ISSN 1977-0871

doi:10.3000/19770871.C_2012.181.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 181

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

55. årgang
21. juni 2012


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

479. plenarmøde den 28. og 29. marts 2012

2012/C 181/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution mod forskelsbehandling på baggrund af race eller etnisk oprindelse, vedtaget på EØSU's 479. plenarforsamling

1

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

479. plenarmøde den 28. og 29. marts 2012

2012/C 181/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om unge med handicap: beskæftigelse, inklusion og deltagelse i samfundslivet (sonderende udtalelse)

2

2012/C 181/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om særlige problemer for øer (initiativudtalelse)

7

2012/C 181/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om BNP og mere — inddragelse af civilsamfundet i valget af supplerende indikatorer (initiativudtalelse)

14

2012/C 181/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Kosovo

21

2012/C 181/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om inddragelse af civilsamfundet i EU's udviklingspolitikker og i udviklingssamarbejdet (sonderende udtalelse)

28

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

479. plenarmøde den 28. og 29. marts 2012

2012/C 181/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa COM(2011) 785 final — 2011/0370 (COD)

35

2012/C 181/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — Dobbeltbeskatning i det indre marked COM(2011) 712 final

40

2012/C 181/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Rådets afgørelse om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter COM(2011) 739 final — 2011/0183 (CNS) og ændret forslag til Rådets forordning om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter COM(2011) 740 final — 2011/0184 (APP)

45

2012/C 181/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond COM(2011) 613 final

52

2012/C 181/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af visse finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF COM(2011) 594 final

55

2012/C 181/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) COM(2011) 651 final — 2011/0295 (COD) og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige sanktioner for insiderhandel og kursmanipulation COM(2011) 654 final — 2011/0297 (COD)

64

2012/C 181/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer COM(2011) 747 final — 2011/0361 (COD)

68

2012/C 181/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles EU-købelov COM(2011) 635 final — 2011/0284 (COD) og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En fælles købelov for Den Europæiske Union til at fremme handelen over landegrænserne i det indre marked COM(2011) 636 final

75

2012/C 181/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer COM(2011) 684 final — 2011/0308 (COD)

84

2012/C 181/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et forbrugerprogram 2014-2020 COM(2011) 707 final — 2011/0340 (COD)

89

2012/C 181/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktivet om ATB på forbrugerområdet) COM(2011) 793 final — 2011/0373 (COD)

93

2012/C 181/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (forordningen om OTB på forbrugerområdet) COM(2011) 794 final — 2011/0374 (COD)

99

2012/C 181/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om tilpasning til de nye retlige rammer (gennemførelse af varepakken) COM(2011) 764 final — 2011/0358 (COD), COM(2011) 765 final — 2011/0351 (COD), COM(2011) 766 final — 2011/0352 (COD), COM(2011) 768 final — 2011/0350 (COD), COM(2011) 769 final — 2011/0353 (COD), COM(2011) 770 final — 2011/0354 (COD), COM(2011) 771 final — 2011/0349 (COD), COM(2011) 772 final — 2011/0356 (COD) og COM(2011) 773 final — 2011/0357 (COD)

105

2012/C 181/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) COM(2011) 809 final — 2011/0401 (COD), om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reglerne for deltagelse og formidling i Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) COM(2011) 810 final — 2011/0399 (COD), om forslag til Rådets afgørelse om særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) COM(2011) 811 final — 2011/0402 (CNS) og om forslag til Rådets forordning om forsknings- og uddannelsesprogrammet for Det Europæiske Atomenergifællesskab (2014-2018), som komplementerer Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation COM(2011) 812 final — 2011/0400 (NLE)

111

2012/C 181/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 294/2008 om oprettelse af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi COM(2011) 817 final — 2011/0384 (COD) og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om den strategiske innovationsdagsorden for Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT): EIT's bidrag til et mere innovativt Europa COM(2011) 822 final — 2011/0387 (COD)

122

2012/C 181/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (2014-2020) COM(2011) 834 final — 2011/0394 (COD)

125

2012/C 181/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Europæisk dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere COM(2011) 455 final

131

2012/C 181/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om borgernes Europaår (2013) COM(2011) 489 final — 2011/0217 (COD)

137

2012/C 181/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Fremme af vækst og beskæftigelse — en dagsorden for moderniseringen af Europas videregående uddannelser COM(2011) 567 final

143

2012/C 181/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Meddelelse om EU-politikker og frivilligt arbejde: Anerkendelse og fremme af frivillige aktiviteter på tværs af grænserne i EU COM(2011) 568 final

150

2012/C 181/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Erasmus for alle — EU-programmet for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og idræt COM(2011) 788 final — 2011/0371 (COD)

154

2012/C 181/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler COM(2011) 866 final — 2011/0421 (COD)

160

2012/C 181/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Køreplan til et ressourceeffektivt Europa COM(2011) 571 final

163

2012/C 181/30

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en mekanisme til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer på nationalt plan og EU-niveau COM(2011) 789 final — 2011/0372 (COD)

169

2012/C 181/31

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Lufthavnspakken som indeholder følgende fire dokumenter: Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Lufthavnspolitik i Den Europæiske Union — kapaciteten og kvaliteten tages op for at fremme vækst, indbyrdes forbindelser og bæredygtig mobilitet COM(2011) 823 final, om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om groundhandling-ydelser i EU's lufthavne og om ophævelse af Rådets direktiv 96/67/EF COM(2011) 824 final — 2011/0397 (COD), om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for tildeling af slots i Den Europæiske Unions lufthavne (Omarbejdning) COM(2011) 827 final — 2011/0391 (COD) og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af bestemmelser og procedurer for indførelse af støjrelaterede driftsrestriktioner i Unionens lufthavne inden for en afbalanceret strategi og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/30/EF COM(2011) 828 final — 2011/0398 (COD)

173

2012/C 181/32

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering og drift af de europæiske satellitbaserede navigationssystemer COM(2011) 814 final — 2011/392 (COD)

179

2012/C 181/33

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter COM(2011) 416 final, om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Reform af den fælles fiskeripolitik COM(2011) 417 final og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension COM(2011) 424 final

183

2012/C 181/34

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1185/2003 om fjernelse af hajfinner om bord på fartøjer COM(2011) 798 final — 2011/0364 (COD)

195

2012/C 181/35

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/83/EF for så vidt angår oplysninger til offentligheden om receptpligtige lægemidler COM(2012) 48 final — 2008/0256 (COD)

199

2012/C 181/36

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 726/2004 for så vidt angår information til offentligheden om receptpligtige humanmedicinske lægemidler COM(2012) 49 final — 2008/0255 (COD)

200

2012/C 181/37

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/83/EF for så vidt angår lægemiddelovervågning COM(2012) 52 final — 2012/0025 (COD)

201

2012/C 181/38

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 726/2004 for så vidt angår lægemiddelovervågning COM(2012) 51 final — 2012/0023 (COD)

202

2012/C 181/39

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater COM(2012) 8 final — 2012/0007 (COD)

203

2012/C 181/40

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1342/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en langsigtet plan for torskebestande og for fiskeri efter disse bestande COM(2012) 21 final — 2012/0013 (COD)

204

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

479. plenarmøde den 28. og 29. marts 2012

21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution mod forskelsbehandling på baggrund af race eller etnisk oprindelse, vedtaget på EØSU's 479. plenarforsamling

2012/C 181/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts, følgende resolution med 148 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

»Den 8. februar 2012 lancerede det nederlandske frihedsparti (PVV/Partij voor de Vrijheid) et websted, som tilskynder til at klage over personer fra Øst- og Centraleuropa, som arbejder i Nederlandene.

I sin beslutning af 15. marts 2012 fordømte Europa-Parlamentet kraftigt dette websted for anklager. Som repræsentant for det organiserede civilsamfund fordømmer Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) initiativet og dets fremmedfjendske og racistiske karakter. EØSU opfordrer den nederlandske befolkning og dens regering til at tage stærkt afstand fra dette initiativ, som ikke længere kan tolereres.

EØSU og dets medlemmer understreger på det kraftigste:

at Den Europæiske Unions traktater og charteret om grundlæggende rettigheder er baseret på princippet om ikke-forskelsbehandling, og at webstedets budskab strider imod dette princip ved at diskriminere mod EU-borgere på grundlag af nationalitet;

at de fordømmer enhver aktivitet, som krænker grundlæggende europæiske værdier, herunder frihed, lighed og respekt for menneskerettighederne;

at de støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen og Rådet til at gøre deres yderste for at standse spredningen af fremmedfjendske holdninger i EU.«

Bruxelles, den 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

479. plenarmøde den 28. og 29. marts 2012

21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/2


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om unge med handicap: beskæftigelse, inklusion og deltagelse i samfundslivet (sonderende udtalelse)

2012/C 181/02

Ordfører: Ioannis VARDAKASTANIS

I et brev af 9. december 2011 og i henhold til artikel 304 i TEUF anmodede Karen Hækkerup, dansk social- og integrationsminister, på vegne af det danske EU-formandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Unge med handicap: beskæftigelse, inklusion og deltagelse i samfundslivet.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, der vedtog sin udtalelse den 29. februar 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts, følgende udtalelse med 148 stemmer for, og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU

1.1.1

anbefaler, at FN’s konvention om handicappedes rettigheder (UN CRPD) gennemføres for at sikre, at handicappede, herunder unge mænd og kvinder, fuldt ud kan udøve deres grundlæggende rettigheder;

1.1.2

anmoder medlemsstaterne om at gøre bestræbelser på at tilskynde handicappede til at deltage fuldt ud i samfundet og i økonomien som en del af de nationale reformprogrammer under Europa 2020-strategien ved at iværksætte effektive foranstaltninger til ikke-forskelsbehandling;

1.1.3

efterlyser tilgængelig og åben uddannelse for handicappede i henhold til artikel 24 i FN’s konvention om handicappedes rettigheder. Udvalget mener, at handicappede unge bør have adgang til grundskolen samt mellemlang og videregående uddannelse på lige fod med andre, og påpeger betydningen af uformel uddannelse samt behovet for, at denne betydning anerkendes;

1.1.4

opfordrer til, at information om universiteter eller uddannelsesmuligheder formidles i alternative formater såsom blindskrift, audio, video, letlæselige versioner eller tale-til-tekst/palantype. Biblioteker bør have både blindskriftbøger og lydbøger i deres udlånsmateriale;

1.1.5

mener, at kunst, idræt og fritid spiller en afgørende rolle i udviklingen af færdigheder og i integrationen af handicappede unge, og at der derfor skal være fuld adgang hertil;

1.1.6

opfordrer medlemsstaterne og de europæiske institutioner til at fremme bedste praksis og positive tiltag til integration af handicappede inden for uddannelse og beskæftigelse. Tiltagene bør omfatte investeringer i den sociale iværksætterkultur og SMV'er samt finansielle incitamenter til arbejdsgivere til at ansætte handicappede unge;

1.1.7

ser gerne, at medlemsstaterne, Kommissionen og Europa-Parlamentet bekæmper forskelsbehandling af handicappede unge;

1.1.8

opfordrer til tilgængelighed og tilpasninger i et rimeligt omfang for at fremme ansættelsen af handicappede unge;

1.1.9

anerkender den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter kan spille i fremme af ansættelsen af handicappede unge ved at inddrage tilgængelighed og tilpasninger i et rimeligt omfang i deres forhandlinger;

1.1.10

anbefaler, at strukturfondene anvendes til at fremme integrationen af handicappede unge. EØSU opfordrer til, at den nuværende forordning gennemføres effektivt, og at den fremtidige vil være i overensstemmelse med FN's konvention om handicappedes rettigheder og medtage tilgængelighed i sin artikel 7 som et horisontalt princip på lige fod med ikke-forskelsbehandling og integration;

1.1.11

anmoder medlemsstaterne om at gennemføre direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (1) og beder indtrængende om, at direktivet tolkes ud fra FN's konvention om handicappedes rettigheder;

1.1.12

anbefaler, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet støtter organisationer, der repræsenterer unge handicappede, og at disse bliver hørt i de relevante politiske processer;

1.1.13

minder om, at den økonomiske krise og spareforanstaltningerne ikke må gå ud over handicappede unges rettigheder, og opfordrer medlemsstaterne til at træffe positive foranstaltninger til beskyttelse af denne gruppe;

1.1.14

anbefaler, at man fremmer handicappede unges ret til at føre en selvstændig tilværelse, og anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at benytte strukturfondene til at fremme afinstitutionalisering og pleje i nærmiljøet;

1.1.15

bifalder Kommissionens løfte om at udarbejde en EU-lov om tilgængelighed og ser gerne, at denne lovtekst bliver solid og sikrer fuld tilgængelighed i forbindelse med varer, tjenesteydelser og bygninger i EU;

1.1.16

efterlyser en rummelig europæisk standardiseringsordning og glæder sig over vedtagelsen af mandat 473, som er et positivt tiltag, der kan fremme tilgængelighed;

1.1.17

hilser direktivet om audiovisuelle medietjenester (2) velkommen og opfordrer til, at direktivet gennemføres effektivt (3);

1.1.18

efterlyser en effektiv gennemførelse af forordningen om buspassagerers rettigheder i EU (4). Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at håndhæve forordningen og vedtage yderligere foranstaltninger for at sikre handicappede unges bevægelsesfrihed (5);

1.1.19

glæder sig over Kommissionens løfte i den digitale dagsorden om at sikre, at den offentlige sektors websteder (og websteder, der tilbyder grundlæggende tjenester til borgerne) er fuldt tilgængelige inden 2015;

1.1.20

anser det for altafgørende at indarbejde handicappede unges behov i alle EU's ungdomspolitikker og -programmer og efterlyser positive tiltag, der kan øge opmærksomheden om deres behov.

2.   Indledning

2.1   EØSU

2.1.1

påpeger, at handicappede unge udsættes for flere former for forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politisk eller anden anskuelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, alder, seksuel orientering eller af anden årsag;

2.1.2

anmoder medlemsstaterne om at sætte skub i forhandlingerne om antidiskriminationsdirektivet (6) med henblik på at sikre lovmæssig beskyttelse mod alle former for forskelsbehandling i EU;

2.1.3

anerkender, at handicappede unge har en 2 til 5 gange større risiko for at blive udsat for vold end ikke-handicappede unge;

2.1.4

beklager, at handicappede unge udsættes for fordomme og negative holdninger i samfundet, hvilket hindrer deres deltagelse, selvbestemmelse og integration;

2.1.5

anerkender, at unge handicappede kvinder, personer med behov for særlig støtte og personer med psykosociale handicap er udsat for adskillige former for forskelsbehandling;

2.1.6

opfordrer til, at handicappede unges politiske rettigheder anerkendes, og at disse personer sættes i stand til at udøve deres rettigheder på lige fod med andre, og er af den holdning, at stemmeafgivningsprocedurer samt valglokaler og -materiale bør gøres tilgængelige;

2.1.7

foreslår, at politikker om handicappede unge indarbejdes i alle relevante budgetposter i den flerårige finansielle ramme med henblik på at sikre tilstrækkelige ressourcer til fremme af tilgængelighed og integration;

2.1.8

foreslår, at man undersøger virkningen af politiske virkemidler, der er relevante for handicappede unge, og foreslår, at EU-projekter, -undersøgelser og -forskning på dette område modtager støtte;

2.1.9

minder om henstillingerne i tidligere EØSU-udtalelser om bl.a. beskæftigelse og tilgængelighed, handicapstrategien og konsekvenserne af de demografiske forandringer.

3.   Uddannelse og beskæftigelse

Uddannelse

3.1   EØSU

3.1.1

anerkender vigtigheden af åben generel uddannelse og opfordrer til, at der undervises i tegnsprog i grundskolen, at man indfører tale-til-tekst- (palantype) og induktionssløjfeteknologier, ansætter lærere, der kan undervise i blindskrift, og yder den nødvendige støtte til handicappede elever, såsom alternativ og supplerende kommunikation (AAC);

3.1.2

bifalder flagskibsinitiativet Unge på vej og programmet Aktive Unge, som Kommissionen har vedtaget som en del af Europa 2020-strategien, og anmoder medlemsstaterne om at sikre, at handicappede unge får det fulde udbytte af disse programmer;

3.1.3

bifalder anvendelsen af Erasmus for Alle-programmet inden for uddannelse, erhvervsuddannelse, unge og idræt, og anbefaler, at man udnytter programmet til at styrke handicappede unges personlige udvikling og jobmuligheder;

3.1.4

ser gerne, at der iværksættes effektive foranstaltninger for at afhjælpe problemet med, at de unge forlader skolen tidligt, set i lyset af, at sandsynligheden for, at handicappede påbegynder en videregående uddannelse, kun er halvt så stor som for ikke-handicappedes vedkommende. Udvalget opfordrer universiteterne til at være mere åbne og til at gennemføre positive tiltag såsom stipendier til handicappede studerende og kvoteordninger;

3.1.5

efterlyser effektive foranstaltninger for at lette overgangen fra skole til arbejde for handicappede unge;

3.1.6

bifalder Europa-Parlamentets betænkning om mobilitet af personer med handicap (7) og dens fokus på åben uddannelse;

3.1.7

anerkender betydningen af uformel uddannelse (8) for handicappede unge og ser gerne, at der udarbejdes en europæisk kvalitetsnorm for praktikophold, og at den indeholder kriterier om tilgængelighed;

3.1.8

anerkender, at handicappede unge har ret til at drage fordel af EU's udvekslingsprogrammer og mulighederne for at studere og lære i udlandet samt at drage fordel af EU's redskaber til validering af færdigheder og anerkendelse af kvalifikationer;

3.1.9

anmoder om, at uddannelsesindhold, IKT og bygninger gøres tilgængelige, hvilket er en forudsætning for udøvelse af retten til uddannelse. Kommissionen og medlemsstaterne bør opfordre skoler, universiteter og rådgivningstjenester for unge til at integrere tilgængelighed i deres arbejde;

3.1.10

opfordrer til, at information om universiteter eller uddannelsesmuligheder formidles i alternative formater såsom blindskrift, audio, video, letlæselige versioner eller tale-til-tekst/palantype. Biblioteker bør have både blindskriftbøger og lydbøger i deres udlånsmateriale;

3.1.11

foreslår at anvende EU-midler, herunder Den Europæiske Socialfond (ESF) og handlingsprogrammet for livslang læring, til støtte for brug af konsulenter for både handicappede elever og undervisere.

Beskæftigelse

3.2   EØSU

3.2.1

anerkender, at der er 2-3 gange så høj arbejdsløshed blandt handicappede som blandt ikke-handicappede;

3.2.2

bakker op om anvendelsen af strukturfondene til at yde den nødvendige finansielle støtte til den europæiske handicapstrategi. Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling bør især udnyttes mere effektivt med henblik på hhv. at fremme beskæftigelsen blandt handicappede unge og opnå en høj grad af tilgængelighed i Europa;

3.2.3

opfordrer medlemsstaterne til at fremme beskæftigelsen blandt handicappede unge ved at yde finansiel støtte til arbejdsgivere og ved at investere i SMV'er, socialt iværksætteri og selvstændige erhvervsvirksomheder;

3.2.4

foreslår, at tilpasninger i rimeligt omfang, fleksibel arbejdstid, fjernarbejde og adgang til ikt gøres tilgængelige for at støtte ansættelsen af handicappede unge, og påpeger, at manglende tilpasninger i rimeligt omgang betragtes som forskelsbehandling (9);

3.2.5

anbefaler, at Kommissionen sikrer adgang for handicappede unge arbejdstagere og praktikanter, fremmer og udvikler grænseoverskridende professionelle og faglige muligheder og mindsker hindringerne for arbejdskraftens fri bevægelighed i hele EU;

3.2.6

mener, at arbejdsmarkedets parter bør spille en afgørende rolle i fremme og beskyttelse af ansættelsen af handicappede unge ved at inddrage dette område i deres kollektive forhandlinger;

3.2.7

anmoder medlemsstaterne om at investere i unge handicappede arbejdstagere for at hjælpe dem med at håndtere konsekvenserne af den økonomiske krise, da de står over for større vanskeligheder i forbindelse med at finde og forblive i beskæftigelse.

4.   Deltagelse og integration

4.1   EØSU

4.1.1

understreger på ny, at handicappede unge, særligt unge med et mentalt handicap, har ret til overalt at blive anerkendt som retssubjekt;

4.1.2

ser gerne, at man øger opmærksomheden om handicappedes situation ved at indsamle ensartede oplysninger i overensstemmelse med artikel 31 i FN's konvention om handicappedes rettigheder, og betoner mediernes pligt til at bekæmpe stereotyper;

4.1.3

opfordrer medlemsstaterne til at anerkende handicappede unge mænd og kvinders rets- og handleevne på lige fod med andre i alle områder af livet;

4.1.4

understreger behovet for at sikre, at handicappede unge har fuld bevægelsesfrihed, og forventer, at der bliver udarbejdet specifikke forslag, der vil fjerne hindringerne i forbindelse med overførsel af invaliditetsydelser;

4.1.5

anmoder medlemsstaterne om at gøre bestræbelser på at tilskynde handicappede til at deltage fuldt ud i samfundet og i økonomien som en del af de nationale reformprogrammer under Europa 2020-strategien ved at iværksætte effektive foranstaltninger til ikke-forskelsbehandling;

4.1.6

foreslår, at et europæisk handicapudvalg (10) bidrager til EU-politikker og -lovgivning ved at tage hånd om integration og tilgængelighed for handicappede unge;

4.1.7

understreger idrættens vigtige rolle i forbindelse med fremme af handicappede unges deltagelse og efterlyser finansiel og politisk støtte til positive initiativer såsom De Paralympiske Lege;

4.1.8

foreslår peer reviews af Udvalget for Social Beskyttelse, Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Økonomisk Politik med henblik på at udveksle bedste praksis for gennemførelse af ligestilling for handicappede unge inden for den åbne koordinationsmetode, beskæftigelsesstrategien og de økonomiske politikker i de nationale reformprogrammer;

4.1.9

ser gerne, at der ydes finansiel og politisk støtte til organisationer, der repræsenterer handicappede unge, med henblik på at fremme deltagelse og bekæmpe fordomme gennem bevidstgørelsesinitiativer;

4.1.10

ser gerne, at uddannelse af embedsmænd, undervisere, arbejdsgivere og tjenesteudbydere sker i overensstemmelse med lovgivning om tilgængelighed og lighed på både europæisk og nationalt plan;

4.1.11

anbefaler, at man støtter handicappede unges ret til at føre en selvstændig tilværelse, og at strukturfondene anvendes til at støtte afinstitutionalisering og tilskynde til, at de handicappede unge bosætter sig i bofællesskaber.

5.   Tilgængelighed

5.1   EØSU

5.1.1

anmoder Europa-Parlamentet og Rådet om at indføje tilgængelighed som et horisontalt princip i artikel 7 i forslaget til generel forordning om strukturfondene 2014-2020;

5.1.2

bifalder Kommissionens bestræbelser på at udarbejde en europæisk lov om tilgængelighed og gentager det presserende behov for klar bindende lovgivning, der kan sikre handicappedes adgang til varer, tjenesteydelser og bygninger. Udvalget opfordrer til, at man både på europæisk og nationalt niveau fastlægger effektive håndhævelses- og overvågningsmekanismer;

5.1.3

efterlyser en effektiv gennemførelse af forordningen om buspassagerers rettigheder i EU (11) og anmoder medlemsstaterne om at håndhæve forordningen og vedtage robuste foranstaltninger til sikring af handicappede unges bevægelsesfrihed;

5.1.4

anmoder om en specifik plan, der kan gøre alle EU-institutioner tilgængelige med hensyn til infrastruktur, ansættelsesprocedurer, møder, websteder og information;

5.1.5

glæder sig over Kommissionens løfte i den digitale dagsorden om at sikre, at den offentlige sektors websteder (og websteder, der tilbyder grundlæggende tjenester til borgerne) er fuldt tilgængelige inden 2015;

5.1.6

bifalder EU's nye rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og mener, at elektroniske kommunikationsprodukter og -tjenester er afgørende for, at de nye mobile generationer kan holde sig orienteret og kommunikere;

5.1.7

anerkender betydningen af at have adgang til informationssamfundet og kommunikationsteknologier (IKT), hvilket omfatter adgang til indhold som en grundlæggende rettighed for handicappede;

5.1.8

anerkender merværdien af direktivet om audiovisuelle medietjenester (12) og efterlyser en effektiv gennemførelse og håndhævelse af direktivet, særligt af foranstaltningerne vedrørende handicappede;

5.1.9

bifalder Kommissionens forslag til forordning om europæisk standardisering (13) samt meddelelsen om en strategisk vision for europæiske standarder (14);

5.1.10

efterlyser en rummelig europæisk standardiseringsordning og glæder sig over vedtagelsen af mandat 473, som er et positivt tiltag, der kan fremme tilgængelighed.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16-22.

(2)  EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1-24, EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16-22.

(3)  Der bør skabes tilgængelighed i forbindelse med onlinemediers visuelle indhold i henhold til direktivet.

(4)  EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1-12.

(5)  F.eks. bør tilgængelighed i forbindelse med busser i landdistrikter være lovpligtig.

(6)  COM(2008) 426 final.

(7)  2010/2272(INI).

(8)  Ikke-formel uddannelse udbydes ikke af en uddannelses- eller erhvervsuddannelsesinstitution og fører normalt ikke til udstedelse af et kvalifikationsbevis.

(9)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 81-86.

(10)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 81-86.

(11)  EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1-12.

(12)  EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1-24.

(13)  COM(2011) 315 final.

(14)  COM(2011) 311 final.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/7


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om særlige problemer for øer (initiativudtalelse)

2012/C 181/03

Ordfører: José María ESPUNY MOYANO

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»Særlige problemer for øer«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 129 stemmer for, 4 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Øregionerne har fælles karakteristika og fælles særtræk, som konstant gør sig gældende, og hvorved de klart skiller sig ud fra kontinentalområderne. I kraft af artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har øområderne opnået anerkendelse som hjemsted for konkrete ulemper, som kræver særlig bevågenhed. Ikke desto mindre mener EØSU, at det er nødvendigt fortsat at arbejde for vedtagelsen af en passende strategi, som tager hånd om øregionernes særlige behov.

1.2   Efter EØSU's mening er den definition af begrebet »ø«, som anvendes i EU, ikke hensigtsmæssig, og den bør derfor revideres og opdateres i lyset af de nye vilkår i et udvidet EU, som omfatter ømedlemsstater. EØSU har i tidligere udtalelser (1) anbefalet at ændre denne definition og gentager denne anbefaling.

1.3   Migration og problemerne med befolkningsaldring og affolkning er fænomener, som øerne berøres særligt af. Disse situationer kan medføre tab af kulturarv, svækkelse af økosystemerne og alvorlige økonomiske konsekvenser (for beskæftigelsen, de unge osv.).

1.4   Nogle øer er udsat for, at deres befolkning udvandrer til andre mere velstående regioner, andre øer modtager indvandrere, som bidrager til den lokale økonomiske udvikling, mens andre – på grund af deres geografiske beliggenhed – er udsat for en indvandring, som overstiger deres modtagelseskapacitet.

1.5   EØSU mener, at det er absolut nødvendigt at forbedre trafikforbindelserne til og mellem øerne. Eftersom tilgængelighed er afgørende for, at øregionerne kan blive mere attraktive, vil det være nødvendigt at nedbringe omkostningerne ved gods- og personbefordring ved at følge princippet om territorial enhed og forbedre forordning nr. 3577/92.

1.6   Landbrug, husdyrhold og fiskeri, som er en vigtig del af den lokale økonomi og forsyningskilde for hovedparten af fødevareindustrien, er sårbare på grund af den afsides beliggenhed, bedrifternes ringe størrelse og lave grad af diversificering samt klimaforholdene.

1.7   Dette betyder, at øernes fødevareindustri står svagt og vanskeligt kan konkurrere med produkter fra kontinentet eller tredjelande, hvilket på sin side svækker primærsektoren yderligere.

1.8   EØSU anbefaler, at den fælles landbrugspolitik behandler øerne som ugunstigt stillede områder på linje med bjergområder ved specifikt at fremhæve økarakteren i forbindelse med finansieringen.

1.9   Der er mange europæiske øer, som har gjort turismen til en vigtig levevej for lokalbefolkningen, hvilket også har stor betydning for bevarelsen af deres identitet, traditioner og kultur- og landskabsværdier. Denne aktivitet har skabt økonomisk vækst, større beskæftigelse og stor diversificering af det økonomiske grundlag via de tjenesteydelser, der er knyttet til turismen. Ikke desto mindre er øernes økonomi blevet alt for afhængig af turismen, hvilket skaber behov for en diversificering i retning af aktiviteter uden for turistområdet, der kan fremme øernes økonomiske udvikling i krisesituationer som den nuværende, som turismen påvirkes kraftigt af.

1.10   EØSU tilslutter sig Europa-Parlamentets opfordring til, at der – på linje med Kommissionens initiativ til udvikling af en strategi for bæredygtig kyst- og havturisme – udvikles lignende specifikke strategier for øer, bjergegne og andre sårbare områder, jf. Europa-Parlamentets beslutning af 27. september 2011 (2).

1.11   EØSU mener, at øerne har vanskeligheder med at deltage i EU's F+U+i-programmer på grund af deres hjemmemarkeds ringe størrelse og forsknings- og udviklingsstrukturernes begrænsede kapacitet. EØSU anser det også for meget vigtigt, at EU fortsætter med at hjælpe øerne med at udvikle IKT, støtter etableringen af faciliteter til forskning og udvikling og gør det lettere for øernes SMV'er at deltage i F+U+i-programmerne, om nødvendigt også via støtte fra strukturfondene.

1.12   EU's energipolitik i forbindelse med øregionerne bør prioritere øernes forsyningssikkerhed; finansiering af udvikling og gennemførelse af projekter med henblik på energiproduktion med anvendelse af ny teknologi og fornyelige energikilder; og fremme af en effektiv udnyttelse af energi, samtidig med at miljøet og naturen beskyttes.

1.13   Vandmangel, afsaltning af havvand samt andre tekniske muligheder for vandopsamling og vandforsyning bør omfattes af EU's regionalpolitik under hensyntagen til øernes særlige vilkår.

1.14   EØSU anser det for særligt vigtigt, at der udvikles programmer for efteruddannelse specifikt rettet mod øernes arbejdsstyrke inden for forskellige sektorer, men med særlig vægt på turistsektoren, som er et af de aktivitetsområder, der har størst økonomisk betydning i øregionerne. Disse programmer bør finansieres over Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden med bidrag fra medlemsstaterne, institutionerne og de socioøkonomiske aktører.

1.15   Uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring spiller en afgørende rolle i Den Europæiske Unions økonomiske og sociale strategi inden for rammerne af Lissabonprocessen og Europa 2020-strategien. EØSU anmoder om, at der tages højde for de særlige forhold, som kendetegner øregionerne, for at sikre, at der i de nationale strategier tages hensyn til uddannelsesområdet og mulighederne for livslang læring i alle regioner og for alle indbyggere.

1.16   EØSU opfordrer til gennemførelse af tiltagene i Brüggekommunikéet om et styrket europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse i Europa, som er vedtaget af undervisningsministrene i alle medlemsstater og arbejdsmarkedets parter på europæisk plan.

1.17   EØSU anmoder Kommissionen om, at der oprettes en specifik tværtjenstlig gruppe for øer, eller at øerne i givet fald bliver repræsenteret i andre allerede eksisterende tværtjenstlige grupper.

1.18   Kommissionen anmodes om at sørge for, at øregionerne kan nyde godt af specifikke bestemmelser i den nye flerårige finansielle ramme for 2014-2020, og om at disse regioner bliver omfattet af specifikke programmer for regional udvikling, som er bedre tilpassede deres særlige vilkår. Man bør overveje muligheden for at øge niveauerne for EU's medfinansiering på områder af særlig stor betydning for øernes udvikling.

1.19   Når det betænkes, at Europa 2020-strategien vil præge EU's fremtidige tiltag, anser EØSU det for nødvendigt af undersøge, hvilken indvirkning denne strategi vil få på øregionerne, og hvorledes den vil kunne råde bod på de ulemper, som er uløseligt forbundet med deres økarakter.

I betragtning af øturismens sæsonafhængighed opfordrer EØSU Kommissionen og Europa-Parlamentet til at sætte skub i Calypso-programmet for social turisme som anført i EØSU's udtalelse om »Innovation inden for øturisme: udarbejdelse af en strategi for en bæredygtig udvikling på øerne« (3) under inddragelse af arbejdsmarkedets parter, idet dette program kan få indvirkning på turistsektoren og have en multiplikatoreffekt inden for andre erhvervssektorer.

2.   Indledning

2.1   Øregionerne

2.1.1   Ifølge Eurostats fem kriterier defineres en ø, som ethvert område, der:

har et areal på mindst en kvadratkilometer

ligger i en afstand på over en kilometer fra kontinentet

har en permanent fastboende befolkning på mindst 50 personer

ikke er permanent landfast med kontinentet

ikke er hjemsted for en EU-medlemsstats hovedstad.

2.1.2   Ved definitionen af begrebet ø bør man henholde sig til erklæring nr. 33 vedlagt TEUF, hvori det hedder, at »Efter konferencens opfattelse kan ordet »øområder« i artikel 174 omfatte østater i deres helhed, hvis de nødvendige kriterier er opfyldt«.

2.1.3   Som påpeget af EØSU i en tidligere udtalelse (4) tager denne definition ikke højde for de nye vilkår i en udvidet Europæisk Union, der indbefatter ømedlemsstater.

2.1.4   Ifølge denne definition har 14 (5) af EU's 27 medlemsstater øer på deres område. Deres betydning bør vurderes ud fra det store antal indbyggere, der bebor EU's forskellige øer, nemlig 21 millioner mennesker. Dette svarer omtrent til 4 % af den samlede befolkning i EU-27.

2.1.5   Øregionerne har fælles karakteristika og særtræk, som konstant gør sig gældende, og hvorved de klart skiller sig ud fra kontinentalområderne.

2.1.6   Alle øer i EU har træk, som gør dem forskellige fra de andre; ikke desto mindre er de fælles faktorer, som genfindes i EU's øområder, stærkere end det, der adskiller dem, og frem for alt er der tale om faktorer af stor betydning på områder såsom transport, miljø, turisme og adgang til væsentlige offentlige tjenesteydelser.

2.1.7   I TEUF er der i artikel 174 indføjet et nyt afsnit, hvorefter der skal lægges »særlig vægt på (…) områder, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, bl.a. de nordligste meget tyndt befolkede områder samt øområder, grænseoverskridende områder og bjergområder«.

2.1.8   Via denne artikel har øområderne som helhed opnået anerkendelse som hjemsted for konkrete ulemper, der kræver særlig bevågenhed.

3.   Den demografiske situation i øregionerne

3.1   Migration og problemerne med befolkningsaldring og affolkning er fænomener, som øerne berøres særligt af.

3.2   Nogle øer eller øområder er i dag alvorligt truet af affolkning på grund af især den yngre del af den erhvervsaktive befolknings fraflytning, aldringen af den fastboende befolkning eller hårde klimatiske betingelser. Denne situation kan medføre tab af kulturarv og svækkelse af økosystemerne.

3.3   Andre øer er til gengæld udsat for indvandringsstrømme på grund af deres geografiske beliggenhed i udkanten af EU. De oplever en irregulær indvandring fra tredjelande, som meget ofte er ude af proportioner med deres modtagelseskapacitet.

3.3.1   På nogle øer er der ved at opstå meget alvorlige humanitære nødsituationer, som kræver solidarisk bistand fra Den Europæiske Union, og i den forbindelse er der også behov for at deles om de medfølgende driftsomkostninger ved at kombinere egne ressourcer og ressourcer fra EU.

3.3.2   EØSU har i andre udtalelser peget på, at man inden for rammerne af en fælles asylpolitik bør ændre Dublin-forordningen for at lette asylansøgernes mobilitet inden for EU.

3.4   På den anden side oplever nogle øer en stor tilstrømning af udenlandske tilflyttere med stor købekraft, som bidrager til den lokale økonomiske og sociale udvikling, men som i situationer, hvor boligmarkedet er mættet, kan afstedkomme en fordyrelse af boligerne, så det bliver svært for den lokale befolkning med færre økonomiske midler at få adgang til en bolig.

4.   Tilgængelighed og økarakter

4.1   Nogle af øområdernes begrænsninger følger af deres isolerede og fjerne beliggenhed. Disse ulemper afspejler sig i højere transport-, distributions- og produktionsomkostninger; større usikkerhed i forsyningerne og nødvendigheden af at have større lagerbeholdninger og opmagasineringskapacitet.

4.2   Et udslag heraf er den fuldstændige afhængighed af skibs- og luftfart. Øregionerne befinder sig således i en mindre gunstig udgangsposition end resten af EU mht. at udnytte fordelene ved EU's marked som et område med ensartede konkurrenceforhold, når det gælder udvidelse af virksomheder for at muliggøre innovation samt udnyttelse af stordriftsfordele og positive eksterne omkostninger.

4.3   Det er således vigtigt at huske på, at initiativet »et fælles europæisk luftrum« giver mulighed for at finde frem til mekanismer for lufttrafikstyring, som specifikt tager sigte mod at sikre adgang til øregionerne til hver en tid.

4.4   Vi må ikke glemme den situation, der opstod på grund af askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull, som påvirkede store dele af det europæiske luftrum i april og maj 2010, hvor mange lufthavne i Mellem- og Nordeuropa og endog i Sydeuropa måtte lukke.

4.5   Det største problem var ikke så meget, at turisttilstrømningen gik i stå, men at de turister, der allerede var på øerne, ikke kunne komme hjem, og at det var uvist, hvor længe problemet ville vare.

4.6   Denne særlige situation viser, hvor sårbare øregionerne er under sådanne omstændigheder, for selv om lukningen af det fælles europæiske luftrum ramte næsten hele Europa, så fik den størst (negativ) indvirkning på de berørte øregioner.

4.6.1   Et andet emne, der bør tages med i overvejelserne, er indførelsen af afgiften på CO2-emissioner inden for luftfarten, som efter Kommissionens plan skal træde i kraft fra 2012. Hvis det ender med, at denne afgift træder i kraft, bør Kommissionen udforme en specifik løsningsmodel for øregionerne, eftersom disse er meget mere afhængige af lufttransport. En sådan situation ville gøre øregionernes indbyggede ulemper endnu større.

4.7   Tilgængelighed er af vital betydning for at gøre øområderne mere attraktive. De transeuropæiske transportnet (TEN-T) bør være et led i en reel multimodal politik, som også bør gælde for øerne. Oprettelsen af sø- og luftfartskorridorer mellem det europæiske kontinent og øerne gennem finansiering af fast og mobil infrastruktur kan virke befordrende herfor.

5.   Landbrug og fiskeri

5.1   Øernes landbrug, husdyrhold og fiskeri udgør en vigtig del af den lokale økonomi, navnlig med hensyn til beskæftigelse, og er ligeledes en stor støtte for den lokale landbrugsfødevareindustri, som udgør hovedparten af industriproduktionen på øerne.

5.2   Øernes landbrugs- og fiskeriproduktion er imidlertid karakteriseret ved at være meget sårbar, hovedsagelig som følge af vanskeligheder forbundet med den fjerne beliggenhed, bedrifternes ringe størrelse, den begrænsede diversificering af deres produktion, afhængigheden af de lokale markeder, deres opsplitning samt de klimatiske betingelser. Alt dette påvirker øernes landbrugsfødevareindustri, som er afhængig af øernes egen produktion. Landbrugsproduktionens og husdyrholdets svaghed betyder, at øernes fødevareindustri også står svagt.

5.2.1   Alle disse faktorer medvirker til at begrænse deres konkurrenceevne betydeligt i forhold til produktionen på kontinentet og fra tredjelande.

5.3   Desuden er det lokale landbrug i kraft af den geografiske beliggenhed fjernt fra forsyningskilder og markeder i høj grad afhængigt af omverdenen, både for så vidt angår levering af rå- og hjælpestoffer og med hensyn til markedsføring af produkterne.

5.4   Derfor må landbrugsproducenterne på øerne konkurrere på ulige vilkår med producenter andre steder i EU. De lokale producenter bør modtage den nødvendige støtte, for at landbruget i øregionerne kan stilles på lige fod f.eks. via specifikke instrumenter for øerne under den fælles landbrugspolitik samt fremme af den lokale produktion og større anerkendelse af den.

5.5   Hvad angår vedtagelsen af særlige foranstaltninger til kompensation for øernes ulemper på dette område, er der ikke noget, som kan måle sig med et specifikt lovgivningsprogram. Dette gælder primærsektoren, som er særligt vigtig på øerne. Den Europæiske Fiskerifond giver ikke mulighed for særlige tiltag undtagen for regionerne i den yderste periferi og de mindre øer i Det Ægæiske Hav.

5.6   Det samme er tilfældet med de direkte støtteordninger under den fælles landbrugspolitik. De seneste reformer af ordningerne for direkte støtte under den fælles landbrugspolitik, landdistriktsudvikling og ELFUL har ikke taget hensyn til økarakteren.

6.   Det indre marked og turisme

6.1   Øområdernes ringe størrelse set i forhold til fastlandet betinger i høj grad produktionen og markedernes struktur. Produktionsstrukturen i disse områder består hovedsagelig af små virksomheder og mikrovirksomheder, som er mere sårbare end de store selskaber.

6.2   Turismen har været og er fortsat en grundlæggende ressource i økonomien i mange øområder. Trods de mange forskelle er der mange europæiske øer, som i turismen har fundet en vigtig levevej for lokalbefolkningen og en væsentlig faktor i bevarelsen af deres identitet, traditioner og kultur- og landskabsværdier.

6.3   Udviklingen af turismen i de europæiske øregioner har skabt en økonomisk vækst i disse egne samt beskæftigelse og en vigtig diversificering af det økonomiske grundlag via de tjenesteydelser, der er knyttet til turismen. Den har også gjort det muligt at genfinde og bevare de lokale traditioner og den lokale kultur samt genoprette og beskytte naturområder og historiske bygninger.

6.4   Skønt turismen generelt har været en klart positiv faktor, må det også erkendes, at den har haft negative følger for nogle øregioner såsom usikker beskæftigelse, sæsonarbejde, arbejdsstyrkens lave kvalifikationsniveau, en kraftig byggespekulation og en forøgelse af leveomkostningerne for den lokale befolkning. Turismen har også skabt alvorlige problemer med vandforsyningen og vanskeligheder med at opfylde befolkningens behov for basale tjenester (affaldshåndtering, sundhed osv.), og den har medført en kraftig miljøpåvirkning. I dag er øernes økonomi meget afhængig af turismen, hvilket skaber behov for en diversificering i retning af andre ikke kun turismerelaterede aktiviteter, der kan fremme øernes økonomiske udvikling i krisesituationer som den nuværende, som turismen påvirkes kraftigt af.

6.5   Efter vedtagelsen af TEUF er turismens betydning i EU blevet udtrykkeligt anerkendt. I juni 2010 fremlagde Kommissionen en meddelelse, som sigter mod fastlæggelse af en ny handlingsplan for en samordnet indsats inden for Den Europæiske Union, der skal styrke den europæiske turismes konkurrenceevne og evne til bæredygtig vækst (6). Denne anerkendelse giver lejlighed til at styrke den europæiske turistbranches konkurrenceevne og derigennem bidrage til den nye Europa 2020-strategi for en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

6.6   Europa-Parlamentets erklærede i sin beslutning af 27. september 2011 (7), i punkt 55, at det »glæder sig i denne sammenhæng over Kommissionens initiativ til at udvikle en strategi for bæredygtig kyst- og havturisme og opfordrer til at udvikle lignende specifikke strategier for øer, bjergegne og andre sårbare områder«.

7.   Forskning, udvikling og innovation (F+U+I)

7.1   Innovation er et centralt mål for den økonomiske politik i såvel EU – med Lissabon- og Europa 2020-strategierne – som i regionerne med øgede offentlige investeringer i forskning, uddannelse, erhvervsuddannelse og støtte til de »mest innovative sektorer« (såsom transport, energi, grønne industrier osv.). Dette gælder også tjenesteydelser, især dem, som kræver et viden- og kvalifikationsniveau, der anses for gængs i de fleste aktiviteter inden for turisme (såsom hotel, restauration, tjenester i forbindelse med fast ejendom osv.).

7.2   Man bør fremme og styrke informationssamfundet og de nye teknologier, som giver øerne mulighed for at diversificere aktiviteterne og højne videnniveauet. Anvendelsen af IKT mindsker isolationen ved at forbedre fremgangsmåder og systemer for virksomhedsledelse og forbindelserne med omverdenen, hvilket giver mulighed for at styrke deres konkurrenceevne og produktivitet.

7.3   Grunden til, at øregionernes har problemer med at udvikle deres innovationskapacitet, skal først og fremmest søges i den svage erhvervsstruktur, uddannelsesniveauerne, adgangen til det europæiske marked, ringe investering i forskningsinfrastruktur osv. Innovationen i øregionerne skal ses i et bredt perspektiv og omfatte såvel forarbejdning, markedsføringsmetoder, innovative teknikker inden for management eller virksomhedsorganisation. Det mål, som virksomhederne på øerne bør arbejde hen imod, er at forbedre deres produktionskapacitet, kvaliteten af deres produkter og at få bedre adgang til det europæiske marked på konkurrencevilkår, som svarer til regionerne på fastlandet i Den Europæiske Union.

7.4   Endvidere skal det påpeges, at øerne har vanskeligheder med at deltage i EU's programmer for F+U+i. Det lille hjemmemarked og den begrænsede kapacitet af de forsknings- og udviklingsstrukturer, der er til rådighed, gør det meget vanskeligere for øregionerne at deltage i disse programmer.

8.   Energi og vand

8.1   På grund af øernes store afhængighed af importeret brændstof har udsvingene i energipriserne en langt større indvirkning på øregionerne.

8.2   EU's energipolitik i forbindelse med øregionerne bør prioritere øernes forsyningssikkerhed; finansiering af udvikling og gennemførelse af projekter med henblik på energiproduktion med anvendelse af ny teknologi og fornyelige energikilder; og fremme af en effektiv udnyttelse af energi, samtidig med at miljøet og naturen beskyttes.

8.3   Produktion, oplagring og distribution af elektricitet er ikke kun vigtige for at dække de basale energibehov, men også for afsaltningen af havvand, hvilket vil kunne løse problemet med forsyning af drikkevand på mange øer.

8.4   Som følge af øernes ringe størrelse og især deres undergrund, som består af klipper, er der vandmangel på de fleste øer. Dette forhindrer økonomisk udvikling (især af turismen), hvortil kommer følgerne heraf for sundhed, landbrug og husdyrhold.

9.   Erhvervsuddannelse og beskæftigelse

9.1   Ifølge den nylige undersøgelse med titlen Euroislands (8) er menneskelig kapital et stort problem for de europæiske øer, især i Middelhavet. Uddannelsesniveauet er bemærkelsesværdigt lavt endog på de øer, der har det største bruttonationalprodukt pr. indbygger og et universitet. På øerne i Nordeuropa er den menneskelige kapital bedre forberedt til at klare nye udfordringer, men også dér er omstillingen fra traditionelle erhverv en stor opgave.

9.2   Uddannelse, erhvervsuddannelse, livslang læring og sprogkundskaber spiller en afgørende rolle i Den Europæiske Unions økonomiske og sociale strategi i Lissabonprocessen og Europa 2020-strategien. At sikre uddannelse og muligheder for livslang læring i alle regioner og for alle indbyggere bør være hovedhjørnestenen i de nationale strategier. De sparsomme menneskelige ressourcer og behovet for at råde over en bred vifte af tjenester kræver, at øernes indbyggere har en tværfaglig viden, som kan opnås via programmer for erhvervsfaglig uddannelse med passende finansiering fra EU.

10.   Regionalpolitik

10.1   Regionalpolitikken er det vigtigste EU-instrument, som kan hjælpe øregionerne med at overvinde deres strukturelle begrænsninger og udnytte deres udviklings- og vækstpotentiale. Der er dog brug for en forbedring af denne politik for at gøre det muligt for øerne, som er en integrerende del af det europæiske indre marked, at drage maksimalt udbytte heraf, såvel økonomisk som socialt.

10.2   Generelt befinder øregionerne sig i en dårligere udgangsposition sammenlignet med fastlandsregionerne. Øernes vilkår er ikke et emne, der står øverst på dagsordenen for EU's regional- og samhørighedspolitik. Desuden har udvidelsen radikalt ændret prioriteringen af EU's politiske dagsorden, hvilket ikke har været til gavn for EU's politikker for øsamfundene.

10.3   Der må skabes en integreret ramme, som effektivt kan imødegå de begrænsninger, som de europæiske øer er underlagt. Derfor er det nødvendigt, at de foranstaltninger og politikker, som kan få konsekvenser for øerne, altid forudgås af de tilhørende konsekvensanalyser, ligesom det er tilfældet for de mest fjerntliggende regioners vedkommende; dermed vil man kunne undgå indirekte negative virkninger og uoverensstemmelser samt styrke den territoriale samhørighed. En sådan konsekvensanalyse er særligt nødvendig i forbindelse med transport-, miljø- og energipolitikkerne.

10.4   I programperioden 2007-2013 er BNP pr. indbygger blevet anvendt som eneste indikator for fastlæggelsen af regionernes støtteberettigelse inden for rammerne af de regionalpolitiske mål. Denne indikator ser bort fra, at samhørighed har en meget bredere dimension, som omfatter sociale, miljømæssige, regionale samt innovations- og uddannelsesrelaterede elementer. Nye indikatorer, som anvender mere relevante statistiske data, bør kunne give et veldefineret statistisk billede af øernes udviklingsniveau og en tilfredsstillende forståelse af regioner med varige geografiske ulemper.

10.4.1   I denne forbindelse bør Europa 2020-strategiens referenceindikatorer medtages som reference i overensstemmelse med EU's overordnede politiske ramme.

10.5   Skønt de europæiske øer i programmeringsperioden 2007-2007 blev anerkendt som berettigede til at deltage i det grænseoverskridende samarbejde, har kriteriet om en maksimal afstand på 150 km mellem regionernes grænser betydet, at der i dag er 3 øgrupper (Kykladerne, Hebriderne og De Baleariske Øer), som er udelukket herfra.

10.6   EØSU går ind for, at man går bort fra afstandskriteriet (150 km), der anvendes til at klassificere øerne som grænseregioner, der kan modtage finansiering under programmerne for grænseoverskridende samarbejde inden for det territoriale samarbejde under samhørighedspolitikken eller inden for rammerne af EU's naboskabspolitik.

10.7   Det er nødvendigt at vise de øer særlig opmærksomhed, som lider under ikke kun én, men flere af de ulemper, der nævnes i artikel 174, såsom bjergrige øer eller meget tyndt befolkede øer. Det samme kan siges om øgrupper, som har økarakter i dobbelt eller flerdobbelt forstand. Disse områder lider under yderligere ulemper, som skyldes deres spredte beliggenhed og lille geografiske udstrækning. Ligeledes skal der peges på den situation, som ret mange kystnære øer befinder sig i på grund af alvorlige ulemper i tilknytning til deres karakter af mikro-øsamfund. Alt dette betyder, at de begrænsninger, som følger af deres økarakter, bliver endnu mere markante, og at der ofte er mangel på serviceydelser til befolkningen.

10.8   Øerne har således brug for, at de forskellige politikker gennemføres ud fra en integreret tilgang såvel horisontalt (gennem en tværsektoriel tilgang inden for de vigtigste politikker med regional indvirkning – den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik, statsstøtte osv.) som vertikalt (sammenkædning af den regionale, nationale og europæiske dimension). Denne tilgang bør også afspejle den nye politiske orientering, der ligger i Lissabontraktaten, den betydning, særlige områder som f.eks. energi og klima har fået, EU's rolle udadtil og udviklingen inden for retlige og indre anliggender (9).

11.   Øregionernes stærke sider og tiltrækningskraft

11.1   Som anført i konklusionerne af ORATE (10)-undersøgelsen med titlen Euroislands skal det med hensyn til øernes stærke sider understreges, at de vigtigste komparative fordele er livskvaliteten og øernes natur- og kulturværdier. Øerne har en stor koncentration af natur- og kulturressourcer samt en stærk kulturel identitet. Ikke desto mindre er der en væsentlig begrænsning, idet natur- og kulturarven er uerstattelige ikke-fornyelige ressourcer.

11.2   Ifølge konklusionerne af denne undersøgelse afbøder de nye kommunikations- og informationsteknologier økarakterens negative indvirkning (lille skala og isolation). De nye teknologier kan også være til gavn for små og mellemstore virksomheder og sektorer såsom undervisning og forskning, sundhedsvæsen, information, kultur og andre kreative aktiviteter. Andre teknologiske ændringer (udvikling af fornyelige energikilder, teknologier, som delvist erstatter naturressourcer, fremskridtene inden for transportsektoren osv.) kan have en afbødende effekt på de begrænsninger, som øerne er underlagt.

11.3   I øregionerne er der utallige eksempler på god praksis:

Initiativer inden for erhvervslivet: adskillige landbrugs- og færdigvarer fra øerne (fødevarer og drikkevarer) har trods deres forholdsvis høje priser »modstået« konkurrencen i Den Europæiske Union og på verdensmarkedet i kraft af deres kvalitet (lokale råvarer og traditionelle produktionsmetoder) og/eller deres enestående karakter, skabelse af et mærke.

Initiativer, der tager fat på generelle miljøproblemer såsom klimaændringerne eller specifikke problemer i relation til økarakter. Når det gælder applikationer inden for vedvarende energiproduktion skal fremhæves øen Kythnos (Kykladerne), Samsø, Eigg (Skotland), Gotland, Bornholm, Kanarieøerne osv.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  »En bedre integration i det indre marked som afgørende faktor for samhørighed og vækst i EU's øområder«, EUT C 27 af 30.2.2009, s. 123, og »Innovation inden for turisme: udarbejdelse af en strategi for en bæredygtig udvikling på øerne«, EUT C 44 af 11.2.2011, s. 75.

(2)  Se EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål«, EUT C 376/08 af 22.12.2011, s. 44, og Europa-Parlamentets beslutning om en ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål (2010/2206 (INI)).

(3)  EUT C 44 af 11.2.2011, s. 75.

(4)  »En bedre integration i det indre marked som afgørende faktor for samhørighed og vækst i EU's øområder«, EUT C 27 af 3.2.2009, s. 123, punkt 2.2.

(5)  Spanien, Irland, Frankrig, Danmark, Italien, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige, Grækenland, Nederlandene, Malta, Cypern, Estland og Portugal.

(6)  Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål, COM(2010) 352 final.

(7)  Europa-Parlamentets beslutning om en ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål (2010/2206 (INI)).

(8)  Undersøgelsen »Euroislands – øernes udvikling – de europæiske øer og samhørighedspolitikken« (europæisk program under ORATE 2013 (Observationscentret for EU’s fysiske og funktionelle udvikling).

(9)  Disse områder anføres i Kommissionens Meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og de nationale parlamenter om »Gennemgang af EU's budget«, COM(2010) 700 final.

(10)  Undersøgelsen »Euroislands – øernes udvikling – de europæiske øer og samhørighedspolitikken« (europæisk program under ORATE 2013 (Observationscentret for EU’s fysiske og funktionelle udvikling).


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/14


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om BNP og mere — inddragelse af civilsamfundet i valget af supplerende indikatorer (initiativudtalelse)

2012/C 181/04

Ordfører: Stefano PALMIERI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

BNP og mere – inddragelse af civilsamfundet i valget af supplerende indikatorer.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts, følgende udtalelse med 172 stemmer for, 5 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) gentager de synspunkter, der blev givet udtryk for ved EØSU's konference »Go sustainable, be responsible – Det europæiske civilsamfund på vej mod Rio+20« afholdt den 7.-8. februar 2012, hvor man i punkt 8 i det afsluttende konferencebudskab bifalder, at det første udkast til slutdokument anerkender, at BNP som metode til at måle trivsel har sine begrænsninger, og opfordrer til, at civilsamfundet nu skal være med til hurtigt at udvikle supplerende indikatorer.

1.2   EØSU erkender, at der i de seneste år på verdensplan og i EU er gjort fremskridt med udformning af indikatorer, som supplerer bruttonationalproduktet (BNP), især hvad angår udarbejdelsen af repræsentative nøgletal for livskvalitet og enkeltpersoners sociale forhold set i relation til de økonomiske systemers bæredygtighed.

1.2.1   EØSU mener fortsat, at det er vigtigt at videreudvikle dette arbejde, frem for alt i form af en global tilgang, der har Den Europæiske Union (EU) i spidsen. Det skal ses i lyset af de kommende internationale møder (Rio+20), og specielt i forbindelse med den potentielle udvikling i de nye europæiske strategier for stabilitet og økonomisk vækst, udvikling og social samhørighed samt miljømæssig bæredygtighed. Den første dagsorden, som udarbejdelsen af supplerende indikatorer til BNP skal vurderes i forhold til, er Europa 2020-strategien.

1.3   EØSU fastholder, at den komplekse vej mod en ny definition for velfærd og samfundsmæssig fremgang – som favner bredere end blot økonomisk vækst – ikke må hindres af tilfældige europæiske politikker til imødegåelse af den finansielle og økonomiske krises fornyede effekt.

1.3.1   Det er nødvendigt at ændre referenceramme og basere udviklingen på velfærd og samfundsmæssige fremgang for at skabe et økonomisk opsving og løse krisen. Det er den eneste måde at blive mere opmærksom på årsagerne til krisen og dens nylige forværring i Europa, så man kan måle dem og udarbejde de mest egnede politikker på både kort og langt sigt. I denne sammenhæng står EU over for en meget interessant politisk udfordring.

1.4   Derfor understreger EØSU, at modstand mod indførelse og institutionel overvågning af indikatorer for økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed – ved siden af traditionelle indikatorer af mere økonomisk og finansiel karakter – og fristelsen til at udvande dem skal overvindes, netop fordi den nuværende krise så kan holdes i ave og styres bedre.

1.5   Afstanden mellem økonomiske politikker på såvel nationalt som europæisk niveau og politikker for velfærd og samfundsmæssig fremgang er blevet betydeligt større. Men da de nationale statistiske kontorer nu i vid udstrækning benytter supplerende indikatorer ud over BNP, afhænger muligheden for at mindske denne afstand af evnen til at omsætte de mange tilgængelige oplysninger til viden og bevidsthed blandt europæiske borgere.

1.5.1   I den sammenhæng bør man fremme en debat om den grundlæggende betydning af fremgang, der ud over at redefinere konceptet for udvikling også tager fat på spørgsmål vedrørende politisk ansvarlighed. Denne nye tilgang forudsætter, at de forskellige dimensioner, som fremgang består af, udpeges ved at:

i)

udvide nationalregnskaber til at omfatte sociale og miljømæssige fænomener

ii)

anvende sammensatte indikatorer og

iii)

opstille nøgleindikatorer.

1.6   EØSU er således af den opfattelse, at statistik spiller en afgørende rolle ved mindskelsen af videnskløften:

mellem de økonomiske og sociale processer, som beror på politiske beslutninger og udviklingen i forhold til velfærd og samfundsmæssig fremgang

mellem de politiske institutioner og borgernes fora især i lyset af den aktuelle udvikling i informations- og kommunikationsteknologier.

1.7   EØSU er overbevist om, at hvis der skal være gennemsigtighed i de demokratiske beslutningsprocesser, er der behov for en uafhængig statistisk styring, som igen bliver referencepunkt for målinger af og målingsmetoder for fænomener, der er opstået som følge af nye økonomiske, sociale og miljømæssige behov. Eurostat er i denne sammenhæng selvskrevet til at påtage sig en central rolle i integreringen og harmoniseringen af nationale og regionale statistikker.

1.8   EØSU mener desuden, at civilsamfundet i samarbejde med andre sociale og institutionelle aktører bør udpege de indsatsområder, som samfundsmæssig fremgang skal måles ud fra, ved at identificere specifikke områder og særlige fænomener (i økonomisk, social og miljømæssig sammenhæng). Det kan ske ved brug af specifikke værktøjer for information, høring og deltagelse.

1.8.1   Efter EØSU's opfattelse er en stats officielle garantier og ordninger – hvad enten de er institutionelle, juridiske eller konstitutionelle – ikke nok til at give de offentlige beslutninger legitimitet og sikre den. Det er nødvendigt, at legitimiteten har grundlag i civilsamfundets bidrag.

1.8.2   Civilsamfundets særlige bidrag til opstilling af udsigterne for udvikling og velfærd er et vigtigt politisk bidrag både med hensyn til sammenkoblingen af deltagelsesdimensionen med vidensdimensionen og i forhold til at nå de fastsatte mål.

1.9   Man mangler dog stadig at udvikle de værktøjer vedrørende håndhævelse og ansvarlighed, der er nødvendige for at kunne koble de politiske valg, især inden for økonomisk politik og finanspolitik, sammen med indikatorernes resultater.

1.10   I lyset af forskellige landes erfaringer med høring og deltagelse, mener EØSU, at det »deliberative paradigme« (proces for udveksling af informationer og holdninger i forbindelse med en fælles beslutning, hvor man udarbejder og giver udtryk for fællesinteresser) som skal være grundlag for udarbejdelsen af indikatorer for velfærd og fremgang, bør baseres på:

en fælles dialog mellem institutionelle aktører og repræsentanter for civilsamfundet,

en beslutningsproces med inddragelse af alle interessenter, der deltager i måling af og stræben efter velfærd og samfundsmæssig fremgang,

opfyldelse af almenvellets interesse, især i debattens resultater.

1.11   EØSU vil fortsætte overvågningen af aktiviteter på nationalt og europæisk niveau, der fører til inddragelse af civilsamfundet i udarbejdelsen af supplerende indikatorer til BNP.

1.12   EØSU gentager, at det er villigt til at fungere som mødested for det organiserede civilsamfund og de officielle europæiske organer som led i en fælles beslutningsproces om udpegelse og udarbejdelse af indikatorer for fremgang i EU.

2.   Baggrund

2.1   Med denne udtalelse ønsker EØSU at bidrage til debatten om, hvordan civilsamfundet kan inddrages i udarbejdelsen af indikatorer for velfærd og samfundsmæssig fremgang, både i forbindelse med FN's konference om bæredygtig udvikling: Earth Summit 2012 – Rio +20, som afholdes den 20.-22. juni 2012 i Rio de Janeiro (1), og OECD's (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) fjerde verdensforum »Statistics, Knowledge and Policies Measuring Well-Being and Fostering the Progress of Societies«, som finder sted den 16.-19. oktober 2012 i New Delhi i Indien.

2.2   EØSU vil følge samme kurs som i sine to tidligere udtalelser og fortsætte med at overvåge fremskridt – på europæisk niveau – i udarbejdelsen af supplerende indikatorer til bruttonationalproduktet (BNP). Målet er at udarbejde indikatorer, som kan udtrykke den økonomiske og sociale udvikling i fuld overensstemmelse med miljømæssig bæredygtighed (2).

2.3   Allerede i udtalelsen Hinsides BNPmålemetoder for bæredygtig udvikling  (3) drøftede EØSU BNP's begrænsninger, mulige korrektioner og tilføjelser og således også behovet for at opstille nye kriterier til udpegelse af supplerende indikatorer for velfærd og bæredygtighed (økonomisk, social og miljømæssig) med henblik på »en mere afbalanceret politik«.

2.4   Som opfølgning på diskussioner og fremskridt på EU-niveau udarbejdede EØSU to år senere en udtalelse om BNP og meremåling af fremskridt i en verden i forandring  (4), hvori det bød Kommissionens meddelelse (5) velkommen og understregede, hvor vigtigt det er at have et langsigtet perspektiv for øje, når man skal udvælge de referenceparametre og statistiske værktøjer, der er bedst egnet til at udvide nationalregnskabers anvendelsesområde til områder af mere social og miljømæssig karakter – også her på grundlag af de strategiske valg truffet af institutionelle politiske aktører.

2.4.1   I ovennævnte udtalelse pegede EØSU på behovet for at undersøge repræsentative nøgletal for livskvalitet og enkeltpersoners sociale forhold nærmere og vedtage en global tilgang, der sætter EU i spidsen for dette initiativ.

3.   Fra økonomisk vækst til samfundsmæssig fremgang: en kompleks rute

3.1   I mere end 50 år har man arbejdet på at udvikle nye indikatorer, der er sammenfattende, alternative eller rettere supplerende i forhold til BNP, som er den traditionelle indikator for økonomisk vækst. BNP bruges som et »specialiseret« værktøj til måling af et særligt aktivitetssegment – der grundlæggende er markedsbaseret – i et givent samfund. Denne indikator kan alene ved en »doven« fortolkning gå fra at være en »indikator for produktion« til en »indikator for social velfærd« (6).

3.1.1   Mellem 1960'erne og 1990'erne blev der udarbejdet indikatorer af social karakter som supplement eller alternativ til BNP, der kunne identificere nye områder i tillæg til det traditionelle økonomiske domæne. Dette kaldes for den »sociale fase« for indikatorerne for samfundsmæssig fremgang.

3.1.2   I slutningen af 1980'erne gjorde Brundtland-rapporten (1987) verden opmærksom på bæredygtig udvikling (7). Med den efterfølgende FN-konferencen om miljø og udvikling i 1992 (Rio Earth Summit) fik miljømæssige spørgsmål en plads på den internationale politiske dagsorden, og det var tegn på et skift til en »global fase« i forskning og udarbejdelse af indikatorer, som skulle være i stand til at måle samfundsmæssig fremgang (8).

3.2   Det er imidlertid i løbet af de sidste ti år, at der opstået et større behov for at måle det opnåede velfærdsniveau i et givent samfund, samtidig med at dets økonomiske, sociale og miljømæssige bæredygtighed sikres.

3.3   I disse ti år har OECD spillet en afgørende rolle med sit Globale projekt om at måle samfundsfremskridt, der blev lanceret i 2003 (9). Det globale projekt har været og er stadig det ideelle forum for en fælles international debat, hvor man har fået øjnene op for behovet for at ændre kriteriet for samfundsmæssig fremgang og den tilhørende model for global udvikling.

3.3.1   Via det globale projekt er der opstået et netværk af private og offentlige aktører, som ønsker at skabe en intens dialog i) om undersøgelser og analyser af statistikker om social velfærd, miljømæssig bæredygtighed og økonomisk vækst og ii) om informations- og kommunikationsteknologiværktøjer, der kan omdanne statistik fra information til viden (10).

3.4   Den 20. august 2009 offentliggjorde Kommissionen sin vigtige meddelelse om BNP og meremåling af fremskridt i en verden i forandring  (11), hvori man erkender behovet for at udbygge BNP med miljømæssige og sociale indikatorer, og der fastlægges et arbejdsprogram frem til 2012.

3.5   Mindre end en måned efter (12) blev Kommissionens rapport om måling af økonomiske resultater og sociale fremskridt (bedre kendt som rapporten fra Stiglitz-, Sen- og Fitoussi-udvalget) (13) offentliggjort med følgende klare mål:

a)

udpege begrænsningerne ved brug af BNP som indikator for økonomiske resultater og samfundsmæssig fremgang

b)

vurdere muligheden for at benytte alternative værktøjer til måling af samfundsmæssig fremgang og

c)

fremme en debat om, hvordan statistiske oplysninger fremlægges bedst muligt.

3.5.1   Med henblik herpå opstiller rapporten 12 anbefalinger, der kan føre til udarbejdelsen af værktøjer til måling af social, materiel og ikke-materiel velfærd i alle dens afskygninger (14).

3.6   Den 25. september 2009 fik debatten om BNP og behovet for supplerende indikatorer for social og miljømæssig velfærd endnu større betydning under Pittsburgh G20-topmødet. I den endelige erklæring understregede man: »Når vi forpligter os til at gennemføre en ny og bæredygtig vækstmodel, bør vi opfordre til udarbejdelsen af nye målemetoder, så der bedre kan tages hensyn til de sociale og miljømæssige dimensioner af den økonomiske udvikling.«

3.7   I december 2010 offentliggjorde Kommissionen sin Femte rapport om den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed  (15), hvor afsnittet om forbedring af velfærden og bekæmpelse af udstødelse (s. 73-117) i kapitel 1 om status og tendenser for den økonomiske, sociale og territoriale tendenser gennemgår en række indikatorer for velfærd.

3.8   Det ser ud til, at der på trods af den fornyede opmærksomhed om samfundsmæssig fremgang stadig er ret kraftig modstand på EU-niveau mod gennemførelsen af indikatorer af social og miljømæssig karakter.

3.8.1   Kommissionen fremlagde i løbet af foråret og efteråret 2010 et projekt om øget samordning af den økonomiske styring i EU for at mindske de skattemæssige og makroøkonomiske ubalancer i medlemsstaterne (16). Denne ordning bygger på et indikatorsystem (resultattavle), der kan advare om disse ubalancer, og som gør det muligt at træffe de rette korrigerende foranstaltninger i de berørte medlemsstater (17). Desværre mangler der gennemsigtighed i diskussionen om, hvilket indikatorsystem der skal anvendes. Kommissionens valg af indikatorsystem omfatter slet ikke de relevante økonomiske indikatorer, som også er vigtige for at kunne forstå de finansielle ubalancer og ubalancer af social og miljømæssig karakter.

3.8.2   Der ser ud til, at samme valg er truffet i europluspagten og den nye finanspagt for at tackle den finansielle spekulation og beskytte euroområdets konkurrenceevne.

3.8.3   Som der også er givet udtryk for tidligere – både i udtalelsen om øget samordning af de europæiske økonomiske politikker (18) og udtalelsen om makroøkonomiske ubalancer (19) – er EØSU af den opfattelse, at hvis man med makroøkonomiske ubalancer mener vedvarende forskelle mellem udbud og samlet efterspørgsel (forskelle, der resulterer i overskud eller underskud i en given økonomis samlede forbrug og opsparing), vil det være hensigtsmæssigt som minimum at tilføje indikatorer af social karakter, som f.eks. indeks for uligheder i rigdom og formue, forekomsten af lavere indkomster, working poor-faktoren (fattige arbejdstagere) andel af lønninger og overskud i forhold til BNP mv. (20). Disse indikatorer udpeger makroøkonomiske ubalancer, der er opstået som følge af overdreven opsparing blandt højtlønnede og overdreven gæld blandt gennemsnits- og lavtlønnede. Dette er uden tvivl en medvirkende årsag til den globale finansielle og økonomiske krise, der begyndte i 2008 (21).

