21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/1

(1)

Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske politikker, som vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge Europas potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne.

(2)

Den 13. juli 2010 vedtog Rådet en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (2), som tilsammen udgør de »integrerede retningslinjer«. Medlemsstaterne blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik.

(3)

Den 7. december 2010 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU (3) om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland for en treårig periode efter bestemmelserne i forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (4). Det ledsagende aftalememorandum, som blev underskrevet den 16. december 2010, og den første ajourføring af dette fastlægger de økonomipolitiske betingelser for den finansielle bistand. Gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU blev ændret ved gennemførelsesafgørelse 2011/326/EU (5). Den første ajourføring af aftalememorandummet blev undertegnet den 18. maj 2011.

(4)

Den 12. januar 2011 vedtog Kommissionen den første årlige vækstundersøgelse, som markerer starten på en ny cyklus med økonomisk styring i EU og det første europæiske halvår med forudgående og integreret politisk samordning, som er forankret i Europa 2020-strategien.

(5)

Den 25. marts 2011 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne for finanspolitisk konsolidering og strukturreformer (i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 15. februar og 7. marts 2011 og i forlængelse af Kommissionens årlige vækstundersøgelse). Det understregede behovet for at prioritere genopretning af sunde budgetter og finanspolitisk holdbarhed, nedbringelse af ledigheden ved hjælp af arbejdsmarkedsreformer og nye bestræbelser på at øge væksten. Det opfordrede medlemsstaterne til at omsætte disse prioriteter til konkrete foranstaltninger, der skal medtages i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(6)

Den 25. marts 2011 opfordrede Det Europæiske Råd tillige de medlemsstater, der deltager i europluspagten, til at fremlægge deres tilsagn i så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(7)

Den 29. april 2011 forelagde Irland sin 2011-opdatering af stabilitetsprogrammet for perioden 2011-2015 og sit nationale reformprogram for 2011. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(8)

Krisen fremkaldte en større korrektion af de store uligevægte, der var opstået i de forudgående års opsving. Mellem 2007 og 2010 faldt det reale BNP med 12 % og beskæftigelsen med næsten 13 %, idet ledigheden steg fra 4,6 % i 2007 til 13,6 % i 2010. Den medførte også en dramatisk forværring af de offentlige finanser, idet den offentlige underskudskvote nåede tocifrede tal i 2008 og 2009. I 2010 nåede det offentlige underskud op på 32,4 % af BNP, inklusive støtte til finanssektoren på 20,5 % af BNP. Gældskvoten steg fra 25 % i 2007 til 96 % i 2010.

(9)

EU's og IMF's program for finansiel støtte gennemføres planmæssigt. De aftalte finanspolitiske foranstaltninger er gennemført, det finanspolitiske mål for 2010 er nået, og de finanspolitiske resultater i første kvartal 2010 lå også på linje med støtteprogrammets mål. For 2011 forventes det offentlige underskud at holde sig under det loft, der er fastsat i støtteprogrammet, selv om prognosen for det nominelle BNP i 2011 er revideret nedad. Der er gjort vigtige fremskridt med reformen af banksystemet, og der er taget skridt til at realisere strukturreformmålene.

(10)

Baseret på vurderingen af det opdaterede stabilitetsprogram i henhold til forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at det makroøkonomiske scenario, der danner grundlag for stabilitetsprogrammets budgetfremskrivninger, er plausibelt. Stabilitetsprogrammets mellemfristede budgetstrategi er at bringe det samlede offentlige underskud ned under referenceværdien på 3 % af BNP inden den frist, der sættes i Rådets henstilling af 3. december 2010. Stabilitetsprogrammet sigter mod underskud på 10 % af BNP i 2011, 8,6 % i 2012, 7,2 % i 2013, 4,7 % i 2014 og 2,8 % ved stabilitetsprogramperiodens slutning i 2015. En sådan udvikling understøttes af konsolideringsforanstaltninger på 3,8 % af BNP gennemført i budgettet for 2011, og bredtfavnende konsolideringsforanstaltninger på 5,9 % af BNP i 2012-14 samt en yderligere uspecificeret konsolideringsindsats på mere end 1 % af BNP i 2015. Stabilitetsprogrammet understreger på ny, at den mellemfristede målsætning er en budgetstilling på – 0,5 % af BNP, men den nås ikke inden for stabilitetsprogramperioden. Ifølge Kommissionens seneste vurdering, synes risiciene for så vidt angår de offentlige finansers langsigtede holdbarhed at være høje. Det er en nødvendig forudsætning for mere holdbare offentlige finanser, at der opnås tilstrækkeligt store primære overskud på mellemlang sigt, og at det irske socialsikringssystem reformeres yderligere.

(11)

Irland har den 3. maj 2011 afgivet en række tilsagn under europluspagten. De omfatter konkrete foranstaltninger med henblik på at fremme konkurrenceevnen, herunder revidere lønfastsættelsesmekanismer, åbne visse liberale erhverv for konkurrence, styrke forskning og innovation, styrke den finansielle stabilitet, herunder navnlig kriseløsningsmekanismer, øge de offentlige finansers holdbarhed gennem en mellemfristet budgetramme, reformere pensionssystemet og forhøje pensionsalderen.

(12)

Kommissionen har vurderet stabilitetsprogrammet og det nationale reformprogram, herunder tilsagnene under europluspagten. Den har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Irland, men også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i EU, ved at der fra EU-niveau ydes bidrag til kommende nationale beslutninger I denne kontekst understreger Kommissionen, at det haster med at få gennemført de planlagte foranstaltninger til efterlevelse af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU.

(13)

På baggrund af denne vurdering og under hensyntagen til Rådets henstilling af 7. december 2010 i medfør af artikel 126, stk. 7, i TEUF har Rådet undersøgt 2011-opdateringen af Irlands stabilitetsprogram, og Rådets udtalelse (6) afspejles i nedenstående henstilling. Rådet har under hensyntagen til Det Europæiske Råds konklusioner af 25. marts 2011 undersøgt Irlands nationale reformprogram,

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/4

(1)

Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske politikker, som vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge Europas potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne.

(2)

Den 13. juli 2010 vedtog Rådet en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (2010-2014), og den 21. oktober 2010 vedtog Rådet en afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (2), som tilsammen udgør de »integrerede retningslinjer«. Medlemsstaterne blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik.

(3)

Den 12. januar 2011 vedtog Kommissionen den første årlige vækstundersøgelse, som markerer starten på en ny cyklus med økonomisk styring i EU og det første europæiske halvår med forudgående og integreret politisk samordning, som er forankret i Europa 2020-strategien.

(4)

Den 25. marts 2011 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne for finanspolitisk konsolidering og strukturreformer (i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 15. februar og 7. marts 2011 og i forlængelse af Kommissionens årlige vækstundersøgelse). Det understregede behovet for at prioritere genopretning af sunde budgetter og finanspolitisk holdbarhed, nedbringelse af ledigheden ved hjælp af arbejdsmarkedsreformer og nye bestræbelser på at øge væksten. Det opfordrede medlemsstaterne til at omsætte disse prioriteter til konkrete foranstaltninger, der skal medtages i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(5)

Den 25. marts 2011 opfordrede Det Europæiske Råd tillige de medlemsstater, der deltager i europluspagten, til at fremlægge deres tilsagn i så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(6)

Den 27. april 2011 afleverede Italien sin 2011-opdatering af stabilitetsprogrammet for perioden 2011-2014 og sit nationale reformprogram for 2011. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(7)

Italiens økonomi havde lidt af struktursvagheder længe før den igangværende økonomiske og finansielle verdenskrise. Mellem 2001 og 2007 lå den gennemsnitlige realvækst i BNP omkring 1 %, altså kun det halve af gennemsnittet for euroområdet, og det skyldtes hovedsagelig træghed i produktivitetsudviklingen. Da denne udvikling berørte hele landet, blev de store økonomiske forskelle mellem regionerne ikke formindsket. Selvom økonomien ikke var præget af store interne ubalancer i den private sektor, ramtes den hårdt af den globale krise. Eksporten brød sammen, fulgt af investeringerne, og det fremkaldte en kraftig nedgang i det reale BNP på omkring 7 % i andet kvartal af 2008 og i andet kvartal af 2009. Efter at have været støt faldende igennem de foregående ti år steg den offentlige bruttogæld til 119 % ved udgangen af 2010, hvilket også afspejler det kraftige fald i BNP. Beskæftigelsen faldt ikke nær så meget, holdt oppe som den blev af en statsstøttet ordning for arbejdstidsreduktion, så derfor steg arbejdsløsheden kun moderat i 2008-2009. Med eksporten som lokomotiv begyndte økonomien at komme sig i anden halvdel af 2009, men det gik langsomt. På arbejdsmarkedet var situationen stadig skrøbelig i 2010, idet arbejdsløsheden stabiliserede sig omkring 8,5 % ved årets slutning. I lyset af den meget høje offentlige gældskvote førte Italien en passende forsigtig finanspolitik under krisen og afholdt sig fra at iværksætte en større finanspolitisk stimulering af økonomien, og derfor holdt det offentlige underskud sig under euroområdets gennemsnit i 2009-2010.

