ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2011.084.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 84

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

54. årgang
17. marts 2011


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

 

468. plenarmøde den 19. og 20. januar 2011

2011/C 084/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog fra Kommissionen om løsningsmodeller for indførelse af en europæisk aftaleret for forbrugerne og erhvervslivet KOM(2010) 348 endelig

1

2011/C 084/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Beretning fra Kommissionen — Beretning om konkurrencepolitikken 2009 KOM(2010) 282 endelig

7

2011/C 084/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog — Corporate governance i finansielle institutioner og aflønningspolitikKOM(2010) 284 endelig

13

2011/C 084/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Overvågning af handels- og distributionsmarkedet: Mod et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution frem til 2020KOM(2010) 355 endelig

19

2011/C 084/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og brug af sprængstofprækursorer KOM(2010) 473 endelig — 2010/0246 (COD)

25

2011/C 084/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning — Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler KOM(2010) 542 endelig — 2010/0271 (COD)

30

2011/C 084/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om short selling og visse aspekter af credit default swaps KOM(2010) 482 endelig — 2010/0251 (COD)

34

2011/C 084/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog — Sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i EuropaKOM(2010) 365 endelig

38

2011/C 084/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 2001/112/EF om frugtsaft og visse lignende produkter bestemt til konsum KOM(2010) 490 endelig

45

2011/C 084/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1288/2009 om fastlæggelse af tekniske overgangsforanstaltninger fra den 1. januar 2010 til den 30. juni 2011KOM(2010) 488 endelig — 2010/0255 (COD)

47

2011/C 084/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Unionen KOM(2010) 486 endelig — 2008/0183 (COD)

49

2011/C 084/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Rådets direktiv om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak KOM(2010) 641 endelig — 2007/0206 (CNS)

53

2011/C 084/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrtsikre frontmonterede førerværn på smalsporede landbrugs- og skovbrugshjultraktorer KOM(2010) 610 endelig — 2010/0302 (COD)

54

2011/C 084/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af får og geder KOM(2010) 635 endelig — 2010/0309 (COD)

55

DA

 


III Forberedende retsakter

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

468. plenarmøde den 19. og 20. januar 2011

17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog fra Kommissionen om løsningsmodeller for indførelse af en europæisk aftaleret for forbrugerne og erhvervslivet

KOM(2010) 348 endelig

2011/C 84/01

Ordfører: Antonello PEZZINI

Kommissionen besluttede den 1. juli 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog fra Kommissionen om løsningsmodeller for indførelse af en europæisk aftaleret for forbrugerne og erhvervslivet

KOM(2010) 348 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 17. december 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 19. januar, følgende udtalelse med 148 stemmer for, 5 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er enig med Kommissionen i, at gennemførelsen af det indre marked må afsluttes, også med hensyn til europæisk aftaleret, og anerkender det vigtige arbejde vedrørende de fælles referencerammer, der er udført på akademisk niveau, og som bør kunne udnyttes i praksis.

1.2   Af de løsningsmodeller, Kommissionen har foreslået, foretrækker EØSU en blandet model, som lægger vægt på, at omkostningerne nedbringes, og der skabes retlig sikkerhed med:

en »værktøjskasse« som en fælles referenceramme, parterne kan bruge ved udarbejdelsen af grænseoverskridende aftaler understøttet af

et optionelt regelsæt, der fastlægger et mere favorabelt grundlag for parterne i form af »en ny videreudviklet frivillig ordning«, som kan benyttes for grænseoverskridende aftaleforhold som et alternativ til de nationale lovgivninger. En forudsætning herfor er, at såvel »værktøjskassen« som regelsættet findes på alle EU's sprog og garanterer retssikkerheden i overensstemmelse med de mest avancerede former for beskyttelse af forbrugere og virksomheder. Sådanne regler må ikke forhindre medlemsstaterne i at opretholde eller indføre skrappere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger.

1.3   Udvalget mener, at man gradvis bør arbejde hen imod disse mål, startende med grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer (B2B) som en pilotordning for at afprøve, hvordan ordningerne virker parallelt og anvendes i praksis.

1.4   EØSU mener, at den værktøjskasse, som udgøres af den fælles referenceramme, kunne medvirke til at sikre den overordnede sammenhæng i den europæiske aftaleret, nedbringe de handelsmæssige hindringer og øge konkurrencen i det indre marked.

1.5   Derudover finder EØSU, at der må være garanti for, at en »ny frivillig videreudviklet ordning«, der indarbejdes i EU-retten og i de nationale lovgivninger i form af en EU-forordning, er altomfattende, nem at anvende og giver de aftaleparter, der anvender ordningen, retlig sikkerhed i grænseoverskridende handelstransaktioner.

1.6   Anvendelsesområdet for de to nye instrumenter — »den fælles værktøjskasse« og »den nye frivillige videreudviklede ordning« — bør udstrække sig til grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer (B2B). Aftaler, der er omfattet af arbejdsretten eller socialsikringslovgivningen, skal holdes uden for anvendelsesområdet for de nye instrumenter.

1.7   Udvalget bakker op om, at der skal være aftalefrihed, og at aftalevilkårene frit skal kunne forhandles. Aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere (business to consumer — B2C) skal udformes således, at de sidstnævnte og SMV'er sikres størst mulig reel beskyttelse, foruden retssikkerhed og forbrugerbeskyttelse.

1.8   Inden anvendelsesområdet for disse to nye instrumenter eventuelt udvides til andre typer af grænseoverskridende aftaler om salg af varer, mener udvalget, at Kommissionen — når de to instrumenter har været i brug i nogle år - bør foretage en analyse af konsekvenserne af instrumenterne for det indre marked og se på den europæiske merværdi med hensyn til omkostninger og fordele for de erhvervsdrivende og forbrugerne.

1.9   EØSU er af den opfattelse, at det vigtigste er, at Kommissionen allerførst indkredser de hindringer i form af transaktionsomkostninger og retlig usikkerhed, der står i vejen for, at især små og mellemstore virksomheder, dvs. 99 % af virksomhederne i EU, og forbrugerne kan få fuldt udbytte af fordelene og mulighederne på det indre marked.

1.10   EØSU beder Kommissionen om at foretage en konsekvensanalyse af de midler, der er til rådighed på det indre marked, og en undersøgelse af hvilken europæisk merværdi dette nye regelsæt har for omkostningerne og fordelene for de erhvervsdrivende og forbrugerne.

1.11   Udvalget ser også gerne, at Kommissionen allerede nu iværksætter uddannelses- og informationstiltag om såvel principperne som den juridiske praksis forbundet med disse nye regler for alle jurister, universiteterne og slutbrugerne af de nye regler.

1.12   Udvalget beder om at blive tæt inddraget som observatør i de arbejdsgrupper for eksperter, Kommissionen nedsætter, sådan som det er tilfældet i Europa-Parlamentet, for at kunne følge med i udviklingen af initiativerne, særligt når det gælder den fælles referenceramme for den europæiske aftaleret og opfølgningen på resultaterne af den igangværende offentlige høring.

2.   Indledning

2.1   Det indre marked bygger på et stort antal aftaler, der reguleres af forskellige nationale bestemmelser. Men forskellene mellem de nationale lovgivninger på det aftaleretlige område kan

indebære ekstra transaktionsomkostninger,

være en kilde til retlig usikkerhed for virksomhederne,

undergrave forbrugernes tillid til det indre marked,

skabe handelshindringer.

2.1.1   Med Lissabontraktaten er det blevet lettere at træffe EU-foranstaltninger vedrørende det retlige samarbejde og forbrugerbeskyttelse på det civilretlige område takket være:

artikel 12, 38, 164, 168 og 169, stk. 4 i traktaten. Sidstnævnte sikrer forrang for nationale bestemmelser, der er mere fordelagtige for forbrugerne,

mere udbredt brug af fællesskabsmetoden (1),

godkendelsen af Kommissionens forslag med kvalificeret flertal,

styrkelsen af Europa-Parlamentets rolle,

større demokratisk inddragelse af de nationale parlamenter,

EU-domstolens bedre muligheder for at kontrollere lovligheden af foranstaltninger.

2.1.2   For at fremme den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser og styrke rets- og politisamarbejdet inden for strafferetten kan EU vedtage fælles mindstebestemmelser i overensstemmelse med Stockholmprogrammet — et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse.

2.1.3   Virksomheder og borgere støder hver dag på flaskehalse, der stadig hindrer de grænseoverskridende aktiviteter, på trods af at det indre marked er en juridisk realitet, og det står klart for dem, at nettene ikke er tilstrækkelig sammenkoblet, og at reglerne stadig anvendes uensartet i det indre marked.

2.1.4   For at fjerne flaskehalsproblemerne i det indre marked, foreslår Kommissionen følgende (2):

at fremskynde gennemførelsen af programmet »intelligent lovgivning«, bl.a. ved at vurdere muligheden for i højere grad at anvende forordninger i stedet for direktiver,

at gøre det lettere og billigere for virksomheder og forbrugere at indgå aftaler med partnere i andre EU-lande ved at tilbyde harmoniserede løsninger for forbrugeraftaler og indføre standardaftalebestemmelser,

at gøre det nemmere, mere effektivt og billigere for virksomheder og forbrugere at håndhæve kontrakter og få anerkendt domstolsafgørelser og -dokumenter i andre EU-lande.

2.1.5   Etableringen af et frivilligt aftaleretligt instrument er derudover et af nøgletiltagene i den europæiske digitale dagsorden, der blev offentliggjort af Kommissionen den 19. maj 2010.

2.1.6   Allerede i 2001 lancerede Kommissionen en debat om europæisk aftaleret, hvori Europa-Parlamentet, Rådet og de forskellige interesserede parter — virksomheder, jurister, universiteter og forbrugerorganisationer — deltog.

2.1.7   Europa-Parlamentet har vedtaget en række beslutninger om den mulige harmonisering af den materielle privatret. I 1989 og i 1994 udtrykte Europa-Parlamentet ønske om, at man påbegyndte arbejdet med at se på mulighederne for at udarbejde en fælles privatretlig EU-kodeks.

2.1.8   Parlamentet understregede, at harmonisering af visse dele af privatretten er helt afgørende for gennemførelsen af det indre marked, og at standardisering af store områder af privatretten i form af en europæisk civillov ville være den mest effektive måde at harmonisere på.

2.1.9   Allerede i 2002 understregede EØSU i en udtalelse: »Udformningen af en ensartet, generel, europæisk aftaleret, eksempelvis i form af en forordning, som er den løsning EØSU foretrækker for at undgå divergenser, vil nok kræve længere tid og flere undersøgelser, men bør tage udgangspunkt i det arbejde, som allerede er udført af de tidligere omtalte kommissioner og institutioner samt i gældende internationale regler og sædvaner« (3).

2.1.10   I en senere udtalelse fra 2010 understregede EØSU: »Netværket »Common Principles of European Contract Law« (CoPECL-netværket) har for nylig færdiggjort sit udkast til en fælles referenceramme og fremlagt det for Kommissionen. Disse regler opstiller helt klart en model, som EU-lovgiveren kan anvende til vedtagelse af et optionelt instrument i overensstemmelse med kommissær Redings anbefalinger« (4).

2.1.11   Det betonede endvidere: »Udkastet til en fælles referenceramme, som omfatter almindelig aftaleret, er således ikke udformet som et optionelt instrument. Dog fremhæver forfatterne i indledningen, at rammen eventuelt kan bruges som grundlag for et eller flere optionelle instrumenter. Dette forslag kunne også gennemføres restriktivt ved at lade referencerammens generelle bestemmelser indgå i et optionelt instrument, der kun finder anvendelse inden for bestemte områder af aftaleretten. På den måde ville man kunne undgå de huller i lovgivningen, som uden tvivl vil opstå, hvis man vedtager bestemmelser, der udelukkende gælder bestemte type af aftaler«.

3.   Kommissionens nye grønbog

3.1   I grønbogen foreslår Kommissionen forskellige fremgangsmåder for at gøre aftaleretten mere sammenhængende. Som strategiske løsninger nævnes:

offentliggørelse på internettet af (ikke-bindende) standardaftalebestemmelser, som kan benyttes i det indre marked i EU;

en (bindende eller ikke-bindende) værktøjskasse, som lovgiverne i EU kan benytte i forbindelse med vedtagelsen af ny lovgivning, og som sikrer bedre og mere sammenhængende regler;

en henstilling om aftaleretten, der opfordrer medlemsstaterne til at indarbejde den europæiske aftaleret i deres respektive nationale lovgivninger, delvis med udgangspunkt i den model, der anvendes i USA, hvor alle 50 forbundsstater undtagen én frivilligt har indført en ensartet handelslov;

en frivillig europæisk aftaleret eller en »28. ordning«, som forbrugere og virksomheder frit kan vælge, skal finde anvendelse på deres kontraktforhold. En sådan fakultativ lov ville være et alternativ til de eksisterende nationale bestemmelser og skulle være tilgængelig på alle sprog. Dens anvendelse kunne enten være begrænset til grænseoverskridende aftaler eller også omfatte indenlandske aftaler. Den må sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og skabe retlig sikkerhed i hele aftalens løbetid;

harmonisering af de nationale aftalelovgivninger ved hjælp af et EU-direktiv;

fuld harmonisering af de nationale aftalelovgivninger i form af en EU-forordning;

indførelse af en egentlig europæisk civillov til at erstatte alle nationale aftaleretlige bestemmelser.

3.2   I en beslutning af 25. november 2009 støttede Europa-Parlamentet idéen om en europæisk aftaleret. Også Mario Monti, tidligere kommissær for det indre marked og konkurrence, pegede i sin beretning om det indre marked af 9. maj 2010 på de fordele som forbrugere og virksomheder ville kunne have opnået med en frivillig »28. ordning« (5).

3.3   Den 7. september 2010 holdt Kommissionen det første møde om en europæisk aftaleret med deltagelse af repræsentanter for grupper af virksomheder, forbrugere og jurister.

3.4   Kommissionen har desuden nedsat en ekspertgruppe, hvori også Europa-Parlamentet deltager med observatører, der har til opgave at omsætte det såkaldte »udkast til en fælles referenceramme« (6). Der er tale om et første udkast til en europæisk aftaleret, der er udviklet i løbet af de senere år inden for rammerne af EU's sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration.

3.5   Kommissionen har iværksat en offentlig høring om strategidokumentet, som er åben indtil slutningen af januar 2011.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Den Europæiske Unions indre marked bygger på aftaleretten. EØSU ser med stor alvor på det faktum, at det trods indsatsen for at gennemføre det indre marked er vanskeligt for virksomheder og især for små og mellemstore virksomheder at sælge til udlandet, da de i hver af de 27 medlemsstater skal indrette sig efter en ny aftaleret. Kun 8 % af forbrugerne køber fra en anden medlemsstat på internettet.

4.2   Som det er nu, indebærer de forskellige parallelle lovgivninger, at transaktionsomkostningerne bliver højere for virksomhederne. F.eks. er det ikke muligt for små virksomheder at udnytte stordriftsfordelene ved EU's indre marked. Forbrugerne mærker det også, da færre grænseoverskridende salg betyder reduceret udbud og stigende priserne.

4.3   Derudover bliver 61 % af de grænseoverskridende handler ikke til noget, da de handlende ikke vil levere til det land, hvor forbrugeren opholder sig. Dette skyldes primært lovgivningsmæssige hindringer og usikkerhed om, hvilke regler der gælder.

4.4   For at løse nogle af disse problemer og øge potentialet på EU's indre marked bør der for virksomhederne, særligt de mindre, tilvejebringes større retssikkerhed og for forbrugerne enklere regler med øget beskyttelse.

4.5   EØSU mener, at Kommissionen bør gøre mere på dette område og ikke stille sig tilfreds med et retligt samarbejde på det civilretlige område. Et sådant samarbejde er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt til at sikre et velfungerende indre marked.

4.6   Den af Kommissionen foreslåede debat er relevant i lyset af erfaringerne med det indre marked, hvor der eksisterer et stort antal aftaler, der reguleres af de forskellige nationale bestemmelser, med ekstra transaktionsomkostninger, som ifølge nye studier i gennemsnit beløber sig til ca. 15 000 euro (7).

4.7   Forbrugere og virksomheder støder på store hindringer, når de søger at udnytte fordelene ved det indre marked. Transaktionsomkostningerne (til at tilpasse aftalevilkårene og handelspolitikkerne eller til at oversætte bestemmelserne), den retlige usikkerhed og de skrappe forbrugerbeskyttelsesbestemmelser gør det meget besværligt for små og mellemstore virksomheder at ekspandere på det indre marked.

4.8   En ensartet aftaleret, der kunne have form af frivillig ret (også kaldet en »28. ordning«), kunne være ekstremt nyttig. Kommissionen og Europa-Parlamentet er i flere dokumenter begyndt at omtale muligheden for at gøre brug af en såkaldt »28. ordning«, hovedsageligt på vigtige områder, hvor det formentlig hverken ville være let eller muligt at opnå den ønskede, fulde harmonisering.

4.8.1   Ser man bort fra det initiativ, som EØSU satte i gang med sin initiativudtalelse om den europæiske forsikringskontrakt  (8), og som videreførtes af projektgruppen »Restatement of European Insurance Contract Law« med den nylige udgivelse »Principles of the European Insurance Contract Law (PEICL)«, har EU-lovgiveren kun ved ganske få lejligheder anlagt en lignende tilgang inden for selskabsretten, intellektuel ejendomsret og folkeretten.

4.9   Indførelse af standardaftalevilkår kunne komme alle aftaleparter til gavn, forudsat at

der gives de størst mulige garantier om beskyttelse af de svageste aftaleparter, og at udgangspunktet for de standardvilkår, der udarbejdes, er størst mulig beskyttelse;

der sikres aktiv deltagelse fra arbejdsmarkedets parter og alle civilsamfundsrepræsentanter, særligt forbrugerorganisationer og sammenslutninger af SMV'er, i forhandlingerne om fastlæggelse af standardaftalevilkårene;

aftalevilkårene er i overensstemmelse med direktivet om urimelige kontraktvilkår og direktivet om overholdelse af betalingsfrister i handelstransaktioner og således sikrer fuld gennemførelse af Small Business Act;

aftalefriheden er garanteret, f.eks. ved at anbefale standardkontrakter;

adgangen til retlig prøvelse ikke begrænses;

standardaftalevilkårene overvåges og tages op til revision efter bestemte tidsperioder.

4.10   EØSU mener, at man må gå gradvist til værks startende med grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer som en pilotordning for at afprøve, hvordan ordningerne virker parallelt og anvendes i praksis af de berørte parter, og bane vej for egentlige konsekvensanalyser.

4.11   I den forbindelse er forskellige definitioner i materiel ret særlig vigtige:

Juridiske personer.

Definition af forbruger og erhvervsdrivende.

Urimelige kontraktvilkår.

Pligt til forlods aftalemæssig information om varer og tjenesteydelser.

Oplysningspligt ved indgåelse af en aftale med en særligt ugunstigt stillet kontrahent.

Rettigheder og beføjelser ved brud på oplysningspligten.

Levering - leveringstid - betydning for risikoens overgang.

Frister og procedure for at vurdere varens overensstemmelse med aftalen og hierarkiet for misligholdelsesbeføjelser i forbindelse med manglende overensstemmelse.

Situationer, der eventuelt berettiger til ophævelse af aftalen.

Underretning af sælger om mangler, som køber har eller burde have opdaget.

Fortrydelsesret: anvendelsesområde, udøvelse af fortrydelsesretten, fortrydelsesperiode og -frist.

Begrebet objektivt ansvar.

Indsættelse af elementerne udebleven fortjeneste og faktisk tab.

Producentens erstatningsansvar og bevisbyrde.

E-handel.

4.12   EØSU kunne foreslå en model bestående af såvel lovforanstaltninger som ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger for at

øge sammenhængen i den europæiske aftaleret;

fremme udarbejdelsen af standardaftalebestemmelser, der kan finde anvendelse i hele EU;

undersøge nærmere, om problemerne forbundet med europæisk aftaleret kræver ikke-sektorspecifikke løsninger.

4.13   Som EØSU ser det, bør en frivillig europæisk aftaleret kunne eksistere parallelt med de nationale aftalelovgivninger og garantere standardfrister og -vilkår samt give mulighed for at anvende den »28. ordning«.

4.14   Under alle omstændigheder vil anvendelsen af Romkonventionen (9) være forbundet med mange udfordringer som følge af nye problemstillinger (f.eks. e-kontrahenter og den indflydelse, de har på aftalelovgivningen) og nye juridiske spørgsmål, der er under udvikling.

4.15   Med hensyn til anvendelsesområdet for den frivillige europæiske aftaleretlige »værktøjskasse« og den »nye videreudviklede frivillige ordning« mener EØSU, at der først bør iværksættes en pilotordning, hvor de kun finder anvendelse på grænseoverskridende handelsaftaler om salg af varer.

4.16   EØSU mener, at der bør sikres en bedre sammenhæng mellem horisontal og vertikal lovgivning, ikke mindst under hensyntagen til behovet for gennemsigtighed, klarhed og enkelhed ikke kun for jurister og deres muligheder for at følge de nye retningslinjer, men først og fremmest for små virksomheder og den gennemsnitlige forbruger, for hvem kompleksiteten og uklarheden af lovgivningen er ensbetydende med store omkostninger og et stort tidsforbrug.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Fællesskabsmetoden bygger på idéen om, at borgernes almene interesse forsvares bedst, når EU-institutionerne udfylder deres rolle i beslutningsprocessen fuldt ud, under overholdelse af nærhedsprincippet.

(2)  »Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« KOM(2010) 2020 endelig.

(3)  EFT C 241 af 7.10.2002, s. 1.

(4)  EFT C 21 af 21.01.2011, s. 26.

(5)  EFT C 21 af 21.01.2011, s. 26.

(6)  Den fælles referenceramme er et langsigtet projekt, der sigter mod at tilvejebringe et instrument eller nogle retningslinjer, som de lovgivende EU-institutioner (Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet) kan anvende i forbindelse med revisionen af den gældende lovgivning og udarbejdelsen af den fremtidige aftaleretslovgivning. Et sådant instrument kunne indeholde de grundlæggende principper for aftaleretten, definere nøglebegreber og fastlægge standardbestemmelser. Inden for rammerne af det sjette rammeprogram etablerede Generaldirektoratet for Forskning på det samfundsvidenskabelige og humanistiske område et ekspertnetværk til at se på ensartede principper for europæisk aftaleret (Common Principles of European Contract Law — CoPECL) bestående af mere end 150 forskere og et stort antal institutioner og organisationer i alle EU's medlemsstater, som beskæftiger sig med europæisk privatret. Det endelige resultat af nettets arbejde, der blev udført fra 2005 til 2009, er netop dokumentet med overskriften »Udkast til en fælles referenceramme«.

(7)  http://www.europe.org

(8)  EUT C 157 af 28.6.2005, s. 1.

(9)  Konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, Rom, 19. juni 1980.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/7


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Beretning fra Kommissionen — Beretning om konkurrencepolitikken 2009

KOM(2010) 282 endelig

2011/C 84/02

Ordfører: Franco CHIRIACO

Kommissionen besluttede den 3. juni 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Beretning fra Kommissionen – Beretning om konkurrencepolitikken 2009

KOM(2010) 282 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 17. december 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 19. januar, med 154 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   I 2009 påvirkedes konkurrencepolitikken kraftigt af den internationale økonomiske krise og håndteringen af dens følger.

1.2   EØSU ønsker bedst muligt samspil ikke kun mellem 2020-strategien og strategien for bæredygtig udvikling (1) - som tidligere nævnt (2) – men også mellem disse og konkurrencepolitikken for at undgå overlapninger eller - i værste fald – splittelse mellem aktørerne.

1.3   Udvalget understreger endnu en gang risikoen for, at der i disse oprørte økonomiske vande dannes strukturelle skævheder - her tænkes især på de finansielle tjenesteydelser – på bekostning af konkurrencen og til fordel for en skadelig praksis. Også selvom Kommissionen – som det er slået fast (3) - ikke kan påtage sig forvaltningen af alle aspekter i tilknytning til den økonomiske krise, anmodes den om at støtte de kompetente myndigheders arbejde, især Den Europæiske Centralbank og de andre konkurrencemyndigheder gennem en vejledende og overvågende EU-politik.

1.4   Alt dette er særligt påkrævet her under den igangværende revision af Baselaftalen  (4). Mens revisionen på den ene side øger de garantikrav, som bankerne skal opfylde for at afværge faren for nye finanskriser på grund af mangel på likviditet, vil de nye regler på den anden side gøre det vanskeligere for virksomhederne at optage lån og således overføre risikoen fra de finansielle markeder til realøkonomien. Selve revisionen kunne endvidere stille de europæiske banker ringere end de amerikanske og føre til en nedgang i indtjeningen og en forøgelse af konkurrencen inden for risikable investeringer.

1.5   I øvrigt bakker udvalget op om Kommissionen i dens overvågning af de nationale genopretningsplaner gennem et overblik over, hvor langt de er kommet med gennemførelsen af de enkelte programmer, en oversigt over de instrumenter, der er til rådighed for fremskyndelsen af foranstaltningerne, og kontrol med, om koordineringen fungerer korrekt (5).

1.6   Hvad angår risikoen for et obligationschok på grund af gældens størrelse, især i lande som Portugal, Irland, Grækenland og Spanien, peges der på muligheden for spekulationer til skade for råvaremarkederne. I denne sammenhæng opfordres Kommissionen til at være opmærksom på de problemer, som dette ville medføre for priser og lønninger, især for SMV, og til at tage affære.

1.7   Det foreslås, at der regelmæssigt offentliggøres en rapport om overvågningen af statsstøtten, som giver et detaljeret billede af gennemførelsen af interventionerne, et skøn over følgerne for markederne med det mål at udarbejde en plan for revalorisering af industrisektoren, som er nødvendig for det økonomiske opsving i EU gennem styrkelse af virksomhederne, især SMV, og de dermed forbundne beskæftigelsesniveauer.

1.8   EØSU (6) har allerede givet udtryk for sin bekymring over de mulige konsekvenser af samspillet mellem de industrielle ejendomsrettigheder og konkurrencepolitikken. Det anbefales derfor, at den europæiske konkurrencepolitik for 2010 også på dette område tager hensyn til, at vilkårene skal være lige og ikke-diskriminatoriske, og at især de små og mellemstore virksomheder opmuntres til erhvervelse af industrielle ejendomsrettigheder, hvilket EØSU og Kommissionen er enige om er vanskeligt. Med hensyn til Kommissionens forslag om sprogordningen for EU-patentet samt anmodningen fra nogle medlemsstater om et tættere samarbejde anbefaler EØSU, at man tilstræber en model, som bidrager til øget konkurrenceevne, innovation og styrkelse af det indre marked på lige vilkår. EU-patentet må således ikke give anledning til diskrimination af økonomiske aktører og medlemsstater, da dette ville nemlig skabe konkurrencemæssige.

1.9   EØSU mener, at markedspolitikken for landbrugssektoren skal kædes tæt sammen med samtlige andre EU-politikker begyndende med konkurrencepolitikken.

1.10   Hvad energisektoren angår, er der blandt forbrugerne i de forskellige medlemsstater stor utilfredshed med elektricitets- og gasmarkedet. De høje priser og den ringe servicekvalitet fører direkte til højere omkostninger for forbrugerne og virksomhederne med en deraf følgende forvridning af konkurrencen.

1.11   Under overholdelse af princippet om teknologisk neutralitet er det nødvendigt at øge viden- og kompetenceniveauet blandt forvalterne og de endelige brugere af de elektroniske kommunikationstjenester, for at teknologien kan få en positiv indvirkning på den økonomiske udvikling også med henblik på en bedre gennemførelse af principperne i den digitale dagsorden (7).

1.12   EØSU tilslutter sig definitionen af ret til information som en helhed, der omfatter informationsfrihed, retten til at informere, retten til at blive informeret (8). Heraf følger, at en pluralistisk information ikke på nogen måde må være fortiende, styret eller overvåget. Kommissionen bør ikke kun være repressiv over for de virksomheder, som indskrænker pluralismen på bekostning af den frie konkurrence; men kunne også fremkomme med mange flere forslag til, hvorledes informationsfriheden kan fremmes.

1.13   EØSU mener, at siden der blev truffet beslutning om at åbne postmarkedet helt op for konkurrence fra den 1. januar 2011, har den økonomiske krise varigt svækket den finansielle balance for de traditionelle postvæsener, som leverer forsyningspligtydelser. For at sikre, at de opgaver, som disse operatører har fået overdraget, bliver varetaget fuldt ud, og for at opretholde beskæftigelsesniveauet og jobkvaliteten i denne sektor, anmoder EØSU EU-institutionerne om at indføre et støttesystem, som tager højde for denne nye situation, hvis rækkevidde og potentielle virkninger man ikke havde nogen anelse om ved vedtagelsen af det tredje postdirektiv (2008/6/EF) af 20. februar 2008. Generelt opfordrer EØSU til i betragtning af den nuværende krise at støtte og udvikle forsyningspligtydelserne for at styrke den økonomiske og sociale, territoriale og kulturelle samhørighed i Den Europæiske Union.

