovenfra og sektorbaseret;

34.

bakker derfor op om Kommissionens forslag om for første gang at udarbejde en europæisk adfærdskodeks for partnerskaber, og det beklager dybt, at Rådet afviser et sådant redskab, der har som sigte at forbedre kvaliteten af partnerskaber i alle medlemsstater, og anmoder modvillige medlemsstater om at overveje deres holdning til adfærdskodeksen, da det sender et negativt signal om deres indstilling til samarbejde med legitime partnere.

35.

giver igen sin klare opbakning til den nye kategori af "overgangsregioner" og støtter Europa-Parlamentet i de igangværende interinstitutionelle forhandlinger. Det opfordrer rådsformandskabet til at stå fast på sin holdning på dette punkt, indtil forhandlingerne er afsluttet, da målet om territorial samhørighed til dels opfyldes med denne nye kategori, idet alle regioner tilbydes en mere fair støtte;

36.

bifalder Europa-Parlamentets forslag om at etablere endnu et sikkerhedsnet på fire femtedele af midlerne i perioden 2007-2013 for østater bestående af kun én region, der er berettigede til støtte fra Samhørighedsfonden i 2013, og for regionerne i den yderste periferi, som efter 2013 ikke længere vil tilhøre kategorien af mindst udviklede regioner;

37.

minder om behovene og problemerne i regionerne i den yderste periferi og de tyndt befolkede områder og anmoder om, at de bevilges tilstrækkelige og forholdsmæssige budgetmidler, så de kan opfylde målet om økonomisk, social og territorial samhørighed og blive bedre integreret i det indre marked. Udvalget bifalder derfor den øgede støtteintensitet for regionerne i den yderste periferi (fra 20 til 30 euro pr. indbygger) som foreslået i udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. november 2012;

38.

indskærper, at territorial samhørighed er blevet føjet til målene om økonomisk og social samhørighed i medfør af Lissabontraktaten, og undrer sig over, at hverken dette territoriale aspekt eller regioner i gang med en industriel omstillingsproces, øer, og de tyndt befolkede områder, bjergregioner og regioner i den yderste periferi omtales i EMPL-udvalgets betænkning om forslaget til ESF-forordning.

39.

hilser det velkomment, at der med kompromisforslagene vedtaget i Europa-Parlamentet og Rådet anlægges en mere fleksibel tilgang til den tematiske koncentration i Europa 2020-strategien. Det minder om traktatens vigtigste politiske mål (økonomisk, social og territorial samhørighed) og behovet for at tage større hensyn til nationale og regionale forskelle og problemer, hvilket begge lovgivere har støttet;

40.

bifalder, at de tematiske målsætninger og investeringsprioriteterne er blevet udvidet i Europa- Parlamentets mandattekster vedrørende forslagene til EFRU-forordning og ETS-forordning samt i de kompromisforslag, som rådsformandskabet har vedtaget vedrørende den "tematiske koncentration", men fremhæver ikke desto mindre vigtigheden af at fastholde mest mulig opmærksomhed på spørgsmål vedrørende udviklingen af kulturarv og turisme. Udvalget beklager imidlertid, at EMPL-udvalgets betænkning om ESF – modsat Regionsudvalgets forslag - ikke indeholder forslag om nedsættelse af de procentsatser for koncentrationen, som Kommissionen har foreslået;

41.

glæder sig navnlig over Europa-Parlamentets holdning vedrørende udvidelsen af området ikt for alle til at omfatte grundlæggende ikt-infrastruktur, men beklager, at Rådet har forholdt sig tavs om dette spørgsmål. Det anmoder derfor medlemsstaterne om at overveje deres holdning hertil, da mange fjerntliggende landdistrikter selv i de mere udviklede regioner stadig ikke har ikt-højhastighedsnet;

42.

glæder sig over, at Rådet har fjernet den tematiske koncentration, som Kommissionen havde pålagt de særlige bevillinger til regionerne i den yderste periferi i EFRU-forordningen, og håber, at Europa-Parlamentet ændrer sit forhandlingsmandat på dette punkt og følger Rådets holdning med henblik på de nuværende interinstitutionelle forhandlinger.

43.

understreger endnu en gang, at de lokale og regionale myndigheder er og må forblive vigtige partnere i planlægningen og gennemførelsen af ESF's operationelle programmer, og er derfor uenig i betragtningen i EMPL-udvalgets betænkning om, at medlemsstaterne bør forblive de "vigtigste formidlere" af alle ESF's politikker i betragtning af betydningen af de nationale beskæftigelsespolitikker;

44.

gentager sin anmodning om, at der i ESF-forordningen ligesom i artikel 10 i forslaget til EFRU-forordning henvises til områder med naturbetingede og demografiske handicap og til regionerne i den yderste periferi, og fremhæver behovet for, at det territoriale samarbejde under ESF udvides til også at omfatte grænseoverskridende, interregionalt og tværnationalt samarbejde;

45.

ærgrer sig over de besparelser på budgettet til fødevarebistand til de socialt dårligst stillede (2,1 mia. i stedet for 2,5 mia. EUR), som foreslås i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 22.-23. november, og opfordrer til, at programmet holdes skarpt adskilt fra ESF og til, at der overføres tilstrækkelige midler fra udgiftsområde 2 i FFR (den fælles landbrugspolitik).

46.

bifalder og støtter det cypriotiske formandskabs forslag om at etablere et formelt "Råd for samhørighedspolitik"bestående af ministre med ansvar for samhørighedspolitikken. Regionsudvalget har længe slået til lyd for et sådant formelt møde, da det ville øge synligheden og sikre en løbende politisk debat om samhørighedspolitikken. Det ønsker at deltage aktivt i de politiske drøftelser i et formelt råd, da det vil have betydning for de lokale og regionale myndigheders interesser i EU, som er direkte berørt af og inddraget i gennemførelsen af samhørighedspolitikken i praksis;

47.

beklager, at man stadig pålægger nationale eller regionale myndigheder, der har status af forvaltningsmyndighed, en byrde i form af præfinansiering i forbindelse med investeringer. Dette udgør en finansiel byrde, der er vanskelig at løfte på nuværende tidspunkt, hvor de finansielle markeder er begrænsede. Ved at sværge til princippet om præfinansiering i forbindelse med investeringer spilder Den Europæiske Union en unik mulighed for at tilføre finansielle midler direkte til en økonomisk fremdrift og strukturelle ændringer, hvilket giver større fremførte beløb, således at finansieringen kan tilføres på det nødvendige niveau, hvis opstarten baseres på inddrivelse af forskud.

48.

er i forbindelse med reglerne for forvaltning og kontrol ikke enig i måden, hvorpå man håndterer moms, da dens støtteberettigelse som operationel omkostning er begrænset til meget få tilfælde, hvilket i de fleste regioner vil gøre det umuligt at påregne den som støtteberettiget udgift. Dette medfører i praksis en egentlig reduktion af fondenes samfinansieringssats på op til 23 %;

49.

går ind for opretholdelse af N+3-reglen i programmeringsperioden 2014-2020;

50.

går ind for, at moms skal være støtteberettiget for alle kategorier af udgifter, når modtageren ikke kan trække denne afgift fra.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/8

—

som henviser til de endelige konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 13.-14. december 2012,

—

som henviser til rapporten "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union", som formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, har udarbejdet sammen med formændene for Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen (5. december 2012),

—

som henviser til Kommissionens meddelelse "En plan for en udbygget og egentlig Økonomisk og Monetær Union (COM(2012) 777/2 – 28. november 2012)",

—

som henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union" fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen,

—

som henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2013 om offentlige finanser i ØMU – 2011 og 2012,

1.

understreger, at det er afgørende at styrke Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) i medlemsstaterne for at sikre bæredygtig vækst, social fremgang og yderligere politisk integration i EU;

2.

beklager, at en række af de budgetmæssige og økonomiske politikspørgsmål, som er fremhævet i Kommissionens plan for en udbygget og egentlig ØMU og i rapporten fra formanden for Det Europæiske Råd og formændene for Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen, ikke er behandlet i Det Europæiske Råds endelige konklusioner, men er udsat til Det Europæiske Råds møde i juni 2013;

3.

opfordrer til at inddrage de regionale og lokale myndigheder fra det nationale niveau og Regionsudvalget fra EU's institutionsniveau i processen med det europæiske semester, eftersom finanspolitisk samordning i denne sammenhæng også indebærer samordning af de regionale og kommunale finanser. For at en finanspolitisk samordning kan være effektiv, må ansvarsfordelingen mellem EU, medlemsstaterne og det lokale og regionale niveau være entydig og klar;

4.

understreger, at europæiske beslutninger vedrørende ØMU'en har en betydelig indvirkning på ikke alene nationale, men også regionale og lokale finanser, og fremhæver i den sammenhæng, at de regionale og lokale myndigheders skattemæssige autonomi bl.a. er sikret i artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Union; tilskynder derfor til større synergi mellem EU-budgettet og de nationale og subnationale budgetter;

5.

minder i den forbindelse om Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen (1) om i den næste årlige vækstundersøgelse "fuldt ud at håndtere … EU-budgettets rolle i processen med det europæiske halvår ved at levere faktuelle og konkrete data om dets udløsende, katalytiske, synergetiske og supplerende virkninger på de samlede offentlige udgifter på lokalt, regionalt og nationalt niveau";

6.

gentager sin støtte til Europa-Parlamentets anmodning til medlemsstaterne om at overveje indgåelse af en "social investeringspagt", som er baseret på europluspagt-modellen. En sådan pagt skulle opstille en række mål for medlemsstaternes sociale investeringer for at opfylde Europa 2020-strategiens beskæftigelsesmæssige, sociale og uddannelsesmæssige målsætninger;

7.

understreger, at indsatsen for at overvinde den økonomiske krise i den nuværende situation må koncentreres om at udvikle de nye mekanismer, som allerede er aftalt, og om at sørge for, at de virker, f.eks. ved at inddrage det lokale og regionale niveau i det europæiske semester;

8.

bifalder Det Europæiske Råds konklusioner (2), som betoner, at "de muligheder, som EU's eksisterende finanspolitiske rammer giver for at finde balancen mellem behovene for produktive offentlige investeringer og målene vedrørende finanspolitisk disciplin" bør "udnyttes" yderligere i den præventive del af stabilitets- og vækstpakken. Denne målsætning er endnu mere relevant på baggrund af de nye konstateringer fra Den Internationale Valutafond om, at de såkaldte fiskale multiplikatorer, der måler budgetkonsolideringens negative virkninger på væksten, var "væsentligt højere" end forventet af analytikerne under gældskrisen; forventer derfor, at Kommissionen vil arbejde videre med dette i den bebudede meddelelse om kvaliteten af de offentlige udgifter, der bl.a. bør undersøge spørgsmålet om adskillelse af løbende udgifter og investeringer i beregningerne over budgetunderskuddet med henblik på at undgå, at offentlige investeringer, der bringer fordele på lang sigt, hindres;

9.

påpeger, at den svage banksektor i medlemsstaterne og EU generelt er en trussel mod de offentlige finanser, især på det regionale og lokale niveau, og beklager, at størstedelen af udgifterne til håndtering af bankkrisen er endt hos skatteyderne og dermed har sat en kæp i hjulet for den realøkonomiske vækst;

10.

fremhæver, at foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af en bankunion, bør ledsages af bedre gennemsigtighed og ansvarlighed, eftersom foranstaltningerne kan have store indvirkninger på offentlige finanser, både på nationalt niveau og på lokalt og regionalt niveau, såvel som på banker og borgere;

11.

bifalder, at Rådet og Europa-Parlamentet er kommet til enighed om en fælles tilsynsmekanisme, der skal fungere som en lovramme for bankerne i EU, og fremhæver i den forbindelse de regionale bankers rolle i tilvejebringelsen af kapital til SMV'er og offentlige investeringsprojekter rettet mod lokal og regional udvikling;

12.

bakker op om direktivforslaget om genopretning og afvikling og direktivforslaget om indskudsgarantiordninger og er enig i, at det er en prioritet at få dem vedtaget, men påpeger, at reglerne, som indføres med disse bestemmelser, og især overvågnings- og kontrolsystemet, skal være proportionelle;

13.

mener, at opfyldelsen af det langsigtede mål om en fælles europæisk rammeordning for indskud forudsætter ensartede, strenge krav, som tager behørigt hensyn til de specifikke forhold i de enkelte medlemsstaters finanssektorer;

14.

tilskynder Kommissionen til hurtigt at fremsætte opfølgende lovforanstaltninger til Liikanenrapporten (3) om en juridisk adskillelse af visse særligt risikobetonede finansielle aktiviteter fra indlånsbanker i samme bankkoncern;

15.

spørger Kommissionen, hvorfor den har udsat fremlæggelsen af en rapport om oprettelse af et uafhængigt europæisk kreditvurderingsinstitut til slutningen af 2016;

16.

er enig i, at det er nødvendigt at følge op på ØMU'en med passende budgetpolitiske regler, og støtter i den sammenhæng en hurtig vedtagelse af "twopack'en" som supplement til "sixpack'en" og traktaten om stabilitet, samordning og styring ("finanspolitisk aftale"), som trådte i kraft i starten af 2013;

17.

støtter Europa-Parlamentets opfordring til medlemsstaterne, om at "skabe klarhed omkring ansvar, rolle, indtægtsoverførsler og indtægtskilder for de forskellige administrative niveauer (nationale, regionale og lokale niveauers) i sikringen af sunde og bæredygtige offentlige finanser og navnlig tage hensyn til den effekt, som traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union har på den finanspolitiske autonomi på lokalt og regionalt plan", og anbefaler derfor, at de lokale og regionale myndigheder bliver behørigt inddraget både i den fremtidige udvikling af disse regler og i deres gennemførelse i overensstemmelse med idéerne om forvaltning på flere niveauer;

18.

beklager, at konklusionerne fra Det Europæiske Råd ikke refererer til behovet for en finanspolitisk kapacitet, der skal støtte nationale økonomiske reformer og absorbere asymmetriske chok; er overbevist om, at en finanspolitisk kapacitet er nødvendig for at realisere en egentlig og udbygget ØMU;

19.

mener, at finanspolitisk kapacitet, hvis en sådan indføres, skal være genstand for fælles beslutningstagning og gennemføres på ØMU-niveau, men samtidig gøres tilgængelig for medlemsstater uden for euroområdet på en frivillig basis;

20.

bifalder Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om så hurtigt som muligt at fremlægge en køreplan for fælles udstedelse af offentlige gældsinstrumenter;

21.

går ud fra, at finanspolitisk kapacitet, hvis en sådan indføres, ville blive behandlet adskilt fra den flerårige finansielle ramme (FFR) på kort sigt og som en separat ØMU-specifik budgetprocedure på langt sigt, men kun hvis traktatprocedurerne overholdes, så der sikres gennemsigtighed og demokratisk kontrol;

22.

mener, at Europa 2020-strategien er en nøglefaktor for styrkelse af ØMU'ens økonomiske del, selvom fokus i de seneste år hovedsageligt har været på dens monetære del;

23.

fremhæver vigtigheden af det vækstpotentiale, som følger i kølvandet på en gennemførelse af bestemmelserne for det indre marked, med det forudsætter, at det indre marked fungerer hensigtsmæssigt og prioriterer de nøgleområder, hvor der er plads til innovation og skabelse af job af høj kvalitet;

24.

bifalder oprettelse af en mekanisme til tættere samordning, konvergens og gennemførelse af strukturpolitikkerne på grundlag af ordninger af kontraktmæssig karakter mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne på betingelse af, at den demokratiske ansvarlighed ikke bliver forbigået; er enig i, at disse aftaler bør indgås på en individuel basis og hilser idéen om at give dem midlertidig, målrettet og fleksibel finansiel støtte velkommen; fremhæver i den sammenhæng den særlige rolle, som den lokale og regionale finansiering af investeringer spiller, og opfordrer derfor til at inddrage de lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af de kontraktmæssige aftaler under behørig iagttagelse af national lovgivning;

25.

er helt enig i, at økonomiske politikker skal være gearet til at fremme en stærk, bæredygtig og inklusiv økonomisk vækst, forbedre konkurrenceevnen og sætte skub i beskæftigelsen, så Europa fortsat kan være en yderst attraktiv social markedsøkonomi, og så den europæiske sociale model kan bevares; peger på Europa 2020-strategien og den årlige vækstundersøgelse som de vigtigste drivkræfter for opnåelse af dette mål;

26.

ser positivt på forslaget om, at alle større reformer af den økonomiske politik, som medlemsstaterne har planer om at gennemføre, bliver drøftet forudgående og samordnet medlemsstaterne imellem, når det er relevant; betoner, at en sådan diskussion på europæisk niveau bør finde sted med deltagelse af EU's institutioner og rådgivende organer, mens den på nationalt niveau bør inddrage lokale og regionale myndigheder samt andre berørte parter;

27.

bifalder, at der i Kommissionens rapport fra 2012 om offentlige finanser i ØMU'en er et kapitel om de lokale og regionale offentlige finanser og anmoder om, at Kommissionen i fremtidige rapporter bibeholder sin analysekapacitet vedrørende skattemæssig decentralisering;

28.

bifalder forslaget i den årlige vækstundersøgelse om at fastholde de fem prioriteringer, der blev udpeget i marts 2012, og bakker op om at inkorporere følgende elementer:

29.

understreger nødvendigheden af at sikre demokrati og legitimitet i udformningen af ØMU'en og bifalder derfor den planlagte rolle for Europa-Parlamentet og deltagelsen af nationale parlamenter; tilskynder samtidig til inddragelse af de lokale og regionale niveauer i processen, specielt de regioner, der har lovgivningsbeføjelser, og disses parlamenter;

30.

ønsker, at formandskabstrioens demokratiske ansvarlighed øges gennem høringer af dens medlemmer under ledelse af Europa-Parlamentet;

31.

bemærker, at ØMU-debatten har stærke forbindelser til den generelle diskussion om EU's fremtid; vil gerne yde et aktivt bidrag til debatten for at sikre, at EU's lokale og regionale myndigheders interesser er repræsenteret;

32.

pålægger Regionsudvalgets formand at forelægge denne resolution for formanden for Europa-Parlamentet, formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionens formand, det irske rådsformandskab og det kommende litauiske rådsformandskab.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/11

—

under henvisning til Kommissionens forslag af 5. december 2012 til Rådets henstilling om oprettelsen af en ungdomsgaranti (COM(2012) 729),

—

under henvisning til Europa-Parlamentets beslutning om en ungdomsgaranti af 16. januar 2013 (2012/2901(RSP)),

—

under henvisning til Kommissionens meddelelse "Unge på vej" (COM(2010) 477),

—

under henvisning til Regionsudvalgets udtalelse om ovennævnte meddelelse (CdR 292/2010 fin),

—

Den økonomiske krise har medført, at ungdomsarbejdsløsheden i EU har nået uacceptabelt høje niveauer, med 5,7 millioner arbejdsløse unge.

—

Unge, som hverken er i beskæftigelse eller under almen uddannelse eller erhvervsuddannelse (de såkaldte NEET'er – "not in employment, education or training"), og som i dag udgør 7,5 millioner, medfører omkostninger svarende til 1,2 % af EU's BNP (1).

—

En ungdomsgaranti vil bidrage til at nå tre af de fem overordnede mål i Europa 2020-strategien ved at hjælpe med til at reducere antallet af unge, der dropper tidligt ud af skolen, og antallet af personer, som risikerer fattigdom og social udstødelse, samt øge antallet af personer, som har afsluttet en videregående uddannelse.

—

Indførelsen af en ungdomsgaranti i Euroområdet vil ikke koste mere end 21. mia. EUR, hvilket udgør omkring 0,45 % af statsudgifterne i euroområdet (2).

—

Mange medlemsstater har ikke fulgt Kommissionens og Det Europæiske Råds opfordringer til at indføre en ungdomsgaranti for at øge beskæftigelsen blandt unge.

—

Ungdomsgarantien er en vigtig del af Kommissionens ungdomsbeskæftigelsespakke.

1.

bifalder Kommissionens beslutning om at sætte fornyet skub i bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløshed, som er et problem med mange facetter, der kræver en hurtig, koordineret og samlet politisk indsats; i dette øjemed støtter Regionsudvalget Kommissionens forslag til Rådets henstilling om oprettelse af en ungdomsgaranti, som kan blive et væsentligt element i kampen mod ungdomsarbejdsløshed;

2.

minder om, at Regionsudvalget i sin udtalelse herom (3) kraftigt støttede målet om at give alle unge et tilbud om beskæftigelse, erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse på et universitet eller anden højere læreanstalt senest fire måneder efter, at de er gået ud af skolen, som fastsat i Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativ "Unge på vej";

3.

foreslår, at ungdomsgarantiordningerne og nærmere bestemt deres komponenter vedrørende beskæftigelse, lærlingeuddannelse eller praktikophold udvides til nyligt færdiguddannede i alderen op til 30 år;

4.

fremhæver den vigtige rolle, som regionale og lokale myndigheder spiller på det beskæftigelses- og uddannelsespolitiske område, hvilket blev bekræftet på Regionsudvalgets konference om Europa 2020-flagskibsinitiativet "Unge på vej" den 13. december 2012;

5.

hilser Kommissionens partnerskabsbaserede tilgange til indførelse og gennemførelse af ungdomsgarantiordninger velkommen. Insisterer dog på, at disse partnerskaber etableres lige fra starten af politikudformningen og omfatter alle relevante aktører, især lokale og regionale myndigheder. Sidstnævnte er hidtil stort set blevet holdt uden for gennemførelsen af Europa 2020-strategien og af det europæiske semester til stor skade for den demokratiske legitimitet og effektiviteten af de vedtagne foranstaltninger;

6.

er enigt med Kommissionen i nødvendigheden af tidlig indgriben og aktivering, når det gælder ungdomsarbejdsløshed, og støtter anvendelsen af princippet om gensidig forpligtelse på et tidligt stadium;

7.

lægger vægt på, at støtteforanstaltninger til integration på arbejdsmarkedet, der udformes som led i en ungdomsgaranti, obligatorisk skal omfatte sprogkundskaber samt praktisk erhvervserfaring, der forbedrer beskæftigelsesegnetheden og arbejdskraftens mobilitet i EU;

8.

understreger, at ungdomsgarantiordningerne bør sammenkædes med unges mobilitet mellem medlemsstaterne, og at flagskibsinitiativet "Unge på vej" og de regionale og lokale myndigheder bør tildeles en større rolle i denne forbindelse. Sidstnævnte gennemfører ofte mobilitetsordninger på lokalt plan, og EU-støtte til et bedre tværregionalt samarbejde kunne føre til bedre resultater;

9.

glæder sig i denne henseende over, at Kommissionen foreslår indførelsen af et europæisk erhvervspas med sigte på at forenkle procedurerne for anerkendelsen af faglige kvalifikationer; betoner i den forbindelse, at erhvervspraktikker, der er en del af uddannelsen i regulerede erhverv, uanset om de er lønnede, bør anerkendes i hele EU og være omfattet af en kontrakt; dette er vigtigt for unge EU-borgere, der i bekymrende grad er ramt af arbejdsløshed, og for hvem arbejdsmobilitet er en realistisk måde at komme ind på arbejdsmarkedet for første gang eller igen;

10.

understreger betydningen af at gøre unge mere opmærksomme på mulighederne for studieophold, erhvervsuddannelsesophold eller beskæftigelse i andre medlemsstater; disse erfaringer kan spille en afgørende rolle for udviklingen af den enkeltes selvstændighed og ansvarlighed, samtidigt med at de kan bidrage til nye og innovative ideer;

11.

påpeger, at EU bør sikre, at mobilitetsprogrammerne er tilgængelige for alle unge på lige vilkår, og anbefaler derfor, at der ydes støtte til regioner med særlige geografiske forhold såsom landdistrikter og tyndt befolkede egne og især til regioner og øer i den yderste periferi;

12.

bemærker dog, at den vigtigste måde, hvorpå ungdomsbeskæftigelsen kan øges, er at tilskynde til skabelse af nye arbejdspladser på alle kvalifikationsniveauer, ikke kun i sektorer, som kræver høje kvalifikationer;

13.

understreger, at et vigtigt instrument er indførelse af og støtte til tosporede erhvervsuddannelser, hvor der lige fra starten af uddannelsen etableres en forbindelse mellem eleverne og deres fremtidige arbejdsgivere;

14.

understreger behovet for, at tiltag, der styrker færdigheder og kompetencer, tager sigte på at rette op på misforhold mellem arbejdsmarkedets behov og de arbejdssøgendes færdigheder; i dette øjemed bør vedvarende uddannelse, lærlingeuddannelse og praktikophold være fast forankret i beskæftigelsesmålet; desuden er den rolle, som arbejdsgiverne spiller i ungdomsgarantiordninger mht. at tilvejebringe de nødvendige karriereudviklingsmuligheder, vigtig;

15.

minder i forbindelse med styrkelsen af færdigheder inden for rammerne af ungdomsgarantiordninger om, at Regionsudvalget har indført det europæiske iværksætterregionsmærke. Et af hovedformålene hermed er at fremme iværksætterånd og gennemførelsen af erhvervsvenlige politikker, som fører til jobskabelse. Europæiske iværksætterregioner har sat særligt fokus på at opmuntre unge til at blive iværksættere;

16.

bifalder Kommissionens betoning af kvalitetsbeskæftigelse og dens opfordring til medlemsstaterne om at sikre, at deres ungdomsgarantiordninger omfatter beskæftigelsesmuligheder af god kvalitet. Desuden bør den økonomiske krise ikke bruges som en undskyldning for at slække på kravene til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Fremhæver, at der bør være en social mindstebeskyttelse (SPF) for arbejdstagere, men at det er på nationalt plan, at arbejdsmarkedets parter indgår aftaler om arbejdsretlige spørgsmål. Understreger, at unge er meget mere udsatte for fattigdom som fastslået i Kommissionens rapport om beskæftigelse og social udvikling 2012 (4);

17.

opfordrer medlemsstaterne til at knytte arbejdsgivere, også fra den private sektor, tæt til gennemførelsen af ungdomsgarantien for at give de unge så mange muligheder som muligt;

18.

understreger, at ungdomsarbejdsløsheden er særligt høj i de medlemsstater, som i dag er underlagt alvorlige budgetmæssige begrænsninger. Regionsudvalget går derfor ind for vedvarende målrettet støtte til disse medlemsstater om nødvendigt ved hjælp af yderligere finansielle foranstaltninger, så de kan klare den udfordring at indføre og gennemføre ungdomsgarantiordninger på nationalt plan som fastsat i bl.a. vækstpakken af juni 2012;

