3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/1

—

der henviser til Den Europæiske Centralbanks (ECB) årsberetning for 2009,

—

der henviser til EU-traktatens artikel 284,

—

der henviser til artikel 15 i Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der er vedføjet som bilag til traktaten,

—

der henviser til sin beslutning af 2. april 1998 om demokratisk ansvar i ØMU'ens tredje fase (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. oktober 2009 om årlig redegørelse vedrørende euroområdet 2009 (KOM(2009)0527) og Kommissionens arbejdsdokument, der er vedføjet denne meddelelse (SEK(2009)1313/2),

—

der henviser til rapporten fra gruppen på højt plan under forsæde af Jacques de Larosière af 25. februar 2009,

—

der henviser til Kommissionens forslag af 23. september 2009 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på fællesskabsplan af det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (KOM(2009)0499),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 23. september 2009 om at overdrage Den Europæiske Centralbank specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (KOM(2009)0500),

—

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om ECB's årsberetning 2008 (2),

—

der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0314/2010),

A.

der henviser til, at det samlede BNP i euroområdet faldt med 4,1 % i 2009, efter at den finansielle uro blev værre som følge af sammenbruddet i Lehman Brothers, og at et sådant samlet tal dækker over store forskelle mellem landene i euroområdet,

B.

der henviser til, at den gennemsnitlige årlige inflation var på 0,3 %, og de mellem- til langsigtede inflationsforventninger blev ved med at være i overensstemmelse med ECB's mål om at holde inflationen under, men tæt på 2 %,

C.

der henviser til, at det gennemsnitlige offentlige underskud i euroområdet steg til ca. 6,3 %, og den offentlige gældskvote steg fra 69,4 % af BNP i 2008 til 78,7 % i 2009 i euroområdet,

D.

der henviser til, at euroens kurs over for den amerikanske dollar faldt fra 1,39 amerikanske dollars den 2. januar 2009 til 1,26 amerikanske dollars i midten af marts 2009, steg igen til den højeste kurs på 1,51 amerikanske dollars i starten af december 2009 og devalueredes i 2010 for så at nå ned til den laveste kurs på 1,19 amerikanske dollars den 2. juni 2010,

E.

der henviser til, at vekselkursen for den kinesiske renminbi over for euroen blev forskubbet af de kinesiske myndigheder i løbet af 2009 med en kunstigt stærk euro mod den kinesiske valuta,

F.

der henviser til, at ECB satte renten ned til 1 % og videreførte vigtige og hidtil usete særlige foranstaltninger for at støtte kreditten, og at størrelsen på ECB's statusopgørelse er vokset betydeligt i hele 2009,

G.

der henviser til, at der har været tegn på økonomisk stabilisering i euroområdet i andet halvår af 2009, og at den kvartalsvise vækst, selv om den stadig er lille, er blevet positiv, om end disse samlede tal viser, at tendensen ikke har afspejlet sig i alle medlemslande, hvoraf nogle fortsat havde tilbagegang i samme periode,

H.

der henviser til, at ECB forventede en real BNP-vækst på mellem 0,1 % og 1,5 % i euroområdet for 2010 før den statslige gældskrise indtraf i flere lande i euroområdet,

1.

glæder sig over, at Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009 og giver ECB status som en EU-institution, der øger Parlamentets ansvar som den primære institution, gennem hvilken ECB står til ansvar over for EU-borgerne;

2.

glæder sig over genoptagelsen af den monetære dialog med det nye Europa-Parlament efter valget i juni 2009;

3.

går ind for Estlands indførelse af euroen pr. 1. januar 2011;

4.

påpeger, at når det kommer til den faktiske prisudvikling, er pengepolitiske foranstaltninger kun én af flere faktorer, og at spekulative tendenser på de enkelte markeder og voksende og forventet mangel på naturlige ressourcer i de seneste år har spillet en særlig rolle med hensyn til at presse priserne i vejret;

5.

påpeger, at disse skævheder skaber store vanskeligheder for en hensigtsmæssig pengepolitik i euroområdet; opfordrer derfor regeringerne til at samordne deres økonomiske politikker;

6.

er dybt bekymret over, at der fortsat er væsentlige makroøkonomiske skævheder mellem økonomierne i euroområdet;

7.

mener, at den finansielle krise i en række lande i euroområdet er et alvorligt problem for euroområdet som helhed og er udtryk for, at euroområdet fungerer dårligt; mener, at dette illustrerer behovet for reform og stærkere koordination af de økonomiske politikker inden for euroområdet;

8.

opfordrer indtrængende Kommissionen og centralbanken til at udarbejde forslag i stil med Basel III-forslaget fra Baselkomitéen, som opstiller bindende regler for indførelse af en anticyklisk buffer; opfordrer Rådet, Kommissionen og centralbanken til at arbejde hen imod en konsekvent og hurtig gennemførelse af Baselkomitéens forslag, når de er blevet ratificeret på G20-niveau;

9.

påpeger, at principperne i stabilitets- og vækstpagten ikke altid er blevet overholdt før i tiden; minder om, at omend det er nødvendigt for gældsramte lande at genvinde balancen i de offentlige finanser og mindske gælden, vil dette alene ikke løse problemet med økonomiske ubalancer mellem landene i euroområdet og mere bredt i EU; opfordrer derfor til ubegrænset og mere sammenhængende anvendelse af stabilitets- og vækstpagten; mener, at pagten bør suppleres af udvikling af et system for tidlig varsling, der skal identificere eventuelle uoverensstemmelser, f.eks. i form af et »europæisk semester«, med henblik på ikke alene at øge overvågningen og styrke den økonomisk-politiske koordination for at sikre den finanspolitiske konsolidering, men også - ud over den budgetmæssige dimension - at håndtere andre makroøkonomiske ubalancer og styrke håndhævelsesprocedurerne;

10.

mener, at der må handles nu for at påbegynde en gradvis nedbringelse af finansunderskuddene og genskabe tilliden til de europæiske offentlige finanser;

11.

påpeger, at der er behov for en stærk og forøget koordination af den økonomiske politik, for at en monetær union kan blive holdbar; beklager, at Den Økonomiske og Monetære Union i høj grad har prioriteret den »monetære« del;

12.

mener, at der bør iværksættes et større og gradvist voksende spektrum af sanktioner over for medlemsstater, der ikke følger euroområdets regler med hensyn til offentlige finanser og adgang til pålidelige statistikker, for at sikre nøjere opfyldelse;

13.

mener, at den manglende på forhånd fastsatte krisestyringsmekanisme og enkelte regeringers opførsel har gjort det svært at finde en hurtig løsning på den statslige gældskrise i nogle eurolande, og det vil svække ØMU'ens mulighed for at reagere hurtigt i evt. lignende situationer i fremtiden; opfordrer derfor til, at der etableres en permanent krisestyringsramme;

14.

opfordrer indtrængende til, at finansiel støtte til EU-lande i gældskrise skal have til formål at fremme tilbagebetaling af lån, budgetbalance og økonomisk reform, og understreger faren ved at gøre lånene til finansielle bidrag, idet det tilskynder til låntagning og gældsstiftelse;

15.

opfordrer derfor Kommissionen til at stille forslag om styrkelse af stabilitets- og vækstpagten ved at medtage konkrete mål til reduktion af efterslæbet i konkurrenceevnen mellem de europæiske økonomier med henblik på at stimulere jobskabende vækst;

16.

er enig i bekymringerne over en mulig spekulation mod euroen;

17.

mener, at væksten i kreditgivningen og udviklingen i priser på aktiver i EU og i medlemsstaterne er afgørende indikatorer for en effektiv overvågning af finansiel stabilitet i ØMU'en og mere bredt i EU;

18.

er bekymret over vedvarende pres på euroområdets marked for statsobligationer afspejlet ved et større spænd; mener, at flugten fra usikkerheden, som er blevet fremkaldt af bølger af panik under den nuværende finansielle krise, har haft en massiv skævvridende effekt og store negative eksterne omkostninger;

19.

anmoder om en rettidig gennemførelse af forordningen om kreditvurderingsbureauer (forordning (EF) nr. 1060/2009); glæder sig over Kommissionens forslag af 2. juni 2010 om ændring af samme forordning, men opfordrer samtidig Kommissionen til at gå videre med forslag til en mere stringent overvågning af driften af disse agenturer, en øgning af kreditvurderingsbureauernes ansvar og en vurdering af mulighederne for at oprette et europæisk kreditvurderingsinstitut; understreger, at vurdering af statsgæld i euroområdet har vist sig at være problematisk under krisen;

20.

understreger ECB's uafhængighed;

21.

anbefaler, at ECB øger gennemsigtigheden af sit arbejde for at forøge sin legitimitet og forudsigelighed, og mener, at der også er også behov for gennemsigtighed, for så vidt angår de interne modeller, der bruges til at værdiansætte sikkerhedsstillelse i illikvide aktiver, og vurderingerne af specifikke værdipapirer, der foreslås anvendt som sikkerhed;

22.

mener, at på grundlag af ECB's nye retlige status i medfør af Lissabontraktaten bør de af Rådet indstillede kandidater til direktionen godkendes ved specielle høringer i de relevante parlamentsudvalg og derefter ved en afstemning i Europa-Parlamentet; bemærker, at ECB har haft en afgørende rolle siden krisen, og vurderer, at en sådan rolle bør medføre øget gennemsigtighed og ansvarlighed;

23.

glæder sig over, at eurogruppen med Lissabontraktaten får status af juridisk person, og over ECB's deltagelse i dens møder;

24.

gør opmærksom på, Europa-Parlamentet er fast besluttet på at fortsætte den monetære dialog som et vigtigt led i en demokratisk kontrol af ECB;

25.

glæder sig over forslaget om at nedsætte et europæisk råd for systemiske risici (ERSB), hvilket vil lukke det nuværende hul i makrotilsynet; opfordrer ECB til at opstille klare modeller og definitioner for at sikre, at ERSB kan fungere effektivt og sikre dets ansvarlighed; tilføjer, at eventuelle nye opgaver, som ECB pålægges med hensyn til ESRB, ikke på nogen måde kommer til at kompromittere ECB's uafhængighed;

26.

påpeger, at det koncept, hvor ESRB kun udsteder advarsler og henstillinger uden en egentlig håndhævelse, ikke er tilfredsstillende, hvad angår effektiv gennemførelse og effektivt ansvar; beklager, at ESRB ikke selv kan erklære undtagelsestilstand;

27.

glæder sig over forslaget om afholdelse af høringer af formanden for ESRB i Europa-Parlamentet i en anden ramme end de monetære dialoger;

28.

mener, at opsvinget i den økonomiske aktivitet i andet halvår af 2009 var et resultat af de ekstraordinære foranstaltninger truffet af regeringer og centralbanker over hele verden ved udgangen af 2008 i form af garantier for bankforpligtelser, kapitalindsprøjtninger og støtteordninger for aktiver;

29.

bemærker, at den finansielle krise i euro-området er en solvenskrise, der i første omgang manifesterede sig som en likviditetskrise; mener ikke, at en sådan situation kan løses på længere sigt ved simpelthen at poste ny gæld og likviditet i stærkt forgældede økonomier i kombination med accelererede planer for finanspolitisk konsolidering;

30.

mener ligeledes, at krisen har afsløret en tendens i de seneste års økonomiske politikker, der har bidraget til det nuværende høje niveau for offentlig og privat gæld, som det vil tage mange år at rette op på; vurderer, at nogle dele af Europa vil have sværere end andre ved at takle konsekvenserne og udviklingen af krisen og opnå en bæredygtig økonomisk vækst, nye innovationer og skabelse af nye arbejdspladser; understreger behovet for reformer i hele Europa;

31.

minder om, at forholdet mellem den offentlige gæld og BNP i euroområdet og EU som helhed, såvel som i de fleste af medlemsstaterne, faldt mellem 1999 og 2007, før udbruddet af den finansielle krise, mens gældsniveauet i husholdninger og virksomheder samt gearingen af den finansielle sektor oplevede en betydelig stigning i løbet af den samme periode;

32.

minder om, at den enorme stigning i den offentlige gæld siden 2008 i flere medlemsstater er blevet udløst af det faktum, at disse lande stod over for et overforbrug, der var blevet forårsaget af en uholdbar vækst i den private gæld og store finansielle bobler; mener derfor, at den nuværende krise har gjort det klart, at den finanspolitiske situation er uholdbar, hvis finansieringen af den private sektor er uholdbar;

33.

påpeger, at krisen sammen med de efterfølgende redningsaktioner og økonomiske stimulationspakker har ført til vidtrækkende besparelsesforanstaltninger i nogle medlemsstater, som ofte kommer for sent, men samtidig begrænser regeringernes handlemuligheder væsentligt;

34.

advarer om, at disse sparepakker ikke bør føre til foranstaltninger, som kunne lægge en betydelig dæmper på den økonomiske genopretning, som kræver en ny model for økonomisk styring med instrumenter og en tidsplan, der vil skabe balance mellem den finanspolitiske konsolidering og sikring af behov for investeringer i beskæftigelse og bæredygtig udvikling;

35.

understreger, at den utilstrækkelige kredit, der nåede frem til realøkonomien, navnlig for smv'er, skyldtes den lavere efterspørgsel på grund af nedsat aktivitet i realøkonomien såvel som bankernes modvilje mod at yde lån;

36.

understreger, at flere medlemsstaters banker har været alt for afhængige af likviditet fra ECB;

37.

påpeger, at de særlige foranstaltninger, som ECB indførte i oktober 2008 for at støtte kreditten, har været vellykkede med hensyn til at undgå at en øget afmatning og yderligere finansiel uro; gentager, at ophævelsen af disse foranstaltninger skal være godt timet og nøje koordineret med de nationale regeringer og deres aktiviteter, især i betragtning af, at mange medlemsstater kollektivt og samtidig tyr til besparelsesforanstaltninger;

38.

er dog bekymret over de potentielle asymmetriske virkninger af ECB's exit-strategi i betragtning af de betydelige forskelle mellem konjunkturforløbet i medlemsstaterne i euroområdet;

39.

ville se positivt på, hvis Den Europæiske Centralbank generelt ville acceptere statsobligationer fra lande i euroområdet som sikkerhed i forbindelse med genkøbsaftaler, og dermed følge den praksis, der er gennemprøvet og testet af Bank of England og Federal Reserve Bank;

40.

understreger, at en gradvis udryddelse af offentlige underskud og langsigtet bæredygtighed i de offentlige finanser er af afgørende betydning for hele euroområdet;

41.

påpeger antallet af forslag i EU om færdiggørelse af tilsynsforanstaltningerne, forvaltning af krisen og regulering af den »grå« banksektor;

42.

er enig i bekymringerne over de procykliske aspekter af de nuværende lovgivningsmæssige, tilsynsmæssige samt regnskabs- og beskatningsmæssige regler, som forstærker de svingninger, der er indbygget i en markedsøkonomis funktion;

43.

understreger behovet for en betydelig forøgelse af bankernes kapitalreserver og for at styrke kapitalens kvalitet, og glæder sig over Baselkomitéens forslag til en snævrere definition af kernekapital og indførelse af højere egenkapitalkrav; minder desuden om forbindelsen mellem finansiel økonomi og realøkonomi og de indvirkninger, som reguleringen af den ene kan have på den anden;

44.

mener, at det globale finanssystem bør gøres mindre skrøbeligt, og at der bør drages en lære af krisen på globalt plan for at reducere systemiske risici, håndtere finansielle bobler og forbedre risikostyringens kvalitet og finansmarkedernes gennemsigtighed, idet det bekræftes, at deres grundlæggende rolle er at finansiere realøkonomien;

45.

påpeger, at euroen havde fået status som en international valuta i 2009, men var under stærkt pres i 2010;

46.

påpeger, at euroen i en periode, der har været kendetegnet ved en høj grad af valutakursvolatilitet, har øget sin styrke, navnlig over for den amerikanske dollar og den kinesiske renminbi, og udtrykker bekymring for, at dette kan have en ødelæggende virkning for euroområdets konkurrenceevne;

47.

anerkender, at den stærke euro delvis skyldtes en lav økonomisk aktivitet i USA, hvor det nuværende underskud på betalingsbalancen indsnævredes kraftigt til under 3 % af BNP i 2009, og det føderale budgetunderskud steg til ca. 10 % af BNP i finansåret 2009, imens svækkelsen af euroen delvis skyldtes den manglende tillid på det globale marked til nogle stærkt forgældede EU-medlemsstater; tilslutter sig bekymringerne over udvidelsen af pengemængden i USA og i mindre omfang i EU;

48.

er bekymret over virkningen af valutakursernes volatilitet og »carry trade«-operationer for både den globale finansielle stabilitet og realøkonomien;

49.

understreger, at euroområdet uanset den nuværende globale finansielle og økonomiske krise bør udvides yderligere, men understreger, at opfyldelse af Maastrichtkriterierne betragtes som en forudsætning for euromedlemskab; glæder sig over den hurtige indførelse af euroen i alle medlemsstater, som opfylder disse kriterier;

50.

mener, at Estlands indførelse af euroen viser euroens status trods den offentlige gældskrise; mener, at denne status vil anspore andre medlemsstater til at søge medlemskab af euroområdet;

51.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/7

—

der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi »Et sikkert Europa i en bedre verden«, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og til rapporten om dens gennemførelse »At skabe sikkerhed i en verden i forandring«, som blev godkendt på Det Europæiske Råds møde den 11.-12. december 2008,

—

der henviser til strategien for den indre sikkerhed for Den Europæiske Union, som blev godkendt på Det Europæiske Råds møde den 25.-26. marts 2010,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 26. april 2010 om FSFP,

—

der henviser til ESFP-konklusionerne og erklæringen om tiåret for ESFP: udfordringer og muligheder, som Rådet vedtog den 17. november 2009,

—

der henviser til erklæringen om styrkelse af den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik, som Rådet vedtog den 12. december 2008, og til erklæringen om forbedring af de civile og militære kapaciteter, som Rådet vedtog den 11. december 2008,

—

der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Santa Maria de Feira den 20. juni 2000 og i Göteborg den 16. juni 2001, til EU's program om forebyggelse af væbnede konflikter, der også blev vedtaget i Göteborg den 16. juni 2001, det overordnede civile mål for 2008, godkendt af Det Europæiske Råd den 17. december 2004 og til det overordnede civile mål for 2010, godkendt af Rådet den 19. november 2007,

—

der henviser til formandskabets konklusioner, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i Helsinki den 11. december 1999 (overordnet mål 2003) og til det overordnede mål for 2010, godkendt af Rådet den 17. maj 2004,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 30. november 2009 om styrkelse af kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear sikkerhed (CBRN-sikkerhed) i Den Europæiske Union og godkendelse af en CBRN-handlingsplan på EU-niveau,

—

der henviser til Rådets dokument om gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 som konsolideret ved FN's Sikkerhedsråds resolution 1820 som et led i ESFP af 3. december 2008 og til Rådets dokument om integration af menneskerettigheder i ESFP af 14. september 2006,

—

der henviser til sin beslutning af 10. februar 2010 om jordskælvet for nylig i Haiti, i hvilken der opfordres til oprettelse af en EU-civilbeskyttelsesstyrke (1),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om gennemførelse af den europæiske sikkerhedsstrategi og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (2),

—

der henviser til Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0308/2010),

1.

minder om, at EU har forpligtet sig til at fastlægge og gennemføre fælles politikker og foranstaltninger med henblik på at bevare fred, forebygge konflikter, konsolidere postkonfliktrehabilitering og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN's pagt samt konsolidere og støtte demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne og de folkeretlige principper samt bistå befolkninger, der står over for naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer;

2.

påpeger, at intern og ekstern sikkerhed i stigende grad hænger sammen, og at EU ved at udvikle sine kapaciteter inden for krisestyring og fredsskabelse i tråd med ovennævnte målsætninger også bidrager til at beskytte sine egne borgeres sikkerhed;

3.

understreger, at EU hovedsageligt gennem civil krisestyring yder et klart bidrag til den globale sikkerhed, som afspejler dets centrale værdier og principper;

4.

understreger, at effektive modsvar på nutidens kriser og sikkerhedstrusler, herunder naturkatastrofer, ofte må kunne trække på både civil og militær kapacitet og kræver tættere samarbejde mellem dem; minder om, at udviklingen af EU’s samlede tilgang og dets kombinerede militære og civile krisestyringskapacitet har været hovedtræk i FSFP og repræsenterer dennes centrale merværdi; minder samtidig om, at FSFP ikke er det eneste redskab, der er til rådighed, og at FSFP-missioner bør anvendes som en del af en bredere EU-strategi;

5.

minder om behovet for en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar baseret på systematiske og stringente sikkerheds- og forsvarsevalueringer udført af medlemsstaterne i henhold til fælles kriterier og en fælles tidsplan, der mere klart kan fastsætte Unionens sikkerheds- og forsvarsmæssige målsætninger, interesser og behov i forhold til de midler og ressourcer, der er til rådighed; understreger, at hvidbogen også bør definere områder hvor, og betingelser hvorunder, der ønskes en større grad af civilt-militært samarbejde, som kan bidrage til at nå disse målsætninger; mener, at EU-hvidbogen udtrykkeligt bør fastlægge mulighederne for at forene ressourcerne på EU-plan såvel som for national specialisering og kapacitetsharmonisering for at opnå omfattende stordriftsfordele;