1.14   På forbrugerbeskyttelsesområdet glæder EØSU sig over den udvikling, der er sket i form af en mere struktureret forbindelse mellem Konkurrencegeneraldirektoratet og de andre generaldirektorater, som beskæftiger sig med forbrugerspørgsmål og forbrugerorganisationer, men beklager, at der er gået endnu et år, uden at der er sket noget fremskridt i den praktiske gennemførelse af »privat« håndhævelse af EU's konkurrenceregler.

1.14.1   Trods Europa-Parlamentets og EØSU's støtte er det ikke lykkedes for Kommissionen at virkeliggøre sit initiativ, som blev lanceret med grønbogen fra 2005 og hvidbogen fra 2008 med det mål at gøre det lettere at anlægge erstatningssøgsmål efter overtrædelser af EU's konkurrenceregler. Dette betyder, at forbrugerne fortsat står uden beskyttelse, hvis de lider tab, fordi konkurrencereglerne ikke bliver overholdt.

1.14.2   Domstolen har for længst slået fast, at hvis der ikke gives enhver borger mulighed for at kræve erstatning for tab, som skyldes brud på konkurrencereglerne, kan det svække effektiviteten af denne lovgivning.

1.15   EØSU opfordrer derudover til, at man ser nærmere på koncentrationsprocesserne i erhvervslivet, undersøger de sociale og kulturelle konsekvenser inden for industri, handel, håndværk og landbrug og udarbejder fornuftige anbefalinger til en aktiv og bæredygtig økonomisk politik og afbalancerede økonomiske strukturer.

1.16   Ligesom i sine tidligere udtalelser om konkurrencepolitikken henleder EØSU endnu en gang Kommissionens opmærksomhed på den sociale dumping. Nok værdsætter udvalget Kommissionens indsats på miljøområdet, som også har udmøntet sig i den lange række af foranstaltninger, der er vedtaget for at imødegå krisen, men det understreger nødvendigheden af reelt at tage højde for store forskelle, der endnu består mellem de nationale bestemmelser om lige muligheder og beskyttelse af arbejdstagere. Efter udvalgets mening bør disse aspekter indgå med fuld ret ikke kun på det beskæftigelsespolitiske, men også det konkurrencepolitiske område, idet der er tale om faktorer, som i væsentlig grad kan påvirke markedsdynamikken.

1.17   EØSU bifalder, at Kommissionen også i 2009 har set nærmere på forholdet mellem social- og sundhedssystemerne og økonomien som sådan. Udvalget støtter Kommissionens indsats for at styrke en social infrastruktur, et civilsamfund og en værdibaseret problemløsning, som er baseret på en solidarisk finansiering. EØSU går ud fra, at medlemsstaternes lovfæstede offentlige socialsystemer, skal udformes på en måde, der er ikke-diskriminerende for udbydere og ydelsesberettigede, og som bør gøre det nemmere at levere grænseoverskridende ydelser, for så vidt som disse ikke ydes af staten eller de lokale myndigheder. Ordningen for udbydere, der har fået overdraget en offentlig tjenesteydelsesopgave, men som juridisk og økonomisk set er selvstændige udbydere, skal primært fastlægges i den nationale sociallovgivning.

2.   Indholdet i konkurrenceberetningen for 2009

2.1   Beretningen om konkurrencepolitikken for 2009 redegør for, hvorledes de konkurrencepolitiske redskaber, tiltagene til gavn for forbrugerne og samarbejdet på europæisk, internationalt og interinstitutionelt plan er blevet udbygget og gennemført.

2.2   Det indledende temakapitel handler i år om »Konkurrencepolitikken og den økonomiske og finansielle krise«.

2.3   Konkurrencepolitikken og den økonomiske og finansielle krise

2.3.1   Konkurrencepolitikkens rolle i forbindelse med krisen

2.3.1.1   I lyset af den alvorlige økonomiske krise har Kommissionen forsøgt at udforme foranstaltninger for at minimere krisens effekt på realøkonomien, stabilisere det finansielle system og forhindre, at en lignende krise gentager sig i fremtiden, med det mål at bevare det indre marked.

2.3.2   Kommissionens politiske initiativer som reaktion på krisen

2.3.2.1   Kommissionen modtog talrige anmeldelser af krisestøtteforanstaltninger fra medlemsstater, som den har behandlet meget hurtigt.

2.3.3   Kapitaltilførsler til banker

2.3.3.1   Allerede i slutningen af 2008 vedtog Kommissionen rekapitaliseringsmeddelelsen  (9), hvori der sondres mellem sunde banker og nødlidende banker og opstilles retningslinjer for vurdering af de kapitalindsprøjtninger, som udgør statsstøtte.

2.3.3.2   Der blev godkendt garantiordninger i 12 medlemsstater (10). Syv andre medlemsstater iværksatte rene rekapitaliseringsordninger (11), mens syv medlemsstater indførte blandede ordninger (12). Desuden indførte Spanien, Slovenien, Det Forenede Kongerige, Ungarn og Tyskland også andre former for støtteordninger. Desuden blev der godkendt kapitaltilførsler og andre individuelle former for støtte til 29 finansielle virksomheder (13).

2.3.4   Værdiforringede aktiver

2.3.4.1   I februar vedtog Kommissionen en »meddelelse om værdiforringede aktiver« (14), hvori den forklarede, hvordan den efter statsstøttereglerne ville se på de foranstaltninger, der træffes for at frigøre bankerne for deres dårlige aktiver.

2.3.5   Omstrukturering

2.3.5.1   I en omstruktureringsmeddelelse  (15) tog Kommissionen fat på problemerne omkring »moralsk risiko«, idet den klart fastlægger de betingelser, som støttemodtagerne skal opfylde, således at man undgår at belønne tidligere tiders risikobehæftede adfærd.

2.3.6   Ikke kun statsstøtte

2.3.6.1   På kartel- og monopolområdet har Kommissionen nøje undersøgt, hvornår der reelt var tale om »manglende evne til at betale« de bøder, som den havde pålagt. Kommissionen har vurderet de enkelte anmodninger fra sag til sag.

2.3.7   Krisen ramte også realøkonomien

2.3.7.1   De midlertidige rammebestemmelser  (16) er gældende indtil udgangen af 2010 og er baseret på to målsætninger, nemlig dels at sikre kontinuiteten i virksomhedernes adgang til finansiering og dels at tilskynde virksomhederne til fortsat at investere i en »bæredygtig fremtid«.

2.3.8   Tallene

2.3.8.1   Det samlede statsstøttevolumen i 2008 steg fra ca. 0,5 % af BNP til 2,2 % af BNP eller 279,6 mia. EUR på grund af den økonomiske og finansielle krise. Den kriserelaterede støtte tegnede sig groft sagt for 1,7 % af det samlede beløb.

2.4   Redskaberne

2.4.1   Statsstøttekontrollen

2.4.1.1   Implementeringen af handlingsplanen på statsstøtteområdet  (17) fortsatte i 2009 med vedtagelsen af retningslinjer for uddannelsesstøtte (18) og støtte til dårligt stillede og handicappede arbejdstagere (19). Der blev desuden også vedtaget retningslinjer for tilbundsgående undersøgelser af regionalstøtte til større investeringsprojekter (20).

2.4.1.2   De nugældende rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (21) blev forlænget indtil oktober 2012.

2.4.1.3   Den 1. september 2009 trådte »Forenklingspakken« i kraft. Den tager sigte på at forbedre effektiviteten, gennemsigtigheden og forudsigeligheden i Kommissionens behandling af statsstøttesager (22).

2.4.2   Karteller og monopoler

2.4.2.1   Kommissionen har vedtaget seks beslutninger i kartelsager (23), hvori den pålagde 43 virksomheder bøder på i alt 1,62 mia. EUR.

2.4.2.2   Kommissionen vedtog endelige beslutninger i energisektoren (RWE og GdF) og it-sektoren (Intel, Microsoft og Rambus) og besluttede at indlede procedurer i kommunikationssektoren (de polske og slovakiske teleselskaber i bredbåndssektoren) og finanssektoren (Standard & Poor's og Thomson Reuters).

2.4.3   Fusionskontrol

2.4.3.1   Antallet af anmeldte fusioner lå under rekordniveauerne fra de foregående år. Kommissionen fik anmeldt i alt 259 transaktioner, og den vedtog 243 endelige beslutninger. Der blev ikke nedlagt forbud mod nogen fusion, og artikel 21 i EU's fusionsforordning blev slet ikke bragt i anvendelse.

2.5   Udviklingen i forskellige sektorer

2.5.1   Finansielle tjenesteydelser

2.5.1.1   Kommissionen holder fortsat godt øje med interbankgebyrerne på tværs af landegrænserne, især når det gælder VISA Europe og MasterCard.

2.5.1.2   Kommissionen tog gruppefritagelsesforordningen i forsikringssektoren op til revision inden dens udløb pr. 31. marts 2010. Udkastet til ny gruppefritagelsesforordning, som blev sendt til høring i oktober, forlænger fritagelsen for to typer aftaler: fælles indsamling af data, opstilling af tabeller og undersøgelser samt aftaler om co-assurance- og co-reassurancepools.

2.5.2   Energi og miljø

2.5.2.1   Klima- og energipakken, som blev vedtaget i april, omfatter et direktiv om vedvarende energi, som fastsætter bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer og flydende biobrændsler (24), som også er relevante for vurderingen af statsstøtte på dette område. Desuden vedtog Europa-Parlamentet og Rådet et direktiv om revision af EU's ordning for handel med kvoter for emission af drivhusgasser (25).

2.5.2.2   Vedrørende energimarkedet vedtog Europa-Parlamentet og Rådet i juli måned pakken for det indre marked i energisektoren  (26), og Kommissionen vedtog et forslag til forordning om foranstaltninger til sikring af gasforsyningerne.

2.5.2.3   For første gang har Kommissionen pålagt bøder for overtrædelse af kartelforbuddet i energisektoren: således fik E.ON og GDF Suez bøder på tilsammen 1 106 mio. EUR for markedsdeling (27).

2.5.3   Elektronisk kommunikation

2.5.3.1   Indtil 2009 har Kommissionen taget stilling til og godkendt brug af statsstøtte og andre former for offentlig finansiering på i alt ca. 2 mia. EUR (28) for at fremme alle europæiske borgeres adgang til bredbånd.

2.5.4   Informationsteknologi

2.5.4.1   I løbet af 2009 vedtog Kommissionen to beslutninger, som gjorde de tilsagn, Microsoft og Rambus havde afgivet for at imødegå de påpegede konkurrenceproblemer, bindende, og en tredje, hvorefter Intel fik en bøde på 1,06 mia. EUR, hvilket er den største bøde, en enkelt virksomhed (29) nogensinde har fået pålagt af Kommissionen.

2.5.5   Medier

2.5.5.1   Kommissionen fortsatte sin overvågning af overgangen fra analogt til digitalt jordbaseret tv, især i Italien og Tyskland.

2.5.6   Medicinalindustri og sundhedstjenester

2.5.6.1   Efter en sektorundersøgelse i medicinalindustrien understregede Kommissionen på ny det påtrængende behov for, at der bliver indført et EU-patent og en fælles, specialiseret patentdomstol i Europa.

2.5.6.2   Kommissionens arbejde på dette område var koncentreret om statsstøttesager, idet den modtog en række klager fra privathospitaler over unfair behandling eller uforholdsmæssige kompensationer til offentlige hospitaler i forskellige medlemsstater (30).

2.5.7   Transport

2.5.7.1   Inden for jernbanetransport godkendte Kommissionen Deutsche Bahn AG's (31) overtagelse af det polske jernbaneselskab PCC Logistics, mens den henviste til en fusion, hvor SNCF fik del i kontrollen med Keolis, som er aktiv inden for offentlig personbefordring (32), til de franske myndigheder.

2.5.7.2   Inden for søtransport vedtog Kommissionen en meddelelse om statsstøtte til skibsadministrationsselskaber (33). Endvidere godkendte den statsstøtte til søfolk i Italien (34) og Finland (35), og den afsluttede de formelle undersøgelsesprocedurer angående DIS-ordningen i Danmark og angående tonnageafgiftsordninger i Irland (36), Danmark (37), Nederlandene (38), Slovenien (39) og Polen (40).

2.5.7.3   Kommissionen overvåger flyselskaberne, som undergår en konsolideringsproces gennem joint venture-aftaler på atlanterhavsruterne (41), fusioner mellem både ruteflyselskaber og lavprisselskaber (42) samt store ruteselskabers overtagelse af mindre, regionale selskaber (43).

2.5.8   Postsektoren

2.5.8.1   Inden for rammerne af statsstøttereglernes anvendelse i postsektoren traf Kommissionen i 2009 adskillige beslutninger, der tog sigte på at sikre, at postoperatører, der havde fået overdraget at udføre tjenester af almindelig økonomisk interesse, og deres datterselskaber ikke nød godt af uberettigede fordele.

2.5.9   Motorkøretøjsindustrien

2.5.9.1   Kommissionen vurderer, at de skrotningsordninger, der er indført på flere nationale markeder, har haft en positiv indvirkning på salget. Det velfungerende informationssystem, der blev indført med direktiv 98/34/EF, skabte gennemsigtighed, åbnede mulighed for udveksling af information og forhindrede, at der blev lagt hindringer i vejen for det indre marked.

2.5.9.2   Endvidere godkendtes flere statsstøtteordninger til gavn for udviklingen af køretøjer, som kan dække den stigende efterspørgsel efter mere miljøvenlige biler og leve op til de strammere reguleringsrammer på miljøområdet.

2.5.9.3   På kartelområdet blev et udkast til en gruppefritagelsesforordning i motorkøretøjssektoren sendt ud i offentlig høring i december.

2.5.10   Fødevareindustrien

2.5.10.1   I oktober offentliggjorde Kommissionen de positive resultater af en undersøgelse af fødevaresektoren i sin meddelelse om En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa  (44).

2.5.10.2   Kommissionen vedtog desuden en rapport om situationen på mejerimarkederne  (45), idet mejerisektoren er en af de sektorer, der har haft det vanskeligst i 2009, og kontakten med de nationale konkurrencemyndigheder om mælkesektoren blev intensiveret.

2.6   Forbrugerrelaterede aktiviteter

2.6.1   I årets løb har Kommissionen videreført sine aktiviteter på dette område dels via arbejdet i kontoret for forbrugerspørgsmål, som Konkurrencegeneraldirektoratet oprettede i 2008, dels via undergruppen om konkurrencespørgsmål, som blev nedsat i 2003 under den Europæiske Rådgivende Forbrugergruppe.

2.7   Det Europæiske Konkurrencenetværk og de nationale domstole

2.7.1   På et møde mellem Konkurrencegeneraldirektoratet og direktørerne for alle de nationale konkurrencemyndigheder blev den rapport, der var udarbejdet om konvergens med hensyn til bødenedsættelser og bødefritagelser inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværks model for bøderabatordninger (46), enstemmigt godkendt.

2.7.2   Kommissionen blev underrettet om 129 nye sager, som de nationale konkurrencemyndigheder havde fået til behandling, og om 69 afgørelser (47), hvilket var 15 % mere end i 2008.

2.8   Internationale aktiviteter

2.8.1   Konkurrencegeneraldirektoratet fortsatte sit samarbejde med de øvrige internationale organer med beføjelser på konkurrenceområdet (Det Internationale Konkurrencenetværk, OECD's konkurrencekomité, den mellemstatslige ekspertgruppe (IGE) om konkurrenceret og konkurrencepolitik under UNCTAD).

2.8.2   Kommissionen har arbejdet intenst sammen med USA, Canada, Japan, Kina og Indien og har undertegnet nye aftaler om indbyrdes forståelse med Sydkorea (48) og Brasilien. Der har været rettet særlig opmærksomhed mod samarbejdet med Kroatien og Tyrkiet, som skal opfylde en række »åbningsbenchmarks«, før tiltrædelsesforhandlingerne angående konkurrencekapitlet kan starte, og med landene på Vestbalkan samt Island med henblik på landets eventuelle optagelse i EU.

2.9   Samarbejdet mellem EU's institutioner

2.9.1   Europa-Parlamentet vedtog en beslutning om hvidbogen om erstatningssøgsmål efter overtrædelser af EU's konkurrenceregler og de årlige konkurrenceberetninger for 2006 og 2007.

2.9.2   Rådet har modtaget bidrag fra Kommissionen i form af konkurrencepolitiske indlæg til de konklusioner, der blev vedtaget på forskellige rådsmøder, bl.a. på møder om økonomiske og finansielle anliggender, møder om konkurrence og møder om transport, telekommunikation og energi samt møder i Det Europæiske Råd.

2.9.3   Konkurrencegeneraldirektoratet har også arbejdet aktivt sammen med EØSU om en række emner, bl.a. små og mellemstore virksomheders tilpasning til ændringerne på de globale markeder, skibsbygning og statsstøtte.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2001) 264 endelig.

(2)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 18.

(3)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 47.

(4)  Pressemeddelelse fra Baseludvalget om forhøjelsen af minimumskravene til disponibel kapital på hjemmesiden:

http://www.bis.org/press/p100912.pdf

(5)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 149.

(6)  EUT C 306 af 16.12.2009, s. 7.

(7)  KOM(2010) 245 endelig.

(8)  EUT C 44 af 11.2.2011, s. 62.

(9)  EUT C 10 af 15.1.2009, s. 2.

(10)  Cypern, Danmark, Finland, Irland, Italien, Letland, Nederlandene, Polen, Portugal, Slovenien, Spanien og Sverige.

(11)  Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Polen, Portugal og Sverige.

(12)  Tyskland, Det Forenede Kongerige, Grækenland, Østrig, Polen, Ungarn, og Slovakiet.

(13)  ING, KBC, Parex Banka, Anglo Irish Bank, Bank of Ireland, Allied Irish BankFortis, Dexia, Nord LB, IKB, Kaupthing Bank Finland, Ethias, SdB, Banco Privado Portugues, Hypo Real Estate, WestLB, Fionia, HSH Nordbank, Hypo Tirol, LBBW, Kaupthing Luxemburg, Caisse d'Epargne/Banque Populaire, Mortgage Bank of Latvia, Northern Rock, Commerzbank, Lloyds Banking Group, BAWAG, Hypo Group Alpe Adria og RBS.

(14)  EUT C 72 af 26.3.2009, s. 1.

(15)  EUT C 195 af 19.8.2009, s. 9.

(16)  EUT C 83 af 7.4.2009, s. 1.

(17)  KOM(2005) 107 endelig.

(18)  EUT C 188 af 11.8.2009, s. 1.

(19)  EUT C 188 af 11.8.2009, s. 6.

(20)  EUT C 223 af 16.9.2009, s. 3.

(21)  EUT C 156 af 9.7.2009, s. 3.

(22)  EUT C 136 af 16.6.2009, s. 3 (3-12 og 13-20).

(23)  Sag COMP/39406, Pumpeslanger; sag COMP/39401, E.on/GDF; sag COMP/39396, Calciumcarbid; sag COMP/37956, Rundt armeringsstål (genvedtagelse); sag COMP/39129, Elektriske transformatorer, og sag COMP/38589, Varmestabilisatorer.

(24)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.

(25)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 63.

(26)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 1.

(27)  Sag COMP/39401. Se IP/09/1099 af 8.7.2009.

(28)  Hvoraf de 1,5 mia. EUR udgjorde statsstøtte efter EUF-traktatens artikel 107.

(29)  EUT C 220 af 12.9.2009, s. 41.

(30)  Sag NN54/2009.

(31)  Sag COMP/M.5480.

(32)  Sag COMP/M.5557, SNCF / CDPQ / Keolis / Effia.

(33)  EUT C 132 af 11.6.2009, s. 6.

(34)  Sag N219/2009 - EUT C 196 af 20.8.2009.

(35)  Sag N120/2009 - EUT C 232 af 26.9.2009, N67/2009 - EUT C 232 af 26.9.2009 og N300/2009 - EUT C 299 af 9.12.2009.

(36)  Sag C2/2008 - EUT L 228 af 1.9.2009.

(37)  Sag C5/2007 - EUT L 315 af 2.12.2009.

(38)  Sag N457/2008 - EUT C 106 af 8.5.2009.

(39)  Sag N325/2007 - EUT C 53 af 6.3.2009.

(40)  Sag C34/2007.

(41)  MEMO/09/168 af 20.4.2009.

(42)  Sag COMP/M.5364, Iberia/Vueling/Clickair.

(43)  Sag COMP/M.5335, Lufthansa/Brussels Airlines; COMP/M.5403, Lufthansa/Bmi; COMP/M.5440, Lufthansa/Austrian Airlines.

(44)  http://ec.europa.eu/economy_finance/publications/publication16061_en.pdf.

(45)  http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2009:0385:FIN:DA:PDF.

(46)  http://ec.europa.eu/world/enp/documents_en.htm.

(47)  Forventede afgørelser efter artikel 11, stk. 4, i forordning 1/2003.

(48)  EUT L 202 af 4.8.2009, s. 36.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/13


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog — Corporate governance i finansielle institutioner og aflønningspolitik«

KOM(2010) 284 endelig

2011/C 84/03

Ordfører: Michael SMYTH

Europa-Kommissionen besluttede den 2. juni 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog — Corporate governance i finansielle institutioner og aflønningspolitik

KOM(2010) 284 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 6. januar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 20. januar, følgende udtalelse med 173 stemmer for og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   I denne udtalelse præsenterer EØSU sine begrundede svar på den lange liste af spørgsmål i Kommissionens grønbog. Spørgsmålene omhandler otte nøgleaspekter af corporate governance i finansielle institutioner, herunder bestyrelsens og tilsynsmyndighedernes indsats, konfliktstyring, interessekonflikter, aktionærernes rolle og det omstridte spørgsmål om cheflønninger.

1.2   EØSU bifalder hensigten med Kommissionens grønbog, men bemærker, at der er visse definitionsmæssige mangler i teksten, særligt med hensyn til en præcis definition af corporate governance, hvor udvalget mener, at definitionen bør være mere solid, og hvad angår forskellene i bestyrelsesstrukturer mellem de britiske og kontinentaleuropæiske systemer. Det er desuden udvalgets opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt at definere begrebet »finansiel institution« mere præcist, således at henstillingerne eksplicit rettes mod kreditinstitutter.

1.3   Under behandlingen af grønbogen er EØSU nået frem til den konklusion, at forskellene i struktur mellem den britiske og den kontinentaleuropæiske corporate governance-model er uforenelige, da modellerne organisatorisk er for forskellige. EØSU henstiller derfor, at Kommissionen overvejer, hvilke principper der skal være udgangspunktet for corporate governance i EU. Den britiske model bygger for eksempel på princippet om kompetenceuafhængighed, hvorved vigtige bestyrelsesudvalg får mulighed for at spille en uafhængig rolle. Skal uafhængighed være et nøgleprincip for corporate governance i EU? Og hvordan sikres dette i givet fald i den kontinentaleuropæiske model?

1.4   Grønbogen er også relativt påholdende i sin behandling af forbrugernes behov. Forbrugere af finansielle tjenester er også blevet hårdt ramt af følgerne af mangelfuld corporate governance i det finansielle system.

1.5   Med hensyn til aflønningspolitik har EØSU allerede givet udtryk for sin generelle holdning i en række nylige udtalelser. Kort sagt har udvalget den holdning, at aflønningspolitikken ikke kun bør handle om de højt placerede medarbejdere i finansielle institutioner, men om aflønning på alle niveauer.

1.6   Den overordnede linje i udtalelsen er, at der er spillerum for en opstramning af visse aspekter af corporate governance i de finansielle institutioner. Adfærdskodekser for corporate governance er fortsat frivillige, men det er op til tilsynsmyndighederne at sikre, at disse kodekser så vidt muligt overholdes i hele EU.

2.   Indledning og baggrund for udtalelsen

2.1   Formålet med grønbogen er at se nærmere på de konstaterede mangler i corporate governance-systemet, hvad enten der er tale om indholds- eller gennemførelsesproblemer. Set i lyset af den finansielle og økonomiske krise udgør en styrkelse af corporate governance et kernepunkt i Kommissionens reformprogram. Grønbogens forslag bør ses på baggrund af mere omfattende reformer af den europæiske tilsynsstruktur, kapitalkravsdirektivet, Solvens II-direktivet, reformen af bestemmelserne om institutter for kollektiv investering i værdipapirer og reglerne for forvaltere af alternative investeringsfonde. De bør også ses i et bredere perspektiv omfattende Kommissionens evaluering af corporate governance i børsnoterede selskaber, hvori spørgsmål som aktionærernes rolle, passende kontrol med direktionen, sammensætningen af bestyrelser samt virksomhedernes sociale ansvar vil blive behandlet.

2.2   Kommissionen definerer corporate governance som forholdet mellem en virksomheds direktion, bestyrelse, aktionærer og andre berørte parter som f.eks. de ansatte og deres repræsentanter. Det handler også om fastlæggelsen af en virksomheds målsætninger, samt hvilke midler der anvendes til at forfølge dem og til at sikre kontrol med resultaterne. I den finansielle sektor har corporate governance endnu større betydning, idet en (stor) finansiel institutions sammenbrud indebærer en systemisk risiko for hele den finansielle sektor, som det blev understreget under den seneste finansielle krise, hvor regeringerne var nødt til at komme finanssektoren til undsætning med offentlige midler.

2.3   EØSU er overrasket over at se, at grønbogen ikke skelner mellem bestyrelsesstrukturen i henholdsvis britiske og kontinentaleuropæiske økonomier. I den første model findes der kun én bestyrelse, som består af medlemmer ansat i selskabet (»interne«) og indvalgte medlemmer (»eksterne«), selvom det er almindeligt, at der er en direktion, som arbejder under den administrerende direktør. I den kontinentaleuropæiske model findes der to bestyrelser – en direktion og et tilsynsråd. For at undgå misforståelser vil en henvisning til »bestyrelsen« i resten af denne udtalelse omhandle den britiske model, medmindre det specifikt angives, at dette ikke er tilfældet.

2.4   Grønbogen gør ikke formelt opmærksom på, at hver enkelt medlemsstat har sit eget corporate governance-system, og at der ikke skelnes mellem disse i forbindelse med corporate governance i finansielle institutioner. Kommissionens definition af corporate governance er også noget ufuldstændig og bør suppleres. EØSU foreslår, at der udarbejdes en bedre og mere omfattende definition af corporate governance. Hovedformålet med corporate governance er at sikre, at virksomheden overlever og trives. For at opfylde dette mål skal bestyrelsen leve op til aktionærernes rimelige forventninger, samtidig med at den sikrer en rimelig tilfredshed hos de involverede aktører, dvs. forbrugere, partnere, kontrahenter, leverandører og medarbejdere. Når en bestyrelse ikke kan sikre virksomhedens overlevelse, bør den afhænde virksomhedens aktiver så fordelagtigt som muligt.

2.5   Grønbogen peger på en række mangler og svagheder i corporate governance i de finansielle institutioner og efterlyser svar på 8 overordnede spørgsmål, som handler om:

1)

bestyrelser

2)

mangelfuld risikostyring, herunder interessekonflikter

3)

revisorernes rolle

4)

svagheder hos tilsynsmyndighederne

5)

problemer med relation til aktionærernes rolle

6)

ineffektiv gennemførelse af corporate governance-principperne

7)

cheflønninger i finansielle institutioner

8)

interessekonflikter.

3.   Svar på grønbogens spørgsmål

3.1   EØSU's begrundede svar på grønbogens specifikke spørgsmål er som følger:

3.2   Bestyrelser

3.2.1   Specifikt spørgsmål 1: Skal det antal mandater, bestyrelsesmedlemmer kan have, begrænses (til f.eks. højst tre)?

Fastsættelsen af et præcist antal vil være baseret på vilkårlighed. Det ville være bedre at sikre, at et bestyrelsesmedlem ved udnævnelsen, og derefter, kan afsætte den tid til virksomheden, som varetagelsen af bestyrelsesopgaverne kræver. Det nødvendige tidsforbrug bør specificeres og opdeles mellem formelle bestyrelses- og udvalgsmøder og mindre formelle besøg hos og evalueringer af afdelinger, sektioner og regioner. I visse tilfælde kan en bestyrelsespost i realiteten kræve arbejde på fuldtid. Det er altid en fordel, hvis et bestyrelsesmedlem har mindst to mandater, da det giver mulighed for at sammenligne virksomheder.

3.2.2   Specifikt spørgsmål 2: Skal samtidig udøvelse af hvervene som formand for bestyrelsen og administrerende direktør i finansielle institutioner forbydes?

Dette er allerede bedste praksis i visse jurisdiktioner. En adskillelse af de to funktioner bør være obligatorisk i finansielle institutioner pga. modsætningsforholdet mellem direktørernes operationelle funktion og bestyrelsens funktion som tilsynsorgan.

