OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/2

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht — Tyskland den 23. november 2010 — Deutsches Weintor eG mod Land Rheinland-Pfalz

(Sag C-544/10)

2011/C 72/03

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Deutsches Weintor eG

Sagsøgt: Land Rheinland-Pfalz

Præjudicielle spørgsmål

Kræver en sundhedsanprisning, at der som forudsat i artikel 4, stk. 3, første punktum, jf. artikel 2, stk. 2, nr. 5), eller artikel 10, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 116/2010 af 9. februar 2010 (2), skal angives en gavnlig ernæringsmæssig og fysiologisk virkning med henblik på en varig forbedring af helbredet, eller er det tilstrækkeligt med en forbigående virkning begrænset til perioden mellem næringsmidlets indtagelse og dets fordøjelse?

Såfremt allerede en påstand om en forbigående gavnlig virkning kan være en sundhedsanprisning:

Kan det antages, at en sådan virkning skyldes fravær eller et reduceret indhold af et stof, jf. artikel 5, stk. 1, litra a), i og 15. betragtning til forordningen, blot fordi det i anprisningen påstås, at en virkning, som levnedsmidler af denne art i almindelighed har, og som ofte opfattes som skadelig, i det konkrete tilfælde er ringe?

Hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende:

Er det foreneligt med artikel 6, stk. 1, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union i den den 13. december 2007 gældende affattelse, jf. artikel 15, stk. 1, (erhvervsfrihed) og artikel 16, (frihed til at drive egen virksomhed) i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i den den 12. december 2007 gældende affattelse (3), at det uden undtagelse forbydes en producent eller forhandler af vin at reklamere med en sundhedsanprisning af den her foreliggende art, for så vidt som anprisningen er korrekt?

(1) EUT L 404, s. 9

(2) EUT L 37, s. 16

(3) EUT C 303, s. 1

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/3

Appel iværksat den 26. november 2010 af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 9. september 2010 i sag T-300/07, Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis mod Europa-Kommissionen

(Sag C-560/10 P)

2011/C 72/04

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (ved Attorneys at Law N. Korogiannakis, M. Dermitzakis)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—	Rettens dom ophæves.

—

Annullation af Kommissionens beslutning (Generaldirektoratet for Erhvervs- og Virksomhedspolitik) om at afvise appellantens bud for parti nr. 1, der blev afgivet i forbindelse med udbud ENTR/05/078 — DIT EUROPA parti 1 (redigeringsarbejde og oversættelser) til »drift og vedligeholdelse af portalen Dit Europa« (EUT 2006/S 143-153057), og at tildele det samme udbud til en anden bydende.

—	Sagen henvises til Retten, således at den behandler de resterende spørgsmål i begge partier, herunder erstatningskravet, der endnu ikke er påkendt af Retten.

—	Kommissionen tilpligtes at betale appellantens sagsomkostninger og øvrige omkostninger inklusive omkostningerne, der er afholdt i forbindelse med førsteinstansbehandlingen, uanset om nærværende appel forkastes, samt appelsagens omkostninger, hvis appellen tages til følge.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten anfører, at Retten i den appellerede dom begik retlige fejl og anlagde en urigtig fortolkning af artikel 100, stk. 2, i finansordningen (1) og artikel 149 i gennemførelsesbestemmelserne ved at anerkende, at idet appellantens bud lå under tærskelen på 70 %, var det med rette, at Kommissionen ikke oplyste appellanten om den valgte tilbudsgivers fortjenester. Endvidere har appellanten gjort gældende, at dommen er utilstrækkeligt begrundet, idet Retten har undladt at foretage en grundig og individuel undersøgelse af anbringendet om tilsidesættelse af principperne om klarhed og ligebehandling.

(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/3

Appel iværksat den 26. november 2010 af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 9. september 2010 i sag T-387/08, Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE mod Europa-Kommissionen

(Sag C-561/10 P)

2011/C 72/05

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (ved Attorneys at Law N. Korogiannakis, M. Dermitzakis)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—	Rettens dom ophæves.

—	Den Europæiske Unions Publikationskontors beslutning om at afvise appellantens bud og at tildele det samme udbud til en anden bydende samt om at afvise erstatning annulleres.

—	Sagen henvises til Retten, således at den behandler de resterende spørgsmål i begge partier, herunder erstatningskravet, der endnu ikke er påkendt af Retten.

—

Den Europæiske Unions Publikationskontor tilpligtes at betale appellantens sagsomkostninger og øvrige omkostninger inklusive omkostningerne, der er afholdt i forbindelse med førsteinstansbehandlingen, uanset om nærværende appel forkastes, og dertil også appelsagens omkostninger, hvis appellen tages til følge.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten gør gældende, at Retten i den appellerede dom begik retlige fejl og anlagde en urigtig fortolkning af artikel 100, stk. 2, i finansordningen (1) og artikel 149 i gennemførelsesbestemmelserne ved at anerkende, at idet appellantens bud lå under tærskelen på 70 %, var det med rette, at Kommissionen ikke oplyste appellanten om den valgte tilbudsgivers fortjenester. Endvidere har appellanten gjort gældende, at dommen er utilstrækkeligt begrundet, idet Retten har undladt at foretage en grundig og individuel undersøgelse af anbringendet vedrørende tilsidesættelse af principperne om klarhed og ligebehandling.

Appellanten gør endvidere gældende, at Retten har tilsidesat begrundelsespligten, idet den fastslog at »begrundelsen med hensyn til talrige andre tildelingskriterier og delkriterier er tilstrækkelig«, på trods af at den erkendte, at bemærkningerne i talrige delkriterier i den anfægtede beslutning var vage og generelle og ikke forklarer de point, appellantens bud har fået, samt at den anfægtede beslutning er mangelfuldt begrundet med hensyn til de særlige tildelingsdelkriterier. Derudover har Retten anlagt en fejlagtig fortolkning af begrundelsespligten, idet den har fastslået, at en række af vurderingsudvalgets bemærkninger opfyldte begrundelsespligten, ligesom appellantens argumenter vedrørende tilsidesættelsen af principperne om klarhed og ligebehandling ikke er behandlet grundigt eller begrundet individuelt eller tilstrækkeligt.

(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/4

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht — Tyskland den 2. december 2010 — Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung mod Pfeifer & Langen Kommanditgesellschaft

(Sag C-564/10)

2011/C 72/06

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung

Sagsøgt: Pfeifer & Langen Kommanditgesellschaft

Præjudicielle spørgsmål

1)	Gælder forordningens artikel 3 (1) også for forældelse af krav på renter, som efter national ret skyldes ved siden af tilbagebetaling af en fordel, der er opnået retsstridigt ved en uregelmæssighed?

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

Er det ved den fristsammenligning, der er mulig i henhold til forordningens artikel 3, stk. 3, alene fristens længde, det kommer an på, eller skal der også tages hensyn til nationale bestemmelser, som, uden at der hertil kræves særlige omstændigheder, udskyder fristens påbegyndelse til afslutningen af det kalenderår, i hvilket (her: rente) kravet opstår?

Begynder forældelsesfristen, også for rentekrav, at løbe, når uregelmæssigheden begås, hhv. når vedvarende eller gentagne uregelmæssigheder ophører, selv om rentekravet først vedrører senere perioder og derfor først opstår senere? Udskydes forældelsesfristens påbegyndelse ved vedvarende eller gentagne uregelmæssigheder i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, andet afsnit, til det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden ophører, også når der er tale om rentekrav?

4)	Hvornår ophører den fristafbrydelse, der i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, andet punktum, opstår ved en afgørelse fra den kompetente myndighed, der materielt fastslår det omhandlede (her: rente)krav?

(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/4

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal administratif de Saint-Denis de la Réunion (Frankrig) den 8. december 2010 — Clément Amedee mod Garde des sceaux, Ministre de la justice et des libertés og Ministre du budget, des comptes publics, de la fonction publique et de la réforme de l’État

(Sag C-572/10)

2011/C 72/07

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal administratif de Saint-Denis de la Réunion

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Clément Amedee

Sagsøgte: Garde des sceaux, Ministre de la justice et des libertés og Ministre du budget, des comptes publics, de la fonction publique et de la réforme de l’État

Præjudicielle spørgsmål

Skal den ordning, der er indført ved artikel L. 12, litra b), i code des pensions civiles et militaires de retraite, som ændret ved artikel 48 i lov af 21. august 2003 og samme lovs artikel R. 13, som ændret ved artikel 6 i dekret af 26. december 2003, anses for at indebære en indirekte forskelsbehandling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Union, af biologiske forældre set i lyset af den andel mænd, der har mulighed for at opfylde betingelsen om afbrydelse af erhvervsaktiviteten i en periode på mindst to måneder, og navnlig henset til, at der ikke findes en retlig ramme, der gør det muligt at opfylde denne betingelse i forbindelse med afholdelse af orlov med løn?

2)	Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan den således indførte indirekte forskelsbehandling da begrundes ved bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, i den aftale, der er bilagt protokol nr. 14 om social- og arbejdspolitikken?

3)	Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er bestemmelserne i direktiv 79/7/EØF (1) da til hinder for, at artikel L. 12, litra b), og artikel R. 13 i code des pensions civiles et militaires de retraite opretholdes?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende og det andet og det tredje spørgsmål besvares benægtende, har anfægtelsen af de omhandlede artikler da kun betydning i forhold til den konkrete forskelsbehandling, som bestemmelserne giver anledning til, eller indebærer den, at hverken kvindelige eller mandlige tjenestemænd har krav på tillægget?

(1) Rådets direktiv 79/7/EØF af 19.12.1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/5

Sag anlagt den 9. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-574/10)

2011/C 72/08

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved G. Wilms og C. Zadra, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Sagsøgerens påstande

—	Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, 9 og 20 sammenholdt med artikel 23-55 i direktiv 2004/18/EF (1), da Niedernhausen Kommune har overdraget arkitektydelser til saneringen af Autalhalle uden en udbudsprocedure på europæisk plan.

—	Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Genstanden for det foreliggende søgsmål er de gensidigt bebyrdende tjenesteydelsesaftaler om arkitektydelser, som Niedernhausen Kommune som ordregivende myndighed indgik med et ingeniørfirma. På trods af, at alle de omtvistede arkitektydelser vedrørte et enkelt bygge- og anlægsprojekt, nemlig saneringen af Autalhalle, blev de tildelt det samme ingeniørfirma som separate projekteringsydelser for de enkelte bygningsdele uden at gennemføre en udbudsprocedure på europæisk plan. Kontraktværdien blev tilsvarende også fastsat separat for de enkelte kontrakter.

De foreliggende arkitektaftaler er gensidigt bebyrdende aftaler, der vedrører tjenesteydelser som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra d), i direktiv 2004/18/EF. Arkitektydelser er ifølge kategori 12 i bilag II A til direktivet prioritetstjenester.

Kommissionen er af den opfattelse, at det med de omtvistede projekteringsydelser drejer sig om en enkelt procedure for indgåelse af en offentlig kontrakt, i forhold til hvilken de objektive grunde for en opdeling på separate enkeltkontrakter på ingen måde er åbenbare. Det drejer sig om delydelser, der planlægges, besluttes og gennemføres som et samlet projekt til sanering af en enkelt bygning. Kontrakterne tjente dette ene formål og indgår i en snæver geografisk, økonomisk og funktionel sammenhæng. Derfor burde kontraktværdien have været fastsat på grundlag af den samlede værdi af de arkitektydelser, som præsteres inden for rammerne af saneringen. I dette tilfælde ville kontraktværdien have overskredet den i artikel 7, litra b), i direktiv 2004/18/EF fastsatte tærskelværdi, og arkitektaftalen skulle have været udbudt i licitation på europæisk plan.

Ved selve den bygningsmæssige sanering af Autalhalle drejer det sig om en enkelt bygge- og anlægskontrakt som omhandlet i europæisk udbudsret. Der foreligger i hvert fald et stærkt indicium for, at også den tilhørende projektering skal anses som et enkelt projekt til indkøb af tjenesteydelser. Hvis arkitektydelser som i det foreliggende tilfælde knytter sig til en enkelt bygge- og anlægskontrakt, og ydelsernes indhold bestemmes af det planlagte bygge- og anlægsobjekt, foreligger der ikke nogen rimelig grund til at vælge en anden beregningsmåde. Arkitektydelser hører på en vis måde til bygge- og anlægsprojektet. Det er ikke åbenbart for Kommissionen, hvorfor et enkelt bygge- og anlægsprojekt skulle kræve arkitektydelser, som ikke er en del af helheden.

Domstolen anser den økonomiske og tekniske funktion, der i kontraktens enkelte bestanddele udgør en helhed, som et indicium for, at der foreligger en enkelt procedure for indgåelse af en offentlig kontrakt. Det såkaldte funktionelle betragtningskriterium er dog udviklet i forhold til byggeentrepriser, men Kommissionen er af den opfattelse, at dette også gælder for tjenesteydelsesaftaler. Kriteriet vedrørende projekteringsydelsens økonomiske og tekniske enhed er i det foreliggende tilfælde opfyldt for de enkelte bygningsdele, da det drejer sig om saneringen af en enkelt bygning.

En næsten vilkårlig opdeling af kontrakter vil være i strid med direktivets effet utile. Den ville nemlig ofte føre til, at tærskelværdien ved et kunstigt indgreb ikke ville blive overskredet, og den ville dermed indebære en begrænsning af anvendelsesområdet. I Domstolens faste praksis understreges betydningen af direktivet om indgåelse af offentlige kontrakter for den frie udveksling af tjenesteydelser og for en fair konkurrence på EU-plan. En vilkårlig og usaglig »opsplittelse« af tjenesteydelsesaftaler, der udgør en helhed, ville undergrave disse mål.

Heller ikke budgetmæssige grunde for opdelingen i bygge- og anlægsafsnit kan retfærdiggøre en kunstig opdeling af en enkelt kontraktværdi. Det strider mod de europæiske udbudsdirektivers formål, hvis et enkelt projekt, som af rent budgetmæssige årsager udføres i flere etaper, alene af denne grund må anses for flere selvstændige kontrakter og dermed udelukket fra direktivets anvendelsesområde. Direktivets artikel 9, stk. 3, forbyder endvidere en sådan kunstig opdeling af et enkelt projekt.

Sammenfattende må det fastslås, at der ved de omtvistede kontrakter er tale om en procedure for indgåelse af en enkelt offentlig kontrakt, hvis værdi på tidspunktet for tildelingen af kontrakterne oversteg den i direktivet fastsatte tærskelværdi. Kontrakten skulle derfor have været udbudt i licitation på europæisk plan efter den procedure, der er fastsat i direktivet. Dette skete ikke, og Forbundsrepublikken Tyskland har derfor tilsidesat direktiv 2001/18/EF.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EFT L 134, s. 114).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/6

Sag anlagt den 9. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Ungarn

(Sag C-575/10)

2011/C 72/09

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Kukovec og A. Sipos, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Ungarn

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 3, i direktiv 2004/18/EF (1) såvel som artikel 54, stk. 5 og 6, i direktiv 2004/17/EF (2), idet den ikke ved offentlige udbudsprocedurer har sikret, at de erhvervsdrivende i givet fald kan basere sig på andre enheders kapacitet uanset den juridiske karakter af forbindelserne mellem de erhvervsdrivende og disse enheder.

—	Republikken Ungarn tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Såvel direktiv 2004/17 som direktiv 2004/18 giver tilbudsgivere i offentlige udbudsprocedurer mulighed for med henblik på at føre bevis for deres evner og opfyldelsen af udvælgelseskriterierne at basere sig på andre enheders kapacitet uanset den juridiske karakter af forbindelserne mellem dem selv og disse enheder.

