ISSN 1977-0871

doi:10.3000/19770871.C_2012.299.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 299

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

55. årgang
4. oktober 2012


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

482. plenarmøde den 11. og 12. juli 2012

2012/C 299/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om En styrkelse af deltagelsesprocesserne og inddragelse af lokale myndigheder, ngo'er og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af Europa 2020-strategien (sonderende udtalelse)

1

2012/C 299/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Nye finansielle regler: hvilke ændringer for banksektoren? (initiativudtalelse)

6

2012/C 299/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Europæiske teknologiplatforme (ETP) og industrielle ændringer (initiativudtalelse)

12

2012/C 299/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Behovet for en europæisk forsvarsindustri: industrielle, innovative og sociale aspekter (initiativudtalelse)

17

2012/C 299/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kvindelige iværksættere – målrettede politikker til fremme af vækst og beskæftigelse i EU (initiativudtalelse)

24

2012/C 299/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kvindernes rolle som drivkraft for en udviklings- og innovationsmodel inden for landbruget og i landdistrikterne (initiativudtalelse)

29

2012/C 299/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forbindelserne mellem EU og Moldova: Hvilken rolle skal det organiserede civilsamfund spille?

34

2012/C 299/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Civilsamfundets rolle i flerpartshandelsaftalen mellem EU, Colombia og Peru

39

2012/C 299/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kooperativer og landbrugsfødevaresektorens udvikling (initiativudtalelse)

45

2012/C 299/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Revision af retningslinjerne fra 1994 og 2005 om luftfart og lufthavne i EU (tillægsudtalelse)

49

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

482. plenarmøde den 11. og 12. juli 2012

2012/C 299/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise? (Grønbog) COM(2012) 7 final

54

2012/C 299/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om mulighederne for at indføre stabilitetsobligationerCOM(2011) 818 final

60

2012/C 299/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om det europæiske jordovervågningsprogram (GMES) og dets operationelle aktiviteter (fra 2014 og frem)COM(2011) 831 final

72

2012/C 299/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler (CSD'er) samt om ændring af direktiv 98/26/EFCOM(2012) 73 final – 2012/0029 (COD)

76

2012/C 299/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for humanmedicinske lægemidler og disse lægemidlers inddragelse under de offentlige sygesikringsordningerCOM(2012) 84 final – 2012/0035 (COD)

81

2012/C 299/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forenklede regler for overførsel i det indre marked af motorkøretøjer, der er indregistreret i en anden medlemsstatCOM(2012) 164 final – 2012/0082 (COD)

89

2012/C 299/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om styrket solidaritet i EU på asylområdet – En EU-dagsorden for bedre ansvarsfordeling og øget gensidig tillidCOM(2011) 835 final

92

2012/C 299/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Initiativet Muligheder for Unge COM(2011) 933 final

97

2012/C 299/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om programmet for retlige anliggender for perioden 2014 til 2020COM(2011) 759 final – 2011/0369 (COD)

103

2012/C 299/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et instrument for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern SikkerhedCOM(2011) 750 final – 2011/0365 (COD) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en asyl- og migrationsfond COM(2011) 751 final – 2011/0366 (COD) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om almindelige bestemmelser om Asyl- og Migrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring COM(2011) 752 final – 2011/0367 (COD) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed COM(2011) 753 final – 2011/0368 (COD)

108

2012/C 299/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog – En dagsorden for tilstrækkelige, sikre og bæredygtige pensionerCOM(2012) 55 final

115

2012/C 299/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om oprettelse af programmet Europa for Borgerne for perioden 2014-2020COM(2011) 884 final – 2011/0436 (APP)

122

2012/C 299/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indefrysning og konfiskation af udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske UnionCOM(2012) 85 final – 2012/0036 (COD)

128

2012/C 299/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond [til ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 og Rådets forordning (EF) nr. 861/2006 og Rådets forordning nr. XXX/2011 om integreret havpolitik]COM(2011) 804 final – 2011/0380 (COD)

133

2012/C 299/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Oplysningskampagner og salgsfremstød til fordel for landbrugsprodukterne: en strategi af stor europæisk merværdi til fremme af smagfulde produkter fra EuropaCOM(2012) 148 final

141

2012/C 299/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 af 18. september 2007 om en flerårig plan for torskebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter disse bestandeCOM(2012) 155 final – 2012/0077 (COD)

145

2012/C 299/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Højtydende databehandling: Europas position i det globale kapløbCOM(2012) 45 final

148

2012/C 299/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/16/EF om havnestatskontrolCOM(2012) 129 final – 2012/62 (COD) og Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om flagstatens ansvar for håndhævelsen af Rådets direktiv 2009/13/EF om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv 1999/63/EFCOM(2012) 134 final – 2012/65 (COD)

153

2012/C 299/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ophugning af skibeCOM(2012) 118 final – 2012/0055 (COD)

158

2012/C 299/30

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Akten for det indre marked II – nøgleaktioner (sonderende udtalelse)

165

2012/C 299/31

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Transporthvidbog: Civilsamfundets tilslutning og deltagelse (sonderende udtalelse)

170

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

482. plenarmøde den 11. og 12. juli 2012

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »En styrkelse af deltagelsesprocesserne og inddragelse af lokale myndigheder, ngo'er og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af Europa 2020-strategien« (sonderende udtalelse)

2012/C 299/01

Ordfører: Heidi LOUGHEED

I brev af 18. april 2012 anmodede Sotiroula Charalambous, Republikken Cyperns minister for beskæftigelse og social sikring, på vegne af det kommende cypriotiske rådsformandskab om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"En styrkelse af deltagelsesprocesserne og inddragelse af lokale myndigheder, ngo'er og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af Europa 2020-strategien".

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, der vedtog sin udtalelse den 27. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 12. juli, enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Anbefalinger

EØSU opfordrer EU's institutioner og de nationale regeringer til at forny det politiske engagement og inddrage alle relevante partnere (Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, de nationale parlamenter, regionale og lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, det organiserede civilsamfund, de nationale økonomiske og sociale råd eller tilsvarende organer, byer og alle andre former for lokale myndigheder) i Europa 2020-strategien.

EØSU påtager sig at bygge videre på det hidtidige arbejde med de nationale økonomiske og sociale råd eller tilsvarende organer og nationale repræsentanter for det organiserede civilsamfund ved at blive det europæiske kontaktpunkt og oprette en platform for disse partnere, der kan fremme deres arbejde med Europa 2020-strategien.

På langt sigt mener EØSU, at Den Europæiske Union bør udvikle en langsigtet vision for det endelige formål med aktørernes inddragelse og arbejde for en gradvis opfyldelse af dette.

På kort sigt mener EØSU, at en række mindre ændringer ville skabe betydelige fremskridt. Navnlig bør medlemsstaterne og Kommissionen meget hurtigt genoverveje processernes timing og forløb med henblik på at give mulighed for en reel inddragelse af og medansvar blandt alle aktører.

2.   Indledning

2.1

Den 18. april 2012 anmodede det kommende cypriotiske rådsformandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg om at udarbejde en udtalelse om en styrkelse af deltagelsesprocesserne og inddragelse af lokale myndigheder, ngo'er og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af Europa 2020-strategien på baggrund af formandskabets intentioner om at gøre emnet til en prioritet under formandsperioden og på det uformelle EPSCO-møde i juli 2012.

Med det europæiske semester, der nu er i sit tredje år, er tidspunktet kommet til at se nærmere på deltagelsesprocesserne under Europa 2020-strategien og vurdere, hvordan de kan videreudvikles.

2.2

EØSU's Styringsgruppe for Europa 2020 har til opgave at overvåge arbejdet og samle nationale ØSU'er eller tilsvarende organer i medlemsstaterne, så de kan udveksle erfaringer om, hvordan deltagelsesprocesserne under Europa 2020-strategien kan forbedres.

2.3

EØSU's rolle i gennemførelsen af Europa 2020-strategien (1) er nu fuldt ud anerkendt, og udvalget ønsker at dele sine anbefalinger til forbedringer af deltagelsesprocesserne under Europa 2020-strategien og det europæiske semester.

3.   Europa 2020 – et nyt system

3.1

Den Europæiske Union og dens befolkning oplever en alvorlig økonomisk og finansiel krise, som har haft alvorlige konsekvenser for EU som helhed og borgerne. Mange medlemsstater har oplevet ekstremt pressede situationer og stigende arbejdsløshed forbliver et problem. EØSU mener derfor, som fastholdt i en lang række udtalelser gennem de sidste tre år, at Europa 2020-strategien nu er vigtigere end nogensinde før, idet den opstiller en omfattende dagsorden for reformer, der har til formål at sikre bæredygtig vækst og opbygge et mere modstandsdygtigt EU.

3.2

Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst er vækststrategien, der fastsætter mål for centrale politikområder på EU- og nationalt niveau. Den har et meget bredt anvendelsesområde og det overordnede mål er at støtte intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst samt dække udviklingstendenser inden for innovation, F&U, klimaændringer, energi, arbejdsløshed, industripolitik, social og territorial samhørighed, fattigdomsniveauer, samhørighedspolitik mm.

3.3

Forvaltningen af Europa 2020-strategien sigter mod at samle europæiske, nationale og delte beføjelser i et flerlagssystem og bidrager således til at styrke uddybningen af den europæiske integration og dens legitimitet. Sammenlignet med Lissabonstrategien har Europa 2020-strategien indbyrdes forbundne flagskibsinitiativer, som skaber fokus og støtter vigtige tematiske områder, prioriteter, overordnede mål samt et styrket og strengt tilsynssystem, der giver mulighed for en kritisk vurdering af udviklingen (eller manglen på samme) på nationalt niveau.

3.4

Sammenlignet med Lissabonstrategien er rapporteringsmekanismen anderledes, ikke kun fordi den er mere fokuseret, men fordi den nu er samordnet med processerne under de nye og forbedrede systemer til økonomisk forvaltning, således at f.eks. stabilitets- og konvergensprogrammet og de nationale reformprogrammer forelægges Kommissionen samtidigt, hvilket giver et mere komplet overblik over medlemsstaternes situation og hensigter.

3.5

Ændringen i processen blev først fremhævet i selve Europa 2020-strategidokumentet, som præciserede, at "vi har behov for en højere grad af ejerskab" og at der "desuden er behov for et større input fra aktører på nationalt og regionalt niveau og fra arbejdsmarkedets parter" i den henseende. Der blev indgået en specifik forpligtelse til i højere grad at inddrage både EØSU og Regionsudvalget. Dette behov for deltagelsesprocesser er blevet gentaget ved flere lejligheder, først og fremmest i Det Europæiske Råds konklusioner fra marts 2010 og i Kommissionens "Guidance for drafting, implementing and monitoring National Reform Programmes under the Europe 2020 Strategy", som fastholder, at "det vil i høj grad være vigtigt at inddrage nationale parlamenter, arbejdsmarkedets parter, regioner og andre aktører i udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer, for således at øge ejerskabet af strategien".

4.   Erfaringer med det europæiske semester

4.1

Efter tre år med Europa 2020-strategien står det klart, at mange medlemsstater har forpligtet sig til at inddrage arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund i det europæiske semester og har involveret disse partnere i de nationale processer. Imidlertid er håndhævelsen af disse tilsagn fragmentarisk med varierende grader af forpligtelser. Selv hvor forpligtelserne findes, varierer den reelle inddragelse af partnerne i processen. Mens mange medlemsstater informerer og hører deres partnere, er processen ofte ufokuseret og set fra deltagernes side kan det virke som om processen er usammenhængende eller mangler en overordnet strategi. Navnlig har EØSU og andre givet udtryk for bekymring over de meget stramme tidsfrister, der ofte stort set ikke afsætter tid til en reel debat med arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer eller regionale og nationale parlamenter. Disse bekymringer kommer ikke kun til udtryk på nationalt niveau. Mange organisationer på europæisk niveau har stillet spørgsmålstegn ved, om det europæiske semesters procesforløb og forvaltning samt overvågningen under Europa 2020-strategien kan forbedres. Europa-Parlamentet har fremsat politiske anbefalinger med det formål at give en bedre definition af parlamentets rolle og det bidrag, som det kunne yde (2), og Regionsudvalget offentliggør inden længe egne retningslinjer.

4.2

I EØSU har oprettelsen af Styringsgruppen for Europa 2020 skabt et vigtigt fokuspunkt for udvalgets arbejde og givet EØSU en gruppe, som har et overblik over alle Europa 2020-strategiens områder, og de dermed forbundne forslag, i stedet for at udvalget kun ser et fragmenteret billede. Repræsentanter for Kommissionen og andre aktører deltager løbende i møderne i Styringsgruppen. For at styrke den nationale forbindelse indbyder Styringsgruppen regelmæssigt de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer til at deltage i vigtige møder i det europæiske semester samt organiserer lokale Europa 2020-arrangementer i samarbejde med nationale civilsamfundsaktører. Dette arbejde bør styrkes og videreudvikles.

4.3

Selvom fokus ikke kun har ligget på det europæiske semester og Europa 2020-strategien har den rolle, som EØSU har spillet i indsatsen for at samle de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer, vist sig nyttig i forbindelse med udviklingen af udvalgets og partnernes analyser af og forståelse for situationen i hele EU og styrket de forslag, der kommer fra såvel EØSU som partnerne.

5.   Deltagelsesprocessernes værdi og anvendelse

5.1

Med henblik på at optimere det europæiske semesters gennemslagskraft står det klart, at bedre og mere omfattende deltagelsesprocesser under Europa 2020-strategien ville være til gavn for strategien i sig selv og i sidste ende for borgernes velfærd.

5.2

Den Europæiske Union og medlemsstaterne henviser ofte til nytteværdien i deltagelsesprocesser og inddragelse af det organiserede civilsamfund. Arbejdsmarkedets parter og den bredere offentlighed kan i realiteten benytte sig af en række forskellige processer og systemer. Det er nyttigt at præcisere, hvorfor dette er så vigtigt, og hvad der potentielt kan vindes ved et velfungerende system, der sikrer større deltagelse. En proaktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund kan skabe:

Et større "fodaftryk" for formidlingen af informationer i hele EU og en betydelig dominoeffekt.

Et større medejerskab af strategierne, hvis de opfattes som resultatet af alle berørte aktørers bidrag.

Et system for tidlig varsling – da de ofte er langt tættere på realiteterne, kan civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter levere et system for tidlig varsling om mikrotendenser længe inden de kan iagttages på nationalt eller europæisk niveau.

Kapacitet til at afprøve idéer og udvikle løsninger – ikke overraskende er det som regel dem, der befinder sig tættest på realiteterne, der kan prøvekøre forslag inden de gennemføres i fuld skala, og dette sikrer ofte yderst pragmatiske og effektive løsninger.

Bedre gennemførelse – i mange tilfælde er det arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne selv, som vil stå med ansvaret for den egentlige gennemførelse af forslagene i praksis.

6.   Specifikke forslag til forbedring af deltagelsesprocesserne under Europa 2020-strategien

6.1

Ved at se på de hidtidige processer på såvel europæisk som nationalt niveau mener EØSU, at der er meget at gøre, og at disse processer kan udvikles til et system, som reelt kan sikre et solidt partnerskab mellem EU's institutioner, nationale regeringer, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, nationale og regionale parlamenter og andre aktører. Dette vil i høj grad kræve en fokuseret og samordnet indsats og vil ikke kunne realiseres hurtigt. Imidlertid mener EØSU, at sådanne systemer bør udvikles ved gradvist at opbygge en strategisk og omfattende partnerskabsproces med flere niveauer, samtidig med at der hurtigt gennemføres enkle tiltag, der kan skabe forbedringer på kort sigt.

6.2

Som det vigtigste opfordrer EØSU alle EU-institutioner og nationale regeringer til at bekræfte deres politiske opbakning til en mere regelmæssig og systematisk inddragelse af arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, nationale parlamenter, regionale og lokale myndigheder og alle andre aktører og sikre, at dette gennemføres i størst muligt omfang vha. stærke, leve- og bæredygtige deltagelsesprocesser under Europa 2020-strategien. Lissabontraktaten understreger behovet for at høre civilsamfundet på europæisk niveau i beslutningsprocessen. Hvis medlemsstaterne skal opnå et større medejerskab af og inddragelse i både Europa 2020-strategien og den europæiske proces, bør de udvise den samme disciplin og høre nationale ØSU'er og tilsvarende organer så ofte som muligt.

7.   EØSU

7.1

Med hensyn til sin egen rolle mener EØSU, at det har afgørende betydning, at udvalget fortsat fokuserer på området og den strategiske inddragelse af alle elementer i Europa 2020-strategien. Målet er, at der fortsat skal være kapacitet til at se de mulige synergier, der skabes med strategien og dennes enkelte dele.

7.2

EØSU mener, at arbejdet i udvalgets egen Styringsgruppe for Europa 2020 bør fortsættes og videreudvikles. Styringsgruppen skal fastholde sit fokus på strategien og dennes følgevirkninger for den brede offentlighed og bør bygge på sin interne kommunikation med de medlemmer, der ikke er involveret i styringsgruppens arbejde for at sikre, at alle får gavn af styringsgruppens oversigter og indsigt.

7.3

EØSU mener, at det arbejde, udvalget gradvist har udført med at koordinere forbindelserne mellem og arbejdet i de eksisterende nationale økonomiske og sociale råd, har haft en meget positiv effekt, der dog kan forbedres. Mange af disse organisationer har ligeledes en rolle at spille på nationalt niveau i Europa 2020-strategien, hvilket også gælder for mange af deres medlemmer. Hvad angår en bedre inddragelse i Europa 2020-strategien mener EØSU, at der er tale om et område, hvor hurtige, enkle tiltag kunne give betydelige fordele. EØSU mener, at det har ideelle forudsætninger for at blive det europæiske kontaktpunkt for de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer, navnlig med hensyn til at yde bistand til rådenes eget arbejde under Europa 2020-strategien. EØSU er villig til at give et sådant tilsagn og begynde denne proces med at styrke kontakten og samarbejdet yderligere ved hurtigst muligt at inddrage de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer i et arrangement med fokus på Europa 2020-strategien.

8.   En hurtig indsats for at skabe forandringer på kort sigt

8.1

EØSU støtter i høj grad det cypriotiske rådsformandskabs intention om at fokusere på en styrkelse af deltagelsesprocesserne under Europa 2020-processen og anvende en del af det uformelle EPSCO-møde i juli 2012 til behandling af dette spørgsmål. EØSU støtter fuldt ud dette som en god start, der skal gøre det muligt for medlemsstaterne og Kommissionen fuldt ud at overveje, hvordan de hver især kan forbedre deres indsats.

8.2

EØSU opfordrer alle medlemsstater til at skabe klarhed på nationalt niveau, hvad angår spørgsmålet om, hvilke statslige organer der har ansvaret for hvilke foranstaltninger under Europa 2020 og forholdet mellem de organer, som har ansvaret for at koordinere eller overvåge de nationale reformprogrammer og de organer, der har ansvaret for den egentlige gennemførelse. Selv en enkel præcisering af dette i hver enkelt medlemsstat ville give aktører mulighed for at indgå i et samspil med de korrekte organer og dermed skabe en større gennemslagskraft.

8.3

EØSU mener, at fuld gennemsigtighed med hensyn til de anvendte deltagelsesformer i den enkelte medlemsstat samt beskrivelser af de processer og instrumenter, som regeringerne har til hensigt at anvende, vil give alle et overblik over hvad der sker, hvorfor og hvordan.

8.4

EØSU mener, at Kommissionen og medlemsstaterne hurtigst muligt bør evaluere timingen af de forskellige tiltag under det europæiske semester. Den mest vedholdende udfordring, som fremhæves af næsten alle aktører under de eksisterende strukturer, er manglen på tilstrækkelig tid til at udarbejde et velovervejet svar eller gennemføre en grundig debat. Medlemsstaterne bør hurtigst muligt overveje de tidsfrister, som de anvender for nærværende, og undersøge, hvordan disse kan gøres mere hensigtsmæssige.

8.5

EØSU opfordrer kraftigt lokale og regionale myndigheder til i højere grad at engagere sig i Europa 2020-processen inden for deres nationale rammer og direkte på europæisk plan. Regionsudvalgets etablering af Europa 2020-overvågningsplatformen er et glimrende skridt på vejen mod dette mål. EØSU mener, at et større engagement bør støttes af nationale regeringer. De lokale og regionale myndigheders forståelse for lokaludvikling og potentielle anvendelsesmuligheder er en vigtig del af det, der kræves, hvis Europa 2020-strategien skal udleve sit potentiale.

9.   Udvikling af en langsigtet og omfattende deltagelsesproces for Europa 2020

9.1

EØSU mener, at der allerede findes yderst nyttige modeller for etableringen af solide strukturer til en permanent dialog. EØSU mener, at Europarådets kodeks for bedste praksis vedrørende civil deltagelse i beslutningsprocessen  (3) skaber en glimrende ramme og principper for dette arbejde, som kan anvendes i forbindelse med Europa 2020-strategien. En sådan vifte af principper vil give EU og medlemsstaterne mulighed for gradvist at flytte debatten gennem inddragelsesprocessen fra et forholdsvist lavt niveau, der primært fokuserer på informationsformidling, til en åben høring, der skaber en dialog mellem deltagerne til i sidste ende et ægte partnerskab. EØSU mener, at processerne under Europa 2020 gradvist bør bevæge sig gennem disse deltagelsesstadier. Kodekset giver ligeledes en række yderst nyttige redskaber, som kunne anvendes i Europa 2020-processen.

9.2

Det organiserede civilsamfund i medlemsstaterne bør involveres gennem hele det europæiske semester. En central proces inden for tilrettelæggelsen er udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer. Medlemsstaternes forberedelsesproces bør bygge på en bred og mere samarbejdsorienteret dialog med arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund. Disse aktører leverer ikke kun ekspertise vedrørende opstilling af mål og udformning af programmer og strategier for områder som beskæftigelse, uddannelse og social inklusion, de er også grundlæggende aktører for gennemførelsen af disse strategier.

9.3

Et andet centralt skridt i det europæiske semester er offentliggørelsen og evalueringen af de landespecifikke henstillinger. Arbejdsmarkedets parter på europæisk plan og det organiserede civilsamfund skal informeres og høres om de landespecifikke henstillinger for de enkelte medlemsstater. I den forbindelse er timing altafgørende, således at det organiserede civilsamfund kan inddrages på et tidligt stadium i udarbejdelsen af fremtidsudsigter for de følgende cyklusser.

9.4

EØSU har i tidligere udtalelser foreslået benchmarking som en metode til at måle fremskridtene med hensyn til gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Her gennemfører det nationale økonomiske og sociale råd eller et tilsvarende organ en analyse og opstiller egne prioriterede kriterier ved brug af statistik, der er frit tilgængelig på Eurostats hjemmeside. Nogle ØSU'er arbejder allerede på den måde og andre nationale økonomiske og sociale råd bør opmuntres til at deltage i den samme proces. Ved hjælp af denne benchmarking overvåger aktørerne løbende gennemførelsen af reformerne. Dette udgør et værdifuldt input til revisionen af de nationale reformprogrammer.

9.5

Der bør træffes foranstaltninger for at sætte gang i debatten om gennemførelsen af Europa 2020-strategien i medlemsstaterne, og regeringerne bør udvikle mere effektive processer for feedback om resultaterne af en bedre civil og social dialog om strategien. Her kan civilsamfundet spille en særlig nyttig rolle i forbindelse med opfølgningen. Regelmæssige konferencer i medlemsstaterne, der involverer alle relevante aktører, ville være nyttige, og det samme gælder for åbne høringer i parlamentet til præsentation af de nationale reformprogrammer.

9.6

Der er et modsætningsforhold mellem EU-institutionernes voksende bevidsthed om behovet for at høre det organiserede civilsamfund, og de vanskeligheder, som hovedparten af de nationale ØSU'er eller tilsvarende organer står over for på nuværende tidspunkt. Størstedelen af disse organisationers budget finansieres som oftest gennem de offentlige budgetter. I mange medlemsstater er disse organers budgetter blevet beskåret. Dette resulterer i, at de nationale økonomiske og sociale råd eller tilsvarende organer udelukkende fokuserer på nationale prioriteter og reducerer deres deltagelse på europæisk niveau. EU's institutioner bør overveje, hvordan de kan give støtte og bistand til disse organisationer, i det mindste hvad angår deres bidrag til det europæiske semester.

9.7

Da det kan være særligt nyttigt at have et centralt kontaktpunkt for opfølgningen med ØSU'er eller tilsvarende organer kunne Kommissionen overveje at give EØSU ansvaret for at organisere en konference med deltagelse af alle nationale ØSU'er eller tilsvarende organer og institutionerne mindst en gang om året. Konferencen bør times nøje med forløbet af det europæiske semester, og formålet bør være at diskutere det europæiske semester, Europa 2020-strategien og deres bidrag og bedste praksis på området.

10.   Aktørerne

10.1

EØSU har den holdning, at aktørerne selv også kunne forny deres engagement i processerne under Europa 2020. Mens udvalget mener, at det primære ansvar ligger hos medlemsstaterne, og at de må evaluere processernes inddragelse af partnerne, kunne aktørerne i højere grad lære af hinanden og i højere grad satse på direkte kontakter til EU's institutioner og de nationale regeringer. På samme måde gælder det, at aktørerne bør forbedre deres egen foregribelse af faserne under det europæiske semester på trods af behovet for, at regeringerne hurtigst muligt genovervejer processernes timing.

11.   Specifikke forslag i relation til beskæftigelse, fattigdom og udstødelse

11.1

I sin forespørgsel til EØSU fremhævede det cypriotiske rådsformandskab specifikt, at der var brug for input med henblik på at inddrage civilsamfundet bedre i gennemførelse og opfølgning inden for politikområder som fattigdom og udstødelse. EØSU mener, at de berørte aktørers deltagelse i en struktureret og løbende dialog på såvel EU-niveau som nationalt niveau har afgørende betydning for muligheden for at finde effektive løsninger inden for disse politikområder.

11.2

Det er vigtigt at udvikle partnerskabsarbejdet (eng. stakeholder approach) og den strukturerede dialog med civilsamfundets aktører, for så vidt angår politikudvikling, -gennemførelse og -opfølgning i arbejdet med platformen mod fattigdom og udstødelse. Inden for områder som fattigdom og udstødelse er det ofte civilsamfundets aktører som først støder på og skaber opmærksomhed omkring tendenser og samfundsudvikling. Deres fokuserede arbejde med at fremhæve brugerperspektivet, det præventive arbejde, men også udviklingen og udførelsen af innovative tjenester til disse målgrupper giver værdifuld viden og erfaring i strategiarbejdet til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse. Her ønsker EØSU at understrege betydningen af den sociale økonomis og ngo'ernes strategiske rolle med henblik på at reducere fattigdom, fremme skabelsen af nye arbejdspladser og udvikle tjenester, som på en kreativ måde opfylder samfundets behov.

11.3

Inden for disse politikområder er det vigtigt at nævne medlemsstaternes såkaldte sociale rapporter (National Social Reports, NSR), som er et supplement til de nationale reformprogrammer, og som fremlægges af Udvalget for Social Beskyttelse (Social Protection Committee). Disse rapporter, som bygger på den åbne koordineringsmetode, vurderer den sociale dimension af Europa 2020. Rapporterne identificerer de mest nærliggende reformer ud fra den årlige vækststrategi samt fremlægger forslag til konkrete tiltag. Det er af afgørende betydning at finde frem til en proces, hvor man kan inddrage de berørte aktører bedre i processen med NSR, hvilket p.t. ikke sker i tilstrækkeligt omfang, samt knytte disse tættere til de nationale reformprogrammer. Det er af største betydning, at den åbne koordineringsmetode for social beskyttelse styrkes med udgangspunkt i integrerede nationale strategier med henblik på at etablere en stærkere kobling med den europæiske platform mod fattigdom.

11.4

Det årlige EU-arrangement mod fattigdom og udstødelse bør følges op af en tilsvarende høring på nationalt niveau i samarbejde med det offentlige, personer som lever i fattigdom, ngo'er, organisationer inden for den sociale økonomi, arbejdsmarkedets parter og andre af civilsamfundets aktører. Det er sigtet i fællesskab at undersøge fremskridt og mangler inden for disse politikområder og anbefale reformer. Dette bør ske parallelt med, at de nationale reformprogrammer udarbejdes.

11.5

Også organisering af løbende dialogmøder og samråd om specifikke spørgsmål bør skemalægges i forvejen, således at interesserede aktører kan tilkendegive deres interesse. Partnerskabsarbejdet bør desuden omfatte en undersøgelse af de sociale effekter af den årlige vækstoversigt og de fremskridt, der er opnået.

11.6

De nationale reformprogrammer og fastlæggelsen af nationale mål er nøglekomponenter i bestræbelserne på at gennemføre Europa 2020-strategien og de politiske strategier til bekæmpelse af fattigdom. Det er vigtigt at sikre, at fattigdomsmålet er korrekt defineret, således at det omfatter grupper, der risikerer at ende i fattigdom, og tager hensyn til den kumulative marginalisering med henblik på at sikre, at strategier og reformer målrettes disse grupper effektivt. Her er inddragelse og partnerskab med aktører i civilsamfundet af central betydning, da disse ofte opdager nye risikogrupper tidligt eller identificerer øgede risici for marginaliserede grupper.

Bruxelles, den 12. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Som det fremgår af konklusionerne fra Det Europæiske Råds forårsmøder i både 2011 og 2012.

(2)  "Effektiviteten og legitimiteten af det europæiske semester? Styrkelse af Europa-Parlamentets rolle" 2011.

(3)  http://www.coe.int/t/ngo/code_good_prac_en.asp


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/6


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Nye finansielle regler: hvilke ændringer for banksektoren?« (initiativudtalelse)

2012/C 299/02

Ordfører: Anna NIETYKSZA

Medordfører: Pierre GENDRE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

"Nye finansielle regler: hvilke ændringer for banksektoren?".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer. CCMI vedtog sin udtalelse den 11. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 12. juli, følgende udtalelse med 135 stemmer for, 2 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Den vigtigste opgave for banksektoren, der i gennemsnit tegner sig for 5 % af EU's BNP, bør være at finansiere realøkonomien, herunder navnlig innovative virksomheder og væksten i små og mellemstore virksomheder, som er drivkraften bag den europæiske økonomi, samt at garantere indskyderes opsparing.

1.2

EØSU bifalder Kommissionens og medlemsstaternes bestræbelser på at styrke banksektoren og på at forebygge nye finanskriser ved at reducere risiciene og afbøde deres virkninger.

1.3

EØSU mener, at man bør lære af den seneste tids økonomiske og finansielle kriser og anlægge en ny strategi, som indebærer, at de nationale, europæiske og internationale myndigheder sikrer et mere effektivt tilsyn, og at finansieringsinstitutterne i højere grad ansvarliggøres.

1.4

EØSU støtter foranstaltninger til styrkelse af bankernes kapitalstruktur og deres kapacitet til at finansiere økonomien og advarer bankernes ledelse mod fristelsen til meget kortsigtet profit og markedsdestabiliserende spekulation.

Bankledelsernes, de nationale, europæiske og bankinterne tilsynsorganers ansvar bør defineres klarere for på basis af gennemsigtige regler at fremme etisk adfærd.

1.5

EØSU henleder imidlertid opmærksomheden på de vanskeligheder, som ophobningen af regler afstedkommer, og de udfordringer, som Europas ca. 8 000 banker står over for, hvis de skal finansiere økonomien i en meget vanskelig tid i EU som følge af gældskrisen, hvis omfang og konsekvenser endnu ikke er under kontrol.

1.6

De europæiske banker står over for skærpet konkurrence fra tredjelandes banker, der ikke er underlagt de samme lovgivningsmæssige og administrative begrænsninger i deres oprindelsesland som i EU.

1.7

Foranstaltningerne til styrkelse af kapitalstrukturen omfatter krav om større og bedre egenkapital, bedre risikodækning, fastsættelse af gearingsgrad og en ny tilgang til likviditet. De vil kunne indvirkning på bankernes driftsresultater og medføre betydeligt lavere indtjening for dem.

1.8

Der vil derfor kunne være tendens til, at bankerne reducerer deres størrelse for at konsolidere forretningen, retter blikket mod de mest rentable aktiviteter og tilbyder færre finansielle tjenesteydelser for bedre at kunne styre deres risikoeksponering.

Nogle slår til lyd for, at bankerne bør vende tilbage til deres oprindelige funktion: at modtage indskud fra kunder, beskytte opsparerne og finansiere realøkonomien.

1.9

EØSU mener, at det kunne være hensigtsmæssigt at sikre en gradvis tilbagevenden til en situation, hvor de kommercielle bankers virksomhed holdes adskilt fra finansierings- og investeringsbankernes aktiviteter. Den nuværende verdensomspændende krise viser, at et globalt finansielt system baseret på ubegrænset liberalisering indebærer risiko for at komme ud af kontrol som følge af markedets misbrug af den frihed, der er indført:

multinationale finanskoncerner har vokset sig så store, at ledelsen af dem i høj grad vanskeliggøres, samtidig med at det er blevet meget vanskeligt for myndighederne at føre tilsyn med dem og for kreditvurderingsinstitutter at foretage vurderinger, hvilket betyder, at vurderingerne ikke er særlig pålidelige;

finansieringsinstrumenterne er ude af kontrol: ingen er imod princippet om finansiel innovation, men det er ikke acceptabelt, at et finansielt produkt kan cirkulere frit på det internationale marked på en lidet gennemsigtig måde, så ingen ved, hvilken risiko der er forbundet med det, eller hvor det endelige ansvar ligger.

1.10

De nye egenkapitalkrav, navnlig kravet om en forhøjelse af kernekapitalandelen til 9 % inden 30. juni 2012 for 60 systembanker og fra 2015 til udgangen af 2018 for de øvrige banker, kan få skæbnesvangre konsekvenser for de lokale banker og andelsbankerne, der er mere velvilligt indstillede over for SMV'er og mikrovirksomheder. Kapitalkravene må ikke diskriminere en bestemt gruppe af banker.

1.11

Hvis disse banker får vanskeligere ved at skaffe kapital, bliver det også sværere for SMV'erne at få adgang til den nødvendige finansiering. Det må undgås, at der sker en kreditstramning og en forhøjelse af bankgebyrerne. Udvalget beder Kommissionen, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder om at sikre, at kapitalbufferen for de mindre banker tilpasses disse bankers forretningsmodel.

1.12

Tilsynskravene har allerede ført til en kreditstramning, som gør det dyrere for SMV'er, herunder navnlig nystartede virksomheder, innovative virksomheder og højrisikovirksomheder, at opnå kredit. Europa vil ikke kunne opfylde målene for 2020-strategien, den digitale dagsorden, Europe Cloud Active, energikøreplanen 2050 og Small Business Act, hvis der som følge af nye tilsynsregler sker et fald i den del af finansieringsmidlerne, der går til små og mellemstore virksomheder.

EØSU opfordrer Kommissionen til meget nøje at følge bankernes långivning og prispolitik over for virksomheder og privatpersoner.

1.13

Foranstaltningerne til en effektivisering af de nationale, europæiske og internationale tilsynsmyndigheders overvågning af markederne vil få dybtgående konsekvenser for bankernes organisation og interne kontroller. Dette vil resultere i et større ledelsesansvar og en forpligtelse til tættere overvågning af egenkapitalforrentningen samt bedre risikostyring. Bankerne bør udarbejde salgsprognoser og udviklingsstrategier for produkter og porteføljer under iagttagelse af rentabiliteten og under hensyntagen til behovet for at evaluere deres egenkapitals absorptionskapacitet. Dette vil indebære en restrukturering, som vil øge betydningen af og beskæftigelsen inden for it, tilsyn og risikostyring på bekostning af mere traditionelle sektorer.

1.14

Bankerne i EU beskæftiger over 3 mio. lønmodtagere, hvoraf langt størstedelen er ansat i detailbankleddet. Siden begyndelsen af 2011 er der skåret mere end 150 000 stillinger væk og talrige filialer er lukket. Ifølge en række prognoser vil yderligere 100 000 arbejdspladser gå tabt i 2012. EØSU anmoder Kommissionen om at prioritere en forbedring af den sociale dialog i sektoren og at bestræbe sig på at skabe enighed mellem arbejdsmarkedets parter om de initiativer, der har betydning for erhvervets udvikling.

1.15

EØSU så gerne, at der i forbindelse med gennemførelsen af de nye reguleringstiltag blev taget hensyn til de forskellige forhold, der gør sig gældende i medlemsstaterne, herunder navnlig de nye medlemsstater, hvis kreditmarkeder ikke er fuldt udviklede, og hvor størstedelen af bankerne er ejet af de store europæiske og internationale bankkoncerner. Disse koncerner vil, for at forbedre deres resultater og leve op til de nye krav, kunne blive fristet til at overføre kapital fra datterselskaberne og begrænse deres investeringer, hvorved finansieringen af økonomien i de pågældende lande vil blive betydeligt begrænset. EØSU minder i den forbindelse om forpligtelsen i henhold til Wien-initiativet til ikke at opsuge likviditet. Det er nødvendigt at beskytte visse oprindelige forretningsmodeller såsom andelsbankerne i Tyskland og Polen. Sektoren omfatter alene i Polen mere end 300 banker. Det er en sektor, som har behov for en overgangsperiode for at kunne gennemføre den dybtgående reform, som de nye regler indebærer.

1.16

Det er nødvendigt at styrke Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelser for at støtte harmoniseringen. EØSU minder om, at kapitalens fri bevægelighed er en ret, der er sikret på europæisk niveau, mens indskudsgaranti og banksolvens henhører under de nationale myndigheders kompetenceområde. Kreditmarkedet er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. I de lande, hvor långivningen ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan en for hurtig stigning i gældsætningen skabe spekulationsbobler. Hvis der sker en ensartet gennemførelse af tilsynsreglerne på europæisk niveau, vil de nationale myndigheder ikke kunne skride ind hurtigt nok. Det forslag, der er fremsat af en række europæiske ledere, om at skabe en europæisk bankunion for på EU-niveau at indføre tilsyn med systembanker og etablere en indskudsgaranti i tilfælde af bankkrak, bør imidlertid overvejes nærmere.

1.17

I forhold til resten af verden risikerer de europæiske banker at blive mindre konkurrencedygtige sammenlignet med deres konkurrenter. De banker, der rejser supplerende egenkapital, henter de fleste af pengene i statslige investeringsfonde og banker i Asien og Mellemøsten. Der er reel fare for, at det europæiske banksystems ejerskabsstruktur vil komme til at unddrage sig EU-medlemsstaternes kontrol. Derfor beder EØSU de europæiske myndigheder om at intensivere indsatsen for at sikre, at de samme tilsynsregler finder anvendelse internationalt med henblik på at nå frem til et sæt regler, der reelt er gældende på globalt plan.

1.18

Ny informationsteknologi: e-banking, homebanking, sikker netbetaling (e-signatur) og cloud computing er i færd med at revolutionere de traditionelle bankydelser. Bankerne har den tunge opgave at skulle finansiere realøkonomien, samtidig med at de står over for højere finansieringsomkostninger efter indførelsen af ny teknologi og lavere rentabilitet. EØSU mener, at sektorens aktører skal ledsages og støttes i denne dybtgående omstillingsproces.

2.   Indledning

2.1

Finanskrisen og dens konsekvenser for økonomien har fået regeringer og finansielle myndigheder til at spørge sig selv, hvad de dybereliggende årsager var til, at et finansielt system, man troede var velfunderet, velreguleret og effektivt kontrolleret, kunne kollapse fuldstændigt.

2.2

De første finansielle og monetære foranstaltninger (kraftig sænkning af de toneangivende rentesatser, likviditet, statsstøtte) blev truffet i al hast. De mere langsigtede foranstaltninger havde til formål at styrke markedsstrukturerne og undgå systemiske kriser i fremtiden, hvorfor der i højere grad var tale om regulerings-, tilsynsmæssige og fiskale tiltag. De overnationale organisationer – IMF, G20, Den Internationale Betalingsbank (BIS), Kommissionen – valgte at forholde sig åbent over for samarbejde, men der har været divergerende synspunkter.

2.3

Siden krisen i 2008 er der blevet vedtaget over 50 lovgivningsmæssige foranstaltninger i EU. 99 % af lovændringerne vil være vedtaget i slutningen af 2011 og træde i kraft i 2013, med undtagelse af kravet om kernekapitalandelen, tier 1, der skal overholdes allerede fra 30. juni 2012 af 60 banker, der betragtes som systembanker. For de øvrige banker forventes reglerne at træde i kraft mellem 2015 og 2018.

2.4

Basel III-aftalen, som blev offentliggjort i november 2010, kræver, at bankerne øger mængden og kvaliteten af deres egenkapital for at være bedre rustet til fremtidige kriser. Navnlig fastsætter aftalen, at

bankerne skal øge aktiekapitalen til 4,5 % og "tier 1"-kapitalen til 6 % af de risikovægtede aktiver;

der stilles krav om en obligatorisk kapitalbevarende egenkapitalbuffer på 2,5 %;

der indføres en valgfri modcyklisk buffer, der giver de nationale instanser mulighed for at kræve opbygning af yderligere egenkapital på op til 2,5 % i perioder, hvor kreditvoluminet udvides.

Basel III-reglerne fastsætter en minimal gearingsgrad på 3 % og to obligatoriske likviditetsdækningsgrader: Den kortsigtede likviditetskvote kræver, at banken råder over likvide aktiver af høj kvalitet til dækning af sine likviditetsbehov over en periode på 30 dage. Den langsigtede likviditetskvote kræver et minimumsbeløb til stabil finansiering, der ligger over bankens likviditetsbehov over en periode på et år.

2.4.1

I juli 2011 fremlagde Kommissionen sine forslag til implementering af Basel III-aftalen i form af et nyt kapitalkravsdirektiv (CRD IV). Formålet var at styrke den europæiske banksektor og samtidig tilskynde bankerne til at fortsætte med at finansiere væksten. Kommissionen har imidlertid ikke taget noget konkret initiativ til at fremme långivningen.

2.5

Hensigten er at tilskynde bankerne til at hensætte mere egenkapital, så de kan modstå kriser, og at foreslå en ny ordning, der giver tilsynsmyndighederne nye beføjelser til at overvåge bankerne og skride ind, når de mener, at der foreligger en risiko.

2.6

CRD IV omfatter de kapitaldækningskrav, der falder ind under det gældende direktivs anvendelsesområde, men skal implementeres på en måde, der er tilpasset den enkelte medlemsstat.

2.7

På trods af forsinkelser og mangler ved de vedtagne regler er der tale om reelle fremskridt i retning af en ny regulering. Der er dog stadig en række udestående spørgsmål:

Vil de nye regler omfatte det samlede finansielle område på globalt plan?

Kan man, når den nye markedsregulering er fastsat, have tillid til, at kontrollen vil være effektiv?

Vil de nye regler få indflydelse på og ændre situationen (strukturer, konsolidering, fordeling, ansatte) i den europæiske banksektor, der udgøres af mere end 8 000 banker, og sektorens praksis i forhold til finansieringen af økonomien, dvs. dens långivning til virksomhederne, de lokale og regionale myndigheder og borgerne?

3.   Et forværret finansielt og økonomisk klima

3.1

De europæiske banker står i øjeblikket over for voldsomme forandringer i henseende til konjunktur og regulering, hvilket skaber frygt for deres evne til at finansiere økonomien i en økonomisk situation, der forværres af gældskrisen, hvilket navnlig rammer eurozonen.

3.2

Med gennemførelsen af Basel III-reglerne vil bankerne blive tvunget til at styrke egenkapitalen, overholde den meget skrappe langsigtede likviditetskvote (NSFR) og opbygge likviditetsreserver.

3.3

De stresstest, bankerne er blevet udsat for i to faser, har ikke bortvejret frygten for, hvad der kan ske med dem, hvis én eller flere stater i eurozonen misligholder deres gældsforpligtelser.

3.4

I det internationale finanssamfund har der bredt sig et klima af mistillid, som har skabt likviditetsproblemer på interbankmarkedet og har fået bankerne til at rette blikket mod de sikreste investeringer.

3.5

I den sammenhæng har Den Europæiske Centralbank interveneret i to omgange og tilbudt et samlet beløb på 1 bio. EUR i 3-årige lån til banksektoren til en rente på 1 %. Denne facilitet har været afgørende for at genoprette tilliden til interbankmarkedet og opretholde økonomiens kreditvolumen. En betydelig del af disse midler er imidlertid ført tilbage til ECB, og en anden del er afsat til at købe offentlig gæld. EØSU mener, at ECB bør oprette en mekanisme til sporing af disse midlers anvendelse.

3.6

Behovet for en rekapitalisering af bankerne, som af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed vurderes til 100 mia. EUR, er mere og mere presserende.

3.7

Långivningen til virksomhederne, navnlig SMV'erne, og til de lokale og regionale myndigheder og borgerne, bliver strammere og strammere. Risikoen granskes indgående af bankerne, og følgen er, at omkostningerne stiger. Samtidig får virksomhederne stadig vanskeligere ved at skaffe finansiering via de finansielle markeder. Denne situation, som skyldes den økonomiske stramning, er en medvirkende årsag til, at prognoserne med ganske få undtagelser peger på lav eller nulvækst i 2012 i hele EU.

4.   Kontrol med og regulering af banksektoren

4.1

På den baggrund er det nødvendigt at henvise til subprime-krisen: Advarselssignalerne burde have fået tilsynsmyndighederne til at gribe ind. Ingen havde sat spørgsmålstegn ved rentabiliteten af en investering, der var profitabel for bankerne og deres kunder. Selv om FDIC havde advaret mod disse produkter, foretog Federal Reserve sig intet mellem 2002 og 2006.

4.2

Krakket i Lehman Brothers kunne have været undgået, hvis tilsynsmyndighederne i tide var blevet klar over instituttets alvorlige likviditetsproblemer. De farer, der er forbundet med realkreditlån på 100 % af garantiværdien, som af mæglere blev solgt videre i trancher, undgik enhver kontrol. For at undgå nye kriser må der indføres foranstaltninger, der sikrer, at lederne af de finansielle institutioner pådrager sig et personligt ansvar for mangel på ordentligt tilsyn.

4.3

Hvis det forholder sig sådan, at krisen blev udløst af produkter, der var for komplekse, altså af såkaldt "toksiske" produkter, er det også indlysende, at tilsynsmyndighederne med henvisning til de eksisterende regler kunne have forbudt dem eller forbudt at bringe dem i omløb.

De nye regler kan ikke fuldstændigt garantere, at en ny krise kan undgås, hvis ikke tilsynsmyndighederne udstyres med de ressourcer, der er nødvendige for at udfylde deres rolle, og hvis den interne kontrol fortsætter med at være ineffektiv.

4.4

På baggrund af liberaliseringen af finansmarkederne må regeringerne overholde de tilsagn om samarbejde, som de har afgivet internationalt, for at undgå forskellig regulering i forskellige dele af verden.

4.5

Et nyt sæt regler bør hvile på følgende principper:

a)

Der bør være åben adgang til bankerhvervet, men kontrollen med de ansatte og med, hvor pengene kommer fra, bør være langt strammere og langt mere effektiv;

b)

De ansatte, der udfører finansielle transaktioner, skal være godkendt hertil, og de skal reguleres og kontrolleres. Banklignende virksomheder og "skyggebanker" skal fjernes;

c)

Nye finansielle produkter bør være omfattet af de nationale og europæiske bankmyndigheders godkendelse og kontrol.

4.6

Tilsynsinstanserne skal periodisk evalueres af et uafhængigt organ bestående af eksperter, som ikke længere arbejder i finanssektoren. Denne evaluering bør navnlig sætte fokus på indvirkningen af tilsynsinstansernes beslutninger på bankernes ledelse.

5.   Ændringer i den europæiske banksektor

5.1

Bankerne er i øjeblikket under stærkt pres, da de som følge af gennemførelsen af de nye regler er nødsaget til at revidere deres forretningsmodel. Den kombinerede effekt af de gældende regler og et vanskeligt finansielt og økonomisk klima har været:

En styrkelse af samtlige finansielle institutters kapitalstruktur. De fleste af dem overholder allerede nu "tier 1"-kapitalkravet. Der vil være en tendens til, at de reducerer størrelsen af deres driftsresultater og konsoliderer forretningen. (Fodnote. KPMG-studie, december 2011, Evolving Banking Regulations, A long journey ahead – the outlook for 2012).

Basel III-bestemmelserne og kravet om at overholde NSFR-likviditetskvoterne på over en måned og LCR-likviditetskvoterne på under en måned skaber et øget behov for egenkapital og likviditet, der i visse tilfælde overstiger bankernes minimumslikviditetsbehov med en faktor fire. Foranstaltningerne kommer til at påvirke de økonomiske resultater negativt og vil reducere bankernes driftsresultater.

Vanskeligheder med at udvikle lån i perioder med økonomisk vækst eller i lande med stærk økonomisk vækst pga. den modcykliske buffer. På trods af den forøgede efterspørgsel efter lån vil bankerne komme til at stå over for øgede krav til egenkapital. Låneporteføljen skal fastholde denne buffer, hvis tilsynsmyndighederne kræver det. De likviditetskrav, der fastsættes af de nationale organer, kan endda udgøre helt op til 2,5 % af egenkapitalkravet.

5.2

Samlet vil dette medføre:

5.2.1

et betydeligt fald i egenkapitalforrentningen (ROE) i banksektoren på mellem 10 % og i ekstreme tilfælde helt ned til 30 %, hvilket vil lægge en dæmper på investorernes interesse for sektoren og reducere kapitaliseringen af de europæiske banker;

5.2.2

ringere finansiering af virksomheder og lokale og regionale myndigheder og dyrere lån, navnlig for SMV'erne, der ofte betragtes som mere risikable virksomheder, der ikke kan stille tilstrækkelige garantier eller fremvise tilstrækkelig medfinansiering;

5.2.3

en mulig reduktion af de langsigtede lån som følge af indførelsen fra 2018 af den langsigtede NFSR-kvote og krav til gearingsgrad. Situationen risikerer at få negativ indvirkning på finansieringen af infrastrukturinvesteringerne;

5.2.4

en forpligtelse til bedre overvågning af egenkapitalforrentningen samt bedre risikostyring. Bankerne skal udarbejde salgsprognoser og udviklingsstrategier for produkter og porteføljer under iagttagelse af rentabiliteten og under hensyntagen til behovet for at evaluere deres egenkapitals absorptionskapacitet;

5.2.5

bankerne risikerer at skulle oppebære meget høje omkostninger til revision og indberetning for at overholde de nye regler og leve op til de nationale og internationale tilsynsmyndigheders krav. Dette vil komme til at påvirke bankernes interne organisation, og vil kræve strukturelle omlægninger.

5.2.6

Der vil blive strammet op på långivningen til sektorer, der betragtes som risikable. Desuden kan indførelsen af en gearingsgrad (leverage ratio) på langt sigt resultere i en begrænsning af långivningen til stater, lokale og regionale myndigheder eller andre sektorer, der vurderes som værende risikable.

5.2.7

En mulig konsekvens af den dyrere långivning vil være, at en del af aktiviteterne overføres til institutioner, der ikke er omfattet af disse regler. Dette begunstiger institutioner, som driver banklignende virksomhed og yder lån til privatpersoner til en meget høj pris, ofte i kontanter, og som ikke er omfattet af samme strenge tilsyn som det, der gælder for bankerne.

5.3

De nye regler gælder uden skelen til, om der er tale om store eller små banker. De kan vise sig at være uhensigtsmæssige i visse lande, f.eks. i de nye medlemsstater i Øst- og Centraleuropa, hvor væksten er højere.

I disse lande vil de nye regler kunne begrænse investeringerne. Bankerne i disse lande ejes meget ofte af multinationale koncerner, og de nationale aktionærer er i mindretal. Moderselskaberne kan overføre en meget betydelig del af kapitalen fra datterselskaberne til hjemlandet for at overholde de globale bestemmelser. Når datterselskaberne udsultes på denne måde, vil de begrænse deres bidrag til finansiering af den lokale økonomi. EØSU minder om, at kapitalens fri bevægelighed er en ret, der er sikret på europæisk niveau, mens indskudsgaranti og banksolvens henhører under de nationale myndigheders kompetenceområde.

5.4

Kreditmarkedet er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. I de lande, hvor långivningen ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan en for hurtig stigning i gældsætningen skabe spekulationsbobler. Hvis tilsynsreglerne anvendes på europæisk niveau, vil de nationale myndigheder ikke kunne skride ind hurtigt nok. Det er nødvendigt at styrke Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelser for at støtte harmoniseringen.

5.5

Der må tages hensyn til oprindelige forretningsmodeller såsom andelsbankerne. Det er en sektor, der er sund og klarer sig selv, og som for at kunne gennemføre den reform, som de nye regler indebærer, vil have behov for en overgangsperiode. Andelsbankerne er et afgørende led i udviklingen på lokalt plan og handler i andelshavernes interesse. De er både indskydere og låntagere, og der er tale om SMV'er, landbrugsbedrifter, kommuner og en lang række andre lokale aktører.

5.6

De store banker vil søge investeringer med begrænset risiko og større afkast. Dertil skal lægges frygten for en hårdere beskatning og for tab på statsgælden på visse poster på passivsiden.

5.7

Konsolideringsprocessen vil sandsynligvis tage fart: Sparekasserne og andelsbankerne kan regne med, at de har adgang til "autonome" finansieringskilder, men de banker, der er henvist til kapitalmarkedet for at kunne refinansiere sig selv, vil blive tvunget til at fusionere med negative konsekvenser for SMV'erne og forbrugerne til følge. Nogle banker opkøbes og videresælges efter optrævling af deres lokale eller regionale netværk. Koncentrationsprocessen i den nationale banksektor har været kraftig for andelsbanker, gensidige foreninger og sparekasser.

5.8

Dårligere rentabilitet i bankerne, bl.a. pga. højere finansieringsomkostninger og de meget restriktive krav til likviditetsstyringen, kan medføre øgede bankgebyrer og højere renter på kundernes langsigtede indskud og individuelle konti.

5.9

Bankerne vil på baggrund af nye regler fremskynde omlægninger i organisationen og anvendelsen af ny teknologi (netbank, elektroniske serviceskranker, smartphones).

Kombinationen af ny teknologi og produktdiversificeringen vil intensivere omlægningen af filialstrukturen og medføre en stigning i antallet af kontantløse filialer. Der vil være en tendens til, at filialerne udelukkende kommer til at beskæftige sig med rådgivning og salg af finansielle produkter. Samtidig kræver disse nye overførsels- og betalingsmetoder øget beskyttelse mod cyberangreb, som truer transaktioner via internettet og mobiltelefoner.

5.10

Udviklingen i distributionskanalerne vil på sigt medføre en indskrænkning af filialnettet og et fald i antallet af arbejdspladser. Anvendelsen af kapitalkravsdirektivet (CRD IV) vil medføre en stigning i antallet af beskæftigede i IT- og risikostyringsafdelingerne på bekostning af andre aktivitetsområder i bankerne. Der er behov for at tilrettelægge en social dialog af høj kvalitet på alle niveauer om beskæftigelsesspørgsmål og uddannelse for at styre den igangværende udvikling.

6.   Den fremtidige udvikling

6.1

Europa-Parlamentet har tilsluttet sig princippet om en afgift på finansielle transaktioner, og Kommissionen har undersøgt, hvordan den kan gennemføres. Der er ikke enighed om afgiften blandt medlemsstaterne, og de amerikanske myndigheder er imod. Den planlagte afgift vil være så lav, at den hverken vil udgøre en ubærlig byrde for bankerne eller vil gå ud over deres globale konkurrenceevne. Som understreget i to tidligere vedtagne EØSU-udtalelser (1) er formålet med afgiften er både at indbringe nye skatteindtægter navnlig til at finansiere udviklingsbistanden og ændre bankernes adfærd for at prioritere finansiering af økonomien på mellemlangt og langt sigt i stedet for meget kortsigtet spekulation

6.2

Adskillelsen af detail- og finansierings- og investeringsbankforretningen, der sætter spørgsmålstegn ved universalbankmodellen, er genstand for en undersøgelse iværksat af kommissær Michel Barnier. Debatten går på, om der skal være total adskillelse, ske en udsondring af bankens investeringsaktiviteter eller indføres forbud mod, at bankerne investerer for egen regning. Nogle eksperter bestrider dette synspunkt og mener, at universalbankerne sikrer markedets likviditetsdybde og en bedre finansiering af økonomien.

6.3

Udsigterne for udviklingen i den finansielle sektor og bankerne har ændret sig gennem de seneste tredive år: åbningen af markederne har ført til en globalisering af den finansielle sektor, der på sin side har medvirket til, at der er opstået en lang række skatteparadiser og reguleringsmæssige fristeder. Den stigende internationale konkurrence har befordret fremkomsten af nye former for finansielle institutter samt nye produkter og tjenesteydelser.

6.4

De store bankkoncerner har vist svaghederne og begrænsningerne ved en vækst, der lod hånt om god forvaltning. Der vil være en tendens til, at bankerne vil reducere størrelsen, konsolidere forretningen og mindske udsvingene i overskuddene, der til gengæld vil blive mere forudsigelige og uden ekstravagante bonusser. De vil koncentrere deres virksomhed om kerneaktiviteterne, dvs. at modtage indskud og give lån, idet udbuddet af andre ydelser vil blive begrænset. Endvidere vil de begrænse deres internationale ekspansion og koncentrere aktiviteterne om de markeder, der udviser størst vækst, hvilket vil begrænse rentabiliteten.

6.5

De nye regler vil medføre øget ansvarliggørelse i forbindelse tildelingen af bonusser og aflønningsordningerne for ledende medarbejdere, som vil blive underkastet strammere kontrol.

6.6

Banktilsynet, der udvides til at omfatte alle finansielle virksomheder, vil kunne overvåge aktiviteterne i banklignende virksomheder (de såkaldte skyggebanker).

6.7

Der er behov for at indføre stramme regler for adgangen til bankerhvervet for at kunne udvælge personale med kompetencer, der skaber sikkerhed for kunder og investorer.

6.8

Når statsstøtten og den internationale støtte, der er en følge af finanskrisen, ophører, vil sektoren som helhed uden tvivl udvikle sig i takt med konjunkturerne og den tekniske udvikling. For den velstyrede virksomhed er det imidlertid særlig virksomhedens egen strategi, der får betydning. Bankerne står over for den svære opgave at fastholde deres troværdighed som dem, der finansierer realøkonomien, samtidig med at de vil blive konfronteret med højere finansieringsomkostninger og lavere rentabilitet.

Bruxelles, den 12. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse af 29.3.2012 om "Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af visse finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF" (EUT C 181 af 21.6.2012, s. 55) og EØSU's udtalelse af 15.7.2010 om "Afgift på finansielle transaktioner" (initiativudtalelse) (2010) (EUT C 44 af 11.2.2011, s. 81).


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/12


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Europæiske teknologiplatforme (ETP) og industrielle ændringer« (initiativudtalelse)

2012/C 299/03

Ordfører: Josef ZBOŘIL

Medordfører: Enrico GIBELLIERI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 19. januar 2012 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

"Europæiske teknologiplatforme (ETP) og industrielle ændringer"

(initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer (CCMI), som vedtog sin udtalelse den 11. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli 2012, følgende udtalelse med 138 stemmer for, 2 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU er klar over, at foregribelse af industrielle ændringer er en vanskelig, men ikke desto mindre nødvendig fremsynsanalyse baseret på en række forskellige faktorer, som påvirker ændringerne. En af de primære drivkræfter for ændringer er forskning og innovation (F&I), og ETP'er er her toneangivende.

1.2   EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte de eksisterende ETP'ers aktiviteter og forbedre udvekslingen imellem dem og med de relevante EU-institutioner.

1.3   ETP'erne findes i industrisektorer, som indtager en vigtig position i værdikæden: Mange innovationer er afhængige af grundlæggende processer (fremstilling, forarbejdningsindustrier, skovbrug og robotteknologi) og grundmaterialer (kemikalier, stål osv.). Proces- og materialeinnovation virker derfor som katalysator for innovationen i Europa.

1.4   EØSU anerkender, at ETP'erne allerede beskæftiger sig med udfordringer i vores samfund. De dækker et område, som har stor betydning for samfundet målt på vækst og job med høj merværditilvækst, og kan finde svarene på vigtige politiske spørgsmål (f.eks. bioøkonomi, råstoffer og ressourceeffektivitet).

1.5   ETP'erne er klare og konkrete eksempler på en bottom-up-tilgang til den europæiske forsknings- og innovationspolitik, hvor industrien og andre vigtige interessenter inddrages i alle etaper af innovationsprocessen. Samme tilgang er nødvendig i Horisont 2020.

1.6   EØSU efterlyser en mere effektiv gennemførelse af Kommissionens arbejde med at forenkle lovgivningen (herunder når det gælder deltagelse i EU-projekter), en større indsats for at nedbringe fragmenteringen og konkurrencen mellem institutionernes initiativer, bedre koordinering af politikker og større synlighed for ETP'erne i institutionerne fremover, så de kan blive mere effektive.

1.6.1   Efter EØSU's opfattelse er ETP'er nøglen til at styrke EU's "industripolitik". Industrien, en af grundpillerne i EU's økonomi, yder et stort input og betydelig støtte til ETP'erne. ETP'erne er industristyrede, hvilket sikrer, at deres initiativer er relevante for industrien. ETP'erne yder ikke blot input vedrørende teknologi- og forskningsbehovet, men også vedrørende teknologioverførsel.

1.6.2   Fagforeninger og relevante interessenter bør i højere grad inddrages i et permanent samarbejde i de eksisterende ETP'er, nationale teknologiplatforme (NTP'er) og regionale teknologiplatforme (RTP'er) (ESTEP, PLATEA og andre), så sociale og samfundsmæssige problemstillinger kan medtænkes, hvilket vil øge virkningerne af de respektive strategiske forskningsdagsordener.

1.6.3   Vanskelighederne for SMV'ernes deltagelse bør løses ved hjælp af konstant benchmarking med de mest succesrige eksempler, som det har været tilfældet i fællesforetagendet for brændselsceller og brint.

