18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/1

—

bifalder forslaget om udvikling af en havstrategi for Atlanterhavsområdet og udarbejdelsen af en Atlanterhavshandlingsplan 2014-2020;

—

understreger, at udvalgets opbakning til en Atlanterhavsstrategi er betinget af, at der vælges en bredere tilgang, som fuldt ud indarbejder den territoriale dimension, udvikler klare forbindelser mellem land- og havområder og bidrager til opfyldelsen af andre centrale politiske mål i EU, og opfordrer derfor Kommissionen til at omdøbe strategien til en "Integreret strategi for Atlanterhavsområdet";

—

erkender, at projekter under Atlanterhavshandlingsplanen vil skulle anvende eksisterende midler på EU-niveau (midler under og uden for den fælles strategiske ramme) og andre midler fra nationalt, regionalt og lokalt niveau samt den private sektor;

—

er uenig i forslaget om at opløse Atlanterhavsforummet, når handlingsplanen er vedtaget, og foreslår, at Atlanterhavsforummet bevares frem til 2020 med det formål at overvåge gennemførelsen, evaluere fremskridt og fremme opfyldelsen af strategiens målsætninger;

—

mener, at forvaltningsstrukturen skal maksimere bidragene fra de mange aktører og potentielle aktører under Atlanterhavsstrategien, og opfordrer til, at der anvendes en strategi for forvaltning på flere niveauer i forbindelse med udarbejdelse, gennemførelse, evaluering og revision af handlingsplanen.

Ordfører

Paul O'DONOGHUE (IE/ALDE), Medlem af Kerry County Council og South West Regional Authority

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udvikling af en havstrategi for Atlanterhavsområdet – COM(2011) 782 final

1.

bifalder forslaget om udvikling af en havstrategi for Atlanterhavsområdet og udarbejdelsen af en Atlanterhavshandlingsplan 2014-2020;

2.

mener, at Atlanterhavsområdet hidtil har lidt under manglen på en strategisk vision for områdets fremtidige udvikling og er af den opfattelse, at dette forslag skaber en reel mulighed for at opstille en strategisk vision, som skal have territorial samhørighed og velstand som centrale elementer;

3.

støtter begrundelsen for en europæisk strategi, idet Atlanterhavsområdets udfordringer og muligheder går på tværs af nationale grænser og kræver en mere helhedsorienteret og integreret tilgang. Når det er sagt, fremhæver udvalget, at strategien også skal bevise, at den giver en reel merværdi, hvad angår resultater og gennemførelse;

4.

forstår, at Kommissionen fremsætter dette forslag som en "havområdestrategi" under den integrerede havpolitik (i modsætning til en "makroregional strategi"); understreger imidlertid, at udvalgets opbakning til en Atlanterhavsstrategi er betinget af, at der vælges en bredere tilgang , som fuldt ud indarbejder den territoriale dimension, udvikler klare forbindelser mellem land- og havområder og bidrager til opfyldelsen af andre centrale politiske mål i EU;

5.

opfordrer derfor Kommissionen til at omdøbe strategien til en "Integreret strategi for Atlanterhavsområdet" og mener, at der også bør udvikles sådanne strategier for andre europæiske havområder (f.eks. Nordsøområdet) med udgangspunkt i erfaringerne fra Atlanterhavsområdet;

6.

anerkender de særlige behov i de fjernest beliggende atlantiske regioner og mener, at strategien måske kan udvirke, at EU's politikrammer i regionerne i den yderste periferi bliver mere effektive og sammenhængende;

7.

kræver, at Atlanterhavsstrategien og dens handlingsplan i høj grad skal fokusere på beskæftigelse, bæredygtig vækst og investeringer, samtidig med at der bidrages til en forbedring af havmiljøet;

8.

har den holdning, at strategien, hvad angår det geografiske anvendelsesområde, bør bygge på en pragmatisk tilgang, der giver områdets grænseregioner fleksibilitet til at håndtere udfordringer uden at pålægge kunstige grænser, men opfordrer til, at man genovervejer det geografiske anvendelsesområde i nordlig retning med henblik på at give Island mulighed for at blive tilknyttet strategien;

9.

er bekymret for, at der ved udarbejdelsen af Atlanterhavsstrategien ikke tages højde for de værdifulde erfaringer fra udviklingen af eksisterende makroregionale og tværnationale strategier (1), navnlig vedrørende emner som forvaltning, politikudformning, kommunikation, ejerskab, mål og evaluering;

10.

fremhæver, at Atlanterhavsforummet har et stort ansvar for at forvalte aktørernes forventninger, skabe en inklusiv proces for handlingsplanens udarbejdelse og etablere en sammenhængende ramme for planlægningen og gennemførelsen af prioriterede foranstaltninger og projekter.

11.

er ikke uenig i de udfordringer og muligheder, som Kommissionen har skitseret, men har den holdning, at handlingsplanen skal fokusere på at skabe håndgribelige resultater og imødegå udfordringer på områder, hvor en partnerskabsbaseret strategi vil være mere effektiv;

12.

understreger, at handlingsplanens emneområder i højere grad skal stemme overens med Europa 2020-strategien og dens flagskibsinitiativer, men at de ligeledes skal være i tråd med temaerne under den fælles strategiske ramme og de foreslåede reformer vedrørende fondene under denne;

13.

støtter generelt de tematiske overskrifter, som Kommissionen for Atlantbuen (CPMR) (2) har opstillet som følger: (1) Tilgængelighed og transport i Atlanterhavsområdet, (2) Økonomi og maritime erhverv, (3) Klima og miljø, (4) Forskning og innovation og (5) Områdernes attraktivitet;

14.

understreger betydningen af fiskeri, skaldyrsopdræt og akvakultur samt af processen med forarbejdning og afsætning af produkter fra havet i Atlanterhavsregionen og antallet af arbejdspladser, der afhænger heraf. En strategi for vækst og beskæftigelse i regionen er nødt til at arbejde for konsolidering og styrkelse af dette erhverv;

15.

har den holdning, at handlingsplanen skal opfylde behovet for en planbaseret tilgang til havmiljøet i Atlanterhavsområdet. Regionsudvalget mener, at dette vil kræve enighed om en koordinering af maritim fysisk planlægning og maritime forvaltningsprocesser i hele området samt en bedre koordinering af rammerne for den fysiske planlægning til lands og til vands;

16.

mener, at kysten i Atlanterhavsområdet er meget attraktiv både i forhold til nye fastboende befolkningsgrupper og sæsonbestemte aktiviteter, der navnlig er relateret til sport og fritidsaktiviteter på og ved vandet samt turisme. Det er vigtigt, at kystområderne forbereder sig på denne tilstrømning af mennesker, der kan medføre et pres på bl.a. jord, økonomi og miljø i kystområderne;

17.

fremhæver nødvendigheden af, at strategien bygger på resultaterne af tidligere og igangværende EU-finansierede projekter i Atlanterhavsområdet, hvilket inkluderer en evaluering af de hidtil finansierede tiltag og deres betydning for handlingsplanen. Regionsudvalget understreger, at dette kan få konsekvenser for visse programmer, hvor der kan vise sig at være et behov for at opgradere projekter med det formål at levere flere og mere håndgribelige resultater;

18.

er fortaler for, at handlingsplanen får en ekstern dimension med det formål at fremme strategiske målsætninger i et samarbejde med interessenter på den anden side af Atlanterhavet.

19.

erkender, at projekter under Atlanterhavshandlingsplanen vil skulle anvende eksisterende midler på EU-niveau (midler under og uden for den fælles strategiske ramme) og andre midler fra nationalt, regionalt og lokalt niveau samt den private sektor. Regionsudvalget fremhæver, at dette rejser en række spørgsmål om, hvordan der sikres finansiel støtte til strategiens gennemførelse , navnlig da handlingsplanen udarbejdes parallelt med programmeringsprocessen for de forskellige EU-støtteprogrammer;

20.

fremhæver, at der skal være en klar overensstemmelse mellem handlingsplanen og den tilgængelige finansiering, hvis planen skal skabe resultater. Regionsudvalget understreger, at dette øger nødvendigheden af, at strategien bygger på en mere integreret territorial strategi og behovet for, at handlingsplanen i højere grad er direkte afstemt med Europa 2020-målene og kompatibel med de lovgivningsmæssige krav under de forskellige EU-fonde.

21.

foreslår, at Atlanterhavsforummet indgår i en dialog med de kompetente forvaltningsmyndigheder i de fem medlemsstater med det formål at sikre, at de nationale partnerskabsaftaler på passende vis afspejler prioriteterne for Atlanterhavsstrategien, og at der er en tilstrækkelig grad af komplementaritet mellem de operationelle programmer og foranstaltningerne i handlingsplanen. Udvalget er imidlertid bekymret for, at en strategi, der er udformet inden for rammerne af den integrerede havpolitik, vil begrænse mulighederne for en samordning med de programmer, der finansieres under den fælles strategiske ramme med undtagelse af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EMFF);

22.

påpeger, at der ved handlingsplanens udarbejdelse derfor må tages højde for fondenes principper og målsætninger. Dette gælder navnlig for fondene under den fælles strategiske ramme;

23.

går ikke ind for, at der øremærkes midler til Atlanterhavshandlingsplanen under hvert enkelt operationelt program, set i lyset af den allerede foreslåede restriktive tematiske koncentration, der pålægges forvaltningsmyndighederne;

24.

foreslår imidlertid, at Atlanterhavsforummet samarbejder med forvaltningsmyndighederne under programmeringsprocessen med henblik på at kortlægge, hvordan handlingsplanens foranstaltninger kan finansieres gennem en klar samordning med de valgte tematiske prioriteter i de berørte programmer og specifikke udvælgelseskriterier for projekterne;

25.

fremhæver det potentiale som nogle elementer i forordningerne under den fælles strategiske ramme kan have for støtten til og gennemførelsen af centrale mål i Atlanterhavsstrategien, navnlig flerfondstilgangen. Regionsudvalget bemærker endvidere, at sammenhæng mellem strategien og nogle af de integrerede strategier under den fælles strategiske ramme (såsom den bymæssige dimension, integrerede territoriale investeringer, fælles handlingsplaner mm.) har potentialet til at skabe en løftestangseffekt i de lokale myndigheders erfaringer og ekspertise og bidrage til opfyldelsen af centrale målsætninger for Atlanterhavsområdet, hvis sagen gribes rigtigt an;

26.

foreslår derudover, at årlige gennemførelsesrapporter for relevante programmer skal indeholde en evaluering af, hvordan programmer under den fælles strategiske ramme bidrager til realiseringen af målene under Atlanterhavsstrategien og handlingsplanens gennemførelse.

27.

mener, at fremtidige territoriale samarbejdsprogrammer vil få afgørende betydning for realiseringen af centrale aspekter af Atlanterhavsstrategien og fremhæver, at der er flere end 10 territoriale samarbejdsprogrammer (grænseoverskridende, tværnationale og interregionale), der for øjeblikket er operationelle i det foreslåede strategiområde;

28.

støtter fortsættelsen af det tværnationale program for Atlanterhavsområdet med en øget finansiel bevilling, der kan imødegå nogle af ambitionerne med Atlanterhavsstrategien. Udvalget mener derudover, at programmet for Atlanterhavsområdet udgør det rette instrument til udstedelsen af specifikke anmodninger om "strategiske initiativer" (flagskibsprojekter) under Atlanterhavsstrategien samt til finansiering af gennemførelsesplatformen (se punkt 40-41);

29.

foreslår, at Atlanterhavsforummet bør inddrage INTERACT-programmet til støtte for bevidstgørelsestiltag og på et tidligt tidspunkt inddrage forvaltningsmyndigheder fra eksisterende territoriale samarbejdsprogrammer i udarbejdelsen af Atlanterhavshandlingsplanen;

30.

fremhæver, at dette engagement:

31.

er bekymret for, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng med andre EU-programmer, hvilket betyder, at der ikke vil blive taget tilstrækkeligt højde for Atlanterhavsstrategiens målsætninger og kravene til finansiering af strategiens handlingsplan i programmeringsperioden 2014-2020;

32.

fremhæver som eksempel de nye "integrerede projekter" under LIFE+-programmet (2014-2020), der er længevarende projekter omfattende større territoriale områder, som har til formål at forbedre gennemførelsen af miljø- og klimapolitikker, men som ikke støtter projekter med relation til havmiljøet (3). Regionsudvalget mener, at dette er udtryk for en forsømt mulighed for at realisere centrale mål under den integrerede havpolitik og Altlanterhavsstrategien;

33.

beklager ligeledes, at Atlanterhavsområdet er blevet overset, når det drejer sig om at kortlægge centrale netværk under de transeuropæiske net og anmoder om, at man prioriterer anvendelsen af Connecting Europe-faciliteten til håndtering af grundlæggende spørgsmål vedrørende tilgængelighed og periferisk beliggenhed (inden for transport, energi og ikt) i Atlanterhavsområdet;

34.

rejser spørgsmålet om, hvordan Atlanterhavsforummet vil forbedre den målrettede anvendelse af andre tilgængelige EU-midler og øge udnyttelsen af ressourcer til realisering af strategiens målsætninger. Udvalget foreslår f.eks., at handlingsplanen skal støtte forskningspartnerskaber på tværs af Atlanterhavsområdet med det formål at maksimere støtten under Horisont 2020-programmet.

35.

er bekymret over det manglende fokus på finansiering fra den private sektor og en generel inddragelse af den private sektor med henblik på at realisere strategiens mål. Regionsudvalget mener, at dette er en udfordring, som Atlanterhavsforummet skal tage op i forbindelse med høringsprocesserne og vha. skræddersyede kommunikationskampagner;

36.

påpeger, at den aktuelle krise for de offentlige budgetter kræver, at Atlanterhavsområdet tiltrækker internationale investeringer, så området kan udnytte de eksisterende muligheder (i sektorer som vedvarende havenergikilder, fisk og skaldyr samt akvakultur, marine ressourcer, søfart og udvikling af havne). Regionsudvalget mener, at markedsføring af Atlanterhavsområdet som investerings- og erhvervsområde skal være et nøgleelement i handlingsplanen;

37.

foreslår, at Atlanterhavsforummet også samarbejder med Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank med henblik på at vurdere mulighederne for at oprette et specifikt finansielt instrument til fremme af forberedelsen af "solide projekter" ved at kombinere tilskud med lån, anlægskapital og garantiinstrumenter og udvikle en mere strømlinet projektgennemførelse.

38.

fremhæver, at en forudsætning for en vellykket Atlanterhavsstrategi er, at strategien er fast forankret i politiske og forvaltningsmæssige strukturer, og understreger, at dette kræver:

39.

mener, at forvaltningsstrukturen skal maksimere bidragene fra de mange aktører og potentielle aktører under Atlanterhavsstrategien, og opfordrer til, at der anvendes en strategi for forvaltning på flere niveauer i forbindelse med udarbejdelse, gennemførelse, evaluering og revision af handlingsplanen;

40.

anerkender, på trods af ovenstående, at Atlanterhavsstrategien ikke vil kunne leve op til forventningerne og opfylde målsætningerne uden et stærkt politisk engagement fra medlemsstaternes side på højeste niveau kombineret med nationale koordinationsprocesser, der går på tværs af relevante politikområder. Regionsudvalget mener heller ikke, at handlingsplanen vil lykkes, hvis ikke de lokale og regionale aktører inddrages fuldt ud som medejere af strategien;

41.

er uenig i forslaget om at opløse Atlanterhavsforummet, når handlingsplanen er vedtaget, og foreslår, at Atlanterhavsforummet bevares frem til 2020 med det formål at overvåge gennemførelsen (vha. en gennemførelsesplatform (jf. punkt 27 og 41)), evaluere fremskridt og fremme opfyldelsen af strategiens målsætninger;

42.

foreslår, at følgende forvaltningsmodel udvikles for Atlanterhavsstrategien: (a) Atlanterhavsforummet – med det formål at skabe et politisk overblik på EU-niveau og indarbejde en gennemførelsesplatform , der skal fungere som et kontaktpunkt for strategien, iværksætte kapacitetsopbyggende foranstaltninger, vejlede om projektformulering samt fremme og forvalte handlingsplanens realisering; (b) nationale og regionale koordinationspunkter – med det formål at fremme sammenhæng i politikkerne og styrke inddragelsen af aktører og potentielle projektinitiativtagere i realiseringen af Atlanterhavsstrategien.

43.

fremhæver, at Atlanterhavsområdet er et komplekst geografisk område med meget forskellige karakteristika, kulturer og perspektiver. Udvalget mener, at der bør gøres mere for at udbrede og uddybe niveauet for og karakteren af samarbejdet på tværs af Atlanterhavsområdet, hvis strategien skal blive en succes, og forventer, at Atlanterhavsstrategien vil (a) skabe et fælles referencepunkt, der gør dette muligt, men (b) også skal inkludere en kapacitetsopbyggende foranstaltning til fremme af en stærkere samarbejdsånd;

44.

har den opfattelse, at handlingsplanen for Atlanterhavsområdet, når den er vedtaget, vil kræve et informations- og kommunikationsmodul for at højne synligheden, fremme forståelsen for de opstillede mål, sikre en bredere deltagelse (navnlig fra den private sektor) og over tid formidle strategiens resultater;

45.

fremhæver EGTS-forordningens potentielle fordele som et redskab til fremme af strategiens gennemførelse;

46.

foreslår, at der oprettes en tværtjenestelig taskforce for Atlanterhavsstrategien under Kommissionen med det formål at sikre sammenhæng på tværs af relevante politikområder og kompatibilitet mellem målene i Atlanterhavsstrategien og EU-programmer samt anmodningerne om finansiering. Set i lyset af strategiens horisontale karakter foreslår Regionsudvalget endvidere, at denne taskforce ledes af generalsekretariatet.

47.

understreger behovet for med større hast at tage fat på vedtagelsen af handlingsplanen og foreslår, at der afholdes hyppigere møder i Atlanterhavsforummet (ledelses- og styrelsesudvalgene) med det formål at opstille milepæle for processen og sikre rettidig handling;

48.

ser frem til det ventede høringsdokument, som skal udgøre grundlaget for en bredere og mere struktureret proces for mobilisering og høring af aktørerne, senere i 2012 og opfordrer Kommissionen til hurtigt at udbrede og uddybe engagementet, således at aktørerne, herunder de lokale og regionale niveauer, føler, at de har en tilstrækkelig andel i handlingsplanen, og det sikres, at processen indeholder reelle "bottom-up" og borgercentrerede aspekter;

49.

er bekymret for, at de foreslåede tematiske seminarer, ét pr. medlemsstat, ikke vil være tilstrækkelige til at inddrage aktørerne og give dem et medejerskab af strategien. Udvalget foreslår yderligere aktiviteter under Atlanterhavsstrategien med henblik på at nå til enighed om en strategisk vision, diskutere forvaltningsmæssige aspekter, opstille mål og verificerbare indikatorer for succes samt præcisere de finansieringsrelaterede følger. Regionsudvalget mener derudover, at Kommissionen bør mobilisere sine repræsentationer i medlemslandene for at skabe forudsætningerne for en bredere deltagelse i den med handlingsplanen forbundne proces;

50.

understreger, at den foreslåede tidsplan for handlingsplanens vedtagelse skal fremskyndes, således at den samordnes med relevante prioriteter i finansieringsprogrammerne 2014-2020;

51.

anbefaler, at man i processen for Atlanterhavsstrategien først bliver enige om en strategisk vision for Atlanterhavsområdet , som vil danne udgangspunktet for Atlanterhavshandlingsplanen 2014-2020. Regionsudvalget foreslår endvidere, at denne handlingsplan skal:

52.

anmoder om, at Atlanterhavsstrategien og processen for udarbejdelse af strategiens handlingsplan skal indgå i Kommissionens planlagte vurdering af merværdien ved de makroregionale strategier i 2013, som Det Europæiske Råd har anmodet om;

53.

foreslår, at handlingsplanen vedtages af Atlanterhavsforummet, og opfordrer det kommende irske EU-formandskab til at prioritere Det Europæiske Råds godkendelse af handlingsplanen under den irske formandsperiode med fokus på resultater, en troværdig proces for overvågning og løbende evaluering samt en programsat midtvejsevaluering.