Efter Kommissionens opfattelse er en ungarsk bestemmelse, som ved bestemte egnethedskriterier udelukkende tillader tilbudsgiverne at anvende ressourcerne hos andre enheder, som ikke direkte deltager i kontraktens udførelse, hvis de ejer en majoritet i nævnte enheder, som giver dem en bestemmende indflydelse i disse, ikke forenelig med nævnte bestemmelser i nævnte direktiver. I tilfælde af enheder, som ikke deltager som underleverandører i kontraktens udførelse, opstiller den anfægtede nationale bestemmelse således et yderligere krav for, at tilbudsgiveren kan basere sig på sådanne enheders kapacitet i forbindelse med en offentlig udbudsprocedure.

Bestemmelserne i direktiverne er utvetydige: uden at opstille et krav om, at de enheder, som stiller ressourcerne til rådighed, er direkte involveret i kontraktens opfyldelse, kræver de, at den nationale lovgivning garanterer muligheden for at basere sig på nævnte enheders ressourcer uanset den juridiske karakter af forbindelserne mellem tilbudsgiveren og disse enheder. Det eneste krav er, at tilbudsgiveren over for den ordregivende myndighed kan godtgøre, at han reelt råder over de ressourcer, der er nødvendige for kontraktens udførelse.

Ifølge Kommissionen begrænser den ungarske lovning, som udgør søgsmålets genstand, imidlertid herved tilbudsgivernes muligheder, idet disse i praksis ikke har anden mulighed end at involvere de enheder, som stiller nævnte ressourcer til rådighed, som underleverandører i kontraktens udførelse, med mindre de allerede fra begyndelsen i sådanne enheder råder over en majoritet, som gør det muligt for dem at udøve en bestemmende indflydelse over disse.

Kommissionen anfører, at den påtalte nationale lovgivning ikke kan begrundes i målet om at fjerne former for praksis, som tilsigter at omgå bestemmelserne om offentlige udbud, idet et sådant mål ikke kan påberåbes som begrundelse for en bestemmelse, der er i strid med EU-bestemmelserne om offentlige udbud, som uforholdsmæssigt begrænser de proceduremæssige rettigheder og forpligtelser, som følger af direktiverne. Medlemsstaterne har naturligvis mulighed for inden for de grænser, der opstilles af direktiverne, at bestemme, hvorledes tilbudsgiverne skal godtgøre, at de reelt råder over de andre enheders ressourcer, men de må ikke foretage en sondring ud fra juridiske karakter af forbindelserne med sådanne enheder.

Kommissionen afviser den af Republikken Ungarn fremsatte tese om, at en enhed, der ikke deltager i kontraktens udførelse, ikke kan godtgøre, at den opfylder mindsteudvælgelseskriterierne, som består i reelt at kunne stille de nødvendige ressourcer til rådighed på tidspunktet for kontraktens udførelse. Kommissionen understreger herved, at artikel 48, stk. 3, i direktiv 2004/18/EF udtrykkeligt bestemmer, at tilbudsgiveren kan godtgøre, at han råder over ressourcer fra andre enheder »f.eks. ved at fremlægge dokumentation for disse enheders tilsagn om at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for den økonomiske aktør«. Heraf følger, at en enhed, som bidrager med ressourcer, kan godtgøre, at den råder over ressourcer, som den kan stille til rådighed på tidspunktet for kontraktens udførelse, uden at det er nødvendigt, at den direkte deltager i kontraktens udførelse.

Endelig anfører Kommissionen, at den omtvistede nationale lovgivning kan indebære en forskelsbehandling af udenlandske tilbudsgivere. Selv om den relevante ungarske lovgivning finder anvendelse på alle tilbudsgivere, begrænser den reelt mulighederne for at deltage i udbudsrunder navnlig med hensyn til udenlandske tilbudsgivere, eftersom disse i almindelighed ikke på stedet for kontraktens udførelse råder over alle de ressourcer, som er nødvendige med henblik herpå, hvorfor de ved offentlige udbudsprocedurer er nødsaget til i højere grad en ungarske tilbudsgivere at anvende kapaciteterne hos lokale økonomiske operatører, som er uafhængige af dem.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (EUT L 134, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/7

Sag anlagt den 10. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien

(Sag C-577/10)

2011/C 72/10

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved E. Traversa og C. Vrignon, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Belgien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til bestemmelserne i artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, idet det har vedtaget artikel 137, nr. 8), artikel 138, tredje led, artikel 153 og artikel 157, nr. 3), i rammelov (I) af 27. december 2006 (1) i affattelsen gældende siden den 1. april 2007.

—	Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med søgsmålet har Kommissionen gjort gældende, at den pågældende nationale lovgivning, der pålægger selvstændige tjenesteydere etableret i andre medlemsstater, som ønsker midlertidigt at præstere tjenesteydelser i Belgien, en forpligtelse til at afgive en forudgående erklæring (»Limosa«-erklæringen), udgør en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser.

Kommissionen har for det første anført, at de anfægtede bestemmelser udgør en diskriminerende restriktion, for så vidt som de dels pålægger ikke ubetydelige, supplerende og — over for de pågældende selvstændige tjenesteydere — afskrækkende administrative formaliteter, dels indfører en kontrolordning, der alene vedrører tjenesteydere etableret i en anden medlemsstat, uden at denne forskelsbehandling er begrundet i objektive hensyn.

For det andet har sagsøgeren anført, at denne restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, selv hvis det antages at den ikke er diskriminerende, ikke kan begrundes i objektive almene hensyn, såsom hensynet til den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt, til forebyggelse af svig eller til arbejdstagerbeskyttelse.

(1) Moniteur belge af 28.12.2006, s. 75178.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/8

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Köln (Tyskland) den 13. december 2010 — Emeka Nelson, Bill Chinazo Nelson og Brian Cheimezie Nelson Emeka mod Deutsche Lufthansa AG

(Sag C-581/10)

2011/C 72/14

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Emeka Nelson, Bill Chinazo Nelson og Brian Cheimezie Nelson

Sagsøgt: Deutsche Lufthansa AG

Præjudicielle spørgsmål

Er den kompensationsret, der er reguleret i artikel 7 i forordning nr. 261/2004 (1), en ret til en økonomisk oprejsning ud over den normale erstatning i henhold til artikel 29, andet punktum, i Montrealkonventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring af 28. maj 1999»Montrealkonventionen«?

Hvordan er forholdet mellem den kompensationsret, der i henhold til EU-Domstolens dom af 19. november 2009 (sag C-402/07) kan støttes på forordningens artikel 7, hvis en luftfartspassager ikke når sit endelige bestemmelsessted tidligere end tre timer efter det planlagte ankomsttidspunkt, og den ret til erstatning for forsinkelse, der er reguleret i Montrealkonventionens artikel 19, under hensyntagen til udelukkelsen efter Montrealkonventionens artikel 29, andet punktum?

Hvordan er det fortolkningsprincip, som ligger til grund for EU-Domstolens dom af 19. november 2009 (sag C-402/07) — som giver adgang til en udvidelse af kompensationsretten i henhold til forordningens artikel 7 til også at gælde i tilfælde af forsinkelser, foreneligt med det fortolkningsprincip, som EU-Domstolen anvender på forordningen i sin dom af 10. januar 2006 (sag C-344/04)?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EØS-relevant tekst) — Erklæring fra Kommissionen (EUT L 46, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/9

Appel iværksat den 13. december 2010 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 30. september 2010 i sag T-85/09, Yassin Abdullah Kadi mod Europa-Kommissionen

(Sag C-584/10 P)

2011/C 72/15

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved P. Hetsch, S. Boelaert, E. Paasivirta og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Yassin Abdullah Kadi, Rådet for den Europæiske Union, Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves i sin helhed.

—	Yassin Abdullah Kadis påstand om annullation af Kommissionens forordning nr. 1190/2002 (1), for så vidt som han berøres heraf, forkastes som ugrundet.

—	Yassin Abdullah Kadi tilpligtes at betale Kommissionens omkostninger i appelsagen og i sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har gjort gældende, at Rettens konstateringer er behæftet med retlige fejl, da de er baseret på en retligt urigtig prøvelsesstandard. Kommissionens anbringender er følgende:

1) Anbringender vedrørende Rettens konstateringer for så vidt angår den prøvelsesstandard, som finder anvendelse: Kommissionen har gjort gældende, at den prøvelsesstandard, som Retten anvendte, er retligt urigtig, da Domstolen ikke har udtalt sig om præcist, hvilken prøvelsesstandard, der fandt anvendelse i denne sag, og da den særlige prøvelsesstandard, som Retten anvendte, ikke kan pålægges Den Europæiske Union.

2) Anbringender vedrørende Rettens konstateringer for så vidt angår tilsidesættelsen af retten til forsvar og retten til effektiv domstolsbeskyttelse samt tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet: Kommissionen har gjort gældende, at Retten med urette fandt, at den procedure, som Kommissionen anvendte, ikke overholdt de krav på området for grundlæggende rettigheder, der gælder for denne type ordning for restriktive foranstaltninger, at Retten med urette afviste Kommissionens argument vedrørende den indenlandske sag anlagt af Yassin Abdullah Kadi i De Forenede Stater og at Retten med urette afviste Kommissionens argumenter vedrørende procedurerne for administrativ prøvelse og genbehandling i henhold til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner 1822(2008) og 1904(2009) – herunder focal point-proceduren og proceduren ved ombudsmandens kontor.

(1) EUT L 322, s. 25.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/9

Appel iværksat den 16. december 2010 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 30. september 2010 i sag T-85/09, Yassin Abdullah Kadi mod Europa-Kommissionen

(Sag C-593/10 P)

2011/C 72/16

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bishop, E. Finnegan og R. Szostak, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Yassin Abdullah Kadi, Europa-Kommissionen, Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens afgørelse i sag T-85/09 ophæves.

—	Indstævntes påstand om annullation af Kommissionens forordning 1190/2008 (1), for så vidt som han berøres heraf, forkastes som ugrundet.

—	Indstævnte tilpligtes at betale omkostningerne i sagen for Retten og i sagen for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med denne appel søger Rådet at anfægte flere af Rettens konstateringer. Rådet har gjort gældende, at

—	Retten begik en retlig fejl ved at finde, at den anfægtede forordning ikke var omfattet af retslig immunitet.

Subsidiært har Rådet gjort gældende, at

—

Retten fejlfortolkede og fejlanvendte Domstolens praksis ved at finde, at den prøvelse, som skulle foretages, skulle være »fuldstændig og streng«, og ved at kræve fremlæggelse af beviser for den trufne beslutning over for den udpegede person eller enhed såvel som over for Unionens retsinstanser for at sikre beskyttelsen af den pågældende persons eller enheds ret til forsvar, og at

—	Retten begik en retlig fejl ved at undlade at tage behørigt hensyn til oprettelsen af ombudsmandens kontor ved De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1904(2009).

(1) EUT L 332, s. 25.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/10

Appel iværksat den 16. december 2010 af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 30. september 2010 i sag T-85/09, Yassin Abdullah Kadi mod Europa-Kommissionen

(Sag C-595/10 P)

2011/C 72/17

Processprog: Engelsk

Parter

Appellant: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved E. Jenkinson, som befuldmægtiget, og barristers D. Beard og M. Wood)

De andre parter i appelsagen: Yassin Abdullah Kadi, Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og Den Franske Republik

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens afgørelse i sag T-85/09 ophæves i sin helhed.

—	Yassin Abdullah Kadis påstand om annullation af Kommissionens forordning 881/2002 (1), for så vidt som han berøres heraf, forkastes.

—	Yassin Abdullah Kadi tilpligtes at betale Det Forenede Kongeriges omkostninger i sagen for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Rettens konklusion, hvorefter der skal foretages en fuld retlig prøvelse af EU-foranstaltninger, som loyalt gennemfører De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner, er i strid med EU-traktaternes bestemmelser og Unionens retsinstansers praksis. Den er direkte i strid med EU’s historie og formål og navnlig med etableringen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

De Forenede Nationers charter kræver, at FN’s medlemsstater overholder forpligtelserne heri. Disse forpligtelser går forud for forpligtelser, der måtte følge af andre internationale overenskomster. Disse forpligtelser omfatter dem, som er pålagt ved Sikkerhedsrådets resolutioner til bekæmpelse af international terrorisme.

Henset til navnlig artikel 3, stk. 5, og artikel 21 TEU samt artikel 351 TEUF går EU-medlemsstaternes forpligtelse til at overholde Sikkerhedsrådets beslutninger forud for enhver anden forpligtelse, der måtte følge af EU-traktaterne.

EU må anse sig for bundet af bestemmelserne i FN-charteret og FN’s Sikkerhedsråds beslutninger truffet i henhold hertil.

Det er i strid med den bindende virkning, som FN’s Sikkerhedsråds beslutninger har for Unionens retsinstanser, at foretage en fuld prøvelse af EU-foranstaltninger, der skal gennemføre Sikkerhedsrådets beslutninger.

I det omfang, det er passende at foretage nogen prøvelse af EU-foranstaltninger, der loyalt gennemfører Sikkerhedsrådets resolutioner, skal Unionens retsinstanser tage behørigt hensyn til FN-charterets beskaffenhed og formål samt til Sikkerhedsrådets rolle som det organ, der er ansvarligt for at sikre international fred og sikkerhed. Når henses til Sikkerhedsrådets beskaffenhed og den vigtige rolle, som det er tillagt, til ombudsmandens kontors oprettelse og funktionsmåde samt til sammendraget af de grunde, som er anført over for Kommissionen og Yassin Abdullah Kadi, er der ingen grund til at annullere forordning nr. 881/2002, for så vidt som den berører Yassin Abdullah Kadi.

(1) EUT L 139, s. 9.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/11

Sag anlagt den 16. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik

(Sag C-596/10)

2011/C 72/18

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved F. Dintilhac og M. Afonso, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 96-99 i momsdirektivet (1) og bilag III hertil, idet den anvender en nedsat momssats på transaktioner vedrørende enhovede dyr og navnlig heste, når de ikke sædvanligvis er bestemt til anvendelse i fødevarer eller i landbrugsproduktion.

—	Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har fremsat to klagepunkter til støtte for sit søgsmål om den nationale lovgivnings manglende overensstemmelse med momsdirektivet, idet der i lovgivningen dels er fastsat en nedsat sats på 5,5 % for virksomhed, der ikke er omfattet af undtagelserne i dette direktivs bilag III, dels en nedsat sats på 2,10 % for visse former for virksomhed.

Med sit første klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at ud over det forhold, at den franske lovgivning foreskriver anvendelse af en nedsat momssats på 5,5 % for transaktioner vedrørende levende enhovede dyr uden at sondre med hensyn til deres anvendelse, indeholder lovgivningen yderligere bestemmelser, der ikke er i overensstemmelse med momsdirektivet og nærmere bestemt med nr. 1) og 11) i bilag III til dette direktiv.

Med sit andet klagepunkt har Kommissionen endvidere anfægtet den sagsøgtes administrative praksis, hvorefter der anvendes en sats på 2,10 % for salg til ikke-afgiftspligtige personer af levende dyr, der ikke er bestemt til slagter- og charcuteributikker, og navnlig på heste, der anvendes til væddeløb, konkurrence, hobbybrug og dressur.

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/11

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Najvyšší súd Slovenskej republiky (Slovakiet) den 17. december 2010 — SAG ELV Slovensko, a.s., FELA Management AG, ASCOM (Schweiz) AG, Asseco Central Europe, a.s., TESLA STROPKOV, a.s., Autostrade per ľItalia SpA, EFKON AG, STALEXPORT Autostrady SA mod Úrad pre verejné obstarávanie

(Sag C-599/10)

2011/C 72/19

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Najvyšší súd Slovenskej republiky

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SAG ELV Slovensko, a.s, FELA Management AG, ASCOM (Schweiz) AG, Asseco Central Europe a.s, TESLA STROPKOV a.s, Autostrade per ľItalia SpA, EFKON AG, STALEXPORT Autostrady SA

Sagsøgt: Úrad pre verejné obstarávanie

Intervenient: Národná dialnicná spolocnost, a.s.