1.7   De tilknyttede nationale og regionale platforme afspejler ETP-strukturen på medlemsstatsniveau. Koordineringen og harmoniseringen af europæiske, nationale og regionale F&I-programmer bør forbedres gennem et tættere samarbejde med ETP'erne.

1.8   ETP'er kan i høj grad bidrage til gennemførelsen af EU-politikker. Der er fastlagt specifikke prioriteter for at give innovationen i den offentlige og private sektor en saltvandsindsprøjtning: ressource- og energieffektivitet i forarbejdningsindustrien (SPIRE), OPP i biobaserede industrier (bioindustrier for vækst), europæiske innovationspartnerskaber vedrørende vand, råstoffer, intelligente byer (fælles med SET-planen) og EMIRI (initiativet om industriforskning i energikilder). Det europæiske samfund vil på sigt kunne mærke fordelene ved dette udbyggede samarbejde på tværs af sektorer og koordineringen inden for rammerne af ETP'er.

1.9   EØSU opfordrer EU-institutionerne til at arbejde på at forbedre det internationale samarbejde for at tiltrække den allernyeste internationale ekspertise med henblik på anvendelse og kommercialisering i EU.

1.10   Udbygget adgang til strukturfondsmidler til intelligent specialisering for NTP'er bør fremmes og gøres nemmere på nationalt og regionalt plan.

1.11   ETP'ernes rolle som formidler af løsninger nødvendiggjort af de samfundsmæssige ændringer vil blive mere synlig, nu hvor der i tillæg til forskning satses på innovation. Dette er en af nøglerne til at opretholde velfærden og velværen i Europa.

1.12   EØSU bifalder ETP'ernes rolle som forbindelsesled til innovationsværktøjer på efterspørgselssiden, hvilket supplerer F&I-arbejdet og fremskynder udnyttelsen på markedet. ETP'er er også meget vigtige for ibrugtagningen af forsknings- og innovationsresultaterne. Udvalget opfordrer til, at koordinerede støtteaktioner i højere grad bruges til at få gang i samarbejde i værdikæden.

1.13   Fremstillingsprocesser og F&I-aktiviteterne knyttet til fremstilling tiltrækker ikke længere borgerne og slet ikke de unge, hvilket bl.a. skyldes udflytningen af fremstillingsaktiviteter til lande uden for Europa, som i en negativ spiral fører til yderligere udflytninger. EØSU forventer, at ETP'erne vil kunne være med til at skabe større opmærksomhed om betydningen af forskellige industrielle fremstillingsprocesser.

1.14   ETP'erne kan blive ramt af tilbagegangen for industrien i EU, som er ved at miste sin førerposition på verdensplan. Risikovilligheden og iværksætterkulturen er langt mindre end i andre dele af verden.

1.15   Personorienteret uddannelse, læring og videre- og efteruddannelse bør bibeholdes og styrkes som strategiske elementer i ETP'ernes arkitektur. Der bør derfor etableres permanente, tætte forbindelser til de relevante europæiske udvalg for social sektordialog og med Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (EPSCO)).

1.16   ETP'er kan endvidere have betydelig indflydelse på sociale og samfundsmæssige problemstillinger, især omlægningen af offentlige uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer, så de tilpasses behovene i de europæiske industri- og fremstillingssektorer. Der bør satses stort på efteruddannelse og omskoling, så arbejdstagerne bliver i stand til at arbejde med de nye fremstillingsteknologier og produkter, der er resultatet af forsknings- og innovationsaktiviteterne. Kun kvalificerede fastansatte arbejdstagere vil have kompetencerne til at anvende de nye avancerede teknologier.

2.   ETP'ernes etablering og historie

2.1   I marts 2003 anså Rådet for Den Europæiske Union det for nødvendigt at styrke det europæiske forskningsrum ved at etablere ETP'er, som bringer teknologisk knowhow, industri, lovgivere og finansielle institutioner sammen.

2.2   ETP'erne blev etableret som industristyrede interessentfora med det sigte at fastlægge mål for forskning og teknologi på lang og mellemlang sigt og udvikle køreplaner. Hensigten var at skabe større synergieffekter mellem forskellige aktører inden for forskningen og fastlægge prioriteter for en række teknologiske områder for at opnå vækst, konkurrencedygtighed og bæredygtighed i EU.

2.3   Udviklingen af ETP'er støttedes af Kommissionen, som smidiggjorde processen. I dag fungerer Kommissionen som observatør og har givet tilsagn om en struktureret dialog om forskningsprioriteter. Kommissionen er hverken ejer eller forvalter af ETP'erne – de er uafhængige organisationer. Kommissionens CORDIS-hjemmeside, ETP-nyhedsbrevet og de jævnlige seminarer for ETP-ledere fremmer kommunikationen mellem aktørerne.

2.4   Nogle ETP'er er løse netværk, som mødes på årlige møder, mens andre har en juridisk struktur og opkræver medlemsgebyr. Alle ETP'er har bragt interessenter sammen, er nået til enighed om en fælles vision og har udarbejdet en strategisk forskningsdagsorden. ETP'er udvikles i en dialog mellem forskere i industrien og offentlige institutioner og repræsentanter for de nationale regeringer. De bidrager også til at skabe konsensus og til at sikre bedre samordning af investeringer.

2.5   Af ETP'erne udspringer der effektive OPP'er, hvilket i høj grad bidrager til udviklingen af det europæiske forskningsrum af viden for vækst. Denne type af OPP'er kan finde løsninger på de teknologiske udfordringer, som kan blive nøglen til bæredygtig udvikling, bedre levering af offentlige tjenester og omstrukturering af traditionelle industrisektorer.

3.   ETP'er og industrielle ændringer

3.1   Industrielle ændringer (1) er en løbende proces, som påvirkes af flere forskellige faktorer såsom markedsudviklingen, organisatoriske, sociale, samfundsmæssige og strukturelle ændringer og teknisk innovation inden for produktionsprocesser og produkter.

3.2   Også innovation er en løbende proces og en af de faktorer, der har størst indflydelse på industrielle ændringer, idet nye videnskabelige resultater hele tiden overføres til den egentlige produktionskæde. Innovation er desuden det væsentligste parameter for EU's produktions- og servicesektorers konkurrencedygtighed på verdensplan.

3.3   Med hensyn til innovationsprocessen skal det nøje overvejes, hvordan de knappe finansielle ressourcer anvendes i Europa. ETP'er er allerede effektive redskaber og kunne være en helt konkret løsning på innovations- og udviklingsspørgsmålene i industripolitikken.

3.4   Det er først og fremmest innovation, der bestemmer karakteren af de industrielle ændringer, og hvad de reelt indebærer, og stadig oftere er det ETP'er, der er de egentlige fysiske fora, hvor innovationen opstår. ETP'er fokuserer på praktiske industrielle anvendelser, som påvirker produktionsprocessen, produkter, arbejdets tilrettelæggelse og arbejdsvilkår.

3.5   EU-institutionerne anbefaler ligelig deltagelse af alle interesserede parter i ETP'erne. Især ville det være ønskeligt, hvis EU-institutionerne på enhver praktisk mulig måde støttede SMV'er eller økonomiske forskningspartnere, som har etableret sig som virksomhed, f.eks. som et videnkooperativ, så det bliver muligt for disse meget populære europæiske virksomheder at deltage aktivt i platformene. Omkostningerne forbundet med platformene er en hindring for SMV'er og universiteter, der ønsker at deltage i forskningsarbejdet.

3.6   ETP'er er organer etableret på frivillig basis og åbne for alle interesserede parter med en rækkevidde og betydning i EU, som gør, at det er vigtigt at anerkende deres rolle som effektive instrumenter for gennemførelsen af EU's politik.

3.7   Omstillingen til mere bæredygtige produktions- og serviceaktiviteter i EU og gennemførelsen af Europa 2020-strategien vil i vid udstrækning afhænge af den reelle innovation, ETP'er vil kunne frembringe i det næste årti.

3.8   Reel og konkret innovation og industrielle ændringer er mulige, hvis innovative processer/produkter og de kvalifikationer og den arbejdstilrettelæggelse, der er nødvendig for den fulde integrering i produktions- og serviceaktiviteterne, planlægges parallelt.

3.9   Nogle ETP'er arbejder på en måde, hvor der tages hensyn til de sociale aspekter af innovationsprocessen helt fra starten, og har i deres strategiske forskningsdagsordener indarbejdet aktiviteter knyttet til det fremtidige behov for menneskelige ressourcer, ofte i et tæt samarbejde med de respektive EU-sektordialogudvalg, som de også udveksler information med.

3.10   EØSU's CCMI har med sin sammensætning og stærke bånd til de vigtigste sektorer i EU anlagt en bottom-up, ubureaukratisk tilgang til at analysere situationen i de forskellige industrier og fremsætte anbefalinger til de øvrige EU-institutioner og medlemsstaterne. Målet er at bidrage til gennemførelsen af EU's industripolitik og de ønskede industrielle ændringer.

4.   ETP'ernes betydning for forskning og innovation (F&I)

Kommissionen har udviklet og iværksat en række initiativer for at styrke ETP'erne og tiltag i industrien og for at gennemføre teknologibaserede politikker.

4.1   Et mindre antal ETP'er anvender fælles teknologiinitiativer (FTI) til at gennemføre de strategiske forskningsdagsordener. Målene for nogle få ETP'er har et sådant omfang og rækkevidde, at de almindelige instrumenter under rammeprogrammerne for forskning og innovation ikke egner sig. I stedet er der til en effektiv gennemførelse brug for en særlig mekanisme, som garanterer det nødvendige lederskab og den koordination, der skal til for at nå forskningsmålene. For at opfylde disse behov er modellen med FTI blevet udviklet.

4.2   Den tidligere kommissær for videnskab og forskning mødtes i marts 2009 med højtstående repræsentanter for industrien for at gennemgå fremskridtene og drøfte prioriteterne for gennemførelsen af de nye forskningsinstrumenter, "OPP'er". Disse prioriteter og instrumenter er blevet benyttet til at gennemføre initiativerne om fremtidens fabrikker, energieffektive bygninger og grønne biler i EU's økonomiske genopretningsplan, der blev vedtaget i november 2008.

4.3   De tre OPP'er er slagkraftige redskaber, der kan give en saltvandsindsprøjtning til forskningsaktiviteterne i tre store industrisektorer (biler, byggeri og fremstilling), som er blevet særlig hårdt ramt af den økonomiske krise, og hvor innovation kan yde et væsentligt bidrag til, at økonomien bliver grønnere og mere bæredygtig.

4.4   EU's SET-plan, som blev vedtaget i 2008, er et første skridt i udviklingen af en energiteknologipolitik for EU. Den er et værktøj, der skal understøtte EU's energipolitiske beslutninger med det mål at

fremskynde videnudvikling, teknologioverførsel og -anvendelse

fastholde EU's førerstilling inden for kulstoffattige energiteknologier

fremme forskning i energiomdannelsesteknologier til opnåelse af 2020-målene for energi og klimaændringer

bidrage til omstillingen til en lavemissionsøkonomi i hele verden senest i 2050.

Gennemførelsen af SET-planen blev indledt med lanceringen af de europæiske industrielle initiativer (EII), som samler industri, forskning, medlemsstaterne og Kommissionen i OPP'er, hvor risikoen deles. Parallelt hermed har den europæiske energiforskningsalliance siden 2008 arbejdet på at afstemme de enkelte forskningsinstitutioners F&U-aktiviteter med behovene i henhold til SET-planens prioriteter og på at etablere et fælles rammeprogram på EU-niveau.

4.5   EU's lead market-initiativ (LMI) støtter aktioner, der skal gøre det nemmere at bringe nye produkter og tjenester ud på markedet i seks vigtige sektorer. Kommissionen, medlemsstaterne og industrien arbejder sammen om at gennemføre handlingsplanerne. De politiske instrumenter beskæftiger sig med regulering, offentlige indkøb, standardisering og støtteaktiviteter. LMI omfatter følgende markeder: e-sundhed, beskyttende tekstiler, bæredygtigt byggeri, genbrug, biobaserede produkter og vedvarende energi.

5.   ETP'er: resultater af SWOT-analysen

5.1   Med tanke på det antal ETP'er, der findes i dag, er det klart, at deres resultater hidtil har været forskellige, og at de vil være forskellige fremover. Udvalget har derfor foretaget en foreløbig analyse, hvor det har søgt at identificere de væsentligste generelle parametre for topkvalitet (styrker og muligheder) og – endnu vigtigere – de største hindringer (svagheder og trusler).

5.2   Styrker

ETP'erne samler alle interessenter: forskningscentre og universiteter, industri (store virksomheder og SMV'er), producenter af anlæg, ikke-kommercielle og kommercielle organisationer, sammenslutninger, offentlige myndigheder og fagforeninger.

I platformen er "rollefordelingen" og hierarkiet i sektoren klar. Interessenterne har en fælles vision, køreplan og plan for gennemførelsen.

ETP'erne får betydeligt input og støtte fra industrien, en af grundpillerne i EU's økonomi. ETP'erne er industristyrede, hvorved det sikres, at deres initiativer er relevante for industrien. ETP'erne yder ikke blot input vedrørende teknologi- og forskningsbehov, men også vedrørende teknologioverførsel.

ETP'erne har en enkel og effektiv ledelsesstruktur og er fleksible, de mobiliserer "kræfter" og forener ressourcer.

ETP'erne findes i industrisektorer, som indtager en vigtig position i værdikæden: Mange innovationer er afhængige af grundlæggende processer (f.eks. fremstilling, forarbejdningsindustrier, skovbrug og robotteknologi) og grundmaterialer (kemikalier og stål). Proces- og materialeinnovation virker derfor som katalysator for innovationen i EU.

ETP'erne beskæftiger sig allerede med udfordringer i vores samfund. De dækker et område, som har stor betydning for samfundet målt på vækst og job med høj merværditilvækst, og kan finde svarene på vigtige politiske spørgsmål (f.eks. bioøkonomi, råstoffer og ressourceeffektivitet).

Nogle ETP'er har etableret nationale og regionale teknologiplatforme i alle EU-lande.

Uddannelse er en strategisk komponent i platformene.

Der findes allerede en række gennemførelsesredskaber (f.eks. OPP'er, klynger osv.), som har deres udspring i de eksisterende ETP'er.

5.3   Svagheder

ETP'erne bør tænke strategisk og ikke udvikle sig til en snæver lobbygruppe og miste fokus. Der kan forekomme dobbeltarbejde, og ETP'ernes aktiviteter kan være alt for spredte.

I nogle tilfælde dominerer de store virksomheder ETP'erne.

Det er ikke let at anerkende og tilskrive endelige anvendelser og innovationer til ETP'erne:

ETP'erne er stadig ikke særlig synlige, hverken i den offentlige eller private sektor.

Ngo'er er ikke interesserede i at deltage.

Spejlingsgrupper i medlemsstaterne (NTP'er og RTP'er) har generelt ikke været en succes.

Der må gøres mere for at skabe et tværsektorielt perspektiv og harmonisere interessenternes interesser og den måde, de samarbejder på.

ETP'erne bør forbedre deres kommunikation og formidlingen af resultater.

5.4   Muligheder

ETP'er er nøglen til at styrke EU's "industripolitik". De relaterede NTP'er og RTP'er afspejler ETP-strukturen i medlemsstaterne og forbedrer koordineringen og effektiviteten af platformen. Koordineringen og harmoniseringen af europæiske, nationale og regionale F&I-programmer bør blive bedre i samarbejde med ETP'erne.

ETP'ernes rolle som formidler af løsninger nødvendiggjort af de samfundsmæssige udfordringer vil blive mere synlig med den styrkede strategi, hvor der i tillæg til forskning satses på innovation.

Der er fastlagt specifikke prioriteter for at give innovationen i den offentlige og private sektor en saltvandsindsprøjtning: ressource- og energieffektivitet i forarbejdningsindustrien (SPIRE), OPP i biobaserede industrier, europæiske innovationspartnerskaber vedrørende vand, råstoffer, intelligente byer (fælles med SET-planen og EMIRI).

ETP'er beder Kommissionen om i højere grad at anvende koordinerede støtteaktioner til at få gang i samarbejdet i værdikæden og forbedre forenklingsbestræbelserne. Forbedring af det internationale samarbejde og tiltrækning af den bedste internationale knowhow til kommercialisering og udnyttelse i EU kunne tilføre arbejdet i ETP'erne et betydeligt løft.

ETP'erne bør sammenkæde innovationsværktøjer på efterspørgselssiden og supplere forskning for at fremskynde markedsudbredelsen.

ETP'erne kunne skabe større opmærksomhed om forskellige industrielle fremstillingsprocessers betydning for den fortsatte velfærd og velvære i Europa.

Personorienteret uddannelse, læring og videre- og efteruddannelse bør bibeholdes inden for ETP-strukturen.

5.5   Trusler

ETP'er anfører, at de ikke har nok finansielle ressourcer til at drive platformene.

ETP'erne kan blive ramt af tilbagegangen for industrien i EU, som er ved at miste sin internationale førerposition. De mærker konsekvenserne af en generelt lav risikovillighed i EU og manglende anerkendelse af iværksættervirksomhed sammenlignet med andre dele af verden.

Mere effektiv gennemførelse af Kommissionens arbejde med at forenkle lovgivningen (herunder når det gælder deltagelse i EU-projekter), optrappet indsats for at nedbringe fragmenteringen og konkurrencen mellem institutionernes initiativer, bedre koordinerede politikker og større synlighed i institutionerne fremover kunne gøre ETP'erne mere effektive.

Fremstillingsprocesser og F&I-aktiviteterne knyttet til fremstilling tiltrækker ikke længere borgerne og slet ikke de unge, hvilket bl.a. skyldes udflytningen af fremstillingsaktiviteter til lande uden for Europa.

6.   Samarbejde mellem ETP'er og mellem ETP'er og Kommissionen

ETP'er har aktivt deltaget i gennemførelsen af EU's 7. rammeprogram for F&I. ETP'erne leverer nu information og forslag til det igangværende arbejde med at udarbejde Horisont 2020 og tilpasse det de reelle behov i det europæiske samfund, især behovene i fremstillings- og servicesektorerne.

6.1   Horisont 2020

6.1.1   Horisont 2020 er instrumentet til gennemførelse af Innovation i EU, et af Europa 2020-flagskibsinitiativerne, som har til formål at sikre Europas globale konkurrenceevne. Programmet, som løber fra 2014 til 2020 med et budget på 80 mia. EUR, indgår i bestræbelserne på at skabe ny vækst og nye job i Europa. Horisont 2020 vil:

styrke EU's position inden for forskning

styrke industriens førerposition inden for innovation. I den forbindelse vil der blive investeret massivt i nøgleteknologier, og SMV'er vil få bedre adgang til kapital og støtte

medvirke til at finde løsninger på de spørgsmål, som optager alle europæere, herunder klimaforandringer og udvikling af bæredygtig transport og mobilitet.

6.1.2   Horisont 2020 skal tackle samfundsmæssige udfordringer ved at medvirke til at bygge bro mellem forskning og markedet. Denne markedsstyrede tilgang indebærer etablering af partnerskaber med den private sektor og medlemsstaterne.

6.1.3   Horisont 2020 vil blive ledsaget af andre foranstaltninger, der muliggør udviklingen af det europæiske forskningsrum senest i 2014. Formålet med disse foranstaltninger er at nedbryde barrierer og etablere et ægte indre marked for viden og F&I.

6.2   Europa 2020

6.2.1   Europa 2020 er EU's strategi for vækst i det næste årti. EU skal blive en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi. Disse tre gensidigt forstærkende prioriteter bør medvirke til at skabe høj beskæftigelse, høj produktivitet og stor social samhørighed i EU og medlemsstaterne.

6.2.2   Helt konkret har EU sat sig fem ambitiøse målsætninger vedrørende beskæftigelse, innovation, uddannelse, social inklusion og klima/energi, som skal være opfyldt i 2020. Hver enkelt medlemsstat har fastlagt egne nationale mål for hvert af disse områder. Strategien understøttes af konkrete aktioner på EU-niveau og i medlemsstaterne.

6.3   ETP'ernes fremtidige rolle

6.3.1   Det er forventningen, at ETP'erne fremover vil spille samme rolle som hidtil. I tillæg vil de eventuelt kunne understøtte gennemførelsen af Kommissionens instrumenter, hvoraf nogle allerede er blevet afprøvet inden for rammerne af det 7. rammeprogram. Kommissionen forventes at anvende flere (men dog et begrænset antal) gennemførelsesinstrumenter under Horisont 2020, bl.a. OPP'er og fælles teknologiinitiativer (FTI).

6.3.2   Industrien og interessenter generelt er stærkt interesserede i at understøtte gennemførelsen af ovennævnte instrumenter. Af eksempler herpå kan nævnes: offentlig-private partnerskaber i biobaserede industrier (bioindustrier for vækst), bæredygtige fremstillingsindustrier ved hjælp af ressource- og energieffektivitet (SPIRE), initiativet om industriel forskning i energikilder (EMIRI) og forskning i fremtidige infrastrukturnet i Europa (reFINE).

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om "Industrielle ændringer: den aktuelle situation og fremtidsudsigter – en generel strategi", EUT C 010 af 14.1.2004, s. 105-113.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/17


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Behovet for en europæisk forsvarsindustri: industrielle, innovative og sociale aspekter« (initiativudtalelse)

2012/C 299/04

Ordfører: Joost VAN IERSEL

Medordfører: Monika HRUŠECKÁ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 19. januar 2012 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive en initiativudtalelse om:

"Behovet for en europæisk forsvarsindustri: industrielle, innovative og sociale aspekter".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer, som vedtog sin udtalelse den 11. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli 2012, følgende udtalelse med 132 stemmer for, 1 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Verden undergår hastige geopolitiske forandringer. Vestens dominans er under pres både økonomisk og politisk. Forsvarsbudgetterne i hele Den Europæiske Union beskæres, samtidig med at Kina, Indien, Brasilien, Rusland og andre lande øger udgifterne til forsvaret. EØSU opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til at foretage en samlet vurdering af de aspekter, der afgør EU's stilling og rolle i verden, med det formål at opdatere Europas udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker og gøre dem tidssvarende.

1.2

Forsvarspolitik formes af landes strategiske interesser, formodede trusler og politiske målsætninger, som i Europa primært fastsættes ud fra nationale forhold. Forældede tilgange fører tydeligvis til stigende fragmentering, huller, overkapacitet og manglende interoperabilitet i den europæiske forsvarskapacitet. Argumenterne for forbedringer er overvældende; det er et spørgsmål om politisk vilje. Allerede helt tilbage i 1986 argumenteredes der overbevisende herfor! (1) Situationen er nu langt mere presserende i politisk, økonomisk og forsvarsmæssig henseende. EØSU henstiller, at Rådet arbejder seriøst på en EU-paraply for forsvarsområdet.

1.3

Sikkerheds- og forsvarspolitikken bør styrke EU's og medlemsstaternes selvtillid. Den bør indgyde samfundet og borgerne, soldater med det rigtige udstyr, virksomheder og arbejdsstyrken i sektoren tillid. Borgerne i EU har ret til ordentlig beskyttelse. Behovet for egnet fremtidssikret forsvarsmateriel er stigende. Til den ende er medlemsstaternes nuværende isolerede handlinger helt utilstrækkelige og spild af skatteydernes penge.

1.4

I lighed med USA's og andre (nyere) internationale aktørers politikker og gældende praksis og eftersom regeringerne har eneansvaret for at beskytte borgerne og garantere sikkerheden, understreger EØSU, at der er behov for at definere de europæiske strategiske interesser inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) (2). I sidste ende kan de tre områder udenrigs- og sikkerhedsanliggender, forsvar og industriel kapacitet ikke holdes adskilt fra hinanden, idet de understøtter Europas position i verden, dets økonomiske og politiske interesser og dets værdier (menneskerettigheder, demokrati). Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør inddrages direkte.

1.5

EØSU understreger, at hvis Europa ønsker at bevare en solid sikkerheds- og forsvarsindustri, der sikrer en kritisk masse for opnåelse af effektivitet og omkostningseffektivitet, er en radikal omlægning af tankegang og politikker påkrævet. Der skal udstikkes en stabil og forudsigelig fremtid for de væbnede styrker, som matcher Europas økonomiske og teknologiske vægt. På grund af de store forskelle medlemsstaterne imellem påhviler det primære ansvar her de medlemsstater, der er de største producenter.

1.6

Som EØSU ser det, er der stærke argumenter for at styrke planlægningen og koordineringen i Europa:

sektoren er kompleks og videnintensiv – og kræver langtidsplanlægning;

trods privatiseringer har staterne store interesser i forsvarsindustrien som kunde, lovgiver og udsteder af eksportlicenser;

mangler ved den nuværende struktur og (skrappe) budgetindskrænkninger kræver veltilrettelagte tilpasninger i stedet for den nuværende sammenstykkede fremgangsmåde, som undergraver troværdigheden internt og eksternt;

der bør være en effektiv koordinering mellem de største producentlande og lande med en lille eller slet ingen produktion for at fremme indkøb af forsvarsmateriel i Europa, udnytte al den viden, der findes, og gøre brug af store virksomheder og SMV'er i hele Europa;

endelig afhænger et godt produktionsresultat for den europæiske industri på verdensplan af, at der udvikles et stabilt hjemmemarked i Europa.

1.7

EØSU efterlyser en velgennemtænkt EU-industripolitik for forsvarssektoren kendetegnet ved det særlige, at den skal opfylde krav fra regeringer og er modtager af offentlig støtte, til at supplere Det Europæiske Forsvarsagenturs aktioner og forsvarspakken fra 2007 (3). Inden for rammerne af Europa 2020 skal denne industripolitik basere sig på delte kompetencer mellem medlemsstaterne og EU – med Det Europæiske Forsvarsagentur og Kommissionen som fuldgyldige partnere – og på høringer af forsvarsindustrien og andre interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter, og omfatte en veltilrettelagt social dialog.

1.8

EU-politikker og -støtte bør skabe sammenhæng mellem EU's investeringer og de nationale investeringer, så der bliver mindre fragmentering og overlapning af offentlige udgifter, og kvaliteten og interoperabiliteten bliver bedre.

1.9

F&U på det allermest avancerede niveau er helt afgørende for udviklingen af den "nye generation" af forsvarsmateriel, der er så hårdt brug for. F&U af denne art kan aldrig alene være industriens ansvar. Hovedansvaret påhviler regeringerne. Det er derfor et område, der er meget sårbart over for de aktuelle budgetnedskæringer. Rådet og interessenter bør omgående identificere og så snart som muligt iværksætte forskningsprogrammer, som kan hjælpe den europæiske industri med at slippe fri af den uønskede afhængighed af andre. Teknologi med dobbelt anvendelse er et must. EU's program for F&U bør yde støtte i denne henseende. Det bør garantere et effektivt forsknings- og udviklingssamarbejde på tværs af landegrænser.

1.10

En yderligere styrkelse af det teknologiske og industrielle grundlag for Europas forsvar må i så vid udstrækning som mulig planlægges. Til det formål er det nødvendigt med passende foranstaltninger på EU-niveau (4).

1.11

Der er behov for tættere koordinering mellem Kommissionen, Det Europæiske Forsvarsagentur og andre relevante interessenter i EU. Det nye tilsagn fra formand Barroso (5), næstformand Tajani og kommissær Barnier og etableringen af forsvarstaskforcen kommer på det helt rigtige tidspunkt. EØSU hilser også Europa-Parlamentets fremadskuende beslutning fra december sidste år om den europæiske forsvarssektor og de mange forskelligartede interesser, der står på spil, velkommen (6).

1.12

I samme ånd og for at styrke EU's initiativ med en forsvarstaskforce opfordrer EØSU Kommissionen til at rejse disse spørgsmål offentligt. Kommissionen bør også overveje at bidrage til at finde en passende løsning på følgerne af, at der er forskel på medlemsstaternes industrielle og teknologiske formåen og forskel på omfanget af investeringer i forskning og forsvar generelt.

2.   Indledning

2.1

Det fremgår af artikel 42 i traktaten om Den Europæiske Union, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I artikel 42, stk. 3, tilføjes det, at medlemsstaterne stiller militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af denne politik. Siden 2005 har Det Europæiske Forsvarsagentur arbejdet for at styrke det industrielle og teknologiske grundlag for forsvarssektoren og sikre soldaterne bedre udstyr. Der har imidlertid kun været meget begrænsede fremskridt.

2.2

Fuldførelsen af det indre marked og velfungerende finansiel koordinering har høj prioritet nu. Europa 2020-strategien understøtter i høj grad begge målsætninger. Denne positive udvikling burde endvidere være springbrættet for nye tiltag inden for den europæiske forsvarsindustri.

2.3

Imidlertid har der ikke været en tilsvarende udvikling i forsvarssektoren. Den militære pagt indgået mellem Frankrig og Storbritannien i 1998 så ud til at markere startskuddet til en ny måde at tænke på og en ny begyndelse. Den samme vilje til et tættere forsvarssamarbejde sås i etableringen af det europæiske forsvars- og rumfartsselskab (EADS) i 2003. Efterfølgende er der imidlertid ikke sket yderligere for at styrke dette samarbejde. Det er meget sigende, at LoI-landene (gruppen af lande med den største produktionskapacitet: Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien og Sverige) modsat tidligere intentioner endnu ikke har fremlagt realiserbare forslag til rationaliseringer eller konsolidering.

2.4

Stagnation har givet sig udslag i, at der tænkes i nationale baner med fokus på national produktion. Der forekommer en vis renationalisering. Industrivirksomheder baseret i Europa har alle blikket rettet mod eksportmarkederne. Der er ingen fælles strategisk vision hverken blandt regeringer eller partnere i industrien.

2.5

Mens dette står på, har nyopståede udfordringer stadig større indflydelse på de potentielle markeder. En stor udfordring er udviklingen af forsvarsmateriel i vækstøkonomierne. Kina, Rusland, Indien og Brasilien (BRIK-landene) er på vej med nogle mindre lande lige i hælene. Kinas forsvarsbudget forventes at øges fra de nuværende 120 mia. EUR til 250 mia. EUR i 2015. Rusland har bebudet en stor stigning i sit forsvarsbudget i perioden indtil 2015. USA's forsvarsudgifter er mere end dobbelt så store som Europas samlede budget: 450 mia. EUR mod 204 mia. EUR i 2007, og det europæiske budget skrumper stadig mere ind. Det samlede F&U-budget i Europa svarer højst til 20 % af budgettet i USA. 50 % af forsvarsbudgettet i Europa går til menneskelige ressourcer, mens det i USA er 25 %. Der er flere soldater i tjeneste i Europa, men de har langt mindre udstyr. Verden vil aldrig komme til at se ud som tidligere. Vi har ikke tiden på vores side.

2.6

I løbet af de seneste årtier har mange undersøgelser argumenteret for, at forsvarsindustrien tilpasses det globale marked. De har alle fremhævet permanente mangler, idet forsvarsmarkederne har vist sig at være meget ufuldkomne, da de fleste lande fortsat støtter deres "egen" industri. Det er meningen, at bestræbelserne på at forbedre markederne, bl.a. EU's forsvarspakke fra 2007, skal få bugt med nogle af manglerne på markedet og den divergerende nationale praksis.

2.7

Problemstillingerne på området er komplekse bl.a. på grund af den meget lange tid, der forløber fra design af produkterne, til de tages i brug. EØSU mener derfor, at en bredt anlagt debat omfattende teknologiske, økonomiske og sociale aspekter vil være en mere hensigtsmæssig tilgang til området end blot at se på de forsvarsmæssige aspekter.

2.8

Et nøglepunkt er de divergerende strategiske opfattelser i lande med en betydelig forsvarsmaterielindustri, særligt definitionen af "grundlæggende nationale sikkerhedsinteresser" og forholdet mellem national sikkerhed og eksportmarkeder. Nogle mindre lande har en nogenlunde veludviklet industri, mens der i andre praktisk taget ingen produktionsanlæg er. Det er klart, at landene har forskellige tilgange afhængigt af deres behov og potentiale. Resultatet er fragmentering og en sammenstykket vision for forsvarsindustrien. Indsatser som den i Libyen afdækker med smertelig tydelighed de voksende forskelle i de våbensystemer, der bruges. Konsekvenserne bør klart anerkendes og analyseres.

2.9

Denne udvikling vedrører både investeringer og beskæftigelsen. Forsvarsindustrien er en højteknologisk sektor, som direkte beskæftiger 600 000 kvalificerede personer og indirekte yderligere to millioner. Presset for yderligere nedskæringer er bekymrende. Produktionsanlæg er ofte koncentreret i regioner, som kunne blive ekspertisecentre, men som desværre er i fare for at blive ramt af økonomiske nedskæringer. Disse anlæg vil blive meget hårdt ramt, hvis omstruktureringerne og nedskæringerne ikke planlægges og ikke gennemføres på en struktureret måde.

2.10

De enkelte regeringer er naturligvis primært optagede af at fastholde beskæftigelsen. Det kan dog meget vel blive en hindring for udviklingen af den fælles vision, der er brug for, hvis de sociale konsekvenser af en forsvarsindustri i tilbagegang skal tackles ordentligt, og i den forbindelse tabet af knowhow og virkningerne for den menneskelige kapital. En fælles vision vil derimod virke til gavn for en alsidig jobskabelse og undgå risikoen for tab til tredjelande af forskere og højt specialiseret teknisk og videnskabeligt personale, eftersom det er i strid med de mål, som EU har sat sig med Europa 2020-strategien.

2.11

EU's strategier og mellemstatslige rammer kan og bør have samme perspektiv. Så længe national suverænitet kommer først, vil resultatet af en fælles ramme være moderat, og overkapacitet, overlapninger og fragmentering vil kun i meget begrænset omfang kunne fjernes. Modsætningsforholdet mellem på den ene side filosofien om national suverænitet og på den anden side finansielle, teknologiske, økonomiske og sociale behov er åbenbart.

2.12

Det er derfor bekymrende, at målsætningen om "sammenlægning og deling", dvs. organiseringen af den indbyrdes afhængighed i Europa, ikke er blevet omsat til en fælles strategi. Trods den udbredte bevidsthed om den ændrede internationale kontekst er presset udefra tilsyneladende endnu ikke stærkt nok til at fremme fælles strategier og løsninger. Mærkeligt nok er europæiske lande derimod stadig villige til at forblive afhængige af USA, når det gælder indkøb af forsvarsmateriel, i stedet for at købe ind i Europa.

2.13

Hvis Europa ønsker at bevare en solid sikkerheds- og forsvarsindustri, der er i stand til at udvikle og producere de allernyeste systemer, og på den måde garantere sin egen sikkerhed, skal tankegang og politikker radikalt omlægges. Venter vi længere, fremskyndes nedskæringer i kapacitet til niveauer, der ligger under niveauer, hvorfra EU igen vil kunne nå tilbage på toppen på kritiske områder. Denne tilbagevenden til toppen ville blive yderligere vanskeliggjort af, at nedskæringer i F&U-budgetter ville have direkte virkninger for en generation af forskere og kvalificerede arbejdstagere. Hvis det ikke lykkes for Europa, risikerer vi, at industrier forsvinder, job går tabt, og knowhow siver væk, hvorefter Europas skæbne vil være overladt til andre. En forståelse af, at det haster med at sætte ind, er nødvendig hos dem, der bekymrer sig om Europa og europæisk sikkerhed.

3.   Den politiske baggrund

3.1

EU-traktaten understreger med rette den uløselige forbindelse mellem udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. En effektiv udenrigspolitik skal nødvendigvis opbygges på grundlag af en overbevisende forsvarskapacitet. En tilstrækkelig forsvarskapacitet skal på sin side udformes og udvikles med udgangspunkt i formodede trusler og aftalte målsætninger i en yderst kompliceret og skrøbelig international kontekst.

3.2

Det centrale element er EU's position og rolle i morgendagens verden set i lyset af de hurtigt skiftende geopolitiske realiteter, hvor et stigende antal globale aktører træder ind på scenen. Set i det perspektiv mener EØSU, at det haster med en fælles indsats i Europa. Tidligere og nylige erfaringer beviser, at en bibeholdelse af traditionelle strategier risikerer at køre EU og medlemsstaterne ud på et sidespor.

3.3

EØSU opfordrer til, at der udstikkes en stabil og forudsigelig fremtid for de væbnede styrker, som matcher Europas nuværende økonomiske og teknologiske vægt. De store tidsforskelle fra systemerne designes til de tages i brug, styrker behovet for at træffe beslutninger i år.

3.4

Set ud fra en social og politisk synsvinkel fremhæver EØSU fire vigtige aspekter med hensyn til behovet for en effektiv europæisk forsvarskapacitet:

beskyttelse af befolkningen

behovet for soldater med ordentligt udstyr

stabile og forudsigelige arbejdspladser

veltilrettelagte europæiske humanitære og militære aktioner på verdensplan.

3.5

Der foregår en løbende debat om fremtiden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), selvom ordvalget er et andet. Mange debatemner, herunder om brugen af kampgrupper, uoverensstemmelserne om udviklingen af et enkelt operationelt hovedkvarter, finansiering af EU's FSFP-missioner, inddragelsen af bidrag til disse missioner og opfordringerne til en evaluering af den europæiske sikkerhedsstrategi, munder i realiteten ud i en debat om FSFP i alt andet end navn. Det ville være udtryk for et fremskridt at se debatten som en sådan. Derudover bør der i forbindelse med alle forhandlinger om disse vigtige emner tages højde for de industrielle følgevirkninger af trufne (eller ikke-trufne) beslutninger. Det vil ligeledes være et udtryk for den stærke forbindelse mellem industriel kapacitet og gennemførelsen af en FSFP. Hovedansvaret ligger hos regeringerne.

3.6

Det transatlantiske forhold og NATO spiller en afgørende rolle. Gennem lang tid har amerikanere ytret hård kritik af europæernes håndtering af Europas forsvarsforpligtelser i alliancen. Fra begge sider af Atlanten lyder der konstante opfordringer om at danne en "europæisk søjle" i NATO. Indtil nu har det modsatte været tilfældet.

3.7

Manglen på en reel "europæisk søjle" har dybe politiske rødder. I Europa er der stadig ikke en tilstrækkelig politisk vilje til at definere "strategiske" interesser eller en fælles central militærkapacitet. I modsætning hertil anvender USA og andre lande en model for strategiske aktiviteter, der omfatter alle forskningsaktiviteter og industrisektorer, der bidrager til deres statsborgeres globale sikkerhed, hvad enten denne er af civil eller militær karakter.

3.8

Set på denne baggrund mener EØSU, at en "europæisk søjle" bør resultere i, at den overdrevne europæiske afhængighed af USA, hvad angår militær kapacitet, bør erstattes af et mere velafbalanceret forhold. Parallelt med den stærkt nødvendige debat om fælles europæiske strategiske interesser, som udelukkende er et ansvarsområde, der tilfalder regeringerne, bør der hurtigst muligt iværksættes en målrettet planlægning vha. et samarbejde mellem EU-institutionerne, medlemsstaterne og forsvarsindustrien samt en progressiv evaluering af medlemsstaternes vane med automatisk at købe "lagervarer" i USA.

3.9

Bedre vilkår for et industrielt samarbejde med den amerikanske industri på et mere jævnbyrdigt grundlag vil være en fordel set ud fra såvel et industrielt som et finansielt perspektiv.

4.   Den europæiske forsvarsindustri

4.1

Der er en tæt forbindelse mellem udenrigs- og forsvars-/sikkerhedspolitikkerne og forsvarsindustrien. Trods privatiseringer har staterne store interesser i forsvarsindustrien som kunde, lovgiver og udsteder af eksportlicenser.

4.2

Forsvarsindustrien har et betragteligt råderum på eksportmarkederne. Dette skyldes til dels privatisering, til dels støtte fra regeringerne: den økonomiske krise gør nogle forsvarsministre til erklærede tilhængere af eksport. Krisen tvinger under alle omstændigheder forsvarssektoren til at se eksport som et centralt element i deres forretningsmodel. Gennemsnitligt set var 2011 et meget lønsomt år for europæisk industri. Virksomhederne er også forholdsvis gode til at udvikle "dobbelt anvendelse"-produktion.

4.3

Globale aktører som Kina, Indien og Brasilien har deres egne udenrigspolitiske ambitioner, der resulterer i stigende forsvarsbudgetter. For øjeblikket forventes dette at skabe muligheder for europæisk eksport. Hvor længe vil denne situation vare ved? Industrien klarer sig stadig forholdsvis godt, men dens resultater baserer sig hovedsageligt på investeringer, der blev foretaget for 20 til 25 år siden. Stadigt faldende eller stagnerende investeringer for øjeblikket vil allerede få uoprettelige konsekvenser i nærmeste fremtid.

4.4

Derudover er det realistisk at forvente, at nye stormagter vil begynde at opbygge deres egen industri, uafhængigt af vestlige industrier, og derfor at de, som Europas kommende konkurrenter på markeder i tredjelande, i stigende grad vil blokere for import fra vestlige lande eller opstille betingelser for denne.

4.5

For øjeblikket findes der ingen store nye programmer i Europa, der befinder sig i en opstartsfase, og dette vil utvivlsomt påvirke de fremtidige eksportresultater. Derudover er det et stykke tid siden, at en stor vækstøkonomi har krævet en betydelig teknologioverførsel til og produktion i deres lande.

4.6

Enkeltstående eksportkontrakter vil efter al sandsynlighed blive anvendt til at kopiere teknologi fra vestlige industrier. For disse kan det være et alternativ til blokeringen af import at etablere produktions- (og udviklings)faciliteter i de berørte lande. For nærværende er det hovedsageligt et teoretisk spørgsmål, i hvor stort et omfang en sådan udvikling vil påvirke faciliteter og beskæftigelsesmuligheder i Europa. På længere sigt er det sandsynligt, at den europæiske industris position vil blive undermineret af nye giganter. En forbedret teknologi og produktion i disse lande vil også påvirke (potentielle) eksportmarkeder i andre tredjelande. Konkurrencen inden for såvel produkter som priser vil blive skærpet.

4.7

På grund af lange tidsmæssige forskydninger inden for udvikling og produktion samt teknologiske investeringer og fortsat innovation har Europa brug for en målrettet koordinering til sikring af en moderne og selvstændig forsvarsindustri. Så længe markedsstørrelsen hovedsageligt bestemmes af nationale grænser, vil markedet stort set altid befinde sig under den kritiske masse, selv i store medlemsstater. Eksport til tredjelande kan til en vis grad afhjælpe dette problem, men fremtiden er usikker, mens markedsvilkårene ofte er ustabile.

4.8

Vedvarende budgetreduktioner, som under de nuværende forhold indebærer betydelige begrænsninger, bør opfattes som en advarsel. De påvirker budgetterne til investeringer og indkøb, navnlig når de operationelle og vedligeholdelsesrelaterede omkostninger forbliver på samme niveau eller stiger som følge af igangværende militæroperationer (Afghanistan, Libyen, indsatsen mod pirater for blot at nævne nogle få).

4.9

Dette resulterer i udsættelsen eller endda aflysningen af investeringer, som har afgørende betydning for industriens muligheder for at sikre bibeholdelse og fornyelse af produktions- og udviklingskapaciteten. Derudover vil industrien selv være mindre parat til at investere i en sådan bibeholdelse eller nye aktiviteter i vanskelige tider. Kun ved at arbejde sammen på sammenhængende vis kan det sikres, at de nødvendige investeringer gennemføres.

4.10

EØSU er fortaler for en velgennemtænkt europæisk industripolitik for forsvarssektoren fra design af systemer til den operationelle fase. Det er et spørgsmål om at gennemføre en specifik industripolitik. Der i sagens natur tale om et offentligt marked: F&U skal finansieres med mere end startkapital som følge af de urentable fortjenstmargener i opstartsfasen og specifikke lovgivningsmæssige krav. Det er nødvendigt at kortlægge centrale europæiske industrikapaciteter samt investeringspolitikker, der skal støtte en solid europæisk produktion. Eftersom der ikke er noget enkeltstående land, der har tilstrækkelige ressourcer til at finansiere "den nye generation" af forsvarsmateriel, er det nødvendigt at koordinere nationale og europæiske mål samt nationale og europæiske ressourcer på såvel finansielt som industrielt plan. Styringen bør baseres på delte kompetencer mellem EU og medlemsstaterne i tråd med den aftalte Europa 2020-strategi. Dette er ligeledes en effektiv metode til at optimere koordineringen mellem EU's institutioner og internt i Kommissionen, som stadig langt fra udnytter sit potentiale. I den henseende kan den taskforce, som snart starter som en platform – bestående af Kommissionen, Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) og EU-Udenrigstjenesten – med det formål at diskutere prioriteter, kapacitet og mangler, yde en værdifuld støtte.

4.11

F&U er et centralt emne. Forsvarsindustrien er baseret på højteknologiske og vidensintensive industrielle aktiviteter, som også er nødvendige ved udviklingen af prototyper. F&U er næsten aldrig udelukkende industriens ansvar. Udviklings- og systemlivscyklussen er ganske enkelt for lang og de finansielle konsekvenser for store til, at industrien kan påtage sig samtlige finansielle risici. De historiske erfaringer viser, at alle vellykkede programmer gennemføres af stater og industrien i fællesskab.

4.12

En meget stor procentdel af den globale F&U inden for forsvarssektoren finansieres af staterne enten direkte eller indirekte gennem offentlige indkøb. Ikke overraskende undgår forsvarsindustrien gennemsnitligt set at påtage sig en overdreven finansiel risiko set i lyset af produkternes karakter. F&U i forsvarssektoren er i særlig grad sårbar over for statslige nedskæringer.

4.13

Som konsekvens heraf er der, ud over en industriel konsolidering, brug for en tilstrækkelig finansiering og sammenlægning af ressourcer, der er aftalt mellem medlemsstaterne, Kommissionen og industrien med det formål at fremme forskning, teknologi og udvikling. Investeringer i forsvarssektoren kræver en høj grad af finansiering til F&U og teknologiske projekter. Derudover skal adgangen til kritiske teknologier sikres. Hvis kritiske teknologier til udvikling og produktion ikke længere var tilgængelige pga. eksportrestriktioner udstedt af tredjeparter, ville det blive vanskeligt at opfylde europæiske målsætninger på sikkerhedsområdet.

4.14

F&U udført uden for forsvarsorganisationer spiller en stadig større rolle pga. fremskridtene inden for den uafhængige videnskab og teknologi på mange områder. Ofte er det kun i de sidste udviklingsfaser, at den endelige anvendelse afgør, om F&U kan beskrives som "forsvarsrelateret" eller "civil". F&U med dobbelt anvendelse får stadig større betydning for forsvarsapplikationer, jf. f.eks. IT. Det er dermed yderst vigtigt for det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis (EDITB) at fremme F&U med dobbelt anvendelse, især da det skaber muligheder for at finde finansiering uden for forsvarssektorerne.

4.15

Offentlig F&U-finansiering på EU-niveau bør aftales medlemsstaterne imellem. Den kan gennemføres via det kommende 8. rammeprogram (RP8) eller via en særskilt fond, helst med udgangspunkt i pakker af avancerede forskningsområder, f.eks. nanoteknologi og kunstig intelligens. Der skal etableres særlige procedurer set i lyset af forbindelserne mellem forsvarsindustrien og den offentlige sektor.

4.16

Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) bør have en fremtrædende rolle, som planlagt i det europæiske rammesamarbejde, også med henblik på at undgå daglig politisk indblanding. EDA bør få lejlighed til at udfylde sin rolle fuldt ud som fastlagt i Lissabontraktaten (7).

4.17

En kompetent arbejdsstyrke med opdaterede færdigheder spiller en afgørende rolle for et industrielt program og et F&U-program på forsvarsområdet (8). Dette er endnu et stærkt argument for en stabil ramme for F&U og industrien i stedet for en ukontrolleret omstrukturering. Man skal huske på, at arbejdsstyrken i forsvarsindustrien er det fundament, som den fremtidige forsvarskapacitet bygger på. Høring af og kommunikation med industrien, F&U-institutter, højere uddannelsesinstitutioner, militære organisationer og interesserede fagforbund skal bidrage til at sikre, at såvel den igangværende omstrukturering som den fremtidsorienterede produktion af forsvarsmateriel i Europa organiseres på effektiv vis.

4.18

Budgetmæssige begrænsninger gør det nødvendigt at imødegå overlapninger og manglende effektivitet. En kontrolleret konsolidering er ikke nødvendigvis lig med etableringen af store virksomheder. Den handler om at opbygge en tilstrækkelig kritisk masse og kvalitet efter internationale standarder, som sikrer en konkurrencedygtig position på hjemmemarkeder og i tredjelande. Det bliver mere og mere nødvendigt, at medlemsstaterne, de relevante EU-aktører og industrien koordinerer projektplanlægningen på europæisk niveau.

4.19

Det er et faktum, at der er forskel på industriernes størrelse og output. Der er stor forskel på medlemsstaternes industrielle betydning. Et element i aftalen mellem de deltagende lande bør være at sikre, at industrierne i ikke-LoI-lande (=de væsentligste producenter) vil blive tilknyttet relevante projekter. Denne tilgang er ikke kun politisk hensigtsmæssig, den fremmer også et frugtbart samarbejde mellem store og små virksomheder samt forskningsinstitutter. Som leverandører bør SMV'er effektivt bidrage til intelligente specialiseringskæder.

4.20

Lande i Centraleuropa føler, at de på grund af deres udsatte geografiske beliggenhed er sårbare, hvilket der må tages særligt hånd om. Af hensyn til såvel behovet for, at befolkningen i disse lande føler sig godt beskyttede, som ønsket om fuldt ud at udnytte den specifikke tekniske viden inden for forsvarsområdet fremhæver EØSU, at det er nødvendigt i passende omfang at integrere den viden og de kompetencer, der findes i landene i Centraleuropa, i aktuelle og fremtidige forsvarsprojekter.

4.21

Et integreret europæisk marked for forsvarsprodukter ville skabe et mere stabilt hjemmemarked. Ud over at kombinere eksisterende nationale markeder ville et europæisk marked fremme en harmonisering eller endda en standardisering af kriterier og regler for offentlige indkøb mellem de forskellige medlemsstater. En større harmonisering eller standardisering ville forbedre de finansielle og økonomiske vilkår og fremme de europæiske virksomheders konkurrenceevne på det globale marked.

4.22

Et europæisk forsvarsmarked ville have kritisk masse. På den baggrund peger EØSU på de ødelæggende konsekvenser, hvis medlemsstaterne fortsætter med at købe "lagervarer" i udlandet, navnlig USA. For det første underminerer dette industriens fordele ved et europæisk marked, og priserne for sådanne forsvarsprodukter ville som konsekvens heraf stige for europæiske kunder, hvis industrien blev forhindret i at sælge i tredjelande, hvor (den statslige) konkurrence uden tvivl vil blive stadig hårdere. For det andet betaler europæiske lande, som køber "lagervarer" i USA, for amerikanernes udgifter på teknologiområdet, som er inkluderet i prisen på disse produkter.

4.23

Set i lyset af de finansielle og internationale politiske perspektiver er det nødvendigt at gennemføre en grundlæggende europæisk debat og drage operationelle konklusioner. Hvis ikke alle medlemsstater er parate til at deltage under en fælles ramme, bør princippet om "forstærket samarbejde" gælde. Mere integration og en positiv holdning til køb af europæiske produkter vil vise sig at være den eneste måde, hvorpå der kan realiseres markedsstørrelser, der kan sammenlignes med markederne i USA. Uden et effektivt hjemmemarked er der alvorlig tvivl om, hvorvidt europæisk industri har en chance for at konkurrere på verdensplan.

5.   Enkelte specifikke spørgsmål

5.1

Industrilandskabet mellem de forskellige væbnede styrker – land, sø, luft – er i høj grad forskelligt fra land til land. På en række områder er der ikke længere noget enkelt land, som kan betragtes som værende i stand til at udvikle nye generationer af forsvarsmateriel på selvstændig basis.

5.2

I landsektoren findes der kun et begrænset antal store systemintegrerende virksomheder, som er i stand til at udvikle og producere tunge kampvogne og lettere militærkøretøjer. De største europæiske producenter befinder sig i Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige. Der findes en bred vifte af delsystemsproducenter og tertiære leverandører, hvor Centraleuropa er underrepræsenteret.

5.3

Mange lande udvikler deres "egen" skibsbygningsindustri, og der bygges skibe af meget varierende størrelse og kompleksitet fra land til land. LoI-landene og Nederlandene indtager en førerposition, også når det drejer sig om modeldesign og komplekse søværnsforskningsfaciliteter, som i væsentlig grad adskiller sig fra udviklingen af civil skibsbygning. Også her findes der en bred vifte af delsystemsproducenter og tertiære leverandører.

5.4

Militærfly udvikles og produceres kun i enkelte lande. Industrien er koncentreret om et beskedent antal store multinationale virksomheder, der driver virksomhed på europæisk niveau og derudover. Industrien er primært koncentreret om EADS, BEA-Systems, Dassault og Saab-Aircraft. Den avancerede aerodynamiske forskning er begrænset til enkelte lande.

5.5

Elektroniksektoren, herunder kommando, kontrol og kommunikation, får stigende betydning på forsvarsområdet og omfatter vigtige industrielle aktører som Thales, BEA-Systems og Finmeccanica. For de største europæiske industrikoncerner som Philips og Siemens er forsvarsområdet mindre vigtigt. For disse virksomheder er produktionsvolumen for en omkostningseffektiv masseproduktion af specifikke elektroniske komponenter såsom integrerede kredsløb til forsvarsformål alligevel for lille. Inddragelsen af disse store industrikoncerner understreger imidlertid vigtigheden af "dobbelt anvendelse" på dette område.

5.6

Med hensyn til ammunition og eksplosive stoffer er antallet af industrier gradvist faldet gennem de sidste årtier til dels pga. miljømæssige restriktioner. Den offentlige sikkerhed tvinger sådanne industrier til enten at flytte gamle produktionssteder eller lukke disse.

5.7

Adgangen til kritiske teknologier er afgørende og bør støttes inden for rammerne af en FSFP. Det samme gælder for bestemte materialer som kulstoffibre eller materialer til elektroniske komponenter.

5.8

Forsvarspakken fra 2007, der blev vedtaget i 2009, kan yde stor støtte. Medlemsstaterne skulle have omsat direktiverne i sommeren 2011. Det er stadig for tidligt at afgive en positiv eller kritisk vurdering af direktivernes følgevirkninger for etableringen af ét indre marked. Processen er endnu ikke afsluttet, og spørgsmålene vedrørende gennemførelsen af målet om overførsel af forsvarsprodukter internt i EU samt opfattelsen af væsentlige nationale sikkerhedsinteresser er endnu ikke besvarede.

5.9

EUF-traktatens artikel 346 indeholder en undtagelse fra EU's lovgivning om offentlige indkøb, når det drejer sig om at beskytte væsentlige nationale sikkerhedsinteresser. Denne brede formulering kan forhindre en fornuftig markedsudvikling, navnlig hvad angår hensigtsmæssige forsyningskæder. EØSU er fortaler for en mere specifik fortolkning af artikel 346, som giver tilstrækkelige muligheder for europæiske løsninger og optimale europæiske forsyningskæder, der fremmer forsyningssikkerheden og tilgængelige specialteknikker i medlemsstaterne og nytteværdi for pengene.

5.10

Den nationale informationssikkerhed skaber problemer af samme type som dem, der nævnes i punkt 5.9, og skal derfor også evalueres. Det er også et vigtigt og følsomt emne i forbindelse med europæiske virksomheders deltagelse i forsvarsprojekter i USA.

5.11

"Sammenlægning og deling", herunder fælles uddannelsesprogrammer, bør iværksættes som et fremadrettet program. En grundlæggende forudsætning er, at hensigtserklæringer erstattes med konkrete planer og en målrettet strategi indeholdende præcise tiltag. Så længe der ikke er enighed om forsvarsdoktrinerne, vil det imidlertid være meget vanskeligt at realisere "sammenlægning og deling" på en effektiv måde.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se "Mod et stærkere Europa", en rapport fra et uafhængigt undersøgelseshold, som blev nedsat af forsvarsministrene i landene i den uafhængige europæiske programgruppe med det sigte at fremsætte forslag til at forbedre konkurrenceevnen i Europas forsvarsmaterielindustri.

(2)  Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik som en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, traktaten om Den Europæiske Union (TEU), art. 42 ff. EUT C 115 af 9.5.2008.

(3)  Direktiv 2009/43/EF (EUT L 146 af 10.6.2009) og 2009/81/EF (EUT L 216 af 20.8.2009). Forsvarspakken blev vedtaget af Rådet og Parlamentet i 2009. Den skulle have været omsat til national lovgivning i medlemsstaterne i løbet af sommeren 2011. Forsvarspakken omfattede også meddelelsen "En strategi for en styrket og mere konkurrencedygtig europæisk forsvarsindustri", COM(2007) 764 af 5.12.2007.

(4)  EU's fonde bør bruges i denne forbindelse: det kommende 8. rammeprogram, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Socialfond.

(5)  Tale om Unions tilstand, november 2011.

(6)  Europa-Parlamentets beslutning af 14. december 2011 om finanskrisens følger for forsvarssektoren i EU's medlemsstater (2011/2177(INI)).

(7)  Jf. art. 45, stk. 1 og art. 42, stk. 3 i EU-traktaten, EUT C 115, 09/05/2008.

(8)  Jf. A comprehensive analysis of emerging competences and skill needs for optimal preparation and management of change in the EU defence industry, Final report, maj 2009, rapport udarbejdet af Eurostrategies for Kommissionen.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/24


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kvindelige iværksættere – målrettede politikker til fremme af vækst og beskæftigelse i EU« (initiativudtalelse)

2012/C 299/05

Ordfører: Madi SHARMA

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 19. januar 2012 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

"Kvindelige iværksættere – målrettede politikker til fremme af vækst og beskæftigelse i EU".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, der vedtog sin udtalelse den 28. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 121 stemmer for, 7 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger til fremme af kvinders iværksættermuligheder i Europa

1.1   Denne udtalelse fremsætter fire konkrete og nødvendige forslag til politiske foranstaltninger, der kan fremme og udvikle kvinders iværksættermuligheder og dermed støtte den bæredygtige vækst i Europa. Den omhandler udelukkende iværksættermulighederne for kvinder og ikke det bredere spørgsmål om kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og i beslutningsprocessen.

1.2   De politiske anbefalinger er ikke omkostningsneutrale, men de små beløb, der vil skulle investeres af Kommissionen og medlemsstaterne, vil blive opvejet af afkastet af investeringerne i form af det større økonomiske udbytte, der vil blive genereret af flere virksomheder ejet af kvinder i økonomien og af jobskabelsen i disse virksomheder. Midler kunne også omfordeles fra projekter uden særlig virkning, så de i højere grad understøtter målsætningerne.

1.3   Desuden kræver de politiske anbefalinger ingen nye strukturer, men kan integreres i de ministerier for økonomisk udvikling, som allerede findes, dog ikke i ligestillingsministerier, da kvinders iværksættervirksomhed er et spørgsmål af "økonomisk" karakter.

1.4   Anbefalingerne kan underbygges af dokumentation for, at investeringerne betaler sig, idet lignende foranstaltninger i USA har fordoblet antallet af kvindelige iværksættere, resulteret i en stigning i antallet af nye job og øget det økonomiske input til samfundet. Det var det obligatoriske krav om indsamling og tilvejebringelse af data, der gjorde den største forskel (1).

EØSU foreslår:

1.5   Oprettelse af et europæisk kontor for kvindelige virksomhedsejere under Kommissionen og i de kompetente ministerier (helst ikke i ligestillingsministerierne, da ansvaret for økonomiske aktiviteter bør holdes adskilt fra ansvaret for ligestilling mellem mænd og kvinder) i medlemsstaterne uden at etablere en helt ny struktur.

1.6   Udpegelse af en direktør/ansvarlig eller højtstående repræsentant for kvindelige erhvervsdrivende og iværksættere i Kommissionen og medlemsstaternes erhvervsministerier, der skal have til opgave at skabe opmærksomhed på tværs af afdelinger om de økonomiske gevinster ved at tilskynde flere kvinder til at opstarte og udvikle virksomheder.

1.7   Indsamling af data og årlig opdatering af politik og forskning om kvinders erhvervsvirksomhed i Europas regioner, så kønsopdelte data bliver stadig mere tilgængelige i alle ministerier og agenturer.

1.8   Håndhævelse af den gældende ligestillingslovgivning. Her bør der bl.a. fokuseres på at sikre, at fordelingen af ressourcer og midler analyseres i forhold til køn for at sikre gennemsigtighed, ansvarlighed og den nødvendige omhu i dokumentationen af, at reglerne om ligestilling reelt overholdes.

1.9   Følgende faktorer bør også medtænkes, når der etableres gunstige rammer for kvindelige iværksættere:

inddragelse af mænd i debatten og kommunikationen;

udryddelse af fastlåste kønsrollemønstre, først og fremmest på uddannelsesområdet, og når det gælder karrieremuligheder;

fremme af de akademiske uddannelser, som kan få kvinder til at opstarte nye virksomheder;

sikring af lige adgang til midler og ressourcer og

bedre social sikring for selvstændige.

2.   Baggrund

2.1   Vækst i EU og små og mellemstore virksomheder (SMV)

2.1.1   Europa-Parlamentets beslutning om kvindelige iværksættere i små og mellemstore virksomheder (2) anerkendte, at "der er store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til antallet af kvindelige iværksættere; […] færre kvinder end mænd overvejer en karriere som iværksætter, og på trods af opsvinget i de sidste ti år med hensyn til antallet af kvinder, der driver små og mellemstore virksomheder, er kun én ud af ti kvinder iværksættere i EU, i modsætning til én ud af fire mænd; […] kvinder udgør omkring 60 % af alle universitetskandidater, men er underrepræsenteret i fuldtidsarbejde på arbejdsmarkedet, især inden for erhvervslivet; […]det er afgørende at styrke kvinder og tilskynde dem til at gå i gang med iværksætterprojekter med henblik på at mindske de eksisterende uligheder mellem kønnene".