6.

understreger, at oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) bør bidrage yderligere til udviklingen af en virkelig samlet europæisk tilgang til civil og militær krisestyring, konfliktforebyggelse og fredsskabelse og give EU hensigtsmæssige strukturer, personale og finansielle ressourcer til at opfylde sine globale forpligtelser i tråd med FN's pagt;

7.

støtter fuldt ud overførelsen af FSFP-strukturer, herunder Direktoratet for Krisestyring og -planlægning, Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet, Den Europæiske Unions Militærstab og Situationscentret til EU-Udenrigstjenesten under direkte myndighed og kontrol af næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik; minder om det løfte, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant har givet om at sikre, at de arbejder tæt sammen og i synergi med de relevante enheder i Kommissionen, der overføres til EU-Udenrigstjenesten, og som tager sig af planlægning og programmering af kriseberedskab, konfliktforebyggelse og fredsskabelse; opfordrer indtrængende næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at sikre, at disse enheder arbejder på lige fod med FSFP-strukturerne; understreger, at det under ingen omstændigheder er acceptabelt, at FSFP-strukturerne udøver formel eller uformel kontrol med planlægningen eller programmeringen af foranstaltninger finansieret under Stabilitetsinstrumentet, og insisterer på, at de overførte Kommissionsstrukturer ikke nedlægges;

8.

opfordrer af hensyn til udviklingen af EU’s samlede tilgang også til tæt koordinering mellem EU-Udenrigstjenesten og alle de relevante enheder, der forbliver i Kommissionen, navnlig dem der beskæftiger sig med udvikling, humanitær bistand, civilbeskyttelse og folkesundhed; understreger behovet for direkte forbindelser mellem EU-Udenrigstjenesten og FSFP's agenturer og organer, nemlig Det Europæiske Forsvarsagentur, EU's Institut for Sikkerhedsstudier, Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi og EU-Satellitcentret;

9.

henleder opmærksomheden på Kommissionens monitorerings- og informationscenters rolle med hensyn til at fremme koordineringen af katastrofebistand under EU's civilbeskyttelsesordning og fremhæver nødvendigheden af et tæt samarbejde mellem centret og EU-Udenrigstjenesten, der skal sikres af næstformanden/Unionens højtstående repræsentant i hendes kapacitet som næstformand i Kommissionen; opfordrer til forbedret koordinering og hurtigere deployering af militære aktiver i forbindelse med katastrofebistand, især lufttransportkapaciteten, baseret på erfaringerne fra Haiti og under hensyntagen til katastrofebistandsaktionernes altovervejende civile karakter; gentager sin opfordring til yderligere forbedring af EU's civilbeskyttelsesordning gennem oprettelse af en frivillig pulje af medlemsstaters aktiver, der kan holdes på stand-by til øjeblikkelig deployering i forbindelse med katastrofebistandsoperationer; foreslår, at disse aktiver koordineres og deployeres under betegnelsen en EU-civilbeskyttelsesstyrke for at øge synligheden af EU’s indsats; minder samtidig om medlemsstaternes individuelle ansvar for civilbeskyttelses- og katastrofestyringsforanstaltninger;

10.

anbefaler desuden en bedre koordinering mellem medlemsstaternes humanitære organisationer og GD ECHO i forbindelse med nødhjælpsaktioner efter naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer;

11.

opfordrer Rådet til straks at vedtage de nødvendige afgørelser med henblik på iværksættelse af bestemmelsen om gensidig bistand i EU-traktatens artikel 42, stk. 7, såvel som solidaritetsbestemmelsen i EUF-traktatens artikel 222, som bør afspejle EU's samlede tilgang og bygge på civil-militære ressourcer;

12.

minder om den vellykkede udvikling af det fredsskabende partnerskab mellem Kommissionen og de ikke-statslige organisationer, og om, at et godt samarbejde mellem de ikke-statslige civilsamfundsorganisationer og den kommende EU-Udenrigstjeneste er yderst vigtigt; opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle grundlaget for samarbejdet med ngo'erne og fremme brugen af ikke-statslige aktører i EU's aktiviteter inden for konfliktforebyggelse og konfliktstyring, bl.a. ved at inddrage dem i EU's undervisningsaktiviteter;

13.

glæder sig på det politisk-strategiske niveau over integrationen af civile og militære elementer i Direktoratet for Krisestyring og -planlægning som et skridt i den rigtige retning; understreger imidlertid nødvendigheden af at finde en passende balance mellem den civile og militære strategiske planlægningskapacitet, ikke kun hvad angår antallet, men også med hensyn til hierarkiet, for at kunne udnytte de eksisterende synergier fuldt ud; fremhæver samtidig nødvendigheden af behørig respekt for forskellene mellem de civile og militære roller og deres særskilte målsætninger samt af at sikre, at der i hvert enkelt tilfælde afsættes et passende miks af menneskelige ressourcer til den konkrete operation;

14.

opfordrer især indtrængende næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at gøre noget ved personalemanglen for så vidt angår eksperter i civil missionsplanlægning og kapacitetsudvikling og sikre, at Direktoratet for Krisestyring og -planlægning omfatter et tilstrækkeligt antal eksperter fra alle prioritetsområder inden for civil kapacitet, dvs. politi, retsvæsen, civil administration, civilbeskyttelse og overvågning, samt fra menneskerettighedsområdet;

15.

understreger behovet for i regelmæssigt at gøre sig bestræbelser på at skabe en fælles situationsforståelse for alle EU-interessenter (EU-Udenrigstjenesten såvel som alle relevante enheder fra Kommissionen: GD DEV, GD ECHO og GD SANCO med støtte fra hver enkelt enheds kriseevalueringskapacitet), som bør afspejles i alle EU's regions- og landestrategipapirer; understreger, at de omdannede EU-delegationer bør spille en nøglerolle i denne proces;

16.

opfordrer til, at man styrker den rolle, som lederne af EU's delegationer og/eller EU's særlige repræsentanter spiller - når de er til stede i kriseområderne - i forbindelse med den civil-militære koordineringsindsats, også med henblik på at sikre en mere indgående politisk overvågning på stedet;

17.

opfordrer på det operative planlægningsniveau til en væsentlig styrkelse af den civile planlægningskapacitet, der kan matche ambitionerne i forbindelse med civile FSFP-missioner, ved at styrke Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet (CPCC) hvad angår personaleniveau og gennem en bedre fordeling af opgaverne mellem det strategiske og det operative niveau; understreger, at opgavefordelingen skal baseres på en afbalanceret og omfattende personalepolitik; er af den opfattelse, at denne funktion, i lyset af de opgaver, der sorterer under den civile øverstbefalende for operationen, skal placeres på et passende (dvs. højere) niveau i EU-Udenrigstjenestens hierarki;

18.

gentager sin opfordring til etableringen af et permanent operativt EU-hovedkvarter med ansvar for operativ planlægning og gennemførelse af EU-militæroperationer, som skal erstatte det nuværende system, hvor ét af de syv eksisterende hovedkvarterer anvendes på ad hoc-basis; understreger, at et sådant skridt ville sikre en sammenhængende kommandovej og i høj grad øge EU’s kapacitet til hurtig og konsekvent krisehåndtering (navnlig ved at forbedre EU’s institutionelle hukommelse), lige som det ville mindske omkostningerne;

19.

er af den opfattelse, at det operative hovedkvarter bør placeres sammen med CPCC for at maksimere fordelene ved civilt-militært samarbejde, herunder samkøringen af visse funktioner, og for bedre at fremme bedste praksis blandt EU-planlæggerne; foreslår sågar, at det operative hovedkvarter og CPCC eventuelt kan integreres i et fælles EU krisestyringshovedkvarter, der kunne have ansvaret for den operative planlægning og gennemførelsen af alle EU's civile missioner, militære operationer og sikkerhedssektorreformmissioner;

20.

understreger imidlertid, at der skal tages behørigt hensyn til forskellene mellem civil og militær planlægning, og at det er nødvendigt at fastholde separate kommandoveje med en civil øverstbefalende for operationen og en militær øverstbefalende for operationen, der bevarer deres egne kompetencer og nyder samme hierarkiske status i EU-Udenrigstjenesten;

21.

henviser til de mange tilsagn, medlemsstaterne har givet, angående udviklingen af både militær og civil krisestyringskapacitet, fra Det Europæiske Råds møder i Helsinki og Santa Maria de Feira og til erklæringen fra december 2008 om styrkelse af kapaciteten; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at sikre, at disse tilsagn gennemføres ordentligt, således at den iøjnefaldende kløft mellem den eksisterende operative kapacitet og de erklærede politiske mål kan lukkes;

22.

opfordrer i forbindelse med opfølgningen på de overordnede mål for 2010 medlemsstaterne til at fokusere på den konkrete tilvejebringelse af kapacitet og på områder med potentiale for civile-militære synergier, navnlig dem, der allerede er identificeret, for hurtigst muligt at opnå reelle fremskridt; understreger nødvendigheden af, at kapacitetsudviklingen styres af de særlige krav i forbindelse med FSFP-missioner; glæder sig over den samlede kapacitetsudviklingsproces for militær kapacitet inden for Det Europæiske Forsvarsagentur; opfordrer til yderligere drøftelser af, hvordan der kan bygges bro mellem de to kapacitetsudviklingsprocesser i forbindelse med de overordnede mål på det civile og militære område;

23.

glæder sig over de tidligere og nuværende skiftende rådsformandskabers bestræbelser på at indlede en proces til klarlæggelse af det permanente strukturerede samarbejde, jf. artikel 42, stk. 6; opfordrer Rådet til straks at komme med en klar udlægning af det permanente strukturerede samarbejde under hensyntagen til EU's samlede tilgangs civil-militære karakter og forelægge konkrete forslag til, hvordan det permanente strukturerede samarbejde kan indledes på baggrund af den aktuelle finansielle krise og nedskæringerne i de nationale forsvarsbudgetter blandt medlemsstaterne;

24.

opfordrer i lyset af de politiske tilsagn, der er givet, medlemsstaterne til snarest muligt at tage sig af den kroniske mangel på civilt personale til FSFP-missioner, især EULEX Kosovo og EUPOL Afghanistan, navnlig ved at intensivere arbejdet med at fastlægge nationale strategier med henblik på at fremme deployeringen af civilt missionspersonale; opfordrer, som en del af disse strategier, indtrængende de kompetente nationale myndigheder, som f.eks. indenrigs- og justitsministerierne, til i nært samarbejde med forsvarsministerierne at udvikle en mere struktureret tilgang til opgaven med at fastsætte passende betingelser for civilt personales deltagelse i FSFP-missioner, navnlig vedrørende karrieremuligheder og aflønning;

25.

opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne til navnlig at sikre, at deltagelse i FSFP-missioner anses for en betydelig fordel for karriereudviklingen i deres politi og retsvæsen, og at de tjenester, der deployerer civile til disse missioner, kompenseres behørigt for deres midlertidige tab af arbejdskraft; mener, at Rådet bør sikre, at diætsatserne for FSFP-missioner skræddersys specielt til omstændighederne under den pågældende mission;

26.

understreger behovet for overensstemmelse med bestemmelserne i FN's Sikkerhedsråds resolution 1325, hvori der kræves en afbalanceret kønsfordeling i forbindelse med ansættelse og uddannelse til alle missioner og fokusering på ligestilling i forbindelse med alle iværksatte aktioner; understreger, at et passende antal kvinder i civile og militære missioner er en afgørende forudsætning for disse missioners succes, uanset om der er tale om fredsbevarende aktioner, katastrofebistand eller diplomatisk konfliktmægling, som et middel til at sikre, at kvinders behov, rettigheder og interesser tilgodeses på passende vis, og til at sikre kvindernes inddragelse i aktionerne og missionernes målsætninger; erindrer om, at EU-medlemsstaterne skal udvikle nationale handlingsplaner for at sikre overholdelsen af resolution 1325;

27.

understreger nødvendigheden af, at der tilbydes passende »førdeployeringsuddannelse«, som kan indbefatte civilt personales deltagelse i militærtræning, herunder beredskabsøvelser, og militært personales deltagelse i civil træning og/eller øvelser; anbefaler på det kraftigste, at medlemsstaterne fører opdaterede lister over civile med relevante kompetencer, der kan deployeres, navnlig dem, der er trænet til missioner, som gennemføres i tilknytning til militærstyrker; bifalder den praksis, der benyttes i visse medlemsstater, med at have en pligtopfyldende, centraliseret organisation, der er ansvarlig for rekruttering og uddannelse af alt civilt personale, der skal deployeres;

28.

støtter Rådets udvikling af Goalkeeper-softwaren med henblik på at fremme rekruttering og uddannelse af personale til civile missioner;

29.

erindrer om den europæiske gruppe vedrørende uddannelse, som er blevet finansieret af Kommissionen, og understreger, at en af erfaringerne herfra er, at uddannelse skal forbindes med konkrete deployeringer; glæder sig over, at Kommissionen lægger vægt på at sikre, at det kommende projekt for uddannelse af civile, der finansieres under Stabilitetsinstrumentet, bliver rettet mod de eksperter, der allerede er identificeret til fremtidig deployering på missioner;

30.

understreger, i tråd med Rådets henstillinger fra 2008, den styrkede rolle, som Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi (ESDC) bør spille inden for kapacitetsopbygning og uddannelse i effektiv krisestyring i lyset af oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten; opfordrer indtrængende Rådet til at forbedre uddannelsesfaciliteterne ved og bemandingen af ESDC, bl.a. ved at give det et permanent hjemsted, med henblik på at sikre bæredygtig og effektiv uddannelse på strategisk, operationelt og taktisk niveau for civilt og militært personale fra medlemsstaterne og EU-institutionerne; opfordrer til oprettelse af legater til unge færdiguddannede akademikere, der ønsker at specialisere sig inden for de områder, hvor der eksisterer et behov;

31.

opfordrer til en forberedende foranstaltning med henblik på at udvikle og stille uddannelse til rådighed vedrørende mægling og dialog i lyset af oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten i tråd med det »koncept for styrkelse af EU's mæglings- og dialogkapaciteter,« som Rådet vedtog i 2009;

32.

opfordrer til yderligere bestræbelser på at fremskynde tilvejebringelsen af finansiering til civile missioner og forenkle beslutningsprocedurerne og gennemførelsesordningerne; understreger nødvendigheden af, at relevante afdelinger i Kommissionen arbejder tæt sammen på lige fod med EU-Udenrigstjenestens krisestyringsstrukturer, således at der skabes mulighed for hurtig startfinansiering af civile missioner; opfordrer til, at der for at sikre størst mulig gennemsigtighed og ansvarlighed oprettes en særskilt budgetpost for hver FSFP-mission;

33.

opfordrer Rådet til hurtigt at vedtage de relevante afgørelser om oprettelse af opstartfonden, jf. EU-traktatens artikel 41, efter høring af Parlamentet; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til regelmæssigt at underrette Parlamentet om situationen, når fonden er oprettet;

34.

bifalder udviklingen af konceptet integrerede politienheder (IPU), dvs. solide, fleksible og interoperable styrker, der kan deployeres hurtigt, er i stand til at udføre politimæssige retshåndhævelsesopgaver og under visse omstændigheder også kan deployeres som en del af en militær operation og under militær kommando; bemærker den vellykkede anvendelse af dette koncept i Bosnien-Hercegovina som en del af EUFOR Althea og i Kosovo under EULEX; fremhæver behovet for sådanne enheder, som er særligt velegnede til at intervenere i ustabile situationer og navnlig i forbindelse med overgangen fra militær til civil ledelse; anbefaler, at medlemsstaterne investerer i udviklingen af denne type kapacitet;

35.

støtter i denne forbindelse fuldt ud anvendelsen af den europæiske gendarmeristyrke (EGF), der kan stilles under militær eller civil ledelse og tilvejebringe kapacitet til hurtig deployering af politiekspeditionsstyrker, som et yderst anvendeligt redskab i en række effektive krisestyringsoperationer, herunder stabiliseringsmissioner efter katastrofer; opfordrer alle medlemsstater, der har politistyrker med militær status, til at deltage i dette initiativ;

36.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort, med hensyn til at få sammensat en gruppe af eksperter til civile reaktionshold (CRH), der kan tilvejebringe kapacitet til hurtig vurdering, men understeger, at en yderligere udvidelse af disse lister er påkrævet; fremhæver betydningen af kapaciteten til at foretage den første vurdering og undersøgelse af de faktiske omstændigheder for at sikre, at EU håndterer kriser ved hjælp af de mest hensigtsmæssige til rådighed værende midler;

37.

understreger behovet for, at EU i tilfælde af en krise inden for krisens første timer kan deployere tværfaglige teams bestående af civile, militære og civil-militære eksperter fra EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen;

38.

opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant. Rådet og Kommissionen til at forelægge en fælles aftale om de nye FSFP-missioner, jf. EU-traktatens artikel 43, og om, hvordan de vil blive håndteret i forbindelse med det eksisterende civil-militære samarbejde; opfordrer dem i denne forbindelse til at fremskynde etableringen af en gruppe af eksperter i sikkerhedssektorreform med henblik på at styrke EU’s kapacitet på dette område;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre bedst mulig brug af de eksisterende redskaber og indføre konsekvensevalueringsmekanismer, inden der formuleres nye, ambitiøse mål;

40.

er overbevist om, at EU's kampgrupper udgør et hensigtsmæssigt redskab for krisestyringsoperationer; gentager sin opfordring til Rådet om at øge deres anvendelighed og fleksibilitet; opfordrer endvidere til forbedring af deres anvendelighed i forbindelse med civil-militære humanitære hjælpeoperationer i fuld overensstemmelse med de reviderede Oslo-retningslinjer for brug af militær- og civilforsvarsaktiver i forbindelse med katastrofebistand;

41.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at nå frem til en aftale om udvidelse af konceptet om fællesomkostninger i forbindelse med brugen af EU's kampgrupper (omkostningerne finansieres via Athenamekanismen) eller om fælles finansiering af de samlede omkostninger ved de krisestyringsoperationer, de udfører; mener, at en sådan aftale er nødvendig for at gøre brugen af dem politisk og økonomisk acceptabel og sikre, at de medlemsstater, der er på stand-by, ikke pålægges en uforholdsmæssigt stor byrde i en budgetmæssigt vanskelig situation; erindrer i denne forbindelse om, at Rådet i november 2009 opfordrede Rådets generalsekretariat til at udarbejde forslag vedrørende finansieringen af militære operationer med henblik på drøftelser på højt niveau i 2010, men at der hidtil ikke er registreret fremskridt i denne henseende;

42.

opfordrer medlemsstaterne til at opfatte kampgrupperne som langsigtede partnerskaber og ikke opløse dem, når deres stand-by-perioder er udløbet, således at de ressourcer, der er investeret i oprettelsen af dem, ikke går til spilde; opfordrer til, at de uddannes til at operere sammen med civile deployeringer; foreslår sågar, at de kan inkludere civile enheder eller eksperter i deres struktur, specielt IPU’er;

43.

opfordrer medlemsstaterne til nærmere at undersøge mulighederne for at udvikle kapaciteter med dobbelt anvendelse til civile og militære FSFP-missioner, især transportkapaciteter, og til at sikre interoperabilitet både i uddannelsen og i praksis, gøre bedre brug af eksisterende tilgange og kapaciteter og forbinde de civile og militære kapacitetsudviklingsprocesser, når det er hensigtsmæssigt;

44.

understreger, at EU’s militære og civile personale i stigende grad vil komme til at arbejde side om side, og at de i vid udstrækning er udsat for de samme farer, som f.eks. improviserede eksplosive anordninger, og har behov for sammenlignelig kapacitet inden for områder såsom strategisk og taktisk transport, logistisk støtte, kommunikationssystemer og systemer til indhentning og evaluering af efterretninger, lægebistand, sikkerhed og beskyttelse af styrkerne, anvendelse af rumkapacitet samt ubemandede køretøjer;

45.

understreger derfor behovet for at koordinere og stimulere investeringer i teknologier og kapacitet med dobbelt anvendelse med henblik på hurtigt at få lukket kapacitetshullerne og samtidig undgå unødvendigt dobbeltarbejde, skabe synergier og støtte standardisering; erindrer om den afgørende rolle, som Det Europæiske Forsvarsagentur i denne forbindelse bør spille i processen med at identificere behovene på kapacitetsområdet og påpege måder, hvorpå disse kapaciteter kan deles, lægges sammen eller opnås blandt Unionens medlemmer med henblik på at levere deployerbare redskaber til en succesrig og sikker afvikling og implementering af FSFP-operationer;

46.

støtter i denne forbindelse det europæiske rammesamarbejde om sikkerheds- og forsvarsforskning med henblik på at sikre komplementaritet og synergi mellem investeringer i forsvarsforskning og -teknologi og Kommissionens investeringer i forskning i styrkelse af den civile sikkerhed under det syvende forskningsrammeprogram, f.eks. inden for områder som situationsforståelse, ubemandede luftfartøjer, farvandsovervågning, bekæmpelse af improviserede eksplosive anordninger, detektion og beskyttelse af kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare stoffer og sprængstoffer, kommunikation, indhentning af efterretninger, evaluering og overførsel af data samt internetsikkerhed;

47.

bemærker imidlertid, at dette samarbejde ikke bør gå udover, hvad der er nødvendigt i lyset af civilt-militært samarbejde inden for områderne fredsbevarelse, konfliktforebyggelse, styrkelse af den internationale sikkerhed, krisestyring og humanitær bistand;