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/7

—

påpeger, at alle nøgleaktører – herunder de lokale og regionale myndigheder som administrerer supplerende pensionssystemer for størsteparten af de offentligt ansatte – bør inddrages i samrådsprocessen i forbindelse med reformer af nationale pensionssystemer;

—

understreger, at visse aspekter af EU's pensionspolitikker og af Europa 2020-strategien gensidigt forstærker hinanden. Hvis Europa 2020-strategiens målsætning om højere beskæftigelse nås, vil det bidrage til pensionssystemernes og de sociale sikringssystemers generelle bæredygtighed. Videre er tilstrækkelige pensionsydelser en af de vigtigste forudsætninger for at nå Europa 2020-strategiens ambition om at nedbringe fattigdommen, da ældre europæere stadig er en udsat socioøkonomisk gruppe. Ud over en reform af pensionsordningerne er der tillige behov for en række arbejdsmarkedspolitiske ledsageforanstaltninger, hvis man også i fremtiden skal kunne sikre pensionisterne en tilstrækkelig indkomst;

—

bifalder på baggrund af betænkelighederne ved den manglende gennemsigtighed samt de forskellige private pensionsordningers afgifts- og omkostningsniveau en eventuel benchmarking-undersøgelse med henblik på anvendelse af bedste praksis i hele EU.

Ordfører

Paul LINDQUIST (SE/PPE), borgmester i Lidingö Kommune

Basisdokument

Hvidbog – En dagsorden for tilstrækkelige, sikre og bæredygtige pensioner

COM(2012) 55 final

1.

hilser Kommissionens beslutning om at tage fat på de alvorlige udfordringer, som mange medlemsstaters pensionssystemer står over for, velkommen;

2.

finder det yderst vigtigt at sikre bæredygtige og tilstrækkelige pensioner, ikke blot med tanke på vores vækstperspektiver, men også af hensyn til borgernes velfærd og velvære;

3.

mener, at en grundlæggende forudsætning for, at pensionerne kan være sikre og tilstrækkelige, er, at pensionssystemerne er økonomisk bæredygtige på langt sigt;

4.

betoner, at offentlige pensioner også fremover kommer til at spille en vigtig rolle, når det gælder om at sikre hver enkelt pensionist en tilstrækkelig pension;

5.

mener, at et pensionssystem baseret på en tilstrækkelig livsindkomst bidrager til at garantere pensioner, der er bæredygtige på langt sigt;

6.

pointerer, at pensionssystemerne har udviklet sig gennem mange år på grundlag af forholdene i de respektive medlemslande. Udformningen af de offentlige pensionssystemer er derfor et anliggende for de enkelte medlemsstater;

7.

påpeger, at alle nøgleaktører – herunder de lokale og regionale myndigheder som administrerer supplerende pensionssystemer for størsteparten af de offentligt ansatte – bør inddrages i samrådsprocessen i forbindelse med reformer af nationale pensionssystemer;

8.

påpeger, at det i flere medlemsstater i vid udstrækning er arbejdsmarkedets parter, som står for udformningen af arbejdsmarkedspensionerne. I disse tilfælde er det naturligt, at eventuelle ændringer gennemføres af parterne;

9.

Hvidbogen bygger på artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det er medlemsstaterne, som har hovedansvaret for at udforme deres egne pensionssystemer. EU skal dog støtte og supplere medlemsstaternes indsats inden for social beskyttelse. Hvidbogen indeholder ikke nogen konkrete lovforslag og vurderes derfor ikke at medføre nogen problemer i relation til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Derimod vil udvalget gerne pointere, at alle eventuelle kommende lovgivningsforslag på pensionsområdet bør analyseres nøje med hensyn til nærhedsprincippet;

10.

understreger, at visse aspekter af EU's pensionspolitikker og af Europa 2020-strategien gensidigt forstærker hinanden. Hvis Europa 2020-strategiens målsætning om højere beskæftigelse nås, vil det bidrage til pensionssystemernes og de sociale sikringssystemers generelle bæredygtighed. Videre er tilstrækkelige pensionsydelser en af de vigtigste forudsætninger for at nå Europa 2020-strategiens ambition om at nedbringe fattigdommen, da ældre europæere stadig er en udsat socioøkonomisk gruppe (1). Ud over en reform af pensionsordningerne er der tillige behov for en række arbejdsmarkedspolitiske ledsageforanstaltninger, hvis man også i fremtiden skal kunne sikre pensionisterne en tilstrækkelig indkomst.

11.

støtter Kommissionens mål om at hæve pensionsalderen i takt med stigningen i den forventede levetid, når det er relevant, hvilket kan bidrage til at sikre vores pensionssystemers økonomiske bæredygtighed. Dette vil kræve forskellige praktiske løsninger i forskellige medlemsstater;

12.

mener, at en fleksibel pensionsalder kan betyde, at nogle vælger at forlade arbejdsmarkedet senere, end det ville være muligt, hvis pensionsalderen var fast. Dermed kan man alt efter personlige forudsætninger få mulighed for at være erhvervsaktiv i længere tid;

13.

understreger, at det er vigtigt at øge de ældre arbejdstageres (55-64 år) arbejdsmarkedsdeltagelse. Hvis man kunne opnå en betydelig forøgelse af beskæftigelsesfrekvensen (2), ville det indebære store fordele med hensyn til både økonomisk vækst og øget bæredygtighed i pensionssystemerne;

14.

mener, at der er et stort potentiale for at øge beskæftigelsen blandt kvinder, unge og indvandrere. Derfor understreger udvalget vigtigheden af at øge beskæftigelsen for alle aldersgrupper. Det er også vigtigt at forbedre forudsætningerne for en tidligere indtræden på arbejdsmarkedet for unge og indvandrere;

15.

opfordrer medlemsstaterne og arbejdsgiverne til at iværksætte foranstaltninger, som letter og tilskynder til ældre arbejdstageres forbliven på arbejdsmarkedet;

16.

ser gerne, at der i højere grad anvendes deltidspension i relevante tilfælde – en gradvis overgang fra fuldtidsbeskæftigelse til fuld pension;

17.

påpeger, at sandsynligheden for nedsat arbejdsevne som følge af langvarige sundhedsproblemer eller handicap øges betydeligt med alderen (3). Derfor er det utrolig vigtigt, at der findes effektive foranstaltninger rettet mod omskoling og jobmatching, som gør det muligt at skifte karriere og job hele arbejdslivet igennem, samt at samfundet støtter livslang læring i lighed med aktiv og sund aldring;

18.

understreger, at yderligere foranstaltninger bør udvikles og gennemføres af offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter for at fremhjælpe og begunstige, at ældre arbejdstagere forbliver i arbejde, så hullet mellem den faktiske og den lovbestemte pensionsalder mindskes og lukkes.

19.

har den opfattelse, at arbejdsmarkedspensioner kan være et vigtigt supplement til de offentlige pensioner. EU bør derfor opmuntre til udbredelse af gode eksempler med henblik på at udvikle arbejdsmarkedspensionssystemerne i medlemsstaterne samt øge støtten til pensionssystemer, som hviler på flere søjler;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemslandene til i højere grad at fokusere på ansatte i små og mellemstore virksomheder samt lavtkvalificerede og såkaldt "atypiske" arbejdstagere eller arbejdstagere med strukturbetingede usikre ansættelsesforhold, som ofte ikke er omfattet af arbejdsmarkedspensioner i samme udstrækning som andre arbejdstagere;

21.

gør opmærksom på, at arbejdsmarkedspensionssystemer adskiller sig fra private pensionsordninger. Der er stor forskel på arbejdsmarkedspensionsordninger og forsikringsprodukter i øvrigt. Yderligere regler om solvens kan resultere i øgede omkostninger til arbejdsmarkedspensionsordningerne uden at afstedkomme bedre pensionsvilkår for de ansatte;

22.

har den opfattelse, at offentlige pensioner, eventuelt kombineret med arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, skal være tilstrækkelige til at give borgerne mulighed for at opretholde en passende levestandard, også efter at de er gået på pension, men at private opsparinger og den tredje pensionssøjle også bør fremmes;

23.

fremhæver muligheden for at fremme en mindskning af hindringerne for øget erhvervsfrekvens. Aldersrelaterede pensionspræmier til arbejdsmarkedspensionsordninger, såsom dem der forekommer i ydelsesbaserede pensionsordninger, gør det relativt dyrt at ansætte og fastholde ældre arbejdstagere;

24.

konstaterer, at arbejdsmarkedspensioner mange gange indeholder krav om en vis ansættelsestid, hvis optjeningsperioden skal kunne godskrives. Samtidig skifter mange yngre arbejdstagere relativt ofte arbejdsgiver og ind imellem også land. Det er vigtigt, at disse arbejdstagere får mulighed for at få godskrevet den pension, de har optjent;

25.

er grundlæggende positiv over for retten til at overføre pensionsrettigheder og ser frem til Kommissionens forslag. Spørgsmålet er imidlertid yderst kompliceret. Det er nødvendigt at tage hensyn til den store mangfoldighed af arbejdsmarkedspensionssystemer i de enkelte medlemsstater. Navnlig er det vigtigt, at arbejdsgivernes villighed til at finansiere arbejdsmarkedspensioner ikke påvirkes i negativ retning. Desuden er det nødvendigt at tage skattemæssige konsekvenser, lovgivning vedrørende bodeling mm. i betragtning;

26.

bifalder på baggrund af betænkelighederne ved den manglende gennemsigtighed samt de forskellige private pensionsordningers afgifts- og omkostningsniveau en eventuel benchmarking-undersøgelse med henblik på anvendelse af bedste praksis i hele EU.

27.

sætter pris på, at Kommissionen har medtaget udvalgets anbefaling (4) om at fokusere mere på ligestillingsaspektet. Dette spørgsmål har en særlig betydning for de lokale og regionale myndigheder, eftersom kvinder er i overtal på mange områder inden for denne sektor (5);

28.

støtter Kommissionens anbefaling til medlemslandene om at indføre samme pensionsalder for begge køn med henblik på at mindske forskellene mellem kønnene og give kvinderne bedre pension;

29.

mener, at de store forskelle i beskæftigelsesfrekvensen mellem kvinder og mænd i alderen 55-64 år betyder, at der bør tages særskilt hensyn til kønsaspektet i forhold til et længere arbejdsliv og en aktiv aldring, eksempelvis gennem foranstaltninger, som gør det lettere at kombinere erhvervsarbejde og familieforpligtelser;

30.

peger på, at manglen på alternative plejemuligheder indebærer ekstra byrder for navnlig kvinderne i mange medlemslande, hvilket ofte fører til tidlig pensionering;

31.

understreger, at en højere erhvervsfrekvens blandt kvinder vil komme til at stille større krav om adgang til børnepasning og ældrepleje af høj kvalitet. Det er vigtigt, at de lokale og regionale myndigheder har tilstrækkelige ressourcer til at klare den opgave;

32.

fremhæver, at kvinder i visse medlemsstater i højere grad end mænd rammes af langvarige kroniske sygdomme eller lidelser og i højere grad melder om nedsat arbejdsevne, medens mænd i andre medlemsstater har større sandsynlighed for at blive ramt. Lokale og regionale myndigheder bør derfor have et særligt ansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø for deres ansatte;

33.

peger på, at muligheden for – eksempelvis når børnene er små – at arbejde på deltid for mange, ikke mindst kvinder, kan være en vigtig forudsætning for at kunne blive på arbejdsmarkedet. Samtidig er det vigtigt ikke at hænge fast i uønsket deltidsarbejde, da dette har en negativ indflydelse på fremtidige pensioner;

34.

bemærker, at for at undgå, at tvungen forældreorlov fører til tab i pensionssammenhæng, bør medlemsstaterne opmuntres til at undersøge mulighederne for, at pensionsrettigheder vil kunne optjenes også under forældreorlov. Dette kunne også gælde under aftjening af værnepligt.

35.

mener, at reformerne bør tage sigte på at etablere et pensionssystem, som kan sikre stabilitet på langt sigt. Reformerne vil kun lykkes, hvis de opfattes som retfærdige, hvilket forudsætter, at offentligheden har et godt kendskab til de egentlige problemer og til mulige løsninger på disse;

36.

understreger vigtigheden af en samlet information om pension for at gøre det nemmere for borgerne at træffe beslutning om pensionsplanlægning. Den frie bevægelighed inden for EU indebærer desuden, at flere borgere fremover vil komme til at optjene pension fra forskellige lande i løbet af deres arbejdsliv, hvilket yderligere forstærker behovet for samlet information;

37.

beder derfor Kommissionen overveje at udvikle en fælles internetbaseret platform for en samlet pensionsinformation.

38.

betoner, at tilstrækkelige pensionssystemer er vigtige for borgernes velfærd og afgørende, hvis man skal undgå en økonomisk overbelastning af de lokale og regionale myndigheder;

39.

anmoder Kommissionen om at sikre, at de næste skridt, der tages på området, ledsages af behørige konsekvensanalyser, der især fokuserer på, hvordan de lokale og regionale myndigheder påvirkes;

40.

opfordrer Kommissionen til at overveje, om der er behov for samordning på dette område inden for rammene af den åbne koordinationsmetode med henblik på at fremme både den frie bevægelighed og pensionssystemernes bæredygtighed.

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/11

—

fremhæver, at EU's Østersøstrategi tilbyder et godt grundlag for afprøvning af, i hvilket omfang en specifik strategi for en større geografisk makroregion kan styrke EU's konkurrenceevne og fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

—

bifalder bestræbelserne på at samordne de reviderede målsætninger for EU's strategi for Østersøområdet (redde Østersøen, forbindelser til regionen og øget velstand) bedre med målsætningerne for Europa 2020-strategien;

—

påpeger, at båndene mellem forskning, innovation og industrielle aktører bør styrkes for at fremme den økonomiske samhørighed og konkurrenceevne. Regioner og universiteter bør derfor samarbejde i alle dele af makroregionen for at gøre Østersøområdet til en model for netværk for intelligent specialisering;

—

finder, at der fortsat bør fokuseres på at understøtte initiativerne om bæredygtig udvikling og at der bør træffes flere foranstaltninger for øget beskæftigelse, bedre kvalifikationer, mere velstand og større inklusion.

—

understreger, at skønt der er tale om en intern EU-strategi, er samarbejdet med tredjelande, herunder især med Rusland, strategiens nøgle til succes;

—

understreger, at den nordlige dimensions strukturer bør udnyttes optimalt i det tættere samarbejde mellem EU og Rusland i Østersøområdet;

—

er bekymret for kommuners og regioners manglende synlighed i forbindelse med implementeringen af strategien og foreslår, at det såvel i strategien som i en revideret handlingsplan udtrykkeligt anføres, at princippet om forvaltning på flere myndighedsniveauer skal præge implementeringen;

—

understreger, at politiske aktører skal vise et klart engagement og påtage sig en ledende rolle, hvis der skal ske fremskridt med hensyn til strategiens gennemførelse i alle deltagende lande;

—

påpeger, at de nationale strukturfondsprogrammers bidrag til gennemførelsen af EU's strategi for Østersøområdet må præciseres under hensyntagen til forskellene mellem regioner i medlemsstaterne og deres udviklingsbehov.

Ordfører

Pauliina HAIJANEN (FI/PPE), Medlem af byrådet i Laitila

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om EU-strategien for Østersøområdet

COM(2012) 128 final

1.

hilser Kommissionens meddelelse af 23. marts 2012 velkommen og ser de foranstaltninger, den indeholder, som et skridt i retning af at forbedre fokus for EU's strategi for Østersøområdet, samordne politikker og finansiering, præcisere de enkelte aktørers ansvar og skabe bedre kommunikation;

2.

gør opmærksom på, at EU's strategi for Østersøområdet søger at forbedre den politiske koordination og sammenhæng mellem regioner i området med henblik på at løse fælles problemer i Østersøområdet og styrke velstanden i regionen på et bæredygtigt grundlag. Strategien beskæftiger sig med emner, som de enkelte medlemsstater og regioner ikke er i stand til at klare selv. En samordnet indsats og samarbejde mellem medlemsstater, kommuner og regioner, EU, organisationer, der har hele Østersøområdet som deres interessefelt, finansieringsinstitutter og ikke-statslige organisationer i makroregionen er en nøglefaktor;

3.

pointerer, at Regionsudvalgets udtalelse om "de lokale og regionale myndigheders rolle i opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger" (CdR 72/2011 fin) understreger Østersøområdets potentiale som europæisk frontløber;

4.

fremhæver, at EU's Østersøstrategi som den første integrerede makroregionale strategi tilbyder et godt grundlag for afprøvning af, i hvilket omfang en specifik strategi for en større geografisk makroregion kan styrke EU's konkurrenceevne og fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Erfaringerne herfra bør spille en aktiv rolle i debatten om især EU's samhørighedspolitik med henblik på den næste programmeringsperiode.

5.

minder om, at det er Kommissionens holdning, at gennemførelsen af makroregionale strategier ikke bør indebære fastlæggelse af nye regler, etablering af nye institutioner eller godkendelse af ny finansiering; mener imidlertid, at der også bør være "tre ja'er": ja til fælles aftaler om anvendelse og kontrol af eksisterende regler i makroregionen, ja til etablering – under EU-organernes ansvar – af en platform, et netværk eller en territorial klynge bestående af regionale og lokale myndigheder og medlemsstater med inddragelse af interessenter og ja til koordineret anvendelse af eksisterende EU-midler til udvikling og gennemførelse af makroregionale strategier;

6.

bifalder bestræbelserne på at samordne målsætningerne for EU's strategi for Østersøområdet bedre med målsætningerne for Europa 2020-strategien. De tre overordnede mål for strategien, som fremlægges i meddelelsen: redde Østersøen, forbindelser til regionen og øget velstand, passer fint til Europa 2020-målsætningerne om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Hertil kommer, at det er vigtigt at understrege, at det er nødvendigt med et tættere regionalt samarbejde i forbindelse med innovationsaktiviteter med henblik på gennemførelsen af Europa 2020-strategien;

7.

bemærker, at der er vigtigt for gennemførelsen af Østersøstrategien, at flagskibsinitiativerne under Europa 2020-strategien omsættes i konkrete aktiviteter. Blandt flagskibsinitiativerne bør man især lægge vægt på "Den Digitale Dagsorden" og "Innovation i EU" med den ajourførte handlingsplan og fokusere mere på at fremme deres målsætninger i Østersøregionen. EU's strategi for Østersøområdet og samarbejdsnet i regionen giver et udmærket grundlag for udvikling af regionale forsknings- og innovationsstrategier for intelligent specialisering;

8.

opfordrer både medlemsstaterne og aktørerne på lokalt og regionalt niveau til at overveje, hvordan man i fællesskab kan omsætte den justerede målsætning om øget velstand i EU's Østersøstrategi til konkrete foranstaltninger. I handlingsplanen bør der fremover lægges stor vægt på foranstaltninger for øget beskæftigelse, bedre kvalifikationer, mere velstand og større inklusion. På nuværende tidspunkt indeholder handlingsplanen næsten ingen henvisninger til Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativer på disse områder;

9.

mener, at Europa 2020-strategiens prioritet om inklusiv vækst – en økonomi med høj beskæftigelse, der sikrer økonomisk, social og geografisk samhørighed, bør tages i betragtning ved gennemførelsen af strategien for Østersøområdet, da der stadig er betydelige forskelle i velstand og økonomiske resultater i de forskellige regioner i Østersøområdet. Der bør fortsat fokuseres på fremme af foranstaltninger, der forbedrer miljøet, og på at understøtte flagskibsinitiativerne om bæredygtig udvikling;

10.

understeger, at det fremover vil være vigtigere at tage synergier mellem forskellige finansieringsprogrammer med i overvejelserne for at opfylde Europa 2020-målene. I forhold til det kommende Horisont 2020-program for forskning og innovation bør der være en tæt og integreret samordning med de samhørighedspolitiske instrumenter, medlemsstaterne i Østersøområdet anvender, så det regionale perspektiv understreges, og regioner tilskyndes til at optrappe deres forsknings- og innovationsaktiviteter;

11.

ønsker at påpege, at EU's strategi for Østersøområdet har givet det lokale og regionale niveau nye muligheder for at styrke deres regionale konkurrenceevne og innovationspotentiale samt fremme intelligent specialisering på regionalt niveau. Regioner og universiteter bør derfor samarbejde i alle dele af makroregionen for at gøre Østersøområdet til en model for netværk for intelligent specialisering med fokus på kernespørgsmål og -aktiviteter for de enkelte regioner samt opnåelse af høj kvalitet og en kritisk masse gennem netværk. Udvikling og styrkelse af "triple helix"- og "quadruple helix"-innovationssystemer i samarbejde med højere læreanstalter, den offentlige sektor, den private sektor og borgerne i Østersøområdet er her af afgørende betydning;

12.

foreslår, at EU-medlemsstaterne i Østersøområdet tilskynder forskningscentre til at fokusere på forskningsområder, der understøtter intelligent specialisering i deres egen region, og at de udveksler erfaringer som en del af et samarbejdsnetværk i hele Østersøområdet. Det er vigtigt at opfordre tredjelande i Østersøområdet til også at deltage i dette forskningssamarbejde, bl.a. vedrørende miljø- og energispørgsmål, som berører det fælles afvandingsområde;

13.

