ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2011.048.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 48

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

54. årgang
15. februar 2011


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

465. plenarmøde den 15. og 16. september 2010

2011/C 048/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om Romabefolkningens situation i Den Europæiske Union

1

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

465. plenarmøde den 15. og 16. september 2010

2011/C 048/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Den Europæiske Unions strategi for Donauregionen (sonderende udtalelse)

2

2011/C 048/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den lovlige indvandrings rolle på baggrund af de demografiske udfordringer (sonderende udtalelse)

6

2011/C 048/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om grønne job (sonderende udtalelse)

14

2011/C 048/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om situationen inden for EU's tropiske tunfiskerflåde og dens udfordringer (sonderende udtalelse)

21

2011/C 048/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hen imod et europæisk område for færdselssikkerhed: strategiske retningslinjer for færdselssikkerhed indtil 2020 (udtalelse efter anmodning fra Europa-Parlamentet)

27

2011/C 048/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om finansieringsstrukturer for SMV'er i forbindelse med den nuværende økonomiske situation (initiativudtalelse)

33

2011/C 048/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om efter krisen: et nyt finanssystem i det indre marked (initiativudtalelse)

38

2011/C 048/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kreativitet og iværksætterånd: veje ud af krisen (initiativudtalelse)

45

2011/C 048/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's reaktion på forskydningen i den økonomiske magt på verdensplan (initiativudtalelse)

51

2011/C 048/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om økonomisk genopretning: status og konkrete initiativer (initiativudtalelse)

57

2011/C 048/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Mod et verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i 2012 (initiativudtalelse)

65

2011/C 048/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbedring af modellerne for inddragende offentlig-private partnerskaber gennem udbredelse af e-tjenester for alle i EU-27 (initiativudtalelse)

72

2011/C 048/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvilke tjenesteydelser af almen interesse er der behov for som svar på den økonomiske krise? (initiativudtalelse)

77

2011/C 048/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's nye energipolitik: gennemførelse, effektivitet og solidaritet for borgerne (initiativudtalelse)

81

2011/C 048/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbindelserne mellem EU og Canada (initiativudtalelse)

87

2011/C 048/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Handicappedes situation i Middelhavspartnerlandene (initiativudtalelse)

94

2011/C 048/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's politik for flersprogethed (tillægsudtalelse)

102

 

III   Forberedende retsakter

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

465. plenarmøde den 15. og 16. september 2010

2011/C 048/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Tredje strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union — KOM(2009) 15 endelig — Kommissionens arbejdsdokument — Reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union — Bilag til tredje strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning — KOM(2009) 16 endelig — Kommissionens arbejdsdokument — Tredje statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer — KOM(2009) 17 endelig

107

2011/C 048/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Forberedelse på fremtiden: Udvikling af en fælles strategi for centrale støtteteknologier i EU — KOM(2009) 512 endelig

112

2011/C 048/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om grønbog om sammenkobling af selskabsregistre — KOM(2009) 614 endelig

120

2011/C 048/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning — KOM(2010) 187 endelig

129

2011/C 048/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 97/68/EF for så vidt angår bestemmelserne for motorer, der markedsføres under fleksibilitetsordningen — KOM(2010) 362 endelig — 2010/0195 (COD)

134

2011/C 048/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA — KOM(2010) 94 endelig — 2010/0064 (COD)

138

2011/C 048/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa KOM(2009) 591 endelig

145

2011/C 048/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mulighederne for en EU-strategi og mål for biodiversitet for tiden efter 2010 — KOM(2010) 4 endelig

150

2011/C 048/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om grønbog — Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne — KOM(2010) 66 endelig

155

2011/C 048/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning (Euratom) om fastsættelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som følge af nukleare ulykker eller andre tilfælde af strålingsfare (omarbejdning) — KOM(2010) 184 endelig — 2010/0098 (CNS)

160

2011/C 048/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. xxxx/2010 af xxxx om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 (fusionsmarkedsordningen) for så vidt angår støtte ydet inden for rammerne af Tysklands alkoholmonopol — KOM(2010) 336 endelig — 2010/0183 (COD)

163

2011/C 048/30

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 663/2009 om et program til støtte for den økonomiske genopretning i form af fællesskabsstøtte til projekter på energiområdet — KOM(2010) 283 endelig — 2010/0150 (COD)

165

2011/C 048/31

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2008/9/EF om detaljerede regler for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat — KOM(2010) 381 endelig — 2010/0205 (CNS)

167

2011/C 048/32

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 for så vidt angår forbud mod high-grading og restriktioner i forbindelse med fiskeri efter skrubbe og pighvar i Østersøen, Bælterne og Øresund — KOM(2010) 325 endelig — 2010/0175 (COD)

168

2011/C 048/33

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om handel med vegetativt formeringsmateriale af vin (omarbejdning) — KOM(2010) 359 endelig — 2010/0194 (COD)

169

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

465. plenarmøde den 15. og 16. september 2010

15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om »Romabefolkningens situation i Den Europæiske Union«

2011/C 48/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 15.-16. september 2010 (mødet den 16. september 2010) følgende resolution med 151 stemmer for, 22 imod og 28 hverken for eller imod:

1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg fordømmer kraftigt diskriminerende handlinger mod romaer og andre etniske mindretal.

2.

EØSU har altid gjort sit for at forsvare de grundlæggende rettigheder for alle mennesker, der bor i Den Europæiske Union, og er altid gået imod enhver form for diskrimination af nationale mindretal, racisme og fremmedhad. Lissabontraktatens ikrafttrædelse har styrket såvel de lovgivningsmæssige og politiske rammer for en sådan strategi som de dertil hørende instrumenter for dens gennemførelse.

3.

Udvalget har i øvrigt altid insisteret på retten til fri bevægelighed og ophold for alle EU-borgere og deres familiemedlemmer i overensstemmelse med fællesskabsretten.

4.

Udvalget har altid været en varm fortaler for politikker for aktiv social integration af mindretal og migranter, herunder navnlig romaerne.

5.

EØSU vil også gerne vise sin støtte til retsstatsprincippet, ifølge hvilket ansvaret for enhver handling, herunder også eventuelle kriminelle handlinger, altid påhviler det enkelte individ.

6.

EØSU er bevidst om, at problemerne med integration af romabefolkningen først og fremmest er en udfordring for de berørte medlemsstater, men peger dog på EU's ansvar i henhold til den nye traktat og behovet for en reaktion på EU-niveau, både for at tage hensyn til romabefolkningens særlige karakteristika og for at sikre ligebehandling i hele EU.

7.

EØSU er aktiv fortaler for økonomisk og social integration af romabefolkningen såvel som andre mindretal og migranter og foreslår de øvrige EU-institutioner at iværksætte en omfattende og overbevisende strategi over for medlemsstaterne for at opnå en ægte integration baseret på alle EU-borgeres fælles rettigheder og pligter. En sådan strategi skal udarbejdes i samarbejde gennem inddragelse af romasamfundene, og den skal understøttes med midler, der svarer til og er afstemt efter den store opgave, der er tale om.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Martin WESTLAKE

Generalsekretær for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

465. plenarmøde den 15. og 16. september 2010

15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/2


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Den Europæiske Unions strategi for Donauregionen (sonderende udtalelse)

2011/C 48/02

Ordfører: Miklós BARABÁS

Medordfører: Mihai MANOLIU

Den 26. februar 2010 besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg efter anmodning fra næstformand for Kommissionen, Maroš Šefčovič, at afgive en sonderende udtalelse om

Den Europæiske Unions strategi for Donauregionen.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Miklós Barabás til ordfører og Mihai Manoliu til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 20. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september, følgende udtalelse med 123 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og forslag

1.1   Fokus for denne EØSU-udtalelse er at gribe den mulighed, som Kommissionen har givet det organiserede civilsamfund i Europa for at fremsætte specifikke, konkrete forslag som input til handlingsplanen for den Donaustrategi (1), der er under udarbejdelse. EØSU håber, at dets anbefalinger på dækkende vis afspejler udvalgets og det organiserede civilsamfunds engagement i og stærke opbakning til strategien. EØSU forventer, at den fremtidige strategi reelt vil medvirke til at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for alle de mennesker, der bor i Donauregionen, som det opfatter som et spejl på Europa.

1.2   På politisk niveau gælder det for den planlagte Donaustrategi, at den:

1.2.1

må være åben, omfatte alle og være lydhør over for sociale, økonomiske og miljømæssige hensyn, tage forslag fra civilsamfundsorganisationer i betragtning og bygge på deres erfaringer;

1.2.2

fordi der er tale om komplekse og indbyrdes forbundne spørgsmål, kun vil være effektiv, hvis der konsekvent anlægges en integreret tilgang og ikke tages sektorspecifikke hensyn, og hvis der lægges vægt på, at de berørte interessenters målsætninger skal opfyldes;

1.2.3

må inkludere og søge at tilskynde til samarbejde inden for »bløde sikkerhedsområder«, som samarbejde mellem alarmtjenester i tilfælde af naturkatastrofer, om bevægeligheden for arbejdstagere, virksomheder osv. og om udviklingen af nødplaner for håndtering af miljøulykker;

1.2.4

må bidrage til, at Lissabontraktatens potentiale i højere grad udnyttes, f.eks. ved konsekvent at anvende princippet om deltagelsesdemokrati;

1.2.5

må være egnet til

a.

som en politik til udvikling af makroregioner at yde et reelt bidrag til at gøre den europæiske integration dybere, særligt inden for rammerne af Europa 2020-programmet (intelligent, bæredygtigt og inklusivt);

b.

at bringe de 6 lande i regionen, der ikke er medlemmer af EU, tættere på EU og støtte dem i deres integrationsbestræbelser;

1.2.6

må afspejle EU's makroregionale politik og det organiserede civilsamfunds aktive og konstruktive rolle og bidrag;

1.2.7

må bidrage til samordningen af de samarbejdsordninger, der allerede findes på forskellige niveauer og i forskellige egne af regionen, og gøre dem mere effektive og forhindre overlapninger;

1.2.8

må have en klar, enkel og gennemsigtig styringsstruktur baseret på en bottom-up-tilgang i forhold til det organiserede civilsamfund; resultaterne bør evalueres på årlige konferencer;

1.2.9

må gennemføres som en proces, der giver plads til fleksibilitet, og hvorunder der kan foretages regelmæssige evalueringer og, når der er mulighed herfor, tildeles yderligere finansielle ressourcer;

1.2.10

må fastsætte realistiske mål og - for at sikre en vellykket gennemførelse - foretage en prioritering. Der bør udarbejdes en handlingsplan for opfyldelsen af disse mål på mellemlangt sigt. Af handlingsplanen må det tydeligt fremgå, at aktiv inddragelse af alle interessenter i overensstemmelse med partnerskabsprincippet er en helt afgørende forudsætning for, at strategien bliver en succes;

1.2.11

må udmønte sig i synlige og konkrete resultater for samfundet og borgerne, der fører til bedre arbejds- og levevilkår for borgerne, herunder de unge;

1.2.12

må afspejle vigtigheden af social og civil dialog;

1.2.13

må anerkende betydningen af sammenkoblingsmuligheder i Donauregionen;

1.2.14

må tage erfaringerne med gennemførelsen af EU-strategien for Østersøområdet i betragtning.

1.3   Praktiske forslag på civilsamfundsniveau til handlingsplanen, der skal ledsage den planlagte Donaustrategi:

1.3.1

Der bør etableres et regionalt netværk af civilsamfundsorganisationer (civilsamfundsforum for Donauområdet) for bl.a. at gøre det muligt at iværksætte fælles tiltag og projekter. Medlemmerne af netværket kunne mødes en gang om året i forskellige lande i regionen.

1.3.2

Der er behov for arrangementer (møder, festivaler, besøg, udstillinger, messer osv.) for at styrke samhørighedsfølelsen hos folk i Donauregionen, udvikle en regional bevidsthed og bevare den kulturelle mangfoldighed, særligt når det gælder de unge. Et regionalt kulturelt tidsskrift burde også kunne medvirke til opfyldelsen af dette mål.

1.3.3

Der bør afholdes en Donauuge et nyt sted hvert år. Dette kunne være et egnet forum til drøftelse af aktuelle emner med forbindelse til Donaustrategien og til fremlæggelse af resultater.

1.3.4

For at sikre fortsat opbakning til strategien fra borgerne og det organiserede civilsamfund i EU og i de tredjelande, der grænser op til EU, skal der være en effektiv og vedvarende kommunikationsstrategi om Donaustrategien.

1.3.5

Programmer, der udvikles som led i Donaustrategien, bør have særlig fokus på de dårligst stillede og marginaliserede grupper, især romaerne.

1.3.6

Den regelmæssige kontakt og samarbejdet mellem interessenterne i regionen bør styrkes. Det samme gælder den sociale og civile dialog. I den forbindelse kunne de økonomiske og sociale råd på nationalt niveau spille en vigtig rolle.

1.3.7

Etableringen af et forum for erhvervslivet i Donauområdet med deltagelse af sociale og økonomiske aktører kunne blive et vigtigt redskab for samarbejdet og den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i Donauregionen. De finansieringsprogrammer, som kan anvendes til tilrettelæggelsen af dette forum, bør være åbne for arbejdsgiverorganisationerne i regionen, som også bør opfordres til at deltage i programmerne.

1.3.8

En yderligere lempelse eller fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed og håndhævelse af principperne om anstændigt arbejde og rimelig løn bør kunne bringe folk tættere på hinanden.

1.3.9

I forbindelse med gennemførelsen af Donaustrategien bør der gøres brug af informationssamfundets resultater og tjenester.

1.3.10

Der kunne nedsættes en international forskergruppe til at foretage en videnskabelig analyse og undersøgelse af strategiske spørgsmål i Donauregionen. Gruppens arbejde bør finansieres via en legatordning.

1.3.11

Vi må overveje, hvordan de europæiske år og EU's tematiske programmer kan knyttes sammen med Donaustrategien.

1.3.12

Initiativer om undervisning i de sprog, der tales i regionen, bør støttes.

1.3.13

EØSU bør etablere et permanent observatorium eller en studiegruppe om Donaustrategien.

1.3.14

Visse dele af Donaustrategien og den dertil knyttede handlingsplan bør gennemføres og overvåges af et forvaltningsudvalg, hvori der sidder repræsentanter for det organiserede civilsamfund. Udvalget kunne udarbejde årlige rapporter om sine konklusioner.

1.3.15

Parallelt med vedtagelsen af Donaustrategien bør Kommissionen også fremme forskellige pilotprojekter, der egner sig til at afprøve og indhente nogle første erfaringer.

1.3.16

Donaustrategien og handlingsplanen kunne gennemføres med økonomisk støtte fra forskellige kilder. Ud over støtte fra EU (først og fremmest fra strukturfondene) kunne der være tale om støtte fra landene i regionen, den private sektor og internationale finansielle institutioner. Under forudsætning af støtte fra disse kilder anbefaler vi, at der oprettes en særlig fond.

1.3.17

EØSU opfatter Donaustrategien, der efter planen skal vedtages i første halvår af 2011 under det ungarske formandskab, som et meget vigtigt redskab for udviklingen af en dynamisk, konkurrencedygtig og blomstrende Donauregion med plads til alle.

2.   Retningslinjer for Donaustrategien

2.1   I forbindelse med udviklingen af Donaustrategien er det vigtigt, at der fastlægges nogle teoretiske rammer for samarbejdet i Donauregionen, som kan understøtte strategien, og et handlingsprogram til gennemførelse af strategien.

2.2   Det er derfor vigtigt, at følgende tages i betragtning i forbindelse med udviklingen af Donaustrategien:

aspekter vedrørende økonomisk, social og territorial samhørighed;

Donauflodens betydning for transport og infrastruktur (med særlig fokus på den paneuropæiske transportkorridor VII, som berører Donau) og de dertil knyttede muligheder for generelt at udvikle økonomiske aktiviteter; behovet for at støtte foranstaltninger om vedligeholdelse af sejlrender, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til transporten og fjerne de flaskehalse for skibstransporten, som der henvises til i det prioriterede projekt TEN-T 18 (og hvor den fælles erklæring, der er indgået under Den Internationale Kommission for Beskyttelse af Donau (ICPDR), bør ses som en retningslinje og håndhæves i praksis); videreføre intermodale transportprojekter (opførelse af containerterminaler i havne) og komplementære vejtransportprojekter i Donauregionen (broer med stor betydning for varetransportstrømmene); behovet for at udføre projekter, der vil have stor betydning for udviklingen, f.eks. kanalen mellem Donau og Bukarest, som ville gavne den europæiske økonomi;

Donau som drikkevands- og energikilde og som et naturligt miljø, der skal bevares - nøgleelementet er bæredygtig udvikling; energiinfrastrukturprojekter som vandkraftværker bør støttes;

den rolle som innovation, forskning og uddannelse spiller i regionen;

behovet for turisme i Donauområdet og mulighederne for udvikling af landdistrikterne. Med hensyn til sidstnævnte bør man overveje at finansiere projekter, som kan sætte skub i aktiviteter i de lande, hvor der er stærke landbrugstraditioner. Gennem finansiering af infrastruktur til lastning af korn ville man kunne udnytte mulighederne i det lokale landbrug, særligt i landene med gamle landbrugstraditioner;

flodens rolle i udviklingen af en fælles Donaubevidsthed og -identitet, der kan supplere den europæiske bevidsthed og identitet. Her spiller kulturel dialog og solidaritet en vigtig rolle, også mellem EU-landene og tredjelandene i regionen;

ved enhver stigning i transportmængden må der tages hensyn til miljøet;

etablering af konfliktløsningsmuligheder, der kan løse de spændinger, der historisk har været i regionen.

2.3   I lyset af de meget forskellige og ofte indbyrdes konkurrerende værdier og interesser er det helt afgørende, at der udarbejdes en integreret Donaustrategi, der bygger på fælles principper, som ikke blot tager hensyn til økonomiske argumenter, men også til sociale behov og faktorer, herunder civilsamfundets synspunkter og bidrag.

2.4   En vellykket strategi for Donau, der tager udgangspunkt i økonomisk, territorial og social samhørighed, vil føre til skabelsen af en dynamisk, konkurrencedygtig og blomstrende Donauregion.

3.   Baggrund

3.1   Det Europæiske Råd anmodede på sit møde den 18.-19. juni 2009 Kommissionen om at udarbejde en EU-strategi for Donauregionen inden udgangen af 2010. I forbindelse med det forberedende arbejde blev der indhentet mange synspunkter, ikke mindst som led i den åbne høring som Kommissionen iværksatte.

3.2   EØSU bakker fuldt og helhjertet op om Den Europæiske Unions nye makroregionale strategi og udarbejdelsen af en Donaustrategi i den sammenhæng. Som den institution, der repræsenterer det organiserede civilsamfund i EU, er EØSU parat til at spille en aktiv rolle og tage initiativ til at udforme og gennemføre strategien.

3.3   EØSU's interesse for og engagement i Donaurelaterede spørgsmål er ikke ny. Udvalget har således igennem årene vedtaget mange dokumenter om forskellige emner som transport og miljøet. Af disse dokumenter fremgår det tydeligt, hvorfor EØSU mener, at Donauregionen er vigtig, og hvorfor det bakker op om udviklingen af en Donaustrategi.

3.4   Det skal påpeges, at de seneste udvidelser af EU har flyttet Unionens geografiske centrum længere mod øst, hvorimod det økonomiske tyngdepunkt stadig er i Vesteuropa. Økonomisk, territorial og social samhørighed, der er et nøgleelement i Donaustrategien, og praktiske ideer til, hvordan strategien kan gennemføres, er velegnede som bidrag til at få rettet op på denne ubalance.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Den fremtidige Donaustrategi kommer til at omfatte følgende EU-medlemsstater: Tyskland, Østrig, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien og følgende tredjelande: Kroatien, Serbien, Ukraine, Moldova, Bosnien-Hercegovina og Montenegro.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/6


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den lovlige indvandrings rolle på baggrund af de demografiske udfordringer (sonderende udtalelse)

2011/C 48/03

Ordfører: Luis Miguel PARIZA CASTAÑOS

I brev af 16. februar 2010 anmodede Joëlle Milquet, vicepremierminister samt minister for beskæftigelse og lige muligheder med ansvar for migrations- og asylpolitik, på vegne af det kommende belgiske EU-formandskab og under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om

Den lovlige indvandrings rolle på baggrund af de demografiske udfordringer.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september 2010, følgende udtalelse med 115 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU mener, at det er nødvendigt at anlægge et helhedssyn på de demografiske udfordringer og tage en lang række økonomiske, sociale og politiske aspekter med i betragtning. Lovlig indvandring er en del af EU's svar på, hvordan den nuværende demografiske situation skal takles.

1.2

De europæiske borgeres interne mobilitet er begrænset og mindre end indvandringen af statsborgere fra tredjelande. Udvalget mener, at barriererne bør nedbrydes, og at de europæiske arbejdstageres interne mobilitet bør fremmes.

1.3

EØSU støtter Europa 2020-strategiens mål om, at beskæftigelsesfrekvensen for de 20-64-årige skal stige til 75 % gennem større inddragelse af kvinder og ældre arbejdstagere samt bedre integration af indvandrere på arbejdsmarkedet.

1.4

Den fælles indvandringspolitik bør have en strategisk tilgang og en vision på mellemlangt og langt sigt. Den skal tage hensyn til alle aspekter: demografisk situation, arbejdsmarkedsudvikling, integration, kulturel mangfoldighed, grundlæggende rettigheder, ligebehandling, ikke-forskelsbehandling og samarbejde med oprindelseslandene.

1.5

Det er den enkelte medlemsstats opgave at træffe afgørelse om nye indvandreres indrejse. EU kan gennem en fælles politik og en høj grad af harmonisering af lovgivningerne skabe en stor merværdi.

1.6

På trods af visse nationale forskelle har EU og medlemsstaterne brug for en åben lovgivning, som tillader arbejdskraftmigration ad lovlige og gennemsigtige kanaler både for højt kvalificerede arbejdstagere og for arbejdstagere til mindre kvalificerede job.

1.7

Med tanke på de demografiske udfordringer mener EØSU, at de gældende direktiver bør ændres, og at der bør udvikles nye lovgivningsinstrumenter.

1.8

Med vedtagelsen af Lissabontraktaten er chartret om de grundlæggende rettigheder trådt i kraft. Det vil fremme en mere afbalanceret EU-tilgang til lovgivningen om indvandring og betyde, at der i højere grad tages hensyn til menneskerettighederne.

1.9

Alligevel ser man, at intolerance, racisme og fremmedhad mod indvandrere og minoriteter tager til i Europa. Det er nødvendigt, at de politisk ansvarlige, de toneangivende arbejdsmarkedsorganisationer og medierne optræder meget ansvarligt og går i spidsen med et godt eksempel i politisk og social henseende for at afværge en sådan adfærd. EU's institutioner skal handle med beslutsomhed, og civilsamfundets organisationer skal aktivt bekæmpe disse ideologier og adfærdsmønstre.

1.10

Europæisk lovgivning om indvandring skal sikre ligebehandling på grundlag af princippet om ikke-forskelsbehandling.

1.11

Samarbejdet med oprindelseslandene bør ikke udelukkende baseres på bekæmpelse af ulovlig indvandring, tilbagesendelse og grænsekontrol. Aftalerne skal være til gavn for alle parter: for indvandrerne, så deres grundlæggende rettigheder overholdes, for oprindelseslandet, så udvandringen kan indvirke positivt på dets økonomiske og sociale udvikling, og for de europæiske værtssamfund.

1.12

Den fælles indvandringspolitik bør omfatte integration, som er en social tovejsproces med gensidig tilpasning mellem indvandrerne og værtssamfundet, der bør støttes gennem en god forvaltning i EU, både på nationalt niveau og på regionalt og lokalt niveau. En fælles europæisk tilgang har en stor merværdi, da den forbinder integrationen med traktatens værdier og principper, med principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling, med chartret om de grundlæggende rettigheder, den europæiske menneskerettighedskonvention og Europa 2020-dagsordenen.

1.13

EØSU foreslår, at Europa-Kommissionen anmoder om at få udarbejdet en sonderende udtalelse om det hensigtsmæssige i at oprette en europæisk platform for dialog til forvaltning af indvandringen af arbejdskraft.

2.   Befolkningen i Den Europæiske Union

2.1

EU har et befolkningstal på knap 500 millioner  (1). I de sidste ti år har befolkningsudviklingen været positiv med en stigning på over 18 millioner (2).

2.2

Der er dog store forskelle landene imellem. I nogle lande, især Ungarn, Polen, Bulgarien og Rumænien, er befolkningstallet dalet. I resten af EU's medlemsstater har befolkningstallet været stabilt eller stigende, især i Spanien, Frankrig, Italien og Storbritannien. Der er også konstateret store regionale forskelle i visse medlemsstater.

2.3

Den naturlige befolkningsvækst har givet lidt over 3 mio. nye indbyggere i EU (3). I absolutte tal har Frankrig, Storbritannien, Spanien og Holland haft den største naturlige befolkningsfremgang, men også andre lande har haft positive tal. Den største naturlige befolkningstilbagegang tegner Tyskland, Bulgarien, Rumænien og Ungarn sig for.

2.4

Befolkningen i EU bliver ældre og ældre. Andelen af børn under 15 år i befolkningen er faldet fra 17,7 % i 1998 til 15,7 % i 2008.

2.5

Andelen af indbyggere i EU over 65 år er steget fra 15,3 % i 1998 til 17 % i 2008. Denne andel er faldet lidt i Irland og Luxembourg, mens den i Tyskland og Italien nærmer sig 20 % og i Grækenland ligger over 18,5 %.

2.6

Den demografisk betingede forsørgelsesbyrde  (4) i EU har i de sidste ti år holdt sig på et stabilt niveau, idet den i 1998 lå på 49,2 % og i 2008 på 48,6 %. I Danmark, Tyskland, Grækenland, Italien og Nederlandene er den steget i disse år, mens den har holdt sig på et stabilt niveau i Frankrig og Finland og er faldet i de øvrige medlemsstater, især i de lande, hvor andelen af børn og unge er faldet mest.

2.7

Den samlede fertilitet  (5) var på 1,53 børn pr. kvinde i 2006. Mellem 1999 og 2008 steg den i alle EU's medlemsstater. Den ligger dog fortsat under 1,5 børn pr. kvinde i mange medlemsstater. Kun i Frankrig er tallet oppe på 2 børn pr. kvinde.

2.8

Den europæiske befolknings forventede levetid ved fødslen er stigende. Gennemsnittet for kvinder er over 82 år og 76 år for mænd.

2.9

Spædbørnsdødeligheden  (6) falder i de fleste af medlemsstaterne, med færre end fem dødsfald for hver 1 000 levendefødte i EU som helhed i 2006.

3.   Migrationer i Den Europæiske Union

3.1

Europa er målet for en lille del af de internationale migrationsstrømme, og i årevis har en stor gruppe mennesker med indvandrerbaggrund udgjort en del af kontinentets befolkning.

3.2

I traktaten og dermed også i EØSU's udtalelser refererer begrebet »indvandring« til personer, som er statsborgere i tredjelande.

3.3

Indvandring er den væsentligste årsag til befolkningstilvæksten i EU i perioden 1999-2008. Nettomigration har øget EU's befolkning med næsten 15 millioner (7). Den er kun negativ i Bulgarien, Letland, Litauen, Polen og Rumænien. Der har været en svag stigning i forskellige medlemsstater, mens den højeste migrationssaldo ses i Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Storbritannien. I perioden 1999-2008 havde flertallet af EU's medlemsstater en positiv migrationssaldo; undtagelserne var Bulgarien (- 215 600), Letland (- 24 700), Litauen (- 88 100), Polen (- 566 100) og Rumænien (- 594 700).

3.4

Migrationsstrømme bevirker, at befolkningstallet i EU stiger. Over 80 % af befolkningstilvæksten i de seneste ti år skyldes indvandring.

3.5

I nogle EU-medlemsstater, nemlig Italien, Malta, Østrig og Portugal, udgjorde nettomigrationen over 4 % af befolkningsgennemsnittet for denne periode, mens den i andre udgjorde over 10 % (Cypern 11,64 %, Spanien 12,62 %, Irland 10,66 % og Luxembourg 11,08 %). Modsat varierede befolkningstabet på grund af nettomigration fra 0,75 % af Letlands befolkning til 2,62 % af Rumæniens befolkning.

3.6

I 2008 steg antallet af udlændinge (både EU-borgere og tredjelandsstatsborgere) til næsten 31 mio. personer. Tyskland har den største befolkning af udlændinge (over 7 mio.) efterfulgt af Spanien (5,3 mio.), Storbritannien (4 mio.), Frankrig (3,7 mio.) og Italien (3,4 mio.). I alle disse lande, bortset fra Tyskland, steg antallet i 2009. Grækenland og Belgien har næsten 1 mio. udlændinge, mens Irland, Holland, Østrig og Sverige har over 1/2 mio. udlændinge.

3.7

I fjerde kvartal af 2009 (8) boede næsten 11 mio. EU-borgere i en anden medlemsstat. Af disse boede 2,5 mio. i Tyskland, 1,8 mio. i Storbritannien, 1,6 mio. i Spanien, 1,2 mio. i Frankrig og 1,1 mio. i Italien. Et lavere antal fandtes også i Belgien (642 900), Irland (350 500), Luxembourg (191 000), Østrig (322 200), Nederlandene (272 100), Grækenland (142 500) og Sverige (185 700).

3.8

Siden fjerde kvartal af 2005 er antallet af EU-borgere, der bor i en anden medlemsstat, steget med over 2,7 mio. – med Italien, Storbritannien og Spanien som de mest populære mål for disse bevægelser internt i EU, da de tegner sig for mere end 1,7 millioner.

3.9

I 2009 faldt væksten i antallet af udlændinge til mindre end en million, hvilket svarer til niveauet i 2006.

4.   Fremtiden for befolkningen i Den Europæiske Union

4.1

EU's befolkningstal vil i 2018 ligge på mellem 495 millioner og 511 millioner ifølge Eurostats demografiske prognoser. Tallene afhænger af, om der i de kommende år vil være migration eller ej.

4.2

Tager man indvandring af tredjelandsstatsborger med i betragtning, stiger prognosen for EU's befolkningstal til 514 mio. i 2020 og 520 mio. i 2030. Prognosen bygger på den antagelse, at der hvert år er en nettomigration på knap 1,5 millioner personer.

4.3

Befolkningsvæksten inklusiv migration forventes dermed at nå op på 14 millioner personer i 2020, heraf 5,3 mio. i Spanien, 4 mio. i Storbritannien, 1,4 mio. i Italien, 1,3 mio. i Frankrig, knap 1 mio. i Irland, ca. 0,5 mio. i Sverige og Belgien og knap 0,5 mio. i Portugal. Heroverfor står en forventet befolkningstilbagegang på over 660 000 i Rumænien, 530 000 i Tyskland og 419 000 i Bulgarien, mens tilbagegangen i Polen, Ungarn, Litauen og Letland forventes at ligge over 100 000.

4.4

I 2020 vil EU sandsynligvis i forhold til 2008 have 845 000 flere borgere mellem 0 og 14 år, 2,8 mio. færre mellem 15 og 64 år og 18,1 mio. flere på 65 år og derover. Desuden vil der nok være 4,7 mio. færre i alderen 20-59 år. Den forventede befolkningsvækst i EU vil således hovedsageligt forekomme i gruppen af personer på 65 år og derover. Det vil medføre en større aldring af befolkningen, hvor andelen af 65-årige og derover når op på 20 %.

5.   Arbejdsmarkedet i Den Europæiske Union

5.1

Den demografiske variabel på arbejdsmarkederne bør betragtes sammen med andre økonomiske, sociale og politiske variabler, som falder uden for denne udtalelses ramme.

5.2

I perioden 1998-2008 steg befolkningen i den potentielt erhvervsaktive alder med 12,1 mio., hvoraf knap 12 mio. var i aldersgruppen 20-59 år.

5.3

I 2009 var ca. 218 mio. personer i beskæftigelse i EU, hvilket var 3,8 mio. færre end året før. Over 24 mio. (11 %) havde et midlertidigt arbejde. Gennemsnitsalderen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet var 61,4 år.

5.4

I fjerde kvartal af 2009 arbejdede 5,8 mio. EU-borgere i en anden medlemsstat. Heraf arbejdede 1,4 mio. i Tyskland, 1,1 mio. i Storbritannien, 820 000 i Spanien, 650 000 i Italien, 540 000 i Frankrig, 280 000 i Belgien, 190 000 i Irland, 180 000 i Østrig, 150 000 i Nederlandene og 125 000 i Sverige.

5.5

Erhvervsfrekvensen i EU-15 er steget i alle aldersgrupper, men med forskelle på mellem 1 procentpoint (15-19-årige) og 10 procentpoint (60-64-årige). Mændenes erhvervsfrekvens har holdt sig næsten konstant, bortset fra de 50-70-åriges, som er steget med op til 10 procentpoint i aldersgruppen 60-65 år. Kvindernes erhvervsfrekvens er steget i alle aldersgrupper, især blandt de 30-65-årige med et maksimum på over 10 % i aldersgruppen 50-65 år.

5.6

I de senere år er der kommet langt flere kvinder på arbejdsmarkedet, men kvindernes erhvervsfrekvens er stadig lavere end mændenes.

5.7

Den potentielt erhvervsaktive befolkning i 2020 vil være på 361 mio. personer, hvoraf ca. 238 mio. vil være reelt erhvervsaktive (9). Det efterlader en rest på 123 mio. uden erhvervsaktivitet. Det vil betyde en erhvervsfrekvens på 74,2 % for aldersgruppen 20-64 år, hvilket ligger lidt under tallet i 2008 på grund af ændringerne i den demografiske sammensætning.

5.8

Regner man ledighedsgraden (10) med, kunne der i 2020 være 221,5 mio. i arbejde. Det svarer til en beskæftigelsesfrekvens på 69,3 % for aldersgruppen 20-64 år.

5.9

Det foreslås imidlertid i Europa 2020-strategien (11), at beskæftigelsesfrekvensen for de 20-64-årige øges til 75 % gennem større inddragelse af kvinder og ældre arbejdstagere samt bedre integration af indvandrere på arbejdsmarkedet.

5.10

Der kunne beskæftiges mere end 17,5 mio. personer ekstra i 2020, hvis man nåede op på en beskæftigelsesfrekvens på 75 % for aldersgruppen 20-64 år. Der ville stadig være over 76 mio. uden arbejde i denne aldersgruppe, selv om dette tal også ville omfatte syge og handicappede, som ikke er i stand til at arbejde.

5.11

Der er vigtige forskelle mellem de forskellige EU-landes beskæftigelsesfrekvens, som i 2009 var lavest i Malta (mindre end 60 %) og højest i Nederlandene (ca. 80 %), og hvor der er lande, som allerede ligger over målet på 75 %. En forøgelse af beskæftigelsesfrekvensen i lande, hvor den er lav, dvs. under EU-gennemsnittet (det gælder for flertallet af EU's medlemsstater), og i lande, hvor beskæftigelsesfrekvensen ligger over EU-gennemsnittet, men under de 75 %, kunne derfor føre til interne befolkningsbevægelser i EU.

5.12

En af de faktorer, der kan øge beskæftigelsesfrekvensen, er en højnelse af befolkningens uddannelsesniveau. I 2008 havde universitetsuddannede i aldersgruppen 15-64 år en beskæftigelsesfrekvens på 84 %, mens den for personer med uddannelse på sekundærtrinnet lå på 71 % og for personer med et lavere uddannelsesniveau på 48 %. De universitetsuddannede lå desuden klart over gennemsnittet på 66 %. En højnelse af uddannelsesniveauet kan desuden medvirke til at forøge produktiviteten og imødekomme den voksende efterspørgsel efter højtuddannede arbejdstagere.

5.13

I den aktuelle økonomiske krisesituation er arbejdsmarkederne ikke i stand til at tilbyde arbejde til alle i den erhvervsaktive alder (indfødte som indvandrede), og arbejdsløsheden ligger på omkring 10 %. I februar 2010 var 23,01 mio. kvinder og mænd i den erhvervsaktive alder i EU ramt af ledighed. Det er 3,1 mio. flere end i februar 2009.

5.14

Befolkningen aldres i stigende tempo. Når generationen fra den demografiske eksplosion i 1960'erne går på pension, vil den erhvervsaktive befolkning i EU mindskes, og antallet af personer over 60 år vil øges dobbelt så hurtigt som før 2007, dvs. med ca. 2 millioner om året i stedet for 1 million.

5.15

Ifølge Europa-Kommissionen (12) vil manglen på arbejdskraft fra og med 2020 være større, således at Europa vil have svært ved at fastholde sit økonomiske aktivitetsniveau og sit beskæftigelsesniveau, og denne situationen kan vare ved i flere årtier.

5.16

I nogle medlemsstater ansporer man ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet, så den reelle pensionsalder kommer tættere på den, der er fastlagt i lovgivningen, og man fremmer også lovreformer, der udsætter pensionsalderen til over 65 år, således som det fremgår af Kommissionens grønbog (13).

6.   Indvandringens rolle i den nuværende demografiske situation

6.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at det er nødvendigt at anlægge et helhedssyn på de demografiske udfordringer og tage en lang række økonomiske, sociale og politiske aspekter med i betragtning. EU bør bl.a. sætte ind på områder som beskæftigelses- og uddannelsespolitik, arbejdsmarkedsforbedringer, pensionssystemer, dialog mellem arbejdsmarkedets parter, en aktiv familiepolitik osv.

6.2

Indvandringspolitik er et aspekt, der indgår i de politiske beslutninger, EU må træffe i denne situation.

6.3

EØSU fremhæver konklusionerne fra Refleksionsgruppen vedrørende EU's Fremtid, som med Felipe González som formand har udarbejdet dokumentet Europa 2030  (14), hvori det hedder: »I sidste ende kan Den Europæiske Unions demografiske udfordring kun håndteres med to sæt supplerende foranstaltninger: ved at øge erhvervsfrekvensen og ved at føre en afbalanceret, retfærdig og proaktiv indvandringspolitik. […] Ikke desto mindre vil arbejdskraftindvandring være en del af løsningen på Europas fremtidige mangel på arbejdskraft og kvalifikationer, og EU vil skulle udvikle en proaktiv tilgang til indvandring.«

6.4

EØSU har vedtaget en række udtalelser, som opfordrer EU til at udvikle en fælles indvandringspolitik, så nye personer via lovlige og gennemsigtige procedurer kan gennemføre deres migrationsprojekt i Europa.

6.5

Europa er målet for en del af de internationale migrationsstrømme, da den relative økonomiske velstand og politiske stabilitet i nogle indvandreres øjne gør det til et attraktivt sted at udnytte sine muligheder.

6.6

EU bør holde sig for øje, at mange indvandrere er i besiddelse af en stærk iværksætterånd, og at de opbygger virksomheder i Europa, som bidrager til at skabe nye arbejdspladser.

6.7

Bevægelserne internt i EU af arbejdsmæssige årsager er mindre betydelige end indvandringen. I de seneste år har det været polakker og rumænere, der i videst omfang har udnyttet retten til fri bevægelighed i EU. Efter EØSU's mening bør EU fremme og lette EU-borgernes jobmobilitet, hvilket kræver, at Eures-nettet styrkes, og at akademiske eksamensbeviser og faglige kvalifikationer anerkendes.

7.   Den fælles indvandringspolitik

7.1

Den fælles indvandringspolitik udvikler sig med stort besvær. Samarbejdet om bekæmpelse af irregulær indvandring og menneskehandel er blevet bedre, der er indgået aftaler med tredjelande, og der er udviklet en europæisk tilgang til integration, men der er kun gjort få fremskridt med hensyn til lovgivningen om økonomiske indvandreres indrejse, betingelserne for indrejse og ophold og de indvandredes rettigheder.

7.2

I forbindelse med udviklingen af den fælles indvandringspolitik bør der tages hensyn til, at hver enkelt medlemsstat har sine egne særlige træk (arbejdsmarkeder, retssystemer, historiske forbindelser med tredjelande osv.).

7.3

Den fælles indrejselovgivning udvikles gennem forskellige direktiver, der gælder for forskellige erhvervskategorier af indvandrere.

7.4

De europæiske virksomheder ønsker at forbedre den internationale rekruttering af højtkvalificerede indvandrere. Med dette for øje har EU godkendt direktivet om det blå kort (15), som med få ændringsforslag blev bakket op af EØSU.

7.5

For andre arbejdsaktiviteter findes der imidlertid stadig ingen fælles lovgivning, selv om EU i fremtiden vil tage imod mange indvandrere for at få udført lavt- eller mellemkvalificeret arbejde.

7.6

I sit bidrag til Stockholmprogrammet foreslog Kommissionen oprettelse af en europæisk platform for arbejdskraftmigration med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, men det blev afvist af Rådet. EØSU ønsker at blive hørt af Kommissionen om værdien af at oprette denne platform.

8.   Lovgivning

8.1

EU har i to år drøftet Kommissionens forslag til et rammedirektiv  (16) om indvandreres rettigheder og en kombineret ansøgningsprocedure. EØSU finder det afgørende, at dette direktiv vedtages under det belgiske formandskab.

8.2

Den 13. juli vedtog Kommissionen to nye lovgivningsforslag: et for sæsonarbejdere (17) og et andet for vandrende arbejdstagere, som midlertidigt udstationeres i en anden medlemsstat (18). EØSU vil undersøge disse forslags indfaldsvinkel og udarbejde udtalelser om dem.

8.3

Direktiv 2003/86 om retten til familiesammenføring indeholder kun minimumsforskrifter og åbner op for, at nogle nationale lovgivninger ikke giver fuld garanti for retten til familiesammenføring. Direktivet bør ændres, så indvandrere efter et års lovligt ophold kan søge myndighederne om familiesammenføring med henblik på at udøve den grundlæggende ret til et familieliv. Udvalget mener ligeledes, at familiesammenførte ægtefæller eller samlevere og parrets børn bør kunne få arbejdstilladelse, når de har nået den ved lov fastsatte arbejdsalder. Kommissionen fremlægger en grønbog i oktober.

8.4

Direktivet  (19) om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier har været i kraft i årevis. EØSU mener, at personer, som har en opholdstilladelse i henhold til dette direktiv, bør kunne søge arbejdstilladelse gennem en hurtig procedure, som forlænger førnævnte opholdstilladelse, når denne udløber. Kommissionen udarbejder i 2011 en meddelelse om anvendelsen af denne procedure.

8.5

Der er også et direktiv  (20) om en særlig indrejseprocedure for forskere fra tredjelande. Efter EØSU's mening bør der etableres en hurtig procedure, som giver forskere, der har afsluttet deres forskningsprojekt, adgang til et blåt kort, der gør det muligt for dem at drive erhvervsaktivitet. Kommissionen udarbejder i 2012 en meddelelse om anvendelsen af denne procedure.

8.6

Det er nødvendigt, at man får løst et af de største problemer, som mange indvandrere og mange virksomheder i Europa lider under, nemlig den manglende anerkendelse af akademiske eksamensbeviser og faglige kvalifikationer.

8.7

For at sikre, at den overvejende del af indvandringen hovedsageligt kommer i stand på en lovlig og gennemsigtig måde, mener EØSU, at der i indrejselovgivningen også skal tages hensyn til det arbejde, som udføres i mikrovirksomheder og i familier. Derfor har EØSU i en anden udtalelse (21) foreslået anvendelse af en midlertidig tilladelse til indrejse og ophold i 6 måneder for at søge arbejde.

8.8

I overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder skal EU garantere menneskerettighederne for hver enkelt i EU's og i medlemsstaternes retsordener.

8.9

Menneskerettighederne er universelle, uigenkaldelige og beskytter alle mennesker uanset deres situation og retlige status. Derfor har EØSU udarbejdet en initiativudtalelse (22) med forslag om, at EU's lovgivning og politik om indvandring og grænser fuldt ud overholder menneskerettighederne.

8.10

Europæisk lovgivning om indvandring skal sikre ligebehandling på grundlag af princippet om ikke-forskelsbehandling (chartrets artikel 21) og sikre overholdelse af chartrets artikel 15, stk. 3, ifølge hvilken »tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til at arbejde på medlemsstaternes område, har ret til samme arbejdsvilkår som unionsborgere«.

8.11

Ligebehandling på arbejdspladsen omfatter arbejdsvilkår, løn, afskedigelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt retten til at være medlem af en fagforening og til at strejke. Ligebehandling omfatter også andre grundlæggende sociale rettigheder som sundhedspleje, ret til pension, beskyttelse mod ledighed samt uddannelse.

8.12

EØSU noterer med bekymring, at der er stigende racisme, fremmedhad og intolerance i Europa. Udvalget bifalder aktiviteterne i Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

8.13

EØSU mener, at en række migrationsprojekter er midlertidige og i visse tilfælde har cirkulære træk, men erfaringen viser, at en stor del af dem er permanente eller langvarige. Derfor skal politikerne og den europæiske lovgivning altid fremme overholdelsen af menneskerettighederne, indvandrernes retssikkerhed, integration og familiesammenføring.

8.14

EU og medlemsstaterne kan indgå aftaler med oprindelseslandene om procedurer for cirkulær migration, som kan lette indvandringen via gennemsigtige procedurer. EØSU støtter de mobilitetspartnerskaber, som er blevet indgået med nogle oprindelseslande, men foreslår, at aftalerne afbalanceres, så de er til fordel for alle parter, både indvandrerne, oprindelseslandene og EU's medlemsstater.

8.15

For at et system for cirkulær indvandring kan fungere, er det nødvendigt, at EU-lovgivningen giver mulighed for meget fleksible opholdstilladelser af kort varighed kombineret med tilbagevenden og garanti for nye ansættelseskontrakter senere hen. På denne måde vil indvandrerne benytte lovlige kanaler og ikke forblive ulovligt i Europa, når deres opholdstilladelse udløber.

8.16

EØSU foreslår, at der udstedes hyppige midlertidige opholdstilladelser på 3-9 måneder, som kan fornys i 3, 4 og 5 år. Disse procedurer kræver økonomiske og logistiske ressourcer og samarbejde mellem arbejdsgiver, oprindelsesland og værtsland samt med fagbevægelsen.

8.17

EØSU gør opmærksom på, at cirkulær indvandring vanskeliggør social tilknytning og integration, og at det ikke fremmer et forpligtende forhold mellem arbejdstager og virksomhed og heller ikke medlemskab af en fagforening. Også uddannelse bliver vanskeligere at gennemføre.

8.18

Ordninger med tidsbegrænset indrejse kan omfatte aftaler om uddannelse og anerkendelse af faglige kvalifikationer. På denne måde kan midlertidige indvandrere, som arbejder i Europa, forbedre deres erhvervskvalifikationer og efter hjemkomsten øge deres beskæftigelsesmuligheder.

8.19

Indvandrere, der har status som fastboende, mister i medfør af direktivet om status som fastboende udlænding  (23) denne status, hvis de rejser ud af landet i 12 måneder.

8.20

For at fremme indvandrernes mobilitet og virksomhedsinitiativer eller arbejdsrelaterede initiativer i oprindelseslandet bør den europæiske indvandringslovgivning give mulighed for, at indvandrerne kan bevare den permanente opholdsret på langt sigt (som minimum i tre år), og for at en tilbagevenden ikke medfører, at de mister deres arbejds- og opholdtilladelse i Europa.

8.21

Det er nødvendigt at garantere de pensionsrettigheder, som indvandrerne har erhvervet i EU. Der skal med henblik herpå forhandles aftaler om gensidig anerkendelse mellem EU's medlemsstater og oprindelseslandene, og ILO's konvention nr. 157 skal ratificeres.

8.22

EØSU foreslår, at EU's medlemsstater ratificerer ILO's konvention nr. 97 og nr. 143 angående vandrende arbejdstagere. Desuden bør medlemsstaterne undertegne den internationale konvention (24) om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som foreslået af EØSU i en initiativudtalelse (25).

9.   Samarbejde med oprindelseslandene

9.1

EØSU har foreslået (26), at EU på det udenrigspolitiske område skal fremme en international retlig ramme for migration.

9.2

EU har undertegnet forskellige naboskabs- og associeringsaftaler. EØSU mener, at afsnittet om migration og mobilitet i disse aftaler bør styrkes. Iværksættelse af aftaler om mobilitet mellem EU og landene i vores geografiske nærområde, som vi allerede er knyttet til i et økonomisk og politisk samarbejde, har førsteprioritet.

9.3

EØSU har vedtaget udtalelser (27), hvori det foreslås, at indvandring i Europa skal gavne den økonomiske og sociale udvikling i oprindelseslandene.

9.4

Uddannelse i oprindelseslandet kan gøre indvandringspolitikken lettere at gennemføre og bidrage til forvaltning af indvandringen, hvor der tages hensyn til de europæiske virksomheders krav om faglige kvalifikationer.

9.5

EØSU foreslår, at der undertegnes aftaler mellem EU og oprindelseslandene for at fremme anerkendelsen af eksamensbeviser og uddannelse, der er erhvervet i oprindelseslandene.

9.6

Det bør overvejes, om EU og medlemsstaterne skal finansiere uddannelsesprogrammer i oprindelseslandet og på denne måde bidrage til udvikling af uddannelsesstrukturer af høj kvalitet. Eksamensbeviser, som er erhvervet gennem disse programmer, bør anerkendes som europæiske eksamensbeviser. Disse uddannelsesprogrammer bør ledsages af en hurtig procedure for opnåelse af arbejds- og opholdstilladelse.

10.   Integrationspolitik

10.1

Europa 2020-dagsordenen omfatter bl.a. et integrationsmål. Integration er en social tovejsproces med gensidig tilpasning, der udspilles i de komplekse relationer mellem mennesker og grupper. Integrationsprocesser udvikles langsomt i samfundets strukturer (i familien, i skoler og universiteter, i bykvarterer og landsbyer, på arbejdspladsen, i fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, religiøse institutioner, kultur- og sportsforeninger osv.).

10.2

Som resultat af et samarbejde mellem Kommissionen og EØSU er der blevet oprettet et europæisk integrationsforum, der skal fremme civilsamfundets og indvandrerorganisationernes deltagelse i EU's integrationspolitikker.

10.3

EØSU har udarbejdet forskellige udtalelser for at sætte skub i integrationspolitikkerne. Det har nedsat en permanent studiegruppe for at fremme integrationen og skabe tættere forbindelser med civilsamfundets organisationer og med integrationsforummet.

10.4

EØSU har vedtaget en ny initiativudtalelse (28) med titlen »Integration og den sociale dagsorden«, der opfordrer til, at integrationsmålet i Europa 2020-dagsordenen og i EU's nye socialpolitiske dagsorden styrkes, og at der lægges større vægt på indvandringens sociale konsekvenser, indvandrernes situation på arbejdsmarkedet, social inklusion, ligestilling mellem kønnene, fattigdom, uddannelse, sundhed, social sikring og bekæmpelse af forskelsbehandling.

10.5

Det spanske EU-formandskab anmodede desuden EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om »Integration af indvandrede arbejdstagere.« Udtalelsen (29) analyserer den betydning, som arbejde og lige arbejdsvilkår, lige muligheder og ligebehandling har for integrationen. Den indeholder også henstillinger til EU-myndigheder, nationale myndigheder og arbejdsmarkedets parter.

10.6

Ministerkonferencen i Zaragoza den 15.-16. april 2010 opfordrede Kommissionen til at udarbejde en ny dagsorden for integration. EØSU bidrager hertil med udarbejdelsen af en informationsrapport om »Integrationens nye udfordringer«, hvori det foreslås, at indvandrernes samfundsmæssige deltagelse og deres deltagelse i den demokratiske proces styrkes i denne nye dagsorden.

10.7

Tovejsstrategien stiller nye krav til regeringerne om, at de nationale lovgivninger fremmer tildeling af statsborgerskab til indvandrere, som søger om det, og sikrer gennemsigtige procedurer.

10.8

EØSU afgav i sin tid en initiativudtalelse (30) rettet til konventet, som udarbejdede forfatningstraktaten, hvori det opfordrede til, at tredjelandsstatsborgere med status som fastboende udlænding tildeltes unionsborgerskab.

10.9

Ud over den demografiske udfordring står EU og medlemsstaterne over for en anden stor politisk og social udfordring, nemlig at integrere de nye borgere, som har de samme rettigheder og forpligtelser. Derfor bør statsborgerskabets og unionsborgerskabets rettigheder også gælde de personer med indvandrerbaggrund, som bidrager med stor etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed til Europa.

11.   Illegale indvandrere

11.1

EØSU minder om, at der i EU bor hundredtusinder af personer, som befinder sig i en irregulær administrativ situation, og som arbejder sort i den uformelle økonomi. De er »usynlige« i det officielle samfund og kan ikke få del i de grundlæggende rettigheder.

11.2

I dokumentet Europa 2030 fra Refleksionsgruppen om EU's Fremtid konstateres behovet for »en harmonisering af ulovlige indvandreres rettigheder i hele EU«. EØSU deler denne opfattelse.

11.3

Som EØSU også har foreslået i andre udtalelser (31), bør legalisering af ulovlige indvandrere fremmes under hensyntagen til den arbejdsmæssige og sociale tilknytning og på baggrund af Det Europæiske Råds forpligtelse inden for rammerne af den europæiske pagt om indvandring og asyl (32).

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Foreløbige oplysninger fra Eurostat pr. 1. januar 2009.

(2)  Beregnet på grundlag af Eurostatdata for perioden 1999-2009, pr. 1. januar hvert år.

(3)  Beregning på grundlag af Eurostatdata for årene 1999-2008 (fødsler minus dødsfald).

(4)  Defineret som forholdet mellem på den ene side summen af indbyggere under 15 år og over 65 år og på den anden side antallet af indbyggere på 15-64 år.

(5)  Gennemsnitligt antal børn pr. kvinde om året, beregnet som summen af de aldersspecifikke fertilitetskvotienter.

(6)  Ved spædbørnsdødelighed forstås antallet af levendefødte børn, der dør, inden de fylder 1 år.

(7)  Beregnet således: nettomigration = befolkningstal i 2009 minus befolkningstal i 1999 minus naturlig befolkningsvækst 1999-2008.

(8)  Ifølge tallene fra undersøgelsen af arbejdsstyrken (Labour Force Survey).

(9)  Skøn baseret på den gennemsnitlige erhvervsfrekvens i fjerde kvartal af 2007 og første kvartal af 2008.

(10)  Se fodnote 9.

(11)  KOM(2010) 2020 endelig.

(12)  KOM(2009) 674 endelig.

(13)  KOM(2010) 365 endelig.

(14)  http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/da_web.pdf)

(15)  Rådets direktiv 2009/50/EF af 25. maj 2009 om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse.

(16)  KOM(2007) 638 endelig.

(17)  KOM(2010) 379 endelig.

(18)  KOM(2010) 378 endelig.

(19)  Rådets direktiv 2004/114/EF.

(20)  Rådets direktiv 2005/71/EF.

(21)  EFT C 80 af 3.4.2002, s. 37.

(22)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 29.

(23)  Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding.

(24)  Vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling i resolution 45/158 af 18. december 1990.

(25)  EUT C 302 af 7.12.2004, s. 49.

(26)  EFT C 44 af 16.2.2008, s. 91.

(27)  EUT C 120 af 16.5.2008, s. 82, og EUT C 44 af 16.2.2008, s. 91.

(28)  EUT C 347 af 18.12.2010, s. 19.

(29)  EUT C 354 af 28.12.2010, s. 16.

(30)  EØSU's initiativudtalelse, EUT C 208 af 3.9.2003, s. 76.

(31)  EUT C 354 af 28.12.2010, s. 16.

(32)  Rådets dokument 13440/08, 24. september 2008.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/14


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om grønne job (sonderende udtalelse)

2011/C 48/04

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

I brev af 7. juni 2010 anmodede Joëlle Milquet, vicepremierminister og minister for beskæftigelse og lige muligheder med ansvar for immigrations- og asylspørgsmål, på vegne af det kommende belgiske formandskab og under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs sonderende udtalelse om:

»Grønne job«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der vedtog sin udtalelse den 2. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september 2010, følgende udtalelse med 142 stemmer for, 3 imod og 8 hverken for eller imod.

1.   Forslag og henstillinger

1.1

Da alle sektorer forventes at yde et væsentligt bidrag til at nedbringe drivhusgasserne, bemærker EØSU indledningsvis, at det ville være bedre at tale om at gøre job grønnere (greening jobs) end grønne job (green jobs).

1.2

EU sætter sig ofte nogle ambitiøse målsætninger, men undlader samtidig at identificere de nødvendige instrumenter og ressourcer. Også i forbindelse med skabelsen af »grønnere job« har der været megen snak, men der er kun taget få konkrete initiativer. Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet bør udarbejde en europæisk plan til fremme af grønne job, og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser det velkomment, at det belgiske formandskab har gjort dette spørgsmål til en af sine prioriteter. Dette er en yderst vigtig reaktion på den beskæftigelseskrise, der plager hele Europa.

1.3

EØSU anbefaler Kommissionen at udarbejde en særskilt meddelelse om fremme af grønnere job på baggrund af den dataanalyse, som for øjeblikket udarbejdes af ESF-udvalget, og det arbejdsdokument, som generaldirektoratet for beskæftigelse er ved at forberede. Emnet er af så stor strategisk betydning, at det berettiger en omfattende, grundig diskussion.

1.4

EØSU er overbevist om, at Den Europæiske Union kan bidrage væsentligt til at indkredse fælles værktøjer og målsætninger og til at hjælpe medlemsstater med et mindre økonomisk og teknologisk potentiale til at nå de fastsatte mål sammen med de andre lande. Skabelse af grønnere arbejdspladser bør integreres i alle EU- politikker.

1.5

Hvis struktur- og samhørighedsfondene anvendes til dette formål, når man engang har fastlagt deres reelle anvendelses- og overførselsmuligheder, vil det helt sikkert bidrage til at imødekomme det meget store finansieringsbehov. En klar politik på området ville være med til at skabe nogle mere konkrete muligheder for at skabe grønne job. Den næste finansielle programperiode (2014-2020) bør tage dette presserende behov i betragtning og tilpasse de disponible ressourcer i de forskellige strukturfonde ud fra en holistisk tilgang og med vægt på programmernes effektivitet og virkning.

1.6

Den Europæiske Socialfond (ESF) har en afgørende rolle at spille. For at støtte Europa 2020-strategien og dens mål om »intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«, skal ESF's rolle omdefineres og i højere grad fokuseres på de praktiske prioriteringer, som er i overensstemmelse med den nye strategi. I juni i år afgav ESF-udvalget en udtalelse om ESF's fremtid, hvor det understregede behovet for at anvende fonden til at styrke beskæftigelsen og specifikt nævnte grønne job. EØSU finder det ikke afgørende at oprette en sjette søjle under fonden specielt til grønne job, men ser hellere, at ressourcerne allokeres med særlig opmærksomhed på alle de aktiviteter, der kan bidrage til at mindske CO2-aftrykket.

1.7

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (European Globalisation Adjustment Fund – EGF) kunne være et nyttigt redskab til at dække finansieringsbehovet i forbindelse med programmerne for omskolingsstøtte, hvis adgangen blev forbedret. For øjeblikket er der kun adgang for virksomheder med mindst 500 ansatte, og dette minimum kunne sænkes til 50.

1.8

EØSU mener, at europæiske sektorråd for beskæftigelse-kvalifikationer er en god idé, der bør støttes, og at de »bør spille en afgørende rolle i forbindelse med forvaltningen af sektorielle ændringer og navnlig foregribelsen af de skiftende behov for beskæftigelse og kvalifikationer samt tilpasningen af kvalifikationerne til udbud og efterspørgsel.« Sektorrådene bør etableres på basis af de resultater, der er opnået med initiativer som f.eks. den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF), det europæiske meritoverførselssystem (ECTS), det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET), den europæiske referenceramme for kvalitetssikring af almen og erhvervsuddannelse (EQARF) og Europapass, og de bør bidrage til videreudviklingen af disse ordninger (1).

1.9

Oprettelsen af en »EU-investeringsfond«, der forvaltes af EIB, som allerede gør et fremragende stykke arbejde med at støtte energieffektiviseringsinitiativer, og f.eks. yder finansiel støtte til de investeringer, der er vedtaget som led i Borgmesteraftalen, kunne være en del af løsningen af de på nuværende tidspunkt næsten uløselige problemer med at rejse kapital på markederne.

1.10

EØSU mener, at en ny »Marshallplan« er nødvendig af hensyn til miljøet og den sociale bæredygtighed og for at få en ny udvikling, der ikke påvirker jordens evne til at holde sin entropi, dvs. sin »aldring«, i skak så meget som muligt. En ekstraordinær EU-plan ville være et klart signal om, at vi er nødt til hurtigst muligt at foretage radikale ændringer for at skabe en ny form for vækst, som er miljøvenlig, bæredygtig og fremgangsskabende i tråd med traktaternes målsætninger. Dette kunne også berige debatten om udvikling af indikatorer, der går videre end BNP-indekset.

1.11

Det er yderst vigtigt at gøre offentligheden opmærksom på behovet for en bæredygtig økonomisk politik, bl.a. ved hjælp af præcise, rettidige oplysninger. Et godt eksempel på støtte til borgeroplysning er Life+-programmet, som EØSU gerne ser udvides til også at omfatte den kommende finansieringsperiode 2014-2020.

1.12

Forvaltning af overgangen fra den gamle til den nye udviklingsmodel er helt sikkert den største opgave, som bliver nødt til at inddrage de offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter på europæisk, nationalt og lokalt plan. Inden for rammerne af den sociale dialog mellem forbund og sektorer bør der udarbejdes specifikke projekter til foregribelse af de forventelige virkninger af overgangen for produktionen i de forskellige berørte sektorer. På virksomhedsplan er det nødvendigt at udvikle en løbende dialog mellem arbejdsmarkedets parter og opstille klare mål for så vidt angår erhvervsfaglige krav, opkvalificering og foregribelse af udviklingen. Der er behov for en seriøs strategi for konsekvensanalyser, hvad angår vurdering af energi- og klimaplaner i forbindelse med europæisk og national lovgivning.