3.8.4   Med andre ord: Mindre end to år efter den nævnte meddelelse (22) fra Kommissionen fortsætter selvsamme institution, på trods af at den har lagt en ny kurs for samfundsmæssig udvikling og fremgang og er på vej tilbage til at forvalte, koordinere og frem for alt overvåge medlemsstaterne, med at anvende traditionelle værktøjer og tilgange, der kun har fokus på nogle dimensioner af det økonomiske aspekt, og som ignorerer størstedelen af de sociale eller miljømæssige dimensioner.

3.8.5   Det er på grund af denne situation, at EØSU ligesom Europa-Parlamentet og Regionsudvalget mener, at debatten om samfundsmæssig fremgang ikke kun må behandle afgrænsede områder, men derimod er nødt til at omfatte samfundet som helhed.

3.9   I alt det nationale og internationale arbejde med supplerende indikatorer til BNP er der en følelse af, at hvis der også havde været større fokus på indikatorer for økonomisk, social, miljømæssig, intergenerationel og finansiel, offentlig og privat bæredygtighed, ville man have opdaget den nuværende krise tidligere og dermed utvivlsomt have styret den bedre.

3.9.1   Måling af velfærd og fremgang er mere end blot et teknisk problem. Velfærdskonceptet omfatter i sig selv de grundlæggende præferencer og værdier i et samfund og blandt de enkeltpersoner, som udgør det.

3.9.2   I undersøgelserne og overvejelserne om årsagerne til krisen og om mulighed for at »måle den« ved hjælp af mere omfattende indikatorer er den samlede efterspørgsel (og ikke kun udbud) et af de vigtigste hovedpunkter. Hvad angår den materielle velfærd, påpeger den internationale debat, at det er nødvendigt at være mere opmærksomhed på indkomst og forbrug frem for på produktion, og at der også skal tages hensyn til indikatorer for formuekoncentration. Man minder om den indflydelse, som varers kvalitet har på velfærd, og lægger særlig vægt på uligheder, hvordan disse måles og behovet for at tage hensyn til mere end blot de »gennemsnitlige« værdier.

3.9.3   Der hersker ingen tvivl om, at det faktum, at den økonomiske og finansielle krise fra 2008-2009 har resulteret i det nuværende double-dip, har gjort debatten endnu mere relevant, især med hensyn til krisens oprindelse og i forhold til, hvordan man redefinerer den vækst, udvikling og fremskridt, som de forskellige nationale systemer og, mere overordnet, samfundet gerne vil (gen)skabe.

4.   En ny referenceramme: samfundsmæssig fremgang

4.1   Debatten om, hvorvidt det er nødvendigt at anvende nye indikatorer, der er i stand til at udvide den økonomiske sfære og holde øje med sociale og miljømæssige problemer, har fået ny vind i sejlene, efter at samfundets referenceramme har ændret sig. Fra i dag er den økonomiske vækst – som stadig er en uhyre vigtig faktor for ethvert land – ikke længere tilstrækkelig til at sikre en reel fremgang for samfundet, medmindre den er inklusiv og bæredygtig.

4.1.1   Begrebet økonomisk vækst suppleres af begrebet fremgang. Det er et meget bredere og mere komplekst begreb med mange facetter, som indebærer i) målsætninger, der skal efterstræbes, ii) politikker og foranstaltninger, der skal udarbejdes og iii) dermed indikatorer, der skal overvåge fremskridt i opfyldelsen af disse mål. Selvsamme begreb kan, alt afhængig af hvor i verden vi befinder os, have en forskellig fortolkning og betydning blandt forskellige befolkninger, kulturer og religioner.

4.2   Referencerammens fokusskift fra økonomisk vækst til fremgang forenkler langt fra tingene og har om noget tendens til at komplicere dem. Derfor er der nu mere end før behov for at fremme en debat om den grundlæggende betydning af fremgang. En debat, der ud over at redefinere begrebet udvikling ved at fastlægge ønskede mål og værktøjerne til at opfylde dem, også tager fat på spørgsmål om politisk ansvarlighed. Med andre ord er der behov for en debat, der er i stand til at få samfundet – i alle dets aspekter – til at fokusere på de elementer, som er vigtige for dets egen overlevelse.

4.3   Denne helt nye tilgang forudsætter, at man udpeger de forskellige dimensioner, som udgør fremgang med henblik på at opstille relevante indikatorer. De tre fremherskende tilgange til måling af fremgang omfatter:

1)

udvidelse af nationalregnskaber til sociale og miljømæssige spørgsmål

2)

anvendelse af sammensatte indikatorer

3)

opstilling af nøgleindikatorer.

4.4   Ifølge det nyeste og mest omfattende værk om fremgang i et givent samfund er fremgang hovedsageligt sammensat af to systemer: det menneskelige system og økosystemet (23). Disse to systemer er tæt forbundet gennem to forskellige kanaler: »forvaltning af miljømæssige ressourcer« og »økosystemets tjenesteydelser« (24).

4.4.1   I denne sammenhæng er det »menneskers velfærd« (i den individuelle og sociale opfattelse), som har den dominerende rolle og er det grundlæggende mål for samfundsmæssig fremgang. Menneskelig velfærd får således opbakning fra tre områder: økonomi, kultur og forvaltning (som så kan betragtes som »mellemliggende mål«). Økosystemet er udgøres også af et område: »økosystemets tilstand« (jf. figur 1).

4.4.2   I den forbindelse kan man definere »social velfærd« som summen af menneskers velfærd og økosystemets tilstand, og den tilknyttede »samfundsmæssige fremgang« som en forbedring af menneskers velfærd og økosystemets tilstand. Denne vurdering skal under alle omstændigheder kombineres med den rolle, som uligheder i menneskers velfærd og økosystemets tilstand spiller. Følgende uligheder bør tages med i betragtning: uligheder mellem samfund og geografiske områder og deres indbyrdes uligheder samt uligheder mellem de forskellige generationer. Dermed kan man nå frem til at definere et samfunds retfærdige og bæredygtige fremgang.

4.5   Det er i disse overvejelser, at debatten om supplerende indikatorer til BNP finder sted. Genoptagelsen af denne debat og behovet for at måle andre fænomener end blot økonomisk vækst skyldes den fornyede bevidsthed om disse fænomeners betydning, som endelig har givet dem en plads på den politiske dagsorden. Ved at måle dem får man viden om dem og kan så efterfølgende styre dem.

4.5.1   Disse fænomener danner udgangspunkt for politiske beslutninger. Det er derfor hensigtsmæssigt at overvåge dem, så borgerne kan få passende information om dem, og netop derfor spiller den uafhængige og officielle kvalitetsstatistik en vigtig rolle.

5.   Information, høring og deltagelse i udarbejdelsen af indikatorer for fremgang

5.1   Det, at debatten samler sig om udarbejdelsen af supplerende indikatorer til BNP, skyldes grundlæggende det faktum, at der i løbet af de sidste år er opstået en reel kløft mellem:

de foranstaltninger, der anvendes af den officielle statistik (sammensat af nationale og overnationale statistiske institutter) til at kortlægge visse fænomener, og

de økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige tendenser, der vedrører samfundet som helhed, og som borgere står over for hver dag.

De drastiske økonomiske og social konsekvenser i den globale krises kølvand er også med til at øge denne kløft.

5.1.1   Med andre ord giver kløften mellem den virkelighed, der måles i officielle statistikker (ved hjælp af traditionelle indikatorer, hvoraf BNP er den mest repræsentative), og den virkelighed, som borgerne opfatter, uundgåeligt anledning til en række spørgsmål om, hvilken rolle den officielle statistik skal spille i det 21. århundrede.

5.2   Alt dette sker på et tidspunkt, hvor man i kølvandet på udviklingen i informations- og kommunikationsteknologi (ikt) er vidne til en sand kommunikationsrevolution, der giver stadig større adgang til informationsstrømme. Det vigtige spørgsmål er, i hvor stort omfang dette afspejler sig som en reel social bevidsthed, og det er her, at den officielle statistisk spiller en rolle. Målet skal være at lette overgangen fra information til viden.

5.2.1   Den større adgang til informationer fremmer gennemsigtigheden i de demokratiske beslutningsprocesser (f.eks. letter de statistiske indikatorer forståelsen af dynamikken bag specifikke fænomener som beskæftigelse, arbejdsløshed, inflation mv.). Men den umådelige informationsstrøm kan gøre brugerne forvirrede, hvad enten de er borgere eller politiske beslutningstagere (fordi en større informationsstrøm ikke nødvendigvis fører til bedre viden).

5.3   Det er på grund af dette dilemma, at der er opstået et behov for en uafhængig styring af høj kvalitet inden for statistik. En statistik, som genfinder sin rolle som referencepunkt for målinger af og målingsmetoder for fænomener, der er opstået som følge af nye økonomiske, sociale og miljømæssige behov (25).

5.3.1   EØSU mener, at Kommissionens meddelelse om »Effektiv kvalitetsstyring inden for europæiske statistikker (26)« er meget relevant i denne sammenhæng, eftersom den understreger, at nutidens statistik, ud over at give information om fænomenerne, også skal gøre det muligt at styre dem nu og i fremtiden. Borgerne skal i den forbindelse være i stand til at træffe informerede, rationelle og demokratiske valg.

5.3.2   Eurostat er selvskrevet til at påtage sig en central rolle i integreringen og harmoniseringen af nationale og regionale statistikker i de 27 medlemslande, især hvad angår områder som livskvalitet, bæredygtighed og indkomstfordeling, med henblik på at måle ændringer i velfærden, der kan tilskrives det offentliges indsats.

5.3.3   Eurostat bør sikre metodologisk støtte med det formål at stille værktøjer til rådighed for institutionelle og sociale aktører samt EU-borgere, så de kan få passende informationer, blive hørt og dermed effektivt deltage i den politiske debat (27).

5.4   Inden for disse rammer bør civilsamfundet i fællesskab med de sociale og institutionelle aktører – ved hjælp af rundbordsdiskussioner og områder – udpege de indsatsområder, som den samfundsmæssig fremgang skal måles ud fra, ved at identificere specifikke fora og særlige fænomener (i de forskellige økonomiske, sociale og miljømæssige »domæner«). Samtidig skal statistik fungere som »teknisk« støtte og bidrage med en passende metodologi samt udpege effektive indikatorer til overvågning af disse fænomener.

5.5   Gennem borgerinddragelse kan der opstilles »former for kollektiv intelligens«, der gør det muligt at rodfæste et aktivt medborgerskab, som derved er med til at redefinere demokratiet:

først og fremmest et »deltagelsesdemokrati« med større interaktion og fora til fastsættelse af prioriteter i form af en progressiv forståelse af og hensyntagen til de forskellige synspunkter i forhold til den almene interesse (28)

og dernæst et »udformningsdemokrati« for at præcisere, hvilke kriterier der er med til at afgrænse selve velfærdskonceptet som et fælles mål for samfundsmæssig fremgang, og udpege de rette variabler til udarbejdelsen af indikatorer, der måler velfærd, og som er i stand til at forklare de forskellige former for samfundsudvikling, så de er forståelige for aktørerne, og som derfor kan lette inddragelsen af aktører i indsatsen for at udbrede velfærd (29).

5.5.1   På denne måde kan man konkretisere begrebet »social kapital« (30), som er grundlag for de europæiske mål om vidensbaseret økonomi og social samhørighed: dvs. evnen til at finpudse begrebet velfærd for alle på baggrund af større tillid, forståelse og samarbejde mellem civilsamfundet og offentlige myndigheder. Dette kan kun ske gennem en stærk civil, politisk og social deltagelse, som de offentlige myndigheder bør fremme ved aktiv høring (31).

5.5.2   Et betydeligt antal lande har for nylig iværksat strukturerede beslutningsprocesser, der inddrager civilsamfundet (Australien, Canada, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Mexico, Nederlandene, Tyskland, USA og Schweiz).

5.5.3   Alle erfaringer viser betydelige forskelle i struktur og omfang, for så vidt angår processer til inddragelse af aktører fra civilsamfundet. Forskellene er mere markante i den interaktive diskussionsfase (offentlig debat og fastsættelse af værdier og prioriteter), end i den første høringsfase.

5.5.4   Høringsfasen finder derimod ofte sted i form af et intensivt brug af specifikke internetsider, opstilling af et antal arbejdsgrupper med fokus på særlige tematiske områder og høringsprogrammer, der i høj grad anvender sociale netværk, blogs og spørgeskemaer (hovedsageligt online). Imidlertid er der ingen lande, der frem til nu har fået skabt en officiel og betydningsfuld forbindelse mellem den bevidste udarbejdelse af indikatorer på den ene side og de økonomiske og finansielle planlægningsprocesser på den anden.

5.5.5   EØSU mener, at det er muligt at inddrage civilsamfundet i udpegelsen af indikatorer for velfærd og fremgang ved, at civilsamfundet deltager aktivt i udvælgelsen af både de politiske prioriteter og den information, der skal overvåges.

Bruxelles, 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  http://www.earthsummit2012.org/.

(2)  Jf. EØSU's initiativudtalelse Hinsides BNP – målemetoder for bæredygtig udvikling, EUT C 100/09 af 30.4.2009, s. 53, og udtalelsen om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet – BNP og mere – Måling af fremskridt i en verden i forandring, EUT C 18 af 19.1.2011, s. 64.

(3)  EUT C 100 af 30.4.2009, s. 53.

(4)  EUT C 18 af 19.1.2011, s. 64.

(5)  COM(2009) 433 final.

(6)  Selv Simon Kuznets – som man tilskriver udbredelsen af BNP i USA – gjorde opmærksom på det mulige misbrug eller misforståelse, som en forkert anvendelse af dette værktøj kunne medføre, og var optaget af at sætte begrænsninger for dets anvendelse. R. Costanza, M. Hart, S. Posner, J. Talberth, 2009, Beyond GDP: The Need for New Measures of Progress. Boston Universitet.

(7)  FN, 1987, Rapport fra Verdenskommissionen om Miljø og Udvikling.

(8)  Forskningen fokuserer hovedsageligt på fire forskellige metodiske fremgangsmåder: i) indikatorer til korrektion af BNP, ii) alternative indikatorer, iii) syntetiskie (eller sammensatte) indikatorer og iv) indikatorsystemet.

(9)  Projektet blev lanceret i 2004 i Palermo under OECD's første verdensforum om Statistics, knowledge and policy. 3 år efter blev det andet verdensforum (2007) afholdt i Istanbul om Measuring and fostering the progress of society, hvor repræsentanter fra EU, OECD, FN, UNPD, Verdensbanken og Den Islamiske Samarbejdsorganisation vedtog »Istanbul-erklæringen«. OECD's tredje verdensforum blev afholdt i Busan (Sydkorea) i 2009 om Charting progress, building vision, improving life.

(10)  Under sit årlige forum den 24.-25. maj 2011 præsenterede OECD sit indeks for forbedret livskvalitet (Better life index), som er en indikator, der måler rigdom, velfærd og livskvalitet ved hjælp af 11 parametre (bolig, indtægt, beskæftigelse, fællesskab, uddannelse, miljø, forvaltning, sundhed, tilfredshed med tilværelsen, sikkerhed og balance mellem arbejdsliv og privatliv), OECD, 2011, How’s Life? Measuring Weel-Being, OECD Better Life Initiative, http://www.oecdbetterlifeindex.org/.

(11)  COM(2009) 433 final.

(12)  14. september 2009.

(13)  http://www.stiglitz-sen-fitoussi.fr/en/index.htm.

(14)  Den 12. oktober 2011 afholdt OECD, INSEE (Det franske nationale institut for statistik og økonomiske studier) og det franske Ministerium for Økonomi, Finans og Industri en konference i Paris om »Two Years after the release of the Stiglitz-Sen-Fitoussi Report«.

INSEE, 2011, Two years after the Stiglitz-Sen-Fitoussi report: What well-being and sustainability measures? INSEE's bidrag, Paris.

(15)  http://ec.europa.eu/regional_policy/sources/docoffic/official/reports/cohesion5/index_da.cfm.

(16)  Øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU, COM(2010) 367 final.

Øget samordning af de økonomiske politikker, COM (2010) 250 final.

(17)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet, COM(2010) 525 final – 2010/0279 (COD).

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer, COM(2010) 527 final – 2010/0281 (COD).

(18)  Jf. EØSU's udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU, EUT C 107 af 6.4.2011, s. 7.

(19)  Udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet, COM(2010) 525 final – 2010/0279 (COD), og om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer, COM(2020) 527 final – 2010/0281 (COD), EUT C 218 af 23.7.2011, s. 53.

(20)  Foreslået bl.a. i Europa-Parlamentets rapport om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet, ordfører: Elisa Ferreira (2010/0281 (COD)), af 16. december 2010.

(21)  OIL-IMF: »The Challenges of Growth, Employment and Social Cohesion« – Diskussionsoplæg på fælleskonferencen OIL-IMF, Oslo, 13. september 2010 (s. 67-73).

(22)  Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet – BNP og mere. Måling af fremskridt i en verden i forandring, COM(2009) 433 final.

(23)  J. Hall, E. Giovannini, A. Morrone, G. Ranuzzi, 2010, A Framework to Measure the Progress of Societies. Arbejdsdokument nr. 34 fra OECD's direktorat for statistik, OECD, STD/DOC (2010)5, Paris.

(24)  Mens ressourceforvaltning er et produkt af det menneskelige systems effekt på økosystemet (udnyttelse af naturressourcer og forurening), forbinder økosystemets tjenesteydelser de to systemer i begge retninger (mad, vand, luft, påvirkninger fra naturkatastrofer mv.), J. Hall, E. Giovannini, A. Morrone, G. Ranuzzi, 2010.

(25)  E. Giovannini, 2007, Statistics and Politics in a Knowledge Society, OECD, STD/DOC(2007)2, 29. maj 2007, hentet den 28. januar 2010 fra: http://www.oecd.org/dataoecd/39/53/41330877.pdf.

E. Giovannini, 2009, Measuring Society's Progress: A key issue for policy making and democratic governance, hentet den 28. januar 2010 fra: http://www.oecd.org/dataoecd/6/34/41684236.pdf.

(26)  COM(2011) 211 final.

(27)  Det er tankegangen bag opstillingen af Sponsorship Group on Measuring Progress, Well-being and Sustainable Development inden for rammerne af det europæiske statistiske system. Gruppen har mandat til at koordinere arbejdet inden for dette område og til at gennemføre Stiglitz-Sen-Fitoussi-udvalgets anbefalinger under behørig hensyntagen til Europa 2020-strategiens målsætninger.

(28)  For flere oplysninger se EØSU's konference om Deltagelsesdemokrati for at afhjælpe europæernes manglende tillid. Se også The Citizen's Handbook (http://www.vcn.bc.ca/citizens-handbook/) og European Citizens' Initiative (http://www.citizens-initiative.eu/ – Det europæiske borgerinitiativ) – kampagne til fremme af EU-borgernes ret til deltagelse.

(29)  Når man undersøger deltagelsesdemokratiets dynamikker, er det almindeligt at skelne mellem »top-down«- og »bottom-up«-processer. I begge tilfælde er henvisningen til interaktion mellem to forskellige organisations- og beslutningsniveauer (som ikke optræder i former for direkte demokrati) med til at definere deltagelsesdemokratiet som en enhed baseret på dialog og proces, hvilket i praksis fungerer bedst, når det anvendes til konfliktløsning. Målet her er at samle de to processer.

(30)  The well-being of nations: the role of human and social capital, OECD; 2011, Paris.

(31)  Citizens as partners, Information, consultation and public participation in policy-making, PUMA (Public Management Service), OECD, 2001, Paris.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/21


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Kosovo

2012/C 181/05

Ordfører: Ionuț SIBIAN

I brev af 22. september 2011 anmodede kommissær Maroš Šefčovič og kommissær Štefan Füle Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at afgive udtalelse om:

Civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Kosovo.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, der vedtog sin udtalelse den 6. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012 følgende udtalelse med 145 stemmer for, 5 imod og 13 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

EØSU's udtalelse om civilsamfundets rolle i forbindelserne mellem EU og Kosovo bygger bl.a. på resolution 1244 fra FN's Sikkerhedsråd (1999).

Udtalelsens henstillinger henvender sig til såvel Europa-Kommissionen som myndighederne i Kosovo. EØSU er parat til at støtte Kommissionens initiativer til styrkelse af civilsamfundets rolle i Kosovo og forbindelserne mellem civilsamfundet i EU og Kosovo.

1.1   EØSU opfordrer Kosovos regering til at træffe foranstaltninger, der sikrer etniske minoriteters sikre og frie bevægelighed i hele landet som en forudsætning for forsoning og gensidig tillid.

1.2   Kommissionen bør arbejde sammen med Kosovos regering og medieorganisationer i landet for at støtte mediernes frihed og en professionalisering af journalistikken.

1.3   EØSU opfordrer Kosovos regering til at høre civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i forbindelse med udarbejdelsen af en national strategi for økonomisk udvikling. Kosovos regering og Kommissionen bør give unges og kvinders integration på arbejdsmarkedet højeste prioritet. Der bør lægges særlig vægt på at støtte udvikling af landdistrikter, bæredygtigt landbrug og landbrugsorganisationer.

1.4   EØSU bør være med til at styrke Kosovos sociale og økonomiske råd ved at tage kontakt til de vigtigste sociale aktører og dele sin viden og ekspertise med dem. Kommissionen bør også kraftigt understøtte Kosovos sociale og økonomiske råd. Kosovos regering bør sikre, at der oprettes en særlig budgetpost til driften af Kosovos sociale og økonomiske råd.

1.5   EØSU anbefaler Kosovos arbejdsministerium at indføre en gennemsigtig og fair mekanisme til finansiering af initiativer fra arbejdsmarkedets parter.

1.6   Selv om Kosovo grundet sin status ikke kan deltage i ILO's konventioner, bør dets regering alligevel rette sin lovgivning og praksis ind efter dem.

1.7   Det er efter EØSU's opfattelse nødvendigt, at repræsentanter for arbejdsmarkedets parter deltager i oprettelsen af et inklusivt nationalt råd for europæisk integration.

1.8   Kosovos regering bør styrke håndhævelsen af loven om sikker og fri adgang til offentlig information.

1.9   I forbindelse med oprettelsen af Kosovos nationale råd for korruptionsbekæmpelse i februar 2012 udtrykker EØSU håb om, at civilsamfundet vil få midler, der gør det i stand til at bidrage effektivt til kampen mod korruption.

1.10   Kosovos regering bør tage hensyn til den strategiske ramme, som civilsamfundet har udarbejdet, og skabe en lovgivningsmæssig og institutionel ramme for en struktureret dialog og dens inddragelse i beslutningsprocessen. Kosovos parlament bør udvikle en institutionel platform, som muliggør en regelmæssig dialog med civilsamfundets organisationer.

1.11   Kommissionen bør fortsætte med at støtte oprettelse af civilsamfundsnetværk i Kosovo for at fremme dialogen med myndighederne og skabe kontakt til de eksisterende europæiske civilsamfundsplatforme.

1.12   Kommissionen bør hjælpe Kosovos regering med at udvikle en lovgivningsmæssig og skattemæssig ramme, som kan føre til et bæredygtigt civilsamfund i Kosovo på lang sigt. Kosovos regering bør oprette gennemsigtige offentlige finansieringsmekanismer for civilsamfundsorganisationer. Derudover anbefaler EØSU, at Kosovos regering etablerer en statslig fond for civilsamfundet.

1.13   EØSU anbefaler, at de EU-midler, som IPA (instrumentet for førtiltrædelsesbistand) råder over til civilsamfundet, fordeles ligeligt mellem tiltag, som fremmer demokrati og retsstatsprincippet, og tiltag, der fremmer social og økonomisk udvikling. Indkaldelse af forslag under IPA bør planlægges på en sådan måde, at man undgår huller i finansieringen.

1.14   Kommissionen bør overveje, hvordan den kan gøre det lettere for mindre civilsamfundsorganisationer at få adgang til dens programmer, og hvordan den kan støtte langsigtede initiativer.

1.15   Kommissionen bør finde løsninger, der gør det lettere for arbejdsmarkedets parter at få adgang til de midler, som er øremærket civilsamfundet under IPA. Der bør oprettes særlige programmer for arbejdsmarkedets parter under civilsamfundsfaciliteten (CSF). Fagforeningerne har behov for målrettede programmer under IPA, som kan styrke deres kapacitet.

1.16   EØSU går varmt ind for inddragelse af civilsamfundsorganisationer i fastsættelsen af de nationale prioriteter for IPA-støtte.

1.17   EØSU bekræfter sin interesse i og vilje til sammen med Kommissionen at lede de civilsamfundsplenarmøder, som hvert år afholdes i forbindelse med dialogen om stabiliserings- og associeringsprocessen (SAPD).

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1   Eksterne aktører i Kosovo

2.1.1   Den 17. februar 2008 erklærede Kosovos parlament Kosovos uafhængighed. Kosovos myndigheder forpligtede sig til en fuldstændig gennemførelse af bestemmelserne i Martti Ahtisaaris samlede statusforslag (CSP) og vedtog en ny forfatning, der afspejler denne forpligtelse. Parlamentet opfordrede Den Europæiske Union til at etablere sin retsstatsmission (EULEX) i Kosovo. Den opfordrede også en gruppe af stater (1) til at etablere det internationale civile kontor for at overvåge gennemførelsen af Martti Ahtisaaris samlede statusforslag. Den internationale civile repræsentant har bemyndigelse til at tilsidesætte lovgivning og beslutninger, som anses for at gå imod Martti Ahtisaaris samlede statusforslag.

2.1.2   Med en gradvist reduceret tilstedeværelse fortsætter KFOR, den militære sikkerhedsstyrke anført af NATO, med at skabe sikkerhed i Kosovo, mens Kosovos politi har overtaget ansvaret for beskyttelsen af de fleste kulturelle og religiøse steder og størstedelen af grænserne.

2.1.3   I juli 2010 vedtog Den Internationale Domstol sin vejledende udtalelse om Kosovos uafhængighed. Den vurderede, at Kosovos uafhængighedserklæring ikke strider mod folkeretten.

2.2   EU's tilgang til Kosovo

2.2.1   22 af EU's 27 medlemsstater har anerkendt Kosovos uafhængighed, men den manglende europæiske konsensus om Kosovos status afholder ikke EU fra kontakt med Kosovo. De 5 medlemsstater, som ikke har anerkendt Kosovos selvstændighed – Cypern, Grækenland, Rumænien, Slovakiet og Spanien – har en varierende grad af kontakt med Kosovos myndigheder.

2.2.2   Kosovo indgår i stabiliserings- og associeringsprocessen (SAP), men er det eneste land i regionen, som ikke har aftalemæssige forbindelser med EU, en status, som forhindrer det i at undertegne en stabiliserings- og associeringsaftale. Inden for SAP-dialogens rammer blev der i 2010-2011 afholdt otte møder (syv sektormøder efterfulgt af et plenarmøde), som også omfattede høringer med civilsamfundsorganisationer om hovedkapitlerne i EU-retten.

2.2.3   I tråd med FN-resolutionen om Kosovo, der blev vedtaget i september 2010, indledtes der en EU-faciliteret dialog mellem Beograd og Pristina i marts 2011. Formålet med denne dialog er at finde praktiske løsninger om regionalt samarbejde, handel, fri bevægelighed og retsstatsforhold (se punkt 3.3).

2.2.4   I juli 2010 vedtog Europa-Parlamentet en resolution om Kosovo, der opfordrede EU's medlemsstater til at styrke deres fælles tilgang til Kosovo. Europa-Parlamentet understregede, at udsigterne til tiltrædelse af EU er et væsentligt incitament til gennemførelse af de nødvendige reformer i Kosovo, og opfordrede til, at der træffes praktiske foranstaltninger for at gøre dette perspektiv mere konkret for såvel borgerne som regeringen. I januar 2012 lancerede Europa-Kommissionen visumliberaliseringsdialogen med Kosovo.

2.2.5   Kosovo modtager støtte fra instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA), stabilitetsinstrumentet (IfS) og Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) samt andre finansieringskilder. Kosovo deltager i flerlandeprogrammerne under IPA. Det flerårige vejledende programmeringsdokument 2011-2013 blev vedtaget den 27. juni 2011. I 2011 blev der i tæt samarbejde med ministeriet for europæisk integration og flere statslige institutioner tildelt i alt 68,7 mio. EUR fra IPA's årsprogram for 2011. EU's førtiltrædelsesbistand fokuserer på støtte til retsstaten, økonomien, handel og industri samt reform af den offentlige administration.

2.3   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs aktiviteter i relation til civilsamfundet i Kosovo

2.3.1   EU's udvidelse og Vestbalkanlandenes fremskridt hen imod medlemskab af EU er blandt EØSU's prioriteter for de eksterne forbindelser. Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser har udviklet effektive redskaber til opfyldelse af sine hovedmål om at støtte civilsamfundet på Vestbalkan og styrke dets kapacitet som regeringspartner på vejen hen imod optagelse i EU.

2.3.2   Kontaktgruppen for det vestlige Balkan – et permanent internt organ nedsat af EØSU i 2004 – er det vigtigste instrument til koordinering af EØSU's aktiviteter på dette område. Kontaktgruppen har desuden til opgave at overvåge ændringer i den politiske, økonomiske og sociale situation i de vestlige Balkanlande og i forbindelserne mellem EU og Vestbalkan. Endvidere fremmer kontaktgruppen samarbejdet mellem EØSU og civilsamfundsorganisationer på Vestbalkan.

3.   Den politiske udvikling i Kosovo

3.1   Nøglefakta og -tal om Kosovo

3.1.1   Ved udgangen af 2011 var Kosovo blevet anerkendt af 86 af FN's medlemsstater, herunder 22 EU-medlemsstater.

3.1.2   Kosovo, som har ca. 2 mio. indbyggere, er et af de fattigste lande i EU. Verdensbanken skønner, at dets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger ligger på 1 700 EUR. 45 % af befolkningen skønnes at leve under den nationale fattigdomsgrænse, mens 17 % er ekstremt fattige ifølge de seneste data fra 2006. Landet har en stor diaspora og en af de yngste befolkninger i Europa.

3.1.3   Albanere udgør 90 % af befolkningen, serbere 6 %, og de resterende 4 % er bosniere, tyrkere, romaer, ashkali og egyptere. Det albanske flertal og det ikke-serbiske mindretal accepterer Kosovo som en legitim stat. Hovedparten af den serbiske befolkningsgruppe er modstandere af Kosovos status som en stat. Den sociale afstand mellem kosovoalbanere og kosovoserbere er fortsat stor. Kosovoserberne fastholder et stærkt de facto-selvstyre i landets nordlige del. I de andre dele af Kosovo bor de koncentreret i enklaver på landet. Ud over de politiske grunde er sproget stadig en alvorlig årsag til den serbiske befolkningsgruppes isolation. Kosovoserbere, der bor i enklaver, lider under diskrimination, som berører deres daglige liv, og de mangler jobmuligheder. Deres adgang på lige fod med kosovoalbanere til Kosovos administration og forskellige sociale tjenester, som f.eks. hospitaler, er usikker. Deres bevægelsesfrihed i Kosovo er i praksis begrænset. Den serbiske befolkning fortsætter med at forlade Kosovo.

3.1.4   I det nordlige Kosovo og i de fleste serbisk beboede områder har der siden 1999 været parallelle institutioner for sundhed, retsvæsen og sociale tjenester. De modtager støtte fra Serbien og er i stor udtrækning under Serbiens kontrol. En stor del af kosovoserberne boykotter fortsat parlamentsvalg og samarbejde med Kosovos myndigheder, især i den nordlige del. I resten af landet har kosovoserbere i stigende grad deltaget i valg og er blevet repræsenteret i lokale og nationale institutioner (herunder i regeringen og i parlamentet). En decentraliseringsproces med henblik på oprettelse af nye kommuner, hvor etniske minoriteter ville udgøre et flertal med øgede kommunale beføjelser, er blevet boykottet i kommuner med serbisk flertal.

3.2   Forbindelser med nabolande

3.2.1   Af alle nabolandene har Kosovo de bedste forbindelser med Albanien. Albanien har været og er fortsat meget aktiv, når det gælder om at sikre anerkendelse af Kosovo og udføre lobbyarbejde for Kosovos deltagelse i regionale initiativer.

3.2.2   Kosovo har gode forbindelser til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Grænsedragningen er tilendebragt, og der er etableret gode diplomatiske forbindelser.

3.2.3   Kosovo og Montenegro er blevet enige om at afslutte grænsedragningsprocessen med Montenegro. Montenegro har bedt om en forfatningsmæssig anerkendelse af den montenegrinske minoritet i Kosovo, inden de to lande udveksler ambassadører og afslutter grænsedragningen. Den montenegrinske befolkningsgruppe er blevet anerkendt med loven om befolkningsgrupper, og de to lande forventes at etablere diplomatiske forbindelser i nær fremtid.

3.2.4   Bosnien-Herzegovina og Serbien er de eneste nabolande, som Kosovo ikke har nogen formelle politiske forbindelser med. De økonomiske forbindelser er stadig asymmetriske, for Kosovo kan ikke eksportere til Serbien, mens Serbien er den største eksportør til Kosovo. EU optræder som formidler af tekniske forhandlinger mellem Pristina og Beograd. Dagsordenen for forhandlinger med Serbien omfatter ophævelse af blokaden mod handel med Kosovo, anvendelse af luftrummet over Serbien, transit af passagerer med Kosovo-pas eller køretøjer registreret i Kosovo samt Kosovos deltagelse i regionale fora. Sidst i februar 2012 nåede Kosovo og Serbien frem til en aftale om regionalt samarbejde og forvaltning af grænseovergange.

3.3   Aktuelle spørgsmål

3.3.1   Der er fortsat spændinger i de interetniske forbindelser på grund af ustabiliteten i det nordlige Kosovo, og fordi det kosovoserbiske mindretal og Serbien nægter at acceptere Kosovos uafhængighed og dets nye institutioner. Der findes også kosovoalbanske grupper, som ikke accepterer den internationale overvågning af Kosovos uafhængighed.

3.3.2   Sidst i juli 2011 eskalerede situationen i det nordlige Kosovo, da Kosovo besluttede at iværksætte en embargo mod serbiske varer som gengæld for en serbisk blokade af varer siden 2008, hvis begrundelse var manglende anerkendelse af Kosovos toldstempel. Den unilaterale udstationering af Kosovo-politi på to kontrolsteder ved den nordlige grænse til Serbien førte til vold, som kostede en politimand fra Kosovo livet. Roen blev genoprettet med hjælp fra KFOR, den Nato-anførte sikkerhedsstyrke.

3.3.3   I september 2011 blev spørgsmålet om toldstempler afgjort i forbindelse med den EU-formidlede dialog mellem Beograd og Pristina. Gennemførelsen af aftalen resulterede i omfattende blokader i den nordlige del af landet. Der forekom også voldelige episoder. På baggrund af situationen i det nordlige Kosovo afbrød Serbien sin deltagelse i ovennævnte EU-formidlede dialog i slutningen af september. Landet vendte tilbage til forhandlingsbordet i november 2011.

4.   Den økonomiske situation i Kosovo

4.1   Status efter konflikten

4.1.1   Med en officiel andel på over 40 % har Kosovo den højeste arbejdsløshedsprocent i regionen og ligger langt over EU-gennemsnittet. Man kan dog med et vist forbehold gå ud fra, at disse tal er lavere end de reelle, Kosovos store uformelle økonomiske sektor taget i betragtning. Arbejdsløsheden er større blandt kvinder og rammer især den unge del af befolkningen. Omkring 30 000 unge kommer ind på arbejdsmarkedet hvert år: et antal, der er umuligt at opretholde med den nuværende økonomiske vækst. Et andet vigtigt spørgsmål er fattigdom – ca. 20 % af befolkningen lever for mindre end en euro om dagen.

4.1.2   Økonomien er i høj grad stadig afhængig af udvandreres pengeoverførsler og donorbistand og lider under efterkrigsusikkerhed, brudte handelsforbindelser og utilstrækkelige investeringer i infrastruktur. Stimuleret af en kæmpe nødhjælps- og genopbygningsindsats under ledelse af internationale donorer oplevede økonomien en tocifret vækst i de første år efter årtusindskiftet, men man har ikke kunnet fastholde væksten på grund af et utroligt højt handelsunderskud og mangel på direkte udenlandske investeringer. Siden 2007 er de udenlandske nettoinvesteringsbeløb i Kosovo faldet støt fra 19 % til 7,1 % af BNP. Den uformelle sektor er stor, og skatteopkrævningen mangelfuld.

4.1.3   Selvom den globale finansielle og økonomiske krise har haft en relativt lille påvirkning på økonomien, i kraft af Kosovos begrænsede internationale integration, har dens negative konsekvenser mest haft form af et fald i pengeoverførsler, eksport og direkte udenlandske investeringer.

4.1.4   Kosovos økonomi er i overvejende grad baseret på servicesektoren (68 %), mens andre områder har relativt lave andele: industri (20 %) og landbrug (12 %). Størstedelen af befolkningen lever i landområder. Landbrugsaktiviteter finder sted på små, opdelte jordlodder, og landbruget er derfor hovedsageligt ineffektivt og subsistensbaseret. Disse forhold hindrer også udviklingen af et stærkt og repræsentativt civilsamfund, der tager fat på spørgsmål om landbrug og udvikling af landdistrikter.

4.1.5   Korruption er stadig udbredt og påvirker i væsentlig grad landets perspektiver for økonomisk vækst. På Transparency International's globale korruptionsindeks ligger Kosovo som nummer 110 og anses for at være et af de mest korrupte lande i Europa.

4.1.6   Regeringen mangler en national strategi for økonomisk udvikling, som bør opstilles i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsaktører.

5.   Civilsamfundsorganisationernes nuværende situation og rolle

5.1   Den sociale dialog

5.1.1   Det skønnes, at det samlede antal af fagforeningsmedlemmer ligger på omkring 60 000. Organiseringsgraden i den offentlige sektor er meget høj, og det anslås, at 90 % af offentlige ansatte er medlemmer af en fagforening (2). Nu hvor der er en lov om, at fagforeninger kan virke i den private sektor, er en af fagforeningernes største udfordringer i den nærmeste fremtid at oprette afdelinger på virksomhedsniveau. Undersøgelser viser, at 5,09 % af befolkningen er medlemmer af en fagforening (3).

5.1.2   Arbejdsmarkedsloven, som trådte i kraft i december 2010, bliver i Kosovo betragtet som en af de vigtigste love, der nogensinde er blevet vedtaget (4). Der blev foretaget forskellige høringer om lovudkastet, hovedsageligt mellem arbejdstagersammenslutninger og fagforeninger, men det specialiserede parlamentsudvalg og civilsamfundsorganisationer blev også inddraget. Loven blev vedtaget med enstemmighed på den sidste plenarforsamling i den tredje parlamentssamling, som blev afholdt samme dag som parlamentets opløsning, på trods af gentagen modstand fra regeringen, der var bekymret for de høje budgetmæssige omkostninger. Fagforeninger truede med at boykotte valgprocessen, hvis loven ikke blev vedtaget.

5.1.3   Kosovos Sociale og Økonomiske Råd (SEC) blev dannet i 2009. Kosovos Handelskammer og Foreningen af uafhængige fagforeninger i Kosovo (BSPK) modsætter sig deltagelse ved andre arbejdsgiverorganisationer (Kosovo Business Alliance) og fagforeninger (Confederation of Free Trade Unions of Kosovo – KSLK), og det har afbrudt rådets aktiviteter fra starten af, men på trods af interne stridigheder har SEC afholdt sine planlagte møder.

5.1.4   Kosovos Sociale og Økonomiske Råd har ikke kapacitet og ressourcer til at fungere effektivt.

5.1.5   Arbejdsmarkedets parter spiller ikke en vigtig rolle i den europæiske integrationsproces og økonomiske udviklingsproces. Kosovos regering bør opstille et passende retsgrundlag med henblik på at øge arbejdsmarkedsparternes betydning og repræsentation i de ovennævnte processer.

5.1.6   Beskæftigelsesministeriet er i færd med at finansiere projekter for arbejdsmarkedets parter, men der er hverken opstillet krav om gennemsigtighed eller en forretningsorden.

5.2   Civilsamfundsdialogen

5.2.1   Civilsamfundet i Kosovo begyndte at opstå i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne efter kommunismens fald i Central- og Østeuropa. På grund af Kosovos meget specifikke situation på det tidspunkt udviklede civilsamfundet sig som en vigtig del af et fuldstændigt parallelt system og den civile modstand mod det serbiske styre. Humanitær bistand og beskyttelse af menneskerettigheder samt folkebevægelser med bred samfundsopbakning var hovedområderne for civilsamfundets aktiviteter. Efter hele den albanske befolkning i Kosovo boykottede serbiske institutioner og på grund af manglende social- og sundhedsydelser, påtog civilsamfundet sig rollen som den største tjenesteudbyder (5).

5.2.2   Efter krigen gennemgik civilsamfundet en hurtig tilpasning for at kunne håndtere de nye behov, såsom nødhjælp og genopbygning eller etnisk forsoning. I forbindelse med en omfattende finansiel og teknisk bistand fra internationale donorer steg antallet af civilsamfundsorganisationer betydeligt. Imidlertid skønner man i dag, at mindre end 10 % af de mere end 6 000 ngo'er, der var registreret i 2010, er aktive eller delvist aktive (6).

5.2.3   På nuværende tidspunkt står Kosovos civilsamfundsorganisationer over for lignende udfordringer som andre lande i regionen (7), da størstedelen af sektoren stadig er meget afhængig af international finansiering (det skønnes, at 70 % af organisationernes ressourcer kommer fra udenlandske donorer). Som konsekvens heraf er organisationerne blevet mere donororienterede og mindre imødekommende over for samfundets behov, og der stilles spørgsmålstegn ved deres levedygtighed i tilfælde af en fremtidig nedgang i de internationale midler til civilsamfundet. Civilsamfundsorganisationerne har i stedet fået et legitimitetsproblem som følge af, at de er mindre knyttet til deres interessegrupper.

5.2.4   Mange donorer er begyndt at trække sig ud af Kosovo, og den samlede finansiering til civilsamfundet er begyndt at falde. En overvægt af kortsigtet og projektbaseret støtte i forhold til institutionel langsigtet støtte gør det til en meget vanskelig opgave at opretholde organisationernes finansielle og menneskelige ressourcer (8).

5.2.5   I december 2011 satte Kommissionen sig for at nå frem til en aftale om Kosovos deltagelse i EU-programmer, uden at det berører medlemsstaternes holdning til landets status. I denne sammenhæng bør både Kommissionen og regeringen i Kosovo sikre, at civilsamfundsorganisationerne inddrages i udviklingen og gennemførelsen af specifikke projekter.

5.2.6   Problemerne med den internationale anerkendelse af Kosovo har en direkte indvirkning på civilsamfundets internationale forbindelser, og nogle internationale og EU-baserede netværk accepterer ikke medlemmer fra Kosovo. På trods af disse forhindringer deltager Kosovos civilsamfund i forskellige regionale og europæiske platforme og fora og har større international eksponering end nogen anden sektor i landet. Man bør lette civilsamfundsorganisationernes deltagelse i regionale programmer.

5.2.7   Kosovos forfatning fra 2008 beskytter ytringsfriheden og pressefriheden, med undtagelse af erklæringer der kan forårsage etnisk fjendtlighed. Overordnet set mener civilsamfundet, at det frit kan kritisere regeringen, og få civilsamfundsorganisationer melder om ulovlige restriktioner eller angreb fra den lokale eller centrale regerings side. Ikke desto mindre foreligger der oplysninger om, at medier tæt på regeringen bruges imod civilsamfundets initiativer og enkeltpersoner, der er kritiske over for regeringen. Selvom der eksisterer mange forskellige trykte og elektroniske medier i Kosovo, er den undersøgende journalistisk sporadisk af frygt for repressalier. Mediernes finansielle afhængighed af regeringens annoncekroner rejser tvivl om den redaktionelle uafhængighed.

5.2.8   Retsgrundlaget for ngo'er giver mulighed for en hurtig og nem registreringsprocedure og fastlægger hovedprincipperne for ngo'ers oprettelse, virke og opløsning. Den supplerende retlige ramme for civilsamfundet anses for værende utilfredsstillende: Almennyttige organisationer har meget begrænsede fordele, skattelempelserne for potentielle donorer er få, og den civile dialog er stadig ikke formaliseret. Der er behov for lovgivning om moms, told, selskabsskat og personskat, så de skattemæssige fordele for ngo'er med almennyttig status kan fastlægges. Lokal velgørenhed er stadig i opstartsfasen. Det er vigtigt at ændre virksomhedskulturen, hvis velgørenhed skal have en reel effekt. Det er en stor nødvendighed at skabe et gunstigt miljø for ngo'ernes finansielle levedygtighed, så de kan få adgang til offentlige midler gennem lovgivning om sponsorering, selskabsskat og personskat.

5.2.9   Samarbejdet med civilsamfundet har tendens til at begrænse sig til promovering af lovgivningsinitiativer, mens civilsamfundsorganisationernes forsøg på at tackle gennemsigtighed og korruption er mindre vellykkede. Adgang til informationer fortsætter med at være en hindring mellem ngo'er og regeringen, hovedsageligt på grund af ringe håndhævelse af loven om adgang til offentlige dokumenter.

5.2.10   Der er ingen formel dialog mellem civilsamfundet og regeringen. Kommissionen bør støtte Kosovos regering med opstillingen af formelle strukturer for samarbejde med civilsamfundet. Offentlige myndigheder bør etablere ordninger og organer for regelmæssige konsultationer med civilsamfundet, og man bør ansætte og uddanne offentlige embedsmænd til at fungere som kontaktpersoner med civilsamfundsorganisationer.

5.2.11   Efter en indsats fra civilsamfundsorganisationernes side har regeringen påbegyndt udarbejdelse af en strategi for samarbejdet mellem regeringen og civilsamfundet. Processen er i sin startfase og koordineres af CiviKos Platform, som er et netværk for civilsamfundet.

5.2.12   Der findes ingen særlige mekanismer for interaktionen mellem regering og civilsamfund, ej heller nogen retlige rammer for udvælgelse af de ngo'er, som skal modtage de få tilgængelige statstilskud, der snarere uddeles efter personlig præference. Kommissionen bør yde teknisk bistand til Kosovos regering til etablering af disse mekanismer.

5.2.13   Uden klare lovbestemmelser med incitamenter for frivillige er det uhyre svært for ngo'er at tiltrække enkeltpersoner eller grupper til at udføre frivilligt arbejde. De europæiske lovgivningsmodeller inden for frivilligt arbejde kan anbefales til Kosovos regering.

5.2.14   I forhold til miljøbeskyttelse bør man styrke samarbejdet mellem regering og civilsamfund og på struktureret vis konsultere og inddrage civilsamfundsorganisationerne i udformningen af politikker og offentlige debatter.

6.   Civilsamfundsorganisationer i Kosovo og instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA)

6.1   Adgang til IPA-støtte

6.1.1   Fra 1998 til 2009 nåede Kommissionens samlede bistand til Kosovo op på mere end 2,3 mia. EUR, inklusive finansiering af EULEX, EUSR og Det Internationale Civile Kontor. Kommissionens vigtigste bilaterale samarbejdspartnere var Tyskland, Schweiz, Norge, Sverige (Sida), Nederlandene, Det Forenede Kongerige (DFID) og USAID.

6.1.2   I henhold til det flerårige vejledende programmeringsdokument for 2009-2011, der blev vedtaget af Kommissionen i 2009, udpegede man fire tværgående indsatsområder i Kosovo: civilsamfund, miljø, lige muligheder og god forvaltning. IPA-støtten følger tre store søjler og er målrettet mod opnåelsen af politiske og økonomiske kriterier og europæiske standarder.

6.1.3   Som den donor, der har størst gennemslagskraft i forhold til bistandsbeløb og støttekategorier, vil EU kunne sætte kursen i dagsordener og støtte til fremme af demokratiet. Det betyder også, at effektiviteten af Kommissionens indgreb er en afgørende drivkraft for, hvordan den internationale bistand i Kosovo opfattes og legitimeres.

6.1.4   I overensstemmelse med de politiske kriterier er IPA-støtten rettet mod forbedring af den administrative kapacitet og oprettelse af institutioner i Kosovo, retsstatsprincippet og bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, fremme af menneskerettigheder og beskyttelse af serbere og andre minoriteter, styrkelse af civilsamfundet og offentlige medier gennem en integration af civilsamfundsspørgsmål i alle programmer. Af den samlede bistand til Kosovo for perioden 2009-2011 er 2-5 % øremærket til støtte af civilsamfundet.

6.1.5   Selvom EU-støtten til civilsamfundet fortsætter med at stige, udelukker komplekse og bureaukratiske ansøgningsprocedurer og relativt høje minimumsstøttebeløb de fleste organisationer fra at nyde godt af disse midler. Selvsamme betingelser har øget kløften mellem store og små civilsamfundsorganisationer. Sprog og tekniske aspekter ved ansøgningerne fortsætter med at være en hindring for civilsamfundsorganisationer på lokalsamfunds- og græsrodsniveau og deres adgang til EU-støtte.

6.1.6   EU-støtte, der er tilgængelig for civilsamfund, er målrettet mod tiltag, som fremmer demokrati og retsstatsprincippet og i mindre omfang mod tiltag, der fremmer socioøkonomisk udvikling.

6.1.7   IPA-støtten giver hverken bistand til arbejdsmarkedsparternes initiativer eller målrettede programmer, der gør det muligt for dem at styrke deres kapaciteter.

6.1.8   Kosovo-myndighedernes begrænsede kapacitet til at udnytte IPA-støtten giver stadig anledning til bekymring. Regeringen bør inddrage civilsamfundsorganisationer i fastsættelsen af prioriteter for IPA-støtte.

6.1.9   I betragtning af at der mangler en struktureret dialog mellem civilsamfundsorganisationer og regeringen i Kosovo, bifalder EØSU Kommissionens planer om at finansiere projekter i 2012, der opretter netværk for civilsamfundsorganisationer med henblik på at lette dialogen med myndighederne.

6.1.10   EØSU anbefaler, at indkaldelse af forslag under IPA planlægges på en sådan måde, så man undgår finansieringshuller.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Schweiz, Slovenien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig og USA.

(2)  Kushtrim, Shaipi (2011), Annual Review 2010 on Labour Relations and Social Dialogue in South East Europe: Kosovo, Regional Project for Labour Relations and Social Dialogue in South East Europe, Friedrich Ebert Stiftung, januar 2011.

(3)  Better Governance for a Better Impact. A Call for Citizens, The CIVICUS Civil Society Index Analytical Country Report for Kosovo, Kosovar Civil Society Foundation (KCSF), marts 2011.

(4)  Labour Law: its implementation in the first six months, GAP Policy Brief, The Institute for Advanced Studies GAP, september 2011.

(5)  Better Governance for a Better Impact. A Call for Citizens, The CIVICUS Civil Society Index Analytical Country Report for Kosovo, Kosovar Civil Society Foundation (KCSF), marts 2011.

(6)  Better Governance for a Better Impact. A Call for Citizens, The CIVICUS Civil Society Index Analytical Country Report for Kosovo, Kosovar Civil Society Foundation (KCSF), marts 2011.

(7)  The 2010 NGO Sustainability Index for Central and Eastern Europe and Eurasia, United States Agency for International Development (USAID).

(8)  Better Governance for a Better Impact. A Call for Citizens, The CIVICUS Civil Society Index Analytical Country Report for Kosovo, Kosovar Civil Society Foundation (KCSF), marts 2011.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/28


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om inddragelse af civilsamfundet i EU's udviklingspolitikker og i udviklingssamarbejdet (sonderende udtalelse)

2012/C 181/06

Ordfører: José María ZUFIAUR NARVAIZA

I et brev af 20. oktober 2011 anmodede Kommissionen under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Inddragelse af civilsamfundet i EU's udviklingspolitikker og i udviklingssamarbejdet.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 6. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts, følgende udtalelse med 167 stemmer for, 15 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   I en situation, hvor den økonomiske, miljømæssige og sociale krise er bestemmende for menneskehedens fremtid, ser EØSU det som en prioritet, at de forskellige samarbejdspartnere når til enighed om en fælles tilgang til, hvilken type udvikling de ønsker at fremme (1).

1.2   Hvis samarbejdet skal være effektivt, er det vigtigt at koordinere alle EU's forskellige politikker og udviklingspolitikken. Civilsamfundsorganisationerne bør ligeledes tilskyndes til at styrke og forbedre koordineringen og overensstemmelsen med disse politikker.

1.3   Civilsamfundsorganisationerne spiller i deres egen ret en afgørende rolle i udviklingssammenhæng, og det bør de derfor også gøre inden for samarbejdspolitikkerne. De bør inddrages i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af samarbejdspolitikkerne og -programmerne og være blandt de strategiske finansieringskanaler.

1.4   EØSU slår til lyd for et mere strategisk samarbejde mellem EU-institutionerne og civilsamfundsorganisationerne ved hjælp af politisk dialog, rammeaftaler og mere effektive mekanismer for kanalisering af midler.

1.5   Kommissionen og alle regeringerne bør fremme Istanbul-principperne for civilsamfundsorganisationernes udviklingseffektivitet (CSO Development Effectiveness).

1.6   Civilsamfundsorganisationerne bør gives større anerkendelse i nye samarbejdsordninger som syd-syd-samarbejdet og trepartssamarbejdet.

1.7   Samarbejds- og udviklingspolitikkerne, herunder navnlig EU's, skal tage hensyn til civilsamfundsorganisationernes særlige kendetegn og mangfoldighed samt deres erfaringer med partnerlandene.

1.8   I en globaliseret verden er det nødvendigt at erkende visse civilsamfundsorganisationers globale karakter og udnytte deres potentiale som globale aktører.

1.9   Der er behov for at ændre systemet for tildeling af EU's udviklingsmidler via civilsamfundsorganisationerne. Det haster bl.a. med at indføre foranstaltninger som f.eks. »rammeaftaler«, driftstilskud, kaskadetilskud, flerårige aftaler, nødhjælpsbevillinger og ibrugtagning af den »værktøjskasse«, der er fastlagt i den strukturerede dialog. Civilsamfundets netværk, forbund og sammenslutninger bør efter EØSU's mening være de primære modtagere af disse typer finansiering.

1.10   Civilsamfundsorganisationerne bør sikres gunstige betingelser, så de kan udføre deres arbejde i alle lande. Det vil bl.a. sige overholdelse af grundlæggende rettigheder såsom forenings-, ytrings-, forsamlings- og handlingsfrihederne. Dette mål bør indarbejdes i de offentlige samarbejdspolitikker.

1.11   Inddragelse af civilsamfundet bør være et reelt forvaltningskriterium, og som sådan bør EU opstille det som en betingelse for handling i sine forbindelser med partnerlandene.

1.12   EØSU bifalder inddragelsen af de lokale myndigheder i EU's udviklingspolitik (2), men mener, at inddragelse af civilsamfundsorganisationerne og de lokale myndigheder i samarbejds- og udviklingspolitikkerne, til trods for deres nødvendige komplementaritet og samarbejde, er kilde til begrebsforvirring og operationelle vanskeligheder.

1.13   Inddragelse af den private sektor i udviklingspolitikkerne er afgørende med henblik på at øge gennemslagskraften. Vi bør dog undgå, at det bruges som et påskud for at mindske det offentliges bidrag, og at inddragelsen af den private eller andre sektorer fører til indførelse af nye »betingelser« for samarbejdsprojekterne. Der bør desuden fastlægges en ramme baseret på allerede definerede internationale standarder for hver enkelt sektors effektive deltagelse i overensstemmelse med målene for udviklingssamarbejdet.

1.14   Mekanismerne for gennemsigtighed og ansvarlighed i samarbejdet såvel som mekanismerne for bekæmpelse af korruption skal styrkes, herunder også dem, der vedrører civilsamfundsorganisationer.

1.15   Civilsamfundsorganisationerne bør ligeledes inddrage det europæiske volontørkorps for humanitær bistand, som er omhandlet i Lissabontraktaten, i udviklingspolitikken.

1.16   EØSU's internationale aktiviteter gennem en længere periode har som i tilfældet med det mandat, EØSU har fået i henhold til Cotonou-aftalen, bidraget til anerkendelse af civilsamfundsorganisationernes institutionelle dimension. Dette var ét af de væsentligste skridt i Cotonou-aftalen, hvor det for første gang i en international aftale undertegnet af EU udtrykkeligt blev anerkendt, at »ikke-statslige« aktører spiller en central rolle i udviklingssamarbejdet (3). Navnlig fastslår aftalen, at ikke-statslige aktører bør have økonomisk støtte til kapacitetsopbygning, således at de kan blive effektive partnere i aftalen. Dette mandat har banet vejen for nedsættelsen af AVS-EU-opfølgningsudvalget, som er det første paritetiske organ, hvor civilsamfundsorganisationerne – i dette tilfælde fra AVS-landene – er repræsenteret side om side med medlemmer af EØSU. Det finansieres af EUF. Opfølgningsudvalget har, som dets navn antyder, til opgave at overvåge gennemførelsen af Cotonou-aftalen og de økonomiske partnerskabsaftaler. Opfølgningsudvalget har også medvirket afgørende til fastlæggelsen af klausulen om bæredygtig udvikling. Denne arbejdsform har været et forbillede for EØSU's virke i andre geografiske områder, som har båret stor frugt og for eksempel bidraget til styrkelse af civilsamfundsorganisationernes organisatoriske kapacitet, etablering af platforme og oprettelse af kontaktpunkter for civilsamfundsorganisationerne i EU's delegationer samt lettet deres adgang til EU-midler og deres deltagelse i forhandlingerne om handelsaftaler.

1.17   Efter EØSU's mening bør denne type tiltag konsolideres og udvides ved hjælp af støtte fra samarbejdspolitikkerne. Men frem for alt gentager udvalget mange større civilsamfundsorganisationers ønske om, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil sikrer, at EU-delegationerne forpligter sig til at støtte civilsamfundsorganisationerne effektivt, etablere kontakt med dem, sætte sig ind i og fremme deres aktiviteter i både EU og partnerlandene. I forbindelse med styrkelsen af delegationerne i EU's udenrigstjeneste er det mere end nogensinde påkrævet, at de påtager sig denne opgave som en egentlig bindende forpligtelse og ikke som en godgørende eller frivillig handling.

1.18   EØSU mener, at det i forbindelse med decentraliseringen af det europæiske udviklingssamarbejde kan samarbejde meget effektivt med den europæiske udenrigstjeneste omkring EU-delegationernes dialog med de lokale civilsamfundsorganisationer. Det skyldes for det første, at EØSU er det europæiske modstykke til de forskellige høringsorganer, der er ved at blive etableret i forbindelse med bl.a. aftalerne om økonomisk partnerskab (Cariforum), handel (Sydkorea) og associering (Mellemamerika, Chile). For det andet skyldes det, at EØSU længe har haft faste forbindelser til civilsamfundsorganisationerne og deres repræsentative organisationer fra samtlige kontinenter, men navnlig AVS-landene, de latinamerikanske lande og Middelhavslandene (4).

1.19   Udvalget gentager vigtigheden af, at civilsamfundsorganisationerne fremmer bevidstgørelsen og uddannelsen af EU's befolkning i samarbejde i en krisetid, der let kan få os til at glemme vore udviklingspolitiske forpligtelser. Der bør afsættes tilstrækkelige midler til disse aktiviteter via en særlig budgetpost, der er underlagt tilstrækkelige garantier med hensyn til gennemsigtighed og ansvarlighed.

2.   Overordnede principper og mål

2.1   Den Europæiske Union har gennem det seneste årti lagt stigende vægt på dialogen med civilsamfundsorganisationerne. Den europæiske konsensus om udviklingspolitik, instrumentet for udviklingssamarbejde, rapporten fra Revisionsretten og endelig »den strukturerede dialog« har udvidet dialogens sfære og omfang, således at den nu bl.a. omfatter Kommissionen, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, EØSU, medlemsstaterne og civilsamfundsorganisationer: bl.a. fagforeninger, kooperativer og socialøkonomiske virksomheder, landbrugs- og forbrugerorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger, ngo-platforme og medlemsorganisationer i partnerlandene.

2.2   Til trods for disse landvindinger og de internationale aftaler (5) er den generelle opfattelse dog, at tiltagene fortsat er meget abstrakte, og at de konkrete fremskridt er meget mindre. I mange såvel donor- som udviklingslande står civilsamfundsorganisationerne over for store vanskeligheder, og deres indsats er blevet svækket. Det gælder for eksempel fagforeningerne, der i donorlandene har svært ved at få adgang til officiel udviklingsbistand, medens der i partnerlandene er begrænset eller ingen adgang til hverken midler eller politisk dialog. Generelt er støtten til civilsamfundsorganisationerne og deres rolle som udviklingsaktører truet (et eksempel herpå er de seneste foranstaltninger vedtaget af regeringen i Zimbabwe).

2.3   EØSU mener, at større og bedre anerkendelse af civilsamfundsorganisationernes rolle forudsætter anerkendelse af et sæt kriterier, principper og værdier i udviklings- og samarbejdspolitikkerne.

2.4   Det første grundlæggende princip er behovet for, at civilsamfundsorganisationerne indbyrdes og med EU-institutionerne nærmer sig en fælles forståelse af, hvad der forstås ved udvikling. Dette mål er yderst nødvendigt og presserende i en situation med tre indbyrdes forbundne kriser: miljøkrisen (klimaændringer, tab af biodiversitet osv.), den sociale krise (tiltagende ulighed) og den økonomiske krise (arbejdsløshed, jobusikkerhed, den finansielle sektors dominans over realøkonomien osv.). Disse tre kriser har resulteret i en fjerde, fødevarekrisen. Tallene, der viser dybden af disse kriser – som holder liv hinanden – indikerer, at vores fælles fremtid er i fare, og at den eneste mulighed for at minimere skaderne er at foretage et kvalitativt spring fremad på områderne lighed, samarbejde og pleje. Udvikling bør dog ikke ses som værende synonymt med økonomisk vækst, og velstand og fremskridt kan ikke sidestilles med BNP-indikatorerne.

2.5   EØSU mener fortsat – uanset behovet for en reform af handlingskriterierne – at udviklingssamarbejde er et af de vigtigste midler til at fremme udviklingen, navnlig i de fattigste lande.

2.5.1   I denne henseende gentager EØSU behovet for at overholde de forpligtelser til at finansiere udvikling, som er indgået på internationalt plan, og som fortsat bør være uigenkaldelige for donorlandene og især Den Europæiske Union. Udviklingssamarbejdet er en offentlig politik i donorlandene, som er baseret på bedste praksis og skal have tilstrækkelige ressourcer til at kunne gennemføres.

2.5.2   Som fastsat i Lissabontraktaten gentager EØSU, at der skal sikres sammenhæng mellem udviklings- og samarbejdspolitikkerne og de øvrige politikker (handels-, investerings- og finanspolitikken). Civilsamfundsorganisationerne bør ligeledes tilskyndes til at styrke og forbedre koordineringen og overensstemmelsen med disse politikker.

2.6   Der er sket omfattende ændringer på samarbejdsområdet gennem det seneste årti, inklusive relevante tiltag som syd-syd-samarbejdet og trepartssamarbejdet. Civilsamfundsorganisationernes og deres netværks rolle skal i højere grad anerkendes i disse nye samarbejdsordninger.

2.7   Desuden har nogle af de valgte metoder til at kanalisere midler med henblik på at forbedre ejerskabet, som f.eks. budgetstøtte, ført til marginalisering af civilsamfundet i partnerlandene. EØSU understreger behovet for at lade de lokale civilsamfundsorganisationer spille en passende fremtrædende rolle i det demokratiske ejerskab og i de tematiske programmer, inklusive de finansielle aspekter.

2.8   EØSU's deltagelse i flere af EU's strategiske partnerskaber (med Brasilien og Kina), anerkendelsen af udvalgets rolle i de internationale aftaler, som f.eks. Cotonou, og dets deltagelse i globale programmer såsom Rio+20, indikerer, at det bør inddrages i de tematiske programmer under EU's samarbejds- og udviklingspolitik.

2.9   De aftaler, der er indgået på internationalt plan og udtrykt i Paris-erklæringen, Accra-handlingsplanen og Forummet på Højt Plan i Busan, er vigtige skridt på vejen mod at opnå støtteeffektivitet. Ikke desto mindre mener civilsamfundsorganisationerne, at nogle af de kriterier og begreber, der opstilles i disse dokumenter, bør uddybes. Det gælder f.eks., hvad der skal forstås ved ejerskab, harmonisering, tilpasning, resultatstyring, gensidig ansvarlighed, støtteeffektivitet osv. En mere hensigtsmæssig definition af disse kriterier bør udarbejdes i en dialog mellem civilsamfundsorganisationerne og EU-institutionerne.

2.10   Målet er at anvende en menneskeretsbaseret tilgang (HRBA-Human Rights-Based Approach) til støtteeffektivitet og at vurdere den ud fra, hvor meget den bidrager til at reducere fattigdom og ulighed og til målet om at bringe selve støtteafhængigheden til ophør.

2.11   Tilgangen hos forskellige organisationer og i de internationale erklæringer bekræfter, at civilsamfundsorganisationerne er udviklingsaktører i deres egen ret  (6). EØSU opfordrer Kommissionen og alle regeringerne til at fremme Istanbul-principperne for civilsamfundsorganisationernes udviklingseffektivitet.

2.12   Udviklings- og samarbejdspolitikkerne skal tage hensyn til civilsamfundsorganisationernes særlige kendetegn og mangfoldighed. Eksempler på de mange former, som civilsamfundsorganisationernes udviklingsbidrag kan antage, når de understøttes af passende samarbejdspolitikker, omfatter den merværdi, som kan tilføres udviklingen af en ngo med fokus på miljø- eller menneskerettighedsbeskyttelse; en fagforening, der beskytter arbejdstagernes rettigheder; den primære velstandsfordeling gennem lønforhandlinger og social beskyttelse af arbejdstagerne; et landbrugskooperativ, der har direkte indflydelse på fødetilstrækkeligheden og fødevaresuveræniteten; en indvandrersammenslutnings bidrag til den fælles udvikling og en sammenslutning af arbejdsgivere eller selvstændigt erhvervsdrivende og deres afgørende bidrag til dannelsen af produktionsstrukturen og jobskabelsen. EØSU finder det vigtigt, at de offentlige institutioners udviklings- og samarbejdspolitikker udformes således, at de udnytter alle de muligheder, der ligger i denne mangfoldighed.

2.13   EØSU opfordrer alle lande til at skabe et lovgivningsmæssigt og institutionelt klima, som styrker og fremmer civilsamfundsorganisationernes eksistens, udvikling og deltagelse. Inddragelse af det organiserede civilsamfund bør blive et afgørende kriterium for demokratisk regeringsførelse (7).

2.14   Samarbejdet med de private sektorer er afgørende for at opnå en større effekt af politikken for udviklingssamarbejde. Det er nødvendigt at fremhæve den private sektors store mangfoldighed (herunder de socialøkonomiske organisationer og nonprofitorganisationerne) og de store gevinster, der kan opnås med socialt ansvarlige initiativer. Udfordringen består i, hvordan man kan maksimere deres bidrag til den økonomiske og sociale udvikling og menneskers sikkerhed i en globaliseret verden. Imidlertid giver det offentlig-private partnerskab om udviklingssamarbejdet, eller den udelukkende private støtte fra store virksomheder, anledning til visse diskussioner om, i hvor stort omfang sådanne partnerskaber eventuelt kan påvirke udviklingsmålene. Offentlige-private partnerskaber kan være et middel til at samle forskellige partneres udviklingsdagsordner under ét og kan være effektive redskaber til at dele viden og ressourcer fra forskellige partnere. Der bør derfor fastlægges en EU-ramme for den private sektors effektive og ansvarlige input baseret på allerede vedtagne internationale standarder såsom ILO's arbejdsstandarder, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder. Der bør også henvises til internationale gennemsigtighedsinitiativer som »EITI-principperne« (Åbenhedsinitiativet for udvindingsindustrierne) og »Kimberley-processen« om international handel og investeringer.

2.14.1   Den private sektors deltagelse bør dog hverken føre til en reduktion af staternes finansielle bidrag til udviklingssamarbejdet eller til, at støtten gøres betinget af f.eks. privatisering af strategiske sektorer eller væsentlige tjenester i samfundet.

2.14.2   På den anden side er det i tråd med punkt 1.13 afgørende at fremme såvel civilsamfundsorganisationernes deltagelse i offentlig-private partnerskaber som arbejdsmarkedets parters og den sociale dialogs rolle.

2.15   Mekanismerne for gennemsigtighed og ansvarlighed for alle aktører, der er involveret i samarbejdet, bør yderligere styrkes. Desuden bør man gennemføre FN's konvention mod korruption, da korruption skader borgernes opbakning til samarbejdspolitikkerne. Civilsamfundsorganisationerne er godt placeret til at deltage i denne indsats, da de dels er ansvarlige for deres eget virke, dels fungerer som social overvågningsmekanisme for samarbejde generelt. Det vil kun være muligt at nå de opstillede udviklingsmål, hvis man bevarer forbindelsen til og samspillet med borgerne.

2.16   I en globaliseret verden er det nødvendigt at erkende visse civilsamfundsorganisationers globale karakter og udnytte deres potentiale som ansvarlige globale aktører. I en multipolær verden giver det desuden mindre og mindre mening at skelne mellem civilsamfundsorganisationerne i hhv. nord og syd. Støtte til bl.a. civilsamfundsorganisationernes netværk, koordinationsplatforme, føderative mekanismer og deres medlemmer bør derfor være en del af de udviklingsaktiviteter, der finansieres af donorerne og navnlig via EU's samarbejdsstøtte.