ønsker at påpege, at båndene mellem forskning, innovation og industrielle aktører bør styrkes for at fremme den økonomiske samhørighed og konkurrenceevne. Virksomheder, industrien og universiteter skal have mulighed for at spille en mere aktiv rolle i arbejdet vedrørende strategien;

14.

anbefaler at fremme innovation og klyngesamarbejde mellem EU-lande og tredjelande samt at fremme samarbejde om markedsføring i Østersøområdet med henblik på at øge investeringer og turisme fra lande uden for EU. Disse foranstaltninger repræsenterer sammen med strategiens stærke miljødimension et effektivt skridt frem mod opfyldelsen af Europa 2020-målsætningerne i Østersøområdet;

15.

understreger, at Østersølandene i lyset af ovenstående bør behandle disse spørgsmål i deres nationale reformprogrammer, og at de lokale og regionale myndigheder bør inddrages tæt i dette forberedende arbejde;

16.

fremhæver, at et af de centrale mål for EU's Østersøstrategi er at mindske forureningen og forbedre situationen i Europas mest forurenede hav. I den forbindelse bør man sikre en harmonisk social og økonomisk udvikling i Østersølandene i og uden for EU.

17.

understreger, at skønt der er tale om en intern EU-strategi, er samarbejdet med tredjelande, herunder især med Rusland, strategiens nøgle til succes;

18.

ønsker at pointere, at Rusland i 2011 på føderalt niveau vedtog en "strategi for social og økonomisk udvikling af Ruslands nordvestlige føderale distrikt frem til 2020". Strategien for Nordvestrusland fastsætter mål for regionens økonomi, infrastruktur og logistik. Det er håbet, at strategien vil befordre et tættere strategisk samarbejde mellem EU's Østersøområde og Rusland, navnlig vedrørende miljø, økonomi, transport, energi, turisme og civil beskyttelse;

19.

understreger, at den nordlige dimensions strukturer bør udnyttes optimalt i det tættere samarbejde mellem EU og Rusland i Østersøområdet. Politikken for den nordlige dimension betragter den nordlige region som et samlet hele med henblik på at styrke samarbejdet mellem de forskellige partnerskabsmekanismer i Østersøområdet og regionerne ved Barentshavet;

20.

bifalder og støtter de konkrete tiltag, som det lokale og regionale niveau har taget for at udvikle praktisk samarbejde med især St. Petersborg og Leningradregionen. Et godt eksempel på en sådan bundstyret tilgang er den såkaldte Turku-proces, der er et fælles initiativ mellem Turku, Sydvestfinland, Hamborg og St. Petersborg.

21.

glæder sig over, at Kommissionen i meddelelsen tager hensyn til anbefalingerne om at fremme en fleksibel og formålsbestemt gennemførelse og styring af strategien i Regionsudvalgets udtalelse om EU-strategien for Østersøområdet (CdR 255/2009), når den fastsætter de vigtigste aktørers roller og ansvar (nationale kontaktpunkter, koordinatorer for prioriterede områder, lederne af de horisontale aktioner og lederne af flagskibsprojekter);

22.

anser Kommissionens forslag til afklaring af strategiens styringsstruktur og forbedring af samme for at være et skridt i den rigtige retning, men er bekymret for kommuners og regioners manglende synlighed i forbindelse med implementeringen af strategien; derfor foreslår udvalget, at det såvel i strategien som i en revideret handlingsplan udtrykkeligt anføres, at princippet om forvaltning på flere myndighedsniveauer skal præge implementeringen;

23.

understreger, at de makroregionale strategiers succes i Europa et langt stykke hen ad vejen afhænger af de lokale og regionale aktørers engagement og bidrag til opfyldelsen af målsætningerne. Det er også helt afgørende, at den private sektor inddrages. Politiske aktører skal vise et klart engagement og påtage sig en ledende rolle, hvis der skal ske fremskridt med hensyn til strategiens gennemførelse i alle deltagende lande;

24.

påpeger, at der stadig er brug for større inddragelse af lokale og regionale aktører i gennemførelsen af strategien for Østersøområdet. Dette skal tages i betragtning, ikke bare når strategiens handlingsplan skal justeres, men også når de enkelte aktørers rolle skal defineres. Som det er nu, kommer en stor del af koordinatorerne for prioriterede områder f.eks. fra sektorbaserede ministerier eller andre centralregeringsorganer. De nationale kontaktpunkter bør forpligtes til at stå i regelmæssige kontakt med lokale og regionale myndigheder og organisationer.

25.

henleder opmærksomheden på, at selv om EU's strategi for Østersøområdet først blev vedtaget, da den nuværende EU-programmeringsperiode allerede var i fuld gang, har forskellige strukturfondsprogrammer muliggjort gennemførelsen af en lang række projekter til støtte for strategien. EU's programmer for territorialt samarbejde, der er blevet gennemført i Østersøområdet, har været et centralt finansieringsværktøj til at fremme foranstaltninger navnlig på lokalt og regionalt niveau;

26.

henleder opmærksomheden på, at der kun er få finansieringsinstrumenter, som egner sig til tværnationale projekter og projekter med mange aktører. At finansieringsbeslutninger vedrørende de enkelte partnere tages på forskellige tidspunkter, bliver et problem, når der også er tale om forskellige finansieringskilder, hvilket forsinker gennemførelsen betydeligt. At der ikke nødvendigvis er nogen samordning mellem finansieringsbeslutninger og at nogle partnere er uden støtte, kan være en hæmsko for igangsættelsen af projekter;

27.

finder det vigtigt, at Kommissionens forslag til forordninger offentliggjort i oktober 2011 forpligter medlemsstaterne til at tage hensyn til eventuelle makroregionale strategier, når de udarbejder og gennemfører nye strukturfondsprogrammer, og understreger, at især det nye tværnationale program for Østersøområdet må være i overensstemmelse med prioriteterne i EU's strategi for Østersøområdet. Programplanlægningen for den næste periode bør indledes helt i starten af 2014, så man undgår, at igangværende projekter forsinkes unødigt;

28.

påpeger, at de nationale strukturfondsprogrammers bidrag til gennemførelsen af EU's strategi for Østersøområdet må præciseres under hensyntagen til forskellene mellem regioner i medlemsstaterne og deres udviklingsbehov. Hvis man er særlig opmærksom på fremme af intelligent specialisering på regionalt plan i de nationale programaktiviteter, åbner det enorme muligheder for indfrielsen af strategiens målsætninger. Ligeledes bør også partnerskabsaftalen mellem medlemsstaten og Kommissionen omtale EU's strategi for Østersøområdet;

29.

mener, at det er vigtigt at sikre startkapital, som foreslået i Kommissionens meddelelse, som middel til at fremme projektsamarbejde, eftersom dette vil inddrage lokale og regionale aktører og repræsentanter for organisationer og civilsamfundet mere i projektaktiviteterne;

30.

understreger, at det fremover vil blive vigtigt at kanalisere finansiering direkte til gennemførelsesforanstaltninger for strategien og at gøre det muligt at kombinere forskellige former for finansiering. Ud over offentlig finansiering skal anvendelse af tjenester fra forskellige finansieringsinstitutter promoveres, og samtidig skal betydningen af privat finansiering fremhæves. Der må udvikles metoder, som sikrer, at flere internationale samarbejdsforanstaltninger kan indgå i projekter, der finansieres via nationale strukturfondsprogrammer;

31.

bifalder de indikatorer til overvågning af gennemførelsen af strategien, som foreslås i Kommissionens meddelelse, men understreger samtidig, at overvågnings- og evalueringssystemet skal være så enkelt som muligt og baseres på indikatorer, som kan give et realistisk billede af de resultater, der er opnået gennem strategibaseret samarbejde; er parat til at deltage i debatten om udformning og udvælgelse af indikatorer.

32.

fremhæver, at gennemførelsen af makroregionale strategier kræver en gennemsigtig beslutningstagning, omfattende udveksling af information og udvikling af fælles praksis på alle niveauer. Især må informationsstrømmen forbedres såvel mellem medlemsstaterne i Østersøområdet som internt i disse lande. Dette vil stimulere et bredere engagement i gennemførelsen af strategiens målsætninger;

33.

betoner, at man gennem øget kommunikation om strategien vil skabe øget bevidsthed om EU's aktiviteter i den brede befolkning. Internetsider om strategien og en offentlig høring om ajourføring af strategiens handlingsplan er skridt i den rigtige retning;

34.

foreslår Kommissionen, at information om finansieringsprogrammer skal indsamles systematisk og offentliggøres, så finansiel rådgivning kan tilbydes fra centralt hold på såvel nationalt som lokalt plan. Problemet er i dag, at projektdeltagere ikke har tilstrækkelig adgang til information. Viden om egnede finansieringsinstrumenter bør formidles mere effektivt, så interessenterne ikke får problemer med at vælge instrumenter, der svarer til deres behov.

35.

gør opmærksom på, at EU's strategi for Østersøområdet har givet medlemsstater, regioner og kommuner nye muligheder for at styrke regional konkurrenceevne og innovation samt fremme intelligent specialisering på regionalt plan. Strategien har også generelt øget de lokale og regionale aktørers interesse for Østersøsamarbejde og deres engagement i dette samarbejde, ligesom den har styrket og tilført nye former for samarbejde;

36.

foreslår, at Regionsudvalget fortsætter med aktivt at overvåge gennemførelsen af EU-strategien for Østersøområdet på grundlag af den ajourførte handlingsplan, som bliver offentliggjort i slutningen af 2012, og fremlægger sine bemærkninger og konklusioner som et indlæg i den generelle debat om makroregionale strategier, især med henblik på gennemførelsen af EU's næste programmeringsperiode (2014-2020).

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/16

—

anmoder om, at de lokale og regionale myndigheders rolle anerkendes behørigt og ledsages af passende ressourcer og kapacitet samt egnede forvaltningsinstrumenter, eftersom disse myndigheder har helt centrale funktioner både direkte som partnere i lokale bæredygtige energiprojekter og i forbindelse med planlægning af ny infrastruktur, udstedelse af tilladelser, investeringer, offentlige indkøb, produktion og styring af energiforbruget;

—

gentager, at man bør prioritere integration i forsyningsnettet af vedvarende energi produceret på lokalt plan ud fra forskellige decentrale ressourcer såsom vind-, vand-, jordvarme-, sol- og biomasseenergi, således at energitransport- og distributionsinfrastrukturen gøres mere intelligent (smart grid). Dette er en forudsætning for en effektiv konkurrence, som kan udmøntes i reelle fordele for de endelige forbrugere;

—

understreger at for at opfylde det stigende behov for fleksibilitet i energisystemet er det nødvendigt at råde over egnede lagringsteknologier på alle spændingsniveauer, der – som f.eks. pumpekraftværker – gør det muligt at lagre overskud og senere tilbageføre det som strøm til nettet i stor målestok. Der bør til dette formål udvikles og anvendes strategiske instrumenter for teknologiforskning og –fremme;

—

anbefaler at fremhæve den rolle, som informations- og kommunikationsteknologierne (ikt) kan spille med henblik på at få innovation til at slå igennem og udbrede information og løsninger vedrørende energiforbrug på strategiske områder såsom intelligente byer (smart cities), der omfatter politikker vedrørende bæredygtig mobilitet, intelligent distributionsinfrastruktur (smart grid) og bæredygtigt byggeri;

—

understreger, at det haster med inden 2014 at fuldende det indre energimarked - som kan bidrage til at sikre en energiforsyning til rimelige priser - at sætte en stopper for enkelte medlemsstaters isolation på energiområdet inden 2015, at tilvejebringe en retfærdig ressourcebalance mellem regionerne samt stabilisere og forbedre rammebetingelserne for den europæiske energisektor, således at meromkostningerne i forbindelse med energiomstillingen kan begrænses.

Ordfører

Ugo CAPPELLACCI (IT/PPE), Sardiniens regionspræsident

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Energikøreplanen 2050

COM(2011) 885 final

1.

er enigt i behovet for hurtigst muligt at få fastlagt en langsigtet EU-strategi for energisektoren, som i praksis kan bidrage til målet om dekarbonisering af Den Europæiske Union i 2050. Omstillingen af energisystemet er en opgave, vi har ansvaret for at løse af hensyn til de kommende generationer, men det giver også Europa en reel mulighed for vækst, udvikling, beskæftigelse, konkurrenceevne og øget energiuafhængighed;

2.

tager vel imod energikøreplanen 2050, men mener, at den ikke er tilstrækkeligt detaljeret og klar til, at medlemsstaterne, de lokale og regionale myndigheder og investorerne kan bruge den som rettesnor for de valg, de skal træffe allerede nu og i tiden efter 2020 for at skabe en ny energimodel og en tilstrækkelig planlægningssikkerhed, og understreger samtidig, at det er vigtigt, at køreplanen nu følges op af konkrete foranstaltninger. Eksempelvis kunne man overveje at indføre forbud mod national støtte til fossile brændstoffer;

3.

savner en evaluering i køreplanen af udgangssituationen mht. målene for dette årti, der er fastsat i energistrategien 2020. Eftersom køreplanen er behæftet med denne mangel, må der først redegøres herfor, før man kan opstille målene og den politiske ramme for 2030, hvortil der henvises i den sidste af køreplanens konklusioner. Desuden er det nødvendigt at opstille milepæle i processen for omstilling af energisystemet i 2030 og 2040 i overensstemmelse med målene for emissionsreduktioner i Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050  (1). En etapevis fremgangsmåde kan bestå i at anvende brændstoffer/energikilder, som kan danne grundlag for en gradvis omstilling, samtidigt med at energisikkerheden og -uafhængigheden bevares. Dermed ville det også blive lettere at nå konkrete resultater og følge og evaluere foranstaltningernes gennemførelse;

4.

mener, at den teknologineutrale tilgang, der foreslås i dokumentet, ikke er hensigtsmæssig og bør tages op til fornyet overvejelse med det mål på længere sigt at prioritere de tilgange, teknologier og brændstoffer, som er pålidelige og som kan anvendes bæredygtigt og sikkert under hensyntagen til foreliggende erfaringer og viden om vedvarende energikilder og innovative teknologier. Endvidere kan en bæredygtig omstilling af energisystemet ikke gennemføres uden at tage højde for de ændrede vilkår for adgangen til ressourcer på grund af den aktuelle økonomiske krise og de mulige miljømæssige og sociale konsekvenser heraf;

5.

er overbevist om, at der bør være sammenhæng mellem miljø- og socialpolitikkerne, og at det derfor må sikres, at der på mellemlangt og langt sigt er lige adgang for alle til sikker og bæredygtig energi med mindst mulig miljøpåvirkning til rimelige priser, og at alle har adgang til materiel til styring af privatforbruget og lokal produktion af vedvarende energi til rimelige priser;

6.

kræver, at de lokale og regionale myndigheder tages med på råd ved udformningen af politikken på områder såsom dekarbonisering af energisektoren mht. energieffektivitet, styring af energiforbruget, energiproduktion og nye teknologier, ved revisionen af køreplanen i overensstemmelse med de decentrale enheders potentiale og behov og ved tildelingen af ressourcer, kapacitet og forvaltningsinstrumenter, som står mål med de decentrale myndigheders vigtige rolle.

7.

påpeger, at omstillingen af energisystemerne vil kræve en varierende indsats af de forskellige regioner og påvirke dem i forskellig grad afhængigt af deres energimålsætning og forhåndenværende ressourcer, og at de eventuelle økonomiske, finansielle og administrative omkostninger af en EU-aktion på energiområdet bør bygge på en detaljeret konsekvensanalyse, som tager behørigt hensyn til de specifikke forhold på lokalt og regionalt plan og navnlig til aspekter såsom isolation på energiområdet;

8.

er enigt i, at omstruktureringen af energisystemerne kræver anlæggelse og/eller modernisering af infrastrukturen, og påpeger, at omkostningerne herved vil være ujævnt fordelt på de forskellige regioner i Europa, hvilket kan komme til at gå ud over den sociale samhørighed;

9.

anbefaler, at der udformes instrumenter til evaluering af virkningerne ved omdannelsen af energisystemerne på decentralt plan i økonomisk, social og miljømæssig henseende. Udvalget minder derfor om vigtigheden af at forbedre kvaliteten og rækkevidden af de mest almindelige makroøkonomiske indikatorer, som anvendes til at evaluere resultaterne af de politiske foranstaltninger, ved at udvide dem med dels energiaspektet set ud fra et bæredygtighedsperspektiv dels med en social og miljømæssig dimension, som kan måle ændringer mht. social samhørighed, adgang til basale varer og tjenesteydelser til overkommelige priser, folkesundhed, fattigdom, herunder energifattigdom, naturressourcer og livskvalitet generelt.

10.

er overbevist om, at opnåelsen af globale mål i energisektoren kræver, at der tages initiativer på lokalt plan. I denne forbindelse understreger udvalget, at anvendelsen af decentrale mål har vist sin effektivitet i forskellige lokale og regionale situationer som led i en flerniveaustyring af omstillingen af energisystemet;

11.

understreger betydningen af samarbejde og solidaritet på tværs af grænser i det nye energisystem, og at der derfor er behov for koordinering på EU-plan. En samordnet indsats på alle forvaltningsniveauer er nødvendig, forudsætter et tæt samarbejde med de regionale og lokale myndigheder og kræver en klar definition af roller og interaktionsmekanismer;

12.

anmoder om, at de lokale og regionale myndigheders rolle anerkendes behørigt og ledsages af passende ressourcer og kapacitet samt egnede forvaltningsinstrumenter, eftersom disse myndigheder har helt centrale funktioner både direkte som partnere i lokale bæredygtige energiprojekter og i forbindelse med planlægning af ny infrastruktur, udstedelse af tilladelser, investeringer, offentlige indkøb, produktion og styring af energiforbruget. Endvidere kræver den sociale dialog og inddragelsen af arbejdsmarkedets parter, som ifølge køreplanen bør styre forandringerne, en fint forgrenet oplysningskapacitet og formidling fra de lokale og regionale myndigheders side, som følgelig ikke alene bør anerkendes utvetydigt, men også støttes effektivt;

13.

anbefaler at fortsætte med at støtte de fornuftige aktioner og vaner, som allerede findes på lokalt plan, ved at skabe større tilslutning hertil og indarbejde dem i enhver form for samarbejde, f. eks. inden for rammerne af borgmesteraftalen eller andre tværregionale, nationale eller internationale strukturer, og ved at understøtte deres funktion som drivkraft for ændringer, for fremme af den økonomiske udvikling på decentralt plan og for skabelsen af informations- og samarbejdsnet.