(8)

Baseret på vurderingen af det opdaterede stabilitetsprogram i henhold til forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at det makroøkonomiske scenario, der danner grundlag for programmet, er plausibelt. Programmet sigter mod at bringe underskuddet på de offentlige finanser ned under referenceværdien på 3 % af BNP frem til 2012; det skal ske ved fortsat tilbageholdenhed med udgifterne og øgede indtægter i kraft af bedre overholdelse af skattelovgivningen. Når der er rettet op på det uforholdsmæssigt store underskud, skal planen føre videre frem mod den mellemfristede målsætning om en strukturelt afbalanceret budgetstilling ved programperiodens udløb (2014) støttet af en forpligtelse på yderligere tilbageholdenhed med de primære udgifter. Programmet sigter mod, at den offentlige gældskvote skal toppe i 2011 og derefter falde i stigende tempo i takt med et stigende primært overskud. Den årsgennemsnitlige finanspolitiske indsats i 2010-2012 er sat højere end de 0,5 % af BNP, som Rådet henstillede under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, og det planlagte tilpasningstempo er et godt stykke højere end foreskrevet i stabilitets- og vækstpakken. Realiseringen af ovennævnte underskuds- og gældsmål forudsætter en streng budgetgennemførelse, samtidig med at der er behov for yderligere oplysninger om de planlagte konsolideringsforanstaltninger for 2013 og 2014 for at øge programmets troværdighed.

(9)

Den meget store offentlige gæld — omkring 120 % af BNP i 2011 — gør det uomgængeligt nødvendigt for Italien at føre en holdbar og troværdig konsolideringspolitik og vedtage strukturforanstaltninger for at sætte skub i væksten. Ifølge Kommissionens seneste vurdering, synes risiciene for så vidt angår de offentlige finansers langsigtede holdbarhed at være middelstore. I perioden frem til 2012 kan stabilitetsprogrammets mål for underskuddet på de offentlige finanser og dermed afviklingen af det uforholdsmæssigt store underskud inden udgangen af 2012 kun realiseres, hvis de vedtagne foranstaltninger gennemføres uindskrænket. Hvis for eksempel indtægterne fra forbedret overholdelse af skattelovgivningen bliver mindre end budgetteret, eller hvis der opstår vanskeligheder med at fastholde den planlagte begrænsning i kapitaludgifterne, må der træffes yderligere foranstaltninger. For 2013-2014 fastsættes det i de nye treårige budgetrammer, at de konkrete foranstaltninger til støtte for stabilitetsprogrammets konsolideringsindsats skal vedtages i oktober 2011. Selvom budgetrammerne er blevet styrket væsentligt i de senere år, er det hensigten at fremme den finanspolitiske disciplin og styrke troværdigheden af den mellemfristede budgetstrategi ved at indføre udgiftslofter, der kan håndhæves, og yderligere forbedre budgetovervågningen i alle dele af den offentlige sektor.

(10)

Trods en forholdsvis stærk jobskabelse i årene før krisen udviser det italienske arbejdsmarked en række strukturelle svagheder. Ansatte med permanente kontrakter har større beskyttelse end ansatte med atypiske kontrakter. Afskedigelse af førstnævnte er underlagt strenge regler og tunge procedurer. For de sidstnævntes vedkommende, bør der udvises særlig opmærksomhed over for dynamikken vedrørende selvstændig virksomhed, der kan dække over over-underordnelsesforhold i arbejdsrelationen. Til trods for nye foranstaltninger, der er truffet under krisen med henblik på at udvide indkomststøtten og arbejdsløshedsbeskyttelsen, er system for arbejdsløshedsunderstøttelse fortsat opsplittet. For unge under 25 år nåede arbejdsløsheden i 2010 op på 27,8 %, med en skæv geografisk fordeling, som betød, at ungdomsarbejdsløsheden var dobbelt så stor i syd som i nord. Muligheden for at oprette lære- og uddannelsespladser bør styrkes yderligere. Selv om det kunne være nyttig og nødvendig findes der i øjeblikket ikke et fælles, landsdækkende system for attestering af færdigheder og anerkendelse af faglige uddannelsesstandarder, men blot mange regionale regimer, hvilket ikke fremmer arbejdskraftens mobilitet og beskæftigelsesmulighederne i hele Italien. Arbejdsformidlingskontorernes effektivitet kan forbedres, især i egne med stor arbejdsløshed. Endelig er sort arbejde stadig et alvorligt fænomen i Italien.

(11)

Italiens stadige tab af konkurrenceevne siden 1990'erne gør det vigtigt at koble lønudviklingen til produktivitetsvæksten. Her kan lokale forhandlinger på virksomhedsniveau få væsentlig betydning, ligesom de kan være med til at rette op på regionale arbejdsmarkedsskævheder. 2009-reformen af overenskomstforhandlingssystemet gav bl.a. mulighed for »åbningsklausuler« (dvs. afvigelser fra den sektorløn, der er aftalt på landsplan), men de har endnu ikke vundet større udbredelse.

(12)

Kvindernes beskæftigelsesfrekvens ligger i gennemsnit over 20 procentpoint under mændenes med store regionale forskelle. I syd var det kun knap en tredjedel af kvinderne mellem 20 og 64, der var i beskæftigelse i 2009, og det skyldtes både relativt lavere erhvervsfrekvens og højere ledighed. Italien har ret høj skat på arbejde, og det mindsker incitamentet, især for sekundære forsørgere i husstanden, til at øge udbuddet af arbejdskraft og hæmmer virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft. For at bidrage til øget kvindelig erhvervsfrekvens gør det nationale reformprogram brug af den plan, der blev vedtaget i 2010 for at samordne de forskellige forvaltningsniveauers indsats for at gøre det lettere at forene arbejds- og familielivet. Regeringen har for nylig indført skattelettelser til virksomheder, der ansætter ugunstigt stillede arbejdstagere, herunder arbejdstagere i brancher eller fag med særlig stor kønsskævhed, i arbejdsløshedsplagede regioner. Programmet annoncerer også en reform af skattesystemet for gradvis at flytte skattebyrden fra arbejdskraft til forbrug, hvilket ville kunne bidrage til at øge beskæftigelsen.

(13)

Trods den senere tids indsats for at forbedre erhvervsklimaet i Italien og gøre den offentlige forvaltning mere præstationsorienteret og ansvarlig er der stadig store omkostninger forbundet med at drive en forretning, især i syd, sammenlignet med forholdene andre steder i EU. Der er stadig et betydeligt behov for at rense ud i de bureaukratiske og administrative hindringer på produkt- og servicemarkederne, især i de liberale erhverv. I 2009 blev der fremsat forslag om en »årlig konkurrencelov« som et lovgivningsredskab til at øge konkurrencen og styrke forbrugerbeskyttelsen, men den er ikke vedtaget endnu. Den tid, det tager at gennemtvinge kontrakter, er endnu en svaghed ved Italiens erhvervsklima. Andre kilder til finansiering af virksomhedsvækst end banker er stadig temmelig sjældne i Italien, især for små og mellemstore virksomheder (smv'er). Især spiller egenkapitalfinansiering og risikovillig kapital fortsat en beskeden rolle, selvom det er gode metoder til at fremme vækst i virksomheders størrelse, ekspansion mod nye globale markeder og bedre selskabsledelse.

(14)

Udgifterne til forskning og udvikling (F&U) er kun steget beskedent gennem de sidste ti år. F&U-intensiteten er derfor stadig ringe, omkring 1,27 % af BNP, og et godt stykke under EU-gennemsnittet (1,90 %). Dette skyldes især den lave industriforskning, idet F&U-intensiteten i virksomhederne kun ligger på 0,64 % af BNP sammenlignet med et gennemsnit for EU-27 på 1,23 %. Intensiteten for risikovillig kapital er også meget lav. Det nationale reformprogram indeholder flere elementer, herunder tidsbegrænsede skattelettelser for virksomheder, der investerer i forskningsprojekter på universiteter eller andre institutioner i den offentlige sektor. Det mål på 1,53 % af BNP, der er fastsat for F&U-intensiteten, stammer fra en prognose for den årlige gennemsnitlige vækstkvote i perioden 2006-2008 og tager højde for landets finanspolitiske hindringer.