Præjudicielle spørgsmål

Er fortolkningen af artikel 51 sammenholdt med artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (herefter »direktivet«), ifølge hvilken den ordregivende myndighed henset til principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter er forpligtet til at anmode om supplerende tilbudsoplysninger, så den enkelte sikres den subjektive processuelle rettighed til at blive opfordret til at tilføje eller fremsende supplerende oplysninger eller certifikater og dokumenter, der er blevet fremlagt i henhold til artikel 45-50 i det nævnte direktiv, såfremt en omstridt eller uklar forståelse af tilbudsgiverens tilbud kan medføre udelukkelse af tilbudsgiveren fra det offentlige udbud, i overensstemmelse med det nævnte direktiv i den affattelse, som var gældende på det pågældende tidspunkt?

Er fortolkningen af direktivets artikel 51 sammenholdt med artikel 2, ifølge hvilken den ordregivende myndighed henset til principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter ikke er forpligtet til at anmode om supplerende tilbudsoplysninger, såfremt myndigheden finder det godtgjort, at kravene vedrørende kontraktens genstand ikke er opfyldt, i overensstemmelse med direktivet i den affattelse, som var gældende på det pågældende tidspunkt?

Er en bestemmelse i den nationale lovgivning, ifølge hvilken den til vurdering af tilbuddet udnævnte komité blot har mulighed for skriftligt at anmode tilbudsgiverne om supplerende tilbudsoplysninger, i overensstemmelse med direktivets artikel 51 og artikel 2 i den affattelse, som var gældende på det pågældende tidspunkt?

Er en fremgangsmåde hos den ordregivende myndighed, ifølge hvilken myndigheden ikke er forpligtet til at anmode tilbudsgiveren om supplerende oplysninger vedrørende en unormalt lav pris, og hvor sagsøger I og II har haft mulighed for at forklare de grundlæggende parametre for det fremsatte tilbud tilstrækkeligt henset til formuleringen af spørgsmålet, som den ordregivende myndighed har stillet sagsøgerne vedrørende den unormalt lave pris, i overensstemmelse med direktivets artikel 55?

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/12

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 22. december 2010 — Association nationale d'assistance aux frontières pour les étrangers (Anafé) mod Ministre de l’intérieur, de l’outre-mer, des collectivités territoriales et de l’immigration

(Sag C-606/10)

2011/C 72/20

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Association nationale d’assistance aux frontières pour les étrangers (Anafé)

Sagsøgt: Ministre de l’intérieur, de l’outre-mer, des collectivités territoriales et de l’immigration

Præjudicielle spørgsmål

Finder artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (1) anvendelse på en tredjelandsstatsborgers tilbagerejse til en medlemsstats område, som har udstedt en midlertidig opholdstilladelse til sidstnævnte, når tilbagerejsen dertil hverken nødvendiggør indrejse, gennemrejse eller ophold på andre medlemsstaters område?

2)	På hvilke betingelser kan en medlemsstat udstede et »returvisum« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i samme forordnings artikel 5, stk. 4, litra a), til en tredjelandsstatsborger? Kan dette visum navnlig begrænse indrejsen til overgangssteder på det nationale område?

For så vidt som forordningen af 15. marts 2006 i modsætning til, hvad der var tilladt i henhold til bestemmelserne i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 19. juni 1990, således som disse var affattet før deres ændring ved forordningen, udelukker enhver mulighed for tredjelandsstatsborgeres indrejse på medlemsstaternes område, hvis de pågældende kun er i besiddelse af en midlertidig opholdstilladelse, der er udstedt mens en første ansøgning om opholdstilladelse eller en ansøgning om asyl behandles, fordrer retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning da, at der fastsættes overgangsforanstaltninger for de tredjelandsstatsborgere, der har forladt deres område, mens de kun var i besiddelse af en midlertidig opholdstilladelse, der er udstedt mens en første ansøgning om opholdstilladelse eller en ansøgning om asyl behandles, og som ønsker at vende tilbage til området efter ikrafttrædelsen af forordningen af 15. marts 2006?

(1) EUT L 105, s. 1.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/12

Sag anlagt den 22. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-610/10)

2011/C 72/21

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved B. Stromsky og C. Urraca Caviedes, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler det i henhold til Kommissionens beslutning 91/1/EØF af 20. december 1989 om støtte ydet i Spanien af centralregeringen og en række autonome regeringer til Magefesa, der producerer husholdningsartikler af rustfrit stål og mindre elapparater (EFT 1991 L 5, s. 18, herefter »91/1-beslutningen«) og i henhold til artikel 260 TEUF, og det ikke har truffet alle foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom af 2. juli 2002, sag C-499/99, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 603, herefter »dommen fra 2002« vedrørende den manglende opfyldelse af de forpligtelser, som påhviler Kongeriget Spanien i medfør af nævnte beslutning.

—	Kongeriget Spanien tilpligtes at betale Kommissionen en tvangsbøde på 131 136 EUR for hver dags forsinkelse med opfyldelse af dommen fra 2002, fra datoen for afsigelse af dom i den foreliggende sag til datoen for fuldstændig opfyldelse af dommen fra 2002.

—

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale et fast beløb, som beregnes ved at gange et dagligt beløb på 14 343 EUR med det antal dage, tilsidesættelsen har varet ved fra den dato, hvor dommen fra 2002 blev afsagt, frem til:

—	den dato, hvor Kongeriget Spanien tilbagesøger den støtte, som er erklæret for ulovlig med 91/1-beslutningen, hvis Domstolen når frem til, at tilbagesøgningen faktisk har fundet sted, inden den afsiger dom i den foreliggende sag.

—	datoen for afsigelse af dom i den foreliggende sag, hvis dommen fra 2002 ikke er blevet fuldstændigt opfyldt før denne dato.

—	Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

De foranstaltninger, der er blevet vedtaget af Spanien, har ikke ført til en øjeblikkelig opfyldelse af dommen fra 2002 og af 91/1-beslutningen, og heller ikke til en fuldstændig og øjeblikkelig tilbagesøgning af den støtte, som blev fundet retsstridig og uforenelig med fællesmarkedet..

Ifølge en fast retspraksis er det eneste forsvarsanbringende, som en medlemsstat kan fremsætte i et søgsmål om manglende opfyldelse, den absolutte umulighed for korrekt at opfylde beslutningen.

I den foreliggende sag i den omfattende korrespondance mellem Kommissionens tjenestegrene og de spanske myndigheder vedrørende de vedtagne foranstaltninger med henblik på gennemførelse af 91/1-beslutningen har de spanske myndigheder ikke påberåbt sig en absolut umulighed for at gennemføre nævnte beslutning, men har blot henvist til nogle uklare interne vanskeligheder.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/13

Sag anlagt den 22. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

(Sag C-614/10)

2011/C 72/22

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved B. Martenczuk og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Østrig

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28, stk. 1, andet punktum, i direktiv nr. 95/46/EF, idet den i Østrig gældende retstilstand med hensyn til den databeskyttelsesmyndighed, der er oprettet som tilsynsmyndighed for databeskyttelse, ikke opfylder kriteriet om fuld uafhængighed.

—	Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen er af den opfattelse, at uafhængigheden hos den databeskyttelsesmyndighed, der er tilsynsmyndighed for overvågningen af databeskyttelseslovgivningen i Østrig, ikke er sikret.

Databeskyttelsesmyndigheden er organisatorisk set tæt knyttet til forbundskanslerens kontor. Dette fører tjenstligt tilsyn med databeskyttelsesmyndighedens medarbejdere og er også ansvarlig for myndighedens materielle udstyr. Derudover ledes databeskyttelsesmyndigheden af en embedsmand ved forbundskanslerens kontor, der også under udøvelsen af dette hverv er bundet af sin arbejdsgivers anvisninger og underlagt dennes tjenstlige tilsyn. Denne situation fører til åbenbare loyalitets- og interessekonflikter.

Forbundskansleren — der som andre offentlige myndigheder er underlagt databeskyttelsesmyndighedens kontrol — har også en omfattende tilsyns- og underretningsret i forhold til databeskyttelsesmyndigheden. Herved er det muligt for forbundskansleren til enhver tid og uden nogen konkret anledning at blive informeret om alle emner i forbindelse med databeskyttelseskommissionens ledelse. Der er således fare for, at denne ret kan udnyttes til politisk indflydelse.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus, Finland den 23. december 2010 — Insinööritoimisto InsTiimi Oy

(Sag C-615/10)

2011/C 72/23

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Insinööritoimisto InsTiimi Oy

Procesdeltagere: Puolustusvoimat

Præjudicielt spørgsmål

Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (1) under hensyntagen til det nævnte direktivs artikel 10, artikel 346, stk. 1, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og listen over våben, ammunition og krigsmateriel i Rådets afgørelse af 15. april 1958 anvendes ved et indkøb, der i øvrigt henhører under direktivets anvendelsesområde, og hvor indkøbets genstand ifølge de ordregivende myndigheder har et anvendelsesformål, der er udelukkende militært, men der for indkøbets genstand også findes vidtgående tilsvarende tekniske anvendelser på det civile marked?

(1) EUT L 134, s. 114.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Haparanda tingsrätt (Sverige) den 27. december 2010 — Åklagaren mod Hans Åkerberg Fransson

(Sag C-617/10)

2011/C 72/24

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Haparanda tingsrätt

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Åklagaren

Sagsøgt: Hans Åkerberg Fransson

Præjudicielle spørgsmål

I henhold til svensk ret kan en national ret kun undlade at anvende nationale bestemmelser, som mistænkes for at krænke princippet ne bis in idem i artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«) og dermed ligeledes mistænkes for at krænke artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000 (herefter »chartret«), såfremt der er klart grundlag herfor i EMRK eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Er en sådan betingelse for at undlade at anvende bestemmelser i national ret forenelig med EU-retten og navnlig dens almindelige principper om bl.a. EU-rettens forrang og direkte virkning?

Er en tiltale for skattesvig omfattet af princippet ne bis in idem i artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til EMRK og chartrets artikel 50, når den tiltalte tidligere under en administrativ procedure er blevet pålagt en økonomisk sanktion (tillægsafgift) som følge af samme indgivelse af urigtige oplysninger?

Påvirkes svaret på spørgsmål 2 af den omstændighed, at disse sanktioner skal koordineres, således at den almindelige domstol har mulighed for at nedsætte straffen i straffesagen under hensyntagen til, at den tiltalte på grundlag af samme indgivelse af urigtige oplysninger også er blevet pålagt en tillægsafgift?

Inden for rammerne af det i spørgsmål 2 nævnte princip ne bis in idem er det under visse omstændigheder tilladt at træffe afgørelse om yderligere sanktioner under en ny sag vedrørende samme handling, som allerede er blevet undersøgt og har ført til en afgørelse om sanktioner mod den pågældende. Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, er betingelserne i henhold til princippet ne bis in idem for pålæggelse af flere sanktioner under forskellige sager da opfyldt, når der i den senere sag i forhold til den tidligere sag foretages en ny og selvstændig undersøgelse af sagens faktiske omstændigheder?

Den svenske ordning med at pålægge tillægsafgift og undersøge ansvaret for skattesvig i forskellige sager er begrundet i en række hensyn af almen interesse, som beskrives nærmere nedenfor. Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, er en ordning som den svenske da forenelig med princippet ne bis in idem, når det ville være muligt at indrette en ordning, som ikke ville være omfattet af princippet ne bis in idem, uden at det herved ville være nødvendigt hverken at afstå fra at pålægge tillægsafgift eller træffe afgørelse om ansvar for skattesvig, ved at beslutningen om pålæggelse af tillægsafgift i de tilfælde, hvor et ansvar for skattesvig kunne være aktuelt, overføres fra Skatteverket og i givet fald en forvaltningsdomstol til den almindelige domstol, når denne behandler tiltalen for skattesvig?

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākās tiesas Senāts (Republikken Letland) den 29. december 2010 — Trade Agency Ltd mod Seramico Investments Ltd

(Sag C-619/10)

2011/C 72/25

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākās tiesas Senāts

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Trade Agency Ltd

Sagsøgt: Seramico Investments Ltd

Præjudicielle spørgsmål

Har en ret i modtagerstaten, såfremt en retsafgørelse fra en udenlandsk ret er vedlagt den i artikel 54 i forordning nr. 44/2001 (1) omhandlede attest, men sagsøgte til trods herfor bestrider afgørelsen og gør gældende, at den i domsstaten anlagte sag ikke var blevet forkyndt for ham, kompetence til, i forbindelse med analysen af en grund til at nægte anerkendelse som omhandlet i artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, selv at prøve, om oplysningerne i attesten støttes af beviserne? Er en så vid kompetence for en ret i modtagermedlemsstaten i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid til retsplejen som omhandlet i 16. og 17. betragtning til forordning nr. 44/2001?

Er en udeblivelsesdom, hvorved der træffes afgørelse om en tvists realitet uden prøvelse af hverken stævningens genstand eller dens begrundelse, og som ikke fremfører noget argument om begrundelsen for stævningen med hensyn til realiteten, i overensstemmelse med chartrets artikel 47, og krænker den ikke sagsøgtes ret til en retfærdig rettergang som fastsat i nævnte bestemmelse?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kammarrätten i Stockholm — Migrationsöverdomstolen (Sverige) den 27. december 2010 — Migrationsverket mod Nurije Kastrati, Valdrina Kastrati og Valdrin Kastrati

(Sag C-620/10)

2011/C 72/26

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Kammarrätten i Stockholm — Migrationsöverdomstolen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Migrationsverket

Sagsøgt: Nurije Kastrati, Valdrina Kastrati og Valdrin Kastrati

Præjudicielle spørgsmål

Skal forordning nr. 343/2003 (1), henset til det i forordningens artikel 5, stk. 2, fastsatte og/eller til manglen på andre bestemmelser i forordningen om bortfald af en medlemsstats ansvar for at behandle en asylansøgning end dem, der er indeholdt i artikel 4, stk. 5, andet afsnit, og artikel 16, stk. 3 og 4, fortolkes således, at en tilbagetrækning af asylansøgningen ikke påvirker muligheden for at anvende forordningen?

2)	Har det ved besvarelsen af det ovennævnte spørgsmål nogen betydning, på hvilket trin i proceduren asylansøgningen trækkes tilbage?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18.2.2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT L 50, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Varna (Bulgarien) den 29. december 2010 — АDSITS »Balkan and Sea prоperties« mod Direktøren for direktoratet »Klager og Opkrævningsadministration« — Varna

(Sag C-621/10)

2011/C 72/27

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Varna

Parter i hovedsagen

Sagsøger: АDSITS »Balkan and Sea prоperties«

Sagsøgt: Direktor der Direktion »Anfechtung und Verwaltung des Vollzugs« — Varna

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 80, stk. 1, litra c), Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) fortolkes således, at ved leveringer mellem to forbundne personer udgøres — såfremt modværdien er højere end normalværdien — transaktionens beskatningsgrundlag kun af normalværdien i det tilfælde, at leverandøren ikke er berettiget til fuldt fradrag af den indgående moms, der skyldes for de køb eller fremstilling af de varer, der udgør leveringen?

Skal artikel 80, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112 fortolkes således, at når leverandøren har udøvet retten til fuldt fradrag af den indgående moms på varer og tjenesteydelser, der er genstand for efterfølgende leveringer mellem forbundne personer af en højere værdi end normalværdien, og denne ret til fradrag af den indgående moms ikke er berigtiget i henhold til direktivets artikel 173-177, da må medlemsstaten ikke vedtage foranstaltninger, hvorefter beskatningsgrundlaget udelukkende kan udgøres af normalværdien?