3.2.3   Specifikt spørgsmål 3: Skal det i forbindelse med rekrutteringspolitikken præciseres, hvilke opgaver og hvilken profil bestyrelsesmedlemmerne – herunder formanden – skal have, og sikres, at medlemmerne er tilstrækkeligt kompetente, og at der er spredning i sammensætningen af bestyrelsen? Hvis ja, hvordan?

Det er i visse jurisdiktioner ganske almindelig praksis at analysere, hvilke færdigheder og erfaringer der er brug for i bestyrelsen, for herefter at rekruttere i overensstemmelse hermed. F.eks. kunne man i en større finansiel institutions bestyrelse forvente at finde en succesrig pensioneret bankdirektør, eventuelt som formand, seniorpartnere fra advokat- og revisionsfirmaer med erfaring fra finanssektoren, en administrerende direktør fra et større erhvervsdrivende selskab, der kan give et modspil til den administrerende direktør og give sit syn på sagen i et erhvervskundeperspektiv, samt en person med forbrugerbaggrund. Disse personer kunne udgøre en kerne, som et større hold kunne bygges op omkring. Denne udvidede gruppe kunne omfatte personer med erfaring fra områderne kreditgivning, aktuarberegning, økonomi, industri og handel på højeste niveau. Ideelt set skulle balancen være på mindst 60 % eksterne og 40 % interne bestyrelsesmedlemmer. Samlet set skal bestyrelsesmedlemmerne også have kendskab til de vigtigste geografiske områder, som virksomheden driver forretning i. I nogle jurisdiktioner gennemfører tilsynsmyndighederne nu en tilbundsgående evaluering af en kandidats kvalifikationer, erfaring og CV, inden en udnævnelse godkendes. Et sådant initiativ hilses velkomment.

3.2.4   Specifikt spørgsmål 4: Er De enig i, at et større antal kvinder og medlemmer med forskellig social og kulturel baggrund i bestyrelserne ville forbedre disses virkemåde og effektivitet?

Set i lyset af spørgsmål 3 er det ønskeligt, at der i bestyrelsen findes en kønsmæssig og etnisk balance, så længe det ikke går ud over erfaring og ekspertise. En sådan balance kan bidrage med forskellige og værdifulde synsvinkler. Der skal dog være en praktisk grænse for en bestyrelses størrelse.

3.2.5   Specifikt spørgsmål 5: Skal der indføres en obligatorisk evaluering af bestyrelsernes virkemåde foretaget af en ekstern evaluator? Skal resultatet af denne evaluering meddeles tilsynsmyndighederne/aktionærerne?

Tilsynsmyndighederne bør give alle bestyrelsesformænd mandat til at revidere den eksisterende corporate governance-model på baggrund af ovennævnte fire faktorer. Samtidig bør myndighederne gennemføre en revision for at certificere bestyrelsesmedlemmer, som de ikke certificerede i forbindelse med udnævnelsen. Det løbende ansvar for bestyrelsens arbejde skal ligge hos formanden. Formanden bør jævnligt bestille en ekstern evaluering af bestyrelsens effektivitet til intern brug. I den kontinentaleuropæiske model er det tilsynsrådets pligt at træffe foranstaltninger, hvis virksomheden er i vanskeligheder, eller hvis revisionsrapporten henleder tilsynsrådets opmærksomhed på vigtige emner.

3.2.6   Specifikt spørgsmål 6: Skal det være obligatorisk at nedsætte et risikoudvalg i bestyrelsens regi, og skal der fastsættes regler for udvalgets sammensætning og virkemåde?

Der er tre relaterede spørgsmål: revision, efterlevelse og risiko. Udvalgets sammensætning bør afspejle de specifikke forhold, som gør sig gældende på det berørte forretningsområde. Set fra et makrosynspunkt er risikoelementet indbygget i bestyrelsens strategiske planlægning. Det er her, risikovillighed og risikoprofil bør kortlægges og kvantificeres. I en bank er det her, man skal udforme politikken for acceptable risici på hvert forretningsområde: huslån, kreditkort, erhvervsejendomme, erhvervsrelaterede lån, fondsforvaltning, handel på valutamarkeder og varebørser samt reservernes sammensætning, modpartsgrænser osv. Det er ikke muligt at have et risikoudvalg i en kontinentaleuropæisk direktion, som består af få personer (sædvanligvis ikke mere end 5-7), der som regel er specialister på forskellige fagområder.

3.2.7   Specifikt spørgsmål 7: Skal det være obligatorisk, at et eller flere medlemmer af revisionsudvalget deltager i risikoudvalget og omvendt?

Risici på mikroniveau kan, i modsætning til det i punkt 3.2.6 diskuterede makroniveau, godt udgøre en del af revisionsudvalgets ansvarsområde.

3.2.8   Specifikt spørgsmål 8: Skal formanden for risikoudvalget stå til ansvar over for generalforsamlingen?

Risiko er et nøgleelement i enhver forretningsstrategi. Risikovillighed og risikoprofil siger noget om, hvordan en virksomhed kan forventes at klare sig, og hvor store udsving, der kan være i resultaterne. Dette er spørgsmål, som bestyrelsesformanden og den administrerende direktør skal redegøre for, og deres erklæringer vil give aktionærerne mulighed for at øge eller reducere deres investeringer i virksomheden med udgangspunkt i deres egen risikovillighed.

3.2.9   Specifikt spørgsmål 9: Hvilken rolle bør bestyrelsen spille i forbindelse med en finansiel institutions risikostrategi og -profil?

Strategiudformning er bestyrelsens vigtigste opgave. Idet finansiering, pr. definition, er en risikobaseret forretning, skal strategien udvikles inden for en risikovurdering, som definerer spændvidden af potentielle resultater. Den valgte strategi vil være den, som imødekommer aktionærernes rimelige forventninger og gør de berørte parter tilfredse. Selv om de administrerende direktørers ansvar i forbindelse med risikostyringen ikke skal forklejnes, er bestyrelsens rolle mildt sagt altafgørende. I den kontinentaleuropæiske model godkender tilsynsrådet direktionens strategi.

3.2.10   Specifikt spørgsmål 10: Skal der indføres og offentliggøres en erklæring om risikostyring?

Svaret er ja, men kun inden for rammerne af strategiformidlingen til aktionærer og berørte parter. Offentliggørelse af kommercielle og fortrolige informationer bør undgås.

3.2.11   Specifikt spørgsmål 11: Skal der indføres en procedure, efter hvilken bestyrelsen skal godkende nye finansielle produkter?

Ja, hvis de er vigtige. Introduktionen af produkter vil normalt være en del af strategigennemførelsen og dermed et spørgsmål, som har stor interesse for bestyrelsen.

3.2.12   Specifikt spørgsmål 12: Skal bestyrelsen være forpligtet til at underrette tilsynsmyndighederne om materielle risici, som den måtte få kendskab til?

Det må forventes, at dette bliver en fast bestanddel af den løbende dialog mellem institutionen og tilsynsmyndighederne.

3.2.13   Specifikt spørgsmål 13: Skal bestyrelsen være udtrykkeligt forpligtet til at tage hensyn til indskyderes og andre berørte parters interesser i forbindelse med beslutningstagningen (diligenspligt)?

I nogle jurisdiktioner eksisterer der allerede en forpligtelse til at tage højde for de berørte parters interesser. Dette bør være den almindelige standard. Hvis de berørte parter er utilfredse, vil en virksomhed ikke kunne trives. Ingen af de berørte parters interesser bør indtage en fortrinsstilling. Bestyrelsesreferatet bør angive, at man har taget højde for alle interesser ved udformningen af strategien.

3.3   Mangelfuld risikostyring, herunder interessekonflikter

3.3.1   Specifikt spørgsmål 14: Hvordan kan risikostyringschefens position styrkes? Skal risikostyringschefen have en position, der mindst svarer til finanschefens?

Med spørgsmålet forudsættes det, at vi ved, hvad en risikostyringschef forventes at have til opgave. Hvis virksomhedsstrategien er uløseligt forbundet med en risiko, så er finanschefen risikostyringschefen. Risici på mikroniveau placerer risikostyringschefen på samme niveau som chefen for den interne revision. De rapporterer begge til et bestyrelsesudvalg og har uhindret adgang til formanden for dette udvalg. Begge bør med jævne mellemrum aflægge rapport for den fulde bestyrelse.

3.3.2   Specifikt spørgsmål 15: Hvordan kan risikostyringsfunktionens system for varsling af bestyrelsen forbedres? Skal der etableres en procedure for underretning af ledelsen med henblik på løsning af konflikter/problemer?

Dette spørgsmål er besvaret i punkt 3.3.1 ovenfor. Denne procedure bør allerede være en etape i arbejdsgangen i udvalget og bestyrelsen.

3.3.3   Specifikt spørgsmål 16: Skal risikostyringschefen kunne informere bestyrelsen direkte, herunder risikoudvalget?

Dette spørgsmål er besvaret i punkt 3.3.1 ovenfor.

3.3.4   Specifikt spørgsmål 17: Skal edb-værktøjerne opgraderes for at forbedre overførslen – med hensyn til kvalitet og hurtighed – af oplysninger til bestyrelsen om væsentlige risici?

Det afhænger af de nuværende systemer i de enkelte institutioner. Ikke alle risici kan rutinemæssigt overvåges ved hjælp af it-værktøjer. I mange tilfælde rækker en varsling via e-mail. Jo større og jo mere kompleks en organisation er med hensyn til afdelinger, beliggenhed og produkter, jo mere mening giver det at installere it-baseret aktiv risikostyring.

3.3.5   Specifikt spørgsmål 18: Skal bestyrelsens ikke-menige medlemmer godkende en rapport om de interne kontrolsystemers formålstjenlighed?

Ja. I visse jurisdiktioner er dette allerede et krav. Normalt vil det ske via revisionsudvalget.

3.4   De eksterne revisorers rolle

3.4.1   Specifikt spørgsmål 19: Skal samarbejdet mellem de eksterne revisorer og tilsynsmyndighederne udbygges? Hvis ja, hvordan?

Revisionsfirmaer skal arbejde for virksomhedens medlemmer. Men hvis de opdager alvorlige risikoforhold, eller at regler ikke er overholdt, og at dette har systemiske virkninger, skal tilsynsmyndighederne underrettes. Det bør overlades til virksomheden at udbedre forhold, der kan udbedres internt, og som ikke har eksterne konsekvenser. I den kontinentaleuropæiske corporate governance-model udpeger tilsynsorganet revisorerne og mødes med dem hvert år uden direktionen og den administrerende direktør.

3.4.2   Specifikt spørgsmål 20: Skal deres forpligtelse til at underrette bestyrelsen og/eller tilsynsmyndighederne om eventuelle alvorlige forhold, de bliver bekendt med i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, styrkes?

Det afhænger af status quo. I visse jurisdiktioner er de eksisterende regler fyldestgørende. I det kontinentaleuropæiske system bør det fastlægges i aftalegrundlaget mellem tilsynsorganet og revisoren.

3.4.3   Specifikt spørgsmål 21: Skal den eksterne revisors kontrolfunktion udvides til også at omfatte risikooplysninger af finansiel art?

Revisorer er forpligtede til at bekræfte, at et selskabs regnskaber giver et retvisende billede af virksomheden i fortsat drift. På den baggrund skal væsentlige risici allerede fremgå som hensættelser eller anmærkninger i regnskaberne. Der synes derfor ikke at være behov for en udvidelse.

3.5   Svagheder hos tilsynsmyndighederne

3.5.1   Specifikt spørgsmål 22: Skal tilsynsmyndighedernes rolle i forbindelse med de finansielle institutioners interne styring omdefineres og styrkes?

Ja, i de jurisdiktioner, hvor dette ikke allerede er sket.

3.5.2   Specifikt spørgsmål 23: Skal tilsynsmyndighederne have beføjelse og pligt til at efterprøve, om bestyrelsen og risikostyringsfunktionen fungerer efter hensigten? Hvordan kan det ske i praksis?

Som allerede skitseret ovenfor i punkt 3.5.1.

3.5.3   Specifikt spørgsmål 24: Skal kriterierne for valgbarhed (»egnethedstesten«) udvides til også at omfatte de fremtidige bestyrelsesmedlemmers tekniske og faglige kompetencer samt deres adfærdskarakteristika? Hvordan kan det ske i praksis?

I det kontinentaleuropæiske system er dette fast praksis. Det britiske finanstilsyn (FSA) har indført nye procedurer med henblik herpå.

3.6   Problemer med relation til aktionærernes rolle

3.6.1   Specifikt spørgsmål 25: Skal det gøres obligatorisk at offentliggøre de institutionelle investorers afstemningspolitik og -praksis? Hvor ofte?

Ja, for så vidt angår dagordenen for generalforsamlinger.

3.6.2   Specifikt spørgsmål 26: Skal de institutionelle investorer forpligtes til at tilslutte sig en (national eller international) adfærdskodeks som f.eks. den, der er udarbejdet af International Corporate Governance Network (ICGN)? Denne kodeks forpligter dem, der har tilsluttet sig kodeksen, til at gøre rede for og offentliggøre deres investerings- og afstemningspolitik, til at træffe foranstaltninger med henblik på at undgå interessekonflikter og til at anvende deres stemmeret på ansvarlig vis.

Ja, på frivillig basis i starten.

3.6.3   Specifikt spørgsmål 27: Skal det være nemmere at finde frem til aktionærernes identitet for at fremme dialogen mellem selskaber og aktionærer og mindske risikoen for misbrug i forbindelse med »empty voting«? »Empty voting« er en situation, hvor en stemme afgives af en aktionær, der ikke har en tilsvarende finansiel interesse i det selskab, for hvilket han stemmer, med potentielt negative virkninger for integriteten af styringen af børsnoterede selskaber og af de markeder, på hvilke deres aktier handles.

Kommissionen bør se nærmere på spørgsmålet om, hvem aktionærerne er, da de ikke er de samme som tidligere. I dag kan aktionærer være store globale virksomheder, globale aktionærer, hedgefonde osv. og er som sådanne blot aktiehandlere. De udfylder ikke den funktion, der traditionelt forstås ved betegnelsen »aktionær«.

3.6.4   Specifikt spørgsmål 28: Hvilke andre foranstaltninger kunne tænkes at motivere aktionærerne til at engagere sig i corporate governance af finansielle institutioner?

En mulig foranstaltning kunne være etablering af et organ, der har til formål at repræsentere de private aktionærer i et selskab. En anden mulighed er, at tilsynsinstitutioner, politikere og medierne lægger pres på de institutionelle investorer, for at de skal være mere aktive.

3.7   Mere effektiv gennemførelse af corporate governance-principperne

3.7.1   Specifikt spørgsmål 29: Skal bestyrelsesmedlemmernes ansvar styrkes?

Ikke hvis vi ønsker, at gode kandidater melder sig på banen. I mange institutioner ville det være nyttigt med en bedre definition af forventningerne til bestyrelsesmedlemmerne.

3.7.2   Specifikt spørgsmål 30: Bør man styrke ledernes civil- og strafferetlige ansvar, under hensyntagen til at de strafferetlige regler ikke er harmoniseret på EU-plan?

I nogle jurisdiktioner er de eksisterende regler fyldestgørende. Den største risiko for ledere er den skade for omdømmet, der er forbundet med at blive kædet sammen med en virksomhed, der er krakket. På det seneste er der blevet stillet krav om, at ledere, som forsømmer at advare om unødvendige risici, automatisk skal udelukkes fra lignende poster. Dette er nok et mere rammende og perspektivrigt politikværktøj.

3.8   Cheflønninger i finansielle institutioner

3.8.1   Specifikt spørgsmål 31: Hvilke yderligere EU-foranstaltninger vedrørende cheflønninger i børsnoterede selskaber kan der træffes, og skal de i givet fald være obligatoriske eller ej?

Bestemmelserne i kapitalkravsdirektiv 3 forekommer tilstrækkelige. De vil sikre, at tilsynsmyndighederne involveres. Offentliggørelse af institutionernes afstemningspolitikker vedrørende lønninger vil også være et godt tiltag, se punkt 3.8.4 nedenfor.

3.8.2   Specifikt spørgsmål 32: Mener De, at problemkomplekset i forbindelse med lederes aktieoptioner bør tages op? Hvis ja, hvordan? Skal tildelingen af aktieoptioner reguleres på EU-niveau eller ligefrem forbydes?

Dette synes at være behandlet i kapitalkravsdirektiv 3. Spørgsmålene om tidspunkt, hindringer og størrelse er behandlet i direktivet.

3.8.3   Specifikt spørgsmål 33: Mener De – med forbehold af medlemsstaternes beføjelser – at den gunstige skattemæssige behandling af aktieoptioner og andre lignende lønfordele, som findes i visse medlemsstater, er med til at fremme overdreven risikotagning? Hvis ja, skal dette spørgsmål tages op på EU-plan?

Kommissionen bør tilskyndes til at undersøge dette spørgsmål, men som det er nu, er beskatning en kompetence, der henhører under medlemsstaterne.

3.8.4   Specifikt spørgsmål 34: Mener De, at aktionærernes samt de ansattes og deres repræsentanters rolle i forbindelse med fastlæggelsen af aflønningspolitik bør styrkes?

I nogle jurisdiktioner skal aflønningsredegørelsen godkendes af aktionærerne. Offentliggørelse af de institutionelle aktionærers stemmeafgivning vil gøre systemet mere gennemsigtigt. Kommissionen må løse problemet med, at høje konsulentlønninger fører til endnu højere konsulentlønninger (løftestangs- eller »ratchet«-effekten). Kommissionen kunne overveje at kopiere det hollandske system med organer, der repræsenterer aktionærer.

3.8.5   Specifikt spørgsmål 35: Hvad er Deres holdning til fratrædelsesgodtgørelser (»gyldne faldskærme«)? Skal fratrædelsesgodtgørelser reguleres på EU-niveau eller ligefrem forbydes? Hvis ja, hvordan? Bør de udelukkende gives som belønning for resultater, som lederne reelt har opnået?

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke belønning for tjeneste. Belønning for tjeneste optjenes i tjeneste. Fratrædelsesgodtgørelser er kontraktlige forpligtelser, der indtræder, når en virksomhed fritstiller en direktør. De gives som regel som en redningsplanke, der giver en nyansat en vis sikkerhed i tilfælde af, at ansættelsen ikke fungerer. Afskedigelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med fiasko. En strategiændring kan gøre en helt igennem effektiv chef overflødig. Der er derfor brug for disse ordninger. I nogle tilfælde kan de være for store, særligt med hensyn til pension. De kunne kontraktligt udformes, således at de nedbringes over tid og desuden bortfalder i tilfælde af »klare« forsømmelser. Større godtgørelser til fungerende administrerende direktører bør heller ikke tilskyndes. Belønninger skal gives for resultater. I det kontinentaleuropæiske system er de ansatte repræsenteret i tilsynsorganet og kan påvirke sådan aflønningspraksis.

3.8.6   Specifikt spørgsmål 36: Mener De, at den variable del af lønningerne i finansielle institutioner, der har modtaget offentlige midler, bør reduceres eller fjernes?

Spørgsmålet vedrører primært aflønning af personer i høje stillinger i finansielle institutioner. Det er mindre relevant for almindelige ansatte. Der har været eksempler på nogle helt usædvanlige aflønningsordninger for enkeltpersoner, og sådanne anormale situationer bør undgås. Det er op til de myndigheder, der er ansvarlige for de institutioner, der har modtaget offentlige midler, at agere, som de finder passende.

3.9   Interessekonflikter

3.9.1   Specifikt spørgsmål 37: Hvilke yderligere EU-foranstaltninger kan man eventuelt træffe for at sætte kraftigere ind over for og forebygge interessekonflikter i sektoren for finansielle tjenesteydelser?

Med begrebet »kinesisk mur« eller vandtætte skotter menes de procedurer, der håndhæves i børsmægler- og investeringsvirksomheder for at forhindre udveksling af fortrolig information mellem afdelinger i virksomheden og dermed undgå ulovlig brug af intern viden. Det er blevet anvendt i finanssektoren og andre sektorer for at afværge skadelige interessekonflikter. I praksis er kinesiske mure dog langt fra vandtætte, da de beror på hæderlighed. Det er udelukkende de involverede parters påpasselige og omhyggelige ageren, der sætter grænser for informationen. Det er muligt, at forordninger med lovkrav om informationssikkerhed ville resultere i, at reglerne på dette område i højere grad overholdtes.

3.9.2   Specifikt spørgsmål 38: Er De enig i, at det under hensyntagen til de forskellige eksisterende juridiske og økonomiske modeller er nødvendigt at harmonisere det generelle indhold af og enkelthederne i EU-reglerne vedrørende interessekonflikter, så de finansielle institutioner underlægges ensartede regler, alt efter om de skal anvende bestemmelserne i MiFID-direktivet, direktivet om »lovpligtig egenkapital«, UCITS-direktivet eller Solvens II-direktivet?

Ja.

Bruxelles, den 20. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/19


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Overvågning af handels- og distributionsmarkedet: »Mod et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution frem til 2020«

KOM(2010) 355 endelig

2011/C 84/04

Ordfører: Pedro Augusto ALMEIDA FREIRE

Kommissionen besluttede den 5. juli 2010 under henvisning til artikel 262 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Overvågning af handels- og distributionsmarkedet: »Mod et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution frem til 2020««

KOM(2010) 355 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 6. januar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 20. januar, med 192 stemmer for, 4 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU anerkender betydningen af handels- og distributionssektoren i det indre marked samt dets bidrag til europæisk økonomi i det hele taget. På grund af sektorens særlige karakter bifalder EØSU den holistiske tilgang, Europa-Kommissionen anlægger i sin rapport om overvågning af handels- og distributionsmarkedet og er enig i, at man bør undgå at fokusere på specielle undersektorer.

1.2   EØSU beklager, at man i for ringe grad beskæftiger sig med SMV'erne, som spiller en central rolle for beskæftigelsen og værdiskabelsen og også for livet i landdistrikterne og bykernerne. I overensstemmelse med »Small Business Act« bør man i højere grad prioritere SMV'er og foranstaltninger til fremme af deres udvikling og skabelse af beskæftigelse.

1.3   I hele EU ses der en koncentration af store detailhandelskæder, der tiltrækker flere kunder i kraft af et stærkt udbud (i 2005 sad de fem største detailhandelskæder på mere end 70 % af markedet for dagligvarer). Tilsvarende er der en høj koncentration på en række produktmarkeder, navnlig for must have-produkter, som detailhandelskæderne ikke har råd til ikke at have i deres vareassortiment.

1.4   Udnyttelse af en forhandlingsposition er almindelig praksis i en markedsøkonomi, og den bruges af enhver virksomhed, således også af både landbrugsbedrifter, opsamlings- og forarbejdningsvirksomheder, leverandører og detailforretninger. EØSU er betænkelig ved bestræbelserne i visse lande på at kontrollere prisniveauer og avancer, hvilket ikke er foreneligt med principperne om fri konkurrence og et velfungerende indre marked.

1.4.1   Sådanne bestemmelser kan dog være nødvendige af vigtige samfundspolitiske grunde som f.eks. det sociale område og miljøområdet for at sikre den sociale samhørighed og beskyttelsen af miljøet.

1.5   Der er blevet rapporteret om betydelige forskelle i priserne for sammenlignelige produkter medlemsstaterne imellem. EØSU anbefaler, at man i enhver prisundersøgelse fokuserer på videreformidlingen af priser og avancer i hele forsyningskæden.

1.6   Udvalget skal minde om, at detailhandelsmarkedet – og aftaleforholdene mellem detailhandelsvirksomhederne – af natur er nationale, med forskellige lovgivningsmæssige, økonomiske, politiske og kulturelle karakteristika. I erkendelse af forsyningskædens betydning opfordrer EØSU til, at klart uhæderlig forretningspraksis, der forekommer i hele forsyningskæden, analyseres og behandles hensigtsmæssigt.

1.7   Rent konkret opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge, hvordan »urimelige aftaleforhold« behandles på nationalt plan og herunder se på, hvordan reglerne herom håndhæves. Endvidere minder EØSU om, hvor vigtigt det i en krisetid er at sikre effektiv håndhævelse af den eksisterende lovgivning, og at ansvaret herfor påhviler medlemsstaterne og påpeger, hvor der er behov for en indsats, og hvilket niveau der er mest egnet i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne.

1.8   Handels- og distributionssektorens andel af beskæftigelsen er betydelig og er i mange tilfælde døren til arbejdsmarkedet for mange unge med få eller ingen kvalifikationer. Sektoren giver ligeledes iværksættere en lang række muligheder.

1.9   EØSU opfordrer Kommissionen til at støtte fremme af selvstændig beskæftigelse, iværksætterkultur og kompetenceudvikling som et middel til at tackle krisen og lette adgangen til eller genintegrationen på arbejdsmarkedet.

1.10   Kommissionen peger med rette på en række prioriterede indsatsområder. EØSU opfordrer endvidere til en hurtig vedtagelse af forslagene og til, at Kommissionen fremskynder sine beslutninger på dette område, der kræver hurtige, konkrete og mærkbare tiltag. Navnlig bør det nye Forum på højt plan for en bedre fungerende fødevareforsyningskæde blive en støttepille for en ny, vordende landbrugs- og fødevarepolitik, der også omfatter mere afbalancerede relationer gennem hele forsyningskæden.

1.11   Ydermere opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge implementeringen af tjenesteydelsesdirektivet og træffe passende foranstaltninger over for de berørte medlemsstater. Udvalget opfordrer desuden Kommissionen til at træffe foranstaltninger mod interbankgebyrerne, der fungerer som en skjult afgift for forbrugerne.

2.   Indledning

2.1   Kommissionen anerkender den vigtige rolle, handels- og distributionssektoren spiller i det indre marked. På grund af dens betydning for Unionen (4,2 % af EU's BNP, 17,4 millioner beskæftigede, 20 % af de europæiske SMV'er og den tætte tilknytning til en lang række markeder) har Kommissionen besluttet at gøre sektoren til genstand for en markedsovervågning.

2.2   Markedsovervågningsrapporten og det ledsagende dokument fra Kommissionens tjenestegrene indeholder en analyse af en række spørgsmål, der i et indre markeds-perspektiv påvirker handels- og distributionssektorens økonomiske, sociale og miljømæssige resultater. Resultaterne i sektoren, de seneste tendenser og effekterne af moderniseringen på de øvrige konkurrenter undersøges. Også med udgangspunkt i sektorens tidligere og senere omsætningsled peges der på en række problemer, der påvirker resultaterne i handels- og distributionssektoren.

2.3   Sektoranalysen i rapporten er baseret på en undersøgelse af forholdet mellem handels- og distributionssektoren og dens leverandører (de tidligere omsætningsled) og aftagere (de senere omsætningsled). Kommissionen erkender, at de transaktioner, handels- og distributionssektoren indgår i for at sikre forbrugerne adgang til de rette produkter, på det rette sted, på det rette tidspunkt og til den bedste pris, er komplekse.

2.4   Kommissionen bebuder i rapporten, at den vil tilrettelægge foranstaltninger, der kan optimere den måde, det indre marked for handels- og distributionssektoren fungerer på, med det formål at bistå sektoren med at få størst mulig gavn af det indre marked og forbedre dens økonomiske, sociale og miljømæssige resultater.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Kommissionen anerkender med den foreliggende rapport både den betydning, handels- og distributionssektoren har for det indre marked, og dens bidrag til vækst, beskæftigelse og bæredygtighed. Da opfattelsen af sektoren ofte er baseret på et forenklet billede af en detailhandel, der køber produkter af landmændene og sælger dem videre til forbrugerne, har Kommissionen i rapporten valgt at beskrive kompleksiteten i forsyningskæden og forholdet mellem virksomhederne i sektoren og deres forretningspartnere. Dette bidrager til forståelsen af, hvordan detailhandels- og distributionssektoren søger at løfte den udfordring, det er at give forbrugerne adgang til de rette produkter, på det rette tidspunkt, til den bedst mulige pris dér, hvor det er bekvemt for dem.

3.2   Rapporten anerkender den betydning, moderniseringen af sektoren har haft for inflationsbekæmpelsen gennem de seneste 50 år og for forbrugernes øgede valgmuligheder. Den øgede konkurrence og branchekonsolideringen har medført lavere priser, flere valgmuligheder for forbrugerne og relativt lave avancer (sammenholdt med andre sektorer, herunder fremstillingssektoren), hvilket har haft konsekvenser for konkurrenterne, de lokale myndigheder, landmændene, leverandørerne, de ansatte mfl.

3.3   EØSU beklager, at rapporten måske fokuserer for meget på fødevaredetailhandelen og dermed ikke indfanger betydningen af SMV'erne (de udgør 95 % af virksomhederne i sektoren og beskæftiger 11 mio. arbejdstagere), deres særlige behov og problemer, herunder eftersalgsservice, butikkernes betydning for livet i bykernerne, landdistrikterne og forstæderne, virksomhedernes afhængighed af store fremstillingsvirksomheder og konkurrencen med leverandører med eget distributionsnet.