2.1.2   I en tid med finansiel krise i Europa blev økonomiske stramninger nøgleordene i forsøgene på at komme ud af krisen. Først for nylig er man i tillæg til økonomiske stramninger begyndt at tale om investeringer. Politikker, der fremmer vækst, må gives størst prioritet.

2.1.3   I en verden i forandring præget af usikkerhed, kontinuerlige ændringer og langt større international konkurrence er en af de væsentligste faktorer for at skabe en konkurrencedygtig og dynamisk økonomi i Europa, at iværksætternes rolle i at omdanne disse investeringer til et økonomisk opsving anerkendes. Kommissionen har anerkendt SMV'ernes rolle i vores samfund og nu gjort udnyttelse af SMV'ernes potentiale til en prioritet.

2.1.4   Iværksættere er blevet endnu vigtigere som aktører, der skaber job og velfærd i lokale og regionale samfund (3). Med Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse, Small Business Act, Europa 2020 og det nye COSME-program (4) har EU således meget tydeligt sat SMV'ernes behov i centrum for sine aktiviteter og opnået positive resultater.

2.1.5   De nationale og lokale forhold, som SMV'er driver virksomhed under i EU, varierer betydeligt, ligesom også SMV'erne selv er meget forskellige. Politikker rettet mod at opfylde SMV'ernes behov må derfor fuldt ud medregne denne mangfoldighed og til fulde respektere nærhedsprincippet (Tænk småt først – en "Small Business Act" for Europa).

2.1.6   I sin nylige udtalelse om meddelelsen "Små virksomheder i en stor verden – et nyt partnerskab for SMV'ernes udnyttelse af de globale muligheder" (5) konstaterer EØSU, at Kommissionen forudsætter, at der er ligestilling mellem mænd og kvinder i erhvervslivet, men ikke formulerer konkrete anbefalinger til, hvordan kvindeligt ejede SMV'er, som ønsker at vokse internationalt, kan støttes.

2.1.7   Europa mangler en infrastruktur, som specifikt støtter kvindelige iværksættere. Ingen af ovennævnte politikker, efterfølgende foranstaltninger eller bestemmelser har fuldt ud anerkendt de kønsspecifikke problemstillinger, der knytter sig til virksomhedsejerskab; heller ikke vækstmuligheder eller variationen af virksomheder (hjemmebaserede, mikro-, familieejede virksomheder) er blevet kortlagt.

2.2   Nuværende politik for virksomheder ejet af kvinder

2.2.1   En sund europæisk økonomi afhænger bl.a. af, at kvinder ejer virksomheder. I mere end et årti har regeringer og en række organisationer i den offentlige, private og akademiske sektor anerkendt den såvel politiske som praktiske værdi af at støtte kvindelige iværksættere. Resultatet har været øget bevidsthed om disse virksomheders bidrag til økonomien.

2.2.2   For øjeblikket ser Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne på, hvordan man kan få bugt med de faktorer, der afholder kvinder fra at slå sig ned som iværksættere, og en række initiativer er blevet iværksat, bl.a.:

EU-netværket af mentorer for kvindelige iværksættere lanceret ved et arrangement under det polske formandskab den 15. november 2011. Netværket er et af de tiltag, der foreslås i statussen over "Small Business Act" fra 2011, og gennemfører og supplerer de tiltag, der har som sigte at fremme, støtte og tilskynde iværksættervirksomhed blandt kvinder.

EU-netværket for politikere til fremme af kvinders iværksættermuligheder.

Portalen for kvindelige iværksættere (6).

3.   Det økonomiske potentiale

3.1   Trods en lovende udvikling skal der fortsat gøres en betydelig indsats på EU-niveau, før det fulde potentiale i virksomheder og især SMV'er ejet af kvinder frigøres. Kvinder er alt for ofte usynlige i erhvervslivet – i medierne, i repræsentative erhvervsorganisationer, og når politikker skal påvirkes.

3.2   Målt på iværksættervirksomhed er der stadig stor forskel på mænd og kvinder, idet der er færre kvindelige iværksættere. I dag er kun 30 % af iværksætterne i Europa kvinder, hvilket øger det uudnyttede potentiale for økonomisk vækst.

3.3   I 2012 er betydningen af virksomheder ejet af kvinder større end nogensinde før. Overalt i Europa og i naboregioner som Euromed (7) og i alle sektorer ejer kvinder virksomheder, og deres betydning for at få økonomien til at vokse og skabe og fastholde nye job er afgørende for genopretning og vækst.

3.4   Det mest bekymrende er, at politikker om støtte til virksomheder ejet af kvinder trods de prisværdige ord helt er forsvundet fra dagsordenen på et tidspunkt, hvor regeringerne i mange lande har skåret kraftigt i midlerne til virksomhedsstøtte, og hvor mange virksomheder kæmper for at overleve og vokse. Virksomheder ejet af kvinder rummer muligheder, der er mange milliarder euro (8) værd, hvilket må anerkendes og ikke affærdiges.

3.5   Et af de største problemer forbundet med at sætte tal på kvinders erhvervsvirksomhed i Europa er manglen på både kvantitative og kvalitative data. Virksomhedsregistre og mange af de kilder, der bruges i myndighedernes statistikker (herunder momsregistrering), er ikke kønsopdelte. Ligesom heller ikke banker eller erhvervsstøtteorganisationer umiddelbart stiller kønsopdelt information til rådighed.

3.6   Trods disse mangler kan der fra flere samstemmende informationskilder om iværksættervirksomhed og selvstændig virksomhed hentes oplysninger om mænds og kvinders erhvervsaktiviteter, bl.a. fra Global Entrepreneurship Monitor (GEM) og de årlige befolkningsundersøgelser i de fleste europæiske lande (befolkningstælling). Dataindsamlingen i USA viser potentialet for Europa (9).

3.7   Undersøgelser viser (10), at virksomheder ejet af kvinder investerer mere i uddannelse af deres ansatte end arbejdsgivere generelt, og at omkring to tredjedele stiler efter at forbedre deres chefers lederkompetencer. Investeringer i støtte til vækstorienterede virksomheder ejet af kvinder vil derfor efter al sandsynlighed give et større afkast end investeringer i virksomheder generelt.

3.8   De fleste statistikker er konservative prognoser, og der er omfattende dokumentation for, at vækstambitionerne hos kvindelige iværksættere er endnu større, også hos de kvinder, der har børn (11). En undersøgelse iværksat af Natwest Bank i Storbritannien konkluderede, at 88 % af kvinderne regnede med, at deres virksomhed ville vokse, sammenlignet med kun 74 % af mændene. I gennemsnit regnede de med en vækst på 25 %.

4.   Ligestilling i erhvervslivet

4.1   EU har en etisk pligt til at give kvinder det, de virkelig fortjener. Ligestillingsdagsordenen må altid spille en fremtrædende rolle i EU's beslutningstagning. I krisetider bliver "retfærdighed mellem kønnene" endnu vigtigere. Både mænd og kvinder må deltage i debatten, da spørgsmål, der vedrører kvinder, alt for ofte kun får kvinderne i tale.

4.2   Overalt i Europa er ligestillingsaspektet indarbejdet i politikker og lovgivning, men man er ikke altid opmærksom på, at der skal foretages en analyse af fordelingen af ressourcer eller midler mellem mænd og kvinder. For at sikre gennemsigtighed, ansvarlighed og den nødvendige omhu i dokumentationen af, at reglerne om ligestilling reelt overholdes, skal der foretages en sådan analyse.

4.3   I Storbritannien er dette et lovkrav i medfør af pligten til at sikre ligestilling mellem kønnene (12), som pålægger alle offentlige myndigheder, at de ved udførelsen af alle deres opgaver tager behørigt hensyn til, at

ulovlig forskelsbehandling og chikane på grund af køn skal udryddes, og

lige muligheder for mænd og kvinder fremmes.

Heri bør ligge et krav om en analyse af fordelingen af ressourcer og midler for at dokumentere kønsneutralitet.

4.4   Ligestillingspligten er vigtig for at sikre ligestilling mellem kønnene gennem ansvarlighed og evaluering af ressourcefordelingen og indsamling af kønsopdelte data. Den gør det lettere for politikerne at vurdere den egentlige forskel, som kvindelige iværksættere gør. (Eksempel: midler til regional udvikling (EFRU) eller socialfondsmidler (ESF): EU tildeler medlemsstaterne midler, som så viderefordeles til det regionale niveau. Midlerne bruges ofte til at skabe arbejdspladser ved at etablere virksomheder, men på intet tidspunkt bringes spørgsmålet om køn op.) Af hensyn til gennemsigtigheden af ligestillingen mellem mænd og kvinder bør hvert niveau i den politiske beslutningstagning sætte spørgsmålstegn ved og analysere, hvordan pengene fordeler sig på køn.

4.5   Køn kan fungere som en "linse", hvorigennem uligheder af andre årsager (race, handicap eller alder) kan forstås og gribes ind over for. Ligestillingsaspektet vil kun blive indarbejdet effektivt i politikker i hele Europa, hvis der anlægges en integreret tilgang som fremhævet i OECD's rapport "Tackle gender gap to boost growth" (13). Fokus på køn omfatter alle aspekter af ligestilling og berører alle – mænd såvel som kvinder. Det er en erkendelse af, at uligheder mellem mænd og kvinder skyldes urimeligheder eller fastlåste kønsroller, hvilket berører alle.

4.6   En kønsanalyse er nødvendig for at undgå spild af ressourcer inden for uddannelsessystemet, stigende helbredsproblemer og økonomiske omkostninger for virksomheder, som ikke værdsætter kvinders kompetencer og ikke anerkender deres potentiale og talent. Endvidere er støtte til karrierevejledning, til udryddelse af fastlåste kønsrollemønstre og til at bryde de usynlige barrierer for at nå til tops helt afgørende for at sikre kvinder i alle aldre større indflydelse og flere muligheder. Der er også behov for, at kvindelige rollemodeller og ledere optræder mere markant i medierne og i samfundet for at skabe opmærksom om de positive ændringer, som kvinder tilfører økonomien.

5.   Anbefalinger

5.1   Politiske tiltag

5.1.1   EØSU er klar over, at den økonomiske situation i Europa er vanskelig, men enkle specifikke politikker for virksomheder ejet af kvinder kunne resultere i et investeringsafkast, der opvejer de små beløb, som det vil koste EU og medlemsstaterne at gennemføre disse fire forslag.

5.1.2   Forslagene er ikke vilkårligt valgt, men konklusionen af høringer af kvindelige iværksættere og erhvervsorganisationer. Europa-Parlamentets beslutning indeholdt lignende anbefalinger (14). Og endnu vigtigere blev nogenlunde samme foranstaltninger gennemført i USA med loven om virksomheder ejet af kvinder ("Women's Business Ownership Act") fra 1988. Det var det obligatoriske krav om indsamling og tilvejebringelse af data, der gjorde den største forskel. I USA er forholdet mellem kvindelige og mandlige iværksættere nu på omkring 2:1 (i procent af alle virksomheder steg andelen af kvindelige virksomhedsejere i USA fra 26 % i 1992 til 57 % i 2002). Loven førte til en fordobling af antallet af kvindelige iværksættere, der blev skabt flere nye job, og det økonomiske input til samfundet øgedes.

5.1.3   Forslagene vedrører:

5.1.3.1

Oprettelse af et kontor for kvindelige virksomhedsejere under Kommissionen og i medlemsstaternes kompetente ministerier. Det skal helst ikke lægges under ligestillingsministerierne, da ansvaret for økonomisk virksomhed bør holdes klart adskilt fra ansvaret for ligestilling mellem mænd og kvinder. Kontoret skal have et vægtigt mandat med mål og ressourcer. For øjeblikket beskæftiger 1 ud af 900 ansatte i Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik sig udelukkende med kvindelige iværksættere i Europa!

5.1.3.2

Udpegelse af en direktør/ansvarlig eller højtstående repræsentant for kvindelige erhvervsdrivende og iværksættere i Kommissionen og medlemsstaternes erhvervsministerier, der skal have til opgave at skabe opmærksomhed på tværs af afdelinger om de økonomiske gevinster ved at tilskynde flere kvinder til at opstarte og udvikle virksomheder. Disse hverv bør være tidsbegrænsede (4-10 år, afhængigt af økonomi og finansieringsstruktur) og have et helt klart mandat med konkrete mål og ansvar. Direktøren/Den ansvarlige eller højtstående repræsentant kunne også få til opgave at skabe interesse for erhverv og studier, som vil få flere kvinder til at blive iværksættere, bl.a. forskning, videnskab, højteknologi, direkte salg og online/it-udvikling.

5.1.3.3

Indsamling af vigtige data, som gør det muligt at måle og kvantificere bevillingen af ressourcer til kvindelige iværksættere – en af de væsentligste årsager til, at kvinder forskelsbehandles i erhvervslivet, navnlig i opstartsfasen. Støtte til den årlige opdatering af politikker og forskning i kvinders erhvervsvirksomhed i Europas regioner. Forøgelse af mængden af kønsopdelte data og større adgang til dem i alle myndighedskontorer og -agenturer. Det er absolut nødvendigt, at Generaldirektoratet for Erhvervspolitik og medlemsstaternes ministerier for økonomisk udvikling foretager en kønsspecifik konsekvensanalyse ved at indsamle relevante data omfattende antallet af kvindelige iværksættere, antallet af virksomheder ejet af kvinder, antallet af ansatte i disse virksomheder og ressourcer bevilget til disse virksomheder og iværksættere. Det er vigtigt at anerkende, at lande som Australien, Canada og USA har haft held til at øge andelen af kvindelige iværksættere ved at indsamle og analysere denne type data.

5.1.3.4

Håndhævelse af den gældende ligestillingslovgivning. Nye tal viser, at arbejdsløsheden blandt kvinder i Europa er den højeste i 23 år. Også antallet af ikke-erhvervsaktive unge, herunder nyuddannede kvinder, er højere end nogensinde tidligere. Der er stadig forskelle i mænds og kvinders løn og et underskud af kvinder i beslutningsprocessen overalt i Europa. Det er vigtigt, at EU og medlemsstaterne opfylder deres ligestillingsforpligtelse og kønsopdeler information, særligt når der indsamles data, og ressourcer fordeles.

5.2   Civilsamfundstiltag

5.2.1   Forslag:

5.2.1.1

Eftersom alle aktiviteter, der skal få flere kvinder til at blive iværksættere eller eje virksomhed, har samfundsmæssige og økonomiske fordele, der gavner alle, bør mænd opmuntres til at deltage i denne debat og anerkende den merværdi, der skabes ved at fremme kvinders iværksætteraktiviteter. Information, netværk og uddannelse i den henseende bør omfatte begge køn, og den sociale sikring bør garantere ligebehandling af alle i samfundet.

5.2.1.2

Alle bør have mulighed for at blive iværksættere ved at sikre, at uddannelse på alle niveauer udrydder kønsstereotype opfattelser af iværksættere, og ved omhyggeligt at vælge det sprog og de betegnelser, der bruges til at beskrive iværksættere. Samtidig skal det sikres, at den støtte, universiteter og højere uddannelsesinstitutioner for øjeblikket tilbyder iværksættere, appellerer til og kan bruges af unge kvinder, således at kløften i antallet af unge mænd og unge kvinder, der starter virksomhed, lukkes.

5.2.1.3

Traditionelle og utraditionelle karriereforløb må fremmes over for kvinder i alle aldre på en kønsneutral måde. Europa har mange højtkvalificerede, veluddannede kvinder, hvoraf mange på grund af krisen for øjeblikket er arbejdsløse, og som måske ikke har overvejet egen virksomhed som en mulighed.

5.2.1.4

Der bør oprettes særlige erhvervscentre for kvinder, som tilbyder vigtig erhvervsinformation, netværk, videndeling, kurser og mentorordninger. I nogle EU-lande findes der slet ikke den slags centre, og i EU generelt er de ofte lagt under erhvervsorganisationer eller handelskamre og mangler ressourcer. Men centre med øremærkede ressourcer kan være yderst effektive til at fremme iværksættervirksomhed blandt kvinder. I Tyskland er der mange eksempler på bedste praksis.

5.2.1.5

Kvinder, som ønsker at starte egen virksomhed eller videreudvikle deres forskning eller innovationer, må støttes og have adgang til information, midler og ressourcer til forskning, videnskab og teknologi.

5.2.1.6

De finansielle institutioner bør gennemgå deres offentliggjorte oplysninger om udlån i forhold til køn. Undersøgelser viser, at der gives få lån til kvinder og ofte til meget højere rente end til mænd (15).

5.2.1.7

De sociale sikringsordninger for iværksættere bør gennemgås, særligt bør der ses på de praktiske aspekter forbundet med ydelser til kvindelige iværksættere under graviditet, som har børn eller plejeforpligtelser. Kommissionens Handlingsplan: Den europæiske dagsorden for iværksætterkultur (16) understreger behovet for bedre sociale sikringsordninger, men går ikke langt nok i de forslag, der fremsættes.

5.2.1.8

En offentlig medieaftale omfattende hele EU bør udformes og implementeres, og public service-kanaler i medlemsstaterne bør tilskyndes til at forpligte sig til at fastlægge mål om, at mediedækningen af iværksættere skal fordele sig ligeligt mellem mænd og kvinder – så kvinder fjernes fra "kvindesiderne" og i stedet flyttes til erhvervssiderne! Undersøgelser viser, at medieomtale kan have stor positiv betydning for opfattelsen af og holdningen til kvindelige iværksættere. Større medieomtale af succesrige kvindelige iværksættere som rollemodeller vil have en målbar effekt på holdningen til kvindelige iværksættere i samfundet.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  1988: Women’s Business Ownership Act (HR5050) http://www.nwbc.gov/sites/default/files/nwbc05.pdf.

(2)  (2010/2275(INI)).

(3)  EØSU's udtalelse om beskæftigelse og iværksætterånd - civilsamfundets, arbejdsmarkedets parters og de regionale og lokale instansers rolle set i et kønsperspektiv (EUT C 256 af 27.10.2007, s. 114).

(4)  Program for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (COSME) 2014-2020.

(5)  COM(2011) 702 final.

(6)  Se: http://ec.europa.eu/enterprise/policies/sme/promoting-entrepreneurship/women/portal/.

(7)  EØSU's udtalelse om støtte til kvindelige iværksættere i Euro-Middelhavsregionen (EUT C 256 af 27.10.2007).

(8)  Se www.wescotland.co.uk/wepg.

(9)  http://womeninbusiness.about.com/od/wibtrendsandstatistics/a/statswibindustr.htm

(10)  http://www.bis.gov.uk/assets/biscore/enterprise/docs/b/11-1078-bis-small-business-survey-2010-women-led-businesses-boost.pdf

(11)  http://www.enterprising-women.org/static/ew_growthreport.pdf

(12)  http://freedownload.is/doc/overview-of-the-gender-equality-duty-11622854.html

(13)  http://www.oecd.org/document/0,3746,fr_21571361_44315115_50401407_1_1_1_1,00.html

(14)  (2010/2275(INI)).

(15)  Se f.eks. "Women and banks - Are female customers facing discrimination?", rapport fra IPPR, november 2011, på: http://www.wireuk.org/uploads/files/women-banks_Nov2011_8186.pdf; "Women’s business ownership: a review of the academic, popular and internet literature", på: http://www.bis.gov.uk/files/file38362.pdf.

(16)  COM(2004) 70 final.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/29


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kvindernes rolle som drivkraft for en udviklings- og innovationsmodel inden for landbruget og i landdistrikterne« (initiativudtalelse)

2012/C 299/06

Ordfører: Daniela RONDINELLI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 19. januar 2012 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

"Kvindernes rolle som drivkraft for en udviklings- og innovationsmodel inden for landbruget og i landdistrikterne".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 26. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 12. juli, følgende udtalelse med 204 stemmer for, 5 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det potentiale, som udgøres af de kvinder, der arbejder og/eller driver forretning i landbrugs- og landdistrikterne, bør analyseres, opgøres og udnyttes i alle EU's politikker og ikke stækkes af nogen af dem: dette er forudsætningen for, at kvinder kan blive drivkraft for udvikling og innovation og på denne måde hjælpe hele sektoren med at komme ud af krisen.

1.2

Der bør garanteres ligebehandling, lige muligheder og tiltag til forbedring af kvinders vilkår i hele EU's lovgivning og programmer via en effektiv integration af kønsaspektet og ved at forenkle procedurerne for adgang til midler og regelmæssigt evaluere resultaterne.

1.3

Kvinder bør inddrages i udviklingsplanerne for sektoren på territorialt og regionalt plan: dette forudsætter, at de bliver i stand til at deltage og udtrykke deres behov, erfaringer og projekter (kapacitetsopbygning).

1.4

Der bør være en interaktion mellem universiteter og forskningscentre og de berørte kvinder med det mål at analysere potentiale og behov, stille uddannelsesmæssige og teknologiske instrumenter til rådighed for at støtte udviklingen af virksomheder, der ledes af kvinder, og forbedre arbejds- og livskvaliteten for kvinderne i landbruget.

1.5

Ikt (1) er af grundlæggende betydning for udviklingen og forbedringen af kvindernes aktivitet i landbruget, forudsat at teknologierne er effektive, jævnt fordelt over territoriet, tilgængelige og ikke for dyre (bredbånd). Dette kan også skabe job til ikt-teknikere.

1.6

Oprettelsen af netværk mellem kvinder ved hjælp af velfungerende informations- og kommunikationsteknologier udvikler kontakter, understøtter deltagelsen og fremmer forbindelser og udveksling af god praksis mellem kvinder i EU og kvinder i kandidat- og tredjelande til gavn for det internationale samarbejde og handelen.

1.7

Uddannelsen bør rette sig mod de berørte kvinders behov og potentiale. Innovative former for formidling kan kvinderne selv tage sig af (diskussionsgrupper og selvindlæring, avisrubrikker, oplysningstiltag i uddannelsesinstitutionerne osv.).

1.8

For at kvinder kan organisere sig og medvirke til at udvikle deres eget potentiale er der behov for effektive, tilgængelige og fleksible offentlige tjenester, som kan frigøre noget af den tid, der går med pasningsopgaver. Dette gælder for sektorerne sundhed, transport, kredit, distribution, marketing, pleje af ældre familiemedlemmer og børn, men også for velfærdssystemer, som sikrer beskyttelse af de kvinder, der ikke er forsikrede. Også i disse tilfælde skabes der afledt beskæftigelse inden for de berørte serviceområder.

1.9

Alle medlemsstater i EU bør fremme den juridiske anerkendelse af medhjælpende hustruer med henblik på social sikring, herunder sygesikring. På EU-plan bør der fastlægges en retlig ramme for fælles sociale sikringsrettigheder evt. via en særlig status for landbokvinder.

1.10

Kvinder kan bidrage til bæredygtigheden i landbruget og landdistrikterne, hvis de får de nødvendige informationsmæssige og teknologiske redskaber stillet til rådighed (grønne teknologier, forvaltning og effektiv udnyttelse af ressourcerne, produktion af ren energi). Til etablering af denne type innovative og bæredygtige virksomheder bør der indføres en hurtig procedure for forenklet adgang til midlerne (især under 2. søjle i den fælles landbrugspolitik).

1.11

Kvinder kan sætte gang i en genoplivning af håndværk, traditionelle kvalitetsprodukter og økologiske produkter bl.a. via et tættere samspil mellem producenter og forbrugere, som bør nærmere undersøges og udnyttes (som i tilfældet med de korte forsyningskæder).

1.12

Reformen af den fælles landbrugspolitik og politikkerne for landdistriktsudvikling bør medvirke til at opgradere kvinders arbejde og aktiviteter navnlig via tematiske programmer forbeholdt for kvinder (2. søjle).

1.13

Medlemsstater, regioner, lokalforvaltninger og arbejdsmarkedets parter er alle ansvarlige for at fremhjælpe det potentiale, som landbokvinder har, ved at tilvejebringe retlige rammebetingelser og indføre et relevant retsgrundlag, som sikrer, at princippet om ligebehandling og ligelig repræsentation af mænd og kvinder bliver overholdt, også internt i deres egne rækker. Positive eksempler i enkelte medlemsstater bør tilskynde til, at kvinder – som krævet af Europa-Parlamentet – bliver repræsenteret i alle politiske, økonomiske og sociale organer inden for landbrugssektoren og i landdistrikterne på passende vis.

2.   Et potentiale, som skal frigøres

2.1

Det potentiale, som kvinderne repræsenterer i landbruget og i landdistrikterne, er undervurderet: rapporten om den fælles landbrugspolitik 2010 (2) kommer kun ind på kvindernes situation via Eurostats statistikker, og rapporten om landdistriktsudvikling 2010 (Rural Development in the European Union – Statistical and Economic Information Report 2010) nævner kort forskellen i erhvervsfrekvens (mænd 76 %, kvinder 62 % (3)). Også i Rådets interessante afgørelse af 20. februar 2006 om "Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne" (4) nævnes kvinderne kun i forbindelse med fremme af kvinders adgang til arbejdsmarkedet.

2.2

Europa-Parlamentet opregner derimod i sin beslutning fra 2011 om kvinders rolle i landbrug og landdistrikter (5) lige præcis de vigtigste problemer, som kvinder står over for, og peger på nogle strategiske fremgangsmåder til forbedring af kvinders sociale og økonomiske situation. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) tilslutter sig helt og fuldt EP's analyse og er enigt i konklusionerne. Det har i øvrigt selv afgivet en række udtalelser (6).

2.3

EØSU værdsætter Kommissionens forslag til forordning om fælles bestemmelser for strukturfondene og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (7) såvel som meddelelsen om det europæiske innovationspartnerskab om landbrugets produktivitet og bæredygtighed (8): disse tekster indeholder interessante elementer, som giver håb om større bevågenhed fra institutionernes side omkring kønsaspekterne. Udvalget ser gerne, at Rådet følger dette op med passende beslutninger.

2.4

EØSU anerkender udtrykkeligt de aktiviteter, der udføres af organisationer for kvinder i landdistrikter og lignende netværk i en række medlemsstater. Disse er for en dels vedkommende selvstændige, mens andre er integrerede i landbrugsorganisationerne. Der findes ligeledes ungdomslandbrugsorganisationer, der i betragtelig grad arbejder for ligestilling mellem kønnene. Herved får mange kvinder de fornødne kvalifikationer og motiveres til yderligere iværksætterrelaterede, sociale, faglige og politiske aktiviteter. Disse organisationer har ligeledes en stor del af æren for de hidtil realiserede fremskridt, f.eks. i forbindelse med landbofamiliers adgang til social sikring. I visse landbrugsorganisationer – hidtil traditionelt domineret af mænd – er kvinder i dag aktive og har stor indflydelse (9). Sådanne eksempler bør tjene som et forbillede i alle medlemsstater."

2.5

Denne udtalelse vil på linje med de nævnte dokumenter søge at indkredse nogle kriterier og foranstaltninger, som kan hjælpe kvinder med at frigøre deres potentiale som arbejdstagere og iværksættere ved at påtage sig en innovativ rolle for at fremme en bæredygtig udvikling og kvalitetsbeskæftigelse. Ved at definere det potentiale og de behov, som gør sig gældende for kvindelige arbejdstagere og iværksættere på landet, kan man forbedre produktionen, opgradere den, give den strategiske fremtidsudsigter, diversificere den og skabe større sammenhæng mellem den fælles landbrugspolitik og politikkerne for landdistriktsudvikling og territorial samhørighed.

3.   Data og referencerammer

3.1

De forskellige reformer af den fælles landbrugspolitik har udvisket begrebsgrænserne mellem landbrugsøkonomi, landdistriktsøkonomi og forvaltning/udnyttelse af landdistrikterne. Dette udvider det scenarie (10), hvori kvinders problemer skal analyseres, men det gør det også mere nødvendigt at råde over præcise kønsopdelte og kvalitative data. Den indsats, som Eurostat allerede har påbegyndt i denne retning, bør forstærkes. I EP's beslutning antages det, at der er 26,7 mio. mennesker, som er "fast beskæftiget inden for landbruget", hvoraf 42 % (dvs. 11,2 mio.) er kvinder. Denne beskæftigelse omfatter alle de aktiviteter i landbruget og landdistrikterne, hvor der gøres en arbejdsindsats af en hvilken som helst art (som dog ofte ikke er de pågældendes eneste, endsige vigtigste, erhvervsaktivitet). Eurostat derimod opgør beskæftigelsen i landbruget på grundlag af ÅAE (årsarbejdsenhed), hvilket reducerer det samlede antal mænd og kvinder, som under en eller anden form er beskæftiget i sektoren, til 11,1 mio. i 2010 (fordelt på landbrug, skovbrug, jagt og fiskeri) og dermed kvindernes andel til ca. 4,7 mio. (11).

3.2

Denne henvisning til statistiske metoder viser, at problemet ikke drejer sig om, hvor mange personer der er tale om, men om landbrugets og landdistrikternes strategiske rolle i samspillet med byerne og de bynære områder og deres bæredygtige udvikling (miljømæssigt og socialt). Kvinders situation i landbruget og landdistrikterne vil således blive behandlet med fokus på to aspekter: det europæiske landbrugs høje produktionsstandarder og det potentiale, som kvinder udgør og som kan frigøres gennem indsættelse af få ressourcer, når blot de anvendes effektivt og målrettet. Det tages med i betragtning, at vi endnu befinder os i en dyb krise, som skaber vanskeligheder – men også muligheder – for de kvinder, som lever og arbejder i landbrugsområder og landdistrikter.

4.   Landbrugs- og landdistriktsøkonomien og krisens indvirkning

4.1

Nylige undersøgelser af situationen for landbruget og landdistrikterne tyder på, at sektoren – efter en nedgang i produktion og beskæftigelse på grund af opbremsningen i forbrug og eksport – nu atter er i vækst og har en større indtjening. Især det indre marked har en vis forkærlighed for kvalitet og bæredygtighed: f.eks. bliver forbrugerne stadig mere positivt indstillede over for indkøb af lokale produkter ("nul-kilometer" distribution eller korte forsyningskæder (12)) og/eller indkøb af økologiske produkter.

4.2

Hvad angår beskæftigelsen gik der ca. 900 000 arbejdspladser tabt i landbruget fra 2007 til 2008, mens saldoen for 2008-2009 er -200 000 ÅAE (13). Den negative beskæftigelsesudvikling kan således være et udtryk for, at der på grund af rationaliseringen af bedrifterne rent fysisk er blevet nedlagt arbejdspladser med det resultat, at andelen af ufaglærte arbejdstagere er gået tilbage til fordel for faguddannet arbejdskraft.

4.3

Trods disse positive tegn er vi ikke kommet ud af krisen, og kvindernes situation er heller ikke forbedret: en stor del af landbrugsproduktionen foregår stadig med uformelt ansat kvindelig arbejdskraft, som i forvejen tegner sig for en meget lille andel af beskæftigelsen på såvel fuldtid (26 % af kvinderne mod 52 % af mændene) som deltid (9,7 % af mændene mod 11,8 % af kvinderne) (14). Hertil kommer sæsonarbejdet (som udgør den altovervejende ansættelsesform, mens tidsubestemt kontraktansættelse er sjælden), uformelt arbejde og illegalt arbejde, som er en stor usynlig eller problematisk sektor, for hvilken der ikke foreligger data, og hvor der bør gøres en indsats for at fremme lovliggørelsen af det arbejde, der ellers udføres sort, og så vidt muligt stabiliseringen af kvinders beskæftigelse.

4.3.1

De kvindelige indvandreres situation er meget bekymrende (hvad enten de kommer fra lande i eller uden for EU), idet de ofte nægtes de mest elementære rettigheder og må finde sig i forsinket udbetaling af løn eller uberettigede og urimelige lønnedskæringer. Denne situation er forværret, siden krisen satte ind og kan ikke retfærdiggøres af vanskelighederne med kreditgivningen til små landbrugsbedrifter og forarbejdningsvirksomheder; mange kvinder har måttet vende tilbage til deres hjemland uden at have fået løn eller er blevet ofre for udnyttelse, kriminalitet eller handel med arbejdskraft, som desværre i nogle EU-lande endnu ikke er strafbar.

4.3.2

Bl.a. på grund af bedrifternes spredte beliggenhed og for manges vedkommende ringe størrelse er det en kompliceret opgave at føre kontrol med, om ansættelsesvilkårene opfylder lovens krav. En omhyggelig forvaltning fra de lokale myndigheders side sammen med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer kan danne udgangspunkt for bekæmpelsen af uregelmæssigheder og kriminalitet og således garantere alle parters rettigheder og sikkerhed.

5.   For at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for landbokvinder …

5.1

Landbrugsproduktionens kvalitative dimension er et vigtigt aspekt af kvindernes arbejde, hvad enten de er producenter, medhjælpere, forbrugere eller formidlere af ægte traditioner, kreativitet og adfærd. For at udnytte denne realitet er det nødvendigt at træffe samordnede valg på lokalt plan.

5.2

Ved udviklingen og anvendelsen af avancerede produktionsteknikker, forskning, erhvervsvejledning og -uddannelse bør forskningscentre og universiteter interagere med landbruget og landdistrikterne ved at lade kvinders behov og analysen af deres potentiale indgå i deres studier.

5.3

Ofte tror man, at ethvert problem vedrørende forbedring af kvaliteten og konkurrenceevnen kan løses ved at tilbyde en eller anden form for uddannelse. Dette kan give stødet til en kvantitativ, men ikke kvalitativ og målrettet vækst i uddannelsestilbuddene, som ofte ikke modsvarer erhvervslivets og de relevante sociale aktørers konkrete behov og ikke indgår i deltagelsesbaserede strategier for bæredygtig udvikling. Landbruget og landdistrikterne har brug for kvindelige arbejdstagere og iværksættere med den nødvendige uddannelsesmæssige baggrund, men uddannelse alene giver ikke direkte adgang til beskæftigelse, erhvervsaktivitet eller et arbejds- og familieliv, hvis de nødvendige strukturer og tjenester ikke er til stede, og hvis der ikke skabes bæredygtige kvalitetsjob.

6.   … analyse af behov og potentiale ud fra en lokal synsvinkel

6.1

Ethvert tilbud om uddannelse, offentlige tjenesteydelser eller rationalisering bør tage udgangspunkt i en analyse af de konkrete vilkår for de kvinder, som bor og arbejder på landet, og deres egne ønsker. Dette indebærer en nøje analyse af de lokale forhold og den relevante befolkningsgruppes potentiale og forventninger, og den bør gennemføres med de berørte kvinders aktive deltagelse. Deltagelse er en proces, som de nationale, regionale og lokale myndigheder, men også erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationerne er ansvarlige for. Det samlede potentiale i et givet område kan øges, hvis de derboende kvinders potentiale bliver frigjort. Målrettede og effektive programmer til udvikling af innovation, iværksætteri og beskæftigelse for kvinder kan skabe arbejdspladser (især for de unge) og dermed bremse og undertiden ligefrem vende tendensen til affolkning af landdistrikterne.

6.1.1

Både universiteter og lokalområder bør medvirke til undersøgelsen af dette potentiale: forskningscentre bør inddrages i udformningen og evalueringen af udviklingsplanerne. Dette kræver, at der etableres effektiv kontakt via avancerede, tilgængelige ikt-tjenester mellem universiteter og kvinder med henblik på forskning og afprøvning af resultaterne i marken (15).

6.1.2

De regionale udviklingsplaner bør indeholde specifikke uddannelsestilbud til kvindelige arbejdstagere, medhjælpende hustruer og iværksættere med henblik på at udnytte deres evne til tilpasning, innovation og formidling af viden og fremgangsmåder. De kvinder, som har fået en faglig uddannelse, bør tilskyndes til at videregive deres viden til andre kvinder via formelle kanaler (kooperativer, strukturer for medindflydelse på de lokale myndigheders beslutninger, aktionsgrupper vedrørende landdistriktsudvikling osv.) og uformelle kanaler (diskussions- og selvuddannelsesgrupper, oplysningstiltag i uddannelsesinstitutionerne, radio- og tv-udsendelser, avisrubrikker, sociale virksomheder osv.). Det nødvendige incitament består ikke kun i finansielle midler, men kan også opnås ved at give kvinder mere tid til rådighed gennem lettelser og gode lokale servicetilbud (betalt orlov til løsning af plejeopgaver, børnepasningsfaciliteter, effektiv og gratis transport (16), afløsningsordninger i forbindelse med plejeopgaver, gårdbørnehaver osv.).

6.2

En effektiv, hurtig (bredbånd) og ikke for dyr internetdækning er en forudsætning, når man tager i betragtning, at det i nogle EU-lande stadig er under 60 % af husstandene, som er tilsluttet nettet. Mere udbredt anvendelse af ikt kan også lette adgangen til fjernundervisning og kommunikation mellem fjerntliggende områder og kan tilskynde til at kommunikere med landbokvinder i andre lande og dermed vække interessen for at lære sprog og udveksle erfaringer.

6.2.1

Desuden kan ikt fremme oprettelsen af netværk mellem kvindelige iværksættere, medhjælpende hustruer og kvindelige arbejdstagere, som – stimuleret af indvandrerkvinder fra lande uden for EU – herigennem kan kommunikere og interagere med kvinder fra kandidatlande og tredjelande. Disse netværk kan skabe en frugtbar udveksling af erfaringer, et bedre udviklingssamarbejde og ligefrem større handelsmæssig integration samt bidrage til at løse fødevareudfordringen på verdensplan.

6.3

Landbokvinders helbred må prioriteres højt. Effektive sundhedstjenester bør bl.a. med anvendelse af telemedicin og telediagnostik og medicinsk udstyr af kvalitet overvåge sundhed, sikkerhed og erhvervssygdomme på arbejdspladserne, hvilket også kan skabe arbejdspladser for specialiseret personale. Sådanne tjenester (især vedrørende reproduktiv sundhed og forebyggende gynækologiske undersøgelser) bør være gratis. Under alle omstændigheder bør prisen altid stå i forhold til indkomst og forsørgerbyrder. Et vigtigt aspekt er, at ældre kvinder udgør en stor andel af befolkningen: i nogle stærkt landbrugsprægede lande har kvinder en meget længere forventet levetid end mænd, og derfor er kvinderne i overtal i aldersgruppen over 60 år (17). For disse kvinder er det vigtigt, at der er mulighed for lægehjælp, sundhedspleje og hjemmehjælp også for ikke at vælte flere omsorgsbyrder over på de yngre kvinder.

6.4

Vilkårene for medhjælpende hustruer i landbruget varierer stadig meget fra land til land. Formelt anerkendes de ikke som arbejdstagere, skønt de arbejder hårdt i sektoren og i visse medlemsstater stadig ikke har nogen sygesikring eller pension (bortset fra den almindelige forsikring, hvis velfærdssystemet omfatter en sådan). Der er brug for instrumenter, som kan sikre disse kvinder dækning via f.eks. specifikke pensionsfonde oprettet af arbejdsmarkedets parter eller de regionale myndigheder. Det vil også være hensigtsmæssigt at fastlægge en retlig ramme for fælles sociale sikringsrettigheder evt. via en særlig europæisk status for landbokvinder.

6.5

Kvinder spiller en stor rolle i rationel energiudnyttelse og bortskaffelse af affald, for så vidt som de administrerer familiens økonomi. Affaldssortering og passende komposterings- og forarbejdningsfaciliteter (biomasse) kan bidrage til målene om energibesparelser og til fremkomsten af gode cirkler i landbrugsproduktionen og den økologiske produktion, som reelt er selvforsynende på energiområdet. Adgangen til nye grønne teknologier til brug i produktionen og i en effektiv udnyttelse af ressourcerne bør fremmes og støttes med specifikke incitamenter til bedrifter og aktiviteter, der forvaltes af kvinder.

6.6

I mange lande har kvinder haft gode resultater med at gå sammen om landboturismeprojekter især i form af kooperativer, som har givet vældigt gode driftsresultater. På grund af den stigende interesse for denne form for turisme ville det være en god ide at etablere netværk for denne erhvervsaktivitet og udbrede bedste praksis.

6.7

For at bidrage til bæredygtig udvikling og understøtte kvindernes arbejde (som ofte udføres på små jordlodder) bør distributionen være af høj kvalitet, funktionel og fleksibel: lokale distributionskooperativer, hvor omkostningerne holdes nede, kan bidrage til at fremme salg af egnstypiske produkter af kvalitet til mere overkommelige priser. Specifikke salgsfremstød for disse produkter har også vist sig at være nyttige.

6.8

Det er vigtigt at forøge den handelsmæssige værdi af håndværksmæssigt fremstillede og egnstypiske produkter, som er ved at forsvinde. Målrettede oplysnings- og marketingstiltag kan hjælpe med til at bevare og skabe aktiviteter og arbejdspladser og dermed modvirke afvandringen fra landet og kvalitetsforringelsen som følge af masseimport. Der er derfor et uomgængeligt behov for at skabe et effektivt samspil mellem land og by gennem etablering af passende tjenesteydelser, teknologier og transportforbindelser, som kan forbinde landdistrikter og landbrugsområder med markederne i byerne (18).

6.9

Det er nødvendigt at forbedre adgangen til finansiering med henblik på etablering af landbrugsbedrifter og -kooperativer samt håndværksvirksomheder gennem ansvarliggørelse af de traditionelle banker (især landbrugsbanker og lokale sparekasser), men også ved at fremme programmer for mikrokredit især med sigte på kvinder.

7.   EU's politikker og inddragelsen af civilsamfundet

7.1

I afventning af vedtagelsen af forslaget til forordning om fælles bestemmelser for strukturfondene (19), skal der mindes om, at ELFUL-forordningen understreger, at fondens midler skal støtte ligestilling mellem mænd og kvinder samt oplysning af og medindflydelse for organisationer, som arbejder for opfyldelsen af dette mål (20). Den nye fælles forordning kunne styrkes ved at indføre en hurtig procedure for kvinder, som etablerer innovative og bæredygtige landbrugsbedrifter eller håndværksvirksomheder på landet. Dette ville give de civilsamfundsorganisationer, som deltager i det partnerskab, der er omfattet af artikel 6 i den nævnte forordning, større styrke og kapacitet til at fremsætte forslag.

7.2

Med hensyn til forslaget til fælles forordning om fondene, som behandles i EØSU's udtalelse (21), skal det her bekræftes, at udvalget er meget bekymret over de konsekvenser, som makroøkonomisk konditionalitet (art. 21) kan få for projekter rettet mod udvikling af initiativer til fordel for kvinder. EØSU anmoder om, at man via en specifik bestemmelse undgår direkte eller indirekte at ramme de svageste, herunder kvinder.

7.3

EØSU håber, at Kommissionen – ud over den indsats, den allerede har gjort i de nævnte forslag – bliver bedre i stand til på et tidligt tidspunkt at opfange udviklingen i kvinders holdninger og krav og at den især undgår en ufleksibel udformning af indholdet og procedurerne i programmerne til forbedring af kvinders vilkår på landet.

7.4

En stærkere og bedre inddragelse af kvinder i udviklingen af landbruget og landdistrikterne bør systematisk indarbejdes også i EU-programmerne for forskning og udvikling, uddannelse (bl.a. Den Europæiske Socialfond) og arbejdstagernes mobilitet og naturligvis i gennemførelsen af politikken for økonomisk, social og territorial samhørighed.

7.5

Bestemmelser, programmer og projekter vedrørende gennemførelsen af 2. søjle bør underkastes regelmæssig kontrol i forbindelse med procedurerne for overvågning af den fælles landbrugspolitik for at efterprøve, om de effektivt bidrager til målet om lige muligheder, og om midlerne bruges hensigtsmæssigt.

7.6

Der bør også indføres tematiske delprogrammer for kvinder i forbindelse med politikken for landdistriktudvikling, og de erfaringer, som Leader-programmet har givet, bør udnyttes og spredes på passende vis.

7.7

For at kunne udvikle programmer, som først og fremmest sigter mod at frigøre kvinders potentiale, bør lokalområderne – i fysisk, administrativ og sociologisk forstand – spille hovedrollen i en deltagerbaseret proces. Arbejdsmarkeds- og civilsamfundsorganisationerne bør tage del som hovedpersoner i ansvaret for de valgte løsninger og deres gennemførelse. For at kunne gøre dette må de også vise sig i stand til i praksis og effektivt at repræsentere kvinders interesser og integrere dem på alle organisationsniveauer og i den forbindelse også medvirke til deres kapacitetsopbygning.

7.7.1

EØSU opfordrer alle de organisationer, der er repræsenteret i dets midte, til at vende deres interesse mod de kvinder, som lever og arbejder på landet, og gøre sig til talsmænd for deres behov og ønsker samt systematisk indsætte kvinder i de forskellige horisontale og vertikale partnerskabsstrukturer.

Bruxelles, den 12. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Informations- og kommunikationsteknologier.

(2)  Landbrug i EU – Statistiske og økonomiske oplysninger 2010, marts 2011.

(3)  Side 146, tabel 3.5.1.4, i den nævnte rapport.

(4)  Rådets afgørelse af 20. februar 2006, nr. 2006/144/EF (programmeringsperioden 2007/2013) – EUT L 55 af 25.2.2006, s. 20.

(5)  P7_TA(2011)0122.

(6)  Bl.a. henvises til udtalelserne CESE 1004/2007, EUT C 256 af 27.1.2007, s. 144-149, CESE, EUT C 317 af 23.12.2009, s. 49, CESE, EUT C 347 af 18.12.2010, s, 41, CESE, EUT C 376 af 22.12.2011, CESE, EUT C 143 af 22.5.2012, s. 35-39, CESE, EUT C 191 af 29.6.2012, s. 116-129.

(7)  COM(2011) 615 final/2 og Staff Working Document 61 final, del 1 og 2.

(8)  COM(2012) 79 final.

(9)  F.eks. står en kvindelig landmand som formand i spidsen for »Federation of Swedish Farmers« (LRF).

(10)  92 % af EU's territorium betragtes som landdistrikter og her bor ca. 56 % af befolkningen, som producerer 45 % af EU's værditilvækst (kilde: Rådets afgørelse, der citeres i punkt 2.1).

(11)  Kommissionen er ved at udarbejde en række rapporter og studier på området. EØSU håber, at de kommer til at indeholde endnu mere præcise kvalitative og kønsopdelte data.

(12)  Bemærk konferencen Local agricolture and short food supply chains (lokalt landbrug og korte fødevareforsyningskæder), Bruxelles, 20.4.2012.

(13)  Oplysninger fra Eurostat.

(14)  Rapport om den fælles landbrugspolitik 2010, tabel 3.5.1.4 (http://ec.europa.eu/agriculture/agrista/2010/table_en/index.htm).

(15)  Mange landbrugsegne og landdistrikter råder ikke over universitets- og forskningsstrukturer: det er her værd at bemærke oprettelsen af et universitet i Umeå (Sverige) i et område, som ikke er særligt udviklet, men som fik nyt liv, da uddannelses- og forskningscentret begyndte at fungere på normal vis.

(16)  I Kommissionens arbejdspapir, del 2, der er citeret i fodnote 7, nævnes det, at kvinder bruger den offentlige transport mere end mændene.

(17)  I Litauen lever kvinder gennemsnitligt 11 år længere end mænd; i Letland, 10 år; i Polen, Rumænien og Slovakiet 8 år; i Bulgarien, Tjekkiet, Portugal, Slovenien og Spanien 7 år.

(18)  Den håndværksmæssige produktions situation er indgående behandlet i udtalelsen CESE, EUT C 143 af 22.5.2012, s. 35-39.

(19)  COM(2011) 615 final/2.

(20)  Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 (EUT L 277 del 21.10.2005, s. 1-40), artikel 6, stk. 1, litra c); artikel 62, stk. 1, litra b); artikel 76, stk. 2, litra a).

(21)  CESE, EUT C 191 af 29.6.2012, s. 30-37, især punkt 3.3.3.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/34


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forbindelserne mellem EU og Moldova: Hvilken rolle skal det organiserede civilsamfund spille?«

2012/C 299/07

Ordfører: Evelyne PICHENOT

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på sin plenarforsamling den 13. og 14. juli 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

"Forbindelserne mellem EU og Moldova: Hvilken rolle skal det organiserede civilsamfund spille?".

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 28. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 143 stemmer for og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anerkender, at både EU og Moldova har interesse i at knytte tættere bånd til hinanden. Med udgangspunkt i sin studietur i marts 2012 fremsætter udvalget følgende anbefalinger med det formål at:

styrke civilsamfundets rolle, navnlig ved at oprette et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål

opnå en vidtgående og bred frihandelsaftale

genskabe Moldovas territoriale integritet.

1.2

I sine anbefalinger til Kommissionen og Europa-Parlamentet opfordrer udvalget først og fremmest til, at der indgås en vidtgående og bred frihandelsaftale, og at civilsamfundets organisationer inddrages i alle faser af forløbet. For at opnå en vidtgående og bred frihandelsaftale bør man koordinere Kommissionens arbejde med EU-Udenrigstjenestens indsats. Udvalget anbefaler, at Kommissionen:

sikrer de moldoviske organers effektive deltagelse gennem adgang til den igangværende offentlige høring  (1) samt til kommende høringer og møder, der berører civilsamfundet, som led i konsekvensanalysen af bæredygtig udvikling

afholder en konference om resultaterne af konsekvensanalysen i samarbejde med Moldovas parlament, EØSU og det moldoviske civilsamfund, og holder civilsamfundet løbende underrettet om indholdet af forhandlingerne

fokuserer på at indkredse sociale og miljømæssige virkninger med udgangspunkt navnlig i kommentarerne i FN's rapport om milleniumudviklingsmålene (2) for at finjustere afsnittet om bæredygtig udvikling i fremtidige aftaler

iværksætter en undersøgelse af, hvordan Transdnestriens økonomi kan genintegreres i processen med åbning for handel

øger uddannelsesmulighederne for samfundsøkonomiske beslutningstagere og mediefolk vedrørende effektiv gennemførelse af EU-lovgivningen på handelsområdet

tager hensyn til behovet for teknisk bistand, når det drejer sig om at opfylde standarderne i EU-lovgivningen, navnlig i landbrugsfødevaresektoren

etablerer tilstrækkelige ledsageforanstaltninger vha. en justeringsprocedure, så man kan drage fuld nytte af den reelle integration i den europæiske økonomi, og udviser særlig årvågenhed vedrørende sikkerheden ved de ydre grænser, også mht. de partnere, der deltager i ordningen

planlægger oprettelsen af et fælles tilsynsudvalg for handelsaftalen og – med støtte fra udvalget – hjælper civilsamfundet med at blive inddraget i overvågningen af et fremtidigt vidtgående og omfattende frihandelsområde, og afsætter midler til at opbygge det moldoviske civilsamfunds strukturer

inddrager de moldoviske arbejdsmarkedsparter i forummet om østpartnerskabet og sætter de sociale forhold på dagsordenen for østpartnerskabets femte arbejdsgruppe om "social dialog"

fremmer kontakterne med civilsamfundet i Transdnestrien, med støtte fra OSCE, med henblik på at inddrage det i politikker, der sigter mod tilnærmelse til EU.

1.3

I sine anbefalinger til Moldovas offentlige myndigheder opfordrer EØSU regeringen og parlamentet til at:

underrette en lang række civilsamfundsorganisationer om de fremskridt, der sker i tilnærmelsen til EU og fremme en offentlig debat om tilnærmelsesprocessen med deltagelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets forskellige interessegrupper (landmænd, forbrugere, miljøforkæmpere, kvinder, menneskerettighedsforkæmpere osv.)

fortsætte informationsudvekslingen med de berørte parter fra samfunds- og erhvervslivet under ledelse af ministeriet for europæiske anliggender, og opretholde den observatørstatus, som det nationale råd for deltagelse varetager over for regeringen

oprette et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål, der bygger på de erfaringer, man har samlet inden for EU eller i forbindelse med naboskabsordningerne

inddrage de berørte parter i gennemførelsen af aftalerne med EU på områderne energi og forskning

styrke den sociale dialog og sikre, at Europarådets sociale charter gennemføres, navnlig ved at hæve forbeholdene og vedtage protokollen om proceduren for kollektive klager

give højeste prioritet til integrationen af unge og kvinder på arbejdsmarkedet

bidrage til at gøre antikorruptionsmekanismerne mere effektive.

1.4

I sine anbefalinger til civilsamfundsorganisationerne i Moldova ønsker udvalget at udbygge sine forbindelser til det moldoviske civilsamfund inden for rammerne af østpartnerskabet. Udvalget fremsætter følgende forslag til det moldoviske civilsamfund og er parat til at præsentere dem på en konference afholdt i Moldova for at konkretisere partnerskabets platform for "mellemfolkelig kontakt". Ud over at oprette et råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål anbefaler EØSU, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet:

styrker forbindelserne med de største europæiske sektorbaserede platforme såsom den europæiske platform mod fattigdom eller arbejdsgiverorganisationerne i de forskellige medlemsstater samt gennem sin status som observatør i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation

styrker en enhed for overvågning inden for fagforbund og arbejdsgiverorganisationer samt den nationale kommission for kollektive overenskomster om europæiske anliggender

skaber en social dialog i overensstemmelse med ILO's konventioner og Europarådets sociale charter

fremmer den civile dialog som led i overvågningen af den vidtgående og brede frihandelsaftale

udvikler ekspertise om miljømæssige tilgange som nedbringelse af drivhusgasemissionerne, livscyklusvurdering, CO2-fodspor og økosystemtjenester.

2.   Det moldoviske civilsamfunds rolle i tilnærmelsesprocessen til EU og østpartnerskabet

2.1

Civilsamfundet i Moldova er allerede involveret i politikken for tilnærmelse til EU via en række mekanismer. I januar 2011 blev det nationale råd for deltagelse, som er et rådgivende organ bestående af 30 medlemmer, oprettet. Det samarbejder med regeringen, mens et andet organ varetager funktionen som rådgiver for parlamentet. Den nationale konvention for europæisk integration, der blev grundlagt i november 2010, fungerer som paraply for en række organisationer. Den har til opgave at fremsætte forslag og formidle information om EU-integrationsprocessen og dermed muliggøre en direkte og åben debat med de berørte parter. Derudover er der opstået adskillige tematiske platforme for civilsamfundsorganisationer på nationalt niveau.

2.2

Moldoviske organisationer deltager i forskellige grupper i østpartnerskabets civilsamfundsforum: demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og stabilitet, generelle anbefalinger, miljø, energi og klimaændringer samt mellemfolkelig kontakt. EØSU slår til lyd for, at der oprettes en femte arbejdsgruppe om den sociale dialog, der også mere generelt tager fat på de økonomiske og sociale spørgsmål (3).

2.3

Arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om at skabe tættere bånd mellem EU og Moldova. Fagforbundenes uafhængighed, som er anerkendt i forfatningen, er forankret i loven af juli 2000, der garanterer foreningsfriheden, retten til at deltage i overenskomstforhandlinger samt beskyttelsen af fagforeningernes aktiver. Fagforeningslandskabet har ændret sig markant i de seneste år: de to eksisterende fagforeninger, CSRM og Solidaritate, er blevet samlet til ét organ, nemlig den nationale sammenslutning af fagforbund i Moldova (Confederatiei Nationale a Sindicatelor din Moldova, CNSM). CNSM er blevet medlem af Den Internationale Faglige Sammenslutning og er nu begyndt at deltage i internationale aktiviteter og møder. CNSM kan også søge om status som observatør i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation.

2.3.1

Den mest repræsentative arbejdsgiverorganisation er den nationale sammenslutning af arbejdsgivere i Moldova, som blev grundlagt i 1996, har 32 medlemmer og definerer sig selv som værende upolitisk og uafhængig. Det nationale beskæftigelsesagentur forvalter mobilitetspartnerskabet mellem EU og Moldova for at sikre, at integrationen af Moldovas arbejdsmarked foregår uden gnidninger. Arbejdsgiverorganisationerne deltager i denne proces ved at gennemføre beslutningerne fra projektet på lokalt og regionalt niveau.

2.3.2

Det vil desuden være hensigtsmæssigt at støtte arbejdsmarkedsparternes kommunikationsafdelinger i forbindelse med spørgsmål vedrørende den vidtgående og brede frihandelsaftale, i samarbejde med deres branchekolleger på EU-plan eller i medlemsstaterne.

2.4

Nogle grupper i befolkningen, navnlig i landdistrikterne, befinder sig fortsat i en sårbar situation. Kvinderne er særlig hårdt ramt af den forværrede sociale situation, hvilket giver sig udslag i høj arbejdsløshed, tab af kvalifikationer, lønnedgang, sæsonarbejde og endnu ringere sociale ydelser. Kvinder har samme rettigheder som mænd, men er mere udsatte på arbejdsmarkedet. Derudover er kun 14 % af alle iværksættere i Moldova kvinder. Landbefolkningen er stadig overrepræsenteret i de dele af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen (4), og andelen af fattige i landdistrikterne voksede i 2009. Børn i Moldova udsættes for en lang række farer: hjemløshed, børnearbejde, børnehandel og børneprostitution giver anledning til bekymring. Fænomenet med "socialt forældreløse" børn, som bliver sendt på børnehjem af deres familier pga. fattigdom, er fortsat udbredt.

2.5

Mediernes rolle er blevet forbedret i de seneste år. Koordineringsudvalget for audiovisuelle medier vedtog en ny metode for tilsyn med mediedækningen af politik i slutningen af oktober 2010, med støtte fra EU og Europarådet. Derudover så to nye tv-stationer (Jurnal TV og Publika TV) og fire nye radiostationer (Radio Sport, Aquarelle FM, Publika FM og Prime FM) dagens lys i 2010. Der bør gives høj prioritet til at afholde kurser for journalister om europæiske anliggender. Fremskridtene på området ytringsfrihed vil gøre det lettere at informere offentligheden og erhvervslivet – navnlig landbrugerne – om de udfordringer, der er forbundet med tilnærmelsesprocessen.

2.6

Selv om der er sket ubestridelige fremskridt på området, kæmper civilsamfundet fortsat med alvorlige organisatoriske vanskeligheder. Der er stadig territoriale uligheder: ngo-sektoren er aktiv i de vigtigste byområder – Chișinău, Balti, Cahul and Ungheni – men er stort set inaktiv i store områder af landet. Fagforeningerne har derimod et større netværk i hele landet. Som følge af løsrivelsesprocessen er samarbejdet på tværs af Dnestr-floden stadig yderst begrænset. Desuden er ngo'erne i vid udstrækning afhængige af eksterne donorer, hvilket kan sætte deres uafhængighed og bæredygtighed på spil. Endelig er ekspertnetværkene – selv om de er af høj kvalitet – ofte baseret på en meget snæver kreds af specialister, fordi antallet af store ngo'er næsten ikke er vokset i de seneste år.

3.   Civilsamfundet og den nye vidtgående og brede frihandelsaftale

3.1

Forberedelserne til den nye vidtgående og brede frihandelsaftale mellem EU og Moldova omfatter varer, tjenesteydelser og investeringer, men dens vidtgående og brede karakter indebærer en effektiv gennemførelse og anvendelse af EU-lovgivningen på handelsområdet. Og det kræver tilstrækkelig støtte og væsentlige reformer. Moldovas økonomi er svækket af flere forskellige faktorer: en dårlig transportinfrastruktur (navnlig veje), hjemmemarkedets ringe størrelse, et ugunstigt klima for innovation, en kronisk ustabil politisk situation, dårlig adgang til finansiering samt korruption. Eksporten er ikke længere rettet mod postsovjetiske markeder alene. Det er en realitet, at eksporten i stigende grad er orienteret mod Europa: næsten halvdelen af landets eksport går denne vej. Dette skyldes den voksende eksport i tekstilsektoren (fra 10 % i 1999 til 22,7 % i 2008) (5) pga. den billige kvalificerede arbejdskraft.

3.2

En bæredygtighedsvurdering, der blev iværksat samtidig med forhandlingerne og nu er under udarbejdelse, vil inden september 2012 kaste lys over de positive og negative virkninger, som åbningen af handelen medfører (6). Ifølge reglerne for rådgivning (7) skal EØSU konsulteres om de emner, som omfattes af forhandlingerne, samt vedrørende bidragene til den offentlige høring. Desuden vil man sætte særligt fokus på det positionspapir, Kommissionen skal udarbejde efter konsekvensanalysen samt gennemgå ledsageforanstaltningerne grundigt.

3.3

De risici, som aftalen indebærer for EU, er klart afgrænsede: de vedrører hovedsageligt standarder vedrørende sundhed og plantebeskyttelse samt investeringsgarantier. En øget indsats til bekæmpelse af korruption er en forudsætning for et bedre erhvervsklima, hvilket er nødvendigt for at tiltrække europæiske investeringer. Ifølge det internationale korruptionsindeks 2011 var Moldova nr. 112 på verdensranglisten, med en score på 2,9 (hvor 0 betyder meget korrupt, mens 10 betyder ikke korrupt) (8). Ansvaret for at håndtere problemet ligger hos Centre for Combating Economic Crime and Corruption samt den offentlige anklagers særlige antikorruptionsenhed. Der er indført passende lovgivning, men antikorruptionspolitikken gennemføres ikke korrekt. Man kan beklage manglen på politisk vilje, en noget fatalistisk holdning i offentligheden samt civilsamfundets mangelfulde engagement i disse spørgsmål. Bekæmpelse af korruption er en af hovedprioriteterne for de internationale donorer (Europarådet, EU, SIDA, Verdensbanken, UNDP, USAID osv.). Adskillige ngo-sammenslutninger har også taget emnet op (Centre for the Analysis and Prevention of Corruption, Transparency International Moldova, Anti-Corruption Alliance samt Centre for Investigative Journalism). Det politiske skift har hidtil ikke givet konkrete resultater på dette område.

3.4

Frihandelsaftalen vil få vidtgående konsekvenser på det sociale område. I den forbindelse understreger EØSU, hvor vigtig den sociale dialog er for landets udvikling. Udvalget anbefaler, at Moldova vedtager den protokol i Europarådets sociale charter, der indeholder et system for kollektiv klageadgang, at man opgraderer arbejdsinspektoratet og indfører arbejdsretter. De moldoviske myndigheder samarbejder med ILO om problemet med sort arbejde med henblik på at opnå europæiske standarder, og deltager i Det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne (2012). Derudover bør migranter, der vender tilbage til Moldova, modtages bedre, og moldovere bør have flere rettigheder i andre lande. Omskoling og efteruddannelse af arbejdstagerne bør også have prioritet.