48.

glæder sig over den åbne debat mellem EU's forsvarsministre på deres uformelle møde i Gent den 23.-24. september 2010 vedrørende europæisk forsvarsforskning og deres vurdering af EDA's rolle, jf. EU-traktatens artikel 42, stk. 3;

49.

tilskynder til yderligere bestræbelser på at sikre, at alt det udstyr, der er nødvendigt til hurtige krisehåndteringsaktiviteter, såvel civile som militære, er umiddelbart tilgængeligt; glæder sig over det igangværende arbejde med et lagerstyringssystem for civile ESFP-missioner; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at gennemføre en grundig cost-benefit-analyse med henblik på at fastlægge de optimale løsninger for hver type af nødvendigt udstyr; er af den opfattelse, at det - afhængigt af typen af udstyr - er nødvendigt at finde frem til den rette kombination af oplagring på EU-plan, rammekontrakter og faktiske lagre af udstyr ejet af medlemsstaterne;

50.

bifalder i denne sammenhæng oprettelsen af et midlertidigt lager af civilt udstyr i Bosnien-Hercegovina og opfordrer til hurtige fremskridt med hensyn til at oprette et permanent lager med henblik på at forberede EU bedre til civil krisestyring;

51.

opfordrer til yderligere fremskridt med hensyn til sammenlægning og deling af aktiver som en omkostningseffektiv måde at forøge kapaciteten, som er endnu mere relevant i en tid med økonomiske stramninger; bifalder især aktiviteter med henblik på at imødegå manglende kapacitet inden for strategisk lufttransport, nemlig en række medlemsstaters etablering af den europæiske lufttransportkommando (EATC) og initiativet til oprettelsen af en europæisk lufttransportflåde; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og medlemsstaterne til at følge Det Europæiske Forsvarsagenturs henstillinger og til at intensivere arbejdet med at identificere andre områder, hvor principperne om sammenlægning og deling kan anvendes, herunder områderne uddannelse og missionsstøtte; bifalder i denne henseende forslag om at etablere en multinational helikopterafdeling udformet efter EATC’s forbillede, der kan anvendes til både civile og militære opgaver;

52.

minder om at FN’s Sikkerhedsråd har det primære ansvar for opretholdelse af international fred og sikkerhed; understreger derfor behovet for et tæt samarbejde mellem EU og FN inden for civil og militær krisestyring og navnlig i forbindelse med humanitære hjælpeoperationer, hvor FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) spiller hovedrollen; opfordrer til, at sådanne operationer styrkes, specielt i områder, hvor den ene organisation skal overtage efter den anden, navnlig i lyset af de blandede erfaringer i Kosovo;

53.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at de yder tilstrækkelige bidrag til FN’s missioner, og at de bidrager på en koordineret måde; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og Rådet til at udforske yderligere måder, hvorpå EU som helhed kan bidrage bedre til indsatser ledet af FN, som f.eks. ved at iværksætte hurtige EU-brobygningsoperationer eller operationer uden for indsatsområdet eller stille en EU-komponent til rådighed for en større FN-mission;

54.

opfordrer til forbedret kontrol med EU-bistand, der implementeres via FN-organisationer, i overensstemmelse med Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 15/2009;

55.

påpeger, at, eftersom 21 af NATO’s 28 medlemmer er EU-medlemsstater, er et tæt samarbejde mellem EU og NATO af yderste vigtighed for at undgå overlapning i forbindelse med deployering af militær kapacitet, når de to organisationer opererer inden for samme område, dog med forbehold for princippet om selvstændig beslutningstagning og behørig respekt for visse EU-medlemsstaters neutralitet; gentager det presserende behov for at få løst de underliggende politiske problemer, der hæmmer samarbejdet mellem EU og NATO, og opfordrer til fuldstændig og mere effektiv implementering af Berlin plus-ordningerne, således at de to organisationer får mulighed for at intervenere effektivt i aktuelle og kommende kriser;

56.

påpeger behovet for at give samme grad af gennemsigtighed og inddragelse til ikke-EU-NATO-medlemmer og ikke-NATO-EU-medlemmer ved gennemførelsen af fælles aktiviteter som anført i tredje kapitel i NATO's 2020-rapport (»Albright-rapporten«);

57.

opfordrer medlemsstater, der er medlemmer af NATO til at sikre, at NATO’s nye strategiske koncept ikke fører til unødig overlapning inden for civil kapacitet, hvilket ville føre til yderligere pres på allerede knappe ressourcer; er overbevist om, at NATO hellere skulle kunne trække på de civile kapaciteter i andre internationale organisationer såsom EU og FN;

58.

gentager sin støtte til et tættere samarbejde mellem EU og NATO inden for kapacitetsudvikling og til, at NATO’s standarder så vidt muligt efterleves; opfordrer til yderligere fremskridt i de fælles bestræbelser på at håndtere manglen på transporthelikoptere; glæder sig over initiativer til at koordinere EU- og NATO-aktiviteter inden for bekæmpelse af CBRN-katastrofer og improviserede eksplosive anordninger samt tilvejebringelse af lægebistand, som er områder, der er relevante for både civile og militære operationer;

59.

understreger behovet for et tættere samarbejde mellem EU og OSCE og mellem EU og AU på deres særlige indsatsområder med forbedring af tidlig varsling og sikring af udveksling af bedste praksis og ekspertise inden for krisestyring;

60.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, NATO's parlamentariske forsamling og til FN’s og NATO’s generalsekretærer.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/15

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, som blev underskrevet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen) (1),

—

der henviser til forretningsordenen for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vedtaget den 3. april 2003 (2), som senest ændret i Port Moresby (Papua New Guinea) den 28. november 2008,

—

der henviser til den europæiske konsensus om udvikling, der blev undertegnet den 20. december 2005 (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (4),

—

der henviser til Kigalierklæringen om udviklingsfremmende økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er), som blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 22. november 2007 i Kigali (Rwanda) (5),

—

der henviser til Luandaerklæringen om den anden revision af partnerskabsaftalen AVS-EU (Cotonouaftalen), som blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 3. december 2009 i Luanda (Angola) (6),

—

der henviser til Georgetownkommunikéet, som blev vedtaget den 26. februar 2009 i Georgetown (Guyana) på det regionale møde for AVS Vestindien (7),

—

der henviser til Ouagadougoukommunikéet, som blev vedtaget den 30. oktober 2009 i Ouagadougou (Burkina Faso) på det regionale møde for AVS Vestafrika (8),

—

der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand, der blev undertegnet den 18. december 2007 (9),

—

der henviser til de beslutninger, Den Blandede Parlamentariske Forsamling vedtog i 2009:

—

om udfordringer med hensyn til den demokratiske tilpasning af etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed i AVS- og EU-landene (10)

—

om økonomiske partnerskabsaftaler og deres virkning i AVS-landene (11)

—

om de samfunds- og miljømæssige virkninger af klimaændringer i AVS-landene (12)

—

om Cotonoupartnerskabsaftalens rolle i håndteringen af fødevare- og finanskrisen i AVS-landene (13)

—

om skabelse og fremme af fred, sikkerhed, stabilitet og regeringsførelse i Somalia (14)

—

om global regeringsførelse og reform af internationale organisationer (15)

—

om den finansielle krises betydning for AVS-staterne (16)

—

om unges sociale og kulturelle integration og deltagelse (17)

—

om klimaforandringer (18)

—

om situationen i Madagaskar (19),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0315/2010),

A.

der henviser til, at medlemmerne af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU under drøftelserne ved de almindelige samlinger i april 2009 i Prag (Den Tjekkiske Republik) og i december 2009 i Luanda (Angola) gav udtryk for bekymring over den seneste udvikling i ØPA-forhandlingerne,

B.

der henviser til, at ovennævnte forordning (EF) nr. 1905/2006, der fastlægger tematiske programmer, som også gælder for AVS-landene, og et program for ledsageforanstaltninger for sukkerprotokollande, er blevet vedtaget,

C.

der henviser til, at kommissæren med ansvar for udvikling og humanitær bistand under Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samling i Wiesbaden (Tyskland) i juni 2007 gav tilsagn om at fremlægge de nationale og regionale strategidokumenter for AVS-landene (perioden 2008-2013) til demokratisk kontrol i parlamenterne; der glæder sig over, at dette tilsagn er blevet indfriet,

D.

der henviser til, at revisionen af Cotonou-aftalen i 2010, giver en værdifuld mulighed for at styrke Den Blandede Parlamentariske Forsamlings rolle og dens regionale dimension samt for at udvikle demokratisk kontrol i AVS-regionerne,

E.

der henviser til, at Den Blandede Parlamentariske Forsamlings to regionale møder i hhv. Guyana og Burkina Faso i 2009 var meget vellykkede og førte til vedtagelse af Georgetownkommunikéet og Ouagadougoukommunikéet, som er nævnt ovenfor,

F.

der henviser til, at situationen i hhv. Niger, Guinea og Madagaskar forværredes i 2009, hvilket førte til afskaffelse af parlamentarisk demokrati i alle tre lande og til nedgradering af deres repræsentanter til observatørstatus ved Den Blandede Parlamentariske Forsamlings 18. samling, der fandt sted i Luanda,

G.

der henviser til, at den vedvarende konflikt i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) har ført til alvorlige, gentagne menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at der er behov for effektiv humanitær bistand og større engagement fra det internationale samfunds side,

H.

der henviser til arbejdet i Det Panafrikanske Parlament (PAP) og etableringen af formelle forbindelser mellem Europa-Parlamentet og PAP samt til oprettelsen af Delegationen for Forbindelserne med Det Panafrikanske Parlament,

1.

glæder sig over, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling i 2009 fortsat skabte en ramme for en åben, demokratisk og dybdegående dialog mellem EU og AVS-landene, og opfordrer til øget politisk dialog;

2.

glæder sig over den nye handelskommissærs positive svar på flere AVS-landes og -regioners anmodning om en gennemgang af de kontroversielle emner, der er rejst under ØPA-forhandlingerne, i tråd med kommissionsformandens udtalelser; understreger, at det er nødvendigt med en streng parlamentarisk kontrol med forhandlingerne om og gennemførelsen af ØPA'erne;

3.

understreger navnlig den vigtige rolle, som såvel de nationale parlamenter i AVS-landene som de lokale myndigheder og de ikke-statslige organisationer spiller med hensyn til at overvåge og forvalte de nationale og regionale strategidokumenter og i gennemførelsen af EUF, og opfordrer Kommissionen til at sikre deres deltagelse; understreger desuden behovet for en tæt parlamentarisk kontrol under forhandlingerne om ØPA'erne;

4.

opfordrer AVS-landenes parlamenter til at insistere på, at deres regeringer og Kommissionen inddrager dem i processen med at udarbejde og implementere de nationale og regionale strategidokumenter vedrørende samarbejdet mellem EU og deres lande (2008-2013), og sikrer deres fulde deltagelse i ØPA-forhandlingerne;

5.

opfordrer Kommissionen til at stille alle eksisterende oplysninger til rådighed for AVS-landenes parlamenter og til at hjælpe dem med at udøve demokratisk kontrol, især gennem kapacitetsopbygning og navnlig i forbindelse med forhandlingerne om og gennemførelsen af ØPA'erne;

6.

henleder opmærksomheden på bekymringen i Den Blandede Parlamentariske Forsamling for følgerne af den aktuelle finansielle krise, vedtagelsen af ovennævnte Luandaerklæring om virkningerne af finanskrisen for AVS-landene og beslutningerne om dens virkninger og om imødegåelse af krisen i AVS-landene; tilskynder Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at fortsætte sit arbejde på dette område og forsøge at finde frem til yderligere og innovative finansieringskilder til udviklingstiltag, f.eks. en international afgift på finansielle transaktioner; opfordrer desuden Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at behandle spørgsmålet om udryddelse af skattely;

7.

glæder sig over tilsagnet fra den forhenværende kommissær med ansvar for udvikling og humanitær bistand under Den Blandede Parlamentariske Forsamlings ovennævnte samling i Kigali om at fremlægge de nationale og regionale strategidokumenter for AVS-landene (perioden 2008-2013) til demokratisk kontrol i parlamenterne; glæder sig ligeledes over det arbejde, der allerede er gjort i visse AVS-parlamenter med at gennemgå sådanne dokumenter, samt over Den Blandede Parlamentariske Forsamlings gennemgang af de regionale strategidokumenter forud for midtvejsevalueringen og opfordrer til, at der tages behørigt hensyn til denne indsats;

8.

henleder i denne forbindelse opmærksomheden på behovet for at inddrage parlamenterne tæt i den demokratiske proces og i de nationale udviklingsstrategier; understreger deres vitale rolle med hensyn til at fastlægge, følge op på og overvåge udviklingspolitikker;

9.

gentager sin holdning om, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) bør indarbejdes i EU-budgettet med henblik på at øge konsekvensen i, gennemsigtigheden af og effektiviteten af udviklingspolitikken og sikre demokratisk kontrol dermed; understreger, at indarbejdelse af EUF i EU-budgettet også er et passende modsvar på de vanskeligheder, der har været med gennemførelsen og ratifikationen af flere på hinanden følgende EUF’er;

10.

opfordrer parlamenterne til at udøve grundig parlamentarisk kontrol med EUF; fremhæver Den Blandede Parlamentariske Forsamlings nøglerolle i denne debat og opfordrer den og AVS-landenes parlamenter til at tage aktivt del deri, navnlig i forbindelse med ratifikationen af den reviderede Cotonouaftale;

11.

glæder sig over Den Blandede Parlamentariske Forsamlings i stigende grad parlamentariske – og dermed politiske – karakter samt den stadig mere aktive rolle, som dens medlemmer spiller og kvaliteten af drøftelserne, som yder et afgørende bidrag til AVS-EU-partnerskabet;

12.

anser erklæringen om Niger, som medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling fremsatte i Luanda den 2. december 2009, samt ovennævnte beslutning om situationen i Madagaskar for at være vigtige eksempler på denne øgede dialog;

13.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til fortsat at overvåge situationen i hhv. Sudan, Madagaskar, Niger og Guinea Conakry;

14.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at tage sig af situationen i Somalia, som bringer det somaliske folks liv i fare og udgør en trussel mod sikkerheden i regionen, og opfordrer EU til fortsat at overholde sine forpligtelser med hensyn til fremme af retsstatsprincippet, genetablering af stabile forhold i regionen og bekæmpelse af pirateri;

15.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at bidrage til det internationale samfunds bestræbelser på at skabe opmærksomhed om konflikterne i det østlige DRC, fremme en politisk forhandlingsløsning på krisen og støtte enhver foranstaltning, der måtte blive foreslået som del af en forhandlingsløsning;

16.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at fortsætte dialogen med PAP og de regionale organisationers parlamenter i betragtning af, hvor vigtig regional integration er for fred og udvikling i AVS-landene;

17.

beklager dybt, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling ikke i tilstrækkelig grad blev hørt i forbindelse med udarbejdelsen af den fælles strategi for EU og Afrika, og håber, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling vil deltage aktivt i gennemførelsen af strategien;

18.

glæder sig over, at der i 2009 blev afholdt yderligere regionale møder, som fastsat i Cotonouaftalen og Den Blandede Parlamentariske Forsamlings forretningsorden; mener, at disse møder bidrager til at skabe en reel drøftelse om regionale spørgsmål, herunder konfliktforebyggelse og -løsning, regional samhørighed, menneskerettigheder, miljøspørgsmål og ØPA-forhandlinger; roser arrangørerne af de to meget vellykkede møder i Guyana og Burkina Faso;

19.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at sikre streng kontrol med ØPA-forhandlingerne under dens regionale møder;

20.

beklager, at Rådet har ignoreret Europa-Parlamentets gentagne anmodninger – som det bl.a. fremsatte under Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samling i Luanda – om at medtage en strengere bestemmelse om ikke-diskrimination ved revisionen af Cotonouaftalen;

21.

gentager princippet om menneskerettighedernes universalitet og om ikke-diskrimination som grundlaget for at fremme legitime demokratiske styreformer og den politiske dialog i Den Blandede Parlamentariske Forsamling;

22.

opfordrer Den Blandede Parlamentariske Forsamling til at styrke den rolle, Udvalget om Politiske Anliggender spiller, således at forsamlingen kan blive et reelt forum for en drøftelse inden for AVS-EU-partnerskabet om respekt for menneskerettighederne, demokratisering og konfliktforebyggelse og –løsning;

23.

glæder sig endvidere over rapporten fra Udvalget om Politiske Anliggender om global regeringsførelse, der blev vedtaget i Luanda, og som opfordrede til væsentlige reformer af verdens finansielle institutioner;

24.

noterer sig, at Den Blandede Parlamentariske Forsamlings Udvalg om Økonomisk Udvikling, Finanser og Handel agter at fortsætte arbejdet med ØPA'erne og bestræbelserne på at finde løsninger på krisen;

25.

fremhæver, det arbejde, der udføres i Udvalget om Sociale Anliggender og Miljø, med hensyn til dets betænkning om børnearbejde og hensigten om at foranstalte analyser og drøftelser vedrørende miljøet og den sociale situation i AVS-landene;

26.

glæder sig endvidere over betænkningerne og erklæringerne om klimaforandringer, der blev vedtaget i 2009, og som gjorde det muligt for Den Blandede Parlamentariske Forsamling at komme til orde på topmødet i København;

27.

glæder sig over den stigende deltagelse af ikke-statslige aktører i Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger, som afspejlet i de drøftelser, der førte til vedtagelsen af ovennævnte erklæring fra Port Moresby om den aktuelle internationale krise, og i rapporten fra de økonomiske partnere om ØPA’er, der blev forelagt ved Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samling i Ljubljana;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-Ministerrådet, Den Blandede Parlamentariske Forsamlings præsidium samt til Den Tjekkiske Republiks og Angolas parlamenter.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/19

—

der henviser til artikel 67 og 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 10. juni 2009 om »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste« (KOM(2009)0262), som skitserer Kommissionens prioriteringer for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for 2010-2014, sammen med Kommissionens evaluering af Haagprogrammet og -handlingsplanen (KOM(2009)0263) og den tilhørende resultattavle for gennemførelsen (SEK(2009)0765) samt de bidrag, der er kommet fra nationale parlamenter, civilsamfundet og EU-agenturer og -organer,

—

der henviser til rådsformandskabets dokument af 2. december 2009 om »Stockholmprogrammet - et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse« (17024/09),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om Stockholmprogrammet (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 om »Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet« (KOM(2010)0171),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om juridisk uddannelse - Stockholmprogrammet (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0252/2010),

A.

der henviser til, at der er delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne med hensyn til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed,

B.

der henviser til, at det understreges i EUF-traktatens artikel 67, at EU respekterer medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner og letter adgangen til domstolene, navnlig på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse; der henviser til, at dette kræver gensidig tillid, og at gensidig tillid forudsætter øget forståelse for de forskellige retstraditioner og -metoder,

C.

der henviser til, at der er gjort meget store fremskridt på det civilretlige område, siden EU fik beføjelser vedrørende retlige og indre anliggender, og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed derefter blev oprettet, og at disse fremskridt bygger videre på og udvider de forskellige internationalprivatretlige konventioner, der er indgået på mellemstatsligt plan; der henviser til, at Kommissionen nu foreslår en meget ambitiøs plan, som opfylder mange af de krav, Parlamentet har fremsat i den seneste tid,

D.

der henviser til, at det - i lyset af denne ambitiøse plan og de store landvindinger, EU allerede har gjort på dette område - er på tide at standse op og overveje, hvad der foregår på det civilretlige område, først og fremmest med henblik på at anlægge en mere strategisk og mindre fragmenteret tilgang, der tager udgangspunkt i de reelle behov, som borgerne og virksomhederne har, når de udøver deres rettigheder og friheder i det indre marked, og tage hensyn til de vanskeligheder, der er forbundet med at lovgive på et område med delt kompetence, hvor det kun sjældent er muligt at harmonisere, hvor det er nødvendigt at undgå overlapning, og hvor der følgelig er behov for at respektere og tilgodese vidt forskellige retsopfattelser og forfatningsmæssige traditioner, men også med henblik på at udvikle EU’s begrebsapparat på dette område for at få større forståelse for, hvad der skal opnås, og hvordan de foreliggende problemer bedst kan løses, som led i en overordnet plan; der henviser til, at det er absolut nødvendigt først at sikre, at de foranstaltninger, der allerede er iværksat, fungerer, og at konsolidere de fremskridt, der allerede er gjort,

E.

der henviser til, at de resultater, der er opnået inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, først og fremmest vedrører harmonisering af internationalprivatretlige regler, hvor der er gjort hastige fremskridt; der henviser til, at international privatret er det vigtigste middel til at opnå gensidig anerkendelse af og gensidig respekt for retssystemer, og at »ordre public«-klausuler er det sidste bolværk til beskyttelse af nationale forfatningsretlige principper,

F.

der henviser til, at harmonisering eller en indbyrdes tilnærmelse er en egnet fremgangsmåde inden for visse områder, hvor en standardisering er ønskværdig, om ikke nødvendig, f.eks. inden for forbrugerbeskyttelse, men kun finder begrænset anvendelse inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed,

G.