(15)

Italien er med cirka 8 % af hele EU's samhørighedsbudget i årene 2007-2013 den tredjestørste modtager af midler fra samhørighedsfondene. Midtvejs gennem programperioden er kun 16,8 % af EU-midlerne faktisk mobiliseret, og tallet er meget lavere i de sydlige konvergensregioner.

(16)

Italien har afgivet en række tilsagn i europluspagten. Det nationale reformprogram nævner en række nylig vedtagne foranstaltninger og skitserer hovedtrækkene i fremtidige reformplaner, som skal forbedre de offentlige finansers holdbarhed og den finansielle stabilitet, fremme konkurrencen og øge beskæftigelsen i overensstemmelse med europluspagtens principper. Et væsentligt nyt tilsagn, der specifikt har til formål at opfylde pagten, går ud på, at regeringen vil ændre forfatningen for at styrke budgetdisciplinen. Disse elementer er blevet vurderet og taget i betragtning i henstillingerne.

(17)

Kommissionen har vurderet stabilitetsprogrammet og det nationale reformprogram, herunder Italiens tilsagn under europluspagten. Den har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Italien, men også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i EU, ved at der fra EU-niveau ydes bidrag til kommende nationale beslutninger. På denne baggrund er det Kommissionens opfattelse, at Italiens konsolideringsplan for 2011-2014 er troværdig frem til 2012, mens den bør underbygges med konkrete foranstaltninger for 2013-2014, således at den meget store offentlige gæld kommer ind på en stabilt faldende kurs. Det nationale reformprogram skitserer et omfattende sæt af initiativer på alle områder af Europa 2020-strategien, men yderligere foranstaltninger anses for at være nødvendige som middel mod gamle strukturelle svagheder, som krisen har forværret. For at øge Italiens potentiale for vækst og jobskabelse og sætte skub i de sydlige regioners indhentningsproces bør der tages yderligere skridt i 2011-2012 for at forbedre arbejdsmarkedets funktionsevne, åbne service- og produktmarkederne for mere konkurrence, forbedre erhvervsklimaet, styrke forsknings- og innovationspolitikken og fremme en hurtigere og bedre udnyttelse af EU's samhørighedsmidler.

(18)

På baggrund af denne vurdering og under hensyntagen til Rådets henstilling af 2. december 2009 i medfør af artikel 126, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Rådet undersøgt 2011-opdateringen af Italiens stabilitetsprogram, og Rådets udtalelse (3) afspejles især i henstilling 1) nedenfor. Under hensyntagen til Det Europæiske Råds konklusioner af 25. marts 2011 har Rådet gennemgået Italiens nationale reformprogram,

1.

Gennemføre den planlagte finanspolitiske konsolidering i 2011 og 2012 for at sikre korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud i overensstemmelse med Rådets henstillinger i henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, for derved at bringe høje offentlige gældskvote på nedadgående kurs. Bygge på den nyligt vedtagne lovgivning og udnytte eventuelle bedre-end-forventede økonomiske eller budgetmæssige udviklinger fuldt ud til at nedbringe underskud og gæld hurtigere, og være klar til at forhindre skred i budgetgennemførelsen. Støtte målene for 2013-2014 og den planlagte opnåelse af den mellemfristede målsætning senest i 2014 med konkrete foranstaltninger truffet senest i oktober 2011 efter planen i de nye flerårige budgetrammer. Styrke disse rammer yderligere ved indførelse af budgetlofter, der kan håndhæves, og bedre overvågning af alle dele af den offentlige sektor.

2.

Forstærke foranstaltninger for at bekæmpe opsplitningen af arbejdsmarkedet også ved at revidere udvalgte aspekter af lovgivningen om ansættelsessikkerhed, herunder regler om afskedigelse og procedurer, og revidere det i øjeblikket opsplittede system for arbejdsløshedsunderstøttelse, under hensyntagen til budgetmæssige hindringer. Intensivere indsatsen mod sort arbejde. Tage skridt derudover til at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet ved at øge udbuddet af muligheder for børnepasning i hele landet og ved at tilvejebringe budgetneutrale økonomiske incitamenter for sekundære forsørgere til at tage arbejde.

3.

Tage yderligere skridt, på grundlag af aftalen fra 2009 om reform af overenskomstforhandlingssystemet og efter høring af arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med national praksis, til at fremme en bedre overensstemmelse mellem løn- og produktivitetsudviklingen og lokale vilkår og virksomhedsbetingelser, herunder klausuler, der kan gøre det muligt at forhandlinger på virksomhedsniveau går i denne retning.

4.

Udvide processen med at åbne servicesektoren, herunder inden for de liberale erhverv. Vedtage den »årlige konkurrencelov« i 2011 under hensyntagen til anbefalingerne fra antitrustmyndigheden. Reducere længden af retssagsprocedurerne for sager om kontraktgennemtvingelse. Tage yderligere skridt til at fremme smv'ers adgang til kapitalmarkederne ved at fjerne reguleringsmæssige hindringer og nedsætte omkostningerne.

5.

Forbedre rammerne for den private sektors investeringer i forskning og innovation gennem udvidet anvendelse af skattemæssige incitamenter, bedre betingelser for risikovillig kapital og støtte til innovative indkøbsordninger.

6.

Tage skridt til på en omkostningseffektiv måde at fremskynde vækstfremmende udgifter med tilskud fra samhørighedsfondene for at indsnævre de vedholdende forskelle mellem regionerne ved at forbedre den administrative kapacitet og den politiske styring. Respektere forpligtelser indgået i den nationale strategiske referenceramme med hensyn til størrelsen af ressourcerne og kvaliteten af udgifterne.

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/8

(1)

Den 20. januar 2009 vedtog Rådet afgørelse 2009/290/EF (2) om at stille mellemfristet finansiel bistand til rådighed for Letland i en treårsperiode på grundlag af traktatens artikel 143. I det ledsagende aftalememorandum, der er undertegnet den 28. januar 2009, og de efterfølgende tillæg er fastlagt de økonomisk-politiske betingelser for udbetalingen af den finansielle bistand. Afgørelse 2009/290/EF blev ændret den 13. juli 2009 ved Rådets afgørelse 2009/592/EF (3). Det seneste tillæg til aftalememorandummet blev undertegnet i juni 2011.

(2)

Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske politikker, som vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge Europas potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne.

(3)

Den 13. juli 2010 vedtog Rådet en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (2010-2014), og den 21. oktober 2010 vedtog det en afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (4), som tilsammen udgør de »integrerede retningslinjer«. Medlemsstaterne blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik.

(4)

Den 12. januar 2011 vedtog Kommissionen den første årlige vækstundersøgelse, som markerer starten på en ny cyklus med økonomisk styring i EU og det første europæiske halvår med forudgående og integreret politisk samordning, som er forankret i Europa 2020-strategien.

(5)

Den 25. marts 2011 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne for finanspolitisk konsolidering og strukturreformer (i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 15. februar og 7. marts 2011 og i forlængelse af Kommissionens årlige vækstundersøgelse). Det understregede behovet for at prioritere genopretning af sunde budgetter og finanspolitisk holdbarhed, nedbringelse af ledigheden ved hjælp af arbejdsmarkedsreformer og nye bestræbelser på at øge væksten. Det opfordrede medlemsstaterne til at omsætte disse prioriteter til konkrete foranstaltninger, der skal medtages i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(6)

Den 25. marts 2011 opfordrede Det Europæiske Råd tillige de medlemsstater, der deltager i europluspagten, til at fremlægge deres tilsagn i så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer. Letlands konvergensprogram og det nationale reformprogram indeholder en generel henvisning til europluspagten. I et brev sendt til Det Europæiske Råd den 17. maj 2011 fremhæves specifikke forpligtelser og handlinger for 2011, som er inkluderet i programmerne og som er i overensstemmelse med målsætningerne i europluspagten.

(7)

Den 29. april 2011 afleverede Letland sin 2011-opdatering af konvergensprogrammet for perioden 2011-2014 og sit nationale reformprogram for 2011. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(8)

Fra 2000 til 2007 voksede Letlands økonomi hurtigere end nogen anden medlemsstats økonomi på grund af konvergensudsigterne, finansiel tilstrømning fra udlandet og en meget stor forbrugerefterspørgsel. Der skete dog en overophedning af økonomien, som i hvert fald delvis skyldtes en ekspansiv makroøkonomisk politik. Der blev akkumuleret store skævheder, hvilket også fremgår af et underskud på betalingsbalancens løbende poster på 22,3 % af BNP i 2007 og 13,1 % i 2008; Letland havde derfor EU's største konjunkturnedgang i 2008-2009. I denne periode fald realt BNP med 25 % fra det højeste til det laveste niveau, idet et sammenbrud i den indenlandske efterspørgsel blev forstærket af et fald i verdenshandelen. Letlands beskæftigelsesfrekvens, som tidligere havde været blandt de højeste i EU (75,8 % i 2008), faldt med mere end 10 procentpoint, og arbejdsløsheden, der ligger over 18 %, er nu en af EU's højeste. Det samlede underskud var på 9,7 % i 2009, men faldt til 7,7 % i 2010 som følge af finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger. I dette resultat indgår også store stabiliseringsforanstaltninger i finanssektoren, som tegnede sig for 1,1 % af BNP i 2009 og 2,3 % af BNP i 2010.