3)	Indeholder artikel 80, stk. 1, i direktiv 2006/112 en udtømmende opregning af de tilfælde, der udgør de betingelser, der skal foreligge før medlemsstaten må iværksætte foranstaltninger, hvorefter beskatningsgrundlaget ved leveringer udgøres af transaktionens normalværdi?

4)	Er en national ordning, såsom i artikel 27, stk. 3, nr. 1), i Zakon za danak varhu dobavenata stoynost (lov merværdiafgift), tilladt af andre grunde end dem, der er opregnet i artikel 80, stk. 1, litra a), b) og c), i direktiv 2006/112?

5)	Har bestemmelsen i artikel 80, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112 i et tilfælde som det foreliggende direkte virkning, og må den nationale ret anvende bestemmelsen direkte?

(1) EUT L 347, s. 1.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/16

Sag anlagt den 21. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik

(Sag C-624/10)

2011/C 72/28

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Afonso, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Den Franske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til momsdirektivet, navnlig dets artikel 168, 171, 193, 194, 204 og 214, ved i kapitel IV i administrativ instruks nr. 105 af 23. juni 2006 (3 A-9-06) at fastsætte lempeligere forskrifter, der fraviger ordningen, hvorved moms betales ved omvendt betalingspligt, og som bl.a. indebærer, at en sælger eller tjenesteyder, der er etableret uden for Frankrig, skal udpege en fiskal repræsentant.

—	Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen gør med sit søgsmål gældende, at de franske forskrifter, der fraviger ordningen, hvorved moms betales ved omvendt betalingspligt, på flere måder er i strid med EU-retten.

For det første skal en afgiftspligtig person, der ønsker at være omfattet af forskrifterne, der er indført ved kapitel IV i den administrative instruks 3 A-9-06, udpege en fiskal repræsentant, hvilket ikke er i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 204. Denne artikel giver alene medlemsstaterne ret til at pålægge en sådan pligt i tilfælde af, at der ikke med den skattepligtige persons etableringsland er indgået noget retligt instrument om gensidig bistand vedrørende indirekte afgifter, som ligner det, der er fastsat inden for Unionen.

For det andet er de lempeligere forskrifter også betinget af, at sælger lader sig momsregistrere i Frankrig, hvilket ikke er i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 214, stk. 1. Det fremgår af denne bestemmelse, at momsregistreringspligten ikke gælder for afgiftspligtige personer, der i en medlemsstat, hvor de ikke er etablerede, foretager leveringer af varer eller tjenesteydelser, der er undergivet ordningen, hvorved moms betales ved omvendt betalingspligt af kunden, navnlig i henhold til momsdirektivets artikel 194.

For det tredje og sidste fastsættes det i forskrifterne, at sælgeren eller tjenesteyderen kan modregne den fradragsberettigede moms i den moms, der opkræves af en eller flere af hans kunder. Dette er ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i momsdirektivets artikel 168 og 171, ifølge hvilke modregningen af den fradragsberettigede moms i den opkrævede moms skal foretages i hvert afgiftspligtigt led. Undtagelsesordningen kan heller ikke støttes på direktivets artikel 11.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/17

Appel iværksat den 29. december 2010 af Alliance One International, Inc., Standard Commercial Tobacco Company, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 27. oktober 2010 i sag T-24/05, Alliance One International, Inc., Standard Commercial Tobacco Co., Inc., Trans-Continental Leaf Tobacco Corp. Ltd mod Europa-Kommissionen

(Sag C-628/10 P)

2011/C 72/29

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Alliance One International, Inc., Standard Commercial Tobacco Company, Inc. (ved abogado M. Odriozola Alén og abogada A. João Vide)

Den anden part i appelsagen: Trans-Continental Leaf Tobacco Corp. Ltd og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom af 27. oktober 2010 i sag T-24/05 ophæves, for så vidt som den forkaster påstandene om et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (1), om manglende begrundelse og om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, på grundlag af den konstatering, at Alliance One International, Inc., formerly Standard Commercial Corp. og Standard Commercial Tobacco Co. var solidarisk ansvarlige.

—	Kommissionens beslutning af 20. oktober 2004 i sag COMP/C.38.238/B.2 — Råtobak Spanien annulleres, i det omfang den vedrører appellanterne, og den bøde, appellanterne følgelig er blevet pålagt, nedsættes.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har for det første gjort gældende, at Kommissionen og Retten har anvendt artikel 101, stk. 1, i EUF-traktaten og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fejlagtigt, idet de har pålagt SCC og SCTC ansvaret for den overtrædelse, som WWTE har begået. Appellanterne har navnlig gjort gældende, at den omstændighed, at WWTE var underlagt appellanternes fælles kontrol ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at de var i stand til at udøve en bestemmende indflydelse på WWTE’s adfærd i perioden forud for maj 1998. Selv om det var muligt at pålægge ansvaret på denne måde, måtte begge moderselskaber, der udøvede den fælles kontrol, under alle omstændigheder tages i betragtning med henblik på at konkludere, at der foreligger en enkelt økonomisk enhed. Appellanterne har subsidiært gjort gældende, at Kommissionen og dernæst Retten har tilsidesat artikel 296 TEUF, idet de ikke i tilstrækkelig grad har begrundet deres opfattelse, hvorefter appellanterne pålægges ansvar. Hvad angår perioden efter maj 1998 har Rettens dom desuden frataget appellanterne deres rettigheder i henhold til de generelle principper i EU-retten og i henhold til den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der nu indgår i Lissabontraktaten og derfor fuldt ud har status som primær ret.

Appellanterne har for det andet gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, appellanternes ret til forsvar og artikel 296 TEUF ved at tillade, at Kommissionen påberåbte sig nye argumenter og ændrede sine påstande som svar på et skriftligt spørgsmål. Appellanterne har desuden gjort gældende, at Retten ikke i dommen (det vil sige efterfølgende) kan præcisere den begrundelse, som Kommissionen anvendte i sin beslutning,

Endelig har appellanterne gjort gældende, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet i artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ved at begunstige andre virksomheder. For det første har appellanterne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved fastlæggelsen af metoden til at pålægge ansvar, navnlig ved at anvende en metode på et dobbelt grundlag, der diskriminerede mellem selskaber på grundlag af deres appelsag men ikke etablerede en standard. For det andet har appellanterne gjort gældende, at Retten anvendte metoden til at pålægge ansvar på en diskriminerende måde, enten ved at undlade at anvende testen på dobbelt grundlag på Universal Corporation og Universal Leaf eller ved at undlade at anvende den metode, der blev anvendt på Universal Corporation og Universal Leaf, på SCC og SCTC.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/18

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 24. januar 2011 — Rubinetterie Teorema mod Kommissionen

(Sag T-370/10 R)

(Særlige rettergangsformer - udbud - Kommissionens beslutning om bødepålæggelse - bankgaranti - begæring om udsættelse af gennemførelse - økonomisk tab - fravær af særlige omstændigheder - manglende uopsættelighed)

2011/C 72/30

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Rubinetterie Teorema SpA (Fero, Italien) (ved advokaterne R. Cavani, M. di Muro og P. Preda)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Antoniadis, F. Castillo de la Torre og L. Malferrari, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Begæring om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning K(2010) 34185 endelig af 23. juni 2010 om en procedure vedrørende anvendelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/39.092 — Sanitære installationer til badeværelser)

Konklusion

1)	Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/18

Sag anlagt den 16. december 2010 — Vivendi mod Kommissionen

(Sag T-567/10)

2011/C 72/31

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Vivendi (Paris, Frankrig) (ved advokaterne O. Fréget, J.-Y. Ollier og M. Struys)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Den foreliggende sag antages til realitetsbehandling.

—

Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2010, hvormed den har afvist den af Vivendi den 2. marts 2009 indgivne klage (registreret under nr. 2009/4269) over Den Franske Republiks tilsidesættelse af direktiv 2002/77/EF af 16. december 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og som følge heraf tilsidesættelse af artikel 106 TEUF ved tildeling af en bestemmelsesmæssig fordel på området for fastsættelse af niveauet for telefonabonnement, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for sin sag har sagsøgeren for så vidt angår realiteten gjort tre anbringender gældende:

1)	Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet Kommissionen har begrænset sig til en summarisk undersøgelse af den af sagsøgeren forelagte klage.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl for så vidt angår vurderingen af begrebet særlige eller eksklusive rettigheder i forhold til direktiv 2002/77/EF (1) og i forhold til artikel 106, stk. 3, TEUF.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke kan undlade at sanktionere den omstændighed, at Den Franske Republik har tildelt en bestemmelsesmæssig fordel til France Télécom ved fastsættelse af tariffen for telefonabonnement i forbindelse med forsyningspligtydelser på et niveau, der udelukker ethvert udbud af tjenesteydelser, der konkurrerer med France Télécoms tjenesteydelser, under henvisning til den omstændighed, at ingen privat operatør er fremkommet med anmodning om at fjerne den bestemmelsesmæssige fordel.

—	Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at sådanne anmodninger er blevet fremsat.

Det tredje anbringende vedrører en retlig fejl og et åbenbart fejlskøn hvad angår udstrækningen af de forpligtelser for den nationale lovgiver, der udløber af direktiver på området for elektronisk kommunikation, idet medlemsstatens adfærd ikke kan undskyldes med, at lovgivningen er utilstrækkelig eller unøjagtig.

(1) Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT L 249, s. 21).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/19

Sag anlagt den 16. december 2010 — Vivendi mod Kommissionen

(Sag T-568/10)

2011/C 72/32

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Vivendi (Paris, Frankrig) (ved advokaterne O. Fréget, J.-Y. Ollier og M. Struys)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling

—

Kommissionens beslutning af 1. oktober 2010 — hvorved Kommissionen afviste den klage, som Vivendi havde indgivet den 2. marts 2009 (registreret under nummer 2009/4267) vedrørende Den Franske Republiks tilsidesættelse af direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og — tjenester, og som følge heraf af artikel 106, stk. 1, TEUF, idet den havde indrømmet en reguleringsmæssig fordel, som bestod i ARCEP’s (Autorité de régulation des communications électroniques et des postes) nægtelse af at anvende sine beføjelser til at tvinge den etablerede operatør til at tilbagebetale de beløb, som er blevet opkrævet ud over de reelle omkostninger i forbindelse med præstationen af tjenesteydelsen, som er underlagt omkostningsorientering, til de operatører, som har anmodet om adgang til abonnentnettet — annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren fremsætter til støtte for søgsmålet fire anbringender:

1)	Første anbringende om en retlig fejl med hensyn til definitionen af »særlig rettighed« som omhandlet i direktiv 2002/77/EF (1).

2)	Andet anbringende om Kommissionens tilsidesættelse af sin overvågningspligt i henhold til artikel 106, stk. 3, TEUF.

3)	Tredje anbringende om en retlig fejl for så vidt som Kommissionen med urette fandt, at forpligtelsen til at underlægge visse priser omkostningsorientering ikke følger af et EU-direktiv, men derimod er den nationale tilsynsmyndighed ansvar.

Fjerde anbringende om en retlig fejl, idet Kommissionen fandt, at der ikke var sket en krænkelse af private operatørers rettigheder, eftersom disse kan indbringe sagen for de nationale handelsdomstole med henblik på at opnå en tilbagebetaling af de beløb, som er blevet opkrævet for meget af France Télécom, idet en sådan sags kompleksitet gør det umuligt fuldt ud at udøve retten til tilbagebetaling for disse domstole.

(1) Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16.9.2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og — tjenester (EFT L 249, s. 21).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/19

Sag anlagt den 21. december 2010 — Kommissionen mod Commune de Millau

(Sag T-572/10)

2011/C 72/33

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved S. Petrova, som befuldmægtiget, og advokat E. Bouttier)

Sagsøgt: Commune de Millau (Millau, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Det fastslås, at Commune de Millau hæfter solidarisk for Société d’économie mixte d’équipement de l’Aveyron’s (SEMEA) forpligtelser og gæld i forhold til Europa-Kommissionen.

—	Commune de Millau og SEMEA tilpligtes in solidum at betale sagsøgeren et beløb på 41 012 EUR principalt med renter, der er påløbet siden 10. marts 1992, eller subsidiært siden 27. april 1993.

—	Der træffes bestemmelse om, at renterne kapitaliseres.

—	Commune de Millau og SEMEA tilpligtes in solidum at betale et beløb på 5 000 EUR som følge af SEMEA’s retsstridige modstand.

—	Commune de Millau og SEMEA tilpligtes in solidum at betale sagsomkostningerne i denne sag.

—	Denne sag forenes med sag T-168/10, Kommissionen mod SEMEA.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

De af sagsøgeren påberåbte søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter er de samme som dem, der er påberåbt i sag T-168/10, Kommissionen mod SEMEA (1), idet Kommissionen desuden har gjort gældende, at Commune de Millau hæfter solidarisk for tilbagebetalingen af SEMEA’s gæld, for så vidt som Commune de Millau har overtaget SEMEA’s aktiver og passiver, herunder den kontrakt, der er indgået mellem SEMEA og Kommissionen, som ligger til grund for tvisten.

(1) EUT 2010 C 161, s. 48.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/20

Sag anlagt den 29. december 2010 — Just Music Fernsehbetrieb mod KHIM — France Télécom (Jukebox)

(Sag T-589/10)

2011/C 72/34

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Just Music Fernsehbetrieb GmbH (Landshut, Tyskland) (ved advokat T. Kaus)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: France Télécom SA (Paris, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 14. oktober 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1408/2009-1) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at ophæve indsigelsesafgørelsen af 30. september 2010 (sag B 1304494) og at registrere ansøgning nr. 6163778 i sin helhed.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—	Den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale de omkostninger, der opstod for sagsøgeren for appelkammeret og indsigelsesafdelingen.

—	Subsidiært udsættes sagen indtil der er truffet endelig afgørelse vedrørende den begæring om fortabelse, sagsøgeren indgav til Harmoniseringskontoret den 21. december 2010 med hensyn til det ældre EF-varemærke nr. 3693108.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Just Music Fernsehbetrieb GmbH

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket »Jukebox« for tjenesteydelser i klasse 38 og 41 — EF-varemærkeansøgning nr. 6163778

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: France Télécom SA

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-varemærkeregistrering nr. 3693108 af figurmærket »JUKE BOX« for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 35, 38, 41 og 42

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter: (i) artikel 15 og 42, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009, da det ikke er blevet godtgjort, at der er gjort reel brug af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke — EF-varemærkeregistrering nr. 3693108 »JUKE BOX«, (ii) artikel 8, stk. 1, litra b), artikel 9 og 65, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009, da appelkammeret foretog en fejlagtig bedømmelse af det anfægtede varemærkes lighed, og (iii) artikel 78 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009, da appelkammeret undlod at udøve sine undersøgelsesbeføjelser og undlod at udøve sin fulde prøvelsesret.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/20

Sag anlagt den 27. december 2010 — Thesing og Bloomberg Finance mod Den Europæiske Centralbank

(Sag T-590/10)

2011/C 72/35

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Gabi Thesing og Bloomberg Finance LP (London, Det Forenede Kongerige) (ved solicitors M.H. Stephens og R.C. Lands)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgernes påstande

—	Den Europæiske Centralbanks afgørelse, meddelt i skrivelser dateret den 17. september 2010 og den 21. oktober 2010, om afslag på sagsøgernes anmodning om aktindsigt, annulleres

—	Den Europæiske Centralbank pålægges at give aktindsigt i de udbedte dokumenter, jf. Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 4. marts 2004 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter (ECB/2004/3) (1), og

—	Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med det foreliggende søgsmål har sagsøgeren i medfør af artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Centralbanks afgørelse, meddelt i skrivelser dateret den 17. september 2010 og den 21. oktober 2010, hvorved Den Europæiske Centralbank gav afslag på sagsøgernes anmodning om aktindsigt i følgende dokumenter i henhold til Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 4. marts 2004 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter (ECB/2004/3):

i)	Et notat med overskriften: Påvirkningen af statsunderskud og -gæld som følge af ikke-børsnoterede swaps. Den græske sag (SEC/GovC/X/10/88a).

ii)	Et andet notat med overskriften: Titlos-transaktionen og muligheden for at der forefindes lignende transaktioner, der kan påvirke euroområdets niveauer for statsgæld og- underskud (SEC/GovC/X/10/88b).