der henviser til, at udarbejdelsen af en europæisk aftaleret bliver et af de vigtigste initiativer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed i de kommende år, og at dette arbejde kan resultere i en såkaldt fakultativ 28. civilretlig ordning som et alternativ til den traditionelle fremgangsmåde med harmonisering af lovgivning inden for bestemte områder,

H.

der endelig henviser til, at der findes stand-alone-instrumenter og tiltag inden for retsplejen; der henviser til, at foranstaltninger på disse områder i mange henseender spiller en central rolle ved behandlingen af grænseoverskridende tvister, eftersom borgerne og virksomhederne støder på forhindringer i form af nationale retsplejeregler, uanset i hvilket omfang der foretages en harmonisering af materiel ret,

I.

der henviser til, at det bør betragtes som en styrke, at forskellige retssystemer eksisterer side om side inden for EU, og at dette har fungeret som forbillede for retssystemer i hele verden; der henviser til, at forskelle mellem retssystemerne ikke bør fungere som en hindring for en fortsat udvikling af EU-retten; der henviser til, at en eksplicit og begrebsmæssig forskel mellem retssystemer ikke i sig selv er problematisk; der imidlertid henviser til, at det er påkrævet at imødegå de negative retlige konsekvenser, som denne forskel har for borgerne; der henviser til, at begrebet regelefterligning, altså en fakultativ tilgang til konvergens, bør tages i anvendelse ved at fremme økonomisk og intellektuel kommunikation mellem de forskellige retssystemer; der henviser til, at evnen til at forstå og forvalte forskellene mellem vores retssystemer kun kan hidrøre fra en europæisk retskultur, som skal fremmes ved hjælp af vidensdeling og kommunikation, studier inden for sammenlignende retsvidenskab og en radikal omlægning af universiteternes juraundervisning og dommerstandens uddannelse og faglige udvikling, således som det er beskrevet i Parlamentets beslutning af 17. juni 2010, herunder en udvidet indsats for at overvinde sprogbarriererne; der henviser til, at det er nødvendigt at overveje og planlægge denne udvikling nu, selv om det vil være tidskrævende,

J.

der henviser til, at det i mellemtiden er hensigtsmæssigt at anspore til og fremme øget dialog og professionel kontakt på europæisk plan, således at ændringer i uddannelsestilbud og programmer kan foretages ud fra de behov, der findes blandt praktiserende jurister, deres klienter og på markedet som helhed; der henviser til, at Kommissionen i sin kommende meddelelse om en handlingsplan for europæisk uddannelse af alle aktører i retsvæsenet bør tage højde for de forskellige undervisningstraditioner og metoder og desuden de forskellige behov blandt praktiserende jurister, alt efter hvilket geografisk område og hvilket retsområde de arbejder inden for, og samtidig fremme udveksling af bedste praksis,

K.

der henviser til, at det er bydende nødvendigt, at aktørerne inden for retsvæsenet ikke holdes ude fra opbygningen af en europæisk retskultur; der henviser til, at det er indlysende, at medlemsstaterne og de nationale faglige organer fortsat har ansvaret for at fastsætte, hvilke uddannelsestilbud der er bedst egnet til at dække advokaternes og deres klienters behov i hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og at de nationale faglige organer har de bedste forudsætninger for at identificere disse behov, fordi de er tættere på aktørerne inden for retsvæsenet og det marked, hvor de fungerer, men at disse organer også kan spille en vigtig rolle på europæisk plan; der henviser til, at det er særdeles vigtigt at inddrage og bygge videre på eksisterende strukturer, særlig universiteterne og de faglige organisationer; der henviser til, at der er behov for en gennemgribende revision af de juridiske uddannelser, videreuddannelsen af aktører inden for retsvæsenet og universiteternes læseplaner; der henviser til, at det er særdeles vigtigt at indlede seriøse overvejelser om, hvordan EU effektivt kan bidrage hertil og anspore de kompetente nationale myndigheder til at påtage sig ansvaret for dette projekt,

L.

der henviser til, at dette er Europas inderste essens og den udfordring, der er forbundet med området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og ikke bør betragtes som værende i modstrid med udvikling og formidling af en egentlig europæisk retskultur,

M.

der henviser til, at målsætningen i Lissabontraktatens præambel om »at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk« indebærer, at den reelle og erkendte afstand mellem Den Europæiske Union, dens retsregler og dens borgere skal indskrænkes,

N.

der henviser til, at EU-retten skal tjene borgernes interesser, særlig med hensyn til familieret og civilstand,

O.

der henviser til, at Kommissionen skal sikre sig, at Stockholmhandlingsplanen virkelig afspejler de enkelte borgeres og virksomheders, særlig små og mellemstore virksomheders, behov for et øget fokus på EU (hvad angår mobilitet, arbejdstagerrettigheder, erhvervslivets behov, lige muligheder), og samtidig forbedrer retssikkerheden og adgangen til hurtige og effektive retsmidler,

P.

der henviser til, at der i denne kontekst må lægges stadig større vægt på at forenkle retsmaskineriet og retsvæsenet og sikre mere gennemskuelige og tilgængelige procedurer, også fordi det er nødvendigt at foretage besparelser, særlig i det nuværende økonomiske klima,

Q.

der henviser til, at der i de seneste EU-initiativer, der vedrører det følsomme spørgsmål om familieretlige forhold med grænseoverskridende aspekter, er lagt vægt på partsautonomi, hvilket indebærer en risiko for, at der lægges op til den uacceptable praksis forumshopping, medmindre der indføres klare restriktioner,

1.

gratulerer Kommissionen med dens foreslåede handlingsplan;

2.

mener ikke desto mindre, at tiden er inde til at overveje den fremtidige udvikling med hensyn til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og opfordrer Kommissionen til at indlede en vidtrækkende debat med alle interesserede parter, heriblandt navnlig dommere og aktører inden for retsvæsenet;

3.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at gøre status ved at foretage en ex post-konsekvensanalyse af de foranstaltninger, der allerede er vedtaget på det civil- og familieretlige område, for at vurdere deres effektivitet og fastslå, i hvilket omfang de har haft den ønskede virkning og opfyldt borgernes, virksomhedernes og aktørernes behov; mener, at der samtidig bør gennemføres en undersøgelse, der fokuserer på de nationale justitsministerier, aktørerne inden for retsvæsenet, erhvervslivet og forbrugerorganisationerne, for at fastslå, inden for hvilke områder det er nødvendigt og ønskeligt at gennemføre nye foranstaltninger i det civilretlige samarbejde;

4.

opfordrer Kommissionen til at reagere på Parlamentets beslutning af 17. juni 2010 om juridisk uddannelse i samråd med Parlamentet;

5.

understreger atter, at det er nødvendigt at tage alle midler i brug for at fremme en europæisk retskultur, særlig gennem juridisk uddannelse og videreuddannelse;

6.

henstiller, at de Erasmus-lignende udvekslingsprogrammer, der foreslås i handlingsplanen, kommer til at indgå som et blandt flere initiativer, der skal have til formål at fremme vertikal og horisontal kommunikation mellem nationale og europæiske domstole; henleder opmærksomheden på, at Parlamentet agter at få gennemført en undersøgelse, der skal vurdere nationale uddannelsesprogrammer og skoler for dommerstanden, bl.a. med henblik på at identificere den bedste praksis inden for denne sektor;

7.

bemærker, at de eksisterende nationale uddannelsesinstitutioner og -netværk, der fungerer som »frontlinjen« ved EU-rettens implementering i medlemsstaterne og står i direkte forbindelse med nationale domstole og dommere og repræsenterer en dyb forståelse for den nationale retskultur og nationale behov, bør benyttes til at fremme en fælles europæisk retskultur;

8.

mener, at der som udgangspunkt kunne etableres et regulært forum, hvor dommere på alle anciennitetsniveauer inden for retsområder, hvor der hyppigt opstår grænseoverskridende tvivlsspørgsmål, som f.eks. sager vedrørende søret, handelsret, familieret og personskader, kunne drøfte de seneste retlige uoverensstemmelser eller vanskeligheder for at fremme debat, opbygge kontakter, skabe kommunikationskanaler og samarbejde og opbygge gensidig tillid og forståelse; mener, at et sådant tiltag kunne fremmes ved aktiv deltagelse fra universiteternes side og ved at lade aktører fra retsvæsenet deltage;

9.

mener, at Kommissionen bør støtte den løbende, målrettede dialog og kommunikation, der foregår mellem de europæiske faglige organer i Rådet for Advokatsamfund i Den Europæiske Union (CCBE); mener, at dette kan danne grundlag for yderligere grænseoverskridende uddannelsesinitiativer i et partnerskab mellem de faglige organer og andre europæiske aktører som f.eks. Det Europæiske Retsakademi (ERA);

10.

værdsætter Kommissionens generøse finansiering af grænseoverskridende juridiske uddannelsesprojekter på det civilretlige område, men beklager, at det er særdeles vanskeligt at få adgang til denne finansiering og udnytte den effektivt, især fordi det nuværende system er ufleksibelt; bemærker endvidere, at der er problemer med at få dækket udgifter i forbindelse med samfinansierede uddannelsesprogrammer, og at tilrettelæggelsen af sådanne programmer medfører, at den pågældende faglige organisation må binde store beløb i lang tid på grund af de krav, der stilles af Kommissionen; slår derfor til lyd for, at Kommissionen anlægger en mere fleksibel og innovativ indfaldsvinkel, således at organisationer uden en stor pengestrøm kan søge om at gennemføre uddannelsesforløb;

11.

bemærker, at EU-rettens status som et særskilt fag inden for juridisk uddannelse og videreuddannelse virker marginaliserende; henstiller derfor, at læseplaner vedrørende juridisk uddannelse og videreuddannelse kommer til at omfatte EU-ret inden for alle centrale retsområder som en selvfølge; mener, at sammenlignende retsvidenskab bør gøres til et centralt element i universiteternes læseplaner;

12.

henviser til, at uddannelse og videreuddannelse primært henhører under medlemsstaternes kompetence, og opfordrer derfor Kommissionen til at indlede en dialog med alle parter, der har ansvaret for juridisk uddannelse, med henblik på at nå disse mål; mener endvidere, at jurister på længere sigt bør kunne begå sig på i hvert fald ét andet EU-sprog; mener, at denne målsætning kan fremmes omgående ved at yde flere midler og ved at anspore studerende til at deltage i Erasmus-lignende forløb som led i deres jurastudium;

13.

henviser til, at Stockholmprogrammet indeholder en ambitiøs målsætning om at tilbyde europæiske uddannelsesforløb til halvdelen af de dommere, anklagere, ansatte ved retsvæsenet og andre fagfolk, der er involveret i europæisk samarbejde, inden 2014, og at der i programmet slås til lyd for, at især de eksisterende uddannelsesinstitutioner bør benyttes til dette formål, og påpeger, at netværket af præsidenterne for de øverste domstole, Det Europæiske Netværk af Domstolsadministrationer, Sammenslutningen af Statsråd og Forvaltningsdomstole i Den Europæiske Union og Eurojustice-netværket af europæiske anklagemyndigheder, embedsmænd ved domstolene og praktiserende jurister kan yde et kolossalt bidrag ved at koordinere og fremme faglig uddannelse af dommere og anklagere og gensidig forståelse for andre medlemsstaters retssystemer og gøre det lettere at løse grænseoverskridende tvister og problemer, og mener derfor, at deres arbejde skal lettes og støttes i tilstrækkeligt omfang; mener endvidere, at dette må resultere i en fuldt finansieret plan for uddannelse af dommere og anklagere udarbejdet i samarbejde med de ovennævnte retlige netværk, idet det dog i den forbindelse skal sikres, at der ikke forekommer nogen unødvendig overlapning af programmer og strukturer, og mener, at bestræbelserne bør munde ud i etableringen af et europæisk dommerakademi bestående af Det Europæisk Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere og Det Europæiske Retsakademi;

14.

mener, at der - særlig som led i udarbejdelsen af EU-lovgivning inden for civil- og familieret - bør skabes mulighed for, at nationale dommere og EU-dommere kan få indflydelse på de rent tekniske aspekter af de foreslåede foranstaltninger for at sikre, at de nationale dommere kan gennemføre og anvende den fremtidige lovgivning med et minimum af besvær; er af den opfattelse, at dette også kan bidrage til at skabe yderligere kontakter mellem dommerne, således at der opstår nye kommunikationskanaler; bifalder bidrag fra de nationale domstole som led i lovgivningsprocedurerne;

15.

mener, at Kommissionen bør prioritere løsningen af de problemer, der skyldes divergerende nationale retsplejebestemmelser (f.eks. forældelsesfrister og domstolenes behandling af udenlandsk ret); foreslår, at datoen for Kommissionens kompendium om eksisterende EU-lovgivning om grænseoverskridende civilretligt samarbejde rykkes frem fra 2013 til slutningen af 2011; opfordrer indtrængende Kommissionen til at reagere på Parlamentets beslutning af 1. februar 2007 (3) ved at forelægge et forslag om en fælles forældelsesfrist i forbindelse med personskader og dødsulykker snarest muligt;

16.

bifalder grønbogen af 1. juli 2010 om løsningsmodeller for indførelse af en europæisk aftaleret for forbrugerne og erhvervslivet og støtter Kommissionens ambitiøse initiativ med henblik på et europæisk aftaleretligt instrument, som aftaleparter frivilligt kan vælge at anvende (KOM(2010)0348);

17.

understreger betydningen af grænseoverskridende retspraksis i sager om bedrageri og vildledende forretningspraksis, som har sin oprindelse i en medlemsstat og tager sigte på enkeltpersoner, ngo'er og SMV’er i andre medlemsstater;

18.

henleder opmærksomheden på Parlamentets beslutning af 10. marts 2009 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (4) og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage initiativ til at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes retter hvad angår bevisoptagelse og en øget effektivitet af forordning (EF) nr. 1206/2001, særlig ved at sikre, at retterne og de praktiserende jurister er bedre informeret om denne forordning, og at de fremmer en udstrakt anvendelse af informationsteknologi og videokonferencer; mener, at der bør eksistere et sikkert system til afsendelse og modtagelse af e-mails, og at disse spørgsmål bør tages op som led i EU-strategien for e-justice;

19.

noterer med tilfredshed, at handlingsplanen foreslår et lovgivningsmæssigt initiativ i form af en forordning om større effektivitet ved fuldbyrdelsen af retsafgørelser hvad angår adgangen til oplysninger om skyldneres aktiver og en lignende forordning om udlæg i bankindeståender; understreger imidlertid, at de to forslag supplerer hinanden og bør fremsættes snarest muligt;

20.

mener, at sådanne initiativer er af voksende betydning på grund af den økonomiske tilbagegang;

21.

opfordrer Kommissionen til at fremme disse initiativer så hurtigt som muligt og til at lægge særlig vægt på muligheden for et selvstændigt europæisk retsmiddel til at afdække og/eller fastfryse aktiver i grænseoverskridende sager;

22.

understreger, at dette område har alvorlige konsekvenser for økonomi og omdømme; slår følgelig til lyd for forebyggende anvendelse af alternative mekanismer til bilæggelse af tvister;

23.

mener, at en konsolidering af de retlige forhold ved hjælp af de virkemidler, der er beskrevet i denne betænkning, ganske givet ville føre til en videreudvikling og styrkelse af de økonomiske og faglige forbindelser og således bidrage til etablering af et egentligt indre marked;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en mere ensartet anvendelse af EU-lovgivningen (hvad angår de proceduremæssige aspekter) med fokus på standardiserede regler og administrative procedurer, der bør finde anvendelse på områder, som henhører under Unionens kompetence som f.eks. beskatning, told, handel og forbrugerbeskyttelse, med forbehold af de i EU-traktaterne indeholdte begrænsninger, med henblik på at sikre det indre markeds korrekte funktion og fri konkurrence;

25.

bemærker, at Stockholmprogrammet sigter efter at skabe et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der garanterer borgernes grundlæggende rettigheder, deriblandt retten til at drive egen virksomhed for at udvikle iværksætterkulturen i alle områder af økonomien;

26.

tilkendegiver sin kraftige støtte til Kommissionens mål med hensyn til af vedtagelse af retsakter, der mindsker forretnings- og transaktionsomkostninger, især for SMV'er;

27.

tilskynder til fælles initiativer fra Kommissionen og medlemsstaterne til støtte af SMV'er, der arbejder på tværs af grænserne i EU, gennem en mærkbar nedskæring af de administrative, finansielle og reguleringsmæssige byrder; udtrykker tilfredshed med den kommende revision af direktivet om forsinkede betalinger;

28.

understreger, at et velfungerende indre marked støtter det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og bidrager til at styrke den europæiske model for social markedsøkonomi; erkender også, at oprettelsen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed vil styrke det indre marked og især forbrugerbeskyttelsen;

29.

understreger, at artikel 12 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde som en af de almindelige bestemmelser fastslår, at forbrugerbeskyttelseshensyn skal inddrages ved udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter; understreger betydningen af det foreslåede nye direktiv om forbrugerrettigheder såvel som den forestående ajourføring af direktivet om pakkerejser, direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om vildledende og sammenlignende reklame;

30.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle hindringer for udviklingen af e-handel, som senest blev fastslået i Europas digitale dagsorden for 2010, fjernes både med lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige midler; opfordrer indtrængende til, at der findes en hurtig løsning på de grænseoverskridende handelsproblemer i forbindelse med forbrugeres køb over internettet, især hvad angår betaling og grænseoverskridende leverancer; understreger behovet for at øge forbrugernes og erhvervslivets tillid til grænseoverskridende e-handel, bl.a. ved at intensivere bekæmpelsen af cyberkriminalitet og forfalskninger; opfordrer til udvikling af et EU-charter om forbrugerrettigheder i forbindelse med onlinetjenester og e-handel;

31.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at sikre, at Parlamentet løbende bliver holdt fuldstændig underrettet om udviklingen af ACTA-forhandlingerne i alle faser for at overholde ånden og bogstaven i Lissabontraktaten, såvel som sit krav om at modtage yderligere forsikringer om, at ACTA ikke vil ændre EU-regelsættet om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og grundlæggende rettigheder; opfordrer Kommissionen til at indgå tæt samarbejde med tredjelande, som ikke deltager i ACTA-forhandlingerne, navnlig vækstlande;

32.

gør opmærksom på problemer, der skyldes den retlige usikkerhed ved handel fra og til lande, der ikke er med i EU, og på spørgsmålet om, hvilken domsmyndighed der er kompetent til at træffe afgørelse i en given tvist; bemærker, at selv om der eksisterer internationalprivatretlige principper, skaber gennemførelsen af dem en række problemer, der primært påvirker forbrugere og små virksomheder, som ofte mangler viden om deres egne rettigheder; fremhæver desuden de nye retlige udfordringer, der opstår som følge af globaliseringen og udviklingen af internettransaktioner; understreger behovet for at indføre en ensartet tilgang på internationalt plan for at undgå, at forbrugerne og de små virksomheder straffes i denne situation;

33.

henleder, hvad angår selskabsret set i forhold til international privatret, Kommissionens opmærksomhed på følgende beslutninger fra Parlamentet: beslutning af 10. marts 2009 med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende flytning af selskabers vedtægtsmæssige hjemsted (2008/2196(INI)), beslutning af 4. juli 2006 om den seneste udvikling og udsigter i relation til selskabsret og beslutning af 25. oktober 2007 om det europæiske private selskab og det fjortende selskabsretsdirektiv om flytning af registreringssted, samt til Domstolens domme i Daily Mail og General Trust, Centros, Überseering, Inspire Art, SEVIC Systems og Cartesio;

34.

noterer sig det obiter dictum, der er indeholdt i Cartesio-dommen, og hvorefter det fastslås, at da der ikke findes en ensartet definition i fællesskabsretten af, hvilke selskaber etableringsretten gælder for, i henhold til ét enkelt tilknytningskriterium, som fastsætter, hvilken national lovgivning der finder anvendelse på et selskab, er spørgsmålet om, hvorvidt EU-traktatens artikel 49 finder anvendelse på et selskab, der påberåber sig den grundlæggende frihed, som er fastsat i denne artikel, et forudgående spørgsmål, som på EU-rettens nuværende udviklingstrin kun kan besvares i henhold til den nationale lovgivning, som finder anvendelse; bemærker endvidere, at den selskabsretlige udvikling, der er lagt op til i traktaten, og som skal realiseres ved hjælp af lovgivning og aftaler, endnu ikke har haft konsekvenser for de lovgivningsmæssige forskelle mellem medlemsstaterne og således endnu ikke har elimineret disse forskelle; bemærker, at der altså foreligger en lakune i EU-retten; slår atter til lyd for, at denne lakune lukkes;

35.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre sit yderste i Haagerkonferencens regi for at få genoplivet projektet vedrørende en international domskonvention; mener, at Kommissionen kunne indlede sine bestræbelser med at foretage vidtgående høringer - og i denne forbindelse informere og inddrage Parlamentet - for at få afklaret, om bestemmelserne i forordning (EF) nr. 44/2001 (5) bør tillægges refleksvirkning for at anspore andre lande og særlig USA til at genoptage forhandlingerne; er af den opfattelse, at det ville være overilet og uklogt at overveje at tillægge bestemmelserne i den pågældende forordning refleksvirkning, indtil det er tilstrækkelig klart, at bestræbelserne på at genoptage forhandlingerne i Haag er slået fejl, og det fremgår af de høringer og undersøgelser, der er gennemført, at et sådant tiltag ville medføre positive konsekvenser og fordele for EU's borgere, virksomheder og praktiserende jurister;