3.5

Landbrugs- og landbrugsfødevaresektoren spiller en central rolle i Moldova i forbindelse med forhandlingerne om aftalen. Der bør ske yderligere forbedringer inden for Moldovas landbrugssektor, der bør føres kontrol med overholdelsen af sundheds- og plantebeskyttelsesstandarderne samt konkurrencereglerne, hvis Moldova vil eksportere til EU og garantere fødevaresikkerheden. Foreløbigt er der blevet vedtaget standarder, men den konkrete gennemførelse er en langsommelig og dyr proces, navnlig når det gælder animalske produkter (i 2008 var honning det eneste animalske produkt, Moldova kunne eksportere). Tilpasningen til europæiske standarder giver betydelige meromkostninger for de små producenter: myndighederne skal føre en politik, der indebærer institutionelle reformer og støtte til landbrugs- og vinsektoren. Projekter finansieret af Kommissionens "Aid for Trade"-mekanisme vil kunne bidrage til at højne standarderne.

3.6

Industrien, som længe har været præget af afmatning, vil sandsynligvis kunne drage nytte af de prismæssige konkurrencefordele og nærheden til de europæiske markeder, hvilket den hurtige udvikling inden for tekstilsektoren vidner om. Der kan etableres let industri overalt i landet, navnlig i de ugunstigt stillede områder i den sydlige del af landet. Bilindustrien har for nylig opnået et gennembrud i den nordlige del af landet, takket være tyske investorer. Moldovas deltagelse i EU's strategi for Donauområdet og moderniseringen af store industrianlæg (særlig dem, der er placeret på Dnestr-flodens højre bred) vil kunne gavne udviklingen.

3.7

For at kunne betegnes som en dybtgående og bred aftale skal en sådan frihandelsaftale med EU bygge på Moldovas evne til at overholde EU-lovgivningen. Dette krav vil indebære finansiel støtte. Erfaringer med udvidelser af det indre marked har allerede peget på den afgørende rolle, som strukturfondene spiller med hensyn til at sikre social og økonomisk samhørighed. EØSU anbefaler derfor samordnede ledsageforanstaltninger af tilsvarende værdi for at mindske risikoen for øget social ulighed eller regionale forskelle. Med dette for øje skal tilsynsudvalget for aftalen navnlig sætte fokus på gennemførelsen af programmet for landbrug og udvikling af landdistrikter (ENPARD).

3.8

Miljøsituationen i Moldova er en kilde til alvorlig bekymring, når man tænker fremadrettet (jord, vand, energi), hvilket bør tages i betragtning i forhandlingerne om aftalen. Arven fra sovjettiden er særligt tung på dette punkt, navnlig vedrørende forvaltningen af toksiske reststoffer. De seneste års tilbagevendende tørkeperioder har vist, at Moldovas økonomi er sårbar over for forværringer af miljøet og klimaet. Desuden er over halvdelen af landets grundvand forurenet, hvilket rammer drikkevandsforsyningen til to tredjedele af befolkningen. Miljøpolitikken påvirkes af manglen på ressourcer, trods de internationale forpligtelser fra bl.a. Den Europæiske Investeringsbank. Der er også presserende behov for at varsle alle økonomiske aktører, som i det store og hele stadig er uvidende om problemerne inden for transport og byggeri. Moldova, som er tiltrådt det europæiske energifællesskab, er også i høj grad afhængig af importerede fossile brændstoffer, og energieffektiviteten er fortsat lav. EØSU går ind for at styrke miljøorganisationerne, når det gælder energibesparelser, rationel anvendelse af ressourcer samt affaldshåndtering.

3.9

Konsekvensanalysen bør især fokusere på situationen i Transdnestrien for i lyset af det vidtgående og brede frihandelsområde at vurdere de mulige virkninger for grænsesikkerheden samt de økonomiske og sociale konsekvenser. Aftalen bør bidrage til at udjævne de interne uoverensstemmelser og sikre den territoriale integritet.

4.   Forslag om etablering af et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål

4.1

For at støtte civilsamfundet i at opnå bedre dialog og rådgivning anbefaler EØSU, at der oprettes et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål, lige som man har gjort i andre lande i regionen. En analyse af de erfaringer, man har gjort andre steder i Europa, vil gøre Moldova i stand til at finde sin egen vej.

4.2

Projektet med et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål er en reaktion på behovet for at give civilsamfundet en klar struktur, og det vil øge dets indflydelse og relevans. De mange nye ad hoc-strukturer danner en fleksibel, eksperimenterende ramme, men det er usikkert, hvor længe de kan holde, og hvor stabilt de fungerer. Fordi arbejdsmarkedets parter, sammenslutninger og ngo'er arbejder tæt op ad hinanden, bliver sidstnævnte mindre synlige i den offentlige debat.

4.3

Et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål vil være et vigtigt bidrag til at opnå konsensus omkring de valg, samfundet står over for, fordi det vil kunne tage hensyn til forskellige interesser i udviklingsmodellen. Der skal udvikles en samarbejdsmetode, som bygger på rådgivning, omkring de tre søjler inden for bæredygtig udvikling. Det vil også være et afgørende skridt i retning af en bæredygtig strategi for at reintegrere Transdnestrien.

4.4

Et råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål vil være en garant for uafhængige analyser, fordi de ville være upartiske og ikke ville skele til finansieringskilderne, og samtidig gøre det muligt at lade forskellige synspunkter komme til udtryk. Rådet bør desuden håndtere spørgsmålet om, hvorledes man kan undgå forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse eller religion.

4.5

Et moldovisk råd for økonomiske, sociale og miljøpolitiske spørgsmål vil imødekomme behovet for vurdering af offentlige politikker, mens EU-lovgivningen indarbejdes. Institutionen kan fungere som vært for udvalget for overvågning af handelsaftalen i samarbejde med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  GD for Handel: Høring om vidtgående og brede frihandelsområder/EU-Moldova 2012.

(2)  United Nations, The second millennium development goals report, Moldova 2010.

(3)  EØSU's udtalelse om "Civilsamfundets bidrag til østpartnerskabet", EUT C 248 af 25.8.2011, og EØSU's udtalelse om "En ny tilgang til nabolande i forandring", EUT C 43 af 15.2.2012.

(4)  Statistik om Moldova på portalen om fattigdom i landdistrikter (Rural Poverty Portal): http://www.ruralpovertyportal.org/web/guest/country/statistics/tags/moldova.

(5)  Florent Parmentier: "Moldova, a Major European Success for the Eastern Partnership?" Fondation Robert Schuman, 22. november 2010, http://www.robert-schuman.eu/doc/questions_europe/qe-186-en.pdf.

(6)  EØSU's udtalelse om "Bæredygtighedsvurderinger og EU's handelspolitik", EUT C 218 af 23.7.2011.

(7)  "Trade Sustainability Impact Assessment in support of negotiations of DCFTAs between the EU and respectively Georgia and the Republic of Moldova", Ecorys, 6. februar 2012.

(8)  Kommissionens statusrapport om Republikken Moldova 2011, memo, Bruxelles, 15. maj 2012.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/39


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Civilsamfundets rolle i flerpartshandelsaftalen mellem EU, Colombia og Peru«

2012/C 299/08

Ordfører: Giuseppe IULIANO

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 19. januar 2012 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

"Civilsamfundets rolle i flerpartshandelsaftalen mellem EU, Columbia og Peru".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 28. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli 2012, følgende udtalelse med 139 stemmer for, 4 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Da det ikke har været muligt at fuldføre forhandlingerne om en associeringsaftale med alle landene i Andesregionen, har EU efter anmodning fra Colombia og Peru besluttet at indgå nye handelsaftaler med disse to lande. Forhandlingerne herom afsluttedes i maj 2010, og handelsaftalen blev underskrevet af de tre parter den 24. marts 2011 og officielt godkendt den 13. april 2011. På nuværende tidspunkt er det op til Europa-Parlamentet enten at vedtage eller forkaste aftalen uden mulighed for at fremsætte ændringsforslag. I denne fase præsenterer EØSU sin vurdering samt en række retningslinjer, som alle involverede parter bør tage i betragtning i forbindelse med vedtagelse og ratificering af aftalen (1).

1.2   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg finder, at en handelsaftale mellem EU, Colombia og Peru kan blive et positivt redskab både for EU og for de pågældende Andeslande. Ecuador og Bolivia er muligvis villige til at genoptage forhandlingerne. Handelsaftalen kan bidrage til at fremme vækst, konkurrenceevne og ordentlige arbejdspladser, da handel er en vigtig mekanisme til at sætte gang i udviklingen og mindske fattigdommen. Dog er det vigtigt for alle parter, at man overordnet set tager de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser nøje i betragtning på en gennemsigtig måde. I denne sammenhæng både kan og bør civilsamfundet spille en vigtig rolle.

1.3   Under forhandlingerne om denne handelsaftale har dialogen med parternes civilsamfundsorganisationer været mangelfuld. For at råde bod på dette efterfølgende og for at inddrage civilsamfundet i processen på institutionelt niveau anbefaler EØSU, efter drøftelser med institutionelle aktører og aktører fra det organiserede civilsamfund i Peru og Colombia under udvalgets besøg for nylig i begge lande, at der nedsættes et blandet rådgivende udvalg bestående af repræsentanter fra de europæiske, peruvianske og colombianske civilsamfund. Dets opgave skal være at rådgive om emner, der har indvirkning på menneskerettigheder og bæredygtig udvikling, samt at vurdere handelsaftalens sektorspecifikke effekter. Det blandede rådgivende udvalg opstiller en række punkter til opfølgning (2) og kan høres om disse punkter efter anmodning fra aftalens parter eller afgive udtalelser, anbefalinger eller undersøgelser herom på eget initiativ. Det blandede rådgivende udvalg afholder et årligt møde med det organ, der repræsenterer aftalens parter, medmindre der i fællesskab aftales andet. Nedsættelsen af det blandede rådgivende udvalg er kompatibelt med det åbne møde med civilsamfundet og offentligheden, der nævnes i aftalens artikel 282. Det blandede rådgivende udvalg kan forhandle med parterne om muligheden for at fastsætte indikatorer for de sektorspecifikke effekter af aftalens gennemførelse.

De mekanismer, der er blevet vedtaget i EU-aftaler med andre lande og regioner, kan fungere som udgangspunkt for etableringen af et rådgivende organ af denne type.

1.4   EØSU finder det vigtigt at styrke samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og de colombianske og peruvianske parlamenter og bifalder Europa-Parlamentets vedtagne resolution, der kan medføre, at der sættes parlamentariske mekanismer i gang, således at alle parter samtidigt følger op på deres forpligtelser. Særligt forpligtelserne vedrørende menneskerettighederne, ILO's dagsorden for ordentligt arbejde om arbejds- og fagforeningsvilkår, ligestilling mellem kønnene, lovlig immigration med garantier, aftalerne om miljøbeskyttelse og evt. etablering af et tvistbilæggelsesudvalg vedrørende klageadgang.

1.5   EØSU vurderer, at et sådant rådgivende udvalg vil kunne inddrage civilsamfundet i handelsaftalen, institutionalisere høringerne, påvirke aftalens udvikling, tage hånd om de medfølgende udfordringer, sikre en løbende og direkte dialog med de aktører, der er ansvarlige for gennemførelsen af aftalen, og udarbejde specifikke anbefalinger om de positive og negative følger af aftalens anvendelse.

1.6   I maj 2012 besøgte en delegation fra EØSU Colombia og Peru. Besøget efterlod et positivt resultat grundet et højt deltagerantal og -niveau samt nytten af de indhentede oplysninger, som har bidraget til, at udtalelsen indeholder synspunkter fra begge landes civilsamfund, og til forslaget om at etablere et blandet rådgivende udvalg med deltagelse af civilsamfundet med henblik på opfølgning af handelsaftalen. Udtalelsen analyserer de primære problemstillinger i Colombia og Peru, som bør overvåges af det blandede rådgivende udvalg.

2.   Generelle bemærkninger

2.1   De økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Andesregionen, særligt Colombia og Peru, er i fremgang. EU er i dag Andeslandenes næststørste handelspartner efter USA. Handelen mellem EU og Andeslandene er steget betydeligt i løbet af de seneste ti år: den bilaterale handel steg fra 9,1 mia. EUR i år 2000 til 15,8 mia. EUR i 2007 med en gennemsnitlig årlig stigning på 8,25 % (3). I 2010 udgjorde den bilaterale varehandel mellem EU, Colombia og Peru ca. 16 mia. EUR.

2.2   Handelsaftalens parter har også etableret forbindelser på områder uden for det økonomiske område, bl.a. politisk dialog, kultur, uddannelse og forskning. EU har fulgt den demokratiske overgangsproces og bidraget til beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder samt påtaget sig solidaritetsforpligtelser, hvilket EØSU glæder sig over og tager del i.

2.3   Til grund for handelsaftalen ligger aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande på den anden side, der blev underskrevet i 2003, samt de rettigheder og forpligtelser, som gælder for parterne som medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO) (4).

2.4   Handelsaftalen gør det muligt for parterne at udveksle varer og tjenesteydelser mellem de respektive nationale markeder med en mærkbar toldnedsættelse. Colombias og Perus industrisektorer vil opleve, at mange af deres produkter, som er underlagt strengere regler under GSP+ (5), vil få lettere adgang til de europæiske markeder. Der blev desuden forhandlet ændringer i andre sektorer, bl.a. for petrokemikalier, plastik, tekstiler og beklædning, fiskevarer, bananer, sukker og kaffe. Det bliver ligeledes vigtigt at overvåge effekten af handelsaftalens gennemførelse for parternes landbrugssektorer vedrørende beskyttede oprindelsesbetegnelser, beskyttelsesklausuler og sektorspecifikke stabiliseringsordninger, som er elementer, der bør overvåges og vurderes. Udvalget bifalder henvisningerne til handelens store betydning for en bæredygtig udvikling og til fremme af retfærdig og rimelig handel (6).

2.5   Den uformelle økonomi har nået betragtelige højder i både Peru og Colombia, og en af de mest alvorlige følger heraf er den høje grad af uformelt arbejde i Andeslandene, som får EØSU til at udtrykke sine bekymringer om arbejdsstandarderne i Colombia og Peru. Særlig unge og kvinder har det svært, da de står over for større vanskeligheder i forbindelse med arbejdsløshed, ansættelses- og arbejdsvilkår. Konsekvensanalyserne bør tage kønsaspektet i betragtning og være opmærksomme på unges arbejdsvilkår, da kvinder og unge står over for særlige udfordringer (7). Desuden gentager EØSU nødvendigheden af at vedtage og iværksætte konkrete og effektive foranstaltninger, der gradvist kan gøre en ende på børnearbejde, som er et foruroligende fænomen, der eksisterer i begge lande.

2.6   Menneskerettighedssituationen i Colombia og Peru, herunder arbejds- og fagforeningsrettighederne, giver anledning til alvorlig bekymring for den colombianske og peruvianske befolkning og for det europæiske civilsamfund. EØSU glæder sig over, at det i handelsaftalens artikel 1 klart oplyses, at en manglende overholdelse af de demokratiske principper og grundlæggende rettigheder kan føre til en midlertidig eller endelig ophævelse af aftalen. EØSU bifalder desuden parternes løfter om at overholde ILO's grundlæggende konventioner i henhold til handelsaftalens artikel 269, stk. 3 (8), og håber, at man i gennemførelsen af aftalen overholder og reelt opfylder disse konventioner.

2.7   EØSU har ved gentagne lejligheder udtrykt sin holdning til, hvordan man bør forhandle om handelsaftaler. Ifølge udvalget må bilaterale aftaler anses for at være forenelige med den multilaterale proces (9). EØSU er af den holdning, at bilaterale forhandlinger ikke må føre til, at EU lemper sine krav på social-, arbejdsmarkeds- og miljøområdet. Det er meget vigtigt at tage disse faktorer og den økonomiske dimension i betragtning, og man bør finde ordninger, der kan harmonisere dem i forbindelse med gennemførelsen af aftalerne.

2.8   EØSU mener desuden, at erfaringen i overvejende grad tydeligt viser, at en aktiv inddragelse af civilsamfundet i anvendelsen af aftalerne gør det muligt at identificere de potentielt relevante partnere i partnerlandene, etablere forbindelser, der kommer alle parter til gode, og gøre det lettere at løse eventuelle uoverensstemmelser. Kravet om, at EU's indgåede handelsaftaler eller handelsaftaler, der er under forhandling, skal indeholde en social dimension, er et fasttømret synspunkt hos EØSU, som går igen i flere af udvalgets udtalelser (10).

2.9   EØSU har i tidligere udtalelser udtrykt sig positivt vedrørende EU's beslutning om at foretage bæredygtighedsvurderinger, der gør det muligt at fremlægge forslag og iværksætte korrigerende foranstaltninger, der maksimerer de positive virkninger og minimerer de mulige negative virkninger af en handelsaftale. Udvalget gentager sin opfordring til, at bæredygtighedsvurderingerne gennemføres med fuld deltagelse af civilsamfundet, således at de indgåede forpligtelser bliver overholdt, risiciene minimeres og de muligheder, der findes i en åben handel (11), udforskes.

2.10   EØSU kan ikke vende det blinde øje til, at forhandlingerne om aftalen med Colombia og Peru har været genstand for kritik og spørgsmål fra parternes arbejdsmarkedsorganisationer og fagbevægelser (12). EØSU deler navnlig bekymringerne vedrørende den manglende dialog med civilsamfundet under forhandlingerne. Derfor bifalder udvalget Europa-Parlamentets vedtagelse af en resolution, der understreger den store betydning af at etablere gennemsigtige overvågningsmekanismer med deltagelse af repræsentanter fra civilsamfundet i forbindelse med gennemførelsen af handelsaftalen (13).

2.11   Ud fra civilsamfundets synspunkt mener EØSU, at handelsaftalerne bør medføre, at der gennemføres ændringer, som bl.a. fremmer en udvikling af virksomhedernes sociale ansvar, opnår, at de europæiske virksomheder følger den arbejdspraksis, der gør sig gældende i deres hjemland, skaber sikre arbejdspladser af høj kvalitet, befordrer fremskridt i de kollektive forhandlinger, tillader en tæt overvågning af udnyttelsen af naturens ressourcer og bidrager til en afvikling af den uformelle økonomi og det uformelle arbejde. Desuden bør disse ændringer bidrage til at stoppe overtrædelser af menneskerettighederne, til kampen mod fattigdom og social ulighed og til at gøre det muligt at forbedre befolkningernes levevilkår, især blandt de mest udsatte grupper.

2.12   EØSU mener, at handelsaftalen indeholder artikler (som art. 1 om menneskerettighederne, art. 282 om dialog med civilsamfundet eller art. 286 om evaluering af virkningerne), der giver mulighed for en institutionel, repræsentativ og selvstændig deltagelse af begge parters civilsamfundsorganisationer (14) i mindre skala gennem nedsættelse af et blandet rådgivende udvalg, som er et åbent forum for alle dele af de peruvianske, colombianske og europæiske civilsamfund.

2.13   EØSU håber, at denne handelsaftale vil hjælpe parterne til at tage hånd om de mest presserende socioøkonomiske problemer, såsom fattigdom, social ulighed og vold, og at den vil gøre det muligt at forbedre befolkningernes levevilkår, særligt blandt de mest udsatte grupper. Til dette formål anser udvalget det for absolut nødvendigt, at parternes civilsamfund kan deltage aktivt i anvendelsen af aftalen og i evalueringen af virkningerne.

2.14   I maj 2012 besøgte en delegation fra EØSU Colombia og Peru. Besøget efterlod et positivt resultat grundet et højt deltagerantal og -niveau samt nytten af de indhentede oplysninger, som har bidraget til, at udtalelsen indeholder synspunkter fra begge landes civilsamfund, og til forslaget om at etablere et blandet rådgivende udvalg med deltagelse af civilsamfundet med henblik på opfølgning af handelsaftalen. Det gav mulighed for at få overblik over de aktuelle sociale, arbejdsmarkedsrelaterede og økonomiske problemer i begge lande og konstatere, hvor ringe tillid civilsamfundsorganisationerne (med undtagelse af arbejdsgiversammenslutningerne, der støtter handelsaftalen i begge lande), har til, at deres egne regeringer og handelsaftalen kan bidrage til en løsning af disse problemer. Besøget gjorde det klart, hvor langt der er mellem den holdning, som indtages af regeringerne, der bekræfter at have gennemført vidtrækkende høringer og oplysningsaktiviteter, og civilsamfundsorganisationernes opfattelse af disse aktiviteter (15).

2.15   Udtalelsen fremlægger nogle de største problemstillinger, som gør sig gældende i de to lande, der er omfattet af aftalen, og som bør overvåges af civilsamfundsorganisationer i aftalens partnerlande. I Colombias tilfælde lægges vægten på menneskerettighedssituationen, hvor der både er negative og positive aspekter, krænkelsen af fagforeningsrettighederne, den reelle anvendelse af loven om erstatning til ofre og tilbagegivelse af jord samt problemet med straffrihed. I Perus tilfælde behandles den sociale og arbejdsmarkedsmæssige situation, især i minerne, spørgsmålet om børnearbejde, udvandringen til Europa og de oprindelige folks rettigheder.

2.16   EØSU anmoder de involverede parter om at udforme en gennemsigtig og bindende handlingsplan for menneske-, miljø- og arbejdsmarkedsrettigheder, der kan supplere handelsaftalen, i samråd med civilsamfundet – ideelt set igennem det blandende rådgivende udvalg. Handlingsplanen bør fastlægge tydelige, tidsbestemte og resultatorienterede mål for hvert af de ovennævnte områder. EØSU bakker i denne forbindelse op om opfordringen i punkt 15 i Europa-Parlamentets resolution af 13. juni 2012.

3.   Colombia

3.1   Menneskerettighederne: stærke og svage sider

3.1.1   I 2010 fik landet en ny regering. Den nye præsident, Juan Manuel Santos, har ændret tonen i debatten om emneri forbindelse med menneskerettighederne. Vicepræsidenten er Angelino Garzón, tidligere generalsekretær for fagforbundet Central Unitaria de Trabajadores (CUT) og forhenværende arbejdsminister. I tråd med sine tidligere erfaringer arbejder han på at fremme en politik, der styrker den nationale sociale dialog. Præsident Santoshar en anden tilgang til menneskerettighederne end sin forgænger, Álvaro Uribe. I stedet for den retorik, der bragte menneskerettighedsforkæmperne i reel fare, har denne regering mildnet tonen og truffet foranstaltninger, der skal fremme dialogen. For første gang nogensinde har regeringen anerkendt, at der finder en væbnet konflikt sted i landet, og ser ud til at arbejde på løse den én gang for alle.

3.1.2   Colombia lider under konsekvenserne af en alvorlig intern konflikt, der har rystet landet i mere end 60 år. Det er en væbnet konflikt, hvori de forskellige aktører både er kilde til og deltagere i volden. På trods af regeringens bestræbelser, som anerkendes af Amnesty International, er situationen fortsat meget kompliceret (16).

3.1.3   I Colombia har Sydamerikas ældste guerillagruppe, Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC), fortsat sit virke. Både FARC og Ejército de Liberación Nacional (ELN) rekrutterer stadig børnesoldater, som de bruger i den væbnede konflikt, og har i adskillige områder spredt antipersonelminer samt opnået finansiering gennem forbindelser til narkotikahandelen. Næst efter Den Demokratiske Republik Congo er Colombia det land, der har det største antal børnesoldater (17).

3.1.4   Mellem 1,5 og 3 mio. mennesker er fortrængt fra deres sædvanlige bopæl og arbejdssted. I februar 2012 oplyste FARC, at de vil sætte en stopper for bortførelserne, og satte 10 militære gidsler fri. Dog tilbageholder de stadigvæk et ukendt antal civile (18).

3.1.5   Igennem en årrække, særligt siden 1970'erne, er tusinder af bønder, arbejdere, fagforeningsfolk, lærere, menneskerettighedsforkæmpere, ledere af sociale organisationer fra kvarterer, byer og landområder blevet slået ihjel. Ifølge Escuela Nacional Sindical, som er en ngo, der er anerkendt for sit arbejde for menneske- og fagforeningsrettigheder, er samlet set flere end 2 900 fagforeningsfolk blevet dræbt siden 1986. Narkotikahandelen er fortsat en udbredt illegal aktivitet, der har forbindelser, der går ud over de nationale grænser og har internationale forgreninger. Bestræbelserne på at udrydde fænomenet med militære midler (manu militari) har ofte resulteret i en stigning i volden. Adskillige medlemmer af de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne er af nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer blevet anklaget for at myrde personer, som formodedes at være medlemmer af guerillaen, hvilket blev kendt som falsos positivos-sagen (19).

3.1.6   I det colombianske samfund er kvinder i dag fortsat udsat for ulighed og diskrimination. Uligheden mellem kvinder og mænd begynder i familien med et højt niveau af kønsbaseret vold. Den ses også på det økonomiske område med høje arbejdsløshedstal, en stigende andel af kvinder i uformelt arbejde (57 %) og en fasttømret indkomstforskel mellem kønnene samt på det politiske område, hvor kvinder er ringe repræsenteret i de vigtigste beslutningsprocesser.

3.1.7   Ifølge rapporter fra de store colombianske fagforbund (CUT, CTC, CGT) har den sociale dialog, der var stærkt forringet under tidligere regeringer, stadig ikke oplevet tilstrækkelige forandringer til, at det kan siges at gå i den rigtige retning. Fagforbundene fastholder, at den manglende sociale dialog har medført et fald i fagforeningstilslutningen fra 14 % til 4 %. Fagforeningsrettighederne i Colombia har de seneste år været under nøje observation af ILO (20), som har gennemført flere undersøgelsesmissioner og har en permanent enhed i landet for at følge op på krænkelser af menneske-, arbejdstager- og fagforeningsrettigheder. I 2011 blev 29 fagforeningsledere og -aktivister dræbt. I flere tilfælde stod "demobiliserede" paramilitære grupper bag. Yderligere ti fagforeningsfolk var udsat for drabsforsøg, og Daniel Aguirre, generalsekretær for den nationale fagforening for sukkerrørsplantagearbejdere blev dræbt den 27. april 2012, hvilket bringer det samlede antal af dræbte fagforeningsfolk op på 7 i år.

3.1.8   Dog bør det nævnes som et positivt punkt, at den nationale anklagemyndighed (FGN) har fået tildelt mere personale til opklaringen af disse forbrydelser. Ydermere har nationalkongressen på opfordring fra FGN vedtaget en ændring af straffelovens paragraf 200, der forlænger fængselsstraffene og forhøjer bøderne for den, der forhindrer eller forstyrrer møder eller udøvelsen af arbejdsrettigheder, eller som bruger repressalier mod lovlige strejker, møder eller forsamlinger (21). I januar 2012 indgik FGN og Escuela Nacional Sindical (den nationale fagforeningsskole) en aftale om udveksling af oplysninger og udvikling af en fælles metode for at definere, identificere og dokumentere forbrydelser mod medlemmer af faglige organisationer.

3.1.9   På trods af, at det voldelige klima i landet er blevet mindre dominerende, fortsætter terroraktionerne. Samme dag, som frihandelsaftalen med USA trådte i kraft, den 15. maj 2012, blev der begået et attentat mod forhenværende minister Hoyos, som kostede to livvagter livet og sårede 49 personer.

3.1.10   Loven om tilbagegivelse af jord til ofre. Denne lov, som blev vedtaget i 2011, anerkender tilstedeværelsen af en væbnet konflikt samt ofrenes rettigheder. Den fastsætter erstatning til de overlevende ofre for overgreb på menneskerettighederne, herunder de overgreb, som begås af personer i statslig tjeneste. Indtil videre er loven blevet anvendt uregelmæssigt og ufuldstændigt, men den udgør en vigtig ændring for ofrene, hvis rettigheder man tidligere slet ikke anerkendte. Under EØSU's besøg meddelte civilsamfundsorganisationer, at personer, som har fået deres jord tilbage, modtager trusler. EØSU's delegation blev af landbrugsministeriet orienteret om uddannelsen af dommere med henblik på tilbagegivelse af jord, som er blevet frataget ejerne ved hjælp af misbrug af retssystemet. Dette misbrug gjorde det lettere lovligt at erhverve sig jord til meget lave priser efter tvangsforflytning af de landmænd, der ejede jorden, som i mange tilfælde blev anvendt til illegal dyrkning af narkotika. Desuden tilbydes der beskyttelsesforanstaltninger til de familier, som bosatte sig på den beslaglagte jord under pres fra guerillaen, der på denne måde forsøgte at kontrollere landområderne.

3.1.11   Straffrihed: et endemisk problem i Colombia Der er sket visse fremskridt i de vigtigste undersøgelser om menneskerettighederne, herunder undersøgelserne om "parapolitik"-skandalen, som afslørede illegale forbindelser mellem lovgiverne og paramilitære grupper. Flere end 120 tidligere parlamentsmedlemmer blev efterforsket og ca. 40 blev kendt skyldige (22). I februar 2012 blev valget til rigsadvokaturen (23) dog erklæret ugyldigt. Rigsadvokaturen har ansvar for de største sager om korruption og sager mod paramilitære grupper, narkotikahandlere og guerillafolk og havde vist et stærkt engagement i at stoppe straffriheden. Efterforskningen afslørede den colombianske efterretningstjenestes (DAS) forbindelser til de paramilitære grupper og dens direkte ansvar i flere sager om trusler og mord på menneskerettighedsforkæmpere, embedsmænd, journalister, fagforeningsfolk og advokater (24). I oktober 2011 opløste regeringen DAS og oprettede en ny efterretningsenhed.

3.1.12   Regeringen har foreslået en kontroversiel reform af forfatningens artikel 221, der vil give militærets straffedomstole indledende kontrol over efterforskningen af mulige overtrædelser af menneskerettighederne begået af medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. Reformforslaget ville etablere det princip, at alle forbrydelser, der begås af medlemmer af den offentlige sikkerhedstjenester i forbindelse med operationer eller procedurer, har "relevans for tjenesten", og at sagerne derfor, i hvert fald i første ombæring, skal være underlagt militærlovgivningen. Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder og FN har i flere tilfælde påpeget det militære retsvæsens manglende neutralitet og uafhængighed, hvilket forringer troværdigheden af dets afgørelser (25). De militære styrker og sikkerhedsstyrkerne er gentagne gange blevet beskyldt for udenretlige henrettelser, og Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder i Colombia anslår, at over 3 000 personer har været ofre for disse drab udført af statslige agenter mellem 2004 og 2008. Siden da er der sket et betydeligt fald i antallet af sager, men fænomenet er ikke forsvundet (26). Flere nationale og internationale organisationer har anmodet præsident Santos om at trække ændringsforslaget tilbage (27).

3.1.13   I modsætning til de ovennævnte synspunkter kan det ud fra samtaler med arbejdsgiversiden udledes, at handelsaftalen efter erhvervslivets mening vil styrke den lovlige økonomi, det formelle arbejde, menneskerettighederne og miljøet samt bidrage til et fald i omfanget af voldsforbrydelser.

4.   Peru

4.1   I løbet af det seneste årti er der sket et fald i fattigdommen, men 15 % af befolkningen lever stadig af mindre end 2 USD om dagen ifølge tal fra Verdensbanken (28). Der er fortsat væsentlige forskelle mellem by- og landdistrikterne. Derfor er væksten indtil nu blevet omsat til en meget ulige indkomstfordeling. Gennemsnitsindkomsten (og dermed det private forbrug) er steget, men ikke tilstrækkeligt, og i 2010 lå den på 404 USD.

4.2   Arbejdsmarkedet og fagforeninger. I 2009 havde næsten 73 % af lønmodtagerne ikke en ansættelseskontrakt, 7 % havde en tidsubegrænset kontrakt og 20 % en midlertidig kontrakt (29). ILO påpegede i 2011 en stigning i det uformelle arbejde og underbeskæftigelsen, et fald i den reelle mindsteløn og et tårnhøjt tal for børnearbejde (42 %). Peru befinder sig midt i et boom i eksporten af landbrugsprodukter, som stadig ikke kommer sektorens arbejdstagere til gode. I 2008, inden den internationale krise brød ud, kom godt 200 000 i arbejde. I første kvartal af 2011 oplevede man en konsolidering af opsvinget, hvor den lønnede beskæftigelse nåede det højeste niveau nogensinde. Dog kan arbejdsdagen i denne sektor være kumulativ, og lønnen er lavere end den normale mindsteløn (30). Desuden betales der mindre for overarbejde og der er en stærk tendens til midlertidige ansættelser (31).

4.3   EØSU ser positivt på de indgående forpligtelser i forbindelse med opfyldelsen af ILO's grundlæggende konventioner og agendaen for anstændige arbejdsforhold, men gentager, at det ville være nyttigt, at de organiserede civilsamfundet i Peru og Europa deltog i overvågningen i anvendelsen af ovennævnte aftaler. En af nøglebetingelserne for anstændige arbejdsforhold er den sociale dialog, altså inddragelsen af arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger i de kollektive forhandlinger. Disse forhandlinger er yderst relevante, da de supplerer lovgivningen med henblik på at forbedre arbejdsforholdene for arbejdstagerne. EØSU anbefaler desuden, at man formelt aftaler at udveksle erfaringer i forbindelse med den sociale dialog.

4.4   Børnearbejdet i Peru er en stor bekymring for de peruvianske civilsamfund. Det er især et problem i mineindustrien, hvor også piger arbejder. Tallene bør anvendes med forsigtighed, da de officielle statistikker ikke altid giver et retvisende billede af fænomenets udbredelse, men ifølge tal fra IPEC-ILO (32) arbejder børn under 18 år i to ud af tre minearbejderfamilier med udvinding, forarbejdning eller transport af minemateriale. Pigerne, der normalt ikke arbejder dybt nede i minerne, bliver mere og mere inddraget i aktiviteterne i selve minen og står for kommunikationen mellem folkene uden for og folkene nede i minen. ILO understreger, at udryddelsen af børnearbejde i minerne bidrager til at fremme teknologiske ændringer, til at forbedre den sociale beskyttelse og til at forbedre uddannelsesmulighederne for de pågældende børn. Det er afgørende, at civilsamfundet deltager i denne udviklingsproces. EU har indgået konkrete forpligtelser om udryddelse af børnearbejde med sine handelspartnere og europæiske virksomheder, der opererer på andre kontinenter. Spørgsmålet om virksomhedernes sociale ansvar samt arbejds- og menneskerettigheder stopper ikke ved de europæiske grænser. I gennemførelsen af handelsaftalen bør disse forpligtelser fornys, og man bør vurdere deres indvirkning på den nuværende situation med børnearbejde.

4.5   Indvandring i EU. Ifølge det nationale institut for statistik og databehandling (33) anslår man, at antallet af peruvianere i udlandet mellem 1990 og 2009 steg til 2 038 107. Næst efter Spanien (hvor der bor ca. 200 000 peruvianske statsborgere) er Italien et af de lande, der har modtaget flest peruvianere de seneste år (34). For EØSU er den lovlige indvandring med garantier et positivt og berigende element. Overvågningsmekanismen, som handelsaftalen etablerer, og som har deltagelse af civilsamfundet, bør inddrages i observation og overvågning af indvandreres menneskerettigheder og forebyggelse af menneskehandel.

4.6   Oprindelige folks rettigheder. EØSU bemærker, at loven om forudgående høring, der blev vedtaget i 2011 (35), er trådt i kraft. Loven anerkender de oprindelige folks rettigheder, og den kan bidrage til den sociale inklusion og medvirke til, at også de oprindelige folk får del i fordelene ved et demokratisk samfund. Den er et resultat af mange sociale aktørers bestræbelser, men mest af alt af de oprindelige folks anstrengelser. De har gentagne gange krævet en lovgivning, der reelt sikrer, at der foretages en forudgående høring. Den reelle gennemførelse af loven vil være et eksempel på Perus opfyldelse af de forpligtelser, det har påtaget sig under ILO's konvention nr. 169.

4.7   Da Ollanta Humalas regering kom til magten i 2011, blev den konfronteret med store udfordringer og forventninger. Undertegnelsen af en handelsaftale med EU kan bidrage til at overvinde udfordringerne på vellykket vis og forvandle forventningerne til reelle positive forandringer. Blot må man ikke tro, at undertegnelsen af aftalen i sig selv medfører de ønskede forandringer. Med denne udtalelse udtrykker EØSU sine intentioner om at bidrage til en bedre fremtid for forbindelserne mellem EU og Peru ved hjælp af et samarbejde med det peruvianske civilsamfund om de overvågningsmekanismer og konsekvensanalyser, som etableres. EØSU har fastholdt og gentager her vigtigheden af, at disse strukturer til inddragelse af civilsamfundet er repræsentative og uafhængige af den udøvende magt.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Handelsaftalen skal ratificeres af EU's 27 nationale parlamenter samt Colombias og Perus parlamenter.

(2)  Som fastlagt i f.eks. handlingsplanen for arbejdstagerrettigheder i aftalen mellem Colombia og USA og i den generelle præferenceordning plus (GSP+).

(3)  Bæredygtighedsvurdering af handelen udarbejdet af Development Solutions, Centre for Economic Policy Research og University of Manchester, 2009, efter anmodning fra Kommissionens GD for Handel.

(4)  Samt målene i protokollen om menneskerettigheder mellem EU og Colombia (2009), som blev ratificeret på det sjette ordinære møde i mekanismen for dialog om menneskerettigheder, som blev afholdt den 30. januar 2012 i Bogotá.

(5)  Den generelle præferenceordning plus.

(6)  Handelsaftalens art. 271 og 324.

(7)  EØSU's udtalelse om "Forhandlinger om nye handelsaftaler: EØSU's holdning". Ordførere: Jonathan Peel og Evelyne Pichenot (EUT C 211 af 19.8.2008, s. 82).

(8)  "Parterne forpligter sig til at fremme og effektivt gennemføre internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsmarkedsstandarder som defineret i Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner (i det følgende benævnt "ILO") i deres lovgivning og praksis og på hele deres territorium" (handelsaftalens art. 269, stk. 3).

(9)  EUT C 211 af 19.8.2008, s. 82.

(10)  "EØSU finder det væsentligt, at aftalen kommer til at indeholde en social dimension, som skal være kohærent med en aftale, der omfatter mere end handelsmæssige aspekter og har det overordnede mål at øge den sociale samhørighed". Ordfører: J. M. Zufiaur (EUT C 248 af 25.8.2011, s. 55).

(11)  EØSU's udtalelse om "Bæredygtighedsvurderinger og Den Europæiske Unions handelspolitik". Ordfører: Evelyne Pichenot (EUT C 218 af 23.7.2011, s. 14).

(12)  Meddelelse til Europa-Parlamentet fra Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, Den Internationale Faglige Sammenslutning (IFS), det amerikanske fagforeningsforbund CSA/TUCA og Global Unions, februar 2012. De colombianske arbejderes fællesforbunds holdning til handelsaftalen mellem EU og Colombia, februar 2012.

(13)  Europa-Parlamentets resolution om handelsaftalen mellem Den Europæiske Union, Colombia og Peru, vedtaget den 13. juni 2012.

(14)  EØSU fra EU's side.

(15)  I bilag B findes rapporten og programmet for besøget.

(16)  Deklaration fra Amnesty International på det 19. møde i FN's Menneskerettighedsråd, 2012, Genève.

(17)  Rapport (2012) fra den internationale domstol for børneofre for krig og fattigdom, http://www.tribunalinternacionalinfancia.org.

(18)  Den 28. april 2012 brød de deres løfte og tilbageholdt journalisten R. Laglois, som blev frigivet nogle uger senere.

(19)  Ifølge colombiansk ret betragtes disse drab som drab på beskyttede personer.

(20)  Kilde: Rapporter fra udvalget for gennemførelse af normerne, internationale arbejdskonferencer, ILO.

(21)  Rapport modtaget fra Colombias ambassade i Bruxelles om den nationale anklagemyndigheds aktiviteter, marts 2012.

(22)  I februar 2011 blev forhenværende senator Mario Uribe, tidligere formand for kongressen og fætter til præsident Álvaro Uribe, kendt skyldig i at have forbindelser til paramilitære grupper.

(23)  Valget af Viviane Morales blev erklæret ugyldigt på grund af procesrelaterede uregelmæssigheder i forbindelse med hendes udnævnelse.

(24)  I september 2011 blev J. N. Cotes, leder af DAS fra 2002 til 2005, kendt skyldig i at stille efterretningstjenesten til rådighed for de paramilitære grupper og i mordet på en universitetsunderviser i 2004.

(25)  Rapport om Colombia, Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder.

(26)  Global rapport om menneskerettigheder, 2012, Human Rights Watch.

(27)  Brev til præsident Santos, Human Rights Watch, 9. februar 2012.

(28)  World Development Indicators, Verdensbanken, 2011.

(29)  Tal fra Perus arbejdsministerium.

(30)  Daglønnen ligger på mellem 8,84 og 10 USD, mens mindstelønnen er 259,61 USD om måneden.

(31)  Oliepalmeindustrien er et klart eksempel på den uhensigtsmæssige anvendelse af tidsbegrænsede ansættelser.

(32)  ILO's program for afskaffelse af børnearbejde, www.ilo.org.

(33)  Peru: statistik om peruvianernes internationale migration og indvandring fra udlandet 1990-2009. Lima 2010.

(34)  Siden 2011 har EU finansieret projektet "Perú Migrante".

(35)  Lov nr. 29785, lov om de oprindelige folk og stammefolks ret til forudgående høring, som anerkendes i ILO's konvention nr. 169.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/45


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kooperativer og landbrugsfødevaresektorens udvikling« (initiativudtalelse)

2012/C 299/09

Ordfører: Carlos TRIAS PINTÓ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på sin plenarforsamling den 19. januar 2012 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

"Kooperativer og landbrugsfødevaresektorens udvikling"

(initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 26. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 144 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   I jagten på en mere bæredygtig økonomisk model viser kooperativerne sig som et konkurrencedygtigt og effektivt alternativ, der tilvejebringer nye løsninger på uligevægten i landbrugsfødevaresektorens værdikæde, og som fremmer beskæftigelsen og styrker de lokale fødevarekæder, fødevaresikkerheden samt den sociale deltagelse og ansvarlighed.

1.2   Det er nødvendigt at gennemføre strukturreformer på de nuværende markeder for landbrugsfødevarer i overensstemmelse med de udfordringer, der opstilles i Europa 2020-strategien og andre EU-initiativer. De traditionelle distributionskanaler sørger ikke for den nødvendige gennemsigtighed i forbindelse med prisdannelsen. Dette skaber en alvorlig ubalance i aktørernes forhandlingspositioner, hvilket skader producenterne og den endelige forbruger (som er de første og sidste led i kæden). Desuden opstår der unødvendige miljømæssige omkostninger på grund af en energimæssigt ineffektiv distribution, hvilket gør sig gældende for køle-/fryseoplagring af friske sæsonfødevarer og transport af disse varer til markeder, der ligger langt fra produktionsstedet.

1.3   Markedet bør nytænkes og gives et cirkulært design, der tilskynder til korte forsyningskæder for bedre at matche udbud og efterspørgsel i et net, der fremmes fra laveste niveau inden for en innovativ og højteknologisk ramme.

1.4   Ved hjælp af identitetsskabende principper og værdier bidrager kooperativerne til retfærdige og synergetiske handelsforbindelser, som fremmer en genskabelse af balancen i landbrugsfødevareværdikæden ved at samle interesser, optimere den fælles værdi og skabe et bæredygtigt grundlag for produktionsformerne og forbruget.

1.5   Derfor opfordrer EØSU de europæiske institutioner til at sørge for de nødvendige betingelser for at fremme kooperativmodellen gennem vedtagelse af EU-politikker, der indeholder hensigtsmæssige juridiske, økonomiske, skattemæssige og tekniske foranstaltninger, med henblik på at sikre en harmonisk markedsudvikling.

2.   Indledning

2.1   Kooperativmodellen bidrager til et sundere erhvervsmæssigt økosystem i EU og særligt til det økonomiske demokrati, da den tilskynder til en nødvendig omlægning af produktionsmetoderne.

2.2   2012, som af FN er blevet udnævnt til det internationale år for kooperativer, er en ideel lejlighed til at reflektere over kooperativernes rolle i udarbejdelsen af en ny bæredygtig og inklusiv drivkraft for vækst, der ud fra den nuværende krise kan skabe en stærk konkurrencedygtig social markedsøkonomi (1).

2.3   Den nuværende situation i EU's kooperativsektor er meget broget. Der er kooperativer, der fører handelsvirksomhed, der ikke er forskellig fra konkurrenterne, mens andre kombinerer deres forretning med "politiske" holdninger, der tilgodeser forbrugerne, miljøet, etc. igennem deres oplysnings- eller salgsstrategier. Der bør også skelnes mellem de kooperativer, der befinder sig i begyndelsen (produktion) og i slutningen (forbrug) af værdikæden, hvorimellem der ofte ingen koordinering er.

2.4   Den strukturelle reform af markederne med henblik på at finde frem til en bæredygtig produktions- og forbrugsmodel kræver, at man bringer landbrugsfødevaresektorens værdikæde (2) i balance ved at lade landbrugssammenslutninger generelt, og særligt kooperativerne, spille en modulerende og inkluderende rolle, der gør det muligt at gennemføre de nødvendige tilpasninger og ændringer ved hjælp af dialog og samarbejde på tværs af sektorerne.

2.5   Denne tilgang bygger videre på EØSU's synspunkter og har til formål at finde løsninger på fremtidens udfordringer i fællesskabspolitikken i tråd med Europa 2020-strategien, den nye landbrugspolitik og handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik samt akten for det indre marked.

2.6   I denne sammenhæng er det vigtigt at fremhæve, at dette initiativ tager udgangspunkt i princippet om intelligent, bæredygtig og inklusiv vidensbaseret vækst, en lavemissionsøkonomi (3), beskæftigelsesegnethed samt social og territorial samhørighed.

2.7   Endelig bidrager dette forslag til andre horisontale aspekter af vidtrækkende betydning for fællesskabspolitikker som f.eks. fødevaresuverænitet og -sikkerhed, territorial balance og bevarelse af lokale fødevarekæder (4), socialt iværksætteri, beskyttelse af forbrugernes rettigheder og interesser samt det organiserede civilsamfunds direkte deltagelse på landbrugsfødevareområdet (5).

3.   EØSU's bemærkninger

3.1   Analyse af det nuværende marked

3.1.1   Markedet burde fungere på en måde, hvor forbrugerne er sikret produkter af den type og den kvalitet, som de ønsker. Dette kræver, at forbrugernes ønsker videresendes igennem hele værdikæden og når frem til producenterne uden forstyrrelser. Desværre er det nuværende marked ofte meget lineært, hvilket umuliggør positive tilbagemeldinger, samt meget komplekst, hvilket vanskeliggør markedets egentlige opgave, nemlig at levere produkter til befolkningen på den mest tilfredsstillende måde.

3.1.2   Forbrugerne efterspørger i stigende grad sikre og bæredygtige produkter, der produceres på en innovativ, ansvarlig og miljøvenlig måde under ordentlige arbejds- og dyrevelfærdsforhold uden at glemme, at man også bør tage de billigste fødevarer i betragtning, da prisen fortsat er en afgørende faktor for indkøbsbeslutningerne. Desværre sender landbrugsfødevareindustriens værdikæde ikke de relevante oplysninger videre til de forskellige led (primærproduktion, pakning, oplagring, distribution og salg).

3.1.3   Forsyningskæderne, som har øget afstanden mellem leverandør og forbruger, har også mindsket processernes gennemskuelighed, hvilket forårsager, at produktionsomkostningerne undervurderes og producenternes indtægt ofte ikke når den minimumstærskel, der sikrer, at de kan overleve økonomisk.

3.1.4   Dertil kommer, at den ringe forhandlingsposition og den fastlåste afhængighed hos de aktører, der er udsat for urimelige priser på deres forretningsområde, øger den aktuelle ubalance i landbrugsfødevareforsyningskæden (6), hvilket fastholder en anomal markedsadfærd.

3.1.5   Derfor giver analysen af det nuværende marked, som er nødvendig for en reform, følgende vurdering: et fragmenteret udbud, en koncentreret distribution og en svingende efterspørgsel. Sådanne omstændigheder er de ideelle betingelser for en øget spekulation.

3.1.6   Man bør også erindre, at distributionsfasen har sociale og miljømæssige virkninger i forbindelse med transport over længere distancer, forlænget oplagring på køl, udflytning af virksomheder, etc.

3.2   Mod et mere kooperativt marked: fokus på nye produktionsmetoder og et bæredygtigt forbrug

Den kooperative identitet styrkes gennem værdier som demokrati, lighed, solidaritet, gennemsigtighed og socialt ansvar. Den Internationale Kooperative Alliance har opstillet syv principper for kooperativer: "frivilligt og åbent medlemskab, demokratisk kontrol udøvet af medlemmerne, medlemmernes økonomiske deltagelse, uafhængighed for kooperativet, almen og faglig uddannelse og oplysning, samarbejde mellem kooperativerne og hensyntagen til samfundets behov" (7).

Et kooperativmarked på landbrugsfødevareområdet tager udgangspunkt i fødevareudbuddet og -efterspørgslen samt i principperne om gensidighed eller gensidig gavn og sigter mod en mere rimelig og effektiv værdikæde, hvad angår de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter. Helt konkret handler det om at skabe et marked, der har form af et plussumsspil, hvor alle vinder, og hvor der skabes størst mulig fælles værdi gennem etablering af langsigtede forbindelser og aftaler mellem de primære aktører (producenter og forbrugere) på grundlag af lige vilkår og fair konkurrence. I tråd med denne udtalelses principper er følgende nøglefaktorer vigtige for at ændre markedet:

3.2.1

Produktionspyramiden bør vendes om og gives et tværnationalt kooperativt fokus samt en kritisk masse, der sikrer den nødvendige produktionsstørrelse og -omfang. Med udgangspunkt i enkeltmands- eller familieproducenter bør man fremme sammenslutninger eller kooperativer i praksis, hvilket stimulerer landdistrikternes økonomi, og lade dem indgå i strukturer af større dimension (regionale net og konkurrencedygtige klynger), som bringer landmændene tættere på de dele af distributionskæden, hvor værditilvæksten er størst. Denne kooperative omstrukturering vil gøre det muligt at maksimere udbyttet og dække den mangfoldige efterspørgsel ved at forkorte distributionskæderne mellem produktions- og forbrugscentrene (8). Desuden vil en kooperativ integration (9) medføre en større sporbarhed igennem hele processen, både hvad angår kvalitet og prisdannelse, hvilket vil føre til en bedre udnyttelse af ressourcerne og en højere effektivitet.

3.2.2

Socialt kooperativt overskud. Kooperativernes overskud tilgår kooperativernes egne medlemmer, hvilket øger deres muligheder for at forbedre deres markedsposition, øger beskæftigelsesegnetheden og giver en mere vidtrækkende adgang til grundlæggende ressourcer på mere rimelige betingelser for producenter og forbrugere, hvilket vil skabe synergier inden for den nye handelsramme.

3.2.3

Koncentration af efterspørgslen  (10). Ved hjælp af forbrugerkooperativer samt fremme af forbrugernetværk, der samler borgernes efterspørgsel, vil man give bedre adgang til kvalitetsprodukter til gunstige priser. Den direkte kontakt med producenterne kan ske på lokal- og nærmarkederne og ved at optimere onlinehandlen. Denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med EU's største landbrugsorganisationer og landbrugsfødevarekooperativers mål, som er at fremme/støtte landmændenes initiativer til at sælge deres produkter direkte til slutbrugeren (f.eks. direkte salg fra gårdene igennem landbrugskooperativer, på lokale markeder ved hjælp af kollektive platforme eller gennem virksomheder, der styres af producenterne) (11).

3.2.4

En cirkulær  (12) markedsmodel ved hjælp af en forkortelse af distributionskæderne. For at modvirke overvægten af aktører, der ikke tilføjer værdi til landbrugsfødevarebranchens distributionskæde, bør man fremme muligheden for distributionskæder, der samler produktions- og forbrugselementerne så meget som muligt, dvs. hhv. primære producenter og slutbrugere (13). På denne måde kan man fremme markedssløjfer, der gør det muligt at tilpasse midler og omkostninger mellem befolkningens behov og produktionsmidlerne og dermed undgå over- eller underskud i produktionen, som er fænomener, der kan påvirke priserne kunstigt. Alt dette vil medføre en mere fair, gennemsigtig og afbalanceret produktion i landbrugsfødevarekæden, som kan gøre op med flere urimelige og illoyale forretningsmetoder, der går ud over den fair konkurrence.

3.2.5

Ny teknologi  (14). Den teknologiske innovation er hjørnestenen i udviklingen af et mere kooperativt marked, både hvad angår den innovative udvikling inden for fødevareproduktionsteknikker og de logistiske strukturer, der er nødvendige for at øge effektiviteten af kommunikationsvejene i forbindelse med anvendelsen af intelligente produktions-, distributions- og forbrugsnet (som organisationsformer, der har et højt niveau af selvorganisering og udviklingsfrihed, og som har kapacitet til at ændre adfærd for at nå sine målsætninger). Disse net er virale, interoperable og internt forbundne i en digitaliseret verden og kan erstatte tomme mellemled. Derfor bør ny teknologi være det redskab, man anvender til at tilrettelægge processen mod en øget kollektiv effektivitet, da den gør det muligt at forandre tingenes tilstand og indføre innovation i fødevarekæden.

3.3   Vejen mod et mere kooperativt marked

Den overordnede overgang til en ansvarlig og bæredygtig produktion kræver en multiinteressenttilgang og afhænger af, at alle interessegrupper kan påvirke og blive påvirket af de kooperative aktiviteter (kooperativernes sociale medansvar). Et strategisk punkt, som man bør tage i betragtning i forbindelse med fremme af kooperative og interkooperative forbrugs- og produktionsmodeller, er udarbejdelsen af institutionelle instrumenter og mekanismer, der kan gøre modellerne konkurrencedygtige i forhold til den traditionelle værdikæde. Der er visse overvejelser, man bør gøre i den kommende beslutningsproces, herunder:

3.3.1

Vedtagelse af foranstaltninger inden for rammerne af EU-politikker. Ved hjælp af en reform af den juridiske ramme og en politik med incitamenter bør man etablere støtteforanstaltninger til fremme af kooperativer ved hjælp af udviklingsagenturer, finanslån, etc. samt foranstaltninger for kooperativ integration og internationalisering, foranstaltninger til samhørighed og social innovation samt foranstaltninger, der kan fremme partnerskaber mellem de offentlige institutioner, SMV'er, kooperativer, forbrugerorganisationer og andre sammenslutninger.

3.3.2

Kooperativernes offentlige indkøb  (15). De senere års fremskridt inden for grønne offentlige indkøb og senest vedtagelsen af etiske kriterier for offentlige myndigheders indkøb har haft en stor betydning for den sociale og økonomiske udbredelse af bæredygtigheds- og samarbejdsaktioner. De offentlige indkøb har potentiale til at gå forrest som eksempel og står for store mængdeindkøb, hvilket uden tvivl gør dem til et uundværligt instrument til at fremme de mål, som forfølges. Det kan være afgørende for en ny produktions- og forbrugsmodel, at man stimulerer markedsstrømmene mellem de offentlige myndigheder og kooperativnettene.

3.3.3

Kvalitetsmærker  (16). Kvalitetsmærker er indirekte fremmende instrumenter, der bekræfter produkternes oprindelse, kendetegn og egenskaber samt, i dette tilfælde, merværdien af det sociale aspekt i den kooperative produktion ("kooperative mærker"). Dette image vil øge kendskabet til produkterne og gøre det muligt for landbrugsorganisationerne at fokusere på markedet frem for produktionen.

3.3.4

Gennemsigtighed og forbrugeroplysning  (17). Sammenkædet med informations- og oplysningskampagner om købsbeslutninger på et kooperativt marked er gennemsigtighed (særligt vedrørende kvalitet og sporbarhed) en afbalancerende faktor i værdikæden, der fører til mere ensartede oplysninger og til koordinerede aktioner mellem produktion og forbrug. Dette er vigtigt for effektiviteten i en model, der bygger på bæredygtighed, og sammenkæder udbud og efterspørgsel både tidsmæssigt og geografisk i integrationen af de respektive salgsprocesser. Man bør ligeledes prioritere forbrugerorganisationer samt distributionskanaler, der fører til en koncentration af den endelige efterspørgsel efter landbrugsfødevarer.

3.3.5

Uddannelse inden for socialt iværksætteri og kooperativbevægelsen  (18). Selv om dette er et åbenlyst proaktivt instrument, som ikke skaber umiddelbare resultater, er det ikke desto mindre afgørende for konsolideringen af de ændringer, der finder sted på markedet. Kendskabet til og tilegnelsen af de kooperative principper på uddannelsesinstitutionerne vil ikke blot skabe en positiv holdning til kooperativmodellen og til samarbejde som en kilde til tillid tidligt i livet. Det kan også påvirke elevernes forældre og tilskynde dem til forbrugsmønstre, der er i overensstemmelse med de foreslåede aktioner. Det er især vigtigt at fremme iværksætterånden blandt unge ved at tilskynde og motivere til oprettelse og konsolidering af kooperativer, hvad enten det drejer sig om produktions-, salgs- eller forbrugsfasen. Alt dette vil uden tvivl bidrage til oplysning om, udveksling og udbredelse af god kooperativ praksis.

3.3.6

Differentieret skattebehandling  (19). Det er afgørende, at et mere retfærdigt skattesystem kan lede forbruget hen mod en effektiv udnyttelse af ressourcerne (20), således at der tages et større hensyn til de enkelte produkters indhold, hvad angår sociale og miljømæssige aspekter samt den sociale merværdi, der opnås ved den kooperative model. Med udgangspunkt i en særlig skatteordning er skattemæssige incitamenter og udligningsstøtte blandt de mest direkte og potentielt effektive instrumenter til at opnå de opstillede mål. Erfaringer fra flere medlemsstater viser, at vedtagelsen af en differentieret skattebehandling fremmer selvstændighed og finansiel uafhængighed, men kræver en forudgående konsekvensanalyse på lige fod med nogle af de ovennævnte initiativforslag.

3.3.7

Anvendelse af teknologi. Teknologiske fremskridt og den universelle adgang hertil er den bedste vej til at nå de fastlagte mål. I denne sammenhæng bør følgende tiltag fremhæves: forskning og innovation inden for landbrugsfødevareproduktion, oprettelse af nye marketingområder og distributionskanaler samt den stigende anvendelse af kvalitetscertificering ved tildeling af points på baggrund af næringsværdi, forsyningsgaranti og andre fordele for befolkningen og fratrækning af points for sociale og miljømæssige omkostninger, etc., således at man tilgodeser kriterier såsom sundhed og fødevaresikkerhed, det økologiske og sociale fodaftryk, og at de værdiansættes af forbrugerne i forhold til prisen og de tilhørende produktions- og distributionsomkostninger. Hvis man skal indføre et sådant certificeringsredskab kræver det samtidig andre instrumenter såsom intelligent telefoni, specifikke it-applikationer og sociale netværk.

3.4   Kooperativmarkedets konkurrencemæssige fordele

Ud over de åbenlyse fordele ved en model, der baserer sig på bæredygtighed og socialt og økonomisk samarbejde, medfører kooperativmarkedet en række konkurrencemæssige fordele for aspekter med stor betydning for EU's politikker på følgende områder:

3.4.1

Økonomi: stabil og sikker adgang til markederne for landbrugsprodukter, bæredygtig finansiering, socialt ansvarlige investeringer, stimulering af markedet, bevarelse af konkurrencen, beskyttelse af forbrugernes rettigheder og interesser, etc.

3.4.2

Samfund: fysisk planlægning, landdistrikternes udvikling og inklusion, kulturarv samt lokal og regional identitet, fødevaresuverænitet og -sikkerhed, en ende på overproduktion samt adgang til fødevarer, produkternes sociale sporbarhed, en bremsning af udflytningen af virksomheder, garanti for ordentlige lønninger, forbedring af arbejdsforhold, socialt ansvar og bæredygtigt forbrug, befolkningssundhed og sund livsstil, befolkningens direkte deltagelse i beslutningsprocesserne hos de institutioner, der repræsenterer den, etc.

3.4.3

Miljø: energibesparelser, bevarelse af økosystemer, økologiske fodaftryk, miljøvenligt landbrug, fornuftig og ansvarlig anvendelse af råmaterialer og naturlige ressourcer, landbrugsfødevareprodukternes livscyklus, oprettelse af grønne job som en strategi til udvidelse af markedet, etc.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Kommissionens meddelelse: "Akten for det indre marked", COM(2011) 206 final.

(2)  Kommissionens meddelelse om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik, COM(2008) 397 final.

(3)  EØSU's udtalelse om "Køreplan for en lavemissionsøkonomi i 2050", EUT C 376 af 22.12.2011, s. 110-116.

(4)  FN's Generalforsamling: "Report submitted by the Special Rapporteur on the right to food", Olivier de Schutter (A/HRC/19/59 – 26. december 2011).

(5)  Formand Staffan Nilssons konklusioner på konferencen "Fødevarer til alle – mod en global aftale".

(6)  EØSU's udtalelse om "En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa", EUT C 48 af 15.2.2011, s. 145.

(7)  EØSU's udtalelse om "Kooperativer og omstruktureringer", EUT C 191 af 29.6.2012, s. 24-30.

(8)  Kommissionens meddelelse: "Integreret produktpolitik", COM(2003) 302 final.

(9)  I denne sammenhæng er det integrerede kooperativ eller andelsselskabet af kollektiv interesse – som en virksomhedsform i fremvækst – en virksomhed, der producerer varer eller tjenesteydelser med henblik på at dække et områdes samlede efterspørgsel ved hjælp af en fælles mobilisering af de relevante aktører.

