28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om socialt entreprenørskab og socialt iværksætteri (sonderende udtalelse)

2012/C 24/01

Ordfører: Ariane RODERT

I brev af 6. juni 2011 anmodede Maroš ŠEFČOVIČ, næstformand i Europa-Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om i henhold til artikel 262 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Socialt entreprenørskab og socialt iværksætteri.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 3. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 106 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Ved undersøgelsen af initiativer til fremme af socialt entreprenørskab finder EØSU det nødvendigt at se på socialt entreprenørskab på baggrund af det bredere begreb socialt iværksætteri, da der er behov for tiltag på alle stadier af en virksomheds livscyklus.

1.2 Socialt iværksætteri er et nøgleelement i den europæiske sociale model. Det hænger nøje sammen med Europa 2020-strategien og leverer et vigtigt bidrag til samfundet. Ved at understøtte og fremme socialt iværksætteri kan vi få mest muligt ud af dets potentiale og evne til at skabe en merværdi for samfundet. EØSU støtter Kommissionens lancering af en politisk ramme og handlingsplan for at fremme socialt iværksætteri i Europa og finder det vigtigt, at den gennemføres fuldt ud i EU og medlemsstaterne.

1.3 Da de enkelte landes definitioner er forskellige, bør socialt iværksætteri beskrives med udgangspunkt i fælles karakteristika såsom sociale målsætninger, geninvestering af overskud, mangfoldigheden af retlige former og deltagelse af interesseparter.

1.4 Medlemsstaterne og EU-institutionerne skal sikre, at socialøkonomiske virksomheder medtages og medtænkes i det offentliges virksomhedsrettede politikinitiativer og programmer på samme vilkår som andre former for virksomheder. Grænseoverskridende sociale iværksætterinitiativer kan bedst fremmes ved EU-finansiering af europæiske mødesteder for udveksling af ideer og modeller.

1.5 Bedre adgang til kapital og skræddersyede finansieringsinstrumenter er en prioritet for socialt iværksætteri. Kommissionen bør samle og formidle eksisterende initiativer vedrørende god praksis og innovation i medlemsstaterne såsom hybrid kapital og former for samspil mellem offentlig og privat kapital samt sikre, at den nugældende EU-lovramme ikke er til hinder for udvikling af nye instrumenter.

1.6 Det er afgørende, at den næste strukturfondsprogrammeringsperiode udtrykkeligt kommer til at omfatte programmer for opstart og udvikling af socialøkonomiske virksomheder. Kommissionen bør yde vejledning i, hvordan man kombinerer finansieringsinstrumenter fra forskellige kilder og opnår en løftestangseffekt.

1.7 Kommissionen bør søsætte en EU-omspændende sammenligning af tilgange til offentlig finansiering, som er særligt egnede for socialt iværksætteri. Kommissionen bør fremme og vurdere udbredelsen af udbud med sociale hensyn og håndtere spørgsmålet omkring »overregulering« i indkøbsaftaler. Ved gennemgangen af statsstøtteregler bør Kommissionen overveje fuld fritagelse for sociale tjenester af almen interesse eller anmeldelsesfritagelse for alle mindre offentlige tjenester og visse sociale tjenester for at tilskynde til opstart af flere socialøkonomiske virksomheder.

1.8 På baggrund af disse virksomheders varierende retlige former og særlige sociale opgaver har nogle medlemsstater givet dem visse skattefordele. De bør tages op til revision og formidles videre for at tilskynde til udvikling af passende regler.

1.9 Kommissionen og medlemsstaterne bør opfordre til, at der indføres specifikke støtteprogrammer til udvikling af socialøkonomiske virksomheder og den næste generation af sociale iværksættere.

1.10 Sammen med socialøkonomiske virksomheder bør Kommissionen tage initiativ til at undersøge, om det er muligt at indføre et fælles europæisk system til måling af sociale resultater, og tilskynde til at benytte de allerede eksisterende systemer. Man bør tillige nærmere undersøge initiativer til at skabe et mere gennemsigtigt rapporteringssystem for at øge investorernes tillid. EØSU opfordrer Kommissionen til at iværksætte en undersøgelse af eksisterende sociale mærker med det sigte at etablere et fælles europæisk system eller en adfærdskodeks.

1.11 Social iværksættervirksomhed bør inkluderes i forsknings-, innovations- og udviklingsprogrammer. Desuden bør der tages initiativ til at indsamle og formidle statistiske oplysninger om social iværksættervirksomhed i Europa. Dette kunne være en opgave for et observatorium for social iværksættervirksomhed på EU-plan.

1.12 Ligesom alle andre arbejdsgivere skal socialøkonomiske virksomheder overholde kravene om anstændige arbejdsvilkår, efterleve eventuelle gældende kollektive overenskomster og sørge for, at de gennemføres korrekt.

1.13 Man bør have et særligt fokus på de nye medlemsstater for at sikre, at der oprettes virksomheder med socialt sigte gennem liberalisering af offentlige tjenester, indførelse af tiltag til social indslusning og fremme af former for socialt iværksætteri som eksempelvis inden for socialøkonomien.

2. Indledning

2.1 Kommissionens meddelelse På vej mod en akt for det indre marked af 27.oktober 2010 (1) fremlægger foranstaltninger til virkeliggørelse af idéen om en »social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne«. En af de foreslåede foranstaltninger er et »initiativ vedrørende socialt iværksætteri«. Dette forslag er fortsat en nøgleforanstaltning i den endelige udgave af meddelelsen fra april 2011 (2) om Akten for det indre marked og understreges også som et prioriteret indsatsområde af EØSU i den tilsvarende høringsudtalelse (INT/548) (3) om akten for det indre marked.

2.2 Europa står over for udfordringer, der kræver løsninger, som kombinerer økonomisk og social velfærd. Ved at fremme socialt entreprenørskab og socialt iværksætteri, især i det nuværende barske økonomiske klima, kan man både udbygge vækstpotentialet og tilføre samfundet en merværdi. For at konkretisere potentialet bør der udformes og iværksættes en omfattende politisk ramme med inddragelse af en bred vifte af interessenter fra alle sektorer i samfundet (civilsamfundet, den private og offentlige sektor) på alle niveauer (lokalt, regionalt, nationalt og europæisk).

2.3 Socialt entreprenørskab og socialt iværksætteri dækker over mange forskellige begreber, som indbefatter forskellige aktører og vilkår i medlemsstaterne. Denne sonderende udtalelse har titlen »Socialt entreprenørskab og socialt iværksætteri«. EØSU har den holdning, at det bredere begreb »socialt iværksætteri« (som omfatter socialt entreprenørskab) bør bruges i hele udtalelsen, da der er behov for tiltag på alle stadier af en socialøkonomisk virksomheds livscyklus.

2.4 I denne sonderende udtalelse kortlægges de felter, der skal sættes ind på for at skabe et gunstigt miljø for socialt iværksætteri i Europa. EØSU har gennem årene beskæftiget sig med dette emne i flere udtalelser (4) og hilser Kommissionens nye opmærksomhed om socialt iværksætteri velkommen. Det er også vigtigt at anerkende det væsentlige arbejde, som forskellige interesseparter har udført på dette område i årevis – en del af det er medtaget i denne udtalelse (5).

3. EØSU's bemærkninger

3.1 Definition af socialt iværksætteri

3.1.1 Forskellige sproglige og kulturelle traditioner har gjort, at der er blevet lagt forskellige betydninger i begrebet »social entreprise« (på dansk: socialt iværksætteri/socialøkonomisk virksomhed).

3.1.2 EØSU forstår behovet for en klar definition med henblik på en målretning af indsatsen, men foreslår, at man i stedet for at definere begrebet beskriver det ud fra følgende fælles karakteristika. Socialt iværksætteri (og socialøkonomiske virksomheder):

—	har et socialt hovedsigte i modsætning til profitorienterede mål og producerer sociale goder til gavn for den brede offentlighed eller de enkelte borgere,

—	er overvejende nonprofit, og eventuelle overskud geninvesteres som hovedregel og udloddes ikke til private aktionærer eller ejere,

—	antager mange forskellige retlige former og modeller, f.eks. kooperativer, gensidige selskaber, nonprofitorganisationer, stiftelser, profitorienterede virksomheder eller nonprofitvirksomheder; kombinerer ofte forskellige retlige former og ændrer i visse tilfælde form efter behov,

—	er økonomiske aktører, som producerer varer og tjenester (ofte af almen interesse), ofte med et stærkt indslag af social innovation,

—	arbejder uafhængigt og med en høj grad af inddragelse og medbestemmelse (personale, brugere, medlemmer), governance og demokrati (enten repræsentativt eller åbent),

—	udspringer ofte af en civilsamfundsorganisation eller er tilknyttet en sådan.

3.1.3 Socialøkonomiske virksomheder yder et stort bidrag til samfundet og er en vigtig del af den europæiske sociale model. De bidrager til opfyldelsen af Europa 2020-målene ved at skabe arbejdspladser, udvikle innovative løsninger på borgernes problemer og fremme den sociale sammenhængskraft, inklusion og aktivt medborgerskab. De spiller en særlig rolle i arbejdet med at fremme inddragelsen af kvinder, ældre, unge, minoriteter og indvandrere. Det skal også erkendes, at mange virksomheder med socialt sigte er SMV'er, ofte fra den sociale økonomi, og adskillige arbejder aktivt med integration på arbejdsmarkedet.

3.1.4 Kommissionens aktuelle arbejde med retlige strukturer for socialøkonomien skal tage disse karakteristika med i betragtning for at sikre, at alle former for socialt iværksætteri er indbefattet. Kommissionen bør desuden undersøge de nye retlige former og lovgivningsinitiativer vedrørende socialøkonomiske virksomheder, der er fremkommet i nogle medlemsstater (6), med henblik på at vurdere deres anvendelighed.

3.2 Inddragelse af socialt iværksætteri i den offentlige erhvervspolitik

3.2.1 Offentlige politikker for virksomhedsudvikling og -vækst er knyttet til flere politikområder, f.eks. konkurrence, indre marked, finans og innovation. Offentlige politiktiltag, der skal lette opstart og drift af virksomheder, skal tage hensyn til og inkludere socialøkonomiske virksomheder på samme vilkår som andre virksomhedsformer, både på medlemsstatsniveau og på EU-niveau, men de skal også anerkende deres særlige karakteristika.

3.2.2 Socialøkonomiske virksomheder er ofte lokalt baserede, og ekspansion af virksomheden er ikke altid af indlysende interesse eller en prioritet for dem. De foretrækker ofte andre tilgange til vækst end konkurrence eller udvidelse af deres model. Dette bør der tages hensyn til ved behandlingen af grænseoverskridende initiativer vedrørende socialt iværksætteri. EU og medlemsstaterne bør finansiere og støtte etablering af mødesteder, udveksling af praktikanter, »lejre« om social innovation og social franchising. Dette kan være en bedre måde at stimulere nye idéer og grænseoverskridende samarbejde på.

3.3 Stimulering af sociale investeringer

3.3.1 Bedre adgang til kapital til opstart og vækst er en prioritet for socialt iværksætteri. I dag er der mangel på finansielle instrumenter, der specielt tager sigte på socialøkonomiske virksomheder – på trods af en betydelig interesse for samarbejde blandt såvel finansielle institutioner som socialøkonomiske virksomheder. Flere innovative finansieringsinstrumenter på lokalt og nationalt plan er nu ved at tage form. Kommissionen bør igangsætte en indsamling og formidling af den gode praksis, der driver disse innovative initiativer, og den eksisterende ekspertise i medlemsstaterne med henblik på at stimulere sociale investeringer for sociale virksomheder i Europa. I den forbindelse bør Kommissionen overveje følgende aspekter.

3.3.1.1 På grund af deres særlige karakteristika og varierende retlige former kræver socialøkonomiske virksomheder andre typer finansieringsinstrumenter end andre virksomhedsformer. En særlig skræddersyet form for hybrid kapital (7), hvori der indgår tilskud, egenkapital og fremmedkapital, passer bedre til socialøkonomiske virksomheder i hele deres livscyklus. Hybridkapital kombinerer et element af tilskud (offentlige tilskud, filantropiske midler, donationer) med egenkapital og lånefinansiering/risikodelingsinstrumenter. Finansieringsinstrumenter, der bygger på hybrid kapital, omfatter tilskud, der skal tilbagebetales, eftergivelseslån, konvertible tilskud og aftaler om udbyttedeling. Hybrid kapital indebærer ofte et tæt samspil mellem offentlig og privat kapital.

3.3.1.2 Fremkomsten af formidlere, der specifikt tager sigte på socialøkonomiske virksomheder, bør også tages med i betragtning. De spiller en nøglerolle ved at matche socialøkonomiske virksomheder og investorer, oplyse om og fremskaffe kapital samt tilbyde rådgivning og støtte. Der findes en række interessante eksempler, som der bør ses nærmere på (8).

3.3.1.3 Kommissionen bør også være opmærksom på fremkomsten af forskellige former for offentlige sociale investeringer (9) og andre initiativer inden for finanssektoren (andelsbanker (10), sociale banker (11), forretningsbanker med sociale programmer (12) eller innovative instrumenter som f.eks. »social impact bonds« (13). Det er særlig vigtigt at støtte disse initiativer i denne tid, hvor den offentlige finansiering er dalende.

3.3.2 Det er afgørende, at Kommissionen sikrer, at EU's retlige ramme (f.eks. statsstøttereglerne) ikke hindrer fremkomsten af disse nye finansieringsinstrumenter, men tværtimod støtter den.

3.3.3 Den næste programmeringsperiode for strukturfondene bør eksplicit omfatte programmer for opstart og udvikling af socialøkonomiske virksomheder og gælde for et længere tidsrum for at sikre, at støtten opretholdes i den sårbare opstartfase. For at sikre, at strukturfondene støtter socialt iværksætteri, bør Kommissionen desuden give vejledning i, hvordan man bedst kombinerer finansieringsinstrumenter fra forskellige kilder og opnår en løftestangseffekt.

3.4 Modernisering af offentlig finansiering

3.4.1 Socialøkonomiske virksomheder producerer ofte varer og tjenesteydelser af almen interesse, som primært finansieres af offentlige midler. De eksisterende retlige rammer begunstiger ofte store, velkapitaliserede private aktører. Man bør udvikle nye retlige instrumenter og/eller videreudvikle de eksisterende, så de egner sig bedre for socialøkonomiske virksomheder. Kommissionen bør søsætte en EU-omspændende sammenligning af tilgange til offentlig finansiering, som egner sig særligt for socialt iværksætteri.

3.4.2 Som EØSU påpegede i sin udtalelse INT/570 (14), bør SMV'ers deltagelse i offentlige indkøbsprocedurer øges. Det er meget vigtigt at sikre lige adgang til offentlige indkøbsprocedurer for alle aktører. Offentlige indkøb bør forenkles gennem en forenkling af de administrative procedurer. Her har Kommissionen en vigtig rolle som den, der indsamler og formidler effektive og enkle indkøbsmodeller for socialøkonomiske virksomheder.

3.4.3 EØSU's udtalelse om offentlige indkøb understreger desuden betydningen af, at der i offentlige indkøb indgår innovative, miljømæssige og sociale aspekter. Kommissionens guide Buying social (15), som viser, hvordan der kan tages sociale og miljømæssige hensyn i forbindelse med offentlige indkøb, er central og bør få en mere fremtrædende plads. Kommissionen bør også tage skridt til at fremme og vurdere udbredelsen af udbud med sociale hensyn.

3.4.4 Desuden skal Kommissionen håndtere den »overregulering« af offentlige indkøb, som findes i nogle medlemsstater, ved at oplyse om alternative offentlige finansieringsinstrumenter, der er bedre egnede og innovative.

3.4.5 Socialøkonomiske virksomheder har ofte problemer med statsstøttereglerne. I sin udtalelse TEN/455 (16) støtter EØSU en mere alsidig og velafbalanceret tilgang og påpeger nødvendigheden af ikke kun at fokusere på økonomiske kriterier, men også inddrage sociale, territoriale og miljømæssige aspekter og måle effektiviteten på grundlag af kvalitet, resultater og bæredygtighed. Under arbejdet med at forenkle og tydeliggøre statsstøtteregler bør det holdes for øje, hvordan ændringer af disse regler berører socialøkonomiske virksomheder. Det er også vigtigt at fremhæve de undtagelser for disse regler, som allerede findes (17).

3.4.6 Under gennemgangen af statsstøttereglerne bør Kommissionen overveje at udvide fritagelserne, så de kommer til at omfatte alle sociale tjenester af almen interesse, eller som foreslået i EØSU's udtalelse indrømme anmeldelsesfritagelse for alle mindre offentlige tjenester og visse sociale tjenester. Usikkerheden og den ekstra administrative byrde, det er at efterleve statsstøttereglerne, kan afholde private investorer og de ansvarlige for offentlige indkøb fra at samarbejde med socialøkonomiske virksomheder. Fritagelser kan tilskynde til mere innovation og flere virksomhedsopstarter. Men et sådant initiativ bør stadig have en mekanisme, der hindrer korruption.

3.4.7 Socialøkonomiske virksomheder har forskellige retlige former og er derfor ofte underlagt forskellige beskatningsregler og betingelser. På grund af deres sociale mål og begrænsning af eller loft over uddeling af overskud nyder socialøkonomiske virksomheder i nogle medlemsstater godt af skattelettelser og andre skattefordele. Disse bør tages op til revision og videreformidles for at tilskynde til udvikling af regler, der passer til socialøkonomiske virksomheder uanset deres retlige form.

3.5 Lancering af udviklingsprogrammer for socialt iværksætteri

3.5.1 Socialøkonomiske virksomheder har behov for skræddersyede støtteprogrammer for deres udvikling. Initiativer med »centre«, der formidler virksomhedsstøtte, arbejdspladser og mentorordninger, samt uddannelsesprogrammer formidlet af netværk for socialt iværksætteri har vist sig effektive i opstartfasen. Der bør lægges særlig vægt på programmer for investeringsberedskab. Oprettelse og formidling af disse former for støtteprogrammer bør fremmes.

3.5.2 Der er behov for en støtteindsats for den næste generation af sociale iværksættere. Der bør opfordres til socialt iværksætteri i forbindelse med formel, uformel og ikke-formel læring. Medlemsstaterne bør gå sammen om specifik uddannelse (18) i socialt iværksætteri.

3.5.3 Kommissionen og medlemsstaterne bør støtte og samarbejde med etablerede aktører og netværk inden for socialt iværksætteri. Virksomheder med socialt sigte kommer ofte fra frivilligsektoren eller den sociale økonomi. De fungerer som en god kanal for at nå ud til sociale iværksættere og virksomheder.

3.6 Opbygning af bevidsthed om og tillid til socialøkonomiske virksomheder

3.6.1 Socialt iværksætteri skal være mere synligt og bør anerkendes som en væsentlig sektor i samfundet. Kommissionen bør overveje at indføre en europæisk certificering af socialt iværksætteri, som kunne skabe øget bevidsthed og anerkendelse samt opbygge tillid og efterspørgsel. Et første skridt kunne være en undersøgelse af eksisterende mærker og andre certificeringssystemer, som allerede findes i mange medlemsstater (19) – indledt af Kommissionen og gennemført i samarbejde med socialøkonomiske virksomheder.

3.6.2 I forbindelse med forskning og politikudformning er en virksomhed ofte lig med en profitorienteret, privat virksomhed. Der bør derfor arbejdes på kontinuerligt at inkludere socialt iværksætteri i forsknings-, innovations- og udviklingsprogrammer.

3.6.3 Der mangler konsoliderede statistikker om socialt iværksætteri på medlemsstatsniveau og på EU-niveau. Anvendelsen af satellitregnskaber (20) bør fremmes i alle medlemsstaterne. Derudover ville oprettelsen af et »observatorium« for socialt iværksætteri på EU-niveau med aktiv inddragelse af EØSU og de tilsvarende nationale råd samt i tæt samarbejde med medlemsstaterne være en støtte for indsamling, sammenligning og udbredelse af viden på et systematisk grundlag.

3.6.4 Fordelene ved socialt iværksætteri bør gøres synlige gennem måling af andre værdier end de rent økonomiske. Der findes flere instrumenter til måling af sociale resultater (21) samt metoder for udarbejdelse af sociale regnskaber. Desværre er de ofte for komplicerede at anvende for små aktører. EU bør sammen med sociale iværksættere, forskere og kapitaludbydere opfordre til anvendelse af de allerede eksisterende systemer, men også tage skridt til at udvikle et enklere fælles europæisk system eller en adfærdskodeks baseret på de eksisterende systemer.

3.6.5 En øget tiltro og tillid til socialt iværksætteri bygger på ansvarlighed og gennemsigtighed. Socialøkonomiske virksomheder er ofte afhængige af offentlige midler, private donationer og medlemsgebyrer. For at øge investorernes tillid bør anvendelsen af disse ressourcer rapporteres mere åbent via et gennemsigtigt rapporteringssystem, som kunne blive en EU-standardmetode. Øget gennemsigtighed og åben rapportering ville også modvirke risikoen for, at socialøkonomiske virksomheder hurtigt bliver mere profitorienterede med uforholdsmæssigt høje lønninger til direktører og bestyrelsesmedlemmer.

3.6.6 Etablering af optimale betingelser for socialt iværksætteri kræver lederskab og en løbende dialog mellem alle sektorer i samfundet. Dette kræver – under Kommissionens lederskab – samarbejde mellem alle EU-institutionerne, medlemsstaterne og samfundet som helhed med særligt fokus på de regionale myndigheder, der ofte er meget vigtige interesseparter. Både EØSU og Regionsudvalget kan spille en væsentlig rolle i næste etape af dette arbejde på baggrund af deres sammensætning, ekspertise og tætte forbindelser til medlemsstaterne.

3.7 Andre bemærkninger

3.7.1 Socialøkonomiske virksomheder involverer ofte frivillige. Det er vigtigt, at det gøres klart, hvad deres rolle er. Det understreges i Rådets beslutning af 27. november 2009 (22), at »frivilligt arbejde« er aktiviteter, »som en person påtager sig af egen fri vilje, valg og motivation«. Frivilligt arbejde træder ikke i stedet for professionelle betalte beskæftigelsesmuligheder, men tilfører samfundet værdi.

3.7.2 Ligesom alle andre arbejdsgivere skal socialøkonomiske virksomheder overholde kravene om anstændige arbejdsvilkår og efterleve eventuelle gældende kollektive overenskomster. Ved gennemførelsen af bestemmelserne i EU-lovgivningen og nationale love og/eller kollektive overenskomster vedrørende information, høring og inddragelse af ansatte skal socialøkonomiske virksomheder finde frem til den bedst egnede måde til at sikre, at disse rettigheder respekteres.

3.7.3 Socialt iværksætteri er opstået i meget forskellige nationale sammenhænge. EØSU vil specifikt opfordre Kommissionen til at koncentrere støtte og initiativer om udvikling af socialt iværksætteri i de nye medlemsstater. Vigtige initiativer er bl.a. at gennemføre ændringer af deres velfærdssystem, fremme en politik for aktiv inddragelse, tilskynde til fremkomsten af aktører inden for socialøkonomien og socialt iværksætteri samt liberalisere markedet for offentlige tjenester.

3.7.4 EU bør også fremme socialt iværksætteri uden for sine grænser. EU-modellen for socialt iværksætteri bør udbredes, så den kan inspirere til udvikling af lignende modeller i kandidatlandene og på internationalt plan.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2010) 608 endelig.

(2) KOM(2011) 206 endelig.

(3) EUT C 132 af 3.5.2011, s. 47.

(4) Se EFT C 95 af 30.3.1998, s. 99; EFT C 117 af 26.4.2000, s. 52; EUT C 112 af 30.4.2004, s. 105; EUT C 234 af 22.9.2005, s. 1; EUT C 120 af 20.5.2005, s. 10; EUT 318 af 23.12.2009, s. 22; EUT C 44 af 16.2.2008, s. 84.

(5) EMES Network (www.emes.net), Ciriec International (www.ciriec.ulg.ac.be) og Cecop (www.cecop.coop).

(6) UK Community Interest Company (CIC) 2005, italiensk lov nr. 118/2006 og bekendtgørelse nr. 155/2006, finsk lov nr. 1351/2003, slovensk lov om socialt entreprenørskab af 2011.

(7) http://www.schwabfound.org/pdf/schwabfound/SocialInvestmentManual.pdf.

(8) www.unltd.org.uk; www.commoncapital.org.uk; www.cafonline.org.

(9) De vigtigste aktører, der tilbyder sociale investeringer, er risikovillige filantropiske fonde, sociale investeringsfonde, finansieringskonsulentvirksomheder og sociale børser. For nærmere oplysninger se: Investor Perspectives on Social Enterprise Financing: http://217.154.230.218/NR/rdonlyres/1FC8B9A1-6DE2-495F-9284-C3CC1CFB706D/0/BC_RS_InvestorPerspectivesonSocialInvestment_forweb.pdf. Et eksempel på en social investering er den britiske »Big Society Capital«, se: http://www.cabinetoffice.gov.uk/content/big-society-capital.

(10) www.eurocoopbanks.coop.

(11) www.triodos.be.

(12) Bankkoncernen Intesa Sanpaolos initiativ for socialøkonomiske virksomheder. Banka Prossima. www.bancaprossima.com.

(13) www.socialfinance.org.uk/sib.

(14) EUT C 318 af 29.10.2011, s. 113.

(15) http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=331&langId=da&pubId=606&type=2&furtherPubs=yes.

(16) EUT C 248 af 25.8.2011, s. 26.

(17) F.eks. støtte til ansattes uddannelse, beskæftigelsesstøtte, handicapstøtte samt mindre omfattende former for støtte.

(18) www.sse.org.uk og forskellige masterprogrammer for socialt entreprenørskab (Università di Trento eller Università Bocconi).

(19) www.standardsmap.org/en og www.socialenterprisemark.org.uk.

(20) http://unstats.un.org/unsd/publication/SeriesF/SeriesF_91E.pdf.

(21) www.thesroinetwork.org; http://iris.thegiin.org; www.iso.org/iso/social_responsibility.

(22) EUT L 17 af 22.1.2010, s. 43.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om krisens konsekvenser for europæiske virksomheders mulighed for at foretage klimavenlige investeringer (sonderende udtalelse)

2012/C 24/02

Ordfører: Josef ZBOŘIL

Det fremtidige polske formandskab for Den Europæiske Union besluttede den 30. november 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Krisens konsekvenser for europæiske virksomheders mulighed for at foretage klimavenlige investeringer (sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 6. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, med 75 stemmer for, 3 imod og 3 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1

Da det forestående polske EU-formandskab i slutningen af november 2010 besluttede at anmode EØSU om en udtalelse om krisens konsekvenser for europæiske virksomheders muligheder for at foretage klimavenlige investeringer, drejede spørgsmålet sig hovedsagelig om effekten af EU's emissionshandelsordning. Havde emissionshandelsordningen, som udgør kernen i EU's klimapolitik, fungeret hensigtsmæssigt under den økonomiske tilbagegang, som EU oplevede i 2009 i kølvandet på den finansielle krise, der begyndte i slutningen af 2008?

1.2

Som tallene for udledningen af drivhusgasser og CO2 fra 2009 og 2010 tydeligt viser, var det nedgangen i den økonomiske aktivitet i 2009, der var årsagen til faldet i emissioner. Tilsvarende blev den økonomiske genopretning, der påbegyndtes i 2010, ledsaget af en stigning i emissionerne. Det indikerer, at prissignalerne fra emissionshandelsordningen ikke udgør tilstrækkeligt stærke incitamenter til at undgå emissionstunge processer og tilskynde langsigtede investeringer i mere klimavenlige teknologier. Heldigvis blev der ved udformningen af emissionshandelsordningen taget højde for sådanne problemer, og ordningen kan justeres og revideres med henblik på at håndhæve en CO2-pris, som vil resultere i lavere emissioner, samtidig med at der gives kompensation til de industrier, som har sværest ved at tilpasse sig. Hvis målene om en lavemissionsøkonomi skal opfyldes, er det nødvendigt at investere i grønne og ressourceeffektive teknologier i stedet for at lade industriproduktionen falde.

1.3

Det oprindelige sigte med emissionshandelsordningen var at få mest mulig ud af omkostningerne til de afbødende foranstaltninger, og ordningen anses stadig for at være det vigtigste instrument til at få nedbragt emissionerne. Der er brug for hurtige forbedringer af ordningen med det formål at genoprette ordningens effektivitet og troværdighed på miljøområdet.

1.4

Mere og mere indikerer, at en ændring af emissionshandelsordningen ikke i sig selv vil være garanti for en vellykket gennemførelse af en klimapolitik, der på en og samme tid fremskynder overgangen til energikilder med lille eller ingen CO2-udledning og understøtter robust økonomisk vækst. Derimod bør der i langt højere grad gives offentlig støtte til forudgående investeringer i grønne og ressourceeffektive teknologier i den europæiske fremstillingsindustri og energisektor. F.eks. bør den strategiske energiteknologiplan for EU (SET-planen) og EU's samhørighedspolitik yde mere støtte til udvikling og gennemførelse.

1.5

EØSU anbefaler derfor, at man yder den nødvendige finansielle støtte til sikring af en omfattende og hensigtsmæssig teknologisk innovation. De nødvendige midler bør findes ved at gøre brug af medlemsstaternes indtægter fra EU's emissionshandelsordning. Derudover bifalder EØSU Kommissionens forslag om at harmonisere energi- og CO2-afgifter i EU. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at afsætte størsteparten af de yderligere indtægter fra energi- og CO2-afgifter til clean tech-innovation i industrien.

1.6

Der har været store udsving i energipriserne på det seneste som følge af de igangværende omvæltninger i nogle OPEC-lande. Denne udvikling og virkningerne af atomreaktoruheldet i Fukushima, Japan, har givet debatten om energi en ny drejning. Det forhold, at visse medlemsstater for helt nylig har valgt at gå enegang, og spekulationer på råvaremarkederne kan få alvorlige konsekvenser for udviklingen af EU's energisektor og bør analyseres grundigt.

1.7

Konsekvensanalysemodellerne (PRIMES osv.), som Kommissionen har anvendt i det ledsagende arbejdsdokument, viser meget optimistiske makroøkonomiske resultater, som ikke harmonerer – for ikke at sige er i modstrid – med de mikroøkonomiske forskningsresultater, dvs. forskningen på virksomheds-/sektorniveau. De makroøkonomiske analyser bør derfor revideres og afstemmes med forskningen i virksomhederne, inden der træffes politiske konklusioner.

1.8

Udvalget opfordrer Rådet, Kommissionen og Parlamentet til at sikre, at alle de eksisterende CO2-mål for 2020 gennemføres fuldt ud, og overveje en stramning af 2020-målet om reduktion af drivhusgasudledningen til 25 % - baseret på de fremskridt, der er opnået i COP 17-forhandlingerne, og den forventede økonomiske udvikling i EU - som et skridt på vejen mod den aftalte reduktion på 80-95 % i 2050. Udvalget mener, at det er afgørende at opretholde nogenlunde sammenlignelige økonomiske vilkår for globale aktører. Hvis sådan en aftale skal fungere, skal andre udviklede lande gøre en lignende sideløbende indsats, og andre centrale aktører – navnlig vækstøkonomier – skal nå til enighed om frivillige, højere emissionsreduktionsmål som led i en global, juridisk bindende og samlet aftale for perioden efter Kyotoaftalen.

1.9

I kølvandet på COP 15 og COP 16 står det mere eller mindre klart, at der har været en kursændring i de internationale klimaforhandlinger, og at der er åbnet langt mere op for en bundstyret tilgang. EU's køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050 (KOM(2011) 112) er en erkendelse af denne vigtige ændring, hvor foranstaltninger foretrækkes frem for fastsættelse af nye bindende mål. Den er startskuddet til en debat med EU's medlemsstater om, hvorvidt der skal fastsættes nye mål eller ej. Såvel mål fastsat ovenfra som bundstyret teknologisk innovationspolitik vil skulle spille en rolle. EU bør ikke forspilde denne mulighed for reelle fremskridt og må gå forrest med et godt eksempel.

1.10

1.11

Vi har endnu ikke set en ny og helt nødvendig bølge af investeringer i infrastruktur. Der bør fokuseres meget mere på el- og gasinfrastrukturerne, særligt i lyset af det fælles europæiske energimarked, og vedvarende energikilder skal udnyttes langt mere. Uden fuldt funktionsdygtige og sammenkoblede net er udviklingsmulighederne markant mindre.

2. Indledning - baggrund

2.1

I meddelelsen Analyse af mulighederne for at nedbringe drivhusgasemissionerne ud over 20 % og vurdering af risikoen for udflytning af CO2-emissionskilder (1) redegør Kommissionen for de forskellige muligheder, der er for at nå det nye mål på 30 % i kvotebelagte sektorer (sektorer omfattet af EU's emissionshandelsordning) og i andre sektorer (primært transport, bebyggede omgivelser og landbrug). Da Kommissionens meddelelse ikke indeholder en analyse af konsekvenserne af den økonomiske krise for de europæiske virksomheders muligheder for at foretage yderlige klimavenlige investeringer, har det polske formandskab foreslået, at dette spørgsmål behandles i en EØSU-udtalelse.

2.2

Det er almindeligt accepteret, at det ikke vil være nogen let opgave at mindske CO2-udledningen, og at der ikke vil være nogen hurtige løsninger, da befolkningen bliver ved med at vokse, og manglen på energi er stor i udviklingslandene. En anden central faktor er skiftet væk fra energiproduktion baseret på fossile brændstoffer af forsyningssikkerhedshensyn. Det kan hævdes, at Københavnsaftalen og efterfølgeren, Cancúnaftalerne, giver afkald på »juridisk bindende mål« – hvorved sandsynligheden for et system med lofter og handel bliver mindre – da tidshorisonten er blevet flyttet til 2050, og betydningen af teknologisk udvikling og innovationsprocesser understreges. I Cancùnaftalen opregnes en række vigtige mål, herunder følgende tre hovedmål:

—	at fastlægge klare mål for nedbringelse af de menneskeskabte drivhusgasemissioner på længere sigt for at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning på under 2 °C;

—	at tilskynde alle lande til at være med til at nedbringe emissionerne i overensstemmelse med det enkelte lands forpligtelser og evner;

—	at sikre international gennemsigtighed i de enkelte landes tiltag, og at de globale skridt hen imod det langsigtede mål tages op til revision i tide.

2.3

Der er bred enighed om, at fastsættelse af en passende, alment accepteret pris på kulstof er nøglen til, at klimapolitikkerne når det ønskede resultat (William D. Nordhaus, Economic Issues in a Designing a Global Agreement on Global Warming). Hvis prisen på kulstof ikke er rigtig og ikke alment accepteret, vil den ikke fungere som incitament. Der er behov for realistiske lovrammer: i praksis må incitamenter fungere sådan, at de politiske beslutninger får den ønskede virkning. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at fremlægge forslag til en styrkelse af EU's emissionshandelsordning og konsekvente foranstaltninger i sektorer, der ikke hører under emissionshandelsordningen.

2.4

Drivhusgasudledningen er i et vist omfang blevet nedbragt (uden alt for store omkostninger) ved at forbedre energi-/brændstofeffektiviteten, men kun en teknologisk omlægning og teknologiske fremskridt kan sikre den gradvise overgang til en tidsalder uden ikke-fossile brændstoffer. Selv effektiviseringsforanstaltninger kræver, at de eksisterende teknologier anvendes i stor skala, og at der udvikles innovative løsninger (McKinsey Global Institute: The Carbon Productivity Challenge: Curbing Climate Change and Sustaining Economic Growth).

2.5

Energiintensive industrier har forbedret energieffektiviteten som et resultat af, at de hele tiden arbejder på at nedbringe driftsomkostningerne. Ingen virksomheder udleder kuldioxid, blot fordi de har ubrugte/overskydende emissionskvoter. Effektiviseringsforanstaltninger knyttet til det personlige forbrug er ikke helt så ligetil på grund af den psykologiske effekt, der fungerer som en boomerang, og får folk, der lige har iværksat effektivitetsforanstaltninger, til at forbruge den optjente besparelse, ved at de f.eks. skuer op for varmen i hjemmet. Denne effekt kan så let som ingenting få selv de mest entusiastiske effektiviseringstiltag til at løbe ud i sandet.

2.6

Vedvarende energikilder vil helt sikkert bidrage til at få nedbragt emissionerne, men måske i mindre målestok end ofte antaget. Fysiske, rumlige, samfundsmæssige og miljøbetingede grænser for de nuværende teknologier til vedvarende energi tages sommetider ikke fuldt med i betragtning, og det kræver investeringer at bryde disse grænser ved hjælp af teknologisk innovation. En forbedring af drifts- og omkostningseffektiviteten af de nuværende kendte teknologier er ligeledes en økonomisk udfordring, som imødegås i visse medlemsstater, men ikke i andre.

2.7

På tre områder må der helt sikkert findes løsninger, og sandsynligvis vil ingen af dem være tilfredsstillende før 2020. For det første stiller ressourcer med svingende forsyning krav om et fuldt integreret intelligent net i hele EU, som har begrænset kapacitet til at integrere en større mængde strøm fra svingende vedvarende energikilder end de forventede 35-40 %. Imidlertid bør det bemærkes, at Tysklands beslutning om hurtigt at udfase landets atomkraftkapacitet i høj grad har skabt incitament til handling på området. For det andet er der til denne integration behov for stor akkumulationskapacitet. For det tredje er der brug for højt udviklet CO2-opsamlings- og -lagringsteknologi til implementering i stor skala på længere sigt, hvis fossile brændstoffer vedbliver at være en væsentlig energikilde. Før disse tre helt afgørende spørgsmål er løst, er der brug for konventionel reservestrøm med deraf følgende emissioner til at sikre mere udstrakt ibrugtagning af de eksisterende vedvarende energikilder.

2.8

Effektiviseringsforanstaltninger inden for el-/varmekraftproduktionen er så dyre, at de sandsynligvis ikke kan gennemføres, som situationen er nu med økonomiske besparelser. Derfor vil teknologiske landvindinger spille en vigtig rolle ved siden af den udstrakte anvendelse og forbedring af eksisterende teknologier for vedvarende energi i opfyldelsen af målet om en nedbringelse på 80-90 % i 2050 (Det Internationale Energiagentur, Energy Technology Perspective 2010).

2.9

Yderligere energieffektiviseringer af produktionsteknologierne vil også have stor betydning. Der er derfor behov for såvel gradvis som radikal innovation inden for samtlige kulstoffattige teknologiløsninger. Uden denne innovation og disse effektiviseringer vil det ikke være muligt at få udbredt anvendelsen af kulstoffattig energi så hurtigt og i så massivt et omfang, som er nødvendigt for at opfylde den globale efterspørgsel på energi og afværge potentielt katastrofale klimarisici. Denne vanskelige, men helt afgørende innovationsopgave må tackles direkte og proaktivt.

3. Analyse af EU's emissionsdata - konsekvenserne af krisen

3.1

Kommissionsdokumentet indeholder en række argumenter, som isoleret betragtet giver indtryk af, at opfyldelsen af de ambitiøse mål for modvirkning af klimaændringerne vil være vanskelig, men ikke umulig. EU's empiriske emissionsdata fra de senere år skal ses i sammenhæng med det faktum, at vedvarende energikilder stod for 61 % af den nye elproduktionskapacitet i EU i 2009. I praksis har nogle vedvarende energikilder en variabilitet, der gør det ret vanskeligt at opnå en sikker grundforsyning på kort sigt.

3.2

Kommissionen bygger sine antagelser på optimistiske forventninger til direktivet om vedvarende energikilder og de enkelte medlemsstaters handlingsplaner. Endvidere tager den for givet, at energieffektiviteten vil blive forbedret med 20 %, selvom data fra medlemsstaterne tyder på, at det vil gå betydeligt langsommere i visse tilfælde. Ser man på den væsentligste faktor for energieffektivisering inden for el- og varmeproduktion – den såkaldte kulstofintensitet – er det sandsynligt, at forsinkelser og udskydelser af renoveringen af kraftværker bliver et alvorligt problem, som kan føre til energiknaphed. Derudover viser analyser fra IEA, at 80 % af den globale energisektors emissioner i realiteten er låst fast indtil 2020. Derfor er det næste årtis investeringer, særligt i CO2-opsamlings- og oplagringsteknologier, af afgørende betydning for en fremtid med lavere kulstofemissioner

3.3

Analytikere med ekspertise inden for området har skønnet, at drivhusgasemissionerne steg med 4 % i 2010, og anlæggene i de kvotebelagte sektorer indberettede en stigning på 3,2 %. I 2009 faldt emissionerne på verdensplan med 1,1 % i forhold til 2008: EU (-6,4 %), USA (-6,5 %) og Japan (-11,8 % uden emissionshandel) kunne alle melde om et fald, mens Kina rapporterede en stigning på 9,1 % (Richard N. Cooper, Harvard University, Europe's Emission Trading System, juni 2010; Christian Egenhofer, CEPS, Bruxelles, The EU ETS and Climate Policy Towards 2050, januar 2011). Det er åbenlyst, at faldet i emissioner fra 2008 til 2009 i de udviklede lande primært skyldtes den økonomiske recession. De foreløbige tal fra 2010 bekræfter, at emissionerne stiger og falder i takt med den økonomiske aktivitet.

3.4

Det mest bekymrende resultat af en grundig gennemgang af EU's emissionshandelsordning – verdens mest omfattende system for lofter og handel – er, at det ikke har formået at få bragt CO2- og drivhusgasemissionerne væsentligt ned. Tendensen har lige siden 1990 været, at den europæiske industris emissioner af CO2 og drivhusgasser falder langsomt, og en fremskrivning af denne udvikling til 2008 viser, at emissionshandelsordningen kun har fået nedbragt emissionerne med 2 % i forhold til de projicerede tal uden emissionshandelsordningen. Hvis virkningerne af den finansielle nedsmeltning og recession i 2008-2009 tages med i beregningerne, viser tallene desuden, at emissionshandelsordningen har haft meget lille – om overhovedet nogen – selvstændig indflydelse på udledningen af drivhusgasser i Europa.

3.5

Alt taget i betragtning er det klart, at det bratte fald i emissioner i 4. kvartal af 2008 og i hele 2009 samt den stigning i emissioner, der startede i 2. kvartal af 2010, må tilskrives den økonomiske krises indtræden (i slutningen af 2008) og afslutning (i midten af 2010). Der er meget lidt dokumentation for, at faldet i emissionerne i den pågældende periode kan tilskrives ændringer i ordningen.

3.6

Det er også vigtigt at bemærke det faktum, at industrisektorerne allerede har iværksat ekstraordinære tiltag, der kan tjene som eksempel: De har støt nedbragt emissionerne ved at skifte til mere CO2-effektive brændstoffer og gennemført foranstaltninger, der i praksis har forbedret energieffektiviteten. Denne proces kan fremskyndes i den næste handelsperiode frem til 2020, hvis der udvikles banebrydende nye teknologier, der kan anvendes i næsten alle de kvotebelagte sektorer.

3.7	Nogle energiintensive industrier, bl.a. stål, kalk- og cementindustrien, er ved at nå deres fysiske grænse for CO2-effektivitet, og yderligere store emissionsreduktioner i den nærmeste fremtid vil kun være mulig, hvis produktionen sættes ned (Sustainable Steelmaking, Boston Consulting Group, 2009).

3.8

Det skal bemærkes, at CO2-udflytning er forbundet med specifikke beskæftigelsesniveauer i de industrier, hvor fænomenet forekommer. Det nøjagtige beskæftigelsesniveau varierer fra medlemsstat til medlemsstat. EU-gennemsnittet anslås til at være 3 %, mens andelen af beskæftigede i disse energiintensive sektorer i for eksempel Polen er helt oppe på 9,5 %.

3.9

Som anført ovenfor i punkt 2.4 er teknologisk udvikling i stor skala og ibrugtagningen af nye teknologier helt afgørende for at få nedbragt drivhusgasudledningen. Alle dokumenter herom fremhæver det uløste problem med at sikre tilstrækkelig finansiering. Indtægterne fra emissionshandelsordningen er en mulig, men også usikker finansieringskilde et stykke ude i fremtiden, men ellers er der intet konkret i udsigt. Selv de nuværende F&U- og ibrugtagningsprogrammer i EU er utilstrækkelige. Det samme gælder SET-planen, herunder CO2-opsamlings- og oplagringsaktiviteter.

3.10

Den seneste tids omvæltninger og fortsatte uro i flere OPEC-lande kombineret med atomreaktoruheldet i Fukushima har givet sig udslag i en klart ændret indstilling til de globale klimaforhandlinger. Det kan endda være, at denne ændrede indstilling baner vej for en fornuftig international aftale. EU bør også tage USA's nyligt vedtagne, meget ambitiøse innovationsplan til efterretning (Det Hvide Hus: Strategy for American Innovation: http://www.slideshare.net/whitehouse/a-strategy-for-american-innovation).

3.11

Alt dette peger i retning af, at man omgående bør overveje strukturelle ændringer, der kan lette og fremskynde overgangen til en økonomi baseret på nye, kulstoffattige energikilder. Selvom visse eksperter og politikere ønsker at undersøge mulighederne for gradvist at fjerne sig fra konceptet med lofter og handel i retning mod, at der indføres en CO2-afgift på forbrug, virker chancerne for at kunne gennemføre nogen form for nye afgifter møntet på fremme af omfattende klimavenlige investeringer i EU (eller globalt) beskedne, men dette bør undersøges nøje forud for næste fase af klimaforhandlingerne. Emissionshandelsordningen betragtes derfor som det bedste alternativ i EU, men der vil være behov for betydelige og vidtgående reformer.

3.12

Efter krisen er investeringsbetingelserne meget forskellige fra land til land i EU, og situationen ser allerede sortere ud, nu hvor krisen igen forventes at blive værre. Den generelle tendens er færre offentlige midler som følge af den aktuelle gældskrise, der kræver en strammere finanspolitik. I den private sektor er virksomhedsfinansieringen forblevet relativt stabil, især i de eksportorienterede industrier. Men den vedvarende krise i det europæiske monetære system, endnu ikke indførte regler (Basel III og Solvens II) og de formentlig dystre økonomiske udsigter kan meget vel betyde, at det inden længere bliver sværere at få banklån. SMV'er vil være mere sårbare over for denne udvikling, da de i højere grad er afhængige af bankfinansiering end de store koncerner, der har adgang til kapitalmarkederne.

3.13

Der har på det seneste været en temmelig dynamisk udvikling forbundet med bestemte vedvarende energikilder. Om der er tale om et sundt og varigt opsving, er et andet spørgsmål, som bør undersøges nærmere på EU-plan og i medlemsstaterne. De økonomiske konsekvenser af garanterede energipriser kan føre til fordrejninger på længere sigt. Desuden vil den pludselige stigning i vedvarende energi uden tvivl kræve omfattende investeringer i transmissionsinfrastruktur med det formål at bevare nettets pålidelighed og sikkerhed.

3.14

Denne nye og helt nødvendige bølge af investeringer i infrastruktur er endnu ikke gennemført i et tilstrækkeligt omfang. Der bør fokuseres meget mere på el- og gasinfrastrukturerne, særligt i lyset af Tysklands seneste beslutninger om at udfase atomenergi inden 2022. Uden fuldt funktionsdygtige og sammenkoblede net er udviklingsmulighederne markant mindre.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2010) 265 endelig.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om behandling og udnyttelse af den europæiske unions industri- og mineaffald til økonomiske og miljømæssige formål (initiativudtalelse)

2012/C 24/03

Ordfører: Dumitru FORNEA

Medordfører: Zbigniew KOTOWSKI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Behandling og udnyttelse af Den Europæiske Unions industri- og mineaffald til økonomiske og miljømæssige formål.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer, som vedtog sin udtalelse den 27. september 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 61 stemmer for, ingen imod og 5 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1 Hovedformålet med behandling af industri- og mineaffald er at undgå bortskaffelse. Udfordringer såsom miljøforurening, sundhedsrisici og ødelagte landskaber skal behandles ansvarligt og som et hasteanliggende. Der er i dag intet land, der kan tillade sig ikke at forholde sig til affalds genbrugspotentiale efter anvendelsen af de primære råstoffer. Blot at efterlade dette affald uden yderligere behandling, fordi det er billigere, er ikke længere nogen løsning, når vi er klar over, hvilken pris det har for miljøet, menneskets helbred og samfundet.

1.2 Behandling af disse typer affald af økonomiske hensyn kan forbedre miljøet, landskabet, beskæftigelsen og de sociale vilkår for det pågældende lokalsamfund. Ved at eliminere risikoen for forurening for mennesker og miljø vil levevilkårene i disse regioner blive bedre og skabe en situation, hvor alle parter er vindere. Derfor bør nyttiggørelse af dette affald indgå som led i en bæredygtig udviklingsstrategi og som en kompensationsforanstaltning for det berørte lokalsamfund.

1.3 Den rolle, som spilles af civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og fagfolk, der er involveret i minedrift og i metal- og energiindustrien, den akademiske verden, producenter af udstyr, transportsektoren og faglige organisationer, er afgørende for en bedre information af offentligheden og større opmærksomhed omkring de miljømæssige, økonomiske og sociale fordele ved at bearbejde de enorme mængder affald, som er blevet eller bliver produceret af mine- og metalindustrien og kulkraftværker.

1.4 Lokale myndigheder kan spille en nøglerolle på dette område ved at fremme en åben dialog med borgerne på regionalt plan for at finde frem til løsninger på, hvordan miljøet kan beskyttes, affaldet behandles og et grundlag for bæredygtig industriudvikling kan genopbygges. Til det formål er det nødvendigt at oprette et netværk af offentlige, private eller offentlig-private partnerskabsprojekter for at fordele ansvaret for fremtidige investeringer, infrastruktur og miljøbeskyttelse.

1.5 EU og medlemsstaterne bør udvikle innovative redskaber og politikker, så tilgangen til spørgsmålet om industri- og mineaffald bliver så effektiv og bæredygtig som mulig på baggrund af forskning, statistik og videnskabelige data. Det er ligeledes vigtigt gennem en passende høringsproces med de relevante aktører at nå frem til en bedre forståelse af, hvilke juridiske, politiske, administrative og sociale hindringer der står i vejen for bearbejdningen af denne form for affald.

1.6 Derfor påpeger EØSU, at der er behov for at udvikle effektive politikker på området for industri- og mineaffald i forbindelse med Europa 2020-strategien som led i en overordnet politik, der udtrykkeligt forbinder bæredygtig industripolitik med innovative processer, ressourceeffektivitet og forbedret adgang til råstoffer.

1.7 Alle nye former for affaldsbehandling med udvinding bør ledsages af information om affaldets fysiske og kemiske karakteristika, så myndigheder og virksomheder, der eventuelt skal i gang med oparbejdningsaktiviteter eller miljøbeskyttelsesprogrammer, har tilstrækkelig med oplysninger til rådighed.

1.8 Nuværende politiske initiativer med henblik på forsyningssikkerhed for råstoffer bør øge EU's og medlemsstaternes støtte til forskning og udvikling af teknologier til bearbejdning af mine- og industriaffald og genindvinding af værdifulde mineraler og metaller. Man bør prioritere udvikling af teknologier, der gør det muligt at genindvinde kritiske materialer og materialer, der kan være skadelige for menneskers sundhed og miljøet.

1.9 Det organiserede civilsamfund mener i forbindelse med Europa 2020-strategien, at det er på tide at evaluere de resultater, man har opnået gennem direktiv 2006/21/EF, og er rede til at fremsætte kommentarer og forslag til forbedring af dets gennemførelse samt fremme initiativer til nyttiggørelse af mineaffald.

1.10 Forslaget om at forbedre genanvendelsen af og reducere affald fra minedrift, stenbruds- og metalindustrier kan sammenfattes således:

—	biproduktets juridiske status bør ændres, så det opfattes som et følgeprodukt med de samme egenskaber som det primære produkt,

—	man bør udtrykkeligt tillade, at biprodukter bearbejdes gennem specifikke behandlinger i det primære anlæg eller i særskilte systemer, der er designede til at give følgeproduktet de karakteristika, der er nødvendige for dets anvendelse,

—	følgeproduktets markedsføring fremmes ved at lette dets transport og anvendelse,

—	der bør indføres skattemæssige fordele for forbrugere, der anvender følgeprodukterne.

1.11 Institutioner med tilknytning til EU bør tilvejebringe mere information om, hvordan miljø og menneskers helbred påvirkes af affald fra varmedrevne kraftværker men også om nyttiggørelse af produkter fra kulforbrænding. Der er behov for F&U for at forbedre de anvendelser, hvori produkter fra kulforbrænding indgår, og inden for nye teknologier og generel håndtering og bortskaffelse af aske.

1.12 EU bør oprette og finansiere projekter for nyttiggørelse af biprodukterne fra forbrænding af kul og derved bidrage til bæredygtig udvikling ved at genanvende denne form for affald og holde det væk fra affaldsdepoter, samtidig med at man reducerer behovet for udvinding af nye råmaterialer samt bevarer energi- og vandressourcerne.

1.13 Der bør gennemføres en undersøgelse på europæisk plan for at indsamle yderligere oplysninger om flyveaske, bundaske, slagger, gips fra afsvovling af røggas, våde og tørre restprodukter efter gips fra afsvovling af røggas samt fluid bed-forbrændingsaske. Kulkraftværker i EU bør opmuntres til frivilligt at indlevere data i forbindelse med undersøgelsen. Derudover bør der udarbejdes en til stadighed ajourført opgørelse over de eksisterende produkter og potentielle anvendelsesområder for produkter fra forbrænding af kul.

2. Oversigt

2.1 I temastrategien for affaldsforebyggelse og genanvendelse, der blev vedtaget i 2005 i forbindelse med gennemførelsen af det 6. miljøhandlingsprogram, som nu følges op af en ny meddelelse fra Kommissionen (KOM(2011) 13 endelig), hvori man evaluerer, hvorvidt strategiens målsætninger er blevet opfyldt eller ej, foreslås nye tiltag til styrkelse af strategiens gennemførelse.

2.2 Problemer med industri- og mineaffald er noget, der optager de europæiske borgere og det organiserede civilsamfund meget. Europas industrielle fremtid afhænger til en vis grad af, hvordan vi takler dette spørgsmål. På nuværende tidspunkt risikerer et større antal industriprojekter at gå i stå på grund af modstand fra lokalsamfundene og civilsamfundsorganisationer, der er bekymrede for, hvordan industri- og mineaktiviteter påvirker menneskers helbred og miljøet.

2.3 Desværre skyldes civilsamfundets bekymringer i mange tilfælde manglende oplysning og åbenhed, og man er derfor nødt til at sørge for en komplet og korrekt gennemførelse af miljøvurderinger for at sikre ordentlig information og civilsamfundets inddragelse.

2.4 Industri- og mineaffald udgør stadig en udfordring for mange medlemsstater, hvor der tidligere var eller stadig findes industrianlæg eller miner. Disse affaldsdepoter kan enten udgøre en trussel eller en chance for lokalsamfundene. De udgør en trussel, hvis de blot efterlades, som de er, og der ikke træffes foranstaltninger til at nedbringe miljørisiciene, men i nogle tilfælde kan de også udgøre en chance, når affaldet kan være grobund for aktiviteter, der går ud på at genvinde metal eller andre nyttige sekundære råstoffer.

2.5 I visse tilfælde kan metalkoncentrationen i mineaffaldet være lige så høj som i malm eller endda højere. Det samme gælder for affald fra metalindustrien: genvindingsteknologier har udviklet sig, og der er nu mulighed for at tage potentialet i affald fra gamle industriaktiviteter op til fornyet overvejelse og gøre det miljømæssigt bæredygtigt.

2.6 I mange tilfælde er de lokale myndigheder nødt til at forholde sig til industri- og mineaffaldsproblematikken, når tailingsdamme bestående af flydende mineaffald og deponeringsanlæg til mineaffald i fast form befinder sig inden for deres ansvarsområde. Man kan derfor finde løsninger på dette niveau, hvor man forvandler »udfordringerne« til muligheder ved at opmuntre til private initiativer, offentlig-private og administrative partnerskaber med henblik på at etablere industriparker til fuldstændig udnyttelse af affaldet ved at kombinere horisontal og vertikal anvendelse inden for forarbejdningsindustrien, byggeriet og på infrastrukturområdet.

2.7 Vi vil i denne udtalelse koncentrere os om tre affaldskategorier, der forekommer i væsentlige mængder i Europa (flere milliarder kubikmeter), og som lovgiverne i EU og medlemsstaterne har udtrykt en særlig interesse over for:

—

mineaffald (eller »udvindingsaffald« som defineret i direktiv 2006/21/EØF) fra forundersøgelser, udvinding og forarbejdningsaktiviteter for kul og ikke-energetiske mineraler – flere hundrede millioner ton fra eksisterende eller forhenværende mineområder er blevet oplagret eller oplagres stadig uden behandling tæt på lokalsamfundet (1). Nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg kan udgøre en alvorlig risiko for miljøet og lokalsamfundet,

—	affald fra metalindustrien, hovedsagelig bestående af slagge, slam og støv. Eksempelvis kan affald fra den del af metalindustrien, der arbejder med andre metaller end jern, have et højt indhold af tungmetaller, der kan have negativ indvirkning på miljøet, hvis det ikke behandles forsvarligt,

—	affald fra varmekraftværker, slagger og aske fra varmekraftværker udgør en stor del af affaldet, navnlig i lande, hvor varmekraftværker er storforbrugere af lavkvalitetskul.

2.8 I alle disse tilfælde kan affaldsdepoterne, hvis ikke de forvaltes forsvarligt, påvirke landskabet i lokalsamfundene negativt og ødelægge store områder, som de nævnte lokalsamfund ellers kunne drage økonomisk, social og miljømæssig nytte af.

3. En politisk og retlig ramme til fremme af behandling af industri- og mineaffald

3.1 Europa 2020-strategien, EU's industripolitik (2), EU's strategi for ressourceeffektivitet (3), EU's strategi for råstoffer (4), temastrategien for affaldsforebyggelse og -genanvendelse (5) og EU's strategi for innovation (6) fremmer:

—	en bæredygtig vækst i Europa gennem en økonomi, der er ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig,

—	teknologier og produktionsmetoder, der nedbringer forbruget af naturressourcer, og øger investeringerne i EU's eksisterende naturrigdomme,

—	en fuldstændig anvendelse af affaldshierarkiet med udgangspunkt i forebyggelse, dernæst forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse, derefter energiudnyttelse og i sidste instans bortskaffelse af affald,

—	en gennemgang af lovgivningen til støtte for service- og fremstillingssektorernes overgang til større ressourceeffektivitet herunder mere effektiv genanvendelse og fremme af markedsføring og udnyttelse af avanceret teknologi,

—	investering i udvindingsindustrier gennem arealplanlægningspolitikker for mineraler, der omfatter en digital, geologisk database og en transparent metodologi for at finde frem til mineralressourcerne, samtidig med at man fremmer genbrug og affaldsreduktion,

—	et europæisk innovationspartnerskab for at fremskynde forskning, udvikling og markedsføring af innovationer.

3.2 Det første europæiske direktiv om affaldshåndtering har været i kraft siden 1970'erne. I 1991 etablerede man Det Europæiske Affaldskatalog ved direktiv 91/156/EF, som blev fulgt op af direktiv 91/689/EF om farligt affald. I 2008 offentliggjordes »direktiv 2008/98/EF«, som er særlig relevant for vores udtalelse, da det i artikel 4, stk. 1, introducerede en mere præcis definition af et affaldshierarki: »(a) forebyggelse, (b) forberedelse med henblik på genbrug, (c) genanvendelse, (d) anden nyttiggørelse, f.eks. energiudnyttelse og (e) bortskaffelse« (7).

3.3 Direktiv 2006/12/EF og beslutning nr. 1600/2002/EF fastslår, at:

—	for affald, der stadig produceres, bør niveauet for affaldets farlighed reduceres til den lavest mulige risiko,

—	affaldsforebyggelse og genbrug bør foretrækkes,

—	mængden af affald, der deponeres bør minimeres, og bortskaffelsen bør foregå på en betryggende måde,

—	affald til bortskaffelse bør behandles så tæt som muligt ved stedet for dets opståen, for så vidt dette ikke mindsker affaldsbehandlingsprocessernes effektivitet.

3.4 Direktiv 2006/21/EF om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (vedtaget i 2006, i kraft siden maj 2008, og en evaluering af direktivets gennemførelse efter planen i november 2012):

—	har til hensigt at afbøde de eventuelle negative virkninger for den offentlige sundhed og miljøet af mineaffald fra eksisterende og nye miner,

—	pålægger driftsherren at udarbejde en affaldshåndteringsplan, som skal stemme overens med rækkefølgen for affaldshåndtering – først viden, dernæst forebyggelse, efterfulgt af genbrug, så genanvendelse og endelig bortskaffelse,

—	forpligter medlemsstaterne til inden 2012 at etablere en opgørelse over nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, som har eller kan have skadelige virkninger for miljøet og den offentlige sundhed (8).

4. Behandling af mineaffald

4.1 Lovgivningsforslag har til dato opfordret medlemsstaterne til inden maj 2012 at udarbejde en opgørelse over nedlukkede og forladte udvindingsaffaldsanlæg, der potentielt kan have virkninger for menneskers sundhed eller miljøet, og til at offentliggøre denne opgørelse.

4.2 EU's PECOmines-undersøgelse (9) fra 2004 og dens casestudie-rapport om telemåling (10) udgjorde en foreløbig evaluering af en række anlæg i kølvandet på de første østeuropæiske landes tiltræden. Undersøgelsen indeholdt imidlertid ingen analyse af anlæggenes fysiske eller kemiske stabilitet.

4.3 Der findes til dato ingen europæisk database over placeringen og de fysiske og kemiske karakteristika for mineaffalds- og andre deponeringsanlæg. Medlemsstater som Spanien for eksempel har allerede udviklet nationale planer for håndtering af affald fra udvindingsindustrier på baggrund af relevante statistiske data om antal og mængde af registrerede, efterladte og eksisterende affaldsdepoter, tailingsdamme og -dæmninger (11).

4.4 Visse medlemsstater har udviklet og anvendt metoder til evaluering af sikkerheden i gamle tailingsdamme og affaldsdepoter og har fastlagt de nødvendige prioritetstiltag for at forhindre alvorlig forurening (f.eks. Slovakiets miljøministerium). Der er imidlertid ikke gennemført nogen omfattende evaluering med hensyn til vurdering af den nuværende økonomiske bæredygtighed af oparbejdning af mineaffald. Hvorvidt oparbejdning er økonomisk bæredygtig afhænger i høj grad af markedsprisen for de(t) mineral(er), der er tale om. Sådanne evalueringer bør gennemføres af medlemsstaterne, så man kan finde frem til en situation, hvor alle parter er vindere.

4.5 Adgang til disse affaldsdepoter og tailingsdamme vil være et spørgsmål, der henhører under de nationale mineralplanlægningspolitikker og politikker om fysisk planlægning, som alle falder ind under nærhedsprincippet, og skal varetages af hver enkelt medlemsstat individuelt men i henhold til EU-lovgivning om konsekvensanalyse og mineaffald og vandrammedirektivet.

4.6 EU's strategi for råstoffer lægger op til en langsigtet analyse af efterspørgslen efter mineraler, som kan udgøre et grundlag for en økonomisk prioritering af oparbejdning af gamle tailingsdamme og affaldsanlæg.

4.7 Sanering af affaldsanlæg og tailingsdamme med eller uden et økonomisk incitament kan skabe beskæftigelse, et forbedret miljø samt bedre sociale forhold og livsvilkår for de pågældende lokalsamfund og navnlig forbedrede landskaber og fjerne forureningsrisikoen.

4.8 Håndtering af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg bør foregå ud fra en række hensyn:

—

håndtering af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, der udgør en sikkerheds- og sundhedsrisiko eller kan risikere at forurene miljøet, og som kan have en økonomisk værdi i den nuværende økonomiske konjunktur, bør prioriteres med hensyn til hurtig men omhyggelig udstedelse af tilladelser. Spørgsmål om tidligere operatørers ansvar bør afklares for at fremme investeringer (12),

—	håndtering af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, der udgør en sikkerheds- eller sundhedsrisiko, eller som risikerer at forurene miljøet, og som ikke har nogen økonomisk værdi, vil muligvis skulle finansieres med offentlige midler (13),

—	oparbejdning af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, der ikke udgør nogen sikkerheds- eller sundhedsrisiko, og som ikke forurener miljøet, men som har en økonomisk værdi, bør stilles til rådighed, og spørgsmål om tidligere operatørers ansvar bør afklares for at fremme investeringer.

4.9 Teknologi til genbearbejdning og genopbygning af gamle og overbelastede affaldsdepoter er delvist til rådighed, men vil forudsætte ny forskning. Det europæiske innovationspartnerskab om råstoffer kan være en hjælp til at stimulere forskningen på området og muligvis skaffe midler til et pilotprojekt. Denne ekspertise kan blive af verdensklasse og finde anvendelse i Europa og resten af verden (som f.eks. teknologier, der fandt anvendelse i Østtyskland efter genforeningen). Forskning inden for yderligere teknologier og teknikker kan muligvis blive et område, hvor den europæiske industri udmærker sig.

4.10 BAT-referencedokumentet (Best Available Techniques) om den bedste tilgængelige teknik til håndtering af affald fra mineindustrien kommer kun ganske kort ind på anvendelsen af BAT til affaldsadskillelse for at sikre en bedre fremtidig oparbejdning af tailings og andet affald.

4.11 EU's strukturfonde spiller en afgørende rolle og investerer allerede massivt i forskning og innovation. Ca. 86 mia. EUR er blevet afsat til formålet i den nuværende finansieringsperiode (2007-2013). En stor del af disse midler er endnu ikke blevet brugt, og de bør udnyttes mere effektivt til innovation og opfyldelse af målsætningerne for Europa 2020.

4.12 EU's strukturfonde er allerede tidligere blevet anvendt i nogle få tilfælde, hvor udviklingen af nye regionale infrastrukturer kunne kombineres med oprydning og sanering af gamle industri- og mineregioner. De mest succesfulde initiativer kombinerer oparbejdning af gamle tailingsdamme og affaldsdepoter med en ny mine – og i de fleste tilfælde med forbedret økonomisk bæredygtighed som følge af stordriftsfordele.

4.13 Indtil videre er kun en mindre del af EU-midlerne blevet brugt på behandling og udnyttelse af mineaffald i EU til økonomiske og miljømæssige formål. Visse europæiske initiativer og projekter såsom den europæiske teknologiplatform om bæredygtige mineralressourcer, projektet ProMine og EuroGeoSource modtager imidlertid finansiel støtte fra Kommissionen, og det forventes, at disse projekter vil kunne bidrage til innovative teknologier, kendskabet til mineraler og databasen over mineaffald.

5. Metalaffald. Begrebet industriaffald. Miljøproblemer. Økonomiske og sociale muligheder

5.1 Begrebet industriaffald har ikke udviklet sig meget igennem årene, da det stadig er filosofien om, at »det, der ikke er et produkt, er affald«, der gælder. Men miljøpolitikker (politikker om nul affald) og økonomiske spørgsmål knyttet til manglen på råvarer har på det seneste ført til, at det kan blive nødvendigt radikalt at ændre opfattelse af, hvad »produktet« af en industriel aktivitet er.

5.2 I dag er sigtet med komplekse industrielle aktiviteter at frembringe mange følgeprodukter i stedet for blot at producere et enkelt produkt (14). Inden for cementproduktionen bruger man for eksempel højovnsslagge som en vigtig ingrediens i mange cementblandinger (15).

5.3 En forarbejdningsproces må efter den gældende EU-lovgivning ud over produktet kun frembringe biprodukter og ikke følgeprodukter. Det betyder, at et biprodukt, som ikke forarbejdes i hovedprocessen, betragtes som et kasseret emne, der kan genanvendes, og som skal behandles i overensstemmelse med affaldsforordningerne.

5.4 I virkeligheden er det ikke definitionen, der er et problem (biprodukt eller følgeprodukt kan betragtes som det samme). Problemet vedrører de begrænsninger for biprodukter, der nu følger af lovgivningen. Ifølge artikel 5 i direktiv 2008/98/EF skal et biprodukt opfylde fire betingelser: at (a) det er sikkert, at stoffet eller genstanden videreanvendes, (b) stoffet eller genstanden kan anvendes direkte , end hvad der er normal industriel praksis, (c) , og (d) videreanvendelse er lovlig, dvs. at stoffet eller genstanden lever op til alle relevante krav til produkt, miljø og sundhedsbeskyttelse for den pågældende anvendelse og ikke vil få generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

5.5 Det affald fra metalindustrien, der bortskaffes ved deponering, kan indeholde en række forskellige skadelige stoffer såsom tungmetaller – bl.a. som blandinger – der ikke på nogen måde bidrog til frembringelsen af »produktet«. Endvidere er det ofte et krav, at disse stoffer (16), hvis de bortskaffes ved deponering, forbehandles i overensstemmelse med direktiv 2006/12/EF.

5.6 Hvis der gives mulighed for, at et sekundært produkt kan betragtes som et følgeprodukt, vil det kunne behandles og/eller forarbejdes i selve hovedanlægget (sådan som det er tilfældet nu) eller i særlige systemer, der er indrettet til at omdanne følgeproduktet til et nyt produkt, der skal bringes på markedet, og som kun er underlagt den begrænsning, at indholdet af følgeproduktet skal oplyses. For øjeblikket er det kun virksomheder og anlæg, der er godkendt til at behandle affald i henhold til direktiv 2006/12/EF, der har denne mulighed.

5.7 Den væsentligste miljøgevinst er, at skaderne på jord og landskab nedbringes. Det kunne således anslås, at 1 mio. ton stålslagge (slagge fra kulstofstål kan inertiseres) i deponeret form har en volumen i størrelsesordenen 900 000 m3, og den tilsvarende volumen til nedgravning af inertiseret materiale ville kunne spares til aggregater (17). En anden gevinst efter inertisering med henblik på genanvendelse er, at emissionerne (støv og udvaskning af metaller) til miljøet mindskes.

5.8 Fra et samfundsmæssigt og økonomisk perspektiv er aktiviteter forbundet med behandling og genanvendelse af affald fra metalindustrien innovative aktiviteter, der ud over egentlig arbejdskraft kræver F&U-aktiviteter for at minimere miljøbelastningen og nedbringe omkostningerne. I Storbritannien blev der i 2010 gennemført en interessant undersøgelse på området, som kortlagde de arbejdsgiverkvalifikationer, der er nødvendige til indsamling, håndtering og behandling af by- og industriaffald (18).

6. Affald fra varmekraftværker. Nyttiggørelse af produkter fra kulforbrænding

6.1 Kul er en vigtig ressource, der findes i store mængder i naturen. I 2008 blev der på verdensplan produceret 579 mio. ton stenkul og 965 mio. ton brunkul (19). Kul dækker 27 % af det globale primære energibehov og producerer 41 % af verdens elektricitet. På verdensplan forventes betydningen af kul for produktionen af elektricitet at forblive uændret, idet man regner med, at 44 % af den globale elektricitet vil blive produceret ved hjælp af kul i 2030. Med de nuværende produktionsniveauer anslås de påviste reserver af kul at række til 119 år (20).

6.2 Når kul er blevet afbrændt til produktion af elektricitet og varme, ligger der store mængder affald tilbage, som giver anledning til stor bekymring og er en udfordring for de samfund i EU og rundt om i verden, hvor denne type affald produceres og bortskaffes. Virksomheder og forskningsinstitutioner i lande som USA, Tyskland og Storbritannien har siden 1945 arbejdet med at finde frem til, hvordan dette affald, der er klassificeret som produkter fra kulforbrænding, kan nyttiggøres. De væsentligste produkter fra kulforbrænding er: flyveaske, bundaske, kedelslagge, aske fra fluidbedforbrænding, halvtørre afsvovlingsprodukter og gips fra røggasafsvovling.

6.3 Den amerikanske Coal Ash Association (ACAA) blev etableret i USA i 1968 som en handelsorganisation med det formål at genanvende affald fra kulfyrede kraftværker. Organisationens opgave var at udvikle miljøansvarlige, teknisk forsvarlige, konkurrencedygtige og samfundsnyttige måder at håndtere og anvende produkter fra kulforbrænding på (21).

6.4 Beregninger fra ACAA viser, at produktionen af produkter fra kulforbrænding i USA steg fra omkring 25 mio. ton i 1966 til ca. 135 mio. ton i 2008, og at mængden af nyttiggjorte produkter fra kulforbrænding i samme periode steg fra 5 mio. ton til ca. 55 mio. ton.

6.5 I 2007 anslog European Coal Combustion Products Association (ECOBA) (22), at den samlede produktion af produkter fra kulforbrænding i EU var på mere end 100 mio. ton årligt i EU-27 og 61 mio. ton i EU-15. Heraf var 68,3 % flyveaske, 17,7 % gips fra røggasafsvovling, 9,4 % bundaske, 2,4 % kedelslagge, 1,5 % aske fra fluidbedforbrænding og 0,7 % halvtørre afsvovlingsprodukter.

6.6 De potentielle brugere af produkter baseret på produkter fra kulforbrænding er hverken på verdensplan eller i Europa ordentligt informeret om disse nye materialers og produkters egenskaber og fordelene ved at anvende dem. Indtil nu har den amerikanske industri været den største producent og forbruger af produkter fra kulforbrænding, herefter følger nogle europæiske lande, bl.a. Tyskland og Storbritannien. Denne situation er ved at ændre sig, og lande som Kina og Indien vil blive førende inden for produktion og forbrug af produkter fra kulforbrænding (23).

6.7 Miljøgevinster ved nyttiggørelse af affald fra kulfyrede kraftværker:

—	Bedre kvalitet af miljøet omkring kulfyrede anlæg

—	Mindre brug af naturressourcer

—	Reduceret energiefterspørgsel og færre drivhusgasemissioner

—	Bedre udnyttelse af deponeringsplads.

6.8 Produkter fra kulforbrænding anvendes i dag til:

—	Cement- og betonproduktion. Flyveaske er et bindemiddel i beton (24)

—	Solidificering og stabilisering af farligt affald

—	Bundaske bruges i asfaltblandinger til anlæg af veje

—	Gips fra røggasafsvovling bruges i landbruget

—	Ekstraktion af cenosfærer eller metaller. Cenosfærer kan bruges til letvægtsbeton, konstruktionsmaterialer, syntese af ultralette kompositmaterialer. De anvendes i bilindustrien, inden for luftfart, i dæk, maling og lak, gulvbelægninger, kabler, rørsystemer, byggeri og husholdningsapparater

—	Jordbeskyttelse og genvinding af nedlagte miner

—	Bundaske bruges ved fremstillingen af mursten, bl.a. ler- og facademursten. Mursten af flyveaske skal ikke ovntørres, og der kan bruges en stor andel genanvendt materiale

—	Genindvinding af germanium fra flyveaske stammende fra kul

—	Udvikling af ny maling og anden brug i miljøet. Maling, der fremstilles ved brug af produkter fra kulforbrænding, er resistente over for vand, syre og organiske opløsningsmidler

—	Træerstatningsprodukter

—	Flyveaske bruges ved rensning af spildevand for tungmetaller som Cd og Ni

—	Der forskes i at omdanne giftig flyveaske til metalskum til biler.

6.9 I Europa deponeres store mængder flyveaske, eller de bruges med nogle få undtagelser (i f.eks. Holland og Tyskland) til anvendelser med lav værdi. Det skyldes askekvaliteten i EU, som ikke altid egner sig til anvendelser af høj værdi, men kan tillige tilskrives manglen på information om og fremme af nyttiggørelse af produkter fra kulforbrænding til forskellige anvendelser. Det er forventningen, at kvaliteten af flyveaske i fremtiden vil blive bedre som følge af de miljøkrav, der skal overholdes af kulfyrede kraftværker, og det arbejde, industrien har gjort, for at effektivisere afbrændingen af kul og gøre den miljøvenlig.

6.10 Der er behov for flere studier og mere forskning, før vi forstår, hvilke faktorer der påvirker udnyttelsen af produkter fra kulforbrænding. Intelligent brug af disse produkter bør være et mål, og hertil er der brug for økonomisk, håndteringsmæssigt og logistisk innovative løsninger, en resultatbaseret klassifikationsordning for flyveaske og F&U-programmer for at forbedre processen, hvorunder produkter fra kulforbrænding omdannes til nye innovative materialer, og for at udbygge det eksisterende kendskab til sammensætningen, morfologien og strukturen i flyveaskecenosfærer.

6.11 Den juridiske definition af produkter fra kulforbrænding som affald skaber hindringer, der modvirker nyttiggørelsen af affald fra kulfyrede anlæg. Den eksisterende klassificering er en harmoniseret liste over affald, der kan revurderes med udgangspunkt i ny viden og nye forskningsresultater. Produkter fra kulforbrænding, der ikke falder ind under affaldslovgivningen, kan derefter omfattes af REACH-forordningen.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Eksempelvis findes der ifølge Rumæniens ministerium for økonomi, handel og erhvervsmiljø 77 tailingsdamme med en volumen på 340 millioner kubikmeter, der dækker en overflade på 1 700 ha og 675 affaldsdepoter for mineaffald med en volumen på 3,1 mia. kubikmeter, der dækker 9 300 ha.

(2) KOM(2010) 614.

(3) KOM(2011) 21.

(4) KOM(2011) 25.

(5) Seneste rapport KOM(2011) 13.

(6) KOM(2010) 546 endelig.

(7) Der findes imidlertid ingen bestemmelser vedrørende behovet for »at nedbringe affaldets skadevirkning«, når det er modtaget eller allerede ligger i deponeringsanlægget.

(8) Der er til hjælp for medlemsstaterne i den forbindelse for nylig udgivet en vejledning for udarbejdelse af fortegnelser.

(9) G. Jordan og M. D'Alessandro: Mining, Mining Waste and Related Environmental Issues: Problems and Solutions in Central and Eastern European Candidate Countries, PECOMINES, JRC 2004 (EUR 20 868 EN).

(10) A.M. Vijdea, S. Sommer, W. Mehl: Use of Remote Sensing for Mapping and Evaluation of Mining Waste Anomalies at National to Multi-Country Scale, PECOMINES, JRC 2004 (EUR 21 885 EN).

(11) Plan Nacional de Residuos de Industrias Extractivas 2007-2015, som viser, at der i Spanien er 988 registrerede tailingsdamme og -dæmninger med en samlet volumen på 325 878 800 kubikmeter, og at den samlede mængde tailings, der opstod i perioden 1983-1989 var på ca. 1 375 673 315 kubikmeter. Ud af det samlede antal tailings er 47,2 % efterladte tailings.

(12) En interessant model for, hvordan man kan løse problemet angående ansvar gives i »the Good Samaritan Initiative« fra den amerikanske miljøstyrelse, US Environmental Protection Agency.

(13) Dette bør kun gælde i tilfælde af efterladte affaldsdepoter, som man ikke kan finde nogen ansvarlig operatør for.

(14) Denne ide er slet ikke ny. Den industrielle sektor overtager en ide anvendt i landbruget, hvor organisk affald genanvendes i jorden som gødning eller bruges som brændsel.

(15) Den europæiske cementstandard EN 197-1 indeholder således ni cementtyper i sammensætningsfortegnelsen. »Højovnsslagge« indgår i mængder på mellem 6 og 95 vægtprocent.

(16) F.eks. indeholder støv fra lysbueovne (ifølge skøn baseret på en kulstofstålproduktion på over 1,2 mio. ton i EU-27) jern (10-40 %), zink (21-40 %), bly (indtil 10 %) og cadmium + kobber (indtil 0,7 %). Slagge kan (ifølge skøn baseret på en kulstofstålproduktion – oxygenovn og højovn – på 27 mio. ton i EU-27) indeholde ståldråber (indtil 10 %) samt jern- (10-30 %), mangan- (3-9 %) og kromoxider (1-5 %).

(17) Det anslås, at de 27 mio. ton affald, der produceres i EU-27, hvert år i volumen svarer til en 20 m høj bunke, der dækker et område, der er dobbelt så stort som Milano.

(18) http://www.viridor.co.uk/news/recycling-waste-industry-labour-market-investigation-published/

(19) Rapport fra Det Internationale Energiagentur, 2008.

(20) World Coal Association.

(21) Ifølge ACAA's hjemmeside frembringer organisationen også forskning, rapporter, undersøgelser, industridokumenter og ekspertise inden for genanvendelse af kulaske, kedelslagge og materiale fra røggasafsvovling. Også i Japan findes der en relevant organisation: Centre for Coal Ash Utilisation.

(22) ECOBA blev grundlagt i 1990 og repræsenterer i dag mere end 86 % af produktionen af produkter fra kulforbrænding i EU-27.

(23) Det forventes eksempelvis, at Indiens efterspørgsel på energi vil ligge på omkring 260 000 MW i 2020, hvoraf omkring 70 % vil blive produceret ved hjælp af kul. Kulfyrede kraftanlæg vil frembringe 273 mio. ton produkter fra kulforbrænding.

(24) Ifølge ACAA blandes over halvdelen af den beton, der produceres i USA, med flyveaske.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om muligheder og udfordringer for en mere konkurrencedygtig europæisk træbearbejdnings- og møbelsektor (initiativudtalelse)

2012/C 24/04

Ordfører: Josef ZBOŘIL

Medordfører: Patrizio PESCI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Muligheder og udfordringer for en mere konkurrencedygtig europæisk træbearbejdnings- og møbelsektor

(initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer, som vedtog sin udtalelse den 27. september 2011 med Josef ZBOŘIL som ordfører og Patrizio PESCI som medordfører.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober 2011, følgende udtalelse med 120 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Den europæisk træbearbejdnings- og møbelsektor (såvel som papirmasse- og papirindustrien) anvender hovedsageligt træ, som er et fornyeligt naturråstof, og spiller en væsentlig rolle i udviklingen af en grøn økonomi. EØSU har konstateret, at der i dag desværre er nogle væsentlige uoverensstemmelser mellem visse dele af EU's politik og initiativer, som har alvorlige følger for træindustriens konkurrenceevne og lønsomhed.

1.2 Sektoren møder stigende konkurrerende efterspørgsel efter træ fra sektoren for vedvarende energi på grund af subsidier og andre foranstaltninger til fremme af anvendelsen af biomasse (træ er en af de vigtigste brændstoffer til produktion af biomasseenergi). Der er også problemer med investeringer, forskning, uddannelse, tiltrækning af unge arbejdstagere og administrative begrænsninger i forbindelse med offentlige indkøb. Derudover oplever møbelbranchen en dramatisk prisstigning på råmaterialer såsom læder, plastik, naturfibre og oliederivater.

1.3 EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at tage seriøst fat på at tilpasse og udvikle nogle lovrammer, der kan styrke konkurrenceevnen og hjælpe med til at give træ- og møbelbranchen og papirmasse- og papirindustrien lettere adgang til dette råstof. EØSU vil gerne minde om, at der er behov for en detaljeret undersøgelse af problemerne med forsyningen af træråmaterialer til træ- og papirindustrien og til sektoren for vedvarende energi (biomasse).

1.3.1 EØSU tilskynder Kommissionen til at samarbejde med træ- og papirindustrien for at finde frem til passende, specifikke foranstaltninger til at løse disse problemer. For at lette samarbejdet foreslår udvalget, at der nedsættes en uformel, neutral, interinstitutionel ekspertgruppe – som også står i kontakt med relevante interesseparter – om emnet »træ som bæredygtigt råstof«. CCMI er naturligvis interesseret i at deltage i dette organ.

1.4 En europæisk undersøgelse med titlen »EU wood« (1) viser, at træforbruget til energiproduktion ventes at stige fra 346 millioner m3 fast træmasse i 2010 (3,1 EJ) til 573 millioner m3 (5 EJ) i 2020 og kan nå op på 752 millioner m3 i 2030 (6,6 EJ). Disse resultater er baseret på den antagelse, at træs andel af de fornyelige energikilder er faldende: fra 50 % i 2008 til 40 % i 2020. Der forventes et underskud af træ på 200 millioner m3 i 2020 og på 300 millioner m3 i 2030.

1.5 EØSU går ind for at medtage træ som et vigtigt råstof i det europæiske innovationspartnerskab om råstoffer i tråd med anbefalingerne i Kommissionens meddelelse om råstoffer. I denne forbindelse kunne man især undersøge mulighederne for genbrug og genvinding.

1.6 EU's skovrelaterede politikker burde støtte aktiv skovdrift; navnlig foreslår EØSU, at Kommissionen fremmer dyrkning af »energitræ med kort omløbstid«. Man bør også undersøge, om der kan træffes foranstaltninger for at sikre, at træ, som er egnet til industrielt brug, ikke bliver brugt til vedvarende energiproduktion.

1.7 EØSU understreger, at der er behov for et aktivt fremstød for grønne bygninger, som bruger miljøvenlige og ressourceeffektive strukturer og processer gennem hele deres levetid. I dette øjemed kunne EØSU sammen med relevante tjenestegrene i Kommissionen med fordel støtte et årligt event – såsom en workshop – for at fremvise eksempler på bæredygtigt byggeri og design.

1.8 EØSU glæder sig over forslaget fra næstformanden i Kommissionen, Antonio Tajani, om at indføre en »konkurrenceevnetest«, før man undertegner handelsmæssige partnerskabsaftaler mellem EU og tredjelande. Udvalget er også enigt i, at det er nødvendigt inden iværksættelsen at evaluere, hvilken indvirkning alle andre politikinitiativer (på områder såsom energi, handel, miljø, social sikring og forbrugerbeskyttelse) vil få på industriens konkurrenceevne.

1.9 For at øge produktiviteten og være forrest i konkurrencen har branchen brug for arbejdstagere, som er up-to-date med de nyeste kvalifikationer og teknologier. EØSU bifalder industriens proaktive tilgang til beskyttelsen af arbejdstagerne mod sundhedsskadelige stoffer på arbejdspladsen og hilser det velkomment, at sektoren er engageret i at sikre karriere- og beskæftigelsestryghed, beskytte arbejdstagernes helbred og velfærd, udvikle færdigheder og kompetencer samt skabe balance mellem arbejds- og privatliv.

1.10 Der har hidtil været påfaldende ringe succes med at få forsknings- og innovationsprojekter vedrørende træforarbejdning og møbelproduktion godkendt på EU-plan. For at give den europæiske træ- og møbelindustri større F&U-støtte, må de fremtidige programmer tage særligt hensyn til SMV'ers specifikke vanskeligheder og behov.

1.11 EØSU minder om, hvor vigtigt det er, at industrien og myndighederne på EU- og nationalt plan arbejder tæt sammen om at bekæmpe varemærkeforfalskning. EØSU støtter derfor oprettelsen af et europæisk ikke-teknisk patent og opfordrer til udvikling af et »specifikationsark« for møbelprodukter. Udvikling af teknologier til lettere påvisning af ægthed vil også være en stor hjælp. EØSU opfordrer til, at EU træffer foranstaltninger til at styrke de nationale toldmyndigheders kapacitet, og der afholdes en »europæisk/national dag for bekæmpelse af varemærkeforfalskning«.

2. Træbearbejdnings- og møbelindustrien i Den Europæiske Union (2)

2.1 Den europæiske træbearbejdnings- og møbelindustri er en vital, bæredygtig, innovativ og miljøkompatibel sektor, som i 2008 havde en omsætning på ca. 221 milliarder euro og beskæftigede 2,4 millioner mennesker i over 365 000 virksomheder, hvoraf de allerfleste er SMV'er. Møbelindustrien tegner sig for næsten halvdelen af denne omsætning, efterfulgt af produktionen af konstruktionselementer (19,3 %), udsavning (13,9 %) og produktion af træplader (9,2 %). Den generelle finansielle og økonomiske krise har påvirket hele sektoren kraftigt: omsætningen er således faldet med over 20 % mellem 2008 og 2009. Papirmasse- og papirindustrien i Europa udgør den anden del af træindustrien: den har en årlig omsætning på 71 milliarder EUR og producerer 36 millioner ton papirmasse og 89 millioner ton papir.

2.2 Beskæftigelsen i møbelindustrien udgør 51 % af beskæftigelsen i sektoren. Italien har den største beskæftigelse med 363 000 job i sektoren, efterfulgt af Polen, Tyskland, Spanien og Det Forenede Kongerige. I de nye EU-medlemsstater er der et stort antal beskæftigede i sektoren: ud af den samlede beskæftigelse arbejder 34 % i træindustrien. Træ- og møbelsektoren giver ofte beskæftigelse i afsidesliggende egne eller i områder, som er mindre industrialiserede eller udviklede, og yder således et vigtigt bidrag til landdistrikternes økonomi. Papirmasse- og papirindustrien repræsenterer 235 000 direkte job og 1 million indirekte job. 60 % af alle job er placeret i landdistrikterne.