(9)

Baseret på vurderingen af det opdaterede konvergensprogram i henhold til forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at det makroøkonomiske scenarie, der danner grundlag for de budgetmæssige fremskrivninger i konvergensprogrammet, er plausibelt, selv om inflationsprognosen måske er på den lave side for 2011. Konvergensprogrammets mellemfristede budgetstrategi er at bringe det samlede offentlige underskud ned under referenceværdien 3 % af BNP inden den frist, der er fastsat i Rådets henstilling af 7. juli 2009. Når man medregner de foranstaltninger, der er gennemført siden henstillingen om at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud, og den ekstra konsolidering, som det opdaterede konvergensprogram indebærer, så er den planlagte finanspolitisk indsats for 2011-2012 på linje med den krævede justering. Med den nuværende udgangssituation indeholder konvergensprogrammet ikke nogen forventning om, at den mellemfristede målsætning kan opfyldes inden programperiodens udløb, men den planlagte finanspolitiske indsats efter underskudskorrektionen for at opfylde den mellemfristede målsætning kunne fremskyndes, herunder navnlig i 2013. Den finanspolitiske konsolideringskurs, som er fastlagt i konvergensprogrammet, er hovedsageligt udgiftsbaseret. Budgetmålene kan være behæftet med negative risici, da konvergensprogrammet ikke oplyser fuldt ud om foranstaltninger, der skal underbygge opfyldelsen af de fastlagte mål. Disse foranstaltninger forventes at blive beskrevet i de kommende budgetter. En mellemfristet nedbringelse af det primære underskud — som fastlagt i konvergensprogrammet — ville bidrage til at mindske risikoen for, at de offentlige finanser ikke er holdbare.

(10)

Kommissionen har vurderet konvergensprogrammet og det nationale reformprogram. Den har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Letland, men også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i EU, ved at der fra EU-niveau ydes bidrag til kommende nationale beslutninger. I denne forbindelse understreger Kommissionen, at det haster med at få gennemført de planlagte foranstaltninger til efterlevelse af afgørelse 2009/290/EF,

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/10

(1)

Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske politikker, som vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge Europas potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne.

(2)

Den 13. juli 2010 vedtog Rådet en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (2), som tilsammen udgør de »integrerede retningslinjer«. Medlemsstaterne blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik.

(3)

Den 12. januar 2011 vedtog Kommissionen den første årlige vækstundersøgelse, som markerer starten på en ny cyklus med økonomisk styring i EU og det første europæiske halvår med forudgående og integreret politisk samordning, som er forankret i Europa 2020-strategien.

(4)

Den 25. marts 2011 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne for finanspolitisk konsolidering og strukturreformer (i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 15. februar og 7. marts 2011 og i forlængelse af Kommissionens årlige vækstundersøgelse). Det understregede behovet for at prioritere genopretning af sunde budgetter og finanspolitisk holdbarhed, nedbringelse af ledigheden ved hjælp af arbejdsmarkedsreformer og nye bestræbelser på at øge væksten. Det opfordrede medlemsstaterne til at omsætte disse prioriteter til konkrete foranstaltninger, der skal medtages i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(5)

Den 25. marts 2011 opfordrede Det Europæiske Råd tillige de medlemsstater, der deltager i europluspagten, til at fremlægge deres tilsagn i så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(6)

Malta forelagde den 28. april 2011 sit nationale reformprogram for 2011 og den 29. april 2011 sin 2011-opdatering af stabilitetsprogrammet for perioden 2011-2014. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(7)

Da den økonomiske krise satte ind, faldt eksporten og investeringerne kraftigt, og det reale BNP faldt med 3,4 % i 2009. Beskæftigelsen faldt kun lidt, idet den blev støttet af regeringen. Eksporten og erhvervsinvesteringerne steg kraftigt i 2010, og Malta oplevede dermed et markant opsving i den økonomiske aktivitet i 2010, samtidig med at ledigheden faldt. I betragtning af den høje offentlige gæld (61,5 % af BNP i 2008) traf regeringen ikke noget omfattende finanspolitisk stimulerende tiltag, og det samlede offentlige underskud i 2009 (3,8 % af BNP) forblev således under niveauet for euroområdet som helhed. I 2010 var det offentlige finanspolitiske underskud og gældskvoterne fortsat stort set stabile.

(8)

Baseret på vurderingen af det opdaterede stabilitetsprogram i henhold til forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at det makroøkonomiske scenario, der danner grundlag for budgetfremskrivningerne, er en anelse optimistisk, især i de sidste år af stabilitetsprogramperioden. Ifølge stabilitetsprogrammet er det planlagt, at det samlede offentlige underskud skal bringes fra 3,6 % af BNP i 2010 ned under traktatens referenceværdi i 2011. Derefter skal de gradvise fremskridt hen imod den mellemfristede målsætning, som er en afbalanceret stilling i strukturelle termer, støttes af en forpligtelse til at sikre en holdbar og i vid udstrækning udgiftsbaseret konsolidering. Imidlertid er det i stabilitetsprogrammet ikke forudset, at den mellemfristede målsætning skal opfyldes inden for stabilitetsprogramperioden. Gældskvoten forventes at falde fra topniveauet i 2010, som var 68 % af BNP, til 63,7 % i 2014 takket være en positiv og stadig bedre primær balance. Den gennemsnitlige årlige strukturtilpasningsindsats i perioden 2012-2014, således som den er beregnet af Kommissionen, er stort set i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten. Budgetresultaterne kan imidlertid vise sig at blive værre end forventet som følge af eventuelle udgiftsoverskridelser og manglende information om de foranstaltninger, der danner grundlag for konsolideringsindsatsen efter 2011.

(9)

Videreførelsen af den finanspolitiske konsolidering med henblik på at opfylde den mellemfristede målsætning er en afgørende udfordring for Malta. Selv om budgettet for 2011 indeholder foranstaltninger med sigte på at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud i 2011, vil det være nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger i tilfælde af afvigelser. Troværdigheden af den mellemsigtede konsolideringsstrategi, som endnu ikke understøttes af konkrete foranstaltninger, ville være større, hvis der forelå stærkere flerårige budgetrammer. En central svaghed er de flerårige måls ikke-bindende karakter, som indebærer en relativt kort finanspolitisk planlægningsramme. I stabilitetsprogrammet er det anført, at indførelsen af en udgiftsregel er under overvejelse.

(10)

Ifølge Kommissionens seneste vurdering, synes risiciene for så vidt angår de offentlige finansers langsigtede holdbarhed at være høje, da de langsigtede budgetmæssige virkninger af befolkningens aldring, herunder pensioner, er betydeligt højere i Malta end i EU som gennemsnit. Desuden er de ældre arbejdstageres erhvervsfrekvens meget lav, hvilket skyldes, at pensionsalderen fortsat er relativt lav, at der hyppigt gøres brug af førtidspensioneringsordninger, og at ældre kvinders erhvervsfrekvens er meget lav. Pensionsreformen fra 2006 begyndte at gøre noget ved holdbarheden ved at øge pensionsalderen, om end meget gradvist, og tog fat om de fremtidige pensioners tilstrækkelighed, især gennem mere generøse indekseringsordninger og indførelsen af en garanteret national minimumspension. I det nationale reformprogram gøres der rede for den igangværende høring om de forslag til en yderligere pensionsreform, der er fremsat af pensionsarbejdsgruppen, herunder oprettelsen af en klar forbindelse mellem pensionsalder og forventet levetid og indførelsen af en obligatorisk anden pensionssøjle og en frivillig tredje søjle. Imidlertid fremsættes der i det nationale reformprogram ikke nogen generel aktiv aldringsrelateret strategi til at ledsage de igangværende og planlagte lovgivningsændringer. Sort arbejde udgør en risiko for de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt. Regeringen forelægger i det nationale reformprogram en række foranstaltninger for at rette op på dette problem, men der er ingen forslag, som tager sigte på at revidere skatte- og socialsikringssystemet, for at det skal kunne betale sig at arbejde. Arbejdet for at øge kvindernes erhvervsfrekvens er en anden vigtig udfordring for Malta, da kvindernes beskæftigelsesfrekvens her er den laveste i EU. Regeringen har i det nationale reformprogram forelagt et betydeligt antal initiativer, som fokuserer på kvindelige arbejdstagere. Gennemførelsen og virkningerne heraf skal efter planen evalueres i 2012.