3.4   Rapporten erkender heller ikke vigtigheden af den kooperative forretningsmodel især i form af forbrugerkooperativer inden for fødevaredetailhandelen.

3.5   Rapporten analyserer sektorens ydelser i forhold til samfundspolitiske mål som forbrugernes adgang til ydelserne og deres prisoverkommelighed. I praksis opererer detailhandelen imidlertid i et miljø præget af hård konkurrence, hvor virksomhederne søger at tiltrække kunder og give dem mest muligt for pengene. Derfor er branchevirksomhedernes dispositioner bestemt af markedet snarere end af samfundspolitiske målsætninger. At måle sektorens ydelser i forhold til sådanne målsætninger overser derfor det forhold, at detailhandel og distribution som forretning er nødt til at være profitabel for at kunne overleve i en markedsøkonomi. Noget tilsvarende gælder for enhver anden markedsaktivitet.

3.6   Forbrugerne er med tiden blevet stadigt mere fordringsfulde, og deres krav kan ikke siges at være homogene. Dette er sammen med konkurrencens betydning i detailhandelen forklaringen på, hvorfor markedskræfterne er så komplekse, og på, hvorfor forskellige detailhandelsformer med forskellige former for eftersalgsservice eksisterer side om side i den virkelige verden. Det betyder, at mindre formater kan have succes, hvis de er i stand til at levere en specifik ydelse til en specifik gruppe forbrugere. I EU er mere end 11 mio. arbejdstagere ansat i en SMV inden for detailhandel eller distribution. Derfor er fortsat støtte til udviklingen af SMV'er afgørende, navnlig gennem en forbedring af de lovgivningsmæssige rammer og færre administrative byrder.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   Et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution til gavn for forbrugerne

4.1.1   Handels- og distributionssektorens kerneopgave er at forsyne kunderne med en bred vifte af produkter, der lever op til en række krav til kvalitet og sikkerhed til den bedst mulige pris. Moderniseringen af sektoren gennem de seneste 20 år har været karakteriseret ved, at der er sket en hurtig koncentration i store multinationale kæder, som driver virksomhed i forskellige EU-lande og i tredjelande, hvilket fører til en mætning af markedet i EU 15, omstilling til ikt og globalisering, herunder en udvidelse af aktiviteterne til andre markeder og adgang til et bredere produktudvalg til lavere priser for forbrugerne (prisoverkommelighed).

4.1.2   EØSU er enig med Kommissionen i, at uligheder i adgangen til forretninger og behovet for at bevare aktiviteten i landdistrikterne er centrale spørgsmål, der bør tages op til behandling. Detailforretningerne har tendens til at etablere sig i bykernerne eller i indkøbscentre i forstæderne, hvorfor det er nødvendigt at sikre, at bykernerne forbliver tilgængelige for leverandørerne. Befolkningen i landdistrikterne bruger i stigende grad bilen til de daglige indkøb – ikke uden miljømæssige konsekvenser – hvilket indebærer, at de, der ikke har råd til bil, eller som ikke kan køre, kun har begrænset adgang til detailforretningerne.

4.1.3   Beslutningerne i sektoren om, hvor der skal etableres forretning, er baseret på en række af faktorer, hvoraf én af de vigtigste er behovet for at maksimere kundegennemstrømningen. Denne faktor alene forklarer, hvorfor tyndtbefolkede områder tiltrækker færre detailforretninger end bykernerne eller indkøbscentre, der bevidst er placeret uden for byerne. Spørgsmål om tilgængelighed skal derfor ses på baggrund af en dybere forståelse for det miljø, detailhandelen opererer i.

4.1.4   Forbrugernes muligheder for at få adgang til et bredere udvalg af detailforretninger afhænger af en række økonomiske og ikke-økonomiske faktorer, bl.a. de lovgivningsmæssige rammebetingelser, herunder byplanlægning, og sektorens adgang til ejendomsmarkedet. Det kan dreje sig om lokallovgivning, der står i vejen for visse aktiviteter eller forretningstyper, eller godkendelsesprocedurer, der kan være urimeligt besværlige eller vilkårlige på trods af tjenesteydelsesdirektivet. Regler, der forbeholder monopoler retten til salget af sundhedsprodukter, begrænser konkurrencen og derfor forbrugernes adgang til lægemidler til en rimelig pris.

4.1.5   Gennem de seneste 20 år har borgere med lavere indkomster haft stor gavn af adgangen til et større produktudvalg og lavere priser som resultat af moderniseringen, den stigende konkurrence og globaliseringen. Distributørernes udvikling af private labels, der i gennemsnit er 30 % billigere end mærkevarer, har spillet en afgørende rolle i denne proces.

4.1.6   Som følge af detailhandelens forretningsmodel afspejler detailhandelspriserne driftsomkostningerne plus en relativt lille avance sammenlignet med andre sektorer, hvor fortjenstmargenerne er større. Udvalget er betænkeligt ved en række landes bestræbelser på at kontrollere prisniveauet eller avancerne. På grund af sektorens store samfundspolitiske betydning kan sådanne bestemmelser være nødvendige for at sikre den sociale samhørighed og forhindre fattigdom.

4.1.7   Der er blevet rapporteret om betydelige forskelle i priserne for sammenlignelige produkter medlemsstaterne imellem. EØSU anbefaler, at man i enhver prisundersøgelse fokuserer på videreformidlingen af priser og avancer i hele forsyningskæden. Udvalget er endvidere enigt med Kommissionen i, at forskellige faktorer har indflydelse på prisdannelsen. Ud over driftsomkostningerne omfatter disse faktorer de gennemsnitlige disponible husstandsindkomster, momsniveauet, transportomkostninger, lejeudgifter, lønomkostninger, de lovgivningsmæssige rammebetingelser, konkurrencesituationen eller handelspraksis som f.eks. territoriale forsyningsbegrænsninger og misbrug gennem hele forsyningskæden. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge konsekvenserne af disse faktorer og træffe foranstaltninger til at sikre, at det er muligt at få leverancer fra andre medlemsstater, og at forbrugerne kan få gavn af lavere priser, flere valgmuligheder, bedre kvalitet, alternative produkter osv.

4.1.8   Udvalget bemærker, at der i en række forbrugerundersøgelser er blevet peget på behovet for at udvikle kilder, der kan formidle sammenlignende, uafhængige oplysninger om salgstilbud.

4.1.9   EØSU er enig i, at e-handel kan spille en rolle mht. at øge konkurrencen på visse områder. Dette ville bidrage til lavere priser. Udvalget er bekymret over e-handelens ringe udbredelse, navnlig ved køb henover grænser. EØSU bemærker, at én af hindringerne for udviklingen af grænseoverskridende e-handel, navnlig for SMV'er, er manglen på fælles EU regler om forbrugerbeskyttelse, hvorfor udvalget kraftigt opfordrer EU-institutionerne til snarest at vedtage et direktiv om forbrugernes digitale rettigheder med udgangspunkt i »målrettet fuld harmonisering«, der er så omfattende som muligt. Et sådant direktiv skal dog ikke forhindre medlemsstaterne i at opretholde eller vedtage mere vidtgående bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne i henhold til artikel 169, stk. 4, i EUF-traktaten.

4.2   Et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution til gavn for de handlende

4.2.1   EØSU er enig med Kommissionen i, at i et »indre marked for handel og distribution […] skal de konkurrencedygtige erhvervsdrivende, uanset størrelse, have mulighed for at eksistere på markedet samtidigt og udvikle deres virksomhed«.

4.2.2   Den geografiske placering er en central faktor i forbindelse med åbningen af nye butikker, og det sker, at detailhandlere må vente i flere år, før de kan åbne forretning i et bestemt område og skabe jobs. Vanskelighederne med at komme ind på markedet og med at få adgang til ejendomsmarkedet påpeges som potentielle forhindringer for udviklingen af de små detailhandelsvirksomheder og bør derfor analyseres nærmere. Denne analyse kunne gennemføres på basis af let tilgængelige oplysninger, hvor indfaldsvinklen er forbrugerhensyn (valg af placering af indkøbsfaciliteter), konkurrencepolitiske aspekter, principperne om nærhed og proportionalitet.

4.2.3   Tjenesteydelsesdirektivet, der skulle have været implementeret i alle EU's medlemsstater senest den 31. december 2009, havde bl.a. til formål at fjerne forskellige former for forskelsbehandling i forbindelse med udstedelsen af tilladelser til at etablere forretning. I praksis opstilles der imidlertid en række nye hindringer, og der er eksempler på, at byplanlovgivningen misbruges til at kontrollere konkurrencen og favorisere etableringen af bestemte former for detailforretninger eller virksomheder. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge implementeringen af tjenesteydelsesdirektivet og træffe passende foranstaltninger over for de berørte medlemsstater.

4.2.4   Et andet problem for sektoren er manglen på et gennemsigtigt og konkurrencedygtigt indre marked for betalinger. Den nuværende praksis med kortordninger forhindrer konkurrence og er derfor i strid med ét af det indre markeds grundlæggende principper. Interbankgebyrer fungerer som en skjult afgift for detailhandelsvirksomhederne, navnlig de mindste af dem. Interbankgebyrer som et centralt led i det fælleseuropæiske betalingsområde (SEPA) vil betyde døden for de billige og effektive nationale betalingskortsystemer. Resultatet vil være, at markedet for betalingskort vil skrumpe ind og blive et duopol, hvilket vil medføre højere interbankgebyrer til skade for forbrugerne. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger mod interbankgebyrerne, der fungerer som en skjult afgift for forbrugerne.

4.3   Et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution til gavn for leverandørerne

4.3.1   Detailhandelsvirksomhederne giver som tjenesteydere deres leverandører adgang til deres distributionsnet, hvad enten der er tale om en enkelt forretning eller et netværk, der dækker hele EU. Ydelserne omfatter f.eks. en særlig placering af varerne på hylderne, marketing og logistik. Hver enkelt af disse ydelser har en pris, ofte i form af en afgift.

4.3.2   Detailforretningerne er blot én af de distributionskanaler, der står til rådighed for leverandørerne. Uden detailforretninger ville kun et fåtal af leverandørerne være i stand til at opbygge store distributionsnet, og resultatet ville være, at forbrugerne ville komme til at lide under mindre udvalg og højere priser. Ikke desto mindre er alle dele af forsyningskæden vigtige, eftersom der uden råvarer ikke vil foregå nogen forarbejdning og uden forarbejdning ingen handel. Derfor opfordrer EØSU til, at EU indfører de nødvendige mekanismer, der kan skabe reel balance i detail- og distributionskæden.

4.3.3   I hele EU ses der en koncentration af store detailhandelskæder, der tiltrækker flere kunder i kraft af et stærkt udbud (i 2005 sad de fem største detailhandelskæder på mere end 70 % af markedet for dagligvarer). Tilsvarende er der en høj koncentration på en række produktmarkeder, navnlig for must have-produkter, som detailhandelskæderne ikke har råd til ikke at have i deres vareassortiment. Hård konkurrence mellem detailhandelsvirksomhederne resulterer i et pres i forsyningskæden på priser og avancer. Udnyttelse af en markedsposition er generel praksis i en åben markedsøkonomi, og den bruges af enhver virksomhed, både detailforretninger og deres leverandører. Denne praksis bør imidlertid stoppes, når den fører til misbrug. Detailhandelsvirksomhederne også de større virksomheder står i en skidt forhandlingsposition i forhold til producenter af »must have«-produkter, hvad enten disse er små eller store leverandører. Små og mellemstore leverandører står heller ikke i en stærk forhandlingsposition over for store detailhandlere inden for visse produktkategorier. Det hedder sig, at virksomheder i forsyningskæden ikke rejser indvendinger af frygt for gengældelsesforanstaltninger. EØSU opfordrer de små detailforretninger til at danne fælles indkøbsforeninger for at styrke deres forhandlingsposition over for leverandørerne, opnå bedre forretningsbetingelser og derved være bedre i stand til at opfylde forbrugernes ønsker. Misbrug af indkøbsstyrke bør straffes, og udvalget opfordrer til en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne i alle led af forsyningskæden.

4.3.4   EØSU har afgivet to udtalelser om fødevareforsyningskædens funktion (1), hvori det anbefaler en kodeks for bedste praksis på medlemsstatsniveau og udpegelsen af en opmand til at gribe ind om nødvendigt. Europa-Parlamentet, det spanske rådsformandskab og Kommissionen (2) har også vedtaget en række henstillinger om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde. Udvalget glæder sig også over etableringen af et Forum på højt plan for en bedre fungerende fødevareforsyningskæde (3), der skaber en platform af aktører for aftalepraksis mellem virksomheder i hele fødevareforsyningskæden.

4.3.5   Udvalget skal minde om, at detailhandelsmarkedet – og aftaleforholdene mellem detailhandelsvirksomhederne – af natur er nationale, men med forskellige lovgivningsmæssige, økonomiske, politiske og kulturelle karakteristika. Forretningsmæssige forbindelser reguleres normalt på nationalt plan enten gennem lovgivning, retspraksis og/eller kodekser for god praksis. En lang række medlemsstater har forsøgt at regulere visse former for praksis. I mange tilfælde har dette imidlertid i strid med principperne for det indre marked ført til oprettelse af nye barrierer, der forhindrer udenlandske virksomheder i at etablere sig i de pågældende lande. EØSU opfordrer til, at klart ulovlig praksis, der forekommer i hele forsyningskæden, analyseres og afhjælpes hensigtsmæssigt. Rent konkret opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge, hvordan »urimelige aftaleforhold« behandles på nationalt plan, og herunder se på, hvordan reglerne herom håndhæves. En sådan undersøgelse ville kaste lys over effektiviteten af praksis på nationalt plan og afdække, hvorvidt der er behov for at træffe foranstaltninger, og hvilket niveau dette i henhold til principperne om nærhed og proportionalitet i givet fald skulle ske på. Endelig skal EØSU minde om, hvor vigtigt det i en krisetid er at sikre effektiv håndhævelse af den eksisterende lovgivning, og at ansvaret herfor påhviler medlemsstaterne.

4.3.6   For at sikre forbrugernes valgmuligheder, bevare deres egenart og styrke deres lokale image, har detailhandelsvirksomhederne udviklet egne mærkevarer, som de selv har producentansvar for. Disse produkters succes hviler på en bred accept blandt forbrugerne, eftersom næsten 80 % af forbrugerne i EU (4) betragter supermarkedskædernes egne mærker som et godt alternativ til andre mærkevarer.

4.3.7   Detailhandelsvirksomhederne udvikler deres private labels i samarbejde med deres leverandører, der i langt de fleste tilfælde er SMV'er. Kommissionen anerkender, at dette samarbejde, der er baseret på underentreprise, i mange tilfælde har vist sig at være de mest stabile og varige relationer. Leverandørerne har gavn af forbrugeroplysningerne, der fungerer som incitament for fortsat innovation og bredere markedsadgang. Der er imidlertid fra forskellig side blevet givet udtryk for betænkeligheder mht. mærkernes indvirkning på innovation, udvikling af SMV'er og forbrugernes valgmuligheder. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge konsekvenserne af egne mærker på leverandører, konkurrencen, innovation og forbrugernes valg.

4.4   Et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution til gavn for arbejdstagerne

4.4.1   Handels- og distributionssektorens andel af beskæftigelsen er betydelig og er i mange tilfælde døren til arbejdsmarkedet for mange unge med få eller ingen kvalifikationer. Sektoren er stærkt afhængig af fleksible arbejdstider for at kunne tilpasse sig forbrugernes efterspørgsel dagen, ugen eller året igennem. Den stærke priskonkurrence giver sig udslag i et stort pres for, at arbejdstagerne er fleksible med hensyn til arbejdstider, hvilket i mange tilfælde er blevet vanskeligt at forene med tilrettelæggelsen af privatlivet. Inden for rammerne af lovgivningen og de kollektive forhandlinger bør derfor fastlægge fleksibilitetsformer, der er forenelige med både virksomhedens organisatoriske behov og arbejdstagernes behov for at skabe en mere effektiv balance mellem familieliv og arbejdsliv. Andelen af kvinder her er højere i nogen anden sektor, og deltidsarbejde er også udbredt. Sektoren giver ligeledes iværksættere en lang række muligheder.

4.4.2   EØSU opfordrer Kommissionen til at støtte fremme af selvstændig beskæftigelse, iværksætterkultur og kompetenceudvikling som et middel til at tackle krisen og lette adgangen til eller genintegrationen på arbejdsmarkedet for arbejdstagerne. Udvalget opfordrer endvidere virksomhederne i sektoren til at bringe de nationale og EU-retlige bestemmelser om lige muligheder og ligestilling mellem kønnene i anvendelse for at fremme den kvalitative og kvantitative udvikling af beskæftigelsen af kvinder i sektoren.

4.4.3   Den aktuelle finansielle krise og nedgangen i forbruget har i alle lande i Europa ført til lukninger, omlægninger, fusioner og overtagelse af erhvervsaktiviteter. Der er derfor stadig stor risiko for langtidsledighed. EØSU opfordrer Kommissionen til at støtte fremme af selvstændig beskæftigelse og kompetenceudvikling som et middel til at tackle krisen og lette reintegrationen på arbejdsmarkedet for arbejdstagerne.

4.4.4   Handels- og distributionssektoren har en lang tradition for kollektive overenskomster, både på EU-niveau og på nationalt plan. Forskellene landene imellem skyldes forskellige kulturer og traditioner i forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og alle foranstaltninger på dette område bør træffes under iagttagelse af nærhedsprincippet. EØSU opfordrer medlemsstaterne og kandidatlandene til at etablere en social dialog mellem parterne og et system for arbejdsmarkedsrelationer i sektoren.

4.4.5   Sort arbejde og den uformelle økonomi er et stort problem, der bør tages op til behandling snarest, både fordi det skaber illoyal konkurrence mellem virksomheder som følge af skatte- og afgiftsunddragelse og på grund af de negative virkninger heraf for arbejdstagernes arbejdsvilkår, ikke mindst hvad angår sundhedsbeskyttelsen og sikkerheden på arbejdspladsen. Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at forenkle og reducere de administrative byrder navnlig for de små og allermindste virksomheder og til at fortsætte bevidstgørelsesindsatsen om nyttevirkningerne af registreret arbejde.

4.4.6   Udvalget opfordrer til en åben debat med arbejdsmarkedsparterne om franchising og tilskynder medlemsstaterne til at styrke forholdsreglerne mod den uformelle økonomi, da den skaber mere forskelsbehandling og illoyal konkurrence til skade for SMV'erne.

4.4.7   Modernisering, teknologisk udvikling og øget omstilling til ikt inden for handel og distribution har medført øget uoverensstemmelse mellem de kvalifikationer, virksomhederne efterspørger, og dem, der kan honoreres af de ansatte i sektoren. EØSU skal henlede Kommissionens opmærksomhed på behovet for gennem hele karriereforløbet/arbejdslivet at styrke arbejdstagernes kompetencer. I denne forbindelse opfordrer EØSU også arbejdsmarkedsparterne i handelsleddet til at uddybe det igangværende samarbejde om at afhjælpe skævheden mellem virksomhedernes behov og arbejdstagernes kvalifikationer ved at udpege sektorspecifikke løsninger og instrumenter til at foregribe og håndtere nye teknologiers indvirkning på kvalifikationer og beskæftigelse.

4.4.8   Der en lang tradition for, at virksomhederne i handels- og distributionssektoren tager socialt medansvar. Faktisk har detailhandelsvirksomhederne gennem mange år taget initiativ til og gennemført en bred vifte af socialt ansvarlige tiltag. Disse vedrører ikke kun sociale og miljømæssige spørgsmål, men også andre områder som sundhed, produktsikkerhed, forhold vedr. forsyningskæden eller lokalt engagement.

4.4.9   EØSU er enig med Kommissionen i, at det er absolut nødvendigt at se nærmere på priskonkurrencen, som sætter lønomkostningerne og arbejdstagernes arbejdstider under et stort pres. Til det formål foreslår EØSU, at Kommissionen gennemfører en specifik undersøgelse af virkningerne af forretningernes åbningstider, herunder om søndagen, for den lokale økonomiske og sociale udvikling, for det serviceniveau, som forbrugerne tilbydes, og for arbejdstagernes livskvalitet.

4.4.10   Illoyal konkurrence og social dumping mellem virksomheder i sektoren, uanset størrelse, er stadig hyppigt forekommende, da arbejdsretten og de kollektive forhandlinger er forskellige fra land til land og derfor giver sig udslag i forskellige investeringspolitikker samt forskellige økonomiske og sociale modeller. EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter til inden for rammerne af den europæiske sociale dialog at indkredse, hvilke politikker der skal iværksættes for at øge den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og fjerne de hindringer, der står i vejen for en harmonisk udvikling og loyal konkurrence i sektoren i Europa. Med det formål bør Kommissionen støtte et sådant initiativ og træffe de foranstaltninger, der er nødvendige, for at gøre op med den adfærd, som hindrer virkeliggørelsen af et velfungerende, fair og effektivt indre marked, der fremmer udviklingen.

4.4.11   Økonomisk deltagelse ved lønmodtagerne spiller en stigende rolle i detailsektoren, navnlig blandt de større virksomheder i branchen i EU, og giver de ansatte øget indflydelse på ansættelsesvilkår, motivation og arbejdsforhold. Kommissionen bør se nærmere på dette instrument som led i overvågningen af sektoren.

4.5   Et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution til gavn for kommende generationer

4.5.1   EØSU anerkender handels- og distributionssektorens betydning for fremme af et mere bæredygtigt forbrug og mere bæredygtige produktionsmetoder i EU. Det minder om, at den direkte virkning af sektorens transaktioner er blevet overvurderet, men at detailhandelen som det tætteste forbindelsesled mellem forbrugere og producenter kan have betydelig effekt. Udvalget glæder sig over oprettelsen af Detailforummet, hvis formål er at udveksle god praksis inden for handels- og distributionssektoren og med interessenter om konkrete spørgsmål. EØSU anerkender også det arbejde, der udføres af rundbordkonferencen om bæredygtig produktion og forbrug.

4.5.2   EØSU skal henlede Kommissionens opmærksomhed på behovet for at sikre sammenhæng i tilrettelæggelsen af de politiske tiltag til opnåelse af de miljøpolitiske og andre målsætninger, herunder det indre marked. Gennem de senere år er der opstået konflikter, og det bliver mere og mere udbredt, at det indre markeds grundlæggende principper tilsidesættes med henvisning til miljøbeskyttelseshensyn. Endelig advarer udvalget imod en eventuel overdragelse af ansvaret fra producenterne til detailhandelsvirksomhederne.

Bruxelles, den 20. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  NAT/460: »En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa« (ordførere Pedro Narro og József Kapuvári) og CCMI/050: »Udviklingen i detailhandelen og konsekvenserne heraf« (ordfører: Madi Sharma).

(2)  Kommissionens meddelelse KOM(2009) 591 »En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa«.

(3)  Kommissionens afgørelse af 30. juli 2010 om oprettelse af Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde (2010/C 210/03).

(4)  Iflg. en undersøgelse fra AC Nielsen fra 2005 med titlen »Consumer attitudes towards private labels«.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/25


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og brug af sprængstofprækursorer

KOM(2010) 473 endelig — 2010/0246 (COD)

2011/C 84/05

Hovedordfører: David SEARS

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 15. oktober 2010 og Europa-Parlamentet den 7. oktober 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og brug af sprængstofprækursorer

KOM(2010) 473 endelig — 2010/0246 (COD).

Den 20. oktober 2010 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

Som følge af sagens hastende karakter udpegede EØSU på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011 (mødet den 19. januar) David Sears til hovedordfører og vedtog med 149 stemmer for og 7 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1.   Resumé og anbefalinger

1.1

Forslaget har til formål at reducere hyppigheden og konsekvenserne af terrorangreb ved at begrænse den brede offentligheds adgang til, og indberette mistænkelige transaktioner af, almindeligt anvendte og lovlige stoffer (og blandinger heraf), der i høje koncentrationer også kan anvendes til fremstilling af sprængstoffer.

1.2

Forslaget er rettet mod grossister, detailhandel og medlemsstaterne. For virksomheder i den kemiske industri gælder allerede kontrolprocedurer og indberetningsregler for f.eks. våben- og narkotikaprækursorer, og disse virksomheder bør derfor ikke i nævneværdigt omfang blive påvirket af disse forslag. De involverede mængder er små sammenlignet med den samlede salgsvolumen. Der er ingen betænkeligheder med hensyn til arbejdstagernes sundhed eller miljøeksponering. Om der opnås gode resultater vil afhænge af de tiltag, som de kompetente myndigheder gennemfører med henblik på indsamling og udveksling af relevant information.

1.3

EØSU støtter foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og er enig i den overordnede begrundelse for forslaget, særligt en forordning under artikel 114, der skal forebygge en opsplitning af det indre marked.

1.4

EØSU er ligeledes enig i listen over 8 stoffer (og blandinger heraf), som er inkluderet i bilag I, og som kræver kontrolforanstaltninger under dette kapitel. Det er derfor fornuftigt kun at tillade fortsat salg i høje koncentrationer til den brede offentlighed under et system baseret på licenser til godkendte slutbrugere.

1.5

EØSU er også enig i, at det vil være hensigtsmæssigt at etablere centraliserede systemer i medlemsstaterne, som skal modtage, udveksle og reagere på indberetninger om mistænkelige transaktioner vedrørende de 8 stoffer samt yderligere 7, der står opført i bilag II, og andre transaktioner, der hører under dette kapitel.

1.6

EØSU beklager imidlertid en række mangler ved forslaget, hvad angår dokumentation for specifikke stoffer, andre kontrolmuligheder f.eks. pakningsstørrelse, de praktiske kontrolforhold på salgsstedet, herunder definitionen af »virksomheder«, der skal undtages fra forslaget, og visse uoverensstemmelser i teksten bl.a. med hensyn til indberetningspligtens endelige omfang.

1.7

EØSU er også overrasket over, at man i brede termer har forsøgt at vurdere omkostningerne for detailhandel og offentlige myndigheder, mens det samme ikke gælder for de formodede fordele. Selvom værdien af et menneskeliv er en subjektiv størrelse, er en sådan strategi før blevet anvendt til at vurdere omkostningerne ved EU-forslag. Det uddybes ikke, hvorfor man ikke har valgt denne tilgang her.

1.8

På trods af disse betænkeligheder bakker EØSU i høj grad op om forslaget. Det vil være en stor udfordring at formidle forslaget til de berørte grupper og civilsamfundet. EØSU bidrager gerne til denne indsats efter bedste evne.

2.   Indledning

2.1

Improviserede eksplosive anordninger (IED), der bl.a. ofte består af hjemmelavede sprængstoffer, bruges i stigende grad af terrorister samt andre kriminelle grupperinger og individer til at angribe militære eller økonomiske mål rundt om i verden og skabe skræk blandt civilbefolkningen med det formål at realisere politiske eller religiøse idealer.

2.2

Selvom hovedparten af disse hændelser hidtil har fundet sted uden for EU, og de nationale efterretningstjenester har gjort hvad de kunne, er medlemsstaterne og EU's borgere ikke blevet forskånet. Mere velstående lande er blevet primære mål. Intet land kan føle sig fuldstændig sikkert. Ideologiske bevæggrunde kombineret med praktiske vejledninger i bombefremstilling cirkulerer globalt via internettet. De påkrævede prækursorer er let tilgængelige i detailhandlen eller online. Ofte til lav pris og i de høje koncentrationer, som er nødvendige til såvel fremstilling af hjemmelavede sprængstoffer som til anden legitim industriel og privat brug.

2.3

Set i lyset af at disse andre anvendelsesmuligheder findes, og at enhver kontrolforanstaltning bør være såvel effektiv som forholdsmæssig, er der et klart behov for at afgøre, hvilke stoffer der bør underkastes en regulering og hvordan, hvilke andre støtteforanstaltninger der kræves, og hvilket traktatgrundlag der bør anvendes.

2.4

Disse spørgsmål blev debatteret i en tidligere udtalelse (1) om en ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, herunder ammoniumnitrat, der anvendes i meget store mængder på verdensplan som kvælstofholdig kunstgødning, og som også er en effektiv og billig bestanddel i såvel kommercielle som hjemmelavede sprængstoffer.

2.5

Som bemærket dengang kunne man have valgt andre retsgrundlag for behandlingen af spørgsmål om terrorisme eller sprængstofprækursorer, men under den nuværende EU-traktat ville det have krævet enstemmighed blandt medlemsstaterne. Dette blev anset for vanskeligt at opnå i den korte periode, som var til rådighed inden ophævelsen af dette gamle direktiv og dets erstatning med forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH), hvor ammoniumnitrat i sidste ende blev tilføjet til bilag XVII.