2.3 Da sektoren hovedsageligt anvender træ, som er et fornyeligt råstof, og har et veldokumenteret ry for bæredygtighed, er den også en frontløber i udviklingen af en grøn økonomi, som er et af EU's vigtige mål for fremtiden. Papirmasse- og papirindustrien har også fremragende miljøfordele. For råstoffernes vedkommende bliver halvdelen af de fibre, der går til fremstilling af papir, genvundet. Den anden halvdel er et eksempel på en god udnyttelse af ressourcer: 20-30 % af fibrene stammer fra restprodukter fra andre industrier, 40-60 % stammer fra udtynding i skovbruget og kun 20-30 % stammer fra endelig skovhugst.

2.4 Desværre er der i dag nogle uoverensstemmelser mellem visse dele af EU's politik og initiativer, som har alvorlige følger for industriens konkurrenceevne og lønsomhed. Den europæiske træ- og møbelsektor møder stigende konkurrerende efterspørgsel efter træ fra sektoren for vedvarende energi på grund af subsidier og andre foranstaltninger til fremme af anvendelsen af biomasse (træ er et af de vigtigste brændstoffer til produktion af biomasseenergi). Der er også vanskeligheder, når det gælder investeringer, forskning, uddannelse og tiltrækning af unge arbejdstagere. Administrative begrænsninger i forbindelse med offentlige indkøb lægger yderligere pres på sektoren.

2.5 Sektoren er op imod en stigende konkurrence fra nye vækstøkonomier, der kan producere billigt, og et stigende antal tekniske handelsbarrierer. Derudover har møbelbranchen ikke kun problemer med at få adgang til træ som råstof, men oplever også en dramatisk prisstigning på materialer såsom læder, plastik, naturfibre og oliederivater.

2.6 Hvis EU-institutionerne ikke engagerer sig i at udvikle en lovgivningsramme, der kan styrke konkurrenceevnen, og ikke garanterer en forsyning af råstoffer til træ- og møbelsektoren, vil fremtiden for hele sektoren være usikker.

3. Indvirkningen af EU's lovgivning om vedvarende energi på efterspørgslen efter træ

3.1 EØSU er alvorligt bekymret over den indvirkning, som Kommissionens klimaændrings- og energipakke vil få på udviklingen af fornyelige energikilder og på de samlede forsyningsmuligheder for træ, som er industriens råstof. EØSU er skuffet over, at brugen af uhensigtsmæssige støtteordninger til produktion af vedvarende energi, som blev indført for at opfylde klimaforpligtelserne, har gjort det mere rentabelt at brænde træ af direkte i stedet for at anvende det til fremstilling af produkter. Dette har haft en alvorlig indvirkning på forsyningerne af træ til de træforarbejdende virksomheder og disse virksomheders samlede konkurrenceevne og indtjeningsevne.

3.2 EØSU opfordrer Kommissionen til at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af problemerne med forsyningen af træråvarer til træ- og papirindustrien og til den vedvarende energisektor (biomasse). EØSU vil gerne tilskynde Kommissionen til at samarbejde med skov/træsektoren for at finde frem til passende, specifikke foranstaltninger til at løse disse problemer. For at lette samarbejdet foreslår udvalget, at der nedsættes en uformel, neutral, interinstitutionel ekspertgruppe – som også står i kontakt med relevante interesseparter – om emnet »træ som bæredygtigt råstof«. CCMI er naturligvis interesseret i at deltage i dette organ.

3.3 EØSU støtter træ- og papirindustriens krav om en afbalanceret tilgang til anvendelsen af træbiomasse til energiproduktion for at undgå markedsforvridninger mht. adgangen til og prisen på træråvarer til fremstillingsindustrien. Det bør også tages med i betragtning, at mange trævirksomheder er blevet tvunget til at nedskære kapaciteten mellem juni 2009 og juni 2011 – ikke af økonomiske eller tekniske grunde, men fordi de mangler råvarer.

3.4 Skønt træbiomasse har langt den største (biomasse) effekttæthed (power density) (energistrøm i watt pr. kvadratmeter), skal det bemærkes, at denne effekttæthed stadig er meget lav (0,6 W/m2). Eksempelvis vil et træfyret kraftværk med en kapacitet på 1 GW, en energiudnyttelsesfaktor på 70 % og en konversionseffektivitet på 35 % kræve fældning af omkring 330 000 ha kulturskov, hvilket svarer til et landområde på næsten 58 × 58 km (3). Opfyldelsen af EU's mål for vedvarende energi med den forventede andel af biomasse vil kræve 340-420 millioner m3 fast træbiomasse.

3.5 Hvad angår fremme af vedvarende energikilder (VEK) og biomasse mener EØSU, at følgende principper er afgørende:

—	medlemsstaterne bør i deres VEK-handlingsplaner evaluere, hvor stor mængde træbiomasse i landet eller regionen, der helt klart er til rådighed for energianvendelse, og den mængde træ, som træindustrien allerede bruger som råstof, før der iværksættes foranstaltninger til fremme af VEK;

—	for at genskabe en naturlig balance mellem anvendelsen af træ som råstof og den energimæssige udnyttelse af biomasse, må man undlade at yde støtte til direkte afbrænding af træ;

—	der må tages passende metoder i anvendelse for at sikre en optimal grad af genindvinding eller genvinding af træaffald og produktionsrester;

—	kaskadeanvendelse bør fremmes (fremstilling af produkter, genbrug, reparation og genvinding, udnyttelse af energiindholdet);

—	myndighederne på EU- og nationalt plan bør tage skridt til at øge mobiliseringen af træ fra skovbruget og andre kilder (4), og der bør ydes støtte til skovbrug med kort omløbstid med henblik på produktion af biomasseenergi.

3.6 Ud fra et økonomisk synspunkt skønnes værditilvæksten i trævareindustrien at være 1 044 EUR pr. ton tørt træ og 118 EUR pr. ton træ anvendt som bioenergi. Når det gælder beskæftigelse, skaber trævareindustrien 54 mandetimer pr. ton tørt træ mod kun to mandetimer i bioenergisektoren (5). Hvad kulstofkredsløbet angår, giver trævareindustrien således langt større gevinst i form af beskæftigelse og værditilvækst end direkte afbrænding af træ.

3.7 Træforarbejdningssektoren har gennem årtier bidraget til bæredygtig anvendelse af energi og naturressourcer gennem sit pionerarbejde inden for produktion af vedvarende energi. Dette er endnu et afgørende bidrag til modvirkning af klimaforandringer.

3.8 Endvidere er der opnået betydelige energibesparelser ved at investere i moderne udstyr og processer, således at hovedparten af den energi, der kræves til industriel træforarbejdning, nu produceres ud fra træbiomasse, som er uegnet til genvinding. Op til 75 % af den energi, der går til fremstilling af træprodukter, stammer således fra træaffald og genanvendt træ. Sektoren er også til stadighed i gang med at forbedre genvindingsprocenten for træ gennem betydelige investeringer i innovative teknologier.

3.9 Træ er en begrænset ressource, og træindustrien er opsat på at bruge den så effektivt som muligt. I de seneste to tiår har sektoren udviklet logistiske netværk til indsamling og anvendelse af genbrugstræ. EØSU erkender dog, at værdifulde træressourcer i flere medlemsstater ender på lossepladsen i strid med målene i det europæiske deponeringsdirektiv (1999/31/EF). EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at det europæiske deponeringsdirektiv gennemføres korrekt for at sikre, at træressourcer, som er egnede til industriel anvendelse eller til produktion af vedvarende energi, ikke går til spilde.

4. Træ – et fremragende universalmiddel til energibesparelse i bygninger

4.1 Energieffektivisering er et af hovedelementerne i EU’s 2020-strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Energieffektivitet er »et af de mest virkningsfulde midler til at styrke energiforsyningssikkerheden og reducere emissionerne af drivhusgasser og andre forurenende stoffer (6)«.

4.2 Bygninger tegner sig for 40 % af energiforbruget og for 36 % af EU's CO2-udledninger. Bygningers energimæssige ydeevne er nøglen til opnåelse af EU's klima- og energimål på kort og langt sigt.

4.3 Anvendelse af træ som byggemateriale kan bidrage til at forbedre bygningers energimæssige ydeevne på en omkostningseffektiv måde; talrige internationale videnskabelige undersøgelser har vist, at udledningerne af drivhusgas fra træbyggeri er lavere end fra stål- og betonbyggeri (henholdsvis 26 % og 31 % lavere). Desuden har det i boligsektoren vist sig, at stål- og betonbyggeri forbruger henholdsvis 17 % og 16 % mere indeholdt energi og afgiver henholdsvis 14 % og 23 % mere luftforurenende stoffer end træhuse. Sektoren kan således bidrage betydeligt til opfyldelsen af målene i EU's 2050-køreplan om reduktion af drivhusgasemissionerne med 80 % inden 2050.

4.4 EØSU understreger behovet for et fremstød for grønne bygninger, som bruger miljøkompatible og ressourceeffektive strukturer og processer gennem hele deres livscyklus: lige fra projektering til opførelse, drift, vedligeholdelse, renovering og nedrivning. Der må tilskyndes til anvendelse af livscyklusvurdering (Life Cycle Assessment – LCA): dette indebærer, at materialer, som bidrager mindst til den globale opvarmning, skal foretrækkes.

4.5 EØSU er skuffet over, at der stadig er lovgivnings- eller holdningsmæssige barrierer, som stiller sig i vejen for større brug af træ og træprodukter i boligbyggeriet i EU. Der bør tages ad hoc-initiativer på nationalt plan for at øge de lokale og regionale myndigheders kendskab til træ som byggemateriale. Endvidere er manglen på passende uddannelse, erhvervsuddannelse og kvalifikationer ikke kun i træindustrien, men også inden for vigtige tilknyttede erhverv (bygningsingeniører, arkitekter osv.) en af de største hindringer for øget brug af træ til byggeri.

4.6 Desværre er den positive effekt af anvendelsen træ til boligformål ikke altid fuldt ud erkendt i de gængse klassificeringsordninger for grønt byggeri. Nogle af disse ordninger har faktisk modvirket anvendelsen af træ. EØSU opfordrer derfor til at gøre brug af almindeligt anerkendte LCA-metoder, som anerkender alle fordele og ulemper ved byggematerialer, herunder kulstoflagring.

4.7 Tilskyndelse til brug af træprodukter er det mest miljøvenlige valg: ved at udnytte træs fulde potentiale (lagring og substitutionseffekt) i byggeri ville Europa kunne reducere udledningerne af CO2 med 300 millioner ton (mellem 15 og 20 %) (7). EØSU anerkender, at det gennem anvendelse af grønne byggematerialer er muligt at opnå reelle energibesparelser i bygninger.

4.8 Mere generelt, på baggrund af den løbende klimaændringsdebat og navnlig drøftelserne om arealudnyttelse, ændret arealudnyttelse og skovbrug (AUÆUS) opfordrer EØSU myndighederne til at:

—	anerkende træprodukter som kulstoflagre (8);

—	fremme anvendelsen af materialer, der fungerer som kulstoflagre og har et mindre CO2-fodaftryk og mindre effekt på andre ressourcer.

5. Global økonomi: udfordringer og muligheder for træforarbejdnings- og møbelindustrien

5.1 I dag giver geografisk afstand ikke længere nogen beskyttelse mod konkurrence.

5.2 Globaliseringen har påvirket træ- og møbelindustrien i Den Europæiske Union på mange områder:

—

Importpresset fra lavomkostningslande, især i Asien, ikke kun når det gælder forbrugsvarer såsom møbler eller trægulve (parket og laminat), men også krydsfiner, hvor der allerede er blevet indført antidumpingtold. Priserne på krydsfiner og møbler er under hårdt pres på grund af konkurrencen, især fra Kina.

—

Eksporten af heltømmer (bøg, eg, poppel) til Kina, der sendes tilbage til Europa som (halv)forarbejdede produkter. Ifølge kinesiske toldoplysninger udgjorde den samlede import af færdigtømmer 11 millioner m3 i de første fire måneder af 2010, hvilket er 24 % mere end i samme periode i 2009. I 2009 udgjorde værdien af importerede træprodukter i snæver forstand 7 milliarder EUR. I mange år har Kina været EU's største møbelleverandør. Siden 2008 hidrører over 50 % af EU's samlede import fra Kina. EU's møbelimport fra Kina ligger nu 46,9 % over niveauet i 2005, skønt den samlede møbelimport kun er 12,6 % i værdi, hvilket understreger Kinas dominerende position.

5.3 EU-institutionerne bør garantere lige konkurrencevilkår med samme markedsregler for både EU's producenter og deres konkurrenter. EØSU glæder sig over forslaget fra Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen, om at indføre en »konkurrenceevnetest«, før der undertegnes handelsmæssige partnerskabsaftaler mellem EU og tredjelande. For fremtiden bør handels- og investeringsaftaler mellem EU og tredjelande indgås på grundlag af en konsekvensanalyse, som skal færdiggøres, før forhandlingerne påbegyndes. Udvalget er også enigt i, at det er nødvendigt at evaluere, hvilken indvirkning alle andre politikinitiativer (på bl.a. energi-, handels-, miljø-, social- og forbrugerbeskyttelsesområdet) vil få på industriens konkurrenceevne, før de iværksættes.

5.4 Eftersom mange følger af globaliseringen ikke kan bremses eller forhindres, er den europæiske træ- og møbelindustri nødt til at ekspandere inden for nye og innovative markedssegmenter. Sektoren arbejder allerede på at opnå konkurrencefordele såsom:

—	en fleksibel produktion, som giver mulighed for at skræddersy produkterne;

—	høje kvalitetsstandarder og avanceret teknologi;

—	et godt design;

—	udvikling af værdier, som ikke er prisbaserede (f.eks. varemærker, købsoplevelse);

—	indarbejdning af rådgivning og eftersalgsservice;

—	korte leveringstider og små lagerbeholdninger.

5.5 EU's industri er således fokuseret på at forny sig »i det uendelige« på områderne teknologi, funktionalitet og æstetik. Meget innovative og originale nicheprodukter er afgørende for at kunne konkurrere med den kinesiske industri, som nu kan producere alle typer produkter til langt lavere priser end Europa.

6. Arbejdsmarkedsforhold

6.1 Træ- og møbelsektoren er under enormt pres som følge af en lang række ydre stressfaktorer, herunder globalisering af markederne, et opskruet tempo i de teknologiske forandringer og den nylige globale finansielle krise. Det er bydende nødvendigt at finjustere markedsstrategierne for at bevare konkurrenceevnen og forblive en vigtig del af den europæiske økonomi. Især er der noget at tage fat på, når det gælder pensionsordninger, det forhold, at arbejdsstyrken har et uddannelsesniveau under middel, og evnen til at tiltrække og fastholde unge arbejdstagere og ændre kvalifikationskravene. Den demografiske udvikling af arbejdsstyrken bør nøje overvåges og afhjælpes forebyggende, så sektorens fremtid ikke sættes over styr.

6.2 Tilstedeværelsen af uddannet og kvalificeret arbejdskraft er et afgørende aspekt. De specifikke færdigheder, som kræves gennem hele produktionsforløbet af møbler eller træprodukter, kan blive afgørende for, om selve produktet bliver en succes. Arbejdstagernes uddannelse må ikke kun baseres på traditionelle modeller, men også rettes ind efter nye markedsbehov og den teknologiske udvikling.

6.3 I dag giver den aldrende arbejdsstyrke i de fleste undersektorer i møbelindustrien og dens manglende evne til at tiltrække unge arbejdstagere anledning til særlig bekymring i sektoren. Sektoren har brug for arbejdstagere som er up-to-date med de nyeste kvalifikationer og teknologier.

6.4 Industrien arbejder sammen med sine sektorspecifikke organisationer og fagforeninger (9) for at hjælpe med til at løse disse problemer ved at fokusere på manglen på faglige kvalifikationer og behovet for at tiltrække unge arbejdstagere. For at befæste sektorens konkurrenceevne er det afgørende, at der er et tilstrækkeligt antal faguddannede arbejdstagere til rådighed til at dække efterspørgslen i sektoren. Erhvervsuddannelsesprogrammerne bør være lydhøre over for arbejdskraftbehovet.

6.5 Industrien har også arbejdet på at beskytte arbejdstagerne mod skadelige stoffer på arbejdspladsen via projekter om bedste praksis inden for sundhed og sikkerhed med støtte fra Kommissionen. »REF-Wood«- og »Less Dust«-projekterne er de bedste eksempler på træindustriens bestræbelser på at skabe et sundt arbejdsmiljø for sine ansatte. Disse initiativer ved de europæiske arbejdsmarkedsparter har haft til formål at forbedre beskæftigelsen gennem bedre arbejdsvilkår og bør føre til en konsekvensvurdering samt til fastlæggelse af yderligere foranstaltninger, så man kan nå de mål, arbejdsmarkedsparterne har sat. Træ- og møbelsektoren anser det for væsentligt at garantere karriereudsigter og tryghed i ansættelsen, bevare arbejdstagernes sundhed og velfærd, udvikle kvalifikationer og kompetencer og gøre det muligt at forlige arbejdsliv og privatliv. EØSU bifalder og støtter eksistensen af socialpagter om arbejdstagernes og arbejdsgivernes rettigheder og pligter på virksomhedsplan.

6.6 Det er vigtigt at understrege, at EU's træ- og møbelindustri har et stort potentiale for udvikling af lokale grønne job i kraft af sine karakteristiske fornyelige råstoffer og lave energiforbrug og det forhold, at fabrikkerne ofte ligger i landdistrikterne.

7. Forskning & innovation

7.1 For at sikre adgang til EU's F&U-programmer, har den europæiske træforarbejdningssektor oprettet teknologiplatformen for skovindustrisektoren sammen med partnere fra papirmasse- og papirindustrien samt skovejere. Dette har helt klart åbnet muligheder for F&U-aktiviteter på EU-plan, men der har hidtil været påfaldende ringe succes med at få træ- og møbelprojekter godkendt på EU-plan, eftersom kun få SMV'er har de nødvendige ressourcer til at deltage.

7.2 EU's samarbejdsprogrammer såsom ERA-nettene har vist sig bedre at kunne opfylde SMV'ernes behov, og de har også givet virksomheder i sektoren konkrete muligheder.

7.3 For at give træ- og møbelindustrien i Europa mulighed for at nyde godt af større F&U-støtte, må EU's fremtidige F&U-programmer tage særligt hensyn til SMV'ers specifikke behov, så programmerne bliver lettere tilgængelige og afpasses efter virksomheders behov i det daglige.

7.4 EØSU opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at inddrage disse bemærkninger behørigt i sine overvejelser og tage hensyn til dem i forbindelse med den igangværende offentlige høring om Grønbogen »Mod en fælles strategisk ramme for EU-finansiering af forskning og innovation«. Endvidere opfordrer EØSU EU-institutionerne til at finde frem til initiativer, som kan sætte skub i udviklingen af ikke-teknologisk innovation.

7.5 Innovation udvikler sig spontant; det er ikke noget, der kan leveres på kommando. Medlemsstaternes og EU's myndigheder kan dog støtte innovationsprocessen ved at skabe gode rammevilkår, så virksomhederne finder det umagen værd at investere tid og penge i deres fremtid

7.6 EU's råstofpolitik har fokuseret på kritiske materialer og overset andre råstoffer såsom træ eller genbrugspapir. For at udfylde dette åbenbare hul i EU's politik går EØSU ind for at medtage træ som et vigtigt råstof i det europæiske innovationspartnerskab om råstoffer i tråd med anbefalingerne i Kommissionens meddelelse om råstoffer.

8. Intellektuelle ejendomsrettigheder og varemærkeforfalskning

8.1 Beskyttelse og håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder må nødvendigvis prioriteres højt for at sikre, at EU fortsat kan konkurrere på det globale marked på trods af den stigende tendens til forfalskning og piratkopiering i mange sektorer. EØSU understreger behovet for øget samarbejde på området industriel ejendomsret, især gennem oprettelsen af et europæisk ikke-teknisk patent.

8.2 EØSU minder om, hvor vigtigt det er, at industri og forvaltninger (på EU- og nationalt plan) arbejder tæt sammen om at bekæmpe varemærkeforfalskning. Det er afgørende at yde bedre støtte til uddannelse af offentligt ansatte og toldembedsmænd og gøre forbrugerne mere bevidste om problemet. Udvikling af teknologier, som gør det lettere at fastslå, om et produkt er ægte eller en forfalskning, vil også være en stor hjælp. EØSU anbefaler, at EU træffer foranstaltninger for at styrke de nationale toldmyndigheders kapacitet til at bekæmpe varemærkeforfalskning

8.3 Det italienske initiativ til en »National Anti-Counterfeiting Day«, som blev afholdt af Confindustria i Rom og flere andre italienske byer sidste år, er et eksempel på god praksis. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at organisere en lignende event på EU- og nationalt plan.

8.4 Forfalskede møbelprodukter kan være sundhedsfarlige eller ligefrem livsfarlige. På denne baggrund og for at befæste intellektuelle ejendomsrettigheder og bekæmpe varemærkeforfalskning opfordrer EØSU Kommissionen til at udvikle et »specifikationsark« for møbelprodukter. Et sådant datablad bør udleveres til kunden sammen med produktet for at sikre den nødvendige gennemsigtighed i handelsforbindelserne mellem fabrikanter, forhandlere og kunder. Møbelprodukter, der markedsføres på det europæiske marked, bør som minimum ledsages af følgende oplysninger: produktets retsmæssige betegnelse; fabrikantens eller importørens firmanavn; produktets oprindelse; indholdet af materialer eller stoffer, som kan være farlige for mennesker eller miljøet; information om de anvendte materialer og produktionsmetoder, hvis disse har betydning for produktets kvalitet eller karakteristik; brugsvejledning.

8.5 Udvalget erkender, at der er et reelt behov for at støtte træ- og møbelsektoren gennem økonomiske reformer for at opmuntre til internationale salgsfremstød og sikre fair konkurrence. EU bør også tilskynde vækstøkonomierne til at reformere deres nationale systemer for at afskaffe overflødigt bureaukrati eller korrigere for de lovgivningsmæssige eller administrative skævheder, som måtte findes, ved hjælp af toldafgifter. Lovrammerne kunne også forbedres for at skabe et klart lovgrundlag for europæiske virksomheder, der ønsker at investere i tredjelandes markeder.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Kilde: European study »Real potential for changes in growth and use of EU forests. EUwood«. Side 45, kapitel 3.5 »Future demand for wood energy« (fremtidig efterspørgsel efter træ til energiproduktion): Træforbruget til energiproduktion ventes at stige fra 346 millioner m3 i 2010 (3,1 EJ) til 573 millioner m3 (5 EJ) i 2020 og vil muligvis nå op på 752 millioner m3 i 2030 (6,6 EJ). Disse resultater er baseret på den antagelse, at træs andel af de fornyelige energikilder er faldende: fra 50 % i 2008 til 40 % i 2020.

(2) Kilde: European Panel Federation (EPF) Annual Report 2009-2010.

(3) Vaclav Smil: Power Density Primer – Understanding the Spatial Dimension of the Unfolding Transformation to Renewable Electricity Generation (Forstå den rumlige dimension af den aktuelle overgang til vedvarende energiproduktion), maj 2010.

(4) »Mobilisation and efficient use of wood and wood residues for energy generation«. Rapport til Den Stående Skovbrugskomité fra ad hoc Arbejdsgruppe II om mobilisering og effektiv udnyttelse af træ og træaffald til energiproduktion.

(5) Tackle Climate Change: Use Wood. Publikation fra CEI-Bois (Den Europæiske Træindustriorganisation), november 2006.

(6) Energieffektivitetsplan 2011 – KOM(2011) 109 endelig.

(7) CEI-Bois: www.cei-bois.org.

(8) Dušan Vácha, TSU Internship, Harvested Wood Products, approaches, methodology, application (Fældede træprodukter, tilgange, metoder, anvendelse), IPCC/NGGIP/IGES, Kanagawa, Japan, maj 2011.

(9) Se for eksempel »Pfleiderer AG Social Charta (PASOC)«, som blev undertegnet i Frankfurt am Main, Tyskland, den 30. november 2010: http://www.pasoc.innopas.eu/fileadmin/docs/documents/sozialcharta/EN__IFA-PAG.pdf

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om perspektiverne for bæredygtig beskæftigelse i jernbanesektoren, sektoren for rullende materiel og infrastruktur: Hvordan påvirker de industrielle ændringer beskæftigelsen og kompetencegrundlaget i Europa? (initiativudtalelse)

2012/C 24/05

Ordfører: Brian CURTIS

Medordfører: Monika HRUŠECKÁ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Perspektiverne for bæredygtig beskæftigelse i jernbanesektoren, sektoren for rullende materiel og infrastruktur: Hvordan påvirker de industrielle ændringer beskæftigelsen og kompetencegrundlaget i Europa? (initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som udpegede Brian CURTIS til ordfører og Monika HRUŠECKÁ til medordfører. CCMI vedtog sin udtalelse den 27. september 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 104 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1

EU's industri for jernbanemateriel har vist sig i stand til at levere avancerede løsninger til miljø- og brugervenlige transportformer, som opfylder de store krav, der stilles om mobilitet og CO2-reduktion. Et vigende hjemmemarked og begrænset adgang til andre markeder vil underminere europæisk industris førerposition. Den ambitiøse europæiske dagsorden for transport kan ikke gennemføres uden en stærk europæisk industri. Med henblik på at konsolidere og styrke denne industris position i Europa anbefaler EØSU følgende tiltag.

1.2	Der er brug for en fuldstændig oversigt over flaskehalse på de vigtigste nationale og tværnationale forbindelser.

1.3	En sammenligning af operationelle systemer i europæiske storbyområder og de nyeste løsninger inden for energieffektivitet og miljø bør kunne lægges til grund for benchmarking.

1.4	EU-producenter bør have samme adgang til markeder uden for EU, som producenter udefra har til EU's marked.

1.5	Der er behov for en vidtspændende industripolitik med omfattende investeringer i konventionelle systemer. Manglende investeringer fører til yderligere tab af arbejdspladser og færdigheder i denne strategiske sektor. Dette fører igen til, at sektoren svækkes i faretruende grad.

1.6

På trods af at Det Europæiske Jernbaneagentur (ERA) har udsendt tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI), er et integreret jernbanenet stadig langt fra at være en realitet. Dette medfører indlysende hindringer for den fælleseuropæiske jernbanetransport. Efter EØSU's opfattelse er det i lyset af den givne situation nødvendigt fuldt ud at udnytte Europa 2020-strategien, som bl.a. lægger op til faste rammer for koordinationen mellem Kommissionen og medlemsstaterne i sager, som ikke direkte omfattes af EU-forordninger eller –lovgivning, men som har stor betydning for det indre marked.

1.7

En betydelig udvidelse af det tværnationale samarbejde, som også omfatter universiteter, forskningscentre og unge, velkvalificerede erhvervsudøvere, er afgørende vigtig for at standardisere udvikling, design og produktion af nye tog, som kan køre på forskellige skinner og med forskellige signalsystemer. Dette vil i sig selv give europæisk industri et ordentligt skub fremad. Der bør tilskyndes til iværksættelse af en bred vifte af foranstaltninger, som skal øge anvendelsen af jernbanetransport med henblik på at afhjælpe trængselsproblemer og reducere CO2-udslippet. For at skabe en adfærdsændring er det samtidig nødvendigt at forbedre jernbanetransportens kapacitet, tiltrækningskraft og brugervenlighed i et klima med lige konkurrence også med andre transportformer.

1.8

EU og de nationale regeringer bør opmuntre til og støtte innovation som en faktor, der skal bevare og forbedre Europas konkurrenceevne som foreslået i Europa 2020-programmet. På dette område bør man prioritere f.eks. forenkling af teknologi, kvalitetssikring af de ydede tjenester (i henseende til sikkerhed, komfort, regelmæssighed og kapacitet m.m.), reduktion af energiforbruget og CO2-aftrykket.

1.9

Teknologisk udvikling går hånd i hånd med udviklingen af færdigheder og knowhow i sektoren og med evnen til at tiltrække unge ingeniører (krig om talenter). De potentielle brugeres og andre aktørers krav er drivkraft for den teknologiske udvikling. Yderligere udvikling af sociale partnerskaber og inddragelse af aktører er derfor en nødvendighed.

1.10

På mellemlangt og langt sigt bør det overvejes at oprette et råd for europæiske sektorspecifikke færdigheder, som kan identificere de færdigheder og job, der bliver brug for i sektoren. Det er derfor vigtigt, at der produceres up-to-date forskning og pålidelige data om beskæftigelsen i jernbanesektoren med henblik på at definere disse fremtidige behov.

1.11	Uden en vidtspændende industripolitik og afsættelse af de nødvendige økonomiske midler vil fragmenteringen fortsætte, og det europæiske marked vil miste sin førerposition. Kun et hjemmemarked i vækst vil sætte branchen i stand til at fastholde den nuværende beskæftigelse i Europa.

2. Indledning

2.1

Jernbanetransport af passagerer og fragt er en nøglefaktor i en moderne økonomi. Den tjener almenvellets interesser og har strategisk betydning for politikerne, for så vidt som den øger mobiliteten og logistikstrømmene samtidig med, at den reducerer miljøvirkningerne. Den leverer energieffektiv mobilitet med de laveste niveauer for CO2-udslip og er blandt løsningerne på trængselsproblemerne på hovedveje og i byområder. På mellemlange distancer kan jernbanetransport være et alternativ til flytransport, og på de korte, lokale distancer kan den reducere biltrafikken.

2.2

Det er nødvendigt med et effektivt net, hvis man skal skabe et miljøvenligt og mobilt europæisk samfund samt yderligere integrere det europæiske fællesskab i almindelighed og nye medlemsstater i særdeleshed. Det nuværende net er hverken mht. kapacitet eller kvalitet parat til, at jernbanerne får en større markedsandel af transporten.

2.3

De støt stigende brændstofpriser og afhængigheden af olie, den omsiggribende bekymring for miljøet og viljen til at reducere CO2-emissionerne vil alle påvirke den måde, de forskellige transportmidler anvendes på. Jernbanetransporten må derfor opgraderes, og der må anlægges ny, skræddersyet infrastruktur. Verdensmarkedet domineres af Kina, der investerer kraftigt i at udbygge og opgradere sit jernbanenet både i og mellem byerne. Andre vækstøkonomier som f.eks. Indien, Rusland, Brasilien og Saudi-Arabien gennemfører også (eller planlægger at gennemføre) storstilede projekter. Vækst uden for Europa og nedgang på det europæiske marked samt manglende gensidighed med hensyn til vilkårene for adgang til det globale marked vil efterhånden underminere Europas førerposition.

2.4	Offentlig transport i byerne har et stort vækstpotentiale. Globalt set mangler 300 store sammenhængende byområder med over 1 mio. indbyggere i dag et transportsystem, der er specielt velegnet til byer (metro eller sporvogn).

2.5	I Kina, USA og andre dele af verden iværksættes der superhøjhastigheds- og konventionelle jernbaneprojekter. Europæisk industri har imidlertid brug for ensartede spilleregler og gensidig markedsadgang for at kunne blande sig i konkurrencen.

2.6

En effektiv jernbaneinfrastruktur med moderne faciliteter og udstyr er afgørende vigtig for, at ændringer i forbrugeradfærd, opfyldelse af miljøkrav og mobilitet på arbejdsmarkedet kan krones med held. En forudsætning for at etablere en sådan er, at der findes et velfungerende system for fysisk planlægning, herunder at der sker en passende inddragelse af borgerne i planlægnings- og beslutningsprocesserne. På grund af systemernes kompleksitet og investeringsintensitet kan produktionstiden strække sig over flere årtier. De valg, vi træffer i dag, vil bestemme, hvordan transporten vil se ud i 2050.

2.7

Konkurrence fra Asien er allerede ved at få fodfæste i Europa, mens markederne uden for EU stadig er beskyttet af regulerings- og lovgivningsbarrierer. For at omgå disse barrierer »køber« europæiske producenter markedsandele med teknologioverførsel og skaber dermed et industrielt grundlag i modtagerlandene, som efterhånden vil underminere det europæiske beskæftigelsesgrundlag.

2.8	Den stadig stærkere konkurrence fra tredjelande når formentlig sit højeste om fem til ti år, når det kinesiske marked er fuldt udviklet. Dette vil influere direkte på de fremtidige beskæftigelsesmuligheder i Europas jernbanesektor.

2.9

For perioden 2007-2013 blev der gennem TEN-T-programmer stillet 4,3 mia. EUR til rådighed for jernbanetransporten i Europa. Yderligere finansiering gennem Den Europæiske Samhørighedsfond bruges mest på veje og anvendes ikke fuldt ud. Kravene om samfinansiering synes således at være en hæmmende faktor. Man bør især rette opmærksomheden mod situationen i nye medlemslande. Selv om disse landes jernbanesystemer, når det gælder dækning, kapacitet og teknisk stand, er de mindst udviklede i EU, er tilførslen af midler relativt begrænset. Af de relativt få planlagte projekter er de fleste stadig i undersøgelses- eller pilotfasen.

2.10

Den måde, jernbanerne behandles på, står i skarp kontrast til den nationale og europæiske økonomiske støtte til vejtransporten, tilskuddene og støtteforanstaltningerne til fordel for bilindustrien samt de skattefordele, der kommer luftfartstrafikken til del. At jernbanerne beskattes på grundlag af deres energiforbrug og billetindtægter viser klart, at jernbanerne på mange måder står bagest i køen. Trods jernbanernes bæredygtighed i social og miljømæssig sammenhæng påvirkes jernbanernes konkurrenceevne i forhold til andre transportformer negativt af uretfærdig beskatning.

2.11	Indførelsen af lange modulvogntog (diesellastvogne, der ofte omtales med det misvisende udtryk »økoliner«) og fjernbusdriften, der er på vej frem som følge af deregulering i en række europæiske lande, underminerer yderligere jernbanetransportens konkurrenceevne.

2.12	Efterspørgslen efter rullende materiel »made in Europe« og jernbaneinfrastruktur påvirkes helt klart negativt af denne unfair konkurrence mellem forskellige transportformer og de globale handelshindringer.

2.13

EU's sektor for jernbanemateriel er en konkurrencedygtig industri og tegner sig for en stor del af beskæftigelsen. Der findes ingen pålidelig statistik, men mindst 113 000 ansatte er direkte beskæftiget i produktionen af infrastruktur og tog. Den samlede beskæftigelse i denne sektor i Europa skønnes at være på 300 000 ansatte. EØSU bifalder, at Kommissionen har taget initiativ til at beskrive sektoren for jernbanemateriel og undersøge sektorens konkurrenceevne, eftersom det vil give os større indsigt i jernbaneindustrien.

2.14

Mange lande planlægger at forny eller modernisere infrastruktur, udvikle nye tog til forstadstransport og regional transport, modernisere og/eller udbygge metrolinjer og rullende materiel, men den finansielle krise har sået tvivl om mange planer og reduceret omfanget af de forventede investeringer. Udsættelse og nedskalering af projekter hører til dagens orden.

2.15

I stedet for at forny og investere i nye teknologier vælger mange operatører på de konventionelle netværk at ombygge deres gamle flåder. Hastigheden, hvormed jernbanenettet elektrificeres, er faldet (48 % af de 230 000 km europæiske jernbaner er ikke elektrificeret), og den tekniske og miljømæssige udvikling bliver således bremset og kan gå helt i stå.

2.16

Vækst på jernbanemarkedet i andre dele af verden vil fremskynde globaliseringen og kan påvirke det teknologiske grundlag og beskæftigelsen i Europa på længere sigt. Asien har allerede overhalet Vesteuropa som det største marked for jernbanemateriel – en udvikling, man tidligere ikke ventede før 2015-2016. Kina afsatte ca. 60 mia. EUR til udbygning og forbedring af sit jernbanenet alene i 2009 (1) og vil efter planen investere 300 mia. i det kommende årti. Projekteringen af det transamerikanske netværk af passagertog planlægger at bruge 50 mia. i offentlige midler fra nu af og frem til 2050.

2.17

Kommissionen har været meget aktiv og offentliggjorde i 2007 grønbogen om mobilitet i byer (2). I 2008 informerede Kommissionen i en håndbog om transportsektorens skønnede eksterne omkostninger (3). I 2009 foreslog grønbogen »TEN-T: en gennemgang af politikken – På vej mod større integration i det transeuropæiske transportnet til gavn for den fælles transportpolitik« (4) og »Handlingsplan for bytrafikken« (5) nye redskaber, såsom studier, databaser og informationsmateriale. I 2011 offentliggjorde Kommissionen endelig hvidbogen »En køreplan for et fælles europæisk transportområde« (6), som anslår, at omkostningerne ved de nødvendige investeringer i infrastruktur over de næste 20 år vil beløbe sig til over 3 trillioner EUR, hvor jernbanetransport kommer til at spille en hovedrolle. Efter EØSU's opfattelse er jernbanetransport den transportform, der har det laveste CO2-udslip, og udvalget hilser denne hvidbogs overordentlig ambitiøse visioner velkommen og ser frem til, at der udvikles politikker til at gennemføre dem.

3. Generelle bemærkninger

3.1

Finanskrisens bremsende effekt har øget presset på de europæiske jernbanesystemer. Mange europæiske lande, navnlig lande, som er hårdt ramt af den finansielle og økonomiske krise, er ude af stand til at gennemføre en fornyelse af deres jernbanesystemer. Ambitiøse megaprojekter, såsom rail-Baltica, er nødt til at forcere en lang række politiske og budgetmæssige forhindringer og kan meget vel være i farezonen i den nuværende situation.

3.2

Krisens konsekvenser for de nationale budgetter har ført til, at investeringer i konventionelle systemer er blevet udskudt. Konventionelle systemer er imidlertid den vigtigste transportform for den gennemsnitlige rejsende, som pendler over kortere afstande. Da disse konventionelle systemer allerede findes, er deres miljøpåvirkning minimal sammenlignet med højhastighedsforbindelser. Når man tager transportmængder og netværkstæthed i betragtning, har disse konventionelle systemer også som alternativ til biltransport en større indvirkning på forureningen og på nedbringelsen af trafikoverbelastningen.

3.3	Selv om der i de seneste årtier er sket en hurtig udvikling mht. mellemdistance-højhastighedsforbindelser, består endnu en stor udfordring nu i at udvide dem og sammenkoble dem med de eksisterende net.

3.4

Den vægt, der er blevet lagt på udvikling af højhastighedsforbindelser, har medført underinvestering i konventionelle jernbaneforbindelser, hvilket har resulteret i udtjent rullende materiel og forældet infrastruktur for så vidt angår signalanlæg, energieffektivitet, kapacitet og sikkerhedsnormer. Denne proces vil fortsætte, hvis der sker en yderligere, ulige fordeling af budgetmidler til udvikling af højhastighedsforbindelser.

3.5

De konventionelle systemer har i løbet af 150 år udviklet sig fra regionale til nationale systemer. Systemparametre (sporvidde, spænding, linjeføring, maksimalhastigheder, signalering og sikkerhed) er forskellige fra land til land, og i enkelte tilfælde endog fra region til region. Faktisk er det konventionelle europæiske net et kludetæppe af forskellige systemer. Der er blevet iværksat en række forskellige tiltag for at komme disse forskelligheder til livs. Disse omfatter standardisering (f.eks. europæiske sikkerhedsnormer), hybridt rullende materiel (sikkerhedssystemer, spænding og justerbar sporvidde) og tekniske bestemmelser med henblik på at kompensere for infrastrukturens begrænsninger (kurvestyrede tog, dobbeltdækkere m.m.).

3.6

Ligesom jernbanesystemet er et kludetæppe, gælder det samme for de politiske beslutninger, der træffes i kulisserne. Al planlægning involverer en lang række lokale, regionale og nationale myndigheder inden for politikområderne transport, fysisk planlægning, demografi samt økonomisk og miljømæssig planlægning. Projekter gennemføres som offentlige eller offentlig-private projekter, private initiativer er i vækst, og der kan drages erfaringer af disse projekters succes og fiasko.

3.7	Politiske valg har gjort, at de i høj grad rentable dele af disse net og de mindre rentable og tabsgivende dele er blevet adskilt. Dette har medført, at servicen i nettenes udkant er blevet forringet.

3.8

Når det gælder lokaltransport, er der efterhånden knap så meget fart på udviklingen af metrosystemer, der som følge af høje omkostninger og store risici risikerer at gå helt i stå. I mange byområder ses omdannelse af nedlagte togforbindelser i forstæderne til letbaneforbindelser og (gen)åbning af sporvognslinjer som et alternativ til metrotog. Dominoeffekten af nationale spareplaner gør, at disse planer udskydes og lægges i mølposen.

3.9

I sporvognsbranchen har man udviklet sporvogne med lavt gulv, energieffektiv chopper-teknologi, returstrøm og kraftoverførsel uden luftledninger (Primove og APS) samt reduceret CO2-udslippet og løst en række æstetiske og praktiske spørgsmål. Imidlertid har mange trafikoperatører i byerne stadig nyere udgaver af PCC-modellen (7) fra 1930 i brug.

4. Særlige bemærkninger

4.1	Mens Europa tidligere var det førende kontinent, når det kom til jernbaneudvikling, vil den svære rolle som markedsleder, forstærket af faldet i de offentlige udgifter, nu placere Europa bagest i køen.

4.2

Behovet for mobilitet medfører trafikoverbelastning, forurening og længere rejsetider. Foranstaltninger som f.eks. roadpricing vil måske nok reducere antallet af biler, men så er det nødvendigt med et konkurrencedygtigt, pålideligt, miljøvenligt og bekvemt alternativ. Indførelse af roadpricing i Stockholm og London har været en succes, fordi disse byer begge har vidtstrakte metronet, der fungerer som rygraden i hele den offentlige transport. Pendlertrafik mod byen kan mindskes med roadpricing, hvis der findes effektive dør til dør-alternativer.

4.3

Ruter med tæt trafik i de nuværende konventionelle jernbanesystemer har nået deres kapacitetsgrænse. På mange ruter har betjeningshyppigheden nået grænsen for, hvornår det ikke længere er sikkert, toglængderne har nået grænsen for perronernes nuværende udformning, og antallet af passagerer har nået grænsen for, hvor meget plads der er til rådighed. Mere kapacitet kræver massive investeringer.

4.4

Den intermodale integration er endnu ikke optimeret. Togene bringer passagererne til byernes centrum, men pendlerne har behov for en pålidelig forbindelse derfra til deres egentlige bestemmelsessted, ofte erhvervsområder i byernes udkanter. Metro, separate letbaner og sporvognsnet kan stadig udvides, integreres bedre og forbedres med det formål at nedsætte den gennemsnitlige rejsetid fra dør til dør. Også dette kræver store investeringer.

4.5

Selv om udviklingen af højhastighedsnet er gået hurtigt, er de fleste af disse net isolerede fra andre trafiknet. Nordøstkorridoren, forbindelserne mod øst og internationale forbindelser til og inden for Middelhavsområdet er endnu ikke i stand til at konkurrere med luftfartstrafikken. Der er behov for massive investeringer for at gøre højhastighedsforbindelser konkurrencedygtige på flere ruter.

4.6

Selv om Kommissionen fremlagde en ambitiøs vision i hvidbogen (8), bør den fremtidige strategi for finansiering af transeuropæiske jernbanenet udspecificeres nærmere. Hvordan ser de enkelte landes industripolitik ud, og hvordan med EU's, og hvordan hænger produktionen af jernbanemateriel sammen med denne industripolitik? Hvor realistiske er planerne set i lyset af den økonomiske og finansielle krise? Hvor stort er budgettet for jernbanetransport sammenlignet med andre budgetter (asfalt kontra skinner)? Påvirker den globale handelspolitik det europæiske industrigrundlag, og hvad kan vi gøre ved det? Medfører udbudsprocedurerne virkelig ensartede spilleregler for europæisk industri, eller skaber de tværtimod muligheder for udefrakommende, hvis hjemmemarkeder er beskyttet af handelshindringer?

4.7	Hvis tilbagegangen ikke standses, vil branchen som følge af de dystre fremtidsudsigter miste sin tiltrækningskraft på unge ingeniører og andre velkvalificerede medarbejdere med speciale i infrastruktur, og den vil ikke længere kunne gøre sig gældende i konkurrencen om arbejdskraft.

4.8	Som følge af den langtrukne udviklingsproces og produktionstid vil det faldende antal ordrer i ordrebogen forårsage en konjunkturtilpasning, et mere begrænset produktudbud og mindre konkurrence.

4.9

For at overleve vil virksomhederne være nødt til at skære ned på antallet af steder, hvor de er fysisk til stede, forringe deres sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder og basere sig på ekstern fleksibilitet, hvilket underminerer det langsigtede kompetencegrundlag og vil føre til en yderligere nedgang i branchens tiltrækningskraft i forhold til kvalificerede medarbejdere.

4.10	Uden en vidtspændende industripolitik og de nødvendige økonomiske midler vil fragmenteringen fortsætte, og det europæiske marked vil miste sin førerposition. Kun et hjemmemarked i vækst vil sætte branchen i stand til at fastholde den nuværende beskæftigelse i Europa.

4.11

Generelt bør medlemsstaterne og deres forvaltninger på alle niveauer, navnlig i denne tid med budgetmæssige begrænsninger, tilskyndes til ikke at opgive at investere i den nødvendige infrastruktur inden for alle transportformer, hvilket er af grundlæggende betydning for, at en langsigtet europæisk udviklingsstrategi også fører til flere job.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Boston Consulting 2010:3.

(2) KOM(2007) 551 endelig.

(3) http://ec.europa.eu/transport/sustainable/doc/2008_costs_handbook.pdf

(4) KOM(2009) 44 endelig.

(5) KOM(2009) 490 endelig.

(6) KOM(2011) 144 endelig.

(7) PCC (Presidents’ Conference Committee)-sporvognen blev oprindeligt bygget i USA i 1930'erne. Designet blev en succes i sit hjemland, og efter 2. verdenskrig blev der givet licens til produktion andre steder i verden.

(8) Jf. fodnote 6.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om styrkelse af samhørigheden og samordningen i EU på det sociale område ved hjælp af den nye horisontale sociale klausul i EUF-traktatens artikel 9 (initiativudtalelse)

2012/C 24/06

Ordfører: Christoph LECHNER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Styrkelse af samhørigheden og samordningen i EU på det sociale område ved hjælp af den nye horisontale sociale klausul i EUF-traktatens artikel 9.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som vedtog sin udtalelse den 28. september 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober 2011, følgende udtalelse med 113 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 En grundlæggende nyskabelse i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er den horisontale sociale klausul (artikel 9), der foreskriver følgende: »Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed«. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), hvis ansvar for at bidrage til den sociale dimension af EU er blevet øget som følge af vedtagelsen af Lissabontraktaten, mener, at denne bestemmelse kun kan resultere i et betydeligt skridt fremad i udviklingen mod et mere socialt EU, hvis den håndhæves korrekt. EØSU støtter derfor de mange konklusioner og anbefalinger, der fremgår af en uafhængig akademisk undersøgelse bestilt af det belgiske EU-formandskab i anden halvdel af 2010 (1).

1.2 EØSU understreger, at gennemførelsen af den horisontale sociale klausul er et spørgsmål om anvendelse af den primære ret, som alle medlemsstaterne har forpligtet sig til at overholde med undertegnelsen og ratificeringen af Lissabontraktaten. Den sociale horisontale klausul bør ikke begrænses i sit anvendelsesområde eller sine metoder. Tværtimod skal den anvendes på alle relevante politikområder og aktiviteter – også de økonomiske – både af EU's institutioner og af de enkelte medlemsstater.

1.3 Kommissionen – som i Lissabontraktaten får pålagt at fremme »Unionens almene interesser« (EU-traktatens artikel 17) – skal sikre, at den horisontale sociale klausul anvendes på tilfredsstillende vis, at alle relevante dokumenter samt juridiske tekster henviser og tager behørigt hensyn til den, og at den bidrager til, at både EU og medlemsstaterne virkeliggør traktatens nye mål.

1.4 Kommissionen bør desuden generelt yderligere styrke de sociale konsekvensanalysers status inden for det overordnede system for konsekvensanalyser (IAS). Dette bør anerkendes som det vigtigste værktøj til systematisk at sikre, at EU's fælles sociale mål indarbejdes i EU's politik inden for alle relevante områder.

1.5 Den horisontale sociale klausul skal anvendes inden for kerneområderne og den generelle struktur i EU's samfundsøkonomiske styring i det nye Europa 2020, som Det Europæiske Råd fastlagde i 2010. Den skal anvendes inden for alle tre hovedtemaer (intelligent vækst, bæredygtig vækst samt inklusiv vækst) såvel som i overvågningen af fremskridtene mod de fem overordnede EU-mål (der stadig skal omsættes til nationale mål og bør bidrage effektivt til at opfylde EU's målsætninger), de syv flagskibsinitiativer, de ti integrerede retningslinjer for beskæftigelsen og den økonomiske politik, det »europæiske halvår« og den nye økonomiske styring.

1.6 Derfor skal alle EØSU-sektioner tage behørigt hensyn til den juridisk bindende horisontale sociale klausul – samt alle andre juridisk bindende horisontale klausuler (EUF-traktatens artikel 8-12) – i deres udtalelser og andet arbejde med henblik på at styrke EU's sociale dimension.

1.7 I samtlige udtalelser til Kommissionen eller andre EU-organer vil EØSU hver gang overveje, om der er blevet foretaget en fyldestgørende social konsekvensanalyse. Om nødvendigt vil EØSU opfordre de ansvarlige EU-organer til at udbedre eventuelle mangler.

1.8 Gennem sit ansvar for samordning og samarbejde på det sociale område spiller Udvalget for Social Beskyttelse en vigtig rolle, når det drejer sig om at sikre en stærk social dimension i Europa 2020-strategien og mere generelt i gennemførelsen af et mere socialt EU. Det er afgørende, at udvalget i fremtiden er fuldt ligestillet med Udvalget for Økonomisk Politik og Beskæftigelsesudvalget i forbindelse med den overordnede gennemførelse og overvågning af Europa 2020-strategien.

1.9 For at kunne fremme og styrke en social konsekvensanalyse på nationalt og subnationalt plan burde Udvalget for Social Beskyttelse give høj prioritet til uddybningen af det arbejde, der allerede udføres i dette spørgsmål, og sikre, at der fokuseres mere målrettet på udsatte grupper og mangler på ligestillingsområdet. Det bør fremme en øget forståelse for dette redskab, anspore medlemsstaterne til at integrere det i deres politiske processer på et tidligt tidspunkt, støtte udviklingen og spredningen af viden om de værktøjer, metoder og informationskilder, som er nødvendige for at det kan fungere effektivt. Samtidig bør udvalget overvåge og rapportere regelmæssigt om medlemsstaternes brug af sociale konsekvensanalyser i forbindelse med udformningen af de nationale reformprogrammer.

1.10 Udvalget for Social Beskyttelse har besluttet at udgive en årlig rapport, som skal indeholde en bedømmelse af de fremskridt, der er gjort i bestræbelserne på at opnå EU's overordnede mål om social integration og fattigdomsbekæmpelse, en opfølgning af gennemførelsen af de sociale aspekter af de integrerede retningslinjer samt øvrige aktiviteter for at følge den sociale situation og udviklingen af EU's politik, når det gælder samordning og samarbejde på det sociale område (2). Denne rapport kunne med fordel udvikle sig til en årlig vurdering af den sociale dimension af Europa 2020-strategien og indgå i Kommissionens årlige vækstoversigt og EU's politiske retningslinjer og eventuelle »sociale anbefalinger« til medlemsstaterne med henblik på deres nationale reformprogrammer. Som aftalt i Udvalget for Social Beskyttelse vil denne vurdering være baseret på en årlig strategisk rapportering fra medlemsstaterne om deres fremskridt mod EU's fælles sociale mål og ajourførte planer under hensyntagen til den nationale politiske beslutningsproces.

1.11 EØSU vil udarbejde en årlig udtalelse om anvendelsen af HSK, som bør behandles i et eget centralt, selvstændigt kapitel, samt om anvendelsen af de andre horisontale sociale klausuler, EU's charter om grundlæggende rettigheder og andre socialpolitiske bestemmelser i Lissabontraktaten og den afledte ret, samt andre retlige og politiske foranstaltninger med hensyn til overholdelse og fremme af målene. Desuden vil man undersøge og vurdere, hvorvidt disse bidrager til EU's udvikling vedrørende socialpolitik og grundlæggende rettigheder, samt komme med konkrete anbefalinger om hvordan man mere effektivt kan nå målene. En høring om dette emne vil give andre større organisationer, der repræsenterer civilsamfundet i den sociale sektor, mulighed for at præsentere deres egne konkrete udtalelser og rapporter. EØSU's årlige udtalelse vil blive præsenteret og uddybet for repræsentanter for EU's institutioner.

1.12 EØSU og de nationale økonomiske og sociale råd samt lignende institutioner i medlemsstaterne bør varetage deres rolle som interessenter i gennemførelsen af den horisontale sociale klausul og de sociale konsekvensanalyser ved at støtte europæiske borgerinitiativer og borgerprojekter inden for den civile dialog om socialpolitiske spørgsmål. EØSU's »Europa 2020-styringsudvalg« bør også spille en central rolle i overvågningen af og rapporteringen om indholdet og udførelsen af de nationale reformprogrammer.

1.13 EØSU og Kommissionen bør indgå en interinstitutionel aftale om, at Kommissionen skal videresende alle sine konsekvensanalyser til EØSU, så det kan tage højde for dem i sine udtalelser og rapporter.

2. Baggrund for udviklingen af et mere socialt EU

2.1 Lissabontraktaten og Europa 2020-strategien giver store muligheder for at skabe en bedre balance, hvor de økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale mål supplerer hinanden – så man skaber et stærkere socialt EU. Som det fremhæves i ovennævnte akademiske undersøgelse, der blev bestilt af de belgiske formandskab i 2010, findes der fem muligheder (3).

2.1.1 Med den horisontale sociale klausul har Lissabontraktaten skabt det retlige grundlag for at tage hensyn til de sociale konsekvenser af den førte politik og anvende dette som et værktøj til at integrere sociale målsætninger inden for alle berørte politikområder (selv ikke-sociale områder og foranstaltninger) samt at overvåge og rapportere om konsekvenserne af politikken.

2.1.2 Traktaten og Europa 2020-strategien (med de overordnede EU-mål og flagskibsinitiativer) har øget synligheden og vigtigheden af sociale spørgsmål – især, men ikke udelukkende, de spørgsmål, der vedrører social integration og fattigdom.

2.1.3 Europa 2020-strategien giver mulighed for en mere integreret og samordnet tilgang til styring af økonomiske, sociale, beskæftigelses- og miljøpolitiske spørgsmål. Dette kunne sikre, at EU's politik på disse områder virkelig supplerer hinanden.

2.1.4 I henhold til den nye traktat er der øgede muligheder for at bedre beskyttelse, styrkelse og modernisering af de nationale sikrings/beskyttelsessystemer samt beskyttelse af tjenester af almen interesse, navnlig sociale tjenester, hvilket kunne bidrage til at genskabe balancen mellem EU-niveau og de nationale niveauer.

2.1.5 Traktaten giver EU ret til at operere på flere sociale områder end tidligere – såsom at bidrage til at højne uddannelsesniveauet, beskytte menneskers sundhed og bekæmpe ulighed. Dette kan føre til øget koordinering af den brogede mangfoldighed af »sociale« politikker i bredere forstand end hidtil.

2.2 Som Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har udtrykt det, påpeger Europa 2020-strategien tre dimensioner af fattigdom og udstødelse med fastsættelsen af et mål for den sociale integration. Det er imidlertid også vigtigt, at medlemsstaterne – og EU som helhed – fortsætter med at overvåge gennemførelsen i henhold til det komplette sæt af sociale indikatorer, som man sammen er enedes om, og som danner grundlaget for EU's koordinering og samarbejde på det sociale område (4).

2.3 På linje med EU's nye mål om »territorial samhørighed« (som blev indført med Lissabontraktaten) og med den seneste budgetrevisions mål om at koncentrere samhørighedsfinansieringen om alle Europa 2020-målene samt styrke samhørighedspolitikken i overensstemmelse hermed bør det ultimative mål, som også bør være kernen i de næste finansielle overslag (for perioden efter 2013) være at sikre, at EU's regionalpolitik tager fyldestgørende hensyn til EU's sociale mål. Det indebærer, at man sammenkobler EU's sociale mål og samhørighedspolitik – dvs. at man udnytter potentialet i det nye mål om territorial samhørighed i den næste programplanlægning, garanterer gennemførelsen af princippet om ikke-diskriminering og tilgængelighed i strukturfondsfinansieringen, sikrer, at samhørighedspolitikken anvendes i forebyggende øjemed (5) for at fremme strukturelle og institutionelle reformer, der bidrager til at realisere EU's sociale mål og som desuden indbefatter den territoriale tilgang som et vigtigt element i koordineringen og samarbejdet på det sociale område i EU. Det bør understreges, at en væsentlig dimension af denne »territorialisering« er, at de lokale og regionale aktører deltager aktivt.

2.4 Det er meget vigtigt at omsætte EU's mål om social inddragelse – som defineret i Europa 2020-strategien – i meningsfulde nationale (og så vidt muligt også subnationale) mål. Nationale mål skal naturligvis bidrage til, at EU's mål i sidste ende nås. Målene skal være evidensbaserede. De skal nøje afspejle de mekanismer, som forårsager fattigdom og social udstødelse og beskrive de overordnede politiske mål, som fastsættes for at øge den sociale integration. De skal medvirke til at måle reelle resultater af politikken og til at undgå, at politiske mål bliver forvrænget, glemt eller tilsidesat i bestræbelserne for at nå de overordnede mål. For at sikre løbende offentlig og politisk støtte skal fastsættelsen af målene følge en stram, konsekvent og åben proces. De skal også tage hensyn til diverse parters synspunkter. Udviklingen i bestræbelserne på at nå EU's mål og de (sub)nationale mål skal overvåges nøje, og der skal rapporteres om processen.

3. Baggrund for gennemførelsen af den horisontale sociale klausul

3.1 Lissabontraktaten indeholder væsentlige ændringer vedrørende EU's sociale dimension. En grundlæggende nyskabelse i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er den horisontale sociale klausul (artikel 9), der foreskriver følgende: »Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed«.

3.2 Denne horisontale, sociale klausul er i tråd med traktatens andre horisontale klausuler (EUF-traktatens artikel 8, 10, 11, 12, 13 og 153) om ligestilling mellem mænd og kvinder, bekæmpelse af forskelsbehandling, miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse, dyrebeskyttelse og SMV'er. EU og alle dets organer – herunder EØSU som rådgivende organ – samt medlemsstaterne er forpligtede til at tage hensyn til disse horisontale klausuler i alle relevante forslag, politikker og handlinger (6). Dette gælder også alle de relevante lovtekster og juridiske tekster.

3.3 Formålet med den horisontale sociale klausul er at sikre, at alle EU's aktiviteter tager fuldt hensyn til den sociale dimension ved at følge de seks delmål i EUF-traktatens artikel 9 med henblik på at kunne virkeliggøre EU's grundlæggende værdier og målsætninger (EU-traktatens artikel 2 og 3 og EUF-traktatens artikel 7).

3.4 Det vigtigste mål med medlemsstaternes indsats er at »opnå konstante forbedringer af de europæiske befolkningers levevilkår og beskæftigelsesforhold« (præamblen til EUF-traktaten, punkt 3). Unionen og medlemsstaterne har som mål at fremme beskæftigelsen og forbedre leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadig stigende niveau (EUF-traktatens artikel 151).

3.5 De beslutningstagende institutioner bør ikke begrænse anvendelsen af den horisontale sociale klausul hverken i udbredelse (f.eks. fattigdomsbekæmpelse og social udstødelse) eller metoder (den åbne koordinationsmetode på områderne social beskyttelse og social udstødelse, konsekvensanalyser), endsige til aktiviteter i Udvalget for Social Beskyttelses. Tværtimod bør man anvende den i bredeste forstand på samtlige politikområder inden for EU, herunder især den økonomiske politik og udenrigspolitikken. Den horisontale sociale klausul bør resultere i lovgivningstekster, der sikrer, at traktatens nye målsætninger gennemføres af både EU og medlemsstaterne.

3.6 Som fremhævet i den almindelige beretning om Den Europæiske Unions aktiviteter 2010 (s. 121) øger Lissabontraktaten EØSUs ansvar for at bidrage til EU's sociale dimension.

3.7 Derfor skal EØSU tage behørigt hensyn til den juridisk bindende horisontale sociale klausul – samt alle andre juridisk bindende horisontale klausuler (EUF-traktatens artikel 8-12) – i samtlige udtalelser og andet arbejde med henblik på at styrke EU's sociale dimension. På den måde vil EØSU også støtte den proaktive og forebyggende tilgang til den horisontale sociale klausul.

3.8 EØSU har allerede vedtaget en udførlig udtalelse om den horisontale sociale klausul og den åbne koordinationsmetode på det sociale område (7) samt en udtalelse om fordelen ved sociale ydelser for samfundet som helhed (8). Her gjorde EØSU opmærksom på, at en effektiv og tilbundsgående praktisk gennemførelse af disse horisontale klausuler i udformningen og udførelsen af EU's politikker kan bidrage væsentligt til at styrke samhørigheden og samordningen i EU på det sociale område.

3.9 I anden halvdel af 2010 afholdtes en række konferencer på initiativ af det belgiske EU-formandskab, hvor man fastslog, at den horisontale sociale klausul og systemet af sociale konsekvensanalyser kan bidrage væsentligt til udviklingen af den sociale dimension i EU (9). Den horisontale sociale klausul i Lissabontraktaten opfordrer til et mere intensivt fokus på den sociale dimension i EU's politik. Skal man tage højde for de sociale konsekvenser af alle EU's politikker, skal der føres en struktureret dialog mellem samtlige EU-institutioner. Det kræver, at Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Råd og EU-Domstolen forpligter sig til skabe dialog såvel inden for som mellem institutionerne (10).

3.10 Andre mekanismer til at forbedre EU's socialpolitiske koordinering og samarbejde – ud over den horisontale sociale klausul og systemet med konsekvensanalyser – er den åbne koordinationsmetode på det sociale område, EU's samhørighedspolitik og EU's mål om social sikring og social integration (11).

3.11 Systemet med konsekvensanalyser er et vigtigt værktøj vedrørende anvendelsen og gennemførelsen af den horisontale sociale klausul. Kommissionen støtter dette med sine egne retningslinjer for konsekvensanalyser inden for rammerne af bestemmelserne om god forvaltningspraksis (12) og intelligent lovgivning (13).

3.11.1 Desuden har Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet indgået en interinstitutionel aftale om anvendelsen af konsekvensanalyser (14).

3.11.2 Kommissionen har udviklet sine egne retningslinjer for vurdering af de sociale konsekvenser inden for Kommissionens system for konsekvensanalyser (15) og har planlagt elleve konsekvensanalyser i 2011 på beskæftigelsesområdet og det sociale område (16).

3.11.3 Den europæiske revisionsret har gennemgået konsekvensanalyserne for 2005-2008 og konstateret positive resultater (17).

3.11.4 Regionsudvalget samarbejder allerede med Kommissionen om visse systemer for konsekvensanalyser (18).

3.11.5 Rådet har opfordret Kommissionen til at anvende EUF-traktatens artikel 9 og systemet for sociale konsekvensanalyser (19), og forslag 29 i akten for det indre marked foreslår gennemførelsen af sociale konsekvensanalyser.

3.11.6 EU's charter om grundlæggende rettigheder er siden 2005 systematisk blevet taget i betragtning i Kommissionens lovforslag, og i 2010 fremlagde Kommissionen en strategi for dens gennemførelse (20), som EØSU allerede har afgivet en udtalelse om (21).

3.11.7 EØSU har tidligere vedtaget positive udtalelser om indførelsen og anvendelsen af konsekvensanalyser, bæredygtighedsvurderinger og EU's handelspolitik (22).

3.11.8 Systemet med konsekvensanalyser er et potentielt magtfuldt politisk værktøj, men i praksis er det forbundet med udfordringer. For at opnå deres fulde potentiale og sikre, at de ikke anvendes til at legitimere forudbestemte politiske forslag, skal der ske en forandring i processen for den politiske beslutningstagning, og tjenestemændene skal have tilstrækkeligt med tid, viden, færdigheder og støtte. Det er vigtigt at fremme interessenternes deltagelse i processen. Gennemførelsen af konsekvensanalyser skal være omkostningseffektiv og stå i rimeligt forhold til målene.

4. Generelle bemærkninger

4.1 Den horisontale sociale klausul (EUF-traktatens artikel 9) er en af de vigtigste socialpolitiske innovationer i Lissabontraktaten, og dens potentiale skal udnyttes fuldt ud. Den giver et stærkt mandat til at se på målene i alle EU's relevante politikker, initiativer og aktiviteter. Denne artikel bør føre til, at EU's sociale udvikling bliver en horisontal opgave, der berører alle politikområder inden for EU. De europæiske forskningsprogrammer bør derfor også tage hensyn til anvendelsen af den horisontale sociale klausul.

4.2 Den horisontale sociale klausul har særlig betydning og relevans, fordi konsekvenserne af den finansielle, økonomiske og budgetmæssige krise betyder, at det bliver vigtigere og vigtigere for EU som helhed og for de enkelte medlemsstater at tage fuldt hensyn til EU's sociale dimension. Uligevægten mellem udviklingen af den økonomiske integration i det indre marked og den videre udvikling af EU's sociale dimension skal overvindes. Gennemførelsen af dette nye instrument kan derfor være med til at mindske længerevarende utilfredshed og til at overvinde den stigende skepsis i flere medlemsstater over for den merværdi, Den Europæiske Union kan give, navnlig når det gælder det økonomiske, beskæftigelsespolitiske og sociale fremskridt samtidig med, at man øger deres medansvar.

4.3 I samtlige udtalelser til Kommissionen eller andre EU-organer vil EØSU hver gang efterprøve, om der er blevet foretaget en fyldestgørende social konsekvensanalyse. Om nødvendigt vil EØSU opfordre de ansvarlige EU-organer til at udbedre manglen.

4.4 Europa-Parlamentet spiller en afgørende rolle, når det gælder anvendelsen af den horisontale sociale klausul, bl.a. ved fortløbende at vurdere de sociale konsekvensanalyser, som udføres af Kommissionen og andre EU-organer (23).

4.5 Også medlemsstaterne skal anvende den horisontale sociale klausul og øvrige horisontale klausuler i alle relevante forslag, politikker og handlinger samt for alle berørte juridiske tekster. Til det formål bør de gennemføre sociale konsekvensvurderinger.

4.6 Det er vigtigt, at det organiserede civilsamfund reelt deltager på alle stadier og niveauer for at sikre en effektiv brug af den horisontale sociale klausul og den åbne koordinationsmetode på det sociale område (24). EØSU er et rådgivende organ, der består af repræsentanter for arbejdsgiverorganisationer, lønmodtagere og andre parter som repræsenterer civilsamfundet i alle 27 medlemsstater. Det forener således de centrale interessenter i EU og har derfor et ideelt udgangspunkt for at yde et vigtigt bidrag til at fremme og optimere systemet for social konsekvensvurdering.

4.7 EØSU kan bidrage til at udvikle og intensivere socialpolitiske mål og social dialog i medlemsstaterne gennem øget informationsudveksling og samarbejde med de økonomiske og sociale råd og lignende institutioner i medlemsstaterne samt arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for forskellige interesser og andre relevante civilsamfundsorganisationer på det sociale område på alle niveauer (europæisk, nationalt og regionalt). Det arbejde, der udføres af EØSU's Europa 2020-styringsudvalg (som løbende overvåger og rapporterer om indholdet og udførelsen af de nationale reformprogrammer) bør også inddrages i denne proces.

4.8 Den europæiske sociale platform (25) og dens medlemmer, som består af en række sektorspecifikke sociale organisationer (herunder kvindeorganisationer, ældreorganisationer, organisationer for handicappede, fattigdomsramte, hjemlæse osv.) samt andre repræsentative europæiske og nationale civilsamfundsorganisationer på det sociale område spiller også en væsentlig rolle i forbindelse med kravet om, at den horisontale sociale klausul anvendes på tilfredsstillende vis på europæisk og (sub)nationalt plan.

4.9 Europa 2020-flagskibsinitiativet »Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse« (26) bør, sammen med EØSU's arbejde i forbindelse med dette (27) og de andre Europa 2020-flagskibsinitiativer, medvirke til at sikre en afbalanceret anvendelse af den horisontale sociale klausul på europæisk og (sub)nationalt niveau.

5. Særlige bemærkninger

5.1 De socialpolitiske bestemmelser i Lissabontraktaten (især EUF-traktatens artikel 145-166 og 168) og EU's charter om grundlæggende rettigheder (især kapitel IV om solidaritet) gør den horisontale sociale klausul mere konkret og skal derfor respekteres fuldt ud.

5.2 EØSU vil udarbejde en årlig udtalelse om anvendelsen af den horisontale sociale klausul og de andre sociale horisontale klausuler (EUF-traktatens artikel 8, 9 og 10), chartret om de grundlæggende rettigheder (under særlig hensyntagen til de grundlæggende sociale rettigheder) og de andre socialpolitiske bestemmelser i Lissabontraktaten (særlig EUF-traktatens artikel 145 til 166 og 168) samt den afledte ret og de øvrige retlige og politiske foranstaltninger med hensyn til overholdelse og fremme af de sociale mål. Desuden vil man efterprøve og vurdere, hvorvidt disse bidrager til EU's udvikling vedrørende socialpolitik og grundlæggende rettigheder. Udtalelserne vil i givet fald indeholde konkrete anbefalinger om, hvordan man mere effektivt kan nå de sociale mål, både på EU-niveau og i de enkelte medlemsstater. I den forbindelse vil der blive taget hensyn til den årlige rapport om den sociale dimension i Europa 2020-strategien (28) fra Udvalget for Social Beskyttelse.

5.2.1 EØSU vil afholde en høring i forbindelse med forberedelsen af den årlige udtalelse, hvor arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for forskellige interesser samt andre, store, repræsentative civilsamfundsorganisationer på det sociale område får mulighed for at præsentere deres konkrete udtalelser og rapporter.

5.2.2 EØSU's årlige udtalelse vil blive præsenteret og uddybet for repræsentanter for EU-institutionerne, navnlig Det Europæiske Råd, Rådet, Europa-Parlamentet, Kommissionen, EU-Domstolen og Den Europæiske Centralbank.

5.3 EØSU og de nationale økonomiske og sociale råd samt lignende institutioner i medlemsstaterne bør varetage deres rolle som interessenter, når det gælder gennemførelsen af den horisontale sociale klausul og de sociale konsekvensanalyser ved at støtte europæiske borgerinitiativer og borgerprojekter inden for den civile dialog om socialpolitiske spørgsmål.

5.4 EØSU og Kommissionen bør indgå en interinstitutionel aftale om, at Kommissionen skal videresende alle sine konsekvensanalyser til EØSU, som så kan tage højde for dem i sine udtalelser og rapporter.

5.5 EØSU og alle dets sektioner skal tage behørigt hensyn til den juridisk bindende horisontale sociale klausul – samt alle andre juridisk bindende horisontale klausuler (EUF-traktatens artikel 8-12) – i deres udtalelser og andet arbejde med henblik på at styrke EU's sociale dimension (f.eks. sociale klausuler i frihandelsaftaler (29), den sociale dimension af det indre marked, bæredygtighedsvurderinger og EU-handelspolitik) (30).

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) »Europe 2020 Towards a More social EU?« (»Europa 2020 – på ved mod et mere socialt EU?«), Marlier, Natali (udg.) og Rudi Van Dam, Bruxelles: Peter Lang 2010.

(2) Udtalelse fra udvalget for social beskyttelse om den sociale dimension i Europa 2020-strategien, SPC/2010/10/7 endelig.

(3) Se fodnote 1.

(4) Forord til »Income and living conditions in Europe«, Atkinson og Marlier, Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2010.

(5) Kommissionens meddelelse om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU», KOM(2010) 367 endelig.

(6) Schorkopf, Frank: Art. 9 AEUV; i: »Das Recht der Europäischen Union, Kommentar«, Nettesheim, Martin (udg.) 2010.

(7) EØSU's sonderende udtalelse om »Den åbne koordinationsmetode og den sociale klausul i Europa 2020« (EUT C 44 af 11.2.2011, s. 23).

(8) EØSU's udtalelse om »Udviklingen i de sociale ydelser« (EUT C 44 af 11.2.2011, s. 28).

(9) Dette gælder især konferencen om »EU-samordning på det sociale område inden for rammerne af Europa 2020-strategien: Fortiden som baggrund for skabelse af fremtiden«, 14.-15. september 2010, La Hulpe, Belgien.

(10) »The horizontal social clause and social mainstreaming in the EU«, Tredje forum om sociale tjenester af almen interesse, 26.-27. oktober 2010.

(11) Udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse, godkendt af Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) i juni 2011.

(12) Jf. EØSU's udtalelse »Effektiv styring af den fornyede Lissabonstrategi«, EUT C 175 af 28.8.2009, s. 13.

(13) Jf. EØSU's udtalelse »Intelligent regulering«, ordfører: Jorge Pegado Liz, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 87.

(14) Interinstitutionel fælles indstilling til konsekvensanalyse, 14901/05 JUR.

(15) Guidance for assessing Social Impacts within the Commission Impact Assessment system, 2009.

(16) http://ec.europa.eu/governnce/impact/planned_ia/roadmaps_2011_en.htm#empl 20.3.2011.

(17) Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 3/2010, »Konsekvensanalyser i EU-institutionerne: er de en hjælp i beslutningsprocessen?« (http://ec.europa.eu/governance/impact/docs/coa_report_3_2010_da.pdf).

(18) http://ec.europa.eu/governance/impact/ia_in_other/ia_in_other_en.htm 20.3.2011.

(19) Rådet (beskæftigelse, sundhed og forbrugerpolitik), 6.12.2010: pressemeddelelse (http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/lsa/118244.pdf).

(20) Kommissionens meddelelse, KOM(2010) 573 endelig.

(21) EØSU's udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen – Strategi for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder, KOM(2010) 573 endelig, ordfører: (EUT C 376 af 22.12.2011, s. 74).

(22) EØSU's udtalelse om Kvalitetsstandarder – Sociale konsekvensanalyser (EUT C 175 af 27.7.2007 s. 21) og EØSU's udtalelse om Retningslinjer for konsekvensanalyser (EUT C 100 af 30.4.2009, s. 28) samt fodnote 30.

(23) Europa-Parlamentets beslutning af 8.6.2011 (2011/2016 (IND).

(24) Se fodnote 8.

(25) Platformen af ikke-statslige organisationer på det sociale område (socialplatformen) er en alliance af repræsentative europæiske sammenslutninger og netværk af ikke-statslige organisationer, som er aktive i den sociale sektor http://www.socialplatform.org/.

(26) Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse, http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=961&langId=da:

(27) EØSU's udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: »Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed«, ordfører: Maureen O'Neill, http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.soc-opinions.14953.

(28) Udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse om den sociale dimension som led i Europa 2020-strategien, SPC/2010/10/7 endelig.

(29) Sozialnormen in Nachhaltigkeitskapiteln bilateraler Freihandelsabkommen (»Sociale normer i kapitler om bæredygtighed i bilaterale handelsaftaler«), Lukas og Steinkellner, Ludwig Boltzmann Institut für Menschenrechte og Kammer für Arbeiter und Angestellte, Wien 2010.

(30) EØSU's udtalelse om bæredygtighedsvurderinger og EU's handelspolitik, ordfører: Evelyne Pichenot, http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.rex-opinions.18107; http://eur-lex.europa.eu/JOHtml.do?year=2011&serie=C&textfield2=218&Submit=Rechercher&ihmlang=da.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/35

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hjemløshed (initiativudtalelse)

2012/C 24/07

Ordfører: Eugen LUCAN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om

Hjemløshed.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der vedtog sin udtalelse den 28. september 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober 2011, følgende udtalelse med 98 stemmer for og 6 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU fremsætter følgende anbefalinger:

1.1.1

Den Europæiske Union bør afsætte langt flere strukturfondsmidler (specielt ESF + EFRU) til at løse problemet med hjemløshed, navnlig hvad angår opførsel af permanente boliger.

1.1.2

EU og medlemsstaterne bør basere deres politik til bekæmpelse af hjemløshed på princippet om fuld overholdelse af menneskerettighederne, som bl.a. omfatter retten til en passende bolig til en overkommelig pris. Hjemløshed er ikke et isoleret fænomen, men er et resultat af nogle politiske og økonomiske valg. Overvejelser om en omfordeling af velstanden bør i lyset af den aktuelle krise i EU allerede på nuværende tidspunkt indgå i emnet inklusiv vækst i EU 2020-strategien.

1.1.3

De juridiske instrumenter (traktater, chartre, internationale dokumenter), der skal til for at føre en ambitiøs social boligpolitik, findes allerede i EU. Desuden kunne EU koordinere tiltag for at tilskynde medlemsstaterne til at ratificere den reviderede socialpagt (1). Kommissionen, Europa-Parlamentet og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder bør udarbejde en årlig rapport, som skal indeholde en vurdering af gennemførelsen af artikel 34 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt angår retten til boligstøtte.

1.1.4

Eurostat bør fremme brugen af fælles definitioner, indekser og indikatorer med henblik på at forstå fænomenets kompleksitet og specifikke karakter på europæisk plan og harmonisere statistikkerne. EØSU anbefaler, at man anvender ETHOS-klassifikationen (Europæisk Typologi over Hjemløshed og Boligmæssig Eksklusion), som er udarbejdet af FEANTSA (Den europæiske sammenslutning af organisationer, som arbejder med mennesker, som er hjemløse), til at definere fænomenet hjemløshed på EU-plan.

1.1.5

Kommissionen bør udarbejde en ambitiøs strategi for bekæmpelse af hjemløshedsproblemet og hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre effektive nationale strategier i overensstemmelse med de retningslinjer, der foreslås i den fælles rapport om social sikring og social integration, og under hensyntagen til henstillingerne fra juryen for den europæiske konsensuskonference om hjemløshed. En bredt anlagt boligpolitik i Europa ville være et af de store tiltag, der skal skabe beskæftigelse og velfærd, som fortsat er to af målene for de europæiske traktater.

1.1.6

Eftersom Europa 2020-strategien sigter mod en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, foreslår EØSU, at EU sikrer regelmæssig overvågning heraf og udarbejder politikker, der bl.a. er baseret på forholdet mellem boligpriserne på ejendomsmarkedet og EU-borgernes mulighed for på baggrund af deres indkomst at købe eller leje en bolig.

1.1.7

EU bør hjælpe medlemsstaterne med at tage højde for følgende elementer i deres integrationspolitikker: fuldstændig udryddelse af dødsfald som følge af »gadehjemløshed«; personlig værdighed; flere årsagssammenhænge; forebyggelse af fænomenet; ansvarliggørelse og inddragelse af de berørte gennem en social kontrakt/lejekontrakt; europæiske cost-benefit-standarder for boliger og sociale ydelser; tilvejebringelse af permanente boliger, socialt boligbyggeri og forebyggelsescentre i hver by (2); en tilgang, der giver hurtig adgang til en permanent bolig.

1.1.8

Kommissionen bør oprette et EU-agentur til bekæmpelse af hjemløshed.

1.1.9

Medlemsstaterne bør udvikle effektive strategier til bekæmpelse af krisen med fokus på: et optimalt cost-benefit-forhold, høring og fremme af offentlig-private partnerskaber og udvidelse af boligmassen, idet ejendomspriserne som følge af krisen er faldet betydeligt.

2. Baggrund og generelle bemærkninger om problemet med hjemløse i Den Europæiske Union

2.1	De hjemløse har været et prioriteret indsatsområde for det europæiske år 2010 (3).

2.2	Hjemløshedsproblemet blev første gang nævnt som et prioriteret emne i den fælles rapport om social sikring og social integration fra 2005. Kommissionen offentliggjorde i 2007 en rapport om måling af hjemløshed på EU-plan (4).

2.3	Det er blevet en prioritet at bekæmpe hjemløshed, da det er en vigtig del af EU-strategien for social beskyttelse og social integration.

2.4

Gennem EU-strategien for social sikring og social integration (den såkaldte »sociale åbne koordinationsmetode«) samordner og fremmer EU vedtagelse af nationale foranstaltninger og udvikling af politikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Dette sker takket være en rapporteringsmekanisme, fælles indikatorer og endelige politiske konklusioner, som er vedtaget af Kommissionen og EU's ministerråd.

2.5

Europa-Parlamentet har taget en række vigtige initiativer vedrørende hjemløshed, herunder en skriftlig erklæring om bekæmpelse af gadehjemløshed, som blev vedtaget i 2008 (5). I erklæringen opfordres Rådet til at indvilge i en forpligtelse for hele EU om at sætte en stopper for problemet med hjemløse på gaderne inden 2015. Fem medlemmer af Europa-Parlamentet lancerede den 6. september 2010 en ny skriftlig erklæring på tværs af partierne om behovet for en EU-strategi for hjemløshed. Dette dokument blev vedtaget i december 2010. EØSU mener, at opnåelsen af de ovennævnte ambitiøse målsætninger kræver inddragelse af EU's fonde (ESF og EFRU).

2.6

Ved udgangen af 2009 udarbejdede EU-netværket af uafhængige eksperter vedrørende social udstødelse en rapport (6) om hjemløshed og udelukkelse fra boliger i EU-medlemsstaterne. Rapporten opfordrede til at integrere hjemløshed i den sociale åbne koordinationsmetode og at konsolidere og videreføre den efter 2010.

2.7

Det Europæiske Råd vedtog den 17. juni 2010 den nye Europa 2020-strategi. EU vil frem til 2020 søge at få mindst 20 mio. mennesker væk fra risikoen for et liv i fattigdom og udstødelse. Kommissionens forslag for 2020 omfatter en europæisk platform mod fattigdom, som skal »definere og gennemføre foranstaltninger, der tager sigte på de specifikke forhold for særlige risikogrupper (som f.eks. … hjemløse)«. (7)

2.8

Regionsudvalget offentliggjorde i oktober 2010 en udtalelse med titlen »At bekæmpe hjemløshed«, i hvilken det erklærede, at EU skal gøre langt mere for at bekæmpe denne svøbe. Regionsudvalget opfordrer til at fremme ETHOS-klassifikationen på europæisk plan, at oprette et europæisk center for hjemløshed, at fremme forebyggelse af dette fænomen og at inddrage regionerne i disse bestræbelser.

2.9

I deres fælles rapport fra 2010 om social beskyttelse og social inklusion (8) opfordrer Kommissionen og Rådet medlemsstaterne til at udarbejde strategier med udgangspunkt i: forebyggelse og tilvejebringelse af permanente boliger (permanent socialt boligbyggeri), en tilgang, der klart prioriterer boligspørgsmålet, og som er ledsaget af supplerende sociale tjenesteydelser og en forbedret forvaltning.

2.10

De vigtigste anbefalinger fra 2010 om problemet med hjemløshed er indeholdt i konklusionerne fra konsensuskonferencen (9), som fandt sted i slutningen af 2010, det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, på initiativ af Kommissionen og med støtte fra det belgiske formandskab for Den Europæiske Union.

2.11	I 2011 offentliggjorde Eurostat (10) en rapport om boligforholdene i Europa i 2009 (»Housing Condition in Europe in 2009«), som viser, at 30 mio. EU-borgere er ramt af pladsmangel og usikre boligforhold.

3. Retten til en bolig

3.1	Hjemløshed kan være en direkte krænkelse af de menneskerettigheder, som er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder (11).

3.2	I chartrets artikel 34, stk. 3, hedder det, at »For at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler…«.

3.3

FN's verdenserklæring om menneskerettigheder garanterer retten til en levefod, som omfatter adgang til en bolig, til lægehjælp og andre sociale ydelser. Menneskerettighedserklæringens artikel 25, stk. 1, fastsætter, at »Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder«.

3.4

I artikel 31 i Europarådets reviderede sociale charter (12) hedder det, at enhver borger har ret til en bolig, og parterne opfordres indtrængende til at træffe foranstaltninger til at fremme adgangen til boliger af en passende standard, at forebygge og mindske omfanget af hjemløshed med henblik på en gradvis udfasning, og at gøre prisen på boliger overkommelig for dem, som mangler tilstrækkelige ressourcer.

3.5

I mange af EU-landene er retten til en bolig skrevet ind i forfatningen. En passende bolig er både en nødvendighed og en ret. EØSU opfordrer samtlige medlemsstater til at hjælpe alle, som har krav på dette ifølge national ret, med at skaffe en bolig. EØSU opfordrer medlemsstaterne og civilsamfundet til at følge denne proces. Eksistensen af en lovfæstet ret er grundlaget for at kunne definere og udvikle effektive politikker til bekæmpelse af problemet med hjemløshed.

4. Social udstødelse og fattigdom som følge af dårlige boligforhold

4.1	Eurostat oplyser (13), at der i Den Europæiske Union er 30 mio. borgere, som er ramt af pladsmangel og usikre boligforhold. I 2009 levede 6 % af EU's befolkning under meget dårlige boligforhold. Dertil kommer, at 12,2 % af EU's befolkning lever i boliger, som er dyre i forhold til deres indtægt.

4.2

Gadehjemløshed er den mest synlige og ekstreme form for fattigdom og udstødelse. Hjemløshed kan imidlertid også tage andre former, som f.eks. personer, der bor i nødboliger eller midlertidige boliger, personer, som bor midlertidigt hos familie eller venner, personer, som er tvunget til at forlade forskellige institutioner, men som ikke har nogen bolig, personer, som er truet af udsættelse, eller personer, som bor i utilstrækkelige eller usikre boliger.

4.3	Adgang til en bolig af passende kvalitet kan betragtes som et grundlæggende menneskeligt behov.

4.4	Dårlige boligforhold defineres som boliger med mangler og vurderes på baggrund af boligens stand: beskadiget tag, manglende badekar/bruser og toilet eller for mørk beboelse.

4.5	Nogle af de medlemslande, der er tiltrådt EU efter 2004, især Rumænien, Polen, Bulgarien og de baltiske lande (14), har oplyst, at en stor del af deres befolkning lever under dårlige boligforhold.

4.6	I mange lande hænger fattigdom sammen med høje boligudgifter: 67 % af europæerne mener, at prisen på en anstændig bolig er alt for høj. Denne opfattelse er særligt udbredt i Tjekkiet og Cypern (89 %), Luxembourg og Malta (86 %) og Slovakiet (84 %).

4.7

Hver sjette europæer hævder at have svært ved at betale de daglige udgifter i forbindelse med sin bolig (15). 26 % af EU-borgerne mener, at udgifterne til en anstændig bolig er for høje i vort samfund. Når man spørger borgerne om årsagerne til fattigdom, kommer boligudgifterne ind på en fjerdeplads.

5. Definitioner af hjemløse og hjemløshed

5.1

Der findes på EU-plan ikke nogen fælles funktionel definition af hjemløse: definitionen varierer meget fra den ene medlemsstat til den anden. Hjemløshed er en kompleks og dynamisk proces, da de forskellige ramte personer eller grupper har forskellige forløb og træder ind i og ud af kategorien hjemløse på forskellige måder.

5.2

Man kan skelne mellem forskellige typer og grupper af hjemløse, såsom enlige gadehjemløse mænd, gadebørn og -unge, unge, der forlader en børneinstitution, enlige gadehjemløse mødre, personer med sundhedsproblemer som f.eks. alkoholisme, narkomaner, personer med psykiske/psykiatriske problemer, ældre hjemløse, hjemløse familier, hjemløse med etnisk mindretalsbaggrund som f.eks. romaer eller nomadefolk, hjemløse indvandrere, hjemløse asylansøgere (flygtninge), andengenerationsgadebørn, hvis forældre er hjemløse.

5.3

FEANTSA (Den europæiske sammenslutning af organisationer, som arbejder med hjemløse) har udviklet ETHOS-klassifikationen, som er en typologi over hjemløshed og boligmæssig eksklusion. Ifølge ETHOS-klassifikationen kan det at have et hjem betyde:

— I fysisk forstand: at have en passende bolig (eller rum), som en person og vedkommendes familie har eneretten til at råde over;

— I juridisk forstand: at have ejendomsretten;

— I social forstand: at have mulighed for at opretholde en privatsfære og varetage sociale relationer.