1.13

Politikker for udvikling af lavemissionsaktiviteter vil skabe mange nye jobmuligheder, men kan på den anden side bevirke, at mange job går tabt i omstillingsprocessen. Tilstrækkelige indkomststøtte- og omskolingsinstrumenter bør derfor udvikles i god tid. Arbejdsmarkedets parters og de lokale myndigheders rolle er i den sammenhæng afgørende. Derudover er det vigtigt at intensivere F&U-indsatsen for at vurdere tendenserne i den teknologiske udvikling og se, inden for hvilke områder der udvikles nye beskæftigelsesmuligheder.

1.14

Budgetpolitikken har i nogle tilfælde skåret drastisk ned på incitamenterne og finansieringen, hvilket har ført til et fald i beskæftigelsen, sådan som det er sket i Spanien i vind- og solcelleenergisektoren. De offentlige investeringer og de lovgivningsmæssige rammer skal helst være stabile, og ændringerne skal være forudsigelige og helst aftalt på internationalt plan, hvis de private virksomheder skal have mulighed for en stabil planlægning.

1.15

Forskning og udvikling er fortsat det faste grundlag for EU's vækststrategi. Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst genopliver målet om at investere mindst 3 % af det årlige BNP i forskning og udvikling.

1.16

Mindst 50 % af indtægterne fra salget af emissionskvoter bør investeres i forbedring af energieffektivitet og fremme af grøn økonomi. Ressourcer skal flyttes fra de virksomheder, der har de største udledninger, til dem, der tværtimod bidrager til at mindske drivhuseffekten. For sektorer, der ikke er omfattet af kvotehandelssystemet, såsom vej- og søtransport, bør der træffes alternative foranstaltninger.

1.17

Fremme af grønne job – EØSU foretrækker begrebet bæredygtige job til en bæredygtig økonomi – skal i lighed med kvotehandelssystemet ske ved hjælp af en kombination af stok og gulerodsforanstaltninger, som burde fremskaffe de nødvendige midler uden at tære mærkbart på de tomme offentlige kasser. Dette spørgsmål om de finansielle ressourcer vil være afgørende og forudsætter opbakning fra alle parter, eftersom EU 2020-strategien og støtteordningerne ikke vil kunne fungere, hvis medlemsstaterne ikke har noget budgetmæssigt råderum. De virksomheder, der forpligter sig til at skabe bedre job og fremstille på en mere bæredygtig måde, bør fremmes og støttes. Virksomhederne kræver en stabil, klar lovramme – helst med internationalt vedtagne regler. En hurtig, mindelig bilæggelse af problemerne omkring det europæiske patent vil naturligvis være et skridt i den rigtige retning.

1.18

De offentlige midler bør i første omgang kanaliseres over i indkomststøtte til dem, der vil miste deres job i de såkaldte »sorte job«, dvs. de job, der er årsag til store mængder drivhusgasser og forurening. En stor del af disse midler skal anvendes til erhvervsfaglig uddannelse i form af passende uddannelsesforløb, som skal være kendetegnende for den livslange uddannelse.

1.19

EØSU mener, at det ville være nyttigt at bruge »EKSF-modellen«, som blev brugt til at styre en lige så vigtig overgang – fra kul til olie, naturligvis under hensyntagen til den udvikling, der har fundet sted i mellemtiden. Den model omfattede dels tæt inddragelse af arbejdsmarkedets parter, som EØSU mener, bør spille en fremtrædende rolle i den kommende radikale overgang, dels bæredygtige støtteordninger.

1.20

Der skal være særlig fokus på lige muligheder for almen og faglig uddannelse for kvinder og på løn og kvalifikationsniveau. Man bør især begynde at tale om grunduddannelse i den grønne økonomi og om »grønnere uddannelser« (greening education). Den sociale dialog skal være et referencepunkt for så vidt angår livslang læring i den grønne økonomi.

1.21

Selv om der f.eks. på området for vedvarende energi er ansat nogenlunde lige så mange kvinder som mænd i administrationen, falder antallet af ansatte drastisk til et minimalt niveau, når det kommer til job med mere specialiserede færdigheder og på det tekniske område for installation og vedligeholdelse.

1.22

EØSU har i en tidligere udtalelse understreget den rolle, som almen og faglig uddannelse spiller i et lavemissionssamfund og har i den forbindelse indgået en samarbejdsaftale med den italienske Carlo Collodi Foundation om Pinocchio-projektet, der går ud på at bruge træmarionetten som et symbol i europæiske energi- og miljøuddannelseskampagner (2).

1.23

Uddannelsestilbuddene skal komme fra skolerne og fra de offentlige arbejdsformidlinger.

1.24

Der skal slås bro over kløften mellem de erhvervsprofiler, der efterspørges af erhvervslivet, og uddannelsesudbuddet, gennem et tættere samarbejde mellem alle de berørte parter. Der skal være samarbejde mellem de faste rådgivere, som findes i stort antal på det decentrale plan, og som er samlingspunkt for arbejdsmarkedsparternes eksperter inden for erhvervsfaglig uddannelse, og de offentlige myndigheder med ansvar for arbejdsformidling, samt repræsentanterne for de decentrale myndigheder. Målet skal være i tilstrækkelig god tid at foregribe de erhvervsfaglige og uddannelsesmæssige behov.

1.25

Et europæisk system til certificering af kompetencer kunne yderligere tilskynde de unge til at vælge mere bæredygtige erhverv, og det ville også bane vej for et europæisk arbejdsmarked og dermed gøre retten til fri bevægelighed til virkelighed. Denne ret er ellers det mest eklatante eksempel på en ret, som i praksis er nægtet pga. utilstrækkelig og manglende harmonisering af de almene og erhvervsfaglige uddannelsessystemer. ESCO-projektet (European Skill, Competencies and Occupations taxonomy) vil være et vigtigt værktøj til at matche udbud og efterspørgsel, især hvad angår de såkaldte »nye job«. Det vil også være nyttigt at inddrage Euresnettet (til fremme af mobilitet inden for EU).

1.26

Virksomheder og fagforeninger har et ansvar for at lede uddannelsesaktiviteterne i den rigtige retning og løbende samarbejde om at opnå bedre resultater. I mange europæiske lande ligger dette samarbejde i faste rammer i form af bilaterale institutter eller selvstændige erhvervsuddannelsesinstitutioner i et fast samarbejde. Disse initiativer bør udbredes gennem et særligt program under Europa 2020-strategien, som har viden som en af sine tre prioriteter.

1.27

Civilsamfunds- og arbejdsmarkedsdialogerne har en rolle at spille. Intet radikalt program af denne type kan gennemføres uden inddragelse af civilsamfundet. Arbejdsmarkedets parter kan løbende arbejde for at gøre samtlige job »grønnere«. Energieffektivitets- og energisparemål kan indgå i overenskomstaftaler med det sigte at fordele en del af de reelle besparelser via kollektive bonusser. Der findes allerede flere eksempler på dette i Det Forenede Kongerige og andre lande.

1.28

For at flytte hele samfundet i retning af en bæredygtig økonomi er der behov for klare mål, bredt formidlet information, grundlæggende social og politisk samhørighed og konsensus om de instrumenter, der skal tages i brug. EU kan spille en afgørende rolle både gennem støtteforanstaltninger, hvilket klimapakken har været i praksis, og frem for alt ved at stille forslag om en sammenhængende metode til dialog og diskussion, som skal anvendes på såvel nationalt som lokalt plan. Behovet for en stærk fælles energi- og miljøpolitik bliver mere og mere presserende. EØSU har allerede givet sin støtte til en offentlig energiforsyningstjeneste på europæisk plan (3). I betragtning af de store vanskeligheder ville det i første omgang være ønskeligt med en tættere samarbejdsordning mellem medlemsstaterne på energiområdet, f.eks. begyndende med sammenkobling af nettene og en progressiv udbredelse af »smart grids«, dvs. intelligente net, der kan være en stor hjælp til at løse problemet med at forvalte energidistributionen. EØSU er sammen med CNEL i Italien og de økonomiske og sociale råd i Frankrig og Spanien i færd med at udarbejde et fælles forslag. Hvad angår en øget anvendelse af vedvarende energi er det, ud over en udbygning af nettene, først og fremmest spørgsmålet om oplagring af energi, der skal løses.

1.29

Befolkningen skal overbevises om, at den har meget at vinde ved dette forslag, som kræver en usædvanlig stor mobilisering af energi og ressourcer. Vi lever også i en usædvanlig tid, hvor det er nødvendigt gradvist at gå bort fra de vante forbrugs- og udviklingsmønstre og gå over til andre, mere moderate, miljøvenlige og humane mønstre.

1.30

Oplysning og inddragelse af befolkningen og foreningerne spiller her en afgørende rolle. Ordentlige oplysninger kan give ekstraordinære resultater, forudsat at de ledsages af klare, gennemsigtige målsætninger.

1.31

Tilpasningspolitikkerne skal målrettes virksomheder og offentlige myndigheder såvel som enkeltpersoner, arbejdstagere og ledere. Det er nødvendigt at få mere ud af mindre. På energiområdet vil det sige at mindske energiintensiteten (energienhed pr. BNP-enhed) og konstant forbedre EROEI (energiafkastet af energiinvesteringer).

1.32

Erhvervssammenslutningerne, navnlig på decentralt hold, har en central rolle at spille, da de kan formidle oplysninger og en bæredygtig virksomhedskultur. Oprettelse af bæredygtige og integrerede energidistrikter, hvor store synergier kan udvikles f.eks. i kraftvarmeproduktion, kræver koordinering og bistand fra civilsamfundet til både erhvervslivet og de offentlige myndigheder.

1.33

Eksemplet med geotermisk energi er meget sigende. I Sverige har udvikling af geotermisk energi og en favorabel lovgivning været mulig takket være et afgørende bidrag fra erhvervslivet og en klog beslutning hos de offentlige myndigheder om at støtte omfattende brug af varmepumper. Noget tilsvarende sker i Lombardiet, hvor lovgivningen tilskynder virksomhederne til at bruge lukkede kredsløb, som ikke er miljøskadelige og som giver meget høje EROEI.

1.34

Landbrugssektorens rolle i udviklingen af grønne job er helt afgørende. Lokal elproduktion, anvendelse af biomasse og mindsket forbrug af biocider og pesticider er de store udfordringer, som sektoren står over for.

1.35

De vigtigste søjler i et europæisk initiativ til støtte og fremme af den bæredygtige økonomi og »grønne« job, som lever op til de europæiske kriterier for et godt arbejde, som formuleret af Det Europæiske Råd i marts 2007, er: en stabil lovramme, omfattende inddragelse af civilsamfundet, massiv mobilisering af kapital og intellektuelle ressourcer, støtte til forskning og udvikling, klare programmer på områderne overgangsstøtte, undervisning og uddannelse med henblik på at skabe et lavemissionssamfund, støtte til politikker for miljøvenlig mobilitet i og uden for byerne, lancering af en omfattende plan for bæredygtig økonomi med tilstrækkelig støtte fra EU's fonde samt udvikling af nye vækstfaktorer.

2.   Indledning

2.1

Det belgiske formandskab har anmodet om en udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om fremme af arbejdsmarkedspolitikker, der kan fremme overgangen til en økonomi med lave udledninger af drivhusgasser, da det agter at opstille dette emne som en af formandskabets prioriteter.

2.2

EØSU har vedtaget en initiativudtalelse om et lignende emne: »Fremme af bæredygtige, grønne job af hensyn til EU's energi- og klimapakke« (4). Den foreliggende udtalelse supplerer og uddyber den tidligere udtalelse.

2.3

Offentligheden har indset, at en omfattende ændring af vores udviklingsmodel nu er tvingende nødvendig.

2.4

For at klare følgende udfordringer:

energieffektiviseringsprogrammerne;

klimaændringerne;

den gradvise udtømning af kulbrintelagrene;

behovet for at øge energiuafhængigheden;

behovet for gradvist at erstatte forældede og forurenende el-kraftværker;

social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed;

er det nødvendigt at udarbejde en langsigtet strategi, der omfatter alle de spørgsmål, der er affødt af denne radikale ændring.

2.5

Disse politikker vil have betydelige konsekvenser for arbejdsmarkedet. Byggeri, transport, energi og netværk er de sektorer, der vil blive mest berørt, og de bliver nødt til at foretage radikale ændringer af deres nuværende produktionsmodeller.

2.6

Disse ændringer vil medføre alvorlige problemer med tilpasning og omstilling, erhvervsmæssig og geografisk mobilitet, navnlig i de lande, der er mest afhængige af energikilder med høje drivhusgasemissioner (f.eks. råolie og kul), har en energiintensiv industri (f.eks. cement og aluminium), og hvor adgang til energi til bæredygtige priser er den vigtigste garanti for de eksisterende anlægs økonomiske overlevelse.

2.7

Inden 2030 forventes der at blive skabt mere end 1 million arbejdspladser i Europa, men disse skøn skal ajourføres under hensyntagen til de negative virkninger på væksten af de politikker, der sigter mod at stabilisere de offentlige underskud, og som udskyder det økonomiske opsving. Hidtil er udviklingen af grønne job navnlig på energiområdet blevet båret oppe af politikker til fremme af vedvarende energikilder, især solenergi, varmeenergi og vindenergi; og i vejtransportsektoren, hybridbiler, el- og gasdrevne køretøjer.

2.8

Incitamenter inden for nybyggeri og renovering har spillet en meget vigtig rolle for udviklingen af en bæredygtig industri, som i dag har en klar idé om sine fremtidige opgaver, men også om jobmuligheder i forbindelse med renovering af offentlige og private boliger, renovering af offentlige bygninger til administration og tjenesteydelser, så de får en høj energieffektivitet, og af kontorer og industrielle bygninger.

2.9

Vi bør søge og fremme en ny form for konkurrenceevne. Innovative, mere miljørigtige produkter, renere produktionsmetoder og et mere moderat forbrug er nøglen til en ny periode med udvikling og fremskridt. Europa ønsker fortsat at være førende i overgangen til en nulemissionsøkonomi. For at nå det mål skal EU fortsat hjælpe erhvervslivet med at fastholde sin konkurrenceevne, herunder navnlig de små og mellemstore virksomheder, som er i størst risiko for at miste deres plads på markedet. Loven om små virksomheder, The Small Business Act, bør omsættes i praksis, navnlig på innovationsområdet.

2.10

Der bør tages udgangspunkt i virksomhedernes og arbejdstagernes krav og behov (bottom-up). Snarere end at udarbejde centralt styrede politikker (top-down) burde Kommissionen være mere opmærksom på dette og geare EU's strategier til disse behov. Det overordnede mål bør være at skabe vilkår, som fremmer en ny bæredygtig og miljøvenlig vækst, som samtidigt har et stort job- og fremgangsskabende potentiale.

2.11

Der bør udarbejdes oplysnings- og udvekslingsprogrammer om god praksis, som allerede er vedtaget eller skal vedtages, med tredjelande, herunder navnlig Kina, Indien og Brasilien, inden for rammerne af de bilaterale eller multilaterale forbindelser.

3.   Bæredygtig udvikling og fremme af grønne job

3.1

Europas mulighed for fortsat at have en fremtid på den internationale økonomiske scene afhænger af dets evne til at fastholde sin førerstilling inden for udvikling af vedvarende energi, hvilket der allerede hersker tvivl om pga. den rivende udvikling i de asiatiske økonomier med Kina og Taiwan i spidsen. Den nye amerikanske regering ønsker at mindske kløften og styrke sit enorme potentiale med store investeringer i energisektoren. De seneste begivenheder i Den Mexikanske Golf og den miljøkatastrofe, som boreplatformen, Deepwater Horizon, har forårsaget, og som ironisk nok skete på Jordens Dag, gør beslutningen om at gå over til en bæredygtig økonomi mere presserende.

3.2

Der er et meget stort behov for faglige færdigheder til at takle udfordringerne på det klima- og miljøpolitiske område. Alle sektorer og alle aktiviteter er potentielt berørt af disse politikker. Der er behov for en stor planlægnings- og koordineringsindsats, opstilling af prioriteter og indsamling af de nødvendige finansielle midler. Men frem for alt er der behov for en god politik sammenkoblet med gode tekniske færdigheder og gode menneskelige ressourcer.

3.3

Arbejdsmarkedet vil skulle takle udfordringerne i forbindelse med denne overgang og samtidig finde nye job til de ansatte i forældede funktioner samt sørge for uddannelse i de nye faglige færdigheder, som der er behov for.

3.4

De offentlige arbejdsformidlinger bør gøre alt for at klare en overgang, som vil berøre hundredetusinder af arbejdstagere, både mænd og kvinder. Erhvervsuddannelsesprogrammer af høj kvalitet, som sikrer lige muligheder for kvinder og mænd, er af afgørende betydning. De offentlige tjenester vil have en vigtig rolle at spille med hensyn til at sikre kvalitetsuddannelse, overholdelse af princippet om lige muligheder og indslusning på arbejdsmarkedet.

3.5

De private virksomheder vil ligeledes skulle gøre alt for at støtte det teknologiske spring, der kræves for at gå fra en økonomi, der primært bruger kulbrinter som energikilde, til en økonomi med lave drivhusgasemissioner, dvs. en bæredygtig økonomi.

3.6

Især SMV'erne vil have behov for bistand og støtte. Til trods for banksystemets fromme forsætter bliver adgangen til kredit stadig sværere og dyrere, og situationen på kapitalmarkedet er bestemt ikke sådan, at man på kort sigt kan varsle store lånemuligheder.

3.7

Job, som skabes i en grøn økonomi, skal pr. definition være gode og passende aflønnede job af høj kvalitet. Hvordan kan man sikre, at dette er tilfældet? Kun en løbende og konstant dialog mellem arbejdsmarkedets parter og de offentlige myndigheder kan effektivt skabe denne situation. Brug af skattetryk kan for eksempel bidrage til at bevare balancen i et system, der vil blive udsat for hård konkurrence fra ejerne af de nuværende energikilder, som ikke er indstillet på at miste markeder og indtjening.

3.8

Det er utænkeligt at vælte samtlige omstillingsomkostninger over på forbrugerpriserne, ligesom det også er utænkeligt at lade skatteyderne afholde samtlige omkostninger. I hvert fald på dette område er der behov for en harmonisering af beskatningen medlemsstaterne imellem. Den nylige krise i eurozonen beviser endnu en gang, at der er behov for at styrke harmoniseringen af skatterne og skattesystemerne.

4.   Den Europæiske Unions rolle: Strukturfondene

4.1

Generaldirektoratet for beskæftigelse er fremkommet med nogle interessante vurderinger som svar på en række spørgsmål fra EØSU, som er resumeret i nedenstående afsnit.

4.2

I artikel 3 i forordningen om generelle bestemmelser for strukturfondene opstilles bæredygtig udvikling som en af EU's prioriteter, og medlemsstaterne opfordres til at indarbejde vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse og social inklusion i deres programmer og til at beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet.

4.3

Artikel 3 i forordningen om Den Europæiske Socialfond anfører, at fonden har til formål at støtte foranstaltninger til forbedring af arbejdstageres, virksomheders og iværksætteres tilpasningsevne, navnlig ved at fremme udviklingen af kvalifikationer og kompetence og udbredelsen af miljøvenlig teknologi.

4.4

Det er ikke muligt at sætte tal på de mange strukturfondsforanstaltninger, der handler om grønne job og udvikling af kompetence, da de hverken er en prioritet eller en udgiftskategori i henhold til strukturfondsforordningens artikel 2. I betragtning af den særdeles generiske definition af grønne job (alle job kan gøres grønnere) finder EØSU det ikke afgørende at skabe en specifik sjette kategori for grønne job, men opfordrer i stedet til, at man udvider retningslinjerne for omskolings- og tilpasningsprogrammerne.

4.5

Det er meget vanskeligt at forestille sig en ændring af de igangværende operationelle programmer under den indeværende finansielle programperiode med det sigte at lade EU-fondene stille med en slags »europæisk Marshallplan«. Der kunne planlægges specifikke aktioner for den kommende programperiode, som inden for Europa 2020-strategien kunne styre de forskellige strukturfonde i den rigtige retning på deres respektive områder (EFRU og Samhørighedsfonden til infrastruktur og boliger, Den Europæiske Strukturfond til erhvervsfaglig uddannelse og omskolingsprogrammer).

4.6

I den næste finansielle programperiode (2014-2020) kunne man vælge at opstille skabelsen af grønnere job som en specifik prioritet inden for ESF-strategierne som et supplement til det horisontale princip om bæredygtig udvikling, hvilket ville gøre det muligt konkret at fremme og lette opfølgningen af gennemførelsen af de pågældende projekter. Dette er ikke nødvendigvis den mest effektive løsning. EØSU mener, at alle aktioner, der sigter mod at mindske miljøindvirkninger og CO2-aftryk, bør støttes over en bred kam. Alle produktionsaktiviteter og offentlige og private tjenester er nødt til at bidrage til at begrænse drivhusgasudledningerne og bringe den menneskeskabte forurening ned på et mere bæredygtigt plan.

4.7

Kommissionen deltager aktivt i forsknings- og udviklingsaktiviteter i overensstemmelse med de forpligtelser, EU har indgået. Generaldirektoratet for beskæftigelse har for nylig iværksat en undersøgelse blandt de myndigheder, der forvalter ESF-finansierede projekter vedrørende kompetencer og skabelsen af grønnere job og har sideløbende hermed iværksat en studie om »Strukturfondene og bæredygtig udvikling«. Disse dokumenter vil blive udsendt og diskuteret i ESF-udvalget. EØSU håber, at de vil kunne blive offentliggjort og blive brugt i en ad hoc-meddelelse fra Kommissionen, som også skal tage hensyn til resultaterne af Kommissionens arbejdsdokument om grønne job, som generaldirektoratet for beskæftigelse er ved at udarbejde. Meddelelsen bør se på de forskellige muligheder i forbindelse med »fremme af grønne job« med det sigte at forberede dertil knyttede beslutninger i den kommende finansielle programperiode.

5.   Sorte job kontra grønne job

5.1

Omstillingen vil også føre til tab af mange arbejdspladser. EU's nye sociale markedsøkonomi er nødt til at tage sig af de arbejdstagere, der bliver berørt af omstillingen. Omskolingsforløb, indkomststøtte og hjælp til at opretholde den geografiske mobilitet er nogle af de initiativer, der vil skulle iværksættes. Den sociale dialog på europæisk, nationalt og regionalt plan mellem forbund og sektorer skal fokusere på at styre de kommende forandringer i retning af en rummelig udviklingsmodel.

5.2

Der er i arbejdsmarkedsrelationerne behov for en model baseret på samarbejde og inddragelse, og parterne skal sætte sig nogle høje, konsensusbaserede mål med det sigte at styrke økonomien og gøre den stadigt mere socialt og miljømæssigt bæredygtig.

5.3

Men ud over de nye job er det nødvendigt at omdanne de gamle job og gøre dem alle en lille smule mere »grønne«, dvs. bæredygtige. Energieffektiviseringsprogrammer bør indføres i alle virksomheder og på alle offentlige og private arbejdspladser. En ny bevidsthed om behovet for et mere behersket forbrug vil frigøre ressourcer, som derefter kan bruges til andre ting. Fagforeningsaftaler om kvantificerbare mål og overskudsdeling mellem virksomheder og arbejdstagere kan være et nyttigt middel til at skabe en udbredt bevidsthed om betydningen af energibesparelse.

6.   Mobilitet i og uden for byer

6.1

I forbindelse med en politik om at mindske drivhusgasemissionerne bør man prioritere de offentlige transportmidler, sporvogne, busser, metroer og tog til transport uden for byerne. Ved at afskrække folk fra privatbilisme, navnlig i byerne, vil man få flere job i den offentlige transportsektor, som skal gøres renere og renere. Elbusser og busser, der kører på grøn brint eller på lavemissionsbrændstof som f.eks. metan, er allerede i drift i de europæiske hovedstæder. De offentlige myndigheder har et ansvar for at fremme udbredelsen af rene transportformer ved at tillægge disse forhold stor vægt i deres udbud.

6.2

Forsøg med mobilitetsforvaltere i virksomheder har i visse tilfælde givet betydelige resultater – og denne praksis bør udbredes og gøres mere effektiv. Man bør også tænke på at fremme en anden funktion, »miljøkoordinatoren«, som har til opgave at nedbringe en virksomheds miljøpåvirkning og emissioner, ikke kun i produktionsforløbet, men også i kontorer, i transporten af de varer, der produceres, og i forbindelse med indkøb af råvarer og halvfabrikata, samt at vælge lokale løsninger, hvor det er muligt.

6.3

Den nye digitale dagsorden, som Kommissionen har foreslået, kan også bidrage betydeligt til grøn vækst, grøn økonomi og skabelsen af grønnere job. Eksempelvis kan telearbejde i mange tilfælde være med til at gøre arbejdspladser grønnere, da det mindsker energiforbruget betragteligt i transporten mellem hjem og arbejde. De europæiske arbejdsmarkedsparter indgik for længe siden en rammeaftale herom. Kommissionen bør effektivt støtte telearbejde ved hjælp af initiativer, som kan bidrage til at udbrede fænomenet. Oplysningskampagner, konferencer, undersøgelser af igangværende aktiviteter og god praksis bør alt sammen planlægges i forbindelse med tiltag til at begrænse udledningerne. Hvis moderne teknologi gør det muligt for en lang række erhverv at udføre telearbejde med fokus på kvalitet frem for kvantitet, må der ses nærmere på disse arbejdstageres specifikke arbejdsvilkår.

7.   Civilsamfundet og fremme af grønne job

7.1

Der hersker ingen tvivl om, at civilsamfundet spiller en helt afgørende rolle, hvis vi skal have held med at takle den store udfordring, vi står over for. EØSU er overbevist om, at hvis de offentlige myndigheder begyndende med Den Europæiske Union ikke gør, hvad der står i deres magt for at inddrage arbejdsmarkedets parter, dvs. give dem en aktiv og proaktiv rolle, inddrage dem i initiativer og projekter samt støtte dem i deres bestræbelser på at fremme en bæredygtig økonomi, vil resultaterne ikke stå mål med forventningerne, og Europa vil definitivt forpasse sin chance for at følge med udviklingen.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 347 af 18.12.2010, s. 1.

(2)  EUT C 277 af 17.11.2009, s. 15-19.

(3)  EUT C 175 af 28.7.2009, s. 43EUT C 128 af 18.5.2010, s. 65-68EUT C 306 af 16.12.2009, s. 51-55.

(4)  Se EØSU's udtalelse af 14. juli 2010 om »Fremme af bæredygtige, grønne job af hensyn til EU's energi- og klimapakke« ordfører: Edgardo Maria Iozia, som blev vedtaget på plenarforsamlingen den 14.-15. juli 2010.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/21


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om situationen inden for EU's tropiske tunfiskerflåde og dens udfordringer (sonderende udtalelse)

2011/C 48/05

Ordfører: Gabriel SARRÓ IPARRAGUIRRE

Det spanske formandskab for Den Europæiske Union besluttede den 20. januar 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Situationen inden for EU's tropiske tunfiskerflåde og dens udfordringer« (sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 31. august 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september 2010, følgende udtalelse med 118 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU mener, at de høje standarder for sociale forhold, sundhedshygiejne, fødevaresikkerhed, miljø, retsforhold, søfartssikkerhed, god administrativ praksis samt kontrol, som EU-ordningen kræver, er et fremragende eksempel på fornuftig og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.

1.2

Anvendelsen af disse principper fordyrer dog omkostningerne ved et produkt, som skal konkurrere med produkter fra andre lande med mere lempelige bestemmelser på alle disse områder. EU bør fortsat arbejde for, at alle disse elementer kommer til at gælde for verdens øvrige flåder: harmonisering efter den højeste fællesnævner med den europæiske standard som referenceramme for de øvrige aktører.

1.3

EØSU mener, at den største udfordring, som EU's tropiske tunfiskerisektor står over for, er dens overlevelse i en situation med illoyal konkurrence fra tredjelandes fiskerflåder og med en streng retlig ramme, som EU selv har skabt.

1.4

Anvendelsen af en stabil lovgivning, som også fremmer fri, men fair konkurrence, er det mål, som EU bør kæmpe for på internationalt plan. Det er afgørende, at der udformes en integreret EU-politik med sammenhæng mellem alle dens facetter, så det bliver muligt at opretholde konkurrenceevnen og bæredygtigheden i EU's tropiske tunfiskerisektor i dens tre aspekter: det økonomiske, det sociale og det miljømæssige som defineret i konventionen om biologisk diversitet, der blev undertegnet i Rio de Janeiro i 1992.

1.5

Hvad angår pirattruslen anmoder udvalget om, at medlemsstaterne og Rådet tager passende skridt til at sikre, at mandatet for »Atalanta«-operationen specifikt kommer til at omfatte beskyttelse af tunfiskerflåden.

1.6

EØSU mener, at videreførelsen af fiskeripartnerskabsaftalerne er afgørende for, at EU's tunfiskerflåde kan fortsætte sine aktiviteter. Ligeledes opfordres Kommissionen til at udvide nettet af tunaftaler under hensyntagen til EU's fiskerflådes behov og til omgående at undersøge muligheden for at indføre en undtagelse fra eksklusivklausulen i fiskeripartnerskabsaftalerne, således at EU's flåde også kan opnå private fiskerilicenser, forudsat at ressourcernes tilstand tillader det ifølge de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger.

1.7

EU er i de regionale fiskeriorganisationer gået i spidsen for at fremme principperne om ansvarligt og bæredygtigt fiskeri, hvilket er afgørende for at opnå en hensigtsmæssig forvaltning af ressourcerne på verdensplan. Udvalget mener, at den europæiske indsats på dette område bør forstærkes.

1.8

Opretholdelsen af AVS- og GSP+-præferenceordningerne uden ændringer - såsom den nylige fritagelse af Papua Ny Guinea og Fiji fra oprindelsesreglerne, der skaber ubalance på verdensmarkedet for tun - er af vital betydning for at sikre fremtiden for den europæiske industri og dens aktiviteter i tredjelande. Udvalget mener, at man med udsigten til mulige forstyrrelser i EU's tunsektor bør analysere og i givet fald anvende de overvågnings- og beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Stillehavslandene.

1.9

Opretholdelsen af den europæiske told på forarbejdede tunprodukter er af afgørende betydning for at bevare den europæiske industris konkurrenceevne. Udvalget mener, at man bør søge at opnå det bedst mulige beskyttelsesniveau såvel inden for WTO som i EU's handelsforhandlinger med tredjelande.

1.10

I betragtning af alt dette mener EØSU, at EU-institutionerne bør forsvare princippet om fællesskabspræference. Ligeledes mener det, at udligningsgodtgørelsen for tropiske tunfisk, som den europæiske flåde leverer til konservesindustrien, bør føres tilbage til sit oprindelige niveau, dvs. 93 % af EU's referencepris, eftersom denne i de seneste år er faldet betydeligt, helt ned til 87 % af produktionsprisen.

2.   Den nuværende situation for EU's tropiske tunfiskerflåde

2.1

I Europa begyndte tunfiskeriet at udvikle sig midt i det 20. århundrede, i Spanien og Frankrig, for at dække den stigende efterspørgsel fra konservesindustrien, som forsynede det indre marked. Oprindeligt var der tale om kystfiskeri efter hvid tun (Thunnus alalunga). Med tiden og de teknologiske forbedringer blev fiskeriet udvidet til sydligere farvande efter fangster af tropiske tunarter: gulfinnet tun (Thunnus albacares), bugstribet bonit (Katsuwonus pelamis) og i mindre omfang storøjet tun (Thunnus obesus). I begyndelsen foregik fiskeriet i farvande tæt ved Frankrig, Spanien og Portugal. Senere hen, i 60'erne og 70'erne, blev fiskeriet udvidet til farvandene langs Afrikas vestlige kyster; i 80'erne og 90'erne til Det Indiske Ocean og den østlige del af Stillehavet og endelig i begyndelsen af det 21. århundrede til den vestlige del af Stillehavet.

2.2

Det fiskeri efter tropisk tunfisk, som drives af EU's trawlerflåde, er pelagisk og selektivt. Målet er de store stimer af tun, som er koncentreret i det tropiske bælte i de tre store verdenshave. Fangsterne foregår enten på åbent hav eller i tredjelandes eksklusive økonomiske zoner (EEZ).

2.3

Tunfisk, som er meget eftertragtede på grund af deres ernæringsmæssige egenskaber, indgår i den basale kost i mange lande i verden, handles i stort omfang og er en vigtig indtægtskilde for de lande, som deltager i fiskeriet, forarbejdningen og markedsføringen.

2.4

Disse omstændigheder er den vigtigste grund til, at tunfiskeriet er en meget vigtig økonomisk aktivitet i visse lande. I dag fanges der over 4 mio. tons tropisk tunfisk over hele verden med alle fangstredskaber, hvoraf trawlfiskeriet tegner sig for 2 mio. tons. Generelt er bestandene af disse arter i en god udnyttelsesstand og er omfattet af passende forvaltningsprogrammer i hvert ocean i de regionale fiskeriorganisationers regi.

2.5

EU's tunfiskerflåde består af 54 frysetrawlere (34 spanske og 20 franske), som tilsammen fanger omkring 400 000 ton årligt, svarende til 10 % af fangsterne på verdensplan.

2.6

De fleste af disse fartøjer fisker i internationale farvande og i henhold til de 13 fiskeripartnerskabsaftaler mellem EU og tredjelande (6 i Atlanterhavet, 4 i Det Indiske Ocean og 3 i Stillehavet).

2.7

I hele verden er der ca. 30 lande med tilsammen ca. 580 tropiske tunfiskerfartøjer, som har en kapacitet på 650 000 bruttotons (1). EU's trawlerflåde udgør med sine 97 500 BT 9 % af fartøjerne og 15 % af verdens tunfangstkapacitet.

2.8

Det vigtigste fangstområde for tropiske tunfisk er Stillehavet med 67 % af verdens fangster, efterfulgt af Det Indiske Ocean med 22 % og Atlanterhavet med 11 %.

2.9

Fangsterne af tropisk tunfisk forvaltes af fire specifikke regionale fiskeriorganisationer:

2.9.1

CICAA-ICCAT (International Commission for the Conservation of Atlantic Tuna – Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet), som dækker Atlanterhavet og de tilstødende have såsom Middelhavet. Grundlagt i 1969.

2.9.2

CTOI-IOTC (Indian Ocean Tuna Commission – Kommissionen for Tunfisk i Det Indiske Ocean), som dækker Det Indiske Ocean. Grundlagt i 1997.

2.9.3

CIAT-IATTC (Inter-American Tropical Tuna Commission – Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk), som dækker den østlige del af Stillehavet (zone: Nord-, Syd- og Mellemamerika). Grundlagt i 1949.

2.9.4

CTPOC-WCPFC (Western and Central Pacific Tuna Commission – Kommissionen for Tunfisk i den vestlige og centrale del af Stillehavet), der dækker den vestlige og centrale del af Stillehavet (zone: Oceanien og Asien). Grundlagt i 2004.

2.10

EU's flåde er omfattet af talrige administrative inspektioner, som foretages af forskellige nationale ministerier og flere generaldirektorater i Kommissionen. For at et fartøj kan sejle og markedsføre sin produktion under en EU-medlemsstats flag, skal det opfylde de administrative krav, der stilles for at opnå certifikater for tonnage, skrog, maskiner, køleanlæg, mandskab, sødygtighed, søredning, sikkerhed og hygiejne på arbejdspladsen, autorisationsnummer, særlige fiskeritilladelser, fiskerilicenser i de forskellige lande, hvor de fisker, satellitkontrol, kontrol udført af observatører om bord, fangstkontrol via den elektroniske logbog, salgskontrol osv. At holde de nævnte certifikater, tilladelser og licenser ajour kræver en daglig forvaltning, årlig fornyelse og jævnlig revision, som ikke pålægges nogen anden fiskerflåde i verden med så stor intensitet. Alle disse krav fordyrer de europæiske fiskerflåders driftsomkostninger betydeligt.

2.11

Ligeledes er EU's tunfiskerflåde forpligtet til at overholde bestemmelserne under den fælles fiskeripolitik til forskel fra tredjelandes flåder. Overholdelsen af principperne i denne politik, som er baseret på ansvarligt fiskeri, de regionale fiskeriorganisationers anbefalinger, opfyldelse af regler på områderne hygiejne, søfart, sikkerhed, miljø og social sikring af arbejdstagerne indebærer høje omkostninger for de europæiske redere og begrænser deres konkurrenceevne over for fartøjer fra lande, hvor disse krav ikke gælder eller håndhæves mere lempeligt.

2.12

I de seneste år er EU's flåde også blevet bebyrdet med de problemer, som følger med pirattruslen i Det Indiske Ocean. Ud over den frygt og usikkerhed, som mandskabet på tunfartøjerne udsættes for under udøvelsen af deres legitime erhvervsaktivitet, fører denne situation til nedgang i fiskeriet og til større driftsomkostninger, fordi der er brug for sikkerhedstjenester om bord.

2.13

Den største aftager af produktionen af tropisk tunfisk er konservesindustrien, der anses for at være verdens største fiskeriforarbejdningssektor. Europa er verdens største marked med et forbrug af tropisk tunfisk på dåse på 800 000 tons om året, hvoraf over halvdelen importeres fra tredjelande.

3.   Udviklingen i EU's tropiske tunfiskerflåde

3.1

EU's tunfiskerflåde har i de seneste 50 år udviklet sig parallelt med EU's forarbejdningsindustri for tropisk tunfisk.

3.2

Tun var den første fiskerivare, som blev totalt fritaget for fællesskabstold for at beskytte forarbejdningsindustrien. Det daværende EØF fastlagde en udligningsgodtgørelse til rederne svarende til forskellen mellem salgsprisen og 93 % af den årligt fastsatte referencepris. Med den senere nedsættelse af denne procentsats til 87 % har de europæiske redere i de seneste år ikke fået udbetalt denne godtgørelse, og den er nu totalt virkningsløs.

3.3

EU's flåde og konservesindustri har gennem mange år gavnet den økonomiske udvikling i tredjelande i henhold til EU's handelspolitik. Yaoundé-, Lomé- og Cotonou-aftalerne har således skabt en stabil ramme om handelen mellem AVS-landene og EU. Ligeledes har den generelle præferenceordning (GSP+) sat skub i handelen mellem EU og dets handelspartnere i Mellemamerika og Det Andinske Fællesskab.

3.4

I henhold til de økonomiske partnerskabsaftaler har AVS-landene fri adgang til det europæiske marked, når de eksporterer tropiske tunfiskeprodukter (hele eller fileterede fisk eller som fiskekonserves). Produkterne er omfattet af en toldsats på 0 %. Disse betingelser har givet EU's tunforarbejdningsindustri mulighed for at investere direkte i Elfenbenskysten, Ghane, Madagascar, Seychellerne og Mauritius og indirekte i Kenya og Senegal. Disse investeringer har medvirket til at skabe over 40 000 arbejdspladser i disse lande og fremmet overførsel af teknologi.

3.5

Tilsvarende har EU indført den generelle præferenceordning (GSP+) med henblik på at udvide de gunstige handelsbetingelser til landene i Mellem- og Sydamerika med anvendelse af en nultold på fiskeriprodukter. De europæiske investeringer er gået til lande som Ecuador, El Salvador, Guatemala, Brasilien (det generelle GSP-arrangement med en toldsats på 24 % for konserves) og Chile (gennem en frihandelsaftale med EU) og indirekte til Colombia og Venezuela og har derigennem bidraget til at bevare 50 000 direkte arbejdspladser i tunindustrien.

3.6

Takket være disse aftaler har europæiske virksomheder overflyttet en del af deres fartøjer til tredjelande i Afrika, Amerika og Oceanien, og de er nu indregistreret i de pågældende lande, som EU betragter som dets foretrukne partnere og hvori det anbefaler integration af fangst- og forarbejdningssektoren eller oprettelse af jointventures med virksomheder fra disse lande.

3.7

En del af EU's tropiske flådes fangster på 400 000 tons bliver efter landing forarbejdet på disse fabrikker, som er opført i tredjelande. EU's flåde skaber mange arbejdspladser i havnene, betaler havneafgifter for losning og omladning af fisk, provianterer i de forskellige havne i disse tredjelande og bidrager betydeligt til deres udvikling.

3.8

Lad os derfor se på tunsektoren i sin helhed: flåden og forarbejdningsindustrien har udviklet sig side om side og skabt en unik europæisk fiskerisektor med en tværfaglig og transnational struktur i kraft af de mange interesser, som de europæiske virksomheder har til fælles. EU's tunsektor har som tidligere nævnt foretaget en række investeringer og har i overensstemmelse med EU's retningslinjer skabt økonomisk aktivitet i tredjelande, som nyder godt af de præferenceordninger, EU har tildelt dem.

4.   Udfordringerne EU's tropiske tunfiskerflåde

4.1

Den største udfordring, som EU's tunfiskerflåde og tunfiskeindustri står over for, er den illoyale konkurrence fra andre aktører, der har sat sig som mål af ekspandere på det europæiske marked, hvor 50 % af verdensproduktionen (EU plus tredjelande) af tropisk tunfiskekonserves bliver konsumeret.

4.2

Verdensproduktionen af tunfiskekonserves ligger på ca. 1 600 000 tons, hvoraf EU producerer omkring 330 000 tons (2).

4.3

De største konkurrenter til EU's tunfiskerflåde er de asiatiske trawlerflåder, der fisker efter tun i verdens rigeste fangstområde, Stillehavet, som tegner sig for over 60 % af verdens fangster af tropisk tunfisk. Disse flåder forsyner først og fremmest den største zone for forarbejdet tropisk tunfisk, som er trekantsområdet mellem Thailand, Filippinerne og Indonesien. Deres produkter, som er af ringere kvalitet, er overordentligt konkurrencedygtige på prisen på det europæiske marked, hvoraf det allerede har en andel på 35 % på trods af en told på 24 %.

4.4

Også tunforarbejdningssektoren lider ligesom flåderne under problemer - som beskrevet ovenfor - med faldende konkurrencedygtighed over for tredjelande, der hverken er AVS-lande eller omfattet af den generelle præferenceordning SPG+. I de fleste tilfælde er det utvivlsomt faktorer såsom indkøb af billigere råvarer, lavere afgifter, forskelle i løn og social sikring for arbejdstagerne og ringere sundhedsgarantier for de forarbejdede produkter, der sænker produktionsomkostningerne og gør det muligt at sælge de importerede varer til en lavere pris end de europæiske produkter.

4.5

Overordnet set er der to forskellige modeller for tunproduktion i verden. Den ene er den model, der følges af EU's flåde eller EU's investeringer i tredjelande (AVS eller GSP), som forsyner forarbejdningsindustrien i EU eller i AVS-GSP-landene efter de højeste standarder for sikkerhed på arbejdspladsen, social sikring, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og overholdelse af reglerne om ansvarligt fiskeri. Den anden model, som er i ekspansion, anvendes af flåder og industrier, der ikke bekymrer sig lidt særligt om bæredygtighed og har meget lavere standarder for sociale forhold, arbejdsvilkår og sundhedshygiejne.

4.6

Ligesom det kræves af AVS- og GSP-landene, at de for at få adgang til en præferenceordning i EU skal tiltræde en række internationale konventioner om alle disse aspekter, bør de øvrige lande, som eksporterer til EU, opretholde de samme standarder for at kunne få adgang til EU's marked, så der sikres en fair konkurrence med EU's produktion og med dets foretrukne partnere.

4.7

En anden alvorlig trussel mod opretholdelsen af EU's aktiviteter inden for tunsektoren er ændringen af den EU-lovgivning, som regulerer den fine balance på verdensmarkedet for tun. Denne lovgivning har via de økonomiske partnerskabsaftaler spillet en nøglerolle mht. at kanalisere investeringerne og udviklingen af EU's tunsektor i retning af de lande, som EU har udpeget som foretrukne partnere.

4.8

Denne udviklingsmodel, som har givet særligt gode resultater i tunsektoren, trues af forhandlingerne i WTO, EU's mulige forhandlinger med andre lande eller grupper af lande inden for rammerne af frihandelsaftaler og den nylige ændring af oprindelsesreglerne (3), som giver Papua Ny Guinea og Fiji ret til »global sourcing«.

4.9

Såvel inden for rammerne af WTO som i de bilaterale forhandlinger er den største fare for tunsektoren ophævelsen af toldsatserne for forarbejdede tunprodukter. Frosne hele tunfisk har i over 30 år været helt liberaliseret (med en nulsats) med det mål at sikre forsyningen af EU's forarbejdningsindustri, og EU-flåden er derfor tvunget til at konkurrere åbent med andre flåder, som eksporterer frosne hele tunfisk til det europæiske marked. Ikke desto mindre vil en yderligere liberalisering af forarbejdede tunprodukter kun forværre situationen for EU's industri og medføre tab af arbejdspladser og økonomisk aktivitet til gavn for udenlandske konkurrenter, som har lavere omkostninger.

4.10

Tildelingen af ordningen med »global sourcing« for fiskeriprodukter til Papua Ny Guinea og Fiji inden for rammerne af den økonomiske partnerskabsaftale med Stillehavslandene ødelægger balancen på verdens tunmarked med katastrofale konsekvenser for EU's og andre AVS- og GSP-landes industri. Ophævelsen af kravet om, at tun forarbejdet i Papua Ny Guinea eller Fiji skal være af AVS- eller fællesskabsoprindelse for at opnå en nultold på EU's marked, har mobiliseret de største konkurrenter, først og fremmes asiatiske, som nu er gået i gang med at opføre nye forarbejdningsanlæg i Papua Ny Guinea.

4.11

Med denne indrømmelse er EU ved at fremprovokere en overudnyttelse af tunbestandene i Stillehavet, som i forvejen er presset til det yderste. Hertil kommer, at de virksomheder, som vil få adgang til EU's marked med nultold, hovedsageligt er de asiatiske, som opmuntres til at øge produktionskapaciteten for konserves på et marked, hvor priserne er trykket på grund af et for stort udbud. EU's tilstedeværelse i den vestlige og centrale del af Stillehavet er begrænset til 4 tunfartøjer i overensstemmelse med et politisk ønske fra landene i Forum Fisheries Agency, som ledes af Papua Ny Guinea.

4.12

Denne indrømmelse stiller de øvrige AVS- og GSP-lande ringere i konkurrencen, fordi Papua Ny Guinea og Fiji hermed får en unik fordel hvad angår adgang til billige råvarer: de førstnævnte lande skal overholde oprindelsesreglerne og sidstnævnte ikke. Det kan også åbne mulighed for »hvidvaskning« af produkter fra illegalt fiskeri.

4.13

En anden udfordring for EU's tropiske tunfiskerflåde er opretholdelsen af nettet af fiskeripartnerskabsaftaler. Dette net er af fundamental betydning, fordi det sikrer EU's flåde adgang til stærkt vandrende bestande inden for en ramme med retssikkerhed og gennemsigtighed, som er enestående i verden. De tropiske tunfiskestimer bevæger sig i rum og tid uden at følge et fast mønster, og for at kunne drive fiskeri har tunflåden derfor brug for flest mulige fiskeriaftaler i de tre største oceaner.

4.14

I dag er der en alvorlig mangel på fiskerilicenser til tunfiskerflådens frysefartøjer i Atlanterhavet, hvilket blandt andet skyldes de seneste års nedgang i antallet af aftaler, især på grund af piraterne i Det Indiske Ocean, som har medført, at nogle af de fartøjer, der fisker i dette område, søger tilflugt i Atlanten, hvor fiskeriet stadigt kan foregå med et minimum af sikkerhed. Derfor anses det for absolut nødvendigt, at EU anmoder kyststaterne om en udvidelse af kvoten af licenser i alle fiskeripartnerskabsaftalerne i Atlanten, forudsat at ressourcernes tilstand tillader det ud fra de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger.

4.15

Da en sådan udvidelse af kvoten kan trække længere ud, end det er ønskværdigt, eftersom dette ikke afhænger EU alene, foreslår EØSU, at man hurtigst muligt undersøger muligheden for fritagelse fra eksklusivklausulen i fiskeripartnerskabsaftalerne, som forbyder europæiske redere at skaffe sig private fiskerilicenser i de lande, hvormed der er indgået en fiskeripartnerskabsaftale. På den måde kan den europæiske flåde opnå private fiskerilicenser, forudsat at ressourcernes tilstand tillader det ifølge de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger.

4.16

Den tropiske tunfiskerflåde mener, at EU i overensstemmelse med Rådets konklusioner fra 2004 bør konsolidere fiskeripartnerskabsaftalernes betydning i reformen af den fælles fiskeripolitik og igen føre en politik for udvidelse af nettet af fiskeriaftaler med de vigtigste lande i hvert enkelt ocean ved at forhandle om nye aftaler med følgende lande:

Atlanterhavet: Senegal, Guinea, Sierra Leone, Liberia, Ghana, Ækvatorialguinea og Angola.

Det Indiske Ocean: Kenya, Tanzania, de franske øer i Mozambique-kanalen, De Britiske territorier i Det Indiske Ocean samt Yemen.

Stillehavet: Ecuador, Colombia, Peru, Panama, Costa Rica og en regional aftale med Forum Fisheries Agency.

4.17

Endvidere anser EU's tunfiskerflåde det for absolut nødvendigt, at EU fortsat er med i de regionale tunfiskeriorganisationer og går i spidsen for et ansvarligt fiskeri således, som EU gør i dag i kraft af sin tunfiskerflådes optræden.

4.18

EU er sammen med Japan og Korea den eneste kontraherende part i de 4 regionale tunfiskeriorganisationer (ICCAT, IOTC, IATTC, WCPFC) og bør sørge for at råde over de nødvendige midler til konsekvent og objektivt at spille en rolle med hensyn til at fremme principperne om ansvarligt fiskeri.

4.19

EØSU mener, at EU bør arbejde for at udbrede et forvaltningssystem, der er så homogent og sammenhængende på verdensplan som muligt, som et klart svar på den omstændighed, at markedet for tropisk tunfisk er totalt globaliseret, og med målsætningen om oprettelse af et internationalt organ til forvaltning af de horisontale spørgsmål vedrørende verdens tunfiskeri. Et sådant globalt forvaltningssystem er Kobe-forhandlingsprocessen om revisionen af de regionale tunfiskeriorganisationers funktionsmåde så småt ved at bane vej for.

4.20

Med hensyn til piraterne i Det Indiske Ocean er EU's tunfiskerflåde alvorligt bekymret over de tiltagende piratangreb mod tunfartøjer, som har bredt sig i løbet af 2009 og 2010, idet de finder sted stadigt længere fra somaliske farvande – undertiden 1 000 sømil fra den somaliske kyst og endog inden for Seychellernes og andre kystlandes (Kenyas, Tanzanias) eksklusive økonomiske zone.

4.21

Tunfiskerflåden er særligt sårbar over for piratangreb. Til forskel fra handelsskibene, som konstant er på farten, ligger tunfartøjerne stille i to til tre timer med nettet ude, hvilket øger faren for, at piraterne angriber og border dem. Desuden gør det lille fribord og agterrampen på disse fartøjer det lettere for piraterne at komme om bord.

4.22

På grund af alt dette haster det med at få ændret mandatet for »Atalanta«-operationen (Rådets fælles foranstaltning 2008/851/FUSP af 10. november 2008 om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster) for specifikt at medtage beskyttelse af den tunfiskerflåde, der driver fiskeri i Det Indiske Ocean, for at forhindre angreb og kapringer som i tilfældet med »Playa de Bakio« (2008) og »Alakrana« (2009).

4.23

På grund af manglen på licenser i Atlanten og de kvoterestriktioner, som er aftalt i de regionale fiskeriorganisationer i Stillehavet, er det i dag meget vanskeligt for de europæiske tunfartøjer at fiske andre steder end i Det Indiske Ocean. Desuden er mange arbejdstagere i rederierne og i tredjelandene afhængige af tunflådens aktiviteter i Det Indiske Ocean, som giver beskæftigelse såvel på konservesfabrikkerne som i de havne, hvor fartøjerne lægger an. Hvis disse aktiviteter indstilles, vil det medføre tab af talrige arbejdspladser ikke alene i EU, men også i Seychellerne, Madagascar, Kenya, Mauritius osv.

4.24

Det er disse udfordringer, som EU's tropiske tunfiskerflåde og tunforarbejdnings- og tunkonservesindustri står over for, og som truer denne sektors stabilitet og videre eksistens på verdensplan: de indebærer ikke nogen økonomisk udgift for Den Europæiske Fiskerifond (EFF), men kræver kun politiske beslutninger fra EU's side.

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Engelsk term: »Gross Tonnage - GT«: mål for rumfang eller et skibs tonnage.

(2)  FAO 2007.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler – Bilag I, art. 4.3, litra a).


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/27


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hen imod et europæisk område for færdselssikkerhed: strategiske retningslinjer for færdselssikkerhed indtil 2020 (udtalelse efter anmodning fra Europa-Parlamentet)

2011/C 48/06

Ordfører: Virgilio RANOCCHIARI

Europa-Parlamentet besluttede den 2. juni 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Hen imod et europæisk område for færdselssikkerhed: strategiske retningslinjer for færdselssikkerhed indtil 2020.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, der vedtog sin udtalelse den 6. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september, med 128 stemmer for, 4 stemmer imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU gentager, at målet med den tredje europæiske handlingsplan for trafiksikkerhed, nemlig halvering af antallet af trafikdræbte i perioden 2001-2010, var meget ambitiøst. Ifølge officielle statistikker fra 2008 faldt antallet af trafikdræbte i EU27 reelt med 28,4 % sammenlignet med 2001. Imidlertid har aktuelle tal fra Kommissionen vist forbavsende fremskridt, som kan resultere i et endeligt resultat for 2010 på mindst en 40 %'s reduktion i antallet af ulykker med dødelig udgang.

1.2   Årsagerne til, at målet, om en halvering af antallet af trafikdræbte, ikke vil blive nået, er en kombination af følgende forhold:

1.2.1

Det er kun ansvaret for handlingsplanen og gennemførelsen af retningslinjer, der påhviler EU-niveauet, gennemførelsen af alle foranstaltningerne i handlingsplanen er overladt til de forskellige myndighedsniveauer i medlemsstaterne.

1.2.2

Gennemførelsen og håndhævelsen af færdselssikkerhedsforanstaltningerne er forskellig fra land til land.

1.2.3

Fortolkningen af de statistiske færdselssikkerhedsdata er ikke standardiseret i alle EU's medlemsstater.

1.2.4

I de sidste ti år har der været lagt vægt på håndhævelse og ikke undervisning af alle trafikanter.

1.2.5

Der blev ikke opstillet midtvejsmål for medlemsstaterne, ligesom der heller ikke blev lagt vægt på, at risikoen for ulykker er forskellig i medlemsstaterne, hvilket kræver en specifikt tilpasset køreplan til hvert land.

1.3   EØSU konkluderer, at den »passive og aktive sikkerhed« er blevet væsentligt forbedret i de sidste ti år, ikke mindst efter at industrien har indført en lang række nye tekniske sikkerhedsforanstaltninger i personbiler og tunge køretøjer. Fremover kunne kravene til sikkerhed højnes, og der bør træffes foranstaltninger som reaktion på den nylige markedsføring af meget billige personbiler, som kun lige opfylder sikkerhedskravene.

1.3.1   Situationen er endnu værre, når det gælder billige knallerter og motorcykler, der for de flestes vedkommende importeres fra Sydøstasien og ofte ikke opfylder kravene til europæisk typegodkendelse. Dette er af allerstørste vigtighed, eftersom førere af tohjulede motordrevne køretøjer har 18-20 gange så stor risiko som bilister for at blive alvorligt kvæstet i trafikken, og flere og flere pendlere vælger et tohjulet køretøj på grund af trafikophobningen i byerne.

1.4   Hvis vi ser på de sidste ti års fremskridt med at forbedre vejinfrastruktursikkerheden, må EØSU konkludere, at der kunne være opnået langt mere. Her var Rådets direktiv om sikkerhed i tunneller, der i hele Europa havde meget positive virkninger, det vigtigste fremskridt. Derimod blev der ikke gjort nogen særlige fremskridt, når det gælder vejene på landet og sekundære net, hvor over 50 % af ulykkerne med dødelig udgang sker.

1.5   Hvis den fjerde europæiske handlingsplan for færdselssikkerhed skal give bedre resultater i perioden indtil 2020, anbefaler EØSU følgende:

1.5.1

set i lyset af, at ansvaret er delt mellem EU og medlemsstaterne, er der behov for stærkt politisk lederskab,

1.5.2

det er nødvendigt med harmoniserede, detaljerede statistiske færdselssikkerhedsdata for EU27,

1.5.3

der bør fastlægges mål for antallet af alvorligt kvæstede trafikanter med en fælles definition af alvorlige kvæstelser,

1.5.4

der skal fastlægges en strengere EU-politik for harmonisering og regulering af færdselssikkerhedsforanstaltninger, der skal kombineres med hjælp til medlemsstaterne, for at sikre en bedre og hurtigere gennemførelse af færdselssikkerhedsforanstaltningerne i medlemsstaterne, og i den forbindelse skal gennemførelsen af det paneuropæiske eCall-system gøres obligatorisk, hvis den frivillige ordning ikke virker,

1.5.5

der bør i højere grad fokuseres på differentieret undervisning for alle trafikanter, men især de unge og ældre trafikanter og svage trafikanter som førere af tohjulede køretøjer, cyklister og fodgængere,

1.5.6

alle arbejdsgivere (og særligt private), som forvalter bilparker, bør tages med på råd i forbindelse med igangværende og fremtidige projekter på områder som fremme af god praksis med det formål at begrænse sammenstød mellem pendlere, og de bør opfordre deres medarbejdere til at gå over til offentlig transport og udvikle politikker for bilsikkerhed. Den forventede ISO 39001 om færdselssikkerhed på arbejde vil blive et vigtigt redskab i den forbindelse,

1.5.7

der er behov for EU-lovgivning for svage grupper af trafikanter. F.eks.: typegodkendelse af tohjulede motoriserede køretøjer, hvorunder der skal være krav om ABS eller CBS for køretøjer over 150 CC, automatisk tænding af forlygter og i forbindelse med revisionen af kørekortsdirektivet en indførelse af teknisk kontrol og undervisning i to etaper,

1.5.8

med hensyn til infrastrukturudviklingen anbefaler EØSU, at der i det nye handlingsprogram medtages et mål om at øge sikkerheden på det transeuropæiske vejnet og mindst 25 % af de veje, der ikke indgår i det transeuropæiske vejnet, skal op på et niveau, der er i overensstemmelse med TREN,

1.5.9

handlingsplanen bør indeholde ambitiøse men realistiske mål og foreslå ikke blot en overordnet målsætning om at reducere det samlede antal trafikdræbte, men ligeledes indeholde specifikke mål vedrørende antallet af hårdt kvæstede og svage trafikanter som førere af tohjulede køretøjer, cyklister og fodgængere. Hvad angår disse overordnede mål, gør EØSU opmærksom på, at risikoen for ulykker varierer meget i EU og opfordrer derfor kraftigt til, at der opstilles forskellige mål for nedbringelse af antallet af trafikdræbte på grundlag af medlemsstaternes tal for 2010,

1.5.10

for at sikre at de mål, der er fastlagt i handlingsplanen, nås, mener EØSU at det er nødvendigt, at EU hvert år følger op herpå. Til det formål foreslår EØSU, at der nedsættes et dertil indrettet europæisk færdselssikkerhedsagentur, som kan overvåge og følge op på gennemførelsen af handlingsplanen i samarbejde med de færdselssikkerhedsrepræsentanter, som medlemsstaterne har udpeget.

1.6   Sidst, men ikke mindst skal EU skabe en stærk og fast forbindelse til FN's »årti til forbedring af færdselssikkerheden« og stræbe mod at blive førende i verden, når det gælder færdselssikkerhed.

2.   Indledning

2.1   Den 28. april 2010 skrev Brian Simpson, formand for Europa-Parlamentets Transport- og Turismeudvalg (TRAN) et brev til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs formand, Mario Sepi, hvori han bad EØSU om i henhold til artikel 124 i Parlamentets forretningsorden at udarbejde en sonderende udtalelse om færdselssikkerhed.

2.2   Brian Simpson henviste i brevet til den nye Kommissions arbejdsprogram for 2010, der blev offentliggjort den 31. marts 2010, og som indeholder et forslag til udarbejdelse af en ny færdselssikkerhedspakke, der skal skabe et »europæisk område for færdselssikkerhed«.

2.3   Han stillede EØSU en række overordnede spørgsmål vedrørende de sidste ti år: Hvor effektive havde EU's politikker været med hensyn til at få trafikanterne til at ændre adfærd og til at forbedre køretøjernes passive sikkerhedsforanstaltninger og vejinfrastrukturen? Hvor effektivt var disse politikker blevet gennemført af medlemsstaterne? Og endelig hvad kræves der, hvis der skal skabes et ægte »færdselssikkerhedsområde« i de 27 medlemsstater?

2.4   Kommissionen offentliggjorde i 2001 hvidbogen om transportpolitik efterfulgt af handlingsplanen i 2003. Begge har som målsætning at halvere antallet af trafikdræbte på vejene inden 2010.

2.5   De seneste tal fra 2008 viser, at antallet af trafikdræbte er blevet nedbragt med 36,8 % i EU15 og 28,4 % i EU27 sammenlignet med 2001-tallene. Dette er en væsentlig nedbringelse, men desværre ikke nok til at opfylde Kommissionens 50 %-mål. For ganske nylig har Kommissionen offentliggjort tal for 2009 og prognoser for 2010, som ikke ligger langt fra den oprindelige målsætning, og som resulterer i et samlet fald på mere end 40 % i 2010.

2.5.1   Hvis disse vigtige resultater realiseres har EØSU den opfattelse, at dette i højere grad vil skyldes ikrafttrædelsen af den seneste færdselssikkerhedslovgivning og forbedringer i køretøjernes sikkerhed end en ændring af trafikanternes adfærd, som stadig lader meget tilbage at ønske.