19.

er enigt i, at initiativet i mangel af en specifik EU-finansiering af ungdomsgarantiordninger bør medfinansieres ved hjælp af samhørighedspolitiske finansieringsinstrumenter, især Den Europæiske Socialfond (ESF); advarer derfor mod nedskæringer af budgettet for samhørighedspolitikken i forbindelse med den flerårige finansielle ramme for 2014-2020;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at fremtidige partnerskabsaftaler som led i samhørighedspolitikken især tager passende højde for ungdomsarbejdsløsheden og desuden åbner mulighed for ungdomsgarantiordninger ved at anvende midler fra Den Europæiske Socialfond til at udbrede god praksis og innovative tilgange, som allerede findes i nogle lande;

21.

opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at etablere den nødvendige koordination mellem arbejdsformidlinger og undervisningsmyndigheder for at unge, som er gået for tidligt ud af skolen og bliver arbejdsløse, kan nyde godt af EU-støtten til foranstaltninger på uddannelses- og ungdomsområdet, især for at forbedre deres kvalifikationer via tilbud om voksenuddannelse;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at fremlægge nationale beskæftigelsesplaner i 2013, som også omfatter skridt til indførelse og gennemførelse af ungdomsgarantiordninger;

23.

opfordrer indtrængende til, at der senest i januar 2014 indføres og gennemføres ungdomsgarantiordninger;

24.

erkender, at unge ikke kan sikres kvalitetsbeskæftigelse, medmindre den generelle økonomiske situation bliver bedre. Opfordrer derfor medlemsstaterne til – sideløbende med tiltag i forbindelse med ungdomsgarantien – at føre politikker for vækst og jobskabelse generelt og give unge arbejdsløse, som forlader skolen uden eksamen, uddannelsestilbud. Regionsudvalget glæder sig i den forbindelse over, at dette initiativ medtages i gennemførelsen af det europæiske semester;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at følge Kommissionens opfordring til så bredt som muligt at oplyse om de nye tjenester og støtte foranstaltningerne under ungdomsgarantiordningerne, som er et område, hvor inddragelsen af regionale og lokale myndigheder er afgørende på grund af deres aktive rolle i gennemførelsen af disse ordninger;

26.

opfordrer Kommissionen til at skabe en effektiv støttemekanisme for medlemsstaternes etablering af ungdomsgarantien, herunder udveksling af bedste praksis og knowhow, og anmoder om, at Regionsudvalget inddrages i denne proces;

27.

foreslår, at Kommissionen gør forslaget om en ungdomsgaranti til en af sine kommunikationsprioriteter i 2013, og at den i vidt omfang bruger sociale medier til dette formål;

28.

pålægger Regionsudvalgets formand at forelægge denne resolution for Europa-Parlamentets formand, formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionens formand, det irske EU-formandskab og det kommende litauiske rådsformandskab.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/14

—

glæder sig over Kommissionens initiativ som svar på Rådets anmodning om at etablere en ramme for bestræbelserne på at færdiggøre det europæiske forskningsrum inden 2014;

—

deler den opfattelse, at viden er den fælles valuta i den nye økonomi. Udvalget er derfor enigt i, at forsknings- og innovationskapacitet i verdensklasse, som bygger på et stærkt offentligt videnskabsgrundlag, er afgørende for, at man kan opnå et varigt økonomisk opsving og sikre Europas rolle som global aktør;

—

understreger, at færdiggørelsen af det europæiske forskningsrum er nødvendig for at overvinde opsplitningen af forskningen i Europa samt de nationale og institutionelle hindringer. Opsplitningen hindrer uden tvivl Europa i at udnytte sit forsknings- og innovationspotentiale med enorme omkostninger for de europæiske skatteydere, forbrugere og borgere til følge. I den forbindelse er der nu brug for flere og målrettede tiltag;

—

anmoder Kommissionen om at fremme det interregionale samarbejde inden for Horisont 2020 gennem udvikling af effektive redskaber og incitamenter. I den forbindelse kan lokale og regionale myndigheder spille en befordrende og koordinerende rolle (etablering af forsknings- og innovationsnetværk samt levering af teknisk og administrativ støtte og incitamenter til finansiering fra den private sektor) med henblik på at fremme forskningen og gøre brug af de resultater, der udspringer af viden og innovation.

Ordfører

Grigorios ZAFEIROPOULOS (EL/PPE), medlem af regionalrådet i Attika

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Et styrket partnerskab om videnskabelig topkvalitet og vækst

COM(2012) 392 final

1.

glæder sig over Kommissionens initiativ som svar på Rådets anmodning om at etablere en ramme for bestræbelserne på at færdiggøre det europæiske forskningsrum inden 2014;

2.

er enigt i Det Europæiske Råds konklusioner fra februar 2011 og marts 2012 om, at der er et presserende behov for at færdiggøre det europæiske forskningsrum inden 2014;

3.

glæder sig over, at lovgivningen vedrørende færdiggørelsen af det europæiske forskningsrum kan være nyttig på visse områder (f.eks. koordinering af de nationale politikker og EU's politikker i henhold til artikel 181 i TEUF samt en indsats for øget formidling af forskningsresultater i henhold til artikel 180, sammenholdt med artikel 182, stk. 5, i TEUF);

4.

mener, at færdiggørelsen af et europæisk forskningsrum, der fokuserer på forskning og forskningsbaseret innovation, i betragtning af den aktuelle økonomiske krise, er afgørende for at fremme økonomisk vækst, jobskabelse, videnskabelig topkvalitet og samhørighed mellem regioner og lande;

5.

deler den opfattelse, at viden er den fælles valuta i den nye økonomi. Udvalget er derfor enigt i, at forsknings- og innovationskapacitet i verdensklasse, som bygger på et stærkt offentligt videnskabsgrundlag, er afgørende for, at man kan opnå et varigt økonomisk opsving og sikre Europas rolle som global aktør;

6.

understreger, at både gennemførelsen af Horisont 2020 og det europæiske forskningsrum skal have større fokus og effekt på den konkrete praksis (1), dvs. at de lokale og regionale myndigheder skal engagere sig og deltage fuldt ud i opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger;

7.

understreger, at det europæiske forskningsrum vil forbedre vores liv ved at gøre Europa til et sted, hvor videnskabelig forskning, teknologisk udvikling og innovation trives og medvirker til at takle vor tids største udfordringer. Med henblik på at fremme udnyttelsen af viden skal samarbejdet mellem universiteter, erhvervsliv og offentlige myndigheder styrkes;

8.

er enigt i, at alle regioners potentiale for topkvalitet skal udnyttes, og at nye tilgange er nødvendige for at hjælpe regioner og medlemsstater, der klarer sig dårligt, med at opnå topkvalitet og intelligent regional specialisering;

9.

understreger, at færdiggørelsen af det europæiske forskningsrum er nødvendig for at overvinde opsplitningen af forskningen i Europa samt de nationale og institutionelle hindringer. Opsplitningen hindrer uden tvivl Europa i at udnytte sit forsknings- og innovationspotentiale med enorme omkostninger for de europæiske skatteydere, forbrugere og borgere til følge. I den forbindelse er der nu brug for flere og målrettede tiltag;

10.

er enigt i, at foranstaltningerne bør sigte mod at øge konkurrencen blandt forskere og forskningsorganisationer samt udnytte de grænseoverskridende synergier mellem de nationale og regionale forskningssystemer og dermed fremme forskerkarrierer og -mobilitet samt den fri bevægelighed for viden;

11.

er stærkt overbevist om, at et af det europæiske forskningsrums hovedformål bør være at begrænse hjerneflugten, især fra de svagere dele af EU, der forskningsmæssigt halter bagefter, og den store regionale spredning i forsknings- og innovationsresultater. Målet er videnskabelig topkvalitet i hele Europa, hvor der tages højde for det innovative potentiale. Derfor er det vigtigt, at den europæiske dagsorden for forskning og innovation og de nationale og regionale innovationsstrategier passer sammen;

12.

hilser Det Europæiske Råds mål om at forbedre forudsætningerne for forskning og udvikling samt om at bringe de kombinerede offentlige og private FoU-investeringer op på et niveau, der svarer til 3 % af EU's BNP, velkommen. Ikke desto mindre må det erkendes, at Europa, sammenlignet med andre verdensdele, stadig har et efterslæb med hensyn til markedsføringen af videnskabelig topkvalitet. SMV'ers rolle som drivkraft for innovation kan derfor ikke fremhæves tydeligt nok;

13.

mener, at samhørighedsinstrumenter kan styrke udviklingen af ekspertise og kapacitetsopbygning ved at fremme forsknings- og innovationspolitikkerne på regionalt plan. Dette kan bane vejen for udvikling af topkvalitet og dermed give de pågældende regioner mulighed for at deltage fuldt ud i det europæiske forskningsrum samt drage nytte af den fælles strategiske rammes finansieringskilder;

14.

opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at sikre en effektiv gennemførelse af Horisont 2020 ved at fastlægge regler og procedurer, der er så enkle som muligt at anvende for modtagerne;

15.

erkender, at det europæiske forskningsrums hovedmål, der fremgår af meddelelsen, er veldefinerede, og at deres fulde gennemførelse vil skabe bedre forskningsresultater og øget effektivitet i Europa inden 2014. Medlemsstaterne, forskningsinteressenterne og deres europæiske organisationer samt Kommissionen bør imidlertid engagere sig fuldt ud og energisk i det styrkede partnerskab for at sikre, at færdiggørelsen af det europæiske forskningsrum medfører, at Europas ekspertise fremhæves, idet der skabes effektivitet, kvalitet og nye muligheder på baggrund af Unionens behov;

16.

opfordrer Kommissionen til at sikre synergier og komplementaritet mellem Horisont 2020 og strukturfondene samt til at bane vejen for ekspertise for mindre velfungerende medlemsstater og regioner, der er mere sårbare set ud fra et økonomisk og socialt synspunkt, på baggrund af deres styrker og med det formål at øge deres forsknings- og innovationskapacitet varigt samt at slå bro over innovationskløften i Europa;

17.

anmoder Kommissionen om at fremme det interregionale samarbejde inden for Horisont 2020 gennem udvikling af effektive redskaber og incitamenter. I den forbindelse kan lokale og regionale myndigheder spille en befordrende og koordinerende rolle (etablering af forsknings- og innovationsnetværk samt levering af teknisk og administrativ støtte og incitamenter til finansiering fra den private sektor) med henblik på at fremme forskningen og gøre brug af de resultater, der udspringer af viden og innovation;

18.

understreger, at regionerne må forberede sig bedre på at drage fordel af forskningsresultater. De kompetencer, den praksis og de værktøjer, der udvikles, bør herefter anvendes til at skabe en løftestangseffekt, som sikrer, at forskningsresultaterne bliver brugt i hele Europa. Dette er kun muligt, hvis man samtidig intensiverer synergien ved at bruge alle europæiske finansieringsinstrumenter, såsom Horisont 2020, samhørighedspolitikken samt de nationale, regionale og lokale ressourcer (2). Fælles udnyttelse af ressourcer er imidlertid ikke nok, der kræves desuden ændringer i driftskultur og administrativ praksis;

19.

opfordrer kraftigt de lokale og regionale myndigheder til at styrke samarbejdet mellem de europæiske og/eller regionale og nationale organisationer for at fremme forskning og innovation og til at indføre forbedringer, der fremmer samordningen af politikker, produktiviteten og effektiviteten i forvaltningen og harmoniseringen af procedurer og dermed styrker fælles forvaltningssystemer, der letter borgernes adgang til politikkerne og øger deres socioøkonomiske virkninger;

20.

mener, at lokale og regionale myndigheder kan og bør spille en vigtig rolle i forbindelse med udviklingen af innovative produkter og tjenesteydelser ved at fremme offentlig-private partnerskaber. Hensigten med dette er at skabe flere job og større vækst på lokalt og/eller regionalt plan og samtidig forbedre den offentlige og private sektors operationelle kapacitet og effektivitet;

21.

bifalder initiativerne fra GD for Forskning og Innovation og GD for Regionalpolitik, som letter etableringen af regionale forsknings- og innovationsnetværk, der kan støttes af universiteter, institutioner, offentlige myndigheder og den private sektor;

22.

bemærker, at Kommissionen og medlemsstaterne siden år 2000 i fællesskab har gjort fremskridt med hensyn til at skabe et europæisk forskningsrum, men understreger, at disse fremskridt er ulige fordelt mellem forskningsrummets forskellige aspekter og de forskellige medlemsstater;

23.

opfordrer til, at de regionale interessentorganisationer og forskerinteressentorganisationerne i givet fald engagerer sig i det europæiske forskningsrum;

24.

understreger, at den offentlige sektor generelt og ikke mindst de lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle som forbindelsesled mellem virksomheder, universiteter/forskningscentre og offentlige institutioner (vha. triple helix-strategien) i forbindelse med udformningen og realiseringen af det europæiske forskningsrum og bemærker, at der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til den offentlige sektors rolle i Kommissionens meddelelse;

25.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og forskningsinteressenterne til at skabe og bevare de rette betingelser for forbedring af effektiviteten af Europas forskningssystemer og tage fat i centrale spørgsmål som f.eks. tværnationalt samarbejde og konkurrence, arbejdsmarkedet for forskere, lighed mellem kønnene og overførsel af videnskabelig viden. Betingelserne, som Kommissionen har fastlagt, er tilsyneladende tilstrækkelige til at opfylde målene.

26.

erkender, at den utilstrækkelige konkurrence i de nationale forskningssystemer ikke skaber de rette betingelser for forbedring af den videnskabelige kvalitet. I denne sammenhæng fører begrænset konkurrence blandt forskningsinstitutioner og universiteter til utilstrækkelig specialisering;

27.

mener, at en forbedring af Europas grundlæggende forskningsresultater, der drives af nysgerrighed, er en absolut nødvendighed for den grad af innovation og gennembrud, der skal til for at takle de store udfordringer. Europa bør foretage målrettede og strategiske investeringer i grundforskning med videnskabelig topkvalitet som vigtigste udvælgelseskriterium, hvilket skaber forudsætningerne for opbygning og bæredygtig udvikling af kvalifikationer og videnpotentiale på lokalt og regionalt niveau;

28.

er enigt i, at medlemsstaterne og regionerne bør støtte den konkurrencebaserede finansiering gennem indkaldelse af forslag og institutionelle peer reviews som en af de vigtigste metoder til at tildele nationale og regionale midler til forskning og innovation. Et peer review anses i visse tilfælde ikke for at være nødvendigt, når der er tale om tildeling af bevillinger til forskning, udvikling og innovation til regionale aktører;

29.

bifalder grønbogens (offentliggjort af Kommissionen i 2011) målsætning om at finde frem til en passende balance mellem institutionel og konkurrencebaseret finansiering. I tråd med de synspunkter, det tidligere har fremsat, foreslår Regionsudvalget, at debatten om denne balance fortsættes. Metoden til at finde en sådan balance er meget vigtig for systemets dynamik og de forskellige forskningsinstitutioners levedygtighed;

30.

mener, at øget grundfinansiering og intelligent specialisering giver mulighed for, at finansieringen også når mindre, men solide forskningssamfund. Sammen med store enheder og store "top-down"-teknologiprogrammer med en kritisk masse kan et mindre undervisnings- og forskningsmiljø, der er koncentreret om et enkelt fag også skabe betydelig konkurrenceevne og innovation, når det på effektiv vis samarbejder og udfører netværksaktiviteter på et universitetsområde som en del af en tværfaglig række af universiteter og forskningsinstitutter i dets hjemby og internationalt;

31.

går ind for, at grundfinansieringen til forskningsinstitutter øges. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at tage højde for dette og udarbejde en finansieringsmodel for forskningsinfrastruktur, hvor muligheden for at supplere med midler fra strukturfondene også tages i betragtning. Øget grundfinansiering giver forskningsmiljøerne mulighed for at iværksætte "bottom-up"-forskningsprojekter på baggrund af deres egne strategiske behov samtidig med, at de kan indgå i et dynamisk samspil med den region og by, de er hjemmehørende i;

32.

understreger, at den videnskabelige topkvalitet som vigtigste udvælgelseskriterium og kerneprincipperne for internationale peer reviews bør anvendes i forbindelse med tildeling af midler til forsknings- og innovationsaktiviteter;

33.

erkender i den forbindelse, at succesrige forsknings- og innovationsmodeller fra én region ikke uden videre kan kopieres og overføres til andre regioner. Imidlertid kan de – under hensyntagen til de gældende strukturelle, samfundsmæssige og kulturelle karakteristika – tjene som eksempler til efterfølgelse i forbindelse med udviklingen af tilpassede modeller i andre regioner, herunder mindre velfungerende regioner;

34.

bekræfter sin fortsatte støtte til koordineringen af regionale, nationale og europæiske forskningsprogrammer og -prioriteter, understreger medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders ansvar for forskning og innovation og afviser fortsat centraliserede forskningsdagsordener og prioriteter på europæisk niveau;

35.

opfordrer Kommissionen til at fremme gensidig læring og udveksling mellem medlemsstater og interessentorganisationer af god praksis og erfaringer med at fjerne nationale retlige og/eller andre hindringer for realiseringen af forskningsrummets hovedmål som fastsat i meddelelsen. Fælles retningslinjer for videnskabspolitik for hele EU bør ligeledes fremmes med henblik på at stimulere og understøtte fælles aktioner;

36.

anmoder Kommissionen om at støtte medlemsstaternes og regionernes anvendelse af strukturfondene til at udvikle forskningskapacitet og skræddersyede innovationsstrategier på baggrund af regionale kompetencer og strategier for intelligent specialisering, herunder støtte til fælles forskningsprogrammer, i overensstemmelse med målene for samhørighedspolitikken;

37.

anerkender i denne forbindelse, at det er vigtigt at udpege, hvilke områder der er de mest lovende med hensyn til at opnå komparative fordele som grundlag for fastlæggelsen af intelligente specialiseringsstrategier på regionalt niveau (3). EU bør opfordre regionerne til at være innovative pionerer inden for deres valgte områder samt til at udøve netværksaktiviteter og samarbejde med andre regioner. Udvalget advarer mod, at intelligent specialisering bruges som argument for at prioritere allerede førende regioner eller lokale myndigheder, mens andre lades tilbage med utilstrækkelig eller slet ingen støtte. Der bør derfor udarbejdes en oversigt over de europæiske regioners innovationsniveauer og specialiseringsområder, således at man kan opfordre til samarbejde mellem regionerne, og de mest tilbagestående regioner kan modtage særlig støtte fra ad hoc-fonde, som kan bidrage til at bringe dem op på niveau med de mest innovative regioner;

38.

er enigt i, at der er behov for et mere præcist system af indikatorer og mål, som ud over den procentdel af virksomhedernes budget, der går til forskning og udvikling, også omfatter aspekter i relation til forbedring af konkurrenceevne og produktivitet. Det vil sige et omfattende system, som er beregnet på at måle resultaterne af forskning og udvikling samt produktiviteten i forbindelse med innovation (4).

39.

understreger, at EU må handle hurtigt og konsekvent, så den nødvendige indsats kan ydes, og de nødvendige resultater nås med henblik på at håndtere de store udfordringer med de begrænsede offentlige forskningsmidler, der er til rådighed;

40.

bekræfter sin overbevisning om, at bedre koordinering og bedre samarbejde mellem og i medlemsstater og regioner kan skabe synergi og dermed en merværdi for det europæiske forskningsrum. Europæiske grupper for territorialt samarbejde (EGTS) er et værdifuldt instrument til at opnå gode resultater med hensyn til gennemførelsen af det territoriale samarbejde, blandt andet på området forskning og innovation. Dette vil styrke Europas konkurrenceevne på det globale marked for viden;

41.

understreger, at opmærksomheden på frembringelse, formidling og anvendelse af viden bør kanaliseres på effektiv vis ved at tage højde for de offentlige og private interessenters strategiske interesser og inddrage dem i udarbejdelsen af strategiske dagsordener. Dette kræver støtte fra internationale netværk, så de bedste forskere kan arbejde sammen om at udvikle svar på de store udfordringer;

42.

understreger behovet for bedre koordinering og synergi mellem lokale, regionale, nationale og europæiske grænseoverskridende forsknings- og innovationsstrategier, der er i overensstemmelse med de forskellige projekters særlige karakteristika og på samme tid styrker mulighederne for komplementaritet og samarbejde mellem disse;

43.

bekræfter, at der er behov for at sikre større koordinering mellem forskning og industri for, at regionerne kan komme videre med intelligent specialisering inden for centrale støtteteknologier som nanoteknologi, mikro- og nanoelektronik, industriel bioteknologi, fotonik, avancerede materialer og avancerede fremstillingsteknologier, og for at støtte oprettelsen af tværnationale net og styrke samarbejdet på regionalt, nationalt og europæisk plan (5), hvilket også ville fremme skabelsen af faste, højtkvalificerede job;

44.

er enigt i, at medlemsstaterne og regionerne bør fremme og gennemføre fælles forskningsdagsordener med sigte på at takle store udfordringer, udveksle information og god praksis på fælles højtprioriterede områder samt sikre, at der afsættes tilstrækkelige nationale og regionale midler, som tilpasses strategisk inden for disse områder;

45.

mener, at retlige og andre hindringer for nationale og internationale programmers grænseoverskridende interoperabilitet bør fjernes med henblik på at muliggøre fælles finansiering af forskningsprojekter og forskningsinfrastrukturer på internationalt, nationalt og regionalt plan;

46.

opfordrer Kommissionen til effektivt at støtte medlemsstaternes, regionernes og de forskningsfinansierede organisationers gennemførelse af fælles internationale peer reviews og fastlæggelse af fælles finansieringsstandarder;

47.

understreger, at forskning af topkvalitet afhænger af faciliteter og forskningsinfrastrukturer, herunder e-infrastrukturer, i verdensklasse. Sådanne forskningsinfrastrukturer er meget vigtige for Europa, idet de kan tiltrække talenter, stimulere innovation og forretningsmuligheder og samtidig medvirke til jobskabelse;

48.

erkender forskningsinfrastrukturernes nøglerolle inden for videnbaserede innovationssystemer, bifalder i denne forbindelse de nye regionale partnerfaciliteter og partnerskaber mellem forskningsinfrastrukturer og anerkender deres potentiale til at bidrage til en mere afbalanceret udvikling af det europæiske forskningsrum ved at inddrage mindre eller mindre erfarne lande og regioner i konkurrencedygtige forsknings- og innovationspræstationer (6);

49.

mener, at der bør træffes effektive foranstaltninger for at styre Horisont 2020 i retning af de reformer, Europa har brug for. I søjlen for samfundsmæssige udfordringer bør der lægges vægt på at knytte den bedste europæiske knowhow til storstilede projekter for medskabelse og derved gøre det muligt for Europa at foretage omfattende strukturreformer på systemniveau på tværs af de traditionelle grænser. Fagområdebaseret forskning skaber ikke den viden, der er nødvendig for at løse store samfundsmæssige udfordringer. Man bør rette opmærksomheden på tværfaglige FUI-aktiviteter, som kan frembringe de nødvendige koncepter og elementer for disse strukturreformer på systemniveau. Forsøg og overvågning er kernen i forskning. Et godt eksempel herpå er det omfattende driftsområde for intelligente byer. En vigtig del af alt dette er evnen til at tilpasse resultater til de forskellige forhold i Europas regioner (7);

50.

bakker op om forpligtelsen under flagskibsinitiativet Innovation i EU til, at medlemsstaterne og Kommissionen senest i 2015 skal have færdiggjort eller iværksat 60 % af de prioriterede europæiske infrastrukturer, som på nuværende tidspunkt er identificeret i køreplanen for Det Europæiske Strategiforum for Forskningsinfrastrukturer;

51.

anbefaler, at medlemsstaterne står inde for de finansielle forpligtelser til udarbejdelse og drift af den europæiske køreplan for forskningsinfrastrukturer og fremmer udviklingen af regionale partnerfaciliteter, navnlig i forbindelse med udarbejdelsen af nationale køreplaner og operationelle programmer for den kommende programmeringsperiode;

52.

opfordrer Kommissionen til gennem Horisont 2020 effektivt at støtte adgangen til forskningsinfrastrukturer og den igangværende samlede integration af forskningsinfrastrukturer af fælleseuropæisk interesse og ikke kun forskningsinfrastrukturer med status som europæisk konsortium for forskningsinfrastruktur (ERIC);

53.

foreslår, at Kommissionen skal have mulighed for at støtte driftsomkostningerne for forskningsinfrastrukturer gennem finansieringskilder som f.eks. strukturfondene;

54.

opfordrer de nationale og regionale myndigheder til at knytte køreplaner for forskningsinfrastruktur sammen med den europæiske køreplan for forskningsinfrastrukturer og strategier for intelligent specialisering i forsknings- og innovationsprogrammer, som er medfinansieret af strukturfondene. Derved øges mindre begunstigede områders muligheder for at huse og tage del i forskningsinfrastrukturer af fælleseuropæisk og international interesse;

55.

mener, at Kommissionen bør samarbejde med Det Europæiske Strategiforum for Forskningsinfrastrukturer om at prioritere målene for gennemførelse af køreplanen og give råd og vejledning til medlemsstaterne om, hvordan retlige, finansielle og tekniske problemer i forbindelse med gennemførelsen kan løses.