3.   Styrkelse af civilsamfundsorganisationernes rolle

3.1   Resultaterne af den strukturerede dialog, som er samlet i sluterklæringen fra konferencen i Budapest (8), indeholder nogle særdeles relevante idéer og forslag til alle de berørte parter. EØSU mener, at denne dialog bør konsolideres, og at der bør nedsættes en form for koordinationsmekanisme eller kontaktgruppe, som kan mødes regelmæssigt og repræsentere deltagerne i De Europæiske Udviklingsfonde for at sikre, at anbefalingerne (9) følges og gennemføres. Dette forum bør dels være et permanent politisk organ (diskussion af samarbejdspolitikkerne, med midler og instrumenter bemyndiget af Kommissionen) dels et repræsentativt organ (civilsamfundsorganisationerne, Kommissionen, Europa-Parlamentet, medlemsstaterne osv.). EØSU mener, at det i kraft af sit institutionelle mandat og sin erfaring bør spille en særlig rolle i dette dialogforum.

3.2   Det bør sikres, at civilsamfundsorganisationerne inddrages i og har mulighed for at bidrage til udformningen, gennemførelsen og overvågningen af udviklingspolitikkerne. Med henblik på at fremme styrkelsen af de globalt aktive civilsamfundsorganisationer og styrke samarbejdet mellem de europæiske organisationer bør EU undersøge muligheden for at udarbejde en juridisk status for de europæiske civilsamfundsorganisationer baseret på præcise kriterier og med opbakning fra deltagerne i den strukturerede dialog.

3.3   Siden Cotonou-aftalens ikrafttrædelse har EØSU spillet en central rolle med hensyn til at styrke deltagelsen af ikke-statslige aktører, i vid udstrækning pga. det mandat, udvalget fik hertil (10). Konkret er dette sket gennem det permanente EU-AVS-opfølgningsudvalg, regelmæssige regionale seminarer og en lang række AVS-konferencer mv., der gennem årene har bidraget direkte til at gennemføre de principper om ejerskab, god regeringsførelse og partnerskab, der er en integreret del af Cotonou-aftalen (11).

3.4   Det er endvidere vigtigt, at der ved etableringen af en permanent politisk dialog i et modtagerland tages hensyn til de enkelte civilsamfundsaktørers og -organisationers særlige kendetegn.

3.5   Den strukturerende dialog bør resultere i et mere strategisk samarbejde mellem EU-institutionerne og civilsamfundsorganisationerne. EØSU peger i den sammenhæng på, at der er behov for at fastlægge rammer for partnerskab og inddragelse, som går videre end projektfinansiering. Der tænkes f.eks. på anvendelse af den »værktøjskasse« (tool box), der er omtalt i den strukturerede dialog, ikke blot på lokalt plan (EU-delegationer), men også på centralt plan. Det ville føre til et mere fleksibelt og effektivt partnerskab mellem EU og civilsamfundsorganisationerne på det globale plan.

3.6   Med deres drivkraft og krav spiller civilsamfundsorganisationernes en afgørende rolle, når det gælder at fremme dagsordenen for sammenhæng i udviklingspolitikkerne og fremme af en ny global aftale efter 2015, der kan sikre at mindskelse af uligheder, social beskyttelse for alle, en retfærdig velstandsfordeling og beskyttelse af naturressourcerne kommer på udviklingsdagsordenen.

3.7   Civilsamfundsorganisationerne er en samling meget forskelligartede og heterogene enheder, hvilket måske gør det påkrævet med en mere præcis definition af, hvad der forstås ved civilsamfundsorganisationer. Derudover bør deres mangfoldighed, erfaringer og forbindelser til partnerlandene afspejles i EU's samarbejde, som bør drage nytte af dem og udnytte det potentiale og særkende, de enkelte aktører kan bidrage med.

4.   Inddragelse af civilsamfundsorganisationerne i EU's forskellige eksterne støtteinstrumenter og -programmer

4.1   EØSU har allerede tilkendegivet sin holdning til civilsamfundsorganisationernes opgaver i forbindelse med instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejdet (12). Derudover mener EØSU, at civilsamfundet bør være aktivt i forhold til samtlige samarbejdsinstrumenter i overensstemmelse med beslutningerne inden for den strukturerede dialog og bestemmelserne i den nyligt vedtagne dagsorden for forandring.

4.2   I tråd med forslaget i den strukturerede dialog, mener EØSU, at der bør foretages ændringer af systemet for tildeling af europæiske udviklingsmidler via civilsamfundsorganisationerne. Instrumenterne i de finansielle perspektiver 2014-2020 bør åbne mulighed for nye ordninger, der går længere end de traditionelle projektstøttemekanismer. Bl.a. bør der hurtigst muligt indføres ordninger såsom »rammeaftaler«, driftstilskud, kaskadetilskud, flerårige aftaler; ordninger på mellemlang og lang frist, der ville sikre en større indvirkning på udviklingen.

4.3   Tilsvarende ville det være en god idé at afsætte særlige midler til hastesager, som f.eks. demokratiseringsprocesserne i Middelhavsområdet, som ikke kan vente på godkendelse af støtteanmodninger, og som kun kan gennemføres effektivt af netværk af forskellige civilsamfundsorganisationer, som fagforeninger, ngo'er, kooperativer, små virksomheder, kvindeorganisationer osv.

4.3.1   I tråd hermed bør civilsamfundsorganisationernes netværk, forbund og sammenslutninger være de primære modtagere af disse typer finansiering. I dette øjemed ville mekanismer som driftstilskud og kaskadetilskud være et godt værktøj, der ville øge den merværdi, som tilføres af netværk mellem civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med udvikling.

4.3.2   Som led i dagsordenen for forandring bør EU i sit udviklingssamarbejde se på og revidere sine mekanismer for planlægning og styring af projektforløb, fokusere på aspekter såsom mere rettidig udbetaling af midler og fleksibilitet afstemt efter omstændighederne. Ligeledes bør der som et middel til at sikre bedre resultater lægges større vægt på støtte til analyser og feasibilityundersøgelser i forbindelse med udviklingsaktiviteter.

4.3.3   Finansieringsmodellerne bør indeholde tre typer incitamenter, der kan fremme: 1) ansvarlighed for udviklingsresultater; 2) integration og sammenlægning af organisationer og oprettelse af globale civilsamfundsorganisationer; 3) nye former for netværk og alliancer mellem forskellige aktører.

4.3.4   Lissabontraktaten omfatter det europæiske volontørkorps for humanitær bistand (EVHAC), som for øjeblikket befinder sig i pilotfasen i Kommissionen (GD ECHO), og resultaterne af denne pilotfase bør evalueres nøje, inden EVHAC lanceres. EØSU er overbevist om civilsamfundsorganisationernes potentiale, når det gælder om at kanalisere europæisk frivilligt arbejde ud i alle sektorer og navnlig i udviklingssektoren. EØSU mener, at man ud fra faste kriterier bør se frivilligt arbejde som et bidrag i naturalier til projekter, der er genstand for medfinansiering (13) .

5.   Styrkelse af civilsamfundet og dets organisationer i partnerlandene

5.1   Civilsamfundsorganisationerne i forskellige lande befinder sig ofte i en meget sårbar politisk, institutionel eller økonomisk situation, som vanskeliggør deres virke, eller de agerer i en sammenhæng, hvor de oplever at blive forfulgt, intimideret og kriminaliseret. Dette er ofte et resultat af restriktiv regeringspraksis. EØSU gentager, at der er behov for at indføre overvågning af de lovgivningsmæssige rammer, de grundlæggende frihedsrettigheder og støtteforanstaltninger til civilsamfundsorganisationerne i politikken for udviklingssamarbejdet såvel som i reglerne vedrørende udvikling og samarbejde.

5.2   EØSU er bevidst om, at de lovgivningsmæssige rammer for civilsamfundsorganisationernes er vidt forskellige såvel inden for EU som i partnerlandene. Det bør dog ikke være til hinder for, at der alle steder og på alle niveauer gøres fremskridt med overholdelse af de internationale regler (såsom foreningsfrihed, ytringsfrihed forsamlingsfrihed med henblik på at opnå fuldstændig handlingsfrihed, frihed til at kommunikere og samarbejde, søge finansiering og være beskyttet af staten). Tilstedeværelsen og inddragelsen af civilsamfundet og dets organisationer kompromitterer ikke det repræsentative demokrati, men styrker det tværtimod, i det omfang der findes midler til at fremhjælpe det (14). Inddragelse af civilsamfundet bør være et reelt forvaltningskriterium, og som sådan bør EU anvende det som vurderingskriterium i sine forbindelser med partnerlandene.

5.3   Den institutionelle dimension og styrkelsen af den organisatoriske kapacitet af partnerorganisationerne i tredjelande fortjener større anerkendelse i EU's udviklingssamarbejde. Ud over at fremme deres projektledelseskapacitet bidrager styrkelsen af civilsamfundsorganisationerne som sådan til at fremme den generelle udvikling i de respektive samfund. Man bør derfor fremme dannelsen og styrkelsen af kapaciteten i civilsamfundsorganisationerne i partnerlandene, såvel generelt som i relation til procedurerne for adgang til EU-støtte, også for mindre lokale projekter, eller til deltagelse i forhandlinger om handelsaftaler, for eksempel.

5.4   Samtidig går EØSU ind for, at EU i sin udviklingssamarbejdspolitik udskiller de organisationer, der påstår at repræsentere civilsamfundet, men som ikke er demokratiske eller som er direkte tilknyttet staten.

5.5   Grupperinger mellem civilsamfundsorganisationer i partnerlandene og deres juridiske anerkendelse som deltagende organer bør nyde fremme. Som foreslået inden for rammerne af f.eks. Cotonou-aftalen og i Latinamerika bør de fortsætte med at oprette repræsentative platforme og netværk på forskellige planer for at skabe synergier mellem disse og forbedre deres kommunikationskanaler med de offentlige myndigheder.

5.6   Tilstedeværelsen af kontaktpunkter eller specialister til at varetage kontakten til civilsamfundet i EU's delegationer i partnerlandene har vist sig nyttig i forskellige sammenhænge. Man bør styrke disse kontaktpunkters rolle og deres evne til at analysere situationen i de respektive lande samt øge kontakten til civilsamfundsorganisationerne. Koordinationen mellem disse kontaktpunkter og EØSU bør øges med henblik på at drage nytte af de indhøstede erfaringer og bedste praksis på området.

5.7   Anvendelsen af begrebet demokratisk ejerskab bør omvendt føre til, at partnerlandenes civilsamfundsorganisationer, og navnlig deres grupper, netværk og de mest repræsentative organisationer, får bedre adgang til EU's udviklingssamarbejdsmidler.

5.8   Samtidig bør der ske fremskridt i retning af nye samarbejdsordninger mellem civilsamfundsorganisationerne ved at åbne op for trepartssamarbejde og syd-syd-samarbejde eller gennem udveksling af knowhow, teknisk bistand fra europæiske civilsamfundsorganisationer, forvaltningsteknologi osv. Disse nye samarbejdsformer kan være særdeles relevante for civilsamfundsorganisationerne i lande med en mellemindkomst, hvor det traditionelle EU-samarbejde vil blive reduceret, og hvor civilsamfundsorganisationerne er nøglen til at konsolidere demokratiet og fremme overholdelse af borgerrettighederne, mindskelse af ulighederne, inddragelse af borgerne, ligestilling mellem kønnene, den skattemæssige omfordeling, gennemsigtighed og miljøbeskyttelse.

6.   Øget bevidstgørelse af borgerne og udviklingsorienteret uddannelse

6.1   EU har selv i tider med økonomisk krise fastholdt sin rolle som donor i udviklingssammenhæng. Det er en udfordring for samtlige EU-lande og -institutioner at blive ved med at fastholde denne kurs. Om det lykkes, vil i vid udstrækning afhænge af befolkningens tilslutning og oplysningen og bevidstgørelsen af befolkningen, hvad angår udviklingen og de globale problemer, der påvirker samtlige lande.

6.2   Civilsamfundsorganisationerne egner sig godt til at varetage den udviklingsorienterede uddannelse og til at øge borgernes bevidsthed. EØSU gentager, at det er vigtigt at være opmærksom på denne problemstilling, især i en tid med krise. Udviklingsorienteret uddannelse kræver innovative tilgange, som afspejler udviklingens dynamiske karakter, og budskaber, som henvender sig til et bredt publikum og ikke blot børn og unge. Innovation på dette område indebærer desuden etablering af partnerskaber mellem flere aktører. Dette er specielt vigtigt i EU's nyere medlemslande, hvor der er mindre tradition for udviklingssamarbejde, og hvor civilsamfundsorganisationerne er mindre udviklede.

6.3   De europæiske civilsamfundsorganisationer og EØSU kan takket være forbindelserne til det europæiske civilsamfund varetage denne opgave med at øge befolkningens bevidsthed. Desuden kan de bidrage med den troværdighed, der følger af, at de i EU er aktive inden for vidt forskellige sociale sektorer, inklusive de mest udsatte. Det er i den sammenhæng afgørende at opstille det som et mål for bevidstgørelseskampagnen at øge synligheden af de projekter, der gennemføres af civilsamfundsorganisationerne i bl.a. partnerlandene og i de lande, deltager i EU's naboskabspolitik.

6.4   Det er i dette perspektiv afgørende at bevare de særlige budgetposter til bevidstgørelsestiltag og udviklingsorienteret uddannelse samt gennemførelse af europæiske oplysningskampagner om udvikling og samarbejde.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 102/109, punkt 1.5, ordfører: H.J. Wilms.

(2)  Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring, EUT C 113 af 18.4.2012, s. 52-55.

(3)  Således fastslår artikel 4 i Cotonou-aftalens kapitel 2, at ikke-statslige aktører skal orienteres om og inddrages i samarbejdspolitikker og -strategier tilrettelagt af EU og AVS-landene, og at de bør inddrages i gennemførelsen af disse strategier.

(4)  http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.external-relations-other-continents

(5)  Paris-erklæringen om udviklingsstøttens effektivitet fra marts 2005; Forum på højt niveau i Accra i 2008; Istanbul-principperne om udvikling (http://www.aideffectiveness.org/busanhlf4/images/stories/hlf4/PrincipiosdeOSC-Estambul-Final.pdf); International ramme for civilsamfundsorganisationernes udviklingseffektivitet (http://www.cso-effectiveness.org/IMG/pdf/spanish_framework_for_cso_dev_eff.pdf); Erklæring fra forummet på højt niveau i Busan i 2011.

(6)  Artikel 20 i AAA. Konklusionerne fra Busan fra 1. december 2011. Istanbul-principperne.

(7)  Sluterklæring fra det 10. regionale seminar for de økonomiske og sociale organisationer i AVS og EU den 28., 29. og 30. juni 2009, http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.fr.acp-eu-tenth-regional-seminar-reports.6271.

(8)  https://webgate.ec.europa.eu/fpfis/mwikis/aidco/images/f/fb/Joint_Final_Statement_May_2011.pdf

(9)  Sådan som det er tilfældet i forskellige af Kommissionens direktorater i forbindelse med andre temaer.

(10)  »Konsultationsmøderne og møderne for AVS-EU-repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer tilrettelægges af Den Europæiske Unions Økonomiske og Sociale Udvalg. (Protokol Nr. 1 til Cotonou-aftalen)«. Mandatet blev suppleret af tidligere EU-kommissær med ansvar for handel, Pascal Lamys, anmodning om, at udvalget overvågede forhandlingerne om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler. I den forbindelse støttede EØSU indarbejdelse af kapitler om sociale og miljømæssige spørgsmål i de økonomiske partnerskabsaftaler mellem CARIFORUM og Kommissionen og dannelsen af et rådgivende civilsamfundsudvalg med det formål at overvåge gennemførelsen af disse aftaler, der alle blev led i den endelige handelsaftale med regionen. Heraf fremgår, at de institutionelle bestemmelser, der er fastsat både i Cotonou-aftalen og de økonomiske partnerskabsaftaler med de caribiske lande, og det mandat, EØSU har fået tildelt, rent faktisk har styrket civilsamfundsorganisationernes rolle i udviklingssamarbejdet.

(11)  For en omfattende vurdering af de ikke-statslige aktørers rolle i gennemførelsen af Cotonou-aftalen henvises til sluterklæringen fra det 11. regionale AVS-EU-seminar for økonomiske og sociale interessegrupper, Etiopien 2010, http://www.eesc.europa.eu/resources/docs/f_ces6152-2010_decl_en.doc.

(12)  EØSU's udtalelse om EU's instrument for udviklingssamarbejde: det organiserede civilsamfunds og arbejdsmarkedsparternes rolle, EUT C 44 af 11.2.2011, s. 123-128. EØSU's udtalelse om Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring, COM(2011) 637 final (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(13)  EØSU's udtalelse om Meddelelse om EU-politikker og frivilligt arbejde: Anerkendelse og fremme af frivillige aktiviteter på tværs af grænserne i EU, Se side 150 i denne EUT.

(14)  Erklæringerne fra AAA og forummet i Busan forpligter alle landene.


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

479. plenarmøde den 28. og 29. marts 2012

21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/35


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa

COM(2011) 785 final — 2011/0370 (COD)

2012/C 181/07

Hovedordfører: Dumitru FORNEA

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 30. november 2011 og den 15. december 2011 under henvisning til artikel 173, stk. 3, og til artikel 166, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa«

COM(2011) 785 final — 2011/0370 (COD).

Den 6. december 2011 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, Dumitru Fornea til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 168 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   De kreative industrier bør behandles i sammenhæng med den industrielle udviklings nye cyklus og ikke betragtes isoleret, men i tæt tværfaglig forbindelse med andre tjenesteydelser og produktionsprocesser. De bør i denne sammenhæng opfattes som en katalysator for nyskabelser inden for industrien og sektoren for tjenesteydelser.

1.2   De kulturelle og kreative sektorer bør indtage en vigtig plads i Europa 2020-strategien, da de bidrager til en ny form for vækst i EU, og det er vigtigt at understrege, at de aktuelle udviklingstendenser i de kreative industrier hilses velkommen i hele Europa og ikke bør begrænses til nogle få lande og regioner.

1.3   EØSU understreger de økonomiske aspekters betydning i programmet »Et Kreativt Europa« og er enig i, at programmet bør tilskynde alle aktører i de kulturelle og kreative sektorer til at tilstræbe økonomisk uafhængighed. Udvalget finder dog, at det i for høj grad fokuserer på det generelle mål om konkurrenceevne og ikke giver målet om at fremme den sproglige og kulturelle mangfoldighed i Europa en tilstrækkelig synlig plads.

1.4   EØSU bakker kraftigt op om forslaget om at øge budgettet og mener, at den samlede finansieringsramme på 1,8 mia. EUR til programmet »Et Kreativt Europa« bør fastholdes. Det er en væsentlig stigning, men beløbet er dog relativt beskedent i sammenligning med EU's budget eller de ressourcer, nogle medlemsstater anvender for at støtte kulturelle aktiviteter.

1.5   Sammenlægningen af programmerne Kultur og Media kan accepteres, forudsat at de enkelte delprogrammer beskrives klart, og at deres status er sikret. Det kan gøres, ved at man, opdelt efter retsgrundlag, angiver, hvor mange procent af budgettet der afsættes til hvert enkelt delprogram, samt den mindsteandel, de hver især får tildelt. For at sikre større gennemsigtighed og forståelighed bør der desuden opstilles årlige aktionslinjer.

1.6   Efter EØSU's mening afhænger »Et Kreativt Europa«-rammeprogrammets succes i vid udstrækning af sammenhængen mellem delprogrammerne Media og Kultur samt af udarbejdelsen af en tværgående tilgang, som kan føre til fælles aktionslinjer for de forskellige programmer, som finansieres af EU (1).

1.7   EØSU konstaterer, at Kommissionen ikke præcist beskriver, hvordan den vil inddrage repræsentanterne for de berørte parter i gennemførelsesprocedurerne. Artikel 7 er ikke klar nok (2). Adgangen til finansiering bør gøres lettere for alle privatretlige organisationer, som i kraft af deres kulturelle og kreative aktiviteter er omfattet af forordningen. Socialøkonomiske organisationer, der er aktive i disse sektorer, og andre relevante organisationer i civilsamfundet bør også have adgang til denne facilitet.

1.8   De administrative procedurer bør forenkles gennem udvikling af – hurtigere – onlineapplikationer og -procedurer for at sikre programmernes opfølgning og forvaltning (3). Desuden er det nødvendigt at forbedre procedurer og teknisk kapacitet på kommunikationsområdet og ved udarbejdelse og levering af midtvejsrapporter og slutrapporter, og sagsbehandlingen af ansøgninger om programtilskud skal behandles mere effektivt.

1.9   Da forordningen har en meget åben og smidig udformning, giver den foreslåede udvalgsprocedure ikke sikkerhed for, at medlemsstaterne har tilstrækkelig kontrol over programmets gennemførelsesprocedure. Udvalgsprocedurerne bør ændres, så medlemsstaternes eksperter får mulighed for at mødes regelmæssigt med henblik på at drøfte de udvalgte projekter. Der bør ligeledes indføres en forenklet procedure for tilpasning af aktionslinjernes specifikke parametre efter en regelmæssigt gennemført evaluering.

1.10   Forordningsforslagets åbne og smidige udformning bevirker, at vejledningen til programmet vil få særlig stor betydning, da det er i den, det præcist angives, hvilke aktioner der skal iværksættes, på hvilke gennemførelsesvilkår og på hvilket niveau af samfinansiering. EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for en åben og gennemsigtig udarbejdelse af vejledningen og gør opmærksom på, at det er interesseret i at deltage i denne proces.

1.11   EØSU finder det nødvendigt, at Kommissionens forslag om at sammenlægge kontaktpunkterne for programmerne Kultur og Media i »Et Kreativt Europa«-kontorer gennemføres på en mere fleksibel måde og tager hensyn til de specifikke regionale forhold i medlemsstaterne. Udvalget understreger, at det er vigtigt at bevare den geografiske nærhed til aktørerne i de to sektorer samt fastholde en særskilt ekspertise for hhv. kultur- og Media-delprogrammet på grund af de betydelige forskelle, der er mellem dem, hvad angår aktiviteternes indhold og den måde, de gennemføres på. Ved oprettelsen af de nye »Et Kreativt Europa«-kontorer bør man bygge på de erfaringer, som kulturkontaktpunkterne og Media-kontorerne har høstet.

1.12   Det foreslåede finansieringsinstrument er et skridt i den rigtige retning, men kendskabet til det skal udbredes for at opnå en ændring i de finansielle institutioners syn på og vurdering af iværksættere i den kulturelle og kreative sektor. Instrumentet bør sikre en afbalanceret geografisk dækning, og dets anvendelse må ikke skade tilskudsstøtteordningerne.

1.13   Intellektuel ejendomsret er en nøglefaktor, når det drejer sig om at stimulere kreativitet og investeringer i produktion af kulturelt og kreativt indhold samt lønne ophavsmændene og udvide jobmulighederne inden for disse aktiviteter. EØSU fremhæver i denne forbindelse vigtigheden af en reel håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder på såvel EU-plan som verdensplan.

1.14   Udvælgelse og gennemførelse af projekter til finansiering via programmet »Et Kreativt Europa« skal foregå i fuld overensstemmelse med EU's principper og værdier vedrørende demokrati, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og socialt ansvar. Der bør desuden indføres en mekanisme, der forhindrer, at der opstår vold og forskelsbehandling under gennemførelsen af projekter, som er finansieret med dette instrument.

2.   Kommissionens forslag til forordning

2.1   Med den forordning, der her behandles, oprettes programmet »Et Kreativt Europa« til støtte for de europæiske kulturelle og kreative sektorer for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2020. Programmet støtter kun de aktioner og aktiviteter, der giver en potentiel europæisk merværdi og bidrager til at nå målene i Europa 2020-strategien og dens flagskibsinitiativer.

2.2   Programmets generelle mål er at bevare og fremme den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa samt styrke de kulturelle og kreative sektorers konkurrenceevne med henblik på at fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

2.3   Dets specifikke mål er følgende:

at støtte de europæiske kulturelle og kreative sektorers evne til at operere tværnationalt

at fremme den tværnationale udbredelse af kulturelle og kreative frembringelser og aktører og nå nye brugere i og uden for Europa

at styrke den finansielle kapacitet hos de kulturelle og kreative sektorer og især små og mellemstore virksomheder og organisationer

at støtte tværnationalt politiksamarbejde for at fremme politikudvikling, innovation, publikumsopbygning og nye forretningsmodeller.

2.4   Programmet består af:

et tværfagligt delprogram rettet mod alle kulturelle og kreative sektorer (15 % af det samlede budget)

et kulturdelprogram rettet mod de kulturelle og kreative sektorer (30 % af det samlede budget)

et Media-delprogram rettet mod den audiovisuelle sektor (50 % af det samlede budget).

3.   Generelle bemærkninger

3.1   I 2008 beskæftigede de kulturelle og kreative sektorer 3,8 % af den europæiske arbejdsstyrke, og deres bidrag udgjorde 4,5 % af EU's samlede BNP. EØSU er overbevist om, at programmet »Et Kreativt Europa« vil medvirke til gennemførelse af strategien for Europa 2020, og er enig med Kommissionen i, at innovation, kreativitet og kultur bør spille en væsentlig rolle i moderne uddannelse af EU's borgere og dermed være med til at udvikle iværksætterånd, skabe intelligent og bæredygtig vækst og gennemføre målene om social integration i Den Europæiske Union.

3.2   Det komplekse forhold mellem kultur og økonomi samt de kulturelle og kreative industriers bidrag til medlemsstaternes udvikling, styrkelse af den sociale samhørighed og konsolidering af følelsen af at høre til i Europa er formodentlig en faktor, der kan få politikerne til at nyvurdere kulturens rolle i national og europæisk politik. Det nye program for finansiel støtte bør derfor afspejle de kulturelle og kreative sektorers behov i den digitale tidsalder ved at vælge en mere pragmatisk og udspecificeret fremgangsmåde.

3.3   Den kulturelle sektor er ikke homogen, og den har flere måder at fungere på, som er helt særegne. Aktiviteter inden for musik- og pladeproduktion følger deres egen økonomiske model og foregår i et miljø, som er radikalt forskelligt fra film- og teatermiljøet. Det er derfor hensigtsmæssigt, at programmet »Et Kreativt Europa« gennem sine forskellige delområder giver mulighed for en fleksibel tilgang, så de støttemodtagerne, der sigtes til i forordningsforslaget, lettere kan få adgang til det og anvende det effektivt.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har allerede fremlagt sit syn på de kulturelle og kreative industrier i en udtalelse af samme navn, som blev vedtaget på udvalgets plenarforsamling i oktober 2010 med Claudio Cappellini som ordfører og Jörg Lennardt som medordfører. Teksten blev udarbejdet som led i høringerne om Kommissionens grønbog »Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale«.

4.2   Nærværende udtalelse, som omhandler Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af programmet »Et Kreativt Europa«, vil ikke tage de emner op, som allerede er blevet behandlet i forbindelse med grønbogen, men den vil forsøge at bistå Kommissionen ved at fremsætte direkte bemærkninger til den tekst, som Kommissionen offentliggjorde den 23. november 2011 i dokumentet KOM(2011) 785 endelig.

4.3   De erhvervsdrivende i disse sektorer har godkendt, at programmets budget er fastlagt til 1,8 mia. EUR for perioden 2014-2020, selv om stigningen skal ses i forhold til det øgede antal af støttemodtagende lande og udvidelsen af feltet for kreative industrier, som det dækker. Udtrykket »kreative industrier« defineres ikke klart i forordningsforslaget. Det ville have været hensigtsmæssigt med en nærmere præcisering af de dertil hørende områder og aktører.

4.4   Sammenlægningen af de nuværende programmer Kultur 2007-2013, Media og Media Mundus i et enhedsrammeprogram ved navn »Et Kreativt Europa« betragtes af aktørerne i den kulturelle og audiovisuelle sektor som et positivt og konstruktivt initiativ fra Kommissionens side. Man bør dog være mere opmærksom på, hvordan hvert af de to elementer, henholdsvis politikker eller generelle processer, udmøntes i rammeprogrammet. Det er nødvendigt at tage hensyn til de enkelte sektorers særlige karakteristika, som er meget forskellige afhængigt af hovedaktører, finansieringsmåde, produktion og distribution.

4.5   Kultursektorens aktører vil først og fremmest fokusere på de offentlige finansieringsformer, adgangsbetingelser og kriterier for støtteberettigelse, der er forudset i programmet. Det er i vid udstrækning disse parametre, der vil være bestemmende for, hvor meget de engagerer sig, og hvor megen støtte de vil give til de aktioner, der foreslås i det nye rammeprogram.

4.6   I den audiovisuelle sektor er der fra et professionelt synspunkt generel tilfredshed med det nuværende Media-programs effektivitet, og også med de nye politikker i rammeprogrammet »Et Kreativt Europa«. Sektorens fagfolk sætter pris på Media-programmet på grund af den støtte, det giver, og dets relevans for det audiovisuelle marked. Media-delprogrammet i det nye rammeprogramforslag adskiller sig meget lidt fra det nuværende program. Dog kunne teksten i den nye forordning give flere præcisioner i form af bilag med en detaljeret beskrivelse af de enkelte aktionslinjer samt budgettet for gennemførelsen af dem.

4.7   EØSU bifalder Kommissionens initiativ til at forenkle kulturprogrammets og Media-programmets forvaltningsprocedurer gennem en mere omfattende anvendelse af enhedstakster, rammeaftaler for partnerskaber og elektroniske procedurer samt gennem reformen af arbejdsinstrumenterne til brug for Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur.

4.8   Der bør udformes skræddersyede foranstaltninger for at sikre »opnåelse af mere lige vilkår i Europas kulturelle og kreative sektorer ved at tage hensyn til lande med lav produktionskapacitet og/eller lande eller regioner med et begrænset geografisk område og sprogområde« (4).

4.9   EØSU finder det nødvendigt, at der blandt prioriteterne indføres foranstaltninger, der kan fremme kunstneres mobilitet, interkulturel dialog og kunstneruddannelser. Desuden bør forordningsbestemmelserne koordineres med andre EU-tekster vedrørende disse sektorer, og der bør udvikles ordninger baseret på incitamenter for kunstnere, der deltager i kulturelle aktiviteter eller turnéer uden for deres hjemland.

4.10   Forordningsforslaget har et særligt fokus på de små og mellemstore virksomheder og på de individuelle kulturskabere. Fagforeningerne beklager dog, at de kulturskabende personer og virksomheder kun betragtes som tjenesteudbydere i denne forordning. De mener, at der er et klart behov for at gøre den finansielle støtte betinget af overholdelse af standarder for social beskyttelse, som kan fjerne den usikkerhed i ansættelsen, som ofte ses i de kortvarige kontrakter, der er karakteristiske for projekterne på dette område.

Udfordringer og svage punkter i det nye forslag til forordning.

På det generelle plan:

4.11

Budgetforøgelsen er en god nyhed, men der bør tages hensyn til følgende aspekter:

det stigende antal støtteberettigede lande

udvidelsen af de områder, der skal finansieres

de nye behov pga. overgangen til det digitale samfund

pengenes værdiforringelse

forordningens budgetforslag på 1,8 mia. EUR for perioden 2014-2020 bør sammenlignes med Frankrigs årlige budget til samme formål (7,5 mia. EUR) eller Tysklands (1,1 mia. EUR) og ses i forhold til EU's samlede budget.

4.12

De mange forskellige politikker i medlemsstaterne skaber en skævhed mellem aktørernes muligheder for at få adgang til offentligt finansierede programmer for den audiovisuelle og kulturelle sektor i de forskellige medlemsstater.

4.13

Hvad angår de kreative industrier, er der ingen eller kun ringe synergi mellem programmerne for innovation og for virksomhedernes konkurrenceevne, herunder SMV'ernes, på den ene side og »Et Kreativt Europa«-programmet på den anden side. Udviklingen af de digitale teknologier bør gøre det lettere at knytte dem tættere sammen.

På det operationelle plan

4.14

De berørte aktørers forvaltning og overvågning af programmets gennemførelse er en meget kompliceret opgave. Den vil indebære store administrationsomkostninger, der i praksis vil udhule de afsatte midler til produktion og formidling af projekterne.

4.15

Et af de tilbagevendende problemer, som sektorens aktører peger på, og som især berører de små virksomheder, er den lange tid, det tager at opnå tilskud.

4.16

Den nye finansielle facilitet er skabt for at lette SMV'er og andre operatørers adgang til lån, men denne finansieringstype er ikke gængs praksis på kulturområdet. Der er risiko for, at de finansielle institutioner ikke viser interesse i at deltage i den på grund af de beskedne beløb, der er tale om, manglende kendskab til kultursektorens specifikke problemer eller den lave rentabilitet forbundet med visse former for kulturprojekter, der ikke kunne gennemføres uden offentlig støtte.

4.17

Det er Den Europæiske Investeringsfond (EIF), der står for den operationelle overvågning og forvaltningen af tilskuddene i forbindelse med den finansielle facilitet. EIF har ingen specifik ekspertise på kulturområdet.

4.18

Erfaringerne fra Media's Production Guarantee Fund, som blev lanceret i 2010 og er alment anerkendt for sin ekspertise på området, viser, at der er behov for større synergi mellem den nye finansielle facilitet og de eksisterende systemer (5).

4.19

Det er i teorien en god idé at sammenlægge kulturkontaktpunkterne og Media-kontorerne i et fælles Et Kreativt Europa-kontor, da målet med ændringen er at sikre en centralisering af oplysningerne om programmerne og stordriftsfordele ved at samle ressourcerne i én pulje.

4.20

På driftsniveauet er det muligt at sikre synergier, især på området fælles forvaltning og kommunikation, men det bør tages med i betragtning, at nogle lande som f.eks. Frankrig og Tyskland har udviklet et net af regionale kontorer, der afspejler den kulturelle mangfoldighed og har til opgave at bevare en tæt kontakt til de lokale aktører. Hertil kommer, at kultursektoren og den audiovisuelle sektors grundaktiviteter er temmelig forskellige. Deres produktions- og distributionsnet er forskellige, og deres hovedaktører har behov for forskellige former for ekspertise.

4.21

Ud fra dette synspunkt kunne en centralisering få den uheldige virkning at nivellere kompetencerne. Det kunne udmærket tænkes, at de opnåede besparelser var små, og at de foreslåede ændringer derfor ikke kunne retfærdiggøres. EØSU udtrykker desuden et vist forbehold over for det faktum, at kontorerne pålægges den ekstraopgave at levere statistiske oplysninger og bistå Kommissionen med at sikre en passende kommunikation samt udbrede kendskabet til programmets resultater og effekt, uden at der er afsat de nødvendige ressourcer til dette formål.

4.22

De foreslåede ændringer i udvalgsproceduren kunne måske støde nogle, eftersom Kommissionen foreslår procedureændringer i udvalgene for alle programmerne. Medlemsstaternes medlemmer vil miste deres medbestemmelse og medforvaltning til fordel for Kommissionen, og deres rolle vil derefter være reduceret til at godkende forhåndsudvalgte projekter.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Det drejer sig bl.a. om de programmer, der opregnes i forordningsforslagets artikel 13, stk. 1, litra b).

(2)  Forordningsforslagets artikel 7 omtaler en facilitet, der skal »lette adgangen til finansiering for små og mellemstore virksomheder og organisationer i de kulturelle og kreative sektorer i Europa«.

(3)  Den aktuelle procedure har ry for at være meget besværlig, da al dokumentation skal sendes med posten, og svarene nogle gange først kommer 3-4 måneder senere.

(4)  Forordningsforslagets artikel 3, stk. 2, litra d).

(5)  Her kan f.eks. nævnes IFCIC (Institut pour le financement du cinéma et des industries culturelles) i Frankrig eller Audiovisual SGR i Spanien, som blev stiftet i slutningen af 2005 på den spanske kulturministers initiativ og med deltagelse af det spanske institut for film og audiovisuel kunst (ICCA) samt af organer, som forvalter rettighederne for producenter af audiovisuelle værker i Spanien.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/40


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — Dobbeltbeskatning i det indre marked

COM(2011) 712 final

2012/C 181/08

Ordfører: Vincent FARRUGIA

Kommissionen besluttede den 11. november 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — Dobbeltbeskatning i det indre marked

COM(2011) 712 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts, følgende udtalelse med 135 stemmer for, 1 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Dobbeltbeskatning er en alvorlig hindring for grænseoverskridende aktiviteter, der går ud over det indre markeds effektive funktion med negative økonomiske følger for investeringer og beskæftigelsen. Dobbeltbeskatning virker afskrækkende på investeringer og bringer konkurrenceevnen i fare og har dermed negativ indvirkning på den økonomiske vækst og opfyldelsen af Europa 2020-målene.

1.2   EØSU har gennem en række udtalelser understreget betydningen af, at dobbeltbeskatning ophæves. Udvalget har støttet forslag, der tager sigte på en fremskyndelse af foranstaltningerne mod dobbeltbeskatning og styrkelsen af de administrative forenklinger i grænseoverskridende situationer samt tilskyndelsen til et indre marked, hvor fair konkurrence gør sig gældende.

1.3   Med dette for øje går EØSU ind for initiativer i retning af fjernelse af dobbeltbeskatning gennem en effektiv vekselvirkning mellem forskellige skattesystemer som skitseret i Kommissionens meddelelse (1).

1.4   EØSU er tillige af den opfattelse, at fjernelse af dobbeltbeskatning bør ske på en måde, der står i forhold til de ønskede mål og respekterer de enkelte medlemsstaters beskatningskompetence.

1.5   EØSU er desuden af den opfattelse, at problemstillinger, der vedrører dobbeltbeskatning, har uforholdsmæssigt store konsekvenser for enkeltpersoner og små og mellemstore virksomheder, der som regel ikke har de nødvendige ressourcer til at tackle sådanne problemer. EØSU er venligt stemt over for meddelelsen, men understreger dog, at forslag, der sigter på at behandle dobbeltbeskatning, skal have en logisk sammenhæng med foranstaltninger vedrørende dobbeltbeskatning af borgere samt omfatte løsninger for enkeltpersoner og SMV'er.

1.6   EØSU er enig i, at etableringen af et EU-forum vedrørende dobbeltbeskatning bygger på de samme principper som det effektive fælles forum for interne afregningspriser. Udvalget foreslår imidlertid, at forummet betragtes som et første skridt på vejen mod oprettelsen af et EU-observatorium under Kommissionen, hvilket EØSU allerede har foreslået som et redskab til fjernelse af grænseoverskridende hindringer for borgerne (2). Med det mål for øje kunne observatoriets funktioner udvides yderligere til også at udføre undersøgelsesarbejde om den løbende effektivitet i indsatsen mod fjernelse af dobbeltbeskatning af borgere, SMV'er samt større erhvervsvirksomheder.

1.7   EØSU anbefaler, at der i EU-forummet vedrørende dobbeltbeskatning også deltager repræsentanter fra det organiserede civilsamfund.

1.8   EØSU støtter ligeledes indførelsen af en adfærdskodeks, som ville give mulighed for en fælles forståelse og anvendelse af beskatningsbegreber medlemsstaterne imellem, så man undgår situationer med dobbeltbeskatning og begrænser de forhold, hvor dobbeltbeskatningsoverenskomster er ineffektive. Dette vil til gengæld også mindske anvendelsen af voldgift.

1.9   Selvom EØSU går ind for at undersøge gennemførligheden af en effektiv mekanisme til bilæggelse af tvister, fremhæver udvalget betydningen af at sikre et begrænset behov for voldgift.

1.10   EØSU går ind for, at man undersøger det fulde omfang af fænomenet dobbelt ikke-beskatning og dets økonomiske og sociale konsekvenser samt de følger, der kan risikere at opstå i forbindelse med foranstaltninger, der sigter på at komme det livs.

1.11   Endelig understreger EØSU, at samtlige forslag bør være genstand for grundige sociale og økonomiske vurderinger, som bør forholde sig til følgerne for hver enkelt medlemsstat.

2.   Indholdet i forslaget og baggrunden herfor

2.1   Dobbeltbeskatning fører til juridisk usikkerhed, der går ud over borgernes og erhvervslivets økonomiske aktiviteter. Det fører til en generelt højere skattebyrde og velfærdstab, der virker som dødvægt, og en unødvendig tung administrativ byrde og har negative følger for investeringer og det indre markeds funktion, hvilket igen påvirker konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Kommissionens høring afslører dobbeltbeskatningsproblemets omfang, da mere end 20 % af de indberettede tilfælde lå over 1 mio. EUR for selskabsskattepligtige, og mere end 35 % lå over 100 000 EUR for enkeltpersoner.

2.2   Kommissionens meddelelse (3) understreger, at det er vigtigt at tackle dobbeltbeskatning (4) for at sikre et velfungerende indre marked og opfyldelse af de mål, der er skitseret i Europa 2020-strategien.

2.3   I meddelelsen opfordrer man til større koordinering som et element i en styrket samordning af den økonomiske politik i euroområdet. Dette skitseres i akten om det indre marked (5), der fremhæver betydningen af at fjerne hindringer for EU-borgeres grænseoverskridende aktiviteter samt nedbringe den administrative skattebyrde for erhvervslivet. Sidstnævnte udfordring behandles lige nu i Kommissionens forslag om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) (6). I meddelelsen henviser man desuden til behovet for et effektivt netværk af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem medlemsstaterne og til, at det er vigtigt at behandle spørgsmål om dobbeltbeskatning i forbindelse med arvesager.

2.4   I meddelelsen fokuserer man på hindringer i forbindelse med dobbeltbeskatning og bemærker, at dette spørgsmål er så meget desto vigtigere i en tid præget af økonomisk krise. I meddelelsen bemærker man, at fjernelse af dobbeltbeskatning og fokusering på dobbelt ikke-beskatning – i et dynamisk perspektiv – kan vise sig at blive en kilde til skatteindtægter for regeringerne.

2.5   I meddelelsen anerkender man, at selvom en række medlemsstater allerede behandler spørgsmålet om dobbeltbeskatning gennem unilaterale, bilaterale og multilaterale aftaler, forpligter EU-traktaterne dem ikke til at afskaffe dobbeltbeskatning.

2.6   I meddelelsen opregner man en række områder, som Kommissionen allerede har udforsket som et middel til at tackle dobbeltbeskatning. Det drejer sig om direktivet om moder- og datterselskaber, direktivet om renter og royalties, voldgiftskonventionen, det fælles forum for interne afregningspriser, henstillingen om procedurer for kildeskattelettelser samt forslaget om det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag (FKSSG).

2.7   I meddelelsen bemærker man også, at denne indsats ganske vist har været relevant, men ikke har fungeret tilstrækkelig effektivt. Dette bevirker, at man i meddelelsen henviser til følgende mulige løsninger, uden dog at gå i detaljer med nogen af forslagene:

styrkelse af eksisterende instrumenter navnlig for så vidt angår direktivet om renter og royalties. Kommissionen har foreslået en omarbejdning af dette direktiv samtidig med at COM(2011) 712 lægger op til at se nærmere på kildebeskatning for at begrænse dobbeltbeskatning på sådanne betalinger. EØSU har netop vedtaget en udtalelse vedrørende omarbejdningen af dette direktiv (7),

udvidelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsters dækning og anvendelsesområde med hensyn til at behandle tresidede situationer, og hvordan man behandler enheder og skatter, der ikke er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomster inden for EU og et forslag om en styrket dialog mellem medlemsstaterne i tilfælde af uenighed,

foranstaltninger med det formål at nå frem til en mere konsekvent fortolkning og anvendelse af bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem EU's medlemsstater. Dette henviser til den potentielle etablering af et EU-forum vedrørende dobbeltbeskatning, der skal udarbejde en adfærdskodeks om dobbeltbeskatning for at løse fortolkningskonflikter om begreber i dobbeltbeskatningsoverenskomster, som anvendes mellem medlemsstaterne,

for at afklare manglen på en overordnet bindende procedure for bilæggelse af tvister foreslår Kommissionen en løsning fra den seneste version af artikel 25 i OECD's modeloverenskomst (2008), som indeholder bestemmelser om en procedure med gensidig aftale med en bindende procedure for bilæggelse af tvister for alle uløste dobbeltbeskatningssager.

2.8   Endelig skitserer man i meddelelsen, hvilke andre yderligere skridt der skal tages, bl.a.:

udvikling af de muligheder, der fremsættes i meddelelsen, navnlig etableringen af et forum, udarbejdelsen af en adfærdskodeks samt gennemførligheden af en effektiv mekanisme til bilæggelse af tvister,

fremlæggelse af mulige løsninger med henblik på at tackle grænseoverskridende hindringer vedrørende arveafgift inden for EU, hvilket Kommissionen for nylig tog fat på (8),

fortsat gøre brug af det nyligt forlængede fælles forum for interne afregningspriser til at løse dobbeltbeskatningsproblemer i forbindelse med interne afregningspriser,

i årets løb præsentere løsninger på grænseoverskridende dobbeltbeskatning af udbytter udbetalt til porteføljeinvestorer,

iværksættelse af en udredning for at sætte tal på problemet om dobbelt ikke-beskatning.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU går ind for at behandle spørgsmålet om dobbeltbeskatning, som menes at gå ud over investeringer og dermed jobskabelse og den økonomiske aktivitet. EØSU har faktisk gennem en række udtalelser understreget betydningen af, at dobbeltbeskatning ophæves. Udvalget har støttet forslag, der tager sigte på en fremskyndelse af foranstaltningerne mod dobbeltbeskatning samt styrkelse af administrative forenklinger i grænseoverskridende situationer (9) og indførelse af fælles principper om tilskyndelse til et indre marked, hvor fair konkurrence gør sig gældende (10).

3.2   EØSU har også støttet Kommissionens indsats med sigte på at eliminere eller i det mindste begrænse den dobbelte eller flerdobbelte juridiske og økonomiske beskatning, som udbytte, der udloddes af et datterselskab, pålægges i den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende (11). Dette er yderligere dokumenteret gennem EØSU's opbakning til forslaget om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) som et middel til tilnærmelse af principperne om selskabsbeskatning, men udvalget bemærker dog, at direktivudkastet kræver en nærmere præcisering (12).

3.3   EØSU understreger tillige vigtigheden af en indtægtsneutral tilgang for hvert enkelt land i anvendelsen af FKSSG og fremhæver, at vedtagelsen af FKSSG ikke bør gøre Europa mindre fleksibelt og mindre konkurrencedygtigt med hensyn til at tiltrække direkte udenlandske investeringer. Disse spørgsmål bør i det omfang, det er hensigtsmæssigt, underbygges af konsekvensanalyser.

3.4   EØSU anbefaler, at disse målsætninger først og fremmest nås gennem forbedret koordinering og et mere effektivt samspil mellem forskellige nationale skattemyndigheder samt gennem bedre kommunikation mellem skattemyndighederne selv samt mellem skattemyndighederne og skatteyderne. Fremskridt på disse fronter vurderes at stå i forhold til de opstillede målsætninger og går ikke ud over de respektive nationale skattemyndigheders suverænitet. Disse betragtninger er i overensstemmelse med meddelelsen om en samordning af medlemsstaternes systemer for direkte beskatning i det indre marked (13).

3.5   EØSU går derfor ind for forsøg på styrkelse af eksisterende instrumenter og yderligere tiltag, der tager sigte på at fjerne dobbeltbeskatning som skitseret i meddelelsen, for at sikre et effektivt samspil mellem forskellige skattesystemer og for at bekræfte, at skattebyrden kun pålægges de økonomiske aktører en enkelt gang og på en måde, som er forudsigelig for de samme økonomiske aktører.

3.6   EØSU fremhæver desuden, at selvom fjernelse af dobbeltbeskatning er en vigtig forudsætning for at sikre et effektivt indre marked, så bør ethvert forslag herom fokusere på effektiv fjernelse af skattehindringer og sikre effektive dobbeltbeskatningsoverenskomster inden for rammerne af det juridiske grundlag, der findes i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Faktisk bør fjernelse af dobbeltbeskatning ske i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters beskatningskompetence.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   EØSU fremhæver, at problemstillinger, der vedrører dobbeltbeskatning, har store konsekvenser for enkeltpersoner og små og mellemstore virksomheder. Større virksomheder har som regel de finansielle og menneskelige ressourcer til at tackle dobbeltbeskatning og voldgift i den forbindelse, men enkeltpersoner og SMV'er mangler sådanne ressourcer navnlig for så vidt angår information og viden om juridisk og administrativ praksis (14). Arveafgift pålægger borgerne helt særlige problemer for så vidt angår dobbeltbeskatning. Kommissionen fokuserer i sin meddelelse på fjernelse af dobbeltbeskatning for erhvervslivet, navnlig større virksomheder, men kunne gå et skridt videre og se på de problemer, borgere og SMV'er oplever.

4.2   EØSU anerkender effektiviteten i det fælles forum for interne afregningspriser (JTPF) i dets forsøg på at løse dobbeltbeskatningsproblemer i forbindelse med interne afregningspriser og forudser, at et EU-forum vedrørende dobbeltbeskatning kan fungere på samme måde. Det fælles EU-forum for interne afregningspriser (JTPF), der arbejder inden for rammerne af OECD's retningslinjer for koncerninterne afregningspriser med udgangspunkt i konsensus ved at foreslå Kommissionen ikke-lovgivningsmæssige løsninger på praktiske problemer, der opstår ved interne afregningspriser i EU, er nået frem til en række resultater som f.eks. en adfærdskodeks om dokumentation for interne afregningspriser for forbundne virksomheder i EU, retningslinjer for forhåndsaftaler om priser i EU samt retningslinjer for lav værditilvækst i koncerninterne tjenester. Dette forums effektivitet skyldes til dels, at det har en bred vifte af medlemsstater og erhvervsvirksomheder repræsenteret.

4.3   EØSU regner således med, at oprettelsen af et EU-forum vedrørende dobbeltbeskatning også vil være baseret på de samme principper og sikre effektiv repræsentation af alle interesserede parter, det være sig arbejdsmarkedsparterne eller civilsamfundet.

4.4   EØSU støtter etableringen af et EU-forum vedrørende dobbeltbeskatning, men bemærker, at meddelelsen ikke indeholder særligt mange detaljer om forummets funktion. EØSU foreslår, at EU-forummet vedrørende dobbeltbeskatning betragtes som et første skridt på vejen til og en forløber for et observatorium. Overgangen fra et forum til et observatorium falder i tråd med de anbefalinger, EØSU fremsatte om fjernelse af hindringer på tværs af grænserne, hvor EØSU i den forbindelse henviste til udviklingen af et EU-observatorium. Målsætningen med dette skulle være løbende at opnå en detaljeret og praktisk forståelse af, hvilke hindringer der findes foruden dobbeltbeskatning, samt undersøge udviklingen af disse nærmere (15).

4.5   Kommissionens Observatorium for Grænseoverskridende Beskatning kunne få sine kompetenceområder udvidet yderligere til også at se nærmere på de skattehindringer, erhvervslivet støder på, det være sig SMV'er eller større virksomheder, samt undersøge den løbende effektivitet i indsatsen mod fjernelse af dobbeltbeskatning. I den forbindelse kunne observatoriet spille en vigtig rolle for udvidelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsters dækning og for, hvordan man kan behandle tresidede situationer samt opmuntre regeringerne til at udvikle lempelser af dobbeltbeskatning uden tab af skattemæssig suverænitet.

4.6   EØSU støtter ligeledes etableringen af en adfærdskodeks, der skitserer nogle principper, som regeringerne på forhånd kan acceptere. Adfærdskodeksen vil give mulighed for en fælles forståelse af de begreber, der skitseres i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, der gælder mellem medlemsstaterne, og ofte fører til fortolkningskonflikter og tvister.

4.7   EØSU er imidlertid af den opfattelse, at adfærdskodeksen i praksis kan opfattes som værende effektiv, hvis den fungerer gennem gruppepres over for medlemsstater, der er bange for at blive hængt ud.

4.8   EØSU går også ind for en undersøgelse af gennemførligheden af en effektiv mekanisme til bilæggelse af tvister for at finde de mest effektive metoder til at fjerne dobbeltbeskatning. Udvalget erkender, at det tager meget lang tid at fastlægge procedurer for gensidig bistand ved at lande mødes for at drøfte problemerne, og at der er plads til forbedring af voldgiftskonventionen, som også er præget af en langsommelig proces. Det fører igen til uforholdsmæssige omkostninger og usikkerhed for erhvervslivet.

4.9   EØSU understreger imidlertid, at bestræbelserne bør tage sigte på at sikre, at der kun er begrænset behov for voldgift, og at vægten derfor bør lægges på hhv. udvikling af en adfærdskodeks som skitseret i meddelelsen og udstedelse af klare og gennemsigtige retningslinjer, der således kan fungere som den umiddelbare og effektive løsning på konflikter.

4.10   EU-forummet vedrørende dobbeltbeskatning spiller i den forbindelse en vigtig rolle med hensyn til at tilskynde til indgåelse af skatteoverenskomster, der indeholder bestemmelser om en procedure med gensidig aftale med en bindende procedure for bilæggelse af tvister for alle uløste dobbeltbeskatningssager.

4.11   EØSU går ind for Kommissionens forslag om at undersøge det fulde omfang af fænomenet dobbelt ikke-beskatning. EØSU anbefaler endvidere en undersøgelse af dets økonomiske og sociale konsekvenser samt de følger, der kan risikere at opstå i forbindelse med foranstaltninger, der sigter på at komme det livs.

4.12   EØSU minder om, at det er vigtigt at foretage en grundig social og økonomisk konsekvensanalyse for at afgøre, hvorvidt vedtagelse af nogen af meddelelsens forslag kan få skadelige økonomiske eller sociale følger (16). En sådan evaluering bør være udtømmende og omfatte alle de medlemsstater, der er berørt af forslagene.

4.13   Alt i alt ser EØSU frem til, at Kommissionen undersøger og fremlægger yderligere forslag om dobbeltbeskatning, herunder:

henstillinger om arveafgift på tværs af grænserne, som for nylig blev offentliggjort af Kommissionen,

præsentation af løsninger på grænseoverskridende dobbeltbeskatning af udbytter udbetalt til porteføljeinvestorer,

yderligere oplysninger om etableringen af forummet, adfærdskodeksen og gennemførligheden af en bindende procedure for bilæggelse af tvister,

en evaluering af omfang og konsekvenser af dobbelt ikke-beskatning.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2011) 712 final.

(2)  Jf. EØSU's udtalelse om Fjernelse af grænseoverskridende skattemæssige hindringer for EU-borgerne, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 95.

(3)  COM(2011) 712 final.

(4)  Dobbeltbeskatning defineres som to (eller flere) skattemyndigheders påligning af sammenlignelige skatter med hensyn til samme skattepligtige indkomst eller formue.

(5)  COM(2011) 206 final.

(6)  COM(2011) 121 final.

(7)  Jf. EØSU's udtalelse (EFT C 143 af 22.05,2012 s. 46) om Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (omarbejdning), COM(2011) 714 final.

(8)  Kommissionens henstilling af 15. december 2011 om lempelser af dobbeltbeskatning i forbindelse med arv (2011/856/EU).

(9)  Se fodnote 2.

(10)  Jf. EØSU's udtalelse om Direkte erhvervsbeskatning, EFT C 241 af 7.10.2002, s. 75.

(11)  Jf. EØSU's udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 90/435/EØF om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, EUT C 32 af 5.2.2004, s. 118.

(12)  Jf. EØSU' s udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG), EUT C 24 af 28.1.2012, s. 63.

(13)  COM(2006) 823 final.

(14)  I henhold til Kommissionens sammenfattende rapport om høring om »dobbeltbeskatningsaftaler og det indre marked«, har 69 % af de enkeltpersoner, der stødte på problemer, indgivet en klage for at undgå dobbeltbeskatning. Dette tal skal ses i forhold til de 85 %, hvor der er tale om virksomheder.

(15)  Se fodnote 2.

(16)  Se fodnote 12.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/45


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Rådets afgørelse om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter

COM(2011) 739 final — 2011/0183 (CNS)

og ændret forslag til Rådets forordning om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter

COM(2011) 740 final — 2011/0184 (APP)

2012/C 181/09

Ordfører: Gérard DANTIN

Rådet besluttede den 19. oktober 2011 under henvisning til artikel 311 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets afgørelse om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter«

COM(2011) 510 final — 2011/0183 (CNS)

og

»Forslag til Rådets forordning om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter«

COM(2011) 511 final.

Den 9. november 2011 vedtog Kommissionen sine ændrede forslag, og den 15. december 2011 besluttede Rådet under henvisning til artikel 311 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Ændret forslag til Rådets afgørelse om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter«

COM(2011) 739 final — 2011/0183 (CNS)

og

»Ændret forslag til Rådets forordning om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter«

COM(2011) 740 final — 2011/0184 (APP)

som træder i stedet for de foregående forslag.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed. Sektionen vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts 2012, følgende udtalelse med 165 stemmer for, 21 imod og 11 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   En ordning, som indebærer, at ca. 75 % af EU's indtægter hentes direkte fra medlemsstaternes budgetter, er i modstrid med Romtraktatens ånd og bogstav (1).

1.2   Den aktuelle situation, som hovedsageligt er baseret på BNI-bidrag, har forbitret budgetdebatterne og ført til »noget for noget-konceptet« og kompensationsordninger, der ikke tager hensyn til de fordele, EU har skabt på områder som fred, frihed, velfærd, vækst og sikkerhed.

1.3   I lyset heraf hilser EØSU lovforslagene fra Kommissionen til Rådet velkommen. De går efter udvalgets mening i den rigtige retning ved at halvere BNI-bidraget og som kompensation indføre to nye egne indtægter baseret på moms og en afgift på finansielle transaktioner. Denne relative forøgelse af de reelle egne indtægter vil dels bringe EU's budgetfunktion tættere på Romtraktatens ånd og bogstav, dels bidrage til at øge EU's finansielle autonomi og støtte den enorme indsats på budgetområdet, som medlemsstaterne er blevet enige om.

1.4   EØSU hilser det desuden velkommen, at der i afgørelsen samtidig med etableringen af nye egne indtægter foreslås indførelse af en ny ordning med faste beløb i stedet for alle de eksisterende korrektionsmekanismer, selv om udvalget skønner, at dette skridt ikke er tilstrækkeligt.

1.5   EØSU fremsætter dog trods sin generelle tilfredshed med forslagene følgende bemærkninger:

1.5.1   Udvalget har i flere af sine udtalelser gjort opmærksom på, at momsunddragelse internt i EU er meget udbredt. Det finder det derfor nødvendigt, at der parallelt med iværksættelsen af denne nye egenindtægt indføres bestemmelser, der skal reducere eller helt fjerne momssvig. Det vil derfor holde øje med de lovgivningsforslag, som vil blive fremsat på grundlag af de overvejelser, der indledes med »Grønbogen om momssystemets fremtid«.

1.5.2   I meddelelsen »Gennemgang af EU's budget« opregnede Kommissionen en række passende finansieringsinstrumenter, som den – med rette – mente kunne udgøre nye egne indtægter. Bortset fra den nye momsafgift og afgiften på finansielle transaktioner blev ingen af dem fastholdt. Ud over en opregning af fordele og ulemper ved de forskellige instrumenter blev der ikke anført nogen politiske grunde til dette valg. EØSU mener, at man burde have anmodet det om at afgive udtalelse, inden Kommissionen traf sit valg.

1.5.3   Som EØSU har påpeget i sin udtalelse om »Gennemgang af EU's budget«, er en forøgelse af EU's budget i sig selv ikke alene ønskelig, men nødvendig i betragtning af omfanget af de nye udfordringer, som skal løses i fællesskab. EØSU beklager, at den foreliggende afgørelse kun omhandler budgettets interne struktur og kvalitative indhold og ikke henviser til de nye egne indtægter for at tage fat på det afgørende spørgsmål om budgettets størrelse. Uden at ville undervurdere de aspekter, der er behandlet i Kommissionens forslag, mener EØSU, at budgettet ikke kun er et spørgsmål om tal eller valg af intern organisation. Det er først og fremmest et redskab til støtte for et politisk projekt, for EU's ambitioner. EU's politiske ambitioner og de midler, der anvendes for at opnå dem, bør derfor hænge sammen og være afstemt efter hinanden. EØSU beklager, at Kommissionen ikke har grebet denne lejlighed til at yde finansiel støtte til at opfylde de forpligtelser, der følger af Lissabontraktaten, af Europa 2020-strategien og af nødvendigheden af at iværksætte vækstfremmende foranstaltninger.

2.   Indledning – den aktuelle situation

2.1   Det her behandlede forslag til afgørelse er et af de seks lovgivningsforslag, som ledsager Kommissionens meddelelse »Et budget for Europa 2020« (COM(2011) 500 final) (2). Hvert af disse forslag skal behandles særskilt (3).

2.2   Spørgsmålet om egne indtægter er vigtigt for såvel en strukturel som en politisk betragtning. Kilden til ressourcerne er bestemmende for forholdet mellem borgerne, medlemsstaterne og EU's institutioner og indebærer også spørgsmålet om EU's finansielle autonomi. Debatten om EU's egne indtægter hænger sammen med den generelle debat om integrationens fremtid, hvor to visioner er i spil: føderalisme og mellemstatsligt samarbejde.

2.2.1   EØSU har siden 2008 ment, at fastlæggelse af budgetpolitikken forudsætter et helt grundlæggende valg mellem føderalisme (4) og mellemstatsligt samarbejde. Det er klart, at fremskridtene i den europæiske integration bl.a. måles på, hvordan budgettet finansieres (5).

2.3   Selv om Romtraktaten af 25. marts 1957 forudså en overgangsperiode med nationale bidrag, hedder det i dens artikel 201, at »Budgettet finansieres med forbehold af andre indtægter fuldt ud af egne indtægter« .

2.4   I øjeblikket består EU's indtægter af EU's traditionelle egne indtægter (told, landbrugsafgifter, sukkerafgifter) og af EU's nye egne indtægter i form af en afgift på det harmoniserede grundlag for beregning af merværdiafgift (moms) og en afgift på bruttonationalindkomsten (BNI). Disse moms- og BNI-indtægter er i realiteten kun tilnærmelsesvist »egne indtægter«, eftersom de pålægges af medlemsstaterne på deres egne indtægter. De betragtes kun som EU's egne indtægter, fordi de er bestemt for EU's budget, der i 2011 lå på 126,5 mia. EUR eller 1,13 % af EU-27's bruttonationalprodukt (BNP).

2.4.1   Ifølge rapporten fra Kommissionens tjenestegrene (6) om, hvordan ordningen med egne indtægter fungerer, fremviser den nuværende finansieringsordning middelmådige resultater ud fra de fleste evalueringskriterier. Den er uigennemsigtig og kompleks, kan kun forstås af nogle få eksperter, og er vanskeligt tilgængelig for offentligheden, hvilket besværliggør en demokratisk kontrol af den.

Den måde, EU-budgettet finansieres på, får endvidere mange medlemsstater til at betragte deres bidrag til EU udelukkende som en udgift, hvilket uvægerligt fører til spændinger, hver gang budgettet debatteres.

2.4.2   Denne situation har fået Kommissionen til at fremsætte et forslag til Rådet om ændring af EU's ordning med egne indtægter. Forslaget, der tager hensyn til den nye retlige ramme, der foreslås i Lissabontraktaten, ligger på linje med Kommissionens tidligere meddelelse: »Gennemgang af EU's budget« (7).

2.5   Udarbejdelsen af dette dokument vil derfor være i fuld overensstemmelse med den udtalelse om ovennævnte meddelelse, som EØSU vedtog på sin plenarforsamling i juni 2011 (8).

3.   En ny retlig ramme

3.1   Med Lissabontraktaten er der etableret en ny retlig ramme. Dette indebærer betydelige ændringer ikke kun i EU's budgetprocedure, men også i den måde, hvorpå EU finansierer sit budget.

Artikel 311 fastlægger, at der kan »indføres nye kategorier af egne indtægter, og en eksisterende kategori kan ophæves.« Den foreskriver endvidere, at »Rådet fastsætter ved forordning efter en særlig lovgivningsprocedure gennemførelsesforanstaltningerne i forbindelse med ordningen for Unionens egne indtægter.« Dette gør det muligt at begrænse antallet af eksisterende egne indtægter og indføre nye, hvis gennemførelsesbestemmelser fastsættes ved forordning.

4.   Indholdet i forslaget til Rådets afgørelse

4.1   Det her behandlede forslag til afgørelse om egne indtægter omfatter tre hovedelementer: forenkling af medlemsstaternes bidrag, indførelse af nye egne indtægter og reform af korrektionsmekanismerne. Der er tale om tre forslag, der skal betragtes som en helhed, som kræver en enkelt afgørelse.

4.1.1   Forenkling af bidragene fra medlemsstaterne

Kommissionen foreslår at afskaffe de nuværende egne indtægter fra moms, da de er komplekse og kun udgør en ringe merværdi i forhold til de BNI-baserede egne indtægter. Det foreslås, at disse indtægter afskaffes pr. 31. december 2013.

4.1.2   Indførelse af nye egne indtægter

I sin meddelelse »Gennemgang af EU's budget« identificerede Kommissionen seks potentielle kategorier af egne indtægter. Kommissionen har valgt to af disse kategorier i de forslag, der behandles her. Kommissionen foreslår, at der senest fra 1. januar 2014 indføres en afgift på finansielle transaktioner og en ny momsbaseret indtægt. Disse nye indtægter ville finansiere 51,4 % af EU's udgifter. EU's traditionelle egne indtægter ville udgøre næsten 20 % af de samlede indtægter, og de BNI-baserede indtægter omkring 30 % (et fald fra 74,2 % til 29,7 %) (9).

4.1.3   Reform af korrektionsmekanismerne

4.1.3.1   Der er indført midlertidige korrektionsmekanismer, som ophører i 2013. Korrektionen til fordel for Det Forenede Kongerige (UK) og finansieringsrabatter for fire medlemsstater (Tyskland, Nederlandene, Østrig og Sverige) samt skjult korrektion ved tilbageholdelse – i form af opkrævningsomkostninger – af 25 % af de beløb, der opkræves af medlemsstaterne til traditionelle egne indtægter, vil fortsat blive anvendt i deres nuværende form, indtil en afgørelse om egne indtægter træder i kraft.

4.1.3.2   I lyset af, at den objektive situation i flere medlemsstater med tiden har ændret sig radikalt, og at de objektive betingelser, der ligger til grund for de nuværende korrektionsmekanismer, ligeledes har udviklet sig betydeligt siden 1984 (Fontainebleau-aftalen) (den fælles landbrugspolitiks andel af EU-budgettet og den momsbaserede finansiering er reduceret væsentligt, og Det Forenede Kongerige er nu en af EU's rigeste medlemsstater (10)), understreger Kommissionen, at korrektionen til fordel for UK bør tages op til revision.

4.1.3.3   Med afgørelsen foreslås det derfor at inkludere midlertidige korrektioner til fordel for Tyskland, Nederlandene, Det Forenede Kongerige og Sverige. Derefter indføres der pr. 1. januar 2014en ny ordning med faste beløb til erstatning for alle de eksisterende korrektionsmekanismer. Endvidere foreslår Kommissionen at reducere den skjulte korrektion fra 25 % til 10 %.

5.   Generelle bemærkninger

5.1   Et system, hvori ca. 75 % af Unionens indtægter ikke hidrører fra reelle egne indtægter, men kommer direkte fra de nationale budgetter i form af BNI-indtægter, mens 15 % udgøres af en procentdel af momsindtægterne, der på grund af fastsættelsesmåden ikke kan betragtes som en egentlig egen indtægt, er ikke i overensstemmelse med Romtraktatens bogstav og ånd.

5.2   EØSU understreger, at det er disse »afgifter«, som har givet næring til en kortsigtet nettobetalerdebat, der ikke øver retfærdighed mod fordelene ved Den Europæiske Union i form af fred, frihed, velstand, vækst og sikkerhed,

5.2.1   EØSU mener, at noget for noget-konceptet, som er indført med BNI-afgifterne, er endnu mindre på sin plads i dag, end det var i begyndelsen af den europæiske integrationsproces. Et sådant koncept, som alt for ofte har skadet EU's funktion og afsporet debatten, er i vid udstrækning skyld i processens utilstrækkelighed, forsinkelse og nederlag. Det strider mod ånden i en union af stater og folk og mod al rationel, økonomisk tænkning. For i en økonomisk, monetær og politisk union bør fordelene og merværdien i sagens natur komme alle til gavn. Alle de fremskridt, der er gjort i EU, bygger på multiplikatorvirkningen af at slå sig sammen, som er det diametralt modsatte af noget for noget-konceptet (11).

5.3   Den nuværende ordning med egne indtægter, som er baseret på medlemsstaternes bidrag, er uigennemsigtig og kompleks. Ordningen begrænser den demokratiske kontrol og bidrager ikke til at synliggøre bestræbelserne på europæisk integration. Endvidere vil et sådant system, eftersom bidraget til EU vil blive opfattet som endnu en byrde for de nationale budgetter, ikke sikre EU tilstrækkelige midler til at gennemføre alle de ønskede politikker.

5.3.1   Hertil kommer, at den nuværende ordning med dens mange forskellige korrektionsmekanismer og rabatordninger, uanset om de som f.eks. den britiske rabat er af generel art til fordel for en enkelt medlemsstat eller af mere speciel art såsom rabatter til finansiering af andre rabatter, er alt for kompliceret, savner gennemskuelighed og er komplet uforståelig for borgerne i EU. En sådan ordning bidrager på ingen måde til at opfylde kravet om at etablere en direkte forbindelse mellem Unionen og dens borgere.

5.4   I lyset af ovenstående generelle betragtninger hilser EØSU Kommissionens forslag til Rådets afgørelse velkommen. Udvalget mener, at det er et skridt i den rigtige retning, da det forenkler strukturen og reducerer de nuværende nationale bidrag til EU's budget fra 85,3 % (111,8 mia. EUR) til 29,7 % (48,3 mia. EUR), hvoraf den BNI-baserede indtægt vil falde fra 74,2 % (97,3 mia. EUR) til 29,7 % (48,3 mia. EUR), og dermed nærmer sig overensstemmelse med Romtraktatens ånd og bogstav. Denne forholdsmæssige forhøjelse af de reelle egne indtægter vil bidrage til at styrke EU's finansielle autonomi og samtidig støtte den enorme indsats på budgetområdet, som medlemsstaterne er blevet enige om.