2.6   For at finde ud af, hvilke foranstaltninger der skal være omfattet af den nye strategi, er vi nødt til at få overblik over, hvilke politikker og initiativer der har virket igennem de sidste ti år, og hvilke der ikke har virket.

2.7   Kommissionens handlingsplan for de sidste ti år har været koncentreret om tre hovedområder:

ændring af personers adfærd, f.eks. brug af sikkerhedsbælter og barnesæder, regler for mobiltelefoner og udryddelse af spirituskørsel;

støtte til industrien til initiativer om udvikling og markedsføring af sikrere køretøjer;

foranstaltninger til forbedring af infrastrukturen, f.eks. gennem bedre konstruktion af veje og tunneller og harmonisering af avancerede redningssystemer i alle medlemsstater.

2.8   Kommissionen gennemførte mellem april og juli 2009 offentlige høringer af de europæiske borgere og interesserede myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt niveau for at få indkredset de væsentligste færdselssikkerhedsproblemer, som skal løses i handlingsplanen for færdselssikkerhed for perioden 2011-2020, og hvilke prioriterede tiltag, der kan iværksættes, for at få nedbragt antallet af mennesker, der dør eller kommer alvorligt til skade på vejene i EU; et tal, som er uacceptabelt højt og koster en masse penge.

2.9   EØSU er enig med Transport- og Turismeudvalget i, at der før vedtagelsen af en ny handlingsplan for færdselssikkerhed skal foretages en vurdering af effektiviteten af de tidligere politikker, Kommissionens hvidbog om transport fra 2001 og handlingsplanen fra 2003.

2.10   Vurderingen kan bl.a. foretages på grundlag af de seneste data og de synspunkter, som EØSU i de senere år har givet udtryk for i sine udtalelser om emnet. Disse udtalelser gør det klart, at EØSU opfatter forbedring af færdselssikkerheden som et af de vigtigste aspekter af transportpolitikken, og at det bør stå øverst på medlemsstaternes dagsorden, også i økonomiske krisetider.

2.11   Samtidig er der gang i noget vigtigt på verdensplan. Efter den første internationale ministerkonference om færdselssikkerhed i Moskva i november 2009 (»Time for Action«) udråbte FN's generalforsamling perioden 2011-2020 til »årtiet til forbedring af færdselssikkerheden« med det mål at stabilisere og derefter nedbringe antallet af trafikdræbte i verden, som nu er blevet en sand epidemi med over én million dræbte og omkring 20 millioner alvorligt kvæstede hvert år, heraf 90 % i lav- eller mellemindkomstlande. Globalt set anslås de økonomiske konsekvenser af en »pandemi« af denne art til at udgøre mellem 1 % og 3 % af de forskellige landes BNP. I Europa udgjorde de samfundsøkonomiske omkostninger 130 milliarder euro i 2009.

2.12   EØSU mener, at ovenstående kan anvendes som afsæt til, at EU med handlingsplanen for færdselssikkerhed kan blive verdens førende inden for trafiksikkerhed, og at man ikke må forspilde denne chance.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU er nødt til at påpege, at effektiviteten af tidligere politikker for færdselssikkerhed kun kan vurderes, hvis der foreligger veldokumenterede, sammenlignelige kvantitative og kvalitative data om færdselssikkerheden i de 27 EU-medlemslande. I dag leverer alle medlemsstater grundlæggende data om færdselssikkerheden til EU, men kvaliteten og detaljeringsgranden af de data, som en række lande stiller til rådighed, er stadig mangelfuld og gør det umuligt at differentiere mellem trafikanter, vejtyper, vejrforhold og kvæstelsernes alvor.

3.2   Med tanke på at trafikken på vejene i EU er tredoblet i løbet af de sidste tredive år, glæder EØSU sig over de betydelige fremskridt, EU har gjort hen imod en halvering af antallet af trafikdræbte inden 2010. Det var et ambitiøst mål selv i et Europa med 15 medlemsstater, som EØSU påpegede i sin udtalelse om trafiksikkerhed 2003-2010, vedtaget den 10. december 2003, og ville blive endnu sværere at opnå i et udvidet Europa.

3.3   EØSU gør opmærksom på, at da EU fastsatte et - meget ambitiøst - mål for nedbringelse af antallet af trafikdræbte, blev der ikke fastlagt et tilsvarende mål for antallet af hårdt kvæstede trafikanter. Mellem 2001 og 2008 faldt antallet af hårdt kvæstede trafikanter kun med 18 % i EU27. Så hvis dette tal skal bringes kraftigt ned, må Kommissionens nye handlingsplan indeholde foranstaltninger, der kan sikre dette, og medlemsstaterne må gennemføre dem, så snart man er nået til enighed om en fælles definition af henholdsvis svære og lette kvæstelser.

3.4   Med hensyn til spørgsmålet om, hvor effektive EU-politikkerne har været til at ændre trafikanternes adfærd i løbet af de sidste ti år, må man huske på, at det kun er handlingsplanen og retningslinjerne for dens gennemførelse, der vedtages på EU-niveau. Gennemførelsen af handlingsplanens foranstaltninger henhører under de forskellige myndighedsniveauer i medlemsstaterne i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

3.5   Hvis alle medlemsstater iværksatte de foranstaltninger, der er opregnet i handlingsplanen, efter samme retningslinjer, ville de løbe ind i færre problemer, men desværre har erfaringerne vist, at dette ikke er tilfældet, da der fortsat er store forskelle i færdselssikkerheden medlemsstaterne imellem. Gennemførelsen og håndhævelsen af færdselssikkerhedsforanstaltningerne er forskellig fra land til land, og der er efter EØSU's opfattelse ingen tvivl om, at en strengere EU-politik ville have større virkning.

3.6   Derfor fremhæver EØSU vigtigheden af at udarbejde og gennemføre mere ambitiøse planer for harmonisering og regulering og kombinere dem med hjælp til medlemsstaterne til at sikre en bedre og hurtigere gennemførelse af færdselssikkerhedsforanstaltningerne. Løsningen kunne i den forbindelse være at oprette et europæisk færdselssikkerhedsagentur.

3.6.1   Rent faktisk eksisterer der et sikkerhedsagentur for alle transportformer med undtagelse af vejene. Færdselssikkerhedsagenturet bør være et enkelt beslutningstagende organ, der på permanent basis bistås af færdselssikkerhedsrepræsentanter, som medlemsstaterne har udpeget.

3.6.2   Ifølge EØSU bør agenturet, med hjælp fra eksisterende organer såsom det europæiske overvågningsorgan for trafiksikkerhed, udføre det ledelsesmæssige arbejde på området færdselssikkerhed på mere effektiv vis. For eksempel kunne agenturet følge op på kortet over »black spots« fra år til år, og kortlægge veje med ringe trafiksikkerhed, hvorefter resultaterne kan formidles til EU's trafikanter, som allerede anmodet om i en tidligere EØSU-udtalelse (1). Agenturet kan ligeledes fungere som en støtte for nationale og lokale færdselssikkerhedsgrupper ved at fremme og formidle bedste praksis i hele EU.

3.6.3   Agenturet kunne sikre, at færdselssikkerhed indarbejdes i andre relevante EU-politikker: uddannelse, sundhed og miljø, og udarbejde en køreplan med prioriteter på kort og mellemlang sigt og dermed råde bod på en af de største svagheder ved den foregående plan.

3.7   Ser man på ændringerne i trafikanternes adfærd gennem de sidste ti år, må man konkludere, at over halvdelen af dødsulykkerne direkte kan tilskrives deres adfærd, herunder manglende overholdelse af fartgrænser, unge og nye bilister og spirituskørsel. Ifølge EØSU har undervisning og håndhævelse lige stor betydning og udøver indflydelse på hinanden, men i sidste ende er undervisning udtryk for en »win-win«-løsning.

3.8   EØSU påpeger, at et af de tre hovedelementer i Kommissionens handlingsplan for de sidste ti år var »ændringer i den enkeltes adfærd«. Set i lyset af at antallet af køretøjer på vejene er steget i de sidste ti år, bør denne politik optrappes.

3.9   Man må også huske på, at risikoen for nogle svage grupper af trafikanter som motorcyklister, cyklister og fodgængere stadig er uforholdsmæssig høj. EØSU anbefaler mere trafikundervisning kombineret med omfattende rammelovgivning om typegodkendelse af tohjulede motordrevne køretøjer og undervisning på andet trin for kørere af disse køretøjer som tiltag, der kan påvirke adfærden hos disse grupper af trafikanter.

3.10   Det er endvidere vigtigt at erkende, at befolkningen i EU bliver ældre, og at færdselssikkerhedspolitikken bør fokusere på specifikke foranstaltninger som intelligente transportsystemer, særligt indrettede biler og infrastruktur, oplysningsarbejde og uddannelse.

3.11   EØSU anbefaler, at der i politikken for det næste årti fokuseres på differentieret undervisning af og kurser for alle trafikanter, ikke mindst »risikogrupperne«, de unge og de ældre og kategorierne af svage trafikanter, motorcyklister, fodgængere og cyklister.

3.12   EU-politikken bør beskrives i en handlingsplan for færdselssikkerhed indeholdende klart definerede og stramme anbefalinger og retningslinjer for medlemsstaternes gennemførelse. Kommissionen bør endvidere én gang om året tilsendes klart afgrænsede statistiske oplysninger, så der kan gribes hurtigt ind. Samtidig bør Kommissionen opfordre medlemsstaterne til at gennemføre eksisterende og fremtidig lovgivning på området færdselssikkerhed så hurtigt som muligt.

4.   Specifikke bemærkninger

4.1   Den store udfordring for en vellykket færdselssikkerhedspolitik er samarbejdet mellem myndigheder på EU-, nationalt og lokalt niveau. Fremskridt på det tekniske område kan nås ved at vedtage og gennemføre EU-lovgivning, hvorimod trafikanternes adfærd kun kan ændres ved nationale foranstaltninger. Derfor forekommer det vigtigt med skrappe EU-retningslinjer og årlig tilbagemelding fra medlemsstaterne til Kommissionen.

4.2   Hvis man ser på, om EU-politikken har resulteret i en adfærdsændring hos trafikanterne igennem de sidste ti år, må EØSU af hensyn til nærhedsprincippet kombineret med den manglende mulighed for overvågning konkludere, at EU-politikken ikke har været en fuldkommen succes. Oplysning og løbende undervisning er de væsentligste faktorer, der påvirker adfærden i positiv retning, ikke mindst adfærden hos unge bilister og ældre trafikanter. Medlemsstaternes iværksættelse af disse tiltag har været forskellig og i nogle tilfælde mangelfuld.

4.3   EØSU er overbevist om, at politikken for så vidt angår typer af adfærd i det næste årti bør have fokus på undervisning og kurser for alle kategorier af trafikanter i alle medlemsstater. Det kunne bl.a. være at gøre et mindsteantal timer trafikundervisning obligatorisk i skolerne, og at give mulighed for, at denne viden – frivilligt – kan uddybes på kontinuerlig vis.

4.4   For at påvirke trafikanternes adfærd bør medlemsstaterne med jævne mellemrum tilrettelægge målrettede oplysningskampagner, som henvender sig til trafikanterne om sikkerhedsrelaterede spørgsmål som gensidig respekt, beskyttelsesudstyr, fart, alkohol og stoffer, og på samme tid skal der gøres en ekstra indsats for at håndhæve reglerne.

4.5   I den nye handlingsplan bør der være særlig fokus på, at risikoen for færdselsulykker i Europa varierer meget fra land til land. I 2008 var der i højrisikolandene fire gange så mange ulykker som i lavrisikolandene. I lande, hvor risikoen er klart højere end EU-gennemsnittet, bør der fastlægges et mere ambitiøst mål for nedbringelse af antallet af dræbte og hårdt kvæstede i trafikken, således at der opstilles forskellige mål for nedbringelse af antallet af dræbte i 2020 på grundlag af tallene fra 2010.

4.6   Den »passive og aktive sikkerhed« er blevet væsentligt forbedret i de sidste ti år, ikke mindst efter at industrien har indført en lang række tekniske sikkerhedsforanstaltninger i personbiler og tunge køretøjer. F&U-projekter, der finansieres med midler fra EU's rammeprogrammer, kunne være et incitament til yderligere forbedringer af ITS-teknologier.

4.7   Som følge af den økonomiske krise har et nyt og stadig farligere fænomen set dagens lys: markedsføring af meget billige personbiler, som kun lige opfylder sikkerhedskravene. Med henblik på at garantere og forbedre sikkerheden kan sikkerhedsniveauet i den eksisterende flåde af køretøjer øges ved at bilerne opgraderes med nye sikkerhedsanordninger, hvor dette er muligt. Det er nødvendigt med regelmæssige kontroller og årlige syn. Situationen er endnu værre i sektoren for tohjulede køretøjer, hvor markedsovervågning og periodisk kontrol er altafgørende (2). EØSU er af den opfattelse, at EU må gribe ind ved at fastlægge højere sikkerhedsstandarder.

4.8   I sammenhæng med ovenstående er der behov for ny EU-lovgivning om typegodkendelse af tohjulede køretøjer, herunder skal ABS eller BCS være obligatorisk for køretøjer over 150 CC, og i forbindelse med revisionen af kørekortsdirektivet skal der indføres teknisk kontrol af og undervisning i to etaper i tohjulede motordrevne køretøjer. Derudover bør EU støtte oplysningskampagner for at sikre overholdelsen af de vigtigste sikkerhedsregler.

4.9   Design af veje og vejsider spiller en stor rolle i ulykker. Undersøgelser på dette område viser, at i ca. 30 % af ulykkerne spiller vejinfrastrukturen en rolle. Der kan altså gøres store fremskridt her. Det har vist sig, at de væsentligste hindringer for en forbedring af sikkerheden ikke kun er økonomiske begrænsninger, men også generel uvidenhed. Statistikker viser, at vejene på landet ofte er de farligste. EU-finansiering (det transeuropæiske vejnet, strukturfondene) bør gøres afhængig af, at der anlægges sikre veje. Under alle omstændigheder har det afgørende betydning, at man ved design, konstruktion og vedligeholdelse af vejinfrastruktur også tager højde for de tohjulede køretøjers sikkerhed.

4.10   EØSU konkluderer, at når det gælder sikrere infrastruktur har den mest effektive foranstaltning i de sidste ti år været et af forslagene i det tredje handlingsprogram for trafiksikkerheden: direktivet om sikkerhed i tunneller (2004/54/EF). Indførelsen af dette direktiv havde stor virkning i hele Europa.

4.11   Med hensyn til infrastrukturudviklingen i det næste årti anbefaler EØSU, at der i handlingsplanen medtages et mål om, at sikkerheden på det transeuropæiske vejnet skal hæves, og at mindst 25 % af de veje, der ikke indgår i det transeuropæiske vejnet, skal op på samme sikkerhedsniveau. Endvidere vil en beslutning i Rådet om at ændre direktivet om forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed med bindende tekniske bilag og et større anvendelsesområde (også omfattende veje, som ikke er en del af det transeuropæiske vejnet) og vedtagelse af europæiske retningslinjer for sikker vejinfrastruktur i bebyggede områder ligeledes kunne bidrage betydeligt til at øge færdselssikkerheden. På kort sigt må EU arbejde for, at alle medlemsstater hurtigt vedtager de fire foranstaltninger i infrastrukturdirektivet: trafiksikkerhedsmæssig konsekvensanalyse, trafiksikkerhedsrevision, forvaltning af nettets sikkerhed og sikkerhedsinspektion.

4.12   Set i lyset af det fælles ansvar er EØSU overbevist om, at en stærk politisk ledelse er en forudsætning for, at der kan skabes et reelt »færdselssikkerhedsområde« i de 27 medlemsstater. Beslutningstagerne i EU, men også på nationalt og regionalt plan i medlemsstaterne må overbevises om vigtigheden af at arbejde sammen om implementeringen af kort- og langsigtede lovændringer, der skal ledsages af massive oplysningskampagner. Ved at udnytte ekspertisen hos vigtige private aktører inden for færdselssikkerhed i Europa vil der blive skabt opbakning, samtidig med at det vil være omkostningseffektivt.

4.13   Med hensyn til den private sektor kan de arbejdsgivere, der forvalter firmabiler, sikre, at der tages et vigtigt skridt i den rigtige retning med tanke på, at arbejdsrelateret kørsel og pendling udgør nogle af de største risici. Faktisk bør forholdsreglerne til nedbringelse af antallet af trafikdræbte gælde alle former for arbejdsrelateret kørsel og ikke kun vejgodstransportsektoren.

4.13.1   Arbejdsgivere i den private og offentlige sektor bør fremme god praksis for nedbringelse af sammenstød mellem pendlere ved at tilskynde deres ansatte til at gå over til offentlig transport i det omfang, det er muligt, udarbejde sikkerhedsretningslinjer for bilparken og overvåge bilparkens sikkerhedsniveau. Et godt eksempel på dette område er projektet PRAISE (3), der medfinansieres af Kommissionen og sigter mod at fremme forvaltningen af trafiksikkerheden i tilknytning til arbejde og stille den relevante knowhow til rådighed for arbejdsgiverne. Dette spørgsmål kunne også være interessant for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA).

4.13.2   Set i samme perspektiv er en ny international ISO-standard 39001 om færdselssikkerhed på arbejdet under udarbejdelse og kan forventes at foreligge i slutningen af 2011. Kommissionen bør opfordre alle underskrivere af chartret om trafiksikkerhed til at blive ISO 39001-certificeret hurtigst muligt.

4.14   Andre krav til et »færdselssikkerhedsområde« er: flere og sammenlignelige statistiske data om medlemsstaterne, årlig feedback fra medlemsstaterne til Kommissionen, oprettelse af et overvågnings- og opfølgningssystem på EU-niveau gennem et europæisk færdselssikkerhedsagentur, korrekt og hurtig gennemførelse af EU-lovgivningen i alle medlemsstater, mere fokus på kurser og løbende undervisning og særlig fokus på unge og ældre trafikanter.

4.15   EØSU stiller forslag om en handlingsplan, der indeholder ambitiøse men realistiske mål. Af politiske grunde bør der som hidtil være tale om et overordnet mål for det næste årti. Med hensyn til en reduktion af antallet af trafikdræbte vil EØSU ikke blande sig i debatten ved at pege på en konkret procentdel, men udvalget anbefaler kraftigt, at der ligeledes opstilles specifikke mål for en reduktion af antallet af hårdt kvæstede og antallet af svage trafikanter, såsom førere af tohjulede køretøjer, cyklister og fodgængere, der er involveret i trafikuheld med kvæstelser til følge.

4.16   Derudover bør EU, eventuelt gennem færdselssikkerhedsagenturet, ikke kun opstille det langsigtede mål, men også midtvejsmål og iværksætte et program om teknisk bistand, der kan hjælpe de lande, som viser mindre gode resultater, med at udarbejde en national strategi for at nedbringe antallet af trafikofre.

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 80, 30.3.2004, s. 77-80.

(2)  EUT C 354 af 28.12.2010, s. 30.

(3)  PRAISE: preventing road accidents and injuries for the safety of employees (www.etsc.eu/PRAISE.php).


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om finansieringsstrukturer for SMV'er i forbindelse med den nuværende økonomiske situation (initiativudtalelse)

2011/C 48/07

Ordfører: Anna Maria DARMANIN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Finansieringsstrukturer for SMV'er i forbindelse med den nuværende økonomiske situation.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september, følgende udtalelse med 121 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU opfordrer Kommissionen til at styrke de finansielle instrumenter for SMV'er ved at sikre, at CIP-garantiordningen (CIP - rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation) fortsætter efter den nuværende finansieringsperiode, at strukturfondene er let tilgængelige for SMV'er, og at finansieringsprioriteterne klart anføres. I den nuværende periode med færre egenkapitalmidler yder garantiinstitutionerne deres bankpartnere en nyttig lempelse i henhold til Basel II. I denne forbindelse bør gensidige garantiinstitutioner fremmes.

1.2   EØSU anbefaler, at der etableres handelsplatforme for mikrovirksomheder og SMV'er. De fleste anerkendte fondsbørser stiller for mange krav til rapportering og har for omstændelige procedurer til, at SMV'er kan noteres. Desuden er omkostningerne som regel for store; det gælder også for alternative og/eller sekundære noteringer. Hvis der oprettes regionale mini-platforme koordineret af et europæisk net, ville der blive skabt et nyt værktøj, der kunne bruges til at rejse ny kapital til mindre virksomheder. Dette ville tilskynde til yderligere venturekapital og finansiering ved business angels. Det ville også hjælpe mindre venturekapitalindskydere med at bistå mindre virksomheder.

1.3   SMV'er, især mikrovirksomheder, har sværere ved at få adgang til finansiering. Det er også meget uklart for samfundet i bred forstand, hvor alle bankernes bail-out-midler er blevet af. Det er måske ikke rimeligt at lade bankerne offentliggøre disse tal, men EØSU finder det på den anden side mere passende, at bankerne afsætter en aftalt procentdel af bail-out-midlerne (i de lande, hvor midlerne er brugt), til lånefaciliteter til små virksomheder og mikrovirksomheder, især til innovative forehavender.

1.4   EØSU opfordrer til, at der udformes en ramme, som kan gøre det lettere at oprette mikrofinansieringsinstitutioner baseret på deltagelse og etik. Denne finansieringsmetode kan afgjort være til gavn for SMV'er, da den beror på risiko- og gevinstdeling, stabil finansiering, og undgår spekulation. Kommissionen bør se alvorligt på et fænomen som participatory banking (deltagelsesbaseret bankdrift). EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en grønbog, som kan sætte gang i en debat om participatory banking på europæisk plan. Særskilte initiativer i lande som Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Luxembourg og Malta er positive, men kan hæmme den finansielle tjenesteydelsesbranches videre integration i EU. Desuden vil særskilte ukoordinerede initiativer måske ikke medføre det mest effektive resultat, som denne form for finansiering kunne resultere i, såsom risikodeling, gevinstdeling og en social tilgang til finansiering. Tilskyndelse til islamisk mikrofinansiering kunne også give stødet til nye iværksætterinitiativer og samtidig være med til at bekæmpe fattigdommen i visse regioner. I den sammenhæng bør der søges udformet et direktiv, som lægger op til, behandler og tilskynder til alternative finansieringsmetoder.

1.5   EØSU foreslår, at medlemsstaterne enten yder direkte lån til SMV'erne eller kautionerer helt eller delvist over for finansieringsinstitutterne med det sigte at opmuntre dem til at yde lån til SMV'erne. Under den finansielle krise har en række medlemsstater benyttet denne metode, som har vist sig at lette SMV'ernes adgang til finansiering.

1.6   EØSU mener, at EIF-fonden bør investere direkte i SMV'er eller via en underfond for et specifikt område såsom fonden for unge iværksættere, som også ville anspore til en iværksætterkultur. Desuden bør EIB-midler tildeles formidlere, som fuldt ud støtter SMV'er. EØSU henstiller tillige, at man for at tilskynde formidlende banker til at bruge EIB-midler til SMV'er bør lade dem dele risikoen sammen med EIB.

1.7   EØSU anbefaler forskellige former for finansiering fra bankers side, herunder deltagelsesfinansiering samt innovativ og etisk finansiering. Finansiering som den, der ydes af Grameen Bank i Bangladesh, kan være meget begrænset på grund af Basel II-aftalen. Finansieringsinstitutioner befinder sig ikke i en situation, hvor de kan begynde med problemet snarere end løsningen: et kreditsystem skal være baseret på en undersøgelse af den sociale baggrund snarere end på en på forhånd fastlagt bankpraksis. Basel II bør derfor snarest revideres, eller der bør laves en aftale om finansiering, der tager udgangspunkt i den traditionelle finansieringsmetode.

1.8   Der er ved at dukke netværker af business angels op i EU. Desværre ser disse netværker ikke ud til at være underkastet bestemmelser, og der kan optræde alvorlige tilfælde af misbrug, hvilket nok vil afholde iværksættere fra at bruge et sådant vigtigt middel til at finansiere vækst. Der bør arbejdes på at indføre en lovgivningsramme, der kan fremme velfungerende netværker af business angels eller lignende aktiviteter.

1.9   EØSU opfordrer til skatteincitamenter i medlemsstaterne for business angels og deres netværker, herunder familieinvestorer såsom forældre. Mange unge iværksættere sætter deres lid til midler fra familien, fordi der ikke er andre midler til rådighed. Disse investorer bør belønnes og anspores gennem skattegodtgørelser.

2.   Indledning og baggrund

2.1   EU's medlemsstater er konfronteret med en større udfordring, nemlig det nødvendige i at tilskynde til og sætte skub i iværksætterkulturen. På Det Europæiske Råds møde i Lissabon i marts 2000 blev dette opstillet som et mål for at fremme beskæftigelse, økonomisk reform og social samhørighed. Den 21. januar 2003 udsendte Kommissionen grønbogen om »En iværksætterkultur i Europa«. Den handlede især om, at for få europæere etablerer egen virksomhed, og at den fortsatte vækst i allerede eksisterende virksomheder er utilstrækkelig.

2.2   Udviklingen i iværksætterkulturen har store økonomiske og samfundsmæssige fordele. Iværksætterkultur er ikke blot en drivkraft bag jobskabelse, innovation, konkurrenceevne og vækst; den bidrager også til personlig tilfredsstillelse og opnåelse af sociale mål (1).

2.3   Samspillet mellem iværksætterkultur og et lands økonomiske resultater kan tilskrives virksomhedsoverlevelse, innovation, jobskabelse, teknologiske fremskridt og stigninger i produktivitet og eksport. Derfor er iværksætterkultur ikke blot til gavn for de involverede enkeltpersoner, men også for samfundet som helhed.

2.4   I en undersøgelse foretaget af Centre for Enterprise and Economic Development Research var startfinansiering et af de hyppigst nævnte problemer for unge iværksættere (sammen med administrative regelkrav). Men kun ca. 40 % af de specialiserede støtteorganisationer, der svarede, skønnede, at disse problemer var større end andre mindre virksomheders finansielle begrænsninger. Mange nye virksomheder har svært ved at finde sikkerhed for lån til at starte op med, men dette kan udgøre en større hindring for unge iværksættere, fordi de har færre muligheder for at samle aktiver, som kan benyttes til dette formål. Hvor stor begrænsningen i praksis er, afhænger helt klart af sektoren og erhvervsaktiviteten.

2.5   Den nuværende økonomiske krise bremser iværksætterkulturen, især på grund af den måde, som SMV'erne påvirkes på. EØSU har indgående behandlet den finansielle krises opståen og følger og den afgørende rolle, som banksystemet har spillet i den forbindelse. Reelt forholder det sig sådan, at SMV'erne stadig er hårdt ramt af krisen og stadig har svært ved at få adgang til finansiering.

2.6   I det aktuelle scenario er banklån stadigvæk yderst knappe (selv om udlånsrenten er sænket meget) på grund af

tab som følge af market-to-market regnskabspraksis (hvor banker nedsætter værdien af værdipapirer, som indgår i deres balance, fordi der ikke er noget marked for sådanne værdipapirer i en overskuelig fremtid),

flere tab på debitorer eller tvivlsomme gældsposter hos kunder som følge af selvsamme recession,

mangel på finansiering på interbankmarkedet, som der endnu ikke er kommet gang i igen, selv om en lang række regeringer har grebet ind,

den konstante frygt – bankfolk, der frygter for deres job, vil være mere tilbageholdende med at tage tilsyneladende risikobetonede beslutninger om långivning.

2.7   Bankernes kapital er således rationeret – enten til eksisterende kunder, som banken dårligt kan tillade sig at miste, eller til sikrere obligationer som f.eks. statsobligationer. Da staterne øger deres lånebehov for at indskyde kapital i deres økonomier, er adgangen til statslån øget, hvilket bevirker, at der er færre midler til rådighed til erhvervs- og forbrugslån.

3.   En kort observerende oversigt over arten af SMV'er uden for de officielle statistikker

3.1   SMV'er er specielle på flere måder. En opremsning af alle særlige karakteristika vil ikke yde SMV'ernes dynamik retfærdighed. Dog er det værd kort at nævne nogle få af disse karakteristika.

3.2   SMV'er er som hovedregel familieejede og omfatter flere generationer, hvor familien er en vigtig investor i virksomheden, men ofte er det ikke nok. SMV'er er tit lokalt baserede; det påvirker deres outsourcing-metode og deres ansættelsespolitik (som ofte er meget forsigtig). Der foretages ingen større sondring mellem virksomhedens ledelse og ejere, og der består desuden tit et nært forhold mellem medarbejdere og ejere (hvilket øger loyaliteten fra begge sider). SMV'er er fleksible, dynamiske og hurtige til at innovere. SMV'er skyer typisk risiko i styringen af deres likviditet, de bruger deres reserver, før de optager lån, og de støder på meget bureaukrati, når de søger om og modtager lån.

3.3   Den opfattelse, at SMV'er er mere risikobetonede foretagender at låne penge ud til, beror til dels på selve deres art; der er ofte tale om unge virksomheder, de vægrer sig ved bureaukratiske finansieringssystemer, de kan ikke stille sikkerhed nok, og de har som regel ingen risikostyringsværktøjer på grund af deres størrelse.

3.4   Det er værd at bemærke, at mikrovirksomheder har endnu flere problemer end SMV'er.

4.   Finansieringsværktøjer

4.1   Offentlig notering på en anerkendt fondsbørs – Børsintroduktioner forbindes som regel med veletablerede foretagender, der søger at rejse langfristet kapital i form af egenkapital (aktier) eller gæld (obligationer) på den officielle kursliste. Dette foregår for det meste enten før vækst-etapen, hvor virksomhedens ejere og/eller venturekapitalindskydere vil trække sig ud. Der findes også sekundære markeder, der som oftest ikke egner sig for mikrovirksomheder, og »kun lidt større foretagender blandt de små virksomheder vil formå at gå denne vej«. Selv om alternative børsnoteringer ofte er mere smidige end noteringer på hovedlisten, gælder der de samme oplysningskrav. Prisen på en notering kan være på 500 000 euro eller mere.

4.2   Nye finansieringskilder, participatory banking – Der er ved at opstå et nyt fænomen i Europa i form af, hvad der betegnes som deltagelsesbaseret og etisk bankdrift, også kaldet islamisk finansiering. Den måde, den fungerer på, er interessant og egner sig formentlig for SMV'er og deres behov i den nuværende situation. Den indebærer forskellige instrumenter, hvoraf mange ikke er nye i europæiske lande. Imidlertid lægger en del lovgivning, især skattelovgivning, hindringer i vejen for denne finansieringsforms udvikling. Desværre er flere EU-lande (Storbritannien, Frankrig, Luxembourg, Tyskland, Malta og Italien) ved at træffe individuelle tiltag, hvilket kan afføde spørgsmål om pas i det indre marked. Der kan opstå et fænomen, hvor deltagelsesbaserede finansielle institutioner kan finde alternative lovinstrumenter til at trænge ind på EU-markedet (2).

4.2.1   Denne finansieringsmetode kan afgjort være til gavn for SMV'er, da den beror på risiko- og gevinstdeling, stabil finansiering og undgår spekulation og visse investeringsformer.

4.2.2   Et særligt nyt område, som er under udvikling, er kendt som islamisk mikrofinansiering. Mikrofinansiering består af en række finansielle tjenester for mennesker, som banker traditionelt mener ikke at kunne finansiere, primært fordi de ikke kan stille garantier, som kan beskytte en finansiel institution mod risiko for tab.

4.2.3   Det reelt revolutionerende ved mikrofinansiering består i, at den giver mennesker som ikke har adgang til det finansielle marked en chance, åbner nye perspektiver og giver midler til mennesker, som endelig får mulighed for at gennemføre deres egne projekter og tanker med deres egne ressourcer, og derved undgå bistand, subsidier og afhængighed. Erfaringer med mikrofinansiering fra hele verden har nu endegyldigt bevist, at ubemidlede har behov for en bred vifte af finansielle tjenesteydelser, er villige til at afholde de dermed forbundne udgifter og afgjort fortjener at blive finansieret af banker. Mikrofinansieringens målgruppe udgøres af de ubemidlede, der lever på den såkaldte fattigdomsgrænse, som lettere vil kunne opnå en anstændig livskvalitet, og som har iværksætterideer, men mangler adgang til formel finansiering.

4.2.4   Der er gennemført nogle få undersøgelser af emnet, og erfaringerne på området er stadig relativt begrænsede, men der er påvist et enormt potentiale både for at bekæmpe fattigdom og finansiel og social udstødelse, og for at udvide og berige finansielle institutioners kundegrundlag i udviklingslande med et islamisk kulturelt grundlag. Participatory banking har således vist sig at sætte fokus ikke blot på finansiel succes, men også på at maksimere de sociale fordele ved at etablere sundere, finansielle institutioner, der kan yde effektive, finansielle tjenester, også på græsrodsniveau.

4.3   Statslige og EU-finansieringsordninger – Staten har via sine formidlere været involveret i fremme af iværksætterkultur gennem forskellige tiltag såsom skatteincitamenter og finansieringsordninger som f.eks. tilskud under Den Europæiske Regionaludviklingsfond og Den Europæiske Investeringsfond.

4.3.1   Brugen af visse initiativer til start- og såkapital har måske ikke nået det ønskede omfang.

4.4   Business angels, også kendt som private investorer eller uformelle venturekapitalindskydere, kategoriseres som ikke-traditionelle finansieringskilder og leverer hovedsagelig egenkapital til virksomheder fra startfasen og helt frem til den tidlige vækstfase.

5.   En handlingsramme for at bremse investerings- og finansiel nedsmeltning og give SMV'er lettere adgang til lån

5.1   Med det herskende økonomiske scenario er det afgørende, at Small Business Act (SBA) gennemføres hurtigt. EØSU har udtrykt tilfredshed med Kommissionens SBA, men gentager nu, at det er yderst vigtigt, at de foreslåede initiativer sættes i værk.

5.1.1   På et tidspunkt, hvor likviditet er en luksus for SMV'er, opfordrer udvalget til at ændre »direktivet om forsinket betaling« for at sikre, at SMV'er betales til tiden i alle handelstransaktioner, og at en betalingsfrist på 30 dage overholdes. Dog skal direktivet reelt kunne gennemføres og overholdes af (både private og offentlige) leverandører.

5.1.2   Også direktivet om nedsat moms for lokalt leverede og arbejdskraftintensive tjenester, som primært ydes af SMV'er, bør gennemføres snarest. Selv om det har været noget kontroversielt, skønnes det, at et sådant direktiv vil stimulere SMV'ernes kommercielle adfærd ved at gøre den mere attraktiv for den endelige forbruger.

5.2   Ifølge de europæiske handelskamre har 30 % af SMV'erne likviditetsproblemer, hvoraf en fjerdedel skyldes, at bankerne afviser at yde lån. På et tidspunkt, hvor bankerne granskes nøje og stiller sig overmåde forsigtigt til långivning, vil det være til skade for økonomien, hvis denne forsigtige indstilling går ud over SMV'erne.

5.2.1   Bankerne råder over flere midler til SMV'er, da EU har øget midlerne til EIB som følge af genopretningsplanen. SMV'erne har dog stadigvæk meget svært ved at optage lån via banker. Selv om der således er stillet flere penge til rådighed til SMV-lån, når de ikke reelt frem til SMV'erne. Det er derfor vigtigt, at de formidlende banker, der udvælges til at forvalte EIB-penge, er banker, der fuldt ud støtter SMV'er. Hvis en formidlende bank ikke formår at overføre disse midler til SMV'er, bør EIB vælge en anden. For at tilskynde formidlere til reelt at låne sådanne EIB-penge ud til SMV'er bør risikoen ved sådan långivning deles mellem EIB og formidlerne, og ikke udelukkende påhvile sidstnævnte.

5.3   Et vigtigt spørgsmål, især for nystartede virksomheder, er adgangen til risikovillig kapital. Det europæiske marked for risikovillig kapital på det tidlige stadium udgør kun omkring 2 milliarder euro om året, hvilket kun er ca. en fjerdedel af det tilsvarende tal i USA. Kun én ud af 50 SMV'er henvender sig til et venturekapitalselskab om finansiering. Information om risikovillig kapital er let tilgængelig, men meget ofte er traditionelle SMV'er ikke klar over muligheden for reelt at få tildelt risikovillige kapitalmidler. Dette hænger også sammen med europæiske iværksætteres konservative risikotilgang, idet de synes at foretrække bankernes tjenesteydelser frem for venturekapital.

5.4   Offentlige udbud er en vigtig mulighed for SMV'er, men SMV'er er i dag mindre konkurrencedygtige på dette felt på grund af de større foretagenders erfaringer og også på grund af de strengere regler om bankgarantier og finansiel rapportering. Ved offentlige udbud bør der tages mere SMV-venlige initiativer såsom at sænke kapitalkravene til bankgarantier, så SMV'er lettere kan afgive bud og SMV-klynger støttes.

5.5   Mindre bureaukrati er hovedprioriteten for SMV'er, som er underkastet uforholdsmæssigt mange bestemmelser og administrative byrder sammenlignet med større foretagender. Det er påvist, at en stor virksomhed i gennemsnit bruger 1 euro pr. ansat på at overholde regler, mens en mindre virksomhed bruger op til 10 euro. Kommissionen er på rette vej i nedbringelsen af bureaukratiet, men der er stadig langt til det niveau, der reelt vil hjælpe SMV'erne.

5.6   Bæredygtig konkurrence er fremtiden for vor økonomi. SMV'er, der støtter bæredygtige principper, og som er aktive i den grønne økonomi, bør derfor støttes i finansieringsprocessen.

5.7   Der findes betydelige og omfattende EU-midler til at bistå SMV'er, der er involveret i de nye teknologier. Imidlertid bør de mere traditionelle SMV-produkt/service-leverandører tilskyndes til at gå over til nye innovative tilgange, selv inden for deres egne aktivitetsfelter. Man bør yderligere styrke finansieringsinstrumenterne, så der også kan ydes støtte til disse brede SMV-aktiviteter.

5.8   EØSU erkender, at organisationer som AECM (europæisk sammenslutning for gensidig kautionering) har været til stor gavn under krisen. EØSU opfordrer Kommissionen til at arbejde videre på at skabe et gunstigt miljø for sådanne organisationer, således at de fortsætter med at yde finansieringsgarantier til SMV'er.

5.9   Rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation var et vigtigt instrument for SMV'er; EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at bevare SMV-garantiinstrumentet i programmet efter 2013.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Flash Eurobarometer, Entrepreneurship Survey of the EU (25 medlemsstater), USA, Island og Norge, Analytisk rapport.

(2)  Jf. »Islamic Finance in a European Union Jurisdiction Workshops Report« udsendt af Malta Institute of Management, Malta Employers Association og Malta Union of Bank Employees.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/38


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om efter krisen: et nyt finanssystem i det indre marked (initiativudtalelse)

2011/C 48/08

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Medordfører: Umberto BURANI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. februar 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Efter krisen: et nyt finanssystem i det indre marked.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september, følgende udtalelse med 160 stemmer for, 8 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU vil i denne initiativudtalelse pege på, hvordan det europæiske finansielle system kan reformeres - hvordan det bør reguleres, og hvordan det kan komme til at fungere bedre for at reducere de systemiske risici. Krisen kan stadig blusse op igen med fornyet intensitet, hvis der ikke dæmmes op for vild spekulation, og hvis regeringerne ikke leverer de alt for længe ventede svar på krisen.

1.2   Hvilket finansielt system skal vi have i det indre marked efter krisen? De vigtigste aktører i det finansielle system - dvs. Den Europæiske Centralbank/Det Europæiske System af Centralbanker, handels- og investeringsbanker, gensidige finansielle institutioner, andelsbanker, etiske banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde, investeringsfonde, private equity-fonde, hedgefunde, ratingbureauer; producenter, distributører og sælgere af finansielle produkter og værdipapirer; børser, ikke-lovregulerede markeder; reguleringsmyndigheder, tilsynsmyndigheder og kreditvurderingsbureauer - bliver nødt til at ændre deres adfærd, tilpasse sig en strammere lovgivning og tilpasse deres egen organisation til de nye opgaver, de vil få pålagt.

1.3   Man bør ikke skære markedets aktører over én kam og gøre dem alle ansvarlige for krisen. Heldigvis har visse betydningsfulde sektorer og store transnationale koncerner ikke været direkte berørt af krisen, fordi deres aktiviteter har ligget langt fra det store finanscirkus. Forsikringsselskaber, andelsbanker, folkebanker og sparekasser, men også store europæiske og internationale handelsbanker har ikke haft behov for at justere deres regnskaber på grund af finansielle tab eller for at bede deres regeringer om hjælp.

1.4   »Moralsk fattigdom er årsag til krisen«. EØSU er enig i denne vurdering fremsat af Tomáš Baťa i 1932, men tilføjer, at intet har ændret sig! Arbejdstagere og pensionister, virksomheder, civilsamfundsorganisationer, forbrugere og brugere har alle interesse i, at der findes et effektivt og sikkert finansielt system til en rimelig pris, som de tillidsfuldt kan betro deres opsparing, som de kan henvende sig til for at få støtte til et økonomisk initiativ, og som må betragtes som et afgørende redskab for økonomisk vækst og sikring af vigtige sociale funktioner som pensioner og forsikringer mod sygdom, ulykker og skader. Den meget alvorlige finansielle krise har bragt alt dette i fare på grund af et generelt tab af tillid.

1.5   Det er nødvendigt at genopbygge tilliden til de finansielle institutioner, men også til de politiske institutioner, de regulerende myndigheder og tilsynsmyndighederne, der ikke har kunnet forebygge denne katastrofe, som ifølge Den Internationale Valutafonds seneste skøn hidtil har kostet omkring 2.300 mia. EUR.

1.6   Den brede offentlighed er blevet rystet i sin grundvold. Finanskrisen udløste en likviditetskrise, som har fået meget alvorlige følger for realøkonomien: Ledigheden er nået op på over 10 % og er toppet i Letland og Spanien med hhv. 22 % og 19 %. I december 2009 var der i alt 23 mio. arbejdsløse, og dette tal vil stige yderligere. Alle lande har registreret store budgetunderskud, som skal rettes op gennem foranstaltninger, som bestemt ikke vil være vækstfremmende, men snarere fungere som en bremse for et opsving, der har vist sig trægt og uden positiv indvirkning på beskæftigelsen.

1.7   EØSU har i de seneste år udarbejdet en række udtalelser med forslag, som ofte er blevet ignoreret. Havde de mødt større lydhørhed, kunne de have været med til at forebygge eller i det mindste dæmpe krisens ødelæggende konsekvenser.

1.8   EØSU beder alle EU's institutioner om at fremskynde reformprocessen. Halvandet år efter præsentationen af de Larosière-gruppens konklusioner er EU's beslutningsproces endnu ikke endeligt afsluttet. Regeringerne har desværre udvandet reformplanen ved bl.a. at udelukke muligheden for, at en europæisk tilsynsmyndighed griber ind over for transnationale finansielle institutioner.

1.8.1   EØSU ser positivt på Kommissionens meddelelse om lovgivningsinitiativer, der skal styrke finansmarkedets regulering og gennemsigtighed. Disse forslag, som er blevet fremsat, mens denne udtalelse er blevet udarbejdet, går i den ønskede retning. De vigtigste aspekter er styrkelsen af tilsynet med kreditvurderingsbureauer og åbningen af debatten om selskabsledelse. Lovpakken omhandler også bonusser til topchefer og aflønningspolitik. Kommissionen regner med at kunne præsentere flere forslag om 6-9 måneder om forbedring af derivatmarkedets funktion, foranstaltninger vedrørende »short selling« og CDS (Credit Default Swaps) og forbedring af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID).

1.8.2   EØSU afventer med stor interesse de andre bebudede initiativer vedrørende ansvar: revisionen af direktivet om indskudsgarantiordninger og direktivet om investorgarantiordninger. Direktivet om markedsmisbrug og kapitalkravsdirektivet (CRD IV) vil blive ændret, og et nyt forslag om pakkeprodukter for private investorer er under forberedelse. For at reducere regelarbitrage vil Kommissionen udsende en meddelelse om sanktioner i finanssektoren.

1.9   EØSU mener, at der skal arbejdes mere intenst på at forberede det finansielle system, der skal komme efter krisen. Det skal være gennemsigtigt, socialt og etisk ansvarligt, bedre kontrolleret og innovativt. Dets vækst skal være afbalanceret, kompatibel med det øvrige økonomiske system og orienteret mod værdiskabelse på mellemlang og lang sigt, og væksten skal være bæredygtig.

1.10   Flere millioner mennesker arbejder inden for finanssektoren. Det store flertal er hæderlige mennesker, der arbejder professionelt og fortjener alles respekt. Et lille, uansvarligt mindretal uden skrupler har skadet en hel gruppe arbejdstageres omdømme.

1.11   EØSU anbefaler større gennemsigtighed, især når det drejer sig om at identificere risici. OTC-markederne bør ikke åbnes for bilaterale transaktioner, men begrænses til transaktioner med en central medkontrahent, som kan overvåge det samlede risikoniveau og begrænse adgangen til transaktioner for overeksponerede parter. Transaktionerne skal finde sted enten på en enkelt platform eller på et forud fastlagt sæt af platforme for at sikre større gennemsigtighed på markederne.

1.12   Virksomhedens sociale ansvar bør gennemsyre alle aktiviteter og al adfærd inden for finanssektoren. Der er blevet lagt større vægt på høje salgstal end på gode investeringsråd. Man bør nu vende tilbage til en høj arbejdsmoral, og der bør komme en klar fordømmelse fra finanssektorens sammenslutninger, som gennem præventive foranstaltninger bør fremme korrekt adfærd og gennemføre sanktioner over for virksomheder, der er skyldige i svigagtighed, bedrageri eller strafbar adfærd.

1.13   De nationale og europæiske myndigheder bør have en mere åben og demokratisk styreform, som inddrager de berørte parter i regulerings- og overvågningsaktiviteterne. Arbejdere, virksomheder, forbrugere og brugere bør have en anerkendt rolle i virksomhedsstyringen. EØSU anbefaler større inddragelse af civilsamfundet i høringer og konsekvensanalyser. Nylige afgørelser i Kommissionen om udpegelse af ekspertgrupper viser, at det stadig kun er industrien, der tilgodeses, mens forbrugere og arbejdstagere ikke inddrages tilstrækkeligt. EØSU anbefaler endnu en gang en afbalanceret repræsentation af civilsamfundet i de ekspertgrupper og udvalg, som Kommissionen nedsætter.

1.14   En virksomhedsstyring, hvor kravene om hæderlighed og gennemsigtighed skal gælde for såvel administratorer som aktionærer, hvis kapital hidtil pr. definition er blevet betragtet som lovligt erhvervet. Opsigtsvækkende eksempler har imidlertid påvist, at det ikke altid er tilfældet.

1.15   Topchefernes rolle er blevet alt for stor, og deres honorarer er ofte forblevet astronomiske, selv efter de nationaliseringer, der er blevet gennemført for at redde visse finansinstitutioner fra konkurs. Der bør føres en seriøs politik, som begrænser bonusudbetalinger, f.eks. ved at reservere dem til situationer, hvor der er opnået stabile resultater over gennemsnittet på mellemlang sigt. En politik med personaleincitamenter, der er knyttet til ansvarlige salgsmetoder og ikke til kampagner for bankprodukter, der ikke tager behørigt hensyn til forbrugernes behov. Incitamenterne bør forbedre kvaliteten af de menneskelige ressourcer hvad angår fagligt bidrag, kundetilfredshed og professionalisme.

1.16   EØSU anbefaler, at seriøse og effektive foranstaltninger vedtages af medlemsstaternes tilsynsmyndigheder. De synes ikke at være særlig overbeviste om betimeligheden af en indsats, som ikke kun skal højne det etiske niveau, men også har til formål, såvel åbent som skjult, at bevare risikoprofilen for fremtiden. Mange højrisikotransaktioner, som blev gennemført for at mangedoble afkast og bonus, kunne være undgået.

1.17   EØSU anmoder om, at enhver henvisning til rating fjernes fra EU-lovgivningen, hvad angår klassificering af investeringer og den tilsvarende dækning i risikovillig kapital – i tråd med Basel II-principperne – og anmoder om, at de nationale myndigheder reviderer investeringspolitikken.

1.18   Klassificeringen af medlemsstaternes statsgæld bør udelukkende foretages af et nyt og uafhængigt EU-agentur. Meddelelser om nedklassificering af et lands statsgæld som set for nylig i Grækenlands tilfælde og i andre europæiske lande i vanskeligheder har forårsaget alvorlige problemer på markederne og ført til voldsomme spekulative angreb på værdipapirer og dermed forstærket følelsen af en alvorlig krise.

1.19   Støtten til Grækenland vil medvirke til at sikre det internationale finansielle system, som har stillet en garanti for Grækenlands gæld på flere hundrede milliarder euro og vist tillid til verdens største forretningsbank, som skjulte vigtige lån, så de ikke figurerede i Grækenlands officielle regnskaber. Franske og tyske banker alene tegner sig for lån på 115 milliarder (hhv. 76,45 mia. og 38,57 mia.). Endnu en gang vil skatteyderne i EU skulle betale for ulovlige handlinger. De økonomiske og sociale omkostninger, som det græske folk skal bære, er enorme.

1.20   EØSU finder det belejligt at uddybe spørgsmålet om beskatning af visse finansielle aktiviteter, især dem, der overvejende er præget af spekulation. Der er for mylig blevet vedtaget en udtalelse om dette emne.

1.21   EØSU anbefaler, at der etableres integrerede krisestyringssystemer med effektive kriterier for tidlig varsling, forebyggelse og veje ud af krisen. Der skal udvikles pålidelige mekanismer for gensidigt ansvar mellem myndighederne i medlemsstaterne, især hvad angår de store europæiske koncerner. I Centraleuropa og Østeuropa er finansmarkederne f.eks. næsten udelukkende i hænderne på vestlige forsikringsselskaber og banker.

2.   Indledning

2.1   »Moralsk fattigdom er årsag til krisen

Et vendepunkt i den økonomiske krise? Jeg tror ikke på spontane vendepunkter. Det, vi normalt kalder »den økonomiske krise«, er blot et andet navn for moralsk fattigdom.

Moralsk fattigdom er årsagen; den økonomiske krise er blot konsekvensen. Mange mennesker i vores land tror, det er muligt at redde sig fra økonomisk tilbagegang med penge. Jeg er bange for konsekvenserne af denne fejlopfattelse. I den situation, vi befinder os i i dag, har vi ikke brug for spektakulære tricks eller smarte løsninger.

Vi har brug for en moralsk holdning til andre mennesker, til arbejdet og til offentlig ejendom.

Aldrig mere skal vi støtte konkurser, aldrig mere sætte os i gæld, aldrig mere kaste værdier bort for ingenting, aldrig mere udbytte arbejdskraften. I stedet for at hengive os til dovenskab og ødselhed skulle vi efter krigstidens fattigdom have forsøgt at rejse os ved at gøre arbejdet og opsparingen mere effektiv, mere attraktiv og mere ærlig. Du har ret. Det er nødvendigt at overvinde tillidskrisen, men det vil ikke lykkes os med tekniske og finansielle midler eller gennem kreditgivning. Tillid er et personligt anliggende. Den kan kun genvindes gennem etisk adfærd og det personlige eksempel.« Tomáš Baťa, 1932.

2.2   Intet har ændret sig

2.2.1   Med dette citat vil EØSU introducere udtalelsens emne på en lidt usædvanlig, men også mere levende måde, i stedet for endnu en lærd analyse af krisen og de fejl, der er begået af politikerne, kontrolinstanserne, kreditvurderingsbureauerne og finansverdenen, men også af investorerne og aktionærerne. Det er blevet brugt bjerge af papir på at beskrive det, men det er nok at sige, at de foranstaltninger, der allerede er gennemført, der er ved at blive undersøgt eller er foreslået vedrørende makro- og mikroprudentielt tilsyn, i alt væsentligt er gode og fornuftige, men at der stadig mangler en organisk og strukturel sammenkædning mellem markedstilsyn (banker, forsikringer, finansielle markeder) og kontrol af betalingssystemer. Sidstnævnte kan give værdifulde fingerpeg – hvis de fortolkes korrekt – om individuelle mangler eller systemiske trusler. Myndighederne bør undersøge muligheden for at indføre et sådant system med krydskontrol.

2.2.2   I modsætning til tidligere vil civilsamfundet i dag ikke overlade debatten om det finansielle systems fremtid til specialisterne, teknikerne og politikerne, men vil deltage aktivt i opbygningen af et bæredygtigt finansielt system, fordi konsekvenserne af de trufne valg uundgåeligt vil ramme arbejdstagerne, virksomhederne og borgerne. Først blev der brugt offentlige midler til at redde de mest udsatte banker, dernæst til at genoplive økonomien, som var nær kvælningsdøden på grund af en likviditetskrise uden fortilfælde. Dette har forøget budgetunderskuddet og statsgælden, som skal saneres gennem nye korrigerende tiltag, der igen vil pålægge borgerne skatter og afgifter - bestemt ikke det, de føler behov for.

2.2.3   Det finansielle system efter krisen kan og bør ikke være det samme som det, der er opstået igennem de seneste 20 år. Der må gives afkald på de vækstrater, som en kortsigtet politik fik til at eksplodere.

2.2.4   Den meget høje rentabilitet fik de mest ivrige selskaber til at indlede en fusionsfase, som havde været utænkelig blot få år tidligere.

2.2.5   Fusionerne var blevet lettere at gennemføre med liberaliseringen og privatiseringen i mange lande, men især på baggrund af direktiverne om det indre marked, som ikke blot ophævede de geografiske grænser, men også grænserne mellem de forskellige specialiserede områder såsom handelsbanker, investeringsbanker, finansieringsselskaber, børsnoterede selskaber, forvaltere af værdipapirdepoter og af betalingssystemer, forsikringsordninger osv.

2.2.6   De finansielle konglomerater, der blev dannet, er kendetegnet ved deres store uensartethed, komplekse struktur, gensidige aktiebesiddelser, golden shares (især for tidligere offentlige banker). Det gør en global overvågning af strukturerne meget vanskelig, hvis ikke ligefrem umulig. Først nu, efter stormen, som har vendt op og ned på markederne, har man forstået, at det er nødvendigt at etablere forskellige former for overvågning på tværs af grænserne. Men beslutningsprocesserne skrider alt for langsomt frem. Magtfulde finansielle organisationer forsøger at begrænse myndighedernes reguleringsindsats og har opnået at overbevise nogle europæiske regeringer om at støtte deres synspunkter. De Larosière-rapporten, de opfølgende direktiver, revisionen af Basel II-aftalerne og ændringen af IASB-standarderne går kun fremad med stort besvær, og mange af løfterne om forandring synes at fortone sig undervejs.

2.3   Rentabilitet

2.3.1   Rentabilitet og vækst

2.3.1.1   Høj rentabilitet har altid været betragtet som en indikator for en virksomheds sundhed. Det er også en faktor, som støtter ekspansion gennem reinvestering af overskuddet. En virksomhed med en egenkapitalforrentning på 10 %, som reinvesterer hele sit overskud, kan vokse med 10 % om året, hvis den sikrer et konstant forhold mellem gæld og egenkapital. Hvis virksomheden vokser hurtigere, vil gælden veje tungere, eller også må der tilføres ny egenkapital.

2.3.1.2   Heraf følger, at de mest rentable virksomheder har større muligheder for vækst og udvikling.

2.3.2   Rentabilitet og risiko

2.3.2.1   Ofte er det sådan, at man må acceptere en større risiko for at forbedre rentabiliteten. I denne sammenhæng hævdes det, at det er den risikotilpassede rentabilitet, der tæller. Kun en forøgelse af den risikotilpassede rentabilitet udgør en egentlig skabelse af ny værdi (dvs. for aktionærerne, ikke nødvendigvis for de øvrige interessenter).

2.3.2.2   Hvem afgør, hvordan den risikotilpassede rentabilitet skal vurderes? Det gør finansmarkedet selvfølgelig.

2.3.2.3   Hvad har krisen lært os om dette? Den har lært os, at markedet – selv om evnen til at fortolke og vurdere mange risici er forbedret – ikke altid er i stand til at kvantificere risiciene korrekt.

2.3.2.4   Visse rentabilitets- og udviklingsmodeller for såvel virksomheder som for økonomien som helhed så følgelig meget overbevisende ud af den simple grund, at risiciene ikke blev vurderet korrekt.

2.3.2.5   Krisens vigtigste lektion er den, at vi aldrig vil kunne vurdere alle risici korrekt.

2.3.3   Rentabilitetens drivkræfter

2.3.3.1   De to vigtigste rentabilitetsfremmende faktorer - ikke kun for finansieringsselskaber - er:

forbedret effektivitet, muliggjort af stordrifts- (ekspansion) og omfangsfordele (bredere udbud af varer og tjenesteydelser)

innovation, dvs. udbud af nye varer og tjenesteydelser, hvis fortjenstmargener er større takket være mindre konkurrence.

2.3.3.2   Derfor har mange aktører på finansmarkedet i lang tid efterlevet mottoet »stort er smukt« og »finansiel innovation er godt«. Faktum er, at de risici, der er forbundet med disse faktorer, er blevet undervurderet. Kort sagt:

2.3.3.3   Størrelse – stordriftsfordele: Den vigtigste risiko er den systemiske risiko for at blive for stor til at gå konkurs, »too big to fail«.

2.3.3.4   Et bredt udbud – breddefordele: Den vigtigste risiko er også her af systemisk karakter, men kan opsummeres i udtrykket »too interconnected to fail«, dvs. for tæt forbundet til at gå konkurs.

2.3.3.5   Finansiel innovation: Indebærer indførelse af nye varer/tjenesteydelser med henblik på at styre nye risici eller for at styre kendte risici på en ny måde. Hvis det drejede sig om banale aktiviteter, ville andre allerede have gjort det. Vurderingen af de dermed forbundne risici er ofte meget tilnærmelsesvis.

2.4   Dårlig vurdering af risiciene ved finansiel innovation ligger til grund for finanskrisen. Men innovation er afgørende for at opnå høj rentabilitet – for høj i lyset af de udviklede økonomiers vækstrater. Det er vigtigere at fokusere på problemets årsag end på dets følger. Vi må acceptere rentabilitets- og vækstrater, der ligger under de tocifrede tal, som det før ikke blot betragtedes som legitimt, men også som nødvendigt at stræbe efter. Grunden til dette er den pr. definition meget store sandsynlighed for, at en meget høj rentabilitet i en økonomi, som ikke kan vokse som for 50 år siden, indebærer risici, som ikke må negligeres. Hvis ikke vi klart slår fast, at det i en udviklet økonomi er meningsløst og vanvittigt at stræbe efter tocifrede afkast af egne investeringer, vil vi fortsat nære de kræfter, der har bragt os til randen af systemets sammenbrud.

2.5   Bankernes og de finansielle formidleres forretninger

Det finansielle system optræder som formidler af monetære og finansielle aktiviteter og risici. Risikoformidling foregår primært med afledte kontrakter, for det meste med OTC (»over the counter«)-derivater. Pengepolitikken kan direkte påvirke den monetære og finansielle formidling, men står magtesløs over for derivaterne. Derivater lægger faktisk kun beslag på en meget lille del af likviditeten.

2.6   Risikoen ved derivater eller risiciene ved risikostyring

Derivater har været den finansielle innovations hovedinstrument. OTC-markedet har været scenen for »risikodeling«, hvor de risici, der oprindeligt blev båret af en enkelt aktør, er blevet overført og splittet op i et væld af transaktioner. I teorien burde dette medføre en spredning og dermed en svækkelse af risikoens oprindelige destabiliserende træk. Men man overså, at de talløse indbyrdes forbindelser, som disse transaktioner skaber, introducerer en vanskeligt kontrollerbar modpartsrisiko, hvorved fornemmelsen af den samlede risiko i realiteten går tabt, og der opstår så det fænomen, at alt er så sammenvævet, at det ikke må bryde sammen (»too interconnected to fail)«.

2.7   En køreplan for et mere stabilt finansielt system

Det ville være forkert at hævde, at finansiel innovation skal betragtes som noget negativt, fordi den har været med til at skabe betingelserne for krisen. Dog må man heller ikke betragte det skete som et hændeligt uheld. Det viser tværtimod, at systemet er uacceptabelt i den form, det har haft.

En integreret struktur for risikostyring bør sætte ind på tre fronter: instrumenter, markeder og institutioner.

2.7.1   Instrumenterne

I stedet for at forbyde nye instrumenter bør man indføre en form for registrering, som fastlægger, hvem der kan få tilbudt disse instrumenter. Ikke-registrerede instrumenter skal kun kunne anvendes af kvalificerede aktører. Man bør anvende samme principper som for lægemidler: nogle kan sælges næsten frit, andre kun på recept og atter andre kun igennem særlige strukturer.

2.7.2   Institutionerne

Den sædvanlige mikroprudentielle overvågning, som skal kontrollere en formidlers stand alone-stabilitet, er utilstrækkelig. For at skabe en makroprudentiel ramme skal der tages hensyn til to vigtige ydre faktorer:

Indbyrdes forbindelser. Finansielle institutioner har fælles eksponeringer, som forstærker de negative konsekvenser af risici. Her står vi igen over for de to problemer med »too big to fail« og »too interconnected to fail«.

Procyklikalitet. Det finansielle system bør styre risiciene i realøkonomien. Reelt sker der ofte det, at dynamikken i det ene system forstærker dynamikken i det andet system med den konsekvens, at opsving og kriser skærpes i stedet for at dæmpes.

2.7.2.1   I det såkaldte »skyggebanksystem« har man ikke blot forfulgt legitime mål som større fleksibilitet, men også omgået tilsynsreglerne. Regulerede institutioner som bankerne har brugt dette system til »tilsynsarbitrage«, dvs. til at øge gearingen på trods af lovgivningens operationelle krav. Dette system bør indlemmes i lovgivningsrammen. Bankerne bør ikke kunne benytte dette system til at undvige kapitalkrav.

2.7.3   Markederne

Krisen har klart vist, at finansmarkederne ikke er i stand til at korrigere sig selv ved at skabe nye betingelser for balance i alle situationer. Muligheden for et hurtigt skift fra en overflod af transaktioner til illikviditet er derfor reel.