2.6

Et antal medlemsstater har siden vedtaget nationale foranstaltninger, der skal begrænse tilgængeligheden af sprængstofprækursorer, som giver anledning til særlig bekymring. Med henblik på at forhindre en opsplitning af det indre marked og sikre, at der ikke er huller i indsamlingen af efterretninger og andre antiterrorforanstaltninger, er der nu behov for et forslag fra Kommissionen.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1

Kommissionen foreslår en forordning, der begrænser offentlighedens adgang til specifikke kemikalier, der anvendes til almene formål, men som også kan misbruges som sprængstofprækursorer. For at beskytte den fri bevægelighed for varer kan 8 stoffer, som står opført i bilag I, fortsat sælges i koncentreret form til et dokumenteret lovligt formål med en licens, der tildeles af en national kompetent myndighed eller uden en licens på et koncentrationsniveau, der gør dem uegnede til fremstilling af hjemmelavede sprængstoffer. Yderligere 7 stoffer står opført i bilag II, hvor der ikke gælder nogen licenser eller koncentrationsgrænser. Imidlertid gælder det for alle 15 stoffer, og for salget af ethvert andet stof, en blanding (eller et produkt?), der ikke specifikt nævnes i disse bilag, men som Kommissionen fra tid til anden har identificeret som værende blevet brugt til fremstilling af hjemmelavede sprængstoffer, at enhver transaktion, som forekommer »mistænkelig« ud fra en rimelighedsvurdering, bør indberettes til et centralt nationalt kontaktpunkt.

3.2

Erhvervsmæssige brugere af disse kemikalier og salgstransaktioner mellem virksomheder berøres ikke. Privatlivets fred skal respekteres i fuldt omfang. Lovgivningsprocessen bør være fleksibel nok til, at man kan reagere hurtigt på ændrede behov. Der er behov for både frivillige aftaler, adfærdskodekser og forbedrede informationssystemer til støtte for disse foranstaltninger.

3.3

Omkostningerne vil blive nogenlunde ligeligt fordelt mellem industrien og detailhandlen (omkostninger forbundet med overholdelse, mærkning, nye blandinger og tab af omsætning) og de nationale kompetente myndigheder (som skal etablere og ansætte personale til styring af de nødvendige licens-, informationsindsamlings- og indberetningssystemer).

3.4

Med hensyn til ammoniumnitrat, der indgår i dette forslags bilag I, vil henvisninger til stoffet i bilag XVII i (EF) nr. 1907/2006 (REACH), der ikke stiller krav om licenstildeling eller indberetning af mistænkelige transaktioner, nu være ophævet. Særlige undtagelser vedrørende landbrugsrelateret brug fortsætter.

3.5

Forordningen vil træde i kraft 18 måneder efter vedtagelsen, og den vil være bindende i sin helhed for alle medlemsstater. Der vil være behov for at indføre en overgangsperiode på op til 36 måneder, så alle eksisterende lagre af stoffer med høje koncentrationer fra bilag I, der findes hos offentligheden, kan anvendes eller fjernes. Forordningen vil også gælde for EØS-medlemsstater, og den vil blive evalueret efter 5 år.

3.6

Forslaget ledsages af en begrundelse, et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene og et resumé af konsekvensanalysen samt selve konsekvensanalysen baseret på en forberedende undersøgelse udført af en ekstern leverandør (GHK i samarbejde med Rand Europe og Comstratos), der har arbejdet tæt samme med det stående udvalg om sprængstofprækursorer, som blev etableret under handlingsplanen om øget sprængstofsikkerhed, der blev vedtaget af Rådet den 18. april 2008. Konsekvensanalysen blev evalueret af Kommissionens Udvalg for Konsekvensanalyse i marts 2010, og der blev fremsat en række anbefalinger.

3.7

Baggrundsinformation findes ligeledes i Kommissionens meddelelse om øget sprængstofsikkerhed af 6. november 2007 samt i de årlige rapporter fra det stående udvalg om sprængstofprækursorer fra 2008 og 2009.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU støtter uforbeholdent Rådets erklæring om bekæmpelse af terrorisme fra 2004 og de efterfølgende mere detaljerede foranstaltninger og dokumenter og har fremført, at civilsamfundet må spille en nøglerolle i indsatsen for borgernes sikkerhed. EØSU bifalder derfor dette forslag om sprængstofprækursorer.

4.2

EØSU er enig i, at der er behov for en forordning, som gælder for alle medlemsstater uanset deres nuværende situation med hensyn til risiko for eller kendskab til terrorrelaterede aktiviteter. Eksisterende terrorgrupper kan krydse nationale grænser for at købe eller oplagre prækursorer eller fremstille hjemmelavede sprængstoffer. Globale terrorister respekterer ingen grænser. Tendensen går i retning af mere effektive sprængstoffer og en stadig faldende respekt for menneskeliv. Selvom hovedparten af de planlagte angreb forhindres, er følgerne katastrofale, når et angreb lykkes.

4.3

EØSU er også enig i, at artikel 114 er det korrekte retsgrundlag med henblik på at forhindre en opsplitning af det indre marked for kemikalier, som er og vil forblive vidt udbredte, og som anvendes til mange lovlige og uundværlige formål. I visse tilfælde kan alternative produkter være tilgængelige, men generelt er det umuligt at erstatte disse produkter fuldstændigt, og en altomfattende tilbagetrækning fra markedet ville have en uforholdsmæssig stor indvirkning på de berørte producenter, detailhandlende og forbrugere. Det bør ligeledes undgås, at der opstår konflikter med anden lovgivning om f.eks. narkotikaprækursorer eller brug af landbrugskemikalier. Nationale undtagelser, særligt for stoffer, som står opført i bilag I, bør ikke tillades.

4.4

EØSU bemærker, at listerne over kontrollerede prækursorer har en tendens til at afspejle lokale erfaringer med nylige angreb i stedet for en globalt forhandlet minimumsliste, som bør være det endelige mål. Imidlertid kan der fremføres gode argumenter for hver enkelt af de stoffer, som står opført i denne forordning, og forslaget indeholder en bestemmelse om hurtig ajourføring, efterhånden som nye metoder til fremstilling af hjemmelavede sprængstoffer kortlægges. De 8 stoffer i bilag I vil kun være tilgængelige for den brede offentlighed i høje koncentrationer mod forevisning af en licens. Dette bør være tilstrækkeligt til at begrænse lejlighedsvise, enkeltstående, tilfældige eller opportunistiske køb. Kontrollen med mere »professionelle« og målbevidste aktiviteter vil fortsat primært afhænge af, at politiet eller andre centraliserede sikkerhedsagenturer modtager og anvender gode efterretningsoplysninger.

4.5

EØSU bifalder derfor forslagene om yderligere uddannelses- og efteruddannelsesinitiativer og frivillige adfærdskodeks. Disse skal hovedsageligt rettes mod grossister og detailhandlere, som skal påtage sig et større ansvar for de markedsførte produkter og for en fornuftig og effektiv indberetning af alle transaktioner, som bedømmes til at være »mistænkelige«. Det anerkendes også, at der er et behov for god feedback til fremme af bedste praksis, og dette vil være en interessant udfordring for de involverede tilsyns- og politimyndigheder. Set i lyset af den korte introduktionsperiode og konkurrencen om de offentlige midler vil Kommissionen skulle spille en nøglerolle i indsatsen for at fremme udveksling af bedste praksis mellem de medlemsstater, som allerede har indført sådanne foranstaltninger, og de medlemsstater som ikke har.

4.6

EØSU beklager imidlertid, at det, på trods af at de indkaldte rådgivere har gjort deres bedste, har været umuligt for Kommissionen at give en detaljeret beskrivelse af eller kvantificere dette forslags følger for detailhandlen og dermed forbrugerne. Under forberedelsen af konsekvensanalysen stod det klart, at der er få, om nogen, repræsentative organisationer, som er i stand til at håndtere den brede vifte af potentielt berørte produkter. Generelt var svarprocenten for spørgeskemaer, der blev sendt til de enkelte leverandører, lav. De praktiske aspekter vedrørende salgspersonalets muligheder for at forvalte produkter, der kun må sælges med licens eller identificere og indberette mistænkelige transaktioner blandt mange, blev ikke debatteret. De vanskeligheder, som vil være forbundet med at skelne mellem en »virksomhed«, der uanset kort levetid og etableringsformål, vil være undtaget fra enhver kontrol og »en privatperson«, som måske eller måske ikke vil være villig eller i stand til at fremlægge identifikation og afsløre det endelige anvendelsesformål, blev diskuteret i forbindelse med konsekvensanalysen, men den endelige løsning foreligger ikke i forslaget.

4.7

En yderligere komplikation består i, at konsekvensanalysen er baseret på en økonomisk model, som kun blev udviklet fuldt ud for 14 af de 15 stoffer, der nu står opført på listen (saltsyre blev udeladt i sidste øjeblik, og »ammoniumnitrat«, der almindeligvis sælges under betegnelsen »CAN«, blev tilføjet uden bemærkninger eller forklaring). Kemikalierne og deres markeder er bestemt ikke homogene og spænder fra hexamin, et specialiseret fast brændstof til legetøj og komfurer med en detailhandelsomsætning på under EUR 10 millioner til AN (plus CAN) og acetone, der sælges i millioner af tons til henholdsvis gødningsprodukter i landbruget, kosmetik og husholdningsartikler, og hvor markederne i EU har en værdi af milliarder af EUR.

4.8

På baggrund af disse begrænsninger lader det bedste skøn til at gå på, at en omsætning på ca. EUR 300 millioner, der udgør 10 % af den samlede værdi af de stoffer med høj koncentration, som står opført i bilag I, vil blive direkte påvirket på den måde, at måske halvdelen fortsat vil blive solgt med licens, mens resten vil blive erstattet eller gå tabt. Salg af koncentreret hydrogenperoxid, en velkendt og ofte anvendt prækursor til hjemmelavede sprængstoffer, tegner sig for ca. 60 % af denne totalsum. De noget større markeder for produkter, der står opført i bilag II, og som først og fremmest omfatter salg af koncentreret svovlsyre og acetone, ligeledes almindeligt kendte prækursorer til hjemmelavede sprængstoffer, bør ikke i væsentligt omfang blive berørt af indberetningskravene. Hvis de berøres, kan det måske ses som et tegn på, at forordningen rent faktisk virker i praksis.

4.9

De kompenserende økonomiske og sociale fordele ved at begrænse offentlighedens adgang til prækursorer for hjemmelavede sprængstoffer, og dermed reducere hyppigheden og intensiteten af terrorangreb blev diskuteret i den forberedende undersøgelse, men er ikke blevet kvantificeret i forslaget. Det er derfor ikke nemt at foretage en vurdering af balancen mellem omkostninger og udbytte. Samlet set mener EØSU imidlertid, at foranstaltningerne lever op til alle relevante retningslinjer, og de bør derfor støttes uforbeholdent. Medlemsstaternes indsats, såvel internt som i et indbyrdes samarbejde vil imidlertid have afgørende betydning, hvis der skal opnås gode resultater på langt sigt.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Såvel EØSU som Kommissionen erkender, at ethvert forslag vedrørende dette emne skal være baseret på en velovervejet balance mellem restriktioner for anvendelsen af specifikke kemikalier til ulovlige formål, der er begrundet i almene hensyn, og borgernes ret til at forfølge egne interesser under en rimelig hensyntagen til privatlivets fred. Det accepteres ligeledes, at behovet for sikkerhedstiltag og forebyggende foranstaltninger ikke altid kan dokumenteres fuldt ud. Imidlertid bør dette så vidt muligt være tilfældet.

5.2

EØSU beklager derfor, at det endelige forslag ikke fuldt ud underbygges af den forberedende undersøgelse og konsekvensanalysen, særligt med hensyn til sletningen af saltsyre, selv fra bilag II, og tilføjelsen af CAN uden dokumentation for anvendelse eller indvirkning på markedet. Idet der i forslaget ganske fornuftigt lægges op til, at yderligere kemikalier kan tilføjes i fremtiden, er der et klart behov for at sikre, at de korrekte procedurer følges af alle berørte parter på gennemskuelig vis. Selv på dette sene tidspunkt ville det være nyttigt at komme med en tilføjelse vedrørende dette punkt.

5.3

Begrundelsen for at opdele de 15 stoffer i to grupper, hvoraf kun 8 pålægges restriktioner for salg i høje koncentrationer, diskuteres heller ikke fuldt ud i hverken forslaget eller arbejdsdokumenterne, selvom en sådan debat bestemt fandt sted i SCP og var tilgængelig efter anmodning. Ideelt set bør disse aspekter inkluderes i forslaget og i alle efterfølgende forklarende bemærkninger.

5.4

Set i lyset af den relativt korte liste over yderst forskellige stoffer er EØSU også overrasket over, at der ikke blev set nærmere på muligheder for eller diskuteret tiltag til EU-regler for klassificering, emballering og mærkning af farlige stoffer og blandinger, f.eks. med henblik på at begrænse størrelsen af de enkelte pakker og dermed gøre det nemmere at bemærke usædvanligt store og dermed »mistænkelige« transaktioner i alle faser af forsyningskæden. Om dette er fornuftigt eller ej, afhænger af det indkøbsvolumen, som er nødvendigt for at fremstille et sprængstof i ønsket størrelse. Information herom kunne være blevet inkluderet i den oprindelige konsekvensanalyse og ville have bidraget til målretningen af det foreslåede system til indsamling af »efterretninger«.

5.5

Specifikke forslag under dette kapitel ville ligeledes kunne bidrage til at løse de praktiske problemer med kontrol på salgsstedet, hvor mærker, stregkoder eller andre interne kontrolsystemer vil være afgørende for muligheden for at begrænse ulovlige eller uønskede transaktioner. Set i lyset af den fri bevægelighed for varer i EU vil det have afgørende betydning, at der etableres et enkelt harmoniseret system, så producenter og grossister får mulighed for at opfylde kravene på omkostningseffektiv vis.

5.6

Som en mindre detalje bemærkes det, at blandinger af alle stoffer i begge bilag står opført med den samme KN-kode (3824 90 27). Selvom det er blevet bekræftet, at dette er korrekt, fremhæver det ikke desto mindre problemet med at kortlægge de grænseoverskridende bevægelser omfattende produkter eller blandinger, som giver anledning til bekymring.

5.7

Det bemærkes, at business to business-transaktioner (b2b) undtages. Definitionen af en virksomhed er imidlertid uklar. Ikke alle selvstændige gartnere, håndværkere, tandlæger eller frisører vil f.eks. kunne angive et momsnummer eller anden dokumentation for løbende virksomhedsaktiviteter. Selv hvis der foreligger dokumentation, og virksomheden er baseret på løbende og lovlige forretningsaktiviteter, vil det stadig være muligt, at en transaktion kan betragtes som »mistænkelig« ud fra et fornuftsbaseret synspunkt, og det skal derfor også være muligt at foretage en indberetning i dette led af forsyningskæden.

5.8

Endelig er der ingen restriktioner for salg af stoffer, som står opført i bilag II, der er blot et krav om at indberette »mistænkelige« transaktioner. Set i lyset af at enhver »mistænkelig« transaktion kan, og sandsynligvis vil, blive indberettet uanset om stoffet, blandingen eller produktet er med på listen eller ej, er det overraskende, at denne liste ikke er længere og omfatter flere prækursorer og råmaterialer. På nationalt niveau ville dette give et vist spillerum til at kortlægge lokale præferencer (f.eks. brug af sortkrudt eller propanflasker) og reagere hurtigt på nye blandinger og tendenser.

5.9

Det ville ligeledes bidrage til at præcisere teksten og de underliggende antagelser om indberetningskravets anvendelsesområde. I begrundelsen under overskriften »konsekvenser for de grundlæggende rettigheder« fastslås det, at »indberetning af mistænkelige transaktioner kun gælder for de kemikalier, der er opført i bilagene og vil være baseret på en risikovurdering foretaget af de økonomiske aktører«. I artikel 6, stk. 4 udvides dette imidlertid til at inkludere andre »ikke-registrerede stoffer«. Idet evalueringen af, om en transaktion kan anses for at være »mistænkelig«, i sig selv er en værdibedømmelse, som afspejler lokale normer og holdninger, kan denne ikke gøres enten obligatorisk eller 100 % altomfattende, ligesom indberetninger af transaktioner omfattende stoffer, som ikke står på listen, eller som ikke er relevante, ikke helt kan udelukkes. På baggrund af de utallige detailhandlende, som er involveret, og problemerne med at skabe øget bevidsthed eller udveksle bedste praksis, for slet ikke at tale om kontrolhåndhævelsen, vil problemet med kvaliteten og kvantiteten af de data, som indsendes til de nationale kontaktpunkter, ligeledes skulle løses, inden dette kontaktpunkt kan anses som en kilde til nyttige »efterretninger«.

5.10

På trods af ovennævnte indvendinger støtter EØSU i høj grad forslaget og tror, at det vil bidrage til borgernes sikkerhed såvel i som uden for EU. Der vil løbende være behov for at udveksle bedste praksis, særligt hvad angår kommunikationen til og med detailhandlen og andre berørte grupper i civilsamfundet. EØSU bidrager gerne til denne indsats efter bedste evne.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 13.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/30


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning — Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler

KOM(2010) 542 endelig — 2010/0271 (COD)

2011/C 84/06

Ordfører: Virgilio RANOCCHIARI

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet besluttede hhv. den 5. november 2010 og den 19. oktober 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2010 om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler

KOM(2010) 542 endelig — 2010/0271 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 17. december 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 19. januar 2011, følgende udtalelse enstemmigt:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Den økonomiske og finansielle krise, der ramte Europa i 2008, gik ikke udenom motorcykelbranchen. I perioden fra sidste kvartal 2008 til sidste kvartal 2010 faldt EU-markedet med 33 %, hvilket indvirkede negativt på beskæftigelsen.

1.2

Uanset den nuværende situation bifalder EØSU Kommissionens forslag til forordning, der bl.a. tager fat på to følsomme emner som trafiksikkerhed og miljø, om hvilke man længe har ventet et lovgivningsinitiativ.

1.3

Køretøjer i klasse L (1) spiller også en social rolle, fordi de giver adgang til mobilitet, medvirker til at mindske den trafikale overbelastning i byerne og tilbyder et alternativ i landdistrikterne, hvor den offentlige transport er begrænset.

1.4

EØSU anbefaler derfor, at man for at undgå at presse markedet yderligere koncentrerer sig om at begrænse den samlede stigning i forbrugeromkostningerne pga. de foreslåede ændringer, især hvad angår de mindre, mobilitetsorienterede produkter. Derfor anbefaler udvalget, at forordningen fastsætter en tilstrækkelig lang frist til at gennemføre de foreslåede foranstaltninger og giver større fleksibilitet i forbindelse med de tekniske løsninger, der skal anvendes på mindre køretøjer, så disse bliver ved med at have en overkommelig pris for forbrugerne.

2.   Indledning

2.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, som sigter mod at løse flere problemer i forbindelse med typegodkendelse og markedsovervågning i motorcykelbranchen. Dette længe ventede forslag giver motorcykelbranchen det fornødne overblik over de kommende krav til fremstilling af to- og trehjulede køretøjer og quadricykler (køretøjer i klasse L).

2.2

De gældende miljøstandarder for køretøjer i klasse L går tilbage til 2006 (2) og Kommissionen foreslår at fortsætte i samme retning i det kommende årti og gradvist indføre nye Euro-trin. Forslaget indeholder også bestemmelser om køretøjers sikkerhed, da øget sikkerhed for motorcyklister er blandt EU's strategiske mål for perioden 2011-2020 (3).

2.3

Som allerede nævnt i en af EØSU's tidligere udtalelser (4), har motorcykel-, scooter- og knallertsektoren stor betydning for økonomien og beskæftigelsen i EU. 90 % af den europæiske produktion skabes af ca. 100 mellemstore producenter, som er placeret i flere forskellige EU-lande (primært Italien, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Østrig samt Tjekkiet, Holland, Portugal, Slovenien og Sverige) foruden i Norge og Schweiz. De resterende 10 % af den europæiske produktion er fordelt på små eller meget små producenter. Den gennemsnitlige omsætning på 8 mio. EUR vidner om det store antal små og mellemstore virksomheder. I 2007 var der 25 000 ansatte i fremstillingssektoren, medens beskæftigelsen i hele motorcykelbranchen (inklusive fremstilling af dele, distribution og vedligeholdelse) skønnedes at ligge på omkring 150 000.

2.4

Producenterne er meget forskellige: fra internationale aktører, der kan være aktive inden for alle segmenter (motorcykler til forskellige formål med forskellige slagvolumener, scootere af forskellige slagvolumener, knallerter, trehjulede og firhjulede motorcykler) eller højtspecialiserede, til nationale og lokale aktører (ja helt ned til værkstedstørrelse, hvad angår dimensioner og produktionsproces).

2.5

Faldet i efterspørgslen som følge af den økonomiske krise siden sidste kvartal 2008 har udløst en række negative virkninger i sektoren med alvorlige strukturelle og beskæftigelsesmæssige konsekvenser til følge (et fald i efterspørgslen på 31 %, der igen har ført til 35 % mindre omsætning og færre ordrer og har indvirket negativt på beskæftigelsen). I perioden fra sidste kvartal 2008 til sidste kvartal 2010 faldt EU-markedet med 33 %. Dette fald i efterspørgslen resulterede også i et fald i omsætningen og ordrebeholdningen og havde en negativ indvirkning på beskæftigelsen i fremstillingssektoren (primært i form af mindre sæsonarbejde, nedsatte arbejdstider og udbetaling af fratrædelsesgodtgørelser) såvel som i leverandørleddet forud for produktionen og i salgs-, vedligeholdelses- og reparationsleddet efter produktionen (antallet af ansatte anslås til at være 25 % mindre i 2010 end i 2007) (5).

Kommissionens forslag til forordning, KOM(2010) 542, blev vedtaget på denne baggrund, som EØSU også ønsker at tage med i betragtning i sin udtalelse.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Kommissionen vedtog sit forslag til forordning om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler den 4. oktober 2010. Forslaget bruger den »todelte fremgangsmåde« med dels en rammeforordning, som EØSU nu er i færd med at kommentere i forbindelse med den fælles beslutningstagning, dels en opfølgning heraf med fire komitologiforordninger (delegerede retsakter) inden 2012:

1.

Krav til miljøpræstationer og fremdriftsydelse

2.

Krav til køretøjernes funktionelle sikkerhed og relaterede spørgsmål

3.

Krav til køretøjkonstruktionen

4.

Gennemførelsesretsakt vedrørende de administrative krav.

Kommissionen sigter mod at indføre hele pakken fra 1. januar 2013.

3.2

EØSU bifalder denne lovgivningsmæssige tilgang, der tager sigte på gradvis at forbedre miljøpræstationerne og øge køretøjernes sikkerhedsudstyr samt at opnå forenkling af lovgivningen om typegodkendelse af køretøjer i klasse L, for hvilke der indføres nye underkategorier. En sådan forenkling vil resultere i ophævelsen af 13 direktiver og i anvendelsen af UNECE-regulativer (6) i videst muligt omfang. Desuden støtter EØSU den fornyede vægt, der lægges på markedsovervågning, som er nødvendig for at sikre lige markedsvilkår og beskytte forbrugeren imod produkter, der ikke lever op til kravene, og som primært kommer fra Sydøstasien.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU ser overordnet set positivt på Kommissionens forslag, især hvad angår den gradvise ikrafttrædelse. Visse aspekter skal dog stadig tages op med Europa-Parlamentet og Rådet for at opnå en velafbalanceret lovgivning med omkostningseffektive foranstaltninger, navnlig i lyset af sektorens karakteristika og den aktuelle økonomiske og finansielle krise.

4.2

Efter EØSU's mening bør man først se på tidsplanen for indførelse af nyt udstyr på køretøjer, som bør levne fabrikanterne tilstrækkelig tid til at efterleve de forskellige krav, efter at alle dele af forordningen såvel som de delegerede retsakter er blevet godkendt. Eftersom de delegerede retsakter tidligst forventes at være færdige i slutningen af 2012, mener EØSU, at ikrafttrædelsesdatoen for hele pakken bør være den 1. januar 2014 for dermed at give producenter og underleverandører tilstrækkelig tid til at tilpasse sig. Producenterne har behov for denne frist for at kunne danne sig et tilstrækkeligt overblik over de nye krav og sammen med underleverandørerne udvikle passende løsninger til at imødekomme de foreslåede krav.

4.3

De nye krav skal derefter indarbejdes i produktet til en pris, der er rimelig for forbrugeren. Dette er særlig vigtigt i den nuværende økonomiske situation. Den ekstra procentvise stigning i forbrugerpriserne som følge af indførelse af de forskellige miljø- og sikkerhedskrav, der foreslås i forordningen, skønnes (7) at ligge mellem 5 % og 10 % i den dyre ende af markedet (motorcykler over 750cc) og op til 30 % i den billige ende af markedet (motorcykler under 300cc). Denne stigning på 30 % synes ude af proportioner og risikerer at ændre forbrugernes holdning til køb og føre til en ældre flåde, hvilket vil have negative konsekvenser for miljøet og sikkerheden såvel som for erhvervslivet, beskæftigelsen og samfundet. Hvad mængde angår, tegner små og mellemstore motorcykler sig for mere end 80 % af indregistreringerne i EU. Det skal bemærkes, at køretøjer under 300cc, hvoraf de fleste er bykøretøjer og skaber social og faglig mobilitet, udgør to tredjedele af indregistreringerne i EU.

4.4

På miljøsiden hilses Kommissionens forslag til tidsplan for indførelsen af den nye miljøgrænseværdi (Euro-trin) velkommen. EØSU bemærker dog, at hybridteknologi synes at blive straffet i et vist omfang, da grænseværdien er den samme som for diesel, selv om disse hybridkøretøjer pt. anvender benzin som brændstof.

4.5

På sikkerhedssiden bifalder EØSU den lovgivningsmæssige tilgang til avancerede bremsesystemer, men gentager (8), at der er behov for at kunne vurdere omkostningseffektiviteten af de forskellige systemer afhængigt af de forskellige produkter og deres brugsmønstre. EØSU går ind for en teknologineutral fremgangsmåde i forbindelse med avancerede bremsesystemer for at give fabrikanterne den nødvendige fleksibilitet og stimulere innovationen til gavn for forbrugerne.

4.6

EØSU støtter de foreslåede ikrafttrædelsesdatoer for de forskellige krav til nye typegodkendelser, men mener, at der er behov for ekstra tid til køretøjer, der er indregistreret i henhold til en gældende typegodkendelse, pga. de ekstra komplikationer og den udgiftsbyrde, der er forbundet med deres tilpasning.

4.7

EØSU støtter også den øgede fokus på foranstaltninger mod ulovlige indgreb på køretøjer, der er underlagt en lovbestemt hastighedsgrænse, og markedsovervågningsforanstaltninger, der sigter mod at forhindre køretøjer, der ikke overholder typegodkendelseskravene, i at komme ind på EU-markedet. På disse områder vil medlemsstaterne også skulle spille en nøglerolle ved at foretage regelmæssig kontrol af køretøjsflåden og i distributionsleddet.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

I artikel 2, stk. 2, litra g, er »køretøjer, der hovedsagelig er beregnet til brug uden for vej (off road) og konstrueret til kørsel på overflader uden belægning« blevet udelukket fra anvendelsesområdet for Kommissionens forslag. Dette skaber et problem for eksisterende produktioner af trial- og endurokøretøjer, som hidtil har været omfattet af typegodkendelseslovgivningen, og det skaber også usikkerhed på grund af den subjektive fortolkning af udelukkelse af andre køretøjer, der ligger på grænsen. EØSU går ind for fortsat at lade trial- og endurokøretøjer (9) være omfattet af typegodkendelseslovgivningen for bl.a. at undgå negative miljøindvirkninger og for at anvende klare krav, så der kan tilføjes de undtagelser fra avancerede bremsesystemer, som er nødvendige, fordi de pågældende køretøjer anvendes under særlige forhold.

5.2

EØSU bifalder også udeladelsen af den valgfri maksimale nettoeffekt på 74kW, der i øjeblikket kun anvendes i en EU-medlemsstat, da det understøtter målsætningerne om færdiggørelse af EU's indre marked.

5.3

EØSU sætter spørgsmål ved proportionaliteten af den bestemmelse, der kræver brug af egendiagnosesystemer på L1 og L2 knallerter, da de tekniske konsekvenser af denne foranstaltning er uforholdsmæssigt dyre i forhold til disse køretøjers lave salgspris (omkring 1 000 EUR). EØSU ønsker at understrege den sociale rolle, som knallerter spiller ved at give adgang til mobilitet, uddannelse og jobmuligheder for unge mennesker og marginale befolkningsgrupper, for hvem disse køretøjer er den eneste overkommelige form for privat transportmiddel i byer, men navnlig i landdistrikter, hvor der kun er få offentlige transportmuligheder.

5.4

EØSU bemærker, at grænserne for »små serier« er blevet sænket fra de nuværende 200 til 100 (L4e, L5Be, L6Be, L7Be), 50 (L5Ae) og endog 20 (L1Ae, L1Be, L2e, L6Ae, L7Ae). EØSU mener, at disse grænser er for lave og upraktiske for mange små og mellemstore virksomheder i denne sektor. Udvalget foreslår derfor at fastholde den nuværende grænse på 200, så disse SMV'er kan få begrænsede undtagelser fra typegodkendelseskrav, der er økonomisk uoverkommelige for sådanne små virksomheder.