6.   Særlige bemærkninger

6.1   I sin meddelelse »Gennemgang af EU's budget« opstiller Kommissionen en række finansieringsmetoder, som den mener kunne anvendes til nye egne indtægter: EU-beskatning i finanssektoren, EU-indtægter fra auktioner på kvoter under emissionshandelssystemet, en EU-afgift relateret til luftfart, EU-moms, en EU-energiafgift og en EU-selskabsskat.

6.1.1   Kommissionen har foretaget en analyse (12) af hver enkelt af disse potentielle indtægtskilder med angivelse af de fordele og ulemper, som de rummer, uden at give de politiske årsager til at forkaste nogle af mulighederne og vælge at satse på en ny EU-moms og beskatning af finansielle transaktioner.

6.1.2   EØSU mener, at de politiske årsager, der har ført til forkastelse af visse muligheder, bør angives, og at udvalget burde have været hørt, inden valgene blev truffet.

6.2   Indholdet i de foreslåede ændringer

6.2.1   Afskaffelse af de nuværende egne indtægter fra moms. Forenkling af medlemsstaternes bidrag

Disse indtægter, der i realiteten kun tilnærmelsesvist kan betegnes som »egne indtægter«, eftersom de pålægges af medlemsstaterne på deres egne indtægter, forekommer nu forældede. De er ikke andet end et matematisk grundlag for beregning af de nationale bidrag. De er komplekse, kræver en stor administrativ indsats for at nå frem til et harmoniseret grundlag og frembyder kun ringe eller slet ingen merværdi. EØSU går ind for denne forenkling.

6.2.2   Indførelse af en ny momsindtægt

Denne indtægt vil være én af facetterne ved en radikalt ændret momsordning inden for EU. Den vil udgøre 18,1 % af de nye egne indtægter (jf. bilag I) inden 2020.

Dette ville til dels falde inden for rammerne af grønbogen om momssystemets fremtid (13). EØSU har godkendt de initiativer, som Kommissionen planlægger i grønbogen.

Denne del af momsen på levering af varer og tjenesteydelser, erhvervelser af varer inden for Fællesskabet og import af varer, der pålægges en standardmomssats i hver enkelt medlemsstat i medfør af direktiv 2006/112/EF (14), bør ikke overstige to procentpoint af standardsatsen. Gennemførelsesbestemmelserne opererer med et procentpoint.

EØSU støtter oprettelsen af denne nye momsindtægt, som erstatter den eksisterende indtægt, der ifølge undersøgelser er forældet. Udvalget mener, at EU-budgettet – og de ressourcer, der udgør det – bør betragtes som et middel blandt flere, der tjener fælles formål.

Det ville imidlertid have været lettere at foretage en grundig vurdering af forslagenes form og indhold, hvis de havde givet præcise oplysninger om ændringer i momsstrukturen og i form af en undersøgelse havde beskrevet forskellene i den finansielle effekt af ændringerne for de enkelte medlemsstater.

EØSU har i flere af sine udtalelser peget på, at momsunddragelse internt i EU er meget udbredt, og henleder på ny opmærksomheden herpå. Det finder det derfor nødvendigt, at der parallelt med iværksættelsen af denne nye egenindtægt indføres bestemmelser, der skal reducere eller helt fjerne momssvig. I den sammenhæng vil udvalget holde nøje øje med de lovgivningsforslag, som vil blive fremsat på grundlag af de overvejelser, der indledes af »Grønbogen om momssystemets fremtid«.

6.2.3   Indførelse af en afgift på finansielle transaktioner

EØSU har i flere tidligere udtalelser (15) med visse forbehold udtrykt støtte til indførelse af en afgift på finansielle transaktioner. Udvalget har især peget på,

at der bør satses på indførelse af en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan pga. bekymringerne for risikoen for udflytning; at det, hvis dette ikke er muligt, går ind for indførelse af en sådan afgift på EU-plan under hensyntagen til konklusionerne i Kommissionens konsekvensanalyse;

at afgiften på finansielle transaktioner, ud over at den kan øge finansmarkedernes stabilitet og effektivitet ved at gøre dem mindre volatile, er nødvendig både for medlemsstaterne og for EU for at sikre indtægter, som kan mindske budgetuligevægtene.

Som anført i Kommissionens forslag til Rådets afgørelse kunne denne afgift, som opkræves på EU-niveau, udgøre en ny indtægtskilde. Afgiften på finansielle transaktioner ville gøre det muligt at reducere medlemsstaternes bidrag, give de nationale regeringer ekstra råderum og dermed bidrage til de generelle budgetkonsolideringsbestræbelser. Samtidig bør dette EU-initiativ udgøre et første skridt hen imod anvendelse af en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan, hvilket i øjeblikket drøftes på G20-plan.

På baggrund heraf og i lyset af tidligere udtalelser går EØSU ind for indførelse af en afgift på finansielle transaktioner som kilde til egen indtægt i EU's budget.

Denne afgift kunne inden 2020 komme til at udgøre 33,3 % af EU's egne indtægter (jf. bilag I) med et beløb på 54,2 mia. EUR, mens den ifølge de første skøn ville kunne skabe årlige indtægter på 57 mia. EUR, afhængigt af markedernes reaktion (16).

Afgiftssatsen i procent af det afgiftspligtige beløb vil være mindst 0,1 % for finansielle transaktioner, der ikke vedrører derivataftaler, og mindst 0,01 % for finansielle transaktioner, der har relation til derivataftaler (17).

6.2.4   Reformen af korrektionsmekanismerne

EØSU glæder sig over, at det i den her behandlede tekst foreslås at revurdere korrektionen til fordel for Det Forenede Kongerige og indføre en ny ordning med faste beløb, der skal erstatte samtlige eksisterende korrektionsmekanismer fra 1. januar 2014. Det samme gælder reduktionen af den skjulte korrektion fra 25 % til 10 % (jf. punkt 4.1.3).

Disse forslag er et skridt i den rigtige retning, men er ikke vidtgående nok, da de ikke fuldt ud drager konsekvenserne af et budget, der hovedsageligt hviler på egne indtægter.

EØSU mener, at »noget for noget-konceptet« i et budget, hvoraf egne indtægter udgør over 66 %, bør afskaffes, da det strider imod de værdier i form af solidaritet og fælles fordele, der ligger til grund for den europæiske integration (jf. punkt 5.2.1). Hvis EØSU støtter Kommissionens forslag om at give en ordning baseret på egne ressourcer forrang, er det fordi udvalget forventer, at reformen på sigt kan føre til afskaffelse af nationale korrektioner, som ikke længere vil være berettiget i et nyt europæisk budget, der giver alle medlemsstaterne en større merværdi (18).

Det er imidlertid vanskeligt at foretage en reel og præcis vurdering af de forslag, Kommissionen her fremsætter, når forslagene hverken giver nogen begrundelse for omfanget af de foreslåede ændringer eller foretager sammenligninger med den nuværende ordning.

6.3   Kommissionen gentager det synspunkt, som det fremsatte i sin meddelelse om »Gennemgang af EU's budget« (19), nemlig at indførelsen af nye egne indtægter ikke er en sag, der drejer sig om budgettets størrelse. EØSU er ikke enig heri. Når man gennemgår og reorganiserer EU's budget ved at ændre og indføre nye egne indtægter og ved at ændre korrektionsmekanismerne, er det passende at spørge, hvilke virkninger sådanne ændringer vil have på budgettets størrelse, og at orientere ændringerne mod de politiske valg, der er truffet eller skal træffes.

6.3.1   På baggrund heraf mener EØSU, at EU-budgettet ikke er et spørgsmål om tal eller om valg eller intern organisation af dets forskellige komponenter. Det er først og fremmest et redskab til støtte for et politisk projekt, for EU's ambitioner. EU's politiske ambitioner og de midler, der anvendes for at opnå dem, bør derfor hænge sammen og være afstemt efter hinanden. I dag råder EU ikke over tilstrækkelige budgetmidler hverken til at gennemføre sin politiske strategi, Europa 2020-strategien, eller til at opfylde sine forpligtelser i henhold til den nye Lissabontraktat.

EØSU finder, at en forøgelse af EU's budget i sig selv ikke alene er ønskelig, men nødvendig i betragtning af omfanget af de nye udfordringer, som skal løses i fællesskab (20).

Bruxelles, den 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Artikel 201.

(2)  Forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, COM(2011) 398 final; Udkast til interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetsamarbejde og forsvarlig økonomisk forvaltning, COM(2011) 403 final; Ændret forslag til Rådets afgørelse om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter, COM(2011) 739 final; Ændret forslag til Rådets forordning om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter, COM(2011) 740 final; Ændret forslag til Rådets forordning om metoderne og proceduren for overdragelse af de traditionelle egne indtægter fra BNI og om foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav (omarbejdning), COM(2011) 742 final; Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF, COM(2011) 594 final.

(3)  Jf. især EØSU's udtalelse om »En fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner« (Se side 55 i denne EUT) og EØSU's udtalelse om »Budget 2014-2020« (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4)  Føderalisme kan her være kendetegnet ved:

princippet om overlejrede beslutningsniveauer (nationale kompetencer er delt op mellem den føderale regering og forbundets delstater), autonomiprincippet (hvert regeringsniveau er autonomt eller »suverænt« inden for sin jurisdiktion) og deltagelsesprincippet (delstaterne er repræsenteret og deltager i beslutningstagningen på det føderale niveau).

Disse principper kan gennemføres på forskellige måder, men i praksis er der ikke nogen bestemt grad af centralisme eller demokrati i et formelt føderalt system.

Kilde: http://fr.wikipedia.org/wiki/F%C3%A9d%C3%A9ralisme.

(5)  Jf. EØSU's udtalelse »EU's budgetreform og fremtidige finansiering«, EUT C 204 af 9.8.2008, s. 113.

(6)  Arbejdsdokument fra Kommissionen: »Report on the operation of the own resources system«, SEC(2011) 676 final af 29.6.2011.

(7)  COM(2010) 700 final.

(8)  Jf. EØSU's udtalelse »Gennemgang af EU’s budget«, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 75.

(9)  Jf. bilag I.

(10)  Jf. bilag II.

(11)  Jf. fodnote 5.

(12)  SEC(2011) 876 final – Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: »Finansiering af EU-budgettet: Rapport om anvendelsen af ordningen for egne indtægter« – Ledsager dokumentet »Forslag til Rådets afgørelse om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter«.

(13)  Jf. EØSU's udtalelse »Grønbog om momssystemets fremtid«, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 87.

(14)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(15)  Jf. EØSU's udtalelse om de Larosière-gruppens rapport, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 57; EØSU's udtalelse om afgift på finansielle transaktioner, EUT C 44 af 11.2.2011, s. 81 Resumé og konklusioner, punkt 1.10; EØSU's udtalelse om »Finanspolitik: Vækst og finanspolitisk tilpasning«EUT C 248 af 25.8.2011, s. 8, punkt 4.4.2, 1.5.3 og 1.5.4; og EØSU's udtalelse om beskatning af den finansielle sektor, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 64.

(16)  Jf. COM(2011) 594 final »Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF«.

(17)  Jf. fodnote 10.

(18)  Jf. EØSU's udtalelse »Gennemgang af EU’s budget«, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 75, pkt. 4.4.

(19)  COM(2010) 700 final.

(20)  Jf. EØSU's udtalelse »Gennemgang af EU’s budget«, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 75, punkt 1.1 og 1.4.


BILAG I

Forventet udvikling i EU-finansieringens sammensætning (2012-2020)

 

Udkast til budget 2012

2020

Mia. EUR

% af egne indtægter

Mia. EUR

% af egne indtægter

Traditionelle egne indtægter

19,3

14,7

30,7

18,9

Eksisterende nationale bidrag

heraf

111,8

85,3

48,3

29,7

Momsbaserede egne indtægter

14,5

11,1

BNI-baserede egne indtægter

97,3

74,2

48,3

29,7

Nye egne indtægter

heraf

83,6

51,4

Ny momskilde

29,4

18,1

EU-afgift på finansielle transaktioner

54,2

33,3

Egne indtægter i alt

131,1

100,0

162,7

100,0

Kilde: Kommissionens beregning baseret på COM(211) 510 ajourført på basis af COM(2011) 738


BILAG II

Udviklingen af vigtige parametre (1984-2011)

 

1984

2005

2011

Den fælles landbrugspolitiks budget-andel (% af samlet budget)

69 %

50 %

44 %

Momsbaseret bidrag (% af samlet budget)

57 %

16 %

11 %

UK's velstand

(BNI pr. indbygger (KKS)

93 % af EU-10

117 % af EU-25

111 % af EU-27

Europa-Kommissionen, GD Budget


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/52


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond

COM(2011) 613 final

2012/C 181/10

Ordfører: Joost VAN IERSEL

Kommissionen besluttede den 6. oktober 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond«

COM(2011) 613 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 139 stemmer for, 2 imod og 9 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner

1.1   EØSU er enig i, at den nuværende krise tvinger medlemsstaterne og EU til at være meget forsigtige med budgetoverskridelser. På den baggrund forstår det fuldt ud Rådets uvilje mod at skabe øgede muligheder inden for rammerne af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF).

1.2   Ikke desto mindre ønsker EØSU at henvise til nye bestemmelser i TEUF, navnlig i artikel 4, 174 og 222, som understreger EU's og medlemsstaternes delte ansvar for at imødegå naturkatastrofer og terrortrusler overalt i EU. Disse bestemmelser viser, at EU under nogle meget særlige omstændigheder ikke blot opfattes som et fællesskab af socioøkonomiske interesser, men også som et skæbnefællesskab. Dette var i øvrigt også hovedbegrundelsen for oprettelsen af EUSF i 2002, hvor der var omfattende oversvømmelser i en række medlemsstater.

1.3   EØSU er af den faste overbevisning, at når man anskuer samhørighedsområder på integreret vis, peger det på en fælles skæbne, som alle borgere i EU deler og også tager ansvar for. I lyset af resultatet af de langvarige drøftelser i Rådet er EØSU skuffet over, at denne indstilling for tiden ikke er til stede. Rådets kraftige understregning af »subsidiaritet« i disse drøftelser afspejler en lignende holdning.

1.4   EØSU tilslutter sig alle de praktiske tilpasninger, som Kommissionen foreslår for EUSF-forordningen, for at få Fonden til at fungere på en mere forretningsmæssig facon og for at gøre den mindre bureaukratisk og mindre tidskrævende for modtagerne af støtten fra den.

1.5   EØSU understreger især, at det er hensigtsmæssigt at styrke synligheden af EU's medansvar, når EU giver økonomisk støtte i forbindelse med katastrofer. For tiden er procedurerne udelukkende administrative. EU-betalinger sker ofte måneder efter, at katastrofen har fundet sted, hvilket understreger procedurens tekniske og tilmed anonyme karakter. For tiden er resultatet det stik modsatte af et fælles udtryk for empati, som EØSU gerne så udtrykt stærkere.

1.6   EØSU opkaster forslaget om at inkludere finansieringen af EUSF direkte i EU's budget til overvejelse som en praktisk måde at fremskynde betalingerne på og sikre et meget højere omfang af synlighed af fondens aktiviteter.

2.   Indledning

2.1   Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF) blev oprettet i 2002, hvorved der blev skabt et EU-instrument til indsats i forbindelse med større naturkatastrofer. Dengang tilsluttede EØSU sig helhjertet Fondens oprettelse (1).

2.2   Den oprindelige forordning af 2002 indbefattede en fremtidig revision, som skulle finde sted ved udgangen af 2006. Med det formål for øje reviderede Kommissionen EUSF for første gang i 2005. EØSU kommenterede det deraf følgende forslag fra Kommissionen i 2005 (2). EØSU fremsatte en række forslag, navnlig om at udvide Fondens anvendelsesområde til også at omfatte tørke, om lavere interventionstærskler og om at give Kommissionen større skønsmæssige beføjelser.

2.3   Senest har Rådet forkastet de af Kommissionen foreslåede ændringer, som Europa-Parlamentet havde hilst velkommen. Disse forslag var baseret på praktiske erfaringer med forordningen, såsom at udvide anvendelsesområdet for Fondens virke til andre end naturkatastrofer, mere fokus på gennemsigtighed med anvendelseskriterierne, og tilpasning af de bureaukratiske og tidskrævende procedurer, der hæmmer den rettidige indsats og synligheden.

2.4   I 2011 besluttede Kommissionen at offentliggøre en meddelelse om Solidaritetsfondens fremtid med henblik på at relancere den overordnede drøftelse af Fonden. Det er denne meddelelse, som den foreliggende EØSU-udtalelse fremsætter kommentarer til.

2.5   Angående det tidkrævende bureaukrati i EUSF-procedurerne er det værd at bemærke, at Kommissionen ikke handler på eget initiativ, men kun efter formelle ansøgninger fra medlemsstater, hvilket tager tid. Hver ansøgning efterfølges af omfattende procedurer mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for at vedtage et budget og af et endeligt input fra den ansøgende medlemsstat for at underbygge anmodningen om økonomisk støtte.

2.6   Kommissionen konkluderer, at dette »medfører samlet set, at tilskud i mange tilfælde først kan udbetales 9 til 12 måneder efter katastrofen eller undertiden endnu senere« (3).

2.7   Den fortsatte skepsis og modstand skyldtes frygten for de budgetmæssige konsekvenser. »Subsidiaritet« er fortsat et hovedprincip i forbindelse med »katastrofer«. Et stort flertal af medlemsstaternes modstand mod større ændringer i Solidaritetsfondens retsgrundlag og funktion blev igen bekræftet i 2010.

2.8   Kommissionen skal roses for indsatsen for at udvide EUSF's funktion, i og med at evalueringer viser, at den har stor succes i de tilfælde, hvor den intervenerede. På den anden side har afviste ansøgninger ført til skuffelser, og skader således EU's image.

2.9   Den nuværende politiske debat vil sandsynligvis ikke give megen plads til dem, der søger at udvide EUSF's støtte til nye kategorier af »katastrofer«, eller til dem, der ønsker at ændre tærsklerne eller mildne kriterierne for regionale katastrofer.

3.   EØSU's bemærkninger til Kommissionens forslag.

3.1   EØSU er enig i, at enhver ændring i EUSF under de nuværende omstændigheder skal begrænses til afklaringer og bedre operabilitet af forordningen fra 2002. Afklaringer vedrørende fondens funktionsmåde skal helt klart søge at forbedre dens synlighed.

3.2   En mere præcis definition, ifølge hvilken støtte fra Fonden kun er mulig i tilfælde af en naturkatastrofe kan, som Kommissionen anfører, bidrage til at udelukke uønskede juridiske vanskeligheder. Dette ville også ligge på linje med mange medlemsstaters kritik, og det ville mindske unødige skuffelser for berørte medlemsstater.

3.3   EØSU er enig i, at begrænsningen til naturkatastrofer ikke vil udelukke kædereaktioner af sådanne katastrofer, f.eks. på industrianlæg, sundhedsfaciliteter eller hospitaler. Skønt ikke kun den offentlige service, men også private aktiviteter generelt er berørte i sådanne tilfælde, er der et stærkt argument for at indbefatte dem, når de er en del af en regional samfundsmæssig ramme f.eks. for så vidt angår beskæftigelse.

3.4   Erfaringerne viser, at der er væsentlige problemer med fortolkningen af visse følger af en »ekstraordinær regional katastrofe«. EØSU tilslutter sig Kommissionens forslag om at sætte kriterierne for regionale katastrofer på et enkelt og objektivt grundlag, der kunne være sammenligneligt med definitionen af »større katastrofer«. En simulation gennemført af Kommissionen viser, at slutresultatet ville være mere eller mindre identisk med virkningen af den aktuelle definition. Imidlertid ville en række ansøgninger ikke være blevet indgivet, fordi de klart ikke ville have været berettiget til støtte fra EUSF.

3.5   Kommissionen kritiserer med rette de forsinkelser, der er med at gøre bevillingerne tilgængelige. EØSU kunne ikke være mere enig (se også punkt 2.6 ovenfor). Udvalget mener, at alt skal sættes ind på, at fremskynde procedurerne og derved forbedre EUSF's reaktionsevne og synlighed.

3.6   I den henseende er EØSU enig med Kommissionens forslag om i forordningen at indføre muligheden for at betale forskud, som skal tilbagebetales, hvis en ansøgning ikke godkendes i medfør af reglerne.

3.7   EØSU er helt enig med Kommissionen i, at procedurerne kan og bør forkortes og forenkles, hvor det er muligt. Der er et stort spillerum for at slå afgørelser i Kommissionen sammen (som der er fire af i det nuværende system) såvel som i medlemsstaterne (som der for tiden er to af). Som Kommissionen med rette anfører, kan temmelig enkle proceduremæssige tilpasninger give store tidsbesparende virkninger.

3.8   Kommissionens forslag om at styrke og specificere bestemmelsen i forordningen om, at en modtagermedlemsstat bedes om detaljeret at klargøre, hvordan den vil forhindre yderligere katastrofer i fremtiden ved at gennemføre EU-lovgivning om vurdering, forvaltning og forebyggelse af katastrofer baseret på indhøstede erfaringer og et tilsagn om at indføre foranstaltninger vedrørende klimaændringer er temmelig afslørende og yderst hensigtsmæssigt.

3.9   Kommissionen nævner udtrykkeligt artikel 222 i TEUF, som bestemmer, at EU og medlemsstaterne skal handle i fællesskab i en ånd af solidaritet i tilfælde af terrorangreb, naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer. Det kan tilføjes, at TEUF for første gang i artikel 4 og artikel 174 indfører begrebet »territorial samhørighed« som genstand for »delt kompetence« mellem EU og medlemsstaterne. »Territorial samhørighed« skal yderligere fremmes af EU i regioner, der lider af permanente naturbetingede ulemper.

3.10   Disse bestemmelser afspejler ikke kun et delt ansvar mellem alle aktører i EU, men peger også i retning af et skæbnefællesskab. I lyset af Rådets reaktioner på flere forslag fra Kommissionen og kommentarer fra andre hørte parter står det klart, at medlemsstaterne er mindre villige til at handle i henhold til princippet om en fælles skæbne. Dette forklarer deres øgede understregning af »subsidiaritet«.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om »Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond«, EUT C 61/30 af 14.3.2003, s. 187.

(2)  EØSU's udtalelse om »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond«, EUT C 28/14 af 3.2.2006, s. 69.

(3)  COM(2011) 613 final, se punkt 2.3, sidste afsnit.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/55


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af visse finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF

COM(2011) 594 final

2012/C 181/11

Ordfører: Stefano PALMIERI

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 19. oktober 2011 under henvisning til artikel 313 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF«

COM(2011) 594 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts, følgende udtalelse med 164 stemmer for, 73 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder ligesom Europa-Parlamentet (1) Kommissionens forslag om at indføre en afgift på finansielle transaktioner (FT-afgift), hvilket er helt i tråd med anbefalingerne i tidligere udtalelser (2) fra EØSU.

1.2   EØSU har allerede i en tidligere udtalelse (3) påpeget vigtigheden af igen at sikre Den Europæiske Union (EU) finansiel autonomi, sådan som det oprindeligt var tanken med Romtraktatens artikel 201. Det er på den baggrund, at EØSU mener, at FT-afgiften kan blive et af de bærende elementer i den nye ordning for EU's egne indtægter, nemlig som et instrument, der kan sikre, at EU bliver selvfinansierende under den flerårige finansielle ramme 2014-2020.

1.3   EØSU gentager, at det på sigt er nødvendigt med en FT-afgift på verdensplan, men som allerede erkendt i udtalelsen af 15.7.2010 (se fodnote 2) mener det, at dette mål muligvis bedst nås ved at indføre FT-afgiften i Den Europæiske Union. Helt på linje med kommissær Algirdas Semeta og Europa-Parlamentet mener EØSU, at EU, ligesom det har været tilfældet med mange politikker af global rækkevidde (som f.eks. politikken vedrørende klimaændringerne), kan og bør påvirke udviklingen på dette område ved at gå forrest (4). EØSU mener imidlertid, at man bør gøre mest muligt for, at afgiften faktisk indføres på verdensplan.

1.3.1   Det er i det lys, at man ifølge EØSU skal se brevet fra finansministerierne i ni EU-medlemsstater (Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig, Belgien, Finland, Grækenland, Portugal og Spanien) til det danske EU-formandskab, hvori de bifalder formandskabets beslutning om at fremskynde analysen af FT-afgiften og forhandlingerne om dens indførelse.

1.4   EØSU opfatter indførelsen af FT-afgiften som et led i en mere omfattende proces, som Kommissionen har sat i gang med revisionen af de vigtigste direktiver om markederne for finansielle instrumenter (COM(2011) 656 og COM(2011) 652), der har til formål at gøre disse markeder mere gennemsigtige og effektive, og sikre, at de fungerer efter hensigten. Endvidere mener udvalget, som allerede fremhævet i en tidligere udtalelse, at stabiliteten og effektiviteten i den finansielle sektor og dermed begrænsningen af den overdrevne risikotagning samt skabelse af de rette incitamenter for institutionerne i den finansielle sektor bør sikres gennem passende regulering og tilsyn.

1.5   For at neutralisere eller i hvert fald mindske risikoen for udflytning af finansielle transaktioner bør det af Kommissionen foreslåede princip om etableringssted (eller territorial afgræsning) suppleres af princippet om udstedelsessted, sådan som Europa-Parlamentet har foreslået. Efter sidstnævnte princip finder afgiften (ligesom stempelafgift) anvendelse på alle transaktioner af finansielle instrumenter udstedt af juridiske personer registreret i EU, dog ikke på købs- og salgsaftaler (5).

1.6   EØSU mener, at FT-afgiften vil sikre, at den finansielle sektor yder et mere rimeligt bidrag til Den Europæiske Unions offentlige budget og medlemsstaternes nationale budgetter.

1.7   EØSU er tilfreds med, at indførelsen af FT-afgiften vil kunne regulere de ordninger, som kun tjener finansielle operatørers egne interesser, idet antallet af transaktioner med høj frekvens og lav latenstid (high frequency and low latency trading) vil blive nedbragt. Disse transaktioner er yderst spekulative, skaber ustabile forhold på de finansielle markeder og har intet at gøre med realøkonomiens normale funktion. Ved hjælp af FT-afgiften vil de finansielle markeder blive stabiliseret, idet fordelene ved investeringer på mellemlang og lang sigt, som kan rettes mod erhvervslivet, vil blive større.

1.7.1   Det lavere tempo i de stærkt spekulative transaktioner, som vil blive en følge af indførelsen af FT-afgiften, vil ifølge EØSU have stor stabiliserende virkning på kurssvingningerne på de finansielle markeder og sikre de virksomheder, der driver forretning i realøkonomien, mere stabile investeringsbetingelser (6).

1.8   EØSU mener, at en af de vigtigste konsekvenser af indførelsen af FT-afgiften kan vise sig at være en forbedring af statsgældssituationen. Statsobligationskriser bliver alvorligere i perioder med stor finansiel ustabilitet. De øgede indtægter fra FT-afgiften vil bidrage til at forbedre den finansielle stabilitet og mindske behovet for yderligere gældssætning. Effekten vil være direkte for de midler, der tilgår medlemsstaterne, mens den vil være indirekte for de midler, der tilgår EU's budget som erstatning for medlemsstaternes bidrag.

1.9   EØSU anerkender, at den afgiftsharmonisering, som bliver en følge af FT-afgiftens indførelse, vil garantere, at det indre marked fungerer efter hensigten, idet man vil få fjernet de fordrejninger, der i dag er på et område, hvor mindst ti medlemsstater allerede har indført forskellige former for FT-afgift.

1.10   EØSU understreger, at de negative makro- og mikroøkonomiske konsekvenser af anvendelsen af lovgivningen om FT-afgiften må styres omhyggeligt for at neutralisere eller i hvert fald mindske risiciene og de dermed forbundne omkostninger. Af den grund mener EØSU, at man for at modvirke de væsentligste eventuelle negative virkninger for realøkonomien af FT-afgiftens indførelse bør overveje at indføre passende kompensationsmekanismer.

1.10.1   EØSU mener, at overvågningen og den deraf følgende rapport med en evaluering af konsekvenserne af FT-afgiftens anvendelse, der skal fremsendes til Europa-Parlamentet og Rådet, bør udarbejdes hvert år og ikke hvert tredje år efter FT-afgiftens indførelse (7).

1.11   Virkningerne af indførelsen af FT-afgiften bør vurderes ud fra effekten af lavere BNP på lang sigt (som anført i Kommissionens konsekvensanalyse) og ud fra den samlede effekt, som bidraget fra afgiften yder med hensyn til: i) at gøre de finansielle markeder mere stabile og dermed sikre, at de fungerer bedre, ii) at investeringer flyttes over i realøkonomien, iii) regulering, der forbedrer effektiviteten og gennemsigtigheden på de finansielle markeder i Europa, iv) den finanspolitiske konsolidering i medlemsstaterne som følge af, at flere midler vil være til rådighed, og v) husholdningers opsparing og investeringer. Et nyt skøn viser, at denne samlede effekt faktisk vil betyde en positiv ændring i BNP på lang sigt på 0,25 % (8).

1.12   EØSU har nogle forbehold over for konsekvensanalysen af indførelsen af FT-afgiften, som ledsager Kommissionens forslag, idet det mener, at den ikke tager højde for en række virkninger, hvoraf nogle er beskrevet her i udtalelsen, og at dette kan svække den samlede vurdering af forslaget. EØSU beder derfor Kommissionen om hurtigt at gennemføre en supplerende og mere uddybende analyse.

1.13   EØSU er enig i Kommissionens beslutning om at foreslå en FT-afgift og ikke en afgift på finansielle aktiviteter (FA-afgift). Sidstnævnte er bedre til at regulere de fordelingsmæssige aspekter (på grund af bedre sammenhæng med indtægter fra finansielle aktiviteter), men samtidig er der større risiko for, at den overføres til forbrugere og virksomheder, og den har ikke samme stabiliserende effekt på de finansielle markeder.

1.14   EØSU finder det værd at nævne, at andelen af europæere – interviewet af Eurobarometer – som går ind for, at der indføres en FT-afgift, siden efteråret 2010 ikke har været på under 60 %. I efteråret 2010: 61 %; foråret 2011: 65 %, efteråret 2011: 64 % (9). Indførelsen af FT-afgiften kan således være det første skridt, der gør det muligt for den finansielle sektor at genvinde den nødvendige tillid hos Europas borgere.

1.15   Som led i sin funktion som rådgivende organ for Kommission, Europa-Parlamentet og Rådet påtager EØSU sig at overvåge processen med at omsætte Kommissionens forslag om indførelse af FT-afgiften til lovgivning.

2.   Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indførelse af en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner

2.1   Siden 2009 har Kommissionen på G20-møderne (Pittsburgh, Toronto, Cannes) gjort opmærksom på, at det er nødvendigt at indføre en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan. Med det mål for øje offentliggjorde Kommissionen den 7. oktober 2010 en meddelelse om beskatning af den finansielle sektor (COM(2010) 549 final).

2.2   Nu fremsætter Kommissionen igen forslag om en afgift på finansielle transaktioner (FT-afgift) som led i en mere systematisk tilgang. Forslaget indgår således i den nye flerårige finansielle ramme (FFR) for perioden 2014-2020, som Kommissionen har fremlagt med det formål at gøre EU's flerårige budget mere uafhængigt med en mere stabil og velegnet ordning baseret på egne indtægter (10).

2.3   Afgiften skal opkræves på finansielle transaktioner, hvori finansielle institutioner deltager, dog skal følgende være undtaget: transaktioner, der angår borgere og virksomheder (indgåelse af forsikringsaftaler, realkreditlån, forbrugslån og betalingstjenester), transaktioner på primærmarkedet (bortset fra udstedelse og indløsning af aktier og andele i investeringsinstitutter (UCITS), alternative investeringsfonde) og spotvalutatransaktioner (ikke valutaderivataftaler).

2.4   De personer, der er betalingspligtige for FT-afgiften, er finansielle institutioner, som gennemfører finansielle transaktioner »enten for egen regning eller for andre personers regning, eller som optræder på vegne af en part i transaktionen og i dennes navn«. Finansielle transaktioner med Den Europæiske Centralbank (ECB) og nationale centralbanker er ikke afgiftspligtige. Centrale modparter, værdipapircentraler, internationale værdipapircentraler og den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet betragtes ikke som finansielle institutioner, eftersom de udøver funktioner, der ikke i sig selv betragtes som handel.

2.5   Princippet om etableringssted (eller territorial afgrænsning) finder anvendelse for at mindske risikoen for udflytning, som naturligvis vil opstå, hvilket betyder, at det er den medlemsstat, de involverede finansielle aktører er etableret i, der er afgørende for beskatningen, og ikke hvor transaktionen finder sted. Transaktionen er afgiftspligtig, hvis mindst en af de finansielle institutioner, der er part i transaktionen, er etableret i EU.

2.5.1   I henhold til artikel 3 i direktivet anses en finansiel institution for etableret på en medlemsstats område, hvis mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

den er blevet godkendt af den pågældende medlemsstats myndigheder til at optræde som sådan for så vidt angår de transaktioner, der er omfattet af godkendelsen;

den har sit vedtægtsmæssige hjemsted i den pågældende medlemsstat;

den har fast adresse eller sædvanligt hjemsted i den pågældende medlemsstat;

den har en filial i den pågældende medlemsstat;

den er, enten for egen regning eller for en anden persons regning, part i en finansiel transaktion med en anden finansiel institution, der er etableret i den pågældende medlemsstat, eller med en part, der er etableret på medlemsstatens område, men som ikke er en finansiel institution, eller den optræder på en anden parts vegne i en sådan transaktion (11).

2.6   FT-afgiften forfalder på det tidspunkt, hvor transaktionen gennemføres. Transaktioner har forskellig karakter, og der er derfor bestemmelser om to forskellige beskatningsgrundlag. Det første gælder transaktioner, som ikke er derivataftaler, hvor beskatningsgrundlaget svarer til den modydelse, som en aktør betaler eller skal betale til en tredjepart. Hvis prisen for modydelsen ligger under markedsprisen eller ikke er fastsat, beregnes beskatningsgrundlaget i forhold til markedsprisen. Det andet gælder for finansielle transaktioner med derivataftaler, hvor beskatningsgrundlaget er lig med derivataftalens notionelle beløb på det tidspunkt, hvor transaktionen gennemføres.

2.6.1   De mindstesatser, medlemsstaterne skal anvende til at beregne beskatningsgrundlaget, er:

i)

0,1 % for finansielle transaktioner, som ikke er derivataftaler;

ii)

0,01 % for finansielle transaktioner med derivataftaler.

Medlemsstaterne kan kun anvende én sats for hver af kategorierne. De kan imidlertid frit anvende højere satser end de fastlagte mindstesatser.

2.7   Enhver finansiel institution, som er part i transaktionen, enten for egen regning eller for andres regning, optræder på vegne af en part i transaktionen, eller for hvis regning transaktionen gennemføres, er betalingspligtig for afgiften. De andre parter i transaktionen hæfter imidlertid solidarisk under visse omstændigheder. Medlemsstaterne kan i øvrigt frit bestemme, at andre personer skal hæfte for betalingen, og fastlægge forpligtelser vedrørende registrering, regnskabsføring og -aflæggelse og andre forpligtelser for at sikre, at afgiften reelt betales.

2.8   For transaktioner, der gennemføres elektronisk, skal afgiften betales, når den forfalder, for andre transaktioner er fristen højst tre arbejdsdage.

2.9   Det er medlemsstaternes ansvar at træffe foranstaltninger for at forhindre risikoen for skatteundgåelse, skatteflugt og skattesvig. Her kan Kommissionen fremsætte forslag om delegerede retsakter efter høring af Rådet.

2.10   Indførelsen af FT-afgiften betyder, at andre afgifter på finansielle transaktioner vil blive afskaffet, ligesom der heller ikke vil blive indført andre afgifter af denne type i de enkelte medlemsstater.

2.11   Som Kommissionens forslag er formuleret, vil indførelsen af den fælles mindsteafgift, der efter planen skal være gældende fra 1. januar 2014, betyde, at de skridt, medlemsstaterne har taget til at indføre en FT-afgift, harmoniseres, hvorved det sikres, at det indre marked fungerer, som det skal.

2.12   Beslutningen om at indføre en afgift på finansielle transaktioner er truffet efter en konsekvensanalyse, hvor der som et muligt alternativ også blev set på muligheden for at indføre en afgift på finansielle aktiviteter (FA-afgift). Vurderingen var imidlertid, at en FT-afgift var at foretrække. På grundlag af konsekvensanalysen skønnes det, at indtægterne fra FT-afgiften vil beløbe sig til 57 mia. euro årligt (37 mia. skal gå til EU's budget og de resterende 20 mia. til medlemsstaternes budgetter) (12).

2.13   Kommissionen skal ifølge direktivet regelmæssigt forelægge en rapport om anvendelsen af direktivet med eventuelle forslag til ændringer for Rådet. Den første rapport skal foreligge den 31. december 2016 og derefter en ny hvert femte år.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Med denne udtalelse er det EØSU's hensigt at give en vurdering af Kommissionens forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner (COM(2011) 594 final (13)).

3.2   Udtalelsen følger i det spor, der allerede er aftegnet med initiativudtalelsen om afgift på finansielle transaktioner af 25. juli 2010 og udtalelsen om beskatning af den finansielle sektor af 15. juni 2011 (jf. fodnote 2) vedrørende meddelelsen om beskatning af den finansielle sektor (COM(2010) 549 final).

3.3   Forslaget om en FT-afgift kommer sig af, at udviklingen af informations- og kommunikationsteknologier i de sidste 20 år har fået transaktionsvolumen på de finansielle markeder til at vokse eksponentielt og skabt større kurssvingninger med destabiliserende virkninger for verdensøkonomien (14).

3.3.1   De finansielle markeder er gradvist gået fra at være »instrumenter«, der kunne tilvejebringe finansiering til realøkonomien, til at blive et »mål« i sig selv og helt »drænet« realøkonomien. På den baggrund mener EØSU, at disse markeder bør underlægges mekanismer, der ved hjælp af regulering sikrer, at de er effektive, og ved hjælp af åbenhed garanterer, at de fungerer, som de skal. Derudover skal det sikres, at de finansielle markeder – ligesom de øvrige produktionsfaktorer – yder et rimeligt bidrag til EU's budget og medlemsstaternes budgetter (15).

3.3.2   EØSU slår igen fast, at den aktuelle krise udspringer af den finansielle krise, der blev sat i gang i 2007 og fra 2008 forplantede sig til realøkonomien (16), og mener, at man af den finansielle sektor, der er den sektor, der har det største ansvar for krisen, må kræve, at den yder et rimeligt bidrag til at få overvundet krisen. Indtil nu har EU's medlemsstater postet et beløb svarende til 4,6 mia. euro eller 39 % af EU-27's BNP i 2009 i at redde den finansielle sektor. Et beløb, der alvorligt har svækket de offentlige finanser i visse medlemsstater og udløst en farlig krise i euroområdet (17).

3.4   I det lys indgår forslaget om beskatning af finansielle transaktioner i den række af foranstaltninger, som Kommissionen har taget fat på med revisionen af de vigtigste direktiver om værdipapirmarkederne for at sikre en bedre regulering af og større gennemsigtighed på de finansielle markeder (18), hvilket er noget EØSU flere gange har udtrykt ønske om i sine udtalelser.

3.5   I to tidligere udtalelser, initiativudtalelsen af 15.7.2010 (se fodnote 2) og udtalelsen af 15.6.2011 (se fodnote 2), har EØSU allerede udtalt sig positivt om beskatning af finansielle transaktioner.

3.5.1   Efter EØSU's opfattelse ligger den EU-ordning for beskatning af finansielle transaktioner, der er beskrevet i Kommissionens forslag COM(2011) 594, helt på linje med de overordnede tanker i de forslag, der behandles i de to nævnte udtalelser.

3.6   EØSU erkender, at der er belæg for de væsentligste argumenter, der har fået Kommissionen til at stille forslag om indførelse af en FT-afgift i EU, som er:

at øge beskatningen af finansielle aktiviteter, så disse aktiviteter yder et mere rimeligt bidrag til EU's budget og de offentlige budgetter i medlemsstaterne;

at ændre de finansielle operatørers adfærd ved at få dem til at nedsætte mængden af transaktioner med høj frekvens og lav latenstid (high frequency and low latency trading);

at harmonisere FT-afgiften i de enkelte medlemsstater ved at fastsætte to mindstesatser (0,1 % på obligationer og aktier og 0,01 % på derivater).

Med hensyn til bidraget til EU's og medlemsstaternes budgetter er det på grund af den økonomiske krise og den seneste statsgældskrise nødvendigt med politikker, der kan sætte gang i den økonomiske vækst i en tid, hvor de offentlige budgetter strammes stadig mere.

3.6.1   Med indførelsen af FT-afgiften, som skal bidrage til den nye ordning med egne indtægter til EU's budget, bliver det muligt at nedsætte bidraget fra medlemsstaterne betydeligt og dermed også at konsolidere de nationale budgetter. Kommissionen skønner, at de nye egne indtægter i 2020 vil kunne udgøre ca. halvdelen af EU's budget, og medlemsstaternes bruttoindkomstbaserede bidrag vil kunne nedbringes til en tredjedel, hvor det i dag udgør mere end tre fjerdedele.

3.6.1.1   Som tidligere påpeget vil indførelsen af en FT-afgift også imødekomme et rimelighedshensyn. Det finansielle system har i de senere år nydt godt af en lavere beskatning som følge af, at finansielle tjenester er fritaget for moms, og har således opnået en skattefordel på ca. 18 mia. euro om året.

3.6.1.2   I den forbindelse har EØSU allerede givet udtryk for sin støtte til Kommissionens forslag om at ændre beskatningssystemet og øge bidraget fra den finansielle sektor. EØSU mener derfor, at Kommissionens forslag er et skridt i den rigtige retning.

3.6.2   En FT-afgift vil muligvis kunne nedbringe mængden af finansielle transaktioner med høj risiko og høj volatilitet, og derfor bør der ses nærmere på den kategori af finansielle transaktioner, som først og fremmest vil blive ramt af forslaget. Til finansielle transaktioner med høj frekvens og lav latenstid anvendes der med hjælp fra meget avancerede informationsteknologier komplekse matematiske algoritmer, der på brøkdele af sekunder analyserer markedsdata og gennemfører interventionsstrategier på de finansielle markeder (mængde, kurs, timing, mæglernes placering, rækkefølgen af køb/salg), hvorved latenstiden nedbringes (målt i mikrosekunder – en »milliontedel sekund«). Transaktioner af denne art betyder, at mægleren kan »foregribe« reaktionen på markederne og gennemføre køb og salg i løbet af tiendedele af et sekund. Man omtaler endda denne kategori af transaktioner som »computerbaseret insiderhandel« (19).

3.6.2.1   Denne type transaktioner udgør mellem 13 % og 40 % af handelen på de finansielle markeder i EU. I USA skønnes det, at højfrekvenstransaktionsvolumen i løbet af fire år (fra 2004 til 2009) steg fra 30 % til 70 % (20).

3.6.2.2   Der er tale om transaktioner, som intet har at gøre med realøkonomiens normale funktion, og som bl.a. kan dræne likviditeten fra hele det økonomiske system og dermed svække den systemiske modstandsdygtighed, altså et systems evne til modstå pres i kritiske perioder (21).

3.6.2.3   Opkrævning af en FT-afgift, som vil få transaktionsomkostningerne til at stige, ville indvirke negativt på højfrekvenshandelen, der ville blive pålagt afgiften flere gange. Færre højfrekvenstransaktioner vil begunstige de finansielle institutioner, som beskæftiger sig med traditionelle finansielle aktiviteter som kreditformidling, hvilket vil være til klar fordel for de erhvervsdrivende, herunder små og mellemstore virksomheder, som i dag har store problemer med likviditeten.

3.6.2.4   De beskatningsordninger for finansielle transaktioner, som allerede er indført, har vist, at det er muligt at mindske handelsvolumen og kurssvingningerne på værdipapirer ved at nedbringe risikopræmien. Der er derfor grund til at tro, at denne type »uproduktive« transaktioner vil blive markant reduceret, hvis der indføres en FT-afgift i hele EU.

3.6.3   Med hensyn til målet om afgiftsharmonisering har ti EU-medlemsstater allerede i nogen tid anvendt forskellige former for afgifter på finansielle aktiviteter og transaktioner (Belgien, Cypern, Frankrig, Finland, Grækenland, Irland, Italien, Rumænien, Polen og Det Forenede Kongerige). Disse lande vil blive bedt om at tilpasse deres nationale lovgivning til EU-reglerne (der kan således være tale om, at de skal anvende mindstesatser og harmonisere beskatningsgrundlaget i overensstemmelse med EU-bestemmelserne). Indførelsen af en FT-afgift vil medvirke til, at det indre marked kommer til at fungere efter hensigten, da den vil være til gavn for de mest effektive finansielle markeder, idet man vil undgå, at der opstår konkurrenceforvridninger som følge af, at medlemsstaterne ensidigt har fastlagt afgiftsregler.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Kommissionen har udarbejdet en konsekvensanalyse af de langsigtede virkninger for bruttonationalproduktet (BNP) af indførelsen af en FT-afgift. Den viser, at det vil blive reduceret med mellem 0,17 % (ved en sats på 0,01 %) og 1,76 % (ved en sats på 0,1 %), hvis analysen foretages på basis af et særligt dystert scenario, hvori der ikke indgår nogen »formildende« faktorer, som f.eks. undtagelsen for primærmarkederne og transaktioner, hvor mindst en part ikke er en finansiel operatør og effekten på de øvrige makroøkonomiske variabler. Hvis også de »formildende« faktorer medregnes, vil virkningerne for BNP ifølge Kommissionen maksimalt gå fra – 1,76 % til – 0,53 %. Virkningerne for beskæftigelsen skønnes at ville ligge på mellem – 0,03 % (ved en sats på 0,01 %) og – 0,20 % (ved en sats på 0,1 %).

4.2   I virkeligheden kan det hævdes, at den samlede ændring i BNP ville være positiv – ifølge skøn på 0,25 %, hvis de langsigtede virkninger efter indførelsen af FT-afgiften også beregnes på grundlag af den effekt, der kan henføres til, at de finansielle markeder bliver mere stabile og dermed fungerer bedre, at investeringer flyttes over i realøkonomien, regulering, der forbedrer effektiviteten og gennemsigtigheden på markederne, og den finanspolitiske konsolidering i medlemsstaterne som følge af, at flere midler vil være til rådighed (22).

4.3   Efter EØSU's opfattelse er konsekvensanalysen, som ledsager Kommissionens forslag, ikke fyldestgørende, og det mener derfor, at Kommissionen bør fremlægge en supplerende analyse, som giver et mere uddybende billede af forslagets konsekvenser.

4.3.1   Ifølge EØSU bør der ses på følgende: nogle af de virkninger, som er nævnt i denne udtalelse og ikke medtaget i Kommissionens konsekvensanalyse, redegørelser for de hypoteser, som Kommissionen bygger konsekvensanalysen på (f.eks. elasticiteten i efterspørgslen efter de finansielle produkter, som bliver pålagt FT-afgiften), konsekvenserne af eventuelle overførsler til forbrugerne og virksomheder, konsekvenserne for beskæftigelsen i den finansielle sektor i EU's medlemsstater af indførelsen af FT-afgiften.

4.4   EØSU mener, at FT-afgiften bør indføres på en måde, der neutraliserer eller i hvert fald mindsker risici og de dermed forbundne omkostninger. De risici, som der ifølge EØSU bør tages højde for, er: muligheden for, at afgiften overføres til virksomheder og forbrugere som kreditomkostninger, mindre fortjeneste for pensionskasser, udflytning af finansielle investeringer, højere omkostninger for virksomheder i forbindelse med kurssikringsforretning (beskyttelse mod råvare- og valutaudsving), afgiftens virkning på indtjeningen i den finansielle sektor og i medlemsstater med en stor finansiel sektor, konsekvenserne for økonomien, eftersom afgiften måske vil blive indført i en tid med økonomisk recession.

4.5   EØSU mener imidlertid, at disse risici opvejes af de langt større muligheder og fordele. FT-afgiften vil ramme kortsigtede investeringer og dermed få efterspørgslen til at stige efter mellemlange og lange investeringer, som typisk går til finansieringen af virksomheder og stater. Dette vil føre til øget likviditet på markederne og således medvirke til, at situationen for virksomheder, familier og statsgælden forbedres. Særlig vigtigt er det, at markederne for derivater stabiliseres. Disse produkter er af en sådan karakter, at antallet af gennemførte transaktioner vil blive berørt, og dermed vil den hurtige spredning af produkter, som i høj grad var skyld i krisen på de finansielle markeder og den økonomiske krise på verdensplan i disse år, bremses.

4.6   Den supplerende beskatning af pensionskasser, som kan være konsekvensen af FT-afgiften, vil være af begrænset størrelse som følge af investeringernes karakter og den måde, de foretages på. Den mulige opskrivning af pensionskassers typiske aktiver (mindre svingende investeringer) kan kompensere for og overstige den eventuelle mindre fortjeneste, der følger af opkrævningen af afgiften. EØSU mener dog, at man for at neutralisere eller mindske virkningerne for pensionskasser kunne overveje at nedsætte afgiftssatsen eller indføre visse undtagelser for denne sektor.

4.7   Anvendelsesområdet for FT-afgiften og afgiftssatserne er blevet fastlagt under hensyntagen til målet om at begrænse de negative virkninger, hvis investeringer og finansielle ressourcer flyttes uden for EU. Dette blev allerede understreget af EØSU, da det blev klart, at afgiften ikke ville blive indført på verdensplan.

4.7.1   Anvendelsen af princippet om etableringssted (eller territorial afgrænsning) betyder, at også finansielle institutioner fra tredjelande etableret i EU er betalingspligtige for afgiften, og dermed bliver anvendelsesområdet bredt. Denne territoriale afgrænsning, der afgør, i hvilken medlemsstat de finansielle institutioner opkræves afgiften, giver gode muligheder for at minimere skatteflugt og -unddragelse.

4.7.2   For yderligere at neutralisere risikoen for udflytning af finansielle transaktioner støtter EØSU Europa-Parlamentets forslag om at introducere princippet om udstedelsessted, hvorefter afgiften (ligesom stempelafgift) finder anvendelse på alle transaktioner, der involverer finansielle instrumenter udstedt af juridiske personer registreret i EU (23).

4.7.3   Selvom EØSU i sin udtalelse vedtaget i 2010 (jf. fodnote 2) anbefalede anvendelse af en ensartet sats på 0,05 %, er det enig i, at anvendelsen af to satser, som foreslået af Kommissionen, nok vil mindske risikoen for udflytning af markederne og sikrer tilstrækkelige ressourcer til budgetterne i EU og medlemsstaterne.

4.7.4   EØSU bemærker endvidere, at de steder, hvor en FT-afgift er blevet indført, og man har været særlig opmærksom på dens forvaltning, beskatningsgrundlaget og den sats, der anvendes, er indtægterne steget, uden at det har skadet den økonomiske vækst. Dette har været tilfældet i Sydkorea, Hongkong, Indien, Brasilien, Taiwan og Sydafrika (24).

4.8   Undtagelsen af primærmarkedet fra afgiftens anvendelsesområde minimerer effekten på finansieringsomkostningerne ved reelle aktiviteter, og afgiftens effekt vil således kun være indirekte som følge af den eventuelt mindre likviditet i de finansielle institutioners handel med værdipapirer på grund af afgiften.

4.9   Da afgiften også skal finde anvendelse på valutaderivataftaler, men ikke på spotvalutatransaktioner vil der kunne gribes ind over for en stor del af de rent spekulative transaktioner på valutamarkederne (25). Det ville hverken begrænse kapitalens frie bevægelighed (bl.a. under hensyntagen til de påtænkte satser) eller være en overtrædelse af de relevante afsnit i Lissabontraktaten (Leading Group on Innovating Financing for Development, Paris, juni 2010), hvis spotvalutatransaktioner omfattes af anvendelsesområdet for FT-afgiften.

4.10   Som EØSU tidligere har bemærket (udtalelse vedtaget i 2011, jf. fodnote 2), er FT-afgiften og FA-afgiften ikke alternative beskatningsordninger. FT-afgiften har i det væsentlige virkning for kortfristede transaktioner, mens FA-afgiften har virkning for alle finansielle aktiviteter (og derfor også for handelen på primærmarkedet). Indførelsen af FT-afgiften udelukker ikke en europæisk ordning med en FA-afgift, især ikke hvis det primære mål er, at den finansielle sektor skal yde et rimeligt og væsentligt bidrag til de offentlige finanser (udtalelsen fra 2010, jf. fodnote 2) og harmonisering af afgifterne på finansielle aktiviteter for at styrke det indre marked. En europæisk ordning for beskatning af finansielle transaktioner gør i sig selv det generelle behov for mere ensartede beskatningsordninger for finansielle aktiviteter i medlemsstaterne mere presserende.

4.10.1   FT-afgiften har en gradvist stigende fordelingseffekt, både fordi personer med høje indkomster gør større brug af de tjenester, som den finansielle sektor leverer, og fordi der ikke er nogen direkte omkostninger for familier og ikke-finansielle virksomheder, da den ikke finder anvendelse på deres långivning og låntagning. Disse transaktioner vil kun blive belastet af de eventuelle indirekte omkostninger, der følger af den mindre likviditet i de finansielle institutioners aktiviteter.

4.11   Opkrævningen af afgiften er enkel med lave omkostninger for transaktionerne på markedet og generelt for de registrerede transaktioner. Dette underbygger behovet for at udvide registreringskravene for finansielle transaktioner til også at omfatte OTC-transaktioner, som er ikke-standardiserede produkter og handles bilateralt mellem to parter på de såkaldte derivatmarkeder uden for børserne.

Bruxelles, den 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Europa-Parlamentet »er tilhænger af, at der indføres en afgift på finansielle transaktioner, hvis indtægter vil fremme markedernes funktion ved at begrænse spekulation og bidrage til at finansiere globale offentlige goder og nedbringe de offentlige underskud«.

Europa-Parlamentets beslutning om innovativ finansiering på globalt og europæisk plan. 2010/2105(INI) vedtaget den 8. marts 2011.

(2)  Initiativudtalelse om afgift på finansielle transaktioner vedtaget den 15.7.2010 (EUT C 44/14 af 11.2.2011, s. 81).

Udtalelse om beskatning af den finansielle sektor (COM(2010) 549 final) vedtaget den 15.6.2011 (EUT C 248/11 af 25.8.2011, s. 64).

(3)  Udtalelse om meddelelsen »Gennemgang af EU's budget« (EUT C 248/13 af 25.8.2011, s. 75).

(4)  Algirdas Semet, 17/2/2012, skattekoordination i EU og den finansielle sektor. EU's kommissær for beskatning og toldunion, revision og bekæmpelse af svig. Tale/12/109. London.

Europa-Parlamentets beslutning om innovativ finansiering på globalt og europæisk plan (P7_TA-PROV(2011)0080).

(5)  Europa-Parlamentet, udkast til betænkning om Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF. Ordfører: Anni Podimata (10/2/2012).

(6)  Schulmeister, S., 2011, Implementation of a General Financial Transaction Tax. Austrian Institute of Economic Research. Bestilt af Federal Chamber of Labour

Griffith-Jones, S., Persaud, A., 2012, Financial TransactionTaxes, http://www.europarl.europa.eu/document/activities/cont/201202/20120208ATT37596/20120208ATT37596EN.pdf.

(7)  Som anført i Kommissionens konsekvensanalyse, SEC(2011) 1103 final.

(8)  Griffith-Jones, S., Persaud, A., 2012.

(9)  Kommissionen, 2011, Eurobarometer 76 – Public opinion in the European Union – First Results. Feltarbejde: november 2011. Offentliggjort: december 2011.

(10)  Forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2010-2020 (COM(2011) 298 final), som er den retsakt, der gennemfører Kommissionens meddelelse Et budget for Europa 2020 af 29. juni 2011 (COM(2011) 500 final).

(11)  Når flere betingelser er opfyldt, er det den første af de opfyldte betingelser som opregnet ovenfor, der afgør, i hvilken medlemsstat den finansielle institution er etableret.

(12)  Kommissionen, Bruxelles, 28. september 2011, SEC(2011) 1103 final, arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene – Sammenfatning af konsekvensanalysen, som ledsager Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF.

(13)  Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF, (COM(2011) 594 final).

(14)  Værdien af valutatransaktionerne er i hvert fald 70 gange større end handelen med varer og tjenesteydelser på verdensplan. I 2006 var handelen på markedet for derivater i Europa 84 gange større end BNP, mens handelen på spotmarkedet (køb og salg af valuta eller finansielle værdier ved umiddelbar indgåelse af kontrakter on the spot) kun var 12 gange større end EU's BNP i løbende priser.

Schulmeister, S., Schratzenstaller, M., Picek, O, 2008, A General Financial Transaction Tax – Motives, Revenues, Feasibility and Effects,; Austrian Institute of Economic Research, undersøgelse bestilt af Ecosocial Forum Austria, samfinansieret af forbundsfinansministeriet og forbundsministeriet for økonomi og beskæftigelse, marts 2008.

(15)  Haug, J., Lamassoure, A., Verhofstadt, G.,Gros, D., De Grauwe, P., Ricard-Nihoul, G., Rubio, E., 2011, Europe for Growth – For a Radical Change in Financing the EU.

De Larosière-gruppens rapport (EUT C 318 af 23.12.2009).

Europa-Parlamentet, 15. juni 2010, Beslutning om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (2010/2242(INI)), ordfører Pervenche Berès.

Europa-Parlamentet, 8. marts 2010, Beslutning om skat på finansielle transaktioner (2009/2750(RSP)).

Europa-Parlamentet, 8. marts 2011, Beslutning om innovativ finansiering på globalt og europæisk plan (2010/2105(INI)), ordfører: Anni Podimata.

(16)  Udtalelsen om Kommissionen meddelelse Øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU, EUT C 107/7 af 6.4.2011.

(17)  Kommissionen, Bruxelles, 28. september 2011, SEC(2011) 1103 final, arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene – Sammenfatning af konsekvensanalysen, som ledsager Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF.

(18)  Bruxelles, 20. oktober 2011, COM(2011) 656 final, Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om markeder for finansielle instrumenter og ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF.

Bruxelles, 20. oktober 2011, COM(2011) 652 final, Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning [EMIR] om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre.

(19)  Schulmeister, S., (2011),

The New York Times, 23/7/2011, Stock Traders Find Speed Pays, in Milliseconds. Duhigg, C.

(20)  Kommissionen, 8. december 2010, offentlig høring om emnet Gennemgang af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet), Generaldirektoratet for det indre marked og tjenesteydelser.

Kommissionen, 20. oktober 2010, SEC(2011) 1226 final, arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene. Impact Assessment Accompanying the document Proposal for a Directive of the European Parliament and of the Council on Markets in financial instruments [Recast] and the Proposal for a Regulation of the European Parliament and of the Council on Markets in financial instruments.

Austrian Institute of Economic Research, 2011.

(21)  Persaud, A., 14. oktober 2011, La Tobin Tax? Si può fare (www.lavoce.info).

(22)  Griffith-Jones, S., Persaud, A., 2012.

(23)  Hvis stempelafgiften ikke betales af kontrahenterne, er købs- eller salgsaftalen ikke gyldig. Europa-Parlamentet, udkast til betænkning om Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF. Ordfører: Anni Podimata (10/2/2012).

(24)  Griffith-Jones, S., Persaud, A., 2012.

(25)  Valutatransaktioner er netop den type transaktioner, som J. Tobin havde i tankerne, da han foreslog afgiften. Tobin, J., 1978, A Proposal for International Monetary Reform. Prof Tobin's Presidential Address at 1978 Conference of Eastern Economic Association. Wash. D.C., Cowles Foundation Paper – Reprinted for Eastern Economic Journal, 4 (3-4) juli-oktober 1978.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet under afstemningen, men opnåede dog mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 1.1

Nyt punkt 1.2 tilføjes efter punkt. 1.1

»

«

Begrundelse

Vil blive givet mundtligt.

Afstemningsresultat

For

:

93

Imod

:

143

Hverken for eller imod

:

11

Punkt 1.10

Ændres som følger:

»1.10

EØSU understreger, at de negative makro- og mikroøkonomiske konsekvenser af anvendelsen af lovgivningen om FT-afgiften må styres omhyggeligt for at neutralisere eller i hvert fald mindske risiciene og de dermed forbundne omkostninger. Af den grund mener EØSU, at man for at modvirke de væsentligste eventuelle negative virkninger for realøkonomien af FT-afgiftens indførelse bør overveje at indføre passende kompensationsmekanismer.«

Begrundelse

Det er en kendsgerning, at den finansielle sektors økonomiske betydning for de enkelte medlemsstaters samlede økonomi varierer. Det er derfor kun passende, at EØSU anerkender dette.

Afstemningsresultat

For

:

86

Imod

:

137

Hverken for eller imod

:

15

Punkt 3.3.2

Ændres som følger:

»EØSU slår igen fast, at den aktuelle krise udspringer af den finansielle krise, der blev sat i gang i 2007 og fra 2008 forplantede sig til realøkonomien  (1) , og mener, at man af den finansielle sektor, der er den sektor, der har det største ansvar for krisen, må kræve, at den yder et rimeligt bidrag til at få overvundet krisen. Indtil nu har EU's medlemsstater postet et beløb svarende til 4,6 mia. euro eller 39 % af EU-27's BNP i 2009 i at redde den finansielle sektor. Et beløb, der alvorligt har svækket de offentlige finanser i visse medlemsstater og udløst en farlig krise i euroområdet  (2)

Begrundelse

Når talen er om ansvaret for krisen, kan politikernes rolle ikke ignoreres. Det står klart, at det var deres uansvarlige handlinger gennem mange år, som i mange lande bidrog væsentligt til krisen.

Afstemningsresultat

For

:

72

Imod

:

154

Hverken for eller imod

:

15

Punkt 4.6

Ændres som følger:

»n supplerende beskatning af pensionskasser, som kan være konsekvensen af FT-afgiften, begrænset som følge af investeringernes karakter og den måde, de foretages på. Den mulige opskrivning af pensionskassers typiske aktiver (mindre svingende investeringer) kompensere for og overstige den eventuelle mindre fortjeneste, der følger af opkrævningen af afgiften. EØSU mener , at for at neutralisere eller mindske virkningerne overveje at nedsætte afgiftssatsen eller indføre visse undtagelser for denne sektor .«

Begrundelse

Det fremgår af oplysninger fremlagt på studiegruppemøderne, at denne afgift kunne reducere folks fremtidige pensionskapital med så meget som 5 %. Det er moralsk forkert at tvinge millioner af kommende europæiske pensionister til at reducere værdien af deres ofte lave pension i fremtiden på denne måde.

Afstemningsresultat

For

:

82

Imod

:

142

Hverken for eller imod

:

19

Punkt 4.7.3

Ændres som følger:

»Selvom EØSU i sin udtalelse fra 2010 (jf. fodnote 2) anbefalede anvendelse af en ensartet sats på 0,05 %, er det enig i, at anvendelsen af to satser, som foreslået af Kommissionen, nok vil mindske risikoen for udflytning af markederne og sikrer tilstrækkelige ressourcer til budgetterne i EU og medlemsstaterne. «

Begrundelse

Der er ingen grund for EØSU til at ændre sin tidligere holdning om maksimumssatsen på 0,05 %, især på baggrund af de mange mulige virkninger af den foreslåede løsning, som er vanskelige at forudsige.

Afstemningsresultat

For

:

85

Imod

:

144

Hverken for eller imod

:

12


(1)  Udtalelsen om Kommissionen meddelelse Øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU, EUT C 107/7 af 6.4.2011.

(2)  Kommissionen, Bruxelles, 28. september 2011, SEC(2011) 1103 final, arbejdspapir fra Kommissionens tjenestegrene – Sammenfatning af konsekvensanalysen, som ledsager Forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/64


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug)

COM(2011) 651 final — 2011/0295 (COD)

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige sanktioner for insiderhandel og kursmanipulation

COM(2011) 654 final — 2011/0297 (COD)

2012/C 181/12

Ordfører: Arno METZLER

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 25. november 2011 og den 15. november 2011 under henvisning til artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug)«

COM(2011) 651 final — 2011/0295 (COD).

Rådet besluttede den 2. december 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige sanktioner for insiderhandel og kursmanipulation«

COM(2011) 654 final — 2011/0297 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29 marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 138 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Indhold og konklusioner

1.1   EØSU bifalder, at Kommissionen med sit forslag ajourfører de lovgivningsmæssige rammebetingelser, der er skabt med det gældende direktiv om markedsmisbrug, og derved styrker tilliden til kapitalmarkedernes integritet.

1.2   Udvalget kan grundlæggende tilslutte sig Kommissionens forslag. Hvad angår Kommissionens konkrete udformning af forslaget som en forordning og et direktiv har EØSU imidlertid en række betænkeligheder af til dels principiel art.

1.3   Navnlig den uklare definition af en række retsfakta i forlaget til forordning om markedsmisbrug og overdragelsen af ansvaret for den videre præcisering heraf til ESMA og/eller Kommissionen på Level-2-niveau er egnet til at skabe betydelig retsusikkerhedI betragtning af det retsstatslige princip om »ingen straf uden retsregel« er dette kritisabelt. Dette princip er ikke blot forankret i medlemsstaternes forfatninger, men også i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det er næppe hverken i Kommissionens, medlemsstaternes eller brugerne af lovgivningens interesse, at en retsakt giver anledning til forfatnings- og strafferetlige betænkeligheder af så principiel karakter. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til en yderligere præcisering af de relevante retsfakta allerede på Level-1-niveau.

1.4   Også artikel 11 i forordningsforslaget giver anledning til kritik. I henhold til denne bestemmelse er enhver, der som led i sit erhverv formidler eller gennemfører transaktioner med finansielle instrumenter, forpligtet til at indføre mekanismer til afsløring af markedsmisbrug. Flere bureaukratiske byrder er ikke nødvendigvis ensbetydende med bedre lovgivning. EØSU går ind for effektiv og afbalanceret regulering. Ikke blot kan man frygte, at bestemmelsen vil medføre en mængde grundløse anmeldelser, hvilket næppe kan være i tilsynsmyndighedernes interesse, men den vil også være til uforholdsmæssig stor ulempe netop for mindre kreditinstitutter, hvorfor den vil bremse det økonomiske kredsløb på lokalt plan og derfor navnlig stride imod befolkningens og de små og mellemstore virksomheders interesser i landdistrikterne. EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse betænkeligheder og vælge en mere differentieret reguleringsmetode i stil med, hvad Kommissionen i en række nylige lovgivningsforslag f.eks. har gjort for at lette byrderne for en række små og mellemstore udstedere.

2.   Resumé af Kommissionens dokument

2.1   Med udstedelsen af direktiv 2003/6/EF om insiderhandel og kursmanipulation blev der for første gang på EU-niveau forsøgt indført fælles regler mod markedsmisbrug. Den 20. oktober 2011 offentliggjorde Kommissionen et forslag til revision af dette direktiv i form af et direktiv (MAD) og en forordning (MAR) om markedsmisbrug.

2.2   Kommissionens målsætning er at ajourføre de lovgivningsmæssige rammebetingelser, der er skabt i kraft af direktivet om markedsmisbrug, og sikre gradvis større fodslag i de europæiske regler mod insiderhandel og markedsmanipulation. Dermed reagerer Kommissionen på de ændrede markedsforhold.

2.3   Hvor direktivet om markedsmisbrug kun omhandlede finansinstrumenter, der handles på et reguleret marked, udvider forslaget anvendelsesområdet til at gælde finansielle instrumenter, der handles på nye handelsplatforme og uden for børsen (»over the counter« – OTC). Derudover giver forslaget tilsynsmyndighederne flere efterforsknings- og sanktionsmuligheder og har til formål at lette de administrative byrder for små og mellemstore udstedere.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU bifalder, at Kommissionen med sit forslag reagerer på de ændrede markedsforhold og tilsigter at ajourføre de lovgivningsmæssige rammebetingelser, der er skabt med direktivet om markedsmisbrug. Insiderhandel og kursmanipulation svækker tilliden til markedernes integritet, der imidlertid er en ufravigelig forudsætning for et velfungerende kapitalmarked.

3.2   Udvidelsen af anvendelsesområdet for de gældende bestemmelser om markedsmisbrug til også at omfatte finansielle instrumenter, der ikke handles på et reguleret marked, samt anvendelse af højt specialiseret teknologi til gennemførelse af handelsstrategier såsom højfrekvenshandel er et fornuftigt tiltag. Det vil dog kun bidrage til at sikre markedernes integritet, hvis det præciseres, hvilke praktiske følger udvidelsen af anvendelsesområdet får for de i fremtiden omfattede OTC-instrumenter og for højfrekvenshandelen.

3.3   Udvalget bifalder større harmonisering af lovgivningen mod insiderhandel og markedsmisbrug. Det foreliggende kommissionsforslags udformning som en forordning og et direktiv om markedsmisbrug vil imidlertid kunne skabe en lang række retlige problemer, navnlig i forhold til de i de enkelte tilfælde berørte principper af straffe- og forfatningsretlig art, hvorfor forslaget giver anledning til kritik.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   EØSU glæder sig over udvidelsen af anvendelsesområdet til også at omfatte OTC-instrumenter. Det er imidlertid fortsat uklart, i hvilken form dette skal ske. Der findes i mange tilfælde slet ikke noget marked for OTC-instrumenter, fordi de kun handles bilateralt. En yderligere præcisering heraf, f.eks. ved at Kommissionen eller ESMA opstillede modeleksempler, ville derfor være nyttig for brugerne af lovgivningen.

4.2   Udvalget bifalder derudover principielt inddragelsen af højt specialiserede teknologier til gennemførelse af handelsstrategier i anvendelsesområdet for bestemmelserne om markedsmisbrug. Det er imidlertid værd at huske på, at algoritmebaseret handel ikke i sig selv er noget negativt, men at den også anvendes af kreditinstitutter til at afvikle ganske almindelige stående ordrer for privatkunder. Derfor har brugerne af lovgivningen også i dette tilfælde behov for en yderligere præcisering af, hvad der er lovligt, og også her ville det mest indlysende være, at Kommissionen eller ESMA opstillede modeleksempler.