2.7.3.1   Når transaktionerne er bilaterale som i tilfældet med OTC, kan en institutions konkurs hurtigt »smitte« mange andre med deraf følgende systemiske risici. For at begrænse markedernes systemiske risici er det nødvendigt, at bilaterale transaktioner erstattes af transaktioner med en central medkontrahent. Endvidere skal transaktionerne finde sted enten på en enkelt platform eller på et forud fastlagt sæt af platforme for at sikre større gennemsigtighed. Det er sandsynligt, at disse betingelser vil medføre større standardisering af de handlede kontrakter. Dette er ikke en uønsket sideeffekt, men en positiv konsekvens, som vil forbedre markedernes transparens.

3.   Ledelse

3.1   Det er vanskeligt at kontrollere markederne, men endnu vanskeligere at kontrollere ledelsen. Selv om kontrollen tilsyneladende ligger hos den, der har flertallet, reelt eller gennem aftaler, tillader de forskellige lovgivninger, hvoraf nogle er mere liberale end andre, i praksis oprettelsen af finansielle enheder af uklar oprindelse. Ud over et generelt problem med gennemsigtighed kommer en kompleks problematik ind i spillet, nemlig skjulte kræfters eller den finansielle kriminalitets indtrængen i finansverdenen. Problematikken omfatter statsejede investeringsfonde eller fonde under statslig kontrol, hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og skattely. Med andre ord: en - ikke nødvendigvis dominerende - tilstedeværelse af »uigennemsigtige« interesser. Problemet berører ikke kun store koncerner, men også – og måske i højere grad – de utallige finansieringsselskaber og investeringsfonde, der ikke nødvendigvis er særlig store. Direktiverne fastlægger regler om, hvem der kan sidde i bestyrelser, og hvilke aktier der kan handles på børserne, men nævner intet om kapitalernes karakter og oprindelse, som underforstået betragtes som lovlig. Det drejer sig ikke her om at indføre nye regler, men om at etablere operative forbindelser mellem de efterforskende myndigheder og tilsynsmyndighederne.

3.2   De store koncerners akilleshæl er ofte en svag ledelsesstruktur, der er udformet, så den passer til chefernes behov - cheferne, som er blevet virksomhedens egentlige herrer. Udvandingen af kapitalen, som skyldes den gradvise integration mellem markedets aktører, har resulteret i en gradvis svækkelse af referenceaktionærerne - i nogle tilfælde i en sådan grad, at de ikke har kunnet modstå et fjendtligt overtagelsestilbud. Store koncerner på internationalt niveau er først blevet købt, siden ribbet af konkurrenter – med meget negative følger for realøkonomien og for arbejdstagerne.

3.3   »… Snart vil samfundet blive organiseret i et helt andet system af økonomiske, sociale og politiske basisinstitutioner, og de vigtigste samfundsopfattelser eller -ideologier i dette system vil være helt anderledes. I den nye samfundsstruktur vil en anden gruppe eller klasse, nemlig cheferne, være den dominerende eller herskende« (James Burnham, The Managerial Revolution: What is Happening in the World. New York: John Day Co., 1941).

3.4   Den politiske magt har - nærmest som et føjeligt redskab for de store bankers direktører - understøttet denne transformation. Selv ikke i forbindelse med de seneste køb af banker, som nogle stater har været tvunget til at foretage, har politikerne kunnet bringe en vis orden i forholdet mellem direktører og aktionærer. Præsident Obamas opsigtsvækkende nederlag over for AIG's topledelse, som har indkasseret 165 mio. USD, som de har taget direkte fra de 170 mia. USD, som USA's finansministerium havde stillet til rådighed, giver en idé om den uforholdsmæssigt store magt, og i dette tilfælde frækhed og arrogance, der kendetegner topcheferne. I USA er de store banker kommet på fode igen takket være en skatteyderbetalt stimuluspakke på 787 mia., hvorefter de har forgyldt deres direktører med bonusser (49,5 mia. alene til Goldman Sachs, JpMorganChase og Morgan Stanley). Og nu sparer de endda i skat takket være de magiske bonusser. De er nemlig fradragsberettigede, så hele systemet vil (ifølge Robert Willens LLA's beregninger) få en besparelse på ca. 80 mia. USD. I Europa er tallene lavere, men RBOS har uddelt 1,3 mia. pund sterling. Intet ændrer sig!

3.5   Der er behov for en seriøs gentænkning af ledelsesmekanismerne med henblik på at omfordele virksomhedsmagten mellem aktionærer og direktører og lede alle tilbage til deres rette plads.

3.6   De berørte parters deltagelse i ledelsen og et mere avanceret økonomisk demokrati kan medvirke til en mere rimelig magtbalance og få virksomhederne til at erstatte deres meget kortsigtede strategier med en langsigtet tilgang til indlysende gavn for hele økonomien.

3.7   Holdbare og stabile afkast samt en forsigtig risikostyring og investeringspolitik bør kendetegne det nye finansielle system efter den sorgløse periode med tocifrede vækstrater.

4.   Kredit – en udviklingsfaktor og en social funktion

4.1   Det finansielle systems uundværlige arbejde med at lede ressourcer over i produktionsaktiviteter har en indlysende positiv social indvirkning. Det arbejde og den rigdom, der skabes af virksomhederne, bl.a. takket være støtte fra bankerne, omfordeler velfærd og tjenester til samfundet. Forsikringernes risikodeling skaber stabilitet og ro omkring den økonomiske aktivitet.

4.2   Den sociale funktion bør dog ikke forveksles med den »sociale« risikovurdering. Banker er forretninger som alle andre og skal stå til regnskab for de midler, de har fået betroet. En bank, som finansierer et selskab på nippet til at gå konkurs, udsætter sig for retsforfølgning, og hvis der er tale om privatpersoner, vil banken blive anklaget for at have presset dem til for stor gældsætning.

4.3   Det eneste gyldige kriterium for kreditgivning er en seriøs, objektiv og ansvarlig risikovurdering, selvfølgelig sammenholdt med en vurdering af det sociale formål med de midler, der stilles til rådighed. Der er en reel forskel mellem at vælge den, der beder om penge til at øge produktionen eller til at undgå fyringer, og den, som vil flytte sine aktiviteter til udlandet. Dette er universelle kriterier, som gælder for alle banker, store som små, aktieselskaber, kooperativer eller sparekasser, og også for dem, der har en erklæret »social« funktion ved at give mikrokredit, etisk kredit eller socialt ansvarlig kredit.

5.   Hvilket finansielt system efter krisen?

5.1   Tomáš Baťa pegede for næsten 80 år siden på den rette vej: en resolut tilbagevenden til god forretningsskik, genopdagelse af værdier og principper, som med tiden er blevet alvorligt svækkede, investorernes accept af mere rimelige, men også mere stabile afkastningsgrader som del af en langsigtet politik, adskillelse mellem aktiviteter af rent spekulativ karakter, som skal reguleres bedre, og de øvrige finansielle aktiviteter.

5.2   Et gennemsigtigt finansielt system, som giver tilstrækkelige oplysninger til at gøre det forståeligt, hvilken risiko der er forbundet med de transaktioner, der foreslås: fra kreditkort med revolverende lån (nogle meget store udbydere har fået forbud mod fortsat at sælge deres produkter, som overtræder lovene om åger og hvidvaskning!) over de mest komplekse finansielle produkter til de mest enkle.

5.3   Et socialt ansvarligt finansielt system. Jagten på kortsigtede gevinster har ansporet mange finansvirksomheder til at prioritere kvantitet, dvs. salgsvolumen, frem for en kvalitetsbetonet kundebetjening. Mange har ladet sig påvirke af tilbud om køb af finansielle produkter, der har vist sig komplet uegnede til at opfylde sparernes behov. I disse tilfælde har der været tale om salg, der strider imod sund fornuft og grundlæggende professionelle standarder, i stedet for salg efter ordentlig rådgivning. For at opnå bedre resultater er disse salg blevet presset igennem via et dagligt kommercielt tryk til gengæld for præmier og bonusser, men også med tilfælde af mobning af dem, der ikke har kunnet nå de ønskede og stadig højere mål. Lovens bestemmelser om kommercielt bedrageri og skjulte mangler burde også gælde for det finansielle system.

5.4   Et etisk ansvarligt finansielt system. Finanssektorens sammenslutninger bør vedtage initiativer til forebyggelse af skadelige fænomener og tage ansvaret for forbilledlige sanktioner mod virksomheder, der er fundet skyldige i svigagtighed, bedrageri eller strafbar adfærd. En stillingtagen af denne art har ikke hidtil manifesteret sig.

5.5   Et finansielt system, der er bedre reguleret og bedre kontrolleret. Antallet af aktører i det finansielle system øges, mens tilsynsmyndighedernes kapacitet til at overvåge markedsudviklingen i alle dens forgreninger og de lovgivende myndigheders evne til at gribe ind og holde uønskede elementer, for ikke at sige kriminelle organisationer, på afstand, mindskes. En indsats for at rationalisere, udrense og bringe orden i finanssektoren er nødvendig. Selv om finanssektoren bør følge de mest avancerede styringsmodeller, er den ikke en industri som alle andre. Den forvalter en helt speciel kapital, nemlig sparernes og kundernes tillid, der er afgørende for dens virke. Før var det nok at tildele et værdipapir tre A'er for at få spareren til at følge sig helt tryg. Men erfaringen har vist, at de eksisterende systemer er langt fra at kunne garantere fuld sikkerhed.

5.6   Et innovativt finansielt system. Jagten på nye finansieringsinstrumenter, der i højere grad opfylder markedets behov, bør fortsat være økonomiens drivkraft. Den rette vej frem er at reducere gearingen på finansmarkedet, øge mulighederne for beskyttelse mod risici og stille sig tilfreds med et rimeligt afkast: Tilbage til fremtiden. Efter finanseventyrets to skridt tilbage skal vi nu gå tre skridt frem mod en fremtid med bæredygtig udvikling.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/45


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kreativitet og iværksætterånd: veje ud af krisen (initiativudtalelse)

2011/C 48/09

Ordfører: Madi SHARMA

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. februar 2010 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Kreativitet og iværksætterånd: veje ud af krisen (initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 1. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september 2010, følgende udtalelse med 109 stemmer for, 2 imod og 6 hverken for eller imod.

1.   Forord – »Gangbroen«

For at finde vej ud af finanskrisen og løse problemerne med arbejdsløshed, fattigdom, ulighed, globalisering og klimaændringer må EU åbne borgernes øjne.

1.1   Denne udtalelse handler om merværdien af kreativitet og iværksætterånd som en vej ud af krisen med fokus på investeringer i menneskelig kapital ved at styrke og fremme en »vi kan godt-holdning«.

1.2   Iværksætterånd sættes i Europa som regel i forbindelse med virksomhedsetablering, SMV, profit og erhvervsdrivende foreninger. Iværksætterånd er en persons »evne til at føre idéer ud i livet«, og man må derfor ikke afvise eller undervurdere dens samfundsværdi, navnlig ikke i krisetider. Den omfatter:

kreativitet, innovation og risikotagning,

evne til at planlægge og forvalte projekter for at nå bestemte mål,

et aktiv i dagligdagen i hjemmet og samfundet,

arbejdstagere, der er bevidste om deres arbejdes funktion,

evne til at udnytte muligheder,

et grundlag for de mere specifikke færdigheder og den mere specifikke viden, som der er brug for for at starte en samfundsmæssig eller erhvervsmæssig aktivitet (1).

2.   Konklusioner og anbefalinger

2.1   Denne udtalelse søger metoder til at vurdere og bringe de europæiske borgeres potentiale i spil. Den slår til lyd for en »all inclusive«-tilgang til at skabe muligheder for et større antal mennesker uanset deres alder, køn, race, kvalifikationer eller sociale situation. Specifikke regionale, nationale eller EU-programmer for kreativitet og iværksætterånd skal målrettes de dårligt stillede befolkningsgrupper med henblik på at rette op på ulighed i samfundet.

2.2   Udtalelsen kommer ind på følgende emner:

Hvordan fastholdes mangfoldigheden i Europa, samtidig med at den overføres til en fælles identitet?

Hvordan sætter Europa borgerne i stand til at handle og giver dem indflydelse?

Hvordan bliver Europa et sted med ambitioner og værdier, som man er stolt af, og hvis borgere er ambassadører, som kan glæde sig over vellykkede resultater.

2.3   Efter finanskrisen har EØSU indset behovet for at stimulere jobskabelsen og skabe sunde og bæredygtige økonomier i medlemsstaterne. Højt kvalificeret arbejdskraft kræver en højt kvalificeret iværksætterkultur samt investeringer i både den offentlige og den private sektor for at blive konkurrencedygtig på verdensplan. Iværksætterånd kan anvendes som redskab til at klare udfordringen og give alle dele af samfundet et realistisk håb om succes samt hjælpe Europa med at udvikle en mere dynamisk identitet.

2.4   EU 2020-strategien opstiller tematiske, målrettede nøglekatalysatorer baseret på følgende principper:

værdiskabelse gennem videnbaseret vækst;

bemyndigelse af borgerne og plads til alle i samfundet; nye færdigheder, kreativitet og innovation, udvikling af iværksætterånd og gnidningsløs overgang mellem job vil få afgørende betydning i en verden, hvor der vil være flere job, men også større krav om tilpasningsevne;

skabelse af en konkurrencedygtig, sammenkoblet og grønnere økonomi.

2.5   Krisen baner vejen for nye modeller for udvikling, vækst og forvaltning. Forbedrede og sammenhængende rammebetingelser er afgørende for forandringer, hvilket giver arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet mulighed for at bidrage med praktiske og håndgribelige mekanismer.

2.6   Europas menneskelige kapital kan hurtigt blive spændt for vognen, hvis der skabes et miljø, der muliggør det. Et sådant miljø kræver, at følgende enkle og realistiske anbefalinger sættes i værk:

10 vigtige trædesten for fremskridt hen imod forandring

1.

VISION – En samlet vision for Europa;

2.

UDDANNELSE – Fremme af ambitioner;

3.

MOBILITET – Etablering af muligheder for organiseret læring;

4.

RISIKOKENDSKAB – Hjælpe europæerne af med risikoaversion;

5.

INCITAMENT – Fremme af iværksætterånd;

6.

ANSVARLIGHED – i europæiske projekter;

7.

SAMFUND – Fremme af aktivt medborgerskab;

8.

GENNEMFØRELSE – af en politik for iværksættere og SMV;

9.

HØRING – En platform for debat mellem aktører;

10.

FREMME – af en ny kultur i medier og via ambassadører.

2.7   Disse anbefalinger må ikke forblive en opgave for en enkelt aktør, men skal være et fælles ansvar for alle. I en verden i hastig forandring og med stor kompleksitet har enkeltindivider brug for nye evner og færdigheder for at undgå eksklusion. Den sociale dialog kan sikre, at ændringer opfylder målsætningerne for EU 2020-strategien, og at der udvikles en bæredygtig iværksætterkultur. Der er behov for en »tradition« i Europa, der understøtter iværksætteri blandt enkeltpersoner og organisationer.

2.8   Den europæiske merværdi ved at investere i iværksætterånd:

 

Hvis jeg giver dig 1 euro og du giver mig 1 euro, så har vi en euro hver.

 

Hvis jeg giver dig 1 idé og du giver mig 1 idé, så har vi to idéer.

Iværksætterånd i Europa = 500 mio. mennesker + 500 mio. idéer + 500 mio. handlinger.

Hvor mange af disse idéer kan føre os ud af krisen?

3.   Europa i dag

3.1   I 2008 blev Europa ramt af en finanskrise, som begyndte i USA, men havde alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomien og samfundets sociale aspekter. Årsagerne til krisen er veldokumenterede, og Europa er blandt de hårdest ramte på mellemlangt sigt.

3.2   I 2010 er der over 20 mio. arbejdsløse i Europa. Unge, kvinder, ældre, indvandrere og andre sårbare grupper udgør størsteparten af denne uudnyttede menneskelige kapital. Hverken den offentlige sektor, der slås med store underskud, eller de store selskaber, der slås med krisen og globaliseringens udfordringer, har kapacitet til at skabe så mange job på egen hånd og på kort sigt. En hurtig tilbagevenden til en stærk vækst i EU er urealistisk uden ændringer i de strukturelle vilkår, eftersom arbejdsløshed især er et strukturelt problem og ikke kan tilskrives de økonomiske konjunkturer.

3.3   EU må fokusere på økonomi, bæredygtig iværksætterkultur, beskæftigelse og socialpolitik, men globaliseringen venter ikke på, at Europa når med på vognen, selv om Europa har meget at bidrage med i forbindelse med udviklingen af andre. Den europæiske dimension åbner mulighed for udveksling af erfaringer og er et værktøj til at skabe større europæisk identitet i og uden for Europa.

3.4   EU består i dag af 27 talentfulde, sammenhængende og produktive medlemsstater. Nabostaterne er desperate efter at blive medlemmer. EU har mange aktiver: fred, stabilitet, mangfoldighed, regelsystemer, god forvaltning og solidaritet. Europa har stor respekt for sociale værdier og beskytter naturen. Det europæiske marked omfatter 500 mio. mennesker, og de europæiske virksomheder har et stort potentiale for vækst.

3.5   Det er nu EU skal optimere sin kollektive styrke.

4.   Iværksætterånd – En europæisk styrke og en metode til at overvinde krisen

4.1   Iværksætterånd skal skabe velstand, der kan bringe Europa ud af krisen. Lissabontraktaten anerkender iværksætterånd og de økonomiske aktørers diversitet. Nu er tiden inde til at finde nye former for bæredygtig iværksætteri, som kan fungere som nøglekatalysatorer for vækst med henblik på at fastholde Europas konkurrenceevne.

4.2   Den skal omfatte søgning efter nye idéer og medføre en fremdrift, som vil skabe tillid, troværdighed og fortsat vækst i fremtiden. Velstand vil indebære investeringer i uddannelse, beskæftigelse, kvalifikationer, produktivitet, sundhed og sociale vilkår, i hvilken forbindelse iværksætterånd, kreativitet og innovation er grundlæggende redskaber til at udvikle samfundet.

4.3   Adskillige erfaringer fra såvel teoretisk og empirisk forskning som praksis i erhvervslivet har påvist en klar forbindelse mellem iværksætteri og vækst (2). Erhvervssammenslutninger, fagforeningsforbund, internationale udviklingsorganer, Verdensbanken, ILO, OECD og ikke-statslige organisationer støtter alle sammen fremme af iværksætterånd som et nøgleredskab for vækst, udvikling, fattigdomsbekæmpelse og social inklusion. EØSU har i mange af sine udtalelser plæderet for samfundsværdien af iværksætterånd, og mange medlemsstater har en bedste praksis inden for iværksætterånd.

4.4   Iværksætteri er i hele verden blevet set som et redskab til innovation, investeringer og forandringer og er som sådan uundværlig som vej ud af den aktuelle økonomiske situation med en stor grad af usikkerhed. I den sammenhæng er anerkendelse af kvalifikationer og kompetencer gennem iværksætteri et redskab til problemløsning og et fundament for nye idéer.

4.5   I EU er økonomisk udvikling altid gået hånd i hånd med et stærkt engagement i de sociale aspekter, og dette skal fortsætte, når iværksætteraktiviteter inkorporeres i vores dagligliv. Dette indbefatter områder uden for erhvervslivet:

Social inklusion og fattigdomsbekæmpelse understøttes af iværksætteri, »fordi samfundet er centralt for innovationsanalysen« (3), eftersom det forandrer samfundets idéer, praksis og institutioner.

Miljøbeskyttelse afhænger af bæredygtige energikilder og tilpasning til klimaforandringer, og dette vil føre til nye arbejdsformer, grønnere arbejdspladser og oprettelsen af nye grønne job og teknologier.

Turisme, fornyelse og migration, især ny vitalitet i landdistrikter og mindre gunstigt stillede regioner vil kræve iværksætteraktiviteter med henblik på jobskabelse og infrastrukturforandringer, navnlig på områder som byfornyelse, landbrug, skovbrug, ø- (4) og bondegårdsturisme.

Uddannelse bruger kreativitet til at identificere de drivkræfter, der udløser et ønske om viden for at sikre, at mennesker på alle niveauer og i alle aldre bruger tid på læring.

Sundhedsvæsenet anvender nye arbejdsmetoder og teknologier til at etablere det optimale miljø for pleje, forskning, medicinering og behandling.

Den demografiske udvikling vil kræve sociale tilpasninger, nye og kreative løsninger på infrastruktur, tjenesteydelser, arbejde, familie og social beskyttelse.

Ngo-sektorer, herunder opsøgende arbejde og efteruddannelsesprojekter, er effektive og banebrydende på mange områder, hvor der kræves nye løsninger for at løse samfundsproblemer.

Den offentlige sektors kapacitet vil kræve nye løsninger for at kunne levere det samme eller mere med begrænsede budgetter.

4.6   Alle mennesker har talenter og besidder en kreativitet og iværksætterånd, som vokser, hvis omgivelserne understøtter og befordrer den. Vægt på det individuelle under hensyntagen til diversiteten er afgørende vigtig, fordi eksklusion og diskrimination udløser en ond spiral, som skærper en situation med ulige muligheder: jo mindre mennesker er i stand til at udnytte deres potentiale, jo mindre motiverede er de til at udvikle sig selv (5). Dette kan i dagens Europa især løse problemet med de mange ufaglærte og arbejdsløse. En tilgang baseret på diversitet kan være med til at skabe muligheder for et større antal mennesker uanset deres alder, køn, race, kvalifikationer eller sociale situation.

4.7   En række kollektive faktorer skaber et proaktivt miljø for succes i alle dele af livet, herunder overvindelse af krisen:

En klar VISION med en MISSION, der kan gennemføres i praksis, og realistiske MÅL;

Et PROJEKT med et FÆLLES FORMÅL/en FÆLLES IDENTITET;

Et FOKUS og en »VI KAN GODT-HOLDNING«;

LEDERSKAB, som fremmes individuelt sammen med stærke fælles VÆRDIER.

5.   10 FODAFTRYK – En liste over ting, vi kan, skal sættes i værk med henblik på at skabe handlingsfremmende rammebetingelser

Vækst skabes ikke i et tomrum. Den kræver ligesindede, netværk og aktører – og i sidste ende en tradition i samfundet, på arbejdspladsen og i hjemmet for at skabe plads til iværksætterånd blandt enkeltpersoner og organisationer, herunder fremme af jobskabelse i små virksomheder og øget adgang til kvalificeret arbejdskraft. Aktørerne – arbejdsgivere, fagforeninger, ngo'er, den offentlige sektor og de offentlige beslutningstagere må gå sammen om at skabe en kulturændring, der gør iværksætterkultur tilgængelig for ALLE med henblik på ikke bare at overvinde den nuværende krise men på at løse planetens mere langsigtede problemer.

5.1   En enkel og klar vision for Europa  (6) skal formidles gennem en strategi og konkrete mål. Dette skal omfatte politisk lederskab med regnskabsaflæggelse, ansvarlighed og realitetssans. Det indre marked vil betyde økonomisk velstand for alle, øget mobilitet, nye færdigheder, afsætningsmuligheder og et større udvalg. Det indre marked må tilføres nyt momentum og endeligt gennemføres. Iværksætterånd for alle skal udgøre en fast del af alle andre politikområder.

5.2   En europæisk iværksætteruddannelse, som indgår i læseplanerne og livslang efteruddannelse, savner stadig reelt engagement fra ledernes side. Fremme af ambitioner og betydningen af kreativitet og iværksætterånd skal værdsættes og ikke misforstås som forretning og profitmaksimering. Kreativitet udvikler sig gennem læring i formelle og uformelle systemer. Underviserne skal inddrages fuldt ud for at sikre en korrekt formidling. Lærerne kan være imod at begrænse iværksætterkultur til f.eks. virksomhedsetablering, men se velvilligt på en bred definition som nøglelivskompetence. Iværksætterånd kan bringes ind i klasseværelserne via en »iværksættertrappe« for udvikling af aktiviteter og undervisning (7).

5.2.1   Lærere har brug for pionermetoder, eksperimentel læring og mekanismer med henblik på at bibringe eleverne moderne kompetencer og teknologier, der afspejler globaliseringen. De skal betragte deres rolle som katalysatorer, der hjælper eleverne med at blive mere uafhængige og selv tage initiativ til læring. Effektive læreruddannelser, udveksling af god praksis og netværk (8) samt nye metoder og redskaber kan hjælpe lærerne med at tilpasse sig til enhver type læring. Samarbejde med arbejdsgivere, fagforeninger og ngo'er kan overvejes for at fremme videnoverførsel.

5.3   Det bør blive en naturlig del af at være europæer at opbygge muligheder for organiseret læringsmobilitet. Adgang til læring er en afgørende forudsætning for social samhørighed, politisk deltagelse og aktivt medborgerskab (9). EØSU kan lancere det 21. århundredes EU-uddannelsesordning som et ambitiøst initiativ, som kan diskuteres med aktørerne og senere foreslås til EU's beslutningstagere.

5.3.1   Videntrekanten (uddannelse, forskning og innovation) er helt afgørende for øget vækst og beskæftigelse i fremtiden. Erasmus, Leonardo, Socrates og andre programmer skal åbnes for alle gennem lavere adgangskrav og mindre bureaukrati og udstyres med de rigtige incitamenter til at deltage. EØSU anbefaler indførelsen af et Europass, hvor enhver deltagelse i uddannelsesaktiviteter i Europa kan samles.

5.4   Hjælpe europæerne af med deres risikoaversion og hen til en »vi kan godt-holdning«, hvor en kultur baseret på risikovurdering skal vægtes med henblik på at udvikle et produktivt samfund. Der bør gøres en bevidst indsats for at slå på tromme for de samfundsmæssige fordele ved kreativitet og innovation med henblik på at fjerne sig fra den negative fiaskokultur, der hersker i Europa i dag.

5.4.1   Innovative mekanismer for adgang til finansiering bør overvejes. Disse kan f.eks. omfatte mikrokreditmekanismer (via Progress, ESF, Jasmine, Jeremie og CIP) og mikrolån til kreditforeninger og fællesskabsprojekter (10). Disse redskaber kan ikke alene støtte iværksættere, men også øge bæredygtigheden for initiativer til fordel for lokalsamfund og udvikling, navnlig for ngo'er.

5.4.2   Eksisterende støtteinstrumenter for innovation skal tilpasses, så de afspejler ændringer i innovationen (innovation inden for tjenesteydelser, åben eller brugerstyret innovation etc.). Mekanismer, der kan fremskynde omsætningen af viden til produkter, som kan markedsføres, er f.eks. at bekæmpe og reducere fleksibilitet, at skabe større fleksibilitet i ordningerne, at gøre det lettere at samarbejde og at skabe hurtigere adgang til finansiering.

5.5   Støtte til store virksomheder, som skaber og stimulerer iværksætterånd. Alle medarbejderes kompetencer og talenter skal udnyttes, eftersom arbejdsstyrken råder over mange praktiske og intellektuelle færdigheder. Man bør tilskynde til identifikation af kompetencer og immaterielle aktiver gennem udvikling af nye redskaber, der kan bidrage til formålet.

5.5.1   Muligheder for praktikophold og lærepladser til elever og arbejdsløse bør fremmes og tilskyndes bedre.

5.5.2   F.eks. kunne udviklingen af en selskabsramme for udnyttelse af spin-off, hvor store virksomheder støtter, fungerer som tutorer og tilbyder markedsføring for innovatorer, anvendes til at markedsføre registrerede patenter, der ikke tidligere har været eksponeret. Støtteforanstaltninger for den sociale dialogs udvalg og arbejdsmarkedets parters udførelse af og bidrag til konsekvensvurderinger i forbindelse med EU's beskæftigelsesstrategi og EU-2020 bør overvejes ved udvikling af relationer og fremme af det bedst mulige miljø på arbejdspladsen.

5.6   Der skal gennemføres en evaluering af europæiske projekters langsigtede mål for at retfærdiggøre investeringerne. En sådan bør omfatte projekternes bæredygtighed, markedsføring af vellykkede resultater og videreudvikling på grundlag af resultaterne til glæde for samfundet som helhed.

5.6.1   Dette kunne bl.a. omfatte projekter, der går på tværs af generationer og sektorer, herunder klynger, for at bringe erfaring og friske hjerner sammen om at dele nye færdigheder, håndværk, netværk og ny viden gennem mentor- eller tutorrelationer. Fremme af bæredygtige økonomiske projekter med grønne iværksættere, der er bevidste om de udfordringer, som er forbundet med klimaforandringer og svindende fossile energikilder, vil sætte spot på miljøbeskyttelse.

5.7   Fremme af samfundsinitiativer og aktivt borgerskab med henblik på at tilskynde til projekter med et europæisk perspektiv, der gavner samfundet og/eller igangsættes af samfundet. Dette bør ske under hensyntagen til mangfoldigheden og meget udsatte grupper og kan kombineres med en frivillig europæisk certificeringsmekanisme for virksomheders sociale ansvar og revisionsmuligheder for samfundsinitiativer.

5.8   Det er altafgørende med et stærkt engagement til fordel for gennemførelse af politikker til støtte for et miljø, der gør tingene mulige, henvendt til iværksættere, der ønsker at starte egen virksomhed. 98 % af alle virksomheder i EU er små og mellemstore virksomheder (SMV), og EU bør fortsætte og videreudvikle sin lange tradition for SMV-udvikling (11).

»Small Business Act for Europe« og »Tænke småt først«-princippet kræver fortsat et stærkt engagement i mange medlemsstater, hvor det nuværende engagement ikke står mål med, hvad der kræves i en krise. Større adgang for og mere deltagelse af små og mellemstore virksomheder i EU-projekter og offentlige indkøb med åbne markeder, der støtter iværksættervækst, bør tages op som emne. Interaktive miljøer kan støttes gennem kuvøser, klynger, forsknings- og teknologiparker samt partnerskaber med den akademiske verden. Dette omfatter en EU-kvikskranke for iværksætterinformation på alle områder.

Det bør overvejes at indføre et socialt sikkerhedsnet for selvstændige, som tager hensyn til de særlige aspekter ved virksomhedsadministration, navnlig hvad angår barsel, børnepasning og virksomhedslukninger.

Rådet bør vedtage den europæiske statut for SMV'er som støtte til det indre marked og for at gøre transaktioner på tværs af grænserne lettere for SMV. Dette projekt, som er igangsat på EØSU's initiativ, giver nye iværksættere en europæisk identitet.

Øget bevidstgørelse og større støtte til Erasmus for unge iværksættere  (12). Med henblik på reel gennemslagskraft skal der findes metoder til at tiltrække flere virksomheder, der kan fungere som vært, og til at anerkende virksomhedernes bidrag. Dette kan bl.a. ske gennem en »pris for europæiske iværksættere«, en EU-mærkning eller deltagelse i højt profilerede projekter. Anerkendelse af iværksætteres indsats kan (i modsætning til ansattes indsats) sjældent lade sig gøre, og deres bidrag påskønnes derfor ikke af samfundet.

5.9   Udnyttelse af ekspertise gennem oprettelse af en platform til debat mellem aktører, der kan udbrede en innovations- og kreativitetsånd og -kultur i EU. Fremme af samarbejde mellem aktører kan føre til fælles tværgående politiske anbefalinger om emner som f.eks. bedre forbindelser mellem den akademiske verden og industrien, innovation i kommercielle og ikke-kommercielle sammenhænge, mobilitet blandt forskere, anvendelse af strukturfonde, bedste praksis globalt set og etableringen af en ramme, der kan tage sig af presserende sager. Dialog mellem borgerne med henblik på at fremme iværksætterånd på regionalt plan kan understøtte en europæisk iværksætterprofil, der passer til det 21. århundrede.

5.10   Fremme en ny kultur via medierne og et netværk af ambassadører og rollemodeller. Man skal fremme en kultur, der påskønner iværksætteres tankegang og støtter initiativer for nyetablerede virksomheder og virksomheder i vækst, sociale iværksættere, innovation i den offentlige sektor, kreativitet på arbejdspladsen, arvefølgeplanlægning og medarbejderdeltagelse. Den nye iværksætterkultur i Europa kræver lederskab og opbakning via talsmænd eller »ambassadører«.

6.   Krisen er den udløsende faktor, der skal til for, at Europa ikke bare kan anerkende borgernes potentiale, men også fremme iværksætterånd og en iværksættertankegang iblandt dem.

6.1   Der vil komme andre kriser i Europa, og for at sikre, at Europa er forberedt på fremtidige udfordringer, må der skabes fremdrift ved hjælp af de 10 trædesten. Dette må kombineres med

En handlingsplan

En europæisk taskforce for iværksættere

En platform for aktører

Et europæisk topmøde og et G20-møde om iværksætterånd

Et innovativt Europa (Europa 2020).

6.1.1   EØSU bør videreudvikle disse idéer i samarbejde med de interesserede parter i den nærmeste fremtid.

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 548. Punkt 7 i bilaget.

(2)  Audretsch, D. B. and R. Thurik (2001), Linking Entrepreneurship to Growth, OECD Science, Technology and Industry Working Papers, 2001/2, OECD Publishing. doi: 10.1787/736170038056.

(3)  EUCIS-LLL Barcelona 2010.

(4)  Bornholm i Danmark

(5)  Hillman 1997.

(6)  Borgerne skal bevidstgøres om følgende:

I.

En vision for Europa: Et Europas Forenede Stater med respekt for alle kulturer og sprog og åbenhed over for resten af verden.

II.

Europas styrke: opbygning af en fælles enhed med fred efter århundreders borgerkrige og konflikter.

III.

EU står for: en velstående politisk enhed, der giver optimale muligheder for individuelle og kollektive drømme.

IV.

At være europæer er at have fælles værdier, hvilket især vil sige en god blanding af individuelle (performans) og kollektive værdier.

V.

Fordelen ved at være EU-borger: anvendelsen af EU-dimensionen i kulturelle, økonomiske og videnskabelige sammenhænge i forbindelse med udvikling af egne færdigheder og kvalifikationer med henblik på egen og andres fremtid.

(7)  EUT C 309 af 16.12.2006, s. 110.

(8)  Towards greater cooperation and coherence in entrepreneurship education, Europa-Kommissionen marts 2010.

(9)  BIG ISSUE, ACAF Spain.

(10)  Eksempler på fællesskabsprojekter med afsæt i iværksætterkultur, der sigter mod social inklusion: se www.european-microfinance.org.

(11)  SMV anses som regel for at udgøre den største gruppe af iværksættere, og ETOC og EEAPME har ofte anbefalet at støtte deres vækst. Det samme har EØSU i mange udtalelser.

(12)  Erasmus-programmet for unge iværksættere – Kommissionens GD for Erhvervspolitik.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/51


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's reaktion på forskydningen i den økonomiske magt på verdensplan (initiativudtalelse)

2011/C 48/10

Ordfører: Brian CALLANAN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. februar 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

EU's reaktion på forskydningen i den økonomiske magt på verdensplan (initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 20. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september 2010, med 135 stemmer for, 4 imod og 3 hverken for eller imod:

1.   Resumé og konklusioner

1.1   EU's medlemsstater har oplevet den værste økonomiske krise siden 1930'erne, og genopretningen er stadig mangelfuld, skrøbelig og sårbar. Efter de alvorligste kriser siden anden verdenskrig har de internationale balancer forrykket sig, og Europa må omdefinere sin position og sine strategier inden for de nye rammer. Eftersom 85 % af Europas handel foregår internt, vil nogen af svarene på de nye udfordringer kunne findes internt. I en bæredygtig Union er en stigning i efterspørgslen helt afgørende for at kunne tackle de globale udfordringer. EØSU har udarbejdet en række udtalelser om dette spørgsmål. I nærværende udtalelse foretages en analyse af den eksterne dimension af EU's svar på de globale økonomiske kriser: Europas nye positionering på det globale marked. Udtalelsen undersøger ændringer i EU's økonomiske resultater på verdensmarkedet og de internationale virkninger af Kinas og andre vækstøkonomiers nylige fremmarch. Udtalelsen rejser spørgsmål, som skal føre til en analyse af disse forhold og afføde en debat om følgerne for EU's politiske og handelsmæssige forbindelser med resten af verden. Den indeholder endvidere civilsamfundets tanker og ideer til en politikdebat, hvis konklusioner vil få vidtrækkende konsekvenser.

1.2   EU står over for grundlæggende udfordringer i forbindelse med de voldsomme ændringer i de økonomiske, politiske og handelsmæssige forbindelser, som recessionen har sat fart i. EU må tilpasse sig disse ændringer ved at: stimulere væksten; skabe flere og bedre job; gøre økonomien grønnere og mere innovativ; opfylde 2020-strategiens mål om en beskæftigelsesrate på 75 % og sikre, at denne omfatter risikogrupper som unge, kvinder, midaldrende og handicappede.

1.3   Indtil nu har størstedelen af energien i det europæiske projekt været brugt på at skue indad: opbygning af det indre marked, omstrukturering af institutionerne, stridigheder om penge og endeløse traktatforhandlinger. For at komme ud af denne recession og omorganisere sig med henblik på at kunne tackle det 21. århundredes udfordringer må EU skue udad i det kommende årti. I den forbindelse må EU være mere bevidst om og tage større hensyn til udviklingstendenser, der bestemmes af det nye samspil mellem USA og Kina og indflydelsen fra magtfulde grupper af udviklingslande som f.eks. BRIK-landene.

1.4   Hvis EU følger denne strategi, vil det som understreget af Manuel Barroso, Kommissionens formand, have »midlerne, forstanden, den nødvendige kapacitet, den historiske baggrund og de menneskelige, intellektuelle og kulturelle ressourcer« til at opnå succes.

1.5   Kommissionen ønsker i sit arbejdsprogram at mindske hindringerne for internationale handels- og investeringsstrømme, afslutte de igangværende bilaterale forhandlinger, forbedre håndhævelsen af eksisterende aftaler og tage initiativ til at åbne handelen inden for vækstområder som højteknologi, tjenesteydelser og miljøtjenester.

1.6   Det er en foruroligende tendens, at Europa ikke er førende i verden inden for en eneste højteknologisektor, og at der i EU ikke er tilstrækkelig mange højteknologiske virksomheder til effektivt at kunne udnytte fremtidens centrale støtteteknologier.

1.7   EØSU henviser til betydningen af spørgsmål, der ligger uden for nærværende udtalelses temaområde, dvs. skadelig protektionisme og tackling af klimaændringer, f.eks. ved at fremme internationalt orienterede nye iværksættervirksomheder, støtte innovation i etablerede industrier, opretholde sektorer af afgørende strategisk betydning for EU, overveje eksportpotentialet inden for de offentlige tjenester, herunder sundhedsvæsen og uddannelse, og ved at tilskynde byer i EU til at indgå partnerskaber med byer i andre dele af verden.

1.8   Et resultat af den verdensomspændende recession er, at protektionistiske politikker er blevet mere tiltrækkende. Verdenshandelsorganisationens generaldirektør Pascal Lamy har advaret landene mod at falde for denne fristelse.

1.9   På det eksterne plan er det nødvendigt at afslutte Doharunden med et positivt resultat, men dette viser sig at være vanskeligt. I mellemtiden er EU i færd med at udforme en ny model for bilaterale forbindelser og aftaler både med industrialiserede lande og udviklingslande, som i stigende grad vil påvirke de overordnede handelspolitikker.

1.10   Blandt andre vigtige mål for EU's politikker kan nævnes: gensidighed i EU's nye bilaterale aftaler, herunder, hvor det er muligt, udnyttelse af forsyningssikkerhed som løftestang; sikring af, at reglerne er fleksible og kan tilpasses de ofte hurtigt skiftende omstændigheder; fjernelse af ikke-toldmæssige hindringer, herunder »ud over grænserne«; gennemsigtighed i arbejds- og kvalitetsstandarder i overensstemmelse med ILO's bestemmelser; frihandelsaftaler for miljøvarer og -tjenester.

1.11   Multilaterale miljøaftaler skal passe perfekt ind i internationale handelsaftaler, så de understøtter og supplerer hinanden i stedet for at gribe forstyrrende ind i hinanden.

1.12   Forsyningssikkerhed er en central udfordring for EU i klimasammenhæng. For eksempel gennem samarbejde på følgende områder: forhandling af forsyningsaftaler med tredjelande (hvilket allerede sker som led i bilaterale handelsaftaler); salg af ekspertise og teknologi til forbedring af infrastrukturer, herunder »intelligente net« og den nye generation af elproducerende teknologier, der bruger andre råvarer end fossile brændstoffer; fælles udnyttelse af nye teknologier til opfyldelse af EU's aktuelle 20 %-mål for anvendelsen af alternative energiformer; udforskning af muligheder for at eksportere sagkundskab i udvikling og anvendelse af incitamenter til at nedbringe kulstofemissioner.

1.13   Efterhånden som de forskellige dele af verden bliver mere gensidigt afhængige og forbundne, må der ske en tilnærmelse af beslutningstagernes tænkemåde. Samspillet mellem det indre marked og EU's handelspolitik har aldrig været vigtigere. Det samme gælder sikringen af den fornødne høring inden for EU og af dets institutioner og medlemsstater. Denne høring understøtter og fremmer en effektiv udformning, fastlæggelse og gennemførelse af en mere fleksibel handelspolitik.

1.14   På det menneskelige plan er der behov for at tackle den frygt og usikkerhed, som er resultatet af forskydninger i den økonomiske magt. Det organiserede civilsamfund har lejlighed og pligt til at hjælpe mennesker, politikere og økonomier igennem perioder med forandring.

1.15   Kommissionens nye 2020-strategi er EU's første strategipolitiske svar på recessionen og forskydningen i den internationale økonomiske magtbalance. Den nye dagsorden kræver et koordineret europæisk svar, også fra arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. (Barroso-citat i forordet til meddelelsen om Europa 2020). Som svar på forskydninger i den internationale økonomiske magtfordeling må EU forlade sig på partnerskaber mellem staten og det organiserede civilsamfund for at opnå gode økonomiske resultater og social samhørighed.

1.16   Kommissionen råder imidlertid kun over nogle få direkte værktøjer, der kan sætte skub i initiativet; ansvaret ligger hovedsagelig hos medlemsstaternes regeringer, som nu også befinder sig under øget økonomisk, politisk og socialt pres.

2.   Indledning

2.1   »EU's medlemsstater har oplevet den værste økonomiske krise siden 1930'erne … og genopretningen er stadig mangelfuld, skrøbelig og sårbar«  (1). Efter de alvorligste kriser siden anden verdenskrig har de internationale balancer forrykket sig, og Europa må omdefinere sin position og sine strategier inden for de nye rammer. Eftersom 85 % af Europas handel foregår internt, vil nogen af svarene på de nye udfordringer kunne findes internt. I en bæredygtig Union er en stigning i efterspørgslen helt afgørende for at kunne tackle de globale udfordringer. EØSU har udarbejdet en række udtalelser om dette spørgsmål (2). I nærværende udtalelse foretages en analyse af den eksterne dimension af EU's svar på de globale økonomiske kriser: Europas nye positionering på det globale marked. Udtalelsen undersøger ændringer i EU's økonomiske resultater på verdensmarkedet og de internationale virkninger af Kinas og andre vækstøkonomiers nylige fremmarch. Udtalelsen rejser spørgsmål, som skal føre til en analyse af disse forhold og afføde en debat om følgerne for EU's politiske og handelsmæssige forbindelser med resten af verden. Den indeholder endvidere civilsamfundets tanker og ideer til en politikdebat, hvis konklusioner vil få vidtrækkende konsekvenser.

2.2   Europa er afhængig af den globale økonomi og dominerer i øjeblikket mange af markederne, men hvor længe kan det fortsætte? I 1800 tegnede Europa og dets udløbere i »den nye verden« sig for 12 % af verdens befolkning og ca. 27 % af verdens samlede indtægter. Denne dominans nåede sit højdepunkt i 1913, da disse »udviklede« økonomier udgjorde 20 % af verdens befolkning, men tegnede sig for mere end halvdelen (dvs. over 50 %) af verdens indtægter. I dag tegner disse økonomier sig stadig for ca. 45 % af verdens indtægter, skønt deres andel af verdens befolkning igen er nede på 12 % og fortsætter med at falde (3).

For effektivt at kunne tackle virkningerne af de ændringer, der i øjeblikket viser sig på de globale markeder, mener EØSU, at det kan blive nødvendigt for EU's politiske beslutningstagere at sætte mere fokus på og tage større hensyn til den nye situation, der gør sig gældende i Europas handelsforbindelser med resten af verden, navnlig hvad angår eksportresultaterne.

3.   Baggrund

3.1   Europæisk handel

3.1.1   Den samlede værdi af EU's eksport anslås til ca. 1,3 billioner USD. Når handelen medlemsstaterne imellem ikke medregnes, tegnede EU sig for 16 % af den samlede eksport i verden i 2008, hvor de vigtigste handelspartnere var USA, Rusland, Schweiz, Kina og Tyrkiet.

3.1.2   I en globaliseret verden, hvor EU-landene er centrale aktører på vigtige markeder, må de politikker, der danner grundlaget for forbindelserne EU-landene imellem, tage hensyn til den globale udvikling, herunder indvirkningen på de politiske forbindelser af den stigende økonomiske magt hos handelspartnerne Kina, Indien og Brasilien. Men hvordan bør Europa tilpasse sig? Ved at EU antager en større rolle i internationale anliggender? Eller ved at gøre det modsatte og anerkende, at der hurtigt er ved at danne sig et nyt verdensbillede med det nye »G2« bestående af USA og Kina som dominerende faktor?

3.1.3   Kommissionen anerkender i sit arbejdsprogram, at international handel er en motor for vækst i beskæftigelsen og for øgede investeringer i EU, og ønsker at: mindske hindringerne for internationale handels- og investeringsstrømme, afslutte de igangværende bilaterale forhandlinger, forbedre håndhævelsen af eksisterende aftaler og tage initiativ til at åbne handelen inden for vækstområder som højteknologi, tjenesteydelser og miljøtjenester. Forbedring af de bilaterale forbindelser med USA, Canada, Japan og Rusland vil være et kritisk område.

3.2   Europæisk handel i den globale økonomi

3.2.1   Recessionen vender om på magtforholdene i den internationale økonomi. Mellem 2000 og 2007 udvidede visse vækstøkonomier, især Kina, deres investeringsgrundlag og fører nu an i den internationale økonomiske genopretning. Dette skyldes hovedsagelig væksten i eksporten, som f.eks. var på 17,7 % i december 2009. I samme periode oplevede EU svingende eksportresultater og betydelige tab på visse dynamiske markeder, navnlig i Rusland og i Asien.

3.2.2   Der foregår en eksportdrevet økonomisk genopretning i Kina, men dette er fortsat overvejende ønsketænkning i EU. Ifølge Kommissionens prognoser vil EU's eksport stige med 5 % i 2010 og 5,1 % i 2011. Faldet i euroens værdi i forhold til vores vigtige handelspartneres valutaer har bidraget væsentligt hertil, men dette er ikke, og opfattes heller ikke, som et forsøg på at styrke den »nationale« økonomiske genopretning uden for lande som Tyskland og Irland, der allerede er stærkt involveret i den internationale handel (4).

3.2.3   Ifølge en rapport fra Kommissionen har EU's eksportresultater inden for højteknologiske produkter været ringe og rejst bekymringer om EU's evne til fortsat at være førende med hensyn til produktkvalitet og innovation (5). Der er også sket en forringelse på tjenesteydelsesområdet, hvor markedsandelen var faldende mellem 2004 og 2006. Dette er en foruroligende tendens. Det samme gælder den kendsgerning, at Europa ikke er førende i verden inden for en eneste højteknologisektor, og at der i EU ikke er tilstrækkelig mange højteknologiske virksomheder til effektivt at kunne udnytte fremtidens centrale støtteteknologier.

3.2.4   På trods af disse svagheder er EU den vigtigste handelsmagt inden for tjenesteydelser, den største eksportør og næststørste importør af varer og en væsentlig kilde til og modtager af internationale direkte investeringer. Der står derfor meget på spil for EU, når det skal opretholde og styrke sin position på verdensmarkedet, og det vil kræve nytænkning, som er solidt forankret i de ændrede, og meget mere komplekse, globale handelsvilkår, som gør sig gældende i dag.

3.2.5   EØSU gør opmærksom på betydningen af spørgsmål, der ligger uden for nærværende udtalelses temaområde, dvs. skadelig protektionisme og tackling af klimaændringer, f.eks. ved at fremme internationalt orienterede nye iværksættervirksomheder, støtte innovation i etablerede industrier, opretholde sektorer af afgørende strategisk betydning for EU, overveje eksportpotentialet inden for de offentlige tjenester, herunder sundhedsvæsen og uddannelse, og ved at tilskynde byer i EU til at indgå partnerskaber med byer i andre dele af verden.

3.3   En ny balance mellem økonomisk magt og politik

3.3.1   Efter at Lehman Brothers, en af Wall Streets ældste investeringsbanker, gik konkurs, endte markedet i kaos, fremstillingsindustrien oplevede på globalt plan sit kraftigste fald siden 2. verdenskrig, og verdensøkonomien styrtdykkede. Statsindgreb forhindrede en dominoeffekt i det internationale banksystem, men kunne ikke forhindre et skarpt og pludseligt fald i kapitalstrømmene.

3.3.2   Konsekvenserne for handelen viste sig omgående, i og med at adgangen til kredit blev begrænset, og forbruget faldt drastisk, hvilket tvang virksomhederne til at skære ned på produktionen. Omfanget af denne justering har imidlertid været meget forskellig i de enkelte handelsblokke. Kina kom sig hurtigst og blev i høj grad bistået af dets regerings beslutning om at vedtage en finanspolitik, der pumpede 580 mia. USD i landets økonomi for at stimulere en hurtig genopretning.

3.3.3   I marts 2009 blev der i Beijing, London, Washington og Frankfurt iværksat politiske foranstaltninger. G20-lederne lovede 1 billion USD i støtte fra IMF og Verdensbanken for at gentage på internationalt plan, hvad de enkelte stater allerede havde gjort. Nye magtfulde og/eller indflydelsesrige aktører på den internationale scene slog igennem på dette G20-møde. Der tegnede sig en ny økonomisk verdensorden, som indebar en voldsom forskydning i de økonomiske forbindelser med potentielt vidtrækkende konsekvenser for EU's handelspolitik.

3.3.4   Overforbrugende lande som USA blev opfordret til at skære ned på deres udgifter, mens lande med overskud på kredit- og valutareserverne blev opfordret til at styrke forbrugerefterspørgslen. Det hensigtsmæssige i en bæredygtig og afbalanceret udvikling af den internationale økonomi blev fremhævet, og det blev endvidere understreget, at EU selv har interesse i et tættere samarbejde med resten af verden.

3.3.5   På trods af at der for nylig er kommet gang i væksten igen, er der grund til at være forsigtig. Økonomerne er stadig usikre med hensyn til, hvordan verdensøkonomien vil udvikle sig fremover. Der er usikkerhed om, hvornår og hvordan de finanspolitiske incitamenter bør fjernes, og om deres hidtidige virkninger og bæredygtighed på længere sigt. Selv om væksten til en vis grad er genoprettet, er der også tale om en »menneskelig recession« (6). Høj arbejdsløshed har gjort det vanskeligt for verdens ledere politisk, intellektuelt og indenrigspolitisk at forsvare liberale handelsordninger.

3.3.6   Som følge af denne forskydning i den globale magtbalance står EU's beslutningstagere over for den udfordring at: tilpasse sig hurtigt til konsekvenserne af forskydningen; udvikle den nytænkning, dette kræver; handle kollektivt på en mere sammenhængende, reflekterende og hurtig måde; støtte jobskabelsesmuligheder som f.eks. »den grønne økonomi«; hjælpe virksomheder med omskoling af personale; sætte dem, der har mistet deres job, i stand til at tilpasse sig disse nye muligheder, da tidligere strukturtilpasninger har vist, at den mest effektive politiske reaktion er at fremme den enkeltes muligheder for at tilpasse sig den nye situation (7).

4.   To vigtige spørgsmål

4.1   Protektionisme

4.1.1   Den verdensomspændende recession har gjort protektionistiske politikker mere tiltrækkende. Verdenshandelsorganisationens generaldirektør Pascal Lamy har advaret landene mod at falde for denne fristelse (8). EU har høstet størst fordel ved gennemsigtige regler, der kan håndhæves, og som på en rimelig og objektiv måde understøtter og fremmer konkurrenceprægede handelsvilkår. Ifølge EU's kommissær for handel Karel de Gucht har EU's vigtigste handelspartnere under de aktuelle økonomiske kriser indtil nu indført 280 handelsbegrænsende foranstaltninger. Der er bekymring for, at disse foranstaltninger kan blive en ny og fast del af den samlede handelsramme.

4.1.2   En af de største handelshindringer er i øjeblikket den kunstigt lave kurs på den kinesiske renminbi (yuan), som regeringen ser som en metode til at sikre en mere konkurrencedygtig kinesisk eksport. Dette er en alvorlig hindring for frie og rimelige handelsvilkår. De seneste forsøg på at forbedre situationen hilses derfor velkommen, men der er også behov for langsigtede og varige ændringer i den kinesiske regerings valutapolitik.

4.1.3   Incitamentpakker fremmer den økonomiske vækst ved at øge efterspørgslen, men deres hovedmål er at hjælpe lokale virksomheder. En utilsigtet følge heraf kan være, at man støtter sektorer, der ikke er konkurrencedygtige. Reglerne om statsstøtte og konkurrence giver EU et godt udgangspunkt for at koordinere bestræbelserne på at forhindre dette i at ske, og et optimalt fungerende indre marked udelukker potentielt skadelig protektionisme.

4.1.4   På det eksterne plan er det nødvendigt at afslutte Doharunden med et positivt resultat, men dette viser sig at være vanskeligt. I mellemtiden er EU i færd med at udforme en ny model for bilaterale forbindelser og aftaler både med industrialiserede lande og udviklingslande, som i stigende grad vil påvirke de overordnede handelspolitikker.

4.1.5   Blandt andre vigtige mål for EU's politikker kan nævnes: gensidighed i EU's nye bilaterale aftaler, herunder, hvor det er muligt, udnyttelse af forsyningssikkerhed som løftestang; sikring af, at reglerne er fleksible og kan tilpasses de ofte hurtigt skiftende omstændigheder; fjernelse af ikke-toldmæssige hindringer, herunder »ud over grænserne«; gennemsigtighed i arbejds- og kvalitetsstandarder i overensstemmelse med ILO's bestemmelser; frihandelsaftaler for miljøvarer og -tjenester (9).

4.1.6   Med vedtagelsen af Lissabontraktaten sker der en reform af EU's beslutningsprocesser, herunder en udvidelse af den fælles beslutningstagning med Parlamentet inden for centrale politikområder som f.eks. handel. Det er vigtigt, at disse procedureregler, der inddrager Rådet, Parlamentet og Kommissionen, fører til hurtigere og mere fleksible svar og forbedrer EU's evne til at reagere på en effektiv og sammenhængende måde både på overordnede strategiske behov og de små detaljer i den daglige handel.

4.2   Klimaforandringer

4.2.1   Der er nu enighed i EU om, at der må reageres hurtigt på klimaforandringer. En tydelig konsekvens af globaliseringen er gensidig afhængighed. Uhæmmede klimaforandringer vil gældsætte fremtidige generationer og forstyrre globaliseringen, hvilket vil føre til stigende ressourcepriser og miljøkatastrofer, navnlig i udviklingslandene. Klimaforandringer er derfor et økonomisk problem med en vigtig handelsdimension.

4.2.2   EU fører nu an i de internationale bestræbelser under Kyotoprotokollen på at begrænse den globale opvarmning. Resultatet af klimakonferencen i København var et tilbageskridt i EU's indsats for at styrke det internationale samarbejde, navnlig med de nye vækstøkonomier, hvis emissioner inden 2020 vil overgå de industrialiserede landes emissioner. EU frygter også, at den nuværende klimaændringsfase kommer til at gå mest ud over verdens fattigste lande. EU har behov for at kunne give et omfattende, realistisk og praktisk orienteret politisk svar på klimaforandringerne for at undgå, at de får unødvendige negative sociale og økonomiske følger for de kommende generationer.

4.2.3   At integrere klimaforandringsproblematikken i EU's handels- og udviklingspolitikker ville medføre omkostninger og restriktioner i bestræbelserne på at nå et mål, der kun kan opfyldes, hvis andre store handelsblokke gør det samme (10). Multilaterale miljøaftaler skal passe perfekt ind i internationale handelsaftaler, så de understøtter og supplerer hinanden i stedet for at gribe forstyrrende ind i hinanden. Er det derfor klogt at føre an, hvis andre ikke ønsker at være med og heller ikke kan tvinges til det? Kan Kina f.eks. tvinges til at erstatte sin »forbrugeren-betaler«-model med EU's »producenten-betaler«-model for at begrænse kulstofemissionerne? (11) Eller kan man standse Wall Streets forsøg på med støtte fra Washington at sikre sig en ledende rolle i et kraftigt udvidet internationalt marked for emissionshandel?

4.2.4   Forsyningssikkerhed er en central udfordring for EU i klimasammenhæng. De enkelte medlemsstater har taget føringen på dette område, men der er også en reel og betydelig EU-dimension, navnlig hvad angår handel. For eksempel gennem samarbejde på følgende områder: forhandling af forsyningsaftaler med tredjelande (hvilket allerede sker som led i bilaterale handelsaftaler); salg af ekspertise og teknologi til forbedring af infrastrukturer, herunder »intelligente net« og den nye generation af elproducerende teknologier, der bruger andre råvarer end fossile brændstoffer; fælles udnyttelse af nye teknologier til opfyldelse af EU's aktuelle 20 %-mål for anvendelsen af alternative energiformer; udforskning af muligheder for at eksportere sagkundskab i udvikling og anvendelse af incitamenter til at nedbringe kulstofemissioner.

5.   Reaktion

5.1   Tackle udfordringer og udnytte muligheder

5.1.1   For at skabe muligheder for europæisk handel er det vigtigt at være ærlig og gøre sig klart, hvilke udfordringer et anderledes globalt miljø frembyder for EU, dets institutioner og medlemsstater. EØSU mener, at gennemførelsen af Lissabontraktatens institutionelle reformer bør være endnu mere effektiv og samarbejdsorienteret for at klare de udfordringer, der ligger i at kortlægge nye innovative metoder til at fastholde allerede opnåede resultater og opfylde fremtidige mål (12). En effektiv indsats kræver en holistisk tilgang, der tager udgangspunkt i omfattende moderne viden, indsigt og forståelse.

5.1.2   Efterhånden som de forskellige dele af verden bliver mere gensidigt afhængige og forbundne, må der ske en tilnærmelse af beslutningstagernes tænkemåde. Samspillet mellem det indre marked og EU's handelspolitik har aldrig været vigtigere. Det samme gælder sikringen af den fornødne høring inden for EU og af dets institutioner og medlemsstater. Denne høring understøtter og fremmer en effektiv udformning, fastlæggelse og gennemførelse af en mere fleksibel handelspolitik.

5.1.3   På det menneskelige plan er der behov for at tackle den frygt og usikkerhed, som er resultatet af forskydninger i den økonomiske magt. Det organiserede civilsamfund har lejlighed og pligt til at hjælpe mennesker, politikere og økonomier igennem perioder med forandring. At forfølge protektionistiske politikker på baggrund af forskydninger i den globale magtfordeling kan sammenlignes med Knud den Stores forsøg på holde tidevandet tilbage. Frygt og usikkerhed kan tackles effektivt ved at hjælpe enkeltpersoner, virksomheder og regeringer med at tilpasse sig den nye situation. Europas lave fødselstal og aldrende befolkning frembyder f.eks. en række alvorlige strukturelle udfordringer, som må tages op.

5.1.3.1   Den vigtigste politik, som harmonerer med målene i EU's 2020-strategi, er at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen. En oplagt foranstaltning er at stille børnepasningsmuligheder til en overkommelig pris til rådighed for alle forældre, som ønsker det. I praksis betyder dette, at flere kvinder kan forblive på arbejdsmarkedet. Dette bør kombineres med lange og tilstrækkeligt velbetalte forældreorlovsordninger. Den økonomisk byrde for forældrene ville således blive mindre, og som et resultat heraf burde fødselstallet stige.

5.1.3.2   På grund af manglen på indvandringspolitikker, der på fornuftig vis kunne øge udbuddet af arbejdskraft, står virksomheder, der eksporterer til lande uden for EU, desuden over for et alvorligt dilemma: skal de begrænse deres vækst eller flytte produktionen til et sted, hvor der er rigelig arbejdskraft? (13) Det vil derfor være klogt, berettiget og yderst nødvendigt med en omfattende og inklusiv europæisk indvandringspolitik som svar på de demografiske udfordringer, EU står over for.

5.1.4   Kommissionens nye 2020-strategi er EU's første strategipolitiske svar på recessionen og forskydningen i den internationale økonomiske magtbalance. Den nye dagsorden kræver et koordineret europæisk svar, også fra arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. (Barroso-citat i forordet til meddelelsen om Europa 2020). Som svar på forskydninger i den internationale økonomiske magtfordeling må EU forlade sig på partnerskaber mellem staten og det organiserede civilsamfund for at opnå gode økonomiske resultater og social samhørighed.

5.1.5   Initiativet vil imidlertid støde på mange af de samme vanskeligheder som Lissabonstrategien: prioriteterne er muligvis for forskellige; gennemførelsen kan være problematisk; Kommissionen råder kun over nogle få direkte værktøjer, der kan sætte skub i initiativet; ansvaret ligger hovedsagelig hos medlemsstaternes regeringer, som nu også befinder sig under øget økonomisk, politisk og socialt pres (14).

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Den tidligere formand for Europa-Parlamentet Pat Cox i en avisartikel for nylig »Europe must raise its game now not later«: http://www.irishtimes.com/newspaper/opinion/2010/0407/1224267827518.html.