(11)

I de seneste år har Malta oplevet en intensiv industriel omstrukturering, hvor de traditionelle, arbejdskraftintensive fremstillingsaktiviteter er blevet erstattet af nye aktiviteter med høj værditilvækst. Dette har ført til en forskydning mellem efterspørgslen på og udbuddet af kompetencer på arbejdsmarkedet, hvilket viser, at det er nødvendigt at tilvejebringe de kompetencer, der kræves i de nye sektorer, navnlig gennem højere uddannelse, i et forsøg på at diversificere Maltas økonomiske grundlag yderligere.

(12)

Malta har EU's højeste procenttal af unge, som forlader skolen tidligt, med 36,8 % i 2009 sammenholdt med et EU-gennemsnit på 14,4 %. Landet har også en lav andel af unge i alderen 30-34 år med et videregående eller tilsvarende uddannelsesniveau (21,1 % sammenlignet med et EU-gennemsnit på 32,3 % i 2009). Malta vil reducere procenttallet af unge, der forlader skolen tidligt, til 29 % og øge andelen af videregående eller tilsvarende uddannelse for aldersgruppen 30-34 år til 33 % i tiden frem til 2020. I 2011 indførte det foranstaltninger med henblik på at kanalisere de unge, der potentielt ville forlade skolen tidligt, over til interessante karrieremuligheder gennem erhvervsfaglig uddannelse eller nye chancer for læring.

(13)

Malta er en af de få EU-medlemsstater, som har en generel lønindekseringsmekanisme. Lønstigningerne er kædet sammen med en obligatorisk leveomkostningsjusteringsmekanisme, der udløser lønstigninger i overensstemmelse med den seneste inflationsudvikling, dog med forholdsvis større stigninger i den lave ende af lønskalaen. I og med at minimumslønnen dermed stiger, vil denne justering potentielt kunne skade de arbejdskraftintensive sektorers konkurrenceevne yderligere. Spørgsmålet er især relevant i lyset af de seneste energiprisstigninger, som vil kunne føre til en løn- og prisspiral.

(14)

Malta er næsten fuldstændig afhængig af importeret olie til at dække sit energibehov, hvilket gør økonomien sårbar over for olieprisændringer. Dette vil sammen med det maltesiske energisystems utilstrækkelighed kunne give problemer for iværksætterånden og konkurrenceevnen i de små og mellemstore virksomheder. Hvis man udnytter mulighederne for at producere energi fra vedvarende kilder, vil det kunne afføde den dobbelte gevinst, at konkurrenceevnen forbedres, samtidig med at energi- og klimamålene nås. Oplysningerne om energiforanstaltninger i det nationale reformprogram er imidlertid begrænsede, hvilket gør det vanskeligt at vurdere deres gennemførlighed og omkostningseffektivitet.

(15)

Malta har afgivet et antal tilsagn inden for rammerne af europluspagten. Tilsagnene vedrører to af pagtens områder: konkurrenceevne og de offentlige finansers holdbarhed. På det finanspolitiske område omfatter tilsagnene en styrkelse af ansvarligheden og gennemsigtigheden i de budgetmæssige rammer samt overvejelser om indførelse af mekanismer med henblik på at øge disciplinen i forbindelse med budgetgennemførelsen. For at øge produktiviteten er der forudset foranstaltninger, som skal forbedre erhvervsmiljøet og finansieringsvilkårene for virksomheder og styrke konkurrencen inden for tjenesteydelser, specielt hvad angår telekommunikation. Selv om tilsagnene under europluspagten indgår i det nationale reformprogram, tager de ikke fat om beskæftigelsen og den finansielle stabilitet. Myndighederne fokuserer på at øge produktiviteten, men erkender imidlertid ikke, at den nuværende lønindekseringsmekanisme indvirker på Maltas konkurrenceevne. Tilsagnene under europluspagten er blevet vurderet og taget i betragtning i henstillingerne.

(16)

Kommissionen har vurderet stabilitetsprogrammet, det nationale reformprogram og tilsagnene under europluspagten for Malta. Den har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Malta, men også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i EU, ved at der fra EU-niveau ydes bidrag til kommende nationale beslutninger. På den baggrund finder Kommissionen, at der, selv om de planlagte fremskridt for at nå den mellemfristede målsætning er hensigtsmæssige, er betydelige risici forbundet med konsolideringsstrategien, da den ikke suppleres af konkrete foranstaltninger, og der ligesom tidligere vil kunne forekomme udgiftsoverskridelser. Desuden vil de mellemfristede budgetrammers ikke-bindende karakter muligvis ikke fremme den finanspolitiske disciplin. De relativt høje langsigtede omkostninger i forbindelse med aldring, herunder især udgifterne til pensioner, udgør en risiko for Maltas offentlige finansers langsigtede holdbarhed. I det nationale reformprogram erkendes de vigtigste strukturelle udfordringer, som Maltas økonomi står over for, men det synes at være berettiget at udvise yderligere opmærksomhed om visse spørgsmål, navnlig en bedre udnyttelse af økonomiens arbejdskraftpotentiale og en gennemgang af lønfastsættelsesmekanismen, samt at der tages de nødvendige skridt til reform heraf, for at sikre en bedre overensstemmelse mellem udviklingen i lønninger og produktivitet samt gennemførelsen af energidiversificering.

(17)

På baggrund af denne vurdering og under hensyntagen til Rådets henstilling af 16. februar 2010 i medfør af artikel 126, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Rådet undersøgt 2011-opdateringen af Maltas stabilitetsprogram, og Rådets udtalelse (3) afspejles især i henstilling 1) og 2) nedenfor. Rådet har under hensyntagen til Det Europæiske Råds konklusioner af 25. marts 2011 undersøgt Maltas nationale reformprogram,

1.

Sikre at det uforholdsmæssigt store underskud korrigeres i 2011 i overensstemmelse med henstillingerne i henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt stort underskud, idet der gøres klar til at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på at forebygge eventuelle afvigelser, og vedtage konkrete foranstaltninger til støtte for virkeliggørelsen af underskudsmålet for 2012. Bringe den høje offentlige gældskvote på nedadgående kurs og sikre et passende fremskridt mod den mellemfristede målsætning. Definere de nødvendige brede foranstaltninger fra 2013 og fremefter for at styrke den mellemsigtede konsolideringsstrategis troværdighed, og fastlægge de finanspolitiske mål i bindende, regelbaserede flerårige finanspolitiske rammer, samtidig med at overvågningen af budgetgennemførelsen forbedres.

2.

Træffe tiltag for at sikre pensionssystemets bæredygtighed så som ved at fremskynde den gradvise forhøjelse af pensionsalderen og kæde denne sammen med den forventede levetid. Ledsage den højere obligatoriske pensionsalder af en omfattende strategi for aktiv aldring, og tilstræbe at begrænse anvendelsen af førtidspensioneringsordninger og anspore private pensionsopsparinger.

3.

Fokusere uddannelsernes resultater mere på arbejdsmarkedsbehovene, navnlig ved at der gøres en yderligere indsats mod at forbedre adgangen til højere uddannelse, og ved at erhvervsuddannelsessystemets effektivitet styrkes. Træffe yderligere foranstaltninger til at mindske antallet af unge, som forlader skolen tidligt, ved at årsagerne hertil identificeres, analyseres og måles i tiden frem til 2012, og ved at der oprettes en mekanisme for regelmæssig overvågning af og rapportering om foranstaltningernes succesfulde resultater.

4.

Gennemgå og tage de nødvendige skridt til at reformere systemet vedrørende lønforhandling og den automatiske lønindekseringsmekanisme i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis, således at det sikres, at lønvæksten bedre afspejler udviklingen inden for arbejdsproduktiviteten og konkurrenceevnen.

5.

Gøre en større indsats for at mindske Maltas afhængighed af importeret olie, idet der bør investeres i vedvarende energi og i fuldt omfang gøres brug af disponible EU-midler til at opgradere infrastrukturen og fremme energieffektiviteten.

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/13

1.

Den 22. december 2010 vedtog Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens årlige budget (herefter »forslaget«). Det samler og erstatter to tidligere forslag fra Kommissionen om revision af finansforordningen (Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (3)). Disse to forslag vedrørte dels revisionen af finansforordningen hvert tredje år, dels revisionen af finansforordningen for at tilpasse den til Lissabontraktaten (4).

2.