36.

opfordrer den kommissær, der er ansvarlig for retlige anliggender, til at sikre, at Parlamentet fremover i højere grad inddrages i Kommissionens og Rådets aktiviteter i Haagerkonferencens regi via Parlamentets observatør og ved hjælp af regelmæssige redegørelser til Parlamentets ansvarlige udvalg; erindrer i denne sammenhæng Kommissionen om, at kommissær Frattini på sin institutions vegne i september 2006 gav Parlamentet tilsagn om, at Kommissionen ville samarbejde fuldt ud med Parlamentet med hensyn til sit arbejde i Haagerkonferencens regi;

37.

opfordrer Kommissionen til fuldt ud at engagere sig i Haagerkonferencens arbejde; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at sikre, at EU ratificerer Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om beskyttelse af børn;

38.

er fast besluttet på at oprette et interparlamentarisk forum om Haagerkonferencens arbejde; henviser, blot som et eksempel, til, at Haagerkonferencens fremme af partsautonomi i aftaleforhold på verdensplan har haft så alvorlige konsekvenser med hensyn til omgåelse af bindende regler, at det er berettiget at debattere og overveje dette spørgsmål i demokratiske fora overalt i verden;

39.

bemærker, at Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe om voldgift; advarer Kommissionen mod at vedtage nogen som helst form for lovgivningsmæssigt initiativ på dette område uden at gennemføre åbne høringer og inddrage Europa-Parlamentet fuldt ud; opfordrer Kommissionen til at sikre, at en repræsentant fra det kompetente parlamentariske udvalg indbydes til at deltage i alle sådanne arbejdsgrupper, og mener, uden at anfægte Kommissionens initiativret, at Europa-Parlamentet bør have ret til at udnævne et eller flere medlemmer af sådanne arbejdsgrupper for at sikre, at de reelt er af repræsentativ karakter;

40.

understreger, at det er nødvendigt at sikre gensidig anerkendelse af officielle dokumenter, der er udstedt af de nationale myndigheder; bifalder Kommissionens bestræbelser på at give borgerne mulighed for at udøve deres ret til fri bevægelighed og støtter på det bestemteste planerne om at muliggøre gensidig anerkendelse af de virkninger, der følger af personlige dokumenter; slår til lyd for, at der gøres yderligere bestræbelser på at mindske hindringerne for de borgere, som faktisk udøver deres ret til fri bevægelighed, særlig hvad angår adgang til de sociale ydelser, som de har krav på, og deres ret til at stemme ved kommunalvalg;

41.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/27

—

der henviser til artikel 207 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om gennemsigtighed i og status for ACTA-forhandlingerne,

—

der henviser til sin afgørelse af 20. oktober 2010 om den reviderede rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen,

—

der henviser til drøftelsen på plenarmødet den 20. oktober 2010 om en handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning,

—

der henviser til udkastet af 2. oktober 2010 til en handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning,

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om klage 90/2009(JD)OV om adgang til ACTA-dokumenter,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003,

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om bedre lovgivning (2003/C321/01),

—

der henviser til Verdenshandelsorganisationens (WTO’s) aftale om handelsaspekter vedrørende intellektuel ejendomsret (TRIPs),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at bekæmpelsen af forfalskning er et centralt element i EU’s politikstrategi for at sikre retfærdighed, samme vilkår for vore producenter og bevarelse af beskæftigelse og arbejdspladser for de borgere og aktører, som respekterer retsstatsprincippet,

B.

der henviser til, at bekæmpelsen af forfalskning - som er et globalt fænomen - kræver et stærkere, internationalt samarbejde blandt de store internationale aktører, hvis den skal være mere effektiv,

C.

der henviser til, at denne strategi på trods af adskillige forsøg på at nå frem til en multilateral strategi i dette spørgsmål - som fortsat er det vigtigste mål i EU’s strategi - ikke kunne gennemføres på grund af modstanden fra andre globale aktørers side, og til, at den multilaterale aftale derfor synes at være den bedste måde til at varetage de specielle anliggender på internationalt plan,

D.

der henviser til, at Kommissionen gentagne gange har erklæret, at ACTA kun beskæftiger sig med håndhævelsesforanstaltninger og ikke indeholder bestemmelser om ændringer af det egentlige indhold i EU’s eller de andre ACTA-parters lovgivning om intellektuel ejendomsret (IPR) men snarere for første gang fastlægger en omfattende international ramme, der skal bistå parterne i deres indsats for at bekæmpe overtrædelser af IPR effektivt, og at den derfor ikke betyder, at der foretages ændringer i gældende fællesskabsret,

E.

der henviser til, at ACTA på mange områder, herunder bestemmelserne vedrørende den digitale sektor og anvendelsesområdet for obligatoriske foranstaltninger ved grænserne, går videre end anvendelsesområdet for TRIPS og derfor yder rettighedsindehavere bedre beskyttelse,

F.

der henviser til, at der efter kraftige indsigelser fra Parlamentets side blev foretaget en grundlæggende forbedring af gennemsigtighedsniveauet i ACTA-forhandlingerne, og at Parlamentet siden forhandlingsrunden i New Zealand har modtaget omfattende informationer under forhandlingerne; der endvidere henviser til, at det tog den forhandlede ordlyd til efterretning en uge efter afslutningen af den sidste runde i Japan,

G.

der henviser til, at den forhandlede ordlyd afspejler de vigtigste betænkeligheder, som Parlamentet har givet udtryk for i løbet af de seneste måneder, herunder om spørgsmål, som f.eks. overholdelse af grundlæggende rettigheder, privatlivets fred og databeskyttelse, respekt for det frie internets vigtige rolle, betydningen af beskyttelse af serviceudbyderes rolle og nødvendigheden af at beskytte adgangen til medicin - en henvisning til Doha-erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed, der vedtoges den 14. november 2001, og som er blevet indarbejdet i aftalens præambel,

H.

der henviser til, at Kommissionen gentagne gange har bekræftet, at det er vigtigt at håndhæve beskyttelsen af de geografiske betegnelser (GI); der henviser til, at aftalens parter er blevet enige om, at ACTA vil sørge for håndhævelsen af de geografiske betegnelser,

I.

der henviser til, at Kommissionen som traktatens vogter, er forpligtet til at bevare den gældende fællesskabsret, når der forhandles om internationale aftaler, der berører lovgivningen i EU; der endvidere henviser til, at Kommissionen har forpligtet sig til at give Parlamentet øjeblikkelige og fuldstændige oplysninger på ethvert trin i forhandlingerne om internationale aftaler,

J.

der henviser til, at det er afgørende at sikre, at udviklingen af foranstaltninger til håndhævelse af IPR sker på en måde, som ikke står i vejen for innovation eller konkurrence, undergraver begrænsningerne vedrørende IPR og beskyttelsen af personoplysninger, begrænser den fri udveksling af information eller belaster den legale handel urimeligt, håndhæves,

K.

der henviser til, at enhver aftale, som Den Europæiske Union indgår om ACTA, skal være i overensstemmelse med den gældende fællesskabsret, og det gælder især de juridiske forpligtelser, der er pålagt EU med hensyn til privatlivets fred og databeskyttelse, som især er fastlagt i direktiv 95/46/EF, direktiv 2002/58/EF og i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols og EU-Domstolens retspraksis,

L.

der henviser til, at Europa-Parlamentet som følge af Lissabontraktatens ikrafttrædelse i december 2009 skal godkende ACTA-aftalens ordlyd, før aftalen træder i kraft i Den Europæiske Union,

1.

glæder sig over forelæggelsen den 2. oktober 2010 af forslaget til en handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning efter forhandlingsrunden i Tokyo og forventer, at Kommissionen forelægger den færdigbehandlede ordlyd af ACTA-aftalen for Parlamentet og offentligheden efter det tekniske forhandlingsmøde i Sydney fra den 30. november til den 3. december 2010;

2.

gentager, at det prioriterer bekæmpelsen af forfalskning i sin interne og internationale politikstrategi, og at internationalt samarbejde er en vigtig faktor, hvis dette mål skal nås;

3.

er fuldt ud klar over, at den forhandlede aftale ikke vil løse det komplicerede og multidimensionale problem med forfalskning; mener imidlertid, at den er et skridt i den rigtige retning;

4.

glæder sig over Kommissionens gentagne erklæringer om, at gennemførelsen af ACTA-bestemmelserne - især bestemmelserne om håndhævelsesprocedurer for copyright i det digitale miljø - vil ske i fuld overensstemmelse med den gældende fællesskabsret, og at der med denne aftale hverken vil blive indført kropsvisiteringer eller den såkaldte »three strikes«-procedure; påpeger, at aftalen ikke kan pålægge nogen ACTA-signatar og især ikke EU at indføre en »three strikes«-ordning eller en lignende ordning;

5.

glæder sig over, at det i udkastet til drøftelse af ordlyden af 2. oktober 2010 i præamblet bekræftes, at ACTA’s mål er at stille effektive og hensigtsmæssige midler til rådighed med hensyn til håndhævelse af IPR som supplement til TRIPS-aftalen og at tage hensyn til forskelle i ACTA-parternes respektive retssystemer og -praksis; anerkender, at principperne i Doha-erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed, der vedtoges den 14. november 2001 af WTO på dens fjerde ministerkonference i Doha, Qatar, er de grundlæggende elementer for udkastet til drøftelse af ordlyden af 2. oktober 2010 af ACTA-aftalen, og at enhver håndhævelse af ACTA-aftalen derfor bør være i overensstemmelse med disse principper;

6.

understreger, at ACTA ikke vil medføre ændringer i den gældende EU-lovgivning, for så vidt angår håndhævelsen af IPR, eftersom EU-lovgivningen allerede er betydeligt længere fremme end de nuværende internationale normer, og at der derfor er en mulighed for udveksling af bedste praksis og retningslinjer på dette område;

7.

mener, at ACTA er et instrument, som gør de eksisterende normer mere effektive og dermed er til fordel for EU's eksport og beskytter rettighedsindehaverne, når de opererer på det internationale marked, hvor de i øjeblikket er udsat for systematiske og omfattende krænkelser af deres copyright, varemærker, patenter, design og geografiske betegnelser;

8.

understreger, at det er vigtigt for de europæiske selskaber og beskæftigelsen i EU, at de geografiske betegnelser beskyttes; anerkender den indsats, som Kommissionen har gjort for at beskytte de geografiske betegnelser inden for rammerne af ACTA;

9.

finder det beklageligt, at der i artikel 1.X. i aftalen ikke findes en definition på »forfalskede geografiske betegnelser«, da denne udeladelse kunne skabe forvirring eller i det mindste gøre de administrative myndigheders og retsvæsenets opgaver komplicerede i forbindelse med tolkning og håndhævelse af ACTA;

10.

glæder sig over medtagelsen af ordet »kan« i artikel 2.14.3. (»Hver part kan etablere strafferetlige procedurer og sanktioner […]«);

11.

glæder sig over, at parterne efter krav fra EU nåede til enighed om, at kriminalisering af »videokameraoptagelser« (camcording) kun bør ske på frivilligt grundlag (artikel 2.14.3 og artikel 2.15);

12.

glæder sig over, at medlemskab af ACTA ikke er selektivt, og at yderligere udviklingslande og vækstlande kan blive medlem, hvilket således fremmer beskyttelsen af IPR i omfattende grad og styrker bekæmpelsen af forfalskning på internationalt plan; mener, at ACTA i fremtiden eventuelt kunne nå et multilateralt plan;

13.

understreger, at alle afgørelser truffet af Kommissionen som en del af ACTA-udvalget skal ligge inden for anvendelsesområdet for den gældende fællesskabsret, og at disse afgørelser ikke må medføre en ensidig ændring af ACTA-aftalens indhold; mener derfor, at enhver ændring, der foreslås til ACTA, skal vedtages af Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med artikel 207 og 218 i EUF-traktaten;

14.

opfordrer Kommissionen til at bekræfte, at iværksættelsen af ACTA ikke får følger for de grundlæggende rettigheder og for databeskyttelsen, for EU’s fortsatte indsats for at harmonisere foranstaltningerne til håndhævelse af IPR eller for e-handel;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og regeringerne og parlamenterne i de stater, der er parter i ACTA-forhandlingerne.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/30

—

der henviser til artikel 310-325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til forslag til Den Europæiske Unions almindelig budget for regnskabsåret 2011 forelagt af Kommissionen den 27. april 2010 (KOM(2010)0300) og til ændringsskrivelse nr. 1, 2 og 3 forelagt af Kommissionen henholdsvis den 15. september 2010, 11. oktober 2010 og 20. oktober 2010,

—

der henviser til Rådets holdning til forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 af 12. august 2010 (12699/2010 - C7-0202/2010),

—

der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 20. oktober 2010 om Rådets holdning til forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 - alle sektioner (1),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 3. marts 2010 til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013 (KOM(2010)0072) og forslag af 3. marts 2010 til interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetsamarbejde (KOM(2010)0073),

—

der henviser til forslag til ændringsbudget nr. 3/2010 til det almindelige budget for regnskabsåret 2010 (KOM(2010)0149) af 8. april 2010 og forslag til ændringsbudget nr. 10/2010 til det almindelige budget for regnskabsåret 2010 KOM(2010)0598) af 20. oktober 2010,

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om at bringe fleksibilitetsinstrumentet i anvendelse (KOM(2010)0150), som Kommissionen fremsatte den 8. april 2010,

—

der henviser til Rådets holdning til forslaget til Den europæiske Unions ændringsbudget nr. 3/2010, vedtaget af Rådet den 13. september 2010 (13472/2010 - C7-0263/2010), og Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2010 om Rådets holdning til forslaget til Den europæiske Unions ændringsbudget nr. 3/2010 for regnskabsåret 2010, Sektion III - Kommissionen (2),

—

der henviser til sin beslutning af 22. september 2010 om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om Den Europæiske Unions egne indtægter i fremtiden (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 78,

A.

der henviser til, at Rådets holdning til forslaget til budget har begrænset betalingsbevillingerne til et beløb, der svarer til en forhøjelse på 2,91 % i forhold til 2010-budgettet,

B.

der henviser til, at Parlamentet havde vedtaget en syvpunktsstrategi med det formål at gennemføre bestemmelserne i Lissabontraktaten støttet af budgetændringsforslag, men samtidig viste vilje til at bekræfte betalingsniveauet som led i en samlet aftale,

C.

der henviser til, at Forligsudvalget mellem Parlamentet og Rådet ikke kunne blive enig om en fælles tekst til 2011-budget den 15. november 2010,

1.

udtrykker vilje til at fremme en aftale om 2011-budgettet og dertil knyttede faktorer inden for en meget stram tidsramme, såfremt Kommissionen og Rådet opfylder følgende betingelser:

2.

glæder sig over Kommissionens løfter i henseende til en europæisk merværdi og Lissabontraktatens følger for EU- budgettet og en præcis tidsramme for egne indtægter,

3.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/31

—

der henviser til EU-traktatens artikel 2, 3, 6 og 21,

—

der henviser til artikel 153, 191, 207 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

under henvisning til artikel 12, 21, 28, 29, 31 og 32 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder,

—

der henviser til FN's menneskerettighedserklæring (1948) og andre FN-instrumenter på menneskerettighedsområdet, især pagten om borgerlige og politiske rettigheder (1966) og pagten om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966), konventionen til eliminering af alle former for racediskrimination (1965), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (1979) og konventionen om barnets rettigheder (1989), FN-erklæringen om de oprindelige folks rettigheder (2007) samt slutdokumentet fra FN's milleniumtopmøde, som blev afholdt den 20.-22. september 2010 i New York,

—

der henviser til Marrakesh-aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og til erklæringen fra den fjerde ministerkonference, der blev afholdt i Doha i november 2001, især til afsnit 31 heri,

—

der henviser til sin beslutning af 20. september 1996 om Kommissionens meddelelse om hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande (KOM(1995)0216) (1) samt til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2001 om åbning af og demokrati i den internationale handel (3), der indeholder krav om WTO's efterlevelse af de Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's grundlæggende sociale standarder såvel som EU's anerkendelse af ILO's beslutninger, herunder eventuelle opfordringer til sanktioner i forbindelse med alvorlige overtrædelser af de grundlæggende sociale standarder,

—

der henviser til sin beslutning af 25. april 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande (KOM(2001)0252) (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om den sociale dimension af globaliseringen - EU's politiske bidrag til at sprede fordelene til alle borgerne (KOM(2004)0383),

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2005 om globaliseringens sociale dimension (5),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2005 om udnyttelse af børn i udviklingslandene, med særligt fokus på børnearbejde (6),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om børnearbejde (7),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2006 om retfærdig handel og udvikling (8),

—

der henviser til sin beslutning af 22. maj 2007 om et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen (9) som svar på Kommissionens meddelelse til Rådet og Parlamentet med titlen »Det globale Europa - i konkurrencen på verdensmarkedet - Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse« (KOM(2006)0567),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Fremme af anstændigt arbejde for alle - EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden« (KOM(2006)0249),

—

der henviser til, at parterne i FN's Økonomiske og Sociale Råds ministererklæring fra 2006 om fuld beskæftigelse og anstændigt arbejde anerkendte fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle som en afgørende faktor for bæredygtig udvikling,

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om anstændigt arbejde for alle (10), hvori der med henblik på fremme af anstændigt arbejde kræves indarbejdelse af de sociale standarder i EU's handelsaftaler, især de bilaterale aftaler,

—

der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og til ILO's globale jobpagt, der blev vedtaget ved global konsensus den 19. juni 2009 på Den Internationale Arbejdskonference, samt til ILO's erklæring fra 2008 om social retfærdighed for en fair globalisering,

—

der henviser til Bruxelleskonventionen af 1968 som konsolideret ved Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (11),

—

der henviser til den generelle præferenceordning (GSP), der trådte i kraft den 1. januar 2006 og tillader toldfri adgang eller adgang til nedsat toldsats for et forhøjet antal varer, og som ligeledes indeholder en ny tilskyndelsesforanstaltning til fordel for sårbare lande, der har særlige handelsmæssige, finansielle eller udviklingsmæssige behov,

—

der henviser til alle aftaler mellem Den Europæiske Union og tredjelande,

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og EU, der blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, og til revisionerne heraf i 2005 og 2010,

—

der henviser til beslutningerne om de økonomiske partnerskabsaftaler med AVS-regionerne og -staterne, især beslutningerne af 26. september 2002 (12), af 23. maj 2007 (13) og af 12. december 2007 (14),

—

der henviser til de internationale miljøkonventioner som f.eks. Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget (1987), Baselkonventionen om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald (1989), Cartagenaprotokollen om biosikkerhed (2000) og Kyotoprotokollen (1997),

—

der henviser til kapitel 13 i den frihandelsaftale, der blev undertegnet mellem EU og Sydkorea i oktober 2009,

—

der henviser til afslutningen af forhandlingerne mellem EU og Colombia og Peru om en flerpartshandelsaftale,

—

der henviser til høringen om anvendelse af de sociale og miljømæssige standarder i handelsforhandlinger, som blev afholdt af Europa-Parlamentet den 14. januar 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender samt Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0312/2010),

A.

der henviser til, at sammenhængen mellem handel, menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder er blevet et nøgleelement i de økonomiske og handelsmæssige forbindelser og er en integreret del af forhandlingerne om frihandelsaftaler,

B.

der henviser til, at tilfælde af konkurrenceforvridning og risiko for miljødumping og social dumping bliver stadig mere hyppige, hvilket især skader virksomheder og arbejdstagere i EU, som skal overholde højere sociale, miljømæssige og skattemæssige normer,

C.

der henviser til, at EU bør vedtage en differentieret strategi, som tager hensyn til handelspartnernes udviklingsniveau, såvel hvad angår krav på det sociale og miljømæssige område som hvad angår handelsliberaliseringerne, med henblik på at skabe betingelser for en loyal og retfærdig konkurrence på internationalt plan,

D.

der henviser til, at bilaterale fora er blevet det primære sted at forfølge politiske mål, også selv om perspektiverne for indførelse af multilaterale bestemmelser til regulering af forholdene mellem handel, arbejde eller miljø i WTO-regi ikke er særlig lovende,

E.

der henviser til, at det ikke desto mindre er essentielt at arbejde på at genskabe ligevægten mellem handelsrettigheder og grundlæggende rettigheder og at styrke dialogen mellem de førende internationale organisationer, især mellem ILO og WTO, med henblik på at opnå større social sammenhæng mellem internationale politikker og en bedre styremåde på verdensplan,

F.

der henviser til, at der er talrige grunde til at medtage bestemmelser om menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler, lige fra ønsket om at skabe rimelige og lige handelsforhold og sikre en vis grad af god handelsskik (»level palying field«) og til på mere normativt niveau at forsvare de universelle værdier, som EU står for, og sikre sammenhængen i EU's politikker,

G.

minder om, at FN's erklæring fra 1986 om retten til udvikling bekræfter, at retten til udvikling er »en umistelig menneskerettighed, som giver ethvert menneske og alle folkeslag ret til at deltage i, bidrage til og nyde godt af økonomisk, social og kulturel udvikling«; mener derfor, at EU har en forpligtelse til ikke at underminere denne ret, men rent faktisk at integrere den i internationale aftaler og anvende den som rettesnor for europæiske politikker,