(2)  Se bl.a. Økonomisk genopretning: Finanskrisen og dens konsekvenser for realøkonomien EUT C 255 af 22.9.2010, s. 10.; En europæisk økonomisk genopretningsplan (tillægsudtalelse) EUT C 228 af 22.9.2009, s. 149; En europæisk økonomisk genopretningsplan EUT C 182/2009 af 4.8.2009, s. 71; Lissabonstrategien efter 2010 EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3.

(3)  Historikeren Niall Ferguson, artikel i Financial Times (10.4.2010) om en reform af historieundervisningen på sekundærtrinnet i UK.

(4)  European Economic Forecast Spring 2010 - European Economy 2 – 2010.

(5)  Kommissionen, Generaldirektoratet for Handel: »Global Europe: EU Performance in the global economy« se http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2008/october/tradoc_141196.pdf (4.2.2010).

(6)  »Falling Flat: More Evidence that America is Experiencing a Jobless Recovery« The Economist, se http://www.economist.com/world/united-states/displaystory.cfm?story_id=15473802 (6.2.2010).

(7)  Det fremgår bl.a. af EØSU's udtalelse om »En europæisk økonomisk genopretningsplan« (EUT C 228 af 22.9.2009, s. 149), at »… set i lyset af den forventede demografiske udvikling må en intelligent omstrukturering af økonomien (…) have det mål, at de ansatte i stedet for en fyring får mulighed for at blive i virksomheden og lade sig efteruddanne, således at der ikke opstår mangel på kvalificeret personale, når den økonomiske vækst genindfinder sig. Arbejdsløshedsunderstøttelsen bør være tilknyttet programmer til omskoling og opkvalificering.«

(8)  http://www.wto.org/english/news_e/sppl_e/sppl101_e.htm »Lamy warns on protectionism« WTO news.

(9)  Ikke på denne dagsorden, men værd at tage op i en debat om regler for intellektuel ejendomsret.

(10)  EØSU's arbejdsgivergruppe fremførte f.eks. for nylig, at »det stigende antal rivaliserende kraftcentre blandt de globale aktører har ført til en yderst kompleks interaktion af bilaterale og multilaterale forbindelser, som bl.a. kræver politikker, der fremmer energibesparelser og et lavt CO2-udslip, og gør det nødvendigt at sikre åbne markeder mod skjult protektionisme«. »A New Phase Ahead: Need for a Political and Economic Impetus«, s. 10. Brochuren findes på http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.group-1-statements&itemCode=9894

(11)  Rent logisk er det faktisk vanskeligt helt at afvise Kinas holdning: hvorfor skulle landet acceptere en afgift på fremstilling af varer, som derefter forbruges i industrialiserede lande, hvor de ikke pålægges nogen CO2-relateret forbrugsafgift?

(12)  Et godt eksempel på den innovation, der er behov for, er den gruppe af kommissærer, som Kommissionens formand, José Manuel Barroso, for nylig har nedsat. Denne gruppe skal tage sig af finansieringen af forskning og udvikling, et område, hvor forskellige direktorater har egne særskilte roller, budgetter og ansvar med mulighed for overlapning og/eller gensidig støtte.

(13)  Mange virksomheder har allerede foretaget et valg, og de, der har flyttet produktionen uden for Europa, nyder også godt af den lave told på mange varer, som EU importerer. Dette forhold har givet anledning til forslag om at foretage en justering af afgifter og toldsatser.

(14)  Som en af Europas mindste, mest åbne og handelsafhængige økonomier kunne Irland betragtes som et laboratorium for observering af denne reaktion i mindre målestok. For at støtte en handelsdrevet økonomisk genopretning tilskynder den irske regering til: investeringer i uddannelse på universitetsniveau, herunder ph.d.-niveau, for at fremme videnskab, teknologi og innovation; et globalt konkurrencedygtigt forskningssystem til overførsel af viden fra forskningsinstitutter til erhvervslivet; forbedret konkurrenceevne for lokale, internationalt aktive virksomheder; en reduktion på 20 % af CO2-emissionerne; støtte til udviklingslande, der forsøger at tackle virkningerne af klimaforandringerne.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/57


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om økonomisk genopretning: status og konkrete initiativer (initiativudtalelse)

2011/C 48/11

Ordfører: Lars NYBERG

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. marts under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om

Økonomisk genopretning: status og konkrete initiativer (initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 20. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september 2010, følgende udtalelse med 146 stemmer for, 45 imod og 16 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Den finansielle krise i 2008 og den efterfølgende økonomiske krise var af et omfang ikke set siden 2. verdenskrig. Da der i begyndelsen af 2010 var tegn på et begyndende konjunkturopsving, udbrød der en statsgældskrise, som denne gang ikke var en verdensomspændende, men en europæisk krise. Behovet for at lette de offentlige budgetter for udgifterne til støtte til bankerne og vilkårlige foranstaltninger, stigende arbejdsløshed og de yderligere økonomiske stramninger i mange lande udgør tilsammen en trussel mod den økonomiske vækst. På den baggrund mener EØSU, at der skal findes politiske foranstaltninger, der ikke blot kan føre til økonomisk genopretning, men også kan hindre, at Europa endnu en gang får lavkonjunktur.

1.2   I 2009 var der i EU en negativ vækst på -4,1 %. Før krisen med statsobligationer i foråret forventede man en vækst på 0,7 % i 2010. Arbejdsløsheden forventes at ligge på omkring 10 % i 2010 og skal kobles sammen med en reduktion i erhvervsfrekvensen på 2 %. Det gennemsnitlige budgetunderskud var i 2008 på 2,3 %. Det steg i 2009 til 6,8 % og forventes at stige til 7,5 % i 2010. Under finanskrisen blev likviditeten på det finansielle marked holdt ved lige med omfattende offentlige udbetalinger. Den private låntagning steg kraftigt inden krisen, men er efterfølgende blevet afløst af et stort behov for offentlig kredit. Samtidig er det for at øge efterspørgslen stadig nødvendigt med lån til den private sektor. Den økonomiske situation er meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. De offentlige underskud er størst i Grækenland, de øvrige Middelhavslande, Det Forenede Kongerige og Irland. Arbejdsløsheden er højest i de baltiske lande og Spanien. Samtidig har de baltiske lande haft held til at nedbringe de store offentlige underskud og den negative vækst i løbet af meget kort tid ved hjælp af skrappe økonomiske indgreb.

1.3   En entrystrategi

De store økonomiske forandringer igennem de sidste ti år betyder, at det er forkert at tale om en exitstrategi. Vi må finde nye økonomiske og politiske initiativer for at udvikle en køreplan for det samfund, der er under udvikling - dvs. en entrystrategi.

1.4   Privatforbruget afgørende for den samlede efterspørgsel

De restriktive virkninger for Europas samlede økonomi af forslagene om at nedbringe de største offentlige underskud skubber opnåelsen af selvbærende vækst længere ud i fremtiden. For at holde gang i væksten understreger EØSU betydningen af den samlede efterspørgsel og især privatforbruget. Hvis den økonomiske støtte skal have mærkbar indflydelse på væksten, må den være rettet mod de lavere indkomstgrupper. Da en større del af deres indkomst går til forbrug, vil der være mindre, der forsvinder i øget opsparing. Hvis det skifte fra arbejde til kapital, der har været under udvikling i flere årtier, kan vendes, har vi en kilde til fremtidig vækst. Selvfølgelig er investeringer og eksport vigtige, men da privatforbruget tegner sig for ca. 60 % af BNP, er udviklingen heri afgørende for væksten, særligt i den nuværende situation.

1.4.1   Beregning af virkningerne af de økonomiske stramninger

Høj arbejdsløshed, en mindre arbejdsstyrke, moderate lønstigninger, offentlige nedskæringer, skattestigninger og nye økonomiske stramninger vil forringe mulighederne for vækst. Kommissionen bør derfor med det samme beregne de restriktive virkninger af alt dette og fremsætte forslag om modforanstaltninger for at opnå vækst. Vækst er nødvendig for de andre mål for den økonomiske politik. Ikke at gøre noget og vente på, at de restriktive virkninger af de økonomiske stramninger kan mærkes, er ikke en mulighed.

1.5   Måling af udviklingen i konkurrenceevnen

Betalingsbalancens løbende poster er ikke i tilstrækkeligt omfang blevet medregnet som et mål for den økonomiske politik. De årelange underskud og overskud i nogle lande var et tydeligt tegn på, at problemerne under den økonomiske krise i foråret 2010 ville opstå før eller siden. EØSU ønsker at understrege, at det er nødvendigt at nedbringe de store forskelle i de løbende poster. Det væsentligste mål bliver herefter konkurrenceevnen målt på de reale enhedslønomkostninger, der viser udviklingen i lønninger og produktivitet. I de sidste ti år er Irlands, Grækenlands, Italiens, Spaniens og Portugals konkurrenceevne blevet forringet med gennemsnitligt 10 %. Der var uundgåeligt, at der ville opstå budgetproblemer.

1.5.1   Betalingsbalancens løbende poster omfattet af stabilitets- og vækstpagten

Når løn- og produktivitetsudviklingen ikke er den samme overalt i et valutaområde, er den eneste kur at ændre de relative lønninger eller øge produktiviteten i lande med et efterslæb. EØSU foreslår derfor, at Kommissionen foretager en kontrol af betalingsbalancens løbende poster i lighed med de kontroller, der foretages af det offentlige underskud og gælden. Dette kan fastlægges formelt ved at ændre de forordninger, der regulerer stabilitets- og vækstpagten. I alle 27 medlemsstater bør der foretages en kritisk gennemgang af de løbende poster og den løn- og produktivitetsudvikling, der ligger bag, og beføjelserne til at gribe ind over for eurolandene skal øges. På den måde introduceres realøkonomien i stabilitets- og vækstpagten.

1.5.2   Statistikker over den private låntagning og den udenlandske andel af statsgælden

Nye statistikker over den private låntagning og den udenlandske andel af statsgælden bør indgå i drøftelserne om stabilitets- og vækstpagten.

1.6   Mere effektiv regulering af og skærpet tilsyn med den finansielle sektor

Med hensyn til den finansielle sektor kunne det være hensigtsmæssigt at fastholde en del af bankernes kapital på offentlige hænder for på den måde at bevare et indblik i banksektoren. Erfaringerne med den finansielle sektor i 2010 viser, at forslagene om finansiel overvågning og regulering ikke er vidtrækkende nok. Det er nødvendigt med en mere effektiv regulering og et skærpet tilsyn - ikke mindst i lyset af sektorens adfærd under den græske krise - for at fremprovokere en ændring af denne adfærd og finde nye metoder til finansiering af den offentlige gæld.

1.7   Offentlige investeringer i infrastruktur og energi

Investeringerne må være koncentreret om miljøbeskyttelse og foranstaltninger til at imødegå klimaændringerne. EØSU er tilhænger af afgifter som et redskab til at påvirke markedet til at nedbringe de farlige emissioner. I en periode med mangel på erhvervsinvesteringer må den offentlige sektor træde til med investeringer i infrastruktur og energi. Ifølge den reviderede stabilitets- og vækstpagt er det ikke nødvendigt at lade investeringer indgå i beregningerne af for store underskud.

1.8   Aktive arbejdsmarkedspolitikker

Arbejdsmarkedspolitikkerne bør fokusere på nye kvalifikationer til nye job. Desuden må det generelle uddannelsesniveau højnes. I den sammenhæng er EU's 2020-strategi vigtig. En oplagt politik, der kan øge beskæftigelsesgraden, er børnepasningsordninger af høj kvalitet og forældreorlovsordninger, der er tilstrækkeligt lange og tilstrækkeligt støttede.

1.9   Entrystrategi for familiepolitik og kompetenceudvikling

Når der ikke længere er så stort et behov for arbejdsløshedsstøtte, bør disse offentlige ressourcer anvendes i familiepolitikken og til kompetenceudvikling. En exitpolitik vil blive vendt til en entrypolitik. De sociale systemer må være tilrettelagt på en måde, der skaber velfærd og beskæftigelse, men naturligvis inden for de økonomiske muligheder.

1.10   Nye indtægtskilder - skat på finansielle transaktioner og CO2-afgifter

Skat på finansielle transaktioner og CO2-afgifter er nye mulige offentlige indtægtskilder. De øger ikke kun indtægterne, men mindsker antallet af kortfristede transaktioner på det finansielle marked, henholdsvis forbedrer miljøet.

1.11   Giv EIB lov til at udstede euroobligationer

Hvis EIB får lov til at udstede euroobligationer, eller snarere EU-obligationer, i alle 27 medlemsstater, kunne der rejses ny kapital til den offentlige sektor uden at være fuldstændig afhængig af den private finansielle sektor. Finansieringen bør findes i foranliggende led, hos f.eks. arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser (IORP), således at EIB bliver en berøringsflade mellem denne kapital og investeringerne. Euroobligationer kan også være et instrument til langsigtet anbringelse af private opsparinger.

2.   Status  (1)

2.1   Den finansielle krise i 2008 og den efterfølgende økonomiske krise var af et omfang ikke set siden 2. verdenskrig. Da der i begyndelsen af 2010 var tegn på et begyndende konjunkturopsving, udbrød der en statsgældskrise, som denne gang ikke var en verdensomspændende, men en europæisk krise. Behovet for at lette de offentlige budgetter for støtten til banker og andre sektorer og udgifterne til andre skønsmæssige foranstaltninger, stigende arbejdsløshed og yderligere økonomiske stramninger i mange lande udgør tilsammen en trussel mod den økonomiske vækst. På den baggrund mener EØSU, at der skal findes politiske foranstaltninger, der ikke blot kan føre til økonomisk genopretning, men endnu vigtigere kan hindre, at Europa endnu en gang får lavkonjunktur.

2.2   Negativ vækst

2.2.1   Da man vedtog den europæiske økonomiske genopretningsplan i december 2008, forventede man en økonomisk vækst i 2009 på 0 %. Den viste sig at være på -4,1 %. Planen byggede på en alt for optimistisk prognose, men uden finanspolitiske incitamenter ville det have været endnu værre.

2.2.2   Den økonomiske støtte fra medlemsstaterne oversteg de planlagte 1,2 % af BNP. I 2009 og 2010 kan den beløbe sig til 2,7 % af BNP. Medlemsstaternes behov var større end den planlagte støtte, men alligevel var indgrebene i lyset af udviklingen i væksten for små.

2.2.3   Det økonomiske incitament er ikke kun kommet via de offentlige budgetter. Den Europæiske Centralbank og andre centralbanker sænkede rentesatserne til næsten nul og øgede likviditeten i det økonomiske system til et hidtil uset niveau. Nogle medlemsstater postede desuden store offentlige beløb i at redde bestemte banker. Alligevel kunne disse foranstaltninger ikke hindre den negative vækst i 2009, hvilket udstiller alvoren af den finansielle og økonomiske krise.

2.2.4   Før krisen i foråret 2010 forventede man en vækst på 0,7 % i 2010. Dette er lavere end vores vigtigste globale konkurrenter. På plussiden kan nævnes, at tillidsindikatorerne er stigende, væksten andre steder i verden voksende, og at verdenshandelen næsten er tilbage på sit tidligere leje. På minussiden faldt erhvervsinvesteringerne yderligere i fjerde kvartal af 2009, produktionen i industrien ser ikke ud til at udvikle sig til det bedre, den seneste stigning i efterspørgslen var kun for at opbygge lagre, den ekstremt ringe kapacitetsudnyttelse sætter ikke gang i investeringerne, situationen i banksektoren giver ikke mulighed for øgede investeringer, og oveni alt dette var der uroen på statsobligationsmarkedet.

2.3   Handel

Verdenshandelen kollapsede i fjerde kvartal af 2008. Året inden var den steget med omkring 20 %, men faldt i 2008 med 12 %. Nedgangen fortsatte i de følgende kvartaler. Det største fald i et kvartal sammenlignet med samme kvartal året før var på omkring 30 %. I fjerde kvartal 2009 var udviklingen blevet vendt til en stigning på 4 %. Tallene for EU var næsten helt identiske. Nedgangen i handelen internt i EU var større end i handelen med tredjelande.

2.4   Arbejdsmarkedet

2.4.1   Arbejdsløsheden forventes stadig at stige, da udviklingen i realøkonomien som regel først afspejles med forsinkelse i ledigheden. I 2010 vil arbejdsløsheden i EU ligge på omkring 10 %, en stigning på 3 % i løbet af et år med store forskelle medlemsstaterne imellem.

2.4.2   Arbejdsløshed er kun én af konsekvenserne, en anden er lavere arbejdsmarkedsdeltagelse. Den har ligget på omkring 2 % af arbejdsstyrken. Dertil kommer, at mange er gået med til nedsat arbejdstid for at bevare arbejdspladser, hvilket svarer til en yderligere reduktion af arbejdsstyrken på 1 %. Når konjunkturerne vender, er dette sidste forhold sandsynligvis det første, der finder tilbage til sit normale leje. Væksten må være stor nok, ellers vil det være en «vækst uden arbejdspladser».

2.5   Offentlige underskud

Det gennemsnitlige budgetunderskud var i 2008 på 2,3 % af BNP. Det steg i 2009 til 6,8 % og forventes at stige til 7,5 % i 2010. Forværringen skyldes ikke kun aktive støtteforanstaltninger, men også øgede udgifter og færre skatteindtægter på grund af de automatiske stabilisatorer. Ifølge OECD reddede disse sociale beskyttelsesforanstaltninger flere job i Europa end i andre økonomier.

2.6   Det finansielle marked

2.6.1   Situationen på det finansielle marked er endnu i 2010 uklar. Der er intet, der viser, om det stadigt lave investeringsniveau skyldes fortsat mangel på likviditet, at kreditinstitutionerne undgår risici eller mangel på efterspørgsel fra industrien.

2.6.2   En tilbagevenden til kreditmarkeder med langfristede og ikke ekstremt kortfristede transaktioner er nødvendig for varig økonomisk genopretning. Dette synspunkt er yderligere uddybet i en EØSU-udtalelse om afgifter på finansielle transaktioner (2).

2.6.3   Fra 2006 og indtil starten på den finansielle krise steg lån- og kreditgivningen til private kraftigt (3). Den private gæld fordobledes i euroområdet, ligesom det var tilfældet i USA. Privatforbruget var stort og skabte i nogle lande store underskud på de løbende poster. Denne kraftige stigning i låntagningen ophørte i 2009 og blev til dels erstattet af offentlig gæld. I de kommende år vil der fortsat være store offentlige underskud. Samtidig er der et behov for at øge efterspørgslen i den private sektor for at få gang i genopretningen. I begge tilfælde er der behov for lån og kredit.

2.6.4   Store fald i aktieværdien har ramt pensionsfondene og anslås i 2009 at beløbe sig til 24 % i faste priser (4). Pensionisternes indkomstniveau er truet, hvilket vil påvirke mulighederne for at øge den private efterspørgsel. Udbetalinger fra pensionsfonde er meget langfristede, hvorimod pensionsfondenes midler anbringes med en langt mere kortfristet tidshorisont. Der er derfor et behov for mere langfristede finansielle instrumenter på det finansielle marked for såvel pensionsfonde, og andre pensionsrelaterede institutioner, som for forsikringsvirksomheder.

2.7   Situationen i visse lande

2.7.1   Blandt de store medlemsstater konstaterede man de voldsomste fald i BNP i Tyskland og Det Forenede Kongerige. Blandt de mindste medlemsstater forekom de største fald i 2009 i de tre baltiske lande. Dette fulgte i kølvandet på en årrække med meget høj vækst i BNP. Også lønningerne var steget meget i disse år - mere end produktiviteten, men de baltiske lande, først og fremmest Litauen, reagerede hurtigt på krisen med lønnedsættelser. De største lønstigninger i 2009 var i Grækenland, men uden en tilsvarende stigning i produktiviteten. Undtagelsen i 2009 var Polen med en positiv vækst på 1,7 %. Det skyldes bl.a. øgede offentlige investeringer og større privatforbrug og en relativ god udvikling i beskæftigelsen.

2.7.2   Det var også i de baltiske lande, at man så de største fald i beskæftigelsesgraden i 2009, efterfulgt af Bulgarien og Spanien. Ingen medlemsstater kunne fastholde deres beskæftigelsesgrad, men i Tyskland faldt den med blot 0,4 %. Arbejdsløsheden var i 2009 størst i Letland (21,7 %) efterfulgt af Litauen, Estland, Spanien, Slovakiet og Irland.

2.7.3   I forbindelse med uroen om statsobligationer i 2010 kom det frem, at det offentlige underskud i Grækenland var på omkring 13 % af BNP, hvilket resulterede i spekulation mod euroen. Der viste sig at være et lignende underskud i Det Forenede Kongerige. Underskuddet i Spanien steg til et uholdbart niveau nærmest fra den ene dag til den anden. De store underskud og den store offentlige gæld bliver i disse lande imødegået med økonomiske stramninger, og det samme er tilfældet i bl.a. Portugal, Italien og Irland.

3.   Praktiske initiativer for at opnå økonomisk genopretning

3.1   Entrystrategi - ikke exitstrategi

3.1.1   Der har været megen snak om en exitstrategi, dvs. at al ekstra offentlig støtte til økonomien skæres væk. De juridiske årsager er reglen om, at budgetunderskuddet ikke må overstige 3 % af BNP, og statsgælden ikke være mere end 60 % af BNP. Kommissionen påpegede helt rigtigt i begyndelsen af 2010, at «støtteforanstaltningerne først [bør] bringes til ophør, når opsvinget kan betragtes som selvbærende» (5). Med alle de usikkerheder, der knytter sig til vores økonomier, vil det være meget svært at afgøre, hvornår den er «selvbærende». De restriktive virkninger for Europas samlede økonomi af forslagene om at nedbringe de største offentlige underskud skubber opnåelsen af selvbærende vækst længere ud i fremtiden. Desuden betyder en exitstrategi i denne sammenhæng, at vi, når støtteforanstaltningerne er skåret væk, kan vende tilbage til situationen fra før krisen. Dette må ikke ske.

3.1.2   For det første er mange ændringer ved at blive gennemført eller under forberedelse i den finansielle sektor. Forhåbentlig bliver finanssektoren mere gennemskuelig og bedre til at modstå kriser. For det andet må situationen inden for andre områder af økonomien også ændres. Ellers vil der afgjort være fare for, at de problemer, vi har set i de senere år, vil dukke op igen.

3.1.3   Under hensyntagen til de økonomiske forandringer i de seneste årtier må vi søge efter nye økonomiske og politiske initiativer, der kan gøre økonomien mindre risikobetonet. Der kan ikke være tale om et forslag til en exitstrategi, da vi, når vi opstiller en køreplan for en exitstrategi, også træffer beslutninger om det samfund, der er under udvikling, dvs. vi træffer beslutning om en entrystrategi.

3.2   Samlet efterspørgsel

3.2.1   I teorien kan økonomisk vækst realiseres på to måder: ved at producere mere ved hjælp af de samme teknikker eller ved at forbedre teknikkerne for at få mere ud af de eksisterende produktionsressourcer. Hvad der skal fokuseres på, afhænger af den økonomiske situation. Ved højkonjunktur anvendes alle ressourcer, og den eneste måde væksten kan øges på, er via investeringer i innovative produktionsmetoder. I en recession som den, der begyndte i 2008, er der mange ubenyttede ressourcer, som skal udnyttes. Politikken må derfor være at øge efterspørgslen. Desværre anerkendes den samlede efterspørgsel ikke længere som den egentlige drivkraft for økonomisk vækst.

3.2.2   Foranstaltninger vil kun øge efterspørgslen, hvis de direkte indvirker på forbruget og investeringerne og tillige øger forbrugernes og investorernes tillid. Øget tillid kan have samme virkning i opgangstider, som automatiske stabilisatorer har i nedgangstider. Tillid kan øge effekten af offentlige foranstaltninger og gøre opsvinget selvforstærkende. For at realisere dette er det ikke kun støttens størrelse, der er vigtig, men også hvilke grupper den rettes mod. De lavere indkomstgrupper forbruger en større andel af deres indkomst end de højere indkomstgrupper. Så jo mere støtte der rettes mod de førstnævnte, jo mindre vil forsvinde i form af øget opsparing.

3.2.3   Effekten på den oprindelige økonomiske genopretningsplan kan vise sig mindre end forventet, da mange af medlemsstaternes foranstaltninger allerede var planlagt og ikke skabte et yderligere vækstincitament. I foråret 2010 understregede Kommissionen med rette, at foranstaltningerne for at øge væksten skal være socialt effektive. Væksten i 2010 forventes at være på under 1,5 %, hvilket ifølge mange økonomer svarer til vækstpotentialet i EU. Men selv med en vækst på 1,5 % vil arbejdsløsheden og budgetunderskuddene ikke blive nedbragt hurtigt nok.

3.2.4   EØSU ønsker at understrege betydningen af den samlede efterspørgsel for at få sat gang i væksten og peger især på, at privatforbruget er vigtigt.

3.2.5   Øgede investeringer er vigtige. Ifølge den reviderede stabilitets- og vækstpagt er det muligt at udskyde korrektionen af et for stort budgetunderskud, hvis de ekstra udgifter er til investeringer. Men investeringer er ikke altid det eneste middel til at øge væksten.

3.2.6   Det er heller ikke nok at øge eksporten. EU-handelen foregår hovedsageligt mellem medlemsstater. Udenrigshandelen - eksport til andre områder af den globale økonomi - har længe ligget på omkring 10 % af EU's BNP. EU-handelen tegner sig for en tredjedel af verdenshandelen. Men hvis man fratrækker handelen mellem EU-lande, reduceres EU's andel til 16 %. Handel er vigtig og endvidere en indikator for den globale konkurrenceevne. Der er tegn på øget eksport til resten af verden. Dette er selvfølgelig positivt, men ikke nogen stor trøst i en situation med utilstrækkelige investeringer og et arbejdsmarked i tilbagegang.

3.2.7   På verdensplan har en forskydning fra arbejde til kapital været under udvikling i mere end ti år ifølge ILO (6). Fra 1999 til 2007 øgedes udbytteandelen i EU27 fra 37 til 39 % af BNP. Den faldt drastisk i andet halvår af 2008 til 36 %, men steg i løbet af 2009 til 37 % (7). Dette tyder på større ulighed i indkomstfordelingen.

3.2.8   Privatforbruget tegner sig for den største andel af BNP. Andelens størrelse varierer kraftigt afhængig af de offentlige og private aktørers forpligtelser i overensstemmelse med det politiske system i landet. Alligevel kan en ændring i andelens størrelse være et tegn på en ændring i indkomstfordelingen. I 2008 var forbruget i EU faldet til 58 % af BNP fra 60 % i 2005 og 61 % i 2000. Selvom der blot er tale om en lille ændring over en lang periode, viser det, at det er muligt at øge privatforbruget som et middel til at øge den samlede efterspørgsel (8), hvilket er særlig vigtigt i den nuværende økonomiske situation.

3.2.9   Men i 2010 tyder høj arbejdsløshed og mindre arbejdsmarkedsdeltagelse kombineret med meget beskedne lønstigninger ikke på, at forbruget vil stige, snarere tværtimod. En mindskelse af de offentlige støtteforanstaltninger er derfor ikke - for øjeblikket - en hensigtsmæssig politik. På baggrund af denne konklusion er den nuværende situation (i 2010) med store nedskæringer i de offentlige udgifter og højere skatteindtægter meget problematisk fra et økonomisk-politisk perspektiv. Disse uundgåelige nedskæringer i den samlede efterspørgsel fra de offentlige budgetter er uden tvivl konjunkturforstærkende, da de vil begrænse mulighederne for vækst. Virkningerne heraf først og fremmest i form af mindskelse af de offentligt ansattes indkomster vil kunne mærkes i hele økonomien som nedsat efterspørgsel. Væksten vil ikke få mulighed for at nå sit maksimum.

3.2.9.1   Det er af allerstørste interesse for EU at få beregninger af de potentielle restriktive virkninger af disse nye besparelser på de offentlige budgetter. Disse foranstaltninger er blevet truffet på meget drastisk vis. EU bør være lige så interesseret i, at de lande, som ikke befinder sig i denne meget vanskelige situation, træffer modforanstaltninger, dvs. øger den samlede efterspørgsel. Kommissionen må omgående vurdere omfanget heraf og derefter fremsætte passende forslag. Kommissionen påtænker at gøre dette i de økonomiske udsigter, der kommer i november 2010. Det er for sent. Væksten i første kvartal af 2010 var tæt på de forventede 0,7 %, men det var før de økonomiske stramninger. Ikke at gøre noget og vente på de restriktive virkninger af de økonomiske stramninger er ikke en mulighed.

3.2.9.2   EØSU mener, at det i den nuværende økonomiske situation er nødvendigt med nye drøftelser. 3 %'s grænsen for de offentlige budgetter bør fastholdes, men kombineres med en drøftelse af de store forskelle i underskud, eftersom lande med meget store underskud er nødt til at konsolidere deres offentlige budgetter endeligt. Kravene til de lande, som har nået (eller lige har overskredet) 3 %'s grænsen, bør være mildere. I de lande, hvor det stadig er muligt at finansiere underskuddene til en forholdsvis lav rente, er det i vores interesse midlertidigt at afstå fra at indføre alt for restriktive budgetforanstaltninger. En genlæsning af den reviderede stabilitets- og vækstpagt fra 2005 viser, at dette ligger helt på linje med de ændringer, der blev indført dengang, særligt med hensyn til de offentlige investeringer og perioder med recession.

3.3   Betalingsbalancens løbende poster igen på den politiske dagsorden

3.3.1   Prisstabilitet, økonomisk vækst og fuld beskæftigelse har længe været de væsentligste mål for den økonomiske politik i jagten på velstand og velfærd. Budgetbalancen og den offentlige gæld er midtvejsmål, som skal sikre, at de egentlige målsætninger nås. Der er to mål, som ikke har været i fokus længe. Det ene er en retfærdig indkomstfordeling. Det andet er betalingsbalancens løbende poster. Vigtigheden af dette mål er gledet i baggrunden. Det har været en fejl. I et indre marked med en fælles valuta er dette mål helt fundamentalt.

3.3.2   Havde man set på de løbende poster, dvs. handelsbalancen med andre lande, ville det have stået klart, hvordan det ville gå i euroområdet. Grækenland har nu et meget stort underskud på de løbende poster, som har udviklet sig over en længere periode. Tyskland, Nederlandene og Sverige har længe haft overskud. Derimod har de fleste Middelhavslande haft underskud, om end Bulgarien har det største.

3.3.3   Store underskud eller overskud på de løbende poster i en kort periode er ikke noget problem. Problemerne opstår, når de varer ved i mange år, eller hvis den indførte kapital ikke investeres rigtigt, da det betyder, at potentielle stigninger i produktiviteten ikke realiseres. I euroområdet har Grækenland, Portugal, Spanien, Italien og Irland haft temmelig store underskud, mere eller mindre lige siden euroen blev indført. Uden for euroområdet har de baltiske lande og Bulgarien haft meget store underskud. Store underskud kan kun vendes ved hjælp af en meget barsk økonomisk politik, som det var tilfældet i Estland, Letland og Litauen i 2009.

3.3.4   EØSU har noteret sig de meget store forskelle medlemsstaterne imellem og ønsker derfor at understrege, at der er behov for at mindske de fleste af disse forskelle. Dette får os til at pege på konkurrenceevnen som et centralt mål. Konkurrenceevnen måles i de reale enhedslønomkostninger, som viser den kombinerede effekt af udviklingen i lønninger og produktivitet. I euroområdet har især Tyskland og Østrig øget deres konkurrenceevne på grund af lavere reale enhedslønomkostninger. På den anden side er lønniveauet i Tyskland siden 2008 steget hurtigere end produktiviteten, hvilket har resulteret i nedsat konkurrenceevne. I de sidste ti år er Irlands, Grækenlands, Italiens, Spaniens og Portugals konkurrenceevne blevet forringet med gennemsnitligt 10 % (9). Når konkurrenceevnen igennem en længere periode forringes, kan det resultere i budgetmæssige problemer. Dette har været en tydelig konsekvens i 2010. Man har ikke været tilstrækkelig opmærksom på den underliggende årsag, dvs. ændringerne i konkurrenceevnen.

3.3.5   Da valutakursændringer ikke længere er et redskab i euroområdet, skal ændringer i den relative konkurrenceevne - med højere priser i forhold til andre lande - findes i «de reelle valutakurser». Når lønninger og produktivitet ikke udvikler sig ens overalt i et valutaområde, kan problemerne kun løses ved at ændre de relative lønninger mellem landene eller ved at øge produktiviteten gennem investeringer i lande med et efterslæb. Det ville være urimeligt at bede lande med en god udvikling i produktiviteten om at stoppe den.

3.3.6   Erfaringerne fra krisen i foråret 2010 viser, at Eurostat bør tildeles revisionsbeføjelser i forhold til de nationale statistikmyndigheder. Det vil være endnu vigtigere med nøjagtige statistikker, hvis statistikker over betalingsbalancens løbende poster og udviklingen i lønninger og produktivitet bliver udgangspunktet for nye politiske drøftelser på EU-niveau.

3.3.7   EØSU foreslår, at målene for budgetbalancen og den offentlige gæld suppleres af mål for betalingsbalancens løbende poster. Men man kan ikke her lægge sig fast på ét tal. Overskud på de løbende poster i nogle lande modsvares altid af underskud i andre lande. Problemet opstår, når forskellen er for stor eller opstår for pludseligt, eller når den indførte kapital ikke anvendes til produktive investeringer.

3.3.8   EØSU foreslår derfor, at Kommissionen foretager en kontrol af betalingsbalancens løbende poster i lighed med de kontroller, der foretages af det offentlige underskud og gælden. Denne ide er nu også blevet fremsat af Kommissionen i de økonomiske retningslinjer og i et dokument om styrkelse af den økonomiske genopretning. Spørgsmålene drøftes endvidere i den særlige Taskforce om Økonomisk Styring, der ledes af formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy.

3.3.9   EØSU ønsker, at karakteren af disse forslag styrkes. Det nye mål for betalingsbalancens løbende poster bør behandles på samme måde som de to eksisterende mål i stabilitets- og vækstpagten. Kommissionen bør i alle 27 medlemsstater foretage en kritisk gennemgang af de løbende poster og den løn- og produktivitetsudvikling, der ligger bag. Der bør være øgede beføjelser til at skride ind over for eurolande med en negativ udvikling, ligesom det er tilfældet med offentlige underskud og gæld. EU-tiltagene bør være retningsgivende for de politiske ændringer og ikke vedrøre den praktiske gennemførelse. Dette skal fortsat være en national kompetence i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Ved blot at ændre de forordninger, som er bestemmende for stabilitets- og vækstpagten, kunne realøkonomien, eller med andre ord de makroøkonomiske aspekter, introduceres i stabilitets- og vækstpagten.

3.3.10   Krisen har vist, at der også er andre aspekter af stabilitets- og vækstpagten, der skal videreudvikles. I tillæg til de almindelige statistikker, der skal offentliggøres i henhold til stabilitets- og vækstpagten, bør der offentliggøres statistikker over den private låntagning og over, hvor stor en andel af statsgælden, der udgøres af udenlandske lån. Disse nye tal kunne fungere som en tidlig varsling og lægge pres på lande, hvor den økonomiske situation er problematisk.

3.4   Andre nøgleområder for en ny europæisk økonomi

3.4.1   Offentlig økonomisk støtte, finansiel regulering

3.4.1.1   For at forebygge en katastrofal udvikling inden for hele sektorer af økonomien, først og fremmest bilindustrien, er der givet omfattende offentlig støtte. Den «sædvanlige» EU-statsstøttepolitik blev ikke anvendt til at sætte en stopper for denne støtte i den aktuelle situation.

3.4.1.2   Mest markant støtte blev givet til finanssektoren. I nogle lande i Europa og i USA blev bankerne delvist nationaliseret. Denne politik vil helt sikkert blive ændret igen, men der kan gå en del år. Selv på lang sigt kan det være hensigtsmæssigt for den nationale finanspolitik, at en del af bankernes kapital forbliver på offentlige hænder, der giver indblik i banksektoren.

3.4.1.3   Dele af den finansielle sektor deltog efter at have fået hidtil uset støtte fra regeringerne i spekulative angreb på statsobligationsmarkedet i euroområdet under krisen i Grækenland. Finansmarkedet forsøgte at tage beslutningskompetencen fra politikerne. Efter at der havde udviklet sig en meget alvorlig krise, fik politikerne igen kontrollen. Politikerne kan klandres for ikke at have reageret, før en alvorlig krise var en realitet; dette gælder såvel finanskrisen som statsgældskrisen. Dette viser, at forslagene om regulering og finansiel overvågning ikke er vidtrækkende nok. Det er nødvendigt med en mere effektiv regulering og et skærpet tilsyn for at ændre de finansielle institutioners adfærd og finde nye måder at finansiere den offentlige gæld på.

3.4.2   En grønnere økonomi

I det lange løb skal investeringerne koncentreres om miljøbeskyttelse og foranstaltninger til imødegåelse af klimaændringerne. Omlægningen af investeringerne må begynde nu. Kommissionen mener at kunne se en stærkere tendens hen imod omlægning hos vores internationale konkurrenter. Omlægningen er altafgørende ikke kun af hensyn til miljøet, men også for Europas internationale konkurrenceevne. Der kan skabes nye arbejdspladser som erstatning for dem, der forsvinder. På den måde kan økonomisk bæredygtighed kombineres med miljømæssig og social bæredygtighed. Som i Kommissionens forslag til overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker er EØSU tilhænger af, at afgifter anvendes som et middel til at påvirke markedet til at mindske de farlige emissioner.

3.4.3   Infrastruktur og energi

I en periode med mangel på erhvervsinvesteringer må den offentlige sektor træde til med offentlige investeringer. Dette er nødvendigt både for at stimulere væksten, og fordi der er et stort behov for investeringer i infrastruktur og energi. Banksektorens nye uvilje mod at påtage sig risici ved at yde lån til virksomheder er især et problem for SMV'er. Trods de aktuelle problemer med statsobligationer er der stadig en rentegevinst at hente på statsobligationer i de fleste lande, hvilket er til fordel for offentlige investeringer. Ifølge den reviderede stabilitets- og vækstpagt er det ikke nødvendigt at lade investeringer indgå i beregningerne af for store underskud.

3.4.4   Aktive arbejdsmarkedspolitikker

Arbejdsmarkedspolitikkerne må være aktive og ikke udelukkende have form af økonomisk støtte til de arbejdsløse. Der er blevet anvendt mange forskellige ordninger for at omskole såvel dem, der stadig er i arbejde, som de arbejdsløse. Målsætningen om «uddannelse for alle» i Spaniens, Belgiens og Ungarns program er lovende. En inklusiv politik betyder ikke blot, at folk kan finde arbejde, men tillige at det er nemmere for dem at tage aktivt del i samfundet.

3.4.4.1   Det er aldrig nok at fastlægge et mål om, at beskæftigelsesgraden skal øges, som det er tilfældet i EU 2020. For at øge beskæftigelsesgraden skal der gennemføres nogle helt grundlæggende politikker.

En af dem er politikker for kompetenceudvikling. Livslang læring er en nødvendighed. Et stort problem er at finde ud af, hvem der skal betale. Samfundet, arbejdsgiverne eller de ansatte? Alle tre må på en eller anden måde deltage i finansieringen.

Grundlaget herfor er det generelle uddannelsesniveau. Europa er nødt til at forbedre kundskabsniveauet generelt.

En oplagt politik, der kan øge beskæftigelsesgraden, er at etablere børnepasningsordninger af høj kvalitet og til overkommelige priser og kombinere dem med forældreorlovsordninger, der er lange nok og tilstrækkeligt velbetalte til, at de fungerer som et incitament til at få børn.

Der er mange omstændigheder, der hindrer folk i at kunne søge arbejde. For hver hindring kan det være nødvendigt at opstille en separat politik for at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen.

3.4.5   Socialpolitikker

3.4.5.1   I en rapport (10) om social sikring og social integration anerkender Kommissionen, at velfærdssystemerne har spillet en afgørende rolle i at mildne de sociale og økonomiske virkninger af krisen. De sociale udgifter under krisen skulle gennemsnitligt være steget fra 28 til 31 % af medlemsstaternes BNP. Når der ikke længere er så stort et behov for arbejdsløshedsstøtte, bør disse offentlige ressourcer anvendes i familiepolitikken og til kompetenceudvikling. Dette er et eksempel på, hvordan en exitstrategi kan udvikle sig til en entrystrategi.

3.4.5.2   Tilstrækkelig indkomststøtte og adgang til arbejdsmarkedet og sociale tjenester af høj kvalitet er ifølge Kommissionen vigtige. EU's muligheder for handling på det sociale område er kun et lille supplement til de nationale socialpolitikker. Der har været mange EU-instrumenter, der har skullet tilskynde medlemsstaterne til at lære af hinanden - benchmarking, peerevaluering, den åbne koordinationsmetode. De har ikke haft de forventede resultater. EU kan ikke tvinge medlemsstaterne til at følge eksempler på god praksis. En sort liste kunne være en metode til at øge borgernes kendskab til forskellene.

3.4.5.3   De økonomiske stramninger må være afbalancerede. Vi kan ikke tillade, at de sociale velfærdssystemer ofres for at opnå balance på budgettet. Krisen har afdækket, at der stadig er mangler i de sociale systemer. De sociale systemer må være tilrettelagt på en måde, der skaber velfærd og beskæftigelse. Men de sociale systemer er også pålagt begrænsninger; de skal holdes inden for det, der er økonomisk muligt.

3.4.6   Nye indtægtskilder  (11)

3.4.6.1   I en udtalelse om perioden efter Lissabonstrategien omtalte EØSU såvel en skat på finansielle transaktioner som en CO2-afgift som nye offentlige indtægtskilder. De giver begge et såkaldt dobbelt afkast, dvs. de ikke blot øger indtægterne, men kan også mindske antallet af kortfristede transaktioner på det finansielle marked, henholdsvis forbedre vores miljø. Grunden til, at vi lige nu søger efter nye finansieringskilder, er et ønske om at nedbringe de store budgetunderskud. Skatter og afgifter på finansielle transaktioner og CO2 er at foretrække frem for at hæve andre skatter på f.eks. arbejde eller momsen. Disse sidstnævnte ville mindske den generelle efterspørgsel, hvilket ikke er ønskeligt i den nuværende situation.

3.4.6.2   En anden ny offentlig finansieringsmetode er euroobligationer. Den offentlige sektor kunne derigennem få tilført kapital uden at være fuldstændig afhængig af den private finansielle sektor. Euroobligationer ville blive finansieret direkte af kilden, f.eks. af pensionsfonde, som ønsker en langsigtet anbringelse af deres penge. Der er også den mulighed, at man kan tillade private langfristede opsparinger i Den Europæiske Investeringsbank for på den måde at finde nye finansieringskilder til banken. EIB bliver dermed en berøringsflade mellem disse nye kapitalressourcer og investeringerne. De langfristede opsparinger ville således kunne anvendes til langfristede offentlige investeringer i f.eks. infrastruktur. Euroobligationer er et «koncept», men bør omfatte alle EU's medlemsstater. Også her ville der være et dobbelt afkast - da mulighederne for at spekulere mod statsgæld på de finansielle markeder også ville blive reduceret.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Baseret på Kommissionens rapport om gennemførelsen af den europæiske økonomiske genopretningsplan og foreløbige prognose fra februar 2010.

(2)  Se Afgift på finansielle transaktioner.

(3)  Centre for European Policy Studies nr. 202 fra februar 2010.

(4)  OECD: Pensions at a glance, 2009.

(5)  KOM(2010) 2020, punkt 4.1.

(6)  ILO: Global Wage Report 2009 Update, november 2009.

(7)  Eurostat, euroindicators 61/2010, 30. april 2010.

(8)  Tallene er beregnet på grundlag af data fra Eurostat. Der er overraskende store forskelle mellem medlemsstaterne, f.eks. fra 46 % i Sverige til 75 % i Grækenland. I de fleste lande har der været et lille fald i andelen fra forbrug, hvorimod ændringerne i nogle lande har været dramatiske. Faldet fra 72 % til 60 % over en periode 8 år i Det Forenede Kongerige er svært at forklare.

(9)  Crisis in the euro area and how to deal with it. Centre for European Policy Studies, februar 2010.

(10)  Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Forslag til fælles rapport om social sikring og social integration 2010, KOM(2010) 25 endelig.

(11)  Se EØSU's udtalelser om afgift på finansielle transaktioner, og konsekvenserne af den nationale gældskrise for EU's forvaltning.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/65


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Mod et verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i 2012« (initiativudtalelse)

2011/C 48/12

Ordfører: Frederic Adrian OSBORN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. februar 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse:

Mod et verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i 2012.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 31. august 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september, med 116 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Resumé og anbefalinger

1.1

EØSU anbefaler, som talerør for det organiserede civilsamfund i Europa, at EU bør spille en ledende rolle i forberedelserne af FN's næste topmøde om bæredygtig udvikling, som afholdes i Rio i 2012.

1.2

EU bør være en vigtig fortaler for en ambitiøs dagsorden for topmødet, som kan genoplive og skabe ny dynamik i dagsordenen for bæredygtig udvikling i hele verden blandt såvel regeringer som civilsamfund.

1.3

Topmødet bør genfinde Rio-tankegangen og genoplive Rio-principperne samt Agenda 21 som instrumenter til inddragelse af alle aktører og som drivkraft for en mere bæredygtig udvikling på verdensplan.

1.4

Topmødet bør blive en milepæl og deadline for beslutningen om og opfyldelsen af de næste skridt i den løbende klimadebat og biodiversitetsforhandlingerne, for afslutningen af de nuværende forhandlinger om kviksølv og for lanceringen af nye forhandlinger om indarbejdelsen af bæredygtighedsaspektet i virksomhedsledelse samt de regionale og lokale myndigheders mandat.

1.5

Topmødet bør anerkende og støtte verdensmiljøcharteret som et instrument, der kan inspirere til indgåelse af forpligtelser og handling hos individer og organisationer i hele verden.

1.6

EU bør benytte topmødet til at skabe ny fremdrift i unionens egne processer og strukturer, så der sker fremskridt på området bæredygtig udvikling, samtidig med at man opfordrer til en lignende fornyelse af bæredygtighedsindsatsen på verdensplan. EØSU opfordrer navnlig EU til:

at definere og gennemføre de forskellige aspekter af grøn økonomi i Europa samt skabe og finansiere nye kanaler for finansiel støtte samt teknologi- og know how-overførsel, så udviklingslandene kan støttes i overgangen til bæredygtighed;

at styrke de forskellige styreformer på området bæredygtig udvikling i Europa;

at inddrage civilsamfundet i Europa, så det kan bidrage til Rio-processen. Rio-visionen skal tilføres nyt liv, og den politiske og folkelige opbakning til projektet skal sikres.

1.7

Med henblik på at fremme grøn økonomi bør EU i løbet af de næste 12 måneder:

evaluere og styrke EU's strategi for bæredygtig udvikling og indarbejde strategiens vigtigste mål i gennemførelsen af Europa 2020-strategien samt udvikle parallelle forslag til topmødeforhandlingerne med det mål at skabe stærkere internationale rammevilkår for fremme og koordinering af nationale bæredygtighedsstrategier;

fuldføre det igangværende arbejde med at udforme bedre indikatorer for fremskridtene på bæredygtighedsområdet og eksplicit indarbejde disse i de overordnede overvågningsrammer for Europa 2020 og udvikle parallelle forslag til topmødeforhandlingerne med henblik på etablering og vedligeholdelse af et mere sammenhængende og konsekvent internationalt datamateriale til måling og overvågning af fremskridtene på området bæredygtig udvikling;

færdiggøre sine langtidsstudier om bæredygtigt forbrug og produktion og indarbejde resultaterne herfra i det vigtigste flagskibsprogram for ressourceeffektivitet under Europa 2020 og udvikle parallelle forslag til topmødeforhandlingerne;

samle de europæiske erfaringer med grønne afgifter og skattemæssige instrumenter (herunder CO2-afgifter og –handel) og integrere disse i et nyt europæisk initiativ om grønne skatteinstrumenter samt fremsætte parallelforslag til FN-retningslinjer eller -rammer på dette område;

samle de europæiske erfaringer med den sociale dimension af bæredygtig udvikling, herunder mulighederne for at skabe nye grønne arbejdspladser til erstatning for dem, som mistes under krisen, og metoderne til reduktion af uligheder og lade disse indgå i topmødeforhandlingerne om den grønne økonomis sociale aspekt;

etablere effektive mekanismer til fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande samt sikring af tilstrækkelig finansiel og teknologisk støtte.

1.8

Med henblik på at styrke styringen af den bæredygtige udvikling bør EU:

støtte en styrkelse af UNEP og CSD;

være fortaler for, at bæredygtig udvikling integreres på mandatområderne hos Verdensbanken, IMF, WTO og andre relevante internationale agenturer;

fremme en styrkelse af de nationale bæredygtighedsstrategier og nationale systemer for disses etablering, gennemførelse og overvågning samt mekanismer såsom EU's strategi for bæredygtig udvikling, så dette arbejde styrkes og harmoniseres på overnationalt niveau – både i Europa og i de internationale forhandlinger;

fremme styrkelsen af regionale og lokale strategier for bæredygtig udvikling og gennemførelsesmekanismerne, såvel internt i Europa som i internationale forhandlinger;

fremme integrationen af bæredygtig udvikling i regler og retningslinjer for virksomhedsledelse i erhvervslivet, såvel internt i Europa som i internationale forhandlinger.

1.9

Med henblik på at sikre civilsamfundets fulde engagement og deltagelse bør EU:

arbejde for, at aktørerne i fuldt omfang inddrages i FN-processen;

samarbejde med EØSU og andre repræsentanter for det organiserede civilsamfund med henblik på at sikre, at civilsamfundet i fuldt omfang inddrages i forberedelserne på EU-plan og i medlemsstaterne;

støtte uafhængige forberedelsesprocesser blandt specifikke sektorer i civilsamfundet, herunder virksomheder, fagforbund, ngo'er, videnskabelige og uddannelsesmæssige sektorer, landbrug, kvinder og unge i såvel Europa som i de internationale forhandlinger.

2.   Indledning og baggrund

2.1

Den 24. december 2009 vedtog FN's Generalforsamling en resolution om, at der skal afholdes en FN-konference om bæredygtig udvikling (UNCSD) i 2012. Den vil blive afholdt i Rio de Janeiro 40 år efter FN's Stockholm-konference om det menneskelige miljø, 20 år efter FN's konference om miljø og udvikling (UNCED) i Rio de Janeiro og 10 år efter verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (WSSD) i Johannesburg.

2.2

Ifølge Generalforsamlingens resolution vil konferencen have tre formål:

sikring af fornyet politisk opbakning til bæredygtig udvikling;

evaluering af de hidtidige fremskridt og tilbageværende huller i gennemførelsen af konklusionerne fra de væsentligste topmøder om bæredygtig udvikling;

kortlægning af nye og kommende udfordringer.

og to specifikke emner:

en grøn økonomi set i lyset af bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse;

den institutionelle ramme for bæredygtig udvikling.

2.3

EØSU bifalder dette initiativ. Det står klart, at den globale fremdrift vedrørende bæredygtig udvikling har mistet tempo i de seneste år, og at der er behov for nye impulser, så dagsordenen for bæredygtig udvikling kan tilføres ny dynamik. Internt i Europa gør den bæredygtige udvikling stadig visse fremskridt som en overordnet ramme for den politiske udvikling, men den er i de seneste år blevet overskygget af den økonomiske krises følgevirkninger og behovet for at fokusere på genopretning. Det nye topmøde i Rio de Janeiro kan skabe mulighed for, at bæredygtig udvikling kan genindtage sin rette plads som en central drivkraft i EU og medlemsstaterne.

2.4

Efter planen skal der afholdes tre møder i den forberedende komité. Det første fandt sted fra den 17.-19. maj 2010. De næste afholdes i 2011 og 2012.

På det første møde i den forberedende komité blev der udformet procedurer, processer og tidsplaner for konferencen, og der blev afholdt indledende debatter om ovennævnte hovedtemaer. Der var enighed om, at FN's sekretariat bør konsultere medlemsstaterne, relevante internationale organer og »Major Groups« vedrørende en begrænset vifte af specifikke spørgsmål.

2.5

Civilsamfundet var repræsenteret i den forberedende komité gennem 9 »Major Groups«, der er anerkendte af FN. De er ligeledes blevet anmodet om at gøre et forberedende arbejde og give et input til de næste faser af forberedelsesprocessen og selve konferencen. Flere »Major Groups« har gjort det klart, at de ønsker at anvende 2012-processen til at gennemføre deres egne evalueringer af fremskridtene på området bæredygtig udvikling i deres sektorer. De ønsker at fremhæve opnåede resultater, muligheder og udfordringer i Rio, og de ønsker yderligere anerkendelse og støtte fra regeringerne under denne proces. Desuden ønsker de at fremsætte anbefalinger til de nationale regeringer om tilrettelæggelsen af og målene med de formelle forhandlinger.

2.6

EU var aktiv på det første forberedende møde og bidrog til udformningen af en positiv og realistisk dagsorden for topmødeprocessen. Unionen fortsætter sin egen aktive forberedelsesproces i et samarbejde med medlemsstaterne. Som repræsentant for det organiserede civilsamfund var EØSU tilfreds med at være involveret som et medlem af EU's delegation på det første forberedende møde, og udvalget har til hensigt fortsat at spille en aktiv rolle. Først gennem udarbejdelsen af denne udtalelse og herefter gennem yderligere aktiviteter, når forberedelserne tager fart (se punkt 7.2).

3.   Vision og ambitionsniveau

3.1

Rio-topmødet i 1992 havde et højt ambitionsniveau. Man opnåede gode resultater og fik på effektiv vis mobiliseret støtte og foranstaltninger til bæredygtig udvikling i hele verden. Dette blev realiseret ved at sammensætte en omfattende og konkret dagsorden under en overbevisende og inspirerende vision, der fik befolkningens støtte og politisk opbakning.

3.2

Udfordringen på bæredygtighedsområdet er så stor som nogensinde og endda mere presserende i mange henseender. Men regeringernes energi- og ambitionsniveau i den første forberedende komité var skuffende. Enkelte deltagere virkede mere opsatte på at dæmpe overdrevne forventninger end på at skabe vilje til positive forandringer.

3.3

Civilsamfundet er mere ambitiøst. Mange forskellige aktører var aktive i den første forberedende komité og opfordrede de officielle delegerede til at indarbejde konkrete forslag, samtidig med at de udviklede deres egne parallelle processer vedrørende forberedelsen af konferencen. I Europa mener EØSU, at en lang række forskellige aktører har vilje og kapacitet til at synliggøre områdets profil og presse på for et godt resultat af 2012-processen. Udvalget opfordrer EU og dens medlemsstater til at udnytte dette potentiale fuldt ud og skabe en åben og ambitiøs multiinteressentproces på alle niveauer med det formål at gøre brug af de forskellige aktørers erfaringer i fuldt omfang.

3.4

Hvis klima- og biodiversitetsforhandlerne kunne få som mål at levere en omfattende aftale rettidigt til, at denne kan få opbakning af verdenslederne i Rio i 2012, ville dette kunne gavne begge processer. Denne kombination af målsætninger var en meget effektiv metode til sikring af fremskridt i de to år op til Rio 1992. Konferencen i 2012 kan udgøre en deadline med hensyn til at afslutte de løbende forhandlinger om klimaforandringer og biodiversitet, så disse når den næste væsentlige milepæl.

3.5

Topmødet i 2012 kan ligeledes ses som en mulighed for at fremskynde beslutningerne i de aktuelle internationale forhandlinger om kviksølv og REDD-processen (reduktion af emissioner fra skovrydning og skovforringelse i udviklingslande). Det kan ligeledes være en anledning til at iværksætte nye forhandlinger om indarbejdelse af bæredygtighed i virksomhedsledelse og lokale foranstaltninger vedrørende bæredygtighed.

3.6

Topmødet i 1992 resulterede i en ny og inspirerende vision for planetens harmoniske fremtid, hvilket kom til udtryk i en ny opfattelse af bæredygtig udvikling. Med henblik på at skabe fremdrift på Rio 2012 er der behov for en ny version af denne vision. EØSU foreslår, at EU i den henseende bør undersøge muligheden for at fokusere på verdensmiljøcharteret og anvende topmødet til formelt at anerkende dette inspirerende dokument (som UNESCO allerede har gjort). Verdensmiljøcharteret har gennem de seneste år opnået stadig større støtte på verdensplan. Hvis FN som helhed anerkendte dette charter, ville det styrke dokumentets position i hele verden og bidrage til at gentænde den ambitiøse »Can Do«-tankegang, der vækkede verden i 1992.

4.   Status for gennemførelsen og tilbageværende huller

4.1

Den første forberedende FN-komité fastslog, at fremskridtene med hensyn til opfyldelse af målene fra Stockholm-konferencen i 1972 samt topmøderne om bæredygtig udvikling i 1992 og 2002 har været utilstrækkelige og ujævne. På trods af visse resultater, hovedsageligt hvad angår stigende indkomstniveau og fattigdomsreduktion og forbedret adgang til uddannelse samt bedre sundhedsforhold i først og fremmest de nye vækstøkonomier, eksisterer der fortsat væsentlige udfordringer.

4.2

Der er vedvarende huller i gennemførelsen med hensyn til fattigdomsudryddelse, fødevaresikkerhed, bekæmpelse af indkomstulighed, bevarelse af biodiversitet, bekæmpelse af klimaændringer, reduktion af presset på økosystemer og fiskebestande, adgang til rent vand og sanitet og kvinders fulde deltagelse i gennemførelsen af internationalt aftalte mål, hvilket afspejler en fragmenteret tilgang til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Der er ikke sket større ændringer i forbrugs- og produktionsmønstre siden UNCED, selvom grundlæggende ændringer er en nødvendighed for den bæredygtige udvikling på globalt plan.

4.3

Der er lagt yderligere hindringer i vejen for indsatsen for at opfylde målene for bæredygtig udvikling, herunder millenniumudviklingsmålene, som følge af den seneste finansielle og økonomiske krise, der har haft en negativ indvirkning på den økonomiske vækst, undergravet hårdt tilkæmpede resultater og øget antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom.

4.4

I Europa (som i resten af den udviklede verden) er der sket fremskridt med hensyn til opfyldelsen af visse miljømæssige mål gennem de sidste 20 år, men når det gælder de væsentligste emner som ressourceforbrug og CO2-emissioner er der stadig lang vej hjem, og Europas fodaftryk på resten af planeten med hensyn til ressourceforbrug og forureningseksport ligger fortsat på et uholdbart niveau. På det sociale område viser arbejdsløshedstallene og en voksende ulighed internt i og imellem befolkningsgrupper også, at der er tale om uholdbare udviklingstendenser.

4.5

Den forberedende komité udpegede ikke nogen helt nye bæredygtighedsemner. Men man bemærkede, at mange bæredygtighedsemner, der allerede blev kortlagt i Rio i 1992, bliver mere presserende, hvilket fremgår af de seneste og stadigt aktuelle kriser på områderne finansverden, økonomi, energi, vand og fødevarer. Andre problemer såsom klimaændringer og tab af biodiversitet viser sig ligeledes at være mere presserende og alvorlige end hidtil antaget. Den forsatte befolkningstilvækst på globalt plan øger det forhåndenværende pres.

4.6

I udviklingslandene opstår der en kløft mellem vækstøkonomier, hvis hurtige vækst udgør en yderligere belastning for planetens ressourcer og forureningsniveauet og de mindst udviklede lande, hvor fattigdom og miljøforringelse fortsat er alvorlige risikofaktorer for bæredygtigheden. Med enkelte undtagelser opfylder de udviklede lande langt fra målene for officiel udviklingsbistand, hvilket de ellers ofte har lovet med det formål at støtte en mere bæredygtig udvikling i udviklingslandene.

4.7

I denne situation består den særlige udfordring for EU i at klarlægge, hvordan vi kan forbedre vore egne økonomiers bæredygtighed og samtidig mobilisere en tilstrækkelig finansiel og teknisk støtte, der bidrager til, at udviklingslandene, særligt de mindst udviklede lande, kan imødegå udfordringerne på området bæredygtig udvikling på mere effektiv vis. EU bør benytte topmødet til at skabe ny fremdrift i unionens egne processer og strukturer, så der sker fremskridt på disse områder. EØSU opfordrer navnlig EU til:

at definere og gennemføre de forskellige aspekter af grøn økonomi i Europa samt skabe og finansiere nye kanaler for finansiel støtte samt teknologi- og know how-overførsel, så udviklingslandene kan støttes i overgangen til bæredygtighed (afsnit 5);

at styrke de forskellige styreformer på området bæredygtig udvikling i Europa (afsnit 6);

at inddrage civilsamfundet i Europa, så det kan bidrage til Rio-processen. Rio-visionen skal tilføres nyt liv, og den politiske og folkelige opbakning til projektet skal sikres (afsnit 7);

5.   En grøn økonomi set i lyset af bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse

5.1

Grøn økonomi vil være et af de store temaer på konferencen. Der er stadig mange forskellige opfattelser af, hvad begrebet grøn økonomi står for. Der er imidlertid enighed om, at begrebet skal ses i sammenhæng med bæredygtig udvikling. En grøn økonomi eller processen med at gøre en økonomi grønnere kan opfattes som en af de afgørende metoder til at opfylde målet om et mere bæredygtigt udviklingsmønster i fremtiden.

5.2

En grøn økonomi kan skabe nye muligheder for økonomisk vækst og beskæftigelse ved at fremme en mere effektiv anvendelse af naturressourcer og energi og ved at fremme nye teknologier for ren energi og en mindre forurenende produktion. Der skal etableres passende nationale politiske rammer, som skal fremme overgangen til en grøn økonomi, bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre og sikre, at de økonomiske aktiviteter foregår inden for rammerne af økosystemernes kapacitet.