56.

erkender, at hindringer mellem de forskellige nationale arbejdsmarkeder for forskere navnlig skyldes forskellige ansættelsesstrategier, institutionel autonomi, forskellige holdninger til udarbejdelsen af strategier for menneskelige ressourcer og til fremme af forskningsmobilitet samt dårlige arbejdsvilkår for unge forskere og forskere fra tredjelande;

57.

minder om, at tusindvis af arbejdstagere i EU's medlemsstater allerede har mistet deres job under den herskende økonomiske krise (8), selv højt kvalificerede forskere fra FoU-afdelinger i industrisektoren. Nye markeder og virksomheders udflytning af produktionen til lavomkostningslande er med til at forstærke denne effekt. Arbejdstagernes kvalifikationer må og skal derfor opgraderes og matches arbejdsmarkedets krav (9);

58.

mener, at det er absolut nødvendigt at fjerne retlige og andre hindringer for åbne, gennemsigtige og kvalifikationsbaserede ansættelsesprocedurer for forskere samt for adgang til national støtte og mulighed for at anvende denne på tværs af grænserne;

59.

er enigt i, at forskningsorganisationerne bør opslå alle ledige stillinger med anvendelse af de fælles profiler, som er fastlagt i den europæiske ramme for forskningskarrierer, og besætte forskerstillinger gennem ansættelsesprocedurer, som er åbne og gennemsigtige og omfatter tredjelandsstatsborgere. De bør også opslå stillingerne på Euraxess-portalen (http://ec.europa.eu/euraxess/index.cfm/lobs/index);

60.

understreger, at der bør sættes særlig fokus på forskeres mobilitet i Europa og opfordrer til gennemførelse af konkrete foranstaltninger, der skal fjerne barrierer for mobiliteten (f.eks. overførsel af pensionsrettigheder, social sikring, gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer samt foranstaltninger til at forene familie- og arbejdsliv), hvilket vil fremme de europæiske forskeres mobilitet og gøre en forskningskarriere i EU mere attraktiv;

61.

bifalder Kommissionens initiativ til at fjerne hindringer i forbindelse med social sikring for forskere i EU og til at lette indrejsen for forskere, der er tredjelandsstatsborgere;

62.

gentager, at der er behov for at tiltrække højt kvalificerede forskere fra tredjelande, og fremhæver derfor EU-mobilitetsprogrammer som Marie Curie-programmet og de foranstaltninger for at støtte hjemvendende forskere og videnskabsfolk, der er etableret eller vil blive iværksat i visse regioner;

63.

opmuntrer de lokale og regionale myndigheder til at træffe foranstaltninger, der kan bidrage til at forbedre mobiliteten på alle områder, herunder ikke mindst mellem den akademiske verden og erhvervslivet. I den forbindelse er det vigtigt med et tæt samarbejde mellem den akademiske verden, erhvervslivet og forskningsorganisationerne på europæisk niveau samt med de politiske nøglespillere og forvaltninger på lokalt, regionalt og nationalt niveau via "triple helix"-modellen;

64.

understreger, at der er behov for at tilskynde unge til at satse på en professional karriere inden for forskning og innovation, støtter unge iværksættere, der bidrager til forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter og gør brug af deres resultater i deres lokale eller regionale samfund;

65.

fremhæver det presserende behov for at uddanne og kvalificere personer til arbejdet i vidensindustrien og skabe gode og attraktive vilkår for disse i betragtning af problemerne med at besætte job på områder af strategisk betydning for fremtiden, f.eks. forskning og videnskab, teknik, sundhed og matematik (10). Arbejdstagernes kompetencer, færdigheder og viden bør løbende ajourføres og tage sigte på efterspørgslen fra nye sektorer og teknologier – ikke kun til gavn for virksomhederne, men også for at hjælpe arbejdstagere, der mister deres job, med hurtigt at tilpasse sig nye sektorer og teknologier;

66.

understreger samtidig, at det ud over støtten til eksperter på topniveau er nødvendigt at sikre en god almen og erhvervsmæssig uddannelse for borgere i alle regioner som grundlag for såvel individuel som samfundsmæssig velstand og regionernes innovationsevne (11);

67.

anbefaler, at Kommissionen etablerer en onlineportal til udveksling af eksempler på bedste praksis for unges integration på arbejdsmarkedet på lokalt og regionalt niveau (12), herunder i forsknings- og innovationssektorerne.

68.

erkender de begrænsede fremskridt, der hidtil er gjort med hensyn til ligestilling mellem kønnene, og bemærker, at det kun er nogle medlemsstater og forskningsorganisationer, der gennemfører politikker med henblik på at drage fordel af kvindelige videnskabsfolks talent og af inddragelsen af kønsaspektet i forskningsindholdet. Integration af ligestillingsaspektet i udformningen, evalueringen og gennemførelsen af forskning synes fortsat begrænset;

69.

understreger, at der er behov for at fjerne hindringerne for ansættelsen og fastholdelsen af samt karrieremulighederne for kvindelige forskere for at modvirke kønsrelaterede skævheder samt fremme ligestillingsaspektet i forskningsprogrammer;

70.

er enigt i, at ligestillingsaspektet bør integreres i alle programmer og projekter inden for Horisont 2020 fra den indledende fase;

71.

hilser Kommissionens initiativ til at fremsætte forslag til en henstilling til medlemsstaterne i 2013 velkommen. Henstillingen bør indeholde retningslinjer for institutionelle ændringer, der øger ligestillingen mellem kønnene på universiteter og i forskningsinstitutioner;

72.

foreslår, at Kommissionen opretter et tværgående udvalg til at overvåge og rådgive om andelen af kvindelige forskere i aktiviteter under det europæiske forskningsrum og Horisont 2020.

73.

bemærker, at medlemsstaterne udviser forskellige grader af fremskridt med hensyn til at støtte politikker for fri adgang, som kan medvirke til at reducere asymmetrierne på informationsområdet. I øvrigt er videnoverførslen mellem offentlige forskningsinstitutioner og den private sektor stadig utilstrækkelig, og dette påvirker den videnskabelige kvalitet og de FoU-afledte økonomiske resultater;

74.

understreger, at adgang til og overførsel af viden på tværs af og mellem forskningsinstitutter, universiteter og erhvervslivet spiller en central rolle i forbindelse med grundforskning og innovation og bør støttes på det kraftigste;

75.

understreger, at strategien med fri adgang til resultater og data, som hidrører fra offentligt finansieret forskning, er et afgørende skridt i opbygningen af det europæiske forskningsrum med henblik på at sikre, at forskere kan bygge videre på den eksisterende viden, at de har adgang til nye resultater, og at de kan undgå overlapning på forskningsområdet;

76.

understreger vigtigheden af at koordinere og harmonisere politikkerne for adgang til og bevaring af videnskabelig information og samtidig sikre, at offentlig forskning skaber videnoverførsel mellem den offentlige og den private sektor gennem nationale strategier;

77.

understreger, at der er behov for optimal interaktion, forbindelser mellem samt indgåelse af strategiske partnerskaber mellem den akademiske verden og erhvervslivet og for at udarbejde fælles dagsordener for forskningssamarbejde med henblik på at få mest muligt ud af forskningsresultaterne og deres effekt hvad angår innovation og på at imødekomme store udfordringer;

78.

er enigt i, at der som et generelt princip bør etableres fri adgang til videnskabelige publikationer for alle EU-finansierede projekter inden for Horisont 2020, og at Kommissionen fortsat bør finansiere projekter, der vedrører fri adgang. Det skal i den forbindelse sikres, at der tages omfattende højde for forskeres og virksomheders interesser på områderne intellektuel ejendomsret og brugsrettigheder;

79.

foreslår iværksættelse af aktiviteter med henblik på at henlede interessenternes opmærksomhed på fri adgang og e-videnskab. Kommissionen bør arbejde tæt sammen med interessenterne om at udarbejde standardkonsortiumaftaler med henblik på at øge videnoverførslen.

80.

understreger, at medlemsstaterne og regionerne må foretage de nødvendige nationale og regionale reformer samt skabe betingelserne for at færdiggøre forskningsrummet. Desuden må de støtte gennemførelsen af reformerne ved at fremme foranstaltninger, der påhviler de organisationer, som finansierer og udfører forskning;

81.

foreslår, at der udvikles "triple helix"-partnerskabsnetværk i regionerne til koordinering af foranstaltningerne og understreger vigtigheden af udveksling af bedste praksis, herunder intelligente specialiseringsstrategier, via indlejring af et formandskab for det europæiske forskningsrum i de regionale forsknings- og innovationssystemer og støtte til internationale netværk med tilknytning til identificerede regionale kompetencer;

82.

understreger, at der er behov for at overvåge og evaluere medlemsstaternes, Kommissionens og forskningsinteressenternes fremskridt i forbindelse med gennemførelsen af de forskningsrumsforanstaltninger, der peges på i meddelelsen. Hilser i den forbindelse Kommissionens udvikling af den bebudede overvågningsmekanisme for forskningsrummet velkommen. Det opfordrer Kommissionen til at sikre, at arbejdet med at udvikle den bebudede overvågningsmekanisme for forskningsrummet og vælge de nødvendige indikatorer foregår på gennemsigtig vis med inddragelse af medlemsstaterne. Udvælgelsen og antallet af indikatorer bør begrænse sig til det minimum, der er nødvendigt for at bedømme fremskridtene med hensyn til færdiggørelsen af forskningsrummet. Udvælgelsen af data fra forskningsorganisationer og universiteter skal foregå efter fastlagte procedurer for samarbejde med Eurostat, de nationale statistiske kontorer og lokale myndigheder (f.eks. ministerier);

83.

glæder sig over indsatsen for at forenkle procedurer og over offentliggørelsen af den praktiske guide til EU-finansiering af forskning og innovation (13); påskønner navnlig de igangværende bestræbelser på at skabe mulighed for, at forskellige projektfaser kan finansieres via forskellige programmer ud fra et samlet perspektiv; så gerne, at den praktiske guide blev udviklet til en omfattende og lettilgængelig digital indgang til informationer om og midler til relevante forsknings- og innovationsprogrammer (14);

84.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at Horisont 2020 bidrager til forskningsrummets færdiggørelse og funktionsdygtighed gennem støtte til foranstaltninger, der vedrører forskerkarrierer og -mobilitet, kønsproblematik, grænseoverskridende samarbejde, fri adgang og videnoverførsel;

85.

glæder sig over Kommissionens intentioner om, at Rådet og Europa-Parlamentet hvert år fra 2014 skal modtage en fuldstændig statusrapport;

86.

anmoder Kommissionen om at forelægge Regionsudvalget statusrapporten for forskningsrummet.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/22

—

er enig i, at gennemførelsen af strategien vil kræve en ensartet tværsektoriel fremgangsmåde med deltagelse af en meget heterogen gruppe aktører (bl.a. myndigheder på forskellige niveauer, retshåndhævende myndigheder, offentligt ansatte, civilsamfundet og frivillige organisationer). Visse byers og regioners placering tæt på de steder, hvor ofrene for menneskehandel rejser ind og/eller udnyttes, giver større mulighed for at identificere og støtte ofrene og for at tage oplysningsinitiativer i nært samarbejde med civilsamfundet, hvilket umiddelbart vil være til gavn ikke kun for ofrene, men også for borgerne generelt;

—

påpeger, at Kommissionen fremover tydeligere bør prioritere og udvide de foranstaltninger, der skal mindske efterspørgslen, og opfordrer Kommissionen til klart at skelne mellem efterspørgsel forbundet med 1) udnyttelse af arbejdskraft, 2) seksuelle tjenester og 3) seksuel udnyttelse af børn;

—

er overbevist om, at de lokale og regionale myndigheder har større forudsætninger end de centrale/nationale myndigheder for at opdage tegn på, at en person er blevet offer for menneskehandel. Udvalget vil derfor med fordel kunne deltage i arbejdet med at udarbejde retningslinjer for identifikation af ofre og beskyttelse af børn;

—

betoner, at effektiviteten i den tværsektorielle fremgangsmåde, som Kommissionen har planer om at anvende til at gennemføre strategien, i vidt omfang er afhængig af, at de lokale og regionale aktører deltager aktivt;

—

vil som de lokale og regionale myndigheders talerør gerne deltage i platformen for civilsamfundet og platformen for den private sektor og arbejdsgivere;

—

bifalder forslaget om at udvikle kendskabet til kønsdimensionerne i menneskehandelen og i udsatte grupper, men opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til ikke kun at fokusere på kønsdimensionerne i relation til ofrene, men også tage i betragtning, at der er store kønsforskelle på efterspørgselssiden.

Ordfører

Jelena DRENJANIN (SE/PPE), Medlem af kommunalforsamlingen i Huddinge

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016

COM(2012) 286 final

1.

bifalder Kommissionens meddelelse såvel som den indsats, som den nyligt udnævnte EU-koordinator for bekæmpelse af menneskehandel har gjort;

2.

glæder sig over, at udvalgets tidligere opfordringer til Kommissionen om at udarbejde særskilte handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel og integrere denne indsats i forbindelserne med tredjelande imødekommes i strategien;

3.

erkender, at gennemførelse af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, FN's Palermoprotokol om handel med mennesker og Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel er afgørende skridt hen imod øget internationalt samarbejde på dette område. Udvalget tilskynder derfor Kommissionen til fortsat at presse på med henblik på en rettidig omsætning og ratifikation af disse vigtige internationale aftaler i medlemsstaterne;

4.

er enig i, at gennemførelsen af strategien vil kræve en ensartet tværsektoriel fremgangsmåde med deltagelse af en meget heterogen gruppe aktører (bl.a. myndigheder på forskellige niveauer, retshåndhævende myndigheder, offentligt ansatte, civilsamfundet og frivillige organisationer). Lokale og regionale myndigheder tildeles dog ikke nogen fremtrædende rolle i meddelelsen på trods af den store betydning, disse allerede har, og de yderligere bidrag de kan yde til forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel samt for beskyttelse af og støtte til ofrene. De lokale og regionale myndigheder er bedst placeret til at reagere på borgernes bekymringer, og de kan afgrænse og fastsætte løsninger og skræddersyede strategier, som er tilpasset til de særlige lokale forhold. Når det gælder identifikation af ofrene, afdækning af, at der er tale om udnyttelse, og gennemførelse af oplysningskampagner, kan de lokale og regionale myndigheders bidrag øge de planlagte foranstaltningers effektivitet væsentligt. Visse byers og regioners placering tæt på de steder, hvor ofrene for menneskehandel rejser ind og/eller udnyttes, giver større mulighed for at identificere og støtte ofrene og for at tage oplysningsinitiativer i nært samarbejde med civilsamfundet, hvilket umiddelbart vil være til gavn ikke kun for ofrene, men også for borgerne generelt;

5.

er foruroliget over, at der mange steder i strategien ikke skelnes mellem forskellige former for menneskehandel. Den bagvedliggende drivkraft i oprindelseslandene (fattigdom, isolation, mangel på uddannelse m.m.) og behovet for foranstaltninger til at modvirke disse årsager ligner selvfølgelig tit hinanden. Når det gælder foranstaltninger til at mindske efterspørgslen i destinationslandene, må der dog ofte skelnes mellem arbejdsmarkedsrelateret menneskehandel, menneskehandel i seksuelt øjemed og menneskehandel, der sigter mod seksuel udnyttelse af børn. Menneskehandel i seksuelt øjemed (hvilket ifølge Kommissionen er langt den mest almindelige form for menneskehandel) har en kønsdimension, som grundlæggende kan føres tilbage til ulighed mellem kønnene. Stigningen i arbejdsmarkedsrelateret menneskehandel bør også tages med i betragtning. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at tydeliggøre disse forskelle og tilpasse de foreslåede modforanstaltninger herefter (se punkt 13 nedenfor).

6.

påpeger, at lokale og regionale myndigheder ofte er involveret i arbejdet med at henvise ofre for menneskehandel, når dette sker i en medlemsstat (i forskellig udstrækning afhængigt af kompetencefordelingen i medlemsstaterne). Dette bør trækkes tydeligere frem i strategien ved i teksten at angive, at rutiner bør udarbejdes i samråd med de ansvarlige lokale og regionale myndigheder i de respektive medlemsstater. Den nuværende formulering "procedurerne for … henvisning …[bør] omfatte alle relevante offentlige myndigheder og civilsamfundet" er alt for vag;

7.

opfordrer medlemsstater, hvor de lokale og regionale myndigheder får ansvaret for henvisning, til også at give det lokale niveau de nødvendige økonomiske forudsætninger for at løfte opgave;

8.

hilser velkommen, at Kommissionen agter at udvikle en model for en tværnational EU-henvisningsmekanisme. Udvalget vil med fordel kunne deltage i overvejelser om en sådan model ved at opmuntre til udveksling af bedste praksis og – hvor det er relevant – bygge på eksisterende samarbejdsnetværk;

9.

er overbevist om, at de lokale og regionale myndigheder har større forudsætninger end de centrale/nationale myndigheder for at opdage tegn på, at en person er blevet offer for menneskehandel. Udvalget vil derfor med fordel kunne deltage i arbejdet med at udarbejde retningslinjer for identifikation af ofre og beskyttelse af børn. Man bør i den forbindelse være opmærksom på sundhedsvæsenets rolle, eftersom sundhedsinstitutionerne i nogle tilfælde er de første, der kommer i kontakt med ofrene;

10.

er af den overbevisning, at de lokale og regionale myndigheder kan spille en aktiv og effektiv rolle, når det gælder tilvejebringelse af information om ofrenes rettigheder. Flere vellykkede projekter er blevet gennemført i byer og regioner i EU, som har vist, at spredning af information kan foregå meget effektivt på lokalt niveau, f.eks. gennem uddeling af brochurer og iværksættelse af oplysningskampagner. Udvalget tilskynder Kommissionen til at være opmærksom på dette og ser gerne, at det lokale perspektiv fremhæves i strategien, f.eks. i Prioritet A Aktion 4;

11.

minder om, at der i direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor findes en bestemmelse om, at medlemsstaterne skal stræbe efter at mindske den efterspørgsel, som ligger bag alle former for udnyttelse, der har relation til menneskehandel. Det kan i den forbindelse overvejes at træffe foranstaltninger til at kriminalisere køb af tjenester fra en person, som køberen ved er offer for menneskehandel. På denne baggrund bør Kommissionen i sit arbejde fremover fremhæve og udbrede de allerede eksisterende tiltag, der kan modvirke efterspørgslen. Der kan være tale om forskning, uddannelse eller informationskampagner for at gøre folk bevidste om faktorer, der kan medføre menneskehandel af forskellig slags. Når det gælder menneskehandel med sigte på udnyttelse af arbejdskraft, er IOM's kampagne "Buy Responsibly" et eksempel. Et andet tiltag, som nogle medlemsstater har gennemført eller overvejer at gennemføre, er forbud mod køb af seksuelle tjenester, hvilket bl.a. har til formål at modvirke prostitutionens drivkraft for personer, som beskæftiger sig med menneskehandel;

12.

mener, at henvisningen i Prioritet B Aktion 1 "Forstå og begrænse efterspørgslen" til IOM's kampagne vedrørende ansvarlige indkøb er uheldig og kan tolkes sådan, at kvinder og børn er handelsvarer, der kan købes ansvarligt. Dette er formentlig ikke hensigten, hvorfor teksten bør omformuleres;

13.

opfordrer Kommissionen til tydeligt at skelne mellem efterspørgslen alt efter, om der er tale om 1) udnyttelse af arbejdskraft, 2) seksuelle tjenester og 3) seksuel udnyttelse af børn. Dette kan f.eks. gøres ved at dele Prioritet B Aktion 1 op i flere dele, hvor foranstaltningerne med henblik på at mindske efterspørgslen tager hensyn til dette;

14.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at udbygge deres viden om, hvordan man identificerer og hjælper ofre for menneskehandel, så de kan spille en endnu større rolle i arbejdet med at støtte ofrene;

15.

foreslår, at de lokale og regionale myndigheder i det forebyggende arbejde henleder lokalsamfundenes opmærksomhed på menneskehandelsspørgsmål og bidrager til at skabe større bevidsthed om emnet på lokalt niveau gennem informationsmateriale, arrangementer, uddannelsestilbud til lokalbefolkningen og lokale sociale tjenester osv. Lokale grupper og civilsamfundsgrupper kan sammen med (det lokale) politi, de lokale myndigheder og andre berørte parter kortlægge mønstre i menneskehandelen i området og udarbejde lokale handlingsplaner med henblik på at forebygge og bekæmpe menneskehandel. Kommissionen bør i det fortsatte arbejde med strategien tydeligt opfordre medlemsstaterne til at fremme sådant samarbejde;

16.

understreger, at lokale og regionale initiativer, der fremmer vækst og beskæftigelse i oprindelseslandene, kan bidrage til at modvirke menneskehandel. Dette er yderligere en grund til, at lokale og regionale myndigheder bør fremhæves som en betydningsfuld aktør i det fortsatte arbejde;

17.

anmoder om at blive inddraget i vurderingen af de eksisterende forebyggelsesinitiativer og i udarbejdelsen af EU-retningslinjer for kommende forebyggende foranstaltninger og oplysningskampagner med kønsperspektivering;

18.

opfordrer Kommissionen til under arbejdet med udformningen af EU-oplysningskampagner at tage hensyn til den viden, som findes hos mange lokale myndigheder og frivillige organisationer, og understreger, at den bør rådføre sig med disse under arbejdet.

19.

understreger, at det lokale politi har bedst kendskab til lokalsamfundet og derfor i høj grad kan bidrage til opsporing af menneskehandel og til opklaring af baggrunden for forbrydelsen m.m. I overensstemmelse med nærhedsprincippet opfordrer Regionsudvalget medlemsstaterne til at overveje at give lokale retshåndhævende myndigheder adgang til databaser, give dem specialuddannelse i opsporing af denne type forbrydelser og tildele dem de nødvendige beføjelser;

20.

opfordrer medlemsstaterne til ikke at overlade hele ansvaret og kompetencen til nationale specialenheder. I overensstemmelse med direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor bør viden om menneskehandelskriminalitet og om, hvordan man afslører tegn på menneskehandel, findes hos alle politibetjente og andre myndighedsrepræsentanter længst nede i hierarkiet – dvs. hos dem, der møder ofrene. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at der parallelt hermed oprettes nationale tværsektorielle retshåndhævende organer;

21.

foreslår, at Kommissionen i Prioritet C Aktion 1 "Etablering af nationale tværfaglige retshåndhævende enheder" tilskynder medlemsstaterne til at lade ansatte fra lokale og regionale myndigheder deltage i de nationale tværsektorielle retshåndhævende organer, som skal oprettes i henhold til strategien. Udvalget opfordrer endvidere til at forbedre samarbejdet mellem partnere på lokalt niveau og mellem regionale politistyrker i forskellige medlemsstater for så vidt angår uddannelsen af lokale politifolk, så de bliver bedre til at opdage og bekæmpe menneskehandel. Det gælder ikke mindst i de regioner, hvor fænomenet optræder ofte. Det er hensigtsmæssigt, at lokale og regionale myndigheder eller deres interesseorganisationer på nationalt (eller regionalt) niveau deltager i samråd forud for den formelle oprettelse af sådanne organer, ikke mindst for at skabe kontaktflader mellem det lokale, det regionale og det nationale niveau;

22.

minder med henblik på at undgå dobbeltarbejde om det arbejde, som udføres af Den Stående Komité for den Indre Sikkerhed (COSI). Menneskehandel er en af denne komités otte prioriteter, som skal bekæmpes af EU-medlemsstaterne i fællesskab med særlige metoder, klare mål og konkrete krav til gennemførelse og opfølgning (1). Dette arbejde nævnes kort i Prioritet C Aktion 1, men det fremgår ikke nærmere, hvordan Kommissionens strategi forholder sig til arbejdet i COSI.

23.

betoner, at effektiviteten i den tværsektorielle fremgangsmåde, som Kommissionen har planer om at anvende til at gennemføre strategien, i vidt omfang er afhængig af, at de lokale og regionale aktører deltager aktivt;

24.

ønsker at bidrage til bestræbelserne på at integrere bekæmpelse af menneskehandel i EU's optræden udadtil. Menneskehandel er et vigtigt spørgsmål i forbindelse med EU's udvidelses- og naboskabspolitik, og udvalget ville derfor kunne tilstræbe, at relaterede emner behandles i de fælles rådgivende udvalg og i arbejdsgrupper med udviklingslande, Arlem eller Corleap;

25.

vil som de lokale og regionale myndigheders talerør gerne deltage i platformen for civilsamfundet og platformen for den private sektor og arbejdsgivere, som foreslås i strategien.

26.

bifalder forslaget om at udvikle kendskabet til kønsdimensionerne i menneskehandelen og i udsatte grupper. Et sådant kendskab vil være meget nyttigt for de lokale og regionale myndigheder og deres ansatte, som ofte er første geled i forbindelse med håndteringen af menneskehandel og dens ofre;

27.

opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til ikke kun at fokusere på kønsdimensionerne i relation til ofrene, men også tage i betragtning, at der er store kønsforskelle på efterspørgselssiden. Det er hovedsagelig mænd, som efterspørger seksuelle tjenester, hvilket er en afgørende drivkraft for personer, som er beskæftiget med menneskehandel i seksuelt øjemed. Denne ubalance mellem kønnene bør man være opmærksom på i forbindelse med udviklingen af kendskab til kønsdimensionerne i menneskehandel.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/26

—

understreger betydningen af EU-borgernes deltagelse i det demokratiske liv i Den Europæiske Union, navnlig i bopælslandet. Ved at inddrage borgerne i EU's integrationsproces og den politiske beslutningsproces i bopælslandet er unionsborgerskabet med til at styrke det europæiske demokrati;

—

gør opmærksom på, at følelsen af at høre til i EU er meget vigtig for at gøre unionen mere konkret i borgernes øjne. Man bør derfor stimulere denne følelse, gøre borgerne mere bevidste om EU og hele tiden prøve at bringe dem tættere på EU gennem de handlemuligheder og instrumenter, vi råder over;

—

henleder opmærksomheden på regionernes og kommunernes centrale betydning for varigt at øge forståelsen for unionsborgerskabet og de rettigheder, der er knyttet til det. De er det niveau, der ligger tættest på borgerne i Den Europæiske Union, og som kan bidrage mest til at udvikle deltagelsesdemokratiet og skabe bedre forståelse for fordelene ved europæisk integration;

—

understreger, at det forud for Europa-Parlamentsvalget i 2014 er vigtigt at gøre EU-borgerne mere bevidste om alle de rettigheder, de har, og om deres valgrettigheder i den medlemsstat, de bor i. Det er også vigtigt at gøre det lettere at anvende disse rettigheder;

—

beder medlemsstaterne om med respekt for nærhedsprincippet at sikre, at EU-borgerne ved udøvelsen af deres valgrettigheder får mulighed for ikke blot at deltage i kommunale valg, men også i regionale valg;

—

foreslår, at medlemsstaterne med behørig respekt for nærhedsprincippet ser nærmere på forholdsregler, der kunne gøre det muligt at afholde lokale og regionale valg på samme tidspunkt som valg til Europa-Parlamentet; mener, at dette kunne medvirke til at gøre borgerne i EU bevidste om de europæiske, regionale og lokale valgs indvirkning på deres daglige liv.