14.

er enigt i at give forrang til fremme af energibesparelser for at reducere energiefterspørgslen ved at bevidstgøre og uddanne borgerne og få dem til at ændre adfærd, men også ved at støtte udviklingen af nye teknologier, der kan sikre et mere ressourceeffektivt forbrug og større økonomisk vækst, konkurrencedygtighed og beskæftigelse, og ved at medlemsstaterne fremmer energisystemer baseret på selvforsyning for at opnå en så rationel anvendelse af energien som muligt, et distribueret energisystem og en mere reel borgerdeltagelse i beslutningerne om energiform og –anvendelse. Med hensyn til afkobling af økonomisk vækst fra energiforbrug påpeger udvalget, at et fald i energiforbruget kan betragtes som en indikator for udvikling og ikke for recession, hvis et sådant fald følger af større effektivitet i produktionsprocesserne og af energibesparelser, og at det kan være til gavn for økonomien;

15.

understreger, at det går ind for at satse på energieffektivitet som en af de vigtigste foranstaltninger til opnåelse af de mål om emissionsreduktion, der er fastsat for perioden indtil 2050. Er enigt i, at der er behov for at udforme mere ambitiøse energieffektivitetsforanstaltninger og omkostningsoptimale politikker og finder det i denne sammenhæng også fornuftigt med bindende retningslinjer på europæisk plan. Udvalget peger samtidigt på, at det er vigtigt at gøre noget ved de aspekter, som umiddelbart vil kunne bidrage væsentligt til energibesparelser såsom bygningers forbedrede energipræstation og mere bæredygtig mobilitet;

16.

ved fastlæggelsen og gennemførelsen af de presserende energiomlægningsforanstaltninger bør der i hvert tilfælde med henblik på bæredygtigheden sikres sammenhæng mellem de enkelte foranstaltninger. Man bør navnlig vurdere risikoen for, at fremskridt på ét område udløser negative virkninger på andre områder;

17.

går ind for værdiskabelse gennem energibesparelser ved hjælp af bæredygtige markedsmekanismer som beskrevet i Energieffektivitetsplan 2011  (2);

18.

værdsætter, at en øget andel af vedvarende energikilder allerede i 2030 indgår i alle dekarboniseringsscenarier, og at de i 2050 skal tegne sig for det største bidrag set i forhold til andre teknologier. Udvalget beklager dog, at ingen af scenarierne i køreplanen omfatter integrerede løsninger, hvori der indgår vedvarende energi og energieffektivitet med det mål at gøre omstillingen til et energisystem uden fossile brændstoffer mere bæredygtig og arbejde hen imod dekarbonisering af systemet. Selv om fornyelig energi i køreplanen anerkendes som altafgørende for varme- og kølesektoren, er det ikke desto mindre beklageligt, at der ikke foreligger nogen tilbundsgående analyse af den centrale rolle, som denne sektor med sin store betydning for det samlede energiforbrug bør spille i) med henblik på dekarbonisering af det europæiske energisystem inden 2050 og følgelig ii) ved udarbejdelsen af nutidige og fremtidige energipolitikker;

19.

understreger bemærkningerne i udtalelsen CdR 7/2011 af 30. juni/1. juli 2011 om "Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter" og de vigtige mål om fremme af energitransportnet og integration i forsyningsnettet af vedvarende energi produceret på lokalt plan ud fra forskellige decentrale ressourcer såsom vind-, vand-, jordvarme-, sol- og biomasseenergi med mere, således at energitransport- og distributionsinfrastrukturen gøres mere intelligent (smart grid). Dette er en forudsætning for en effektiv konkurrence, som kan udmøntes i reelle fordele for de endelige forbrugere. For at opfylde det stigende behov for fleksibilitet i energisystemet er det nødvendigt at råde over egnede lagringsteknologier på alle spændingsniveauer, der – som f.eks. pumpekraftværker – gør det muligt at lagre overskud og senere tilbageføre det som strøm til nettet i stor målestok. Der bør til dette formål udvikles og anvendes strategiske instrumenter for teknologiforskning og -fremme.

20.

er enigt i behovet for mere diversificerede forsyningskilder for at garantere energisikkerhed. Udvalget henleder opmærksomheden på betydningen af at råde over præcise retningslinjer for en overgangsfase, hvor de konventionelle energikilder (gas, kul, olie) i de til enhver tid mest CO2-effektive og bæredygtige former – frem for alt under anvendelse af teknologierne til opsamling og lagring af CO2 – kan spille en ledsagende rolle i det forløb, der skal munde ud i dekarbonisering af energisystemet, mens der udvikles den teknologi, infrastruktur og adfærd, som er nødvendig for forandringerne;

21.

er bekymret over den vægt, der i strategien lægges på teknologier, der endnu ikke er tilgængelige i kommerciel målestok, og anbefaler, at udnyttelsen af ikke-konventionelle gastyper, såsom skifergas, og anvendelsen af teknologier, som er forbundet med risikofaktorer, man endnu ikke har fuldt overblik eller kontrol over, og som kan få grænseoverskridende konsekvenser, bliver taget op på EU-plan til undersøgelse og drøftelse af de mulige miljømæssige og sociale konsekvenser på kort og lang sigt, i overensstemmelse med gældende regler, og - som i tilfældet med gasskifer – under hensyntagen til et eventuelt behov for regulering. Udvalget bifalder derfor, at Kommissionen har til hensigt at fremme forskning i teknologier, der kan bidrage til en dekarbonisering af energiomdannelsen, og foreslår at lade livscyklusanalyser indgå som centrale evalueringselementer i beslutningstagningen;

22.

ser meget kritisk på den årsagssammenhæng mellem dekarbonisering og atomenergi, som beskrives i energikøreplanen og på antagelsen om, at "atomenergi bidrager til lavere systemomkostninger og priser på elektricitet", når det samtidig erkendes, at "sikkerhedsomkostningerne og omkostningerne til afvikling af eksisterende anlæg og bortskaffelse af affald sandsynligvis vil stige". Udvalget opfordrer derfor til, at der i særlig grad fokuseres på langsigtede scenarier baseret på ikke-konventionelle vedvarende energikilder og på, at den stigende offentlige utryghed ved sikkerheden på det nukleare område kan føre til færre private investeringer i sektoren og således nødvendiggøre et større offentligt bidrag i form af subsidier eller højere elpriser, som vil ramme de fattigste i vores samfund hårdest.

23.

mener, at fastlæggelsen af en referenceramme for investeringerne, som løber i det mindste til 2030, kan gøre køreplanen mere effektiv og tilvejebringe større vished på markedet for såvel de private aktører som de offentlige, navnlig hvis den også henviser til nationale investeringsmål, som tager hensyn til de lokale og regionale myndigheders handlingsplaner. Større vished på investeringsområdet vil endvidere kunne bidrage til opfyldelsen af 2020-målene, herunder især energieffektivitet og besparelser, hvor der stadig er behov for at gøre en større indsats. Det ville også være til gavn for referencerammen at udarbejde et kort på europæisk plan over ekspertisen inden for energieffektivitet og vedvarende energi som grundlag for en målretning af investeringerne med det sigte at styrke vækstdynamikken og aktørerne i disse sektorer;

24.

anmoder især om en klar angivelse af, hvor store midler der vil blive afsat til fremme af decentraliserede investeringer i bæredygtig energi (styring af forbruget og produktion af vedvarende energi), som kan bidrage til effektiv udnyttelse af ressourcerne og til udvikling af en grøn økonomi og grønne job på lokalt og regionalt plan; indførelse af et nyt finansielt instrument, der forvaltes decentralt, til hjælp for gennemførelsen af handlingsplanen for bæredygtig energi; samt (økonomisk og lovgivningsmæssig) støtte til små decentrale producenter af vedvarende energi, herunder lokale og regionale myndigheder, for at lette deres integration i forsyningsnettet;

25.

anbefaler at forlænge og udvide programmet "Intelligent Energi – Europa", som har givet gode resultater, og klart at fastlægge betingelserne for tildeling af en betydelig del af de finansielle midler, der er til rådighed under samhørighedspolitikken. Udvalget anser det blandt andet for nødvendigt at afsætte midler under strukturfondene til støtte for etableringen af lokale partnerskaber om decentraliseret udvikling af kulstoffattige og energieffektive teknologier, og at der for Socialfondens vedkommende afsættes midler til opbygning af menneskelige ressourcer, som kan planlægge, forvalte og yde teknisk bistand i energispørgsmål vedrørende såvel løsninger som teknologier og partnerskaber med henblik på implementering;

26.

mener, at de lokale myndigheder bør vedblive med at nyde godt af forenklet adgang til finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til bæredygtig energi. Man bør prioritere projekter, der omfatter såvel energieffektivitet som vedvarende energi med henblik på bæredygtig udvikling af et område gennem forenklede procedurer og lettere adgang for mindre forvaltningsenheder;

27.

påpeger, at nationale foranstaltninger alene ikke kan sikre en effektiv finansiering af energiinfrastrukturer, og foreslår derfor, at der afsættes flere midler til projekter i energisektoren, navnlig for at fremme brugen af løsninger baseret på vedvarende energikilder, herunder også til opvarmning og køling af bygninger;

28.

foreslår at udarbejde en strategi til støtte for regionale klynger og partnerskaber og samarbejde mellem de eksisterende, der i nogle regionale områder allerede har vist sig at være velegnede instrumenter til udvikling af grønne energi- og energieffektiviseringsmarkeder, mobilisering af investeringer, kompetenceopbygning og jobskabelse.

29.

er enigt i behovet for at tilskynde til en kraftig satsning på EU-plan i innovation og forskning ud fra overbevisningen om, at udviklingen af innovative, mere effektive og mindre dyre teknologier kan bidrage til at skabe større sikkerhed i sektoren og tiltrække kapital, blandt andet via en hensigtsmæssig tildeling af midler inden for det nye "Horisont 2020"-program;

30.

understreger på det kraftigste behovet for overensstemmelse mellem mål og prioriteter i det nye forskningsprogram Horisont 2020 og energikøreplanen 2050;

31.

mener, at der i højere grad bør opmuntres til innovation og forskning i mikroproduktion af energi, f.eks. vandenergi fra mindre vandløb, vindkraft for enkelte eller mindre grupper af husstande, lokal solenergi og varmeproduktion fra varme kilder, hvor sådanne findes;

32.

opfordrer til større forsknings- og udviklingsfokus på potentialet i havenergi (bølge- og tidevandsenergi), som rummer et enormt potentiale for sikker og bæredygtig energiforsyning;

33.

foreslår at udforme reproducerbare mekanismer på grundlag af bedste praksis i forskellige regioner for at understøtte dannelsen af innovationsklynger, regionale innovationsplatforme for energi og andre former for offentlig-private partnerskaber mellem decentrale myndigheder, forskningssektor og industri. Sådanne former for partnerskaber kan udgøre vigtige instrumenter for regional udvikling og udvikling af de lokale økonomier til sikring af mere fleksible, tilgængelige og rentable innovationer og teknologier på lokalt plan;

34.

mener, at landbrugs- og skovpolitikkerne vil blive kraftigt påvirket af køreplanen, og at det følgelig vil være nødvendigt at støtte forskning, der kan bane vej for tilpasning og udvikling af disse sektorer, så de kan indgå i en mere bæredygtig sammenhæng;

35.

anbefaler at fremhæve den rolle, som informations- og kommunikationsteknologierne (ikt) kan spille med henblik på at få innovation til at slå igennem og udbrede information og løsninger vedrørende energiforbrug på strategiske områder såsom intelligente byer (smart cities), der omfatter politikker vedrørende bæredygtig mobilitet, intelligent distributionsinfrastruktur (smart grid) og bæredygtigt byggeri;

36.

foreslår, at man understreger vigtigheden af forskning og uddannelse af energieksperter, navnlig fra medlemsstaternes side, så man senere kan trække på kvalificeret arbejdskraft og egnede studieprogrammer til at udvikle effektive fremtidsteknologier, indføre innovation og gennemføre strategiske planer.

37.

understreger, at det haster med inden 2014 at fuldende det indre energimarked - som kan bidrage til at sikre en energiforsyning til rimelige priser - at sætte en stopper for enkelte medlemsstaters isolation på energiområdet inden 2015, at tilvejebringe en retfærdig ressourcebalance mellem regionerne samt stabilisere og forbedre rammebetingelserne for den europæiske energisektor, således at meromkostningerne i forbindelse med energiomstillingen kan begrænses;

38.

anbefaler en videreudvikling af emissionshandelsordningen med en grundlæggende ændring af reglerne for gratis tildeling af kvoter, som i sin nuværende form undergraver det reguleringsmæssige sigte med emmissionskvoteordningen, fordi prisen på certifikater er for lav. I den forbindelse bør der tages hensyn til forholdene for de industrier, som opererer på de internationale markeder, hvis konkurrenceevne kan hæmmes af fænomenet med kulstofudflytning (CO2-lækage) til tredjelande.

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/21

—

er overbevist om, at det fra et økonomisk og socialt synspunkt haster med at få sat gang i tilpasningen i kystregionerne – også selvom nogle lande i euroområdet stadig er mærket af statsgældskrisen, for det vil blive endnu dyrere, hvis vi ikke handler; mener, at EU's fremtidige tilpasningsstrategi bør være så udførligt specificeret, at den tager hensyn til de mange regionale forskelle;

—

erkender, at den integrerede kystforvaltning (IZCM) er yderst vigtig for at fremme integrationen af politikker i kystområderne, særligt når det gælder de endnu ikke fuldt regulerede spørgsmål som erosion, tilpasning til klimaforandringerne og grøn infrastruktur, og for at fremme samarbejdet mellem lokale aktører på regionalt plan gennem initiativer som Sardinia Charter i Middelhavsområdet;

—

gør opmærksom på, at udvikling af redskaber til vurdering af såvel omkostninger som fordele ved tilpasning vil kunne få sat gang i de lokale og regionale politiske processer, som er udgangspunktet for den lokale og regionale planlægning og indgriben, og skabe betingelserne for udformningen af de mest omkostningseffektive strategier;

—

nævner igen muligheden for at blive hørt regelmæssigt om europæiske og internationale klimaforhandlinger og ser derfor gerne: (i) at det inddrages i en europæisk arbejdsgruppe om tilpasningen, der beskæftiger sig med områder med permanente handicap, herunder dem som skyldes virkningerne af klimaforandringerne, hvilket vil sige kystregioner, øer, bjergområder og regioner i den yderste periferi, og (ii) at det får observatørstatus i tilpasningsudvalget.

Ordfører

Ugo CAPPELLACCI (IT/PPE), Sardiniens regionspræsident

Basisdokument

Anmodning om udtalelse fra det cypriotiske EU-formandskab

1.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder bør have mulighed for at deltage proaktivt i både planlægningen og gennemførelsen af tilpasningen til klimaforandringerne og i processen med at vurdere tilpasningsmulighederne (adaptation assessment) (1) ,  (2). Derfor fremhæver udvalget igen (3) den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i at imødegå virkningerne af klimaforandringerne. Det glæder sig over, at man på EU (4) - og internationalt (5) niveau har anerkendt denne rolle, hvilket tydeligt fremgår af EU's fremtidige klimatilpasningsstrategi;

2.

minder om, at klimaforandringerne og deres følger er nogle af de vigtigste udfordringer for de lokale og regionale myndigheder i EU i de kommende år. I den forbindelse er den vigtigste prioritet at få truffet de fornødne foranstaltninger for så vidt som muligt at forsøge at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur (modvirkning) og samtidig forberede sig til disse uundgåelige ændringer (tilpasning) på de forskellige niveauer;

3.

er enigt i konklusionerne fra Rio+20-konferencen om, at tilpasningen til klimaforandringerne haster og uden forsinkelse må prioriteres på verdensplan, og at strategierne for henholdsvis begrænsning af risikoen for naturkatastrofer og tilpasning til klimaforandringerne bør være bedre integrerede og samordnede (6). Det gør imidlertid opmærksom på, at det er det lokale niveau, der vil blive belastet af denne globale prioritet, eftersom det er de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for at forvalte og forebygge katastrofer og for skaderne på miljøet, økonomien, den sociale struktur og den kulturelle identitet i de befolkninger, der rammes;

4.

mener, at tilpasningen på lokalt niveau snarere end at være midlertidige løsninger på enkeltstående hændelser bør være gradvise, bæredygtige tilpasninger til forskellige kombinationer af udløsende faktorer. Det er derfor enigt i Kommissionens lovforslag for perioden 2014-2020 om, at tilpasningen til klimaforandringerne i overensstemmelse med principperne om bæredygtig udvikling og på lige fod med miljøbeskyttelse, ressourceeffektivitet, modvirkning, modstandsdygtighed over for katastrofer og forebyggelse og forvaltning af risici bør være et væsentligt punkt i partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer for de fem fonde omfattet af den fælles strategiske ramme (7);

5.

bemærker, at klimaforandringernes virkninger varierer i tid og fra sted til sted, og at fælles tilpasningsløsninger sjældent er effektive. Fælles strategier og no regret-foranstaltninger iværksat af flere medlemsstater bør indgå i strategier, som er resultatet af evalueringer gennemført på lokalt og regionalt niveau, og som helt specifikt har vurderet typen af indgreb, rækkevidde (omfang) og cost-benefit;

6.

bemærker, at virkningerne af klimaforandringerne har meget store omkostninger, og at de regionale myndigheder i perioden 1998-2015 har betalt ca. en tredjedel af udgifterne til beskyttelsen af de europæiske kyster (8). Udvalget understreger igen (9), at finansieringen af tilpasningen er en afgørende faktor i gennemførelsen på lokalt plan.

7.

understreger, at kystregionerne er sårbare over for klimaforandringer  (10), idet de allerede er stærkt belastede af koncentrationen af erhvervsaktiviteter, infrastruktur og bycentre. 12 % af kystregionerne i EU inden for en radius af 10 km fra kysten ligger 5 m eller mere under havets overflade og er derfor meget sårbare over for oversvømmelser, mens der ved 20 % af kysterne er alvorlige problemer med erosion og et anslået landtab på 15 km2 om året (11). Erosion anses for den primære årsag til ødelæggelsen af økosystemer (65 % af det samlede tab) langs kysterne i perioden 2000-2006 (12), mens andre tal tyder på, at 35 % af vådområderne i EU kan være forsvundet i 2100 sammenlignet med 1995 (13);

8.

bemærker, at virkningerne vil blive mærket meget forskelligt fra region til region. I Østersøen er det havets fauna, der formentlig vil blive berørt af den forventede stigning i havets temperatur. I regionerne langs Nordsøen og Atlanterhavskysten vil risikoen for oversvømmelser blive større på grund af havets stigende gennemsnitlige vandstand. De største risici i Middelhavsområdet er erosion og manglen på ferskvand, som følge af at stadig mere salt trænger ned i grundvandet, samt lange tørkeperioder. Også ved Sortehavet er erosion et problem, mens de perifere regioner generelt er sårbare over for alle disse virkninger, fra oversvømmelser til tørke og ekstreme vejrfænomener som cykloner (14). Virkningerne vil desuden være mere eller mindre kraftige afhængig af ikke blot de naturlige systemers sårbarhed og evne til at stå imod, men tillige af hvordan de menneskelige systemer er tilrettelagt, bl.a. sundhedssystemer og mekanismer, der skal begrænse (eller varsle) risikoen for naturkatastrofer, herunder tsunamier;

9.

gør opmærksom på problemets omfang på europæisk plan, hvor der er 447 kystregioner fordelt på 22 medlemsstater og 6 store havområder. 41 % af Europas befolkning bor i disse regioner, en procentdel svarende til de 41 % som den aktive befolkning i udgør EU (15). 35 % af bruttonationalproduktet (BNP) i de 22 lande med kystregioner, svarende til 3,5 bio. euro, skabes i en radius af 50 km fra kysten, og værdien af de økonomiske aktiver, der findes inden for 500 m fra kystlinjen, anslås til at være i størrelsesordenen 500-1 000 mia. euro (16). Alt dette understreger betydningen af kystregionerne målt på produktion og økonomisk og social værdi for udviklingen og samhørigheden i området, værdier som absolut må bevares eller styrkes yderligere i forbindelse med tilpasningen til klimaforandringerne;

10.

er derfor overbevist om, at det fra et økonomisk og socialt synspunkt haster med at få sat gang i tilpasningen i kystregionerne – også selvom nogle lande i euroområdet stadig er mærket af statsgældskrisen, for det vil blive endnu dyrere, hvis vi ikke handler. Nye studier (17) viser, at det forhold, at der ikke siden 1995 er iværksat yderligere beskyttelsesforanstaltninger, vil komme til at koste EU 11,7 mia. euro om året i perioden 2041-2070 og 17,4 mia. euro om året i perioden 2071-2011. Antallet af personer, som hvert år udsættes for risikoen for oversvømmelser, kan stige med ca. 40 000, henholdsvis 80 000 i de ovenfor nævnte perioder. De årlige tilpasningsomkostninger anslås derimod til at være på ca. 1 mia. euro i perioden 2041-2070 og på 0,7 mia. euro i perioden 2071-2100, hvilket klart viser, at fordelene ved tilpasning langt overstiger omkostningerne ved ikke at handle. Udvalget bemærker desuden, at undersøgelserne tilråder, at der foretages tilpasninger, uanset om der indtræder klimaforandringer eller ej som følge af den socioøkonomiske udvikling i kystregionerne og de langt flere goder og investeringer, som derfor skal beskyttes;

11.

understreger også, at omkostningerne som en procentdel af BNP ved såvel ødelæggelserne som tilpasningen varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, og at omkostningerne til gennemførelse af foranstaltninger især for øer er betragtelige på grund af øernes særlige geografi;

12.

gør opmærksom på, at der i kystregionerne findes vigtige naturlige levesteder, og at regionerne medvirker til at bevare biodiversiteten  (18) , landskabet, følsomme økosystemer som f.eks. vådområder, og til at udnytte økosystemtjenester, som er afgørende for, at disse regioner forbliver attraktive og økonomisk bæredygtige og kan bevare deres kulturelle identitet. Desuden bemærkes det, at NATURA-2000-nettet beskytter en betragtelig del af kyst- (19) og havområderne;

13.

understreger, at tilpasningen i kystregioner er meget kompleks omfattende mange forskellige aspekter. Det er nemlig i disse regioner, at landsystemer (byer, industri, landbrug, skove, floder) og havsystemer (fiskeri, akvakultur, havneaktiviteter, søtransport, turisme) kommer i kontakt med hinanden. Derudover har disse regioner forvaltningskompetencer (vedrørende f.eks. risikoen for oversvømmelse, levering af drikkevand og arealudnyttelsen), der ofte er fordelt på forskellige myndighedsniveauer (20).