5.5

EØSU mener, at den foreslåede totalvægt for L6e og L7e quadricykler i bilag I er fremsat for tidligt. Selv om den maksimale totalvægt synes uændret, refererer den nu til vægten i køreklar stand. Dette udgør en stramning i sig selv, og ydermere er der ikke taget højde for den ekstra vægt, der skyldes de nyligt foreslåede krav i bilag II, dvs. primært, men ikke udelukkende, »beskyttelseskonstruktioner fortil og bagtil«. Eftersom den tekniske karakter af disse nye krav skal fastlægges i delegerede retsakter, mener EØSU, at den maksimale totalvægt bør fastsættes i lyset af de tekniske krav.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Køretøjer i klasse L omfatter L1e (let motordrevet tohjulet køretøj), L2e (trehjulet knallert), L3e (tohjulet motorcykel), L4e (tohjulet motorcykel med sidevogn), L5e (motordrevet tricykel), L6e (lette quadricykler), L7e (tunge quadricykler).

(2)  Direktiv 2002/51/EF indførte Euro2 (fra 2003) og Euro3 (fra 2006).

(3)  Politiske retningslinjer for trafiksikkerheden, Kommissionen, 2010.

(4)  EUT C 354 af 28.12.2010, s. 30.

(5)  Tal for Italien fra den italienske motorcykelbrancheforening, ANCMA (Associazione Nazionale Ciclo Motociclo e Accessori).

(6)  United Nations Economic Commission for Europe (FN's Økonomiske Kommission for Europa).

(7)  Kilde ACEM, sehttp://circa.europa.eu/Public/irc/enterprise/automotive/library?l=/mcwg_motorcycle/meeting_june_2009&vm=detailed&sb=Title

(8)  CESE 1187/2010, »Strategiske retningslinjer for færdselssikkerhed indtil 2020«, september 2010.

(9)  Som defineret i direktiv 2002/51/EF, art. 2, pkt. 4.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/34


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om short selling og visse aspekter af credit default swaps

KOM(2010) 482 endelig — 2010/0251 (COD)

2011/C 84/07

Hovedordfører: Peter MORGAN

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 7. oktober 2010 og den 13. oktober 2010 under henvisning til artikel 114, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om short selling og visse aspekter af credit default swaps

KOM(2010) 482 endelig — 2010/0251 (COD).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium henviste den 20. oktober 2010 det forberedende arbejde til Den Faglige sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 20. januar, Peter Morgan til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 200 stemmer for, 4 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Det Forenede Kongerige og andre lande forbød short selling af aktier i finansielle institutioner som en følge af markedsnedsmeltningen efter Lehman-sammenbruddet. Som reaktion på den græske statsgældskrise forbød de tyske myndigheder short selling af aktierne i bestemte tyske finansielle institutioner, statsgæld i eurozonen og »udækkede« CDS-positioner i denne gæld. I denne forordning, som del af revisionen af den finansielle regulering og det finansielle tilsyn, foreslår Kommissionen, at der, under ESMA's (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) paraply, etableres en fælles ramme for forvaltning af short selling og CDS i EU. EØSU bifalder dette initiativ, som vil løse problemet med modstridende ordninger og skabe klare forhold på dette område af de finansielle markeder.

1.2

Overordnet set mener EØSU, at resultaterne vil blive optimeret, hvis markederne kan fungere frit inden for et etableret regelsæt. EØSU fremhæver betydningen af ESMA's overordnede tilsynsrolle. I tilfælde af forhold, som ESMA anser for at være ugunstige, kan ESMA:

forhindre personer i at deltage i enhver form for handel eller begrænse værdien af sådanne handler,

forhindre personer i at indgå i short sales eller opstille betingelser for sådanne salgstransaktioner,

forbyde CDS-transaktioner relateret til statsgæld,

begrænse værdien af statslige CDS'er og

stille krav om offentliggørelse af short selling.

1.3

Generelt forventer EØSU, at det i første række vil være medlemsstaternes kompetente myndigheder, der skal varetage disse beføjelser. ESMA's koordinering af medlemsstaternes tiltag opfylder et eksisterende behov og vil være yderst gavnlig. EØSU ser direkte ESMA-indgreb som en undtagelse, som fastlagt i artikel 24 i forordningen.

1.4

EØSU bifalder forslaget til en retlig ramme, som vil give de kompetente myndigheder beføjelser til at kræve en større gennemsigtighed vedrørende de instrumenter, som er omfattet af forordningen. I daglig praksis vil dette være en fordel for tilsynsmyndigheder, investorer og markeder. Hvis et fremtidigt indgreb skulle komme på tale, kan vi forvente, at tilsynsmyndighederne vil være bedre informerede end hidtil.

1.5

EØSU bifalder forslaget om at formalisere beføjelserne til at pålægge midlertidige begrænsninger af short selling, når markedsstabiliteten er truet, under en fælles ramme. EØSU bemærker, at der fortsat ikke er fastlagt objektive kriterier for, hvornår der er tale om markedsustabilitet. De nuværende tærskler for »kraftige prisfald« på 10 % er måske for lave for nogle instrumenter.

1.6

I henhold til bestemmelserne i punkt 1.5 mener udvalget ikke, at et direkte forbud mod udækket CDS kan retfærdiggøres i alle tilfælde.

1.7

EØSU er af den opfattelse, at den foreslåede ordning for udækket short selling kunne være mere effektiv, hvis der som et minimum indbygges en fleksibilitet, som gør det muligt at dække korte positioner på dagsbasis. Den mere fleksible amerikanske model bør kunne give de nødvendige garantier, uden at markedsdeltagerne stilles i en ugunstig position.

1.8

EØSU støtter forslaget om en gennemsigtighedsmodel for værdipapirer i to lag, hvor oplysninger først gives direkte til tilsynsmyndigheden uden offentliggørelse og derefter fremlægges offentligt til markedet. Dette vil sikre, at såvel tilsynsmyndighederne som markedet informeres rettidigt.

1.9

EØSU ser med skepsis på bestemmelsen om mærkning af korte ordrer. Kompleksiteten er betydelig, nytteværdien tvivlsom, og kravet vil pålægge alle EU-handelssystemer en ekstra byrde. De andre gennemsigtighedsfremmende foranstaltninger synes i mere end tilstrækkelig grad at gøre det muligt for ESMA og de kompetente myndigheder at kontrollere markederne.

1.10

CDS, i relation til statsgæld, har været genstand for eurozonens bange anelser, efterhånden som statsgældskrisen har udfoldet sig. EØSU er særdeles bekymret over denne krises økonomiske og sociale dimensioner. Udvalget mener, at handel med udækkede CDS forstærkede krisen og hilser derfor forslaget til forordning velkommen. EØSU erklærer sig enig med Kommissionen, der i betragtning 16 og 17 i forordningens begrundelse anfører, at »udækket short selling af aktier og statsobligationer anses somme tider for at øge den potentielle risiko for manglende afvikling og for volatilitet. Foranstaltninger i forbindelse med statsobligationer og credit default swaps relateret til udstedere af statsobligationer, herunder øget gennemsigtighed og begrænsninger af udækket short selling, bør indføre krav, der er forholdsmæssigt afpassede, og bør samtidig undgå en ugunstig indvirkning på likviditeten på markederne for statsobligationer og repomarkedet for genkøb af statsobligationer«.

1.11

Sammenfattende kan det siges, at udvalget bifalder ESMA's regulerende rolle, som defineret i forordningen. En overdreven interventionsiver risikerer at destabilisere markederne. EØSU bifalder bestemmelserne om markedsgennemsigtighed, som udvalget forventer vil være yderst gavnlige. EØSU bifalder hovedparten af de tekniske bestemmelser med undtagelse af de ovennævnte områder, hvor udvalget har redegjort for sine indvendinger.

1.12

Set i lyset af den skade en statsgæld, som er ude af kontrol, kan forårsage for alle borgere, forventer EØSU, at EU vil indtage en global førerposition, hvad angår den fremtidige forvaltning af statsgæld.

2.   Indledning

Short selling

2.1

Begrebet »short selling« betyder, at man sælger aktier, som er lånt, men ikke ejet. Institutioner, som udlåner aktier, opkræver et gebyr, som giver ekstra indtægter til deres fonde. Låntageren sælger aktierne i forventning om, at prisen vil falde, således at de på et senere tidspunkt kan købes tilbage til en lavere pris, hvorefter de returneres til långiveren, og låntageren står tilbage med en fortjeneste. Det siger sig selv, at short selling er risikabelt. Lånet af aktierne kan arrangeres inden salget (dækket short selling) eller efter salget (»udækket short selling«).

2.2

Der kan være forskellige grunde til at anvende short selling. Fordi såvel individuelle aktier som aktiemarkedet i sin helhed kan både falde og stige, risikerer en aktieportefølje, som efter planen skal stige med markedet (en lang position), at tabe værdi, når aktiekurserne falder. Denne type »lange« porteføljer kan beskyttes vha. en »kort« komponent. Mens mange institutioner kun er »lange«, kan nogle udelukkende være »korte«. Det er et åbent spørgsmål, om det er den udelukkende lange portefølje, som satser på et stigende marked, eller den korte portefølje, som satser på kursfald, der er den mest spekulative.

2.3

Short selling foretages af en bred vifte af markedsdeltagere fra traditionelle fondsforvaltere, såsom pensionskasser og forsikringsselskaber til investeringsbanker, hedgefonde og market markers. Individuelle investorer kan også anvende short selling som led i deres investeringsstrategi. Short selling betragtes som en legitim investeringsform under normale markedsforhold.

2.4

Som Kommissionen ganske rigtigt fastslår, er short selling en etableret, almindelig praksis på de fleste finansielle markeder og bør ikke forveksles med markedsmisbrug, som reguleres særskilt i EU. Rent faktisk har short selling en positiv indvirkning på de finansielle markeder, hvilket giver sig udslag i en betydeligt forbedret informationsudbredelse, en reduceret risiko for prisbobler og større markedslikviditet.

2.5

I september 2008, umiddelbart efter Lehman-krakket, forbød Det Forenede Kongerige short selling af aktier i børsnoterede finansielle virksomheder. Mange andre lande, herunder USA, indførte lignende restriktioner i perioder af varierende længde. Den nye EU-forordning vil forhindre en gentagelse af disse utilbørlige foranstaltninger.

2.6

Subprime derivaternes giftighed, kræftens viruslignende karakter og nedsmeltningens kolossale omfang krævede handling fra tilsynsmyndighedernes side, selv om disse foranstaltningers indvirkning på krisens forløb kan diskuteres. Det er svært at forestille sig at en lignende situation vil opstå i fremtiden, men under alle omstændigheder er der nu etableret en ramme for, at tilsyns- og reguleringsmyndigheder kan reagere på velordnet vis.

Credit default swaps

2.7

Credit Default Swaps (CDS) er derivatkontrakter, der er knyttet til et underliggende gældsinstrument, såsom virksomhedsobligationer og statsobligationer. De anvendes som sikkerhed mod, at denne gæld misligholdes. Køberen af beskyttelse betaler kvartalsvise præmier – »spredningen« – til sælgeren af beskyttelse. Spredningen af en CDS angiver, hvor meget der skal betales for at bevare den, og spredningen øges i takt med den formodede risiko for misligholdelse af den underliggende gæld.

2.8

Hvis låntageren misligholder, betaler sælgeren af beskyttelsen køberen obligationens pariværdi til gengæld for den fysiske levering af obligationen. En misligholdelse kan omfatte begivenheder som manglende betaling, omstrukturering og konkurs. De fleste CDS'er er i størrelsesordenen 10-20 millioner USD med løbetider på mellem et og 10 år. En CDS svarer til en kreditforsikring, selvom en CDS ikke er underlagt tilsynsreglerne på forsikringsområdet.

2.9

Investorer kan også købe og sælge beskyttelse uden at eje nogen andel af den gæld, der forsikres. Disse »udækkede CDS« gør det muligt for markedsaktøren at spekulere i gældsemissioner og den gældsattes kreditværdighed. Hvis en underleverandør til General Motors for eksempel var bekymret for, om GM eventuelt var insolvent, kunne en udækket CDS på GM-obligationer give beskyttelse. På samme måde kan investorer i statsgæld anvende CDS til at skabe kunstige lange og korte positioner i udvalgte obligationer, hvilket i visse tilfælde kan udgøre en bedre portefølje.

2.10

Det er vigtigt, at der ikke skabes uklarhed om forskellen på henholdsvis udækkede CDS og den udækkede short selling af værdipapirer og aktier. I sidstnævnte tilfælde sælges lånte værdipapirer. Dette kan være problematisk. I tilfælde af en udækket CDS er der ikke tale om et salg. En interesseret køber har købt en option på en obligation fra en interesseret sælger. Som på ethvert andet marked fastsættes der en pris. Den underliggende obligations præstation afgør, hvilken af de to aftalepartnere, der får en fortjeneste. Udækkede CDS udgør størstedelen af CDS-universet.

2.11

I maj 2010 nedlagde Tyskland et forbud mod udækkede CDS i relation til eurozonelande samt mod udækkede short sales af eurozonestatsgæld og værdipapirer fra visse tyske finansielle institutioner. Tilsynsmyndigheden begrundede indgrebet med »obligationernes ekstraordinære volatilitet«. Indgrebet overraskede de andre medlemsstater og skabte uro på markederne. På samme måde som for short selling af aktier vil de nye EU-beføjelser og bestemmelser forhindre en gentagelse af sådanne uforudsete ensidige indgreb i fremtiden.

2.12

Selv om der med rette fokuseres på CDS, er der stadig en fare for, at man behandler problemets symptomer og ikke årsagen. Årsagen er det udestående politiske og økonomiske dilemma, hvor en valutaunion konfronteres med en gældskrise. Dilemmaet har skabt økonomisk usikkerhed. Långivere er nødsaget til at dække deres udestående risici. Opportunister forsøger at drage fordel af den usikre situation. Det er svært at skelne mellem de forskellige kategorier af aktører. Bankerne er måske i færd med at drage fordel af situationen, men eurozonens regeringer giver dem også alle muligheder for at gøre dette.

2.13

Set i lyset af ovenstående og under hensyntagen til den skade, som en statsgæld, der er ude af kontrol, kan forårsage for alle borgere, forventer EØSU, at EU vil indtage en global førerposition, hvad angår den fremtidige forvaltning af statsgæld.

3.   Resumé af forslaget til forordning

3.1

Forslaget omfatter aktier, derivater relateret til aktier, statsobligationer og derivater relateret til statsobligationer samt credit default swaps relateret til udstedere af statsobligationer.

3.2

Forslaget fastsætter gennemsigtighedskrav for fysiske eller juridiske personer (i det efterfølgende personer) med betydelige korte nettopositioner relateret til EU-aktier og EU-statsobligationer eller med betydelige credit default swaps-positioner relateret til udstedere af EU-statsobligationer.

3.3

For aktier foreslås en gennemsigtighedsmodel i to lag: ved en lavere tærskel skal meddelelse om en position gives direkte til tilsynsmyndigheden uden offentliggørelse og ved en højere tærskel skal positioner offentliggøres til markedet.

3.4

Den foreslåede lavere tærskel er 0,2 % af den udstedte aktiekapital. Den højere tærskel er 0,5 %.

3.5

Når det drejer sig om EU-statsobligationer, kræves direkte meddelelse i tilfælde af

betydelige korte nettopositioner i statsobligationer og

betydelige positioner i credit default swaps relateret til statsobligationer.

3.6

Indberetning er også påkrævet, når korte positioner optages enten via såkaldt OTC-handel (over the counter) eller ved brug af derivater som optioner, futures osv.

3.7

Forslaget indeholder også krav om, at korte ordrer skal mærkes, således at et handelssystem dagligt vil kunne offentliggøre oplysninger om mængden af short selling i systemet.

3.8

Personer, der indgår aftaler om short selling af aktier og statsobligationer, skal på salgstidspunktet enten have lånt instrumenterne, indgået en aftale om lån af dem eller foretaget andre dispositioner, som sikrer, at værdipapiret kan lånes, så afviklingen kan gennemføres, når den forfalder.

3.9

Hvis en person, der har foretaget short selling, ikke er i stand til levere værdipapirer til afvikling af en transaktion til tiden, vil handelssystemet gennemføre dækningskøb og inddrive de dermed forbundne omkostninger hos vedkommende. Der pålægges dagbøder indtil salget er afviklet.

3.10

Afviklingsperioderne er forskellige fra en jurisdiktion til en anden. Generelt er afvikling et spørgsmål, der skal behandles mere indgående.

3.11

I ekstraordinære situationer kan det blive nødvendigt at forbyde eller begrænse short selling- aktiviteter, som under andre omstændigheder ville være legitime eller indebære ringe risiko. I sådanne tilfælde bør myndighederne have midlertidige beføjelser til at kræve yderligere gennemsigtighed eller underkaste markedet begrænsninger.

3.12

På grund af konsekvenserne for hele EU af sådanne foranstaltninger tillægges Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) to centrale roller: koordinering af foranstaltninger mellem medlemsstaterne og godkendelse af de begrænsninger, den enkelte medlemsstat har pålagt, specielt med hensyn til varigheden af den enkelte foranstaltning.

3.13

Når en situation har grænseoverskridende konsekvenser. og ESMA anser, at den foranstaltning den kompetente myndighed har truffet ikke er tilstrækkelig, kan ESMA selv intervenere med foranstaltninger, der har forret for foranstaltninger indført af de kompetente myndigheder i medlemsstaten.

3.14

Kommissionen bemyndiges til yderligere at definere kriterier og faktorer, som både ESMA og de kompetente myndigheder skal tage hensyn til ved bestemmelsen af, hvornår ugunstige hændelser eller en ugunstig udvikling udgør en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet eller markedstilliden.

3.15

De kompetente myndigheder har beføjelse til at indføre et meget kort forbud mod short selling af instrumenter eller på anden måde begrænse transaktioner for at forhindre et forstyrrende fald i kursen. Denne afbrydelse af børshandlen udløses af objektive kriterier.

3.16

Forslaget giver de kompetente myndigheder alle de nødvendige beføjelser til at håndhæve reglerne. Ifølge forslaget skal medlemsstaterne fastsætte regler om de administrative foranstaltninger, sanktioner og økonomiske foranstaltninger, der er nødvendige for implementeringen og håndhævelsen af forslaget.

Bruxelles, den 20. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/38


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog — Sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa«

KOM(2010) 365 endelig

2011/C 84/08

Ordfører: Petru Sorin DANDEA

Medordfører: Krzysztof PATER

Kommissionen besluttede den 9. juli 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Grønbog - Sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa

KOM(2010) 365 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der vedtog sin udtalelse den 16. december 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 20. januar, følgende udtalelse med 185 stemmer for, 9 stemmer imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Vigtigste anbefalinger

1.1

Som tilkendegivet i grønbogen om sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa er medlemsstaterne frie til og fuldt ansvarlige for at definere de grundlæggende elementer i deres sociale sikringssystemer, herunder også deres pensionssystemers udformning og ydeevne. Imidlertid mener EØSU, at en koordineret tilgang på EU-plan kan bidrage til at give sammenhæng og sikre, at de nationale pensionssystemer er i overensstemmelse med de sociale og beskæftigelsesmæssige søjler i Europa 2020-strategien, idet beskæftigelsen er afgørende for pensionssystemernes bæredygtighed. EØSU's kommentarer bør betragtes som en helhed og ikke vælges ud enkeltvis.

1.2

Reformer af pensionssystemerne vedtages på nationalt plan med udgangspunkt i landets specifikke forhold og historie, og de sigter mod at garantere et tilstrækkeligt og bæredygtigt pensionssystem. Ingen specifik type pensionsreform bør fremmes eller sanktioneres – hverken direkte eller indirekte – af EU's regler. I sine udtalelser fra 2000 og 2004 (1) insisterede EØSU på, at dette område skulle overlades til arbejdsmarkedets parter. På trods af store forskelle mellem de nationale pensionssystemer mener EØSU, at der er tilstrækkelig mange fælles træk, der kunne behandles på EU-plan, fra politisk koordinering til lovgivning, uden at EU's beføjelser på området for fondsbaserede pensionsordninger overskrides.

1.3

Grønbogens forslag skal placeres i den sociale markedsøkonomis bredere kontekst. Krisen er skadelig for vækst, beskæftigelse og pensioner. EU kunne varetage sin støtteopgave ved på samme tid at fastlægge en struktureret genopretningspolitik med henblik på at øge kvalitetsorienteret vækst ved hjælp af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, erhvervsuddannelse, investeringer og nytænkning og dermed fremme skabelsen af flere anstændige arbejdspladser, hvilket ville stabilisere de eksisterende pay-as-you-go-ordninger i medlemsstaterne. Disse ordninger fungerer som kraftige »støddæmpere« i krisetider. Forud for en eventuel overgang fra helt solidariske pensionsordninger til en kombination af ordninger (pay-as-you-go- og fondsbaserede ordninger) bl.a. på baggrund af argumentet om, at de solidaritetsbaserede pay-as-you-go-ordninger øger de offentlige budgetunderskud, bør medlemsstaterne huske på, at de fondsbaserede pensioner ikke kan hjælpe befolkningen med at overvinde den økonomiske krises følgevirkninger, tværtimod kan disse ordninger blive svækket hver gang, der opstår en økonomisk krise eller en børskrise.

1.4

På grund af lave fødselsrater og stigende forventet levetid oplever Europa en aldring af befolkningen. EØSU er enig i, at demografiske prognoser bør analyseres og overvåges regelmæssigt, så pensionssystemerne kan tilpasses nye forhold rettidigt og på en hensigtsmæssig måde. Imidlertid skal disse prognoser, inklusive prognoser for fremtidige offentlige udgifter til pension, bruges og betragtes med forsigtighed, da de ind imellem bygger på mange antagelser, der er svære at forudse på lang sigt (2). Man kan således ikke være sikker på, at Eurostats antagelse om, at den forventede levetid vil øges med syv år i EU i løbet af de næste 40 år, holder stik, selvom den er baseret på den bedste ekspertviden. Yderligere stigninger i levetiden kan påvirkes af ændringer i arbejds- og levevilkår. Forslagene i Kommissionens grønbog er hovedsageligt baseret på demografi og prognoser 50 år frem i tiden og tager efter EØSU's mening ikke hensyn til, at krisens effekt på pensionsordningerne i højere grad skyldes mangel på arbejdspladser og investeringer end demografi.

1.5

EØSU er skeptisk over for, at man ved slet og ret at hæve den lovbestemte pensionsalder skal kunne løse de problemer, der hænger sammen med de demografiske udfordringer. Tværtimod mener EØSU, at dette kunne skubbe millioner af ældre mennesker, især kvinder, ned under fattigdomsgrænsen. Målet bør være at hæve den reelle pensionsalder, så den kommer til at svare til den lovpligtige pensionsalder. Dette skal ske gennem initiativer, der skal få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, suppleret af effektive vækst- og beskæftigelsespolitikkerne. Kun en egentlig politik for »aktiv aldring«, der er rettet mod at få flere til at uddanne sig og få del i livslang læring, kan i væsentlig grad forbedre beskæftigelsesraten for ældre mennesker, der holder op med at arbejde tidligt på grund af problemer med helbredet, arbejdsintensiteten, tidlig opsigelse og manglende muligheder for uddannelse eller for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at en hævelse af den lovfæstede pensionsalder kan øge presset på andre søjler i det sociale sikringssystem (3), som f.eks. invalidepension eller minimumsindkomst, som det er sket i nogle medlemsstater, hvilket vil forhindre et egentligt skridt fremad mod sundere offentlige finanser, så det bør overvejes som en ordning på frivillig basis.

1.6

En mekanisme, som automatisk hæver pensionsalderen på grundlag af længere forventet levetid eller den demografiske udvikling, vil være farlig for samfundet som helhed, og støttes derfor ikke af EØSU. De fleste af disse mekanismer øger pensionsalderen automatisk som en funktion af øget forventet levealder og andre arbejdsmarkedsrelaterede parametre. Den slags grundlæggende beslutninger om levevilkår bør ikke tages af en computer, men af et parlament efter en bred offentlig debat, der involverer arbejdsmarkedets parter og andre vigtige aktører. Derudover bør enhver medlemsstat, der indfører denne mekanisme, huske på, at den, selvom den mindsker offentlig modstand mod reformer, kan føre til, at ældre arbejdstagere i stedet må modtage finansiel støtte fra andre søjler i det sociale sikringssystem, hvis de ikke har reelle muligheder for at få et arbejde. Uden videre at indføre denne mekanisme for pensionsordninger for at skabe tilstrækkelige og bæredygtige pensioner giver således ikke de lovede fordele.

1.7

Både pay-as-you-go- og fondsbaserede ordninger er påvirket af den nuværende økonomiske krise, men på forskellig vis. Det skal understreges, at indførelsen af de fondsbaserede ordninger i nogle medlemsstater i slutningen af 1990erne blev anset for at være en metode til at undgå pensionsrisici, f.eks. mht. bæredygtighed eller tilstrækkelighed, forårsaget af befolkningens aldring. Finanskrisen og følgerne af den viser, at fondsbaserede obligatoriske pensionsordninger er udsat for specifikke finansielle risici. Imidlertid påvirkes pay-as-you-go-pensionsordninger både af den økonomiske krise og af befolkningens aldring på grund af reduktionen af den samlede lønsum. Det står nu klart, at alle pensionsordninger, uanset hvordan de finansieres, kan blive påvirket, men på forskellig vis, af både den økonomiske krise og af befolkningens aldring. Derfor er der behov for tilsyn og god forvaltning af disse ordninger, samt økonomisk politik, med henblik på i betragtelig grad at mindske de risici, der truer deres bæredygtighed. Selvom der er mange forskellige pensionsordninger i EU, må forsøg på at sikre ordningernes tilstrækkelighed og bæredygtighed tage udgangspunkt i en holistisk tilgang. EØSU mener, at obligatoriske pay-as-you-go-ordninger fortsat skal spille en grundlæggende rolle for sikringen af fremtidens pensioner, og at de derfor bør være genstand for særlig opmærksomhed, så man kan få vendt tendensen til lavere erstatningsprocenter, der kan observeres i mange EU-lande.

1.8

Hvis EU skal kunne sikre bæredygtige offentlige finanser på et tidspunkt, hvor befolkningen aldres, må der ydes en effektiv indsats på følgende centrale områder: styrkelse af beskæftigelsens kvantitet og kvalitet, forbedring af produktiviteten og økonomien, forbedret flexicurity på arbejdsmarkedet, livslang læring, immigration og integration af indvandrere. EØSU mener, at Kommissionen burde anbefale, at der arbejdes på et beskæftigelsesbegreb for alle, med kvalitetsarbejde for alle uanset alder og med særligt fokus på indslusning af unge på arbejdsmarkedet, fremme af aktiv aldring og deltagelse i efteruddannelse og livslang læring. Det man ønsker, er at alle – fra nu af – arbejder og arbejder bedre. Derfor er det afgørende at få skabt de rette betingelser for at skabe nye job.

1.9

EØSU understreger, at et pensionssystem skal være troværdigt og tilstrækkeligt, hvilket indebærer, at man søger efter og anvender nye finansielle ressourcer med henblik på at garantere en balance mellem generationerne. Først da vil kommende generationer bidrage til et pensionssystem, hvilket er helt afgørende for at skabe bæredygtige pensionsordninger. Pensionssystemer skal være gennemsigtige og information og statistik om, hvordan de fungerer samt om medlemmernes rettigheder, skal være tilgængelig og forståelig. Undervisning i finansiel forståelse bør indgå i skolernes læseplaner.

1.10

EØSU opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at gøre ligestilling mellem kønnene til en realitet. Kvinder og mænds forskellige pensionsaldre bør undersøges. I kombination med kvinders lavere pensionsalder betyder det indbyrdes forhold mellem ydelser og demografiske faktorer, at kvinder er mere udsatte for fattigdom i alderdommen. Dette øger kvinders i forvejen højere risiko for lavere pensioner på grund af lavere løn (løngabet mellem mænd og kvinder), længere forældreorlov og højere risiko for langtidsledighed. Kvinders karrierer er også mere ustabile. I den forstand er det vigtigt at undgå lange perioder uden tilknytning til arbejdsmarkedet. For eksempel kan bedre muligheder for børnepasning og ældrepleje hjælpe adskillige kvinder med at træde ind på arbejdsmarkedet og blive der. EØSU opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at gennemføre reelle politikker, der tager fat på disse problemer.

1.11

EØSU bekræfter, at pensioner ikke, som det hævdes i grønbogen, er en »belønning«, men snarere en forsinket løn eller opsparing, uanset hvilket system, der anvendes. Pensionister er en meget vigtig socioøkonomisk kategori og bør ikke betragtes som en byrde, men som vigtige økonomiske aktører, idet de udgør 25 % af befolkningen. De bidrager til den globale efterspørgsel i økonomien.