4.3   Når EU lovgiver på det strafferetlige område, skal Unionen tage hensyn til nærhedsprincippet. I henhold til gældende lovgivning skal reguleringen ske i form af et direktiv. Kritik heraf er ikke udvalget bekendt. På den baggrund er det uforståeligt, hvorfor Kommissionen har valgt at fravige fremgangsmåden. Forslaget fastsætter, at sanktionerne skal reguleres i medfør af direktivet. De retsfakta, der skal sanktioneres, reguleres derimod i forordningen (MAR) og finder umiddelbar anvendelse i medlemsstaterne.

4.4   Regulering af retsfakta i form af en forordning er tvivlsom, eftersom de foreslåede bestemmelser formentlig vil medføre en lang række vanskeligheder med retsanvendelsen. Til forskel fra et direktiv kan medlemsstaterne ikke forhindre disse vanskeligheder i at opstå i forbindelse med implementeringen. Efter Kommissionens forslag bør sådanne vanskeligheder imidlertid undgås.

4.5   Manglende præcisering af formuleringer og anvendelse af uklart definerede retlige begreber vil formentlig resultere i vanskeligheder med retsanvendelsen. Den retsusikkerhed, der opstår som følge af sanktionerne, vedrører generelle forfatnings- og strafferetlige principper. Det gælder bl.a. princippet om »ingen straf uden retsregel« (nulla poena sine lega certa – jf. f.eks. den tyske forfatnings artikel 103, stk. 2, eller den italienske forfatnings artikel 25, stk. 2). I henhold hertil skal det af en retsregel klart fremgå, hvilken adfærd der sanktioneres. Dette almindelige retsstatslige princip er også forankret i artikel 7 i EMRK. For de fleste af de foreslåede bestemmelsers vedkommende tvivler udvalget på, at der er blevet taget behørigt hensyn hertil. I henhold i hvert fald til den tyske juridiske faglitteratur skaber allerede den gældende lovgivning om insiderhandel uforholdsmæssig stor retsusikkerhed og påkalder sig derfor kritik.

4.6   De bestemmelser, der, som det f.eks. er tilfældet i forordningsforslagets artikel 8, stk. 5, giver Kommissionen og/eller ESMA beføjelser til på Level-2-niveau at præcisere, hvilke retsfakta der skal resultere i sanktioner, skaber yderligere retsusikkerhed. Ganske vist har artikel 8 i sig selv ingen retsfølger, eftersom bestemmelsen blot definerer begrebet kursmanipulation. Alligevel ville det være lovtrækkeri at henvise til artikel 8's manglende sanktionsvirkning, eftersom bestemmelsen som et centralt element i definitionen af kursmanipulation som strafbar handling i sidste ende nødvendigvis vil være bestanddel af sanktionen. Derudover indeholder bilag I til forordningen allerede et katalog over indikatorer for de enkelte karakteristika af retsfaktuel art af betydning for artikel 8, hvorfor det er tvivlsomt yderligere at præcisere bestemmelsen på Level-2-niveau. EØSU har forståelse for den hensigt, der ligger bag Kommissionens fremgangsmåde, nemlig at skabe forudsætninger for en løbende tilpasning til aktuelle markedsforhold ved at give Kommissionen eller ESMA ansvar for at præcisere bestemte elementer eller aspekter af forslaget. Nye markedsforhold kan også ændre kravene til tilsynet. Ud fra et retsstatsligt synspunkt og henset til det strafferetlige reguleringsområde er denne fremgangsmåde imidlertid betænkelig. Dertil kommer, at samspillet mellem artikel 8, bilaget og eventuelle yderligere præciserende foranstaltninger næsten fuldstændig tilslører, hvilken adfærd det er, der skal sanktioneres.

4.7   Formentlig vil ESMA også blive overbebyrdet af de præciseringer, der skal foretages på Level-2-niveau, ikke bare i medfør af lovgivningsforslaget om markedsmisbrug, men også af forslaget til omarbejdning af direktiv 2004/39/EF (MiFID). Dette gør, at man igen kan frygte forsinkelser og fortsat usikkerhed.

4.8   Den bestemmelse, der er fastsat i forslagets artikel 11, stk. 2, og som forpligter enhver, der som led i sit erhverv formidler eller gennemfører transaktioner med finansielle instrumenter, til at indføre mekanismer til forebyggelse og afsløring af markedsmisbrug, er tvivlsom i forhold til adressaterne.

4.9   Personer, der som led i deres erhverv gennemfører transaktioner med finansielle instrumenter, har allerede pligt til at anmelde mistanke om markedsmisbrug (jf. artikel 6, stk. 9, i direktivet om markedsmisbrug). Sådanne anmeldelser er i hvert fald i henhold til den tyske finanstilsynsmyndighed BaFin (jf. rapport i BaFin Journal, juli 2011, s. 6 ff.) meget nemme at udmønte i praksis. Antallet af dem stiger løbende.

4.10   Indførelse af systemiske afsløringsmekanismer kan medføre en mangedobling af antallet af anmeldelser om mistanke. Det kan imidlertid ikke være i tilsynsmyndighedernes interesse at modtage et stort antal grundløse anmeldelser. I praksis ser det ud til, at problemet i forhold til overtrædelser af forbuddet mod markedsmisbrug i mindre grad består i, at tilsynsmyndighederne ikke får kendskab til overtrædelserne, men snarere er, at størstedelen af sagerne ikke bliver fulgt til dørs af anklagemyndigheden og/eller indstilles mod betaling. Set i det lys er der muligvis mangel på specialiserede afdelinger i medlemsstaternes anklagemyndigheder.

4.11   Endvidere er det tvivlsomt, om personer, der som led i deres erhverv formidler eller gennemfører transaktioner med finansielle instrumenter, overhovedet er egnede adressater for etablering af systemer til forebyggelse eller afsløring af markedsmisbrug.

4.12   I hvert fald har børsernes handelsovervågningsmyndigheder formentlig et særdeles godt overblik over den nationale handel. Eftersom markedsmisbrug kan være grænseoverskridende, så EØSU gerne, at de pågældende myndigheder fik beføjelser til at udvide deres internationale samarbejde.

4.13   Især er det også tvivlsomt, om små og mellemstore kreditinstitutter bør forpligtes til at indføre systemiske mekanismer til forebyggelse og afsløring af markedsmisbrug. De vil formentlig blive overbebyrdet herved. Små og mellemstore kreditinstitutter findes ofte i landdistrikter og er vigtige for forsyningen af den befolkning, der er bosat hér, og de små og mellemstore virksomheder, der er hjemmehørende hér. Derved bidrager de til at stabilisere det lokale økonomiske kredsløb og til at fremme den lokale beskæftigelse. Som eksempel kan nævnes andelskasser som Cajas Rurales i Spanien eller Volks- og Raiffeisenbankerne i Tyskland. Kreditinstitutter kan ikke påtage sig tilsynsopgaver. Afsløring og navnlig vurdering af tilfælde af markedsmisbrug er en opgave, der påhviler tilsynsmyndighederne.

4.14   Dertil kommer, at – yderligere – belastning af små og mellemstore kreditinstitutter strider mod Kommissionens mål om med forslaget også at lette de administrative byrder for de små og mellemstore udstedere. Dette og en række andre mål har Kommissionen sat sig ikke blot i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget mod markedsmisbrug, men også i forbindelse med forslaget om en revision af gennemsigtighedsdirektivet (2004/109/EF). Spektakulære sager om markedsmanipulation, som offentligheden har fået kendskab til med forbindelse til bestemte banker, er blevet udløst af enkeltstående tradere på investeringsbankområdet, f.eks. sagen i 2008 om franskmanden Jérôme Kerviel. Kendte sager om insiderhandel viser, at kreditinstitutternes rolle i denne lovovertrædelse er begrænset. Små og mellemstore kreditinstitutter er derfor ikke egnede adressater, når det drejer sig om at etablere mekanismer til forebyggelse og afsløring af markedsmisbrug, og artikel 11 i forordningsforslaget, der ikke differentierer i så henseende, tager ikke tilstrækkeligt hensyn til disse forskelle.

4.15   På den baggrund bør det for personer, der som led i deres erhverv formidler eller gennemfører transaktioner med finansielle instrumenter, i forhold til markedsmisbrug overvejes at indføre en tilsynsstruktur efter den selvforvaltningsmodel med statslig legalitetskontrol, der findes inden for de liberale erhverv. En sådan tilsynsstruktur ville kunne sikre inddragelse af den nødvendige faglige viden og det nødvendige branchekendskab og dermed et tillidvækkende, effektivt branchetilsyn af høj kvalitet. Hvis aktørerne på de finansielle markeder får pålagt en selvforvaltningsopgave under statslig legalitetskontrol, gavner dette først og fremmest forbrugerne og netop ikke markedsaktørernes interesser, fordi markedsaktørerne gensidigt holder hinanden i skak. Selvforvaltning ophæver velerhvervede privilegier og skaber gennemsigtighed.

4.16   Den i direktivforslaget fastsatte »walkaway«-klausul (betragtning 20-22) for Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark er i modstrid med målsætningen om fælles regler. Det ville derfor være i overensstemmelse med forslagets formål at supplere og/eller ændre forslaget på de relevante steder. Det Forenede Kongerige har allerede erklæret at ville gøre brug af sin valgfrihed og – i hvert fald foreløbig – ikke at ville deltage i vedtagelsen og anvendelsen af direktivet. Som grund hertil anfører Det Forenede Kongerige i hovedsagen, at MAD-forslaget afhænger af resultatet af de pågående drøftelser om MAR- og MiFID-forslagene, og at resultatet af disse drøftelser i øjeblikket er uklare. På den ene side bekræfter denne holdning efter udvalgets opfattelse de ovenfor anførte betænkeligheder ved den retsusikkerhed, der formentlig vil blive resultatet af at anvende uklare retlige begreber og give beføjelse til at foretage efterfølgende præciseringer. På den anden side er fremgangsmåden betænkelig i forhold til den tilstræbte harmonisering af lovgivningen, eftersom Europas største finanscenter, London, ligger i Det Forenede Kongerige.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/68


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer

COM(2011) 747 final — 2011/0361 (COD)

2012/C 181/13

Ordfører: Viliam PÁLENÍK

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 13. december 2011 og den 30. november 2011 under henvisning til artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer

COM(2011) 747 final — 2011/269 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 7. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts, følgende udtalelse med 118 stemmer for, 32 imod og 15 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Denne udtalelse er blevet udarbejdet i anledning af et forslag fra Kommissionen, som skal råde bod på alvorlige mangler med hensyn til gennemsigtighed, uafhængighed, interessekonflikter og kvaliteten af kreditvurderinger og kreditvurderingsprocedurer. EØSU glæder sig over, at formålet med den foreslåede lovgivning er at komme disse problemer til livs, men mener samtidig, at Kommissionens reaktion på den situation, som er opstået, kommer for sent og er for begrænset.

1.2   Kreditvurderingsbureauer spiller en vigtig rolle på de internationale finansmarkeder, eftersom mange markedsdeltagere gør brug af deres kreditvurderinger. De har en betydelig indflydelse på markedet, idet de sikrer, at beslutninger om investeringer og økonomiske forhold sker på et oplyst grundlag. Det er derfor vigtigt, at kreditvurdering foregår i overensstemmelse med principper om integritet, gennemsigtighed, ansvarlighed og god forvaltning, hvilket den nugældende forordning om kreditvurdering allerede har bidraget til et langt stykke hen ad vejen.

1.3   Efter EØSU's overbevisning er markeder ikke i stand til at regulere sig selv. Det er derfor vigtigt at indføre så strenge regler som muligt og at gennemføre og føre tilsyn med disse. Det fremgår dog ikke klart af forslaget, hvordan lovgivningen skal gennemføres. EØSU tvivler i øvrigt alvorligt på, at en skærpelse af lovgivningen alene vil gøre det muligt at opnå de forventede resultater. Noget sådant vil tværtimod bidrage til at reducere de forskellige tilsynsorganisationers ansvar yderligere – organisationer, som snarere burde inddrages bedre i evalueringen af bureauernes kreditvurderinger

1.4   EØSU finder, at den europæiske ramme, som fastsættes i forslaget til forordning, så vidt muligt bør understøttes af forhandlinger på G20-niveau med henblik på vedtagelse af tilsvarende regler i G20-landene, så man sikrer sammenhæng i reglerne på verdensplan.

1.5   For at sikre en bredere vifte af kreditvurderinger foreslås en obligatorisk rotationsordning for de bureauer, der udfører dem. EØSU tvivler dog på, at indførelsen af en sådan regel vil føre til det ønskede resultat.

1.6   Efter udvalgets mening er troværdigheden af de kreditvurderinger, som bureauer – der for størstedelens vedkommende er baseret i USA og kendetegnet ved en lang række interessekonflikter – udfører, et grundlæggende problem. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at oprette et uafhængigt europæisk kreditvurderingsbureau, som i almenhedens interesse kan foretage statsgældsvurderinger. Kreditvurderingsbureauer har traditionelt ikke været gode til at forudse udviklingen, hvilket kun har forværret deres troværdighed. På trods af klare signaler fra markedet og den økonomisk udvikling har de været ude af stand til eller ikke ønsket at identificere investeringsrisici i tide og har i mange tilfælde forsømt at udføre deres vigtigste funktion.

1.7   Netop fordi de er ude af stand til at forudse den fremtidige udvikling ordentligt og frem for alt, fordi kreditvurderinger nogle gange får karakter af selvopfyldende profetier, er der grund til nærmere at undersøge den manglende gennemsigtighed i de metoder, som bureauerne anvender i forbindelse med deres kreditvurderinger.

1.8   EØSU har alvorlige tvivl med hensyn til kreditvurderingernes uafhængighed – udvalget er faktisk overbevist om deres delvise afhængighed – især på grund af »udsteder betaler«-mekanismen. Udstederen har tydeligvis al mulig interesse i at sikre den højest mulige kreditvurdering, og dette rejser tvivl om uafhængigheden i den tildelte kreditvurdering. Bag en sådan kreditvurdering skjuler sig ofte en spekulationsmanøvre baseret på den effekt, som meddelelsen om vurderingen kan skabe.

1.9   Det er af vital betydning, at alle punkter, som berøres i forslaget, faktisk gennemføres og følges op på EU-plan så vel som nationalt. Efter EØSU's mening skal den europæiske værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) tildeles de nødvendige midler til at sikre overholdelse af reglerne.

1.10   I den forbindelse bifalder EØSU de ændringer, der vedrører civilretligt ansvar for kreditvurderingsbureauer, og opfordrer kraftigt Kommissionen til at sikre en bedre og mere konkret beskyttelse af forbrugerne af finansielle produkter ved at skabe effektive retsmidler, som sætter forbrugerne i stand til at udøve deres rettigheder og opnå erstatning, uden at dette berører de sanktioner, som tilsynsorganet pålægger kreditvurderingsbureauet.

1.11   Interessekonflikter er et grundlæggende problem, og forslaget indeholder en række foranstaltninger til at løse det. EØSU understreger dog på ny, at disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige for at opfylde det opstillede mål. Årsagen hertil er »udstederen betaler«-modellen, især når det gælder udstedelse af bestilte kreditvurderinger og kreditvurderinger af lande. Negative kreditvurderinger eller negative forventede kreditvurderinger af offentlig gæld er en fordel for køberne af de udstedte obligationer, fordi de betyder højere rentesatser og risikopræmier. I nogle tilfælde er køberne de samme som udstederne, der betaler kreditvurderingsbureauerne for at vurdere deres finansielle instrumenter, hvilket kan skabe interessekonflikter.

1.12   EØSU bifalder ikke bare bestræbelserne på at løse en række problemer (manglende gennemsigtighed, interessekonflikt, manglende uafhængighed og konkurrence) og bestræbelserne på at stramme kontrollen med, hvordan kreditvurderingsbureauerne som nøglespillere på finansmarkederne opererer, men også, at 2011-forordningen behandler andre vigtige spørgsmål som f.eks. indførelsen af en europæisk ramme for tilsyn med kreditvurderingsbureauer (1).

1.13   Efter EØSU's mening er spørgsmålet om kreditvurderingsbureauer dog mere et politisk end et økonomisk problem. Den bedste måde at forsvare statsgæld mod de ofte negative konsekvenser af bureauernes vurderinger er ud over bedre og begrænset regulering

at forbyde kreditvurderingsbureauer at vurdere statsgæld;

at udvide ECB's mandat, så den sidestilles med andre centralbanker i verden og slipper af med sin nuværende ufordelagtige position;

at forbedre den aktuelle forvaltning af statsgæld i eurozonen (jf. EØSU's udtalelse ECO/307 – CESE 474/2012).

2.   Baggrund

2.1   Den igangværende stadig værre krise er en udløber af den tidligere bankkrise, der skyldtes alvorlige mangler i lovgivningen for og tilsynet med finansieringsinstitutterne. Den Europæiske Union reagerede prompte og behørigt på denne bankkrise ved at vedtage forordning (EF) nr. 1060/2009. Den nye krise understreger behovet for yderligere forbedringer med hensyn til effektiviteten af en række foranstaltninger inden for reguleringen af og tilsynet med finansieringsinstitutter. Forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer fastsætter strenge regler for disse bureauers adfærd med det primære mål at dæmpe eventuelle interessekonflikter og sikre høj kvalitet og gennemsigtighed i kreditvurderinger og kreditvurderingsprocessen.

2.2   Man må ikke glemme, at kreditvurderingsbureauer er ude af stand til at forudse den fremtidige udvikling, hvilket betyder, at de har en ligefrem skadelig indvirkning på de nationale økonomier. Listen over fejl, som kreditvurderingsbureauer har begået, er lang. Her blot et par eksempler:

I 1975 fik byen New York en meget gunstig kreditvurdering lige før, den erklærede sig bankerot (betalingsstandsning);

Lidt senere forsikrede Standard and Poor's investorerne om, at Orange County i Californien havde en sund og velforvaltet økonomi, selv om 2 mia. US-dollars var gået op i røg på grund af spekulationer i derivativer. Bureauet blev efterfølgende genstand for en række sager ved domstolene (2);

Noget tilsvarende skete i forbindelse med Long Term Capital Management hedge fund, Bank of Credit and Commerce International (BCCI), de amerikanske sparekassers kollaps og sammenbruddene som følge af svig i bl.a. Enron, Worldcom, Tyco og Lehman Brothers (3);

Før finanskrisen tildelte kreditvurderingsbureauer selv de mest suspekte hypoteksderivativer (subprime) kreditvurderingen AAA, hvilket fik investorer – herunder pensionsfonde – til at købe dem i store mængder (4);

Før finanskrisen brød ud i 2008 gav alle kreditvurderingsbureauer den højeste kreditvurdering til banker og fonde med den mest værdiløse sikkerhed sammensat af spekulanter – det amerikanske forsikringsselskab AIG er et godt eksempel (5);

I december 2009 tildelte Standard and Poor's Grækenlands gæld karakteren A-, hvilket var identisk med Estlands karakter på et tidspunkt, hvor dette land var på vej ind i eurozonen (6).

2.3   I den nuværende situation, hvor hele Europa lider under en gældskrise og visse lande er på randen af bankerot, er det meget vigtigt, at Kommissionen gør alt, hvad der står i dens magt, for at fremme økonomisk genopretning. Det foreliggende forslag er udmærket til at understøtte disse bestræbelser, men det er ikke ambitiøst nok.

2.4   Vurderinger af statsgæld behandles mangelfuldt i forslaget, og vurderingerne er i sig selv af tvivlsom værdi, eftersom lande med samme vurdering i sidste ende skal betale forskellige renter. Hertil kommer det stadig udestående spørgsmål om kreditvurderingernes politiske værdi.

2.5   I det høringsdokument (7), som den offentlige høringsproces i 2010 mundede ud i, formulerede Kommissionen forskellige løsninger på problemer som følge af markedsdeltageres overdrevne tillid til kreditvurderinger og henledte opmærksomheden på behovet for en uafhængig vurdering af kreditrisici af investeringsselskaber selv, fremme af mere udbredt konkurrence på markedet for kreditvurdering, civilretligt ansvar for kreditvurderingsbureauer og alternative forslag til løsninger på potentielle interessekonflikter, når »udstederen betaler«-modellen benyttes.

2.6   En række deltagere i den offentlige høring, som Kommissionen afholdt mellem den 5. november 2010 og den 7. januar 2011, udtrykte bekymring for overdreven eller mekanisk tillid til kreditvurderinger og støttede en gradvis afvikling af referencer til kreditvurderinger i lovgivningen. Samtidig understregede de, at det er en vigtig del af en passende løsning at finde egnede instrumenter, der kan erstatte dem.

2.7   Europa-Parlamentet, som vedtog en ikke-lovgivningsmæssig resolution om kreditvurderingsbureauer den 8. juni 2011 (8), støtter også behovet for at forbedre lovgivningen vedrørende kreditvurderingsbureauer og at indføre passende foranstaltninger til at reducere den overdrevne afhængighed af kreditvurderinger.

2.8   På samlingen den 23. oktober 2011 (9) konkluderede Det Europæiske Råd, at en styrkelse af finanslovgivningen forbliver en nøgleprioritet for EU. Det bifaldt de store fremskridt, man har gjort siden 2008 takket være reformen af lovgivningen og tilsynet, men ønskede en fortsættelse af bestræbelserne på at identificere og afhjælpe svaghederne i det finansielle system for at forebygge fremtidige kriser.

2.9   På internationalt plan udsendte Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) i oktober 2010 en række principper, som skal mindske myndigheders og finansieringsinstitutters afhængighed af kreditvurderinger (10). Ifølge disse principper, som fik opbakning på G20-topmødet i Seoul i november 2010, bør referencer i lovgivningen til sådanne kreditvurderinger fjernes eller erstattes, når der findes egnede alternative standarder for kreditværdighed. Investorerne bør desuden selv foretage kreditvurderinger.

2.10   Derfor måtte forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer ændres, især for at mindske de potentielle risici, som er forbundet med markedsdeltagernes overdrevne tillid til kreditvurderinger, den høje grad af koncentration på kreditvurderingsmarkedet, indførelse af civilretligt ansvar over for investorerne for kreditvurderingsbureauer, interessekonflikter med hensyn til »udstederen betaler«-modellen og kreditvurderingsbureauernes aktionærstruktur.

3.   Foreslåede ændringer til forordning (EF) nr. 1060/2009

3.1   Udvidelse af forordningens anvendelsesområde til at omfatte vurderingsforventninger

3.1.1   Kommissionen udvider i sit forslag reglerne for kreditvurderinger til også at omfatte vurderingsforventninger, hvor det er relevant. Vurderingsforventningernes betydning for investorer og udstedere og deres effekt på markedet kan sammenlignes med kreditvurderingernes effekt, og kreditvurderingsbureauerne må derfor offentliggøre, hvornår en ændring af kreditvurderingen kan forventes.

3.2   Ændringer vedrørende anvendelsen af kreditvurderinger

3.2.1   I forslaget til lovgivning om kreditvurderingsbureauer tilføjes en bestemmelse, der gør det obligatorisk for visse finansieringsinstitutter at foretage deres egen vurdering af kreditrisikoen for at undgå udelukkende eller mekanisk at forlade sig på eksterne kreditvurderinger, når de skal vurdere aktivers kreditværdighed.

3.3   Ændringer vedrørende uafhængighed af kreditvurderingsbureauer

3.3.1   Uafhængigheden af kreditvurderingsbureauer under den nuværende »udstederen betaler«-model må styrkes for at øge kreditvurderingernes pålidelighed.

3.3.2   Uafhængigheden styrkes ved at fjerne interessekonflikter bl.a. gennem den bestemmelse, der forbyder en selskabsdeltager eller aktionær i et kreditvurderingsbureau, der ejer mindst 5 % heraf, at eje 5 % eller mere af et andet kreditvurderingsbureau, medmindre de pågældende bureauer er medlemmer af samme gruppe.

3.3.3   Der indføres en rotationsordning for kreditvurderingsbureauer, som udstederen hyrer til at vurdere enten sig selv eller sine gældsinstrumenter. Det hidtidige kreditvurderingsbureau skal videregive alle dokumenter med relevant information til det nye kreditvurderingsbureau.

3.3.4   Samtidig tilpasses reglen om intern rotation af medarbejdere, så det undgås, at kreditvurderingsanalytikere flytter til et andet kreditvurderingsbureau sammen med en klients sagsmappe.

3.3.5   Et kreditvurderingsbureau må ikke udstede kreditvurderinger, når der opstår en interessekonflikt, fordi personer, som besidder over 10 % af kapitalen eller stemmerettighederne i et kreditvurderingsbureau, er involveret eller på anden vis er i stand til at udøve bestemmende indflydelse.

3.3.6   Personer, som besidder over 5 % af kapitalen eller stemmerettighederne i et kreditvurderingsbureau, eller som på anden vis er i stand til at udøve bestemmende indflydelse, må ikke yde konsulent- eller rådgivningsbistand til den kreditvurderede enhed.

3.4   Ændringer vedrørende videregivelse af oplysninger om kreditvurderingsbureauers metoder, kreditvurderinger og vurderingsforventninger

3.4.1   Der foreslås procedurer for udarbejdelsen af nye kreditvurderingsmetoder eller for ændring af de eksisterende, men høring af aktørerne bør også indgå i processen. Som kompetent myndighed vil ESMA vurdere, hvor vidt de foreslåede nye metoder er i overensstemmelse med eksisterende krav, og brug af disse metoder vil først blive tilladt, når de er blevet godkendt af ESMA.

3.4.2   Hvis det viser sig, at der er fejl i metoderne, bør kreditvurderingsbureauerne være forpligtet til at rette dem samt generelt underrette ESMA, de kreditvurderede enheder og offentligheden om fejlene.

3.4.3   Udstederne skal informeres om de vigtigste begrundelser for kreditvurderingen mindst en hel arbejdsdag inden offentliggørelsen af denne eller vurderingsforventningen, således at de har mulighed for at afsløre eventuelle fejl i kreditvurderingen.

3.4.4   Kreditvurderingsbureauer skal offentliggøre oplysninger om alle enheder eller gældsinstrumenter, de er blevet forelagt med henblik på en første gennemgang eller en foreløbig kreditvurdering.

3.5   Ændringer vedrørende kreditvurderinger af offentlige låntagere

3.5.1   Med henblik på at forbedre kvaliteten af kreditvurderinger af offentlige låntagere vil reglerne for disse vurderinger blive skærpet og hyppigheden af denne type vurdering blive øget til mindst en gang hvert halve år.

3.5.2   Kreditvurderingsbureauer bør forpligtes til at offentliggøre en fuldstændig undersøgelsesrapport, når de udsteder og ændrer kreditvurderinger af offentlige låntagere for at øge gennemsigtigheden og gøre det lettere for brugerne at forstå dem.

3.5.3   Kreditvurderingsbureauer skal også fremlægge opdelte data for deres omsætning, herunder data om vederlag pr. aktivklasse. Denne information vil gøre det muligt at vurdere, i hvilket omfang kreditvurderingsbureauer bruger deres egne ressourcer til at udstede kreditvurderinger af offentlige låntagere.

3.6   Ændringer vedrørende kreditvurderingers sammenlignelighed og vederlag for kreditvurderinger

3.6.1   Alle kreditvurderingsbureauer skal meddele deres kreditvurderinger til ESMA, som skal offentliggøre alle tilgængelige kreditvurderinger af et gældsinstrument i form af et europæisk kreditvurderingsindeks (European Rating Index, EURIX).

3.6.2   ESMA vil kunne foreslå tekniske standarder til en harmoniseret ratingskala for Kommissionen. Alle vurderinger skal følge samme skalastandarder, således at det bliver lettere at sammenligne kreditvurderinger.

3.6.3   Vederlag for kreditvurderinger må ikke være diskriminerende eller knyttes til bestemte betingelser. De skal med andre ord tage udgangspunkt i de faktiske udgifter og en gennemsigtig prissætning, og må ikke afhænge af resultatet af vurderingen. Kreditvurderingsbureauer bør hvert år offentliggøre en liste over vederlag fra hver kunde for individuelle vurderingstjenester.

3.6.4   ESMA bør også føre tilsyn med graden af markedskoncentration, de risici, der er forbundet med høj koncentration, og konsekvenserne af en sådan for den overordnede stabilitet i finanssektoren.

3.7   Ændringer vedrørende kreditvurderingers civilretlige ansvar over for investorer

3.7.1   I de nye bestemmelser foreslår Kommissionen, at det skal være muligt at kræve skadeserstatning, når et kreditvurderingsbureau forsætligt eller groft uagtsomt har gjort sig skyldigt i en af de overtrædelser, der er beskrevet i forordningen om kreditvurderingsbureauer, og dette har haft indflydelse på en kreditvurdering, som investoren stolede på.

3.8   Andre ændringer

3.8.1   På visse punkter er lovgivningen vedrørende kreditvurderingsbureauer med rette blevet udvidet til også at omfatte »godkendte« kreditvurderingsbureauer i tredjelande.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Kommissionens forslag ændrer på passende vis Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer, især hvad angår markedsdeltagernes overdrevne tillid til kreditvurderinger, den høje grad af koncentration på kreditvurderingsmarkedet, indførelse af civilretligt ansvar for kreditvurderingsbureauer over for investorerne, interessekonflikter som følge af »udsteder betaler«-modellen og kreditvurderingsbureauernes aktionærstruktur: Udvalget gør dog opmærksom på, at forordningen sine steder ikke er detaljeret nok, ligesom visse passager er for vage. Udvalget er sikker på, at den endelige udgave af forordningen vil blive mere konkret, klar og utvetydig de steder, hvor det er muligt og ønskeligt.

4.2   EØSU tvivler på, at de fremtidige, selvudførte kreditvurderinger vil blive ægte troværdige, og at man vil have tillid til dem. Dette skyldes, at de kreditvurderinger, der i dag har størst troværdighed, udføres af bureauer uden for EU. Hvis finansieringsinstitutterne bliver ved med at foretrække disses kreditvurderinger, har den foreslåede forordning ikke en chance. Samtidig forbliver det et åbent spørgsmål, hvordan Kommissionen vil gøre det obligatorisk at udføre sådanne egne vurderinger.

4.3   Dette gælder også den foreslåede rotationsregel: selv om reglen skulle bevirke, at der oprettes et nyt bureau, som kan bidrage med nye synspunkter, kan dette nye bureau forventes at blive påvirket af de etablerede bureauer, hvorved forhåbningerne om større diversitet i synspunkterne vil blive gjort til skamme.

4.4   EØSU har i høj grad sine tvivl med hensyn til kreditvurderingernes uafhængighed, især på grund af »udstederen betaler«-modellen, navnlig når det gælder kreditvurderinger af lande, som influerer på de renter, som landene betaler til finansieringsinstitutter og andre købere af deres gæld. EØSU foreslår derfor, at Kommissionen tackler mekanismerne på finansmarkedet som en samlet størrelse og underkaster dem en strengere lovgivning.

4.5   EØSU støtter en undersøgelse af, hvordan kreditvurderingsanalytikere aflønnes, og insisterer på, at vederlag skal adskilles fra resultatet af kreditvurderingerne. Det er dog ikke klart, hvilke konkrete skridt ESMA vil tage for at sikre overensstemmelse med dette forslag. Udvalget foreslår derfor, at spørgsmålet udforskes nærmere.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   EØSU gentager, at det er afgørende at sikre overholdelse af den fastsatte lovramme, navnlig ved at indføre sanktioner over for direktører og ledere i de europæiske og internationale markedstilsynsmyndigheder, der ikke lever op til deres forpligtelser, i betragtning af den skade, som disse kan påføre bankerne og et i øvrigt velfungerende finanssystem, for ikke at tale om økonomier, virksomheder og enkeltpersoner.

5.2   EØSU bifalder den øgede indsats for at beskytte forbrugere af finansielle produkter ved at indføre civilretligt ansvar for kreditvurderingsbureauerne – et område, hvor Europa-Parlamentet og Rådet har taget hensyn til en tidligere EØSU-udtalelse (11). Udvalget finder dog, at denne del bør gøres mere konkret og meget klarere. Den bør også tydeligt kobles til de sanktioner, som ESMA kan iværksætte.

5.3   EØSU sætter spørgsmålstegn ved forordningens forsøg på at skabe øget konkurrence på markedet for kreditvurderinger ved at indføre en harmoniseret ratingskala. Det støtter ikke desto mindre forslaget, for så vidt som det forbedrer sammenligneligheden af kreditvurderingerne.

5.4   EØSU finder, at Kommissionen for at skabe større kvalitet, gennemsigtighed, uafhængighed, diversitet i synspunkterne og konkurrence inden for udførelse af kreditvurderinger må oprette et uafhængigt europæisk kreditvurderingsbureau, der skal udstede uafhængige statsgældsvurderinger for på den måde at beskytte almenhedens interesser.

5.5   EØSU er enig i, at det er nødvendigt at indføre ejerskabsbegrænsninger for kreditvurderingsbureauer for at sikre, at de opfattes som uafhængige, men ville foretrække en form for garanti for absolut uafhængighed. Samtidig må det sikres, at investorer ikke (heller ikke indirekte) kan eje over en vis procentdel af et bureaus kapital.

5.6   EØSU er bange for, at end ikke muligheden for, at deltagere på finansmarkedet kan foretage deres egne kreditvurderinger, og den mindskede afhængighed af eksterne kreditvurderinger vil garantere, at deltagerne på finansmarkedet træffer objektive beslutninger, eller at viften af synspunkter bliver bredere. Samtidig tvivler udvalget på, at mindre finansieringsinstitutter har midlerne til at oprette analyseenheder til at udføre disse kreditvurderinger.

5.7   EØSU er temmelig bekymret for forslaget om at anvende civilretligt ansvar på kreditvurderingsbureauer, eftersom disse bureauer ved mange lejligheder har udstedt fejlagtige kreditvurderinger, uden at de hidtil er blevet draget til ansvar for deres fejl (undtagen i meget få tilfælde). EØSU er ikke overbevist om, at den foreslåede forordning vil ændre ved dette. EØSU mener dog samtidig, at det civilretlige ansvar skal styrkes på den mest sammenhængende og effektive måde for de institutter, der anvender kreditvurderinger i forbindelse med levering af bestemte tjenesteydelser, således f.eks. for banker, der yder investeringsrådgivning.

5.8   Man må efter udvalgets opfattelse fokusere på revision af tilsynet med kreditvurderingsbureauer, som i dag ikke er omfattende nok og bør gøres så systematisk, sammenhængende og omfattende som muligt.

5.9   EØSU finder de foreslåede regler om interessekonflikt væsentlige, men mener samtidig, at forslaget er for vagt på visse punkter. Reglerne skal gøres mere konkrete og detaljerede, især i forbindelse med fastsættelsen af forpligtelserne for de institutter, der fører tilsyn med overholdelse af lovgivningen.

5.10   EØSU kommer til samme konklusion, hvad angår de tekniske aspekter og den måde, som det europæiske kreditvurderingsindeks (EURIX) defineres på. Spørgsmålet er, om et sådant indeks overhovedet kan tilføre ekstra information.

5.11   Forslaget refererer til kreditvurderinger af lande, men der gives ikke nogen præcis definition af »et land«. Dette har betydning, fordi et lands økonomiske situation bl.a. påvirkes af dets social- og sundhedsforsikringsfonde, som direkte eller indirekte er forbundet med det nationale budget. Borgerne har ret til at vide, om dækningen af deres sociale og sundhedsmæssige behov er i fare.

5.12   Kreditvurderinger af lande skal defineres meget omhyggeligt, eftersom de influerer på mange aspekter af, hvordan et land opererer på finansmarkederne. Kommissionen må derfor i højere grad være opmærksom på vurderinger af statsgæld og formulere en mere detaljeret reaktion.

5.13   Et af de vigtigste udestående problemer er fortsat kreditvurderingsbureauernes manglende uafhængighed, navnlig som følge af anvendelsen af »udstederen betaler«-modellen, som gør, at kreditvurderingerne i højere grad synes at gavne udstederen end at opfylde investorernes behov. EØSU mener ikke, at indførelsen af reglen om rotation vil være et tilstrækkelig stærkt reguleringstiltag til at afhjælpe problemer som følge af »udstederen betaler«-princippet. Det foreslår derfor at overveje andre metoder til at begrænse udstedernes muligheder for at vælge kreditvurderingsbureau efter forgodtbefindende.

5.14   EØSU mener ikke, at den foreslåede rotationsregel er vidtrækkende nok til at opfylde de forventninger, som indførelsen udløser, specielt ikke med hensyn til tilvejebringelsen af tilstrækkelig mange nye markedsmuligheder. Udvalget mener derfor, at forordningen enten bør forkorte de perioder, hvor en udsteder må anvende det samme kreditvurderingsbureau, eller forlænge de perioder, hvor udstederen ikke må. En anden mulig løsning er at vælge kreditvurderingsbureauer ved lodtrækning. Endelig foreslår EØSU, at udtrykket »på hinanden følgende« fjernes fra sætningen »ti på hinanden følgende vurderede gældsinstrumenter« i de relevante artikler.

Bruxelles, den 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om kreditvurderingsbureauer, EUT C 54 af 19.2.2011, s. 37.

(2)  Ibrahim Warde, »Ces puissantes officines qui notent les Etats«, Le Monde diplomatique, februar 1997.

(3)  Marc Roche, »Le capitalisme hors la loi«, Éditions Albin Michel 2011, s. 70.

(4)  Joseph E. Stiglitz, »Le triomphe de la cupidité«, Les lines qui libèrent 2010, s. 166.

(5)  Hervé Kempf, »L'oligarchie ça suffit, vive la démocratie«, Éditions du Seuil, Paris 2011, s. 72.

(6)  Idem.

(7)  http://ec.europa.eu/internal_market/securities/docs/agencies/summary-responses-cra-consultation-20110704_en.pdf

(8)  http://www.europarl.europa.eu/oeil/FindByProcnum.do?lang=en&procnum=INI/2010/2302

(9)  http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/ec/125496.pdf

(10)  http://www.financialstabilityboard.org/publications/r_101027.pdf

(11)  EØSU's udtalelse om kreditvurderingsbureauer, EUT C 54, 19.2.2011, s. 37.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse

Følgende tekst i sektionens udtalelse blev ændret til fordel for et ændringsforslag vedtaget på plenarforsamlingen, men fik dog tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 5.4

»EØSU finder, at Kommissionen for at skabe større kvalitet, gennemsigtighed, uafhængighed, diversitet i synspunkterne og konkurrence inden for udførelse af kreditvurderinger må oprette et uafhængigt europæisk kreditvurderingsbureau, der skal udstede uafhængige kreditvurderinger (som udstederen betaler for), men ikke udstede kreditvurderinger af offentlige låntagere for at undgå enhver anklage om interessekonflikt.«

Teksten i sektionens udtalelse blev forkastet med 78 stemmer imod, 55 for og 13 hverken for eller imod.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/75


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles EU-købelov

COM(2011) 635 final — 2011/0284 (COD)

og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En fælles købelov for Den Europæiske Union til at fremme handelen over landegrænserne i det indre marked

COM(2011) 636 final

2012/C 181/14

Ordfører: Ana BONTEA

Kommissionen besluttede den 11. oktober 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En fælles købelov for Den Europæiske Union til at fremme handelen over landegrænserne i det indre marked«

COM(2011) 636 final.

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 16. november 2011 og den 25. oktober 2011 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles EU-købelov«

COM(2011) 635 final — 2011/0284 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts, følgende udtalelse med 87 stemmer for, 54 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU bifalder Kommissionens hensigt om at lette udvidelsen af den grænseoverskridende handel for erhvervslivet (især SMV'er), fremme forbrugernes grænseoverskridende indkøb og konsolidere det indre markeds fordele.

1.2   Med hensyn til valg af den fælles EU-købelovs form (en forordning) og reguleringsmiddel (en frivillig »alternativ ordning«) er det glædeligt at se, at der er taget hensyn til EØSU's tidligere forslag. Som nævnt i sin tidligere udtalelse mener udvalget imidlertid, »at man gradvis bør arbejde hen imod disse mål, startende med grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer (B2B) som en pilotordning for at afprøve, hvordan ordningerne virker parallelt og anvendes i praksis« (1).

1.3   Udvalget understreger, at den fælles EU-købelov skal være i fuld overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

1.4   Hvad angår forslagets indhold, mener udvalget, at der er behov for en række vigtige forbedringer af forordningsforslaget for at:

lette transaktioner i hele EU, yde et stærkt bidrag til at støtte den økonomiske aktivitet i det indre marked samt udnytte dets potentiale yderligere,

levere en reel EU-merværdi i forhold til omkostninger og fordele for erhvervsdrivende og forbrugere,

skabe reelle fordele, for så vidt angår bedre lovgivning og forenklede, forståelige og brugervenlige lovgivningsrammer,

nedbringe omkostningerne ved grænseoverskridende transaktioner,

garantere retssikkerhed og mere sammenhæng mellem horisontale og vertikale bestemmelser,

sikre, at SMV'er og forbrugere kan drage konkret fordel af de nye regler.

1.5   Opdeling af den fælles EU-købelov i bestemmelser for aftaler mellem erhvervsdrivende og bestemmelser for aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere i to selvstændige dokumenter og fastsættelse af klare tidsfrister for begge vil gøre det lettere for erhvervsdrivende og forbrugere at få mere viden om og anvende de nye regler.

1.6   EØSU tillægger de nye reglers frivillige karakter og garantien for frihed til at forhandle, hvorvidt den fælles EU-købelov skal anvendes, stor betydning.

1.7   Udvalget fremhæver følgende vigtige punkter:

store vanskeligheder forbundet med gennemførelsen af den fælles EU-købelov,

større hensyntagen til SMV'ernes specifikke karakter,

i samarbejde med arbejdsgiver-, SMV- og forbrugerorganisationer skal der opstilles europæiske standardkontrakter for særlige handelsområder og aktivitetssektorer, der indeholder standardbetingelser på alle de officielle EU-sprog. Aftalerne vil være et meget nyttigt værktøj i forholdet mellem erhvervsdrivende såvel som mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og de bør stilles til rådighed for offentligheden samtidigt med offentliggørelsen af forordningen,

retssikkerheden skal øges, og indholdet af den fælles EU-købelov forbedres,

i medfør af artikel 12 og 169 i traktaten skal der tages hensyn til kravene om beskyttelse af forbrugere og SMV'er ved tilrettelæggelse og gennemførelse af alle EU-politikker og vedtagne foranstaltninger.

1.8   Udvalget påpeger, at man ikke kan sikre udvidelsen af den grænseoverskridende handel for erhvervslivet og forbrugernes grænseoverskridende indkøb blot ved at vedtage den fælles EU-købelov, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forsætte med indsatsen for at udnytte det indre markeds fulde potentiale for vækst og jobskabelse.

1.9   EØSU gør opmærksom på, at det er vigtigt at opstille de rette ledsageforanstaltninger, der skal sikre, at de parter, der kan tænkes at anvende den fælles købelov, hvis den bliver vedtaget, finder frem til en effektiv anvendelse og ensartet fortolkning af loven.

1.10   Forbrugerorganisationer understreger, at forslaget i sin nuværende form ikke bør finde anvendelse på forbrugertransaktioner, mens SMV'er og arbejdsgiverorganisationer fremhæver, at forslaget kan anvendes ved forbrugertransaktioner under forudsætning af, at der gennemføres en række ændringer og ledsageforanstaltninger. Forslagene fra SMV'erne og forbrugerorganisationerne adskiller sig stadig fra hinanden på mange punkter, og det er en kompleks og vanskelig proces at finde frem til optimale løsninger, som alle kan acceptere.

1.11   Udvalget anmoder Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om at tage hensyn til disse punkter i udarbejdelsen af den fælles EU-købelov eller i forbindelse med ethvert andet tiltag, der har til hensigt at regulere forbrugerrettighederne i EU, og fortsætte dialogen med SMV'er og forbrugerorganisationer, så den fælles købelov på mere effektiv vis imødekommer modtagernes behov for at yde et stærkt bidrag til at lette transaktioner i hele EU.

2.   Generel baggrund

2.1   De gældende regler

2.1.1   De gældende EU-regler behandles forskelligt i de 27 medlemsstaters nationale retssystemer og aftaleret.

2.1.2   EU-lovgivningen indeholder en række fælles regler, navnlig på området for aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere, der harmoniserer den grundlæggende forbrugeraftaleret. Direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder (2), der for nylig blev vedtaget, harmoniserer fuldt ud centrale elementer i forbindelse med fjernsalg såsom oplysningskrav forud for indgåelsen af aftalen, formelle krav, fortrydelsesfrist, risikoovergang og levering. Det betyder, at minimumsharmoniseringen kun gælder for lovbestemte garantier og unfair kontraktvilkår.

2.1.3   Traktatens artikel 12, 38, 164, 168 og 169, stk. 4, sikrer forrang til nationale bestemmelser, der er mere fordelagtige for forbrugerne.

2.2   Vanskeligheder for erhvervsdrivende og forbrugere

2.2.1   På nuværende tidspunkt er det kun én ud af ti erhvervsdrivende i EU, der eksporterer inden for det indre marked, og hovedparten af disse eksporterer kun til nogle få medlemsstater. Kun 8 % af forbrugerne har købt varer og tjenesteydelser på internettet fra en anden medlemsstat. Man udnytter stadig ikke det fulde potentiale i det indre marked og i elektronisk handel på tværs af landegrænser.

2.2.2   Der opstår forhindringer bl.a. som følge af forskelle i skattelovgivning, administrative krav, leveringsproblemer, forskellige sprog og kultur, ringe bredbåndsdækning, krav om databeskyttelse, design, territoriale begrænsninger vedrørende intellektuel ejendomsret, betalingsfaciliteter og forskellige lovregler. Kommissionens data fra anden forskning viser, at i transaktioner mellem virksomheder og forbrugere er en af de største hindringer, der afholder forbrugerne fra at købe i udlandet, manglen på effektive klagemuligheder. 62 % af forbrugerne køber ikke via internettet på tværs af grænserne, fordi de er bange for bedrageri, 59 % ved ikke, hvad de skal gøre, hvis der opstår problemer, 49 % er bekymrede for leveringen, og 44 % er usikre på deres forbrugerrettigheder (3).

Erhvervsdrivende, især SMV'er, står over for problemer som f.eks.

at få kendskab til et andet lands aftaleretlige lovgivning og bestemmelser,

større retlig kompleksitet ved grænseoverskridende handel i forhold til intern handel,

flere høje transaktionsomkostninger.

2.2.3   Hindringer for grænseoverskridende handel har en betydelig negativ effekt på erhvervsdrivende og forbrugere.

3.   Kommissionens forslag

3.1   Kommissionens meddelelse (4) redegør for beslutningen om at fremlægge et forslag til forordning (5) om en fælles EU-købelov med det formål at forbedre det indre markeds funktion ved at lette udvidelsen af den grænseoverskridende handel.

3.2   Kommissionens forslag er:

a)

med hensyn til det valgte reguleringsmiddel:

et alternativt sæt af aftaleretlige regler, der er identiske i alle medlemsstater, kan anvendes i hele EU, og som vil gælde ved siden af gældende national lovgivning på det aftaleretlige område,

et sæt frivillige regler, som parterne vælger at anvende. Forbrugeren skal afgive en udtrykkelig erklæring, hvori han/hun giver sit samtykke til at anvende den fælles EU-købelov. Denne erklæring er adskilt fra den erklæring, hvori forbrugeren angiver sit tilsagn om at indgå en aftale.

b)

med hensyn til formen: som en forordning, vil den fælles EU-købelov have en generel og direkte anvendelse.

c)

med hensyn til indholdet:

et omfattende (183 artikler), men ikke udtømmende sæt aftaleretlige regler, der omfatter:

de almindelige aftaleretlige principper,

parternes ret til at modtage væsentlige oplysninger forud for aftaleindgåelsen og regler om, hvordan aftaler indgås, forbrugeres fortrydelsesret og ugyldige aftaler,

bestemmelser om, hvordan aftalevilkår skal fortolkes, regler om aftalers indhold og retsvirkninger samt, hvilke aftalevilkår der kan være ubillige,

parternes forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser,

supplerende fælles regler om erstatning for tab og om morarenter,

genoprettelse og forældelse.

Visse aspekter vil stadig være underlagt gældende national lovgivning i henhold til forordning 593/2008 (6) (Rom I-forordningen).

3.3   Den fælles EU-købelov er rettet mod de aftaler, der er mest relevante for handel over landegrænserne (for salgsaftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere og mellem erhvervsdrivende, når mindst en af parterne er en SMV, herunder aftaler om levering af digitalt indhold eller tilknyttede tjenesteydelser).

3.4   Den fælles EU-købelov er begrænset til aftaler på tværs af landegrænser (med mulighed for, at medlemsstaterne kan udvide loven).

4.   Generelle bemærkninger

4.1   EØSU bifalder Kommissionens intention om at lette udvidelsen af den grænseoverskridende handel for erhvervslivet (især SMV'er), fremme forbrugernes grænseoverskridende indkøb og konsolidere det indre markeds fordele.

4.2   Udvalget understreger, at den fælles EU-købelov skal være i fuld overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

4.3   Med hensyn til valg af form (forordning) og reguleringsmiddel (en frivillig »alternativ ordning« i alle medlemsstaterne, som kan finde anvendelse efter parternes udtrykkelige aftale herom), mener udvalget, som også nævnt i sin ovennævnte udtalelse, at »man gradvis bør arbejde hen imod disse mål, startende med grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer (B2B) som en pilotordning«.

4.4   Hvad angår forslagets indhold, mener udvalget, at der er behov for en række vigtige forbedringer af forordningsforslaget for at:

lette transaktioner i hele EU, yde et stærkt bidrag til at støtte den økonomiske aktivitet i det indre marked samt udnytte dets potentiale yderligere,

levere en reel EU-merværdi i forhold til omkostninger og fordele for erhvervsdrivende og forbrugere,

skabe reelle fordele, for så vidt angår bedre lovgivning og forenklede, forståelige og brugervenlige lovgivningsrammer,

nedbringe omkostningerne ved grænseoverskridende transaktioner,

garantere retssikkerhed og mere sammenhæng mellem horisontale og vertikale bestemmelser med et særligt fokus på gennemsigtighed, klarhed og forenkling, Det vil ikke alene komme juridiske specialister til gode, men også, og især, små virksomheder og forbrugere,

sikre, at SMV'er og forbrugere kan drage konkret fordel af de nye regler.

4.5   Udvalget har tidligere påpeget, at »man gradvis bør arbejde hen imod disse mål, startende med grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer (B2B) som en pilotordning for at afprøve, hvordan ordningerne virker parallelt og anvendes i praksis« (7).

Opdeling af den fælles EU-købelov i bestemmelser for aftaler mellem erhvervsdrivende og bestemmelser for aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere i to selvstændige dokumenter og fastsættelse af klare tidsfrister for begge vil gøre det lettere for lovgiverne at afgøre, hvilket lovgivningsinstrument der bør anvendes til det enkelte regelsæt under hensyntagen til parternes forhandlingsposition.

4.6   Det nuværende indhold i den fælles EU-købelov har ført til betydelig utilfredshed og kritik fra SMV'er og forbrugerorganisationer, som har betvivlet det reelle behov for en frivillig ordning for at fremme e-handlen og det anvendte lovgivningsinstrument (frivillig ordning) til forbrugeraftaler.

4.7   Udvalget anmoder Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om at tage hensyn til disse aspekter i udarbejdelsen af den fælles EU-købelov og om at fortsætte dialogen med SMV'er og forbrugerorganisationer, så den fælles købelov på mere effektiv vis imødekommer modtagernes behov.

4.8   EØSU tillægger de nye reglers frivillige karakter og garantien for frihed til at forhandle, hvorvidt den fælles EU-købelov skal anvendes, stor betydning.

4.9   Hvad angår store virksomheder eller virksomheder med markedsdominans, anbefaler EØSU, at man udpeger de bedst egnede ledsageforanstaltninger, der kan gøre det lettere for SMV'er at udøve deres frie ret til at vælge mellem de to ordninger i overensstemmelse med den fælles EU-købelovs frivillige karakter.

4.10   I medfør af artikel 12 og 169 i traktaten skal der tages hensyn til kravene om beskyttelse af forbrugere og SMV'er ved tilrettelæggelse og gennemførelse af alle EU-politikker og vedtagne foranstaltninger.

4.11   Udvalget påpeger, at det er forbundet med større vanskeligheder at gennemføre den fælles EU-købelov:

forholdet mellem det valgfrie reguleringsmiddel og den europæiske internationale privatret, herunder forrang over for nationale ufravigelige forskrifter og generelle retningslinjer (henholdsvis artikel 9 og 21 i Rom I-forordningen 593/2008), skal afklares,

Rom I-forordningens rolle i grænseoverskridende handel mellem erhvervsdrivende og forbrugere bør afklares udtrykkeligt, og der bør som retningslinje i den forbindelse tages højde for de seneste domme afsagt af Den Europæiske Unions Domstol,

der skal sikres større retssikkerhed og opstilles et samlet sæt aftaleretlige regler, der ikke henviser til de 27 medlemsstaters nationale lovgivning, og som ikke giver problemer med hensyn til fortolkning og gennemførelse.

4.12   Udvalget påpeger, at vedtagelse af den fælles EU-købelov ikke i sig selv kan sikre udvidelsen af den grænseoverskridende handel for erhvervslivet og forbrugernes grænseoverskridende indkøb samt udnyttelse af det indre markeds fulde potentiale for vækst og jobskabelse.

4.13   I betragtning af den økonomiske og finansielle krise bør man på enhver måde søge at opstille regler, der kan sætte gang i eksporten og fjerne administrative omkostninger. På forbrugersiden er det vigtigt at øge forbrugertilliden til det indre marked og opfordre forbrugere til at foretage køb på tværs af landegrænser gennem sikring af effektive individuelle klagemuligheder.

4.14   EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte indsatsen for at udrydde de resterende barrierer for handel over landegrænser, fremme og støtte SMV'ernes eksportaktiviteter og spille en aktiv rolle i udpegelsen og gennemførelsen af de bedst egnede foranstaltninger, der kan gøre erhvervsdrivende og forbrugere i stand til at gribe det indre markeds muligheder. Udvalget fremhæver vigtigheden af samarbejde og dialog mellem myndigheder og arbejdsmarkedets parter, herunder SMV'er og forbrugerorganisationer.

4.15   EØSU gør opmærksom på, at det er vigtigt at opstille de rette ledsageforanstaltninger, der skal sikre, at de parter, der vil være omfattet af en eventuel anvendelse af den fælles EU-købelov, hvis den vedtages, får information om, hvordan loven anvendes effektivt og fortolkes ensartet. Ved at bruge informationssystemet for det indre marked (IMI-systemet) og andre informationskanaler skal medlemsstaterne oplyse alle berørte parter om den fælles EU-købelovs generelle indhold samt om forskellene mellem national- og EU-lovgivning, herunder aspekter inden for retspraksis og bedste praksis.

5.   Specifikke bemærkninger

5.1   Større hensyn til SMV'ernes specifikke karakter

5.1.1   EØSU mener, at forslaget til forordning bør forbedres, så der tages større hensyn til SMV'ernes specifikke karakter:

99,8 % af alle virksomheder er SMV'er, heraf er 92 % mikrovirksomheder med gennemsnitligt to ansatte (8),

mikrovirksomheder eksporterer til få medlemsstater, efter de har foretaget en dybdegående markedsanalyse,

standardforretningsmodellen for mikrovirksomheder sigter ikke mod indgåelse af grænseoverskridende aftaler i de 27 medlemsstater,

SMV'er møder store hindringer i forhold til grænseoverskridende handel (se punkt 2.2.2).

5.1.2   Systemet er ikke brugervenligt nok for SMV'er. Uden hjælpetjenester og juridisk rådgivning kan SMV'erne ikke anvende et aftaleretligt reguleringsmiddel, der er komplekst og abstrakt, og som på visse områder henviser til de 27 medlemsstaters forskellige nationale lovgivning. Værktøjer er af afgørende betydning og kan tilskynde SMV'er til at vælge den fælles EU-købelov.

5.1.3   SMV-organisationer (9) bakker op omkring behovet for en bedre balance mellem parternes rettigheder og forpligtelser i aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere og opfordrer til afklaring og forenkling:

Artikel 23 (stk. 1, om forpligtelse til at give oplysninger om varer og relaterede tjenesteydelser, er for vag),

Artikel 29 (sanktioner er for omfattende og usikre),

Artikel 39 (tilbudsgivers vilkår bør have forrang),

Artikel 42, stk. 1, litra a) (fortrydelsesfrist) (bestemmelserne i forbrugerrettighedsdirektivet bør videreføres),

Artikel 51 (uopsætteligt behov, »letsindighed«, »uvidenhed« eller »uerfarenhed« bør ikke være en begrundelse – »god tro og redelig handlemåde« dækker over de situationer, som denne artikel tager højde for),

Artikel 72 (i tilfælde af en lang forhandlingsproces bør parterne kunne samle alle fælles overenskomster i en samlet aftale, da det ellers vil skabe for mange administrative byrder for SMV'er i forhold til omkostninger og tidsforbrug),

Artikel 78 (i stk. 1, skal det afklares, at den anden part også bør give sit samtykke, hvis rettigheder skal overdrages til tredjemand),

For så vidt angår artikel 78, stk. 4, om tredjemands afvisning af den overdragne rettighed, skal »indirekte er blevet accepteret« slettes (formuleringen giver usikkerhed),

Artikel 97 (parternes forpligtelser skal afbalanceres),

Artikel 130, stk. 3 og 5 (købers ansvar om opbevaring mangler),

Artikel 142, stk. 4 (»første« fragtfører tilføjes),

Artikel 159, stk. 1 (behov for flere afklaringer).

5.1.4   Den fælles EU-købelov skal sikre, at »tænk småt først«-princippet og proportionalitetsprincippet anvendes i deres fulde udstrækning i alle faser, og mindske bureaukratiet og overflødige omkostninger for SMV'erne. Udvalget understreger, at det er afgørende at holde reguleringsomkostningerne nede for SMV'er, og opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at tage hensyn til dette aspekt i udarbejdelsen af den fælles EU-købelov.

5.2   Forbrugerbeskyttelse

5.2.1   Udvalget understreger endnu en gang, at det er vigtigt at garantere retssikkerheden »i overensstemmelse med de mest avancerede former for beskyttelse af forbrugere og virksomheder« uden at hindre »medlemsstaterne i at opretholde eller indføre skrappere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger« (10), og opfordrer til »et indre marked som »instrument« til fordel for borgeren/forbrugeren« (11).

5.2.2   Mange forbrugerorganisationer har givet udtryk for utilfredshed med og kritik af indholdet i den fælles EU-købelov (og fremhævet den lave forbrugerbeskyttelse i forhold til traktatens artikel 169, stk. 4, og det forhold, at den fælles EU-købelov vil blive anvendt uden hensyntagen til forbrugernes mening mv.). De ville foretrække, at den fælles EU-købelov ikke finder anvendelse på aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

5.2.3   Der er mange eksempler på, at forslaget ikke sikrer så høj forbrugerbeskyttelse som muligt.

Artikel 5 (objektive grundlag for rimelighed),

Artikel 13, stk. 1 (præcis betydning af »klar og forståelig måde«),

Artikel 13, stk. 3, litra c) (manglende definition af »varigt medium«),

Artikel 19, stk. 5 (manglende definition af »rimelig tid«),

Artikel 20, stk. 2 (præcis betydning af »daglig handel«),

Artikel 28, stk. 1 (præcis betydning af »i rimeligt omfang at drage omsorg«),

Artikel 30, stk. 1, litra c) (manglende definition af »tilstrækkeligt indhold og tilstrækkelig sikker«),

Artikel 42, stk. 2 (sanktionen for manglende oplysninger bør være, at aftalen bliver ugyldig),

Artikel 45 (forbrugere bør aldrig bære omkostningerne ved tilbagelevering af varer),

Artikel 52, stk. 2 (fristen bør være mindst et år i litra a) og 2 år i litra b)),

Artikel 53 (godkendelse bør aldrig kunne afgives stiltiende),

Artikel 71 (ordlyden bør præciseres),

Artikel 74 (betydning af »åbenbart urimelig«),

Artikel 79, stk. 1 (der er ingen definition af, hvilken form for mangel, der fører til »ikke-bindende« retsvirkninger),

Artikel 79, stk. 2 (direktivet ser bort fra forskellen mellem essentielle og ikke-essentielle elementer af en aftale),

Artikel 82 (direktivet undlader regler om oplysning af klausuler, oplysningspligt og regler, som automatisk udelukkes af enhver aftale uden hensyntagen til deres ubillige indhold, fordi de er i strid med god tro),

Artikel 84 (listen over ubillige vilkår er for kort og i strid med de mest progressive nationale love),

Artikel 85 (det samme gælder for listen over vilkår, der formodes at være ubillige),

Artikel 99, stk. 3 (fuldstændig uacceptabel bestemmelse),

Artikel 105, stk. 2 (fristen bør være mindst 2 år),

Artikel 142 (den juridiske betydning og karakter af konceptet »få varen i sin fysiske besiddelse« stemmer ikke overens med de forskellige oversættelser på de forskellige sprog, ifølge de forskellige nationale retssystemer),

Artikel 142, stk. 2 (betydning af »kontrol over det digitale indhold«),

Artikel 167, stk. 2 (mulighed for meddelelse om betaling bør udelades),

Artikel 179 og 180 (ordlyden bør præciseres).

5.2.4   Det er vigtigt at opstille særlige foranstaltninger for at sikre ansvar og grænseoverskridende opfølgning i tilfælde af svindel og svig, så man styrker forbrugertilliden: 59 % af forbrugerne angiver, at dette problem afholder dem fra at foretage grænseoverskridende transaktioner.

5.3   Opstilling af europæiske standardkontrakter

5.3.1   EØSU understreger, at der skal opstilles europæiske standardkontrakter, som:

stilles til rådighed for offentligheden samtidigt med offentliggørelsen og ikrafttrædelsen af den fælles EU-købelov,

er udarbejdet med henblik på særlige handelsområder og aktivitetssektorer,

indeholder omfattende standardvilkår og -betingelser, der er baseret på EU-retten, sikrer meget høj forbrugerbeskyttelse i forbrugeraftaler og aftalefrihed i forbindelse med handelsaftaler samt fuldt ud anvender »Small Business Act«,

findes på alle Unionens officielle sprog,

overvåges og tages op til revision med bestemte mellemrum for at forbedre indholdet og bygge videre på bedste praksis, regler og retspraksis.

Dette er meget nyttige værktøjer for SMV'er, der ønsker at indgå grænseoverskridende aftaler med forbrugere.

5.3.2   Inddragelse af og samarbejde med virksomheds-, SMV- og forbrugerorganisationer i opstillingen af europæiske standardkontrakter er en afgørende faktor.

5.4   Sikring af større retssikkerhed

5.4.1   Forordningsforslaget udgør et problem i forhold til opstilling af det rette retsgrundlag, fortolkning og gennemførelse.

5.4.2   Mange steder henvises der til national lovgivning (bl.a. retssubjektivitet, en aftales ugyldighed som følge af manglende retsevne, ulovlig eller amoralsk handlemåde, bestemmelse af aftalens sprog, spørgsmål om forskelsbehandling, repræsentation, antal skyldnere og fordringshavere, debitor- og kreditorskifte, herunder overdragelse, modregning og fusion, ejendomsret, herunder overdragelse af ejerskab, intellektuel ejendomsret og erstatningsret). Dette forudsætter, at erhvervsdrivende sætter sig ind i lovgivningen og betaler for juridisk bistand, og vil øge den juridiske usikkerhed.

5.4.3   Der er ingen ordning, der sikrer, at forordningen anvendes ens i hele EU. En database over juridiske afgørelser vil ikke udgøre gyldig juridisk præcedens for nationale domstole, der har kompetence til at fortolke og anvende forordningen. Hvis der er flere mulige fortolkninger, vil den juridiske usikkerhed stige.

5.4.4   Man bør overvåge retsafgørelser, fremme bedste praksis og udarbejde årlige rapporter, som et minimum i løbet af de første fem år efter forordningens gennemførelse, så man løbende kan vurdere resultaterne, fremme bedste praksis og træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at lette en ensartet fortolkning af forordningen i hele EU.

5.5   Yderligere bemærkninger

I denne krisetid er det usandsynligt, at der på nationalt niveau vil blive afsat store budgetbevillinger til foranstaltninger, der informerer om og fremmer de nye regler. Begrundelsens punkt 4 (Virkninger for budgettet) bør omfatte støtteforanstaltninger, herunder uddannelseskurser, der afholdes af Kommissionen for repræsentanter fra virksomheds-, SMV- og forbrugerorganisationer, som kan informere deres medlemmer om den fælles EU-købelov. Den bør også omfatte støtteforanstaltninger, der hjælper organisationerne med at yde gratis rådgivning om anvendelse af forordningen.

Bruxelles, den 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 84 af 17.3.2011, s. 1.

(2)  EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64.

(3)  Resultattavle for forbrugermarkederne, 5. udgave, marts 2011.

(4)  COM(2011) 636 final.

(5)  COM(2011) 635 final.

(6)  EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.

(7)  EUT C 84 af 17.3.2011, s. 1.

(8)  EUROSTAT.

(9)  UEAPME 's positionspapirer:

 

http://www.ueapme.com/IMG/pdf/120119_pp_General_Remarks_CESL.pdf

 

http://www.ueapme.com/IMG/pdf/120119_pp_Specific_Remarks_CESL.pdf

(10)  EUT C 84 af 17.3.2011, s. 1.

(11)  EUT C 132 af 3.5.2011, s. 3.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse

I.   Følgende passager i sektionens udtalelse blev ændret til fordel for ændringsforslag vedtaget på plenarforsamlingen, men bevarelsen af dem i deres oprindelige form fik dog tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer (forretningsordenens artikel 54, stk. 4):

a)   Punkt 1.2

»Med hensyn til valg af den fælles EU-købelovs form (en forordning) og reguleringsmiddel (en frivillig »alternativ ordning«) er det glædeligt at se, at der er taget hensyn til EØSU's tidligere forslag. Som nævnt i sin tidligere udtalelse  (1) mener udvalget imidlertid, at Kommissionen burde indlede sit initiativ med en »værktøjskasse« som en fælles referenceramme, parterne kan bruge ved udarbejdelsen af grænseoverskridende aftaler, og derefter fremlægge et frivilligt instrument for grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer som en pilotordning for at afprøve, hvordan de forskellige ordninger virker sammen og anvendes i praksis.«

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget

For

:

93

Imod

:

41

Hverken for eller imod

:

6

b)   Punkt 1.7

»Udvalget fremhæver følgende vigtige punkter:

store vanskeligheder forbundet med gennemførelsen af den fælles EU-købelov,

større hensyntagen til SMV'ernes specifikke karakter,

i samarbejde med arbejdsgiver-, SMV- og forbrugerorganisationer skal der opstilles europæiske standardkontrakter for særlige handelsområder og aktivitetssektorer, der indeholder standardbetingelser på alle de officielle EU-sprog. Aftalerne vil være et meget nyttigt værktøj i forholdet mellem erhvervsdrivende såvel som mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og de kan fremmes, uanset om det bliver muligt at anvende den fælles EU-købelov eller ej,

retssikkerheden skal øges, og indholdet af den fælles EU-købelov forbedres,

i medfør af artikel 12 og 153 i traktaten skal der tages hensyn til kravene om beskyttelse af forbrugere og SMV'er ved tilrettelæggelse og gennemførelse af alle EU-politikker og vedtagne foranstaltninger.«

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget

For

:

75

Imod

:

68

Hverken for eller imod

:

7

c)   Punkt 1.9

»EØSU gør opmærksom på, at det er vigtigt at opstille de rette ledsageforanstaltninger, der skal sikre, at de parter, der kan tænkes at anvende den fælles købelov, hvis den bliver vedtaget, finder frem til en effektiv anvendelse og ensartet fortolkning af loven. Udvalget fremhæver imidlertid, at forslaget i sin nuværende udformning ikke bør anvendes ved forbrugertransaktioner.«

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget

For

:

85

Imod

:

53

Hverken for eller imod

:

5

d)   Punkt 4.3

»Med hensyn til valg af form (forordning) og reguleringsmiddel (en frivillig »alternativ ordning« i alle medlemsstaterne, som kan finde anvendelse efter parternes udtrykkelige aftale herom) kunne instrumentet, som også nævnt i udvalgets ovennævnte udtalelse, begrænses til rene handelsaftaler, hvorved forbrugeraftaler indtil videre lades ude af betragtning.«

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget

For

:

93

Imod

:

41

Hverken for eller imod

:

6

e)   Punkt 4.13

»I betragtning af den økonomiske og finansielle krise bør man på enhver måde søge at opstille regler, der kan sætte gang i eksporten og fjerne administrative omkostninger. På forbrugersiden er det vigtigt at øge forbrugertilliden til det indre marked og opfordre forbrugere til at foretage køb på tværs af landegrænser gennem sikring af effektive individuelle og kollektive klagemuligheder.«

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget

For

:

71

Imod

:

66

Hverken for eller imod

:

8

f)   Punkt 5.3.1

»EØSU understreger, at der skal opstilles europæiske standardkontrakter, som:

står til rådighed, uanset om den fælles EU-købelov træder i kraft,

er udarbejdet med henblik på særlige handelsområder og aktivitetssektorer,

indeholder omfattende standardvilkår og -betingelser, der er baseret på EU-retten, sikrer meget høj forbrugerbeskyttelse i forbrugeraftaler og aftalefrihed i forbindelse med handelsaftaler samt fuldt ud anvender »Small Business Act«,

findes på alle Unionens officielle sprog,

overvåges og tages op til revision med bestemte mellemrum for at forbedre indholdet og bygge videre på bedste praksis, regler og retspraksis.