14.

glæder sig over Kommissionens vilje til at fastlægge en integreret strategi på EU-niveau og fælles instrumenter for tilpasningen, idet det er overbevist om, at en europæisk tilgang til tilpasningen til de allerede igangværende og fremtidige klimaforandringer kan tilføre en merværdi til medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders foranstaltninger uden at være i strid med nærhedsprincippet, bl.a. under hensyntagen til at virkningerne af klimaforandringerne ikke stopper ved landegrænserne;

15.

mener dog, at EU's fremtidige tilpasningsstrategi bør være så udførligt specificeret, at den tager hensyn til de mange regionale forskelle med hensyn til: (i) virkningernes art; (ii) sårbarhed og langtidsvirkninger; (iii) de økonomiske betingelser (f.eks. goder og ressourcer i farezonen); (iv) den sociale struktur (f.eks. befolkningstæthed og kapaciteten i de menneskelige systemer) og (v) strukturelle karakteristika (f.eks. fjern beliggenhed eller handicap, som giver større sårbarhed over for klimaforandringerne i kystregioner, øområder og bjergregioner (21) og regioner i den yderste periferi);

16.

gør endvidere opmærksom på, at den fremtidige strategi er en lejlighed til at finde frem til de tilpasningsforanstaltninger, der ligesom finansieringsinstrumenterne er tilstrækkeligt fleksible til, at de på den ene side kan afpasses efter de forskellige regionale forhold og på den anden side tage højde for, at tilpasningerne er en fortløbende proces. Foranstaltningerne bør desuden være afstemt med modvirkningsforanstaltningerne, så resultatet ikke bliver en uhensigtsmæssig tilpasning, som kan føre til en stigning i produktionen af drivhusgasser eller øge sårbarheden;

17.

mener, at EU's rolle i tilpasningen i kystregioner bør have fokus på initiativer vedrørende: (i) koordinering og samarbejde mellem forskellige myndighedsniveauer, dér hvor virkningerne eller foranstaltningerne berører flere lande; (ii) uddannelse; (iii) videnskabelse for at løse problemer, som i kystområder ofte er ensbetydende med komplekse processer, der kræver tværfaglige tilgange; (iv) udbredelse af viden, god praksis og succeshistorier; (v) teknisk og økonomisk støtte til udarbejdelse og gennemførelse af integrerede regionale og lokale tilpasningsstrategier; (vi) forskning og udvikling af innovative tilpasningsteknologier; (vii) udformning af samt teknisk og økonomisk støtte til programmer om grænseoverskridende samarbejde om tilpasning på makroregionalt niveau;

18.

mener endvidere, at Kommissionen bør spille en afgørende rolle i at koordinere og vurdere de mange forsknings- og investeringsprojekter, der samfinansieres med EU-midler, så man undgår overlapninger, optimerer synergieffekterne og fremmer udbredelsen og den udstrakte anvendelse af de bedste løsninger og instrumenter. Kommissionen bør i den forbindelse sikre koordinering af fælles foranstaltninger mellem nabostater eller kystregioner og gennemførelse af fælles forsknings- og investeringsprojekter;

19.

anser (22) det for nødvendigt, at der tilstræbes en større sammenhæng i EU's politikker, især med miljøpolitikken. Det bemærker, at bl.a. gennemførelsen af habitatdirektivet (92/43/EØF) og fugledirektivet (79/409/EØF) kan bringes i fare som følge af tilpasningen, særligt hvor der er tale om infrastrukturforanstaltninger. Det er derfor vigtigt, at der lokalt indføres effektive og gennemsigtige høringsordninger for at udpege de lokaliteter af betydning for EU, som kommer til at mærke de negative virkninger eller bliver ødelagt som følge af tilpasningen, og som skal genoprettes og/eller erstattes;

20.

erkender, at den integrerede kystforvaltning (IZCM) er yderst vigtig for at fremme integrationen af politikker i kystområderne, særligt når det gælder de endnu ikke fuldt regulerede spørgsmål som erosion, tilpasning til klimaforandringerne og grøn infrastruktur, og for at fremme samarbejdet mellem lokale aktører på regionalt plan gennem initiativer som Sardinia Charter i Middelhavsområdet (23). Det bifalder derfor revisionen af henstillingen fra 2002 med henblik på at indarbejde den mere detaljerede politiske ramme for forvaltningen af hav- og kystområder udarbejdet i EU i de senere år (24). Det håber i den forbindelse, at revisionen vil være en anledning til i højere grad at fokusere IZCM på tilpasningsprocesserne;

21.

glæder sig over udsigten til, at den økonomiske støtte fra EU stiger markant under den næste flerårige finansielle ramme 2014-2020 med mindst 20 % af de samlede udgifter øremærket til klimatiltag. Dog understreger det, at der må sikres en rimelig og realistisk fordeling af finansieringsansvaret mellem de forskellige myndighedsniveauer, idet der må tages hensyn til, at de lokale og regionale myndigheder for øjeblikket er hårdt belastet økonomisk, og samtidig skal principperne om komplementaritet og additionalitet overholdes. Der må også gøres en indsats for at finde alternative ressourcer;

22.

genfremsætter i den henseende forslaget (25) om, at en del af indtægterne fra EU's emissionshandelsordning stilles til rådighed for de lokale og regionale myndigheder til gennemførelsen af tilpasnings- (og modvirknings)foranstaltninger. Det ser desuden gerne, at Kommissionen udarbejder henstillinger vedrørende inddragelse af den private sektor, herunder forsikringsselskaber, i risikovurderingen og -delingen og i bevidstgørelseskampagner.

23.

understreger, at det er vigtigt, at tilpasningsprocessen ikke kun vurderes ud fra omkostninger, men også og især på muligheder og fordele i forhold til, hvis der ikke gøres noget, og mener (26), at processen bør betragtes som et potentielt instrument i udviklingen af konkurrencedygtige og grønne, regionale økonomier. Dog understreger det, at forudsætningen herfor er en lokal myndighed, der er bevidst om risici og virkningerne af klimaforandringerne, kompetent til at vedtage de nødvendige foranstaltninger og evner at integrere politikker og foranstaltninger på lokalt plan og udnytte de finansieringsmuligheder, der er;

24.

bemærker, at det trods nogle regioners aktive medvirken til at tackle klimaforandringerne er bange for, at der generelt mangler viden om problemets omfang. Derfor anser udvalget det for vigtigt, at der tilrettelægges oplysningskampagner, som forklarer årsagssammenhængen mellem klimaforandringerne og de lokale og regionale problemer, som f.eks. vandmangel, forsvindende kystlinje, hedebølger, oversvømmelser og jordskred, og tillige informerer og giver konkrete eller vellykkede eksempler på anvendelsen af de instrumenter, der er til rådighed for tilpasnings- og modvirkningsprocessen (27);

25.

finder det altafgørende, at Den Europæiske Socialfond bruges til på lokalt og regionalt plan at opbygge den kapacitet og sikre den fleksibilitet, der er nødvendig for at styre tilpasningen i såvel den offentlige som den private sektor. Det vil således være hensigtsmæssigt at forbedre den lokale styring med henblik på at indarbejde tilpasningsstrategierne i de sektorpolitikker, der henhører under det lokale/regionale niveau, eller fremme udviklingen af en passende lokal/regional lovgivning. Omvendt bør den private sektor tilpasse sin ekspertise inden for projektering og byggeri til de nye behov, der udspringer af integrerede og tværfaglige politikker (28);

26.

opfordrer Kommissionen til bl.a. med udgangspunkt i erfaringerne fra de enkelte projekter at forbedre og videreudvikle: (i) kortlægningsinstrumenter, som giver mulighed for at indhente geografisk opdelte data og informationer i et omfang, der kan understøtte beslutningsprocessen på lokalt og regionalt niveau; (ii) en klar og fælles referenceramme for evalueringen af sårbarhed, virkninger og risici og (iii) retningslinjer for udformningen af lokale tilpasningsstrategier i kystregioner, hvor der tages hensyn til, at foranstaltningerne nødvendigvis må have tværfaglig karakter, og til forvaltningen på flere niveauer i de pågældende områder;

27.

mener især, at det vil være hensigtsmæssigt at udvikle sårbarhedsindikatorer for kystregioner og med udgangspunkt deri instrumenter til at analysere sårbarheden. Sammen med forudberegninger af, hvornår begivenheder indtræffer, og den skønnede tilpasningskapacitet kan disse indikatorer endvidere gøre det nemmere at prioritere, hvor der skal sættes ind lokalt og regionalt, så de fleste ressourcer bruges dér, hvor behovet er størst;

28.

bifalder etableringen af informationsplatforme som CLIMATE-ADAPT, men betoner, at indholdet bør gøres lettere tilgængeligt for slutbrugerne i overensstemmelse med principperne om et fælles miljøinformationssystem (SEIS) (29), for eksempel bør informationerne oversættes til et passende antal sprog. Det mener ligeledes, at man bør se på mulighederne for under platformen at etablere en særlig sektion vedrørende finansiering af tilpasningen på lokalt og regionalt niveau og en database over investeringer;

29.

mener, at det er vigtigt i højere grad at udnytte forskningen. Den bør i højere grad indrettes efter den lokale/regionale politiks behov, og bl.a. udvikle tilpasningsstrategier og foranstaltninger, der er omkostningseffektive, fordi de er planlagt med de særlige lokale og regionale forhold for øje, og den bør fremme etableringen af eller styrke allerede eksisterende mekanismer for dialog og/eller partnerskaber mellem videnskab, politik og så vidt muligt civilsamfundet f.eks. gennem fælles deltagelse i EU-projekter;

30.

gentager (30), at det for kystregioner er yderst vigtigt, at de vedtagne politikker samordnes, og at der forskes i virkningerne i nabo- og grænseoverskridende regioner, så problemet ikke blot skubbes fra én region til en anden. En fremgangsmåde for identifikationen af disse foranstaltninger, som er inddragelsesbaseret, og hvori alle vigtige aktører deltager, kunne gøre det nemmere at gribe ind på en måde, der er sammenhængende på tværs af regioner;

31.

mener, at tilpasningsomkostningerne og manglende evne til at se potentiale og muligheder i høj grad hindrer, at der udarbejdes og ikke mindst gennemføres lokale strategier. Udvalget gør derfor opmærksom på, at udvikling af redskaber til vurdering af såvel omkostninger som fordele ved tilpasning vil kunne få sat gang i de lokale og regionale politiske processer, som er udgangspunktet for den lokale og regionale planlægning og indgriben, og skabe betingelserne for udformningen af de mest omkostningseffektive strategier;

32.

er overbevist om, at uanset at der er kapacitet, viden og den nødvendige videnskabelige dokumentation, så hindrer manglen på finansielle midler på lokalt og regionalt plan effektiv indgriben. Det er derfor nødvendigt at etablere ordninger for direkte finansiering af foranstaltninger lokalt og regionalt ved hjælp af partnerskabsinstrumenter som for eksempel Life+ og Horisont 2020, markedsinstrumenter som betaling for økosystemtjenester eller brug af indtægterne fra emissionshandelsordningen og skatteinstrumenter, herunder incitamenter;

33.

bemærker, at det er nødvendigt at afhjælpe den manglende fleksibilitet i tilpasningsforanstaltninger ved for eksempel at prioritere reversible strategier bestående af "bløde" i stedet for "hårde" foranstaltninger (eksempelvis mere effektive varslingssystemer i stedet for store perifere anlæg) og fremme udviklingen af "grøn infrastruktur", hvis formål er genoprettelse af naturlige levesteder, som er grundlaget for en økosystembaseret tilgang til tilpasningen;

34.

bemærker i den forbindelse, at ICZM er blevet obligatorisk for medlemsstater i Middelhavsområdet, idet Barcelonakonventionens ICZM-protokol trådte i kraft i marts 2011, og at protokollen specifikt omtaler anlæggelse af en økosystembaseret tilgang for at sikre en bæredygtig udvikling af kystregionerne (31). I øvrigt konstaterer udvalget, at EU's biodiversitetsstrategi (32) opfatter økosystembaserede tilgange til tilpasning og modvirkning som omkostningseffektive alternativer til teknologiske løsninger, og imødeser derfor med forventning de bidrag, som EU's fremtidige strategi for grøn infrastruktur kan yde til tilpasningsprocessen i kystregionerne.

35.

beder Kommissionen om at gennemføre en forudgående høring af repræsentanter for lokale og regionale myndigheder for at få vished for, at forslaget til en EU-tilpasningsstrategi er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og i tilstrækkelig grad betoner og går i detaljer vedrørende det lokale niveau, særligt de mest sårbare områder som kystregioner, øer og bjergområder;

36.

er helt sikker på at kunne bidrage aktivt til udviklingen af informationsplatforme som CLIMATE-ADAPT og OURCOAST, ikke mindst til at platformenes indhold får fokus på de lokale behov og forhold, således at de lokale og regionale myndigheder får større udbytte deraf;

37.

nævner igen (33) muligheden for at blive hørt regelmæssigt om europæiske og internationale klimaforhandlinger og ser derfor gerne: (i) at det inddrages i en europæisk arbejdsgruppe om tilpasningen, der beskæftiger sig med områder med permanente handicap, herunder dem som skyldes virkningerne af klimaforandringerne, hvilket vil sige kystregioner, øer bjergområder og regioner i den yderste periferi og (ii) at det får observatørstatus i tilpasningsudvalget (34);

38.

er overbevist om, at der er behov for større solidaritet og interaktion mellem regioner på både EU- og internationalt niveau, således at det bliver muligt at udnytte den viden og de erfaringer om tilpasningsprocessen, som de lokale og regionale myndigheder har opbygget. Udvalget bifalder derfor initiativer som Durban Adaptation Charter, der fastlægger fælles forpligtelser for lokale myndigheder; initiativer som TACC (35), der fremmer innovative partnerskaber; og initiativer som Climate Technology Centre and Network (36), der sigter mod at skabe et net for samarbejde om og udveksling af miljøteknologier.

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/27

—

bemærker, at bjergregionerne er meget følsomme over for klimaændringerne, og fastholder, at tilpasningen til klimaændringerne i bjergområder bør indgå i et bredere projekt med henblik på at øge den enkeltes og hele samfundets modstandsdygtighed, hvor der tages højde for alle udfordringer på miljø-, energi- og socialområdet, som nødvendigvis er indbyrdes forbundne;

—

bemærker, at EU i 2013 skal have fastlagt en strategi for tilpasningen, og anser det for afgørende, at denne overordnede strategi får en regional og lokal dimension i henhold til artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og at den kommer til at indeholde et særligt kapitel om bjergregionerne;

—

fremhæver det forhold, at da bjergområderne forventes at blive mere udsatte i de kommende tiår, kræves der en øget forskning og et godt informationsudvekslingssystem. Det er vigtigt, at de midler, der skal gå til tilpasningen til klimaændringerne, udtrykkeligt afsættes i Den Europæiske Unions budget for perioden 2014-2020. Det er nødvendigt at træffe foranstaltninger til forbedring af adgangen til og leveringen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i særligt udsatte områder;

—

understreger, at mange bjergregioner allerede er begyndt at udvikle tilpasningsstrategier, og at det haster med at koordinere målene og gennemgå resultaterne. Det er nødvendigt at harmonisere initiativerne, som i dag er spredt på mange organisationer, forskningsorganer og myndigheder i bjergregionerne.

Ordfører

Luciano CAVERI (IT/ALDE), medlem af regionalrådet for den selvstændige region Valle d'Aosta

Basisdokument

Initiativudtalelse

1.

bemærker, at der i de seneste år er produceret en omfattende videnskabelig litteratur og en lang række politiske tekster og videnskabelige projekter i Den Europæiske Union, som viser, at bjergregionerne er meget følsomme over for klimaændringerne, idet der her på et lille område er koncentreret mange forskellige naturlige miljøer, som adskiller sig fra hinanden i kraft af højdeforhold, orientering i forhold til verdenshjørnerne og de atmosfæriske strømmes påvirkning. IPCC regner også bjergområderne blandt de regioner, som er mest udsatte for klimarisici (hot spot). Endvidere fastslås det i kapitel 13 i Agenda 21 (Rio-topmødet, 1992), som specifikt omhandler bjergregioner, at disse områder er de mest sårbare over for klimaændringer (punkt 4). Dette spørgsmål er stadig aktuelt i forbindelse med Rio+20-konferencen i juni 2012. Bjergområderne er hjemsted for flest skovområder i Europa og spiller derfor en vigtig rolle som dræn i kraft af den store CO2-binding. De bidrager desuden til at forbedre luftkvaliteten ved at mindske de negative konsekvenser af forureningen samt bidrager med betydelige vand- og landskabsressourcer. Alligevel er det områder, der er følsomme i forhold til klimaændringerne. Bjergområderne er sammen med kystområderne de vigtigste områder for turismen pga. deres klima, biodiversitet, landskabsmæssige rigdom, vandressourcer, og deres kultur, bygninger, traditioner og skikke;

2.

betoner, at klimaændringer rammer alle regioner i EU og resten af verden, men de reelle påvirkninger i et givent område og altså de nødvendige forberedelser til og håndtering af påvirkningerne afhænger af en lang række faktorer. Alle foranstaltninger til imødegåelse af klimaændringer skal derfor tage hensyn til de forskellige områders specifikke forhold. De lokale og regionale myndigheder, som er repræsenteret i Regionsudvalget, er derfor vigtige partnere i udviklingen og gennemførelsen af passende løsninger;

3.

minder om, at klimaændringer og deres følger er nogle af de vigtigste udfordringer for de lokale og regionale myndigheder i EU i de kommende år. I den forbindelse er den vigtigste prioritet at få truffet de fornødne foranstaltninger for så vidt som muligt at forsøge at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur (imødegåelse) og samtidig forberede sig til disse uundgåelige ændringer (tilpasning) på de forskellige niveauer;

4.

understreger, at bjergområderne er skatkamre rige på biodiversitet, som trues af den hastige klimaændring: Af alle Natura 2000-områderne ligger 43 % i bjergområderne, og 118 af de 1.148 arter, som er opført i bilag II og IV i habitatdirektivet, findes i naturområder i bjergene (1);

5.

påpeger, at klimatiske udsving, som er næsten umærkelige i lavlandet, forstærkes i bjergområderne og på et tidligt tidspunkt kan give et værdifuldt fingerpeg om den klimatiske udvikling i stor skala. De er således en fremragende observationskilde for forskningen og en prøvebænk for udformningen og evalueringen af tilpasningspolitikkerne;

6.

gentager, at de klimatiske ændringer allerede er en realitet og medfører: større hydrogeologiske risici (oversvømmelser, jordskred), som gør befolkningen og infrastrukturerne mere sårbare, færre vandressourcer især om sommeren (bl.a. i lavlandet omkring bjergområder), ændret rytme i flodernes vandstandsudsving (i Alperegionen ventes floderne oftere at gå over deres bredder om vinteren og tørre ud om sommeren), smeltning af gletsjerne (siden 1850 har de alpinske gletsjere mistet omkring to tredjedele af deres volumen – en udvikling, der er accelereret siden 1985), tilbagegang i permafrostens udbredelse, afkortning af snedækkets varighed især i områder, der ligger under 1.500 meter over havet, og ændringer i hyppigheden af laviner, trussel mod biodiversiteten samt migration af plante- og dyrearter, ændringer i de økonomiske vilkår for vinter- og sommerturismen og for vandkraftproduktionen, usikkerhed for landbrugsproduktionen og skader på skovbruget. Alpemiljøets følsomhed over for denne hastige klimaudvikling gør det til et område med "ulemper af permanent art". De temperaturstigninger, der gennem de seneste 150 år er blevet målt i Alperne (+ 1,5 °C), er dobbelt så store som gennemsnittet på verdensplan, som er + 0,7 °C (2). De alpinske vandressourcers sårbarhed blev undersøgt af Det Europæiske Miljøagentur i 2009 (3);

7.

understreger, at bjergsamfundenes traditioner og kultur er fast forankret i bevidstheden om det naturlige miljøs grænser og muligheder. Den tætte tilknytning til naturen har gjort det muligt gennem tiden at udvikle raffinerede kriterier for bæredygtighed og rationel ressourceanvendelse. Disse grundlæggende værdier kan indbygges i en moderne vision ved hjælp af de nye teknologier og dermed frembringe viden og udviklingsmodeller, som kan være til gavn ikke alene for bjergområderne selv, men også for de omliggende egne, og i mange tilfælde kan de antage en universel værdi (som f.eks. "Rural/Urban"-partnerskabsmodellen, RURBAN – TCUM/Eu (Territorial cohesion and urban matters) under GD for Regionalpolitik);

8.

fremhæver, at klimaændringerne vil udfordre vor tilpasningsevne mere end nogen anden vanskelighed, som vor art nogensinde er stødt på, men at de blot er en delvis indikator for en mere kompleks krise for miljøet og menneskeheden, som også handler om:

9.

gør opmærksom på, at disse problemer vil udløse forskellige økonomiske og sociale reaktioner i de forskellige geografiske områder, og beklager derfor, at Peseta-projektet (2009) under EU's Fælles Forskningscenter (JRC) – et af de få projekter, som analyserer klimaændringernes indvirkning på den europæiske økonomi – behandler dog ikke bjergregionerne;

10.

påpeger, at Kommissionen i hvidbogen om tilpasningen (COM(2009) 147 final) erkender, at klimaændringerne vil få forskellige regionale følger, og at enhver tilpasningsstrategi kun vil kunne fungere, hvis alle forvaltningsniveauer samarbejder. Tilpasningen er en dynamisk, langsigtet proces, som kræver tæt samarbejde mellem politiske beslutningstagere, forskere, eksperter, iværksættere og lokale forvaltninger;

11.

udtrykker tilfredshed med, at der i foråret 2012 indledtes en offentlig høring om udarbejdelsen af EU's tilpasningsstrategi, der efter planen skal være klar i 2013, og at CLIMATE-ADAPT-platformen blev lanceret: Den vil være et nyttigt instrument til indsamling af eksempler på god praksis og planlægning på regionalt og kommunalt plan, og den omfatter også bjergregionerne.