Ordfører

György GÉMESI (HU/PPE), borgmester i Gödöllő

Basisdokument

1.

forpligter sig til at fremme konsolideringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og styrke unionsborgerskabet;

2.

er glad for, at 2013 er udpeget til at være borgernes Europaår. Unionsborgerskabet vil få en fremtrædende plads i dette europæiske år, som bl.a. vil give anledning til at styrke indsatsen for at øge deltagelsen i valg på forskellige niveauer med hjælp fra de berørte regionale og nationale myndigheder samt de vigtigste aktører i medlemsstaternes politiske liv og deres borgere;

3.

er enig i, at 20-året for unionsborgerskabets indførelse ved Maastrichttraktaten og borgernes Europaår 2013 er en god lejlighed til at gøre opmærksom på de rettigheder og pligter, der er knyttet til unionsborgerskabet, og sikre sig, at borgernes rettigheder, herunder deres valgrettigheder, er fuldt ud gennemført eller styrket;

4.

finder det vigtigt at medvirke til at fremme unionsborgerskabet og borgernes rettigheder, sikre, at Lissabontraktatens bestemmelser om EU-borgernes stemmeret og valgbarhed gennemføres fuldt ud, og tilskynde til deltagelse i valg, så de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, også anvendes;

5.

minder om, at det europæiske borgerinitiativ, der blev indført ved Lissabontraktaten, skaber en ny ret til demokratisk deltagelse på EU-niveau; det vil forhåbentligt være stærkt medvirkende til at gøre unionsborgerskabet mere dynamisk; anmoder derfor Kommissionen om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at fremme dette instrument;

6.

understreger betydningen af EU-borgernes deltagelse i det demokratiske liv i Den Europæiske Union, navnlig i bopælslandet. Ved at inddrage borgerne i EU's integrationsproces og den politiske beslutningsproces i bopælslandet er unionsborgerskabet med til at styrke det europæiske demokrati (1);

7.

gør opmærksom på, at følelsen af at høre til i EU er meget vigtig for at gøre unionen mere konkret i borgernes øjne. Man bør derfor stimulere denne følelse, gøre borgerne mere bevidste om EU og hele tiden prøve at bringe dem tættere på EU gennem de handlemuligheder og instrumenter, vi råder over;

8.

understreger det nødvendige i, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og lokale og regionale myndigheder i alle EU's medlemsstater arbejder sammen om at fremme unionsborgerskabet;

9.

understreger endnu en gang, hvor vigtigt det er, at der helt konkret etableres et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed til gavn for borgerne i en verden med stigende mobilitet (2), og påpeger, at retten til fri bevægelighed inden for dette område er et vigtigt aspekt af unionsborgerskabet;

10.

understreger, at enhver unionsborger har valgret og er valgbar ved kommunale valg og ved valg til Europa-Parlamentet i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat (3);

11.

konstaterer, at der stadig er mange hindringer, der skal ryddes af vejen, før valgrettighederne i den daglige praksis er fuldt gennemført, selv om der gennem EU-direktiver er sket en harmonisering af medlemsstaternes forskellige valglovgivninger (4). Dette understreger Kommissionen i sine rapporter om gennemførelsen af direktiv 94/80/EF og 93/109/EF (5);

12.

bifalder Kommissionens initiativer til at fjerne hindringerne for benyttelsen af de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet; beklager i denne forbindelse, at nogle EU-borgere ikke kan benytte deres fulde rettigheder som borgere på grund af lovgivningen i enkelte medlemsstater, som nægter borgere, der bor eller har boet uden for det land, hvori de er statsborgere, deres valgrettigheder; opfordrer derfor Kommissionen til at tilskynde EU's medlemsstater til at sørge for, at alle EU-borgere er garanteret denne grundlæggende demokratiske ret;

13.

tilbyder at deltage i samarbejdet om udarbejdelsen af den rapport, som Kommissionen vil udsende i 2013 i anledning af borgernes Europaår. Rapporten vil gøre rede for fremskridtene siden rapporten om unionsborgerskabet i 2010 og anbefale nye foranstaltninger;

14.

henleder opmærksomheden på regionernes og kommunernes centrale betydning for varigt at øge forståelsen for unionsborgerskabet og de rettigheder, der er knyttet til det. De er det niveau, der ligger tættest på borgerne i Den Europæiske Union, og som kan bidrage mest til at udvikle deltagelsesdemokratiet og skabe bedre forståelse for fordelene ved europæisk integration; deres bidrag bør ledsages af specifikke oplysnings- og undervisningsaktiviteter;

15.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder skal leverer det solide grundlag, som er nødvendigt for en stærk og varig demokratisk kultur på de forskellige niveauer; det har derfor afgørende betydning for befolkningens deltagelse i lokale og regionale valg og for deres udøvelse af valgrettighederne. Det er også yderst vigtigt, at de lokale og regionale myndigheder oplyser om demokrati og medborgerskab inden for deres kompetenceområder, og at denne oplysning tager udgangspunkt i borgernes helt konkrete, dagligdags erfaringer med demokratiske processer og i en kultur med demokratisk forvaltning;

16.

tilskynder EU's borgere til at deltage i det lokale og politiske liv og benytte sig af deres stemmeret, men respekterer deres frihed til selv at bestemme, om de vil deltage i kommunale valg i den medlemsstat, hvor de har deres bopæl; mener, at det i forbindelse med grænseregioner er vigtigt at informere EU-borgerne ordentligt om de rettigheder, der vedrører dem i den medlemsstat, hvor de er bosat, så de kan træffe et valg på et oplyst grundlag;

17.

bifalder, at også Stockholmprogrammet (6) prioriterer den frie bevægelighed som en grundlæggende ret og i denne forbindelse arbejder på at fremme og styrke borgernes valgrettigheder og øge deres valgdeltagelse; er enig i, at det ikke er nok at fastlægge rettigheder – det skal også sikres, at rettighedshaverne kan udnytte dem uden besvær; i tråd med sine politiske prioriteter for 2012 agter Regionsudvalget "fortsat at bidrage til den fulde gennemførelse af målsætningerne i Stockholmprogrammet og -handlingsplanen" (7);

18.

glæder sig over Kommissionens vilje til sammen med Regionsudvalget, de regionale og lokale myndigheder og deres sammenslutninger at etablere en uformel platform, der skal fremme en direkte dialog om den konkrete udøvelse af valgrettigheder; baggrunden for dette tiltag er at lette og stimulere debatten og dialogen om unionsborgerskabet, identificere de store spørgsmål og problemer samt tilskynde til udveksling af erfaringer og bedste praksis;

19.

understreger, at der i Regionsudvalgets program for 2013 figurerer mange aktiviteter, der kan fremme EU-borgernes kendskab til og udøvelse af deres valgrettigheder (8);

20.

minder om, at Regionsudvalget i 2013 vil arrangere en række aktiviteter i tæt samarbejde med de øvrige EU-institutioner, især Kommissionen. Aktiviteterne vil bl.a. bestå i formidling af oplysninger, foredrag og besøg på skoler og universiteter ved Regionsudvalgets medlemmer, afholdelse af workshopper, offentlige debatter, møder på rådhuse samt mediebegivenheder med deltagelse af lokale journalister om retten til fri bevægelighed, stemmeret og de regionale og lokale myndigheders rolle. Oplysninger om disse aktiviteter kan findes på udvalgets websted, som også indeholder dokumentation om Regionsudvalgets unionsborgerpas på alle de officielle EU-sprog. Desuden vil den bedste praksis for decentraliseret kommunikation om EU blive præsenteret på EuropCOM-konferencen (den årlige europæiske konference om offentlig kommunikation).

21.

påpeger, at det ifølge en rapport fra Kommissionen (9) forholder sig sådan, at vælgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, har en større gennemsnitlig deltagelse i kommunale valg end i valg til Europa-Parlamentet (10). Det er en vigtig konklusion, som bør underkastes en grundigere videnskabelig undersøgelse. Under alle omstændigheder viser det, at lokale spørgsmål faktisk er vigtige og får nogle borgerne til at engagere sig. Det er vigtigt at udnytte denne situation og se nærmere på, hvilke faktorer der også kunne motivere folk til at engagere sig i EU-politik og valg til Europa-Parlamentet;

22.

gør opmærksom på, at det også i forbindelse med kommunale valg er en vigtig udfordring at øge valgdeltagelsen og sikre fuld deltagelse af de EU-borgere, der har stemmeret;

23.

mener, at der bør iværksættes målrettede projekter for forskellige aldersgrupper for at få borgerne til at forstå betydningen af at deltage i lokale og europæiske valg, give dem følelsen af at tilhøre et fællesskab og forklare, hvilke fordele det indebærer. Det kan ske gennem rollespil om valg, udveksling af erfaringer, anvendelse af forskellige informationskanaler og ved at understrege, at beslutninger truffet lokalt eller på EU-niveau er af betydning for borgernes dagligdag i en given by eller et givent område. Alt dette kan være med til at besvare spørgsmålet: "Hvorfor er det i min egen interesse at stemme?";

24.

understreger, at det er nødvendigt at gøre en ekstra indsats på alle myndighedsniveauer for at øge valgdeltagelsen og antallet af borgere, der er optaget på valglisten; der bør føres en stadig kamp mod manglende oplysning om valgrettigheder og -procedurer, optagelsesproblemer og sprogbarrierer;

25.

anbefaler en forenkling af de administrative procedurer og opfordrer medlemsstaterne til at indføre passende elektroniske tjenester, så EU's borgere kan udøve deres valgrettigheder, især hvad angår optagelse på valglisterne; støtter desuden udveksling af god praksis på dette område;

26.

tilslutter sig Kommissionens holdning og skridt til at sikre automatisk optagelse på valglisterne ved tilmelding af bopæl og påpeger, at denne administrative forenkling sandsynligvis vil lette integrationen og medvirke til borgernes aktive anvendelse af deres stemmeret;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at bidrage til udveksling og formidling af erfaringer i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder og til at udarbejde rapporter og analyser af situationen med henblik på at måle, hvor effektivt EU-lovgivningen omsættes og gennemføres i den nationale ret; disse dokumenter bør stilles til rådighed for borgerne via egnede informations- og publiceringssystemer;

28.

finder det væsentligt, at der på grundlag af princippet om flerniveaustyring etableres et effektivt samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer i medlemsstaterne med henblik på at finde en juridisk løsning på de problemer, der eventuelt kunne opstå ved anvendelse af nationale regler på valgretsbetingelserne, og inddrage de tekniske forslag;

29.

opfordrer medlemsstaterne til også at fjerne forhindringerne for valgbarhed ved at gøre det muligt for EU-borgere, der ikke er statsborgere i den medlemsstat, de har bopæl i, at stille op til valg og påtage sig en politisk rolle;

30.

anbefaler medlemsstaterne at oprette kontaktpunkter for at medvirke til at indsamle og regelmæssigt evaluere data om EU-borgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, og som har været opstillet og er blevet valgt i denne medlemsstat. Dette kunne også lette erfaringsudvekslingen mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne;

31.

påpeger, at den mekanisme, som er oprettet ved EU-direktiv for at forhindre dobbeltstemme og dobbelt kandidatur ved valg til Europa-Parlamentet, ikke altid fungerer tilfredsstillende; støtter derfor Kommissionens ønske om at udarbejde et nyt forslag for at sikre en bedre løsning på problemet, som samtidig skal sikre, at den efterfølgende lovgivning ikke skaber nye administrative hindringer for, at EU-borgerne kan udøve deres ret til at stille op til valg til Europa-Parlamentet i deres bopælsland;

32.

understreger, at det forud for Europa-Parlamentsvalget i 2014 er vigtigt at gøre EU-borgerne mere bevidste om alle de rettigheder, de har, og om deres valgrettigheder i den medlemsstat, de bor i. Det er også vigtigt at gøre det lettere at anvende disse rettigheder;

33.

mener, at de europæiske politiske partier spiller en nøglerolle i indsatsen for at skabe bevidsthed om europæisk politik og give udtryk for EU-borgernes politiske ønsker, samt at de bør bygge bro mellem national politik og EU-politik; de formidler borgernes synspunkter og giver anledning til åbne debatter om europæiske spørgsmål ved at støtte samspillet mellem de forskellige myndighedsniveauer i Den Europæiske Union; opfordrer derfor de europæiske politiske partier til at intensivere indsatsen og udvikle nye redskaber til at øge den politiske bevidsthed, f.eks. ved at præsentere spidskandidater til de øverste poster i EU ved europæiske valg eller ved at udarbejde tværnationale lister i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet.

34.

finder det vigtigt at styrke EU's borgernes bevidsthed om deres juridiske status (11), at øge deres viden om de rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til unionsborgerskabet, og at støtte potentialet i de EU-projekter og -finansieringsinstrumenter, der er beregnet på informationsformidling gennem konferencer, seminarer, kurser, udveksling af god praksis og samarbejde, med særligt fokus på programmerne "Grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab" og "Europa for borgerne"; opfordrer de regionale og lokale myndigheder til at deltage aktivt i grænseoverskridende projekter og venskabsbyforbindelser;

35.

mener, at de EU-programmer, der gavner unionsborgerskabet, er dem, der som helhed tager sigte på at støtte aktiviteter i medlemsstaterne til fremme af viden om og gennemførelse af EU-retten og EU's politikker, stimulere det grænseoverskridende samarbejde og øge erfaringerne fra de forskellige indsatsområder;

36.

gentager, at det gennem støtte til de forskellige former for territorialt samarbejde er hensigtsmæssigt at iværksætte projekter og foranstaltninger med henblik på at gøre unionsborgerskabet til håndgribelig virkelighed og reducere de administrative byrder og barrierer;

37.

understreger, at der bør anlægges en enklere og mere effektiv tilgang til finansiering af programmer med tilknytning til unionsborgerskabet, opstilles bedre definerede prioriteter, der svarer til de politiske prioriteter, og fokuseres på formidlingen af projekternes resultater for at øge deres synlighed; finder det nødvendigt at støtte uddannelse og oplysning for at nå de strategiske og politiske mål, at styrke netværkene og gøre det lettere at indgå i et grænseoverskridende samarbejde; understreger desuden vigtigheden af at gøre unionsborgerskabsprogrammerne mere attraktive og gøre bedre reklame for dem gennem præsentationer i medlemsstaterne.

38.

understreger, at man i forbindelse med styrkelse af oplysningen om europæiske projekter og deres anvendelse også bør være mere opmærksom på de unge ved at inddrage skoler og højere læreanstalter. Regionsudvalget har i en initiativudtalelse fokuseret på fremme af unges aktive medborgerskab gennem uddannelse (12);

39.

gør opmærksom på undervisningspolitikkens væsentlige rolle i oplysningen af borgerne, især de unge, når det drejer sig om unionsborgerskabsbegrebet og de rettigheder, der er knyttet til det, og understreger, at denne politik burde gøre meget mere for at fremme flersprogethed og studerendes og læreres mobilitet;

40.

anser det for vigtigt, at de unge er bredt informeret, så de kan blive til bevidste borgere og vælgere, og finder det endnu mere nødvendigt at forklare dem, hvad det drejer sig om, og betydningen af den stemme, de afgiver ved valgene;

41.

gør opmærksom på, at Europarådet har stor erfaring på undervisningsområdet med at fremme udviklingen af netværk, og anbefaler samarbejde og erfaringsudveksling, bl.a. på grundlag af Europarådets arbejde på dette område;

42.

er overbevist om, at oplysningskampagnerne kan forbedre kendskabet til de rettigheder, der følger med unionsborgerskabet, og øge antallet af EU-borgere, der stemmer, samt at partnerskabssamarbejdet med skoler og højere læreanstalter og andre udbydere af uddannelse har en vigtig rolle at spille i den forbindelse; bemærker, at studerende fra andre EU-medlemsstater ofte følger undervisningen i skoler og på universiteter som led i udvekslingsprogrammer, og at dette måske kan tilskynde dem til at anvende deres stemmeret.

43.

understreger, at valgdeltagelsen erfaringsmæssigt kan blive højere, når parlamentsvalg og valg til lokale og regionale myndigheder afholdes samtidigt (13);

44.

minder om, at Regionsudvalget på grundlag af sin udtalelse om handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet (14) opfordrer alle berørte parter til at undersøge, hvordan EU-borgernes mulighed for at deltage i valg i deres bopælsmedlemsstat kan udvides;

45.

mener, at den gældende EU-lovgivning, især hvad angår reglerne for deltagelse i lokalvalg og Europa-Parlamentsvalg, ikke foreskriver en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes valgordninger; beder derfor medlemsstaterne om med respekt for nærhedsprincippet at sikre, at EU-borgerne ved udøvelsen af deres valgrettigheder får mulighed for ikke blot at deltage i kommunale valg, men også i regionale valg;

46.

oplyser, at Regionsudvalget aktivt ønsker at støtte udviklingen i det europæiske borgerinitiativ "Let me vote";

47.

foreslår, at medlemsstaterne med behørig respekt for nærhedsprincippet ser nærmere på forholdsregler, der kunne gøre det muligt at afholde lokale og regionale valg på samme tidspunkt som valg til Europa-Parlamentet; mener, at dette kunne medvirke til at gøre borgerne i EU bevidste om de europæiske, regionale og lokale valgs indvirkning på deres daglige liv;

48.

erkender, at de lokale og regionale myndigheders struktur varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat og afspejler forskellige juridiske og administrative traditioner;

49.

er enig med Europa-Parlamentet i, at valg til Europa-Parlamentet bør flyttes fra juni til maj, og mener, at det kan indvirke positivt på valgdeltagelsen;

50.

finder det væsentligt at gøre EU-borgerne mere bevidste om valgproceduren og øge deres interesse og motivation; anbefaler, at medlemsstaterne under overholdelse af nærhedsprincippet og for at øge valgdeltagelsen undersøger muligheden for på lang sigt at gøre valgproceduren mere tilgængelig, f.eks. ved at anvende forhåndsafstemning, elektroniske valg eller mobile valgsteder. Der skal også tages højde for bestemmelserne i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, hvori der udtrykkeligt stilles krav om fuld og uhindret adgang til at deltage i valg;

51.

noterer sig, at der er store forskelle i valgdeltagelsen, selvom der er truffet særlige foranstaltninger til at informere EU-borgerne om deres valgrettigheder; anbefaler derfor, at man for at fremme anvendelsen af valgretten støtter og udbygger erfaringsudvekslingen om regioners og kommuners bedste praksis på området;

52.

bemærker, at det kan være med til at få borgerne til at deltage i valg, hvis der etableres en forbindelse mellem unionsborgerbegrebet og de lokale og regionale perspektiver, og hvis borgernes opmærksomhed henledes på de lokale og regionale myndigheders betydning i EU's beslutningsproces;

53.

finder det også vigtigt at styrke de politiske rettigheder for tredjelandsstatsborgere som fremført i Regionsudvalgets udtalelse om Kommissionens rapport om unionsborgerskab 2010. I flere af EU's medlemsstater har tredjelandsstatsborgere stemmeret til og er valgbare ved lokal- og regionalvalg. Det vil sandsynligvis føre til større interesse for valget blandt alle udenlandske medborgere og dermed også medføre øget efterspørgsel efter oplysningsmateriale på forskellige sprog;

54.

anbefaler, at der sættes ind på at etablere et bredt samarbejde mellem EU-institutionerne, deres repræsentanter, Europe Direct-centrene, de lokale og regionale myndigheder, civilsamfundets organisationer og arbejdsmarkedets parter samt økonomiske interessegrupper med det formål at sikre, at alle EU-borgere, som har nået stemmeretsalderen, får et forsvarligt kendskab til deres rettigheder og til den måde, de kan anvendes på;

55.

understreger vigtigheden af at anvende et enkelt sprog, der skaber nærhed til borgerne, i de bevidstheds-, oplysnings- og uddannelseskampagner, der er udarbejdet som led i borgernes Europaår af de lokale og regionale myndigheder, regeringsorganer, civilsamfundsorganisationer og medier i fællesskab; publikationer og formidlingsmateriale skal være tilgængeligt på alle EU's officielle sprog;

56.

finder det afgørende, at EU's institutioner, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder arbejder tættere sammen med medierne. Regionsudvalget kunne udskrive en konkurrence, der kårer de bedste og mest læservenlige artikler og medieindslag om valg, anvendelse af valgrettigheder og valgprocedurens forskellige etaper.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/32

—

understreger, at de lokale og regionale myndigheder er ansvarlige for en betydelig del af de offentlige udgifter i Europa, og at de lokale og regionale myndigheders investeringer som regel er koncentreret om nogle prioriterede sektorer, der har afgørende betydning for, at Europa 2020-strategien bliver en succes, og efterlyser derfor, at det fra politisk hold i højere grad prioriteres at skabe synergi mellem EU's og de nationale og subnationale (lokale og regionale) budgetter;

—

bemærker, at EU-budgettet, trods sin relativt lille størrelse, og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) overalt i EU er meget vigtige som løftestænger for investeringer;

—

bifalder de igangværende debatter på EU-niveau om, hvordan den eksisterende Økonomiske og Monetære Union (ØMU) kan suppleres gennem indførelse af en integreret budgetramme for EU, og mener, at den store afhængighed og afsmitning mellem økonomierne i euroområdet og budgetpolitikker gør det helt nødvendigt at have en finanspolitisk kapacitet, som gør tilpasningen til økonomiske chok nemmere;

—

er dog bekymret over, at der presses på for større centralisering af beføjelser og beslutningstagningen, uden at de subnationale myndigheder inddrages i denne diskussion, og bemærker, at en ægte fiskal union forudsætter fastlæggelse af rettigheder og ansvar for de forskellige regeringsniveauer (fiskal føderalisme), en tydeligere sammenhæng mellem politiksamordning og beslutninger vedrørende budgettet samt en ambitiøs vision for, hvordan de vertikale synergier mellem EU-budgettet og nationale og lokale/regionale budgetter kan styrkes ved hjælp af ordentlige koordineringsmekanismer;

—

hilser det velkommen, at et kapitel i Kommissionens 2012-rapport om de offentlige finanser i Den Økonomiske og Monetære Union for første gang udelukkende omhandler decentralisering på skatteområdet i EU, og opfordrer Kommissionen til, at den i efterfølgende årlige udgivelser af rapporten inkluderer et tilsvarende kapitel om situationen med hensyn til de offentlige finanser på subnationalt niveau;

—

mener, at Kommissionen bør se på gevinsterne og gennemførligheden (samt de eventuelle administrative problemer/omkostninger) ved at arbejde hen imod større harmonisering af budgetperioderne i EU og fremme og tilskynde til, at der på subnationalt niveau arbejdes med mellemlange budgetrammer;

—

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en grønbog, der tager fat på disse spørgsmål.

Ordfører

Rhodri Glyn THOMAS (UK/AE), medlem af nationalforsamlingen for Wales

1.

understreger, at lokale og regionale myndigheder er ansvarlige for en betydelig del af de offentlige udgifter i Europa: I 2011 udgjorde de offentlige udgifter på subnationalt niveau 16,7 % af BNP, 34 % af de samlede offentlige udgifter i Europa (hvoraf henholdsvis 11,9 % (EUR 272,2 mia.) og 24,3 % kan henføres til den offentlige sektor på lokalt plan) og ca. to tredjedele af de direkte investeringer foretaget i Europa i 2011 (1);

2.

bemærker, at lokale og regionale myndigheders investeringer som regel er koncentreret om nogle prioriterede sektorer, der har afgørende betydning for, at Europa 2020-strategien bliver en succes. Det kan være økonomiske anliggender, uddannelse, miljø, boliger og offentlige faciliteter, hvilket betyder, at nedskæringerne (26 % i UK, mere end 30 % i Spanien) vil indvirke på mulighederne for at nå Europa 2020-målene (f.eks. er budgettet for anlægsinvesteringer blevet skåret ned med 42 % i Wales);

3.

efterlyser derfor, at det fra politisk hold i højere grad prioriteres at skabe synergi mellem EU's og de nationale og subnationale (lokale og regionale) budgetter med fokus rettet mod de vedtagne EU-prioriteter, først og fremmest Europa 2020-strategien. I den forbindelse gør udvalget opmærksom på Europa-Parlamentets undersøgelse fra 2010, hvori det konkluderedes, at den samlede synergi mellem EU's strategiske politiske målsætninger og budgetpolitikker er svag, og at de nationale budgetter sjældent henviser til deres bidrag til opnåelse af målsætningerne i Lissabonstrategien [Europa 2020] eller andre EU-strategier (2);

4.

fremhæver, at det i denne tid med krise, hvor der på nationalt, regionalt og lokalt niveau skæres ned overalt, og de offentlige udgifter er under et voldsomt pres, bliver et vigtigt politisk mål at forbedre "effektiviteten og virkningen" af de eksisterende ressourcer;

5.

hilser det velkommen, at Det Europæiske Råd i sine konklusioner understreger, at "de muligheder, som EU's eksisterende finanspolitiske rammer giver for at finde balancen mellem behovene for produktive offentlige investeringer og målene vedrørende finanspolitisk disciplin" bør "udnyttes" bedre i den præventive del af stabilitets- og vækstpagten. Dette mål aktualiseres yderligere af, at Den Internationale Valutafond for nylig konkluderede, at de såkaldte fiskale multiplikatorer, som måler, hvilken virkning budgetkonsolidering har på væksten, var "væsentligt højere" end forudsagt af analytikere under gældskrisen. Udvalget forventer derfor, at Kommissionen behandler dette spørgsmål yderligere i den bebudede meddelelse om kvaliteten af de offentlige udgifter, som bl.a. bør tage fat på spørgsmålet om at sondre mellem løbende udgifter og investeringer i budgetunderskudsberegningerne, således at det undgås, at investeringer med langsigtede nettofordele indgår i beregningerne som en negativ faktor;

6.

understreger, at synergidebatten på ingen måde må bruges som dække for at skære i den foreslåede flerårige finansielle ramme (FFR) eller som en undskyldning for at "renationalisere" finansieringen af dele af EU-budgettet (f.eks. strukturfondene i såkaldt "rigere" medlemsstater) eller legitimere de makroøkonomiske betingelser.