Dette er meget nyttige værktøjer for SMV'er, der ønsker at indgå grænseoverskridende aftaler med forbrugere.«

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget

For

:

75

Imod

:

68

Hverken for eller imod

:

7

II.   Følgende punkt i sektionens udtalelse blev slettet som følge af et ændringsforslag vedtaget på plenarforsamlingen, men bevarelsen af punktet fik dog tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer (forretningsordenens artikel 54, stk. 4):

a)   Punkt 5.4.1

»EØSU understreger, at et af de områder, der vækker størst bekymring på forbrugerområdet for så vidt angår transaktioner på tværs af grænserne, er manglen på effektiv klageadgang. Kommissionens seneste forslag til direktiv om alternativ tvistbilæggelse og online-tvistbilæggelse er et vigtigt skridt fremad, men der mangler stadig en europæisk retlig kollektiv søgsmålsordning.«

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget

For

:

71

Imod

:

71

Hverken for eller imod

:

7

Det hedder i artikel 56, stk. 6, i EØSU's forretningsorden: »Hvis der under en afstemning er afgivet lige mange stemmer for og imod, afgiver mødeformanden den afgørende stemme«. I henhold til denne bestemmelse besluttede formanden at støtte ændringsforslaget.


(1)  EUT C 84 af 17.3.2011, s. 1 (pkt. 1.2 og 1.3).


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/84


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer

COM(2011) 684 final — 2011/0308 (COD)

2012/C 181/15

Ordfører: Paulo BARROS VALE

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 15. november og 29. november 2011 under henvisning til artikel 50, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer

COM(2011) 684 final — 2011/0308 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts, følgende udtalelse med 125 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Sammenfatning og konklusioner

1.1   Mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder udgør en altovervejende del af erhvervsstrukturen i EU, og EØSU glæder sig derfor over ethvert initiativ, som kan få det indre marked til at fungere bedre og som kan lette og tilskynde til investeringer og handel hen over grænserne. Det er de små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som bidrager mest til den økonomiske vækst, til jobskabelse og til innovation. Det er også dem, der er mest sårbare over for ændringer og udvikling.

1.2   De foreslåede forenklinger i den aktuelle revision er altså et led i bestræbelserne på at opfylde målet i Europa 2020-strategien om bæredygtig og inklusiv vækst, følge princippet om forenkling som beskrevet i meddelelsen »Akten for det indre marked« og anerkende SMV'ernes centrale rolle i den økonomiske udvikling som anført i Kommissionens meddelelse »Tænk småt først« – En »Small Business Act« for Europa”.

1.3   Den fulde harmonisering af størrelseskriterierne i hele Den Europæiske Union (EU) er et prisværdigt initiativ, som efter EØSU's mening bør udvides til de såkaldte mikrovirksomheder. Således bør man arbejde for, at der kun findes et sæt overordnede retningslinjer, som omfatter hele virksomhedspopulationen. Dette tiltag til indførelse af ensartede regler, bør kunne vise sig at fremme konkurrencen ved at udbrede lige vilkår i hele EU.

1.4   Det skal også understreges, at medlemsstaterne ikke får mulighed for at afkræve yderligere oplysninger af de små virksomheder ud over dem, der fastsættes i det nye direktiv. Kun på denne måde er det muligt fuldt ud at opfylde målet om forenkling, som denne revision sigter mod, og at sørge for, at forenklingen bliver til glæde for alle, samtidig med at de interesser, som brugerne af finansielle oplysninger har – hvad enten de er investorer, kreditorer, staten eller offentligheden generelt – bliver beskyttet.

1.5   EØSU mener - under forudsætning af ovennævnte interessebeskyttelse - at de forenklinger og den harmonisering, der foreslås, også bør gælde i skattemæssig henseende, således at medlemsstaterne ikke får mulighed for at kræve yderligere oplysninger fremlagt med henblik på skatteopkrævning. Bankerne bør også gøres opmærksom på ændringerne og muligheden for at tilpasse deres analysemetoder til de nye regnskabsregler, således at der ikke bliver behov for at fremlægge yderligere oplysninger.

1.6   Man kan ikke forvente, at forenklingen af regnskaberne i sig selv vil kunne sætte skub i etableringen af virksomheder og forbedringen af erhvervsklimaet. Dette mål vil kun kunne nås ved, at der samtidig vedtages andre incitamenter til at få gang i økonomien. Ikke desto mindre må dette og ethvert andet initiativ, som gør det muligt at nedbringe de administrative omkostninger og offeromkostningerne, såvel som andre afbureaukratiseringstiltag (angivelsesforpligtelser, opnåelse af godkendelse og tilladelser osv.) hilses velkommen.

1.7   Hvad angår nedbringelsen af omkostningerne – menneskelige såvel som finansielle – vil de foreslåede forenklinger utvivlsomt kunne frigøre midler, som kan anvendes på andre områder af virksomhedernes drift.

1.8   Det understreges og bifaldes, at små virksomheder, hvad enten de er aktieselskaber eller ej, helt fritages for kravet om revisionspåtegning, men EØSU mener, at kravet bør fastholdes for virksomheder med over 25 ansatte. Dette krav er for nogle små virksomheder temmelig byrdefuldt, og fritagelsen herfor bør gælde for små ikke-børsnoterede virksomheder, uanset deres juridiske selskabsform. Det bør være fakultativt at foretage denne påtegning, og det bør være op til selskabsdeltagerne eller aktionærerne at træffe beslutning herom.

1.9   Når det tages i betragtning, at regnskabsføringen foretages ad elektronisk vej, og at udarbejdelsen af regnskaberne er et resultat af den regnskabs-software, der findes på markedet, kan forenklingerne imidlertid i den første fase føre til øgede omkostninger – som ikke skal undervurderes – på grund af den nødvendige ajourføring af denne software.

1.10   Det må også tages med i betragtning, hvilke omkostninger der vil være forbundet med tilpasningen af indsamlingen af oplysninger for de statistiske myndigheder og skattevæsenet.

1.11   I de fleste små virksomheder opfattes regnskaberne stadig som en ren og skær pligt – noget som loven kræver og som er til brug for skattevæsenet. Dette skyldes nok i vid udstrækning virksomhedernes ringe størrelse, som gør det umuligt at ansætte interne revisorer, men den vigtigste faktor er stadig mangelfuld uddannelse af ledere og iværksættere i mange SMV'er. Derfor må det anbefales at videreføre og styrke initiativerne til uddannelse og oplysning af iværksætterne, så de bliver i stand til at fortolke den information, der er til rådighed, og som kan hjælpe dem med at undgå nogle af de fejl, de kan begå, hvis de navigerer »uden kort og kompas«. Samtidig må man huske på, hvor vigtigt det er at opdatere uddannelsen af de sagkyndige i revisionsfirmaerne, hvor de fleste af de små virksomheders regnskaber bliver udarbejdet. Uddannelsen af denne faggruppe i den nye lovgivning bør også nyde fremme og støtte.

1.12   EØSU glæder sig over, at indberetning af betalinger til myndigheder nu gøres obligatorisk for virksomheder inden for udvindings- og skovbrugsindustrierne, og går ind for, at denne foranstaltning udvides til andre vigtige sektorer. Udvidelsen af denne bestemmelse bør i gennemsigtighedens navn omfatte alle koncessioner af offentlig interesse til private virksomheder, såsom levering af tjenester relateret til transport-, vand-, energi- og kommunikationsnettet, samt spil, som involverer betydelige beløb, og som alle – bortset fra spil – udgør de mest basale offentlige tjenesteydelser til befolkningen.

1.13   Nogle af bestemmelserne i det foreliggende direktiv strider mod indholdet i de internationale regnskabsstandarder (IFRS – International Financial Reporting Standards), især hvad angår bestemmelsen om, at ikke indbetalt kapital skal opføres i balancen, og mht. den maksimale afskrivningsperiode for goodwill. EØSU glæder sig over, at der i direktivforslaget ikke foreslås obligatorisk indførelse af IFRS-standarderne for SMV'er, men at man afventer erfaringerne fra deres nylige indførelse på verdensplan.

1.14   Det er stadig til diskussion, om der skal indføres en særskilt ordning for mikrovirksomheder. Det er vigtigt, at en sådan ordning for mikrovirksomheder bliver kompatibel med den foreliggende, så man undgår, at informationen spredes i flere forskellige dokumenter.

2.   Baggrund for forslaget

2.1   Med det foreliggende direktivforslag foreslås det fjerde direktiv 78/660/EØF om årsregnskaberne for visse selskabsformer og det syvende direktiv 83/349/EØF om konsoliderede regnskaber ophævet og erstattet med et enkelt direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer.

2.2   Denne revision indgår i en længere række af initiativer fra Kommissionens side for at forenkle de procedurer, som kræves opfyldt af SMV'erne, med det mål at lette den administrative byrde, der hviler på denne type virksomheder. Revisionen er et supplement til forslaget til direktiv fra 2009 om mikroenheders årsregnskaber. Udarbejdelsen af regnskaber betragtes som en af de mest byrdefulde administrative forpligtelser for virksomhederne, især for de mindre.

2.3   Revisionen af regnskabsdirektiverne nævnes i Kommissionens meddelelse »Akten for det indre marked – Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid – Sammen om fornyet vækst« som en af løftestængerne til at skabe vækst, og der peges på vigtigheden af at lempe på de lovgivningsmæssige krav til SMV'erne, såvel på EU- som nationalt plan.

2.4   Målene med revisionen er: reduktion og forenkling af den administrative byrde, som udarbejdelsen af regnskaber indebærer, især for små virksomheder; øge klarheden og sammenligneligheden af regnskaber, hvilket er særligt vigtigt for virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter; beskyttelse af brugerne af finansielle oplysninger; øget gennemsigtighed i forbindelse med betalinger foretaget til myndigheder af virksomheder inden for udvindingsindustrien og skovning af primærskove.

2.5   Der er gennemført en offentlig høring af interessenterne, herunder regnskabsudarbejdere, brugere, standardiseringsorganer og offentlige myndigheder, samt en konsekvensanalyse, som førte frem til følgende konklusioner:

2.5.1

Da udarbejdelsen af regnskaber anses for at være en af de mest byrdefulde opgaver for virksomhederne, især for de mindre, ændres kravene i direktiverne gennem indførelse af en særlig »miniordning« for små virksomheder, som mindsker rapporteringskravene i noterne, lemper kravet om revisionspåtegning og fritager små koncerner for pligten til at udarbejde konsoliderede regnskaber.

2.5.2

Tærsklerne for inddelingen af virksomhederne efter størrelse harmoniseres, så det sikres, at virksomheder af samme størrelse bliver behandlet ens i hele EU.

2.5.3

Der sættes en grænse for de supplerende rapporteringskrav, som medlemsstaterne kan stille til virksomhederne, med det mål at harmonisere procedurerne i EU og gøre den finansielle rapportering mere sammenlignelig.

2.5.4

I forlængelse af Kommissionens støtte til gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (Extractive Industries Transparency Initiative (EITI)) og det tilsagn, der blev givet i sluterklæringen fra G8-topmødet i Deauville, indføres der krav om offentliggørelse af betalinger til myndigheder for den enkelte virksomhed eller på koncernplan.

2.6   For at beskytte de parter, der berøres af en eventuel begrænsning af den tilgængelige informationsmængde, bliver det obligatorisk at give oplysning om garantier og forpligtelser samt transaktioner mellem nærtstående parter. Denne forpligtelse var allerede indført i nogle lande.

2.7   De forenklede regnskabskrav til SMV'erne forventes at bidrage til at forbedre erhvervsklimaet og tilskynde til virksomhedsetableringer med den deraf følgende positive indvirkning på jobskabelsen. Da nogle af besparelserne ved denne forenkling vil stamme fra en reduktion af honorarer til eksterne revisorer eller revisionsfirmaer, kan indvirkningen på beskæftigelsen forventes at blive marginalt negativ, hvilket samlet set ifølge Kommissionen vil betyde, at denne foranstaltnings indvirkning på den samlede beskæftigelse vil være neutral.

2.8   Det forventes ikke, at indførelsen af enklere regnskabsordninger vil gøre det mindre attraktivt for små virksomheder at vokse. De øgede omkostninger, som en udvidelse medfører for virksomhederne, regnes ikke for at være en afgørende faktor i beslutningen om udvidelse.

3.   Vigtigste foranstaltninger

3.1   Med det mål at reducere den administrative byrde, som udarbejdelsen af regnskaber medfører, indføres der en særlig ordning for små virksomheder, der begrænser de oplysninger, der skal anføres i noterne til regnskabet. Det vil begrænse oplysningskravene til: regnskabspraksis; garantier, forpligtelser, eventualforpligtelser og arrangementer, som ikke er indregnet i balancen; begivenheder efter balancetidspunktet, som ikke er indregnet i balancen; langfristede og sikrede fordringer; transaktioner mellem nærtstående parter. Da der i de fleste medlemsstater ikke skal oplyses om begivenheder efter balancetidspunktet, som ikke er indregnet i balancen, eller om transaktioner mellem nærtstående parter, kan dette betyde, at små virksomheder pålægges nye forpligtelser. Det anses dog for nødvendigt at medtage dette krav for at råde bod på nedgangen i den information, der vil være til rådighed, og beskytte brugerne af denne information.

3.2   Størrelseskriterierne for inddelingen af virksomhederne i små, mellemstore og store (beregnet på grundlag af balancesum og nettoomsætning) bliver harmoniseret for at sikre ensartede definitioner i hele EU. Dermed vil virksomheder af samme størrelse i forskellige medlemsstater blive behandlet lige. På denne måde vil reduktionen af den administrative byrde, som er forslagets sigte, komme de mindre virksomheder i alle medlemsstaterne ligeligt til gode.

3.3   Små virksomheder fritages for kravet om revisionspåtegning. Disse virksomheders størrelse taget i betragtning vil denne lempelse generelt næppe gå ud over den nødvendige gennemsigtighed i regnskabsaflæggelsen. Uafhængig revisionspåtegning af regnskaber, også af forenklede regnskaber, krav om gennemsigtighed i regnskabsaflæggelsen og i informationen til de berørte parter, også med henblik på den sociale dialog, er fortsat nødvendig for små virksomheder.

3.4   Fremlæggelsen af konsoliderede regnskaber vil ikke længere være obligatorisk for små koncerner (når moder- og dattervirksomheder på et konsolideret grundlag ikke overskrider de numeriske grænser for to af kriterierne).

3.5   Generelle principper om »væsentlighed« og »indhold frem for formalia«, bliver obligatoriske, hvilket sammen med begrænsningen af medlemsstaternes mulighed for at stille supplerende rapporteringskrav vil hjælpe med til at harmonisere procedurerne i EU og gøre den finansielle rapportering mere sammenlignelig.

3.6   Der indføres en ny procedure for store virksomheder og virksomheder af interesse for offentligheden, hvorefter de skal give oplysning om de betalinger, de foretager til myndigheder i forbindelse med udvindings- og skovbrugsaktiviteter.

4.   Bemærkninger

4.1   Der er i dag en betydelig byrde forbundet med udarbejdelsen af regnskaber, og EØSU støtter derfor Kommissionens mål om forenkling ved at følge princippet om at »tænke småt først«. Det er i mikrovirksomhederne og i de små og mellemstore virksomheder, at den administrative byrde og offeromkostningerne ved udarbejdelsen af regnskaber er tungest, og disse forenklinger vil derfor kunne mærkes i hovedparten af de europæiske virksomheder.

4.2   Nu næsten 20 år efter oprettelsen af det indre marked viser Kommissionen vilje til at forenkle de procedurer, der har vejet som en tung byrde på virksomhedernes daglige drift. Der er tydeligvis tale om en stor forenklingsindsats, og målene hermed må hilses velkommen og støttes. Ikke desto mindre må der tages forholdsregler for at sikre, at forenklingsiveren ikke tager overhånd, og for at værne om aktørernes tillid og adgangen til information for de berørte parter og brugerne af finansielle oplysninger, hvilket synes at være tilfældet i det foreliggende forslag. Forenklingen må ikke medføre et behov for at kræve yderligere oplysninger medtaget i regnskaberne med henblik på skatteopkrævning eller krav fra bankerne. Hvis det sker, vil der være tale om en skadelig virkning, der strider direkte imod det foreslåede mål, og som vil påføre virksomhederne endnu større omkostninger, idet de vil være nødt til at registrere tre forskellige typer oplysninger med tre forskellige formål: lovmæssigt, skattemæssigt og mht. finansieringen.

4.3   Som enhver anden ændring vil de her foreslåede kræve tilpasninger, som nødvendigvis – skønt de i starten muligvis ikke får fuld tilslutning eller endog får en kraftig økonomisk indvirkning – vil føre til en reduktion af omkostningerne og til ensartede kriterier og oplysningskrav i hele EU. I begyndelsen kan der endog komme en negativ effekt i form af væsentlige omkostninger navnlig til opdatering af software, uddannelse og tilpasning af indsamlingen af skattemæssige og statistiske data. Bestræbelserne vil utvivlsomt hurtigt blive opvejet af de fordele, som ændringerne vil give. Forenklingsindsatsen bør derfor støttes, og her vil det være meget nyttigt at følge disse foranstaltninger op med andre til fremme af uddannelse og oplysning af iværksætterne, revisorerne og brugerne af den information, der ligger i regnskaberne.

4.4   Et nyt element af særlig stor betydning i det foreliggende forslag til ændring er, at små virksomheder, hvad enten de er aktieselskaber eller ej, fritages for revisionspåtegning. EØSU går ikke ind for en sådan fritagelse for virksomheder med over 25 ansatte, da et uafhængigt organs revisionspåtegning er en betydelig hjælp og en garanti for sådanne SMV'er. En lovpligtig revision har en social funktion, nemlig at attestere, at regnskaberne er korrekte, hvilket er en grundlæggende betingelse for et samfund, som i høj grad er afhængigt af de resultater, virksomheder kan opnå i en markedsøkonomi. Dette krav har meget betydelige finansielle konsekvenser for de små ikke-børsnoterede virksomheder, som har været forpligtet hertil alene i kraft af deres juridiske form i stedet for at tage udgangspunkt i deres størrelse. Det giver ingen mening, at et lille selskab, som ikke er børsnoteret og derfor ikke pålagt de dermed følgende indberetnings- og gennemsigtighedskrav – som det er vigtigt at opretholde – bliver pålagt en byrdefuld procedure, blot fordi det har valgt at antage en retlig form, hvortil der stilles disse krav. Revisionspåtegningen bør være til nytte for dem, som regnskabsaflæggelsen er rettet til, og ikke blot blindt opfylde retlige procedurer, som er knyttet til virksomhedernes retlige form. Det må være op til selskabsdeltagerne og aktionærerne, forretningsførerne og bestyrelsen for små virksomheder at lade en sådan revisionspåtegning foretage eller ej. Medlemsstaterne bør ikke kunne kræve dette, om det så skulle blive nødvendigt at ændre den nationale lovgivning om de forskellige selskabsformers juridiske status.

Revisionspåtegning vil kunne kræves for virksomheder med over 25 ansatte.

4.5   Som anført i udtalelsen om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF om årsregnskaberne for visse selskabsformer for så vidt angår mikroenheder« hilser EØSU forslaget til forenkling velkommen, idet det er en kilde til fremme af iværksætteri og konkurrenceevne og dermed til det indre markeds fulde udfoldelse. Bestræbelserne på at sikre ensartede vilkår ved at gøre forenklingen obligatorisk i alle medlemsstater hilses også velkommen, hvilket EØSU også gik ind for i sin tid.

4.6   Et andet nyt element, der skal fremhæves og som sikkert vil få stor betydning for konsolideringen af det indre marked, er fastlæggelsen af størrelseskriterier og deres anvendelse i alle medlemsstater. Kun på denne måde kan der garanteres ligebehandling i hele EU af virksomheder af samme størrelse. Imidlertid er mikrovirksomheder ikke medtaget blandt de kategorier, der nævnes i artikel 3 i direktivet, hvilket strider mod de definitioner, der anvendes i visse sammenhænge, såsom statsstøtte, deltagelse i strukturfondene og EU-programmer. Denne kategori af virksomheder, der anerkendes som værende en kilde til iværksætterdynamik og jobskabelse, er medtaget i henstilling 2003/361/EF. Derfor bør definitionen af kategorien mikrovirksomheder medtages i dette direktiv, således at alle almindeligt forekommende virksomhedskategorier i EU bliver omfattet af samme retsakt.

4.7   Hvad angår mikrovirksomheder skal det nævnes, at forslaget til direktiv fra 2009 om disse enheder, stadig er i forhandlingsfasen. Denne opsplitning på to dokumenter, der omhandler samme emner, virker meningsløs. Spredningen af informationen er en kilde til omkostninger og forvirring for brugerne, som bør og – i dette tilfælde – kan undgås. Det er vigtigt, at ordningen for mikrovirksomheder bliver kompatibel med det foreliggende forslag til direktiv og endda slået sammen med dette, så man undgår, at virksomhederne og revisorerne skal konsultere flere forskellige dokumenter.

4.8   Med hensyn til spørgsmålet om offentliggørelse af betalinger foretaget til myndigheder kan der måske være modvilje mod at udvide denne foranstaltning til andre sektorer af offentlig interesse, eller som kræver offentlige koncessioner, ud over udvindings- og skovbrugsindustrierne. EØSU går ind for at sætte sig dette ambitiøse mål for at skabe åbenhed omkring relationerne mellem selskaberne og den offentlige sektor i forbindelse med transaktioner om transport-, vand-, energi- og kommunikationsnet, samt spil. Indførelsen af denne foranstaltning er innovativ, men kan og bør videreføres.

4.9   Der synes at være bestemmelser, som strider mod indholdet i IFRS, og det på et tidspunkt, hvor de fleste lande i EU allerede har overtaget de internationale standarder, skønt der endnu ikke er en generel forpligtelse i Europa til at vedtage disse standarder for SMV'er. Det er allerede obligatorisk for børsnoterede virksomheder at anvende IFRS ved udarbejdelsen af regnskaber, og der er en tendens til ensretning af regnskabspraksis ved hjælp af disse standarder, og nærværende direktiv burde derfor også følge denne tendens. I denne forbindelse skal det nævnes, at der er uoverensstemmelser på to områder: opførelsen i balancen under posten aktiekapital af tegnet, ikke indbetalt kapital, samt afskrivningsperioden for goodwill, som højst må være fem år. Når man har draget lære på internationalt plan af de nyligt indførte IFRS-standarder vedrørende SMV'er og da det ikke vil være uforeneligt med forenklingen af procedurerne at få rettet op på disse to uoverensstemmelser, bør man rette EU's regler ind efter de internationalt anerkendte regler.

Bruxelles, den 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/89


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et forbrugerprogram 2014-2020

COM(2011) 707 final — 2011/0340 (COD)

2012/C 181/16

Ordfører: Reine-Claude MADER

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 30. november og den 13. december 2011 under henvisning til artikel 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et forbrugerprogram 2014-2020«

COM(2011) 707 final — 2011/0340 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 109 stemmer for, 11 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Sammenfatning

1.1   Kommissionen har fremlagt sit forslag til forordning om et forbrugerprogram for perioden 2014-2020 i forlængelse af sin meddelelse »Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« og vil »sætte stærke forbrugere i centrum for det indre marked«.

1.2   EØSU bifalder, at forbrugerprogrammet og sundhedsprogrammet er genstand for hvert sit forslag, hvilket sikrer en passende behandling af hvert af programmerne.

1.3   EØSU noterer sig Kommissionens vilje til at sætte forbruget i centrum for EU's politikker. Det er afgørende i den nuværende situation. Udvalget konstaterer, at der kun afsættes beskedne midler til denne ambition, og tvivler på, at det er muligt at gennemføre den effektivt.

1.4   EØSU noterer sig Kommissionens bestræbelser på at udvikle statistiske midler til at aflæse markedssituationen og følge dens udvikling i en meget spændt atmosfære på det økonomiske, sociale og miljømæssige område.

1.5   EØSU bemærker Kommissionens vilje til at fastlægge overvågningsindikatorer, der er særlig vigtige, fordi programmet dækker et langt tidsrum i forhold til den aktuelle situation.

1.6   EØSU understreger nødvendigheden af at styrke sikkerhedsbestemmelserne for produkter og tjenesteydelser, der markedsføres i EU. Dette indebærer øgede kontroller samt sikring af et samarbejde mellem de kompetente myndigheder, som bør råde over effektive sanktionsmidler.

1.7   EØSU støtter foranstaltningerne til forbedring af forbrugeroplysnings- og uddannelsesprogrammerne og til udnyttelse af bedste praksis med henblik på indhentning af relevante oplysninger fra uafhængige kilder. Udvalget henleder opmærksomheden på, at et bæredygtigt forbrug forudsætter, at man råder over kontrollerbare oplysninger af god kvalitet og tilgængelige for alle.

1.8   I denne sammenhæng spiller de uafhængige forbrugerorganisationer en afgørende rolle. EØSU anbefaler, at deres finansielle midler øges væsentligt, så de bl.a. kan skaffe sig den ekspertise, der er nødvendig på grund af deres meget brede aktivitetsområde. Opretholdelse af de økonomiske balancer kræver, at forbrugerorganisationerne reelt er i stand til at fungere som en modvægt.

1.9   EØSU opfordrer medlemsstaterne til at anerkende, støtte og finansiere de nationale forbrugersammenslutninger, som deltager fuldt ud i gennemførelsen af det indre marked.

1.10   EØSU støtter de forskellige initiativer, der foreslås med henblik på at supplere bestemmelserne om alternativ tvistbilæggelse. Udvalget konstaterer dog, at der ikke er nogen henvisninger til gruppesøgsmål, der er et uundværligt middel til at sikre overholdelse af lovgivningen, hvilket EØSU har understreget i forskellige udtalelser.

2.   Resumé af Kommissionens forslag til forordning

2.1   Hensigten med Kommissionens forslag er at oprette et forbrugerprogram for perioden 2014-2020 som en efterfølger til EU's handlingsprogram inden for forbrugerpolitik for 2007-2013. Programmet fastlægger en ramme for finansiering af EU's aktioner.

2.2   Forordningen ligger i forlængelse af Kommissionens meddelelse »Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«, som anbefaler, at borgerne gives de nødvendige midler til en fuldgyldig deltagelse i det indre marked.

2.3   Forordningen er udarbejdet efter gennemførelsen af en midtvejsevaluering af EU-handlingsprogrammet inden for forbrugerpolitik (2007-2013), hvor de forskellige involverede parter blev hørt.

2.4   Evalueringen fremhævede programmets merværdi til trods for de beskedne midler, det havde fået tildelt, og til trods for, at der kun delvist var taget hensyn til de nye sociale og miljømæssige udfordringer.

2.5   I programmet for 2014-2020 tages der højde for de forskellige bemærkninger, der er blevet fremsat. For at kunne modtage støtte skal de foreslåede aktioner tage økonomiske, sociale og tekniske spørgsmål med i betragtning, især problemer vedrørende globaliseringen, digitaliseringen, behovet for udvikling hen imod mere bæredygtige forbrugsmønstre, en aldrende befolkning, social udstødelse og spørgsmålet om sårbare forbrugere.

2.6   Det nye forbrugerprogram vil bidrage til gennemførelse af målet for den fremtidige forbrugerpolitik, som er at sætte stærke forbrugere i centrum for det indre marked.

2.7   Dette mål indebærer ifølge Kommissionen en bedre beskyttelse af forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser, fremme af deres ret til oplysning og uddannelse samt let adgang til effektive retsmidler.

2.8   Kommissionen foreslår, at dette overordnede mål forfølges gennem fire specifikke målsætninger, dvs. ved at:

styrke og øge produktsikkerheden gennem effektiv markedsovervågning i hele EU,

give forbrugerne bedre uddannelse, information og større bevidsthed om deres rettigheder, udvikle evidensgrundlaget for forbrugerpolitik og yde støtte til forbrugernes organisationer,

styrke forbrugernes rettigheder, særlig gennem lovgivning og forbedring af adgangen til at klage,

fremme håndhævelsen af forbrugernes rettigheder ved at styrke samarbejdet mellem de nationale håndhævende myndigheder og ved at støtte forbrugerne med rådgivning.

3.   Vurdering af Kommissionens forslag

3.1   EØSU bakker op om programmets mål om at sætte stærke forbrugere i centrum for det indre marked. Kommissionen understreger med rette, at man bør prioritere inddragelse af forbrugernes interesser i alle EU's politikker, da forbrugerudgifterne udgør 56 % af BNP og er afgørende for at få sat gang i væksten igen.

3.2   EU's institutioner og medlemsstaternes regeringer bør vedtage en forbrugerpolitik for det 21. århundrede og erkende, at forbrugerne er en drivkraft og meget vigtigere medspillere, som sikrer et velfungerende marked. Et virkelig konkurrencedygtigt marked har brug for velinformerede og tillidsfulde forbrugere. Styrker man forbrugerens stilling/udfoldelsesmuligheder, vil det bidrage til at forbedre kvaliteten af produkter og tjenesteydelser og få markedsøkonomien til at fungere bedre.

3.3   Forbrugerpolitikkens område bør udvides, og EU bør forsøge at skabe mere konkurrenceevne og innovation til fordel for forbrugerne. Forbrugerpolitikken bør betragtes som en prioritet på den politiske dagsorden og integreres i alle relevante politikker og arbejdsprogrammer.

3.4   EØSU beklager, at den budgetmæssige ramme for Europa 2020-strategien slet ikke er på højde med den ambition, der gives udtryk for. Hvis man fordeler det beløb, som tildeles programmet hvert år, på de 500 mio. forbrugere, som EU's 27 medlemsstater tæller, giver det 5 centimer pr. forbruger. Det er mindre end beløbet pr. forbruger under programmet for perioden 2007-2013, som EØSU i sin udtalelse (1) havde vurderet til 7 centimer.

3.5   EØSU bifalder programmets store linjer og de fire specifikke målsætninger. Programmet ligger i direkte forlængelse af det foregående og indeholder ingen nyskabelser, selv om de nye teknologier har en indvirkning på markedsvilkårene. Efter udvalgets mening burde midlerne til at gennemføre målsætningerne være mere præcise og fyldestgørende.

3.6   EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde en liste over alle de EU-programmer, der omhandler og bidrager til at fremme og beskytte forbrugernes interesser, med henblik på at integrere forbrugerpolitikken i alle EU's programmer.

3.7   Dog mener EØSU, at det er nødvendigt at føje en femte målsætning om forbrugerrepræsentation og -deltagelse til Kommissionens forslag. EØSU hilser det selvfølgelig velkomment, at der i Kommissionens program indgår en styrkelse af repræsentationsmulighederne, anerkendelse af finansiel støtte til de organisationer, der repræsenterer forbrugerne, og af deres ekspertise. Men en bedre repræsentation af forbrugerne og styrkelse af deres kapacitet bør være en selvstændig målsætning. For at sikre, at Kommissionens løfte om at sætte forbrugeren i centrum for EU's beslutninger bliver indfriet, bør programmet udvides med en femte målsætning.

3.8   Forbrugerprogrammet bør afsætte en del af sit budget (transportudgifter, forberedende arbejde og deltagelse i ekspertgrupper) til dette mål, så forbrugerne bliver bedre repræsenteret af uafhængige forbrugerorganisationer i de forskellige ekspertgrupper, hvor der er behov for input fra forbrugerne. Også andre EU-programmer bør om nødvendigt oprette et særligt budget for at støtte input fra forbrugernes repræsentative organisationer.

3.9   EØSU minder Kommissionen om, at det er nødvendigt at fremlægge en ambitiøs »europæisk forbrugerdagsorden« (som bebudet i Kommissionens arbejdsprogram 2012 for andet kvartal) baseret på princippet om at styrke forbrugernes stilling (»empowerment«) i tråd med principperne for den sociale markedsøkonomi som afspejlet i de rapporter, Europa-Parlamentet har vedtaget.

3.10   Forslaget til en europæisk forbrugerdagsorden bør reelt søge at styrke forbrugernes stilling med udgangspunkt i sikkerhed, relevant information og uddannelse, rettigheder, retsmidler og klageadgang samt gennemførelsesforanstaltninger.

3.11   Denne ansvarliggørelse af de europæiske forbrugere bør imidlertid ikke føre til, at ansvaret lægges over på forbrugeren. Forbrugerprogrammet bør først og fremmest skabe betingelserne for et retfærdigt og rimelig marked, som forbrugerne har tillid til, og hvor de kan forbruge frit, hvor de end befinder sig. Denne tillid forudsætter, at forbrugeren har fået tilstrækkelig information og upartisk rådgivning om sine rettigheder til at kunne træffe et oplyst forbrugsvalg.

3.12   EØSU understreger betydningen af at sikre tidsmæssigt sammenfald mellem den europæiske forbrugerdagsorden og forslaget til forordning om et forbrugerprogram af hensyn til kvaliteten og sammenhængen mellem programmet og de strategiske målsætninger.

3.13   EØSU understreger, at Kommissionen ved udarbejdelsen af lovgivnings- og reguleringsmæssige initiativer skal sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau (EUF-traktatens artikel 169). Udvalget minder i den forbindelse om, at det valgte harmoniseringsniveau skal være passende og under ingen omstændigheder må indebære en reduktion af rettigheder for de europæiske forbrugere uanset oprindelsesland. For at beskytte forbrugerne, der er den svage part i en aftale, og som ikke altid har midlerne til at søge hjælp, går EØSU imod eventuelle initiativer som f.eks. en frivillig ordning, der kunne sætte spørgsmålstegn ved den eksisterende beskyttelse.

3.14   Desuden mener EØSU, at der bør gives garantier for høring af forbrugerne og deres repræsentanter ved udarbejdelse af tekster eller foranstaltninger, der vedrører dem, og at de bør få stillet flere midler til rådighed.

3.15   EØSU lægger særlig vægt på foranstaltninger til styrkelse af produktsikkerheden på markedet som helhed. Det støtter iværksættelse af særlige samarbejdsaktioner i henhold til direktiv 2001/95/EF (2) og indsatsen for at finde frem til nye standarder eller sikkerhedskriterier. Hvad angår de problematikker, som de forskellige kontrolorganer skal behandle, ville udvalget gerne vide, hvor mange midler de vil få rådighed over. EØSU finder det nødvendigt, at der organiseres nationale oplysningskampagner koordineret af Kommissionen.

3.16   EØSU bifalder de foreslåede foranstaltninger til oplysning og uddannelse af forbrugerne. Hvis disse to forbrugerbeskyttelsesaspekter forbedres, vil det øge forbrugernes viden om deres rettigheder og indgive dem ny tillid. I denne sammenhæng understreger EØSU, at EU's lovgivningstekster bør være mere gennemsigtige og forståelige for forbrugerne.

3.17   EØSU støtter etableringen af informationsdatabaser via udarbejdelse af undersøgelser, analyser og statistikker, der skal øge kendskabet til markedet med henblik på udformning af politikker på de områder, der vedrører forbrugerne.

3.18   Hvad angår Dolceta-projektet, som indgår i det nuværende forbrugerprogram, men som ikke vil blive videreført i samme form og i samme omfang, opfordrer EØSU Kommissionen til at finde en løsning, der bevarer de oplysninger og den viden, der er indsamlet via dette projekt, således at denne betydelige investering ikke er spildt.

3.19   Udvalget mener, at alle initiativer til forbedring af markedernes gennemsigtighed er meget vigtige, uanset hvilket område de dækker, f.eks. finansielle produkter, beskyttelse af personoplysninger, energi, digitale teknologier, telekommunikation, transport.

3.20   Ud fra et forbrugerpolitisk synspunkt er uddannelse afgørende for at bevidstgøre forbrugerne om deres rolle, rettigheder og pligter i det indre marked og i samfundet, så de tilpasser deres adfærd derefter, men det må også påpeges, at manglende uddannelse af forbrugerne af og til bruges af politiske ledere og skrupelløse virksomheder til at fralægge sig ansvaret og begrænse deres bestræbelser på at skabe forbrugervenlige vilkår.

3.21   Efter EØSU's mening er det nødvendigt at prioritere håndhævelse og forbedring af forbrugernes rettigheder.

Desuden er udvalget enig med Kommissionen i, at det er vigtigt at nå målet om uddannelse og oplysning i en form, som er tilpasset alle forbrugere.

3.22   Under alle omstændigheder kan målet om at forbedre forbrugeruddannelse og -information ikke nås, medmindre de forskellige sociale og økonomiske aktører inddrages. EØSU støtter forslaget om at bygge videre på det allerede eksisterende og identificere, om nødvendigt forbedre samt udnytte bedste praksis, således at de foranstaltninger og redskaber, der stilles til rådighed, får en reel indvirkning på forbrugerne. Dette forudsætter, at de får tildelt tilstrækkelige ressourcer.

3.23   Vi bør også fokusere på uddannelse af virksomhederne, som desværre ikke er tilstrækkeligt informeret om forbrugernes rettigheder. Andre EU-programmer bør tilbyde virksomhederne sådanne kurser om forbrugernes ret til beskyttelse.

3.24   Forbrugerorganisationer har til formål at identificere forbrugernes problemer, finde en sammenhængende løsning på dem og repræsentere deres interesser. Gennem deres indsats for at gennemføre forbrugernes rettigheder er de med til at udvikle lovgivningen på området.

3.25   Eftersom regionale, nationale og europæiske forbrugerorganisationer tillægges en central rolle og er nødt til at have en stadig større ekspertise, bør man efter EØSU's mening styrke deres kapacitet væsentligt ved at stille flere midler til deres rådighed. Udvalget finder det meget vigtigt at støtte organisationerne på disse forskellige niveauer, især i lande, hvor forbrugerbevægelsen ikke er tilstrækkeligt udviklet.

3.26   EØSU noterer sig, at en fjerdel af forbrugerprogrammets budget vil blive tildelt de europæiske forbrugercentre (ECC). Denne investering er særlig nødvendig og understøttes bredt af EØSU, som beder Kommissionen om fortsat at fremlægge endnu mere detaljerede årsrapporter om de europæiske forbrugercentres funktionsmåde. Udvalget understreger betydningen af at basere disse rapporter på præcise og relevante kriterier for at tydeliggøre, at dette netværk leverer konkrete resultater for de europæiske forbrugere, selv om det endnu ikke er så kendt, som det burde være.

3.27   Det er væsentligt, at der i det næste program om forbrugerpolitik indføres en proaktiv og fremtrædende finansieringsmekanisme for fortsat udvikling af forbrugerbevægelsen.

3.28   Hvad retsmidler angår, konstaterer EØSU, at Kommissionen udtrykker vilje til at prioritere løsninger baseret på samregulering eller selvregulering. Udvalget bifalder fagfolkenes initiativer til forbedring af praksis, men fastslår ikke desto mindre, at den såkaldte »soft law«-praksis ikke kan erstatte lovgivning eller administrative bestemmelser.

3.29   EØSU støtter Kommissionens skridt til at lette forbrugernes adgang til alternative former for konfliktløsning og slutter op om forslaget til overvågning af deres funktionsmåde og effektivitet. Udvalget mener, at disse mekanismer kun kan blive effektive, hvis de systemer, der tilbydes forbrugerne, er uafhængige.

3.30   EØSU mener ikke desto mindre, at forslaget bør suppleres, eftersom en konsolidering af forbrugernes rettigheder også indebærer, at de råder over egnede retsmidler til at gøre deres rettigheder gældende. Som nævnt i sin udtalelse om programmet 2007-2013 og i sine udtalelser om gruppesøgsmål inden for EU’s forbrugerlovgivning (3) samt om hvidbogen om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler (4), foreslår EØSU, at der henvises til behovet for en styrkelse af klageadgangen, og især til gruppesøgsmål.

3.31   EØSU bakker op om de foranstaltninger, der foreslås for at sikre overholdelse af lovgivningen, især mekanismerne for samarbejde mellem de nationale myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelsen af forbrugerbeskyttelseslovgivningen, samt koordineringen af overvågningen, hvilket gør indsatsen mere effektiv.

3.32   EØSU mener, at der bør holdes konstant øje med bilæggelse af tvister, bl.a. på nettet. Udvalget konstaterer, at der er fastlagt nye målsætninger, bl.a. for de europæiske forbrugercentre, som skal bidrage til oplysning af forbrugerne og løsning af grænseoverskridende tvister. EØSU finder det vigtigt, at der foretages en evaluering undervejs i programmet, så den planlagte finansiering kan blive justeret.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 88 af 11.4.2006, s. 1.

(2)  EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4.

(3)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 1.

(4)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 40.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/93


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktivet om ATB på forbrugerområdet)

COM(2011) 793 final — 2011/0373 (COD)

2012/C 181/17

Ordfører: Jorge PEGADO LIZ

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 14. og 13. december 2011 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktivet om ATB på forbrugerområdet)

COM(2011) 793 final — 2011/0373 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 9. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts, følgende udtalelse med 121 stemmer for, 11 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU glæder sig over, at Kommissionen efter utallige opfordringer fra europæiske forbrugerorganisationer og fra EØSU igennem flere af udvalgets udtalelser endeligt har gjort sine henstillinger 98/257 og 2001/310 til en bindende retsakt.

1.2   EØSU mener dog, at det mest passende retsgrundlag ville være traktatens artikel 169, stk. 2, litra b) og stk. 4 i stedet for blot artikel 114, samt artiklerne 38 og 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

1.3   EØSU anbefaler, at man opretter et »europæisk overensstemmelsesmærke« baseret på fælles strukturelle principper, som ikke blot definerer de ATB-procedurer, der lever op til de foreslåede krav, men også på harmoniseret vis og uden omkostninger for de erhvervsdrivende identificerer dem, der tilslutter sig disse mekanismer.

1.4   EØSU bemærker muligheden for, at de alternative tvistbilæggelsesmekanismer kan finde anvendelse på kollektive tvister som et første skridt på vejen mod indførelsen af en juridisk mekanisme for kollektive søgsmål i EU, men anbefaler, at denne mulighed anføres klart i bestemmelserne, og at ordningen defineres behørigt.

1.5   EØSU understreger dog i den forbindelse, at der stadig er et presserende behov for, at EU udstyres med et harmoniseret retsinstrument for gruppesøgsmål på EU-niveau, som en eventuel udvidelse af systemerne for alternativ tvistbilæggelse ikke kan erstatte.

1.6   EØSU tilslutter sig principperne i artikel 7, 8 og 9 i forslaget, men anbefaler for klarhedens skyld, at man bevarer definitionerne af kontradiktions- og repræsentationsprincippet som anført i henstillingerne, der udtrykkeligt garanterer de berørte parters mulighed for at lade sig repræsentere ved advokat eller tredjepart, herunder især sammenslutninger, der repræsenterer forbrugernes interesser.

1.7   EØSU anbefaler tillige, at uafhængighedsprincippet ikke bliver udskiftet til fordel for »princippet om uvildighed« hvis indhold afviger, er mindre præcist og er anderledes af natur.

1.8   EØSU tøver med at give sin støtte til, at disse mekanismer også bør omfatte klager fra erhvervsdrivende over for forbrugere, men i betragtning af bestemmelserne i »Small Business Act« for Europa bør SMV'er imidlertid have mulighed for at benytte ATB-instanserne ved tvister med forbrugere i klart definerede tilfælde og på vilkår, der først skal fastlægges.

1.9   EØSU fremhæver, at dette forslag under ingen omstændigheder må sætte spørgsmålstegn ved de systemer af bindende karakter, som findes eller indføres i medlemsstaterne i henhold til deres egne juridiske traditioner. EØSU kan kun acceptere, at alternativ tvistbilæggelse ikke er bindende for parterne, hvis der udstedes udtrykkelig garanti for, at parterne ikke forhindres i at anlægge sag ved de almindelige kompetente domstole.

1.10   EØSU anbefaler, at der i dette forslag i lighed med forslaget til forordning om OTB indføjes en henvisning til, at retten til domstolsadgang har forrang, og at alternativ tvistbilæggelse hverken træder i stedet for eller er noget egentligt »alternativ« til de nationale domstoles funktion, men snarere et værdifuldt supplerende redskab til tvistbilæggelse.

1.11   EØSU anbefaler, at man vover udtrykkeligt at tage fat på spørgsmålet om finansiering af disse systemer da forbrugerorganisationer og nogle af medlemsstaterne ikke er i stand til at varetage de voksende udgifter til deres gennemførelse, eftersom dette spørgsmål er afgørende for at sikre systemernes uvildighed og uafhængighed.

1.12   EØSU mener, at formuleringen af visse krav bør revideres og kan forbedres, så de bliver klarere, mindre tvetydige og mere effektive og anbefaler Kommissionen at tage højde for udvalgets særlige bemærkninger.

2.   Resumé af forslaget

2.1   I betragtning af, at en stor del af de europæiske forbrugere støder på problemer, når de køber varer og tjenesteydelser i det indre marked, der som oftest aldrig bliver løst,

i betragtning af, at gennemførelsen af henstillingerne 98/257/EF (1) og 2001/310/EF (2) ikke har været effektive, at der fortsat findes huller, at der mangler en bevidsthedsgørelse af de interesserede parter og at der findes store forskelle i medlemsstaternes procedurer for tvistbilæggelse,

i betragtning af indholdet og konklusionerne fra en række undersøgelser på området iværksat i årenes løb,

i betragtning af resultaterne fra den seneste offentlige høring, der blev indledt i januar 2011 og konsekvensanalysen SEC(2011) 1408 final af 29. november 2011,

har Kommissionen med nærværende direktivforslag til hensigt at:

a)

sikre, at alle tvister mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i forbindelse med salg af varer og levering af tjenesteydelser uanset, hvilken økonomisk sektor der er tale om, kan indbringes for en ATB-instans, også online uanset om den klagende part er forbrugeren eller den erhvervsdrivende,

b)

sikre, at forbrugerne altid kan få bistand, hvis de bliver involveret i en grænseoverskridende forbrugertvist,

c)

sikre, at ATB-myndighederne overholder »kvalitetsprincipperne uvildighed, gennemsigtighed, effektivitet og rimelighed«, og at procedurerne som hovedregel bør være gratis,

d)

pålægge en enkelt kompetent myndighed i medlemsstaterne ansvaret for at overvåge alle ATB-instansers funktion,

e)

sikre at medlemsstaterne indfører effektive sanktioner, der står mål med overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, og som skal effektueres, hvis informationspligten over for forbrugerne og de kompetente myndigheder ikke overholdes,

f)

sikre, at medlemsstaterne ikke forhindres i at opretholde eller godkende ATB-procedurer i forbindelse med tvister mellem erhvervsdrivende,

g)

sikre, at medlemsstaterne ikke forhindres i at opretholde eller indføre ATB-mekanismer til samlet behandling af lignende tvister mellem erhvervsdrivende og flere forbrugere (kollektive interesser),

h)

tilskynde medlemsstaterne til at oprette ATB-instanser, der også dækker erhvervsdrivende i andre medlemsstater.

2.2   I dette øjemed foreslår Kommissionen, at de ovennævnte henstillinger omdannes til et direktiv, så bestemmelserne bliver bindende, og at man som retsgrundlag udelukkende anvender artikel 114 i EUF-traktaten (etablering af det indre marked).

2.3   Direktivet forpligter dog ikke de erhvervsdrivende til at deltage i ATB-procedurer og gør heller ikke resultatet af sådanne procedurer bindende for dem.

2.4   Det foreslåede direktiv bør have forrang for EU-lovgivning, der indeholder bestemmelser, som har til formål at tilskynde til oprettelse af ATB-instanser, når den pågældende lovgivning ikke sikrer mindst samme grad af forbrugerbeskyttelse.

2.5   Det foreslåede direktiv bør finde anvendelse på enhver varigt etableret instans, der tilbyder tvistbilæggelse gennem en ATB-procedure, herunder officielle voldgiftsprocedurer, der ikke er etableret på ad hoc-basis.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU, der i adskillige udtalelser og igennem flere år indtrængende har opfordret til omdannelse af henstillingerne 98/257/EF og 2001/310/EF til en bindende retsakt, kan kun glæde sig over Kommissionens initiativ, som dog jf. nedenstående bemærkninger har ladet vente længe på sig. For udvalget er det ligeledes et spørgsmål, om ikke instrumentet af hensyn til den retlige klarhed og sikkerhed kunne/burde have været en forordning i stedet for et direktiv.

3.2   For så vidt angår retsgrundlaget mener EØSU ligeledes, at der desuden er tale om et instrument til beskyttelse af forbrugerne, og ikke blot et instrument til gennemførelsen af det indre marked, da det mest hensigtsmæssige retsgrundlag, hvis artikel 81 ikke bliver foretrukket, bør være traktatens artikel 169, stk. 2, litra b) og stk. 4 i stedet for blot artikel 114, samt artiklerne 38 og 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

3.3   Glæder sig over udelukkelsen af de procedurer, der fejlagtigt betegnes som værende mindelige bilæggelser af forbrugstvister, når der blot er tale om en marketingmanøvre, eftersom de ansvarlige enheder rekrutteres og betales af den erhvervsdrivende, og deres uvildighed og uafhængighed derfor ikke er garanteret. For at undgå enhver tvivl foreslår EØSU, at man opretter et »europæisk overensstemmelsesmærke«, som ikke blot definerer de ATB-procedurer, der overholder kravene i det fremlagte forslag (et tilsvarende »tillidsmærke« findes i Spanien), men også gør det muligt på harmoniseret vis og uden omkostninger for de erhvervsdrivende at identificere dem, der tilslutter sig disse mekanismer, og på den måde vinde forbrugernes tillid.

3.4   Glæder sig over, at begrebet forbruger som følge af det ny »direktiv om forbrugerrettigheder« (3) også kommer til at omfatte personer, der indgår aftaler med dobbelt formål, hvor det erhvervsmæssige formål ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, men ønsker at dette begreb tydeligt fremgår i teksten.

3.5   EØSU glæder sig over, at man har tænkt over at udvide det etablerede system til grænseoverskridende konflikter og håber, at Kommissionen vil tilstræbe at iværksætte de nødvendige betingelser for, at ATB-procedurer effektivt kan tackle sådanne sager, navnlig gennem onlinetvistbilæggelse (OTB) og ved at styrke det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne (4). Udvalget foreslår, på linje med bestemmelsen i artikel 6, stk. 4 i forslaget til en OTB-forordning, at Kommissionen indkalder de kompetente nationale myndigheder, nævnt i direktivforslagets artikel 15, til et møde mindst en gang årligt, for at muliggøre en udveksling af god praksis og en diskussion af eventuelle problemer i forbindelse med ATB-instansernes funktion.

3.6   EØSU støtter muligheden for, at de alternative tvistbilæggelsesmekanismer kan finde anvendelse på kollektive tvister som et første skridt på vejen mod konkretiseringen af en juridisk mekanisme for kollektive søgsmål i EU, men anbefaler, at denne mulighed anføres klart i bestemmelserne, og at ordningen defineres ordentligt i stedet for lade det være op til medlemsstaterne. EØSU bekræfter dog i den forbindelse, hvad det igennem flere år har givet udtryk for i sine udtalelser, at der stadig er et presserende behov for, at EU udstyres med et harmoniseret retsinstrument for gruppesøgsmål på EU-niveau, som en eventuel udvidelse af ATB-instanserne absolut ikke kan erstatte.

3.7   Anerkender, at det er nødvendigt at garantere, at de ansvarlige for forvaltning og funktion af ATB, lige fra medarbejdere til mæglere og dommere, har den nødvendige personlige og faglige viden, kvalifikationer, erfaring og kompetencer til at kunne udføre deres hverv på kompetent og uvildig vis, og at man opfylder de nødvendige betingelser for, at de kan udføre deres arbejde korrekt og uafhængigt. EØSU kunne derfor have tænkt sig, at sådanne betingelser var blevet detaljeret beskrevet i forslaget for at sikre harmoniserede kriterier i hele EU.

3.8   Udvalget er enigt i principperne for ATB-instansernes funktion som nævnt i artiklerne 7, 8 og 9 i forslaget, der gentager nogle af principperne i de ovennævnte henstillinger. Udvalget forstår imidlertid ikke, hvorfor man har udeladt de grundlæggende principper, som er indeholdt i henstillingerne, såsom principperne om lovlighed og frihed.

For sikkerhedens og klarhedens skyld anbefaler udvalget, at man bevarer de selvstændige definitioner af kontradiktions- og repræsentationsprincippet og klart fastlægger de berørte parters mulighed for at lade sig repræsentere ved advokat eller tredjepart, herunder især sammenslutninger, der repræsenterer forbrugernes interesser (i stedet for blot at lade det skinne igennem i artiklerne 8, litra a, og artikel 9, stk. 1 litra a).

Endelig kan EØSU ikke acceptere, at uafhængighedsprincippet er blevet udskiftet til fordel for et vagt »princip om uvildighed«, hvis indhold afviger, er mindre præcist og er anderledes af natur.

3.9   EØSU tøver med at give sin støtte til, at disse mekanismer også bør omfatte klager fra erhvervsdrivende over forbrugere, ikke blot fordi det direkte strider imod de eksisterende systemers tradition i samtlige medlemsstater, men også går imod hhv. Kommissionens og Europa-Parlamentets holdninger på området igennem mange år, men navnlig fordi det ville betyde, at ATB-instanserne reduceres til instanser, der skal løse problemer vedrørende manglende betaling, og dermed går uden om EU-systemet for småkrav og lader ATB-systemet drukne i en lavine af sager, der vil lamme de systemer, der ikke er tilstrækkeligt omstillingsparate.

Imidlertid bør SMV'er i betragtning af bestemmelserne i »Small Business Act« for Europa på vilkår, der skal fastlægges præcist, have mulighed for at benytte ATB-instanserne ved tvister med forbrugere, som ikke afhenter en vare, der er bestilt eller indleveret til reparation, eller som ikke møder op efter en reservation.

3.10   EØSU mener, at dette forslag under ingen omstændigheder må stille spørgsmålstegn ved de systemer af bindende karakter, som findes eller indføres i medlemsstaternes i henhold til egne juridiske traditioner.

3.11   EØSU accepterer udelukkende, at alternativ tvistbilæggelse ikke er bindende for parterne, hvis der udstedes udtrykkelig garanti for det grundlæggende princip, at parterne ikke forhindres i at anlægge sag ved de almindelige kompetente domstole. Ellers vil ATB ikke bare miste enhver merværdi for så vidt angår troværdighed og effektivitet, men det bliver også vanskeligt at forstå kravet om, at det system, der indføres, også skal gælde for de institutionaliserede voldgiftsinstanser eller andre lignende mekanismer, hvis afgørelser fungerer som egentlige domsafsigelser.

3.12   EØSU beklager, at Kommissionen i det foreliggende forslag ikke har valgt en formulering, der er identisk med den, der indgår i forslaget til forordning om OTB vedrørende forrangen af retten til domstolsadgang, og at ATB ikke træder i stedet for eller er noget egentligt »alternativ« til de nationale domstoles funktion, men snarere et værdifuldt supplerende redskab til tvistbilæggelse (5).

3.13   EØSU er overrasket over, at man hverken i det foreliggende forslags begrundelse eller i programmet for 2014-2020 udtrykkeligt har vovet at behandle spørgsmålet om finansiering af disse systemer, når det ifølge undersøgelser står klart, at forbrugerorganisationerne finder det altafgørende, og nogle medlemsstater ikke har råd til de ekstraomkostninger, der er forbundet med nye strukturer, uddannelse af mæglere og andre støttefunktioner, information og bistand til forbrugere, sagkyndiges vurderinger og nye administrative poster. Undersøgelserne har vist, at spørgsmålet anses for afgørende for at kunne garantere systemets uvildighed og uafhængighed (6).

3.14   EØSU anbefaler desuden, at Kommissionen - hvis det ikke allerede er gjort - foretager en evaluering af medlemsstaternes lovgivningsstrategier for gennemførelse af direktiv 2008/52/EF (7) om mægling på det civil- og handelsretlige område (art. 12) som foreslået af Europa-Parlamentet (8).

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Artikel 2, stk. 2, litra a)

Formuleringen »ansat alene af den erhvervsdrivende« er tvivlsom og kan misforstås. Den bør skiftes ud med: »har eller har igennem de seneste tre år haft et professionelt og økonomisk afhængigt forbindelsesforhold eller andet forhold, der kan påvirke deres uafhængighed«.

4.2   Artikel 4, litra e)

Definitionen er for vag og upræcis. Den bør indeholde en klar reference til overholdelsen af de principper, der skal ligge til grund for instansens funktion og dens certificering som hørende til netværket af anerkendte instanser.

4.3   Artikel 5, stk. 3

EØSU forstår ikke helt hensigten med denne bestemmelse, men frygter, at den ikke vil udvirke den ønskede effektivitet, og at den i stedet for en harmonisering af alle ATB-ordninger, der på europæisk og nationalt plan skal kunne fungere efter fælles og identiske regler, vil føre til, at medlemsstaterne holder fast ved deres eksisterende strukturer og blot rent formelt indfører en standardmekanisme, der i praksis ikke løser de aktuelle geografiske eller sektorielle problemer.

4.4   Artikel 6

For så vidt angår definitionen og opfyldelsen af kravene til kompetencer og uvildighed mener EØSU, at man bør sikre en aktiv deltagelse af de repræsentative organisationer for såvel fagfolk som forbrugere, navnlig i processen for udvælgelse af enkeltpersoner med ansvar for tvistbilæggelse, og at denne opgave ikke overlades til bureaukrater og embedsmænd i medlemsstaternes forvaltninger.

4.5   Artikel 7

Ud over det fastlagte krav til midler bør forslaget også indeholde krav til resultater for at sikre, at disse mekanismer medvirker til målbare resultater mht. de sektorer, hvor der fremsættes flest klager, og mht. kvaliteten af de tjenester, de erhvervsdrivende tilbyder. Disse procedurer bør ligeledes være tillidsskabende.

Samtidig er det vigtigt, at medlemsstaterne sørger for, at ATB-instanserne offentliggør informationer om den ydede service (herunder navnlig tjenester i form af information, mægling og voldgift) de finansielle resultater (og derved sikrer disse instansers nødvendige transparens samt øger forbrugernes tillid) og tilfredshedsgraden blandt disse instansers brugere.

For så vidt angår stk. 2 i denne artikel mener EØSU tillige, at disse instanser ud over årsrapporterne om deres virksomhed også – gennem deres almindelige kommunikationskanaler – bør offentliggøre deres årlige budget og et sammendrag af de voldgiftskendelser, de har afsagt, uden at det går ud over reglerne for behandling af persondata, der er fastlagt i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 95/46/EF.

4.6   Art. 9

Selvom EØSU anerkender relevansen i lighedsprincippet, satter det spørgsmålstegn ved udeladelsen af princippet om lovlighed som nævnt i Kommissionens henstilling af 30. marts 1998 (9). Udeladelsen af denne bestemmelse i direktivets tekst kan vise sig at gå ud over forbrugerne i forbindelse med handel på tværs af grænserne, navnlig når lovgivningen i forbrugerens hjemland sikrer en højere beskyttelse end lovgivningen i den medlemsstat, hvor ATB-instansen er etableret. EØSU gentager, at der er behov for i nærværende direktiv at medtage princippet om lovlighed, som sikrer, at ATB-instansernes beslutninger ikke fratager forbrugerne det i loven garanterede beskyttelsesniveau.

4.7   Art. 10

EØSU frygter, at enhver tvetydighed i artiklen skaber en overbevisning hos forbrugeren om, at tvisten kan løses gennem en ATB-instans, selvom den erhvervsdrivende i realiteten blot begrænser sig til at oplyse om, at disse procedurer findes, uden nødvendigvis selv at anvende dem.

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at sørge for, at forslaget sikrer, at medlemsstaterne forlanger af de erhvervsdrivende, at disse oplysninger fremsættes forud for underskrivelsen af en kontrakt, så forbrugeren kan træffe en bevidst, informeret beslutning og på forhånd ved, om den erhvervsdrivende anerkender ATB-instanserne.

EØSU mener desuden, at manglende eller ukorrekt opfyldelse af forpligtelsen i stk. 2 bør betragtes som urimelig handelspraksis og tilføjes til listen i bilaget til direktiv 2005/29/EF, ud over de sanktioner, der er fastsat i artikel 18 i forslaget.

4.8   Artiklerne 15-17

EØSU frygter, at disse bestemmelser viser sig ikke at være tilstrækkelige til at sikre, at de pågældende instanser opfylder kravene fuldt ud, da instanserne tager udgangspunkt i kriterier baseret på deres egen evaluering. Det er derfor afgørende, at Kommissionen tilskynder civilsamfundet til direkte at medvirke til overvågningen af disse instanser gennem de respektive repræsentative organisationer i de pågældende sektorer (10).

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT L 115 af 17.4.1998, s. 31.

(2)  EUT L 109 af 19.4.2001, s. 56.

(3)  Direktiv 2011/83/EU (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64); EØSU's udtalelse: EUT C 317 af 23.12.2009, s. 54.

(4)  Under henvisning til forordning 206/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder, jf. EØSU's udtalelse: EUT C 218 af 23.7.2011, s. 69.

(5)  Forslaget til forordning om OTB slår udtrykkeligt fast: »Adgang til et effektivt retsmiddel og til en upartisk domstol er grundlæggende rettigheder, som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Procedurer til onlinetvistbilæggelse kan ikke udformes således, at de erstatter domstolsprøvelse, og bør ikke unddrage forbrugere eller erhvervsdrivende deres ret til at anlægge sag ved domstolene. Intet i nærværende forordning bør derfor forhindre parter i at udøve deres ret til adgang til retssystemet«.

(6)  Jf. EØSU-udtalelse under udarbejdelse (INT/608).

(7)  EUT L 136 af 24.5.2008, s. 3; EØSU's udtalelse: EUT C 286 af 17.11.2005, s. 1.

(8)  Europa-Parlamentets betænkning om gennemførelse af direktivet om mægling i medlemsstaterne (A7-0275/2011), ordfører: Arlene McCarthy.

(9)  Som i forbindelse med grænseoverskridende tvister udtrykkeligt slår fast, at: »Organets afgørelse kan ikke fratage forbrugeren den beskyttelse, vedkommende sikres i henhold til de præceptive regler i loven i det land, hvor organet er etableret. I forbindelse med grænseoverskridende tvister kan organets afgørelse ikke fratage forbrugeren den beskyttelse, vedkommende sikres i henhold til de præceptive regler under lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl i de tilfælde, der er anført i artikel 5 i Rom-konventionen«.

(10)  På linje med, hvad der sker i energisektoren i Italien: selvom der er tale om en offentlig ATB-instans, varetages tilsynet af forbrugerrepræsentanter og energivirksomheder, hvor førstnævnte tager aktivt del i uddannelsen af de specialister, der arbejder for instansen.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse

Følgende passager i sektionens udtalelse blev ændret til fordel for ændringsforslag vedtaget på plenarforsamlingen, men bevarelsen af dem i deres oprindelige form fik dog tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer (forretningsordenens artikel 54, stk. 4):

a)   Punkt 1.8

»EØSU er ikke enig i, at disse mekanismer også bør omfatte klager fra erhvervsdrivende over for forbrugere.«

b)   Punkt 3.9

»EØSU er ikke enigt i, at disse mekanismer også bør omfatte klager fra erhvervsdrivende over forbrugere, ikke blot fordi det direkte strider imod de eksisterende systemers tradition i samtlige medlemsstater, men også går imod hhv. Kommissionens og Europa-Parlamentets holdninger på området igennem mange år, men navnlig fordi det ville betyde, at ATB-instanserne reduceres til instanser, der skal løse problemer vedrørende manglende betaling, og dermed går uden om EU-systemet for småkrav og lader ATB-systemet drukne i en lavine af sager, der vil lamme de systemer, der ikke er tilstrækkeligt omstillingsparate.«

Ændringsforslagene blev behandlet samlet i henhold til forretningsordenens artikel 51, stk. 4.

Resultat af afstemningen om ændringsforslagene

For

:

80

Imod

:

52

Hverken for eller imod

:

19


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/99


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (forordningen om OTB på forbrugerområdet)

COM(2011) 794 final — 2011/0374 (COD)

2012/C 181/18

Ordfører: Jorge PEGADO LIZ

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 13. og 14. december 2011 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (forordningen om OTB på forbrugerområdet)

COM(2011) 794 final — 2011/0374 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 9. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts, følgende udtalelse med 117 stemmer for og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU, som længe har anmodet om et initiativ af denne art, glæder sig over Kommissionens forslag og støtter valget af en forordning som egnet instrument.

1.2   EØSU mener dog, at et mere passende retsgrundlag ville være artikel 169, stk. 2, litra b), og stk. 4 i TEUF og ikke blot artikel 114, ud over artikel 38 og 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

1.3   EØSU bifalder Kommissionens understregning af, at oprettelsen af dette system ikke har til formål at unddrage parterne retten til at anlægge sag ved domstolene eller erstatte den almindelige domstolsprøvelse, hvis parterne ønsker det.

1.4   EØSU mener ikke desto mindre, at forslaget er for forsigtigt og ligefrem misvisende i sin titel, og at det langt fra er på omgangshøjde med, hvad der kunne forventes og hvad der ville være ønskeligt og muligt, især mht. anvendelsen af en hel række teknologiske midler og elektroniske informationssystemer, som allerede findes og er afprøvet med gode resultater i den såkaldte anden OTB-generation.

1.5   EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at betragte dette forslag som blot et indledende skridt i retning af en effektiv onlinetvistbilæggelse, og at den snarest tager fat på at udvikle systemets muligheder ved at indbygge al den nye teknologi, der er forenelig med juridisk sikkerhed, også selv om den til dette formål bliver nødt til at oprette et helt nyt specifikt og selvstændigt system for grænseoverskridende transaktioner.

1.6   Efter EØSU's mening er der ingen grund til, at systemet kun skal gælde for grænseoverskridende tvister og alene for tvister i forbindelse med transaktioner, der gennemføres via elektroniske medier (offline-tvister).

1.7   EØSU er modstander af, at disse mekanismer skal kunne omfatte klager indgivet af erhvervsdrivende mod forbrugere.

1.8   EØSU anbefaler, at der udtrykkeligt gives mulighed for, at parterne kan lade sig repræsentere af advokater eller tredjeparter, navnlig forbrugerorganisationer, i forbindelse med klager indgivet online.

1.9   EØSU opfordrer Kommissionen til tydeligere at forklare, hvorledes mere komplekse spørgsmål, der kan opstå i visse onlinetvister, såsom tvivlsspørgsmål om urimelige aftalevilkår eller lovvalg i forbindelse med kontrakter, vil kunne løses via platformen.

1.10   EØSU stiller et stort spørgsmålstegn ved, om fristerne er realistiske, og er bange for, at deres ufravigelige karakter kombineret med risikoen for, at de i praksis er umulige at overholde, vil medvirke til at miskreditere et system, som gerne skulle være hurtigt og effektivt.

1.11   EØSU foreslår, at OTB-platformen tilsluttes en fortegnelse over klager, hvortil der bør henvises på de onlinehandlendes hjemmesider.

1.12   EØSU anbefaler, at Kommissionen indfører en kvalitetsgarantiordning for det kommende system, og foreslår indførelsen af garantimærker (tillidsmærker), som af godkendte og bemyndigede organer tildeles de erhvervsdrivende, som (på deres websteder) reklamerer for og fremmer tvistbilæggelse via platformen; EØSU anbefaler også, at der i adfærdskodekserne henvises til tvistbilæggelse via denne platform.

1.13   EØSU anbefaler, at spørgsmålet om systemets finansiering drøftes modigt og uden omsvøb, idet forbrugerorganisationerne og nogle medlemsstater har vanskeligheder med at dække ekstraomkostningerne ved dets indførelse; man må huske på, at dette spørgsmål er afgørende for, at systemet kan blive uvildigt og uafhængigt.

1.14   EØSU mener, at for mange vigtige aspekter af retsakten og systemets funktion overlades til senere gennemførelsesretsakter eller delegerede retsakter, som går langt videre end de begrænsninger, der er nedfældet i artikel 290 i traktaten, hvilket har konsekvenser for retssikkerheden og den juridiske klarhed i bestemmelserne.

1.15   Efter EØSU's mening bør ordlyden af flere bestemmelser revideres og forbedres for at gøre forskrifterne klarere, mindre vage og mere effektive, og anbefaler, at Kommissionen tager hensyn til nedenstående særlige bemærkninger.

2.   Resumé af forslaget

2.1   En stor del af ordningerne for alternativ tvistbilæggelse på forbrugerområdet (ATB) giver ikke forbrugerne mulighed for at gennemføre hele proceduren online.

Manglen på effektive klagemuligheder i forbindelse med grænseoverskridende onlinetransaktioner har negative konsekvenser både for forbrugere og virksomheder.

Det fremgår af indholdet og konklusionerne i utallige undersøgelser på området, at der er generel tilslutning til at udvikle redskaber for onlinetvistbilæggelse (OTB-redskaber) af forbrugertvister gennem en EU-indsats.

Resultaterne af konsekvensanalysen (SEC(2011) 1408 final af 29.11.2011) tyder på, at kun en kombination af to retsakter vedrørende ATB og OTB kan sikre, at der er adgang til uvildige, gennemsigtige og effektive midler til udenretslig bilæggelse af forbrugertvister i tilknytning til grænseoverskridende e-handelstransaktioner.

Det er Kommissionens hensigt med det foreliggende forslag til forordning at oprette et EU-dækkende OTB-system, som vil gøre det lettere at bilægge tvister i forbindelse med grænseoverskridende salg af varer eller levering af tjenesteydelser online mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

2.2   Til dette formål anvender Kommissionen udelukkende artikel 114 i TEUF, der omhandler det indre markeds oprettelse, for så vidt som målet er:

a)

at oprette en europæisk platform til onlinetvistbilæggelse (»OTB-platform«) i form af et interaktivt netsted med elektronisk adgang på alle EU's officielle sprog, som kan benyttes vederlagsfrit. Platformen får en fælles indgangsportal for forbrugere og erhvervsdrivende, som ønsker udenretslig bilæggelse af en tvist, der er opstået udelukkende i forbindelse med en grænseoverskridende e-handelstransaktion, hvor alle involverede parter er bosiddende eller etableret i forskellige medlemsstater inden for EU;

b)

oprette et »OTB-formidlernetværk«, som består af et enkelt kontaktpunkt for onlinetvistbilæggelse i hver medlemsstat – kompetent myndighed i henhold til ATB-direktivet, som er ansvarlig for at bidrage til bilæggelse af tvister, som henvises via OTB-platformen.

2.3   Den foreslåede forordning finder kun anvendelse på tvister mellem erhvervsdrivende og forbrugere, som opstår i forbindelse med grænseoverskridende salg af varer eller levering af tjenesteydelser online.

