ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2011.107.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 107

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

54. årgang
6. april 2011


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

469. plenarmøde den 16. og 17. februar 2011

2011/C 107/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om adgang til sekundære råmaterialer (skrot, genbrugspapir osv.) (initiativudtalelse)

1

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

469. plenarmøde den 16. og 17. februar 2011

2011/C 107/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse — redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU — KOM(2010) 367 endelig

7

2011/C 107/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Centralbank — Bankafviklingsfonde — KOM(2010) 254 endelig

16

2011/C 107/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Centralbank — Regulering af finansielle tjenesteydelser med sigte på bæredygtig vækst — KOM(2010) 301 endelig

21

2011/C 107/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/25/EF for så vidt angår bestemmelserne for traktorer, der markedsføres under fleksibilitetsordningen — KOM(2010) 607 endelig — 2010/0301 (COD)

26

2011/C 107/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) — KOM(2010) 537 endelig — 2010/0266 (COD) — og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere — KOM(2010) 539 endelig — 2010/0267 (COD)

30

2011/C 107/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/… om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i EU's fjernområder — KOM(2010) 498 endelig

33

2011/C 107/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om køreplan for overgang til et kulstoffattigt energisystem inden 2050 (sonderende udtalelse)

37

2011/C 107/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Handlingsplan vedrørende applikationer for det globale satellitnavigationssystem (GNSS) — KOM(2010) 308 endelig

44

2011/C 107/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne — KOM(2010) 311 endelig

49

2011/C 107/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et radiofrekvenspolitikprogram — KOM(2010) 471 endelig — 2010/0252 (COD) — og meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om bredbånd i Europa: Investering i digitalt drevet vækst — KOM(2010) 472 endelig

53

2011/C 107/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) — KOM(2010) 521 endelig

58

2011/C 107/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik — KOM(2010) 494 endelig — 2010/0257 (COD)

64

2011/C 107/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) […/…] om ændring af forordning (EF) nr. 1406/2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed — KOM(2010) 611 endelig — 2010/0303 (COD)

68

2011/C 107/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ophævelse af forældede rådsretsakter om den fælles landbrugspolitik — KOM(2010) 764 endelig — 2010/0368 (COD)

72

2011/C 107/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (omarbejdning) — KOM(2010) 784 endelig — 2010/0387 (CNS)

73

2011/C 107/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om montering, placering, virkemåde og identifikation af betjeningsanordninger for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodifikation) — KOM(2010) 717 endelig — 2010/0348 (COD)

74

2011/C 107/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om landbrugs- og skovbrugshjultraktorers bremseapparater (kodifikation) — KOM(2010) 729 endelig — 2010/0349 (COD)

75

2011/C 107/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betjeningsplads og adgangsforhold til førerplads samt om døre og vinduer i førerhuse på landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodifikation) — KOM(2010) 746 endelig — 2010/0358 (COD)

76

2011/C 107/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker — KOM(2011) 6 endelig — 2011/0007 (CNS)

77

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

469. plenarmøde den 16. og 17. februar 2011

6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om adgang til sekundære råmaterialer (skrot, genbrugspapir osv.) (initiativudtalelse)

2011/C 107/01

Ordfører: Josef ZBOŘIL

Medordfører: Enrico GIBELLIERI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 15. juli 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Adgang til sekundære råmaterialer (skrot, genbrugspapir osv.).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer, som vedtog sin udtalelse den 13. januar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 88 stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Udvalget sætter stor pris på de individuelle industrisammenslutningers analyser, der belyser den aktuelle situation og de sandsynlige fremtidsscenarioer, der kan føre til alvorlige skævheder mellem udbud og efterspørgsel på markedet for sekundære råmaterialer.

1.2   Udvalget gør også opmærksom på, at råmaterialers tilgængelighed som sådan betragtes og behandles som et strategisk spørgsmål i nogle lande (USA, Kina). I disse lande er der selvsagt lignende skrappe bestemmelser for sekundære råmaterialer. EØSU glæder sig derfor over, at materialeeffektivitet er kommet øverst på miljøgeneraldirektoratets dagsorden.

1.3   Adgang til råmaterialer varierer betydeligt fra én industri til en anden. Ligeledes varierer materialestrømmene alt efter de påkrævede materialers karakter, og alt efter hvordan de traditionelt anvendes. I nogle tilfælde, som glas- og stålindustrien, kunne målet om materialeeffektivitet nås ved blot at finjustere og afbalancere eksisterende systemer og produktionsprocesser ved hjælp af veldefinerede incitamenter. EØSU gør opmærksom på, at hverken antallet eller kvaliteten af arbejdspladserne inden for genanvendelses- og forarbejdningsindustrien bør sættes på spil pga. sådanne incitamenter.

1.4   Store mængder af indsamlet sekundært råmateriale eksporteres for øjeblikket, selvom der er hårdt brug for det i de europæiske basis- og forarbejdningsindustrier. Denne tendens bringer beskæftigelsen i hele forarbejdningsindustrien alvorligt i fare.

1.5   Presset fra overskydende mængder af indsamlet affald fra eksisterende indsamlingssystemer lettes ofte ved simpelthen at sælge det indsamlede affald uden skelnen, uden yderligere forarbejdning og uden at sikre, at det endeligt bruges inden for EU.

1.6   Desværre tages der ofte ulovlige handelsmetoder i brug for at omgå direkte kontrol af vigtige strømme af sekundært råmateriale. For eksempel anvendes forfalskede toldangivelser, der klassificerer affald som brugte genstande, til at komme uden om bestemmelserne i affaldsoverførselsforordningen for specifikke strømme af sekundære råmaterialer.

1.7   Således er det ikke sikkert, at affaldsstrømme, der indsamles for EU's skatteydere, giver de tilsigtede fordele. Tværtimod forringer de de respektive industriers konkurrenceevne ved at nedskære og/eller unødvendigt fordyre forsyningen af sekundære råmaterialer.

1.8   Samtidig er en række specifikke forordninger om genanvendelse ikke blevet udformet på sammenhængende vis. De fokuserer typisk på enkelte, isolerede aspekter af indsamling og genanvendelse uden at tage højde for markedskræfternes indflydelse på systemerne og processerne.

1.9   REACH-forordningen er også årsag til problemer i nogle genanvendelsesindustrier, fordi der ikke skelnes klart mellem udtjente varer (affald) og brugte varer. Derfor kan dette koncept på trods af gode intentioner desværre ikke anvendes efter hensigten. Nogle af de berørte industrier, som papirindustrien, har fundet en løsning på problemet, mens andre stadig er på udkig efter brugbare løsninger. Dette er et alvorligt eksempel på, at lovgivningen ikke hænger sammen, hvilket industrien advarede om på forhånd!

1.10   Uoverensstemmelserne mellem markedskræfterne og den eksisterende lovgivning bør analyseres indgående, så der kan opnås mere afbalancerede resultater. En mulig løsning kunne være at anvende eksportafgifter som værn mod risikoen for at miste værdifuldt materiale. Sådanne foranstaltninger skulle naturligvis være i overensstemmelse med WTO's regler. EU burde muligvis forhandle med WTO om nødvilkår, der fastlægger klare og gennemsigtige betingelser for eksportrestriktioner/-afgifter for affald af strategisk betydning.

1.11   En anden mulighed ville være at nå til enighed om fleksible mål for genanvendelse alt efter den aktuelle udvikling på markedet, dvs., når markedet er for nedadgående (nedsat efterspørgsel), kunne målene for genanvendelse nedjusteres, mens de i opgangsperioder med høj efterspørgsel kunne opjusteres. Samtidig må det overvejes, hvordan det på en smart måde kan sikres, at der opretholdes et kritisk beskæftigelsesniveau igennem hele konjunkturforløbet i hele værdikæden inden for de relevante sektorer som emballageaffald, papir osv.

1.12   Endnu en mulighed er at sætte målene/kvoterne for genanvendelse, så de svarer til de mængder affald, der kan genanvendes inden for EU, og ikke inkluderer affald, der sælges i udlandet, og som ikke kan bruges i anlæg i EU. En sådan foranstaltning bør imidlertid ledsages af nye mål/kvoter, der matcher EU's faktiske genanvendelseskapacitet.

1.13   EØSU støtter stærkt industriens opfordring til EU om at udvikle en omfattende og sammenhængende politik om bæredygtig adgang til råmaterialer og brug af ressourcer på lang sigt. Denne politik skulle støtte den europæiske industris bestræbelser på at udnytte ressourcer efter »vugge til vugge«-princippet. Genanvendelse bør støttes ved at forbedre indsamlingsinfrastrukturen, skabe retssikkerhed og lige vilkår samt ved at fjerne unødvendige administrative byrder. Dette grundlæggende krav skal være godt afbalanceret og gennemført over hele spektret af forordninger, direktiver, beslutninger og afgørelser.

1.14   EU's lovgivning om affald fastsætter retlige forpligtelser for alle aktører i affaldsstrømmene, og de respektive myndigheder bør nøje kontrollere og kræve, at alle lever op til deres ansvar. Uddannelse og efteruddannelse er centrale forudsætninger for at bekæmpe enhver ulovlig praksis fra uredelige aktørers side, hovedsagelig inden for international handel.

1.15   Alle individuelle elementer i EU's klimapolitik bør tage højde for de miljømæssige fordele ved sekundære råmaterialer og være i overensstemmelse med hinanden: for eksempel afspejler EU-emissionshandelsordningen ikke de energi- og kulstofbesparelser, der kommer af at bruge genanvendelige råmaterialer i andre industrisektorer og i byggesektoren, og den lægger en unødvendig omkostningsbyrde på disse sektorer.

1.16   Endelig skulle en så kompleks ramme forvaltes på baggrund af en seriøs vedvarende social dialog for at fremme skabelsen af nye kvalitetsarbejdspladser i de berørte værdikæder.

2.   Indledning

2.1   Bæredygtig adgang til råmaterialer og bæredygtig brug af råmaterialer er centrale elementer i EU's politik for bæredygtighed. Det er grundlaget for den europæiske fremstillingsindustris konkurrenceevne i dag og i fremtiden (1). Forsyningskæder for både primære og sekundære råmaterialer er reelle økonomiske sektorer, der genererer arbejdspladser og skaber velstand i Europa. Genanvendelse er en økonomisk aktivitet, der bidrager væsentligt til EU's bruttonationalprodukt. Indsamling af brugte materialer og produkter involverer borgere, kommuner og offentlige myndigheder, der har investeret i et effektivt system til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter langsigtet bæredygtighed.

2.2   Det er nødvendigt at anerkende, at primære og sekundære råmaterialer komplementerer hinanden: mens sekundære råmaterialer er en miljøeffektiv måde at genindføre værdifulde ressourcer i økonomien på, kan de generelt ikke (endnu) opfylde det stigende behov for materialer (papir, metal og mineraler). Der er brug for begge materialetyper; de komplementerer hinanden. Forbedring af indsamlingssystemerne og brug af sekundære råmaterialer i EU vil bidrage til at nå målsætningerne i EU's 2020-strategi.

2.3   Industrien anmoder EU om at udvikle en omfattende og sammenhængende politik om langsigtet bæredygtig adgang til råmaterialer og brug af ressourcer. Denne politik skulle støtte den europæiske industris bestræbelser på at udnytte ressourcer efter »vugge til vugge«-princippet. Råstofinitiativet, temastrategien for affaldsforebyggelse og genanvendelse, temastrategien for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og miljøkommissær Janez Potočniks flagskibsinitiativ om »Et ressourceeffektivt Europa« er indbyrdes forbundne initiativer, der burde være integrerede og i overensstemmelse med hinanden. Andre initiativer, som f.eks. initiativet om bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion, rammedirektivet om affald eller andre politikker vedrørende genanvendelse eller ressourcer, burde også inddrages.

3.   Identificering af de største strømme af sekundære råmaterialer  (2)

3.1   Der er traditionelle genanvendelsesmaterialer som jernskrot og ikke-jernholdigt metalaffald, papir- og papaffald samt glas, som der er en lang tradition for at genanvende i en mere eller mindre lukket sløjfe. Disse særlige industrier kan ikke overleve uden en kontinuerlig forsyning af genanvendelsesmaterialer og brugte varer. Andre materialer, som plast, er det forholdsvis nyt at genbruge, og i sammenligning med de traditionelle materialer genanvendes disse ikke nødvendigvis i et lukket kredsløb.

3.2   De vigtigste sekundære materialers genanvendelseskarakteristika afgør, hvad der kendetegner deres særlige materialestrøm og, hvilke aktører der er i deres værdikæde.

3.2.1   Jern- og stålskrot: Generelt indebærer genanvendelse af jern- og stålskrot indsamling, sortering, presning i baller, pakning, opskæring, klipning, fragmentering og/eller størrelsessortering og endelig smeltning på et stålværk. Jernholdigt metalskrot indsamles separat eller blandet, hvorefter det sorteres på skrotpladsen og sælges til et skrotbehandlingsanlæg eller sendes direkte til et stålværk. Når skrottet ankommer til skrotbehandlingsanlægget, sorteres de forskellige metaltyper og forberedes til fragmentering/størrelsessortering. Fragmentering og størrelsessortering er ofte nødvendigt for, at man kan gå videre til næse fase af sorteringsprocessen. Når det drejer sig om rustfrit stål, indsamles store dele for sig eller sorteres på skrotpladsen, før det fragmenteres. Mindre stykker rustfrit stål deles ved hjælp af en sorteringsproces i flere trin. På stålværket fyldes jern- og stålskrot normalt direkte i ovnene.

3.2.1.1   Den europæiske stålgenanvendelsesindustri er (i behandlingsfasen) rimelig koncentreret med syv firmaer, der tegner sig for 40 % af den samlede mængde stålskrot, der leveres til stålværkerne. Ifølge den Internationale Genvindingssammenslutning (BIR) og European Ferrous Recovery & Recycling Federation (EFR) er der omkring 42 000 skrotpladser i EU's 27 medlemsstater. Skrotsektoren anslår, at 250 ud af disse er storselskaber, 9 000 er store og mellemstore virksomheder, der forarbejder mere end 120 000 tons pr. år, og resten, omtrent 36 000, er middelstore og små virksomheder.

3.2.1.2   Indsamlingssystemet kan variere alt efter produkttype og land. Udtjente produkter af en anseelig størrelse samt produkter, der fremstilles i store mængder, som bygnings- og nedrivningsmateriel, transporteres sædvanligvis direkte til skrotpladsen eller skrotbehandlingsanlægget. Både direktivet om udrangerede køretøjer og direktivet om elektrisk og elektronisk affald placerer ansvaret for nyttiggørelse og dermed også for indsamling af skrot hos producenterne. Mindre produkter, som emballagematerialer, indsamles af de lokale myndigheder, så metalskrotindustrien står i dette tilfælde ikke for indsamlingen, selvom industrien har taget nogle initiativer, hvad angår brugte aluminiumdåser til drikkevarer (UBC) og f.eks. etableret indsamlingscentre og skrotterminaler, hvor stål- og aluminiumsdåser sorteres og presses i baller, så de kan transporteres til et behandlingsanlæg eller et raffinaderi.

3.2.1.3   Skrot er et af de få sekundære råmaterialer, som man kan forvente vil fortsætte med at være tilgængeligt i Europa, endda med et lille overskud. Handlen med skrot inden for EU, såvel som import og eksport fra og til andre lande, har fundet sted i årtier. Det er svært at vurdere, hvor meget skrot der forsendes i alt inden for EU. Importen og eksporten anslås til at være henholdsvis 5,3 mio. tons pr. år og 12,9 mio. tons pr. år (2008), mens det samlede forbrug af skrot i samme år nåede op på 112 mio.

3.2.2   Ikke-jernholdigt skrot og andre affaldsstrømme, der indeholder ikke-jernholdige metaller: I sammenligning med jern og stål varierer denne kategori meget mere, hvad angår (a) metaltyper, (b) disponible ressourcer og (c) metoderne, der skal anvendes til at udskille og udtage de forskellige metaller fra affaldsstrømmene. De vigtigste metaller, der også forekommer i de største mængder, er aluminium, zink, bly og kobber. Metaller som tin og ædelmetaller findes også i affaldsstrømmene og kan med de rigtige metoder udtages.

3.2.2.1   Indsamlingssystemerne er enten de samme som, eller nogle der ligner dem, der anvendes til jernholdigt skrot. For at få metalskrot af høj kvalitet fra udtjente produkter (udrangerede køretøjer og elektronisk og elektrisk affald) anvendes der avanceret teknologi. Ikke-jernholdigt metal udtages derimod ud af affaldsstrømmene og har en meget høj nyttiggørelses- og anvendelsesprocent.

3.2.2.2   Aske og slagge er også vigtige for nyttiggørelsen af ikke-jernholdigt metal og kræver særlige teknologier. Der findes store uudnyttede ressourcer af ikke-jernholdigt metal i gamle restprodukter fra minedrift i EU's områder for malmudvinding. Selvom dette mineaffald (3) er undtaget EU's generelle affaldslovgivning, bør man stadig tage højde for det, hvis det er økonomisk rentabelt.

3.2.3   Genbrugspapir: Papirindustrien er en sektor, der fra første færd har været baseret på vedvarende ressourcer og genanvendelse. Indsamlede klude var det første råmateriale, der blev brugt til at lave papir. Indtil nu har det været rimelig ligetil at genanvende papir, og der har været én dominerende materialebrug. Som ved jernholdige metaller er der to store ressourcer – genbrugspapir fra industri (emballering og trykningsindustri blandt andet) og (kommunalt) affald fra forbrug. Eftersom man foretrækker, at papiret er sorteret, er det nødvendigt at udtage brugt papir fra kommunalt affald og anvende grundlæggende sorteringsforanstaltninger.

3.2.3.1   Materialestrømme er i høj grad blevet påvirket af den seneste tids recession. Anvendelsen af genbrugspapir faldt med 7,6 % til 44,9 mio. tons i 2009. For første gang faldt mængden af indsamlet papir også – med 3,6 % til 56,6 mio. tons, ligesom der blev anvendt 10,1 % mindre papir i samme periode. Eksporten af genbrugspapir til lande uden for EU, Norge og Schweiz fortsatte med at stige og nåede 12,8 mio. tons, hvoraf 96,3 % blev sendt til de asiatiske markeder. Inden for Asien gik størstedelen af materialet til Kina (71,4 % af europæisk eksport). Som en følge af udviklingen i dette usædvanlige år skød genanvendelsesraten i vejret og nåede et rekordhøjt niveau på 72,2 % i 2009, efter at den året før havde nået op på 66,7 %. Måske vil genanvendelsesraten for en kort periode svinge i den modsatte retning, når økonomien kommer på fode, og papirforbruget igen øges og således ikke kan dækkes af genbrugspapir alene. På grund af de sidste udviklinger inden for industriens struktur udgør genbrugspapir 44,2 % og papirmasse af træ 40,4 % af de fibre, der anvendes til at lave papir i de lande, der er med i Sammenslutningen af Europæiske Papirindustrier.

3.2.4   Glas: Glas kan gentagne gange genanvendes 100 % til at producere nye glasbeholdere, uden at kvaliteten forringes. Indsamlet glas bruges til at lave nyt glas af samme kvalitet. Derfor er glas et reelt »vugge-til-vugge« genanvendelsesmateriale. Op til 90 % af glasaffald kan bruges til at fremstille nye glasbeholdere. Den eneste egentlige grænse for anvendelsen af glasaffald i dag er mængden af nyttiggjort glas og tilgængeligheden af glasaffald i Europa.

3.2.4.1   Systemet til nyttiggørelse af glas er relativt simpelt. Størstedelen af genbrugsglas kommer fra emballageaffald (brugte glasbeholdere), men der kommer også en lille mængde fra bygningsaffald (planglas). I gennemsnit indsamles 65 % af glasbeholdere til genanvendelse i de 27 EU-lande. Der blev næsten indsamlet 11,5 mio. tons glasemballage i Europa (inklusive Norge, Schweiz og Tyrkiet) i 2008.

3.2.4.2   Udfordringen er at genanvende de resterende 7 mio. tons glas, der kom på markedet i 2008, men som ikke blev genanvendt. Det er yderst vigtigt at forbedre genanvendelsen og støtte ordentlige genanvendelsessystemer i Den Europæiske Union.

3.2.4.3   Eftersom man endnu ikke har udviklet systemerne til indsamling og genvinding af planglas og glas fra udrangerede køretøjer tilstrækkeligt, er denne ellers værdifulde ressource stadigvæk mere en miljøbelastning.

3.2.5   Plastaffald udgør 25 % af al fast affald, der akkumuleres på lossepladser. Da plastmateriale er svært nedbrydeligt, tager nedbrydningsprocessen lang tid, efter at materialet er deponeret på lossepladsen. Afbrænding af plast til energiudnyttelse skal kontrolleres i passende anlæg på grund af et højt niveau af farligt udslip.

3.2.5.1   Følgende sektorer er de største forbrugere af plast og dermed også de største kilder til plastaffald: emballage (38,1 %), husholdning (22,3 %), bygge og anlæg (17,6 %). Emballage, der er fremstillet af distributions- og detailsektoren, udgør mere end 80 % af plastaffald, der (potentielt) kan indsamles. Indsamling og behandling af plastaffald fra blandet husholdningsaffald er tilsyneladende en af de affaldsfraktioner, der er vanskeligst at håndtere. Størstedelen af den plast, der anvendes til bygge og anlæg, bruges i faciliteter med lang levetid.

3.2.5.2   Nogle dele af plastaffaldet egner sig ikke til genanvendelse f.eks. fødevareemballage eller plast blandet med andre materialer, da produkterne i disse tilfælde ville være mindre værd end det, det koster at udrense den urene plast, på grund af det store energiforbrug dette kræver. Imidlertid kan disse dele bruges til energiudnyttelse.

3.2.5.3   EU's 27 medlemsstater er nettoeksportør af plastaffald, afklip og skrot. Siden 1999 er hullet mellem import og eksport konstant blevet større. Efter en lille stigning mellem 1999 og 2002 skød eksporten i vejret til 2,1 mio. tons mellem 2002 og 2006. Fra 1999 til 2006 steg importen fra 55 000 tons til 256 000 tons.

3.2.5.4   Hvad angår korte polyesterfibre, udgør genanvendt PET 70 % af råmaterialerne, der behandles i EU. Derfor er det afgørende at have adgang til polyesterflasker/flakoner. Imidlertid er producenterne i EU kommet i alvorlige problemer, da forhandlerne i stigende grad er begyndt at sende PET, enten i flager (flasker findelt i fragmenter) eller som flasker pakket i baller, til Fjernøsten og især Kina. Kina er for øjeblikket ved at løsne op for importrestriktioner på PET-affald for at fremme dette vigtige sekundære råmateriales udstrømning fra EU.

4.   Lovgrundlag for genanvendelse

4.1   Direkte regulering i EU

4.1.1   Genanvendelse bør støttes ved at forbedre indsamlingsinfrastrukturen, skabe retssikkerhed og lige vilkår samt ved at fjerne unødvendige administrative byrder. Dette grundlæggende krav skal være godt afbalanceret og gennemført over hele spektret af forordninger, direktiver, beslutninger og afgørelser. Med rammedirektivet om affald (2008/98/EF) har man taget de første skridt i den ønskede retning. Det kan dog stadig kun betragtes som en første fase, og der vil være behov for regelmæssige realitetstjek og efterfølgende finjusteringer.

4.1.2   Andre større retsakter er direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald, direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer, forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald og direktiv 2002/96/EF om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE). Disse direktiver udstikker vilkårlige mål for genanvendelse, hvilket medfører en forvridning af det frie marked for sekundære råmaterialer. Da disse retsakter næsten regelmæssigt bliver ændret, er det nødvendigt hele tiden at være opmærksom på deres effekt.

4.2   Indirekte regulering: Nyttiggørelses- og genanvendelsesprocesser reguleres ikke kun af det brede spektrum af affaldslovgivning, men også af de begrænsninger, der sættes i retsakter for specifikke industrisektorer eller for industrien som helhed. Det vigtigste på dette område er følgerne af REACH-forordningen (EF 1907/2006) og EU's klimapolitik.

4.2.1   Hvad angår REACH-forordningen, så gælder denne ikke for affald, men når stoffet eller blandingen af stofferne ophører med at være affald, kan de imidlertid komme til at høre under REACH-forordningen. Kommissionen har taget fat på dette problem, og de implicerede tekniske arbejdsgrupper er kommet med mere eller mindre tilfredsstillende forslag til at løse denne hårdknude. Ikke desto mindre er der stadig en vis usikkerhed omkring spørgsmålet, men Institute for Prospective Technological Studies, der hører under Kommissionens Fælles Forskningscenter, i Sevilla har lavet mange nyttige undersøgelser, der sammen med oplysninger fra Det Europæiske Kemikalieagentur kunne hjælpe med til at løse problemerne. Risikoen i forbindelse med registrering er dog ikke fuldstændig afværget, selv i de tilfælde hvor registrering ikke tjener noget gavnligt formål overhovedet.

4.2.2   EU's klimapolitik burde fremme en række incitamenter og derigennem give anledning til, at det globale samfund går fra hovedsagelig fossile energikilder til alternative energikilder på en gennemført og bæredygtig måde. Det europæiske klimaændringsprogram består af individuelle elementer, som, man hævder, er integrerede, hvilket desværre mest er en påstand uden hold i virkeligheden. Nogle af delene har stor indflydelse på nyttiggørelses- og genanvendelsesprocesser: EU's emissionshandelssystem for tiden efter Kyotoprotokollen er en hæmsko for driften af produktionsfaciliteter på grund af dets administrative fremgangsmåde til fastsættelse af tildelinger for perioden 2013-2020. Dertil kommer, at en gradvis indføring af en auktionsordning ville dræne aktørerne for finansielle ressourcer, hvorefter de ville have endnu færre penge til fremtidig kulstofreduktion. På den anden side afspejler EU's emissionshandelsordning ikke de energi- og kulstofbesparelser, der skyldes brugen af nyttiggjorte råmaterialer inden for andre industri- og byggesektorer.

4.2.3   Direktivet om vedvarende energi giver anledning til yderligere problemer. På grund af de mange kampagner for og den massive ensidige støtte til vedvarende energikilder er der en alvorlig risiko for, at store mængder nyttiggjort sekundært råmateriale (alle former for biomasse, genanvendt papir) lækkes fra det materiale, der genanvendes til energi-, elektricitets- og varmeproduktion. Disse risici bør analyseres til bunds og behørigt reduceres, hvis adgangen til sekundære råmaterialer skal opretholdes og oven i købet forbedres, hvor dette er muligt. Definitionen af »biomasse« skal iagttages og om nødvendigt styrkes for at undgå, at den misbruges af hensyn til produktion af vedvarende energi. I nogle tilfælde, på grund af markedsforvridende støtte, bliver selv primære råmaterialer (træ) simpelthen brændt!

4.2.4   EU's lovgivning om affald fastsætter retlige forpligtelser for alle aktører i affaldsstrømmene, og de respektive myndigheder bør nøje kontrollere og kræve, at alle lever op til deres ansvar. Uddannelse og efteruddannelse er centrale forudsætninger for at bekæmpe enhver ulovlig praksis fra skrupelløse aktørers side, hovedsagelig inden for international handel.

5.   Værdikæder og aktører inden for de væsentligste strømme af sekundære råmaterialer

Som det tydeligt fremgår af afsnit 3, er der store forskelle mellem strømme af sekundære råmaterialer. Nogle af dem fungerer næsten af sig selv, da de har et naturligt grundlag i længeeksisterende systemer til indsamling, forbehandling og behandling (inklusiv sortering) af affald, før det nyttiggjorte materiale sendes videre til et stort behandlingsanlæg. Der kan oplistes adskillige karakteristika til at identificere og undgå eventuelle risici i nyttiggørelses- og genanvendelsesprocessen.

5.1   Handelsværdien af sekundære råmaterialer er en af de væsentligste faktorer, der påvirker den endelige adgang til materialet. Indsamling og forbehandling er forholdsvis billigt for så vidt angår koncentrerede affaldsstrømme (jern, glas og papir), og de sekundære råmaterialer bliver således ved med at være rimelig tilgængelige til en fornuftig pris. Markedsbetingelserne gælder i hele det lukkede kredsløb. På den anden side er der et stadigt voksende segment inden for genanvendelse, hvor materialerne ikke handles til markedspris, fordi behandlingen skal være i overensstemmelse med EU's affaldspolitikker. Størstedelen af emballageaffald, elektronisk og elektrisk affald og biologisk nedbrydeligt affald behandles med henblik på at opfylde målsætningerne i adskillige direktiver.

5.1.1   Det er ikke økonomisk holdbart at producere sekundære råmaterialer fra disse affaldsstrømme på verdensmarkedet. Affaldet indsamles, sorteres og behandles enten med henblik på at leve op til udvidede regler for producentansvar eller på baggrund af direkte offentlig finansiering. I begge tilfælde er det de europæiske borgere, der betaler for det, enten som skatteydere eller som forbrugere.

5.1.2   Europa oparbejder et reservoir af sekundære råmaterialer, som til enhver tid er lettilgængeligt for globale aktører, når efterspørgslen efter materialer på verdensmarkedet er stigende. Store mængder af indsamlet, ubehandlet affald eksporteres, hovedsagelig til Asien. Eftersom det globale marked er meget omskifteligt, svinger prisniveauet også meget. Når det globale marked er i nedgang, hober de nyttiggjorte sekundære materialer sig op, eftersom genanvendelsesmålsætningerne skal nås. Dette betyder, at der sker en alvorlig forvridning af markedet inden for EU.

5.1.3   Genanvendelsesvirksomhederne i EU er nødt til at investere meget mere end deres konkurrenter i Asien, når de opfører genanvendelsesanlæg, da de både skal opretholde overkapacitet og leve op til højere teknologiske standarder. Når det globale marked for råmaterialer så er i fremgang, anvendes deres dyre kapacitet ikke, eftersom det indsamlede affald forlader Europa uden at blive behandlet. Således er der et kritisk behov for at afstemme markedskræfterne på det globale marked for råmaterialer og affaldslovgivningen, så man kan undgå forvridninger af markedet og lette adgangen til sekundære råmaterialer for EU's industri.

5.1.4   Den ulovlige eller semiulovlige handel med sekundært råmateriale kunne begrænses ved at stille strengere krav til modtagerne af det sekundære råmateriale uden for EU om internationalt anerkendte kvalitetscertifikater baseret på eksempelvis ISO-standarder. Medlemsstaterne bør også gribe til retlige foranstaltninger, når de kontrollerer det indsamlede affalds lovlige oprindelse, i tilfælde hvor dette kunne være et problem.

5.1.5   Eftersom råmaterialepolitik er et strategisk sikkerhedsanliggende i mange dele af verden, kunne fællesskabsstøtte i hele værdikæden, særlig hvad angår sekundære råmaterialer af høj kvalitet (»førsteklasses«), løse mange problemer vedrørende adgang til sekundært råmateriale. Det er selvsagt nødvendigt at gennemgå den europæiske specifikation af sekundært råmateriale for at definere »førsteklasses« sekundært råmateriale.

5.2   Der skal være en miljøgevinst ved fornuftig genanvendelse for alle industrier, der anvender store mængder/andele af sekundært råmateriale. Selv anvendelsen af avanceret behandlingsteknologi til krævende affaldsstrømme kan ikke ændre ved dette generelle synspunkt. Normalt reduceres det samlede energiforbrug, til tider til en brøkdel af standardforbruget, når det gælder behandling af udvundet/høstet råmateriale. Dette betyder også mindre udslip af kuldioxid, først og fremmest færre forurenende luftarter osv. På grund af urenheder i affaldsstrømmene er der nyt affald, der skal håndteres, og i nogle tilfælde skal der også anvendes effektive anlæg til rensning af spildevand. Sådanne vanskelige affaldsstrømme indebærer også øgede omkostninger til forbehandling og behandling, hvilket gør behandlingen dyrere.

5.3   Konkurrerende brug af sekundære råmaterialer uden for den pågældende industri udgør en stor risiko for denne industri (se 4.2.3). Konkurrenceforholdene fordrejes i stor stil af finansiering, der er rettet mod at tjene helt andre formål, hvilket kan føre til en kraftig forvridning af markedet for råmaterialer. Papirindustrien kan ikke konkurrere inden for både papirtræ (det vigtigste råmateriale) og genbrugspapir (det næstvigtigste råmateriale) med anlæg til produktion af vedvarende energi og varme, der får tilskud til vedvarende energi. Passende beskyttelsesforanstaltninger må anvendes for at sikre adgangen til basisråmaterialerne. Hvis sådanne foranstaltninger ikke fungerer efter hensigten, bliver en af EU's vigtigste industrier bragt i alvorlig fare. Støtte til produktion af »førsteklasses« sekundære råmaterialer vil skabe øget efterspørgsel og have en positiv social virkning i perioder, hvor forbruget af sekundært råmateriale er i krise.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU-udtalelse om råstofinitiativet: behov for vækst og arbejdspladser i Europa, EUT C 277 af 17.11.2009, s. 92.

(2)  De fleste oplysninger kommer fra Det Fælles Forskningscenters (FFC) undersøgelser vedrørende affald (http://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/) og fra sektorspecifik statistik.

(3)  Mineaffald er reguleret af direktiv 2006/21/EF.


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

469. plenarmøde den 16. og 17. februar 2011

6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/7


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse — redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU

KOM(2010) 367 endelig

2011/C 107/02

Ordfører: Stefano PALMIERI

Kommissionen besluttede den 30. juni 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU

KOM(2010) 367 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed. Sektionen vedtog sin udtalelse den 7. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 17. februar 2011, følgende udtalelse med 240 stemmer for, 2 imod og 14 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har forstået, at det er nødvendigt at sikre en højere grad af samordning af de europæiske økonomiske politikker, idet den som et ekstra punkt på sin dagsorden tilføjer nødvendigheden af at styrke den økonomiske styring i EU.

1.2   EØSU erkender, at den nuværende økonomiske krise faktisk har sat Den Europæiske Unions og i særdeleshed Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) økonomiske, sociale og politiske modstandskraft på en hård prøve og har afsløret en svag samordningskapacitet blandt medlemsstaterne. Dette er kommet til udtryk dels i nødforanstaltninger til imødegåelse af de finansielle og reelle virkninger af krisen, dels i foranstaltninger til en ændring af den overordnede struktur – og navnlig i euroområdet – for at hindre, at man i en nær fremtid havner i samme situation. Det står desuden klart, at en række medlemsstaters store offentlige gæld – der i det mindste delvist kan føres tilbage til de omfattende foranstaltninger for at redde kriseramte banker – lægger en bremse på de offentlige investeringer og på de sociale udgifters bæredygtighed.

1.3   EØSU ønsker, at styrkelsen af den europæiske økonomiske styring gennemføres således, at kravene til stabilitet og kravene til vækst, der skaber nye arbejdspladser, vægtes lige højt.

1.4   EØSU agter at bidrage til at skabe den brede konsensus, som er nødvendig for effektivt at styrke den økonomiske styring, idet EØSU samtidig gør opmærksom på dels en række begrænsninger og risici, som er indbygget i Kommissionens tilgang, dels de store muligheder, som denne tilgang frembyder.

1.5   Det er for det første nødvendigt at overvinde det nuværende dødvande i EU, som kan tilskrives problemerne med den europæiske forfatning og udvidelsen til 27 medlemsstater med stærkt forskellige politiske traditioner og visioner, der gør det vanskeligt at fastlægge de fælles mål på det økonomiske, sociale og miljømæssige plan, som bør ligge til grund for den økonomiske styring.

1.6   Samtidig bør de fremtidige regler baseres på en fælles analyse af historien, specielt af de forhold, der har begrænset de allerede eksisterende samordningsinstrumenter, som har resulteret i en ineffektiv anvendelse af stabilitets- og vækstpagten og i en utilstrækkelig gennemførelse af Lissabonmålene.

1.7   For det andet er det med hensyn til køreplanen blevet besluttet at iværksætte det europæiske halvår – fra og med den 1. januar 2011 – uden først at have fastlagt de regler, der skal gælde, samt indholdet. Og desuden uden at have gennemført en effektiv synkronisering af forslagene mellem de forskellige berørte institutionelle aktører.

1.8   Den begrænsede deltagelse af de institutioner, der repræsenterer de europæiske borgere (Parlamentet og udvalgene), såvel i drøftelserne om som ved gennemførelsen af den nye styring risikerer at medføre, at offentligheden opfatter styrkelsen af reglerne – som følge af en indskrænkning af den politiske skønsbeføjelse og af den planlagte udvidelse af automatismerne – som et »legitimitetsunderskud« i EU's beslutninger sideløbende med et tab af tillid til EU, sådan som det fremgår af oplysningerne i Eurobarometret.

1.9   EØSU mener, at Europa-Parlamentet er en uundværlig medspiller, når det gælder bekræftelsen af den demokratiske legitimitet i forbindelse med samordningen af de europæiske økonomiske politikker. I den forbindelse ønsker EØSU, at Europa-Parlamentet spiller en central rolle i den proces, som iværksættes med det europæiske halvår, såvel i kontrolfasen som ved vurderingen af de afhjælpende foranstaltninger, der er foreskrevet i Kommissionens meddelelse.

1.10   Kun ved at fastholde sammenhængen mellem de mål for vækst og økonomisk og social udvikling, som er fastsat i Europa 2020-strategien – der kræver investeringsniveauer, som muligvis er uforenelige med de budgetmæssige begrænsninger – og de krav til monetær og finansiel stabilitet, som er indskrevet i stabilitets- og vækstpagten, vil det være muligt at lette offentlighedens accept af de budgetmæssige begrænsninger.

1.11   Med henblik herpå er det også nødvendigt at indføre et egnet sæt indikatorer, som ikke blot omfatter BNP, og som er indrettet således, at de inkluderer de sociale og miljømæssige landvindinger og tab og dermed afspejler de spørgsmål, der reelt optager borgerne, og som iværksætter de fem aktionslinjer, der er fastsat inden for rammerne af »Hinsides BNP« (Beyond GDP). Disse aktionslinjer omfatter anvendelsen af miljømæssige og sociale indikatorer, forekomst af næsten realtidsinformation og præcise data vedrørende fordeling og uligheder, udarbejdelse af en europæisk »resultattavle« for bæredygtig udvikling og inkorporering af miljømæssige og sociale forhold i nationalregnskaberne.

1.12   EØSU kan via sin funktion som høringsorgan bidrage til, at det europæiske halvår kommer til at fungere bedre, ved en gang om året at afsætte et møde til debat om henstillingerne og metoder til at skabe konsensus om reformer på nationalt niveau under hensyntagen til de sociale konsekvenser af de vedtagne foranstaltninger. En sådan debat kunne finde sted om efteråret efter medlemsstaternes formelle vedtagelse af henstillingerne, og konklusionerne af debatten kunne danne grundlag for møder med de nationale økonomiske og sociale råd, de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.

1.13   Specielt den øgede opmærksomhed omkring arbejdsmarkedsforhandlingerne, især i euroområdet, hvor medlemsstaterne ikke længere har devalueringsinstrumentet til deres rådighed, betyder, at forbindelserne mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer udgør en integreret del af den strategi, som Kommissionen har fastlagt. En løsning kunne være en mere intens og funktionel anvendelse af den makroøkonomiske dialog, hvor regeringerne sammen med arbejdsmarkedets parter foretager en effektiv evaluering af den økonomiske situation i EU og peger på de nødvendige foranstaltninger, i tæt samspil med den sociale dialog på nationalt plan.