Sagsøgerne har gjort følgende anbringender gældende til støtte for søgsmålet:

For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Den Europæiske Centralbank har foretaget en fejlagtig fortolkning og/eller en fejlagtig anvendelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 4. marts 2004 (ECB/2004/3), der indeholder en undtagelse til den almindelige ret til aktindsigt, som fastsat i denne afgørelses artikel 2, eftersom:

i)	Den Europæiske Centralbank ikke fortolkede artikel 4, stk. 1, litra a), således at bestemmelsen krævede, at der tages hensyn til den offentlige interesse, der taler for offentliggørelse.

ii)	Den Europæiske Centralbank ikke tillagde den offentlige interesse, der talte for offentliggørelse af de udbedte dokumenter, en tilstrækkelig eller korrekt betydning.

iii)	Den Europæiske Centralbank overvurderede og/eller fejldefinerede den offentlige interesse, der talte mod en offentliggørelse af de udbedte dokumenter.

Dernæst har sagsøgerne gjort gældende, at Den Europæiske Centralbank har foretaget en fejlagtig fortolkning og/eller en fejlagtig anvendelse af artikel 4, stk. 2, i Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 4. marts 2004 (ECB/2004/3), der indeholder en undtagelse til den almindelige ret til aktindsigt, som fastsat i denne afgørelses artikel 2, eftersom:

i)	Den Europæiske Centralbank burde have fortolket en »tungtvejende« offentlig interesse som en offentlig interesse, der er betydningsfuld nok til at opveje enhver offentlig interesse i at opretholde undtagelsen.

ii)	Den Europæiske Centralbank burde have konkluderet, at der forelå en tungtvejende offentlig interesse i denne henseende, der talte for offentliggørelse af de udbedte oplysninger.

Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at Den Europæiske Centralbank har foretaget en fejlagtig fortolkning og/eller en fejlagtig anvendelse af artikel 4, stk. 3, i Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 4. marts 2004 (ECB/2004/3), der indeholder en undtagelse til den almindelige ret til aktindsigt, som fastsat i denne afgørelses artikel 2, eftersom:

i)	Den Europæiske Centralbank burde have fortolket en »tungtvejende« offentlig interesse som en offentlig interesse, der er betydningsfuld nok til at opveje enhver offentlig interesse i at opretholde undtagelsen.

ii)	Den Europæiske Centralbank burde have konkluderet, at der forelå en overhængende offentlig interesse i denne henseende, der talte for offentliggørelse af de udbedte oplysninger.

iii)	Den Europæiske Centralbank overvurderede og/eller fejldefinerede den offentlige interesse, der talte imod offentliggørelse af de udbedte dokumenter.

(1) Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 4. marts 2004 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter (ECB/2004/3) (EUT L 80, s. 42).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/21

Sag anlagt den 17. december 2010 — Zenato mod KHIM — Camera di Commercio Industria Artigianato e Agricoltura di Verona (RIPASSA)

(Sag T-595/10)

2011/C 72/36

Stævningen er affattet på italiensk

Parter

Sagsøger: Alberto Zenato (Verona, Italien) (ved advokat A. Rizzoli)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Camera di Commercio Industria Artigianato e Agricoltura di Verona (Verona, Italien)

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Stævningen og de vedlagte bilag antages til realitetsbehandling.

—	Appelkammerets afgørelse annulleres, for så vidt som den annullerer den anfægtede afgørelse og bestemmer at omkostningerne i appelsagen skal deles.

—	Indsigelsesafdelingens afgørelse opretholdes.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Alberto Zenato

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »RIPASSA« (varemærkeansøgning nr. 106 955) for varer i klasse 33

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Camera di Commercio Industria Artigianato e Agricoltura di Verona

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Det italienske ordmærke »VINO DI RIPASSO« (nr. 528 778) for varer i klasse 33

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastes

Appelkammerets afgørelse: Den anfægtede afgørelse blev annulleret og sagen hjemvist til indsigelsesafdelingen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse og urigtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/22

Sag anlagt den 29. december 2010 — Eurocool Logistik mod KHIM — Lenger (EUROCOOL)

(Sag T-599/10)

2011/C 72/37

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Eurocool Logistik GmbH (Linz, Østrig) (ved advokat G. Secklehner)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Peter Lenger (Weinheim, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 14. oktober 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 451/2010-1), hvorved indsigelsesafdelingens afgørelse af 27. januar 2010 i ugyldighedssag nr. B 751 570 blev stadfæstet, annulleres i sin helhed, indsigelsen forkastes og registreringsansøgningen hjemvises til Harmoniseringskontoret med henblik på fortsættelse af registreringsproceduren, og Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale alle de omkostninger, der er forbundet med sagen, herunder navnlig de omkostninger, der var forbundet med sagen for appelkammeret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Eurocool Logistik GmbH

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »EUROCOOL« for tjenesteydelser i klasse 39 og 42

Indehaver af de i indsigelsessagen påberåbte varemærker eller tegn: Peter Lenger

De i indsigelsessagen påberåbte varemærker eller tegn: Et nationalt figurmærke, der indeholder ordbestanddelen »EUROCOOL LOGISTICS« for tjenesteydelser i klasse 35 og 39, og det i national handel for så vidt angår bestemte tjenesteydelser anvendte virksomhedskendetegn »EUROCOOL LOGISTICS«

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 63, stk. 2, og artikel 75, andet punktum, i forordning (EF) nr. 207/2009 (1), da sagsøgeren i forbindelse med indsigelsesproceduren ikke har haft lejlighed til at svare på begrundelsen for indsigelsen, der var fremsat af den anden part i sagen for appelkammeret, samt tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b) i forordning (EF) nr. 207/2009, da der ikke er risiko for forveksling af de omtvistede varemærker.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/22

Sag anlagt den 7. januar 2011 — Export Development Bank of Iran mod Rådet

(Sag T-4/11)

2011/C 72/38

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Export Development Bank of Iran (ved advokat J.-M. Thouvenin)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande

—	Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—	Det fastslås, at afgørelse 2010/413/FUSP er ulovlig og ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

—	Artikel 16, stk. 2, litra a) og b), i Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—	Rådets beslutning om at opføre sagsøgeren på listen i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 annulleres.

—	Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det første anbringende vedrører den manglende hjemmel for Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (1) og/eller dens artikel 16, stk. 2, litra a) og b).

—	Sagsøgeren har med det første anbringendes første led gjort gældende, at artikel 215 TEUF ikke kan være hjemmel for forordning nr. 961/2010, idet afgørelse 2010/413/FUSP ikke giver mulighed herfor.

—

Sagsøgeren har med det første anbringendes andet led gjort gældende, at artikel 215 TEUF ikke kan være hjemmel for forordning nr. 961/2010, idet afgørelse 2010/413/FUSP ikke er blevet vedtaget i overensstemmelse med kapitel 2 i afsnit V i TEU. Denne afgørelse må derfor tilsidesættes som værende uanvendelig i det foreliggende tilfælde.

Det andet anbringende vedrører det forhold, at artikel 16, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 961/2010 tilsidesætter folkeretten, for så vidt disse bestemmelser ikke udgør gennemførelsen af en beslutning fra Sikkerhedsrådet og tilsidesætter princippet om ikke-indblanding, der er fastsat i folkeretten.

3)	Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 215 TEUF, da proceduren for opførelse på listen i bilag VIII er i modstrid med den procedure, der gælder i henhold til artikel 215 TEUF.

Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar, retten til god forvaltning og retten til effektiv domstolsbeskyttelse, for så vidt Rådet ikke har overholdt sagsøgerens ret til at blive hørt, ikke har begrundet sine afgørelser tilstrækkeligt og har nægtet sagsøgeren aktindsigt.

Det femte anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

—

Sagsøgeren har indledningsvist gjort gældende, at de anfægtede afgørelser er uhensigtsmæssige for så vidt som indefrysningen af midler og andre ressourcer, der forvaltes af sagsøgeren, medfører indefrysning af midler og ressourcer, som sagsøgeren ikke har ikke fri rådighed over, og som tilhører sagsøgerens kunder.

—	Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at den sanktion, sagsøgeren er blevet pålagt er uforholdsmæssig i lyset af de faktiske omstændigheder, der blev foreholdt sagsøgeren, og at den er baseret på faktiske omstændigheder, der tilhører fortiden og som ikke er underbyggede.

6)	Det sjette anbringende vedrører tilsidesættelse af ejendomsretten, da begrænsningen af sagsøgerens ejendomsret må betegnes som uforholdsmæssig, for så vidt som sagsøgerens ret til forsvar ikke er overholdt under sagen.

Det syvende anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som sagsøgeren er blevet pålagt sanktioner, uden at det er godtgjort, at sagsøgeren har deltaget bevidst og forsætligt i aktiviteter, der har til formål eller til følge at omgå de restriktive foranstaltninger.

(1) EUT L 281, s. 1.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/23

Sag anlagt den 7. januar 2011 — Export Development Bank of Iran mod Rådet

(Sag T-5/11)

2011/C 72/39

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Export Development Bank of Iran (ved advokat J.-M. Thouvenin)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 annulleres for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—	Afgørelsen i Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, der er rettet til sagsøgeren, annulleres.

—	Det fastslås, at afgørelse 2010/413/FUSP ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

—	Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

De søgsmålgrunde og væsentlige argumenter, som sagsøgeren har gjort gældende, er i det væsentlige identiske med eller ligner dem, som er fremsat i sag T-4/11, Export Development Bank of Iran mod Rådet.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/24

Appel iværksat den 5. januar 2011 af Europa-Kommissionen til prøvelse af Personalerettens dom af 28. oktober 2010 i sag F-9/09, Vicente Carbajosa m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-6/11 P)

2011/C 72/40

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og B. Eggers, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Isabel Vicente Carbajosa (Bruxelles, Belgien), Niina Lehtinen (Bruxelles, Belgien) og Myriam Menchen (Bruxelles, Belgien)

Appellanternes påstande

—	Ophævelse af den af Personaleretten afsagte dom af 28. oktober 2010 i sag F-9/09, Vicente Carbajosa m.fl. mod Kommissionen.

—	Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at denne tager stilling til de af appellanterne fremsatte anbringender til støtte for annullationspåstanden.

—	Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har til støtte for appellen fremført to anbringender.

Det første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten, af retten til forsvar og af retssikkerhedsprincippet derved, at Personaleretten tiltrådte et anbringende, der ikke var fremført i den pågældende sag, heller ikke ex officio, men som var fremført i forbindelse med en anden sag.

Det anden anbringende er, subsidiært, at der er sket tilsidesættelse af artikel 1, 5 og 7 i bilag III til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og af afgørelserne om oprettelse af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO), samt tilsidesættelse af begrundelsespligten derved, at Personaleretten med urette fandt, at EPSO ikke havde kompetence til at opføre de pågældende på listen over ansøgere, der blev opfordret til at indgive en fuldstændig ansøgning efter den første fase af udvælgelsen.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/24

Sag anlagt den 7. januar 2011 — Bank Kargoshaei m.fl. mod Rådet

(Sag T-8/11)

2011/C 72/41

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Bank Kargoshaei, Bank Melli Iran Investment Company, Bank Melli Iran Printing and Publishing Company, Cement Investment & Development Co., Mazandaran Cement Company, Melli Agrochemical Company, Shomal Cement Co., (Teheran, Iran) (ved lawyers L. Defalque og S. Woog)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—

Punkt 5 i tabel B i bilaget til Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (1) og punkt 5 i tabel B i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (2) annulleres og Rådets afgørelse indeholdt i skrivelse af 28. oktober 2010 annulleres.

—	Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse af 26. juli 2010 (3) og artikel 16, stk. 2, litra a), i Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 er ulovlig og ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

—	Rådet for den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for påstanden har sagsøgeren fremført anbringender, der er identiske med de anbringender, som sagsøgeren i sag T-7/11, Bank Melli Iran mod Rådet, har fremført.

(1) EUT L 281, s. 81.

(2) EUT L 281, s. 1.

(3) Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/25

Sag anlagt den 6. januar 2011 — Air Canada mod Kommissionen

(Sag T-9/11)

2011/C 72/42

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Air Canada (Saint Laurent, Canada) (ved solicitors J. Pheasant og T. Capel)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Beslutningen, herunder artikel 2 og 3 annulleres, eller subsidiært annulleres dele af beslutningen i henhold til artikel 263 TEUF.

—	Den pålagte bøde annulleres, subsidiært nedsættes bøden, herunder nedsættelse af bøden til nul i henhold til artikel 261 TEUF.

—	Kommissionen tilpligtes at træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Rettens dom i henhold til artikel 266 TEUF, og

—	Kommissionen tilpligtes at betale Air Canadas omkostninger i forbindelse med denne stævning og alle efterfølgende stadier i denne sag

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren påberåbt sig seks anbringender:

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, idet Kommissionen ændrede sagen væsentligt fra tidspunktet for klagepunktsmeddelelsen, indtil beslutningen blev vedtaget, og dermed baserede sin beslutning på nye faktiske omstændigheder og en ny retlig vurdering, hvori sagsøgeren ikke fik lejlighed til at blive hørt.

Ifølge det andet anbringende

—	er beslutningen baseret på uanvendelige beviser, idet det bevismateriale, som Kommissionen støtter sig på i sin beslutning vedrørende sagsøgeren, skal afvises, ligesom.

—

Kommissionen har tilsidesat det EU-retlige ligebehandlingsprincip og ikke stillet korrekte beviskrav i henhold til EU-retten, idet den har bibeholdt visse beviser mod sagsøgeren, men anset det samme eller næsten samme bevismateriale for utilstrækkeligt til at bevise en overtrædelse i forhold til visse andre adressater for klagepunktsmeddelelsen og ikke har taget hensyn til sagsøgerens faktuelle rettelser og præciseringer.

Ifølge det tredje anbringende har sagsøgeren ikke deltaget i nogen overtrædelse, da:

—	det ikke fremgår af artikel 2 og 3 i den dispositive del af beslutningen, at sagsøgeren har deltaget i den sammenhængende og vedvarende overtrædelse, der er beskrevet i begrundelsen,

—	Kommissionen ikke opfylder de relevante retlige betingelser i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, og gældende retspraksis for at pålægge sagsøgeren ansvaret for en sammenhængende og vedvarende overtrædelse, og

—	beslutningen ikke — på baggrund af de beviser, som Kommissionen i henhold til det andet anbringende lovligt kan lægge til grund for sin fornyede vurdering af de klagepunkter, der rettes mod sagsøgeren — godtgør, at sagsøgeren har gjort sig skyldig i et retsbrud.

4)	Det fjerde anbringende vedrører den manglende afgrænsning eller alternativt manglende korrekte afgrænsning af det relevante marked i strid med de gældende retlige forpligtelser, der er fastslået i EU's retspraksis, og navnlig i strid med retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

5)	Ifølge det femte anbringende skal bøden annulleres i sin helhed eller alternativt nedsættes betydeligt (herunder til nul) på grundlag af de øvrige anbringender og Kommissionens manglende anvendelse af det EU-retlige ligebehandlingsprincip ved bødefastsættelsen.

6)	Det sjette anbringende vedrører manglende begrundelse i strid med begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/26

Sag anlagt den 6. januar 2011 — Sina Bank mod Rådet

(Sag T-15/11)

2011/C 72/43

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sina Bank (Tehran, Iran) (ved advokaterne B. Mettetal og C. Wucher-North)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af punkt 8 i del B i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 (1), for så vidt angår sagsøgeren.

—	Annullation af Rådets beslutning i form af en skrivelse af 28. oktober 2010.