2.4   Det kommende system bør baseres på de allerede eksisterende ATB-instanser og på medlemsstaternes retstraditioner mht. retsplejeregler, især når det gælder omkostninger, men der bør gælde fælles regler for systemets funktion for at sikre, at det fungerer effektivt og hurtigt. Dette system forhindrer ikke eksisterende ATB-instanser i EU i at fungere og forhindrer ikke ATB-instanser i at behandle grænseoverskridende onlinetvister, som er indgivet til dem på anden måde end via platformen.

2.5   OTB-procedurer skal ikke erstatte domstolsprøvelse eller unddrage forbrugere eller erhvervsdrivende deres ret til at anlægge sag ved domstolene. Den foreslåede forordning vil omfatte alle instanser, som på et varigt grundlag bidrager til tvistbilæggelse via en ATB-procedure, herunder institutionaliserede voldgiftsprocedurer, som ikke er oprettet til formålet.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU har i nogle af sine seneste udtalelser og navnlig efter vedtagelsen af den digitale dagsorden (1), 50 forslag (2) og 12 løftestænger for det indre marked (3) opfordret til at indføre et system til online bilæggelse af tvister, så det kan kun glæde sig over Kommissionens initiativ, idet det også støtter den valgte retsakt, nemlig en forordning.

3.2   Hvad retsgrundlaget angår, mener EØSU, at forslaget ikke kun drejer sig om gennemførelsen af det indre marked, men at der også er tale om et instrument til beskyttelse af forbrugerne. Derfor ville det – hvis valget ikke falder på artikel 81 i TEUF – være mere passende at basere forslaget på artikel 169, stk. 2, litra b), og stk. 4, og ikke blot artikel 114, ud over artikel 38 og 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

3.3   EØSU bifalder Kommissionens udtrykkelige understregning af, at oprettelsen af dette system ikke har til formål at unddrage parterne retten til anlægge sag ved domstolene eller erstatte den almindelige domstolsprøvelse, hvis parterne ønsker det.

3.4   Det godkender udvidelsen af begrebet forbruger, som falder i tråd med forslaget til ATB-direktiv og det nye direktiv om »forbrugerrettigheder« (4), hvorefter definitionen af forbruger også dækker personer, som indgår aftaler med dobbelt formål, hvor det erhvervsmæssige formål ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen. EØSU så dog gerne denne definition specificeret i teksten.

3.5   Værdsætter Kommissionens ønske om at respektere medlemsstaternes retstraditioner og ikke erstatte eller mindske de eksisterende ATB-instansers rolle i dette system, men tvivler på, at man på denne måde kan tage et afgørende skridt i retning af at dematerialisere tvisterne i forbindelse med onlinehandel.

3.6   Det erkender, at dette forslag i praksis indskrænker sig til at oprette en form for »e-postboks« eller et »indsamlingssted for e-mail«, hvor klagerne indgives, sorteres efter rent formelle kriterier og derefter videresendes til de forskellige ATB-instanser. Der er således tale om et bureaukratisk, administrativt og tungt forsendelsessystem.

3.7   EØSU mener, at forslaget er for forsigtigt og langt fra er på omgangshøjde med, hvad der kunne forventes og hvad der ville være ønskeligt og muligt, især set i forhold til:

a)

den flerårige handlingsplan for 2009-2013 vedrørende europæisk e-justice (5);

b)

det fremskridtsorienterede dokument fra De Forenede Nationers Kommission for International Handelsret (6) (UNCITRAL), A/CN.9/706, med titlen »Possible future work on online dispute resolution in cross border electronic commerce transactions«;

c)

Udelukkelsen af tvister, som ikke er rent grænseoverskridende, hvorved de medlemsstater, der ønsker en sådan udvidet ordning, tvinges til at udforme rent nationale ordninger for indenlandske tvister, selv i tilfælde, hvor parterne har forskellig nationalitet, men er permanent eller midlertidigt bosiddende i samme medlemsstat;

d)

udelukkelsen af tvister, som ikke udelukkende er opstået i forbindelse med transaktioner foretaget via elektroniske medier (dvs. offline), hvilket strider mod den bredere definition af elektronisk handel i direktiv 2000/31/EF, som omfatter tvister i forbindelse med kommerciel kommunikation online, der ikke fører til nogen transaktion, eller udelukkelsen af den mulighed – som i dag anerkendes af nogle ATB-ordninger – for onlinebehandling af tvister, der er opstået i forbindelse med fjernsalg via ikke-elektroniske medier (postordresalg eller dørsalg) eller endog i forbindelse med transaktioner foretaget ved personligt fremmøde under rejser til andre medlemsstater, hvor tvisten opstår efter indgåelsen af handelstransaktionen;

e)

den manglende anvendelse af den såkaldte OTB (onlinetvistbilæggelse) af anden generation (7), hvor den teknologi (der naturligt indgår i denne platform) spiller en aktiv rolle som en egentlig fjerde part  (8) (ved siden af de to parter og mægler/dommer) i onlinetvistbilæggelse af tvister på forbrugerområdet; dette ville gøre det muligt for parterne at kommunikere på afstand, i realtid eller forskudt, via de nye informations- og kommunikationsteknologier i stedet for, at alle parter skal være fysisk til stede;

f)

den manglende henvisning til en kvalitetsgarantiordning for systemet såsom ISO 10003-standarden vedrørende retningslinjer for ekstern tvistbilæggelse, der også ville kunne tjene til at standardisere en brochure om systemets funktion eller en »watch list«, hvor klager over erhvervsdrivende kunne registreres.

3.8   Selvom forordningen giver OTB-platformen til opgave at sætte »parterne og ATB-instansen i stand til at gennemføre tvistbilæggelsesproceduren online« (artikel 5, stk. 3, litra d)), havde EØSU gerne set, at der var blevet lagt et grundlag for et OTB-system, som kunne bidrage til konsolideringen af e-justice. EØSU havde forventet, at systemet ville bruge de eksisterende strukturer og teknologiske midler, synkroniske eller asynkroniske, som for eksempel »chat«, elektroniske fora, mailinglister, e-post, telekonferencer, audio- og videokonferencer, virtuelle møderum osv. EØSU havde også gerne set, at e-justice-applikationerne var blevet styrket og at OTB-instrumenterne af første og anden generation (online forhandling, formidling og mægling) var blevet anvendt for at fremme e-mægling mellem parterne, øge produktionen og gøre procedurerne lettere at overvåge og mere forudsigelige.

3.9   Selv uden at tage skridt til at anvende ovennævnte modeller af anden generation burde Kommissionen – for at imødekomme forventningerne til dette initiativ og opnå de bebudede fordele – i det mindste have overvejet muligheden for at udstyre platformen med beslutningsstøttesystemer. I disse anden-generationsmodeller anvendes telematiske værktøjer og kunstig intelligens-applikationer baseret på matematiske modeller til at lette afgørelsen af tvisterne gennem systematisk evaluering af parternes forslag med støtte fra IT-specialister med lige så stor kapacitet (»intelligente grænseflader«) i en interaktiv proces baseret på standardiserede forhandlingsmodeller såsom BATNA (»Best Alternative to a Negotiated Agreement«) eller WATNA (»Worst Alternative to a Negotiated Agreement«) for at nå frem til ZOPA (»Zone of Possible Agreement«). Eksempler på beslutningsstøttesystemer er ekspertsystemer, systemer med information baseret på tidligere sager, systemer med adgang til elektroniske databaser (såkaldt »case-baseret ræsonneren«) og online tvistbilæggelse baseret på parternes forskellige konflikttilgange.

3.10   For EØSU er det også et spørgsmål, hvordan Kommissionen har tænkt sig at online tvistbilæggelse skal kunne anvendes på sager, der ikke kun vedrører typiske kommercielle uoverensstemmelser såsom »defekte produkter«, »mangelfuld funktion« eller »forsinket levering eller ikke-levering«, men også på spørgsmål vedrørende urimelige kontraktvilkår eller lovvalg for kontrakterne.

3.11   EØSU så også gerne, at der udtrykkeligt gives mulighed for, at parterne kan lade sig repræsentere af advokater eller tredjeparter, navnlig forbrugerorganisationer, i forbindelse med klager indgivet online.

3.12   EØSU anbefaler, at spørgsmålet om systemets finansiering behandles udtrykkeligt og modigt, idet forbrugerorganisationerne under høringerne har påpeget, at dette spørgsmål er afgørende. Nogle medlemsstater har vanskeligheder med at dække ekstra omkostninger ved nye strukturer, uddannelse af mæglere og andre medarbejdere, forbrugeroplysning og -bistand samt nye administrative opgaver. Disse spørgsmål anses generelt for afgørende for, at systemet kan blive uvildigt og uafhængigt.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Artikel 1 – Genstand

I emneområdet for denne forordning bør også medtages princippet om parternes adgang til domstolsprøvelse og til retfærdig sagsbehandling. Ud over tvistbilæggelse kunne platformen også have til opgave at forebygge tvister ved at stille relevant information til rådighed for at afhjælpe problemer.

4.2   Artikel 2 – Anvendelsesområde

EØSU ville også af besparelseshensyn sætte pris på, at forordningen kom til at gælde også for tvister, der opstår offline. Dette er allerede almindelig praksis i flere ATB-instanser, som anvender IT-teknologi i mæglingen mellem parterne.

Af rent formelle grunde foreslås det, at de områder, der udelukkes fra anvendelsesområdet, anføres i artikel 2 og ikke i artikel 4, der indeholder definitionerne.

4.3   Artikel 3 – Forhold til anden EU-lovgivning

EØSU foreslår her at medtage direktiverne om elektronisk handel, om forbrugerkøb og om fjernsalg (9).

4.4   Kapitel II – Europæisk platform til onlinetvistbilæggelse

EØSU ville for klarhedens skyld foretrække, at platformens udformning og procedurerne behandles i særskilte kapitler.

4.5   Artikel 5, stk. 3, litra b)

EØSU tvivler på, at det i praksis vil være muligt for parterne at vælge en ATB-instans af mangel på viden herom og kriterier for et sådant valg. Det ville på den anden side være hensigtsmæssigt, at parterne selv kan udpege en instans, som de tidligere har brugt.

4.6   Artikel 5, stk. 3, litra i)

EØSU er bange for, at disse oplysninger er utilstrækkelige. Det foreslår, at platformen ud over statistikker om resultatet af tvisterne også oplyser om de mest anvendte ATB-fremgangsmåder og fremlægger statistikker over de behandlede sager. Platformen bør også omfatte et system til proceduremæssig forvaltning med tilhørende indikatorer, herunder anlagte, afsluttede eller verserende sager samt deres varighed og sagsomkostninger. Derudover mener EØSU, at det ikke er nok at oplyse eller foreslå parterne en eller flere ATB-instanser, hvis man vil sikre, at retsakten opfylder sit formål, nemlig adgang for parterne til at få deres sag behandlet. EØSU henleder opmærksomheden på det forhold, at hvis blot én af parterne ikke kan godtage den foreslåede ATB-instans, kan det ende med at sagen må opgives (jf. artikel 7, stk. 3, artikel 8, stk. 2, litra b), og stk. 4), hvilket i realiteten dømmer systemet til fiasko.

4.7   Artikel 6 – Netværk af formidlere af onlinetvistbilæggelse

EØSU mener, at udtrykket »onlinetvistbilæggelse« er misvisende og burde udelades, da der rent faktisk ikke er tale om tvistbilæggelse online, men derimod via de traditionelle ATB-metoder. Det er kun klagen, der indgives elektronisk.

EØSU er alvorligt bange for, at dette system kan komme til at gå ud over målet om hurtig og effektiv sagsbehandling, som er forordningsforslagets erklærede mål, ved at proceduren gøres tung, idet der foretrækkes en fremgangsmåde for videredirigering af klagerne i tre faser, hvilket gør det meget tvivlsomt, om fristen på 30 dage, der er anført i artikel 9, litra b), kan overholdes. Det skal noteres, at før parterne kan komme i gang med den egentlige bilæggelse af konflikten via ATB-instansen, skal klagen forelægges elektronisk for platformen, gennemgås og forelægges for de kompetente ATB-instanser, videresendes af OTB-formidlerne til den valgte ATB-instans, hvilket uundgåeligt vil trække sagen ud for parterne med deraf følgende omkostninger på grund af forsinkelser samt offeromkostninger.

4.8   Artikel 7 – Indgivelse af en klage

EØSU anbefaler, at man er behørigt opmærksom på nødvendigheden af, at klagen og de vedlagte dokumenter bliver oversat pålideligt og uden for store omkostninger for parterne. Dette er et spørgsmål af afgørende betydning for systemets funktion, som forslaget helt forbigår. Der henvises end ikke til den allerede eksisterende automatiske oversættelsesteknologi, som burde anvendes i denne ordning.

4.9   Artikel 7, stk. 2 og stk. 6

EØSU påpeger, at den vedlagte klageformular, som klageren skal udfylde, er aldeles utilstrækkelig hvad angår dens indhold og den måde, hvorpå den skal udfyldes, og at enhver kommentar hertil er overflødig.

EØSU mener, at OTB-platformens hjemmeside – ud over at indeholde en formular – også bør give anvisninger på, hvorledes den skal udfyldes. Den bør indeholde en konkret vejledning heri (instruktioner om, hvorledes softwaren fungerer, og eventuelt et link til et supportwebsted med instruktioner, hjælp samt ofte stillede spørgsmål). Der bør være mulighed for interaktiv bistand, hvor parterne kan forelægge deres problemer og få umiddelbart svar online. Hjemmesiden bør give parterne mulighed for at fremlægge deres sag mundtligt på forskellige sprog med omgående oversættelse heraf ved hjælp af de eksisterende nye kommunikationsteknologier. Den bør også være udstyret med en mekanisme til automatisk opfangning af ukorrekte eller utilstrækkeligt udfyldte formularer, som giver den nødvendige vejledning i, hvorledes fejlen kan rettes, så det ikke bliver nødvendigt at indgive en ny klage.

EØSU mener, at visse vage juridiske begreber såsom »tilstrækkelige« (stk. 2) eller »data, der er … relevante og ikke omfatter mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil de indsamles« (stk. 6) bør præciseres for at sikre konkrete oplysninger.

EØSU foreslår, at der ikke kun tages højde for forpligtelsen til at stille midler til rådighed (dvs. den elektroniske klageformular), men at det også sikres, at den kan udfyldes intuitivt, brugervenligt, enkelt og ligetil (10).

EØSU foreslår, at OTB-platformen tilsluttes en fortegnelse over klager, hvortil der bør henvises på de onlinehandlendes hjemmesider. Den kunne i udfyldt stand sendes direkte, automatisk og elektronisk via en grænseflade til den centrale OTB-platform, hvor bilæggelsen af tvisten kunne blive registreret.

4.10   Artikel 8, stk. 1

EØSU minder om, at gennemsnitsforbrugeren generelt ikke nødvendigvis er veluddannet (hvortil kommer den digitale kløft), og det frygter, at den i stk. 1 nævnte sanktion får en stik modsat effekt af den tilsigtede og kan resultere i en formel afvisning af klager, således at tvisterne aldrig bliver løst.

4.11   Artikel 12 – Datafortrolighed og -sikkerhed

EØSU påpeger, at reglerne om tavshedspligt og fortrolighedskrav er omfattet af den nationale lovgivning, og at der savnes en bestemmelse om bevisbyrden, og om forholdsregler i tilfælde af, at disse forpligtelser misligholdes.

4.12   Artikel 13 – Forbrugeroplysninger

EØSU foreslår indførelse af garantimærker (tillidsmærker), som af godkendte og bemyndigede organer tildeles de erhvervsdrivende, som (på deres websteder) reklamerer for og fremmer tvistbilæggelse via platformen, såsom »TRUSTe«, »Euro-Label« eller Global Trustmark Alliance”.

EØSU går ind for, at der i adfærdskodekserne (som udarbejdes af de økonomiske aktører, sammenslutninger af forbrugere eller leverandører eller offentlige myndigheder) henvises til tvistbilæggelse via OTB-platfomen.

4.13   Artikel 15 og 16 – Gennemførelsesretsakter og Udøvelse af de delegerede beføjelser

I flere bestemmelser i forslaget (artikel 6, stk. 5, artikel 7, stk. 4 og stk. 5) er der vigtige aspekter af retsakten og systemets funktion, som overlades til senere gennemførelsesretsakter eller delegerede retsakter, som efter EØSU's mening går langt videre end de begrænsninger, der er nedfældet i artikel 290 i traktaten, og defineret i Kommissionens Meddelelse om Anvendelse af artikel 290 i traktaten (COM (2009) 673 final af 9.12.2009), hvilket har konsekvenser for retssikkerheden og den juridiske klarhed i bestemmelserne.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2010) 245 final.

(2)  COM(2010) 608 final.

(3)  COM(2011) 206 final.

(4)  Direktiv 2011/83/EU (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).

(5)  EUT C 75 af 31.3.2009. s. 1.

(6)  Se http://www.uncitral.org/uncitral/publications/online_resources_ODR.html.

(7)  Jf. G. Peruginelli og G. Chiti »Artificial Intelligence Dispute Resolution« in Proceedings of the Workshop on the Law of electronic agents – LEA 2002.

(8)  Jf. bl.a. følgende procedurer: CYBERSETTLE (http://www.cybersettle.com), SMARTSETTLE (http://www.smartsettle.com), SQUARETRADE (http://www.squaretrade.com) (sidstnævnte har været ansvarlig for løsningen af over 200 000 tvister i 120 lande siden 1999) og ECODIR (http://www.ecodir.org/).

(9)  Direktiv nr. 2000/31/EF (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1), direktiv nr. 1999/44/EF (EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12) og direktiv nr. 97/7/EF (EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19).

(10)  Faktisk kan vigtige meddelelser tabes på gulvet på grund af stavefejl, grammatiske fejl eller trykfejl. Stavefejl kan føre til forhastede konklusioner vedrørende modparten eller så tvivl om kvaliteten af tvistbilæggelsesproceduren. I denne forbindelse kan stavekontrol være nyttig og et eksempel herpå er http://www.juripax.com/.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/105


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om tilpasning til de nye retlige rammer (gennemførelse af varepakken)

COM(2011) 764 final — 2011/0358 (COD),

COM(2011) 765 final — 2011/0351 (COD),

COM(2011) 766 final — 2011/0352 (COD),

COM(2011) 768 final — 2011/0350 (COD),

COM(2011) 769 final — 2011/0353 (COD),

COM(2011) 770 final — 2011/0354 (COD),

COM(2011) 771 final — 2011/0349 (COD),

COM(2011) 772 final — 2011/0356 (COD) og

COM(2011) 773 final — 2011/0357 (COD)

2012/C 181/19

Ordfører uden studiegruppe: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 20. december 2011 og den 30. november 2011 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Tilpasning til de nye retlige rammer (gennemførelse af varepakken)«

COM(2011) 764 final — 2011/0358 (COD)

COM(2011) 765 final — 2011/0351 (COD)

COM(2011) 766 final — 2011/0352 (COD)

COM(2011) 768 final — 2011/0350 (COD)

COM(2011) 769 final — 2011/0353 (COD)

COM(2011) 770 final — 2011/0354 (COD)

COM(2011) 771 final — 2011/0349 (COD)

COM(2011) 772 final — 2011/0356 (COD)

COM(2011) 773 final — 2011/0357 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 9. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 115 stemmer for, 4 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Udvalget anser det for positivt, at Kommissionen nu har vedtaget forslagene til ændring af ti direktiver om teknisk harmonisering i forbindelse med gennemførelsen af den såkaldte »varepakke« gennem en simpel tilpasning af direktiverne til afgørelse nr. 768/2008/EF (1) (en fælles ramme for markedsføring af varer).

1.2   For fremtiden ville det være en god ide at præcisere arten og minimumsindholdet af de sanktioner, som medlemsstaterne skal indføre i deres lovgivning, eftersom det af alle bestemmelserne herom kun følger, at de nationale myndigheder skal fastsætte regler om sanktioner for en sådan adfærd. Der siges f.eks. intet om den juridiske kategorisering og de øvrige elementer af straf, som fastsættes overnationalt.

1.3   Kommissionen bør tage hensyn til de bemærkninger vedrørende nødvendigheden af at koordinere og styrke markedsovervågningen, som EØSU fremsætter i sin udtalelse af 13. december 2007 om de horisontale rammebestemmelser (2).

1.4   Den retlige beskyttelse af EU's marked bør udvikle sig i retning af et nyt system, der sikrer oplysning om produkternes oprindelse og sporbarhed, for at forbedre forbrugeroplysningen.

2.   Indledning

2.1   Retten til frie varebevægelser er en af de fire grundlæggende friheder, som det indre marked er baseret på. Den anerkendes udtrykkeligt i traktaterne (artikel 28 ff. i TEUF), og har givet anledning til en lang række domstolsafgørelser, som er indbygget i EU's regelværk.

2.1.1   Vedtagelsen i 1985 af den »nye metode« inden for lovgivningsteknik – hvorved de lovgivningsmæssige krav begrænses til de mest nødvendige, mens de detaljerede tekniske aspekter i de harmoniserede europæiske standarder behandles indgående – har bidraget til at fremskynde harmoniseringsprocessen og har gjort det muligt for hele industrisektorer at drage fordel af den frie bevægelighed.

2.1.2   I den afledte ret blev den såkaldte globale metode indført med Rådets afgørelse 90/683/EØF (3), som senere blev erstattet af afgørelse 93/465/EØF (4): heri fastlægges generelle retningslinjer og detaljerede procedurer for overensstemmelsesvurdering med henblik på anvendelse i direktiverne efter den nye metode.

2.2   I juli 2008 indførte Europa-Parlamentet og Rådet nye retlige rammer med det mål at forbedre markedsføringen af varer på det indre marked; det skete med vedtagelsen af forordning (EF) 765/2008 (5) om akkreditering og markedsovervågning og afgørelse 768/2008/EF om fælles rammer for markedsføring af produkter.

2.2.1   Målet for pakken fra 2008 var at forbedre den frie bevægelighed af sikre produkter ved at øge effektiviteten af EU's lovgivning om produktsikkerhed, styrke beskyttelsen af forbrugerne og skabe lige konkurrencevilkår for erhvervsdrivende. I forbindelse med de frie varebevægelser bør disse nye horisontale retlige rammer fra 2008 suppleres med lovgivningen om produktstandardisering.

2.2.2   Disse retsakter, der er langt mere vidtrækkende end blot en revision af den nye metode, udgør i realiteten en ny lovgivningsramme for det harmoniserede område, og der er således tale om tekster, der supplerer hinanden gensidigt og som hænger uløseligt sammen; de er begge nøje forbundet med den sektorspecifikke lovgivning, som de understøtter og supplerer.

2.3   Ved forordning (EF) 765/2008 fastsættes der regler, som styrker akkrediterings- og markedstilsynskravene, således at produkter, der ikke opfylder overensstemmelseskravene, lettere kan identificeres og trækkes tilbage fra markedet. Hovedmålet med forslaget er at sikre fri bevægelighed for varer, som er omfattet af harmonisering på EU-plan, gennem:

styrkelse af det europæiske samarbejde for at sikre, at akkreditering bliver sidste led i kontrollen med gennemførelsen af EU-lovgivning

fastlæggelse af en ramme for anerkendelse af den eksisterende europæiske akkrediteringsorganisation »European co-operation for Accreditation« (EA) med henblik på i de nationale akkrediteringsorganer at sikre en stringent peer-evaluering, der fungerer efter hensigten

en EU-rammelovgivning for markedstilsyn og kontrol med produkter, der indføres på EU's marked, med et tættere samarbejde mellem de interne myndigheder og toldmyndighederne, informationsudveksling og samarbejde mellem de nationale myndigheder i det tilfælde, hvor produkter markedsføres i mere end én medlemsstat

anvendelse af standardiserede og klare regler for alle sektorer, retlig sikkerhed og bedre kohærens i foranstaltningerne, lempelse af kravene forud for markedsføring og reduktion af byrderne i forbindelse med overensstemmelsesvurdering.

2.4   Afgørelse 768/2008/EF er en sui generis-afgørelse, og EU's lovgivere er forpligtede til at anvende dens indhold så systematisk som muligt på al produktlovgivning, både tidligere, nuværende og kommende lovgivning og dermed lette gennemførelsen for alle involverede.

2.4.1   I afgørelsen opstilles en generel sammenhængende ramme for lovgivningen om frie varebevægelser, som indeholder:

harmoniserede definitioner, fælles forpligtelser for de erhvervsdrivende, kriterier for udpegelsen af overensstemmelsesvurderingsorganer, kriterier for de nationale bemyndigende myndigheder og regler for notifikationsproceduren

regler for valg af overensstemmelsesvurderingsprocedurer samt en række harmoniserede procedurer for at undgå byrdefulde overlapninger

en enhedsdefinition af CE-mærkning (med dertil hørende ansvar og beskyttelse)

en procedure for information og markedstilsyn i forlængelse af ordningen i produktsikkerhedsdirektivet

harmoniserede bestemmelser om de fremtidige beskyttelsesmekanismer som et supplement til bestemmelserne om markedstilsyn.

2.5   I sin udtalelse om de to forslag påpegede EØSU:

nødvendigheden af at sikre fuld anvendelse af princippet om fri bevægelighed for varer, således at produkter, der markedsføres lovligt i en medlemsstat, let kan markedsføres i hele EU

at frie varebevægelser er en vigtig drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU's indre marked, og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for markedsføring af sikre kvalitetsprodukter er af grundlæggende betydning for forbrugerne, virksomhederne og de europæiske borgere.

Kort sagt støttede EØSU Kommissionens forslag og fremførte en række bemærkninger og forslag vedrørende begge tekster.

2.6   Forordning 765/2008 trådte i kraft den 1. januar 2010. Dens bestemmelser har været direkte gældende siden da, og de gennemføres af de nationale myndigheder, idet Kommissionen bidrager til at sikre en samordnet tilgang.

2.7   Afgørelse 768/2008 er en retsakt, som henvender sig til EU's institutioner og ikke binder virksomheder, fysiske personer eller medlemsstater. Den er designet til at fungere som en generel ramme omkring de bestemmelser, der går igen i lovgivningen om teknisk harmonisering. Disse standardbestemmelser bør indgå i al lovgivning, ny som revideret.

3.   Hindringer for frie varebevægelser

3.1   Formålet med de to retsakter er at tage fat på en række problemer, der er registreret i flere industrisektorer, som er omfattet af EU-lovgivningen om teknisk harmonisering, dvs. den lovgivning, som fastsætter de almindelige betingelser for markedsføring af produkter.

3.2   Det vigtigste forehavende er at garantere borgernes sikkerhed og reducere mængden af produkter på markedet, som ikke opfylder EU-lovgivningens krav. Et andet mål er at forbedre kvaliteten af det arbejde, der udføres af certificerings- og prøvningsorganer. Desuden skulle disse nye generelle rammer gerne skabe bedre sammenhæng i hele produktlovgivningen og forenkle dens anvendelse.

3.3   Problemer med opfyldelsen af de gældende krav:

3.3.1   Mange produkter på markedet opfylder ikke de krav, der er specificeret i direktiverne. Nogle virksomheder sætter ganske enkelt CE-typegodkendelsesmærket på deres produkter, selv om de ikke opfylder forudsætningerne for at kunne skilte med dette mærke.

3.3.2   Ikke alle importører og distributører foretager den nødvendige kontrol for at sikre sig, at de kun markedsfører produkter, som opfylder lovgivningen. For markedstilsynsmyndighederne er det generelt vanskeligt at lokalisere de erhvervsdrivende, der leverer disse produkter, især når de kommer fra tredjelande.

3.4   De forpligtelser til at sikre sig, at produkterne opfylder de gældende bestemmelser, som medlemsstaterne pålægger importører og distributører, er også forskellige. Desuden er de foranstaltninger, som de nationale myndigheder træffer over for produkter, der ikke opfylder bestemmelserne, undertiden forskellige fra medlemsstat til medlemsstat.

3.5   Problemer med nogle akkrediterede organers handlemåde

3.5.1   Nogle direktiver kræver, at produkterne bliver certificeret af »akkrediterede organer« (organer, som prøver, kontrollerer og certificerer produkterne). Skønt de fleste akkrediterede organer udfører deres arbejde omhyggeligt og ansvarligt, har der været tilfælde, som har sået tvivl om nogle organers kompetence og om troværdigheden af de certifikater, de udsteder.

3.5.2   Medlemsstaterne følger forskellige fremgangsmåder og er ikke alle lige stringente i den måde, hvorpå de evaluerer og kontrollerer de akkrediterede organers kompetence. Navnlig hersker der tvivl om, hvorvidt filialer og underleverandører uden for EU, har tilstrækkelig kompetence.

3.6   Konkrete uoverensstemmelser i den gældende lovgivning

3.6.1   Direktiverne om frie varebevægelser fokuserer ofte på risikoen, og undertiden kan flere direktiver finde anvendelse på ét og samme produkt. For fabrikanterne betyder dette, at de skal sørge for, at produktet opfylder alle kravene.

3.6.2   Hvis et produkt er omfattet af flere direktiver, kan overensstemmelsesvurderingen blive vanskelig, især når direktiverne bruger samme »modul«, mens teksten i modulet varierer fra det ene direktiv til det andet.

4.   Kommissionens forslag

4.1   Efter vedtagelsen af de nye retlige rammer i juli 2008 gennemgik Kommissionen produktlovgivningen for at identificere, hvilke instrumenter der skulle revideres i løbet af de næste år af sektorspecifikke grunde, og i de fleste tilfælde var der tale om individuelle revisioner, der var anført i Kommissionens arbejdsprogram.

4.2   Med dette forslag vil Kommissionen ajourføre den lovgivning, der er vedtaget efter den »nye metode« inden for bestemte berørte sektorer, til de nye standarder, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 768/2008/EF. For at opnå dette er det planen at ajourføre følgende 10 direktiver med afgørelsen:

direktiv 2006/95/EF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser

direktiv 2009/105/EF om simple trykbeholdere

direktiv 2009/23/EF om ikke-automatiske vægte

direktiv 93/15/EF om harmonisering af bestemmelserne om markedsføring af og kontrol med eksplosivstoffer til civil brug

direktiv 94/9/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære

direktiv 95/16/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer

direktiv 97/23/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om trykbærende udstyr

direktiv 2004/22/EF om måleinstrumenter

direktiv 2004/108/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet og om ophævelse af direktiv 89/336/EØF

direktiv 2007/23/EF om markedsføring af pyrotekniske artikler.

4.2.1   Et vigtigt fælles træk ved disse direktiver er, at de ligner hinanden med hensyn til struktur: definitioner, væsentlige sikkerheds- og sundhedsmæssige krav, henvisninger til harmoniserede europæiske standarder, krav til fabrikanter, krav vedrørende sporbarhed og krav til overensstemmelsesvurderingen og beskyttelsesmekanismer.

4.2.2   De berørte sektorer er yderst vigtige industrisektorer, som er stillet over for en hård international konkurrence, og de vil derfor nyde godt af forenklingen og sikkerheden for lige konkurrencevilkår på EU’s marked.

4.2.3   Ikke desto mindre foreslår Kommissionen i denne forbindelse også en tilpasning til afgørelse 768/2008/EF af en pakke direktiver, som egentlig ikke skulle have været revideret nu, men som med fordel kan udvides med bestemmelserne om markedsovervågning og andre tværsektorielle spørgsmål, uden dermed at sætte spørgsmålstegn ved rent sektorspecifikke overvejelser.

4.2.4   Formålet med denne pakke er at ændre disse direktiver alene ved at integrere horisontale bestemmelser fra afgørelsen heri i en enkelt, simplificeret proces uden gennemgang af de sektorspecifikke anliggender for dermed at opnå de umiddelbare fordele ved de nye retlige rammer inden for så mange sektorer som muligt. Disse forslag er nøje begrænset til en tilpasning til afgørelsen af definitioner, krav vedrørende sporbarhed, forpligtelser for erhvervsdrivende, kriterier og procedurer for udvælgelse af overensstemmelsesvurderingsorganer samt krav til overensstemmelsesvurdering.

4.2.5   Med henblik på størst mulig juridisk klarhed har Kommissionen valgt omarbejdningen som lovgivningsteknik. »Omarbejdning består i, at der vedtages en ny retsakt, der i én og samme tekst samler både de indholdsmæssige ændringer, der foretages af retsakten, og de bestemmelser i den tidligere retsakt, der forbliver uændrede. Den nye retsakt træder i stedet for og ophæver den tidligere retsakt«. Direktiverne bør også tilpasses terminologien og bestemmelserne i Lissabontraktaten.

4.3   Ifølge Kommissionen kan tilpasningen af de ti direktiver sammenfattes som følger:

4.3.1

Foranstaltninger, der træffes for at løse problemet vedrørende manglende opfyldelse af kravene:

importørers og distributørers forpligtelser

fabrikanters forpligtelser

krav vedrørende sporbarhed

omorganisering af beskyttelsesklausulproceduren (markedsovervågning).

4.3.2

Foranstaltninger, der skal sikre kvaliteten af det arbejde, der udføres af bemyndigede organer:

styrkelse af kravene vedrørende notifikation af bemyndigede organer

en revideret notifikationsproces

krav til bemyndigende myndigheder

oplysningspligt.

4.3.3

Foranstaltninger, der skal sikre større sammenhæng mellem direktiver:

tilpasning af almindeligt anvendte definitioner og terminologi

tilpasning af overensstemmelsesvurderingsprocedurernes tekster.

4.3.4

Forslaget omfatter dog ikke spørgsmål vedrørende gennemførelsen af EU's standardiseringspolitik, der kan have afsmittende virkning på gennemførelsen af disse direktiver. De vil blive behandlet i et særskilt lovgivningsinitiativ.

5.   Generelle bemærkninger

5.1   Udvalget anser det for positivt, at Kommissionen nu har vedtaget forslagene til ændring af ti direktiver om teknisk harmonisering i forbindelse med gennemførelsen af den såkaldte »varepakke« gennem en simpel tilpasning af direktiverne til afgørelse 768/2008/EF (en fælles ramme for markedsføring af varer).

5.2   Afgørelse 768/2008/EF blev vedtaget sammen med forordning (EF) 765/2008 (om akkreditering og markedsovervågning). De to tekster fastsatte retningslinjer for forbedringen af det indre marked, idet de opstiller en mere sammenhængende metode for teknisk harmonisering for produktsikkerhed samt en mere effektiv markedsovervågningsordning for alle varer, der bringes i omsætning, uanset om de har oprindelse i EU eller i tredjelande.

5.2.1   Eftersom den nævnte afgørelse ikke i sig selv har nogen retsvirkning for tredjeparter (hvilket ikke udelukker, at Domstolen kan verificere dens lovlighed) – idet den er en sui generis-afgørelse, som forpligter EU's institutioner – vil anvendelsen af en del af dens bestemmelser på de nævnte direktiver gøre markedsovervågningen mere effektiv, uden at man behøver at ændre hvert eneste af disse direktiver.

5.2.2   Følgelig vil de juridiske konsekvenser af de pågældende bestemmelser blive afklaret efter en smidig og forenklet metode med anvendelse af omarbejdning som lovgivningsteknik, samtidigt med at direktivpakken tilpasses terminologien og visse bestemmelser i Lissabontraktaten.

5.3   Udvalget understreger også, at de nævnte lovgivningsmæssige ændringer kan bidrage til opfyldelsen af nogle af EU's andre vigtige politiske mål såsom konsolidering af de europæiske virksomheders konkurrenceevne, styrkelse af de erhvervsdrivendes strategier inden for de berørte sektorer og større garanti for opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau med videre.

6.   Særlige bemærkninger

6.1   I betragtning af den usædvanlige lovgivningsteknik, som Kommissionen her har anvendt, og eftersom anvendelsesområdet er omfattet af delt kompetence (det indre marked, TEUF, artikel 4, litra a), og TEUF, artikel 114), er det på sin plads at gøre sig forskellige overvejelser om den terminologi, der anvendes i visse bestemmelser i afgørelse 768/2008/EF, om anvendelsen af nærhedsprincippet og om det organiserede civilsamfunds rolle i den fremtidige gennemførelse af pakken af ti direktiver.

6.2   Der er en vis mangel på præcision, idet begreberne »generelle principper« (artikel 1 i afgørelsen og artikel R11 i dens bilag I) og »fælles principper« (femte og sjette betragtning i afgørelsen) anvendes i flæng, uden at det hverken i afgørelsens tekst eller i nogen af de direktiver, der ændres med afgørelsen, gøres klart, hvad de to begreber betyder, eller hvori de adskiller sig (hvis de gør det). Ligeledes bruges begrebet »samfundsinteresser« (ottende betragtning i afgørelsen og artikel 3 samt artikel R31 og R33 i dens bilag I), uden at definere dets betydning i forbindelse med anvendelsen af de nævnte bestemmelser.

Den prisværdige fleksibilitet, som opnås med anvendelsen af denne teknik til ændring af direktiverne, er jo ikke til hinder for en præcis og detaljeret definition af begreber, som er vigtige for deres anvendelse.

6.3   En af fordelene ved direktivernes ikrafttræden vil være styrkelsen af overvågningsmekanismerne og markedsaktørernes mulighed for selv at anmelde uredelig eller ulovlig praksis. Ikke desto mindre ville det være en god ide at præcisere arten og minimumsindholdet af de sanktioner, som medlemsstaterne skal indføre i deres lovgivning, eftersom det af alle bestemmelserne herom kun følger, at de nationale myndigheder skal fastsætte regler om sanktioner for en sådan adfærd (jf. 24. betragtning (COM(2011) 773 final)).

6.3.1   I en juridisk situation, der på det lovgivningsmæssige og administrative plan er så uensartet som det er tilfældet i EU's medlemsstater, er der en alvorlig risiko for, at de relevante mål ikke bliver opfyldt effektivt, hvis disse forpligtelser ikke specificeres bedre på overnationalt plan.

6.3.2   EØSU opfordrer Kommissionen til at få løst dette problem, som i dag påvirker det indre marked, og fremlægge forslag desangående ligesom inden for andre EU-politikker.

6.4   De lovgivningsmæssige ændringer hverken styrker eller fremhæver forbrugerorganisationernes rolle i arbejdet med overvågning, oplysning og anmeldelse, som paradoksalt nok i første række overlades til markedsaktørerne.

6.5   Styrkelsen af den i TEU og TEUF grundfæstede horisontale subsidiaritet og dermed af princippet om deltagelsesdemokrati og af det organiserede civilsamfunds rolle i EU vil vanskeligt kunne opnås med den eneste bestemmelse i afgørelsen (35. betragtning), som på dette område tildeler forbrugerorganisationerne en passiv rolle (Kommissionen skal underrette dem om oplysningskampagner om CE-mærkningen), der burde være identisk med den rolle, som producenterne har.

6.6   Det nuværende mærkningssystem garanterer ikke, at produktet har gennemgået en procedure, der giver garanti for kvalitet og sikkerhed, hvilket skuffer forbrugernes forventninger. Kommissionen, producenterne og forbrugerne bør undersøge muligheden for i fremtiden at indføre et nyt mærkningssystem, der sikrer oplysning om produkternes oprindelse og garanterer deres sporbarhed, for at forbedre forbrugeroplysningen.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT L 218 af 13.8.2008, s. 82; EØSU's udtalelse: EUT C 120 af 16.5.2008, s. 1.

(2)  EUT C 120 af 16.5.2008, s. 1.

(3)  EFT L 380 af 31.12.1990, s. 13.

(4)  EFT L 220 af 30.8.1993, s. 23.

(5)  EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30; EØSU's udtalelse: EUT C 120 af 16.5.2008, s. 1.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/111


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)

COM(2011) 809 final — 2011/0401 (COD),

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reglerne for deltagelse og formidling i Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)

COM(2011) 810 final — 2011/0399 (COD),

om forslag til Rådets afgørelse om særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)

COM(2011) 811 final — 2011/0402 (CNS)

og om forslag til Rådets forordning om forsknings- og uddannelsesprogrammet for Det Europæiske Atomenergifællesskab (2014-2018), som komplementerer Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation

COM(2011) 812 final — 2011/0400 (NLE)

2012/C 181/20

Ordfører: Gerd WOLF

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 15. december og den 13. december 2011 under henvisning til artikel 173, stk. 3, og artikel 182 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)«

COM(2011) 809 final — 2011/0401 (COD).

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede hhv. den 19. december 2011 og den 13. december 2011 under henvisning til artikel 173, artikel 183 og artikel 188, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reglerne for deltagelse og formidling i Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)«

COM(2011) 810 final — 2011/0399 (COD).

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 15. december 2011 under henvisning til artikel 182, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets afgørelse om særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)«

COM(2011) 811 final — 2011/0402 (CNS).

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 21. december 2011 under henvisning til artikel 7, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets forordning om forsknings- og uddannelsesprogrammet for Det Europæiske Atomenergifællesskab (2014-2018), som komplementerer Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation«

COM(2011) 812 final — 2011/0400 (NLE).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 122 stemmer for, 3 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Resumé og anbefalinger

1.1   Udvalget bifalder og støtter Kommissionens forslag og den dermed forbundne overordnede strategi som væsentlige elementer i Europa 2020-strategien. EØSU påskønner Kommissionens ønske om at lægge større vægt på emnet forskning og innovation end det hidtil har været tilfældet. Der er tale om tydelige fremskridt, også set i lyset af udvalgets hidtidige anbefalinger. EØSU mener imidlertid, at der på visse punkter er brug for suppleringer, præciseringer og justeringer.

1.2   Forslagene om forenkling og fleksibilitet bifaldes i særlig grad. Ved udformningen skal der lægges vægt på størst mulig kontinuitet, og det skal undgås, at der skabes fornyet kompleksitet.

1.3   Hensigtserklæringerne vedrørende styring bør hurtigst muligt konkretiseres på detaljeret vis. Dette skal ske i samråd med alle de berørte parter.

1.4   Kommissionen bør allerede efter en periode på ca. to år fremlægge en foreløbig rapport om erfaringerne med Horisont 2020, programmets gennemførelse og udformning.

1.5   I tråd med Rådets (konkurrence) konklusioner af 2. marts 2010 (1) bør det gøres mere attraktivt at være europæisk forsker med det formål at udrydde eller kompensere for de nuværende sociale ulemper.

1.6   I de oplæg fra Kommissionen (rammeprogram, regler for deltagelse, Euratom-programmet), hvor det nu foreslås at anvende en »forordning« som juridisk instrument, bør den hidtidige retlige form »afgørelse« bibeholdes, medmindre det lykkes for Kommissionen at fremlægge en overbevisende begrundelse.

1.7   Alle programdele og regler bifaldes og støttes, især de tiltag, der gavner den sociale innovation, frontlinjeforskning, SMV'er og universiteter.

1.8   Det væsentligste instrument i Horisont 2020 bør fortsat være overskuelige samarbejdsprojekter med et håndterbart antal deltagere.

1.9   Infrastruktur er mønstereksemplet på en europæisk merværdi i tråd med nærhedsprincippet. Dette bør i højere grad afspejles i det vejledende budget.

1.10   Hvad angår de »samfundsmæssige udfordringer« bør der i højere grad lægges vægt på forsknings- og udviklingsindsatsen for et kulstoffattigt og bæredygtigt energisystem.

1.11   Derudover bør listen over »samfundsmæssige udfordringer« udvides med det vigtige emne »samfundets og erhvervslivets innovationsevne«.

1.12   Nøgleteknologier gavner såvel industriens konkurrenceevne som håndteringen af de samfundsmæssige udfordringer. Udvalget støtter udtrykkeligt en styrkelse af disse.

1.13   I forbindelse med overvejelserne om flere evalueringskriterier for forskningsstøtte bør topkvalitet, på samme måde som hidtil, prioriteres højest. Ved støtte til innovation spiller markedsvurderingen ligeledes en vigtig rolle – denne er dog a priori meget vanskelig.

1.14   Eventuelle modsætninger mellem målene for en videnskabsorienteret forskningspolitik og en innovationsvenlig industri- og konkurrencepolitik bør kortlægges med det formål at finde hensigtsmæssige løsninger.

1.15   En vellykket integration af forsknings- og innovationspolitik kræver et samarbejde mellem talrige generaldirektorater og tjenester i Kommissionen. Udvalget støtter disse bestræbelser. Derudover er der behov for kvalificerede embedsmænd, som gennem længere tid har været og fremover vil være fortrolige med de enkelte forskningsområder. Kommissionen bør vedligeholde og bevare sin teknisk-videnskabelige faglige kompetence og sin dømmekraft.

1.16   Hovedmålene i Euratom-programmet bør som foreslået være nuklear sikkerhed, deponering af højradioaktivt affald og fusionsenergi med det internationale ITER-projekt som flagskib. Programmets struktur bør sigte mod at bevare medlemsstaternes støtte og det nationale engagement.

1.17   Der bør udarbejdes en lettilgængelig oversigt over de instrumenter og fagudtryk, som nævnes i Horisont 2020 med det formål at sikre en større brugervenlighed. Der bør i særlig grad lægges vægt på en tilstrækkelig og kompetent rådgivning af SMV'er.

2.   Kort beskrivelse af Kommissionens forslag

I denne udtalelse behandles en pakke af forslag, som Kommissionen har fremsat i særskilte dokumenter. Der er tale om følgende forslag:

1)

rammeprogrammet Horisont 2020 for perioden 2014 til 2020

2)

et enkelt sæt regler for deltagelse og formidling

3)

et enkelt særprogram til gennemførelsen af Horisont 2020 samt

4)

et enkelt forslag om de dele af Horisont 2020, der hører under Euratom-traktaten.

Disse dokumenter omfatter alt i alt ca. 380 sider. De væsentlige udsagn sammenfattes i de efterfølgende afsnit 2.1 til 2.4 med henblik på at danne grundlaget for udvalgets bemærkninger og anbefalinger, der fremgår af kapitel 3 til 7.

2.1   Rammeprogrammet Horisont 2020

2.1.1   Mod sædvane har Kommissionen ikke foreslået det oprindeligt forventede 8. rammeprogram for forskning og teknologiudvikling. Tværtimod skal rammeprogrammet Horisont 2020 – i tråd med hensigtserklæringerne i grønbogen (2) – samle de aktiviteter som for nærværende får støtte gennem det 7. rammeprogram for forskning og teknologiudvikling, de innovationsrelevante dele af rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation samt Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (ETI). Derudover foreslås det at anvende en »forordning« fra Europa-Parlamentet og Rådet til dette formål, i stedet for som hidtil en »afgørelse«.

2.1.2   Hovedmål og grundelementer i støttepolitikken under Horisont 2020 er:

a)

videnskabelig topkvalitet – forslag til budget: 27 818 mio. EUR

b)

industrielt lederskab – forslag til budget: 20 280 mio. EUR

c)

samfundsmæssige udfordringer – forslag til budget: 35 888 mio. EUR.

2.1.3   Derudover er det et mål at forenkle adgangen til og deltagelsen i rammeprogrammet.

2.1.4   Det samlede forslag til budget for Horisont 2020 er på ca. 88 mia. EUR. Det skal suppleres vha. foranstaltninger under strukturfondene og uddannelsesprogrammet.

2.2   Deltagelses- og formidlingsregler

2.2.1   Disse vedrører betingelserne for deltagelse i rammeprogrammet. Reglerne skal sikre en fælles og fleksibel retlig ramme, fremme forenkling og gælde for alle dele af Horisont 2020. Derudover bibeholdes der en mulighed for ændringer eller undtagelser.

2.2.2   Der fastsættes en enkelt finansieringssats, hvor der ikke skelnes mellem deltagerne. Derudover skal anvendelsen af faste beløb, faste satser og enhedsomkostninger øges med en vidtgående anerkendelse af tilskudsmodtagernes almindelige regnskabsmetoder.

2.2.3   I forbindelse med tilskud arbejdes der med følgende finansieringssatser for direkte finansieringsberettigede omkostninger:

a)

tilskuddet under Horisont 2020 udgør højst 100 % af de samlede direkte finansieringsberettigede omkostninger, uden at dette berører medfinansieringsprincippet

b)

tilskuddet under Horisont 2020 udgør højst 70 % af de samlede direkte finansieringsberettigede omkostninger for følgende foranstaltninger:

foranstaltninger, der hovedsagelig består af aktiviteter som udformning af prototyper, afprøvning, demonstration, eksperimentel udvikling, styring eller markedsintroduktion

programstøtteforanstaltninger.

2.2.4   Indirekte, støtteberettigede omkostninger fastsættes ved at anvende en fast sats på 20 % af de samlede direkte støtteberettigede omkostninger; alternativt kan arbejdsprogrammet give mulighed for, at indirekte omkostninger angives i form af faste beløb eller enhedsomkostninger.

2.2.5   Der gælder følgende betingelser for deltagelse:

2.2.5.1

Mindst tre juridiske enheder skal deltage:

alle tre enheder skal være etableret i en medlemsstat eller et associeret land

ingen af de tre enheder må være etableret i samme medlemsstat eller i det samme associerede land

alle tre juridiske enheder skal være indbyrdes uafhængige, jf. artikel 7.

2.2.5.2

Uanset ovenstående kan en juridisk enhed etableret i en medlemsstat eller et associeret land deltage i følgende tilfælde:

a)

Det Europæiske Forskningsråds (ERC) foranstaltninger til frontlinjeforskning

b)

anvendelse af SMV-instrumentet

c)

programstøtteforanstaltninger

d)

særlige tilfælde, som fastsættes i arbejdsprogrammet eller arbejdsplanen samt

e)

samordnings- og støtteforanstaltninger og foranstaltninger til støtte for forskeres uddannelse og karriereudvikling.

2.2.6   Evalueringsmetoder

2.2.6.1   De indsendte forslag evalueres på grundlag af følgende tildelingskriterier:

a)

ekspertise

b)

virkning

c)

gennemførelsens kvalitet og effektivitet.

2.2.6.2   Kun ekspertisekriteriet finder anvendelse på forslag om ERC's foranstaltninger for frontlinjeforskning.

2.3   Særprogram

2.3.1   Mens der i det 7. rammeprogram for forskning og teknologiudvikling blev anvendt flere »særprogrammer« (f.eks. »samarbejde« eller »kapacitet«) stiller Kommissionen nu forslag om et enkelt »særprogram«, som omfatter de forskellige mål og støttestrukturer inden for rammerne af delprogrammer.

2.3.2   De fire delprogrammer:

I.

»Videnskabelig topkvalitet« med

i.

frontlinjeforskning (ERC)

ii.

forskning i fremtidige og fremspirende teknologier

iii.

»Marie Curie«-aktiviteter og

iv.

europæiske forskningsinfrastrukturer.

II.

»Industrielt lederskab« med

i.

informations- og kommunikationsteknologier

ii.

nanoteknologi

iii.

materialer

iv.

bioteknologi

v.

fremstilling og forarbejdning og

vi.

rumfart.

Hertil kommer en bedre adgang til risikokapital og øget innovation i små og mellemstore virksomheder.

III.

»Samfundsmæssige udfordringer« med

i.

sundhed, demografisk udvikling og velfærd

ii.

fødevaresikkerhed, bæredygtigt landbrug, havforskning og bioøkonomi

iii.

sikker, ren og effektiv energi

iv.

intelligent, grøn og integreret transport

v.

klimaindsats, ressourceeffektivitet og råvareforsyning

vi.

rummelige, innovative og sikre europæiske samfund.

IV.

»Det Fælles Forskningscenters (JRC) ikke-nukleare aktiviteter«, der har til formål at forbedre det videnskabelige grundlag for politiske beslutninger, øge vores indsigt i de naturlige processer, der ligger bag de samfundsmæssige udfordringer, og undersøge nye videnskabelige områder og teknologier.

(JRC's aktiviteter på nuklearområdet findes i Euratom-delen).

2.4   Euratom-programmet 2014-2018

2.4.1   Dette omfatter forskningsaktiviteter inden for kerneenergi (fusion og fission) og strålingsbeskyttelse. Mod sædvane fremsættes forslaget til program ikke i form af en afgørelse, men i form af en forordning. Det skal bidrage til opfyldelsen af de strategiske mål i Horisont 2020 (punkt 2.1.2). Euratom-traktaten begrænser varigheden til fem år. Programmet udløber derfor ved udgangen af 2018.

2.4.2   Euratom-programmets indirekte aktioner vedrører:

a)

sikker drift af nukleare systemer

b)

løsninger til håndtering af radioaktivt slutaffald

c)

udvikling og bæredygtighed af nukleare kompetencer (kernefission)

d)

fremme af strålingsbeskyttelse

e)

udviklingsarbejde vedrørende kernefusion ved at udnytte eksisterende og fremtidige fusionsanlæg

f)

herunder udvikling af materialer, teknologier og skitseprojekter

g)

fremme af innovation og industriel konkurrenceevne

h)

tilgængelighed og brug af forskningsinfrastrukturer.

2.4.3   I forbindelse med gennemførelsen af de indirekte aktioner får Kommissionen støtte fra rådgivende udvalg.

2.4.4   De direkte aktioner vedrører Det Fælles Forskningscenters program for forskning og udvikling.

2.4.5   Med hensyn til ITER vil der blive fremsat en særskilt afgørelse, idet finansieringen af dette projekt ligger uden for den flerårige finansielle ramme.

3.   Udvalgets generelle bemærkninger

Set i lyset af omfanget af de fire dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, kan udvalget kun komme ind på et begrænset antal punkter, som har principiel betydning.

3.1   Generel opbakning

Udvalget bifalder og støtter Kommissionens forslag som væsentlige elementer i Europa 2020-strategien. EØSU mener, at der er tale om en vellykket samlet model. Det kan konstateres, at der er blevet taget højde for mange af udvalgets tidligere anbefalinger (f.eks. vedrørende forenkling (3), grønbogen (4) og innovation i EU (5)), og udvalget henviser derfor også til disse udtalelser og de dermed forbundne anbefalinger. EØSU mener imidlertid, at der på visse punkter er brug for suppleringer, præciseringer og justeringer.

3.2   Prioriteter, budget, 3 %-mål og løftestangseffekt

3.2.1   Forskning, udvikling og innovation er bestemmende for Europas fremtidige position i verden. På baggrund af deres afgørende betydning er det nødvendigt at prioritere disse områder betydeligt højere, ikke kun i Kommissionen, men især i medlemsstaterne. Udvalget konstaterer med tilfredshed, at budgetforslaget for Horisont 2020 reelt afspejler Kommissionens vilje til at vægte emnet forskning og innovation samt de dermed forbundne nødvendige investeringer højere end hidtil. Dette er i tråd med gentagne anbefalinger fra udvalget og støttes derfor i fuldt omfang. Objektivt set må det nu foreslåede budget imidlertid stadig bedømmes til at være utilstrækkeligt set i lyset af det nedenstående 3 %-mål samt de ambitiøse tematiske mål for forskning og innovation. Alligevel anser udvalget budgettet for at være et realistisk kompromis inden for rammerne af de øvrige begrænsninger.

3.2.2   I forbindelse med udformningen af Lissabonstrategien, der havde 2010 som mållinje, formulerede Rådet i Barcelona 3 %-målet, der primært var rettet mod medlemsstaternes støttepolitik og industri. Målet var, at medlemsstaterne inden 2010 skulle anvende 3 % af deres bruttonationalprodukt til forskning og udvikling. En tredjedel gennem offentlig finansiering og to tredjedele gennem industrien. Hidtil er denne målsætning hverken realiseret i europæisk gennemsnit eller i de fleste medlemsstater. Derfor er målet nu igen taget med i Europa 2020-strategien.

3.2.3   Horisont 2020-programmets støttepolitik skal sikre den afgørende løftestangseffekt, for i det mindste at opfylde 3 %-målet denne gang. Desværre er det på trods af den ovennævnte budgetstigning fortsat tvivlsomt, om løftestangseffekten vil være stærk nok. EU-budgettets samlede omfang udgør ca. 1 % af medlemsstaternes bruttonationalprodukt. Heraf tilfalder en andel på knap 9 % Horisont 2020, ifølge forslaget til budget. Den kvantitative løftestangseffekt er dermed stadig mindre end 1:30! Forslaget til budget kan derfor kun betragtes som et nødvendigt første skridt i retning af det egentlig påkrævede støtteomfang. Budgettet må under ingen omstændigheder reduceres.

3.3   Forenkling og kontinuitet

Udvalget støtter især de foranstaltninger, der skal fremme den procedureforenkling (6), som udvalget længe har været fortaler for. I den forbindelse er der tale om en vanskelig balancegang mellem enkelhed, retfærdighed i konkrete tilfælde og den ligeledes påkrævede kontinuitet, der i givet fald også vil kræve efterfølgende justeringer. Dette må imidlertid under ingen omstændigheder resultere i en tilbagevenden til alt for komplicerede og langsommelige procedurer.

3.4   Råderum og fleksibilitet

Udvalget bifalder, at der udover de få enkle regler også kalkuleres med en tilstrækkelig grad af fleksibilitet og råderum i programtilrettelæggelse og budgetfordeling (særprogram, afsnit I, artikel 6 »budget«). Det er derfor særlig vigtigt at præcisere de dermed forbundne fremtidige beslutningsprocesser, særligt programudvalgenes rolle.

3.5   Forvaltning

Med hensyn til forvaltning støtter udvalget de betragtninger og planer, som Kommissionen nævner i COM(2011) 809 final under punkt 21, især fremhævelsen af bottom-up-processer. EØSU støtter ligeledes planerne om, at der i forbindelse med fastlæggelsen af prioriteterne i særprogrammet gennemføres regelmæssige interaktioner med slutbrugere, borgere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer.

3.5.1   Udvalget mener, at disse meget generelle udsagn fra Kommissionens side skal suppleres med udførlige og præcise oplysninger om programmets afvikling samt de beslutninger (også budgetmæssige), der skal træffes vedrørende fordelinger og emnespecifikation i den henseende. Den nødvendige »forvaltning« skal i tilstrækkeligt omfang forklare i hvilket omfang, gennem hvilke strukturer og på hvilke beslutningsniveauer (f.eks. programudvalg), de berørte aktører samt repræsentanter for civilsamfundet delagtiggøres i disse processer og arbejdsprogrammer på afbalanceret vis. For ifølge Kommissionens planer er det således, at ikke kun temaer, men også detaljerede bestemmelser vedrørende budget, støtteinstrumenter, støtteramme og i givet fald outsourcing til f.eks. europæiske teknologiplatforme, »artikel 185-initiativer« skal fastlægges i arbejdsprogrammerne.

3.5.2   Set i lyset af, at Kommissionen i sit forslag antyder, at der i den forbindelse også skal gøres brug af forvaltningsorganer eller andre eksterne strukturer ifølge artikel 55 i finansforordningen, er det ligeledes nødvendigt at præcisere deres rolle, beføjelser og kontrollen hermed.

3.5.3   EØSU anbefaler, at man afklarer disse spørgsmål i en koordineringsproces, der inddrager alle relevante aktører, præsenterer svarene i et ledsagedokument og herefter hører udvalget. Samtidig advarer EØSU imod, at man i tilrettelæggelsesprocessen – særligt i forbindelse med arbejdsprogrammerne – så at sige ad omveje igen havner i den hidtidige (over)regulering og kompleksitet (jf. også punkt 3.3). Kontinuiteten i de hidtidige procedurer bør kun brydes, hvis dette er en uundgåelig følge af forenklingsindsatsen.

3.6   Overlapning

Med hensyn til enkelte delområder og spørgsmål i delprogrammerne under »særprogrammet« kan der være overlapninger, hvilket på den ene side øger fleksibiliteten, men på den anden side kan resultere i prioritetsforskydninger samt gøre det vanskeligere at skaffe sig et overblik og foretage tildelinger. F.eks. kan afgørende resultater og idéer fra delprogrammerne »videnskabelig topkvalitet« eller »industrielt lederskab« indgå i delprogrammet »samfundsmæssige udfordringer«.

3.7   Midtvejsrapport

Derfor anbefaler udvalget, at Kommissionen, i tillæg til den planlagte »midtvejsevaluering« efter 4 år (i tråd med COM(2011) 52 final), allerede 2 år efter programmets start præsenterer en »midtvejsrapport«, der redegør for erfaringerne med de hidtidige tiltag, især med hensyn til den her krævede »styring« fra Kommissionens og aktørernes side.

3.8   Et vejledende budget

Med forbehold for de fremførte indvendinger bifalder udvalget også den foreslåede vejledende tildeling og fordeling af budgettet på de enkelte delprogrammer og deres delområder. Dette gælder især for støtten til små og mellemstore virksomheder samt til løsningen af samfundsmæssige problemer og spørgsmål – tre undtagelser behandles senere (punkt 4.3, 4.2.1 og 4.2.2). Derudover bør det også klart fremgå, hvilken vægtning koordineringen af nationale og regionale programmer (f.eks. det nye ERA-Net-system) skal tildeles sammenlignet med direkte forskningsstøtte.

3.9   Forskererhvervet

Under betragtning 22 i forslaget om rammeprogrammet fremhæver Kommissionen at »Horisont 2020 bør medvirke til at gøre forskerhvervet mere attraktivt i Unionen.« I den forbindelse savner udvalget imidlertid konkrete oplysninger om, hvilke foranstaltninger der i mellemtiden er truffet for at efterkomme konklusionerne fra Rådet(konkurrence) (7) den 2. marts 2010 og reelt forbedre den utilfredsstillende sociale situation for unge forskere (jf. kapitel 6 for en udførlig redegørelse).

3.10   Forordning eller afgørelse?

Udvalget kan ikke se og mener heller ikke, at Kommissionen har givet en erfaringsbaseret begrundelse for, hvorfor nærhedsprincippet kræver eller giver mulighed for at afvige fra den hidtidige praksis og foreslå en forordning i stedet for en afgørelse i yderligere to af de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt. Udvalget anbefaler, at den hidtidige praksis bibeholdes, medmindre det lykkes Kommissionen at fremlægge en gennemskuelig juridisk begrundelse.

3.11   Kommissionens samordnede fremgangsmåde

Der findes talrige områder i den europæiske politik for forskning og innovation, hvor en samordnet, samarbejdsorienteret og effektiv fremgangsmåde, ikke bare mellem Kommission og medlemsstater, men også mellem flere kommissærer, generaldirektorater og tjenestegrene internt i Kommissionen, er en nødvendighed. Der er tale om uddannelsespolitik, forskernes sociale situation, strukturfondene, samhørighedspolitik, industri- og konkurrencepolitik, energipolitik, sundhedspolitik, miljøpolitik m.m. Udvalget opfordrer Kommissionen til at intensivere bestræbelserne i den henseende og udvikle de nødvendige procedurer og instrumenter.

3.12   Ekspertembedsmænd

Udvalget gentager sin opfordring (8) til, at der i støtteorganisationerne, og navnlig i Kommissionen (eller de planlagte forvaltningsorganer), medvirker videnskabeligt topkvalificerede embedsmænd med faglig ekspertise, som gennem længere tid har været og fremover vil være fortrolige med det pågældende fagområde og dets karakteristika og specielle »samfund«. Indenfor forskning og udvikling er jævnlige jobrotationer meget kontraproduktive!

3.12.1   Bevaring af kompetence og engagement

Udvalget er desuden bekymret over, at den bebudede tendens til at overføre opgaver og aktiviteter vedrørende forsknings- og innovationsfremme fra Kommissionen til agenturer ikke kun bevirker, at Kommissionen selv giver afkald på sin egen faglige kompetence og dømmekraft, men også medfører, at Kommissionen heller ikke længere i tilstrækkeligt omfang identificerer sig med det saglige indhold. Det sidste er imidlertid absolut nødvendigt for at kunne repræsentere det vigtige tema forskning, udvikling og innovation på politisk niveau med sagkundskab, succes og ildhu. Ellers mister man et væsentligt lod i vægtskålen og sætter den hårfine balance i kontrolsystemet på spil.

3.13   Yderligere foranstaltninger – Europa 2020-strategien

Horisont 2020-programmet er efter udvalgets opfattelse en nødvendig og afgørende byggesten inden for rammerne af Europa 2020-strategien. Det skal imidlertid suppleres med yderligere vigtige foranstaltninger, såvel fra Kommissionens, men især fra medlemsstaternes side. I den forbindelse henviser udvalget til sine initiativer vedrørende Europa 2020-strategien. Det drejer sig især om at etablere eller udforme effektive og innovationsorienterede systemer på områderne økonomi (9), sociale spørgsmål og uddannelse i alle medlemsstater.

4.   Udvalgets særlige bemærkninger

4.1   Samfundsvidenskab og humaniora, uddannelsespolitik og innovationer

Udvalget bifalder, at den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskning og innovation skal inddrages i hvert af de generelle mål under Horisont 2020. EØSU anser de nævnte temaer for at være relevante og vigtige og bifalder deres betydning i programmet. Udvalget anbefaler derudover, at der lægges større vægt på bestræbelserne på at skabe et mere effektivt uddannelsessystem på alle uddannelsesniveauer. Dette er en afgørende nøgleopgave med henblik på en optimal og intelligent støtte til og udnyttelse af intelligenspotentialet i EU. Specielt hvad angår målene i Horisont 2020 er det vigtigt, at der uddannes tilstrækkeligt mange kvalificerede fagfolk på universiteterne. Forudsætningerne herfor skal imidlertid allerede skabes i skolerne!

4.2   Samfundsmæssige udfordringer

Udvalget støtter listen over »samfundsmæssige udfordringer«. EØSU anbefaler, at følgende områder fremhæves i endnu højere grad:

4.2.1   Energi- og klimaproblemer

Set i lyset af det utroligt ambitiøse mål (10) om, at vores hidtidige energiforsyning skal revolutioneres fuldstændigt inden 2020 og helt omstilles til bæredygtige kulstoffattige teknologier anbefaler udvalget, at dette emne også vægtes betydeligt højere i budgetfordelingen (11) i forbindelse med fastsættelsen af prioriteter under delprogrammet »samfundsmæssige udfordringer«. Der mangler især tilstrækkelige kulstoffattige energilagrings- og bufferteknologier til overkommelig pris, der kan håndtere det svingende udbud af vind- og solenergi samt en langsigtet brændstofforsyning til den tunge transport samt luft- og skibsfart. Følgevirkningerne for økonomi og samfund må imidlertid også undersøges nærmere.

4.2.2   Innovationsevne hos samfund og erhvervsliv

Derudover anbefaler udvalget, at listen over »samfundsmæssige udfordringer« udvides med det vigtige emne »samfundets og erhvervslivets innovationsevne«. (Hvorfor opstod Google eller Facebook ikke i Europa? Hvorfor har alle medlemsstater ikke en forvaltnings-, økonomisk og socialstruktur med samme ydeevne?). Dette emne indordnes ganske vist under målet om »rummelige, innovative og sikre samfund« i Kommissionens forslag (se punkt 2.3. – III – vi), men udvalget har den opfattelse, at emnet kun behandles på utilstrækkelig vis, set i lyset af dets store samfundsmæssige og økonomiske betydning. Der er trods alt tale om det centrale emne i flagskibsinitiativet »Innovation i EU« (12) (punkt 2.2.2 – III – vi ville så skulle forkortes til: »rummelige og sikre samfund«).

4.3   SMV'er og mikrovirksomheder som aktører for innovation

Udvalget bifalder de foreslåede forbedringer af støtten til SMV'er. Det ser her et vigtigt element i den integrerede model for Europa 2020-strategien og henviser i den forbindelse også til sin udtalelse om »Innovation i EU« (13). Her fremhævede udvalget følgende: »i den forbindelse bør man dog overveje nøje, hvordan man definerer SMV'er og vægtningen af dem. For netop på baggrund af de nye netværksmuligheder, som ikt-instrumenterne åbner op for, får også mikrovirksomheder, og muligvis endda enkeltmandsvirksomheder, større betydning. I givet fald bør man endda overveje en afgrænsning i forhold til de liberale erhverv«. Udvalget glæder sig over Kommissionens oplysninger om, at der allerede handles derefter. Med henvisning til kapitel 7 understreger udvalget derudover, at det er særligt vigtigt for SMV'er, at de får gode og forståelige oplysninger om de forskellige støtteinstrumenter i Horisont 2020 og adgangen til disse. Det ville være hensigtsmæssigt med rådgivningscentre, der kan besvare mundtlige henvendelser.

4.4   Universiteter

Udvalget bifalder den mulighed for en 100 % dækning af de samlede direkte støtteberettigede udgifter, der er indeholdt i reglerne for deltagelse og formidling. Heri ser EØSU fordele for forskere/grupper af forskere inden for naturvidenskab, ingeniørvidenskab og humaniora, der arbejder på universiteterne. Dette gavner også målet om at skabe og fastholde universiteter i verdensklasse i EU, som udvalget flere gange har gjort sig til fortaler for. I tråd med Matias-betænkningen (Europa-Parlamentet, A7-0302/2011) har disse foranstaltninger brug for supplerende støtte fra samhørighedspolitikkens midler med henblik på den nødvendige udbygning af kapacitet i de medlemsstater, som hidtil ikke i tilstrækkeligt omfang har deltaget i rammeprogrammet. Desuden kræver opfyldelsen af dette mål yderligere vigtige foranstaltninger, som det falder uden for rammerne af denne udtalelse at behandle.

4.5   Forskningsinfrastrukturer

Som understreget flere gange anser udvalget de store infrastrukturer for at være afgørende hjælpemidler og instrumenter til teknologiske og videnskabelige undersøgelser og toppræstationer, som ellers ikke ville være mulige. Derfor har disse infrastrukturer også en stor tiltrækningskraft og synlighed for såvel det interne samarbejde i Europa som for de bedste ingeniører og forskere på verdensplan (14). Derudover overgår de store infrastrukturers potentiale mulighederne og behovet i en enkelt medlemsstat, hvilket resulterer i, at sådanne organer ofte etableres og forvaltes af et partnerskab mellem medlemsstater.

4.5.1   Nærhedsprincippet

Sådanne infrastrukturer er dermed et mønstereksempel på fællesskabsstøtte efter nærhedsprincippet. Derfor beklager udvalget, at denne fremragende formelle og indholdsmæssige betydning ikke afspejler sig i forslaget til vejledende budget. EØSU anbefaler derfor at reducere overslagene for de øvrige vejledende budgetter (med undtagelse af SMV'er) med 2 %-2,5 % og tildele de derved vundne midler til budgetposten infrastrukturer. Dette er desto mere nødvendigt, eftersom også de vigtige og stadig mere centrale elektroniske infrastrukturer skal høre under denne kategori.