1.12

Det skal bemærkes, at selv i de medlemsstater, der har et pay-as-you-go-system, er det kun de lønmodtagere, der er i stand til at spare op, der kan betale til de frivillige, fondsbaserede ordninger. En generalisering af obligatoriske fondsbaserede ordninger, en delvis glidning fra pay-as-you-go-ordninger hen imod fondsbaserede ordninger, skal ikke skabe ulighed eller sætte fremtidige pensionisters indkomst på spil.

1.13

Pensioners tilstrækkelighed og bæredygtighed bør ses som en prioritet både ud fra et makroøkonomisk og et socialt perspektiv. I betragtning af dette spørgsmåls betydning for økonomien bør de kompetente myndigheder overveje at lede efter andre måder at finansiere eller supplere pensionsordningerne på end gennem afgifter på arbejdsindkomst, som kan medvirke til at finansiere pensionssystemerne.

1.14

Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter at reformere de nationale pensionsordninger for at få tilstrækkelige, bæredygtige og sikre pensioner.

2.   Svar på spørgsmål stillet af Europa-Kommissionen

2.1

Hvordan kan EU støtte medlemsstaternes bestræbelser for at skabe mere tilstrækkelige pensionssystemer? Skal EU søge at fastlægge en bedre definition af, hvad en tilstrækkelig pensionsindkomst er?

2.1.1

Kommissionen bør først og fremmest definere vejledende retningslinjer for tilstrækkelighed på EU-plan. Pensioner skal give materiel sikkerhed og værdighed. Der er mange EU-instrumenter, der giver støtte til medlemsstaterne, herunder den åbne koordinationsmetode, stabilitets- og vækstpagten og Stockholmstrategien (4). Ligeledes kan regler om socialsikrings- og pensionsordninger godkendes på EU-niveau i henhold til EUF-traktaten. EØSU erkender, at det er vanskeligt at lovgive på EU-plan, men Kommissionen kunne foretage en vurdering af den eksisterende lovgivning og om nødvendigt gå den igennem, særlig hvad angår fondsbaserede pensionsordninger, i det mindste på følgende områder:

forsigtighedstilsyn med fondsbaserede pensionsordningers investeringer,

kønsaspektet i forbindelse med fondsbaserede pensionsordninger,

solvens for samtlige fondsbaserede pensionsordninger,

administrative omkostninger ved fondsbaserede pensionsordninger, og

garantisystemer for pensionsordninger, der administreres privat.

2.1.2

Vurderingen bør især fokusere på udviklingen af obligatoriske fondsbaserede pensionssystemer, der forvaltes af private institutioner med individuelle valgmuligheder, hvilket nogle medlemsstater begyndte at indføre i slutningen af 1990'erne. Den nuværende EU-lovgivning er baseret på erfaringer fra lande, der ikke har anvendt denne slags løsninger i deres pensionssystem. Derfor bør Kommissionen koncentrere sig specifikt om fondsbaserede pensionssystemer og kigge på:

hvordan aktiverne i disse ordninger behandles ud fra de offentlige finansers synspunkt,

hvordan der tages højde for valutarisici,

hvordan der sikres et behørigt tilsyn, så der garanteres passende sikkerhed for sådanne ordninger, der til en vis grad er afhængige af offentlige garantier.

EØSU maner til forsigtighed i reformarbejdet, idet en overførsel af nogle af de bidrag, der i øjeblikket går til pay-as-you-go-systemerne, til fondsbaserede systemer ikke bør svække pay-as-you-go-systemerne for at sikre en reel fordel for fremtidige pensionsmodtagere. Fraværet af en effektiv lovgivning fører til øget finansiel risiko, særlig i tider med økonomisk krise. Pensionskassernes investeringer bør tage højde for, at det er nødvendigt at fordele aktiverne over en hel livscyklus.

2.1.3

Under den åbne koordinationsmetode kunne Udvalget for Social Beskyttelse og dets undergruppe vedrørende indikatorer støttet af Udvalget for Økonomisk Politik og dets arbejdsgruppe om den aldrende befolkning udvikle og forbedre redskaberne til at evaluere de potentielle følger af en aldrende befolkning for bæredygtige offentlige finanser og anstændige pensioner. Det giver ikke det rigtige billede af pensionisters fattigdomsrisiko, hvis risikoen udregnes med Eurostats generelle metode, idet pensionister har forskellige indtægter og udgifter. Der burde udvikles en bedre metode til at vurdere fattigdomsrisikoen for pensionister. Den kunne også anvendes til at overvåge pensionsindkomsternes tilstrækkelighed. Der burde foretages flere statistiske vurderinger med henblik på at vurdere, om pensionerne er tilstrækkelige til at forhindre fattigdom i alderdommen og sikre pensionister en anstændig levestandard, så de har mulighed for at deltage i det offentlige, sociale og kulturelle liv (5). Imidlertid er det på nationalt plan, at det må afgøres, om pensionerne er tilstrækkelige.

2.2

Er de eksisterende pensionsregler på EU-niveau egnede til at sikre bæredygtige offentlige finanser?

2.2.1

Pensionsreglerne på EU-niveau fokuserer på at overvåge fremtidige udgifter på baggrund af accepterede regler. Denne metode tvinger beslutningstagere til at rette opmærksomheden mod endepunktet for deres prognoser. EØSU understreger det vigtige i at overvåge pensionsforpligtelsernes generelle niveau. Følgelig kunne de eksisterende regler suppleres med overvågning af og rapportering om implicitte pensionsforpligtelser under anvendelse af en godkendt metode.

2.2.2

Det kunne overvejes at revidere reglerne i stabilitets- og vækstpagten for at sikre, at de i tilstrækkelig grad afspejler resultaterne af reformer (herunder overgangen fra 100 % pay-as-you-go-ordninger til delvis fondsbaserede pensionsordninger), der ændrer finansieringen af pensionsordningerne ved at øge de eksplicitte og reducere de implicitte forpligtelser. Herved kunne det undgås, at reformer, der har som mål at tackle bæredygtighedsudfordringer på længere sigt, kommer til at lide på kortere sigt på grund af højere eksplicit offentlig gæld.

2.2.3

Hvis der gennemføres effektive reformer på baggrund af prognoserne for 2060, kan dette imidlertid føre til, at man ikke når målet om tilstrækkelige og bæredygtige pensioner. EØSU anbefaler, at obligatoriske pay-as-you-go-pensionssystemer suppleres af fonde, der i de enkelte tilfælde kan fungere som stødpude for at undgå risici ved hurtige tilpasninger, der ville påvirke de mest udsatte.

2.2.4

EØSU mener, at Kommissionens spørgsmål virker vildledende for den brede offentlighed. Det er vigtigt at sikre bæredygtige offentlige finanser. Dette skal opnås på nationalt plan og kræver meget mere end blot at kigge på pensionsordningerne.

2.3

Hvordan kan man bedst opnå, at arbejdstagerne trækker sig senere tilbage (dvs. opnår en højere faktisk pensionsalder), og i hvilket omfang hjælper det at hæve pensionsalderen? Skal der indføres automatiske justeringsmekanismer i pensionssystemerne for at tage højde for demografiske ændringer og skabe balance mellem tiden som erhvervsaktiv og pensionist? Hvilken rolle kan EU spille i den henseende?

2.3.1

I 2020 vil den lovbestemte pensionsalder i de fleste medlemsstater være 65. Ifølge data fra Eurostat var den gennemsnitlige faktiske pensionsalder i EU 61,4 i 2008 (6). Imidlertid er beskæftigelsesfrekvensen for de 55-64-årige stadig lav, kun ca. 40 %. Det er nødvendigt at iværksætte initiativer, der kan skabe job til de ældre arbejdstagere og ændre arbejdsgivernes holdning til denne aldersgruppe samt holdningen hos de ældre arbejdstagere selv, ligesom der er behov for initiativer, der giver mulighed for aktiv aldring. Sådanne initiativer er nødvendige eftersom indførelsen af automatiske justeringsmekanismer for pensionsalder, der fører til en højere lovbestemt tilbagetrækningsalder, ville overføre millioner af arbejdstagere til andre dele af socialsikringssystemet (arbejdsløshedsunderstøttelse, invalidepension eller garanterede minimumsydelser), hvorved fattigdomsrisikoen for disse grupper øges kraftigt. EØSU mener, at politikker, der fremmer beskæftigelsen, bør prioriteres i EU. Den demografiske udfordring imødegås bedst ved hjælp af en målrettet vækstpolitik og gennem øget beskæftigelse.

2.3.2

Det er bydende nødvendigt at fremme EU-initiativer under den nuværende Europa 2020-strategi for at give arbejdstagere mulighed for at få et arbejde. Medlemsstaterne bør forbedre beskæftigelsesegnetheden og skabe betingelser, der gør det muligt for virksomheder at skabe arbejdspladser og for arbejdstagere at blive i arbejde, hvis de ønsker det. At fremme et længere arbejdsliv kræver en samlet indsats fra statens, arbejdsgiverens og den enkelte borgers side. Arbejdsgiverne har brug for håndfast støtte til at skabe flere job for ældre arbejdstagere, der holder op med at arbejde tidligt på grund af problemer med helbredet og arbejdsforholdene, arbejdsintensiteten, tidlig opsigelse og manglende muligheder for uddannelse eller for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Ældre arbejdstagere bør også opmuntres og stimuleres med det formål at fremme deres beskæftigelsesegnethed, så de forbliver aktive på arbejdsmarkedet. Eftersom retten til pension er en grundlæggende rettighed, er en automatisk hævelse af den lovpligtige pensionsalder ikke en mulighed. EØSU bemærker, at den lovpligtige pensionsalder er et særskilt spørgsmål, som er uafhængigt af hvor længe, man har betalt pensionsbidrag.

2.3.3

Det er tvivlsomt, om den faktiske pensionsalder kan hæves ved udelukkende at øge den lovbestemte pensionsalder. Det ville helt sikkert være diskutabelt, hvis man ikke gennemførte aktive arbejdsmarkedspolitikker, hensigtsmæssige arbejdsmarkedsrelationer, strategier for aktiv aldring og styrkelse af solidariteten i pensionssystemet. Kun en bevidst politik for »aktiv aldring«, som fremmer videreuddannelse og livslang læring, kan få flere ældre i arbejde.

2.3.4

EØSU er overbevist om, at automatiske justeringsmekanismer ikke kan erstatte en almindelig politisk beslutning. Den slags grundlæggende beslutninger om levevilkår bør tages af et parlament efter en bred offentlig debat. Hvis der indførtes automatiske justeringer, kunne man risikere en uhensigtsmæssig kombination af forlængede beskæftigelsesperioder og pensionering. Ændringer i den forventede levealder har tidligere været ledsaget af længere uddannelsesperioder, længere tid som pensionist og kortere arbejdsliv. En hævelse af pensionsalderen bør ikke være et isoleret tiltag, men ledsages af foranstaltninger til forbedrede beskæftigelsesmuligheder for personer, der nærmer sig pensionsalderen.

2.4

Hvordan kan gennemførelsen af Europa 2020-strategien bidrage til at holde arbejdstagerne på arbejdsmarkedet og til at gøre opmærksom på fordelene herved for virksomhederne og løse problemerne med forskelsbehandling på grund af alder på arbejdsmarkedet?

2.4.1

At holde arbejdstagerne på arbejdsmarkedet er relevant for alle målene i Europa 2020-strategien. Arbejdsmarkedet parter må inddrages i de initiativer, der tager sigte på at øge beskæftigelsesgraden til 75 % af den erhvervsaktive del af befolkningen. EØSU anser det for nødvendigt med en særlig tilgang for at tackle den udfordring, der består i at øge beskæftigelsesgraden for de 55-64-årige. Udvalget anbefaler, at medlemsstaterne gennem forhandling med arbejdsmarkedets parter sætter et mål for denne aldersgruppe i deres nationale reformprogrammer.

2.4.2

EØSU har tidligere fremsat detaljerede anbefalinger til EU og medlemsstaterne (7) om indførelse af politikker, der skal tilskynde til at blive længere på arbejdsmarkedet. Ud over livslang erhvervsrettet læring, aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, finansielle incitamenter til at blive i arbejde, herunder også for selvstændige arbejdstagere, og et ændret syn på ældre arbejdstagere fra virksomhedernes side, må følgende foranstaltninger også fremmes for at give ældre arbejdstagere nye valgmuligheder:

en ændring af lovgivningen, der i nogle medlemsstater ikke tillader pensionister og modtagere af invalidepension, der ønsker at arbejde, at kombinere løn og pension,

indførelse af et bonussystem, der tilskynder arbejdstagere til at blive i arbejde efter den lovbestemte pensionsalder: ydelser, der optjenes efter opnået pensionsalder, bør være mere attraktive end ydelser, der optjenes inden dette tidspunkt,

tilskynde medlemsstaterne til at samarbejde med arbejdsmarkedets parter om spørgsmålet om belastende arbejdsforhold,

tilbyde omfattende rådgivning og støtte til jobsøgende samt revalideringsforanstaltninger med henblik på længerevarende genindslusning på arbejdsmarkedet,

indføre socialt acceptable incitamenter til senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og, hvor det er ønskeligt, udvikle attraktive modeller for en glidende overgang fra arbejde til pensionisttilværelse,

indføre foranstaltninger, der skal mindske den fysiske og mentale arbejdsbyrde og herved gøre det muligt at blive længere på arbejdsmarkedet,

opmuntre ældre arbejdstagere til at forbedre deres kvalifikationer,

gennemføre oplysningskampagner for ældre arbejdstagere og for virksomheder, navnlig SMV'er, om innovativ personaleforvaltning og arbejdstilrettelæggelse, som begunstiger ældre arbejdstagere (8).

2.4.3

Politikker til fremme af et længere arbejdsliv bør også tage fat på det forhold, at unge træder ind på arbejdsmarkedet meget senere end tidligere generationer. Initiativer til forlængelse af arbejdslivet indebærer også, at der skal gribes fat om både arbejdsløsheden, navnlig langtidsledigheden, og afbræk i karrieren som følge af børneopdragelse, pasning af et afhængigt familiemedlem eller et midlertidigt handicap.

2.5

Hvordan skal direktivet om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed ændres for at skabe bedre forhold for grænseoverskridende aktiviteter?

2.5.1

Kommissionen angiver i sin rapport (9) om gennemførelsen af direktivet om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, at der ikke er grund til at ændre reglerne på nuværende tidspunkt. Hvis det efter en evalueringsrunde konkluderes, at det er nødvendigt at revidere direktivet, mener EØSU, at man bør se nærmere på betegnelsen »markeder for risikovillig kapital«, idet der er tale om så flertydig en betegnelse, at det kunne føre til risici for pensionskasser og deres medlemmer. Der er forsigtighedsaspekter, der skal klarlægges, og kassernes ret til at investere deres aktiver i finansielle instrumenter med høj risiko må begrænses.

2.5.2

EØSU noterer sig muligheden for, at der opstår supplerende individuelle og frivillige private pensionsordninger, der fungerer ved siden af det nuværende pensionssystem. I denne forbindelse kunne det undersøges, om der er muligt at stille en garanti på europæisk plan, så de kunne komme grænsearbejdere til gode. Det kunne undersøges, om der er efterspørgsel efter og mulighed for at udvikle fælleseuropæiske individuelle pensionskonti (i stil med systemet for individuelle pensionsopsparingskonti i USA eller det lignende IKE system i Polen) for mobile arbejdstagere, herunder principper for drift, tilsyn og overvågning. Kommissionen kunne her overveje at anvende den 28. ordning som foreslået i Monti-rapporten og anbefalet af EØSU (10).

2.6

Hvilke ordninger skal omfattes af EU's foranstaltninger for at fjerne hindringer for mobilitet?

Skal EU igen undersøge spørgsmålet om overførsler, eller er mindsteforskrifter om optjening og bevarelse af rettigheder samt et sporingssystem for alle typer pensionsrettigheder en bedre løsning?

2.6.1

EU's forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger har vist sig at beskytte mobile arbejdstagere yderst effektivt. De har støttet princippet om, at pensionsrettigheder optjent i andre medlemsstater tages med i betragtning. Man kunne undersøge anvendelsen af det samme princip tilpasset alle supplerende – arbejdsmarkedsrelaterede og individuelle – fondsbaserede pensionsordninger. EØSU mener, man bør undersøge muligheden for akkumulering over grænserne af pensionsrettigheder fra fondsbaserede pensionsordninger.

2.6.2

EØSU beder Kommissionen om at vurdere muligheden for at opstille en grundlæggende ramme på EU-plan for optjening og bevarelse af alle pensionsrettigheder på tværs af grænserne. EØSU mener imidlertid, at det ville være svært at kombinere dette med medlemsstaternes frihed til at vælge. Imidlertid ville et sporingssystem for disse rettigheder, der koordineres på EU-plan, være hensigtsmæssigt. Hvis der inden for de europæiske lande skal være mobilitet på arbejdsmarkedet, er det ligeledes nødvendigt med pensionsrettigheder, der har mobilitet mellem arbejdsgiverne. Enhver EU-forordning bør afspejle den øgede diversitet inden for pensionsydelser. Arbejdstagernes mobilitet på tværs af grænserne bør fremmes ved at fjerne hindringer for mobiliteten, navnlig skattemæssige og administrative, for alle pensionsrettigheder akkumuleret i fondsbaserede frivillige pensionsordninger.

2.7

Skal EU's nuværende lovgivning revideres for at sikre ensartet regulering og tilsyn med fondsbaserede (altså baseret på en fond af aktiver) pensionsordninger og produkter? Og hvilke dele af lovgivningen skal i så fald revideres?

Hvordan kan europæiske regler eller en adfærdskodeks hjælpe medlemsstaterne til at skabe en bedre balance for pensionsopsparere og pensionsselskaber mellem risiko, sikkerhed og pris?

2.7.1

Kommissionen erkender, at EU-lovgivningen om fondsbaserede pensionsordninger er fragmentarisk og utilstrækkelig. EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at vurdere og, hvis det er nødvendigt, overveje muligheden for på EU-niveau at regulere optjenings- og udbetalingsfasen i disse ordninger ved at analysere følgende:

forsigtighedstilsyn med investeringer,

kønsaspektet,

solvens,

omkostninger,

ingen forskelsbehandling i adgangen til ordningen (dækning),

garantier for optjente pensionsrettigheder,

minimumsbestemmelser for oplysning af individer, der er dækket af ordningen,

minimumsydelsesgarantier, og

tilsyn.

2.7.2

Det er i høj grad medlemmerne, der bærer risikoen ved mange af de fondsbaserede pensionsordninger med faste bidrag. Der er også store administrative omkostninger forbundet med disse ordninger. EØSU mener, at nogle aspekter af de fondsbaserede pensionsordninger skal undersøges nærmere og, om nødvendigt, reguleres på EU-niveau. Ifølge rapporten fra Udvalget for Økonomisk Politik om befolkningens aldring vil disse pensionsordninger i nogle medlemsstater spille en vigtig rolle, når det kommer til at garantere pensionister en anstændig indkomst i fremtiden. Fælles principper i EU kunne derfor hjælpe medlemsstaterne med at sikre, at disse pensionsordninger, der forvaltes af finansieringsinstitutter, er effektive og tjener pensionsmodtagernes interesser på bedst mulig vis. Den fortjeneste, som forvalterne af pensionskasserne opnår, bør være afhængig af de opnåede resultater og hænge sammen med den fortjeneste, som medlemmerne opnår. En adfærdskodeks er nyttig, men det er ikke nok. Udbetalingssystemerne i de obligatoriske fondsbaserede ordninger udgør også en udfordring, der bør diskuteres og analyseres yderligere inden for den åbne koordinationsmetode.

2.8

Hvordan skal en tilsvarende solvensordning for pensionskasser udformes?

2.8.1

Solvens II-direktivet fokuserer på almindelige forsikringer og livsforsikringer, og det kan derfor ikke gælde for pensionsprodukter. EØSU mener imidlertid, at det kunne være et godt eksempel for udformningen af et lignende system for fondsbaserede pensioner, som tager udgangspunkt i pensionsprodukternes særlige karakter og de elementer, som adskiller dem fra forsikringsprodukterne.

2.8.2

Et generelt system for pensionssystemernes solvens på nationalt plan, koordineret på EU-plan, ville være den bedste løsning til at sikre solvensen for alle pensionsordningerne, uanset deres struktur. En tilsvarende solvensordning bør mindst dække følgende:

overvågning af implicitte forpligtelser,

overvågning af solvens og af reserverne i obligatoriske fondsbaserede pensionsordninger,

overvågning af de arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordningers midler og potentielle risici ved ordningerne,

etablering af et organ på nationalt plan, der skal sikre arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordningers solvens (11).

2.9

Skal EU-lovgivningens beskyttelse i tilfælde af, at den arbejdsgiver, der finansierer pensionsordningen, går konkurs, forbedres, og hvordan?

2.9.1

De arbejdsmarkedsrelaterede ordninger og obligatoriske fondsbaserede systemer vil være afgørende for at sikre en tilstrækkelig pensionsindkomst. EØSU mener, at EU skal opfordre medlemsstaterne til at regulere etableringen af garantiordninger (i form af særlige kasser eller forsikringer) for at beskytte pensionsindkomsterne i fremtiden.

2.10

Er der behov for at modernisere de nuværende minimumsbestemmelser om oplysningspligt for pensionsprodukter (f.eks. med hensyn til sammenlignelighed, standardisering og klarhed)?

Skal EU udforme en fælles strategi for standardoptioner ved valg af medlemskab og investeringer?

2.10.1

Pensionsprodukter er komplekse, og valg og ansvar lægges i stigende grad over på den enkelte. I denne forbindelse mener EØSU, at EU skal sikre, at national lovgivning forbedres, så den dækker alle pensionsordninger. Det er nødvendigt med en fælles tilgang på EU-niveau i form af retningslinjer for investeringer og minimumsbestemmelser om pensionsselskabernes oplysningspligt (især om risiciene for medlemmerne).

2.10.2

Kommissionen erkender, at det spiller en rolle for tilstrækkelige pensioner, at den enkelte kan foretage kvalificerede beslutninger. EØSU anmoder Kommissionen om at introducere et EU-initiativ med henblik på bedre at kunne ruste borgerne med finansiel viden om pensionsprodukter. Området er så komplekst, at det enkelte individ ikke alene kan bære det tunge ansvar for at træffe strategiske valg, og mens det hovedsagelig er regeringernes anliggende, bør arbejdsmarkedets parter involveres så meget, som det er muligt.

2.11

Skal rammerne for politisk koordinering på EU-niveau styrkes? Hvis ja, hvilke elementer skal da styrkes med henblik på at forbedre udformningen og gennemførelsen af pensionspolitikken ved hjælp af en integreret strategi? Skal oprettelsen af en platform til integreret overvågning af alle aspekter af pensionspolitik indgå i den kommende strategi?

2.11.1

De nuværende rammer for politisk koordinering på EU-niveau er temmelig fragmenterede. EØSU glæder sig over Kommissionens ide om en fælles platform til overvågning af alle aspekter af pensioner og samarbejde mellem alle offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og pensionssektoren. Platformen burde gøre det muligt at sammenligne situationerne i medlemsstaterne og pensionisternes levestandarder ved at anvende en række indikatorer.

2.11.2

En fælles platform til at overvåge alle aspekter af pensionspolitik, inklusive tilstrækkelighed, dækning, fattigdomsrisiko, finansiel stabilitet, investeringer, risici og solvens, ville kræve ajourførte og pålidelige data. Det ville derfor være nødvendigt at udvikle en EU-metodologi til pensionsstatistik, som involverede arbejdsmarkedets parter og andre hovedaktører. Det ville også være nødvendigt at udvikle lignende instrumenter til at overvåge pensionsordningernes implicitte forpligtelser på nationalt niveau.

Bruxelles, den 20. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelser: EFT C 14 af 16.1.2001 s. 50 og EUT C 157 af 28.6.2005 s. 120.

(2)  Således er prognoser udført i 2000 for 2010 af OECD, Eurostat eller endda De Forenede Nationer ikke i overensstemmelse med den faktiske udvikling.

(3)  I de sidste 10 år er dette forekommet i nogle medlemsstater: Eurostat: Population and social conditions; Statistics in focus 40/2009.

(4)  Rådets konklusioner – marts 2010.

(5)  Private pension schemes, European Commission, 2009, side 5.

(6)  Eurostat, MISSOC, Ageing Report, 2010 Joint Report on pensions of the Economic Policy Committee and the Social Protection Committee (Rapport om befolkningens aldring og den foreløbige fælles rapport om pensioner fra Udvalget for Økonomisk Politik og Udvalget for Social Beskyttelse).

(7)  Jf. EØSU's udtalelse (EUT C 157 af 28.6.2005, s. 120).

(8)  Jf. tidligere udtalelser fra EØSU (EUT C 256 af 27.10.2007, s. 93, og EUT C 228 af 22.9.2009, s. 24).

(9)  KOM(2009) 203 endelig.

(10)  EUT C 21 af 21.01.2011, s. 26.

(11)  Efter samme mønster som PBGC (Pension Benefit Guaranty Corporation) i USA.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/45


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 2001/112/EF om frugtsaft og visse lignende produkter bestemt til konsum

KOM(2010) 490 endelig

2011/C 84/09

Ordfører uden studiegruppe: Pedro NARRO

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union besluttede hhv. den 23. september og den 7. oktober 2010 under henvisning til artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 2001/112/EF om frugtsaft og visse lignende produkter bestemt til konsum

KOM(2010) 490 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 15. december 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 20. januar 2011, følgende udtalelse med 159 stemmer for, 3 imod og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusion

1.1

EØSU støtter Kommissionens forslag om for anden gang at ændre direktiv 2001/112 med henblik på at tilpasse det til den generelle Codex Alimentarius-standard for frugtsaft og nektar. Tilpasningen burde dog ikke begrænses til nogle få meget specifikke aspekter af direktivet, men i stedet gælde generelt for alle punkter i ovennævnte EU-lovgivning.

1.2

Forbuddet mod at tilsætte sukker til frugtsaft er et hensigtsmæssigt tiltag til styrkelse af fedmeforebyggelse. Dog bifalder EØSU ikke den nye pligt til at mærke nektar med betegnelsen »sødet«, da det kunne vildlede forbrugeren og ville indebære en åbenlys forskelsbehandling i forhold til andre produkter. Det er desuden et tiltag, som ikke findes i Codex Alimentarius.

1.3

EØSU beklager, at direktivforslaget i afsnittet om tilladte ingredienser ikke nævner tilsætning af op til 10 % mandarinsaft til appelsinsaft. Codex Alimentarius-standarden, som direktivet ønsker at tilpasse sig, tillader denne fremgangsmåde, der er sædvanlig praksis på internationalt plan, og den bør derfor indskrives i direktivet.

1.4

Det burde udtrykkeligt nævnes i bilag II, punkt 2, at frugt, der anvendes til fremstilling af frugtsaft og frugtpuré, kan have gennemgået behandling efter høsten.

1.5

EØSU bifalder, at tomater er medtaget i listen over frugter, der anvendes til fremstilling af frugtsaft.

1.6

EØSU bifalder bevarelsen af en klassificering, der opererer med to adskilte betegnelser, »frugtsaft« (fremstillet direkte ved knusning eller presning af frugt) og »frugtsaft fremstillet af koncentrat« (fremstillet ved rekonstituering af koncentreret frugtsaft med vand). Denne skelnen sikrer, at forbrugeren får korrekte oplysninger. Det er vigtigt, at der fortsat skelnes mellem disse to betegnelser, og at der ikke indføres nuancer, som kan åbne op for varierende fortolkninger af de to betegnelser.

1.7

EØSU finder det positivt, at Kommissionens forslag åbner mulighed for, at aroma kan restitueres i koncentreret frugtsaft.

2.   Kommissionens forslag – baggrund og resumé

2.1

Kommissionens forslag er den anden ændring af Rådets direktiv 2001/112/EF om frugtsaft og visse lignende produkter bestemt til konsum, hvori de tekniske regler for disse produkters sammensætning, betegnelser, fabrikationsspecifikationer og mærkning fastlægges.

2.2

Den første ændring af direktiv 2001/112/EF gennemførtes med direktiv 2009/106/EF. Formålet med denne tekniske ændring var at tilpasse EU-lovgivningen til den generelle Codex Alimentarius-standard for frugtsaft og nektar (Stan 247-2005, som fastsætter kvalitetsfaktorer og mærkningskrav for frugtsaft og lignende produkter), og til AIJN-kodeksen (Code of Practice of the European Fruit Juice Association). Ændringerne drejede sig grundlæggende om indførelse af minimums-Brix-værdier (indholdet af opløseligt tørstof) for 18 rekonstituerede frugtsafter og rekonstituerede frugtpuréer og om specifikation af varebetegnelsen for frugtsaft fremstillet af koncentrat. Fristen for direktivets gennemførelse var 1. januar 2011.