—	Det fastslås, at punkt 8 i del B i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (2) ikke finder anvendelse, for så vidt det angår sagsøgeren.

—	Det fastslås, at artikel 16, stk. 2, i Rådets forordning nr. 961/2010 ikke finder anvendelse for så vidt angår sagsøgeren.

—	Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP ikke finder anvendelse for så vidt angår sagsøgeren.

—	Rådet tilpligtes at betale sine egne omkostninger samt sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet anført fire anbringender:

Første anbringende er, at de væsentlige kriterier for optagelse på listen i henhold til den anfægtede forordning og den anfægtede afgørelse af 2010 ikke er opfyldt med hensyn til sagsøgeren og/eller Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved afgørelsen af, om kriterierne var opfyldt eller ej. Følgelig er optagelsen af sagsøgeren ikke berettiget.

Andet anbringende er, at sagsøgerens optagelse er i strid med ligebehandlingsprincippet.

—	Sagsøgeren var genstand for en ulige behandling henset til situationen for andre iranske banker.

—	Sagsøgeren var genstand for en ulige behandling henset til situationen for andre iranske banker optaget på listen både i forordningen og i afgørelsen af 2010.

—	Sagsøgeren var genstand for en ulige behandling henset til situationen for »Daftar« og the Mostaz’afan Foundation.

Tredje anbringende er, at der er sket tilsidesættelse at retten til kontradiktion og at kravet om en begrundelse for sanktionerne ikke er opfyldt, eftersom:

—	sagsøgeren ikke modtog nogen oplysninger fra Rådet med henblik på at gøre sit standpunkt gældende, bortset fra en kort begrundelse på to linjer, som var holdt i generelle vendinger og var upræcis.

—	uanset at sagsøgeren har fremsat detaljerede anmodninger om oplysninger til Rådet med hensyn til dens optagelse, besvarede Rådet ikke brevene fra sagsøgeren eller dennes advokat.

—	denne situation gør det umuligt at afgøre, om foranstaltningen er velbegrundet, eller om den er behæftet med en fejl.

—	beviser fremført mod sagsøgeren skulle have været fremsendt til denne så vidt muligt enten samtidig med eller så hurtigt som muligt efter vedtagelsen af den første afgørelse om at indefryse sagsøgerens midler.

Fjerde anbringende er, at de restriktive foranstaltninger tilsidesætter sagsøgerens ejendomsret og ikke er forholdsmæssige, hvilket er i strid med Den Europæiske Unions proportionalitetsprincip, hvorefter en afgørelse skal være forholdsmæssig, eftersom:

—	der ikke er nogen sammenhæng mellem det af Rådet forfulgte formål og den restriktive foranstaltning, der blev pålagt sagsøgeren.

—	Rådet ikke har identificeret nogen transaktion, som involverer sagsøgeren.

—	Der findes andre, mere forholdsmæssige, foranstaltninger mod risikoen for de angivelige iranske »nukleare aktiviteter« og finansieringen af disse aktiviteter.

(1) Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25.10.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT 2010 L 281, s. 1).

(2) Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/27

Sag anlagt den 14. januar 2011 — Nederlandene mod Kommissionen

(Sag T-16/11)

2011/C 72/44

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Nederlandene (ved C. Wissels, M. de Ree og M. Noort, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse 2010/668/EU af 4. november 2010 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres, i det omfang den vedrører Nederlandene og en finansiel korrektion på (i alt) 28 947 149,31 EUR, som er anvendt på udgifter, der er anmeldt for årene 2003-2008 inden for rammen af kvoteordningen for produktion af kartoffelstivelse.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har med afgørelse 2010/668/EU anvendt en fast sats på 10 % af de af de nederlandske myndigheder anmeldte beløb, som blev udbetalt fra 2003 til 2008 inden for rammen af de europæiske statsstøtteordninger for kartoffelstivelse. Ifølge Kommissionen udbetalte de nederlandske myndigheder støtten til producenten af kartoffelstivelse og til kartoffelavleren, før det fulde beløb for minimumsprisen for de leverede kartofler var blevet betalt til kartoffelavleren.

Den nederlandske regering er af den opfattelse, at minimumsprisen var blevet betalt fuldt ud før tildelingen af støtte til producenten af kartoffelstivelse og kartoffelavleren. Minimumsprisen blev betalt dels ved modregning for en del af minimumsprisen med en udestående (privatretlig) fordring af producenten på avleren, dels ved overførsel af den resterende del af minimumsprisen på en (bank)konto, opgivet af avleren.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99 (1) og artikel 31 i forordning nr. 1290/2005 (2), sammenholdt med artikel 5 i forordning nr. 1868/94 (3), artikel 11 i forordning nr. 97/95 (4), artikel 10 i forordning nr. 2236/2003 (5), artikel 26 i forordning nr. 2237/2003 (6) og artikel 20 i forordning nr. 1973/2004 (7), idet Kommissionen har udelukket visse udgifter fra finansiering, skønt betingelsen for tildeling af præmie og direkte støtte var opfyldt, fordi minimumsprisen var blevet betalt ved modregning og overførsel.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99 og artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 5 i forordning nr. 1868/94, artikel 11 i forordning nr. 97/95, artikel 10 i forordning nr. 2236/2003, artikel 26 i forordning nr. 2237/2003 og artikel 20 i forordning nr. 1973/2003, idet Kommissionen har udelukket visse udgifter fra finansiering, skønt avlerne kunne råde over minimumsprisen forud for tildelingen af præmie og direkte støtte.

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99, artikel 8 i forordning nr. 1663/95 (8), artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, og artikel 11 i forordning nr. 885/2006 (9) samt ligeledes af retten til forsvar, idet Kommissionen har afvist visse udgifter fra finansiering, skønt den kontradiktoriske procedure som omhandlet i disse bestemmelser ikke blev fulgt for alle de konstaterede forhold, som denne foranstaltning bygger på.

Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99 og artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 11 i forordning nr. 97/95, artikel 10 i forordning nr. 2236/2003, artikel 26 i forordning 2237/2003 og artikel 20 i forordning nr. 1973/2004, idet Kommissionen har udelukket visse udgifter fra finansiering, skønt betaling af minimumsprisen kunne kontrolleres af det betalende organ på grundlag af regnskabsudskrifter.

Det femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1258/99, og artikel 31, stk. 2, i forordning nr. 1290/2005 samt af proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen har anvendt en korrektion efter en fast sats på 10 %, skønt misligholdelsen begrænser sig til anvendelsen af et fejlagtigt udgangspunkt for anvendelsen af betingelsen om betaling af minimumsprisen og for kontrol med overholdelsen af denne betingelse.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17.5.1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160, s. 103).

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21.6.2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT L 209, s. 1).

(3) Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 af 27.7.1994 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse (EFT L 197, s. 4).

(4) Kommissionens forordning (EF) nr. 97/95 af 17.1.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 for så vidt angår den minimumspris og det udligningsbeløb, der skal betales kartoffelavlere, samt til Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse (EFT L 16, s. 3).

(5) Kommissionens forordning (EF) nr. 2236/2003 af 23.12.2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse (EUT L 339, s. 45).

(6) Kommissionens forordning (EF) nr. 2237/2003 af 23.12.2003 om gennemførelsesbestemmelser til visse støtteordninger, der er fastsat i afsnit IV i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 339, s. 52).

(7) Kommissionens forordning (EF) nr. 1973/2004 af 29.10.2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 for så vidt angår støtteordningerne i henhold til afsnit IV og IVa i nævnte forordning og anvendelse af udtagne arealer til produktion af råvarer (EUT L 345, s. 1).

(8) Kommissionens forordning (EF) nr. 1663/95 af 7.7.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 729/70, for så vidt angår proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen (EFT L 158, s. 6).

(9) Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21.6.2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (EUT L 171, s. 90).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/28

Sag anlagt den 19. januar 2011 — Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen

(Sag T-22/11)

2011/C 72/45

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband (Münster, Tyskland) (ved advokaterne I. Liebach og A. Rosenfeld)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens beslutning af 21. december 2010, K(2010) 9525 endelig, statsstøtte, MC 8/2009 og C 43/2009 — Tyskland — WestLB annulleres delvis, for så vidt der ved denne beslutning blev givet afslag på Tysklands anmodning af 28. oktober 2010 om at få forlænget fristen for salg og afvikling af Westdeutschen Immobilienbank AG's nye forretningsområde ud over den 15. februar 2011.

—

Subsidiært annulleres Kommissionens beslutning af 21. december 2010, K(2010) 9525 endelig, statsstøtte, MC 8/2009 og C 43/2009 — Tyskland — WestLB delvis, for så vidt Kommissionen derved endeligt besluttede, at Tyskland kun havde indgivet en samlet anmodning om at få forlænget fristen for salg og afvikling af Westdeutschen Immobilienbank AG's nye forretningsområde indtil den 15. februar, hvorfor der ikke skulle tages stilling til en videre fristforlængelse.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort fem anbringender gældende:

1) Første anbringende: Tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen ikke har redegjort for, hvorfor Tysklands to anmodninger om fristforlængelse blev slået sammen til en samlet anmodning.

Desuden har Kommissionen ikke redegjort for, hvorfor betingelserne for en fristforlængelse i henhold til artikel 2, stk. 2, i Kommissionens beslutning K(2009) 3900 endelig af 12. maj 2009 om statsstøtte, som Tyskland vil tildele til omstrukturering af WestLB AG (C 43/2008 (N 390/2008)) (herefter »beslutningen af 12. maj 2009«), ikke skulle foreligge.

2) Andet anbringende: Skøns- og vurderingsfejl

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen har støttet sin skønsmæssige beslutning om bevilling af en fristforlængelse på en forkert fastlæggelse af de faktiske omstændigheder. Det er sagsøgerens opfattelse, at det i den anfægtede beslutning med urette kun blev lagt til grund, at anmodningen gik på en fristforlængelse indtil den 15. februar 2011, og det blev stiltiende fastslået, at det ikke var nødvendigt at tage stilling til en anmodning om fristforlængelse derudover.

Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke har gjort brug af den mulighed for fristforlængelse, som udtrykkeligt følger af artikel 2, stk. 2, i beslutningen af 12. maj 2009, uanset at forudsætningerne herfor var opfyldt. I stedet har Kommissionen påberåbt sig en uskreven ret til forlængelse sui generis, som ikke har noget retligt grundlag, og hvis nærmere forudsætninger er helt uforståelige.

3) Tredje anbringende: Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Sagsøgeren har i denne henseende bl.a. gjort gældende, at Kommissionens beslutning om at indstille Westdeutschen Immobilienbank AG's nye forretningsområde efter den 15. februar 2011 er uforholdsmæssig i forhold til den herved forvoldte skade.

4) Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I denne forbindelse gøres det gældende, at Kommissionen i andre tilfælde med tilknytning til finanskrisen, hvor finansielle institutter er blevet ydet væsentligt mere i støtte, er blevet indrømmet betydeligt længere frister til salg af kapitalandele og også af ejendomsfinansieringsselskaber.

5) Femte anbringende: Tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af princippet om god forvaltningsskik.

Inden for rammerne af det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen hverken har ret til at fortolke en anmodning fra en medlemsstat i strid med anmodningens ordlyd, genstand og formål eller har ret til træffe afgørelse i overensstemmelse med en sådan fortolkning.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/29

Sag anlagt den 18. januar 2011 — Fraas mod KHIM (ternet mønster i farverne sort, beige, brun, mørkerød og grå)

(Sag T-26/11)

2011/C 72/46

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: V. Fraas GmbH (Helmbrechts-Wüstenselbitz, Tyskland) (ved advokaterne R. Kunze og G. Würtenberger)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 15. november 2010 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1317/2010-4) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det omhandlede EF-varemærke: Et figurmærke, der gengiver et ternet mønster i farverne sort, beige, brun, mørkerød og grå, for varer i klasse 18, 24 og 25

Undersøgerens afgørelse: Afslag på ansøgningen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 7, stk. 2 i forordning (EF) nr. 207/2009 (1), da det omhandlede EF-varemærke har fornødent særpræg, og tilsidesættelse af artikel 75 og 76 i forordning (EF) nr. 207/2009, da appelkammeret ikke har taget stilling til sagsøgerens mange faktiske og retlige anbringender.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/29

Sag anlagt den 21. januar 2011 — Rheinischer Sparkassen- und Giroverband mod Europa-Kommissionen

(Sag T-27/11)

2011/C 72/47

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Rheinischer Sparkassen- und Giroverband (Düsseldorf, Tyskland) (ved advokaterne A. Rosenfeld og I. Liebach)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort fem anbringender gældende:

1) Første anbringende: Tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen ikke har redegjort for, hvorfor Tysklands to anmodninger om fristforlængelse blev slået sammen til en samlet anmodning.

2) Andet anbringende: Skøns- og vurderingsfejl

3) Tredje anbringende: Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

4) Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

5) Femte anbringende: Tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af princippet om god forvaltningsskik.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/30

Sag anlagt den 23. januar 2011 — Koninklijke Luchtvaart Maatschappij mod Kommissionen

(Sag T-28/11)

2011/C 72/48

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Koninklijke Luchtvaart Maatschappij (Amstelveen, Nederlandene) (ved lawyer M. Smeets)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse K(2010) 7694 endelig af 9. november 2010 annulleres helt eller delvis.

—	Den pålagte bøde nedsættes.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Begæring i henhold til artikel 263 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (tidligere artikel 230 EF) om fornyet undersøgelse og annullation af Kommissionens afgørelse nr. K(2010) 7694 endelig af 9. november 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EC) og artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen mellem Det Schweiziske Forbund og Det Europæiske Fællesskab om lufttransporten (Sag COMP/39.258 — flyfragt) rettet til KLM N.V og subsidiært om nedsættelse af bøden, der er pålagt i henhold til artikel 261 TEUF (tidligere artikel 229 EF).

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren påberåbt sig fire anbringender.

Ifølge det første anbringende er den anfægtede beslutning behæftet med en begrundelsesmangel som omhandlet i artikel 296 TEUF og i artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. I denne forbindelse har sagsøgeren anført følgende argumenter:

—	der foreligger en grundlæggende uoverensstemmelse mellem afgørelsen dispositive del og dens begrundelse,

—	der foreligger uoverensstemmelser mellem afgørelsens dispositive del og dens begrundelse, hvilket forhindrer Domstolens adgang til effektivt at prøve afgørelsen,

—	der foreligger uoverensstemmelser og unøjagtigheder i begrundelsen vedrørende i) omfanget af overtrædelsen og afgørelsens adressater, ii) manglende bemyndigelse hvad angår tillægsgebyrer, og iii) indførelse af brændstoftillæg, hvilket forhindrer Domstolens adgang til effektivt at prøve afgørelsen,

—	der foreligger uoverensstemmelser og unøjagtigheder i begrundelsen i forbindelse med anvendelsen af retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 og pålæggelsen af bøder, hvilket forhindrer Domstolens adgang til effektivt at prøve beslutningen.

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at afgørelsen er vedtaget i strid med retten til retfærdig rettergang i henhold til artikel 41, 47, 48, 49 og 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. I denne forbindelse har sagsøgeren anført følgende argumenter:

—	Kommissionen har tilsidesat retten til at blive hørt, retten til en retfærdig rettergang og uskyldsformodningen i henhold til charterets artikel 41, stk. 2, litra a), 47 og 48, idet den ikke har hørt adressaterne om en række ændringer af sagens omfang og antallet af adressater.

—

Kommissionen har tilsidesat legalitetsprincippet og proportionalitetsprincippet i forhold til bøderne i henhold til charterets artikel 49, idet den har medtaget KLM Cargos samlede omsætning i værdien af salget i henhold til retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 og i den forbindelse retten til at blive hørt.