(10)  Kommissionens meddelelse "Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder", COM(2010) 672 final.

(11)  Den fælles landbrugspolitik efter 2013. Landmændenes og landbrugskooperativernes reaktion på Kommissionens lovgivningsforslag (COPA-COGECA, 2012).

(12)  Salcedo Aznal, Alejandros. “¿Sociedad de consumo o redes de consumidores? Esbozo para un análisis social del consumidor actual” (2008). (Forbrugssamfund eller forbrugernetværk? Udkast til en social analyse af nutidens forbruger. Foreligger d.d. ikke på dansk).

(13)  Kommissionens meddelelse om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik, COM(2008) 397 final.

(14)  EØSU's udtalelse om "Fællesskabets landbrugsmodel: produktkvalitet og forbrugeroplysning som konkurrenceparametre", EUT C 18 af 19.1.2011, s. 5.

(15)  Kommissionens meddelelse: "En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar", COM(2011) 681 final.

(16)  Kommissionens meddelelse: "Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder", COM(2010) 672 final.

(17)  Kommissionens meddelelse om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik, COM(2008) 397 final.

(18)  Kommissionens meddelelse: "Initiativ for socialt iværksætteri – At skabe et gunstigt klima for sociale virksomheder som kerneelementer i den sociale økonomi og den sociale innovation", COM(2011) 682 final.

(19)  EØSU's udtalelse om "Forskellige virksomhedsformer", EUT C 318 af 23.12.2009, s. 22-28.

(20)  COM(2011) 571 final og EØSU's udtalelse om "Fremme af en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug i EU", EUT C 191 af 29.6.2012, s. 6.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Revision af retningslinjerne fra 1994 og 2005 om luftfart og lufthavne i EU« (tillægsudtalelse)

2012/C 299/10

Ordfører: Jacek KRAWCZYK

Medordfører: Nico WENNMACHER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive tillægsudtalelse om:

"Revision af retningslinjerne fra 1994 og 2005 om luftfart og lufthavne i EU".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer, som vedtog sin udtalelse den 11. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 143 stemmer for, 2 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   Kommissionen har planer om at revidere dels retningslinjerne fra 1994 for anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 på statsstøtte i luftfartssektoren, dels retningslinjerne fra 2005 for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne (i det følgende omtalt som luftfartsretningslinjerne).

1.2   Medlemsstater har siden 2005 undladt at oplyse Kommissionen om mange tilfælde, hvor lufthavne eller lokalsamfund har tildelt støtte.

1.3   EØSU er enig med de større aktører om, at en revision af de nuværende luftfartsretningslinjer er bydende nødvendig, og for at skabe reelle lige konkurrencevilkår for alle er der behov for, at det sker med det samme. Udvikling af regionale lufthavne er en vigtig faktor for økonomisk vækst og territorial samhørighed, og der er behov for klare regler om statsstøtte på området.

1.4   Udvalget mener, at det er nødvendigt at udarbejde en undersøgelse, som giver et aktuelt overblik over statsstøtte og lignende praksis, for så vidt angår gennemførelse af luftfartsretningslinjerne. Den bør, ud over en analyse af gældende praksis på området, også indeholde detaljerede oplysninger om beløbsstørrelse og -type for de tildelte midler, deres betydning for den konkrete økonomiske udvikling samt den kvantitative og kvalitative indvirkning på beskæftigelsen.

1.5   I sine anbefalinger vedrørende en revision af luftfartsretningslinjerne i denne udtalelses punkt 5:

bakker EØSU op om behovet for et sæt standardiserede EU-regler, der gælder for hele luftfartssektoren, og som sætter en stopper for ukontrollerede subsidieordninger og sikrer lige konkurrencevilkår for alle markedsaktører, også på lokalt niveau,

er udvalget enigt i, at private investeringer som et overordnet princip ikke kan betragtes som statsstøtte. Samtidig kan en offentlig operatør optræde som privat investor, hvis investeringen kan retfærdiggøres ud fra et kommercielt synspunkt,

anbefaler EØSU, at der kun bør være mulighed for at tildele statsstøtte til investeringer i lufthavnsinfrastruktur og startstøtte til flyselskaber i klart definerede tilfælde, og at denne støtte tilpasses efter tidsperiode og intensitet,

tilslutter udvalget sig behovet for fuld offentliggørelse af hvilken støtte, der er tilgængelig for lufthavne og flyselskaber, og under hvilke betingelser denne støtte kan tildeles,

opfordrer EØSU til at fremme den sociale dialog og undgå social dumping i sektoren,

fremhæver udvalget vigtigheden af en korrekt gennemførelse af retningslinjerne, og at håndhævelse er en afgørende faktor,

anbefaler EØSU, at der udarbejdes en langsigtet politik for udvikling af regionale lufthavne. Det er en forudsætning for en vellykket håndhævelse af luftfartsretningslinjerne, at man bliver enige om klare politiske prioriteter for udvikling af regionale lufthavne.

2.   Indledning

2.1   Gennem de seneste to årtier har den europæiske luftfartsindustri oplevet en række omvæltninger, som hovedsageligt skyldes markedets liberalisering og den efterfølgende etablering af lavprisselskaber. Samtidig med at det indre luftfartsmarked har givet flere europæiske borgere adgang til lufttransport pga. fremkomsten af nye luftfartsselskaber, nye regionale lufthavne og lavere billetpriser, har det haft en ikke ubetydelig indvirkning på beskæftigelsen og forholdet mellem arbejdsmarkedets parter i sektoren.

2.2   For at sikre lige konkurrencevilkår for luftfartsselskaber vedtog Kommissionen i 1994 i forbindelse med liberaliseringen af markedet for luftfartstjenester de første retningslinjer for luftfarten i EU med bestemmelser om vurdering af social støtte og omstruktureringsstøtte til luftfartsselskaber. De blev i 2005 suppleret med retningslinjer for offentlig finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartstjenester fra regionale lufthavne.

2.3   Kommissionen har planer om at revidere dels retningslinjerne fra 1994 for anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 på statsstøtte i luftfartssektoren, dels retningslinjerne fra 2005 for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne.

2.4   En række europæiske ruteselskaber, hvoraf de fleste er medlemmer af Sammenslutningen af Europæiske Luftfartsselskaber (AEA) anfører, at de i de seneste år har oplevet en ny form for konkurrence fra luftfartsselskaber, der får betydelige indtægter fra lokalsamfund og lufthavne. AEA-selskaberne mener, at denne støtte er uretmæssig, og giver eksempler på flere grove tilfælde, hvor statsstøtte har resulteret i en alvorlig konkurrenceforvridning på det europæiske marked for lufttransport.

2.5   Ifølge Sammenslutningen af lavprisluftfartsselskaber (ELFAA) har øget konsolidering mellem ruteselskaber og fokus på at betjene deres knudepunkter givet færre alternativer til regioner og regionale lufthavne, der forsøger at udvikle et større udvalg af direkte forbindelser fra punkt til punkt. I mange tilfælde er lavprisselskaberne de regionale lufthavnes eneste mulighed for vækst på det europæiske marked. Den seneste EU-udvidelse har åbent op for nye markedsmuligheder, og mange af disse markeder er stærkt afhængige af lavprisforretningsmodellerne, når det kommer til udvikling og fastholdelse af trafikstrømme. ELFAA anfører, at disse ruter har en social og økonomisk værdi i forhold til europæisk samhørighed og regional udvikling.

2.6   Medlemsstater har siden 2005 undladt at oplyse Kommissionen om mange tilfælde, hvor lufthavne eller lokalsamfund har tildelt støtte. Luftfartsretningslinjerne fra 2005 udstikker ikke en kurs med hensyn til opstillingen af nationale ordninger med en præcis definition af, hvilke betingelser der giver mulighed for støtte. Hvad der måske er endnu værre, er, at afgørelsen i de få tilfælde, hvor der blev indgivet en anmeldelse, som gav anledning til, at Kommissionen iværksatte en formel procedure, i bedste fald har været længe under vejs og efterladt mange uafklarede spørgsmål. Det har bidraget til, at der er opstået en vis form for straffrihed og passivitet.

2.7   Idéen om lufthavnen som en økonomisk drivkraft for økonomisk udvikling i den enkelte region har fået næring af en stadigt større mangel på et direkte (finansielt) engagement fra de enkelte medlemsstater, som har overladt forpligtelsen til at overvåge, forvalte og finansiere disse nødvendige infrastrukturer til regioner og andre lokale myndigheder. Regionale myndigheder betragter i stadig højere grad lufthavne som et af de vigtigste værktøjer til udvikling af den lokale økonomi.

2.8   Kommissionen har for nuværende modtaget mange klager på dette område fra tidligere nationale flyselskaber mod lavprisflyselskaberne og vice versa. Siden 2005 har antallet af anmeldelser til Kommissionen været noget lave i forhold til den store udbredelse af regionale lufthavne i EU.

2.9   De vigtigste resultater af Kommissionens offentlige høring viser følgende:

et behov for at forenkle retningslinjerne og gøre dem mere gennemsigtige,

støtte til større håndhævelse af reglerne om statsstøtte til flyselskaber og lufthavne,

en ny kategori af regler for at forhindre konkurrenceforvridning mellem lufthavne i samme opland og

mere klarhed og forudsigelighed i forhold til regler om investeringsstøtte (klare definitioner af finansielle parametre).

2.10   EØSU er således enigt med de større aktører i, at en revision af de nuværende luftfartsretningslinjer er bydende nødvendig, og for at skabe reelle og lige konkurrencevilkår for alle er der behov for, at det sker med det samme. Udvikling af regionale lufthavne er en vigtig faktor for økonomisk vækst og territorial samhørighed, og der er behov for klare regler om statsstøtte på området.

2.11   Udvalget mener, at det er nødvendigt at udarbejde en undersøgelse, som giver et aktuelt overblik over statsstøtte og lignende praksis, for så vidt angår gennemførelse af luftfartsretningslinjerne. Med henblik på at vurdere hvorvidt og i hvilket omfang gældende praksis forvrider de lige konkurrencevilkår mellem lufthavne samt luftfartsselskaber, bør undersøgelsen indeholde detaljerede oplysninger om beløbsstørrelse og -type for de tildelte midler, deres betydning for den konkrete økonomiske udvikling/effektivitet samt den kvantitative og kvalitative indvirkning på beskæftigelsen.

2.12   Den aktuelle globale økonomiske krise og især det stadig større budgetpres i EU og medlemsstaterne kan spænde ben for den eksisterende statsstøttepolitik for udvikling af regionale lufthavne. Det er vigtigt at få en bedre forståelse af, i hvilket omfang man i det lange løb kan holde fast i den nuværende økonomiske driftsmodel for regionale lufthavne. Som de nuværende forhandlinger om FFR 2014-2020 vidner om, er det en stor udfordring at opnå flere resultater i EU med færre tilgængelige midler, hvilket tydeligvis også er tilfældet for emnet i denne udtalelse.

3.   Markedet

3.1   Der er ca. 460 lufthavne i EU's medlemsstater, der anvendes til kommerciel luftfart. I 2010 havde omkring 60 % af EU's lufthavne færre end 1 mio. passagerer.

3.2   Markedet for lufttransport har været igennem en rivende udvikling i de seneste år: lavprisselskaberne har udviklet nye og omfattende forretningsmodeller, der er knyttet til regionale lufthavne, og sidder nu på betydelige markedsandele. Samtidig har de tidligere nationale flyselskaber næsten alle gennemført en omstruktureringsproces og derved konsolideret deres position i Europa yderligere.

3.3   I 2005 var lavprisselskabernes europæiske markedsandel på 25 %, mens den i 2010 var vokset til 39 %. Ser man kun på punkt til punkt-trafik, stiger andelen til 43 %. Mellem 2008 og 2010 led de traditionelle ruteselskaber (medlemmer af AEA) store tab på deres europæiske aktiviteter, og på trods af positive resultater inden for langdistanceflyvninger (1. mia. EUR i 2008, 100 mio. EUR i 2009 og 1,1 mia. EUR i 2010) endte det endelige driftsresultat i minus som følge af den negative vækst i europæiske kortdistanceflyvninger.

3.4   ELFAA forventer ud fra aktuelle tendenser og planer om udskiftning af flyflåden, at lavprisselskabernes andel vil stige til mellem 45 % og 53 % af europæiske passagerflyvninger inden 2020. For rejser fra punkt til punkt forventes det, at lavprisselskabernes andel vil stige til mellem 50 % og 60 %. Lavprisselskaberne har under den seneste krise ikke lidt tab i samme omfang som ruteselskaber.

3.5   Lavprisselskaberne er langt de største aktører i de regionale punkt til punkt-flyvninger. I lavpriskategorien tegner tre selskaber sig for mere end 52 % af lavprismarkedet, mens de tre største ruteselskaber kun har en andel på 22 % af det indre rutemarked. Ved at se på både a) lavprisselskabernes stigende andel af europæiske ruter og b) stadigt flere regionale punkt til punkt-ruter i forhold til traditionelle ruter mellem fordelingslufthavne i sammenhæng kan man udlede, at der i dag er et langt større udbud end tidligere, men at en del af dette stigende udbud (især ved punkt til punkt-ruter) kan tilskrives et begrænset antal konkurrenter.

3.6   Med undtagelse af de større europæiske fordelingslufthavne samt de største regionale lufthavne er en lang række af de europæiske regionale lufthavne ikke økonomisk bæredygtige, når man se på de reelle omkostninger til infrastruktur. Mange små regionale lufthavne kan ikke bære omkostningerne til infrastruktur, som finansieres ved hjælp af andre tilgængelige midler, oftest på regionalt niveau. Et stort antal lufthavne ville simpelthen være nødt til at lukke, hvis de skulle betale de reelle udgifter til infrastruktur.

3.7   Det vigtigt at have in mente, at Europa kommer til at mangle lufthavnskapacitet i de kommende år. EUROCONTROL's undersøgelse "Challenges of growth" (2008) og en ny "Long Term Forecast" (2010) peger på, at europæiske lufthavne vil komme til at mangle kapacitet i lyset af den forventede trafiktilvækst frem til 2030 (16,9 mio. flyafgange, 1,8 gange flere end i 2009). Ifølge disse officielle rapporter vil der på trods af planer om at øge kapaciteten i det europæiske lufthavnsnetværk med 41 % inden 2030 som følge af utilstrækkelig lufthavnskapacitet mangle plads til, hvad der svarer til skræmmende 10 % af alle flyvninger.

3.8   Selvom ekstern finansiering af infrastruktur generelt ikke er et vigtigt spørgsmål for større lufthavne, spiller den en afgørende rolle for mange regionale lufthavne, som ikke har stordriftsfordele og kommercielle indtægter, der kan give tilstrækkelig luft i budgettet til at finansiere egen infrastruktur.

3.9   Et nyt punkt til punkt-marked er både en mulighed, men samtidig også en årsag til usikkerhed i visse regionale lufthavne på grund af et meget lunefuldt marked. Især lavprisselskaber er i stand til at omfordele deres flyflåde og -personale i Europa med meget kort frist, alt afhængig af det økonomiske potentiale i at flyve en ny rute til en alternativ lufthavn. Det handler om stabilitet og forudsigelighed i indtægter for disse lufthavne.

3.10   Startstøtte under de nuværende retningslinjer har ført til et "investeringskapløb" mellem forskellige regioner om at udvikle deres regionale lufthavne, og ofte også ved hjælp af EU-midler. Hvis en regional lufthavn kommer i finansielle vanskeligheder, søger regionen om yderligere støtte med den begrundelse, at disse regionale lufthavne er underudnyttede og udgør en nødvendig omkostning for lokalsamfundene.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Ud fra et langsigtet perspektiv er luftfartsindustrien en meget lidt profitabel industri, og den er allerede præget af stor konkurrence. I en sådan situation kan selv små subsidier påvirke konkurrenceevnen, og der er derfor behov for at være meget varsom i håndteringen af dette spørgsmål.

4.2   Det vigtigste spørgsmål er, hvilken fremgangsmåde der er den rigtige i udarbejdelsen af nye luftfartsretningslinjer, for der er i bedste fald adskillige.

4.2.1   Ifølge ELFAA er det afgørende at frigøre de regionale lufthavnes potentiale for at kunne fortsætte processen for territorial samhørighed og regional udvikling i EU samt aflaste ruteselskabernes fordelingslufthavne for trafikpropper. Udvikling af regionale lufthavne fører til højere beskæftigelse, større muligheder for virksomheder i EU's yderkantsområder, færre emissioner ved direkte forbindelser mellem regioner i stedet for indirekte flyvninger via fordelingslufthavne og mindre trafikrelateret forurening, da passagerer vil benytte sig af deres lokale lufthavn. Man bør ifølge ELFAA fremme de regionale lufthavnes vækst ved hjælp af fleksible retningslinjer for statsstøtte, som har fokus på det markedsøkonomiske investorprincip frem for strenge regler, der bremser væksten i områder, hvor der er behov for den.

4.2.2   AEA mener, at de nye retningslinjer bør sigte mod at beskytte alle flyselskaber i sektoren mod diskriminering og uklar finansiel støtte til flyselskaber fra regionale lufthavne og lokalsamfund. Det bør kun være muligt at modtage denne form for støtte i klart definerede tilfælde, og den bør begrænses alt efter tidsperiode og intensitet. Desuden bør denne form for støtte kun tildeles enkeltvis under hensyntagen til principperne om gennemsigtighed, ligebehandling og ikke-diskriminering mellem operatører.

4.2.3   Ifølge ACI EUROPE bør det gennemgående princip for vurdering af foranstaltninger om statsstøtte være en given lufthavns mulige konkurrenceforvridning i forhold til trafikintensitet.

4.2.3.1   Fritagelse af kategori D-lufthavne (op til 1. mio. passagerer): Det er alment anerkendt, at lufthavne under en vis tærskel generelt ikke er kommercielt bæredygtige, og at de kan have brug for offentlig støtte. Desuden er disse mindre lufthavne ofte med til at sikre territorial konnektivitet for regioner og byområder og har som regel ikke nogen negativ indvirkning på handelsvilkårene i EU på grund af deres begrænsede trafikintensitet. Man bør derfor ifølge ACI tillade, at der bruges offentlige midler til at udvikle ny infrastruktur og nye flyruter uden forudgående notifikation. Dog bør enhver form for offentlig støtte ophøre, så snart tærsklen på en mio. passagerer nås.

4.2.3.2   Offentlig finansiering af infrastruktur og finansiering af startstøtte til lufthavne med over en mio. passagerer skal være i overensstemmelse med kriteriet om den private investor, som er tilpasset lufthavnssektorens specifikke behov.

4.3   For så vidt angår en revision af den generelle tilgang til statsstøtte i retningslinjerne, støtter EØSU Kommissionens holdning om, at følgende principper håndhæves:

der må ikke ske nogen konkurrenceforvridning,

man bør forbedre regional udvikling og adgang ved hjælp af yderligere realisering af regional lufttransport,

duplikering af urentable lufthavne bør undgås, og

man bør lige ledes undgå at skabe og fastholde overkapacitet.

4.4   Udvikling af lufthavne, der er i stand til dække egne udgifter, bør fremmes sammen med større inddragelse af private investorer, men samtidig forstår og støtter EØSU behovet for at pålægge en public service-forpligtelse på luftfartstjenester, som har økonomisk interesse, især med hensyn til at forbinde fjernereliggende regioner og øer.

5.   Anbefalinger

5.1   EØSU bakker op om behovet for et sæt standardiserede EU-regler, der gælder for hele luftfartssektoren, og som sætter en stopper for ukontrollerede subsidieordninger og sikrer lige konkurrencevilkår for alle markedsaktører, også på lokalt niveau.

5.2   Som et overordnet princip kan private investeringer ikke betragtes som statsstøtte. Samtidig kan en offentlig operatør fungere som privat investor, hvis investeringen kan retfærdiggøres ud fra et kommercielt synspunkt.

5.3   De nye retningslinjer, der skal fremlægges af Kommissionen, bør sigte mod at beskytte alle luftfartsselskaber og lufthavne mod diskriminerende, uklar og konkurrenceforvridende finansiel støtte fra regionale regeringer eller lufthavne. Offentlig støtte må ikke skabe konkurrenceforvridning mellem hverken lufthavne eller flyselskaber. Hvad angår fremme af regional udvikling, mener EØSU, at en gruppefritagelse af visse kategorier af lufthavne eller flyselskaber ikke er nødvendig.

5.3.1   Det bør kun være muligt at yde statsstøtte til investeringer i lufthavnsinfrastruktur og startstøtte til flyselskaber i klart definerede tilfælde, og støtten bør begrænses alt efter tidsperiode og intensitet. Desuden bør denne form for støtte kun tildeles i undtagelsestilfælde og under behørig hensyntagen til principperne om gennemsigtighed, ligebehandling og ikke-diskriminering.

5.3.2   Hvad angår gennemsigtighed bør man offentliggøre betingelserne for tildeling af offentlig støtte. Der bør være fuld offentliggørelse af hvilken støtte, der er tilgængelig for lufthavne og flyselskaber, og under hvilke betingelser denne støtte kan tildeles.

5.3.3   De nye retningslinjer bør opstilles ved hjælp af et klart og enkelt sæt regler for at opnå retssikkerhed i den europæiske luftfartssektor. EØSU ønsker at understrege, at en korrekt gennemførelse af retningslinjerne er vigtig, og at håndhævelse ligeledes er en afgørende faktor.

5.4   De nye retningslinjer skal tage højde for medarbejdernes og passagernes interesser. Set i lyset af at menneskelige ressourcer er en væsentlig faktor for kvaliteten af lufttransportsystemet er det nødvendigt, at en bæredygtig civil luftfartsindustri tilbyder arbejdspladser af høj kvalitet og gode arbejdsvilkår. I den henseende er det vigtigt at fremme den sociale dialog og undgå social dumping i sektoren.

5.5   EØSU opfordrer til, at der udarbejdes en langsigtet politik for udvikling af regionale lufthavne. Det er en forudsætning for en vellykket håndhævelse af luftfartsretningslinjerne, at man bliver enige om klare politiske prioriteter for udvikling af regionale lufthavne. Det bør tilfalde Kommissionen at opstille denne politiske dagsorden, og det bør ske så hurtigt som muligt.

5.6   EØSU opfordrer medlemsstaterne til at udvise stærk opbakning og engagement i forberedelsen og gennemførelsen af de nye retningslinjer. Ved statsstøtte skal der indgives en anmeldelse.

5.7   Færdiggørelsen af en effektiv samordning mellem jernbane- og lufttransport skal undersøges nærmere og iværksættes med det formål at åbne bestemte områder og imødekomme miljømæssige krav.

5.8   Dette er især relevant i lyset af tildelingen af EU-midler under den nye flerårige finansielle ramme, hvor der vil være behov for klare prioriteter, hvis der skal skabes flere resultater med færre midler. Regional udvikling er et meget vigtigt emne, men det bør ikke længere retfærdiggøre en udvikling af lufthavne, hvor der ikke eksisterer nogen mulighed for at skabe tilstrækkelig efterspørgsel.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

482. plenarmøde den 11. og 12. juli 2012

4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/54


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise?« (Grønbog)

COM(2012) 7 final

2012/C 299/11

Ordfører: Antonello PEZZINI

Medordfører: Thomas STUDENT

Kommissionen besluttede den 17. januar 2012 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om grønbogen:

"Omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise?"

COM(2012) 7 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som vedtog sin udtalelse den 11. juni 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 134 stemmer for og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) ønsker allerførst at understrege, at virksomheder pr. definition er de vigtigste aktører i tilpasningsstrategierne for de enheder, som opererer på markederne, og at virksomheder derfor er i centrum for omstruktureringerne.

1.2

EØSU understreger den vigtige rolle, som Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI) har spillet og fortsat spiller som forum for konstruktiv dialog og udvikling af idéer og forslag henvendt til Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.

1.3

EØSU minder om, at omstruktureringer som regel er komplekse processer. Ved at foregribe ændringerne rustes virksomheder og arbejdstagere til at tackle de nye udfordringer, de sociale konsekvenser af forandringerne minimimeres, og chancerne for, at forandringerne bliver vellykkede, optimeres, samtidig med at der opbygges gensidig tillid, og arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund konsekvent inddrages.

1.4

Arbejdstagere og virksomheder i EU står over for:

indre markeder og internationale referencemarkeder i hastig forandring;

nye internationale partneres indtog;

indførelse af nye teknologiske anvendelser, hvilket fremskynder forældelsen af teknikker, procedurer osv.;

forbrugere, der er stadig mere bevidste om at kunne påvirke forbrug og investeringer i en retning, der er god for miljøet og den bæredygtige udvikling;

en demografisk udvikling, som forstærker arbejdsstyrkens aldring;

store forandringer på arbejdsmarkederne med enorme konsekvenser i form af social dumping;

og for øjeblikket vedvarende alvorlige problemer som følge af den økonomiske og finansielle krise og af Europas åbenlyst svage stilling på de internationale markeder.

1.5

EØSU mener derfor, at grønbogen kommer på det helt rigtige tidspunkt, men ser gerne, at lanceringen af overvejelserne og debatterne følges op af konkrete og effektive aktioner iværksat ved hjælp af en integreret tilgang omfattende alle niveauer inden for produktion, forbrug og tjenester. Dette forudsætter samarbejde og informationsudveksling mellem de forskellige led i produktions- og distributionskæden suppleret af udveksling af god praksis på området og en nøjagtigt fastlagt tidsplan for gennemførelsen af retningslinjer, standarder og referencerammer udarbejdet på grundlag af europæiske standarder og fælles værdier.

1.6

EØSU anser det for væsentligt, at arbejdsmarkedets parters, det organiserede civilsamfunds og forbrugernes rolle i foregribelse af forandringer og omstruktureringer styrkes på EU-, medlemsstats-, regionalt og lokalt niveau og i virksomhederne, og at de ansvarlige på lokalt og regionalt plan og viden- og kompetencenetværk inddrages.

1.7

Den sociale dialog, forhandlinger og deltagelse er efter EØSU's opfattelse ikke blot grundlæggende værdier i den europæiske sociale model, men tillige instrumenter, som med gode resultater har understøttet og fremmet den sociale samhørighed, kvalitetsbeskæftigelse, skabelse af arbejdspladser og styrket innovationen og de europæiske økonomiers konkurrenceevne.

1.8

EU's struktur-, samhørigheds-, innovations- og forskningspolitikker bør efter udvalgets opfattelse tilrettelægges, så de proaktivt understøtter de mekanismer, som foregriber og ledsager omstruktureringerne, så der etableres systemer, der gavner såvel arbejdstagere som virksomheder.

1.9

EØSU finder det vigtigt, at økonomiske interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter i langt højere grad deltager i strukturfondenes tilsynsorganer for at garantere, at EU's strukturpolitik bliver vellykket.

1.10

EØSU anbefaler en tæt kobling og koordinering mellem de strukturpolitiske foranstaltninger og foranstaltningerne til støtte for forskning og innovation, og at omstillingen til en europæisk lavemissionsøkonomi understøttes med investeringer og industripolitikker.

1.11

EU's programmer for almen og erhvervsfaglig uddannelse og videreuddannelse bør ifølge EØSU være de offentlige myndigheders og virksomhedernes vigtigste værktøjer til proaktiv foregribelse af forandringer og flankere den indsats, som løbende ydes af de økonomiske aktører, først og fremmest SMV'er og arbejdstagere.

1.12

EØSU anbefaler en tættere koordinering på EU-niveau mellem Kommissionens politikker og tjenester, agenturer og de mange observatorier for entydigt og konsekvent at understøtte de beslutninger, der træffes i virksomheder under omstrukturering. Særligt bør der for SMV'er og mikrovirksomheder, som har indlysende vanskeligheder med at foregribe omstruktureringer, være ordninger, som yder passende støtte og vejledning.

1.13

EØSU gentager, at statsstøtten til at understøtte beskæftigelsen i virksomheder i vanskeligheder som følge af globaliseringen bør gives på betingelser, der garanterer fri og fair konkurrence.

1.14

Endelig opfordrer EØSU til, at EU optrapper sin støtte til udarbejdelse af participative fremsynsanalyser på regionalt og sektorielt niveau med henblik på at opstille fælles visioner, så der bl.a. ved i højere grad at udnytte de regionale og lokale muligheder kan skabes flere og bedre arbejdspladser i sunde og konkurrencedygtige virksomheder.

1.15

Med tanke på den demografiske udvikling i Europa finder EØSU det særligt vigtigt, at der føres en aktiv politik i forhold til befolkningsaldringen og det såkaldte "seniormarked", og at produktion og tjenester tilpasses disse nye muligheder.

2.   Indledning

2.1

Det vil tage tid, før den europæiske økonomi kommer sig over den værste recession i Europa i årtier. Krisen sætter de nationale budgetter og regeringerne under et stort pres og udmønter sig i rationaliseringer, omstruktureringer og i afhændelse af virksomheder i realøkonomien med voldsomme følgevirkninger for arbejdsløsheden.

2.2

Omstruktureringerne er komplekse og meget forskelligartede processer, og indebærer tilpasninger af virksomhedsstrategier som følge af omorganiseringer og ændringer i virksomhedsform, størrelse og aktivitet.

2.2.1

Især på sektorniveau bør der fastlægges forskellige økonomiske og driftsmæssige mål afpasset efter situationen på de globale markeder og i de sektorer, hvor virksomheden driver forretning.

2.3

Metoden hertil er at foregribe beskæftigelsesmulighederne i nye sektorer under passende hensyntagen til forbrugernes interesser og adfærd, og i den forbindelse bør der især være fokus på SMV'er, som er dem, der er hårdest ramt af den aktuelle krise.

2.4

Ved at foregribe ændringerne rustes virksomhederne og arbejdstagerne til den fremtidige udvikling, og de kan træffe forholdsregler, så de sociale konsekvenser af de omstruktureringer, der skal til for at tackle disse udfordringer, minimimeres, stabiliteten garanteres, omkostninger nedbringes, og samtidig værnes der om miljøet og den bæredygtige udvikling. Konkrete fremtidsudsigter for arbejdstagere og virksomheder kan indhentes fra de europæiske teknologiplatforme og deres analyser.

2.5

I de sidste tyve år har vi været vidner til en acceleration af ompositionering på markederne, udflytninger, omstruktureringer og/eller lukninger af produktionsenheder, fusioner, opkøb og/eller udlicitering af aktiviteter. Alligevel er behovet for at blive bedre til at foregribe denne udvikling blevet stadig mere presserende i Europa i de sidste fire år i takt med de hastige forandringer og de omstruktureringer, som den forværrede økonomiske og finansielle krise og krisen på markederne har gjort tvingende nødvendige. Også eksplosionen i internetsalg og handel på tværs af grænser påvirker markederne i de forskellige lande.

2.6

Den økonomiske og finansielle krise har ikke blot fremskyndet omstruktureringer på forskellige niveauer, men tillige resulteret i stramninger og nedskæringer i de offentlige udgifter med store tab af arbejdspladser i den offentlige sektor til følge og i mange lande desuden undermineret de forskellige ordninger, iværksat for at hjælpe arbejdstagere, lokalsamfund og virksomheder.

2.7

Kommissionens målsætning i forhold til omstruktureringer er at medvirke til at styrke og udbrede en kultur, hvor omstruktureringer foregribes, og hvor der tænkes i nye baner med hensyn til, hvordan omstruktureringerne gennemføres: Unionen og medlemsstaterne har et fælles ansvar for at nå de mål, der er fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (art. 145 i EUF-traktaten).

2.8

Allerede i sin meddelelse om omstruktureringer og beskæftigelse fra 2005 anerkendte Kommissionen de problemer i form af sociale omkostninger, der er forbundet med omstruktureringer, ikke blot for arbejdstagerne, hvis beskæftigelsessituation bliver stadig mere usikker, men også for de forskellige sektorer i økonomien.

2.9

Selv om omstruktureringer primært reguleres af national og regional lovgivning, har EU et stort ansvar i forbindelse med styringen, kontrollen og fremskyndelsen af disse omstruktureringer, da det dels skal overvåge, at EU-lovgivningen på området fungerer korrekt med hensyn til såvel information og høring som beskyttelse af arbejdstagerne (1), dels skal det i medfør af Europa 2020-strategien og forpligtelserne i traktaten spille en aktiv rolle.

2.10

Hvis EU skal klare de udfordringer, der er opstået som følge af den finansielle og økonomiske krise, globaliseringen, klimaændringerne, den demografiske udvikling og de sociale omkostninger i form af voksende ulighed ved de økonomiske stramninger, er det nødt til at udvikle og forbedre proaktive strategier for foregribelse og styring af omstruktureringer med udgangspunkt i en fælles ramme af værdier og praksis, der er i overensstemmelse med traktatens overordnede sociale og økonomiske mål.

2.11

Inden for rammerne af de "integrerede retningslinjer" for Europa 2020 (vedtaget af Rådet den 22. april 2010) skal EU og medlemsstaterne således gennemføre reformer for at skabe "intelligent vækst" baseret på viden og innovation med fokus på forbrugernes behov og adfærd og

fremme koordinerede strukturreformer, som effektivt bidrager til vækst og beskæftigelse og styrker EU's konkurrenceevne på verdensplan;

garantere arbejdsmarkedernes funktion med investeringer, der sikrer, at omstillingen bliver vellykket, at der udvikles de rette kompetencer, at kvaliteten af arbejdspladser forbedres, og at den strukturelle arbejdsløshed, langtidsledighed og ledighed bekæmpes;

forbedre erhvervsmiljøet og fremme skabelsen af nye virksomheder og nye arbejdspladser, specielt i den grønne økonomi og på seniormarkedet;

forbedre kvaliteten af uddannelse med garanteret adgang for alle og tættere forbindelser mellem uddannelse, den akademiske verden og arbejdsmarkedet;

fremme gode eksempler på proaktive modeller, som kan foregribe de virksomhedsomstruktureringer, der er nødvendige på et arbejdsmarked i forandring;

videreudvikle lovrammerne og i den forbindelse fremme innovation og videnoverførsel i hele EU;

skabe incitamenter for iværksættere og medvirke til at omsætte kreative ideer til produkter, tjenester og processer, som gør det muligt at skabe kvalitetsarbejdspladser;

fremme den territoriale, økonomiske og sociale samhørighed;

være bedre til at tackle udfordringerne i Europa og på verdensplan.

2.12

Omstruktureringen af virksomheder og sektorer må understøttes af tidlige varslingssystemer (jf. Den Europæiske Overvågning af Omstrukturering (European Restructuring Monitor - ERM)) i virksomheder, hvilket er en forudsætning for, at omstruktureringsprocessen kan planlægges effektivt af alle parter i fællesskab, at give arbejdstagerne mulighed for at efteruddanne sig i passende omfang og at sikre, at der dannes branchenetværk og netværk på tværs af brancher, så omstillingen kommer til at forløbe på en sammenhængende måde, ligesom der må tilbydes karriererådgivning, som garanterer stor beskæftigelsesegnethed.

2.13

Den 18. april 2012 fremlagde Kommissionen i Strasbourg sin nye beskæftigelsespakke (som EØSU vil afgive udtalelse om senere), hvori medlemsstaterne tilskyndes til at styrke deres nationale beskæftigelsespolitikker, og hvori der lægges op til en tættere samordning og overvågning af beskæftigelsespolitikkerne.

3.   Kommissionens grønbog

3.1

Kommissionen har iværksat en offentlig høring om omstrukturering af virksomheder og foregribelse af forandringer med det mål "at få identificeret praksis og politikker, der giver resultater inden for omstruktureringer og tilpasning til forandringer".

3.2

I grønbogen formuleres en række spørgsmål om læren af krisen, de mulige økonomiske og industrielle tilpasninger, virksomhedernes og arbejdstagernes tilpasningsevne, de regionale og lokale myndigheders rolle, hvordan uddannelse kan bruges i styringen af menneskelige ressourcer og i dialogen mellem økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Efter udvalgets opfattelse bør grønbogen ses som en fortsættelse af 2005-meddelelsen om omstruktureringer og beskæftigelse, der havde til sigte at definere en rolle for EU i at foregribe og styre omstruktureringerne med det mål at skabe beskæftigelse.

4.2

Meddelelsen fra 2005 har ifølge udvalget haft den positive virkning, at der på EU-niveau er blevet udviklet forskellige aktiviteter for at fremme en europæisk tilgang til foregribelse af forandringer og omstruktureringer, herunder mange tematiske konferencer på højt niveau og seminarer for eksperter (omstruktureringsfora), initiativer inden for rammerne af ESF, forskellige komparative analyser og udformning af en "værktøjskasse" og retningslinjer, hvilket tjenestegrenenes arbejdsdokument Restructuring in Europe 2011, som ledsager grønbogen, er et tydeligt eksempel på.

4.3

Det bekymrer EØSU, at grønbogen ikke indeholder forslag til aktioner til iværksættelse efter en stram og nøje fastlagt tidsplan for at imødegå den aktuelle alvorlige krise, men i stedet stiller en række åbne spørgsmål uden nærmere at præcisere en tidshorisont og gennemførelsesforanstaltninger. Derimod forekommer foranstaltninger foreslået i andre instrumenter at kunne have større gennemslagskraft, bl.a. foranstaltningerne i beskæftigelsespakken fra maj 2012, som EØSU vil afgive udtalelse om.

4.4

Selv om virksomheder pr. definition er de vigtigste aktører i tilpasningsstrategierne og i at få placeret deres forretningsenheder på markedet og dermed i de omstruktureringer, der følger af disse operationelle strategier, kan der ikke ses bort fra:

økonomiernes globalisering, hvor nye lande med stadig mere lovende og konkurrencedygtige sektorer trænger ind på det europæiske og de internationale markeder;

de enkelte EU-landes og tredjelandes særlige kendetegn;

den flerdimensionale referenceramme bestående af EU-politikker, som via gældende regler og de strategiske og driftsmæssige muligheder, de skaber, indvirker direkte på virksomhedernes drift og de valg, der træffes;

nationale/regionale rammer, som fastlægger de tekniske og driftsmæssige vilkår for virksomheden og arbejdstagerne;

den lokale/regionale situation, dér hvor omstruktureringen og de processer, der gør, at den kan foregribes, finder sted, herunder koordinering med eksterne parter og virksomheder og de i praksis anvendte vejledende mekanismer og støtteordninger, navnlig for SMV'er;

rammerne for den sociale dialog og kollektive forhandlinger og den måde, hvorpå arbejdsmarkedets parter og virksomhedsrepræsentanter forvalter deres rolle. Gode partnerskaber mellem arbejdsmarkedets parter er vigtigere end nogensinde tidligere, for at produktionen, arbejdets tilrettelæggelse og arbejdsvilkårene under krisen kan tilpasses hurtigt skiftende omstændigheder.

4.5

For at kunne gennemføre en udviklingsstrategi på EU-niveau gentager EØSU sine synspunkter i en tidligere udtalelse (2) om, at "arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund som helhed [bør] stræbe efter at indføre et "socialt ansvarligt område", hvor man kan iværksætte forskellige indbyrdes koordinerede strategier":

en modstands- og overlevelsesstrategi, der gør det muligt at drive forretning på modne markeder via en bedre markedsspecialisering, hvor omkostningerne reduceres, eller hvor der sker en stærk diversificering inden for beslægtede sektorer;

strategier for proces-, produkt- og tjenesteinnovation med nye markeder og teknologier og nye materialer, der resulterer i nye produkter;

nye initiativer (såsom lead markets), der ved hjælp af fremsynsanalyser finder nye lovende produkter og tjenester, som skal være genstand for nye investeringer;

regional markedsføring, hvor der satses på topkvalitet, via aftaler med forskningscentre med det sigte at øge den teknologiske udbredelse;

finansiel støtte via udviklingsfinansieringsinstitutioner og bl.a. ved hjælp af Den Europæiske Investeringsfonds garanti og strukturfondene;

kreditter, der giver mikrovirksomheder og små virksomheder betalingshenstand med det primære formål at bevare beskæftigelsesniveauet;

konsolidering af kortfristet gæld for at give mikrovirksomheder og små virksomheder mulighed for at koncentrere sig om produktion, markedsføring og eftersalgsservice af deres produkter;

støtte til en innovativ servicesektor (grøn økonomi) og personlige tjenesteydelser (seniormarkedet) ved hjælp af de muligheder for nye uddannelser, som Den Europæiske Socialfond giver;

udvikling af personlige tjenesteydelser af høj kvalitet, bl.a. ved at styrke social- og sundhedssystemet (3),

infrastrukturpolitikker, som gør det muligt at træffe mere innovative valg for at skabe en lavemissionsøkonomi;

højere miljø- og energieffektivitetskrav især i offentlige indkøbskontrakter;

bedre adgang til information;

tilvejebringelse af strategier for intelligent specialisering i regionerne med inddragelse af det organiserede civilsamfund og alle de økonomiske og sociale aktører.

4.6

EU's struktur-, samhørigheds-, innovations- og forskningspolitikker bør efter EØSU's opfattelse tilrettelægges, så de proaktivt understøtter de mekanismer, som foregriber og ledsager omstruktureringerne, så der etableres systemer, der gavner arbejdstagere og virksomheder. Strukturfondene, navnlig Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, kan spille en stor rolle i at øge arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed og dæmme så meget som muligt op for de sociale konsekvenser af afskedigelser.

4.7

EØSU finder det vigtigt, at arbejdsmarkedets parter, økonomiske interesseorganisationer og civilsamfundsorganisationer i langt højere grad involveres i strukturfondenes samarbejds- og tilsynsorganer, og understreger, at det er de specifikke kompetencer hos de berørte parter i lokalområdet, der afgør, om EU's strukturpolitik bliver vellykket.

4.8

Udvalget finder det især vigtigt, at omstruktureringspolitikkerne og industripolitikkerne for omstilling til en lavemissionsøkonomi samordnes, således at der tages hensyn til klimaet og miljøet, og der med den rigtige finansiering skabes nye "grønne" arbejdspladser og kompetencer, som fremhævet af EØSU i tidligere udtalelser (4).

4.8.1

2012 er europæisk år for aktiv aldring og bl.a. af den grund, mener EØSU, at det er vigtigt, at der i ngo'er, socialøkonomien og i virksomheder udvikles kompetencer inden for tjenesteydelser, der understøtter en sund, aktiv og værdig aldring, og at der udvikles produkter og tjenester, som opfylder disse forbrugeres behov (5).

4.9

Desuden bør EU's programmer for almen og erhvervsfaglig uddannelse og videreuddannelse ifølge EØSU være de vigtigste værktøjer til proaktiv foregribelse af forandringer og flankere den løbende indsats fra virksomhedernes og arbejdstagernes side: som påpeget af Businesseurope har 72 % af virksomhederne i EU identificeret et behov for systematisk at videreuddanne deres egne ansatte, og 32 % af arbejdstagerne i EU deltog i 2010 i uddannelseskurser betalt af deres arbejdsgiver.

4.10

Som sociale løsninger på krisen har de nationale hjælpepakker og de forslag, man hidtil har vedtaget, været utilstrækkelige. Behovet for at skabe arbejdspladser og iværksætte foranstaltninger, der kan sætte gang i efterspørgslen (såsom bedre koordinerede pakker med skatteincitamenter og lønpolitikker), er ikke blevet taget tilstrækkeligt alvorligt.

4.10.1

Statsstøtten og støtten fra strukturfondene til at fastholde beskæftigelsen i virksomheder ramt af globaliseringen eller kreditstramninger bør ydes på betingelser, der garanterer, at støtten ikke skaber hindringer for den fri konkurrence, først og fremmest gives for at fastholde beskæftigelsesniveauet og er i overensstemmelse med kollektive overenskomster. Der må ses på udviklingen i Holland, hvor modeller med "selvstændige uden ansatte" fungerer rigtig godt. Via dette system får arbejdsløse en chance for at stille deres sagkundskab til rådighed og skabe deres eget job.

4.11

Efter EØSU's opfattelse bør der på EU-niveau være en tættere koordinering mellem Kommissionens politikker og tjenestegrene for entydigt og konsekvent at understøtte de beslutninger, der træffes i virksomheder under omstrukturering.

1.

EU's beskæftigelses- og uddannelsespolitik, forsknings- og innovationspolitik, virksomheds-, industri-, energi- og miljøpolitik, politik for grøn økonomi og ikt, handelspolitik og udenrigspolitik bør opstille en fælles, entydig vision for ledelsen og arbejdstagerne i europæiske virksomheder, som de kan basere deres tilpasning af strategier og kvalifikationer på.

2.

Europæiske agenturer som Cedefop i Thessaloniki og Eurofound i Dublin, observatorier som Det Europæiske Observationscenter for SMV og Det Europæiske Overvågningscenter for Forandringer, institutter under Det Fælles Forskningscenter som IPTS i Sevilla og fremsynsanalyser under afsnittet Viden og Samfund i det 7. rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration bør koordinere og afstemme deres aktiviteter og forsyne virksomheder og arbejdstagere med klare og forståelige rammer for forandringer.

4.12

EØSU finder det helt afgørende, at arbejdsmarkedets parters og det organiserede civilsamfunds rolle styrkes på alle niveauer: Den sociale dialog, forhandlinger og deltagelse er ikke blot grundlæggende værdier i den europæiske sociale model, som altid har haft EØSU's opbakning, men tillige instrumenter, som med gode resultater har understøttet og fremmet den sociale samhørighed, kvalitetsbeskæftigelse, skabelse af arbejdspladser og styrket innovationen og de europæiske økonomiers konkurrenceevne.

4.13

EØSU understreger i denne forbindelse den rolle, Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI) spiller som et privilegeret forum for konstruktiv dialog og udvikling af idéer og forslag takket være den erfaring, den har opbygget gennem årene siden EKSF-traktaten.

4.14

Som utallige undersøgelser og analyser af god praksis viser, er tillid mellem arbejdsmarkedets parter og en effektiv social dialog på både EU-niveau og i medlemsstaterne væsentlige forudsætninger for bedst muligt at kunne foregribe og styre forandringer.

4.15

Navnlig opfatter EØSU dialog, høring og forhandlinger som væsentlige betingelser i forbindelse med reformer og overgang til flexicurity. På den ene side må der opstilles rammebetingelser, som under hensyntagen til de forskellige nationale forhold giver virksomhederne mulighed for hurtigt og med en vis fleksibilitet at tilpasse sig innovationer, markeder og brugernes/forbrugernes ønsker, og på den anden side må arbejdstagerne støttes og hjælpes i at omstille sig og udvikle sig fagligt.

4.16

I øvrigt fungerer flexicurity kun, som EØSU allerede har understreget, hvis arbejdstagerne er veluddannede. Der er rent faktisk en tæt forbindelse mellem skabelsen af nye kompetencer og nye arbejdspladser. Endvidere bør foranstaltninger, der gennem stabile arbejdspladser "fremmer flexicurity-modellens sikkerhedsaspekt (i videst mulig forstand) … efter EØSU's mening prioriteres højest i den givne situation".

4.17

Det er vigtigt, at offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner og virksomheder gør en fælles indsats for at forbedre udbuddet af beskæftigelse og uddannelse ved at udvikle nye bredt anvendelige erhvervsprofiler og faglige kompetencer og støtte uddannelsesforløb igennem hele det aktive liv.

4.18

EØSU understreger den afgørende betydning af mekanismer, der sikrer adgang til uddannelse og videreuddannelse, og som sigter på at opfylde behovet for nye faglige profiler og nye kvalifikationer, især for unge, i tråd med perspektiverne i "En dagsorden for nye kvalifikationer og job", som EØSU har afgivet udtalelse om (6).

4.19

EØSU betoner vigtigheden af et tæt samarbejde mellem de forskellige aktører på lokalt niveau, da en god social dialog – især på det niveau – der bygger på tillid, og en positiv indstilling til forandringer, er vigtige faktorer for at kunne forebygge eller begrænse de negative sociale konsekvenser.

4.20

Der bør efter EØSU's opfattelse være særlig fokus på SMV'er, hvilket indebærer, at offentlige myndigheder og private organisationer, heriblandt arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer, handels-, industri- og håndværkskamre og andre institutioner især på lokalt og regionalt plan, bør iværksætte passende foranstaltninger, som giver dem lettere adgang til kredit og uddannelse, ligesom bureaukratiet og administrationen bør forenkles med hensigtsmæssige tiltag.

4.21

Yderligere høringer og en definition af en politik til foregribelse af forandringer og omstruktureringer bør bygge på resultaterne af de mere end syv års undersøgelser, studier og rapporter, der har fundet sted i EU.

4.22

Mens fokus hidtil klart har været på analyser og udveksling af information om god praksis (7) og erfaringer med nyskabelser, bør EU fremover i højere grad koncentrere sig om konkrete aktioner, dvs. om udvikling og vækst og fremme gennemførelsen af fælles retningslinjer, standarder og referencerammer udarbejdet på grundlag af europæiske standarder og fælles værdier.

4.23

Sidst men ikke mindst understreger EØSU betydningen af det menneskelige aspekt: de mennesker – og deres familier, som rammes af omstruktureringer i sektorer og virksomheder, gennemlever ofte personlige tragedier, som der ikke altid tages tilstrækkeligt hensyn til. Sideløbende med nye nødvendige investeringer, genskabelse af væksten og udviklingen af bæredygtige arbejdspladser må der være foranstaltninger om psykologisk og social støtte.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Direktivet om europæiske samarbejdsudvalg 2009/38/EF, EUT L 22 af 2009, direktiv 2002/14/EF, EFT L 80 af 2002, direktiv 2001/23/EF, EFT L 82 af 2001, direktiv 98/59/EF, EFT L 225 af 1998, Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000, EFT L 160 af 2000.

(2)  EØSU's udtalelse om den globale krises effekt på de store europæiske fremstillings- og tjenesteydelsessektorer, EUT C 318 af 2009.

(3)  Jf. lead market-initiativet til fordel for Europa (COM(2007) 860 final).

(4)  Jf. EØSU's udtalelse om fremme af bæredygtige, grønne job af hensyn til EU's energi- og klimapakke, EUT C 44 af 2011.

(5)  Jf. EØSU's udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om det europæiske år for aktiv aldring (2012), EUT C 51 af 2011.

(6)  EØSU's udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: "En dagsorden for nye kvalifikationer og job: et europæisk bidrag til fuld beskæftigelse", EUT C 318 af 2011.

(7)  Eksempler på god praksis: The Restructuring Toolbox http://www.evta.net/restructuringtoolbox/toolbox/index.html. Projektet Going Local to Respond Employment Challenges http://www.evta.net/going_local/catalogue/index.html med mål om gennemførelse af regionale aktioner knyttet til politikker og tjenester, som foregriber virksomhedskriser; skabelse af et netværk af aktører og praksis, således at de uddannelsesinstitutioner, der deltager i projektet, kan foretage en stadig sammenlignende evaluering.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/60


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om mulighederne for at indføre stabilitetsobligationer«

COM(2011) 818 final

2012/C 299/12

Ordfører: Gérard DANTIN

Kommissionen besluttede den 23. november 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Grønbog om mulighederne for at indføre stabilitetsobligationer"

COM(2011) 818 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 13. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli 2012, følgende udtalelse med 135 stemmer for, 33 imod og 25 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Der er brug for mere EU – ikke mindre EU – for at overvinde den nuværende krise, undgå langvarig recession og skabe betingelserne for ny vækst og en positiv udvikling i beskæftigelsen. Dette forudsætter en stærk vilje fra Kommissionens side til at konsolidere og anvende fællesskabsmetoden . Hvad dette angår, hilses grønbogen velkommen.

1.2   Men derudover skal Kommissionen fuldt ud udøve sin initiativret i forbindelse med alle parametre og formulere forslag, der passer til krisens omfang, i stedet for at vælge mellemstatslige lapperier.

1.3   Mere EU: et nyt EU bør forene solidaritet, ansvar og gensidig tillid. Essensen af sidstnævnte består især i symmetri og ligevægt i den økonomiske styring af en budgetmæssig og skattemæssig harmonisering, der er effektiv og uomgængelig. Mere EU for at sikre budgetansvar og integration. Mere EU for at skabe gensidig dækning for risici knyttet til statsgæld, for at genoprette kreditværdigheden på længere sigt, fremme og gennemføre strukturelle reformer og mobilisere investeringer i vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse i hele EU med henblik på at realisere et socialt Europa og skabe velfærd for alle.

1.4   EØSU glæder sig derfor meget over offentliggørelsen af grønbogen om stabilitetsobligationer. Grønbogens indhold følger en logik, hvorefter Den Europæiske Union i stadig stigende omfang integreres – med et fælles marked, herunder et europæisk kapitalmarked – og udgør et nødvendigt supplement til den eksisterende fælles valutapolitik i eurozonen. Samtidig vil euroobligationer kunne øge tilliden hos potentielle investorer og således stabilisere efterspørgslen efter statsobligationer og få rentesatserne til at falde.

1.5   EØSU mener ikke desto mindre, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om risikoen for moralsk hasard og det konkrete udtryk, som en sådan tillægges i grønbogen, præsenteres på den rigtige måde, samt at dette emne bør undersøges nærmere, inden man drager problematiske konklusioner. Hvis grønbogens hypotese var rigtig, altså at markedsdisciplinens svækkelse som følge af ensretningen af rentesatserne vil medføre en uansvarlig forøgelse af de offentlige udgifter og højere budgetunderskud, så ville man have kunnet konstatere en sådan udvikling siden indførelsen af euroen. Men det er ikke tilfældet.

1.6   Udvalget er enigt med Kommissionen i, at stabilitetsobligationer skal have høj kreditkvalitet for at blive accepteret af investorerne og medlemsstaterne i eurozonen. På grund af tøvende og sene politiske indgreb er usikkerheden i dag dog blevet så stor, at selv euroobligationer med solidarisk garanti formentlig ikke vil få samme modtagelse i morgen som for bare få måneder siden.

1.6.1   Efter EØSU's opfattelse er det derfor absolut nødvendigt, at Den Europæiske Centralbank (ECB) i højere grad inddrages i løsningen af krisen, f.eks. ved at udstede en banklicens til den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) eller til den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM).

1.7   Når det gælder de forskellige "muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer", synes udvalget, at metode nr. 2, som består i "delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti", er den mest acceptable, idet den ligger generelt set mest ligefor.

1.8   Udstedelsen af sådanne stabilitetsobligationer skal naturligvis, som også påpeget af formanden for Det Europæiske Råd, ske inden for nogle "solide rammer for budgetdisciplin og konkurrenceevne for at undgå moralsk risiko og fremme ansvarlighed og overholdelse. Processen mod udstedelsen af fælles gældsbeviser bør baseres på kriterier og ske i faser, således at fremskridt med at samle den budgetrelaterede beslutningstagning følges op af tilsvarende skridt mod en samling af risici" (1). EØSU er enigt i, at "de centrale byggesten" i denne proces skal være en integreret finansiel ramme, en integreret budgetramme og en integreret ramme for økonomisk politik. De bør ledsages af en sammenhængende og dertil svarende ramme af demokratisk legitimitet og ansvarlighed på europæisk plan uden at skærpe stramningerne. EØSU foreslår i den forbindelse, at den potentielle moralske risiko gøres til genstand for en grundig undersøgelse fra Kommissionens side, som gør det muligt at finde passende løsninger inden for denne struktur.

2.   Indledning

2.1   Grønbogen skal lancere en stor offentlig høring om stabilitetsobligationer  (2) blandt de berørte aktører. Denne høring skal tjene som grundlag for Kommissionens forslag til en politik på området.

2.2   Intensiveringen af euroområdets statsgældskrise har udløst en bred debat om mulighederne for fælles udstedelse. Idéen er ofte blevet fremført som et effektivt instrument til at løse de likviditetsproblemer, som flere medlemsstater i eurozonen slås med. På denne baggrund anmodede Europa-Parlamentet Kommissionen om at undersøge mulighederne for fælles udstedelse i forbindelse med vedtagelsen af lovpakken om euroområdets økonomiske styring, og understregede, at den fælles udstedelse af stabilitetsobligationer også forudsætter yderligere skridt i retning af en fælles økonomisk politik og finanspolitik (3).

2.3   Det Økonomiske og Sociale Udvalg har i flere udtalelser beskæftiget sig med denne problematik og har især fremlagt sin holdning i initiativudtalelsen om "Vækst og statsgæld i EU: To nyskabende forslag" (4).

2.4   EØSU glæder sig over offentliggørelsen af denne grønbog, over debatten, som den vil rejse, og den valgte tilgang, som senere skal danne grundlag for Kommissionens forslag. I forbindelse med dette emne har Kommissionen langt om længe fundet fællesskabsmetoden frem igen.

3.   Indholdet i grønbogen

3.1   Efter en beskrivelse af grønbogens kontekst præsenteres og forklares adskillige aspekter, som danner grundlag for og berettiger forslagene i den.

3.1.1   Grønbogens argumenter

3.1.1.1   Udsigten til indførelse af stabilitetsobligationer kan muligvis afbøde den aktuelle statsgældskrise, idet højtrente-medlemsstater vil kunne drage fordel af lavrente-medlemsstaters større kreditværdighed. Hvis denne virkning skal vare ved, vil en køreplan i retning af fælles udstedelse af obligationer dog skulle ledsages af parallelaftaler om en strammere økonomisk styring, der sikrer gennemførelsen af de nødvendige budgetmæssige og strukturelle tilpasninger, som kan garantere bæredygtighed i de offentlige finanser og forhindre moralsk hasard.

3.1.1.2   Stabilitetsobligationer vil gøre euroområdets finansielle system mere modstandsdygtigt over for fremtidige negative chok og således styrke den finansielle stabilitet. Stabilitetsobligationer vil give alle deltagende medlemsstater en mere sikker adgang til refinansiering og forhindre, at de pludseligt mister adgang til markedet. Samtidig vil banksystemet i euroområdet have fordel af adgangen til stabilitetsobligationer.

3.1.1.3   Stabilitetsobligationer ville fremskynde effekten af euroområdets pengepolitik og virke befordrende på effektiviteten på euroområdets statsobligationsmarked og i euroområdets finanssystem i bredere forstand. De vil også lette porteføljeinvesteringer i euro og fremme et mere afbalanceret globalt finanssystem.

3.1.2   Forudsætninger

Efter at have konstateret, at stabilitetsobligationer giver betydelige fordele i form af finansiel stabilitet og økonomisk effektivitet, opregner grønbogen deres potentielle ulemper.

3.1.2.1   I Kommissionens forslag nævnes følgende former for moralsk hasard:

visse former for stabilitetsobligationer vil reducere forpligtelsen til budgetdisciplin eller helt fjerne den, når medlemsstaterne i euroområdet sammenlægger kreditrisikoen for dele af eller hele deres offentlige gæld. Derved opstår en risiko for moralsk hasard, fordi en kreditrisiko, som opstår på grund af et enkelt lands manglende budgetdisciplin, skal deles af alle andre deltagende lande,

eftersom udstedelse af stabilitetsobligationer kan svække markedsdisciplinen, kræves der betydelige ændringer i rammerne for den økonomiske styring i euroområdet, hvilket vil kunne få følger for den budgetmæssige suverænitet,

stabilitetsobligationer skal have en høj kreditkvalitet for at blive accepteret af investorerne,

det vil også være vigtigt at opnå en høj kreditkvalitet for at sikre, at alle medlemsstaterne i euroområdet accepterer stabilitetsobligationer,

kreditvurderingen for stabilitetsobligationer vil primært afhænge af de deltagende medlemsstaters kreditkvalitet og den underliggende garantistruktur.

3.1.2.2   Overensstemmelse med EU-traktaten vil være af afgørende betydning for at sikre en vellykket indførelse af stabilitetsobligationer. Visse optioner kan være i modstrid med TEUF og kræve ændringer af traktaten, især artikel 125, der forbyder en medlemsstat at påtage sig en anden medlemsstats forpligtelser. Udstedelse af stabilitetsobligationer med solidarisk garanti vil principielt udgøre en overtrædelse af "redningsforbuddet". Udstedelse af stabilitetsobligationer med pro rata-garanti (ikke solidarisk) vil derimod være forenelig med de nugældende traktatbestemmelser.

3.2   Muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer

3.2.1   Ud over de mange forslag vedrørende stabilitetsobligationer, som er kommet frem under den offentlige debat, foreslår grønbogen tre metoder på grundlag af graden af substitution af nationale udstedelser (fuldstændig eller delvis) og arten af den underliggende sikkerhedsstillelse (solidarisk garanti eller pro rata-garanti). De tre metoder er følgende:

3.2.1.1

Metode nr. 1: Fuldstændig substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

Med denne metode dækkes euroområdets offentlige finansiering fuldt ud ved udstedelse af stabilitetsobligationer, og nationale udstedelser ophører. Det vil sandsynligvis være kreditvurderingen for de største medlemsstater i euroområdet, der vil dominere ved bestemmelse af stabilitetsobligationernes kreditvurdering, hvilket betyder, at en stabilitetsobligation udstedt i dag kunne forventes at få en høj kreditvurdering. Denne metode vil mest effektivt levere fordelene ved udstedelse af stabilitetsobligationer, men samtidig indebærer den størst risiko for moralsk hasard. Denne metode forudsætter meget robuste rammer for at sikre overholdelse af budgetdisciplinen, den økonomiske konkurrenceevne og mindskelse af de makroøkonomiske skævheder i de enkelte lande.

3.2.1.2

Metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

Ved denne metode understøttes udstedelsen af stabilitetsobligationer med solidarisk garanti, men det er kun en begrænset del af de nationale udstedelser, der erstattes.

Den del af udstedelsen, som ikke er stabilitetsobligationer, vil fortsat være omfattet af de respektive nationale garantier. Følgelig vil markedet for statsobligationer i euroområdet bestå af to særskilte dele: stabilitetsobligationer og statsobligationer. Et vigtigt aspekt ved denne metode vil være de specifikke kriterier for fastlæggelse af de relative andele af stabilitetsobligationer og nationale obligationer.