7.

gentager, at EU-budgettet udgør en lille del (ca. 2 %) af de samlede offentlige udgifter i EU og ikke alene kan rejse de 1 800 mia. EUR, der kræves til fremadrettede direkte investeringer under Europa 2020-flagskibsinitiativerne (som fastslået i Europa-Parlamentets betænkning om FFR-forslagene). Det betyder, at de overordnede mål for Europa 2020-strategien kun kan nås, hvis der reelt afsættes offentlige og private midler på medlemsstats-, regionalt og lokalt niveau, hvilket bl.a. kan være i form af lånefinansiering og ved at fremme offentlig-private partnerskaber;

8.

bemærker, at EU-budgettet, trods sin relativt lille størrelse, og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) overalt i EU er meget vigtige som løftestænger for investeringer, især (men ikke udelukkende) via fondene omfattet af den fælles strategiske ramme (FSR), som gennemføres på regionalt plan (ofte af de lokale og regionale myndigheder), og som har en vigtig multiplikatorvirkning på økonomien;

9.

påpeger, at under den økonomiske krise har EU-midler fra især FSR-fondene sikret lokale og regionale myndigheder stabil og sikker finansiering og ofte været den eneste kilde til finansiering af offentlige investeringer og vigtige initiativer, når lokale, regionale og nationale budgetter er blevet skåret drastisk ned, og har, hvad EIB-finansieringen angår, bidraget til at udfylde det betydelige hul i den lånebaserede finansiering, der er opstået som følge af den finansielle krise; og understreger, at en konsekvens af de foreslåede makroøkonomiske betingelser kan blive, at FSR-finansieringen ikke længere vil blive opfattet som stabil;

10.

fremhæver disse investeringers løftestangs- og multiplikatorvirkning målt på de direkte og indirekte gevinster for den lokale økonomi og økonomien generelt:

11.

gør igen opmærksom på, at FSR-fondene ikke kun fungerer som en løftestang for finansieringen, men også på det politiske plan, hvor de lokale og regionale strategiske prioriteter afstemmes med EU-prioriteterne, og der opnås andre gevinster såsom styrkede partnerskaber og tværnationalt samarbejde, hvilket der findes en stor mængde gode eksempler på i hele Europa; og understreger værdien af den EIB-støtte, der gennem de forskellige finansielle låneinstrumenter ydes til opbygning af kapacitet på lokalt og regionalt plan til at forvalte og gennemføre nye og innovative ordninger;

12.

erkender imidlertid, at den lave udnyttelsesgrad i visse dele af Europa afslører "flaskehalse" i anvendelsen af Samhørigheds- og strukturfondene i praksis. Det noterer sig især den mangelfulde administration og kapacitets- og reguleringsrammer i visse medlemsstater og hos nogle lokale/regionale myndigheder, som blev afdækket i en nylig OECD-undersøgelse (3), og behovet for at gribe ind og rette op på dette forhold;

13.

bifalder Kommissionens arbejde med at strømline og forenkle reglerne for forvaltning, gennemførelse og indberetning af projekter støttet med FSR-midler, hvilket bør kunne øge udnyttelsesgraden. Udvalget er klar over, at man er nødt til at finde en balance mellem effektiv kontrol og tilstrækkelig fleksibilitet, så man kan komme unødvendige reguleringsmæssige byrder til livs, og det bifalder derfor, at kontrollen i højere grad gøres risikobestemt;

14.

beklager, at de nationale eller regionale myndigheder, der fungerer som forvaltningsmyndigheder for EU-programmerne, fortsat pålægges de byrder, der er forbundet med forfinansiering af investeringer. I den aktuelle situation med begrænsninger på finansmarkederne er der tale om en tung finansiel byrde. Hvis EU foreskriver princippet om forhåndsfinansiering af investeringer, går det glip af en enestående mulighed for at tilføre finansielle midler, som direkte er afset til at stimulere økonomien og fremme strukturelle ændringer ved at yde større forskud, som muliggør finansiering i den rytme, der er nødvendig, for at tilbagebetalingerne kan indledes;

15.

anser en flerårig finansiel ramme med en tildeling af FSR-midler, der ligger lavere end Kommissionens forslag for perioden 2014-2020, for uacceptabel, da dette kan føre til en svækkelse af EU på et tidspunkt, hvor det netop er nødvendigt at styrke EU;

16.

efterlyser større gennemsigtighed i de lokale og regionale budgetprocedurer, så det tydeligt angives, hvor store beløb FSR-fondene har bidraget med til regionens investeringsstrategier, og det i de årlige budgetforslag fremgår, hvordan EU-midlerne påtænkes brugt i budgetperioden. Det opfordrer lokale og regionale myndigheder til at fremlægge eksempler på god praksis for denne fremgangsmåde i budgetplanlægningen;

17.

gør opmærksom på, at lokale myndigheder overalt i EU er betænkelige ved, at medlemsstaternes (og de regionale) regeringer kan hindre den fulde brug af de juridiske instrumenter under strukturfondsforordningerne, som gør det muligt at videredelegere dele af iværksættelsen og gennemførelsen af programmer. Udvalget opfordrer til, at der rådes bod på dette i programmerne for 2014-2020, så der kan gøres bedst mulig brug af de nye instrumenter (integrerede territoriale investeringer, integrerede operationer, fælles handlingsplaner og lokale udviklingsstrategier styret af lokalsamfundet), der er stillet forslag om i forordningen om fælles bestemmelser for FSR-fondene;

18.

hilser i den forbindelse initiativbetænkningen om synergier i EU-budgettet, der især fokuserer på FSR-fondene, og som blev vedtaget af Europa-Parlamentet den 15. januar 2013, velkommen. Udvalget noterer sig med interesse eksemplerne på lokale initiativer, der sigter mod at forenkle gennemførelsen af finansieringsprogrammer i forhold til støttemodtagerne;

19.

støtter i høj grad Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen i dets beslutning om "Det europæiske semester for samordning af den økonomiske politik: Gennemførelse af prioriteterne for 2012" til i sin næste årlige vækstundersøgelse "fuldt ud at håndtere EU-budgettets rolle i processen med det europæiske semester ved at levere faktuelle og konkrete data om dets udløsende, katalytiske, synergetiske og komplementære virkninger på de samlede offentlige udgifter på lokalt, regionalt og nationalt niveau";

20.

ser gerne yderligere drøftelser af mulighederne for inden for EU's retlige rammer at strømline og forenkle gennemførelsen af programmer i praksis, så kræfterne koncentreres om støtte til projekter og initiativer, der skaber en "transformationel forandringsproces". Der kunne her ses på mulighederne for at etablere en "enkelt fond for territoriale investeringer" (hvori de forskellige EU-, nationale og subnationale midler samles) eller samle alle ansøgninger om støtte ét sted (one stop shop) med harmoniserede regler, omfattende og klare retningslinjer og større vægt på bæredygtige resultater, således at midlerne når slutbrugerne hurtigere, og gennemførelsen i praksis bliver mere strategisk. En sådan sammenhængende programplanlægning og gennemførelse omfattende alle fondene vil udmønte sig i bedre koordinering og mindre dobbeltarbejde;

21.

mener, at en debat om synergier mellem EU-budgettet og de nationale og subnationale budgetter også må omhandle synergier inden for EU-budgettet, herunder de tematiske programmer som Horisont 2020, Erasmus for Alle, programmet for social udvikling og innovation, Connecting Europe-faciliteten, COSME osv., som har direkte relevans og virkninger for regioner og lokalområder og en klar sammenhæng med prioriteter under FSR-fondene som F&U og innovation, uddannelse og SMV'ernes konkurrenceevne;

22.

glæder sig derfor over, at der for at fremme sådanne synergier er blevet arbejdet på at forbedre lovrammen for 2014-2020 med eksempelvis artikel 55, stk. 8, i forordningen om FSR-fondene, efterlyser større omtale af projekter/initiativer, der udvikles i henhold til disse nye bestemmelser for at skabe større viden om, hvordan man i praksis kan opnå synergi;

23.

henstiller til Kommissionen, at den i detaljer redegør for, hvordan regler for styringen af den økonomiske politik i EU og øvrige spørgsmål vedrørende offentlige finanser kommer til at påvirke de lokale og regionale myndigheders muligheder for at bestemme indholdet af deres budgetter;

24.

beklager, at den igangværende debat om en styrkelse af den økonomiske, monetære og politiske union i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), og i EU generelt, holdes inden for de vigtigste EU-institutioner og kun inddrager medlemsstaternes regeringer uden eller kun med meget lidt hensyntagen til det subnationale niveau, trods det at en stærkere centralisering af kontrollen på EU-niveau kan have konsekvenser for de subnationale myndigheders budgetbeføjelser og –ansvar og decentraliseringen på skatteområdet;

25.

beklager også, at lokale og regionale myndigheder i EU, som dokumenteret i Regionsudvalgets 3. overvågningsrapport om Europa 2020, der blev offentliggjort i oktober, stadig ikke inddrages på fornuftig vis i det europæiske semester, og slår igen fast, at uden synergier i den politiske beslutningsproces og overvågningen kan der ikke opnås synergier i budgetprocedurerne.

26.

hilser de igangværende debatter på EU-niveau om, hvordan indførelse af en integreret budgetramme for EU, der sikrer holdbare budgetpolitikker i medlemsstaterne, kan supplere den eksisterende Økonomiske og Monetære Union (ØMU) velkommen;

27.

bemærker, at disse drøftelser konstant udvikler sig og kan få stor indflydelse på, hvordan spørgsmålene om synergi mellem EU-budgettet og de nationale og subnationale budgetter behandles fremover;

28.

er bekymret over, at der presses på for større centralisering af beføjelser og beslutningstagningen, uden at de subnationale myndigheder inddrages i denne diskussion, og bemærker, at Kommissionens 2012-rapport om offentlige finanser i Den Økonomiske og Monetære Union fremhæver fornuften i en model med fiskal føderalisme, hvor skatteopkrævningen og udgiftsansvaret er uddelegeret til de subnationale myndigheder;

29.

bemærker, at den ændrede økonomiske styring i EU (indført med det europæiske semester, sixpacklovgivningen, traktaten om stabilitet, samordning og styring og twopackforslagene) har betydet, at der på medlemsstatsniveau er blevet udformet skrappere regler for overvågningen af de lokale og regionale offentlige finanser (idet reglen om budgetbalance er blevet flyttet fra nationalt til subnationalt niveau i flere medlemsstater);

30.

finder det bekymrende, at regler i mellemstatslige initiativer som traktaten om stabilitet, samordning og styring (også kaldet finanspagten) er blevet gennemført i de nationale forfatninger eller national lovgivning, uden at Regionsudvalget først er blevet ordentligt hørt om de regionale og lokale aspekter deraf, og understreger, at det er vigtigt at holde fast i fællesskabsmetoden i de efterfølgende stadier hen imod en fiskal union;

31.

mener, at det haster med at få inddraget subnationale myndigheder med budgetbeføjelser i den løbende debat om disse spørgsmål på en mere åben og effektiv måde, samt at Regionsudvalget formelt bør høres om eventuelle efterfølgende traktatændringer;

32.

konstaterer, at den tilgang til fiskal føderalisme, man i sin tid valgte i USA, er en helt anden end den, der lægges an til med de første tiltag i retning mod en fiskal union i EU. I USA valgte man, at forbundsregeringen hverken kan pålægge eller gennemtvinge regler om budgetbalance over for staterne (ligesom staterne heller ikke kan det over for lokale myndigheder), som vedtager og gennemfører reglerne uafhængigt af forbundsregeringen efter en klar regel om, at sidstnævnte ikke træder til med redningsforanstaltninger. Resultatet er, at det pågældende myndighedsniveau, fordi man har valgt at gøre det på den måde, har det fulde ansvar. EU's gældsbremser styres derimod centralt og håndhæves af Domstolen, og det synes på forhånd udelukket, at en medlemsstat (eller en kommune i en medlemsstat) kan gå bankerot;

33.

mener derfor, at den store afhængighed og afsmitning mellem økonomierne i euroområdet og budgetpolitikker gør det helt nødvendigt at have en finanspolitisk kapacitet, som gør tilpasningen til økonomiske chok nemmere inden for en integreret budgetramme for EU;

34.

støtter, at man med henblik på at etablere finanspolitisk kapacitet inden for rammerne af en integreret budgetramme for EU bl.a. ser nærmere på ideen om en "fleksibilitetsreserve" på EU-budgettet. Under overholdelse af principperne om etårighed og gennemskuelighed vil underudnyttelse af budgetposter i kraft af en sådan mekanisme kunne overføres til at støtte andre aktioner, i stedet for at de automatisk tilbageføres til medlemsstaterne, hvilket er i tråd med Europa-Parlamentets beslutninger om FFR af 13. juni og 23. oktober 2012;

35.

bemærker imidlertid, at en ægte fiskal union forudsætter fastlæggelse af rettigheder og ansvar for de forskellige regeringsniveauer (fiskal føderalisme), en tydeligere sammenhæng mellem politiksamordning og beslutninger vedrørende budgettet samt en ambitiøs vision for, hvordan de vertikale synergier mellem EU-budgettet og nationale og lokale/regionale budgetter kan styrkes ved hjælp af ordentlige koordineringsmekanismer;

36.

opfordrer Kommissionen til i første halvår af 2013 at offentliggøre en grønbog, der tager fat på disse spørgsmål og de punkter, der behandles nedenfor.

37.

opfordrer til, at der fastlægges og tages hensyn til et sæt af grundlæggende principper i arbejdet med at skabe større budgetsynergi, bl.a.

38.

opfatter EU-budgettets (nuværende) rolle som værende primært: (i) at finansiere EU's væsentligste fælles politikker som landbrug og fiskeri og (ii) at understøtte andre vedtagne politiske mål og målsætninger for EU i overensstemmelse med den delte kompetence med medlemsstaterne, herunder samhørighedspolitikken, ved hjælp af mellemlange investeringer. Grundlaget for denne støtte er desuden anerkendte begreber som (a) merværdi af EU-foranstaltninger, (b) additionalitet til de støttede aktioner og (c) løftestangs- og multiplikatorvirkninger ved EU-foranstaltninger;

39.

ser gerne, at det, som debatterne om en styrket økonomisk, monetær og fiskal union udvikler sig, drøftes og præciseres nærmere, hvilke eventuelle konsekvenser denne udvikling kan have for EU-foranstaltningernes funktion og berettigelse, og hvordan nationale og subnationale budgetprocedurer påvirkes heraf;

40.

mener, at større vertikal samordning af budgetpolitikker, der respekterer nærhedsprincippet og princippet om additionalitet og øger den europæiske merværdi og stordriftsfordelene, ville skabe større synergi (4). Det vil således være fuldt foreneligt med nærhedsprincippet som fastlagt i EU-traktaterne.

41.

understreger betydningen af, at der på EU-niveau er nøjagtige og pålidelige data og analyser vedrørende de offentlige finanser og budgetprocedurerne helt ned til det regionale/lokale niveau;

42.

bemærker, at det er meget komplekst at skabe synergier, da de subnationale strukturer i EU er meget forskellige;

43.

hilser det velkommen, at et kapitel i Kommissionens 2012-rapport om de offentlige finanser i Den Økonomiske og Monetære Union for første gang udelukkende omhandler decentralisering på skatteområdet i EU, og opfordrer Kommissionen til, at den i efterfølgende årlige udgivelser af rapporten inkluderer et tilsvarende kapitel om situationen med hensyn til de offentlige finanser på subnationalt niveau;

44.

bifalder de øvrige undersøgelser, der har set på de offentlige finanser og den offentlige investeringskapacitet og virkningerne af den sociale, økonomiske og finanspolitiske krise i regioner og kommuner, især rapporten fra DEXIA Crédit Local (DCL)/CEMR og OECD's undersøgelser;

45.

konstaterer imidlertid, at der i EU er forholdsvis lidt information om de lokale og regionale offentlige finanser og mere generelt meget lidt information om synergi mellem finanserne på EU-, medlemsstats- og regionalt niveau;

46.

opfordrer Kommissionen til at arbejde videre på at afhjælpe denne mangel og foreslår at etablere et europæisk forskningsnet af universiteter med det formål at udvikle særlig ekspertise inden for dette vigtige område. Udvalget anmoder endvidere Kommissionen om at støtte projektbaseret erfaringsudveksling mellem forskellige lokale og regionale myndigheder med henblik på at fremme god praksis i form af synergier mellem subnationale og nationale myndigheder i EU's medlemsstater;

47.

erkender, at der er en række andre flaskehalse i budgetprocedurerne og -perioderne i EU, som forværres af, at de subnationale budgetprocedurer er meget forskellige. Medlemsstaternes og subnationale myndigheders budgetperioder er ikke harmoniseret med EU's budgetperiode (som følger kalenderåret), og desuden er den lokale og regionale budgetplanlægning i langt de fleste tilfælde for et år ad gangen og ikke flerårig (sådan som det er kendetegnende for EU's budgetrammer);

48.

mener, at Kommissionen bør se på gevinsterne og gennemførligheden (samt de eventuelle administrative problemer/omkostninger) ved at arbejde hen imod større harmonisering af budgetperioderne i EU og fremme og tilskynde til, at der på subnationalt niveau arbejdes med mellemlange budgetrammer (lig de foranstaltninger, der indføres under sixpacken), og i den forbindelse afklare, hvordan dette vil være foreneligt med det årligt tilbagevendende europæiske semester;

49.

noterer sig de igangværende forhandlinger om forslagene til et europæisk national- og regionalregnskabssystem i EU (COM(2010) 774 final) og beklager, at det ikke er muligt at sammenligne lokale og regionale budgetter (med hensyn til opbygning, læsbarhed og indhold) i EU, og at der ingen harmonisering er på EU-niveau, hvilket gør det vanskeligt at foretage sammenligninger og analyser, der kan bruges til noget;

50.

bemærker, at medlemsstaterne i medfør af artikel 3 i direktiv 2011/85/EU (der indgår i sixpacken) skal gennemføre ENS-95-standarden i deres nationale offentlige regnskabssystemer og sikre, "at de finanspolitiske data for alle de offentlige delsektorer offentliggøres rettidigt og regelmæssigt". Udvalget beklager, at et stort flertal af medlemsstaterne gik imod Eurostats forslag om som noget nyt at indføre en række indikatorer for offentlige investeringer på det regionale NUTS 2-niveau;

51.

hilser det velkommen, at Eurostat i øjeblikket er i færd med at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at anvende harmoniserede offentlige regnskabsprincipper i hele EU for de forskellige myndighedsniveauer som en metode til at forbedre synergierne mellem EU's, de nationale og de subnationale budgetter;

52.

betoner, at der muligvis vil være behov for at ændre på ENS-95-standarden for lokale og regionale myndigheder for så vidt angår spørgsmålet om låneomkostninger. Efter ENS-95-regnskabsstandarden behandles finansielle transaktioner (og dermed låntagning) anderledes og straffer lokale og regionale myndigheder, som ønsker at foretage investeringer som led i deres bestræbelser for at opnå balance på budgettet. I henhold til ENS-95-reglerne tages der kun hensyn til transaktioner foretaget i det pågældende regnskabsår, hvilket ikke giver de lokale og regionale myndigheder mulighed for at udligne et midlertidigt tab som følge af investeringer med reserver eller overskud overført fra tidligere år. For at opnå tilsvarende resultater i deres regnskabssystemer vil disse lokale og regionale myndigheder være nødt til at finansiere deres investeringer fuldt ud med anvendelse af egne midler;

53.

konstaterer, at de medlemsstater, hvor de lokale og regionale myndigheder formelt er integreret i budgetproceduren (intern stabilitetspagt, f.eks. Belgien, Spanien og Østrig), generelt har opstillet mekanismer, der gør ENS-95-standarden mere fleksibel, så der stadig er mulighed for investeringer. Der kan for eksempel være tale om flerårlige tilpasninger af budgetmål eller ordninger om delvis undtagelse fra investeringsudgiftsmålet for at tage hensyn til investeringscyklussen;

54.

ser derfor gerne, at dette spørgsmål løses på EU-niveau ved at harmonisere reglerne, så ENS-95-standarden bliver mere fleksibel og på den måde gør det muligt for lokale og regionale myndigheder at investere, idet der samtidig tages hensyn til stabilitets- og vækstpagtens krav om forsvarlig forvaltning af offentlige finanser;

55.

opfordrer til, at der i højere grad gøres brug af de nye innovative finansieringsmekanismer som lån og andre "revolverende fonde", og henviser også til de muligheder, der ligger i offentlig-private partnerskaber, ligesom det opfordrer EIB til at fremme kreative og innovative investeringer på regionalt og lokalt plan og vil hilse det velkomment, hvis der i programmeringsperioden 2014-2020 iværksættes foranstaltninger, bl.a. med midler fra FSR-fondene, der sætter yderligere skub i disse aktiviteter;

56.

konstaterer, at der i EU er store forskelle i adgangen til de finansielle markeder, og at den er begrænset for lokale og regionale myndigheder i visse dele af Europa; dette bør følgelig tages op på EU-niveau;

57.

imødeser yderligere drøftelser om mulighederne for andre innovative instrumenter på EU-niveau, der kan stimulere investeringer og understøtte solidariteten for at hjælpe Europa med at komme ud af krisen, herunder EU-projektobligationer og euroobligationer.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/39

—

EU bør med tanke på nærhedsprincippet kun lovgive om det indre marked i det fornødne omfang. Manglende hensyntagen til nærhedsprincippet kan skabe problemer i gennemførelsesfasen, hvor der ikke længere er råderum på nationalt niveau, og dermed sætte den økonomiske vækst på spil.

—

Ved forberedelse af lovbestemmelser er det vigtigt at tage hensyn til de lokale og regionale myndigheders betydelige rolle. "Tænk småt først"-princippet fremhæver især vigtigheden af lokale aktiviteter og de virksomhedsbetingelser, der skabes på lokalt niveau. Lovrammerne skabes på europæisk niveau, men økonomisk velstand og aktiviteter begynder altid på det lokale niveau. Det er vigtigt at tage hensyn til dette, når reglerne for det indre marked udvikles, fordi det er den eneste måde, hvorpå det lokale aspekt kan forenes med den paneuropæiske økonomi.

—

De lokale og regionale myndigheder gennemfører en meget stor del af lovgivningen om det indre marked. For at forebygge problemer, når reglerne anvendes i praksis, er det vigtigt, at Regionsudvalget og de lokale og regionale myndigheder spiller en rolle i forbindelse med udviklingen af EU-bestemmelser.

—

I udpegelsen af nøgleområder bør man prioritere de områder, som har gode muligheder for innovation og for at skabe beskæftigelse af høj kvalitet. Et velfungerende digitalt marked og tjenesteydelser generelt er interesseområder af største betydning og nødvendighed.

Ordfører

Markku MARKKULA (FI/PPE), medlem af byrådet i Espoo

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen om Bedre forvaltning af det indre marked

COM(2012) 259 final

1.

Det indre marked spiller en central rolle for at fremme den økonomiske vækst i Europa. I to årtier har den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdstagere været en drivkraft for den europæiske velstand og Europas økonomi. Tilsvarende udgør disse friheder samt udviklingen af den måde, de forvaltes på, en mulighed for at fremskynde genopretningen efter den økonomiske krise yderligere og skabe forudsætninger for at realisere en integreret social markedsøkonomi i EU. Samhørighedspolitikken spiller desuden en supplerende rolle i gennemførelsen af det indre marked i alle regioner i EU ved især at sætte skub i SMV'ers konkurrenceevne, fremme en grøn økonomi samt lægge vægt på knowhow og innovation, særligt i regioner med strukturelle problemer.

2.

Regionsudvalget påpeger, at medlemsstaterne samtidigt skal have mulighed for at selv at vælge de instrumenter, der skal stimulere deres økonomi, under hensyntagen til deres konkrete behov og interesser på det økonomiske område.

3.

Meddelelsen redegør for Kommissionens planer for at udvikle det indre marked og opfylde Europa 2020-strategiens målsætninger.

4.

Af meddelelsen fremgår det, at det gennemsnitlige gennemførelsesunderskud var på 1,2 % i februar 2012, og at det tager stadig længere tid at gennemføre lovgivningen for det indre marked. Hertil kommer, at det ikke er altid, at reglerne fungerer godt i praksis, selv om de er trådt i kraft i medlemsstaterne.

5.

Kommissionens meddelelse efterlyser et fornyet engagement for at få det indre marked til virkelig at bidrage til væksten. Forslaget består af to separate dele:

6.

Kommissionens bekymringer vedrørende udviklingen af det indre marked er berettigede. Meddelelsen foreslår en række generelle foranstaltninger, men det er kun inden for specifikke områder og i visse medlemsstater, at gennemførelsen af reglerne kan vise sig at være en særlig problematisk opgave.

7.

Kommissionen ønsker at forbedre det indre markeds funktion på baggrund af de i meddelelsen fremlagte foranstaltninger. Kommissionens forslag sigter mod to centrale målsætninger: på den ene side bør det indre marked gøre hurtige fremskridt på områder med størst potentiale for vækst, mens der på den anden bør træffes foranstaltninger for at effektivisere det indre markeds "forvaltningscyklus". Kommissionen planlægger at anvende processen med det europæiske halvår til at overvåge fremskridt, og Regionsudvalget bifalder denne tilgang.

8.

Meddelelsen fokuserer især på at forbedre den nationale gennemførelse og styrke medlemsstaternes engagement.

9.

Den langsomme gennemførelse kan i en vis udstrækning forklares med medlemsstaternes svage politiske engagement i at gennemføre enkeltstående regler. Den eneste løsning på dette problem er at sikre, at der udvises villighed og engagement på politisk niveau. Der skal tages hensyn til forskellen mellem den lovgivningsmæssige og administrative kultur, allerede når det forberedende arbejde til lovreglerne om det indre marked påbegyndes.

10.

Regionsudvalget er enig med Kommissionen i, at overregulering er et alvorligt problem, som har medført nye og unødvendige byrder for virksomheder og borgere.

11.

Kommissionens forslag er i visse tilfælde efterfølgende foranstaltninger, og meddelelsen har ikke tilstrækkeligt fokus på årsagerne til den langsomme gennemførelse.

12.

Følgende områder har ifølge meddelelsen det største vækstpotentiale: servicesektoren (herunder detail- og engroshandel, erhvervsservice, bygge- og anlægsvirksomhed), finansielle tjenester, transport, den digitale økonomi og energisektoren.

13.

For at sikre, at EU's regler om det indre marked får en effektiv gennemførelse, foreslår Kommissionen, at medlemsstaterne i højere grad forpligter sig til at gennemføre dem og til at samarbejde med Kommissionen i gennemførelsesfasen.

14.

Gennemførelse og effektiv implementering af EU's regler er to centrale aspekter af Kommissionens prioriteter. Kommissionen udarbejder en årlig rapport om integrationen på det indre marked for at overvåge, hvordan det indre marked fungerer i praksis, og indkredse yderligere nødvendige tiltag på EU-plan og i medlemsstaterne. Den vil ligeledes gennemføre konkrete foranstaltninger, der skal bidrage til at sikre en rettidig, korrekt og effektiv gennemførelse af EU's regler på nøgleområderne.

15.

Hovedmålsætningen med Kommissionens meddelelse er at forbedre det indre markeds funktion. Kommissionens udpegelse af nøgleområder er en hensigtsmæssig fremgangsmåde. For at udvikle det europæiske indre marked er det afgørende at identificere de mest effektive foranstaltninger.