—

Kommissionen har tilsidesat legalitetsprincippet og proportionalitetsprincippet i forhold til bøderne i henhold til charterets artikel 49 og princippet non bis in idem i charterets artikel 50, idet den har medtaget salg uden for EØS-området i værdien af salget i henhold til retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 ved at anvende et vilkårligt kriterium til at fastsætte denne værdi af salget og i den forbindelse retten til at blive hørt.

Ifølge det tredje anbringende er bøden fastsat i strid med artikel 101 TEUF, artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006, idet:

—	retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 ikke tillader, at salg, der ikke er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, medregnes i værdien af salget,

—	retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 ikke tillader, at bøden beregnes på basis af salg uden for EØS-området.

Ifølge det fjerde anbringende er bødefastsættelsen i henhold til retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 åbenbart fejlagtig og i strid med principperne om berettiget forventning, proportionalitet og ligebehandling. I denne forbindelse har sagsøgeren anført følgende argumenter:

—	Det er åbenbart fejlagtigt og i strid med principperne om berettiget forventning, proportionalitet og ligebehandling at fastslå, at salget, der er forbundet direkte eller indirekte med overtrædelsen, er KLM Cargos fulde salg.

—	Det er åbenbart fejlagtigt og i strid med principperne om berettiget forventning, proportionalitet og ligebehandling at fastslå, at salget, der er forbundet direkte eller indirekte med overtrædelsen, skulle omfatte KLM Cargos salg uden for EØS-området.

—

Det er åbenbart fejlagtigt og i strid med principperne om berettiget forventning, proportionalitet og ligebehandling at bedømme overtrædelsens grovhed uden hensyntagen til tillægsgebyrernes art og at fastsætte både værdien af salget og overtrædelsens grovhed under hensyn til overtrædelsens globale omfang.

—	Det er åbenbart fejlagtigt og i strid med principperne om berettiget forventning, proportionalitet og ligebehandling at fastsætte bødetillægget (»adgangsgebyr«) uafhængigt af overtrædelsens varighed.

—	Det er åbenbart fejlagtigt og i strid med principperne om berettiget forventning, proportionalitet og ligebehandling at fastsætte bødenedsættelsen på grund af regeringsmyndighedernes indgriben til 15 %.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/32

Sag anlagt den 20. januar 2011 — Fraas mod KHIM (ternet mønster i farverne rosa, violet, beige og mørkegrå)

(Sag T-31/11)

2011/C 72/49

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: V. Fraas GmbH (Helmbrechts-Wüstenselbitz, Tyskland) (ved advokaterne R. Kunze og G. Würtenberger)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 15. november 2010 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1284/2010-4) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det omhandlede EF-varemærke: Et figurmærke, der gengiver et ternet mønster i farverne rosa, violet, beige og mørkegrå, for varer i klasse 18, 24 og 25

Undersøgerens afgørelse: Afslag på ansøgningen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 (1), da det omhandlede EF-varemærke har fornødent særpræg, og tilsidesættelse af artikel 75 og 76 i forordning (EF) nr. 207/2009, da appelkammeret ikke har taget stilling til sagsøgerens mange faktiske og retlige anbringender.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1)

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/32

Sag anlagt den 21. januar 2011 — Cathay Pacific Airways mod Kommissionen

(Sag T-38/11)

2011/C 72/50

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Cathay Pacific Airways Ltd) (ved QC D. Vaughan, Barrister R. Kreisberger, lawyer B. Bär-Bouyssière, og Solicitor M. Rees)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Artikel 2 i Kommissionens afgørelse annulleres for så vidt den vedrører sagsøgeren.

—	Artikel 3 i Kommissionens afgørelse annulleres for så vidt den vedrører sagsøgeren.

—	Artikel 5 i Kommissionens afgørelse annulleres for så vidt den pålægger Cathay Pacific en bøde på 57 120 000 EUR eller subsidiært nedsættelse af bøden.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse K(2010) 7694 endelig af 9. november 2010 i sag COMP/39.258 — luftfragt skal annulleres for så vidt som Kommissionen fandt sagsøgeren ansvarlig for at have overtrådt artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen ved at samordne forskellige aspekter af priserne for luftfragtsydelser for så vidt angår i) brændstoftillæg, ii) sikkerhedstillæg, og iii) manglende opkrævning af kommission for tillægsgebyrer på ruter i) mellem lufthavne inden for EØS-området og lufthavne uden for EØS-området og ii) mellem lufthavne i lande, der er kontraherende parter i EØS-aftalen, men som ikke er medlemsstater eller tredje lande. Sagsøgeren har subsidiært anmodet om, at bøden annulleres eller nedsættes væsentlig.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren påberåbt sig otte anbringender:

Ifølge det første anbringende har Kommissionen begået en retlig fejl og har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den fandt, at sagsøgeren medvirkede til en sammenhængende og fortsat global overtrædelse. Langt størsteparten af de arrangementer, der er nævnt i afgørelsen mod sagsøgeren:

—	udgør ikke en overtrædelse, idet de vedrører udveksling af offentligt tilgængelige oplysninger, eller

—	er en del af en fastlagt kollektiv lovbestemt godkendelsesprocedure, eller

—	fandt sted uden for overtrædelsesperioden eller falder uden for Kommissionens kompetence.

Kommissionen har desuden ikke godtgjort, at sagsøgerens aktiviteter, der er nævnt i afgørelsen, beviser, at sagsøgeren tiltrådte en fælles plan i forbindelse med opnåelsen af et fælles mål.

Ifølge det andet anbringende har Kommissionen begået en retlig fejl og har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den fandt, at sagsøgeren ikke behøvede at deltage i den kollektive ansøgningsprocedure for at søge godkendelse af tillægsafgifter fra civilluftfartsdepartementet for det særlige administrative område Hong Kong (HKSAR) i Folkerepublikken Kina (Kina). Som det er understreget af civilluftfartsdepartementet i Hong Kong i dets skrivelse af 3. september til Europa-Kommissionens formand var luftfartselskaberne nødvendige for, at man kunne nå til enighed om de nærmere vilkår i den kollektive ansøgning, herunder omfanget af den tillægsafgift, der var ansøgt om godkendelse til, og de var forpligtede til at opkræve de tillægsafgifter, der var fastsat af civilluftfartsdepartementet.

Ifølge det tredje anbringende har Kommissionen begået en retlig fejl, idet den fandt, at den af staten pålagte forpligtelse ikke fandt anvendelse på sagsøgerens adfærd i Hong Kong (og i Indien, Sri Lanka, Japan, Filippinerne og Singapore) og idet den fandt, at sagsøgerens adfærd, der udgjorde en overtrædelse af artikel 101 TEUF, var åbenlyst ulovlig.

Sagsøgeren har med det fjerde anbringende gjort gældende, at Kommissions konstatering af en overtrædelse udgør en åbenbar retlig fejl, fordi den består af et direkte indgreb i Hong Kongs indenlandske forvaltning, idet:

—	den krænker det folkeretlige ikke-interventionsprincip eller comity-princippet, og

—	det skaber en direkte kompetencekonflikt, som tilsidesætter retssikkerhedsprincippet.

5)	Ifølge det femte anbringende har Kommissionen begået en retlig fejl i behandlingen af lovgrundlaget i Hong Kong i forhold til det tilsvarende relevante lovgrundlag i Dubai. Kommissionen burde have udelukket Cathay Pacific og Hong Kong på samme måde, som den udelukkede Dubai fra overtrædelsen.

Ifølge det sjette anbringende har Kommissionen begået en retlig fejl, idet den fandt, at sagsøgerens aktiviteter i Hong Kong og i de andre regulerede jurisdiktioner uden for EU, kunne have haft til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen i EU og EØS-landene. Kommissionen har heller ikke anført, at overtrædelsen har konkurrencebegrænsende virkninger.

Ifølge det syvende anbringende har Kommissionen — i forhold til indkommende flyvninger fra Hong Kong og andre tredjelandsjurisdiktioner til EØS-landene — ikke kompetence til at konstatere en overtrædelse af artikel 101 TEUF og til at pålægge bøder, da der ikke forekom indvirkning på konkurrencen inden for EU eller på handelen mellem medlemsstaterne.

Sagsøgeren har med det ottende anbringende gjort gældende, at selvom den påståede overtrædelse for så vidt angår sagsøgeren ikke annulleres, bør bøden dog annulleres eller nedsættes. Værdien af salgene, som Kommissionen har fastlagt, var alt for omfattende, og Kommissionen undlod at tage hensyn til omfanget af sagsøgerens individuelle deltagelse. Sagsøgeren har anmodet Retten om at gøre brug af den fulde prøvelsesret, den råder over i henhold til artikel 261 TEUF, til at pålægge en symbolsk bøde eller nedsætte bøden væsentligt.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/34

Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 20. januar 2011 — Strack mod Kommissionen

(Sag F-121/07) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - Rettens kompetence - formaliteten - bebyrdende retsakt)

2011/C 72/53

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Guido Strack (Köln, Tyskland) (ved advokat H. Tettenborn)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og B. Eggers, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Wägenbaur)

Sagens genstand

Personalesag — påstand om annullation af flere af Kommissionens beslutninger om afslag på omgående og fuldstændig aktindsigt i de forskellige sagsakter vedrørende sagsøgeren — erstatningspåstand.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 315 af 22.12.2007, s. 50.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/34

Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 20. januar 2011 — Strack mod Kommissionen

(Sag F-132/07) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - vedtægtens artikel 17, 17a og 19 - ansøgning om tilladelse til at offentliggøre nogle dokumenter - ansøgning om tilladelse til at udgive en tekst - ansøgning om tilladelse til at benytte nogle oplysninger for nationale retsinstanser - formaliteten)

2011/C 72/54

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Guido Strack (Köln, Tyskland) (ved H. Tettenborn)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og B. Eggers, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Wägenbaur)

Sagens genstand

Personalesag — påstand om annullation af flere kommissionsafgørelser om afslag på sagsøgerens ansøgning om tilladelse til dels offentliggørelse af visse dokumenter, dels indgivelse af en klage over (tidligere) kommissionsmedlemmer og tjenestemænd i Kommissionen — erstatningspåstand

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Guido Strack betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 107 af 26.4.2008, s. 44.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/34

Sag anlagt den 22. oktober 2010 — Gross m.fl. mod Domstolen

(Sag F-106/10)

2011/C 72/55

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Ivo Gross (Luxembourg, Luxembourg) m.fl. (ved advokat J. Kayser)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Domstol

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af de afgørelser, der er gengivet ved sagsøgernes lønsedler med berigtigelse af sagsøgernes vederlag for perioden fra juli til december 2009 og ved de lønsedler, der er udfærdiget efter den 1. januar 2010 i forbindelse med den årlige tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte på grundlag af Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1296/2009 af 23. december 2009.

Sagsøgernes påstande

—

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelser om tilpasning af sagsøgernes vederlag, således som de kommer til udtryk i deres respektive lønsedler fra december 2009 om tilpasning med tilbagevirkende kraft, hvilke lønsedler blev uddelt i 2010, af deres lønsedler fra januar til og med september 2010 og af samtlige de lønsedler, der er udfærdiget efterfølgende, indtil datoen for den afgørelse, hvorved sagen endeligt afsluttes, for så vidt som der ulovligt anvendes en løntilpasningssats på 1,85 % i stedet for en sats på 3,7 %.

—	Den Europæiske Unions Domstol tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/35

Sag anlagt den 2. november 2010 — AT mod EACEA

(Sag F-113/10)

2011/C 72/56

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: AT (ved advokaterne S. Rodrigues, A. Blot og C. Bernard-Glanz)

Sagsøgt: Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA)

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

For det første påstand om annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juni til den 31. december 2008, for det andet påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om opsigelse af sagsøgerens tidsbegrænsede ansættelseskontrakt før tid og for det tredje påstande om erstatning for lidt skade.

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapport 2008, som vedtaget ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 29. oktober 2009.

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. februar 2010, hvorved denne opsagde sagsøgerens ansættelseskontrakt; og, om fornødent:

—

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om afslag på de af sagsøgeren indgivne klager over hans karriereudviklingsrapport 2008 og over afgørelsen om opsigelse; EACEA tilpligtes at betale et beløb, som ikke kan være mindre end sagsøgerens løn (og alle de i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte fastsatte fordele) beregnet fra sagsøgerens fratrædelse den 12. februar 2010 og indtil datoen for hans genindtræden ved EACEA i fortsættelse af annullationen af afgørelsen om opsigelse, som erstatning for den erhvervsmæssige og økonomiske skade, med tillæg af morarenter i henhold til den lovbestemte rentesats fra den dato, hvor der afsiges dom i sagen.

—	EACEA tilpligtes at betale et beløb, som foreløbigt fastsættes 10 000 EUR, i erstatning for den fysiske skade, med tillæg af morarenter i henhold til den lovbestemte rentesats fra den dato, hvor der afsiges dom i sagen.

—	EACEA tilpligtes at betale et beløb, som foreløbigt og efter billighed fastsættes til 50 000 EUR, i erstatning for den ikke-økonomiske skade, med tillæg af morarenter i henhold til den lovbestemte rentesats fra den dato, hvor der afsiges dom i sagen.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes EACEA at betale et beløb, som foreløbigt og efter billighed fastsættes til 10 000 EUR, i erstatning for den lidte skade som følge af overskridelsen af den rimelige frist for udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporten 2008, med tillæg af morarenter i henhold til den lovbestemte rentesats fra den dato, hvor der afsiges dom i sagen.

—	EACEA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/35

Sag anlagt den 15. november 2010 — AR mod Kommissionen

(Sag F-120/10)

2011/C 72/57

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: AR (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne S. Rodriguez, C. Bernard Glanz og A. Blot)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af EPSO’s afgørelse om at udelukke sagsøgeren fra proceduren vedrørende den interne udvælgelsesprøve KOM/INT/EU2/10/AD5 for fuldmægtige med bulgarsk eller rumænsk statsborgerskab som følge af, at han ikke bestod adgangsprøverne, samt af afgørelsen vedrørende klagen, som tillod sagsøgeren på ny at gå op til adgangsprøverne til nævnte udvælgelsesprøve.

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontors (EPSO) afgørelse af 31. marts 2010 om at udelukke sagsøgeren fra den interne udvælgelsesprøve KOM/INT/EU2/10/AD5 med henblik på at tillade sagsøgeren at deltage i prøverne.

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 3. august 2010, for så vidt som der ikke efter dennes indhold gives sagsøgeren medhold i dennes klage.

—	Kommissionen tilpligtes, om nødvendigt ved bevisoptagelse eller foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, at fremlægge listen over de stillede spørgsmål samt afgivne besvarelser i forbindelse med de prøver, der blev fremlagt i Bruxelles den 5. marts 2010 kl. 13.00.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/36

Sag anlagt den 15. december 2010 — Bömcke mod BEI

(Sag F-127/10)

2011/C 72/58

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Eberhard Bömcke (Athus, Belgien) (ved advokat D. Lagasse)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af valget af BEI's personalerepræsentant som meddelt af Investeringsbankens valgkontor den 8. december 2010

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af valget af repræsentanten for hele BEI's personale som meddelt af Investeringsbankens valgkontor den 8. december 2010 og af valgkontorets afgørelse af 10. december 2010 om at meddele afslag på den klage, som sagsøgeren havde indgivet den 9. december 2010 i medfør af artikel 17 i bilag IV til overenskomsten om personalerepræsentation ved BEI.

—	BEI tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/36

Sag anlagt den 6. januar 2011 — Soukup mod Kommissionen

(Sag F-1/11)

2011/C 72/59

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Zdenek Soukup (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne E. Boigelot og S. Woog)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af den af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/144/09 trufne afgørelse om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten og af afgørelsen om at opføre en anden ansøger på denne liste samt påstand om erstatning for lidt ikke-økonomisk og økonomisk skade.