3.2.1.3

Metode nr. 3: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med pro rata-garanti

Med denne metode substitueres de nationale obligationer kun delvis med stabilitetsobligationer og understøttes med pro rata-garanti af medlemsstaterne i euroområdet. Denne metode er forskellig fra metode nr. 2, for så vidt som medlemsstaterne fortsat hæfter for deres respektive andel af de udstedte stabilitetsobligationer og for deres nationale udstedelser.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Grønbogen skal ses i lyset af den krise, som går gennem Europa. Krisen har mange facetter: den handler på én gang om økonomi og finanser, betalingsbalancer, statsgæld, miljø og sociale forhold (med 23 mio. arbejdsløse) og rammer selve fundamentet for den europæiske integrationsproces. Krisen har især sat spot på visse mangler i grundprincipperne bag Den Økonomiske og Monetære Union. Det er ikke nok med en fælles centralbank og en stabilitets- og vækstpagt for at sikre den fælles valuta mod kriser med forskelle i konkurrenceevne, makroøkonomiske skævheder, forstyrrede betalingsbalancer og høje "spreads" for statsobligationernes rentesatser.

4.2   Der er brug for mere og et bedre EUikke mindre EU – for at overvinde den nuværende krise, undgå langvarig recession og skabe betingelserne for ny vækst og en positiv udvikling i beskæftigelsen. Mere EU for at sikre budgetansvar og integration. Mere EU for at skabe gensidig dækning for risici knyttet til statsgæld, for at genoprette kreditværdigheden på længere sigt, fremme og gennemføre strukturelle reformer og mobilisere investeringer i vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse i hele EU med henblik på at realisere et socialt Europa og skabe velfærd for alle. Et bedre Europa, som kan opfylde disse mål på et bæredygtigt grundlag, og som råder over effektive mekanismer til at undgå moralsk hasard.

4.2.1   Dette forudsætter en stærk vilje fra Kommissionens side til at konsolidere og anvende fællesskabsmetoden. Hvad dette angår, hilses grønbogen velkommen. Men derudover skal Kommissionen fuldt ud udøve sin initiativret i forbindelse med alle parametre og formulere forslag, der passer til krisens omfang, i stedet for at vælge mellemstatslige lapperier, som på trods af deres antal i alt væsentligt har vist sig at være utilstrækkelige, nytteløse og kræve en usikker og langvarig implementering (5).

4.2.2   Mere EU: et nyt Europa forudsætter, at man grundlæggende er fælles om ressourcerne og deler ansvaret. Dette koncept, som forbinder solidaritet og fælles ansvar, skal bindes sammen af en slags tillidsbro mellem konceptets to dele. Essensen af sidstnævnte består især i symmetri og ligevægt i den økonomiske styring af en budgetmæssig og skattemæssig harmonisering, der er effektiv og uomgængelig.

4.2.2.1   En sådan tilgang bør foretrækkes i en situation, hvor medlemsstaternes regeringer ikke længere er i stand til at modstå trykket fra markedet, kreditorer og private kreditbureauer alene. Der er nødvendigt med et stort spring fremad for europæisk integration for ikke blot at skabe vækstinstrumenter og en troværdig vækstmodel for investorerne, men også – og det er det allervigtigste – for at konsolidere en demokratisk styreform.

4.2.2.2   I den forbindelse har Europa brug for at styrke den økonomiske styring for at garantere finanspolitisk disciplin i medlemsstaterne, særligt i euroområdet. Reformens seks lovforslag ("six-pack'en") samt de nye lovinitiativer og "det europæiske halvår", som går i retning af en bedre samordning af budgetpolitikkerne og en styrkelse af EU's overvågning, må, selv om de ikke er tilstrækkelige til at bringe Europa ud af krisen (6), gennemføres korrekt. I praksis er gennemførelsen af reformerne først lige gået i gang og skal overvåges nøje. Der vil først kunne drages konklusioner om disse reformers succes på grundlag af konkrete resultater, som har fjernet makroøkonomiske ubalancer. Man bør desuden tillægge de makroøkonomiske skævheder, som ligger bag de vanskeligheder, som visse medlemsstater slås med, lige så stor vægt.

4.3   Derfor bifalder udvalget grønbogen om mulighederne for at indføre stabilitetsobligationer. Efter udvalgets mening vil indførelsen af nye strenge regler vedrørende økonomisk styring og fælles garantier for hele eurozonen, der sigter mod at gøre den med statsgæld forbundne risiko til en gensidig forpligtelse, medvirke til at løse op for det fastlåste forhold mellem stramninger og vækst. En fortsat fastlåst situation ville uundgåeligt føre EU ud i en dyb recession.

4.4   Fremskridt på dette område vil også kunne give Den Europæiske Centralbank (ECB) mulighed for at udfase det opkøbsprogram for statsobligationer på de sekundære markeder, som for nærværende er nødvendigt for at sikre, at individuelle medlemsstater kan refinansiere deres offentlige gæld. I stedet kunne ECB beslutte at støtte de nye stabilitetsobligationer og på den måde skabe øget tillid hos markedsaktørerne i en overgangsperiode (7).

4.5   Man kunne i dette øjemed udstede en banklicens til den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) eller til den europæiske stabilitetsmekanisme, hvilket vil gøre en ende på den problematiske sammenblanding af penge- og budgetpolitikker i Den Europæiske Centralbank og sikre dens uafhængighed.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   EØSU er meget glad for offentliggørelsen af grønbogen om stabilitetsobligationer. Indførelsen af EU-obligationer i eurozonen (disse kaldes også euroobligationer (8) og beskrives i grønbogen som "stabilitetsobligationer") følger en logik, hvorefter Den Europæiske Union i stadig stigende omfang integreres – med et fælles marked, herunder et europæisk kapitalmarked – og udgør et nødvendigt supplement til den eksisterende fælles valutapolitik i eurozonen. Euroobligationer gør det kompliceret at spekulere og fremmer stabile finansmarkeder og den monetære politiks effektivitet.

5.2   Samtidig vil sådanne euroobligationer kunne skabe en fælles ansvarsfølelse, øge tilliden hos potentielle investorer her og nu og på kort sigt og således stabilisere efterspørgslen efter statsobligationer og få markedernes rentesatser til at falde for de lande, som slås med store finansieringsproblemer. EØSU bifalder i den forbindelse, at Kommissionen lancerer den længe ventede debat om euroobligationer og giver en korrekt indføring i fordelene ved disse i grønbogen.

5.3   Forudsætninger med hensyn til budgetdisciplinen

5.3.1   Ligesom den generelle debat om løsninger på den aktuelle krise understreger grønbogen flere steder behovet for at bekæmpe negative konsekvenser, den moralske hasard, og peger på, at markederne vil kunne tvinge medlemsstaterne til at underlægge budgetpolitikken den nødvendige disciplin. Kommissionen beklager, at der efter lanceringen af euroen "har været en uensartet markedsdisciplin i budgetpolitikken i de deltagende medlemsstater", og frygter, at indførelsen af et fælles ansvar for stabilitetsobligationerne vil blive uden effekt for markedsdisciplinen. Men selv medlemsstater, der har overholdt stabilitets- og vækstpagtens budgetbegrænsninger, er nu så forgældede på grund af ubalancer, som skyldes gældsætningen i den private sektor, at de må overvåges.

5.3.2   Man er generelt nervøs for, at et fælles ansvar og dermed den manglende mulighed for sanktioner i form af højere rentesatser skabt af markedet vil føre til en uansvarlig budgetforvaltning fra regeringernes side, eller med andre ord store budgetunderskud. Regeringerne kan tænkes at øge de offentlige udgifter på en uansvarlig måde, hvis de ikke lægges under pres fra højere rentesatser på markedet. EØSU mener ikke desto mindre, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om risikoen for moralsk hasard og det konkrete udtryk, som en sådan tillægges i grønbogen, præsenteres på den rigtige måde, og at dette emne bør undersøges nærmere, inden man drager problematiske konklusioner.

5.3.3   En præcis analyse af moralsk hasard ville også gør det muligt at finde skræddersyede løsninger på problemet. Der er flere grunde til at rokke ved tilliden til "markedsdisciplinen" og omfanget af problemet med moralsk hasard:

5.3.3.1   Grønbogen gør gældende, at udviklingen i de offentlige budgetter påvirker afkastet af statsobligationerne, og konstaterer, at "den høje grad af konvergens inden for statsobligationsafkast i euroområdet i de første ti år af euroen, …, når man ser tilbage, ikke [var] begrundet i medlemsstaternes budgetmæssige resultater". Selv om der således tydeligvis ikke var konvergens mellem budgetpolitikkerne, kunne man dog konstatere en høj grad af konvergens i statsobligationsafkastene og dermed i rentesatserne for statsobligationer. De græske, spanske, italienske, irske og finske statsobligationer er blandt dem, der har oplevet de laveste afkast efter indførelsen af euroen. Hvis afkastet af de finske 10års-statsobligationer endnu lå på omkring 8,8 % i 1995, så var det faldet til 3,4 % i 2005, dvs. til samme niveau som de tyske statsobligationer.

5.3.3.2   Dette skyldes, at opfattelsen af, at alle statsobligationer i eurozonen var relativt sikre, bredte sig blandt investorerne efter indførelsen af euroen. I tiden mellem indførelsen af eurozonen i 1999 og "Lehman Brothers"-krisen i 2008 herskede således allerede en situation svarende til den, man kan forvente efter indførelsen af euroobligationer. Markederne fremtvang ikke disciplin i budgetpolitikkerne i de år, der fulgte efter oprettelsen af eurozonen.

5.3.3.3   Hvis grønbogens hypotese var rigtig, altså at markedsdisciplinens svækkelse som følge af ensretningen af rentesatserne vil medføre en uansvarlig forøgelse af de offentlige udgifter og højere budgetunderskud, så ville man have kunnet konstatere en sådan udvikling siden indførelsen af euroen.

5.3.3.4   Dette er dog ikke tilfældet: i Finland er de offentlige udgifter f.eks. faldet lidt i forhold til BNP efter indførelsen af euroen og har hele tiden holdt sig under de offentlige indtægter. I Spanien er forholdet mellem de offentlige udgifter (betaling af renter ikke medregnet) og BNP forblevet konstant, mens indtægterne endog er steget. I Italien er de offentlige udgifter generelt faldet med et lille fald i det beløb, som betales i renter. Man har dog også kunnet konstatere et fald i statens indtægter. Også i Grækenland har de offentlige udgifter i forhold til BNP generelt været stabile efter landets indtræden i eurozonen og konvergensen af obligationsrenterne, og man har konstateret et nettofald i udgifterne til rentebetaling. Faldet i de offentlige indtægter (i forhold til BNP) har dog været meget større i Grækenland end i Italien.

5.3.3.5   Det er åbenlyst for enhver, at den manglende markedsdisciplin og den høje grad af konvergens i rentesatserne for obligationer ikke har medført moralsk hasard som følge af den overordnede sikkerhed, som investorerne har haft tillid til. Der er ikke konstateret nogen stigning i de offentlige udgifter i forhold til BNP, tværtimod. Man kan under alle omstændigheder sige, at lave og ensartede rentesatser mange steder har bidraget til et fald i skatteindtægterne – et fald i indtægterne har man i det mindste kunnet konstatere i to af ovennævnte tre tilfælde.

5.3.4   Det sidste punkt synes at vise, at kampen mod moralsk hasard netop bør centreres om indtægterne. En øget samordning af skattepolitikkerne ville forhindre skattemæssig dumping. Man kunne også i visse tilfælde straffe skattelettelser i forbindelse med samordningen af de økonomiske politikker og en styrket EU-styring. Dette ville sikre symmetri i de økonomiske styringsforanstaltninger, hvilket EØSU allerede har stået til lyd for i tidligere udtalelser (9).

5.3.5   Det er i øvrigt meget lidt sandsynligt, at investorerne virkeligt først og fremmest vil interessere sig for budgetpolitikkens soliditet i de medlemsstater, som de vil låne penge. Budgetunderskuddets og den offentlige gælds størrelse er i realiteten ikke så relevant for markedets renteniveau, som grønbogen lader forstå. Beviset herfor er netop, at Spanien, klassens duks hvad angår budgetpolitik, i øjeblikket har refinansieringsproblemer, mens andre lande med lige så høj gæld, som f.eks. Storbritannien, finder finansiering til historisk lave renter.

5.3.6   EØSU mener derfor, at Kommissionen med tanke på de etaper, der følger efter offentliggørelsen af grønbogen, skal skynde sig at revidere sine teser om moralsk hasard og markedsdisciplin. Disse kan hurtigt føre til forkerte konklusioner, hvis økonomiske konsekvenser kan blive ødelæggende: hvis kampen mod det formodede problem med moralsk hasard f.eks. giver anledning til endnu strengere regler vedrørende gæld i stabilitets- og vækstpagten eller automatiske bremseklodser for gældsætningen, kan man forvente et kontraproduktivt (og ifølge Kommissionen ineffektivt) pres på de offentlige udgifter. For at overbevise sig om, at en drastisk reduktion af statsudgifterne – i modsætning til, hvad Kommissionen formoder og ønsker – kan få negativ indflydelse på tilliden hos potentielle købere af obligationer, er det nok at se på, hvad der sker i lande i krise, hvor en streng politik har skabt endnu større usikkerhed og fået rentesatserne til at stige.

5.3.7   EØSU mener i øvrigt også, at tesen om, at markederne nødvendigvis skal pålægge demokratisk valgte regeringer disciplin kan drages alvorligt i tvivl. I et sådant scenario er markederne i sidste ende synonyme med kapitalindskydere, der optræder som regeringernes kreditorer. Det er komplet uforståeligt, hvorfor man skal glæde sig over, at et relativt lille antal kapitalindskydere har større indflydelse på det offentlige budget end et folkevalgt parlament.

5.4   Forudsætninger for markedets accept af stabilitetsobligationer som meget sikre aktiver

5.4.1   Udvalget er enigt med Kommissionen i, at stabilitetsobligationer skal have høj kreditkvalitet for at blive accepteret af investorerne og medlemsstater i eurozonen, der allerede nyder godt af den højeste kreditvurdering. En høj kreditkvalitet er også en forudsætning for at etablere stabilitetsobligationer som et internationalt benchmark og for at underbygge udviklingen og den effektive funktion af beslægtede futures- og optionsmarkeder, der er uundværlige for obligationsmarkedets likviditetsforsyning.

5.4.2   EØSU er overbevist om, at euroobligationer baseret på fælles samlet ansvar vil blive meget tiltrækkende for potentielle kapitalindskydere, som søger sikre investeringer. Størrelsen og likviditeten på et marked med fælles obligationer vil sandsynligvis tiltrække nye investorer fra lande uden for Europa. EØSU er enig i, at internationale makroøkonomiske skævheder kræver, at man gør alt for at kanalisere betydelige likviditetsstrømme fra vækstøkonomierne ind i euroobligationer som stabile finansielle investeringer. Disse obligationer vil således også blive et vigtigt stabiliseringselement for finansmarkederne uden for EU's grænser.

5.4.3   Usikkerheden omkring de europæiske obligationsmarkeder er i mellemtiden vokset markant på grund af medlemsstatsregeringernes tøvende indgriben, dårlige politiske beslutninger og manglende vilje til at løse krisen i sin helhed. Usikkerheden er således i dag så stor, at selv euroobligationer med solidarisk garanti (metode nr. 1 – se punkt 3.2.1.1 ovenfor) i dag ikke ville blive genstand for så stor efterspørgsel som for bare få måneder siden. Stabilitetsobligationernes evne til at afhjælpe krisen lider også herunder, og måske vil de end ikke være i stand til at opfylde deres oprindelige formål, nemlig at skabe stabilitet.

5.4.4   Efter EØSU's opfattelse er det derfor absolut nødvendigt, at Den Europæiske Centralbank (ECB) i højere grad inddrages i løsningen af krisen, f.eks. ved at udstede en banklicens til den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) eller til den europæiske stabilitetsmekanisme, der træder i kraft 1. juli 2012. Til forskel fra "Federal Reserve", Japans nationalbank og Bank of England er ECB i sidste instans ikke per automatik kreditgiver for medlemsstaterne. Dette forklarer til overmål forskellen i rentesatser mellem eurozonen og de langt mere gældsplagede økonomier og bidrager i vidt omfang til at udbrede det indtryk, at krisen aldrig vil slutte.

5.4.5   Det er omvendt illusorisk at tro, at markedets accept og dermed lave rentesatser for euroobligationer kræver en stram politik og en budgetkonsolidering, der er så håndfast som muligt. EØSU har i flere udtalelser udtrykkeligt kritiseret de negative konsekvenser for de økonomiske konjunkturer af en sådan politik og understreget, at en konsolidering af de offentlige budgetter først og fremmest går via økonomisk vækst (10).

5.5   Muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer

5.5.1   Metode nr. 1: Fuldstændig substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

Efter EØSU's opfattelse er dette den mest fornuftige metode på langt sigt og den metode, der er mest i tråd med Den Europæiske Unions målsætning om en økonomisk og social union. Samtidig kan den vise sig som den mest effektive metode til på kort sigt at løse finansieringsproblemerne og sætte punktum for krisen. Metoden er dog den, der kræver den mest omfattende europæiske integration. Gennemførelsen af den vil derfor skabe flest problemer af politisk art, hvorfor fuldstændig substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti, synes at være den mindst sandsynlige løsning i den nære fremtid.

5.5.2   Metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

5.5.2.1   Dette er den mest farbare og acceptable metode, fordi den grundlæggende svarer til den ovenfor beskrevne, idet medlemsstaterne dog bevarer en vis handlefrihed over for de finansielle markeder. Medlemsstaterne vil blive underlagt markedsvilkår og finansieringsvilkår, der varierer fra stat til stat i forhold til deres forskellige kreditvurderinger. Denne metode kan under alle omstændigheder vise sig at blive meget effektiv på mellemlangt og langt sigt. Den gør det desuden muligt på afgørende vis at tage brodden af de argumenter, som er baseret på den påståede risiko for moralsk hasard. Derfor er dette en af de to metoder, som EØSU formelt går ind for.

5.5.2.2   Det er dog ikke desto mindre stadig absolut nødvendigt, inden man tillader udstedelse af stabilitetsobligationer, at træffe beslutning om vilkår og øvre grænse for gæld for reelt at løse dette delikate problem i medlemsstater, som har vanskeligheder med finansiering. EØSU mener derfor ikke, at man straks bør konvertere alle eksisterende nationale til stabilitetsobligationer (som angivet på side 17 i grønbogen), eftersom den grænse, der fastsættes for udstedelse af disse ("blå obligationer"), i så fald hurtigt vil blive nået, så det igen vil blive nødvendigt at udstede nationale obligationer ("røde obligationer") med henblik på refinansiering (11).

5.5.3   Metode nr. 3: delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med pro rata-garanti, men ikke solidarisk garanti.

5.5.3.1   EØSU er enig med Kommissionen i, at denne metode har det mest begrænsede anvendelsesområde af de tre, eftersom den kun delvis dækker medlemsstaternes behov for finansiering (ligesom metode nr. 2) og ikke opererer med solidarisk garanti men kun med pro rata-garanti. Denne metode vil derfor sandsynligvis kun have begrænset effekt hvad angår stabilitet og integration. Den kan indføres forholdsvis hurtigt, eftersom den synes at være i fuld overensstemmelse med den gældende EU-traktat.

5.5.3.2   For at sådanne finansieringsinstrumenter kan opnå en tilstrækkelig god kreditvurdering, vil medlemsstaterne blive tvunget til at fremlægge supplerende garantier. Stabilitetsobligationer, der udstedes efter metode nr. 3, vil komme til at ligne de obligationer, som udstedes af Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfacilitet (EFSF), meget, selv om de kan forventes at få større rækkevidde og lidt større effekt på markederne og integrationen. Da man kan forudse, at denne metode vil være uden den helt store effekt, er den længst fra at opfylde EØSU's ønsker.

5.6   De finanspolitiske rammer for stabilitetsobligationer

5.6.1   EØSU gentager, at det er overbevist om, at en styrkelse af stabilitets- og vækstpagten via "six-pack'en", Rådets resolution om en europagt+ og generel indførelse af gyldne regler i alt væsentligt er utilstrækkelige til at overvinde krisen, og at de sociale konsekvenser heraf risikerer at bringe EU i en tilstand af opløsning (12).

5.6.2   De ekstraforanstaltninger, som Kommissionen og Rådet skal vedtage ud over forslagene i den her behandlede grønbog, bør ikke kun basere reduktionen af budgetunderskuddene og medlemsstaternes gældsætning på besparelser på de offentlige budgetter (stramninger). Sådanne besparelser indvirker som regel negativt på væksten, beskæftigelsen og velfærdsstaten. De begrænser på en uhensigtsmæssig måde mulighederne for at føre en passende konjunkturudlignende budgetpolitik og sidst men ikke mindst: de leverer ikke den succes, som Kommissionen regner med.

5.6.3   I Den Monetære Unions medlemslande er det dog nødvendigt at træffe foranstaltninger, der muliggør en ensartet udvikling i de nationale økonomier, mindsker skævheder og supplerer den fælles monetære politik. Det er desuden absolut nødvendigt at føre en fælles økonomisk politik, der sigter mod opfyldelsen af de rigtige mål. Idéen om en "styrket konkurrenceevne", der flere gange trækkes frem i grønbogen og tager form af mindre omkostninger og pres på lønningerne, er ensidig og lader hånt om den rolle, som efterspørgslen spiller på det makroøkonomiske plan.

5.6.4   Et fald i indtægterne i lande, der har underskud på de løbende poster, kan f.eks. medføre nedgang i efterspørgslen og et fald i importen. Selv om man på den måde kan skabe balance på de løbende poster i eurozonen, er prisen herfor mindre produktion og en økonomisk performans, der i sidste ende vil falde til et lavere niveau. EØSU gentager, at det er overbevist om, at en afbalanceret økonomisk politik er helt afgørende for at indfri 2020-strategiens målsætninger.

5.6.5   Derfor må man rette samordningen af den økonomiske politik mod en styrkelse af vækstfaktorer og nationale indtægter. De medlemsstater, der i de senere år har været vidne til relativt beskedne offentlige investeringsniveauer og en svag indenlandsk efterspørgsel, må træffe korrigerende foranstaltninger til støtte for efterspørgslen, hvorimod medlemsstater, der har relativt høje underskud på de løbende poster og budgettet, bør søge at skabe bedre balance mellem deres indtægter og udgifter. EØSU mener, at indførelsen af stabilitetsobligationer i EU i henhold til metode 2 varigt kan understøtte den tiltrængte og fornødne reduktion af makroøkonomiske skævheder internt i EU.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union", rapport fremlagt af Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd, den 26. juni 2012, del II, pkt. 2, 3. afsnit (EUCO 120/12).

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/da/ec/131291.pdf

(2)  I den offentlige debat og i litteraturen anvendes sædvanligvis udtrykket "eurobonds". Kommissionen mener, at det centrale aspekt af et sådant instrument vil være øget finansiel stabilitet i euroområdet. I denne grønbog tales der derfor om "stabilitetsobligationer" i overensstemmelse med kommissionsformandens tale den 28. september 2011.

(3)  Europa-Parlamentets beslutning af 6. juli 2011 om den finansielle, økonomiske og sociale krise (2010/2242 (INT)).

(4)  Se EØSU's udtalelse om "Vækst og statsgæld i EU: To nyskabende forslag", EUT C 143 af 22.5.2012, s. 10, samt EØSU's udtalelse "Intelligente strategier for finanspolitisk konsolidering – kortlægning af drivkræfter for vækst i Europa: Hvordan kan vi udnytte vores økonomiers arbejdskraftpotentiale i lyset af det tvingende behov for finanspolitisk tilpasning", EUT C 248 af 25.8.2011, s. 8.

(5)  Se kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's begrundelse fra 13. januar 2012 for at degradere statsobligationerne fra 16 medlemsstater fra euro-zonen: "the policy initiatives that have been taken by European policymakers in recent weeks may be insufficient to fully address ongoing sys temic stresses in the eurozone" ("de politiske initiativer, som de europæiske beslutningstagere har truffet de seneste uger, er måske utilstrækkelige til helt at overvinde systemisk stress i eurozonen"). Se (på engelsk):

http://www.standardandpoors.com/prot/ratings/articles/en/eu/?articleType=HTML&assetID=1245327399569. Standard & Poor’s bemærkede endvidere: “We believe a reform process based on a pillar of fiscal austerity alone risks becoming self-defeating, as domestic demand falls in line with consumers’ rising concerns about job security and disposable incomes, eroding national tax revenues”. (“Vi mener, at en reformproces, der udelukkende er baseret på en stram finanspolitik, bliver selvdestruerende, eftersom efterspørgslen på hjemmemarkedet vil falde i takt med forbrugernes stigende bekymring for jobsikkerhed og disponibel indkomst, hvilket vil underminere skatteindtægterne”).

(6)  Se punkt 5.6.

(7)  ECB's næsten ubegrænsede manøvremargin ville kunne udstrækkes fra en simpel erklæring om pengepolitikkens fremtidige tendens til massive tilbagekøb af statsgæld, der er under angreb i spekulationsøjemed.

(8)  I denne udtalelse anvendes "euroobligationer", når talen er om målsætningen om en politisk union som tillæg til den økonomiske og monetære union. I alle andre tilfælde anvendes Kommissionens term, altså "stabilitetsobligationer". Begrebsmæssigt er der i realiteten ingen forskel på de to termer.

(9)  Jf. opregningen i EØSU's udtalelse om "Årlig vækstundersøgelse: En hurtigere samlet EU-løsning på krisen", EUT C 132 af 3.5.2011, s. 26, og EØSU's udtalelse om "De sociale konsekvenser af lovgivningen om den nye økonomiske styring", EUT C 143 af 22.5.2012, s. 23.

(10)  Se fodnote 8 ovenfor.

(11)  Delpla, J. og von Weizsäcker, J. (2010), The Blue Bond Proposal, Breugel Policy Briefs 420, Bruegel, Bruxelles 2010 Forfatterne foreslår en grænse for udstedelsen af blå obligationer på 60 % af BNP, hvilket svarer til det kriterium, som oprindelig blev fastsat i Maastrichttraktaten som loft for den samlede offentlige gæld. Blandt et voksende antal mere eller mindre detaljerede studier og forslag se f.eks. den tyske regerings økonomiske vismænds forslag til en europæisk tilbagekøbspagt

(http://www.sachverstaendigenrat-wirtschaft.de/fileadmin/dateiablage/Pressemitteilungen/A_european_redemption_pact.pdf) eller Varoufakis, Y. and Holland, S. (2011), A modest proposal for overcoming the euro crisis, Levy Economics Institute of Bard College Policy Note 3/2011, http://www.levyinstitute.org/pubs/pn_11_03.pdf.

(12)  Jf. fodnote 5.3 ovenfor.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet under afstemningen, men opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne:

Ændr. 3 – Punkt 3.2.1.2

Tekst indføjes som følger:

"3.2.1.2

Metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

Ved denne metode understøttes udstedelsen af stabilitetsobligationer med solidarisk garanti, men det er kun en begrænset del af de nationale udstedelser, der erstattes.

Den del af udstedelsen, som ikke er stabilitetsobligationer, vil fortsat være omfattet af de respektive nationale garantier. Følgelig vil markedet for statsobligationer i euroområdet bestå af to særskilte dele: stabilitetsobligationer og statsobligationer. Et vigtigt aspekt ved denne metode vil være de specifikke kriterier for fastlæggelse af de relative andele af stabilitetsobligationer og nationale obligationer."

Begrundelse

Gives mundtligt.

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

117

Stemmer imod

:

46

Stemmer hverken for eller imod

:

18

Ændr. 4 – Punkt 3.2.1.3

Tekst indføjes som følger:

"3.2.1.3

Metode nr. 3: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med pro rata-garanti

Med denne metode substitueres de nationale obligationer kun delvis med stabilitetsobligationer og understøttes med pro rata-garanti af medlemsstaterne i euroområdet. Denne metode er forskellig fra metode nr. 2, for så vidt som medlemsstaterne fortsat hæfter for deres respektive andel af de udstedte stabilitetsobligationer og for deres nationale udstedelser."

Begrundelse

Gives mundtligt.

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

127

Stemmer imod

:

50

Stemmer hverken for eller imod

:

6

Følgende to ændringsforslag blev sat under afstemning samlet:

Ændr. 7 – Punkt 4.3

Ændres som følger:

"4.3

Derfor bifalder udvalget grønbogen om mulighederne for at indføre stabilitetsobligationer. Efter udvalgets mening vil indførelsen af nye strenge regler vedrørende økonomisk styring og fælles garantier for hele eurozonen, der sigter mod at den med statsgæld forbundne risiko , medvirke til at løse "

Begrundelse

Gives mundtligt.

Ændr. 1 – Punkt 1.5

Ændres som følger:

"1.5

EØSU mener ikke desto mindre, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om risikoen for moralsk hasard og det konkrete udtryk, som en sådan tillægges i grønbogen, præsenteres på den rigtige måde, samt at dette emne bør undersøges nærmere, inden man drager problematiske konklusioner. Hvis grønbogens hypotese var rigtig, altså at markedsdisciplinens svækkelse som følge af ensretningen af rentesatserne vil medføre en uansvarlig forøgelse af de offentlige udgifter og højere budgetunderskud, så ville man have kunnet konstatere en sådan udvikling siden indførelsen af euroen. Men det er ikke tilfældet. "

Begrundelse

Grønbogen omhandler muligheden for gennemførelse af en ny mekanisme, de såkaldte stabilitetsobligationer, i en ubegrænset periode, med det mål for øje at reducere omkostningerne ved gældsbetjening (udstedelse af obligationer) for medlemsstater med ringe budgetdisciplin til skade for lande med en god budgetadfærd, som bliver nødt til at betale højere afkast på sådanne obligationer i forhold til egne gældsinstrumenter. Modtagerne under en sådan ordning vil udnytte fordelen ved et enkelt (og, fra deres synsvinkel, lavere) afkast fra sådanne obligationer, og solidarisk hæftelse (garanti) i hele euroområdet. Kommissionen har selv opstillet 5 mulige former for "moralsk hasard" (en part træffer beslutningen om, hvor stor en risiko der skal løbes, mens en anden bærer udgifterne, hvis det går galt), som udstedelse af denne type gældspapir skaber.

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

131

Stemmer imod

:

49

Stemmer hverken for eller imod

:

9

Ændr. 8 – Punkt 5.3.4

Ændres som følger:

"5.3.4

Det sidste punkt synes at vise, at kampen mod moralsk hasard netop bør centreres om indtægterne.  (1). Man kunne også i visse tilfælde straffe skattelettelser i forbindelse med samordningen af de økonomiske politikker og en styrket EU-styring. Dette ville sikre symmetri i de økonomiske styringsforanstaltninger, hvilket EØSU allerede har stået til lyd for i tidligere udtalelser (2)."

Begrundelse

Heller ikke udtalelsens punkt 5.3.4 kan accepteres. Påstanden om, at man i fremtiden også kan straffe skattelettelser med sanktioner er vilkårlig og kan ikke understøttes af nogen undersøgelser eller forskning. Eventuelle skattelettelser og deres virkning falder uden for udtalelsens emne.

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

124

Stemmer imod

:

54

Stemmer hverken for eller imod

:

9

Følgende seks ændringsforslag blev sat under afstemning samlet:

Ændr. 10 – Punkt 5.4.2

Ændres som følger:

"5.4.2

EØSU er overbevist om, at euroobligationer vil blive meget tiltrækkende for potentielle kapitalindskydere, som søger sikre investeringer. Størrelsen og likviditeten på et marked med fælles obligationer vil sandsynligvis tiltrække nye investorer fra lande uden for Europa. EØSU er enig i, at internationale makroøkonomiske skævheder kræver, at man gør alt for at kanalisere betydelige likviditetsstrømme fra vækstøkonomierne ind i euroobligationer som stabile finansielle investeringer. Disse obligationer vil således også blive et vigtigt stabiliseringselement for finansmarkederne uden for EU's grænser."

Begrundelse

Gives mundtligt.

Ændr. 11 – Punkt 5.5.1

Ændres som følger:

"5.5.1

Metode nr. 1: Fuldstændig substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti

Metoden er dog den, der kræver den mest omfattende europæiske integration . Gennemførelsen af den vil derfor skabe flest problemer af politisk art, hvorfor fuldstændig substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti, synes at være den mindst sandsynlige løsning i den nære fremtid. "

Begrundelse

Med hensyn til de forskellige muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer foreslås det i udtalelsen at støtte metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti. Dette bør afvises. Vi finder det uacceptabelt, at visse medlemsstater kan anvende deres midler på en ødsel og i praksis desværre ansvarsløs måde, mens andre stater skal hæfte herfor. Samtidig bør man henvise til, at solidarisk garanti er i direkte modstrid med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ifølge hvilke en medlemsstat ikke hæfter for en anden medlemsstats forpligtelser. I modsætning hertil minimerer metode nr. 3 (som ifølge dette ændringsforslag bør støttes) risikoen for moralsk hasard i den økonomiske politik og finanspolitikken. I modsætning til metode nr. 2 ville denne metode indebære pro rata, men ikke solidariske, statsgarantier, og ville derfor kunne gennemføres forholdsvis hurtigt uden at ændre EU-traktaterne.

Ændr. 12 – Punkt 5.5.2.1

Ændres som følger:

"5.5.2.1

metode svarer til den ovenfor beskrevne, idet medlemsstaterne dog bevarer en vis handlefrihed over for de finansielle markeder. Medlemsstaterne vil blive underlagt markedsvilkår og finansieringsvilkår, der varierer fra stat til stat i forhold til deres forskellige kreditvurderinger. "

Begrundelse

Med hensyn til de forskellige muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer foreslås det i udtalelsen at støtte metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti. Dette bør afvises. Vi finder det uacceptabelt, at visse medlemsstater kan anvende deres midler på en ødsel og i praksis desværre ansvarsløs måde, mens andre stater skal hæfte herfor. Samtidig bør man henvise til, at solidarisk garanti er i direkte modstrid med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ifølge hvilke en medlemsstat ikke hæfter for en anden medlemsstats forpligtelser. I modsætning hertil minimerer metode nr. 3 (som ifølge dette ændringsforslag bør støttes) risikoen for moralsk hasard i den økonomiske politik og finanspolitikken. I modsætning til metode nr. 2 ville denne metode indebære pro rata, men ikke solidariske, statsgarantier, og ville derfor kunne gennemføres forholdsvis hurtigt uden at ændre EU-traktaterne.

Ændr. 13 – Punkt 5.5.3.1

Ændres som følger:

"5.5.3.1

EØSU er enig med Kommissionen i, at denne metode har det mest begrænsede anvendelsesområde af de tre, eftersom den kun delvis dækker medlemsstaternes behov for finansiering (ligesom metode nr. 2) og ikke opererer med solidarisk garanti men kun med pro rata-garanti. Denne metode vil . Den kan indføres forholdsvis hurtigt, eftersom den synes at være i fuld overensstemmelse med den gældende EU-traktat."

Begrundelse

Gives mundtligt.

Ændr. 14 – Punkt 5.6.5

Ændres som følger:

"5.6.5

Derfor må man rette samordningen af den økonomiske politik mod en styrkelse af vækstfaktorer og nationale indtægter. De medlemsstater, der i de senere år har været vidne til relativt beskedne offentlige investeringsniveauer og en svag indenlandsk efterspørgsel, må træffe korrigerende foranstaltninger til støtte for efterspørgslen, hvorimod medlemsstater, der har relativt høje underskud på de løbende poster og budgettet, bør søge at skabe bedre balance mellem deres indtægter og udgifter. EØSU mener, at indførelsen af stabilitetsobligationer i EU i henhold til metode varigt understøtte den tiltrængte og fornødne reduktion af makroøkonomiske skævheder internt i EU."

Begrundelse

Med hensyn til de forskellige muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer foreslås det i udtalelsen at støtte metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti. Dette bør afvises. Vi finder det uacceptabelt, at visse medlemsstater kan anvende deres midler på en ødsel og i praksis desværre ansvarsløs måde, mens andre stater skal hæfte herfor. Samtidig bør man henvise til, at solidarisk garanti er i direkte modstrid med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ifølge hvilke en medlemsstat ikke hæfter for en anden medlemsstats forpligtelser. I modsætning hertil minimerer metode nr. 3 (som ifølge dette ændringsforslag bør støttes) risikoen for moralsk hasard i den økonomiske politik og finanspolitikken. I modsætning til metode nr. 2 ville denne metode indebære pro rata, men ikke solidariske, statsgarantier, og ville derfor kunne gennemføres forholdsvis hurtigt uden at ændre EU-traktaterne.

Ændr. 2 – Punkt 1.7

"1.7

Når det gælder de forskellige "muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer", synes udvalget, at metode nr. , som består i "delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti", er den mest acceptable, idet den ligger generelt set mest ligefor."

Begrundelse

Med hensyn til de forskellige muligheder for udstedelse af stabilitetsobligationer foreslås det i udtalelsen at støtte metode nr. 2: Delvis substitution af national udstedelse med stabilitetsobligationer, med solidarisk garanti. Dette bør afvises. Vi finder det uacceptabelt, at visse medlemsstater kan anvende deres midler på en ødsel og i praksis desværre ansvarsløs måde, mens andre stater skal hæfte herfor. Samtidig bør man henvise til, at solidarisk garanti er i direkte modstrid med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ifølge hvilke en medlemsstat ikke hæfter for en anden medlemsstats forpligtelser. I modsætning hertil minimerer metode nr. 3 (som ifølge dette ændringsforslag bør støttes) risikoen for moralsk hasard i den økonomiske politik og finanspolitikken. I modsætning til metode nr. 2 ville denne metode indebære pro rata, men ikke solidariske, statsgarantier, og ville derfor kunne gennemføres forholdsvis hurtigt uden at ændre EU-traktaterne.

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

129

Stemmer imod

:

59

Stemmer hverken for eller imod

:

5


(1)  

(2)  Jf. opregningen i EØSU's udtalelse om "Årlig vækstundersøgelse: En hurtigere samlet EU-løsning på krisen", EUT C 132 af 3.5.2011, s. 26, og EØSU's udtalelse om "De sociale konsekvenser af lovgivningen om den nye økonomiske styring", EUT C 143 af 22.5.2012, s. 23.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/72


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om det europæiske jordovervågningsprogram (GMES) og dets operationelle aktiviteter (fra 2014 og frem)«

COM(2011) 831 final

2012/C 299/13

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Kommissionen besluttede den 30. november 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om det europæiske jordovervågningsprogram (GMES) og dets operationelle aktiviteter (fra 2014 og frem)"

COM(2011) 831 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 12. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 12. juli 2012, følgende udtalelse med 178 stemmer for, 2 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bekræfter sin kraftige støtte til den europæiske rumfartspolitik, herunder ikke mindst til de store europæiske projekter Galileo og GMES, som udvalget finder af strategisk betydning for den økonomiske og forskningsmæssige udvikling i Europa. I alle sine udtalelser om emnet (1) har EØSU understreget behovet for at skænke rumfartsaktiviteter større opmærksomhed og flere ressourcer, eftersom dette er et område, hvor EU bør fastholde sin position i første række.

1.2

EØSU er kategorisk imod Kommissionens forslag om at lægge den nødvendige finansiering til udvikling og gennemførelse af GMES-programmet over i en særlig ekstern fond.

1.3

EØSU fremhæver, at der er presserende behov for at sikre fortsættelsen af et program, der er på vej ind i sin operationelle fase, for ellers risikerer programmet at blive en fiasko. Hele forslaget om at indføre nye mekanismer for finansiering, forvaltning og styring, som adskiller sig fra EU's sædvanlige og konsoliderede mekanismer, kommer på et dårligt tidspunkt, synes uberettiget og er overordentligt risikabelt. Oprettelsen af nye organer og finansieringsmodeller kræver i realiteten, at man giver sig i kast med årelange, udmarvende og usikre forhandlinger og undersøgelser, hvilket synes at være uhensigtsmæssigt og at passe dårligt til den operationelle gennemførelse af et program som GMES, eftersom Kommissionen og de europæiske agenturer allerede råder over alle de kompetencer og beføjelser, der er nødvendige for at gennemføre programmet.

1.4

EØSU anmoder om, at finansieringen af programmet bliver medtaget under den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020, og at styringen af programmet bliver struktureret på en sådan måde, at der tages hensyn til den aktuelle kapacitet i Europa, og man undgår opsplitning af forvaltningsaktiviteterne og oprettelse af nye organer, der ikke er egnet til forvaltning af et program, som blev udviklet i sidste årti. Denne anmodning blev allerede fremsat i en tidligere udtalelse (2).

1.5

Meddelelsen vedrørende detaljer i gennemførelsen af forslaget til mellemstatslig aftale om GMES-aktiviteter (3), som er blevet offentliggjort under udarbejdelsen af nærværende udtalelse, ændrer ikke ved udvalgets konklusioner. Tværtimod bestyrker den dem, eftersom den giver EØSU lejlighed til på ny at henlede opmærksomheden på den store risiko, der er forbundet med at indføre en ny finansierings- og forvaltningsmodel, som ikke er blevet afprøvet, og som befinder sig uden for den flerårige finansielle ramme og EU's egne konsoliderede forvaltningskanaler.

1.6

EØSU er meget bekymret for, at GMES reelt risikerer at komme i alvorlige vanskeligheder, hvilket vil betyde, at en allerede foretaget investering på over 3,2 mia. EUR går til spilde. I lyset af debatten i medlemsstaterne synes man at kunne være sikker herpå – der er ikke længere kun tale om en risiko.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at det under et år før den planlagte operationelle gennemførelse (i 2013 er det planen at opsende A-satellitterne i konstellationerne Sentinel-1, Sentinel-2 og Sentinel-3) synes meget risikabelt og uberettiget at omdefinere programmets komplekse finansierings- og styringssystem som beskrevet i den her behandlede meddelelse, ikke mindst i lyset af programmets strategiske betydning for EU.

1.8

Meddelelsen indeholder ikke nogen gennemførlighedsanalyse, der gør det muligt at evaluere gennemførelsens eventuelle effektivitet. Begrundelsen for nødvendigheden af et nyt system er heller ikke klar.

1.9

EØSU gør opmærksom på, at de to europæiske flagskibsprogrammer for rumfart, Galileo og GMES, behandles forskelligt: Førstnævnte er omfattet af den flerårige finansielle ramme. Sidstnævnte er ikke.

1.10

For så vidt angår styringen er det overraskende at konstatere, at den europæiske rumorganisation kun tildeles en marginal rolle i dette komplekse system, selv om den hidtil har stået for det meste af udformningen, forvaltningen og anvendelsen af de europæiske satellitsystemer, ligesom den i samarbejde med Kommissionen har leveret næsten hele finansieringen. Udskiftningen af denne med nye organer med sparsom erfaring med forvaltning af satellitsystemer og indsamlede data synes at være dårligt funderet.

1.11

EØSU finder, at med under et år til indførelsen af GMES-programmets finansieringsmodel indebærer en så radikal omdefinering af programmets kompetencer, som det foreslås i meddelelsen, en meget stor risiko for systemets operationelle ibrugtagning.

1.12

EØSU henleder opmærksomheden på den usikkerhed og mangel på præcision, som præger Kommissionens forslag til styring. De kritiske elementer i den foreslåede model springer i øjnene, idet den tekniske koordination overlades til organer, som hverken er fortrolige med rumaktiviteter eller deler arbejdskultur med andre agenturer. Over 80 % af GMES-programmets planlagte aktiviteter vedrører i øvrigt rumaktiviteter. EØSU opfordrer Kommissionen til at revidere den foreslåede model og som oprindeligt planlagt holde fast ved en centraliseret styring og overlade det tekniske ansvar for programmet til ESA under overvågning og kontrol af Kommissionen.

2.   Indledning

2.1

Meddelelsen af 30. november 2011 beskriver Kommissionens forslag vedrørende finansiering uden for den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 (4) af den operationelle fase af det europæiske jordovervågningsprogram GMES, sådan som programmet hidtil har været defineret og er blevet bragt frem til den endelige gennemførelsesfase. Meddelelsen beskriver også forslaget vedrørende programmets styring. Det drejer sig således om en meddelelse af grundlæggende betydning for GMES-programmet.

2.2

Den senere meddelelse om visse detaljer i forbindelse med gennemførelsen af forslaget til mellemstatslig aftale om GMES-aktiviteter (5), der er blevet offentliggjort under udarbejdelsen af nærværende udtalelse, ændrer ikke ved bemærkningerne til denne meddelelse eller ved konklusionerne, eftersom det drejer sig om en supplerende meddelelse, der mere detaljeret beskriver de finansielle aspekter af den foreslåede fond og indførelsen af et nyt organ, GMES-rådet, der fordobler de beføjelser, som hidtil har været gældende i forvaltningen af de europæiske rumprogrammer, og derved giver anledning til åbenlyse kompetencestridigheder og dobbeltstrukturer i den europæiske beslutningsproces.

2.3

GMES-programmet er det ene af Unionens to flagskibsinitiativer for rumfart (Galileo er det andet). Det har en grundlæggende jordovervågningsfunktion, idet det leverer metoder til at forstå og overvåge klimaændringer, til civilbeskyttelse og sikkerhed samt til bæredygtig udvikling og krisestyring.

2.4

Den manglende medtagen af finansieringen af det strategiske jordovervågningsprogram i forslaget til flerårig finansiel ramme for perioden 2014-2020 har skabt alvorlig bekymring for, at et strategisk europæisk program, der til dato har kostet ti års arbejde og en investering på over 3 mia. EUR, skal blive tabt på gulvet.

2.5

EØSU har allerede i sin analyse fra december 2011 (6) udtrykt alvorlig bekymring for dette programs fremtid som følge af den manglende kontinuitet i dets finansiering.

2.6

Europa-Parlamentet mente i sin beslutning fra februar 2012 om GMES' fremtid (7) ikke, "at finansiering af GMES uden for den flerårige finansielle ramme (FFR) – med en finansiering og en forvaltningsstruktur som anført i det forslag, som Kommissionen offentliggjorde i sin meddelelse – er en mulig løsning".

2.7

Rumfartsdelen af GMES er baseret på tre satellitkonstellationer: Sentinel-1, Sentinel-2 og Sentinel-3, og på de instrumenter (Sentinel-4 og Sentinel-5), der er om bord på de andre satellitter. De første satellitter i de tre konstellationer skal sættes i kredsløb i 2013. Det er derfor på høje tid, at man fastsætter den finansielle ramme, som skal sikre finansieringen af de snarligt forestående aktiviteter.

2.8

Da der ikke forelå et forslag til pressekonferencen den 9. januar 2012, bekræftede ESA's generalsekretær, at ESA ikke vil igangsætte den planlagte opsendelse, så længe der ikke foreligger en beslutning om finansieringen af GMES-aktiviteterne (8).

2.9

Kommissionen foreslår i sin meddelelse, at den vil finde den fornødne finansiering til gennemførelse og etablering af hele infrastrukturen gennem oprettelsen af en ny fond specielt til GMES. Oprettelsen kræver en mellemstatslig aftale mellem EU's medlemsstater forsamlet i Rådet.

2.10

Alle EU's 27 medlemsstater vil skulle bidrage til fonden på grundlag af deres bruttonationalindkomst (BNI). I meddelelsen foreslås en model for aftalen, der senere er blevet uddybet i den efterfølgende meddelelse (9).

2.11

Det forslag vedrørende styringen, som er indeholdt i meddelelsen og ikke er mindre vigtigt end finansieringsforslaget, identificerer en række aktører, som skal tage sig af de forskellige aspekter og sektorer, som vil blive berørt af GMES.

2.12

Indførelsen af et nyt og indviklet finansieringssystem og et nyt forvaltningsorgan for rumprogrammet (GMES-rådet) synes ikke at være berettiget. Det kommer også for sent, kun et år før opsendelsen af de første satellitter.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Det europæiske jordovervågningsprogram GMES og satellitnavigationsprogrammet Galileo er EU's to store strategiske programmer, som Unionen skal bruge til at bevare sin uafhængighed og fremtrædende position inden for rumfart.

3.2

Det anses for strategisk vigtigt for Europas fremtid at opretholde en stærk førerposition og uafhængighed inden for rumfart på grund af de mangeartede og betydningsfulde spin-offs af rumfartsaktiviteter på forskellige økonomiske, teknologiske, geopolitiske og kulturelle områder i bred forstand.

3.3

GMES blev oprettet som et strategisk EU-program ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 911/2010.

3.4

Meddelelsen bekræfter, at "med henblik på de voksende globale udfordringer har Europa behov for sit eget velkoordinerede og pålidelige jordobservationssystem. GMES er et sådant system".

3.5

Meddelelsen foreslår en ny finansieringsmodel uden for det konsoliderede forvaltningssystem under EU's budget. Den nye model kræver deltagelse og godkendelse af alle 27 medlemsstater. I betragtning af den aktuelle økonomiske situation (her tænkes f.eks. – men ikke udelukkende – på situationen i Grækenland og den eventuelle mangel på likviditet i Frankrig og Italien) er det meget sandsynligt (om ikke sikkert), at denne mekanisme vil blive blokeret, hvilket vil være enden på GMES-programmet.

4.   Særlige bemærkninger

Finansieringen

4.1

Ifølge meddelelsen skal GMES ikke medtages i den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020.

4.2

Finansieringen skal bringes på plads gennem indgåelsen af en intern aftale mellem repræsentanter for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Rådet.

4.3

Ifølge aftalen skal de enkelte EU-medlemsstater udarbejde de procedurer, der er nødvendige for aftalens ikrafttræden, og dernæst underrette Rådets generalsekretær, når procedurerne er klar.

4.4

Aftalen træder først i kraft, når alle EU's medlemsstater har ratificeret den.

4.5

Aftalen kan således tidligst træde i kraft, når den sidste medlemsstat har ratificeret den. Som den økonomiske situation ser ud i dag (i EU generelt og i visse medlemsstater i særdeleshed), synes denne bestemmelse alene at være tilstrækkelig til at sikre GMES-programmets fiasko.

4.6

Det udgør en risiko, at tidspunktet for og de nærmere omstændigheder ved den relevante rådssamling end ikke er kendt i skrivende stund, i betragtning af at opsendelsen af Sentinel 1-2-3-satellitterne er nært forestående (2013).

4.7

Der foreslås i meddelelsen, at Rådet på forslag af Kommissionen vedtager en forordning vedrørende planlægning, forvaltning og gennemførelse af GMES-fonden. Forslaget til denne forordning foreligger endnu ikke.

4.8

Ifølge meddelelsen skal Rådet på forslag af Kommissionen vedtage en finansforordning for GMES-fonden, der fastsætter regler for oprettelsen og gennemførelsen samt for fremlæggelse og revision af regnskaber. Forslaget til denne forordning foreligger endnu ikke.

4.9

Til dato har udviklingen af programmet kostet over 3,2 mia. EUR, hvoraf næsten hele beløbet er kommet fra ESA (1,89 mia.) og EU (1,3 mia.).

4.10

Igangsættelsen af programmet i sin helhed, herunder vedligeholdelse, videreudvikling og løbende tilpasning, skønnes at ville kræve et budget for perioden 2014-2020 på 5,8 mia. EUR, hvilket svarer til ca. 0,6 % af EU's budget for den pågældende periode, som den flerårige finansielle ramme fastsætter til 1 025 mia. EUR. Det er også værd at minde om, at EU's budget svarer til ca. 1 % af BNP.

4.11

Forslaget om at finansiere GMES-programmet uden for EU's budget synes ikke at indebære nogen økonomiske fordele, eftersom de 27 medlemsstater under alle omstændigheder skal sikre finansieringen, selv om der bliver tale om en ny finansieringskanal baseret på en kompleks mellemstatslig aftale. Udvalget kan derfor ikke se det hensigtsmæssige i forslaget.

4.12

Hvad rumfartsdelen angår, råder ESA over det fornødne budget til at opsende de tre A-satellitter i konstellationerne Sentinel-1, 2 og 3. Opsendelsen af Sentinel-1 er allerede betalt, og opsendelsen af de to andre forventes ikke at ville give finansieringsproblemer. Budgettet efter 2013 inkluderer efter planen udviklingen af alle konstellationer, så disse kan leverer de tjenester, de er beregnet til.

Styringen

4.13

Ifølge meddelelsen skal forvaltningen af GMES' operationelle fase overdrages til flere forskellige organer.

4.14

Politisk overvågning og forvaltning overlades til Kommissionen.

4.15

Ifølge meddelelsen om detaljerne i forbindelse med gennemførelsen af det her behandlede forslag (COM(2012) 218 final af 11. maj 2012) skal styringen af GMES-programmet overlades til GMES-rådet, hvis beføjelser bliver så omfattende, at de på én gang kommer til at omfatte beføjelser, som er typiske for den sædvanlige forvaltning af EU-programmer, og beføjelser, der er typiske for en rumorganisation, hvorved der skabes en dobbeltstruktur i kompetencer og beslutningsorganer, der ikke rimer med en effektiv forvaltning af sparsomme EU-midler.

4.16

Hvad tjenesterne angår, uddelegeres den tekniske koordination af jordovervågningstjenester til Det Europæiske Miljøagentur (EEA), den tekniske koordination af tjenester i forbindelse med nødsituationer til katastrofeberedskabscentret (ERC) og den tekniske koordination af atmosfæretjenesten til Det Europæiske Center for Mellemfristede Vejrprognoser (ECMWF). For klimaændringer, overvågning af havmiljøet og sikkerhed er der endnu ikke fundet ansvarlige. For de øvrige tjenester af interesse for Kommissionen og de andre europæiske aktører foreslås Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur, EU's Satellitcenter (EUSC), Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser (FRONTEX) og Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA).

4.17

Med hensyn til rumfartsdelen går de operationelle aktiviteter foreløbigt til Den Europæiske Rumorganisation (ESA), for så vidt angår observationer ved hjælp af billeder i høj opløsning af jordoverfladen og særlige områder, og til EUMETSAT, for så vidt angår systematiske og globale observationer af atmosfæren og oceanerne. Videreudvikling af rumfartsdelen overdrages til ESA og Kommissionen.

4.18

Denne interimordning gælder for forvaltningen af hele Sentinel-1 og Sentinel-2 og for jorddelen af Sentinel-3. Det siger sig selv, at det er vanskeligt at påtage sig så tunge byrder i henseende til organisation og ressourcer, når det kun er en interimordning.

4.19

Det foreslås at tildele den tekniske koordination af "in situ"-datadelen til Det Europæiske Miljøagentur (EEA).

4.20

Det fremgår ikke klart, hvordan disse organers specifikke beføjelser og forvaltningskapacitet skal kunne dække de operationelle behov for et program som GMES, hvis prominente rumfartsdel kræver særlig kompetence.

4.21

GMES-rådet, der foreslås i den efterfølgende GMES-meddelelse (10), indfører dobbeltkompetencer for forvaltningen af de europæiske rumfartsprogrammer, hvilket uden tvivl vil skabe kompetencestridigheder og redundante beslutningsstrukturer i Europa og ende med indførelsen af en slags parallel rumfartsorganisation. En sådan situation er i modstrid med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Bruxelles, den 12. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 43 af 15.2.2012, s. 20.

(2)  EUT C 43 af 15.2.2012, s. 20.

(3)  COM(2012) 218 final af 11. maj 2012.

(4)  COM(2011) 500 final, del I/II – Et budget for Europa 2020.

(5)  COM(2012) 218 final af 11. maj 2012.

(6)  EUT C 43 af 15.2.2012, s. 20.

(7)  2012/2509 (RSP).

(8)  http://multimedia.esa.int/Videos/2012/01/ESA-Director-General-2012-Press-Briefing (68:00).

(9)  COM(2012) 218 final af 11. maj 2012.

(10)  COM(2012) 218 final af 11. maj 2012.


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/76


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler (CSD'er) samt om ændring af direktiv 98/26/EF«

COM(2012) 73 final – 2012/0029 (COD)

2012/C 299/14

Ordfører: Peter MORGAN

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union besluttede henholdsvis den 15. marts 2012 og den 3. april 2012 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler (CSD'er) samt om ændring af direktiv 98/26/EF"

COM(2012) 73 final — 2012/0029 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 12. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli 2012, følgende udtalelse med 110 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder lovgivningsinitiativet. Med indførelsen af CSD-forordningen vil Kommissionen have afsluttet alle tre søjler i de nye lovgivningsrammer for finansielle infrastrukturer i EU: CSD, EMIR og MiFID/MiFIR.

1.2

Indførelsen af euroen har været en katalysator for investeringer i værdipapirer på tværs af grænserne, og hvis sådanne investeringer skal kunne foregå uhindret på tværs af grænserne, forudsætter det fælles standarder i hele EU. En høj grad af afviklingsdisciplin mindsker eksponeringen for modpartsrisici eller nærmere bestemt likviditetsrisici og genanskaffelsesrisici. Endnu vigtigere er det, at disciplin fremmer investorbeskyttelsen ved at medvirke til at sikre, at transaktioner mellem købere og sælgere af værdipapirer afvikles sikkert og til tiden. I denne henseende er forordningen et vigtigt fremskridt hen imod fuldendelsen af det indre marked.

1.3

En af de store ændringer i viften af CSD-aktiviteter er, at CSD'er ikke længere vil kunne have en begrænset banklicens. Dette vil få følger for de to store internationale CSD'er, som bruger deres bankkapacitet til støtte for afvikling og deponering i meget stor målestok. EØSU erkender, at den internationale offentlige opinion (G20, Kommissionen, IOSCO osv.) går stærkt ind for at skille kreditinstitutterne ud fra CSD'erne. Udvalget støtter Kommissionen og mener, at en udskillelse af bankaktiviteterne er den bedste løsning.

1.4

Forslaget om ensartede krav til afvikling på T+2 er meget vigtigt. Mens dette sikkert er opnåeligt i det indre marked, er der en række problemer, som må tages op for globale transaktioners vedkommende.

1.5

Forslaget indebærer dematerialisering af omsættelige værdipapirer. Der indføres en overgangsperiode, som udløber den 1. januar 2020. Ikke desto mindre har medlemsstaterne ikke gjort lige store fremskridt på dette område, og der kan blive brug for et politisk kompromis.

2.   Indledning

2.1

Værdipapircentraler (CSD'er) er systemisk vigtige institutioner for de finansielle markeder. Enhver handel med værdipapirer på eller uden for børser efterfølges af processer, som fører til afvikling af den pågældende handel, dvs. levering af værdipapirer mod kontanter. CSD'er er centrale institutioner, som muliggør afvikling ved hjælp af såkaldte værdipapirafviklingssystemer. CSD'er påtager sig endvidere den første registrering og central forvaltning af værdipapirkonti, hvor det registreres, hvor mange værdipapirer der er udstedt af hvem, og hvornår der sker ændringer i værdipapirbeholdningen.

2.2

CSD'er spiller også en afgørende rolle for markedet for sikkerhedsstillelse, navnlig i pengepolitisk sammenhæng. Eksempelvis strømmer næsten alle de former for sikkerhedsstillelse, der kan anvendes i forbindelse med centralbankers pengepolitiske tiltag i EU, navnlig i eurozonen, gennem værdipapirafviklingssystemer, som drives af CSD'er.

2.3

I 2010 afviklede værdipapirafviklingssystemer i EU transaktioner svarende til ca. 920 billioner EUR og opbevarede værdipapirer svarende til næsten 39 billioner EUR ved udgangen af 2010. Der findes over 30 CSD'er i EU, normalt en i hvert land og to "internationale" CSD'er (ICSD'er – Clearstream Banking Luxembourg og Euroclear Bank), som er en underkategori af CSD'er, der specialiserer sig i at udstede internationale obligationer, almindelig kendt som "eurobonds".

2.4

CSD'er fungerer normalt sikkert og effektivt inden for nationale grænser, men afviklingssystemer for investeringer på tværs af grænser er mere komplekse og koster mere end indenlandsk afvikling. Antallet af forfejlede afviklinger er større for grænseoverskridende transaktioner end for indenlandske transaktioner, og grænseoverskridende afvikling koster op til fire gange så meget som indenlandsk afvikling. Generelt er CSD'ers omkostninger minimale set i forhold til de samlede omkostninger, der er forbundet med udnyttelsen af alle elementer i infrastrukturen, skønt de repræsenterer en stor udgift for udstederne.

2.5

Sikkerhedsproblemerne skyldes en række forhold, herunder:

Afviklingscyklussens varighed. Tidsperioden mellem handel og afvikling er ikke harmoniseret i EU, hvilket skaber forstyrrelser, når værdipapirer afvikles på tværs af grænser.

En begrænset, men væsentlig del af værdipapirerne foreligger stadig i papirudgave. De afvikles som led i en meget længere afviklingscyklus, hvilket øger risikoen for investorer.

Forfejlede afviklinger – dvs. situationer, hvor transaktioner ikke afvikles på den planlagte afviklingsdato – er ikke omfattet af sanktioner med afskrækkende virkning på alle markeder, og hvis der findes afviklingsdisciplinære foranstaltninger, varierer de meget fra marked til marked.

Selv om direktiv 98/26/EF om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer reducerer forstyrrelser af værdipapirafviklingssystemer som følge af insolvensbehandling mod en af systemets deltagere, tager det ikke højde for andre risici for systemet eller for spørgsmålet om, hvorvidt den CSD, der driver systemet, er modstandsdygtig. Visse CSD'er er udsat for yderligere kredit- og likviditetsrisici, som skyldes, at de leverer bankserviceydelser i forbindelse med afvikling.

Aftaler mellem CSD'er om at oprette links anses for et første skridt i retning af en konsolidering af de europæiske afviklingsmarkeder, men giver dog anledning til bekymringer med hensyn til sikkerheden, idet der ikke findes særlige bestemmelser om tilsyn med sådanne links. Endvidere øger aftalerne de stadig tættere indbyrdes forbindelser mellem CSD'er, hvilket er en yderligere begrundelse for at indføre fælles rammer for tilsyn.