1.14   Gennemførelsen af en effektiv samordning af de europæiske økonomiske politikker kræver enighed om den makroøkonomiske referenceramme og om den foreløbige makroøkonomiske ramme. Med dette for øje ser EØSU gerne, at man sikrer betingelserne for, at Eurostat kan råde over tilstrækkelig information til, at Kommissionen kan udarbejde korrekte foreløbige forslag og yde aktiv støtte til de andre berørte organer: Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

1.15   EØSU ønsker, at samordningen af de europæiske økonomiske politikker i det mindste for landene i euroområdets vedkommende udgør et første skridt hen imod en sand og egentlig fælles økonomisk politik og hen imod en samordning af budgetpolitikkerne.

1.16   Hvis det inden for rammerne af en tættere samordning af de økonomiske politikker ud over skatte- og pengepolitikken kommer på tale med øget koordinering af lønpolitikken i eurozonen, skal den frie forhandlingsret respekteres. Statslige målsætninger for arbejdsmarkedsforhandlinger eller sågar statslige påbud om lønnedgang kan i denne sammenhæng ikke accepteres, men må afvises.

2.   Styrkelsen af den europæiske økonomiske styring i Kommissionens meddelelse  (1)

2.1   I Kommissionens meddelelse udbygges de idéer, der er fremsat i meddelelsen »Styrket samordning af de økonomiske politikker« (2), og de retningslinjer, som Det Europæiske Råd har udstukket (EUCO 13/10), og som følger de hidtidige resultater, som arbejdsgruppen om økonomisk styring (Van Rompuy-taskforcen) har opnået.

2.2   Kommissionens meddelelse, bygger på en implicit erkendelse af, at virkningerne af den finansielle og økonomiske krise på flere områder i almindelighed har sat Den Europæiske Unions og i særdeleshed Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) økonomiske og sociale modstandskraft på en hård prøve og har afsløret en svag samordningskapacitet mellem de europæiske økonomiske politikker.

2.3   I denne sammenhæng skal der i henhold til meddelelsen fastlægges en ramme for foranstaltninger, der kan sikre en bedre samordning af de europæiske økonomiske politikker mellem EU's 27 medlemsstater og især mellem de 16 lande, der er omfattet af ØMU'en, for hvilke der er fastsat særlige regler. Ifølge den planlagte arkitektur integreres stabilitets- og vækstpagten med Europa 2020-strategien.

2.4   I forbindelse med styrkelsen af den europæiske økonomiske styring agter Kommissionen hovedsagelig at gennemføre tre mål:

2.4.1   Det første mål består i en øget samordning af og tilsyn med de økonomiske politikker med henblik på at:

mindske de nationale ubalancer gennem øget makroøkonomisk overvågning baseret på varslings- og sanktionsmekanismer

gøre de nationale finanspolitiske rammer mere homogene ved at fastsætte ensartede minimumskrav medlemsstaterne imellem og skifte fra årlig til flerårig budgetplanlægning

effektivisere stabilitets- og vækstpagten ved at fokusere på gældsudviklingen og underskud.

2.4.2   Det andet mål består i at udarbejde en ordning for korrigerende og forebyggende foranstaltninger og sanktioner, der kan iværksættes, såfremt EU's medlemsstater overtræder reglerne.

2.4.3   Det tredje og sidste mål består i at indføre et europæisk halvår for foregribende samordning af de økonomiske politikker, som også kan anvendes i forbindelse med strukturreformerne og de vækstfremmende foranstaltninger, som er foreskrevet i Europa 2020-strategien.

2.5   Disse mål er blevet omsat til afledt ret med den pakke, som Kommissionen offentliggjorde den 29. september 2010, om vedtagelsen af seks meddelelser (3), der omhandler de nærmere konkrete gennemførelsesforanstaltninger. EØSU vil afgive to særudtalelser herom: den ene om reformen af stabilitets- og vækstpagten og den anden om de makroøkonomiske ubalancer. Nærværende udtalelse begrænser sig derfor til generelle betragtninger om den overordnede styringsordning, som Kommissionen har foreslået, uden at behandle lovgivningspakken, der er omhandlet i de to ovennævnte udtalelser.

3.   Generelle betragtninger

3.1   Kommissionens beslutning om at iværksætte tiltag med henblik på en reel styrkelse af samordningen af de europæiske økonomiske politikker bør hilses velkommen. Der er nemlig tale om en nødvendighed, som en lang række europæiske institutionelle organer (herunder Europa-Parlamentet) i længere tid har henledt opmærksomheden på. EØSU har allerede især påpeget vigtigheden af at øge integrationen af styringen i EU i udtalelser om dette emne (4).

3.2   Den finansielle og økonomiske krise har i almindelighed sat EU's og i særdeleshed ØMU'ens produktionsmæssige, sociale og politiske modstandskraft på en hård prøve (5).

3.3   Den sociale og økonomiske situation er præget af ustabilitet og usikkerhed. Derfor er det nødvendigt med en effektiv organisation, og at institutionerne fungerer ordentligt. Det forekommer stadig mere klart, at det forudsætter et samarbejde mellem de nationale politiske og økonomiske aktører, hvis man skal styre alle medlemsstater i en fælles retning over for de udfordringer, som den produktionsmæssige og finansielle globalisering frembyder, og de igangværende gennemgribende teknologiske forandringer.

3.4   I mangel af en koordinering af de økonomiske politikker har krisen allerede haft en række meget alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser for EU, navnlig hvad angår mulighederne for vækst og beskæftigelse. Disse følger er klart beskrevet i udkastet til betænkning om den finansielle, økonomiske og sociale krise, som ordføreren Pervenche BERÈS har forelagt Europa-Parlamentet (6).

3.4.1   Bruttonationalproduktet (BNP) i EU faldt kraftigt i 2009 (-4,2 %) efter en beskeden vækst i 2008 (+0,5 %) og skulle gradvist stige igen i 2010 og 2011 (ifølge prognoserne med henholdsvis +1 og +1,7 %). Faldet er særlig kraftigt i de tre baltiske lande (Letland vil ved udgangen af 2011 have tabt 22 % af BNP'et for 2007) og i Irland og noget mindre i Italien, Grækenland og Finland. Samtidig faldt medlemsstaternes eksport – såvel til de øvrige medlemsstater som til tredjelande – med 12 % i perioden 2007-2009 med procentpoint på over 15 %, hvad angår Finland, Malta, Bulgarien, Sverige, Estland og Det Forenede Kongerige (7).

3.4.2   Følgelig er de mål for arbejdsmarkedet, som er fastsat i Lissabonstrategien, blevet fjernere for størsteparten af medlemsstaternes vedkommende: beskæftigelsen i EU faldt fra 65,4 % i 2007 til 64,6 % i 2009 med nedgange på over fem procentpoint i Estland, Irland, Spanien og Letland. I samme periode steg ledigheden i EU fra 7,1 til 8,9 % og overskred tærsklen på 10 % i Spanien (hvor den nåede 18 %), Slovakiet, Irland og de tre baltiske lande.

3.5   Over for denne stærkt kritiske situation, der kræver håndfaste løsninger, som står mål med situationens alvor, hersker der fortsat en vis forvirring omkring Kommissionens tilgang og køreplan, hvad angår foranstaltningerne til styrkelse af den europæiske økonomiske styring. Dette er faktorer, som ud over at skabe hindringer for en konsensus – i den bredest mulige form – om den iværksatte proces i fællesskabsinstitutionerne og i offentligheden, i højeste grad kunne skabe uklarhed omkring selve genstanden for den foreslåede samordning.

3.6   For det første kan EU's tiltag med henblik på at styrke samordningen af de økonomiske politikker ikke se bort fra, at medlemsstaterne i et sandt fællesskab bør fastlægge, hvad der reelt forstås ved »økonomisk styring«, og nøje analysere de grunde, som – i løbet af det seneste årti – har afstedkommet såvel en ineffektiv iværksættelse af stabilitets- og vækstpagten som en utilstrækkelig gennemførelse af Lissabonmålene.

3.6.1   På den ene side fremkalder termen »styring« forestillingen om en decentral institutionel arkitektur, hvor der ikke kun medvirker ét magtcenter, således som det er tilfældet i nationalstaterne, men mange aktører, såvel statslige som ikke-statslige, der samarbejder indbyrdes med henblik på opfyldelsen af fælles mål. Men EU befinder sig fortsat i et dødvande, som kan tilskrives problemerne med en europæisk forfatning og udvidelsen til 27 medlemsstater med stærkt forskellige politiske traditioner og visioner. Heraf følger nødvendigheden af, at der mellem EU's institutioner og medlemsstaterne består en reel konsensus om nye økonomiske, sociale og miljømæssige mål - en konsensus, som imidlertid har svært ved at fremspire efter den store indsats i 1980'erne og 1990'erne med gennemførelsen af det indre marked og indførelsen af euroen.

3.6.2   På den anden side ser det ud til, at fastsættelsen af fremtidige regler ikke er baseret på en fælles analyse af historien. Det er nemlig ikke uden betydning at fastslå, om de problemer, som man er stødt på i stabilitets- og vækstpagten, kan tilskrives oprindelige fejl ved planlægningen af de indbyggede begrænsninger i ØMU'en over for alvorlige kriser, uhensigtsmæssige politiske beslutninger under gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten eller forskellige syn på målene og de relative strategier, der skal følges (lav inflation, økonomisk vækst, øget beskæftigelse, euroens rolle som reservevaluta osv.) (8). Også med de foregående versioner af stabilitets- og vækstpagten har der i EU i mere end et årti eksisteret adfærdskodekser for medlemsstaterne, som imidlertid ikke har hindret, at der hyppigt er opstået kritiske situationer.

3.6.3   Samtidig har den manglende opfyldelse af en stor del af de kvantitative mål, som blev fastlagt i tilknytning til Lissabonstrategien – også når man ser bort fra den økonomiske krise – sat et kraftigt spørgsmålstegn ved valget af indikatorer og disses evne til effektivt at konkludere, hvilken vej der bedst fører til en øget konkurrenceevne og dynamik.

3.7   For det andet er det med hensyn til køreplanen blevet besluttet at iværksætte det europæiske halvår - fra og med den 1. januar 2011 - uden først at have fastlagt de regler, der skal gælde, samt indholdet. Og desuden uden at have sikret en effektiv synkronisering af forslagene mellem de forskellige berørte institutionelle aktører, nemlig Kommissionen, Europa-Parlamentet, taskforcen om økonomisk styring med Van Rompuy som formand, Den Europæiske Centralbank (ECB), EØSU og Regionsudvalget. Drøftelserne bør udmunde i Parlamentets godkendelse snarest muligt og senest inden sommeren 2011.

3.8   Over for en stærkt kritisk situation som den, der opstod i foråret 2010, forekommer det naturligt, at Kommissionen vægter en hurtig løsning på krisen højere – af hensyn til de globale finansmarkeder og offentligheden – i forhold til den effektivitet, som responsen måtte have på mellemlang til lang sigt, ikke kun i finansiel sammenhæng, men også på det produktionsmæssige, sociale og politiske plan.

3.9   Løsningen på krisen kræver – ifølge Kommissionen – strammere regler og mere stringente sanktioner med en indskrænkning af den politiske skønsbeføjelse og en højere grad af automatisme. Men uanset hvilke regler man opstiller, kan de ikke på effektiv vis imødegå alvorlige krisesituationer, fordi disse næsten altid er forårsaget af ekstraordinære og uforudsigelige begivenheder, som teknikerne ikke kan forudse, og som er umulige at tackle med de gældende regler. Den utopiske forestilling om »regelstyring« – der fritager de politiske beslutningstagere for opgaven med at træffe beslutninger – er vanskeligt gennemførlig og ligefrem farlig, for så vidt som den giver illusion om sikkerhed og om at være i ly for alle kilder til usikkerhed (9). En tilgang af denne type medfører desuden to slags problemer, som bør analyseres nøje.

3.9.1   Det første er risikoen for at undervurdere fordelene ved fællesskabsmetoden med inddragelse af de institutioner, som i høj grad repræsenterer de europæiske borgere, i forhold til det mellemstatslige princip, ifølge hvilket beslutningerne hovedsagelig træffes af Rådet, og hvor Parlamentet og udvalgene har en begrænset rolle. Den eneste undtagelse udgøres af Europa-Parlamentets inddragelse inden for rammerne af det europæiske halvår, hvor Kommissionen i januar forelægger den årlige analyse af væksten og dermed indleder debatten om, i hvilken retning samordningen skal styres.

3.9.1.1   Det, at der gives forrang til det mellemstatslige princip, kan også medføre, at underskuddet med hensyn til unionsborgerskabet, som allerede er en realitet med Lissabonstrategien, undervurderes. Det er en udfordring over for EU's økonomiske, sociale og politiske modstandskraft på samme måde som den globale krise, der kunne give illusionen om at genoprette den nationale suverænitet ved at give afkald på euroen (for ikke at tale om selve EU) for at relancere en usandsynlig national udvikling, som er fri for snærende bånd og europæiske teknokrater, ny vind i sejlene. Det er ikke uden grund, at en opmærksom observatør af EU – Charles Kupchan (10) – har advaret mod risikoen for »renationalisering« af det europæiske projekt i en artikel den 29. august 2010 i Washington Post: »Europa oplever i øjeblikket en renationalisering af det politiske liv, og landene er i færd med på ny at bemægtige sig en suverænitet, som de på et tidspunkt frivilligt havde ofret på det kollektive ideals alter« (11).

3.9.1.2   Det lader til, at de europæiske borgere netop udviser dette tab af tillid, ikke så meget over for fællesskabsinstitutionerne som sådan som med hensyn til nytten af at være en del af EU. Eurobarometerundersøgelserne (12) viser nemlig, at procentdelen af europæere, som har en positiv holdning til deres lands medlemskab af EU, i perioden fra foråret 2007 til 2010 faldt fra 57 til 49 % til fordel for dem, der har en negativ indstilling (i dag 18 %), og dem, der har en mere usikker holdning (29 %). Sideløbende hermed faldt procentdelen af borgere, der mener, at deres land alt i alt har haft fordel af at være medlem af EU, fra 59 til 53 %, mens de, der svarer, at der ikke har været nogen fordele, voksede til 35 %.

3.9.2   Det andet problem er risikoen for, at der anlægges en traditionel tilgang til løsningen af problemer, hvor der gives forrang til finansiel disciplin i forhold til temaer såsom vækst, social lighed og miljøforringelse, selv om der nu foreligger vidt udbredte og overbevisende innovative argumenter (13).

3.9.2.1   Forbindelserne mellem offentlige udgifter, økonomiske resultater og sociale mål er mere komplekse, end den forsimplende teori om »trade-off« mellem ligelighed og effektivitet giver indtryk af. Hensigtsmæssigt udformede sociale sikringsordninger og miljøregler gør det muligt også at øge effektiviteten og konkurrenceevnen i en sådan grad, at de betragtes som en produktionsfaktor, der bidrager til stabilitet og økonomisk dynamik i de postindustrielle økonomier.

3.9.2.2   Dette gælder så meget mere i den krisefase, som de europæiske økonomier i øjeblikket gennemlever. Kommissionen har i den europæiske økonomiske genopretningsplan (14) erkendt såvel nødvendigheden af at »reducere de menneskelige omkostninger ved den økonomiske nedgang og dens indvirkning på de svageste«, som det forhold, at krisen bør ses som en mulighed for at »fremskynde overgangen til en økonomi med et lavt kulstofforbrug«, idet der udformes en strategi, »der vil fremme ny teknologi, skabe nye grønne job og åbne nye muligheder på hurtigt voksende internationale markeder«.

3.9.2.3   Man bør desuden huske på, at krisen ikke har sin oprindelse i den offentlige sektor, men i den private, hvilket skyldes ubalancer mellem væksten i udbuddet af varer og tjenesteydelser på globalt plan og opbremsningen i stigningen i forbrugernes købekraft (15). Forringelsen af medlemsstaternes budgetter i forhold til BNP er i vid udstrækning alene forårsaget af nødforanstaltningerne som følge af et fald i nævneren (nationalindkomsten) og en stigning i tælleren (de offentlige udgifter til redning af finans- og produktionssystemet samt til automatiske stabilisatorer til imødegåelse af de potentielt voldsomme følgevirkninger af krisen) (16). FITOUSSI skriver med rette: »Budgetproblemerne i Europa bunder ikke så meget i regeringernes diskretionære foranstaltninger som i de automatisk skabte følger af samfundets forarmelse, når det gælder de offentlige finanser« (17).

4.   Særlige betragtninger

4.1   Den utilstrækkelige klarhed omkring, hvad der skal forstås ved »økonomisk styring« og omkring de grundlæggende mål, som denne bygger på, tillige med den ringe bevidsthed om stabilitets- og vækstpagtens og Lissabonstrategiens begrænsninger, gør det nødvendigt at fastlægge en fælles strategi mellem medlemsstaterne og EU's institutioner. En strategi, der ikke begrænser sig til at opstille formelle regler og procedurer, men som går i detaljer vedrørende de konkrete foranstaltninger - så meget desto mere i en svag situation i kølvandet på den økonomiske krise - for at forbedre de europæiske borgeres livskvalitet, øge beskæftigelsen (herunder ugunstigt stillede grupper såsom handicappede og etniske minoriteter) og styrke det europæiske produktionssystems konkurrenceevne (herunder små og mellemstore virksomheder og den sociale økonomi).

4.2   I dette øjemed kan man ikke begrænse sig til de uundværlige regler for god regnskabsføring til kontrol af sammenhængen mellem indtægter og udgifter. For at styrke de europæiske borgeres tillid og forventninger til EU er der behov for foranstaltninger på mellemlang til lang sigt, der gør det muligt at forene den nødvendige budgetdisciplin med den lige så vigtige evne til at udtænke og gennemføre økonomiske og sociale udviklingsprojekter. Man bør derfor skærpe den europæiske bevidsthed om et EU forstået som en politisk enhed, som en ambition om at samordne de forskellige nationale politikker hen imod et sandt fælles mål, og som en aktiv aktør på globalt plan.

4.3   Og et mere bevidst Europa skabes ved at give de institutioner, der repræsenterer borgerne og arbejdsmarkedets parter – Parlamentet og udvalgene – en mere fremtrædende rolle og en større evne til at forstå de ændringer, der foregår, hvor Kommissionens samordningsstrategi kan skabe en stærk demokratisk legitimitet og tilvejebringe den brede konsensus, som synes nødvendig for en effektiv iværksættelse af strategien.

4.4   På nuværende tidspunkt forekommer Parlamentets rolle i det europæiske halvår dog beskeden, idet den er begrænset til den indledende debatfase og en første fastlæggelse af samordningsstrategien, mens Parlamentet kunne spille en større og mere effektiv rolle, hvis dets arbejde blev koordineret med aktiviteterne i de nationale parlamenter, som har til opgave at drøfte og godkende de enkelte medlemsstaters budgetter. Parlamentet kan spille en afgørende rolle med hensyn til at fastlægge, hvilken form for økonomisk styring EU bør anlægge, og til at sikre de forebyggende og korrigerende foranstaltningers demokratiske legitimitet, herunder de økonomiske sanktioner over for medlemsstaterne.

4.5   EØSU kan via sin funktion som høringsorgan for de europæiske institutioner bidrage til en styrkelse af den økonomiske styring, ved en gang om året at afsætte et møde til debat om henstillingerne og metoder til at skabe konsensus om reformer på nationalt niveau under hensyntagen til de sociale konsekvenser af de vedtagne foranstaltninger. EØSU's merværdi er netop det, at det repræsenterer organisationer, som på nationalt plan tilvejebringer den sociale konsensus om de økonomiske politikker, hvilket kunne gøre det muligt for EØSU at yde et vigtigt bidrag ikke kun til engagementet hos og ansvarliggørelsen af de politiske ledere, men også og især medlemsstaternes borgere.

4.5.1   En sådan debat kunne finde sted om efteråret efter medlemsstaternes formelle vedtagelse af henstillingerne, og konklusionerne af debatten kunne danne grundlag for møder med de nationale økonomiske og sociale råd, de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet med henblik på en evaluering af de vedtagne strategier og en hensigtsmæssig formidling og udbredelse på nationalt niveau.

4.6   Parlamentets og udvalgenes større vægt ville mindske risikoen for at undervurdere målet for vækst og økonomisk og social udvikling i forhold til kravet om monetær og finansiel stabilitet og dermed gøre det muligt at fastholde sammenhængen mellem stabilitets- og vækstpagten og Europa 2020-strategien. For selv om den økonomiske stabilitet – især i krisetider – er grundlag for vækst og opretholdelse af de europæiske borgeres levestandard, bør bestræbelserne for at sikre en større stabilitet ikke ske på bekostning af borgernes indkomster og rettigheder. Den fælles gennemførelse af reformen af den økonomiske styring og af Europa 2020-strategien ville følgelig lette offentlighedens accept af de budgetmæssige begrænsninger.

4.6.1   På det nuværende stadium hersker der – trods det at Kommissionen lader til at være meget opmærksom på at bringe de to strategier på lige fod – stærk tvivl om den reelle vilje til at gennemføre en sand integration af disse, som fortsat er klart adskilte. Der forekommer snarere en indsnævrende uligevægt i den sociale dimension til fordel for arbejdsmarkedsmæssige produktions- og fleksibilitetsfaktorer, som menes at kunne styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

4.6.2   Den grundlæggende tese er, at den makroøkonomiske overvågning – sammen med den tematiske overvågning af de strukturreformer, som Kommissionen har krævet – under alle omstændigheder skaber gunstige betingelser til sikring af en bæredygtig økonomisk vækst både til fordel for Europa 2020-strategien og stabilitets- og vækstpagten. Men erfaringerne fra mere end 10 års eksperimenter med den fælles valuta – og dermed euroområdet, hvor det er umuligt at anvende devalueringsinstrumentet – viser ikke klare tegn på, at forskellene med hensyn til konkurrenceevne i EU og i ØMU'en kan ophæves lige med det samme.

4.7   Det ser ud til, at Europa 2020-strategien har sat den rigtige kurs, hvad angår forbedringen af den kvalitative konkurrenceevne, idet der tages højde for foranstaltninger inden for viden, innovation og miljømæssig bæredygtighed. Der opstår dog en modsigelse mellem målene i Europa 2020-strategien og styrkelsen af stabilitets- og vækstpagten, ikke mindst i den europæiske økonomiske og sociale sammenhæng, hvor man stadig kun langsomt er ved at overvinde krisen.

4.7.1   Hvis de ambitiøse mål i Europa 2020-strategien skal opfyldes – en vækst, der er intelligent (baseret på viden og innovation), bæredygtig (mere effektiv, grøn og konkurrencedygtig) og rummelig (social og territorial samhørighed i kraft af beskæftigelsen med en særlig vægt på ugunstigt stillede arbejdstagere – kræver det da også, at finansieringen af tilstrækkelige investeringsniveauer sikres. Men samtidig kunne sådanne foranstaltninger, der kræver større direkte offentlige udgifter eller skattemæssige incitamenter til private tiltag, vise sig at være uforenelige med de budgetmæssige begrænsninger, som Kommissionen agter at stramme for at overholde stabilitets- og vækstpagtens krav og forbedre den økonomiske styring.

4.7.2   Hvis vi forbliver på BNP-området, står det desuden klart, at solide offentlige regnskaber og en stabil euro udgør et nødvendigt grundlag for langsigtede udviklingsstrategier, idet regnskabsregler dog ikke i sig selv er en garanti for, at medlemsstaternes finanser udvikler sig positivt på lang sigt. Ifølge »invariansprincippet«, som er opstillet af STIGLITZ, SEN og FITOUSSI (18), bør værdien af regnskabsaggregaterne på nationalt plan ikke variere i forhold til institutionelle, økonomiske, sociale og politiske forskelle mellem de forskellige lande, men der bør sættes lighedstegn mellem situationer med den største ensartethed. Med andre ord er det ikke tilstrækkeligt at overvåge underskuddet og gælden fra år til år, når man skal tjekke de offentlige regnskabers bæredygtighed på lang sigt, men det er nødvendigt også at tage højde for prognoserne for de private markeder, i første række de finansielle markeder samt markederne for fast ejendom og sikringsordninger, som i krise- og nødsituationer kan have en relevant indflydelse på de offentlige finansers soliditet i medlemsstaterne, f.eks. gennem redning af kriseramte finansielle institutioner og store virksomheder.

4.7.3   Desuden indebærer fokuseringen på konkurrencemæssige ubalancer en konstant overvågning af dynamikken i enhedsomkostningerne til arbejdskraft, som på sin side medfører en større opmærksomhed omkring arbejdsmarkedsforhandlingerne, specielt i euroområdet, hvor medlemsstaterne ikke længere råder over devalueringsinstrumentet. Forbindelserne mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer bør derfor udgøre en integreret del af den strategi, som Kommissionen har fastlagt, et vigtigt element, der tilsyneladende mangler i Kommissionens meddelelse.

4.7.3.1   En løsning kunne være en mere intens og funktionel anvendelse af den makroøkonomiske dialog, hvor regeringerne sammen med arbejdsmarkedets parter foretager en effektiv evaluering af den økonomiske situation i EU og peger på de nødvendige foranstaltninger, i tæt samspil med den sociale dialog på nationalt plan. Gennem et kvalitetsløft, som gør det muligt for den makroøkonomiske dialog at påtage sig opgaven som et instrument, der muliggør en reel inddragelse af arbejdsmarkedets parter tillige med Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og Rådet, således at fællesskabsdynamikkerne bringes i overensstemmelse med de nationale dynamikker (19).

4.8   Gennemførelsen af en egentlig samordning af de europæiske økonomiske politikker kræver enighed - blandt de 27 medlemsstater - om den makroøkonomiske referenceramme og om den forventede makroøkonomiske ramme. For disse rammer danner grundlag for udarbejdelsen af den økonomiske politik og den finanspolitik, som medlemsstaterne fastlægger, og som de indberetter i løbet af det europæiske halvår. I denne særlige sammenhæng spiller Eurostats analyser, Kommissionens foreløbige forslag, Den Europæiske Centralbanks støtterolle og Det Europæiske Råds og Europa-Parlamentets reaktioner en afgørende rolle.

4.9   På grund af den nære sammenhæng mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige mål er det også nødvendigt at vedtage mere omfattende indikatorer end blot BNP-vækst. Det er værd at minde om, at i Kommissionens meddelelse med den meget sigende titel »BNP og mere – Måling af fremskridt i en verden i forandring« (20) efterlyses netop nye indikatorer, »som koncist inkluderer sociale og miljømæssige forbedringer (som f.eks. forbedret social samhørighed, adgang til overkommelige priser på basisvarer og -tjenester, uddannelse, folkesundhed og luftkvalitet) og tab (f.eks. øget fattigdom, større kriminalitet og udryddelse af naturressourcer)«, og som således »omfatter de spørgsmål, der optager borgerne«.

4.10   For at styrkelsen af styringen er effektiv og opfylder målene, er det nødvendigt, at de fem aktionslinjer, som er fastlagt, for at foranstaltningerne går længere end til BNP alene, reelt gennemføres: a) anvende miljømæssige og sociale indikatorer, b) opnå næsten realtidsinformation til beslutningstagningen, c) råde over mere præcise data om fordeling og uligheder, d) udarbejde en europæisk »resultattavle« for bæredygtig udvikling og e) inkorporere miljømæssige og sociale forhold i nationalregnskaberne.

4.11   Den igangværende styrkelse af den europæiske økonomiske styring er en proces, som i lighed med andre processer i EU's historie sikkert vil vise sig at være kompleks. Der er i øvrigt her tale om et implicit karaktertræk ved EU. En italiensk journalist har med rette mindet om, at »EU (i forhold til USA) er kendetegnet ved en støre uklarhed i en grad, der gør, at det lige fra starten af har kunnet sammenlignes med en rejsende på jagt efter et rejsemål« (21). I dag er det imidlertid af største vigtighed, at der er et præcist og klart rejsemål, som deles af de europæiske borgere, deres parlamenter og de nationale og europæiske institutionelle organer. Kun på denne måde vil det være muligt at nå de mål, som EU har sat sig lige fra sin grundlæggelse.

Bruxelles, den 17. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2010) 367 endelig.

(2)  KOM(2010) 250 endelig.

(3)  KOM(2010) 522-527. For nærmere detaljer henvises til http://ec.europa.eu/economy_finance/articles/eu_economic_situation/2010-09-eu_economic_governance_proposals_en.htm

(4)  Udtalelser fra EØSU om følgende emner: »Den nationale gældskrises konsekvenser for EU's forvaltning«, EUT C 51 af 17.2.2011, s. 15 – »Økonomisk genopretning: status og konkrete initiativer«, EUT C 48 af 15.2.2011 – »Finanskrisen og dens konsekvenser for realøkonomien«, EUT C 255 af 22.9.2010, s. 10 – »Økonomiske foranstaltninger til fremme af EU's industrielle strategi«, EUT C 10 af 15.1.2008, s. 106 – »Overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og økonomisk styring – Betingelserne for større sammenhæng i formuleringen af økonomiske politikker i Europa«, EUT C 324 af 30.12.2006, s. 49 – »Styrkelse af den økonomiske forvaltning – Reform af pagten om stabilitet og vækst«, EUT C 88 af 11.4.2006, s. 68.

(5)  Som kommissæren for økonomiske og monetære anliggender, Olli REHN, præciserede under høringen i Europa-Parlamentet den 5. juli 2010: »Krisen har afsløret store systemiske svagheder i den nuværende Økonomiske og Monetære Union. Sagt på en enkel måde: Vi har behov for en bedre og mere stram samordning af den økonomiske politik i EU. Vi har også behov for en mere stringent anvendelse af ØMU'ens regler. Reglerne er værdiløse, hvis de ikke overholdes.« REHN O., »Styrkelse af den økonomiske tillid til Europa« – Tale i Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg, Strasbourg, 5. juli 2010.

(6)  Europa-Parlamentet: Udkast til betænkning om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning). Det særlige udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise. Ordfører: Pervenche BERÈS. 6. maj, 2010.

(7)  Data hentet i Eurostats databank i september 2010 og opført i tabel 1 og 2 i bilaget.

(8)  Formanden for Det Europæiske Råd, Herman VAN ROMPUY erkendte selv dette »institutionelle underskud« den 20. september 2010: »… vi må leve med dilemmaet med en monetær union uden en fremskreden finanspolitisk union. Lige fra euroens start har de europæiske institutioner haft ansvaret for den monetære politik, mens medlemsstaterne fortsat har haft ansvaret for deres egen budgetpolitik og samordner deres egen økonomiske politik. Dette skaber spændinger, og heraf følger de undertiden uklare beslutninger, som jeg omtalte … ! Man kan beklage en konstruktionsfejl - »arvesynden« - som nogen kalder det. Jeg ville snarere kalde det et strukturelt handicap. Men man måtte på daværende tidspunkt under forhandlingerne om Maastrichttraktaten - specielt mellem Tyskland og Frankrig - foretage et valg. Hvis det ikke havde været for denne arvesynd, var euroen ikke kommet til verden!«. Herman VAN ROMPUY: »Ikke renationalisering af europæisk politik, men europæisering af den nationale politik« – Tale efter invitation fra »Notre Europe« i det store auditorium på statskundskab (Paris) (http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/fr/ec/116622.pdf).

(9)  VEROLA N.: »L'Europa e la crisi: squilibri finanziari ed equilibri costituzionali«, Paper for ASTRID, 2010 – Tilgængelig online http://www.astrid-online.it/Riforma-de/Studi-e-ri/VEROLA---L-Europa-e-la-crisi---squilibri-finanziari-ed-equilibri-costituzionali.pdf (kun på italiensk).

(10)  Leder af europæiske studier i »Council on Foreign Relations« og lærer på Georgetown University.

(11)  KUPCHAN, C.: »As nationalism rises, will the European Union fall«, Washington Post, 29. august 2010. Se også P. DE GRAUWEs betragtninger om beskatning og repræsentation i »Why a tougher Stability and Growth Pact is a bad idea«, VoxEU.org. – Tilgængelig online http://www.voxeu.com/index.php?q=node/5615.

(12)  Data fra Eurobarometer 73 - De første resultater, som er gengivet i figur 1 og 2 i bilaget.

(13)  Om miljømæssig bæredygtighed, jf. DALY H: »Efter væksten - Den bæredygtige udviklings økonomi«, 1996. Om »welfare« og ligelighed, jf. BEGG I., FERRERA M., HODSON D., MADSEN P., MATSAGANIS M., SACCHI S., SCHELKE W.: »The Cost of Non Social Policy: Literature Review«. Rapport til Kommissionen, Bruxelles, 2003 - Om den menneskelige udviklings paradigme, jf. SEN A.: »Inequality Reexamined«. (Ulighed: En kritisk gennemgang, Il Mulino, 2010), 1992 - SEN A.: »Development as Freedom«. (Hvorfor der ikke forekommer vækst uden demokrati, Mondadori, 2000), 1999.

(14)  KOM(2008) 800 endelig - En europæisk økonomisk genopretningsplan, s. 5.

(15)  ILO-IMF: »The Challenges of Growth, Employment and Social Cohesion« - Diskussionsoplæg på fælleskonferencen ILO-IMF, Oslo, 13. september 2010, s. 67-73.

(16)  Den aggregerede offentlige gæld i euroområdet faldt fra 72 % i 1999 til 67 % i 2007 (figur 3 i bilaget), og i samme periode voksede familiernes og den finansielle sektors gældsætning (figur 4 i bilaget). Den offentlige sektors gældsætning er vokset siden 2008 (figur 5 i bilaget), da regeringerne reddede det kriseramte banksystem og støttede den økonomiske aktivitet i en periode med vigende konjunkturer (fald i BNP og af skatteindtægter).

(17)  FITOUSSI J.P.: »Crise et démocratie, le paradoxe européen«, Le Monde, 16. oktober 2010. Se også DE GRAUWE P.: »What kind of governance for the eurozone?«, CEPS Policy Brief, n. 214, September 2010.

(18)  STIGLITZ J.E., SEN A., FITOUSSI J.P.: »Report by the Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress« – Rapport til præsidenten for Den Franske Republik, Paris, 2009 (s. 22-23).

(19)  WATT A.: »Economic Governance in Europe: A Change of Course only after ramming the Ice«, Social Europe Journal, 30. juli 2010 – Tilgængelig online http://www.social-europe.eu/2010/07/economic-governance-in-europe-a-change-of-course-only-after-ramming-the-ice/.

(20)  KOM(2009) 433 endelig, s. 3-4.

(21)  BASTASIN C.: »Questo secolo può essere ancora europeo«, Il Sole 24 ore, 2. september 2010.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet på plenarforsamlingen, men opnåede dog mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 4.7.3.1 –   Ændringsforslag 1 fremsat af Viliam Páleník

Nyt punkt 4.7.4 tilføjes efter punkt 4.7.3.1.

»

Begrundelse

Tredje afsnit i Kommissionens dokument kommer ind på implicitte forpligtelser, men ikke på det specifikke indhold, eller hvad det i praksis betyder. En sådan forklaring ville højne kvaliteten af det foreliggende forslag.

Afstemningsresultat:

For

:

69

Imod

:

160

Hverken for eller imod

:

19


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/16


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Centralbank — Bankafviklingsfonde

KOM(2010) 254 endelig

2011/C 107/03

Ordfører: Lena ROUSSENOVA

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 26. maj 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Centralbank — Bankafviklingsfonde

KOM(2010) 254 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 1. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 193 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU deler Kommissionens store bekymring for, at skatteydernes penge på ny vil blive anvendt til at dække banktab, og støtter principielt etableringen af et harmoniseret netværk af nationale ex ante-bankafviklingsfonde med forbindelse til en række koordinerede nationale krisestyringsordninger. EØSU mener imidlertid, at etableringen af et brugbart system for bankafviklingsfonde kræver, at medlemsstaterne først når til enighed om vedtagelsen af fælles metoder og ensartede regler for at undgå konkurrenceforvridning. De nuværende tendenser peger i en anden retning. En del medlemsstater har allerede indført eller har planer om at indføre skattemæssige foranstaltninger for at tilføre midler til deres magre budgetter eller styrke deres markeder. Ulige konkurrencevilkår gør sig således allerede gældende. Med et realistisk syn på den aktuelle situation og som følge af tidligere erfaringer er det vanskeligt at forholde sig optimistisk til troen på en hurtig løsning. En mere gradvis fremgangsmåde giver måske mulighed for at reducere nogle af disse forskelle med tiden.

1.2   Med hensyn til konkurrence bør opretholdelsen af lige konkurrencevilkår på nationalt, europæisk og globalt plan altid være et primært mål. Som systemet for bankafviklingsfonde er udformet på nuværende tidspunkt, risikerer det at have ødelæggende virkninger på nationalt plan ved kun at påvirke en del af den finansielle sektor, på EU-plan ved at medføre nye omkostninger for visse nationale sektorer, som allerede er svage, og globalt, fordi det er usandsynligt, at der kan opnås konsensus på G-20-niveau.

1.3   Et vigtigt spørgsmål vedrører det makroøkonomiske scenario. Alle nationale og internationale myndigheder lægger pres på banksektoren for at afhjælpe situationen gennem større udlån til realøkonomien. Det erkendes, at nye forsigtighedsregler, kapitalkrav og afgifter er nødvendige, og her bør myndighederne forsøge at finde en fornuftig balance mellem de modstridende behov for henholdsvis midler til det nationale budget og realøkonomien. På nuværende tidspunkt er systemet for bankafviklingsfonde for vagt til, at der kan foretages nøjagtige beregninger, og at man kan sikre de nødvendige investeringer i produktion, vækst og arbejdspladser. Det er vanskeligt at drage fordel begge veje uden passende prioritering og timing for gennemførelsen af hvert skridt i det foreslåede system for bankafviklingsfonde.

1.4   EØSU mener, at Kommissionen bør foretage en grundig vurdering af de kumulative virkninger af afgifter og bankafviklingsfonde samt tage højde for ovennævnte bekymringer, navnlig dem, der fremgår af punkt 1.3, inden der træffes foranstaltninger til at indføre bankafgifter. Afgørelsen om indførelse af bankafviklingsfonde kræver en vurdering af, hvad hele systemet vil koste, hvordan det vil påvirke banksektorens udlånspotentiale, samt af den tid, der vil gå, inden systemet for bankafviklingsfonde er blevet tilstrækkeligt stærkt eller når sin målstørrelse. EØSU anbefaler, at disse vurderinger baseres på det værst tænkelige scenario for at sikre, at systemet er realistisk og praktisk gennemførligt i en kriseperiode, hvor bankerne på den ene side vil have vanskeligt ved at yde bidrag til systemet for bankafviklingsfonde, og dette på den anden side er tidspunktet, hvor der er brug for fondenes ressourcer.

2.   Indledning

2.1   Kommissionen bifaldt budskabet fra G20-mødet i Pittsburgh i september 2009, om at skatteydernes penge ikke igen skal bruges til at dække bankernes tab, og arbejder på at sikre dette på mindst to, gensidigt supplerende, måder:

a)

ved at mindske sandsynligheden for, at banker bliver nødlidende, via et styrket makro- og mikroøkonomisk tilsyn, bedre virksomhedsledelse og skærpede reguleringsstandarder, og

b)

ved at sikre, at der – hvis en bank trods disse foranstaltninger alligevel bliver nødlidende – er hensigtsmæssige redskaber, herunder tilstrækkelige ressourcer, til rådighed til at gennemføre en velordnet afvikling i tide.