16.

I den nuværende økonomiske situation er de finansielle tjenesters status som et af de områder, der har størst vækstpotentiale, vigtig men også problematisk.

17.

I udpegelsen af nøgleområder bør man prioritere de områder, som har gode muligheder for innovation og for at skabe beskæftigelse af høj kvalitet. For de lokale myndigheder er valget af nøgleområder vellykket. Et velfungerende digitalt marked og tjenesteydelser generelt er interesseområder af største betydning og nødvendighed.

18.

Medlemsstaterne har stadig lang vej igen med hensyn til at lette det digitale markeds aktiviteter. Lokale myndigheder kan spille en rolle i denne sammenhæng, f.eks. gennem offentlige indkøb. Elektronisk indgåelse af offentlige kontrakter vil sammen med fuld anvendelse af elektronisk fakturering kunne bidrage væsentligt til udviklingen af det digitale marked. De hindringer og udfordringer, der findes med hensyn til gennemførelse af e-handel i den offentlige sektor, har mange andre dimensioner end teknisk funktionalitet. Støtte fra topledelsen, organisationstilpasning og personaleuddannelse er afgørende for en vellykket gennemførelse af det digitale marked og de tilknyttede offentlige e-indkøb på lokalt og regionalt niveau.

19.

For at gennemføre elektronisk indgåelse af offentlige kontrakter er der behov for en række foranstaltninger på nationalt og lokalt niveau. På europæisk niveau bør der imidlertid træffes foranstaltninger møntet på at lette overgangen til et elektronisk miljø. Ligeledes bør udbredelsen af bedste praksis være mere effektiv på europæisk niveau.

20.

Ansvaret for at forberede den nationale lovgivning ligger hos de nationale myndigheder, som ud fra et nationalt synspunkt forventes at gennemføre EU-lovgivningen på korrekt og passende vis.

21.

Regionsudvalget bifalder, at direktivet om forsinket betaling er føjet til listen over nøgleretsakter, hvis gennemførelse vil blive overvåget nøje. Forsinkede betalinger fra offentlige myndigheder er et stort problem for små og mellemstore virksomheder, og det haster med at finde en løsning.

22.

Forslagene om overvågning af gennemførelsen i medlemsstaterne bifaldes. Offentliggørelsen af en årlig rapport vil give medlemsstaterne mulighed for at sammenligne deres egen situation med situationen i de andre medlemsstater. Med udgangspunkt i den årlige rapport og analyse vil Kommissionen identificere de vigtigste politiske udfordringer og nødvendige tiltag for det kommende år i både medlemsstater og på EU-plan. Den årlige rapport vil indeholde landespecifikke henstillinger, som baseres på en mere tilbundsgående analyse af resultaterne i hver medlemsstat inden for rammerne af den europæiske semesterproces.

23.

Kommissionen understreger i sin meddelelse, at EU under forberedelsen af retsregler for det indre marked bør sikre, at:

24.

For at overholde disse principper bør de berørte parter høres inden udarbejdelsen af den foreslåede lovgivning.

25.

Kommissionen foreslår at der, hvor det er relevant, anvendes forordninger i stedet for direktiver som det foretrukne instrument, navnlig hvis der ikke er behov for yderligere skønsbeføjelser i medlemsstaterne, når de gennemfører de foreslåede EU-regler.

26.

Udvalget tilslutter sig fuldt ud de kvalitative målsætninger for lovgivningen. At lovgivningen er klar og forståelig er et vigtigt mål på EU-niveau og for nationale lovgivere.

27.

Regionsudvalget mener, at informationssystemet for det indre marked er et vigtigt værktøj, og at de regionale og lokale myndigheder bør få fuld adgang til det, men det er samtidig vigtigt at stille uddannelseskurser til rådighed for myndighedernes personale, så de kan anvende systemet effektivt.

28.

EU bør med tanke på nærhedsprincippet kun lovgive om det indre marked i det fornødne omfang. Manglende hensyntagen til nærhedsprincippet kan skabe problemer i gennemførelsesfasen, hvor der ikke længere er råderum på nationalt niveau, og dermed sætte den økonomiske vækst på spil.

29.

Udvalget betoner SOLVIT-centrenes nytteværdi for borgere og små virksomheder, særligt i grænseregioner, og tilskynder Kommissionen til at fremme centrenes arbejde yderligere og medlemsstaterne til at sikre tilstrækkeligt personale og ressourcer.

30.

Regionsudvalget bemærker, at de kompetente domstole ikke har tilstrækkeligt kendskab til den europæiske småkravsprocedure, der sjældent bliver anvendt: den efterfølgende håndhævelse af dommen i en anden medlemsstat er et specielt problem for borgere, der benytter denne procedure.

31.

Den ringe kvalitet i nogle dele af lovgivningen er ved at undergrave EU's reelle legitimitet over for borgere og virksomheder. F.eks. har bestemmelserne om offentlige indkøb i praksis begrænset medlemsstaters og lokalmyndigheders muligheder for at beslutte, hvordan de organiserer deres egne aktiviteter. Reglerne om det indre marked og frygten for manglende overholdelse heraf styrer tilrettelæggelsen af tjenesteydelser i en retning, der ikke altid er hensigtsmæssig, set fra et operationelt synspunkt.

32.

Kommissionen mener, at der er brug for en mere intelligent anvendelse af it-redskaber til at informere virksomheder og borgere. Den understreger, at medlemsstaterne bør intensivere indsatsen for at formidle brugervenlige oplysninger om aktiviteter vedrørende det indre marked.

33.

Det bør være muligt at gennemføre administrative foranstaltninger elektronisk, navnlig når de gennemføres i en anden medlemsstat. Samarbejdet mellem myndigheder bør lettes ved hjælp af informationssystemet for det indre marked.

34.

For at løse virksomhedernes og borgernes problemer foreslår man i meddelelsen, at der bør være et enkelt, let tilgængeligt kontaktcenter i hver medlemsstat, hvor virksomheder og borgere kan henvende sig.

35.

Medlemsstaterne bør forpligte sig til at sikre hurtige og effektive klagemuligheder.

36.

Ifølge meddelelsen bør der kun være én instans, som fører tilsyn med og overvåger det indre marked på nationalt plan. Kommissionen anbefaler, at der indføres "centre for det indre marked" i medlemsstaterne, og har til hensigt at oprette et europæisk netværk for disse centre.

37.

Udvalget bifalder naturligvis udpegelsen og udbredelsen af bedste praksis. Det bør altid indgå i Kommissionens almindelige udviklingsaktiviteter.

38.

Udvalget glæder sig ligeledes over udviklingen af samarbejdet mellem myndigheder i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Oprettelsen af centre for det indre marked kan f.eks. begrundes med, at disse ville lette informationsudvekslingen mellem medlemsstaternes myndigheder og Kommissionen. Centrenes opgaver skal være forenelige med andre aspekter i medlemsstaternes administrationer.

39.

Ved forberedelse af lovbestemmelser er det vigtigt at tage hensyn til de lokale og regionale myndigheders betydelige rolle. "Tænk småt først"-princippet fremhæver især vigtigheden af lokale aktiviteter og de virksomhedsbetingelser, der skabes på lokalt niveau. Lovrammerne skabes på europæisk niveau, men økonomisk velstand og aktiviteter begynder altid på det lokale niveau. Det er vigtigt at tage hensyn til dette, når reglerne for det indre marked udvikles, fordi det er den eneste måde, hvorpå det lokale aspekt kan forenes med den paneuropæiske økonomi.

40.

De lokale og regionale myndigheder gennemfører en meget stor del af lovgivningen om det indre marked. For at forebygge problemer, når reglerne anvendes i praksis, er det vigtigt, at Regionsudvalget og de lokale og regionale myndigheder spiller en rolle i forbindelse med udviklingen af EU-bestemmelser.

41.

Innovation starter på det lokale niveau. Lokale og regionale myndigheder kan spille en central rolle for så vidt angår støtte af og pilotforsøg med innovation. For at udvikle det europæiske indre marked bør der udarbejdes en model, hvor både lokale og europæiske aktører har deres egen, naturlige opgave, der skal udføres. Kommissionen kan f.eks. fremme en tilgang, hvor de forskellige generaldirektoraters fælles indsats tager sigte på at udvikle områder med størst potentiale for vækst, mens det lokale niveau arbejder med bedste praksis.

42.

Selv bedste praksis kan imidlertid ikke udbredes uden et europæisk netværk. Kommissionen er bedst egnet til at opstille disse netværk. Inden for politikområder og i regioner med størst innovationspotentiale bør man med EU-midler iværksætte banebrydende projekter, hvor forskning effektivt bidrager til innovation samt undervisning og indlæring. Med støtte fra Kommissionen bør alle lokale aktører få adgang til praksis, der udvikles på denne facon.

43.

Kommissionen har færdiggjort sin meddelelse om Akten for det indre marked II (COM(2012) 573 final). Ifølge meddelelsen førte inddragelsen af Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og mange interesseparter til bred opbakning om en fælles politisk vision for videreudviklingen af det indre marked og gjorde det muligt at samle den politiske opmærksomhed. Regionsudvalget er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at fremme opfølgende foranstaltninger i lyset af udfordringerne i kølvandet på den økonomiske krise.

44.

Drivkræfterne for fornyet vækst, som fremlægges i denne meddelelse, er:

45.

Netværk udgør rygraden i den økonomiske modernisering. Et vigtigt mål er at opnå et indre marked, hvor borgere og virksomheder nyder godt af fordelene ved et indre marked for transport og energi. Den digitale sektor er uden tvivl en central drivkraft for både produktivitet og kreativitet. Socialt iværksætteri betyder, at der skal arbejdes aktivt for at inddrage offentligheden og den tredje sektor samt, at forskellige partnerskabsaktiviteter skal øges hurtigt. Regionsudvalget efterlyser konkrete foranstaltninger, så forventningerne for disse mål hurtigt kan indfris.

46.

Ud over de ovennævnte punkter er der en række emner og spørgsmål om det indre markeds funktion, som bør drøftes på politisk niveau, og som skal løses på baggrund af erfaringerne fra den finansielle krise. Selv om mange af dem allerede indgår i Europa 2020-strategien og flagskibsinitiativerne, er der stadig ikke fundet nogen løsninger. De fornødne foranstaltninger er også blevet behandlet i en række udtalelser fra Regionsudvalget, og udvalget ønsker især at fremhæve foranstaltningerne nedenfor.

47.

Udvalget foreslår (CdR 330/2010), at der "indgås territoriale pagter, hvor lokale og regionale myndigheder gennem en fleksibel regional tilgang kan centrere deres aktiviteter og finansiering om gennemførelsen af Europa 2020-strategien og flagskibsinitiativerne. Der skal lægges særlig vægt på projekter, som fremmer samfundsmæssige innovationer i den pågældende region og som har størst mulig samfundsmæssig effekt." Særligt vigtige er foranstaltningerne vedrørende de nøgleområder, som specificeres i Kommissionens meddelelse, bl.a. om fuld udnyttelse af de digitale muligheder inden for moderniseringen af tjenesteydelsesprocesser og -strukturer.

48.

Regionsudvalget anbefaler (CdR 330/2010) "Kommissionen, at den inden for rammerne af akten for det indre marked gennemfører alle de fremskridt i Lissabontraktaten, der kan genskabe unionsborgernes tillid til det indre marked, navnlig artikel 3 i EU-traktaten, som opstiller nye sociale målsætninger for EU, hvad angår bekæmpelse af social udstødelse og forskelsbehandling samt fremme af retfærdighed, social sikring, lighed mellem mænd og kvinder, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder". Også her skal der være fokus på at skabe ny samfundsmæssig innovation, så Europa kan udvikle pionerprojekter, hvor nyskabelser på nogle områder og samarbejde mellem regioner kan skabe vigtige løsninger for alle.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/44

—

er af den opfattelse, at viden om havene er af afgørende betydning ikke mindst for at opnå bæredygtig vækst og sunde og produktive oceaner og for at forbedre forståelsen af de marine økosystemer og af, hvilke konsekvenser menneskelige aktiviteter har for disse;

—

mener, at centraliserede data om maritime aktiviteter er vigtige for at forbedre forståelsen af og forudsige eventuelle interaktioner;

—

påpeger, at medlemsstaterne ud over deres egne budgetter for dataindsamling også bør kunne anvende europæiske fonde til dataindsamling og forskning;

—

mener, at en række udfordringer nu må overvindes, for at Kommissionen kan opfylde målsætningerne fra 2010, selv om der er gjort visse fremskridt, navnlig med hensyn til afslutningen af den første fase af EMODnet;

—

mener i øvrigt, at der er behov for at udvikle strømlinede og effektive procedurer for projektansøgninger og -evalueringer for at opnå en effektiv behandling af ansøgninger;

—

understreger vigtigheden af at fortsætte det arbejde, der allerede er udført, navnlig med hensyn til EMODnet, og udbrede kendskabet til dette, når det bliver operationelt (i 2014), så det kan tiltrække de bidrag, der er brug for, og bringes til de tilsigtede målgruppers (den offentlige og den private sektor samt offentligheden) kendskab.

Ordfører

Arnold HATCH (UK/NI), medlem af Craigavon Council (Nordirland)

Basisdokument

Grønbog: Viden om havene 2020 – Fra kortlægning af havbunden til oceanografiske prognoser

COM(2012) 473 final

1.

mener, at viden om havene er af afgørende betydning ikke mindst for at opnå bæredygtig vækst og sunde og produktive oceaner og for at forbedre forståelsen af de marine økosystemer og af, hvilke konsekvenser menneskelige aktiviteter har for disse. Udvalget bemærker, at de oplysninger, som på nuværende tidspunkt er tilgængelige, er fragmenterede og opbevares i særlige databaser af de offentlige myndigheder, forskningscentre og den private sektor, og at oplysningerne, der indsamles, rækker ud over de nationale grænser; mener, at centraliserede data om maritime aktiviteter er vigtige for at forbedre forståelsen af og forudsige eventuelle interaktioner. For eksempel er efterforskning på dybt vand (minedrift samt olie- og gasudvinding) en højrisikoaktivitet, som på nuværende tidspunkt holdes skarpt adskilt fra fiskeriaktiviteterne;

2.

mener, at oplysningernes fragmentering er en hindring for den økonomiske udvikling og den bæredygtige udvikling af det maritime område, og at målet derfor bør være at forbedre adgangen til oplysninger, reducere omkostningerne for brugerne, fremme innovation og mindske uvisheden vedrørende vores haves karakter; databaserne bør være brugervenlige og indeholde oplysninger om et lokalt kontaktpunkt med henblik på at hjælpe brugerne samt være forbundet med et åbent websted, der kan udformes, så det tilskynder offentligheden til at deltage i omfattende online-undersøgelser;

3.

minder om, at det allerede har givet udtryk for sit synspunkt vedrørende viden om havene i sin udtalelse fra januar 2011 (1), der omhandlede såvel meddelelsen om viden om havene (2) som et forslag til forordning om en integreret havpolitik (3). Grønbogen følger op på denne tidligere meddelelse, og en række hovedpunkter i udtalelsen fra 2011 er stadig aktuelle;

4.

minder om, at meddelelsen om viden om havene fra 2010 i sig selv var en opfølgning på opfordringen til en mere koordineret tilgang til indsamling og bearbejdning af havdata, der fremgik af Rådets konklusioner om en integreret havpolitik af 16. november 2009 (4). De udfordringer, der blev identificeret i Kommissionens dokumenter, omfatter: bæredygtigheden af EU's nøgleinitiativer på området, navnlig EMODnet og det europæiske jordovervågningsprogram (GMES) efter 2014; den finansielle krise og velbegrundet anvendelse af medlemsstaternes budgetter på området samt adgang til fiskeridata;

5.

mener, at en række udfordringer nu må overvindes, for at Kommissionen kan opfylde målsætningerne fra 2010, selv om der er gjort visse fremskridt, navnlig med hensyn til afslutningen af den første fase af EMODnet;

6.

hilser derfor Kommissionens grønbog velkommen.

7.

henleder opmærksomheden på, at viden om havene og deres økosystemer er en absolut forudsætning for at realisere det fulde potentiale af den "blå økonomi", der repræsenterer den maritime dimension i Europa 2020-strategien;

8.

understreger, at den blå økonomi bør være bæredygtig og skabe job i den marine og maritime sektor samt fiskerisektoren ved at forbedre industriens, de offentlige myndigheders og forskningsmiljøets konkurrencedygtighed og effektivitet. Ifølge Kommissionens beregninger kan gevinsten ved at etablere et integreret netværk til erstatning af det nuværende fragmenterede system for havobservation beløbe sig til 300 mio. EUR om året;

9.

gentager sin støtte til et europæisk havobservations- og -datanetværk (EMODnet) og en fortsat indsats for at etablere et mere integreret EU-omspændende netværk for viden om havene;

10.

understreger vigtigheden af at fortsætte det arbejde, der allerede er udført, navnlig med hensyn til EMODnet, og udbrede kendskabet til dette, når det bliver operationelt (i 2014), så det kan tiltrække de bidrag, der er brug for, og bringes til de tilsigtede målgruppers (den offentlige og den private sektor samt offentligheden) kendskab. Følgelig støtter Regionsudvalget indførelsen af en løbende, integreret proces efter 2014;

11.

henleder opmærksomheden på betydningen af at råde over mere nøjagtige oplysninger og data om de marine miljøers biodiversitet, om hvordan de forskellige marine økosystemer fungerer og om disses interaktion med de menneskelige aktiviteter; mener i øvrigt, at der er behov for at udvikle strømlinede og effektive procedurer for projektansøgninger og -evalueringer for at opnå en effektiv behandling af ansøgninger;

12.

understreger, at viden om situationen for fiskebestande er afgørende for at kunne udarbejde en ambitiøs og realistisk reform af den fælles fiskeripolitik og gentager sin opfordring til at afsætte tilstrækkelige midler til dataindsamling i Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EMFF), som diskuteres i øjeblikket;

13.

påpeger, at medlemsstaterne ud over deres egne budgetter for dataindsamling også bør kunne anvende europæiske fonde til dataindsamling og forskning, navnlig EMFF og Horisont 2020;

14.

opfordrer til, at der vælges en mere struktureret tilgang til havobservationer, som kan levere mere nøjagtige indikatorer for lokale forandringer i de klimatiske parametre såsom stigende vandstand og havforsuring til CLIMATE-ADAPT-platformen og derved hjælpe tilpasningsprocessen i forbindelse med den globale opvarmning.

15.

minder om, at ansvaret for dataindsamling af hensyn til nærhedsprincippet hovedsageligt henhører under medlemsstaterne. Da der er behov for at sikre sammenhæng mellem medlemsstaterne og de forskellige brugergrupper, kan EU give merværdi i dataindsamlingsfasen. Nationale data giver os ikke al den viden, vi behøver om havene som et globalt system, der er forbundet med skiftende vindforhold, årstidsbestemte havstrømme og vandrende arter. Desuden rækker disse faktorer ud over de nationale grænser, og de indsamlede oplysninger bør derfor koordineres og forbindes for at opnå de ønskede resultater;

16.

mener derfor, at analyser på europæisk plan er af afgørende betydning, og at en indsats fra EU's side er fuldt berettiget i medfør af nærhedsprincippet;

17.

henleder imidlertid opmærksomheden på behovet for at overholde nærheds- og proportionalitetsprincipperne i forbindelse med forberedelse af fremtidige foranstaltninger efter denne høring og på, at man bør overveje, hvilke potentielle administrative og finansielle byrder, der kan opstå for de lokale og regionale myndigheder.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/47

—

peger på, at den maritime økonomi i bred forstand ikke er begrænset til regioner og aktører med direkte adgang til have og oceaner. I vid udstrækning har den maritime økonomi også betydning for regioner, der ligger langt fra kyster og havne, bl.a. fordi de fremstiller udstyr til de maritime erhverv, transport- og logistiksektoren samt forskning og udvikling;

—

slår til lyd for, at man i udviklingen og gennemførelsen af den blå økonomi tager højde for og udnytter de særlige regionale forhold i de europæiske havområder;

—

bemærker, at det er nødvendigt at støtte akvakultur finansielt med EU-midler, men forkaster forslaget om genetisk modifikation af vandorganismer, som sigter mod at skabe nye arter, der er mere modstandsdygtige over for sygdomme eller miljøforurening;

—

henleder opmærksomheden på efterladt militært materiel fra verdenskrigene og den kolde krig samt radioaktivt affald, der tidligere er blevet dumpet i havet, og anser det for vigtigt at udarbejde en metode på europæisk plan og stille midler til rådighed til at sikre disse farlige materialer;

—

opfordrer til, at Regionsudvalget som repræsentant for de regionale og lokale myndigheder systematisk inviteres til at deltage fast i det videre arbejde med begrebet "Blå vækst", herunder udvikling og etablering af havområdestrategierne, som det ser som et vigtigt redskab til at gennemføre vigtige aspekter af den blå vækst.

Ordfører

Adam BANASZAK (PL/AE), medlem af regionalrådet i Kujawsko-Pomorskie

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Blå vækst – mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi

COM(2012) 494 final

1.

understreger, at begrebet blå vækst er baseret på den antagelse, at havene, kysterne og oceanerne kan spille en afgørende rolle i at overvinde mange af de aktuelle udfordringer, og bør bygge på principperne om bæredygtig udvikling og en "intelligent specialisering";

2.

henleder opmærksomheden på, at den maritime økonomi i bred forstand ikke er begrænset til regioner og aktører med direkte adgang til have og oceaner. I vid udstrækning har den maritime økonomi også betydning for regioner, der ligger langt fra kyster og havne, bl.a. fordi de fremstiller udstyr til de maritime erhverv og er aktive inden for transport- og logistiksektoren samt forskning og udvikling;

3.

understreger betydningen af vækst inden for den blå økonomi, som kan bidrage til at øge EU's konkurrenceevne på internationalt plan;

4.

mener, at blå vækst skal være baseret på beskyttelse af biodiversiteten og havmiljøet samt dets økosystemer, hvilket vil styrke de naturlige roller, som sunde og modstandsdygtige hav- og kystøkosystemer spiller;

5.

støtter EU's igangværende initiativer og dem, der er planlagt for perioden 2014-2020, som tager sigte på at støtte medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders indsats og er rettet mod vækst i den blå økonomi;

6.

støtter bestræbelser på at etablere et aftalt system for maritim fysisk planlægning (MFP) i hele Den Europæiske Union, som vil være et vigtigt redskab til at afveje interesserne mellem forskellige sektorer af den blå økonomi og bidrage til at sikre en effektiv og bæredygtig udnyttelse af værdifulde marine ressourcer;

7.

mener, at Europa mangler en fælles havpolitik. Udvalget noterer sig også, at meddelelsen ikke tager højde for flere områder af den maritime økonomi, såsom søtransporten og skibsbygningsindustrien;

8.

er enigt i, at de vedvarende havenergikilder i bred forstand udgør en stærk økonomisk sektor, som dels giver adgang til elektricitet, der kun har en marginal indvirkning på miljøet, dels kan fungere som løftestang for udviklingen i en given region;

9.

understreger, at EU-midler er et vigtigt middel, der fungerer som en drivkraft for denne erhvervssektor. Midlerne bruges til at finansiere investeringer på dette område, forsknings- og udviklingsarbejde og uddannelse af menneskelige ressourcer;

10.

påpeger, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod de miljømæssige konsekvenser af installationer til produktion af vedvarende energi;

11.

henleder opmærksomheden på, at udvikling af vedvarende havenergi kan være en positiv drivkraft for udvikling af mindre søhavne, som vil være i stand til at imødekomme de logistiske behov i denne gren af den maritime økonomi;

12.

mener, at repræsentanter for søfartsmyndigheder, havnemyndigheder og de regionale og lokale myndigheder bør inviteres til at deltage i yderligere drøftelser om fremtiden for vedvarende havenergi;

13.

henleder opmærksomheden på den særlige rolle, som den offentlige sektor bliver nødt til at spille med at støtte fremtidige initiativer på dette område;

14.

bemærker, at udviklingen af akvakultur og det stigende antal produktioner, der er baseret på miljøhensyn, økologisk balance og biodiversitet, vil have en positiv indvirkning på det stigende forbrug af fisk og andre vandorganismer. Det vil bidrage til at forbedre folkesundheden, styrke de erhvervsdrivende i akvakultursektoren, reducere andelen af fiskeproteinerstatninger og øge beskæftigelsen i denne del af den blå økonomi;

15.

bemærker, at det er nødvendigt at støtte akvakultur finansielt med EU-midler. Dermed vil man styrke fiskerisektorens og fiskeriets betydning for kystregionerne;

16.

forkaster forslaget om genetisk modifikation af vandorganismer, som sigter mod at skabe nye arter, som er mere modstandsdygtige over for sygdomme eller miljøforurening;

17.

foreslår, at der ydes støtte til udskiftning af fiskerfartøjers motorer og til markedsføring af nye energieffektive fiskerfartøjer, som muliggør selektivt fiskeri og forbedrer sikkerheden og komforten ombord på fartøjerne;

18.

gentager sin egen holdning, som det fremførte i udtalelsen om "Reformen af den fælles fiskeripolitik", hvor det erkendte, at der var behov for at nedsætte et rådgivende udvalg om akvakultur, som også skulle omfatte repræsentanter for producenter;

19.

understreger Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri's (STECF) rolle som et videnskabeligt organ, der støtter Kommissionens bestræbelser på at sikre en bæredygtig forvaltning af fiskeriet;

20.

bemærker, at for mange mennesker, der bor i EU, bliver en ferie ved havet i et EU-land mere og mere attraktiv. Hvad, der desuden gør en sådan ferie attraktiv, er den stigende kvalitet af ydelserne i denne branche;

21.

støtter den strategiske tilgang til havneinfrastruktur, anløbskapacitet og transport i bred forstand og fremhæver betydningen af at støtte disse investeringer finansielt med midler fra Samhørighedsfonden, Regionaludviklingsfonden og Hav- og Fiskerifonden;

22.

mener, at initiativer, der sammenkæder kystsikringsaktiviteter med turismeaktiviteter, der respekterer miljøet, bør støttes og fremmes i de nye finansielle overslag for 2014-2020;

23.

fremhæver den rolle, som de beskyttede havområder spiller for bevarelsen og beskyttelsen af de marine økosystemer samt for udviklingen af en bæredygtig dykkerturisme som et strategisk redskab til at øge kendskabet til havmiljøet og til at skabe social bevidsthed herom;