5.4

Denne definition gør det muligt at opstille de følgende fire kategorier: uden opholdssted, boligløs, usikker bolig og utilstrækkelig bolig, som alle indikerer fraværet af et hjem. ETHOS klassificerer således mennesker, som er hjemløse, ud fra deres livssituation eller boligtype. Disse begrebslige kategorier er opdelt i 13 operationelle kategorier, som kan benyttes i forbindelse med forskellige politikker til f.eks. at kortlægge problemerne med hjemløshed og til at udvikle, følge og evaluere disse politikker (16).

6. Statistikker, indekser og indikatorer

6.1	På EU-plan anvender de nationale statistikkontorer og EU-landenes øvrige officielle statistikkilder ikke en fælles, ensartet metode til indsamling af data om hjemløse.

6.2

Det er muligt at anvende ETHOS' model med de begrebsmæssige kategorier til at udarbejde statistikker og foretage en kortlægning af de hjemløse, vurdere de berørte personers behov og vurdere de lokale ressourcer eller organisationernes ressourcer samt sikre udarbejdelse, overvågning og evaluering af politikker.

6.3

Det er nødvendigt at gennemføre undersøgelser af og forske i fænomenet hjemløshed på EU-plan, både for at forstå årsagerne og strukturen og for at udvikle politikker og koordinere og iværksætte strategier. EØSU opfordrer Eurostat (ved hjælp af dataindsamlingssystemet EU-SILC (17)) og de ansvarlige for de EU-programmer, som har gjort det muligt at støtte bestræbelserne på at fremme integration af hjemløse, til at fremlægge en evaluering af de fem-ti sidste år og give et overblik over udviklingen af hjemløshed på EU-plan.

7. Sårbarhedsfaktorer og risikofaktorer for udstødelse knyttet til hjemløshed – Årsagssammenhæng

7.1	Årsagerne til, at personer bliver hjemløse, er ofte komplekse og indbyrdes forbundne. Det er en kombination af en række faktorer, der fører til denne slags situationer.

7.2

Der findes forskellige typer sårbarhedsfaktorer, over for hvilke der bør sættes ind for at forebygge og løse hjemløseproblemet:

— Strukturelle faktorer: økonomiske forhold; indvandring; statsborgerskab; situationen på boligmarkedet,

— Institutionelle faktorer: grundlæggende sociale tjenesteydelser, mekanismer for tildeling af ydelser; institutionelle procedurer,

— Relationelle faktorer: familieforhold; forholdsstatus (f.eks. skilsmisse),

— Personlige faktorer: handicap; uddannelse; misbrug; alder; indvandrernes situation,

— Diskrimination og/eller manglende juridisk status: kan navnlig vedrøre indvandrere og visse etniske mindretal som f.eks. romaerne.

8. Sociale tjenesteydelser eller nødtjenester og strategier for adgang til en bolig

8.1

Der findes forskellige typer støttetjenester for hjemløse: botilbud og andre tjenester. Fremme af offentlig-private partnerskaber er et nøgleelement i gennemførelsen af strategier, der giver adgang til en bolig. Det er yderst vigtigt at stille faste boliger og akut læge- og socialtjeneste til rådighed og at fremme partnerskaber. Det gælder især om vinteren og om sommeren, da man ved, at en vis procentdel af de hjemløse i visse lande dør, når der er hedebølge eller stærk frost.

8.2

EØSU anbefaler at udbrede innovative modeller og retningslinjer for god praksis på nationalt og europæisk plan for på disse niveauer at fremme innovative og interaktive modeller, som giver førsteprioritet til en fast bolig og de nødvendige supplerende tjenester. Den åbne koordinationsmetode kan vise sig at være særdeles velegnet til at fremme effektive politikker til integration af hjemløse.

8.3

EØSU anbefaler at udarbejde en bred vifte af tjenesteydelser og at fremme minimumsstandarder for alle sociale ydelser til hjemløse for at imødekomme deres forskelligartede behov:

—	Direkte sociale foranstaltninger: social og juridisk bistand til at skaffe sig en bolig, midlertidig indkvartering, sociale boliger, netværk for bistand og pleje, multifunktionelle centre;

—	Specialtjenester (hjemløse, der er HIV-smittede, eller som har særlige behov osv.);

—	Rådgivning, juridisk rådgivning og erhvervsuddannelse;

—	Uddannelse af hjemløse i iværksætteri og social økonomi;

—	Overvågning og støtte (EU-bistand);

—	Fremmende foranstaltninger på det familiemæssige, sociale og kulturelle område, forebyggende programmer.

8.4

EØSU foreslår, at der iværksættes integrerede strategier, så der kan oprettes tilstrækkelige supplerende tjenester på alle områder til at dække alle de berørtes behov, især hvad angår sociale boliger. EØSU mener, at det for at forhindre dødsfald blandt gadehjemløse er nødvendigt at fremme en lovgivning, som pålægger hver region at oprette mindst ét rådgivningscenter og et nødherberg for hjemløse med en kapacitet svarende til antallet af gadehjemløse. EØSU understreger, at det er vigtigt at finde varige løsninger for at integrere de dårligt stillede personer. Der skal bygges bosteder og permanente boliger, og der skal iværksættes yderligere sociale tjenester navnlig for at gøre det muligt at opretholde solidariteten inden for familien (forældre-børn osv.) og, så vidt muligt, at lade børn blive genforenet med deres familie, hvis de er blevet fjernet fra forældrene pga. fattigdom eller vanskelige levevilkår.

8.5	EØSU anbefaler medlemsstaterne i første række at udarbejde mellem- og langsigtede forebyggelsesstrategier

8.6	De sociale ydelser til hjemløse bør ikke systematisk blive anvendt til at kompensere for politikernes manglende konsekvens på indvandringsområdet eller manglen på specialiserede tjenester til modtagelse af indvandrere.

9. Særlige bemærkninger

9.1

Manglen på husly eller bolig kan føre til nedbrydning af den enkelte person, diskrimination pga. socialt tilhørsforhold (til en ugunstigt stillet gruppe) og nogle gange endog døden (især i perioder med ekstrem kulde eller varme). EØSU mener, at hjemløshed kan være en direkte krænkelse af menneskerettighederne, som er omhandlet i EU's charter om grundlæggende rettigheder (art. 1, 2, 3, 6, 7, 21 og 34) (18), det reviderede europæiske sociale charter og FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

9.2

Social integration af hjemløse er en kompleks og vanskelig proces. EØSU opfordrer Kommissionen til at udvikle en ambitiøs strategi og hjælpe medlemsstaterne med at komme det sociale problem med hjemløshed til livs gennem iværksættelse af effektive nationale strategier. Disse strategier bør tage udgangspunkt i fælles definitioner af årsager, handlinger og virkninger. EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde en oplysningskampagne om fænomenet hjemløshed og understreger, at der er tale om en absolut nødvendighed. Udvalget anbefaler, et EU's politikker og strategier udvikles i samarbejde med de organisationer, der leverer sociale ydelser, de boligløse, de offentlige myndigheder og videnskabs- og forskerkredse.

9.3

EØSU anbefaler Kommissionen at opfordre medlemsstaterne til i fremtiden at afsætte specifikke budgetter og midler til finansiering eller medfinansiering af programmer for hjemløse (navnlig under ESF og EFRU). EØSU mener, at strukturfondene (ESF og EFRU) bør øges i perioden 2014-2020, og at denne tilgang bør være et supplement. Udvalget anbefaler også medlemsstaterne, at de nationale operationelle programmer (med henvisning til forordning (EF) 1083/2006) skal indeholde hjemløsestrategier og foranstaltninger til at mindske de negative konsekvenser af den økonomiske krise på adgangen til boliger.

9.4

EØSU anbefaler at fremme EU-politikker, der sigter mod at begrænse enhver tendens til spekulation på ejendomsmarkedet. Udvalget opfordrer til at tage hensyn til forholdet mellem nettomånedsløn og boligudgiften i analysen af EU's og medlemsstaternes socialpolitikker. EØSU mener, at adgangen til en anstændig bolig skal stå i proportion til forholdet mellem størrelsen af de månedlige boligudgifter (eller lejen) plus leveomkostningerne og en EU-borgers nettoløn.

9.5

EØSU henleder opmærksomheden på, at problemet med hjemløshed bliver større og større i visse lande. Hvor problemet for blot et par årtier siden var specifikt relateret til voksne gadehjemløse, er det nu i mange europæiske lande blevet mere mangesidet og akut: der er nu et stigende antal hjemløse kvinder, gadehjemløse familier, gadehjemløse unge og børn, arbejdstagere, der har mistet deres hjem på grund af manglende evne til at tilbagebetale deres lån eller pga. boligkrisen og den økonomiske krise, og flere og flere hjemløse indvandrere eller personer, der tilhører et etnisk mindretal. Andengenerationsgadebørn, altså børn af hjemløse forældre, er det klare, men sørgelige bevis for, at det visse steder ikke længere er muligt at holde problemet i skak.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europarådets socialpagt fra 1961: efter revisionen ved protokollen fra 1995 er retten til en bolig nu opført i socialpagten som en af de grundlæggende sociale rettigheder; kun 14 af de 43 lande, der har ratificeret denne pagt, har omsat den til national lovgivning.

(2) Den finske model »først en bolig« (Housing first) viser, at det er muligt at opnå en besparelse på 14 000 EUR pr. person, der modtager bistand.

(3) www.2010againstpoverty.eu

(4) http://ec.europa.eu/employment_social/social_inclusion/docs/2007/study_homelessness_en.pdf

(5) Se bilag.

(6) http://www.peer-review-social-inclusion.eu/network-of-independent-experts/2009/homelessness-and-housing-exclusion

(7) http://eur-lex.europa.eu/Notice.do?mode=dbl&lang=en&ihmlang=en&lng1=en,fr&lng2=bg,cs,da,de,el,en,es,et,fi,fr,hu,it,lt,lv,mt,nl,pl,pt,ro,sk,sl,sv,&val=509103:cs&page

(8) http://register.consilium.europa.eu/pdf/da/10/st06/st06500.da10.pdf

(9) http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=637&langId=en&eventsId=315&furtherEvents=yes

(10) http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/product_details/publication?p_product_code=KS-SF-11-004

(11) I henhold til artikel 6 i TEU anerkender Unionen »de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret om grundlæggende rettigheder […] der har samme juridiske værdi som traktaterne«.

(12) Europarådets reviderede sociale charter (på engelsk:http://conventions.coe.int/Treaty/EN/Treaties/Html/163.htm).

(13) http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/product_details/publication?p_product_code=KS-SF-11-004

(14) Eurobarometer.

(15) I henhold til den nye Eurobarometerundersøgelse om fattigdom og social udstødelse MEMO/09/480/27.10.2009.

(16) ETHOS-klassifikationen er bilagt rapporten. Se også http://www.feantsa.org/files/freshstart/Toolkits/Ethos/Leaflet/DA.pdf.

(17) http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/microdata/eu_silc

(18) Den Europæiske Union, 2010/ ISBN 978-28-4400-3454, s. 391-403. Se endvidere udtalelsens pkt. 3.2.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/40

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Cloud-computing i Europa (initiativudtalelse)

2012/C 24/08

Ordfører: Eric PIGAL

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Cloud-computing i Europa.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 7. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 143 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Med udgangspunkt i Europa 2020-strategien og navnlig den digitale dagsorden har udvalget ønsket at se nærmere på en IT-løsning, der stadig er i rivende udvikling, og som ser lovende ud: IT »fra skyen« eller Cloud Computing (CC). Formålet med nærværende initiativudtalelse er i første omgang at indsamle og dele de praktiske erfaringer, der er indhøstet af aktører i udvalgets midte og på markedet for CC. I anden omgang er formålet at forelægge en liste med henstillinger, der kan tilskynde EU (1) til i et samarbejde med de ledende virksomheder at positionere sig som førende region på dette løfterige område.

1.2 CC er støttet på en digital arkitektur med følgende fordele: hurtig tilgang til ydelser, som nemt kan udvides, samt »pay-on-demand« (afregning efter forbrug).

1.3 I praksis har CC støtte i en lovende forretningsmodel:

—	et betydeligt antal potentielle brugere, dvs. private brugere, virksomheder, offentlige tjenester mv.;

—	fælles udnyttelse af IT-ressourcer og -værktøjer og dermed optimering af kapacitetsudnyttelsen;

—	mobilitet, navnlig for mobile brugere, der vil få løbende adgang til deres data;

—	nem, smidig og gennemsigtig integration af de forskellige tekniske komponenter, dvs. internet, informationsstyring, mobile applikationer mv.;

—	fordeling af omkostningerne på hele IT-systemernes livscyklus, uden høje startinvesteringer;

—	mulighed for virksomhederne for at fokusere på deres kerneforretning uden at skulle bekymre sig om komplekse IT-systemer;

—	vækstmuligheder for de større aktører i sektoren, systemintegratorerne og softwareproducenterne.

1.4 CC er aktuelt en teknologi, der ikke er færdigmodnet, og den har også en række svagheder:

—	en mangfoldighed af normer, der forsøger at skabe rammer om og kontrollere anvendelsen af CC;

—	mangel på en identificerbar europæisk kontrolmyndighed, der kan håndhæve disse normer;

—	mangel på erfaringer blandt brugerne, herunder frem for alt private brugere, hvilket gør det svært at vurdere teknologiens påståede fordele og især dens risici;

—	internettets naturlige sårbarhed, dvs. afbrydelser i tilfælde af driftsforstyrrelser, cyberkriminalitet mv.;

—	overbelastning af nettet, dvs. stagnerende ydeevne, stærk stigning i den udvekslede datamængde (lydfiler, videoer, spam), begrænsninger i IP-adressesystemet;

—	overbelastning af servere, dvs. fælles udnyttelse med overbooking som resultat, hvilket kan medføre blokering at datatrafikken;

—	risici forbundet med eksternalisering af data og behandling heraf hos tredjeparter;

—	risici forbundet med udflytning af data og behandling heraf i andre lande med egen lovgivning;

—	den samfundsmæssige risiko, der er forbundet med samling af udviklingsaktiviteter, hosting og drift;

—	uklarhed omkring rettigheder og pligter for såvel forbrugernes som udbyderne af cloud-computing;

—	uklar skelnen mellem registeransvarlig og den person, som behandler persondata;

—	kontrakter om tjenester af denne art er komplicerede og ofte svært forståelige for andre end eksperter for så vidt angår indsamling, behandling og overførsel af forbrugernes data og disses rettigheder i henhold til lovgivningen.

1.5 For EU er CC en mulighed for at få fodfæste på et lovende, væsentligt og strategisk vigtigt marked. For at sikre, at indsatsen herfor bærer frugt, henstiller udvalget, at følgende initiativer igangsættes, enten af Kommissionen selv støttet af medlemsstaterne, eller af europæiske virksomheder i sektoren:

1.5.1 Kompetencer

—	igangsætte en undersøgelse af kompetenceudviklingsbehovet blandt IT-specialister i forhold til behovene inden for CC, herunder af rekrutteringsmæssig art;

—	tilskynde til og/eller koordinere tilrettelæggelsen af uddannelsesprogrammer;

—	indføre certificering eller særlige uddannelsesbeviser som anerkendelse og attestering af CC-ansvarlige IT-specialisters kompetencer.

1.5.2 Forskning og investeringer

—	tilskynde europæiske forskningscentre til at fremme koordineringen for at fastholde spidsplaceringen inden for viden og ekspertise;

—	styrke udviklingen af optiske fibre via inddragelse af de europæiske telekommunikationsaktører (ved økonomisk støtte eller partnerskaber).

1.5.3 Partnerskab

—	befordre fremvækst af europæiske industrikonsortier med det formål at investere i fælles CC-projekter, f.eks. som led i et forsknings- og udviklingsrammeprogram;

—	tilskynde eller støtte investorer i forbindelse med etablering af »mega-serverparker« på medlemsstaternes territorium med inspiration i parker, der allerede findes i andre dele af verden;

—	stimulere partnerskaber via offentlige indkøb;

—	føre udbydere af CC-løsninger sammen med telekommunikationsvirksomheder, der naturligt er i direkte kontakt med CC-brugermålgrupperne.

1.5.4 Normer og kontrol

—	tilskynde offentlige og private aktører til at deltage i indførelse af bestemmelser, der kan regulere forholdet mellem leverandørerne på den ene side og virksomhederne og borgerne i EU på den anden;

—	udnytte EU's forspring inden for databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred mv. til at gennemtvinge nøje håndhævelse af reglerne herom i CC-sammenhæng;

—	oprette et europæisk agentur med særligt ansvar for kontrol med overholdelsen af ovennævnte normer;

—	lovgive med henblik på at begrænse udflytning af følsomme data fra EU;

—	tage seriøst hensyn til de udfordringer, som er forbundet med gennemførelsen af cloud-computing i den kommende revision af direktivet om beskyttelse af persondata, selv om udvalget erkender, at disse udfordringer spænder særlig vidt.

2. Indledning

2.1 Cloud Computing (CC) er et fremskridt i forlængelse af og af samme størrelsesorden som klient/server-modellen eller internettet.

2.2 CC går ud på at kombinere og optimere anvendelsen af eksisterende løsninger og teknologier som f.eks. internettet, serverparker, informationsstyring mv.

Derfor er CC også kendetegnet ved en række af de styrker og svagheder, der kendetegner disse løsninger og teknologier. De vedrører forhold som f.eks. datatransmissionshastigheden på internettet, databeskyttelsen i forbindelse med informationsstyring, overbelastning i forbindelse med fælles udnyttelse af servere osv.

2.3 Udvalget har tidligere beskæftiget sig med spørgsmål, som CC ligger i direkte forlængelse af, f.eks.:

—	databeskyttelse (2)

—	telekommunikationssystemer (3);

—	e-kommunikation (4);

—	internettet (5):

—	forbrugerbeskyttelse (6)

—	tingenes internet – En EU-handlingsplan (7);

For at undgå enhver form for gentagelse eller redundans koncentrerer nærværende udtalelse sig om spørgsmål, der er snævert knyttet til CC.

2.4 Udvalget er ikke alene om at interessere sig for CC; en række andre EU-organer og -instanser beskæftiger sig også med spørgsmålet.

2.5 På World Economic Forum i Davos gjorde næstformand for Kommissionen, Neelie Kroes, den 27. januar 2011 rede for sit syn på dette fænomen:

»Hvad angår Cloud Computing forstår jeg, at det er umuligt at nå frem til en definition, som alle kan være enige om. Vi bør handle […]. Som fastsat i den digitale dagsorden for Europa har jeg igangsat arbejdet med en strategi for Cloud Computing for hele EU ud fra en mere end blot politisk tilgang. Jeg er ikke tilfreds med et EU, der blot er »cloud-venligt« (»cloud-friendly«); jeg ønsker et EU, der er aktivt på området (»cloud-active«).«

2.6 Kommissionen igangsatte i 2009 en undersøgelse om fremtiden for Cloud Computing (8) med støtte fra en gruppe af eksperter og forskere fra den digitale sektor. Endvidere har Kommissionen igangsat en offentlig høring (9), hvis resultater kommer til at indgå i udarbejdelsen af den europæiske CC-strategi, der bliver fremlagt i 2012. CC er et vigtigt element i iværksættelsen af Europa 2020-strategien, herunder navnlig de to flagskibsinitiativer den digitale dagsorden og innovation. Der finansieres allerede CC-programmer via det 7. rammeprogram for forskning (10).

2.7 I øvrigt har ENISA (11) i november 2009 offentliggjort en rapport om Cloud Computing: Fordele, risici og henstillinger i relation til datasikkerheden.

2.8 Af NIST (12) er for nylig offentliggjort »Cloud Computing Standards Roadmap (NIST CCSRWG – 092 – July, 5 2011)«.

3. Indledende teknisk præsentation af Cloud Computing

3.1 Forsøgene på at nå til enighed om en fælles definition er i vidt omfang blevet bremset af softwareproducenternes bestræbelser på at påhæfte eksisterende programmel betegnelser som CC-løsning eller »cloud ready«. Der er dog bred enighed om, at CC giver hurtig adgang til ydelser, der nemt kan udvides, og at det er en »pay-on-demand«-løsning.

3.2 Hvad er CC's karakteristika?

— Virtualisering: Konfiguration, lokalisering og vedligeholdelse af IT-ressourcerne gøres så vidt muligt usynlige for brugerne, de private forbrugere eller virksomhederne.

— Nem adgang: Blot brugeren har adgang til internettet, kan han få adgang til data og applikationer hvor som helst og med hvilket som helst udstyr (PC, tablet, smartphone).

— Dynamisk ressourceallokering: Leverandøren afpasser i realtid den tilbudte datakapacitet efter brugerens behov. Brugeren kan således få dækket sit behov i spidsbelastningsperioder uden at skulle investere i IT-ressourcer, der forbliver underudnyttede uden for spidsbelastningsperioderne.

— Fælles udnyttelse: Leverandøren sikrer dynamisk ressourceallokering ved at lade flere brugere benytte IT-ressourcerne i fællesskab. På den måde opnås der en bredere og bedre fælles udnyttelse af mega-serverparker med flere tusinde computere.

— Pay-on-demand: Brugeren betaler kun for de IT-ressourcer, han reelt bruger, dvs. betalingen afpasses i forhold til brugerens behov for IT-kapacitet. Kontraktvilkårene aftales ofte stadig på ad hoc-basis, men udviser tendens til standardisering.

3.3 På virksomhedsniveau er de vigtigste applikationer, der kan udnytte CC, mail, samarbejdsværktøjer og web-conferencing, udviklings- og testmiljøer, forvaltning af kunderelationer (CRM) og Business Intelligence.

I fremtiden må det forventes, at de fleste IT-applikationer i udgangspunktet vil kunne udbydes som CC.

3.4 Typisk leveres CC-løsninger i én (eller en kombination) af følgende 3 modeller, fra det mindst til det mest omfattende, henvendt til forskellige kundetyper:

— IaaS (Infrastructure as a Service),– hvor kun infrastrukturen leveres »fra skyen«. Vedrører primært store virksomheders IT-ydelser;

— PaaS (Platform as a Service),– hvor infrastruktur og grundlæggende software leveres »fra skyen«. Henvendt til softwareudviklere;

— SaaS (Software as a Service),– hvor hele løsningen, inkl. softwareapplikationer, leveres »fra skyen«. Henvender sig i første omgang til slutbrugere, der ikke nødvendigvis er IT-specialister. Som eksempel kan nævnes e-mail til private brugere.

3.5 » Private Cloud Computing « anvendes i stigende grad. Det benyttes inden for virksomhedens rammer, hvorved virksomheden kan drage fordel af CC's fleksibilitet og produktivitet og slippe for vanskelighederne i forbindelse med at lægge tjenesten i hænderne på en ekstern CC-udbyder. Løsningen opfylder en række forskellige behov:

—	Virksomheden kan internt i små skridt forberede migration af eksisterende IT-systemer til en CC-platform;

—	Virksomhedernes IT-afdelinger kan i kraft af forbrugsfakturering placere sig mere serviceorienteret og gennemsigtigt i forhold til de øvrige afdelinger.

4. Konsekvenser af Cloud Computing

4.1 Hvad kan en virksomhed forvente at få ud af CC?

4.1.1 Som før nævnt er CC kendetegnet ved en række af de styrker og svagheder, der også kendetegner nogle af de komponenter, teknologien er bygget op omkring.

4.1.2 Det er derfor værd at minde virksomhederne om en række fordele, der ikke skyldes CC, men snarere informationsstyringens fremkomst forud for CC:

—	fokusering på kerneforretningen,

—	stordriftsfordele i kraft af industrialisering og fælles udnyttelse af udbydernes ressourcer;

—	adgang til specialisters ekspertise og kvalitetsservice.

4.1.3 Iflg. en nylig undersøgelse hidrører 70 % af en IT-afdelings omkostninger fra administration af eksisterende løsninger. Lettes en del af denne byrde, vil en sådan afdeling få frigjort det nødvendige potentiale til innovation og søgen efter nye løsninger.

4.1.4 I det følgende opregnes en række af de fordele, som oftest fremhæves ud fra et virksomhedssynspunkt:

— Mindre startinvesteringer: For så vidt angår de nye digitale løsninger kræver etablering eller udvidelse af IT-kapacitet ikke længere store investeringer i serverrum, servere, software, uddannelse i anvendelse af specifik software mv.; Det skal imidlertid bemærkes, at de eksisterende løsninger for at kunne tilpasses til og være kompatible med en CC-platform vil kræve betydelige investeringer af virksomhederne og softwareproducenterne.

— Hurtigere opstartsfase: Udviklingsteams kan koncentrere sig om faglige problemstillinger uden at skulle bekymre som om den tekniske infrastruktur, som er CC-leverandørens ansvar, herunder navnlig at sørge for løbende adgang til fysiske og menneskelige ressourcer efter kundens behov;

— Bogføring og omkostningsstyring: I kraft af CC bliver IT en variabel omkostning i stedet for en fast. Vedligeholdelse bliver led i en lejekontrakt. Her tænkes navnlig på transparent opdatering af soft- og hardware og teknisk assistance i forbindelse med fejl, idet assistancen leveres direkte og online enten af software- eller hardwareproducenten.

— Styrkelse af tjenesteydelsesmodellen: Med udgangspunkt i CC-leverandørens forpligtelser, hvad angår kvalitet, adgang, sikkerhed og tilpasning af værktøjerne over tid, bliver det nemmere for IT-afdelingen på sin side at tilbyde sine interne kunder en tjenesteydelsesmodel via tjenesteydelsesaftaler (Service Level Agreement);

— Mobilitet blandt de ansatte: En CC-løsning giver alle ansatte i virksomheden nem og effektiv adgang til data, uanset hvor de befinder sig.

4.2 For visse virksomheder er CC særligt interessant. Det gælder navnlig

—	meget små virksomheder og SMV'er, der i kraft af CC får mulighed for at få adgang til IT (hardware, software og kompetencer), uden at »adgangsbilletten« hertil er skræmmende dyr, og

—	opstartsvirksomheder, der af indlysende årsager er inde i en stærk udvikling, og som med CC får sikkerhed for, at de kan tilpasse IT-kapaciteten til deres vækst.

4.3 Hvordan forbereder systemintegratorerne sig på CC?

4.3.1 Systemintegratorer (»system integrators« eller SI) gennemfører IT-løsninger for kundevirksomheder.

Deres betydning i IT-sektoren er blevet stadig større, både pga. deres sagkundskab og arbejdskraft og deres evne til at tilpasse sig udsving i kundernes arbejdsbyrde.

På det europæiske marked er de førende virksomheder Accenture, Atos, Cap Gemini, HP, IBM, Wipro mfl.

4.3.2 Eftersom nye løsninger på IT-området af natur er specifikke og midlertidige, trækker IT-afdelingerne punktvis på systemintegratorer i udviklingsfasen for at råde over det krævede IT-personale.

IT-afdelingens faste personale er kun inddraget i denne fase i det omfang, det er nødvendigt i forhold til den efterfølgende fase, dvs. drift og vedligeholdelse.

4.3.3 Med CC forbliver systemintegratorerne ansvarlige for tilrettelæggelse og udvikling af løsninger for kundevirksomhederne.

I lyset af de nye opgaver, dette medfører, må fremkomsten af CC ikke blot kun hilses velkommen, men også aktivt understøttes af systemintegratorerne.

4.3.4 Et spørgsmål er imidlertid, om disse nye opgaver også vil bestå i et længere perspektiv. Er der tale om et kortvarigt aktivitetsboost, som det f.eks. sås i sektoren med år 2000-problemet eller indførelsen af euroen?

Flere årtiers innovation og tekniske fremskridt har medført en produktivitetsstigning, der hverken har affødt et fald i produktudviklingen eller af antallet af IT-specialister. Tværtimod har udviklingen givet anledning til en betydelig stigning i antallet af IT-systemer og deres anvendelsesområder.

CC ligger i naturlig forlængelse af denne tendens. Derfor bør CC give systemintegratorerne nye beskæftigelsesmuligheder inden for IT-udvikling.

4.4 Hvordan forbereder softwareproducenterne sig på CC?

4.4.1 Microsoft, Google, Oracle eller SAP, for nu blot at nævne nogle få spillere, vil alle skulle investere massivt i en »omlægning« af deres eksisterende produktudbud for at sikre, at de kan få mærkatet »cloud computing ready«.

4.4.2 Omlægningen kræver i første omgang massive investeringer i ny IT-udvikling. Især vil dette så radikal tvivl om visse business models. F.eks. afviger Microsofts produkt Office-365 radikalt fra virksomhedens forretningsmodel, der er baseret på salg af licenser fra og med første anvendelse af ét af Microsofts programmer.

4.5 Hvad så med hosting-løsninger og CC?

4.5.1 Gennem de seneste ti år er der sket en udvikling inden for informationsstyringen, navnlig på det vigtige område eksternalisering af hosting-løsninger (servere, netværk og basissoftware).

CC er skridtet videre i forhold til denne udvikling, idet CC muliggør fælles udnyttelse af eksternaliserede ressourcer ved et ubegrænset antal brugere (virksomheder eller private brugere).

4.5.2 CC letter m.a.o. eksternaliseringen, men bidrager især til en koncentration af hosting-faciliteterne, der konkret kommer til udtryk i gigantiske »serverparker«. Fremkomsten af CC vil altså formentlig medføre en omstrukturering af sektoren, dvs. styrke konkurrencen mellem leverandørerne, medføre sammenlægninger pga. det gigantiske behov for investeringer og uundgåeligt få sociale følgevirkninger på linje med det, andre sektorer, som har været gennem en lignende udvikling, har mærket.

4.6 Ser den offentlige sektor anderledes på CC end den private?

4.6.1 Den offentlige sektor svarer til den private i henseende til målsætning, begrænsninger og måde at fungere på i forhold til strategi, kultur, personale og organisation.

4.6.2 Derfor kan de offentlige forvaltninger forvente sig de samme fordele af CC som virksomhederne (jf. ovenfor). Derudover vil det takket være CC være muligt at forbedre servicen over for borgerne i kraft af mere disponible og tilgængelige ydelser mv.

4.6.3 Den offentlige sektor er imidlertid kendetegnet ved en række særtræk:

—	De økonomisk hårde tider generelt Dette medfører budgetstramninger, der nødvendiggør nedskæringer i de offentlige investeringsprogrammer, herunder på IT-området. I den forbindelse er der virkelig gode argumenter for CC, eftersom CC gør det muligt at skaffe IT-kapacitet uden startinvesteringer.

—

Offentlig forskning

Der foregår naturligvis også forskning i den private sektor, men forskning er i meget høj grad et anliggende for den offentlige sektor, dvs. de nationale forskningscentre, forskningscentre på universiteterne og partnerskaber mellem det offentlige og det private.

Forskning kan imidlertid i perioder stille krav om meget stor IT-kapacitet, hvilket CC netop i meget høj grad kan honorere.

—

Offentlige investeringer

Offentlige investeringer kan fungere som løftestang i medlemsstaterne eller EU for private aktørers investeringer i CC, navnlig operatørerne på telekommunikationsområdet. Det er før set, at offentlige investeringer har fungeret som katalysator for investeringer eller strategisk positionering i den private sektor. Det gælder f.eks. inden for luft- og rumfart, mobiltelefoni, højhastighedstog mv.

—	Visse medlemsstater har allerede investeret massivt i migration af deres forvaltningers software til CC-arkitektur.

4.7 Får CC også betydning for private brugere?

4.7.1 Visse CC-løsninger er specielt designet til private brugere. Det gælder f.eks. produkter som iCloud fra Apple, Office365 fra Microsoft, Picasa mfl.

4.7.2 Det er meget få private forbrugere, der er parate til at investere i én eller flere servere, netværksinfrastruktur mv. Det er i øvrigt langt fra alle, der kan eller har lyst til at sørge for vedligeholdelse af denne infrastruktur, heller ikke på en personlig computer.

4.7.3 Produkter, der hidtil (via harddisken) har været adgang til på PC'er (tekstbehandling, printning, lagring af fotos og data mv.) bliver gradvis overtaget af internetydelser efter SaaS-modellen (jf. ovenfor).

4.7.4 I grundversionen er det gratis at benytte disse ydelser. Ofte kan det lade sig gøre økonomisk, fordi leverandøren derved kan opbygge en liste over private brugere, som potentielt kan bruges til marketings- og reklameformål. Som oftest tilbyder leverandøren mod betaling også en premium-version med mere lagerplads, flere funktioner mv.

4.7.5 I forhold til IT-værktøjernes stigende kompleksitet er CC-løsninger også en hjælp for de private brugere, idet den eksterne håndtering gør tingene enklere for dem. Også her er der tale om en pay-on-demand-model, der passer fint til den private brugers begrænsede og sporadiske brug af IT-værktøjer og -ressourcer.

4.7.6 Endelig er det en stadig vigtigere tiltrækningsfaktor, at brugeren har løbende adgang til data, uanset hvor han befinder sig. Flere leverandører (13) tilbyder nu brugerne, at de kan lytte til musik, se fotos osv. nærmest hvor som helst.

4.8 Ud over de økonomiske og forretningsmæssige aspekter af CC, hvilke sociale virkninger får CC så?

4.8.1 IT-fagfolkene er dem, der først vil komme til at mærke CC's stigende betydning.

4.8.2 Systemintegratorerne (System Integrators) vil næppe komme til at mærke en nedgang i aktiviteten pga. CC eller nogen mærkbar stigning i den indledende opstartsfase. Også selvom IT-fagfolkene i de pågældende virksomheder vil skulle gøre en ekstra indsats for at erhverve nye kompetencer for at kunne udvikle CC-løsninger, vil det næppe medføre større ændringer i antallet af ansatte.

4.8.3 De virksomhedsinterne IT-fagfolk (i systemintegratorernes kundevirksomheder), der har ansvar for udvikling, vil formentlig se deres primære opgave, nemlig at deltage i systemudviklingen sammen med systemintegratorerne for efterfølgende bedre at kunne varetage vedligeholdelsen, forsvinde. Hvis altså CC holder, hvad teknologien lover, navnlig at en del af vedligeholdelsen kan eksternaliseres, vil antallet af virksomhedsinterne systemudviklere aftage tilsvarende.

4.8.4 Fagfolkene på driftssiden vil nok i højere grad blive påvirket. Det er vigtigt at minde om, at de allerede i vidt omfang er blevet ramt af informationsstyringens fremkomst, der har medført, at de ansatte er overgået til informationsstyringsleverandørerne. Informationsstyringen vil fortsat udvikle sig, også med fremkomsten af CC, men det vil ske i en sektor, der vil være stærkt præget af sammenlægninger, og hvor udflytning bliver nemmere. Der må m.a.o. forventes en ny reduktion af antallet af ansatte inden for drift og hosting.

4.8.5 Eksternalisering af hele eller dele af IT-afdelingen fjerner IT-fagfolkene fra IT-løsningernes slutbrugere. Den større afstand, organisationsmæssigt eller ligefrem geografisk, vil indsnævre kontaktfladen mellem de to grupper. Kontaktfladen virker imidlertid befordrende for en fælles direkte og effektiv udveksling mellem grupperne og opbygger især et socialt tilknytningsforhold, der bevirker, at IT-fagfolkene bedre bliver i stand til at forstå og reagere på brugernes behov.

4.9 Hvad skal man være opmærksom på i forhold til aftaler om CC-løsninger?

4.9.1 Forholdet mellem forbrugerne og CC-leverandørerne kan være ét af to: Enten er der tale om gratisydelser, eller også leveres ydelserne mod betaling. Skillelinjen er imidlertid ikke altid helt klar. Gratisydelser kan f.eks. medføre ikke-økonomiske omkostninger som kontekstuel reklame eller adgang for leverandøren til genbrug af brugernes data.

4.9.2 Gratis- eller lavprisydelser er typisk rettet mod private brugere. De gør dog klogt i at være særligt opmærksomme på de »generelle aftalevilkår«, der, selvom de måtte fremstå som mindre formelle, ikke desto mindre er bindende. Dertil kommer, at selv en privat bruger ikke kan være ligeglad med, hvilke oplysninger han videregiver til en leverandør. Hvis der opstår problemer, kan det forhold, at ydelsen er gratis, vise sig at være en bekostelig affære i form af tabt tid eller information.

4.9.3 Også virksomhederne bør nøje gennemlæse deres CC-aftaler, og helst bør de lade specialister om at gøre det. Når alt kommer til alt, lægger virksomheden jo værdifulde oplysninger og værktøjer i hænderne på en ekstern leverandør, der i tilfælde af svigt kan bringe den i store vanskeligheder.

4.9.4 CC-aftaler forhandles sjældent individuelt, og de fleste leverandører kræver, at potentielle kunder holder sig til de standardiserede aftalevilkår. Men selvfølgelig er det altid sådan, at en aftale, hvis værdi eller strategiske betydning er tilstrækkelig stor, kan få en leverandør til at gå med til en »justeret« udgave.

4.9.5 Hvad enten der er tale om en gratisydelse, en ydelse, der ydes mod betaling, eller om aftalen er en standardaftale eller særligt udformet, bør følgende punkter være afklaret:

—	CC-serviceniveauet (IaaS, PaaS eller SaaS);

—	I hvor høj grad der er garanteret adgang til data, og hvem der bærer ansvaret i tilfælde af, at data går tabt eller bliver beskadiget;

—	Hvor mange brugere der trækker på ressourcerne (dvs. risikoen for overbooking);

—	Vilkårene for, hvor fleksible de disponible og anvendte ressourcer er, og betingelserne for, hvordan der afregnes i forhold til forbrug;

—	CC-leverandørens ret eller forpligtelse til at lade tredjemand, f.eks. en retlig myndighed, få adgang til oplysninger;

—	Præcis identifikation af, hvem der reelt leverer ydelserne, hvilket er særlig relevant, fordi ydelserne ofte leveres fra forskellige niveauer;

—	Mulighederne for at opsige aftalen, og hvilken support leverandøren er forpligtet til at yde i overgangsperioden;

—	Hvilke regler og hvilken jurisdiktion (national eller international) aftalen er underlagt i tilfælde af en retssag.

5. Cloud Computings svagheder

5.1 CC er støttet på og i vidt omfang afhængig af internettet. Internettet ser imidlertid i flere henseender ud til at have nået sin grænse, navnlig hvad angår ydeevne.

Det stadigt stigende antal brugere og anvendelsesområder, eksplosionen i den udvekslede datamængde (navnlig lydfiler og video) og brugernes ønske om stadig hurtigere hastighed er alt sammen faktorer, der har sat internettets ydeevne i fokus. Den datatrafik, som CC vil give anledning til, kan kun skærpe denne problematik, eftersom CC medfører en stigning i mængden af udvekslede data, men især fordi den kommer til yderligere at nedsætte den svarhastighed, som brugerne vil acceptere.

5.2 Nettets modstandsdygtighed er også en risiko i forbindelse med CC. Tekniske uheld, cyberkriminalitet eller politiske beslutninger har indtil for ganske nylig givet anledning til driftsafbrydelser og frem for alt demonstreret nettets sårbarhed og brugernes afhængighed af dette offentligt tilgængelige netværk. CC vil kun skærpe behovet for netsikkerhed yderligere, eftersom internettet i udgangspunktet ikke blev udformet med kommercielle mål for øje.

5.3 En anden vigtig og multifaktoriel svaghed ved CC er datasikkerheden, hvilket primært skyldes eksternaliseringen af data, hvad enten den foregår i forbindelse med udflytning eller ej.

For det første er der problemet med den løbende adgang til data, hvor det for en CC-bruger kan være af kritisk, ja endda vital betydning, at adgangen stort set er umiddelbar. For det andet er der problemet med fortroligheden af data, der lagres og administreres af en ekstern leverandør.

Spørgsmålet er særlig relevant i forhold til data med stor merværdi, navnlig i forhold til industrispionage.

5.4 CC-løsninger er så meget nemmere at angribe og dermed sårbare, som de for hackerne udgør et mål, hvis tiltrækningskraft stiger, jo større, mere synlige og mere kritiske de serverparker, der udformes og opbygges for at understøtte løsningerne, bliver. Der vil m.a.o. være behov for en større indsats og flere eksperter for at imødegå dette problem.

Det skal imidlertid bemærkes, at leverandørerne af IT-ydelser (Outsourcing, CC mv.) allerede er meget opmærksomme på sikkerhed og cyberkriminalitet og uden tvivl er bedre forberedt end de fleste af deres kundevirksomheder.

Udtrykt med en metafor: En bankboks er ganske vist et attraktivt mål, men den yder nu én gang de smykker, der ligger dér, en bedre beskyttelse end den, de smykker får, som i mangel af bedre opbevares i en smykkeæske i soveværelset!

5.5 Dertil kommer vanskelighederne med at fastslå, hvilke regler der skal gælde, dvs. dataindehaverens eller hosting-virksomhedens.

Desuden: Hvilken kontrolmyndighed kan anmodes om at sikre håndhævelse af reglerne eller bilægge en tvist mellem dataindehaveren og hosting-virksomheden?

Her er det vigtigt at minde om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (om beskyttelse af personoplysninger) og udvalgets udtalelse herom (14).

De europæiske databeskyttelsesregler fungerer som en meget stærk bremse på alle former for dataudførsel af EU. CC er af natur international, hvilket giver anledning til spørgsmål om mulighederne for dataoverførsel, enten mellem kunden og leverandøren eller internt i leverandørens infrastruktur.

I den forbindelse er manglen på (global) kontrol, først og fremmest med internettet, men mere specifikt med CC, en yderligere svaghed.

Til problemet med databeskyttelsen kommer også spørgsmålet om ophavsret. Eftersom oplysninger, der er omfattet af ophavsret, kan bevæge sig rundt eller spredes, kan det blive vanskeligt at fastslå, hvilke regler for beskyttelse, royalties og kontrol der finder anvendelse.

5.6 IT-innovation har bevirket, at visse aktører har opnået en dominerende markedsposition. Det gælder f.eks. Microsoft eller Apple i forhold til udstyr, der anvendes af private forbrugere (PC'er, mobiltelefoner mv.), men også Google og Facebook (søgemaskine og sociale netværk). EU har altid holdt et vågent øje med, at sådanne markedspositioner ikke udviklede sig på en måde, så de kom til at skade andre aktører i sektoren eller forbrugerne.

CC, der kombinerer flere vigtige teknologier med hinanden, gør det mere attraktivt at opnå en dominerende markedsposition, men risiciene herved bliver også større. Derfor bør EU være ekstra opmærksom.

5.7 Spørgsmålet om portabilitet er ikke udelukkende teknisk, men også kommercielt. Uden portabilitet fanger bordet med den valgte CC-løsning, og brugeren er ikke i stand til at overføre hostede ressourcer til en anden leverandør. Dette er en hindring for konkurrencen mellem flere leverandører. Brugen af »open standards« og sikringen af tjenesternes og implementeringernes interoperabilitet kan være en metode til let, hurtig og billig overførsel af data fra en leverandør til en anden.

5.8 Samtlige nævnte svagheder er faremomenter for etablering og udbredelse af CC-løsninger. Medieomtale (i presse, andre medier og sociale netværk) af de problemer, disse svagheder afstedkommer, eller af tvister, de giver anledning til, kan skade CC alvorligt og føre til, at brugerne mister tilliden til modellen og leverandørerne.

6. Udfordringer og muligheder for EU

6.1 Kommissionen har sat som mål, at EU skal være »cloud-aktivt« (jf. Neelie Kroes' ord ovenfor). Begrebet »aktivt« præciserer imidlertid ikke, om der blot sigtes til anvendelsen af CC, eller om det, der tænkes på, er udviklingen af CC. Hvis det er det første, der er tilfældet, ville der være tale om en eklatant mangel på ambition. At stræbe efter at gøre EU »cloud-productive«, m.a.o. at sikre at EU kommer til at levere CC-løsninger snarere end at benytte de løsninger, andre stiller til rådighed, er et langt stærkere signal.

6.2 Den digitale sektor er domineret af udenlandske aktører, hvad enten det drejer sig om tjenesteydelser, produkter eller indhold, og aktørerne kommer for størstedelens vedkommende fra Nordamerika eller Asien.

I telekommunikationssektoren, derimod, kan EU bryste sig af at kunne hamle op med andre regioner. Operatører som Deutsche Telekom, Orange eller Telefónica er førende aktører.

6.3 I en tid, hvor den digitale industri er en vækstmotor, er EU trængt op i en krog. Unionen har for ikke særlig længe siden bevist, at den formåede at være førende og dominerende inden for bestemte sektorer, navnlig inden for mobiltelefoni, om end EU's stilling senest er blevet forværret.

6.4 CC's fremkomst er en mulighed for at få »fordelt kortene« på ny. Samtlige aktører vil m.a.o. igen være i spil i konkurrencen om rollen som globalt førende, idet de aktører, der dominerer aktuelt, vil se deres position truet af andre eller nye konkurrenter.

6.5 Cloud-computings internationale karakter kræver fastsættelse af internationale principper og normer. Den Europæiske Union skal fortsætte sit samarbejde med internationale organisationer om at udvikle sådanne principper og normer. EU bør stille sig i spidsen for indsatsen for at udvikle disse internationale principper og normer og være garant for, at de sikrer et højt niveau for beskyttelse af persondata, ligesom det er tilfældet i europæisk lovgivning.

6.6 EU har vigtige trumfkort i denne nye globale konkurrence.

—	EU har en fortrinlig digital infrastruktur. Optiske fibre er i rivende udvikling. Infrastrukturen kontrolleres og styres historisk betinget af et lille antal aktører, der har indflydelse på telekommunikationsstandarderne og de investeringer, der skal foretages;

—	EU kan gennemføre/ved, hvordan man gennemfører en gennemslagskraftig offentlig investeringspolitik, der kan fungere som katalysator for private investeringer;

—	EU's regionale eller nationale SMV'er foretrækker lokale samtalepartnere, dvs. europæiske CC-aktører;

—

Visse sektorer (f.eks. sundhedsvæsenet, hæren, den offentlige transport, den offentlige sektor) er bundet og reguleret af nationale og i visse tilfælde EU-bestemmelser, der kan skubbe dem i retning af nationale eller europæiske CC-leverandører. Andre sektorer (banker, forsikring, energi, lægemidler) lægger vægt på sikkerhed for deres data, hvilket vil lægge en dæmper på deres lyst til at søge leverandører uden for hjemlandet eller EU.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) I det følgende anvendes begreberne »Europa«, »Den Europæiske Union« og »EU« uden skelnen.

(2) EØSU's udtalelse om »Beskyttelse af personoplysninger«EUT C 248 af 25.8.2011, s. 123.

(3) EØSU's udtalelse om »Elektroniske kommunikationsnet«, EUT C 224 af 30.8.2008, s. 50.

(4) EØSU's udtalelse om »Overvejelser om almene elektroniske kommunikationstjenester«, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 8.

(5) EØSU's udtalelse om »Videreudvikling af internettet«, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 92.

(6) EØSU's udtalelse om »Kreativt online-indhold på det indre marked«, EUT C 77 af 31.3.2009, s. 63.

(7) EUT C 77 af 31.3.2009, s. 60 og EUT C 255 af 22.9.2010, s. 116.

(8) European Commission / Information Society and Media – Expert Group Report – ordfører for denne rapport: Lutz Schubert.

(9) 16. maj-31. august 2011.

(10) Eller FP7 (7th Framework Programme).

(11) European Network and Information Security Agency (Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed).

(12) National Institute of Standards and Technology (USA).

(13) Amazons Cloud Drive og iCloud fra Apple.

(14) EUT C 159 af 17.6.1991 s. 38 (CESE 569/1991).

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/48

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udvikling af regionale zoner for forvaltning af fiskebestande og fiskerikontrol (initiativudtalelse)

2012/C 24/09

Ordfører: Brendan BURNS

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Udvikling af regionale zoner for forvaltning af fiskebestande og fiskerikontrol (initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 6. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober 2011, følgende udtalelse med 147 stemmer for, 6 imod og 15 hverken for eller imod:

1. Henstillinger

1.1 Udvalget bifalder hensigten om at gennemføre gennemgribende reformer af den fælles fiskeripolitik og særligt målet om at udarbejde en decentraliseret politik, der er mindre afhængig af detaljerede beslutninger, der træffes i Bruxelles, og giver større mulighed for lokal og regional inddragelse i forvaltningen af fiskeriet. Dog mangler de vigtigste detaljer: gennemskuelighed samt sanktionsordninger, der er nødvendige for, at sådan en politik kan have en effektiv virkning – og de bør være en del af reformerne.

1.2 Uden en fiskebestand, der trives, kan en bæredygtig fiskeindustri ikke eksistere. Det anbefales derfor, at miljømæssig bæredygtighed bliver prioriteret som grundlag for økonomisk og social bæredygtighed og bliver udtrykkeligt indført i grundforordningen. Dette vil kræve, at politikken på området styres af en tilgang, der baserer sig på videnskabelighed og økosystemer og er underlagt forsigtighedsprincippet.

1.3 For at styrkelsen af den kvotebaserede forvaltningsordning, der tager udgangspunkt i det maksimalt bæredygtige udbytte (MSY), kan være effektiv, kræves det, at der etableres højere niveauer, som reelt sikrer en fremgang i bestanden af alle regulerede arter inden 2015.

1.4 Der er en risiko for, at det foreslåede markedsbaserede system med fiskerirettigheder, der kan købes og sælges, med tilladelser, der uddeles på baggrund af historisk deltagelse i en givent fiskeri, vil give de ansvarlige for den hidtidige overfiskning mulighed for at fortsætte. Udvalget anbefaler derfor, at medlemsstaterne gør brug af bestemmelsen om, at de, der bliver tildelt en tilladelse, skal bevise, at deres aktiviteter ikke skader havmiljøet, og at de yder betydelige bidrag til kystfiskerisamfundene. På denne måde vil den implicitte privatisering af fiskebestandene være underlagt en social og miljømæssig kontrol.

1.5 Udvalget bifalder det delvise forbud mod udsmidning af fisk, men foreslår, at dette punkt bliver kædet sammen med forbedringer af metoder til selektivt fiskeri.

1.6 En fortsat økonomisk støtte bør anvendes til at udvikle fiskerflåder, der fisker på en måde, der gør mindre skade på miljøet (mindre skade på fiskebestanden og havbunden, mindre mængder af udsmidninger, etc.), og ikke til at udvide fiskerikapaciteten.

1.7 De standarder og regler, som EU-flåderne er underlagt, når de fisker i hjemlige farvande, bør også gælde, når de fisker på åbent hav og i farvande, der hører under tredjelande – der bør ikke være forskellige regler.

2. Indledning

2.1 Under udarbejdelsen af denne udtalelse blev Kommissionens forslag til den anden revision af den fælles fiskeripolitik offentliggjort. Man foreslår en gennemgribende og grundlæggende reform, der skal tage hånd om den nuværende situation med overfiskning, flådernes overkapacitet, den massive understøttelse, den ringe økonomiske modstandsdygtighed og faldet i de europæiske fiskeres fangstmængder. Denne udtalelses bemærkninger om udviklingen af regionale zoner for forvaltning af fiskebestande skal derfor ses i lyset af den bredere kontekst for den foreslåede reform.

3. Baggrund

3.1 EU-traktaterne og den nuværende fælles fiskeripolitik overlader initiativretten til Kommissionen og enekompetence til bevarelse af havets biologiske ressourcer til Rådet. Denne institutionelle centralisering, eller mere specifikt den topstyrede tilgang, som man har valgt til udøvelse af ansvaret for den fælles fiskeripolitik, har ikke medført løsninger, der er brugbare under de mange forskellige vilkår og i de mange forskellige geografiske områder, hvor den fælles fiskeripolitik finder anvendelse. At der ikke nogen universalløsning er en kritik, der ofte bliver rettet mod den lovgivning, der er resultatet heraf.

3.2 Behovet for inddragelse af interessenter blev erkendt i den første reform fra 2002, hvilket resulterede i oprettelsen af regionale rådgivende råd, som udelukkende har en rådgivende funktion.

3.3 Efter vedtagelsen af Lissabontraktaten er der sket meget væsentlige ændringer. Parlamentet og Rådet har nu fælles beslutningsmyndighed inden for alle områder af regulering af fiskeri med undtagelse fastsættelse af fiskerimuligheder, hvor Rådet fortsat har enekompetence.

3.4 I forsøget på at tage hånd om alle problemer har Kommissionen og Rådet udarbejdet forordninger, der er for komplicerede, og som ikke har evnet at håndtere de eksisterende problemer i de europæiske farvande.

3.5 Ifølge fiskeriindustrien er der en »næsten komisk mangfoldighed af detaljer« – specifikationer for fiskeredskaber, tilladte fangstsammensætninger og tekniske bestemmelser fastlagt i 900 forskellige lovgivningstekster. Denne detaljerigdom bremser innovation, da den ikke tilskynder til at finde brugbare løsninger. Den har også resulteret i manglende tillid mellem fiskeriindustrien og de politiske mekanismer og udvalg, der har til formål at kontrollere den fælles fiskeripolitik. Dette resulterer uundgåeligt i forsøg på at unddrage sig reglerne frem for at følge dem.

3.6 Under den nuværende fælles fiskeripolitik er industrien ikke blevet tilskyndet til innovation og eksperimenter, men der er nogle gode eksempler, der er blevet sat i værk af fiskere. I Skotland er der en fast tradition for innovation, eksempelvis bevarelse af torskebestanden i Nordsøen. Man har reduceret flådekapaciteten betydeligt og indført realtidslukninger: intelligent forvaltning af begrænsede dage til havs: udvikling af fangstredskaber til selektivt fiskeri og forsøg med brug af kameraovervågning. Dette har bidraget til at reducere udsmidninger, forbedre konkurrenceevnen og forbedre bevarelsen af bestandene. Andre har ligeledes bidraget i høj grad, herunder Nederlandenes bundtrawlindustri, der har ændret og udviklet fangstredskaber og reduceret flådekapaciteten, som et eksempel.

3.7 Fællestrækket for alle disse initiativer er, at fiskeriindustrien erkender, at der er problemer (f.eks. med at reducere udsmidninger), og at industrien bør være den part, der bidrager mest til at finde og iværksætte løsninger. Der findes også andre eksempler på regionale løsninger, og de beviser, at regionale løsninger leverer bedre resultater frem for ensartet lovgivning fra Bruxelles.

3.8 Disse forsøg er dog alle underlagt samme begrænsning: at der ikke under den nuværende fælles fiskeripolitik er nogen uddelegering af ansvaret. Det endelige resultat af innovation, eksperimenter og udvikling kan kun få indflydelse på lovgivningen, hvis Kommissionen beslutter sig herfor.

3.9 Kommissionens tendens til at holde lovgivningen i alt for stramme tøjler kan måske forklares med et stærkt ønske om ikke at fejle med hensyn til at påtage sig sit ansvar. Dette var især tilfældet før Lissabontraktaten, og det er desværre blevet en selvforstærkende proces. Jo mere centraliseret, kompleks og dårligt tilpasset lovgivningen bliver, desto mere mister interessenterne tilliden, og som følge bliver det mindre sandsynligt, at lovgivningen bliver overholdt til fulde. Dette skaber et belæg for strammere centraliseret lovgivning, og så fortsætter cyklussen.

4. Generelle bemærkninger

Med begrundelserne, der forklares ovenfor i afsnit 3 (Baggrund), in mente, giver det sig selv, at man bør oprette regionale myndigheder, der skal stå for gennemførelsen af EU-politikker. Dette bringer dog flere spørgsmål på banen.

4.1 Uddelegering af beføjelser

4.1.1 Hvis de regionale myndigheder skal have en reel værdi, er de nødt til at have strategiske mål, som har grundlag i videnskabelige fakta, der er fastsat i Bruxelles. I Bruxelles bør man ligeledes:

—	være ansvarlig for at sikre lige vilkår for regionerne og fiskeriindustrien;

—	overvåge industrien for at sikre, at EU's kvoter, mål og andre målsætninger overholdes.

4.1.2 Grundet variationen i hver enkelt fiskeriområdes geografi og forhold i øvrigt er det nødvendigt at give forvaltningsværktøjer til medlemsstaterne. Dette vil sikre, at udviklingen af regler og lovgivning både på europæisk og regionalt niveau vil ske med fuld deltagelse af fiskeriindustrien og af de eksperter, som har viden om og forståelse for, hvad der vil, og hvad der ikke vil fungere på hvert område.

4.2 Fiskeriregioner og regionale myndigheder

4.2.1 Den brede vifte af områder, der vil blive omfattet af disse ændringer, tillader ikke, at denne udtalelse foreslår afgrænsede målsætninger, bortset fra en anbefaling om, at alle regioner bør være etablerede gennem repræsentative organer, der omfatter medlemsstater og interessenter, særligt de organer, der udelukkende repræsenterer en regional interesse, men ikke har et tværeuropæisk kompetenceområde.

4.3 Udsmidninger

4.3.1 Dette er blevet en vigtig problemstilling, særligt udsmidninger, der finder sted under fangstprocessen. Kommissær Damanaki har reageret på mediernes interesse for denne sag ved at foreslå et delvist forbud mod udsmidninger i forbindelse med revisionen af den fælles fiskeripolitik.

4.3.2 De mulige følger af en dårligt overvejet tilgang til udsmidning af fisk kan være katastrofale for fiskersamfundene og industrien.

4.3.3 Den primære årsag til udsmidning af fisk skal findes i den nuværende lovgivning om blandet fiskeri, altså fiskeriaktiviteter, hvor flere arter uundgåeligt bliver fanget sammen. Forvaltning i form af »samlede tilladte fangstmængder« for hver enkel art, tynget af regler for »fangstsammensætning«, der bestemmer mængdeforholdet mellem de forskellige arter, der må fanges, skaber et usmidigt regelsystem, der ikke afspejler den overflod og de mængdeforhold mellem forskellige fiskearter, der findes i det pågældende økosystem.

4.3.4 Et af hovedmålene med den reviderede fælles fiskeripolitik bør være at støtte indførelsen af bedre arbejdsmetoder som beskrevet i afsnit 3 i denne udtalelse, således at udsmidninger kan reduceres til at finde sted på et ubetydeligt niveau.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

BILAG

til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Følgende ændringsforslag blev forkastet under afstemningen, men opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne:

Punkt 1.2, 1.3, 1.4, 1.6 og 1.7

Punkterne 1.2, 1.3, 1.4, 1.6 og 1.7 slettes.

Afstemningsresultat:

For	:	46
Imod	:	102
Hverken for eller imod	:	14

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/51

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om civilsamfundets rolle i frihandelsaftalen mellem EU og Indien (initiativudtalelse)

2012/C 24/10

Ordfører: Madi SHARMA

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. september 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Civilsamfundets rolle i frihandelsaftalen mellem EU og Indien.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 5. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober 2011, følgende udtalelse med 152 stemmer for, 3 imod og 5 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at en frihandelsaftale EU-Indien kunne være til fordel for både Europa og Indien med potentiale til at give øget udvikling, konkurrenceevne, velstand og beskæftigelse. Handel er et vigtigt redskab til at fremme udvikling og bekæmpe fattigdom. Dens økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser skal dog vurderes omhyggeligt, indgående og på en transparent måde i alle parters interesse. I denne sammenhæng tilkommer der civilsamfundet en ledende rolle.

1.2 Forhandlingsprocessen, herunder også konstateringen af aftalens mulige konsekvenser, har flere svagheder, som forhandlingsparterne på begge sider skal forholde sig til, inden frihandelsaftalen færdiggøres. I oplægget fra Kommissionens tjenestegrene hedder det, at man i højere grad kunne have taget højde for konsekvenserne for den uformelle beskæftigelse, og en dybere analyse af indvirkning på arbejdskraftens forskydning ville kunne give mere præcise prognoser om andre sociale konsekvenser såsom konsekvenserne for fattigdom, sundhed og uddannelse (1).

1.3 EØSU minder om, at i overensstemmelse med artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal EU's fælles handelspolitik føres »i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser om Unionens optræden udadtil«, og at den i henhold til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union skal bidrage bl.a. til bæredygtig udvikling, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne. Handel er ikke et mål i sig selv.

1.4 EØSU anbefaler, at der umiddelbart iværksættes nye undersøgelser, der udtrykkeligt tager hensyn til de reelle konsekvenser af frihandelsaftalen for civilsamfundet i EU og Indien (herunder især Modus 4, SMV'er, arbejdstagerrettigheder, kvinder, forbrugerbeskyttelse, den uformelle økonomi, landbrug, fattigdom og indvirkninger på tilgængeligheden af helt basale produkter som livsnødvendig medicin). Af hensyn til gennemsigtigheden bør disse undersøgelser gennemføres på basis af offentlige videnskabelige studier og workshops med civilsamfundet. Resultaterne kan derefter indgå i forhandlingerne, som nu er i en afsluttende fase.

1.5 EØSU opfordrer Rådet, Parlamentet og Kommissionen til at sikre, at EU forud for indgåelsen af en aftale:

—	tager hensyn til det europæiske civilsamfunds synspunkter og bekymringer

—	vurderer virkningen af de sandsynlige Modus 4-scenarier, der dækker kvaliteten og kvantiteten af arbejde pr. sektor og medlemsstat i samråd med arbejdsmarkedets parter

—	opfylder sine retlige forpligtelser til at sikre, at frihandelsaftalen ikke øger fattigdommen,

og at aftalen

—	styres af en effektiv menneskerettighedsklausul i overensstemmelse med EU's hidtidige praksis og erklærede politik

—	medtager et ambitiøst kapitel om bæredygtig udvikling med arbejdsretlige og miljømæssige bestemmelser, som kan håndhæves ved hjælp af de normale tvistbilæggelsesprocedurer med effektive retsmidler

—	indeholder en ramme baseret på ILO-rettigheder for personer inden for den uformelle økonomi

—	medtager en gensidig social beskyttelsesklausul, der tager hensyn til såvel risikoen for den indenlandske industri i både EU og Indien som risikoen for samfundet, herunder arbejdskraftforskydninger.

1.5.1 EØSU henstiller, at der etableres en overvågningsmekanisme lagt i hænderne på civilsamfundet. Overvågningsmekanismen bør have beføjelse til at fremsætte henstillinger specielt om behovet for at anvende den sociale beskyttelsesklausul. De respektive myndigheder bør være forpligtet til at give et begrundet svar herpå. I forbindelse med denne overvågning bør man støtte uddannelses- og kapacitetsopbygningsforanstaltninger over for civilsamfundet.

1.6 Indholdet af frihandelsaftalen mellem EU og Indien er indtil videre fortrolig, og derfor kan nærmere enkeltheder ikke behandles i denne udtalelse.

2. Indledning

2.1 En frihandelsaftale mellem EU og Indien ville dække over en femtedel af verdens befolkning, hvilket ville gøre den til en af de mest betydningsfulde frihandelsaftaler i verden. Den kan medføre betydelige fordele for både det europæiske og indiske samfund.

2.2 Begge står over for store økonomiske udfordringer – Europa med sin aldrende befolkning og mættede markeder og Indien med sin enorme befolkning og voksende urbanisering. Liberalisering og den yderligere åbning af begge markeder under hensyntagen til den ulige udvikling af de to regioner kan skabe fordele for borgerne på begge sider.

2.3 Erhvervsorganisationer i EU og Indien erkender, at der kan forekomme en vis udflytning. Dog kan handelen mellem Indien og EU gennem den yderligere åbning af begge markeder og gennem udvikling af kvalifikationer, uddannelsesprogrammer, gensidig overførsel af viden, udvikling af infrastruktur og bestemmelser til sikring af forsyningskæden samt joint ventures på lang sigt resultere i bæredygtig vækst, øget konkurrenceevne og flere arbejdspladser. Det europæiske erhvervs- og teknologicenter (EBTC), der blev oprettet for at yde praktisk støtte til virksomheder, der søger ind på det indiske marked, vil spille en ledende rolle i håndteringen af nogle af udfordringerne.

2.4 Ved at fremme innovation gennem en frihandelsaftale kan man sikre virksomhedernes konkurrenceevne i fremtiden. Inden for en række sektorer arbejder europæiske og indiske virksomheder i stigende grad sammen om teknologisk udvikling. Indien råder over en billig, højtuddannet arbejdskraft med et stort potentiale inden for forskning og udvikling. Begge parter har dog brug for et miljø, der kan fremme bæredygtige investeringer i innovation. Europæiske virksomheders erfaring og ekspertise i Indien og indiske virksomheder i EU kan være et vigtigt plus ved opfyldelsen af disse krav.

2.5 Frihandelsaftalen har væsentlige konsekvenser for udenlandske investeringer. Siden 1991 har Indien liberaliseret og forenklet sin ordning for direkte udenlandske investeringer. Målet var at tiltrække flere udenlandske midler, hvilket har øget tilstrømningen af direkte udenlandske investeringer. Frihandelsaftalen vil bygge videre på dette grundlag, da den vil give EU-virksomheder markedsadgang og retssikkerhed (2). I den nye situation, frihandelsaftalen skaber, må der foretages en omhyggelig vurdering af, hvilke følger det vil have for Indien at åbne op for direkte udenlandske investeringer. Der er behov for en trinvis tilgang.

2.6 De potentielle økonomiske fordele ved frihandelsaftalen gennemgås ikke i denne udtalelse. Derimod beskæftiger den sig med de usikre sociale og miljømæssige konsekvenser for EU, især med hensyn til Modus 4, og for de fattigere dele af det indiske samfund. Disse konsekvenser er et væsentligt element i europæisk erhvervslivs princip om fornøden omhu og mærkevarebeskyttelsesinteresser. For europæiske virksomheder, der handler i udlandet, standser spørgsmål som virksomhedernes sociale ansvar, arbejds- og menneskerettigheder ikke ved EU's grænser.

3. Forhandlingsprocessen

3.1 Forhandlerne har konsulteret store virksomheder både i EU og Indien. Imidlertid er EØSU som rådgivende organ for alle segmenter af civilsamfundet i tvivl om, at forhandlerne hører alle samfundsaktører på lige fod, og opfordrer Kommissionen til i fuldt omfang at tage hensyn til alle interesseparters synspunkter på begge sider. Den opfordrer Kommissionen til at rådføre sig med små og mellemstore virksomheder om potentielle konsekvenser, fagbevægelsen om mangel på klarhed om arbejdsgarantier og Modus 4 samt forbrugergrupper og landbrugssektorer om fødevaresikkerhed og den uformelle økonomi i Indien.

3.2 Mange ngo'er og fagforeninger i EU og Indien tillige med EU-stiftelser og indiske uformelle virksomheder har udtrykt betænkeligheder ved såvel de potentielt negative virkninger af frihandelsaftalen som den måde, forhandlingerne blev ført på (3). EØSU erkender betydningen af fortrolighed i handelsforhandlinger, men opfordrer af det lige så vigtige hensyn til gennemsigtigheden Kommissionen til at afklare eventuelle misforståelser ved at offentliggøre sine forslag om disse spørgsmål.

3.3 EØSU mener ikke, at handel kan udelades fra Udenrigstjenestens kompetence. Sammenhæng i EU's politikker er vigtig for at bevare europæiske værdier og principper. Udvalget anbefaler, at alle relevante generaldirektorater holdes orienteret under hele forhandlingsforløbet.

4. Bæredygtighedsvurdering

4.1 Kommissionen bestilte en bæredygtighedsvurdering hos uafhængige konsulenter, som fremlagde deres rapport i 2009 (4). Ifølge bæredygtighedsvurderingen vil de sociale konsekvenser af frihandelsaftalen være ubetydelige for EU, uden indvirkning på lønningerne og kun mindre forskydning af arbejdskraft (5), mens der for Indiens vedkommende vil være en stigning i lønningerne for faglært og ufaglært arbejdskraft på 1,7 % på kort sigt og på 1,6 % på lang sigt samt en vis forskydning af arbejdskraft i retning af bedre betalte job (6).

4.2 Kommissionen lægger stor vægt på denne bæredygtighedsvurdering, når den fremhæver disse overordnede fordele ved frihandelsaftalen (7). Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at vurderingen også advarer mod de potentielle sociale og miljømæssige risici.

4.3 EU's fagforeninger giver udtryk for betænkeligheder med hensyn til arbejdstagerrettigheder i EU og kræver en konsekvensanalyse af de sandsynlige Modus 4-scenarier, inden forhandlingerne afsluttes. En sådan analyse bør indbefatte indvirkningen på kvaliteten og kvantiteten af arbejde efter sektor og medlemsstat. Den bør også omfatte en fuld høring af arbejdsmarkedets parter, udføres både før og efter iværksættelsen af frihandelsaftalen og give bindende anbefalinger med hensyn til forebyggelse eller mindskelse af fastslåede negative konsekvenser.

4.4 Ifølge bæredygtighedsvurderingen er frihandelsaftalens konsekvenser for arbejdsnormer og arbejdsvilkår i Indien »usikre«. I Indiens tilfælde er omkring 90 % af landets økonomi ifølge regeringens officielle statistikker uofficiel (eller uorganiseret), og dette tal forventes stort set at forblive stabilt i den nærmeste fremtid (8). Ifølge tal fra ILO/WTO skal folk i den uformelle sektor klare sig for mindre en $2 om dagen (9). Hovedparten af kvinderne (95 %) i arbejdsstyrken er i den uformelle sektor og er truet i uforholdsmæssig grad.

4.5 Bæredygtighedsvurderingen fremhæver potentielle virkninger på miljøet, idet det konstateres, at der sandsynligvis vil forekomme moderate skadelige virkninger på atmosfæren (10), jordkvaliteten (11), biodiversiteten (12) og vandkvaliteten (13). EØSU mener, at man ikke skal sidde advarslerne i bæredygtighedsvurderingen overhørig.

4.6 Metoden i bæredygtighedsvurderingen er utilstrækkelig til at indfange de reelle konsekvenser. Bæredygtighedsvurderingens primære fokus var på den formelle økonomi, som det er relativt simpelt at opstille økonomiske modeller for (14). Derimod er dens analyse af de sociale og miljømæssige konsekvenser baseret på en mindre gennemsigtig kvalitativ metode. I bæredygtighedsvurderingen analyserer man f.eks. heller ikke indgående konsekvenserne for kulstofemissionerne, forbrugerbeskyttelsen og fødevaresikkerheden.

4.7 Ifølge oplægget fra Kommissionens tjenestegrene kunne man i højere grad have taget højde for aftalens konsekvenser for anstændigt arbejde, den uformelle beskæftigelse og arbejdskraftforskydningen. Dette ville kunne give mere præcise prognoser om andre sociale konsekvenser såsom konsekvenserne for fattigdom, sundhed og uddannelse (15).

4.8 Overraskende nok tager man i vurderingen heller ikke stilling til mange andre undersøgelser, der har peget på de potentielt alvorlige konsekvenser af frihandelsaftalen i Indien (16), og ej heller til EU's bekymringer især vedrørende Modus 4 og beskæftigelsen i EU.

4.9 EØSU vedtog for nylig en udtalelse om bæredygtighedsvurderinger, som indeholder retningslinjer for bedste praksis, som skal anvendes i vurderingen af den fulde virkning af en frihandelsaftale (17).

4.10 EØSU anbefaler, at der iværksættes nye undersøgelser på grundlag af disse retningslinjer, der udtrykkeligt tager hensyn til konsekvenserne af frihandelsaftalen for EU og det indiske samfund, herunder især for arbejdstagerrettigheder, Modus 4, kvinder, forbrugerbeskyttelse, SMV'er, den uformelle økonomi, miljøet, landbrug (også fødevaresikkerhed), fattigdom og klimaændring. Disse nye undersøgelser skal gennemføres ved hjælp af uafhængige akademiske undersøgelser og workshops.

4.11 Dette betyder dog på ingen måde, at frihandelsaftalen nødvendigvis vil have negative konsekvenser. Men prima facie peges der i det mindste på sandsynligheden af, at frihandelsaftalen kan have sådanne følger. Dette alene gør det berettiget, at Kommissionen foretager en yderligere undersøgelse, især da EU som omtalt nedenfor har en juridisk forpligtelse til at vurdere konsekvenserne af sine eksterne politikker både hjemme og på andre.

5. EU's ansvar

5.1 Det er en regerings primære opgave ved forhandlinger om handelsliberalisering at tage hensyn til de økonomiske og sociale konsekvenser af sin politik. Der er ingen tvivl om, at Indien bærer hovedansvaret for virkningerne af sin politik på sin befolkning. EØSU erkender de udfordringer, Kommissionen står over for i forholdet til Indien, som med rette mener, at det skal tackle menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, bæredygtig udvikling og civilsamfundet på sin egen måde. Det betyder imidlertid ikke, at EU ikke har et selvstændigt ansvar i denne henseende. Det er sågar en juridisk forpligtelse.

5.1.1 Ifølge artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal EU's handels- og udviklingspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil. Disse fastlægges i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union og indbefatter bl.a. følgende principper:

menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten

og har følgende mål:

at fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslandene med det hovedformål at udrydde fattigdommen.

5.2 EØSU opfordrer Europa-Kommissionen til at overholde sine retlige forpligtelser til at sikre, at frihandelsaftalen med Indien respekterer menneskerettighederne og ikke undergraver bestræbelserne på at skabe bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling og udrydde fattigdom. Det understreger vigtigheden af, at man tager udgangspunkt i en ramme baseret på ILO-rettigheder for personer inden for den uformelle sektor.

6. Overvågning og tilpasning af frihandelsaftalen

6.1 EU skal sikre, at dens politik sandsynligvis ikke vil have negativ indvirkning på fattigdommen, og at den bidrager til dens udryddelse. Denne forpligtelse kan opfyldes ved at sikre, at der er klausuler i frihandelsaftalen, der åbner mulighed for, at handelsliberaliseringen kan ændres i tilfælde af, at sådanne negative virkninger viser sig og ved at etablere en effektiv overvågningsmekanisme, som kan danne grundlag for aktiveringen af en sådan klausul.

6.2 Menneskerettighedsklausul

6.2.1 EU har en lang tradition for at medtage relevante bestemmelser i sine bilaterale aftaler for at sikre, at aftalerne ikke undergraver de sociale målsætninger. Især har EU siden 1995 ført den politik, at der indføjes en menneskerettighedsklausul i alle associerings- og samarbejdsaftaler med tredjelande (18). På det seneste har der udviklet sig den praksis, at senere aftaler underlægges menneskerettighedsklausulerne i eksisterende rammeaftaler. Dette kan være juridisk gyldigt afhængigt af formuleringen af den oprindelige menneskerettighedsklausul og formuleringen af den »afledte« klausul i den senere aftale.

6.2.2 Det er vigtigt, at denne frihandelsaftale er omfattet af en effektiv menneskerettighedsklausul, hvordan dette så end opnås. Samarbejdsaftalen mellem EF og Indien fra 1994 indeholder en menneskerettighedsklausul, men af en type af tidligere dato. Som EU-Domstolen har udtalt, er hensigten med denne klausul at tillade en suspension af samarbejdsaftalen (19). Den tillader ikke suspensionen af andre aftaler som f.eks. frihandelsaftalen (20). Det er væsentligt, at frihandelsaftalen er i overensstemmelse med EU's erklærede politik for menneskerettighedsklausuler, hvad enten dette sker ved hjælp af en ny menneskerettighedsklausul eller en omhyggeligt formuleret »afledt« klausul.

6.2.3 EØSU understreger, at det er væsentligt, at frihandelsaftalen er i overensstemmelse med EU's erklærede politik for menneskerettighedsklausuler, hvad enten dette sker ved hjælp af en ny menneskerettighedsklausul eller en omhyggeligt formuleret »afledt« klausul. Dette er også Europa-Parlamentets standpunkt (21).

6.3 Bestemmelser om bæredygtig udvikling

6.3.1 Det er ligeledes vigtigt, at EU's bedste praksis for medtagelsen af miljø- og arbejdsnormer i frihandelsaftaler videreføres og styrkes.Såvel frihandelsaftalen mellem EU og Korea som den økonomiske partnerskabsaftale med Cariforum-landene indeholder bestemmelser om, at parterne forpligter sig til at sikre, at ILO's grundlæggende arbejdsnormer overholdes (en absolut standard), og til ikke at mindske deres nuværende niveau for miljø- og arbejdsbeskyttelse (en relativ standard) samt andre relevante bestemmelser.

6.3.2 EØSU ser med tilfredshed på kommissær Karel de Guchts tilsagn om at ville respektere de sociale og miljømæssige kapitler (22). Det opfordrer dog Kommissionen til at sikre, at disse bestemmelser i modsætning til bestemmelserne i ovennævnte aftaler ledsages af de samme konsekvente gennemførelsesforanstaltninger, der også gælder for brud på andre dele af frihandelsaftalen eller f.eks. lignende bestemmelser i USA's frihandelsaftaler (23). EØSU opfordrer også Kommissionen til at skabe incitamenter via samarbejdsprogrammer eller tilsvarende mekanismer, der underbygges af et system med effektive bøder for overtrædelse af disse bestemmelser som anbefalet af Europa-Parlamentet (24).

6.3.3 I frihandelsaftalen EU/Indien skal Kommissionen medtage gensidigt gennemførlige arbejdsretlige og miljømæssige bestemmelser, som kan håndhæves ved hjælp af de normale tvistbilæggelsesprocedurer og med retsmidler som suspension af handelsforpligtelser samt bøder.

7. Social beskyttelsesklausul

7.1 Alle frihandelsaftaler indeholder beskyttelsesklausuler, der tillader, at handelsliberaliseringen suspenderes i tilfælde af overtrædelser eller alvorlige forstyrrelser i den indenlandske industri. Det forventes, at denne frihandelsaftale vil indeholde bestemmelser herom. Sådanne bestemmelser skal dog være målrettet mod de pågældende risici.

7.2 EØSU opfordrer Europa-Kommissionen til at sikre, at der medtages en gensidig social beskyttelsesklausul, der tager hensyn til såvel risikoen for den indenlandske industri både i EU og Indien som risikoen for samfundet, herunder arbejdskraftforskydninger. Denne kunne som udgangspunkt tage artikel 25, stk. 2 b), i den økonomiske partnerskabsaftale med Cariforum-landene, hvori det hedder, at der kan træffes en beskyttelsesforanstaltning, når et produkt: indføres i den anden parts område i så store mængder og på sådanne vilkår, at det forvolder eller truer med at forvolde forstyrrelser i en sektor af økonomien, .

8. Civilsamfundets overvågningsmekanisme

8.1 Såvel det europæiske som det indiske civilsamfund er velorganiseret og proaktiv. Det ville være en fordel for begge parters myndigheder at etablere en mekanisme, der skal øge gennemsigtigheden, sikre øget samråd og mindske ængsteligheden i befolkningen ved at give civilsamfundet direkte adgang til beslutningstagerne.

8.2 EØSU henstiller, at der etableres en overvågningsmekanisme lagt i hænderne på civilsamfundet. Mekanismen skal inddrage aktører fra erhvervslivet, fagbevægelsen, ngo'er, akademiske kredse og andre som anbefalet i bæredygtighedsvurderingen. EØSU kunne være en del af denne proces (25). Mekanismen kunne skabes efter samme model som frihandelsaftalen mellem EU og Korea eller den økonomiske partnerskabsaftale med Cariforum-landene, hvor en række civilsamfundsaktører uddannes og støttes økonomisk til at varetage en effektiv overvågning (26).

8.3 Både i bæredygtighedsvurderingen og i oplægget fra Kommissionens tjenestegrene anbefalede man en overvågningsmekanisme (27).

8.3.1 En sådan overvågningsmekanisme bør også have en konkret funktion i relation til den sociale beskyttelsesklausul. Normalt er en effektiv anvendelse af beskyttelsesklausuler afhængig af en vis organisationsgrad inden for den berørte industrigren. Dette er naturligvis langt vanskeligere med hensyn til den uformelle økonomi.

8.3.2 EØSU anbefaler, at overvågningsmekanismen lagt i hænderne på civilsamfundet bør have beføjelse til at fremsætte henstillinger specielt om behovet for at anvende den sociale beskyttelsesklausul, hvilket de respektive myndigheder bør være forpligtet til at give et begrundet svar på.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Oplæg ved Kommissionens tjenestegrene – Trade SIA for FTA EU-India, 31. maj 2010.

(2) EUT C 318 af 29.10.2011, s. 150.

(3) Undersøgelser påpeger potentielle problemer i forbindelse TRIPS-plus bestemmelser om intellektuel ejendomsret, liberalisering og deregulering af finansielle tjenesteydelser, liberalisering af varehandelen i landbrugssektoren, større detailkæders adgang til markederne, en liberaliseret praksis for investeringer og offentlige indkøb og forbud mod eksportrestriktioner. f. f.eks. S Polaski et al, India’s Trade Policy Choices: Managing Diverse Challenges (Carnegie, 2009), S Powell, EU India FTA: Initial Observations from a Development Perspective (Traidcraft, 2008), C Wichterich, Trade Liberalisation, Gender Equality, Policy Space: The Case of the Contested EU-India FTA (WIDE, 2009), K Singh, India-EU FTA: Should India Open Up Banking Sector? Special Report (Delhi, 2009), CEO/India FDI Watch, Trade Invaders: How Big Business is Driving the EU-India FTA Negotiations (2010).

(4) ECORYS, CUTS, Centad, Trade SIA FTA EU and India – TRADE07/C1/C01, 18/05/2009

(5) Ibid. s. 17-18. Arbejdskraftforskydningen fastsættes skønsmæssigt til 250-360 pr. 100 000.

(6) Ibid. forskydningen af arbejdskraft fastsættes skønsmæssigt til mellem 1 830 og 2 650 pr. 100 000.

(7) Kommissionsmedlem Karel De Guchts brev til medlemmer af EP af 16. februar 2011.

(8) National Commission for Enterprises in the Unorganised Sector, The Challenge of Employment in India: An Informal Economy Perspective, Volume 1, Main Report (New Delhi, april 2009), s. 2.

(9) Bacchetta et al, Globalization and Informal Jobs in Developing Countries (ILO/WTO: Genèva, 2009).

(10) Jf. fodnote 4, s. 277 (SIA af 2009- jf. fodnote 4 for fuld beskrivelse).

(11) Ibid. s. 278.

(12) Ibid. s. 279.

(13) Ibid. s. 280.

(14) Ibid. s. 51.

(15) Jf. fodnote 1.

(16) Jf. fodnote 4.

(17) EØSU's udtalelse om Bæredygtighedsvurderinger og Den Europæiske Unions handelspolitik, 5. maj 2011, (EUT C 218 af 23.7.2011, s. 14).

(18) Meddelelse fra Kommissionen om hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettigheder indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande (KOM(95) 216 endelig).

(19) Sag C-268/1994, Portugal mod Rådet [1996] ECR I-6177, punkt 27.

(20) L Bartels, Human Rights Conditionality in the EU’s International FTAs (Oxford: OUP, 2005), 255. For aftaler, hvor der til den centrale klausul er knyttet en »ikke-fuldbyrdelsesklausul« med dertil hørende foranstaltninger, er situationen unægtelig anderledes.

(21) Europa-Parlamentets beslutning af 26.03.2009, pkt. 43, hvori det understreges, at klausuler om menneskerettigheder og demokrati er væsentlige elementer i frihandelsaftalen. Jf. også den generelle politiske holdning, der afspejler sig i Europa-Parlamentets beslutning af 11. maj 2011. hvori det »fuldt ud støtter den praksis, der er med at indføre retligt bindende menneskerettighedsklausuler i alle EU's internationale aftaler, sammen med en klar og præcis høringsmekanisme, der er udformet i overensstemmelse med artikel 96 i Cotonouaftalen«, og EP's beslutning om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU's aftaler (2005/2057(INI)).

(22) Jf. fodnote 7.

(23) F.eks. artikel 17, stk. 2 (b), i frihandelsaftalen mellem USA og Jordan.

(24) Europa-Parlamentets beslutning af 25.11.2010 om menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler, pkt. 2.

(25) Jf. fodnote 3, s. 275-280.

(26) Jf. fodnote 18.

(27) Jf. fodnote 4, s. 288; jf. fodnote 1, s. 2.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/56

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's nye udenrigs- og sikkerhedspolitik og civilsamfundets rolle (initiativudtalelse)

2012/C 24/11

Ordfører: Carmelo CEDRONE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. september 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

EU's nye udenrigs- og sikkerhedspolitik og civilsamfundets rolle.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 25. maj 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 111 stemmer for, 23 imod og 23 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og forslag

1.1 Strategien

1.1.1 I lyset af de store igangværende omvæltninger bør EU benytte etableringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til at foretage en nødvendig omlægning og opdatering af sin strategi for udenrigspolitikken, hvad angår såvel de politikker som de indsatsområder, der skal prioriteres. Det kræver enighed om de fælles interesser og en tæt koordinering, hvis dette mål skal nås.

1.1.2 Europa tegner sig for en tredjedel af verdens BNP. EU er imidlertid mere end et økonomisk fællesskab. EU's rolle kommer for alvor til sin ret, når det kan konstateres, at EU-landene som enkeltstater på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at beskytte deres interesser, gøre deres værdier gældende på den internationale scene eller klare de udfordringer, der har fået grænseoverskridende karakter, såsom indvandring og terrorisme. Et stærkere fælles engagement fra medlemslandenes side i udenrigspolitikken ville derfor kunne begrænse mellemstatslige aktioner og forhindre de enkelte lande i at handle på egen hånd, sådan som det for nylig har været tilfældet. En tendens, der, hvis den virkelig fik rodfæste, ikke blot ville kunne fremskynde EU's økonomiske og politiske tilbagegang, men også sætte dets grundlæggende demokratiske værdier på spil.

1.2 Politikkerne

1.2.1 Først og fremmest må EU holde fast i sine egne udenrigspolitiske værdier og fastlægge fælles politikker og fælles aktioner, der har som mål at sikre freden, forebygge konflikter, etablere stabiliserende foranstaltninger og styrke den internationale sikkerhed under overholdelse af De Forenede Nationers Pagt. Derudover må det arbejde for at styrke og understøtte demokratiet, retsstaten, de grundlæggende menneskerettigheder, folkerettens principper, inklusive de grundlæggende arbejdsstandarder, og hjælpe befolkninger, der står over for natur- eller menneskeskabte katastrofer. Men hvis EU engagerer sig ud over sine grænser, er det ikke udelukkende af hensyn til menneskeheden eller af næstekærlighed, men fordi det er i vores interesse, hvis vi ønsker at bevare Europas velstand. Det er derfor vigtigt at tackle flygtningeproblematikken og skabe fremtidsmuligheder for befolkningerne i deres respektive lande.

1.2.2 EU bør i FN, som har det primære ansvar for at bevare freden i verden, påtage sig en ledende rolle på dette område. Det er derfor nødvendigt, at EU og FN arbejder tæt sammen om styring af civile og militære kriser og især af humanitære hjælpeaktioner.

1.2.3 Endvidere er det ifølge EØSU nødvendigt at optrappe den koordinerede og fælles indsats under udenrigspolitikken på områder som sikkerhed og energiforsyning, fødevaresikkerhed, handel, klimaændringer, regulering af indvandringsstrømme og kampen mod organiseret kriminalitet, ulovlig handel, piratvirksomhed og korruption. Der er tale om et integrations- og koordinationsarbejde, som også bør omfatte handelspolitikken. Alt i alt står vi over for en omfattende og kompliceret indsats, som kræver en tilpasning af EU's udenrigspolitiske budget.

1.3 De geografiske indsatsområder

1.3.1 EU har pligt til at følge med i og interessere sig for alt, hvad der sker uden for dets grænser, og må formulere en ny alliancestrategi. Endnu har det dog ikke alle de midler og instrumenter, der er nødvendige og en forudsætning for, at det kan blive en reel politisk aktør på internationalt plan. EU's største udfordring er imidlertid ikke mangel på instrumenter, men dets manglende evne til at sikre sammenhæng i forvaltningen af de forskellige instrumenter og til at sikre medlemsstaternes politiske vilje i denne henseende.

1.3.2 Uden at negligere i hvert fald de økonomiske forbindelser til vigtige områder i verden, såsom Nordamerika, som det har strategiske forbindelser med, Sydamerika og Vestindien, hvormed Den Europæiske Union har indgået et biregionalt strategisk partnerskab, Kina, Indien og Rusland, må EU derfor fokusere endnu mere på sit eget geografiske område og på sine naboer, end det hidtil har gjort. I dette øjemed er det absolut nødvendigt at skabe synergier mellem de bilaterale og regionale forbindelser.