2.3

Nærværende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv, KOM(2010) 490, som er emnet for denne udtalelse, er den anden ændring af direktiv 2001/112/EF. Det har en teknisk karakter, og ligesom den første tilpasning har det til formål at indarbejde flere af Codex Alimentarius-standardens bestemmelser og samtidig tage hensyn til AIJN-kodeksen for bedste praksis. Direktivforslagets vigtigste bestemmelser er følgende:

Fjernelse af sukker fra listen over tilladte ingredienser i frugtsaft. Nektarer og specifikke produkter i bilag III må sødes ved tilsætning af sukker eller honning. Salgsbetegnelsen skal indeholde angivelsen »sødet« eller »tilsat sukker«, efterfulgt af en angivelse af den maksimale mængde tilsat sukker.

Forenkling af bestemmelserne om restituering af smag og aroma.

Medtagelse af tomater i listen over frugter, der anvendes til fremstilling af frugtsaft.

2.4

Direktivforslaget vil følge den almindelige lovgivningsprocedure fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Efter direktivets vedtagelse vil medlemsstaterne få 18 måneder til at gennemføre det i deres nationale lovgivning.

3.   Bemærkninger

3.1

Den vigtigste grund til fremsættelsen af nærværende forslag til direktiv er behovet for at tilpasse EU-lovgivningen til international lovgivning, i det konkrete tilfælde til Codex Alimentarius-standarden for frugtsaft og frugtpuré. Kommissionen bør således ikke foreslå ændringer, der afviger fra bestemmelser i Codex Alimentarius, som er blevet internationalt accepteret. På den anden side ville det være hensigtsmæssigt at indføre nye bestemmelser i tråd med Codex Alimentarius.

3.2

En af direktivforslagets vigtigste ændringer er forbuddet mod tilsætning af sukker i frugtsaft og for nektars vedkommende pligten til at angive tilsætning af sukker i varebetegnelsen. Set i lyset af EU's strategi for forebyggelse af fedme er Kommissionens forbud velbegrundet. Men forslaget vedrørende nektar afviger fra bestemmelserne i Codex Alimentarius, mangler fortilfælde i andre produkter (læskedrikke), er ikke i overensstemmelse med den horisontale regulering af mærkning og forekommer unødvendigt, eftersom det i selve definitionen af nektar angives, at der er tilsat sukker.

3.3

Det nævnes ikke i Kommissionens forslag, at der kan tilsættes mandarinsaft til appelsinsaft, uden at produktet skal mærkes som blandet frugtsaft. Det er imidlertid ifølge Codex Alimentarius-standarden STAN 45-1981 tilladt at tilsætte op til 10 % mandarinsaft, og det er en fremgangsmåde, der ofte anvendes internationalt af de vigtigste producentlande, f.eks. Brasilien og USA. I forbindelse med globaliseringen af markederne sætter kravene i direktiv 2001/112/EF de europæiske citrusfrugtproducenter og deres kooperativer i en ugunstig konkurrencemæssig situation i forhold til tredjelande. EØSU mener, at det er nødvendigt at tilpasse den europæiske varebetegnelse »appelsinsaft« til den internationale Codex Alimentarius-standard, og går derfor ind for, at tilsætning af op til 10 % mandarinsaft til appelsinsaft medtages i listen over tilladte ingredienser. Tilsætning af mandarinsaft til appelsinsaft begrundes i de to citrusfrugters botaniske beslægtethed og deres fælles organoleptiske egenskaber. Analysemæssigt set er det ikke muligt at spore nogen kvalitetsforskel.

3.4

Definitionen af frugt i bilag II (definitioner af råvarer), punkt 1, bør udtrykkeligt inkludere behandlingen efter høsten af den frugt, der skal bearbejdes.

3.5

EØSU bifalder medtagelsen af tomater i listen over frugter, der anvendes til fremstilling af frugtsaft, og ser positivt på bevarelsen af de to betegnelser »frugtsaft« og »frugtsaft fremstillet af koncentrat«, da det sikrer forbrugeren korrekte oplysninger. Udvalget finder det også positivt, at aroma kan restitueres i frugtsaft fremstillet af frugtsaftkoncentrat.

Bruxelles, den 20. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1288/2009 om fastlæggelse af tekniske overgangsforanstaltninger fra den 1. januar 2010 til den 30. juni 2011

KOM(2010) 488 endelig — 2010/0255 (COD)

2011/C 84/10

Ordfører uden studiegruppe: Gabriel SARRÓ IPARRAGUIRRE

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 7. oktober 2010 og Europa-Parlamentet den 8. oktober 2010 under henvisning til artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1288/2009 om fastlæggelse af tekniske overgangsforanstaltninger fra den 1. januar 2010 til den 30. juni 2011

KOM(2010) 488 endelig — 2010/0255 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 15. december 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 19. januar, følgende udtalelse med 82 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Eftersom de midlertidige tekniske foranstaltninger fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 1288/2009 udløber den 30. juni 2011, mener Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at denne forordning bør ændres, så gyldighedsperioden forlænges frem til den 1. januar 2013 på de betingelser, som er fastlagt i Kommissionens forslag af 23. september 2010 (KOM(2010) 488 endelig) til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning.

1.2

Da der ikke foreligger bestemmelser om permanente tekniske foranstaltninger, vil vedtagelsen af nærværende forslag til forordning garantere retssikkerheden og bevarelsen af de marine ressourcer frem til den 1. januar 2013, hvor den nye fælles fiskeripolitik, der fastlægger grundprincipperne for tekniske foranstaltninger, efter planen træder i kraft.

1.3

I forordningsforslagets eneste artikel, stk. 1, litra b), nr. i), der vedrører artikel 1, stk. 2, litra a), nr. i) i forordning (EF) nr. 1288/2009, bør Europa-Parlamentet og Rådet efter EØSU's mening overveje at indføje, at 2010 erstattes med 2011 i punkterne 9.3, 9.6 og 9.8.

2.   Baggrund

2.1

Den 4. juni 2008 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger (1).

2.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om dette forslag til forordning blev efter de reglementerede procedurer vedtaget på udvalgets 451. plenarforsamling den 25. februar 2009 (2).

2.3

I 2009 blev Kommissionens videre behandling af dette forslag til forordning vanskeliggjort på grund af forhandlingerne om Lissabontraktatens vedtagelse.

2.4

Imidlertid hastede det med en afgørelse, så forordning (EF) nr. 43/2009 om fastsættelse for 2009 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande blev vedtaget i 2009 (3).

2.5

Mens behandlingen af Rådets forordning om tekniske foranstaltninger fortsatte i 2009, ophørte foranstaltningerne fastlagt i bilag III til førnævnte forordning (EF) nr. 43/2009 i mellemtiden med at gælde, da deres anvendelsesperiode udløb.

2.6

Af hensyn til retssikkerheden og fortsat korrekt bevarelse og forvaltning af de marine ressourcer vedtog Rådet derfor forordning (EF) nr. 1288/2009 om fastlæggelse af tekniske overgangsforanstaltninger fra den 1. januar 2010 til den 30. juni 2011 (4), hvorved de midlertidige tekniske foranstaltninger i bilag III til forordning (EF) nr. 43/2009 blev videreført i en overgangsperiode på 18 måneder.

2.7

På grund af de nye krav i Lissabontraktaten trak Kommissionen i 2010 sit forslag til Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger tilbage.

2.8

Grundprincipperne for tekniske foranstaltninger vil blive indarbejdet i den nye grundforordning om den igangværende reform af den fælles fiskeripolitik, som forventes at blive fremlagt i tredje kvartal af 2011 og træde i kraft den 1. januar 2013.

2.9

Eftersom forordning (EF) nr. 1288/2009 udløber den 30. juni 2011, og der for øjeblikket ikke eksisterer en retsakt, der fastlægger permanente tekniske foranstaltninger, bør denne forordnings gyldighed forlænges med 18 måneder indtil den 1. januar 2013.

2.10

Dette er baggrunden for nærværende forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning, som forlænger gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1288/2009 med 18 måneder frem til den 1. januar 2013, og som EØSU hermed udtaler sig om.

3.   EØSU's bemærkninger

3.1

EØSU støtter forslaget til forordning, da det forlænger forordning (EF) nr. 1288/2009 til den 1. januar 2013, hvilket garanterer retssikkerheden og bevarelsen af de marine ressourcer, indtil der vedtages permanente tekniske foranstaltninger.

3.2

Hvad angår stk. 1, litra b), nr. i) i forslagets eneste artikel, mener EØSU, at Europa-Parlamentet og Rådet bør overveje at forlænge fristen for medlemsstaterne i forordning (EF) nr. 1288/2009 fra den 1. oktober 2010 til den 1. oktober 2011, så medlemsstaternes videnskabelige institutter kan nå at indsende deres videnskabelige rapporter om fiskeri på vanddybder over 600 meter i ICES-område VIII, IX og X.

3.3

Der anmodes om dette, da der under behandlingen af denne lovgivning er indtruffet en række hændelser, omtalt i udtalelsens punkt 2, som har gjort, at medlemsstaterne ikke har haft tid nok til at udføre de forskningsundersøgelser, der er nødvendige for at forelægge Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri veldokumenterede rapporter om denne form for fiskeri.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2008) 324 endelig.

(2)  EUT C 218 af 11.9.2009.

(3)  EUT L 22 af 26.1.2009, s. 1.

(4)  EUT L 347 af 24.12.2009, s. 6.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Unionen

KOM(2010) 486 endelig — 2008/0183 (COD)

2011/C 84/11

Ordfører: Eugen LUCAN

Europa-Parlamentet besluttede den 23. september 2010, og Rådet besluttede den 8. oktober 2010 under henvisning til EUF-traktatens artikel 43, stk. 2, og artikel 304 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Unionen

KOM(2010) 486 endelig — 2008/0183 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 15. december 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 20. januar, følgende udtalelse med 150 stemmer for, 4 stemmer imod og 14 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   For EØSU at se er programmet om uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede i Unionen et udtryk for fremme af den økonomiske udvikling på markedet for fødevarer og af EU's værdier (navnlig solidaritetsprincippet) blandt de dårligst stillede grupper i Unionen. Garantien for forsyning af fødevarer til alle EU's borgere, og navnlig til de socialt dårligst stillede grupper, bør fortsat være en af de grundlæggende målsætninger for Den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik. EØSU mener, at kun en landbrugspolitik, som virker fremmende for en holdbar økonomisk vækst på dette område vil gøre det muligt at hjælpe de socialt dårligst stillede grupper i EU.

1.2   Under henvisning til de nye bestemmelser i traktaten og den udvikling, som det indre marked har undergået for så vidt angår priser, lagre og markedspolitikker, samt de enkelte medlemsstaters særlige behov, finder udvalget revisionen af EU's retlige ramme hensigtsmæssig og nødvendig.

1.3   Da mere end 80 millioner borgere i EU er berørt af fattigdom (1) (over 16 % af befolkningen i EU), og set i lyset af målsætningerne for 2010 – Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse samt med tanke på det forhold at flere og flere borgere i EU på grund af den økonomiske krise risikerer at blive stadig fattigere, støtter EØSU den videre gennemførelse af programmet om uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede i Unionen. Udvalget bakker også op om, at ordningen på permanent basis vil blive finansieret af budgettet for den fælles landbrugspolitik.

1.4   Efter EØSU's mening bør programmet om uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Unionen være en fast bestanddel af den fælles landbrugspolitik, eftersom dette instrument gør det muligt at forbedre forholdene for de sårbare personer, der rammes af svingningerne på fødevaremarkedet. Samtidig bidrager denne ordning til at skabe balance i og stabilisere det indre marked. De produkter, som distribueres, kommer således fra interventionslagrene og fra opkøb på markedet og er dermed fødevarer produceret af europæisk landbrug. Udvalget understreger, at det er nødvendigt at fastholde en sådan indirekte markedsstøtte som en del af den fælles landbrugspolitik, da en sådan i lyset af den aktuelle krise er uundværlig både for de socialt dårligt stillede personer og for landbruget.

1.5   I og med at fødevarefattigdom er så udbredt et problem, som berører mere end 43 millioner europæiske borgere, og på grund af fødevareprogrammets positive langtidseffekter for de socialt dårligst stillede grupper i Unionen, mener EØSU, at ordningen for uddeling af fødevarer bør have et fast, rummeligt budget.

1.6   Evalueringen af medlemslandenes og EU's fødevarehjælpeprogrammer bør baseres på en vurdering af behovet blandt alle socialt dårligt stillede personer, herunder de fattigste grupper (gadebørn, hjemløse, asylansøgere, ulovlige indvandrere, ulovlig arbejdskraft osv.), som ikke får nogen støtte på grundlag af kriteriet om en garanteret mindsteindkomst, og som ikke normalt indgår i de officielle statistikker. Forebyggelse og bekæmpelse af social udstødelse kan i første omgang ske ved at inddrage alle grupper af socialt dårligt stillede personer. Dette er en målsætning for Det Europæiske År 2010. Når grupperne af socialt dårligt stillede personer skal defineres, opfordrer EØSU de kompetente myndigheder i medlemslandene til at være opmærksom på databaser over personer, som ikke indgår i de officielle statistikker. Disse oplysninger er som oftest tilgængelige i statistikker udarbejdet af ngo'er eller velgørende organisationer.

1.7   Udvalget henstiller til, at Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at fremme partnerskaber mellem offentlige myndigheder og civilsamfundet med henblik på at få flest mulig ngo'er og frivillige til at deltage i uddelingen af fødevarer. EØSU mener, at hjælpen via fødevareprogrammet kan være et supplement til de sociale ydelser, der indgår i den sociale integration af socialt dårligt stillede personer.

1.8   Efter EØSU's opfattelse burde de ngo'er og velgørende organisationer, som både yder fødevarehjælp, sundhedspleje og socialhjælp (navnlig de som stiller herberger, suppekøkkener eller dagcentre til rådighed for de dårligt stillede), modtage støtte til dækning af deres administrative omkostninger.

1.9   EØSU bifalder Kommissionens initiativ om i sit ændrede forslag at indarbejde Europa-Parlamentets ændringsforslag, som anbefaler, at administrative omkostninger og lageromkostninger afholdt af de velgørende organisationer godtgøres.

1.10   Navnlig i de medlemsstater, hvor indkomsten pr. indbygger er lav, og hvor gruppen af dårligt stillede personer er stor, kunne medfinansiering i lyset af den aktuelle økonomiske krise medføre, at EU-programmet blev bureaukratiseret og mistede sin virkning. Efter EØSU's vurdering ville dette skade de dårligst stillede grupper af personer i EU, og det ville desuden stride mod principperne om social integration, som fremhæves i forbindelse med Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

1.11   EØSU mener, at programmet om uddeling af fødevarer til de dårligst stillede personer bør udvikle sig til et EU-program, som er 100 % finansieret af budgettet for den fælles landbrugspolitik. I øjeblikket er det medlemsstaterne, som i samarbejde med de nationale velgørende organisationer bærer de omkostninger, der specifikt går til gennemførelse af programmet (omkostninger til transport af fødevarer til lagrene, administrative omkostninger, transportomkostninger, moms, omkostninger til supplerende sociale ydelser i forbindelse med fødevarehjælpen).

2.   2010 – »Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse« har som målsætning at hjælpe de socialt dårligt stillede, herunder de mennesker som er truet af fødevarefattigdom.

2.1   Mere end 80 millioner borgere i EU er berørt af fattigdom (2). 16 % af den europæiske befolkning er sårbare, og blandt disse borgere risikerer mere end 43 millioner at ende i fødevarefattigdom. I 2006 lå den procentdel af befolkningen i EU, der var truet af fødevarefattigdom, på mellem 2 % (Danmark) og 37 % (Slovakiet). Inden for EU er der mindst syv medlemslande, hvor mere end 20 % af befolkningen lever i fattigdom. Alene i Polen og Tyskland er henholdsvis 11 og 9 millioner mennesker truet af fattigdom. Disse statistikker viser med al tydelighed, at der er behov for fødevarehjælp.

2.2   De grupper, som er mest udsat for underernæring eller fejlernæring som følge af en utilstrækkelig kost, er børn i fattige familier, ældre, hjemløse, asylansøgere og ulovlige indvandrere samt handicappede børn og voksne. I visse medlemslande får en del af modtagerne af fødevarehjælp også social bistand, som de har fået tildelt på grundlag af kriteriet om en garanteret mindsteindkomst.

2.2.1   EØSU henleder opmærksomheden på, at mange af de socialt dårligt stillede personer, bl.a. de hjemløse, asylansøgerne og de ulovlige indvandrere og arbejdstagere, ikke nyder nogen form for social beskyttelse og ikke indgår i de nationale statistikker. Nogle af disse personer har ikke nogen identitetspapirer, hvorfor det er vanskeligt at vurdere deres sociale behov og behov for fødevarehjælp. En egentlig vurdering kunne gennemføres i samarbejde med ngo'er eller velgørende organisationer.

2.2.2   EØSU henstiller til, at man er særlig opmærksom på børn i fattige familier, da deres kostvaner kan medføre fremtidige sundhedsproblemer, nedsat udvikling af deres kognitive færdigheder samt indlæringsvanskeligheder. I lyset heraf går EØSU derfor ind for, at der skabes større variation i de fødevarer, som indgår i fødevareprogrammet, og at de kommer til også at omfatte frugt og grøntsager.

2.3   I forbindelse med 2010Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse – er fattigdomsbekæmpelse et fælles ansvar. Strategien til fremme af social integration og fattigdomsbekæmpelse omfatter flere mål:

en aktiv indslusning baseret på den garanterede mindsteindkomst, en tilbagevenden til arbejdsmarkedet og tilbud om sociale ydelser, der fremmer indslusningen

bekæmpelse af fattigdom blandt børn

forebyggelse af udelukkelse i adgangen til boliger samt udstødelse af hjemløse (3).

På den baggrund bør fødevarehjælpen tilbydes i sammenhæng med sundhedsydelser, uddannelse og social bistand med henblik på at opnå erhvervsmæssig og social integration af de forskellige grupper af socialt dårligt stillede personer.

3.   Kommissionens forslag

3.1   Den nuværende ordning for uddeling af fødevarer er baseret på uddeling af produkter fra EU's interventionslagre, som midlertidigt suppleres med produkter opkøbt på markedet. Flere på hinanden følgende reformer af den fælles landbrugspolitik og en gunstig udvikling i priserne har imidlertid ført til en reduktion af interventionslagrene og indskrænket varesortimentet. Opkøb på markedet bør derfor fremover være en permanent mulighed som supplement til interventionslagrene, når der ikke er egnede lagre til rådighed.

3.1.1   Det forslag til en forordning, som ændrer grundforordningen, indeholder bestemmelser, der skal bringe den i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, samt omfattende ændringsforslag til fordel for de landbrugsforanstaltninger, der foreslås med det sigte at harmonisere gennemførelsen af programmet om uddeling af fødevarer i alle medlemsstaterne.

3.1.2   Kommissionen foreslår en ændring af den retlige ramme på grundlag af følgende elementer: to forsyningskilder (fødevarerne skal enten komme fra interventionslagrene eller fra opkøb på markedet), mere variation med hensyn til de fødevarer, der uddeles, og fastlæggelse af klarere prioriteter, et langsigtet perspektiv (3 år), styrkelse af overvågnings- og rapporteringsmekanismerne, indførelse af medfinansiering (Unionens medfinansieringsprocent skal være på 75 eller 85 % i de lande, som modtager midler fra samhørighedsfondene i perioden 2010-2012. Senere skal disse procentsatser i henhold til programmet for 2013-2015 fastsættes til henholdsvis 50 og 75 %).

4.   Generelle og særlige bemærkninger

4.1   Ordningen for uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Unionen er i kraft i 20 medlemslande. I de fleste af disse lande sker uddelingen af fødevarer i samarbejde med og med bistand fra ngo'er.

4.2   I 2006 modtog mere end 13 millioner mennesker i 15 medlemslande hjælp fra EU's fødevarehjælpeprogram. I 2008 deltog 19 medlemslande i et volontørprojekt med et budget på 305 millioner EUR. Det budget, der afsættes til ordningen, steg i 2009 til 500 millioner EUR, som fordeles blandt de 20 lande, der deltager i programmet.

4.3   Den økonomiske krise, faldet i antallet af arbejdspladser og stigningen i priserne på visse basisfødevarer har ført til, at gruppen af sårbare personer er blevet større. Det vurderes, at antallet af dårligt stillede personer er konstant stigende.

4.4   100 % finansiering eller medfinansiering?

4.4.1   Ifølge Kommissionen gør medfinansiering det muligt at styrke programmets sammenhæng, sikre korrekt planlægning og skabe større synergi. Kommissionen ønsker balance i budgettet og øget ansvar til medlemsstaterne. Den glæder sig over, at indførelsen af medfinansieringsprincippet vil give ordningen et større budget.

4.4.2   Kommissionen lader private donationer fra velgørende organisationer, der kan opfattes som en del af medlemslandenes medfinansiering, indgå i sine kalkuler. Efter EØSU's opfattelse kan de velgørende organisationers frivillige arbejde kvantificeres og indgå under medfinansieringsprincippet.

4.4.3   Europa-Parlamentet foreslår, at programmet for uddeling af fødevarer finansieres 100 % af EU's budget, idet visse medlemslande måske ikke vil se sig i stand til at deltage i programmet, hvis det indebærer fastsættelse af satser for medfinansiering. EØSU vurderer, at de medlemslande, som af mangel på midler ikke kan garantere den krævede medfinansiering, ikke kan føre programmets målsætninger – dvs. stabilisering af markedet og de sociale målsætninger – ud i livet.

4.4.4   Efter EØSU's mening kan et system med medfinansiering medføre, at de fattigste modtagere fra medlemslande, hvor indkomsten pr. indbygger er lav, udelukkes fra at deltage i dette fødevarehjælpeprogram.

4.4.5   EØSU henleder opmærksomheden på, at en af målsætningerne for Det Europæiske År 2010 netop er »bekæmpelse af udstødelse«. Medfinansiering kan imidlertid netop i 2010, hvor et af målene er social integration, føre til social udstødelse af visse dårligt stillede grupper.

4.4.6   EØSU understreger, at hvis man valgte en løsning med medfinansiering, ville de sociale problemer og fødevarefattigdommen forværres. I dette tilfælde ville en del af de dårligst stillede personer på grund af den frie bevægelighed inden for Unionens grænser rejse til de mere velstillede lande i EU. I praksis ville visse EU-borgeres fødevarefattigdom blive overflyttet fra de fattigste regioner til regioner, hvor indkomsten pr. indbygger er højere.

4.4.7   I lyset af den aktuelle økonomiske krise mener EØSU, at programmet om uddeling af fødevarer til de dårligst stillede bør være et EU-program, som er 100 % finansieret af budgettet for den fælles landbrugspolitik.

4.5   EØSU støtter Kommissionens forslag om udelukkende at opkøbe fødevarer på det europæiske marked med henblik på samtidig at yde indirekte støtte til europæisk landbrug.

4.6   Større variation med hensyn til de produkter, som indgår i fødevarehjælpeprogrammet

4.6.1   Selv om det er vanskeligt at opnå en ernæringsmæssig balance, for så vidt som størstedelen af fødevarehjælpen kommer fra interventionslagrene, går EØSU ind for, at der leveres et så bredt og så sundt udvalg af fødevarer som muligt under hensyntagen til de ernæringsmæssige anbefalinger og kostråd for EU's befolkning.

4.6.2   EØSU går ind for, at fødevarehjælpen kædes sammen med social bistand, og anbefaler, at fødevarehjælpen uddeles hyppigt (ikke bare ekstraordinært), navnlig på områder hvor ngo'er og de offentlige myndigheder tilbyder supplerende ydelser (herberger, sundhed, uddannelse, erhvervsuddannelse, social integration osv.).

5.   Civilsamfundets, de velgørende organisationers og de frivilliges deltagelse og rolle

5.1   Den 30. juni 2010 afholdt Europa-Kommissionen et møde for aktører, der er involveret i gennemførelsen af EU's fødevarehjælpeprogram. I dette møde deltog repræsentanter for de 18 ngo'er, der er aktive i 15 medlemslande, repræsentanter for et europæisk organ (European Public Health Alliance – EPHA) samt repræsentanter for de organer, som står for udbetaling af støtte og levering af andre ydelser.

5.2   I Europa findes der ngo'er (4), der tilbyder fødevarehjælp som en integreret del af en vifte af generelle sociale ydelser, der tilbydes dårligt stillede personer med henblik på at opnå stadig større social integration.

5.3   De velgørende organisationer er bedst i stand til at vurdere virkningen af programmet, for de har direkte forbindelse til de forskellige grupper af socialt dårligt stillede personer. De velgørende organisationer beretter, at nogle af de personer, som nyder godt af programmet, anbefaler, at viften af fødevarer udvides med henblik på at opnå en ernæringsmæssigt velafbalanceret ordning. Det anbefales også at skabe et lovgivningsmæssigt grundlag med henblik på at uddele traditionelle lokale produkter samt at forlænge programmets gennemførelsesperiode.

5.4   Det, at ngo'erne og et stigende antal frivillige involverer sig i dette projekt, viser, at det europæiske civilsamfund bekymrer sig om de socialt dårligst stillede personer og ønsker at støtte dem. EØSU vurderer, at nærhedsprincippet er overholdt, så længe medlemslandene frit kan udforme de nødvendige procedurer og kriterier for at udpege de organisationer, som skal være med til at føre programmet ud i livet. På samme måde er det medlemslandene, som vælger, hvem der skal modtage fødevarehjælpen. Dette program fremmer udvikling af samarbejdsrelationer mellem de velgørende organisationer og de offentlige myndigheder.

5.5   I nogle EU-lande ville ngo'erne og de velgørende organisationer involvere sig endnu mere, hvis der var tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at dække de administrative omkostninger. EØSU støtter Kommissionens initiativ om at indarbejde Europa-Parlamentets ændringsforslag i sit ændrede forslag. Heri opfordrer Parlamentet til, at det bliver muligt at få administrationsomkostninger og lager- og transportomkostninger (mellem lager og uddelingssted), som afholdes af de velgørende organisationer, godtgjort (jf. den ændrede forordnings artikel 27, stk. 7).

Bruxelles, den 20. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  http://www.2010againstpoverty.eu/about/?langid=da

(2)  Ibid.

(3)  Ibid.

(4)  Eksempelvis er der i Polen 44 regionale repræsentationer, 100 Caritas-centre, 4 500 ansatte og 70 000 frivillige, som beskæftiger sig med gennemførelsen af fødevarehjælpeprogrammet. Den velgørende organisation Caritas Polen gik ind i fødevarehjælpeprogrammet i 2004. Den råder over 44 lagre og 20 kølelagre. Ifølge Caritas Polen vil organisationens fremtidige udfordringer bestå i administration af programmet, transport af fødevarer og erhvervelse af investeringsgoder.


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/53


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Rådets direktiv om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak

KOM(2010) 641 endelig — 2007/0206 (CNS)

2011/C 84/12

Den 23. november og den 8. december 2010 besluttede henholdsvis Europa-Parlamentet og Rådet under henvisning til artikel 113 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Ændret forslag til Rådets direktiv om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak«

KOM(2010) 641 endelig — 2007/0206 (CNS).

Da EØSU går ind for forslagets indhold og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 19. januar, med 90 stemmer for, 3 imod og 8 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/54


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrtsikre frontmonterede førerværn på smalsporede landbrugs- og skovbrugshjultraktorer

(kodifikation)

KOM(2010) 610 endelig — 2010/0302 (COD)

2011/C 84/13

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 10. november 2010 og den 8. december 2010 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrtsikre frontmonterede førerværn på smalsporede landbrugs- og skovbrugshjultraktorer

KOM(2010) 610 endelig — 2010/0302 (COD).

Da EØSU fuldt ud går ind for forslagets indhold og ikke har nogen bemærkninger, besluttede det på sin 468. plenarforsamling den 19.-20. januar 2011, mødet den 19. januar, med 96 stemmer for og 2 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


17.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 84/55


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af får og geder

(Kodifikation)

KOM(2010) 635 endelig — 2010/0309 (COD)

2011/C 84/14

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union besluttede henholdsvis den 23. november 2010 og den 13. december 2010 under henvisning til artikel 43, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af får og geder (Kodifikation)

KOM(2010) 635 endelig – 2010/0309 (COD).

Da EØSU går ind for forslagets indhold og allerede har behandlet dette emne i sin tidligere udtalelse CESE 582/2003, vedtaget den 14. maj 2003 (1), besluttede det på sin 468. plenarforsamling den 19. -20. januar 2011, mødet den 19. januar, med 104 stemmer for og 7 hverken for eller imod at afgive en udtalelse, som støtter Kommissionens forslag, og at henvise til den holdning, det gav udtryk for i ovennævnte dokument.

Bruxelles, den 19. januar 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af får og geder og om ændring af forordning (EØF) nr. 3508/92« EUT C 208 af 3.9.2003, s. 32.