24.

støtter den hidtidige inddragelse af regionale og lokale myndigheder i at støtte, fremme og udbrede kendskabet til miljøbeskyttelse, initiativer til at øge turismeinfrastruktur og i uddannelse af højtkvalificerede arbejdstagere i denne erhvervssektor;

25.

henleder opmærksomheden på, at maritime universiteter og højere læreanstalter, der uddanner arbejdskraft dels med en universitetsgrad og dels med højere erhvervsfaglige kvalifikationer til den maritime økonomi, har en særlig betydning. Det er også vigtigt at støtte aktiviteterne i platformen for samarbejde blandt uddannelsesinstitutioner, der uddanner søfolk;

26.

er enigt i, at den stigende efterspørgsel efter råvarer kan føre til en stigende interesse i at udvinde dem fra havet og havbunden, og at dette kan være meget belastende for havets økosystemer, (som man for nogles vedkommende ikke ved ret meget om) samt at råstofudvindingen, hvis den finder sted i nærheden af kysten, kan forvolde alvorlige skader på landskabet og det naturlige og menneskeskabte miljø (landsænkning, erosion, indtrængning af havvand osv.). Derfor bør man som fremført af Regionsudvalget i dets udtalelser om bæredygtig udvikling prioritere genanvendelse og genudnyttelse af disse råstoffer efter brug for at mindske det økonomiske pres;

27.

mener, at foranstaltninger, der støtter forsknings- og udviklingsarbejde, finansiering af højere læreanstalter, undersøgelser, forskningsprogrammer og stipendier kan være en drivkraft for udviklingen af denne erhvervssektor;

28.

understreger, at det er vigtigt at støtte den specialiserede skibsbygningssektor og fremstillingen af udstyr til skibe og maritime anlæg (herunder udvindingsanlæg), som bidrager til at udvinde råstofforekomster på havbunden og samtidig overholder høje miljøstandarder;

29.

henleder opmærksomheden på et spørgsmål, som kan være af særlig betydning for de enkelte forslag til udvikling af den blå økonomi, nemlig efterladt militært materiel fra verdenskrigene og den kolde krig samt radioaktivt affald, der tidligere er blevet dumpet i havet. Af denne grund er det vigtigt at udarbejde en metode på europæisk plan og stille midler til rådighed til at sikre disse farlige materialer;

30.

er enigt i, at hele det bioteknologiske område baseret på marine ressourcer i øjeblikket er ringe udviklet. De fremførte eksempler på god praksis inden for udvikling af lægemidler på baggrund af marine organismer giver håb om, at forskning på dette område kan vise sige at have gode fremtidsperspektiver;

31.

mener, at overvågning af den videnskabelige forskning kan bidrage til indførelse af nye innovative teknologier, som, hvis de gennemføres i industriel målestok, kunne give økonomien et markant løft;

32.

understreger, at udviklingen af den blå økonomi skal være baseret på hensyn til miljøet og principperne om bæredygtig udvikling. Det er dog også meget vigtigt at sikre, at miljøbeskyttelsesaspekterne inddrages i denne udvikling;

33.

mener, at udviklingen af vigtig infrastruktur, især havne, anløbskapacitet og transportnet, spiller en meget vigtig rolle i alle spørgsmål om blå vækst. Derfor bør enhver form for støtte, navnlig forsknings- og udviklingsprogrammer, fremhæves og behandles strategisk;

34.

slår til lyd for, at man i udviklingen og gennemførelsen af den blå økonomi tager højde for og udnytter de særlige regionale forhold i de europæiske havområder;

35.

opfordrer til, at Regionsudvalget som repræsentant for de regionale og lokale myndigheder systematisk inviteres til at deltage fast i det videre arbejde med begrebet "Blå vækst", herunder udvikling og etablering af havområdestrategierne, som det ser som et vigtigt redskab til at gennemføre vigtige aspekter af den blå vækst.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/51

—

konstaterer, at den ikke-koordinerede og hurtigere end forventede udvikling af vedvarende energikilder i mange lande har medført en række politiske, lovgivningsmæssige og tekniske problemer i driften af energisystemer. Det er nødvendigt med en seriøs debat på EU-niveau om, hvilke ordninger og instrumenter der er de rigtige for koordineret fremme af vedvarende energikilder;

—

påpeger, at det er nødvendigt at udarbejde et simpelt og effektivt system for støtte til vedvarende energikilder baseret på en fælles europæisk strategi. Der er behov for en fælles strategi for udformningen af både markedsbaserede og lovgivningsmæssige mekanismer for at sikre en effektiv og samfundsmæssig holdbar omlægning til større produktion af vedvarende energi;

—

mener, at de fremtidige støttemekanismer kan udformes på baggrund af afprøvede procedurer inden for samhørighedspolitikken for at understøtte produktion og distribution af vedvarende energi og fremme en bredere indførelse af nye teknologier for vedvarende energikilder;

—

er overbevist om, at det er nødvendigt at skabe større sammenhæng mellem de enkelte medlemsstaters beslutninger, hvis det skal lykkes at stabilisere den nuværende situation og skabe langsigtede incitamenter for investorerne. Et instrument, som kunne fremme dette, ville være et fælleseuropæisk støttesystem for vedvarende energikilder;

—

mener, at det vil være muligt at kombinere forskellige vedvarende energiteknologier i regionerne med nye metoder til forvaltning af produktions- og transmissionskapaciteten ved at anvende intelligente netteknologier og således at afstemme den lokale efterspørgsel efter produktionen af elektricitet, hvorved regionernes energisikkerhed øges betragteligt, og afhængigheden af energiimport over lange afstande mindskes.

Ordfører

Witold STĘPIEŃ (PL/PPE), formand for Łódzregionen

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Vedvarende energi: en stor aktør på det europæiske energimarked.

COM(2012) 271 final

1.

er enig i Kommissionens synspunkt om, at vedvarende energi er centralt for at sprede energiforsyningskilderne, øge Europas konkurrenceevne og skabe jobs og opfylde Den Europæiske Unions forpligtelser vedrørende klimaændringer. Det mener endvidere, at de milepæle, der vedtages for vedvarende energi efter 2020, er helt nødvendige for at sikre at vedvarende energi indgår i det europæiske energimarked;

2.

mener, at en af de væsentligste årsager til problemerne med udvikling af vedvarende energikilder er, at der i EU's energipolitik mangler en langsigtet vision og koordination landene, regionerne og de berørte aktører imellem, i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og peger på den centrale rolle, som foranstaltninger til fremme af energieffektivitet spiller for opfyldelsen af målene. Det er også enig med Kommissionen i, at medlemsstaterne bør udnytte de eksisterende instrumenter til at skabe samarbejde indbyrdes og handle med vedvarende energi, og understreger den særlige rolle, som grænseregioner kan spille som laboratorier for samarbejde i den henseende;

3.

påpeger, at det er nødvendigt at udarbejde et simpelt og effektivt system for støtte til vedvarende energikilder baseret på en fælles europæisk strategi. Under hensyntagen til principperne om nærhed og proportionalitet bør der kun fastlægges rammebetingelser på EU-niveau, som især er rettet mod de grænseoverskridende virkninger. Fremtidige støttemekanismer kan udarbejdes på baggrund af afprøvede procedurer for dermed at støtte produktion og distribution af vedvarende energi og fremme en bredere indførelse af nye teknologier for vedvarende energikilder. Det understreger, at de lokale og regionale myndigheder skal spille en nøglerolle inden for udvikling og fremme af vedvarende energiløsninger, som skal være baseret på forskellige regioners erfaringer og behov. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at inddrage repræsentanter for de lokale og regionale niveauer i udformningen af politiske instrumenter på EU-niveau og deres gennemførelse.

4.

er enig med Kommissionen i, at man for at øge de vedvarende energikilders andel væsentligt skal forbedre støttesystemerne. Ifølge Kommissionens analyse fordyrer høje administrations- og kapitalomkostninger ofte projekter vedrørende vedvarende energi og underminerer deres konkurrenceevne, især i de tidlige stadier. Meddelelsen fremhæver, at det er nødvendigt at sikre sammenhæng mellem de nationale støttesystemer, hvorved forvridninger på energimarkedet kan fjernes. Hvis der etableres ordninger, som gradvis eksponerer producenterne for de risici, der er forbundet med markedspriserne, burde det øge de vedvarende energiteknologiers konkurrenceevne. Navnlig er et velfungerende marked for handel med emissionsrettigheder afgørende for at mindske behovet for støtte til modne teknologier på længere sigt. Det vil dog være nødvendigt at støtte nye og mindre modne teknologier. Det glæder derfor Regionsudvalget, at Kommissionen påtænker at udarbejde en vejledning om bedste praksis og erfaringer med disse spørgsmål;

5.

understreger, at den generelle udvikling af infrastruktur er afgørende for et indre markeds succes og integration af vedvarende energi i strømforsyningen. Forbedring af energiinfrastrukturen kan opnås ved hjælp af:

6.

bemærker, at finansieringen af forskning og udvikling (F&U) er afgørende for at støtte den teknologiske innovation og udvikling, og er enig med Kommissionen i, at navnlig havteknologier, energilagring samt avancerede materialer og udvikling af teknologier til uudnyttede former for biomasse til brug for vedvarende energi kan spille en særlig rolle i denne forbindelse. Den strategiske energiteknologiplan (SET) og det kommende forskningsprogram Horisont 2020 er EU's vigtigste bidrag til at sætte skub i udviklingen af centrale energiteknologier. Udvalget understreger den vigtige rolle, som lokale og regionale myndigheder vil skulle spille i samarbejde med og til støtte for forskningsinfrastrukturer og som offentlige investorer, og minder i den forbindelse også om, at den afgørende betydning, som finansieringen af EU-forskning på dette område har, skal afspejles passende i den aktuelle debat om EU's flerårige finansielle ramme;

7.

noterer sig Kommissionens analyse af de forskellige grader af åbenhed og integration af forskellige energimarkeder (opvarmning og nedkøling, transport, elektricitet osv.). Det er enig i, at integrationen af markeder kan hjælpe nye aktører frem som f.eks. vedvarende energi, men understreger også, at markedsåbninger i sig selv ikke er nogen garanti for øget effektivitet og lavere priser, og at en vellykket åbning kræver passende lovgivning og overvågning, gennemsigtighed og forbrugerinformation på EU-plan. Udvalget ser derfor frem til den kommende debat om Kommissionens forslag til det indre energimarked.

8.

gør opmærksom på, at den vedvarende energis andel af EU's energiforbrug medio 2012 udgjorde 12,4 %, hvilket svarer til en stigning på 1,9 % i forhold til 2008. Dette betyder, at EU for tiden er på vej til at nå op på sin 20 % andel af vedvarende energi i 2020, men det betyder også, at EU skal være mere ambitiøs og sætte højere mål for sig selv eller i det mindste sætte et 20 % mål for hver medlemsstat. Derudover er der behov for yderligere tiltag efter 2020, og EU skal hurtigst muligt sætte ambitiøse mål for sig selv, så det bliver muligt at nå op på en andel på 100 % vedvarende energi i 2050.

9.

efterlyser en egentlig struktur og realistiske mål for emissionshandelssystemet (EU ETS), der var tænkt som en indirekte form for støtte til vedvarende energi.

10.

er enig med Kommissionen i, at der er behov for at øge konkurrencedygtigheden for de vedvarende energikilder, der anvendes på energimarkederne. Støtteordningerne bør udformes således, at de tilskynder investorerne til at udvikle vedvarende energikilder og sikrer, at de fungerer effektivt på det konkurrenceprægede energimarked. Støtteordningerne bør desuden føre til en gradvis erstatning af andre energikilder, især dem som har en negativ indvirkning på miljøet;

11.

er bange for, at nogle støtteordninger for vedvarende energikilder kan have utilsigtede konsekvenser eller misbruges af nogle producenter af vedvarende energi og dermed forhøjer omkostninger til vedvarende energi for forbrugerne. En koordineret EU-strategi for vedvarende energikilder, hvorunder der gøres brug af de eksisterende europæiske og nationale konkurrencepolitiske instrumenter, er nødvendig for at hindre denne form for misbrug;

12.

gør opmærksom på, at systemet med grønne certifikater på samme måde som systemet med faste afregningstariffer fjerner markedsrisiciene. Herudover vil systemet med certifikater måske ikke virke som tilsigtet i alle henseender i visse lande. Den hurtige tilvækst af energi fra vedvarende energikilder betyder, at antallet af certifikater er begyndt at overstige det antal, der er krav om at købe, hvilket kan føre til et kollaps i certifikatpriserne. Derfor er det nødvendigt at revidere målene for vedvarende energikilder og tilpasse de udstedte certifikater hertil;

13.

hilser i princippet det foreslåede nye system med oprindelsesgarantier (Guarantee of Origin) velkommen. Det er en form for europæiske grønne certifikater, der muliggør handel med grønne certifikater i de EU-lande, som indfører et sådant system. Der er imidlertid brug for overvågning for at kontrollere, om dette tiltag er tilstrækkeligt til at udbedre manglerne ved de eksisterende systemer.

14.

konstaterer, at den ikke-koordinerede og hurtigere end forventede udvikling af vedvarende energikilder i mange lande har medført en række politiske, lovgivningsmæssige og tekniske problemer i driften af energisystemer. Det er nødvendigt med en seriøs debat på EU-niveau om, hvilke ordninger og instrumenter der er de rigtige for koordineret fremme af vedvarende energikilder. Der er behov for en fælles strategi for udformningen af både markedsbaserede og lovgivningsmæssige mekanismer for at sikre en effektiv og samfundsmæssig holdbar omlægning til større produktion af vedvarende energi;

15.

anfører, at koordineringen af energitilførsler mellem forskellige lande og regioner skal optimeres yderligere. Der er behov for større koordinering i udviklingen og driften af energinet samt en effektiv lovregulering af sammenkoblede strømforsyningssystemer for at kunne håndtere den betydelige vækst i de vedvarende energikilders andel af den samlede energiproduktion. Det gælder såvel mellem de forskellige lande og regioner som mellem fastlandet og øer og mellem øer indbyrdes;

16.

påpeger, at produktionen af vedvarende energi kan fremmes som led i lokale energikoncepter. Koncepterne skal indeholde foranstaltninger for energibesparelse, fremme af vedvarende energikilder og ressourcebesparelse og være i fuld overensstemmelse med bæredygtighed.

17.

gør opmærksom på, at vedvarende energikilder er koblet til energinet, som ikke er bygget til denne type energikilder. En bredere anvendelse af vedvarende energi vil kræve økonomiske og tidsmæssige investeringer i en opgradering af disse net, som i deres nuværende tilstand udgør en hindring for de vedvarende energikilders vækst. Denne hindring kan overvindes ved at indføre intelligente energinet og øge graden af sammenkobling mellem elektricitetsnettene i EU's medlemsstater, mellem regionerne på fastlandet og øerne samt mellem øerne indbyrdes. En del vedvarende energikilder, f.eks. vindmølleparker og solceller, fungerer ligeledes meget ustabilt. Det gør det nødvendigt at bevare en vis reservekapacitet på traditionelle kraftværker, udvikle dertil egnet energilagring og skabe større fleksibilitet ved at styre efterspørgslen;

18.

bemærker, at en storstilet anvendelse af energilagre i betydelig grad ville forbedre driftsbetingelserne for energisystemer, der anvender vedvarende energikilder, men at det teknisk er umuligt at lagre elektricitet direkte. Systemer baseret på indirekte oplagring af energi via konvertering af elektrisk energi til kemisk energi (f.eks. i elektriske batterier) eller kinetisk energi (i pumpekraftværker) er for øjeblikket meget dyre og har begrænsede muligheder for bred gennemførelse. En bred anvendelse af vedvarende energikilder i energisystemerne afhænger af nye teknologier, især ny energilagring, som skal kunne oplagre to-tre gange mere energi i batterier af den samme størrelse og skal være betydeligt billigere at producere. Teknologier, som omdanner overskydende el til gas ("power to gas"), bør videreudvikles, idet disse giver mange fordele. Kunstigt fremstillet gas kan anvende den eksisterende net- og lagringsinfrastruktur. Udvalget mener, at forskning, der sigter mod nye teknologier til at lagre energi, bør intensiveres med henblik på at lette den bredere anvendelse af vedvarende energikilder til produktion af elektricitet;

19.

understreger, at manglen på infrastrukturer, der effektivt kan udnytte de vedvarende energiressourcer på det europæiske kontinent som f.eks. store vindmølleparker i Nordsøen og solcelleanlæg omkring Middelhavet og i Nordafrika, betyder, at det er nødvendigt med store investeringer i europæiske jævnstrømsmotorveje. En udvidelse af disse motorveje vil være pålagt strenge miljøkrav, og det vil være obligatorisk at inddrage de berørte regioner. Det vil desuden være hensigtsmæssigt at vælge de mest skånsomme metoder og udstyr samt undersøge mulighederne for underjordiske ruter. Det skal endvidere tages i betragtning, at det nuværende europæiske energisystem, som forvaltes af det europæiske net af transmissionssystemoperatører for elektricitet (ENTSO-E) og strækker sig fra Portugal til Polens østgrænse og fra Danmark til Balkanlandene skal opgraderes til at kunne håndtere de nye krav, der hidrører fra større europæisk energiintegration. Udvalget støtter derfor anlæg af nye transmissionsledninger for jævnstrøm, som kan øge den operationelle pålidelighed og mindske tabet af strøm under transmission.

20.

mener, at øget brug af vedvarende energi bør foregå på fuldt bæredygtig vis. Når man udvikler eksisterende systemer til sikring af bæredygtighed eller udformer nye systemer, bør man sørge for, at de ikke bliver en hæmsko for udviklingen på energi- og brændstofmarkederne. De metoder og systemer, som allerede findes, bør udnyttes fuldt ud. Når man øger brugen af vedvarende energi, er det afgørende at sikre, at bioenergien er CO2-neutral.

21.

påpeger, at Kommissionen bør foretage en undersøgelse med henblik på at udarbejde nye støtteprogrammer for vedvarende energi, der skal koordineres i hele EU, og hvor der tages højde for medlemsstaternes og regionernes erfaringer og eksempler på god praksis. Inden for rammerne af en sådan tilgang kan man indkredse fælleseuropæiske mål og fastlægge de foranstaltninger, der skal til for at indfri dem. En ny ordning bør omfatte retlige, økonomiske, tekniske og sociale aspekter;

22.

påpeger, at den europæiske støtteordning for vedvarende energikilder bør indeholde følgende:

23.

konstaterer, at nogle medlemsstater indfører begrænsninger i støtten til vedvarende energikilder i et forsøg på at bremse de hastigt stigende elektricitetspriser, som de går ud fra i nogle tilfælde delvis er medvirkende til, at de eksisterende støttesystemer for vedvarende energikilder ikke fungerer. Sådanne kortsigtede politiske reaktioner viser, hvordan den ustabile lovgivning og de hermed forbundne betydelige reguleringsmæssige risici kan få en meget negativ indvirkning både på miljøet og på energimarkedet;

24.

er overbevist om, at det er nødvendigt at skabe større sammenhæng mellem de enkelte medlemsstaters beslutninger, hvis det skal lykkes at stabilisere den nuværende situation og skabe langsigtede incitamenter for investorerne. Et instrument, som kunne fremme dette, ville være et fælleseuropæisk støttesystem for vedvarende energikilder. Desuden er det af central betydning at sænke den nationale støtte til fossile brændstoffer og sætte en stopper for andre politikker, der hindrer investeringer i vedvarende energi;

25.

påpeger, at det i lyset af det markante behov for investeringer til at gennemføre energirevolutionen (anslået til 1 billion EUR i hele EU i 2030) og investorernes omfattende risikouvillighed, især i det aktuelle klima, er nødvendigt at gøre brug af alle eksisterende finansielle midler (som f.eks. EU's samhørighedsmidler, indtægter fra en revideret emissionshandelsordning, innovative finansielle instrumenter på forskellige niveauer, indtægter fra installeret kapacitet). Det kan også være nødvendigt at påtænke projektobligationer til vedvarende energiprojekter for at sikre finansielle midler til forskning og udvikling og investeringskapital til vedvarende energi;

26.

mener derfor, at den nødvendige koordinering af støtten til vedvarende energikilder på europæisk niveau og mellem medlemsstaterne under hensyntagen til medlemsstaternes og regionernes erfaringer og gode praksis vil medvirke til at mindske investeringsrisikoen og skabe nye incitamenter til udvikling af vedvarende energikilder.

27.

understreger, at nogle af de nuværende støttesystemer på medlemsstatsniveau måske ikke altid afspejler de forskellige regioners specifikke forhold korrekt. De vedvarende energikilder er ofte ikke placeret i nærheden af slutbrugerne, hvilket gør det nødvendigt med en betydelig udbygning af transmissions- og distributionsledningerne. Manglen på tilstrækkeligt udbygget transmissionsinfrastruktur er en af de vigtigste stopklodser for en hurtig udvikling af vedvarende energikilder;

28.

er stærkt overbevist om, at man ved at øge regionernes rolle kan opnå en synergieffekt og samtidig optimere omkostningerne ved en udbygning af netinfrastrukturen. Derfor er det så vigtigt i højere grad at involvere regionerne i at fremme vedvarende energikilder og at tildele midler til fremme af vedvarende energikilder til regionerne og til producenterne af vedvarende energi. Støttesystemer for vedvarende energi bør også sikre udveksling af den viden, regionerne ligger inde med, og opfordre regionerne til at samarbejde.

29.

er overbevist om, at regionerne vil kunne anvise den mest hensigtsmæssige teknologisammensætning (mix) for vedvarende energikilder, f.eks. kombineret udvikling af vindmøllefarme og solcelleanlæg med kraftværker, der udnytter biogas, biomasse eller geotermisk energi, særligt teknologier, der anvender geotermisk varme til produktion af elektricitet. Man bør derfor – hvor det er muligt rent teknisk – søge at levere produceret biogas gennem allerede eksisterende naturgasnet og fremme denne tilgang;

30.

mener, at det vil være muligt at kombinere forskellige vedvarende energiteknologier i regionerne med nye metoder til forvaltning af produktions- og transmissionskapaciteten ved at anvende intelligente netteknologier (smart networks) og således at afstemme den lokale efterspørgsel efter produktionen af elektricitet, hvorved regionernes energisikkerhed øges betragteligt, og afhængigheden af energiimport over lange afstande mindskes;

31.

understreger, at regionerne har en særlig vigtig rolle at spille i oprettelse, udvikling af mikroanlæg for vedvarende energikilder og støtte til fremkomsten af prosumenter, som er energiforbrugere, der ikke alene aftager energi, men også producerer den til eget og de nærmeste naboers forbrug. Udviklingen af prosumenter på energiområdet kunne bidrage ikke kun til at begrænse de samlede omkostninger til udvinding og levering af energi, men også til at fremme nye forbrugs- og produktionsmønstre inden for vedvarende energi. Udvalget støtter kraftigt energiproduktion på regionalt niveau til den offentlige og private sektor, herunder husholdninger;

32.

bemærker, at regionerne også har en stor rolle at spille i udviklingen af kombineret kraftvarmeproduktion. Denne teknologi til samtidig produktion af elektricitet og varme gør det muligt at udnytte næsten 90 % af den oprindelige energi i brændstoffet. Regionernes rolle kan bestå i at koordinere udviklingen af kraftvarme under hensyntagen til de eksisterende varmenet samt placeringen af nye investeringer i regionen. EU bør skabe de rette rammebetingelser for støtte til en omkostningsdækkende drift af disse yderst effektive anlæg.

33.

bemærker, at det med de nuværende støtteordninger for vedvarende energikilder kun i begrænset omfang er muligt at planlægge udviklingen af vedvarende energi, og at der i mange tilfælde ingen krav er til operatørerne;

34.

mener derfor, at en ny støtteordning for vedvarende energikilder bør være et forudsigeligt system, hvor mængden af støttemidler til vedvarende energikilder er kendt og fastlagt mange år i forvejen i overensstemmelse med målene for støtte til vedvarende energikilder. Ordningen bør tilpasses de enkelte teknologiformer under hensyntagen til deres rentabilitet og udviklingsstade og være så fleksibel, at den kan reagere på markedets signaler i hver enkelt medlemsstat;

35.

anfører, at regionernes og de lokale interessenters rolle bør øges ved at gøre brug af den eksisterende viden om investeringsomkostningernes størrelse samt om den støtte, der er nødvendig, for at producenterne af vedvarende energi på et senere tidspunkt er i stand til at operere på de europæiske energimarkeder;

36.

påpeger, at udvikling af støttecentre for vedvarende energikilder i regionerne vil øge beskæftigelsen og udvikle forskellige former for uddannelse, som er nødvendige for både investorer og virksomheder, der er involveret i opbygningen og tilkoblingen til nettet. Udviklingen af den lokale knowhow kommer også til at resultere i øget forskning i regional udvikling af vedvarende energikilder. Denne forskning kunne indgå som en del af både europæisk og national forskning;

37.

gør opmærksom på, at udviklingen af vedvarende energikilder i mange tilfælde bremses af den utilstrækkelige udvikling af distributionsnettet, transmissionsnettet og sammenkoblingerne mellem EU's medlemsstater og mellem regionerne på fastlandet og på øerne såvel som mellem øerne. En fjernelse af disse hindringer kræver to slags initiativer: udbygning og modernisering af det eksisterende net samt moderne forvaltning af nettet og de elforbrugere og -producenter, der er tilsluttet nettet. Derudover skal forskellige oplagringsteknologier integreres ved udbygningen af nettene, idet oplagringsteknologi mindsker behovet for yderligere netkapacitet og kan stille reservestrøm til rådighed. Også anvendelse af gasnettet gennem en udbygning at "power to gas"-anlæg bør overvejes;

38.

mener ligeledes, at det er nødvendigt at tildele en del af midlerne til udvikling af distributionsnettet, transmissionsnettet og sammenkoblingerne mellem EU's medlemsstater, mellem regionerne på fastlandet og på øerne såvel som mellem øerne. Støttesystemet bør muliggøre samtidig og koordineret støtte til udvikling af net og anlæg til vedvarende energikilder. Dette vil på den ene side muliggøre en mere effektiv udnyttelse af støttemidlerne, på den anden side et samarbejde mellem de lokale netoperatører og producenter af vedvarende energi, herunder prosumenterne. Et sådant samarbejde mellem netoperatører og producenter af vedvarende energikilder, der igangsættes med en koordineret tildeling af støttemidler, vil fjerne en af utilstrækkelighederne i det nuværende system, nemlig det utilstrækkelige samarbejde mellem netoperatører og producenter.