1.3.3 I det perspektiv forekommer det nødvendigt at fuldføre udvidelsesprocessen med Balkanlandene, der er et yderst følsomt område inden for EU, fortsætte forhandlingerne med Tyrkiet og udvikle en virkningsfuld naboskabspolitik med fokus på situationen i Middelhavsområdet og Mellemøsten.

1.3.4 Derfor bør middelhavspolitikken relanceres og gives ny fokus med nye institutioner, nye samarbejdsorganismer og tilføres tilstrækkelige midler og de rette operative instrumenter. Der skal lyttes til og følges op på de pågældende landes ønsker om demokratisering og civile fremskridt. EU har et meget vigtigt ansvar for at sikre en hurtig og udramatisk overgang til demokrati og ikke til nye diktaturer i forklædning for ikke at skuffe befolkningernes og de unges forventninger om frihed, menneskelig værdighed og social retfærdighed.

1.3.5 Til det formål er der behov for at afsætte flere EU-budgetmidler til samarbejdet med disse lande, særligt til opbygning af institutioner, økonomisk og social udvikling og skabelse af job og investeringsmuligheder i de enkelte lande.

1.3.6 EØSU synes her at kunne spille en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af aktioner og foranstaltninger af mellemfolkelig karakter og etablere faste forbindelser med de organisationer, der virkeligt repræsenterer civilsamfundet i Middelhavsområdet og Mellemøsten, og som har stået bag de aktuelle omstillingsprocesser. Sigtet hermed er at støtte dialogen mellem civilsamfundsorganisationerne og deres respektive regeringer og styrke den demokratiske inddragelse for at forsvare borgerrettighederne og retsstaten.

1.3.7 Afrika som helhed bør være det andet område, som EU prioriterer, idet sikkerheden og stabiliteten i EU i høj grad afhænger af udviklingen og demokratiets udbredelse på dette kontinent, der ligger så tæt på os. Hvis EU ønsker at sætte en stopper for de enorme og destabiliserende bølger af udvandring fra disse lande, som skyldes tørke, fødevaremangel og forarmelsen af befolkningerne i Afrika, korrupte og uærlige regimer og manglen på retfærdighed og frihed, må der handles hurtigt og effektivt, og der må indgås en pagt med det afrikanske kontinent.

1.4 Internationale organisationer

1.4.1 EU må kunne tale med én stemme i internationale fora og nå frem til kun at have én repræsentant for at fremme koordinerede og effektive aktioner. Der må desuden ske gennemgribende ændringer i disse fora for at gøre dem bedre i stand til at klare de nye opgaver og opfylde de nye behov.

1.4.2 Især bør der lægges lige stor vægt på de arbejdsrettigheder, der er fastsat i ILO's grundlæggende konventioner, og de økonomiske og frihandelsmæssige rettigheder. Også i ILO bør EU tale med én stemme.

1.4.3 EØSU mener, at EU bør spille en mere og mere aktiv rolle på dette område særligt inden for rammerne af G20 og i forbindelserne med de mest repræsentative FN-institutioner, særligt FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), hvor det bør repræsentere de fælles holdninger. I den forbindelse kan reformen af ECOSOC tænkes at bane vej for fremskridt og desuden gøre det lettere for civilsamfundet at komme til orde i dette forum.

1.4.4 EU må prioritere effektive og holdbare politikker for at beskytte euroområdet. Det må etablere instrumenter, der forhindrer konkurrence baseret på vekselkurser og som kan sætte en stopper for international spekulation, fjerne skatteparadiser, sætte gang i den økonomiske vækst og skabe beskæftigelse i form af anstændigt arbejde. Ændringen af traktatens artikel 136 er et vigtigt første skridt i den retning. Ændringen er især befordrende for et samlet Europa, idet man derigennem har sikret Kommissionens centrale rolle og inddragelsen af Europa-Parlamentet. Med andre ord er den befordrende for den demokratiske proces. Noget tilsvarende bør gennemføres på det udenrigspolitiske område (ændring af art. 24).

1.4.5 Inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer er en af forudsætningerne for at kunne forsvare og fremme de værdier, der er grundlaget for international sameksistens. EU må fremme en bred høring af EØSU, civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter med det sigte at bane vej for deres deltagelse i de internationale organisationers fremtidige styringsstrukturer.

1.5 Sikkerhedspolitikken

1.5.1 Hvad angår sikkerheds- og forsvarspolitikken skal EU's forsvarsagentur styrkes, og det permanente strukturerede samarbejde iværksættes hurtigst muligt bl.a. for at opnå nyttige synergieffekter og besparelser på de nationale budgetter og anvende de opnåede besparelser til produktive investeringer, til skabelse af nye arbejdspladser og til at nedbringe den offentlige gæld.

1.5.2 EU's aktuelle sikkerheds- og forsvarsredskaber bør kunne anvendes og anerkendes som egentlige regionale sikkerhedsredskaber.

1.5.3 EU bør på sikkerhedsområdet først og fremmest koncentrere sig om naboområderne gennem stabiliserende interventioner i kriseramte områder og gennem fredsbevarende handlinger.

1.5.4 EØSU håber i denne forbindelse, at forsvarsagenturet tager de fælles erfaringer til sig og integrerer dem i den fælles sikkerhedspolitik, ligesom det skete efter indgåelsen af St. Malo-aftalerne i 1998.

1.6 EØSU

EØSU bør kunne udfylde sin rolle og bidrage til udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens udenrigspolitik. Udvalget finder det derfor desuden hensigtsmæssigt, at det bliver bedt om at udtale sig om EU's udenrigspolitiske foranstaltninger blandt andet med henblik på at sikre gennemsigtigheden og overvågningen af initiativerne. Derfor bør der slås til lyd for alle de udtalelser, som EØSU har udarbejdet og som indeholder retningslinjer for nogle aspekter af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, eller som vedrører de samarbejdsinstrumenter, der kan få indflydelse på udenrigspolitikken (1). EØSU's arbejde på dette område kan vise sig meget effektivt, idet EØSU kan fungere som bindeled mellem medlemsstaternes indsats, EU og civilsamfundets krav.

1.6.1 Dette er nødvendigt for at sikre, at det organiserede civilsamfund inddrages, og den offentlige mening tages i betragtning, når der træffes beslutninger om international politik, som har direkte virkninger for de europæiske borgeres økonomi og liv.

1.6.2 På internationalt plan kan EØSU følge op på EU's politik, der tager sigte på at forbedre civilsamfundets rolle i forhandlingerne og i gennemførelsen af de indgåede aftaler. På baggrund af de indhøstede erfaringer og de allerede iværksatte initiativer mener udvalget, at det er nødt til dels at samarbejde med partnerne for at følge op på EU's internationale forhandlinger dels at blive inddraget i mekanismen for anvendelse og gennemførelse af de pågældende aftaler, det være sig associeringsaftaler, handelsaftaler eller andre aftaler.

1.6.3 EØSU vil navnlig inden for rammerne af høringsprocesserne og de internationale deltagelsesmandater fortsætte sin indsats for at skabe forbindelser til civilsamfundsorganisationerne i de lande og regioner, som EU's politik først og fremmest tager sigte på.

1.6.4 Det er derfor nødvendigt, at EØSU i de forskellige faser også bliver hørt af den fælles udenrigstjeneste, for at udvalget kan udfylde sin funktion på tilfredsstillende vis og i EU-borgernes interesse. Med dette for øje kunne der udarbejdes en samarbejdsprotokol mellem EØSU og EU-Udenrigstjenesten i stil med den eksisterende samarbejdsprotokol mellem Kommission og EØSU – et aftalememorandum, som fastlægger regler og procedurer for en fælles struktureret indsats.

1.7 EU's instrumenter og rolle

1.7.1 Traktatens muligheder må udnyttes, således at EU begyndende med EU-Udenrigstjenesten kan gøre sig stadig stærkere gældende i international sammenhæng ved at tale med én stemme og sikre sammenhæng i fællesskabspolitikkerne og mellem EU's og medlemsstaternes politikker og dermed undgå opsigtsvækkende splittelser, som ender med at skade EU's image.

1.7.2 Der må gøres brug af instrumenter som forstærket samarbejde inden for rammerne af udenrigspolitikken for at etablere en gruppe af lande, der kan fungere som banebryder og lokomotiv for en stadig mere integreret udenrigspolitik, og dermed lægge grunden til en stærkere og mere sammenhængende institutionel struktur til forfølgelse af de fælles målsætninger. Man kunne starte med at underskrive en udenrigspolitisk pagt, sådan som det var tilfældet i forbindelse med euroen (Rådet den 24.-25. marts 2011).

1.7.3 EØSU mener derfor, at beslutningsprocessen i EU må forbedres og gøres mere effektiv navnlig for at øge EU's synlighed internationalt. På den baggrund håber EØSU, at EU kan finde de rigtige fremgangsmåder og forslag til, hvorledes EU kan optræde med én stemme på den udenrigspolitiske scene.

1.8 Prioriteterne for den umiddelbare fremtid

1.8.1 Alle Kommissionens tjenester, der er involveret i etableringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, må bestræbe sig mest muligt på at samarbejde, således at der ikke blot tilføjes et nyt generaldirektorat til de allerede eksisterende.

1.8.2 Der skal presses på for – på grundlag af EU's forslag på G20-mødet – at få en aftale på internationalt plan, der kan hindre ny finansiel spekulation, som endnu er latent.

1.8.3 Middelhavsområdet skal sættes i centrum for omgående, konkrete EU-initiativer.

1.8.4 Det Europæiske Råds konklusioner om EU's strategiske partnerskab fra møderne den 16. september 2010 og den 24.-25. marts 2011 skal føres ud i praksis.

1.8.5 Lissabontraktatens artikel 11 må overholdes nøje i praksis, og udvalget opfordrer derfor alle institutioner til på de områder, hvor der er høringspligt, at høre EØSU og føre en tæt dialog om de temaer, der kan have direkte eller indirekte virkninger for civilsamfundet i nært samarbejde med Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

2. Baggrund

2.1 Med den nye traktat kan EU's udenrigspolitik tage et kvantespring, hvis regeringerne tillader det. EU kan således få styrket sin rolle som politisk aktør på internationalt plan. Selvom den nye traktat endnu ikke opfylder alle Unionens objektive behov, har den skabt mange forventninger i medlemsstaterne og internationalt. Det er nu, at ændringerne skal gennemføres i praksis, og det internationale samfunds forventninger skal opfyldes på passende vis, hvis EU ikke skal miste troværdighed. Dette mål vil ikke kunne opfyldes uden aktiv deltagelse og fuld inddragelse af civilsamfundet. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), som i medfør af artikel 11 i Lissabontraktaten er blevet givet fuld legitimitet til som repræsentant for det organiserede civilsamfund at bidrage til EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, skal således inddrages direkte af EU og EU-Udenrigstjenesten.

3. Den nye internationale situation

3.1 Tidligere har EU's rolle i udenrigspolitikken været ret så ubetydelig. I dag er der imidlertid flere muligheder, som bør udnyttes for at stoppe tilbagegangen. De enkelte medlemsstater bliver nemlig mere og mere marginale i forhold til de nye internationale rammer, der er i hastig og fortsat udvikling. Der er derfor behov for større solidaritet inden for Europa og en overflytning af beføjelser fra de enkelte lande til den fælles enhed, EU, hvorved man undgår den indbyrdes konkurrence mellem landene, som næsten altid er skadelig.

3.2 Mere end nogensinde tidligere står Den Europæiske Union i dag over for en lang række globale udfordringer, og det kræver større sammenhæng og enighed, hvis den skal kunne imødegå de stadig mere komplekse trusler, som er i færd med at ændre den geopolitiske balance i retning af en verden med flere poler: Der er stadig uløste konflikter eller spændte situationer i Mellemøsten, ikke mindst det stadig åbne israelsk-palæstinensiske spørgsmål, i Iran, Afghanistan, Irak, Sudan og andre steder i verden. Hele Nordafrika er sat i brand af opstande mod autoritære regimer, hvis udfald det er svært at spå om. Landenes sikkerhed er i fare på grund af forskellige globale trusler, herunder religiøs intolerance og nye atomprogrammer som det i Iran.

3.3 Fødevaresikkerhed, befolkningstilvæksten, de voksende sociale uligheder, handelsubalancer og endelig kampen om jord og sjældne metaller er eller kan blive nogle af de faktorer, der fører til ustabilitet eller opstande, og de bør takles på et tidligt stadium. Alle disse spørgsmål er relateret til globaliseringen, som dog bl.a. har givet landene nye muligheder for at bekæmpe fattigdom, arbejdsløshed, osv.

3.4 EU står over for en »nødsituation«, hvor det har »pligt« til at handle. Men det må handle hurtigere, uden forsinkelser og mere snarrådigt, end det var tilfældet i forbindelse med f.eks. euro-redningspakken, Middelhavsområdet, Mellemøsten osv. En fælles udenrigspolitik vil være et middel, der kan modvirke alle disse udviklingstendenser, og et optimalt instrument til forsvaret af EU's, dets virksomheders og borgeres interesser. EU kunne med afsæt i krisen i Middelhavsområdet lancere en fælles udenrigspolitik.

4. Motiver og mål for udenrigspolitikken og Unionens tilstand

4.1 Globaliseringen og finanskrisen har påvist og øget behovet for nye regler for finanssektoren og for en bedre europæisk og global styring, hvilket er et arbejde, som EU bør stille sig i spidsen for. Der er følgelig behov for, at medlemsstaterne koordinerer deres tiltag tæt og taler med én stemme i internationale organisationer, hvor de er repræsenteret enkeltvis, undertiden med en vægt, der overstiger deres indflydelse i international sammenhæng. Den Europæiske Unions delegationer skal kunne repræsentere EU's holdning i alle internationale institutioner (traktatens artikel 34), startende med FN's sikkerhedsråd (jf. Det Europæiske Råds beslutning af 24.-25. marts 2011).

4.2 Hvis EU skal kunne handle som én enhed, er der efter EØSU's opfattelse behov for en fælles strategisk vision for, hvordan de udfordringer og muligheder, der følger af globaliseringen, skal tackles. Der må fastlægges politiske prioriteter og interesseområder, der skal sættes ind på, og gradvist må aktionerne udvides i overensstemmelse med midler og kapacitet. I den sammenhæng er det tvingende nødvendigt, at EU udformer en strategi for alliancer i en situation med flere poler på internationalt plan. Der bør tages udgangspunkt i den transatlantiske alliance, som må styrkes ved hjælp af en fælles politisk strategi i betragtning af de gensidige forbindelser, der går langt tilbage i tiden. Dette ville bidrage til at få standset den afkøling af forholdet mellem de to sider af Atlanten, der pågår for tiden. Alt dette forpligter EU til at spille sin rolle med overbevisning og troværdighed for i praksis at fremme multipolaritet og en sund afbalancering mellem Nord og Syd og samtidig øge sit samspil med Latinamerika, Asien og især Afrika.

4.3 EU skal være mere forsigtigt i sine valg. De senere års laden hånt om civilsamfundsorganisationerne i landene syd for Middelhavet, hvor først Barcelonaprocessen og senere Middelhavsunionen har været store fiaskoer, bringer sikkerheden ved en grænse, der er af allerstørste betydning for stabiliteten i Den Europæiske Union, i fare. EU må være sig sit ansvar bevidst og søge at tackle denne komplekse problemstilling som en mulighed for at reagere på de bønner om civile, økonomiske og sociale fremskridt, der kommer fra civilsamfundet i disse lande, og arbejde for indførelsen af demokrati og retsstatsprincippet.

4.4 Disse betragtninger gælder også resten af Afrika, hvor EU ikke må overlade initiativet til Kina – det eneste land, der ekspanderer – og glemme det ansvar, det har af historiske og geografiske årsager. Det bør derfor underskrive en fælles pagt med hele kontinentet.

4.5 En mere aktiv og effektiv EU-»udenrigspolitik«, der har fungeret hidtil, er blevet realiseret med den gradvise udvidelse af grænserne mod øst og syd. Det udestår stadig at færdiggøre denne proces med de igangværende forhandlinger med Balkanlandene og Tyrkiet, som ikke kan udsættes på ubestemt tid. Tværtimod bør begge parter gå til forhandlingsbordet med et åbent sind og uden hverken forudfattede meninger eller frygt.

4.6 Ved hjælp af partnerskaber med lande eller regionale områder må de gensidige interesser tilgodeses for at sætte gang i en afbalanceret udvikling, hvor »mennesket« er i centrum for de fælles anliggender og aktioner, men samtidig må Unionens og dens borgeres strategiske interesser ikke undervurderes. EU bør til enhver tid forsvare og fremme den europæiske sociale model og lade de grundlæggende rettigheder og arbejdstagernes rettigheder være udgangspunkt for enhver aftale.

4.7 En lang række politikker har efter EØSU's opfattelse virkninger for EU's eksterne forbindelser såvel som internt i EU, hvorfor civilsamfundet nødvendigvis må spille en rolle i forbindelse hermed. Her tænkes på rettigheder, regler for finansspekulation, pengepolitikken (euroen brugt som valutareserve og som instrument for den internationale økonomiske politik), energipolitikken (der ofte anvendes som afpresning), miljøpolitikken, handelspolitikken, fødevaresikkerhed, sikkerhedspolitikken, kampen mod terrorisme, indvandringspolitikken, korruption osv.

4.8 Det er derfor vigtigt, at EU bl.a. via EØSU giver objektiv, konkret og effektiv information om sin indsats på det udenrigspolitiske område og betydningen og merværdien heraf set i forhold til den nationale indsats. Ofte er dette ikke tilfældet, eller også gives den i fordrejet form af medlemsstaterne. Det er i denne sammenhæng også særdeles vigtigt at inddrage Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

4.9 Ellers risikerer man at skabe tvivlrådighed i de europæiske befolkninger, og at de sætter spørgsmålstegn ved fordelene ved EU og dets rolle. Ofte er politikerne i de forskellige lande ikke interesseret i at udnytte det arbejde, der udføres i Bruxelles. De er mere optagede af egen overlevelse på kort sigt end i at engagere sig i et langsigtet strategisk projekt af stor rækkevidde.

4.10 Den Europæiske Union er imidlertid stadig en model for afbalanceret og bæredygtig udvikling, som skal udvides til at omfatte nabolandene, og som er baseret på principperne om retsstaten, demokrati og fredelig sameksistens. Dens brug af blød magt og transformationsdiplomati har gjort det muligt at skabe stabilitet på vort kontinent og at udbrede den demokratiske proces og velstand til mange lande gennem udvidelses- og naboskabspolitikkerne.

4.11 Men dette er dog ikke tilstrækkeligt. Det Europæiske Råd slog den 16. september 2010 fast, at Den Europæiske Union skal være en effektiv global aktør, der er rede til at tage sin del af ansvaret for den globale sikkerhed og til at gå forrest, når der skal udformes fælles responser på fælles udfordringer.

4.12 EU er fortsat den største bidragsyder til lande, der har behov for hjælp, og det bør derfor i højere grad udnytte samarbejdspolitikken. Som det fremgik af det seneste topmøde i Cancún, er EU den største handelsmagt i verden, og det er også længst fremme i sine holdninger til miljøpolitik. Det er derfor EU's ret og pligt at deltage i forreste række og stå i spidsen for udformningen af nye multilaterale regler.

4.13 FN er den højeste instans i det internationale system. Vi skal forny multilateralismen for at tackle både de politiske og økonomiske udfordringer. Der er behov for gennemgribende tiltag i alle internationale fora og for at bidrage til den omfattende fornyelse af institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO. Som krævet gennem længere tid bør man også give G20 en mere omfattende og målrettet rolle uden at skabe yderligere hierarkier med det sigte at forbedre reguleringen af de økonomiske og finansielle transaktioner.

5. Sikkerhedspolitikken

5.1 EU har udviklet en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og skabt krisestyringsværktøjer under hensyntagen til de forskellige medlemsstaters holdninger. EU skal også spille en vigtig stabiliserende rolle i sit naboskabsområde. EU skal derfor forlange, at samtlige lande bekræfter og overholder de principper, der ligger til grund for den internationale fredelige sameksistens, og have in mente, at de grundlæggende principper ikke er til forhandling.

5.2 EU har længe været direkte (eller via sine medlemsstater) involveret i forskellige militære og civile aktioner. Der er næsten tale om et globalt engagement, som til tider dog er rent symbolsk. EU's redskaber bør styrkes og bruges som egentlige regionale sikkerhedsinstrumenter, og de bør anerkendes som sådanne. EU bør handle konkret via alle sine redskaber, såsom EU-Udenrigstjenesten og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen.

5.3 EU bør på sikkerhedsområdet først og fremmest koncentrere sig om naboområdet: Østeuropa, Kaukasus, Balkan, Middelhavsområdet og Afrika med en blanding af forskellige foranstaltninger til at stabilisere kriseområderne i form af fredsbevarende aktioner, institutionsopbygning og økonomisk opbygning. Det er netop i disse områder, at civilsamfundet kan spille en vigtig rolle for at fremme en fredelig udvikling. EØSU er allerede meget aktiv og yder en værdifuld indsats i den sammenhæng.

5.4 Selv et område, hvor nationalstaterne traditionelt set har suverænitet, som sikkerheds- og forsvarspolitikken bliver stadig vigtigere for civilsamfundet og den offentlige mening i Europa på grund af de potentielle strategiske, budgetmæssige og sociale konsekvenser af de valg, der træffes i den sammenhæng.

5.5 I lyset heraf må EU og NATO uddybe deres strategiske partnerskab med henblik på bedre samarbejde om krisestyring. Den Europæiske Unions fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er et afgørende element i FUSP, men betragtes også som en integreret del af NATO's nye strategiske koncept, som blev besluttet den 20. september 2010 i Lissabon med deltagelse af NATO's og EU's øverste ledelse.

6. EØSU's rolle

6.1 Formålet med EØSU's aktiviteter på området for eksterne forbindelser er at formidle det organiserede civilsamfunds synspunkt på EU's politikker vedrørende handel, udvidelse, udvikling og udenrigspolitik.

6.2 EØSU følger konstant udviklingen i forbindelserne mellem EU og mange lande i verden, især de lande og regioner, som EU opretholder strukturerede forbindelser til, og det opretholder også forbindelser til civilsamfundene i disse områder. Der er etableret tætte forbindelser med arbejdsmarkedets parter og med andre civilsamfundsorganisationer i tredjelande med det sigte at fremsætte forslag om primært økonomiske og sociale emner, der bidrager til at styrke civilsamfundet. Der er i den sammenhæng blevet vedtaget fælles erklæringer rettet til de politiske myndigheder.

6.3 Forbindelserne til vore søsterorganisationer sker via de stående udvalg. Der findes således blandede rådgivende udvalg med kandidatlandene (Tyrkiet, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien) og med de lande, som EU har en associeringsaftale med (landende i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde). Der er nedsat kontaktgrupper med de vestlige balkanlande, Rusland, Japan og Østeuropas nabolande. Der er desuden overvågningsudvalg, der arbejder med deres søsterorganisationer på området forbindelser med Afrika, Vestindien og Stillehavet, Latinamerika og Middelhavsunionen. Civilsamfundets rundborde mødes jævnligt med de økonomiske og sociale råd i Brasilien og Kina.

6.4 EØSU har i relation til disse specifikke politikker bl.a. udfoldet vigtige aktiviteter på tre områder:

—	på det uviklingspolitiske område samarbejder EØSU regelmæssigt med Kommissionen og giver det organiserede civilsamfunds input til GD Udviklings løbende forslag, enten i form af udtalelser eller fælles anbefalinger udarbejdet i samarbejde med civilsamfundsorganisationerne i AVS-landene;

—

i forbindelse med EU's udvidelse har EØSU bidraget med sit arbejde med kandidatlandene, for hvilke det nedsætter fælles rådgivende udvalg for civilsamfundet. Disse udvalg spiller rollen som formidlere af knowhow, erfaring og oplysninger om omfanget af de fælles politikker og effektiv gennemførelse af EU-retten, og fungerer som mellemmand mellem EU og de pågældende landes samfunds- og erhvervsorganisationer;

—

i relation til handelspolitikken følger EØSU forhandlingerne, søger at garantere overvågningen af de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af de aftaler, som EU indgår, fungerer som mellemmand i de mekanismer, der er etableret på paritetisk grundlag med civilsamfundet i de pågældende lande eller regioner, og fungerer som talsmand for det organiserede civilsamfund. Dette kan ske gennem en større inddragelse i EU's forhandlinger om de internationale aftaler, som udtrykkeligt skal kræve det organiserede civilsamfunds deltagelse og fastsætte dets rolle.

6.5 EØSU har desuden til opgave at deltage i overvågningen af gennemførelsen af EU's handelsaftaler med CARIFORUM, Mellemamerika og Korea. Stigningen i antallet af handelsforhandlinger bør føre til, at denne rolle styrkes betydeligt. EØSU beskæftiger sig også med overvågning af EU's instrumenter til fremme af demokrati og menneskerettigheder og af instrumentet til fremme af det internationale samarbejde via særlige møder med Kommissionen og i samarbejde med Europa-Parlamentet, som har ret til indsigt (»droit de regard«) i forbindelse med disse instrumenter.

6.6 EØSU kan derfor yde et særligt vigtigt bidrag til at forbedre sammenhængen i EU's politikker, som har en stigende indflydelse på den internationale politik og er betinget heraf. Tænk blot på den tætte sammenhæng mellem den politik, der føres i det indre marked og på internationalt plan i økonomi og finanssektoren, den monetære sektor, energi-, miljø-, handels-, social-, landbrugs-, industrisektoren og mange andre sektorer. EØSU kan yde en særlig effektiv indsats ved at sørge for at afstemme medlemsstaternes og EU-institutionernes indsats med de behov, civilsamfundet har givet udtryk for.

6.7 EØSU mener, at disse mål bør forfølges bl.a. gennem en passende repræsentation af civilsamfundet og en effektiv indsats i de internationale organisationer begyndende med FN's Økonomiske og Sociale Råd, ILO og de økonomiske og finansielle institutioner, som for længst burde have gennemgået en gennemgribende reform, så deres struktur kan afspejle de hurtige forandringer, vi hver dag er vidner til, og så der kan sikres større gennemsigtighed i beslutningsprocessen, som ofte ikke ledsages af effektive overvågningsmekanismer.

6.8 Lissabontraktaten giver EU som helhed beføjelser til at handle i samråd med civilsamfundet, hvilket er en model, der bør formidles og fremhæves i international sammenhæng. EØSU kan på baggrund af traktatens art. 11 spille en central rolle i udenrigspolitikken i forbindelse med gennemførelse af deltagelsesdemokratiet, som er grundlaget for EU, og i forhold til borgerne være et talerør og en garant for et borgerdiplomati, bl.a. for så vidt angår gennemsigtigheden omkring initiativer. EØSU mener af disse årsager og i betragtning af sit hidtidige arbejde i international sammenhæng, at det ligesom på andre politikområder også i forbindelse med udarbejdelse og overvågning af udenrigspolitikken bør være en af de vigtigste sparringspartnere for Kommissionen, via den nye diplomatiske tjeneste (EU-Udenrigstjenesten), Europa-Parlamentet og Rådet. EØSU vil i den sammenhæng foreslå EU-Udenrigstjenesten, at der udarbejdes et aftalememorandum mellem de to institutioner med henblik på en mere struktureret inddragelse af civilsamfundet i EU's udenrigspolitik enten i form af anmodninger om udtalelser eller andre regelmæssige høringsmekanismer.

6.9 EØSU har allerede gennem længere tid været særdeles aktivt på den internationale scene og har opbygget et netværk af forbindelser til søsterorganisationer i forskellige dele af verden og gjort sig til talsmand for de principper, EU bygger på, samt fungeret som talerør for civilsamfundet i spørgsmål om økonomi, samhørighed, partnerskab, bekæmpelse af diskrimination og social ulighed.

6.10 EØSU så gerne, at der var større sammenhæng mellem de tiltag, der iværksættes af Kommissionens forskellige generaldirektorater og de forskellige EU-organer. Udvalget mener desuden, at WTO bør stille arbejdsrettighederne lige med de økonomiske og frihandelsmæssige rettigheder, så længe der er lande, som ikke anvender eller helt og holdent ignorerer de grundlæggende ILO-standarder. Konsekvenserne af disse valg rammer det europæiske samfund, virksomhederne og arbejdstagerne. Efter EØSU's mening bør EU derfor gøre sig til talsmand for en mere ambitiøs og mere retfærdig form for globalisering for at undgå, at det jobløse opsving bliver et fast element.

6.11 EØSU mener, at det organiserede civilsamfund bør inddrages mere aktivt i spørgsmål om international politik gennem en direkte kontakt til og høring fra EU-Udenrigstjenestens side. EØSU ønsker at undgå, at EU-borgerne ikke er ordentligt orienteret om de begivenheder, der påvirker dem umiddelbart.

6.12 EØSU kan i den forbindelse være behjælpelig med at bringe debatten op på europæisk plan, når der er tale om spørgsmål, der ikke længere kan løses på nationalt plan: migration, energi, nabopolitik, miljø, demografiske ændringer, korruption, sociale spørgsmål, fødevarer, handel og udvikling osv. EØSU kan desuden fastholde fokus på disse spørgsmål, også når andre presserende spørgsmål risikerer at presse dem ud af EU's dagsorden.

6.13 EØSU kan også tilbyde EU-institutionerne sin erfaring og evne til at analysere specifikke EU-politikker ud fra en ny synsvinkel, som tager udgangspunkt i de berørte sektorers specifikke interesser: fremme af den sociale økonomi i tredjelande, landmændenes interesser i den internationale fødevarehandel, civilsamfundets rolle i udviklingspolitikken, international vandforvaltning, international handel med landbrugsprodukter inden for rammerne af WTO, små virksomheder, social samhørighed, regional integration osv.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Jf. f.eks. »Den fornyede Lissabonstrategis eksterne dimension« (EUT C 128 af 18.5.2010, s. 41-47), »Regional integration med henblik på udvikling i AVS-landene« (EUT C 317 af 23.12.2009, s. 126-131), »Bæredygtighedsvurderinger og Den Europæiske Unions handelspolitik« (EUT C 218 af 23.7.2011, s. 14-18), »EU's instrument for udviklingssamarbejde: det organiserede civilsamfunds og arbejdsmarkedsparternes rolle« (EUT C 44 af 11.2.2011, s. 123-128 og »Det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder« (EUT C 182 af 4.8.2009, s. 13-18.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/63

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag

KOM(2011) 121 endelig — 2011/0058 (CNS)

2012/C 24/12

Ordfører: Joachim WUERMELING

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 6. april 2011 under henvisning til artikel 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag

KOM(2011) 121 endelig — 2011/0058 (CNS).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 4. oktober 2011

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober 2011, følgende udtalelse med 137 stemmer for, 22 imod og 15 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1 EØSU støtter planerne om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) som et stort og vigtigt skridt på EU's indre marked. Fuldførelsen af det indre marked kræver en mere vidtgående harmonisering af grundlaget for selskabsbeskatningen.

1.1.1 Kommissionens direktivforslag er vellykket, fordi FKSSG skaber . Alt i alt gør de foreslåede regler det muligt at opkræve selskabsskatten på grundlag af økonomiske resultater, undgå forvridninger og forebygge omgåelser. Med hensyn til detaljerne i direktivforslaget er det imidlertid nødvendigt at foretage såvel en yderligere konkretisering som enkelte ændringer.

1.1.2 De fleste i EU som f.eks. en begrænset grænseoverskridende udligning af tab, en kompliceret beregning af afregningspriser, dobbeltbeskatning og ulige behandling af driftssteder og datterselskaber inden for EU alt afhængigt af deres placering inden for eller uden for de nationale grænser, kan reduceres eller endda fjernes vha. FKSSG.

1.1.3 EØSU forventer, at direktivforslaget allerede på mellemlangt sigt vil resultere i, at de betydeligt for virksomhedernes vedkommende, samtidig med at medlemsstaternes forvaltningsmæssige omkostninger nedbringes.

1.1.4 FKSSG medfører . Med FKSSG vil virksomhedernes beslutninger på det indre marked ikke længere blive truffet ud fra skattemæssige overvejelser. FKSSG fremmer dermed retfærdige og bæredygtige konkurrencevilkår og har en positiv indvirkning på .

1.2 EØSU erkender, at der er en bekymring for, at følgevirkningerne af FKSSG vil være en , en begrænsning af handlefriheden på skatteområdet, en nedgang i skatteindtægterne eller andre utilsigtede forhold. Særligt er der en fare for, at EU med en FKSSG-model for 27 medlemsstater ikke vil have de nødvendige strukturer til at reagere hurtigt på globale skatteændringer og -incitamenter (f.eks. på området F&U) i en stærkt omskiftelig og konkurrencepræget global økonomi, hvilket kan resultere i færre direkte udenlandske investeringer.

1.2.1 Inden for rammerne af FKSSG må der også tages passende højde for bekymringerne vedrørende en begrænsning af den skattemæssige suverænitet og lavere skatteindtægter. I en tid, hvor de offentlige budgetter er under et betydeligt pres i hele EU, er det altafgørende, at medlemsstaternes indtægter ikke påvirkes unødigt negativt, og at medlemsstaterne er i stand til at vurdere, hvordan nationalregnskabet vil blive påvirket. Det står for deres andel af skattegrundlaget. Imidlertid kan erhvervspolitiske foranstaltninger i skattelovgivningen kun træffes på europæisk niveau for FKSSG's vedkommende. Der er en alvorlig bekymring for, at dette vil gøre EU mindre fleksibel og konkurrencedygtig i konkurrencen om direkte udenlandske investeringer, hvilket vil resultere i, at investeringerne i stedet går til lande som Schweiz eller Singapore.

1.2.2 Det er svært at vurdere, om og i hvilket omfang FKSSG vil have negative for virksomhedernes valg af etableringssted, idet selskabsbeskatningen kun er en af flere vigtige faktorer, som indgår i denne beslutningsproces. , at der gennemføres en på dette område.

1.2.3 Skattegrundlaget er bredere funderet end det nuværende gennemsnit i medlemsstaterne. Dette resulterer i første omgang i højere skatteindtægter. Derimod kan den grænseoverskridende tabsudligning resultere i et lavere skattetryk. EØSU er af den opfattelse, at forskydningerne vil udlignes over en årrække, og udvalget mener i enkelte medlemsstater.

1.2.4 EØSU mener, at måde. Derfor støtter EØSU, at direktivet skaber mulighed for, at medlemsstaterne tilpasser skattesatserne på en måde, som resulterer i, at skattetrykket hverken øges eller formindskes.

1.2.5 I den aktuelle debat er det i sagens natur skattepolitiske og skattesystemrelaterede spørgsmål, som dominerer. EØSU giver imidlertid Europa-Parlamentet og medlemsstaterne det råd, at de ved den samlede bedømmelse af initiativet også bør lægge vægt på de økonomiske fordele, som et FKSSG giver for alle medlemsstater med etableringen af frie og retfærdige konkurrencevilkår på skatteområdet.

1.2.6 ville blive mere gennemskuelige med FKSSG. EØSU mener ikke, at FKSSG ville fjerne nationale skattesatsers betydning for virksomhedernes valg af etableringssted, idet skattesatserne også vil være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat efter indførelsen af FKSSG. I den nuværende skattekonkurrence handler det hovedsageligt om at overføre udbytte og tab til medlemsstater, der har et forholdsvist lavt eller højt beskatningsniveau. Med FKSSG ville skattekonkurrencen være koncentreret om de faktorer, som indgår i formlen for opdeling af skattegrundlaget.

1.3 i forskellige medlemsstater (»konsolidering«) EØSU som kernen i FKSSG-bestemmelserne. Kun en sådan konsolidering kan fjerne de eksisterende problemer vedrørende afregningspriser, muliggøre en skatteneutral omstrukturering i hele EU og imødegå dobbeltbeskatningsproblemet. Idet konsolideringen udgør den vigtigste økonomiske fordel ved FKSSG, bør det fælles beskatningsgrundlag fra starten omfatte dette element.

1.4 Set i lyset af FKSSG's anvendelsesområde fastholder udvalget ikke længere sit krav om en umiddelbar obligatorisk anvendelse af FKSSG, men kan også . På længere sigt bør FKSSG imidlertid være obligatorisk. I første omgang ved overskridelse af en bestemt tærskel. En vedvarende fakultativ anvendelse af FKSSG ville resultere i en betydelig forvaltningsbyrde for medlemsstaterne på permanent basis, idet de ud over det nye FKSSG-system ville være nødsaget til at håndtere det hidtidige selskabsskattesystem.

1.5 EØSU bifalder, at FKSSG ifølge forslaget kan anvendes af , og uafhængigt af om virksomhederne har grænseoverskridende aktiviteter eller kun arbejder nationalt. skaber muligheden for et FKSSG , fordi de større efterlevelsesomkostninger, der er et resultat af grænseoverskridende aktiviteter, reduceres betydeligt. Dette gælder imidlertid ikke for de mange små og mellemstore virksomheder, der som interessentskaber og enkeltmandsvirksomheder ikke er underlagt selskabsbeskatning.

1.6 Undgåelse af dobbeltbeskatning af indtægter optjent uden for EU gennem en principiel anvendelse af fritagelsesmetoden bifaldes af udvalget, og denne model bør videreudvikles. En

1.7 Hvad angår de enkelte bestemmelser er der til dels et . Dette er nødvendigt for at og dermed anvendelse af . Der mangler i særlig grad definitioner, og der anvendes ikke tilstrækkeligt konkrete juridiske begreber. Dette udgør en risiko for den ensartede anvendelse.

1.8 EØSU anser introduktionen af »one-stop-shops« til fastsættelse af beskatningsgrundlaget for at være nyttig, først og fremmest med henblik på at forenkle skatteprocedurerne for de små og mellemstore virksomheder og sikre en ensartet anvendelse af reglerne over for de skattepligtige, men dette forudsætter en prioritering af samarbejdet mellem medlemsstaterne, som ikke findes på nuværende tidspunkt, især ikke når det gælder automatisk overførsel af information om konsolideringsomfanget. EØSU bemærker imidlertid, at der eksisterer en betydelig risiko for tvister mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder og hovedskattemyndigheden, hvad angår anmodninger om en udtalelse fra den kompetente myndighed, indtægtsrevisioner og fordelingsformlen.

1.9 EØSU mener, at Kommissionen bør genoverveje den foreslåede fordelingsordning. Det foreliggende forslag, hvorunder faktoren for omsætning efter bestemmelsessted, aktivfaktoren og arbejdsfaktoren gives lige stor vægt, kan favorisere medlemsstater med et større forbrug blot på grund af deres størrelse, og det forhold, at intellektuelle ejendomsrettigheder næsten ikke medregnes i formlen, gør, at ordningen bygger på en forældet vision for den moderne europæiske økonomi, hvilket ikke vil stimulere eller understøtte udviklingen af en intelligent økonomi.

1.10 EØSU mener, at det fremmer konvergens i skattelovgivningen, når to eller flere medlemsstater indleder projekter om at harmonisere selskabsskattegrundlaget. Sådanne initiativer bør imidlertid tilrettelægges, så de hverken skaber nye hindringer for den europæiske harmonisering eller på forhånd forsøger at fastlægge betingelser for et projekt, der vedrører samtlige EU-lande.

2. Forslagets indhold og baggrund

2.1 Kommissionen vedtog den 16. marts 2011 et forslag til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) (KOM(2011)121/4; IP/11/319). For øjeblikket skal virksomhederne beregne skattegrundlaget på baggrund af reglerne i op til 27 forskellige nationale systemer. Dette indebærer en betydelig forvaltningsmæssig byrde, først og fremmest for mindre og mellemstore virksomheder, og fører til konkurrenceforvridninger på det indre marked.

2.2 Med FKSSG skal i EU, som modvirker gennemførelsen af det indre marked, fjernes eller i det mindste reduceres:

—	De forvaltningsmæssige omkostninger ved skatteberegning (»skattemæssige efterlevelsesomkostninger«) reduceres væsentligt.

—	Det komplicerede spørgsmål om fastsættelsen af afregningspriser internt i en virksomhed bliver irrelevant, idet den skattemæssige behandling vil være ens over alt.

—	Grænseoverskridende tab kan modregnes.

—	Problemet med dobbeltbeskatning løses på en ensartet måde i hele Europa.

2.3 Kommissionen anslår, at FKSSG på årsbasis vil gøre det muligt for virksomhederne i EU at spare efterlevelsesomkostninger på 700 mio. EUR, yderligere 1,3 mia. EUR vha. konsolideringen samt op til 1 mia. EUR ved grænseoverskridende aktiviteter. Derudover skal FKSSG gøre EU mere attraktiv for udenlandske investorer.

2.4 Efter direktivets udarbejdelse afhænger det i sidste ende af medlemsstaternes afgørelser vedrørende skattesatsernes højde, om indførelsen af et FKSSG får negative konsekvenser for omfanget af skatteindtægter. Ifølge Kommissionens modelberegninger er der set over en årrække ingen grund til at forvente lavere skatteindtægter, særligt fordi FKSSG i gennemsnit er bredere funderet end det beregningsgrundlag, der følger af nationale regler.

2.5 I tilfælde af en grænseoverskridende udligning af tab ville skattegrundlaget imidlertid tendentielt blive reduceret. En reduktion af efterlevelsesomkostningerne og bedre vilkår for investorer fra tredjelande bør i det mindste delvist udligne dette.

2.6 er reglerne om anvendelsesområdet for FKSSG, fastsættelse af skattegrundlagene, grænseoverskridende udbytteudligning (»konsolidering«), fordeling af skatteindtægter medlemsstaterne imellem og en central kvikskranke for virksomhederne.

2.7 er begrænset til selskabsskattepligtige juridiske personer i EU. FKSSG gælder dermed ikke for interessentskaber, fysiske personer og investeringsfonde.

2.8 De berørte virksomheder kan vælge at blive beskattet under FKSSG-systemet (artikel 6 i direktivforslaget), som de i starten er bundet til i fem år, herefter i tre (artikel 105 i direktivforslaget).

2.9 Direktivforslaget indeholder samtlige regler for den fastsættelse af . Forslaget indeholder ingen henvisning til bestemte regler for regnskabsaflæggelse, selvom principperne for de handelsretlige IFRS-standarder (internationale regnskabsstandarder) nævnes i enkelte bestemmelser. Fastsættelsen af den skattepligtige indkomst tager udgangspunkt i en resultatopgørelse og svarer til den internationalt set gængse praksis.

2.10 som vælger FKSSG (»konsolidering«). Dette er for øjeblikket kun muligt i begrænset omfang eller slet ikke, hvilket er en betragtelig skatteretlig ulempe for de virksomhedsenheder, der befinder sig uden for det nationale etableringssted.

2.11 Det personelle anvendelsesområde omfatter principielt alle selskaber, der er hjemmehørende i EU, samt faste driftssteder, der er beliggende i EU. Datterselskaber inddrages, hvis moderselskabet ejer over 50 % af stemmerettighederne og over 75 % af kapitalandelene. Til det saglige anvendelsesområde hører alle de indtægter, der realiseres af koncernmedlemmer. Det territoriale anvendelsesområde er begrænset til Den Europæiske Union.

2.12 Den efter harmoniserede regler beregnede fortjeneste allokeres på grundlag af størrelsen (målt ud fra arbejde, aktiver og omsætning) af de (økonomiske) resultater på de enkelte medlemsstater, hvor virksomheden har aktiviteter. Fordelingen sker på basis af en formel, som bygger på tre faktorer for værditilvækst (arbejde, omsætning og aktiver). Der tages højde for særlige karakteristika (hos f.eks. finansinstitutter og forsikringsselskaber i den finansielle sektor) gennem en tilpasning af disse faktorer. I hver medlemsstat fastlægges skattens konkrete omfang gennem anvendelse af de nationale skattesatser på de tildelte overskudsandele.

3. Generelle bemærkninger

3.1 EØSU om et FKSSG som en vigtig foranstaltning til overvindelse af skattemæssige hindringer i det indre marked: dobbeltbeskatning falder væk, ulige behandling af driftssteder i det indre marked fjernes, grænseoverskridende tab kan udlignes og problemet med afregningspriser bortfalder.

3.2 EØSU har allerede tidligere udtalt sig til fordel for, at der etableres frie og retfærdige konkurrencevilkår til fremme af grænseoverskridende aktiviteter, også inden for skattelovgivningen (1). Udvalget udtalte sig senest udførligt om emnet »Indførelse af et fælles konsolideret grundlag for selskabsbeskatning i EU« (2) den 14. februar 2006. .

3.3 Imidlertid fremlægger Kommissionen et bevismateriale, som peger i to forskellige retninger. Mens konsekvensanalysen på den ene side nævner en undersøgelse fra Deloitte, som viser, at efterlevelsesomkostningerne, i det specifikke tilfælde hvor en multinational koncern etablerer et nyt datterselskab i en anden medlemsstat, kan falde med mere end 60 %, vurderes det i en PWC-undersøgelse af et udvalgt antal etablerede multinationale koncerner, at efterlevelsesomkostningerne kun vil falde med 1 %. I en anden undersøgelse fra Ernst and Young anslås det, at efterlevelsesomkostningerne vil stige med 13 % som følge af at de ekstraudgifter, som er forbundet med at forberede og udfylde skatteopgørelsen og den dermed forbundne administration, vil veje tungere end de forventede besparelser, der følger af det reducerede behov for fastsættelse af afregningspriser. Skattemyndighedernes forvaltningsmæssige omkostninger vil stige pga. behovet for at administrere såvel et nationalt system som FKSSG-modellen.

3.4 Direktivforslaget medfører for virksomhedernes vedkommende en og medlemsstaternes forvaltningsmæssige omkostninger nedbringes, selvom der i første omgang vil være omkostninger forbundet med omstillingen.

3.5 . For nærværende træffes virksomhedsrelaterede afgørelser i EU ikke udelukkende på grundlag af konkurrencemæssige kriterier. Tværtimod er det ofte overvejelser om »skattemæssig optimering«, der er afgørende: f.eks. investeres der i forskning der, hvor udgifterne er fradragsberettigede, eller risikobetonede aktiviteter gennemføres der, hvor tab kan trækkes fra i skat. Det er i modstrid med den grundlæggende ide bag det indre marked, at virksomhedernes afgørelser træffes under påvirkning af skattemæssige aspekter, og det har negative konsekvenser for vækst og skabelse af nye arbejdspladser.

3.6 EØSU erkender i den forbindelse, at mange – først og fremmest de nationale parlamenter i ni medlemsstater (3), som er af den opfattelse, at forslaget ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet – har givet udtryk for deres bekymring for, at følgevirkningerne vil være en begrænsning af den nationale suverænitet, en begrænsning af handlefriheden på skatteområdet, en nedgang i skatteindtægterne eller andre utilsigtede forhold.

3.6.1 Der er korrekt, at medlemsstaterne med erhvervspolitisk målsætning over for virksomheder, der har valgt FKSSG-modellen, idet beskatningsgrundlaget fastlægges på europæisk plan. På den anden side kan sådanne foranstaltninger til forbedring af konkurrenceevnen og skabelse af arbejdspladser dermed træffes på europæisk niveau med positive konsekvenser for hele det indre marked, uden at der etableres forskellige rammebetingelser for de enkelte virksomheder.

3.6.2 På mellemlang og lang sigt kan FKSSG medføre en , der er blevet placeret i bestemte lande som følge af nationale skattemæssige incitamenter. I praksis skal FKSSG netop forebygge sådanne konkurrenceforvridninger, der opstår som følge af skatteretlige incitamenter. Alligevel mener EØSU, at Kommissionen bør undersøge disse aspekter nærmere inden for rammerne af en , således at EU-institutionerne og andre involverede aktører bedre kan vurdere følgevirkningerne.

3.7 Medlemsstaternes ved FKSSG-modellen, idet medlemsstaterne frit kan fastsætte beskatningsniveauet for den andel af skattegrundlaget, som tilfalder dem. Det er skattegrundlaget og ikke skattesatserne, som harmoniseres med FKSSG. Medlemsstaterne kan som hidtil fastsætte deres nationale skattesatser ud fra deres budgetpolitiske præferencer. I en overgangsperiode kan der imidlertid være tale om lavere skatteindtægter, der kun kan korrigeres for kommende perioder gennem en forhøjelse af skattesatserne.

4. Særlige bemærkninger

4.1 Med direktivforslaget har Kommissionen taget et »stort skridt fremad«, som dog . Alt i alt gør de foreslåede regler det muligt at opkræve selskabsskatten på grundlag af de økonomiske resultater, undgå forvridninger og forebygge omgåelser.

4.2 EØSU bifalder, at FKSSG ifølge direktivforslaget kan anvendes af og uafhængigt af, om virksomhederne har grænseoverskridende aktiviteter eller kun arbejder nationalt – og dette uanset det faktum, at direktivforslaget er først og fremmest møntet på virksomheder og koncerner, som har grænseoverskridende aktiviteter. Direktivforslaget vil også gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at udvide deres aktiviteter på grænseoverskridende vis, idet FKSSG giver betydelige omkostningsmæssige fordele set i forhold til beskatningen efter flere nationale systemer. For små og mellemstore virksomheder, der er etableret som kapitalselskaber, skaber muligheden for FKSSG fordele. Dette gælder imidlertid ikke for de mange små og mellemstore enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber, der ikke er underlagt selskabsbeskatning.

4.3 Med udgangspunkt i denne vurdering fastholder udvalget ikke længere sit krav om en umiddelbar obligatorisk anvendelse af FKSSG, men er fortaler for en i indkøringsfasen. På længere sigt bør FKSSG være obligatorisk. I første omgang ved overskridelse af en bestemt tærskel for virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter. En vedvarende fakultativ anvendelse af FKSSG ville resultere i en betydelig forvaltningsbyrde for medlemsstaterne på permanent basis, idet de ud over det nye system FKSSG ville være nødsaget til at håndtere det hidtidige selskabsskattesystem.

4.4 Sammenlægningen af alle koncernmedlemmers enkeltstående resultater (»«) udgør det centrale element i fjernelsen af skattemæssige hindringer på det indre marked og . Kun vha. denne konsolidering sikres følgende fordele: grænseoverskridende udligning af tab, fjernelse af problemer vedrørende afregningspriser, mulighed for en skatteneutral virksomhedsstruktur i hele EU, undgåelse af dobbeltbeskatning og ligebehandling af datterselskaber og driftssteder i EU. Konsolideringen bifaldes derfor uden forbehold. Den må betragtes som den »store« løsning set i forhold til en »lille« løsning i form af et fælles selskabsskattegrundlag uden konsolidering.

4.5 Med definitionen af det fastlægges FKSSG's anvendelsesområde på hensigtsmæssig vis. Den fastlæggelse af det personelle anvendelsesområde, der er sket på grundlag af formelle kriterier, har den fordel, at disse kriterier er lette at håndhæve, kontrollere og mindre nemme at omgå. Set fra virksomhedernes synspunkt er kriterierne praktisk gennemførlige og skaber retssikkerhed. Dette gælder kun i begrænset omfang for reglerne vedrørende ind- og udtrædelse af en koncern. Den brede definition af det saglige anvendelsesområde, der kræver inddragelse af alle indkomster, er fornuftig med henblik på at undgå afgrænsningsproblemer. Også et territorialt anvendelsesområde, der omfatter Den Europæiske Union, er hensigtsmæssigt. En mere vidtgående inddragelse af indkomster, der er optjent på globalt plan, ville på grund af manglende globale skatteregnskabsregler kræve meget omstændelige afstemninger.

4.6 På grund af den konkrete økonomiske dimension anser EØSU på medlemsstaterne med udgangspunkt i værditilvækstsfaktorerne arbejde, aktiver og omsætning for at være mere hensigtsmæssig end en beregning på grundlag af makroøkonomiske nøgletal.

4.6.1 Den . Skatteydernes muligheder for at tilskrive faktorerne til medlemsstater med den laveste skattesats begrænses betydeligt af, at der anvendes flere faktorer. Anvendelsen af alternative fordelingsmetoder kræver entydige afgrænsningsregler og en særlig begrundelse. Disse er nødvendige for eksempelvis den finansielle sektor (banker og forsikringsselskaber) på grund af de specifikke forretningsmodeller.

4.6.2 Der er imidlertid en for, at de enkelte medlemsstater , og at summen af alle tildelte andele dermed bliver større eller mindre end den samlede indkomst, der reelt skal fordeles. Resultatet ville være en kædebeskatning eller lempeligere beskatning af den samlede indkomst, der er til fordeling. Dette må Kommissionen imødegå vha. en hurtig offentliggørelse af gennemførelsesretsakter.

4.6.3 Hvad angår under , er der behov for en mere præcis afgrænsning med henblik på det økonomiske ejerskab og den reelle anvendelse, og det bør overvejes, hvordan intellektuelle ejendomsrettigheder kan medregnes. Ved den todelte er en fordeling efter antal beskæftigede enkel og praktisk, men kan vise sig at blive problematisk, særligt når en aktivitet udføres »under tilsyn og ansvar« af et koncernmedlem. En overskudsfordeling på grundlag af faktoren arbejde kan ifølge undersøgelser have negative økonomiske konsekvenser for arbejdsmarkedet. Inddragelsen af sociale og pensionsrelaterede ydelser indebærer set i lyset af de forskellige socialsikringssystemer i EU en risiko for yderligere konflikter mellem medlemsstaterne. er markedsorienteret og kan uberettiget virke til fordel for store medlemsstater blot på grund af deres størrelse. Man bør overveje at lade den udgå af fordelingsformlen eller give den en anden vægt.

4.7 Skattegrundlaget er bredere funderet end det nuværende gennemsnit i medlemsstaterne. Dette resulterer i første omgang i højere skatteindtægter. Derimod kan den grænseoverskridende tabsudligning resultere i et lavere skattetryk. EØSU mener, at måde. Derfor støtter udvalget, at direktivet skaber mulighed for, at medlemsstaterne tilpasser skattesatserne på en måde, som resulterer i, at skattetrykket hverken øges eller formindskes.

4.8 Den valgte er baseret på internationale standarder, særligt standarderne i 25 ud af 27 medlemsstater. EØSU mener, at dette er hensigtsmæssigt. Direktivforslaget indeholder ingen henvisning til de handelsretlige regler for regnskabsaflæggelse ifølge IFRS, idet FKSSG er et regelværk til selvstændig skatterelateret udbytteberegning. Imidlertid genfindes de IFRS-principper, som er blevet videreudviklet siden begyndelsen af det langvarige FKSSG-projekt, i enkelte bestemmelser.

4.9 Hvad angår de enkelte bestemmelser er der i nogle tilfælde et . Dette er nødvendigt for at undgå en fragmentering forårsaget af den nationale anvendelse. Der mangler i særlig grad definitioner, og der anvendes ikke tilstrækkeligt konkrete juridiske begreber (som f.eks. økonomisk gode eller anskaffelses- og forarbejdningsomkostninger). Manglende detailregulering af enkelte sektorer, herunder behandlingen af finansielle indtægter eller utilstrækkeligt detaljerede bestemmelser f.eks. ved definitionen af den økonomiske ejer, udgør en fare for .

4.10 Der kan sættes spørgsmålstegn ved indføjelsen af en generel i den valgte form. Ifølge direktivforslaget lades kunstige transaktioner, der udelukkende gennemføres for at undgå beskatning, ude af betragtning ved beregning af skattegrundlaget (artikel 80 i direktivforslaget). Anvendelsen og fortolkningen af en sådan generel misbrugsklausul vil skabe betydelige vanskeligheder, idet misbruget ifølge Domstolens retspraksis skal bevises i hvert enkelt tilfælde.

4.11 EØSU bifalder, at man undgår ved at sådanne indtægter principielt fritages fra skat. På den måde beskattes EU's virksomheder kun på det udenlandske marked. EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen foreslår, at man afviger fra dette princip i tilfælde af en lav udenlandsk skat. EØSU mener, at der kan stilles spørgsmålstegn ved ved en for lav udenlandsk skat, idet dette ikke kun skal omfatte arrangementer, der har karakter af misbrug men også normale forretningsaktiviteter.

4.12 Muligheden for at foretage hensættelser begrænses efter EØSU's opfattelse i for vid udstrækning.

4.12.1 Hensættelser er begrænset til sagsforhold, som udelukkende er begrundet i retlige forpligtelser. Dette udelukker . EØSU mener ikke, at dette kan retfærdiggøres set ud fra et økonomisk synspunkt, idet de økonomiske resultater og dermed den skattepligtige fortjeneste også begrænses af formueudgifter, der skyldes økonomiske forhold.

4.12.2 Hvad angår hensættelser som følge af retlige forpligtelser skal , præciseres. Kriterierne for et troværdigt skøn er heller ikke fastlagt i tilstrækkeligt omfang. På grund af den manglende konkretisering forbliver detaljerne vedrørende behandlingen af tabshensættelser uklare. Heller ikke pensionshensættelser nævnes i forslaget, men der må tages højde for disse. I modsat fald ville selvvurderingsreglen være overflødig.

4.12.3 Med hensyn til de i EU-retten anerkendte indeholder direktivforslaget ingen yderligere konkretisering og heller ingen delegation af gennemførelsesbestemmelser til Kommissionen. Der er blot medtaget en særlig bestemmelse om fradragsretten for forsikringstekniske hensættelser i forsikringsselskaber, hvor medlemsstaterne tildeles en valgmulighed med hensyn til, om fradrag skal tillades eller ej for udjævningshensættelser.

4.12.4 Der er i særlig grad brug for yderligere detaljerede regler for med henblik på at tage passende højde for de risikospecifikke særpræg (set i lyset af finanskrisen). Der mangler i særlig grad detaljerede regler for behandlingen af derivater og for leasing. Derudover vil det efter alt at dømme være nødvendigt at indarbejde en bestemmelse, der tager højde for enten fradrag af banktekniske hensættelser (generelle bankrisici) eller værdiforringelserne ved finansielle aktiver. Direktivforslaget bør på linje med særreglen for forsikringsområdet indeholde detaljerede bestemmelser for den finansielle sektor.

4.13 Det er hensigtsmæssigt ikke at tillade, at selskabsskatten selv og lignende afgifter kan trækkes fra. Imidlertid skal der endnu en gang ses med kritiske øjne på oversigten over ikke-fradragsberettigede nationale skatter i bilag III til artikel 14 i direktivforslaget om FKSSG. Således kan forsikringsafgiften, hvor det kun er den skat der opkræves i indlandet, som ikke skal kunne trækkes fra, ikke sammenlignes med selskabsskatten. Eftersom forsikringsafgiften betales på forsikringspræmien og registreres af forsikringsselskaberne som en indtægt, bør det også være muligt at trække denne fra som en driftsudgift.

4.14 Set i lyset af ønsket om lige vilkår på beskatningsområdet virker fastlæggelsen af hensigtsmæssig, idet et frit valg ville betyde for vidtgående skønsbeføjelser. Dermed er det ikke uproblematisk, at der undtagelsesvist kan anvendes aftalte rentesatser.

4.15 Forslaget giver mulighed for . Dette er hensigtsmæssigt. Teknikken for puljeafskrivninger giver virksomhederne mulighed for selvfinansiering. Med en afskrivningssats på kun 25 % ville størsteparten af afskrivningsbeløbet imidlertid først være modregnet ved tidspunktet for genanskaffelsesinvesteringen. Derfor bør afskrivningssatsen for puljeafskrivning forhøjes i passende omfang.

4.16 Begrænsningen af uplanlagte afskrivninger på ikke afskrivningsberettigede anlægsaktiver, der er faldet varigt i værdi, lægger for store begrænsninger på fradrag for tab. Derudover mangler der en nødvendig konkretisering af en situation, hvor et aktiv »er faldet varigt i værdi«. Der kan ikke foretages ekstraordinære fradrag for aktiver, hvor provenuet fra afhændelsen er fritaget. Dette vedrører f.eks. andele i kapitalselskaber. Dette kan have negative konsekvenser for holding- og venturekapitalselskaber.

4.17 EØSU anser introduktionen af »one-stop-shops« til fastsættelse af beskatningsgrundlaget for at være nyttig, først og fremmest med henblik på at forenkle skatteprocedurerne for de små og mellemstore virksomheder og sikre en ensartet anvendelse af reglerne over for de skattepligtige, men dette forudsætter en prioritering af samarbejdet mellem medlemsstaterne, som ikke findes på nuværende tidspunkt, især ikke når det gælder den effektive kontrol af konsolideringsomfanget (selskaber, datterselskaber, faste driftsteder), som ændrer sig fra år til år. Automatisk overførsel af information bør blive reglen, sådan som det er tilfældet med moms i EU.

4.18 Det skal fremhæves, at al kommunikation med skatteforvaltningen fremover vil ske mellem et såkaldt hovedskattesubjekt i koncernen og den hovedskattemyndighed, som hovedskattesubjektet hører ind under. Dermed vil afstemningen med forskellige nationale skattemyndigheder bortfalde. EØSU bifalder den dermed forbundne reduktion af den bureaukratiske byrde for de skattepligtige og skatteforvaltningerne.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse: »Skattepolitik i EU – Prioriteringer for de kommende år« – EFT C 48 af 21.2.2002, s. 73.

(2) Sonderende udtalelse efter anmodning fra Kommissionen, EUT C 88 af 14.4.2006, s. 48.

(3) I henhold til artikel 6 i protokol (nr. 2) om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet fremsendte de nationale parlamenter i Bulgarien, Irland, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet, Sverige, Nederlandene og Det Forenede Kongerige begrundede udtalelser til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

BILAG

til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Følgende ændringsforslag blev forkastet under afstemningen, men opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne:

Punkt 1.4

Ændres som følger:

»1.4

Set i lyset af FKSSG's anvendelsesområde fastholder udvalget ikke længere sit krav om en umiddelbar obligatorisk anvendelse af FKSSG, men kan også bakke op om en model baseret på frivillighed i indkøringsfasen. På længere sigt bør FKSSG imidlertid være obligatorisk. I første omgang ved overskridelse af en bestemt tærskel En vedvarende fakultativ anvendelse af FKSSG ville imidlertid resultere i en betydelig forvaltningsbyrde for medlemsstaterne på permanent basis, idet de ud over det nye FKSSG-system ville være nødsaget til at håndtere det hidtidige selskabsskattesystem.«

Dette ændringsforslag blev forkastet med 70 stemmer for, 90 imod og 15 hverken for eller imod.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/70

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet

KOM(2011) 169 endelig — 2011/0092 (CNS)

og Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: Mere intelligent energibeskatning i EU: Forslag til revision af energibeskatningsdirektivet

KOM(2011) 168 endelig

2012/C 24/13

Ordfører: Eric PIGAL

Rådet besluttede den 29. april 2011 under henvisning til artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet

KOM(2011) 169 endelig — 2011/0092 (CNS)

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: Mere intelligent energibeskatning i EU: Forslag til revision af energibeskatningsdirektivet

KOM(2011) 168 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 4. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 158 stemmer for, 4 imod og 13 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Konklusioner

1.1.1 På et tidspunkt, hvor en lang række medlemsstater er ved at udforme deres strategier til at komme ud af den økonomiske og finansielle krise, frembyder revisionen af energibeskatningsdirektivet en vifte af muligheder for at forene de miljømæssige og økonomiske målsætninger. Denne revision giver de medlemsstater, der ønsker det, mulighed for at omdanne en del af skatten på arbejdskraft eller kapital til en afgiftsform, som i overensstemmelse med Europa 2020-strategien opmuntrer til en adfærd, der er både miljøvenlig og fremmer energieffektiviteten.

1.1.2 Europa kan ikke stille sig tilfreds med de målsætninger, som EU har fastsat på energiområdet. Nu bør EU skabe forudsætningerne for at opfylde disse målsætninger. For at opnå dette, er det nødvendigt at sende et stærkt »prissignal«. Dette er et effektivt, om end ikke det eneste middel, som kan skabe en mentalitets- og adfærdsændring.

1.1.3 Omarbejdningen af energibeskatningsdirektivet (EBD) er unægteligt et fremskridt i forhold til den oprindelige version. Indførelsen af to faktorer til måling/beskatning af energi, gør direktivet mere præcist og relevant. CO2-afgiftsfaktoren er et godt supplement til EU-emissionshandelsordningen (EU ETS).

1.1.4 Med udgangspunkt i de to beskatningsfaktorer skal de fleste energiformer behandles/beskattes på lige fod på grundlag af deres CO2-emission og energiindhold. Opmærksomheden skal imidlertid henledes på, at elektricitet ikke ligestilles med de øvrige energiformer.

1.1.5 Uanset hvor hårdt det umiddelbart må virke, så er prissignalet i form af høje afgifter på brændstoffer med til at forberede de europæiske energiforbrugere på uundgåelige mangelsituationer og restriktioner. Dette sker gennem fremme af investeringer og en intensivering af indsatsen for at opnå energibesparelser, udvikle de vedvarende energikilder og gøre dem mere attraktive, øge modstandskraften mod oliekriser osv.

Derimod trænger dette prissignal, som er forbundet med afgifterne, ikke igennem, når det gælder brændsel til opvarmning, og vil måske heller ikke gøre det efter omarbejdningen af EBD. Dermed nyder forbrugerne ikke fordel af investeringer i energibesparende foranstaltninger for brændsel til opvarmning og rammes hårdt af de uforudsigelige markedsudsving.

1.1.6 Hvis forbrugerne fik større incitament til at spare på brændslet, ville det også komme virksomhederne i sektoren til gode, idet det ville fremskynde fornyelsen af udstyret og resultere i nye markedsmuligheder.

1.1.7 De industrisektorer, som forbruger meget energi, og som ikke tidligere faldt ind under EBD's anvendelsesområde, er nu med rette blevet genindlemmet heri.

Visse andre sektorer er imidlertid stadig helt eller delvist fritaget. Det gælder f.eks.:

—	landbrug, byggeri og offentlige arbejder

—	offentlig transport og transport for de væbnede styrker, affaldsindsamling, den offentlige administration

—	ambulancer (men ikke taxier), lufttransport, søtransport inden for EU

—	elektricitet forbrugt af husholdningerne osv.

Det er vanskeligt at se logikken i alle disse undtagelser, ikke mindst fordi de forplumrer budskabet for dem, som ikke nyder godt af dem.

1.1.8 I modsætning til hvad der står i Kommissionens meddelelse, udstikker det nye energibeskatningsdirektiv ingen rammer, tager ikke stilling, giver ikke engang nogen henstillinger med hensyn til medlemsstaternes anvendelse af en del af eller hele provenuet fra den nye afgiftsordning til at nyorientere udbuddet mod nye teknologier eller renere energi.

1.1.9 EØSU kan imidlertid ikke undgå at bemærke, at EBD er med til at udvikle det indre marked ved at sigte mod og muliggøre en harmonisering af energiafgifterne.

1.2 Henstillinger

1.2.1 Udvalget støtter Kommissionens indsats, som er rettet mod at opfylde Europa 2020-strategiens målsætninger. Omarbejdningen af EBD er helt klart et skridt i den rigtige retning, idet den bl.a. tager sigte på at:

—	opmuntre til bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse

—	beskytte det indre marked og fremme væksten

—	gøre det muligt at reducere arbejdskraftomkostningerne og budgetunderskuddene.

1.2.2 EØSU beklager imidlertid, at omarbejdningen af EBD ikke er mere ambitiøs og kohærent. Kommissionen har således, endnu inden teksten har været fremlagt (og dannet grundlag for forhandlinger) i Rådet, taget initiativ til at indføje undtagelser eller fravigelser i teksten, som enten har til formål at undgå at genere visse medlemsstater eller at imødekomme andre.

I den kommende forhandlingsproces i Rådet risikerer Kommissionen at stå uden nogen manøvremuligheder, ud over endeligt og med stor risiko at udvande selve ånden i omarbejdningen, således som den er blevet fremlagt.

1.2.3 Der kan forventes fodslæberi og endda modstand fra medlemsstaterne. Udvalget mener imidlertid, at EU, og mere specifikt Kommissionen, bør være i stand til at pålægge medlemsstaterne foranstaltninger, især når visse af medlemsstaterne oplever, at der på nationalt niveau blokeres for de beslutninger, der er nødvendige for at nå de mål på EU-niveau, som alle er enige om.

1.2.4 Kommissionen bør i øvrigt forberede sig på og modstå den forventede lobbyindsats fra dem, som ønsker at undgå enhver forandring ved at slå på »mulige meromkostninger« eller »farlige tab af konkurrenceevne«. Selv om Kommissionen naturligvis skal opmuntre medlemsstaterne til at tage højde for visse følsomme om end sjældne situationer, bør den også holde fokus rettet mod de europæiske energimål og fremhæve de strategiske fordele ved innovation inden for vedvarende energi samt den afledte jobskabelse og vækst, den øgede livskvalitet osv.

1.2.5 Udvalget foreslår, at Kommissionen for at afbøde medlemsstaternes forventede tøven udformer foranstaltninger, som kan ledsage de påtvungne ændringer, og så vidt muligt indarbejder dem i den foreslåede tekst. Denne strategi er efter udvalgets opfattelse at foretrække frem for indrømmelser givet forud for forhandlingerne med medlemsstaterne, ikke mindst fordi den vil give forbrugerne mulighed for bedre at forberede sig på de ønskede omstillinger.

2. Indledning

2.1 Resumé

2.1.1 Den behandlede tekst er ikke et nyt direktiv, men en omarbejdning af energibeskatningsdirektivet (EBD). Omarbejdningen ventes at træde i kraft den 1. januar 2013. Det er samme dag, som EU's emissionshandelsordning (ETS) går ind i sin tredje fase.

2.1.2 For hver enkelt form for brændstof eller brændsel indfører det reviderede direktiv to beskatningsfaktorer, hver med sit mål:

—	afgifter knyttet tilCO2-emissioner, som har til formål at reducere forureningen med drivhusgasser

—	afgifter, som er baseret på produkternes energiindhold, og som, uafhængigt af hvilket energiprodukt der anvendes, har til formål at nedbringe energiforbruget.

2.1.3 For motorbrændstoffer:

—	2013, CO2-afgiften vil være på 20 euro pr. ton CO2

—	2018, energiafgiften vil være på 9,6 euro pr. gigajoule.

2.1.4 For opvarmningsbrændsler:

—	2013, CO2-afgiften vil være på 20 euro pr. ton CO2

—	2013, energiafgiften vil være på 0,15 euro pr. gigajoule.

2.1.5 Der mindes om, at det nuværende energibeskatningsdirektiv ligesom forslaget til omarbejdning indfører minimumsafgiftssatser. Det står således medlemsstaterne frit for at fastsætte højere afgifter, hvilket de fleste af dem i øvrigt gør.

2.2 Baggrund

2.2.1 Dette forslag til omarbejdning er det seneste i en række af direktiver, der tidligere er blevet udarbejdet og vedtaget. Det gælder bl.a.:

—	2003/96/EF: direktiv om energibeskatning, som skal revideres

—	2003/87/EF: direktiv om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, hvori der også fastlægges en definition af drivhusgasser (EU ETS)

—	2009/29/EF: direktiv om ændring af kvoterne for drivhusgasemissioner fra 2013

—	2006/32/EF: direktiv om energieffektivitet; definition af NCV (1) i bilag II

—	2009/28/EF: direktiv, som omtaler bæredygtighedskriterierne, bl.a. for så vidt angår brændstoffer og brændsel, som er fremstillet af biomasse.

2.2.2 Ud over at diskutere forslaget om revision af EBD baserer nærværende udtalelse sig også på de supplerende oplysninger i meddelelsen (2) og det notat (3), som Kommissionen har udarbejdet.

2.2.3 Det er vigtigt at lægge mærke til, at Kommissionens indsats for at gennemføre denne EU-politik er i tråd med den internationale situation, der har stor indvirkning på en række områder som eksempelvis:

— Lovgivningen: Chicago-konventionen sætter strenge, bindende begrænsninger for beskatning af luftfart.

— Markedet: Forskning har gjort det muligt at udvinde skiferolie. Denne opdagelse har gjort, at man kan udnytte nye kilder og derved øge udbuddet af fossil energi. Den har også vendt op og ned på naturgasmarkedet; prisen på naturgas på verdensmarkedet er faldet drastisk, hvilket har gjort andre former for energi – bl.a. vedvarende energi – mindre attraktive.

— Strategi: Begivenhederne i Nordafrika og Mellemøsten påvirker i høj grad ikke blot prisen på brændstof, men også medlemsstaternes indstilling til de berørte energiformer.

— Miljø: Der skal tages højde for Kyoto-aftalen og forhandlingerne i Cancun, og om nødvendigt bør EU's strategi og politikker justeres.

— Den offentlige mening: Begivenhederne i Fukushima illustrerede, i hvor høj grad den offentlige mening kan blive påvirket af en begivenhed, der var lige så alvorlig, som den var uventet. Det kan medlemslandene og EU ikke sidde overhørige i forbindelse med deres strategier og beslutninger. Tværtimod må de hurtigst muligt indrette deres politikker herefter.

2.2.4 Det er således spørgsmålet, hvordan problematikken omkring beskatning af energi skal indgå i en international sammenhæng:

—	hvilken referencepris skal EU i mangel af en global aftale fastsætte for CO2?

—	tanken om en international og generel afgift fortjener også at blive nævnt.

2.3 Kronologi

2.3.1 Det tidligere direktiv (2003/96/EF) var konsekvensen af et forslag fra Kommissionen i 1996. Langvarige forhandlinger i Rådet førte til omfattende ændringer af dette forslag for at tage højde for nationale særtræk. Ændringerne bestod i, at der blev foreslået en meget progressiv gennemførelse med bl.a. overgangsperioder, undtagelser og andre dispensationer. Endelig i 2003 blev direktivforslaget fra 1996 vedtaget.

2.3.2 Dets gennemførelse i medlemsstaterne, udviklingen på energimarkedet og erkendelsen af energiforbrugets påvirkning af miljø og klima har sat fokus på direktivets svagheder og på, hvordan det kan forbedres (jf. nedenfor).

2.3.3 Arbejdet med at revidere dette direktiv blev påbegyndt i 2005. Et første forsøg med fokus på erhvervsmæssig brug af dieselolie blev påbegyndt i 2007, men nåede ikke frem til Rådet. Det Europæiske Råd anmodede i sine konklusioner fra marts 2008 om et nyt forslag til revision, hvilket var angivet som en prioritet for Kommissionen i den årlige vækstundersøgelse 2011.

Kommissærkollegiet vedtog den 12. april 2011 forslaget til omarbejdning af bestemmelserne i energibeskatningsdirektivet.

3. Generelle bemærkninger

3.1 Omarbejdningen af EBD-direktivet sigter først og fremmest på at opfylde EU's nye prioriteter, således som de defineres i Europa 2020-strategien bl.a. gennem:

—	bekæmpelse af klimaforandringer

—	prioritering af bæredygtig vækst

—	grønnere og mere konkurrencedygtig økonomi

—	deltagelse i en afgiftsharmonisering

—	nedsættelse af skatten på arbejde

—	hjælp til lavindkomsthusstande

—	finanspolitisk konsolidering i medlemsstaterne.

3.2 Den er også et svar på 20-20-20-målene i EU's klima- og energistrategi 2013-2020:

—	reducere udledningen af drivhusgasser med 20 %

—	dække 20 % af EU's energiforbrug med vedvarende energi i 2020

—	øge energieffektiviteten med 20 %.

3.3 Derudover har omarbejdningen til formål at rette op på svagheder eller udfylde huller i det tidligere EBD:

—	de aktuelle minimumssatser gælder forbruget generelt og tager ikke hensyn til hverken energiværdi eller forurening

—	dette resulterer i en adfærd, som strider mod EU's mål; f.eks. ved at opmuntre til anvendelse af kul og straffe vedvarende energi

—	EBD i sin nuværende form indeholder ikke nogen incitamenter til fremme af anvendelsen af alternative energiformer; ethanol er således den energiform, som er hårdest beskattet

—	utilstrækkelig koordination mellem EBD og EU ETS medfører dobbeltbeskatning eller manglende beskatning, alt efter hvilken sektor der er tale om.

3.4 Denne omarbejdning tager højde for ydre forpligtelser:

—	omstruktureringen og moderniseringen af afgiftssystemerne

—	den økonomiske krise, som har indskrænket medlemsstaternes råderum og øget presset på budgetterne

—	de første håndgribelige og målelige konsekvenser af klimaforandringerne

—	internationale spændinger, som skaber uro og bekymring på det internationale energimarked.

3.5 Endelig skal omarbejdningen afpasses visse indre forpligtelser:

—	undgå, at energiafgifterne virker diskriminerende eller medfører konkurrenceforvridninger mellem virksomhederne i de forskellige medlemsstater

—	og omvendt begrænse forvridningen som følge af manglende harmonisering af energibeskatningen i Europa.

4. Specifikke bemærkninger

4.1 De væsentligste elementer

4.1.1 Som nævnt i indledningen er forslagets vigtigste punkt (artikel 1) definitionen af to beskatningsfaktorer. Endvidere er de beregnede satser ifølge forslaget (artikel 4) minimumssatser, som medlemsstaterne har lov til at overskride, og som vil blive taget op til fornyet vurdering hvert tredje år.

4.1.2 Forslagets andet vigtige punkt er, at medlemsstaterne (i artikel 4, stk. 3) som noget nyt forpligtes til at anvende de samme afgiftssatser på alle produkter med samme anvendelse (motorbrændstof eller brændsel til opvarmning), beregnet ud fra deres CO2-emission og deres energiindhold.

4.1.3 I det oprindelige direktiv blev minimumsafgiftssatserne fastsat pr. produkt (og en given anvendelse), men uden at knytte de forskellige produkter sammen.

4.1.4 Med denne ændring er medlemsstaterne nødt til at foretage en ny beregning af deres (nationale) afgiftsniveauer med henblik på at sikre, at de overholder de samme proportioner som dem, der er defineret for de europæiske minimumsafgiftssatser (jf. tabel A, B og C i det reviderede energibeskatningsdirektivs bilag I).

4.1.5 Denne forpligtelse gælder både motorbrændstoffer og brændsel til opvarmning. Den vil gælde fra 2013, for så vidt angår brændsel til opvarmning, og fra 2023, når det gælder motorbrændstoffer. Formålet med denne forsinkelse er at tage højde for de store forskelle, der findes mellem medlemsstaterne.

4.1.6 Da minimumsafgiftssatserne for elektricitet angives i en separat tabel (tabel D), gælder kravet om proportionalitet og tilpasning af afgiftsniveauerne imidlertid ikke elektricitet.

4.1.7 Med hensyn til elektricitet opkræves energiafgiften fortsat hos den endelige forbruger (»ved strømstikket«) for at undgå dobbeltbeskatning – dvs. både på produktions- og på forbrugstidspunktet.

4.1.8 Da forbrug af strøm ikke medfører udledning af CO2, kan CO2-afgiften kun pålægges elproducenterne. Store anlæg friholdes af EBD, da de er omfattet af EU's emissionshandelsordning.

Strøm fra kernekraftværker beskattes ikke i forhold til CO2 (ingen emissioner), men på grundlag af energiforbruget.

4.1.9 For at integrere direktiv 2003/87/EF om kvoter for drivhusgasemissioner og undgå enhver form for overlapning foreslås det i det omarbejdede direktiv (artikel 14, stk. 1, litra d)), at energiprodukter, som anvendes til aktiviteter, der er omfattet af EU's emissionshandelsordning, fritages for CO2-afgifter. Samtidig falder aktiviteter, som ikke indtil nu har været omfattet af EU's emissionshandelsordning, nu inden for EBD's anvendelsesområde.

4.2 Specifikke sektorer

4.2.1 Forslaget tager endvidere højde for, at der i nogle sektorer er risiko for carbon leakage (artikel 14a), og det foreslås, at der indtil 2020 ydes en afgiftsgodtgørelse for alle berørte anlæg. Denne godtgørelse beregnes ud fra det gennemsnitlige årlige forbrug af energiprodukter i en given referenceperiode.

4.2.2 Aktiviteter, som indtil nu har været fritaget for afgifter (artikel 2), falder fra nu af ind under direktivets anvendelsesområde, enten på grundlag af CO2-komponenten eller energiindholdet.

4.2.3 Med hensyn til differentierede afgiftssatser (artikel 5) er den eneste ændring, at taxier ikke længere omfattes af denne bestemmelse.

4.2.4 Lufttransport (undtagen privat) og søtransport (undtagen privat lystsejlads) inden for EU er undtaget fra bestemmelserne i EBD.

4.2.5 Motorbrændstoffer kan beskattes som brændsel (artikel 8) i følgende specifikke sektorer:

—	landbrug, havebrug, fiskeopdræt og skovbrug

—	stationære motorer

—	byggeri, ingeniørarbejder og offentlige arbejder

—	køretøjer uden tilladelse til brug på offentlig vej.

4.2.6 Hvad landbruget og dets udledning af CO2 angår, har Kommissionen til hensigt (artikel 14a) at analysere, om det drejer sig om en sektor, som berøres af carbon leakage. I så fald vil Kommissionen bemyndige medlemsstaterne til at yde en afgiftsgodtgørelse til landbrugsbedrifterne.

Med hensyn til beskatning af energiindholdet vil Kommissionen endvidere (artikel 15, stk. 3) tillade en fuldstændig fritagelse, hvis landbrugssektoren kan komme med en modydelse inden for energieffektivitet. Det er op til de enkelte medlemsstater at vurdere, hvordan dette skal fortolkes.

4.2.7 Biobrændstoffer (artikel 16) beskattes ikke længere som de fossile brændstoffer. Den generelle energiafgift (på energiindholdet) finder anvendelse.

4.2.8 Der er imidlertid forskel, når det gælder CO2-afgiften. Ikke alle biobrændstoffer er vedvarende energikilder. Nogle af dem kan udlede mere CO2, end de forbruger. Vedvarende biobrændstoffer pålægges ikke denne afgift, da deres udledning principielt betragtes som værende lig nul. Ikke-vedvarende biobrændstoffer pålægges CO2-afgift på samme måde som de konventionelle energiprodukter.

4.2.9 Indtil 2023 kan medlemsstaterne fortsat anvende særlige afgiftssatser, der er lavere end EBD's minimumsafgiftssatser.

4.2.10 Hvad angår forbruget af brændsel til opvarmning og elektricitet i husholdningerne (samt i velgørende organisationer) bevarer medlemsstaterne (artikel 15, stk. 1, litra h)) retten til at yde en – enten fuld eller delvis – fritagelse.

5. Det europæiske økonomiske og sociale udvalgs holdning

5.1 De grundlæggende elementer i EBD

5.1.1 Det, at der vil blive anvendt to faktorer til beregning af energiafgifterne, er unægteligt et fremskridt i forhold til det tidligere direktiv. For det første opfylder det to af Europa 2020-strategiens mål, nemlig reduktion af henholdsvis CO2-emissionerne og energiforbruget.

For det andet betyder det, at man mere præcist (end med kun et enkelt kriterium) vil kunne måle de negative virkninger af energiforbruget i form af forurening og overforbrug af verdens reserver.

5.1.2 Forslaget til revision af EBD indfører en CO2-afgift på nationalt niveau i hver enkelt medlemsstat. Der mindes om, at der allerede findes en anden mekanisme på europæisk niveau, nemlig køb af kvoter inden for rammerne af EU's emissionshandelsordning.

Et anlæg, som falder ind under EU's emissionshandelsordning, vil ikke derudover kunne pålægges afgift som følge af EBD, men vil være fritaget herfor. EBD forhindrer således dobbelt CO2-beskatning ved de to ordninger. Omvendt gør EBD det muligt at anvende et skatteinstrument, som også dækker små anlæg, der indtil nu på grund af deres ringe størrelse ikke har været omfattet af EU ETS.

EØSU støtter dette forslag om at integrere emissionshandelsordningen i EBD, for derigennem rettes der op på det forhold, at 50 % af CO2-emissisionerne fra brændstoffer og brændsler ikke omfattes af EU ETS.

5.1.3 Visse energiformer forurener mere end andre. Energiformer med større energitæthed giver mulighed for et større forbrug. Den rimelige balance mellem de forskellige energikilder, som det reviderede direktiv lægger op til, er dermed i princippet kohærent og retfærdig.

Den medfører imidlertid store afgiftsstigninger for visse energiformer, der i øjeblikket er lavere beskattet i nogle medlemsstater. Det mest slående eksempel er dieselolie, som burde pålægges en højere minimumsafgiftssats end benzin, da dieselolien har en CO2-udledning, der er en smule højere, men især fordi dieseloliens energiindhold er højere. I mange medlemsstater er situationen imidlertid den stik modsatte. Da dieselolie beskattes lavere og er billigere end benzin, har bilparken en overvægt af køretøjer med dieselmotorer.

5.1.4 Udvalget er enigt i Kommissionens analyse, hvoraf det fremgår, at eftersom dieselolie er betragteligt billigere end benzin, forstyrres markedet for raffinering i øjeblikket af, at efterspørgslen efter dieselolie er stor, mens efterspørgslen efter benzin er lille. Højere afgifter på dieselolie kan dermed ikke undgå at genoprette balancen.

5.1.5 EØSU advarer imidlertid også Kommissionen om, at det i høj grad kan skabe forstyrrelse på bilmarkedet og øge husholdningernes byrde til biltransport, hvis der vendes op og ned på prisforskellen mellem benzin og dieselolie. Også her bør der være tale om en gradvis overgang.

5.1.6 Paradoksalt nok har de høje afgifter på motorbrændstoffer beskyttet forbrugerne mod oliekriser. Således får den høje pris forbruget til at falde præventivt, og de høje afgifter reducerer den andel af brændstoffets pris, som er følsom over for markedsudsving (chok).

5.1.7 I flere årtier har producenterne kunnet investere i F&U, og det er lykkedes dem at reducere motorernes brændstofforbrug. På trods af de tilbagevendende oliekriser har transportsektoren aldrig været lammet.

5.1.8 Med baggrund i denne analyse noterer EØSU sig, at CO2-afgiften er den samme for motorbrændstoffer og brændsel til opvarmning. Den vil være 20 euro pr. ton CO2, eller hvad der svarer til 0,0533 euro pr. liter for alle dieselolier (hvad enten det er til opvarmning eller ej).

Det er imidlertid overraskende, at den generelle energiafgift:

—	for motorbrændstoffer er på 9,6 euro pr. gigajoule, svarende til 0,316 euro pr. liter dieselolie

—	og for brændsel til opvarmning er så lav som 0,15 euro pr. gigajoule, svarende til 0,0054 euro pr. liter fyringsolie.

5.1.9 Derfor mener EØSU, at energiafgiften på brændsel til opvarmning bør gøres mærkbar for forbrugerne, hvilket den umuligt kan være, når den er på 0,0054 euro pr. liter!

EØSU henstiller, at afgiften forhøjes gradvist, men mærkbart med henblik på at:

—	tage hensyn til forbrugernes uundgåelige behov for opvarmning

—	reducere forbruget af brændsel til opvarmning

—	berettige de økonomiske aktørers investeringer i energiinnovation i boliger og industrien (således som bilfabrikanterne har gjort det).

5.2 Undtagelser og fravigelser fra EBD

5.2.1 Fem medlemsstater tillader lavere afgifter på erhvervsmæssig brug af dieselolie (lastbiler, busser, taxier osv.) end på privates brug heraf. Revisionen af EBD sætter en stopper for denne mulighed og pålægger medlemsstaterne at genoprette balancen.

Forureningen fra dieselolie er den samme, uanset hvordan olien anvendes (erhvervsmæssigt eller privat), og det giver god mening og er navnlig i overensstemmelse med principperne i 2020-strategien at gøre en ende på denne afgiftslempelse Desuden viser den eksponentielle udvikling af vejtransport, som overvejende anvender diesel, at det er nødvendigt at tilskynde til at sætte en stopper for denne tendens eller endda knække kurven og reducere lastvognstrafikken.

Den samlede effekt af de to foranstaltninger, som vil føre til en forhøjelse af afgifterne på dieselolie (en genopretning af balancen i forhold til benzin (jf. ovenfor) og en afskaffelse af muligheden for afgiftslempelse for erhvervsmæssig brug), vil imidlertid i visse medlemsstater føre til store stigninger i prisen på dieselolie. Visse stærkt organiserede og mobiliserbare brancher vil kunne forventes enten at lægge pres på deres nationale regeringer eller at iværksætte omfattende sociale aktioner.

EØSU advarer derfor Kommissionen om farerne ved alt for omfattende eller hurtige forandringer og om, at medlemsstaterne uundgåeligt vil være tilbageholdende. Udvalget foreslår således, at der planlægges ledsageforanstaltninger for på den ene side at leve op til Europa 2020-strategiens krav og på den anden side at opmuntre medlemsstaterne til at støtte revisionen af EBD.