2.2   I KOM(2010) 254 endelig redegør Kommissionen for sine overvejelser om, hvordan den finansielle sektor kunne bidrage til at finansiere afviklingen af nødlidende banker inden for det overordnede sæt værktøjer for kriseforebyggelse og -styring. Kommissionen mener, at ex ante-bankafviklingsfonde finansieret af bankafgifter bør indgå i en ramme for finansiel stabilitet og bredere reformer af det finansielle system med vægt på forebyggelse. De anses for at være hensigtsmæssige instrumenter til indgriben i og løsning af problemet med nødlidende banker på en måde, der reducerer offentlighedens omkostninger i forbindelse med nødlidende banker. Meddelelsen beskriver formålet med, den potentielle størrelse af og betingelserne for etableringen af bankafviklingsfonde.

2.3   Kommissionens mål er at introducere en EU-strategi for bankafviklingsfonde og i sidste ende oprette en EU-dækkende afviklingsfond, der ses som en meget hensigtsmæssig løsning. Kommissionen mener imidlertid, at det ville være meget vanskeligt at begynde med at etablere en EU-afviklingsfond, hvis der ikke findes en integreret EU-ramme for tilsyn og krisestyring. Af samme grund anses et passende første skridt for at være et system, der er baseret på etablering af et harmoniseret netværk af nationale ex ante-afviklingsfonde forbundet med et sæt koordinerede nationale krisestyringsordninger.

2.4   EØSU bifalder alle forslag, der sigter mod at styrke den finansielle sektor og hindre fremtidige kriser og anerkender i den forbindelse i princippet Kommissionens initiativer og anbefalinger om en EU-tilgang til bankafviklingsfonde, som angivet i KOM(2010) 254 endelig, men har samtidig visse bekymringer. EØSU erkender, at nogle af initiativerne måske ikke er gennemførlige og acceptable for visse medlemsstater på dette stadie, og at andre kræver yderligere overvejelser, analyser og præcisering.

2.5   Formålet med den nye krisestyrings- og forebyggelsesramme vil være at sikre, at medlemsstaterne i tilfælde af, at bankerne lider nød i større omfang, råder over fælles redskaber, der kan anvendes koordineret for at beskytte det finansielle system i sin helhed, spare skatteyderne for omkostninger og sikre lige konkurrencevilkår. Disse fælles afviklingsværktøjer forventes at sikre, at en velordnet afvikling er en troværdig løsningsmodel for enhver bank uanset størrelse og kompleksitet. Dimensionskonceptet er vigtigt. Mens der i princippet bør garanteres en velordnet afvikling i »alle« tilfælde, er det vigtigt at definere, hvornår der er tale om et »stort« eller »omfattende« krak. Meget store og komplekse finansielle institutioner (navnlig internationale grupper, som ikke nødvendigvis alle er europæiske eller europæisk baserede) kan byde på udfordringer. Omfattende krak kan kræve forskelsbehandling, som muligvis inkluderer opretholdelse af den juridiske enhed som en »going concern« gennem omstrukturering, gældsafskrivninger og udvanding/fjernelse af aktionærer. Der vil evt. være behov for yderligere finansiering fra en fond som en del af tiltagspakken.

2.6   Den 20. oktober 2010 vedtog Kommissionen en køreplan med tidsplan, foranstaltninger, værktøjer og planer for en komplet EU-krisestyringsramme. I foråret 2011 vil de relevante lovgivningsmæssige forslag om krisestyring og afviklingsfonde blive forelagt. På nuværende tidspunkt kan vi kun have foreløbige forventninger og bemærkninger. Startdatoen fastlægges ved et direktiv under forudsætning af, at dette godkendes. Et kvalificeret gæt vil, under hensyntagen til omstændighederne og Kommissionens løfte om senest i foråret 2011 at godkende de relevante lovgivningsmæssige forslag, i bedste fald være en dato i 2013-2014. Den enkelte fond skal have tid til at nå sin målstørrelse, men da den vil omfatte ex post- og ex ante-finansiering, vil den teoretisk set være operationel, så snart lovgivningen er indført i medlemsstaten. Vi bør imidlertid holde os for øje, at visse medlemsstater har erklæret, at de ikke har planer om at indføre bankafgifter på kort sigt, fordi deres banksektorer ikke i alvorlig grad er påvirket af krisen og stadig er stabile. Bankafviklingsfonde bør i så tilfælde betragtes som et redskab til håndtering af finansielle kriser på mellemlang til lang sigt.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Tilgangen til bankafviklingsfonde

3.1.1   EØSU godkender Kommissionens tilgang, der som et første skridt foreslår, at der oprettes et harmoniseret netværk af nationale bankafviklingsfonde forbundet med et sæt koordinerede nationale krisestyringsordninger Det anbefales imidlertid samtidig, at fondsnetværket etableres gradvist og med nøje hensyntagen til den enkelte medlemsstats særlige karakteristika. Tyskland og Sverige er begyndt at arbejde på deres egne fonde, der vil samle de midler, som rejses fra afgifter/bidrag. Hvert af landene har sin egen metode og sine egne regler for etablering af fondene, og EØSU kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvilke regler der bør foretrækkes.

3.1.2   I betragtning af at visse lande allerede er i færd med at indføre landespecifikke bankafgifter, andre afgifter og ordninger, mener EØSU, at visse fælles grundlæggende principper og parametre for afgifterne som et helt første skridt bør drøftes og være genstand for enighed med henblik på at undgå konkurrenceforvridning i EU's finansielle sektor. EØSU går ind for en gradvis fremgangsmåde, der skelner mellem målsætninger, der skal opfyldes på kort og mellemlangt sigt (1). På kort sigt bør det forventes, at medlemsstaterne når til enighed om grundlaget for afgiften, dens størrelse og omfang, samtidig med at der tillades en vis grad af fleksibilitet med hensyn til de løbende ændringer i reguleringssystemet og udviklingen i retning af en højere grad af harmonisering. En trinvis strategi for indførelsen af en enkel og rimelig afgift kan derefter overvejes efterfulgt af indførelsen af et mere harmoniseret system for bankafgifter og bankafviklingsfonde.

3.1.3   EØSU mener, at en gradvis tilgang er mere hensigtsmæssig og realistisk, idet den kan afspejle såvel de forskellige måder, hvorpå finanskrisen har påvirket de enkelte medlemsstater, som de særlige kendetegn for deres reaktion på krisen:

Medlemsstaterne blev berørt af krisen på forskellige tidspunkter og har været påvirket på forskellig vis og i forskelligt omfang. De kommer eller vil komme ud af krisen på forskellige tidspunkter, og de vil være i stand til at oprette deres egne bankafviklingsfonde på forskellige tidspunkter.

Den finansielle sektor i visse medlemsstater er ikke blevet påvirket i alvorlig grad af finanskrisen, og de har ikke anmodet om støtte. Disse medlemsstaters realøkonomier er i stedet med en vis forsinkelse blevet ramt af den globale finansielle og økonomiske krise. Deres banksektorer kæmper, selvom de er solide, stadig for at undgå, at krisen udvikler sig, samtidig med at de forventes at støtte genopretningen. Sådanne lande kan være tilbageholdende med at etablere nationale bankafviklingsfonde på et tidspunkt, hvor de fleste medlemsstater er villige til at gøre dette, til dels fordi nogle af dem råder over indskudsgarantier, der overstiger indskydergarantiordningerne og omfatter visse bankafviklingsfunktioner.

3.1.4   EØSU glæder sig over Kommissionens planer om at undersøge den »potentielle synergi mellem indskydergarantiordningerne og afviklingsfondene«, der er omtalt i KOM(2010) 579 endelig. Udvalget mener, at indskudsgarantierne og bankafviklingsfunktionerne - hvis det grundlag, som indskudsgarantierne på nuværende tidspunkt hviler på, udvides - kan dækkes af en fond uden at bringe indskydergarantiordningernes evne til opfylde målet om at beskytte indskyderne i fare. Denne undersøgelse er yderst hensigtsmæssig for medlemsstater, hvis indskudsgarantier allerede har visse forebyggende og afviklende funktioner, idet en udvidet fond i givet fald vil varetage begge opgaver.

3.1.5   EØSU forstår Kommissionens argumenter for en EU-dækkende afviklingsfond samt dens bekymringer over de vanskeligheder, der er forbundet med opførelsen af en sådan fond, og mener, at det ville være overilet og ikke praktisk gennemførligt at etablere en sådan fond på dette stadie. I betragtning af tidligere og nylige erfaringer tvivler EØSU på effektiviteten af en fælles EU-afviklingsfond.

3.2   Finansiering af bankafviklingsfonde: Afgiften

3.2.1   Kommissionen mener, at bankafviklingsfonde bør finansieres ved bidrag eller afgifter betalt af bankerne. Det Europæiske Råd nåede den 17. juni 2010 til enighed om, at bankafgifter skulle være en del af en pålidelig afviklingsramme  (2) , og at dette skulle være et af principperne for indførelsen af en sådan.

3.2.1.1   Selv om det af meddelelsen fremgår, at det primære formål med afgiften bør være at få bankerne til at bidrage til udgifterne i forbindelse med krisen, afbøde systemiske risici, begrænse konkurrenceforvridning og rejse midler til en pålidelig afviklingsramme, gives der ikke en klar definition af afgiften. I et dokument (3) fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg defineres en »afgift« som en »forpligtelse (i form af et gebyr eller en afgift) for finansieringsinstitutter for at få dem til at bidrage til udgifterne i forbindelse med finanskrisen«. En afgift anses for at være et gebyr, når den har til formål at finansiere en fond uden for budgettet, og for at være en afgift, når den er en del af statsbudgettet. EØSU forventer, at Kommissionen giver en klar definition af begrebet »afgift«.

3.2.2   EØSU mener, at kriterierne for afgiftsgrundlaget samt afgiftsstørrelsen udgør en af de største hindringer for en generel aftale, og er overbevist om, at der som et første skridt bør opnås enighed om adskillige grundlæggende principper. EØSU er enig med Kommissionen i, at afgiftsgrundlaget bør være i overensstemmelse med principperne på side 8 i meddelelsen. Det bør anerkendes, at de nationale finansielle sektorer varierer med hensyn til størrelse, styreformer, tilsynseffektivitet og risikoniveau. På baggrund af disse forskelle kunne der indledningsvis tillades en vis fleksibilitet for medlemsstaterne til at overveje forskellige afgiftsgrundlag, men afgiftsgrundlaget bør efterfølgende harmoniseres.

3.2.3   Kommissionen mener, at bidragene/afgifterne kunne baseres på tre ting: bankernes aktiver, bankernes passiver eller bankernes overskud og bonusser. Da aktiver og passiver på balancen i højere grad afspejler risikoelementer end andre indikatorer, betragter EØSU bankoverskud og -bonusser som et mindre hensigtsmæssigt grundlag for bankernes bidrag. Der er både fordele og ulemper ved hvert af de to første afgiftsgrundlag, og måske bør en kombination af begge overvejes.

3.2.3.1   Bankernes aktiver er en god indikator for deres risiko. De afspejler såvel sandsynligheden for, at banken bliver nødlidende, som hvor meget det vil kunne komme til at koste at gennemføre en afvikling af banken. Risikovægtede aktiver som foreslået af IMF (4) kan også tages i betragtning som et hensigtsmæssigt grundlag for afgifter, idet de, som følge af den brede accept af Baselkapitalkravene, har den fordel, at de er internationalt sammenlignelige. På den anden side vil en afgift baseret på bankens aktiver forstærke virkningerne af Baselkomitéens kapitalkrav, idet bankernes aktiver allerede er genstand for risikovægtede kapitaldækningskrav.

3.2.3.2   EØSU mener, at bankernes passiver, ekskl. garanterede indskud og bankkapital (f.eks. »tier one« for banker) og inkl. visse poster uden for balancen sandsynligvis vil være det mest hensigtsmæssige grundlag for bankernes bidrag/afgifter  (5) . De er en god indikator for de omkostninger, der evt. skal dækkes i tilfælde af en bankafvikling, de er enkle og vil, på trods af at en vis overlapning ikke kan udelukkes, ikke overlappe så meget som den aktivbaserede tilgang (6). Andre forpligtelser kan også udelukkes, herunder efterstillet gæld, statsgaranteret gæld og gældstransaktioner inden for koncernen. Set i lyset af at medlemsstaterne allerede har introduceret landespecifikke afgiftsordninger, hvis afgiftsgrundlag varierer betydeligt, vil en første harmoniseret fremgangsmåde baseret på alle passiver og en forudgående kvalitativ evaluering af disse, dog måske være mere acceptabel.

3.2.4   EØSU tilslutter sig Kommissionens holdning, som angivet i KOM(2010) 579 endelig, gående på at alle bankafviklingsfonde bør modtage bidrag fra institutioner, som er autoriseret i samme medlemsstat, og at bidragene bør dække deres filialer i andre medlemsstater. Datterselskaber vil således være underlagt værtslandets afgifter og filialerne hjemlandets. Hvis alle medlemsstater opkræver afgifter fra de finansielle institutioner på baggrund af disse principper, kan faren for dobbelte afgifter og konkurrenceforvridning undgås.

3.2.5   EØSU fastholder, at tidsplanen for afgiftsindførelsen bør overvejes nøje i lyset af de udfordringer, som både bankerne og økonomien står over for på nuværende tidspunkt. Efter en periode med alvorlig finanskrise er bankerne sædvanligvis risikosky og forbliver tilbageholdende med at låne penge ud i et par år på trods af de nationale og internationale myndigheders bestræbelser på at opfordre dem til at støtte den økonomiske genopretning. Bankerne må samtidig bære omkostningerne ved de nye kapital- og likviditetskrav. I tråd med EØSU's vurdering i punkt 1.4 kan man give de finansielle institutioner en passende overgangsperiode, så de kan styrke deres kapitalgrundlag, tilpasse sig den nye regulering og finansiere realøkonomien. På mellemlang sigt kan visse tilpasninger af afgiftsstørrelsen være hensigtsmæssig med henblik på at tage højde for udviklingstendenser på reguleringsområdet samt udviklingen af EU's afviklingsramme.

3.3   Bankafviklingsfondenes anvendelsesområde og størrelse

3.3.1   Bankafviklingsfondenes anvendelsesområde og størrelse afhænger af, hvordan Kommissionen fastlægger fondenes opgave med at finansiere den velordnede afvikling af nødlidende finansielle enheder, herunder banker. EØSU støtter Kommissionens holdning om, at afviklingsfondene bør være til rådighed til afvikling af banker, mens det utvetydigt bør udelukkes, at fondene anvendes til at redde institutioner. EØSU finder det imidlertid uacceptabelt, at den kriseafviklingsramme, som er udarbejdet af Kommissionen, hovedsageligt fokuserer på banksektoren, idet alle finansielle institutioner kan være farlige for investorerne, hvis de løber høje risici. EØSU anbefaler, at alle banker og alle finansielle institutioner, som er underkastet et tilsyn (med undtagelse af forsikringsselskaber, som der for øjeblikket forberedes en særskilt garantiordning for), skal indgå i afviklingsrammen (7). Dermed sikres der lige konkurrencevilkår, og man undgår at give den europæiske befolkning et fejlagtigt indtryk af, at kun en del af finansverdenen er at klandre for krisen.

3.3.2   Fondenes størrelse fremgår ikke af meddelelsen – men det indikeres, at den finansielle sektor bør bære alle afviklingsomkostninger – om nødvendigt gennem ex post-finansieringsordninger. Spørgsmålet er, hvordan den passende målstørrelse beregnes for hvert land. I den forbindelse kan vi konstatere to problemer: Det ene er, at de svageste systemer proportionelt vil anmode om de højeste bidrag og således sås der tvivl om, hvorvidt der foreligger lige konkurrencevilkår. Det andet vedrører den tidsramme, der anvendes i beregningerne: Målgrænsen beregnes på baggrund af aktuelle og forventede situationer. Inden målgrænsen nås, kan situationen have ændret sig betydeligt, og det vil således være nødvendigt at tilpasse både mål og bidrag. I reglerne bør der tages højde for mulige ændringer af de oprindelige omstændigheder og beregninger. Da risici i øvrigt varierer i konjunkturforløbet, vil afgiftsbeløbet skulle tilpasses for at gøre det finansielle system mindre procyklisk.

3.4   Uafhængighed og forvaltning af bankafviklingsfonde

3.4.1   EØSU tilslutter sig Kommissionens holdning om, at bankafviklingsfondene skal holdes adskilt fra det nationale budget. EØSU er enig i, at deres funktionelle uafhængighed fra staten vil sikre, at de kun dækker afviklingsforanstaltninger og intet andet. Medlemsstaterne følger imidlertid på nuværende tidspunkt to forskellige fremgangsmåder for fordeling af midler rejst af den finansielle sektor. Lande som Tyskland, Belgien og Sverige går ud fra princippet om, at der bør være en tydelig sammenhæng mellem afviklingsmekanismens ind- og udbetalingsside. Andre lande tillader, at midler rejst ved hjælp af afgiften absorberes af det overordnede budget, da der ikke er påtænkt en tydelig forbindelse til afviklingsrammen for den finansielle sektor. En ordning, der skaber forventninger om, at finansielle institutioner kan modtage statsstøtte, kan skabe tvivl om formålet med den foreslåede ramme, som er at introducere en velordnet afviklingsordning for nødlidende finansielle institutioner, uden at skatteyderne inddrages. EØSU deler Kommissionens synspunkt om, at den finansielle sektor kan blive mindre afhængig af offentlige midler, hvis der etableres særlige afviklingsfonde, og at den moralske risiko, der er forbundet med institutioner, som er »for store til at gå under«, kan mindskes. EØSU mener, at midler rejst fra afgiften, i lighed med indskudsgarantier, bør kontrolleres og styres af andre myndigheder end dem, der er ansvarlige for skatteanliggender. Dvs. de myndigheder, der varetager forvaltningen af rammen for finansiel stabilitet, bør have ansvaret.

3.4.2   Inden der træffes en endelig afgørelse om forvaltningen af bankafviklingsfonde, må der gives klare svar på følgende spørgsmål:

er fonden en del af tilsynsreguleringen? eller

opfattes den som en skatteforanstaltning, der har til formål at anmode den finansielle sektor om at bidrage til genindvindingen af de offentlige midler, der er anvendt? eller

er der udelukkende tale om et skattemæssigt tiltag, der sigter på at skabe et mere gennemsigtigt marked ved at bekæmpe finansiel spekulation?

Hvis Kommissionen anser bankafviklingsfonde for at udgøre et semi-skattemæssigt tiltag og en del af en ramme for finansiel stabilitet, bør den sikre, at dette fremgår tydeligt, idet der ikke kan etableres en korrekt forvaltning af bankafviklingsfondene, medmindre man har en præcis forestilling om deres karakter.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs ad hoc-arbejdsgruppe vedrørende krisestyring, 17. september 2010.

(2)  Kommissionen, GD for det indre marked og tjenesteydelser, Kommissionens tjenestegrenes non-paper om bankafgifter til drøftelse på mødet i Det Økonomiske og Finansielle Udvalg den 31. august 2010, s. 4.

(3)  Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs ad hoc-arbejdsgruppe vedrørende krisestyring.

(4)  IMF, A Fair and Substantial Contribution by the Financial Sector, endelig rapport til G-20, juni 2010, s. 17.

(5)  IMF har udtrykt præference for en bred vifte af passiver, som omfatter visse poster uden for balancen, men ikke kapital og garanterede forpligtelser. Kommissionen støtter også den markedsforpligtelsesbaserede tilgang i sit non-paper af 20. august 2010. Fire medlemsstater har allerede vedtaget en fremgangsmåde baseret på forskellige forpligtelser.

(6)  Baselkomitéens forslag omfatter tilsyn med likviditet og bankernes ændringsrisici.

(7)  I KOM(2010) 579 lover Kommissionen at anvende EU's ramme for krisestyring i finanssektoren på alle kreditinstitutter og visse investeringsfirmaer uden at komme med en præcis definition af investeringsfirmaer. EØSU mener, at afviklingsrammen bør omfatte alle finansielle institutioner, som er underlagt et tilsyn.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/21


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Centralbank — Regulering af finansielle tjenesteydelser med sigte på bæredygtig vækst

KOM(2010) 301 endelig

2011/C 107/04

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Kommissionen besluttede den 2. juni 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Centralbank — Regulering af finansielle tjenesteydelser med sigte på bæredygtig vækst

KOM(2010) 301 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 1. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 164 stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   »Der kræves en meget større indsats på området internationalt tilsyn. Man kan have de bedste regler i verden, men hvis man ikke sørger for, at de håndhæves, nytter det hele ikke noget« (1).

1.2   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) hilser Kommissionens meddelelse velkommen og ser de nye regler for de finansielle markeder som et uundværligt instrument til at skabe et bæredygtigt økonomisk opsving.

1.3   EØSU mener, at opmærksomheden om disse problemer er aftagende, og forståelsen for, at det haster med at få vedtaget de foreslåede bestemmelser, er ikke lige stor i alle medlemsstater og synes ikke længere at være en fælles prioritering.

1.4   EØSU understreger, hvor vigtigt det er at intensivere indsatsen for at nå frem til en international aftale. Ikke desto mindre er det efter EØSU's mening væsentligt og uomgængeligt, at den proces, som EU-institutionerne har indledt, finder en snarlig og positiv afslutning og ikke kobles til nogle internationale aftaler, der endnu har lange udsigter, således som vi desværre lige har måttet konstatere endnu en gang.

1.5   EØSU ser positivt på de foreslåede tiltag og afventer at blive hørt om de forslag, der endnu er under udarbejdelse, såsom revisionen af MiFID-direktivet – som er vigtigt for at sikre sunde og gennemsigtige markeder såvel som investorernes tillid.

1.6   EØSU støtter Kommissionens bestræbelser på at få afsluttet lovgivningsprocessen. Kommissionen kunne give EØSU til opgave at skabe opbakning til de forelagte forslag og de kommende lovgivningsforslag blandt de økonomiske og sociale organisationer og sammenslutningerne af forbrugere af finansielle tjenester på nationalt plan.

1.7   Med vedtagelsen af loven om regulering af de amerikanske finansielle markeder, Dodd Frank Act, har USA taget et stort skridt fremad i retning af at få skabt et grundlag for en stærkere konvergens på internationalt plan. Denne lovgivning fastlægger blot en reguleringsramme for mange spørgsmål og overlader den endelige fastlæggelse af reglerne til de kompetente myndigheder eller en senere detaillovgivning. Kommissionen har derimod allerede udarbejdet de enkelte bestemmelser i detaljer. De to tilgange skulle gerne i sidste ende nå det samme mål.

1.8   EØSU ser positivt på visse originale løsninger i den amerikanske lovgivning og foreslår Kommissionen at iværksætte en grundig undersøgelse af forslaget om at oprette en myndighed til beskyttelse af forbrugerne af finansielle tjenesteydelser. EØSU mener dog, at det bør overvejes at give en sådan myndighed en mere uafhængig position.

1.9   Det er også værd at se nærmere på beslutninger, der er truffet i USA om, hvorledes man skal tackle problemet med institutioner, som er for store til at krakke (»too big to fail«), hvor der er fare for moralsk hasard i risikoforvaltningen. EØSU beder Kommissionen nøje overveje muligheden for at træffe lignende foranstaltninger, som kan have en specifik og afskrækkende indvirkning på den uforsigtige og overordentlig risikobehæftede adfærd, som nogle chefer for finansielle institutioner har lagt for dagen. Sådanne foranstaltninger bør være til nytte i bestræbelserne på at opnå en bedre risikostyring i de finansielle institutioner.

1.10   Hele revisionen af lovgivningen forventes at være afsluttet senest i 2011 og træde i fuld kraft fra 2013. Dette vil være muligt, hvis der ikke opstår problemer, og køreplanen respekteres af alle. EØSU har dog sine tvivl og er bange for, at det ikke vil lykkes. Kommissionen bør bede Parlamentet og Rådet om særlig hurtig behandling af alle initiativer vedrørende reguleringen af finansmarkederne. Finanskrisen begyndte i 2007 og allerede dengang stod det klart, at det er nødvendigt at tage ihærdigt fat på at regulere markederne. Siden da har krisen kostet over 2 tusind milliarder dollars og forårsaget utallige virksomheders fallit og mindst 30 millioner tabte arbejdspladser med udsigt til tab af yderligere 400 millioner ifølge direktøren for IMF. Alene i finanssektoren har mindst en halv million mennesker over hele verden mistet deres job. Denne tendens fortsætter og stadig flere vil miste deres job.

1.11   EØSU efterlyser en stærk, omfattende, effektiv og afbalanceret regulering. For at undgå negative konsekvenser anbefaler udvalget, at der foretages en nøje analyse af lovgivningsinitiativerne som helhed for at kortlægge de nødvendige foranstaltninger vedrørende det finansielle system og kapitalmarkedet. Et stabilt og effektivt system vil fremme finansiel stabilitet og likviditet i realøkonomien.

1.12   Civilsamfundet på europæisk og nationalt plan bør fortsat presse på over for tilsynsmyndighederne og de offentlige myndigheder med henblik på hurtig vedtagelse af nye regler på det finansielle område. Kommissionen kunne give EØSU til opgave at slå til lyd for nødvendigheden af at træffe hurtige og samlede beslutninger om reguleringen af finansmarkederne gennem konkrete offentlige tiltag, der inddrager arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og sammenslutningerne af forbrugere af finansielle tjenesteydelser.

2.   Kommissionens meddelelse

2.1   I meddelelsen »Regulering af finansielle tjenesteydelser med sigte på bæredygtig vækst« gennemgår Kommissionen de allerede gennemførte foranstaltninger, fremlægger en køreplan for de kommende lovgivningsinitiativer og opstiller de fire hovedprincipper, som dens program er baseret på: gennemsigtighed, effektivt tilsyn, øget modstandsdygtighed og finansiel stabilitet samt bedre forbrugerbeskyttelse.

2.2   »Et sikrere, sundere, mere gennemsigtigt og mere ansvarligt finansielt system, der arbejder for økonomien og samfundet som helhed, og som kan finansiere realøkonomien, er en forudsætning for bæredygtig vækst. Det er et afgørende supplement til Europas indsats for at konsolidere de offentlige finanser og gennemføre de strukturreformer, der er nødvendige for at skabe en dynamisk økonomi på lang sigt«. Dette er hovedprincipperne for Kommissionens lovgivningsprogram.

2.3   Kommissionen redegør i dette dokument for de faser, som siden udbruddet af den store krise i september 2008 er mundet ud i indførelsen af en ny og sammenhængende lovgivningsramme.

2.4   Allerede i november 2008 nedsattes gruppen, som Jacques de Larorière blev formand for, og der blev truffet nogle hastende initiativer såsom revisionen af kapitalkravsdirektivet og direktivet om indskudsgarantiordninger. Der blev også vedtaget en forordning om kreditvurderingsbureauer og forelagt to henstillinger om aflønningsprincipper.

2.5   I forlængelse af forslagene i gruppens rapport har Kommissionen vedtaget en række forslag, hvoraf mange endnu er til behandling i EU's politiske organer, Rådet og Parlamentet.

2.6   Kommissionen håber på en konsekvent lovgivningsmæssig indsats, som tager højde for nødvendigheden af at få afsluttet processen med fremlæggelse og vedtagelse af alle de foreslåede bestemmelser inden udgangen af 2012.

3.   EØSU's bemærkninger

3.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har i en lang række udtalelser tilkendegivet sin holdning til de tiltag, som Kommissionen har ønsket vedtaget begyndende med den pakke af foranstaltninger, som de Larosière-gruppen foreslog, og derefter om de efterfølgende specifikke foranstaltninger.

3.2   I flere tilfælde er udvalgets ideer og bemærkninger blevet indarbejdet, og det resultat, der er kommet ud af det, synes at være sammenhængende og fyldestgørende. Men vil alt dette være nok til at genskabe tilliden til markederne og tilsynsorganerne samt til de offentlige myndigheder, som tidligere på en vis måde har støttet en superliberalistisk model i overbevisningen om, at markedet ville regulere sig selv? Denne illusion var udbredt ikke kun i de fleste medlemsstater, men også blandt erfarne personer i Kommissionen. Markederne har en indbygget tendens til at svinge irrationelt mellem uvilje mod risici og risikovillighed. Den vanskelige opgave er at dæmpe disse udsving uden at ødelægge markederne.

3.3   Med denne meddelelse indrømmer Kommissionen indirekte fortidens fejl – fejl som EØSU tidligt påpegede – og opridser en sund og omfattende køreplan, som grundlæggende er tilstrækkelig til at udarbejde nye lovgivningsrammer for tilsyn, stabilitet og gennemsigtighed på markederne. Det er et væsentligt skridt, og udvalget anerkender kvaliteten af det arbejde, der er udført indtil nu.

3.4   Europa-Parlamentet har gjort meget for at forbedre den foreslåede ordlyd og stramme den op – undertiden ved at støtte de samme forslag til ændringer, som udvalget havde fremsat – og således bidraget til indførelsen af forordninger og direktiver, som forekommer effektive og sammenhængende.

3.5   I gennemførelsesfasen har der dog været nogle problemer. For eksempel er det ved oprettelsen af EIOPA, som fører tilsyn med forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordningerne, afgørende, at de to områders specifikke karakter anerkendes og beskyttes; især er det vigtigt at sørge for, at sektoren for supplerende social sikring behandles på lige fod med forsikringssektoren.

3.6   Rådet har overraskende nok spillet en mindre positiv rolle ved at tvinge Kommissionen til at revidere visse gode forslag for eksempel om tilsynsmyndigheder. Det kompromis, man nåede frem til takket være Parlamentets og Kommissionens indsats, er dog positivt, men man kunne have nået et bedre og hurtigere resultat, hvis der ikke fra forskellig side var blevet nedlagt vetoer mod enkelte bestemmelser.

3.7   Men har man gjort alt, hvad der skulle gøres og i rette tid?

3.8   USA har med Dodd-Frank loven  (2) af 21. juli 2010 reageret mere sammenhængende og hurtigere på det krav om regulering og beskyttelse, der har lydt fra den svagere part på markedet, forbrugerne. Naturligvis må det tages i betragtning, at beslutningsprocessen er langsommere i Europa, og at de europæiske bestemmelser går i detaljer med de enkelte aspekter, mens den amerikanske lov danner rammen om efterfølgende love og reguleringer. Det er vigtigt, at disse forløb er afbalancerede og afvikles i samme takt for at sikre en sammenhængende tilgang til den nye regulering.

3.9   I sin analyse af Kommissionens forslag vil EØSU sammenholde de to fremgangsmåder, vurdere de forskellige løsningsforslag vedrørende de enkelte emner og overveje, om der er tilfælde, hvor visse aspekter af den amerikanske lovgivning med fordel kan overføres til den europæiske lovgivning.

3.10   Et eksempel, som bør undersøges, er nedsættelsen af en føderal myndighed til beskyttelse af forbrugerne (Bureau of Consumer Financial Protection). EØSU beder Kommissionen om grundigt at undersøge muligheden for at indføre en lignende myndighed i det europæiske retssystem.

3.10.1   Den myndighed, der er oprettet i USA, henhører under Federal Reserve og har vide beføjelser, som for en stor del svarer til de funktioner, der tidligere blev varetaget af andre myndigheder i henhold til lovgivningen om forbrugerbeskyttelse. Myndigheden får enekompetence til at føre tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne om aktiviteter udøvet af finansielle formidlere, hvis aktiver overstiger 10 milliarder dollars. Når der er tale om finansielle formidlere med under 10 milliarder i aktiver, deles kompetencen mellem denne myndighed og andre tilsynsmyndigheder.

3.10.2   EØSU mener, at især følgende spørgsmål bør undersøges:

I USA er forbrugerbeskyttelsen henlagt til Federal Reserve. Dette kan være begrundet i nødvendigheden af at begrænse myndighedens administrative omkostninger, men kan dog gå ud over autonomien og uafhængigheden. EØSU mener derfor, at det bør overvejes at give en sådan myndighed en mere uafhængig position.

Myndighedens beføjelser kan i visse tilfælde kollidere med den myndighed, der fører tilsyn med finansielle formidlere. Der må på forhånd fastsættes en prioritering af opgaverne for at afværge eventuelle kontroverser, idet man må huske på, at om end formidlernes og markedernes stabilitet er af den allerstørste vigtighed, så er beskyttelsen af småinvestorerne det også. Kravet om investorbeskyttelse kan ikke rangere under noget andet princip. Væksten kan kun defineres som bæredygtig, hvis de svageste parters behov og beskyttelse stilles i centrum.

Det er vigtigt, at der ikke kun sættes fokus på finansieringsinstitutterne, men også på deres finansielle tjenesteydelser og produkter. Tilsynsmyndigheden bør have egen kompetence og kunne intervenere, hver gang finansielle tjenesteydelser eller produkter udbydes til offentligheden, også når disse ikke primært udbydes af finansielle formidlere, som allerede er omfattet af andre former for tilsyn.

3.11   Et andet vigtigt punkt, som bør tages op, er det sæt af regler, som skal modvirke den moralske risiko, der er forbundet med institutioner, som er for store til at gå konkurs ( »too big to fail«). De løsninger, som den amerikanske lovgiver har valgt, er virkningsfulde og vidtrækkende: mulighed for forebyggende indgriben ved at kræve dele af foretagendet solgt for at undgå systemiske risici, forpligtelse til at have en afviklingsplan for koncerner med mange forskellige aktiviteter eller som er så store, at enhver indgriben bliver problematisk. Det er meningen, at de samme foranstaltninger skal gælde for afdelinger, som er etableret i andre lande, hvilket kan få konsekvenser for visse vigtige EU-baserede aktører.

3.11.1   Oprettelsen af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici går i denne retning. Begrænsningen af store koncerners magt er sund ud fra mange synsvinkler. Ud over at begrænse den systemiske risiko ved at lade dårligt forvaltede banker gå fallit vil det styrke konkurrencen, som på sin side skulle kunne holde renten under kontrol, således at kunderne får lettere adgang til lån. Disse ideer har tidligere været fremsat, og lovgiverne skulle nok have vist dem større interesse, især i betragtning af det særegne ved finansvirksomheder, som end ikke har de fysiske begrænsninger som andre produktionsvirksomheder.

3.11.2   Skønt størrelsen som udgangspunkt er et vigtigt aspekt, bør man også huske på, at en formidlers systemiske betydning ikke kun afhænger af størrelsen; det har også betydning, hvilke funktioner formidleren har inden for systemet, hvor let eller vanskeligt formidleren kan erstattes, og hvor tætte forbindelser koncernen har nationalt og internationalt. Nogle formidlere kan uanset, at de er alt for store, gå fallit samtidigt, fordi de er udsat for de samme risici.

3.11.3   Hvad finansiel regulering angår, understreger EØSU behovet for en afbalanceret tilgang. Udvalget fremhæver, at en strengere regulering af finansielle institutioner har betragtelige fordele på lang sigt for den finansielle stabilitet, den økonomiske vækst og realøkonomiens effektivitet.

3.12   Den nye amerikanske lovgivning indeholder blandt andet følgende bestemmelser: et tidligt varslingssystem over for store systemiske risici, regulering af ikke-banksektoren, oprettelse af et råd for finansiel stabilitet, en effektiv lovgivning om kreditvurderingsbureauer og foranstaltninger til sikring af, at ikke-standardiserede instrumenter, herunder OTC-markeder (over-the-counter), og værdipapirer med sikkerhed i aktiver samt hedgefonde er gennemsigtige og pålidelige.

Den Europæiske Union reagerede prompte på krisen og gjorde sig til talsmand for nødvendigheden af international koordination, som er en afgørende forudsætning for at kunne sikre lige vilkår på verdensplan.

3.13   Spørgsmålet er, om myndighederne i de forskellige lande som helhed har reageret ensartet og samordnet, eftersom et af de største problemer har været den lovgivningsmæssige asymmetri mellem de forskellige finansmarkeder.

3.14   Europa bør undgå yderligere forsinkelser af sin reformproces – som skal omsættes i national lovgivning fra 2013 – for ikke at skade virksomhederne og det europæiske finansielle system, som i de internationale investorers øjne ikke bliver styret effektivt på grund af uoverensstemmelserne mellem medlemsstaterne og ineffektiviteten i lovgivningsmodellen.

3.15   Trods alle Kommissionens bestræbelser på at regulere det indre marked på ensartet vis bliver det på grund af meget stærke økonomiske og politiske interesser stadig vanskeligere at opbygge et effektivt og tilbundsgående europæisk tilsynssystem.

3.16   EØSU har også for nyligt understreget nødvendigheden af hurtigt at styrke de lovgivningsmæssige og retlige rammer og støtter Kommissionens bestræbelser i den retning. Civilsamfundet på europæisk og nationalt plan bør fortsat presse på over for tilsynsmyndighederne og de offentlige myndigheder for hurtigt at få vedtaget de nye regler på det finansielle område. EØSU har en virkeligt vigtig rolle at spille både direkte og via dets medlemmers organisationer, som bør sætte en seriøs og velinformeret debat i gang i medlemsstaterne. Fremtiden for en ny bæredygtig økonomi og for finansmarkeder, som understøtter afbalanceret udvikling og bæredygtig vækst, vil i allerhøjeste grad afhænge af kvaliteten af den finansielle lovgivning. Der er brug for bedre og strammere regler, for at markedet atter kan indarbejde forretningsetik i sin adfærdskodeks.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Meddelelsen siger ikke noget om inddragelsen af de berørte parter i konsekvensanalysen eller om de foranstaltninger, der er truffet, ud over at konstatere, at det er sket. Men hvem er de berørte parter? Hvis der hermed menes den sædvanlige online-høring, som sikkert har omfattet forretningsverdenen og nogle få ekspertgrupper, men kun i ringe omfang arbejdstagerne og forbrugerne, så savnes der stadig en ægte balance mellem de forskellige interesser, som bør inddrages lige fra starten i reformarbejdet.

4.2   EØSU opfordrer Kommissionen til at være mere opmærksom på civilsamfundets organisationer og til at sikre, at de bliver inddraget i praksis. EØSU opfordrer Kommissionen til at bruge sine egne ressourcer mere effektivt for at opnå en bedre international koordinering mellem de demokratiske institutioner i alle EU's medlemsstater. Der er brug for et seriøst program med en passende finansiering og med det mål at inddrage de europæiske borgere og informere dem om nogle problematiske, men nødvendige ændringer.

4.3   Det siges ikke klart, hvilke kumulative virkninger de forskellige lovgivningsinitiativer vil få, ikke mindst fordi foranstaltningerne ikke behandles sammen, og nogle (Basel III, de fremtidige internationale regnskabsstandarder) vil blive truffet af tredjeparter, såsom Baselkomitéen og IASB (3).