H.

der henviser til, at Lissabontraktaten fastslår, at EU's optræden udadtil, som handelen er en integreret del af, bør styres af de selvsamme principper, som ligger til grund for dens oprettelse; der henviser til, at den europæiske sociale model, der er en kombination af bæredygtig økonomisk vækst og forbedrede arbejds- og leveforhold, også kan være et foregangsbillede for andre partnere; der henviser til, at handelsaftaler endvidere bør være i overensstemmelse med de øvrige internationale forpligtelser og konventioner, som de kontraherende stater har givet tilsagn om at efterleve, i henhold til deres nationale ret,

I.

der henviser til, at det er vigtigt at opretholde det nuværende niveau af sociale og miljømæssige standarder i EU, og at udenlandske virksomheder, der opererer på EU's indre marked, overholder dem,

J.

der henviser til, at inkluderingen af menneskerettighederne og de sociale og miljømæssige normer i handelsaftalerne kan tilføre sådanne aftaler en merværdi og dermed muliggøre en øget deltagelse fra civilsamfundets side, en øget støtte til den politiske og sociale stabilitet og ligeledes kan skabe et mere gunstigt handelsklima,

K.

understreger, at handelssektoren og overholdelse af menneskerettighedsstandarder samt sociale og miljømæssige standarder er vigtige faktorer i forbindelse med sikring af fred og velstand i verden, men at de ikke kan bruges til at løse alle problemer mellem verdens stater; bemærker dog, at dødvande i politiske situationer kan overvindes ved at styrke handelsforbindelser og derved sikre fastlæggelse af fælles interesser, særligt inden for miljøbeskyttelse, som en måde at løse konflikter på,

L.

der henviser til, at andre lande har vist positive eksempler med hensyn til at indarbejde sociale standarder i handelsaftaler,

M.

der henviser til, at den generelle præferenceordning afhænger af, at modtagerlandene overholder principperne i internationale menneskerettighedskonventioner og centrale arbejdsstandarder, og indeholder en særlig ordning med supplerende toldpræferencer med henblik på at fremme ratificering og en effektiv gennemførelse af centrale internationale konventioner om menneske- og arbejdsrettigheder, miljøbeskyttelse og god forvaltningspraksis; der henviser til, at manglende efterlevelse af betingelserne kan medføre ophævelse af handelsordningen,

1.

anmoder derfor om, at handel ikke længere betragtes som et mål i sig selv i EU's fremtidige handelsstrategi, men som et redskab der giver mulighed for at fremme en retfærdig handel og generelt at indføre og gennemføre sociale og miljømæssige normer med alle EU's handelspartnere; mener, at EU bør anlægge en positiv, men ligeledes juridisk bindende energisk tilgang til disse forhandlinger; understreger, at inkluderingen af bestemmelser omhandlende bæredygtig udvikling, især i de bilaterale aftaler, vil være til gavn for alle parter;

2.

minder om, at handelspolitikken er et redskab til at opfylde EU’s globale målsætninger, og at EU’s handelspolitik i henhold til artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde føres »inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil«, og at den ifølge EU-traktatens artikel 3 bl.a. skal bidrage til »bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet og gensidig respekt folkene imellem, fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne, især børns rettigheder, samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt«;

3.

opfordrer til øget samarbejde på multilateralt plan mellem WTO og hovedinstitutionerne under FN på menneskerettighedsområdet; mener, at tættere forbindelser såvel som særlige procedurer med FN's højkommissær for menneskerettigheder vil være særlig nyttige for at sikre multilaterale handelsforhold med respekt for menneskerettighederne; mener ligeledes, at højkommissærens ekspertise bør tages i betragtning i WTO-panelerne og appelinstansen, når der konstateres tilfælde af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne;

4.

mener, at en universel regelmæssig gennemgang af menneskerettighederne, forestået af Rådet, kan være et nyttigt redskab til kontrol af efterlevelsen af de menneskerettighedsbestemmelser, der er tilknyttet de internationale handelsaftaler;

5.

understreger, at udvidelsen af samarbejdet med ILO, der er det kompetente organ til fastsættelse af og forhandling om internationale arbejdsstandarder og tilsyn med gennemførelsen heraf i lov og i praksis, såvel som ILO's fulde deltagelse i WTO's arbejde er af essentiel betydning;

6.

fastholder, at de fastsatte mål, der består i på den ene side at fastholde og bevare en åben, ikke-diskriminerende, multilateral handelsordning og på den anden side i at gøre tiltag til beskyttelse af miljøet og til fremme af den bæredygtige udvikling, skal være gensidigt forstærkende; understreger, at ifølge artikel 20 i GATT kan medlemsstaterne vedtage handelsmæssige foranstaltninger til beskyttelse af miljøet, forudsat at disse foranstaltninger ikke anvendes som et middel til at udøve en vilkårlig eller uretfærdig forskelsbehandling, og opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuld brug af denne bestemmelse;

7.

glæder sig over eksistensen af WTO's Komité for handel og miljø, der bør være et essentielt forum for bestræbelserne på at fremme integration og uddybelse af forbindelserne mellem miljø og handel; håber, at komitéens rolle og dens arbejde vil udvikle sig, således at den på en positiv måde kan håndtere de vigtigste handels- og miljømæssige udfordringer, som det internationale samfund står overfor;

8.

understreger betydningen af at forbedre adgangen til grønne goder og teknologier for at kunne nå målene om en bæredygtig udvikling og opfordrer alle parter, der deltager i forhandlingerne, til at fordoble deres indsats for at opnå en snarlig afslutning på forhandlingerne om reduktion eller ophævelse af toldbarrierer og andre forhindringer for miljøvarer og -tjenester, med det formål at fremme nye former for beskæftigelsespolitikker og jobskabelse, der opfylder ILO's standarder for anstændigt arbejde, og mulighederne for vækst i de EU-baserede industrier og SMV'er;

9.

understreger nødvendigheden af at gøre fremskridt i forhandlingerne om de øvrige punkter under artikel 31 i Dohaerklæringen om forholdet mellem de eksisterende WTO-regler og de specifikke handelsmæssige forpligtelser, der er fastsat i de multilaterale miljøaftaler (MMA), og at fremme et snævrere samarbejde mellem MMA-sekretariaterne og WTO-komiteerne, hvilket er et essentielt element for at sikre, at de handelsmæssige og miljømæssige regelsæt udvikles på sammenhængende vis;

10.

finder, at en multilateral aftale om klimaet vil være det mest hensigtsmæssige instrument til at sikre en internalisering af de negative miljøeksternaliteter vedrørende CO2, men frygter at en sådan aftale ikke vil blive opnået i nær fremtid; mener derfor, at EU fortsat bør undersøge mulighederne for at indføre passende miljøværktøjer til de industrielle sektorer, der har en forhøjet risiko for kulstoflækage, parallelt med bortauktioneringen af CO2-kvoterne under EU's emissionshandelssystem, navnlig en »CO2-inkluderingsmekanisme«, idet en sådan mekanisme vil give mulighed for at bekæmpe risikoen for, at CO2-emissioner overføres til tredjelande;

11.

foreslår, at der, når der er blevet forhandlet og undertegnet en international aftale om klimaet, oprettes en reel verdensmiljøorganisation, der skal sikre, at de indgåede engagementer bliver gennemført, og at de miljømæssige standarder overholdes. Denne fremtidige organisation vil eksempelvis obligatorisk blive konsulteret i spørgsmål om miljødumping;

12.

støtter kraftigt praksis med at medtage juridisk bindende klausuler om menneskerettigheder i EU's internationale aftaler, men minder om, at der fortsat er store udfordringer hvad angår kontrollen med og iværksættelsen af disse klausuler; gentager, at disse klausuler ligeledes bør medtages i alle handels- og sektoraftaler med en klar og præcis høringsmekanisme om modellen i Cotonouaftalens artikel 96; glæder sig i denne forbindelse over, at der er blevet indført en sådan klausul i den nye generation af frihandelsaftaler;

13.

understreger, at den samme tilgang med systematisk indarbejdelse ligeledes bør finde anvendelse på kapitlerne om bæredygtig udvikling i de bilaterale aftaler;

14.

konstaterer, at kommende handelsaftaler vil kunne indgås på baggrund af den nuværende finanskrise; mener, at dette ikke må medføre, at sociale og miljømæssige standarder, navnlig med hensyn til drivhusgasemissioner og håndtering af farligt affald, lades ude af betragtning i forbindelse med opfyldelse af andre mål;

15.

opfordrer under hensyntagen til ovennævnte målsætninger Kommissionen til i alle de frihandelsaftaler, den forhandler med tredjelande, systematisk at medtage en række sociale og miljømæssige standarder, der omfatter

16.

understreger, at overholdelsen af disse standarder bør indebære, at de ratificeres, gennemføres i national lovgivning og effektivt gennemføres på hele det nationale område;

17.

kræver, at der i alle fremtidige handelsaftaler indgår et forbud mod børnearbejde, navnlig i forbindelse med brydning og forarbejdning af natursten, og et fælles europæisk certificeringssystem, der sikrer, at importerede natursten og produkter på grundlag heraf beviseligt i hele værdikæden er produceret uden børnearbejde, jf. ILO-konvention 182;

18.

understreger, at der eventuelt kan blive tale om betingede liberaliseringer, der omfatter en forkortelse af fristen for afvikling eller adgang til et supplerende marked, i tilfælde af overholdelse af de sociale og miljømæssige standarder;

19.

understreger betydningen af en fortsat kontrol med iværksættelsen af aftalen med en åben og inkluderende tilgang i alle faser:

20.

opfordrer til, at EU's handelsaftaler effektivt sørger for det højeste niveau af gennemsigtighed, strenge standarder for offentlige indkøb og virksomhedsregnskaber land for land i både de udviklede lande og udviklingslandene, med henblik på at bekæmpe ulovlig kapitalflugt;

21.

opfordrer indtrængende Unionen til at forsvare retten til adgang til naturressourcer i forhandlinger om handelsaftaler og de indfødtes og oprindelige folks ret til væsentlige naturressourcer; opfordrer Kommissionen til i internationale handelsforhandlinger og -aftaler at inddrage problemet med erhvervelse og ejerskab af land i tredjelande, navnlig i de mindst udviklede lande og udviklingslandene;

22.

anerkender, at kapitlet om bæredygtig udvikling i de bilaterale aftaler, der forhandles i øjeblikket, er bindende, men at det vil kunne styrkes, hvis det fastsætter:

23.

understreger, at det er vigtigt at supplere aftalerne med ledsageforanstaltninger, herunder foranstaltninger til teknisk bistand og samarbejdsprogrammer, der har til formål at forbedre kapaciteten til at gennemføre især de grundlæggende konventioner på området menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder;

24.

vurderer, at de 27 konventioner, hvis ratificering og effektive gennemførelse kræves for at kunne benytte sig af GSP +, udgør en enestående blanding af konventioner om menneskerettighederne, arbejdsretten samt standarder for miljø og god forvaltningspraksis; understreger, at GSP + hidtil har haft en synligt positiv indvirkning med hensyn til ratificeringen af disse konventioner, men mindre hvad angår deres gennemførelse, og ønsker derfor at lægge større vægt på de ledsageforanstaltninger, der har til formål at forbedre deres gennemførelseskapacitet; mener endvidere, at Kommissionen for at sikre troværdigheden af GSP+ bør iværksætte undersøgelser, hvis flere overensstemmende elementer angiver, at visse lande ikke gennemfører de 27 konventioner, og i givet fald ophæve præferencerne;

25.

mener, at der kan skabes en tættere forbindelse mellem klausulerne om menneskerettigheder og GSP+ i EU's aftaler med tredjelande, navnlig hvad angår kontrollen heraf;

26.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med revisionen af GSP at sikre, at især de mest trængende lande får gavn heraf, at forenkle de oprindelige regler, for at de lande, som modtager støtte under initiativet »alt undtagen våben« og GSP+ kan drage størst mulig nytte af de præferencer, som de tildeles; kræver, at der etableres gennemsigtige sammenligningspoints, mekanismer og kriterier for tildeling og tilbagetrækning af præferencer inden for rammerne af denne ordning; kræver ligeledes, at Europa-Parlamentet deltager fuldt ud i hele denne proces, navnlig hvad angår Rådets forslag vedrørende en liste over modtagerlande, iværksættelsen af undersøgelserne eller den midlertidige ophævelse af GSP+;

27.

opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at stille forslag om en forordning, der forbyder import til EU af varer, der er fremstillet ved hjælp af moderne former for slaveri eller tvangsarbejde, navnlig tvang af sårbare grupper, i strid med de grundlæggende menneskerettighedsstandarder;

28.

opfordrer Kommissionen til på grundlag af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen under forhandlinger om internationale handelsaftaler løbende at holde Parlamentet grundigt underrettet om alle relevante temaer;

29.

opfordrer Kommissionen til i betragtning af Parlamentets øgede beføjelser i medfør af Lissabontraktaten at sikre en effektiv informationsstrøm og til enhver tid at tildele Parlamentets udsendte repræsentanter observatørstatus og således sikre det adgang til alle relevante møder og dokumenter;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/39

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2009,

—

der henviser til artikel 24, stk. 3, og artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 41 og 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (1),

—

der henviser til rammeaftalen om samarbejde, som blev indgået mellem Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand den 15. marts 2006 og trådte i kraft den 1. april 2006,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. oktober 2005 med titlen »Empowerment to adopt and transmit communications to the European Ombudsman and authorise civil servants to appear before the European Ombudsman« (SEK(2005)1227),

—

der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 2008/587/EF, Euratom af 18. juni 2008 om ændring af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (2),

—

der henviser til Ombudsmandens ændring af sine gennemførelsesbestemmelser med henblik på at afspejle ændringerne af statutten, der trådte i kraft den 1. januar 2009,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Europæiske Ombudsmands virksomhed,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 205, stk. 2, andet og tredje punktum,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0275/2010),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2009 formelt blev forelagt Europa-Parlamentets formand den 19. april 2010, og at ombudsmanden, Nikiforos Diamandouros, forelagde den for Udvalget for Andragender den 4. maj 2010 i Bruxelles,

B.

der henviser til, at artikel 24 i TEUF fastsætter, at »Enhver unionsborger kan henvende sig til den ombudsmandsinstitution, der indføres i overensstemmelse med artikel 228«,

C.

der henviser til, at det i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder hedder, at »enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner og organer«,

D.

der henviser til, at det i chartrets artikel 43 hedder, at »enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til at klage til Unionens ombudsmand over tilfælde af fejl og forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer med undtagelse af Domstolen og Retten i Første Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner«,

E.

der henviser til, at efter traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) trådte i kraft, hører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt Det Europæiske Råds aktiviteter under Ombudsmandens sagsområde,

F.

der ligeledes henviser til, at Ombudsmanden i henhold til artikel 228 i TEUF fremover »vælges efter hvert valg til Europa-Parlamentet for dettes valgperiode« og ikke længere »udnævnes« af Parlamentet,

G.

der henviser til, at Ombudsmandens arbejde bidrager til realiseringen af en Europæisk Union, »hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt«, jf. artikel 1, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union,

H.

der henviser til, at Ombudsmanden i 2009 registrerede 3 098 klager sammenlignet med 3 406 i 2008, og at 727 klager (23 %) sammenlignet med 802 i 2008 faldt ind under Ombudsmandens mandat,

I.

der henviser til, at Ombudsmanden i 2009 indledte 335 undersøgelser foranlediget af klager, og at 318 undersøgelser blev afsluttet, hvoraf 311 var foranlediget af klager, og 7 var indledt på Ombudsmandens initiativ,

J.

der henviser til, at den berørte institution i 179 sager (56 % af det samlede antal sager), der afsluttedes i 2009, accepterede en mindelig løsning eller afgjorde sagen, hvilket afspejler en stor vilje hos institutionerne og organerne til at betragte klager indbragt for Ombudsmanden som en mulighed for at rette op på fejl og samarbejde med Ombudsmanden af hensyn til borgerne,

K.

der henviser til, at Ombudsmanden i 2009 fandt fejl eller forsømmelser i 12 % af sagerne (37 undersøgelser), hvilket for 35 sagers vedkommende førte til kritiske bemærkninger,

L.

der henviser til, at der blev udarbejdet 15 udkast til henstillinger i 2009,

M.

der henviser til, at de hyppigst påståede fejl eller forsømmelser var manglende åbenhed, herunder afslag på at give oplysninger (i 36 % af undersøgelserne), urimeligheder eller magtmisbrug (14 %), ubegrundet forsinkelse (13 %), procedurefejl (13 %), forsømmelser (6 %), manglende overholdelse af Kommissionens forpligtelser i forbindelse med dens rolle som traktaternes vogter (6 %), juridiske fejltagelser (6 %) og diskrimination (5 %),

N.

der henviser til, at den gennemsnitlige varighed af undersøgelserne gik ned fra 13 måneder i 2008 til 9 måneder i 2009, hvilket viser Ombudsmandens bestræbelser på at forkorte undersøgelsernes varighed og de berørte institutioners samarbejdsvilje,

O.

der henviser til, at der ikke var noget tilfælde af fejl eller forsømmelser, som førte til en særlig beretning til Parlamentet i 2009,

P.

der henviser til, at Ombudsmandens kritiske bemærkninger og henstillinger ikke er juridisk bindende, men har til formål at tilskynde til selvregulering fra Den Europæiske Unions institutioners og organers side og gøre det muligt at undgå gentagelser af fejl eller forsømmelser i fremtiden,

Q.

der henviser til, at Ombudsmandens rolle har udviklet sig siden oprettelsen af denne funktion takket været Ombudsmandens uafhængighed og den demokratiske kontrol af Ombudsmandens aktiviteter, som udøves af Europa-Parlamentet og Udvalget for Andragender,

R.

der henviser til den grundlæggende betydning af, at de europæiske institutioner og organer udnytter de nødvendige ressourcer fuldt ud for at opfylde deres forpligtelse til at sikre borgerne omgående og fyldestgørende svar på deres forespørgsler, klager og andragender,

S.

der henviser til den kodeks for god forvaltningsskik, som Ombudsmanden udarbejdede, og Parlamentet vedtog med sin beslutning af 6. september 2001 (3),

T.

der henviser til, at det europæiske netværk af ombudsmænd gør det muligt at henvise klager til de ombudsmænd eller andre lignende instanser, der er bedst i stand til at behandle dem, og at udveksle oplysninger og bedste praksis,

U.

der henviser til, at Ombudsmandens arbejde og arbejdet i Udvalget for Andragender supplerer hinanden og fremmer en større effektivitet af de respektive aktiviteter,

1.

godkender Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2009;

2.

påpeger, at Lissabontraktatens ikrafttræden forstærker Ombudsmandens demokratiske legitimitet, eftersom Ombudsmanden nu vælges af Parlamentet med et udvidet mandat, der omfatter den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt Det Europæiske Råds aktiviteter;

3.

glæder sig over, at retten til god forvaltning med Lissabontraktatens ikrafttræden indgår i chartret om grundlæggende rettigheder, som fremover er juridisk bindende, på linje med de mange grundlæggende rettigheder, som unionsstatsborgerskabet bringer med sig; opfordrer derfor Ombudsmanden til i sin daglige behandling af klagerne at påse, at chartret om grundlæggende rettigheder overholdes;

4.

er af den opfattelse, at åbenhed, adgang til oplysninger og overholdelse af retten til god forvaltning udgør uomgængelige betingelser for den tillid, som borgerne udviser over for institutionernes evne til at gøre deres ret gældende;

5.

mener derfor, at begrebet »fejl eller forsømmelser« fortsat bør fortolkes bredt og ikke kun omfatte brud på retsregler eller de almindelige principper i europæisk forvaltningsret, herunder objektivitet, proportionalitet og ligebehandling, ikke-diskrimination og respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, men også tilfælde, hvor en institution undlader at handle konsekvent og i god tro eller at tage hensyn til borgernes rimelige forventninger, herunder tilfælde, hvor en institution selv har påtaget sig at overholde bestemte normer og standarder uden at være forpligtet hertil i medfør af traktaterne eller sekundær lovgivning;

6.

komplimenterer Ombudsmanden for den klare og fyldestgørende præsentation af Ombudsmandens aktiviteter; foreslår endvidere, at der i sammendraget af aktiviteterne og den tematiske analyse i de fremtidige rapporter lægges større vægt på strukturelle problemer og tværgående tendenser;

7.

mener, at Ombudsmanden i den periode, rapporten omhandler, har udført sine beføjelser på en aktiv og afbalanceret måde, både hvad angår undersøgelsen og behandlingen af klager samt varetagelsen og afslutningen af undersøgelser, og hvad angår opretholdelsen af et konstruktivt forhold til Den Europæiske Unions institutioner og organer og tilskyndelsen af borgerne til at gøre brug af deres rettigheder over for disse institutioner og organer;

8.

glæder sig over de fremragende institutionelle forbindelser mellem Ombudsmanden og Udvalget for Andragender og over den gensidige respekt, de udviser over for hinandens respektive kompetencer; opfordrer til en videreførelse af den af Ombudsmanden indførte praksis med at sikre tilstedeværelsen af en repræsentant ved alle møderne i Udvalget for Andragender;

9.