5.2.2 Medlemsstaterne skal sikre sig, at de beskatter alle energiformer retfærdigt og proportionelt med deres udledning af CO2 og deres energiindhold (jf. ovenfor). Elektricitet underlægges imidlertid ikke dette krav om lige vilkår.

EØSU undrer sig over denne undtagelse og opfordrer Kommissionen til at justere sit forslag, således at elektricitet betragtes på samme måde som de øvrige energiformer.

5.2.3 Aktiviteter, som i det tidligere direktiv var fritaget for energiafgifter, skulle nu være ligestillet med de øvrige aktiviteter og dermed beskattet på samme måde efter CO2-udledning og energiindhold.

Fritagede aktiviteter var: metallurgiske aktiviteter og kemisk reduktion, elektrolyseprocesser, elektrointensive virksomheder (hvor elomkostningerne udgør mere end 50 % af produktionsomkostningerne) samt aktiviteter i forbindelse med produktion af ikke-metalholdige mineralske produkter (cement, glas, kalk osv.).

Ved denne ændring viser forfatterne til det reviderede direktiv en klar kohærens: Dels beskattes alle forurenende eller energiintensive aktiviteter uden undtagelse, dels opmuntres der for så vidt angår alle disse aktiviteter til investeringer med henblik på at nedbringe deres energimæssige virkninger.

EØSU kan derfor kun støtte, at man således søger at genskabe retfærdighed og kohærens. Udvalget er imidlertid bekymret over de sociale og økonomiske virkninger af de pågældende aktiviteter. Det foreslår derfor, at der også her planlægges ledsageforanstaltninger med henblik på at:

—	hjælpe disse sektorer med at investere og/eller tilpasse sig

—	sikre, at de overlever og forbliver i EU.

Desuden sætter udvalget spørgsmålstegn ved, hvad der reelt vil blive konsekvensen af denne ændring, som består i at lade disse aktiviteter falde ind under EBD's anvendelsesområde, mens de aktiviteter, som hører ind under EU ETS, straks fjernes igen.

Endelig spørger EØSU sig selv, om der ikke kunne være en risiko for carbon leakage fra aktiviteter, der tidligere har været fritaget. EU's emissionshandelsordning omfatter beskyttelsesmekanismer, som kunne være en kilde til inspiration for EBD.

5.2.4 Medlemsstaterne vil fortsat have lov til at anvende differentierede afgiftssatser for stort set alle aktiviteter, hvor dette tidligere var tilladt. At lade den lokale offentlige transport nyde godt af dette vil imidlertid helt sikkert ikke få den til at investere i nedbringelse af forureningen eller reduktion af brændstofforbruget. Til gengæld vil denne opretholdelse kunne retfærdiggøres ved, at det kan være et middel til at opmuntre borgerne til at benytte offentlig, snarere end privat transport.

EØSU er imidlertid ikke sikker på, at det er berettiget at opretholde undtagelsen til fordel for affaldsindsamling, ambulancer, den offentlige forvaltning, handicappede, de væbnede styrker osv.

Derfor henstiller udvalget til, at forslaget ændres, således at de udmærkede grunde til at udelukke taxier fra at nyde godt af differentierede afgiftssatser også kommer til at finde anvendelse på andre transportformer.

5.2.5 Med udgangspunkt i samme analyse som for de differentierede afgiftssatser undrer EØSU sig over, hvad der kan være grunden til at fritage luft- og søtransport inden for EU fra EBD.

5.2.6 Selv om luft- og søtransport i fremtiden, alene på grund af deres CO2-emission, skulle kunne falde ind under EU's emissionshandelsordning, er EØSU bekymret over, at disse to brancher, som er storforbrugere af energi, ikke pålægges afgifter på energiforbrug.

Som følge af internationale konventioner kan disse to transportformer ikke beskattes af »energiindholdet«. Udvalget foreslår derfor, at der forhandles på globalt niveau med henblik på at få tilnærmet disse konventioner til europæisk lovgivning.

5.2.7 EØSU sætter også spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at medlemsstaterne får ret til at fritage (bl.a.) husholdningerne fra afgifter på brændsel til opvarmning og elektricitet.

Som følge af denne mulighed sættes hele resten af EBD's kohærens på spil. Princippet i EBD er således, at man går ud fra, at prissignalet får de berørte aktører til at reducere deres CO2-emission og energiforbrug. Hvorfor skulle husholdningerne, som har et stort forbrug af energi, ikke forstå dette budskab?

EØSU anbefaler derfor, at denne mulighed for at fritage husholdningerne for afgift på brændsel til opvarmning fjernes fra forslaget, idet der dog tages hensyn til særlige ulemper, som måtte gælde for forbrugerne på lokalt eller nationalt plan.

5.2.8 Revisionen af EBD sikrer af hensyn til kohærensen, at aktiviteter, der indtil nu har været friholdt, nu atter falder inden for direktivets rammer, og at erhvervsmæssig brug af dieselolie ikke mere får særbehandling i forhold til privat brug.

Men når det nu er tilfældet, hvordan forklarer man så, at andre sektorer (f.eks. landbrug, byggeri, offentlige arbejder osv.) fortsat nyder særbehandling, idet de beskattes af motorbrændstoffer efter de satser, der gælder for brændsel, og som jo er meget lavere? Dette kan især undre, da disse sektorer burde gå forrest med et godt eksempel. I kraft af deres aktiviteter og deres synlighed er de centrale for forbedringen af den fysiske planlægning og boligmassen.

5.2.9 EØSU kan godt undre sig over, hvad der kan retfærdiggøre denne undtagelse. Der kan ikke være tale om hverken økonomiske, sociale eller miljømæssige grunde. Udvalget er bekymret for, at denne tilgang kan bruges til at bremse eller blokere for gennemførelsen af det nye EBD under påskud af, at den virker vilkårlig og diskriminerende.

5.2.10 Særligt hvad angår landbrugssektoren vil EØSU gerne advare Kommissionen om, at det reviderede EBD er temmelig uklart, og at medlemsstaterne vil kunne kræve præciseringer og sikkerhed, inden de godkender dette forslag.

Der er behov for en afklaring om:

—	årsager, som kunne retfærdiggøre en særdeles fordelagtig særbehandling af landbruget, der ville stride imod de principper og prissignaler, som ligger til grund for EBD, og imod den indsats, som kræves af andre sektorer, der har lige så vanskelige kår

—	processen og vurderingskriterierne vedrørende dels risikoen for carbon leakage og dels den foreslåede modydelse for energieffektivitet.

5.3 De forskellige aspekter af EBD

5.3.1 Det nye EBD kan ikke være en enkel og ensartet løsning. Energipolitikken i EU er mere end nogen andre steder flerdimensionel og kompleks. Den kræver enten en kombination af flere løsninger eller en kompleks løsning.

EØSU noterer sig imidlertid, at forfatterne til det reviderede direktiv har anstrengt sig for at forenkle principper, mål og gennemførelse.

5.3.2 Samtidig indgår det omarbejdede EBD, som det fremgår af ovenstående, i et komplekst og righoldigt sæt af lovgivningsmæssige rammer. Det indeholder i øvrigt en lang række henvisninger til andre tekster og direktiver. Hele denne gensidige afhængighed mellem de forskellige tekster betyder, at man undgår, at de samme oplysninger gentages igen og igen i flere forskellige direktiver.

Energiområdet og miljøområdet udvikler sig imidlertid hele tiden. Muligheden for at ajourføre koderne i nomenklaturen (artikel 2, stk. 5) illustrerer dette. Derudover kan enhver ændring i en referencetekst have en uventet eller uønsket betydning for andre tekster.

EØSU foreslår for det første, at de tekster, der henvises til, indgår i bilagene. Endvidere bør man, hvor dette er relevant, gøre det klart, om visse elementer i bilagene kan fastfryses for at sikre, at der er kohærens i det fremtidige EBD.

5.3.3 I beregningen af minimumssatsen indgår ifølge artikel 4 »den samlede byrde (…) i form af alle indirekte afgifter«, herunder altså rent nationale foranstaltninger som f.eks. visse medlemsstaters CO2-afgift. Anvendelsesområdet for afgifterne og de fritagelser for CO2-afgiften, medlemsstaterne vælger at tillade, kan imidlertid afvige fra de fritagelser for denne afgift, som EBD tillader.

Efter EØSU's opfattelse kunne Kommissionen godt præcisere, at de to CO2-afgifter bør lægges sammen af medlemsstaterne, i det øjeblik direktivet gennemføres i den nationale lovgivning.

5.3.4 Revisionen er koncentreret om energiafgifter. Kommissionen anerkender i øvrigt, at EBD ikke dækker medlemsstaternes anvendelse af afgiftsprovenuet som følge af EBD.

Europa 2020-strategien prioriterer bæredygtig vækst med henblik på en mere ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig økonomi.

EØSU undrer sig over, at det fremtidige EBD ikke omfatter konkrete foranstaltninger med henblik på at sikre, at medlemsstaterne gør en fælles og samordnet indsats for at skabe en mere bæredygtig, grøn og konkurrencedygtig økonomi. F.eks. kunne følgende foranstaltninger overvejes:

—	sociale foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen og nedbringelse af arbejdskraftomkostningerne

—	foranstaltninger til fremme af teknologisk udvikling i sektoren for vedvarende energi

—	foranstaltninger med henblik på finanspolitisk konsolidering i medlemsstaterne.

5.3.5 CO2-emissioner angives i ton. Energiindholdet angives i gigajoule (GJ). Det enkelte energiprodukts minimumsafgiftssats beregnes i forhold til dets CO2-emission og energiindhold. Disse minimumssatser skal omdannes til den sædvanlige fakturerings- og beskatningsenhed – typisk liter for brændstoffer og visse brændselsformer, kilowatt/time (kWh) for elektricitet osv. Denne konvertering kræver, at Kommissionens tjenestegrene foretager en beregning. De regler og hypoteser, som ligger bag disse beregninger, forklares imidlertid ikke, hvorfor repræsentanter for medlemsstaterne ikke har mulighed for at nå til de samme resultater.

EØSU minder om, at det er nødvendigt at harmonisere disse omregningsmetoder, og foreslår derfor, at teksten beskriver de anvendte metoder og enheder, som så vidt muligt bør tilnærmes de enheder, der anvendes til beskatning i medlemsstaterne.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) NCV: Nedre brændværdi for energiprodukter og elektricitet.

(2) KOM(2011) 168 endelig.

(3) Notat 11/238.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/85

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om onlinespil i det indre marked«

KOM(2011) 128 endelig

2012/C 24/20

Ordfører: Stefano MALLIA

Kommissionen besluttede den 24. marts 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog om onlinespil i det indre marked

KOM(2011) 128 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 3. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, med 126 stemmer for, 4 imod og 4 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1 Gennem høringen om grønbogen forsøger Kommissionen at få et bedre indblik i sektoren for onlinespil, som er i kraftig vækst, grænseoverskridende af karakter og karakteriseret ved, at medlemsstaterne har oprettet forskellige nationale ordninger.

1.2 EØSU bemærker, at der er en række målsætninger, som er fælles for alle EU's medlemsstater. Disse kan beskrives som følger: kampen mod ulovlige spilleaktiviteter, forbrugerbeskyttelse, opretholdelse af den offentlige orden og finansiering af almennyttige aktiviteter (velgørende formål).

1.3 Forbrugerbeskyttelse er et område, hvor EU kan skabe merværdi for borgerne. EU bør etablere en EU-ramme i form af EU-forbrugerbeskyttelseslovgivning, som forpligter alle operatører med en EU-licens. På den måde vil der blive skabt minimumsstandarder for forbrugerbeskyttelse. Nationale regeringer skal imidlertid stadig have ret til at fastsætte højere standarder for forbrugerbeskyttelsen på deres nationale markeder, hvis de ønsker det, og et af formålene med den lovgivning, der indføres i medlemsstaterne, bør være at forebygge og behandle ludomani.

1.4 Bekæmpelse af svig, hvidvaskning af penge, id-tyveri og andre kriminelle aktiviteter kræver et styrket samarbejde medlemsstaterne imellem på EU-niveau. EØSU opfordrer til etablering af en formaliseret samarbejdsstruktur på EU-plan mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder. Mere specifikt bør hver medlemsstat oprette en liste over operatører med EU-licens i det pågældende land og direktivet om hvidvaskning af penge (1) bør udvides fra kasinoer til andre onlinespil, hvilket vil give de nationale myndigheder større beføjelser til at bekæmpe kriminelle aktiviteter.

1.5 Spillemuligheder kan føre til ludomani. EØSU opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse i hele EU, der skal tegne en detaljeret profil af ludomanifænomenet, hvorefter der bør træffes passende foranstaltninger, herunder forebyggende. I denne forbindelse anbefales det, at en del af skatteindtægterne fra spil bliver anvendt til forebyggelse og behandling af ludomani.

1.6 EØSU opfordrer ligeledes til, at der indføres strenge regler om forbud mod at reklamere for spil rettet mod mindreårige eller at inddrage mindreårige eller personer, der synes at være under den nationale aldersgrænse for deltagelse i spil, med det formål at beskytte mindreårige og andre sårbare grupper effektivt.

1.7 Sektoren er for nærværende karakteriseret ved uautoriseret udbud af spilletjenester ved såvel operatører uden licens (defineret som sort og ulovligt i grønbogen) og ved operatører med licens i én medlemsstat der tilbyder deres tjenester til forbrugere i en anden medlemsstat uden at have indhentet den nødvendige tilladelse (defineret som gråt i grønbogen). Hvis sektoren skal udvikle sig på sammenhængende vis og være i stand til at forene målsætninger i offentlighedens interesse med det indre markeds principper er der behov for større retssikkerhed.

1.8 Der findes mange forskellige former for finansiering af aktiviteter af offentlig interesse i medlemsstaterne. EØSU støtter princippet om at faste procentdele af indtægterne eller skatteprovenuet fra spilleaktiviteter går direkte til sport eller andre almennyttige aktiviteter.

1.9 EØSU støtter de konklusioner om rammen for spil og væddemål i Den Europæiske Unions medlemsstater, der blev vedtaget på mødet i Rådet (konkurrenceevne) den 10. december 2010.

1.10 EØSU opfordrer Kommissionen til at kortlægge de grænseoverskridende tilbuds følgevirkninger for idrætsfinansieringen, undersøge, om denne finansiering når ud til breddeidrætten, og foreslå konkrete foranstaltninger til sikring af denne form for idrætsfinansiering.

1.11 Medlemsstaterne griber til forebyggende og retshåndhævende foranstaltninger mod ulovlige tilbud om onlinespil. Den store forekomst af ulovlige tilbud antyder, at disse foranstaltninger ikke er effektive nok. Derfor anser EØSU det for nødvendigt, at der fastlægges og indføres en sanktionsordning for overtrædelser, som kan sikre reel håndhævelse af lovgivningen. En sådan ordning kunne omfatte nedlukning af aktiviteterne, lukning af de medier, som leverer de informationssamfundstjenester, der understøtter de ulovlige spilleaktiviteter, og endog konfiskation og destruktion af ethvert element, som indgår i udøvelsen af den pågældende aktivitet.

1.12 Der bør fra myndighedernes og arbejdsmarkedets parters side gives garanti for, at foranstaltningerne vedrørende onlinespil ikke får nogen indvirkning på beskæftigelsen i sektoren for landbaserede spil.

2. Indledning

2.1 EØSU bifalder grønbogen om onlinespil som et godt initiativ til pragmatiske og fornuftige overvejelser om sektorens fremtid i Europa. Med dette for øje anmoder EØSU om, at der i EU-regi gennemføres en grundig undersøgelse for at vurdere den mulige indvirkning på beskæftigelsen i spillesektoren, hvad enten der er tale om offentlig eller privat ansættelse.

2.2 Kommissionens høring om grønbogen har til formål at sikre en udtømmende dialog om onlinespil med henblik på at skabe en bedre forståelse for de specifikke spørgsmål, der opstår som følge af udviklingen i udbuddet af såvel lovlige som uregulerede (det sorte og »grå« marked) onlinespilletjenester rettet mod forbrugere, som er bosat i EU's medlemsstater. På grund af disse tjenesters karakter kan udbuddet ofte ikke kontrolleres af de nationale myndigheder, hvis borgere får tilbudt disse spil.

2.3 Denne grønbog er ligeledes et svar på Europa-Parlamentets beslutning om sikkerheden ved online-spil af 10. marts 2009, og Rådet opfordrede til udarbejdelse af en sådan i sine konklusioner om rammen for spil og væddemål i Den Europæiske Unions medlemsstater (2) (3) af 10. december 2010.

2.4 Reguleringen af spil i EU er meget forskelligartet, og den evalueres også for øjeblikket i mange EU-medlemsstater, der ønsker at tage højde for udvidelsen af dette markeds onlinesegment på tværs af grænser.

2.5 Kommissionens prioriterede mål med lanceringen af denne høring er at få et faktabaseret overblik over den aktuelle situation i sektoren for onlinespil i EU. Høringen sigter mod at skabe et klart billede af de udfordringer for samfundet og den offentlige orden, der opstår som følge af udbuddet af onlinespilletjenester i EU, samt de lovgivningsmæssige og tekniske udfordringer.

2.6 EØSU opfordrer EU-institutionerne og navnlig Kommissionen til hurtigst muligt at tage fat på den konkurrenceforvridning, der udgør en stor udfordring, og som opstår på grund af uautoriserede virksomheder, der ikke er etableret i det land, hvor forbrugeren, de leverer onlinespil til, har bopæl, og samtidig drager fordel af lavere skatter og sociale sikringsbidrag i etableringslandet.

Parallelt hermed opfordrer EØSU ligeledes Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere kampen mod ulovlige operatører (det sorte marked), som er ansvarlige for de fleste tilfælde af svig, hvidvaskning af penge og andre kriminelle aktiviteter.

3. Målsætninger for den offentlige interesse

3.1 EØSU mener, at det har afgørende betydning at beskytte de offentlige interesser, der nævnes i grønbogen, særligt målet om at beskytte forbrugerne mod svig, spilleproblemer og ludomani samt skadelige følgevirkninger for helbredet og overdreven gældsætning. Udbydelse af spilletjenester bør foregå på grundlag af nationale licenser, som tildeles af medlemsstaterne, for at sikre beskyttelsen af den offentlige orden, bekæmpe svig, forebygge misbrugsadfærd, værne om mindreåriges rettigheder og beskytte spilledeltagernes rettigheder.

3.2 I den henseende bemærker EØSU, at der findes en række målsætninger, som er fælles for alle EU's medlemsstater, nemlig: kampen mod ulovlige spilleaktiviteter, forbrugerbeskyttelse (spillere, mindreårige og sårbare grupper, kampen mod afhængighed), opretholdelse af den offentlige orden (forebyggelse af svig, hvidvaskning af penge og andre lovovertrædelser), finansiering af almennyttige aktiviteter (velgørende formål) og beskyttelse af arbejdstagerne i sektoren for onlinespil og andre nutidige former for spil.

3.3 Set i lyset af onlinespils særlige karakter, som skyldes dertil knyttede aspekter inden for det sociale område, offentlig orden og sundhedspleje, påpeger EØSU, i tråd med Domstolens retspraksis, at medlemsstaterne, i fravær af en fællesskabsharmonisering har et »fortolkningsmæssigt spillerum« (4) til at regulere og kontrollere deres spillemarkeder i overensstemmelse med national tradition og kultur. Imidlertid skal de restriktive foranstaltninger, som de indfører, opfylde de betingelser, der er fastlagt i Domstolens retspraksis hvad angår proportionaliteten af disse (5).

3.4 Når det er sagt, er der visse målsætninger, som ikke kan opfyldes på tilfredsstillende vis af den enkelte medlemsstat, og hvor tiltag på EU-niveau kunne resultere i en klar merværdi.

3.5 Set i lyset af, at disse målsætninger er fælles for alle medlemsstater, anbefaler EØSU, at man fremmer udvekslingen af bedste praksis medlemsstaterne imellem. I den henseende bemærker EØSU, at offentlige og kommercielle operatører har taget en række initiativer til selvregulering. EØSU understreger imidlertid, at selvregulering i branchen kun kan supplere og ikke erstatte lovgivningsmæssige bestemmelser. Set på den baggrund mener EØSU, at EU's institutioner parallelt bør fokusere på at skabe en europæisk dimension af disse fælles målsætninger under fuld hensyntagen til nærhedsprincippet.

3.6 Forbrugerbeskyttelse er i særlig grad et område, hvor EU kan skabe en merværdi. EØSU mener, at EU's institutioner bør etablere en første EU-ramme i form af en EU forbrugerbeskyttelseslovgivning, som forpligter operatører med en EU-licens. På den måde vil der blive skabt minimumsstandarder for forbrugerbeskyttelse. Dette minimumsniveau for beskyttelse bør omfatte aspekter såsom behov for at undgå problematisk spil, indførelse af aldersgrænser for adgang til enhver form for hasard- eller pengespil, forbud mod brug af kredit og forbud mod enhver form for reklame rettet mod mindreårige, eller personer, der synes at være under den nationale aldersgrænse for deltagelse i spil. Nationale regeringer vil imidlertid stadig have ret til at fastsætte højere standarder for forbrugerbeskyttelsen på deres nationale markeder, hvis de ønsker det.

3.6.1 Forbrugere i det indre marked skal kunne skelne mellem ulovlige websteder og websteder, der er godkendt af en medlemsstat. Med henblik herpå anbefaler EØSU, at hver medlemsstat kræver, at enhver operatør med en licens fra den pågældende medlemsstat skal have et interaktivt mærke, der har en fremtrædende og fast placering i forgrunden af operatørens websted, hvoraf det fremgår, at operatøren har en licens. Mærket skal benyttes af alle medlemsstater og udformes med fælles træk, så det er let genkendeligt i alle medlemsstaterne. Dog skal det tydeligt fremgå, i hvilket land licensen oprindeligt er udstedt. Håndhævelse af denne foranstaltning bør påhvile Kommissionen.

3.7 EØSU forestiller sig, at der etableres et uafhængigt organ i hver medlemsstat, som skal være ansvarligt for at overvåge og sikre en effektiv gennemførelse af forbrugerlovgivningen, der nævnes ovenfor i punkt 3.6. Indførelsen af EU's forbrugerbeskyttelseslovgivning bør ledsages af en oplysningskampagne i samtlige medlemsstater. De nationale myndigheder i hver medlemsstat bør forpligte operatørerne til på et synligt sted at skilte med det licensnummer, de har fået tildelt af staten, for at man kan kende spilleoperatørens identitet, og til at behandle forbrugerklager i henhold til den nationale forbrugerlovgivning og for retten i den medlemsstat, hvor forbrugeren har sin bopæl.

3.8 Politikkerne om ansvarligt spil indebærer, at spilleaktiviteterne udøves ud fra en samlet politik om virksomhedernes sociale ansvar, hvor spil betragtes som et komplekst fænomen, hvor det er nødvendigt med præventiv indsats i form af bevidstgørelse, indgriben og kontrol samt udbedring af de negative følger af spilaktiviteterne, hvilket indbefatter:

—	at være særligt opmærksom på risikogrupper;

—	at give offentligheden den nødvendige information, således at den kan træffe et bevidst valg om spilaktiviteter, og at fremme moderat, ikke-afhængig og ansvarlig spiladfærd;

—	at der i overensstemmelse med spillets natur og dets brug af medie oplyses om forbuddet mod, at mindreårige samt personer, som af egen vilje ikke ønsker at deltage, deltager i spilaktiviteterne.

3.9 EØSU bemærker, at en række medlemsstater har indsamlet et solidt datamateriale om ludomani, mens andre ikke har. Der er gennemført en række nationale empiriske undersøgelser, som har resulteret i forskellige, til tider modsatrettede, konklusioner. Det står imidlertid klart, at spillemuligheder kan føre til ludomani, der på sin side skaber samfundsmæssige problemer. Dette er et aspekt, som der altid skal tages højde for under udviklingen af en forbrugerbeskyttelsespolitik for sektoren.

3.10 Aspekter som nye spillemuligheder på grundlag af onlinemedierne bør ligeledes indgå i overvejelserne, idet nye teknologier har skabt flere spillemuligheder for borgere som tilbringer mere tid i hjemmet, såsom pensionister, husmødre og arbejdsløse. Det må sikres, at mindreårige og personer, som enten af egen vilje eller ved en retslig afgørelse er blevet afskåret fra at spille, ikke får adgang til spillemuligheder, som udbydes via elektroniske og interaktive medier.

3.11 EØSU opfordrer til, at der gennemføres en omfattende EU-undersøgelse med det formål at fastlægge en detaljeret ludomaniprofil for såvel online- som offlinespil og gøre det muligt for EU-lovgiveren at iværksætte en effektiv og målrettet indsats til bekæmpelse og forebyggelse af dette problem.

3.12 EØSU mener, at en effektiv måde at reducere hvidvaskning af penge på, ville være at medlemsstaterne samarbejder på EU-niveau om at bekæmpe de omfattende ulovlige onlinespilleaktiviteter i EU. Derfor anmoder EØSU om, at EU's medlemsstater træffer effektive foranstaltninger med dette mål for øje, hvilket utvivlsomt vil udmønte sig i øgede skatteindtægter.

3.13 Derudover er EØSU overbevist om, at direktivet om hvidvaskning af penge bør udvides fra kasinoer til at også at omfatte andre onlinespil, hvilket ville give de nationale myndigheder større beføjelser til at bekæmpe disse kriminelle aktiviteter.

3.14 Med hensyn til »aftalt spil« mener EØSU desuden, at sportens integritet bør bevares for enhver pris. EØSU bemærker de bidrag, som offentlige og visse private spilleudbydere yder til bevarelse af sportsvæddemåls integritet, uddannelsesprogrammer for idrætsfolk og -funktionærer og tidlige opsporings- og varslingssystemer for mistænkelig spiladfærd og deres forskellige kvalitet og omfang. EØSU mener, at det er nødvendigt at opstille en ramme til koordinering af alle involverede aktørers indsats med det formål at imødegå problemet på en helhedsorienteret måde og undgå dobbeltarbejde. Der bør oprettes et system, som ikke er begrænset til simpelt opsporingsarbejde, men som også omfatter foranstaltninger til forebyggelse, uddannelse og håndhævelse.

3.15 Endelig henviser grønbogen også til finansiering af velgørende eller almennyttigt arbejde og af begivenheder, om hvilke der arrangeres onlinesportsvæddemål. EØSU går ind for et system, hvor sådanne aktiviteter og begivenheder modtager en del af indtægterne fra spilleaktiviteter. EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå konkrete foranstaltninger til bevarelse af sådanne nationale finansieringsmekanismer, som anerkendes i konklusionerne om rammen for spil og væddemål i Den Europæiske Unions medlemsstater, der blev vedtaget på mødet i Rådet (konkurrenceevne) den 10. december 2010. Derudover mener EØSU, at man bør udvise forsigtighed og undgå, at sådanne »aktiviteter« anvendes til at imødegå de negative sociale associationer, som er forbundet med spil, og på den måde opmuntre til yderligere spilleaktiviteter med den begrundelse, at aktiviteterne tjener et godt formål. Endvidere anmoder EØSU i denne forbindelse om, at en del af indtægterne fra beskatningen af spilleindtægter bliver anvendt til at finansiere forebyggende og helbredende behandling af ludomani og til faglig uddannelse og efteruddannelse af arbejdstagerne i sektoren.

4. Etablering og licenser

4.1 Sektoren for onlinespil er for øjeblikket karakteriseret ved opsplitning pga. af de forskellige nationale modeller, som anvendes af EU's medlemsstater.

4.2 En af de store udfordringer, som sektoren står over for, er den kendsgerning, at operatører, som har licens i én eller flere medlemsstater, kan tilbyde deres tjenester til forbrugere i en anden medlemsstat uden at have indhentet tilladelse i denne medlemsstat, selvom det eventuelt kræves. Sådanne tilbud betragtes som »uautoriserede« (6).

4.3 På den anden side fremsendte Kommissionen mellem april 2006 og februar 2008 12 åbningsskrivelser til 10 medlemsstater og gik over til begrundede udtalelser i 7 tilfælde. Den 5. maj 2010 afsluttede Kommissionen sagerne mod Italien og den 24. november 2010 afsluttede Kommissionen traktatbrudsprocedurerne mod Frankrig. Kommissionen har som følge af mange klager med påstand om traktatovertrædelse indledt en række traktatbrudssager vedrørende grænseoverskridende restriktioner for spilletjenester med det formål at få afklaret, om disse restriktioner er forholdsmæssige. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe en klar beslutning om, hvordan den ønsker at gå videre med de udestående sager.

4.4 Hvad angår onlinespils karakter og retlige status er der opstillet en række principper baseret på den hidtidige retspraksis. For det første hører spilletjenester under EUF-traktatens artikel 56 og er således underlagt reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

4.5 Idet spilletjenester til dato ikke er underlagt ens regler, der gælder i hele EU, har medlemsstaterne fortsat et »fortolkningsmæssigt spillerum« (7) for reguleringen af disse tjenester, som omfatter restriktioner på antallet af operatører, udbudte spiltyper og omfanget af disse.

4.6 Ifølge Domstolens retspraksis kan godkendte operatører i en medlemsstat levere deres tjenester til forbrugere i andre medlemsstater, medmindre de pågældende medlemsstater indfører restriktioner, som er begrundet i tvingende almene hensyn, såsom forbrugerbeskyttelse eller behovet for at opretholde den offentlige orden.

4.7 Sådanne restriktioner skal være forholdsmæssige, ikke-diskriminerende og indgå som et element i en politik, der anvendes på konsekvent og systematisk vis.

4.8 EØSU bemærker, at princippet om gensidig anerkendelse ikke gælder i spillesektoren, og at en medlemsstat således med rette kan være af den opfattelse, at alene den omstændighed, at en operatør lovligt udbyder spilletjenester i en anden medlemsstat, ikke kan anses for en tilstrækkelig garanti for beskyttelsen af nationale forbrugere mod risikoen for svig og kriminalitet, set i lyset af at der for myndighederne i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, kan opstå særlige problemer med hensyn til at vurdere operatørernes professionelle egenskaber og hæderlighed.

4.9 Med henvisning til punkt 4.8 står det stadig klart, at sektoren har brug for større retssikkerhed, hvis den skal udvikle sig på en sammenhængende måde, der tager højde for såvel den offentlige orden som principperne for det indre marked. Høringen om grønbogen bør give vigtige impulser i den retning.

4.10 Derudover mener EØSU, at markedsføringen af spil skal være underlagt strenge regler med det formål at sikre, at sårbare grupper, herunder mindreårige, beskyttes. Det er særligt vigtigt, at der fastlægges grænser for markedsføringen, især for at undgå, at mindreårige og umyndiggjorte personer får adgang, og for at forhindre anvendelsen af billeder, budskaber eller objekter, som direkte eller indirekte kan krænke menneskers værdighed og de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, såvel som enhver tænkelig form for diskrimination baseret på race eller køn, tilskyndelse til vold eller udøvelse af kriminelle aktiviteter.

5. Sport

5.1 Kommissionen ønsker at fokusere på to sportsrelaterede emner: (1) Om sportsbegivenheder, som danner grundlag for spil, bør få en rimelig økonomisk modydelse for den spilleaktivitet, der er knyttet til dem, og (2) om der findes en risiko for såkaldt »gratistadfærd«.

5.2 EØSU bemærker, at der findes mange forskellige former for finansiering af aktiviteter af offentlig interesse i medlemsstaterne. I nogle medlemsstater pålægger den nationale lovgivning f.eks. nationale lotterier at kanalisere en fast procentdel af deres indtægter direkte videre til sport og/eller andre former for fastlagte almennyttige aktiviteter. I andre medlemsstater er det finansministeriet, som kanaliserer en procentdel af skatteprovenuet fra spilleaktiviteter videre til forskellige udvalgte aktiviteter af almen interesse.

5.3 EØSU støtter princippet om, at faste procentdele af indtægterne eller skatteprovenuet fra spilleaktiviteter går direkte til sport eller andre udvalgte aktiviteter af almen interesse.

5.4 EØSU bemærker, at statslige/nationale lotterier og andre lovlige spilleaktiviteter yder et vigtigt bidrag til finansiering af idræt, særligt breddeidræt. EØSU bemærker også, at udbuddet af grænseoverskridende onlinespille- og væddemålstjenester ved operatører, der har etableret sig i en bestemt jurisdiktion, kan få en negativ indflydelse på finansieringen af sport og andre almennyttige formål i en anden jurisdiktion, hvor tjenesterne udbydes.

5.5 Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at kortlægge de grænseoverskridende tilbuds følgevirkninger for denne finansiering, undersøge om denne finansiering når ud til breddeidrætten og foreslå konkrete foranstaltninger til sikring af denne form for idrætsfinansiering.

5.6 EØSU er forbeholden overfor den mulige oprettelse af en såkaldt »Sports Right« eller retten til et rimeligt udbytte. EØSU mener, at der er behov for en yderligere præcisering, der skal gøre det muligt at gennemskue, hvad der er hensigten med retten til et rimeligt udbytte, og om dette vil resultere i etableringen af en ny immateriel rettighed for sportsbegivenheder på europæisk plan.

5.7 EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at præcisere karakteren, rækkevidden og konsekvenserne af retten til et rimeligt udbytte samt redegøre for det juridiske grundlag.

5.8 Spørgsmålet om »gratistadfærd« er et skattespørgsmål, og EØSU mener derfor, at det bør høre under det nationale kompetenceområde. EØSU mener imidlertid, at en rimelig tilgang, som sikrer et afkast til alle involverede parter, må diskuteres og aftales EU-medlemsstaterne imellem. Det er et vanskeligt emne for en debat på EU-niveau, men det er tvingende nødvendigt at indgå i en uddybende debat på et tidspunkt, så alvorlige forstyrrelser i sektoren undgås.

5.9 EØSU opfordrer Kommissionen til at afklare, om der reelt eksisterer en forbindelse mellem de sportsrelaterede emner, der tages op i grønbogen, og sportens integritet, eller om der er tale om to særskilte emner, som bør håndteres hver for sig. Derudover kunne Kommissionen præcisere, om den mener, at etableringen af en ret til et rimeligt udbytte eller sportsrettigheder reelt vil udgøre en effektiv metode til at sikre sportens integritet.

6. Håndhævelse

6.1 Et andet vigtigt spørgsmål, som må besvares hurtigst muligt, vedrører udbydelsen af ulovlige spilletjenester i EU (8), som har negative konsekvenser for beskyttelsen af forbrugerne, den offentlige orden og finansieringen af målsætninger i offentlighedens interesse.

6.2 Det har afgørende betydning, at medlemsstaterne samarbejder om at beskytte forbrugerne i EU mod ulovlige operatører. I den henseende mener EØSU, at en formaliseret struktur for reguleringssamarbejde på EU-niveau ville fremme et sådant samarbejde (9). Mere specifikt bør hver medlemsstat oprette en liste over operatører med EU-licens i det pågældende land. Hver enkelt liste bør gøres tilgængelig for Kommissionen, medlemsstaterne, de nationale tilsynsmyndigheder og forbrugerne. Samarbejdet medlemsstaterne imellem bør også omfatte udveksling af bedste praksis.

6.3 EØSU bemærker ligeledes, at der mangler branchespecifikke oplysninger. Det gør det umuligt at udarbejde en grundig analyse af sektoren og dens særlige dynamik. Set i lyset af denne kendsgerning foreslår EØSU, at der bør opstilles fælles krav om indsamling af data på EU-niveau, der pålægges alle tilsynsmyndigheder, som derefter stiller krav om, at alle licensindehavere indberetter de påkrævede oplysninger. Dette datamateriale kan så lægges sammen på EU-niveau. Oplysninger om indsatsen for at bekæmpe ulovlige websteder ville også være velkomne med henblik på at vurdere effektiviteten af de nationale foranstaltninger til bekæmpelse af det sorte marked.

6.4 I kampen mod ulovlige operatører er der brug for effektive håndhævelsesforanstaltninger. EØSU mener, at dette er et problematisk område, som kræver en større indsats fra medlemsstaternes side for at forhindre ulovlige spilleleverandører i at tilbyde deres tjenester online, hvilket kunne omfatte en sanktionsordning for overtrædelser. Derfor opfordrer udvalget Kommissionen til at undersøge muligheden for at foreslå et juridisk bindende instrument, der tvinger banker, kreditkortudstedere og andre deltagere i betalingssystemer i EU til at spærre transaktioner mellem deres kunder og ulovlige spilleleverandører uden at lægge hindringer i vejen for lovlige transaktioner. Dette kunne omfatte nedlukning af aktiviteterne, lukning af de medier, som leverer de informationssamfundstjenester, der understøtter de ulovlige spilleaktiviteter, og endog konfiskation og destruktion af ethvert element, som indgår i udøvelsen af den pågældende aktivitet.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Direktiv 2005/60/EF, EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.

(2) http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=REPORT&reference=A6-2009-0064&format=XML&language=DA.

(3) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/intm/118398.pdf

(4) C-212/08 Zeturf – præjudiciel afgørelse af 30. juni 2011, afsnit 39.

(5) Placanica and Others, paragraph 48; Liga Portuguesa and Others, paragraph 59.

(6) Grønbog SEC(2011) 321 endelig, s. 6.

(7) C-212/08 Zeturf – præjudiciel afgørelse af 30. juni 2011, afsnit 39.

(8) Jf. sidste afsnit på side 3 i grønbogen.

(9) Nogle medlemsstater deltager på frivillig basis i det europæiske forum for reguleringsrepræsentanter for spil, bedre kendt som »GREF«, http://www.gref.net.

BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende tekst i sektionens udtalelse blev slettet til fordel for ændringsforslag vedtaget på plenarforsamlingen, men fik dog tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer:

a) Punkt 4.11

»EØSU opfordrer Kommissionen til at gennemføre en evaluering af de krav og vilkår, som for nærværende gælder i nationale licenser, og undersøge den kontrol som gennemføres i forskellige medlemsstater med det formål at udvikle fælles rammevilkår, som herefter ikke vil skulle gentages, hver gang en licensindehaver i et EU-land ansøger om en licens i et andet land, samtidig med at beskyttelsen af offentlige interesser garanteres, som uddybet i afsnit 2 ovenfor.«

Afstemningsresultat

Stemmer for	:	73
Stemmer imod	:	46
Stemmer hverken for eller imod	:	18

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/91

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog — En ramme for corporate governance i EU«

KOM(2011) 164 endelig

2012/C 24/21

Ordfører: Milena ANGELOVA

Medordfører: Denis MEYNENT

Kommissionen besluttede den 5. april 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog — En ramme for corporate governance i EU

KOM(2011) 164 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 3. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 168 stemmer for, 6 imod og 14 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) kan tilslutte sig formålet med Kommissionens grønbog, men opfordrer kraftigt (1) til at opstille en mere nøjagtig og robust definition af corporate governance.

1.2 Grønbogen rejser en række særdeles vigtige spørgsmål. Udvalget skal i sit svar på samtlige spørgsmål minde om de ti principper for god corporate governance i punkt 2.14, og opfordre Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at sikre, at alle selskaber lever op til disse principper og de relevante praktisk anvendelige regler i punkt 2.15.

1.3 Pga. den brede vifte af nationale corporate governance-modeller, som beskrevet under punkt 2.4, finder EØSU det imidlertid særdeles vanskeligt at besvare spørgsmålene efter samme mønster. Lovgivningerne, traditionerne, forretningskutymerne og aktionærernes adfærdsmønstre er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat og gør det til en meget stor udfordring at opstille fornuftige lovgivningsmæssige rammebetingelser på EU-niveau.

1.4 Skønt svaret på de fleste af grønbogens spørgsmål efter udvalgets opfattelse allerede findes i de nationale kodekser om corporate governance, er der et behov for lovgivning fra EU's side med det anvendelsesområde og den rækkevidde, der er beskrevet i grønbogen, og med det mål at styrke virksomhedsledelsen i Den Europæiske Union ved at styrke lovgivningen og de ikke-bindende bestemmelser.

1.5 EØSU opfordrer dog Kommissionen til at være varsom med at vedtage reguleringsinitiativer. Udvalget henstiller kraftigt til Kommissionen at gennemføre nøje konsekvensanalyser, før den fremlægger forslag til ny lovgivning.

1.6 EØSU understreger, at Kommissionen, dersom den ønsker fyldestgørende svar på spørgsmål 16 til 25, bør gennemføre og offentliggøre en detaljeret undersøgelse af den seneste udvikling for så vidt angår typer af aktionærer, deres struktur og relative vægt i forhold til antal ejede aktier.

2. Indledning

2.1 EØSU hilser Kommissionens komplekse initiativ til en forbedring af corporate governance velkommen. Initiativet er fremført i en række dokumenter og placeret centralt i Kommissionens reformprogram (2). Formålet med nærværende udtalelse er at gøre rede for EØSU's synspunkter på de til dato relevante kommissionsdokumenter (3).

2.2 Grønbogen søger at forbedre corporate governance i EU ved at forbedre lovgivningen og »soft law«. Den stiller 25 spørgsmål fordelt på tre områder, der vedrører bestyrelsens sammensætning og opgaver, aktionærernes rolle og anvendelsen af princippet »følg eller forklar«, som understøtter EU's ramme for corporate governance.

2.3 I svarene på grønbogens spørgsmål skal det forudsættes, at det er virksomhedens øverste bestyrelse, udvalget henviser til, uanset om der er tale om en bestyrelse eller et tilsynsråd. Endvidere bør Kommissionen i højere grad tage hensyn til de en- og tostrengede systemers særlige kendetegn. Kommissionen omgår problemet ved at drage en kort (og fejlagtig (4)) skillelinje mellem bestyrelse og tilsynsråd og får derved ikke taget hensyn til den mangfoldighed af systemer, der findes i EU.

2.4 EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til forskellene mellem de eksisterende corporate governance-modeller.

2.4.1 Det britiske corporate governance-system er karakteriseret ved det særlige begreb »shareholder value«, hvor aktiemarkedet spiller en vigtig rolle for selskabernes finansiering og det eksterne tilsyn med dem. Selskaberne har et enstrenget bestyrelsessystem og som regel en stærkt diversificeret ejerskabsstruktur.

2.4.2 Deroverfor står den såkaldte »tyske model« for corporate governance, hvor selskabet betragtes som et partnerskab mellem forskellige interessenter, der har en »interesse« i virksomhedens aktiviteter. Ud over at maksimere selskabets værdi for aktionærerne forfølger virksomheden en bredere vifte af strategiske målsætninger. Når der skal rejses kapital, er bankfinansiering langt vigtigere for virksomhederne end kapitalmarkederne. Det ses meget ofte, at bankerne ejer store aktieposter, yder finansielle tjenesteydelser samt rådgiver og repræsenterer aktionærerne i selskabernes bestyrelser. Der er stort set ikke noget marked for eksternt virksomhedstilsyn pga. store aktieposter og krydsejerskab. Ledelsens beslutninger er støttet på et tostrenget system, hvor aktionærerne har direkte indflydelse, og som sikrer dem og en række andre interesseparter repræsentation (5).

2.4.3 Mellem disse to ekstremer, men tættere på sidstnævnte, befinder den latinske model for corporate governance sig. Den har træk tilfælles med begge modeller, men er forskellig fra dem pga. statens fremtrædende rolle og udbredt familieeje. Efter sammenbruddet i de kommunistiske lande under overgangen til markedsøkonomi voksede der en ny model frem i de nye EU-medlemslande i Central- og Østeuropa. Denne model er ikke ensartet. Visse lande i regionen lægger vægt på shareholder value, mens andre ligger tættere på den kontinentale model med dens større vægtning af interessentinddragelse (6). Et fællestræk er den relativt brede inddragelse af de ansatte i ejerskabet grundet privatiseringsprocessen i en periode med relativt underudviklede kapitalmarkeder.

2.5 EØSU hilser formålet med grønbogen velkommen, men skal advare Kommissionen om, at dens definition af corporate governance ikke er omfattende nok. Udvalget mener, at definitionen bør gøres bredere og foreslår en mere prægnant og overordnet begrebsbestemmelse (7). Navnlig skal udvalget gøre Kommissionen opmærksom på, at hovedformålet med corporate governance er at sikre, at virksomheden overlever og trives på en bæredygtig måde. For at opfylde dette mål skal bestyrelsen leve op til aktionærernes rimelige forventninger, samtidig med at den sikrer en rimelig tilfredshed hos de involverede aktører, dvs. forbrugere, partnere, kontrahenter, leverandører og medarbejdere (8).

2.6 EØSU opfordrer Kommissionen til nøje at undersøge og tage hensyn til de nye aktionærtyper og deres relative betydning, for så vidt angår ejerskab af aktier på EU's kapitalmarked, efter at de traditionelle corporate governance-former undergik dramatiske forandringer fra midten af 90'erne. Som resultat af den udbredte deregulering og globalisering af de finansielle markeder bliver de finansielle institutioner i hele Europa i stigende grad udsat for et globalt konkurrencepres (9). De store private banker og de største blue chip-virksomheder er gået bort fra de tætte relationer mellem banker og virksomheder. Sideløbende med denne proces er aktiemarkederne blevet stadigt vigtigere for finansieringen af virksomhederne. Den stigende konkurrence på produktmarkederne skaber incitamenter for de europæiske virksomheder til at opnå tilstrækkelig størrelse og indflydelse på markedet, navnlig i kraft af eksterne vækst- og aktieombytningsstrategier (10). Et vigtigt aspekt er den stigende tilstedeværelse på de europæiske markeder af udenlandske (i hovedsagen britiske og amerikanske) institutionelle investorer, dvs. pensionsfonde, investeringsforeninger og hedgefonde. Disse investorer er stærke fortalere for en maksimering af shareholder value og lægger yderligere pres på de traditionelle corporate governance-modeller i Europa i retning af et skift fra vægt på hensyn til interesseparter til kortsigtede aktionærinteresser.

2.7 EØSU er enigt i Kommissionens kritik af den skade, som denne kortsigtede tænkning og overdrevne risikovillighed medfører – to vigtige bestanddele i corporate governance, der gradvis er blevet mere og mere fremtrædende gennem de seneste tyve år. Udvalget mener, at virksomhederne bør tilstræbe langsigtet værdiskabelse i kraft af holdbare tiltag, der i mange tilfælde kræver, at indsatsen for at udbedre den eksisterende ramme for corporate governance fortsættes.

2.8 EØSU ser ligesom andre et behov for at støtte den rolle, corporate governance spiller, i planlægning af »tiltag, der kan sikre bæredygtig vækst og opbygge et stærkere internationalt finansielt system« (11). Der er ikke tvivl om, at overholdelse af fornuftige principper for corporate governance gavner virksomhederne, fordi det giver dem mulighed for mere effektivt at styre deres forretningsgange og risici samt opnå deres målsætninger og på samme tid bidrage til væksten og den overordnede velfærd i EU. Tiltagene bidrager til, at forbrugerne får adgang til forsvarligt fremstillede varer baseret på rimelige forretningsvilkår og relevant information. Udbredelsen af corporate governance-principper i kraft af lovgivning og »soft law« til også at omfatte ikke-børsnoterede selskaber er en proces, som bør fremmes og understøttes.

2.9 EØSU henleder endvidere opmærksomheden på virksomhedernes sociale rolle i et inklusivt samfund og på nødvendigheden af, at de som grundelementer i deres forvaltning indarbejder principperne om, at de har et socialt ansvar.

2.10 EØSU anerkender, at repræsentanter for virksomhedens ansatte i visse corporate governance-modeller er medlemmer af bestyrelsen og bidrager direkte til corporate governance. Dette upåagtet letter samarbejdsudvalg og andre former for deltagelse medarbejderinddragelsen i virksomhedens dispositioner. EØSU foreslår, at disse overvejelser indgår i det endelige kommissionsdokument.

2.11 Børsnoterede selskaber varierer i størrelse, hvad enten der måles på kapital, indtjening eller ansatte, og de dækker en vifte fra store multinationale selskaber til de mindste registrerede mikrovirksomheder og SMV'er. Den største del af opmærksomheden i debatten om corporate governance har været samlet om de større virksomheder pga. deres økonomiske og sociale vægt ved succes så vel som ved fiasko. Foranstaltninger til god corporate governance bør tilpasses til SMV'ernes karakteristika og behov. Behovet herfor er begrundet i SMV'ernes begrænsede ressourcer, navnlig administrative og menneskelige.

2.12 Udvalget opfordrer Kommissionen til i forbindelse med planlægningen af corporate governance-pakken at gennemføre en grundig konsekvensanalyse, der belyser, hvilke udgifter, menneskelige ressourcer og lovgivningsmæssige reformer der er behov for, hvis et fremtidigt forslag skal være realistisk (12). Den mest hensigtsmæssige måde at opnå denne målsætning på er at tage hensyn til virksomhedernes størrelse, struktur og betydning samt internationale koncerners økonomiske situation.

2.13 Den endelige version af Kommissionens forslag skal sætte børsnoterede selskaber (og i tilfælde af en ekspansion også unoterede selskaber) i stand til effektiv forretningsførelse, samtidig med at konkurrenceevnen fastholdes for at sikre, at den økonomiske vækst og jobskabelsen ikke bringes i fare (13).

2.14 EØSU opfordrer Kommissionen til i sine fremtidige lovgivningsforslag at søge en balance mellem lovgivning og »soft law«, herunder henstillinger og kodekser. Udvalget mener imidlertid, at alle kodekser bør baseres på følgende principper for at sikre corporate governance af høj kvalitet:

2.14.1

Hovedformålet med corporate governance er at sikre, at virksomheden overlever og trives.

2.14.2

Bestyrelsen bør handle i virksomhedens bedste interesse og i overensstemmelse med interessenternes forventninger, der skal behandles på lige vilkår. Bestyrelsen bør løbende føre en aktiv dialog med de forskellige interesseparter for at imødekomme interessenternes forventninger hvad angår virksomhedens bæredygtighed på lang sigt og derved skabe velfærd og arbejdspladser.

2.14.3

Bestyrelsen bør stå til ansvar for, hvordan virksomheden samlet set klarer sig, og herunder have ansvar for den strategiske ledelse, større beslutninger, risikostyring, forretningsplanlægning, effektivt tilsyn med ledelsen og rapportering.

2.14.4

Bestyrelsens sammensætning bør afspejle behovet for kompleks ekspertise, afhængigt af branche samt virksomhedens størrelse og placering. Bestyrelsen bør også i rimelig grad være afbalanceret hvad angår køn, beføjelser, formænd og menige bestyrelsesmedlemmer samt forskellige interesser for at give virksomheden et større og bredere perspektiv.

2.14.5

Bestyrelsens medlemmer skal kunne efterkomme deres forpligtelser effektivt og afsætte tilstrækkelig tid og kræfter til opgaven. Deres beslutninger bør være baseret på præcis, relevant og rettidig information.

2.14.6

Bestyrelsen skal lede virksomheden på en måde, der tilgodeser ejernes/aktionærernes, de ansattes og samfundets interesser. Virksomhedens beslutninger skal derfor træffes på grundlag af korrekt, relevant og aktuel information. Medlemmernes reelle uafhængighed bør sikres ved at fastsætte en grænse for, hvor mange sammenhængende perioder, de kan sidde i bestyrelsen.

2.14.7

Virksomheden bør indføre en transparent aflønningspolitik. Aflønningspolitikken skal godkendes af aktionærerne. Aflønningen af bestyrelsesmedlemmer afpasses efter opgavernes omfang, det medfølgende ansvar, resultaterne samt virksomhedens økonomiske situation og skal godkendes af aktionærerne.

2.14.8

Virksomheden bør rettidigt og på en retvisende måde offentliggøre alt foreliggende materiale af betydning for virksomheden. Den bør tilskynde aktionærerne til at deltage i generalforsamlingerne og være åbne over for en dialog om corporate governance-forhold med aktionærerne og andre interesseparter.

2.14.9

Virksomheden bør stræbe efter at håndhæve god corporate governance-praksis i overensstemmelse med den nationale kodeks for god virksomhedsledelse, der skal afspejle de specifikke lokale økonomiske udviklingsforhold og lovgivningen.

2.15 EØSU er fortaler for følgende praktisk anvendelige regler for corporate governance vedrørende bestyrelsens opgaver, som skal indarbejdes i de nationale kodekser for corporate governance.

2.15.1

I en enstrenget corporate governance-struktur bør bestyrelsesformandens og den administrerende direktørs roller adskilles.

2.15.2

Der bør være en formel, stram og gennemskuelig procedure for udnævnelse af nye bestyrelsesmedlemmer.

2.15.3

Alle bestyrelsesmedlemmer skal kunne afsætte tilstrækkelig tid til at opfylde deres forpligtelser over for virksomheden på en effektiv måde.

2.15.4

Alle bestyrelsesmedlemmer bør i forbindelse med deres udnævnelse indføres i jobbet og jævnligt ajourføre og genopfriske deres kompetencer og viden.

2.15.5

Bestyrelsen bør foretage en formel og grundig årlig vurdering af sit eget, udvalgenes og de enkelte medlemmers arbejde.

2.15.6

Der bør være en formel og gennemskuelig procedure for udarbejdelsen af politikker for aflønning af ledelsen.

3. Spørgsmål

3.1 Indledning

Spørgsmål 1. Bør EU's corporate governance-foranstaltninger tage højde for virksomhedernes størrelse? Hvordan? Bør der indføres en differentieret og proportionel ordning for små og mellemstore børsnoterede virksomheder? Findes der i givet fald relevante definitioner eller tærskler? Hvis det er tilfældet, bedes der i forbindelse med besvarelse af nedenstående spørgsmål angives forslag til, hvordan disse kan tilpasses til SMV'er.

På de regulerede europæiske markeder handles der værdipapirer for en række virksomheder. Hver enkelt virksomhed har sine egne karakteristika, der er bestemt af medlemsstatens økonomiske udviklingsniveau og retssystem. Virksomhedens størrelse, struktur og forretningsmodel påvirker corporate governance. Pga. de forskellige interesseparters legitime interesse og inddragelse i alle mulige forskellige virksomheder bør de principper for corporate governance, der er nævnt under punkt 2.13, gælde alle børsnoterede selskaber. Medlemsstaternes nationale corporate governance-kodekser er et godt udgangspunkt herfor, og de udgør ligeledes en effektiv mekanisme for tilsyn og kontrol med selskabernes adfærd (dette er normalt en opgave, der varetages af en regulerende myndighed). EØSU mener, at der bør indføres en differentieret og afbalanceret ordning for børsnoterede SMV'er, der ikke handles i de øverste segmenter af et reguleret marked.

Spørgsmål 2. Bør der træffes corporate governance-foranstaltninger på EU-plan for ikke-børsnoterede selskaber? Bør EU fokusere på at fremme udviklingen og anvendelsen af frivillige kodekser for ikke-noterede selskaber?

I hver eneste medlemsstat er der et stort antal betydelige ikke-børsnoterede selskaber. EØSU anerkender, at de kan være lige så vigtige for samfundet som noterede. Corporate governance-foranstaltninger for ikke-noterede selskaber er imidlertid ikke nødvendige på nuværende tidspunkt, eftersom de vigtigste aspekter af ledelsen af disse selskaber bør reguleres i national selskabsret. Kommissionen bør fremhæve og på nationalt niveau fremme udvikling og håndhævelse af frivillige kodekser for ikke-noterede selskaber, navnlig dem der har stor samfundsmæssig betydning og herunder især selskaber, hvor stat eller kommuner har en fremtrædende plads i ejerkredsen (14), eller selskaber, der har en betydelig markedsværdi.

3.2 Bestyrelser

Spørgsmål 3. Bør EU forsøge at sikre en klar opdeling af bestyrelsesformandens og den administrerende direktørs funktioner og pligter?

EØSU er tilhænger af en opdeling af bestyrelsesformandens og den administrerende direktørs funktioner og opgaver, da det sikrer en mere effektiv organisering af bestyrelsen, skaber bedre tilsyn og forhindrer magtkoncentration. Ikke desto mindre bør det efter udvalgets opfattelse være op til virksomheden (aktionærer og bestyrelse) at afgøre, hvorvidt disse funktioner og opgaver skal opdeles, og udvalget går ikke ind for, at der på EU-niveau fastlægges regler om en sådan opdeling. Den endelige beslutning bør træffes af den enkelte virksomhed inden for rammerne af dens corporate governance-politik, eftersom der findes små virksomheder, hvis bestyrelse kun har få medlemmer. Ikke desto mindre anbefales det kraftigt på EU-plan, at der findes en sådan opdeling.

3.2.1 Medlemskab af bestyrelsen

Spørgsmål 4. Skal det i forbindelse med rekrutteringspolitikken præciseres, hvilken profil bestyrelsesmedlemmerne – herunder formanden – skal have for at sikre, at de har de rigtige færdigheder, og at der er en passende diversitet i bestyrelsen? Hvordan kan dette i givet fald bedst opnås og på hvilket plan, dvs. på nationalt plan, EU-plan eller internationalt plan?

Det er hensigtsmæssigt, at der i bestyrelsens sammensætning opnås en passende balance mellem erfaring, ekspertise, kompetencer og diversitet, navnlig for at undgå følgagtighed og i stedet skabe grobund for, at nye idéer kan opstå. I denne henseende kunne man tage hensyn til følgende: en bredere repræsentation af udenlandske bestyrelsesmedlemmer, kønsbalance og arbejdstagerrepræsentation. I sit svar på et tilsvarende spørgsmål i Grønbog – Corporate governance i finansielle institutioner og aflønningspolitik (15) fremførte udvalget det synspunkt, som det stadig fastholder, nemlig at det er tilrådeligt at analysere, hvilke kompetencer og hvilken erfaring bestemte funktioner stiller krav om, og derefter ansætte den kandidat, der bedst lever op til de pågældende kriterier. Det er vigtigt, at bestyrelsen sammensættes af medlemmer, der udstråler integritet, kompetence og engagement, og det er virksomhedens ansvar at beslutte, hvornår disse krav er opfyldt.

Spørgsmål 5. Skal noterede selskaber forpligtes til at offentliggøre, hvorvidt de har en diversitetspolitik og i givet fald beskrive dennes målsætninger og hovedindhold samt regelmæssigt aflægge beretning om fremskridt?

Kodekser for corporate governance anbefaler eller kræver fremlæggelse af oplysninger baseret på princippet »følg eller forklar«. Derfor bør det være »obligatorisk« for virksomheder, der har accepteret/indført sådanne kodekser, at oplyse om deres mangfoldighedspolitik. For virksomheder, der ikke opererer med et kodeks, kunne man fremme oplysning om mangfoldighedspolitik som en af virksomhedens fordele i forbindelse med at føre gennemsigtigheds- og oplysningsprincippet ud i praksis.

Spørgsmål 6. Bør børsnoterede selskaber have pligt til sikre en bedre kønsfordeling i bestyrelserne? I bekræftende fald, hvordan?

EØSU bemærker som noget positivt, at kvindernes rolle i erhvervslivet og samfundet utvivlsomt er blevet større, og at kvinder i overensstemmelse med de europæiske værdier (16) er mere ligeligt repræsenteret på alle områder. I denne sammenhæng skal udvalget henvise til »Strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015)« (17), til næstformand for Kommissionen Viviane Redings initiativ om kvinder i bestyrelser (18) og til Europa-Parlamentets ikke-lovgivningsmæssige beslutning af 6. juli 2011 (19) om kvinder og virksomhedsledelse.

EØSU erkender, at kvinders deltagelse i beslutningsprocessen stadig er utilstrækkelig. Kønsmæssig balance kan bidrage til andre perspektiver på tingene og bør opmuntres. Kvinder skal have adgang til samtlige stillinger, som de har den nødvendige erfaring, kompetencer og kvalifikationer til at udfylde. Naturligvis bør en bestyrelse primært sammensættes ud fra kompetencer snarere end køn, og de afgørende krav bør udformes således, at de sikrer udpegelse af bestyrelsesmedlemmer, der har en optimal balance mellem uddannelse, ekspertise, erfaring, viden, og kompetencer, fordi virksomheden derved bedst sættes i stand til at nå sine mål og leve op til aktionærernes og de øvrige interesseparters rimelige forventninger.

3.2.2 Tilgængelighed og tidsforbrug

Spørgsmål 7. Mener De, der bør iværksættes et EU-initiativ for at begrænse antallet af poster, som et menigt bestyrelsesmedlem må have? I bekræftende fald, hvordan bør det så udformes?

Antallet af poster, som et menigt bestyrelsesmedlem kan have samtidig, bør i princippet være begrænset, men det er på ingen måde nemt at fastsætte en præcis grænse herfor. Efter EØSU's opfattelse må der findes en rimelig balance, således at bestyrelsesmedlemmerne kan løse deres opgaver forsvarligt, dvs. der skal være tilstrækkeligt tid til at studere dokumenter, deltage i møder med specialiserede udvalg samt kurser, udføre kontroller, navnlig i forhold til virksomhedens regnskaber osv. Bestyrelsesmedlemmer bør under alle omstændigheder have tid til at varetage de opgaver, de forventes at varetage.

3.2.3 Bestyrelsesevaluering

Spørgsmål 8. Skal børsnoterede selskaber opfordres til at udføre en regelmæssig (f.eks. hvert 3. år) ekstern evaluering? I bekræftende fald, hvordan kan dette gøres?

God corporate governance-praksis er noget, der skal fremmes, og der bør tilrettelægges og anvendes mekanismer, der sikrer investorerne, aktionærerne, forbrugerne, de ansatte samt andre interesseparter og samfundet som helhed bedre oplysninger om benchmarks for corporate governance. Et godt skridt i denne retning ville være at tilskynde til opstilling af børsindekser og uafhængig vurdering af god corporate governance-praksis. I det omfang dette er hensigtsmæssigt, kan formænd eller tilsynsråd bestille eksterne evalueringer eller særlige rapporter fra revisionsudvalg til brug internt i virksomheden. Dette betragtes som god praksis og kan også udvides til ikke-børsnoterede selskaber, som omhandlet i spørgsmål 2.

3.2.4 Aflønning af ledelsen

Spørgsmål 9. Bør offentliggørelse af aflønningspolitikken, den årlige aflønningsrapport (en rapport om, hvordan aflønningspolitikken blev gennemført i det forgangne år) og den individuelle aflønning af ledende og menige bestyrelsesmedlemmer være obligatorisk?

EØSU mener, at aktionærerne, potentielle investorer og samtlige interesseparter har krav på fyldestgørende og retvisende oplysninger om, hvilke incitamentstrukturer der gælder for virksomhedens bestyrelse og øverste ledelse, og hvordan de er bygget op, herunder navnlig aflønningspolitikken (20) (jf. punkt 2.13.7). Derfor bør den enkelte virksomhed efter udvalgets opfattelse offentliggøre en klar og letforståelig redegørelse for sin aflønningspolitik, der navnlig overholder artikel 5 i Kommissionens henstilling 2009/384/EF af 30. april 2009 (21).

Spørgsmål 10. Bør det være obligatorisk at sende aflønningspolitikken og aflønningsrapporten til afstemning blandt aktionærerne?

EØSU støtter forslaget, fordi aktionærerne bør informeres og samtidig have ret til at godkende den fremtidige politik og modtage rapporter vedrørende aflønningen. Det forslag, der fremlægges for aktionærerne på generalforsamlingen, skal imidlertid på forhånd være drøftet af den samlede bestyrelse på linje med ny praksis i Tyskland efter vedtagelsen af loven om aflønning af virksomheders ledelse i 2009.

3.2.5 Risikostyring

Spørgsmål 11. Er De enig i, at bestyrelsen skal godkende og tage ansvaret for virksomhedens »risikoappetit« og aflægge en formålstjenlig beretning herom til aktionærerne? Bør disse offentliggørelsestiltag også omfatte vigtige relevante samfundsmæssige risici?

EØSU skal henlede opmærksomheden på, at rettidig rapportering om risici styrker tilliden mellem virksomhedens bestyrelse og dens interesseparter. Kodekser for corporate governance henstiller i øjeblikket, at der indføres og fastholdes robuste risikostyringssystemer, og virksomheder, der vil leve op til kodekserne, skal redegøre for, hvordan systemerne fungerer, og hvilke vanskeligheder de er konfronteret med.

Der skal tages fuldt hensyn til sociale og samfundsmæssige risici, ikke kun i de interne risikoovervågnings- og -styringssystemer, men også i forbindelse med offentliggørelsen, og OECD's henstillinger herom skal overholdes (22). Bestyrelsen eller tilsynsrådet bør m.a.o. ikke blot godkende og kontrollere virksomhedens risikovillighed (økonomisk, socialt og miljømæssigt), men den bør også på en forståelig måde gøre rede herfor over for aktionærerne, de ansatte og deres repræsentanter samt andre interesseparter i overensstemmelse med de mekanismer for offentliggørelse af information, der er fastsat i henhold til kodekserne.

Spørgsmål 12. Er De enig i, at bestyrelsen bør sikre, at virksomhedens risikostyringsordninger er effektive og svarer til dens risikoprofil?

Ja. Virksomhedsbestyrelsen er og bør være ansvarlig – i det omfang der er regler – for at sikre, at risikostyringen er effektiv og matcher virksomhedens risikoprofil. Effektive risikostyringsmekanismer henhører derfor under bestyrelsens ansvarsområde, lige så vel som de andre dele af virksomhedens forretningsstrategi. Bestyrelsesmedlemmerne bør i deres beretning fremlægge oplysninger om virksomhedens aktiviteter og samtlige hermed forbundne risici. De af EuropeanIssuers vedtagne principper om risikostyringens funktionsmåde og om revisionssystemer (23) støtter synspunktet.

3.3 Aktionærer

3.3.1 Kortsigtethed på kapitalmarkederne

Spørgsmål 13. Angiv eventuelle EU-bestemmelser, som efter Deres mening kan føre til overdreven kortsigtethed blandt investorer, og foreslå, hvordan disse bestemmelser kunne ændres for at forebygge en sådan adfærd.

Fremkomsten af nye investorer som hedgefonde og af effekten af formueforvalternes incitamentstrukturer har grundlæggende ændret kapitalmarkederne. Den nuværende europæiske lovgivning på området for fusioner og overtagelser forhindrer ikke fjendtlige overtagelsestilbud, hvis eneste formål er at forårsage en kortvarig stigning i aktiepriserne med en forringelse af aktionærernes og interessenternes merværdi på lang sigt til følge. Lovgivningen bør derfor ændres tilsvarende.

Efter udvalgets opfattelse er offentliggørelse af informationer mere effektiv, når der er tale om en proces, der går i begge retninger. Eftersom børsnoterede selskaber i EU er underkastet en hel række krav, der tvinger virksomhederne til rettidigt at offentliggøre alle regulerede eller interne oplysninger af betydning for kursdannelsen, ville det være nyttigt, hvis institutionelle investorer på deres side var bundet af krav om offentliggørelse af deres investeringspolitik. Dette ville indebære en række fordele for det selskab, der investeres i, f.eks. forudsigelighed i tilfælde af, at der skal rejses kapital, større gennemsigtighed og mulighed for børsnoterede selskaber for at tilrettelægge en langsigtet politik for investorrelationer.

EØSU foreslår, at Kommissionen reviderer regnskabsreglerne om solvenskrav for pensionsfonde, så det bliver muligt at vurdere potentielle problemer. Regnskabskravenes korte cyklus kunne ligeledes revideres med samme formål.

3.3.2 Fuldmagtsforholdet mellem institutionelle investorer og formueforvaltere

Spørgsmål 14. Skal der træffes foranstaltninger vedrørende incitamentsordninger for og resultatevaluering af formueforvaltere, som forvalter porteføljer for langsigtede institutionelle investorer? I bekræftende fald, hvilke?

Ja, incitamentstrukturen og navnlig aflønningspolitikken over for porteføljeforvaltere hos langsigtede institutionelle investorer bør offentliggøres. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at undgå interessekonflikter i formueforvaltningen og til at begrænse transaktionerne i tilfælde, hvor der ikke tages hensyn til kundens interesser.

Spørgsmål 15. Bør EU-lovgivningen sigte mod at gøre de institutionelle investorers overvågning af formueforvaltere mere effektiv med hensyn til strategier, omkostninger og graden af formueforvalteres engagement i de virksomheder, der investeres i? I bekræftende fald, hvordan?

EØSU mener, at der er behov for strammere krav i forhold til de virksomheder, der investeres i. Dette kan sikres ved at stille krav om, at formueforvaltere skal offentliggøre informationer om deres politik over for de virksomheder, de investerer i. Strategierne og omkostningerne er i de fleste tilfælde reguleret passende på aftaleniveauet og også i forhold til offentliggørelsesprocedurerne.

3.3.3 Andre mulige hindringer for institutionelle investorers engagement

Spørgsmål 16. Bør der i EU-bestemmelserne være krav om, at formueforvalternes ledelsesorgan har en vis uafhængighed, f.eks. af sit moderselskab, eller er der behov for andre (lovgivningsmæssige) foranstaltninger for at forbedre offentliggørelsen og styringen af interessekonflikter?

Ja, EØSU opfordrer til at indføre klare, stramme regler på EU-niveau, der sikrer formueforvalternes ledelsesorgan en vis uafhængighed, og som indebærer krav om offentliggørelse og styring af interessekonflikter. Endvidere bør formueforvaltere tilskyndes til at tilslutte sig frivillige initiativer såsom accept af corporate governance-kodekser og offentliggørelse af oplysninger, der går ud over de ved lov på forhånd fastsatte mindstemål.

Spørgsmål 17. Hvordan vil EU bedst kunne fremme aktionærsamarbejdet?

EØSU henstiller, at de lovgivningsmæssige rammebestemmelser i første omgang præciseres, og at der peges på måder at tilskynde til samarbejde mellem institutionelle investorer på.

Eksisterende informationsteknologi og teknologiens prisoverkommelighed betyder, at et samarbejde mellem aktionærerne over internettet ikke er noget problem og vil være meget effektivt. Der kan med én eller anden form for institutionel støtte skabes særlige fora med dette formål, navnlig i et samarbejde med interesseparterne og deres organisationer.

3.3.4 Stedfortrædende rådgivere

Spørgsmål 18. Bør EU-lovgivningen stille krav om større gennemsigtighed i forbindelse med rådgivning, herunder de anvendte analysemetoder, om rådgiveren har interessekonflikter og en evt. politik for håndtering af disse og/eller, om de har indført en adfærdskodeks? I bekræftende fald, hvordan kan det så bedst opnås?

EØSU foreslår, at der stilles nye krav med henblik på at forbedre gennemsigtigheden i de ydelser, der ydes af stedfortrædende rådgivere. Disse bør ikke blot over for deres kunder, men også over for virksomhederne rettidigt gøre opmærksom på enhver interessekonflikt i forbindelse med stemmeafgivning eller rådgivning herom, og de bør ligeledes offentliggøre deres politik for forebyggelse af interessekonflikter. Det bør også overvejes at indføre en passende tilsynsmekanisme.

Spørgsmål 19. Mener De, at der er behov for andre (lovgivningsmæssige) foranstaltninger, f.eks. begrænsninger af rådgivende stedfortræderes mulighed for at yde konsulentvirksomhed til de virksomheder, der investeres i?

Ja. Dette ville ikke udgøre en hindring for velrenommerede udstedere, og samtidig ville skridtet bidrage til, at potentielle interessekonflikter ville kunne undgås. Stedfortrædende rådgivere bør ikke yde rådgivning til virksomheder, som de samtidig er stedfortrædende rådgivere for i forhold til deres egne kunder.

3.3.5 Aktionærernes identitet

Spørgsmål 20. Mener De, at der er behov for en teknisk og/eller retlig europæisk mekanisme, der skal hjælpe udstederne med at identificere deres aktionærer for at fremme dialogen om corporate governance-spørgsmål? I bekræftende fald, mener De også, at dette ville gavne samarbejdet mellem investorerne? Angiv nærmere oplysninger (f.eks. anvendte målsætninger, foretrukket instrument, hyppighed, detaljeniveau og omkostningsfordeling).

EØSU henleder opmærksomheden på, at der som led i tilrettelæggelsen af en sådan mekanisme bør tages hensyn til national lovgivning om beskyttelse af personfølsomme oplysninger (24). Derfor er det bedre at løse dette problem på nationalt end på EU-plan. Én mulig foranstaltning ville være at henstille til den nationale deponeringsinstitution at stille krav om, at der indgår en internetadresse i aktionærbogen, hvilket ville give udstedere og aktionærer øgede muligheder for at kommunikere.

3.3.6 Beskyttelse af minoritetsaktionærer

Spørgsmål 21. Mener De, at minoritetsaktionærer har behov for yderligere rettigheder for effektivt at beskytte deres interesser i virksomheder med kontrollerende eller dominerende aktionærer?

Nej. De seneste ændringer i de lovgivningsmæssige rammebetingelser i EU hvad angår beskyttelse af aktionærrettigheder og fremme af aktionærers deltagelse i generalforsamlinger har skabt et godt system, der giver aktionærerne mulighed for at få oplysninger, nemt at kunne deltage i generalforsamlinger og udøve deres rettigheder. Enhver indførelse af rettigheder herudover skal nøje afveje mindretalsaktionærernes interesser over for de dominerende aktionærers interesser og sikre, at der ikke blokeres for vigtige beslutninger. Det forhold, at der findes en kontrollerende aktionær, kan sikre yderligere kontrol med bestyrelsens sammensætning og aktiviteter.

Spørgsmål 22. Mener De, at minoritetsaktionærer har behov for mere beskyttelse mod transaktioner foretaget af nærtstående parter? I bekræftende fald, hvilke foranstaltninger bør der træffes?

Ja. Transaktioner foretaget af nærtstående parter kan i mange tilfælde give anledning til interessekonflikter. Reguleringen af transaktioner foretaget af nærtstående parter bør være ensartet og ske på EU-niveau. Reglerne skal være klare og samtidig smidige nok til at forhindre virksomhederne i at begå større fejl. De bør ikke give tilsynsmyndighederne mulighed for at tage vilkårlige beslutninger i tilfælde af uklare og vildledende tekster.

3.3.7 Medarbejderaktier

Spørgsmål 23. Skal der træffes foranstaltninger for at fremme medarbejderaktier på EU-plan? I bekræftende fald, hvilke?

Nej, EØSU ser ikke et behov herfor på EU-plan. Det er på nuværende tidspunkt fuldt ud tilstrækkeligt, at der principielt er åbnet op for muligheden, uden at dette er obligatorisk. Der kan gøres brug af muligheden, når det er hensigtsmæssigt.

Motivering af de ansatte ved medejerskab i form af aktier kan øge deres engagement og produktivitet, men må under ingen omstændigheder træde i stedet for løn eller forhindre indgåelse af kollektive overenskomster. Medarbejderaktier må heller ikke træde i stedet for andre former for medarbejderinddragelse (jf. 2.9). Den enkelte virksomhed bør imidlertid uafhængigt kunne træffe afgørelse herom, eftersom dette ikke i alle tilfælde er hensigtsmæssigt (25).

3.4 Rammen »følg eller forklar« – overvågning og implementering af kodekser for corporate governance

Spørgsmål 24. Er De enig i, at virksomheder, der fraviger anbefalingerne i en corporate governance-kodeks, skal afkræves uddybende forklaringer for sådanne fravigelser og beskrive den valgte alternative løsning?

Ja. Der kan undertiden være gode grunde til at fravige sådanne anbefalinger. Hvis der er gjort rede for dem, og de er velbegrundede, sikrer dette i lige høj grad beskyttelse af virksomhedens som af aktionærernes interesser, eftersom disse informeres om behovet for fravigelser. I modsat fald ville kodeksernes rolle som instrument til fremme af god corporate governance-praksis blive undermineret.

Spørgsmål 25. Er De enig i, at overvågningsorganer bør bemyndiges til at kontrollere kvaliteten af oplysningerne i forklaringerne i redegørelser for corporate governance og kræve, at virksomhederne om nødvendigt fuldstændiggør forklaringerne? I bekræftende fald, præcist hvilken rolle skulle de have?

Ja. Der er helt sikkert tale om oplysninger, der er vigtige for interesseparterne og investorerne, og som der bør tages hensyn til i forbindelse med investeringsbeslutninger. Overvågningsorganer bør have en sådan ret, svarende til det der gælder for andre informationer, der offentliggøres af udstederne. Ud over at føre tilsyn og ved sjældne lejligheder give påmindelser (hvor der er tale om samfundsmæssige risici) bør organerne have mulighed for at gribe ind. I modsat fald ville tilliden til corporate governance-redegørelserne dale, og investorer og andre interesseparter ville fornemme en større risiko.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 84 af 17.3.2011, s. 13.

(2) Tillige med de to grønbøger – KOM(2010 284 endelig og KOM(2011) 164 endelig – har Kommissionen offentliggjort en række dokumenter, der berører corporate governance (f.eks. KOM(2010) 561 endelig og KOM(2010 579 endelig). Emnet indgår også i Kommissionens primære lovgivningsinitiativ – En akt for det indre marked (KOM(2010) 608 endelig).

(3) EUT C 84 af 17.3.2011, s. 13, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 92 og 101.

(4) »I denne grønbog forstås ved »bestyrelse« hovedsagelig det organ, der har til opgave at føre tilsyn med et selskabs ledelsesorgan«, jf. s. 5. Tilsynsråd har en egentlig tilsynsførende rolle, mens bestyrelser kan påtage sig en ledelsesfunktion ved at deltage i strategiske beslutninger (fusioner/overtagelser, køb/frasalg af virksomheder).

(5) Jf. J. Weimer and J. Pape, A Taxonomy of Systems of Corporate Governance, Theory Papers in Corporate Governance, Vol 7 (2), April 1999, Blackwell Publishers.

(6) Jf. A. Vliegenthart, Transnational actors and the converging corporate governance regulation in ECE, Central and East European International Studies Association (CEEISA), 2006.

(7) EUT C 84 af 17.3.2011, s. 13.

(8) Ibid. pkt. 2.4.

(9) Jf. J. Fichtner, Activist hedge funds and the erosion of Rhenish capitalism: The impact of impatient capital, Working Paper Series Number 17 CCGES/CCEAE 2009.

(10) Jf. M. Goyer, Varieties of Institutional Investors and National Models of Capitalism: The Transformation of Corporate Governance in France and Germany. POLITICS & SOCIETY, Vol. 34, no 3, september 2006, s. 399-430.

(11) Kommuniké fra finansministrene og centralbankdirektørerne i G20 af 5. september 2009.

(12) EUT C 248 af 25.8.2011, s. 101.

(13) EUT C 84 af 17.3.2011, s. 13.

(14) OECD har udviklet en international standard til hjælp for myndigheder, der ønsker at forbedre den måde, de udøver deres ejerskab på. Jf. OECD Guidelines on Corporate Governance of State-Owned Enterprises, OECD 2005.

(15) EUT C 84 af 17.3.2011, s. 13.

(16) Jf. artikel 2 og 3, stk. 3, i Lissabontraktaten samt EUT C 83 af 30.3.2010, s. 17.

(17) http://www.equalities.gov.uk/pdf/EN_document_travail%5Bmain%5D.pdf

(18) http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/reding/womenpledge/index_en.htm

(19) Jf. også Europa Parlamentets ikke-lovgivningsmæssige beslutning af 6. juli 2011 om kvinder og virksomhedsledelse, http://www.europarl.europa.eu/oeil/file.jsp?id=5862452&noticeType=null&language=en, http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=REPORT&mode=XML&reference=A7-2011-0210&language=EN.

(20) EUT C 84 af 17.3.2011, s. 13.

(21) EUT L 120 af 15.5.2009, s. 22.

(22) »Corporate governance-rammen stiller krav om eller henstiller til bestyrelsen at tage hensyn til interesseparternes interesser og offentligt gøre rede for, hvordan dette hensyn sikres på områder af betydning.« OECD, 2006, Methodology for assessing the implementation of the OECD principles of corporate governance, s. 112.

(23) EuropeanIssuers er en paraplyorganisation af foreninger af udstedere, jf. http://www.europeanissuers.eu/_mdb/position/200_Towards_Common_Principles_for_ICRM_European_Companies__final_100127.pdf.

(24) EUT C 248 af 25.8.2011, s. 123.

(25) EUT C 51 af 17.2.2011, s. 1.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/99

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid — »Sammen om fornyet vækst«

KOM(2011) 206 endelig

2012/C 24/22

Ordfører: Benedicte FEDERSPIEL

Medordførere: Martin SIECKER og Ivan VOLEŠ

Kommissionen besluttede den 13. april 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid — »Sammen om fornyet vækst«

KOM(2011) 206 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 3. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 150 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1. Indledning

1.1 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har fra civilsamfundets perspektiv fulgt nøje med i det indre marked, og det etablerede i 1994 sit Observatorium for Det Indre Marked til dette formål. EØSU har bidraget til Kommissionens initiativ til at give det indre marked en saltvandsindsprøjtning, men beklager, at den ikke har inddraget Monti-, Lamassoure-, Gonzalez-, Grech- og Herzograpporterne til fulde og på effektiv vis stillet det indre marked til rådighed for forbrugerne og borgerne, som Europa-Parlamentet efterlyste i sin betænkning af 20. maj 2010.

1.2 I sin udtalelse om akten for det indre marked (1) fandt EØSU frem til en række foranstaltninger, der mangler i akten for det indre marked. De manglende løftestænger er f.eks. copyrightafgifter, revision af ophavsretsdirektivet, netneutralitet, databeskyttelse, investorbeskyttelse, protokol for sociale fremskridt, statutter for det europæiske private selskab, offentlige e-indkøb, europæiske kreditvurderingsbureauer, ligestilling mellem mænd og kvinder, mikro- og familievirksomheder, støtte til dannelsen af nye virksomheder og til udvidelsen af eksisterende virksomheder, kreditkort, betalingskort, elektronisk betaling, forbrugerkredit og overdreven gældsætning, overførsler mellem banker, ungdom, fuld gennemførelse af euroen og sikring af et mere effektivt fungerende fælles eurobetalingsområde (SEPA) osv.

1.3 EØSU havde udvalgt en række prioriteter for et integreret indre marked, hvoraf mange nu fremgår af listen over prioriterede tiltag under navnet de tolv løftestænger: chartret om grundlæggende rettigheder som en væsentlig bestanddel af det indre marked, tjenesteydelser, finansielle tjenesteydelser, forsyningspligtydelser, bæredygtig udvikling, små og mellemstore virksomheder og andre retlige former for iværksættervirksomhed, konkurrenceevne, standardisering, det digitale indre marked, corporate governance og arbejdstagernes inddragelse, arbejdskraftens frie bevægelighed og de økonomiske frihedsrettigheder, lovgivning vedrørende offentlige indkøb, den eksterne dimension og adgang til domstolene/kollektive søgsmål.

2. Resumé af Kommissionens meddelelse

2.1 Det indre marked er mangelfuldt, som fremhævet af Mario Monti i rapporten En ny strategi for det indre marked og Europa-Parlamentet i Louis Grechs betænkning Realisering af et indre marked for forbrugere og borgere. For at afhjælpe disse mangler bør der udarbejdes en proaktiv og horisontal strategi. Det betyder, at der skal sættes en stopper for markedsopsplitning, og barrierer og hindringer for den frie bevægelighed af tjenesteydelser, innovation og kreativitet skal fjernes. Det betyder, at borgernes tillid til det indre marked skal styrkes, og at det må sikres, at det indre markeds fordele kommer forbrugerne til gode.

2.2 For at håndtere disse udfordringer fremlagde Kommissionen 50 forslag til diskussion. De fremgik af meddelelsen: »På vej mod en akt for det indre marked« (2). På baggrund af bidragene fra den offentlige debat har Kommissionen peget på tolv løftestænger. For at fremme vækst og styrke borgernes tillid foreslår Kommissionen, at EU vedtager en nøgleaktion for hver løftestang inden udgangen af 2012.

2.3 Hvis de foreslåede aktioner skal give de forventede resultater med hensyn til vækst og beskæftigelse, er der i hvert fald fire betingelser, der skal opfyldes, for at de kan udvikles og gennemføres effektivt: (1) en bedre dialog med civilsamfundet som helhed, (2) et tæt samarbejde med de forskellige markedsdeltagere, (3) effektiv information af borgere og virksomheder og (4) nøjere overvågning af anvendelsen af lovgivningen vedrørende det indre marked. Ved udgangen af 2012 indledes en ny fase i udviklingen af det indre marked. Diskussionerne vil trække på en omfattende økonomisk undersøgelse, hvis resultater burde gøre det muligt at identificere specifikke områder, hvor potentialet for vækst er uudnyttet, samt mulige nye løftestænger for vækst. Kommissionen vil også høre civilsamfundet og alle det indre markeds aktører via sine nye styreværktøjer.

3. Generelle bemærkninger og henstillinger

3.1 EØSU bifalder Kommissionens ambition om at sætte gang i væksten og styrke tilliden til det indre marked. EØSU minder om, at det indre marked er et centralt element i den europæiske integration med potentiale til at skabe fordele, som vil kunne mærkes direkte af de europæiske aktører, og bæredygtig vækst i Europas økonomier. Under de nuværende betingelser gør dette, at et fungerende og fremtidsorienteret indre marked ikke blot er ønskværdigt, men uundværligt for EU's politiske og økonomiske fremtid. For at levere disse fordele er det afgørende, at Kommissionens forslag er ambitiøse og ikke blot søger at løse specifikke problemer af begrænset rækkevidde.

3.2 EØSU er klar over, at Kommissionens meddelelse kun er anden etape i en proces, som nødvendigvis består af mange flere. Meddelelsen forklarer Kommissionens valg om at fortsætte med tolv løftestænger ud af de oprindelige 50 forslag indeholdt i meddelelsen På vej mod en akt for det indre marked. EØSU har bemærket, at mange af de foreslåede løftestænger ikke som lovet er nye, da de allerede fremgik af Kommissionens arbejdsprogrammer for 2010 og 2011 (3).

3.3 Desuden ønsker EØSU at forstå logikken bag, at Kommissionen med henblik på opnåelsen af det indre marked i sidste ende har truffet en overordnet beslutning om at arbejde videre med kun disse 12 løftestænger. Processen bag fremgår ikke klart hverken af meddelelsen eller af analysen af de nævnte tiltag.

3.4 EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde med de resterende forslag i den første meddelelse (KOM (2010) 608), men som ikke er en af de tolv løftestænger. EØSU anbefaler også, at Kommissionen overvejer de manglende løftestænger (se afsnit 1.2), der fremgår af EØSU's tidligere udtalelse om akten for det indre marked. EØSU ønsker at blive orienteret om udviklingen inden for begge områder og minder Kommissionen om, at der er behov for hurtige opfølgende foranstaltninger for at sikre, at den yderligere udvikling af det indre marked kan påvirke den europæiske vækst på en positiv måde i den nærmeste fremtid.

3.5 En række forslag er allerede under udarbejdelse og sat til at blive fremlagt inden udgangen af i år. EØSU forventer at blive hørt af Kommissionen vedrørende disse og andre konkrete forslag, for at alle de relevante aktørers synspunkter kan blive hørt. EØSU er også klar til at deltage i evalueringen af de konsekvenser, den nye lovgivning vil få på det indre marked, og yde et bidrag til den omfattende økonomiske undersøgelse, hvis resultater bør gøre det muligt at identificere nicher, hvor der er et urealiseret potentiale for vækst, samt mulige nye løftestænger for vækst. EØSU bemærker, at der skal en større indsats til for at fastslå konsekvenserne af tidligere og nuværende lovgivning vedrørende det indre marked med fokus på en vurdering af, om kombinationen af foranstaltninger er lykkedes med gradvist at ændre, hvordan det indre marked fungerer med hensyn til fordele, der kan mærkes direkte af virksomheder, arbejdstagere og forbrugere.

3.6 EØSU fremhæver også, at udviklingen af det indre marked ikke kun afhænger af aktioner og foranstaltninger, som falder under Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Tjenesteydelsers ansvarsområde, men også af mange andre politikområder. Med henblik herpå bemærker EØSU, at initiativer som den digitale dagsorden (4) og rapporten om unionsborgerskab (5) er vigtige, og opfordrer Kommissionen til at sikre en fremgang i realiseringen af et velfungerende indre marked inden for de politikområder, der er omfattet af disse meddelelser.

3.7 I indledningen fremhæver Kommissionen vigtigheden af bæredygtig udvikling. EØSU beklager, at der i meddelelsen ikke følges op på den ambitiøse strategi for bæredygtig udvikling, som Kommissionen vedtog i 2008. Behovet for en kursændring mod mere bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre bør få den opbakning, som det fortjener.