4.5.2   Driftsomkostninger

Derudover anbefaler udvalget, at Kommissionen, inden for rammerne af projektstøtte, også påtager sig en del af infrastrukturernes driftsomkostninger. EØSU anmoder Kommissionen om at præcisere, at dette reelt er hensigten.

4.6   Nøgleteknologier

Som udvalget flere gange har fremhævet (15), er udvikling, beherskelse og markedsføring af nøgleteknologier en opgave, som inddrager flere områder, for på den ene side at styrke EU's industrielle konkurrenceevne og på den anden side at imødegå de samfundsmæssige udfordringer som bæredygtig energiforsyning eller sundhed. Udvalget bifalder derfor, at dette emne vægtes efter fortjeneste, idet nøgleteknologier derudover er en effektiv drivkraft for samarbejdet mellem forskningsinstitutioner og industrien, altså for offentlig-private-partnerskaber. Programelementet »FET- åbent domæne« er særligt vigtigt på dette område.

4.7   Afregningsprocedurer I

Udvalget bifalder, at de enkelte medlemsstaters almindelige afregningsprocedurer for forskningsorganisationer og virksomheder (f.eks. timesatsberegning i industrien) skal anerkendes. Dette skal også omfatte de omkostninger, der opstår som følge af moms.

4.8   Afregningsprocedurer II

Udvalget hilser derudover den tydelige forenkling velkommen, som følger af henholdsvis 100 %/20 % og 70 %/20 %-tilgangen i deltagelsesreglerne (se punkt 2.2.3 og 2.2.4 vedrørende en forklaring af disse begreber). På trods af de store administrative fordele kan ovenstående give finansielle fordele eller finansielle tab for de forskellige deltagende grupper set i forhold til de nuværende kvoter. Udvalget anbefaler derfor, at man i første omgang indsamler erfaringer og i givet fald forhøjer støttesatserne for indirekte udgifter senere.

4.9   Indkøb – et særligt aspekt

Ved bygningen af forskningsinfrastrukturer og anlæg får industrien ofte til opgave at udvikle og bygge nye enkeltkomponenter, som er yderst vanskelige og krævende. Der er tale om ny teknologi, og der kan opstå typiske problemstillinger, som er beskrevet i udvalgets udtalelse om videnoverførsel (16). I denne udtalelse anbefaler udvalget at undersøge, om »de hidtidige erfaringer med anvendelse af de eksisterende støtte-, budget-, licitations- og konkurrenceregler i EU og medlemsstaterne er hensigtsmæssige med hensyn til at bevare og udnytte de færdigheder og den specialviden, som industrien oparbejder i forbindelse med sådanne ordrer til gavn for den europæiske konkurrenceevne og for tilsvarende senere ordrer, eller om der her er behov for nye industripolitiske strategier«.

4.10   Nye strategier i industri- og konkurrencepolitikken

Derfor bør det overvejes, om det er nødvendigt med nye strategier i den relevante industri- og konkurrencepolitik. I den forbindelse er det tvivlsomt, om Kommissionens oplæg vedrørende »prækommercielle indkøb« beskriver et velegnet instrument. På den ene side ser udvalget her en fare for, at man af frygt for mulige vidensmonopoler hellere helt ser bort fra industrielle topplaceringer og -ydelser. Dette ville være en stor fejl. På den anden side ser udvalget imidlertid også en fare for, at man på grund af alt for protektionistiske foranstaltninger ikke får det bedste produkt, da dette kun kan fås uden for Europa, hvilket vil være en ulempe for forskningen. Derfor anbefaler EØSU, at de forskellige, til dels selvmodsigende målsætninger for eller krav til forsknings-, innovations- og industripolitik kortlægges, således at de kan diskuteres og afstemmes med de forskellige aktører – muligvis vil undtagelsesbestemmelser sågar være nødvendige i enkelttilfælde (se punkt 4.9).

4.11   Effektiv projektstørrelse

Tendensen i retning af stadig større konstruktioner, som f.eks. de fælles teknologiinitiativer, VIF (videns- og innovationsfællesskaber) og nu også FET-flagskibsinitiativerne bør følges på passende vis. Ved disse projekter skal der anvendes stadig flere ressourcer og arbejdstimer på forvaltning og omfattende afstemningsprocesser. De bør under ingen omstændigheder ende som et Babelstårn.

4.11.1   Samarbejdsprojekter som det vigtigste instrument

Integrationen af ressourcer kan være positiv, men fra en vis størrelsesorden resulterer denne samtidig i, at mindre aktører fortrænges fra rammeprogrammet, da disse ikke besidder den nødvendige omfattende juridiske og administrative kapacitet. Dette rammer især SMV'er og forskningsgrupper på universiteterne. Overskuelige samarbejdsprojekter med et håndterbart antal deltagere bør derfor forblive det vigtigste instrument i Horisont 2020.

4.12   Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT)

Idet EIT finansieres af Horisont 2020-budgettet opfatter udvalget instituttets aktiviteter som et element i den strategi, der forfølges med Horisont 2020. EØSU's anbefalinger omfatter derfor også dette område. Der udarbejdes en særskilt udtalelse om detaljerne (17).

4.13   Evalueringskriterier

Punkt 2.2.6 fastholdt Kommissionens forslag til evaluerings- (18) og udvælgelseskriterier: ekspertise, virkning samt kvalitet og effektivitet. Disse anser udvalget fir at være korrekte, under forudsætning af at den overordnede betydning af kriteriet ekspertise ikke undergraves, idet ekspertise under alle omstændigheder er det vigtigste kriterium for topkvalitet. I forbindelse med frontlinjeforskning advarer EØSU mod at overvurdere de mest citerede offentliggørelser, idet dette kan føre til, at allerede veletablerede forskningstemaer vil dominere. Udvalget gentager sin generelle advarsel mod formaliserede evalueringsmetoder.

4.13.1   Særligt med hensyn til innovationsstøtte skal markedsaspekterne  (19) naturligvis også spille en vigtig rolle. At denne opgave i en a priori situation, hvor der er tale om nye strategier, imidlertid slet ikke er enkel og ikke nødvendigvis vil resultere i korrekte evalueringer viser de første fejlvurderinger, f.eks. ved udviklingen af den »personlige computer« (PC).

4.14   Det Fælles Forskningscenter

Udvalget hilser forslagene om direkte støtte til Det Fælles Forskningscenter velkomne. EØSU gør samtidig opmærksom på, at centrets aktiviteter skal være underlagt samme evalueringsmetoder som de øvrige aktørers. For så vidt som Det Fælles Forskningscenter også ansøger om indirekte støtte fra særprogrammet, skal der sikres fuldkommen ligestilling set i forhold til alle andre, ikke Kommissionsinterne, ansøgere/aktører.

5.   Euratom

5.1   Udvalget ser i alt væsentligt – og dette opfattes som hensigtsmæssigt – det fremlagte Euratom-program som en kontinuerlig videreførelse af det Euratom-program 2012-2013, som Kommissionen offentliggjorde for nylig, og som udvalget behandlede udførligt (20). EØSU gentager og bekræfter hovedbudskabet i denne udtalelse, nemlig »at den aktuelle viden om nukleare teknikker samt anvendelsen og konsekvenserne af dem skal bevares og forbedres. I kraft af sin koordinerende funktion tilfører Euratoms rammeprogram for forskning og uddannelse en markant europæisk merværdi til processen ved at samle ressourcerne og integrere de fælles bestræbelser«. Udvalget bekræfter derudover de udførlige udsagn og anbefalinger fra udtalelsen. Derfor koncentrerer udvalget sig i denne udtalelse om enkelte udvalgte punkter. Den centrale opgave er at finde frem til reaktorsystemer, der har den højest mulige sikkerhed, og som producerer mindst muligt langlivet højradioaktivt affald.

5.2   EØSU konstaterer med tilfredshed, at anbefalingerne fra ovennævnte udtalelse i alt væsentligt er afspejlet i Kommissionens forslag til program:

forbedret reaktorsikkerhed, deponering af højradioaktivt affald, transmutation for at mindske langtidsradiotoksiciteten, kontrol med fissilt materiale samt strålingsbeskyttelse

konsekvenserne af »stresstest«

udviklingen af energiudvindelsen fra kernefusion plus ITER som internationalt stort projekt

uddannelse af fagfolk og sikring af en grundviden i skolerne.

5.2.1   Udvalget gentager nødvendigheden af (21), at man uanset enkelte medlemsstaters beslutning for eller imod anvendelsen af kerneenergi »internt i EU intensivt videreudvikler og bevarer vores viden om sikkerhedsspørgsmål og de til grundlæggende teknologier. At give afkald på fuldstændig viden ville være at stikke hovedet i busken«. Udvalget er bekymret over, at studiet og videreudviklingen af kompetencer inden for kerneenergi kan gå tabt i de medlemsstater, hvor man i dag eller i fremtiden giver eller vil give afkald på anvendelsen af kerneenergi. Dette bør absolut forhindres.

5.3   Det Europæiske Kerneenergiforum (ENEF)

For så vidt, som der er tale om spørgsmål vedrørende spaltningsreaktorteknologi, støtter udvalget især procedurerne og anbefalingerne fra Det Europæiske Kerneenergiforum(ENEF), hvis arbejde udvalgets repræsentanter i samarbejde med Kommissionen selv deltager i.

5.4   Stresstest

Beslutningen om at underkaste alle kernekraftværker i EU en stresstest var en naturlig konsekvens af den tsunamiudløste reaktorulykke i Fukushima. Så snart alle resultater af disse stresstest forelægger, skal der drages relevante konsekvenser for ikke bare de allerede eksisterende kernekraftværker, men også på områderne forskning, udvikling og demonstration i Euratom-programmet.

5.4.1   Mulige »uheld som følge af usædvanlige hændelser« bør i den forbindelse vies særlig opmærksomhed.

5.5   Fusion

I dele af offentligheden er der opstået en debat om fusionsprogrammet. På den ene side fordi det ikke kan forventes, at programmet vil levere nævneværdige bidrag til den kulstoffattige energiforsyning inden 2050 (køreplanens tidshorisont) og på den anden side, fordi byggeomkostningerne til det internationale ITER-projekt (ifølge Kommissionens forslag skal disse omkostninger dækkes uden for rammeprogrammet) er steget betydeligt set i forhold til de oprindelige overslag.

5.5.1   Køreplanen 2050

Udvalget udarbejder en særskilt udtalelse om køreplanen 2050 (22). Her skal det blot fremhæves, at den globale energiproblematik umuligt kan løses på bæredygtig vis, vha. EU's foranstaltninger inden 2050, set i lyset af den globale demografiske udvikling og den voksende efterspørgsel efter energi på verdensplan. I den henseende er fusionsenergi det eneste hidtil ikke anvendte, tilgængelige og kendte alternativ i viften af mulige teknologier til imødegåelse af denne enorme opgave.

5.5.2   ITER I

Selvom kun de (europæiske) videnskabeligt-tekniske forberedelser til ITER er en del af Euratom-programmet – byggeomkostningerne til ITER skal dækkes af andre kilder (23) – er det rigtigt at opfatte ITER som flagskibet i den globale fusionsforskning og ligeledes i det europæiske fusionsprogram. Uanset muligheden for og nødvendigheden af konceptmæssige forbedringer og alternativer er ITER et afgørende og globalt set enestående udviklingstiltag for den fremtidige udnyttelse af fusionsenergi. I ITER skal der for første gang på verdensplan – med en positiv effektbalance – produceres 500 MW fusionsenergi (24).

5.5.3   ITER II

Derudover er ITER også prøvesten for et internationalt samarbejde mellem førende industrinationer i et hidtil uset omfang. Partnerne er Kina, EU, Indien, Japan, Korea, Rusland og USA. Deres interesse i at deltage i udviklingen af afgørende nye teknologielementer viser de store forventninger om yderligere en fordelagtig CO2-fri energikilde. Det innovative element og kompleksiteten i dette samarbejde er på den anden side også en af grundene til, at den oprindelige ide om, at den enkelte partners andel af de samlede omkostninger ville reduceres i takt med det stigende antal partnere, måtte opgives. Den store værdi i dette partnerskab ligger ikke primært i omkostningsbesparelser, men i gevinsten i form af ekspertise, idéer og højtkvalificerede fagfolk. Derudover yder projektet – på samme måde som den internationale rumstation – et ikke ubetydeligt bidrag til den internationale forståelse og fredsskabelse (ITER blev oprindeligt foreslået og iværksat af Gorbatjov, Mitterand og Reagan!). Det er udvalgets holdning, at Kommissionens strategi om at finde den europæiske andel af ITER's byggeomkostninger uden for EU-budgettet under ingen omstændigheder må bringe videreførelsen af projektet i fare.

5.5.4   Medlemsstaternes engagement – associeringsaftaler

I sin nylige udtalelse om Euratom-programmet (25) gjorde udvalget opmærksom på de såkaldte associeringsaftalers afgørende betydning som grundlag for og kilde til idéer i fusionsprogrammet og som anker for medlemsstaternes engagement. Udvalget understreger sine daværende udsagn og advarer på ny imod, at denne vigtige støtte bringes i fare. Desuden udgør sådanne associeringer et afprøvet instrument, der skal sikre en fælles programmering for forskning (26). Også i forbindelse med en mulig ændring af organisationsstrukturen i det europæiske fusionsprogram skal der fortsat være instrumenter til rådighed, så programmerne for de deltagende laboratorier i medlemsstaterne kan koordineres og integreres på fornuftig vis på fællesskabsniveau, og EU's hidtidige ledende rolle på dette forskningsområde, og den nødvendige støtte fra medlemsstaterne, kan bibeholdes.

6.   Det europæiske forskningsrum – et indre marked for forskere

6.1   Kommissionen går ud fra, at det europæiske forskningsrum vil være færdiggjort inden 2014. Dette anser udvalget for hensigtsmæssigt, men betvivler, at det kan lade sig gøre. Dette vil nemlig kræve, at kriterierne for det indre marked er opfyldt, som f.eks. et europæisk patent eller et indre marked for forskere (27).

6.2   Med udgangspunkt i rådets afgørelse (28) af 2. marts 2010 mener udvalget, at der er behov for en hurtig indsats for at forbedre den utilfredsstillende sociale situation for unge forskere, der arbejder for offentlige forskningsinstitutioner og universiteter. Disse vilkår står klart i modstrid med målet om at gøre forskererhvervet særligt attraktivt og under ingen omstændigheder stille erhvervet ringere end sammenlignelige fag.

6.3   Udvalget anerkender, at de videnskabelige organisationer i nogle medlemsstater allerede har opnået visse forbedringer og arbejder for endnu flere. EØSU erkender også, at Kommissionen arbejder på forbedringer, herunder Marie Curie- og Erasmus-programmet.

6.4   Problemets kerne ligger i de overenskomst- og socialsystemer i den offentlige sektor i medlemsstaterne, der som hovedregel fastlægger aflønningsvilkårene for forskere, der arbejder i offentlige forskningsinstitutioner og på universiteter. Disse systemer tager normalt udgangspunkt i en kontinuerlig karriere hos samme arbejdsgiver, som de så også belønner. Netop derfor tager de imidlertid ikke hensyn til de specielle behov på områderne videnskab og forskning.

6.5   Systemet tager hverken hensyn til eller belønner den meget udfordrende og tidskrævende udvælgelsesproces, herunder ph.d. studier (erhvervelse af en ph.d.-titel), som unge forskere allerede tidligere skal have afsluttet med et godt resultat eller til den kendsgerning, at unge forskere, i det mindste i starten, ikke er inde i et fast karriereforløb, men er ansat på tidsbegrænsede kontrakter, som ofte ikke indeholder noget perspektiv om forlængelse eller en fast stilling på et senere tidspunkt. Derudover påvirker den yderst berettigede vedvarende bekymring for det videre karriereforløb, og den dermed forbundne indsats, ikke kun arbejdstagerne inden for videnskab og forskning, men også deres partnere og ønsket om at stifte familie.

6.6   Denne betydeligt større sociale risiko kompenseres imidlertid hverken gennem en tilsvarende højere aflønning eller gennem en øget social sikring. Der tages heller ikke hensyn til, at en succesrig karriere i det videnskabelige system kræver et mindstemål af mobilitet – tværtimod er mobilitet i de fleste tilfælde forbundet med ulemper i disse systemer.

6.7   Medlemsstaternes systemer for løn- og arbejdsforhold er kun i behersket omfang gensidigt kompatible og de »sociale tilgodehavender«, der er optjent under arbejde i udlandet, kan stort set ikke overføres, hvilket er en stadig større ulempe i forbindelse med mobilitet mellem medlemsstaterne.

6.8   Derfor er det tvingende nødvendigt at indrette medlemsstaternes overenskomst- og socialsystemer på en måde, der tager højde for de særlige vilkår, der gælder for forskere. Idet dette mål sandsynligvis kun kan realiseres efter en meget langvarig proces, understreger udvalget ovennævnte rådsafgørelse og anbefaler på sin side, at Kommissionen intensiverer sin indsats for, sammen med medlemsstaterne, at indrette en speciel fond (med midler fra Den Europæiske Socialfond), der kan kompensere unge forskere for ovennævnte ulemper vha. relevante supplerende ydelser. Disse ydelser skal tage højde for såvel den højere sociale risiko, der er forbundet med en række tidsbegrænsede kontrakter, som for de reducerede eller tabte »sociale tilgodehavender«, der er forbundet med (først og fremmest mellemstatslig) mobilitet.

7.   Brugervenlighed og informationer – en kort lærebog – rådgivningscentre

7.1   Set i lyset af de mangfoldige støtteinstrumenter, processer, netværk og fagudtryk (herunder projekter, VIF, teknologiplatforme, innovationspartnerskaber, flagskibsinitiativer, ERA-net, fælles programmering, Erasmus, Marie-Curie, Cost, Eureka m.m.) gentager udvalget sin indtrængende opfordring til Kommissionen om at udarbejde en forståelig og kort oversigt, der klart beskriver de væsentlige karakteristika ved de enkelte instrumenter, deres forudsætninger og målsætninger m.m. og stille denne til rådighed på internettet. Dette ville være et vigtigt bidrag til forenkling og gennemsigtighed og fungere som et fortræffeligt supplement til CORDIS-portalen, der i øvrigt fungerer glimrende.

7.2   EØSU anbefaler i den forbindelse, at man koncentrerer sig om det væsentlige og giver afkald på markedsføring eller begrundelser. Selv i forbindelse med de her fremlagte dokumenter ville udvalget have opfattet det som en lettelse, hvis de havde indeholdt færre filosofiske betragtninger, men til gengæld en sammenfatning af de væsentligste punkter.

7.3   Udvalget anbefaler i den forbindelse, at der offentliggøres et værk specielt møntet på SMV'er og deres specielle behov og vidensniveau. Derudover skal der oprettes kompetente rådgivningscentre, f.eks. ved at regionale organisationer (eksempelvis industri- og handelskamre) uddannes på relevante seminarer og derefter kan fungere som informationskontorer.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Konklusioner vedrørende emnet »Forskeres mobilitet og karriere«. 2 999. samling i Rådet (konkurrence) i Bruxelles den 1.-2. marts 2010.

(2)  COM(2011) 48 final og EUT C 318 af 29.10.2011, s. 121.

(3)  Jf. især EUT C 48 af 15.2.2011, s. 129.

(4)  COM(2011) 48 final og EUT C 318 af 29.10.2011, s. 121.

(5)  EUT C 132 af 3.5.2011, s. 39.

(6)  Jf. fodnote 3.

(7)  Konklusioner vedrørende emnet »Forskeres mobilitet og karriere.«2 999. Samling i Rådet (konkurrence) i Bruxelles den 1.-2. marts 2010.

(8)  EUT C 44 af 16.2.2008, s. 1.

(9)  Se i den forbindelse f.eks. http://www.worldbank.org/.

(10)  COM(2011) 885 final.

(11)  EUT C 21 af 21.1.2011, s. 49.

(12)  EUT C 132 af 3.5.2011, s. 39.

(13)  EUT C 132 af 3.5.2011, s. 39.

(14)  EUT C 182 af 4.8.2009, s. 40.

(15)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 112.

(16)  EUT C 218 af 11.9.2009, s. 8, punkt 1.8 og kapitel 5.

(17)  COM(2011) 822 final – EØSU's udtalelse »Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi – Strategisk dagsorden«. (Se side 122 i denne EUT).

(18)  Se i den forbindelse også punkt 4.2 i EUT C 132 af 3.5.2011, s. 39.

(19)  Se i den forbindelse også punkt 3.7.2 i EUT C 132 af 3.5.2011, s. 39.

(20)  COM(2011) 71 final, COM(2011) 72 final, COM(2011) 73 final, COM(2011) 74 final og EUT C 318 af 29.10.2011, s. 127.

(21)  EUT C 318 af 29.10.2011, s. 127, punkt 3.4.

(22)  Se fodnote 10.

(23)  Se COM(2011) 931 final. Udvalget vil i den forbindelse udarbejde en særskilt udtalelse.

(24)  Se http://www.iter.org/.

(25)  EUT C 318 af 29.10.2011, s. 127, punkt 4.5.1.

(26)  COM(2008) 468 final og EUT C 228 af 22.9.2009, s. 56.

(27)  Se EUT C 44 af 16.2.2008, s. 1, punkt 1.3.

(28)  Se fodnote 1.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/122


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 294/2008 om oprettelse af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi

COM(2011) 817 final — 2011/0384 (COD)

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om den strategiske innovationsdagsorden for Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT): EIT's bidrag til et mere innovativt Europa

COM(2011) 822 final — 2011/0387 (COD)

2012/C 181/21

Ordfører: Jacques LEMERCIER

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 13. december 2011 og den 16. januar 2012 under henvisning til artikel 173, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 294/2008 om oprettelse af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi

COM(2011) 817 final — 2011/0384 (COD)

og

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om den strategiske innovationsdagsorden for Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT): EIT's bidrag til et mere innovativt Europa

COM(2011) 822 final — 2011/0387 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 123 stemmer for, 5 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU bifalder generelt Kommissionens tilgang til Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (engelsk forkortelse: EIT).

1.2   Udvalget er i alt væsentligt enigt i Kommissionens henstillinger, som bygger på høringen af de forskellige interesserede parter, konsekvensanalyser og data fra de indhøstede erfaringer.

1.3   EØSU er bevidst om, at EU er bagud, når det gælder samarbejde, vidensdeling og indbyrdes tilnærmelse mellem forsknings- og uddannelsesinstitutter på højt plan, og ser derfor positivt på Kommissionens tiltag.

1.4   I en situation, hvor forskningen globaliseres, og hvor innovation i produktionssektoren har afgørende betydning, går udvalget ind for at fremme ekspertise.

2.   Baggrund

2.1   Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT, European Institute of Innovation and Technology) blev oprettet i 2008.

2.2   EIT blev oprettet efter et forslag fra Kommissionen til Rådet vedtaget den 22. februar 2006 og blev gennemført inden for rammerne af Lissabonstrategien med det sigte at fremme væksten og skabe beskæftigelse i EU.

2.3   Instituttets primære mål er at indhente EU's efterslæb hvad angår industripolitik baseret på teknologisk innovation og dermed fremme synergier mellem grundforskning, forskning og udvikling og innovative industrielle applikationer i Europa, navnlig for så vidt angår små og mellemstore virksomheder og industrier.

2.4   Flagskibet EIT sigter mod at blive et ekspertisecenter for innovation, forskning og vækst i EU. For at nå dette mål anvender instituttet en funktionel og geografisk indfaldsvinkel til de videregående uddannelsesinstitutioner, forsknings- og innovationsinstitutter.

2.5   Denne filosofi minder meget om den, der anvendes af Massachusetts Institute of Technology (MIT), som arbejder på en horisontal integration af tre sektorer.

2.6   Budapest blev i juni 2008 valgt som sæde for EIT's styringsorgan.

2.7   Instituttet finansierer ikke individuelle projekter direkte. Det bidrager med 25 % af finansieringen af de decentrale videns- og innovationsfællesskaber (VIF) (1).

2.8   VIF'erne er sammensat af universiteter, virksomheder og forskningsinstitutter, der samarbejder om innovative projekter og sammen med lokale iværksættere og innovative partnere på alle planer bidrager med 75 % af finansieringen af de lokale projekter.

2.9   De tre første VIF'er blev valgt i december 2009 med samhusningscentre i Frankrig, Tyskland, Det Forenede Kongerige, Schweiz, Italien, Spanien, Holland, Sverige, Finland, Ungarn, Belgien og Polen.

3.   Kommissionens forslag

3.1   På denne baggrund bør EIT blive et reference- og samlingspunkt for universiteter, forskningsinstitutioner, virksomheder, der beskæftiger sig med forskning og udvikling og navnlig de små og mellemstore innovative virksomheder, som også er dem, der skaber flest kvalificerede job og nye erhverv.

3.2   For at forbedre sin indvirkning og skabe incitament til innovation på nye områder i relation til de samfundsmæssige udfordringer vil EIT gradvist udvide sin portefølje af VIF'er (videns- og innovationsfællesskaber) i løbet af rammeprogrammet for forskning 2014-2020.

3.2.1   Der vil blive ført tilsyn med de allokerede budgetmidler, og det vil i den sidste ende være de konkrete resultater, der vil være afgørende for levedygtigheden af de enkelte VIF'er.

3.2.2   Ved at benytte en trinvis tilgang, hvor nye VIF'er oprettes løbende, sikrer EIT, at erfaringerne fra de tidligere runder udnyttes effektivt, og at der kun oprettes VIF'er inden for områder, som rummer et klart innovationspotentiale og ekspertise i verdensklasse, som der kan bygges videre på, for at tiltrække de nødvendige talenter og finansielle midler.

3.3   I perioden 2014-2020 oprettes nye VIF'er derfor i to bølger, dvs. tre nye VIF'er i både 2014 og 2018, så EIT når op på en portefølje på ni VIF'er i perioden 2014-2020 (svarende til ca. 40-50 samhusningscentre i hele EU).

3.4   Takket være et solidt videnskabeligt og forskningsmæssigt grundlag kan VIF'erne samle aktører fra uddannelses-, forsknings- og innovationsverdenen.

Alle er i stand til at mobilisere investeringer og en langsigtet forpligtelse fra erhvervslivet, skabe muligheder for teknologisk udvikling og fremme innovation på det sociale område:

Et VIF for produktion med høj værditilvækst;

Et VIF for fødevareforsyningskæden;

Et VIF for innovation for sund levevis og aktiv aldring;

Et VIF for intelligente sikre samfund;

Et VIF for råstoffer - fremme af nye metoder til bæredygtig efterforskning, udvinding, forarbejdning, genanvendelse og substitution.

Et VIF for mobilitet i byer.

3.5   Oprettelsen af decentrale VIF'er, som på lokalt eller i hvert fald regionalt plan samler alle de potentielle partnere, synes at være et passende svar på de udfordringer, EU står over for. Eftersom det har vist sig umuligt at harmonisere de forskellige medlemsstaters forsknings-, uddannelses- og produktionssystemer inden for en rimelig (dvs. kort) frist, da alle disse områder er underlagt nærhedsprincippet, fremstår VIF'erne som en praktisk løsning til at overvinde dette problem og give en ny udviklingspolitisk model for industri og tjenester.

3.6   VIF'erne gives frie hænder hvad angår rekruttering, organisation og finansiering, hvilket bør gøre det lettere at finde de mest kompetente og motiverede forskere og fremme den erfaringsudveksling og det internationale samarbejde, som Kommissionen efterlyser.

4.   Generelle og særlige bemærkninger

4.1   Kommissionens forslag til den overordnede struktur er innovativt og lovende. EØSU henviser til sin tidligere udtalelse (2) om oprettelsen af Det Europæiske Teknologiske Institut, da det mener, at dets generelle bemærkninger deri fortsat er fuldt gyldige den dag i dag.

4.2   Hvad budgettet angår, mener EØSU i betragtning af antallet af VIF'er, der skal oprettes, og programmets løbetid, at Kommissionens forslag til allokering af midler i praksis betyder en fastholdelse af status quo eller snarere en relativ reduktion af de finansielle midler frem til 2020. EIT repræsenterer imidlertid en mulighed for bæredygtig vækst på mellemlang og længere sigt for de små og mellemstore virksomheder og industrier i Europa. Denne vækst vil være righoldig på innovation og beskæftigelse, og det må tilsigtes at fremme dens udfoldelse på de mest lovende områder.

4.3   VIF'ernes finansieringsstruktur er helt klart en fordel, da EIT kun bidrager med 25 % og resten skal hentes hos de deltagende virksomheder, SMV'er, forskningscentre, offentlige og private aktører, der deltager deri. Denne struktur giver med sin fleksibilitet mulighed for at fremskynde processerne i forbindelse med erhvervelse og overgang mellem grundforskning og anvendt forskning, innovation og patentering, oprettelse og udvikling af virksomheder, der kan bringe innovationen ud på markedet.

4.4   Dertil kommer, at de lokale initiativer kan nyde godt af et væsentligt spillerum i medlemsstaterne.

4.5   VIF'ernes forvaltningsstruktur såvel som den periodiske udskiftning af bestyrelsesmedlemmerne er klare fordele. Udvalget er enigt i den filosofi, der ligger bag udviklingen af EIT, og mener, at VIF'ernes uafhængighed og selvstændighed bør bevares for at opnå større effektivitet, og at deres arbejde skal bedømmes på baggrund af de opnåede resultater.

4.6   Et af de vigtige punkter i denne todelte struktur er at lette markedsføringen af patenter og innovative produkter fra disse VIF'er.

I en tid med stigende globalisering, som underminerer de traditionelle industrier, går EØSU ind for tanken om, at ekspertise inden for uddannelse og produktion er en god investering i fremtiden og et effektivt konkurrencemiddel.

4.7   I EU vil det nu i højere grad end nogensinde være merværdien af innovative produkter og tjenester, der i et bæredygtigt udviklingsperspektiv vil skabe kvalificeret beskæftigelse og sikre, at vi undgår udflytning af produktioner til lande med billig arbejdskraft.

4.8   EØSU bemærker, at der er en vis koncentration af VIF'er. Udvalget ser gerne, at der gøres en målrettet indsats for at sikre, at der i flest muligt medlemsstater oprettes forbindelser til laboratorier, virksomheder og forskningsinstitutioner med det sigte at øge VIF'ernes kreative potentiale og menneskelige og teknologiske ressourcer og undgå at forværre den indbyrdes skævhed mellem medlemsstaterne hvad angår forskning og uddannelse på højt niveau. Udvalget bemærker også, at der deltager mere end 200 partnere fra alle medlemsstater.

4.9   EØSU bifalder navnlig indførelsen af EIT-mærkede grader, som fremmer forskernes mobilitet og udviklingen af små og mellemstore virksomheder og industrier uden for deres hjemland.

4.10   EØSU ser gerne, at flest mulige oplysninger gives til institutter, virksomheder og potentielle partnere, så de støtter og bidrager til oprettelsen af VIF'er på de vigtigste områder, der er beskrevet i 2020-strategien.

For at nå dette mål skal EIT snarest muligt gøre bred reklame for disse emner, så virksomhederne og de potentielle partnere får mulighed for at udarbejde deres partnerskabsprojekter.

4.11   EØSU er bevidst om de forbehold eller ligefrem den modvilje, der kan være hos de eksisterende nationale institutioner, og opfordrer derfor Kommissionen til at iværksætte en indgående dialog mellem EIT og disse institutioner for at skabe de synergier, der på sigt er uomgængelige.

Udvalget bider især mærke i, at lederne af forsknings- og uddannelsesinstitutionerne er bange for at se deres budgetter beskåret til fordel for VIF'erne.

Bruxelles, den 28. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  På engelsk: Knowledge and Innovation Communities (KIC).

(2)  EUT C 161 af 13.7.2007, s. 28.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/125


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (2014-2020)

COM(2011) 834 final — 2011/0394 (COD)

2012/C 181/22

Ordfører: Ronny LANNOO

Medordfører: Brendan BURNS

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 13. december 2011 og den 24. januar 2011 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (2014-2020)

COM(2011) 834 final — 2011/0394 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. marts 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 29. marts, følgende udtalelse med 142 stemmer for og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU tilslutter sig COSME-programmets overordnede målsætninger, men konstaterer, at EØSU's opfordringer i udtalelsen om SBA (1), navnlig vedrørende udvidet ledsagelse og rådgivning af SMV'er, virksomhedsoverdragelse samt samråd og samarbejde med SMV-organisationerne, ikke tages i betragtning.

1.2   EØSU ønsker, at de konkrete tiltag, der skal iværksættes, gøres mere synlige. Som udgangspunkt er der to problemer.

Formålet: Forordningens formål er at styrke virksomhedernes konkurrenceevne. De skal som bekendt sættes i stand til at klare sig i konkurrencen på verdensmarkederne. EØSU billiger formålet, men bemærker, at det er lige så vigtigt med tiltag, som fremmer SMV'ernes bæredygtighed på de europæiske markeder, markederne i nærområderne og de lokale markeder.

Ressourcerne: EØSU anmoder Kommissionen om at udvide lovgivningsforslaget til også at omfatte et arbejdsprogram med konkrete foranstaltninger, som vil blive iværksat for at opfylde alle kategorier af SMV'ers behov og forventninger til afhjælpning af den nuværende krise.

1.3   Alle beslutninger vedrørende dette operationelle program bør høre under Europa-Parlamentets og Rådets kompetence i henhold til den fælles beslutningsprocedure. Proceduren for delegerede retsakter bør begrænses til fastlæggelsen og gennemførelsen af de årlige programmer, som udarbejdes i samråd med medlemsstaterne og SMV-organisationerne.

1.4   EØSU henstiller:

at programmet omfatter alle virksomheder (2)

at midlerne rettes mod de væsentligste prioriteter, dvs. information, ledsagelse og rådgivning, adgang til markederne, adgang til finansiering, tilpasning af EU-krav og -bestemmelser, samarbejde, hensyntagen til EU 2020-strategiens prioriteter (innovation, grøn økonomi og ungdomsbeskæftigelse)

at der i denne forbindelse fastsættes et femte specifikt mål for programmet, nemlig ledsagelse af SMV'erne og deres adgang til rådgivning, især rettet mod små virksomheder og mikrovirksomheder.

1.5   EØSU foreslår et fjerde tiltag om forbedring af lovgivningen, bl.a. gennem oprettelse af et »office of advocacy« (3) (støttekontor) til sikring af, at der i højere grad tages hensyn til de små virksomheders reelle situation i lovgivningen. Støttekontorets rolle og sammenhæng med andre organer, som er aktive på dette område, herunder det europæiske net af SMV-repræsentanter, skal imidlertid defineres. Det vil erindres, at EØSU er imod generelle undtagelser og fritagelser og mener, at SMV-organisationerne bør inddrages i lovgivnings- og beslutningsprocessen.

1.6   EØSU fremhæver den mangelfulde partnerskabsbaserede forvaltning i forslaget til forordning. EØSU kan ikke acceptere, at denne forvaltning begrænses til en simpel høring og henleder Parlamentets og Rådets opmærksomhed på, at det er nødvendigt at opbygge denne forvaltning og forstærke samarbejdet med repræsentative SMV-organisationer ligesom i andre fællesskabsprogrammer (4). EØSU henstiller, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som giver de europæiske SMV-organisationer mulighed for at blive hørt i alle faser af COSME-programmets udarbejdelse, udformning, gennemførelse og opfølgning.

1.7   Hvad angår artikel 9 om forbedret adgang til markederne, opfordrer EØSU til:

at der sondres mellem adgang til markederne på den ene side og information, rådgivning og uddannelse af SMV'er på den anden side

at der ydes støtte til tiltag, som allerede gennemføres i medlemsstaterne af SMV-organisationer og offentlige organer

at Enterprise Europe-netværkets opgaver tilpasses og netværket indrettes således, at SMV-organisationernes tiltag suppleres og knyttes til netværkets aktiviteter; desuden bør netværkets synlighed forbedres og dets potentiale udnyttes fuldt ud.

1.8   EØSU bemærker, at der er nogle uklare forbindelser mellem de foreslåede finansielle instrumenter, Horisont 2020-programmet og de øvrige finansieringskilder som fremstillet i forslagene til forordninger om territorial samhørighed. Dette forhold kan skabe vanskeligheder for SMV'erne. Derfor anmoder EØSU om en afklaring af sammenhængen mellem de forskellige finansieringer. EØSU bifalder, at 56 % af budgettet afsættes til finansielle instrumenter, men anmoder Kommission og Parlamentet om at fastlægge en fordeling mellem de to instrumenter, give adgang til dem for alle virksomheder og alle typer investeringer og samordne dem med lignende EU-finansieringsinstrumenter, således at SMV'erne kan vælge det mest hensigtsmæssige instrument. EØSU opfordrer også til at ændre Lånegarantifacilitetens regler og betingelser.

1.9   EØSU ønsker, at teksten i bilag I om indikatorer ændres, og at de fastlægges i samarbejde med SMV-organisationerne. Teksten i bilag II og finansieringsoversigten bør også revideres på grund af modsigelser i forslagets affattelse.

1.10   EØSU henstiller til Parlamentet og Rådet at støtte og udbygge programmet, men samtidig gøre indholdet, de operationelle foranstaltninger og finansieringen af prioriteterne mere synlige samt sikre samarbejdet med de europæiske SMV-organisationer. Budgettet på 2,5 mia. synes dog ret ubetydeligt i forhold til ambitionerne. EØSU er imod forsøgene på at reducere programmets budget og opfordrer kraftigt Parlamentet til tværtimod at tildele det flere midler. EØSU er af den opfattelse, at det er SMV'erne, som skal bringe Unionen ud af krisen og skabe nye job.

1.11   EØSU mener ikke, at programmet er ambitiøst nok. Det foreslåede budget på 2,5 mia. EUR vil ikke gøre det muligt at træffe de nødvendige foranstaltninger for at støtte SMV'ernes aktivitet og langsigtede udvikling. Men det er netop SMV'erne, som kommer til at redde Unionen ud af krisen og skabe nye arbejdspladser. EØSU er derfor imod forsøgene på at reducere dette budget. Udvalget opfordrer Europa-Parlamentet til at øge det, så det kommer på linje med budgettet for det eksisterende program for konkurrenceevne og innovation, med det formål især at øge budgetmidlerne til de finansielle instrumenter.

1.12   EØSU beder Kommissionen præcisere fordelingen af programmets budget (bortset fra de finansielle instrumenter) og at inkludere en detaljeret oversigt over de finansielle ressourcer, der tildeles hver aktivitet under programmet.

2.   Generelle bemærkninger

2.1   EØSU havde i sin udtalelse om »Status vedrørende SBA« (5) opstillet sine prioriteringer for programmet for SMV'ers konkurrenceevne 2014-2020. Dem tages der desværre ikke tilstrækkeligt hensyn til i COSME-forslaget, og der mangler synlighed i de konkrete foranstaltninger. Kommissionen opfordres til at forelægge EØSU, Parlamentet og Rådet et handlingsprogram for hele dette programs varighed.

2.2   EØSU er stadig overrasket over den manglende henvisning til SBA, som burde være programmets grundlag. Only once-princippet nævnes ikke. Think small first-princippet omtales kun kort, og de særlige forhold for de forskellige kategorier af SMV'er tages ikke tilstrækkeligt i betragtning.

2.3   Konkurrenceevnen udvikler sig efter markedsreglerne og afhænger af andre faktorer såsom forskelle i lønomkostninger, købekraft, beskatning, adgang til finansiering og jobegnethed blandt unge. EØSU skønner, at COSME-programmets prioritet bør være en bæredygtig udvikling af virksomhederne og ikke blot deres konkurrenceevne.

2.4   Endelig bør COSME-programmet indeholde nogle foranstaltninger rettet specifikt mod små virksomheder og mikrovirksomheder.

2.5   I forbindelse med analysen af indførelsen af den europæiske definition af SMV'er i 2012 henstiller EØSU, at der tages højde for disse virksomheders store mangfoldighed. Kommissionen bør desuden meddele EØSU konklusionerne af denne analyse og inddrage det i opfølgningsarbejdet.

3.   Holdning til forslaget til forordning

3.1   Med hensyn til betragtningerne

3.1.1   EØSU bifalder retningslinjerne i betragtning 10. COSME-programmet bør ligeledes:

forenkle SMV'ernes aktivitet og formindske deres administrative byrder

fremme gennemførelsen af prioriteterne i EU 2020-strategien som innovation, grøn økonomi og ansættelse af unge; EØSU glæder sig over, at betragtning 11 er indføjet i forslaget, hvor der sættes særlig fokus på mikrovirksomheder, håndværksvirksomheder og sociale virksomheder

anvende SBA-principperne i nationale, territoriale og fællesskabspolitikker og -programmer

tage hensyn til SMV'ernes behov i de øvrige fællesskabsprogrammer og sikre samordningen og forenklingen af de dertil knyttede administrative bestemmelser.

3.1.2   Ud over etablering og udvikling af virksomheder finder EØSU, at en ny chance, overdragelse og overtagelse af virksomheder, jobegnethed blandt unge, uddannelse af iværksættere og deres ansatte samt en henvisning til den rolle, som selvstændige og liberale erhverv spiller, bør indføjes i betragtning 11.

3.1.3   I betragtning 12 bør anføres, at et af de største problemer for langt de fleste SMV'er er adgang til tilpasset rådgivning. EØSU støtter princippet om Entreprise Europe-netværket, men mener, at dets potentiale bør udnyttes fuldt ud. Der synes stadig at være mange europæiske SMV'er, der er meget lidt opmærksomme på netværkets eksistens. Netværkets ydelser skal så vidt muligt tage udgangspunkt i SMV'ers reelle ønsker og behov. EØSU støtter forslaget om at omlægge styringen af Entreprise Europe-netværket og inddrage alle relevante erhvervsorganisationer heri.

3.1.4   Kommissionens beføjelser til at vedtage retsakter efter delegationsproceduren omhandlet i betragtning 28 bør begrænses til retsakter vedrørende programmets gennemførelse, bl.a. de årlige programmer, og reglerne for eksternalisering efter høring af interessenterne. Det operationelle program for praktiske foranstaltninger og specifikke regler for deltagelse bør godkendes af Parlamentet og Rådet.

3.1.5   EØSU slår stærkt til lyd for, at der med COSME-forordningen indføres et egentligt forvaltningssystem i samarbejde med de europæiske SMV-organisationer. Den bør forfølge partnerskabsidéen i artikel 5 i forordningen om fælles bestemmelser for strukturfondene (6). SMV-organisationerne bør være repræsenteret under hele programmets forberedende arbejde og under den årlige gennemførelse i overensstemmelse med SBA.

3.1.6   Turisme skaber en klar merværdi for EU's økonomi, og støtteforanstaltningerne under COSME bør omfatte turismeindustrien. Kommissionen opfordres til at forelægge EØSU, Parlamentet og Rådet et operationelt program for denne sektor udarbejdet sammen med SMV-organisationerne. Der er imidlertid også en lang række andre sektorer, der skaber en tydelig merværdi.

3.2   Kapitel 1: Generelle bestemmelser

3.2.1   EØSU anmoder om, at ordene mikrovirksomhed, håndværksvirksomhed, selvstændige og liberale erhverv tilføjes i artikel 1.

3.2.2   EØSU tilslutter sig de generelle målsætninger i artikel 2, men finder det magtpåliggende at tilføje bæredygtig udvikling af SMV'er og fremme af virksomhedsoverdragelse.

3.2.3   Artikel 2 bør suppleres med en fjerde generel målsætning om anvendelsen af SBA-principperne og gennemførelsen af de tilknyttede prioriteter i fællesskabspolitikker og -programmer.

3.3   Kapitel 2: Særlige målsætninger og indsatsområder

3.3.1   De fire særlige målsætninger i artikel 3 er væsentlige. Imidlertid ønsker EØSU at tilføje følgende:

i stk. 1, litra d): at forbedre adgangen til markeder i nærområderne bl.a. ved at lette tilpasningen af de europæiske krav og bestemmelser til de små virksomheders og mikrovirksomhedernes reelle forhold

en femte særlig målsætning: at fremme ledsagelsen af SMV'er og deres adgang til rådgivning.

3.3.2   EØSU anmoder Parlamentet og Rådet om at tilføje en ny artikel om forvaltning og nedsættelse af en rådgivende arbejdsgruppe med repræsentanter for europæiske organisationer for de forskellige kategorier af SMV'er, som skal deltage i udformningen, gennemførelsen og opfølgningen af programmet og de årlige udgaver heraf.

3.3.3   EØSU understreger nødvendigheden af i artikel 6 at indføje særlige forslag:

til fremme af konsekvensanalyseprocedurerne og indførelse af et office of advocacy-system efter en klar definition af dettes rolle og kompetencer

om anvendelse af SBA's think small first- og only once-princip i lovgivningsprocessen og gennemførelsen af EU 2020-strategien

til sikring af, at lovgivningen udformes i samråd med SMV-organisationerne.

3.3.4   EØSU er som bekendt imod generelle undtagelser og fritagelser for mikrovirksomheder (7) og anbefaler at inddrage SMV-organisationerne med henblik på at tilpasse lovgivningen til mikrovirksomhedernes reelle forhold.

3.3.5   EØSU anmoder om, at der i artikel 7 indføjes tiltag til fremme af virksomhedsoverdragelse og -overtagelse. Især er det vigtigt at uddanne kommende iværksættere og bibringe studerende information og viden om SMV-verdenen og dens muligheder.

3.3.6   Med hensyn til artikel 9 bør der skelnes mellem foranstaltninger til at forbedre adgangen til markedet på den ene side og foranstaltninger vedrørende information, rådgivning og ledsagelse af virksomhederne på den anden side. EØSU henstiller, at artikel 9 opdeles i to særskilte artikler som følger:

3.3.6.1

Artikel 9: Foranstaltninger til at forbedre adgangen til markederne

Stk. 2, 3 og 4 bør medtages, og i stk. 2 bør det tilføjes, at COSME-programmet især skal støtte foranstaltninger til inddragelse af SMV'erne og mikrovirksomhederne i udarbejdelsen og tilpasningen af europæiske bestemmelser og krav og deres gennemførelse i virksomhederne.

3.3.6.2

Artikel 9a: Foranstaltninger vedrørende information, rådgivning og ledsagelse af virksomhederne

EØSU understreger, at det bør være en af prioriteterne at sikre alle SMV'er adgang til information, rådgivning og ledsagelse. Derfor bør COSME-forordningen sikre:

at fællesskabsprogrammerne gøres mere tilgængelige for SMV-organisationerne, og at der indføres foranstaltninger til teknisk assistance med henblik på at informere og rådgive SMV'erne, hvor SMV-organisationerne spiller en større rolle

at SMV-organisationernes one-stop-shop tildeles en mere betydningsfuld rolle på nationalt og territorialt plan.

EØSU beklager, at der ikke er et større antal SMV'er, især små virksomheder og mikrovirksomheder, der er mål for og nyder godt af Entreprise Europe-netværkets aktiviteter, og at det ikke er alle SMV-organisationer, der deltager i det. For at sikre alle SMV'ers adgang til information mener EØSU, at netværket bør forankres i alle disse organisationer. Deres aktiviteter skal støttes, dog uden at der oprettes nye forbindelsesstrukturer. Modellen med regionale konsortier har vist sig effektiv i mange medlemsstater, men det er nok nødvendigt at tilpasse den for at gøre det muligt for alle SMV-organisationer at indgå i dem.

EØSU mener, at Entreprise Europe-netværket først og fremmest bør tage sigte på repræsentative SMV-organisationer, som har bevist deres evne til at strukturere og levere serviceydelser inden for information, rådgivning og ledsagelse til disse virksomheder. Udvalget anbefaler, at netværkets aktiviteter fastlægges i samråd med de europæiske organisationer, der er repræsentative for SMV'erne, og at de kan konsulteres i forbindelse med udarbejdelsen af specifikationerne for det fremtidige netværks aktiviteter.

3.4   Kapitel 3: Gennemførelse af programmet

3.4.1   I artikel 10 hedder det, at det årlige program godkendes i samråd med et udvalg bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne. EØSU mener, at de repræsentative europæiske SMV-organisationer først bør høres i den arbejdsgruppe, som ønskes oprettet (punkt 3.3.2). Overvågningen af programmets gennemførelse og forvaltning omhandlet i artikel 12 bør finde sted i samråd med denne gruppe.

3.4.2   I artikel 11 omtales nogle støtteforanstaltninger, som for de flestes vedkommende er undersøgelser og analyser. Her opfordrer EØSU igen Kommissionen til at forelægge et klart undersøgelses- og analyseprogram udarbejdet sammen med repræsentative SMV-organisationer for at imødekomme virksomhedernes forventninger.

3.5   Kapitel 5: Udvalg og afsluttende bestemmelser

3.5.1   I forordningens artikel 16 bør anføres, at Kommissionen bistås ikke alene af et udvalg bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne, men også af den gruppe af samarbejdspartnere, som foreslås af EØSU (punkt 3.3.2).

3.5.2   EØSU anerkender princippet om delegerede retsakter til gennemførelsesforanstaltningerne, men finder, at forslagene i artikel 17, stk. 2, hører under Parlamentets og Rådets beslutningsbeføjelser, for så vidt som der er tale om en ændring af en specifik målsætning i programmet. EØSU opfordrer Parlamentet og Rådet til at forkaste artikel 17, stk. 2.

3.5.3   I artikel 18 bør delegerede retsakter vedtages i samråd med den specifikke arbejdsgruppe af samarbejdspartnere foreslået i punkt 3.3.2. Det samme gælder for artikel 19 om hasteproceduren.

3.6   Bilag I: Generelle og specifikke indikatorer

3.6.1   EØSU henstiller til Kommissionen at fastlægge disse indikatorer sammen med SMV-organisationerne og tage hensyn til dem, der allerede findes i medlemsstaterne.

3.6.2   EØSU foreslår at genoverveje de benchmarks, der anvendes til at evaluere konkurrenceevnen. Virksomhedsopstart, som nævnt i bilag I til forslaget til forordning, er kun en delmængde af de indikatorer, der kan anvendes til at måle en økonomis konkurrenceevne. Selv COSME-programmet for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder opstiller en målsætning på mellemlang sigt frem til år 2017 om at vedtage »ca. 7 forenklingsforanstaltninger pr. år«. Hvad angår lempelsen af de administrative byrder foreslår EØSU derfor at specificere en række prioriterede sektorer af særlig betydning for SMV'ernes konkurrenceevne, f.eks. håndtering af byggetilladelser, adgang til lån, skatter og afgifter, håndhævelse af aftalevilkår mv.

3.7   Bilag II: Foranstaltninger til at forbedre SMV'ernes adgang til finansiering

3.7.1   EØSU støtter de finansielle instrumenter og anmoder Parlamentet og Rådet om at udbygge dem. For størstedelen af SMV'erne er lånegarantier et af de mest effektive instrumenter.

3.7.2   I punkt 3 bemærker EØSU, at forbindelsen mellem Horisont 2020-programmet, som kun støtter investeringer i forskning og innovation, og finansielle instrumenter af samme type, som regionerne kan oprette under strukturmidler, ikke er indlysende. EØSU anmoder Kommissionen om klart at præcisere denne sammenhæng mellem instrumenter, som åbenbart ligner hinanden, og fastlægge ens adgangsprocedurer.

3.7.3   EØSU ønsker, at der indsættes et nyt punkt 2 a: »Lånegarantifaciliteten gælder for alle faser i virksomhedens levetid, lige fra etablering, udvikling og vækst til overdragelse uden skelnen mellem aktiviteter eller markedernes størrelse. Denne facilitet vedrører alle former for investeringer, også immaterielle.«

3.7.4   I forslaget anføres, at lånegarantifaciliteten dækker lån på op til 150 000 EUR.

3.7.4.1   EØSU anmoder Kommissionen om at oplyse, hvilke kriterier der ligger til grund for fastsættelsen af dette beløb, for der var ingen begrænsning i rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP). EØSU noterer sig, at de foreslåede beløb er lånets størrelse. Ikke desto mindre er disse lån oftest langt større til virksomhedsetablering, -investeringer og -overdragelse. Følgelig ville der blive bevilget større lån under Horisont 2020-programmet, som dog ikke sigter mod finansiering af andet end innovationsprojekter.

3.7.4.2   EØSU ønsker derfor at vende tilbage til den tidligere CIP-ordning, hvor der ikke var pålagt nogen grænse. Hvis det ikke er muligt, anmodes om, at grænsen på 150 000 EUR gælder for modgarantiens og ikke for lånets størrelse. Hvad angår virksomhedsoverdragelse og -overtagelse, hvor omkostningerne ofte er større end ved ren og skær etablering, ønsker EØSU, at modgarantiens størrelse ikke begrænses.

3.7.5   I samme punkt omtales indførelse af indberetninger om de innovative SMV'er, der støttes. Lånegarantifaciliteten bør kunne komme alle virksomheder til gode, hvad enten de er innovative eller ej. EØSU gentager sine forbehold mht. nytten af disse indberetninger, som bør begrænses til umiddelbart anvendelige oplysninger uden at belaste de budgetter, der er afsat til finansiering af virksomhederne.

3.7.6   EØSU anmoder om, at alle foranstaltninger tilknyttet fastlæggelsen og oprettelsen af finansielle instrumenter vedtages helt i samråd med de europæiske SMV-organisationer og deres finansieringspartnere.

3.8   Finansieringsoversigt

3.8.1   I punkt 1.4.1 om de flerårlige strategiske mål anmodes om, at programmet fremmer overdragelse og overtagelse og ikke kun skabelse og vækst af virksomheder.

3.8.2   I punkt 1.5.4 understreges i tredje afsnit, at det nye program vil være målrettet mod SMV'er i deres vækst- og internationaliseringsfaser. Denne begrænsning er i strid med den øvrige tekst og SBA-principperne, og det nye program bør være målrettet mod alle SMV-aktiviteter, uanset hvilke markeder det drejer sig om.

3.8.3   EØSU bemærker, at den sidste sætning i tredje afsnit modsiger resten af forordningsteksten, og anmoder om at få den slettet.

3.8.4   I den sidste sætning i femte afsnit af punkt 1.5.4 omtales levering af en one-stop-shop. EØSU ønsker, at der tages hensyn til eksisterende ordninger og tjenester, at gældende praksis og organisationsformer i de enkelte medlemsstater respekteres, og at der handles i samråd med SMV-organisationerne.

3.8.5   I punkt 2.1 om bestemmelser om overvågning og rapportering anmoder EØSU om en midtvejsanalyse med henblik på at tilpasse COSME-programmet i anden fase. Disse evalueringer bør udføres i god tid af et eksternt, uafhængigt organ underlagt Parlamentet og Rådet.

Bruxelles, den 29. marts 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 51-57.

(2)  Idem fodnote 1.

(3)  Idem fodnote 1.

(4)  Artikel 5 i den generelle forordning om strukturfondene.

(5)  Idem fodnote 1.

(6)  Idem fodnote 1.

(7)  Idem fodnote 1.


21.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/131


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Europæisk dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere

COM(2011) 455 final

2012/C 181/23

Ordfører: Cristian PÎRVULESCU

Kommissionen besluttede den 20. juli 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Europæisk dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere«

COM(2011) 455 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, som vedtog sin udtalelse den 29. februar 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 479. plenarforsamling den 28.-29. marts 2012, mødet den 28. marts 2012, følgende udtalelse med 170 stemmer for, 14 imod og 11 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   Udvalget bifalder meddelelsen fra Kommissionen og anser denne for at være et betydeligt skridt fremad i forståelsen og håndteringen af de udfordringer, som er forbundet med integrationen af tredjelandsstatsborgere i EU's medlemsstater.

1.2   Meddelelsen omhandler de centrale interventionsområder og præciserer rolle- og ansvarsfordeling for udformning og gennemførelse af integrationsdagsordenen. Fokuseringen på de lokale og regionale myndigheders rolle er velbegrundet, men det forbliver uklart, hvilke incitamenter disse myndigheder har til at involvere sig yderligere. Den »modulbaserede« tilgang til udformningen af nationale politikker har et betydeligt potentiale, men indebærer også risici.

1.3   Meddelelsens tilgang er omfattende og struktureret, men tager ikke behørigt hensyn til de komplicerede politiske og socio-økonomiske udfordringer, som de europæiske samfund står over for. Den økonomiske krise og dens konsekvenser er for nærværende den centrale drivkraft i integrationsdagsordenen. Den påvirker holdningen hos de europæiske borgere og udsætter de nationale og lokale myndigheder for et finansielt pres. Udvalget foreslår, at forslaget genovervejes set i lyset af de nuværende socioøkonomiske vilkår, og at der kortlægges specifikke institutionelle og finansielle instrumenter til støtte for integrationsmålene. Udvalget henviser også i særlig grad til kommunikationsaspektet. Det kan allerede konstateres, at den økonomiske krise har en tendens til at øge modviljen mod indvandring. Det er en absolut prioritet, at Kommissionen og andre EU-institutioner går sammen om velfunderede, vidtrækkende og modige kommunikationstiltag med det formål at begrænse den indvandrerfjendske debat og holdninger, som i nogle europæiske lande er faretruende tæt på at blive en del af det politiske hovedbudskab. Dette berører direkte EU's centrale identitet som en integreret demokratisk politisk enhed.

1.4   Udvalget bemærker de store forskelle i tredjelandsstatsborgeres status og foreslår, at denne mangfoldighed inddrages i politikudformningen og -forberedelsen. Migranter omfatter borgere fra stater med et medlemsperspektiv, borgere fra ikke-europæiske lande, som bor og arbejder i EU, og ikke-EU-borgere, der nyder godt af international beskyttelse på EU's territorium. Anerkendelsen af denne mangfoldighed bør imidlertid ikke resultere i en mangelfuld politik eller diskriminerende foranstaltninger, og det er endnu vigtigere, at der ikke bliver tale om en konvergens mod minimale standarder og tiltag på integrationsområdet. Udvalget er ligeledes overbevist om, at den bredere integrationsdagsorden bør omfatte EU-statsborgere, som bor og arbejder i andre medlemsstater. Situationen for romabefolkningen er særlig problematisk. Betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på sæsonarbejde diskuteres for nærværende i Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd, mens EØSU afgav en udtalelse om emnet i 2011 (1). EU's politik skal takle det ømtålelige spørgsmål om ulovlige indvandrere, som befinder sig i en særlig sårbar situation.

1.5   Det er positivt, at meddelelsen fokuserer på tredjelandsstatsborgeres deltagelse, men der mangler et mere konkret budskab med hensyn til nødvendigheden heraf, støtte og specifikke instrumenter til fremme af denne. Deltagelse i det civile og politiske liv i de lokale og nationale samfund udgør et særligt problem. Forsvaret af interesser og kapacitet til at formulere kollektive forslag i et partnerskab med offentlige og private organer er efter udvalgets mening en forudsætning for en deltagelsesbaseret og effektiv integrationspolitik af høj kvalitet.

1.6   Udvalget opfordrer Kommissionen til at fokusere på integration, enten i form af et europæisk år om emnet eller som et nøgleelement i et af de kommende europæiske år, og håber, at Kommissionen, sammen med de andre EU-institutioner, vil fortsætte indsatsen for at forbinde dagordenen for integration med andre vigtige politiske prioriteter, såsom Europa 2020-strategien, men også dagsordenen for beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der revideres for nærværende.

1.7   Udvalget er fortsat stærkt engageret i samarbejdet med de andre EU-institutioner om udvikling af centrale politikker og programmer for integration af tredjelandsstatsborgere. Derudover er det fast besluttet på at fortsætte arbejdet med at involvere det europæiske civilsamfund i integrationsdagsordenen og fremme tredjelandsstatsborgeres deltagelse i en struktureret dialog på europæisk niveau.

2.   Indledning

2.1   EU-samarbejdet om integration af tredjelandsstatsborgere har udviklet sig siden Tammerfors-programmet (1999). I 2004 blev de fælles grundprincipper for politikken for integration af indvandrere vedtaget på EU-niveau. Formålet var at bistå EU's medlemsstater med at udarbejde integrationspolitikker og definere en bredere institutionel ramme bestående af forskellige EU-, nationale, regionale og lokale aktører. Kommissionens fælles dagsorden for integration fra 2005, der havde til formål at gennemføre de fælles grundprincipper, gik et skridt videre, men tog ikke fat på de centrale integrationsudfordringer, som fortsat er betydelige. EU's mål for integration blev ligeledes inkluderet i Stockholm-programmet fra 2009 og Europa 2020-strategien, men deres indarbejdelse i disse vigtige politiske dagsordener har ikke på afgørende måde styrket integrationspolitikkerne.

2.2   I juli 2011 foreslog Kommissionen en ny europæisk dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere, hvor der fokuseres på en bredere og bedre inddragelse af indvandrere og en styrket indsats på lokalt niveau. Dagsordenen skaber ligeledes mulighed for, at oprindelseslandene kan spille en større rolle i den politiske planlægning. Hovedprincippet i den politiske tilgang er fleksibilitet, hvor EU tager ansvaret for udarbejdelsen af en værktøjskasse, som er tilgængelig for medlemsstaterne, og som de kan anvende med udgangspunkt i deres behov og prioriteter. Der er også kortlagt fælles indikatorer til støtte for integrationsdagsordenen (2).

2.3   I arbejdet med dagsordenen for integration fastholder EU en institutionel og kommunikationsbaseret infrastruktur: netværket af nationale integrationskontaktpunkter, det europæiske integrationsforum, der er en dialogplatform for alle aktive aktører på integrationsområdet, det europæiske integrationswebsted, som er det centrale kontaktpunkt for den direkte informationsudveksling, dokumentation og online-dataindsamling, håndbogen om integration for beslutningstagere og aktører og Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere, der støtter EU-medlemsstaternes indsats for at give tredjelandsstatsborgere mulighed for at blive integreret i det europæiske samfund. Den 18. november 2011 blev der lanceret en indvandringsportal.

2.4   Indførelsen af en ny bestemmelse i traktaten om EU's støtte til indsatsen for at integrere tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne (EUF-traktatens artikel 79, stk. 4), skaber et mere solidt grundlag for en koordineret indsats fra EU-medlemsstaternes side og fortsat opbakning fra Kommissionen og de andre EU-institutioner.

2.5   I det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionen peges der på centrale udfordringer for integrationen af tredjelandsstatsborgere: den udbredte lave beskæftigelsesfrekvens blandt indvandrere, navnlig kvindelige indvandrere, stigende arbejdsløshed og en høj grad af overkvalificering, stigende risiko for social udstødelse, forskelle i uddannelsesniveau og offentlighedens bekymring over indvandrernes manglende integration (3).

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU bifalder det synspunkt, at integration er et fælles ansvar, og opfordrer EU's medlemsstater til at gøre integration til en prioritet. På den måde sikres et åbent, inklusivt og stabilt demokratisk miljø på nationalt niveau (4). Der må fortsat gøres en helhjertet indsats på EU-niveau. EU-institutionerne skaber allerede en ramme for overvågning, benchmarking og udveksling af bedste praksis. Der er imidlertid flere områder, hvor der er brug for yderligere tiltag. EU's finansielle instrumenter bør i højere grad sigte mod at opfylde målene for integration. Der skal udarbejdes en grundig analyse af den eksisterende lovgivning, især vedrørende arbejdsmarkedsprocedurerne for tredjelandsstatsborgere.

3.2   Set i lyset af det tilgængelige datamateriale vurderer EØSU, at EU's integrationsdagsorden bør have mere præcise målsætninger. EØSU forestiller sig et system, hvor EU's medlemsstater opstiller specifikke mål for integration og løbende informerer egne borgere og andre lande om deres resultater. Det overordnede mål om et konkurrencedygtigt og inklusivt Europa kan ikke opfyldes, hvis de 4 % af befolkningen (5), som udgøres af tredjelandsstatsborgere, lades tilbage.

3.3   Dagordenen for integration er yderst kompleks, og der er brug for en indsats på alle niveauer. EØSU ser gerne et styrket samarbejde med Kommissionen, Regionsudvalget og andre EU-institutioner med det formål at sikre et konkret indhold i den nye dagsorden for integration. Fokuseringen på det lokale niveau er mere end velkommen. Det er ligeledes vigtigt at sikre medindflydelse til civilsamfundet og virksomheder, der er aktive på lokalt niveau. Indvandrerne selv bør opmuntres til at etablere egne netværk og sammenslutninger, som kan fremme adgangen til information, finansiering og beslutningsprocesser.

3.4   Udviklingen af en europæisk værktøjskasse for integrationspraksis er nødvendig og giver håndbogen om integration en større relevans og institutionel status. Kendskabet til denne værktøjskasse og mulighederne for finansiering af projekter med stor gennemslagskraft bør øges. EØSU håber, at værktøjskassen vil blive brugt til at imødegå de mest relevante integrationsrelaterede udfordringer på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

3.5   Den europæiske værktøjskasse bør ikke underminere sammenhængen i den overordnede integrationspolitik. EØSU opfordrer nationale, regionale og lokale myndigheder til at gå videre på grundlag af integrationsstrategier, som er udarbejdet under inddragelse af aktørerne. EØSU opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at styrke de nationale kontaktpunkter for integration, så disse kan fungere som katalysatorer for strategierne vedrørende integrationstiltag.

3.6   EØSU bifalder den nylige udarbejdelse af Eurostat-undersøgelsen om indikatorer for integration (6). Det er et meget værdifuldt instrument, der muliggør en nøje overvågning af politikker og programmers følgevirkninger, en komparativ evaluering af praksis i medlemsstaterne og en mere velfunderet politik generelt set. Som påpeget tidligere er indikatorerne ikke kun relevante med hensyn til overvågning og evaluering. De gør det muligt at opstille konkrete mål for integrationspolitikker og programmer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Integration gennem deltagelse

4.1.1   Indvandreres samfundsøkonomiske bidrag

4.1.1.1   Indvandrernes samfundsøkonomiske bidrag udgør et centralt element i dagsordenen for integration. EØSU er fortaler for et holdningsskifte med hensyn til indvandrere, som ofte betragtes som en potentiel byrde for de sociale sikringssystemer eller som billig arbejdskraft sammenlignet med EU-medlemsstaternes egne statsborgere. EØSU opfatter indvandrere som personer, der først og fremmest har grundlæggende rettigheder, men også som personer, der bidrager til samfundet, økonomien og kulturen i værtslandene. EØSU anser også integration for en proces, der går i begge retninger, og opfordrer indvandrerne til at interessere sig for en social og kulturel udveksling med værtsfællesskaber og -samfund. Dette betyder primært, at man tilegner sig sproget og deltager i uddannelsessystemet. Europæiske samfund og borgere skal være klar over, at der er alvorlige demografiske udfordringer på mellemlang og lang sigt, som delvist kan imødekommes vha. en reguleret indvandring.

4.1.1.2   Tilegnelse af sproget er en vigtig faktor til fremme af integration. Det er imidlertid ikke klart, hvilke specifikke instrumenter Kommissionen er parat til at anvende for at fremme dette mål.

4.1.1.3   Deltagelse på arbejdsmarkedet er et centralt spørgsmål i forbindelse med en vellykket integration. Meddelelsen påpeger med rette, at indvandreres beskæftigelsesfrekvens bør være betydeligt tættere på EU-statsborgeres, især blandt kvinderne, som i særlig grad skiller sig ud. Denne rent kvantitative indikator beskriver imidlertid ikke alle beskæftigelsesmæssige aspekter. Anerkendelse af kvalifikationer, løn, sociale ydelser, herunder overførslen af disse, adgang til faglig uddannelse og jobsikkerhed er andre relaterede emner, som fuldt ud skal indarbejdes i integrationsdagordenen. Der er brug for i højere grad at fokusere på kvinders beskæftigelse.

4.1.1.4   EØSU konstaterer med stor bekymring, at EU-lovgivningen har direkte og indirekte konsekvenser for vandrende arbejdstageres retsstilling (7). Selvom der er sket fremskridt i form af det blå EU-kort, direktivet om en kombineret tilladelse og direktivet om sæsonarbejde, er der en berettiget bekymring for, at arbejdskraftdirektiverne diskriminerer mod arbejdstagere/migranter på grundlag af oprindelse og færdigheder og styrker uligheder (8). EU's arbejdsretlige bestemmelser skelner mellem højtuddannede og lavtuddannede arbejdstagere, der tildeles forskellige rettigheder.

4.1.1.5   EØSU advarer om, at fremme af cirkulær migration med utilstrækkelige midler kan resultere i en større ulovlig migration og et meget lavt beskyttelsesniveau for arbejdstagerne. Denne specifikke politik er også etisk tvivlsom, så længe det er hensigten at sende arbejdstagere tilbage til hjemlandet, uden at de har mulighed for at overføre ydelser eller arbejde i en rimelig periode i værtslandet.

4.1.1.6   Der er brug for en større indsats i uddannelsessystemet med henblik på at øge deltagelsen blandt unge med indvandrerbaggrund. Der bør ligeledes iværksættes tiltag til førskoleundervisning som et redskab til øget deltagelse på et senere tidspunkt. Meddelelsen beskriver eksempler på foranstaltninger, herunder mentorprogrammer, undervisning af forældre og rekruttering af undervisere med indvandrerbaggrund. EØSU anser disse tiltag for at være nyttige, men anmoder om en mere målrettet formidling af en sådan praksis og bedre finansiering til programmer, der organiseres i og omkring uddannelsesinstitutioner.

4.1.1.7   Sikring af bedre levevilkår skal forblive en prioritet for integrationsdagsordenen. Meddelelsen fremhæver personer, der nyder international beskyttelse, som en målgruppe for den lokale og nationale indsats i den henseende. Mens EØSU fuldt ud anerkender denne specifikke gruppes behov, henleder udvalget også opmærksomheden på andre sårbare grupper. EØSU mener, at Kommissionen bør være opmærksom og prioritere tilfælde, hvor flere sårbarhedsfaktorer kombineres, som f.eks. hos romakvinder. Derudover giver EU's charter om grundlæggende rettigheder nu EU et stærkt visionært redskab, der kunne fungere som en rettesnor for integrationslovgivningen.

4.1.1.8   EØSU beklager, at Kommissionens behandling af romabefolkningen lader meget tilbage at ønske. Mange romaer fra tredjelande lever under meget vanskelige forhold i værtslandene, hvor de ikke har adgang til grundlæggende infrastruktur og tjene