Den 5. januar 2011 blev forslaget sendt til EDPS, jf. artikel 28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001. EDPS blev hørt uformelt inden vedtagelsen af forslaget. EDPS anbefaler lovgiver at medtage en henvisning til høringen af EDPS i starten af forslaget til forordning.

3.

Forslaget har visse databeskyttelsesmæssige implikationer på EU-plan såvel som på nationalt plan, som vil blive drøftet i denne udtalelse.

4.

Henvisninger til de relevante databeskyttelsesinstrumenter findes i forslaget. Som det vil fremgå af denne udtalelse, er der dog behov for nogen uddybning og tydeliggørelse for at sikre fuld overensstemmelse med retsgrundlaget for databeskyttelse.

5.

Forslaget til forordning omfatter en række spørgsmål, der indebærer behandling af personoplysninger i EU-institutioner, -agenturer og -organer og i enheder på medlemsstatsplan. Denne behandling vil blive analyseret mere indgående nedenfor. Når EU-institutionerne, -agenturerne og -organerne behandler personoplysninger, er de underlagt de regler om databeskyttelse, der er fastsat i forordning (EF) nr. 45/2001. Enheder på nationalt plan er underlagt nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat til gennemførelse af direktiv 95/46/EF.

6.

EDPS glæder sig over at se henvisninger til et af disse to instrumenter eller begge i forslaget til forordning (5). Der henvises dog ikke systematisk og konsekvent til instrumenterne i forslaget. EDPS opfordrer derfor lovgiver til at behandle dette spørgsmål på en mere detaljeret måde i forordningen.

7.

EDPS anbefaler lovgiver at medtage følgende to henvisninger til direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001 i præamblen til forordningen.

»Denne forordning berører ikke kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.«

8.

Desuden anbefaler EDPS, at der medtages en henvisning til direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001 i artikel 57, stk. 2, litra f), som det er tilfældet i forslagets artikel 31, stk. 3.

9.

Artikel 28 i forslaget vedrører den interne kontrol med budgetgennemførelsen. I stk. 2, litra d), bestemmes det, at intern kontrol i forbindelse med gennemførelsen af budgettet defineres som en proces, der har til formål at give en rimelig sikkerhed for forebyggelse, afsløring og korrigering af svig og uregelmæssigheder.

10.

I tilfælde af Kommissionens indirekte gennemførelse af budgettet via delt forvaltning med medlemsstaterne eller med enheder og personer, bortset fra medlemsstaterne fremgår det af henholdsvis artikel 56, stk. 2, og artikel 57, stk. 3, at medlemsstaterne og enhederne og personerne forebygger, opdager og korrigerer uregelmæssigheder og svig i udførelsen af deres opgaver i tilknytning til gennemførelsen af budgettet. Det er indlysende, at sådanne foranstaltninger skal være fuldt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 95/46/EF.

11.

I denne forbindelse fremgår det af artikel 56, stk. 4, litra f) (som skulle være stk. 4, litra e), ifølge den logiske rækkefølge), at organer, der er godkendt af medlemsstaterne, som alene har ansvaret for en korrekt forvaltning og kontrol af midlerne, skal »sikre beskyttelse af personoplysninger, der opfylder kravene i direktiv 95/46/EF«. EDPS anbefaler en styrkelse af denne henvisning ved at ændre den til »sikre, at enhver behandling af personoplysninger er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 95/46/EF«.

12.

Med hensyn til andre enheder og personer end medlemsstaterne fremgår det af artikel 57, stk. 2, litra f), at disse enheder og personer skal »sikre en rimelig beskyttelse af personoplysninger«. EDPS kritiserer på det kraftigste denne sætning, da den ser ud til at åbne mulighed for en mindre stram anvendelse af databeskyttelsesreglerne. EDPS anbefaler derfor, at denne sætning også erstattes med sætningen »sikre, at enhver behandling af personoplysninger er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 95/46/EF«.

13.

Artikel 63, stk. 8, i forslaget omhandler fænomenet »rapportering af uregelmæssigheder«. Heri pålægges det enhver ansat, som mener, at en beslutning, som hans overordnede pålægger ham at føre ud i livet, er i modstrid med gældende regler, med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning eller med de faglige regler, han skal overholde, at informere den bemyndigede anvisningsberettigede (eller den særlige instans til behandling af økonomiske uregelmæssigheder nedsat i henhold til forslagets artikel 70, stk. 6). Er der tale om en ulovlig aktivitet, svig eller bestikkelse, der vil kunne skade EU's interesser, underretter den ansatte de myndigheder og instanser, der er fastsat i den gældende lovgivning.

14.

EDPS vil gerne påpege, at informanterne befinder sig i en følsom situation. Personer, der modtager sådanne oplysninger, skal sikre, at en informants identitet holdes fortrolig, navnlig over for den person, om hvem den påståede fejl indberettes (6). Når fortroligheden af informantens identitet sikres, beskytter det ikke blot den person, der fremkommer med oplysningerne, det sikrer også effektiviteten af selve ordningen med rapportering af uregelmæssigheder. Uden tilstrækkelige garantier for fortrolighed vil ansatte være mindre tilbøjelige til at indberette uregelmæssige eller ulovlige aktiviteter.

15.

Beskyttelse af fortroligheden af informantens identitet er dog ikke absolut. Efter den første interne undersøgelse, kan der være yderligere proceduremæssige eller retlige skridt, som kræver, at informantens identitet afsløres for f.eks. de retlige myndigheder. De nationale regler vedrørende retslige procedurer skal i denne forbindelse overholdes (7).

16.

Der kan også forekomme situationer, hvor den person, der anklages for en forseelse, har ret til at få navnet på informanten. Dette er muligt, hvis denne person har brug for informantens identitet for at kunne indlede retslige procedurer mod informanten efter, at det er blevet fastslået, at denne i ond tro har fremsat falske anklager mod ham (8).

17.

EDPS anbefaler, at det nuværende forslag ændres, og at det sikres, at informantens identitet holdes fortrolig under undersøgelserne, for så vidt dette ikke er i strid med nationale regler om retslige procedurer, og for så vidt den person, der anklages for en forseelse, ikke har ret til at få kendskab til den, fordi informantens identitet er nødvendig for at kunne indlede retslige procedurer mod informanten efter, at det er blevet fastslået, at informanten i ond tro har fremsat falske anklager mod ham.

18.

Ifølge artikel 31 (Offentliggørelse af modtagere af EU-midler og andre oplysninger), stk. 2, giver Kommissionen på en hensigtsmæssig måde adgang til de oplysninger om modtagerne af midler fra budgettet, som den ligger inde med, når budgettet gennemføres centralt og direkte af dens tjenestegrene eller af EU-delegationer.

19.

I artikel 31, stk. 3, bestemmes det, at disse oplysninger »stilles til rådighed under behørig iagttagelse af fortrolighedskravene, især beskyttelse af personoplysninger som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 og af sikkerhedskravene under hensyn til de særlige forhold i forbindelse med hver af […] forvaltningsmetoder samt, hvor det er relevant, i overensstemmelse med de relevante sektorspecifikke bestemmelser«.

20.

Offentliggørelse af identiteten på modtagere af EU-midler blev behandlet af EU-Domstolen i dens dom af november 2010 i sagen Schecke og Eifert  (9). Uden at gå nærmere i detaljer med den sag skal det understreges, at EU-Domstolen nøje vurderede, om EU-lovgivningen, der indeholdt en forpligtelse til at afsløre oplysningerne, var i overensstemmelse med artikel 7 og 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder (herefter »EU-charteret«).

21.

EU-Domstolen undersøgte formålet med afsløring af oplysningerne og dernæst foranstaltningens proportionalitet. EU-Domstolen fandt, at institutionerne, inden de udbreder oplysninger om en fysisk person, er forpligtede til at foretage en afvejning mellem Unionens interesse i at sikre åbenhed omkring sin virksomhed og indgrebet i de rettigheder, der er anerkendt i EU-chartret (10). EU-Domstolen understregede, at undtagelser fra og begrænsninger af beskyttelsen af personoplysninger skal holdes inden for det strengt nødvendige (11).

22.

EU-Domstolen fandt, at institutionerne skulle undersøge forskellige fremgangsmåder til offentliggørelse af oplysninger for at finde frem til en, der ville være forenelig med formålet med en sådan offentliggørelse og samtidig ville være mindre indgribende i disse modtageres ret til respekt for deres privatliv i almindelighed og ret til beskyttelse af deres personoplysninger i særdeleshed (12). Specifikt i forbindelse med den pågældende sag, nævnte EU-Domstolen en begrænsning af offentliggørelsen af personoplysninger om disse modtagere alt efter, i hvilken periode de har modtaget disse midler, hyppigheden af en sådan modtagelse eller efter midlernes art og omfang (13).

23.