12.

fastholder, at tilpasningen til klimaændringerne bør indgå i et bredere projekt med henblik på at øge den enkeltes og hele samfundets modstandsdygtighed, hvor der tages højde for alle udfordringer på miljø-, energi- og socialområdet, som nødvendigvis er indbyrdes forbundne;

13.

bemærker, at EU i 2013 skal have fastlagt en strategi for tilpasningen, og anser det for afgørende, at denne overordnede strategi får en regional og lokal dimension i henhold til artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Denne EU-strategi for tilpasning bør indeholde et særligt kapitel om bjergregionerne;

14.

Det er ligeledes vigtigt, at EU's tilpasningsstrategi indeholder et specifikt kapitel om regionerne i den yderste periferi, hvis begrænsninger og særlige karakteristika anerkendes i EUF-traktatens artikel 349;

15.

fremhæver det forhold, at da bjergområderne forventes at blive mere udsatte i de kommende tiår, kræves der en øget forskning og et godt informationsudvekslingssystem. Det er vigtigt, at de midler, der skal gå til tilpasningen til klimaændringerne, udtrykkeligt afsættes i Den Europæiske Unions budget for perioden 2014-2020;

16.

henstiller, at det i forbindelse med de nye problemstillinger, der følger af klimaændringerne, er nødvendigt at træffe foranstaltninger til forbedring af adgangen til og leveringen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i særligt udsatte områder;

17.

finder det vigtigt, at modvirkning af klimaændringer og de ressourcer, der afsættes dertil, prioriteres frem for tilpasning. Medmindre det lykkes os at få nedbragt drivhusgasudledningen så markant som anført i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, bliver det umuligt at forhindre den fremtidige globale temperaturstigning, de klimaændringer og ekstreme vejrforhold, som vil påvirke lokalsamfund;

18.

påpeger, at der skal opstilles en liste over indbyrdes tæt forbundne tiltag til løsning af de eksisterende problemer og til forvaltning af fremtidige problemer på områder, som allerede er omfattet af EU's programmer. Det er klart, at mange af disse beslutninger bør håndteres inden for det lokale demokratis rammer i medfør af EU's nærhedsprincip. Der kan bl.a. nævnes følgende:

19.

understreger, at mange bjergregioner allerede er begyndt at udvikle tilpasningsstrategier, og at det haster med at koordinere målene og gennemgå resultaterne. Det er nødvendigt at harmonisere miljøinitiativerne, som i dag er spredt på mange organisationer, forskningsorganer og myndigheder i bjergregionerne;

20.

anmoder om, at de opnåede resultater overvåges gennem udarbejdelse af indikatorer for foranstaltningernes effektivitet, de opnåede præstationsniveauer, en fælles database med information om projekter og et energiregister;

21.

finder det afslutningsvis vigtigt, at årsagerne til og virkningerne af klimaændringer behandles på alle niveauer, i mange forskellige geografiske samfund og globalt. Det er ofte de fattigste samfund på jorden, som er de første, der bliver ramt af klimaændringer, og de har brug for særlig hjælp. Den Europæiske Unions og medlemsstaternes ressourcer bør afsættes til modvirkning af og tilpasning til klimaændringerne i overensstemmelse med prioriteterne i vedtagne strategier og internationale traktater og anvendes på det niveau, hvor de vil gøre størst gavn. Af den årsag bør lokale og regionale myndigheder inddrages i tilrettelæggelsen af aktioner, der sigter mod at modvirke eller tilpasse sig klimaændringerne, så der trækkes mest muligt på deres viden og erfaringer og deres nærhed til borgerne.

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/31

—

advarer mod, at der gøres tiltag til at udsætte aftalen om den flerårige finansielle ramme til efter starten af 2013;

—

understreger, at en meget stor del af de offentlige investeringer i medlemsstaterne afhænger af strukturfondene og minder om løfterne afgivet i forbindelse med indgåelsen af vækst- og beskæftigelsespagten på Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2012;

—

støtter på grundlag af Kommissionens ajourføring af 6. juli 2012 Europa-Parlamentets anmodning om, at det kommende budget bør udgøre 1,14 % af EU's BNI – inklusive Kroatiens tiltrædelse;

—

beklager, at en meget stor del af emnerne i Rådets forhandlingsramme, herunder enhver form for makroøkonomisk konditionalitet udgør emner, der skal vedtages efter den fælles beslutningsprocedure og ikke efter proceduren med samstemmende udtalelse;

—

er utilfreds med, at metoden til fordeling af de nationale tildelinger og lofterne inden for samhørighedspolitikken og landdistriktudvikling er indbefattet i Rådets forhandlingsramme; mener, at der er tale om et område med fælles beslutningstagning og også et område, hvor Regionsudvalget obligatorisk skal høres, og forbeholder sig ret til at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, såfremt Kommissionen ikke fremlægger et lovgivningsforslag, som Regionsudvalget skal udtale sig om;

—

glæder sig over den aktuelle forhandlingsmetode i Rådet, som består i, at man samlet behandler udgifts- og indtægtssiden i forhandlingsrammen, og gentager sin støtte til de to nye egne indtægter, som Kommissionen har foreslået, henholdsvis baseret på moms og den nye afgift på finansielle transaktioner;

—

støtter fuldt ud Rådets forslag om at ændre samhørighedspolitikken til et underudgiftsområde i stedet for til et delloft og gentager sin anmodning om øgede budgetter til samhørighedspolitikken (på et niveau, der i faste priser mindst svarer til perioden 2007-2013); støtter ligeledes oprettelsen af en ny kategori af regioner, de såkaldte overgangsregioner;

—

glæder sig over Rådets forslag om at integrere programmerne Galileo, ITER og GMES i udgiftsområde 1 og gentager sin anmodning om, at Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen ligeledes integreres i den flerårige finansielle ramme.

Hovedordfører

Mercedes BRESSO (IT/PSE), medlem af regionalrådet i Piemonte

Basisdokumenter

Ændret forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020

COM(2012) 388 final

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Dagsorden for forenkling af den flerårige finansielle ramme for 2014-2020

COM(2012) 42 final

1.

noterer sig, at Kommissionen den 6. juli 2012 offentliggjorde et ændret forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, som tager højde for Kroatiens optagelse og beregninger baseret på de nyeste statistikker (2007-2009);

2.

konstaterer med tilfredshed, at Europa-Parlamentet på plenarforsamlingen den 13. juni 2012 vedtog en beslutning om den flerårige finansielle ramme og egne indtægter, og glæder sig over, at der er lagt vægt på, at 94 % af EU's budget rent faktisk er et investeringsbudget og at de administrative udgifter proportionalt er yderst lave; understreger multiplikatoreffekterne og løftestangseffekterne knyttet til disse investeringer via privat og offentlig medfinansiering på lokalt, regionalt og nationalt plan; understreger den særlige rolle, som EU-budgettet spiller som en stabil offentlig og flerårig ressource til støtte for vækst og beskæftigelse.

3.

er stærkt betænkeligt ved den seneste udvikling i forhandlingerne i Rådet vedrørende det samlede beløb i den flerårige finansielle ramme (FFR), politikkernes substans og midlerne. Denne udvikling kan bringe opretholdelsen af midler til de tre kategorier af regioner under samhørighedspolitikken i fare. Det håber således, at det vil være muligt at nå frem til et positivt resultat ved det ekstraordinære EU-topmøde den 22.-23. november 2012; og dette vil kunne bidrage til at overvinde blokeringer mellem de to medlovgivere, hvorved man vil kunne undgå en forsinkelse, som vil være skadelig for EU og for en rettidig gennemførelse af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

4.

påpeger i den henseende den åbenbare inkonsekvens, der er mellem medlemsstaternes tilsagn i vækst- og beskæftigelsespagten indgået på Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2012 og nogle af deres positioner under forhandlingerne;

5.

minder om, at den alvorlige økonomiske og sociale krise i medlemsstaterne gør det særligt hastende at iværksætte programmeringen i 2014, da det ellers ikke vil være muligt at tilvejebringe de EU-midler, som er afgørende for gennemførelsen af investeringer i medlemsstaterne, regionerne og byerne;

6.

understreger, at EU-budgettet er skrumpet i forhold til de nationale budgetter, mens de kompetencer og opgaver, der tillægges Unionen i Lissabontraktaten, navnlig på områderne EU's optræden udadtil (artikel 27, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union), klimaændringer (artikel 191 i TEUF), energi (artikel 194 i TEUF), sport (artikel 165 i TEUF), rumfart (artikel 189 i TEUF), turisme (artikel 195 i TEUF) og civilbeskyttelse (artikel 196 i TEUF), samtidig er blevet øget;

7.

understreger, at en meget stor del af de offentlige investeringer i medlemsstaterne afhænger af strukturfondene, som i 13 medlemsstater tegner sig for mere end 30 % og i seks medlemsstater mere end 60 % af de offentlige investeringer;

8.

er klar over, at traktaterne (artikel 312 i TEUF) indeholder specifikke bestemmelser i tilfælde af, at den flerårige finansielle ramme ikke vedtages inden retsgrundlaget for alle EU's flerårige udgiftsprogrammer, undtagen den første søjle i den fælles landbrugspolitik, udløber ved udgangen af 2013. Understreger, at disse specifikke bestemmelser i traktaten omfatter den retlige forpligtelse for budgetmyndighedens grene til at fortsætte forhandlingerne. Fastholder imidlertid, at de to muligheder, nemlig at vedtage nye sektorspecifikke programmer uden en forordning om den flerårige finansielle ramme eller at forlænge de eksisterende programmers varighed, er yderst komplicerede;

9.

advarer derfor mod, at der gøres tiltag til at udsætte aftalen om den flerårige finansielle ramme til efter starten af 2013, da dette vil umuliggøre programmeringen og tildelingerne af midler fra den fælles strategiske ramme efter 2014 og dermed have en negativ indvirkning på den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU; mener, at en udsættelse af aftalen om den flerårige finansielle ramme til efter starten af 2013 desuden vil skabe tvivl om programperioden 2014-2020 som hidtil planlagt af Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet, og kræve, at navnlig den løsning, som Regionsudvalget oprindeligt har slået til lyd for, nemlig en programperiode på 5+5 år efter en overgangsperiode på et eller to år, tages op til fornyet overvejelse;

10.

gentager sit tidligere standpunkt om, at EU må have et troværdigt budget på mindst 1 %, så det kan realisere de store europæiske mål i overensstemmelse med Europa 2020-målsætningerne og de specifikke lokale og regionale behov; erindrer om, at Rådet i 2000 satte loftet for egne indtægter til 1,29 % af BNI for så vidt angår forpligtelsesbevillinger og til 1,23 % for betalingsbevillinger; understreger, at siden da er kløften mellem loftet for egne indtægter sammenlignet med lofterne for den flerårige finansielle ramme blevet stadig bredere og har i gennemsnit ligget på 25 %; understreger i øvrigt kraftigt, at den flerårige finansielle ramme kun fastlægger udgiftslofter, mens EU-budgettet altid har ligget langt under disse niveauer, både med hensyn til forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger; støtter derfor på grundlag af Kommissionens ajourføring af 6. juli 2012 Europa-Parlamentets anmodning om, at det kommende budget bør udgøre 1,14 % af EU's BNI – inklusive Kroatiens tiltrædelse;

11.

udtrykker tilfredshed med, at forhandlingsrammen af 18. september 2012 udelader forslaget om at standse fødevarehjælpeprogrammet til de dårligst stillede; beklager imidlertid den vaghed, som programmets opførelse på budgettet er omgivet af, og gentager sin positive holdning til dets opretholdelse under udgiftsområde 2 i den flerårige finansielle ramme;

12.

bifalder visse aspekter i det cypriotiske formandskabs dokument om nøglespørgsmål (30. august 2012), men er i særlig grad bekymret over forslagene om drøftelse af samhørighedspolitikken, især for så vidt angår støtteberettigelse samt rækkevidden og dækningen af 'sikkerhedsnettene' for regioner og medlemsstater. Udvalget tager afstand fra de urimelige justeringer for overgangsregioner og mere udviklede regioner.

13.

beklager, at en meget stor del af emnerne i Rådets forhandlingsramme (udgave af 19. juni 2012), navnlig punkt 21-47 og 53-78, er emner, der skal vedtages efter den fælles beslutningsprocedure og ikke efter proceduren med samstemmende udtalelse, og understreger, at Europa-Parlamentet bør inddrages fuldt ud i de igangværende forhandlinger;

14.

er utilfreds med, at metoden til fordeling af de nationale tildelinger og lofterne inden for samhørighedspolitikken og landdistriktudvikling er indbefattet i Rådets forhandlingsramme (punkt 30-45), men ikke findes i forordningsforslaget med fælles bestemmelser for de fem fonde, der er omfattet af den fælles strategiske ramme; undrer sig i øvrigt over, at punkt 35 i forhandlingsrammen af 18. september 2012 gør målene i Europa 2020-strategien til et kriterium for fordelingen af strukturfondsmidlerne til medlemsstaterne. Dette rejser det spørgsmål, om målene reelt repræsenterer regionernes udviklingsbehov, og opkaster vigtige spørgsmål vedrørende forvaltning og metodologi, navnlig fordi denne omfordelingsfunktion afgjort ikke var planlagt, da målene blev fastlagt i 2010;

15.

mener, at dette i henhold til artikel 177 i TEUF ikke blot er et område med fælles beslutningstagning, men også et område, hvor Regionsudvalget obligatorisk skal høres, og hvor dette med henblik på at forsvare sine beføjelser som fastlagt i artikel 263, stk. 3, i TEUF, vil foretage en nærmere vurdering af den juridiske baggrund for denne sag og forbeholder sig ret til at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, såfremt Kommissionen ikke fremsætter et lovgivningsforslag, som Regionsudvalget får lejlighed til at udtale sig om;

16.

gentager på baggrund af de udtalelser, det siden begyndelsen af 2012 har afgivet om Kommissionens forskellige lovgivningsforslag, følgende:

17.

gentager i forbindelse med de midler, der tildeles målet om europæisk territorialt samarbejde, sit forslag om, at disse midler fordeles ud fra samarbejdsprogrammer og ikke ud fra medlemsstater; anmoder derfor om en revision af punkt 40 i forhandlingsrammen af 18. september 2012, især fordi forhandlingerne udelukkende om fordelingen af midlerne til grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde munder ud i, at det tværregionale samarbejde kun skal betragtes som en del af de to andre områder;

18.

støtter forslaget om en udvidet anvendelse af lån frem for primært at anvende ikke-tilbagebetalingspligtig støtte med henblik på at stimulere modtagernes inddragelse; mener desuden, at tilbagebetalinger af lån atter derefter bør gøres mulig via kapitalstyringsmekanismer.

19.

gentager sit ønske om en reform af det aktuelle system for egne indtægter som et middel til at reducere medlemsstaternes direkte bidrag til budgettet og samtidig øge andelen af EU's egne indtægter, der afsættes til håndtering af fremtidige udfordringer (1), og for at imødekomme behovet for at ophæve de aktuelle finansielle korrektioner og undtagelser og mener derfor, at den nye flerårige finansielle ramme af hensyn til gennemsigtigheden og bæredygtigheden – som Europa-Parlamentet har slået til lyd for – uomgængeligt skal være funderet på en aftale om nye egne indtægter;

20.

glæder sig over den aktuelle forhandlingsmetode i Rådet, som består i, at man samlet behandler udgifts- og indtægtssiden i forhandlingsrammen, og gentager sin støtte til de to nye egne indtægter, som Kommissionen har foreslået, henholdsvis baseret på moms og den nye afgift på finansielle transaktioner;

21.

opfordrer i den henseende kraftigt nogle medlemsstater til ikke at straffe deres befolkninger, virksomheder eller lokale og regionale myndigheder ved at nægte at gå med i den nye afgift på finansielle transaktioner, da en sådan afvisning vil føre til et forstærket samarbejde og til et EU i to hastigheder på budgetområdet;

22.

mener, at en afgift på finansielle transaktioner i et forstærket samarbejde juridisk set kan udgøre grundlaget for en ny egen indtægt for EU, og at deltagerlandene kan overføre en del af provenuet til EU's budget. Overførslen skal dog tilsvarende mindske den del af deres budgetbidrag, der er baseret på BNI, uden at berøre de regler, der anvendes til beregning af de nationale bidrag fra lande, der ikke deltager i det forstærkede samarbejde;

23.

gentager sin støtte til en forenkling af det yderst komplekse system af rabatter og korrigerende foranstaltninger og til en udskiftning af det nuværende rabatsystem med en generel korrektionsmekanisme.

24.

er forbløffet over, at Kommissionens såkaldte "tekniske" ændring af Rådets forordning indbefatter et så grundlæggende element som udvidelsen af den makroøkonomiske konditionalitet, der kun har været gældende for Samhørighedsfonden, til at omfatte alle fem fonde under den fælles strategiske ramme (se artikel 8 i forslaget til den ændrede forordning);

25.

gentager sin klare og stærke modstand mod enhver form for makroøkonomisk konditionalitet og finder det ikke relevant med en udvidelse til alle budgetmæssige udgiftsområder, som visse medlemsstater har bedt om;

26.

minder om, at der her er tale om et område med fælles beslutningstagning, hvor afgørelsen skal træffes inden for rammerne af forordningen om fælles bestemmelser for de fem fonde, som er omfattet af den fælles strategiske ramme.

27.

støtter fuldt ud Rådets forslag om at ændre samhørighedspolitikken til et underudgiftsområde i stedet for til et delloft, men understreger kraftigt, at Connecting Europe-faciliteten ikke bør indbefattes i dette underudgiftsområde, da det er af en anden beskaffenhed, og beklager fortsat, at man ikke har benyttet chancen til at samle al EU-finansiering med henblik på territorial udvikling (dvs. de fem fonde under den fælles strategiske ramme) i et enkelt udgiftsområde;

28.

gentager sin anmodning om fleksibilitet inden for hvert udgiftsområde og om oprettelse af en fleksibilitetsreserve, der skal modtage de uudnyttede bevillinger eller margener midtvejs i processen, i stedet for at de gives tilbage til medlemsstaterne; mener, at en sådan fleksibilitetsreserve især kan fungere som værktøj for de makroøkonomiske og finansielle interventioner og dermed give mulighed for at være forberedt på asymmetriske chok i EU;

29.

påpeger atter, at det foreliggende forslag indeholder bestemmelser om en evaluering i 2016 af gennemførelsen af den flerårige finansielle ramme, og hævder på ny, at der bør foretages en fuldstændig midtvejsrevision i 2017 (som den foreslåede evaluering skal indgå i).