værdsætter det vigtige bidrag, som ydes af det europæiske netværk af ombudsmænd, repræsenteret i 32 lande ved 94 kontorer, og som Udvalget for Andragender er medlem af under overholdelse af nærhedsprincippet; glæder sig over samarbejdet mellem Den Europæiske Ombudsmand og ombudsmænd og lignende organer på nationalt, regionalt og lokalt plan i medlemsstaterne;

10.

tager til efterretning, at Ombudsmanden i 2009 modtog 3 098 klager, og at 318 undersøgelser afsluttedes i samme periode;

11.

glæder sig over det store antal procedurer, som afsluttedes efter opnåelse af en mindelig løsning eller af den pågældende institution (56 %), hvilket er udtryk for det konstruktive samarbejde mellem Ombudsmanden og de europæiske institutioner og organer; opfordrer Ombudsmanden og de europæiske institutioner og organer til at fortsætte bestræbelserne i denne retning;

12.

glæder sig ligeledes over, at det er lykkedes Ombudsmanden at nedsætte den gennemsnitlige varighed af undersøgelserne til 9 måneder; opfordrer til, at alle de europæiske institutioner og organer tildeles de budget- og personaleressourcer, der er nødvendige for at sikre en hurtig behandling af klager og andragender;

13.

tager til efterretning, at mere end en tredjedel af de undersøgelser, som Ombudsmanden indledte i 2009, vedrørte manglende åbenhed; opfordrer derfor til, at den igangværende revision af forordning (EF) nr. 1049/2001 ikke indskrænker den nuværende ret til adgang til information og dokumenter, men at der anlægges en mere proaktiv indfaldsvinkel;

14.

glæder sig over de fremskridt, der blev gjort i 2009 for så vidt angår lettelsen af Ombudsmandens adgang til Rådets fortrolige dokumenter;

15.

bemærker sig den kommunikationsstrategi og udbygning af hjemmesiden, som i henhold til Ombudsmanden har bidraget til at reducere antallet af klager, der ikke opfylder kravene for behandling, og opfordrer Ombudsmanden til at videreføre bestræbelserne på at informere EU-borgerne om sine funktioner og grænserne for beføjelserne samt deres rettigheder;

16.

tilslutter sig Ombudsmandens opfattelse af, at udover overholdelsen af bindende regler, hvilket er obligatorisk for forvaltningen, er det af grundlæggende betydning for en god forvaltning, at der over for borgerne udvikles en ægte servicekultur; opfordrer derfor Ombudsmanden til at iværksætte flere initiativer til over for institutionerne og EU-borgerne at fremme en sådan servicekultur;

17.

beklager antallet af klager, der vedrører urimelige forsinkelser i registrering af anmodninger, behandling af sager og i beslutningstagning; foreslår, at der som led i revisionen af finansforordningen indføres finansiel kompensation i tilfælde af eklatante og langvarige forsinkelser;

18.

tager til efterretning, at Ombudsmanden har afsluttet en undersøgelse på eget initiativ af de regler, som Kommissionen anvender for borgernes anmodninger om adgang til dokumenter vedrørende overtrædelsesprocedurer; opfordrer til et tættere samarbejde med Udvalget for Andragender og foreslår, at Ombudsmanden regelmæssigt informerer udvalget om sine undersøgelser på eget initiativ og de opnåede resultater; opfordrer Kommissionen til at forholde sig mere åbent og proaktivt for så vidt angår oplysninger om overtrædelsesprocedurerne;

19.

mener, at den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, som blev foreslået af Ombudsmanden og vedtaget af Europa-Parlamentet den 6. september 2001, fungerer som vejledning og kilde for personalet i alle Fællesskabets institutioner og organer; glæder sig over, at kodeksen for god forvaltningsskik er blevet vedtaget af Det Økonomiske og Sociale Udvalg; glæder sig ligeledes over, at der med Den Europæiske Investeringsbank er indgået en fælles hensigtserklæring om behandlingen af klager; opfordrer Ombudsmanden til at planlægge en revision af kodeksen for god forvaltningsskik med udgangspunkt i de seneste ti års erfaringer og på dette grundlag sikre en fremme og udveksling af bedste praksis;

20.

beklager, at Den Europæiske Ombudsmand ikke har gjort de klager om en medlemsstats manglende overholdelse af fællesskabsretten, som de nationale ombudsmænd har modtaget, til genstand for en undersøgelse; foreslår Ombudsmanden at foretage en samlet behandling af dem for at opnå en bedre forståelse af problemet;

21.

opfordrer Ombudsmanden til at opmuntre de nationale ombudsmænd til regelmæssigt at afholde drøftelser med deres nationale parlamenter i stil med de drøftelser, som finder sted mellem Den Europæiske Ombudsmand og Parlamentet;

22.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde fælles EU-forvaltningsregler for alle EU’s organer, institutioner og agenturer;

23.

henleder Ombudsmandens opmærksomhed på EPSO’s nye procedure for udvælgelsen af personale og foreslår at følge dens anvendelse og analysere den udvikling, der kan iagttages;

24.

støtter forslaget om en fælles intranetportal for alle medlemmer af det europæiske netværk af ombudsmænd, så der kan sikres en regelmæssig formidling af resultaterne;

25.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og ombudsmændene eller de tilsvarende organer i medlemsstaterne.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/43

—

der henviser til den særlige beretning af 24. februar 2010 fra Den Europæiske Ombudsmand til Europa-Parlamentet,

—

der henviser til EUF-traktatens artikel 228, stk. 1, andet afsnit (tidligere EF-traktatens artikel 195),

—

der henviser til artikel 41, stk. 1, samt artikel 42 og 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (1), senest ændret ved Europa-Parlamentets afgørelse 2008/587/EF af 18. juni 2008 (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 205, stk. 2, første punktum,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0293/2010),

A.

der henviser til, at artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner eller organer,

B.

der henviser til, at klager indgivet af EU-borgere er en vigtig informationskilde med hensyn til eventuelle overtrædelser af EU-lovgivningen,

C.

der henviser til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, hvori det hedder, at »enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner og organer«,

D.

der henviser til, at en ikke-statslig organisation, der er aktiv inden for miljøbeskyttelse, den 1. marts 2007 anmodede Kommissionen om aktindsigt i oplysninger og dokumenter, som blev opbevaret hos Generaldirektoratet for Erhvervspolitik og den tidligere næstformand i Kommissionen med ansvar for erhvervspolitik, og som vedrørte møder mellem Kommissionen og repræsentanter for bilproducenterne, hvor spørgsmålet om Kommissionens tilgang til kuldioxidemissioner fra biler var blevet drøftet,

E.

der henviser til, at Kommissionen gav adgang til 15 ud af 18 skrivelser til den daværende kommissær Günter Verheugen, men afslog at give adgang til tre skrivelser fra den tyske bilproducent Porsche med den begrundelse, at deres offentliggørelse ville være til skade for producentens forretningsmæssige interesser,

F.

der henviser til, at det i artikel 1, litra a), i forordning (EF) nr.1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (4) hedder, at formålet med denne forordning er at sikre den videst mulige aktindsigt i dokumenter i Rådets, Europa-Parlamentets og Kommissionens besiddelse, og at enhver undtagelse fra dette princip ifølge den etablerede retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol skal fortolkes strengt,

G.

der henviser til, at Kommissionen afviste at give klageren adgang til de relevante skrivelser fra Porsche AG på grundlag af første afsnit i artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001, hvori det hedder, at »institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder …«,

H.

der henviser til, at de pågældende skrivelser blev sendt af Porsche AG i forbindelse med Kommissionens høring af nøgleaktører om revisionen af Fællesskabets strategi for reduktion af kuldioxidemissioner fra personbiler, hvorfor det var sandsynligt, at de tre skrivelser indeholdt oplysninger om Porsche AG's forretningsforbindelser, og hvorfor Kommissionen derfor kunne anse dem for at falde ind under undtagelsen i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1049/2001,

I.

der henviser til, at Ombudsmandens tjenestegrene undersøgte de tre skrivelser fra Porsche AG samt en udveksling af e-mails mellem Kommissionen og Porsche, hvor Kommissionen meddelte Porsche, at den ikke havde til hensigt at give indsigt i de tre skrivelser, og til, at Ombudsmanden på grundlag af undersøgelsen konkluderede, at Kommissionen med urette havde nægtet fuld aktindsigt i skrivelserne fra Porsche AG under henvisning til artikel 4, stk. 2, første afsnit, og delvis aktindsigt i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (5), og at dette var et tilfælde af fejl eller forsømmelser,

J.

der henviser til, at Ombudsmanden den 27. oktober 2008 fremsatte et forslag til henstilling til Kommissionen indeholdende en nærmere faktuel og retlig analyse, hvori han erklærede, at Kommissionen burde give adgang til de tre skrivelser fra Porsche AG til den tidligere næstformand Günter Verheugen i deres helhed eller overveje at give delvis adgang til dem,

K.

der henviser til, at Ombudsmanden på grundlag af EF-traktatens artikel 195 (nu artikel 228 i EUF-traktaten), anmodede Kommissionen om at afgive en detaljeret udtalelse inden tre måneder, det vil sige senest den 31. januar 2009,

L.

der henviser til, at Kommissionen ikke afgav sin udtalelse inden for den frist på tre måneder, der er fastsat i EUF-traktatens artikel 228, men i stedet anmodede om seks udsættelser af fristen for forelæggelse af sin detaljerede udtalelse om Ombudsmandens forslag til henstilling, og til, at Ombudsmanden i juli og igen i september 2009 informerede Kommissionens sekretariat om sin hensigt om at fremsende en særlig beretning til Parlamentet, hvis ikke han fik svar på sit forslag til henstilling,

M.

der henviser til, at den nye Kommission, da den var tiltrådt, faktisk gav adgang til skrivelserne, men at dette skete mere end 15 måneder efter, at forslaget til henstilling var blevet forelagt, i stedet for de tre måneder, der er fastsat i Ombudsmandens statut og i EUF-traktatens artikel 228,

N.

der henviser til, at Kommissionen ved at forsinke sit svar på forslaget til henstilling i 15 måneder tilsidesatte sin forpligtelse til loyalt og i god tro at samarbejde med Ombudsmanden i forbindelse med hans undersøgelse af sag 676/2008/RT, og at dette er til skade ikke blot for den interinstitutionelle dialog, men også for EU's offentlige image,

O.

der henviser til, at Ombudsmanden har konstateret forsinkelser fra Kommissionens side i en anden sag om aktindsigt (355/2007(TN)FOR), hvori Kommissionen skulle have forelagt sin detaljerede udtalelse til Ombudsmandens forslag til henstilling senest den 31. oktober 2009, men til dato endnu ikke har gjort det,

P.

der henviser til, at Kommissionen kun overholdt de oprindelige frister for besvarelse af klager i fire af de 22 sager om aktindsigt, som Ombudsmanden behandlede i 2009, og at den i 14 af disse 22 tilfælde indgav sit svar mere end 30 dage for sent og i seks tilfælde mindst 80 dage for sent,

Q.

der henviser til, at Parlamentets ansvar som Unionens eneste valgte organ er at sikre og beskytte Den Europæiske Ombudsmands uafhængighed i forbindelse med udøvelsen af hans pligter over for EU-borgerne og at overvåge gennemførelsen af hans henstillinger,

1.

tilslutter sig Ombudsmandens kritiske bemærkninger og hans henstilling til Kommissionen i forbindelse med klage 676/2008/RT;

2.

erkender, at de uforholdsmæssigt store forsinkelser i afgivelsen af svar til Ombudsmanden i dette tilfælde udgør en tilsidesættelse af Kommissionens pligt til loyalt samarbejde i henhold til traktaten;

3.

er meget bekymret over Kommissionens generelle praksis med forsinkelse og hindring af Ombudsmandens undersøgelser i sager om aktindsigt;

4.

minder om, at Kommissionen i forbindelse med de i artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1049/2001 omhandlede konsultationer skal fastsætte en svarfrist for ophavsmanden til et dokument, og understreger, at Kommissionen bør udøve denne beføjelse på en måde, der sætter den i stand til at overholde sine egne svarfrister (6);

5.

minder om den relevante retspraksis vedrørende princippet om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, i EU-traktaten), hvorefter EU-institutionerne har pligt til at samarbejde i god tro i deres indbyrdes forbindelser, og bemærker, at denne forpligtelse er klart fastlagt i den nye artikel 13, stk. 2, i EU-traktaten;

6.

mener, at Kommissionens manglende samarbejdsvilje i denne og andre sager risikerer at udhule borgernes tillid til Kommissionen og undergrave Den Europæiske Ombudsmands og Europa-Parlamentets mulighed for at kontrollere Kommissionen tilstrækkeligt og effektivt, og at denne manglende vilje som sådan er i modstrid med selve retsstatsprincippet, som Den Europæiske Union bygger på;

7.

kræver, at Kommissionen giver Europa-Parlamentet tilsagn om, at den fremover vil opfylde sin pligt til loyalt at samarbejde med Den Europæiske Ombudsmand;

8.

mener, at Parlamentet i tilfælde af, at Kommissionen undlader at afgive et sådant tilsagn og/eller fortsætter med at udvise manglende samarbejdsvilje over for Ombudsmanden, kan indføre sanktioner over for Kommissionen, og at sådanne sanktioner bl.a. kan bestå i at opføre en del af Kommissionens budget til administrative udgifter i reserven;

9.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Ombudsmand.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/46

—

der henviser til rapport fra Kommissionen »Evalueringsrapport for EU Pilot« (KOM(2010)0070),

—

der henviser til 25. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (2007) (KOM(2008)0777),

—

der henviser til arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2009)1683, SEK(2009)1684, SEK(2009)1685 og SEK(2010)0182),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 5. september 2007»Et resultatorienteret Europa - Anvendelse af fællesskabsretten« (KOM(2007)0502),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (KOM(2002)0141),

—

der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om Kommissionens 23. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten (2005) (1),

—

der henviser til sin beslutning af 9. juli 2008 om den nationale dommers rolle i Fællesskabets retssystem (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 119, stk. 1,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget for Andragender (A7-0291/2010),

1.

beklager, at Kommissionen ikke har behandlet de spørgsmål, Parlamentet har taget op i sine tidligere beslutninger, navnlig ovennævnte beslutning af 21. februar 2008; noterer sig de manglende forbedringer med hensyn til gennemskuelighed, navnlig for så vidt angår projektet »EU Pilot« og spørgsmålet om menneskelige ressourcer;

2.

konstaterer, at Kommissionen via EU Pilot sigter mod et øget »engagement, samarbejde og partnerskab mellem Kommissionen og medlemsstaterne« (3) og i nært samarbejde med de nationale forvaltninger overvejer, hvordan man skal tackle anvendelsen af EU-retten; mener, at dette initiativ er et svar på det nye behov for samarbejde mellem alle Den Europæiske Unions institutioner af hensyn til en velfungerende, borgerfokuseret Union efter vedtagelsen af Lissabontraktaten; understreger Kommissionens forpligtelse i henhold til artikel 17 i TEU til at drage »omsorg for gennemførelsen af traktaterne og af de foranstaltninger, der vedtages af institutionerne på grundlag heraf«;

3.

konstaterer, at borgerne på den ene side fremstilles som havende en vigtig rolle med hensyn til at sikre overholdelsen af EU-retten i praksis (4), mens de på den anden side - i EU Pilot - i endnu højere grad udelukkes fra alle efterfølgende procedurer; mener, at dette ikke er i overensstemmelse med traktaternes højtidelige erklæringer om, at »beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt« (artikel 1 i TEU), at »Institutionerne … sikrer åbenhed i deres arbejde« (artikel 15 i TEUF), og at »Unionen respekterer i alle sine aktiviteter princippet om lighed mellem dens borgere, der nyder lige stor opmærksomhed fra EU-institutionernes […] side« (artikel 9 i TEU);

4.

bemærker, at Kommissionen som led i gennemførelsen af EU Pilot har oprettet en »fortrolig online-database« (5) for kommunikationen mellem Kommissionens tjenestegrene og medlemsstaternes myndigheder; opfordrer Kommissionen til at give Parlamentet en meningsfuld adgang til denne database for at sætte det i stand til at udøve sin rolle med hensyn til at kontrollere, at Kommissionen opfylder sine forpligtelser som traktatens vogter;

5.

understreger, at unionsborgernes aktive rolle er klart fastsat i traktaten om Den Europæiske Union, navnlig i forbindelse med det europæiske borgerinitiativ; mener, at borgernes mulighed for at påvirke den lovgivningsmæssige dagsorden også er direkte forbundet med deres nuværende vigtige rolle med hensyn til at sikre, at EU-lovgivningen anvendes og efterleves korrekt, og at de relevante procedurer er gennemsigtige og pålidelige;

6.

bemærker, at der i Kommissionens sammenfatning vedrørende kontrollen med anvendelsen af fællesskabsretten lægges mere vægt på gennemførelsen i national lov end på anvendelsen i praksis; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at anerkende den rolle, som andragender spiller i kontrollen med den faktiske anvendelse af fællesskabsretten; er af den opfattelse, at andragender meget ofte er de første indikatorer for, at en medlemsstat efter gennemførelsen i national lov er bagud med implementeringen af de lovgivningsmæssige foranstaltninger i praksis;

7.

er af den opfattelse, at Kommissionens årsberetninger om kontrol med anvendelsen af EU-retten i deres nuværende form ikke giver borgerne eller de øvrige institutioner tilstrækkelige oplysninger om, hvordan situationen virkelig ser ud med hensyn til anvendelsen af EU-retten, da Kommissionen kun omtaler formelle procedurer, der indledes over for medlemsstater, som ikke har gennemført EU-retten i deres nationale retssystemer; mener dog, at det også i meget høj grad ville være i borgernes og Parlamentets interesse at blive underrettet, når Kommissionen indleder traktatbrudsprocedurer for ukorrekt eller mangelfuld gennemførelse af EU-retten i national ret, i hvilken forbindelse der også skulle gives nærmere oplysninger om disse overtrædelser;

8.

ønsker at sikre, at Kommissionen fortsætter med at fremlægge detaljerede data om alle former for overtrædelser, og at Parlamentet får fri adgang til samtlige disse data, således at det bliver i stand til at udøve sin rolle med hensyn til at kontrollere Kommissionens opfyldelse af dens forpligtelser som traktatens vogter; påpeger, at indsamlingen og kategoriseringen af disse data bør foregå i tråd med tidligere årsberetninger, således at Parlamentet kan foretage en meningsfuld vurdering af de fremskridt, der gøres af Kommissionen, uanset om en overtrædelse er blevet behandlet via EU Pilot eller den oprindelige overtrædelsesprocedure;

9.

bemærker, at forsinkelser med korrekt anvendelse, gennemførelse i national ret og håndhævelse af EU-lovgivning direkte påvirker borgernes og virksomhedernes dagligdag og udnyttelse af deres rettigheder, hvilket medfører manglende retssikkerhed og forhindrer dem i at drage fuld nytte af fordelene ved det indre marked; understreger de store omkostninger, der følger af manglende overholdelse og anvendelse af EU-lovgivning, og den deraf følgende manglende tillid til de europæiske institutioner;

10.

beklager, at nogle medlemsstater undervurderer værdien af en korrekt og rettidig anvendelse af EU-lovgivningen; opfordrer dem indtrængende til på hensigtsmæssig vis at opprioritere gennemførelse i national ret og anvendelse med henblik på at undgå forsinkelser;

11.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en »procedurekodeks« i form af en forordning i henhold til det nye retsgrundlag i artikel 298 i TEUF med angivelse af de forskellige aspekter af traktatbrudsproceduren, herunder meddelelser, tidsfrister, retten til at blive hørt, forpligtelsen til at angive grunde osv. med henblik på at styrke borgernes rettigheder og gennemskueligheden; minder Kommissionen om, at dens meddelelse fra 2002 udgør et vigtigt referencegrundlag for udarbejdelsen af en sådan »procedurekodeks«;

12.

erindrer om, at Retsudvalget for nylig har nedsat en arbejdsgruppe om EU's forvaltningsret, som skal undersøge, om en kodificering af EU's forvaltningsret er mulig, og hvad et sådant projekt vil indebære i praksis; mener, at denne arbejdsgruppes konklusioner bør tages i betragtning i forbindelse med drøftelserne om en europæisk forvaltningskodeks;

13.

minder om, at Retsudvalget for nylig enstemmigt vedtog en skrivelse til støtte for en andragers opfattelser og krav om en standardiseret administrativ procedure for kontrol med og håndhævelse af EU-retten, der respekterer Kommissionens skønsmæssige beføjelser med hensyn til, hvornår og mod hvem der skal indledes retsforfølgning, samtidig med at disse skønsmæssige beføjelser skulle begrænses, så de ligger inden for rammerne af god administrativ praksis (6);

14.

erindrer om, at Kommissionen med sin overordnede rolle som traktaternes vogter skal sikre, at medlemsstaterne anvender EU-lovgivningen korrekt og betids; opfordrer Kommissionen til at gøre brug af alle de beføjelser, den er tildelt i traktaterne, navnlig de nye bestemmelser i artikel 260 TEUF om medlemsstaternes manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv;

15.

minder om Parlamentets beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen (7), hvori det opfordrer Kommissionen til at »stille sammenfattende oplysninger til rådighed for Parlamentet om alle traktatbrudsprocedurer fra åbningsskrivelsen, herunder - efter anmodning fra Parlamentet - … om de områder, der berøres af traktatbrudsproceduren« (8);