5.3

Bæredygtig udvikling og forandring skal respektere naturens grænser og beskytte naturressourcerne samt den kulturelle arv. Bæredygtig udvikling er imidlertid ikke ensbetydende med stagnation – tværtimod kræver en sådan udvikling kontinuerlige forandringer og en fortløbende udvikling. På f.eks. energiområdet vil der være behov for massive ændringer i produktionsmetoder og energiforbrug i løbet af de næste 40 år, som illustreret i Det Internationale Energiagenturs nylige rapport om teknologiscenarier for 2050. Som et andet eksempel kan nævnes, at den kemiske sektor allerede har gjort meget for at ændre produktionsmønstret i en mere effektiv og bæredygtig retning - og gøre denne omstilling til en kommerciel fordel.

5.4

De politiske instrumenter, der kan anvendes inden for rammerne af en grøn økonomi, kan opdeles i enkelte overordnede kategorier:

korrekt prisfastsættelse;

offentlige indkøbspolitikker;

miljøafgiftsreformer;

offentlige investeringer i bæredygtig infrastruktur;

målrettet offentlig støtte til F&U i miljøvenlige teknologier;

socialpolitikker, der skal forene sociale målsætninger med økonomiske politikker.

5.5

På globalt plan har FN allerede iværksat enkelte initiativer på dette område, som UNCSD 2012 kan bygge videre på. Grøn økonomi-initiativet har til formål at støtte regeringernes indsats for »at omforme og omlægge politikker, investeringer og udgifter til fordel for en række sektorer, såsom rene teknologier, vedvarende energi, vandforsyning, grøn transport, affaldshåndtering, grønne bygninger samt et bæredygtigt land- og skovbrug«. »The Economics of Ecosystems and Biodiversity« og »Global Green New Deal« er nøgleprojekter under dette initiativ.

5.6

For nærværende bidrager de udviklede lande relativt set mest til problemet med klimaforandringer, idet de udleder en større mængde CO2 pr. indbygger. De står derfor over for den største udfordring med hensyn til at ændre deres økonomier i retning af en mere kulstoffattig model. Samtidig har de imidlertid den fordel, at de har adgang til avancerede teknologier og kapital, som giver dem mulighed for at gå forrest i denne omstillingsproces, hvis de uden tøven tager udfordringen op.

5.7

Blandt udviklingslandene er der en vis bekymring for, at »grøn økonomi« er et nordligt koncept, der i praksis kan sænke tempoet i udviklingsprocessen, og som kan indeholde et protektionistisk element. Det vil være vigtigt at demonstrere, hvordan udviklingslandene kan drage fordel af processen, og hvordan denne vil bidrage til disse landes udvikling. Et nøgleelement vil være spørgsmålet om, hvor alvorligt de udviklede lande tager deres forpligtelse til at støtte grøn økonomi i udviklingslandene.

5.8

Med henblik på at sikre et godt resultat med hensyn til en grønnere global økonomi i 2012 vil det have afgørende betydning, at de udviklede lande demonstrerer, at de både anvender denne strategi i deres egne økonomier, og at de er villige til at tilbyde udviklingslandene reel assistance i form af finansiel støtte, teknologioverførsel og kapacitetsopbygning.

5.9

EU har gjort fremskridt på området grøn økonomi, men ikke i tilstrækkeligt omfang. Det er EØSU's opfattelse, at det ikke vil være nok, at EU i Rio blot tager udgangspunkt i de begrænsede fremskridt, som unionen har realiseret gennem de sidste 20 år, og de forskellige elementer i 2020-strategien, som peger i en bæredygtig retning. Med henblik på en mere velfunderet forhandlingsposition i 2012 anbefaler udvalget mere specifikt, at EU i løbet af de kommende 12 måneder bør:

evaluere og styrke EU's strategi for bæredygtig udvikling og indarbejde strategiens vigtigste mål i gennemførelsen af Europa 2020-strategien;

fuldføre det igangværende arbejde med at udforme bedre indikatorer for fremskridtene på bæredygtighedsområdet og eksplicit indarbejde disse i de overordnede overvågningsrammer for Europa 2020;

færdiggøre sine langtidsstudier om bæredygtigt forbrug og produktion og indarbejde resultaterne herfra i målsætningerne for det vigtigste flagskibsprogram for ressourceeffektivitet under Europa 2020;

samle de europæiske erfaringer med grønne afgifter og skattemæssige instrumenter (herunder CO2-afgifter og –handel) og stille forslag om FN-retningslinjer eller rammer på dette område;

samle de europæiske erfaringer med den sociale dimension af bæredygtig udvikling, herunder mulighederne for at skabe nye grønne arbejdspladser til erstatning for dem, som mistes under krisen, og metoderne til reduktion af uligheder.

Der er brug for lignende foranstaltninger på medlemsstatsniveau. Hvis der opnås fremskridt på disse områder i Europa, vil EU have et godt udgangspunkt for at kunne påtage sig rollen som fortaler for en global »dagsorden for en grøn økonomi«, som indeholder lignende elementer.

5.10

finansområdet er der et klart behov for at gøre en stor indsats for at mobilisere offentlige og private ressourcer til fuldførelse af de udestående punkter på dagsordenen for milleniumudviklingsmålene og videreførelse af den nye dagsorden for en grøn økonomi. Rio-målene for officiel udviklingsbistand er ikke blevet opfyldt. De internationale finansielle institutioner, UNDP, WTO, UNCTAD samt finans- økonomi- og handelsministerierne over hele verden skal i fuldt omfang engagere sig i såvel denne mobiliseringsøvelse som i alle andre aspekter af overgangen til en grønnere global økonomi. EU skal udvikle et sammenhængende og konsekvent forslag til mål for denne internationale indsats for en grønnere økonomi og komme med forslag til, hvordan de for længst etablerede løfter om støtte kan opfyldes.

6.   Den institutionelle ramme for bæredygtig udvikling.

6.1

Det erkendes generelt, at forvaltningen af bæredygtig udvikling på internationalt niveau er ineffektiv, og at det vil være nødvendigt at gennemføre omfattende ændringer for at skabe ny fremdrift på området. Forvaltningen af bæredygtig udvikling på nationalt, regionalt og lokalt niveau ville ligeledes have gavn af et nyt afsæt.

6.2

På internationalt niveau er der et presserende behov for at styrke UNEP's (FN's Miljøprogram) mandat på miljøområdet og styrke mulighederne for at FN's Kommission for Bæredygtig Udvikling (CSD) eller et efterfølgerorgan kan formidle budskabet om bæredygtig udvikling i den globale økonomis forskellige sektorer og gennem alle internationale agenturer. Muligheden for at opgradere UNEP til en verdensmiljøorganisation med et bredere mandat er længe blevet debatteret. Organisationen skal fastholde en stærk, troværdig og tilgængelig videnskabelig base. Den skal have større kapacitet til at samarbejde med andre dele af FN-systemet på kreativ vis, til at koordinere det store antal selvstændige multilaterale miljøaftaler og til at støtte kapacitetsopbygningen på miljøområdet i udviklingslandene og andre medlemsstater. Organisationen har også brug for flere og mere sikre ressourcer. 2012 kan være den ideelle lejlighed til at realisere disse ideer.

6.3

Der er også behov for, at bæredygtig udvikling får større gennemslagskraft og indflydelse i FN-systemet. En mulighed kunne være at give området et reelt FN-råd. En anden mulighed kunne være at lade CSD indgå i et udvidet ECOSOC (FN's Økonomiske og Sociale Råd) med et styrket mandat til at fremme bæredygtig udvikling i FN-systemet, Verdensbanken og IMF (Den Internationale Valutafund). Mere vidtrækkende muligheder kan imidlertid dukke op i forbindelse med arbejdet i det nye højtstående panel om klimaændringer og udvikling, der netop er blevet etableret af FN's generalsekretær.

6.4

I forbindelse med de uddybende debatter anbefaler EØSU, at EU bør have tre overordnede mål for øje:

integration af bæredygtig udvikling på mandatområdet for de vigtigste agenturer, herunder FN selv og ECOSOC, Verdensbanken, IMF og WTO samt de organer, der mere specifikt arbejder med bæredygtig udvikling såsom CSD, UNEP, UNDP mm.;

en styrkelse af CSD og kommissionens kapacitet til at koordinere arbejdet med bæredygtig udvikling i hele FN-systemet, særligt ved at give den en status og mission som inddrager finans- og økonomisektorerne med det specifikke formål at integrere bæredygtig udvikling i forvaltningen af de globale økonomiske politikker;

en styrkelse af UNEP og programmets evne til at overvåge kritiske ændringer i det globale miljø samt fremme en effektiv beskyttende indsats.

6.5

Der er ligeledes et behov for at styrke forvaltningen af bæredygtig udvikling på nationalt, regionalt, lokalt og virksomhedsniveau. Nationale, subnationale og lokale strategier for bæredygtig udvikling skal geniværksættes eller styrkes. Virksomhedsledere skal i højere grad tage højde for området bæredygtig udvikling. Nationale råd for bæredygtig udvikling eller lignende strukturer skal etableres eller styrkes, så der kan gives nye impulser til den bæredygtige udvikling. Civilsamfundet skal inddrages på mere aktiv vis. I EU skabte den europæiske strategi for bæredygtig udvikling en ramme til fremme af alle disse elementer. Men der er ikke i tilstrækkeligt omfang blevet fulgt op på strategien. Dens nøgleelementer skal tilføres ny dynamik og indarbejdes i den overordnede Europa 2020-strategi og herefter overvåges nøje.

6.6

Større civilsamfundsgrupper, hvis rolle i FN-systemet blev styrket i Rio 1992, vil evaluere deres egne erfaringer vedrørende disse spørgsmål og præsentere eksempler på bedste praksis i Rio med det formål at få anerkendt og styrket bedste praksis ved hjælp af redskaber som nationale og lokale bæredygtighedsstrategier, initiativer vedrørende virksomhedernes sociale ansvar mm.

6.7

EØSU anbefaler, at EU i høj grad bør argumentere for, at civilsamfundet og »major groups« skal bidrage væsentligt til 2012-processen. Organisationer bør opfordres til at præsentere de allerede realiserede resultater og fremsætte forslag til en styrkelse og konsolidering af deres rolle.

6.8

I industrisektoren bør bæredygtighedsansvaret kodificeres i de kommende rammer for virksomhedernes sociale ansvar. Forhandlingerne om en ny international konvention om dette emne kan lanceres i Rio i 2012.

6.9

Regionale myndigheder og andre subnationale myndigheder spiller en stadig større rolle for gennemførelsen af mange aspekter vedrørende bæredygtig udvikling. Det samme gælder for mange byer og andre lokale myndigheder. Disse udviklingstendenser kunne eventuelt kodificeres i en ny aftale, som giver et eksplicit mandat (og de nødvendige ressourcer) til gennemførelse af specifikke dele af dagsordenen for bæredygtig udvikling, således at de lysende eksempler fra det førende mindretal kan blive til standardpraksis for flertallet.

7.   EU's og EØSU's mulige rolle

7.1

EU vil uden tvivl spille en nøglerolle i udviklingen af en strategi for 2012. Unionen bør vise det internationale samfund, hvordan omstillingen til en grøn økonomi gavner såvel nord som syd og fremme de institutionelle forandringer, der støtter styreformer baseret på bæredygtig udvikling. EU og medlemsstaterne bør ligeledes se konferencen som en anledning til at accelerere deres egen overgang til en grønnere økonomi og forbedre egne styreformer samt forvaltning af bæredygtig udvikling og deres inddragelse af civilsamfundet i disse processer.

7.2

EØSU er parat til at spille en fremtrædende rolle i arbejdet med at udforme civilsamfundets bidrag til såvel den europæiske som internationale proces og skabe et pres for, at der opnås ambitiøse resultater. Et stort engagement fra civilsamfundets side har afgørende betydning for, at der kan skabes den fremdrift og det pres, som der er behov for, hvis der skal opnås væsentlige resultater i Rio. I løbet af de næste 12 måneder har EØSU til hensigt at iværksætte følgende aktiviteter:

organisation af yderligere høringer med deltagelse af interesserede parter i Bruxelles vedrørende målene for Rio 2012 og, om muligt, etablering af en fælles platform;

en indsats for at sikre bidrag fra civilsamfundet i medlemsstaterne gennem de nationale råd for bæredygtig udvikling, deres europæiske netværk EEAC samt de nationale økonomiske og sociale råd;

iværksættelse af en række sektorundersøgelser af forudsætningerne for en vellykket anvendelse af principperne om grøn økonomi i nøglesektorer som energi, transport, byggebranchen, landbrug og den overordnede økonomiske politik;

kontaktformidling gennem regionale og bilaterale stående delegationer med det formål at sammenligne og koordinere civilsamfundets input i Europa med civilsamfundstiltag i andre dele af verden.

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/72


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbedring af modellerne for inddragende offentlig-private partnerskaber gennem udbredelse af e-tjenester for alle i EU-27 (initiativudtalelse)

2011/C 48/13

Ordfører: Claudio CAPPELLINI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Forbedring af modellerne for inddragende offentlig-private partnerskaber gennem udbredelse af e-tjenester for alle i EU-27.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september 2010, følgende udtalelse med 102 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU tager godt imod Kommissionens digitale dagsorden og forslagene i rapporten om det indre marked til, hvordan man kan opnå bæredygtige økonomiske og sociale fordele ved et digitalt indre marked og ultrahurtige internetforbindelser, der vil give borgerne og SMV'erne i landdistrikterne og fjerntliggende områder nye anvendelsesmuligheder. Udvalget er endvidere enigt med Kommissionen, Europa-Parlamentet og Regionsudvalget i, at det er nødvendigt med strammere styring for at sikre, at alle får adgang til fastnet- og trådløst bredbånd inden 2013. Der er behov for flere investeringer på alle niveauer, og man bør desuden undersøge muligheden for at anvende offentlig-private partnerskaber (OPP'er) for landdistrikter og fjerntliggende områder og til opdatering af netværk.

1.2

EØSU støtter EU's og medlemsstaternes fælles politiske ramme for opnåelse af Europa 2020-målene og anmoder følgelig Kommissionen om at oprette en rådgivende ad hoc-gruppe, der skal hjælpe medlemsstaterne, kandidatlandene og interesserede private operatører med at kortlægge bredbåndsdækningen i landdistrikterne og de fjerntliggende områder.

1.3

Markederne har ikke formået at tilvejebringe højhastighedsbredbånd til en rimelig pris i de fjerntliggende områder. Kommissionen skal derfor udnytte alle muligheder for at udarbejde strategier, der fremmer udvikling af åbne netværk i kraft af statslige og offentlige initiativer. EU er nødt til at udnytte udviklingen af e-tjenester i den offentlige og private sektor fuldt ud for derigennem at bidrage til en forbedring af de lokale og regionale sundhedstjenester, uddannelsestilbud, beredskabstjenester af almen interesse, sikkerhedstjenester og sociale tjenester. Samtlige myndigheders deltagelse i OPP'er kunne udgøre en strategisk støtte for de SMV'er, der specialiserer sig i offentlige ikt-tjenester, og fremme unge iværksætteres ikt-færdigheder.

1.4

Man bør fremme private investeringer og OPP'er i de fjerntliggende områder, landdistrikterne og lavindkomstområderne gennem strukturfondene samt EIB- og EIF-instrumenter for derved at give sårbare borgere og SMV'er internetadgang til en rimelig pris. Kommissionen bør hellige særlige programmer og foranstaltninger til fremme og forøgelse af antallet af lokale OPP'er inden for tværregionale og grænseoverskridende pilotprojekter samt indføre en »europæisk dag for e-tjenester for alle«.

1.5

EØSU finder det vigtigt at styrke samarbejdet mellem de offentlige og private udbydere af offentlige e-tjenester for at skabe bedre og mere effektive tjenester. Dette kræver mere åbenhed og en aktiv deltagelse fra borgernes side, samtidig med at man bevarer ansvaret for investeringer i offentlig infrastruktur og kontrol med resultaterne. De offentlige tjenester ydes ofte på regionalt og lokalt plan, hvor SMV'erne og deres sammenslutninger kunne indgå i partnerskaber med den offentlige sektor, enten som direkte udbydere eller – hvis der kræves betydelige finansielle ressourcer eller en mere global ekspertise – i et konsortium. Dette er allerede tilfældet i visse regioner i Frankrig (Auvergne), Italien (Trentino-Alto Adige, Lombardiet) og andre EU-medlemsstater.

1.6

Adgang til trådløst bredbånd af høj kvalitet til en rimelig pris kan øge tilgængeligheden og kvaliteten af de tjenester, der ydes af de offentlige myndigheder, og gøre det nemmere for SMV'erne at blive mere konkurrencedygtige på markedet. De fjerntliggende regioner og samfund vil få mest gavn af adgang til hurtigere bredbåndstjenester.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at der er behov for særlige investeringer til udvikling af almen og hurtig adgang til fastnet- og mobilt bredbånd for alle borgere og forbrugere. En mere fordelagtig ramme for statsstøtte på EU-plan, der er forenelig med EU's konkurrenceregler, kunne ligesom en bedre koordinering af EU's forskellige politikker og programmer bidrage hertil, således at forbrugernes valg bidrager til, at man opnår de fastsatte mål om, at alle borgere og områder skal have adgang til e-tjenester.

1.8

EØSU er enigt i, at alle husholdninger bør have adgang til bredbåndsinternet til en konkurrencedygtig pris inden 2013. Digitaliseringsdividenden bør fremmes og anvendes til at udvide den mobile bredbåndsdækning og øge kvaliteten af tjenester. Medlemsstaterne skal ajourføre de nationale mål for bredbånds- og højhastighedsdækning for derved at tilskynde de regionale myndigheder og private aktører til at yde en koordineret indsats til fordel for en europæisk strategi for højhastighedsbredbånd. Især regionale myndigheder, europæiske og/eller nationale rådgivende institutioner, SMV'er, organisationer og andre private aktører bør helt fra begyndelsen deltage i Kommissionens initiativ om fremtidens internet.

1.9

EØSU går ind for OPP-løsninger, hvis finansieringsmodeller kan bidrage til rettidigt at give borgerne i landdistrikter og grænseregioner omkostningseffektivt bredbånd. Udvalget fremhæver, at de digitale færdigheder – navnlig når det gælder SMV'er og unge iværksættere i landdistrikter og fjerntliggende områder – i den henseende er af afgørende betydning for skabelsen af et digitalt samfund for alle, navnlig i de tilfælde hvor adgangen til e-tjenester skaber en it-kløft for de ældre, de dårligt stillede grupper og lavindkomstgrupperne. Man skal ligeledes råde bod på de allerede eksisterende adgangsproblemer.

1.10

EU-institutionerne bør udnytte udviklingen af e-tjenester i den offentlige og private sektor fuldt ud for derigennem at bidrage til en forbedring af de lokale og regionale sundhedstjenester, uddannelsestilbud, beredskabs-, sikkerheds- og øvrige tjenester af almen interesse og sociale tjenester.

2.   Generel baggrund

2.1

Internettet er blevet en af det 21. århundredes strategisk vigtigste infrastrukturer og står centralt i EU's kontrol med håndhævelsen af forsyningspligttjenesterne som fastsat i Lissabontraktaten. Ikke desto mindre er situationen i landdistrikterne og de fjerntliggende områder stort set ikke blevet forbedret, og man kan næppe tale om et europæisk marked for e-tjenester (1). Eftersom den private sektor ikke synes at være interesseret i at imødekomme efterspørgslen efter tjenester, og regeringerne ikke er i stand til alene at tage denne udfordring op, kunne en passende løsning gå ud på at involvere begge parter (den offentlige og private) for at dele fordelene og risiciene ved OPP'er på dette område. Det organiserede civilsamfunds aktive deltagelse og rolle i OPP'er i forbindelse med udviklingen af e-tjenester kunne her blive udslagsgivende.

2.2

Formålet med nærværende initiativudtalelse er at undersøge dette spørgsmål og stimulere debatten om bæredygtige løsninger for udbredelse af e-tjenester til alle områder og alle borgere, navnlig de mindre tilgængelige områder og de mere sårbare grupper.

2.3

Hovedformålet med denne udtalelse er derfor som følger:

at undersøge – i samarbejde med EØSU samt offentlige og private interesseorganisationer – hvordan OPP'er kan udnyttes som led i udviklingen af e-tjenester for alle, det være sig privatpersoner, virksomheder eller regionale og lokale myndigheder i særdeleshed

at fremhæve potentialet for større social inddragelse af sårbare grupper og økonomisk integration af fjerntliggende områder gennem en bæredygtig og effektiv anvendelse af OPP'er til udbredelse af e-tjenester i Europa (2)

at bistå EU-institutionerne, de politiske beslutningstagere samt interesserede offentlige og private aktører, som måtte ønske at indgå i OPP'er om e-tjenester, ved at identificere problemer og løsningsmuligheder, foretage konsekvensanalyser af udbuddet af og efterspørgslen efter e-tjenester i forhold til civilsamfundets behov, kortlægge de relevante beskæftigelses- og kvalifikationskrav samt udpege god politik- og programpraksis på EU-plan, der ville kunne overføres til det nationale/regionale plan.

2.4

Ikt har indflydelse på de fleste aspekter af vores samfund. Ligesom grænserne mellem fastnettelefoni, internet, tv-spredning, mobilt telefoni og andre kommunikationstjenester er blevet udvisket, fortones grænsen mellem de industrielle og offentlige sektorer og mellem EU- og de nationale politikker. Faktisk har de nationale og regionale politikker ikke formået at gøre disse tjenester tilgængelige for alle.

2.5

Neelie Kroes, den nye kommissær for den digitale dagsorden, har på den baggrund indledt en debat i forbindelse med en offentlig høring for at undersøge, om det er nødvendigt at ajourføre bestemmelserne for derved at sikre, at alle EU-borgere og -virksomheder har adgang til de grundlæggende kommunikationstjenester, herunder hurtigt internet. Det skal sikres, at ingen er udelukket fra det digitale samfund. Desuden bekræfter den seneste meddelelse om Europa 2020-målet om at opnå bæredygtige økonomiske og sociale fordele ved et digitalt indre marked på grundlag af hurtigt og ultrahurtigt internet og interoperable anvendelser med bredbåndsadgang til alle inden 2013.

2.6

Det blev allerede i Lissabonstrategien slået fast, at det er vigtigt, at folk har adgang til moderne digitalt udstyr – f.eks. internet og GPS – og såkaldte e-tjenester. Med henblik herpå skal moderniseringen af offentlige tjenester omfatte:

Tilvejebringelse af bedre og sikrere tjenester til offentligheden

Imødekommelse af virksomhedernes, navnlig SMV'ernes, krav om mindre bureaukrati og mere effektivitet

Sikring af kontinuiteten i tjenester af almen interesse (herunder civilbeskyttelse) på tværs af grænserne, hvilket er en forudsætning for bæredygtig mobilitet i Europa og social samhørighed i medlemsstaterne.

2.7

EU's nuværende lovramme (under EU's forsyningspligtdirektiv (3) fra 2002) forpligter medlemsstaterne til at sikre, at alle borgere kan tilslutte sig det offentlige telefonnet på et fast sted og få adgang til offentligt tilgængelige telefonitjenester for tale- og datakommunikation med en funktionel adgang til internettet. Forbrugerne skal have adgang til telefonoplysningstjenester og abonnentfortegnelser, offentlige betalingstelefoner og særlige faciliteter, hvis de er handicappede.

2.8

Endvidere har Kommissionen for nylig i en meddelelse angivet OPP'er som en mulighed blandt andre for at accelerere udbredelsen af internet i Europa og tilbyde EU-borgerne e-tjenester. OPP'er betragtes som en måde, hvorpå de europæiske borgere kan drage større fordel af kendte og fremspirende teknologier ud fra en mere holistisk tilgang. Desuden kunne man ved hjælp af OPP'er identificere ikke-tekniske hindringer og råde bod på disse på en strategisk måde (4). Udtrykket OPP dækker over meget forskellige forhold, og der findes følgelig forskellige definitioner i litteraturen som f.eks. i FN's retningslinjer (5) og i EIB's bestemmelser.

2.9

Kommissionen har afholdt en række offentlige høringer, som EØSU har været inddraget i, om bl.a. følgende emner:

Næste generation af bredbåndsnet (NGA)

Digitaliseringsdividenden som kilde til sociale goder og økonomisk vækst i Europa

Forsyningspligtprincipperne inden for e-kommunikation.

2.10

Med Kommissionens meddelelse KOM(2009) 479 endelig om »Et offentlig-privat partnerskab om fremtidens internet« søges der skabt en ramme for opbygningen af et intelligent samfund og styrkelsen af den europæiske ikt-industris konkurrenceevne. Forberedelserne i forbindelse med iværksættelsen af et OPP-initiativ om fremtidens internet, som nogle medlemsstater og industrielle aktører har lagt op til, forudsætter en større inddragelse af civilsamfundet og de regionale myndigheder.

3.   Generelle bemærkninger: OPP'er og udbredelse af e-tjenester

3.1

Ligesom forsyningen af og adgangen til fødevarer, vand, uddannelse, sundhedspleje, transport og offentlige myndigheder er sikret i vores samfund, er det vigtigt at identificere og anvende de mest bæredygtige løsninger og de mest effektive politikker for at sikre en lige behandling af EU's borgere og virksomheder i informationssamfundet, navnlig i EU's landdistrikter og fjerntliggende områder.

3.2

Dette er dog indtil videre ikke sket alle steder i EU, og der findes stadig geografiske områder og sociale grupper, der trues af den digitale kløft. Kløften kan hænge sammen med demografiske (alder, køn, husstandstype osv.), socioøkonomiske (uddannelse, beskæftigelse, status, indkomst osv.) og geografiske faktorer (bolig, bopæl, regionale eller lokale særtræk, geopolitiske faktorer osv.). Årsagerne til manglende tilvejebringelse af e-tjenester er forskellige og tæller geografiske forhold, lav befolkningstæthed, høje skatter eller alle disse faktorer tilsammen. Det forhold, at efterspørgslen og udnyttelsen på dette område ofte er utilstrækkelig, holder i mange tilfælde private erhvervsdrivende fra at investere.

3.3

Man bør dog ikke kun fokusere på den geografiske udelukkelse, men også på den sociale udelukkelse, der er en følge af visse brugergruppers manglende købekraft og begrænsede kvalifikationer (6). E-tjenesterne bør derfor udvides, således at alle brugere sikres adgang uanset deres geografiske, finansielle eller sociale situation.

3.4

Der er behov for en særlig indsats og særlige foranstaltninger for at forbedre forholdene for de sårbare grupper og frem for alt de ikke-bymæssige områder.

3.5

EØSU har udarbejdet mange udtalelser og anbefalinger om forskellige spørgsmål vedrørende e-tjenester, deres interoperabilitet og ikt-infrastrukturer (7).

3.6

Udvalget er af den opfattelse, at OPP'er vil kunne bidrage til udbredelsen af e-tjenester i EU, der er et lovende nyt område med meget vigtige aktivitetsfelter.

3.7

Analyser har vist, at de vigtigste argumenter til støtte for en OPP-baseret tilgang er:

Kvalitative forbedringer af e-tjenester for sårbare grupper,

Forbedring af omkostningseffektiviteten takket være fordelene ved den private sektors innovation, erfaring og fleksibilitet,

Øgede investeringer i offentlig infrastruktur for at udvide udbuddet af e-tjenester,

Bæredygtigheden af private partneres øgede fleksibilitet og adgang til ressourcer,

Kvalitativ forbedring af de offentlige udgifter,

Effektivitetsforbedringer og harmonisering af tjenester af almen interesse.

3.8

Desuden er investeringer i tiltrængte infrastrukturprojekter en vigtig måde at opretholde den økonomiske aktivitet på, navnlig i denne krisetid, og de kan bidrage til en hurtig tilbagevenden til bæredygtig økonomisk vækst. I den forbindelse kunne OPP'er bidrage effektivt til gennemførelsen af infrastrukturprojekter og leveringen af tjenester af almen interesse og virksomhedsstøttetjenester, hvilket ville sikre den lokale udvikling og den økonomiske genopretning i visse EU-regioner (8).

3.9

Der er også risici forbundet med OPP'er for e-tjenester. En af dem er risikoen for ikke at dække fjerntliggende områder, da disse ofte indebærer tab for den private tjenesteudbyder. Derfor bør alle OPP'er omfatte en forpligtelse til at tilbyde disse tjenesteydelser, også i fjerntliggende områder.

4.   Kritiske aspekter af udviklingen af e-tjenester

4.1

I denne udtalelse behandles ligeledes udviklingen af e-tjenester, hvorved skal forstås udbredelse af disse tjenester og sikring af lige adgang til dem i hele EU. Dette indebærer enten oprettelse af en ny, intelligent infrastruktur, hvor dette er nødvendigt, eller forbedring af den eksisterende infrastruktur, hvilket rejser nogle kritiske spørgsmål vedrørende:

Effektivitet. Det forhold, at der allerede findes en infrastruktur, er ikke altid ensbetydende med, at denne fungerer effektivt, eller at den er tilgængelig for alle de berørte sociale grupper. Det seneste eksempel, som en undersøgelse foretaget af EuroBarometer har kastet lys over, er nødkaldsnummeret 112. Selv om denne tjeneste allerede eksisterer og er i brug i tyve EU-lande, kendte kun en meget ringe procentdel af de adspurgte, nemlig 32 %, til dette nummer (9). Der kan således skabes fremskridt gennem bedre information og inddragelse af borgerne og større anvendelse af teknologier for e-læring.

Landdistrikter. Der findes stadig forskelle på tværs af EU med hensyn til adgangen til e-tjenester (10). Landdistrikterne lider stadig under manglende adgang til ikt, og 23 % af befolkningen i disse områder har ikke adgang til faste bredbåndsnet (11).

4.2

I en ægte »åbent marked«-tilgang bør OPP'er tages i brug helt fra starten, således at de europæiske, nationale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, det organiserede civilsamfunds aktører, SMV'ernes organisationer, forbrugerorganisationerne og de øvrige interessenter (erhvervsdrivende, sælgere, udbydere af it-tjenester, vertikale og anvendelsesmarkeder osv.) bliver inddraget effektivt på samtlige niveauer.

4.3

Til at begynde med kunne man passende anvende de eksisterende EU-strukturfonde, EIB/EIF og en række særlige programmer som f.eks. rammeprogrammekanismerne i de kommende ikt-arbejdsprogrammer for 2011-2013, der har et budget på ca. 300 mio. euro.

4.4

I den sammenhæng kunne OPP'erne bygge videre på det arbejde, der udføres af de fem europæiske teknologifora, og bidrage til gensidig inspiration mellem de internetrelaterede aspekter af deres respektive strategiske forskningsdagsordener. Et vigtigt særtræk ved disse OPP'er ville være udvikling af åbne, ensartede, tværfaglige serviceplatforme.

4.5

Set ud fra et europæisk politisk perspektiv er sektorer som sundhedsvæsenet, transport, miljø og energiforsyning hovedkandidater til at nyde godt af nye intelligente – internetbaserede – infrastrukturer, der vil lette en hurtig udbredelse af tjenester blandt millioner af brugere og forbrugere.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2009) 479 endelig, »Et offentlig-privat partnerskab om fremtidens internet«.

(2)  Det største problem med e-tjenester i EU er, at der ikke findes nogen fælles definition af termen. Normalt fortolkes e-tjenester snævert som betydende ikt, herunder tjenester som e-forvaltning, e-business, e-sundhed, offentlig information, e-læring, e-integration og e-udbud.

(3)  EFT L 108 af 24.4.2002 s. 51-77.

(4)  White paper on the Future Internet PPP definition, januar 2010 (foreligger d.d. ikke på dansk).

(5)  Se »Guide book on promoting good governance in Public-Private Partnership«, FN, New York og Genève, 2008.

(6)  EFT C 139 af 11.5.2001, s. 15; EFT C 123 af 25.4.2001, s. 53; EUT C 108 af 30.4.2004, s. 86.

(7)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 60; EUT C 175 af 28.7.2009, s. 92; EUT C 175 af 28.7.2009, s. 8; EUT C 317 af 23.12.2009, s. 84; EUT C 218 af 11.9.2009, s. 36; EUT C 224 af 30.8.2008, s. 50; EØSU's udtalelse om Digitaliseringsdividenden som kilde til sociale goder og økonomisk vækst, ordfører: Anna Maria Darmanin (TEN/417).

(8)  KOM(2009) 615 endelig, »Private og offentlige investeringer til fordel for genopretningen og langsigtede strukturændringer: udvikling af offentlig-private partnerskaber«.

(9)  Flash Eurobarometer 285 – The European Emergency Number 112, Analytic Report, Wave 3, Februar 2010.

(10)  Telekommunikation: høring om den fremtidige forsyningspligt i den digitale æra, IP/10/218, Bruxelles, den 2. marts 2010 (se http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/doc/library/public_consult/universal_service2010/index_en.htm).

(11)  KOM(2009) 103 endelig, Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet – Bedre adgang til moderne ikt i landdistrikterne.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/77


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvilke tjenesteydelser af almen interesse er der behov for som svar på den økonomiske krise? (initiativudtalelse)

2011/C 48/14

Ordfører: Raymond HENCKS

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. marts 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Hvilke tjenesteydelser af almen interesse er der behov for som svar på den økonomiske krise?

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 6. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september 2010, følgende udtalelse med 119 stemmer for, 11 imod og 4 hverken for eller imod.

1.   Indledning

1.1

Den nylige finansielle og derpå følgende økonomiske krise, som, om end i forskelligt omfang, har ramt medlemsstaterne, har langsigtede sociale konsekvenser i form af stigende arbejdsløshed, utryghed, udstødelse og fattigdom, som hver sjette EU-borger i dag er berørt af.

1.2

Næsten 80 mio. mennesker eller 16 % af EU's befolkning lever under fattigdomsgrænsen og har store problemer med at finde job og bolig, opnå tilskud eller at få adgang til grundlæggende serviceydelser, navnlig af sundhedsmæssig og social art. De ringere stillede befolkningsgrupper (handicappede, indvandrere) er og vil i fremtiden blive hårdt ramt, når de fremskridt, der gennem de seneste tyve år er opnået med hensyn til at integrere disse grupper i samfundet og på arbejdsmarkedet, vil blive forsøgt rullet tilbage.

1.3

Den stigende vold, problemerne i forstæderne, den stigende kriminalitet og manglende hensyntagen er, sammen med et vist tab af solidaritet, yderligere tegn på, at den finansielle og økonomiske krise har udviklet sig til en social krise.

1.4

Det svage økonomiske opsving kan ikke afværge denne krise. Tværtimod må det i lyset af tidligere erfaringer med kriserne i årene fra 1993 til 1996 og 2002 til 2004 forventes, at de sociale konsekvenser vil være mærkbare længe efter et opsving.

1.5

Den stigende fattigdom og sociale udstødelse vil medføre en stadigt stigende efterspørgsel efter sociale ydelser, navnlig inden for områderne sundhed, bolig, uddannelse, energi, transport og kommunikation.

2.   Betydningen af tjenesteydelser af almen interesse i krisetider

2.1

Krisen har bekræftet, at moderne og effektive tjenesteydelser af almen interesse er en økonomisk stabiliseringsfaktor. Ydelserne udbydes af mere end 500 000 virksomheder (offentlige, private, blandede), der beskæftiger 64 mio. arbejdstagere (dvs. over 30 % af beskæftigelsen i EU som helhed) og tegner sig for mere end 26 % af EU's BNP (jf. en studie fra maj 2010 med titlen »Mapping of the public services« gennemført af European Centre of Employers and Enterprises providing Public services).

2.2

Tjenesteydelser af almen interesse afbøder også de værste sociale, territoriale og miljømæssige konsekvenser af krisen, da formålet med dem er at sikre borgerne adgang til basale fornødenheder og grundlæggende tjenesteydelser samt overholdelse af deres grundlæggende rettigheder. De er centrale for fremme af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og en bæredygtig udvikling.

2.3

Historisk har medlemsstaterne som led i den europæiske samling og med store forskelle i udformning og tilrettelæggelse til fælles bedste eller ud fra hensynet til almenvellet som supplement til de almindelige konkurrenceretsregler og markedsvilkår fastsat en række særlige regler for tjenesteydelser af almen interesse. Disse regler må, navnlig i forbindelse med Lissabontraktaten, forventes at blive omlagt eller revideret med jævnlige mellemrum.

2.4

Tjenesteydelser af almen interesse er en grundpille i den europæiske samfundsmodel og den sociale markedsøkonomi, og har i kraft af en integration af det økonomiske og sociale fremskridt til formål at

garantere alle borgeres ret til adgang til basale fornødenheder og grundlæggende tjenesteydelser,

sikre den økonomiske, sociale, territoriale og kulturelle samhørighed,

sikre social retfærdighed og integration, skabe solidaritet mellem regioner, generationer og/eller socialgrupper, fremme almenvellet,

sikre ligebehandling af alle borgere,

skabe forudsætninger for en bæredygtig udvikling.

2.5

Krisen har demonstreret, at markedskræfterne alene ikke er i stand til at sikre samtlige borgere universel adgang til de pågældende ydelser, hvorfor det i dag ikke blot er almindeligt accepteret, men også anbefalet internationalt, at det offentlige griber ind på området.

3.   Risikoen for nedskæring af de offentlige udgifter i krisetider

3.1

Som følge af den finansielle og økonomiske krise har en række medlemsstater stadigt sværere ved at få budgetterne til at balancere, hvilket indebærer en fare for, at der bliver skabt tvivl om staternes evne til at løfte deres forsyningspligtopgaver.

3.2

Medlemsstaternes bevillinger til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er ligeledes under stærkt pres, om end evnen til at efterkomme den stigende efterspørgsel efter ydelserne varierer stærkt fra medlemsstat til medlemsstat.

3.3

Der er en risiko for, at de budgetmæssige restriktioner vil give sig udslag i forringede ydelser og færre sociale rettigheder, en dårligere social beskyttelse og mindre støtte, hvilket vil få alvorlige konsekvenser for de mest udsatte befolkningsgrupper og være til skade for de fremskridt, der indtil nu er opnået mht. at fjerne fattigdom og uligheder og forbedre den sociale samhørighed.

3.4

Det forekommer helt nødvendigt, at Kommissionen tager stilling til finansieringsbehovene, ikke blot på kort sigt og i et rent konkurrenceperspektiv (statsstøtte), men også i en bestræbelse på sikre en holdbar økonomi for tjenesteydelser af almen interesse og garantere, at forsyningspligtopgaverne løses i overensstemmelse med Lissabontraktatens krav.

3.5

Derfor bør medlemsstaterne med støtte fra EU justere deres budgetter for at fastholde eller udvide udbuddet af disse tjenesteydelser med henblik på at kunne reagere hensigtsmæssigt på de udfordringer, der er skabt af den sociale krise.

3.6

EØSU billiger, at Kommissionen har støttet medlemsstaternes indsats på uddannelsesområdet i kraft af en lempelse af vilkårene for samfinansiering via Den Europæiske Socialfond. Midlerne til fremme af den sociale samhørighed bør i højere grad anvendes til at styrke den sociale dimension i medlemsstaternes økonomi med det formål at mindske de sociale uligheder og stabilisere økonomien.

4.   EU's rolle

4.1

I medfør af nærhedsprincippet og i henhold til Lissabontraktatens klare ordlyd skal medlemsstaterne fortsat med udgangspunkt i eller under henvisning til sociale og samfundsmæssige hensyn have frihed til at levere, udlægge og finansiere tjenesteydelser, hvis formål er af almen interesse, eller som sikrer opfyldelsen af grundlæggende behov.

4.2

Alle tjenesteydelser af almen interesse, de være sig økonomiske eller ikke-økonomiske, bidrager til opnåelsen af EU's målsætninger, herunder navnlig en stadig forbedring af borgernes velfærd, overholdelsen af deres rettigheder og vilkårene herfor.

4.3

Heraf følger, at EU som ansvarlig for realiseringen af disse målsætninger også bærer et ansvar for de instrumenter, der skal gennemtvinge dem.

4.4

Derfor skal EU under overholdelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet drage omsorg for og bidrage til at tilrettelægge tjenesteydelser af almen interesse, der er effektive, tilgængelige, prisoverkommelige og af god kvalitet for alle borgere, idet beføjelserne til at sikre dette deles med medlemsstaterne.

4.5

Det forhold, at medlemsstaterne principielt har beføjelse til at fastlægge tjenesteydelser af almen interesse, berører på ingen måde EU's ret til på sin side at fastlægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i det omfang, dette er nødvendigt for at gennemføre Unionens målsætninger.

4.6

Derfor har udvalget i en række udtalelser gjort sig til talsmand for, at EU-institutionerne, uden at dette berører leverandørernes status, accepterer og anerkender behovet for EU-tjenesteydelser af almen interesse på områder, hvor det af hensyn til opnåelsen af EU's målsætninger er mere hensigtsmæssigt, at EU handler, end at medlemsstaterne handler hver for sig. I den forbindelse skal der mindes om, at EØSU har stillet forslag om, at der gennemføres en undersøgelse af, hvorvidt det er muligt at indføre en europæisk tjenesteydelse af almen interesse på energiområdet.

5.   Offentlig serviceforpligtelse og forsyningspligt

5.1

Selvom adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse antages at være sikret i kraft af markedskræfterne og den frie konkurrence, pålægger artikel 14 i traktaten om EU's funktionsmåde EU og medlemsstaterne inden for rammerne af deres respektive kompetenceområder at sørge for, at tjenesteydelserne kan virke efter deres hensigt.

5.2

For at undgå, at markedskræfternes frie spil alene tilskynder operatørerne til at udbyde rentable tjenesteydelser frem for dem, der kun i mindre omfang kan tjenes penge på, eller at udbyde dem i tæt befolkede områder frem for i udkantsområder eller vanskeligt stillede regioner og til forbrugere, der kan betale, frem for efter princippet om ligebehandling, har liberaliseringen af netværksindustrierne (telekommunikation, energi, transport, postvæsen) givet anledning til indførelse af to nye begreber på EU-plan, nemlig offentlig serviceforpligtelse og forsyningspligt.

5.3

De to begreber er komplementære og har til formål at stille brugerne af ydelserne en række garantier: På de områder, hvor der er forsyningspligt, skal der efter en række nærmere fastsatte krav om kvalitet og prisoverkommelighed udbydes en mere eller mindre bred vifte af tjenesteydelser på hele Unionens område (telekommunikation, post, el). Er der tale om offentlig serviceforpligtelse, kan Unionen eller medlemsstaterne endvidere fastsætte særlige garantier, der ikke alene kan vedrøre selve ydelserne (herunder f.eks. om forbrugerbeskyttelse), men også sikkerhed, f.eks. forsyningssikkerhed, Unionens uafhængighed, sikkerhed for langtidsinvesteringer, miljøbeskyttelse mv. I begge tilfælde er der mulighed for at frafalde konkurrenceretsreglerne, hvis deres anvendelse forhindrer, at de nævnte ydelser kan leveres.

5.4

Principperne om universel adgang og overkommelige priser burde imidlertid være fælles for alle tjenesteydelser af almen interesse i EU og definere de mindstekrav, der under alle omstændigheder skulle overholdes af medlemsstaterne og de decentrale myndigheder, der ikke bør indskrænke anvendelsesområdet for forsyningspligtopgaverne, men udvide det og prioritere finansieringen af dem.

5.5

Begrebet om universel adgang udelukker med andre ord ikke, at de enkelte medlemsstater, ud over at overholde mindstekravene, kan stille garanti om levering af andre delelementer af tjenesteydelser af almen interesse, navnlig hvor der er tale om offentlig serviceforpligtelse.

6.   Nødvendige foranstaltninger

6.1

Unionen har med vedtagelsen af Lissabontraktaten skabt bevægelse i de grundlæggende rettigheder og deres håndhævelse, hvilket i kraft af den konkrete anvendelse af samtlige de rettigheder (og ikke blot af retten til adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse), som chartret om de grundlæggende rettigheder giver hver eneste borger i EU, bør resultere i fælles principper for en lovgivning, der tager større sociale hensyn.

6.2

Retten til adgang til tjenesteydelser af almen interesse for alle borgere vil således ikke blot vedrøre de ydelser, der leveres af netværksindustrierne, men gælde i alle forhold, der er nødvendige for at føre et værdigt liv, opretholde sociale kontakter og sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder.

6.3

Der skal med andre ord ses på dels, om de gældende bestemmelser (telekommunikation, postvæsen, elforsyning) på baggrund af den aktuelle krise og i et bæredygtighedsperspektiv er tilstrækkelige til at forhindre, at kvaliteten af de udbudte ydelser forringes, eller om der opstår udstødelse, sociale kløfter og fattigdom, dels om der kunne være andre områder, som burde være omfattet af kravene om »et højt niveau med hensyn til kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder«, der i medfør af protokol nr. 26 til Lissabontraktaten er fastsat som EU-retlige principper.

6.4

Der er ingen tvivl om, at borgerne ønsker større sikkerhed i ansættelsen, bedre beskyttelse i tilfælde af arbejdsløshed og mod fattigdom, mere lige adgang til uddannelse og livslang læring og til sociale ydelser samt en bedre beskyttelse af miljøet for nulevende og fremtidige generationer.

6.5

Det kunne således tænkes, at der blev indført ret for alle borgere til adgang til

bankkonti og betalingsfaciliteter,

prisoverkommelige lån vha. mikrokreditter eller statsgarantier,

anstændige boligforhold,

hjemmepleje,

mobilitet,

sociale tjenester,

særlige faciliteter for handicappede,

energi,

sikre digitale medier.

6.6

Den nuværende krise og bestræbelserne på at komme ud af den igen på den mest hensigtsmæssige måde bør, sammen med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten (artikel 14 TEUF, Charteret om de grundlæggende rettigheder, protokol nr. 26), tilskynde EU-institutionerne til at genoverveje, vurdere og ajourføre spørgsmålet om tjenesteydelser af almen interesse og den plads, de indtager i sammenhæng hermed.

6.7

EØSU foreslår sammen med civilsamfundets interessenter at overveje den eventuelle nytte af at indføre nye »offentlige serviceforpligtelser« eller tjenesteydelser af almen interesse som svar på krisen og for at skabe sammenhæng og synergi mellem samhørighedens tre dimensioner, dvs. dens økonomiske, sociale og territoriale aspekter, der hidtil har været for adskilte, samt foreslå foranstaltninger, der kan sikre en afbalanceret udvikling.

6.8

På den baggrund opfordrer EØSU til, at der dels udarbejdes en rapport om »fremme af universel adgang til EU's rettigheder og tjenesteydelser af almen interesse«, dels fastsættes nye målsætninger for disse rettigheder og ydelser i forbindelse med bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse og mere overordnet i sammenhæng med Europa 2020-strategien og bestræbelserne på at fremme en bæredygtig udvikling og en grøn økonomi.

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/81


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »EU's nye energipolitik: gennemførelse, effektivitet og solidaritet for borgerne« (initiativudtalelse)

2011/C 48/15

Ordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. marts 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

»EU's nye energipolitik: gennemførelse, effektivitet og solidaritet for borgerne«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 6. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15. og 16. september 2010, mødet den 16. september, følgende udtalelse med 44 stemmer for, 2 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   Det gælder om at få det indre energimarked til at fungere gnidningsfrit i alt vedrørende dets infrastrukturer, ordningen for offentlige indkøb, markedets korrekte funktion samt forbrugerbeskyttelse. EØSU understreger i denne forbindelse, at den nødvendige udvikling af energiinfrastrukturen og de transeuropæiske net er altafgørende for opbygningen af det indre energimarked.

I særdeleshed bør der udformes mekanismer for fastlæggelse af kriterierne for prisdannelse for at undgå store og uberettigede forskelle, som ofte på et falsk grundlag tilskrives den type energi, der forbruges, forsyningskilderne eller distributionskanalerne.

På tilsvarende vis bør der fastlægges kriterier og foranstaltninger for at rationalisere energiproduktionen på medlemsstaternes område med henblik på bæredygtig anvendelse af ressourcerne og udnyttelse af de geografiske og klimatiske forhold f.eks. ved at fastslå, i hvilke perioder der kan produceres mest solenergi, vindenergi eller tidevandsenergi.

1.1.1   For at energimarkederne kan fungere korrekt er gennemsigtighed nødvendig for at konkurrenterne kan få adgang til energinettene og til kunderne. Derfor må myndighederne forhindre ekskluderende adfærd, misbrug af dominerende stilling og samordnet praksis mellem virksomheder. Konkurrencepolitikken bør også tage sigte på forbrugernes velfærd og forbedring af deres vilkår under hensyntagen til særlige faktorer såsom nødvendigheden af at sikre forsyningssikkerhed, energitransport og endelig levering til slutbrugerne. EØSU henviser til sine tidligere udtalelser om forsyningspligt og tjenesteydelser af almen interesse, hvori det indtager en klar holdning til forbrugerbeskyttelse og peger på nødvendigheden af præcist at definere begrebet forsyningspligt for at fastlægge fælles regler for levering af almene tjenesteydelser.

1.1.2   Navnlig hvad angår udbudsprocedurerne bør det undgås, at de ordregivende myndigheder misbruger deres beføjelser under dække af tendentiøse fortolkninger af suverænitetsforbeholdene i artikel 194, stk. 2, i TEUF (1) ved eventuelt at fastlægge mere byrdefulde eller diskriminatoriske betingelser for adgang til naturgastransmissionsnet (2) eller for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling (3). Endelig bør Unionen skride til handling med størst mulig nidkærhed for at styrke og forbedre de procedurer, som sikrer gennemsigtighed i prisen på gas og elektricitet til den endelige forbruger i industrien (4).

1.1.3   På denne baggrund er det sandsynligt, at betingelserne for levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i det indre marked vil blive ændret, således at der i lyset af Lissabontraktaten vil blive lagt større vægt på effektiv løsning af de opgaver, som de nationale, regionale eller lokale myndigheder kan pålægge tjenesteleverandørerne (5). Dette er særligt vigtigt på energiområdet i betragtning af den store betydning af de tjenesteydelser, som leveres af store netværksindustrier.

1.1.4   Det vil således være vanskeligt at udforme retlige rammer, som skaber balance mellem på den ene side de vide skønsbeføjelser, der tillægges medlemsstaternes myndigheder (sammenhold artikel 1 i protokol nr. 26, der er vedlagt TEU og TEUF, med artikel 194, stk. 2, i TEUF), og på den anden side konkurrencens frie spil på det indre marked. Især skal det tages i betragtning, at Domstolens retspraksis før Lissabontraktatens ikrafttræden – med forbehold af medlemsstaternes ret til at sikre adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (6) – har understreget, at adgangen nødvendigvis skal være i overensstemmelse med traktaterne (7), og at eventuelle undtagelser fra traktaternes bestemmelser som følge af intern udøvelse af beføjelser på dette område under alle omstændigheder bør fortolkes restriktivt (8)

2.   Indledning

2.1   Den europæiske energisektor vil i de kommende fyrre år blive stillet over for en lang række udfordringer, som vil kræve gennemgribende ændringer af energiforsyningen, energitransmissionen og energiforbruget. For at tage disse udfordringer op på europæisk plan har Kommissionen nu lagt udarbejdelsen af en ny energistrategi for 2011-2020 og en handlingsplan for 2050 ud til høring. Udvalget er på sin side ved at udarbejde en udtalelse om hvert af disse to initiativer.

2.2   For at udforme en omfattende og integreret europæisk strategi, som kan imødegå de kommende udfordringer, er det indlysende, at EU fuldt ud bør gøre brug af de nye beføjelser, som Lissabontraktaten giver det på energiområdet, samt tilskynde medlemsstaterne til at indlede et bredt samarbejde omkring en række spørgsmål, som juridisk set falder ind under medlemsstaternes kompetence eller er omfattet af delt kompetence. Nogle af de fremkomne forslag kan kræve flere traktatændringer elle endog en ny traktat (f.eks. Jacques Delors' forslag om en ny traktat om oprettelse af et europæisk energifællesskab). Under alle omstændigheder vil vi i nærværende udtalelse holde os til Lissabontraktaten og de foranstaltninger, som bliver nødvendige for at sikre, at den delte kompetence, som fastlægges i denne traktat, udøves på en måde, som giver mulighed for en integreret tilgang og respekt for såvel forbrugernes rettigheder som de forskellige beføjelser, der tillægges EU og medlemsstaterne.

2.3   I artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (9) fastlægges et nyt grundlag for overnationale tiltag på energiområdet, som dog er underlagt visse betingelser dels i selve lovrammen – udtrykkeligt fastsat i primærretten og den gældende institutionelle lovgivning – dels i medfør af den fremtidige sammenkædning med visse rettigheder i EU's charter om grundlæggende rettigheder (herefter »charteret«).

2.4   EU's energipolitik kan således kun forfølge sine mål – sikring af energimarkedets funktion, energiforsyningssikkerhed, energieffektivitet, energibesparelser og udvikling af nye energikilder, sammenkobling af energinet – for så vidt som de er i fuld samklang med det indre markeds funktion og forenelige med forbedringen af miljøet (TEUF, artikel 194, stk. 1). Derfor tilstræber Kommissionen især at nå målene om sikring af energiforsyningssikkerheden, bæredygtig anvendelse af energiressourcerne og adgang til energi til priser, der er overkommelige for forbrugerne og konkurrencedygtige, da integrationen af det europæiske energimarked ikke er et mål i sig selv, men en central foranstaltning for at nå de nævnte mål.

2.5   Ligeledes berører de fremtidige foranstaltninger, som Unionen måtte træffe efter den almindelige lovgivningsprocedure for at nå ovennævnte mål, ikke en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af sine energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning (TEUF, artikel 194, stk. 2).

2.6   Sidstnævnte bestemmelse respekterer udtrykkeligt medlemsstaternes suverænitet på energiområdet og garanterer dem også stor handlefrihed som fastsat i TEUF, artikel 2, stk. 6 (10), idet deres politik dog skal føres i »en ånd af solidaritet«, som foreskrevet i TEUF, artikel 194, stk. 1.

2.7   I betragtning af at energi nu er blandt de områder, hvor kompetencen er delt (TEUF, artikel 4, stk. 2, litra i)), og for om muligt at forebygge fremtidige konflikter mellem Unionens almene interesser, medlemsstaternes nationale interesser (11), virksomhedernes specifikke interesser samt borgernes, forbrugernes og brugernes rettigheder, er det på sin plads, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg som institution udtaler sig om dette spørgsmål.

2.8   Kommissionen har fremlagt et sæt vidtrækkende forslag, som skal opfylde EU's forpligtelser til at bekæmpe klimaændringen og fremme fornyelige energikilder frem til 2020. I denne forbindelse har Rådet og Parlamentet forpligtet sig til at nedbringe emissionerne af drivhusgasser med 20 % og fastlægge en kvote på 20 % for de fornyelige energikilder samt forbedre energieffektiviteten med 20 %. Kommissionen har derfor vedtaget en ny generel gruppefritagelsesforordning, hvorefter statsstøtte til fornyelige energikilder og forbedring af energieffektiviteten er fritaget for underretningspligten, hvis bestemte kriterier er opfyldt.

2.9   Blandt nøgleemnerne i Kommissionens nye energistrategi for Europa 2011-2020 kan ud over beskyttelsen af borgerne som forbrugere og adgang til energitjenesteydelser og til beskæftigelse, som lavkulstoføkonomien skaber, nævnes følgende:

gennemførelse af de foranstaltninger, som allerede er vedtaget i liberaliseringspakken for energimarkedet, klimaændringen og den strategiske teknologiplan (»SET-planen«),

køreplan for sænkning af kulstofindholdet i energisektoren indtil 2050,

teknologisk innovation,

styrkelse og koordinering af den eksterne politik,

begrænsning af energibehovet (handlingsplan for energieffektivitet), især behovet for at udvikle energiinfrastrukturer for at opnå en forsyning og distribution, som svarer til efterspørgslen på det indre energimarked.

2.10   Disse kommissionstiltag, hvoraf nogle endnu ikke er blevet vedtaget af Rådet og Parlamentet, og den kommende gennemførelse af dem i medlemsstaterne (f.eks. distribution af naturgas, øget anvendelse af fornyelige energikilder og energieffektivitetforanstaltningerne på transportområdet, i byggesektoren osv.) indgår i en indsats, som sigter mod opfyldelse af målene i »EU 2020«-strategien.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Det er dog på sin plads for det første at indkredse de foranstaltninger, der i mangel af et tilstrækkeligt retsgrundlag i traktaterne skal til for inden for en overskuelig fremtid at skabe en egentlig energipolitik, som er på højde med EU's udfordringer i det 21. århundrede. Der er således allerede bestræbelser i gang som f.eks. Jacques Delors-initiativet om undertegnelse af en ny traktat om det europæiske energifælleskab, som vil give EU kompetence til at fremme etablering af f.eks. flere og bedre tværnationale sammenkoblingsnet for energiinfrastrukturer, af fælles fonde og midler til forskning+udvikling+innovation på energiområdet eller af handelsinstrumenter for at kunne operere i fællesskab på de internationale markeder for energiprodukter (12).

3.2   For det andet bør der i forbindelse med føromtalte artikel 194 i TEUF indledes overvejelser over rækkevidden af tre områder, som de offentlige foranstaltninger på nationalt og overnationalt plan vil indvirke på, nemlig: sikringen og udviklingen af EU-borgernes rettigheder, sammenhæng mellem anvendelsen af undtagelser af hensyn til medlemsstaternes nationale sikkerhed og den overnationale energiforsyningssikkerhed samt de nationale foranstaltningers forenelighed med etableringen og driften af det indre energimarked, først og fremmest hvad angår transport- og distributionsnet, sammenkoblingsnet, ordningen for offentlige kontrakter samt forbrugerrettigheder.

3.3   Rigtignok er de grundlæggende rettigheder, som er mest direkte knyttet til EU's fremtidige energiforanstaltninger, anerkendt i charterets kapitel IV (Solidaritet), nærmere bestemt i artikel 36 (Adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse), 37 (Miljøbeskyttelse) og 38 (Forbrugerbeskyttelse). Det bør undersøges, hvilke konsekvenser det kan få, at alle medlemsstater ratificerer Protokol nr. 14 til den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), som med Lissabontraktatens iværksættelse åbner mulighed for EU's tiltrædelse af EMRK.

3.3.1   Der er imidlertid tale om bestemmelser, som anerkender principperne om EU's institutionelle aktiviteter, men som ikke udtrykkeligt anerkender subjektive rettigheder (13), skønt der når det gælder beskyttelse af miljøet og forbrugerne findes en solid EU-retlig ramme for beskyttelse af privatpersoners interesser og de såkaldte »almene interesser«. Ikke desto mindre vil anvendelsen af protokollen om tjenesteydelser af almen interesse, der er vedlagt som bilag til TEU og TEUF, formentlig give borgerne lettere adgang til forskellige energikilder, idet der skal tages særligt hensyn til situationen for de svageste grupper i samfundet.

3.3.2   På denne baggrund er det sandsynligt, at der vil opstå lovgivningsmæssige spændinger mellem EU og dets medlemsstater på grund af den vanskelige opgave, det er på én gang at forfølge dels det overnationale mål om at liberalisere og/eller harmonisere nøgleelementerne i det europæiske energimarkeds funktion, dels staternes mål om at sikre den sociale velfærd (14). Kommissionen mener dog, at samarbejdet mellem medlemsstaterne tværtimod vil øge den nationale sikkerhed.

3.3.3   Dette skyldes især, at charteret som bekendt kun fastsætter minimumsniveauer for beskyttelsen af de rettigheder og friheder, som det anerkender (15), og desuden finder begrænset anvendelse på nogle medlemsstaters område (16). Det drejer sig om at bevare den sociale samhørighed i så stor udstrækning som muligt for at sikre de solidaritetsbaserede rettigheder mht. adgang til energi for de økonomisk dårligst stillede befolkningslag og for de sårbare grupper og personer med handicap.

3.3.4   Årsagen er ikke mindst, at den katastrofale indvirkning, som den nuværende økonomiske verdenskrise har på beskæftigelsen (i form af tab af arbejdspladser) og på lønniveauet (i form af løntilpasning) samt på de offentlige myndigheders evne til at understøtte de sociale ydelser, truer med at udelukke store dele af befolkningen fra adgang til energiforsyning, hvilket fører til »energifattigdom«.

3.4   Et andet spørgsmål, der skal løses, er sammenhængen mellem medlemsstaternes strategier for national sikkerhed og nødvendigheden af at sikre energisikkerhed på overnationalt plan.

3.4.1   Den Europæiske Unions energiforsyningsruter og -kilder bør understøtte forsyningssikkerheden for EU som helhed og for dens individuelle medlemsstater. Forsyningssikkerheden vil afhænge af den fremtidige udvikling af brændselssammensætningen, udviklingen af produktionen i Fællesskabet og i tredjelande, som leverer til Fællesskabet, investeringer i lagerfaciliteter og i ruter inden for og uden for EU.

3.4.2   Eftersom artikel 4, stk. 2, i TEU anerkender beskyttelsen af den nationale sikkerhed som en af medlemsstaternes centrale statslige funktioner og udtrykkeligt fastsætter, at den nationale sikkerhed forbliver den enkelte medlemsstats eneansvar, må der fastlægges områder for politisk og lovgivningsmæssig samordning mellem EU og dets medlemsstater for at opnå den synergi og komplementaritet, som er nødvendig i medfør af artikel 194, stk. 1, i TEUF.

3.4.3   I dette øjemed bør man undersøge mulighederne for at give Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (17) en større institutionel rolle at spille. Det har blandt andet til opgave at fremme udveksling af god praksis og samarbejdet mellem reguleringsmyndighederne og de økonomiske aktører, afgive udtalelser om, hvorvidt beslutninger truffet af de nationale reguleringsmyndigheder er i overensstemmelse med de overnationale forpligtelser og under visse omstændigheder træffe beslutning om vilkår og betingelser for adgang til og operativ sikkerhed i forbindelse med infrastruktur for elektricitet og gas, der forbinder mindst to medlemsstater. Der bliver brug for koordination og samarbejde mellem medlemsstaterne, under agenturets overvågning. Dog skal enhver udvidelse eller ændring af agenturets beføjelser være i overensstemmelse med de generelle begrænsninger, som er fastlagt i EF-Domstolens retspraksis og navnlig i Meroni-dommen (18).