30.

gentager for så vidt angår beløbene i de vigtigste underudgiftsområder af den flerårige finansielle ramme følgende:

31.

gentager sin anmodning om, at Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) opretholdes og integreres i den flerårige finansielle ramme, men opfordrer ligesom Europa-Parlamentet til, at fonden grundet sin ikke-programmerbare karakter opføres på budgettet ud over loftet for det pågældende udgiftsområde. Ligeledes modsætter udvalget sig udvidelsen af fondens anvendelsesområde til også at omfatte kompensation af virkningerne af bilaterale eller multilaterale handelsaftaler på landbrugsaktiviteten (punkt 95);

32.

glæder sig over Rådets forslag om at integrere programmerne Galileo, ITER og GMES i udgiftsområde 1 i den flerårige finansielle ramme (bilag I), hvilket udvalget foreslog i sin udtalelse om den nye finansielle ramme efter 2013);

33.

understreger kraftigt, at de beløb, der svarer til ovennævnte reservemekanismer, ligeledes skal overføres til den flerårige finansielle ramme.

34.

mener, at spørgsmålet om forbedring af udgiftskvaliteten, som både medlemsstaterne og Europa-Parlamentet slår til lyd for, for tiden behandles utilfredsstillende, fordi det bliver udmøntet i nye kontrol- og revisionsprocedurer, mere komplekse procedurer, et alt for stort fokus på resultater og kvantitativ absorption i stedet for strategisk kvalitet, hvilket i sidste ende fører til en øget centralisering, der stiller de lavere myndighedsniveauer ringere end de højere niveauer;

35.

håber, at den af Kommissionen bebudede meddelelse om udgiftskvalitet giver mulighed for en differentieret bogføring af de offentlige investeringsudgifter under stabilitetspagten;

36.

er modstander af Kommissionens overdrevne brug af delegerede retsakter, såsom dem, der foreslås for de vejledende foranstaltninger i den fælles strategiske ramme. Dette vil udelukke Regionsudvalget fra EU's rådgivnings- og beslutningsproces, netop når der kan være tale om væsentlige områder for de lokale og regionale myndigheder;

37.

er derimod fuldstændig enigt med Kommissionen i, at en forenkling på EU-niveau kun vil blive fuldt ud effektiv, hvis den ledsages af tilsvarende tiltag på nationalt og subnationalt niveau, men understreger dog, at den største indsats skal ske på nationalt plan;

38.

hilser rationaliseringen af programmerne foreslået i den flerårige finansielle ramme velkommen, navnlig mindskelsen af antallet af foreslåede finansielle programmer og sammenlægningen af programmer og underprogrammer på en lang række områder;

39.

plæderer for en tættere inddragelse af Den Europæiske Investeringsbank i gennemførelsen af projekter finansieret af strukturfondene.

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/37

—

hilser Kommissionens forslag til en forordning fra Europa-Parlamentet og Rådet om oprettelse af "et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (2014-2020)" velkommen som en forpligtelse til at anerkende konkurrenceevne som en afgørende nøglefaktor, når det gælder at sikre vedvarende økonomisk vækst og øget beskæftigelse i EU;

—

henleder opmærksomheden på de mange eksisterende initiativer, som stammer fra de lokale og regionale myndigheder i alle medlemsstater, f.eks. lokale små erhvervscentre, mikrofinansiering ydet af lokale og regionale myndigheder eller gratis ekspertvejledning om oprettelse af små virksomheder, som ofte udgør grundlaget for en vellykket start af en mikrovirksomhed;

—

henleder opmærksomheden på behovene hos unge iværksættere, for hvem iværksætteri ofte er den eneste mulighed for faglig udvikling, og som er villige til at satse på en aktivitet og ofte udvikler den på hele det europæiske marked. Disse iværksættere er således parate til at konkurrere på de globale markeder;

—

påpeger, at det kun er muligt at opnå global konkurrenceevne, hvis vi overvinder de mangler på det europæiske marked, som gør europæiske SMV'er dårligere til at konkurrere med deres modstykker fra andre dele af verden. SMV'erne skal i højere grad deltage i gennemførelsen af EU-projekter, og deres position skal forbedres i forhold til de store virksomheder, som ofte har hovedentreprisen på disse projekter. Med henblik herpå understreger udvalget, hvor vigtigt det er, at SMV'er går sammen i virksomhedsnetværk.

Ordfører

Witold KROCHMAL (PL/AE), byrådsmedlem i Wołów

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (2014-2020)

COM(2011) 834 final

1.

hilser Kommissionens forslag til en forordning fra Europa-Parlamentet og Rådet om oprettelse af "et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (2014-2020)" velkommen som en forpligtelse til at anerkende konkurrenceevne som en afgørende nøglefaktor, når det gælder at sikre vedvarende økonomisk vækst og øget beskæftigelse i EU;

2.

mener, at forordningsforslaget supplerer Kommissionens tidligere initiativer i forbindelse med Europa 2020-strategien; udvalget anerkender den rolle, som SMV'erne spiller i EU's økonomiske system samt SMV-miljøets mangler og turbulente natur, der kan forsinke eller endda begrænse udviklingen af virksomhederne og forbedringen af deres konkurrenceevne;

3.

påpeger, at Regionsudvalgets holdning bakkes op af høringen af lokale og regionale myndigheder, "SMV-venlige regioner og byer" (1), som er blevet gennemført af Regionsudvalgets Europa 2020 overvågningsplatform.

4.

erkender, at medlemsstaterne og regionerne i vid udstrækning er ansvarlige for at takle markedssvigt, men mener, at EU kan hjælpe på visse områder ved at fremme god praksis, sikre et velfungerende indre marked og forbedre erhvervsvilkårene, således at virksomheder, herunder SMV, kan konkurrere bæredygtigt på globalt plan; dette kræver, at man stræber efter at tilvejebringe en kulstoffattig, ressourceeffektiv økonomi;

5.

mener, at programmet i væsentlig grad vil øge tilliden til europæisk erhvervsliv på såvel de europæiske som de globale markeder. Resultatet af øget tillid til markederne vil være større interesse i erhvervslivet og en mere ekspansiv politik hos de eksisterende virksomheder, herunder SMV'er, som er en væsentlig kilde til økonomisk vækst (58 % af omsætningen i EU) og beskæftigelse (67 % af jobbene i den private sektor), og som tegnede sig for 85 % af de nyskabte arbejdspladser i perioden 2002-2010 i denne sektor;

6.

finder det på sin plads, at programmet fremhæver betydningen af turistsektoren, der har det særlige kendetegn, at den består af et stort antal SMV'er i EU og beskæftiger et stort antal mennesker;

7.

understreger, at det er vigtigt at støtte virksomheder og SMV'er på deres forskellige udviklingsstadier, lige fra nystartede virksomheder til allerede etablerede virksomheder og virksomheder under omstrukturering, da man må gå ud fra, at støtten vil give virksomheden øget konkurrenceevne på EU's hjemmemarked og på de eksterne markeder;

8.

erkender, at en af de vigtigste forudsætninger for programmets succes er, at der udbredes og udvikles en iværksætterkultur og -etik i EU's samfund, og ser derfor positivt på muligheden for at deltage i konkurrencen om Den Europæiske Iværksætterpris og andre lignende projekter på nationalt, regionalt og lokalt plan;

9.

påpeger, at tre europæiske regioner hvert år udnævnes til "europæiske iværksætterregioner" til anerkendelse af de favorable vilkår, de tilbyder SMV;

10.

mener, at fremme af iværksætteri allerede skal begynde i skolen gennem udvikling af positive holdninger til iværksætteri og fremme af selvstændighed i den økonomiske sfære. Dette vil gøre det muligt for eleverne at træffe informerede beslutninger om, hvilken type arbejde de ønsker at udføre, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Der bør være fokus på, at uddannelserne er relevante set i forhold til markedets behov, således at afgangselever og nyuddannede kan begynde at arbejde som iværksættere med udgangspunkt i de færdigheder, de har erhvervet og gøre det mere sandsynligt, at der vil være efterspørgsel efter de tjenester, de tilbyder;

11.

finder det vigtigt at integrere virksomhedstendenser og -udvikling i erhvervsuddannelserne i form af løbende efteruddannelse af vores iværksættere af hensyn til konkurrencepositionen;

12.

henleder opmærksomheden på behovene hos unge iværksættere, for hvem iværksætteri ofte er den eneste mulighed for faglig udvikling, og som er villige til at satse på en aktivitet og ofte udvikler den på hele det europæiske marked. Disse iværksættere er således parate til at konkurrere på de globale markeder;

13.

henleder opmærksomheden på de mange eksisterende initiativer, som stammer fra de lokale og regionale myndigheder i alle medlemsstater, f.eks. lokale små erhvervscentre, mikrofinansiering ydet af lokale og regionale myndigheder eller gratis ekspertvejledning om oprettelse af små virksomheder, som ofte udgør grundlaget for en vellykket start af en mikrovirksomhed;

14.

henleder også opmærksomheden på kvindelige iværksættere og specifikke målgrupper, herunder bl.a. udenlandske iværksættere eller iværksættere med indvandrerbaggrund, der har brug for et specifikt initiativ til at udvikle deres virksomheders konkurrenceevne under hensyntagen til eksisterende EU-politikker på dette område;

15.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at gennemføre programmet; henleder især opmærksomheden på behovet for at fjerne eller mindske bureaukrati og hindringer for at opnå eksterne midler og forenkle de dokumenter, der skal indgives i forbindelse med licitationer, og frafald af kravet om bankgaranti i forbindelse med mindre arbejder.

16.

påpeger, at det kun er muligt at opnå global konkurrenceevne, hvis vi overvinder de mangler på det europæiske marked, som gør europæiske SMV'er dårligere til at konkurrere med deres modstykker fra andre dele af verden. SMV'erne skal i højere grad deltage i gennemførelsen af EU-projekter, og deres position skal forbedres i forhold til de store virksomheder, som ofte har hovedentreprisen på disse projekter. Med henblik herpå understreger udvalget, hvor vigtigt det er, at SMV'er går sammen i virksomhedsnetværk;

17.

minder om, at EU sammen med medlemsstaterne skal sikre, at det indre marked fungerer effektivt, og forbedre erhvervsklimaet ved at fjerne eller reducere de vanskeligheder, som SMV'er har med at få adgang til finansiering, deres begrænsede evne til at ekspandere til markeder uden for deres hjemland, både i og uden for det indre marked, såvel som de overdrevne skattebyrder og det tyngende bureaukrati; Disse betingelser skal opfyldes, og samtidig skal der sikres adgang til viden, nye innovative teknologier og samarbejde med lokale erhvervsskoler og akademikere, som i deres programmer bør tage hensyn til SMV'er som drivkraften i den europæiske økonomi;

18.

mener, at der i programmet bør lægges mere vægt på at øge små og mellemstore virksomheders deltagelse i EU's forsknings- og innovationsindsats, projekter og programmer, herunder ved indgåelse af offentlig-private partnerskaber. Gennem øget deltagelse i forskningsprojekter øger man kompetencerne i virksomhederne og dermed også deres internationale konkurrenceevne.

I forslaget om forsknings- og innovationsprogram Horisont 2020 lægges der særlig vægt på behovet for at øge små og mellemstore virksomheders inddragelse i forskningsprojekter. Gennem øget deltagelse gives der adgang til information og viden for små og mellemstore virksomheder, som for visses vedkommende er førende på verdensplan;

19.

mener, at kun en sådan fremgangsmåde vil gøre det muligt for virksomheder og SMV'er at udvikle sig på en måde, der tager hensyn til forpligtelserne i tilknytning til en kulstoffattig økonomi, der er baseret på den seneste miljøteknologi, som gør det muligt at nå de klima- og energipolitiske mål;

20.

bifalder det foreslåede budget for programmet, der beløber sig til 2,522 mia. EUR. Bemærker samtidig, at beløbet på 1,4 mia. EUR, som er øremærket til finansielle instrumenter, som direkte vil støtte virksomheder og SMV'er, kun udgør 56 % af det samlede programbudget. I tilfælde af at efterspørgslen efter finansielle instrumenter er højere, end man rimeligvis kunne forvente, bør ændringer i procentsatserne for tildeling besluttes af komitéen, hvor alle lande, der modtager støtte under programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (Cosme), er repræsenteret, i overensstemmelse med bestemmelsen i forordningsforslagets artikel 16. Det er den resterende del af budgettet, som er øremærket til foranstaltninger til at fremme SMV-miljøet, der garanterer en effektiv udnyttelse af de midler, der er afsat til programmet for perioden 2014-2020;

21.

finder det hensigtsmæssigt at afsætte 1,7 % af programbudgettet til administrativ bistand til programmet, da disse midler skal sikre en problemfri gennemførelse af programmet uden samtidig at tynge budgettet for meget;

22.

har den holdning, at foranstaltninger, der finansieres via programmets budget, ikke må være en erstatning for initiativer på nationalt, regionalt eller lokalt plan, men bør styrke disse foranstaltninger og gøre dem mere effektive samt tilføre dem en EU-dimension ved hjælp af effektiv koordinering og fjernelse af grænseoverskridende hindringer for samarbejde mellem private aktører og offentlige myndigheder. Dette samarbejde bør fremmes ved hjælp af horisontal i stedet for vertikal centralisering;

23.

mener, at den ydede støtte bør være fuldt ud begrundet i de opstillede mål og bør have en positiv indflydelse på tværs af Europa i form af tilstrømning og multiplikation samt udnyttelse af de opnåede resultater;

24.

understreger, at konkurrenceevne i høj grad afhænger af produktivitet, innovation og effektivitet, som er kilden til bæredygtig indkomststigning, af virksomhedernes evne til fuldt ud at udnytte mulighederne som f.eks. EU's indre marked samt af institutionelle løsninger, der skaber betingelserne for bæredygtig vækst i erhvervslivet. Der bør derfor gives førsteprioritet til projekter, der styrker de faktorer, der har størst indflydelse på virksomhedernes bæredygtige konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder;

25.

henleder opmærksomheden på, at tredjelandes deltagelse i programmet på grundlag af protokoller til associeringsaftaler og andre aftaler bør betragtes som en mulighed for at udvide aktivitetsområdet for virksomheder, der driver forretning inden for EU, og for at indhøste erfaringer med, hvordan virksomheder fungerer uden for EU's marked; deltagelse af andre tredjelande i programmet bør også være mulig, men de bør få finansielle bidrag fra andre programmer, der tager sigte på samarbejde mellem EU-medlemsstater og ikke-medlemsstater;

26.

henleder opmærksomheden på betydningen af at udvikle iværksætteruddannelse, herunder gennem efter- og videreuddannelse, og på, at en sådan bør gå i retning af at opbygge færdigheder, holdninger og inkorporere virksomhedernes sociale ansvar, som gør det muligt for folk at takle udfordringerne på det moderne globale marked og samtidig overholde de almindelige principper for gængs europæisk forretningsetik;

27.

mener, at bestræbelser på at fremme iværksætteri og udvikle en positiv holdning til iværksætteri også bør omfatte iværksættere, der vælger at blive selvstændigt erhvervsdrivende og starter deres erhvervskarriere, herunder også kvinder, der påtager sig dette store arbejde og den risiko;

28.

mener, at foranstaltninger til at forbedre SMV'ernes adgang til finansiering, inklusive egenkapitalfaciliteten og lånegarantifaciliteten, bør supplere de finansielle instrumenter, der i øjeblikket anvendes under samhørighedspolitikken. Der bør også være mulighed for at koble dem sammen med andre klart fastlagte midler fra medlemsstaterne;

29.

understreger, at det er positivt, at der er mulighed for at yde grænseoverskridende kredit og lån, som gør det muligt for SMV'er at udnytte det indre markeds enorme potentiale, hvilket burde styrke konkurrenceevnen og bæredygtigheden af forretningsinitiativer i bl.a. turistsektoren;

30.

retter særlig opmærksomhed mod den rolle, der tillægges egenkapitalfaciliteten for vækst, som skal fokusere på fonde, der yder risikovillig kapital. Understreger, at programforvalteren på grundlag af en passende risikovurdering bør hjælpe og støtte så mange SMV'er som muligt, herunder dem der under normale bankprocedurer har svært ved for at få hjælp, men som kan bidrage til at styrke SMV'ernes samlede potentiale og nedbringe arbejdsløsheden betragteligt;

31.

er fortsat skeptisk over for lånegarantifacilitetens låneniveau og opfordrer Kommissionen til at specificere, hvilke kriterier der er anvendt for at fastsætte dette niveau, for der var ikke nogen begrænsning i programmet for konkurrenceevne og innovation; understreger, at lån til nyoprettede virksomheder, investeringer eller overførsler ofte ligger markant højere end den fastsatte grænse og er betænkelig ved, at dette fører til en situation, hvor højere lån ville være garanteret i henhold til Horisont-programmet, også selv om det kun er tænkt til anvendelse for innovative projekter;

32.

beder derfor om, at man vender tilbage til det tidligere rammeprogram for konkurrenceevne og innovation, hvor der ikke var nogen begrænsning;

33.

finder det passende, at der skal føres særskilte forhandlinger med institutioner, der søger lånefinansiering, både med hensyn til lånets størrelse, som afhænger af den garanterede porteføljerisiko, og dets løbetid;

34.

forlanger, at såvel de finansielle instrumenter, som tager sigte på risikovillig kapital, som de midler, der er øremærket til at dække Sms'ernes gældsportefølje, underlægges løbende kontrol i relation til den svingende risiko.

35.

finder det passende, at den indirekte forvaltning af programmet er overgået til Den Europæiske Investeringsfond (EIF) og forvaltningsorganerne, og at Kommissionen er ansvarlig for den løbende overvågning af programmet. Denne forvaltningsmetode sikrer, at der bliver gjort brug af de hidtil positive erfaringer, der er indhøstet gennem mere end ti år med EIF som et redskab til at støtte små og mellemstore virksomheder;

36.

anbefaler ligeledes at drage nytte af erfaringerne på dette område hos Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Enterprise Europe-netværket, der har erfaring med at internationalisere SMV'er, også uden for EU;

37.

mener, at man af hensyn til en hensigtsmæssig gennemførelse af programmet og programmets effektivitet skal sikre et tæt samarbejde med de lokale og regionale myndigheder og de institutioner, der forvalter programmet, og som letter informationsstrømmen på alle områder i programgennemførelsen;

38.

anerkender betydningen af erfaringerne med internationalisering af SMV'er uden for EU og udveksling af informationer om dette emne, som skal hjælpe SMV'er til at mindske transaktionsomkostninger i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter; Dette område bør forvaltes af eksperter fra EU-institutionerne i samarbejde med nationale og regionale myndigheder;

39.

peger også på muligheden for at oprette informationskontorer for oplysning om SMV'er. Udvalget vil dog ikke udtale sig om, hvilken form disse organer skal have eller hvordan de skal drives. Disse spørgsmål bør løses inden for rammerne af multilaterale samarbejdsaftaler mellem lande og regioner;

40.

foreslår, at den direkte programforvaltning hovedsagelig skal foregå på regionalt plan med støtte fra de nationale myndigheder og under deres tilsyn. Dette forvaltningsniveau bør også udarbejde et system til overvågning af risiciene i forbindelse med de projekter, der gennemføres;

41.

foreslår ligeledes, at projektovervågning også skal indgå i projektevalueringen på baggrund af de indikatorer for opfyldelse af mellemfristede mål, der er fastsat i bilag 1 til forslaget. Overvågningen bør også omfatte oplysninger om gennemførelse, inden for programmets rammer, af foranstaltninger vedrørende klimabeskyttelse og andre EU-politikker;

42.

understreger, at ovennævnte aktiviteter skal være forenelige og i overensstemmelse med de overvågningsaktiviteter, der udføres af Kommissionen, hvis repræsentanter sammen med ansatte i Revisionsretten og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), vil foretage revision, kontrol og inspektion på stedet;

43.

mener, at revisionsstrategierne bør sigte mod en objektiv vurdering af programmets gennemførelse og ikke bør være en byrde for programmets støttemodtagere. Overvågningssystemerne bør tage højde for projekternes gennemførelsesfaser, så de ikke har negativ indflydelse på gennemførelsestempoet og ikke medfører for store ekstraudgifter.