EDPS understreger endnu en gang, at privatlivets fred og databeskyttelse ikke har til opgave at forhindre offentlig adgang til oplysninger, når der er personoplysninger involveret, og uberettiget begrænse EU-administrationens gennemsigtighed. EDPS støtter det synspunkt, at princippet om gennemsigtighed »giver borgerne bedre mulighed for at deltage i beslutningsprocessen og sikrer forvaltningen en større legitimitet og effektivitet samt gør den mere ansvarlig over for borgerne i et demokratisk system«, offentliggørelsen på internettet af personoplysninger vedrørende de omhandlede modtagere kan, når den sker ordentligt, medvirke til »at administrationen udviser fornuft ved anvendelsen af de offentlige midler« og »den offentlige kontrol af de omhandlede midlers anvendelse (øges)« (14).

24.

På denne baggrund ønsker EDPS at understrege, at EU-Domstolens betragtninger beskrevet i de ovenstående afsnit har direkte relevans for det aktuelle forslag. Selv om der henvises til direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001, er det ikke sikkert, at den påtænkte offentliggørelse lever op til kravene, som EU-Domstolen redegjorde for i Schecke-dommen. I denne henseende skal det understreges, at EU-Domstolen ikke blot annullerede Kommissionens forordning, der indeholdt de detaljerede regler for offentliggørelse af oplysninger om modtagerne af landbrugsstøtte (15), men også bestemmelsen i forordningen, der udgør retsgrundlaget for Kommissionens forordning, og som indeholdt det generelle krav om offentliggørelse af oplysningerne, når modtagerne er fysiske personer (16).

25.

EDPS nærer stærk tvivl om, hvorvidt det aktuelle forslag lever op til kriterierne, sådan som de fortolkes af EU-Domstolen i Schecke-dommen. Hverken artikel 31 eller de øvrige artikler indeholder et klart og veldefineret formål med offentliggørelsen af personoplysninger. Desuden er det uklart, hvornår og i hvilket format oplysningerne vil blive offentliggjort. Det er derfor ikke muligt at vurdere, hvornår den rette balance mellem de forskellige involverede interesser er fundet, og at kontrollere, om offentliggørelsen vil være proportional, som EU-Domstolen udtrykkeligt understregede Schecke-dommen. Det er desuden uklart, hvordan de berørte registreredes rettigheder vil blive sikret.

26.

Selv hvis det påtænkes at gennemføre lovgivning — hvilket ikke fremgår klart — skal de netop anførte grundlæggende tydeliggørelser være indeholdt i det retsgrundlag, som finansforordningen skal udgøre for afsløring af sådanne oplysninger.

27.

EDPS anbefaler derfor lovgiver at tydeliggøre formålet og forklare nødvendigheden af den påtænkte afsløring, at anføre, hvordan og i hvilket omfang personoplysninger vil blive afsløret, at sikre, at oplysninger kun afsløres, hvis dette er forholdsmæssigt, og at sikre, at de registrerede kan gøre deres rettigheder i henhold til EU's databeskyttelseslovgivning gældende.

28.

Forslagets artikel 103 omhandler den ordregivende myndigheds mulighed for at anvende administrative eller finansielle sanktioner over for (a) kontrahenter, ansøgere eller tilbudsgivere, der har afgivet urigtige oplysninger ved meddelelsen af de oplysninger, som den ordregivende myndighed har krævet som betingelse for deltagelse i den pågældende procedure, eller ikke har afgivet de krævede oplysninger (jf. artikel 101, litra b)), eller (b) kontrahenter, der er fundet skyldige i grov misligholdelse af deres forpligtelser i henhold til en kontrakt, der finansieres over budgettet.

29.

I artikel 103, stk. 1, bestemmes det, at den pågældende skal have lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Ifølge artikel 103, stk. 2, kan sanktionerne bestå i udelukkelse af den pågældende person fra aftaler og tilskud, der finansieres over budgettet, i en periode på højst ti år, og/eller økonomiske sanktioner, der højst kan svare til aftaleværdien.

30.

I forhold til den aktuelle situation er det nye element i forslaget muligheden for, at den i artikel 103, stk. 3, nævnte institution kan offentliggøre beslutninger eller resuméer af beslutninger med angivelse af navnet på den erhvervsdrivende, en kort beskrivelse af omstændighederne, udelukkelsens varighed eller den økonomiske sanktions størrelse.

31.

Denne bestemmelse giver, for så vidt den medfører afsløring af oplysninger om fysiske personer, anledning til visse spørgsmål ud fra et databeskyttelsesmæssigt synspunkt. For det første betyder brugen af ordet »kan«, at offentliggørelsen ikke er obligatorisk. Men dette medfører, at en række punkter i teksten til forslaget ikke er klare. Hvad er f.eks. formålet med en sådan afsløring? Hvilke kriterier lægges til grund for den pågældende institutions beslutning om afsløring? Hvor længe vil oplysningerne være offentligt tilgængelige, og i hvilket medium? Hvem vil kontrollere, om oplysningerne forbliver korrekte, og hvem vil ajourføre dem? Hvem vil informere den berørte person om afsløringen? Alle disse spørgsmål har forbindelse med kravene til oplysningernes pålidelighed indeholdt i artikel 6 i direktiv 95/46/EF og artikel 4 i forordning (EF) nr. 45/2001.

32.

Det skal understreges, at offentliggørelse af sådanne oplysninger har en yderligere negativ indflydelse på den berørte person. Offentliggørelsen bør kun tillades, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn til det påtænkte formål. De i del II.4 ovenfor fremsatte bemærkninger i forbindelse med EU-Domstolens afgørelse i Schecke-sagen er også relevante her.

33.

Den foreslåede tekst i artikel 103, stk. 3, lever i den nuværende form ikke helt op til kravene i databeskyttelseslovgivningen. EDPS anbefaler derfor lovgiver at tydeliggøre formålet og forklare nødvendigheden af den påtænkte afsløring, at anføre, hvordan og i hvilket omfang personoplysninger vil blive afsløret, at sikre, at oplysninger kun afsløres, hvis dette er proportionalt, og at sikre, at de registrerede kan gøre deres rettigheder i henhold til EU's databeskyttelseslovgivning gældende.

34.

Forslaget indebærer også, at der oprettes en central udelukkelsesdatabase, der indeholder detaljerede oplysninger om ansøgere og tilbudsgivere, som er udelukket fra at deltage i bud (jf. artikel 102). Denne database er allerede oprettet på grundlag af den aktuelle finansforordning, og de nærmere regler for dens funktion er fastlagt i Kommissionens forordning (EF) nr. 1302/2008. EDPS har analyseret behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af den centrale udelukkelsesdatabase i sin udtalelse om forudgående kontrol af 26. maj 2010 (17).

35.

Der er mange modtagere af de oplysninger, som findes i den centrale udelukkelsesdatabase. Afhængigt af hvem der får adgang til databasen, finder artikel 7, 8 eller 9 i forordning (EF) nr. 45/2001 anvendelse.

36.

EDPS konkluderede i ovennævnte udtalelse om forudgående kontrol, at den nuværende praksis i forbindelse med gennemførelse af artikel 7 (andre EU-institutioners og -agenturers anvendelse af databasen) og 8 (myndigheders og visse andre organer i medlemsstaternes anvendelse af den centrale udelukkelsesdatabase) var i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001.

37.

Der kunne dog ikke drages den samme konklusion i forbindelse med videregivelse af oplysninger til tredjelandes myndigheder, der er omfattet af artikel 9 i forordning (EF) nr. 45/2001, som vedrører videregivelse af oplysninger til tredjelandes myndigheder og/eller internationale organisationer. I artikel 102, stk. 2, bestemmes det, at også tredjelande skal have adgang til den centrale udelukkelsesdatabase.

38.

I artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 45/2001 bestemmes det, at »videregivelse af personoplysninger til modtagere, som ikke er fællesskabsinstitutioner eller -organer, og som ikke er undergivet national lovgivning, der er vedtaget i medfør af direktiv 95/46/EF, må kun finde sted, hvis modtagerens land eller den modtagende internationale organisation sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, og personoplysningerne alene videregives med henblik på udførelse af opgaver, der ligger inden for den registeransvarliges kompetenceområde.«. Som en undtagelse fra artikel 9, stk. 1, tillader artikel 9, stk. 6, videregivelse af personoplysninger til lande, der ikke yder en tilstrækkelig beskyttelse, hvis »videregivelsen er nødvendig eller følger af retsregler for at beskytte en vigtig samfundsinteresse (…)«.

39.