3.4.4   Det drejer sig om at sikre gennemførelsen af EU-lovgivningen om energisikkerhed – som blev udarbejdet og vedtaget før ikrafttrædelsen af den nævnte artikel 4, stk. 2, i TEU, og som omfatter såvel rent overnationale foranstaltninger (19) som foranstaltninger under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og før Det Europæiske Råds stillingtagen på forårstopmødet i 2010 om energiforsyningssikkerhed (20). Endvidere må det sikres, at denne lovgivning er i overensstemmelse med visse bestemmelser i det europæiske energicharter om anvendelsen af energitransportinfrastrukturer og transport og forsendelse af energimaterialer og -produkter (21).

3.4.5   For at styrke forsyningssikkerheden og solidariteten mellem medlemsstater i tilfælde af en nødsituation på fællesskabsniveau og især for at støtte de medlemsstater, som geografisk og geologisk er mindre gunstigt stillet, bør medlemsstaterne udarbejde forebyggende handlingsplaner eller nødplaner på overnationalt eller ligefrem grænseoverskridende plan. Disse planer bør ajourføres regelmæssigt og offentliggøres. Samhørighedsfonden og strukturfondene kan fremover blive en vigtig kilde til finansiel støtte til sådanne planer.

3.4.6   For bedre at sikre ovennævnte mål bør der hurtigst muligt på grundlag af artikel 122 eller 194 i TEUF vedtages foranstaltninger til regulering af forsyningen af visse energiprodukter, hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder for medlemsstaterne, samt fastlægges en procedure for ydelse af finansiel støtte til medlemsstater, som udsættes for naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder. Endvidere bør det overvejes at benytte artikel 149 i TEUF som supplerende retsgrundlag for opfyldelse af de nævnte mål, forudsat at dette er tilrådeligt på baggrund af de konkrete omstændigheder, som berettiger til vedtagelse af overnationale foranstaltninger.

3.4.7   I lyset de udfordringer og mål, som Den Europæiske Union står over for på energiområdet, må der opfordres til oprettelse af en egentlig offentlig energimyndighed på europæisk plan, som under overholdelse af subsidiaritetsprincippet blandt andet skal have til opgave at etablere et offentligt register over energiforbrugsmønstret i medlemsstaterne, anvendte energiformer i medlemsstaterne, foranstaltninger til forebyggelse af katastrofer i tilknytning til anvendelse og transport af energi samt koordinering med civilforsvaret på dette område.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  De overnationale retlige rammer er i dag fastlagt af EP's og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31.3.2004 (EUT L 134) ændret ved direktiv 2005/51/EF (EUT L 257) og forordning 2083/2005/EF (EUT L 333).

(2)  For at fremme den frie konkurrence vil det fra 2011 være betingelserne i EP's og Rådets forordning 715/2009/EF af 13.7.2009 (EUT L 211), som gælder.

(3)  Fra 2011 vil betingelserne i EP's og Rådets forordning 714/2009/EF (EUT L 211) også gælde.

(4)  I henhold til målene i Rådets direktiver 90/377/EØF af 29.6.1990 (EFT L 185); EP's og Rådets direktiv 2003/54/EF og 2003/55/EF af 26.6.2003 (EUT L 176), samt forslag til EP's og Rådets direktiv af 29.11.2007 (KOM(2007) 735 endelig).

(5)  Protokol nr. 26 om Tjenesteydelser af almen interesse, der er vedlagt som bilag til TEU og TEUF, indeholder fortolkende bestemmelser til artikel 14 i TEUF og giver et nyt grundlag for Domstolens fortolkning af artikel 36 i chartret om dette spørgsmål.

(6)  Følgelig har Domstolen bl.a. anerkendt medlemsstaternes ret til at definere de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som de pålægger visse virksomheder at levere, ud fra deres nationale politiske mål; dom af 23. oktober 1997, C-159/94, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. I-5815, punkt 49.

(7)  Domstolens dom af 23. maj 2000, C-209/98, Sydhavnens Sten & Grus, Sml. s. I-3743, punkt 74.

(8)  Domstolens dom af 17. maj 2001, C-340/99, TNT Traco, Sml. s. I-4109, punkt 56-58.

(9)  Offentliggjort i EUT C 83 af 30.3.2010, s. 47.

(10)  

Hvorefter »Omfanget af og de nærmere bestemmelser for Unionens udøvelse af beføjelser fastlægges i de specifikke bestemmelser for de enkelte områder i traktaterne«.

(11)  Forholdet mellem lovgivningsprocedurer og administrativ praksis kan vise sig at blive særdeles kompliceret i lyset af artikel 2, stk. 2, i TEUF, der giver såvel Unionen som medlemsstaterne beføjelse til at vedtage bindende retsakter på dette område og anerkender medlemsstaternes ret til at udøve deres kompetence, når Unionen ikke har udøvet eller har besluttet at ophøre med at udøve sin. Endvidere fastsætter den eneste artikel i protokol nr. 25 (om udøvelsen af delt kompetence), der er vedlagt TEU og TEUF som bilag, at »Når Unionen tager initiativer på et bestemt område, omfatter denne udøvelse af kompetence kun de elementer, der indgår i den pågældende EU-retsakt, og omfatter derfor ikke hele området«.

(12)  Se sonderende udtalelse CESE 990/2010 »Energifattigdom i forbindelse med liberaliseringen og den økonomiske krise«.

(13)  Se Benoît Rohmer, F., VVAA: »Commentary of the Charter of Fundamental Rights of the European Union«, Bruxelles, 2006, s. 312 ff.; se også Lucarelli, A., i VVAA: »L’Europa dei diritti«. »Commento alla Carta dei diritti fondamentali del’Unione Europea«, Bologna, 2002, s. 251 ff.

(14)  Se Moreiro González, C. J.: »El objetivo del bienestar social en el contexto de crisis económica mundial«, Gaceta Jurídica de la UE y de la Competencia, Nueva Época, 11, 5, 2009, s. 7 ff.

(15)  Se artikel 51 og 52 i chartret og Medlemsstaternes erklæring nr. 1 vedrørende chartret, vedlagt som bilag til slutakten til RK, hvor Lissabontraktaten blev vedtaget den 13.12.2007, EUT C 83 af 30.3.2010, s. 337, samt Forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder, der blev udarbejdet under præsidiet for den forsamling, der udarbejdede chartret, og ajourført under Det Europæiske Konvents præsidiums ansvar, EUT C 303/2 af 14.12.2007, s. 17 ff.

(16)  Som fastlagt i protokol nr. 30, vedlagt som bilag til TEU og TEUF, om anvendelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i Polen og Det Forenede Kongerige, samt erklæring nr. 61 og 62 fra Republikken Polen og nr. 53 fra Tjekkiet, vedlagt som bilag til slutakten til RK, hvor Lissabontraktaten blev vedtaget.

(17)  Oprettet ved Rådets og EP's forordning (EF) nr. 713/2009 af 13.7.2009, EUT L 211 af 14.8.2009.

(18)  Der skal her mindes om, at EF-Domstolens retspraksis ikke tillader Kommissionen at uddelegere lovgivnings- eller gennemførelsesbeføjelser, medmindre beføjelserne er udtrykkeligt fastlagt i traktaten (Meroni-dommen af 17. juli 1959, Sml. s. 331).

(19)  Se Kommissionens meddelelse »Anden strategiske energiredegørelse - EU-handlingsplan for energiforsyningssikkerhed og solidaritet«, KOM(2008) 781 endelig, hvori det blandt andre vigtige foranstaltninger foreslås at ændre direktiv 2006/67/EF om strategiske oliereserver, som førte til vedtagelsen af Rådets direktiv 2009/119/EF af 14.9.2009, EUT L 265, og direktiv 2004/67/EF om naturgasforsyningssikkerhed; Grønbog »Et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen«, KOM(2008) 782 endelig; osv.

(20)  Bruxelles, 26.3.2010, dok. Co EUR 4, CONCL 1.

(21)  Afgørelse 98/181/EF, EKSF og Euratom: Rådets og Kommissionens afgørelse (EFT L 69 af 23.9.1997) og Rådets afgørelse 2001/595/EF (EFT L 209 af 13.7.2001).


BILAG

til Udtalelse Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs

Følgende afsnit i sektionens udtalelse blev forkastet til fordel for vedtagne ændringsforslag, men fik tilslutning fra mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 1.1, fjerde punktum:

»Det gælder om at få det indre energimarked til at fungere gnidningsfrit i alt vedrørende dets infrastrukturer, ordningen for offentlige indkøb, markedets korrekte funktion samt forbrugerbeskyttelse. EØSU understreger i denne forbindelse, at den nødvendige udvikling af energiinfrastrukturen og de transeuropæiske net er altafgørende for opbygningen af det indre energimarked.

I særdeleshed bør der udformes mekanismer for fastlæggelse af kriterierne for prisdannelse for at undgå store og uberettigede forskelle, som ofte på et falsk grundlag tilskrives den type energi, der forbruges, forsyningskilderne eller distributionskanalerne.

På tilsvarende vis bør der fastlægges kriterier og foranstaltninger for at rationalisere energiproduktionen på medlemsstaternes område med henblik på bæredygtig anvendelse af ressourcerne og udnyttelse af de geografiske og klimatiske forhold f.eks. ved at fastslå, i hvilke perioder der kan produceres mest solenergi, vindenergi eller tidevandsenergi.«

Afstemningsresultat

27 stemmer for at slette ordet »overnational«, 17 imod og 2 hverken for eller imod.

Punkt 1.1.5

»Derfor bør der satses på en regulering på grundlag af en forordning, som omfatter rettighederne i det europæiske charter for energiforbrugernes rettigheder (KOM(2007) 386 endelig, CESE 71/2008, ordfører: Edgardo Maria Iozia)  (1) , samt de særlige karakteristika ved tjenesteydelser af almen interesse, som medlemsstaterne kan henholde sig til på dette område, ved hjælp af fælles minimumsnormer for forpligtelser til offentlig tjeneste, der bør defineres klart og være gennemsigtige, objektive og ikke-diskriminatoriske. Dette betyder altså, at der bør skelnes mellem borgernes rettigheder og medlemsstaternes mulighed for at indføre eller opretholde de forpligtelser til offentlig tjeneste, som følger med levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

En forordning er et bedre egnet instrument end et direktiv af følgende grunde:

en forordning gælder umiddelbart for de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, energiselskaberne og brugerne;

det tager ikke lang tid at omsætte den til national ret;

den sikrer klarhed og sammenhæng i bestemmelserne og forpligtelserne over hele EU og

den definerer direkte EU-institutionernes deltagelse.

Afstemningsresultat

28 stemmer for at slette punktet, 16 imod og 2 hverken for eller imod.

Punkt 3.4.5

»For at styrke forsyningssikkerheden og solidariteten mellem medlemsstater i tilfælde af en nødsituation på fællesskabsniveau og især for at støtte de medlemsstater, som geografisk og geologisk er mindre gunstigt stillet, bør medlemsstaterne udarbejde forebyggende handlingsplaner eller nødplaner på overnationalt eller ligefrem grænseoverskridende plan (handelsaftaler mellem virksomheder, forøgelse af eksporten, kompensationsmekanismer osv.). Disse planer bør ajourføres regelmæssigt og offentliggøres. Samhørighedsfonden og strukturfondene kan fremover blive en vigtig kilde til finansiel støtte til sådanne planer.«

Afstemningsresultat

30 stemmer for at slette teksten i parentesen, 11 imod og 3 hverken for eller imod.


(1)  Kommissionens meddelelse om »Vejen til et europæisk charter for energiforbrugernes rettigheder« (KOM 386 endelig).«


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/87


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbindelserne mellem EU og Canada (initiativudtalelse)

2011/C 48/16

Ordfører: José Isaías RODRÍGUEZ GARCÍA-CARO

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Forbindelserne mellem EU og Canada.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 3. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september, enstemmigt følgende udtalelse:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   De europæiske og canadiske civilsamfund har fælles værdier, hvortil også hører de økonomiske værdier, som er kendetegnende for deres samfund i det 21. århundrede. Hvis de står sammen om deres principper, kan det skabe en merværdi for Den Europæiske Union og Canada og dermed det internationale samfund som helhed.

1.2   Derfor bør Canada være en nøglepartner for EU. De eksisterende forbindelser er rimelige, men kan beskrives som uambitiøse. EØSU glæder sig derfor over indledningen af forhandlinger om en omfattende økonomisk og handelsmæssig aftale. Denne aftale åbner store perspektiver, ikke blot for de fremtidige forbindelser mellem EU og Canada, men også for de transatlantiske forbindelser generelt. Man bør huske på, at USA og Canada sammen med Mexico har undertegnet NAFTA-aftalen, og Canada kan således blive en indgangsport til det meget vigtige amerikanske marked.

1.3   EØSU glæder sig over resultaterne af det nylige topmøde mellem EU og Canada, som fandt sted den 6. maj 2010. Hvad angår uenigheden om visumpolitik glæder EØSU sig over, at statslederne har lovet at løse dette spørgsmål, og mener, at Canadas tilsagn om at revidere sin asylpolitik skulle kunne fremme visumudstedelsen til alle borgere fra EU på et fuldt ud gensidigt grundlag.

1.4   EØSU mener, at indføjelsen af specifikke bestemmelser om, at de canadiske provinser, distrikter og civilsamfundsorganisationer skal inddrages i forhandlingerne og give deres samtykke, er af afgørende betydning for, at den indgåede aftale kan gennemføres på effektiv vis. En åbning af markederne for offentlige indkøb er et af de væsentligste interesseområder for EU. Provinserne har meget vidtrækkende beføjelser på dette område, og de bør derfor også på dette punkt inddrages i forhandlingerne. I betragtning af uenigheden mellem de forskellige socioøkonomiske aktører om dette emne anser EØSU det for absolut nødvendigt, at arbejdsmarkedets parter deltager aktivt i forhandlingerne om dette spørgsmål.

1.5   EØSU går ind for, at Europa-Parlamentet går ind i denne proces med passende overvågning og information, mens forhandlingerne står på, og ikke kun med en simpel godkendelse og ratificering af den endelige version, som fastsat i Lissabontraktaten.

1.6   Det ville – når aftalen en gang bliver færdig – være ønskeligt, at den fælles samarbejdskomité EU-Canada får funktioner svarende til dem, der udøves af Det Transatlantiske Økonomiske Råd mellem EU og USA, for at fremme bl.a. den lovgivningsmæssige konvergens mellem EU og Canada.

1.7   EU skal forhandle en ambitiøs aftale på plads, som dækker alle aspekter af handelsrelationerne mellem EU og Canada, herunder offentlige indkøb. I den henseende er der et presserende behov for at tage fat på de reelle forhindringer, som virksomhederne støder mod, ved at harmonisere reguleringen og fjerne tekniske handelshindringer.

1.8   Miljøaspekter og spørgsmål vedrørende bæredygtig udvikling skal indgå i aftalen.

1.9   EØSU er af den opfattelse, at hverken EU eller Canada må lade denne chance for at knytte tættere forbindelser glide dem af hænde, idet begge samfund vil nyde godt heraf. Derfor bør begge parter føre en åben dialog med repræsentanterne for det organiserede civilsamfund, ikke blot under forhandlingerne, men også når det gælder overvågning af gennemførelsen og resultaterne af den fremtidige aftale med det mål løbende at forbedre den.

1.10   EØSU foreslår, at man i forbindelse med aftalen opretter et blandet rådgivende udvalg med deltagelse af det organiserede civilsamfund i henholdsvis EU og Canada. Et sådant organ skal have en rådgivende funktion over for det fælles organ, der vil få det overordnede ansvar for gennemførelsen af aftalen, og vil kunne udarbejde udtalelser på anmodning af det fælles organ på områder, der er omfattet af aftalen. Et sådant rådgivende udvalg kan udformes i stil med andre blandede rådgivende civilsamfundsorganer, hvoraf det seneste eksempel er det blandede rådgivende udvalg, der indgår i associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika fra 2010.

2.   Indledning

2.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) analyserede forbindelserne mellem Den Europæiske Union (EU) og Canada i 1996 (1). Siden da er der sket meget, hvilket betyder, at baggrunden for disse forbindelser nu er en anden, og at der derfor er behov for denne udtalelse.

2.2   De europæiske og canadiske civilsamfund har fælles værdier, hvortil også hører de økonomiske værdier, som er kendetegnende for deres samfund i det 21. århundrede. Hvis de står sammen om deres principper, kan det resultere i en merværdi for EU og Canada og dermed for det internationale samfund som helhed på områder som økonomi, miljøpolitik, sikkerhed, indvandring osv. Et intensiveret multilateralt samarbejde om emner såsom økonomisk styring, klimaforandringer og konfliktløsning ville ligeledes være hensigtsmæssigt.

2.3   I denne henseende er mange sektorer i deres økonomier komplementære, og begge regioner har fælles økonomiske værdier: dette vil gøre det nemmere at nå til enighed om en aftale. Der blev afholdt et topmøde mellem EU og Canada i Prag den 6. maj 2009, hvor det væsentligste resultat var indledningen af forhandlinger om en omfattende økonomisk og handelsmæssig aftale (Comprehensive Economic and Trade Agreement - CETA) mellem de to parter.

2.4   EØSU glæder sig over, at der er indledt forhandlinger om en aftale, og håber, at denne vil være startskuddet til en ny fase i forbindelserne mellem EU og Canada og fremme samarbejdet til fordel for begge parter. Samtidig vil en sådan aftale sende et klart signal til det internationale samfund om, at såvel EU som Canada afviser protektionisme i disse tider med økonomisk og finansiel krise. Derudover vil det være utænkeligt at gøre et forsøg på at skabe ny fremdrift i de transatlantiske forbindelser uden at inddrage Canada i fuldt omfang.

2.5   Det er værd at påpege, at aftalen, når den er indgået, vil være den første handelsaftale i nyere tid mellem en række lande, som for de flestes vedkommende er OECD-lande, og hvoraf alle står over for store udfordringer, hvad angår økonomisk vækst og jobskabelse. Der er derfor håb om, at aftalen vil skabe et solidt grundlag for såvel en økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling, som høring af civilsamfundet og overvågning af handelsaftalens gennemførelse.

3.   Civilsamfundet i Canada

3.1   Den canadiske model for høring af civilsamfundet adskiller sig fra den europæiske. Civilsamfundet høres ad hoc af begge parlamentariske kamre og af de føderale ministre. Sidstnævnte høring er et obligatorisk element i Canadas parlamentariske procedurer, der foreskriver, at det skal godtgøres, at en høring reelt har fundet sted. Det er ligeledes almindelig praksis at høre civilsamfundet på provinsniveau.

3.2   I Canada er ca. 4,6 millioner arbejdstagere (2) tilknyttet en fagforening, hvilket er 26,1 % af alle arbejdstagere. Skønt fagforeningerne har fået over en halv million ekstra medlemmer i løbet af de sidste 10 år som følge af en proportionel stigning i antallet af arbejdspladser, har andelen af arbejdstagere, der er medlem af en fagforening, stort set ikke ændret sig i hele denne periode.

3.3   Den Canadiske Arbejdstagerforening (Canadian Labour Congress - CLC) (3) er det vigtigste nationale talerør for fagbevægelsen. De fleste nationale fagforbund i Canada er medlemmer af CLC, som består af 12 provins- og regionale sammenslutninger samt 136 arbejdstagerråd, der repræsenterer ca. tre millioner organiserede arbejdstagere. CLC arbejder for bedre løn- og arbejdsvilkår, strammere sundheds- og sikkerhedsregler, et retfærdigt skattesystem og sociale programmer, herunder daginstitutioner, sygesikring og pensioner. Forbundet opfordrer ligeledes til etablering af bedre efteruddannelsesprogrammer og jobskabelse.

3.4   Den canadiske sammenslutning af virksomhedsledere (4) (Canadian Council of Chief Executives) er landets største arbejdsgiverorganisation. Den består af 150 administrerende direktører fra de vigtigste canadiske virksomheder og fremtrædende erhvervsfolk fra alle økonomiske sektorer. Organisationens primære mål er at fremføre arbejdsgivernes synspunkter på tre niveauer: i Canada, Nordamerika og på globalt plan. I Canada fokuserer organisationen på nationale spørgsmål, såsom penge- og finanspolitik, miljø, konkurrenceevne, erhvervsret og lovgivning. I Nordamerika arbejder organisationen hovedsageligt med spørgsmål vedrørende den indbyrdes økonomiske afhængighed mellem USA og Canada samt den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA). Globalt set koncentrerer man sig om internationale skattespørgsmål, handel, investeringer og udviklingspolitik samt bilaterale og multilaterale forbindelser.

3.5   Den Canadiske Sammenslutning af Selvstændige Virksomheder (5) har 105 000 nationale medlemmer fra alle sektorer og repræsenterer SMV'ernes interesser på føderalt, provins- og regionalt niveau. Det Canadiske Handelskammer (6) har også stor indflydelse på nationalt niveau.

3.6   Den Canadiske Forbrugersammenslutning (7) er nok den mest repræsentative organisation i ovennævnte gruppe. Dens vigtigste opgave er at formidle informationer til forbrugerne (8) og samtidigt fremlægge disses synspunkter for regeringen og virksomhederne med henblik på at løse tvister på forbrugerområdet.

3.7   Canada har ligeledes en række landbrugsorganisationer. Den største er Den Canadiske Landbrugsorganisation (Canadian Federation of Agriculture - CFA) (9) med over 200 000 medlemmer. CFA blev grundlagt i 1935 med det formål at tale med én stemme på de canadiske landmænds vegne. Det er en paraplyorganisation, som repræsenterer provinsorganisationer og nationale producentsammenslutninger. Organisationen arbejder for at fremme det canadiske landbrugs og den canadiske fødevaresektors interesser.

3.8   Fiskerisektoren repræsenteres hovedsageligt af Det Canadiske Fiskeriråd (Fisheries Council of Canada - FCC) (10). FCC repræsenterer fiskeriindustrien på nationalt niveau og består af omkring 100 virksomheder, som forarbejder hovedparten af Canadas fisk og skaldyr.

4.   Ny fremdrift i forbindelserne mellem EU og Canada: samhandel og politiske forbindelser

4.1   Canada er verdens fjortende største økonomi med et BNP på 1,51 (11) billioner USD. Den dominerende sektor i canadisk økonomi er servicesektoren, der i 2008 udgjorde over 69,6 % (12) af BNP og beskæftigede trefjerdedele af den canadiske arbejdsstyrke (13).

4.2   Det anslås, at Canadas handelsbalance i 2009 vil udvise et underskud på 34,309 mia. USD, mens der i 2008 var et overskud på 7,606 mia. De største eksportartikler er: biler og reservedele, industrielt maskineri, fly, telekommunikationsudstyr, kemiske produkter, plastik og kunstgødning. Ifølge en fælles EU-Canada-rapport fra 2009 er hver femte arbejdsplads i Canada handelsrelateret.

4.3   De formelle relationer mellem EU og Canada daterer sig fra 1959, hvor der blev undertegnet en samarbejdsaftale om fredelig udnyttelse af atomkraft. Siden da har de to parter undertegnet en række aftaler og erklæringer. I tråd med den nye transatlantiske dagsorden, der blev indgået med USA i 1995, vedtog man på EU/Canada-topmødet i december 1996 en fælles politisk erklæring og en handlingsplan med det dobbelte formål at udvikle bilaterale politiske og økonomiske relationer og fremme samarbejdet om multilaterale emner. Denne plan indeholdt også bestemmelser om halvårlige topmøder med henblik på en evaluering af og videreudvikling af de bilaterale forbindelser.

4.4   Canada og EU har meget betydelige økonomiske forbindelser. I 2009 beløb varehandlen mellem de to parter sig til 40,2 mia. EUR (14), og handelen med kommercielle tjenesteydelser (eksklusiv offentlige tjenesteydelser) var på 18,8 mia. Derudover har tendensen i de seneste år stort set været positiv, idet EU's vareeksport til Canada er steget fra 21,1 til 22,4 mia. EUR i perioden fra 2000 til 2009, mens EU's import fra Canada faldt fra 19 til 17,8 mia. EUR i samme periode. EU's overskud i varehandlen er dermed steget fra 2,1 mia. til 4,7 mia. EUR gennem det sidste årti. EU's vigtigste eksportartikler til Canada er lægemidler, motorkøretøjer og flymotorer. I den anden retning eksporterer Canada hovedsageligt fly, diamanter, jernmalm, lægemidler og uran. I 2009 havde EU ligeledes et overskud på 2,5 mia. EUR i handlen med tjenesteydelser.

4.5   En af EU's væsentligste interesser på det økonomiske område er liberalisering af markedet for offentlige indkøb. Mens canadiske virksomheder har fri adgang til det europæiske marked for offentlige indkøb, idet såvel Canada som EU har underskrevet WTO-aftalen om offentlige indkøb (GPA, 1994), nyder europæiske virksomheder ikke samme vilkår i Canada. Provinserne styrer områder som energi, miljø, transport og sundhed. Det er dermed indlysende, at det er vigtigt at inkludere dette aspekt i forhandlingerne med det formål at nå frem til en tilfredsstillede aftale til økonomisk gavn for EU. I starten af året undertegnede Canada en handelsaftale med USA, hvor man åbnede markedet for offentlige indkøb på subregionalt niveau. Canada fremsatte dette forslag som et svar på de protektionistiske tiltag »Buy America«, som USA har truffet for at stimulere sin egen økonomi. Aftalen viser, at provinserne er villige til at tillade international konkurrence på deres markeder for offentlige indkøb.

4.6   De bilaterale forbindelser mellem EU og Canada baserer sig grundlæggende på følgende instrumenter:

Aftalen om handelsmæssigt og økonomisk samarbejde fra 1976;

Den transatlantiske erklæring fra 1990, som danner den institutionelle ramme for såvel topmøderne mellem EU og Canada som ministermøderne;

Handlingsplanen og den politiske erklæring om forbindelserne mellem EU og Canada fra 1996, der består af tre grundlæggende kapitler: økonomiske og handelsmæssige forbindelser, udenrigs- og sikkerhedspolitik samt grænseoverskridende sager;

Topmødet i Ottawa i marts 2004 førte til vedtagelse af en ny dagsorden for partnerskab, som udvidede forbindelserne til en lang række helt nye områder (international koordinering, fælles deltagelse i fredsmissioner, udviklingssamarbejde, videnskabeligt samarbejde, retlige og eksterne anliggender osv.), samt vedtagelse af rammer for forhandlingerne om en aftale om fremme af handel og investeringer (Trade and Investment Enhancement Agreement - TIEA).

4.7   Generelt må det siges, at forbindelserne mellem Canada og EU er fremragende. De vigtigste områder, hvor der er politiske gnidninger mellem Canada og EU, er Arktis, det europæiske forbud mod handel med sælprodukter og det canadiske visumkrav for borgere fra visse EU-medlemsstater.

For det første rejser den forestående åbning af sejlruter i Det Nordlige Ishav en række suverænitetsspørgsmål, eftersom man ikke tidligere har anset det for muligt at udnytte dette område kommercielt. Det skønnes, at denne region kan rumme 20 % af verdens olie- og gasreserver ud over at give mulighed for nye meget attraktive alternative handelsruter. Manglen på multilateral lovgivning eller regulering er et spørgsmål, som bør tages op på mellemlangt sigt, før der opstår uenighed eller strid om den territoriale suverænitet. I december 2009 opstillede Rådet for Den Europæiske Union tre hovedmål for EU's arktiske politik: 1) beskyttelse og bevarelse af Arktis i forståelse med dets befolkning, 2) fremme af bæredygtig udnyttelse af ressourcerne og 3) bidrag til den multilaterale forvaltning af Arktis baseret på De Forenede Nationers Havretskonvention (Convention on the Law of the Sea – UNCLOS).

For det andet kræver Canada visum for borgere fra Tjekkiet, Rumænien og Bulgarien med henvisning til misbrug i forbindelse med asylansøgninger fra borgere fra disse lande. Da EU's visumpolitik er baseret på gensidighed, er det nødvendigt hurtigt at finde en løsning, før EU ser sig nødsaget til at træffe forholdsregler af samme art. Bulgarien og Rumænien arbejder på at opfylde de kriterier, som Canada har opstillet for visumfritagelse. For Tjekkiets vedkommende har Canada endnu ikke taget konkrete skridt i retning af ophævelse af visumkravet. Canada begrunder dette med mangel på beskyttelse mod falske asylansøgninger. I dag er en reform af lovgivningen under udarbejdelse, men der vil gå nogen tid, før den når frem til Parlamentet.

4.8   EØSU glæder sig således over resultaterne af det nylige topmøde mellem EU og Canada den 6. maj 2010, hvor statslederne lovede at løse dette spørgsmål, og det mener, at Canadas vilje til at revidere sin asylpolitik skulle kunne lette løsningen af visumspørgsmålet for alle borgere fra EU.

5.   Evaluering af den omfattende økonomiske og handelsmæssige aftale mellem EU og Canada

5.1   Den 6. maj 2009 blev det på topmødet mellem EU og Canada i Prag besluttet at indlede forhandlinger for at nå frem til en omfattende økonomisk og handelsmæssig aftale.

5.2   En undersøgelse af omkostninger og fordele ved et tættere økonomisk partnerskab mellem EU og Canada, som blev gennemført i fællesskab af EU og Canada, konkluderede, at begge parter vil få større gavn af at ophæve tolden, liberalisere handelen med tjenesteydelser og begrænse de ikke-toldmæssige hindringer for varer og investeringer.

5.3   Ifølge denne rapport vil de områder, der egner sig bedst for aftalen, være handel med varer, sundheds- og plantesundhedsspørgsmål, tekniske handelshindringer, handelsfremme, toldprocedurer, grænseoverskridende handel med tjenesteydelser, investeringer, offentlige indkøb, reguleringssamarbejde, intellektuel ejendomsret, fysiske personers bevægelighed, konkurrencepolitik, institutionelle forpligtelser og tvistbilæggelse samt bæredygtig udvikling. Ikke-handelsrelaterede hindringer og regulering er nogle af de vigtigste spørgsmål, som vil blive taget op under forhandlingerne.

5.4   Liberaliseringen af handelen med varer og tjenesteydelser mellem begge parter vil kunne give en vækst på 20 % i den bilaterale handel. Desuden skønnes det, at EU syv år efter ikrafttrædelsen af en aftale med disse karakteristika vil opnå en stigning i sin realindkomst på 11,6 mia. EUR, mens stigningen for Canadas vedkommende vil være på 8,2 mia. EU's samlede eksport til Canada ventes at stige med 24,3 %, eller 17 mia. EUR, og den canadiske eksport med 20,6 %, eller 8,6 mia. EUR, i perioden indtil 2014.

5.5   Undersøgelsen anslår, at der er en margen for udvidelse af samarbejdet via forsknings- og teknologisamarbejde på grundlag af en fælles forskningsdagsorden, især på strategiske områder såsom energi og miljø, rene kulstofteknologier samt kulstofopsamling og –lagring, bioenergi, elproduktion og intelligente elforsyningsnet.

5.6   Andre aftaleområder, hvor samarbejdet kan udvides, er f.eks. sikkerhed, socialsikringsspørgsmål, et system for samarbejde om ækvivalens af erhvervskvalifikationer og samarbejde inden for Den Nordatlantiske Fiskeriorganisation.

5.7   Hvad handelen angår, synes toldaspekterne ikke at give anledning til problemer i forhandlingerne. Et vigtigt spørgsmål i forhandlingerne vil være lovgivningsharmonisering, eftersom lovrammerne fremover vil få større betydning end nogensinde før i kraft af, at økonomien bliver mere og mere baseret på tjenesteydelser og udenlandske investeringer. Ikke desto mindre kan ordningen med delt lovgivningskompetence mellem den føderale stat, provinserne og distrikterne blive en hindring i forhandlingerne om dette punkt i aftalen.

5.8   Derfor er provinserne blevet draget direkte ind i forhandlingerne, idet EU går ind for, at de skal være med. Den ansvarlige for forhandlingerne er den føderale regerings repræsentant, men der vil kunne opstå uoverensstemmelser på områder med delt kompetence eller enekompetence, såvel mellem provinserne som i forhold til den føderale regering.

5.9   Canada råder ikke over et egentligt indre marked. Såvel den føderale regering som provinserne forstår nødvendigheden af at skabe et indre marked, men for indeværende er der kun en stærk politisk vilje hertil. Den økonomiske verdenskrise tilskynder dog Canada til hurtigst muligt at indgå en aftale, som kan give landet andre afsætningsmarkeder ud over USA.

5.10   Hvad angår de mere følsomme områder er bilsektoren det vigtigste konfliktområde af handelsmæssig art mellem EU og Canada. Derimod er der gode relationer på fiskeriområdet, og det vil ikke være et dominerende emne i forhandlingerne. På energiområdet ønsker EU at diversificere sine energiforsyningsleverandører, og det overvejes at forhandle om en særlig aftale om energi, men endnu er der kun tale om et forslag. Andre områder, hvor de europæiske virksomheder har problemer, når de skal gøre forretninger med Canada, er luftfart, bankvirksomhed og offentlige indkøb. EU og Canada er også uenige om tilgangen til geografiske oprindelsesbetegnelser og landbrugsspørgsmål.

5.11   På det miljømæssige område må den føderale regering og provinserne endnu fastlægge en fælles holdning, især angående emissionen af drivhusgasser. Provinserne har forskellige holdninger: mens Quebec, Ontario, British Columbia og Manitoba er med i »Western Climate Initiative« og har truffet foranstaltninger til at afbøde og tilpasse sig klimaændringen, står Alberta og Newfoundland, hvis økonomier er stærkt afhængige af olieproduktion, uden for dette initiativ. Dette spørgsmål er stadig ikke løst, og det er usandsynligt, at denne del af forhandlingerne munder ud i en bindende aftale om dette spørgsmål, men det må under alle omstændigheder ikke må føre til indtagelse af holdninger, som skaber vilkår, der stiller de europæiske virksomheder ufordelagtigt i konkurrencen. Canada har dog givet tilsagn om at investere i rene energiteknologier og i etablering af et bilateralt samarbejde om en atomenergistrategi.

6.   Civilsamfundets holdninger i forbindelse med aftalen mellem EU og Canada

6.1   Arbejdsgiverne

6.1.1   De europæiske arbejdsgivere (BUSINESSEUROPE) anmoder om ophævelse af told- og ikke-toldmæssige hindringer uden at undtage nogen toldposition; meget større adgang til offentlige indkøb på alle niveauer (nationalt og subnationalt); forpligtelse til lovgivningsmæssig konvergens inden for prioriterede sektorer; stærkere beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret (inkl. beskyttelse af oprindelsesbetegnelser, især for alkoholiske drikke); en procedure for tvistbilæggelse; større erhvervsmæssig mobilitet, herunder gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for virksomhedernes ansatte og visse faggrupper, såsom sygeplejersker og advokater.

6.1.2   Aftalen åbner nye muligheder for forretninger mellem to partnere, som har sammenlignelige udviklingsniveauer og nogenlunde samme handelspolitiske tilgang. Velstanden er nært forbundet med en økonomisk politik, som bygger på handelsliberalisering og tiltrækning af direkte udenlandske investeringer. Det er nu mere vigtigt end nogensinde at holde markederne åbne, eftersom dette er en vigtig tilskyndelse til konkurrence, innovation og vækst.

6.1.3   Erhvervslivet er overbevist om, at multilaterale regler er bedst egnede til at styre den internationale handel, men mener også, at man kan gå videre via mere ambitiøse bilaterale aftaler, som gør det muligt at gå hurtigere til værks med at få fjernet handelshindringerne, især de ikke-toldmæssige, for handel med tjenesteydelser samt investeringer.

6.1.4   En ambitiøs og vidtrækkende aftale mellem EU og Canada vil bidrage til at styrke de økonomiske forbindelser mellem de to parter, som gennem de seneste år er blevet intensiveret ikke alene via eksporten, men også i kraft af mere komplicerede operationer inden for servicesektoren og etablering af virksomheder.

6.1.5   Aftalen vil tilskynde til at øge de bilaterale økonomiske transaktioner og varebevægelser. Forhandlingerne bør føre til, at der skabes forretningsmuligheder i sektorer, hvor virksomhederne klart har vist deres konkurrenceevne på globalt plan, såsom energi, især fornyelige energikilder, forvaltning af infrastruktur, finansielle tjenesteydelser, byggeri, miljøtjenester og –teknologi samt telekommunikation.

6.1.6   Det generelle mål er at skabe flere muligheder med færre hindringer, det vil sige at give virksomhederne nye forretningsmuligheder ved at fjerne hindringerne for eksport af varer, tjenesteydelser og kapital.

6.1.7   Aftalen vil bidrage afgørende til større integration mellem Den Europæiske Unions og Canadas økonomier og dermed fremme det økonomiske opsving hos begge parter i disse krisetider gennem udvidelse af handels- og investeringsstrømmene.

6.1.8   Den internationale handel kan og bør spille en fremtrædende rolle som drivkraft for vækst og udvikling på verdensplan, og derfor bør handelspolitikken – gennem åbning af markederne – være et vigtigt element i EU's økonomiske politik.

6.2   Fagforeningerne

6.2.1   De europæiske og internationale fagforeninger (EPSU, EFS og IFS) har udarbejdet anbefalinger vedrørende arbejdstagernes rettigheder og opfyldelsen af ILO's grundlæggende konventioner om arbejdstagerrettigheder nr. 98 (kollektive forhandlinger), nr. 138 (mindstealder), nr. 94 (arbejdsklausuler i offentlige kontrakter) og nr. 29 (tvangsarbejde) samt andre elementer i anstændigt arbejde. De kræver, at begge parter afgiver regelmæssige rapporter om fremskridtene i opfyldelsen af disse forpligtelser. De minder således om, at Den Canadiske Arbejdstagerforening (Canadian Labour Congress) ofte har klaget til ILO over overtrædelse af arbejdskonventionerne i Canada på provinsielt niveau. Skønt den føderale lovgivning sikrer arbejdstagerne organisationsfrihed, pålægger lovgivningen i provinserne begrænsninger af fagforeningsrettighederne i hele landet, hvilket ILO har kritiseret.

6.2.2   Begge parter bør også forpligte sig til at overholde OECD's standarder for multinationale virksomheder og ILO's trepartserklæring om multinationale virksomheder og socialpolitik og ikke sænke arbejdsnormerne for at tiltrække udenlandske investeringer.

6.2.3   Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) så gerne, at aftalen kommer til at indeholde et solidt kapitel om bæredygtig udvikling, herunder en bindende mekanisme, som sikrer overholdelse af de grundlæggende arbejdskonventioner.

6.2.4   Endvidere anmoder EPSU om, at aftalen beskytter de nuværende og fremtidige offentlige tjenesteydelser, og det bør derfor sikres, at de er omfattet af en national regulering.

6.2.5   På de canadiske fagforbunds vegne støtter Den Canadiske Arbejdstagerforening varmt, at man anvender offentlige indkøb til at opfylde sociale, miljømæssige og økonomiske udviklingsmål og er derfor modstander af, at der åbnes op for offentlige indkøb, så de såkaldte Crown Corporations og subføderale myndigheder bliver omfattet.

6.2.6   Den Canadiske Arbejdstagerforening er ligeledes dybt bekymret for, at eventuelle tvister mellem investorer og stater kan udgøre en trussel for offentlige tjenesteydelser og indenlandsk lovgivning, samt for følgerne af en for restriktiv beskyttelse af intellektuel ejendomsret, særligt hvad angår prisen på lægemidler.

6.2.7   Der bør være en bindende mekanisme, gennem hvilken arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne i såvel Canada som EU kan kræve indgriben fra regeringernes side.

6.2.8   Der anmodes om oprettelse af et forum for handel og bæredygtig udvikling, som skal høre arbejdstagere, arbejdsgivere og de øvrige civilsamfundsorganisationer på afbalanceret vis. De canadiske fagforeninger er af den opfattelse, at høringsprocessen i dag foregår på erhvervslivets præmisser.

6.2.9   De kræver også indførelse af vægtige klausuler om overholdelse af multilaterale aftaler om miljøet, herunder Kyoto-protokollen. Denne del af aftalen bør efter deres mening omfatte overholdelse af konventionerne om menneskerettigheder, herunder politiske og borgerlige rettigheder, hvilket er meget vigtigt for den sociale dimension af bæredygtig udvikling.

6.3   Andre interesser

6.3.1   Landbrugssektoren kræver, at EU's forhandlere tager hensyn til de følsomme produkter på dette område. Hvad angår oprindelsesregler anbefaler de, at aftalen med Sydkorea tages som forbillede. Mælkesektoren er af afgørende betydning, og det forventes, at der skabes nye afsætningsmuligheder for de europæiske producenter. I kødsektoren er EU's interesser defensive, og der kræves kvoter for svinekød, fjerkræ, æg og æggeprodukter. Landbruget har meget offensive interesser, når det gælder korn, især hvede, og modsætter sig en forhøjelse af Canadas kvote. Det ville ligeledes være hensigtsmæssigt, at den canadiske regering underretter Verdenshandelsorganisationen om bestemmelser, som kan indebære handelshindringer, således at Komitéen for Tekniske Handelshindringer kan undersøge deres forenelighed, som i tilfældet med den canadiske lov C-32 om ingredienser i tobaksprodukter.

6.3.2   Med hensyn til almen og faglig uddannelse minder EØSU om, at muligheden for samarbejde mellem EU og Canada på dette område blev nævnt allerede i fælleserklæringen fra november 1990. I 2006 udvidede EU og Canada aftalen til området videregående uddannelse, erhvervsuddannelse og unge for perioden 2006-2013. Der er således tale om den første bilaterale aftale undertegnet af EU, hvori der nævnes samarbejde til gavn for unge uden for området videregående uddannelse. Det ser dog ikke ud til, at denne aftale er blevet fulgt op med en passende finansiering. EØSU beder om, at disse foranstaltninger bliver finansieret på passende vis, og at der ligeledes ydes finansiel bistand til de mange socialarbejdere, der beskæftiger sig med børn og unge i EU, og som ville være rede til at deltage i udveksling af erfaringer og fælles aktiviteter sammen med tilsvarende organisationer i Canada.

7.   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs holdning til den omfattende økonomiske og handelsmæssige aftale

7.1   EØSU støtter udvidelsen og liberaliseringen af samhandelen og bifalder således indledningen af forhandlinger om aftalen mellem EU og Canada. Det beklager dog, at Doha-runden slog fejl, og understreger sin præference for den multilaterale vej og afvisning af handelsprotektionisme.

7.2   EØSU bakker op om ethvert skridt til at løse de få stridspunkter, som endnu findes i de bilaterale spørgsmål (adgang til Arktis, visumpligt, handel med sælprodukter), og minder om vigtigheden af denne aftale for at fremme EU's handel med hele den nordamerikanske region inden for NAFTA. I denne forbindelse anbefaler det, at Europa-Parlamentet sikres mulighed for at overvåge alle etaper af forhandlingerne om aftalen for dermed at fremme denne institutions endelige godkendelse af aftalen.

7.3   EØSU glæder sig over de fremragende forbindelser mellem EU og Canada og opfordrer begge parter til at udnytte disse forbindelser til at styrke deres alliancer med multilaterale formål på det politiske område, såsom beslutsomme tiltag og konkrete foranstaltninger til gavn for genopretning af verdensøkonomien, ikke-spredning af atomvåben, klimaændring og fælles krisestyring (fredsmissioner, naturkatastrofer).

7.4   EØSU er en kraftig fortaler for den europæiske model med social dialog og civil dialog. Det insisterer derfor på nødvendigheden af at lytte til og aktivt inddrage arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund i forhandlingsprocessen om aftalen og i den efterfølgende gennemførelse af den.

7.5   EØSU mener, at den fremtidige aftale bør omfatte oprettelse af et blandet rådgivende udvalg EU-Canada med deltagelse af repræsentanter for det organiserede civilsamfund, som skal have til opgave at fremme dialog og samarbejde om økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter af forbindelserne mellem EU og Canada, som måtte blive aktuelle i forbindelse med gennemførelsen af aftalen. Eftersom der ikke findes nogen institutionel modpart, som repræsenterer det canadiske civilsamfund, foreslår EØSU, at man sammen med de canadiske civilsamfundsorganisationer undersøger, hvorledes deres deltagelse i dette fremtidige udvalg bedst kan tilrettelægges.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Udtalelse EXT/142 »Forbindelserne mellem EU og Canada«, Bruxelles den 27. november 1996.

(2)  Labour Force Survey 2008, Statistics Canada.

(3)  http://www.canadianlabour.ca/home

(4)  http://www.ceocouncil.ca/en/

(5)  http://www.cfib-fcei.ca/english/index.html

(6)  http://www.chamber.ca./

(7)  http://www.consumer.ca

(8)  Andre forbrugerorganisationer i Canada er: »Consumers Council of Canada«, »Society of Consumer Affairs Professionals of Canada« (SOCAP), »Option consommateurs« og »Union des consommateurs«.

(9)  http://www.cfa-fca.ca/

(10)  http://www.fisheriescouncil.ca/

(11)  Beregnet til 1,3 i 2009 og 1,4 i 2008. IMF. World Economic Outlook Database. Oktober 2009.

(12)  https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ca.html)

(13)  Kilde: Instituto Español de Comercio Exterior – ICEX (Det spanske udenrigshandelsinstitut).

(14)  Eurostat.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/94


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Handicappedes situation i Middelhavspartnerlandene« (initiativudtalelse)

2011/C 48/17

Ordfører: Meelis JOOST

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»Handicappedes situation i Middelhavspartnerlandene«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 3. september 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september, følgende udtalelse enstemmigt.

1.   Konklusioner

1.1

EØSU bifalder, at talrige partnerlande i Middelhavsområdet har ratificeret FN's konvention om handicappedes rettigheder og dermed har skabt grundlaget for en forbedring af handicappedes livskvalitet.

1.2

EØSU gør opmærksom på, at civilsamfundsorganisationer, som repræsenterer mennesker med handicap i Middelhavspartnerlandene, på mere effektiv vis end hidtil bør inddrages i det samarbejde, som foregår inden for rammerne af Euro-Middelhavs-partnerskabet. En aktiv inddragelse af disse organisationer i civilsamfundets udvikling forudsætter, at deres finansiering er sikret.

1.3

Hvad angår nærmiljøets udformning opfordrer EØSU Middelhavspartnerlandene til at satse på strategien »design for alle«, idet tilgængelige og brugervenlige omgivelser også gør, at turismens potentiale kan udnyttes bedre.

1.4

EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at den finansielle støtte til Middelhavspartnerlandene også kommer civilsamfundets handicapforbund til gode, samt at støtten fra programmer under den europæiske naboskabspolitik ikke lægger yderligere hindringer i vejen for handicappedes deltagelse i samfundslivet på lige vilkår.

1.5

Set i lyset af Middelhavspartnerlandenes kulturelle baggrund og under hensyntagen til den forbedring af de handicappedes livskvalitet, som en model baseret på velgørenhed har skabt, opfordrer EØSU de involverede aktører til nu at bevæge sig i retning af en strategi, der baseres på rettigheder, således at samfundet kan leve op til sit ansvar og sikre handicappedes velfærd og levebrød ved at skabe levevilkår og tjenesteydelser, der tager højde for alle brugeres behov. En sådan tilgang vil også være i overensstemmelse med FN's konvention om handicappedes rettigheder.

1.6

Landene omkring Middelhavet bør i højere grad satse på uddannelser, der egner sig for handicappede, for på den måde at skabe arbejdspladser af høj kvalitet og uddanne arbejdskraft, der lever op til arbejdsmarkedets krav. Derudover bør de bekæmpe de negative følger af flugten til byerne for beskæftigelsessituationen og migrationsbevægelserne.

1.7

Med udgangspunkt i det statistisk dokumenterede faktum, at handicappede udgør mindst 10 % af befolkningen, kan man gå ud fra, at der bor ca. 25 millioner mennesker med et handicap i Middelhavspartnerlandene. EØSU opfordrer de politiske beslutningstagere i Middelhavsområdet til at arbejde for at skabe lige muligheder for alle og bl.a. også fremme handicappedes integration på arbejdsmarkedet.

1.8

Middelhavspartnerlandene bør inddrages i så mange initiativer som muligt, der kan forbedre sammenholdet mellem landene på begge sider af Middelhavet, herunder de europæiske temaår (1), de årlige europæiske kulturhovedstæder og det seneste initiativ, der går ud på hvert år at udpege en europæisk hovedstad, der udmærker sig ved tilgængelighed for alle (2).

2.   Indledning

2.1

EØSU har i tidligere udtalelser set nærmere på den sociale udvikling i Middelhavspartnerlandene.

2.2

Udvalget besluttede at udarbejde denne initiativudtalelse for at skabe større opmærksomhed om de handicappedes situation i Middelhavsområdet og yde et bidrag til forbedring af deres forhold. For nærværende oplever det sociale område en afgørende udviklingsfase med store udfordringer på verdensplan.

2.3

Barcelonaprocessen, som blev indledt i 1995, gav ny fremdrift i forbindelserne mellem EU og unionens naboer i Middelhavsområdet (3) og banede vejen for etableringen af et område med fred og velstand. Femten år efter Barcelonaerklæringens vedtagelse er der imidlertid kun sket beskedne fremskridt.

2.4

Initiativet til en Middelhavsunion i 2008 har givet nye impulser til samarbejdet, som partnerne i Middelhavsområdet kan bruge til at skabe en vel afbalanceret udvikling i regionen. Udviklingen på det sociale området kan i den forbindelse tillægges en særlig værdi, og dette omfatter også en forbedring af de handicappedes situation.

2.5

Kommissionen kunne inden for rammerne af partnerskabsaftalerne lægge større vægt på udvikling af den sociale sektor og i endnu højere grad gøre opmærksom på, at en forbedring af den sociale samhørighed er yderst påkrævet.

2.6

Det arabiske årti for mennesker med handicap blev udråbt i Libanon i oktober 2002 og udløber i 2012. Nitten arabiske stater og repræsentanter for mere end hundrede arabiske civilsamfundsorganisationer for handicappede deltog i lanceringen af dette årti. Den erklæring, som blev vedtaget i forbindelse med lanceringen af årtiet, var resultatet af en langvarig høringsproces blandt de deltagende landes socialministre.

2.7

Blandt landene i Middelhavsområdet har adskillige ratificeret konventionen om handicappedes rettigheder (4), hvis mål det er at garantere handicappedes rettigheder og forbedre deres livskvalitet. Ratificeringen af konventionen er i EU-sammenhæng forbundet med udarbejdelsen af et antidiskriminationsdirektiv, som EØSU har afgivet udtalelse om. Direktivet, som skal bekæmpe diskrimination på alle livets områder, er ganske vist ikke vedtaget endnu, men processen er i gang, og EU bevæger sig dermed hastigt i retning af en lovfæstet beskyttelse af de handicappede.

2.8

Samarbejdet om udvikling af de menneskelige ressourcer har givet positive resultater. Indekset for den menneskelige udvikling steg fra 0,694 i 1995 til 0,736 i 2007 (5). Da den aktuelle krise påvirker denne udvikling negativt, bør der i særlig grad fokuseres på lige muligheder, hvad angår den sociale og økonomiske udvikling i Middelhavspartnerlandene.

2.9

I Middelhavspartnerlandene er situationen med hensyn til handicappedes rettigheder og livskvalitet forskellig fra land til land. Formålet med denne udtalelse er at gøre landene opmærksomme på nødvendigheden af at forbedre de handicappedes situation og øge effektiviteten af det arbejde, som udføres af civilsamfundsorganisationer på området samt på mere aktiv vis end hidtil inddrage repræsentanterne for disse organisationer i det fortløbende civilsamfundsmæssige samarbejde mellem EU og Middelhavspartnerlandene. Eksemplerne fra forskellige stater samt undersøgelser og indsamlede data fra disse lande gør det klart, at de nævnte stater tager handicappedes integration alvorligt og har taget skridt til at forbedre den sociale samhørighed.

3.   Social integration og lige muligheder

3.1

Idéen med Barcelonaprocessen (1995) er at skabe en bedre balance i den generelle socialøkonomiske udvikling på begge sider af Middelhavet. Det var imidlertid ikke de forskellige persongruppers specifikke behov, som stod i centrum, da processen blev iværksat. EU's samhørighedspolitik har demonstreret, at fremme af lige muligheder for sårbare grupper og en forbedring af sammenhængskraften i samfundet giver en samfundsmæssig merværdi.

3.2

Ved etableringen af et fælles frihandelsområde handler det i særlig grad om at sikre, at handicappedes levevilkår og indkomstmuligheder i stadig højere grad tilpasses de vilkår, der gælder i EU. For at nå dette mål skal de handicappede på mere effektiv vis inddrages i beslutningsprocesserne på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

3.3

Et rummeligt uddannelsessystem, beskæftigelsespolitik, en regionalt vel afbalanceret udvikling og deltagelse i beslutningsprocesserne bidrager til fattigdomsbekæmpelsen. På den måde gøres Middelhavspartnerlandene mere attraktive som bopæls- og arbejdssteder og udvandringstendenser modvirkes. I sidste ende forbedrer den sociale integration menneskers mobilitet. I mange Middelhavspartnerlande forhindres børn med handicap i at få den nødvendige uddannelse med det resultat, at arbejdsmarkedets muligheder stort set er utilgængelige for disse børn, når de når den erhvervsaktive alder.

3.4

I de fleste skoler i Middelhavspartnerlandene mangler der undervisningstilbud til børn med handicap. Ca. halvdelen af alle handicappede børn lever adskilt fra deres familier i sociale institutioner. Handicappede kan ikke håndhæve deres ret til deltagelse på arbejdsmarkedet, selvom partnerlandene specifikt har vedtaget lovgivning, der gør det obligatorisk at yde støtte til handicappede og sikre denne persongruppe beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet. En undersøgelse som det libanesiske handicapforbund (LPHU – Lebanese Physically Handicapped Union) gennemførte i 2003 tydeliggør, at de institutioner, der modtager størstedelen af de offentlige midler, som er afsat til handicappede, ikke giver de handicappede en uddannelse, der sætter dem i stand til at deltage på arbejdsmarkedet.

FN's konvention om handicappedes rettigheder i EuroMiddelhavsområdet

3.5

FN's konvention om handicappedes rettigheder er blevet ratificeret af følgende partnerlande i EuroMiddelhavsområdet: Algeriet, Bosnien-Hercegovina, Marokko, Tunesien, Tyrkiet, Egypten, Syrien, Jordan, Kroatien og Montenegro. Konventionen er ikke ratificeret af Israel, Palæstina, Libanon, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Mauretanien, Monaco og observatørlandet Libyen. Der er også flere EU-medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret konventionen.

3.6

Konventionens bestemmelser garanterer handicappede beskyttelse mod diskrimination på alle livets områder: på arbejdsmarkedet og ved adgangen til transport, offentlige bygninger og boliger. I konventionen fremhæves det udtrykkeligt, at relevante tjenesteydelser og en passende social sikring skal stilles til rådighed i såvel byer som på landet.

3.7

Konventionen lægger stor vægt på adgang til uddannelse, retten til frit at vælge bopæl, retten til familieliv og deltagelse i det politiske liv. Flere afsnit handler også om kvinder og børn med handicap, to grupper som har stor betydning for forbedringen af den sociale samhørighed i samarbejdet mellem EU og Middelhavsområdet.

3.8

Til basisteksten i selve konventionen hører et bilag med en ikke-bindende protokol. De stater, som har undertegnet og ratificeret konventionen, forpligter sig her til at oprette et observatorium, der skal overvåge, om konventionens bestemmelser overholdes. Samtidig forpligter deltagerstaterne sig med ratificeringen til at aflægge rapport til FN om, hvorvidt de handicappedes forhold er i overensstemmelse med konventionens bestemmelser.

3.9

Ratificeringen af konventionen er det første skridt på den lange vej mod en ændring af samfundets holdning til handicappede og deres levevilkår i såvel EU's medlemsstater som i Middelhavspartnerlandene. For nærværende er den sociale og økonomiske situation for visse befolkningsgrupper i landene i det sydlige Middelhav, herunder også personer med handicap, ikke i overensstemmelse med konventionens kriterier.

Lige muligheder i den regionale udvikling

3.10

Det regionale samarbejde mellem partnerlandene i Middelhavsområdet spiller en vigtig rolle med hensyn til en forbedring af de handicappedes hverdag. Tilgængelighed, formidling af informationer, tjenesteydelser til handicappede og gennemførelse af fælles projekter bør fremmes på mere effektiv vis end hidtil. Den regionale samhørighed, der kommer til udtryk gennem en bæredygtig udvikling af landdistrikter samt tjenesteydelser til handicappede, der også udbydes uden for byerne, øger konkurrenceevnen for Middelhavspartnerlandene.

3.11

Den gensidige forståelse, hvortil også hører tolerance mellem forskellige befolkningsgrupper og bekæmpelse af diskrimination, bør være betegnende for forholdet mellem Middelhavslandene internt og for forbindelserne inden for rammerne af Euro-Middelhavssamarbejdet.

3.12

Den sociale sårbarhed, som er kendetegnende for landdistrikterne i Middelhavsområdet, viser sig i form af fattigdom, arbejdsløshed, manglende infrastruktur, jordforringelse og en vedvarende afvandring fra landdistrikterne. Landene bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at standse denne negative spiral.

Civilsamfundsorganisationer, som repræsenterer handicappede og deres samfundsmæssige rolle

3.13

I de fleste EU-medlemsstater findes der paraplyorganisationer, der samler de forskellige handicaporganisationer. Paraplyorganisationerne fremmer den gensidige forståelse for behovene i de enkelte handicapforbund og gør det nemmere for handicaporganisationerne at tale med én stemme i den politiske proces. I Middelhavspartnerlandene bør etablering og styrkelse af centralorganisationer for handicappede støttes.

3.14

I følgende partnerlande i Middelhavsområdet er der etableret paraplyorganisationer for mennesker med forskellige handicap: Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten.

3.15

Handicap International har udskrevet en konkurrence for nonprofitorganisationer med det formål at inddrage handicappede i organisationens aktiviteter.

Tunesien og Jordan blev inddraget i FN's udviklingsprogram (UNDP). I Jordan blev Al Hussein Society for the Habilitation and Rehabilitation of the Physically Challenged, en organisation for mennesker med fysiske handicap, etableret som partner for UNDP. Målet er at give fysisk handicappede chancen for at udnytte informationsteknologiens muligheder gennem etablering af IT-faciliteter, der er udstyret med særligt software, herunder grafisk baserede funktioner, og IT-undervisning.

3.16

Den internationale paraplyorganisation for handicappede, DPI (Disabled Peoples International), bekræfter på sin webside, at man er ved at etablere et sjette hovedområde, der omfatter de arabiske lande. Ifølge organisationens oplysninger har ti stater allerede ytret ønske om at tiltræde, og det indledende arbejde burde kunne afsluttes i løbet af to til tre måneder.

4.   Højere livskvalitet for handicappede ved at kombinere velgørenhed med en strategi baseret på rettigheder

4.1

På grund af den kulturelle baggrund er omgangen med handicappede i Middelhavsområdet og deres rolle i samfundet stærkt præget af religionen. De forskellige opfattelser af årsagerne til handicap bør afløses af videnskabeligt funderede informationer, hvilket også ville fremme en tilgang til handicapproblematikken, som baseres på rettigheder. I Middelhavspartnerlandene er samfundets holdning til mennesker med medfødte og erhvervede handicap tendentielt forskellig. De personer, der er ramt af et medfødt og synligt handicap, har det sværest. Derfor er det meget vigtigt at informere om de forskellige former for handicap og gøre opmærksom på de kompetencer og færdigheder, som handicappede er i besiddelse af.

4.2

I f.eks. Marokko vedrører handicapproblematikken i værste fald ca. 25 % af alle familier. Adgangen til tjenesteydelser vanskeliggøres i høj grad i de tilfælde, hvor der er tale om et synligt handicap. Den fremtrædende rolle, som religion og familie spiller i Marokko, er årsag til, at velgørenhedstankegangen er vidt udbredt i samfundet. Det noble princip om, at mennesker i nød skal hjælpes, er imidlertid ikke i sig selv nok til at sikre, at mennesker med forskellige handicap eller kroniske sygdomme kan klare sig.

4.3

Udover forbedringen af handicappedes livskvalitet gennem velgørenhed kunne man også sørge for en kontinuerlig forbedring af udbuddet af tjenesteydelser og levevilkårene. Handicapforbundene og andre socialt engagerede civilsamfundsorganisationer kunne – med støtte fra samfundet – med godt resultat supplere velgørenhedsprincippet med en model, som er baseret på lovgivning. Handicappede skal inddrages i de beslutningsprocesser, som vedrører det sociale systems udvikling. I Marokko ser man f.eks. en tendens til, at velgørenhedsmodellen erstattes af en model, der i højere grad er baseret på rettigheder.

4.4

Som et godt eksempel på en strategi i Middelhavspartnerlandene, hvor staten eller en lokal myndighed har indført den nævnte rettighedsmodel, kan nævnes Handicap International's (HI) projekter i Marokko. Handicap International er en ngo, som har arbejdet i Marokko siden 1993. En undersøgelse af levevilkårene for handicappede, herunder også handicappede børn og deres familier, der blev gennemført med finansiel støtte fra socialministeriet i 2004, viste, at 70 % af de handicappede ikke har adgang til uddannelse og at kun 30 % af de handicappede børn går i skole. Det centrale problem viste sig at være manglen på sociale tjenesteydelser og specialister, samt den kendsgerning, at udelukkelsen fra skolegang for 50 %'s vedkommende resulterer i, at samfundet har en negativ indstilling til handicappede børn. Som konklusion på undersøgelsen blev der fremsat følgende anbefalinger:

Det er nødvendigt, at samfundet som helhed ændrer sin indstilling til handicappede.

For perioden 2006-2011 blev der udarbejdet en omfattende statslig strategi for Marokko og Tunesien, der har til formål at udvide udbuddet af tjenesteydelser gennem etablering af et netværk af lokale centre for handicappede. I Marokko findes der for nærværende ca. 100 forbund, der engagerer sig for handicappede.