44.

henleder opmærksomheden på, at de nationale regeringer i mange lande i lyset af den aktuelle budgetsituation tyr til den letteste måde at øge budgetindtægterne på og derfor hæver omfanget af en række bidrag, der øger lønomkostningerne, hvilket i sidste ende kan føre til, at SMV'er må bukke under eller gå over til den uformelle økonomi. Udvalget opfordrer derfor til at beskytte SMV'erne, da føromtalte politik sænker tempoet ud af den økonomiske krise og i praksis kan neutralisere programmets merværdi. SMV'er er effektive redskaber til bekæmpelse af arbejdsløshed;

45.

er af den opfattelse, at de administrative byrder for nystartede virksomheder og de skattemæssige byrder for igangværende virksomheder kan gøre det vanskeligt for virksomhederne og navnlig SMV'erne at forbedre deres konkurrenceevne i mange EU-lande; Regionsudvalget beder derfor om, at nettoadministrationsbyrden i al relevant EU-lovgivning reduceres til 25 % indtil 2020; mener, at det bør overvejes at afskaffe endnu flere hindringer for aktører fra SMV-sektoren;

46.

mener, at programmet bør give yderligere bonusser til de lande og regioner, der har indført de mest favorable ordninger for SMV'erne, som sætter dem i stand til at udvikle sig, øge deres konkurrenceevne og udvide til eksterne markeder, med det sigte at støtte sådanne aktiviteter. Ved at støtte gåpåmod kan der udvikles gode tendenser i forskellige lande og regioner;

47.

foreslår, at Kommissionen gør en indsats for at forbedre adgangen til oplysninger om udviklingen på markederne i højvækstlandene i relation til stedlige retningslinjer for investering, nuværende retssystemer og de lokale erhvervsskikke;

48.

har den holdning, at oplysninger om eksterne markeder skal være lettilgængelige for SMV'er, dvs. de skal være til en overkommelig pris, præcise og stilles hurtigt til rådighed. Ved siden af informationskontorerne for SMV'er bør EU's diplomatiske repræsentationer i disse egne af verden spille en stor rolle;

49.

understreger, at der for at udvikle en iværksætterånd blandt EU's borgere er behov for at ændre skole- og uddannelsessystemet, hvilket er en langsigtet indsats, og at der derfor er risiko for, at de lang- og mellemsigtede mål ikke vil blive nået;

50.

henleder opmærksomheden på muligheden for, at SMV'ernes aktiviteter overreguleres på europæisk, nationalt eller lokalt plan. En sådan overregulering risikerer unødigt at komplicere processerne i forbindelse med selve aktiviteterne og med at søge bistand under forskellige programmer, hvilket vil påvirke SMV'ernes konkurrenceevne i negativ retning. Begrænsning af bureaukratiet og lempelse af hindringerne for etablering og drift af virksomheder bør betragtes som en højt prioriteret opgave.

18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/49

—

mener, at der i regelværket for offentlige indkøb lægges større vægt på at få valuta for pengene i forbindelse med offentlige indkøb. Det primære formål for en ordregivende myndighed, der foretager et offentligt indkøb, er at erhverve en vare, en tjenesteydelse eller en byggeentreprise, og regelværket bør bidrage til, at køber, sælger og borgerne generelt er tilfredse med købet. Enkle og forståelige regler fremmer formentlig grænseoverskridende handel mere end noget andet;

—

beklager, at visse nye forslag også er svært forståelige og overordentligt detaljerede. Endvidere er der kommet et antal nye bestemmelser til. Visse bestemmelser er blevet tilføjet for at gøre offentlige indkøb lettere, mens andre nyskabelser giver de ordregivende myndigheder flere administrative byrder, selv om retlig stabilitet er nødvendig for en smidig afvikling af offentlige indkøb;

—

mener, det er muligt at lave enklere regler for offentlige indkøb uden at slække på effektiviteten, hvilket fremgår ikke mindst WTO-aftalen om offentlige indkøb (GPA), som er enklere end de tilsvarende EU-regler. Kommissionen opfordres til at hæve tærskelværdien væsentligt for offentlige indkøb. Med tanke på, hvor uhørt en lille del af de offentlige indkøb, der er grænseoverskridende, og med tanke på den administrative byrde, som regelværket giver myndigheder og leverandører, er det unødvendigt at have så lave tærskelværdier;

—

påpeger, at forslaget er i modstrid med medlemsstaternes ret til at organisere deres egen forvaltning og strider mod nærhedsprincippet. Det er vigtigt at overholde nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Et forslag til EU-foranstaltning skal både være nødvendigt for at opfylde målsætningerne og mere effektivt, end hvis foranstaltningen gennemføres på nationalt niveau.

Ordfører

Catarina SEGERSTEN LARSSON (SE/PPE), Medlem af landstinget i Värmland

Basisdokumenter

Lovpakken om offentlige indkøb:

1.

Kommissionens grønbog om offentlige indkøb "Modernisering af EU's politik for offentlige indkøb – Mod et mere effektivt europæisk marked for offentlige indkøb" (COM(2011) 15 final) behandlede en lang række emner vedrørende offentlige indkøb.

2.

Regionsudvalget udtalte sig i maj 2011 om grønbogen. Udvalget understregede bl.a. i udtalelsen, at det er vigtigt, at små og mellemstore virksomheder kan deltage i offentlige udbud, at de nuværende regler er alt for detaljerede, og at det skal gøres muligt at tage hensyn til miljøet, stille sociale krav og indkalde tilbud om innovationer. Desuden ønsker udvalget at bevare opdelingen i A- og B-tjenester, at indføre et europæisk udbudspas, at udvide anvendelsesområdet for udbud med forhandling og at forbedre rammeaftalebestemmelserne.

3.

Forslagene til nye direktiver om offentlige indkøb indeholder en hel del nye og detaljerede bestemmelser i forhold til det nugældende direktiv. En del af forslagene sigter mod at hjælpe små og mellemstore virksomheder. Visse former for samarbejde mellem lokale myndigheder er undtaget. Der lægges større vægt på miljø, sociale aspekter, innovationer og elektronisk baserede offentlige udbud. En anden nyskabelse er, at opdelingen i A-tjenester og B-tjenester foreslås afskaffet, mens der indføres et nyt system for offentlige indkøb af sociale tjenester. Der foreslås desuden regler for tilsyn med offentlige indkøb og konsulentbistand.

4.

Regionsudvalget påpegede allerede behovet for et betydeligt enklere regelværk, da de nugældende direktiver om offentlige indkøb blev udarbejdet. Det nuværende system skaber en lang række problemer og retssager på grund af regelværkets kompleksitet og manglende klarhed. Man kan desuden tolke det som mistillid til de ordregivende myndigheder. Regionsudvalget beklager desuden, at det er de forskellige former for offentlige indkøb, som sættes i fokus, ikke resultatet med hensyn til almenhedens interesser.

5.

Efter Regionsudvalgets mening bør regelværket for offentlige indkøb lægge større vægt på at få valuta for pengene i forbindelse med offentlige indkøb. Det primære formål for en ordregivende myndighed, der foretager et offentligt indkøb, er at erhverve en vare, en tjenesteydelse eller en byggeentreprise, og regelværket bør bidrage til, at køber, sælger og borgerne generelt er tilfredse med købet. Enkle og forståelige regler fremmer formentlig grænseoverskridende handel mere end noget andet.

6.

Desværre er visse nye forslag også svært forståelige og overordentligt detaljerede. Endvidere er der kommet et antal nye bestemmelser til. Visse bestemmelser er blevet tilføjet for at gøre offentlige indkøb lettere, mens andre nyskabelser giver de ordregivende myndigheder flere administrative byrder, selv om retlig stabilitet er nødvendig for en smidig afvikling af offentlige indkøb.

7.

I medfør af EU-traktatens artikel 5, stk. 4, går indholdet og formen af Unionens handling ikke videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne. Den foreslåede detaljeringsgrad går imod intentionerne om at forenkle reglerne for offentlige indkøb og vil pålægge de ordregivende myndigheder, især de små myndigheder på lokalt og regionalt niveau, urimelige administrative byrder.

8.

Man ville f.eks. kunne have gjort regelværket lettere at håndtere gennem enklere og færre regler suppleret med vejledninger om EU-Domstolens praksis, hvis det er relevant. Sidstnævnte kan løbende ajourføres, uden at man behøver at ændre i direktiverne.

9.

At det er muligt at lave enklere regler for offentlige indkøb uden at slække på effektiviteten, viser ikke mindst WTO-aftalen om offentlige indkøb (GPA), som er enklere end de tilsvarende EU-regler. Kommissionen opfordres til at hæve tærskelværdien væsentligt for offentlige indkøb. Med tanke på, hvor uhørt en lille del af de offentlige indkøb, der er grænseoverskridende, og med tanke på den administrative byrde, som regelværket giver myndigheder og leverandører, er det unødvendigt at have så lave tærskelværdier.

Den nyligt indgåede WTO-aftale om offentlige indkøb (GPA) afløser aftalen fra 1994. Regionsudvalget opfordrer allerede nu Kommissionen til at genåbne aftalen fra december 2011 for at genforhandle tærskelværdien, så den hæves væsentligt.

10.

Det er ekstremt vigtigt med regler, som gør det lettere for små og mellemstore virksomheder at deltage i offentlige udbud, og som henviser til muligheden for underentreprise. Selv her er et enkelt regelværk en hjælp, eftersom disse virksomheder ikke har adgang til juridisk ekspertise eller andre eksperter i offentlige indkøb. Virksomhederne er eksperter i deres egne varer og tjenester, og ikke i bestemmelser om offentlige indkøb. Der foreslås en række bestemmelser, som skal hjælpe disse virksomheder, bl.a. med hensyn til attester og indførelse af udbudspasset, hvilket er positivt. Udvalget mener derimod ikke, at det skal være obligatorisk at dele offentlige indkøb op eller at begrunde, hvorfor man ikke gør det.

11.

Kontrakter, der tildeles kontrollerede enheder, eller samarbejde om fælles udførelse af de deltagende ordregivende myndigheders offentlige tjenesteydelsesopgaver foreslås undtaget fra reglerne, hvis betingelserne fastsat i direktivet er opfyldt. De foreslåede undtagelsesregler for samarbejde internt i egne selskaber og for samarbejde mellem ordregivende myndigheder er dog alt for snævert udformet, vil ikke kunne gennemføres i praksis og vil derfor bevirke, at direktivet kan gribe forstyrrende ind i medlemsstaternes interne administrative ordninger.

12.

Regionsudvalget foreslog i sin reaktion på grønbogen, at udbud med forhandling bør kunne foregå på samme vilkår som i forsyningssektoren. Det standpunkt holder udvalget fast ved. Der er ingen grund til at antage, at de myndigheder, som tager sig af de traditionelle sektorer, er mindre egnede til at forhandle end forsyningssektormyndighederne. De ordregivende myndigheder køber ikke kun standardvarer, men også mange komplicerede produkter som it-systemer og medicinteknisk udstyr, og for disse indkøb er udbud med forhandling velegnet, ligesom også for forskellige slags komplicerede tjenester.

13.

Det ville være en fordel for små og mellemstore virksomheder, hvis der blev flere muligheder for at anvende udbud med forhandling, eftersom dette giver større fleksibilitet i processen. Et almindeligt problem for disse virksomheder er desuden vanskelighederne med at supplere og justere deres tilbud. Her burde reglerne være mere fleksible.

14.

Særligt bekymrende er indkøb af informations- og kommunikationsteknologi (ikt-systemer), hvor supplerende kontrakter for f.eks. ekstra licenser og nye moduler ikke altid kan gøres til genstand for offentlige indkøb uden store genvordigheder af teknisk og økonomisk art.

15.

For ordregivende myndigheder på lokalt og regionalt niveau foreslås et noget enklere system med en vejledende forhåndsmeddelelse om udbud i overensstemmelse med WTO-reglerne. Hvis de gør brug af denne mulighed, behøver de ikke offentliggøre særskilte udbudsbekendtgørelser, før de iværksætter udbudsproceduren. Dette er et godt forslag, som kan være en hjælp for både myndigheder og virksomheder.

16.

Regionsudvalget fremførte i sin reaktion på grønbogen, at rammeaftalebestemmelserne som udgangspunkt bør stemme overens med bestemmelserne i det nugældende forsyningsdirektiv med henblik på at få mere fleksible regler. Det er uheldigt, at Kommissionen i stedet foreslår en ændring af formuleringen i forsyningsdirektivet, så dette bliver reguleret på samme detaljerede måde som inden for de traditionelle sektorer. Det bør også udtrykkeligt fremgå, at når der er tale om varer og tjenester, der skal opfylde individuelle behov, som f.eks. handicaphjælpemidler, skal aftalerne kunne udformes på en sådan måde, at det er borgeren selv, der vælger blandt leverandørerne i rammeaftalen.

17.

Regionsudvalget finder det positivt med elektronisk baserede udbudsprocedurer og hilser Kommissionens initiativ på området velkommen. Elektroniske udbud er en fordel for både køber og sælger. Den foreslåede periode på to år, inden det bliver obligatorisk at indgive og modtage elektroniske tilbud, er alt for kort, især for små virksomheder. Det bør være den ordregivende myndighed, som bestemmer dette. Det er stor forskel på, hvor langt de enkelte brancher og medlemsstater er nået på dette område, og det er den ordregivende myndighed, som har bedst overblik over situationen. Det synes ulogisk at have særskilte regler og en kortere tidsplan for indførelsen af denne type udbudsprocedure for indkøbscentraler, især når det gælder lokale og regionale indkøbscentraler.

18.

Udvalget vil også understrege, at det er absolut nødvendigt, at Kommissionen tager det fælles glossar for offentlige indkøbsaftaler op til revision, eftersom det er svært at finde rundt i, er tvetydigt og sine steder decideret ulogisk. Et velfungerende glossar vil være befordrende for elektronisk baserede offentlige udbudsprocedurer.

19.

Ifølge Regionsudvalget må den nuværende opdeling i A- og B-tjenester absolut bevares og de foreslåede artikler 74, 75 og 76 om sociale tjenesteydelser og andre specifikke tjenesteydelser udgå. Disse tjenester har meget lidt grænseoverskridende interesse. Den foreslåede model for sociale tjenester opvejer ikke de ulemper, som afskaffelsen af den særlige løsning for B-tjenester indebærer. Ikke kun sociale tjenester og sundhedstjenester bør undtages, men f.eks. juridiske tjenester bygger også i så høj grad på personlig tillid, at de vanskeligt kan udsættes for almindelig konkurrence. Selv restauranttjenester og erhvervsuddannelse kan ofte kobles til sociale tjenester. Det samme gælder rengøringstjenester og lign., som udføres for ældre og borgere med forskellige handicap.

20.

Udvalget mener, at de offentlige myndigheder kan give et vigtigt bidrag til opfyldelsen af målsætningerne for Europa 2020-strategien ved at udnytte deres købekraftspotentiale, navnlig for så vidt angår flagskibsinitiativerne "Innovation i EU" og "Et ressourceeffektivt Europa".

21.

Regionsudvalget bifalder, at der i direktivforslaget er mere fokus på muligheden for at overveje miljø og sociale krav, selv om reglerne sandsynligvis ikke bliver lette at anvende (et eksempel herpå er artikel 67 om livscyklusomkostninger). Det er vigtigt, at det overlades til den ordregivende myndighed at bestemme, om der skal stilles krav, og i så fald hvilke, eftersom varerne og tjenesterne er af vidt forskellig art. Politiske målsætninger skal bestemmes af politiske valg på lokalt og regionalt niveau. Der er stor forskel på, om der skal indkøbes cement eller MR-scannere. Regionsudvalget konstaterer imidlertid, at der under alle omstændigheder skal være tale om en saglig sammenhæng med genstanden for kontrakten med henblik på at forhindre ugennemsigtige og vilkårlige tildelingsafgørelser og sikre lige konkurrencevilkår for virksomhederne.

22.

Efter udvalgets opfattelse må det være op til den ordregivende myndighed at afgøre, om den vil købe til laveste pris eller vælge det økonomisk mest fordelagtige tilbud. For mange standardprodukter som f.eks. benzin er prisen det eneste realistiske vurderingskriterium, men dette gælder også for en del komplicerede produkter som f.eks. visse lægemidler, hvor kvalitetskravene allerede er blevet prøvet i forbindelse med myndighedernes markedsføringstilladelse. Indkøb til laveste pris behøver slet ikke betyde, at man ikke stiller kvalitetskrav. Ved sådanne indkøb gøres kvalitetskravene obligatoriske, og derefter vælges det tilbud, som opfylder kravene til den laveste pris. Indkøb til laveste pris er også en fordel for små virksomheder, eftersom disse ofte har lave administrative omkostninger og kan tilbyde konkurrencedygtige priser. Omvendt kan konkurrence om sociale og miljømæssige forhold fryse mange små virksomheder ud af markedet. Det er forvirrende, at der i forslaget tales om laveste omkostninger i stedet for laveste pris. Begrebet "laveste omkostninger" er i højere grad knyttet til det økonomisk mest fordelagtige bud, og det indikerer, at man vil tage andre hensyn end prisen. For tydelighedens skyld bør formuleringen være som i det nugældende direktiv.

23.

Kommissionen foreslår også nye bestemmelser vedrørende relationerne til underleverandører og kontraktændringer i løbetiden. Efter udvalgets mening skal direktiverne fortsat ikke indeholde bestemmelser om disse emner. Disse spørgsmål hører først og fremmest under den nationale kontraktret. De kan passende behandles i fortolkende dokumenter.

24.

Kommissionen foreslår en række vidtgående bestemmelser om nationale tilsynsorganer og bistand i forbindelse med offentlige indkøb. Disse emner blev ikke diskuteret i grønbogen. Ifølge artikel 2 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet skal Kommissionen, inden den fremsætter forslag til en lovgivningsmæssig retsakt, foretage omfattende konsultationer. I forbindelse med disse konsultationer skal den lokale og regionale dimension af de foreslåede foranstaltninger, hvor det er relevant, tages med i betragtning – undtagen i meget hastende sager. Oprettelse af nationale tilsynsmyndigheder har i sandhed stor betydning for det lokale og regionale niveau, ikke mindst i medlemsstater, hvor de subnationale myndigheder har kompetence til at udstede retsakter.

25.

Forslaget er i modstrid med medlemsstaternes ret til at organisere deres egen forvaltning og strider mod nærhedsprincippet. Det er vigtigt at overholde nærheds- og proportionalitetsprincippet. Et forslag til EU-foranstaltning skal både være nødvendigt for at opfylde målsætningerne og mere effektivt, end hvis foranstaltningen gennemføres på nationalt niveau. I dette tilfælde er der ikke noget, der tyder på, at det foreslåede system skulle være mere effektivt, end hvis medlemsstaterne hver for sig står for gennemførelsen i overensstemmelse med et nationalt system. Eksisterende nationale og retlige strukturer bør kunne påtage sig nye håndhævelsesopgaver, så det ikke bliver nødvendigt at oprette nye tilsynsorganer i medlemsstaterne. Den af Kommissionen foreslåede model synes desuden at kombinere forskellige opgaver på en måde, som strider mod den traditionelle adskillelse af offentlige myndigheder og domstole.

c) 1.

Når der er tale om tjenesteydelser i forbindelse med en advokats repræsentation af en klient i en retssag eller andre juridiske tjenesteydelser spiller de gældende nationale retssystemer en stor rolle, hvilket i reglen udelukker en grænseoverskridende tilgang. I øvrigt kræver disse tjenesteydelser et særligt tillidsforhold, som ikke kan gøres til genstand for en udbudsprocedure.

c) 2.

I forbindelse med den nationale sikkerhed, herunder redningstjenester, må kriterier som økonomisk rentabilitet ikke være udslagsgivende.

d).

Præcisering. Den undtagelse for eksklusive rettigheder, som findes i de nugældende direktiver 2004/18/EF (artikel 18) og 2004/17/EF (artikel 24 og 25) bør bevares ligesom undtagelsesbestemmelsen for transaktioner med henblik på den ordregivende myndigheds penge- eller kapitalanskaffelse i artikel 16, litra d), i direktiv 2004/18/EF. Der er behov for disse bestemmelser i medlemsstaterne.

g).

EU-traktaterne giver eksplicit medlemsstaterne ret til at overdrage eksklusive rettigheder. Dette bør fremgå af udbudslovgivningen.