2.6

Manglen på et effektivt indre marked for afvikling giver også i høj grad anledning til bekymringer. Der findes fortsat betydelige hindringer for efterhandelsmarkedet i Europa, f.eks. begrænset adgang for værdipapirudstedere til CSD'er, forskellige nationale licensordninger og -regler for CSD'er i EU samt begrænset konkurrence mellem de forskellige nationale CSD'er. Disse hindringer fører til et meget opsplittet marked. Derfor er grænseoverskridende afvikling af transaktioner afhængig af en unødigt kompliceret "deponeringskæde", som ofte omfatter adskillige CSD'er og adskillige andre mellemled. Det har en negativ indvirkning på effektiviteten, men også på de risici, som er forbundet med grænseoverskridende transaktioner.

2.7

Der er tale om alvorlige problemer, for grænseoverskridende transaktioner i Europa, lige fra almindeligt køb/salg af værdipapirer til overførsler af sikkerhedsstillelse, tager fortsat til i omfang, og CSD'erne bliver stadig tættere forbundet indbyrdes. Denne udvikling forventes at tage fart med Target2 Securities (T2S) – et projekt, som Eurosystem har iværksat for at skabe en fælles platform uden grænser for værdipapirafvikling i Europa, med forventet start i 2015.

3.   Resumé af forslaget til forordning

3.1

Forslaget til forordning består af to hoveddele: foranstaltninger vedrørende alle markedsoperatører i forbindelse med værdipapirafvikling (afsnit II) og foranstaltninger, som specielt vedrører CSD'er (afsnit III, IV og V).

Værdipapirafvikling

3.2

Afsnit II indfører den såkaldte dematerialisering/immobilisering af værdipapirer svarende til udstedelse af værdipapirer i elektronisk form. Denne foranstaltning har til formål at gøre afviklingsprocessen mere effektiv, at gøre det lettere at afkorte afviklingsperioder og at sikre værdipapiremissioners integritet ved at bane vej for lettere afstemning af værdipapirbeholdninger. Forslaget til forordning omfatter en tilstrækkelig lang overgangsperiode, dvs. indtil den 1. januar 2020, således at markedsoperatører fra de medlemsstater, hvor der stadig findes et betydeligt antal værdipapirer i papirudgave, kan overholde denne foranstaltning.

3.3

Det harmoniserer afviklingsperioden for værdipapirtransaktioner i hele EU. I Europa afvikles de fleste værdipapirtransaktioner enten to eller tre dage efter handelsdagen, afhængigt af de enkelte markeder. Afviklingsperioden harmoniseres og fastsættes til to dage efter handelsdagen, selv om der vil være mulighed for kortere afviklingsperioder.

3.4

Det harmoniserer kodekserne for afviklingsdisciplin i hele EU. De består af forudgående foranstaltninger til at forebygge forfejlet afvikling og efterfølgende foranstaltninger til at håndtere forfejlet afvikling.

Godkendelse af og tilsyn med CSD'er

3.5

I direktiv 98/26/EF defineres værdipapirafviklingssystemer allerede som formelle arrangementer, der muliggør overførsel af værdipapirer mellem forskellige deltagere. Nævnte direktiv vedrører dog ikke de institutioner, som er ansvarlige for at drive sådanne systemer. I betragtning af de stadigt mere komplicerede systemer og risici, der er forbundet med afvikling, er det helt afgørende, at institutioner, som driver værdipapirafviklingssystemer, defineres i lovgivningen, godkendes og underkastes tilsyn i overensstemmelse med en række fælles tilsynsstandarder.

3.6

CSD'er skal godkendes og underkastes tilsyn af de nationale kompetente myndigheder på det sted, hvor de er etableret. Men i betragtning af det tiltagende grænseoverskridende aspekt ved deres aktiviteter skal andre myndigheder, som er knyttet til det eller de værdipapirafviklingssystemer, som CSD'en driver, og til andre gruppeenheder, høres. ESMA kommer til at spille en vigtig rolle i forbindelse med udarbejdelsen af udkast til tekniske standarder, der skal harmonisere godkendelsesprocessen og sikre samarbejde mellem myndighederne.

3.7

Forslaget giver godkendte CSD'er et "pas" til at levere serviceydelser i Unionen, enten ved at levere serviceydelser direkte i en anden medlemsstat eller ved at oprette en filial i den pågældende medlemsstat. CSD'er fra tredjelande kan få adgang til Unionen, hvis ESMA anerkender dem.

Krav til CSD'er

3.8

CSD'er er systemisk vigtige og leverer serviceydelser af afgørende betydning til værdipapirmarkedet. Derfor skal de være underlagt høje tilsynsstandarder for at sikre, at de er levedygtige, og at deres deltagere beskyttes. De krav, der stilles til CSD'er, er opdelt i flere kategorier: organisatoriske krav, bestemmelser om god forretningsskik, krav til CSD-serviceydelser, tilsynskrav og krav til CSD-links.

3.9

Bestemmelserne om god forretningsskik kræver, at aktiviteterne skal være ikke-diskriminerende, gennemsigtige og udelukkende risikobaserede, og at omkostninger og indtægter skal oplyses i fuld gennemsigtighed til de kompetente myndigheder.

3.10

Kravene til CSD-serviceydelser omfatter bestemmelser om intradagsafstemning af konti og adskillelse af konti. Med hensyn til kontantafvikling stilles der i forslaget krav til CSD'er om at afvikle over centralbankkonti, hvis det er praktisk muligt. Kontantafvikling i forretningsbanker er tilladt, men det skal i modsætning til gældende praksis flere steder foregå via et særskilt kreditinstitut, der fungerer som afregningsfirma.

3.11

Tilsynskravene for CSD'erne selv indeholder vigtige bestemmelser om begrænsning af operationelle risici. Da CSD'er ikke har tilladelse til at levere bankmæssige serviceydelser direkte, udgør de operationelle risici den største risiko for dem. Bestemmelserne omfatter passende foranstaltninger til at sikre forretningskontinuitet og afvikling til enhver tid. Kapitalkravene er også fastsat i forhold til driftsomkostningerne – CSD'ers kapital, herunder tilbageholdt overskud og reserver, bør kunne dække driftsomkostningerne i mindst seks måneder.

3.12

Kravene til CSD-links omfatter indførelse af identiske bestemmelser om endelig afregning.

Adgang til CSD'er

3.13

Dette initiativ har bl.a. til formål at åbne markedet for CSD-serviceydelser og at fjerne hindringer for adgang. Der foreslås tre former for adgang: a) mellem udstedere og CSD'er, b) mellem CSD'er og c) mellem CSD'er og andre markedsinfrastrukturer.

3.14

I henhold til forslaget skal udstedere have ret til at registrere deres værdipapirer i enhver godkendt CSD i Unionen, og CSD'er skal have ret til at levere serviceydelser i forbindelse med værdipapirer, som er oprettet i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat.

3.15

CSD'er bør have ret til at modtage transaction feeds fra CCP'er og handelssystemer, og disse infrastrukturer bør have adgang til de værdipapirafviklingssystemer, som CSD'er driver.

Kreditinstitutter

3.16

CSD'er kan tilbyde deres deltagere afvikling via forretningsbanker, hvis afvikling via centralbanker ikke er praktisk mulig. CSD'er bør ikke selv levere bankserviceydelser i tilknytning til afviklingen, men bør hos deres kompetente myndigheder indhente tilladelse til at udpege et kreditinstitut, der skal fungere som afregningsfirma og åbne kontantkonti samt yde kreditfaciliteter for at lette afviklingen.

3.17

Denne adskillelse mellem CSD'er og afregningsfirmaer er en vigtig foranstaltning til opretholdelse og forøgelse af CSD'ers sikkerhed. Bankserviceydelser i tilknytning til afviklingen øger CSD'ernes risici og dermed sandsynligheden for, at CSD'er misligholder deres forpligtelser eller udsættes for en alvorlig stresspåvirkning.

3.18

Bankserviceydelserne leveres almindeligvis af nogle CSD'er på intradagsbasis (er helt og fuldt dækket af sikkerhedsstillelse og andre finansielle ressourcer) og er begrænset til serviceydelser i tilknytning til afviklingen, men der er alligevel tale om betydelige beløb, og misligholder sådanne CSD'er deres forpligtelser, vil det få negative konsekvenser for værdipapir- og betalingsmarkederne. Kravet om, at bankserviceydelser leveres af en juridisk enhed adskilt fra den enhed, som leverer CSD'ers kerneserviceydelser, vil forhindre, at risici fra bankserviceydelserne overføres til CSD'ernes kerneserviceydelser, især når der er tale om insolvens eller alvorlige stresspåvirkninger fremprovokeret af bankserviceydelserne.

3.19

For CSD'er, som på nuværende tidspunkt leverer bankserviceydelser, vil de største omkostninger i forbindelse med denne foranstaltning være de retlige omkostninger til oprettelse af en separat juridisk enhed til levering af bankserviceydelser. Det er Kommissionens opfattelse, at der ikke findes nogen enkle alternativer til udskillelse af bankserviceydelser, der fuldstændigt eliminerer faren for, at risici fra bankserviceydelserne overføres til kerneserviceydelserne.

3.20

Af hensyn til den effektivitet, der opnås ved, at enheder inden for samme koncern leverer både CSD- og bankserviceydelser, bør kravet om, at bankserviceydelserne udføres af et separat kreditinstitut ikke være til hinder for, at det pågældende kreditinstitut tilhører samme koncern som CSD'en.

3.21

Den kompetente myndighed bør i hvert enkelt tilfælde kunne påvise, at der ikke opstår nogen systemisk risiko ved, at samme juridiske enhed leverer både CSD- og bankserviceydelser. I et sådant tilfælde kan Kommissionen på grundlag af en begrundet anmodning give tilladelse til en undtagelse. Under alle omstændigheder bør en CSD, der er meddelt tilladelse som kreditinstitut, kun kunne levere bankserviceydelser i tilknytning til afviklingen.

Sanktioner

3.22

En status over de eksisterende nationale ordninger har eksempelvis afsløret, at der er stor forskel på størrelsen af de økonomiske sanktioner i de forskellige medlemsstater, at nogle kompetente myndigheder ikke har visse vigtige sanktionsbeføjelser til rådighed, og at nogle kompetente myndigheder ikke kan pålægge fysiske og juridiske personer sanktioner. Med henblik herpå foreslår Kommissionen, at de kompetente myndigheder får et minimum af administrative sanktioner og foranstaltninger til rådighed, herunder tilbagetrækning af godkendelsen, offentlige advarsler, afskedigelse af ledelsen, tilbagebetaling af gevinster opnået ved overtrædelse af denne forordning, såfremt sådanne gevinster kan opgøres, samt administrative bøder.

4.   EØSU's synsvinkel

4.1

EØSU bifalder lovgivningsinitiativet. Med indførelsen af CSD-forordningen vil Kommissionen have afsluttet alle tre søjler i de nye lovgivningsrammer for finansielle infrastrukturer i EU: CSD, EMIR og MiFID/MiFIR. Tilsammen giver disse tre instrumenter en bred og omfattende dækning af markedet. Kommissionen må sørge for, at disse instrumenter går hånd i hånd uden overlapninger, som vil kunne føre til forskellige fortolkninger af de nye regler. Det er også meget vigtigt, at disse forskellige lovgivningsinitiativer er konsekvente og i overensstemmelse med hinanden på centrale områder.

4.2

ESMA får til opgave at udarbejde udkast til tekniske standarder for denne nye lovgivning såvel som for de to andre søjler. Udvalget noterer omfanget af de opgaver og det ansvar, ESMA får pålagt med ret kort varsel. Blandt andet får ESMA ansvaret for reguleringen af kreditvurderingsbureauer, tilsynet med revisionssektoren, short selling og credit default swaps, overvågning af anvendelsen af FAIF-direktivet. Det er afgørende, at ESMA har en tilstrækkelig stor kvalificeret og erfaren stab til at løse sine opgaver effektivt.

4.3

De virksomheder, der yder finansielle tjenester, er ved at blive underlagt nye regler, nyt tilsyn og nye tilsynskrav osv., og hertil føjer sig nu CSD-forordningen, som medfører et nyt sæt ændringer for finanssektoren. EØSU støtter indførelsen af disse yderligere ændringer, men opfordrer lovgiverne og tilsynsmyndighederne, især ESMA, til at være på vagt over for eventuelle problemer, som en overdreven regulering kan medføre.

4.4

Indførelsen af euroen har været en katalysator for investeringer i værdipapirer på tværs af grænserne, og hvis sådanne investeringer skal kunne foregå uhindret på tværs af grænserne, forudsætter det fælles standarder i hele EU. En høj grad af afviklingsdisciplin mindsker eksponeringen for modpartsrisici eller nærmere bestemt likviditetsrisici og genanskaffelsesrisici. Endnu vigtigere er det, at disciplin fremmer investorbeskyttelsen ved at medvirke til at sikre, at transaktioner mellem købere og sælgere af værdipapirer afvikles sikkert og til tiden. I denne henseende er forordningen et vigtigt fremskridt hen imod fuldendelsen af det indre marked.

4.5

Også i forbindelse med det indre marked skal forslaget om "pasudstedelse" hilses velkommen, da det vil hjælpe med at fjerne adgangshindringerne, mens udstederne ud fra samme betragtning får ret til at registrere deres værdipapirer i enhver CSD, der er godkendt i EU. Denne nedbrydning af nationale monopoler skal også hilses velkommen i det indre marked.

4.6

Udformningen af forretningsmodellen for CSD'er ud fra en lavrisiko-tilgang kombineret med den omstændighed, at modellen faktisk vil blive begrænset gennem regulering, må forventes at få både positive og negative følger for CSD'ernes konkurrenceevne og innovation. Åbningen af det grænseoverskridende marked vil være en uomtvistelig fordel. Endvidere får CSD'er mulighed for at levere en række serviceydelser, forudsat at de er med til at forbedre værdipapirmarkedernes sikkerhed, effektivitet og gennemsigtighed. I tilslutning hertil og for yderligere at stimulere innovation foreslår EØSU, at det kun bliver forbudt for en CSD at eje virksomheder, der ikke er værdipapircentraler, hvis de pågældende aktiviteter vil være til skade for CSD'ens risikoprofil.

4.7

En af de store ændringer i viften af CSD-aktiviteter er, at CSD'er ikke længere vil kunne have en begrænset banklicens. Dette vil få følger for de to store internationale CSD'er – Euroclear and Clearstream – som bruger deres bankkapacitet til støtte for afvikling og deponering i meget stor målestok. Bankaktiviteterne er af et meget begrænset omfang og kom igennem den nylige krise uden problemer. Dog erkender EØSU, at den internationale offentlige opinion (G20, Kommissionen, IOSCO osv.) går stærkt ind for at skille kreditinstitutterne ud fra CSD'erne. CSD'er får mulighed for at oprette en bank med begrænset aktivitetsområde og inden for samme koncern. Dette ventes ikke at føre til en omfattende ændring af CSD-forretningsmodellen.

4.8

Selv om det er Kommissionens holdning, at der ikke er noget alternativ til udskillelse af bankserviceydelser fra CSD'ernes kerneserviceydelser, giver den bestemmelse, der henvises til i punkt 3.21 ovenfor, mulighed for at give tilladelse til en undtagelse, hvis den støttes af den kompetente nationale myndighed. Skønt muligheden for undtagelse er til stede, støtter udvalget Kommissionen og mener, at en udskillelse af bankaktiviteterne er den bedste løsning.

4.9

Forslaget indebærer dematerialisering af omsættelige værdipapirer. Der indføres en overgangsperiode, som udløber i 2020. Ikke desto mindre har medlemsstaterne ikke gjort lige store fremskridt på dette område, og der kan blive brug for et politisk kompromis.

4.10

Et andet vigtigt forslag går ud på at indføre ensartede krav til afvikling på T+2. Mens dette sikkert er opnåeligt i det indre marked, er der en række problemer, som må tages op for globale transaktioners vedkommende. De kan bestå i komplikationer på grund af udenlandsk valuta, mulighed for, at der kan være tale om lånekapital, tidszoneforskelle, forskellige afviklingscyklusser på markederne i andre regioner og de betydelige omkostninger, der kan være forbundet med at automatisere systemer for at gøre T+2 mulig.

4.11

Forordningen kræver grundlæggende, at alle CSD'er indfører ordninger, som "straffer" markedsdeltagere, der ikke afvikler til tiden, men ordningen skal tilpasses værdipapiret. Pålæggelse af bøder for overskridelse af fristen for levering af illikvide værdipapirer eller SMV-aktier ville forringe deres markedslikviditet. Det bør overvejes at undtage børsnoterede SMV'er. Forslaget til forordning kommer ikke ind på spørgsmålet om, hvad provenuet fra bøderne skal bruges til.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/81


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for humanmedicinske lægemidler og disse lægemidlers inddragelse under de offentlige sygesikringsordninger«

COM(2012) 84 final – 2012/0035 (COD)

2012/C 299/15

Ordfører: Ingrid KÖSSLER

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 14. og den 13. marts 2012 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for humanmedicinske lægemidler og disse lægemidlers inddragelse under de offentlige sygesikringsordninger"

COM(2012) 84 final — 2012/0035 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 12. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 12. juli 2012, følgende udtalelse med 123 stemmer for, 1 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU fremhæver, at sundhed prioriteres højt af de europæiske borgere (1), og bekræfter, at alle lægemidler, som er godkendte i EU, bør være tilgængelige for patienter i alle medlemsstater.

1.2   EØSU understreger, at adgangen til livsvigtige lægemidler er et element i opfyldelsen af retten til den højst opnåelige sundhedstilstand og EU's forpligtelse til at overholde princippet om "velfærd" (EU-traktatens artikel 3).

1.3   EØSU understreger, at direktivet ikke kun kan gælde for en del af lægemiddelmarkedet, men må gælde for hele markedet, herunder for private sygeforsikringer og offentlige og private institutioner som store aftagere af lægemidler, for at sikre lige konkurrence og skabe et indre marked.

1.4   EØSU konstaterer, at uligheder på sundhedsområdet blev anslået til at koste EU ca. 141 mia. EUR i 2004 eller 1,4 % af BNP (2).

1.5   EØSU bemærker med bekymring, at indsigten i prisfastsættelses- og godtgørelsesvilkårene for adgangen til lægemidler ikke er stor i EU27.

1.6   EØSU fremhæver de nuværende forskelle i dødelighed og sygelighed mellem EU's medlemsstater, navnlig hvad angår hjerte-kar-sygdomme, kræft og luftvejssygdomme (3).

1.7   EØSU konstaterer, at prisfastsættelses- og godtgørelsesprocedurer, som overskrider de tidsfrister, der er fastsat i direktivet, er med til at udsætte lanceringen af innovative lægemidler på markedet (4).

1.8   EØSU fremhæver, at dette har konsekvenser for patienter med alvorlige eller livstruende sygdomme, hvor der ikke findes alternative behandlingstilbud. Forsinkelser i adgangen til lægemidler kan på dramatisk vis påvirke patienters levevilkår og reducere deres forventede levetid.

1.9   EØSU understreger, at det har afgørende betydning, at en patient, som har brug for et lægemiddel, på forhånd kender reglerne for tilgængelighed og godtgørelse. Dette bør gøre det nemmere for patienten at træffe et informeret valg og bør forhindre misforståelser. Det bør også skabe et højt tillidsniveau mellem patienten og sundhedstjenesteyderen.

1.10   EØSU mener, at dette på hensigtsmæssig vis kan opnås gennem etablering af en åben og gennemsigtig procedure, som til dels foreslået af Kommissionen.

1.11   EØSU mener, at forberedelsen og gennemførelsen af EU's aktiviteter vedrørende gennemsigtighed på prisfastsættelses- og godtgørelsesområdet kræver et tæt samarbejde med de specialiserede organer og inddragelse af "interessenterne", hvilket forudsætter, at der etableres en ramme for regelmæssige høringer.

1.11.1   EØSU foreslår, at medlemssammensætningen af den ekspertgruppe ("gennemsigtighedsudvalg"), der er nedsat i henhold til direktiv 89/105/EØF og opretholdt i det foreliggende forslag, udvides.

1.11.2   EØSU foreslår, at denne "ekspertgruppe", der handler i offentlighedens interesse, skal bistå Kommissionen med udformningen og gennemførelsen af EU's aktiviteter vedrørende gennemsigtighed i procedurerne og fremme udvekslingen af relevante erfaringer, politikker og praksis mellem medlemsstaterne og de forskellige "interessenter".

1.11.3   EØSU understreger, at effektiv overvågning og støtte på EU-niveau gennem en effektiv gennemførelse med dertil hørende EU-overvågning og evaluering har afgørende betydning for kortlægningen af handelsforvridninger og forsinket markedsadgang. Derfor er det nødvendigt med et tæt samarbejde og en intensiv koordinering mellem Kommissionen, nationale myndigheder og "interessenter"  (5).

1.11.4   EØSU understreger betydningen af, at Kommissionen udarbejder en årsrapport, som kortlægger den effektive håndhævelse af gennemsigtighedsdirektivet ved at redegøre for de proceduremæssige mekanismer for prisfastsættelse og godtgørelse samt overholdelse af direktivets tidsfrister i hver enkelt medlemsstat.

1.12   EØSU fremhæver, at tidsfristerne ikke altid overholdes, og at der er store forskelle, hvad angår effektiv markedsadgang og udnyttelsesgrad mellem og internt i medlemsstaterne (6).

1.12.1   EØSU har den opfattelse, at de muligheder for domstolsprøvelse, der er tilgængelige i medlemsstaterne, har spillet en begrænset rolle for fristernes overholdelse, idet de ofte langvarige procedurer ved de nationale domstole afholder berørte virksomheder fra at anlægge sag.

1.12.2   EØSU mener, at der er behov for effektive mekanismer til kontrol med og håndhævelse af tidsfristerne for prisfastsættelses- og godtgørelsesbeslutninger.

1.12.3   EØSU opfordrer medlemsstaterne til at sikre proceduregarantier for alle relevante interessenter, der som et minimum dækker: (i) retten til at blive hørt, (ii) retten til indsigt i den administrative sagsakt, herunder relevant videnskabelig dokumentation og rapporter og (iii) retten til at få en begrundet afgørelse.

1.13   Vedrørende de reducerede tidsfrister gør EØSU opmærksom på, at patientsikkerheden skal have højeste prioritet. Navnlig bør alle nye indikationer og resultater vedrørende patientsikkerhed tages i betragtning i prisfastsættelses- og godtgørelsesprocedurerne gennem en mere omfattende medicinsk teknologivurdering samt ved at sammenligne med de terapeutiske alternativer. De reducerede tidsfrister gør ikke prisforhandlingerne, der nødvendigvis skal føres med de berørte virksomheder i denne sammenhæng, mindre komplicerede, hvorfor forhandlingerne ikke kan afsluttes hurtigere.

1.13.1   EØSU fremhæver, at der bør foretages en koordineret vurdering på nationalt niveau med det formål at undgå regionale regler, som udgør en barriere for adgangen til lægemidler for patienter i forskellige regioner i medlemsstaterne. Nationale og regionale myndigheder bør styrke deres koordinering af alle relaterede aktiviteter med henblik på at fremme den lige adgang til lægemidler for alle borgere i en medlemsstat (7).

1.13.2   EØSU fremhæver, at medlemsstaterne kunne sikre en mere effektiv håndhævelse af tidsfristerne ved at præcisere, at myndighederne skal bekræfte modtagelsen af en ansøgning inden for 10 dage og evt. anmode om manglende oplysninger inden for en rimelig frist efter ansøgningens modtagelse, således at der ikke opstår unødvendige forsinkelser, inden ansøgeren kan indsende de supplerende oplysninger, der anmodes om.

1.14   EØSU mener, at patient- og forbrugerorganisationer bør have ret til at anmode om, at der iværksættes en procedure for inddragelse af lægemidler i sygesikringsordninger samt modtage informationer om fremskridt i denne procedure.

1.14.1   EØSU bemærker, at de offentlige og private sygeforsikringsselskaber spiller en stadig større rolle og får stadig større indflydelse, f.eks. i forbindelse med rabataftaler med medicinalindustrien, og foreslår derfor, at medlemsstaterne mindst en gang om året foretager en evaluering af selskabernes aktiviteter. Medlemsstaterne bør regelmæssigt gennemføre en evaluering af priserne på og godtgørelsen af de lægemidler, der forårsager urimeligt høje omkostninger for sygesikringsordningerne og patienterne.

1.15   EØSU støtter inddragelsen af kriterier vha. retningslinjer og inklusionen af definitioner for at sikre, at forslagets centrale målsætninger opfyldes. Dette under overholdelse af EUF-traktatens artikel 168, stk. 7, ifølge hvilken medlemsstaterne har ansvaret for forvaltningen af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet, herunder fordelingen af de midler, der afsættes hertil.

1.15.1   EØSU opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at arbejde hen imod en standardiseret tilgang til opstillingen af disse kriterier med det formål at etablere værdibaserede prisfastsættelsessystemer i hele Europa. Kriterierne bør inkludere indikatorer for "udækkede medicinske behov", "innovation" og "samfundsmæssige fordele".

1.15.2   EØSU foreslår, at Kommissionen overvåger gennemførelsen af standardiserede kriterier og udarbejder en rapport om prisfastsættelses- og godtgørelsessystemer i medlemsstaterne to år efter gennemførelsen af dette direktiv.

1.16   EØSU opfordrer til, at beslutninger om prisstigninger, prisstop, prisnedsættelser og andre prisgodkendelser baseres på gennemsigtige og objektive kriterier.

1.17   EØSU afviser forslagets artikel 14 (Udelukkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder). Kommissionen må finde en balance mellem godkendelse af godtgørelse til en lægemiddelproducent på den ene side og tredjemands berettigede interesse i at håndhæve sine intellektuelle ejendomsrettigheder på den anden side.

1.18   I tråd med EU-traktatens artikel 3, stk. 5 opfordrer EØSU Kommissionen til at acceptere særlige regler for livsvigtige og dyre lægemidler (f.eks. aids-lægemidler) til udviklings- og vækstlande i internationale multi- og bilaterale aftaler.

2.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1   Siden vedtagelsen af direktiv 89/105/EØF har prisfastsættelses- og godtgørelsesprocedurerne udviklet sig og er blevet mere komplekse. Dette direktiv er ikke blevet ændret, siden det trådte i kraft.

2.2   Forslaget opstiller fælles regler og lovgivningsmæssige retningslinjer med det formål at sikre effektivitet og gennemsigtighed i prisfastsættelses-, finansierings- og godtgørelsesprocedurerne.

2.3   Følgende områder er berørt af revisionen:

a)

medicinalvirksomheder, herunder den innovative industri og generikaindustrien, for hvem adgang til markedet er afgørende for industriens konkurrenceevne og rentabilitet;

b)

europæiske borgere og patienter, som mærker konsekvenserne af ubegrundede hindringer for handelen med lægemidler og forsinkelser i lægemidlers tilgængelighed;

c)

de offentlige sundhedsbudgetter, herunder bidragsfinansierede lovpligtige sygeforsikringsselskaber, eftersom prisfastsættelses- og godtgørelsesordningerne har indflydelse på forbruget af lægemidler og de udgifter og potentielle besparelser, der realiseres af de sociale sikringssystemer.

2.3.1   Private sygeforsikringer samt offentlige og private organer som hospitaler, store apoteker og andre tjenesteydere i sundhedssektoren er ikke omfattet. EØSU understreger, at direktivet ikke kun kan gælde for en del af lægemiddelmarkedet, men skal gælde for hele markedet for at skabe lige konkurrencevilkår og et velfungerende indre marked.

2.4   Mens direktivet kun gælder for lægemidler, kan medicinsk udstyr være genstand for prisregulering i medlemsstaterne og/eller beslutninger vedrørende deres inddragelse i sygesikringsordningerne.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Set i lyset af eksisterende problemer i flere medlemsstater bifalder EØSU Kommissionens forslag om at styrke samarbejdet på EU-niveau med det formål at sikre adgangen til prismæssigt overkommelige lægemidler og akut nødvendige lægemidler for alle patienter på lige vilkår, samtidig med at udviklingen af nye lægemidler fremmes.

3.2   EØSU gør imidlertid opmærksom på, at det ikke kun er artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten), der skal anvendes som retsgrundlag, men at der også skal tages hensyn til EUF-traktatens artikel 168, stk. 7, ifølge hvilken medlemsstaterne har ansvaret for forvaltningen af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet, herunder fordelingen af de midler, der afsættes hertil.

3.3   EØSU påpeger, at prisfastsættelses- og godtgørelsesprocedurerne ofte skaber unødige forsinkelser og indebærer overdrevent komplicerede forvaltningsprocedurer (8), hvad angår adgangen til innovative og generiske lægemidler samt lægemidler til sjældne sygdomme på EU's markeder, navnlig i de medlemsstater, hvor det nationale marked er lille og virksomhedens investeringsafkast lavt.

3.4   EØSU hilser bestemmelsen om at bibeholde gennemsigtighedsudvalget (artikel 20) velkommen, men foreslår en bredere repræsentation i denne "ekspertgruppe", hvilket ville gøre det muligt at høre "interessenterne" regelmæssigt med det formål at sikre effektive procedurer for prisfastsættelse og godtgørelse af lægemidler.

3.5   EØSU tager behørigt hensyn til udviklingen af en fælles forståelse for, at prisfastsættelses- og godtgørelsespolitikkerne skal finde en balance mellem (1) en rettidig og retfærdig adgang til lægemidler for patienter overalt i EU, (2) kontrol med medlemsstaternes udgifter til lægemidler og (3) en belønning af værdifuld innovation på et konkurrencepræget og dynamisk marked, som også tilskynder til forskning og udvikling.

3.5.1   EØSU mener, at der er behov for effektive mekanismer til kontrol med og håndhævelse af tidsfristerne for prisfastsættelses- og godtgørelsesbeslutninger.

3.5.2   EØSU understreger, at der bør udarbejdes en årsrapport, som kortlægger den effektive håndhævelse af gennemsigtighedsdirektivet ved at redegøre for de proceduremæssige mekanismer for prisfastsættelse og godtgørelse samt overholdelse af direktivets tidsfrister i hver enkelt medlemsstat. EØSU ønsker at understrege behovet for en harmoniseret metode til indsamling af de informationer, der indgår i denne rapport, og bifalder Kommissionens forslag, som pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til regelmæssigt at rapportere om overholdelsen af tidsfristerne (artikel 17), hvilket vil sikre en bedre håndhævelse af direktivet.

3.6   Ifølge EU-traktatens artikel 3, stk. 5 yder EU også et bidrag til bekæmpelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettigheder i forbindelse med Unionens eksterne aktiviteter. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at acceptere særlige regler for livsvigtige og dyre lægemidler (f.eks. aids-lægemidler) til udviklings- og vækstlande i internationale multi- og bilaterale aftaler.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Definition

EØSU ønsker at gøre opmærksom på Domstolens retspraksis, som anerkender nødvendigheden af en bred fortolkning af direktivets bestemmelser med henblik på at sikre, at dets centrale målsætninger ikke bringes i fare gennem nationale systemer og politikker. Derfor ønsker EØSU at understrege følgende:

4.1.1   "Medicinsk teknologivurdering": EØSU henleder opmærksomheden på den definition, der blev vedtaget af EUnetHTA (9) og anbefaler, at den overtages.

4.1.2   "Inddragelse af interessenter" betyder den rettidige involvering af "interessenter" – herunder patient- og forbrugertalsmænd, indehaveren af markedsføringstilladelsen og lægevidenskabelige eksperter inklusive uafhængige videnskabsfolk – i hele beslutningsprocessen, så de får mulighed for at blive hørt om såvel modellen for vurderingen som gennemførelsen af denne vurdering.

4.1.3   "Inddragelse af patienter og forbrugere" betyder, at patienterne spiller en aktiv rolle i de aktiviteter eller beslutninger, der får konsekvenser for patientgruppen med udgangspunkt i deres specifikke viden og relevante erfaringer som patienter og brugere af sundhedssystemet.

4.1.4   "Objektive og kontrollerbare kriterier" defineres for udvælgelse af, evalueringsmetoder for og dokumentationskrav til produkter, der er underlagt en medicinsk teknologivurdering. Dette inkluderer en forebyggelse af alt unødigt dobbeltarbejde, navnlig med hensyn til proceduren for markedsføringstilladelse og medicinske teknologivurderinger, der er gennemført i andre EU-lande.

4.1.5   Tidshorisonter defineres klart: hvis en medicinsk teknologivurdering er en forudsætning for en priskontrol ifølge artikel 3 og/eller optagelse på en positivliste ifølge artikel 7, skal vurderingen respektere de tidsfrister, der er fastsat i disse artikler.

4.2   Anvendelsesområde

4.2.1   EØSU opfordrer til, at det præciseres, at enhver foranstaltning i tilknytning til beslutninger vedrørende sygesikringsordninger, herunder de påkrævede anbefalinger, hører ind under direktivets anvendelsesområde.

4.2.2   EØSU støtter bestemmelser i dette direktiv, der finder anvendelse på foranstaltninger, som har til formål at fastlægge, hvilke lægemidler der kan omfattes af kontraktlige aftaler eller offentlige indkøbsprocedurer.

4.3   Patientcentreret strategi for proceduretilgængelighed

EØSU støtter en patientcentreret tilgang ved fastsættelsen af proceduretilgængeligheden og opfordrer medlemsstaterne til at tage højde for følgende kriterier: muligheden for at købe et lægemiddel i patientens hjemland, godtgørelsen af udgifter i forbindelse med produktets ordinering til patienten og tidsrummet mellem tildeling af markedsføringstilladelsen og den dato, hvor lægemidlet introduceres på markedet og godtgøres.

4.4   Lægemidlers udelukkelse fra sygesikringsordninger

4.4.1   EØSU støtter Kommissionens forslag om, at der gives en begrundelse, der bygger på objektive og kontrollerbare kriterier, herunder også økonomiske og finansielle kriterier, for enhver beslutning, som betyder, at et lægemiddel udelukkes fra den offentlige sygesikringsordning, eller at omfanget af eller betingelserne for det berørte lægemiddels dækning ændres.

4.4.2   EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne skal arbejde hen imod en standardiseret tilgang til opstillingen af disse kriterier med det formål at etablere værdibaserede prisfastsættelsessystemer i hele Europa.

4.4.2.1   EØSU foreslår, at disse kriterier indeholder indikatorer for "udækkede medicinske behov" og "klinisk potentiale" samt være baseret på, at der "ikke sker forskelsbehandling" (10).

4.5   En klageprocedure i tilfælde af manglende overholdelse af tidsfristerne vedrørende inddragelse af lægemidler under sygesikringsordningerne

4.5.1   EØSU opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der findes effektive og hurtige klagemuligheder for ansøgeren i tilfælde af manglende overholdelse af de tidsfrister, der er fastsat i forslagets artikel 7.

4.5.2   EØSU opfordrer medlemsstaterne til, i et tæt samarbejde med relevante europæiske, regionale og subregionale organisationer, at overveje, hvordan patienter og ansøgere kan tilkendes en ret til at appellere negative prisfastsættelses- og godtgørelsesbeslutninger til en uafhængig juridisk instans (i reglen en domstol).

4.5.2.1   EØSU er fortaler for, at en sådan juridisk instans skal have effektive redskaber og fuld prøvelsesret, hvad angår såvel indholdsmæssige som juridiske spørgsmål, herunder et mandat til at træffe formelle afgørelse om forholdsmæssige sanktioner i tilfælde af overtrædelser.

4.6   Ekspertgruppen om gennemførelse af det relevante direktiv – sammensætning og formål

4.6.1   "Ekspertgruppen" består af medlemmer, dvs. repræsentanter for:

a)

medlemsstaternes ministerier eller statslige organer;

b)

patient- og forbrugerorganisationer;

c)

bidragsfinansierede, lovpligtige sygeforsikringsselskaber;

d)

bidragsyderne til lovpligtige forsikringsordninger (arbejdsgiver- og medarbejderrepræsentanter);

e)

lægemiddelindustrien;

f)

Kommissionen, Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) samt formanden eller næstformanden for relevante organer;

g)

internationale organisationer og erhvervsorganisationer samt andre sammenslutninger, der er involverede i prisfastsættelses-, finansierings- og godtgørelsesprocedurerne;

h)

uafhængige videnskabsfolk.

4.6.2   For at opfylde sine mål skal "ekspertgruppen":

a)

bistå Kommissionen med overvågning, evaluering og formidling af resultaterne af de foranstaltninger, der træffes på EU-, og nationalt niveau;

b)

bidrage til gennemførelsen af EU's tiltag i praksis;

c)

udarbejde udtalelser og anbefalinger eller indgive rapporter til Kommissionen, enten efter anmodning fra sidstnævnte eller på eget initiativ;

d)

bistå Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer, anbefalinger og andre tiltag;

e)

udarbejde en årlig rapport om gruppens aktiviteter og forelægge denne for Kommissionen.

4.7   Klassificering af lægemidler med henblik på deres inddragelse under sygesikringsordninger

4.7.1   EØSU opfordrer til, at oprettelsen af godtgørelseskategorier baseres på gennemsigtige og objektive kriterier, som gør det muligt for ansøgere, patienter og forbrugere at gennemskue, hvordan lægemidler vil blive behandlet.

4.7.2   EØSU anerkender "interessenternes" ret til at anmode de kompetente myndigheder om indblik i de objektive data, de har brugt som grundlag for at fastlægge dækningen for interessentens lægemiddel under anvendelse af kriterier og metoder.

4.7.3   EØSU anmoder om, at indehavere af markedsføringstilladelser og repræsentative patient- og forbrugerorganisationer sikres ret til at blive hørt inden for en passende frist, inden et lægemiddel inkluderes i en bestemt godtgørelseskategori, når det er hensigtsmæssigt, og have ret til at appellere oprettelsen af en godtgørelseskategori til en uafhængig instans.

4.8   Generiske lægemidler

4.8.1   EØSU fremhæver, at der ved godkendelsen af prisen på generiske lægemidler og deres dækning under sygesikringsordningen ikke i alle tilfælde er behov for en ny eller detaljeret vurdering, når referencelægemidlet allerede er blevet prissat og medtaget i sygesikringsordningen, og evalueringen er foretaget af Det Europæiske Lægemiddelagentur.

4.8.2   Vedrørende Kommissionens forslag om, at en reduktion af tidsfristerne til 30 dage for generiske lægemidler, som dækker både prisfastsættelses- og godtgørelsesprocesserne, vil sikre en tidligere markedstilgængelighed for patienter i medlemsstaterne og fremme priskonkurrencen på markedet for lægemidler, der ikke længere er omfattet af et patent, inden for en fornuftig tidshorisont efter tabet af originalproduktets eneret, gør EØSU opmærksom på, at den medicinske vurdering af et generisk lægemiddel ganske vist ikke er lige så tidskrævende som ved et innovativt produkt, men at der stadigvæk skal finde en prisfastsættelse og prisforhandlinger sted.

4.9   Prisgodkendelse

EØSU anmoder om, at de kompetente myndigheder sender ansøgeren en officiel kvittering for modtagelsen maksimalt 10 dage efter, at en ansøgning om prisgodkendelse af et produkt er blevet indsendt. Medlemsstaterne skal sikre, at en sådan ansøgning kan indsendes af ansøgeren umiddelbart efter udstedelsen af en markedsføringstilladelse eller efter en positiv udtalelse fra enten Det Europæiske Lægemiddelagentur eller de kompetente nationale myndigheder.

4.10   Prisstop og prisnedsættelse

4.10.1   EØSU opfordrer medlemsstaterne til, mindst en gang om året, at gennemføre en evaluering for at fastslå, om de makroøkonomiske betingelser retfærdiggør, at prisstoppet fortsætter uændret. Senest 60 dage efter at denne evaluering er påbegyndt, giver de kompetente myndigheder meddelelse om eventuelle prisforhøjelser eller -nedsættelser. Hvis der foretages ændringer, skal de kompetente myndigheder offentliggøre en begrundelse for afgørelsen baseret på objektive og kontrollerbare kriterier.

4.10.2   EØSU opfordrer fortsat medlemsstaterne til regelmæssigt at gennemføre en evaluering af priserne på og godtgørelsen af de lægemidler, der forårsager urimeligt høje omkostninger for sygesikringsordningerne og patienterne. Indenfor en passende tidsfrist efter iværksættelsen af denne evaluering offentliggør de kompetente myndigheder om og hvilke prisnedsættelser, der godkendes. Hvis der findes sådanne tilfælde offentliggør myndighederne en begrundelse som beror på objektive og kontrollerbare kriterier (herunder hører også økonomiske og finansielle kriterier).

4.10.3   EØSU opfordrer Kommissionen til at overvåge de situationer, hvor medlemsstater modtager finansiel støtte, så der stilles garantier for, at lægemidler bestemt til internt brug i landet ikke eksporteres til andre medlemsstater.

4.11   Prisforhøjelse

4.11.1   EØSU ønsker at fremhæve, at en prisforhøjelse for et lægemiddel først må gennemføres, når de kompetente myndigheder har godkendt den efter høring af de relevante interessenter, herunder patientorganisationer.

4.11.2   EØSU gør opmærksom på behovet for, at proceduregarantier inkluderes for alle relevante interessenter, og som et minimum dækker: (i) retten til at blive hørt, (ii) retten til indsigt i den administrative sagsakt, herunder relevant videnskabelig dokumentation og rapporter og (iii) retten til at få en begrundet afgørelse.

4.11.3   EØSU foreslår, at den kompetente myndighed sender ansøgeren en officiel kvittering for modtagelsen maksimalt 10 dage efter, at en medlemsstat har modtaget en ansøgning om at forhøje prisen på et produkt.

4.12   Efterspørgselsrelaterede foranstaltninger

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at præcisere, at foranstaltninger, der har til formål at kontrollere eller fremme ordineringen af specifikke navngivne lægemidler, er dækket af gennemsigtighedsdirektivet, og foreslår, at disse proceduremæssige garantier udvides til at omfatte alle foranstaltninger, der har til formål at kontrollere eller fremme ordineringen af lægemidler.

4.13   Yderligere bevis for kvalitet, sikkerhed eller virkning

4.13.1   Som regel revurderer medlemsstaterne inden for rammerne af beslutninger om prisfastsættelse og godtgørelse ikke de elementer, som Det Europæiske Lægemiddelagentur bygger markedsføringstilladelsen på, herunder lægemidlets kvalitet, sikkerhed eller virkning (inklusive lægemidler til sjældne sygdomme) og objektive oplysninger indhentet gennem det europæiske samarbejde om medicinske teknologivurderinger.

4.14   Intellektuelle ejendomsrettigheder

EØSU understreger betydningen af at beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder, som især er vigtige med henblik på at fremme lægemiddelinnovation og støtte EU's økonomi. EØSU afviser forslagets artikel 14 (Udelukkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder), der lyder således: "Beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er ikke en gyldig grund til at nægte, suspendere eller tilbagekalde beslutninger vedrørende prisen på et lægemiddel eller dets inddragelse under den offentlige sygesikringsordning". Kommissionen må finde en balance mellem godkendelse af godtgørelse til en lægemiddelproducent på den ene side og tredjemands berettigede interesse i at håndhæve sine intellektuelle ejendomsrettigheder på den anden side. Der bør ikke gribes ind i medlemsstaternes beføjelser til at vurdere innovation og sikre en korrekt håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder.

Bruxelles, den 12. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  På trods af en stigende bekymring for den økonomiske situation fastholdt sundhed og sundhedspleje sin plads på top fem over EU-borgernes prioriterede områder ifølge en Eurobarometer-undersøgelse fra 2009 (f.eks. nr. 71 forår 2009, nr. 72 efterår 2009). Se f.eks.: http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb72/eb72_en.htm.

(2)  Mackenbach JP, Meerding WJ, Kunst AE.: Economic implications of socioeconomic inequalities in health in the European Union. Kommissionen, juli 2007.

(3)  WHO anser stigningen i kroniske sygdomme for at være en epidemi og anslår, at denne epidemi vil kræve 52 millioner dødsofre i Europa inden 2030. Kilde: http://ec.europa.eu/health/interest_groups/docs/euhpf_answer_consultation_jan2012_en.pdf.

(4)  Report on the Pharmaceutical Sector Inquiry: http://ec.europa.eu/competition/sectors/pharmaceuticals/inquiry/index.html.

(5)  Kanavos P, Schurer WS, Vogler S.: Structure of medicines distribution in EU-27 and its impact on prices, availability and on the efficiency of medicines provision. Kommissionen, GD for Erhvervspolitik og EMINet. Januar 2011.

(6)  Pharmaceutical Sector Inquiry, Final Report, 8. juli 2009. Forskellige studier, som f.eks. Alcimed-studiet eller EU Pharmaceutical Inquiry bekræfter denne variation i adgangen. Europæiske referencenetværk mellem ekspertisecentre er en metode til at reducere denne variation i adgangen.

(7)  Domstolens retspraksis fastslår, at tidsfristerne er forpligtende, og at de nationale myndigheder ikke har ret til at overskride disse – [1] Merck Sharp and Dohme B.V. v. Belgium (C-245/03).

(8)  Pharmaceutical market monitoring study, Bind I, s. 83.

(9)  EUnetHTA anvender følgende definition: "Sundhedsteknologivurdering er en tværfaglig proces, som samler information om medicinske, sociale, økonomiske og etiske spørgsmål i forbindelse med anvendelse af sundhedsteknologi på en systematisk, gennemskuelig, objektiv og robust måde. Formålet er at underbygge udformningen af sikre og effektive sundhedspolitikker, som er patientfokuserede og forsøger at opnå den største merværdi"; tilgængelig på http://www.eunethta.eu/Public/About_EUnetHTA/HTA/.

(10)  Sag C-181/82 Roussel Laboratoria, Samling af Afgørelser 1983, s. 3849; Sag238/82 Duphar m.fl., Samling af Afgørelser 1984, s. 523.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

1.   Følgende ændringsforslag fik mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, men blev i henhold til forretningsordenens artikel 39, stk. 2, forkastet under debatten:

a)   Punkt 4.5.2.1

Tekst ændres:

"4.5.2.1

EØSU er fortaler for, at en sådan juridisk instans skal have effektive redskaber og fuld prøvelsesret, hvad angår såvel indholdsmæssige som juridiske spørgsmål, herunder et mandat til at træffe formelle afgørelser om forholdsmæssige sanktioner i tilfælde af overtrædelser. "

Begrundelse

Selvindlysende.

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

71

Stemmer imod

:

89

Stemmer hverken for eller imod

:

19

b)   Punkt 1.11.2

Ændres som følger:

"1.11.2

EØSU mener, at der er behov for mekanismer til kontrol med og håndhævelse af tidsfristerne for prisfastsættelses- og godtgørelsesbeslutninger. "

Begrundelse

Se ændringsforslaget til punkt 4.5.2.1.

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

71

Stemmer imod

:

89

Stemmer hverken for eller imod

:

19

2.   Følgende punkter i sektionsudtalelsen blev ændret i overensstemmelse med de ændringsforslag, der blev vedtaget på plenarforsamlingen, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer (forretningsordenens artikel 54, stk. 5:)

a)   Punkt 4.2.1

"4.2.1

EØSU opfordrer til, at det præciseres, at enhver foranstaltning i tilknytning til beslutningen om at inkludere vacciner i sygesikringsordninger hører ind under direktivets anvendelsesområde."

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

79

Stemmer imod

:

61

Stemmer hverken for eller imod

:

47

b)   Punkt 4.5.2.2

"4.5.2.2

EØSU foreslår, at en godtgørelse automatisk godkendes, hvis tidsfristerne ikke overholdes."

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

90

Stemmer imod

:

73

Stemmer hverken for eller imod

:

22

c)   Punkt 4.14

"4.14   Intellektuelle ejendomsrettigheder

EØSU understreger betydningen af at beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder, som især er vigtige med henblik på at fremme lægemiddelinnovation og støtte EU's økonomi. Der bør ikke gribes ind i medlemsstaternes beføjelser til at vurdere innovation og sikre en korrekt håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder."

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

53

Stemmer imod

:

35

Stemmer hverken for eller imod

:

5

d)   Punkt 1.12

"1.12

EØSU bifalder Kommissionens forslag om tidsfrister på 120 dage og foreslår, med henblik på en yderligere strømlining af patienternes adgang til lægemidler, at de samme tidsfrister anvendes for alle innovative lægemidler, hvad enten disse er omfattet af nationale medicinske teknologivurderinger eller ej."

Resultat af afstemningen

Stemmer for

:

73

Stemmer imod

:

41

Stemmer hverken for eller imod

:

6


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/89


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forenklede regler for overførsel i det indre marked af motorkøretøjer, der er indregistreret i en anden medlemsstat«

COM(2012) 164 final – 2012/0082 (COD)

2012/C 299/16

Hovedordfører: Miklós PÁSZTOR

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 24. april 2012 og den 18. april 2012 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forenklede regler for overførsel i det indre marked af motorkøretøjer, der er indregistreret i en anden medlemsstat

COM(2012) 164 final — 2012/0082 (COD).

EØSU's præsidium henviste den 24. april 2012 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 12. juli, Miklós PÁSZTOR til hovedordfører og vedtog enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Anbefalinger

1.1

EØSU tilslutter sig Kommissions målsætninger og støtter op om en forordning, der fastsætter regler for registrering af motorkøretøjer, som allerede er registreret i en anden medlemsstat. Dette er i overensstemmelse med både nærhedsprincippet og kravene om "Borgernes Europa". Samtidig beklager EØSU, at det ikke som oprindeligt tænkt har været muligt at indføre en ensartet EU-registrering, som udvalget mener vil være nødvendig på langt sigt.

1.2

Når forordningen vedtages, forventer EØSU, at det bliver lige så let at registrere køretøjer i et andet land som at genregistrere dem i samme land, uden ekstra omkostninger og unødvendige kontroller og dokumenter. Medmindre der er tale om mangelfulde eller ugyldige oplysninger, må andre lande ikke kræve, at der udføres supplerende administrative, ineffektive og omkostningsfulde procedurer som f.eks. teknisk kontrol. Desuden bør udgifter til registrering på tværs af landegrænser ikke overstige udgifterne til registrering i oprindelseslandet.

1.3

For EØSU er det et vigtigt resultat, at forordningen ikke indeholder krav til almindelige borgere om indhentning af oplysninger. Vi håber, at kravet til de kompetente myndigheder om informationsudveksling kan få en betydning for samarbejdet på andre og vigtigere områder, og således bidrage aktivt til de europæiske værdier og fælles interesser.

1.4

EØSU sætter pris på, at Kommissionen agter at indarbejde en efterfølgende evaluering i selve forordningen, og opfordrer samtidig til at nedsætte undersøgelsesperioden fra fire til to år.

2.   Kommissionens forslag til forordning

2.1

Kommissionen har påtaget sig en stor opgave for at forenkle reglerne for overførsel af motorkøretøjer, der er indregistreret i en medlemsstat, til en anden, i form af en forordning. Frem til nu har direktiv 1999/37/EF været den eneste form for lovgivning vedrørende koordinering af form og indhold af registreringsattester for motorkøretøjer. Andre harmoniseringsforanstaltninger – som er ønskværdige med tanke på det indre marked – har været vejledende og har således kun haft en begrænset effekt på medlemsstatsniveau.

2.2

Under udarbejdelsen af forordningsforslaget var Kommissionen ikke blot nødt til at tage hensyn til ovenstående betragtninger, men også til lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger (1) og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet (2).

2.3

Under hensyntagen til det indre markeds behov sigter forordningsforslaget derfor mod:

at fastlægge harmoniserede regler for motorkøretøjer, der er registreret i en medlemsstat, men som anvendes regelmæssigt i en anden, herunder motorcykler og knallerter (3). Forordningen gælder ikke for motorkøretøjer, der er registreret i et tredjeland;

at fastsætte, at genregistrering kun er nødvendig ved ophold over seks måneder. En forudsætning herfor er, at den sædvanlige bopæl ændres, dvs. stedet for de vigtigste erhvervsinteresser eller personlige bånd;

medmindre der foreligger særlige årsager, at forbyde kravet om fysiske (tekniske) prøver. En fysisk kontrol må kun udføres, hvis registreringsoplysningerne er mangelfulde eller modsigende, eller hvis der er mistanke om en forbrydelse, alvorlig skade eller ejerskifte. I mangel heraf skal teknisk kontrol, der er udført i oprindelseslandet, godkendes;

at dække de nødvendige regler for en ensartet tilgang til midlertidige registreringer og erhvervsregistreringer i det indre marked;

at harmonisere handel på tværs af landegrænser og overdragelse af ejendomsretten til brugte biler - med undtagelse af tredjelande.

2.4

Forordningsforslaget forpligter myndigheder til at indhente tidligere registreringsoplysninger fra myndighederne i de berørte medlemsstater. Samtidig nævner det muligheden for at anvende de nyeste informationsteknologier.

For at sikre en smidig udveksling af oplysninger pålægger forslaget medlemsstaterne at benytte software, der giver myndighederne i andre medlemsstater mulighed for at få adgang til oplysninger, og som samtidig beskytter mod uretmæssig adgang ved hjælp af krypterede xml-filer. Udveksling af oplysninger skal foregå i realtid via en online-platform, og udgifterne til softwareudvikling skal afholdes af de enkelte medlemsstater.

Kommissionen vil skabe en offentlig database med kontaktoplysninger om de nationale myndigheder.

Kommissionen vil ligeledes sikre en løbende udvikling af it-systemet gennem den retlige mulighed for uddelegering.

2.5

Forordningsforslaget indeholder strenge betingelser for afvisning af registrering. Ansøgere har endvidere ret til at appellere i en måned efter afvisning.

2.6

I forslaget forpligter Kommissionen sig til at evaluere forordningens virkninger efter fire år.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU tilslutter sig Kommissions målsætninger og støtter op om anvendelsen af en forordning til fastsættelse af regler for registrering af motorkøretøjer, som allerede er registreret i en anden medlemsstat. Dette er i overensstemmelse med både nærhedsprincippet og kravene om "Borgernes Europa". Forslaget tager samtidig hensyn til den praktiske erfaring med det bureaukratiske system, som, når det gælder mindre spørgsmål, fra naturens hånd har en tendens til at prioritere traditionelle regler og bekvemmelighed i stedet for at forsøge at tilpasse sig strategiske mål.

3.2

Imidlertid beklager EØSU, at det ikke som oprindeligt tænkt har været muligt at indføre en ensartet EU-registrering, som udvalget mener vil være nødvendig på langt sigt.

3.3

EØSU er af den opfattelse, at en ensartet registrering ikke vil underminere medlemsstaternes indtægtsbehov, da systemet giver mulighed for at inddrive udgifterne til registrering. Samtidig vil en ensartet registrering være mere gennemsigtig og sporbar.

3.4

EØSU mener, at forslaget til forordning viser en hensigtsmæssig tilgang til de grundlæggende problemer, og at det opstiller passende procedureregler til at identificere og overvinde potentielle trusler mod kunder og myndigheder. Der er således valgt en balanceret tilgang til risikostyring frem for en overdreven og bureaukratisk forsigtighed.

3.5

Tekstforslaget behandler på passende vis bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og tager samtidig hensyn til markedet for brugte motorkøretøjer og dets interesser.

3.6

Når forordningen vedtages, forventer EØSU, at det bliver lige så let at registrere køretøjer i et andet land som at genregistrere dem i samme land, uden ekstra omkostninger og unødvendige kontroller og dokumenter. Medmindre der er tale om mangelfulde eller ugyldige oplysninger, må andre lande ikke kræve, at der udføres supplerende administrative, ineffektive og omkostningsfulde procedurer som f.eks. teknisk kontrol. Desuden bør udgifter til registrering på tværs af landegrænser ikke overstige udgifterne til registrering i oprindelseslandet.

3.7

For EØSU er det et vigtigt resultat, at forordningen ikke indeholder krav til almindelige borgere om indhentning af oplysninger. Vi håber, at kravet til de kompetente myndigheder om informationsudveksling kan få en betydning for samarbejdet på andre og vigtigere områder og således bidrage aktivt til de europæiske værdier og fælles interesser.

3.8

EØSU mener, at det ud fra et langsigtet perspektiv virker meningsløst at fastholde midlertidige registreringer og erhvervsregistreringer. Sidstnævnte er blot en midlertidig løsning. Samtidig er det modstridende, at ikke-overensstemmende køretøjer har begrænset tilladelse, og at de i nogle tilfælde endda kan rejse over større afstande fra et land til et andet. Disse køretøjer bør i stedet transporteres, eller hvis deres tekniske tilstand tillader det, kunne de få en midlertidig tilladelse. På samme tid ville det give mening at forbyde køretøjer med en midlertidig registrering at transportere varer og passagerer.

3.9

EØSU glæder sig over besparelserne på 1,5 mia. euro for private og virksomheder. Udvalget anerkender ligeledes, at forordningens årlige omkostninger på 1,5 mio. euro kun vil have en minimal indflydelse på EU-budgettet. Samtidig er det vigtigt at påpege, at omkostningerne ved forordningen også skal dækkes af de nationale budgetter, og det vil for klarheds skyld give mening at fremlægge et skøn over det samlede beløb.

3.10

EØSU er enig i, at Kommissionen bør få tildelt beføjelser med hensyn til de tekniske og dataindholdsmæssige spørgsmål, der har at gøre med driften af systemet på europæisk niveau, som fastlagt i forordningsforslaget.

3.11

EØSU anbefaler, at de beslutningstagende institutioner - Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen - overvejer at give mulighed for, at der delvis eller fuldt ud kan tages hensyn til en kundes omkostninger til genregistrering af et køretøj, med undtagelse af tilfælde hvor der er tale om genregistrering efter et ejerskifte.

3.12

EØSU sætter pris på, at Kommissionen agter at indarbejde en efterfølgende evaluering i selve forordningen, og opfordrer samtidig til at nedsætte undersøgelsesperioden fra fire til to år.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU mener, at det nuværende forordningsforslag både med hensyn til detaljer og som en overordnet helhed opfylder forventningerne.

4.2

EØSU bakker op om indsatsen for at basere registreringsprocedurer på den fuldstændige typegodkendelse af køretøjer, som det er tilfældet for typeattestordningen. Selvom disse oplysninger er mere detaljerede end de i Bilag 1 påkrævede, er de internationalt accepterede og danner allerede grundlag for registreringsprocedurerne i adskillige medlemsstater.

4.3

I tillæg til producenternes tekniske oplysninger bør man indarbejde reelle værdier på baggrund af de nyeste officielle kontroller, f.eks. i forbindelse med luftforurenende emissioner.

Bruxelles, den 12. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Direktiv 95/46/EF (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31–50) og forordning 45/2001/EF (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1–22).

(2)  Rådets afgørelse 2004/919/EF (EUT L 389 af 30.12.2004, s. 28).

(3)  Direktiv 2002/24/EF (EFT L 124 af 9.5.2002, s. 1-44).


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/92


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om styrket solidaritet i EU på asylområdet – En EU-dagsorden for bedre ansvarsfordeling og øget gensidig tillid«

COM(2011) 835 final

2012/C 299/17

Ordfører: Cristian PÎRVULESCU

Kommissionen besluttede den 2. december 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om styrket solidaritet i EU på asylområdet – En EU-dagsorden for bedre ansvarsfordeling og øget gensidig tillid"

COM(2011) 835 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 116 stemmer for, 3 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU hilser Kommissionens initiativ velkommen og mener, at der er behov for at gennemgå og justere EU's asylpolitik.

1.2

Solidaritetsprincippet bør fortsat være hovedhjørnestenen i denne politik, selv om medlemsstaternes antal og størrelse samt deres forskellige grad af udsathed for flygtningestrømme skaber forskelligartede vilkår, hvilket komplicerer asylpolitikken. Solidaritet bør ikke kun betragtes som et princip, der fremmer politikkens effektivitet, men også som et værdigrundlag, der berettiger og styrker de foranstaltninger, der træffes.

1.3

Der bør gøres en betydelig indsats for at sikre, at offentligheden, de nationale, regionale og lokale forvaltninger og de politisk ansvarlige støtter asylpolitikkens grundlæggende værdier: respekt for menneskets grundlæggende rettigheder, hjælp til mennesker i nød, solidaritet og tillid mellem medlemsstaterne.

1.4

EØSU mener, at en tilgang baseret på incitamenter kan skabe en velfungerende asylpolitik, forudsat at man finder frem til de bedst egnede incitamenter og støtter dem, bl.a. finansielt.

1.5

Hvad det praktiske samarbejde angår, opfordrer EØSU Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) til at sikre en hurtigere udvikling hen imod større operationel kapacitet. Det er både hastende og nødvendigt at øge EASO's kapacitet, og det skal koordineres med Asyl- og Migrationsfondens program og implementering.

1.6

EØSU efterlyser også forbedringer af foranstaltningerne til integration af flygtninge. Selv om det europæiske asylsystem, vi ønsker at opbygge, har effektive procedurer for hurtig og korrekt tildeling af flygtningestatus, kan det komme til kort på integrationsområdet.

1.7

Asylpolitikken har en tværgående struktur, men skal også betragtes i lyset af det samlede asylforløb, og mennesker i fare skal stå i centrum for dens foranstaltninger. På den måde kan blokeringer og inkonsekvenser lokaliseres.

1.8

Det bør også påpeges, at solidaritetsprincippet ikke kun gælder for stater, men at det er et generelt princip, der styrer samspillet mellem personer og grupper. Solidariteten mellem mennesker skal dyrkes og fremmes som en af EU's kerneværdier, uafhængigt af rationelle argumenter og pres fra migrations- og asylpolitik.

1.9

Civilsamfundsorganisationernes og EØSU's erfaringer på dette område kan bidrage til en mere omfattende og detaljeret evaluering af asylpolitikken.

2.   Indledning

2.1

Kommissionen konstaterer, at "Solidaritet er en af de grundlæggende værdier i Den Europæiske Union og har været et styrende princip i den fælles europæiske asylpolitik […]. Det er nu nedfældet i artikel 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde".

2.2

Det påpeges i Kommissionens meddelelse, at asylstrømmene "varierer fra 425,000 ansøgninger i EU-27 i 2001 til under 200,000 i 2006, mens der forventes en stor stigning i 2011".