3.8 Inden Lissabontraktaten blev den politiske og økonomiske interesse i et forenet Europa prioriteret højere end sociale spørgsmål og bæredygtighed. Med Lissabontraktaten kan den ulighed nok siges at være blevet udlignet, idet de andre interesser vægtes lige så højt (skønt tiden må vise, hvad resultaterne er i praksis). Imidlertid nævnes det adskillige gange i meddelelsen, at der ikke bør være yderligere byrder for virksomheder eller ekstra omkostninger for forbrugere, men konsekvenserne for arbejdstagere og offentlige myndigheder omtales ikke.

3.9 EØSU ønsker igen at gentage sin opfordring til en holistisk tilgang. Selvom EØSU mener, at det er afgørende at fremme vækst og erhvervslivets muligheder, er det imidlertid af den opfattelse, at forslagene bør have et større fokus på forbrugere og borgere som selvstændige aktører i skabelsen af det indre marked.

3.10 EØSU opfordrer til nul-tolerance over for medlemsstaters manglende gennemførelse af EU-lovgivning og minder Rådet og Kommissionen om, at forsinket, inkonsekvent og mangelfuld gennemførelse er en stor hæmsko for et velfungerende indre marked. EØSU vil især værdsætte, at medlemsstaterne offentliggør sammenligningstabeller, hvilket vil bidrage til en bedre markedsføring og forståelse af det indre marked (6).

4. Specifikke bemærkninger og henstillinger vedrørende de tolv løftestænger

4.1 Foranstaltninger for SMV'er

4.1.1 EØSU bifalder de forslag, der bør føre til en løsning af nogle af de problemer, som SMV'erne står over for, især hvad angår øget adgang til venturekapitalfinansiering på tværs af landegrænser. Imidlertid bemærker EØSU, at dette ikke er tilstrækkeligt til at få gjort noget ved den mere generelle begrænsede adgang til finansiering, som SMV'er overalt i Europa støder på i krisens kølvand. Desuden skal mikro- og familievirksomhedernes behov i højere grad tilgodeses, da de ofte ikke er i stand til at benytte sig af eksisterende støtteværktøjer, og deres økonomiske bæredygtighed ofte undergraves af forsinket eller manglende betaling. Basel III-aftalens indvirkning på bankernes villighed til at finansiere SMV'er bør undersøges.

4.1.2 EØSU ønsker også at minde om, at de fleste andre nøgleaktioner vil have større eller mindre konsekvenser for SMV'erne. Betydningen af »Small Business Act« bør ikke undervurderes. »Tænk småt først«-princippet skal således anvendes i alle lovforslag, og virkningerne deraf for SMV'er og mikro-/familievirksomheder skal vurderes forudgående. Gennemførsel og overvågning heraf bør være en prioritet i EU's SMV-lovgivning.

4.1.3 EU-patentets fremtidige sprogordning skal sikre, at der er finansiel støtte til virksomheder i de lande, hvis officielle sprog ikke er et officielt sprog for EU-patentet, for at undgå enhver form for diskrimination.

4.2 Borgernes mobilitet

4.2.1 Den foreslåede nøgleaktion, der skal skabe øget mobilitet for borgerne, er en modernisering af ordningen om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Fremme af arbejdstagernes faglige og geografiske mobilitet kan være medvirkende til at forbedre den måde, det europæiske arbejdsmarked fungerer på, og leveringen af tjenesteydelser på tværs af landegrænser. Overalt i Europa kæmper virksomheder med en alvorlig mangel på færdigheder, der delvis skyldes utilstrækkelig erhvervsuddannelse og efteruddannelse. Selvom EØSU bifalder fremskridt inden for dette område, opfordres Kommissionen til også at få gjort noget ved en lang række andre forhindringer, som stadig hindrer borgerne i at bevæge sig frit over grænser inden for EU.

4.2.2 En ordning om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer er tidligere søgt indført, nemlig i slutningen af 80'erne, hvor der var færre medlemsstater. Direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer, der blev vedtaget i 2005, var en sammenskrivning af de 15 tidligere direktiver, der hver omfattede separate kategorier af lovregulerede erhverv. Da målet endnu ikke er nået, iværksatte Kommissionen i 2010 en revision af direktivets gennemførelse.

4.2.3 EØSU ønsker at fremhæve, at der forud for enhver supplerende form for lovgivning til det nuværende direktiv bør foretages en grundig analyse af, hvordan den nuværende lovgivning kan ændres, for at fremme den gensidige anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. EØSU fremhæver:

—	En reduktion af antallet af lovregulerede erhverv: der skal foretages en systematisk vurdering af behovet for, at lovregulerede erhverv forbliver lovregulerede, i overensstemmelse med de nye arbejdsmarkedsbehov.

—	Idéen om et europæisk erhvervspas skal undersøges yderligere (automatisk anerkendelse af de kompetente myndigheder, som skal kunne udstede disse pas i første omgang).

—	Opdatering af standarderne for minimumsuddannelse skal baseres på resultaterne målt på færdigheder og kompetencer frem for antal timer tilbragt i skolen.

—	Sikring af at den overordnede ordning indeholdt i direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer på den ene side og EQF (7) og andre gennemsigtighedsfremmende værktøjer fra Bologna- og Københavnprocesserne på den anden kan eksistere side om side.

4.2.4 EØSU foreslår, at man, så længe der ikke er fuld harmonisering mellem de 27 medlemsstater, vurderer muligheden for en anden tilgang baseret på fælles foranstaltninger mellem et mindre antal medlemsstater, eventuelt i form af et forstærket samarbejde, der følger migrationsmønstre og udviklingen på arbejdsmarkedet. Måske kan man derved opnå den succes, som er nødvendig for at forbedre arbejdstagernes mobilitet. Efter dette første skridt kan det vise sig lettere at gå efter fuld harmonisering.

4.2.5 EØSU ser ikke et behov for en revision af direktivet om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, da det har fastsat et tilstrækkeligt retsgrundlag. Det er stadig nødvendigt at sikre, at direktivets grænseoverskridende elementer fungerer bedre.

4.3 Intellektuelle ejendomsrettigheder

4.3.1 Intellektuelle ejendomsrettigheder må fungere for skabere, copyright-brugere og forbrugere (8). Forbrugere bør have adgang til ophavsrettighedsbeskyttet indhold, produkter og tjenesteydelser baseret på ophavsrettighedsbeskyttet materiale uden hensyntagen til, hvor i EU de befinder sig. Der er brug for en mere paneuropæisk tilgang til licenser og afgifter.

4.3.2 Den nuværende rammelovgivning for intellektuelle ejendomsrettigheder er forvirrende for forbrugerne; det er endnu værre på paneuropæisk niveau. Rammelovgivningen skal gøres klarere, og retslige sanktioner og håndhævelsen skal være proportionelle: individuelle forbrugere, som utilsigtet og/eller i mindre omfang krænker intellektuelle ejendomsrettigheder til eget forbrug, skal måske behandles anderledes end kriminalitet i stor eller kommerciel målestok.

4.4 Forbrugerne – aktørerne på det indre marked

4.4.1 Alternativ behandling af tvister (ADR) kan være et nyttigt redskab, der kan medvirke til at beskytte forbrugere og gøre dem i stand til at få opfyldt deres rettigheder på en hurtig og billig måde. Ikke kun i forbindelse med e-handel, men også i almen forstand. Forbrugernes interesser skal være i centrum for denne udenretlige mekanisme, og de bør også have mulighed for at gå rettens vej, hvis det er nødvendigt. Udvalget bifalder lovgivningsforslaget til ADR, som Kommissionen præsenterer i arbejdsprogrammet for 2011, og minder om, at forslaget skal sørge for et højt beskyttelsesniveau.

4.4.2 Ud over ADR har Generaldirektoratet for Retlige Anliggender foretaget en høring om fælles klageordninger. Desværre er der ikke udsigt til et lovgivningsforslag i november, men derimod blot endnu en meddelelse om resultaterne af forårets høring, hvilket er skuffende. Det er nu på høje tid at gå fra høring til handling. Udvalget ser frem til et lovgivningsforslag i den nærmeste fremtid. Et sådant forslag bør føre til en fælles klageordningsmekanisme, som både opererer nationalt og på tværs af grænser, og som er tilgængelig for alle forbrugere inden for det indre marked.

4.4.3 Disse mekanismer bør være tilgængelige for alle, hvis rettigheder krænkes inden for det indre marked. Ikke kun forbrugernes rettigheder krænkes af udbydere af varer og tjenesteydelser gennem urimelige kontraktvilkår og urimelig handelspraksis. Også arbejdstagere, hvis rettigheder krænkes, og generelt borgere, som er ofre for forskelsbehandling, bør have adgang til kollektive klageordningssystemer. SMV'er har muligvis også behov for lignende beskyttelse mod urimelig handelspraksis, etc.

4.4.4 I det store hele mærker forbrugerne stadig ikke fordelene af et indre marked på området for finansielle detailtjenesteydelser. Selvom udvalget bifalder det fortsatte arbejdet mod mere gennemsigtige bankgebyrer og bedre beskyttelse af låntagere, er der stadig arbejde, der skal gøres for at fremme adgang på tværs af grænser til finansielle detailtjenesteydelser. Desuden bør basale betalingskonti være tilgængelige for alle borgere i EU.

4.4.5 EØSU bifalder revisionen af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, som har et større fokus på forbrugersynspunktet, og udvalget ser frem til at fremsætte sine kommentarer til de konkrete forslag. Ligeledes ville en højere grad af markedsovervågning på både nationalt og fælleseuropæisk niveau blive hilst velkommen.

4.4.6 Direkte forbruger- og borgerrettigheder som følge af det indre marked er en central byggesten til markedsintegration og giver en direkte tilgængelig fordel af den europæiske økonomiske integration, hvad end det handler om passagerernes rettigheder, roamingtakster eller e-handel. Forbrugere/passagerer skal have nem og hurtig adgang til mekanismer, som kan hjælpe dem til at få opfyldt deres rettigheder, især når de befinder sig i en problematisk situation, eksempelvis hvis de er strandet i udlandet uden midler til at rejse hjem igen. Desuden er det essentielt at sikre en ensartet anvendelse, da passagerer ikke bliver behandlet lige i EU grundet en betragtelig variation i håndhævelse af reglerne og fortolkning af den nuværende lovgivning.

4.5 Tjenesteydelser

4.5.1 Udvalget støtter forslaget om udvidelsen af standarderne for tjenesteydelser, men understreger, at der bør tages højde for tjenesteydelsernes særlige karakter, og at man ikke per automatik kan kopiere modellen for standardisering af varer direkte. En yderligere udvikling af standarder inden for tjenesteydelser skal tage hensyn til markeds- og samfundsbehov samt forbrugersikkerhed.

4.5.2 EØSU bifalder forslaget om en gruppe på højt plan om virksomhedstjenester, der kan identificere de primære forhindringer og flaskehalse på markedet.

4.5.3 Udvalget glæder sig over initiativet om at modernisere de offentlige forvaltninger ved at etablere kvikskranker og kan kun bifalde udviklingen af det administrative samarbejde om grænseoverskridende forhold. Det er desuden nødvendigt at udvide dette samarbejde til politikområder, der omhandler overholdelse af forpligtelser. EØSU anser Kommissionens konklusioner om virkningen af tjenesteydelsesdirektivet og om, hvordan servicesektoren fungerer, for at være forhastede, da direktivet kun har været i kraft i få år (9).

4.6 Net

4.6.1 Inden for området for energinet (10), er udvalget af den opfattelse, at medlemsstaterne bør være frit stillede til at vælge den type energinet, de ønsker. Den almene interesse varetages gennem velfungerende net, kvalitetstjenesteydelser og gennem anvendelse af alle de midler, der skal til for at garantere alle borgere en forsyning, som er sikker, uden afbrydelser og prismæssigt overkommelig. EØSU mener, at EU bør tale med én stemme på internationalt plan vedrørende energi og energitransmissionsnet, og at EU bør betragte disse spørgsmål, især hvad angår energiforsyningssikkerhed, som en integreret del af dets diplomatiske aktiviteter (naboskabspolitikken) og foreslå standarder for forvaltning i transitlandene. Medlemsstaterne bør sammen med EU gøre sig til talsmand for energisolidaritet på globalt plan og inden for EU overholde princippet om almen offentlig interesse. EØSU ser desuden gerne, at der oprettes et europæisk rådgivende udvalg om energi og klimaændringer.

4.6.2 På transportområdet (11) efterspørger EØSU en bedre forbindelse mellem såvel det østlige og vestlige som det nordlige og sydlige EU. Udvalget ser også gerne, at man gør sig særlige overvejelser om den såkaldte naboskabspolitik med yderligere forbindelser til EU's østlige og sydlige naboer. Kommissionen og medlemsstaterne bør frem for alt lægge fokus på netværket i stedet for individuelle projekter om infrastruktur. Således fremmes solidariteten medlemsstaterne imellem. EØSU vil gerne understrege, at en kursændring er nødvendig med hensyn til valg af netværk, hvis formålet med EU er at skabe et virkelig integreret fælles europæisk transportmarked og videreføre samhørighedspolitikken. I denne sammenhæng støtter EØSU den seneste revision af TEN-T-politikken. Udvalget anbefaler desuden en omhyggelig og selektiv brug af offentlig-private partnerskaber (OPP) i forbindelse med finansiering af TEN-T-projekter. Der bør endvidere tages hensyn til medlemsstaternes forskellige grader af erfaring, og det er nødvendigt med en konsekvent finansieringsstrategi for at mobilisere alle relevante europæiske og nationale finansielle instrumenter som en del af en bedre finansieringstilgang.

4.7 Det digitale indre marked

4.7.1 Elektronisk handel synes især at lide under fragmenteringen af det indre marked. Fraværet af harmoniserede regler, den manglende interoperabilitet mellem informationssystemerne (12), udestående problemer med intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR), manglende betalingssikkerhed og usikkerhed om forbrugerrettigheder særligt i forbindelse med produktsikkerhed forhindrer, at det store potentiale for grænseoverskridende online handel fuld tud udnyttes både af udbydere og forbrugere. Selvom Kommissionens meddelelse indeholder tiltag, der har til formål at tage hånd om nogle af barriererne for det digitale indre marked, påpeger EØSU, at der skal meget mere til at forberede det indre marked på vidensalderen, herunder eksempelvis fælles regler for et højt databeskyttelsesniveau for eksempel inden for digitale signaturer. I denne sammenhæng gentager EØSU sin opfordring til, at netneutralitet bliver anerkendt som et af grundprincipperne for det digitale indre marked.

4.7.2 Ved at løse problemerne, der bliver nævnt i Kommissionens meddelelse i forbindelse med e-handel, er der mulighed for at styrke forbrugernes tillid til det indre marked. Dog er der indtil videre blevet fremlagt få konkrete forslag på området. Udvalget anmoder Kommissionen om at udarbejde en ambitiøs handlingsplan til udviklingen af e-handel med forbrugeren i centrum. Resultatet af denne handlingsplan bør være en online EU-markedsplads, hvor forbrugerne føler sig beskyttede og sikre og ved, hvordan de kan få hjælp, hvis deres rettigheder krænkes.

4.7.3 Et velfungerende digitalt indre marked bør betyde, at forbrugere og virksomheder oplever, at barriererne, som er baserede på nationalitet eller bopæl, forsvinder. Dette bør indebære, at forbrugere frit kan bestille digitale produkter, såsom musik, fra andre EU-lande, hvilket er særligt vigtigt med henblik på at gøre det indre marked relevant for de næste generationer af EU-borgere.

4.8 Socialt iværksætteri

4.8.1 EØSU bifalder, at Kommissionen vil fremme socialt iværksætteri, og at man tager initiativ til at udarbejde en politisk ramme for at udnytte iværksætteriets fulde potentiale. Tiltag rettet mod socialt iværksætteri bør følge grundprincipperne for lovgivningen for det indre marked såsom reglerne om konkurrence og statsstøtte samt tage hensyn til EØSU's arbejde på dette område (13).

4.8.2 EØSU har støttet etableringen af en europæisk fondsvedtægt, men opfordrer Kommissionen til at overveje, om man ligeledes bør foretage en lovgivningsmæssig indgriben for at lette grænseoverskridende operationer for eksisterende fonde med tanke på de nuværende vedtægters ringe gennemslagskraft, eksempelvis statutten for det europæiske andelsselskab og statutten for det europæiske selskab.

4.8.3 Kommissionen er nødt til at styrke EU's indsats for at forbedre kvaliteten af virksomhedsledelse, så inddragelsen af arbejdstagerne kan udvikles yderligere og gennemsigtigheden af virksomhedernes oplysninger kan forbedres. At arbejdstagerne har ret til at blive oplyst og hørt samt til at deltage er integreret som grundlæggende rettigheder i traktaten i form af forskellige måder at inddrage arbejdstagerne på: EUF-traktatens artikel 151, stk. 1, omhandler »dialogen på arbejdsmarkedet«, og i artikel 153, stk. 1, litra f), anføres det, at EU skal støtte og supplere medlemsstaternes aktiviteter på følgende områder »repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser, herunder medbestemmelse«. Den offentlige høring bør derfor undersøge, hvordan man kan gøre virksomhedernes oplysninger om sociale og miljørelaterede aspekter samt menneskerettigheder mere gennemsigtige. Et forslag til et initiativ vedrørende socialt iværksætteri, herunder muligheden for, at virksomhederne fortsat udøver deres sociale ansvar på frivillig basis, vil blive kritisk vurderet af EØSU, når udvalget har modtaget en konkret anmodning om udtalelse.

4.9 Beskatning

4.9.1 EØSU understreger i forbindelse med revisionen af energibeskatningsdirektivet, at ideen om at indføre en CO2-afgift bør ske i samspil med emissionshandelsordningen og energieffektivitetsplanen (14). Indførelsen af en CO2-afgift bør skaffe den nødvendige finansielle støtte til at fremme F&U i processer med lavt kulstofforbrug og innovative teknologier, da indtægterne fra afgiften udelukkende skal anvendes til ovenstående formål. Afgiften skal fastlægges, således at den ikke bringer væksten i fare eller skaber politisk eller folkelig modstand, og indførelsen af en sådan afgift bør ikke føre til større energifattigdom.

4.9.2 CO2-afgiften bør være baseret på forbrug frem for produktion. Kommissionen bør udarbejde en række generelle retningslinjer for opkrævning af denne CO2-afgift og lade medlemsstaterne bestemme de nærmere detaljer. Dette ville give dem frihed til at opkræve denne afgift med hensyntagen til deres respektive industrielle strukturer inden for fremstilling og produktion af energi.

4.9.3 EØSU bifalder tiltag, der tager hånd om nogle af de modsætningsforhold, der findes inden for skatteområdet, herunder moms, energiafgifter og selskabsbeskatning. Det er nødvendigt at sikre hver enkelt medlemsstats evne til at finansiere sine offentlige tjenesteydelser jf. nærhedsprincippet, men der er også behov for at fokusere på de vanskeligheder, borgere og SMV'er møder på daglig basis i forbindelse med det indre marked, og som skyldes forskellige skatteordninger og deres gennemførelse, for at sikre, at det indre marked fungerer mere effektivt. Den foreslåede afgift på finansielle transaktioner bør desuden bidrage til at tage hånd om dele af sektorens risikovillighed, som ikke er bæredygtig.

4.10 Social samhørighed

4.10.1 EØSU støtter op om Kommissionens forslag vedrørende løftestangen »Social samhørighed«. Man vil gå videre end blot forbedre gennemførelsen af direktivet om udstationering af arbejdstagere, hvilket Kommissionen oprindeligt foreslog i meddelelsen »På vej mod en akt for det indre marked«. Kommissionen planlægger at vedtage et lovgivningsforslag, der skal forbedre gennemførelsen af direktivet om udstationering af arbejdstagere, og som kommer til at omfatte eller blive suppleret med en præcisering af udøvelsen af grundlæggende sociale rettigheder i forbindelse med det indre markeds økonomiske frihedsrettigheder. Det lader således ikke til at være tale om en revision af direktivet, men derimod en ny retsakt om en forbedret gennemførelse af direktivet. Man bør afdække modsætninger i anvendelsen af direktivet, og medlemsstaternes beføjelser til at håndhæve deres arbejdsstandarder og systemer for arbejdsmarkedsrelationer, herunder den afgørende rolle, som de forskellige former for overenskomstforhandlinger spiller, bør defineres klart. Resultatet af denne afdækning burde vise, om der er behov for en revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere. Dette bør dog ikke ske på bekostning af konkurrencereglerne og princippet om ikke at diskriminere på grund af nationalitet. Enhver revision af den eksisterende lovgivning eller enhver ny retsakt bør baseres på høringer af arbejdsmarkedets parter og på ligevægt mellem høje arbejdsstandarder og økonomiske frihedsrettigheder samt håndtering af problemer, som skyldes sorte arbejdsmarkeder.

4.11 Lovgivningsmæssige rammer for virksomhederne

4.11.1 Man kan ikke betegne regulering som en hindring eller byrde, når den medfører, at der bliver værnet om samfundsinteresser, herunder forbruger- og arbejdstagerrettigheder. Den foreslåede forenkling af regnskabsdirektivet, som ville formindske virksomhedernes og især SMV'ernes administrative byrde, synes at være et hensigtsmæssigt bidrag til et gunstigt erhvervsklima, men det bør kun være ét element i et gennemgående eftersyn af den unødvendige lovgivningsmæssige byrde, som europæiske virksomheder står over for, og som svækker deres konkurrenceevne globalt set.

4.11.2 EØSU bifalder og støtter de foreslåede tiltag såsom sammenkoblingen af selskabsregistre; statutten for det europæiske private selskab, som matcher samfundskravene og en mere sammenhængende gennemførelse af »Small Business Act« af EU og medlemsstaterne, men understreger behovet for at mindske den unødvendige administrative byrde yderligere og forventer, at Kommissionen vil foreslå målene for efter 2012, når den administrative byrde bør være blevet mindsket med 25 %. Udvalget bemærker, at en mindskning af unødvendige byrder altid er ønskværdig, hvad end det er for virksomheder, forbrugere eller offentlige myndigheder, men at der samtidig er behov for omhyggelige overvejelser for at sikre, at lovgivningens oprindelige formål bevares. Udvalget minder om, at en fælles EU-tilgang også kan mindske de administrative byder, hvis den erstatter 27 forskellige nationale fremgangsmåder.

4.12 Offentlige kontrakter

4.12.1 EØSU bifalder initiativet om at udvikle en afbalanceret politik for offentlige indkøb, som fremmer efterspørgslen efter en miljømæssigt bæredygtig, innovativ og socialt ansvarlig udvikling. Opmærksomheden bør også rettes mod at sikre, at korruption og misbrug af offentlige midler i forbindelse med indkøbsprocessen bliver håndteret i EU. Men processen i forbindelse med offentlige indkøb er i fare for at blive for kompleks til, at den kan blive anvendt konsekvent (15). Som absolut minimum bør man gøre mere for at udbygge de offentlige forvaltningers kompetencer til at anvende reglerne for offentlige indkøb på en ensartet måde og samtidig give dem mulighed for at indarbejde de nye krav, offentlige indkøb skal opfylde, i deres udbudsbetingelser. Kommissionen bør også fremme en mere udbredt anvendelse af adfærdskodekset blandt offentlige forvaltninger, for at tilgodese SMV'erne i indkøbsprocessen (16).

4.12.2 Siden projektet om det indre marked blev indledt i midten af 1980'erne, har integrationen af en grundlæggende social klausul været til debat. Kravene imødekom man delvist i forbindelse med revisionen af reglerne om offentlige indkøb i 2005. Revisionen af EU's direktiver om offentlige indkøb burde gøre det muligt til fulde at udnytte de nuværende rammer for integreringen af sociale og miljømæssige kriterier i offentlige kontrakter, som også kan anvendes af udbydere af tjenesteydelser fra tredjelande, forudsat at sådanne kriterier er i overensstemmelse med EU-lovgivningens grundlæggende principper, som er nedfældet i Lissabontraktaten.

4.12.3 Kommissionens initiativ vedrørende offentlige indkøb burde lægge mere vægt på den vedvarende forskel mellem EU og EU's vigtigste handelspartnere, hvad angår åbenheden af deres markeder for offentlige indkøb. Det bør overvejes, hvor åbne EU's markeder for offentlige indkøb kan være på længere sigt, så længe der hersker ulige konkurrencevilkår i tredjelande. Derfor er det i denne forbindelse nødvendigt, at de ratificerede ILO-konventioner og menneskerettighederne respekteres af alle aktører, både af medlemsstaterne og tredjelandene. EU bør aktivt fremme denne politik på globalt niveau.

5. Forudsætningerne for succes

5.1 EØSU bifalder anerkendelsen i Kommissionens meddelelse af vigtigheden af, at civilsamfundet er involveret i udviklingen af det indre marked og af civilsamfundets villighed i denne henseende. EØSU minder om, at udvalgets rolle er at fungere som et bindeled mellem EU og det organiserede civilsamfund, og at det dermed har unikke forudsætninger for at hjælpe Kommissionen med at udvikle det indre marked yderligere. I denne sammenhæng minder EØSU Kommissionen om, at det ikke er tilstrækkeligt blot at høre udvalget, men at det er nødvendigt at vise, hvordan høringerne og de rådgivende udtalelser har formet lovgivningsforslagene.

5.2 Forummet for det indre marked bør blive en effektiv platform, hvor EU og nationale/regionale forvaltninger, der er ansvarlige for, at det indre marked er velfungerende, samt hovedaktørerne, kan interagere. Udvalget støtter stærkt op om EU-kommissær Barniers forslag om at afholde en uge for det indre marked, hvor offentlige forvaltninger og civilsamfundsorganisationer fra de enkelte medlemsstater kan deltage.

5.3 Informationssystemet for det indre marked (17) (IMI) er det primære tekniske redskab i samarbejdet mellem de nationale forvaltninger og har desuden potentiale til at blive en brugerflade for brugere af det indre marked.

5.4 De europæiske borgeres dalende støtte til europæisk integration kræver en intensiv og målrettet kommunikationsstrategi, som omfatter mobiliseringen af alle værktøjer, der kan give den nødvendige støtte til både virksomheder, arbejdstagere og borgere, som Solvit, EURES, European Enterprise Network, det Europæiske Netværk af Forbrugercentre, RAPEX, etc. Udviklingen af en fælles portal (»Dit Europa«) til virksomheder og borgere kan være nyttig, men kun hvis portalens information er fuldstændig, relevant, pålidelig og tilgængelig. Der er behov for at erkende, at borgere og virksomheder også skal have mulighed for at stille deres spørgsmål direkte til en person, frem for udelukkende at skulle støtte sig til elektronisk materiale.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 132 af 3.5.2011, s. 47.

(2) KOM (2010) 608 endelig; EØSU's udtalelse: EUT C 132 af 3.5.2011, s. 47.

(3) KOM(2010) 135 endelig af 31.3.2010; KOM(2010) 623 endelig af 27.10.2010.

(4) http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2010:0245:FIN:DA:PDF

(5) http://ec.europa.eu/justice/citizen/files/com_2010_603_en.pdf

(6) EUT C 248 af 25.8.2011, s. 87.

(7) Europæisk referenceramme for kvalifikationer.

(8) EUT C 18 af 19.1.2011, s. 105.

(9) EUT C 318 af 29.10.2011, s. 109.

(10) EUT C 306 af 16.12.2009, s. 51.

(11) EUT C 318 af 23.12.2009, s. 101.

(12) EUT C 318 af 29.10.2011. s. 105.

(13) Se side 1 i denne EUT.

(14) Se side 7 i denne EUT.

(15) Se EØSU's udtalelser EUT C 224 af 30.8.2008, s. 32, EUT C 318 af 29.10.2011, s. 99, og EUT C 318 af 29.10.2011, s. 113.

(16) Kommissionens adfærdskodeks om lettere adgang for SMV'er til offentlige indkøbskontrakter, SEK(2008) 2193.

(17) For yderligere oplysninger: http://ec.europa.eu/internal_market/imi-net/index.html.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/106

KOM(2011) 12 endelig

2012/C 24/23

Ordfører: Alfredo CORREIA

Kommissionen besluttede den 18. januar 2011 under henvisning til EUF-traktatens artikel 165 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Udvikling af sportens europæiske dimension

KOM(2011) 12 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som vedtog sin udtalelse den 28. september 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 79 stemmer for, 2 imod og 7 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1 EØSU ønsker at fremhæve sin store interesse i og opbakning til udviklingen af sportens europæiske dimension. Det er yderst vigtigt at sikre kontinuiteten i EU's politikker for udvikling af sporten i et samarbejde med medlemsstaterne og under hensyntagen til nærhedsprincippet. Råderummet begrænses af de beføjelser, som er tildelt ifølge traktaten.

1.2 Det er uomtvisteligt, at idræt yder et bidrag til at styrke den fysiske og mentale sundhed og til at opbygge værdier såsom disciplin og korpsånd, hvilket fremmer den sociale integration. Idrætsaktiviteter spiller en central rolle i forebyggelsen af en lang række sygdomme. Der er en direkte forbindelse mellem sundhedsproblemer og et lavt fysisk aktivitetsniveau. Idræt bidrager til at forbedre menneskers livskvalitet og deres forventede levetid, og gør også europæisk økonomi mere produktiv og konkurrencedygtig. EØSU opfordrer til at fremme idrætsudøvelsen og træffe EU-foranstaltninger med dette mål for øje.

1.3 EØSU erkender problemet med doping i idræt. På såvel EU- som medlemsstatsniveau må det diskuteres, hvordan denne sociale svøbe kan bekæmpes. Doping kan bringe sportsudøvernes helbred i fare, særligt inden for de unge amatørers rækker, og virke ødelæggende for den fair konkurrence i sportsverdenen.

1.4 Kommissionens holdning til sportsudøvelse og udvikling af sporten på uddannelsesområdet, som EØSU tidligere har anbefalet (1), kan bifaldes. Udvalget gentager, at der er et behov for at forbedre sportscentre, omklædningsrum og anden infrastruktur, således at borgerne kan dyrke sport under gode forhold og til en overkommelig pris.

1.5 Det er særligt vigtigt for EØSU, at sportsfolk får en ordentlig uddannelse. Alt for ofte forlader unge skolen for at forfølge deres sportslige ambitioner. De skal have mulighed for at påbegynde og udvikle en sportslig karriere uden at forlade skolen i overensstemmelse med princippet om dobbelt karriere. Det er også vigtigt, at dette princip sikrer, at idrætsudøvere efter endt idrætskarriere har de nødvendige kvalifikationer for at komme ud på arbejdsmarkedet. For at sikre dette bør trænere ligeledes instrueres i, hvordan de fremmer de rette værdier hos de unge, som de er trænere for.

1.6 Vold inden for sport er forkasteligt, og der er behov for en resolut indsats for at udrydde dette problem vha. såvel politiarbejde som passende straffelovgivning. EU kan og skal optræde som koordinator for medlemsstaternes initiativer med det formål at forbedre informationsudvekslingen om de mest effektive tiltag.

1.7 EØSU mener, at man bør være særligt opmærksom på de dårligst stillede grupper på idrætsområdet, såsom handicappede og ældre. Disse personer har ret til at dyrke idræt på lige fod med andre. Udvalget minder om, at EU har undertegnet De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder: Medlemsstaterne skal sikre, at denne konvention håndhæves på passende vis.

1.8 Udvalget gentager sin opfordring (2) fra 2008 om, at der lægges særlig vægt på kvinders deltagelse i idrætsaktiviteter og en mainstreaming af ligestilling mellem kønnene på dette område.

1.9 EØSU ønsker at fremhæve den rolle, som nonprofit-idrætsforeninger spiller mht. at fremme sportslige aktiviteter. Det har afgørende betydning, at disse foreninger støttes både ved hjælp af passende finansielle ressourcer og ved at opmuntre til en frivillig indsats i foreningerne.

1.10 Der er ligeledes behov for et aktivt samarbejde mellem professionelle og nonprofit-organisationer, idet et sådant er afgørende for idrættens fremtid. EØSU anser det for en prioritet at finde bæredygtige finansieringsformer, som kan muliggøre et sådant samarbejde.

1.11 Udvalget er særligt bekymret over væksten i den ulovlige og uregulerede væddemåls- og lotterisektor, hvor der er en klar mangel på regulering og passende sanktioner. Det er værd at påpege den statslige eller statskontrollerede væddemåls- og lotterisektors potentielle betydning for idrættens finansiering gennem investering af indtægterne i modernisering af sportsfaciliteter. Der må etableres en dialog medlemsstaterne imellem med det formål at finde frem til de modeller, som bedst afspejler EU's principper. En regulering af væddemåls- og lotterimarkedet på idrætsområdet har afgørende betydning for sikringen af en reel konkurrence og gennemsigtighed i sportens verden.

1.12 EØSU anerkender de vanskeligheder, som EU står over for med hensyn til reguleringen af markedet for væddemål. Reglerne for det indre marked og konkurrencebestemmelserne skal respekteres fuldt ud under fuld hensyntagen til nærhedsprincippet. Udvalget opfordrer Kommissionen til at følge dette område nøje og etablere en vejledende ramme for reguleringen af dette marked på grundlag af disse principper og de potentielt værdifulde oplysninger, som indsamles under den igangværende høringsprocedure (3).

2. Generelle bemærkninger

2.1 Indledning

2.1.1 Den 18. januar 2011 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om udvikling af sportens europæiske dimension, der evaluerer resultaterne af hvidbogen om idræt. Rådet for Den Europæiske Union fastlagde i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 165 en handlingsplan baseret på arbejdsgrupper for at realisere de opstillede mål.

2.1.2 Idrættens betydning er almindelig anerkendt ikke kun af medlemsstaterne, men også af alle dem, som er involveret i denne sektor. Idrættens merværdi for samfundet er uomgængelig. Fordelene på områderne sundhed, social integration og økonomi i EU demonstrerer behovet for samarbejde og udvikling af fælles strategier. EU er det niveau, der er bedst egnet til at lede medlemsstaterne i retning af gode resultater på dette område.

2.1.3 Betydningen af sportens europæiske dimension er klar, hvad enten der er tale om finansiel støtte til programmer og specifikke foranstaltninger i denne sektor eller udvikling af specifikke platforme for dialog og udveksling af information.

2.1.4 De Olympiske Lege i 2012, som afholdes i London, er en mulighed for at udvikle sportens europæiske dimension på en række niveauer såvel mht. organisations-, overvågnings- og koordinationsmodeller som resultatet af dialogen mellem de forskellige involverede aktører.

2.2 Meddelelsens målsætninger og indhold

2.2.1 Ikrafttrædelsen af den nye traktat har medført, at en ny beføjelse er blevet overført til EU på idrætsområdet. Hidtil har sportens europæiske dimension udviklet sig indirekte gennem de beføjelser, som er tildelt EU på områderne sociale spørgsmål, uddannelse og sundhed, og endnu mere indirekte set i relation til principperne for det indre marked og konkurrencelovgivning.

2.2.2 På trods af disse begrænsninger har man altid anerkendt, at det ville være i medlemsstaternes interesse at samarbejde om idrætsudvikling. EU er nu blevet et passende niveau til at gennemføre denne politik.

2.2.3 Meddelelsen forsøger at kortlægge forudsætningerne for og omfanget af sportens europæiske dimension. Den peger på de mest relevante emner og de områder, hvor EU-tiltag vil være mest hensigtsmæssige. Til det formål er der afholdt offentlige høringer med de forskellige aktører med henblik på at fastlægge prioriterede indsatsområder. Tre vigtige områder dukkede op, nemlig:

—	idrættens rolle i samfundet,

—	idrættens økonomiske dimension og

—	organisatoriske aspekter ved idrætten.

Inden for disse områder blev de vigtigste aspekter kortlagt.

2.2.4 Den her behandlede meddelelse tilstræber at udvikle/uddybe hvidbogen og tage højde for det, der er sket siden dennes offentliggørelse, samt naturligvis at anvende de beføjelser, som blev overdraget til EU med ikrafttrædelsen af den nye traktat (og den relevante artikel 165 i EUF-traktaten).

3. Særlige bemærkninger

3.1 Sundhed

3.1.1 EØSU anerkender, at idrætsudøvelse forbedrer menneskers fysiske og mentale sundhed generelt og har en direkte positiv indflydelse på produktiviteten på arbejdspladsen og livskvaliteten. Idræt er dermed en vigtig metode til bekæmpelse af en stadig mere stillesiddende livsstil.

3.1.2 Idræt bidrager til at forebygge og bekæmpe fedme og en række alvorlige sygdomme, særligt hjerte-karsygdomme. Idræt giver derfor supplerende økonomiske fordele ved at sænke udgifterne til sundhedspleje og social sikring.

3.1.3 Idræt spiller ligeledes en central rolle for social integration og ældres velvære. Den bidrager ikke alene til at forebygge sygdomme, men også til at skabe en bedre kommunikation generationerne imellem.

3.2 Kampen mod doping

3.2.1 Dopingbekæmpelse har allerhøjeste prioritet. Beskyttelse af idrætsudøveres fysiske velfærd og ægte konkurrence på idrætsområdet kræver en koordineret indsats på alle niveauer, ikke bare mellem de 27 medlemsstater og deres nationale organer, men også på internationalt niveau. Jo tættere samarbejde og jo større forståelse mellem alle parter, hvad angår valget af de mest effektive foranstaltninger, desto bedre resultater vil indsatsen give.

3.2.2 Et særligt vigtigt aspekt er kampen mod doping, ikke kun inden for professionel idræt, men også i amatøridrætten.

3.2.3 En solid indsats, som er koordineret medlemsstaterne imellem, til regulering og overvågning af salget af stoffer, der anvendes til dopingformål, har afgørende betydning, og EØSU støtter derfor Kommissionens planer om at foreslå et udkast til mandat om undertegnelse af Europarådets konvention om antidoping.

3.3 Uddannelse og kvalifikationer inden for idrætten

3.3.1 Fysisk aktivitet i skolerne er det første skridt i retning af at bibringe de helt yngste børn nogle idrætsværdier, som de vil bibeholde resten af livet. Foranstaltninger med henblik på at indføre god praksis på idrætsområdet i uddannelsessystemet og forbedre den nødvendige infrastruktur har udvalgets fulde opbakning.

3.3.2 EØSU støtter Kommissionens standpunkt, at man også i træningen og uddannelsen af idrætsudøvere skal tage hensyn til vigtigheden af en dobbelt karriere.

3.3.3 EØSU støtter ligeledes initiativerne under programmet for livslang læring, som udvalget anser for at være en uomgængelig strategi for bibringelsen af gode idrætsværdier.

3.3.4 Gode kvalifikationer hos idrætstrænere og hos dem, der deltager i træningen, er en anden central faktor for bevarelsen af idrætsværdier. Udvalget deler Kommissionens ønske om, at kvalifikationer på idrætsområdet bliver inkluderet i de nationale kvalifikationssystemer, så det sikres, at de afspejles i den europæiske referenceramme for kvalifikationer.

3.3.5 Frivilligt arbejde på idrætsområdet, der hovedsageligt udføres i lokale idrætsforeninger, har en betydelig værdi for samfundet som helhed. Ofte får frivillige nonprofit-idrætsorganisationer imidlertid ikke den offentlige anerkendelse, som de fortjener, og de står i dag over for store udfordringer. EØSU ønsker at påpege, at Kommissionens meddelelse ikke i tilstrækkelig grad tager højde for betydningen af det frivillige arbejde på idrætsområdet, og opfordrer derfor Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at fremme kulturen for frivilligt arbejde på dette område. Især bør de frivilliges kvalifikationer og uddannelse og erhvervelsen og anerkendelsen af deres viden og færdigheder fremmes med større målrettethed på europæisk plan. Kommissionen bør også overvåge denne proces og forhindre alle utilsigtede negative konsekvenser for nonprofit-idrætsorganisationer, når der udarbejdes europæisk lovgivning.

3.4 Bekæmpelse af vold inden for idræt

3.4.1 EØSU bifalder Kommissionens initiativ til at udvikle og gennemføre uddannelsesforanstaltninger rettet mod såvel tilskuere som politiet til tackling af vold inden for idræt.

3.4.2 Uddannelsen af tilskuere er ligeledes en opgave, som starter i de allerførste skoleår. Værdien af idræt og idrætsudøvelse bør agtes højere end overdreven konkurrenceiver.

3.4.3 Vold inden for idræt er et alvorligt problem, som florerer i hele Europa. Vold er tit forbundet med racisme, fremmedhad, homofobi og andre lignende former for intolerance. Alle fremtidige foranstaltninger bør have til formål at bekæmpe disse fænomener, som er i komplet modstrid med idrættens værdier.

3.4.4 Informationer bør konstant overvåges, og der bør være et løbende samarbejde mellem de organer, som har ansvaret for tilskuernes ve og vel, særligt med henblik på at forhindre lovovertrædelser, der begås af tidligere kortlagte risikogrupper, primært i forbindelse med internationale idrætsbegivenheder.

3.5 Social integration i og gennem idræt

3.5.1 Alle, herunder personer med et handicap og de ældre, skal have adgang til idrætsfaciliteter som deltagere og ikke kun som tilskuere. Offentlig støtte er afgørende for opfyldelsen af dette mål.

3.5.2 Der er forsket meget lidt i handicappedes idrætsudøvelse med henblik på at give dem mulighed for at deltage i al slags idræt. EØSU støtter Kommissionens initiativ på dette område.

3.5.3 EU og medlemsstaternes undertegnelse af FN's konvention om handicappedes rettigheder betyder, at de nødvendige foranstaltninger skal iværksættes med henblik på en efterlevelse af konventionen. EØSU opfordrer Kommissionen til at tjekke de foranstaltninger, medlemsstaterne har truffet på området.

3.5.4 Der skal garanteres ligestilling mellem kønnene inden for idræt, idet kvinder er underrepræsenterede i en række idrætsgrene. EØSU støtter initiativer, der har til formål at sikre overholdelsen af princippet om ligestilling mellem kønnene og lige muligheder. Udvalget støtter derfor medtagelsen af en »idrætskategori« i databasen om kvinder i ledende stillinger.

3.5.5 Idræt kan fremme integration og dialog mellem forskellige kulturer og styrke idéen om, at vi er borgere i Europa. Det er værd at fremhæve idrættens potentiale til at integrere dårligt stillede og sårbare grupper. EØSU er helt enigt i, at det er nødvendigt at støtte programmer, som har til formål at fremme social integration gennem idræt. Ngo'er spiller en central rolle på dette område, og denne tilgang bør støttes.

3.5.6 Et stadigt stigende antal idrætsfolk flytter fra ét land til et andet. For værtslandene er integrationen af disse individer og deres familier en måde, hvorpå værtslandets kultur og sociale værdier kan markedsføres. EØSU støtter medlemsstaternes og Kommissionens indsats for at skabe lovgivningsmæssige initiativer, der skal sikre, at personer i denne situation bliver taget vel imod, integreret og sikret en ikke-diskriminerende behandling.

3.6 Idrættens økonomiske dimension

3.6.1 EØSU anerkender idrættens voksende økonomiske betydning. Idrætssektoren tegner sig for cirka 2 % af EU's samlede BNP. Idrætsmarkedet bidrager til at skabe beskæftigelse og vækst. Mange idrætsorganisationer har ladet sig registrere som selskaber, men et stort antal har fortsat status af nonprofitorganisationer. Relationerne mellem disse to typer af organisationer skal fastlægges eller videreudvikles med henblik på at gøre dem finansielt bæredygtige.

3.6.2 Den private sektor spiller en vigtig social rolle gennem sit bidrag til idrættens udvikling, dels direkte via specifikke bidrag, dels via sponsorering.

3.6.3 EØSU anerkender og støtter etableringen af en »Sport Satellite Account«. For at kunne vedtage de mest velegnede politikker er der brug for pålidelige data om idrættens økonomiske betydning. Et bedre samarbejde og informationsgrundlag vil gøre det lettere at udforme de mest hensigtsmæssige politikker.

3.6.4 Den foreliggende meddelelse lægger stor vægt på udnyttelsen af den ejendomsret, arrangører har over deres sportsbegivenhed, og af deres intellektuelle ejendomsret. EØSU støtter denne tilgang. Salg af tv-rettigheder og merchandising udgør en stor del af disse idrætsorganisationers indtægter. Der bør i højere grad tages højde for idrætsorganisationernes rettigheder i EU's lovgivning. Arrangører af idrætsbegivenheder bør have ret til at kræve en rimelig modydelse for enhver brug af deres begivenheder, uanset disses økonomiske nytteværdi.

3.6.5 EØSU deler meddelelsens juridiske analyse af den potentielle overtrædelse af konkurrencereglerne, der opstår som følge af kollektivt salg af rettigheder. Ikke desto mindre må anerkendelsen af, at fælles salg kan opfylde kriterierne for en undtagelse efter EUF-traktatens artikel 101, stk. 3, hilses velkommen, og EØSU anerkender, at de kollektive salg har umiskendelige fordele for idrætsorganisationerne, og at denne form for salg bør gennemføres på en måde, så det falder uden for anvendelsesområdet i EUF-traktatens artikel 101, stk. 1.

3.6.6 Også i Europa er handlen med sportsudstyr og –beklædning og øvrigt tilbehør (samt fremstillingen heraf) en forretning, der løber op i flere milliarder euro. Reklame- og sponsoraktiviteter har gjort denne sektor til en af de største finansieringskilder i sportens verden. Adskillige undersøgelser udført på foranledning af europæiske organisationer har imidlertid vist, at der i forbindelse med fremstillingen af sportsartikler på globalt plan er en lang række problemer med hensyn til arbejdsvilkår, hvilket kan sætte hele sportsverdenens etiske troværdighed over styr. Sportsudøverne, idrætsbevægelsen og de sponsorerende virksomheder samt samarbejdspartnere bør udøve en troværdig og åben kontrol med produktionskæden og arbejdsvilkårene i forbindelse hermed (og udarbejde etiske retningslinjer baseret på ILO's anerkendte internationale arbejdsstandarder).

3.6.7 Udvalget bemærker, at det statslige eller statskontrollerede væddemåls- og lotterimarked har uhyre stor betydning for idrætsaktiviteternes finansielle bæredygtighed. Skatteindtægterne er betydelige og er indirekte med til at gøre idræt på forskellige niveauer finansielt bæredygtig. Endvidere bør udbydere af online-sportsvæddemål på kontraktbasis give arrangører af sportsbegivenheder mulighed for at kontrollere, hvilken type væddemål der tilbydes, og modtage en modydelse for brugen af deres begivenheder som grundlag for online-sportsvæddemål.

3.6.8 Etableringen af et europæisk idrætslotteri kunne gøre dette markedssegment mere attraktivt og skaffe midler til at finansiere udviklingen af regionale idrætsforeninger og uddannelse på idrætsområdet.

3.6.9 EØSU anerkender de vanskeligheder, som vil være forbundet med en regulering af dette marked, og minder Kommissionen om, at det på grundlag af principperne for det indre marked og konkurrencelovgivningen er juridisk muligt at fremme foranstaltninger for at skabe gennemsigtighed i denne sektor.

3.6.10 Det ulovlige marked for væddemål er forbundet med korruption og mafiagruppers aktiviteter. Disse grupper forsøger - og har nogle gange held til - at manipulere med resultaterne, hvilket bidrager til at undergrave den ægte konkurrence i idrætten samt korrumpere embedsmænd og idrætsudøvere og ødelægge idrættens værdier. Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde for en harmoniseret lovgivning til bekæmpelse af denne ulovlige praksis.

3.6.11 EØSU bifalder initiativet til at overvåge anvendelsen af lovgivningen om statsstøtte på idrætsområdet med henblik på at sikre, at EU's lovgivning overholdes i fuldt omfang.

3.6.12 Udvalget støtter fuldt ud, at man udnytter Den Europæiske Fond for Regionaludviklings muligheder for at forbedre idrætsinfrastrukturen, idet frivillige organisationer har brug for denne støtte, som fremmer udviklingen i regioner og landdistrikter i medlemsstaterne.

3.7 Idrættens organisering

3.7.1 Der er et reelt behov for, at EU's lovgivning på idrætsområdet præciseres. EØSU bifalder Kommissionens initiativ til at yde bistand og vejlede fra sag til sag, hvad angår den korrekte anvendelse af konceptet »sportens specifikke forhold«.

3.7.2 Udvalget deler fuldt ud den stigende juridiske bekymring for spilleragenters virksomhed. Førsteprioriteten er at forstå og undersøge konsekvenserne af denne type aktiviteter for idræts- og uddannelsesorganisationer og sikre, at idrætsudøverne beskyttes bedre.

3.7.3 EØSU støtter afholdelsen af en konference med henblik på jævnligt at undersøge udviklingen af sportens europæiske dimension og dens følgevirkninger, og udvalget spiller gerne en aktiv rolle i et sådant arrangement.

3.7.4 I tråd med Kommissionens forslag anser EØSU det for afgørende vigtigt at støtte og etablere en løbende dialog mellem arbejdsmarkedets parter og idrætsorganisationerne med henblik på at undersøge og debattere idrætsrelaterede emner, såsom almen og faglig uddannelse, beskyttelsen af mindreårige, sundhed og sikkerhed, beskæftigelse, arbejdsvilkår og stabile kontrakter.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om »Hvidbog om idræt«, EUT C 151 af 17.6.2008.

(2) Idem.

(3) KOM(2011) 12 endelig, s. 10.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/111

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse: Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020

KOM(2011) 244 endelig

2012/C 24/24

Ordfører: Lutz RIBBE

Kommissionen besluttede den 3. maj 2011 under henvisning til artikel 262 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Kommissionens meddelelse: Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020

KOM(2011) 244 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 6. oktober 2011 (ordfører: Lutz RIBBE).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober 2011, følgende udtalelse med 120 stemmer for, 5 imod og 6 hverken for eller imod:

1. Resumé af EØSU’s konklusioner og henstillinger

1.1	På ny bifalder EØSU, i denne fjerde udtalelse om biodiversitetspolitikken inden for kun fire år, at Kommissionen har fastslået, at der skal gøres langt mere for at realisere de mål, som Det Europæiske Råd har opstillet.

1.2

EØSU ser kritisk på det faktum, at Kommissionen ikke har foretaget en analyse af årsagen til at de i årevis kendte krav, som udvalget altid har bakket op om – f.eks. de 160 foranstaltninger i handlingsplanen for biodiversitet fra 2006 – ikke eller kun i utilstrækkelig grad er blevet gennemført. Det er desto vigtigere at undersøge årsagerne til, at det omfattende katalog af foranstaltninger i biodiversitetshandlingsplanen for 2006 ikke er blevet gennemført eller ikke har virket, idet kun en sådan analyse kan danne grundlaget for en målrettet udvikling af nye og mere lovende foranstaltninger og strategier.

1.3

Den nu offentliggjorte strategi indeholder intet væsentligt nyt! Problemet kan ikke løses vha. offentliggørelsen af et nyt strategidokument, der indeholder allerede velkendte krav. Hvad angår bevarelse af biodiversiteten mangler vi ikke lovgivning, direktiver, programmer, pilotprojekter, politiske erklæringer eller vejledning, men derimod praktisk handling og koordinerede foranstaltninger på alle politiske niveauer.

1.4

Fra politisk hold har man hidtil ikke haft gennemslagskraft eller vilje til at realisere de foranstaltninger, som man i årevis har erkendt nødvendigheden af, selvom meddelelsen endnu en gang gør det klart, at såvel samfund som økonomi i samme grad nyder godt af en konsekvent biodiversitetspolitik. Ikke engang EU's centrale naturdirektiver har medlemsstaterne gennemført fuldt ud her henholdsvis 32 og 19 år efter deres ikrafttræden!

1.5

EØSU anerkender, at der delvist er opnået resultater med bevarelsen af biodiversiteten. Dette må imidlertid ikke aflede opmærksomheden fra den kendsgerning, at biodiversiteten samlet set oplever en dramatisk tilbagegang. Derfor står EU over for en udfordring, som består i at udvikle en praksisorienteret strategi.

1.6

Desværre står det fortsat ikke klart, hvordan den hidtidige mangel på politisk vilje kan overvindes. I den henseende repræsenterer den offentliggjorte biodiversitetsstrategi ikke noget reelt fremskridt. Ministerrådets hidtidige debatter om denne meddelelse viser, at man stadig har lang vej igen, hvad angår en integration af biodiversitetspolitikken i andre sektorpolitikker.

1.7

Det har derfor afgørende betydning, at biodiversitetsstrategien i høj grad inddrages i de kommende politiske reformprocesser (i f.eks. fiskeri-, landbrugs-, transport-, energi- og samhørighedspolitikken). EØSU ser stadig store mangler på dette område. EØSU mener ikke, at de offentliggjorte planer for de finansielle overslag 2014-2020 egner sig til at fremskaffe de nødvendige midler i det nødvendige omfang. Kommissionen må tage sin egen biodiversitetsstrategi mere alvorligt!

1.8

Under udarbejdelsen af denne udtalelse blev der under drøftelsen af dette emne draget paralleller til gælds- og eurokrisen. Hvis EU's medlemsstater ikke tager egne principper og kriterier alvorligt, hvad enten der er tale om naturbeskyttelseslovgivning eller Maastricht-traktatens stabilitetskriterier for den monetære union, er det ikke overraskende, hvis a) der opstår problemer på det politiske område, og b) borgerne mister tilliden til politikerne.

1.9	Der er et klart behov for information og viden om den biologiske mangfoldighed, dens komplekse samspil med udvikling og beskæftigelse samt kortlægning og fremme af vellykkede eksempler.

1.10	Kommissionen opfordres til langt om længe at offentliggøre den allerede i 2006 annoncerede liste over skadelige subsidier.

2. Hovedpunkter i og baggrund for Kommissionens meddelelse

2.1	I 2001 vedtog Det Europæiske Råd i Göteborg EU's bæredygtighedsstrategi, der også opstillede et klart mål for biodiversitetspolitikken. Dette lød som følger: »Beskyttelse og genoprettelse af levesteder og natursystemer og stop for tabet af biodiversitet inden udgangen af 2010« (1).

2.2

I marts 2010 måtte EU's stats- og regeringschefer erkende, at de ikke havde nået målet. De gav derfor deres støtte til et nyt mål, som Kommissionen stillede forslag om i sin meddelelse »Mulighederne for en EU-strategi og mål for biodiversitet for tiden efter 2010« (2). Dets horisont er 2020, og det lyder som følger: »Standse tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenester i EU frem til 2020 og – i det omfang, det er muligt – retablere dem og samtidig intensivere EU's bestræbelser på at standse tabet af biodiversitet på globalt plan«.

2.3	Rådet gav Kommissionen mandat til at udarbejde et forslag til en ny strategi for opfyldelse af dette mål. Dette fremlægges med denne meddelelse.

2.4

Kommissionen understreger heri – vha. fakta, der har været kendte i årevis – nødvendigheden af, at der endelig handles:

—	tabet af biodiversitet anses som »en lige så stor trussel« som klimaforandringer. I den forbindelse fastslås det også, at de to ting er uløseligt forbundet med hinanden;

—	artstabet er aldrig gået hurtigere, end det gør nu. Det forløber nu 100-1 000 gange hurtigere end det naturlige tempo;

—	I EU er det kun 17 % af de levesteder og arter og 11 % af de vigtige økosystemer, der er beskyttet under EU-lovgivningen, der er i en god tilstand (3) (4);

—

den beskedne gavnlige virkning af indsatsen siden 2001 »er mere end opvejet af det fortsatte og tiltagende pres på Europas biodiversitet: ændret arealanvendelse, rovdrift på biodiversiteten og dens forskellige dele, spredningen af invasive fremmede arter og forurening og klimaforandringer, som enten er uforandrede eller forværret«;

—	det forhold, at biodiversitetens økonomiske værdi ikke indgår i beslutningstagningen, bidrager også i høj grad til tabet af biodiversitet.

2.5

Meddelelsen fokuserer i højere grad på de økonomiske aspekter af tabet af biodiversitet, end det har været tilfældet i tidligere EU-dokumenter, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem den stadig oftere brug af begrebet »økosystemtjenester«. Der henvises igen til TEEB (5)-undersøgelsen, og det nævnes som et eksempel, at alene insektbestøvning i EU har en anslået økonomisk værdi på 15 mia. EUR årligt. På det grundlag konkluderes det, at den »vedvarende nedgang i populationerne af bier og andre bestøvere (…) kan få alvorlige konsekvenser for EU's landbrugere (…)«.

2.6

I meddelelsens kapitel 3 beskrives en ramme for indsatsen i det kommende årti, der består af 6 specifikke mål:

—	Mål 1: Fuldstændig gennemførelse af direktiverne om fugle og levesteder;

—	Mål 2: Bibeholde og retablere økosystemer og økosystemtjenester;

—	Mål 3: Øge landbrugets og skovbrugets bidrag til bevarelse og forøgelse af biodiversiteten;

—	Mål 4: Sikre en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne;

—	Mål 5: Bekæmpelse af invasive fremmede arter og

—	Mål 6: Medvirke til at forhindre tab af biodiversitet globalt.

2.7	Hvert delmål omfatter en vifte af aktioner, som skal gøre det muligt at imødegå de specifikke udfordringer, som er forbundet med den enkelte målsætning. Alt i alt beskrives 37 foranstaltninger.

2.8	I meddelelsen henvises der flere gange til, at der er behov for en bedre integration af biodiversitetspolitikken i andre EU-politikker (som landbrugs- og fiskeripolitik).

2.9	Særligt på to områder er der et finansieringsbehov: gennemførelse af Natura 2000-nettet og opfyldelse af de indgåede globale forpligtelser (6).

2.10	Der henvises i øvrigt til, at »reformen af skadelige subsidier (…) også vil gavne biodiversiteten«.

3. Generelle bemærkninger

3.1	EØSU har allerede i februar 2007, i juli 2009 og i september 2010 taget stilling til spørgsmål om biodiversitetspolitikken.

3.2	EØSU konstaterer, at de områder, mål og foranstaltninger, som nævnes i det nuværende strategiforslag, allerede i 2006 udgjorde et centralt element i den daværende handlingsplan.

3.3

Den nu offentliggjorte strategi indeholder intet væsentligt nyt. Den påviser dog endnu engang, hvilke tiltag der er uomgængelige, og hvor det er mest presserende og mest fordelagtigt at handle! Strategien er i høj grad »copy and paste« af gamle velkendte fakta, krav og foranstaltninger. Dette viser, at der ikke er noget nyt under solen. Det er ikke længere spørgsmålet om, hvad der skal gøres, som presser sig på, men tværtimod spørgsmålet om, hvorfor tingene ikke bliver gjort og hvordan vi kan sikre en målrettet indsats. Hidtil har strategien imidlertid ikke givet noget svar på dette centrale spørgsmål!

3.4	Derfor er Kommissionens meddelelse utilfredsstillende. EØSU opfordrer derfor til, at der i højere grad fokuseres på gennemførelsen i biodiversitetsstrategien 2020.

3.5

EØSU minder om udvalgets konklusioner fra 2007:

—	Bevarelsen af biodiversitet er en nødvendig og central opgave, der ikke kun er en etisk-moralsk forpligtelse. Der er også tilstrækkeligt med økonomiske grunde til at handle hurtigt og effektivt.

—	Faldet i antallet af arter i Europa er resultatet af millioner af individuelle værdibaserede beslutninger gennem de seneste årtier, der for langt størstedelens vedkommende er foretaget inden for rammerne af den eksisterende lovgivning.

—	Udviklingen i biodiversiteten er fortsat negativ. Indtil nu har der ikke været politisk vilje til reelt at gennemføre de foranstaltninger, som man længe har vidst er nødvendige.

—	Årsagerne nævnes helt korrekt i Kommissionens meddelelse, de er bl.a. »manglende styring og konventionelle økonomiers manglende erkendelse af de økonomiske værdier, som naturkapital og økosystemfunktioner repræsenterer«.

—	Dette og den kendsgerning, at de etiske og moralske grunde til at bevare biodiversiteten snarere behandles sekundært i de planlægningsrelaterede og politiske beslutningsprocesser, har resulteret i den nuværende tilspidsning af situationen.

—

EØSU bifaldt fremlæggelsen af handlingsplanen 2006, hvis 160(!) tiltag var fornuftige. De fleste foranstaltninger var langt fra nye på det tidspunkt, men havde tværtimod stået på dagsordenen i årevis. EØSU beklager, at udvalgets strategiske spørgsmål, fra den sonderende udtalelse af 18. maj 2006 (7), som gik på, hvorfor der er så stor afstand mellem krav, hensigtserklæringer og virkelighed, når det gælder opretholdelse af biodiversitet, næsten ikke behandles i Kommissionens meddelelse og handlingsplanen.

—	EØSU støtter idéen om EU's globale ansvar.

3.6	De centrale udsagn fra udtalelsen, der blev vedtaget på plenum i 2007, er i dag lige så aktuelle som dengang. EØSU beklager dybt, at der reelt set ikke er sket væsentlige ændringer i de senere år.

3.7

Heller ikke i Kommissionens aktuelle meddelelse analyseres årsagerne til den manglende gennemførelse eller de manglende resultater af det omfattende katalog over foranstaltninger i biodiversitetshandlingsplanen fra 2006. En sådan kvalificeret analyse af årsagerne til de manglende resultater er desto vigtigere, eftersom dette i sidste ende er en forudsætning for, at der på målrettet vis kan udvikles nye og mere lovende foranstaltninger og strategier. Problemet kan ikke løses vha. offentliggørelsen af et nyt strategidokument, der indeholder allerede velkendte krav.

3.8

Selvom Kommissionen i årevis har forsøgt at gøre større brug af økonomiske argumenter for biodiversitetsbevarelsen, har resultaterne været beskedne. EØSU – som engang har betegnet biodiversitetspolitikken som »økonomi i et langsigtet perspektiv«, som »også økonomi- og finansministrene langt om længe bør fokusere på« (8) – bifalder på den ene side, at man gør et forsøg på at kortlægge de økonomiske konsekvenser af den manglende biodiversitetspolitik. Hidtil er biodiversitetspolitikken imidlertid ikke blevet integreret i EU's økonomi- og finanspolitik. Den nye strategi bør give et svar på, hvordan der kan rettes op på den situation.

3.9

På den anden side ønsker EØSU at gøre opmærksom på et risikoelement, som kan være forbundet med den tiltagende vægtning af de økonomiske aspekter. Nemlig det faktum, at biodiversitetsbeskyttelsen fremover kan risikere at opprioritere de områder, som er økonomisk fordelagtige på kort sigt, eller som giver indtryk af at være det. Kommissionen bør derfor overveje, hvordan man håndterer arter og levesteder, hvis økonomiske værdi ikke umiddelbart kan beregnes. Det ville være vanskeligt at opgøre værdien af f.eks. større pattedyr som ulv, bjørn eller los i kroner og øre, og det samme gør sig gældende for butsnudede frøer, græshopper, hvide storke og tusinder af andre arter. Derudover findes der arter, som slet ikke indgår i den politiske debat, og hvis »ydelser« også økonomisk set slet ikke kan vurderes højt nok. Hvor findes der beskyttelsesprogrammer for bakterier, svampe eller regnorme, altså for de destruenter, der er afgørende for, at nedbrydningen af organisk materiale kan fungere?

3.10

Strategien fokuserer i høj grad på land- og skovbrug samt fiskeripolitik. Dette kan på den ende side retfærdiggøres, idet a) konsekvenserne for biodiversiteten er en kendsgerning, og b) det drejer sig om politikområder, der lægger beslag på store arealer, og som EU kan udøve indflydelse på. På den anden side behandles andre problemområder for biodiversiteten som transport og byudvikling ikke i tilstrækkeligt omfang.

3.11

Når Kommissionen i sit forslag til strategi gør opmærksom på, at »reformen af skadelige subsidier (…) også vil gavne biodiversiteten«, har den tydeligvis ret. Imidlertid bør den langt om længe offentliggøre listen over skadelige subsidier. Et sådant løfte blev afgivet i 2006, men er endnu ikke opfyldt.

3.12	EØSU bifalder Kommissionens meddelelse om, at den nu vil evaluere alle udgifter med henblik på deres biodiversitetskompatibilitet og sørge for, at der vha. et »no-net-loss«-initiativ ikke forårsages yderligere skader på biodiversiteten.

4. Kommentarer til de specifikke mål

4.1

Set i lyset af de seks specifikke mål og enkelte foranstaltninger ønsker EØSU at gøre det klart, hvorfor udvalget anser den nye biodiversitetsstrategi for ikke at være ambitiøs nok i faglig henseende. Grunden til, at Kommissionen er meget tilbageholdende i sin opstilling af foranstaltninger, er sandsynligvis politisk. De ekstremt langsommelige forhandlinger i Rådet (miljø) om fastlæggelsen af specifikke foranstaltninger vidner om, at biodiversitet stadig ikke er integreret på andre politikområder.

4.2

Mål 1:

4.2.1

Fugledirektivet fra 1979 samt habitatdirektivet fra 1992 er de centrale direktiver på naturbeskyttelsesområdet i Europa, og uden deres fuldstændige gennemførelse er naturbeskyttelsen i Europa chanceløs. Det kan imidlertid sende et forkert signal, at mål 1 i den nye biodiversitetsstrategi lyder: » Fuldstændig gennemførelse af direktiverne om fugle og levesteder «. EØSU anser det for at være det største problem i europæisk biodiversitetspolitik, at disse direktiver efter henholdsvis 32 og 19 år stadig ikke er gennemført fuldt ud. Dette understreger med al tydelighed, at det ikke er lovgivning eller strategier til bevarelse af biodiversitet, der mangler, men politisk vilje. Her må Domstolen komme på banen, idet selv gode strategier ikke kan erstatte den manglende politiske vilje!

4.2.2

EØSU's skuffelse over den langsommelige gennemførelse af disse direktiver er desto større, eftersom de fleste praktiske foranstaltninger med gode resultater direkte eller indirekte har været forbundet med disse naturdirektiver. Af og til stiller politikerne spørgsmålet, om disse direktiver og deres målsætninger stadig er »tidssvarende«. EØSU besvarer dette spørgsmål med et klart og utvetydigt »JA«. Udvalget ser ingen muligheder for at opfylde de nye målsætninger uden en hurtig og komplet gennemførelse af de eksisterende direktiver.

4.2.3

Under udarbejdelsen af denne udtalelse blev der i debatten om dette emne draget paralleller til gælds- og eurokrisen. Hvis EU's medlemsstater ikke tager egne principper og kriterier alvorligt, hvad enten der er tale om naturbeskyttelseslovgivning eller Maastricht-traktatens stabilitetskriterier for den monetære union, er det ikke overraskende, hvis a) der opstår problemer på det politiske område, og b) borgerne mister tilliden til politikerne.

4.2.4

I forbindelse med foranstaltningerne til opfyldelse af ovennævnte specifikke mål nævnes »Sikre tilstrækkelig finansiering af Natura 2000-områder« som en prioritet. EØSU er enig, men kan på baggrund af det fremlagte forslag til finansielle overslag for 2014-2020 ikke se, at de grundlæggende og nødvendige forbedringer vil blive gennemført i den nye finansieringsperiode. En præmie for forvaltning af Natura 2000-områder ved f.eks. landbruget ville være et godt signal, men desværre indgår dette aspekt ikke i reformen af den fælles landbrugspolitik.

4.2.5

I EU er det kun 17 % af de levesteder og arter og 11 % af de vigtige økosystemer, der er beskyttet under EU-lovgivningen, der er i en god tilstand. EØSU anmoder Kommissionen om at oplyse, om opfyldelsen af målet »100 % flere levestedsvurderinger og 50 % flere artsvurderinger, der opviser en forbedret bevarelsesstatus« inden 2020 vil være tilstrækkeligt til reelt at standse tabet af biodiversitet. Udvalget opfatter teksten således, at Kommissionen vil være tilfreds, hvis 34 % af de lovgivningsbeskyttede levesteder og arter er i god stand i 2020 (og følgelig 2/3 i en ikke-tilfredsstillende stand).

4.3

Mål 2:

4.3.1

Mål 2 handler om at » Bibeholde og retablere økosystemer og økosystemtjenester « – et løfte, som stats- og regeringscheferne allerede afgav i 2001. Inden 2020 skal der bl.a. ved hjælp af grøn infrastruktur samt retablering af mindst 15 % af de skadede økosystemer gennemføres sådanne forbedringer (9).

4.3.2

EØSU fremhæver, at konflikterne om arealudnyttelse i høj grad har tilspidset sig i de forløbne årtier og på alle områder (f.eks. land- og skovbrug, energiudvinding, transport og byudvikling). Genopretningen af skadede økosystemer under de nuværende rammebetingelser vil intensivere arealudnyttelseskonflikterne, idet naturbeskyttelse – set fra arealbrugernes synspunkt – opfattes som endnu en konkurrent. EØSU opfordrer til, at der i den gennemførelsesstrategi, som vil blive fremlagt i 2012, gives klare udmeldinger om løsningen af disse konflikter.

4.4

Mål 3:

4.4.1

Også mål 3» Øge landbrugets og skovbrugets bidrag til bevarelse og forøgelse af biodiversiteten « har været et diskussionspunkt i årevis, uden at der er fundet en løsning. EØSU har mange gange gjort opmærksom på, at der hos landmænd og skovbrugere er stor forståelse for natur- og biotopbeskyttelse. Mange pilotprojekter viser, at der kan opnås positive resultater vha. partnerskaber.

4.4.2

Landmændene er parate til at tage den udfordring op, som består i, at samfundet tildeler dem en »multifunktionel« rolle og ikke en ren produktionsfunktion. Imidlertid står de dermed over for opgaver, der i første omgang medfører omkostninger og ingen indtægter, idet producentpriserne ikke afspejler de ekstraydelser, der forventes af landbruget.

4.4.3

Den fælles landbrugspolitik skal derfor tilpasses, så dette dilemma løses. Udvalget henviser til sine tidligere entydige udtalelser og vil også i den henseende følge den kommende reform af den fælles landbrugspolitik nøje.

4.4.4

Som supplement bør der også ses på mulighederne for at finde finansiering uden for EU's landbrugsbudget med henblik på at sikre de nødvendige incitamenter.

4.5

Mål 4:

4.5.1

Mål 4» Sikre en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne « vedrører umiddelbart EU's fiskeripolitik. Der er stadig tale om et frontalt interessesammenstød mellem områderne erhvervsfiskeri og beskyttelse af biodiversiteten. Det kan ikke undre, at målene for fiskeriet (f.eks. aktion 13: »Forbedre forvaltningen af de fiskede bestande«) er yderst generelle og stort set ikke indeholder kvantificerbare mål for naturbeskyttelsen. EØSU støtter målet om, at fiskebestandene fra 2015 (og ikke først fra 2020) skal bevares på (eller genoprettes til) niveauer, som »kan frembringe maksimale bæredygtige fangstniveauer«, men man skal erkende, at dette er et mål, som i højere grad tager sigte på erhvervsfiskeri end på naturbeskyttelse. Imidlertid har forhandlingerne i Rådet vist, at der er betydelig modstand mod selv sådanne uforpligtende formuleringer. EØSU ser dette som et tegn på, at biodiversitetspolitikken stadig prioriteres lavere end produktionsmetoder, som man for længst har erkendt ikke er bæredygtige. EØSU vil intensivt følge med i de videre forhandlinger om en reform af fiskeripolitikken.

4.6

Mål 5 og 6:

4.6.1

EØSU har allerede taget stilling til mål 5» Bekæmpelse af invasive fremmede arter « i en udtalelse (10). Dette problem er heller ikke nyt, men afventer stadig en løsning, hvilket også gælder for mål 6» Medvirke til at forhindre tab af biodiversitet globalt «. Hvad angår sidstnævnte konstaterer udvalget, at mange af erklæringerne og løfterne om bevarelse af biodiversitet på globalt plan ikke indfries. Projektet »Yasumi Nationalpark« i Ecuador er et eksempel, hvor det internationale samfund ville yde økonomisk støtte til gengæld for, at der blev givet afkald på olieudvinding i området. Denne støtte blev imidlertid ikke givet i det lovede omfang med det resultat, at der nu alligevel skal gennemføres olieudvinding til skade for regnskoven.

4.6.2

EØSU anmoder Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om at præcisere, hvor stor den økonomiske støtte til den »globale biodiversitetspolitik« vil være i den nye finansieringsperiode 2014-2020. Dette fremgår ikke af de hidtidige dokumenter. Hidtil har EU og medlemsstaterne brugt mindre end 0,004 % af deres økonomiske midler til global biodiversitetsudvikling og -bevarelse. Dermed kan de problemer, der nu er stigende som følge af den globale konkurrence om arealudnyttelsen, ikke løses.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2001) 264 endelig af 15.4.2001, s. 14.

(2) KOM(2010) 4 endelig.

(3) http://www.eea.europa.eu/publications/eu-2010-biodiversity-baseline/

(4) Der gives ingen oplysninger om de levesteder og arter, der ikke er beskyttet af lovgivning, selvom disse naturligvis også har betydning for biodiversiteten.

(5) »The Economics of Ecosystems and Biodiversity« (TEEB), jf.: http://teebweb.org.

(6) Jf. COP-10-konferencen i Nagoya 2010.

(7) EUT C 195 af 18.8.2006, s. 96.

(8) EUT C 48 af 15.2.2011, s. 150, punkt 1.6.

(9) Dette mål stemmer overens med det tilsvarende CBD-mål.

(10) EUT C 306 af 16.12.2009, s. 42.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/116

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 302/2009 om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet

KOM(2011) 330 endelig

2012/C 24/25

Ordfører: Gabriel SARRÓ IPARRAGUIRRE

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 24. juni 2011 og den 18. juli 2011 under henvisning til artikel 43 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 302/2009 om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet

KOM(2011) 330 endelig — 2011/0144 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, der vedtog sin udtalelse den 6. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 129 stemmer for, 1 imod og 8 hverken for eller imod:

1. Konklusioner

1.1

EUSØ støtter Kommissionens forslag og anerkender både medlemsstaternes og fiskernes bestræbelser på at overholde den nuværende genopretningsplan for almindelig tun udarbejdet af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT), som viser resultater, men samtidig fører betydelige socioøkonomiske konsekvenser med sig, hvilket bør tages i betragtning.

1.2	Med henblik på at kunne konstatere en genopretning og vedtage de mest hensigtsmæssige administrative foranstaltninger i fremtiden opfordrer EØSU medlemsstaterne og Kommissionen til fortsat at støtte den anvendte videnskabelige forskning.

2. Indledning

2.1	Forordningsforslaget, som Kommissionen har fremlagt, er en ændring af forordning (EF) nr. 302/2009 om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet.

2.2

Forordning (EF) nr. 302/2009, som blev vedtaget den 6. april 2009 som følge af henstilling 08-05 fra ICCATs 16. ekstraordinære møde i november 2008, ophæver Rådets forordning (EF) nr. 1559/2007 af 17. december 2007, som oprindeligt fastlagde en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet.

2.3	På ICCATs årlige møde i 2010 blev der vedtaget en henstilling, som ændrede den daværende flerårige genopretningsplan med henblik på at genoprette bestanden af almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet.

2.4	Henstillingen af 2010 nedsætter atter den samlede tilladte fangstmængde (TAC) og skærper foranstaltningerne for at opnå en reduktion af fiskerikapaciteten og en styrkelse af kontrolforanstaltningerne, særligt angående overførsel og anbringelse i bur.

2.5	Disse foranstaltninger skal sikre, at planen bliver så effektiv, at man med mindst 60 % sandsynlighed i 2022 når målsætningen om en biomasse svarende til det makimalt bæredygtige udbytte (Bmsy).

2.6	ICCATs henstillinger er bindende for de kontraherende parter (CPC'er), som ikke har gjort indvendinger mod dem. Som CPC i ICCAT siden 1997 skal EU efterleve denne henstilling, som man ikke har gjort indvendinger mod.

2.7	Forordningsforslaget har således til hensigt at inkorporere henstillingen fra ICCAT i EU-lovgivningen.

3. Ændringer

3.1	For det første ændres målsætningen for genopretningsplanen til mere end 60 % sandsynlighed for at opnå Bmsy, modsat de tidligere 50 %.

3.2	Der indføres visse ændringer i definitionerne: særligt udvides definitionerne af »hjælpefartøj« og »overførsel«, »opdræt« nuanceres, og termen »ansvarlig medlemsstat« tilføjes.

3.3	I Kapitel II om fiskerimuligheder indføres der en forpligtelse for medlemsstaterne om hvert år at sende en foreløbig fiskeriplan for det kommende år til Kommissionen inden den 15. september.

3.4

Vedrørende kapacitetsforanstaltningerne, som behandles i Kapitel III, anbefaler forordningsforslaget, at der etableres en tidsplan for tilpasning af hver medlemsstats kapacitet mellem 2010 og 2013, således at hver medlemsstat det sidste år skal fjerne enhver forskel, der måtte være, mellem medlemsstatens fiskerikapacitet og den fiskerikapacitet, der svarer til medlemsstatens kvote, hvilket både gælder for fiskerfartøjer og faststående tunfiskenet.

3.5	I Kapitel IV om tekniske foranstaltninger udvides lukningsperioden for fiskeri med notfartøjer med én måned fra den 15. juni til den 15. maj året efter.

3.6

Kapitel V omfatter ændringerne vedrørende kontrolforanstaltninger, særligt:

3.6.1

Fiskerfartøjer eller fangstfartøjer, der med tilbagevirkende kraft tilføjes de lister, hver medlemsstat skal sende til Kommissionen 45 dage før starten på fangstsæsonen, vil ikke blive godkendt af Kommissionen.

3.6.2

Førerne af fangstfartøjer inden for EU er forpligtede til at føre logbog over fiskeriet og til at overholde bestemmelserne i fællesskabsordningen om håndhævelse af FFP-reglerne samt bilag II i forordningsforslaget, der omhandler streng styring af fiskeri af almindelig tun.

3.6.3

Fælles fiskeri med andre CPC'er forbydes fuldstændigt.

3.6.4

Kapitlet erstatter fuldstændigt artiklen fra forordning 302/2009, som omhandler overførsler, og foreslår et mere effektivt og enkelt kontrolsystem til overførslerne.

3.6.5

Samtidig erstatter det fuldstændigt artiklen, der omhandler anbringelse i bur.

3.6.6

Artiklen, der omhandler fartøjsovervågningssystemer (FOS), udvides med en forpligtelse for fiskerfartøjerne, der er registrerede i ICCAT som fangstfartøjer af almindelig tun, om at begynde indsendelsen af FOS-data til ICCAT mindst 15 dage før starten på fangstsæsonen og fortsætte indsendelsen til mindst 15 dage efter fangstsæsonens afslutning. Desuden må indsendelsen ikke afbrydes, når fartøjerne er i havn.

3.6.7

Registrering og rapportering af tunfiskenetaktiviteter ændres således, at ud over rapportering af fangsterne med faststående tunfiskenet skal der efter afslutning af hvert fiskeri også ske rapportering af et skøn over den tilbageværende mængde i tunfiskenettet.

3.6.8

Desuden udvides ICCAT-ordningen for fælles international inspektion, således at hvis en medlemsstat på noget tidspunkt har over 15 fiskerfartøjer, der fisker efter almindelig tun i ICCAT-konventionsområdet, skal den pågældende medlemsstat, så længe det er tilfældet, have et inspektionsfartøj i konventionsområdet eller samarbejde med en anden medlemsstat eller CPC om at have et fælles inspektionsfartøj i området.

3.6.9

Artikel 30, som omhandler de nationale observatørprogrammer, ændres med en udvidelse af den nationale observatørdækning, således at programmet omfatter følgende:

—	100 % af de aktive notfartøjer på 24 m i 2011

—	100 % af de aktive notfartøjer på 20 m eller derunder i 2012

—	100 % af bugserbådene.

3.6.10

I ICCAT's regionale observatørprogram udarbejdes der et nyt stk. 1, der specificerer, at hver medlemsstat skal sikre tilstedeværelsen af en ICCAT-observatør ombord på:

—	Alle notfartøjer på over 24 m i fangstperioden i 2011.

—	Alle notfartøjer på over 20 m i fangstperioden i 2012.

—	Alle notfartøjer uanset længde i hele fangstperioden 2013 og fremover.

3.6.10.1

De nævnte notfartøjer, som ikke har en regional observatør ombord, må ikke fiske efter almindelig tun eller deltage i sådant fiskeri.

3.6.11

Adgangen til videooptagelser, som er reguleret i artikel 32, erstattes fuldstændigt, og der tilføjes et nyt punkt, hvori medlemsstaterne forpligtes til at iværksætte de nødvendige tiltag for at undgå udskiftning, redigering eller manipulering af de originale videooptagelser.

3.6.12

Der tilføjes en artikel 33a med titlen »Fremsendelse af EU's inspektionsplan til ICCAT«, hvor datoen 15. september fastsættes som medlemsstaternes frist til at indsende inspektionsplaner for det kommende år til Kommissionen. Herefter sender Kommissionen EU's inspektionsplan til ICCAT's sekretariat med henblik på ICCAT's godkendelse.

3.6.13

Artikel 34, stk. 1, vedrørende markedsforanstaltninger erstattes af et nyt, hvori der forbydes indenrigshandel, landing, import, eksport, anbringelse i bur med henblik på opfedning eller opdræt, reeksport og omladning af almindelig tun uden nøjagtig, fuldstændig og valideret dokumentation, som krævet i denne forordning. Artiklen tilføjer desuden et krav om besiddelse af den dokumentation, der kræves i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 640/2010 af 7. juli 2010, hvori der etableres et dokumentationsprogram for fangster af almindelig tun (Thunnus thynnus).

3.6.14

Endelig omfatter dette forordningsforslag, jf. Kapitel V om kontrolforanstaltninger, desuden erstatning og ændring af bilagene i henhold til alle de ændrede tiltag.

4. Generelle bemærkninger

4.1

EØSU værdsætter og støtter alle de ændrede og de nye tekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger, da de er resultaterne af den erfaring, man har opnået, og da de alle vil bidrage til genoprettelsen af bestanden af almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet. Målet er at opnå en biomasse svarende til det maksimalt bæredygtige udbytte (Bmsy) med en sandsynlighed på mindst 60 % i 2022.

4.2	EUSØ opfordrer desuden Kommissionen til at sørge for, at de medlemsstater og CPC'er, der udøver fiskeriaktiviteter eller opdræt og opfedning af almindelig tun inden for ICCAT-aftalens område, overholder denne forordning på strengeste vis.

4.3

EØSU anerkender den indsats, som Kommissionen, medlemsstaterne og fiskerne har ydet de senere år for at tilpasse fiskerflåden til de tilgængelige fiskerimuligheder og for at gennemføre den krævende genopretningsplan med sociale og økonomiske konsekvenser til følge, hvilket bør tages med i overvejelserne.

4.4	EØSU kan konstatere, og glæder sig over, at de ofre, der er blevet gjort, bærer frugt, og at både forskerne og de berørte fiskere kan se, hvordan bestanden af almindelig tun er under genoprettelse.

4.5

EØSU opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til fortsat at støtte de nationale forskningsinstitutter, således at de kan foretage de bedst mulige vurderinger af bestanden af almindelig tun og af genopretningsplanens effekt. I denne sammenhæng glæder EØSU sig over oprettelsen af centeret for videnskabelig overvågning, som er et samarbejde mellem myndighederne, forskerne og operatørerne af de faststående tunfiskenet, samt over de private initiativer mellem virksomheder og forskere om at bidrage til det bedst mulige kendskab til arten.

4.6	Vedrørende de vedtagne lukningsperioder for trawlfartøjer vurderer EØSU, at forskernes ændringsforslag til de nuværende lukningsperioder bør analyseres grundigt med henblik på at finde en løsning, der er mere bæredygtig, både inden for det økonomiske, sociale og miljømæssige område.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/119

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn samt fødevarer til særlige medicinske formål

KOM(2011) 353 endelig — 2011/0156 (COD)

2012/C 24/26

Ordfører: Madi SHARMA

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 5. juli 2011 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn samt fødevarer til særlige medicinske formål

KOM(2011) 353 endelig — 2011/0156 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 6. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober 2011, følgende udtalelse med 141 stemmer for og 6 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU ser meget positivt på Kommissionens grundige gennemgang af den eksisterende fødevarelovgivning og anerkender, at det er vanskeligt at skelne klart mellem fødevarer bestemt til den brede befolkning og fødevarer bestemt til specifikke befolkningsgrupper. Denne uklarhed gør det vanskeligt at fortolke, anvende og håndhæve den nuværende lovgivning, især for medlemsstaterne og civilsamfundet.

1.2

Kommissionen har foretaget en tilbundsgående konsekvensanalyse samt relevante høringer med henblik på at fremme sine målsætninger, nemlig kohærens, forenkling og harmonisering af det indre marked. I konsekvensanalysen har man bl.a. gransket spørgsmål som administrative byrder, sammensætning og mærkning af fødevarer, innovation, konkurrenceevne, prispolitik, forbrugerbeskyttelse og forbrugerinformation, potentielle følgevirkninger for beskæftigelsen og små virksomheder samt social velfærd.

1.3	Man bør absolut bibeholde den nuværende definition af »fødevarer til særlige medicinske formål« for at adskille disse fra almindelige fødevarer, og for at sikre, at vigtige ingredienser indgår i deres sammensætning som aminosyrer og oligopeptider.

1.4	Desuden mener EØSU, at modermælkserstatninger til præmature børn – som er ekstremt sårbare og ofte har et meget skrøbeligt helbred – bør høre ind under kategorien ernæringsmæssigt fuldstændige fødevarer med ernæringsmæssig standardsammensætning.

1.5

Som Kommissionen selv erkender, medfører den nuværende anvendelse af rammelovgivningen forstyrrelser af handelen på det indre marked, fordi lovgivningen fortolkes og anvendes på uensartet vis i medlemsstaterne. Det forventes, at den foreslåede nye forordning vil afhjælpe disse forstyrrelser, uden at det vil få negative følger for beskæftigelsen eller SMV'erne inden for denne sektor, for dermed at sikre fortsat innovation.

1.6

På nuværende tidspunkt er alle konsumvarer beskyttede i henhold til EU's bestemmelser om fødevaresikkerhed, mærkning og anprisninger, med støtte fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet. Det nye forslag vil fremme harmoniseringen af EU-reglerne på områderne fødevaresikkerhed og forbrugerbeskyttelse, samt fjerne overlapninger og uklarheder. Subsidiaritetsprincippet respekteres ved, at medlemsstaterne gives mulighed for at anvende nationale regler, hvis det begrundes i en interesse i at beskytte den offentlige sundhed.

1.7	EØSU opfordrer Kommissionen til at underkaste vækstpræparater til småbørn i alderen 12-36 måneder grundige videnskabelige undersøgelser. På nuværende tidspunkt er de videnskabelige resultater modstridende, og offentligheden har krav på klar vejledning og information.

1.8

EØSU mener, at den nye lovgivning bør opretholde de nuværende lovbestemmelser (artikel 8 stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/39/EF af 6. maj 2009 om fødevarer bestemt til særlig ernæring), der gør det muligt at formidle information om fødevarer bestemt til særlig ernæring til sundhedspersonale, så de er i stand til at give forbrugere og patienter ordentlige oplysninger og anbefalinger.

1.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at der ikke sker forstyrrelser på markedet for fødevarer til idrætsudøvere, et europæisk detailmarked med en anslået værdi på 2.537 millioner euro og en årlig vækstrate på 7 %. Inden for den bredere sammenhæng, som fødevaresikkerhed og mærkning indgår i, opfordrer EØSU desuden Kommissionen til i forbindelse med fremtidig lovgivning at overveje at indføre advarsler på fødevareprodukter med ernæringsprofiler (navnlig fødevarer til idrætsudøvere samt slanke- og diætprodukter), som kan have bivirkninger, hvis det indtages over længere perioder eller i for store mængder.

1.10

EØSU er sig bevidst, at det – set i lyset af de nuværende økonomiske, sociale og kulturelle forskelle, der præger Europa – måske ikke er muligt at forsyne alle befolkningsgrupper med de næringsstoffer, der er nødvendige for et sundt liv. Det har ført til udviklingen af berigede fødevarer, som Kommissionen har udarbejdet reklame- og mærkningsforskrifter for. I den henseende bakker EØSU kraftigt op om EU's nuværende lovmæssige foranstaltninger og gennemførelsesforanstaltninger, som sikrer, at frivillige anprisninger af fødevareprodukter er klare, præcise og dokumenterede. For at forbrugerne kan træffe informerede valg, må disse anprisninger ikke være vildledende. Med hensyn til fødevarer til særlige medicinske formål skal kvalificeret sundheds-, ernærings- og farmakologisk personale desuden have fyldestgørende oplysninger om disse fødevarers ernæringsindhold og korrekte anvendelse.