4.4   EØSU efterlyser en stærk, omfattende, effektiv og afbalanceret regulering. For at undgå negative konsekvenser anbefaler udvalget, at der foretages en nøje analyse af lovgivningsinitiativerne som helhed for at kortlægge de nødvendige foranstaltninger vedrørende det finansielle system og kapitalmarkedet. Et stabilt og effektivt system vil fremme finansiel stabilitet og likviditet i realøkonomien. Kommissionen må tage fat på den vanskelige opgave det er – samtidigt med en omfattende revision af hele systemet til regulering af markedet – at finde frem til en bedre balance mellem på den ene side beskyttelsesforanstaltninger, forhøjelse af kapitalkravene, bedre dækning og klassificering af risiciene og på den anden side den økonomiske udvikling. Alt dette i en situation, hvor den finansielle og økonomiske krise er blevet kraftigt forværret af foranstaltningerne til konsolidering af de offentlige finanser.

4.5   EØSU opfordrer Kommissionen til at intensivere bestræbelserne på at finde fælles fodslag med myndighederne i de vigtigste lande, især med G20-landene.

4.6   Ifølge Kommissionen mangler man endnu at drøfte og vedtage 30 nye lovgivningsforslag inden udgangen af næste år, men de er endnu ikke opført på parlamentets dagsorden. EØSU er meget bekymret og usikker på, om programmet reelt vil blive gennemført. Næste års to formandskaber for EU får en meget kompliceret opgave at løse, og funktionen som Unionens præsident, der skulle sikre kontinuitet og effektivitet i arbejdet, har endnu ikke fundet sin endelige form. Kommissionen bør bede Parlamentet og Rådet om særlig hurtig behandling af alle retsakter om regulering af finansmarkederne, der allerede har ladet vente for længe på sig.

4.7   EØSU er rede til at bakke Kommissionen op i denne proces og medvirke til en bedre regulering via sine udtalelser og fortsatte direkte høringer. Kommissionen kunne give EØSU til opgave i medlemsstaterne at slå til lyd for nødvendigheden af at træffe hurtige og samlede beslutninger om reguleringen af finansmarkederne gennem konkrete offentlige tiltag, der inddrager arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og sammenslutningerne af forbrugere af finansielle tjenesteydelser. EØSU kan sammen med netværket af de nationale og internationale økonomiske og sociale råd yde et afgørende bidrag til et positivt resultat af processen ved at gøre følgende:

fastholde fokus på emnet,

styrke koordineringen på europæisk og internationalt plan,

oplyse om de forslag, der er på bordet i den europæiske debat,

bidrage med sin egen erfaring og kompetence.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Dominique Strauss-Kahn, Agadir, 1. november 2010.

(2)  Pub.L. 111-203, H.R. 4173.

(3)  International Accounting Standards Board.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/26


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/25/EF for så vidt angår bestemmelserne for traktorer, der markedsføres under fleksibilitetsordningen

KOM(2010) 607 endelig — 2010/0301 (COD)

2011/C 107/05

Ordfører uden studiegruppe: Virgilio RANOCCHIARI

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede hhv. den 24. november 2010 og den 10. november 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/25/EF for så vidt angår bestemmelserne for traktorer, der markedsføres under fleksibilitetsordningen

KOM(2010) 607 endelig — 2010/0301 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 1. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 144 stemmer for og 5 stemmer hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er overbevist om, at begrænsningen af de skadelige emissioner af kulmonooxid, kvælstofoxider, kulbrinter og partikler fra landbrugs- og skovbrugstraktorer er absolut nødvendig for at medvirke til at nå de luftkvalitetsniveauer, EU har sat sig for.

1.2

Udvalget er også overbevist om, at det især i en tid med global krise på det finansielle, økonomiske og beskæftigelsesmæssige område er nødvendigt at sikre de europæiske virksomheder, som producerer landbrugs- og skovbrugstraktorer, den nødvendige fleksibilitet for at give mulighed for udvikling af nye traktorer uden urimeligt store økonomiske byrder, som er uacceptable i den nuværende konjunktursituation.

1.3

EØSU støtter derfor Kommissionens forslag om at øge andelen af traktorer, der kan markedsføres under fleksibilitetsordningen, fra 20 % til 50 %, og tilsvarende at forhøje det faste antal, som fastlægges specielt for små og mellemstore virksomheder.

1.4

EØSU mener, at miljøpåvirkningen af den større fleksibilitet ikke afhænger af selve ordningens varighed, men anbefaler dog at fastsætte en dato for udløbet af de trin, for hvilke en sådan ikke er fastsat. Derfor anser EØSU det for nødvendigt at fastsætte en fælles fast varighed for alle effektkategorier i trin III B og de kommende trin på enten tre år eller selve trinnets varighed, hvis denne er kortere.

1.5

EØSU mener, at procedurerne for tilpasning og tidsplanen for overgangen mellem de forskellige trin er særligt byrdefuld og omstændelig for SMV'er, eftersom udgifterne til ændring af landbrugs- og skovbrugstraktorernes konstruktion gennem installering af nye motorer og navnlig de nødvendige udgifter til FTU og til overensstemmelsesvurdering helt klart er langt mere tyngende for små virksomheder end for store industriforetagender.

1.6

Følgelig støtter EØSU forslaget om, at muligheden for at vælge at markedsføre et fast antal motorer, som er undtaget fra kravene, forbeholdes SMV'erne.

1.7

EØSU anser det for afgørende, at der gøres en fælles indsats på europæisk og internationalt plan for at udarbejde enslydende og alment anerkendte tekniske standarder med det mål at fremme den globale handel og harmonisere EU's emissionsgrænseværdier mere og mere med dem, der anvendes eller foreskrives i tredjelande.

1.8

EØSU er overbevist om, at det ideelle forum for dette harmoniseringsarbejde er De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa, især inden for rammerne af den globale harmoniseringsaftale fra 1998.

1.9

EØSU understreger nødvendigheden af at kontrollere emissionerne fra landbrugs- og skovbrugstraktorer, når de reelt er i brug og ikke blot gennem en teoretisk test på prøvebænken, og anmoder Kommissionen om så hurtigt som muligt at fremsætte forslag om planer for overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning (in-service conformity check).

1.10

EØSU mener, at de elektroniske systemer spiller en afgørende rolle for kontrollen af motorernes funktion og af de efterbehandlingssystemer, der kræves for at opfylde de fastsatte miljøkrav.

1.11

EØSU foreslår derfor, at Kommissionen træffer foranstaltninger, som forhindrer manipulation af kontrolsoftwaren, og pålægger indførelse af systemer, som nedsætter landbrugstraktorernes ydeevne, hvis efterbehandlingssystemerne ikke er blevet korrekt vedligeholdt.

2.   Indledning

2.1

Direktiv 2000/25/EF gælder for motorer med kompressionstænding med en effekt på mellem 18 kW og 560 kW, som er beregnet til montering i landbrugs- og skovbrugstraktorer. Det fastsætter emissionsgrænserne for kulmonooxid, kvælstofoxider, kulbrinter og partikler. Direktivet indeholder bestemmelser om stadig strengere grænseværdier for de forskellige trin med dertil hørende datoer for overholdelse af kravene til de maksimale emissionsniveauer for udstødningsgas og partikler. De kommende trin, som allerede er fastlagt, benævnes III B (starter den 1. januar 2011) og trin IV (starter den 1. januar 2014). For motorer med en effekt på mellem 37 og 56 kW er der ikke fastsat krav for trin IV, og for alle andre motorer med en større effekt er der endnu ikke fastsat noget nyt trin efter trin IV. Da det anses, at varigheden af et trin går fra den dato, hvor de dertil hørende krav skal være opfyldt, til det tidspunkt, hvor kravene i det efterfølgende trin træder i kraft, kan man gå ud fra, at nogle af trinnene (vedrørende specifikke effektområder) i dag har en ubegrænset varighed.

2.2

Bestemmelserne om emissioner fra landbrugs- og skovbrugstraktorer blev ændret i 2005. Netop med denne ændring blev der indført fleksibilitetsordninger, som vil give mulighed for at fastlægge meget ambitiøse emissionsgrænser, og indført kortere frister svarende til dem, USA har fastlagt, men den skabte også – om end delvist og noget forenklet – fleksible mekanismer, som ligner de amerikanske, for at lette presset på produktionsvirksomhedernes menneskelige og økonomiske ressourcer. Andre lovgivninger på dette område såsom i Kina, Indien og Brasilien omfatter ikke disse mekanismer, men tidsplanerne for gennemførelsen strækker sig over meget længere tid.

2.3

Den ordning, som EU har indført, giver producenterne af landbrugs- og skovbrugstraktorer mulighed for fra deres motorleverandører at indkøbe et begrænset antal motorer, som er godkendt i det forudgående trin for emissionsgrænseværdier. Antallet af motorer fastsættes én gang for alle i forbindelse med ansøgningen på grundlag af to kriterier:

En procentdel af antallet (årligt gennemsnit) af solgte traktorer i de fem foregående år.

Et fast antal traktorer; denne mulighed er for små virksomheder, der fremstiller et begrænset antal motorer.

Antallet af motorer, som bliver omfattet af fleksibilitetsordningen, er således uafhængigt af ordningens varighed.

2.4

På det seneste har Kommissionens direktiv 2010/26/EU af 31. marts 2010 om ændring af direktiv 97/68/EF om emissioner fra forbrændingsmotorer til montering i mobile ikke-vejgående maskiner blandt andet forenklet den administrative procedure for ansøgning og kontrol som led i fleksibilitetsordningen med det prisværdige mål at forenkle lovgivningen.

2.5

Kommissionens foreliggende forslag tager hensyn til den særligt store byrde, som fabrikanterne pålægges med trin III B, som for første gang generelt kræver installeret systemer til efterbehandling af motorernes udstødning. Disse teknologier, som godt nok er kendt og anvendt i sektoren for tung transport, må ændres gennemgribende for at tage højde for de vanskelige driftsbetingelser for landbrugs- og skovbrugstraktorer. Derefter må konstruktionen af selve traktorerne ændres fuldstændigt, for at efterbehandlingssystemerne kan installeres.

2.6

Endvidere har de europæiske virksomheder, der fremstiller mobile ikke-vejgående maskiner, siden 2009 været meget hårdt ramt af virkningerne af den globale økonomiske og finansielle krise. En krise, som – om end statistikkerne viser de først tegn på et genopsving – endnu har tunge konsekvenser på det sociale plan og især for beskæftigelsen.

2.7

Forslaget om større fleksibilitet gælder kun for trin III B, som falder sammen med den værste periode i den globale krise.

2.8

Kommissionens forslag fastsætter én enkelt tidsfrist for fleksibilitetsordningernes ophør i trin III B, hvilket strider mod princippet om gradvis ikrafttræden af trinnene for de forskellige motorkategorier.

2.9

Mens det er rimeligt at fastsætte én dato for fleksibilitetsordningens ophør for effektområder med ubegrænset varighed (se punkt 2.1), dvs. uden fastsat dato for trinnets udløb, forekommer det ikke hensigtsmæssigt, at varigheden for de andre effektkategorier ikke er ens, men varierer fra tre til kun ét år. Normalt begrundes dette valg med begrænsningen af miljøpåvirkningen; i virkeligheden fastsættes det samlede antal motorer, som kan blive omfattet af en fleksibilitetsordning, ved selve ordningens ikrafttræden på grundlag af det gennemsnitlige salg, som en fabrikant har haft i årene forud for sin ansøgning; der tildeles således et fast antal, og dette tal varierer ikke i takt med ordningens varighed. En fabrikant vil normalt indkøbe det pågældende antal, og det vil således være muligt at evaluere miljøpåvirkningen af foranstaltningen. Fleksibilitetsordningens varighed har således ingen yderligere indvirkning på miljøet, fordi antallet af undtagne motorer ligger fast fra starten.

2.10

For at undgå ubegrundede forskelle mellem effektområder må der fastlægges en ensartet varighed af fleksibilitetsordningerne for alle motorkategorier og gennem en ændring af Kommissionens forslag anlægges denne tilgang på alle de trin, for hvilke det endnu ikke er fastsat, hvornår de udløber, såsom trin IV.

2.11

For at sikre industriens udvikling inden for miljøbeskyttende rammer er det nødvendigt at:

bevare konkurrenceevnen i de europæiske virksomheder, der producerer landbrugs- og skovbrugstraktorer, ved at afbøde det umiddelbare pres fra den økonomiske krise;

give industrien mulighed for også i trin III B at finansiere FTU-aktiviteter til gavn for alle typer produkter, især dem, der er beregnet for mindre niche-markeder;

begrænse emissionerne fra maskinparken ved at tilskynde til at udskifte forældede landbrugs- skovbrugstraktorer med traktorer, som har en lav miljøpåvirkning og er mere sikre for brugerne. Løsningen med installering af eftermonteringsudstyr for at nedbringe emissionerne har kun en beskeden effekt på de skadelige emissioner og giver ingen forbedring af sikkerheden.

3.   Forslaget til ændring af direktivet

3.1

Målet med forslaget er at foretage følgende ændringer i direktiv 2000/25/EF.

3.2

I trin III B tillades en forhøjelse af antallet af motorer til montering i landbrugs- og skovbrugstraktorer, der kan markedsføres under fleksibilitetsordningen, inden for hver motorkategori. Denne forhøjelse kan enten bestå i, at antallet af motorer, der kan markedsføres under fleksibilitetsordningen, øges fra 20 % til 50 % af de tidligere års salg af traktorer, eller i en tilsvarende justering af det faste antal motorer, der kan markedsføres under fleksibilitetsordningen.

Disse foranstaltninger udløber den 31. december 2013.

3.3

Den foreslåede løsning styrker således den eksisterende fleksibilitetsordning. Denne løsning anses for at være den bedst egnede til at skabe balance mellem de miljømæssige virkninger og de økonomiske fordele, idet den begrænser omkostningerne ved markedets tilpasning til de nye emissionsgrænseværdier. Der skal mindes om, at der allerede i ovennævnte direktiv 2000/25/EF, artikel 4, stk. 8, blev åbnet mulighed for at øge fleksibiliteten.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU støtter Kommissionens tilgang, som går ud på at sikre større fleksibilitet i gennemførelsen af de forskellige trin for indførelse af grænseværdier for emissionerne af kulmonoxid, kvælstofoxider, kulbrinter og partikler fra skovbrugs- og landbrugstraktorer.

4.2

EØSU deler Kommissionens ønske om at beskytte konkurrenceevnen og beskæftigelsen i de europæiske virksomheder, som producerer landbrugs- og skovbrugstraktorer, mod virkningerne af den internationale finansielle og økonomiske krise, men det er samtidig nødvendigt at tilstræbe høje niveauer for miljøbeskyttelse og de europæiske borgeres velfærd.

4.3

EØSU støtter derfor Kommissionens forslag om alene for trin III B at øge den andel, der kan markedsføres under fleksibilitetsordningen, til 50 % for de sektorer, som allerede er omfattet af de fleksibilitetsmekanismer, der er fastsat i direktivet fra år 2000 om udstødningsemissionerne fra landbrugs- og skovbrugstraktorer med efterfølgende ændringer.

4.4

Mere generelt anser EØSU det for afgørende, at der gøres en fælles indsats på europæisk og internationalt plan for at udarbejde enslydende og alment anerkendte tekniske standarder med det mål at fremme den globale handel og harmonisere EU's emissionsgrænseværdier mere og mere med dem, der anvendes eller foreskrives i tredjelande. UN-ECE i Geneve forekommer at være det ideelle forum til dette formål.

4.5

Særlig opmærksomhed fortjener sektorens SMV'er, for hvilke fleksibilitetsordningen, fristerne for gennemførelsen og tidsplanen for overgangen mellem de forskellige trin efter EØSU's mening er særligt byrdefuld, eftersom udgifterne til tilpasning af maskiner og motorer altid er langt mere tyngende for små virksomheder end for store industriforetagender. Det er derfor nødvendigt, at valgmuligheden med et fast antal motorer, som er undtaget fra kravene, forbeholdes SMV'erne.

4.6

EØSU understreger, at det for at nå målene er nødvendigt ikke alene at fastsætte strenge grænseværdier, men også prøvningsprocedurer, som kontrollerer emissionerne, når udstyret reelt er i brug ved hjælp af planer for emissionskontrol af motorerne efter ibrugtagning (in-service conformity check), som fabrikanterne eller kontrolmyndighederne skal have ansvaret for.

4.7

EØSU er klar over, at de mere ambitiøse niveauer for emissionsbegrænsning kræver indførelse af efterbehandlingssystemer, og anser det derfor for absolut nødvendigt, at disse systemer ikke kan manipuleres og bliver ordentligt vedligeholdt for at sikre effektiv drift i hele traktorens levetid. Ellers vil motorerne afgive mere skadelige emissioner end motorer, som kun opfylder forældede krav. Det nugældende direktiv indeholder minimumsregler for vedligeholdelse, men ikke om manipulering af systemerne og i særdeleshed af driftssoftwaren. EØSU opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt at træffe lovgivningsforanstaltninger, som forhindrer, at landbrugs- og skovbrugstraktorerne kan køre, hvis efterbehandlingssystemerne ikke bliver vedligeholdt korrekt, og som kan forhindre, at tredjeparter, som ikke er udtrykkeligt autoriseret af fabrikanterne, kan få adgang til de softwaresystemer, som overvåger, at udstyret fungerer korrekt, og kontrollerer emissionerne.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/30


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)

KOM(2010) 537 endelig — 2010/0266 (COD)

og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere

KOM(2010) 539 endelig — 2010/0267 (COD)

2011/C 107/06

Ordfører: Gilbert BROS

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 11. november og den 13. oktober 2010 under henvisning til artikel 42, artikel 43, stk. 2 og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)

KOM(2010) 537 endelig — 2010/0266 (COD).

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 11. november og den 19. oktober 2010 under henvisning til artikel 42, artikel 43, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere

KOM(2010) 539 endelig — 2010/0267 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 3. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 96 stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Tilpasningen af forordning 73/2009 (direkte støtte) og forordning 1698/2005 (udvikling af landdistrikterne) til Lissabontraktaten sker for at tage højde for planerne om at erstatte den nugældende udvalgsprocedure med en sondring mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. EØSU finder høringerne af de berørte parter og medlemsstaterne i forbindelse med udarbejdelsen af EU's retsakter meget vigtige, og lægger vægt på, at de bibeholdes.

1.2

Fortolkningen af, hvad der er delegerede retsakter, og hvad der er gennemførelsesretsakter, er forskellig i Rådet og i Kommissionen. Derfor mener EØSU, at der bør være klare kriterier for, hvilken procedure der skal finde anvendelse på de enkelte retsakter.

1.3

Efter EØSU's opfattelse er det yderst vigtigt, at delegerede retsakter er tidsbegrænsede. Endvidere bør de kun forekomme inden for områder, hvor det er nødvendigt at træffe beslutninger inden for en meget kort tidsfrist.

1.4

Gennemførelsesretsakter bør anvendes i de tilfælde, hvor det er ønskeligt, at gennemførelsen harmoniseres i alle medlemsstater. Særligt på visse områder er det ønskeligt at harmonisere for at undgå konkurrenceforvridninger. EØSU mener derfor, at for eksempel de retsakter, der indeholder de særlige betingelser for gennemførelsen af den fælles landbrugspolitiks anden søjle, og retsakter om gennemførelsen af miljømæssige foranstaltninger bør klassificeres som gennemførelsesretsakter modsat Kommissionens forslag.

1.5

EØSU glæder sig over, at Kommissionen benytter revisionen af forordningerne til at introducere forenklingstiltag. Selvom forenklingsarbejdet navnlig burde gøre det mere enkelt for landmændene, vedrører det primært den administrative byrde.

1.6

EØSU finder det vigtigt, at medlemsstaterne regelmæssigt rapporterer om fremskridtene inden for udviklingen af landdistrikterne. Udvalget gør opmærksom på, at en negativ konsekvens af forslaget om, at medlemsstaterne skal indsende færre rapporter til Kommissionen om status for gennemførelsen af de strategiske planer, kan være, at der vil være færre oplysninger til rådighed om dette område.

1.7

EØSU støtter foranstaltningen om at fritage de allermindste landbrugere fra forpligtelsen til at anmelde alle arealer, men mener dog, at tærsklen på 1 ha kunne hæves.

1.8

Med hensyn til bedriftsrådgivningssystemet er EØSU positiv over for den lempelse, Kommissionen foreslår. Det vil give medlemsstaterne mulighed for at etablere en rådgivningstjeneste for landbrugerne, som ikke er begrænset til krydsoverensstemmelse.

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1

Lissabontraktatens artikel 290 og 291 indeholder bestemmelser om at ændre beslutningsproceduren mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet med hensyn til reglerne for gennemførelse af Unionens lovgivningsmæssige retsakter.

2.2

Kommissionens forslag om ændring af forordning 73/2009 (direkte støtte) og forordning 1698/2005 (udvikling af landdistrikterne) indeholder to typer ændringer:

ændringer, der følger af tilpasningen til Lissabontraktaten;

ændringer for at forenkle de gældende regler på forskellige områder.

2.3

Efter de nugældende regler er udvalgsproceduren baseret på den tidligere artikel 202 i traktaten, hvori det hedder, at Rådet »tildeler Kommissionen beføjelser til at gennemføre de forskrifter, det vedtager; Rådet kan opstille visse nærmere vilkår for udøvelsen af disse beføjelser. Rådet kan ligeledes i særlige tilfælde forbeholde sig retten til selv direkte at udøve gennemførelsesbeføjelser«.

2.4

Således er der på grundlag af Rådets afgørelse 1999/468, den såkaldte udvalgsprocedure, fire typer af udvalg, der kan udtale sig om Kommissionens forslag til retsakter:

de rådgivende udvalg

forvaltningsudvalgene

forskriftsudvalgene

forskriftsudvalgene med kontrol.

2.5

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden findes den tidligere artikel 202 ikke længere, og der skelnes mellem to typer af retsakter: delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter.

2.6

Delegerede retsakter (artikel 290): Der er tale om en ny kategori af retsakter af lovgivningslignende karakter, der udbygger eller ændrer visse »ikke-væsentlige« bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt, som Kommissionen har fået lovgivningsmæssig beføjelse til at vedtage. Der er ikke fastlagt nogen gennemførelsesbestemmelser for denne artikel: Af traktaten fremgår det, at delegationen i hver lovgivningsmæssig retsakt skal have form af et delegeret mandat. Hvis Europa-Parlamentet eller Rådet gør indsigelse mod den delegerede retsakt, træder den ikke i kraft.

2.7

Gennemførelsesretsakter (artikel 291): Der er tale om retsakter vedtaget af Kommissionen eller Rådet i specifikke behørigt begrundede tilfælde og inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som skal sikre en harmoniseret gennemførelse af retsakter, der er juridisk bindende for Unionen.

2.8

Medlemsstaternes inddragelse i gennemførelsesbeslutninger vil således blive væsentligt ændret. På den ene side begrænses den traditionelle udvalgsprocedure, hvor medlemsstaterne har forhandlingsbeføjelser, til de tilfælde, hvor det er helt nødvendigt, at medlemsstaternes gennemførelse af en retsakt harmoniseres. På den anden side vil andre retsakter, som for nuværende henhører under udvalgene (som oftest forskriftsudvalgene), fremover behandles af Kommissionen alene.

3.   Generelle bemærkninger vedrørende virkningerne af artikel 290 og 291 for de to forordninger

3.1

Kommissionen foreslår en betydelig ændring i Kommissionens, medlemsstaternes og Europa-Parlamentets respektive beføjelser, hvad angår gennemførelsen af EU-retsakter.

3.2

EØSU finder høringen af de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen af EU's retsakter meget vigtig. Det er således vigtigt, at eksperterne i medlemsstaterne høres om delegerede retsakter, også selv om de ikke har beslutningskompetence. På den måde bliver de på et tidligt tidspunkt bekendt med reglerne, og det bliver lettere at løse eventuelle problemer.

3.3

EØSU gør endvidere opmærksom på vigtigheden af de fora for høring af de berørte civilsamfundspartnere, som de rådgivende grupper repræsenterer, selvom de ikke er berørt af tilpasningen til Lissabontraktaten. Det er altafgørende, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved disse fora for udveksling af synspunkter, da de spiller en vigtig rolle i formidlingen af ekspertviden og synspunkter til Kommissionen og også gør det lettere for de berørte parter at blive bekendt med lovgivning under udarbejdelse på et tidligt tidspunkt.

3.4

Med hensyn til varigheden af delegationen af delegerede retsakter mener EØSU, at den altid bør angives præcist.

3.5

EØSU konstaterer, at Rådet og Kommissionen ikke anvender samme fortolkning af, hvad der er delegerede retsakter, og hvad der er gennemførelsesretsakter. Derfor mener EØSU, at der bør være klare kriterier for, hvilken procedure der skal finde anvendelse på de enkelte retsakter. I punkt 3.6, 3.7 og 3.8 foreslås tre kriterier.

3.6

Medlemsstaternes gennemførelse af visse retsakter skal være harmoniseret, da forskelle i implementeringen kan resultere i konkurrenceforvridninger, der er stærkt skadende for et velfungerende indre marked for landbrugsprodukter. Harmoniseret gennemførelse er særlig ønskelig inden for visse områder. I den forbindelse opstår spørgsmålet, om det for eksempel ikke ville være mere korrekt at klassificere de retsakter, der indeholder de særlige betingelser for gennemførelsen af den fælles landbrugspolitiks anden søjle (artikel 20 og 36 i forordning 1698/2005) og gennemførelsen af miljømæssige foranstaltninger (f.eks. artikel 38 i forordning 1698/2005 om de særlige betingelser for betalinger for ulemper som følge af gennemførelsen af vandrammedirektivet) som gennemførelsesretsakter modsat Kommissionens forslag.

3.7

Det kan også være nødvendigt på forhånd at høre medlemsstaterne om andre beslutninger for at fremme den gensidige forståelse. På den måde kan Kommissionen også trække på medlemsstaternes ekspertise. Her er det også berettiget at tale om gennemførelsesretsakter.

3.8

På andre områder er det altafgørende, at der hurtigt kan træffes afgørelser, når der er behov for at reagere. Her er det ønskeligt, at der er tale om delegerede retsakter.

4.   Særlige bemærkninger vedrørende forslagene til forenkling i forordning 1698/2005 (udvikling af landdistrikterne)

4.1

Kommissionen lægger op til, at medlemsstaterne skal indsende færre rapporter til Kommissionen om status for gennemførelsen af de strategiske planer. Dette kan indebære en betydelig forenkling for forvaltningerne i medlemsstaterne. Men trods det påpeger EØSU vigtigheden af at holde fast i medlemsstaternes forpligtelse til regelmæssigt at rapportere om fremskridtene med gennemførelsen.

4.2

Kommissionens forslag om at fremme en mere målrettet anvendelse af rådgivningstjenesterne er helt sikkert en relevant forenkling, idet betingelserne for støttemodtagelse lempes, og det slås fast, at rådgivningstjenesten ikke nødvendigvis skal omfatte alle aspekter af krydsoverensstemmelse. Faktisk er en af de væsentligste hindringer for udviklingen af en effektiv bedriftsrådgivningstjeneste i EU, at den udelukkende har haft til opgave at efterprøve, om støttebetingelserne er opfyldt. Landmændene har derfor ofte betragtet landbrugskonsulenten som en kontrollør.

4.3

Med hensyn til at gøre det lettere for medlemsstaterne at anvende betalinger til at udlægge »økologiske« forbindelsesområder mellem Natura 2000-områder, bør de konkrete foranstaltninger, der foreslås på nationalt eller europæisk plan, efter EØSU's mening udtrykkeligt tage hensyn til prioriterede arters og naturtypers behov.

5.   Særlige bemærkninger vedrørende forslagene til forenkling i forordning 73/2009 (direkte støtte)

5.1

Ifølge EØSU bør forenklingsarbejdet ikke kun fokusere på den administrative byrde, men også gøre landmændenes arbejde mere enkelt.

5.2

I en særlig rapport offentliggjort i 2008 kritiserede Den Europæiske Revisionsret politikken med at koble støtten sammen med krydsoverensstemmelseskrav. Revisionsretten henstillede især, at den juridiske ramme forenkles. EØSU støtter denne henstilling.

5.3

Kommissionen lægger op til, at landbrugere, hvis bedrift har et samlet areal på under 1 ha, ikke skal anmelde alle landbrugsarealerne på deres bedrift. EØSU bakker op om dette forenklingstiltag, der er til gavn for de mindste bedrifter, hvis udgifter til kontrol kan være uforholdsmæssigt store. Udvalget mener dog, at tærsklen på 1 ha kunne hæves.

5.4

EØSU mener endvidere, at der bør være en vis fleksibilitet i kontrollen med landbrugsbedrifterne. Kontroltidspunktet og den tid, kontrolløren tilbringer på bedriften, bør i visse tilfælde kunne indpasses efter landbrugerens forhold. Især er det uacceptabelt, at en landbruger lider et økonomisk tab, fordi han skal være til rådighed for en kontrol på en bestemt dag.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/… om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i EU's fjernområder

KOM(2010) 498 endelig

2011/C 107/07

Ordfører: José María ESPUNY MOYANO

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union besluttede henholdsvis den 7. oktober og den 19. september 2010 under henvisning til artikel 43, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/… om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i EU's fjernområder

KOM(2010) 498 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 3. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 17. februar 2011, følgende udtalelse med 182 stemmer for, 9 imod og 11 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Udvalget foreslår, at artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde inkluderes som retsgrundlag sammen med artikel 42, stk. 1, og artikel 43, stk. 2, idet en henvisning, der alene baseres på artikler vedrørende den fælles landbrugspolitik, ikke i sig selv kan sikre, at der kan vedtages skræddersyede foranstaltninger for EU's fjernområder.

1.2

Udvalget mener, at henvisningen til »mængder« i artikel 18, stk. 2, litra e), bør slettes, og at ordlyden i artikel 18, stk. 2, litra e) med relation til artikel 18, stk. 4, bør præciseres for at sikre, at tilrettelæggelsen af foranstaltninger og tiltag er tilstrækkeligt fleksibel. »Mængder« bør erstattes med en henvisning til finansieringsoversigten for hver foranstaltning, og henvisningen til lofter for hvert tiltag bør slettes, idet lofterne vil blive fastsat som del af den overordnede foranstaltning.

1.3

EØSU har den holdning, at foranstaltningen til bevarelse af landskabet og landbrugsjordens traditionelle karakteristika samt bevarelse af stenmure, der støtter terrasser, bør udvides til andre fjernområder, således at de kan drage fordel af den fleksibilitet, som Madeira har for øjeblikket med hensyn til en forhøjelse til det dobbelte af den maksimale årlige EU-støtte (som fastsat i bilag I til forordning (EF) nr. 1628/2005).

1.4

Udvalget mener, at der bør tilføjes et nyt punkt til artikel 22, som skal sikre, at store virksomheder, som er hjemmehørende i fjernområder, undtages fra forbuddet mod, at der kan gives statsstøtte til landbrugsforsikringer.

1.5

EØSU opfordrer til, at støtten til banansektoren øges gennem programmer for bestemte områder som følge af disses afsides beliggenhed og ø-karakter (POSEI-programmerne). Dette vil afbøde de negative følgevirkninger, som den planlagte reduktion af tolden på importen af bananer til EU, vil have for EU-producenternes indkomst.

1.6

EØSU mener, at den særlige forsyningsordning skal udformes for hvert fjernområde under hensyntagen til den lokale landbrugsproduktion, hvis udvikling ikke må bremses af for stor forsyningsstøtte til produkter, som også produceres lokalt.

2.   Indledning

2.1

EU's fjernområder nyder særbehandling i henhold til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det præciseres, at der under hensyn til disse regioners særlige forhold og begrænsninger bør vedtages særlige foranstaltninger, der navnlig tager sigte på at fastsætte betingelserne for gennemførelsen af traktaterne i de pågældende regioner, herunder fælles politikker. Artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde nævner ni regioner i tre medlemsstater:

Guadeloupe, Fransk Guyana, Martinique, Réunion, Saint-Barthélemy og Saint-Martin (Frankrig)

Azorerne og Madeira (Portugal)

De Kanariske Øer (Spanien).

2.2

Med hensyn til den fælles landbrugspolitik råder fjernområderne over særlige foranstaltninger indeholdt i POSEI-programmerne, hvis vigtigste instrumenter er:

støtteforanstaltninger for den lokale produktion

den særlige forsyningsordning, der har til formål at nedbringe forsyningsomkostningerne for visse råvarer

supplerende foranstaltninger, der navnlig tager sigte på at tilpasse den fælles landbrugspolitik til fjernområdernes særlige forhold.

2.3

Der blev første gang vedtaget særlige foranstaltninger for landbruget i fjernområderne i 1991 i de franske oversøiske departementer (Poseidom) og i 1992 på De Kanariske Øer (Poseican), Azorerne og Madeira (Poseima). I 2001 blev POSEI-forordningerne ændret. Herved ændredes den særlige forsyningsordning og navnlig metoden for beregning af støtten. Ligeledes medførte denne reform, at der blev vedtaget nye støtteforanstaltninger for den lokale produktion, og at de eksisterende støtteforanstaltninger blev ændret.

2.4

I 2006 undergik POSEI-ordningen en omfattende reform, idet de tre POSEI-programmer samledes under en enkelt forordning, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 247/2006. I denne forordning oprettedes der en ny programmeringsmetode, som decentraliserer udformning og ændringer af POSEI-programmerne samt forvaltningen af disse og opfølgningen på dem, idet disse funktioner overføres til medlemslandenes kompetente myndigheder. Med den nye ordning fulgte en mere fleksibel administration, som i højere grad var tilpasset de lokale behov, samt en forenkling af proceduren for ændring af programmerne. Denne tilpasning af POSEI-ordningen afspejlede også reformen af den fælles landbrugspolitik fra 2003 vedrørende ordningerne for direkte støtte til landbrugere, for i forbindelse med denne reform blev der taget højde for de særlige forhold for landbruget i fjernområderne, som blev holdt ude fra tilpasningens anvendelsesområde og undtaget fra støtteafkoblingen.

2.5

Siden er Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 blev ændret adskillige gange for at tage højde for sukker- og bananreformerne i 2006, sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik (hvorved budgettet for direkte støtteforanstaltninger, der tidligere blev forvaltet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003, blev overført til POSEI) og andre overførsler af direkte støtte i 2007 og 2008.

2.6

POSEI-programmerne svarer i dag til den fælles landbrugspolitiks første søjle for fjernområderne, og det er nødvendigt at fastholde deres mekanismer ved at give dem de nødvendige økonomiske midler.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1

Først og fremmest udspringer ændringen af Rådets forordning nr. 247/2006 af behovet for at tilpasse den til den nylige udvikling i lovgivningen og ikke mindst til Lissabontraktatens ikrafttræden og den deraf følgende indførelse af den fælles beslutningsprocedure i forbindelse med den fælles landbrugspolitik. Der skal derfor skelnes klart mellem beføjelser, Kommissionen får delegeret til at vedtage almengyldige, ikke-lovgivningsmæssige retsakter (delegerede retsakter), der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige elementer i den lovgivningsmæssige retsakt, jf. artikel 290, og de beføjelser, Kommissionen får tildelt til at vedtage gennemførelsesretsakter, jf. artikel 291.

3.2

Denne ændring af forordningen har ligeledes til formål at omarbejde og omforme retsaktens struktur af klarheds- og gennemsigtighedshensyn og for bedre at tilpasse dens bestemmelser til de faktiske forhold, der gælder for POSEI-ordningen på landbrugsområdet.

3.3

I den nye forordning anføres POSEI-ordningens vigtigste mål mere eksplicit, og den centrale rolle, der tillægges POSEI-programmerne, fremhæves. Forordningen indeholder desuden visse bestemmelser om programmering, som har til formål at gøre tilpasningen af programmerne mere fleksibel, således at de nemmere kan justeres i forhold til fjernområdernes behov.

3.4

Der foreslås en række konkrete foranstaltninger:

muligheden for at videreforsende produkter, der er forarbejdet lokalt af basisprodukter, som er omfattet af den særlige forsyningsordning, uden at fordelen skal tilbagebetales, udvides til også at omfatte de franske oversøiske departementer

loftet over finansieringen af den særlige forsyningsordning for Frankrigs og Portugals fjernområde forhøjes, uden at dette medfører en stigning i den overordnede budgetramme

forordningen indeholder et krav om at lade metoden for fastsættelse af støtten til den lokale landbrugsproduktion indgå i programmerne.

3.5

Det slås desuden fast, at den særlige forsyningsordning skal udformes for hvert fjernområde under hensyntagen til den lokale landbrugsproduktion, hvis udvikling ikke må bremses af for stor forsyningsstøtte til produkter, som også produceres lokalt.

3.6

Det nye forslag til en forordning ændrer hverken finansieringskilderne eller EU-støtteintensiteten, og under alle omstændigheder medfører det ikke væsentlige indholdsmæssige ændringer, men derimod en strukturmæssig ændring af forordningen.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Landbruget i fjernområderne udgør en vigtig del af den lokale økonomi, navnlig med hensyn til beskæftigelse, og understøtter ligeledes den lokale landbrugsfødevareindustri, som udgør hovedparten af industriproduktionen i disse regioner.

4.2

Landbrugsproduktionen i fjernområderne er imidlertid karakteriseret ved at være meget sårbar, hovedsageligt som følge af vanskeligheder forbundet med den fjerne beliggenhed, størrelsen af de lokale markeder, opsplitningen, de ugunstige vejrforhold, bedrifternes ringe størrelse og den lave afgrødediversitet. Disse faktorer er med til at forringe fjernområdernes konkurrenceevne i forhold til de kontinentale produkter. Desuden er det lokale landbrug i kraft af den geografiske beliggenhed fjernt fra forsyningskilder og markeder i høj grad afhængigt af omverdenen, både for så vidt angår levering af rå- og hjælpestoffer og med hensyn til markedsføring af produkterne.

4.3

I de fleste af fjernområderne er landbrugsproduktionen karakteriseret ved en tydelig tvedeling mellem et landbrug rettet mod eksport og et landbrug til forsyning af de lokale markeder. Den produktion, der er beregnet på eksport er imidlertid oppe imod produkter fra andre lande, der konkurrerer på verdensmarkedet (middelhavsområdet, Latinamerika osv.), og som også sælger deres produkter på det europæiske marked, men til lavere omkostninger og med langt nemmere adgang til markedet som følge af den gradvise liberalisering af handelen med landbrugsprodukter i EU.

4.4

EU-bananen er et eksempel på den foruroligende tendens mod en gradvis fjernelse af beskyttelsen af de vigtigste eksportprodukter fra fjernområderne. Således underskrev Den Europæiske Union den 15. december 2009 en multilateral aftale i WTO om handelen med bananer, ifølge hvilken toldsatsen på bananer nedsættes fra 176 EUR pr. ton til 114 EUR pr. ton mellem 2017 og 2019. Desuden er der blevet underskrevet separate associeringsaftaler med Columbia, Peru og landene i Centralamerika, og der vil højst sandsynligt blive underskrevet en aftale med Ecuador i nær fremtid. I disse fastlægges der en endnu mere omfattende nedsættelse af toldsatsen med en tarif på kun 75 EUR/t fra 2020.

4.5

Reformen af POSEI-ordningen fra 2006 har været meget positiv, da den har sikret en bedre tilpasning af ordningen til de særlige forhold for landbruget i fjernområderne. De nationale og regionale myndigheder har fået øgede beføjelser i forbindelse med udformningen af programmerne, og de berørte parter kan dermed deltage mere direkte i fastlæggelsen af støtteforanstaltningerne.