2.3

Kommissionen foreslår, at den indre EU-solidaritet i forbindelse med asyl styrkes på fire områder: "praktisk samarbejde og teknisk bistand, finansiel solidaritet, ansvarsfordeling og forbedrede værktøjer til styring af asylsystemet".

2.4

Meddelelsen sigter også på at "bidrage til færdiggørelsen af "asylpakken", da de næste par måneder vil være afgørende for at nå målsætningerne for 2012, og i den forbindelse skal solidaritetsforholdene også spille en rolle".

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU hilser Kommissionens initiativ velkomment og mener, at der er behov for en dybtgående analyse af den europæiske asylpolitik med henblik på væsentlige ændringer i lyset af dens mål.

3.2

I kølvandet på de nylige politiske begivenheder i Nordafrika, Mellemøsten og Fjernøsten stilles der mange spørgsmål til asylpolitikken i EU. Mange mennesker har været nødt til at beskytte sig ved at flygte til EU's medlemsstater.

3.3

EØSU mener, at solidaritetsprincippet fortsat bør være hovedhjørnestenen i denne politik, selv om medlemsstaternes antal og størrelse samt deres udsathed for flygtningestrømme gør det vanskeligt at omsætte solidariteten til praksis og koordinere tiltagene.

3.4

Asylsystemet bør være så fleksibelt, at det kan klare udsving i flygtningestrømmene, men det skal også være stabilt, så de institutionelle procedurer og yderligere integrationsforanstaltninger kan levere konkrete resultater.

3.5

Det bør også påpeges, at solidaritetsprincippet ikke kun gælder for stater, men at det er et generelt princip for samspillet mellem personer og grupper. Solidariteten mellem mennesker skal dyrkes og fremmes som en af EU's kerneværdier, uafhængigt af rationelle argumenter og pres fra migrations- og asylpolitik.

3.6

EØSU hilser Kommissionens understregning af tillid velkommen. Solidaritetsprincippet suppleres med tillidsprincippet, hvilket gør medlemsstaterne mere ansvarlige. Politikkens succes afhænger af de enkelte medlemsstaters deltagelse og gensidige støtte. Hver enkelt medlemsstats indsats afhænger af de øvrige medlemsstaters, hvilket illustrerer behovet for ufortrødent at fortsætte med koordinering og harmonisering.

3.7

EØSU understreger ikke desto mindre, at asylpolitikken langt fra er sammenhængende og effektiv. Der er stadig forskelle mellem, hvor åbne og parate medlemsstaterne er over for modtagelse af flygtninge og udvikling af en EU-asylpolitik. Der bør gøres en betydelig indsats for at sikre, at offentligheden, de nationale, regionale og lokale forvaltninger og de politiske beslutningstagere støtter asylpolitikkens grundlæggende værdier: respekt for menneskets grundlæggende rettigheder, hjælp til mennesker i kritiske situationer, solidaritet og tillid mellem medlemsstaterne. Man bør desuden være mere opmærksom på, hvordan politikken gennemføres. Særlige situationer har vist, at asylansøgere er sårbare både i oprindelseslandet og værtslandet.

3.8

Det organiserede civilsamfund, som ofte udtrykker sig gennem EØSU, har påpeget asylpolitikkens mangler med hensyn til vision, struktur og gennemførelse og har fremsat mange anbefalinger med henblik på at forbedre den. De hidtil gennemførte justeringer på områder som harmonisering, finansiering af særprogrammer eller institutionelle reformer har ikke været i stand til at konsolidere den fælles asylpolitik. Politikken har brug for reformer, og EØSU bekræfter sin vilje til at bidrage til denne proces.

3.9

Efter EØSU's mening er tiden inde til at gennemføre principperne om solidaritet og tillid med meget større styrke. Udvalget foreslår to aktionslinjer, der supplerer hinanden. Den første går ud på at ændre meninger og holdninger til asyl på mellemlang og lang sigt, især blandt meningsdannere, politiske beslutningstagere og embedsmænd på lokalt og nationalt niveau.

3.10

Den anden er til dels omfattet af det igangværende arbejde, men skal struktureres og formuleres bedre. Den indebærer, at solidaritets- og tillidsprincipperne støttes af institutionelle mekanismer, der fremmer de nationale, regionale og lokale myndigheders deltagelse. En tilgang baseret på incitamenter kan skabe en velfungerende asylpolitik, forudsat at man finder frem til de bedst egnede incitamenter og giver dem en rimelig støtte, herunder finansiel støtte.

3.11

EØSU efterlyser også forbedringer af foranstaltningerne til integration af flygtninge. Organisationer, der arbejder med dette område, har fremlagt mange beviser på, at asylansøgere er sårbare over for diskrimination, ikke har adgang til basale offentlige tjenesteydelser og har problemer med at finde en bolig og sikre deres personlige sikkerhed. Selv om det europæiske asylsystem, vi ønsker at opbygge, har effektive procedurer for hurtig og korrekt tildeling af flygtningestatus, kan det komme til kort på integrationsområdet.

3.12

EØSU anbefaler, at man ikke kun analyserer asylpolitikkens tværgående struktur, men også tager udgangspunkt i en analyse af det samlede asylforløb fra det tidspunkt, hvor mennesker i fare kommer ind i EU, deres vej gennem ansøgningsprocedurer og integrationsforanstaltninger samt udsigten på mellemlang eller lang sigt for integration eller eventuelt tilbagevenden til fædrelandet. Hvis man i forbindelse med udarbejdelsen af asylpolitikken følge hele asylforløbet og placerer det udsatte menneske i centrum for dens foranstaltninger, vil det være stærkt medvirkende til at kortlægge blokeringer og inkonsekvenser.

3.13

Civilsamfundsorganisationernes og EØSU's erfaringer på dette område kan bidrage til en mere omfattende og detaljeret evaluering af asylpolitikken, som der med rette er blevet sat spørgsmålstegn ved i kølvandet på de nylige politiske begivenheder i lande i nærheden af EU. EØSU mener, at der er behov for en meget tydeligere hensyntagen til civilsamfundsorganisationernes rolle i Kommissionens meddelelse.

3.14

EØSU bifalder også inddragelsen af Regionsudvalget og de lokale myndigheder i udviklingen af asylpolitikken og mener, at de decentrale myndigheder er altafgørende for politikkens succes, især i forbindelse med integrationsforanstaltninger. Disse myndigheder skal bl.a. via aktive finansieringsforanstaltninger tilskyndes til at påtage sig en større rolle i integrationen af flygtninge.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU hilser Kommissionens understregning af praktisk samarbejde velkommen. Lige som de i øvrigt nødvendige ændringer, der er planlagt for lovpakken, vil det praktiske samarbejde muliggøre punktvise forbedringer i asylprocedurerne. Det forbedrede praktiske samarbejde bør sigte på at reducere de administrative procedurer i forbindelse med tildeling af asyl og afkorte procedurernes varighed.

4.1.1

Oprettelsen af Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) er et prisværdigt tiltag, som viser, at der er et enormt potentiale for samarbejde mellem medlemsstaterne, selv om støttekontoret endnu er i startfasen. Det har indledt sit arbejde med at fokusere på støtte og uddannelse. EØSU opfordrer EASO til hurtigere at udvikle en større operationel kapacitet. Det er både hastende og nødvendigt at øge EASO's kapacitet, og det skal koordineres med Asyl- og Migrationsfondens program og implementering. Udstationering af personale og gennemførelse af nødforanstaltninger kunne løfte kontorets profil og øge tilliden til kontoret. Den planlagte årsrapport kan være med til at opnå relevante data om asyl. EØSU anbefaler, at rapporten inkorporerer det store dokumentationsmateriale, som civilsamfundsorganisationer, der er aktive på dette område, kan levere.

4.1.2

EØSU opfordrer indtrængende EASO til hurtigt at udvikle sit system for indsamling af oplysninger fra migranternes oprindelseslande. Det vil sætte kontoret i stand til at forsyne medlemsstaterne med pålidelige og sammenlignelige oplysninger på det rette tidspunkt og dermed bidrage til en hurtigere og eventuelt mere retfærdig procedure. Det er desuden nødvendigt at foretage en evaluering af disse oplysninger på et uafhængigt grundlag.

4.1.3

Selv om det er et prisværdigt initiativ at styrke EASO, bør det ikke afholde medlemsstaterne fra at udbygge deres egne institutioner og kapacitet med hensyn til forvaltning af asylspørgsmål. I tråd med incitamentstrategien bør en styrkelse af EASO gå hånd i hånd med mekanismer, der sikrer, at de nationale myndigheder er mere åbne over for europæisk samarbejde og effektiv forvaltning af asylproblemer.

4.1.4

Krisesituationer er prøvestenen for institutionelle løsningers holdbarhed – og resultatet er blandet for asylpolitikkens vedkommende. EU og medlemsstaterne er generelt dårligt rustet til at håndtere ekstraordinære flygtningestrømme, selv om analyser viser, at de kan forudses, i hvert fald hvad angår indrejsesteder. EØSU anbefaler, at der fokuseres på at øge kapaciteten i de medlemsstater, der er mest udsat for normale eller ekstraordinære flygtningestrømme.

4.1.5

Videreførelse og uddybning af samarbejdet mellem EASO og andre EU-agenturer som f.eks. Frontex hilses velkommen. EØSU understreger, at EASO bør være særlig opmærksom på de grundlæggende rettigheder for de mennesker, som kontoret kommer i direkte eller indirekte kontakt med. Samarbejde med EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder er afgørende, hvis der skal sikres en strukturel og operationel balance mellem asylpolitikkens værktøjer.

4.1.6

EØSU bakker op om anvendelse af civilbeskyttelsesordningen i tilfælde af usædvanlige migrationsstrømme. Dette bør imidlertid ikke undergrave myndighedernes motivation til at etablere solide asylsystemer, der kan håndtere udsving i flygtningestrømmene.

4.1.7

Der bør først og fremmest anvendes midler fra indeværende regnskabsår til en effektiv gennemførelse af den fornyede lovpakke. Ikke desto mindre peger EØSU på behovet for fortsat at styrke medlemsstaternes kapacitet over for flygtningestrømme. Da den geopolitiske situation i de lande, der skaber flygtningestrømmene, fortsat er ustabil, kan der ikke forventes et større fald i antallet af flygtninge. Det er derfor vigtigt at fortsætte med at styrke systemet i lande, der er udsat for disse strømme, parallelt med bestræbelserne på at harmonisere og gennemføre asyllovgivningen. Igangværende projekter, hvoraf mange er innovative, skal videreføres og gives passende opbakning. Hvis de ikke giver resultater, vil det undergrave medlemsstaternes tillid til EU-støtte og deres motivation for at involvere sig mere i fremtiden.

4.1.8

Fra 2014 vil medlemsstaterne råde over en ny Asyl- og Migrationsfond. EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at indlede en seriøs dialog med medlemsstaterne for præcist at kortlægge behovene og prioriteterne på nationalt niveau. Det er bydende nødvendigt, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg som repræsentativt forum for det organiserede civilsamfund samt Regionsudvalget og de lokale myndigheder inddrages i denne dialog. Fondens program bør klart angive de nationale behov og prioriteter samt de til rådighed stående ressourcer og instrumenter. EØSU mener desuden, at en årlig rapport om midlernes anvendelse vil tilskynde medlemsstaterne til mere ihærdigt at forfølge asylpolitikkens mål.

4.1.9

EØSU konstaterer, at civilsamfundets organisationer har svært ved at få adgang til den nødvendige finansiering af projekter, der kan få en betydelig lokal effekt. Procedurerne bør forenkles for at lette civilsamfundets og asylansøgernes deltagelse.

4.1.10

EØSU støtter Kommissionens hensigt om primært at anvende de disponible midler på lande, der aktuelt er udsat for flygtningestrømme. Det vil tilskynde dem til at deltage og vil øge deres kapacitet. Det er også et godt eksempel på anvendelse af asylpolitikkens hovedprincip, solidaritet, i praksis.

4.1.11

I samme ånd giver EØSU sin uforbeholdne støtte til forslaget om finansielle incitamenter til medlemsstaterne i lighed med dem, der i dag gives for genbosættelse af særlige kategorier af flygtninge (sårbare grupper og personer fra de regionale beskyttelsesprogrammer), for at kompensere de medlemsstater, der accepterer overførsel af personer, der er omfattet af international beskyttelse, fra en anden medlemsstat.

4.1.12

De disponible midler bør også anvendes på en måde, så de supplerer andre finansieringskilder som f.eks. Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, og EØSU anbefaler, at det organiserede civilsamfund og de lokale og regionale myndigheder involveres mere i projekterne.

4.2

EØSU bakker op om de igangværende bestræbelser på at reformere Dublin-forordningen. Der foreligger temmelig megen dokumentation, bl.a. fra civilsamfundsorganisationer, som viser, at systemet er ude af stand til at opfylde sine mål effektivt. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols beslutninger og anbefalinger er også af afgørende betydning i diskussionerne om en reform af denne forordning, som er nødvendige på mellemlang og lang sigt. EØSU er altid åben for debat og vil støtte alle bestræbelser på at analysere, vurdere og identificere de bedst egnede regler og værktøjer. Henvisningen til de grundlæggende rettigheder som et hovedkriterium for evaluering af Dublin-systemet er mere end velkommen.

4.3

EØSU finder flytning af ansøgere om international beskyttelse unødvendig, hvis de har rimelige vilkår i de lande, de indgiver ansøgningen i, og ansøgningen behandles hurtigt. Det er nødvendigt at øge medlemsstaternes modtagekapacitet. Hvis det ikke sker, kunne en frivillig ordning for flytning af asylansøgere baseret på incitamenter give resultater.

4.3.1

Selv om der er bred enighed om det praktiske behov for at flytte personer, der er omfattet af international beskyttelse, har medlemsstaternes samarbejde været halvhjertet. Det er ikke lykkedes for Kommissionens pilotprojekt at etablere en effektiv flytningsordning. EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen, EASO og medlemsstaterne til at fortsætte deres samarbejde om dette projekt og anbefaler, at det gøres til et permanent, frivilligt program. Det er bydende nødvendigt, at der findes og iværksættes incitamenter, der kan øge medlemsstaternes deltagelse i dette permanente program. I Kommissionens planlagte evaluering bør incitamenternes størrelse og begrundelse have en central plads.

4.4

Indførelse af fælles behandling af asylansøgninger kunne være et nyttigt middel til gennemførelse af asylpolitikken. EØSU glæder sig til at studere resultatet af Kommissionens evaluering af dette spørgsmål, som er meget komplekst både juridisk og praktisk. Efter EØSU's mening kan fælles behandling være et egnet middel til at håndtere varierende strømme af asylansøgere, og det kan også blive en standardprocedure, som medlemsstaterne kan basere sig på i deres eget arbejde. Forudsat at konsekvensanalysens resultater tages med i betragtning, mener EØSU, at fælles behandling bør fremmes parallelt med en styrkelse af kapaciteten på nationalt plan. Denne kapacitet omfatter meget mere end behandling af ansøgninger, og medlemsstaterne bør tilskyndes til fortsat at spille en aktiv rolle på alle asylpolitikkens områder.

4.5

EØSU støtter aktivering af direktivets mekanisme for midlertidig beskyttelse, når kriterierne er opfyldt. Usædvanlige flygtningestrømme kan i sjældne tilfælde skabe krise, og de europæiske og de nationale institutioner skal være forberedt på at håndtere dem. EØSU henleder desuden opmærksomheden på praksis i forbindelse med redningsaktioner og gentager, at non-refoulement-princippet skal overholdes fuldt ud.

4.6

EØSU bifalder den modenhed og det høje udviklingsniveau, som asylpolitikken har vist i tilfældet med Grækenland. Anvendelse af instrumenter til sanktionering af overtrædelser af EU-lovgivningen bør ledsages af støtteforanstaltninger. EØSU opfordrer Kommissionen og de særlige EU-kontorer til at anlægge en proaktiv forebyggelsesstrategi over for medlemsstater, som er nødt til at forbedre deres nationale asylsystems effektivitet. Støtteprogrammet for Grækenland er et stort skridt frem, men det skal videreføres og forsynes med den nødvendige finansiering. Situationen i Grækenland og Malta sætter asylpolitikken på prøve. Hvis medlemsstaterne og EU-institutionerne ikke kan vise reel solidaritet over for lande, der står med store flygtningestrømme, har asylpolitikken lidt nederlag, og dette nederlag vil få alvorlige følger for de mange mennesker, der er i fare. Støtten skal diversificeres, øges og koordineres på en passende måde.

4.7

EØSU slår til lyd for, at Dublin-systemet styrkes med bedre kontrol og etablering af et system for tidlig varsling. Disse instrumenter kan gøre medlemsstaterne bedre rustet til at håndtere flygtningestrømme og koordinere asylpolitikken effektivt. De skal være klart orienteret mod medlemsstaternes behov og opfylde kravet om at overholde flygtningenes grundlæggende rettigheder.

4.8

Bedre grænseforvaltning og en bedre visumpolitik kan være med til at styrke asylpolitikken. EØSU hilser fremskridtene på dette område velkommen, men mener, at en beskyttelsesklausul, som gør det muligt at suspendere tredjelandsstatsborgeres visumfri bevægelighed, kan være problematisk, også selv om den forudsætter, at der skal fremlægges beviser for, at fraværet af visum har ført til misbrug af asylsystemet.

Bruxelles, den 11. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/97


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Initiativet »Muligheder for Unge« «

COM(2011) 933 final

2012/C 299/18

Ordfører: Tomasz JASIŃSKI

Kommissionen besluttede den 20. december 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Initiativet "Muligheder for Unge""

COM(2011) 933 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, der vedtog sin udtalelse den 27. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 12. juli følgende udtalelse med 212 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Resumé af EØSU's anbefalinger

1.1   EØSU fremhæver nytten af initiativet "Muligheder for Unge", som ikke kun fokuserer på aktuelle problemer, men også belyser målene i Kommissionens meddelelse "Unge på vej". EØSU er parat til at deltage i gennemførelsen af initiativet ved at samarbejde med arbejdsmarkedets parter og organisationer i civilsamfundet og fremme det i en fælles aktion med de interesserede parter.

1.2   EØSU bemærker, at EU's stramme økonomiske politik og fraværet af en klar og alment anerkendt vækstpolitik kan hæmme "Muligheder for unge"-initiativets succes. Dette vigtige initiativ kan være en kilde til nye muligheder for unge, men vil ikke i sig selv – hvis det betragtes isoleret fra den økonomiske kontekst – skabe et eneste nyt job. For at sikre, at initiativet gennemføres hensigtsmæssigt, må vi derfor skabe de nødvendige økonomiske og finansielle betingelser.

1.3   EØSU erkender, at det er nødvendigt at videreføre arbejdet med at forebygge tidligt skolefrafald. Det er vigtigt at fastholde eller om muligt øge medlemsstaternes ressourcer til forebyggelse af tidligt skolefrafald.

1.4   I betragtning af de forskellige situationer for unge mænd og unge kvinder understreger EØSU betydningen af tilpasset uddannelses- og karrierevejledning, som kan hjælpe de unge med at få bedre uddannelse, kvalifikationer og færdigheder og med at vælge skoler, herunder højere læreanstalter eller erhvervsskoler, der kan sikre dem et passende job.

1.5   EØSU støtter udvikling af færdigheder, der er relevante for arbejdsmarkedet, gennem et aktivt samarbejde mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. EØSU bifalder Kommissionens ekstra finansielle støtte til programmerne "Dit første Eures-job" og "Erasmus for iværksættere" og til fremme af unges mobilitet.

1.6   EØSU finder det hensigtsmæssigt at støtte den første erhvervserfaring og oplæring på arbejdspladsen. EØSU er enig i, at lærlingeuddannelser, virksomhedspraktik og praktikantophold samt voluntørtjenesteprogrammer er vigtige veje for unge til at erhverve færdigheder og erhvervserfaring, men de bør på ingen måde betragtes som en erstatning for regulære former for beskæftigelse. Udvalget understreger betydningen af alle initiativer, der har til formål at forbedre kvaliteten af virksomhedspraktik og praktikophold, som f.eks. det europæiske kvalitetscharter for praktikophold.

1.7   EØSU understreger vigtigheden af kvalitetsnormer for lærlingeuddannelser, virksomhedspraktik og praktikantophold. I den forbindelse bifalder EØSU, at Kommissionen i 2012 vil fremlægge en kvalitetsramme for at støtte udbud og anvendelse af praktikantophold af høj kvalitet.

1.8   EØSU understreger den rolle, inddragelse af arbejdsmarkedets parter kan spille i processen med at dele bedste praksis og udforme, gennemføre og overvåge erhvervserfaringsordningen.

1.9   EØSU finder det hensigtsmæssigt, at Kommissionens budgetbevilling til Den Europæiske Volontørtjeneste øges, og hilser det også velkomment, at der etableres et nyt europæisk volontørkorps for humanitær bistand. Udvalget er dog bekymret over den manglende evaluering af den igangværende pilotfase, og om initiativet reelt vil have en frivillig karakter.

1.10   Det første job bør sikre en række mindstestandarder for beskæftigelse, som ikke bør være anderledes end dem, der tilbydes lidt ældre arbejdstagere. Et forbud mod aldersdiskrimination er af central betydning. EØSU understreger endnu en gang den afgørende betydning af foranstaltninger, der er med til at sikre unge et stabilt og rimeligt lønnet kvalitetsjob med garanti for socialsikring lige fra starten af deres karriere.

1.11   EØSU understreger, at ungdomsgaranti-initiativet bør støttes af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som medvirker til at fjerne kløften mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet for unge mænd og kvinder på lige fod.

1.12   I sin nyligt udsendte udtalelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker fremsætter EØSU konkrete forslag til håndtering af den katastrofale forringelse af de unges arbejdsmarkedssituation udløst af krisen i mange medlemsstater. Forslagene skal her gentages:

Fastsættelse af ambitiøse EU-mål for unges beskæftigelse

Konsekvent håndhævelse af ungdomsgarantien i alle EU's medlemsstater

Flere EU-midler og lettere adgang til EU-midler i særlig hårdt ramte lande

Øremærkning af flere midler til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i det nye EU budget

Bedre adgang til støtteydelser for arbejdsløse unge

Bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold og ikke-regulerede arbejdsforhold i forbindelse med lærepladser og praktikophold

Fremme af vekseluddannelsesprincippet i erhvervsuddannelser som model i EU (1).

1.13   EØSU bemærker, at der bør lægges særlig vægt på at sikre ressourcer til unge fra Den Europæiske Socialfond i forbindelse med udarbejdelsen af de finansielle overslag for perioden 2014-2020.

1.14   Oprettelse af nye arbejdspladser af høj kvalitet bør fortsat være en prioritet. EØSU foreslår, at vedtagelse af en europæisk ungdomsbeskæftigelsesstrategi tages med i betragtning i de næste finansielle overslag.

1.15   Kommissionens villighed til at give midler til teknisk bistand for at hjælpe medlemsstaterne med at udnytte EU-midler, der stadig står til rådighed, bør betragtes som særlig vigtig. Dette vedrører primært Den Europæiske Socialfond, hvor der stadig er 30 mia. EUR til rådighed, som medlemsstaterne kan anvende til projekter inden for rammerne af de finansielle overslag for 2007-2013.

2.   Resumé af Kommissionens initiativ. Baggrunden for problemet

2.1   Unges problemer på arbejdsmarkedet er af strukturel karakter og har været synlige i mange år, også før den aktuelle krise opstod. Den økonomiske krise, vi har oplevet siden 2008, har forværret de unges problemer. Arbejdsløsheden i aldersgruppen 15-24 år er mere end dobbelt så høj som den samlede erhvervsaktive befolknings arbejdsløshed og næsten tre gange så høj som for den voksne erhvervsaktive befolkning. Antallet af unge europæere uden arbejde steg med én million mellem 2008 og 2010, og der er nu mere end 5 mio. arbejdsløse unge i EU. Det giver virkelig grund til bekymring, at én ud af fem ikke kan finde et job i EU. Det er desuden særligt alarmerende, at langtidsledigheden blandt unge er stigende. I gennemsnit står 28 % af unge arbejdsløse under 25 år uden arbejde i over 12 måneder.

2.2   Europa 2020-strategien indeholder en række ambitiøse målsætninger, som skal bidrage til intelligent, inklusiv og bæredygtig vækst i EU. Unge har en central rolle at spille for at nå disse mål. I initiativet "Unge på vej" fra september 2010 konstateres det, at uddannelse af god kvalitet for alle, succesfuld og bæredygtig arbejdsmarkedsintegration, anstændigt og ordentligt betalt arbejde samt mulighed for større mobilitet er væsentlige elementer i "udnyttelse af unges muligheder" og dermed for at nå målsætningerne for Europa 2020-strategien. Det er imidlertid afgørende, at den model, der er vedtaget i strategien, også implementeres.

2.3   Den økonomiske krise har vist sig at være så alvorlig, at det ikke længere er muligt at nå målene i "Unge på vej"-initiativet. Værre endnu er det, at de unges situation på arbejdsmarkedet bliver stadig dårligere. EU er nødt til at investere i sine unge og omgående iværksætte effektive foranstaltninger for at forebygge og bekæmpe den høje arbejdsløshed, herunder langtidsarbejdsløshed, blandt unge. Midler til stimulering af økonomisk vækst er afgørende for oprettelse af nye arbejdspladser, men er ikke i sig selv tilstrækkelige til at løse de unges arbejdsløshedsproblem.

2.4   Efter det første europæiske semester for økonomisk styring i 2011 gør Kommissionen i den årlige vækstundersøgelse 2012 opmærksom på de første tegn på, at medlemsstaterne ikke reagerer effektivt nok på henstillingerne.

2.5   I lyset af den stadig dårligere beskæftigelsessituation for unge har Kommissionen gjort en ny indsats for at bøde på situationen ved at foreslå initiativet "Muligheder for unge", der især fokuserer på unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse. Dets mål er at kombinere medlemsstaternes og EU's konkrete foranstaltninger med prioriteringerne i Europa 2020-strategien, i Rådets konklusioner om unges beskæftigelse fra juni 2011 og i Rådets henstilling om politikker, som skal mindske antallet af elever, der forlader skolen for tidligt.

2.6   I betragtning af den alvorlige situation, der er beskrevet ovenfor, og uden at afvente de landespecifikke henstillinger for 2012 mener Kommissionen, at medlemsstaterne, især de, der har den største ungdomsarbejdsløshed, bør træffe afgørende foranstaltninger inden for følgende fire hovedområder:

Forebyggelse af skolefrafald

Udvikling af færdigheder, der er relevante for arbejdsmarkedet

Støtte til den første erhvervserfaring og uddannelse på jobbet

Adgang til arbejdsmarkedet: Få et (første) job.

2.7   Kommissionen vil give midler til teknisk bistand for at hjælpe medlemsstaterne med at anvende de EU-midler, der stadig står til rådighed, især fra Den Europæiske Socialfond, som stadig råder over 30 mia. EUR til projekter inden for rammerne af de finansielle overslag for 2007-2013.

2.8   "Muligheder for unge"-initiativet bygger på et stærkt partnerskab mellem medlemsstaterne og Kommissionen og opfordrer til samordnede foranstaltninger for at sikre, at alle interesserede parter anvender den disponible EU-støtte og de disponible EU-instrumenter fuldt ud.

3.   Generelle bemærkninger til Kommissionens meddelelse

3.1   Meddelelsen om "Muligheder for unge" bør vurderes i sammenhæng med Kommissionens anbefalinger i initiativerne under Europa 2020-strategien, f.eks. "Unge på vej" og "En dagsorden for nye kvalifikationer og job", samt med Rådets konklusioner om unges beskæftigelse fra juni 2011 og Rådets henstilling om politikker, som skal mindske antallet af elever, der forlader skolen for tidligt.

3.2   EØSU beklager, at Kommissionen også denne gang – som i tilfældet med "Unge på vej"-initiativet – har overset de tiltag, som styrker og udvikler den sociale og samfundsmæssige dimension af Europas ungdomsproblemer. Initiativet bør fungere som en måde at samarbejde med de unge på og ikke kun handle om at give oplysninger om dem eller iværksætte foranstaltninger for deres eget bedste. Udvalget opfordrer derfor endnu en gang Kommissionen til at integrere de nødvendige tiltag i dette initiativ. EØSU understreger behovet for at få unge engageret i at udmønte dette initiativ i praksis på alle niveauer.

3.3   Siden lanceringen af "Unge på vej"-initiativet er unges situation på arbejdsmarkedet på ingen måde blevet bedre, men er faktisk blevet værre. EØSU bemærker, at medlemsstaternes makroøkonomiske stramningspolitik, der gennemføres på baggrund af EU's nye økonomiske styring, og fraværet af en klar og alment anerkendt vækstpolitik, kan hæmme "Muligheder for unge"-initiativets succes. Når medlemsstaterne indfører foranstaltninger som led i deres stramme budgetpolitik, bør de tage med i betragtning, hvilken indvirkning de vil få på de unges situation på arbejdsmarkedet. EØSU mener derfor, at dette vigtige initiativ kan være en kilde til nye muligheder for unge, men det vil ikke i sig selv – hvis det betragtes isoleret fra den økonomiske kontekst – skabe et eneste nyt job. For at sikre, at initiativet gennemføres hensigtsmæssigt, må vi derfor skabe de rette økonomiske og finansielle betingelser. Det bør sikres, at de foranstaltninger, der iværksættes for at overvinde den økonomiske krise og statsgældskrisen, ikke modarbejder målet om at stimulere efterspørgsel og beskæftigelse under og efter krisen og dæmpe sociale ulemper. Det er særlig vigtigt at sikre offentlige investeringer i en aktiv arbejdsmarkedspolitik og i uddannelse.

3.4   EØSU bemærker, at uden en øjeblikkelig og effektiv indsats for at forbedre situationen på EU's arbejdsmarked vil fænomener som hjernespild og hjerneflugt i forbindelse med arbejdskraftmigration kun blive værre. Dette medfører ikke kun et ofte uigenkaldeligt tab af offentlige midler investeret i uddannelse, men også tab af menneskelig kapital på medlemsstatsniveau og i hele EU.

3.5   Ikke desto mindre hilser EØSU initiativet "Muligheder for Unge" velkomment. Det fokuserer på aktuelle problemer og belyser også målene for "Unge på vej"-initiativet. Merværdien af initiativet "Muligheder for unge" ligger i det faktum, at det fokuserer på specifikke foranstaltninger fra medlemsstaternes side og peger på muligheder for finansiel støtte, som efter EØSU's mening kan bidrage væsentligt til at forbedre de unges situation på uddannelses- og arbejdsmarkedsfronten.

3.6   Sigtet med Kommissionens meddelelse er at tilskynde medlemsstaterne til omgående at iværksætte specifikke korrigerende foranstaltninger på beskæftigelsesområdet, kæde spørgsmålet om beskæftigelsen af unge (især dem, der ikke er i arbejde eller under uddannelse) sammen med uddannelsessystemerne og forbedre og styrke lovgivningen, da der ofte er en tæt forbindelse mellem denne kategori af unge og den sorte økonomi.

3.7   Forebyggelse af skolefrafald

3.7.1   EØSU hilser dette initiativ, som har til formål at forebygge tidligt skolefrafald, velkomment og bekræfter, at det er særlig vigtigt at nedbringe andelen af unge, der forlader skolen tidligt, især i visse medlemsstater. Dette er også et af hovedmålene i Europa 2020-strategien (2). Efter EØSU's mening bør disse tiltag videreføres ved at fastholde eller om muligt øge de ressourcer, der står til rådighed for medlemsstaterne til at forebygge tidligt skolefrafald, og ved at tage skridt til at gøre de eksisterende uddannelsestjenester mere attraktive. EØSU fremhæver også behovet for at gøre uddannelsessystemerne mere rummelige.

3.7.2   EØSU er enig med Kommissionen i, at der øjeblikkeligt bør tages skridt til genindslusning gennem uddannelse, og opfordrer derfor medlemsstaterne til omgående at gøre noget effektivt for at nedbringe andelen af unge, der forlader skolen tidligt, til 10 %. Gennemsnittet i EU's medlemsstater ligger i dag på 14 %.

3.8   Udvikling af færdigheder, der er relevante for arbejdsmarkedet. Mobilitet.

3.8.1   EØSU er enig i, at udvikling af færdigheder, der er relevante for arbejdsmarkedet, er afgørende for integrationen af unge på arbejdsmarkedet. Det er frem for alt afgørende at intensivere samspillet mellem beskæftigelse og uddannelse og lægge særlig vægt på et system, der veksler mellem uddannelse og praktik. EØSU bemærker, at det er vigtigt at støtte iværksættervirksomhed og samarbejde mellem virksomheder i landbrugs-, industri- og tjenesteydelsessektoren og uddannelsessystemet på alle uddannelsesniveauer. Desuden fremhæver EØSU betydningen af uddannelse for at opfylde behov i samfundet, der rækker ud over økonomien. Det er i den forbindelse vigtigt, at læseplanerne inddrager arbejdsretlige spørgsmål og sikrer, at de studerende er klar over, hvilke muligheder EU tilbyder på dette område. Det kan have en vigtig effekt ved at gøre de unge mere bevidste om mulighederne, inden de søger deres første arbejde, og styrke deres europæiske identitetsfølelse.

3.8.2   EØSU gør opmærksom på de retningslinjer, der er udstukket i Bruggekommunikéet om øget europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse i perioden 2011-2020. Europa har brug for fleksible erhvervsuddannelsessystemer af høj kvalitet, som kan opfylde de aktuelle og fremtidige behov. Livslang rådgivning og vejledning inden for uddannelse og beskæftigelse kan være et nyttigt middel til at gøre dette initiativ mere effektivt. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med hjerneflugtproblematikken.

3.8.3   EØSU anbefaler, at man sætter kraftigt ind med instrumenter, der fremmer de unges mobilitet. Udvalget støtter Kommissionens initiativ til med støtte fra Europa-Parlamentet at etablere en målrettet jobmobilitetsordning for at hjælpe unge med at finde job i en anden medlemsstat og for at hjælpe virksomhederne med at udfylde deres flaskehalsjob. EØSU finder det vigtigt, at man støtter fremmedsprogsundervisning og erhvervelse af ikt-færdigheder.

3.8.4   EØSU støtter Kommissionens initiativ til at yde finansiel støtte via "Dit første Eures-job"-ordningen, som skal hjælpe omkring 5 000 unge til at udfylde ledige stillinger i andre medlemsstater i 2012-2013. EØSU vil overvåge ordningen i pilotfasen med henblik på dens videreudvikling.

3.8.5   EØSU bifalder de kommissionsforanstaltninger, der sigter på at anvende 3 mio. EUR af Den Europæiske Socialfonds tekniske bistand til at hjælpe medlemsstaterne med at oprette støtteordninger for unge, der starter egen virksomhed, og sociale iværksættere. Finansieringen af ca. 600 ekstra udvekslinger i 2012 via programmet "Erasmus for iværksættere" er også en væsentlig udvikling.

3.8.6   På den anden side mener EØSU, at Kommissionens meddelelse ikke lægger tilstrækkelig vægt på problemet med finansiering af direkte tilskud til unge, der forsøger at starte en virksomhed (knaphed på ressourcer og begrænset adgang til dem). Dette gælder finansielle ressourcer både fra EU-fonde og fra medlemsstaternes budgetter. Efter EØSU's mening bør hjælp til unge iværksættere, der har besluttet at starte en virksomhed, være et vigtigt middel til at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden.

3.9   Støtte til den første erhvervserfaring og uddannelse på jobbet

3.9.1   EØSU er enig i, at lærlingeuddannelser, virksomhedspraktik og praktikantophold er et vigtigt middel for unge til at erhverve færdigheder og erhvervserfaring, og at disse ordninger bør indgå i strategierne for virksomhedernes sociale ansvar. Hvis en virksomhed investerer i unge arbejdstagere og behandler dem som en værdifuld ressource, kan det øge deres engagement i virksomhedens arbejde betydeligt.

3.9.2   EØSU bemærker, at en aktiv arbejdsmarkedspolitik og bedre arbejdsformidlingstjenester kan spille en stor rolle på dette område. Unge bør modtage erhvervsvejledning om alle sektorer inden for landbrug, industri og tjenesteydelser, mens de stadig går i skole.

3.9.3   EØSU finder det vigtigt, at Kommissionen afsætter 1,5 mio. EUR i 2012 til en kampagne rettet mod erhvervslivet for at øge virksomhedernes bevidsthed om Erasmus- og Leonardo da Vinci-praktikophold.

3.9.4   Udvalget understreger desuden vigtigheden af kvalitetsnormer for lærlingeuddannelser, virksomhedspraktik og praktikantophold. Der bør etableres et europæisk regelsæt for praktikantophold. EØSU bifalder i denne forbindelse, at Kommissionen i 2012 vil fremlægge en kvalitetsramme for at støtte udbud og anvendelse af praktiktilbud af høj kvalitet samt en EU-oversigt over praktikmuligheder for at skabe større klarhed om praktikanternes betingelser i hele EU.

3.9.5   Virksomhedspraktik bør ikke betragtes som en erstatning for regulære former for beskæftigelse. Den bør give praktikanterne mulighed for at erhverve de færdigheder, der er nødvendige for at få let adgang til arbejdsmarkedet. Praktikanter bør modtage en rimelig løn for udførelse af reelle arbejdsrelaterede opgaver på arbejdspladsen. Lav løn eller ingen løn fører til segmentering af arbejdsmarkedet. Hvis virksomhedspraktik skal være effektiv og skræddersyet til arbejdsmarkedets behov, må arbejdsmarkedets parter nødvendigvis inddrages i at udforme, organisere, gennemføre og finansiere den.

3.9.6   EØSU vil nøje følge og støtte alle initiativer, der har til formål at forbedre kvaliteten af virksomhedspraktik og praktikophold, som f.eks. det europæiske kvalitetscharter for praktikophold fremsat af Det Europæiske Ungdomsforum for at styrke den civile dialog med henblik på fastlæggelse af passende regler på dette område.

3.9.7   EØSU bifalder de europæiske arbejdsmarkedsparters vedtagelse af rammeaftalen om rummelige arbejdsmarkeder i 2010. EØSU understreger vigtigheden af de deri beskrevne faktorer, som har indvirkning på arbejdsmarkedsdeltagelsen: a) situationsbestemte faktorer (knyttet til den økonomiske situation og arbejdsmarkedssituationen, som har hæmmet integrationen), b) arbejdsrelaterede faktorer og c) individuelle faktorer (f.eks. færdigheder, kvalifikationer og uddannelsesniveau, motivation, sprogkendskab, helbred, herunder handicap og hyppige eller lange ledighedsperioder). EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter i medlemsstaterne til at gennemføre aftalen så hurtigt som muligt, især målet om at øge antallet af lære- og praktikpladser af høj kvalitet.

3.9.8   EØSU bekræfter, at det er nødvendigt at indføre et europæisk kvalifikationspas, som samler alle kvalifikationer og færdigheder, der er erhvervet som led i formel, uformel eller ikke-formel uddannelse, på ét sted.

3.9.9   EØSU understreger betydningen af at dele god praksis om lærlingepraktik for unge og bifalder nyheden om, at Kommissionen direkte vil afsætte 1,3 mio. EUR fra Den Europæiske Socialfond til at støtte etableringen af lærlingelignende ordninger.

3.9.10   I denne forbindelse er erfaringerne fra de lande, der allerede har indført et vekseluddannelsessystem, af allerstørste betydning. Det har den fordel, at det kombinerer traditionel skoleundervisning med praktisk anvendelse af kundskaberne på en arbejdsplads. Det betyder, at eleverne udvikler de færdigheder og kompetencer, der er brug for på arbejdsmarkedet. EØSU understreger den rolle, inddragelse af arbejdsmarkedets parter kan spille i processen med at dele bedste praksis og udforme, gennemføre og overvåge erhvervserfaringsordningen. EØSU hilser Kommissionens retningslinjer på dette område velkommen. Det bør undersøges, om vekseluddannelsessystemet med sin kombination af virksomheds- og skolekomponenter i erhvervsuddannelsen kan overføres til andre lande.

3.9.11   EØSU finder det hensigtsmæssigt, at Kommissionens budgetbevilling til Den Europæiske Volontørtjeneste øges, så der oprettes mindst 10 000 pladser til volontører i 2012, og bifalder, at der etableres et nyt europæisk volontørkorps for humanitær bistand. Udvalget er dog bekymret over den manglende evaluering af den igangværende pilotfase, og om initiativet reelt vil have frivillig karakter. Som i tilfældet med virksomhedspraktik og praktikantophold bør der fokuseres på at sikre en høj kvalitet af volontørarbejdet.

3.9.12   EØSU vil støtte udveksling og udbredelse af erfaringer og informationer i forbindelse med de nationale langsigtede programmer for frivilligt arbejde, der med succes er blevet gennemført i en række medlemsstater som en form for erhvervsvejledning og som en måde at indhente de første erhvervserfaringer på.

3.10   Adgang til arbejdsmarkedet: Få et (første) job.

3.10.1   Betydningen af en persons første job kan ikke overvurderes, hverken når det gælder fremtidig indkomst eller den fremtidige karrierevej og pension. En række mindstestandarder for arbejdsvilkår bør sikres, så snart en person får sit første job. Disse standarder bør ikke være anderledes end dem, der tilbydes lidt ældre arbejdstagere. Et forbud mod aldersdiskrimination er af central betydning. Betydningen af de foranstaltninger, der fra starten hjælper unge mennesker til at få et fast arbejde af høj kvalitet med en ordentlig løn, må ikke undervurderes (3). Det bør overvejes at indføre programmer, som støtter små og mellemstore virksomheder, der giver unge arbejdstagere et fast første job.

3.10.2   Kommissionens henstillinger om at mindske tidsubegrænsede ansættelseskontrakters ekstreme stivhed bør også indeholde overvejelser over de risici, der er forbundet med tiltag af den art. Tidsbegrænsede kontrakter, som nu er almindeligt udbredt blandt unge – især i starten af deres karriere – har ført til et tvedelt arbejdsmarked opsplittet i segmenter. Arbejdstagere med tidsbegrænsede kontrakter lever i konstant usikkerhed med risikoen for at miste deres job, og deres karriereudsigter er ringe. Dette tvedelte arbejdsmarked er ved at blive et meget alvorligt problem for unge og kan føre dem ind i en uendelig balancegang som arbejdstagere, der hele tiden er usikre på deres fremtid. Det kan skade deres karriereudvikling fremover. Denne segmentering af arbejdsmarkedet – som i realiteten gør unge til andenrangsarbejdstagere – indebærer også dårligere arbejdsvilkår og ringere karriereudsigter. EØSU fraråder, at der satses på midlertidige og udsigtsløse løsninger ved integrationen på arbejdsmarkedet. I stedet for usikre ansættelsesforhold og usikre kontrakter skal der gennemføres foranstaltninger, som sikrer, at tidsbegrænsede ansættelser og job med lav løn og ringe social sikring ikke bliver normen for unge.

3.10.3   Stabilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet er ikke kun vigtigt for arbejdstagerne, men er også i deres arbejdsgiveres interesse, da det fremmer virksomhedernes, sektorernes og industribranchernes konkurrenceevne ved at sikre øget produktivitet. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart – i forbindelse med spørgsmålet om jobsikkerhed – at en tidsbegrænset ansættelseskontrakt faktisk er dyrere for arbejdsgiveren end en tidsubegrænset kontrakt.

3.10.4   I sin nyligt udsendte udtalelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker fremsætter EØSU konkrete forslag til håndtering af den katastrofale forringelse af de unges arbejdsmarkedssituation udløst af krisen i mange medlemsstater. Forslagene skal her gentages:

Fastsættelse af ambitiøse EU-mål for unges beskæftigelse

Konsekvent håndhævelse af ungdomsgarantien i alle EU's medlemsstater

Flere EU-midler og lettere adgang til EU-midler i særlig hårdt ramte lande

Øremærkning af flere midler til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i det nye EU budget

Bedre adgang til støtteydelser for arbejdsløse unge

Bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold og ikke-regulerede arbejdsforhold i forbindelse med lærepladser og praktikophold

Fremme af vekseluddannelsesprincippet i erhvervsuddannelser som model i EU.

3.11   Medlemsstaterne og aktørerne på arbejdsmarkedet skal udvise meget mere initiativ for at gennemføre den europæiske ungdomsgaranti, der sikrer, at unge enten er i arbejde, under uddannelse eller omskoling senest fire måneder efter, at de er færdige med skolen, hvilket især er rettet mod unge, der forlader skolen for tidligt, og andre udsatte unge. Kommissionen bør tage skridt til at sikre, at medlemsstaterne gennemfører dette initiativ uden forsinkelse.

3.12   Medlemsstaternes og arbejdsmarkedsaktørernes indsats har ikke hidtil medført nogen forbedring af de unges situation. Det er helt tydeligt hvad angår gennemførelsen af ungdomsgarantien. EØSU bifalder derfor, at Kommissionens afsætter 4 mio. EUR til at hjælpe medlemsstaterne med at oprette ungdomsgarantiordninger. EØSU gentager i denne sammenhæng sin opfordring til, at medlemsstaterne straks kortlægger alle relevante barrierer med henblik på at sikre ungdomsgarantien og fastlægge konkrete mål og foranstaltninger inden for rammerne af de nationale reformplaner.

3.13   EØSU understreger, at ungdomsgaranti-initiativet bør støttes af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som medvirker til at fjerne kløften mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet for unge mænd og kvinder på lige fod. Det bør også tage hensyn til situationen for migranter, nationale og etniske minoriteter og handicappede. Ældre og pensionerede arbejdstageres viden, kompetencer, færdigheder og erfaringer bør også tages med i betragtning.

3.14   I EU's nuværende beskæftigelsespolitiske retningslinjer mangler der stadig konkrete mål for unges beskæftigelse. EØSU gentager sit krav om kvantificerbare EU-mål, især et mål for en væsentlig reduktion af ungdomsarbejdsløsheden og for en ungdomsgaranti.

3.15   Kommissionens villighed til at give midler til teknisk bistand for at hjælpe medlemsstaterne med at udnytte EU-midler, der stadig står til rådighed, bør betragtes som særlig vigtig. Dette vedrører primært Den Europæiske Socialfond, hvor der stadig er 30 mia. EUR til rådighed, som medlemsstaterne kan anvende til projekter inden for rammerne af de finansielle overslag for 2007-2013. Kommissionen bør tage skridt til at sikre, at medlemsstaterne så hurtigt som muligt udnytter disse midler fuldt ud.

3.16   EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre det klart for medlemsstaterne, at disse midler primært skal anvendes til projekter for unge. Kommissionen bør gøre medlemsstaterne opmærksom på, at de skal sikre, at fordelingen af disse midler og deres øremærkning finder sted med fuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter, deres eventuelle ungdomsorganisationer og ngo'er, der repræsenterer unge.

3.17   EØSU bemærker, at der bør lægges særlig vægt på at sikre ressourcer til unge fra Den Europæiske Socialfund i forbindelse med udarbejdelsen af de finansielle overslag for perioden 2014-2020, især til unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse. Det bør nævnes, at der ofte er en tæt forbindelse mellem denne kategori af unge og den sorte økonomi. EØSU understreger, at der både nu og fremover er behov for en langsigtet, permanent og systematisk finansieringsmodel, der er tilgængelig for et bredt tværsnit af civilsamfundet.

3.18   Oprettelse af nye arbejdspladser af høj kvalitet bør fortsat være en prioritet. EØSU foreslår, at vedtagelse af en europæisk ungdomsbeskæftigelsesstrategi kommer til at indgå i de næste finansielle overslag. Denne strategis midler bør anvendes til at støtte de virksomheder, civilsamfundsorganisationer, offentlige myndigheder og andre arbejdsgivere, som skaber nye job af høj kvalitet for unge.

Bruxelles, den 12. juli 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se de specifikke formuleringer i EØSU's udtalelse (EUT C 143 af 22.5.2012, s. 94).

(2)  EØSU's udtalelse om meddelelsen "Unge på vej" (EUT C 132 af 3.5.2011, s. 55).

(3)  EØSU's udtalelse om meddelelsen "Unge på vej"(EUT C 132 af 3.5.2011, s. 55).


4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/103


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om programmet for retlige anliggender for perioden 2014 til 2020«

COM(2011) 759 final – 2011/0369 (COD)

2012/C 299/19

Ordfører: Edouard DE LAMAZE

Den 9. februar 2012 besluttede Rådet under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om programmet for retlige anliggender for perioden 2014 til 2020"

COM(2011) 759 final — 2011/0369 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, som vedtog sin udtalelse den 28. juni 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 482. plenarforsamling den 11.-12. juli 2012, mødet den 11. juli, følgende udtalelse med 126 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU glæder sig over det foreliggende forordningsforslags målsætning om forenkling og rationalisering og støtter Kommissionens valg af løsning B. Sammenlægningen af programmerne om civilret og strafferet er begrundet i de nært beslægtede mål, aktørerne og den aktionstype, der skal finansieres.

1.2   Derimod sætter EØSU – i dette nye program for retlige anliggender og trods begrundelserne af juridisk karakter i det foreliggende forslag – fortsat spørgsmålstegn ved, om det er relevant til disse to første "specifikke" målsætninger, dvs. den korrekte anvendelse af EU-lovgivningen inden for civil- og strafferetligt samarbejde og let adgang til retsvæsenet, at føje et tredje vedrørende forebyggelse af narkotikamisbrug og nedbringelse af narkotikaefterspørgsel og -udbud. Ud over at sidstnævnte målsætning kun synes at være en gradbøjning af den første, henleder EØSU opmærksomheden på konsekvenserne for så vidt angår signalværdien af en sådan målsætning i en tekst af reguleringsmæssig karakter, dvs. med stærk, øjeblikkelig og direkte indvirkning, i og med at man kunne få det indtryk, at andre lige så væsentlige udfordringer, som f.eks. indsatsen mod menneskehandel, ikke er genstand for samme interesse fra Kommissionens side.

1.3   Mere grundlæggende er EØSU betænkeligt ved det budskab, Kommissionen udsender, og gentager hvad det allerede mange gange har sagt i relation til narkotikabekæmpelse, at hovedvægten i højere grad bør lægges på en uddannelses-, sundhedsmæssig og social tilgang i stedet for en repressiv tilgang (1).

1.4   EØSU deler Kommissionens stærke ønske om højst mulig fleksibilitet i forvaltningen af midlerne i det foreliggende program med det formål at tilpasse sig civilsamfundets behov bedst muligt, give de potentielle kandidater størst mulig valgfrihed, fremme projekternes kreativitet og tage højde for fremtidige politiske retningslinjer.

1.5   Men selv om der ikke er forud fastsatte beløb til de forskellige prioriteter, understreger EØSU betydningen af på forhånd at kunne råde over en budgetfordeling pr. målsætning, eventuelt bare en vejledende fordeling.

1.6   EØSU noterer sig Kommissionens intention om ikke at tildele det specifikke narkotikarelaterede mål mere end den budgetandel, der tilkommer det. Det opfordrer Kommissionen til nøje at holde sine løfter og foreslår således, at de midler, der vil komme ind fra indefrysningen og konfiskationen af produkter hidrørende fra narkotikahandelen, hvilket det kommende direktiv om indefrysning og konfiskation af udbytte fra strafbart forhold vil muliggøre, kan finansiere en del af denne målsætning.

1.7   Trods den eksisterende finansforordnings kompleksitet understreger EØSU, hvor vigtigt det er, at adgangsbetingelserne for finansiering formidles klart og pædagogisk til alle interesserede borgere på alle EU's sprog. Dette ville ubestrideligt fremme projekternes relevans, som dermed ville blive fremmet også i de medlemsstater, der hidtil fremstår som underrepræsenterede i de udvalgte programmer. EØSU påpeger behovet for at fremme en lige adgang til disse programmer for alle EU's borgere.

1.8   Begrebet EU-merværdi, som er hovedudvælgelseskriteriet, bør desuden efter EØSU's opfattelse afgrænses bedre. Eftersom finansieringsrammen for programmet i sagens natur er begrænset – men dog stigende, hvilket EØSU glæder sig over – understreger det, hvor vigtigt det er mere omhyggeligt at målrette støtten til projekter, hvis EU-merværdi klart er dokumenteret. Der bør anspores til transnationale projekter.

1.9   I og med, at de årlige arbejdsprogrammer skal præcisere visse væsentlige aspekter af gennemførelsen af programmet (navnlig budgetfordelingen), mener EØSU, at Kommissionens vedtagelse af disse i form af gennemførelsesakter kræver en undersøgelsesprocedure og ikke en rådgivningsprocedure som forudset i det foreliggende forslag. På den måde sikres det, at disse programmer ikke vedtages af Kommissionen, hvis de ikke er i overensstemmelse med udtalelsen fra udvalget, som er nedsat i henhold til forordning nr. 182/2011 (bestående af repræsentanter for medlemsstaterne).

1.10   EØSU peger på behovet for tydeligere at fremhæve prioriteterne blandt de aktioner, der kan finansieres (artikel 6), og finder især, at vægten bør lægges klarere på e-justice, som er et område, hvor der fortsat skal gøres store fremskridt med en lettere adgang til domstolene for øje.

1.11   EØSU glæder sig over de nye tanker, man kan se i det foreliggende forslag, gående ud på at inddrage samtlige ansatte i retsvæsenet, især advokater, i tiltag til uddannelse af retsvæsenets aktører i EU. For ligesom dommere og anklagere bidrager advokater til den korrekte anvendelse af EU-retten. De udgør derudover det første kontaktpunkt for procesparterne. Det er dem, der starter retsbehandlingen.

1.12   EØSU understreger ligeledes behovet for at integrere de forskellige retsaktører i de grænseoverskridende netværker for retligt samarbejde ved at yde den nødvendige finansielle støtte. Af hensyn til sammenhængen med det seneste politiske fremstød i retning af styrkede forsvarsrettigheder opfordrer EØSU især til, at der hurtigst muligt rettes op på en situation, som det finder uacceptabel, nemlig advokaternes udelukkelse de facto eller de jure fra størsteparten af de grænseoverskridende netværker for retligt samarbejde.

1.13   I lyset af udsigterne til et fælles retsområde, især hvad familieretten angår, understreger EØSU behovet for at bruge chartret om grundlæggende rettigheder som "harmoniseringskompas". I en situation, der fortsat er præget af meget forskellige kulturer og retsbegreber, har EØSU gentagne gange og for nyligt i forbindelse med emnet formueretlige ordninger og virkninger (2) endvidere understreget, hvor nyttigt det er at fremme brugen af en supplerende frivillig europæisk ordning (den såkaldte 28. ordning).

2.   Forslagets indhold

2.1   Kommissionen har i et forenklings- og rationaliseringsøjemed besluttet at mindske antallet af de programmer, den finansierer med henblik på at konkretisere det europæiske område med rettigheder og retfærdighed ved, at enhver, det være sig borger, part eller aktør i retsvæsenet, kan kende sine rettigheder og vide, hvordan han skal udøve eller bruge dem. Ved siden af programmet for "rettigheder og unionsborgerskab" (3) omfatter programmet for retlige anliggender for perioden 2014-2020 "programmet om civilret", "programmet om strafferet" og "programmet til forebyggelse af narkotikamisbrug og information af offentligheden".

2.2   Det foreliggende forordningsforslag giver dette program en finansieringsramme på 472 mio. EUR, som skal gøre det muligt at finansiere de aktiviteter, hvor Unionens involvering tilfører en merværdi i forhold til en isoleret aktion i medlemsstaterne. Det generelle mål med programmet er at bidrage til det europæiske område med retfærdighed ved at fremme det retlige samarbejde i civil- og strafferetlige spørgsmål. Denne målsætning er inddelt i specifikke mål: at fremme den rigtige anvendelse af EU-lovgivningen på dette område (i henhold til artikel 81 og 82 i TEUF), at lette adgangen til retsvæsenet og hæmme og mindske efterspørgslen efter narkotika, og dette sidste aspekt behandles ikke ud fra en sundhedsmæssig tilgang, men som et kriminalitetsforebyggende tiltag (i henhold til artikel 84 i TEUF).

2.3   Disse mål begrunder navnlig støtten til uddannelsesaktiviteter for dommere og andet personale i retsvæsenet, herunder advokater og notarer, som deltager i samarbejdsaktioner i form af netværk, der bidrager til gensidigt kendskab og gensidig tillid, og til aktioner til forbedring af offentlighedens kendskab.

2.4   Den finansielle ramme skal desuden tjene til at finansiere et analytisk grundlag til at støtte den politiske beslutningsproces og lovgivning i EU. Med henblik på mere fleksibilitet forudses der i forslaget ikke noget specifikt beløb pr. indsatsområde.

2.5   Programmets årlige prioriteringer vedtages af Kommissionen i form af gennemførelsesretsakter inden for rammerne af en rådgivningsprocedure.

2.6   Forslaget indeholder forpligtelser til kontrol og evaluering (herunder midt i forløbet).

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Oprettelsen af et europæisk område med retfærdighed udgør et offentligt gode for EU, som hver enkelt, det være sig borger eller retlig part vil kunne se fordelene af. Det berører væsentlige aspekter af dagliglivet (skilsmisse, ret til en bolig, besøgsret til børn, arv, umyndiggørelse, handelstvister, forbrugertvister, men også respekten for rettighederne på det strafferetlige område) og bidrager til at styrke sikkerheden på det europæiske territorium ved at fremme samarbejdet inden for kriminalitetsbekæmpelse.

3.2   Med en påmindelse om den funktionelle komplementaritet, der er mellem programmet for retlige anliggender og programmet for rettigheder og unionsborgerskab, mener EØSU, at det europæiske område med retfærdighed og frihed kun vil give mening i forhold til de rettigheder, som hver enkelt EU-borger, uanset hvor han befinder sig, kan påberåbe sig, og derfor bør det foreliggende program evalueres efter disse programmers alen.

3.3   I lyset af udsigterne til et fælles retsområde, især hvad familieretten angår, understreger EØSU behovet for at bruge chartret om grundlæggende rettigheder som "harmoniseringskompas". I en situation, der fortsat er præget af meget forskellige kulturer og retsbegreber, har EØSU gentagne gange og for nyligt i forbindelse med emnet formueretlige ordninger og virkninger (4) endvidere kunnet understrege, hvor nyttigt det er at fremme brugen af en supplerende frivillig europæisk ordning (den såkaldte 28. ordning). Indførelsen af en sådan ordning gør det muligt at gøre fremskridt inden for anerkendelsen af EU-borgernes rettigheder ved at sætte effektivt ind mod de former for diskrimination, som disse kan være ofre for, hvis lovgivningen i den medlemsstat, de hører til, giver dem ringere rettigheder end andre medlemsstaters lovgivning.

3.4   Respekten for rettigheder, navnlig de grundlæggende rettigheder i EU, som det civil- og strafferetlige samarbejde skal bidrage til, er et mål i sig selv. Konsekvenserne for det indre marked for så vidt angår vækst og beskæftigelse kan ikke desto mindre være vigtige og bør udnyttes især ved at støtte tiltagene til uddannelse af ansatte i retsvæsenet (5). EØSU minder i den forbindelse om, at for virksomhederne vil et bedre samarbejde på det civilretlige område og således en hurtigere bilæggelse af grænseoverskridende tvister have betydelig effekt på dynamikken i deres grænseoverskridende transaktioner.

3.5   Selv om evalueringer har godtgjort de tidligere programmers effektivitet (Civilret, Strafferet og Forebyggelse af narkotikamisbrug og information af offentligheden for perioden 2007-2013) er mindskelsen af deres antal og følgelig af forvaltningsmåderne i sig selv positivt. Realiseringen af de forskellige mål vil således blive lettere. Ud over harmoniseringen af procedurerne understreger EØSU, hvor vigtigt det er at mindske deres iboende kompleksitet.

3.6   EØSU er især positivt indstillet over for den forenkling og rationalisering, som sammenlægningen af de to programmer Civilret og Strafferet udgør, og som er begrundet i ophævelsen af den tredje søjle i Lissabontraktaten samt i de nært beslægtede mål, aktører og de aktionstyper, der skal finansieres på de to retsområder (navnlig inden for e-justice og uddannelse).

3.7   EØSU anbefaler at fremme projekter inden for strafferet, navnlig i de medlemsstater, som hidtil kun har fået ringe gavn af den disponible støtte. Da dette afsnit er forholdsvis nyt, er den europæiske tilgang til området endnu ikke klarlagt og fortjener at blive bedre udbygget.

3.8   EØSU er derimod mere forbeholdent over for programmet til forebyggelse af narkotikamisbrug og information af offentligheden, hvis retsgrundlag henhører under folkesundhed. Det ligger udvalget på sinde, at aspekterne vedrørende offentlig sundhed fortsat får prioritet og det henleder opmærksomheden på overlapninger, der uundgåeligt vil føre til en udelukkende reaktiv kriminalitetsbekæmpende tilgang finansieret via den kommende fond for den indre sikkerhed. Det gentager sit budskab om betydningen af inden for narkotikabekæmpelse at udvikle en tilgang, der først og fremmest er præventiv og som giver narkomanerne mulighed for at få hjælp og behandling. Det er nødvendigt at bevidstgøre dommere og advokater herom.

3.9   Ligeledes med henblik på, at det specifikke mål vedrørende narkotika ikke optager en uforholdsmæssig stor andel af det samlede beløb, foreslår EØSU, at dette mål delvis kan finansieres via af de midler, der kommer ind fra indefrysningen og konfiskationen af udbytte fra narkotikahandelen som forudset i det kommende direktiv om indefrysning og konfiskation af udbytte fra kriminelle forhold (6).

3.10   Selv om det fortsat har betænkeligheder ved de præcise afgrænsninger mellem de aktioner, der skal finansieres inden for forebyggelse af kriminalitet knyttet til ulovlig narkotikahandel, noterer EØSU med tilfredshed, at den forudsete bevillingsramme på 472 mio. EUR til gennemførelsen af det foreliggende program synes at antyde en betragtelig stigning i Kommissionens støtte.

3.11   For at EU-budgettet reelt bruges til at finansiere "fælles offentlige goder" samt "aktioner på områder (…) som EU kan sikre bedre" (7) minder EØSU om behovet for