16.

mener, at EU-borgerne bør kunne forvente den samme grad af gennemsigtighed fra Kommissionens side, hvad enten de indgiver en formel klage eller udøver deres ret til at indgive andragender i henhold til traktaten; anmoder derfor om, at Udvalget for Andragender får klare oplysninger om, på hvilket stadie de overtrædelsesprocedurer, der også er omfattet af et åbent andragende, befinder sig; opfordrer endvidere Kommissionen til over for Udvalget for Andragender og den brede offentlighed at gøre det helt klart, hvilken sagsgang der følges ved behandlingen af forespørgsler og klager;

17.

støtter de foranstaltninger, som Kommissionen har planlagt for 2009 og fremover for at sikre medlemsstaternes overholdelse af EU-lovgivningen, og anmoder om at blive inddraget i overtrædelsesprocedurerne i sager, hvor der stadig er tale om uafsluttede andragender, f.eks. sagerne om Campania og affaldslovgivning og sagerne om Spanien og vandforvaltningslovgivning;

18.

opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet relevante data, således at der kan foretages en analyse af, hvilke yderligere fordele EU Pilot indebærer for den eksisterende procedure for forvaltning af traktatbrudssager, hvilket ville begrunde en yderligere udvidelse af projektet; mener, at disse data f.eks. bør gøre det muligt for Parlamentet at kontrollere, om de ti uger, der indrømmes en medlemsstat for at finde en løsning på en konkret sag, ikke yderligere har forsinket indledningen af en traktatbrudsprocedure, hvis varighed allerede er yderst lang og ubegrænset;

19.

bemærker med særlig interesse Kommissionens forpligtelse til systematisk at komme med en vurdering af svar på en klage afgivet af en medlemsstat; opfordrer Kommissionen til at foretage en sådan vurdering med størst mulig omhu og efter nøje gennemgang af sagen; opfordrer til en præcisering af klagerens rolle i vurderingsprocessen;

20.

anmoder Kommissionen om at tildele tilstrækkelige ressourcer, således at den i fuldt omfang kan overvåge anvendelsen af EU-retten, tage egne sager op og udvikle prioriteringer for stærkere og systematiske foranstaltninger; opfordrer Kommissionen til, således som der gentagne gange er anmodet om, at forelægge Parlamentet klare og omfattende data om de ressourcer, der er afsat til behandling af traktatbrudssager i de forskellige generaldirektorater, og om de ressourcer, der er tildelt projektet EU Pilot; minder Kommissionen om, at Parlamentet har forpligtet sig til at støtte Kommissionen via øgede budgetbevillinger til øgede ressourcer;

21.

opfordrer Kommissionen til at overveje innovative mekanismer, såsom den gensidige evalueringsprocedure, der er fastlagt i servicedirektivet, for at sikre en mere effektiv anvendelse af EU-lovgivningen;

22.

glæder sig over oprettelsen af kvikskranken for borgere, som søger rådgivning eller regres eller ønsker at indgive en klage gennem »Dit Europa« (9); mener, at behovet for oplysning og vejledning er steget eksponentielt med tilføjelsen af det meget omtalte borgerinitiativ (artikel 11, stk. 4, i TEU) til listen over instrumenter til fremme af borgernes deltagelse; ønsker at deltage i udviklingen af dette websted for at sikre sammenhæng med sine egne planer om tilvejebringelse af bedre vejledning for borgerne;

23.

erindrer om Rådets tilsagn om at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre tabeller, der tydeliggør forbindelsen mellem direktiver og nationale gennemførelsesforanstaltninger; understreger, at sådanne tabeller er afgørende, hvis Kommissionen effektivt skal kunne kontrollere gennemførelsesforanstaltningerne i samtlige medlemsstater;

24.

opfordrer indtrængende til, at Parlamentets rolle i forbindelse med anvendelsen, håndhævelsen og overvågningen af bestemmelserne vedrørende det indre marked styrkes; støtter idéen om et årligt forum for det indre marked;

25.

understreger den centrale rolle, som resultattavlen for det indre marked og resultattavlen for forbrugermarkederne spiller i forbindelse med en mere effektiv anvendelse af overvågnings- og benchmarking-instrumenter, der udgør en vigtig indirekte kontrolmekanisme; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for tilstrækkelig finansiering og personale, så det sikres, at resultattavlen for forbrugermarkederne kan udvikles yderligere;

26.

bemærker, at de nationale domstole spiller en væsentlig rolle, når det gælder anvendelsen af EU-retten, og støtter fuldt ud EU's bestræbelser på at styrke og koordinere den retslige uddannelse for nationale dommere, aktører inden for retsvæsenet og tjenestemænd i de nationale forvaltninger;

27.

mener, at når Kommissionen indleder en overtrædelsesprocedure mod en medlemsstat, bør den også udsende en meddelelse om, at den retsakt, som er i strid med EU's lovgivning, kan anfægtes af de berørte borgere i den pågældende medlemsstat ved deres nationale domstole;

28.

erindrer om sin beslutning af 17. juni 2010 om juridisk uddannelse på det civil- og handelsretlige område; mener, at det er af afgørende betydning, at den juridiske uddannelse styrkes, bl.a. i forbindelse med handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Domstolen, Den Europæiske Ombudsmand samt til medlemsstaternes parlamenter.

3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/50

—

der henviser til EU-traktatens artikel 14 og artikel 106, stk. 2,

—

der henviser til protokol nr. 29, der er knyttet som bilag til TEU, om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne,

—

der henviser til artikel 11, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (1),

—

der henviser til sin beslutning af 19. september 1996 om de offentlige tv-tjenesters rolle i multimediesamfundet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. september 2008 om mediekoncentration og mediepluralisme i Den Europæiske Union (3),

—

der henviser til sin beslutning af 16. december 2008 om mediekendskab i en digital verden (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2009 om anvendelse af statsstøttereglerne på public service radio- og tv-virksomhed (5),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument om mediepluralisme i EU's medlemsstater (SEK(2007)0032),

—

der henviser til henstilling nr. R(96)10 af 11. september 1996 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om garanti for public service-mediernes uafhængighed,

—

der henviser til resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 25. januar 1999, om public service radio- og tv-virksomhed (6),

—

der henviser til henstilling nr. CM Rec(2007)2 af 31. januar 2007 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om mediepluralisme og medieindholds mangfoldighed,

—

der henviser til henstilling nr. CM/Rec(2007)3 af 31. januar 2007 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om public service mediernes rolle i informationssamfundet,

—

der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings henstilling nr. 1878(2009) af 25. juni 2009 om finansiering af public service radio- og tv-virksomheder,

—

der henviser til erklæring af 27. september 2006 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om public service-mediernes uafhængighed i medlemsstaterne,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A7-0286/2010),

A.

der henviser til, at i et europæisk demokratisk samfund afhænger borgernes deltagelse i den offentlige debat og adgang til information i den digitale verden af en levende og konkurrencedygtig audiovisuel og skreven presse,

B.

der henviser til, at radio og tv er blandt de vigtigste informationskilder, som borgerne i EU's medlemsstater har adgang til, og i sig selv er vigtige faktorer for udformningen af befolkningens værdier og holdninger,

C.

der henviser til, at både offentlige og private radio- og tv-virksomheder spiller en afgørende rolle for europæisk audiovisuel produktion, kulturel diversitet og identitet, information, mangfoldighed, social samhørighed samt fremmer de grundlæggende rettigheder og demokratiet,

D.

der henviser til, at public service radio- og tv-virksomheder spiller en ledende rolle, hvad angår at stimulere og udnytte den teknologiske udvikling for at tilbyde indholdet til offentligheden gennem innovative medie- og distributionsteknikker,

E.

der henviser til, at EU's audiovisuelle landskab er unikt og karakteriseret ved det, som er blevet beskrevet som »det tostrengede system«, der er baseret på en reel balance mellem offentlige og private programudbydere,

F.

der henviser til, at det er i offentlighedens interesse at have et effektivt tostrenget system med en reel balance mellem offentlige og private programudbydere,

G.

der henviser til, at sameksistensen af offentlige og private programudbydere har sikret et varieret udbud af frit tilgængelige programmer, som er til fordel for alle EU's borgere og bidrager til mediepluralisme, kulturel og sproglig mangfoldighed, redaktionel konkurrence (med hensyn til indholdets kvalitet og forskellighed) samt ytringsfrihed,

H.

der henviser til, at EU lægger særlig vægt på det tostrengede systems rolle i forhold til at bidrage til produktion og udbredelse af EU-indhold,

I.

der henviser til, at ændringer i det audiovisuelle landskab i løbet af de seneste år, med udvikling af digitale teknologier, private betalingsplatforme og nye online medieaktører, har haft indflydelse på det traditionelle tostrengede system og redaktionel konkurrence (med hensyn til kvalitet og forskellighed) og gjort det nødvendigt for offentlige og private programudbydere at differentiere deres aktiviteter og overveje nye distributionsplatforme,

J.

der henviser til, at de nye teknologiers udbredelse har ændret EU-borgernes adgang til medier og information,

K.

der henviser til, at de traditionelle grænser i mediesektoren ikke længere kan bevares i online-miljøet, da traditionelle medier ikke kan overleve uden at udvide deres virksomhed til nye platforme (sms-tjenester, internetsider, applikationer til smartphones osv.) i overensstemmelse med målene i EU's digitale dagsorden,

L.

der henviser til, at aviser og magasiner er, og fortsat bør være, vigtige komponenter i et mangfoldigt og varieret europæisk medielandskab,

M.

der henviser til, at telekommunikations- og internetudbydere samt søgemaskiner spiller en stadig vigtigere rolle i det nye mediemiljø,

N.

der henviser til, at i den digitale tidsalder, som er karakteriseret ved øgede valgmuligheder for forbrugerne, men også en risiko for opdeling af publikum, større mediekoncentration, forøgelse af antallet af vertikalt integrerede medievirksomheder samt udvikling hen imod betalingstjenester og kryptering, bidrager public service radio- og tv-virksomheder, som de bør, til opretholdelsen af et offentligt rum, idet de leverer et programudbud af høj kvalitet og med et socialt indhold,

O.

der henviser til, at public service radio- og tv-virksomhed i visse medlemsstater stadig ikke er tilstrækkeligt rodfæstet socialt og ikke får tildelt tilstrækkelige ressourcer,

P.

der henviser til, at public service-virksomheder i nogle medlemsstater konfronteres med store problemer, der bringer deres politiske uafhængighed, deres levedygtighed og økonomiske grundlag i fare, hvilket udgør en direkte trussel for det tostrengede systems videre eksistens,

Q.

der henviser til, at reklamefinansieret tv på det seneste har fået økonomiske problemer på grund af nedgangen i reklameindtægter,

R.

der henviser til, at det ligger inden for medlemsstaternes enekompetence at definere public service-mediernes rolle og sikre finansieringen af public service radio- og tv-virksomheder i overensstemmelse med principperne i Amsterdamprotokollen,

S.

der henviser til, at public service-medier skal have tilstrækkelig offentlig støtte, adgang til relevante nye teknologier og platforme samt en stabil og forudselig regelramme, således at de har mulighed for at varetage deres opgave, for så vidt angår at levere kulturelt og nyhedsmæssigt indhold af høj kvalitet, og således klart forbedre mediekendskabet til glæde for offentligheden,

T.

der henviser til, at det er muligt at forbedre public service-virksomhed gennem udveksling af erfaringer og bedste praksis medlemsstaterne imellem,

U.

der henviser til, at overholdelse af de europæiske standarder for ytringsfrihed, mediemangfoldighed og public service-mediers uafhængighed, rolle og finansiering, bør prioriteres af alle medlemsstaterne,

V.

der henviser til, at EU for øjeblikket ikke råder over hensigtsmæssige instrumenter til at overvåge og reagere på trusler mod public service-medier eller mod det tostrengede system i EU's medlemsstater eller specifikke regioner,

1.

gentager, at det går ind for det tostrengede system, hvor private og offentlige medier spiller hver deres respektive roller uafhængigt af politisk og økonomisk pres, og at adgang til information af højeste kvalitet skal sikres uanset forbrugernes mulighed for at betale;

2.

understreger især den grundlæggende rolle, som et reelt afbalanceret europæisk tostrenget system spiller for fremme af demokratiet, social samhørighed og integration samt ytringsfrihed, og navnlig bevarelse og fremme af mediepluralisme, mediekendskab og kulturel og sproglig mangfoldighed samt overholdelse af europæiske standarder for pressefrihed;

3.

bemærker, at de offentlige og private mediers sameksistens i høj grad har medvirket til innovation i og diversificering af programudbuddet og haft en positiv indvirkning på kvaliteten;

4.

gentager behovet for at opretholde en uafhængig, stærk og levende public service radio- og tv-virksomhed, samtidig med at den tilpasses kravene i den digitale tidsalder, og opfordrer til, at der iværksættes konkrete foranstaltninger med henblik på at nå dette mål;

5.

understreger i denne forbindelse den særlige opgave, som public service radio- og tv-udbydere har i forhold til at dyrke et offentligt rum ved at gøre medieindhold af offentlig interesse tilgængelig for alle via alle relevante platforme i den digitale tidsalder;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til at gøre det muligt for public service radio- og tv-udbydere at drage fordel af de nye digitale teknologier og sikre, at den brede befolkning nyder godt af fordelene ved moderne audiovisuelle tjenester;

7.

opfordrer i denne forbindelse public service radio- og tv-udbyderne til at strukturere sig på en sådan måde, at de kan udbyde et attraktivt indhold af høj kvalitet online med henblik på at nå de unge, der næsten udelukkende anvender medier via internettet;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at arbejde for at undgå, at der opstår en digital kløft - f.eks. mellem by- og landområder - og til at sikre, at alle individer i alle regioner med digitaliseringen har lige adgang til public service radio- og tv-programmer;

9.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at overveje mulighederne for at gøre det nemmere for forbrugerne at skifte fra analogt til digitalt tv;

10.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til præcist at definere public service-udbydernes roller, således at de kan bevare deres særlige egenskaber, idet de forpligter sig til original audiovisuel produktion og programudbud og journalistik af høj kvalitet uafhængig af kommercielle overvejelser og politisk indflydelse, hvilket netop er deres særlige kendetegn; understreger, at disse roller bør defineres så præcist som muligt, men under behørig hensyn til udbydernes programuafhængighed;

11.

minder om, at public service-udbydere i overensstemmelse med princippet om teknologisk neutralitet og inden for rammerne af deres opgave skal have mulighed for at tilbyde deres tjenester, herunder nye tjenester, på alle platforme;

12.

understreger, at der i nogle medlemsstater mangler lovgivning vedrørende aktiviteter inden for public service radio- og tv-virksomhed på internettet, og at dette kan påvirke sektorens evne til at udvide sig til nye platforme;

13.

minder om, at jordbaserede sendeplatforme, der bygger på åbne standarder og muliggør interoperabilitet, spiller en afgørende rolle i forbindelse med det tostrengede system og udgør et ideelt instrument til levering af gratis og let tilgængelige audiovisuelle tjenester til brugerne, der er bedre tilpasset opdelingen af de lokale markeder og således bedre kan leve op til de lokale kulturelle og sociale forventninger;

14.

noterer sig Kommissionens meddelelse om radio- og tv-virksomhed af juli 2009, der anerkender public service-udbyderes ret til at anvende alle passende sendeplatforme, og som bekræfter, at det er medlemsstaterne, der har kompetence til at fastlægge public service radio- og tv-udbyderes mission, finansiering og organisation, samtidig med at de anerkender Kommissionens ansvar for at gribe ind i tilfælde af åbenlyse fejl, og opfordrer medlemsstaterne til at opretholde en balance mellem de udbudte digitale medietjenester for at sikre retfærdig konkurrence mellem offentlige og private medier og derved bevare et levende medielandskab i onlinemiljøet;

15.

glæder sig over anerkendelsen af princippet om teknologisk neutralitet og af behovet for at respektere public service-udbyderes redaktionelle uafhængighed, samtidig med at der tages behørigt hensyn til deres behov for en stabil og sikker finansiering;

16.

bemærker imidlertid, at omkostningerne forbundet med (eksisterende) forebyggende forsøg er betydelige, og understreger sin tilslutning til forholdsmæssige evalueringer;

17.

minder om Europarådets henstillinger og erklæringer, som er vedtaget af alle EU's medlemsstater og fastlægger europæiske standarder for ytrings- og pressefrihed, mediepluralisme og public service-mediers uafhængighed, organisation, rolle og finansiering, navnlig i informationssamfundet, som er med til at sikre public service radio- og tv-virksomheds troværdighed;

18.

minder medlemsstaterne om, at de har forpligtet sig til at overholde disse europæiske standarder, og anbefaler, at de stiller tilstrækkelig, forholdsmæssig og stabil finansiering til rådighed for public service-medierne for at give dem mulighed for at udføre deres opgaver, garantere politisk og økonomisk uafhængighed og bidrage til et omfattende informations- og vidensamfund med repræsentative medier af høj kvalitet, der er tilgængelige for alle;

19.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis på forskellige niveauer (nationale mediemyndigheder, berørte parter, forvaltere af public service radio- og tv-udbydere, uafhængige tilsynsmyndigheder og repræsentanter for seerne og forbrugerne);

20.

opfordrer medlemsstaterne til at intensivere samarbejdet mellem nationale medietilsynsmyndigheder inden for rammerne af the European Platform of Regulatory Authorities (EPRA) og optrappe udvekslingen af erfaringer og bedste praksis i forbindelse med deres respektive nationale systemer for radio- og tv-virksomhed;

21.

minder medlemsstaterne om, at medlemmerne af public service-udbyderes bestyrelser bør udvælges på baggrund af deres kompetencer og kendskab til mediesektoren;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område mandat samt de nødvendige ressourcer til at indsamle data og gennemføre undersøgelser af måden, hvorpå medlemsstaterne har anvendt disse standarder, med henblik på at undersøge, hvorvidt standarderne har haft den ønskede effekt, og fastholder, at medlemsstaterne bør stå til ansvar for manglende opfyldelse af disse forpligtelser;

23.

opfordrer Kommissionen til at give højere prioritet til det tostrengede system som del af EU-retten i forbindelse med tiltrædelsesforhandlinger, og fastholder, at kandidatlandenes fremskridt på dette område bør overvåges;

24.

opfordrer desuden medlemsstaterne til på fyldestgørende vis at behandle spørgsmålet om underfinansiering af public service radio- og tv-virksomheder, navnlig med henblik på gennemførelsen af de offentlige mediers særlige mandat, da de skal være tilgængelige for flest mulige seere og lyttere med hensyn til alle de nye medieplatforme;

25.

bemærker, at åbenhed omkring ejerskab af private programudbydere bør garanteres i alle medlemsstater, og opfordrer Kommissionen til at overvåge og støtte fremskridt i denne retning;

26.

anmoder medlemsstaterne om at stoppe al politisk indblanding i public service radio- og tv-udbyderes programindhold;

27.

glæder sig over konklusionerne i den uafhængige undersøgelse, der er blevet gennemført efter anmodning fra Kommissionen, om fastlæggelse af indikatorer til måling af mediepluralismen i Europa;

28.

anbefaler, at der etableres et observatorium for mediepluralisme, der ville være et effektivt redskab til afsløring af trusler mod mediepluralismen;

29.

minder om EIB's finansielle instrumenter og opfordrer public service-udbydere i økonomisk modvind til at søge om et lån på lempelige vilkår fra EIB til fornyelse af deres infrastruktur, navnlig digitalisering, og til at udvikle innovation;

30.

tilskynder de forskellige interessenter til at intensivere deres samarbejde med henblik på at bevare det tostrengede system, og opfordrer navnlig offentlige og private programudbydere til at samarbejde med hinanden og med udgivere om deling af indhold og etablering af innovative projekter samt etablere samarbejdsordninger;

31.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte et initiativ, der fører forskellige medieaktører sammen med henblik på at bidrage til at identificere mulige samarbejdsområder, fremme udveksling af bedste praksis og tackle relevante problemer;

32.

minder i denne forbindelse om, at lokale programudbydere, navnlig i små lokalsamfund, har problemer med langsigtet finansiering (f.eks. gennem annoncer), og mener, at de nye digitale muligheder kan anvendes i denne forbindelse for at etablere lokale programudbydere på regionsniveau, som dækker et bredt område;

33.

opfordrer Kommissionen til at tilpasse ophavsretten til den nye digitale tidsalder og gøre det muligt for radio- og tv-udbydere at bevare et bredt udvalg af europæiske produktioner samt at undersøge, hvordan det kan gøres lettere at genanvende arkivmateriale og etablere omfattende kollektive gebyrsystemer samt centrale systemer til afklaring af rettigheder;

34.

ser frem til rapporten om gennemførelsen af bestemmelserne i direktivet om audiovisuelle medietjenester vedrørende den sendetid, der afsættes til europæiske produktioner, i betragtning af at visse medlemsstaterne ikke har truffet foranstaltninger i denne retning;

35.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at indholdssammenstillere overholder den eksisterende retlige ramme, og opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at lade søgemaskiner og udbydere af internettjenester bidrage til finansieringen af skabelse af indhold;

36.

understreger betydningen af uddannelse af medierne i ansvarlig anvendelse af indholdssammenstilleres tjenester;