4.6

Den foreslåede ændring indebærer en bedre tilpasning af forordningens bestemmelser til den måde, som ordningen i øjeblikket funger på, samt giver mere fleksibilitet i forhold til at få tilpasset programmerne til de enkelte regioners behov.

4.7

Når det gælder harmonisering i forhold til Lissabontraktaten, har Kommissionen gjort en stor indsats for at fastlægge fordelingen mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Man har bestræbt sig på ikke at ændre de eksisterende bestemmelser for at give mulighed for at holde fast i den måde, systemet i øjeblikket fungerer på, omend forslaget er noget forhastet, da man endnu ikke fuldt ud kender indholdet af den forordning, som fastlægger de nye komitologiprocedurer.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

For nærværende har POSEI-forordningen et dobbelt retsgrundlag: de to TEUF-artikler vedrørende den fælles landbrugspolitik (tidligere artikel 36 og 37) og den specifikke artikel om fjernområder (tidligere artikel 299, stk. 2). I forslaget til ændring af forordningen er retsgrundlaget imidlertid begrænset til de nye artikler 42 og 43, stk. 2, vedrørende den fælles landbrugspolitik. Den nye artikel 349 om fjernområder er ikke inkluderet. Alene at henvise til artiklerne om den fælles landbrugspolitik er ikke tilstrækkeligt til at sikre, at der kan vedtages skræddersyede løsninger for fjernområderne, idet den specifikke artikel skaber et retsgrundlag for alle bestemmelser, der vedrører exceptionelle omstændigheder i fjernområder.

5.2

Artikel 18 foreslår nye foranstaltninger og fastlægger de elementer, som de POSEI-programmer, der fremlægges af nationale kompetente myndigheder, skal indeholde. Nogle af disse bestemmelser kan imidlertid misforstås. Litra e) i artikel 18, stk. 2, bør slettes, fordi teksten er uklar og overflødig og blot gentager, hvad der er fastlagt i artikel 18, stk. 4: betingelserne for støtten og produkterne skal fastlægges for hvert tiltag. Det faktum, at »mængder« står opført som et obligatorisk element er mere forvirrende end nyttigt, idet hver foranstaltning består af flere tiltag, således at det i praksis ikke giver mening at henvise til mængder, når den overordnede foranstaltning beskrives. I artikel 18, stk. 4 er det ikke nødvendigt at fastsætte et loft for hvert tiltag, og et sådant krav gør programforvaltningen mindre fleksibel. Den individuelle støtte til og støttemodtagere under hvert tiltag skal alligevel fastsættes.

5.3

I visse fjernområder er der ligeledes et behov for at fremme landskabsbevarelsen og landbrugsjordens traditionelle karakteristika, særligt bevarelsen af stenmure, der støtter terrasser. Bevarelse af det traditionelle landskab og sikring af, at jorden varetages korrekt har afgørende betydning på grund af det vanskelige terræn og jordbundens karakter. I artikel 21, stk. 1, bør den fleksibilitet, som Madeira for nærværende drager fordel af med hensyn til en forhøjelse til det dobbelte af den maksimale årlige EU-støtte (som fastsat i bilag I til forordning (EF) nr. 1628/2005), udvides til at omfatte andre fjernområder.

5.4

Gruppeforsikringer, der skal tegnes af en hel sektor, er særligt vigtige for visse fjernområder. Det faktum, at store virksomheder ikke er i stand til at anvende statsstøtte til at tegne gruppeforsikringer resulterer i højere forsikringspræmier for små og mellemstore producenter og gør forsikringssystemet mindre bæredygtigt. Det er nødvendigt at tage højde for den kendsgerning, at fjernområderne består af mindre landområder, og at der for visse af disse regioner gælder særlige forsikringsvilkår for deres afgrøder. Det ville derfor være fornuftigt at opmuntre hver delsektor til at tegne den relevante gruppeforsikring i samlet flok.

5.5

Den toldreduktion, der blev aftalt i Geneve under den multilaterale aftale vedrørende handelen med bananer, har allerede negative konsekvenser for salgsprisen på bananer og rammer derfor EU-producenterne hårdt. Disse negative konsekvenser vil blive forstærket af den yderligere toldreduktion, der blev fastlagt i bilaterale aftaler med Andeslande og centralamerikanske lande. Med henblik på at afbøde det skarpe fald i konkurrenceevnen hos EU's banansektor, som skyldes den betydelige toldreduktion, er det vigtigt, at der introduceres kompenserende foranstaltninger, som vil minimere de negative konsekvenser: det er nødvendigt at øge støtten til banansektoren gennem POSEI-programmerne med henblik på at sikre, at EU-producenternes indkomstniveau kan fastholdes.

Bruxelles, den 17. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/37


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om køreplan for overgang til et kulstoffattigt energisystem inden 2050 (sonderende udtalelse)

2011/C 107/08

Ordfører: Antonello PEZZINI

Kommissionen besluttede den 12. maj 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Køreplan for overgang til et kulstoffattigt energisystem inden 2050«

(Sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 17. februar 2011, følgende udtalelse med 193 stemmer for, 3 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Udvalget finder det yderst vigtigt at fastlægge en egentlig integreret europæisk energipolitik. Det er også vigtigt i den forbindelse at udarbejde en mellem- og langsigtet EU-strategi, der opstiller en køreplan frem til 2050 for en konkurrencedygtig og bæredygtig reduktion af CO2-indholdet i energifremstillingen med sigte på en global takling af klimaudfordringerne og dækning af EU’s samfundsmæssige og industrielle behov.

1.2   For at opnå en fælles energipolitik i en global sammenhæng er det efter udvalgets mening nødvendigt at skabe et »integreret energifællesskab« i overensstemmelse med bestemmelserne i EUF-traktatens artikel 194.

1.3   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at køreplanen for overgang til et kulstoffattigt energisystem inden 2050 bør:

opstille en række forskellige udviklingsmuligheder for produktion og anvendelse af energi i Europa,

undersøge konsensusbaserede muligheder for økonomisk omstilling,

fastlægge betingelserne for løbende dialog om køreplanen på de forskellige niveauer,

indkredse de tiltag, der er nødvendige for at opnå en bedre forståelse af de strategiske beslutninger,

skitsere økonomisk kompatible ordninger, som overholder konkurrencereglerne, og som har opbakning i samfundet,

fremhæve de afgørende elementer af fleksibilitet, der kræves for hurtigt at kunne tilpasse sig klimaændringerne, ny teknologi og den økonomiske udvikling på verdensplan.

1.4   EØSU finder det afgørende at iværksætte en kombination af politikker, der omfatter:

energieffektivitetsfremmende foranstaltninger,

sikre systemer til CO2-opsamling og -lagring (CCS),

solide emissionshandelsmekanismer,

konkurrencedygtig udvikling af vedvarende energikilder,

ombygning af kraftværker med henblik på overgang til kulstoffattig energiproduktion,

bæredygtig omlægning af transportformer,

tilstrækkelig international teknisk standardisering

foranstaltninger til at udbygge højeffektiv kombineret kraft-varmeproduktion (Combined heat and power production (CHP)).

1.5   Efter udvalgets mening bør der i udarbejdelsen af 2050-køreplanen tages højde for fire centrale variabler:

den stadigt hurtigere teknisk-videnskabelige og teknologiske udvikling,

tilsagn fra alle de berørte lande og sektorer om at påtage sig et klart ansvar,

bæredygtigheden af en finansiel ramme, der er stabil over tid,

målbarhed af delmålene og muligheden for at tilpasse dem til den tekniske og videnskabelige udvikling.

1.6   Med hensyn til »værktøjskassen« for EU’s integrerede energimarked finder EØSU det afgørende, at der straks udarbejdes et konsensusbaseret program for investeringer på følgende områder:

intelligente net (smart grids) og forbedring af energitransmissionsnettene,

forskning og udvikling af fælles programmer på områderne energibæredygtighed, nanovidenskab og –teknologi, IT-applikationer til makrosystemer i netværk, og private mikrosystemer,

kapacitet til at styre komplekse systemer og sikre en stabil referenceramme for erhvervslivet og de offentlige og private aktører,

styrkelse af en struktureret, interaktiv dialog med arbejdsmarkedets parter, forbrugerne og offentligheden,

en solid ramme for internationalt samarbejde og dialog, som samler gamle som nye industrialiserede lande omkring aftalte, målbare mål.

1.7   Hvad angår de kortsigtede mål, bør fokus efter EØSU’s mening være på umiddelbar gennemførelse af følgende punkter:

energieffektivitetsfremmende foranstaltninger navnlig inden for byggeri og transport og mere omfattende hensyntagen til EU-direktiver,

hurtige og omfattende forbedringer af emissionshandelsmekanismerne,

praktiske ordninger til gradvis omstilling til kulstoffattig elproduktion og fremskyndelse og udbredelse af igangværende pilotprojekter,

omfattende støtte til forsøg, der sigter mod at udvikle en bred vifte af kulstoffattige teknologier til overkommelige priser,

skattemæssig og finansiel støtte med henblik på udbredt anvendelse af alternativ energi,

styrkelse af undervisning og uddannelse inden for de naturvidenskabelige fag med afsæt i integrerede tværfaglige modeller,

udvikling af energiinfrastruktur og transeuropæiske net og udbredelse af intelligente net, der er standardiserede ved hjælp af europæiske standardiseringsordninger,

en effektiv ramme for internationalt samarbejde.

1.8   Udvalget mener, at man på mellemlangt sigt bør sikre:

et globalt marked for kulstoffattige teknologier til overkommelige priser og med fælles, internationale tekniske standarder,

regelmæssig måling af opfyldelse af delmålene for at sikre, at EU og det globale marked påtager sig et ansvar,

ajourføring af målene på baggrund af forandringer, videnskabelige opdagelser og den økonomiske og handelsmæssige udvikling på verdensplan,

en eventuel omformulering af de strategier, der kræves for at sænke drivhusgasemissionerne med 60-80 %,

en praktisk formidling af de fælles instrumenter til styring af netværk og knudepunkter for energilagring og –transmission,

bedre mekanismer til forvaltning, opnåelse af enighed og interaktiv dialog blandt alle berørte parter,

videreudvikling af kernefission fra 3. til 4. generation i de medlemsstater, der fortsat vil anvende denne teknologi, og udvikling af teknikker til genbrug af de fleste materialer,

støtte til forskning i kernefusion, baseret på EFDA-aftalen (European Fusion Development Agreement) og navnlig JET-eksperimentet (Joint European Torus), som støttes af Kommissionen, og som skal bane vej for lanceringen af ITER efter 2020,

en øget indsats for at bekæmpe den energifattigdom, som risikerer at udelukke stadig større dele af befolkningen og hele lande.

1.9   EØSU mener, at der indledningsvis er behov for:

politiske tilsagn om et integreret energisystem i EU med fælles regler,

harmoniserede og stabile lovgivningsrammer,

udarbejdelse af tekniske standarder på EU-plan,

europæiske kraftværker med kompatible interoperabilitetsstandarder,

EU-ordninger for ensartet uddannelse af personalet,

effektive systemer til udveksling af bedste praksis og eksisterende teknologi,

interoperable IT-sikkerheds- og kontrolsystemer,

en udbredt politisk kultur, der fremmer energibæredygtighed.

1.10   Udvalget finder det afgørende at udvikle og styrke en sammenhængende kommunikationspolitik på EU-plan med effektive og troværdige budskaber, som er forståelige for de forskellige interessenter og især den brede offentlighed.

2.   Baggrund

2.1   De globale klimaændringer er et almindeligt anerkendt faktum, men det gælder i mindre grad deres art og omfanget af deres konsekvenser.

2.2   EU skal beslutte, hvilket Europa det ønsker i 2020 og fremefter. Kommissionen foreslår at fremme den bæredygtige vækst ved hjælp af en energistrategi for 2011-2020 suppleret af en køreplan for overgang til et kulstoffattigt energisystem inden 2050.

2.3   Kommissionen har anmodet EØSU om to separate sonderende udtalelser om de mellem- og langsigtede udviklingsperspektiver; én frem til 2020 og den anden frem til 2050. Denne sonderende udtalelse handler om det sidstnævnte perspektiv.

2.4   Køreplanen for overgang til et kulstoffattigt energisystem inden 2050 bør:

opstille en række forskellige konkurrencedygtige udviklingsmuligheder for fremstilling og anvendelse af energi i Europa i overensstemmelse med de langsigtede klimamål på verdensplan og EU’s samfundsmæssige og industrielle behov,

undersøge konsensusbaserede muligheder for økonomisk omlægning på grundlag af aktuelle og fremtidige energipolitiske beslutninger, som kan accepteres af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet gennem en løbende interaktiv dialog,

fastlægge betingelserne for en løbende dialog om køreplanen på de forskellige planer, mellem de politiske beslutningstagere, offentlige myndigheder, energiforvaltere og -distributører, fagforbund, miljøorganisationer, industri-, handels- og tjenesteydelsessektoren, brugerne i el-, bolig-, service- og transportsektoren, de videnskabelige og teknologiske kredse og uddannelsesstederne, finans- og kreditverdenen, landbrugerne, forbrugerne og offentligheden,

indkredse de tiltag, der er nødvendige for at få en bedre forståelse af de strategiske beslutninger, der kræves for at nå målene om at reducere udledningen af drivhusgasser med 60-80 %, navnlig ved hjælp af omfattende indførelse af ny energiteknologi med det formål på længere sigt at stabilisere CO2-koncentrationen i atmosfæren på under 450 ppmv (ppmv: dele per million volumen),

skitsere økonomisk kompatible ordninger for offentlig og privat finansiering, beskatning og budgetplanlægning, som overholder konkurrencereglerne, og som har opbakning i samfundet,

fremhæve de afgørende elementer af fleksibilitet, der kræves pga. de ofte pludselige ændringer inden for den videnskabelige forskning, de økonomiske tendenser og den samfundskulturelle udvikling.

2.5   EØSU mener, at forskellige kombinationer af politikker, som skal omfatte nedenstående elementer, bør spille en central rolle i alle de hidtil opstillede scenarier, der har som mål at mindske udledningerne med 80 % inden 2050:

energieffektivitetsfremmende foranstaltninger,

mange systemer på lokalt plan til CO2-opsamling og –lagring (CCS) og styrkede mekanismer til regulering af emissionshandelen,

omfattende stigninger i andelen af energi fra vedvarende energikilder,

videreudvikling af kernefission fra 3. til 4. generation og støtte til forskning i kernefusion,

stærk stigning i andelen af elektricitet produceret på kulstoffattige kraftværker,

store bidrag for at øge omlægningen inden for vej-, luft- og søtransporten og for at mindske energiforbruget i bolig- og servicesektoren,

investeringer i forskning, teknologisk udvikling og demonstration (FTU&D) og overførsel med henblik på markedsinnovation,

fremskyndelse af det tekniske standardiseringsarbejde på EU- og internationalt plan,

foranstaltninger til at udbygge højeffektiv kombineret kraft-varmeproduktion (Combined heat and power production (CHP)).

2.6   For så vidt angår »værktøjskassen« for det integrerede europæiske energimarked, som vil være nødvendig, uanset hvilken politikkombination der vælges, og hvilke opdagelser der gøres, mener EØSU, at der er behov for investeringer for:

at udvikle intelligente net og netværkskonfigurationer, der udvikler teknologi til lagring af el og varme,

rent operationelt at integrere de forskellige FTU & D-programmer og teknologiske innovationsprogrammer i det europæiske rum for energiforskning og –udvikling,

at skabe nogle solide og stabile politiske rammer, inden for hvilke alle de berørte parter kan arbejde med en rimelig grad af sikkerhed,

at iværksætte omfattende kapacitetsopbyggende foranstaltninger med det sigte at skabe et system med effektive og klare forvaltningsniveauer,

at identificere stabile og pålidelige internationale samarbejdskanaler.

2.7   På globalt plan opstiller IEA-rapporten (Det Internationale Energiagentur) og forskellige andre internationale organisationer en række scenarier, der viser, at en fortsættelse af den nuværende energiforvaltning set ud fra flere synsvinkler, både en miljømæssig, økonomisk og social synsvinkel, er uholdbar på længere sigt.

2.8   På verdensplan bør alle lande inden 2011 forpligte sig til at indføre kulstoffattige udviklingsstrategier for sektorer med høje emissioner. Ellers er der risiko for, at EU’s energitunge industrier ikke bliver ved med at være konkurrencedygtige på verdensmarkedet og følgelig flytter deres produktion væk fra EU (kulstoflækage) uden at sænke CO2-udledningerne. Disse strategier bør f.eks. omfatte en hurtig begrænsning af de tropiske afskovningsaktiviteter.

2.9   G20 har opdelt de strategiske områder, hvor der på verdensplan skal sættes ind, i to grupper: én hvor der skal sættes ind på kort sigt, og én på mellemlangt sigt.

2.9.1   Den første gruppe omfatter foranstaltninger til at fremme efterspørgslen og understøtte indkomsten som f.eks.:

forbedring af energieffektiviteten,

forbedring af infrastrukturen med henblik på at gøre den kulstoffattig,

markedsstøtte ved hjælp af rene teknologier.

2.9.2   På mellemlangt til langt sigt er foranstaltningerne derimod rettet mod at få private investorer og erhvervsdrivende til at blive i sektorer, som vil blive hjørnestenene i den bæredygtige udvikling. Disse omfatter:

iværksættelse af pilotprojekter, navnlig vedrørende CCS,

incitamenter til forskning på internationalt plan,

incitamenter til investering i kulstoffattig teknologi.

2.10   Ifølge visse scenarier kunne udledningerne på verdensplan mindskes med 50 % inden 2050 takket være bidrag fra primært 4 faktorer:

energieffektivitet tegner sig for mere end halvdelen,

vedvarende energikilder tegner sig for cirka en femtedel,

CCS-teknologi tegner sig for yderligere en femtedel,

og kerneenergi står for resten.

I virkeligheden findes nogle af de teknologier, der er inkluderet i dette scenarium, endnu ikke, eller også kræver de omfattende forbedringer og sænkning af omkostningerne.

2.11   CCS og udvikling af elkøretøjer er nogle af de teknologier, der foreslås anvendt.

2.11.1   Hvad angår elektriske køretøjer er der forventninger om betydelige teknologiske fremskridt på følgende områder:

batteriernes genopladningskapacitet,

genopladning fra vedvarende energikilder, som er sammenkoblet i intelligente net (smart grids),

bufferteknikker for at afbøde visse vedvarende energikilders manglende kontinuitet og energilagring og -besparelse,

standardiseringsprocedurer med henblik på hurtig udskiftning af køretøjernes batterier på dertil indrettede servicestationer.

2.12   Der forventes ligeledes at ske store fremskridt, sandsynligvis efter 2020, inden for udviklingen af brintdrevne køretøjer med brændselsceller.

2.13   Der er for øjeblikket ikke en passende EU-lovramme for elkøretøjer, men det agter Kommissionen at råde bod på i den nærmeste fremtid (KOM(2010) 186 endelig).

2.14   Udvalget mener, at en mere kulstoffattig elproduktion rummer store muligheder for at sænke udledningerne i slutbrugersektorerne (f.eks. overgang fra opvarmning med fossile brændstoffer til brug af effektive gasvarmepumper).

2.15   Det ideelle scenarium, der ville muliggøre en markant sænkning af udledningerne til atmosfæren, kræver en kombination af flere foranstaltninger (herunder et produktmix bestående af vedvarende energi og kernekraft, energieffektivitet, investeringer i nye teknologier og CO2-opsamling). Desuden anslås det (Det Europæiske Energiagenturs rapport fra 2010 om de energiteknologiske perspektiver: Scenarier og strategier frem til 2050), at for at halvere udledningerne, »vil regeringsmidlerne til FU&D i kulstoffattige teknologier skulle være to til fem gange højere end det nuværende niveau«, og det vil være nødvendigt »at anvende de eksisterende eksempler på bedste praksis inden for design og gennemførelse«.

2.15.1   IEA’s rapport fra 2010 om de energiteknologiske perspektiver analyserer og sammenligner forskellige scenarier samt viser de vigtigste muligheder for at få en mere sikker og bæredygtig energiforsyning i fremtiden.

2.16   EØSU finder det afgørende at tage hensyn til, at mange udfordringer på energiområdet har meget stor indflydelse på lokalsamfundene, som ønsker at finde skræddersyede løsninger til deres specifikke forhold og er bange for, at deres levestandard eller udvikling sænkes eller begrænses.

2.17   De fremskridt, der skal gøres og/eller planlægges med afsæt i 2050-køreplanen for at opnå en virkelig energirevolution med udgangspunkt i kulstoffattige teknologier, vil indebære mange valg, som bygger på fem centrale variabler:

fremskyndelse af de teknisk-videnskabelige og teknologiske fremskridt,

tilsagn fra alle de berørte lande og sektorer om at påtage sig et klart ansvar,

bæredygtigheden af en finansiel ramme, der er stabil over tid,

målbarheden af delmålene og muligheden for at tilpasse dem til den tekniske og videnskabelige udvikling,

de forskellige aktørers adfærd i forhold til den »erklærede politik« og risikoen for misinformation, som enten er alt for optimistisk eller pessimistisk.

3.   Scenarier og muligheder

3.1   Internationale offentlige og private organisationer og nonprofitorganisationer har allerede opstillet forskellige scenarier og valgmuligheder, som er tænkt som grundlag for strategier, politikker og operationelle instrumenter.

3.2   Som udgangspunkt for disse scenarier ligger der næsten altid en forventning om, at regeringerne ikke indfører ny energi- eller klimapolitik.

3.3   Den væsentligste forskel mellem de målrettede scenarier ligger i timingen af virkningerne snarere end deres endelige omfang. De opstiller mål om at nedskære den del af CO2-udledningerne, der er knyttet til energiforbrug, med 30 % inden 2030 og halvere dem inden 2050 (i forhold til 2005), og de undersøger de billigste og hurtigste muligheder for at nå målsætningerne ved hjælp af udbredelse af relativt billige og kulstoffattige teknologier:

investeringerne er 36 billioner EUR (1 euro = 1,28 USD) (+ 17 %) højere end i udgangsscenariet, men besparelserne på brændstofudgifterne er 87 billioner EUR højere end i udgangsscenariet,

CCS-teknologien anvendes til at opsamle 9,4 Gt CO2 fra elkraftværker (55 %), industrien (21 %) og raffinaderier (24 %),

CO2 -emissionerne fra bolig- og servicesektoren reduceres med 2/3 takket være brug af kulstoffattig elektricitet, energieffektivitet og overgang fra teknologier med lave udledninger til emissionsfri teknologier,

næsten 80 % af salget af lette køretøjer består af plug-in hybridkøretøjer, el- eller brændselscellekøretøjer,

CO2-emissionerne fra elproduktionen reduceres med 76 %, og CO2-indholdet falder til 67 g/kWh,

industriens CO2-udledninger reduceres med omkring en fjerdedel, hovedsagelig ved hjælp af øget energieffektivitet, brændstofsubstitution, genanvendelse af de brugte materialer, energigenvindingsanlæg og takket være CCS.

3.3.1   For at kunne nå disse mål vil der være behov for en bred vifte af kulstoffattige teknologier til overkommelige priser. Der findes ikke nogen enkeltstående teknologi eller mindre vifte af teknologier, som alene kan tilvejebringe en så omfattende ændring, som der er behov for.

3.4   Elsektorens omstilling til kulstoffattige brændstoffer har afgørende betydning og bør omfatte en betydelig øgning af andelen af vedvarende energi og i de medlemsstater, der har besluttet at anvende kerneenergi, kernekraft samt brug af CCS og –CO2-lagring og udbygningen af højeffektiv kombineret kraft-varmeproduktion i varmekraftværker, der benytter fossile brændstoffer.

3.5   Det er afgørende, at indsatsen inden for teknologisk forskning og demonstration og indførelsen af teknologier holder trit med de opstillede mål om overgang fra fossile brændstoffer.

3.6   Scenariet for udvikling af kernefusion

Fusion er solens og stjernernes energikilde. På jorden giver fusion mulighed for en langsigtet, sikker og miljøvenlig energiforsyning, der kan dække behovet hos en voksende verdensbefolkning. Inden for EFDA-aftalen (European Fusion Development Agreement) arbejder fusionsforskerne nu med hundrede millioner grader varmt plasma i fusionsreaktorer i industriel målestok, hvoraf den største er JET (Joint European Torus). Baseret på disse og andre verdensomspændende resultater er ITER’s forsøgsreaktor – verdens største energiforskningsprojekt – nu ved at blive bygget i Frankrig; Fusionsenergien herfra vil svare til det, der produceres af en middelstor reaktor (500/700 MW). ITER er overgangen til et første demonstrationsanlæg og senere til en kommerciel reaktor på cirka 1,5 GWe (brændstofforbruget i et elektrisk kernefusionskraftværk er lavt. Et kraftværk på 1 GW skal bruge omkring 100 kg deuterium og 3 tons litium til et års drift med en produktion på ca. 7 mia. kilowatt-timer. Et kulfyret kraftværk ville bruge ca. 1,5 mio. tons fossilt brændstof til at producere samme mængde energi. (kilde: http://fusionforenergy.europa.eu)).

3.6.1   Den primære reaktion, som er grundlaget for fusion, forårsager hverken luftforurening eller producerer atomaffald. (Det er vigtigt at bemærke, at selvom væggene i reaktorkammeret bliver radioaktive gennem reaktorens levetid, henfalder radioaktiviteten i løbet af et par årtier, hvis man foretager et fornuftigt materialevalg. Efter 100 år kan alle materialerne genanvendes i en ny reaktor (kilde: www.jet.efda.org)). Reaktionen sker ved fusion af atomer, som er almindeligt forekommende i naturen, især i havvand. Processen er desuden i sig selv sikker.

3.6.2   De atomer, der indgår i den primære reaktion er: deuterium, tritium, litium og helium. Ved fusionen af disse atomer frigives en stor mængde energi i form af varme i en varmeveksler ved en temperatur på 550/650 °C (en gennemsnitlig atomreaktor genererer en gennemsnitlig temperatur på 700 °C). Udviklingen af avancerede materialer vil gøre det muligt at nå temperaturer på 1 000 °C. Den damp, der produceres, driver turbinen (rotoren), som genererer induceret strøm (stator).

3.6.3   Et deutriumatom (1 proton + 1 neutron) fusionerer med et tritiumatom (1 proton + to neutroner). Af denne fusion opstår et heliumatom (2 protoner + 2 neutroner), og der frigøres en neutron. Denne neutron fusionerer med et litiumatom (3 protroner + 3 neutroner) og genererer et heliumatom (2 protoner + 2 neutroner) og et tritiumatom (1 proton + 2 neutroner). I reaktorkammeret (Torus) befinder materialet sig i en særlig tilstand: det såkaldte plasma med en gennemsnitlig temperatur på 200 mio. °C.

3.6.3.1   Den energi, der kræves for at opvarme plasmaet i ITER, er cirka 50 MW. Energien fra fusionsprocessen er derfor 10 gange større end den energi, der kræves for at sætte gang i processen: Q>10.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   EØSU ønsker at fremhæve følgende problemer ved 2050-køreplanen:

omkostninger og investeringsafkast: overgang fra et årligt gennemsnit på 130 mia. EUR gennem de seneste tre år til et årligt gennemsnit på 600 mia. EUR,

rejsning af investeringsmidler: at tilvejebringe en stabil ramme for investorer, planlægge et passende investeringsafkast og sikre finansiel støtte og skattelettelser,

mindskning af kulstofafhængigheden i elsektoren: der er behov for en radikal ændring af energipolitikken og omfattende investeringer for at komme ud af den nuværende afhængighed af fossile brændstoffer,

design, drift og implementering af elnet, der sikrer fleksibilitet i de intelligente net og transformatoranlæggene med henblik på en bedre forvaltning af spidsbelastninger og en rationel feed-in og omfordeling af de forskellige former for energi (feed-in fra vedvarende energikilder ved hjælp af intelligente elmålere kan ændre eltransmissionssystemet),

energieffektiviseringsprogrammer, navnlig for at mindske industriens CO2-udledninger (22 % af de samlede udledninger),

reduktion af de samlede direkte og indirekte udledninger fra bygningssektoren (40 % af de samlede udledninger) med fokus på alle de strukturelle aspekter,

hvad angår transportsektoren (38 % af de samlede udledninger), som EØSU er i færd med at udarbejde en udtalelse om, vil en omfattende reduktion af CO2-udledningerne inden for den fastsatte tidshorisont kræve mindre brug af traditionelle brændstoffer, en øget andel af ethanol og biodiesel, bedre gasformige brændstoffer, (LPG, CNG (komprimeret naturgas), biogas) og teknologiske gennembrud og innovation,

international koordinering: Europa, USA, Japan, Kina, Indien og Brasilien bør fastsætte fælles mål for 2030-2050 under hensyntagen til de enkelte områders særlige forhold, hvad angår økonomisk udvikling og forekomst af naturrigdomme.

4.2   Målet om at sænke CO2-udledningerne med 20 % inden 2020 er allerede fastlagt, og EØSU er ved at udarbejde en udtalelse herom.

4.3   EØSU ønsker at understrege følgende vigtige aspekter i forbindelse med 2050-køreplanens perspektiver:

fremskyndelse af de teknisk-videnskabelige og teknologiske fremskridt: flere midler og programmer, ikke kun til klimaet og energikilder, men også og især til anvendelsen og bevarelsen af strategiske naturressourcer,

tilsagn fra alle de berørte lande, sektorer og aktører i EU om at påtage sig et klart identificeret ansvar,

en finansiel ramme, der er bæredygtig og stabil over tid set i forhold til EU’s budget, stabilitetspagten og medlemsstaternes finanspolitik,

målbarhed af delmålene og muligheden for at tilpasse dem til den tekniske og videnskabelige udvikling,

de forskellige aktørers adfærd i forhold til den »erklærede politik« og risikoen for misinformation,

støtte til videnskabelig og teknisk kultur og kulturelle og finansielle incitamenter for at øge antallet af studerende på de højere tekniske uddannelsesinstitutioner,

bedre overholdelse og gennemførelse i medlemsstaterne af EU-direktiver om energieffektivitet og –besparelser (f.eks. forsinkelserne med at gennemføre direktiv 2002/91/EF om bygningers energimæssige ydeevne),

styrkelse af undervisning og uddannelse i naturvidenskabelige fag: ingeniørvidenskab, fysik, grundlæggende kemi, arkitektur, byplanlægning og anlægsdesign med fokus på at skabe integrerede systemiske modeller, især inden for nanovidenskab og nanoteknologi i energiforsyningssystemer, som egner sig til at producere kulstoffattig energi,

politisk tilsagn om et integreret energisystem i EU med fælles regler: en harmoniseret stabil lovramme, tekniske EU-standarder, standardiserede europæiske elværker, EU-uddannelsesplaner til sikring af ensartet uddannelse af personalet, udveksling af bedste praksis og oplysninger om BAT (Best Available Tecnologies), interoperable IT-sikkerheds- og kontrolsystemer.

4.4   Til de fire industrielle initiativer, der blev lanceret i juni 2010 (vind, sol, CCS, intelligente net), bør lægges bioenergi og kernefission ud over FCH JTI (Det fælles teknologiinitiativ inden for brint og brændselsceller) og ITER vedrørende kernefusion.

4.5   EØSU finder det afgørende at fremme større effektivitet i anvendelsen ikke alene af energi, men af alle naturressourcer og navnlig vand.

4.6   EØSU gentager, at »udviklingen af alternative brændstoffer og teknologier til transport, el, varme og lys bør prioriteres. Den bedste klimaforandringsstrategi er at udvikle valgmuligheder mellem forskellige energiformer.« (Jf. CESE 766/2010).

4.7   EØSU mener, at der er behov for mere effektive foranstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom, som risikerer at udelukke større befolkningsgrupper (grønne løsninger kan være dyre i form af højere afgifter og/eller større skattetryk, navnlig for de svageste befolkningsgrupper), og at det er nødvendigt at samle europæiske erfaringer for at skabe nye »grønne« job og mindske ulighederne (1) og samtidig sikre »beskyttelsen af borgerne som forbrugere og adgang til energitjenesteydelser og til beskæftigelse, som lavkulstoføkonomien skaber« (2)

4.8   Elproduktionen bør efter EØSU’s opfattelse være et prioriteret indsatsområde, hvor man kan øge andelen af vedvarende energikilder, og elproduktionen ved hjælp af nuklear fission kan udvikles fra type III og IV (med minimalt affald). Desuden bør man investere i teknologi til affaldsbehandling og undersøge mulighederne for genanvendelse heraf i nanovidenskabelig sammenhæng.

4.9   CCS-systemerne har efter EØSU’s mening stor betydning for en sænkning af udledningerne, og »derfor er det hensigtsmæssigt at satse på en fremskyndet udvikling og iværksættelse af denne procedure« (3) - til en så rimelig og konkurrencedygtig pris som muligt - så tidligt som muligt og ikke kun i de fem pilotprojekter.

4.10   EØSU mener, at det er afgørende at styrke det indre energimarked »i alt vedrørende dets infrastrukturer, ordningen for offentlige indkøb, markedets korrekte funktion samt forbrugerbeskyttelse. (…) Udvikling af energiinfrastrukturen og de transeuropæiske net er altafgørende for opbygningen af det indre energimarked« (4) .

4.11   EØSU mener, at et integreret energifællesskab i overensstemmelse med artikel 1 i EUF-traktaten (5) er afgørende i en integreret europæisk referenceramme for konkurrenceevne, velfærd og ny beskæftigelse til EU’s borgere.

Bruxelles, den 17. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 65.

(2)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 81.

(3)  EUT C 27 af 3.2.2009, s. 75.

(4)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 81.

(5)  EUT C 83 af 30.3.2010, s. 47.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/44


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Handlingsplan vedrørende applikationer for det globale satellitnavigationssystem (GNSS)

KOM(2010) 308 endelig

2011/C 107/09

Ordfører: Thomas McDONOGH

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 14. juni 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Handlingsplan vedrørende applikationer for det globale satellitnavigationssystem (GNSS)

KOM(2010) 308 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 2. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 112 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) hilser Kommissionens meddelelse med titlen »Handlingsplan vedrørende applikationer for det globale satellitnavigationssystem (GNSS)« velkommen. Udvalget mener, at det er af vital betydning for den fremtidige velfærd og sikkerhed i EU, at de europæiske GNSS-programmer bliver en succes. EØSU opfordrer Rådet, Europa-Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne til at give denne kritiske infrastrukturs potentiale den anerkendelse, den fortjener, og at støtte den med tilstrækkelige midler og ressourcer for at sikre den succes.

1.2

Det europæiske GNSS er afgørende for at opnå Europa 2020-strategiens målsætning om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (1). Programmets resultater vil påvirke vækst, innovation og velstandsskabelse i EU. Ud over at indebære væsentlige forbedringer af transportsystemerne er GNSS afgørende for den digitale dagsorden (2) inden for applikationer som kontekst-baserede systemer, intelligente net og tingenes internet.

1.3

Udvalget beklager, at forsinkelserne i Galileo-projektet har betydet, at EU er gået glip af muligheden for at positionere det europæiske GNSS som den dominerende teknologi i Europa og verden udenfor. USA's GPS-system er nu klart den førende teknologi inden for GNSS-løsninger. Forsinkelserne koster fortsat EU dyrt, ikke kun i form af tabte indtægter fra salg af teknologi og ydelser, men også i forhold til almenvellet, f.eks. i form af mindre intelligente transport- og energisystemer eller eftersøgnings- og redningstjenester.

1.4

EU bør sikre, at de europæiske GNSS-ydelser udbydes på grundlag af en infrastruktur, som er EU's egen, og som kan anvendes uafhængigt af det amerikanske, russiske eller kinesiske militærs prioriteter.

1.5

På grund af GPS-systemets udbredelse opfordrer udvalget industrien i EU til at fokusere på interoperabilitet mellem Galileo og GPS, eftersom applikationer, der anvender begge satellitkonstellationer, vil kunne opnå større præcision og bedre signalmodtagelse.

1.6

EGNOS (European Geostationary Navigation Overlay System) har nu været i brug i mere end et år. Desværre halter EU allerede bagefter mht. at fremme den markedsføring og innovation, der ligger i dette system. Kommissionen bør fremskynde markedsudviklingen og innovationen, navnlig i betragtning af omkostningerne ved forsinkelserne i Galileo (op til 3 mia. EUR om året) og den stigende konkurrence fra USA, Rusland, Kina og Japan.

1.7

Det manglende tempo i udviklingen af downstream-applikationer afledt af GNSS betyder, at EU går glip af innovation, ikke får skabt nye vækstmuligheder og taber sin markedsposition. De direkte og afledte økonomiske, sociale og miljømæssige fordele ved et velfungerende marked for europæiske GNSS-applikationer vil være betydelige.

1.8

EØSU lykønsker Kommissionen og GNSS-tilsynsmyndigheden med det arbejde, der med meget begrænsede ressourcer er udført hidtil. På den baggrund er meddelelsens prioritering af anvendelsesområder logisk, ligesom de for hvert enkelt område skitserede strategier virker velgennemtænkte.

1.9

Det europæiske GNSS's andel af det globale marked for GNSS-produkter og -ydelser er i skrivende stund beskeden. Udvalget opfordrer til, at der udarbejdes en detaljeret plan for, hvordan der kan sikres en aggressiv vækst i markedsandelen, og til at der sættes et meget højt kvalificeret hold af erfarne erhvervsfolk i spidsen for at nå målene. Udvalget anbefaler, at der under ledelse af Kommissionen og tilsynsmyndigheden indgås en kontrakt med en sagkyndigt firma, der kan sikre markedsføringen af det europæiske GNSS.

1.10

Meddelelsen peger med rette på EGNOS'/Galileos »nøjagtighed og integritet« som de kvaliteter, der i konkurrenceevnemæssig henseende kan udgøre en betydelig differentieringsfaktor på markedet for globale GNSS-ydelser. Denne faktor er imidlertid under hastig erosion, efterhånden som konkurrenterne investerer i og opgraderer deres egne systemer. EØSU mener, at der behov for løbende at investere i opgradering af EGNOS- og Galileo-systemerne for at fastholde det teknologiske forspring. Udvalget anmoder Kommissionen om dels at pege på yderligere konkrete faktorer, der kan skille systemerne ud, dels at investere i udvikling af varige konkurrencefordele.

1.11

EØSU mener, at det overraskende forhold, at Galileo ikke er nævnt i den digitale dagsorden, er et tegn på manglende koordination på det politiske beslutningsniveau i Kommissionen. Udvalget skal understrege behovet for, at Kommissionen peger på synergierne mellem de europæiske GNSS-programmer, den digitale dagsorden og flagskibsinitiativet »Innovation i EU«, navnlig hvad angår innovation, applikationernes interoperabilitet, markedsføring og budgetter. Der kan opnås betydelige fordele ved at samarbejde om intelligente applikationer og ydelser og om at opnå fælles målsætninger med et minimalt forbrug af ressourcer.

1.12

EØSU opfordrer Rådet til hurtigt at tackle udfordringen vedr. finansieringen af EGNOS/Galileo. Den nuværende situation underminerer bestræbelserne på at etablere en stærk europæisk platform for kommercielt GNSS.