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af den afgørelse, som blev truffet af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/144/09 den 27. april 2010 efter fornyet behandling af sagsøgerens mundtlige prøve, og som bekræftede sagsøgerens resultater i forbindelse med denne udvælgelsesprøve, nemlig en karakter, som var lavere end det krævede minimum, og følgelig stadfæstede afgørelsen om ikke at opføre ham på reservelisten.

—	Annullation af den af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/144/09 trufne afgørelse om at give en anden ansøger adgang til de skriftlige og mundtlige prøver og dernæst opføre denne på nævnte udvælgelsesprøves reserveliste.

—	Annullation af alle udvælgelseskomitéens handlinger fra det tidspunkt, hvor de anfægtede ulovligheder fandt sted.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale 25 000 EUR i erstatning for lidt ikke-økonomisk og økonomisk skade og for skade på sagsøgerens karriere, idet der tages forbehold for en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet under sagen, med tillæg af renter på 7 % p.a. fra den 28. juni 2010, som er datoen for klagen.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/36

Sag anlagt den 7. januar 2011 — Descamps mod Kommissionen

(Sag F-2/11)

2011/C 72/60

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Eric Descamps (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne L. Levi og A. Blot)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af afgørelsen om at afskedige sagsøgeren ved prøvetidens udløb samt erstatning for den skade, som denne afgørelse har forvoldt sagsøgeren.

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af den afgørelse, der den 1. marts 2010 blev truffet af direktøren for HR.B-HR Core Processes 1: Career i Europa-Kommissionens Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed, om at afskedige sagsøgeren med virkning fra den 31. marts 2010.

—	Om fornødent: annullation af afgørelsen af 24. september 2010 om afslag på klagen.

—

Følgelig genansættes sagsøgeren som fastansat tjenestemand med virkning fra den 1. april 2010, og han tildeles det vederlag, som han burde have modtaget som fastansat tjenestemand fra denne dato, medregnet alle de afledte rettigheder (herunder pensionsrettigheder), som han har opgjort til et foreløbigt og efter billighed fastsat beløb på 39 600 EUR.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale et beløb, som foreløbigt og efter billighed fastsættes til 10 000 EUR, i erstatning for den ikke-økonomiske skade.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale morarenter af det således skyldige beløb.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

5.3.2011

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/38

Berigtigelse til meddelelse til Tidende i sag T-507/10

( Den Europæiske Unions Tidende C 13 af 15. januar 2011, s. 28 )

2011/C 72/61

Meddelelsen i EUT i sag T-507/10, Uspaskich mod Parlamentet, affattes således:

Sag anlagt den 28. oktober 2010 — Viktor Uspaskich mod Europa-Parlamentet

(Sag T-507/10)

2011/C 72/61

Processprog: litauisk

Parter

Sagsøger: Viktor Uspaskich (Kèdainiai, Litauen) (ved advokat Vytautas Sviderskis)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Parlamentets afgørelse af 7. september 2010, nr. P7_TA(2010)0296 vedrørende anmodningen om ophævelse af Viktor Uspaskichs immunitet, annulleres.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale 10 000 EUR i erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har fremsat fire anbringender til støtte for sine påstande.

Sagsøgeren gør for det første gældende, at sagsøgte tilsidesatte hans ret til forsvar og princippet om god forvaltningsskik i procedure 2009/2147 (IMM). Europa-Parlamentet afviste at høre sagsøgeren under proceduren om ophævelse af hans immunitet både i Retsudvalget og under plenarmødet. Det tog ikke hensyn til de fleste af sagsøgerens argumenter og tog ikke stilling til nogen af dem.

For det andet vedtog Europa-Parlamentet den anfægtede afgørelse på et ukorrekt lovgrundlag og tilsidesatte artikel 1, litra a), i protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, da det anlagde en åbenbart urigtig fortolkning af artikel 62, stk. 1, og 2, i den litauiske forfatning. Sagsøgeren henviser til Rettens dom af 19. marts 2010 i sag T-42/06, Gollnisch mod Parlamentet, hvori Retten fastslog, at Europa-parlamentet havde foretaget en tilsvarende tilsidesættelse.

For det tredje undlod sagsøgte at anvende fumus persecutionis-princippet og anlagde et åbenbart urigtigt fejlskøn i forbindelse med denne vurdering. Sagsøgte tog overhovedet ikke hensyn til sine tidligere afgørelser om fumus persecutionis. Europa-Parlamentet tog desuden ikke hensyn til den omstændighed, at en politisk leder ikke var ansvarlig for lovovertrædelser vedrørende forvaltning, på det tidspunkt, hvor det blev besluttet at rejse en straffesag, og heller ikke til at materiale fra den indledende efterforskning var blevet offentliggjort.

For det fjerde tilsidesatte sagsøgte sagsøgerens ret til at fremsætte en anmodning om beskyttelse af hans immunitet i henhold til artikel 6, stk. 3, i Parlamentets forretningsorden. Det afviste at behandle sagsøgerens anmodning herom under henvisning til, at den foranstaltning, der er truffet om, at han skal stille en sikkerhed på 436 000 EUR, ikke står i et rimeligt forhold til den maksimale bøde, han kan idømmes for den lovovertrædelse, som han er tiltalt for.

		ISSN 1725-2393 doi:10.3000/17252393.C_2011.072.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 72

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	54. årgang 5. marts 2011

Informationsnummer	Indhold	Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2011/C 072/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions TidendeEUT C 63 af 26.2.2011	1

	V Øvrige meddelelser
	RETSLIGE PROCEDURER
	Domstolen
2011/C 072/02	Sag C-266/10 P: Appel iværksat den 27. maj 2010 af Sistemul electronic de arhivare, criptare și indexare digitalizată Srl (Seacid) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 16. marts 2010 i sag T-530/09, Sistemul electronic de arhivare, criptare și indexare digitalizată Srl (Seacid) mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union	2

2011/C 072/03	Sag C-544/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht — Tyskland den 23. november 2010 — Deutsches Weintor eG mod Land Rheinland-Pfalz	2

2011/C 072/04	Sag C-560/10 P: Appel iværksat den 26. november 2010 af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 9. september 2010 i sag T-300/07, Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis mod Europa-Kommissionen	3

2011/C 072/05	Sag C-561/10 P: Appel iværksat den 26. november 2010 af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 9. september 2010 i sag T-387/08, Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE mod Europa-Kommissionen	3

2011/C 072/06	Sag C-564/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht — Tyskland den 2. december 2010 — Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung mod Pfeifer & Langen Kommanditgesellschaft	4

2011/C 072/07	Sag C-572/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal administratif de Saint-Denis de la Réunion (Frankrig) den 8. december 2010 — Clément Amedee mod Garde des sceaux, Ministre de la justice et des libertés og Ministre du budget, des comptes publics, de la fonction publique et de la réforme de l’État	4

2011/C 072/08	Sag C-574/10: Sag anlagt den 9. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland	5

2011/C 072/09	Sag C-575/10: Sag anlagt den 9. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Ungarn	6

2011/C 072/10	Sag C-577/10: Sag anlagt den 10. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien	7

2011/C 072/11	Sag C-578/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 6. december 2010 — Staatssecretaris van Financiën, den anden part: L.A.C. van Putten	7

2011/C 072/12	Sag C-579/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 8. december 2010 — Staatssecretaris van Financiën, den anden part: P. Mook	8

2011/C 072/13	Sag C-580/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 9. december 2010 — Staatssecretaris van Financiën, den anden part: G. Frank	8

2011/C 072/14	Sag C-581/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Köln (Tyskland) den 13. december 2010 — Emeka Nelson, Bill Chinazo Nelson og Brian Cheimezie Nelson Emeka mod Deutsche Lufthansa AG	8

2011/C 072/15	Sag C-584/10 P: Appel iværksat den 13. december 2010 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 30. september 2010 i sag T-85/09, Yassin Abdullah Kadi mod Europa-Kommissionen	9

2011/C 072/16	Sag C-593/10 P: Appel iværksat den 16. december 2010 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 30. september 2010 i sag T-85/09, Yassin Abdullah Kadi mod Europa-Kommissionen	9

2011/C 072/17	Sag C-595/10 P: Appel iværksat den 16. december 2010 af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 30. september 2010 i sag T-85/09, Yassin Abdullah Kadi mod Europa-Kommissionen	10

2011/C 072/18	Sag C-596/10: Sag anlagt den 16. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik	11

2011/C 072/19	Sag C-599/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Najvyšší súd Slovenskej republiky (Slovakiet) den 17. december 2010 — SAG ELV Slovensko, a.s., FELA Management AG, ASCOM (Schweiz) AG, Asseco Central Europe, a.s., TESLA STROPKOV, a.s., Autostrade per ľItalia SpA, EFKON AG, STALEXPORT Autostrady SA mod Úrad pre verejné obstarávanie	11

2011/C 072/20	Sag C-606/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 22. december 2010 — Association nationale d'assistance aux frontières pour les étrangers (Anafé) mod Ministre de l’intérieur, de l’outre-mer, des collectivités territoriales et de l’immigration	12

2011/C 072/21	Sag C-610/10: Sag anlagt den 22. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien	12

2011/C 072/22	Sag C-614/10: Sag anlagt den 22. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig	13

2011/C 072/23	Sag C-615/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus, Finland den 23. december 2010 — Insinööritoimisto InsTiimi Oy	14

2011/C 072/24	Sag C-617/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Haparanda tingsrätt (Sverige) den 27. december 2010 — Åklagaren mod Hans Åkerberg Fransson	14

2011/C 072/25	Sag C-619/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākās tiesas Senāts (Republikken Letland) den 29. december 2010 — Trade Agency Ltd mod Seramico Investments Ltd	15

2011/C 072/26	Sag C-620/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kammarrätten i Stockholm — Migrationsöverdomstolen (Sverige) den 27. december 2010 — Migrationsverket mod Nurije Kastrati, Valdrina Kastrati og Valdrin Kastrati	15

2011/C 072/27	Sag C-621/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Varna (Bulgarien) den 29. december 2010 — АDSITS Balkan and Sea prоperties mod Direktøren for direktoratet Klager og Opkrævningsadministration — Varna	15

2011/C 072/28	Sag C-624/10: Sag anlagt den 21. december 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik	16

2011/C 072/29	Sag C-628/10 P: Appel iværksat den 29. december 2010 af Alliance One International, Inc., Standard Commercial Tobacco Company, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 27. oktober 2010 i sag T-24/05, Alliance One International, Inc., Standard Commercial Tobacco Co., Inc., Trans-Continental Leaf Tobacco Corp. Ltd mod Europa-Kommissionen	17

	Retten
2011/C 072/30	Sag T-370/10 R: Kendelse afsagt af Rettens præsident den 24. januar 2011 — Rubinetterie Teorema mod Kommissionen (Særlige rettergangsformer — udbud — Kommissionens beslutning om bødepålæggelse — bankgaranti — begæring om udsættelse af gennemførelse — økonomisk tab — fravær af særlige omstændigheder — manglende uopsættelighed)	18

2011/C 072/31	Sag T-567/10: Sag anlagt den 16. december 2010 — Vivendi mod Kommissionen	18

2011/C 072/32	Sag T-568/10: Sag anlagt den 16. december 2010 — Vivendi mod Kommissionen	19

2011/C 072/33	Sag T-572/10: Sag anlagt den 21. december 2010 — Kommissionen mod Commune de Millau	19

2011/C 072/34	Sag T-589/10: Sag anlagt den 29. december 2010 — Just Music Fernsehbetrieb mod KHIM — France Télécom (Jukebox)	20

2011/C 072/35	Sag T-590/10: Sag anlagt den 27. december 2010 — Thesing og Bloomberg Finance mod Den Europæiske Centralbank	20

2011/C 072/36	Sag T-595/10: Sag anlagt den 17. december 2010 — Zenato mod KHIM — Camera di Commercio Industria Artigianato e Agricoltura di Verona (RIPASSA)	21

2011/C 072/37	Sag T-599/10: Sag anlagt den 29. december 2010 — Eurocool Logistik mod KHIM — Lenger (EUROCOOL)	22

2011/C 072/38	Sag T-4/11: Sag anlagt den 7. januar 2011 — Export Development Bank of Iran mod Rådet	22

2011/C 072/39	Sag T-5/11: Sag anlagt den 7. januar 2011 — Export Development Bank of Iran mod Rådet	23

2011/C 072/40	Sag T-6/11 P: Appel iværksat den 5. januar 2011 af Europa-Kommissionen til prøvelse af Personalerettens dom af 28. oktober 2010 i sag F-9/09, Vicente Carbajosa m.fl. mod Kommissionen	24

2011/C 072/41	Sag T-8/11: Sag anlagt den 7. januar 2011 — Bank Kargoshaei m.fl. mod Rådet	24

2011/C 072/42	Sag T-9/11: Sag anlagt den 6. januar 2011 — Air Canada mod Kommissionen	25

2011/C 072/43	Sag T-15/11: Sag anlagt den 6. januar 2011 — Sina Bank mod Rådet	26

2011/C 072/44	Sag T-16/11: Sag anlagt den 14. januar 2011 — Nederlandene mod Kommissionen	27

2011/C 072/45	Sag T-22/11: Sag anlagt den 19. januar 2011 — Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen	28

2011/C 072/46	Sag T-26/11: Sag anlagt den 18. januar 2011 — Fraas mod KHIM (ternet mønster i farverne sort, beige, brun, mørkerød og grå)	29

2011/C 072/47	Sag T-27/11: Sag anlagt den 21. januar 2011 — Rheinischer Sparkassen- und Giroverband mod Europa-Kommissionen	29

2011/C 072/48	Sag T-28/11: Sag anlagt den 23. januar 2011 — Koninklijke Luchtvaart Maatschappij mod Kommissionen	30

2011/C 072/49	Sag T-31/11: Sag anlagt den 20. januar 2011 — Fraas mod KHIM (ternet mønster i farverne rosa, violet, beige og mørkegrå)	32

2011/C 072/50	Sag T-38/11: Sag anlagt den 21. januar 2011 — Cathay Pacific Airways mod Kommissionen	32

2011/C 072/51	Sag T-389/09: Rettens kendelse af 10. januar 2011 — Labate mod Kommissionen	33

2011/C 072/52	Sag T-198/10: Rettens kendelse af 12. januar 2011 — Maximuscle mod KHIM — Foreign Supplement Trademark (GAKIC)	33

	Retten for EU-Personalesager
2011/C 072/53	Sag F-121/07: Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 20. januar 2011 — Strack mod Kommissionen (Personalesag — tjenestemænd — aktindsigt — forordning (EF) nr. 1049/2001 — Rettens kompetence — formaliteten — bebyrdende retsakt)	34

2011/C 072/54	Sag F-132/07: Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 20. januar 2011 — Strack mod Kommissionen (Personalesag — tjenestemænd — vedtægtens artikel 17, 17a og 19 — ansøgning om tilladelse til at offentliggøre nogle dokumenter — ansøgning om tilladelse til at udgive en tekst — ansøgning om tilladelse til at benytte nogle oplysninger for nationale retsinstanser — formaliteten)	34

2011/C 072/55	Sag F-106/10: Sag anlagt den 22. oktober 2010 — Gross m.fl. mod Domstolen	34

2011/C 072/56	Sag F-113/10: Sag anlagt den 2. november 2010 — AT mod EACEA	35

2011/C 072/57	Sag F-120/10: Sag anlagt den 15. november 2010 — AR mod Kommissionen	35

2011/C 072/58	Sag F-127/10: Sag anlagt den 15. december 2010 — Bömcke mod BEI	36

2011/C 072/59	Sag F-1/11: Sag anlagt den 6. januar 2011 — Soukup mod Kommissionen	36

2011/C 072/60	Sag F-2/11: Sag anlagt den 7. januar 2011 — Descamps mod Kommissionen	36

	Berigtigelser
2011/C 072/61	Berigtigelse til meddelelse til Tidende i sag T-507/10 (EUT C 13 af 15.1.2011, s. 28)	38