1.11	Endelig støtter EØSU det fortsatte krav, som Kommissionen fremlægger i betragtningerne i forslaget, om et hurtigt varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF), der aktiveres i tilfælde af fødevarekriser, som kan få konsekvenser for forbrugere i hele EU.

2. Sagsforløb

2.1

Den frie bevægelighed for sikre og sunde fødevarer er et afgørende aspekt af det indre marked og bidrager i høj grad til borgernes sundhed og velvære. På den baggrund er EU's fødevarelovgivning blevet udviklet for at garantere, at fødevarer ikke markedsføres, hvis de ikke er sikre. Dette krav vedrører både bestemmelserne om fødevarernes indhold og mærkning.

2.2

Rammedirektivet om diætetiske fødevarer (direktiv 2009/39/EF) blev vedtaget i 1977 for at imødegå det faktum, at »forskellene mellem de nationale lovgivninger vedrørende fødevarer bestemt til særlig ernæring hæmmer varernes frie bevægelighed [og] kan skabe ulige konkurrencevilkår«. Termerne fra definitionen af »fødevarer til særlige medicinske formål« er bibeholdt i forslaget for at sikre, at de adskilles fra almindelige fødevarer og at vigtige ingredienser indgår i sammensætningen af dem. Ifølge den fælles definition af diætetiske fødevarer, der blev fastlagt i de almindelige bestemmelser og de fælles mærkningsbestemmelser, har diætetiske fødevarer tre vigtige kendetegn:

—	de er særlige produkter, der adskiller sig fra almindelige fødevarer (mht. sammensætningen eller fremstillingsprocessen);

—	de er bestemt til specifikke befolkningsgrupper og ikke til den brede befolkning;

—	de opfylder de særlige ernæringsmæssige behov hos de personer, som de er tiltænkt.

2.3

Eksempler på diætetiske fødevarer – som defineret i rammedirektivet om diætetiske fødevarer – er fødevarer bestemt til spædbørn eller småbørn, til personer med glutenintolerans eller til særlige medicinske formål, hvor en »erklæring om fødevarens egnethed til det pågældende særlige ernæringsmæssige formål« skal anføres på emballagen. Der er allerede fastlagt specifik lovgivning vedrørende indhold og mærkning for en række af disse produktkategorier (modermælkserstatninger, forarbejdede levnedsmidler baseret på cerealier, levnedsmidler til anvendelse i energifattige diæter, fødevarer til medicinske formål samt fødevarer til personer med glutenintolerans). Der er imidlertid endnu ingen specifikke regler for fødevarer til idrætsudøvere, fødevarer til diabetikere eller fødevarer til personer med laktoseintolerans.

2.4

I 2007 indledte Kommissionen en høringsproces med medlemsstaterne om rammedirektivet om diætetiske fødevarer. Siden da er der blevet afholdt høringer med medlemsstaterne, med styringsgrupper på tværs af tjenestegrenene (fra GD'erne SANCO, AGRI, ENTR, RTD, TRADE og Generalsekretariatet) samt med industri og forbrugergrupper. Derudover er der blevet udarbejdet en ekstern konsulentrapport.

2.5

På baggrund af disse høringer fremsatte Kommissionen det foreliggende forslag om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn samt fødevarer til særlige medicinske formål. Med den foreslåede forordning ophæves følgende direktiver:

—	direktiv 2009/39/EF om fødevarer bestemt til særlig ernæring (omarbejdning af rammedirektiv, 1989);

—	direktiv 92/52/EØF om eksport til tredjelande af modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn;

—	direktiv 96/8/EF om levnedsmidler til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab;

—	Kommissionens forordning (EF) nr. 41/2009 vedrørende sammensætning og mærkning af fødevarer, der er egnede til personer med glutenintolerans.

2.6

Med de foreslåede tiltag forenkles og præciseres de lovmæssige krav til nogle få kategorier af fødevarer, ligesom der fastlægges én samlet liste (»EU-liste«) over stoffer, der kan tilsættes til fødevarer. Det indebærer navnlig:

—	at begrebet diætetiske fødevarer afskaffes;

—

at der indføres ny, generel rammelovgivning med et klart og præcist anvendelsesområde, som kun dækker nogle få veldefinerede kategorier af fødevarer, der er blevet identificeret som værende af afgørende betydning for bestemte, nærmere afgrænsede grupper af forbrugere med særlige ernæringsmæssige behov;

—	at der opretholdes særforanstaltninger for disse vigtige kategorier af fødevarer;

—	at der fastsættes almindelige bestemmelser vedrørende sammensætning og mærkning, som finder anvendelse på disse kategorier af fødevarer;

—	at forskelle i måden at fortolke reglerne på og problemer for medlemsstaterne og virksomhederne med at anvende forskellige retsakter om fødevarelovgivning ryddes af vejen ved at lovkomplekset forenkles;

—	at de byrder, der er forbundet med anmeldelsesproceduren, fjernes;

—	at det sikres, at sammenlignelige produkter behandles på samme måde i hele Unionen;

—	at bestemmelser, der er blevet unødvendige, uforenelige og potentielt indbyrdes modstridende, tages ud af lovgivningen;

—	at der indføres én enkelt lovgivningsmæssig foranstaltning for stoffer, der kan tilsættes til de fødevarer, som er omfattet af dette forslag.

2.7	Der fastsættes bestemmelser, som anført i artikel 6 i Kommissionens forslag, om anvendelse af hasteprocedurer i situationer, hvor fødevarer, der er omfattet af dette forslag, udgør en alvorlig risiko for menneskers sundhed.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/122

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om krav om beskyttelse af befolkningens sundhed med hensyn til radioaktive stoffer i drikkevand

KOM(2011) 385 endelig — 2011/0170 (NLE)

2012/C 24/27

Ordfører: Josef ZBOŘIL

Kommissionen besluttede den 27. juni 2011 under henvisning til Euratomtraktatens artikel 31 og 32 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets direktiv om krav om beskyttelse af befolkningens sundhed med hensyn til radioaktive stoffer i drikkevand

KOM(2011) 385 endelig — 2011/0170 (NLE).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 6. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 105 stemmer for, 2 imod og 2 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Konklusioner

1.1.1 EØSU bifalder dette forslag, der fastlægger grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling på grund af radioaktive stoffer i drikkevand.

1.1.2 EØSU støtter, at forslaget udarbejdes med Euratomtraktatens kapitel 3 som retsgrundlag for at sikre sammenhæng mellem de miljømæssige kontrolkrav i medfør af denne traktat og kravene i medfør af de grundlæggende sikkerhedsstandarder for strålingsbeskyttelse.

1.1.3 Forslaget fastsætter kvalitetsnormer og kontrolkrav under normale forhold. Strålingsrelaterede nødsituationer og den deraf følgende kontamination af drikkevand, som skyldes menneskeskabte radioaktive kilder, er omfattet af en særlig nødbestemmelse (1).

1.1.4 EØSU er klar over, at Kommissionens henstilling 2001/928/Euratom (2) af 20. december 2001 om beskyttelse af befolkningen mod eksponering for radon i drikkevandsforsyninger vedrører den strålingsmæssige kvalitet af drikkevandsforsyninger med hensyn til radon og langlivede radonhenfaldsprodukter.

1.2 Henstillinger

1.2.1 EØSU er enig i, at radon og radonhenfaldsprodukter bør være omfattet af anvendelsesområdet for dette forslag til direktiv uagtet Kommissionens gældende henstilling 2001/928/Euratom.

1.2.2 Imidlertid anbefaler EØSU, at de langlivede radionuklider polonium (Po-210) og bly (Pb-210) indgår i fastsættelsen af »total indikativ dosis« (TID).

1.2.3 EØSU bemærker, at det foreslåede direktiv tager hensyn til urans kemotoksicitet i bilag III, afsnit 3, »Kvalitetskrav og analysemetoder«. EØSU anbefaler, at der i Rådets direktiv 98/83/EF om kvaliteten af drikkevand også indarbejdes en bestemmelse om toksikologisk kontrol af grundvand, der anvendes som drikkevandsforsyninger, i udsatte områder med en højere forekomst af uran.

1.2.4 EØSU bemærker, at parameterværdierne for tritium, som fremgår af bilag I i forslaget til direktiv, er 100 gange lavere end værdierne i WHO's »Guidelines for Drinking Water Quality« (Genève, 3. udg., 2008). En alt for lav parameterværdi for tritium fører ikke til uberettigede begrænsninger i dag og kan være nyttig som indikator for andre problemer, men bør i lyset af fremtidige teknologier ikke desto mindre tages op til fornyet overvejelse.

1.2.5 EØSU ser positivt på den meget grundige udarbejdelse af forslaget, som alle de involverede aktører har medvirket til, og anbefaler, at man vedtager forslaget så hurtigt som muligt.

2. Baggrund

2.1 Vand er et af de mest alsidigt regulerede områder i EU's miljølovgivning. Kun en meget lille del af drikkevandssystemerne ligger i områder, hvor der er potentielle kilder til menneskeskabt radioaktiv kontamination fra anlæg, der bruger, fremstiller eller håndterer affald fra radioaktive stoffer.

2.2 I vandsystemer, som er sårbare over for denne type kontamination, skal der foretages omfattende overvågning af radioaktiv kontamination for at sikre, at drikkevandet er sikkert. Der er dog mange regioner i Europa, hvor tilstedeværelsen af naturligt forekommende radioaktive stoffer giver anledning til bekymring.

2.3 De tekniske krav på EU-niveau til beskyttelse af befolkningens sundhed mod radioaktive stoffer i drikkevand har nu ligget klar i mere end fem år efter en høring med deltagelse af blandt andet gruppen af eksperter omhandlet i Euratomtraktatens artikel 31, det udvalg, der er nedsat i henhold til drikkevandsdirektivet, og udvalget af repræsentanter for medlemsstaterne, der er nedsat i henhold til artikel 35 og 36 i Euratomtraktaten. Kravene om kontrol af tritium og total indikativ dosis i Rådets direktiv 98/83/EF om kvaliteten af drikkevand er endnu ikke blevet implementeret, i afventning af vedtagelsen af ændringer til bilag II (Kontrol) og bilag III (Specifikationer for analyse af parametre).

2.4 Det er berettiget at indarbejde kravene til overvågning af radioaktivitetsniveauer i en specifik lovgivning inden for rammerne af Euratomtraktaten for at opretholde ensartethed, sammenhæng og nøjagtighed i lovgivning om strålebeskyttelse på fællesskabsplan.

2.5 Derfor har Kommissionen forelagt et forslag om krav om beskyttelse af befolkningens sundhed med hensyn til radioaktive stoffer i drikkevand baseret på artikel 31 i Euratomtraktaten.

2.6 Når det er vedtaget, vil bestemmelserne i det foreslåede direktiv i henhold til Euratomtraktaten erstatte bestemmelserne i direktiv 98/83/EF, hvad angår radioaktive stoffer i drikkevand.

2.7 I det foreslåede forslag opstilles følgende principper for:

2.7.1

Retsgrundlag: bestemmelserne i direktivet vedrører de grundlæggende normer til beskyttelse af befolkningens sundhed. Derfor er det valgte restgrundlag Euratomtraktaten, særlig artikel 31 og 32.

2.7.2

Nærhedsprincippet: da Fællesskabets retsbeføjelser ifølge afsnit II, kapitel III, i Euratomtraktaten er eksklusive, er forslaget ikke underlagt nærhedsprincippet.

2.7.3

Proportionalitetsprincippet: forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, da det fastsætter harmoniserede mindstekrav for kontrol af tritium og total indikativ dosis og tilpasser kravene i direktiv 98/83/EF angående radioaktivitet til den seneste videnskabelige og tekniske udvikling.

2.7.4

Reguleringsmiddel/reguleringsform:

—	Det påhviler Fællesskabet at opstille ensartede regler på strålingsbeskyttelsesområdet, mens det er medlemsstaterne, der har ansvaret for at omsætte disse regler i deres nationale lovgivning og gennemføre dem.

—	Et direktiv er derfor bedst egnet til at etablere en fælles fremgangsmåde for fastlæggelse af harmoniserede krav til radioaktivitetsparametre og til kontrol af kvaliteten af drikkevand.

3. Bemærkninger

3.1 EØSU bifalder dette målrettede og sammenhængende forslag, der klart og udtrykkeligt fastlægger grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling på grund af radioaktive stoffer i drikkevand. Det styrker tilliden til den strålingsmæssige kvalitet af drikkevand, der leveres gennem distributionssystemer.

3.2 EØSU støtter, at forslaget udarbejdes med retsgrundlag i Euratomtraktatens kapitel 3 for at sikre sammenhæng mellem de miljømæssige kontrolkrav i medfør af denne traktat og kravene i medfør af de grundlæggende sikkerhedsstandarder for strålingsbeskyttelse.

3.3 Forslaget er resultatet af omfattende høringer af eksperter i strålingsbeskyttelse. Det fastsætter kvalitetsnormer og kontrolkrav under normale forhold. Strålingsrelaterede nødsituationer, der forårsager kontamination af drikkevand (»flydende levnedsmidler«) pga. menneskeskabte radioaktive kilder, er omfattet af særlige nødbestemmelser og -procedurer (3).

3.4 EØSU er klar over, at Kommissionens henstilling 2001/928/Euratom af 20. december 2001 om beskyttelse af befolkningen mod eksponering for radon i drikkevandsforsyninger vedrører den strålingsmæssige kvalitet af drikkevandsforsyninger med hensyn til radon og langlivede radonhenfaldsprodukter.

3.5 EØSU bemærker, at eksponering for radongas i drikkevandsforsyningen til husholdningerne hovedsageligt stammer fra indånding af gas, der frigives til luften indendørs, og i mindre omfang fra at drikke vandet.

3.6 På den anden side mener EØSU, at de langlivede radionuklider polonium (Po-210) og bly (Pb-210) bør indgå i fastsættelsen af »total indikativ dosis« (TID).

3.7 EØSU bemærker, at det foreslåede direktiv tager hensyn til urans kemotoksicitet i bilag III, afsnit 3, »Kvalitetskrav og analysemetoder«. Der bør foretages en toksikologisk kontrol af grundvand, der anvendes som drikkevandsforsyninger, i udsatte områder med en højere forekomst af uran i de geologiske lag. Man bør indarbejde en bestemmelse med henblik herpå i Rådets direktiv 98/83/EF om kvaliteten af drikkevand under hensyntagen til den foreløbige vejledningsværdi for uran på 30 μg/l som anbefalet i WHO's retningslinjer for drikkevandskvalitet (4).

3.8 EØSU bemærker, at parameterværdierne for tritium, som fremgår af bilag I i forslaget til direktiv, er 100 gange lavere end værdierne i WHO's »Guidelines for Drinking Water Quality« (Genève, 3. udg., 2008). En alt for lav parameterværdi for tritium fører ikke til uberettigede begrænsninger i dag og kan være nyttig som indikator for andre problemer, men bør i lyset af fremtidige teknologier ikke desto mindre tages op til fornyet overvejelse.

3.9 EØSU noterer sig, at Kommissionen i bilag 2 »Kontrol af radioaktive stoffer«, note 2, i forslaget til direktiv giver mulighed for, at medlemsstaterne fastlægger hyppigheden af efterprøvningskontrol af drikkevand, som leveres gennem et distributionsnet, på grundlag af »antallet af indbyggere i et forsyningsområde i stedet for vandmængden«, men dermed tages der ikke højde for de situationer, hvor vand fra distributionsnettet aftappes og sælges på flaske.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Rådets forordning (Euratom) nr. 3954/87.

(2) Kommissionens henstilling af 20. december 2001 om beskyttelse af befolkningen mod eksponering for radon i drikkevandsforsyninger (2001/928/Euratom).

(3) Rådets forordning (Euratom) nr. 3954/87.

(4) WHO Guidelines for drinking water quality, 4. udg., 2011, kapitel 12: Chemical Factsheets.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/125

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om flypassagerers etablerede rettigheder — virkemåde og anvendelse

2012/C 24/28

Ordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Europa-Parlamentet besluttede den 1. juni 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Flypassagerers etablerede rettigheder — virkemåde og anvendelse (sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 7. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 157 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU finder det nødvendigt, at der foretages en lovgivningsmæssig reform af forordning nr. 261/2004 for at samle alle flypassagerers rettigheder i én enkelt tekst. En sådan reform bør først og fremmest omfatte den omfattende retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol. Desuden bør reformen forsøge at definere omfanget, konkretiseringen og identificeringen af, hvad »usædvanlig omstændighed« indebærer, hvortil retten til assistance går, samt behandle de resterende aspekter, der henvises til i denne udtalelse med henblik på at garantere et højt beskyttelsesniveau af passagererne.

1.2 Informationen til passagererne bør forbedres, og de skal have oplyst deres rettigheder på en klar måde. Dette bør også gælde i boardingområdet, og under alle omstændigheder bør man gøre flere bestræbelser på at oplyse andre aktører i det organiserede civilsamfund om passagerernes rettigheder, herunder forbrugerorganisationer, etc.

1.3 Luftfartsselskaberne er ene og alene ansvarlige for opfyldelsen af de i forordning 261/2004 artikel 13 nævnte forpligtelser over for passageren. Dette indebærer, at de i visse tilfælde kan anmode om erstatning fra tredjepart, der står uden for kontraktforholdet mellem passager og flyselskab, men som har forårsaget den pågældende situation (forsinkelse eller aflysning). Der bør oprettes mekanismer, der hurtigt og effektivt kan yde erstatning.

1.4 EØSU mener, at gennemsigtigheden bør øges gennem anvendelse af effektive instrumenter til informationsudveksling, herunder afgørelser af administrativ og retlig karakter, samt offentliggørelse af pålagte sanktioner og af, i hvor høj grad luftfartsselskaberne opfylder forordning 261/2004. Desuden bør der indføres en harmoniseret, tilgængelig og effektiv sagsbehandling med fastsatte frister og bindende afgørelser.

1.5 Med hensyn til bevægelseshæmmedes rettigheder er der problemer med hensyn til en tilfredsstillende gennemførelse af forordning 1107/2006. EØSU anmoder Kommissionen om, at den i samarbejde med de håndhævende myndigheder og repræsentative interesseorganisationer, herunder organisationer for bevægelseshæmmede, udarbejder retningslinjer, som præciserer definitionerne i forordningen og forbedrer dens gennemførelse. Hvis sådanne retningslinjer ikke kan sikre en effektiv håndhævelse af de bevægelseshæmmedes rettigheder, anmoder EØSU om, at der omgående foretages en revision af forordning 1107/2006.

1.6 EØSU mener, at man i forbindelse med en revision af forordning 261/2004 bør præcisere og definere de delelementer, der udgør den endelige pris på lufttransportydelser.

2. Indledning

2.1 Inden for luftfartstransport er de gældende bestemmelser komplekse og spredte. Disse karakteristiske viser sine største negative følger, når bestemmelserne vedrører luftfartsselskabernes ansvar over for passagererne.

2.2 I øjeblikket har luftfartsbranchens fremgang en negativ påvirkning af kvaliteten. Forringelsen skyldes flere årsager, som nævnes i meddelelsen KOM(2011) 174 endelig.

2.3 Desuden er passagerbefordring et af de vigtigste instrumenter til udviklingen og udbredelsen af Den Europæiske Unions principper: den frie bevægelighed for varer og borgere inden for unionen.

2.4 Efter udsendelsen af meddelelsen har Kommissionen arbejdet på at vurdere effekten af forordning 261/2004 med henblik på at øge beskyttelsen af luftfartpassagerers rettigheder og tilpasse dem til den socioøkonomiske udvikling.

EØSU er bevidst om de mange aspekter hidrørende fra gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum II, som udvalget har behandlet i en anden udtalelse (1).

3. Parlamentets høring af EØSU

3.1 Europa-Parlamentets Transport- og Turismeudvalg har sendt en forespørgsel til EØSU's formand med henblik på at vurdere, hvorvidt håndhævelsen af de gældende europæiske regler sikrer den rette beskyttelse af passagerernes rettigheder, og for at udpege de områder, hvor der er behov for nye tiltag. Parlamentet søger konkret set svar på de spørgsmål, som fremsættes i dette brev.

3.2 Spørgsmål I: Hvad er de primære mangler, som er blevet identificeret i forbindelse med håndhævelsen af de nuværende regler? Hvilke tiltag anbefales for at håndtere disse problemstillinger? Helt konkret: er det nødvendigt at vedtage ny lovgivning?

3.2.1 Luftfartsindustrien er en meget liberaliseret og meget konkurrencedygtig branche. Derfor er det vigtigt at have en lovramme på europæisk niveau, der kan sikre en afbalanceret udvikling af det indre marked, som beskytter luftfartselskabernes konkurrenceevne, bidrager til social samhørighed og bæredygtighed, overvåger gennemsigtigheden af luftfartselskabernes handelspraksis og derfor skaber bedre rettigheder for brugerne.

3.2.2 I politikken for forbrugerbeskyttelse er de vigtigste elementer beskyttelsen af forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser, retten til erstatning samt retten til oplysninger, til uddannelse og til at være repræsenteret. Det er altafgørende, at enhver fremtidig ændring eller revision af forordning 261/2004 tager disse elementer i betragtning for at sikre en bedre beskyttelse af passagerernes rettigheder.

3.2.3 Den lovgivende instans, som er bevidst om industriens særegenheder, har fastslået, at der skal ydes erstatning til luftfartsselskabet, når en skade skyldes tredjepart, og når selskabet som ansvarlig part for levering af ydelsen har skullet yde erstatning til den skadeslidte passager. Denne handlingsmulighed er indtil videre ikke blevet udnyttet af luftfartselskaberne i tilfælde, hvor man har kunnet udpege tredjepart: lufthavnsmyndigheder, ansvarlige for lufttrafikken, udbydere af groundhandling-tjenester, rejseselskaber eller turoperatører, blandt andre.

3.2.4 Det er en anden sag med de tilfælde, hvor der er indtruffet en usædvanlig omstændighed grundet naturbetingede forhold, som de, der beskrives nedenfor.

3.2.4.1 Der er tilfælde, hvor ansvaret ikke kan placeres. I de seneste år har der været en række begivenheder, som er blevet betegnet som usædvanlige omstændigheder: de islandske vulkaners udbrud, de voldsomme snefald i begyndelsen af 2010 og 2011, etc. Disse begivenheder har forårsaget en stigning i antallet af sager, der har påvirket luftfartselskaber i EU med de derpå følgende økonomiske omkostninger og skade for brugerne.

3.2.4.2 Omfanget, konkretiseringen og identificeringen af, hvad »usædvanlig omstændighed« omfatter, er et blandt flere elementer, der skaber splid om fortolkningen af forordningen, da dette spørgsmål indebærer forpligtelser for luftfartselskaberne såsom retten til bistand.

3.2.4.3 Den Europæiske Unions Domstol har indikeret, at EU-lovgiveren i behandlingen af spørgsmålet om usædvanlige omstændigheder blot har udarbejdet en udelukkende vejledende liste. En sådan ukonkret størrelse skaber forvirring og frem for alt juridisk usikkerhed både for luftfartselskaberne og brugerne.

3.2.4.4 På den ene side er det nødvendigt at beslutte, hvad der forstås ved usædvanlig omstændighed, og på den anden side at fastlægge, til hvilket punkt luftfartselskaberne har pligt til at opfylde nogle af deres forpligtelser: Denne situation bør håndteres og normaliseres i den næste ændring af forordningen.

3.2.4.5 Et alternativ til dette spørgsmål kunne være, at man udarbejder en åben liste, hvor man anfører eksempler på usædvanlige omstændigheder, når problemerne skyldes begivenheder, som grundet deres væsen eller tilblivelse ikke er en del af det berørte luftfartselskabs normale aktiviteter, og som er uden for det nævnte luftfartselskabs kontrol.

3.2.5 Med baggrund i de præjudicielle spørgsmål, der i de seneste måneder er blevet præsenteret for Domstolen, kan det udledes, at der er ved at opstå et behov for ændring af reglerne.

3.2.5.1 Domstolen har gennem sine domme udredt visse relevante aspekter, som ikke bør være til diskussion, af hensyn til brugernes tillid til luftfartsbranchen og til luftfartselskabernes juridiske sikkerhed. Der findes også opklarende domme fra nationale domstole som den nylige afgørelse fra Namurs handelsdomstol, der har erklæret visse almene betingelser ved befordringskontrakten som værende urimelige vilkår.

3.2.6 Baggrunden for en revision af forordning 261/2004

3.2.6.1 Kommissionens meddelelse KOM(2011) 174 endelig giver en detaljeret og præcis vurdering af håndhævelsen af denne forordning, som er en milepæl i beskyttelsen af brugere af lufttransport.

3.2.6.2 Grundet industriens udvikling de seneste år er der behov for en revision af forordningen. I det følgende nævnes en række forslag til forbedringer, der bør tages i betragtning i forbindelse med en kommende ændring af den gældende forordning:

—	Indarbejdelse af løsningerne fra Domstolens domme i den fremtidige lovtekst.

—	En definition af omfanget, konkretiseringen og identificeringen af, hvad »usædvanlig omstændighed« indebærer.

—	En definition af, hvortil retten til bistand går, eller hvor dens grænse går i særlige tilfælde, samt en beslutning om, hvordan passagerernes legitime rettigheder kan sikres gennem alternative mekanismer, der kan munde ud i bindende beslutninger for parterne inden for en rimelig tidsfrist.

—	Regulering af de situationer, som på nuværende tidspunkt opstår i forbindelse med ændring af flyafgange.

—	Regulering af problemer, der stammer fra mistede flyforbindelser, der skyldes forsinkelse af den første afgang, som håndteres af en operatør, der kun flyver fra punkt til punkt.

—	Regulering af forpligtelsen til at yde bistand ved forbindelsespunkterne.

—	Håndtering af retten til erstatning, herunder en jævnlig opdatering af de standardiserede og umiddelbart gældende erstatningsordninger fra 2004.

—	Regler om, at aktørerne, der står for groundhandling-tjenester og arbejder i luftfartselskabernes navn, skal levere de i forordningen fastsatte tjenesteydelser.

—	En præcision af, hvem der er den kompetente myndighed til at behandle klager fra brugerne og sikre, at forordningens bestemmelser bliver håndhævet.

—	Overvågning og offentliggørelse af klager (på europæisk og medlemsstatsniveau) fordelt på selskab og type for manglende opfyldelse af forordningen samt tilladelse til undersøgelse af selskaber, som er blevet tildelt driftstilladelse (AOC), i medlemsstaterne i denne forbindelse.

—	Rettelse af usammenhængen mellem stk. 1 og 2 i forordningens artikel 14.

—

Fastsættelse af en forpligtelse til at yde erstatning til de berørte passagerer, hvis et luftfartselskab erklærer sig konkurs, herunder princippet om »solidarisk ansvar« for at kunne fragte passagererne hjem med andre selskaber, der har ledige pladser, samt at arbejde på at etablere en fond, som kan yde erstatning til passagererne med udgangspunkt i princippet om at »de, der deltager i markedet, betaler«.

—	Mulighed for at overføre befordringskontrakten til tredjepart.

—	Forbud mod luftfartselskabernes nuværende praksis med at annullere returrejsen, hvis passageren ikke har gjort brug af udrejsen på den samme billet.

3.3 Spørgsmål II: Fra passagerernes synspunkt, er den information, der gives, og de tjenester, der ydes til passagererne, tilstrækkelige og passende? I modsat fald, hvordan kan de forbedres?

3.3.1 EØSU mener, at information er et vigtigt element både med hensyn til beslutningstagningen og til opfyldelse af de af forordningen beskyttede personers rettigheder. Forordningen placerer ansvaret for at informere hos luftfartselskaberne.

3.3.2 Tilsyneladende er retten til information sikret. Dog opfylder selskaberne ikke altid deres forpligtelser.

3.3.3 Den nuværende tekst tager ikke hensyn til luftfartselskabernes pligt til at informere passagererne, når der er forsinkelser i ankomsttidspunktet på slutdestinationen på tre timer eller mere som fastslået i Domstolens afgørelse i Sturgeon-sagen.

3.3.4 Uafhængigt af udbedringen af usammenhængen og indførelsen af nye punkter bør forordningen desuden udvide forpligtelserne i artikel 14, så de også kommer til at gælde for boardingområderne og ikke blot indtjekningsområderne.

3.3.5 Med hensyn til udbredelse af passagerrettighederne har Kommissionen allerede gjort noget af arbejdet, men indsatsen kan udvides og deles med andre aktører i transportkæden gennem et samarbejde mellem de nationale lufthavnsmyndigheder, forbrugerorganisationer, rejseselskaber og turoperatører, de europæiske forbrugercentre og de myndigheder, der har ansvar for håndhævelse af forordningen.

3.4 Spørgsmål III: Fra industriens synspunkt kunne det være nyttigt at vurdere nogle af de nuværende forpligtelsers proportionalitet som for eksempel det ubegrænsede ansvar i forbindelse med retten til bistand under usædvanlige omstændigheder, som er uden for transportvirksomhedens kontrol, såsom store naturkatastrofer eller ekstreme klimaforhold.

3.4.1 Forordningen tildeler ingen aktører en rolle, bortset fra luftfartselskaberne, da de er de endeligt ansvarlige og kontraktuelt forpligtede til at levere ydelsen. Men der er andre aktører, som har indvirkning på dem, og nogle af dem kunne bidrage til en forbedring af ydelsen og andre til at udbrede luftfartstransportbrugernes rettigheder.

3.4.2 Blandt de vigtigste aktører kan nævnes lufthavnsmyndighederne, som medvirker til udsendelsen af information om luftfartselskabernes drift. De kunne modtage og vurdere klagerne i tilfælde af, at der ikke er nogen repræsentanter fra selskaberne, samt bidrage til at yde bistand gennem deres faciliteter i tilfælde af force majeure eller usædvanlige omstændigheder. De har et ansvar for bagagelogistikken, og de kunne udsende information gennem deres systemer i krisesituationer med henblik på at undgå, at for mange mennesker er samlet på ét sted, eller problemer med den offentlige orden på deres faciliteter, etc.

3.4.3 De ansvarlige for luftfartstrafikken spiller også en vigtig rolle. Deres arbejde er vigtigt blandt andet i forbindelse med overholdelsen af de ankomst- og afgangstidspunkter, som luftfartselskaberne og luftfartsledelsen er blevet tildelt.

3.4.4 I anden række findes rejseselskaberne eller turoperatørerne, som kunne bidrage til udbredelse af rettighederne. Disse aktører yder bistand til passagererne og medvirker til at viderekommunikere de oplysninger, de får fra luftfartselskaberne i tilfælde af aflysninger eller ændring af flyafgange.

3.4.5 Det er desuden værd at nævne den rolle, som groundhandling- eller ekspeditionsselskaberne kunne spille i forhold til at beskytte passagererne. Forordningen tildeler ingen rolle til disse virksomheder, og det ville være belejligt at inddrage dem juridisk i arbejdet med håndtering af passagererne. Man kunne fastlægge deres rolle gennem den nuværende forordning eller ved hjælp af en revision af direktiv 96/67/EF om adgang til groundhandling-markedet i EU's lufthavne.

3.4.5.1 Det anbefales at pålægge groundhandling-selskaberne, som er den aktør, der reelt yder bistand til passagererne, en forpligtelse til at levere denne tjeneste. For det andet kunne håndhævelsen af forordningen forbedres ved at forpligte selskaberne til (via den lokale repræsentant) at have planer og fremgangsmåder i tilfælde af afbrydelse af lufttrafikken, som sikrer ydelse af bistand og alternativ transport via andre transportmidler. Til dette formål vil det være nødvendigt at udstyre dem med de retlige og finansielle værktøjer, således at de kan levere denne tjeneste, samt at gøre dem til selskabets »stemme« over for lufthavnsoperatøren og de nationale myndigheder.

3.4.5.2 Dette tiltag vil kun gælde lufthavne, der har en årlig trafik på flere end to millioner passagerer. Alle luftfartselskaber bør råde over en repræsentant eller lade sig repræsentere i juridisk forstand af deres handling-selskab. En sådan assistent bør have beføjelserne til at forpligte luftfartselskabet både i finansiel og juridisk forstand, når dette er nødvendigt for at opnå en korrekt opfyldelse af forordningens artikel 8 og 9.

3.4.5.3 Luftfartsselskaberne er ene og alene ansvarlige for opfyldelsen af de i forordning 261/2004 artikel 13 nævnte forpligtelser over for passageren. Dette indebærer, at de i visse tilfælde kan anmode om erstatning fra tredjepart, der står uden for kontraktforholdet mellem passager og flyselskab, men som har forårsaget den pågældende situation (forsinkelse eller aflysning). Denne erstatning kan tilsvarende formindske eller endda udligne den finansielle byrde, som de pågældende luftfartselskaber har lidt som konsekvens af de nævnte forpligtelser.

3.4.5.4 Man bør overveje en »actio de in rem verso«, der etablerer en europæisk proces, der forenkler og fremskynder grænseoverskridende sager om tilgodehavender fra disse tilbagebetalingskrav og formindsker sagsomkostningerne. En anden mulig løsning kunne være at lade denne type reklamationer være omfattet af forordning nr. 1896/2006 (2) om indførelse af en europæisk betalingspåbudsprocedure.

3.5 Spørgsmål IV: Vedrørende samarbejdet mellem de aktører, der er ansvarlige for håndhævelse af forordningen: hvad kan man gøre for at sikre en mere ensrettet tolkning og håndhævelse af passagerernes rettigheder i hele EU fra de nationale myndigheders side? Mener De, at afgørelserne fra Domstolen om forordning 261 bør indføres i EU-lovgivningen?

3.5.1 Kommissionens meddelelse tager i detaljeret grad hånd om behovet for at forbedre samarbejdet mellem de nationale myndigheder, således at der sikres en ensrettet fortolkning og anvendelse af forordningen.

3.5.2 Kommissionen spiller en afgørende rolle som vejleder og igangsætter. Lovgiveren har som retligt instrument anvendt en forordning, der kan anvendes direkte i alle EU's medlemsstater af en hvilken som helst myndighed eller aktør, uden at der er behov for interne retsregler, der skal tilpasse den, førend den kan træde i fuld kraft. Desuden kan privatpersoner anmode om forbrugerbeskyttelse ved nationale eller europæiske domstole.

3.5.3 Ingen af de nuværende instrumenter er blevet anvendt til at forbedre beskyttelsen af forbrugere og brugere af luftfart, eksempelvis forordning 2006/2004 om samarbejde mellem de nationale myndigheder, der bærer ansvaret for håndhævelse af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse.

3.5.4 Forordning 2006/2004 kunne være til stor nytte på de områder, der står uden for det snævre område i forordning 261/2004, særligt vedrørende offentliggørelse af sager om dårlig handelspraksis eller om selskabernes manglende opfyldelse af de kontraktmæssige bestemmelser.

3.5.5 Problemet med anvendelsen af det tidligere instrument er fragmenteringen af de institutioner, der tager sig af forbrugerbeskyttelse inden for luftfartspassagerers rettigheder i forskellige medlemsstater.

3.5.6 Der må ikke herske nogen tvivl med hensyn til det sidstnævnte spørgsmål, om hvorvidt EU-Domstolens retspraksis skal indarbejdes i forordning 261/2004, da Domstolen garanterer overholdelse af retsprincipperne i fortolkningen og anvendelsen af traktaterne og den anvendte lovgivning. Den overvældende mængde af præjudicielle spørgsmål afledt af forordning 261/2004 er et bevis på den manglende konkretisering på visse punkter.

3.6 Spørgsmål V: Er der problemer i forbindelse med fortolkningen af visse definitioner (eksempelvis af bevægelseshæmmede personer) eller med luftfartsselskabernes ret til at nægte en bevægelseshæmmet person adgang ombord af sikkerhedshensyn? Er det nødvendigt at revidere, hvem der er ansvarlig for levering af tjenester til bevægelseshæmmede personer: lufthavnen, luftfartsselskabet eller groundhandling-selskaberne?

3.6.1 Forordning 1107/2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly, henviser til den sociale integration, der sikrer handicappede eller bevægelseshæmmede personer retten til at rejse med fly på lige vilkår med de øvrige borgere. Dog anvender lufthavnsmyndighederne og selskaberne ikke denne forordning på korrekt vis, hvad angår den assistance, som de bør yde til disse personer, fra de kommer ind på til de forlader lufthavnens område. Dette kan muligvis skyldes, at bilag II ikke indeholder en beskrivelse af den samlede servicepakke, der bør ydes handicappede og bevægelseshæmmede personer. Desuden rejser den manglende overholdelse af strenge kvalitetsstandarder på området tvivl om overholdelsen af princippet om ligebehandling.

3.6.2 Alligevel savnes en utvetydig definition af, hvad der forstås ved en handicappet eller bevægelseshæmmet person, da formålet er at yde omfattende assistance til de berørte grupper, som har behov for særlig assistance.

3.6.3 Grundet mulige vanskeligheder i forbindelse med at indføre en definition på, hvad der forstås ved en handicappet person, anbefales det, at Kommissionen i samarbejde med de organismer, der er ansvarlige for håndhævelsen af denne forordning, og med de organisationer, der repræsenterer de berørte grupper, herunder repræsentative handicaporganisationer, udvikler vejledninger eller retningslinjer til fortolkning af definitionerne. Man bør udarbejde europæiske standarder for at sikre, at procedurerne for sikkerhedskontrol af luftfartspassagerer, der anvender bevægelseshjælpemidler eller medicinsk udstyr, er klare og forståelige, og at de pågældende passagerers menneskelige værdighed bliver respekteret.

3.6.3.1 Disse vejledninger bør tage hånd om emner som groundhandling-tjenesternes kvalitet og evne til at give information samt søge en sammenhæng mellem forordning 261/2004 og forordning 1107/2006. Under alle omstændigheder, hvis disse retningslinjer ikke medfører en reel håndhævelse af bevægelseshæmmede personers rettigheder, går EØSU ind for en øjeblikkelig revision af forordning 1107/2006.

3.6.4 Forordningen slår fast, at en person ikke kan nægtes adgang til flyet grundet handicap eller bevægelseshæmning, men i den følgende artikel (artikel 4) er der en undtagelse fra princippet, som henviser til sikkerhedskravene og flyets størrelse eller til situationer, hvor dørene umuliggør, at en handicappet eller bevægelseshæmmet person kommer ombord og gives befordring.

3.6.5 Det foregående problem er hverken upartisk eller neutralt, da det er luftfartselskaberne, der ud fra deres risikoanalyse foreslår egne sikkerhedsregler om flydriften, der som oftest godkendes af den relevante luftfartsmyndighed. Som følge af dette er princippet om ikke-diskrimination underlagt en af parternes egne kriterier. Flyselskaberne bør forpligtes til at give handicappede eller bevægelseshæmmede personer, som de nægter ombordstigning, en begrundelse herfor, herunder en redegørelse for deres interne politik på dette område med henvisning til konkret dokumentation. Denne dokumentation bør kontrolleres af de kompetente lufthavnsmyndigheder ud fra princippet om, at det er op til flyselskabet at bevise den konkrete sikkerhedsrisiko og ikke de handicappedes ansvar at bevise det modsatte.

3.6.6 På dette område vil det som minimum være nødvendigt at etablere en politik for åbenhed om mulighederne for adgang til et fly ved at give klar og tydelig information, når passageren køber billetten.

3.6.7 Et af de mest omstridte spørgsmål er erstatning for beskadigelse eller bortkomst af mobilitetsudstyr. Under den nuværende Montrealkonvention er lovgivningen utilstrækkelig til at dække den bevægelseshæmmedes tab for ikke at tale om de moralske skader, som desuden kan opstå grundet tabet af bevægelsesfrihed. Derfor må det sikres, at de erstatninger, som flyselskaberne yder i henhold til deres interne politik, ligger på et tilstrækkeligt højt niveau, i givet fald gennem en revision af lovgivningen.

3.7 Spørgsmål VI: Er der inden for passagerrettigheder behov for et mere gennemskueligt system for billetpriser, herunder spørgsmålet om tillægsgebyrer?

3.7.1 Forordning 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttransporttjenester i EU fastlægger, hvordan passagererne skal informeres om den endelige pris for lufttransporttjenesterne.

3.7.2 Denne påstand fra EU's lovgivende instanser har ikke givet de ønskede resultater, hvilket har medført frustration hos brugerne, som ikke kan sammenligne tjenesternes priser.

3.7.3 På nuværende tidspunkt står brugerne af lufttransport over for en handelspraksis, som i mange tilfælde gør det umuligt at forstå samtlige elementer, der udgør den endelige pris på luftfartstjenesterne.

3.7.4 I den førnævnte forordning findes princippet om, at luftfartselskaberne frit kan bestemme billetpriser og rater. Dette princip kan ikke anfægtes, men det må ikke forhindre, at man tilvejebringer sammenlignelig information.

3.7.5 I EØSU's udtalelse om forbrugeroplysning (3) nævnes en række parametre for oplysningen til forbrugere og brugere: pålidelighed, aktualitet, uvildighed, nøjagtighed, relevans, kortfattethed, forståelighed, klarhed, læsbarhed og nem adgang. Med respekt for hvert luftfartsselskabs frihed til at bestemme sin egen handelspolitik er det afgørende at vide, hvilke aspekter eller elementer billetprisen udgøres af: skatter, lufthavnsafgifter og de resterende afgifter eller toldafgifter, som udgør den endelige pris.

3.7.6 Den lovgivende instans bør derfor præcisere og definere de elementer, som udgør den endelige pris på luftfartstjenester. (4) Et sidste punkt til overvejelse: på nuværende tidspunkt oprettes der befordringskontrakter et stykke tid forud for den egentlige rejse. Man burde forpligte luftfartselskaberne til at opretholde disse priser i mindst tre måneder.

3.7.7 Som Kommissionen gør opmærksom på i KOM(2011) 174 endelig, er der en mangel på gennemskuelighed i de oplysninger, forbrugerne har behov for at kende, såsom: offentliggørelse af data om eksempelvis rettidighed; antal fly, der er berørte af forstyrrelser; de anvendte midler til beskyttelse af passagererne; de nationale håndhævelsesorganers afgørelser i forbindelse med håndhævelsen af forordningen samt de sanktioner, luftfartselskaberne pålægges grundet manglende overholdelse af de gældende regler.

3.8 En bedre anvendelse af de udenretlige tvistbilæggelsesordninger

3.8.1 Systemet med udenretlige klager til de organismer, der er ansvarlige for håndhævelse af reglerne, bør være baseret på ensartede og effektive regler, der hurtigt kan håndhæves, samt på de anerkendte principper for udenretlige forbrugerklager. Man bør desuden anvende en standardiseret flersproget formular i overensstemmelse med den harmoniserede metodologi, som vedtoges i Kommissionens henstilling af 12. maj 2010. Under alle omstændigheder bør afgørelserne træffes inden for en rimelig tidsfrist og være bindende for alle parter.

3.8.2 Tidsfristerne for sagsbehandlingen bør være universelle, i det mindste i følgende tilfælde:

—	for luftfartselskabets svar på forbrugerklager: højst en måned

—	for de organismer, der er ansvarlige for håndhævelse af forordning 261/2004: to måneder til at behandle forbrugernes klager over luftfartselskaberne

—	for de ansvarlige organismer til at offentliggøre indholdet af de sanktioner, der er blevet pålagt luftfartselskaberne: to måneder, fra sanktionen har fået retskraft.

3.8.3 Desuden bør Kommissionen underrettes af de ansvarlige organismer og af medlemsstaternes domstole om alle afgørelser, der træffes med anvendelse af forordning 261/2004, ligesom det er tilfældet med forordning 1/2003. Kommissionen er således ansvarlig for offentliggørelse af disse oplysninger.

3.8.4 For de kollektive konflikter, som plejer at opstå af problemer med ydelse af luftfartstjenester, er der behov for kollektiv retsbeskyttelse gennem de repræsentative sammenslutninger for beskyttelse af forbrugerrettigheder. EØSU gentager atter behovet for regulering på EU-niveau af denne type retshandlinger samt behovet for at oprette en erstatningsfond, som skal finansiere forbrugersammenslutningernes omkostninger i forbindelse med denne type sager, da luftfartspassagerer er en af de grupper, der har det største behov for denne type beskyttelse.

3.8.5 De mulige civilretlige sanktioner kan være afskrækkende, proportionelle og effektive kombineret med en skadeserstatning til passagergrupper for manglende overholdelse af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse, hvilket EØSU har nævnt i tidligere udtalelser.

3.8.6 Enhver revision af forordning 261/2004 bør ske i overensstemmelse med anden eksisterende lovgivning inden for forbrugerbeskyttelse såsom pakkerejsedirektivet og direktivet om urimelig handelspraksis.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 376 af 22.12.2011, s. 38

(2) EUT L 399 af 30.12.2006, s. 1.

(3) EUT C 44 af 11.2.2011, s. 62.

(4) EUT C 128 af 18.5.2010, s. 142.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/131

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (omarbejdet)

KOM(2011) 402 endelig — 2011/0187 (COD)

2012/C 24/29

Ordfører: Raymond HENCKS

Rådet besluttede den 22. juli 2011 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (omarbejdet)

KOM(2011) 402 endelig — 2011/0187 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 7. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 150 stemmer for, ingen imod og 4 hverken for eller imod:

1. Konklusion og henstillinger

1.1	Forordning (EF) nr. 717/2007, som fastsætter prislofter for roaming på engros- og detailmarkederne for mobilkommunikation, udløber den 30. juni 2012, uden at der er blevet udviklet en sund konkurrence, og uden at brugerne er sluppet for at betale overpriser.

1.2	Der er derfor behov for nye foranstaltninger fra EU's side for at nå målene i den digitale dagsorden for Europa, først og fremmest målet om at forskellen mellem roamingtakster og indlandstakster bør nærme sig nul i 2015.

1.3

EØSU godkender de nye foranstaltninger som værende forholdsmæssige og egnede til at garantere tilgængeligheden af og adgang til en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse til rimelige priser. De nye foreslåede prisloftsnedsættelser går i den rigtige retning, dvs. mod på mellemlang sigt at fjerne enhver form for takst, der specifikt opkræves på roaming.

1.4	EØSU er ligeledes principielt enig i, at kunden frit skal kunne vælge en tale-, sms- og dataroamingtjeneste fra en anden tilsluttet udbyder og samtidig kunne beholde sit telefonnummer.

1.5	EØSU beklager imidlertid, at Kommissionens forslag ikke er ledsaget af en konsekvensanalyse af de nye foranstaltninger for beskæftigelsen og arbejdsvilkårene i sektoren.

1.6	Med hensyn til varigheden af roamingopkald beder EØSU om, at længden af den minimumsperiode, der kan opkræves betaling for, og som i øjeblikket er på 30 sekunder, gøres kortere, idet der bør tages hensyn til udviklingen på området i visse medlemsstater.

2. Baggrund

2.1	Siden 2005 har det været en del af EU's politik for elektronisk kommunikation og industri at få nedbragt roamingtaksterne på rejsendes mobilkommunikation i Den Europæiske Union.

2.2	Da Kommissionens gentagne opfordringer til operatørerne om at nedsætte de alt for høje roamingtakster på mobilkommunikation ikke blev fulgt, besluttede EU sig for et prisreguleringsindgreb.

2.3	Med forordning (EF) nr. 717/2007 indførte EU med virkning pr. 1. september 2007 prislofter pr. minut (eurotariffer) for (engros- og detail)roamingtakster for mobiltelefoni, hvis niveau frem til 2010 faldt med 0,03 euro pr. år.

2.4	Selvom eurotarifferne blev fastsat således, at der var tilstrækkelig plads til en sund konkurrence mellem operatørerne under det tilladte loft, måtte Kommissionen konstatere, at den gennemsnitstakst, som operatørerne opkrævede, som regel kun lå lige under de regulerede lofter.

2.5

På den baggrund blev forordning (EF) nr. 717/2007 forlænget indtil 30. juni 2012, og prisloftet for mobilsamtaler vil fortsat blive sænket hvert år. Ved samme lejlighed blev der indført et prisloft for (engros- og detail)takster på sms og for engrostaksterne på dataroaming, hvorimod detailtaksterne på dataroaming ikke er reguleret.

2.6	For at forhindre at forbrugerne pålægges »skjulte udgifter«, har der desuden siden 1. juli 2009 været krav om afregning pr. sekund efter de første 30 sekunder af foretagne opkald og pr. sekund af modtagne opkald fra det første sekund.

3. Kommissionens nye forslag

3.1

Eftersom forordning (EF) nr. 717/2007 udløber den 30. juni 2012, og den af Kommissionen udarbejdede rapport om udviklingen af markedet for roamingtjenester konstaterer, at taksterne (med undtagelse af særlige takstpakker) ikke har ændret sig nok til at garantere, at brugerne ikke betaler for meget i forhold til de konkurrenceudsatte indlandstakster, har Kommissionen netop offentliggjort et nyt forslag om ændring af forordningen.

3.2

I tillæg til nye store sænkninger af prislofterne i 2016 eller 2022 omfatter det nye forslag til forordning også nogle strukturelle foranstaltninger, nemlig:

—	afkobling af roamingtjenester fra de nationale tjenester for at give abonnenten mulighed for at vælge en alternativ operatør til roamingtjenesterne (tale, sms, data) og samtidig beholde sit telefonnummer,

—	forpligtelse for netoperatørerne til at give engrosadgang til levering af roamingtjenester.

3.3	For så vidt angår taksterne stiller Kommissionen forslag om, at forordning (EF) nr. 717/2007 forlænges med 10 år, dvs. indtil 30. juni 2022, mens man afventer, at de strukturelle reformer slår igennem.

3.4	Prislofterne for detailtaksterne bør forblive i kraft frem til 30. juni 2016, hvorimod lofterne for engrostaksterne bør fastholdes i hele forordningens løbetid, medmindre konkurrencen udvikler sig tilstrækkeligt inden da.

3.5	De eneste tjenester, der endnu ikke er reguleret, er dataroamingtjenesterne på detailplan, og det er helt tydeligt, at der her stadig tages overpriser, som i nogle tilfælde er syv gange højere end engrostaksterne.

3.6

Derfor er der planer om et lovindgreb for i perioden indtil 2014 gradvist at få nedbragt detailtaksterne for datatjenester pr. kilobyte. I perioden fra juli 2014 til 2016 forbliver prislofterne flade, hvorefter de ophæves. Kun hvis en sund konkurrence har udviklet sig inden da, vil de blive ophævet tidligere.

3.7	Prislofterne for engrosdatatjenesterne vil blive sænket hvert år frem til 30. juni 2015, hvorefter de vil ligge fast på samme niveau, indtil den nye forordning udløber (i teorien i 2022).

4. Generelle bemærkninger

4.1	Såvel Europa 2020-strategien, Akten for det indre marked og den digitale dagsorden for Europa kommer ind på behovet for at afhjælpe roamingproblemerne, hvis det indre marked skal virkeliggøres.

4.2	EØSU minder om, at elektronisk kommunikation er en tjeneste af almen økonomisk interesse, som pr. definition skal være til rådighed og tilgængelig overalt til overkommelige priser.

4.3

EØSU tilslutter sig derfor alle foranstaltninger, som sigter mod at forhindre, at forbrugerne betaler overpris, når de foretager eller modtager roamingopkald. EØSU opfordrer i øvrigt Kommissionen til at gribe lige så resolut ind over for de urimelige fortjenstmargener, som anvendes af operatører af andre tjenester af almen økonomisk interesse med en dominerende stilling.

4.4	Et af de vigtigste punkter i den digitale dagsorden for Europa vedrører mobilroamingtjenester med et mål om, at forskellen mellem roamingtakster og indlandstakster bør nærme sig nul i 2015, dvs. at enhver form for takster, der specifikt opkræves på roaming, på mellemlang sigt skal fjernes.

4.5	Alligevel er dette erklærede mål ikke omfattet af en formel bestemmelse i den forordning, der behandles her i udtalelsen. Med de nye prisloftsnedsættelser for roaming er der dog ikke længere stor forskel mellem indlandstaksterne og roamingtaksterne.

4.6

Selvom den aktuelle fremgangsmåde med at gennemtvinge takstnedsættelser ved at fastlægge lofter har fået bragt taksterne betydeligt ned (se tabellen nedenfor, der er udarbejdet af EØSU), er grænserne for denne foranstaltning med det foreliggende forslag til forordning ved at være nået, og foranstaltningen er ikke holdbar i længden.

	Opkald euro/min. ekskl. moms			SMS euro/min. ekskl. moms		Data euro/kilobyte ekskl. moms
	Engros-takster	Detail-takster, foretaget opkald	Detail-takster, modtaget opkald	Engros-takster	Detail-takster	Engros- takster	Detail-takster
Gennemsnitstakst før 1.9.2007		0,7692	0,417	—	—	—	—
Forordning (EF) nr. 717/2007
maks. takst 1.9.2007-31.8.2008	0,30	0,49	0,24	—	—	—	—
maks. takst 1.9.2008-30.6.2009	0,28	0,46	0,22	—	—	—	—
maks. takst 1.7.2009-30.6.2010	0,26	0,43	0,19	0,04	0,11	1,00	—
Forordning (EF) nr. 580/2008
maks. takst 1.7.2010-30.6.2011	0,22	0,39	0,15	0,04	0,11	0,80	—
maks. takst 1.7.2011-30.6.2012	0,18	0,35	0,11	0,04	0,11	0,50	—
maks. takst 1.7.2012-30.6.2013	0,14	0,32	0,11	0,03	0,10	0,30	0,90
Forslag til forordning KOM(2011) 402
maks. takst 1.7.2013-30.6.2014	0,10	0,28	0,10	0,03	0,10	0,20	0,70
maks. takst 1.7.2014-30.6.2015	0,06	0,24	0,10	0,02	0,10	0,10	0,50
maks. takst 1.7.2015-30.6.2016	0,06	0,24	0,10	0,02	0,10	0,10	0,50
maks. takst 1.7.2016-30.6.2022	0,06	Maks. takst (1) ophæves	Maks. takst (1) ophæves	0,02	Maks. takst (1) ophæves	0,10	Maks. takst (1) ophæves

4.7

En sænkning af taksterne vil ikke løse de fortsatte strukturelle problemer på roamingmarkedet. Af den årsag støtter EØSU, at det nye forslag til forordning i tillæg til reglerne om takster også indeholder strukturelle bestemmelser, der forpligter hjemmeoperatøren til fra og med 1. juli 2014 at give sine kunder mulighed for at gøre brug af tale-, sms- og dataroamingtjenester fra en anden tilsluttet udbyder.

4.8

Til trods for at EØSU i princippet hilser en sådan bestemmelse velkommen, er det bange for, at en foranstaltning af denne art vil indebære, at en alt for stor del af trafikken vil tilflyde de store koncerner, der indtager en dominerende stilling, til skade for de små operatører, ikke mindst fordi deres udgifter til den foreslåede foranstaltnings tekniske og kommercielle gennemførelse vil være forholdsmæssigt højere på grund af de faste omkostninger.

4.9	EØSU henstiller, at Kommissionen sørger for, at der fortsat er gennemsigtighed for den endelige forbruger, trods det at mobilkommunikation også involverer andre aktører.

4.10

Selvom Kommissionens forslag om at lette adgangen til markedet for grænseoverskridende udbydere af mobiltjenester (Mobile Virtual Network Operators/MVNO) vil kunne påvirke konkurrenceevnen i positiv retning, beklager EØSU, at Europa-Parlamentets anmodning fra 2005 om at undersøge konsekvenserne af forordningen for de små udbydere af mobiltelefoni i EU og deres position på det samlede roamingmarked ikke er blevet efterkommet.

4.11

Ligeledes må EØSU konstatere, at sammenfatningen af konsekvensanalysen og konsekvensanalysen, som er vedhæftet det heri omhandlede forslag, ikke indeholder noget som helst om de nye foranstaltningers forventede negative virkninger for beskæftigelsen og/eller arbejdsvilkårene i sektoren. EØSU opfordrer derfor til, at der gennemføres supplerende analyser.

4.12	Med hensyn til varigheden af roamingopkald beder EØSU om, at længden af den minimumsperiode, der kan opkræves betaling for, og som i øjeblikket er på 30 sekunder, gøres kortere, idet der bør tages hensyn til udviklingen på området i visse medlemsstater.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Forudsat at konkurrencen har udviklet sig tilstrækkeligt.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/134

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet og om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF

KOM(2011) 370 endelig — 2011/0172 (COD)

2012/C 24/30

Ordfører: André MORDANT

Medordfører: Thierry LIBAERT

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 15. juli og den 1. august 2011 under henvisning til artikel 194, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet og om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF

KOM(2011) 370 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 7. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 165 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod:

1. Anbefalinger og konklusioner

1.1 EØSU anbefaler Rådet og Europa-Parlamentet, at Kommissionen hurtigst muligt vurderer, om EU vil kunne nå målet om en energibesparelse på 20 %, og at man koncentrerer indsatsen om at opnå reelle resultater.

1.2 EØSU opfordrer Kommissionen til at offentliggøre og bygge videre på den gode praksis, der allerede er udviklet i medlemsstaterne, navnlig hvad angår forbedringen af energieffektiviteten i den eksisterende bygningsmasse.

1.3 EØSU anbefaler Kommissionen at finde yderligere muligheder for EU-finansiering af de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå målene i direktivet og støtte deres gennemførelse.

1.4 EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at undersøge årsagerne til den lave udnyttelse af de tilgængelige ressourcer og om nødvendigt at revidere reglerne for tilskud samt se på, hvordan man kan styrke den rolle, som den nyligt oprettede fond for energieffektivitet spiller både med hensyn til finansieringskilder og kriterierne for tildeling af midler, som skal sikre, at såvel miljømæssige, som økonomiske og sociale mål nås.

1.5 Ligeledes tilskynder EØSU Kommissionen til at overveje muligheden for at udvide sit forslag om »Europa 2020-obligationslån til finansiering af projekter« til investeringsprojekter, der kan hjælpe med til at nå målene i det foreliggende direktivforslag.

1.6 EØSU anmoder Kommissionen om hurtigt at foretage en vurdering af det uudnyttede potentiale for øget energieffektivitet i industrien for at vedtage de relevante foranstaltninger.

1.7 EØSU råder Kommissionen til at undersøge, i hvilket omfang og på hvilke betingelser benchmarkingværktøjerne for emissioner af CO2 og andre forurenende gasser (fastlagt i BREF-dokumenterne) kan anvendes ligesom i direktivet om industrielle emissioner og etableres inden for rammerne af et forvaltningssystem, der involverer alle de berørte parter, herunder arbejdsgivere, fagforeninger og ngo’er.

1.8 EØSU henstiller, at man strammer kravene til den eventuelle indførelse af intelligente målere ud fra principperne om energiens universalitet og tilgængelighed for forbrugeren samt respekten for personlige data.

1.9 EØSU anmoder om, at det foreliggende forslag til direktiv forpligter medlemsstaterne til at begrænse virkningerne af omkostningerne ved foranstaltningerne for slutbrugerne, især de eventuelle udgifter til intelligente målere, samt sørge for, at alle disse foranstaltninger er gratis for lavindkomsthusholdninger efter regler, der skal fastlægges af medlemsstaterne.

1.10 EØSU opfordrer Kommissionen til at bidrage til, at samarbejdsudvalgenes og de europæiske samarbejdsudvalgs beføjelser udvides til også at omfatte energieffektivitet for at kunne opfylde direktivets målsætninger.

1.11 EØSU opfordrer Kommissionen til mere præcist at definere begrebet »små og mellemstore virksomheder« med hensyn til størrelse og virkefelt for at forhindre, at en for bred definition resulterer i, at en stor del af virksomhederne hverken forpligtes til at udføre energisyn eller fritages for at hjælpe med til at opfylde direktivets målsætninger.

1.12 EØSU anmoder Kommissionen om at sørge for, at transportsektoren inddrages i højere grad, og at der inden for rammerne af det foreliggende direktiv træffes de nødvendige foranstaltninger for at bidrage til at nå de tilstræbte mål.

1.13 EØSU opfordrer Kommissionen til at anspore medlemsstaterne til at overveje flere og eventuelt bindende foranstaltninger for hele deres bygningsmasse og opfordrer til, at der fastsættes et måltal i den forbindelse sammen med passende finansierings-, stimulerings- og ledsageforanstaltninger.

1.14 EØSU anmoder Kommissionen om at fremme den nødvendige koordinering på europæisk plan for at forbedre skolernes og universiteternes læseplaner, uddannelses- og F&U-programmer, så de tilpasses de udfordringer og mål, der er indeholdt i direktivet. Partnerskaber i denne henseende bør fremmes.

1.15 EØSU understreger den afgørende rolle, som de lokale og regionale offentlige tjenester kan spille med hensyn til energisyn for at hjælpe og tilskynde de enkelte borgere til at forbedre energieffektiviteten i deres bolig.

1.16 EØSU mener, at forbrugerne spiller en nøglerolle i mindskelsen af energiforbruget. Kommissionen bør sikre, at der findes nationale strategier, som vil inddrage og mobilisere forbrugerne i den retning, så der opnås bedre resultater både for den individuelle forbruger og for samfundet. Energieffektivitetspolitikkerne skal støttes af de rigtige (økonomiske) incitamenter, som skal være attraktive for forbrugerne, så de accepterer dem. Hensynet til de dårligt stillede forbrugeres behov bør være en integreret del af alle energieffektivitetspolitikker.

2. Introduktion

Denne udtalelse vedrører Kommissionens forslag til direktiv om energieffektivitet (KOM(2011) 370 endelig), der baserer sig på de gældende direktiver om kraftvarmeproduktion og energitjenester. Det foreslås at kombinere dem i en enkelt retsakt af global karakter om energieffektivitet i energiforsyningen og det endelige energiforbrug.

3. Resumé af forslaget om energieffektivitet og om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF

3.1 EU har sat sig som mål at opnå primærenergibesparelser på 20 % i 2020 og har gjort dette mål til et af de fem overordnede mål for Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

3.2 Ifølge Kommissionens seneste skøn, som tager hensyn til de nationale mål for energieffektivitet for 2020, der er fastsat af medlemsstaterne i forbindelse med Europa 2020-strategien, vil EU kun nå halvdelen af målet på 20 % inden denne dato. Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet har opfordret Kommissionen til at vedtage en ny ambitiøs strategi vedrørende energieffektivitet for en målrettet indsats med henblik på at udnytte det store potentiale, der findes.

3.3 For at give nyt liv til energieffektiviteten fremsatte Kommissionen den 8. marts 2011 en ny energieffektivitetsplan (EEP) med foranstaltninger til at opnå yderligere besparelser i energiforsyning og -forbrug.

4. Generelle bemærkninger om direktivforslaget

4.1 Denne udtalelse baserer sig på udvalgets udtalelse CESE 1180/2011 af 14. juli 2011 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Energieffektivitetsplan 2011« og supplerer den. Især peger udvalget på de holdninger, det indtog i denne udtalelse vedrørende produktion af varme og el, kraftvarme (5.3) og energitjenester (5.4). Endvidere minder udvalget om sin opfordring til at undersøge og om nødvendigt ændre de nuværende bestemmelser om attestering af bygningers energimæssige ydeevne, miljømærkning af husholdningsapparater og intelligente målere.

4.2 Udvalget støtter formålet med det foreslåede direktiv, nemlig at opstille »en fælles ramme for at fremme energieffektivitet i EU med henblik på at sikre, at målet om primærenergibesparelser på 20 % i 2020 nås, samt for at bane vejen for yderligere energieffektivitet efterfølgende«. Udvalget er ikke i tvivl om vigtigheden af at fremme energieffektiviteten i EU i betragtning af det uudnyttede potentiale, der stadig findes, og fordi det både ud fra en miljømæssig såvel som økonomisk og social synsvinkel vil være til gavn for EU, hvis det fastsatte mål nås. EØSU medgiver, at en lang række lovgivningsmæssige og andre »initiativer« de seneste år vedrører »grønne bygninger« og »grønne« byggematerialer. Det ser dog ud som om, der mangler en samlet ordning for »grønt byggeri«, og derfor er der en manglende samordning af aktiviteter og spild af ressourcer. Det ville være nyttigt, at Kommissionen udgiver en grønbog om »grønt byggeri«, som omfatter alle initiativer vedrørende byggeri og materialer.

4.3 Udvalget glæder sig over forslaget til direktiv, idet man efter en gennemgang ophæver og integrerer dele af direktiv 2004/8/EF om kraftvarmeproduktion og direktiv 2006/32/EF om energitjenester, og da en sådan integreret tilgang kan bidrage til at opnå synergieffekter i forbindelse med kombineret kraftvarmeproduktion og således gøre det lettere at nå de opstillede mål. Udvalget mener, at der ligeledes er behov for en bedre integration af transportsektoren sammen med de påtænkte foranstaltninger i forbindelse med det foreliggende direktiv for at kunne bidrage til at nå det ønskede mål.

4.4 Udvalget anser det for afgørende at nå primærenergibesparelser på 20 % i 2020 og anbefaler, at Kommissionen allerede i 2013 vurderer, om det er sandsynligt, at Unionen kan nå sit mål med de gældende bestemmelser. Man bør koncentrere indsatsen om at opnå reelle resultater.

4.5 I betragtning af den betydning som udviklingen og gennemførelsen af de foreslåede foranstaltninger har for arbejdsmiljøet, beklager udvalget, at der ikke er nogen henvisning til arbejdspladsen og vigtigheden af at fremme den sociale dialog her for at nå målene. Arbejdstagernes engagement og deltagelse i energieffektivitetsprogrammer er væsentlig for at nå målene, og det samme gælder udviklingen og gennemførelsen af egnede undervisnings- og uddannelsesprogrammer tillige med foranstaltninger, der har til formål at sikre gode arbejdsvilkår og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Arbejdstagerne skal informeres og høres om disse aspekter inden for rammerne af den sociale dialog, som skal udbygges.

4.5.1 På linje med direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energiprodukter produceret på basis af vedvarende energikilder anbefaler EØSU at vedtage et bilag om uddannelse, der fører til certificering eller kvalificering af tjenesteydere, der er omfattet af dette direktiv.

4.6 Udvalget ser med betænkelighed på spørgsmålet om finansieringen af de nødvendige investeringer. Selv om det i mange tilfælde lader til, at EU’s finansieringsandel er alt for ringe til at virke som et incitament som fremhævet i pkt. 6.5.1 i udtalelsen CESE 1180/2011, fastslås det i punkt 4 i begrundelsen til det foreliggende forslag blot, at forslaget til direktiv vil »blive gennemført inden for det eksisterende budget og får ingen indvirkning på den flerårige finansielle ramme«. Det er naturligvis vigtigt at bruge de eksisterende finansielle instrumenter mest muligt, men det er et faktum, at disse i øjeblikket er utilstrækkelige i betragtning af medlemsstaternes og regionernes ringe udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed under strukturfondene og samhørighedsfonden. Udvalget er overbevist om, at for at opnå de opstillede mål skal Kommissionen:

—

hurtigst muligt undersøge årsagerne til den ringe udnyttelse af de disponible ressourcer og om nødvendigt revidere reglerne for tilskud. Dette er så meget mere påtrængende og afgørende i lyset af de nuværende budgetmæssige begrænsninger, som bl.a. er affødt af de spareplaner, der er blevet gennemført på europæisk plan,

—	se på hvordan man kan styrke den rolle, som den nyligt oprettede fond for energieffektivitet spiller både med hensyn til finansieringskilder og kriterierne for tildeling af midler, som efter udvalgets opfattelse skal sikre, at såvel miljømæssige, som økonomiske og sociale mål nås,

—	overveje muligheden for at udvide sit forslag om »Europa 2020-obligationslån til finansiering af projekter« til investeringsprojekter, der skal hjælpe med til at nå målene i det foreliggende direktivforslag,

—

undersøge andre mulige finansieringsmekanismer herunder såkaldte tredjepartsinvestorsystemer, der sikrer forfinansieringen og tilbagebetales via de energibesparelser, som arbejdet med at forbedre energieffektiviteten af de pågældende boliger resulterer i. I denne forbindelse støtter EØSU Kommissionens forslag om at gøre brug af energitjenestevirksomheder (Energy Service Companies – ESCO) bl.a. i forbindelse med installeringen af »intelligente« målere.

4.7 Udvalget understreger, at ifølge energieffektivitetsplan 2011 tegner offentlige bygninger sig kun for 12 % af EU’s bygningsmasse. Det betoner derfor betydningen af den øvrige bygningsmasse og foreslår, at medlemsstaterne overvejer flere og eventuelt bindende foranstaltninger for hele deres bygningsmasse og appellerer til, at der fastsættes et mål af denne art, der kombineres med passende finansierings-, stimulerings- og ledsageforanstaltninger. Dette er desto mere nødvendigt, da det understreges i betragtning (15) i direktivforslaget, at »den eksisterende bygningsmasse udgør den største enkeltstående potentielle sektor for energibesparelser. Endvidere er bygninger afgørende for at nå EU-målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 80-95 % i forhold til 1990 inden 2050«. Desuden understreger EØSU, at renoveringen af energieffektiviteten i EU’s bygningsmasse:

—	ville gøre det muligt at skabe mange arbejdspladser i Europa. Kvaliteten af disse job skal sikres gennem en styrket social dialog, og de skal udspringe af passende undervisnings- og uddannelsesprogrammer,

—	også ville generere indtægter til medlemsstaterne (hovedsagelig gennem en reduktion af arbejdsløsheden og en stigning i skatteprovenuet),

—	ville stimulere opsvinget i Europa,

—	også ville gøre det muligt at opnå sociale mål ved hjælp af specifikke foranstaltninger til fordel for lav- og mellemindkomstgrupper, der således får større mulighed for at reducere deres energiregninger takket være den mindre mængde af energi, de skal bruge til opvarmning og belysning.

5. Særlige bemærkninger

5.1 Artikel 4, der gør det obligatorisk årligt at renovere 3 % af det samlede etageareal, som medlemsstaternes offentlige organer ejer, henviser til et samlet nettoetageareal på mere end 250 m2. Udvalget mener, at disse krav bør gælde for de bygninger, der huser de europæiske institutioner. I øvrigt stiller udvalget spørgsmålstegn ved denne minimumsgrænse på 250 m2 og spekulerer på, om dette ikke i praksis fører til, at sociale boligforeninger kan unddrage sig denne renovationsforpligtelse, idet det beboelige areal i socialt boligbyggeri ofte er mindre. Dette så meget mere som forfølgelsen af de opstillede energimål ligeledes bør have en social målsætning ved at fastsætte foranstaltninger, der bidrager til at reducere fattige husstandes energiregning ved at tilskynde dem til en energirenovering af deres bolig.

5.1.1 Den nuværende økonomiske situation kan imidlertid betyde, at bestemmelserne i artikel 4 og 6 måske ikke vil kunne opfyldes inden for de fastsatte frister. Kommissionen burde overveje en form for europæisk solidaritet for medlemsstater, som ikke er i stand til selv at nå målsætningerne.

5.2 De energisparepligtordninger, der fastsættes i artikel 6, er nødvendige, men de vil indebære omkostninger. Ifølge udvalget skal virkningerne af udgifterne til foranstaltningerne for slutbrugerne begrænses (jf. pkt. 4.5.5. i udtalelse CESE 1180/2011). Især mener det, at forbedringerne bør være uden omkostninger for lavindkomsthusholdninger, som det understreges i pkt. 6.7.2 i samme udtalelse.

5.3 I artikel 7, stk. 1, hedder det, at medlemsstaterne tilskynder bl.a. små og mellemstore virksomheder til at få foretaget energisyn. Udvalget mener følgelig, at det ville være hensigtsmæssigt at definere »små og mellemstore virksomheder« i artikel 2.

5.4 I artikel 7. stk. 2, hedder det, at andre virksomheder end »små og mellemstore virksomheder« får foretaget energisyn senest den 30. juni 2014 og derefter med tre års mellemrum. Som nævnt i pkt. 5.5.1 i udtalelsen CESE 1180/2011 kan der være et stort uudnyttet effektivitetspotentiale i industrien, selv om der er sket fremskridt, og europæiske foranstaltninger som f.eks. handel med emissionskvoter allerede er rettet mod energiintensive industrier. For så hurtigt som muligt at identificere det uudnyttede potentiale i industrien og de relevante foranstaltninger, der bør vedtages som følge heraf, foreslår udvalget, at man:

—	gennemfører energisynene hurtigt og effektivt,

—	støtter, anvender og bredt formidler traditionelle og nye redskaber til fremme af en fokuseret og konsekvent forbedring af energieffektiviteten i såvel energiintensive industrier som små og mellemstore virksomheder.

—

Synene dækker både styringsmæssige og strukturelle elementer. Det er relativt enkelt at gennemføre styringsmæssige ændringer, men strukturelle ændringer (gulve, tage, ændring af en bygnings funktion, tunge materialer) er bekostelige og tidskrævende, særligt da implementeringen af synets anbefalinger kræver en cost-benefit-analyse og en implementeringsplan, således at man kan udarbejde et bud med nøjagtige parametre og et budget. Ud over disse begrænsninger kræves der ofte tilladelser, hvilket forlænger renoveringsprocessen betydeligt. Af disse årsager bør det være muligt at forlænge fristen for gennnemførelse af ændringer, hvis de ændringer, som energisynet anbefaler, kræver et meget omfattende renoveringsarbejde.

5.4.1 Inddragelse af arbejdstagerne har afgørende betydning for bedre energieffektivitet. Uden deres viden, erfaring, og engagement kan der ikke opnås resultater. Derfor anbefaler EØSU, at man undersøger, i hvilket omfang og under hvilke betingelser benchmarkingværktøjerne for emissioner af CO2 og andre forurenende gasser (BREF-dokumenterne, som er udarbejdet af IPTS i Sevilla til støtte for det tidligere IPPC-direktiv og for 2010-direktivet om industrielle emissioner (DIE) og også brugt til EU’s emissionshandelssystem (ETS), og som bl.a. omfatter benchmarks for energieffektivitet) kan anvendes på samme måde i det foreliggende direktiv og etableres inden for rammerne af et forvaltningssystem, der involverer alle de berørte parter, herunder arbejdsgivere, fagforeninger og ngo’er. På denne måde ville det være muligt ved udarbejdelsen af diagnostikkerne og forslagene inden for dette forvaltningssystem at tage hensyn til: omkostningerne og fordelene ved de planlagte energieffektivitetsforanstaltninger og også det sociale og beskæftigelsesmæssige aspekt, indvirkningen på arbejdsvilkårene, sociale analyser og normer, værktøjer til vurdering af forventede ansættelsesbehov, kvalifikationer og erhvervsuddannelse og de mekanismer, dette kræver.

5.5 Artikel 8, stk. 1, redegør for de krav, der skal opfyldes, når der indføres intelligente målere. Udvalget mener, at disse betingelser ikke er nok. Det opfordrer til, at hver enkelt medlemsstat i forbindelse med sin egen regulering foretager en grundig forundersøgelse af omkostningerne og fordelene ved sådanne målere, og mener, at denne undersøgelse bør tage højde for den tekniske gennemførlighed og omkostningseffektiviteten for investoren i forbindelse med installationen af intelligente målere, herunder omkostninger forbundet med vedligehold, administration og udskiftning, samt de risici, disse målere måtte indebære i forhold til principperne om energiens universalitet og tilgængelighed for forbrugeren samt respekten for personlige data. Med hensyn til elektricitet indgår denne undersøgelse i den økonomiske vurdering, der er nævnt i punkt 2 i bilag 1 i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009.

5.6 Artikel 10, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at fastlægge en national varme- og køleplan. Den bør omfatte konkurrenceaspekter med henblik på at tackle de problemer, som monopoler i fjernvarmesektoren kan forårsage.

5.7 Rent konkret understreger EØSU betydningen af at udvikle energitjenester, der tilbydes af offentlige myndigheder eller udbydes af private virksomheder, og som tager sigte på at gennemføre de mest energieffektive løsninger for såvel virksomheder, offentlige myndigheder som enkeltpersoner. Deres udvikling skal sikres gennem EU-finansiering og på vilkår, der er i almenhedens interesse, således at de bliver tilgængelige for enkeltpersoner og små og mellemstore virksomheder.

5.8 Fra et juridisk synspunkt udgør de i Kommissionens dokument nævnte kontrakter om energiydelser – dog inden for rammerne af kontraktlige forbindelser med offentlige enheder – et værktøj, der systematisk kan øge energieffektiviteten inden for alle områder.

5.9 Artikel 1 om indhold og anvendelsesområde bør ikke omfatte fredede historiske bygninger, da bl.a. de praktiske og æstetiske vanskeligheder forbundet med installation af intelligente målere generelt er langt større ved historiske bygninger. Eksempelvis forhindrer love om bevarelse af kulturarven ofte ejeren af en historisk bygning i at indføre et nyt energistyringssystem. Medlemsstaterne bør have frihed til selv at bestemme i hvert enkelt tilfælde, om en bestemt fredet historisk bygning skal omfattes af denne undtagelse og dermed være genstand for en række mere fleksible løsningsmuligheder.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/139

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Det åbne internet og netneutraliteten i Europa

KOM(2011) 222 endelig

2012/C 24/31

Ordfører: Jorge PEGADO LIZ

Kommissionen besluttede den 19. april 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Det åbne internet og netneutraliteten i Europa

KOM(2011) 222 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 7. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 151 stemmer for, 0 imod og 1 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1 Konceptet om et åbent internet og netneutralitet – »netfrihed« – er nøglen til al lovgivning, der har til formål at sikre friheden til at bruge internettet som et middel til kommunikation.

1.2 At garantere et åbent internet og netneutraliteten er blevet anerkendt som en grundlæggende politisk målsætning på EU-niveau i flere vigtige dokumenter og blev nævnt specifikt som politisk målsætning i den digitale dagsorden, som er en af grundpillerne i EU 2020-strategien.

1.3 På den baggrund bifalder EØSU Kommissionens meddelelse, der sigter mod at føre tilsyn med den påvirkning, markedet samt den teknologiske udvikling har på netfriheden. Meddelelsen lever imidlertid ikke helt op til EØSU's berettigede forventninger.

1.4 Kommissionen anerkender, at visse situationer kan medføre, at disse principper tilsidesættes. Desværre indtager Kommissionen en afventende holdning i stedet for at gøre en konkret indsats for at beskytte principperne.

1.5 Netop fordi spørgsmålet er så presserende for EU's økonomiske og sociale fremtid, appellerer EØSU indtrængende til, at principperne om et åbent internet og netneutralitet hurtigst muligt forankres formelt i EU-retten, under stadig hensyntagen til den mest avancerede teknologiske udvikling på området.

1.6 Desuden mener EØSU, at tiden er inde til at fastlægge de principper, der skal sikre et åbent og neutralt internet. Derfor anbefaler udvalget en række principper, som vi mener, bør vedtages (se punkt 7.12).

1.7 EØSU mener også, at disse principper har altafgørende betydning for den fremtidige udvikling af internettet som redskab for bedre medborgerskab på grund af EU's charter om grundlæggende rettigheder og en nødvendig forudsætning for opfyldelsen af de målsætninger, der blev fastlagt på verdenstopmødet om informationssamfundet (WSIS) i Genève (2003) og Tunis (2005).

1.8 EØSU mener, at der er brug for øjeblikkelig handling på området, hvis det skal lykkes at opfylde Europa 2020-strategiens mål om at gennemføre den digitale dagsorden og yderligere at realisere det indre marked. EØSU bifalder de seneste offentlige erklæringer, som kommissær Neelie Kroes har afgivet i denne forbindelse.

1.9 EØSU kræver således, at Europa-Parlamentet og medlemsstaterne følger en proaktiv tilgang for at sikre netfriheden. Udvalget forventer, at Kommissionen vil handle derefter.

2. Resumé og indhold af Kommissionens meddelelse

2.1 Meddelelsen er et politisk dokument, som opfylder det tilsagn, Kommissionen gav i sin erklæring vedrørende EU's telereformpakke fra 2009 (1) om at »føre tilsyn med markedets og den teknologiske udviklings indvirkning på »netfrihed« og rapportere til Europa-Parlamentet og Rådet inden udgangen af 2010 om, hvorvidt der er behov for yderligere vejledning«.

2.1.1 I denne erklæring gav Kommissionen et klart og uforbeholdent tilsagn om »at bevare internettets åbne og neutrale karakter under fuld hensyntagen til medlovgivernes ønske om at værne om netneutraliteten som et politisk mål og reguleringsprincip, som de nationale tilsynsmyndigheder skal fremme«.

2.2 Vi bør samtidig huske på, at Kommissionen i sin digitale dagsorden for Europa erklærede, at man ville »føre nøje tilsyn med gennemførelsen af de nye bestemmelser om internettets åbne og neutrale karakter« (2).

2.3 I meddelelsen beskrives den offentlige høring og undersøgelse, Kommissionen gennemførte i 2010 (3), samt det fælles topmøde, som Kommissionen og Europa-Parlamentet afholdt den 11. november 2010 (4).

2.4 Kommissionen konkluderer, at der ikke er behov for foranstaltninger straks, eftersom der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anbefale yderligere lovgivning på nuværende tidspunkt.

2.4.1 Under høringsprocessen berettede flere interessenter samt Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), at nogle internetudbydere har foretaget spærring og neddrosling af samt forlangt diskriminerende priser for visse typer trafik (5).

2.4.2 Kommissionen mener imidlertid, at de regler om kontrakter (6), gennemskuelighed (7), udbyderskift (8) og tjenestekvalitet (9), der indgår i EU's reviderede rammeforskrifter for elektronisk kommunikation, skulle kunne bidrage til konkurrenceprægede resultater.

2.4.3 Desuden mener Kommissionen, at bestemmelserne bør have mere tid i gennemførelsesfasen for at se, hvordan de virker i praksis (10).

2.5 I meddelelsen defineres de centrale begreber ikke klart, som de vil kunne fortolkes i europæisk lovgivning. Kommissionen erklærer, at »der ikke er nogen fast definition af begrebet netneutralitet«.

2.5.1 I stedet blandes de to termer sammen, og EU's retsstilling hvad angår termerne sammenfattes under henvisning til rammedirektivets artikel 8, stk. 4, litra g, som pålægger de nationale tilsynsmyndigheder ansvaret for at sikre slutbrugernes adgang til og mulighed for at videreformidle information samt deres mulighed for at benytte applikationer og tjenester efter eget valg (inden for lovens grænser) (11).

2.6 I slutningen af meddelelsen giver Kommissionen tilsagn om at offentliggøre resultaterne fra BEREC's undersøgelser om internetudbyderadfærd, som muligvis er konkurrencebegrænsende og strider imod principperne om et åbent og neutralt internet. Hvis der fremlægges dokumentation for betydelige og vedvarende problemer, og hvis Kommissionen mener, at der er behov for yderligere regulering, vil Kommissionen rådgive Rådet om de nødvendige foranstaltninger.

3. Hvad handler det om?

3.1 Det er et alvorligt problem, at de centrale termer ikke defineres præcist. Gør man ikke det, kan man hverken opnå en klar redegørelse for standpunktet, endsige formulere utvetydige retningslinjer til markedet og myndighederne om EU-lovgivningens planlagte omfang på området.

3.2 Det åbne internet

3.2.1 Konceptet om et åbent internet går helt tilbage til internettets begyndelse og etableringen af World Wide Web, som stillede indholdet af det offentlige internet til rådighed for alle i verden, der havde internetforbindelse.

3.2.2 Princippet om det åbne internet går ud på, at vi som brugere har frihed til at koble os på internettet uden restriktioner fra regeringers eller internetudbyderes side vedrørende indhold, sites, platforme, supplerende udstyr eller godkendte kommunikationsformer.

3.2.3 Internettet er »åbent«, fordi det bruger frie, offentligt tilgængelige standarder, som alle brugere kan anvende til at skabe websites, applikationer og tjenester, og fordi al trafik håndteres på stort set samme måde.

3.2.4 Har man først fået adgang til det offentlige internet, behøver man ikke indhente tilladelse til endsige betale ekstra gebyrer til internetudbyderen for at få kontakt med andre online. Skaber man en ny, innovativ tjeneste, behøver man ingen tilladelse til at dele den med brugere i hele verden.

3.2.5 Denne frihed til kommunikation og innovation er selve grundlaget for internettets bemærkelsesværdige succes.

3.2.6 I praksis er store dele af det offentlige internet i dag dog ikke længere »åbent«. Webbet er stadig åbent, men de applikationer, vi bruger på vores smartphones, de sociale netværkssteder og det indhold, vi køber mod betaling, er en del af et lukket internet, der kun er tilgængeligt via private grænseflader og programmeringsgrænseflader for applikationer (API) (12).

3.2.6.1 Man oplever i stigende grad, at lande (13), virksomheder (14) og netoperatører (15) begrænser adgangen til internettet eller ændrer dets funktionsmåder, enten af politiske eller forretningsmæssige årsager.

3.2.7 Men konceptet om et åbent internet er selve årsagen til, at internettet har fremmet økonomisk innovation, demokratisk deltagelse, ytringsfrihed og e-læring i hele verden. Det åbne internet har afgørende betydning for vores værdier som frihed, lighed og menneskerettigheder, som er forankret i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

3.2.8 Selv om det ikke nævnes eksplicit, er princippet om et åbent internet omtalt i artikel 8, stk. 3, litra a, og artikel 8, stk. 4, litra g i rammedirektivet om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt stykke 28 i direktivet om borgernes rettigheder 2009/136/EF.

3.3 Netneutralitet

3.3.1 Princippet om netneutralitet er afledt af konceptet om et åbent internet. Mens det åbne internet drejer sig om åbne standarder og friheden til at koble sig på og bruge internettet, handler netneutraliteten om internetudbydernes forretningsmæssige adfærd over for kunderne. Netneutraliteten sigter mod at beskytte forbrugernes rettigheder, i overensstemmelse med princippet om et åbent internet uden urimelig forretningsmæssig indblanding fra internetudbyderens side.

3.3.2 Princippet om netneutralitet indebærer, at virksomheder, der udbyder internettjenester, bør behandle alle kilder til internetdata af samme type ens og ikke må forskelsbehandle forskellige typer trafik af forretningsmæssige hensyn.

3.3.2.1 Det betyder, at brugerne selv bør kunne bestemme, hvilket indhold de ser på, og hvilke applikationer de bruger på internettet; at internetudbyderne ikke skal have lov til at udnytte deres markedsposition til at diskriminere mod konkurrerende applikationer eller indhold.

3.3.2.2 Dette princip kan forenes med trafikstyringsforanstaltninger, så længe disse foranstaltninger er ikke-diskriminerende, gøres synlige for forbrugerne og gennemføres for at sikre tjenestekvaliteten. Trafikstyringsforanstaltningerne må dog ikke skabe incitamenter til at forsinke udviklingen af netværk for dermed at kunne forlange højere priser pga. ressourceknaphed.

3.3.3 Ifølge princippet om netneutralitet bør markedet for internettilslutninger holdes retligt adskilt fra markedet for indhold og applikationer. Det indebærer, at virksomheder, der opererer på begge markeder, skal foretage en korrekt afgrænsning af forretningen på de pågældende markeder.

3.3.4 Dette princip trues imidlertid (16). Internetudbyderne kan bruge deres infrastruktur til at blokere internetapplikationer og indhold (f.eks. websites, tjenester og protokoller), særligt deres konkurrenters, eller til at ændre deres forretningsmodeller for at forringe kvaliteten og begrænse adgangen for forskellige brugere. Denne form for ændringer i forretningsmodellerne kan resultere i en unfair pris- og servicekvalitetsdiskriminering.

3.4 Tidligere EØSU-udtalelser

3.4.1 EØSU har i flere udtalelser udtalt sig klart til fordel for disse to principper, frem for alt af hensyn til frihed og menneskerettigheder, databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred, demokratisk og samarbejdsbaseret forvaltning; inddragelse og myndiggørelse, innovation og økonomisk vækst (17).

3.4.2 I udtalelsen CESE 362/2011 fremhævede EØSU i særdeleshed, at »princippet om netneutralitet er af afgørende betydning for fremtidens internettjenester i Europa« (18).

4. Økonomien bag principperne: forbindelsen til Europa 2020-strategien og den digitale dagsorden

4.1 Den digitale økonomi

4.1.1 Flagskibsinitiativet »En digital dagsorden for Europa« (19), der er en del af Europa 2020-strategien (20), har til formål at udnytte det enorme vækstpotentiale, som internettet og den digitale økonomi tilbyder.