1.13

Udvalget har den klare opfattelse, at EU bør udnytte Galileos position som verdens første helt igennem ikke-militære, civile GNSS til at erobre markedsandele i de alliancefri lande, navnlig i Afrika og Sydamerika. Kommissionen bør med det formål påtage sig et meget aktivt lederskab i FN's internationale komite om GNSS (3).

1.14

EØSU understreger betydningen af at have en varemærkestrategi og et kvalitetsmærke (4) for EGNOS's/Galileos teknologi og ydelser. Udvalget opfordrer Kommissionen til at udvikle begge disse afgørende instrumenter til at sikre systemernes markedssucces. Uden en klar varemærkestrategi til støtte for markedsføringen vil mange ressourcer og megen energi blive brugt forgæves. Systemets omdømme vil lide uoprettelig skade, hvis den EGNOS-/Galileo-teknologi, der markedsføres, er dårligt designet, har tekniske mangler eller er uhensigtsmæssigt anvendt.

1.15

EØSU skal henvise Kommissionen til udvalgets tidligere udtalelser om Galileo, EGNOS, Europa 2020-strategien og den digitale dagsorden (5).

2.   Baggrund

2.1

Vi er i vores dagligdag blevet så afhængige af satellitnavigationsydelser, at de potentielle økonomiske skader for virksomheder, banker, transport, luftfart, kommunikation mv., for blot at nævne nogle få sektorer, ville være betydelige (i form f.eks. af tabte indtægter for virksomhederne eller forringet trafiksikkerhed), hvis én af disse ydelser skulle blive forringet eller helt falde bort.

2.2

GPS (USA), GLONASS (Rusland) og de øvrige systemer, der er udviklet af Indien, Japan og Kina, er militære systemer, der kontrolleres af militæret. Vha. disse systemer leveres der en civil ydelse, men denne ydelse kan efter udbyders behov, f.eks. i tilfælde af en konflikt, enten bortfalde eller blive gjort mindre nøjagtig.

2.3

EGNOS- (European Geostationary Navigation Overlay System) og Galileo-programmerne blev igangsat i midten af 1990'erne med det formål at etablere et uafhængigt europæisk globalt satellitnavigationssystem (GNSS). EGNOS er et regionalt europæisk satellitbaseret forstærkningssystem, der forstærker de signaler, der modtages fra eksisterende satellitnavigationssystemer som GPS. Galileo er i øjeblikket ved at blive udviklet til et europæisk globalt satellitnavigationssystem.

2.4

Galileo-fællesforetagendet – et offentligt-privat partnerskab, der blev etableret i 2003 og nedlagt igen i 2006 – fik til opgave at overvåge den teknologiske udvikling af Galileo, men iflg. Den Europæiske Revisionsret var fællesforetagendet »begrænset alvorligt af ledelsesmæssige spørgsmål, et ufuldstændigt budget, forsinkelser og den industrielle organisation i udviklings- og valideringsfasen«.

2.5

Som resultat af fiaskoen med dette offentligt-private partnerskab vedtog EU i 1998 en forordning for at få fuld kontrol med og ansvar for EGNOS- og Galileo-programmerne. I henhold til denne forordning, er det Kommissionen, der er ansvarlig for styringen af programmerne, alle spørgsmål vedr. systemernes sikkerhed og administrationen af de midler, der er afsat til programmerne. Den europæiske GNSS-tilsynsmyndighed er ansvarlig for programmernes sikkerhed, den yder bistand til forberedelsen af markedsføringen af systemerne og udfører en række andre opgaver i relation til programmerne, som den får pålagt af Kommissionen.

2.6

Budgettet til programmets gennemførelse i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2013 er 3,405 mia. EUR. Ad hoc-finansieringen har imidlertid vist sig at være utilstrækkelig, og der er ikke indgået forpligtende aftaler om programmernes fremtidige finansiering. Finansieringsproblemet har i alvorlig grad hæmmet udviklingen af systemet.

2.7

Formålet med handlingsplanen vedrørende applikationer for det globale satellitnavigationssystem (GNSS) er at bringe europæisk industri i en spidsposition, hvorfra den vha. Galileo og EGNOS kan få fuldt udbytte af det globale downstream-marked, der har en værdi på ca. 100 mia. EUR. Kommissionen mener, at europæisk industri bør have det størst mulige udbytte af de investeringer, der foretages i programmerne. Kommissionen vil ved en koordineret indsats i medlemsstaterne søge at skabe maksimal opmærksomhed om behovet for investering i forskningen, sikre størst mulig udbredelse af vital information og optimere bevidstgørelsesindsatsen. Derved vil normuoverensstemmelser og overlapninger på medlemsstatsniveau kunne undgås.

2.8

GNSS-handlingsplanen er også vigtig af hensyn til maksimeringen af merværdien i EU af Europa 2020-flagskibsinitiativet »En digital dagsorden for Europa«. F.eks. kan det europæiske GNSS erstatte amerikansk, russisk eller kinesisk teknologi, der vil kunne anvendes til tingenes internet.

2.9

I kraft af Galileo vil EU også i langt højere grad end ellers være i stand til at udnytte de muligheder, der ligger i satellitnavigation. Galileo vil bidrage til, at EU kan fastholde og udvikle sin knowhow inden for rumfart, modtagere og applikationssektorer, og derved sikre indtægter og arbejdspladser. Uafhængige undersøgelser og markedsprognoser peger på, at dette og de eksterne virkninger i forhold til almenvellet (nye applikationer, der gør transporten og trafikstyringen mere effektiv, trafikken mindre forurenende, redningsaktionerne mere effektive mv.) indebærer gevinster på op til 90 mia. EUR inden for de første tyve år.

2.10

Det europæiske GNSS forsøger imidlertid at få fodfæste inden for en industri, der allerede er domineret af det amerikanske GPS-system. Dertil kommer den hurtige udvikling og opgradering af de offentlige ydelser i det russiske GLONASS-system. Det kinesiske COMPASS-system forventes at udbyde ydelser fra næste år.

2.11

Kina er ved at udvide sit regionale Beidou-navigationssystem til det globale COMPASS-system med det udtrykkelige formål at kunne levere konkurrencedygtige civile ydelser på globalt plan. Som led i denne bestræbelse har Kina bemægtiget sig dele af det frekvensspektrum, der var forbeholdt Galileo, under påstand af at EU ikke benyttede spektret, og at Kina derfor var i sin gode ret til at overtage det. EU forsøger nu at rede trådene ud på højeste diplomatiske niveau.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

For at sikre det økonomiske og kvalitetsmæssige potentiale af ydelserne i det europæiske GNSS skal Galileo og EGNOS være GNSS-standard i Europa, systemet skal være interoperabelt i forhold til GPS, og det skal forhindre andre (Kina, Rusland mv.) i at få fodfæste.

3.2

Interoperabilitet mellem Galileo og GPS er en fordel, som EU's industri må lære at forstå, da applikationer, der anvender begge satellitkonstellationer, vil kunne opnå større præcision og bedre signalmodtagelse.

3.3

EGNOS- og Galileo-programmerne har behov for klart lederskab samt utvetydig og fuld støtte fra EU for at rette op på det tab af markedstillid, der har været resultatet af sammenbruddet i fællesforetagendet og det offentligt-private partnerskab.

3.4

Det er afgørende for systemets succes, at der skabes konkurrencefordele af det europæiske GNSS, og at de udnyttes. EU kan virke til fordel herfor, herunder ved regulering og andre markedsforanstaltninger.

3.5

En vellykket markedsstrategi skal inddrage et fokus på produkt-/markeds-/værdikæden for hver enkelt af de sektorer, som den europæiske GNSS-industri omfatter, dvs. elektronik, software, mobiltelefoni, radio, satellitter og tjenesteydelser.

3.6

Samtidig med at de globale konkurrenceregler overholdes, bør EU også pege på, inden for hvilke sektorer ny regulering kan sikre, at fordelene ved GNSS udnyttes, herunder navnlig EGNOS og Galileo. EU-lovgivning om obligatorisk anvendelse af Galileo-modtagere i applikationer og produkter på specifikke områder såsom navigationssystemer for luft- og rumfart (som russerne allerede har gjort det i forbindelse med GLONASS) er en mulighed. Måske kunne EU også for bestemte applikationers vedkommende fastsætte mindstenormer for nøjagtighed og integritet for at udnytte fordelene ved Galileo og stække konkurrenterne.

3.7

På grund af modtagerchipsettenes (6) betydning for markedsindtrængning og applikationsudviklingsstrategi er udvikling af billige duale modtagerchipsets (GPS + Galileo) afgørende. Udgifterne til forskning og udvikling bør målrettes særlig med dette for øje.

3.8

Erfaringskurveeffekten af fremstilling i store mængder er central for at kunne fremstille billige modtagerchipset. Der bør gennemføres en særskilt undersøgelse af, hvordan EU kan sikre, at Galileo-modtagerkomponenterne kan opnå et produktionsvolumen, der er tilstrækkelig højt til, at de kan konkurrere med modtagere, der kun modtager GPS-signal.

3.9

I forbindelse med sine overvejelser om udviklingen af applikationsindustrien for det europæiske GNSS bør Kommissionen udvise lederskab i etableringen og udviklingen af innovationsklynger.

3.10

Kommissionen kan bidrage til at stimulere udviklingen af applikationer, produkter og ydelser afledt af GNSS ved at rekruttere store private virksomheder som bannerførere. Disse bannerførere kunne måske stå i spidsen for udviklingen af SMV-klynger på bestemte applikationsområder eller inden for bestemte produkt- eller markedssegmenter.

3.11

Opmuntring og støtte til iværksætterkultur og innovation vil være afgørende for en vellykket inddragelse af SMV'erne i udviklingen af markedet for GNSS-applikationer. Iværksætter- og innovationsprogrammet bør bruges til at fremme inddragelsen af SMV'erne.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Strategi

4.1.1

Galileo og EGNOS skal i fremtiden være den grundlæggende GNSS-standard i Europa.

4.1.2

EU bør handle hurtigt og udnytte lejligheden til at udvide EGNOS til at omfatte samtlige større lufthavne i Afrika. Dette ville være et velgennemtænkt, langsigtet strategisk træk, og det bør udføres, inden EU's konkurrenter, navnlig Kina, handler.

4.1.3

EGNOS (European geostationary navigation system) har nu været i brug i mere end et år. Markedsførings- og innovationsprogrammerne bør fremskyndes.

4.1.4

Kommissionen og tilsynsmyndigheden har med særdeles begrænsede midler løst en vanskelig opgave på strålende vis. Måske burde der indgås en kontrakt med et sagkyndigt firma med henblik på markedsføringen af det europæiske GNSS. Den kommercielle udvikling af EGNOS og Galileo er afgørende for den langsigtede succes, og indsatsen hidtil på dette afgørende og komplekse område har ikke været stor nok.

4.1.5

EU har brug for en aggressiv markedsudviklingsstrategi, ledet af et meget kompetent hold, med klare, målbare målsætninger.

4.1.6

Der er behov for klart lederskab og fuld støtte fra EU for at fjerne enhver usikkerhed om GNSS.

4.1.7

Tillid til ledelsen og forvaltningen af GNSS-programmerne er afgørende for støtte inden for EU og på markedet. De nuværende ledelses- og forvaltningsstrukturer bør undersøges med henblik på at vurdere, hvilke ændringer der i givet fald bør foretages.

4.1.8

Der bør findes supplerende midler til markedsføring og innovation i kraft af et samarbejde præget af kreativitet og synergi med andre initiativer som den digitale dagsorden og innovation i EU.

4.1.9

Der er brug for en markedsførings- og innovationsstrategi baseret på værdikæde-/produkt-/markedssegmenter for hvert enkelt led i downstream-industrien, dvs. elektronik, software, mobiltelefoni, radio, hardware og tjenesteydelser.

4.1.10

Kommissionen bør ligeledes undersøge, inden for hvilke sektorer ny regulering kan sikre, at fordelene ved europæiske GNSS-applikationer og -teknologier udnyttes.

4.1.11

Det bør undersøges, hvilke foranstaltninger der fremmer valg af EGNOS/Galileo-teknologi frem for mindre effektive teknologier, særligt hvad angår applikationer, der kræver tillid til driftssikkerheden, stor nøjagtighed og integritet eller sikkerhed.

4.1.12

EU bør spille med musklerne i de europæiske industrielle standardiseringsfora (inden for transport, luftfart, landbrug mv.) for at sikre EGNOS-/Galileo-teknologien præference og fremme den eksisterende interoperabilitet mellem Galileo og GPS.

4.1.13

At få prisen på EGNOS-/Galileo-modtagerchipset ned under chipset, der kun kan modtage GPS-signal, bør være én af de vigtigste strategiske prioriteter. Erfaringskurveeffekten af fremstilling i store mængder er central for at kunne fremstille billige modtagerchipset og få tjenesteudbyderne til at bruge dem.

4.1.14

Der bør gøres en stærk indsats for at finde synergier i forhold til den digitale dagsorden og initiativerne som led i flagskibsinitiativet »Innovation i EU« for at sikre, at innovations- og markedsføringsprogrammerne spiller sammen.

4.1.15

Særlig opmærksomhed bør der vies stimulering af og støtte til iværksætterlysten blandt SMV'erne for at motivere dem til at tilbyde GNSS-applikationer.

4.1.16

Der bør igangsættes et egentligt program for udvikling af innovationsklynger med det formål at få dækket alle de produkt- og markedsmæssige muligheder, der ligger i EGNOS og Galileo.

4.1.17

Der bør foretages en kortlægning af, hvilke virksomheder og organisationer der kan eller bør inddrages i at skabe teknologi, applikationer og tjenesteydelser afledt af EGNOS/Galileo. Indsatsen bør afdække, hvor de eksisterende og potentielle forbindelser mellem de mange forskellige aktører findes. Kortlægningen ville kunne fungere som et effektivt strategiværktøj til at finde muligheder, analysere problemer og udvikle planer.

4.1.18

Der bør udpeges og rekrutteres en række store private firmaer, der formelt kan være bannerførere og stå i spidsen for udviklingen af GNSS-applikationer i EU.

4.2   Innovation

4.2.1

Kvaliteten af de EGNOS-/Galileo-teknologier og -tjenesteydelser, der introduceres på markedet, skal under alle omstændigheder leve op til de højeste standarder. På slutbrugerniveau skal der sikres streng kvalitetskontrol med teknologiudviklingen og implementeringen.

4.2.2

Ud over nøjagtighed og integritet skal der findes nye differentieringsfaktorer, måske i kraft af innovative forretningsmodeller, der kan skabe avancerede tilbud i kombination med andre teknologier og ydelser.

4.2.3

Der bør i samordning med den digitale dagsorden og programmerne som led i flagskibsinitiativet »Innovation i EU« skabes incitamenter til at udvikle intelligente produkter og ydelser, der anvender integrerede teknologier og servicekomponenter.

4.2.4

Forummet for EGNOS- og Galileo-applikationer bør lede efter deltagere uden for de sædvanlige teknologi- og serviceområder. Inddragelse af disse aktører vil stimulere til innovation og kreativ tænkning, der går ud over de etablerede grænser.

4.2.5

Det bør være en prioritet et udvikle billige duale GPS-/EGNOS-/Galileo-chipset.

4.2.6

Der er behov for en strategi til udmøntning af den erfaringskurveeffekt af fremstilling i store mængder, der er central for at kunne fremstille billige modtagerchipset, således at EGNOS-/Gaileo-chipsettene i prismæssig henseende bliver konkurrencedygtige i forhold til chipset, der kun kan modtage GPS-signal.

4.3   Markedsføring

4.3.1

Opgaven med at udvikle markedet for GNSS-applikationer bør overdrages til marketingseksperter. De nuværende strukturer og ansatte bør vurderes på baggrund af dette krav. Måske er der behov for at indgå en kontrakt med et sagkyndigt firma for at løse denne opgave under Kommissionens og tilsynsmyndighedens ledelse.

4.3.2

En velovervejet og fuldt finansieret markedsføringsplan er afgørende for en vellykket gennemførelse af handlingsplanen.

4.3.3

Der bør opstilles intelligente målsætninger for at øge den overordnede andel af de indtægter, der er afledt af GNSS. Målsætningerne bør opstilles målrettet efter det enkelte segment i markeds-/værdikæden.

4.3.4

Der bør udvikles en global varemærkestrategi for EGNOS/Galileo for at samordne målsætningerne, fremhæve mærkevareværdien, forenkle markedskommunikationen og afklare prioriteterne i markedsføringen.

4.3.5

Der bør igangsættes en velfinansieret og tilpas målrettet offentlig kommunikations- og oplysningskampagne med det formål at få borgernes øjne op for EGNOS/Galileo. Dette bør dog kun ske i kombination med en passende varemærkestrategi.

4.3.6

Der bør udvikles et kvalitetsmærke for al teknologi, der er godkendt af EGNOS/Galileo, for at beskytte EGNOS/Galileo mod skader på omdømmet.

4.3.7

Der bør engageres en række bannerførere, der kan sprede budskabet og få gjort SMV'erne interesserede i udviklingsmulighederne.

4.3.8

Sådanne bannerførere og aktører med indflydelse, navnlig blandt større private virksomheder, bør udpeges og efterstræbes på samtlige målmarkeder.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, KOM (2010) 2020 endelig.

(2)  En digital dagsorden for Europa, KOM(2010) 245 endelig.

(3)  http://www.oosa.unvienna.org/oosa/SAP/gnss/icg.html.

(4)  Dermed mener EØSU en registreret varemærkeordning for licenstildeling, som er godkendt af udbyderne af EGNOS/Galileo, og i kraft af hvilken der gives tilladelse til at sælge teknologi og løsninger, der lever op til strenge tekniske standarder om høj kvalitet. En sådan ordning blev f.eks. anvendt med stor succes af den verdensomspændende WiFi Alliance med henblik på at fremskynde markedssucces'en for den trådløse LAN-teknologi. Jf. http://en.wikipedia.org/wiki/Wi-Fi_Alliance.

(5)  Jf. EUT C 221 af 8.9.2005, s. 28, EUT C 317 af 23.12.2009, s. 103-104 og EUT C 54 af 19.02.2011, s. 58.

(6)  Et chipset eller chip set er en gruppe integrerede kredsløb, der er udformet med henblik på at arbejde sammen. De markedsføres som regel som et enkelt produkt. Et chipset er sædvanligvis udformet til at fungere sammen med en bestemt type mikroprocessorer. Fordi det kontrollerer kommunikationen mellem processor og eksterne komponenter, spiller chipsettet en afgørende rolle med hensyn til at fastsætte systemets ydelse.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne

KOM(2010) 311 endelig

2011/C 107/10

Ordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Kommissionen besluttede den 15. juni 2010 under henvisning til EUF-traktatens artikel 304 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne«

KOM(2010) 311 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, der vedtog sin udtalelse den 2. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 104 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   EØSU er enig i, at luftfartssikkerhed er et retsgode, der skal beskyttes. Imidlertid mener EØSU, at Kommissionen burde gribe det mere holistisk an og basere sig på en tilgang, hvor »udveksling af efterretningsoplysninger og analyse af den menneskelige faktor« kommer til at spille en nøglerolle, og ikke kun basere sig på anvendelsen af teknologier, der medfører alvorlige tvivlsspørgsmål og risici, der endnu ikke er klarhed omkring.

1.2   Anvendelsen af denne slags securityscannere kan være et problem i forhold til beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder. Dette gælder især den menneskelige værdighed, privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger, da billederne risikerer at blive oplagret, trykt, transmitteret eller opbevaret uretmæssigt for på et senere tidspunkt at blive spredt. EØSU mener, at passagerne under alle andre omstændigheder bør have ret til at vælge, om de vil scannes (opt-out), og bør bevare retten til at flyve, uanset hvad de vælger. Under alle omstændigheder bør der fastsættes strenge retlige garantier for, at de, der vælger ikke at blive scannet, ikke pålægges ekstra byrder som anstrengende forlænget ventetid i køen til sikkerhedskontrollen eller omfattende kropsvisitation.

1.3   Hvad angår sundhedsbeskyttelse, anmoder EØSU Kommissionen om at tilvejebringe undersøgelser, der kan give endelige svar på, hvordan securityscannerne indvirker på sundheden, både passagernes og personalets, der i kraft af deres arbejde ofte gennemgår sådanne scanninger. Hersker der usikkerhed, er det bedre at anvende andre former for instrumenter.

1.4   EØSU minder Kommissionen om, at meddelelsen ikke siger noget om de effektive retsmidler, som den svageste part, dvs. passagerne i luftfartsselskaber og lufthavne, bør garanteres. Uden de fornødne retsgarantier kan man ikke sikre de individuelle rettigheder.

1.5   Efter udvalgets mening bør man alvorligt overveje at finde alternativer til anvendelsen af hhv. securityscannere og kropsscannere. Et alternativ kunne være at anvende tekniske systemer til skematisk lokalisering og detektion af kilder til trusler, der kan specificeres yderligere ved manuel kontrol.

2.   Indledning og resumé af meddelelsen

2.1   Kommissionens meddelelse omhandler den øgede brug af securityscannere i Den Europæiske Unions lufthavne, hvilket reguleres af national lovgivning.

2.2   Ifølge Kommissionen er det alene med de fælles europæiske normer for luftfartssikkerhed muligt at tilvejebringe en ramme, som sikrer en harmoniseret tilgang, der gør det muligt at anvende securityscannere i lufthavnene.

2.3   Ifølge Kommissionen står luftfartssikkerheden over for nye trusler i dag – trusler, som de sikkerhedsteknologier, der traditionelt anvendes i lufthavnene, ikke har kapacitet til at imødegå effektivt. Derfor er nogle medlemsstater begyndt at afprøve og anvende securityscannere i deres lufthavne. Resultatet er, at der anvendes forskellige regler i EU-medlemsstaterne.

2.3.1   »Securityscanner« er den generiske term for en teknologi, der kan spore genstande, som bæres under tøjet. Der anvendes flere former for stråling, som har forskellig bølgelængde og afgiver forskellig energi for at detektere genstande, som bæres på kroppen.

2.4   I henhold til EU-lovgivningen må medlemsstaterne indføre securityscannere i deres lufthavne enten i) ved at udøve deres ret til at anvende sikkerhedsforanstaltninger, som er strengere end de gældende EU-krav, eller ii) midlertidigt – i en periode på maksimalt 30 måneder – ved at udøve deres ret til at afprøve nye teknologier eller metoder.

2.5   Hvad angår spørgsmålet om sundhed, navnlig i forbindelse med anvendelsen af ioniserende stråling, fastsætter EU-lovgivningen (Euratomtraktaten) grænser for strålingsdoser (ad hoc og pr. år). Der skal desuden være en legitim grund til at udsætte mennesker for stråling, og der kræves beskyttelsesforanstaltninger, som sikrer, at den strålingsdosis, som folk udsættes for, er så lav som muligt.

2.6   Kommissionen påpeger, at hovedprincippet i de europæiske såvel som de internationale regler er at holde farlige genstande, som f.eks. våben, knive eller sprængstoffer (»de forbudte genstande«), væk fra fly.

2.6.1   Dette fælles regelsæt har gjort det muligt at indføre »one-stop-security«, der allerede er indført i nogle af EU's medlemsstater, men endnu ikke i alle. I fremtiden vil det være den vigtigste foranstaltning til at lette lufthavnsdriften og spare passagererne for unødvendige kontrolforanstaltninger

2.7   I henhold til EU's nuværende retlige rammer for luftfartssikkerhed får medlemsstaterne og/eller lufthavnene en liste over screening- og kontrolmetoder og teknologier, hvorfra de skal vælge de nødvendige elementer for at kunne udføre deres luftfartssikkerhedsopgaver effektivt.

2.7.1   Kommissionen påpeger, at en lufthavn ikke uden videre må erstatte nogen af de anerkendte screeningmetoder og -teknologier med securityscannere ifølge den gældende lovgivning. Kun ved hjælp af en kommissionsbeslutning efter komitologiproceduren, som støttes af medlemsstaterne og Europa-Parlamentet, kan der skabes et grundlag for at tillade anvendelsen af securityscannere som en yderligere godkendt metode til at opnå sikker luftfart

3.   Bemærkninger

3.1   EØSU sætter alvorligt spørgsmålstegn ved tilgangen i Kommissionens meddelelse. I princippet er EØSU imod en eventuel vedtagelse og gennemførelse af et fremtidigt regelsæt, der kan gøre det meget svært for privatpersoner at udøve deres grundlæggende rettigheder. Da teknologien imidlertid hele tiden udvikles, kunne udvalget godt gå ind for en anordning til sikkerhedskontrol, der anvender en mindre påtrængende teknologi, men kun hvis der er tale om et fuldstændigt pålideligt system, som ikke påvirker de grundlæggende rettigheder eller udgør en sundhedsrisiko.

3.1.1   Her skal navnlig fremhæves visse aspekter af meddelelsen, der har alvorlige juridiske mangler.

3.1.2   Først og fremmest er udvalget i tvivl om, hvorvidt den pågældende retsakts vigtigste formål (anvendelse af »securityscannere« i alle EU's lufthavne) er den bedste måde at opnå det højeste niveau af luftfartssikkerhed. Selvom det ifølge Kommissionen vil blive frivilligt, om man vil indføre securityscannerne i lufthavnene, vil det være obligatorisk for passagerne at blive scannet. Forud for vedtagelsen af en foranstaltning i den størrelsesorden bør man underkaste den en proportionalitetstest, dvs., undersøge om behovet for at indføre den, står mål med andre faktorer bl.a. omkostningerne ved at indføre securityscannerne. På nuværende tidspunkt vil det være for dyrt (omkostningerne ved anskaffelse af grundlæggende udstyr og tilhørende programmel) for de offentlige myndigheder at indføre disse systemer i alle EU's lufthavne i betragtning af, at der kan sættes store spørgsmålstegn ved, hvor pålidelige de er, og hvordan de påvirker sundhed og grundlæggende rettigheder. Eftersom det er et marked, der udvikler sig meget hurtigt, mener EØSU, at det er mere rimeligt at vente, til teknologien er blevet mere avanceret, mindre påtrængende og bedre kan anvendes til at nå målet: luftfartssikkerhed. Efter udvalgets mening bør man alvorligt overveje at finde alternativer til anvendelsen af hhv. securityscannere og kropsscannere. Et alternativ kunne være at anvende tekniske systemer til skematisk lokalisering og detektion af kilder til trusler, der kan specificeres yderligere ved manuel kontrol.

3.1.3   Endvidere belyser meddelelsen ikke tilstrækkeligt den alvorlige begrænsning af de grundlæggende rettigheder, som en fremtidig vedtagelse af forordningen vil medføre. Som et kedeligt eksempel på dette kan nævnes, at tjenestemænd ved en domstol i Florida, hvor der anvendtes millimeterbølgeteknologi, gemte 35 000 billeder, som derefter blev lagt ud på internettet, hvorved tusindvis af personers grundlæggende rettigheder blev krænket.

3.1.4   Endelig kan der sættes spørgsmålstegn ved Kommissionens valg af juridisk instrument og vedtagelsesprocedure.

3.2   Ud fra de kriterier, som i vid udstrækning er blevet fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og af EU-Domstolens retspraksis, ser Kommissionens meddelelse kort sagt ikke ud til at være i fuld overensstemmelse med de tre kriterier om nødvendighed, proportionalitet og lovlighed. Disse tre kriterier skal alle foranstaltninger vedtaget af offentlige myndigheder i en union (eller stat) baseret på retsstatsprincippet leve op til for ikke at indskrænke eller begrænse borgernes udøvelse af deres rettigheder og friheder.

3.2.1   Hvad angår det første aspekt, hersker der stor tvivl om sammenhængen mellem den foreslåede foranstaltning – indførslen af »securityscannere« – og målet om at opnå højere luftfartssikkerhed.

3.2.2   Kommissionen anerkender selv uudtrykkeligt i meddelelsen, at »procedurerne bliver stadig mere ineffektive« for hver gang der tilføjes nye sikkerhedsmetoder og -teknologier som følge af de forskellige hændelser, der er sket inden for luftfartssikkerheden i de sidste år, og den efterlyser i stedet en »mere holistisk tilgang, hvor øget udveksling af efterretningsoplysninger og analyse af den menneskelige faktor […] kommer til at spille en nøglerolle.«

3.2.3   Denne vurdering er, ikke tilfældigt, sammenfaldende med holdningen indtaget af den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse. Efter Kommissionens anmodning udarbejdede denne en ad hoc-beretning om de omdiskuterede regler og har forsvaret dette synspunkt i alle sine udtalelser om anvendelse af europæiske sikkerhedsforanstaltninger med henblik på at imødegå terrortrusler.

3.2.4   Der er brug for en ligevægt mellem behovet for at finde en tilgang på EU-plan, der kan løse problemet med luftfartssikkerheden uden at forskelsbehandle og den definitive indførelse af »one-stop-security« i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, navnlig når det gælder indvilligelse i frivilligt at lade sig scanne.

3.2.5   Den arbejdsgruppe, der blev nedsat i medfør af direktiv 95/46, indtager et endnu skarpere standpunkt. I sin udtalelse vedtaget den 11. februar 2009 slår gruppen fast, at disse securityscannere ikke er et alternativ til andre metoder, der i forvejen anvendes til at spore genstande, som kan bringe luftfartssikkerheden i fare. Gruppen konkluderer endda, at der indtil dags dato ikke er noget, der taler for, at det er nødvendigt at erstatte lufthavnenes nuværende kontrolforanstaltninger med disse securityscannere.

3.3   Hvad angår det andet aspekt, er udvalget meget bekymret for den betydelige indvirkning, som gennemførelsen af et lovforslag baseret på meddelelsen kan have for udøvelsen af de grundlæggende rettigheder.

3.3.1   De grundlæggende rettigheder berøres uforholdsmæssigt lidt i forhold til den omfattende analyse af de økonomiske omkostninger ved at indføre securityscannerne i lufthavnene, der skal fremhæve deres fordele på et velfunderet grundlag.

3.3.2   Det drejer sig her om at finde en passende ligevægt mellem frihed og sikkerhed, hvilket af adskillige årsager kræver en nøje læsning af lovgivningen.

3.3.3   De rettigheder og friheder, der påvirkes mest, er næsten alle blandt de rettigheder som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anser for at udgøre den offentlige ordens faste, ukrænkelige kerne, som etableret ved den europæiske menneskerettighedskonvention.

3.3.4   Således bør enhver begrænsning af disse kun finde sted i exceptionelle tilfælde, hvor andre juridisk set mindre vidtgående alternativer ikke på nogen måde kan finde anvendelse. Endvidere skal den underlægges overnational kontrol og være i overensstemmelse med praksis i et moderne demokratisk samfund. Under alle omstændigheder bør Kommissionen indarbejde summariske og foretrukne procedurer eller henvise til dem, der allerede eksisterer i medlemsstaterne, i den kommende forordning for at imødegå eventuelle krænkelser af de grundlæggende rettigheder.

3.3.5   Som generaladvokaten Eleanor Sharpston minder om i sine konklusioner i sagen C-345/08 (Heinrich), der også vedrører Kommissionens vedtagelse af en retsakt om luftfartssikkerhed, kan man ikke i EU acceptere argumenter, der retfærdiggør, at man suspenderer eller begrænser garantien for de grundlæggende rettigheder med, at man skal afværge risici for offentlighedens sikkerhed, selv ikke på tidspunkter eller under omstændigheder, hvor disse er ekstraordinært høje.

3.4   EØSU er særlig bekymret for personalet, der bliver scannet i kraft af deres arbejde, og passagernes sundhedstilstand. EØSU kræver i denne sammenhæng, at gentagen brug af avancerede apparater skal håndteres af personale med passende kvalifikationer. I denne sammenhæng spiller tilsvarende gode løn- og arbejdsforhold en væsentlig rolle. Brugen af kvalificeret personale kan bidrage til at nedbringe antallet af gentagne, sundhedsbelastende kontroller med securityscannere.

3.5   EØSU håber, at Kommissionens forslag fastlægger et højt niveau for sundhedsbeskyttelse baseret på troværdige videnskabelige undersøgelser og standpunkter, der er behørigt efterprøvede, endegyldige og troværdige, som er tilfredsstillende fra passagernes synspunkt, og som sigter på at mindske mulige skadelige virkninger til et minimum. Derudover bør der fastlægges specielle regler for passagerer, der er særlig sensitive og/eller skrøbelige som gravide kvinder, mennesker med et handicap eller personer, der lider af en sygdom, der gør, at det ikke er tilrådeligt, at de gennemgår denne form for kontrol.

3.6   Ud over at der ikke foreligger noget endeligt bevis for, at securityscannerne ikke er skadelige for mennesker, er der heller ikke vedtaget regler for god praksis, der opfylder kravene forbundet med retten til beskyttelse af personoplysninger, hvis securityscannerne bliver almindeligt udbredt. Kommissionen bør derfor udbygge indholdet i protokollerne, så de giver tilstrækkelig svar på tvivlsspørgsmålene vedrørende respekten for de grundlæggende rettigheder. Endvidere skal Kommissionen sørge for, at passagerne bliver bekendt med indholdet i disse, navnlig det forhold at det er fuldstændigt frivilligt og aldrig obligatorisk, om de vil scannes.

3.6.1   Under alle omstændigheder bør der være mulighed for ikke at blive kontrolleret ved hjælp af scannerne, og der bør fastsættes strenge retlige garantier for, at de, der vælger ikke at blive scannet, ikke pålægges ekstra byrder som anstrengende forlænget ventetid i køen til sikkerhedskontrollen eller omfattende kropsvisitation. Ingen af delene nævnes i Kommissionens meddelelse.

3.7   Et andet aspekt af Kommissionens meddelelse, der er årsag til en vis forvirring, er terminologien og fremstillingen af emnet.

3.7.1   Kommissionen anvender termen »securityscanner« i stedet for »kropsscanner«, som blev anvendt ved den offentlige høring om samme emne, som Kommissionen blev pålagt at gennemføre ved Europa-Parlamentets beslutning af den 23. oktober 2008.

3.7.2   Terminologien er blevet ændret for at gøre meddelelsen mere attraktiv politisk set med henblik på at få den vedtaget, hvilket også viser sig ved, at Kommissionen går ind for, at securityscannerne indføres som en del af de luftfartssikkerhedsforanstaltninger, der skal anvendes i lufthavnene i EU's medlemsstater.

3.7.3   I punkt 34 i Kommissionens meddelelse anføres det således f.eks., at securityscannere fuldt ud kan erstatte de andre teknikker, man anvender inden for beskyttelse af luftfartens sikkerhed.

3.7.4   Ligeledes anføres i meddelelsens punkt 45, at det er »klart, at en securityscanner med den teknologi, der er tilgængelig i dag, ville have givet de bedste betingelser for at detektere truslerne, og at disse scannere vil kunne give os væsentlig bedre muligheder for at forebygge sådanne hændelser«.

3.7.5   Ligeledes anføres det i punkt 82, at securityscannere vil kunne give de store lufthavne »øget fleksibilitet og mulighed for at højne luftfartssikkerheden«.

3.7.6   I betragtning af de forskellige betænkeligheder, som anvendelsen af securityscannerne giver anledning til, som f.eks. at de unægteligt påvirker borgernes rettigheder og friheder, ville det have været mere passende med en tekst, der var mere nuanceret, som fremlagde den aktuelle situation og alternativerne mere objektivt.

3.7.7   Kommissionens måde at fremstille emnet på i meddelelsen har indflydelse på det sidste af ovennævnte aspekter, som vedrører den retsakt, Kommissionen har valgt (en forordning), såvel som på spørgsmålet om, hvorvidt den valgte vedtagelsesprocedure er passende (komitologiprocedure).

3.8   Alt i alt er der anledning til alvorlig tvivl ikke om meddelelsens lovlighed men om dens legitimitet.

3.8.1   Kommissionen kan handle på dette område på baggrund af de beføjelser, den tillægges i artikel 4, stk. 2, i Parlamentets og Rådets forordning 300/2008.

3.8.2   Kommissionen burde imidlertid have været meget mere påpasselig, da den udarbejdede et så kontroversielt forslag, ikke mindst i lyset af at den som et resultat af juridiske anfægtelser for nylig blev pålagt at ændre egne retsakter inden for samme område.

3.8.3   Under disse omstændigheder forekommer det mere passende at vælge en beslutning rettet mod alle medlemsstaterne, eller sågar en anbefaling, så de kompetente myndigheder får endnu større spillerum og perioden, hvori securityscannerne testes, (frivilligt) forlænges.

3.8.4   Ligeledes skal det fremhæves, at komitologiproceduren, som Kommissionen følger for at vedtage det kommende forslag til forordning, nok har retlig gyldighed, men den er alt for snæver og uklar til, at den kan anvendes til at udarbejde en så specifik retsakt.

3.8.5   Ikke mindst fordi EUF-traktatens artikel 290 danner grundlag for en ny mekanisme til Kommissionens udøvelse af beføjelser, som delegeres til den af Rådet og Europa-Parlamentet, der imidlertid i henhold til artikel 290, stk. 2, litra a), kan tilbagekalde delegationen uden nærmere begrundelse. I lyset af dette burde Kommissionen nøje overveje om den betydelige indvirkning på borgernes rettigheder, som forordningens ikrafttræden ville medføre, ikke burde tages op inden for en bredere institutionel ramme med en offentlig debat, som er åben for alle berørte parter, og hvor der er plads til den politiske debat mellem folkevalgte partier, som det parlamentariske demokrati indebærer. I en sådan debat om grundlæggende rettigheder bør Europa-Parlamentet endvidere spille en hovedrolle, hvilket ikke er tilfældet, når komitologiproceduren anvendes.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/53


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et radiofrekvenspolitikprogram

KOM(2010) 471 endelig — 2010/0252 (COD)

og meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om bredbånd i Europa: Investering i digitalt drevet vækst

KOM(2010) 472 endelig

2011/C 107/11

Ordfører: Thomas MCDONOGH

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 7. oktober 2010 under henvisning til artikel 114 og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et radiofrekvenspolitikprogram

KOM(2010) 471 endelig — 2010/0252 (COD).

Kommissionen besluttede den 20. september 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Bredbånd i Europa: Investering i digitalt drevet vækst

KOM(2010) 472 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, der vedtog sin udtalelse den 2. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 108 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   EØSU roser Kommissionen for alle tre dokumenter i denne bredbåndspakke. De fremsættes på rette tidspunkt, er velargumenterede og har et bredt anvendelsesområde.

1.2   EØSU bakker stærkt op om den digitale dagsordens mål om at opnå bæredygtige økonomiske og sociale fordele af et digitalt indre marked baseret på hurtigt og ultrahurtigt internet og tilslutter sig fuldt ud det ambitiøse mål om bredbånd, der beskrives i dette flagskibsinitiativ (1). Udvalget mener dog, at der om nogle få år bør fastsættes endnu mere ambitiøse mål for internetforbindelser, hvis Europa skal forblive konkurrencedygtigt på verdensplan (2).

1.3   Udvalget har med foruroligelse bemærket, at arbejdsløsheden fortsætter med at stige i EU, særligt blandt unge (under 25 år) (3). EØSU mener, at en vellykket gennemførelse af bredbåndspakken er en forudsætning for at kunne tackle arbejdsløsheden ved at skabe en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Europa, som er et mål i Europa 2020-strategien.

1.4   EØSU bemærker med tilfredshed, at de regulerende principper, der fastsættes i bredbåndspakken, er i overensstemmelse med de reviderede rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation (4).