39.

minder om, at produktionen af energi ved hjælp af teknologier for vedvarende energikilder afhænger af ydre forhold som f.eks. vindstyrke og solindstråling. Dette udgør en hindring for at øge effekten i vedvarende energianlæg. Funktionen af anlæg til vedvarende energi kan forbedres ved at skabe klynger af vedvarende energikilder, der udnytter forskellige teknologier, f.eks. vindmøller, solcelleanlæg, biomasse- og biogasanlæg, samt geotermiske energianlæg og energilagringsteknologi, der anvender intelligente net.

40.

mener, at systemer til produktion af vedvarende energi ikke bør udvikles af de enkelte medlemsstater enkeltvis. Denne udvikling hænger sammen med gennemførelsen af klimapolitikkens krav og også med fremme af udvikling af moderne teknologier samt en styrkelse af den europæiske energisikkerhed ved at gøre Europa uafhængigt af eksterne energileverandører. Denne fælleseuropæiske målsætning bør gennemføres i fællesskab og på samordnet vis af alle forvaltningsniveauer. Samtidig er det vigtigt, at målet om overgang til 100 % vedvarende energi hele tiden er en mulighed og sikre sig, at ‧ukonventionelle‧ eller andre former for energi, der kan fremstå som alternativer, men som ikke er vedvarende energi og derfor ikke bæredygtige, og som ikke erstatter konventionelle fossile brændstoffer, ikke afleder opmærksomheden og ressourcerne fra den nødvendige overgang til vedvarende energi;

41.

gør opmærksom på, at ukoordinerede foranstaltninger kan have utilsigtede følger såsom et fald i forsyningssikkerheden eller uberettigede prisstigninger, hvilket fører til negative holdninger og tab af støtte i befolkningen til vedvarende energikilder. Der kan rettes op på denne situation ved hjælp af offentlige debatter og en gennemsigtig politisk beslutningsproces samt oplysningskampagner blandt befolkningen om nødvendigheden af rationel energiudnyttelse og om eksistensen af nye modeller for bæredygtigt forbrug og produktion af energi.

2.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/57

—

mener, at ordningen for statsstøtte med regionalt sigte er et vigtigt redskab til gennemførelsen af målsætningerne om økonomisk, social og territorial samhørighed;

—

opfordrer Kommissionen til lade moderniseringen af statsstøtteformerne indgå i en mere omfattende europæisk strategi for vækst, samhørighed og beskæftigelse;

—

er af den opfattelse, at statsstøtte med regionalt sigte er et redskab, som medlemsstaterne råder over til at styrke den økonomiske dynamik i vanskeligt stillede områder og derved modvirke krisens virkninger på lang sigt;

—

opfordrer Kommissionen til at tage højde for krisen og til dels at højne støtteintensitetslofterne og dels den andel af befolkningen, der er omfattet af denne form for støtte;

—

mener, at de nye begrænsninger for støtten til store virksomheder i ordets fællesskabsretlige betydning ikke er begrundede i økonomiske krisetider og opfordrer Kommissionen til at højne den nuværende grænse for at blive betragtet som en lille eller mellemstor virksomhed (SMV);

—

kræver en bedre samordning af statsstøttereglerne og de andre EU-politikker, navnlig samhørighedspolitikken, og anmoder derfor om, at revideringen af ordningen for statsstøtte med regionalt sigte bringes i harmoni med skabelsen af kategorien overgangsregioner;

—

foreslår, at Kommissionen lader de naturbetingede, geografiske og demografiske ulemper indgå i kriterierne for zoneinddelingen af visse regioner.

Ordfører

Jean-Paul DENANOT (FR/PSE), formand for regionalrådet i Limousin

Basisdokument

1.

glæder sig over, at ændringen af retningslinjerne vedrørende statsstøtte med regionalt sigte er del af en bredere omarbejdning og forenkling af EU-reglerne for statsstøtte;

2.

betoner, at det er vigtigt, at både bidragyderne, som de lokale og regionale myndigheder er del af, og modtagerne kan støtte sig på klare, læselige og forståelige principper, og minder i forlængelse af sin udtalelse (ECOS-V-035) om Kommissionens meddelelse om moderniseringen af EU's statsstøttepolitik (1) om, at det tilskynder Kommissionen til at gå videre i moderniserings- og forenklingsprocessen og fokusere på kontrollen med støtte, der har en betydelig indvirkning på det indre marked;

3.

er af den opfattelse, at i den nuværende økonomiske og sociale krise er offentlige investeringer af central betydning i en samlet strategi for vækst og at regionerne skal have tilstrækkelig fleksibilitet inden for statsstøtteordningen til at forbedre deres konkurrenceevne, skabe arbejdspladser og komme ud af den aktuelle krise;

4.

fremhæver den vigtige rolle, som Kommissionen har spillet siden 2007 for at afbøde krisens virkninger, idet den med en hurtig og beslutsom reaktion har indført midlertidige ordninger. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til ikke at slække på indsatsen og tage højde for den alvorlige økonomiske situation i udarbejdelsen af de næste retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte og påpeger, at støtten til virksomheder, såvel store virksomheder som SMV, er afgørende for alle regioner, der gennemgår en økonomisk omstrukturering, herunder også regioner omfattet af artikel 107, stk.3, litra c);

5.

bemærker, at statsstøtte med regionalt sigte i henhold til traktaten er begrundede, når de begrænses til bestemte regioner med det særlige formål at udvikle disse (2). Målet med disse særlige former for støtte er sideløbende med samhørighedspolitikken at støtte de svageste regioner i deres bestræbelser for komme op på samme økonomiske niveau som andre europæiske regioner med henblik på at bidrage til virkeliggørelsen af målsætningen om økonomisk, social og territorial samhørighed i Den Europæiske Union;

6.

understreger betydningen af statsstøtte med regionalt sigte som en kernefaktor for oprettelse, placering og udvikling af virksomheder, herunder store virksomheder, i ugunstigt stillede regioner og påpeger, at disse er absolut nødvendige som supplement til andre former for støtte (støtte til udvikling og innovation, støtte til miljømæssige formål osv.) for at fremme investeringer i disse regioner;

7.

støtter det arbejde for at opbløde reglerne, som Kommissionen allerede har påbegyndt med offentliggørelsen af den generelle gruppefritagelsesordning (3), i hvilken artikel 13 omhandler støtte med regionalt sigte;

8.

betoner, at det meget gerne ser, at de minimis-tærsklerne i medfør af forordning (EF) nr. 1998/2006 hæves fra 200 000 til 500 000 EUR over 3 regnskabsår. Ligeledes bør de minimistærsklerne for landbrug og fiskeri også revideres tilsvarende, sammen med nettokonkursraten, der anses for at være det værst tænkelige scenario for EU's garantiordninger;

9.

fremhæver den modsætning, der vil opstå, hvis man i beregningen af maksimumgrænserne for intensiteten af regionalstøtten medtager statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der på forhånd betragtes som forenelig med traktaten, samtidig med denne støtte kan samfinansieres med midler fra strukturfondene (4). Med denne medtagelse er der en risiko for, at medlemsstaterne afholder sig fra at yde statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til at overveje at udelade statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i beregningerne af maksimumgrænserne for intensiteten af regionalstøtte.

10.

mener, at mere målrettet statsstøtte bør have fire præcise målsætninger:

11.

konstaterer, at en statsstøtte med regionalt sigte, der målrettes mod ugunstigt stillede og isolerede regioner, bidrager til en harmonisk og afbalanceret udvikling inden for EU's territorium uden at gå imod konkurrencereglerne;

12.

mener, at ordningen for statsstøtte med regionalt sigte er et vigtigt redskab til gennemførelsen af målsætningerne om økonomisk, social og territorial samhørighed. Den bidrager til den økonomiske udvikling i vanskeligt stillede regioner ved at give de offentlige myndigheder mulighed for at støtte virksomhederne i disse områder og derved fremme en mere afbalanceret fordeling af rigdommene og investeringerne mellem de forskellige europæiske regioner;

13.

opfordrer Kommissionen til lade moderniseringen af statsstøtteformerne indgå i en mere omfattende europæisk strategi for vækst, samhørighed og beskæftigelse;

14.

ønsker i den forbindelse også at understrege, at regionerne i EU ofte konkurrerer med tredjelande om direkte udenlandske investeringer og mener således, at man ved revisionen af retningslinjerne for statsstøtte bør anerkende de positive virkninger, der er for EU's økonomi ved at fremme direkte udenlandske investeringer og på passende vis imødekomme den internationale konkurrence om investeringer;

15.

fremhæver, at det er vigtigt at få de ændrede retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte til at hænge sammen med målsætningerne i Europa 2020-strategien. Regionsudvalget gør i denne forbindelse opmærksom på den betydning, som virksomhedernes konkurrencevene har fået i de tematiske mål i den fælles strategiske ramme, og mener, at det vil være inkonsekvent, hvis de offentlige myndigheders mulighed for at støtte virksomhederne begrænses, samtidig med at de lokale og regionale myndigheder tilskyndes til at bruge strukturfondene til at hjælpe med udviklingen af de selvsamme virksomheder;

16.

kræver en bedre samordning af statsstøttereglerne og de andre EU-politikker, navnlig samhørighedspolitikken, men også industripolitikken samt forsknings- og innovationspolitikken og det indre marked. Regionsudvalget minder om, at gennemførelsen af det indre marked og derved også statsstøttereglerne i henhold til traktaten skal ske under hensyntagen til målene for territorial samhørighed i hele EU og bidrage til virkeliggørelsen af disse (5);

17.

mener, at visse områder, som den sociale og solidariske økonomi, bør behandles særskilt og uafhængigt af de territoriale spørgsmål, da de styrker økonomien og de sociale bånd i ugunstigt stillede områder, og der bør i forlængelse af den vejledning for social innovation, som Kommissionen vil fremlægge, udarbejdes særlige rammer herfor.

18.

fremhæver, at Kommissionen i medfør af traktaterne har enekompetence til at fastlægge reglerne for statsstøttens forenelighed, men som det fremgår af betegnelsen, er statsstøtte med regionalt sigte netop et redskab til at udvikle regionerne. Regionsudvalget beklager derfor, at det ikke er blevet hørt af Kommissionen, samtidig med at denne gjorde medlemsstaterne bekendt med de første planer, og mener at det er vigtigt, at det kan udtrykke sig om forhold, der er af så stor lokal og regional betydning. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til i udarbejdelsen af de fremtidige retningslinjer at tage hensyn til de anbefalinger og synspunkter, der fremsættes i denne udtalelse;

19.

minder desuden om, at de fleste lokale og regionale myndigheder, der har kompetencer inden for økonomisk udvikling gennem de økonomiske politikker og deres støttende rolle i forhold til virksomhederne, med deres kendskab til de lokale økonomiske forhold og aktørerne på det økonomiske og sociale område, bedst er i stand til at vurdere virkningerne af de foranstaltninger, der træffes på EU-niveau. Da de lokale og regionale myndigheder kun i ringe omfang kan anfægte Kommissionens beslutninger vedrørende statsstøtte, mener Regionsudvalget, at Kommissionen bør høre dem lige fra begyndelsen på arbejdet med at udforme reglerne for statsstøtte med regionalt sigte;

20.

glæder sig over Kommissionens lancering af en offentlig høring den 14. januar 2013 for at forberede revisionen af de nye retningslinjer for perioden 2014-2020. Denne offentlige høring bør navnlig give mulighed for inddragelse af lokale og regionale myndigheder så det sikres, at reglerne for statsstøtte i højere grad kommer til at opfylde de europæiske territoriers og regioners behov og således sikres større gennemsigtighed, hvilket vil øge retssikkerheden for bidragyderne og modtagerne i overensstemmelse med princippet om flerniveaustyring;

21.

mener, at der bør findes en ligevægt mellem fastsættelsen af de europæiske regler for konkurrence, der er nødvendige for det indre markeds virke, og vurderingen af virkningerne af den subnationale støtte på dette indre marked;

22.

henleder Kommissionens opmærksomhed på det forhold, at talrige lokale og regionale myndigheder under krisen har iværksat genopretningsplaner eller skabt støtteordninger, der bør samordnes med den statsstøtte, som Kommissionen har tilladt, og navnlig med ordningen for statsstøtte med regionalt sigte, hvis de skal være økonomisk effektive og give mening;

23.

opfordrer til, at retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte føres ud i livet på et relevant niveau, og mener, at de nationale myndigheder med fordel kan inddrage alle subnationale myndigheder som partnere i udarbejdelsen og tilpasningen af zoneinddelingen.

24.

er af den opfattelse, at statsstøtte med regionalt sigte er et redskab, som medlemsstaterne råder over til at styrke den økonomiske situation i vanskeligt stillede områder og modvirke krisen på langt sigt, og derfor går det kraftigt imod en begrænsning af de offentlige myndigheders muligheder for at hjælpe virksomhederne med de nuværende retningslinjer for statsstøtte, der er en vigtig faktor bag økonomisk udvikling og skabelse af arbejdspladser i områderne;

25.

opfordrer Kommissionen til at tage højde for krisen og til dels at højne støtteintensitetslofterne og dels den andel af befolkningen, der er omfattet af denne form for støtte i overensstemmelse med Kommissionens skøn i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for 2007-2013 (45,5 % for EU-27, jf. fodnote 15, 2006/C 54/08);

26.

går ind for en fortsat afbalanceret zoneinddeling i forbindelse med statsstøtte med regionalt sigte for perioden 2014-2020 for at forebygge for store uligheder mellem EU's regioner og navnlig de regioner, der er omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra a), og c), med henblik på at undgå virksomhedsudflytninger inden for EU;

27.

anmoder Kommissionen om at indføre en overgangsordning, der skal fungere som et sikkerhedsnet, så de områder, der i den foregående periode kunne modtage denne form for støtte og ikke længere vil opfylde kriterierne i de kommende retningslinjer, ikke pludselig falder ud af zoneinddelingen; bemærker, at Kommissionen bør fastsætte særlige bestemmelser i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for de af EU's medlemsstater, der befinder sig i en alvorlig økonomisk krise og er omfattet af den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, for at sikre sammenhæng mellem alle EU's økonomiske politikker;

28.

bifalder Kommissionens forslag om, at de områder, der støder op til de områder, der er omfattet af artikel 107, stk. 3, litra a), kan være dækket af artikel 107, stk. 3, litra c);

29.

konstaterer, at zoneinddelingen i forbindelse med statsstøtte med regionalt sigte, afhænger af den forskel, der opstilles i samhørighedspolitikken mellem konvergensregioner (BNP < 75 %) og konkurrencedygtige regioner (BNP > 75 %). I betragtning af Kommissionens nye forslag vedrørende samhørighedspolitikken og navnlig indførelsen af en ny kategori af overgangsregioner, hvor BNP er mellem 75 % og 90 %, ser Regionsudvalget gerne, at denne nye kategori afspejles i revideringen af ordningen for statsstøtte med regionalt sigte, og foreslår et forenklet system, hvor alle overgangsregionerne betragtes som omfattet af de i artikel 107, stk. 3, litra c) forhåndsdefinerede områder. Regionsudvalget beklager, at det i det forslag, som Europa-Kommissionen har fremlagt den 14. januar 2013, kun er de overgangsregioner der ikke er omfattet af artikel 107, stk. 3, litra a), som betragtes som forhåndsdefinerede områder, der er omfattet af artikel 107, stk. 3, litra c). Opfordrer derfor Kommissionen til at ændre sit udkast til den generelle forordning om strukturfondene og forhindre enhver ulige behandling mellem de regioner, der falder under samme kategori og er ramt af lignende problemer;

30.

henleder Kommissionens opmærksomhed på den særlige situation, som regionerne i den yderste periferi befinder sig i, og som anerkendes i artikel 107, stk. 3, litra a), og betoner, at det er nødvendigt med en tilgang, der er smidigere og tilpasset disse regioner. Udvalget er af den opfattelse, at da disse regioner er så langt væk fra EU's indre marked og tæt på andre markeder, bør de fortsat have mulighed for at give virksomhederne driftsstøtte, som ikke reduceres gradvis og ikke er midlertidig, og være berettiget til samme støtte i samme omfang som oprindeligt. Med hensyn til støtten til investeringer mener udvalget, at støtten til fordel for regionerne i den yderste periferi bør fortsætte uændret i betragtning af situationen i disse områder, som er af strukturel og permanent karakter, og som har gjort dem berettiget til at modtage denne støtte;

31.

foreslår, at Kommissionen også ser på listen over regioner med ‧særlige bestemmelser‧, der vil blive opstillet inden for rammerne af den vedtagne flerårige finansielle ramme for at sikre større sammenhæng mellem disse samhørighedspolitiske bestemmelser og retningslinjerne for statsstøtte;

32.

tvivler på, at de indikatorer, som Kommissionen har anvendt til at udarbejde zoneinddelingen vedrørende statsstøtte med regionalt sigte, (BNP og arbejdsløshed) er fuldt ud relevante, og foreslår, at det overvejes at anvende andre metoder til godkendelse og kontrol af denne støtte. De lokale og regionale myndigheder bør inddrages fuldt ud i disse overvejelser. Regionsudvalget har allerede foreslået andre muligheder i sin udtalelse "En vurdering af fremskridt hinsides BNP";

33.

foreslår især, at Kommissionen lader de naturbetingede, geografiske og demografiske ulemper indgå i kriterierne for zoneinddelingen af visse regioner:

34.

gør opmærksom på, at de kriterier i forbindelse med minimumstørrelse og kontinuitet i områderne, der anvendes til zoneinddeling af landområderne i ordningen for statsstøtte med regionalt sigte, ikke er praktiske. Disse er ikke omfattet af særordningen for tyndt befolkede områder, men opfylder heller ikke de kriterier for befolkningsniveau, der er i fastlagt i teksterne. Regionsudvalget anmoder om, at kriterierne opblødes, så de afspejler EU-landområdernes særlige karakter, enten ved at der fastsættes mere relevante befolkningstærskler eller ved at disse to kriterier anvendes på en alternativ måde;

35.

ønsker at gå videre og anmoder om, at zonekriterierne i ordningen for statsstøtte med regionalt sigte tages op til fornyet overvejelse, og at der anlægges en mere regional tilgang, der tager mere hensyn til de territoriale aspekter.

36.

mener, i betragtning af ovenstående og den økonomiske og sociale krise, at ordningen for statsstøtte med regionalt sigte aldrig har været mere nødvendig, da den fremmer beskæftigelsen og den økonomiske situation. Regionsudvalget bifalder, at Kommissionen agter at gennemføre en midtvejsrevision af regionalkortet i 2016;

37.

bemærker, at artikel 107, stk. 3, litra a), i den nuværende form omhandler regioner, hvor der er "en alvorlig underbeskæftigelse". Regionsudvalget foreslår, at arbejdsløshedsniveauet indgår som et kriterium til bestemmelsen af de områder, der er omfattet af denne artikel, ud over kriteriet for BNP, da arbejdsløsheden er vokset i flere medlemsstater;

38.

mener, at der i metoden for inddeling af zoner under litra c) bør anvendes EU-gennemsnittet som reference, når det angår beregningen af kriterierne for sammenligning af BNP og arbejdsløshed. Dette vil gøre de muligt at synliggøre de forskelle i udviklingen, der er mellem de forskellige medlemsstater, mere tydeligt og således også at fokusere på de mest udsatte regioner i de lande, hvor der er stor arbejdsløshed og et mindre BNP;

39.

mener, at de nye begrænsninger, der gælder for områder, der er dækket af artikel 107, stk. 3, litra c), med hensyn til støtten til store virksomheder i ordets fællesskabsretlige betydning ikke er begrundede, navnlig ikke i økonomiske krisetider. Regionsudvalget fremhæver, at det ikke kun er store globalt aktive virksomheder med international kapital, der er omfattet af denne kategori, men også et stort antal lokale og familieejede virksomheder, hvor behovet for arbejdskraft er så stort, at de overskrider loftet på 250 ansatte. Det gælder også for et antal små virksomheder, der kun eksisterer på lokalt niveau, men som på grund af de europæiske konsolideringsregler (6) kan overskride grænsen og blive betragtet som en stor virksomhed. Ved at fjerne alle muligheder for at hjælpe disse virksomheder i de områder, der er omfattet af artikel 107, stk. 3, litra c), bringer Kommissionen beskæftigelsen og økonomien i fare i de regioner, der har de største vanskeligheder, da de har svært ved at beholde denne type virksomheder på deres område;

40.

gør desuden opmærksom på den risiko for virksomhedsudflytninger både inden for EU og ud af EU, som områderne udsættes for på grund af forbuddet mod at støtte store virksomheder. Disse virksomheder kan beslutte sig til at forlade de områder, der er omfattet af artikel 107, stk. 3, litra c), og flytte til de områder, der er omfattet af artikel 107, stk. 3, litra a), eller til lande uden for EU, hvis støtteniveauet og –intensiteten nedskæres;

41.

bifalder den sikkerhedsklausul, som Europa-Kommissionen i sit udkast af 14. januar foreslår at indføre der består i, at store virksomheder tvinges til at opretholde investeringerne og de skabte arbejdspladser i det område, hvor støtten er blevet ydet, i en periode på 5 år, og i en periode på 3 år, hvad angår SMV'er;

42.

foreslår at tilføje en klausul om fuld tilbagebetaling af støtten med artikel 57 i de generelle bestemmelser om strukturfondene som model. Denne inddrivelse vil kunne gennemføres i fem år efter tildelingen af denne støtte, når den samfinansierede operations art eller gennemførelsesvilkårene herfor er berørte, når operationen giver en virksomhed eller et offentligt organ en uberettiget fordel, når der sker en ændring i ejendomsretten til et infrastrukturelement, eller når en produktionsaktivitet ophører. Medlemsstaterne og Kommissionen sørger for, at strukturfondene ikke yder bidrag til virksomheder, som er eller har været genstand for en inddrivelsesprocedure efter overførsel af en produktionsaktivitet inden for en medlemsstat eller til en anden medlemsstat;

43.

opfordrer Kommissionen til at indføre en mekanisme, der på forhånd kan tage højde for de alvorlige negative eksterne konsekvenser, som statsstøtte med regionalt sigte kan få i form af betydelige tab af arbejdspladser på produktionssteder i EU. En sådan mekanisme bør ikke kun indgå i den sammenlignende vurdering, som Kommissionen foretager i forbindelse med anmeldelse af statsstøtte og som i dag er forbeholdt store investeringsprojekter (2009/C 223/02, s. 54), men også i den generelle fritagelsesforordning;

44.

opfordrer Kommissionen til at højne den nuværende grænse for at blive betragtet som en lille eller mellemstor virksomhed, så ordningen for statsstøtte med regionalt sigte fortsat kan finde anvendelse på virksomheder, der i høj grad er med til at skabe vækst og arbejdspladser i de berørte områder, og for at fremme opbygningen af et stærkt og struktureret europæisk iværksætteri, der har tilknytning til områderne og ikke kan flyttes andre steder hen, hvilket vil være det stærkeste tiltag hen imod opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger for konkurrenceevne, innovation og internationalisering;

45.

opfordrer Kommissionen til, på samme måde som den har gjort det for virksomheder inden for fødevareindustrien, at skabe en ny kategori for virksomheder af middelstor størrelse, hvor antallet af ansatte ligger på mellem 250 og 750 og omsætningen på < 200 mio. euro, dvs. mellem grænsen for små og mellemstore virksomheder og grænsen for store virksomheder, hvilket vil fremme SMV'erne udvikling. Regionsudvalget opfordrer til på samme måde at overveje en særskilt behandling af virksomheder med mellem 250 og 5 000 ansatte, der er vokset fra at være SMV'er. Det foreslår, at støtteintensiteten for disse virksomheder bliver højere end den for store virksomheder og mindre end den for SMV'erne;

46.

fremhæver, at for at det lokale og regionale aspekt kan blive afgørende i ordningen for statsstøtte med regionalt sigte, bør konsolideringsreglerne (7) ikke finde anvendelse på områder, der er berettigede til disse former for støtte. Regionsudvalget mener, at virksomhederne bør betragtes som uafhængige uden hensyntagen til partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder;

47.

bemærker, at støttesatserne i ordningen for statsstøtte med regionalt sigte for perioden 2014-2020 nærmer sig støttesatserne til SMV'erne i den nuværende generelle gruppefritagelsesordning (8), hvilket skaber en risiko for, at ordningen for statsstøtte med regionalt sigte mister sit særpræg. Regionsudvalget anmoder derfor om, at støttesatsen i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte i det mindste opretholdes for perioden 2007-2013, og mener endda, at denne sats bør forhøjes i krisetider;

48.

mener, at der bør indføres en højere sats for støtte til investeringer og beskæftigelse for den nye kategori af overgangsregioner i betragtning af disse regioners økonomiske efterslæb;

49.

gør opmærksom på, at virksomheder, der er beliggende på et område, der er omfattet af ordningen for statsstøtte med regionalt sigte, kun kan få støtte til en del af investeringerne eller de skabte arbejdspladser i forhold til virksomhedens øgede vækst for at fremme områdernes økonomiske dynamik. Regionsudvalget foreslår, at overtagelse af en virksomhed og moderniseringer af produktionsapparatet, hvilket sker oftere i krisetider, bliver støtteberettiget i de nye retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte;

50.

er imod at reglerne strammes for at vise, at ordningen for statsstøtte med regionalt sigte, der ydes til investeringer, udgør et incitament, uanset investeringernes betydning og virksomhedernes størrelse. Regionsudvalget fremhæver, at det i forbindelse med reglerne for statsstøtte med regionalt formål er områdernes vanskeligheder, der er afgørende for, om støtten har en tilskyndende virkning, og det skal tages med i betragtning, at investeringerne i disse områder ikke ville have fundet sted uden denne støtte;

51.

støtter Kommissionens forslag om, at virksomhederne inden for skibsbygning, bliver støtteberettigede, da situationen for disse virksomheder ikke længere kan begrunde den udelukkelse, der blev bestemt i en periode, hvor der var en alt for stor overkapacitet i disse sektorer. Derimod er Regionsudvalget ikke enig med Kommissionens forslag om at betragte regionalstøtte til virksomheder inden for stålindustrien og kunstfiberindustrien som uforenelig med det indre marked. Regionsudvalget betoner, at situationen for disse virksomheder ikke længere kan begrunde den udelukkelse, der blev bestemt i en periode, hvor der var en alt for stor overkapacitet i disse sektorer;