4.1.2 På nuværende tidspunkt har to milliarder mennesker adgang til internettet. Den samlede omsætning for e-handel udgør næsten 5,5 billioner euro. Omfanget af forbrug og indkøb på nettet overstiger nu omsætningen inden for landbrugs- og energisektorerne. I de lande, der har den højeste internetdækning, har e-handlen udgjort 21 % af BNP-væksten i de sidste fem år (21).

4.1.3 En aktuel undersøgelse af næsten 5 000 SMV'er – foretaget af det amerikanske managementkonsulentfirma McKinsey (22) – viste, at SMV'er, der er meget synlige på nettet, voksede næsten dobbelt så meget som de, der havde minimal eller slet ingen synlighed på nettet. De skabte også flere end dobbelt så mange arbejdspladser som andre.

4.1.4 For at få størst mulig gavn af denne stærke drivkraft for vækst og udvikling bør man gøre sit yderste for at maksimere adgangen til internettet og friheden til at bruge det, samt for at minimere omkostningerne for forbrugerne og virksomhederne.

4.2 SMV'er, innovation, beskæftigelse og vækst

4.2.1 En af Europa 2020-strategiens prioriteter er at forbedre de erhvervsmæssige rammer for SMV'er, at mindske transaktionsomkostningerne, fremme innovation i SMV'er samt at støtte opstart af nye virksomheder.

4.2.2 Politikker, der giver afkald på principperne om et åbent internet og netneutralitet til fordel for store netoperatører – og på bekostning af Europas 23 millioner SMV'er (23) og EU's forbrugere - er med til at forringe Europas muligheder for at omdanne økonomien og samfundet i henhold til Europa 2020-strategien.

4.3 Det indre marked og fair konkurrence

4.3.1 Et åbent internet og netneutralitet, som ville kunne garantere fair konkurrence og stimulere innovation, er også vigtige principper for at opnå et stærkt digitalt indre marked (24).

5. Nogle netoperatører er imod princippet om netneutralitet

5.1 Nogle netoperatører har udøvet lobbyvirksomhed over for nationale regeringer, Kommissionen og Europa-Parlamentet for at få hjælp til at øge deres andel af indtægterne fra internettet (25). Deres argument er, at medmindre de kan skabe nye indtægter ved at levere indhold, er de ikke økonomisk i stand til foretage de store kapitalinvesteringer, der er nødvendige for at sikre de højhastighedsbredbåndsnet, Europa har brug for (26).

5.1.1 Nogle privat netoperatører, der konkurrerer på markedet for internettilslutninger og stræber efter investeringsafkast på kort sigt, er tilbageholdende med at investere på området lige nu, fordi forretningsmulighederne ikke opfattes som værende tilstrækkeligt rentable, navnlig når det gælder randområder.

5.2 Imidlertid er der nye internetudbydere på vej ind på markedet, takket være EU's investeringsstøtte til højhastighedsbredbånd (27) samt den stigende efterspørgsel på bredbåndsområdet. I takt med, at markedet for bredbåndsinfrastruktur i Europa bliver stadig mere konkurrencepræget, har udviklingen inden for ny teknologi for både jord- og satellitbaseret bredbånd også en positiv effekt på adgangen til bredbånd og omkostningerne ved at levere det. Der gennemføres f.eks. store projekter for at sikre højhastighedsinternet, navnlig i landdistrikter, ved at udnytte digitaliseringsdividenden fra overgangen fra analogt til digitalt tv.

5.3 Problemet er, at nogle internetudbyderes forslag om at ændre deres forretningsmodeller ved at bryde princippet om netneutralitet vil øge prisen for internetindhold og -tjenester og gøre internettet mindre åbent.

5.3.1 Hvis det lykkes at undergrave netneutraliteten og dermed tillade internetudbyderne at »beskatte«, neddrosle eller blokere internettrafik mellem kunder og tjenesteleverandører, vil det medføre stigende priser for internettjenester i Europa – med alvorlige konsekvenser for innovation, vækst, beskæftigelse og Europa 2020-strategien.

5.3.2 Selv opfyldelsen af de mål, der blev fastlagt på verdenstopmødet om informationssamfundet (WSIS) i Geneve (2003) og i Tunis (2005) i overensstemmelse med millenniumudviklingsmålene (28) ville være i fare.

6. KPN (29) får Nederlandene til at indføre lov om netneutralitet

6.1 Kommissionen erklærede i sin meddelelse af 19. april, at beviserne for, at operatører greb ind i internettrafik for at opnå forretningsmæssige fordele, ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anbefale yderligere lovgivning for at beskytte princippet om netneutralitet på nuværende tidspunkt.

6.2 Senere, den 10. maj, tilkendegav den nederlandske internetudbyder KPN (30) imidlertid sine planer om at kræve betaling for adgang til visse internetapplikationer, såsom internettelefoni (Skype) og WhatsApp, en smartphone-applikation, der gør det muligt at udveksle gratis beskeder som erstatning for sms.

6.2.1 Det kom frem, at KPN – på linje med andre internetudbydere – havde anvendt en teknologi ved navn Deep Packet Inspection (DPI) (31) til at analysere deres kunders internettrafik, og havde planer om at kræve gebyr for internetopkald, WhatsApp-trafik og andet indhold, som virksomheden ville begrænse eller drage økonomisk fordel af.

6.2.2 Fordi det var i deres strategiske interesse at tilsidesætte principperne om netneutralitet, og fordi de ikke var lovmæssigt forpligtede til at respektere princippet, tilkendegav KPN åbenlyst hensigten om fortsat at ville »beskatte« visse typer internettrafik.

6.3 Offentliggørelsen af KPN's adfærd og intentioner udløste et politisk stormvejr i Nederlandene og resulterede i, at parlamentets underhus den 22. juni indførte de første love i Europa til beskyttelse af principperne om et åbent internet og internetneutralitet.

6.4 KPN's hensigtserklæring var et tydeligt bevis på, at nogle netoperatører hverken anser bestemmelserne i EU's reviderede rammeforskrifter for elektronisk kommunikation eller EU's konkurrencelovgivning for at udgøre en væsentlig beskyttelse af princippet om netneutralitet.

7. Skal EU handle nu eller »vente og se tiden an«?

7.1 I sin meddelelse vælger Kommissionen at indtage en afventende holdning.

7.2 Ifølge Kommissionens meddelelse vil gennemførelsen af de reviderede rammeforskrifter i den nationale lovgivning give tilstrækkelig beskyttelse af princippet om åbent internet. Hvis en internetudbyder skulle bryde loven, har de nationale tilsynsmuligheder klare beføjelser til at foretage de nødvendige skridt.

7.3 Ifølge meddelelsen vil det imidlertid ikke være nødvendigt at gennemføre princippet om netneutralitet. Ifølge Kommissionen er det tilstrækkeligt med et konkurrencebaseret marked på bredbåndsområdet - kombineret med den gennemsigtighed og de bestemmelser vedrørende udbyderskift, som de reviderede rammeforskrifter omfatter.

7.4 Det fremgår af meddelelsen, at Kommissionen foretrækker at vente og se, om de allerede eksisterende love og konkurrencebetingelser giver tilstrækkelig beskyttelse af princippet om netneutralitet. Ifølge meddelelsen vil gennemførelsen af ad hoc-lovgivning kunne påvirke udviklingen af EU's internetøkonomi i negativ retning ved at hæmme investeringslysten eller udviklingen af innovative forretningsmodeller.

7.5 Fortalerne for denne afventende tilgang peger på EU's konkurrencebaserede marked for udbydertjenester. Deres argument er, at hvis netoperatørerne indfører diskriminerende prispolitik for levering af indhold, bliver kunderne utilfredse og skifter udbyder.

7.5.1 Med denne argumentation undervurderer man imidlertid de reelle problemer, mange kunder står over for, når de vil skifte udbyder (32), samt de alvorlige konsekvenser, som en fælles praksis blandt de største udbydere kunne få, hvis de alle beslutter at indføre diskriminerende priser for levering af indhold.

7.6 På nuværende tidspunkt køber 61 % af alle husstande med internetadgang i EU deres internetadgang som en del af en pakke, der giver adgang til internet, telefon og tv. Desuden har 92 % af husstandene med kombinerede servicepakker aldrig skiftet udbyder, selv om 36 % har overvejet at gøre det (33). Det er tydeligt, at internetudbydernes smarte markedsføring styrker deres markedsposition, og at det har en negativ effekt på forbrugernes adfærd med hensyn til at skifte udbyder – smart markedsføring svækker forbrugernes position. Smart markedsføring vil give internetudbyderne mulighed for at udnytte deres position og slippe godt af sted med at modarbejde princippet om netneutralitet og dermed indhøste en ublu fortjeneste samt mindske konkurrence- og innovationsevnen – medmindre loven forhindrer dem i det.

7.7 Under alle omstændigheder vil processen med at vurdere effektiviteten af det nye regelsæt for elektronisk kommunikation strække sig over et betydeligt tidsrum.

7.7.1 I betragtning af, hvor længe det kan tage at planlægge, udarbejde og gennemføre lovgivningsmæssige tiltag i alle 27 medlemsstater, og set i lyset af, hvor hurtigt internetudbyderne indfører nye forretningsmodeller, risikerer man, at princippet om netneutralitet har mistet sin relevans, længe inden man når at udarbejde ny lovgivning på området.

7.8 EØSU foreslår en anderledes proaktiv tilgang, der hovedsagelig bygger på principperne om forebyggelse og forsigtighed, som allerede beskrevet i udtalelsen om »Proaktiv ret: endnu et skridt mod bedre lovgivning på EU-niveau« (34). EØSU bifalder de nyeste udtalelser fra kommissær Neelie Kroes, som åbenbart støtter denne tilgang.

7.9 Ifølge denne tilgang bør principperne om et åbent internet og netneutralitet defineres klart og forankres i EU-retten som en bekræftelse af borgerrettighederne som defineret i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

7.10 Kommissionen bør udarbejde et forslag om principperne for et åbent og neutralt internet efter indgående undersøgelser af de forskellige formuleringer, samråd med alle berørte parter og under hensyntagen til den mest avancerede teknologiske udvikling på området.

7.11 Selvom princippet om et åbent internet i større eller mindre omfang er dækket af EU-retten gennem rammedirektivets (35) artikel 1, stk. 3, litra a, og artikel 8, stk. 4, litra g, i), sammenholdt med stykke 28 i direktivet om borgernes rettigheder (36), kan det komme mere klart og utvetydigt til udtryk. Det konkrete princip om netneutralitet er imidlertid ikke defineret i EU-retten, lige som det heller ikke er tilstrækkeligt dækket af nogen kombination af bestemmelser.

7.12 Udvalget mener – hovedsagelig på baggrund af en gennemgang af principperne i de norske retningslinjer for netneutralitet (37), svaret fra Kontoret for de Europæiske Forbrugerorganisationer på Kommissionens høring om netneutralitet (38), resolutionen fra Trans Atlantic Consumer Dialogue (TACD) om netneutralitet (39) samt den lov, Nederlandene for nylig har indført (40) – at definitionen af principperne som minimum bør indeholde følgende aspekter:

i.	Frihed og kvalitet i internetadgangen Kommissionen bør vedtage en fælles EU-standard for et »mindstekrav til tjenestekvaliteten« i henhold til principperne om almen interesse samt sikre tilstrækkeligt tilsyn med anvendelsen af dette krav.

ii.

Ikke-diskriminering af internettrafik

Generelt bør der ikke gøres forskel på den måde, som den enkelte informationsstrøm behandles på, hverken på grundlag af indhold, tjenester, applikationer, udstyr eller på baggrund af afsender- eller modtageradressen. Dette gælder samtlige punkter i nettet, også tilslutningspunkter.

Der kan gøres undtagelser fra dette princip, forudsat at de er i overensstemmelse med retningslinjerne i anbefaling iii.

iii.

Tilsynsmekanismer for internettrafikstyring

I betragtning af de undtagelser, der er nævnt i anbefalingerne i og ii, og for at begrænse eventuelle afvigelser fra disse, skal internetudbyderne overholde de overordnede principper om relevans, proportionalitet, effektivitet, ikke-diskriminering og gennemsigtighed.

iv.

Administrerede tjenester

For at alle aktørerne skal kunne bevare deres innovationsevne, skal operatørerne inden for elektronisk kommunikation kunne markedsføre »administrerede tjenester« sammen med internetadgangen, under forudsætning af, at de administrerede tjenester ikke forringer kvaliteten af internetadgangen, så den bliver utilfredsstillende, samt at leverandørerne handler i overensstemmelse med den nuværende konkurrencelovgivning og de sektorspecifikke regler.

Mere gennemsigtighed for slutbrugerne og standardiseret information

Der bør være klare, præcise og relevante informationer om de tjenester og applikationer, man kan få adgang til gennem internetudbyderne; både med hensyn til tjenesternes kvalitet, deres mulige begrænsninger og trafikstyringsregler. Kommissionen bør garantere gennemsigtighed for forbrugerne, herunder klare informationer om betingelser og vilkår, retten til at bruge alle lovlige applikationer samt hvordan man skifter udbyder. Kommissionen bør fremme mere dialog og effektive samreguleringsmekanismer mellem virksomhederne og de nationale lovgivere under Kommissionens tilsyn for at opnå fælles principper om gennemsigtighed og standardiseret information i hele EU.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT L 337 af 18.12.2009.

(2) KOM(2010) 245 endelig af 26.8.2010.

(3) Jf. http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/library/public_consult/net_neutrality/index_en.htm#consultation.

(4) Jf. http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/library/public_consult/net_neutrality/index_en.htm#summit.

(5) Neddrosling: En internetudbyder kan neddrosle båndbredden for med vilje at nedsætte hastigheden på særlige kundetjenester for visse typer trafik. BEREC rapporterede, at visse udbydere i Frankrig, Grækenland, Ungarn, Litauen, Polen og Storbritannien har »neddroslet« hastigheden på peer-to-peer fildelings- eller videostreamingtjenester. Spærring: En internetudbyder kan bevidst spærre specifikke websteders IP-adresser for at forhindre kunderne i at få adgang til visse applikationer og tjenester. BEREC rapporterede, at nogle mobilnetudbydere i Østrig, Tyskland, Italien, Nederlandene, Portugal og Rumænien har blokeret eller krævet ekstrabetaling for internettelefoni på mobiltelefon.

(6) Forsyningspligtdirektivets artikel 20, stk. 1, litra b, som ændret ved direktivet om borgernes rettigheder 2009/136/EF.

(7) Forsyningspligtdirektivets artikel 21, stk. 3, litra c og d, som ændret ved direktivet om borgernes rettigheder 2009/136/EF.

(8) Stykke 47 i direktivet om borgernes rettigheder 2009/136/EF.

(9) Forsyningspligtdirektivets artikel 22, stk. 3, som ændret gennem direktivet om borgernes rettigheder 2009/136/EF.

(10) Den 19. juli indledte Kommissionen retssager mod 20 medlemsstater for manglende gennemførelse af de reviderede rammeforskrifter i national ret.

(11) Direktiv 2002/21 som ændret ved direktiv 2009/140/EF den 25. november 2009 (EFT L 337 af 18.12.2009).

(12) En programmeringsgrænseflade for applikationer (API) er en programmeringskode, der sættes ind mellem to programmer for at forbinde dem med hinanden og gøre dem i stand til at samarbejde.

(13) Med den såkaldte »Great Firewall of China« har Beijing allerede indført streng kontrol med forbindelsen til resten af verden. Trafikken overvåges, og mange websteder og tjenester er ikke tilgængelige. I andre lande, f.eks. Iran, Cuba, Saudi-Arabien og Vietnam, er der sket en lignende udvikling, og andre regeringer strammer kontrollen med borgernes muligheder på internettet.

(14) Brugere af mobile Apple-apparater får adgang til mange internettjenester gennem små softwareapplikationer – »apps« – snarere end gennem en webbrowser. Fordi Apple skal godkende de apps, der får adgang til deres mobile apparater, har Apple fået en adgangskontrollerende rolle (»gatekeeper«). I takt med at apps breder sig til andre mobile apparater - selv biler og tv-apparater - vil andre virksomheder følge trop. Se The Economist, 2.9.2010.

(15) Internetudbydere og netoperatører, der er på udkig efter nye indtjeningsmuligheder, bruger teknologi til at forskelsbehandle forskellige typer internettrafik inden for deres netværk, så de kan kræve ekstra gebyrer, forringe eller ligefrem spærre nogle tjenester.

(16) I sit svar på den offentlige høring den 30. juni 2010 nævnte BEREC tre hovedproblemer med hensyn til den fremtidige udvikling: 1) mulighederne for, at prismæssig diskriminering gennem teknikker som Deep Packet Inspection (DPI) - kombineret med økonomiske incitamenter og vertikal integration - vil kunne skabe konkurrencebegrænsende virkninger; 2) risikoen for negative følgevirkninger for internettets økonomi på længere sigt (for innovation, ytringsfrihed osv.); 3) forvirring hos/tab for forbrugerne på grund af manglende transparens.

(17) Se EØSU's udtalelse 984/2008 om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (TEN/327-329 den 29. maj 2008), ordfører: Hernandez Bataller, navnlig punkterne 1.1, 1.2.7 og 4.4; udtalelse 1915/2008 om Bredbåndsadgang for alle: Overvejelser om udvidelse af forsyningspligtens omfang i forbindelse med elektronisk kommunikation (TEN/353, 3. december 2008), ordfører: Raymond Hencks, især punkt 1.5; CESE 1628/2010 om en digital dagsorden for Europa (TEN/426, 13. december 2010), ordfører: Thomas McDonogh, især punkterne 1.6, 1.9 og 4.5; CESE 525/2011 om akten for det indre marked (INT/548, 15. marts 2011), ordfører: Benedicte Federspiel, Martin Siecker og Ivan Voleš, især den aktuelle CESE 669/2011 om styrkede it-kundskaber og øget integration i informationssamfundet (TEN/453), ordfører: Laure Batut.

(18) Se EØSU's udtalelse CESE 362/2011 om »Første radiofrekvenspolitik-program/Bredbånd i Europa: investering i digitalt drevet vækst« (TEN/434-435).

(19) En digital dagsorden for Europa, KOM(2010) 245 endelig.

(20) KOM(2010) 2020 endelig.

(21) Ifølge McKinsey Global Institute »Internet matters: The Net's sweeping impact on growth, jobs, and prosperity«, maj 2011.

(22) Ifølge McKinsey Global Institute »Internet matters: The Net's sweeping impact on growth, jobs, and prosperity«, maj 2011 (http://www.mckinsey.com/mgi/publications/internet_matters/pdfs/MGI_internet_matters_full_report.pdf).

(23) Eurostat Årbog 2010: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/publications/eurostat_yearbook_2010.

(24) Som fastlagt både i Kommissionens meddelelse »På vej mod en akt for det indre marked – For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen« (KOM(2010) 608 endelig, 11.11.2010) og Kommissionens meddelelse »Akten for det indre marked – Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid – »Sammen om fornyet vækst« « (KOM(2011 206 endelig, 13.4.2011), punkt 2.7.

(25) Fire af de største internetudbydere i EU, Deutsche Telekom, France Telecom, Telecom Italia og Telefónica, har bestilt en undersøgelse for at underbygge deres argumenter. A.T. Kearney: A Viable Future Model for the Internet (2010).

(26) De største internetudbydere i EU siger, at deres forrentning af den investerede kapital ville falde med 3 procentpoint til omkring 9 %, hvis de opgraderer deres net, så det dækker det forventede behov i 2014 uden at få yderligere indtægter. A.T. Kearney: A Viable Future Model for the Internet (2010).

(27) Se KOM(2010) 471 endelig om »indførelse af et radiofrekvenspolitikprogram«, KOM(2010) 472 endelig: »Bredbånd i Europa: Investering i digitalt drevet vækst«, og Kommissionens henstilling om »regulated access to Next Generation Access Networks (NGA)« (reguleret adgang til næste generation af accessnet (NGA)), 2010/572/EU, (http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2010:251:0035:0048:DA:PDF); se også resultattavlen for den digitale dagsorden (SEK(2011) 708 endelig, 31.5.2011).

(28) Se »Monitoring the WSIS Targets – A mid-term review« (World Telecommunication/ICT Development Report 2010, ITU, Genève 2010).

(29) KPN er et hollandsk telekommunikationsselskab med interesser i adskillige europæiske lande. Med en indtægt på 13,4 mia. euro og et overskud på 1,8 mia. euro i 2010 er KPN den største internetudbyder i Nederlandene.

(30) Se webcast fra KPN Investor Day: Group Strategy: http://pulse.companywebcast.nl/playerv1_0/default.aspx?id=12193&bb=true&swf=true.

(31) Deep Packet Inspection (DPI) er en teknik, der giver internetudbyderen mulighed for at gennemgå datapakkerne ned til mindste detalje, når de passerer et kontrolpunkt. Deep Packet Inspection (og filtre) muliggør avancerede netstyringsteknikker, brugerservice, og sikkerhedsfunktioner samt internetdata mining, aflytning, censur osv.

(32) Ifølge en undersøgelse af udbyderskifte i Storbritannien, der blev udført af Ofcom (Storbritanniens regulerings- og konkurrencemyndighed for kommunikationsindustrien) mente 45 % af bredbåndskunderne, at det ville være »for besværligt« at skifte udbyder. Desuden viste undersøgelsen, at der er ringe sandsynlighed for, at kunderne skifter udbyder, bare fordi en eller to internetanvendelser spærres eller er for dyre: http://stakeholders.ofcom.org.uk/binaries/consultations/consumer-switching/summary/switching.pdf.

(33) Alle statistikker er fra e-Communications Household Survey, Special Eurobarometer 362, July 2011, http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/ebs/ebs_362_en.pdf.

(34) EUT C 175 af 28.7.2009, p. 26.

(35) Direktiv 2002/21 som ændret ved direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009 (EUT L 337 af 18.12.2009).

(36) 2009/136/EF.

(37) »Nettnøytralitet - Retningslinjer for nøytralitet på Internett«, 2009: http://www.npt.no/ikbViewer/Content/109604/Guidelines%20for%20network%20neutrality.pdf.

(38) Forbrugerne bør have ret til:

1.	En internetforbindelse med den hastighed og pålidelighed, der er blevet reklameret med.

En internetforbindelse, der gør dem i stand til:

а.	at sende og modtage indhold efter eget valg;

b.	at vælge tjenester og anvendelser efter eget valg;

c.	at tilslutte hardware og bruge software efter eget valg, forudsat at det ikke skader netværket.

3.	En internetforbindelse, hvor der ikke diskrimineres mellem applikations-, tjeneste- og indholdstyper eller på baggrund af afsender- eller modtageradresse.

4.	Konkurrence mellem net-, tjeneste- og indholdsudbydere.

5.	Information om udbyderens trafikstyringspraksis (http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/doc/library/public_consult/net_neutrality/comments/08industry_social_consumer_orgs_ngos_etc/beuc.pdf).

(39) TACD's resolution fra april 2010 (INFOSOC 42-09).

(40) Uofficiel oversættelse: https://www.bof.nl/2011/06/15/net-neutrality-in-the-netherlands-state-of-play/.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/146

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Hvidbog: En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem«

KOM(2011) 144 endelig

2012/C 24/32

Ordfører: Pierre-Jean COULON

Medordfører: Stefan BACK

Kommissionen besluttede den 28. marts 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Hvidbog: En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem

KOM(2011) 144 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 7. oktober 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober 2011, følgende udtalelse med 170 stemmer for, 3 imod og 8 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder i det store og hele hvidbogen om køreplanen for et fælles europæisk transportområde (i det følgende benævnt »køreplanen«). De strategier, der fremlægges i køreplanen, ligger i alt væsentligt på linje med EØSU's anbefalinger i tidligere udtalelser. Udvalget har imidlertid nogle forbehold på en række områder.

1.2

EØSU er enigt i, at 2050-målet om en nedbringelse af drivhusgasser med 60 % i transportsektoren, selv om det indebærer en stor udfordring, ligger på linje med EU's overordnede klimapolitiske mål, og at det giver en rimelig balance mellem behovet for hurtige drivhusgasreduktioner og den tid, der er nødvendig for at optimere energieffektiviteten i et fælles europæisk transportområde og for at udvikle nye og bæredygtige brændstoffer og fremdriftssystemer, der skal nedsætte afhængigheden af fossile brændstoffer.

1.3	EØSU konstaterer, at der er en stor kløft mellem målsætningerne, metoderne til deres opfyldelse og den nødvendige finansiering. Udvalget anbefaler en bedre forbindelse mellem køreplanens strategiske tiltag (frem til 2050) og de mere praktiske og umiddelbare foranstaltninger (2020 og 2030).

1.4

Som det med rette fremhæves i køreplanen, kræver en større markedsandel af de forskellige transportformer investeringer i infrastruktur, men køreplanen beskæftiger sig hovedsagelig med finansieringen af det fremtidige centrale TEN-T-netværk og angiver en række muligheder for at øge i det mindste en del af den nødvendige støtte. Afgifter og privat finansiering er ikke realistiske løsninger i alle tilfælde. Disse betragtninger har også relation til infrastruktur i almindelighed, herunder den vejinfrastruktur og -vedligeholdelse, som stadig er nødvendig. EØSU anbefaler, at der inden for den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2013 tildeles tilstrækkelige finansielle midler til transportinfrastruktur. Kommende projekter kræver bedre samordning mellem medlemsstater og EU-institutioner om planlægnings- og prioriteringskriterier og må nødvendigvis også omfatte modernisering af den eksisterende infrastruktur.

1.5

EØSU støtter en strategi, der forsyner EU med en effektiv og reelt bæredygtig transport, der tager højde for økonomiske, miljømæssige og sociale udfordringer. Udviklingen inden for alle transportformer bør tage større hensyn til den sociale dialog og styrke den. Udvalget noterer sig henvisningen i køreplanen til »minimumskrav for udbud af tjenester«. Dette er imidlertid et spørgsmål, der hører ind under overenskomstforhandlingerne i de enkelte EU-lande. EØSU er enigt med Kommissionen i, at den sociale dialog er afgørende nødvendig for at forebygge konflikter på arbejdsmarkedet – med fuld respekt af arbejdstageres ret til kollektive skridt i henhold til artikel 151 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

1.6

Ud over den vægt, der er lagt på det nødvendige i at skabe gunstige vilkår for kvalitetsjob i transportsektoren, bør der også fremsættes forslag til foranstaltninger, der skal styrke uddannelsestilbuddene og bistå markedsaktørerne i rekrutteringen af nye medarbejdere. Den sociale dimension er generelt svagt repræsenteret i køreplanen.

1.7

Køreplanen er ret pessimistisk, når det gælder mulighederne for at nedbringe kulstofindholdet i transportsektorens brændstofforbrug. Ud over at befordre udviklingen af nye fremdriftssystemer og brændstoffer burde det måske overvejes at give endnu mere støtte til foranstaltninger, der kan optimere brugen af en sådan transportteknologi, reducere antallet af transporter og samtidig opretholde den samlede kapacitet gennem e-fragt, bedre logistik, bedre køretøjer og udvikling af grønne korridorer.

1.8

Køreplanen bygger på princippet om kombineret transport, et aspekt af begrebet samordnede transportformer (samordnet modalitet), men foreslår også specifikke mål for skifte til andre transportformer (30 % af vejgodstransporten på strækninger over 300 km skal overgå til andre transportformer såsom jernbane- eller vandvejstransport inden 2030 og mere end 50 % inden 2050). Denne foreslåede standardløsning savner et tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag, og hverken hvidbogen eller konsekvensanalysen giver nogen logisk begrundelse for en sådan tærskel.

1.9

Køreplanen anbefaler en udvidelse af liberaliseringspolitikken, navnlig inden for jernbanetransport. EØSU's medlemmer anmoder om, at der gennemføres en afbalanceret vurdering af de reformer, der er gennemført i medlemsstaterne, navnlig af metoderne for adskillelse af infrastrukturforvaltningen og togdriften og deres indvirkning på forsøgene på at øge togenes passagertal og anvendelsen af jernbanerne samt på sikkerheden, beskæftigelsen, servicekvaliteten, produktionsomkostningerne og den prismæssige overkommelighed for de rejsende.

1.10

Køreplanen foreslår at indføre obligatoriske åbne udbud for tildelingen af public service-kontrakter. EØSU forventer, at Kommissionen, inden den forelægger forslag herom og senest inden for seks måneder efter den 3. december 2014, udarbejder en rapport om gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1370/2007, som det fremgår af artikel 8, stk. 2, i Kommissionens dokument.

1.11

EØSU understreger den betydelige udfordring, som den offentlige transport i byerne udgør inden for rammerne af en bæredygtig transportpolitik. Det er absolut nødvendigt at udvikle en effektiv, sikker, prismæssig overkommelig offentlig transport i byerne, som kan konkurrere med den private transport. Dette antager endnu større betydning i betragtning af denne transportforms positive virkninger på emissioner, støj og trafikoverbelastning. EØSU går derfor ind for, at EU under hensyntagen til nærhedsprincippet fastsætter mål for medlemsstaterne inden for udviklingen af den offentlige transport i byerne og mobiliserer midler fra strukturfondene og samhørighedsfondene for at bidrage til udviklingen og moderniseringen af den offentlige bytransport. I den forbindelse bør observatoriet for bytrafik gøres mere operationelt.

1.12

Endelig kommer køreplanen ind på varetransport i byer, men på en måde, der er for afdæmpet og defensiv. I betragtning af at leveringstid på de sidste kilometer er af afgørende betydning for frie varebevægelser i det indre marked og for fremme af bæredygtige transportvalg, kunne køreplanen have undersøgt, om det eventuelt ville være relevant at fastlægge en fælles strategi og foreslå bindende lovgivning på området.

2. Indledning

2.1

Hvidbøgerne fra 1992 og 2001 havde først og fremmest til hensigt at sikre mere bæredygtig transport, f.eks. gennem overflytning af trafik fra vejene til mere miljøvenlige transportformer, herunder sø- og jernbanetransport og transport ad de indre vandveje, ved at fremme miljøvenlige løsninger, ved at pålægge transportsektoren at betale de reelle omkostninger for samfundet gennem indregning af de eksterne omkostninger, men også ved at forsøge at mindske transportbehovet gennem effektiv planlægning.

2.2

I årenes løb, og navnlig i forbindelse med midtvejsrevisionen i 2006 af Kommissionens transporthvidbog fra 2001, er der i stigende grad lagt vægt på samordnet mobilitet, effektive multimodale transportkæder og behovet for tilstrækkelige infrastrukturer og støttesystemer som et middel til at mindske transportsektorens økologiske fodaftryk.

2.3

Køreplanen adskiller sig fra tidligere hvidbøger med hensyn til rækkevidde, da den bygger på en vision, der strækker sig over fire årtier frem til 2050 omfattende nogle mere kortsigtede mål, der skal nås inden 2020 og 2030, og ved klart at fremhæve, at der ikke kan gives køb på mobiliteten. Ikke desto mindre fastsætter køreplanen ambitiøse mål for bæredygtighed, især hvad angår energieffektivitet, mindre afhængighed af olie, reducerede drivhusgasemissioner og teknologisk udvikling.

3. Generelle bemærkninger

3.1	EØSU hilser køreplanen velkommen som et værdifuldt bidrag til udviklingen af et effektivt og bæredygtigt transportsystem i Europa. De strategier, der fremlægges i køreplanen, ligger i alt væsentligt på linje med EØSU's anbefalinger i tidligere udtalelser.

3.2

Det må beklages, at listen over foreslåede foranstaltninger indeholder så få tidsfristangivelser. Sådanne frister kunne muligvis udledes ved at sammenligne med de ti mål, der opstilles i kapitel 2.5 i køreplanen, men det ville være ren spekulation. I praksis sikrer køreplanen ikke nogen klar koordinering af strategiske foranstaltninger (frem til 2050) med taktiske foranstaltninger (der kan vedtages med det samme). Køreplanen bør især skitsere en mere præcis arbejdsplan for perioden 2013-2020.

3.3

EØSU anerkender transportens helt centrale rolle som konkurrence- og velstandsfaktor, og er klar over behovet for at skabe et integreret europæisk transportsystem og for at forbedre bæredygtigheden og fremme transportformer med lave kulstofemissioner, øge energi- og ressourceeffektiviteten, forbedre forsyningssikkerheden og -uafhængigheden og mindske trafikoverbelastningen. EØSU går ind for den vægt, der lægges på optimering af multimodale logistikkæder og en mere effektiv brug af transportinfrastrukturen. Det støtter også køreplanens strategi, der går ud på i højere grad end i tidligere versioner af hvidbogen at anvende markedsdrevne foranstaltninger.

3.4

I tidligere udtalelser har EØSU endvidere opfordret til klare og konkrete foranstaltninger, som er tilpasset en effektiv opnåelse af de tilstræbte mål. På en række punkter kunne køreplanen ses som et vigtigt skridt fremad i denne henseende begyndende med det generelle udsagn i punkt 13, der går ud på, at der ikke vil kunne opnås tilstrækkelige resultater med hensyn til olieafhængighed, CO2-emissioner, adgangsaspekter og de sociale omkostninger i form af ulykker og støj, hvis vi fortsætter i samme spor.

3.5

De fleste planlagte initiativer sigter mod gennemførelse af et transportsystem med samordnede transportformer inden for et fælles europæisk transportområde. Det må bifaldes, at der lægges vægt på samordnede transportformer. EØSU understreger, at den samordningsstrategi, køreplanen bygger på, gør det muligt at optimere alle transportformer samt forbindelsen mellem dem. Udvalget ønsker imidlertid at fremsætte bemærkninger til en række af de planlagte foranstaltninger.

3.6	Køreplanen opstiller meget ambitiøse mål for et grønnere transportsystem, men er ikke realistisk med hensyn til, hvordan det skal opnås, og hvor meget det vil koste. EØSU er betænkelig ved kløften mellem målsætningerne, metoderne til deres opfyldelse og den nødvendige finansiering.

3.7	Det langsigtede mål om en reduktion på 60 % af transportsektorens CO2-emissioner inden 2050 udgør en meget stor udfordring, som kunne være et centralt led i den tekniske og politiske udvikling i transportsektoren, hvis det bibeholdes i en overskuelig fremtid.

3.8

EØSU er enigt i, at emissionsmålet ligger på linje med EU's overordnede holdning til klimabeskyttelse, og at der hermed er fundet en balance mellem samfundets behov for hurtige drivhusgasreduktioner og muligheden for inden for kort tid at gå over til at anvende alternative brændstofkilder til transportsektorens vigtige bidrag til EU's økonomi. EØSU foreslår, at dette langsigtede mål i køreplanen ledsages af en række mere konkrete og målbare mellemlangsigtede mål for mindre olieafhængighed, støj og luftforurening.

3.9

EØSU noterer sig det utvetydige og vigtige udsagn i køreplanens punkt 18, der går ud på, at »vi ikke kan give køb på mobiliteten«. Udvalget anser det for vigtigt, at dette udsagn ikke misfortolkes som om, man går imod enhver foranstaltning, der gør transporten mere energieffektiv, reducerer emissionerne, f.eks. gennem transportoptimering af forsendelser og bedre logistik til opnåelse af højere lastfaktorer, og fremmer offentlig transport. Køreplanen indeholder en liste over disse foranstaltninger, som udvalget generelt hilser velkommen. Køreplanen opfordrer til ændringer i adfærd og forbrug. Det vil naturligvis være en stor udfordring at finde en balance mellem at opfylde køreplanens emissionsmål og fortsat imødekomme samfundets mobilitetsbehov i EU. Derfor finder EØSU udsagnet i punkt 18 vigtigt.

3.10

Hvad angår vejgodstransport støtter EØSU behovet for en effektiv udnyttelse af de tilgængelige ressourcer ved at koordinere mindre forsendelser og indføre optimale, logistiske, multimodale »grønne korridorer« gennem samarbejde mellem offentlige og private aktører. EØSU konstaterer imidlertid, at det ambitiøse mål om en reduktion på 60 % af CO2-emissionerne måske vil kræve en bredere vifte af mere gennemgribende foranstaltninger.

3.11

Køreplanen behandler behovet for at øge alternative transportformers konkurrenceevne. EØSU støtter dette mål, forudsat at det opnås ved at fremme øget kapacitet og kvalitet af jernbaner, indre vandveje og nærskibsfart samt ved at sikre effektive intermodale tjenester, og ikke ved at hindre udviklingen af effektive og bæredygtige vejtjenester i EU.

3.12

Samtidig med at Kommissionen og medlemsstaterne aktivt fremmer alternative transportformer, bør de også sætte alt ind for at gøre vejtransporten økonomisk og miljømæssigt, men også socialt mere bæredygtig. EØSU er bekymret over de spændinger, der er opstået som følge af forskelle i den sociale beskyttelse og i lønniveauet inden for vejtransportmarkedet. Udvalget understreger den sociale dialogs betydning inden for denne sektor, og peger på betydningen af en effektiv gennemførelse af de overvågningsforanstaltninger, der indgår i vejtransportpakken, som træder i kraft den 4. december 2011. EØSU anmoder Kommissionen om nøje at følge medlemsstaternes gennemførelse af denne pakke og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at afsætte de nødvendige midler til håndhævelse og kontrol af de gældende regler på vejtransportområdet. EU bør endvidere tage skridt til at sikre rimelig konkurrence, ordentlige arbejdsvilkår og øget trafiksikkerhed, bl.a. i forbindelse med adgang til det indre transportmarked for vognmænd fra tredjelande og mulige risici for markedsforvridning.

3.13

Som det med rette fremføres i køreplanen, vil det kræve betydelige investeringer i infrastruktur, herunder i vejanlæg, hvis alternative transportformer skal sikres en højere markedsandel. Køreplanen angiver imidlertid ikke klart, hvordan det skal finansieres. Generelt at ty til private investeringer og infrastrukturafgifter kan ikke være nogen universalløsning. Som det fremgår af en række tidligere udtalelser, går EØSU ind for, at de eksterne omkostninger internaliseres inden for transportsektoren. Udvalget er enigt i, at »forureneren betaler«-princippet betyder, at de økonomiske instrumenter skal afspejle transportens reelle omkostninger for samfundet med henblik på at påvirke markedsadfærden i en bæredygtig retning. I den henseende bør indtægterne fra disse ekstraafgifter øremærkes til udvikling af bæredygtig transport og optimering af hele transportsystemet med det formål at realisere en reelt bæredygtig mobilitetspolitik. Disse afgifter bør ligeledes holdes adskilt fra afgifter, der er indført af finansieringshensyn, dvs. afgifter som er baseret på brugerbetalingsprincippet.

3.14

Hvad angår indregningen af de eksterne omkostninger, gentager EØSU, at denne foranstaltning skal finde anvendelse på alle transportformer (1). I en nylig udtalelse konkluderede EØSU, at de eksisterende afgifter i transportsektoren gradvis bør erstattes med mere effektive markedsbaserede instrumenter med henblik på at indregne de eksterne omkostninger i prisstrukturen.

3.15

EØSU tvivler stærkt på det hensigtsmæssige i de specifikke mål for skifte til andre transportformer, der foreslås i køreplanen: 30 % af vejgodstransporten på strækninger over 300 km skal overgå til andre transportformer såsom jernbane eller vandvejstransport inden 2030 og mere end 50 % inden 2050. Denne foreslåede standardløsning savner tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag, og hverken hvidbogen eller konsekvensanalysen giver nogen logisk begrundelse for en sådan tærskel. Hertil kommer, at en sådan vision, hvis den gennemføres, ville placere en tung byrde på mange medlemsstater i udkanten af EU og derved underminere princippet om social samhørighed. EØSU opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at undersøge dette spørgsmål og give de nødvendige forklaringer. Udvalget konstaterer imidlertid også, at ca. 85 % af fragtmængden i EU er kortdistancetransport på under 150 km, hvor der er ikke er sandsynlighed for noget reelt alternativ til vejtransport i de kommende årtier.

3.16	Det samme gælder målet om, at persontransport over mellemlange distancer generelt bør overgå til jernbanerne. Øget offentlig bustransport forekommer at være en værdifuld mulighed, som ikke er medtaget i køreplanen.

4. Særlige bemærkninger

4.1	EØSU støtter programmet for det transeuropæiske transportnet og konstaterer, at det udvidede EU har et øget behov på transportinfrastrukturområdet, og at det er nødvendigt at se på, hvordan de eksisterende politikker og gennemførelsesinstrumenter kan tilpasses de udfordringer, vi står over for (2).

4.2

EØSU går ind for skabelsen af et fælles europæisk luftrum, som er af grundlæggende betydning for at sikre den europæiske luftfartssektors konkurrenceevne på verdensmarkedet. Udvalget opfordrer til et stærkere engagement fra alle luftfartsinteressenters side for at sikre en komplet og hurtig gennemførelse af EU's ambitiøse mål for sikkerhed, omkostningseffektivitet, kapacitet og bæredygtighed i lufttransportsektoren.

4.3

EØSU konstaterer, at oprettelsen af et fælles europæisk jernbaneområde er nødvendig for at muliggøre bæredygtig konkurrence med andre transportformer. Udvalget understreger behovet for at skabe vilkår, der sikrer så lige markeds- og finansieringsbetingelser for de forskellige transportformer som muligt (3).

4.4	EØSU minder om, at udviklingen af et fælles europæisk jernbaneområde er stærkt afhængigt af, at der gøres fremskridt i den tekniske interoperabilitet (3).

4.5

Køreplanen anbefaler en udvidelse af liberaliseringspolitikken inden for jernbanetransport. Inden der imidlertid tages yderligere skridt i den retning, herunder strukturel adskillelse af tjenester og infrastruktur, anmoder EØSU om, at der foretages en afbalanceret vurdering af foranstaltningernes indvirkning på jernbanesektorens konkurrenceevne, servicekvalitet, beskæftigelse og produktionsomkostninger med henblik på, at der kan tages behørigt hensyn til de betydelige forskelle, der ofte er i medlemsstaternes erfaringer med forskellige reformer.

4.6

EØSU minder om behovet for at finde nye finansieringskilder til jernbaneinfrastruktur baseret på en objektiv og komparativ cost-benefit-analyse. Udvalget henviser i den sammenhæng til sin nylige udtalelse om et fælles europæisk jernbaneområde, hvori det foreslår at overveje investeringsincitamenter med udgangspunkt i forslag nr. 15: »fremme oprettelsen af private obligationslån til finansiering af europæiske projekter« og nr. 16: »undersøge muligheden for foranstaltninger, der kan tilskynde til, at især langsigtede private investeringer bidrager mere aktivt til gennemførelsen af Europa 2020-strategiens mål« i Kommissionens meddelelse »På vej mod en akt for det indre marked«. EØSU kan kun godkende en eventuel oprettelse af en fælles transportfond, hvis den er neutral og afbalanceret i forhold til alle transportformer (3).

4.7

4.8

EØSU understreger, at europæisk skibsfart er førende på verdensmarkedet og er aktiv på mange områder inden for den maritime sektor. Inden for områder som adgang til det frie marked, europæisk skibsfarts konkurrenceposition, sikkerhed, miljøet og arbejdsmarkeder bør der tages hensyn til skibsfartens internationale karakter.

4.9

EØSU konstaterer, at EU's medlemsstater opfordres til at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO)'s konvention om søfarendes arbejdsforhold for at sikre lige vilkår på internationalt plan, uden at dette går ud over de højere standarder, der måtte eksistere i EU. EU-lovgivningen bør ligge helt på linje med den internationale lovgivning, især med konventionen om søfarendes arbejdsforhold (MLC) og Den Internationale Søfartsorganisation (IMO)'s konvention om uddannelse og certificering af søfarende (STCW-konventionen).

4.10

»Blue Belt«, det fælles europæiske søtransportområde, som køreplanen støtter, har til hensigt at reducere de administrative byrder i forbindelse med toldprocedurer inden for den EU-interne søtransport. Dette hilses velkommen. Der henvises i den forbindelse ikke til sociale standarder, og EØSU forventer derfor, at EU's medlemsstater inden for kort tid sørger for, at Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO)'s konvention om søfarendes arbejdsforhold (2006) bringes i anvendelse og håndhæves, så der bliver sat skub i forbedringen af de sociale standarder på søfartsområdet. EØSU ønsker, at Kommissionen indfører de nødvendige foranstaltninger for at opnå den nødvendige harmonisering af de sociale standarder vedrørende trafikken inden for EU under hensyntagen til behovet for lige vilkår internationalt på dette område.

4.11

Hvad angår oprettelsen af et EU-register og EU-flag for søtransport og transport ad indre vandveje, bør gennemførligheden af et EU-register nøje vurderes. Det ville være vanskeligt, om ikke umuligt, at koble EU-registret til et hensigtsmæssigt system, der giver fordele (f.eks. nedsættelse af havneafgifter, lavere forsikringsomkostninger eller færre inspektioner). Mange spørgsmål falder ind under internationale aftaler mellem EU's medlemsstater, som omfatter en klausul om »national behandling«. Oprettelse af et EU-register ville kræve fælles økonomisk styring på EU-plan. En sådan fælles styring findes ikke.

4.12

I lighed med EU-registret er ideen om en europæisk kystvagtstjeneste et tilbagevendende tema. Dette er et spørgsmål, der må tages op af medlemsstaterne, da de har enekompetence på området. Da kystvagtsrelaterede aktiviteter behandles forskelligt i de enkelte medlemsstater, forekommer det unødvendigt eller for tidligt på dette stadium at oprette en europæisk kystvagtstjeneste. Der bør i stedet ydes en indsats for et tættere samarbejde mellem de enkelte medlemsstaters kystvagtstjenester, navnlig hvad angår ulovlig indvandring og narkotikahandel. Hvor sådanne samarbejdsordninger allerede findes, bør der gøres en indsats for at forbedre dem.

4.13

Behovet for innovation er vigtigt, når det gælder forbedring af skibsfartens resultater på miljøområdet. Det kunne være nyttigt for EU at gennemgå anvendelsen efter 2015 af specifikke regler for svovlindholdet i skibsbrændstoffer i Østersøen og Nordsøen og se på, hvad der kan gøres ved foranstaltningens konkurrenceforvridende virkninger og mulige følger i form af overgang til andre transportformer.

4.14

Køreplanen opererer med finansiering af vejinfrastrukturen via afgifter, der tager udgangspunkt i »brugerbetaling« og »forbrugeren betaler«-princippet. Det vil uden tvivl kunne give god forretningsmæssig mening at drive en vej under sådanne betingelser i de centrale dele af Europa, som har meget gennemgående trafik etc., men i de mange medlemsstater i udkanten af EU forekommer et sådant forehavende mere risikabelt. På samme måde ville høje vejafgifter i særlig grad påvirke godstransport til eller fra perifert beliggende områder og indebære risiko for at skabe konkurrenceforvridning, navnlig blandt industrier, der konkurrerer på det internationale marked. Det bør understreges, at det normalt bør være op til medlemsstaten eller EU at finansiere infrastrukturen, men der kan afviges fra denne regel, hvis de rette vilkår for privat finansiering er til stede, og det foregår under betingelser, som er rimelige for brugerne (herunder økonomisk og fysisk sårbare personer).

4.15

EØSU konstaterer, at viljen er til stede til at liberalisere reglerne for cabotagekørsel. Udvalget er naturligvis enigt i, at de nuværende begrænsninger faktisk fører til lavere lastfaktorer og mere tomkørsel og derfor strider mod køreplanens generelle politik, der går ud på at optimere ressourcerne. På den anden side ønsker udvalget at pointere, at sektoren langt fra har nået det niveau for social og skattemæssig harmonisering og håndhævelse, som ville være nødvendigt for at åbne markedet helt. Liberalisering af cabotagekørsel kunne forstærke de problemer, der skyldes forskellige niveauer for løngarantier og for social beskyttelse. En social dialog og tilstrækkelig overvågning i overensstemmelse med vejtransportpakken, der træder i kraft den 4. december 2011, kunne bidrage til afhjælpning af sådanne problemer. En indsats til løsning af problemerne bør endvidere ydes af den nuværende vejtransportgruppe på højt niveau, som Kommissionen har givet i opdrag at gennemgå dette markeds funktion. EØSU understreger behovet for fuldt ud at håndhæve bestemmelserne i udstationeringsdirektivet, navnlig for cabotagekørsel (4).

4.16

Med henblik på at lette den frie bevægelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser inden for international transport tillægger EØSU det stor betydning, at den europæiske vejafgiftsordning, som forebygger et unødvendigt højt antal kontrakter og køretøjsmonterede enheder, gennemføres effektivt og fuldt ud. EØSU går ind for at skabe ét enkelt kontaktpunkt, der er tilstrækkeligt for brugerne.

4.17

Hvidbogen opstiller som mål at reducere antallet af trafikdræbte med 50 % inden 2020 og med 100 % inden 2050. De politiske retningslinjer for trafiksikkerheden 2011-2020, som blev offentliggjort for nylig, dækker imidlertid ikke erhvervsmæssig vejtransport EØSU anbefaler, at: 1) Kommissionen tager fat på alle faktorer, der har negative følger for trafiksikkerheden, herunder træthed hos chaufførerne, 2) der udarbejdes harmoniserede og grundige statistikker over de mange forskellige aspekter ved trafikulykker med henblik på at tackle de egentlige årsager til de høje ulykkestal inden for vejtransport, 3) der sikres passende støtte til og investeringer i sikre, tilgængelige og prismæssigt overkommelige parkeringsområder og hvilefaciliteter for erhvervschauffører og 4) trafiksikkerhed gøres til et centralt mål i alle fremtidige EU-retsakter.

4.18	EØSU hilser det velkommen, at der er taget hensyn til det forhold, at transportsektoren opererer i en global kontekst, og at der er lagt vægt på behovet for at gøre miljøstandarder så globale som muligt.

4.19	De mål, der er fastlagt i strategien for europæisk transportforskning, -innovation og -anvendelse, nemlig at støtte udviklingen og anvendelsen af renere og mere energieffektive fremdriftssystemer og støttesystemer til transport og logistik, ser lovende ud.

4.20

EØSU bifalder initiativet til udvikling af en strategisk transportteknologiplan, som i tæt samordning med den eksisterende strategiske energiteknologiplan skal sikre en hurtig udbredelse af forskningsresultater, og støtter de initiativer, der allerede er gennemført, herunder »grøn bil«-initiativet og 2010-strategien for udvikling af renere køretøjer.

4.21

Fremme af teknologisk udvikling og foranstaltninger til påvirkning af rejseadfærden og godstransportplanlægningen er to aspekter af det andet indsatsområde i Kommissionens foreslåede strategi. De planlagte foranstaltninger er forenelige med udviklingen af et frit marked, og udvalget bakker derfor op om det.

4.22

EØSU understreger, at de foreslåede foranstaltninger til udvikling af nye adfærdsmønstre både hvad angår gods- og passagertransport skal afspejle den reelle efterspørgsel efter transport og, når det gælder offentlig transport, den sociale virkelighed. Udvalget mener f.eks., at det, selv om intermodale billetsystemer kan være et nyttigt initiativ, ville være mere effektivt at gå videre med den sidste nye billetfri mobiltelefonteknologi, som muliggør brugen af forskellige transportformer ved hjælp af mobiltelefoner, som er udstyret med teknologi til nærfeltkommunikation (NFC) i form af NFC-kort eller -chips. Det bør overvejes, at gennemføre en hurtig standardisering af NFC-teknologi i Europa med henblik på at muliggøre problemfri rejser på tværs af transportformer og landegrænser. Ved hjælp af de nye foranstaltninger må der gøres en indsats for at nedsætte transportomkostningerne.

4.23	Hvad angår godstransport, anser udvalget det planlagte fælles elektroniske transportdokument som værdifuldt, hvis det bidrager til at reducere antallet af kontrakttyper, der allerede er for højt.

4.24

Det er vigtigt og positivt for den fremtidige udvikling af transportindustrien, at der er lagt vægt på behovet for at skabe gunstige vilkår for kvalitetsjob. Der bør derfor indføres foranstaltninger, der styrker uddannelsen og bistår markedsaktørerne i deres rekrutteringsindsats på tværs af alle transportformer.

4.25

EØSU henviser til sin nylige udtalelse om de sociale aspekter i EU's transportpolitik, hvori det anbefaler at tiltrække kvinder og yngre arbejdstagere til beskæftigelsesmulighederne inden for transportsektoren med foranstaltninger, der forbedrer kvaliteten af arbejdet inden for alle transportformer, arbejdsvilkårene, uddannelse og livslang læring, karrieremulighederne, sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen og i driften, og som bidrager til en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv (5).

4.26	EØSU anbefaler, at retningslinjerne for statsstøtte i søfartssektoren følges bedre og nøjere, og ønsker navnlig at der ses nærmere på muligheden for at knytte tildelingen af offentlige midler eller skattefritagelse tættere sammen med garantier for beskæftigelse og uddannelsesforpligtelser.

4.27	EØSU støtter endvidere, at der oprettes et observatorium for beskæftigelse, sociale forhold og uddannelse inden for transportsektoren.

4.28

Den sociale dimension er generelt svagt repræsenteret i køreplanen. Navnlig gør den ingen fremskridt på området social dumping og løndumping, som udgør et alvorligt problem for mindst tre sektorer: vejtransport, transport ad de indre vandveje og søtransport. Rimelige arbejdsforhold og lige betingelser kan sikres gennem den sociale dialog og indførelse af minimumsstandarder for arbejdsvilkår, som det foreslås i køreplanen. I sektorer, der er direkte udsat for konkurrence på lave omkostninger, kan det imidlertid være nødvendigt med specifikke tiltag i form af f.eks. særlige statsstøtteforanstaltninger. Den kommende revision af retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren vil være en første lejlighed til at anvende denne form for støtte til at tilskynde til udvikling af EU- og EEA-borgeres beskæftigelse og uddannelse.

4.29

Det er nyttigt, at transport af både varer og passagerer i byer fremhæves i køreplanen, da flere og flere mennesker i EU bor i byområder. Køreplanen konstaterer, at bytransport ligger uden for EU's lovgivningsbeføjelser, og at dette begrænser mulighederne for politiske foranstaltninger. Imidlertid vil det være værd at overveje, i hvert fald hvad transport af varer angår, i hvor høj grad levering over de sidste par kilometer i byerne har forbindelse med og er relevant for de frie varebevægelser i det indre marked. EØSU foreslår, at Kommissionen undersøger muligheden for i det omfang, det er nødvendigt, at indføre bindende politikforanstaltninger fra EU's side på dette område. EØSU bemærker igen, at køreplanen tager en række forslag op, som udvalget har fremsat i tidligere udtalelser om bytransport, f.eks. koordineringssystemer for passagertransport og logistikcentre for gods.

4.30

EØSU bifalder den fokus, der sættes på anvendelsen af elektriske køretøjer, på opbygningen af den nødvendige infrastruktur til genopladning af batterier og på hermed forbundne standardiseringsspørgsmål. EØSU har allerede i sin udtalelse om dette emne (6) givet udtryk for, at det helhjertet går ind for initiativer, der skal sikre større udbredelse af elektriske køretøjer, herunder navnlig elbiler.

4.31

Køreplanen kommer i generelle vendinger ind på behovet for at revidere reglerne om vægt og dimensioner for at optimere ressourceeffektiviteten. Et af de spørgsmål, der opstår i den anledning, er mulighederne for at anvende det europæiske modulsystem (EMS) til køretøjskombinationer på højst 25,25 meter. Dette system er allerede anerkendt i den nationale trafik i et stigende antal medlemsstater. EØSU er helt klar over den stadig pågående debat om det hensigtsmæssige i sådanne køretøjskombinationer. Udvalget beklager, at køreplanen ikke tager ordentlig fat på dette spørgsmål. Det nuværende forbud mod grænseoverskridende transport med sådanne køretøjer mellem medlemsstater, som allerede tillader køretøjerne i den nationale transport, udgør klart en lovgivningsmæssig flaskehals, som skaber en hindring for den frie bevægelighed for varer på tværs af grænser. Endvidere er forbuddet ikke foreneligt med målet om mere effektiv transport og styrket bæredygtighed gennem samordning af transportformer. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at tage initiativ til at ophæve forbuddet. På længere sigt må det vurderes, om anvendelsen af længere køretøjer, som anvender nye brændstoftyper etc., kunne kobles til udviklingen af de multimodale transportkorridorer, der nævnes i køreplanen som en del af det centrale TEN-T-netværk. Det samme gælder naturligvis indførelsen af længere og tungere tog i EU, der skal styrke jernbanekapaciteten i sådanne multimodale transportkorridorer. Udvalget er klar over, at forudsætningen for en positiv vurdering af enhver ændring af vægtbelastningen på vejene er, at denne ændring ikke har negative konsekvenser for den multimodale brug af transportenheder, særligt den kombinerede jernbane-/vejtransport. Alle ekstra infrastrukturomkostninger, der forårsages af længere eller tungere køretøjer eller tog, skal naturligvis vurderes præcist og fordeles på passende vis mellem de brugere, der har fordel af ændringen.

4.32

EØSU beklager hvidbogens manglende henvisning til problemet med at finde en mere effektiv og bæredygtig løsning for alpepassene. Den eksisterende jernbane- og vejinfrastruktur har ikke den fornødne kapacitet til at imødekomme det kommende årtis transportefterspørgsel. EØSU ønsker at henlede Kommissionens opmærksomhed på dette spørgsmål.

4.33

Køreplanen fremhæver det nyttige i, at transportoperatørerne koordinerer planlægningen for at optimere ressourceudnyttelsen. I den forbindelse rejser EØSU spørgsmålet, om ikke Kommissionen burde udstede retningslinjer for at minimere risikoen for uoverensstemmelser med de gældende konkurrenceregler.

4.34

I lyset af de demografiske forandringer, befolkningsaldringen og det forhold, at handicappede udgør 15 % af den samlede befolkning, erkender EØSU, at der aldrig vil blive opnået mobilitet, medmindre hvert enkelt led i rejsekæden (herunder bygninger, transportformer, forskellige former for udstyr, informationssystemer, reservationssystemer, tjenesteydelser etc.) er tilgængeligt for alle. Udvalget går derfor helhjertet ind for Kommissionens planer om at foreslå en EU-lov om tilgængelighed.

4.35

Det må imidlertid erkendes, at køreplanen på trods af sine mange positive aspekter, overser de praktiske aspekter af handicap. Centrale begreber som bæredygtighed og sikkerhed behandles uden nogen henvisning til tilgængelighedsaspektet. EØSU mener, at det for at kunne forbedre tilgængeligheden er nødvendigt for alle interessenter sammen at udarbejde standarder, der er fuldt kompatible mellem alle transportformer, for at skabe transport, der reelt er uden barrierer. Det er endvidere nødvendigt med en yderligere præcisering og harmonisering af bestemmelserne om passagerers rettigheder inden for en række områder, herunder boardingafvisning af handicappede, retten til at tage mobilitetsudstyr og hjælpemidler med om bord, retten til informationer etc.

4.36

EØSU foreslår, at den flerårige finansielle ramme omfatter tilgængelighed som et finansieringskrav. Intet TEN-budget eller anden EU-fond, herunder strukturfondene, bør stilles til rådighed, medmindre de pågældende projekter overholder design for alle-princippet. For at styrke handicappedes bevægelsesfrihed foreslår EØSU, at der indføres et europæisk mobilitetskort, som vil åbne mulighed for samordnede forbedringer i EU-landene.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om indregning af de eksterne omkostninger, EUT C 317 af 13.12.2009, s. 80.

(2) EØSU's udtalelse om bæredygtig udvikling af EU's transportpolitik og planlægningen af TEN-T-projekter, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 31.

(3) EØSU's udtalelse om udviklingen af et fælles europæisk jernbaneområde, EUT C 132 af 3.5.2011, s. 99.

(4) EØSU's udtalelse om »Konsekvenserne af EU's politik på transportarbejdernes beskæftigelsesmuligheder, uddannelsesbehov og arbejdsvilkår« (sonderende udtalelse), EUT C 248 af 25.8.2011, s. 22.

(5) EØSU's udtalelse om »Konsekvenserne af EU's politik på transportarbejdernes beskæftigelsesmuligheder, uddannelsesbehov og arbejdsvilkår« (sonderende udtalelse), EUT C 248 af 25.8.2011, s. 22.

(6) EØSU's udtalelse om »Større udbredelse af elektriske køretøjer« (sonderende udtalelse), EUT C 44 af 11.2.2011, s. 47.

28.1.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/154

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af børn mod seksuelt misbrug (tillægsudtalelse)

2012/C 24/33

Ordfører: Madi SHARMA

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til gennemførelsesbestemmelserne til EØSU's forretningsorden, artikel 29, punkt A, at afgive en tillægsudtalelse om:

Forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af børn mod seksuelt misbrug (tillægsudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som vedtog sin udtalelse den 31. august 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober 2011, følgende udtalelse med 79 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU fordømmer kraftigt alt seksuelt misbrug af børn og glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at styrke Europas vilje til at bekæmpe seksuelt misbrug af børn med fremlæggelsen af et nyt forslag til direktiv om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn og seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi.

1.2

I sin tidligere udtalelse (1) fremsatte EØSU anbefalinger til det foreslåede direktiv. Forebyggelse er ganske vist et mål i direktivet, men det behandles ikke i tilstrækkelig grad. Forebyggelse på flere niveauer er af grundlæggende betydning for beskyttelsen af børn. Børn, som er ofre for seksuelt misbrug, udsættes ikke blot for en uacceptabel krænkelse af deres ret til fysisk integritet, men lider også under forfærdelige sociale, følelsesmæssige og psykologiske konsekvenser resten af livet. Formålet med denne tillægsudtalelse er at fremsætte anbefalinger til forebyggelse.

1.3

EØSU gentager sin opfordring til såvel medlemsstaterne som EU til inden for rammerne af den nye Lissabontraktat ufortøvet at underskrive og ratificere Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug (2) og FN's valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi (3) for at sætte EU bedre i stand til at forebygge seksuelt misbrug af børn.

1.4

Den Europæiske Union skal skabe en konsekvent, samlet tilgang til forebyggelse af seksuelt misbrug af børn på tværs af medlemsstaterne. EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre en indsats for at gennemføre en EU-strategi for forebyggelse af seksuelt misbrug af børn for at fastlægge en klar vision for medlemsstaternes bestræbelser på at beskytte børn og styrke dem. Målene med strategien bør ligge inden for følgende fire indsatsområder:

Uddannelse

—	Pædagogiske oplysningsprogrammer for børn

—	Uddannelse af og støtte til fagfolk og frivillige

—	Medieundervisning

—	Programmer for konstruktiv børneopdragelse

—	Sikker brug af internettet

Retshåndhævelse og andre støttestrukturer

—	Kontrolprocedurer

—	Nødhjælpstjeneste for forsvundne børn

—	Varslingssystem for forsvundne børn

—	Internationalt retshåndhævelsessystem

Civilsamfundets rolle

—	Yderligere finansiering for at udvikle eksisterende programmer

—	Offentlige oplysningskampagner

Forskning og standarder

—	Europæisk clearingcentral

—	Børns meninger og holdninger

—	Internetsikkerhedsnormer og fjernelse af børnemisbrugsindhold.

1.5

Foranstaltningerne i denne udtalelse er ikke udtømmende (4). EØSU roser det arbejde, som mange civilsamfundsaktører, især ngo'er, gør for at indføre forebyggende foranstaltninger. Eksemplerne på god praksis er for talrige til at kunne opregnes her, men er uvurderlige for andre at tage ved lære af. Med dette for øje har EØSU udarbejdet en database med oplysninger (5).

2. Baggrund og målsætninger

2.1	Det væsentligste mål med forebyggende foranstaltninger bør være at udrydde seksuelt misbrug af børn. Alle politikker skal bygge på principperne i FN's konvention om barnets rettigheder. I overensstemmelse med denne konvention bliver personer under 18 år defineret som børn.

2.2

Seksuelt misbrug af børn kan antage mange former: incest og seksuelt misbrug, pornografi, prostitution, menneskehandel, korruption og seksuelt overgreb inden for egen aldersgruppe (6). Misbrug skal bekæmpes på flere niveauer: på lokalt, nationalt, europæisk og internationalt plan. Men forebyggende foranstaltninger skal koordineres og være konsekvente over hele linjen. De skal overvåges konstant for at sikre, at de er i overensstemmelse med skiftende strukturer og bedste praksis samt imødegå nye muligheder for misbrug af børn (såsom nye teknologier).

2.3

Børn er særligt sårbare over for alle former for misbrug og er i sammenligning med voksne hyppigere ofre for forbrydelser i almindelighed, herunder overfald og voldtægt. Trods manglende statistikker tyder de tilgængelige data på, at omkring hvert femte barn i Europa er offer for seksuelt misbrug mindst en gang i deres barndom (7). Det skønnes, at gerningsmanden i 70-85 % af tilfældene er kendt af ofret. De forebyggende foranstaltninger bør tage specielt hensyn til denne omstændighed. Såvel drenge som piger og alle etniske grupper og samfundslag er berørt. Selv om visse undersøgelser viser, at seksuelt misbrug af børn ofte starter i alderen 12-13 år, fokuserer mange forebyggelsesstrategier primært på yngre børn. »Sårbare« børn, herunder børn med handicap, anbragte børn, adskilte og bortførte børn, børn med narkotika- og alkoholrelaterede problemer, socialt udsatte og dem, der allerede har været ofre for misbrug, er typisk særligt udsatte.

2.4

EU anerkender børns rettigheder i artikel 3 i Lissabontraktaten (TEU) og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig i artikel 24, der indeholder en positiv forpligtelse til at sikre den nødvendige beskyttelse af børn ud fra barnets tarv. Dette er blevet omsat til en målrettet politik om fremme, beskyttelse og gennemførelse af børns rettigheder (8).

2.5

EØSU bifalder, at Kommissionen for nylig har offentliggjort en EU-dagsorden for børns rettigheder. Baseret på principperne i charteret om grundlæggende rettigheder sætter dagsordenen børns rettigheder i centrum for politikken inden for centrale områder, herunder internetsikkerhed og beskyttelse mod menneskehandel.

2.6

Et centralt mål med denne udtalelse er at fremhæve, at »forebyggelse« er mulig, og at mange gør et rigtig godt stykke arbejde på dette område. EØSU roser det arbejde, som mange civilsamfundsaktører, især ngo'er, gør for at indføre forebyggende foranstaltninger. Eksemplerne på god praksis er for talrige til at kunne opregnes her, men er uvurderlige for andre at tage ved lære af, bygge videre på den indvundne ekspertise og mobilisere civilsamfundet. Med dette for øje har EØSU udarbejdet en database med oplysninger (9).

3. Generelle bemærkninger – forebyggende foranstaltninger

3.1

Forebyggende foranstaltninger skal være helhedsorienterede, rettet mod barnets vel og iværksættes så tidligt som muligt med et minimum af intervention. Der er mange fremragende initiativer, der skal støttes. EØSU opfordrer Kommissionen til at vedtage og gennemføre en EU-strategi for forebyggelse af seksuelt misbrug af børn, der skal skabe et koordineret syn blandt medlemsstaterne med udgangspunkt i nedenstående fire indsatsområder.

3.2

EØSU erkender, at bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn er ekstremt udfordrende. Denne form for misbrug er ofte usynlig, da det i princippet sker i det skjulte, og ofrene på grund af komplekse følelser af skam, frygt og uvidenhed om deres rettigheder relativt sjældent indberetter det. Internettet og andre teknologier giver nye muligheder for misbrugere og for produktion og udbredelse af børnepornografi. Friheden til at rejse giver misbrugere mulighed for at gå målrettet efter de mest sårbare børn. Misbrugerne bliver mere sofistikerede og bedre organiseret, hvilket bringer yngre børn i stadig større fare. Omkring 10 % af tilfældene kommer til børnebeskyttelsestjenesternes kendskab (10). Misbrugere af børn kommer fra alle samfundslag, og de færreste misbrugere er blevet dømt for seksuelle overtrædelser (11).

3.3

Den primære forebyggelse, som der skal sættes ind med, før børnemishandlingen forekommer, skal rettes mod de mest sårbare børn, der trues af umiddelbart eller fremtidigt misbrug. Direkte foranstaltninger, såsom uddannelse af offentligheden og tidlig indgriben, er kun et første skridt. Der skal også træffes foranstaltninger til at forebygge sekundær viktimisering for at bryde »misbrugscyklussen«, hvor dette forekommer. Man bør også koncentrere sig om behandlingen af misbrugere og potentielle misbrugere.

3.4

Selv om de fleste overgreb sker i familien eller i bekendtskabskredsen (12), kan de også forekomme inden for rammerne af velorganiseret kriminalitet, der udøves af flere misbrugere. Det er en ekstremt lukrativ virksomhed. På verdensplan er menneskehandel den tredjestørste internationale form for forbrydelse (13). Der er ca. 2,5 millioner ofre for menneskehandel i verden (14). Det anslås, at 43 % udnyttes seksuelt, og næsten halvdelen af disse er børn (15). Seksuelt misbrug af børn er ofte en grænseoverskridende forbrydelse, der skal behandles ud over de nationale grænser.

3.5

Det er altafgørende, at børn og unge inddrages, således at der bliver lyttet til deres synspunkter, og at disse integreres i forebyggende strategier. En lang række sådanne modeller er allerede i anvendelse (16). Brugen af de unges sprog tilskynder dem til at tale mere åbent om problemet og hjælper med til at bryde dette tabu.

4. Indsatsområde 1: Uddannelse

4.1	EØSU anbefaler, at alle børn i medlemsstaterne forsynes med bevidstgørende oplysningsmateriale om seksuelt misbrug af børn. Det er afgørende, at børn informeres på en måde, der svarer til deres alder, og at de sættes i stand til at tale om seksuelt misbrug.

4.2

Uddannelsesprogrammer har vist sig at være en effektiv primær forebyggelsesstrategi på andre områder. De virker fremragende som forebyggelse og er en ideel måde at fremme indberetning på. Hvor det er muligt, kan pædagogiske oplysningsprogrammer integreres i eksisterende programmer som f.eks. »Stay Safe« (17) og SPHE-programmer (18). Programmerne skal:

—	være relevante i forhold til udviklingsniveauet, fremme en sund seksuel udvikling, undgå viktimisering og i højere grad gøre børn til herre over deres egen skæbne

—	være specifikt møntet på børn snarere end på voksne med særlig fokus på ældre børn

—	muliggøre målrettede forebyggelsestiltag over for de mest udsatte børn

—	have forbindelse til børnevenlige, lettilgængelige tilbud om rådgivning, klageindgivelse og indberetning (19)

—	have tilknytning til en nødvendig opfølgningstjeneste, der har en tilstrækkelig bemanding

—	regelmæssigt overvåges og evalueres i lyset af nye former for bedste praksis.

4.3

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at gøre uddannelse i forebyggelse af seksuelt misbrug af børn obligatorisk for alle fagfolk og frivillige, der arbejder med børn, især inden for retshåndhævelse, sundhed og (formel og uformel) uddannelse. Faglige organisationer, fagforeninger og arbejdsmarkedsparterne har alle en rolle at spille så vel som religiøse, sports- og fritidsorganisationer. Der bør være hensigtsmæssige støttemekanismer, såsom regelmæssig overvågning og psykologisk støtte til folk, der arbejder med børneofre.

4.4	EØSU anbefaler, at medierne forsynes med uddannelsesprogrammer. Der bør også fastlægges etiske retningslinjer for rapportering.

4.5	Der bør findes programmer for konstruktiv børneopdragelse, der kan støtte forældre og familier i at undgå, at seksuelt misbrug af børn opstår. Forældre skal modtage information om forebyggende foranstaltninger inden for de præ- og postnatale tjenester.

4.6	EØSU støtter initiativer som Kommissionens Program for et sikrere internet (20), netværkene Insafe (21) og INHOPE (22), hvormed man vil fremme sikker brug af internettet ikke blot blandt børn, men hos alle medlemmer af samfundet (23).

5. Indsatsområde 2: Retshåndhævelse og andre støttestrukturer

5.1

EØSU anbefaler en konsekvent tilgang blandt medlemsstaterne til retshåndhævelse, informationsdeling og samarbejde mellem politimyndigheder og registrerede internationale organisationer. Dette bør omfatte bilaterale samarbejdsaftaler, mere effektive it-værktøjer til opsporingsarbejdet og bedre kontrolmekanismer. De lange forsinkelser i retsforfølgelsen kan virke afskrækkende på den, der vil indberette misbrug. Derfor bør sager om seksuelt misbrug af børn prioriteres. Man bør alvorligt overveje at have offerløse domstolsprocesser. Der består et presserende behov for passende uddannelse af personalet inden for retshåndhævelsen af seksuelt misbrug af børn, og udformningen af interviewprotokoller vil medvirke til at undgå sekundær viktimisering. Samordnede europæiske standarder vil bidrage til at forhindre, at misbrugere flytter fra medlemsstat til medlemsstat. Den seneste Operation Rescue, som blev gennemført af Europol og andre myndigheder, og hvor over 200 børn (24) blev reddet, viser, hvordan Den Europæiske Union internationalt kan vise vejen.

5.2

Det er altafgørende, at man er konsekvent i sin kontrol af alle dem, der arbejder med børn, for at lukke smuthullerne mellem medlemsstaterne. Alle bør underkastes en obligatorisk screening for overtrædelser mod børn, herunder også en screening for »ubekræftet information« (information om mennesker, som man ved udgør en risiko for børn, men som ikke er blevet dømt misbrug af børn). Som i tidligere udtalelser (25) henviser udvalget til modellen for interinstitutionelle ordninger til beskyttelse af offentligheden (26).

5.3

Der er indført et EU-dækkende nødhjælpsnummer for forsvundne børn, men det fungerer kun i 16 medlemsstater. De resterende 11 medlemsstater bør øjeblikkelig sikre, at der findes en velfungerende nødhjælpstjeneste (27). Denne tjeneste skal råde over tilstrækkelige finansielle midler og være forbundet med de nødvendige støttetjenester. Det kunne også overvejes at udvide denne tjeneste til lande uden for EU.

5.4	Selv om visse medlemsstater råder over effektive arbejdsmodeller (28), anbefaler EØSU, at der etableres et koordineret europæisk varslingssystem for forsvundne børn i lighed med systemet »Amber Alert« i USA (29).

5.5	Endelig gentager EØSU sin opfordring til at oprette en international retshåndhævende instans, der skal efterforske seksuelt misbrug af børn i hele verden, identificere ofre og retsforfølge misbrugere (30).

6. Indsatsområde 3: Civilsamfundets rolle

6.1

Forebyggelse af seksuelt misbrug af børn er et ansvar, der påhviler alle i samfundet. EØSU anbefaler, at offentlige instanser og civilsamfundets aktører fortsat arbejder sammen om at gennemføre de relevante forebyggende foranstaltninger. EØSU støtter initiativer som Europarådets »1 af 5-kampagne« (31) og »Undertøjsreglen« (32). På ngo-plan skal »Stop It Now!« (33) og specielle kampagner som »Cut Them Free« ved Barnado's UK (34) tillige med ECPAT International og The Body Shop »Stop Sex Trafficking of Children and Young People«-kampagnen (35) nævnes som vigtige eksempler på civilsamfundets aktiviteter.

6.2

Arbejdsgivere, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer har en forpligtelse til at sætte klare retningslinjer for arbejdspladser for at sikre, at seksuelt misbrug af børn ikke tolereres (36). For arbejdsgiverne indgår bekæmpelsen af denne forbrydelse i virksomhedens sociale ansvar. Industrier som f.eks. turist- og hotelindustrien har også en væsentlig rolle at spille (37). EØSU opfordrer organisationer til at underskrive den hensigtserklæring, som EØSU tidligere har foreslået (38), og som indgår i den database over god praksis, som EØSU har udarbejdet. EØSU (39) gentager på ny, at der er behov for yderligere finansiering til at udvide og udvikle de programmer, der gennemføres af civilsamfundets partnere.

6.3

Der bør gennemføres en verdensomspændende oplysningskampagne om indberetning af seksuelt misbrug af børn understøttet af en gratis international hotline med en online-rapporteringsmekanisme (40). Denne kunne fungere på samme måde som det netværk, der drives af Child Helpline International. En sådan hotline bør kædes sammen med de nødvendige støttetjenester.

6.4	Civilsamfundet og regeringerne kan skærpe bevidstheden om seksuelt misbrug af børn og bidrage til at skabe en forebyggelseskultur ved aktivt at fremme den internationale dag for forebyggelse af misbrug af børn, som finder sted hvert år den 19. november (41).

7. Indsatsområde 4: Forskning og standarder

7.1

EØSU kræver øget forskning for at afhjælpe manglen på data om seksuelt misbrug af børn, få et klarere billede af ofrenes og gerningsmændenes profil og udveksle bedste praksis. På nuværende tidspunkt kommer de fleste data fra de retshåndhævende myndigheder. Der bør oprettes en europæisk clearingcentral for at koordinere forskning i forebyggelse af misbrug af børn, de relevante foranstaltninger og gennemførelsen heraf i lighed med National Child Protection Clearinghouse i Australien (42) eller Child Welfare Information Gateway i USA (43). Dette ville bygge videre på det arbejde, der udføres som led i individuelle projekter som European Online Grooming Project eller det arbejde, der udføres i de enkelte medlemsstater, såsom Child Focus Belgium (44). Fælles europæiske definitioner ville fremme udvekslingen af data og gøre dem mere sammenlignelige.

7.2	Forskningen i seksuelt misbrug af børn bør tage hensyn til børns synsvinkel og meninger (45).

7.3

EØSU gør sig til talsmand for klart definerede europæiske internetsikkerhedsnormer. I forbindelse med »ansporing af internetudbyderne til frivilligt at udarbejde adfærdskodekser og retningslinjer for at blokere adgangen til de pågældende internetsider« (46) vil EØSU gerne understrege, at det bør prioriteres højest at fjerne indholdet ved kilden, og kun hvor dette ikke kan lade sig gøre (dvs. uden for EU), bør adgangen til disse sider blokeres. Dette bør være et juridisk krav i EU, såfremt industrien, internetudbyderne, de økonomiske og finansielle aktører som f.eks. kreditkortselskaberne mener det alvorligt, når de hævder at være engageret i kampen mod dette misbrug. EØSU opfordrer udbydere af sociale netværk til at underskrive erklæringen Safer Social Networking Principles for the EU (2009) (47).

7.4	EØSU opfordrer Kommissionen til at varetage koordineringen for at muliggøre en konsekvent tilgang i hele EU.

Bruxelles, den 26. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om »Bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA«, EUT C 48 af 15.2.2011, s. 138-144.

(2) Tjekkiet og Letland har ikke underskrevet konventionen, mens 15 medlemsstater ikke har ratificeret den: http://conventions.coe.int/Treaty/Commun/ChercheSig.asp?NT=201&CM=&DF=&CL=ENG.

(3) Tjekkiet, Finland og Irland har endnu ikke ratificeret den valgfrie protokol: http://treaties.un.org/Pages/ViewDetails.aspx?src=TREATY&mtdsg_no=IV-11-c&chapter=4&lang=en.

(4) De blev udarbejdet i samråd med den irske Children's Rights Alliance, som består af over 90 ngo'er, der arbejder for at sikre børns rettigheder og behov i Irland med deres kampagne for den fulde gennemførelse af FN-konventionen om barnets rettigheder: www.childrensrights.ie, samt europæiske ngo'er, der er aktive på området.

(5) http://www.eesc.europa.eu/prevent-child-abuse

(6) Europarådets kampagne mod seksuel vold mod børn: www.coe.int/t/dg3/children/1in5/source/Outline_en.pdf.

(7) Ibid.

(8) F.eks. EU-strategien for unge, der forfølger en horisontal tilgang til ungdomsspørgsmål og uddyber samarbejdet om udformningen af politikken: http://europa.eu/legislation_summaries/education_training_youth/youth/ef0015_en.htm.

(9) Se fodnote 6.

(10) Tale ved Europarådets vicegeneralsekretær, 5. EU-forum om børns rettigheder, Italien (november 2010): www.coe.int/t/dc/press/news/20101129_disc_sga_en.asp.

(11) Finkelhor, The Prevention of Childhood Sexual Abuse (2009), s. 178.

(12) Se fodnote 5.

(13) ECPAT International, Factsheet – Sex Trafficking of Children in the UK.

(14) ILO, Forced Labour Statistics Factsheet (2007).

(15) Tale ved Viviane Reding om »A renewed commitment to children's rights« (oktober 2010): http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=SPEECH/10/550&format=HTML&aged=1&language=EN&guiLanguage=en.

(16) F.eks. Europarådets »Kiko og hånden«.

(17) Et program for forebyggelse af misbrug for irske underskolebørn: www.staysafe.ie.

(18) Social, Personal and Health Education (SPHE) er et program for de ældre elever i Irland for at støtte deres personlige udvikling, deres sundhed og velvære: www.sphe.ie.

(19) Jf. f.eks. rapporten fra den særlige ordfører om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi og FN-generalsekretærens særlige repræsentant om vold imod børn og børnevenlige tilbud om rådgivning, klageindgivelse og indberetning: http://www2.ohchr.org/english/bodies/hrcouncil/docs/16session/A-HRC-16-56.pdf. Jf. også resolution 2005/20 fra FN's økonomiske og sociale råd om Retningslinjer for behandling af misbrugte børn og vidner til forbrydelser i retssager: www.un.org/docs/ecosoc/documents/2005/resolutions/Resolution%202005-20.pdf.

(20) http://ec.europa.eu/information_society/activities/sip/index_en.htm

(21) A European network of Awareness Centres promoting safe, responsible Internet use to young people: www.saferinternet.org.

(22) Et initiativ til anonym indberetning af internetmateriale, herunder børnepornografi: www.inhope.org.

(23) Child Focus Belgium står bag et lignende ngo-initiativ.

(24) »More than 200 children identified and rescued in worldwide police operation«: https://www.europol.europa.eu/content/press/more-200-children-identified-and-rescued-worldwide-police-operation-465.

(25) EUT C 317 af 23.12.2009, s. 43-48.

(26) En britisk model til evaluering og håndtering af sexforbrydere i lokalsamfundet, som involverer flere instanser.

(27) http://www.missingchildreneurope.eu/index.php?option=com_content&view=article&id=46:news01&catid=1:latest-news&Itemid=68

(28) F.eks. »Child Alert« i Belgien: www.childalert.be.

(29) www.amberalert.gov

(30) Se fodnote 1.

(31) EØSU har påtaget sig at oversætte dokumenterne i denne kampagne til flere sprog.

(32) www.coe.int/t/dg3/children/1in5/default_en.asp og www.underwearrule.org.

(33) Denne kampagne i UK og Irland føres af Lucy Faithfull-stiftelsen til forebyggelse af seksuelle overgreb på børn: henholdsvis http://www.stopitnow.org.uk og www.lucyfaithfull.org.

(34) www.barnardos.org.uk/get_involved/campaign_form/cutthemfree.htm

(35) Inden for rammerne af denne verdensomspændende kampagne blev der indsamlet 2,3 mio. underskrifter i EU (22.6.2011).

(36) Artikel 3 i FN's valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi.

(37) F.eks. Accor Hotels og Verdensturistorganisationen.

(38) Bilag 1 til EØSU's udtalelse om »Beskyttelse af børn mod rejsende sexforbrydere«, EUT C 317 af 23.12.2009, s. 43-48.

(39) Se fodnote 1.

(40) Se fodnote 25.

(41) http://www.woman.ch/index.php?page=children_19nov&hl=en

(42) http://www.aifs.gov.au/nch/

(43) http://www.childwelfare.gov/index.cfm

(44) www.stopchildporno.be

(45) Artikel 12 i FN-konventionen om barnets rettigheder.

(46) Se fodnote 1.

(47) http://ec.europa.eu/information_society/activities/social_networking/docs/sn_principles.pdf

		ISSN 1977-0871 doi:10.3000/19770871.C_2012.024.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 24

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	55. årgang 28. januar 2012

	III Forberedende retsakter
	DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
	475. plenarmøde den 26. og 27. oktober 2011
2012/C 024/12	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag — KOM(2011) 121 endelig — 2011/0058 (CNS)	63

2012/C 024/13	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet — KOM(2011) 169 endelig — 2011/0092 (CNS) og Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: Mere intelligent energibeskatning i EU: Forslag til revision af energibeskatningsdirektivet — KOM(2011) 168 endelig	70

2012/C 024/14	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 for så vidt angår tilbagebetalingspligtig støtte og finansieringsteknik — KOM(2011) 483 endelig — 2011/0210 (COD)	78

2012/C 024/15	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelsesstatus (omarbejdning) — KOM(2011) 319 endelig — 2009/0165 (COD)	79

2012/C 024/16	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af standarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (omarbejdning) — KOM(2011) 320 endelig — 2008/0244 (COD)	80

2012/C 024/17	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 for så vidt angår visse bestemmelser om finansiel forvaltning for visse medlemsstater, der er i eller trues af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet — KOM(2011) 482 endelig — 2011/0211 (COD)	81

2012/C 024/18	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår visse bestemmelser om finansiel forvaltning for visse medlemsstater, der er i eller trues af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet — KOM(2011) 481 endelig — 2011/0209 (COD)	83

2012/C 024/19	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 om Den Europæiske Fiskerifond for så vidt angår visse bestemmelser om finansiel forvaltning for visse medlemsstater, som er i eller trues af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet — KOM(2011) 484 endelig — 2011/0212 (COD)	84

2012/C 024/20	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om onlinespil i det indre marked — KOM(2011) 128 endelig	85

2012/C 024/21	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog — En ramme for corporate governance i EU — KOM(2011) 164 endelig	91

2012/C 024/22	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid — Sammen om fornyet vækstKOM(2011) 206 endelig	99

2012/C 024/23	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Udvikling af sportens europæiske dimension — KOM(2011) 12 endelig	106

2012/C 024/24	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse: Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 — KOM(2011) 244 endelig	111

2012/C 024/25	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 302/2009 om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet — KOM(2011) 330 endelig	116

2012/C 024/26	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn samt fødevarer til særlige medicinske formål — KOM(2011) 353 endelig — 2011/0156 (COD)	119

2012/C 024/27	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om krav om beskyttelse af befolkningens sundhed med hensyn til radioaktive stoffer i drikkevand — KOM(2011) 385 endelig — 2011/0170 (NLE)	122

2012/C 024/28	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om flypassagerers etablerede rettigheder — virkemåde og anvendelse	125

2012/C 024/29	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (omarbejdet) — KOM(2011) 402 endelig — 2011/0187 (COD)	131

2012/C 024/30	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet og om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF — KOM(2011) 370 endelig — 2011/0172 (COD)	134

2012/C 024/31	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Det åbne internet og netneutraliteten i Europa — KOM(2011) 222 endelig	139

2012/C 024/32	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hvidbog: En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem — KOM(2011) 144 endelig	146

2012/C 024/33	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af børn mod seksuelt misbrug (tillægsudtalelse)	154

Informationsnummer	Indhold	Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	UDTALELSER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	475. plenarmøde den 26. og 27. oktober 2011
2012/C 024/01	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om socialt entreprenørskab og socialt iværksætteri (sonderende udtalelse)	1

2012/C 024/02	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om krisens konsekvenser for europæiske virksomheders mulighed for at foretage klimavenlige investeringer (sonderende udtalelse)	7

2012/C 024/03	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om behandling og udnyttelse af den europæiske unions industri- og mineaffald til økonomiske og miljømæssige formål (initiativudtalelse)	11

2012/C 024/04	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om muligheder og udfordringer for en mere konkurrencedygtig europæisk træbearbejdnings- og møbelsektor (initiativudtalelse)	18

2012/C 024/05	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om perspektiverne for bæredygtig beskæftigelse i jernbanesektoren, sektoren for rullende materiel og infrastruktur: Hvordan påvirker de industrielle ændringer beskæftigelsen og kompetencegrundlaget i Europa? (initiativudtalelse)	24

2012/C 024/06	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om styrkelse af samhørigheden og samordningen i EU på det sociale område ved hjælp af den nye horisontale sociale klausul i EUF-traktatens artikel 9 (initiativudtalelse)	29

2012/C 024/07	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hjemløshed (initiativudtalelse)	35

2012/C 024/08	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Cloud-computing i Europa (initiativudtalelse)	40

2012/C 024/09	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udvikling af regionale zoner for forvaltning af fiskebestande og fiskerikontrol (initiativudtalelse)	48

2012/C 024/10	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om civilsamfundets rolle i frihandelsaftalen mellem EU og Indien (initiativudtalelse)	51

2012/C 024/11	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's nye udenrigs- og sikkerhedspolitik og civilsamfundets rolle (initiativudtalelse)	56