1.5   EØSU mener, at princippet om netneutralitet (5) er af afgørende betydning for fremtidens internettjenester i Europa. Vi har gjort os bekendt med Kommissionens rapport om den offentlige høring om det åbne internet og netneutralitet (6) og er glad for, at næstformanden for Kommissionen, Neelie Kroes (7), bakker op om princippet. Udvalget er dog bekymret for, at tjenesteleverandører med en stærk markedsposition vil få et stort kommercielt incitament til at handle i modstrid med princippet om netneutralitet og mod de fleste borgeres interesser. EØSU mener, at det kan være nødvendigt at ændre rammebestemmelserne på teleområdet (8) for at styrke de nationale tilsynsmyndigheders beføjelser til at sikre, at internettet holdes åbent i hele Europa, og at princippet om netneutralitet overholdes fuldt ud af tjenesteleverandørerne.

1.6   EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på et stort antal tidligere udtalelser fra EØSU, hvori udvalget bekræftede sin støtte til informationssamfundet, Europa 2010-strategien og den digitale agenda samt udtalelser, hvori EØSU omtalte behovet for højkvalitets- og højhastighedsinternetforbindelser i hele EU samt for gennemførelsen af velafbalancerede lovgivningsmæssige rammer for kommunikationstjenester, som vil føre til tjenester af høj kvalitet til rimelige priser (9).

1.7   Bredbåndsstrategi

1.7.1   EØSU mener, at en effektiv gennemførelse af EU's bredbåndsstrategi er en forudsætning for borgernes fremtidige økonomiske og sociale velbefindende. I betragtning af at de økonomiske forhold vil være svære for mange i de kommende år, er EØSU dog bekymret for, at det vil være en væsentlig udfordring for Europa at opnå bredbåndsmålene. EØSU opfordrer Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at støtte gennemførelsen af bredbåndsmålene i den digitale agenda.

1.7.2   EØSU mener, at universel adgang til højhastighedsbredbånd er et nøgleinstrument i indsatsen for at fremme social og territorial samhørighed (10). Vi bifalder planerne om at udvide brugen af strukturfondene og fonde til udvikling af landdistrikter til også at støtte udbredelsen af en kommercielt bæredygtig bredbåndsinfrastruktur. Det er dog også meget vigtigt, at fordelene ved denne investering tilfalder borgerne i form af højkvalitetstjenester og en betydelig nedbringelse af slutbrugernes omkostninger. Udvalget opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at oprette gratis WiFi hotspots på offentlige områder som en støtte til den digitale dagsorden.

1.7.3   EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på, at en nedbringelse af omkostningerne ved oprettelse af bredbåndsinfrastruktur i hele Europa vil have en multiplikatoreffekt på økonomien og livskvaliteten. Vi opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at gøre, alt hvad de kan, for at nedbringe disse omkostninger.

1.7.4   EØSU bifalder foranstaltningerne for at fremme og støtte investering i bredbåndsinfrastruktur, men efterlyser investeringer, der styrker konkurrencen. Det ville bekymre EØSU, hvis støtten blev gennemført på en måde, der gav uforholdsmæssigt store fordele til tjenesteleverandører med en stærk markedsposition.

1.7.5   EØSU er dog skuffet over, at medlemsstaterne hidtil har gjort ringe brug af fondsmidlerne til bredbånd (11). Den planlagte vejledning til medlemsstaterne om, hvordan der kan sættes skub i programmerne og søges om støtte til dem, imødeses.

1.8   Radiofrekvenspolitikken

1.8.1   EØSU glæder sig over, at der under radiofrekvenspolitikprogrammet fastlægges bestemmelser, der frigør tilstrækkelige og passende frekvenser og dermed sikrer trådløse bredbåndsteknologiers dækning og kapacitet, så målene for 2020 kan opfyldes. Udvalget bifalder også, at bredbåndsudvikling fremmes yderligere gennem konkurrencefremmende foranstaltninger såsom indførelsen af handel med frekvenser og foranstaltninger til forebyggelse af potentielle forvridninger, når de eksisterende tilladelser ændres.

1.8.2   EØSU er også glad for at konstatere, at der i radiofrekvenspolitikprogrammet udtrykkeligt fastsættes et mål om senest i 2013 at frigøre 800 MHz-båndet (digitaliseringsudbyttet), særligt i landdistrikter. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at frigøre disse frekvenser med det samme.

1.8.3   Udvalget bemærker også planerne om at anvende satellitbaseret bredbånd til rimelige priser for at sikre dækning i fjerntliggende områder, der ikke kan betjenes ved hjælp af landbaserede metoder.

1.8.4   EØSU tilslutter sig Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at hjælpe med at hurtigt at opfylde målet om bredbåndsdækning ved umiddelbart at vedtage politikker for at:

stille tilstrækkeligt store frekvensbånd til rådighed (12);

tildele brugsrettigheder hurtigt til de ledige frekvenser;

skabe øget fleksibilitet og konkurrence;

tillade sekundær handel med frekvenserne for at lette tilpasning til markedsudviklingen.

1.9   Næste generation af accesnet

1.9.1   Næste generation af accesnet er virkelig dyre at iværksætte og indebærer betydelige risici for investorerne. Vi bemærker, at forslaget tager disse risici i betragtning og giver mulighed for indførelse af en risikopræmie for regulerede adgangsomkostninger.

1.9.2   EØSU synes godt om Kommissionens kreative tilgang bag forslaget om at yde støtte til saminvesteringsordninger, som kan sprede den enkelte virksomheds risiko.

1.9.3   Udvalget erkender, at en vellykket gennemførelse af adgangsbestemmelser for den næste generation af accesnet i meget høj grad er afhængig af de nationale tilsynsmyndigheders kapacitet til at gennemføre dem i alle medlemsstater. Udvalget anbefaler Kommissionen og medlemsstaterne at give størst mulig støtte til de nationale tilsynsmyndigheder og Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), så de kan få succes med denne vanskelige opgave.

2.   Henstillinger

2.1   For at sikre et fortsat åbent internet og en fortsat beskyttelse af netneutraliteten, bør Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder føre tæt tilsyn med de midler, operatørerne bruger til at styre datastrømmene i deres net, samt med konsekvenserne af disse på internetbrugerne i praksis.

2.2   Belært af erfaringen bør Kommissionen kigge nærmere på, om rammebestemmelserne på teleområdet er tilstrækkelige til at håndtere den trussel, som tjenesteleverandører udgør mod det åbne internet og netneutraliteten.

2.3   Nationale bredbåndsplaner bør snarest opdateres og omfatte projektplaner om tilvejebringelse af hurtigt og ultrahurtigt bredbånd.

2.4   Nationale bredbåndsplaner bør følge standarder for bedste praksis for projektplaner og indeholde detaljer om de ressourcer, der er nødvendige for at nå mål og overholde vigtige tidsfrister.

2.5   EU bør regelmæssigt gennemse de nationale bredbåndsplaner og gøre opmærksom på manglende ressourcer eller andre brister i forhold til planen.

2.6   Nationale bredbåndsplaner bør omfatte detaljer om alle direkte offentlige programmer for og investeringer i infrastruktur og anlægsarbejder, der vil lette opfyldelsen af målene i den digitale agenda.

2.7   EØSU anmoder også Kommissionen om at rette særlig opmærksomhed mod indvirkningen på konkurrencen i medlemsstaterne for at kontrollere, hvordan der gennemføres omkostningsbesparelser på bredbåndsnetværk.

2.8   Gennem passende mekanismer bør Kommissionen sikre, at radiofrekvenserne altid prissættes passende, så der kan leveres konkurrencedygtige tjenester, der også er økonomisk bæredygtige.

2.9   For at sætte skub i den digitale økonomi bør medlemsstater og regionale myndigheder fremme gratis WiFi hotspots i offentlige rum.

2.10   Når medlemsstater og regionale myndigheder gennemfører samfinansierede infrastrukturprojekter inden for rammerne af offentlige-private partnerskaber, skal de sørge for ikke at skade den sunde konkurrence på markedet (13).

2.11   I takt med at radioteknologi og -tjenester har udviklet sig, er det vigtigt, at folkesundhedsproblemer som den potentielt farlige indvirkning af elektromagnetiske felter prioriteres højt, og at offentligheden forsikres om, at der træffes foranstaltninger for at overvåge disse indvirkninger.

2.12   Når lokale myndigheder giver tilladelse til udbredelsen af trådløse netværk, mener EØSU, at de skal være hurtige til at kontrollere, om bestemmelserne om miljø og sundhed overholdes, så tjenester, der fuldt ud overholder disse bestemmelser, kan leveres hurtigt og billigt.

2.13   For at sikre at bestemmelser om næste generation af accesnet gennemføres på samme måde i hele EU og kunne påvise eventuelle ressourceproblemer, bør Kommissionen foreslå, at de nationale tilsynsmyndigheder underkaster sig en regelmæssig revision. Måske kunne denne revision være en peer review under ledelse af BEREC.

2.14   EU bør overveje at tildele BEREC fondsmidler til følgende formål:

At nedsætte en ekspertpulje, der kan supplere de nationale tilsynsmyndigheders ekspertise, når der er behov for det;

Finansiere et professionelt udviklingsprogram for personalet i de nationale tilsynsmyndigheder;

Finansiere en revisionsfunktion og enhed for bedste praksis, der kan hjælpe med at sikre ensartet kvalitet i gennemførelsen af bestemmelserne i hele EU.

3.   Baggrund

3.1   Udviklingen af højhastighedskommunikationsnet har i dag samme revolutionerende virkning, som udviklingen af elektricitet og transportnet havde for et århundrede siden. Selv om Europa er et af de områder i verden, som har de højst udviklede net (14), har mange områder i EU stadig ikke grundlæggende internettjenester, og selv i byområder hører højhastighedsforbindelser til sjældenhederne.

3.2   Virksomheder og privatpersoner verden over stiller i stigende grad krav til en næste generation af accesnet, der er meget hurtigere. I den henseende halter Europa stadig bagefter nogle af vores største internationale partnere. 30 % af europæerne har stadig aldrig brugt internettet, og lyslederbaserede højhastighedsnet har i Europa kun en dækningsgrad på 1 %, mens dækningsgraden i Japan er 12 % og i Sydkorea 15 %.

3.3   Der er fastsat ambitiøse mål for bredbåndsforbindelser i Europa i den digitale dagsorden (15), som er et af flagskibsinitiativerne i Europa 2020-strategien (16) for en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi. I 2020 bør alle europæere have en internetforbindelse på over 30 megabit per sekund (Mbps) og mindst 50 % af de europæiske husstande en forbindelse på over 100 Mbps. Den digitale dagsorden bekræfter også det mål, som Det Europæiske Råd har tilsluttet sig, om at alle europæere senest i 2013 skal have grundlæggende bredbåndsadgang. For at nå disse ambitiøse mål er det nødvendigt at udvikle en bredspektret strategi, der bygger på en kombination af teknologier, og at overvåge fremskridtene år for år nøje (17).

3.4   Bredbåndspakken, som behandles i denne udtalelse, består af dokumenter, som Kommissionen har udarbejdet for at virkeliggøre den digitale dagsordens mål for internetforbindelser. Det drejer sig om følgende:

En række forslag til tackling af planlægnings- og finansieringskravene for at opfylde kravene om internetforbindelse – KOM(2010) 472 »Bredbånd i Europa: Investering i digitalt drevet vækst«;

Et lovforslag om indførelse af et radiofrekvenspolitikprogram, der er nødvendigt for at regulere og harmonisere den trådløse infrastruktur, som er en forudsætning for at støtte opfyldelsen af Europa 2020-målene – KOM(2010) 471 »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et radiofrekvenspolitikprogram«;

En anbefaling om, hvordan nationale tilsynsmyndigheder i EU bør regulere adgangen til næste generation af accesnet, hvilket er nødvendigt for at kunne levere hurtige og ultrahurtige bredbåndsforbindelser, som er et mål i den digitale agenda – C(2010) 6223/3.

4.   Bemærkninger

4.1   Bredbåndsstrategi

4.1.1   Europa 2020-strategiens og den digitale dagsordens ambitiøse mål kan kun virkeliggøres, hvis medlemsstaterne udvikler og gennemfører effektive nationale bredbåndsplaner. Selv om alle medlemsstaterne nu har en bredbåndsstrategi, skal denne snart opdateres og omfatte planer for ultrahurtige net, herunder konkrete mål og gennemførelsesforanstaltninger.

4.1.2   Der kan ikke opnås succes uden planlægning og gennemførelse af nationale bredbåndsstrategier. Det er også vigtigt, at medlemsstaterne udbygger næste generation af accesnet på en sådan måde, at ingen region i EU bliver ladt i stikken. Ellers vil den digitale kløft snart begynde at åbne sig igen og føre til økonomisk efterslæb i ugunstigt stillede regioner, der ikke kan deltage i den nye digitale økonomi.

4.1.3   Det ville også gøre det nemmere at vurdere bæredygtigheden af bredbåndsplanerne, hvis disse indeholdt angivelse af, hvilke ressourcer der er behov for til gennemførelsen (menneskelige eller andet), samt projekternes vigtigste milepæle. Gennemførelsen af projektplanerne skal derefter overvåges og løbende opdateres.

4.1.4   Kvaliteten af netværk, deres leveringsomkostninger samt konkurrencedygtige priser for slutbrugerne er vigtige forvaltningskriterier i udbredelsesprogrammerne. Da op til 80 % af omkostningerne ved netværksinfrastruktur går til ingeniørarbejde, er det nødvendigt, at nationale og lokale myndigheder arbejder betydeligt på at nedbringe omkostningerne gennem effektiv koordination af infrastrukturprojekter.

4.1.5   Gode informationsfaciliteter, god planlægning og god forvaltning. De nationale bredbåndsplaner bør omfatte detaljer for alle planlagte direkte offentlige programmer og investeringer, herunder anlægsarbejder, der vil lette udbredelsen af infrastruktur.

4.1.6   Hvis de nationale tilsynsmyndigheder ikke er gode til at tackle problemet, vil tjenesteleverandører med en stærk markedsposition kunne skade konkurrenceudviklingen og udbredelsen af infrastruktur.

4.1.7   Private infrastrukturleverandørers samarbejde og deling af faciliteter er vigtig for at skabe effektivitet, hurtig gennemførelse, miljømæssig bæredygtighed og konkurrencedygtige priser for slutbrugerne.

4.1.8   Desværre finder konkurrenter det svært at samarbejde, medmindre de er nødt til det. EØSU er glad for at konstatere, at bredbåndspakken stiller krav om, at private infrastrukturleverandører skal offentliggøre pålidelig information om eksisterende og planlagt infrastruktur, så det vil blive lettere at planlægge godt og gøre effektiv brug af ressourcer.

4.1.9   Det er yderst vigtigt, at kommunikationstjenesters priser og omkostninger er gennemsigtige for at sikre, at borgerne drager fordel af EU's, medlemsstaternes og de regionale myndigheders investeringer i bredbåndsinfrastruktur.

4.1.10   EØSU er imponeret over omfanget og mangfoldigheden af den finansieringsstøtte, der er tilgængelig for at opnå de universelle bredbåndsmål i den digitale agenda. Udvalget bifalder også planerne om, at nye finansieringsinstrumenter skal omfattes af de næste flerårige finansielle rammer.

4.2   Radiofrekvenspolitikken

4.2.1   Radiofrekvenspolitikprogrammet er virkelig vigtigt på grund af den centrale rolle, som trådløs kommunikation vil spille i en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi, som beskrives i Europa 2020-strategien. Ud over menneskelig kommunikation og brug af internettet er trådløs teknologi en grundlæggende forudsætning for at kunne tilpasse fremtidens teknologier til alle samfundets funktioner – fra intelligent måling af energi til intelligente transportsystemer og »tingenes internet«.

4.2.2   EØSU bemærker særligt, hvor vigtigt radiofrekvenspolitikprogrammet er for gennemførelsen af intelligente net i hele Europa, som vil være en forudsætning for at opnå målet om bæredygtig vækst.

4.2.3   EØSU bemærker, at vækstraten på EU's bredbåndsmarked er højst inden for mobilt bredbånd, hvor antallet af brugere er mere end fordoblet i det sidste år. Trådløs teknologi får derfor stigende betydning for opfyldelsen af behovet for bredbåndskommunikationstjenester.

4.2.4   Elektromagnetiske felter er potentielt farlige for borgernes velbefindende. Udvalget er glad for, at radiofrekvenspolitikprogrammet anerkender behovet for konstant overvågning af den indvirkning, som anvendelsen af frekvenserne har på sundheden.

4.3   Næste generation af accesnet

4.3.1   Forslagene om reguleret adgang til næste generation af accesnet tager udgangspunkt i Kommissionens mangeårige erfaring med, hvordan der skabes den rigtige balance mellem fremme af investering i netværk og beskyttelse af konkurrenceforholdene. Forslaget giver også kommunikationsindustrien den meget efterlyste klarhed om de bestemmelser, der vil få indvirkning på deres investeringsbeslutninger og planer for den næste generation af accesnet.

4.3.2   Nogle nationale tilsynsmuligheder har måske ikke den nødvendige ekspertise eller kapacitet til at klare det påkrævede arbejde. Måske kunne de nationale tilsynsmyndigheder støttes i deres komplekse arbejde af en centralt placeret ekspertpulje med passede ressourcer, som måske kan tilrettelægges og administreres gennem BEREC.

4.3.3   De nationale tilsynsmyndigheders ekspertise og kapacitet kan styrkes af BEREC, hvis denne organisation tilrettelægger et professionelt udviklingsprogram for dets medlemmer samt støtter omkring gennemførelse af bedste praksis.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2010) 245 endelig/2: I 2020 bør alle europæere have en internetforbindelse på over 30 megabit pr. sekund (Mbps) og mindst 50 % af de europæiske husstande en forbindelse på over 100 Mbps. Den digitale dagsorden bekræftede også det mål, som Det Europæiske Råd har tilsluttet sig, om at alle europæere senest i 2013 skal have en basal bredbåndsadgang.

(2)  Sydkorea har udtænkt en national plan om, at internetforbindelser på 1.000 Mbps skal være almindeligt i 2012. Regeringen tilskynder virksomheder til at investere de 34 trillioner won (23 mia. euro), det påkræves, for at virkeliggøre denne plan. Til sammenligning er dette tal omtrent det samme som landets årlige uddannelsesbudget. (http://news.bbc.co.uk/2/hi/programmes/click_online/9093991.stm).

(3)  Eurostat News Release: Euro Indicator (5/2011, 7. januar 2011): I november 2010 var ungdomsarbejdsløsheden (under 25 år) på 20,7 % i euroområdet og 21,0 % i EU27. I november 2009 lå den på henholdsvis 20,1 % og 20,5 %.

(4)  Direktiv 2009/140/EF og direktiv 2009/136/EF.

(5)  Netneutralitet er et princip om, at internetudbydere og regeringer ikke må fastsætte restriktioner for indhold, sites, platforme, type udstyr, der kan vedhæftes, samt kommunikationsformer. Hvis en given bruger betaler for et bestemt niveau internetadgang og en anden bruger betaler for det samme niveau internetadgang, bør de to brugere kunne koble sig til hinanden på det adgangsniveau, der er betalt abonnement for. Der har været rejst spørgsmål ved, hvorvidt bredbåndsleverandører kan bruge deres lokale infrastruktur til at blokere internetapplikationer og indhold (f.eks. websites, tjenester og protokoller), særligt deres konkurrenters, eller til at ændre deres forretningsmodeller for at forringe kvaliteten og begrænse adgangen for forskellige brugere. Denne form for ændringer i forretningsmodeller kan resultere i en unfair pris- og servicekvalitetsdiskrimination. Muligheden for en lovgivning om internettets neutralitet har været genstand for heftig debat.

(6)  http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/doc/library/public_consult/net_neutrality/report.pdf

(7)  Tale ved topmødet mellem Parlamentet og Kommissionen om det åbne internet og netneutralitet i Europa, SPEECH/10/643.

(8)  Direktiv 2009/140/EF og direktiv 2009/136/EF.

(9)  Jf. EUT C 120, 20.5.2005, s. 22; EUT C 28, 3.2.2006, s. 88; EUT C 318, 23.12.2006, s. 222; EUT C 97, 28.4.2007, s. 27; EUT C 324, 30.12.2006, s. 42; EUT C 151, 17.6.2008 s. 25; EUT C 44, 16.2.2008, s. 50; EUT C 224, 30.8.2008, s. 50; EUT C 77 31.3.2009, s. 60; EUT C 175, 28.7.2009, s. 87; EUT C 175, 28.7.2009, s. 8; EUT C 182, 4.8.2009, s. 56; EUT C 218, 11.9.2009, s. 41; EUT C 317, 23.12.2009, s. 103; EUT C 255, 22.9.2010, s. 116; EUT C 44, 11.2.2011, s. 178, EUT C 54, 19.2.2011, s. 58.

(10)  EUT C 175, 28.7.2009, s. 8.

(11)  Kun 18 % af det planlagte budget for 2007-2013 var blevet udnyttet i september 2009.

(12)  Det er afgørende, at de frekvensbånd, der er udpeget til bredbåndstjenester, også stilles til rådighed i praksis. Dette skal ske dels ved, at der tages nye frekvensbånd i brug (f.eks. 2,6 GHz og 800 MHz), og dels ved at der løsnes op for brugen af eksisterende frekvensbånd til andre formål (f.eks. 900/1 800 MHz-båndet — se det reviderede GSM-direktiv og beslutningen om 900/1 800 MHz).

(13)  EUT C 48, 15.2.2011, s. 72.

(14)  World Economic Forum – Global Information Technology Report 2009-2010, http://www.networkedreadiness.com/gitr/.

(15)  En digital dagsorden for Europa, KOM(2010) 245 endelig/2.

(16)  Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, KOM(2010) 2020 endelig.

(17)  For eksempel kan man gå ud fra, at ca. 15 % af de europæiske husstande bør have en internetforbindelse på 100 Mbps i 2015.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/58


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)

KOM(2010) 521 endelig

2011/C 107/12

Ordfører: Peter MORGAN

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 19. oktober 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)

KOM(2010) 521 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 2. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 17. februar 2011, følgende udtalelse med 173 stemmer for og 5 stemmer hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU er meget bevidst om, hvor afhængigt civilsamfundet nu er af tjenester, der leveres gennem internettet. Udvalget er også bekymret over, at civilsamfundet er relativt uvidende om sin egen internetsikkerhed. EØSU mener, at Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) har ansvaret for at hjælpe medlemsstater og tjenesteleverandører med at øge deres egne almindelige sikkerhedskrav, så alle internetbrugere tager de nødvendige skridt til at sikre deres egen personlige internetsikkerhed.

1.2

Derfor støtter EØSU forslaget om at udvikle ENISA med det sigte at bidrage til et højt niveau af net- og informationssikkerhed i Unionen og for at hæve oplysningsniveauet og udvikle en net- og informationssikkerhedskultur i samfundet til gavn for borgerne, forbrugerne, virksomhederne og den offentlige sektors organisationer i Den Europæiske Union og således bidrage til et velfungerende indre marked.

1.3

ENISA's rolle er en forudsætning for en sikker udvikling af netinfrastrukturen i EU's forvaltning, industri, handel og civilsamfund. EØSU forventer, at Kommissionen fastsætter de højeste krav til, hvad ENISA skal yde, og at den overvåger ENISA's præstation i lyset af de nye og stigende trusler for internetsikkerheden.

1.4

De internetstrategier, som NATO, Europol og Kommission har fremsat, forudsætter alle et effektivt samarbejde med medlemsstaterne, som selv har en bred vifte af nationale agenturer, der beskæftiger sig med spørgsmål om internetsikkerhed. NATO's og Europols strategier er bestemt til at være proaktive og operationelle. Inden for rammerne af Kommissionens strategi er ENISA helt klart en vigtig brik i det komplekse puslespil af agenturer og opgaver på området beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur. Selv om forslaget til den nye forordning ikke tildeler ENISA en operationel rolle, mener EØSU, at ENISA er det agentur, der har hovedansvaret for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur i EU's civilsamfund.

1.5

Medlemsstaterne har det operationelle ansvar for internetsikkerhed på medlemsstatsniveau, men de 27 medlemsstater har meget forskellige standarder for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur. Det er ENISA's opgave at bringe de dårligst udstyrede medlemsstater op på et acceptabelt niveau. Agenturet skal sikre et samarbejde mellem medlemsstaterne og hjælpe dem med anvendelsen af bedste praksis. Når der er grænseoverskridende trusler, er det ENISA's rolle at advare og forebygge.

1.6

ENISA skal også deltage i det internationale samarbejde med lande uden for EU. Dette samarbejde vil være meget politisk og inddrage mange dele af EU, men EØSU mener, at ENISA er nødt til at finde sin plads på den internationale scene.

1.7

EØSU mener, at ENISA kan spille en meget værdifuld rolle ved at bidrage til og iværksætte forskningsprojekter på sikkerhedsområdet.

1.8

I betragtning af konsekvensanalysen kan EØSU ikke på nuværende tidspunkt støtte den fulde gennemførelse af mulighed 4 og 5, der ville gøre ENISA til et operationelt agentur. Internetsikkerhed er et så stort problem og et område, hvor trusselbilledet er i konstant udvikling, at medlemsstaterne skal opretholde evnen til at bekæmpe trusler proaktivt. Oprettelsen af operationelle EU-agenturer ender normalt med at nedkvalificere medlemsstaterne. På internetsikkerhedsområdet er der behov for det modsatte. Medlemsstaterne skal opkvalificeres.

1.9

EØSU forstår Kommissionens ønske om, at ENISA skal have en fastlagt rolle, som underlægges nøje kontrol, og at det skal have passende ressourcer. EØSU er ikke desto mindre bekymret for, at begrænsningen af ENISA's mandatperiode til 5 år kan lægge en dæmper på langsigtede projekter og sætte en kæp i hjulet på udviklingen af agenturets menneskelige kapital og viden. Det vil være et meget lille agentur, der beskæftiger sig med et stort og voksende problem. Rækkevidden og omfanget af ENISA's opgaver kræver, at der ansættes hold af specialister. Det vil få blandede arbejdsopgaver: både kortsigtede opgaver og langsigtede projekter. Derfor ville EØSU foretrække, at ENISA fik et dynamisk og tidsubegrænset mandat, som løbende blev bekræftet gennem regelmæssige vurderinger og evalueringer. Det kunne således løbende blive tildelt ressourcer, når og hvis der er begrundet behov for det.

2.   Indledning

2.1

Udtalelsen vedrører en forordning, der tager sigte på at udvikle ENISA yderligere.

2.2

Kommissionen fremsatte sit første forslag til en politisk strategi for net- og informationssikkerhed i en meddelelse fra 2001 (KOM(2001) 298 endelig). Daniel Retureau har udarbejdet en omfattende udtalelse (1) om denne meddelelse.

2.3

Kommissionen fremsatte derefter forslag til en forordning om oprettelse af et europæisk agentur for net- og informationssikkerhed (KOM(2003) 63 endelig). EØSU's udtalelse (2) om denne forordning blev udarbejdet af Göran Lagerholm. Agenturet blev reelt oprettet med forordning (EF) nr. 460/2004.

2.4

Da brugen af internettet blev ved med at stige eksponentielt, blev internetsikkerhed en kilde til voksende bekymring. I 2006 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om en strategi for et sikkert internetsamfund (KOM(2006) 251 endelig). Antonello Pezzini udarbejdede EØSU's udtalelse (3).

2.5

Som en følge af den voksende bekymring over internetsikkerhed fremsatte Kommissionen i 2009 et forslag om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur (KOM(2009) 149 endelig). Thomas McDonogh udarbejdede EØSU's udtalelse (4), som blev vedtaget på plenarforsamlingen i december 2009.

2.6

Det foreslås nu at styrke og forbedre ENISA med det sigte at bidrage til et højt niveau af net- og informationssikkerhed i EU og for at hæve oplysningsniveauet og udvikle en net- og informationssikkerhedskultur i samfundet til gavn for borgerne, forbrugerne, virksomhederne og den offentlige sektors organisationer i Den Europæiske Union og således bidrage til et velfungerende indre marked.

2.7

ENISA er dog ikke det eneste planlagte sikkerhedsagentur for EU's cyberspace. Militæret har ansvaret for at reagere på cyberkrig og cyberterrorisme. NATO er hovedagenturet på dette område. Ifølge NATO's nye strategikoncept, som blev offentliggjort i Lissabon i november 2010 (tilgængeligt på engelsk på http://www.nato.int/lisbon2010/strategic-concept-2010-eng.pdf), vil NATO yderligere styrke sin evne til at forebygge, afsløre, forsvare sig mod og overvinde cyberangreb, bl.a. ved at bruge NATO's planlægningsproces til at styrke og koordinere nationale cyberforsvarskapaciteter, samle alle NATO's organer under en centraliseret cyberbeskyttelse og ved bedre at samordne cyberovervågning, varslinger og reaktioner med medlemsstaterne.

2.8

Efter cyberangrebet mod Estland i 2007 blev cyberforsvarscentret »Cooperative Cyber Defence Centre of Excellence (CCD COE)« formelt oprettet den 14. maj 2008 for at øge NATO's cyberforsvarskapacitet. Centeret, som har adresse i Tallinn i Estland, er en international indsats, der i øjeblikket omfatter Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Ungarn, Italien, Slovakiet og Spanien som sponsorlande.

2.9

Elektronisk kriminalitet på EU-niveau er Europols ansvarsområde. Følgende er et uddrag af en skriftlig henvendelse fra Europol til det britiske overhus (jf. http://www.publications.parliament.uk/pa/ld200910/ldselect/ldeucom/68/68we05.htm):

Det er klart, at de retshåndhævende myndigheder skal holde trit med den teknologiske udvikling hos de kriminelle for at sikre, at de forbrydelser, de begår, kan forebygges eller afsløres effektivt. Højteknologiens grænseløse natur stiller også krav om, at kapaciteten i hele EU skal være på samme høje niveau, så der ikke udvikles »svage punkter«, hvor højteknologisk kriminalitet kan florere ustraffet. Denne kapacitet er langt fra homogen i EU. Faktisk er der en klar asymmetrisk udvikling. Nogle medlemsstater kæmper en brav kamp og gør store fremskridt på nogle områder, mens andre medlemsstater sakker bagud på teknologiområdet. Dette skaber et behov for en centraliseret tjeneste, der kan hjælpe alle medlemsstater med at koordinere fælles aktiviteter, lette standardisering af tilgange og kvalitetsstandarder samt indkredse og udveksle bedste praksis. Kun på denne måde kan der sikres en homogen EU-retshåndhævende indsats for bekæmpelse af højteknologisk kriminalitet.

2.10

Centeret for højteknologisk kriminalitet (High Tech Crime Centre (HTCC)) blev oprettet i Europol i 2002. Det er en relativt lille enhed, som forventes at vokse i fremtiden som kernen i Europols arbejde på dette område. Centeret spiller en stor rolle for koordination, operationel støtte, strategisk analyse og uddannelse. Uddannelsesfunktionen er særlig vigtig. Derudover har Europol oprettet en europæisk platform for cyberkriminalitet (European Cyber Crime Platform (ECCP)). Den har fokus på følgende spørgsmål:

Onlinesystemet for rapportering af internetkriminalitet (Internet Crime Reporting Online System (I-CROS));

Analysedatabase (Cyborg);

Portalen for internet- og retsvidenskabelig ekspertise (Internet and Forensic Expertise recipient (I-FOREX)).

2.11

EU's strategi for internetsikkerhed fremgår af kapitlet »Tillid og sikkerhed« i den digitale dagsorden for Europa. Udfordringerne formuleres således:

Hidtil har internettet vist sig bemærkelsesværdigt sikkert, robust og stabilt, men it-nettene og slutbrugernes terminaler er fortsat sårbare over for en lang række trusler i stadig udvikling: i de seneste år er mængden af spammail vokset i den grad, at den hæmmer e-mailtrafikken på internettet betydeligt – diverse skøn tyder på, at spam udgør mellem 80 % og 98 % af al elektronisk post – og samtidig er spam med til at sprede et væld af virusser og andre former for skadelig software. Identitetstyveri og internetbedrageri er en voksende plage. Angrebene bliver mere og mere raffinerede (trojanske heste, botnet, mm.) og har ofte et økonomisk motiv. Der kan også ligge politiske motiver bag, sådan som det var tilfældet med de internetangreb, der blev rettet mod Estland, Litauen og Georgien for nylig.

2.12

Dagsordenen omfatter følgende tiltag:

Nøgletiltag 6: i 2010 forelægge initiativer, der sigter mod en styrket og højt profileret net- og informationssikkerhedspolitik, herunder lovgivningsforslag om et moderniseret ENISA, og foranstaltninger, der skal gøre det muligt at gribe hurtigere ind i tilfælde af angreb på internettet, bl.a. en it-beredskabsenhed for EU-institutionerne.

Nøgletiltag 7: forelægge initiativer, herunder lovgivningsforslag, til bekæmpelse af angreb på informationssystemer inden udgangen af 2010 og regler for retsmyndighed i internetverdenen på europæisk og internationalt plan senest i 2013.

2.13

I en meddelelse fra november 2010 (KOM(2010) 673 endelig) satte Kommissionen skub i dagsordenen ved at formulere strategien for EU's indre sikkerhed. Den har fem mål, hvoraf det tredje er at øge sikkerhedsniveauet for borgere og virksomheder i cyberspace. Der planlægges tre handlingsprogrammer, som er beskrevet i nedenstående tabel (kopieret fra meddelelsen og tilgængelig på engelsk på: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/malmstrom/archive/internal_security_strategy_in_action_en.pdf).

MÅLSÆTNINGER OG FORANSTALTNINGER

ANSVARLIGE

FRIST

MÅLSÆTNING 3:   Øge sikkerhedsniveauet for borgere og virksomheder i cyberspace

Foranstaltning 1:   Opbygge kapacitet inden for retshåndhævelse og retsvæsenet

Oprettelse af et EU-center for it-kriminalitet

Genstand for KOM's feasibility-undersøgelse i 2011

2013

Udvikling af kapaciteten til at efterforske og retsforfølge it-kriminalitet

MS sammen med CEPOL, Europol og Eurojust

2013

Foranstaltning 2:   Arbejde sammen med erhvervslivet for at aktivere og beskytte borgerne

Indførelse af ordninger for rapportering af tilfælde af it-kriminalitet og rådgivning til borgerne om internetsikkerhed og it-kriminalitet

MS, KOM, Europol, ENISA og den private sektor

Iværksat

Retningslinjer for samarbejdet om tackling af problemet med ulovligt indhold på internettet

KOM med MS og den private sektor

2011

Foranstaltning 3:   Forbedre kapaciteten til at tackle internetangreb

Oprettelse af et netværk af it-udrykningshold (Computer Emergency Response Teams (CERT)) i hver medlemsstat og et for EU-institutionerne samt udarbejdelse af nationale beredskabsplaner og regelmæssige øvelser til afværgelse af it-angreb og datagendannelse.

MS og EU-institutionerne sammen med ENISA

2012

Oprettelse af et europæisk informationsudvekslings- og varslingssystem (EISAS)

MS sammen med COM og ENISA

2013

2.14

De internetstrategier, som NATO, Europol og Kommission har fremsat, forudsætter alle et effektivt samarbejde med medlemsstaterne, som selv har en bred vifte af nationale agenturer, der beskæftiger sig med spørgsmål om internetsikkerhed. NATO's og Europols strategier er bestemt til at være proaktive og operationelle. Inden for rammerne af Kommissionens strategi er ENISA helt klart en vigtig brik i det komplekse puslespil af agenturer og opgaver på området beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur. Selv om forslaget til den nye forordning ikke tildeler ENISA en operationel rolle, mener EØSU, at ENISA er det agentur, der har hovedansvaret for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur i EU's civilsamfund.

3.   ENISA-forslaget

3.1

Det problem, som ENISA skal tage sig af, har syv problemkilder:

(1)

Mange forskellige nationale tilgange;

(2)

Begrænset europæisk forvarslings- og reaktionsevne;

(3)

Mangel på pålidelige data og begrænset viden om nye problemer, der udvikler sig;

(4)

Utilstrækkelig bevidsthed om net- og informationssikkerhedsrisici og -udfordringer;

(5)

Den internationale dimension af net- og informationssikkerhedsproblemer;

(6)

Behov for samarbejdsmodeller, der sikrer, at politikkerne bliver fulgt;

(7)

Behov for en mere effektiv indsats mod internetkriminalitet.

3.2

ENISA-forslaget skaber et kontaktpunkt for både eksisterende politiske bestemmelser og de nye initiativer i den digitale dagsorden for Europa.

3.3

De eksisterende politikker, som ENISA skal støtte, omfatter:

(i)

Et europæisk forum for medlemsstaterne (EFMS), der skal fremme debat og udveksling af god forvaltningspraksis med det formål at nå frem til fælles mål og prioriteter for sikkerhed og robusthed i ikt-infrastrukturen;

(ii)

Et europæisk offentlig-privat partnerskab for en robust ikt-infrastruktur (EP3R), som er en fleksibel fælleseuropæisk forvaltningsramme, der skal fremme samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor om sikkerheds- og robusthedsspørgsmål;

(iii)

Stockholmprogrammet, der blev vedtaget af Rådet den 11. december 2009, støtter politikker, der går ud på at styrke netsikkerheden og sætte EU i stand til at reagere hurtigere på internetangreb.

3.4

Nye udviklinger, som ENISA skal støtte, omfatter:

(i)

Intensivering af EFMS's aktiviteter;

(ii)

Det europæiske offentlig-private partnerskab (EP3R) ved at drøfte innovative tiltag og midler til at forbedre sikkerheden og robustheden;

(iii)

Den praktiske gennemførelse af sikkerhedskravene i regelsættet for elektronisk kommunikation;

(iv)

Fremme af EU-dækkende internetsikkerheds- og beredskabsøvelser;

(v)

Etablering af en it-beredskabsenhed for EU-institutionerne;

(vi)

Mobilisering af og støtte til medlemsstaterne i indsatsen for at oprette nationale/statslige it-beredskabsenheder, så der kan etableres et velfungerende net af sådanne enheder, der dækker hele Europa;

(vii)

Tiltag for at skabe øget bevidsthed om net- og informationssikkerhedsproblemer.

3.5

Fem forskellige politiske valgmuligheder blev undersøgt, før dette forslag blev færdiggjort. Hver enkelt valgmulighed blev vurderet i forhold til opgaver og ressourcer. Den tredje mulighed blev valgt. Denne omfatter udvidelse af de funktioner, der i øjeblikket er fastlagt for ENISA, samt tilføjelse af myndigheder med ansvar for retshåndhævelse og beskyttelse af privatlivets fred som interessenter.