I ovennævnte udtalelse om forudgående kontrol understregede EDPS, at det var nødvendigt at tage yderligere skridt til at sikre, at modtageren i tilfælde af videregivelse til et tredjeland eller en organisation garanterer et passende beskyttelsesniveau. EDPS ønsker at understrege, at en sådan konstatering af tilstrækkelighed skal baseres på en vurdering fra sag til sag og bør omfatte en grundig analyse af omstændighederne omkring en sådan videregivelse eller række af videregivelser af oplysninger. Finansforordningen kan ikke fritage Kommissionen fra denne forpligtelse. En videregivelse, der er baseret på en af undtagelserne i artikel 9, bør ligeledes baseres på en vurdering fra sag til sag.

40.

I denne forbindelse anbefaler EDPS lovgiver at tilføje et ekstra stk. til artikel 102, der specifikt vedrører beskyttelse af personoplysninger. Afsnittet kunne begynde med den første sætning, der allerede findes i artikel 102, stk. 1, nemlig »Kommissionen opretter og forvalter en central database i overensstemmelse med Unionens bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger«. Hertil bør tilføjes, at myndighederne i tredjelande kun gives adgang, når betingelserne i artikel 9 i forordning (EF) nr. 45/2001 er opfyldt.

41.

Det foreliggende forslag har visse databeskyttelsesmæssige implikationer på EU-plan såvel som på nationalt plan, som er blevet drøftet i denne udtalelse. Henvisninger til de relevante databeskyttelsesinstrumenter findes i forslaget. Som det imidlertid klart fremgår af denne udtalelse, er der dog behov for nogen uddybning og tydeliggørelse for at sikre fuld overensstemmelse med retsgrundlaget for databeskyttelse. EDPS anbefaler følgende:

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/19

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/21

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/25

—

under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/da/index.htm) under dokumentnummer 32011M6274. EUR-Lex giver online-adgang til EU-retten.

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/25

—

under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/da/index.htm) under dokumentnummer 32011M6265. EUR-Lex giver online-adgang til EU-retten.

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/26

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/27

—

Albanien

AL

—

Bosnien og Hercegovina

BA

—

Kroatien

HR

—

Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

MK (2)

—

Montenegro

ME

—

Serbien

RS

—

Tyrkiet

TR

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/29

Anm. 1:

Formodning om overensstemmelse ved efterlevelse af standarden vil normalt ophøre på den tilbagetrækningsdato der fastsættes af det europæiske standardiseringsorgan, men brugerne af disse standarder gøres opmærksom på at den i særlige tilfælde kan ophøre på et andet tidspunkt.

Anm. 2.1:

Den nye (eller ændrede) standard har samme anvendelsesområde som den erstattede standard. Fra og med den anførte dato medfører efterlevelse af den erstattede standard ikke længere formodning om overensstemmelse med direktivets væsentlige krav.

Anm. 2.2:

Den nye standard har et bredere anvendelsesområde end de erstattede standarder. Fra og med den anførte dato medfører efterlevelse af de erstattede standarder ikke længere formodning om overensstemmelse med direktivets væsentlige krav.

Anm. 2.3:

Den nye standard har et snævrere anvendelsesområde end den erstattede standard. For produkter der falder ind under den nye standards anvendelsesområde medfører efterlevelse af den (delvis) erstattede standard fra og med den anførte dato ikke længere formodning om overensstemmelse med direktivets væsentlige krav. Formodningen om overensstemmelse med direktivets væsentlige krav gælder fortsat for produkter der falder inden for den (delvis) erstattede standards anvendelsesområde, men ikke inden for den nye standards anvendelsesområde.

Note 3:

I tilfælde af tillæg til standarder, er reference standarden EN CCCCC:YYYY, incl. eventuelle tidligere tillæg, og det nye anførte tillæg; består den erstattede standard (kolonne 3) af EN CCCCC:YYYY og dens eventuelle tidligere tillæg, men ikke det nye anførte tillæg. På den angivne dato vil den erstattede standard ophøre med at give formodning om overensstemmelse direktivets væsentlige krav.

—

Oplysninger om hvorvidt standarder er disponible kan fås enten hos de europæiske standardiseringsorganer eller hos de nationale standardiseringsorganer, hvoraf en liste er vedlagt som bilag til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/34/EF ændret ved direktiv 98/48/EF.

—

Harmoniserede standarder vedtages af Den Europæiske Standardiseringsorganisation på engelsk (CEN og Cenelec offentliggør også standarder på fransk og tysk). Derefter oversætter de nationale standardiseringsorganer titlerne på de harmoniserede standarder til alle de øvrige officielle sprog i Den Europæiske Union. Europa Kommissionen er ikke ansvarlig for, om de titler, der forelægges med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, er korrekte.

—

Offentliggørelsen af referencerne i Den Europæiske Unions Tidende betyder ikke at standarderne findes på alle fællesskabssprog.

—

Denne liste erstatter alle tidligere lister offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Kommissionen sørger for at ajourføre listen.

—

Yderligere information kan findes på Europa-serveren:

http://ec.europa.eu/enterprise/policies/european-standards/harmonised-standards/index_en.htm

—

CEN: Avenue Marnix 17, 1000 Bruxelles/Brussel, BELGIQUE/BELGIË, Tlf. +32 25500811; Fax +32 25500819 (http://www.cen.eu)

—

Cenelec: Avenue Marnix 17, 1000 Bruxelles/Brussel, BELGIQUE/BELGIË, Tlf. +32 25196871; Fax +32 25196919 (http://www.cenelec.eu)

—

ETSI: 650 route des Lucioles, 06921 Sophia Antipolis, FRANCE, Tlf. +33 492944200; Fax +33 493654716 (http://www.etsi.eu)

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/31

1.

Skal Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2001/83/EF og eventuelt anden EØS-lovgivning, herunder artikel 11, 12 og 13 i hovedteksten i EØS-aftalen om varernes frie bevægelighed, fortolkes sådan, at en plejeinstitution som sagsøgeren, der yder sundhedspleje og lægehjælp, ikke til brug for de personer, der behandles på plejehjemmet må importere lægemidler fra Norge, som der er givet en norsk national markedsføringstilladelse for, under henvisning til en islandsk national markedsføringstilladelse for lægemidler af samme navn, hvis tilladelserne blev givet, før direktiv 2001/83/EF trådte i kraft?

2.

Hvis det forholder sig således, hvordan skal en plejeinstitution som sagsøgeren, der gør gældende, at lægemidler importeret fra en anden kontraherende part i EØS har en islandsk markedsføringstilladelse, da godtgøre, at det er tilfældet? Skal artikel 51, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF fortolkes sådan, at plejeinstitutionen skal fremlægge et kontrolbevis for sagsøgte som den kompetente tilsynsmyndighed? Er det muligt, at der kunne stilles mindre strenge bevisbyrdekrav i forbindelse med import af lægemidler fra Norge, hvis lægemidlerne ikke skal videresælges eller på anden måde distribueres eller markedsføres på Island, men kun skal anvendes til brug for de personer, der behandles på plejehjemmet?

3.

Har de kompetente myndigheder et fuldstændig ubegrænset skøn med hensyn til, om — og i givet fald til hvem — de vil give dispensation i henhold til artikel 63, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF, når det drejer sig om lægemidler, der importeres af en plejeinstitution som sagsøger, og lægemidlerne ikke skal administreres af patienten selv, men gøres klar af en farmaceut, der er ansat ved plejeinstitutionen, og uddeles til patienten i en særligt indrettet doseringsæske?

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/32

1.

Den 12. juli 2011 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved CVC Capital Partners SICAV-FIS SA (Luxemburg) og Ande Investissements SA (Luxembourg) gennem opkøb af aktier erhverver fælles kontrol over Delachaux SA (Frankrig), jf. Fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b).

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under EF-fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure til behandling af visse fusioner efter EF-fusionsforordningen (2).

4.

Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Bemærkningerne skal være Kommissionen i hænde senest ti dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse og kan med angivelse af sagsnummer COMP/M.6295 — CVC/Ande/Delachaux sendes til Kommissionen pr. fax (+32 22964301), pr. e-mail til COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu eller pr. brev til følgende adresse:

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/33

1.

Den 13. juli 2011 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved MEIF II Luxembourg Holdings Sàrl (»MEIF II«, Luxembourg), der kontrolleres af Macquarie Group Limited (»Macquarie Group«, Australien), gennem opkøb af aktier erhverver kontrol over hele Airwave Solutions Limited (»Airwave«, Det Forenede Kongerige), jf. Fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b).

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under EF-fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure til behandling af visse fusioner efter EF-fusionsforordningen (2).

4.

Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Bemærkningerne skal være Kommissionen i hænde senest ti dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse og kan med angivelse af sagsnummer COMP/M.6309 — Macquarie Group/Airwave Solutions sendes til Kommissionen pr. fax (+32 22964301), pr. e-mail til COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu eller pr. brev til følgende adresse:

21.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 215/34