3.6

Ved valgmulighed 3 kommer et moderniseret net- og informationssikkerhedsagentur til at bidrage til:

at reducere forskellene mellem de nationale tilgange (problemkilde 1), i højere grad at få udformet politikker og truffet beslutninger på grundlag af data og viden/information (problemkilde 3) og at øge den generelle bevidsthed om net- og informationssikkerhedsrisici og –udfordringer og, hvordan de kan tages op, (problemkilde 4), ved at medvirke til at skabe

større effektivitet i medlemsstaternes indsamling af relevante oplysninger om risici, trusler og sårbarheder;

rådighed over mere information om de nuværende og fremtidige udfordringer og risici på området net- og informationssikkerhed;

højere kvalitet i medlemsstaternes politiske bestemmelser vedrørende net- og informationssikkerhed.

at forbedre det europæiske forvarslings- og beredskabssystem (problemkilde 2) ved at

bistå Kommissionen og medlemsstaterne med at arrangere fælleseuropæiske øvelser, så man ved at reagere på sikkerhedsrelaterede hændelser på EU-plan kan opnå stordriftsfordele;

hjælpe med til, at EP3R kommer til at fungere, hvilket i sidste ende kan betyde, at de fælles politiske mål og EU-dækkende standarder for sikkerhed og robusthed tiltrækker flere investeringer.

at fremme en fælles global tilgang til net- og informationssikkerhed (problemkilde 5) ved at

øge udvekslingen af information og viden med tredjelande.

at bekæmpe internetkriminalitet mere effektivt og virkningsfuldt (problemkilde 7) ved at

blive inddraget i ikke-operationelle opgaver i forbindelse med net- og informationssikkerhedsaspekterne af retshåndhævelse og retligt samarbejde, såsom gensidig udveksling af information og uddannelse (f.eks. i samarbejde med European Police College (CEPOL)).

3.7

Ved valgmulighed 3 vil ENISA få alle de ressourcer til rådighed, som er nødvendige for, at det kan udøve sin virksomhed på tilfredsstillende og grundig måde, dvs. virkelig få indflydelse. Med flere ressourcer til rådighed (5) vil ENISA kunne indtage en mere proaktiv rolle og tage flere initiativer til aktiv deltagelse fra interessenternes side. En sådan ny situation vil give større fleksibilitet til at reagere hurtigt på ændringer i det stadigt skiftende net- og informationssikkerhedsmiljø.

3.8

Valgmulighed 4 omfatter operationelle funktioner til bekæmpelse af internetangreb og andre trusler mod internettets sikkerhed. Her vil agenturet, ud over de ovennævnte aktiviteter, få tildelt operationelle funktioner, såsom en mere aktiv rolle i EU's beskyttelse af kritisk infrastruktur, eksempelvis forebyggelse af og reaktion på hændelser, nærmere bestemt ved at fungere dels som EU's it-beredskabsenhed inden for net- og informationssikkerhed, dels EU's »Storm Centre«, der koordinerer nationale it-beredskabsenheder, med hensyn til både den daglige forvaltning og håndteringen af udrykningstjenester.

3.9

Valgmulighed 4 vil ud over de virkninger, valgmulighed 3 afstedkommer, få større indvirkning på det operationelle plan. Ved at fungere som EU's it-beredskabsenhed inden for net- og informationssikkerhed og koordinere de nationale it-beredskabsenheder vil agenturet eksempelvis medvirke til stordriftsfordele ved at reagere på sikkerhedsrelaterede hændelser på EU-plan og lavere driftsrisici for virksomhederne som følge af øget sikkerhed og robusthed. Valgmulighed 4 vil kræve en betydelig forøgelse af agenturets budget og personale, hvilket sætter spørgsmålstegn ved, om agenturets absorptionskapacitet og effektive udnyttelse af budgettet modsvarer de opnåede fordele.

3.10

Valgmulighed 5 omfatter operationelle funktioner i støtten til retshåndhævende og retlige myndigheder i kampen mod internetkriminalitet. Ud over de aktiviteter, der nævnes under valgmulighed 4, vil dette gøre ENISA i stand til at

yde støtte til procesret (jf. konventionen om it-kriminalitet), dvs. f.eks. indsamle trafikdata, opfange dataindhold og overvåge datastrømme i tilfælde af »denial of service«-angreb;

udgøre et ekspertisecenter i strafferetlige undersøgelser, herunder net- og informationssikkerhedsaspekterne.

3.11

Med valgmulighed 5 vil tilføjelsen af operationelle funktioner i støtten til retshåndhævende og retlige myndigheder gøre bekæmpelsen af internetkriminalitet mere effektiv end under valgmulighed 3 og 4.

3.12

Valgmulighed 5 vil kræve en betydelig forøgelse af agenturets budget og afføde usikkerhed om agenturets absorptionskapacitet og effektive udnyttelse af budgettet.

3.13

Selv om både valgmulighed 4 og 5 vil give større positive virkninger end valgmulighed 3, mener Kommissionen, at der er en række grunde til ikke at gå videre med disse valgmuligheder:

Begge muligheder vil være politisk følsomme for medlemsstaterne, hvad angår deres ansvar for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur (dvs. at flere af medlemsstaterne ikke vil gå ind for centraliserede operationelle funktioner);

En udvidelse af mandatet som beskrevet under valgmulighed 4 og 5 kan gøre agenturets stilling tvetydig;

En tilføjelse af disse nye og helt anderledes operationelle opgaver til agenturets mandat vil måske vise sig at være en større udfordring på kort sigt, og der er en vis risiko for, at agenturet ikke vil være i stand til at udføre denne type opgaver tilfredsstillende inden for en rimelig tidshorisont;

Sidst, men ikke mindst, er omkostningerne til valgmulighed 4 og 5 særdeles høje, idet der vil kræves et budget, der er 4-5 gange ENISA's nuværende budget.

4.   Bestemmelser i forordningen

4.1

Agenturet skal hjælpe Kommissionen og medlemsstaterne med at opfylde de retlige og reguleringsmæssige krav vedrørende net- og informationssikkerhed.

4.2

Bestyrelsen fastlægger de overordnede retningslinjer for agenturets drift.

4.3

Bestyrelsen består af en repræsentant for hver medlemsstat, tre repræsentanter, der udnævnes af Kommissionen, og en repræsentant for henholdsvis ikt-industrien, forbrugergrupper og akademiske it-eksperter.

4.4

Agenturet ledes af en administrerende direktør, der vil være ansvarlig for at udarbejde agenturets arbejdsprogram, som godkendes af bestyrelsen.

4.5

Den administrerende direktør vil også være ansvarlig for at udarbejde et årligt budget til støtte for arbejdsprogrammet. Bestyrelsen skal både fremsætte budgettet og arbejdsprogrammet, som godkendes af Kommissionen og medlemsstaterne.

4.6

Bestyrelsen nedsætter, på forslag fra den administrerende direktør, en stående gruppe af interessenter, som består af eksperter fra ikt-industrien, forbrugergrupper, universitetsverdenen samt myndigheder med ansvar for retshåndhævelse og beskyttelse af privatlivets fred.

4.7

Da forordningen stadig er på forslagsstadiet, er der en vis usikkerhed om de forskellige tal. I øjeblikket har agenturet 44-50 personer ansat og et budget på 8 mio. euro. Valgmulighed 3 vil sandsynligvis indebære et personale på 99 ansatte og et budget på 17 mio. euro.

4.8

I forordningen foreslås en tidsbegrænset mandatperiode på fem år.

Bruxelles, den 17. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT C 48 af 21.2.2002, s. 33.

(2)  EUT C 220 af 16.9.2003, s. 33.

(3)  EUT C 97 af 28.4.2007, s. 21.

(4)  EUT C 255 af 22.9.2010, s. 98.

(5)  Henvisningen til flere ressourcer er betinget af, at den nuværende udgave af ENISA-forslaget vedtages.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/64


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik

KOM(2010) 494 endelig — 2010/0257 (COD)

2011/C 107/13

Ordfører: Jan SIMONS

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 20. oktober 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik

KOM(2010) 494 endelig — 2010/0257 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 111 stemmer for og 2 stemmer hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU betragter Kommissionens forslag til forordning som et logisk skridt på vejen til en integreret havpolitik og kan generelt tilslutte sig det.

1.2   Hvad angår kompetencefordelingen, konstaterer EØSU med tilfredshed, at Kommissionen i dette forslag præciserer, at der er tale om delt kompetence, undtagen i spørgsmål angående bevarelse af havenes biologiske ressourcer, hvor Kommissionen har enekompetence.

1.3   EØSU efterlyser en nærmere forklaring fra Kommissionens side af det valgte retsgrundlag. Det rejser spørgsmålet, om EUF-traktatens artikel 74 og artikel 77, som ikke følger den sædvanlige lovgivningsprocedure, er forenelige med de andre angivne retsgrundlag, som følger den sædvanlige procedure.

1.4   De maritime aktiviteters tværsektorielle og tværnationale karakter og synergierne mellem sektorpolitikkerne gør det efter EØSU's mening fuldt ud berettiget, at der træffes foranstaltninger, som bidrager til en integreret havpolitik. EØSU vurderer derfor, at nærhedsprincippet er overholdt.

1.5   Samme vurdering har EØSU af forslagets overholdelse af proportionalitetsprincippet. Der er dog ikke nok finansielle midler til rådighed til finansiering af de ønskede foranstaltninger i den resterende periode 2011-2013.

1.6   På baggrund af den vanskelige finansielle situation, EU befinder sig i, finder EØSU Kommissionens forudgående evaluering i forslaget til forordning utilstrækkelig. Udvalget så gerne, at Kommissionen kom med en mere solid begrundelse, især hvad angår de konkrete emner og indsatspunkter.

1.7   EØSU påpeger, at det ikke klart fremgår af forslaget, hvilken form for driftsstøtte der sigtes til i forslagets artikel 5, stk. 2, første punktum. Det ville også være hensigtsmæssigt, hvis det blev præciseret i forslagets betragtninger, at det ikke er hensigten at finansiere maritim infrastruktur, herunder havne.

1.8   EØSU går som bekendt ind for en tværsektoriel tilgang til havforvaltning. Selv om det foreliggende forslag ikke drejer sig om politikindholdet, vil EØSU dog ligesom i tidligere udtalelser under de »særlige bemærkninger« pege på emner, som fortjener særlig opmærksomhed i forbindelse med en integreret havpolitik.

2.   Indledning

2.1   Den 29. september 2010 offentliggjorde Kommissionen sit »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik« (KOM(2010) 494 endelig) og anmodede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at afgive udtalelse herom i henhold til EUF-traktatens artikel 304.

2.2   EØSU efterkommer gerne denne anmodning, da forslaget må betragtes som et logisk skridt i udviklingen af en integreret havpolitik, som har sit udspring i offentliggørelsen af den såkaldte »blåbog«, Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2007.

2.3   I denne meddelelse blev der slået til lyd for udvikling og gennemførelse af en integreret, sammenhængende og fælles beslutningstagning i forbindelse med have, kystområder og maritime sektorer.

2.4   Den tværsektorielle tilgang til havforvaltning er den centrale idé i havpolitikken, som prioriterer synergierne mellem miljøpolitik, søfartspolitik, energipolitik, forskningspolitik, industripolitik, fiskeripolitik og regionalpolitik.

2.5   »Blåbogen« var ledsaget af en handlingsplan, hvori Kommissionen foreslog en række foranstaltninger, der skulle indgå i den integrerede havpolitik.

2.6   Det Europæiske Råd gav på sit møde den 14. december 2007 udtryk for støtte til idéen om en integreret EU-havpolitik, og den 15. oktober 2009 vedtog Kommissionen en statusrapport om EU's integrerede havpolitik.

2.7   I denne statusrapport angav Kommissionen, hvilke af 2007-handlingsplanens foranstaltninger der var blevet iværksat, og udstak retningslinjerne for den følgende gennemførelsesfase.

2.8   Rådet (almindelige anliggender) understregede i sine konklusioner af 16. november 2009 vigtigheden af at tilvejebringe midler til videreudvikling og gennemførelse af den integrerede havpolitik og opfordrede Kommissionen til at fremlægge de nødvendige forslag til finansiering af foranstaltninger under den integrerede havpolitik i de nuværende finansielle overslag, så de kunne træde i kraft i 2011.

2.9   Kommissionen konkluderer nu, at såvel videreudvikling som gennemførelse af den integrerede havpolitik er i fare, fordi der ikke er nok midler til at finansiere de nødvendige foranstaltninger i de nuværende finansielle overslags resterende løbetid (2011-2013). Finansiel støtte er ifølge Kommissionen nødvendig for at nå de mål, der er opstillet i blåbogen og godkendt af Rådet (almindelige anliggender) i konklusionerne af 16. november 2009.

2.10   Da ikke alle den integrerede havpolitiks prioriteter og mål kan indpasses i EU's andre fonde, skal der fastlægges et program, som støtter videreudviklingen af denne politik.

2.11   Ifølge Kommissionen bør gennemførelse af programmet også i tredjelande bidrage til de pågældende landes udviklingsmål og være forenelig med EU's andre samarbejdsinstrumenter og med målene og prioriteterne for EU's politik på det relevante område.

2.12   Forordningsforslagets mål kan ifølge Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad nås af medlemsstaterne alene på grund af omfanget og virkningerne af de foranstaltninger, der skal finansieres under programmet. De kan bedre nås på EU-plan gennem vedtagelse af foranstaltninger efter nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

2.13   Hvad proportionalitetsprincippet angår, går dette forslag til forordning ifølge Kommissionen ikke videre end det, der er nødvendigt for at nå de opstillede mål.

2.14   Målet med forordningsforslaget er at fastlægge et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU har i tidligere udtalelser (1) udtrykt sig positivt om den måde, Kommissionen vil nå frem til en integreret havpolitik på. Det foreliggende forordningsforslag er et logisk skridt i denne proces.

3.2   Forordningen fastlægger bl.a. programmets generelle og specifikke mål, de støtteberettigede foranstaltninger og de forskellige finansieringsmuligheder. Der foreslås desuden en evaluering af programmet inden udgangen af 2014 samt oprettelse af en rådgivende komité, der skal bistå Kommissionen med at udarbejde de årlige arbejdsprogrammer. Gennemførelsen af programmet i perioden 2011-2013 kræver ifølge Kommissionen et beløb på 50 mio. EUR. EØSU er enig i, at alle disse tiltag er nødvendige.

3.3   Kommissionens forslag skal betragtes som et rammeforslag, der omfatter en række tekniske instrumenter. Det er på ingen måde ment som et forslag om politikinstrumenter. Det er heller ikke meningen, at maritim infrastruktur, herunder havne, skal finansieres via dette forslag. Dette bør efter EØSU's mening også præciseres i selve forordningsforslaget, f.eks. i betragtningerne.

3.3.1   Ifølge forslagets artikel 5, stk. 2, første punktum, kan der via programmet ikke blot ydes støtte til foranstaltninger, men også til drift. Selvom finansieringsoversigten, der er vedlagt forslaget som bilag, giver et fingerpeg om programmets ramme, fremgår det ikke klart af selve forordningsforslaget, hvilken form for driftsstøtte der sigtes til.

3.3.2   For at undgå, at Kommissionen selv kommer til at gå imod de traktatfæstede konkurrencereglers ånd, anbefaler EØSU, at dette punkt præciseres i selve forordningen, da der i dag næsten altid er konkurrence på tværs af grænserne, når det gælder maritime anliggender. Der bør dog også tages hensyn til, at de pågældende medlemsstater fortsat bør have mulighed for at støtte skibsfarten.

3.4   EØSU konstaterer med tilfredshed, at der er tale om et forslag på grundlag af delt kompetence, undtagen i spørgsmål angående bevarelse af havenes biologiske ressourcer, hvor Kommissionen har enekompetence.

3.5   EØSU efterlyser en nærmere forklaring fra Kommissionens side på dens valg af retsgrundlag. Artikel 74 og 77 følger ikke den sædvanlige lovgivningsprocedure. Det rejser spørgsmålet, om dette retsgrundlag er foreneligt med de andre retsgrundlag, som følger den sædvanlige procedure. Det skal tages med i betragtning, at procedurerne beskrevet i artikel 74 og 77 ikke er lovgivningsprocedurer i den betydning, der anvendes i EUF-traktatens artikel 289.

3.6   De maritime aktiviteters tværnationale karakter og synergierne mellem sektorpolitikkerne gør det efter EØSU's mening fuldt ud berettiget, at der på EU-niveau gennem en integreret havpolitik træffes foranstaltninger som f.eks. undersøgelser, bidrag til pilotprojekter og stimulering og fremme af en integreret havpolitik i medlemsstaterne.

3.7   Begrundelsen for Kommissionens forudgående evaluering er efter EØSU's mening ikke forslagets stærkeste del. Begrundelsen for at foretrække valgmulighed 2, dvs. et beskedent finansielt bidrag fra EU med henblik på fortsat undersøgelse af muligheder og støt gennemførelse af den integrerede havpolitik, må i lyset af de andre valgmuligheder betegnes som svag. EØSU råder Kommissionen til at fremlægge en mere solid begrundelse, især hvad angår valget af konkrete emner og indsatspunkter.

3.8   EØSU mener, at de foranstaltninger, Kommissionen opregner i artikel 4, er for uforpligtende til at kunne indfri de målsætninger, der er formuleret i de foregående artikler. Kommissionen bør kunne foreslå mere præcise retningslinjer på de områder, hvor der kan konstateres et behov for større koordinering og klarhed over ansvar og kompetencer, med skyldig hensyntagen til nærhedsprincippet.

3.9   Kommissionen foreslår, at den senest den 31. december 2014 forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om den efterfølgende evaluering. EØSU støtter dette forslag, men gør opmærksom på behovet for en mere veldokumenteret forudgående evaluering, hvis det efterfølgende skal kunne konstateres, om de opstillede mål er nået.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   EØSU går som bekendt ind for en tværsektoriel tilgang til havforvaltning. Det er i den forbindelse vigtigt, at alle implicerede aktører arbejder sammen. Som EØSU ser det, er de berørte parters aktive deltagelse i foranstaltningerne nøglen til succes. Hvis målene skal nås, er det afgørende at opfordre til en sådan deltagelse og informere om resultaterne af en integreret havpolitik i og mellem medlemsstaterne.

4.2   Selv om det foreliggende forslag ikke drejer sig om politikindholdet, vil EØSU som i tidligere udtalelser pege på følgende emner, som fortjener særlig opmærksomhed i forbindelse med en integreret havpolitik:

4.2.1   Der skal foretages en afbalanceret vurdering af miljøproblemerne i EU's kystområder på den ene side og behovet for international handel, der indebærer øget havtransport, på den anden.

4.2.2   På baggrund af to store skibskatastrofer med en meget omfattende mediedækning, Erika i 1999 og Prestige i 2002, bør der efter EØSU's mening opstilles et scenario for det værst tænkelige tilfælde. Men på trods af en stor lovgivningspakke med ca. 15 nye forordninger og direktiver halter medlemsstaternes indsats bagefter på to vigtige punkter:

konstruktion af veludstyrede anlæg i havne til modtagelse af skibes olierester, i mangel af hvilke der stadig forekommer olieudledning i havet,

manglende anlæg af tilstrækkeligt mange tilflugtshavne for skibe i nød samt uklarhed om ansvar og beføjelser i katastrofesituationer.

Foranstaltninger til at imødekomme disse problemer bør optages på listen over støtteberettigede mål.

4.2.3   Efter at alle EU's medlemsstater nu har ratificeret FN's havretskonvention (UNCLOS), bør der føres tilsyn med, at den overholdes. Efter EØSU's mening bør tredjelande, som endnu ikke har ratificeret og gennemført UNCLOS-konventionen, opfordres til at gøre det, da den er en del af den gældende EU-lovgivning. Dette gælder især tredjelande, der har have tilfælles med EU og har indgået associeringsaftaler eller indledt tiltrædelsesforhandlinger med EU.

4.2.4   For at sikre, at processen forløber, som den skal, foreslår EØSU, at ministrene fra landene i Middelhavsunionen mindst én gang om året afholder et møde om den integrerede havpolitik. EØSU håber, at denne praksis i nær fremtid vil blive fulgt for andre havområders vedkommende, f.eks. Østersøen, Nordatlanten og Sortehavet.

4.2.5   For at styrke den integrerede havpolitiks internationale dimension bør Kommissionen efter EØSU's mening lægge større vægt på forbedring af arbejdsvilkårene på havet, sikkerheden til søs og skibes miljøpræstationer.

4.2.6   EØSU gør opmærksom på, at et reelt integreret marked på det maritime område kræver et bedre samarbejde mellem de nationale inspektionstjenester, kystbevogtninger og medlemsstaternes flåder, helst via Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed.

4.2.7   Dette kræver også, at der etableres en fælles ramme for informationsudveksling og et integreret havovervågningssystem. I sin udtalelse (2) om dette emne understreger EØSU, at et sådant system skal opbygges med henblik på bæredygtig tilvejebringelse af præcise, rettidige og omkostningseffektive data af høj kvalitet.

4.2.8   EØSU gør opmærksom på, at det i en tidligere udtalelse (3) har peget på den rolle, udvalget kan spille i forbindelse med iværksættelsen af havpolitikken, herunder fysisk planlægning. Dette tilsagn vil EØSU hermed bekræfte.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 44 af 11.2.2011, s. 173.

EUT C 255 af 22.9.2010, s. 103.

EUT C 306 af 16.12.2009, s. 46.

EUT C 277 af 17.11.2009, s. 20.

EUT C 211 af 19.8.2008, s. 31.

EUT C 168 af 20.7.2007, s. 50.

(2)  EUT C 44 af 11.2.2011, s. 173.

(3)  EUT C 211 af 19.8.2008, s. 31.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/68


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) […/…] om ændring af forordning (EF) nr. 1406/2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed

KOM(2010) 611 endelig — 2010/0303 (COD)

2011/C 107/14

Ordfører: Jan SIMONS

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 22. og 10. november 2010 under henvisning til EUF-traktatens artikel 100, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) […/…] om ændring af forordning (EF) nr. 1406/2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed

KOM(2010) 611 endelig — 2010/0303 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 2. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling af 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, følgende udtalelse med 114 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU ser positivt på den rolle, som Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA) spiller for forbedringen af søfartssikkerheden i medlemsstaterne. Også i fremtiden anser udvalget det for meget vigtigt, at EMSA's opgaver og beføjelser udvides på en ansvarlig måde.

1.2   Med formuleringen »på en ansvarlig måde« mener EØSU, at EMSA's opgaver, ansvarsområder og beføjelser skal formuleres og kortlægges på en mere præcis måde end hidtil, således at der ikke kan opstå misforståelser med hensyn til opgavefordelingen mellem EMSA, Kommissionen og medlemsstaterne.

1.3   Med udgangspunkt i proportionalitetsprincippet ønsker EØSU at påpege, at Kommissionen i sit forslag på enkelte områder foregriber den rolle, som EMSA eventuelt vil kunne spille i fremtiden. Der skal imidlertid først træffes beslutning herom på EU-niveau.

1.4   Udvalget er forbavset over, at »de indre vandveje« pludselig nævnes i artikel 2, stk. 2, litra d). Hverken i den eksisterende lovgivning, der, som titlen angiver, udelukkende vedrører søtransport, eller i dette forslag til forordnings begrundelse, konsekvensanalyse eller betragtninger kommer man ind på transport ad de indre vandveje. Der gives ingen forklaringer af bevæggrunde for inddragelsen af de indre vandveje, formål, rækkevidde, teknisk gennemførelse eller håndtering af de forskellige politikker samt forvaltnings- og ledelsesstrukturer, der eksisterer for henholdsvis søtransport og transport ad de indre vandveje på nationalt og internationalt niveau. Alene af den årsag bør denne henvisning slettes. Derudover findes der også det faglige argument, at de to transportformers meget forskellige karakteristika allerede har givet anledning til etablering af forskellige trafikstyringssystemer.

1.5   Udvalget kan imidlertid sagtens forestille sig, at der hurtigst muligt etableres et retsgrundlag, og dermed også en finansiel ramme for, at EMSA, på grundlag af agenturets sagkundskab på det maritime område, kan bistå Kommissionen med relevant og konkret viden. Dette vil i så fald ikke alene gælde for samtlige transportformer, men også for politikker, som ikke hører under transportområdet.

1.6   I øvrigt er EØSU enig i forslaget om at skabe bedre overensstemmelse mellem grundforordningen og EU-lovgivningen under den tredje søfartssikkerhedspakke.

1.7   Udvalget anbefaler, at rollefordelingen mellem EMSA, Kommissionen, medlemsstaterne og EMSA's bestyrelse præciseres, særligt hvad angår tilrettelæggelsen af inspektioner.

1.8   Derfor ser EØSU positivt på Kommissionens forslag om, at man følger eksemplet fra Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur ved fastlæggelsen af EMSA's operationelle arbejdsmetoder på inspektionsområdet.

1.9   Idet agenturet allerede har bevist, at det skaber en merværdi, anser EØSU det for nødvendigt, at EMSA tilføres de personalemæssige og finansielle ressourcer, som gør, at agenturet også fremover kan udfylde sin rolle på ansvarlig vis. En regelmæssig ekstern revision udgør et aspekt heraf, også set med udvalgets øjne.

2.   Indledning

2.1   Den 28. oktober offentliggjorde Kommissionen »Forslag til forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1406/2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed« (KOM(2010) 611 endelig) og anmodede under henvisning til EUF-traktatens artikel 304 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om en udtalelse.

2.2   Udvalget opfylder gerne dette ønske, idet man anser forslaget om ændring af forordning nr. 1406/2002 for at være endnu et vigtigt skridt i retning af bedre søfartssikkerhed.

2.3   Det må konstateres, at den politiske interesse for søfartssikkerhed først for alvor tog til efter katastrofen med olietankeren »Erika«, der resulterede i et stort olieudslip.

2.4   Kommissionen fremsatte sidst i 2000 et forslag til en forordning om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed (EMSA). Agenturet skulle fungere som et teknisk organ til sikring af en høj, ensartet og effektiv søfartssikkerhed i EU og forebyggelse af forurening fra skibe.

2.5   Forordningen trådte i kraft i august 2002, og EMSA påbegyndte arbejdet i marts 2003. Siden da er forordningen blevet ændret tre gange.

2.6   Den første ændring ved forordning nr. 1644/2003 omhandlede først og fremmest finans- og budgetprocedurer, og målet var at sikre en større åbenhed.

2.7   Den anden ændring ved forordning nr. 724/2004, der skete på baggrund af ulykken med »Prestige« i 2002, tildelte agenturet et antal nye opgaver, der først og fremmest vedrørte forureningsberedskab og forureningsbekæmpelse. Desuden blev der ved denne ændring taget højde for udviklingen i EU's kompetencer på søfartssikringsområdet.

2.8   EMSA blev i forbindelse med denne ændring anmodet om at yde teknisk bistand ved inspektioner med det formål at forbedre sikkerheden af skibe og havnefaciliteter, som Kommissionen blev pålagt ved ikrafttrædelsen af forordning 725/2004.

2.9   Desuden blev EMSA anmodet om at bistå Kommissionen med at vurdere certificeringsprocedurer for søfarende og uddannelsessteder i såvel EU-lande som tredjelande. Det drejer sig her om standarder for uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, der er fastlagt i tråd med Den Internationale Søfartsorganisations STCW-konvention.

2.10   Den tredje ændring blev gennemført i 2006 vha. forordning nr. 2038/2006. I den forbindelse fik EMSA tildelt en flerårig finansiel ramme på 154 mio. EUR med henblik på forureningsbekæmpelsesaktiviteter i perioden 2007-2013.

2.11   Men udviklingen fortsætter. Med henblik på at EMSA fortsat skal kunne arbejde på konsekvent og effektiv vis, er det nødvendigt at fremsætte det aktuelle – fjerde – forslag om ændring af forordning 1406/2002.

2.12   Formålet med Kommissionens ændringsforslag er på den ene side at klarlægge EMSA's eksisterende opgaver og rolle, og på den anden side at udvide EMSA's opgaver til nye områder, der er under udvikling på internationalt niveau og/eller EU-niveau.

2.13   EMSA yder på nuværende tidspunkt medlemsstaterne og Kommissionen teknisk og videnskabelig bistand for at hjælpe medlemsstaterne med at anvende Fællesskabets lovgivning om søfartssikkerhed, søfartssikring og forebyggelse af forurening fra skibe korrekt, overvåge denne lovgivnings gennemførelse, vurdere de gældende foranstaltningers effektivitet, og medvirke ved udarbejdelsen af nye foranstaltninger.

2.14   Kommissionen anførte i sin meddelelse om »EU's søtransportpolitik frem til 2018 – strategiske mål og anbefalinger«, at man ville tage Det Europæiske Søfartssikkerhedsagenturs mandat og opgaver op til fornyet overvejelse, således at det bedre er i stand til at yde teknisk og videnskabelig bistand til medlemsstaterne og Kommissionen.

2.15   Rådet opfordrede i sine konklusioner af 30. marts 2009 Kommissionen til at opstille foranstaltninger for med henblik på de kommende udfordringer, at forbedre arbejdet i Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed i forbindelse med teknisk og videnskabelig bistand til medlemsstaterne og Kommissionen.

2.16   På opfordring fra Europa-Parlamentet og Rådet har Kommissionen gennemført en undersøgelse og konkluderet, at EMSA's aktiviteter kunne styrke synergier på EU-niveau med hensyn til kystvagtoperationer Dette kunne ske ved at udvide EMSA's opgaver, bl.a. hvad angår overvågning af søfartstrafikken og søveje og bistand til medlemsstaterne vedrørende opsporing af mulige forurenere.

2.17   I overensstemmelse med forordning nr. 1406/2002 lod EMSA's bestyrelse en uafhængig ekstern evaluering af forordningens gennemførelse udarbejde af en ekstern konsulentvirksomhed i slutningen af 2007. I konsulentvirksomhedens rapport påpeges det, at der på enkelte områder kan gennemføres forbedringer og præciseringer, men den overordnede konklusion lyder, at agenturet har skabt merværdi for sektoren generelt og navnlig for dets to hovedinteressenter, dvs. medlemsstaterne og Kommissionen.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Udvalget har i tidligere udtalelser (1)  (2) udtalt sig positivt om den afgørende rolle som EMSA spiller for forbedringen af søfartssikkerheden i medlemsstaterne. Set i lyset af udviklingen inden for søfartssikkerhed og den dermed forbundne nødvendige indsats i form af inspektioner og forureningsbekæmpelse anser EØSU det for vigtigt, at EMSA's opgaver og beføjelser udvides.

3.2   Den foreslåede udvidelse vedrører bl.a. følgende elementer: støtte fra EMSA i internationale organisationer som IMO, den rolle som operationelle tjenester som Safte SEA NET spiller for en overordnet søfartspolitik og systemernes interoperabilitet, bekæmpelse af havforurening fra offshore-olieoperationer, teknisk samarbejde med tredjelande og støtte til Kommissionens inspektioner på området søfartssikring.

3.3   Det er først og fremmest den tredje søfartssikkerhedspakke, de nye temaer i EMSA's femårsstrategi 2010-2014 og anbefalingerne fra EMSA's bestyrelse, baseret på evalueringen af agenturet ved en ekstern konsulentvirksomhed, der giver anledning til at ændre forordningen.

3.4   Det er nødvendigt at kortlægge EMSA's opgaver mere præcist og give en mere detaljeret beskrivelse af den bistand, som EMSA skal yde til Kommissionen og medlemsstaterne, særligt set i lyset af nye tendenser, såsom den tredje søfartssikkerhedspakke, EU's overordnede søfartspolitik, havovervågning, muligheden for at etablere en europæisk kystvagttjeneste mm.

3.4.1   Udvalget er forbavset over, at »de indre vandveje« pludselig nævnes i artikel 2, stk. 2 litra d). Hverken i den eksisterende lovgivning, der som titlen angiver udelukkende vedrører søtransport, eller i dette forslag til forordnings begrundelse, konsekvensanalyse eller betragtninger, kommer man ind på transport ad de indre vandveje. Der gives ingen forklaringer vedrørende bevæggrunde for inddragelsen, formål, rækkevidde, teknisk gennemførelse eller håndtering af de forskellige politikker samt forvaltnings- og ledelsesstrukturer, der eksisterer for henholdsvis søtransport og transport ad de indre vandveje på nationalt og internationalt niveau. Alene af den årsag bør denne henvisning slettes. Derudover findes der også det faglige argument, at de to transportformers meget forskellige karakteristika allerede har givet anledning til etablering af forskellige trafikstyringssystemer.

3.4.2   Udvalget kan imidlertid sagtens forestille sig, at der hurtigst muligt etableres et retsgrundlag, og dermed også en finansiel ramme for, at EMSA, på grundlag af agenturets sagkundskab på det maritime område, kan bistå Kommissionen med relevant og konkret viden. Dette vil i så fald ikke alene gælde for samtlige transportformer, men også for politikker, som ikke hører under transportområdet.

3.4.3   Artikel 2, stk. 1, beskriver de områder, hvor agenturet bistår Kommissionen. De forskellige, og forskelligt formulerede, tilføjelser i artikel 2, stk. 2, der i visse tilfælde specificerer, at bistand kun kan ydes i relation til agenturets opgaver, er forvirrende og i stk. e) er teksten uklar. Løsningen er at slette disse tilføjelser i artikel 2, stk. 2, idet spørgsmålet allerede er afklaret i artikel 2, stk. 1

3.5   Med hensyn til proportionalitetsprincippet er EØSU enig i forslaget om at skabe bedre overensstemmelse mellem forordningen og EU-lovgivningen under den tredje søfartssikkerhedspakke. Udvalget ønsker imidlertid at påpege, at forslaget på enkelte områder foregriber den rolle, som EMSA eventuelt vil kunne spille i fremtiden, f.eks. med hensyn til oprettelsen af regionale centre. Dette er der endnu ikke truffet beslutning om på EU-niveau.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Med hensyn til forvaltningsaspektet bemærker udvalget, at der med hensyn til agenturets tilrettelæggelse af inspektioner på Kommissionens vegne er behov for at klarlægge agenturets, Kommissionens, bestyrelsens og medlemsstaternes roller.

4.2   Muligvis havner medlemsstaternes repræsentanter i bestyrelsen i en interessekonflikt: på den ene side skal de træffe beslutninger om EMSA's aktiviteter og brug af budgetmidler, særligt på inspektionsområdet, og på den anden side repræsenterer de nationale myndigheder, som selv inspiceres af EMSA på Kommissionens vegne med det formål at kontrollere, at national lovgivning og praksis er i overensstemmelse med EU-lovgivningen.

4.3   Derfor kan udvalget støtte ændringen af teksten i artikel 3 omhandlende EMSA's inspektioner, og EØSU er enig i Kommissionens forslag om at følge eksemplet fra Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur ved fastlæggelsen af EMSA's operationelle arbejdsmetoder på inspektionsområdet (komitologiprocedure).

4.4   Fordelen herved er, at alle berørte aktører, dvs. EMSA, Kommissionen og medlemsstaterne, inddrages, samtidig med at ansvars- og kompetencefordelingen mellem de berørte parter respekteres.

4.5   Udvalget mener derudover, at der også skal fokuseres på de søfarendes leve- og arbejdsvilkår, for så vidt som disse spørgsmål falder ind under EMSA's kompetenceområde. Dette gælder i særlig grad gennemførelsen af den internationale ILO-konvention om søfarendes arbejdsstandarder (MLC).

4.6   EØSU har en bemærkning til den foreslåede ændring i artikel 5, stk. 3. Ændringen indebærer, at de regionale centre, der skal oprettes, ikke udelukkende behøver at koncentrere sig om kontrollen med skibsfart og søtransport. Udvalget advarer om, at systemets effektivitet helt afhænger af, at der indgås entydige aftaler mellem medlemsstaterne og EMSA om ansvarsfordeling og kompetencer.

4.7   De øvrige ændringer i artikel 10-19 drejer sig hovedsageligt om EMSA's eksisterende eller kommende organer, deres ansvarsområder og beføjelser, personaletilgang og finansiering.

4.8   EØSU mener, at agenturet på de områder, hvor det allerede har bevist, at det skaber en vigtig merværdi, også fremover skal have mulighed for at løse disse og nye opgaver på ansvarlig vis. En reduktion af de personalemæssige og finansielle midler, som resulterer i, at EMSA kan påtage sig færre opgaver, skal altid afvejes og bedømmes ud fra de – negative – konsekvenser, som dette kan have i form af opgaver, som ikke bliver løst.

4.9   Endelig støtter udvalget anbefalingen fra EMSA's bestyrelse om, at der fremover regelmæssigt gennemføres en ekstern revision af EMSA's arbejde, som skal foretages af en ekstern konsulentvirksomhed.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 28 af 3.2.2006, s. 16.

(2)  EUT C 108 af 30.4.2004, s. 52.


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/72


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ophævelse af forældede rådsretsakter om den fælles landbrugspolitik

KOM(2010) 764 endelig — 2010/0368 (COD)

2011/C 107/15

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 18. januar 2011 og den 27. januar 2011 under henvisning til artikel 42, første led, artikel 43, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ophævelse af forældede rådsretsakter om den fælles landbrugspolitik

KOM(2010) 764 endelig — 2010/0368 (COD).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, med 128 stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/73


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (omarbejdning)

KOM(2010) 784 endelig — 2010/0387 (CNS)

2011/C 107/16

Rådet besluttede den 25. januar 2011 under henvisning til artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets direktiv om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (omarbejdning)

KOM(2010) 784 endelig — 2010/0387 (CNS).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og allerede har tilkendegivet sine synspunkter i en tidligere udtalelse om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber, EUT C 182/2009, s. 77, vedtaget den 14. januar 2009, besluttede det på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, med 115 stemmer for, ingen imod og 3 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter Kommissionens forslag, og at henvise til synspunkterne i ovennævnte dokument.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/74


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om montering, placering, virkemåde og identifikation af betjeningsanordninger for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodifikation)

KOM(2010) 717 endelig — 2010/0348 (COD)

2011/C 107/17

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 17. januar 2011 og den 16. december 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om montering, placering, virkemåde og identifikation af betjeningsanordninger for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (Kodifikation)

KOM(2010) 717 endelig — 2010/0348 (COD).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, med 114 stemmer for og 4 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/75


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om landbrugs- og skovbrugshjultraktorers bremseapparater (kodifikation)

KOM(2010) 729 endelig — 2010/0349 (COD)

2011/C 107/18

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 17. januar 2011 og den 16. december 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om landbrugs- og skovbrugshjultraktorers bremseapparater (Kodifikation)

KOM(2010) 729 endelig — 2010/0349 (COD).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, med 111 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/76


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betjeningsplads og adgangsforhold til førerplads samt om døre og vinduer i førerhuse på landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (kodifikation)

KOM(2010) 746 endelig — 2010/0358 (COD)

2011/C 107/19

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 17. januar 2011 og den 16. december 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betjeningsplads og adgangsforhold til førerplads samt om døre og vinduer i førerhuse på landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (Kodifikation)

KOM(2010) 746 endelig — 2010/0358 (COD).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, med 108 stemmer for og 6 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/77


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker

KOM(2011) 6 endelig — 2011/0007 (CNS)

2011/C 107/20

Rådet besluttede den 26. januar 2011 under henvisning til artikel 148 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker

KOM(2011) 6 endelig — 2011/0007 (CNS).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og allerede har behandlet dette emne i sin udtalelse CESE 763/2010, vedtaget den 27. maj 2010 (1), besluttede det på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 16. februar 2011, med 119 stemmer for, ingen imod og 3 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter Kommissionens forslag, og at henvise til den holdning, det gav udtryk for i ovennævnte dokument.

Bruxelles, den 16. februar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om Retningslinjer for beskæftigelsespolitikker, EUT C 21 af 21.1.2011, s. 66.