Et centralt punkt i strategien er uddannelse af tjenesteudbyderne (f.eks. etablering af et netværk af fysioterapeuter i samarbejde med sundhedsministeriet).

Alle lokale interessegrupper skal integreres i arbejdet i netværket for handicappede.

Udover udbygningen af foranstaltningerne til medicinsk rehabilitering bør der i højere grad satses på den lokale (community-based) formidling af viden.

4.5

Vilkårene for handicappede børn og deres familier i Middelhavslandene skal nyde særlig opmærksomhed. Handicappede, herunder børn, og de familier, som tager sig af dem, bør selv være involverede i beslutningsprocesserne vedrørende behovet for nye tjenesteydelser og etableringen af hensigtsmæssige rehabiliteringsmuligheder samt andre ydelser. I det nuværende socialforsorgs- og rehabiliteringssystem er familien partner for såvel den lokale forvaltning som for de nationale myndigheder, og den er også tjenesteudbyder. Familien stiller forslag om tjenesteydelser, deltager i udformningen af tjenesteudbuddet og er en værdifuld rådgiver vedrørende alle handicapspecifikke spørgsmål. I fraværet af et udviklet tjenesteydelsesnetværk er det muligt at anvende den ovennævnte strategi baseret på lokal rehabilitering (community-based rehabilitation, CBR) og inddrage uformelle grupper, der arbejder for handicappede samt non-profit-organisationer (juridiske personer), der arbejder for samme sag.

Den sociale og økonomiske udvikling og foranstaltningerne til forbedring af levevilkårene for handicappede

4.6

Kun ved hjælp af en systematisk og kontinuerlig støtte er handicappede i stand til at klare hverdagen og gøre deres rettigheder gældende. Da forskellene i den sociale og økonomiske udvikling i de enkelte Middelhavslande og den nuværende krise kun giver et begrænset spillerum for etableringen af tjenesteydelser, bør de handicappede selv inddrages aktivt i arbejdet med at finde mulige løsninger.

4.7

Den sociale integration lykkes bedst, når der sørges for beskæftigelsesmuligheder. I den forbindelse skal såvel mulighederne for beskæftigelse på det officielle arbejdsmarked som ansættelse i beskyttede jobfunktioner med tilskud overvejes. I EU er der ved hjælp af lovgivningstiltag og anvendelse af bedste praksis truffet foranstaltninger til en forbedring af beskæftigelsen blandt handicappede. I anledning af det europæiske handicapår 2003 bekræftede arbejdsmarkedsorganisationerne i EU på ny deres fælles erklæring om beskæftigelsesfremme for handicappede. Den centrale ide bag denne erklæring, hvor det ikke er handicappet, men evnerne som står i centrum, er nyttig, hvad angår ønsket om at tage de nødvendige skridt til fremme af handicappedes beskæftigelse i Middelhavspartnerlandene, særligt vha. virksomheder inden for socialøkonomien.

4.8

Integrationen af mennesker med handicap på arbejdsmarkedet kan i Middelhavspartnerlandene også støttes via de arabiske staters aftale om fremme af handicappedes beskæftigelse og rehabilitering fra 1993. I aftalen understreges nødvendigheden af at gøre arbejdspladser mere tilgængelige og gøre det muligt for handicappede at benytte offentlig transport. Derudover stilles der forslag om at indføre en beskæftigelseskvote for handicappede, en foranstaltning, som også anvendes i en del af EU-medlemsstaterne med det sigte at forbedre beskæftigelsen blandt handicappede.

4.9

De handicappede ønsker at yde et bidrag til samfundet, men dette kræver, at der skabes de nødvendige forudsætninger herfor baseret på rettigheder og en fuldstændig integration i samfundet. Det er ligeledes vigtigt at støtte handicaporganisationernes arbejde. Staten bør på systematisk vis tage hånd om borgerne, også de handicappede, der udgør den mest sårbare gruppe i samfundet.

4.10

Kvinder deltager som regel aktivt i gennemførelsen af foranstaltninger til forbedring af livskvaliteten for handicappede, enten under private forhold i familien eller inden for rammerne af samfundsmæssige tiltag. Kvindernes rolle i forbindelse med udførelsen af disse opgaver fortjener anerkendelse. Samtidig må gennemførelsen af sociale foranstaltninger ikke alene pålægges familierne. I Middelhavspartnerlandene er det således, at det i familier med handicappede børn som oftest er kvinderne, dvs. mødrene, der bærer den største del af plejebyrden, en tendens som fremmes af religiøse overbevisninger og kulturelle særpræg.

Den generelle situation for kvinder og børn samt mindretal i Middelhavspartnerlandene beskrives i en rapport om den menneskelige udvikling i den arabiske verden (Arab Human Development Report) fra 2002, ifølge hvilken 53 % af kvinderne var analfabeter i 2000. Et tal der forventes at ligge på 37 % i 2015.

4.11

Som et godt eksempel på et program til fremme af social sikkerhed i Middelhavsområdet kan nævnes Handicap International's (HI) projekter for udvikling af social sikkerhed og solidaritet i Tunesien, der inddrog såvel ekspertnetværk som slutbrugere, dvs. handicappede og deres familier: I 1998-2002 gennemførtes projektet »Forebyggelse af handicap hos børn«, der gennem uddannelse af fagfolk på området rehabilitering og anskaffelse af det nødvendige udstyr til specialiserede centre havde til formål at forbedre kvaliteten af de ydelser, der tilbydes handicappede børn. I perioden 1998-2003 blev der inden for rammerne af et selvstændigt projekt etableret to rehabiliteringsklinikker samt et rehabiliteringscentrum, et værksted for tekniske hjælpemidler og to mobile tekniske reparationsværksteder. Handicap International's projekt »Fremme af handicappedes selvbestemmelse i Maghreb« (2004-2006), der blev gennemført i Marokko, Algeriet og Tunesien, havde til formål at fremme lokale initiativer til forbedring af handicappedes sociale integration og give denne befolkningsgruppe større selvtillid og selvværd. Det tunesiske socialministerium og forskellige handicapforbund deltog også i dette projekt.

4.12

Et godt eksempel på et projekt, som EU har gennemført i et Middelhavspartnerland med det formål at fremme en adfærdsændring over for handicappede, er ungdomsprojektet EuroMed (EuroMed Youth Programme), som udgør en hjørnesten i Kommissionens ungdomsarbejde i tredjeverdenslande. Der er tale om et af de regionale programmer under Barcelonaprocessens tredje kapitel, der har til sigte at udvikle uformel uddannelse og dialog på tværs af kulturer i de 27 EuroMed-partnerlande. Antallet af deltagende stater vil inden længe nå op på 37. Ungdomsprogrammet Euro-Med er et konkret initiativ i Euro-Middelhavs-partnerskabet. De midler, som står til rådighed inden for rammerne af dette initiativ, kan anvendes til at forbedre den gensidige forståelse blandt unge i Middelhavspartnerlandene, styrke demokratiseringen af civilsamfundet og unges civil courage, særligt unge kvinders, styrke ungdomsorganisationernes gennemslagskraft samt fremme informations- og erfaringsudvekslingen blandt ungdomsorganisationer. Netop sådanne foranstaltninger kan være med til at skabe en adfærdsændring over for handicappede og kronisk syge mennesker. Programmet blev iværksat i 1999 og kan ses som en aktiv støtte for Kommissionens ungdomsprogram i regionen.

5.   »Design for alle« – Etablering af et tilgængeligt nærmiljø i Middelhavsområdet

5.1

Bygninger og transportinfrastruktur i Middelhavspartnerlandene tager endnu ikke højde for handicappedes behov. Det bør ikke glemmes, at andre samfundsgrupper end de handicappede nyder godt af et tilgængeligt og brugervenligt nærmiljø. Det gælder eksempelvis børnefamilier, ældre og borgere, der på grund af en skade er begrænset mobile i en periode.

5.2

»Design for alle« betyder, at produkter og nærmiljø udformes på en måde, så alle mennesker så vidt muligt har adgang, uden at der er behov for en tilpasning eller en særløsning. Det universelle design virker i et samspil med andre samfundsmæssige mål og udgør en del af en helhedsstrategi.

5.3

De væsentlige principper for udformningen af nærmiljøet under modellen »Design for alle« lyder som følger:

ligeberettiget anvendelse ved forskellige befolkningsgrupper;

i konceptet »Design for alle« har temaet menneskerettigheder en central betydning;

brugervenlighed/fleksibel anvendelse—ændringer kan nemt gennemføres;

enkelhed og intuition – tager højde for brugerens logik;

letforståelige informationer til brugeren;

robusthed – strukturen i nærmiljøet er modstandsdygtig over for ødelæggelser og slitage;

infrastrukturen og hjælpemidlerne kræver ingen store fysiske anstrengelser;

det etablerede nærmiljø er rummeligt og velegnet til mennesker, der anvender forskellige hjælpemidler.

5.4

Udover tilrettelæggelsen af de fysiske omgivelser spiller borgernes holdning også en særlig rolle. Trafiksikkerheden i byområder afhænger i høj grad af trafikanternes agtpågivenhed i forholdet til andre trafikanter. Ved etableringen af et tilgængeligt og brugervenligt nærmiljø spiller informationer til borgerne en væsentlig rolle.

5.5

I nogle Middelhavspartnerlande (bl.a. Jordan, Marokko og Tunesien) er der allerede vedtaget lovgivning om det offentlige rums tilgængelighed. I FN's konvention om handicappedes rettigheder fastslås det udtrykkeligt, at en manglende overholdelse af princippet om tilgængelighed for handicappede anses for at være en diskriminerende handling. Helt væsentligt er også arbejdspladsernes tilgængelighed og sikkerhed.

5.6

Med hensyn til offentlig transport er forholdene for handicappede bedre der, hvor jernbanetransporten er blevet støttet og moderniseret. I Marokko er jernbanetransporten f.eks. veludviklet. Mennesker med handicap kan tage toget, der hvor stationsbygninger og perroner giver dem adgang.

5.7

Gode eksempler på tilgængelighed i transportsektoren og andre projekter, der gennemføres under initiativet »Design for alle« i Middelhavspartnerlandene, bør fremhæves.

5.8

I Jordan har man f.eks. truffet foranstaltninger til at sikre, at den lovgivning, som skal sikre handicappede adgang til det offentlige rum, også gennemføres i praksis. Med dette mål for øje organiserede byrådet i Amman i et samarbejde med de handicappedes råd en todagshøring.

Et tilgængeligt nærmiljø som motor for turismen

5.9

Årligt besøger over 40 millioner turister EU's partnerlande i Middelhavsområdet. Et tilgængeligt nærmiljø og overholdelse af de grundlæggende principper i konceptet »Design for alle« spiller en meget vigtig rolle for turismen. Bekvemmelighed og tilgængelighed er vigtige faktorer, der påvirker turisternes valg af feriedestination. De foretrækker dermed de regioner, hvor man allerede gør en indsats for at skabe et tilgængeligt nærmiljø.

5.10

Ved gennemførelsen af fælles projekter, særligt ved alle projekter, der finansieres af EU, bør de grundlæggende principper i »Design for alle« overholdes. Det er også vigtigt at fremme tilgængeligheden på transportområdet. http://www.euromedtransport.org.

5.11

Europarådets rapport om fuldstændig integration gennem anvendelse af principperne bag det universelle design indeholder en række gode eksempler på, hvorledes fordelene ved et nærmiljø, som er tilgængeligt for alle, kan udnyttes i forbindelse med integrationen af handicappede. EU's partnerlande i Middelhavsområdet kunne med fordel tage udgangspunkt i disse positive eksempler.

5.12

Erkendelsen af at et tilgængeligt nærmiljø, som er baseret på principperne bag konceptet »Design for alle«, har en positiv indvirkning på den samfundsøkonomiske udvikling er et vigtigt argument for beslutningstagerne, når det drejer sig om at skabe et nærmiljø, som er fordelagtigt for alle, også for handicappede.

5.13

I forbindelse med anvendelsen af konceptet »Design for alle« skal de talrige barrierer, som syns- og hørehandicappede står over for, tages med i betragtning. Barrierer af denne art skal ryddes af vejen, så det sikres, at alle mennesker har samme rettigheder, hvad angår adgangen til varer og tjenesteydelser på alle livets områder.

6.   Intensivering af samarbejdet mellem EU og Middelhavspartnerlandene om temaet handicappede

6.1

I alle Middelhavspartnerlandene findes der EU-repræsentationer. Derved bliver det lettere at få kendskab til emneområder og EU-politikker, som er relevante for regionen. Repræsentationerne bør gå forrest med et godt eksempel og være åbne for handicapforbundene. Derudover bør man sørge for, at EU-repræsentationernes offentligt tilgængelige bygninger er indrettet efter de grundlæggende principper i »Design for alle«.

6.2

Siden Amsterdamtraktaten i 1999 har bekæmpelse af diskrimination været et vigtigt tema for EU. For tiden behandles EU's antidiskriminationsdirektiv, som EØSU har udarbejdet en udtalelse om (6). 2010 er det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, der netop set i lyset af den sociale situation i Middelhavslandene bør anvendes til at videreudvikle samarbejdet med disse stater. Civilsamfundene og regeringerne i Middelhavspartnerlandene kunne i højere grad inddrages i aktiviteterne under disse temaår.

6.3

Civilsamfundsorganisationer i Middelhavspartnerlandene, som er aktive på det sociale område, og som beskæftiger sig med menneskerettigheder og bekæmpelse af diskrimination, kunne anvende de europæiske temaår og andre initiativer, der tjener til at synliggøre EU's prioriteter for en bred offentlighed, i PR-arbejdet. PR har stor betydning med hensyn til at fremme en adfærdsændring i samfundet som helhed og forbedre livskvaliteten for handicappede og andre dårligt stillede grupper.

6.4

Det seneste forslag om, med modellen for den europæiske kulturhovedstad som forbillede, også at udpege en europæisk hovedstad for tilgængelighed, bør dog under alle omstændigheder integreres i EuroMed-processen, således at også byer i partnerlandene kan være med i kapløbet om denne titel.

6.5

EØSU mener desuden, at investeringer i forskning og udvikling fremmer skabelsen af nye tekniske hjælpemidler samt IKT-baserede produkter og tjenesteydelser og dermed kunne bidrage til at forbedre handicappedes livskvalitet, sænke sundheds- og socialomkostningerne, lette adgangen til arbejdsmarkedet og fremme oprettelsen af nye arbejdspladser.

6.6

Støtte til samarbejdet mellem Det Europæiske Handicapforum og handicapforbundene i Middelhavspartnerlandene og udbygning af de direkte kontakter mellem EU-medlemsstaternes handicapforbund og partnerlandene i Middelhavsområdet ville udøve en positiv indflydelse på arbejdet med at etablere paraplyorganisationer i de lande, hvor der ikke hidtil har eksisteret et sådant overordnet forbund.

6.7

Det Europæiske Handicapforum samarbejder med Den Arabiske Organisation for Handicappede, der blev grundlagt som en uafhængig paraplyorganisation for flere landes civilsamfundsorganisationer i Cairo i 1989. Naser Al-Mahmood, formand for Den Arabiske Organisation for Handicappede, deltog som delegationsleder i Det Europæiske Handicapforums generalforsamling i Madrid i 2010. Dette samarbejde har stor betydning for en forbedring af de handicappedes situation i Middelhavspartnerlandene.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  2010 er det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

(2)  EUT C 354 af 28.12.2010, s. 8.

(3)  For nærværende består Middelhavsunionen af de 27 EU-medlemsstater og følgende lande i Middelhavsområdet: Algeriet, Marokko, Tunesien, Tyrkiet, Egypten, Israel, Palæstina, Syrien, Libanon, Jordan, Kroatien, Albanien, Montenegro, Bosnien og Hercegovina, Monaco, Mauretanien. Libyen er observatør.

(4)  http://www.un.org/disabilities.

(5)  UNDP.

(6)  EUT C 182 af 4.8.2009, s. 19.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/102


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's politik for flersprogethed (tillægsudtalelse)

2011/C 48/18

Ordfører: An LE NOUAIL MARLIÈRE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2009 under henvisning til gennemførelsesbestemmelserne til EØSU's forretningsorden, artikel 29, punkt A, at afgive tillægsudtalelse om:

EU's politik for flersprogethed.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der vedtog sin udtalelse den 9. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september 2010, følgende udtalelse med 145 stemmer for, 2 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

I de senere år har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udarbejdet to udtalelser til EU-institutionerne om EU-strategien for flersprogethed:

1)

Den første, »En ny rammestrategi for flersprogethed«, vedrørte udarbejdelsen af en ny strategi fremlagt af Kommissionen i 2005 (1);

2)

Den anden var et svar på kommissær Leonard Orbans anmodning af 4. februar 2008 om en sonderende udtalelse med henblik på Kommissionens udarbejdelse af meddelelsen »Flersprogethed: et aktiv for Europa og en fælles forpligtelse« (2).

1.2

Politikken for flersprogethed er en af EØSU's politiske prioriteter og indgår i formandskabets program for 2008-2010, fordi den medvirker til at forbedre økonomiens konkurrenceevne, til at opfylde Lissabonstrategiens målsætninger og til at styrke den europæiske integration gennem interkulturel dialog (»forenet i mangfoldighed«).

1.3

Politikken for flersprogethed, som blev defineret i 2006, er ved at blive udviklet og gennemført. Sigtet med tillægsudtalelsen er at følge op på udviklingen på området og de foranstaltninger, som Kommissionen og mere specifikt Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur har iværksat, og at supplere og ajourføre EØSU's anbefalinger om især livslang læring, voksenuddannelse, beskæftigelse og de økonomiske, kulturelle og sociale virkninger på længere sigt.

2.   Flersprogethed i Europa: status

2.1

Rådet (uddannelse, ungdom og kultur) vedtog den 21. november 2008 konklusioner om fremme af kulturel forskellighed og interkulturel dialog i Unionens og medlemsstaternes eksterne forbindelser og en europæisk strategi for flersprogethed (3).

2.2

Kommissionen og Rådet fulgte flere af EØSU's forslag:

fremme af et varieret udbud af undervisning til brug i forskellige sammenhænge;

fremme af tværkulturelle forbindelser og de sprog, der tales af indvandrere;

udbredelse af europæiske sprog i de kulturelle forbindelser med tredjelande;

fremme af livslang læring og forskellighed inden for økonomien og i erhvervslivet;

støtte til oversættelse og tolkning.

2.3

Efterfølgende har Kommissionen etableret to høringsplatforme: En for de sammenslutninger og ngo'er, der arbejder inden for uddannelse og kultur, og en anden for økonomiske interesser, hvori arbejdsmarkedets parter og universiteter deltager (4), og hvor EØSU har status som observatør.

2.4

Ligeledes har fagforeningerne siden 2006 iværksat eller deltaget i flere initiativer: konferencer om brugen af sprog på arbejdet, indhentelse af domstolskendelser om håndhævelse af retten til at arbejde på sit eget sprog og om anti-diskrimination, samarbejde med de fransktalende lande (etablering af en fransksproget it-portal med ansatte inden for luftfartssektoren i Quebec).

2.5

Kommissionen har gjort brug af adskillige svar fra lokale fagforeninger og brancheforeninger (8) indhentet ved offentlige høringer, men indtil 2009 havde den ikke foretaget en egentlig og formel høring af Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS).

2.6

EØSU deltog i den europæiske konference om flersprogethed i Berlin i juni 2009 arrangeret af Det Europæiske Observationsorgan for Flersprogethed, som er et netværk af virksomheder og universiteter. EFS og arbejdsmarkedsparterne i sektoren deltog også i konferencen.

2.7

På nationalt niveau kan nævnes den rapport om brugen af det franske sprog, som Frankrigs minister for kultur og kommunikation hvert år fremlægger for parlamentet i henhold til den franske lov nr. 94-665 (5). Heri gøres der status over situationen for fransk på nationalt plan og anvendelsen af fransk i internationale organisationer. I rapporten fra 2009 gøres der status over situationen for fransk i EU-institutionerne og de internationale organisationer i Afrika. Den kommer endvidere ind på brugen af fransk og flersprogethed i de offentlige tjenester, på arbejdsmarkedet og i virksomhedernes sprogstrategier, i det sociale liv og forskningsmiljøet og på analfabetisme, integration af indvandrere og uddannelse af ansatte i forskellige offentlige og private sektorer.

2.8

EFS vil sætte gang i et projekt om finansiering af en evalueringsundersøgelse og vil i den anledning nedsætte en arbejdsgruppe om temaet »sprog og arbejdsforhold«, der skal se nærmere på en række forhold vedrørende brugen af sprog på arbejdet, herunder:

inddrage videnarbejdere, lærere og voksenundervisere, tillige med tolke og oversættere og forskere i fremsættelsen af specifikke krav og krav af almen interesse;

værne om brugen af det nationale sprog på arbejdet og et rimeligt og ikke-diskriminerende hensyn til krav om kendskab til fremmedsprog på arbejdspladsen;

undersøge den økonomiske fordel for de lande, hvis sprog anvendes mest på internationalt niveau;

styrke organer som de europæiske samarbejdsudvalgs rettigheder, idet de, som det er nu, kun har ret til omkring 20 timers sprogundervisning om året;

prioritere forhold vedrørende sikkerhed for arbejdstagerne og brugerne med hensyn til de redskaber, der er til rådighed for dem, og de krav, som arbejdsgiverne stiller med hensyn til anerkendelse af kvalifikationer, sprogfærdigheder og de dertil knyttede lønninger.

2.9

Kommissionen (Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur) har offentliggjort et begrænset udbud for deltagerne i de høringsplatforme, den har nedsat, med henblik på at

støtte projekter om serviceydelser til virksomheder;

identificere, hvilke uddannelser der er nødvendige for at styrke sprogfærdighederne og udvikle bedste praksis og konkrete forslag;

udvikle projekter for en bedre integration af »dårligt stillede« grupper som migranter, skoledroppere og ældre;

udbrede indlæringsmetoder, modeller baseret på ny teknologi og;

generelt at iværksætte de foranstaltninger, der er vedtaget i strategien og i Rådets henstillinger, i praksis.

2.10

Det er beklageligt, at alle arbejdsdokumenter fra de rådgivende platforme og udbudsmaterialet vedrørende fremme af flersprogethed kun er offentliggjort på ét sprog. Henstilling nr. 1 til Kommissionen: Kommissionen bør foregå med et godt eksempel og vise, at den er effektiv og konsekvent i forhold til sin egen strategi om beskyttelse og fremme af flersprogethed over for så mange borgere som muligt ved at respektere de grundlæggende rettigheder for deltagerne i de høringsplatforme, den har nedsat, og som består af repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og/eller arbejdsmarkedets parter. De skal med andre ord have ret til at udtrykke sig mundtligt og i dokumenter på skrift på deres eget sprog eller på et af Unionens sprog  (6), og derfor må Kommissionen gøre brug af mindst tre eller fire relæsprog, heriblandt mindst et sprog fra en af de medlemsstater, der tiltrådte med udvidelserne i 2004 og 2007.

2.11

Kommissionen har også offentliggjort 2010-vejledningen »The Lifelong Learning Programme: education and training opportunities for all« (7), hvis 7. målsætning specifikt er at fremme sprogundervisning og sproglig mangfoldighed. Programmet omfatter fire sektorprogrammer: Comenius for skoleundervisning, Erasmus for videregående uddannelse, Leonardo da Vinci for erhvervsuddannelse og Grundtvig for voksenuddannelse, og har flere tværgående temaer, hvoraf nøgleaktivitet nr. 2 vedrører sprog. Ud over EU-lande er programmet som et led i de aktioner, der indgår i fasen med forberedende foranstaltninger, åbent for EØS-lande, Tyrkiet, de oversøiske lande og territorier, Kroatien og FYROM og for partnere i tredjelande, der er omfattet af naboskabspolitikken eller er en særlig prioritet, når det gælder udvikling af en strategisk dialogpolitik på området for uddannelse eller flersprogethed. Udvalget lægger stor vægt på en integreret europæisk referenceramme og kvalitetssikring af livslang læring og opfordrer civilsamfundsorganisationerne til at gøre sig bekendt med første del af vejledningen, som er blevet offentliggjort. Det afventer med interesse anden del af vejledningen for at se, hvor mange ressourcer, i procent og beløb, der er afsat til flersprogethed. Henstilling nr. 2: Udvalget gør endnu en gang Kommissionen opmærksom på, at en overordnet vision - til trods for de klare forbedringer i forhold til de tidligere programmer - ville gøre det nemmere at forstå vejledningen om adgang til programmer og procedurer. Disse er fortsat indviklede og gør det ikke nemt at deltage for organisationer, der har svært ved at håndtere disse procedurer, men som trods deres størrelse eller administrative kapacitet kan have erfaringer eller nyskabende ideer, som kan være interessante for målgruppen. Nogle offentlige uddannelsesinstitutioner har også kritiseret de procedure- og organisationsmæssige krav, som er svære at forene med de begrænsede administrative ressourcer, de har til rådighed, og de utilstrækkelige beløb, der er afsat til programmer for uddannelse af unge tolke (mobilitet og fordybelse) og deres undervisere.

2.12

Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2008 (8) redegør for de 1.060 mio. euro bevilget til EU-fondene til uddannelse og kultur, herunder flersprogethed, som forvaltes centralt (europæisk agentur) eller decentralt (nationale agenturer), og for de forskellige direkte og indirekte kontroller af de mange direkte støttemodtagere uden dog at specificere, hvor meget der er gået til flersprogethed. Det er derfor ikke nemt, for ikke at sige umuligt, at få klarhed over, hvor stor henholdsvis EU's og de nationale andele er, og mere overordnet over, hvilke beløb der er afsat til de forskellige aspekter af EU-strategien for flersprogethed. Af den grund kan der hverken foretages en forudgående eller efterfølgende evaluering af strategien, hvilket er en mangel, som Kommissionen allerede nu bør overveje at udbedre. Henstilling nr. 3: Udarbejdelse af en klar oversigt over, hvilke tiltag - budgetterede og gennemførte - der specifikt er rettet mod flersprogethed på såvel europæisk som nationalt niveau.

3.   EØSU's politik for flersprogethed

3.1

Som én af flere fælles tjenestegrene har EØSU og Regionsudvalget deres egen oversættelsestjeneste (4-6 % af oversættelserne oversættes freelance) og kan til tolkning benytte sig af Kommissionens interinstitutionelle tjeneste (SCIC), som for 49-52 %'s vedkommende benytter sig af freelancetolke, der ikke er tjenestemænd, for på den måde at kunne tilpasse sig sæsonsvingninger og behovet i de enkelte institutioner.

3.2

EØSU og Regionsudvalget har hver især underskrevet en tjenesteydelsesaftale (Service Level Agreement – SLA) om betingelserne for brug af tolke gennem SCIC, faktureringsbetingelserne for dens tjenester samt de to parters ansvar. Tolkenes arbejds- og aflønningsvilkår reguleres af en international overenskomst, som er indgået mellem EU-institutionerne på den ene side og Den Internationale Sammenslutning af Konferencetolke (AIIC) på den anden side.

3.3

De to udvalgs fælles tjenestegrene har for at kunne dække det ekstra sprogbehov, der er en konsekvens af de 11 nye officielle sprog (462 mulige sprogkombinationer) efter udvidelserne i 2004 og 2007, indført en ordning med relæsprog  (9). Den 25. maj 2010 vedtog generalsekretærerne for de to udvalg desuden en adfærdskodeks for oversættelsen, som først og fremmest gør det muligt at prioritere og fastsætte tidsfrister under hensyntagen til den specifikke karakter af de dokumenter, der udarbejdes af de respektive plenarforsamlinger og administrationer.

3.4

Sprogtjenesterne har udarbejdet et udkast til en informationsbrochure for medlemmer og ordførere, idet de gerne ser, at det sproglige samarbejde med medlemmerne styrkes. I brochuren gøres der især opmærksom på den personlige sprogbistand, som er til rådighed for ordførerne ved udarbejdelsen af den originale version af dokumenter, navnlig når der er tale om dokumenter, som ikke affattes på ordførerens modersmål. Denne ordning og muligheden for at få gennemlæst dokumenter, inden de sendes til oversættelse, kan forbedre kvaliteten af dokumenterne og dermed oversætternes arbejdsvilkår, hvilket også kan også afkorte tidsfristerne.

3.5

Dette forbedrede samarbejde, som sigter mod at yde en bedre service og forbedre betingelserne for ordførerne, medlemmerne og oversætterne, bør på kort sigt indebære, at medlemmerne inddrages i en kontaktgruppe af medlemmer eller deres repræsentanter ud over den kontakt, som allerede findes mellem oversættelsestjenesten, administrationerne og generalsekretariaterne, og udmønte sig i nogle nødvendige overordnede, åbne og langsigtede overvejelser om udvalgenes sprogpolitik, herunder overvejelser om kvalitet og kvantitet (henstilling nr. 4).

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Høringen af AIIC (Den Internationale Sammenslutning af Konferencetolke) og EU-tjenestemændenes fagforening, Union Syndicale, viser, at organisationerne ikke bare forsvarer lønmodtagernes og freelancernes interesser, når det gælder problemer med utilstrækkeligt personale, arbejdstider og de fysiske betingelser (arbejdspladser og kabiner), men også har en regulerende funktion for erhvervet. Tolke og oversættere har i kraft af de aftaler, der er blevet forhandlet på plads med EU-institutionerne, de samme rettigheder og behandles på samme måde som de tjenestemænd, der udfører samme arbejde, dog med den forskel, at denne ligebehandling af freelancere kun gælder de dage, hvor de arbejder, og for den enkelte opgave, hvilket i praksis vil sige, at der er forskel. Ikke desto mindre fastlægger aftalerne også nogle kvalitetsstandarder for det arbejde, der udføres, og de tolke, der er medlemmer af AIIC, plejer at forhandle for et helt hold, når de tolke, som institutionerne benytter til en opgave, er medlemmer af sammenslutningen. Indtil nu har EU-institutionerne som de vigtigste normdannere spillet en positiv rolle, som supplerer AIIC, når det gælder faglige og sociale standarder for erhvervet.

4.2

Da efterspørgslen er varieret, sker det f.eks., at nogle kunder er tilbøjelige til ikke at stille krav om akkreditering og kvalitet og endda acceptere ydelser med »fuldt udstyrede kabiner«, hvor en leverandør fakturerer leje af materiellet (kabiner og høretelefoner) og leveringen af tolkeydelsen på samme regning. Dette har to konsekvenser:

dels fører det til ulovlig hyring af personale og ulovlige lønfradrag (virksomheden er ikke registreret som et personalerekrutteringsfirma, og den har ikke ret til at opkræve provision af lønnen hverken efter europæisk ret eller internationale overenskomster);

dels fører det til en manglende kvalitetskontrol af de leverede tjenester, som hævdes at være på »europæisk niveau«, hvilket fejlagtigt giver det indtryk, at tolkene skulle være godkendt af institutionerne.

4.3

Inden for rammerne af institutionerne har AIIC gjort Generaldirektoratet for Tolkning opmærksom på, at Kommissionens generaldirektorater nogle gange offentliggør udbud om konferencetjenester, som af og til omfatter tolketjenester, og som ikke følger konventionens bestemmelser. Efter at have rådført sig med Kommissionens juridiske tjeneste har Generaldirektoratet for Tolkning oplyst Kommissionens andre generaldirektorater herom.

4.4

Tolkeerhvervet er ikke reguleret. AIIC gør i den henseende opmærksom på, at det under hensyntagen til den meget varierede efterspørgsel (virksomheder, den sociale sektor osv.) måske vil være nødvendigt at overveje at fremme erhvervet ved at fastlægge klare betingelser for, hvem der kan kalde sig tolk (eksamensbevis fra universitet, faglige krav og krav om erfaring osv.) for at komme de negative konsekvenser for tolkeerhvervet som helhed i forkøbet og sikre brugeren eller klienten mod urimelig praksis (dyr betaling for ydelser af en dårligere kvalitet end annonceret). Kommissionen kunne iværksætte en europæisk høring af arbejdsmarkedets parter herom (henstilling 5). Derudover er alle de personer - tolke og oversættere, der er blevet hørt, hvad enten de arbejder i institutionerne eller freelance, enige om, at det er nødvendigt at fremme et positivt og tiltrækkende billede af de to erhverv for at kunne opfylde behovet for nyansættelser på mellemlang og lang sigt.

4.5

Europa-Parlamentet har sin egen tolke- og oversættelsestjeneste og en adfærdskodeks (10), samtidig med at det kan gøre brug af freelanceoversættere i et omfang svarende til 40 % og i 2010 har 22 millioner euro til oversættelse.

4.6

Inden for rammerne af institutionernes sprogordning har Den Europæiske Revisionsret udarbejdet to særberetninger (11) om Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets udgifter til tolkning (RS 5/2005) og oversættelse (RS 9/2006).

5.   Sprogordning og den kulturelle mangfoldighed efter Lissabontraktaten:

5.1

Med undtagelse af antallet af sprog og de sproglige rammer for fremsendelse af lovforslag til de nationale parlamenter (protokol nr. 1, artikel 4) er sprogordningen i EU ikke i noget væsentligt omfang blevet ændret med Lissabontraktaten. Traktaten bekræfter tværtimod målet om at respektere den sproglige og kulturelle mangfoldighed i EU. (12)

5.2

Med forbehold af de i statutten for Den Europæiske Unions Domstol fastsatte bestemmelser fastlægger Rådet ved forordning med enstemmighed den ordning, der skal gælde for Unionens institutioner på det sproglige område (342 i TEUF, tidl. artikel 290 i TEF). Sprogordningen for Domstolen fastlægges ligeledes af Rådet ved forordning med enstemmighed (protokol nr. 3, artikel 64). Artikel 3 i TEU (tidl. artikel 2) foreskriver bl.a., at EU »respekterer medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikrer, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles«.

5.3

Artikel 55 i TEU (tidl. artikel 53) fastlægger, hvilke sprog traktaten skal udarbejdes på og oversættes til. Erklæring 16 ad artikel 55, stk. 2, i TEU, foreskriver at »Konferencen finder, at muligheden for at udarbejde officielle oversættelser af traktaterne til de sprog, der er nævnt i artikel 55, stk. 2  (13), bidrager til at opfylde målet om respekt for Unionens rige kulturelle og sproglige mangfoldighed, jf. artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit. Konferencen bekræfter i den forbindelse, at Unionen lægger stor vægt på den kulturelle mangfoldighed i Europa, og at den fortsat vil vie disse og andre sprog særlig opmærksomhed

5.4

I afsnittet om ikke-forskelsbehandling og borgerskab i EU (anden del af TEUF) står det anført, at EU's borgere har ret til at henvende sig til EU's institutioner og rådgivende organer på et af traktatens sprog og få svar på samme sprog (artikel 20 i TEUF, tidl. artikel 17 i TEF).

5.5

I afsnit XII (Uddannelse, Erhvervsuddannelse, Ungdom og Sport), står der, at »Unionen bidrager til udviklingen af et højt uddannelsesniveau ved at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt at støtte og supplere disses indsats, med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sproglige mangfoldighed« (artikel 165 i TEUF, tidl. artikel 149 i TEF).

5.6

Hvad angår den fælles handelspolitik, fastlægger artikel 207 i TEUF (tidl. artikel 133 i TEF) i pkt. 4, følgende: »Rådet træffer ligeledes afgørelse med enstemmighed om forhandling og indgåelse af aftaler a) på området handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser, når disse aftaler indebærer en risiko for, at den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Unionen bringes i fare«.

5.7

EU's charter om grundlæggende rettigheder omhandler sproget som årsag til ulovlig forskelsbehandling: »Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt« (artikel 21), og det står i artikel 22, at »Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed«

5.8

I den henseende bør EØSU også prioritere indhold frem for form og bør før enhver ændring af sit websted sikre, at alle sider og dokumenter er tilgængelige og oversat til de europæiske sprog. De ressourcer, der bruges til præsentationsændringer kunne deles med sprogtjenesterne, som også og frem for alt har en kommunikationsfunktion (henstilling nr. 6).

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 596 af 22.11.2005. EUT C 324 af 30.12.2006, s. 68.

(2)  KOM(2008) 566 af 18.9.2008. EUT C 77 af 31.3.2009, s. 109.

(3)  EUT C 320 af 16.12.2008, s. 1.

(4)  Platform for virksomheder for flersprogethed.

(5)  Lov af 4.8.1994 om brugen af det franske sprog.

(6)  I artikel 22 i chartret om grundlæggende rettigheder hedder det, at »Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed«.

(7)  http://ec.europa.eu/education/lifelong-learning-programme/doc78_en.htm - Program for livslang læring - uddannelsesmuligheder for alle.

(8)  EUT C 269 af 10.11.2009.

(9)  2009-106 af 23.11.2009.

(10)  PE 413.599/BUR af 18.11.2008.

(11)  EUT C 291 af 23.11.2005og EUT C 284 af 21.11.2006.

(12)  Se også: PE 431.591.0 »Etude sur les politiques structurelles et de cohésion après le Traité de Lisbonne« (Undersøgelse om struktur- og samhørighedspolitikkerne efter Lissabontraktaten) af 15.2.2010.

(13)  Dette betyder følgende: »Ethvert andet sprog som fastlagt af medlemsstaterne blandt de sprog, der i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige orden har officiel status på hele eller en del af deres område.«


III Forberedende retsakter

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

465. plenarmøde den 15. og 16. september 2010

15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/107


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs

udtalelse

om

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Tredje strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union

KOM(2009) 15 endelig

Kommissionens arbejdsdokument — Reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union — Bilag til tredje strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning

KOM(2009) 16 endelig

Kommissionens arbejdsdokument — Tredje statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer

KOM(2009) 17 endelig

2011/C 48/19

Ordfører: Claudio CAPPELLINI

Medordfører: Milena ANGELOVA

Kommissionen besluttede den 15. juli 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Tredje strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union

KOM(2009) 15 endelig

Kommissionens arbejdsdokument – Reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union – Bilag til tredje strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning

KOM(2009) 16 endelig og

Kommissionens arbejdsdokument – Tredje statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer

KOM(2009) 17 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september, med 103 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Resumé af konklusioner og anbefalinger

1.1

Virksomheder og civilsamfund har brug for retlige rammer, der er let forståelige og nemme at anvende. Bedre lovgivning bidrager til en forbedret konkurrenceevne ved at fjerne unødige omkostninger og byrder ved de retlige rammer.

EØSU støtter i høj grad denne politik og ser bedre lovgivning som en måde, hvorpå man kan støtte erhvervslivet i disse økonomiske krisetider, uden at der opstår yderligere omkostninger og investeringsudgifter.

1.2

Bedre lovgivning bør sikre sammenhængen samt fremme kvaliteten og gennemførelsen af et passende og målrettet lovgivningsmæssigt svar på markedssvigt og EU's 2020-dagsorden. Bedre lovgivning kan realiseres ved at fjerne unødige regler, men der er ikke tale om en komplet deregulering (1). Målet er at opstille regler, som er enkle, praktiske og mindre omkostningskrævende for brugere og skatteydere. Bedre lovgivning bør fremme en hurtig og effektiv beslutningstagning og en effektiv gennemførelse. Procedurerne bør overvåges til sikring af en klar ansvarsfordeling.

1.3

Bedre lovgivning bør ses som en særskilt og sammenhængende politik, der indebærer overholdelse af en række principper, såsom »tænk småt først«-princippet i Small Business Act. »Small Business Test« bør anvendes mere regelmæssigt og systematisk end hidtil. EØSU foreslår, at politikken bør være helhedsorienteret og konsekvent, og at man med dette mål for øje bør sikre en mere systematisk inddragelse af aktørerne. Høringsprocedurer bør følge gennemskuelige prioriteter og være autentiske, rummelige og resultatorienterede.

1.4

Der ville i høj grad ske fremskridt på området bedre lovgivning, hvis denne var mindre teknokratisk og tog udgangspunkt i en omfattende inddragelse af civilsamfundet på alle niveauer i lovgivningsprocessen. Konsekvensanalyser bør rettidigt fremsendes til økonomiske og sociale råd på såvel nationalt som EU-niveau, og alt datamateriale bør være tilgængeligt. EU's lovgivning ville have gavn af de innovative løsninger, den større bevidstgørelse og legitimitet, som ville være konsekvensen af disse overvejelser.

1.5

En større satsning på forordninger frem for direktiver ville i høj grad forbedre reglernes gennemsigtighed, gennemførelse og håndhævelse. Mange lovgivningsmæssige problemer opstår i forbindelse med gennemførelsen i national ret. Medlemsstaterne bør ikke skabe overlapninger eller gøre EU-lovgivningen mere kompliceret, og de bør i den henseende nøje overvåges af Kommissionen og arbejdsmarkedets parter (2).

1.6

Udvalget opfordrer Kommissionen til at anvende princippet om bedre lovgivning i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse og forvaltning af EU-midler, særligt ved at forebygge unødvendige eller upassende nationale regler og administrative procedurer, der hindrer en regelret og effektiv tildeling af sådanne ressourcer (3).

1.7

EØSU kan støtte princippet om bedre lovgivning, ved at udvalget udbreder kendskabet til denne politiks resultater samt de dermed forbundne udfordringer i civilsamfundet og over for andre organer. Dette ville være et synligt bevis på EØSU's rolle i deltagelsesdemokratiet, som beskrevet i Lissabontraktatens artikel 11 (4).

2.   Introduktion af bedre lovgivning

2.1

Lovgivning er et vigtigt instrument i EU-politikken. EU's lovgivning har skabt det indre marked, styrket konkurrenceevnen, givet forbrugerne flere valgmuligheder og en bedre beskyttelse, sænket transaktionsomkostningerne, forbedret miljøbeskyttelsen og sikret en bred vifte af andre fordele for virksomheder og borgere i EU. EU's lovgivning har ligeledes skabt retssikkerhed på markederne ved at erstatte en lang række nationale bestemmelser med et klart sæt af fælles regler, som virksomhederne kan holde sig til og planlægge efter, og som borgere, arbejdstagere og forbrugere kan drage fordel af i hele Europa.

2.2

De gode resultater med reformen af lovgivningsarbejdet har øget efterspørgslen efter regler til styring af ikke-økonomiske risici. Selvom det ikke er nyt for medlemsstaterne, at man anvender lovgivning til at realisere sociale mål, skaber fremkomsten af regler på EU-niveau alligevel problemer, hvad angår gennemførelse, overlapning, overregulering og misforståelser. Lovgivning kan også lægge hindringer i vejen for brugen af ikke-lovgivningsmæssige instrumenter. EU's troværdighed afhænger af en koordineret gennemførelse af Unionens politikker, så en strategi for bedre lovgivning har nu afgørende betydning.

2.3

Bedre lovgivning bør fremme kvalitet, sammenhæng og gennemførelse af passende lovgivningsmæssige svar på markedssvigt, idet markederne ikke altid leverer de optimale resultater og ofte ikke afspejler alle eksterne omkostninger. Den heraf resulterende uheldige fordeling af ressourcer skal imødegås vha. en effektiv beskyttelse af de vigtigste brugeres interesser (forbrugere, arbejdstagere samt SMV'er) og en styring af de største risici (på områderne miljø, sundhed, sikkerhed og sociale behov), samtidig med at konkurrenceevne og iværksætterkultur bevares i fuldt omfang. Bedre lovgivning bør aldrig betragtes som værende ensbetydende med deregulering, selvom målet er at opstille regler, som er enkle, praktiske og mindre omkostningskrævende for brugere og skatteydere. Retsstatsprincippet er hjørnestenen i ethvert organiseret samfund, men en uhensigtsmæssigt udformet lovgivning kan lægge hindringer i vejen for retsstatens funktionsevne og resultere i en ulige behandling af borgere, arbejdstagere og virksomheder.

2.4

Passende høringsprocedurer spiller en afgørende rolle. Gennemarbejdet og målrettet lovgivning skaber sikkerhed ved at garantere klare og konsekvente regler samt skabe bedre vilkår for efterlevelse og håndhævelse. Målsætningerne skal være klare, og det skal fremgå, hvilke metoder der kan opfylde disse på mest effektiv, mindst omstændelig og billigste vis. Det er en fordel at have et forbedret datamateriale, der bygger på en bred vifte af indikatorer, men de fleste politikker kan ikke bedømmes på dette grundlag alene. En bred høring af aktører og eksperter spiller en afgørende rolle i skabelsen af en balance mellem opfyldelsen af politiske mål og en begrænsning af de administrative byrder for virksomheder og enkeltpersoner. En manglende balance mellem de to målsætninger kan resultere i komplekse regler, der er vanskelige at anvende, efterleve og håndhæve, og som medfører uforholdsmæssigt høje omkostninger. En bedre høring vil øge bevidstheden og på den måde forbedre anvendelsen.

3.   Kommissionens foranstaltninger

3.1

Kommissionens tredje situationsrapport om gennemførelsen af meddelelsen (5) fra 2005 evaluerer indsatsen for at forbedre eksisterende lovgivning, reducere administrative byrder for virksomheder og individer og styrke nye initiativer, der fremmer en bedre lovgivningskultur.

3.2

Rapporten sammenfatter de hidtidige resultater og opstiller nye mål for opdatering, modernisering og forenkling (6). I meddelelsen vurderes det, at forenklinger på de 13 prioriterede områder fra 2007 vil reducere de administrative omkostninger med 115-130 milliarder EUR. SMV'ers fritagelse fra rapportering af statistiske oplysninger vil give en besparelse på over 200 milliarder EUR fra 2010. En fjernelse af barriererne for elektroniske fakturaer under momsdirektivet og etablering af et papirløst miljø i EU's told vil ligeledes resultere i væsentlige besparelser.

3.3

Den strategiske gennemgang fremhæver, hvorledes overordnede konsekvensanalyser forbedrer kvaliteten og sammenhængen i EU's retlige rammer. Denne mekanisme til konsekvensanalyse vil blive yderligere forbedret og styrket. Rapporten understreger behovet for, at bedre lovgivning gøres til en prioritet på alle niveauer i EU og på tværs af alle institutioner og organer. Det er også afgørende at fortsætte samarbejdet med medlemsstaterne om en bedre anvendelse af EU-retten på trods af de hidtil beskedne fremskridt på dette område. Rapporten fremhæver ligeledes behovet for et tættere samarbejde med EU's handelspartnere og for konvergens i etableringen af global lovgivning gennem en påvirkning af dagsordenen i G-20.

3.4

EØSU bifalder Kommissionens resultater og de nye prioriteter til fremme af effektivitet. Prioriteringen af denne politik bidrager til konkurrenceevne og jobskabelse og vil derfor støtte den økonomiske genopretning, men der er også et behov for, at man hurtigst muligt styrker inddragelsen af de aktører, som nyder godt af disse politikker.

4.   Bedre lovgivning og EU's beslutningsproces

4.1

Bedre lovgivning er en fuldgyldig politik. Ved at handle på en helhedsorienteret og koordineret måde er det målet at reducere byrden for erhvervslivet og gøre lovgivningsarbejdet til et effektivt instrument, der kan imødekomme samfundets behov på passende og hensigtsmæssig vis. Denne lovgivning bør overholde en række principper, såsom »tænk småt først«-princippet i Small Business Act, opstilling af prioriteter på gennemsigtig vis på grundlag af et tæt samarbejde med og en grundig høring af aktørerne, hurtige og effektive afgørelser samt overvågning af gennemførelsen og procedurerne med henblik på sikring af en klar ansvarsfordeling.

4.2

Der skal arbejdes for bedre lovgivning på en mere sammenhængende og overordnet måde, idet isolerede initiativer ikke giver nogen merværdi. Meddelelsen beskriver de iværksatte tiltag og specifikke planer, men giver ikke et samlet overblik over, hvordan disse planer fungerer samlet set og imødegår de mangler, der blev kortlagt i den oprindelige dagsorden (7). Hvis den bedre lovgivning skal være sammenhængende, skal det fremgå mere klart, hvordan den udformes. EØSU har den holdning, at alle EU-institutioner og særligt Kommissionen, hvor resultaterne kan være svingende, bør løse dette spørgsmål i fællesskab.

4.3

Forbedring af den eksisterende lovgivning involverer mere end en reduktion af antallet af sider i De Europæiske Fællesskabers Tidende og antallet af retsakter. EØSU bifalder derfor, at Kommissionen har forpligtet sig til en mere helhedsorienteret tilgang, der betyder, at man vil bekæmpe overlapninger, overflødig lovgivning, huller, manglende sammenhæng og frem for alt arbejde for at reducere de administrative byrder (8). Nøgleaspekterne i den forbindelse er en effektiv reduktion af oplysningspligten særligt for SMV'er på områder som statistiske indberetninger, moms eller erhvervsret. EØSU støtter de generelle intentioner bag de nye tiltag til en forenkling, opdatering og forbedring af den eksisterende lovgivning.

4.4

EØSU bifalder den nøje gennemgang, der foretages under konsekvensanalysen, idet denne resulterer i en mere helhedsorienteret evaluering af behovet for nye regler. EØSU roser ligeledes Udvalget for Konsekvensanalyse for kvaliteten af det udførte arbejde. Dette organs uafhængige undersøgelse i kombination med gennemsigtighed og en bred høring af relevante aktører har afgørende betydning for realiseringen af bedre lovgivning. EØSU bifalder de forbedringer, som er påtænkt under denne foranstaltning.

4.5

Færdiggørelsen af Kommissionens analytiske gennemgang kræver imidlertid en klar politisk konklusion på dette spørgsmål (9). Dette nævnes ikke i meddelelsen, hvilket efterlader tvivl om, hvorvidt Kommissionen mener, at den allerede har løst denne opgave.

5.   Bedre lovgivning i medlemsstaterne

5.1

EØSU konstaterer med en vis bekymring, at planerne om at koordinere indsatsen med medlemsstaterne er forsinkede. Dette gør initiativet mindre effektivt. Medlemsstaterne skal gennemføre konsekvensanalyser, inden der vedtages lovgivning, om muligt ved gennemførelsen af væsentlige ændringer. Deres nationale konsekvensanalyseinstanser skal i højere grad inddrages i debatten på EU-niveau. Det har afgørende betydning at koordinere nationale programmer med henblik på at reducere bureaukratiet, og enhver forsinkelse på dette område truer den europæiske økonomis konkurrenceevne. Fremme af denne dagsorden bør ses som en fælles interesse.

5.2

Bedre lovgivning bør ikke kun handle om en bedre udformning af lovgivningen eller forebyggelse af inflation på lovgivningsområdet. Alternative metoder til realisering af de samme resultater gennem fremme af samregulering og en mere udbredt anvendelse af adfærdskodeks vha. forhandlingsmodeller skal også indgå i overvejelserne (10). Standardiseringen af tekniske krav giver eksempler på bedste praksis til håndtering af dette komplekse spørgsmål, uden at man må søge tilflugt i omstændelige harmoniseringsdirektiver, der ikke kan følge med udviklingen i behovene hos forbrugere og virksomheder. Resultaterne i industrisektoren bør også slå igennem i andre sektorer, særligt servicesektoren (11).

5.3

Samtidig med at det ikke lykkes for Kommissionen at fremme sådanne komplementære aktiviteter, udfyldes det juridiske tomrum af et stigende antal nationale regler, og disse undergraver sammenhængskraften i det indre marked. Tvetydig national lovgivning bør undgås. I den henseende bør udvekslingen af bedste praksis og benchmarking medlemsstaterne imellem fremmes. Bedre lovgivning kan kun føre til håndgribelige resultater for borgerne, hvis de nationale myndigheder fuldt ud inddrages i processen. Ved gennemførelsen i national ret bør intentionerne om forenkling og bedre lovgivning bevares, ved at man forhindrer at barrierer og byrder genindføres af bagvejen.

5.4

Resultaterne på det indre marked modvirkes alt for ofte af barrierer på nationalt niveau. En kortlægning viser, at »En meget stor andel af de administrative byrder synes at være et resultat af ineffektiv administrativ praksis i den offentlige og den private sektor (mellem 30 og 40 %)« (12). Imidlertid kommer Kommissionen ikke ind på denne form for praksis i sin meddelelse, og denne indeholder heller ikke forslag til, hvordan man kan rette op på sådanne uberettigede tiltag. EØSU er bekymret for, at indførelsen af yderligere krav i forbindelse med direktivernes gennemførelse i national lovgivning kan undergrave håndhævelsen af de fælles regler i det indre marked. EØSU mener, at der på EU-niveau bør gøres mere for at reducere risikoen for, at de nationale myndigheder introducerer yderligere byrder. Det er afgørende at realisere en mere helhedsorienteret tilgang til bedre lovgivning, der i høj grad inddrager nationale myndigheder, private instanser og relevante aktører. Direktiver bør ikke kun opstille minimumskrav, men også fastlægge grænserne for medlemsstaternes selvstændige lovgivning. Reglerne på telekommunikationsområdet er et eksempel på, at sådanne begrænsninger er blevet pålagt for at forebygge ensidige foranstaltninger.

5.5

EØSU mener ligeledes, at medlemsstaterne bør afholde sig fra at indarbejde EU-regler i national lovgivning, hvor dette ikke er nødvendigt, idet denne proces skaber usikkerhed og øger risikoen for, at der vil være en manglende sammenhæng i reglerne. Den oprindelige dagsorden fra 2005 stillede forslag om at gøre direktiver til forordninger, hvor dette var praktisk og muligt ifølge traktaten. Denne ide er ikke blevet videreudviklet, og meddelelsen indeholder ingen henvisninger til dette forslag. Forordninger skaber større sikkerhed, etablerer lige konkurrencevilkår og sikrer, at foranstaltningerne gennemføres på samme tid, hvilket direktiver ofte ikke gør. Når regler og retningslinjer for statsstøtte gøres til national lovgivning, men med forskellig tekst og betydning, bør Kommissionen rådgive medlemsstaterne. I visse tilfælde kunne den 28. ordning være en mulighed (13).

6.   Bedre lovgivning: En større rolle for civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter

6.1

EØSU har brugt meget tid på en udførlig analyse af dagsordenen for bedre lovgivning. Udvalget har udarbejdet generelle og specifikke udtalelser om bedre EU-lovgivning og har nøje gennemgået Kommissionens forslag. EØSU har fremsat præcise forslag til, hvordan EU's retlige rammer kan styrkes, og hvordan man kan forbedre EU's lovgivningsmæssige procedurer, selve lovgivningen og gennemførelsen (14). Det har støttet en helhedsorienteret strategi for lovgivningsarbejdet ved at fremhæve betydningen af en proaktiv tilgang, større gennemsigtighed, en mere omfattende høring og en klar ansvarsfordeling mellem institutionerne (15). Det har ligeledes påpeget, at bedre lovgivning skal omfatte den nationale lovgivning som et nødvendigt supplement til indsatsen på EU-niveau (16).

6.2

EØSU's Observatorium for Det Indre Marked har kanaliseret aktørernes synspunkter og initiativer med henblik på at demonstrere bedste praksis for bedre lovgivning. Som et institutionelt forum for det organiserede civilsamfunds meningsudveksling har observatoriet arbejdet tæt sammen med EU's institutioner, særligt Kommissionen, og tilbudt støtte og rådgivning på området bedre lovgivning. Denne udtalelse bygger på tidligere bidrag, dagligt samarbejde og bedste praksis.

6.3

Artikel 11 i EU-traktaten giver EØSU en særlig rolle i realiseringen af den vertikale og horisontale dialog (17). Høringen af de berørte parter med henblik på en reduktion af de administrative byrder er endnu ikke tilfredsstillende. Den højtstående gruppe af uafhængige interessenter yder et værdifuldt bidrag, men de europæiske sammenslutninger og organisationer, som repræsenterer de vigtigste aktører – arbejdsgivere, arbejdstagere, forbrugere, miljøorganisationer mm. – bør ligeledes inddrages mere i høringsprocessen. Kun 148 bidrag er indgivet via Internettet og kun 237 ideer til reduktion af bureaukratiet er indgivet i rapporter og breve (18). Civilsamfundets grupper skal i højere grad involveres i arbejdet med dagsordenen for bedre lovgivning. De engagerer sig over et bredere spektrum, formidler initiativets værdi til borgere, virksomheder og arbejdstagere og understreger EU's vilje til at udforme politikker, der er let tilgængelige og nemme at anvende.

6.4

I den henseende er meddelelsen for teknokratisk i sin præsentation. Den formidler ikke i tilstrækkelig grad, hvilke fordele initiativet for bedre lovgivning har for Europas borgere og virksomheder. Det organiserede civilsamfund kan i den forbindelse bidrage gennem formidlingen af resultater og konkretisering af efterspørgslen efter en politik, der både vil overvåge og fremme gennemførelsen af principperne for bedre lovgivning på nationalt og EU-niveau (19).

6.5

EØSU mener, at en større inddragelse af civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter bør tilstræbes med det formål at nå frem til et bredere funderet overblik. Alt for ofte er det tilfældet, at de involverede parter repræsenterer særlige interesser, som må suppleres med mere generelle synspunkter fra civilsamfundet samlet set. Observatoriet for Det Indre Marked og Regionsudvalget spiller allerede en aktiv rolle i den henseende, og EØSU gentager, at man ønsker at blive tættere involveret i fremskaffelsen af et solidt datamateriale, der kan tjene som beslutningsgrundlag.

6.6

EØSU støtter synspunktet om, at alle EU-institutioner bør koordinere deres strategi for bedre lovgivning. Den hurtige vedtagelse af forenklingsforanstaltninger i de lovgivende organer har afgørende betydning, hvilket også gælder for ændringer af oprindelige forslag, der præcist redegør for efterlevelsesomkostninger og -fordele.

6.7

Der bør derfor gennemføres konsekvensanalyser på et omfattende og sammenligneligt grundlag, uanset hvilke institutioner der udfører disse. Institutionerne bør udvikle et vidtfavnende datamateriale, der skal tjene det formål at vurdere retsakters konsekvenser for hele spektret af økonomiske, sociale og miljørelaterede interesser.

6.8

EØSU foreslår, at initiativet til bedre lovgivning i højere grad bør inddrage sektoren for videregående uddannelser, så datamaterialet i konsekvensanalyserne udvides. Akademikere forsker og underviser studerende med henblik på at producere et objektivt datamateriale, der ofte valideres gennem peer review. Ofte anvendes dette datamateriale imidlertid ikke i de politiske debatter. En ændring på dette område ville forbedre kapaciteten til at levere bedre lovgivning samt inddrage et bredere udsnit af det europæiske samfund.

7.   Specifikke forhold

7.1

En effektiv anvendelse af EU's midler vanskeliggøres ofte af nationale regler for statsstøtte eller offentlige indkøb, der går langt videre end EU's krav. EØSU opfordrer Kommissionen til at prioritere forbedringen af de retlige rammer for forvaltningen af EU's midler for at tage hånd om løsningen af dette problem. Den lave absorptionsandel og dårlige fordeling af ressourcer demonstrerer, at den nationale lovgivning lægger hindringer i vejen for anvendelsen af EU's midler.

7.2

EØSU bifalder ønsket om at påvirke tilrettelæggelsen af global lovgivning, som der henvises til i meddelelsen, og de praktiske skridt, der iværksættes for at sikre et bedre samarbejde med vore handelspartnere. Europa bør spille en førende rolle på dette område ved at tilbyde sin ekspertise i udviklingen af mere integrerede og overordnede globale regler. EU udøver væsentlig indflydelse på udformningen af finansielle reformer og bør fastholde indsatsen på alle områder, særligt ved at fremme handel gennem fælles standarder og øget retssikkerhed for virksomheder og deres direkte investeringer på verdensplan.

Bruxelles, den 15. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 175, 28.7.2009, s. 26, pkt. 4.4; EUT C 24, 31.1.2006, s. 39; EUT C 93, 27.4.2007, s. 25.

(2)  EUT C 277, 17.11.2009, s. 6; EUT C 24, 31.1.2006, s. 52; EUT C 204, 9.8.2008, s. 9; EUT C 93, 27.4.2007, s. 25.

(3)  F.eks. hvad angår regler om statsstøtte eller offentlige indkøb gennem selskaber.

(4)  EUT C 354 af 28.12.2010, s. 59.

(5)  KOM(2005) 535 endelig af 25.10.2005.

(6)  Herunder det rullende program af forenklingsforanstaltninger, en analytisk gennemgang af fællesskabsretten, kodifikation og omarbejdning, ophævelse af overflødige retsakter mm.

(7)  KOM(2005) 535 endelig, 25.10.2005; KOM(2007) 23 endelig, 24.1.2007.

(8)  KOM(2009) 16 endelig.

(9)  Se pkt. 6.2 i KOM(2009) 17 endelig.

(10)  EUT C 175 af 28.7.2009, s. 26.

(11)  KOM(2005) 535 endelig af 25.10.2005, pkt. 3d.

(12)  Se punkt 2.3 i KOM(2009) 16 endelig.

(13)  CESE 758/2010 (INT/499, endnu ikke offentliggjort i EUT).

(14)  EUT C 24, 31.1.2006, s. 39, EUT C 24, 31.1.2006, s.52.

(15)  EUT C 175 af 28.7.2009, s. 26.

(16)  EUT C 277 af 17.11.2009, s. 6.

(17)  EUT C 354 af 28.12.2010, s. 59 (Artikel 11).

(18)  Ifølge punkt 5.1 i KOM(2009) 16 endelig.

(19)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 9.


15.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 48/112


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — »Forberedelse på fremtiden: Udvikling af en fælles strategi for centrale støtteteknologier i EU«

KOM(2009) 512 endelig

2011/C 48/20

Ordfører: Peter MORGAN

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 30. oktober 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - »Forberedelse på fremtiden: Udvikling af en fælles strategi for centrale støtteteknologier i EU«

KOM(2009) 512 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 15. september, følgende udtalelse med 112 stemmer for, 2 stemmer imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter det foreslåede initiativ til støtte for centrale støtteteknologier (cst’er). Udvalget fremhæver endvidere behovet for en stærk satsning på forskning og udvikling af cst’er på universiteter og forskningscentre med det formål at stimulere udviklingen og støtte markedsføringen og den industrielle anvendelse af disse teknologier.

1.2   I sin nuværende form forekommer forslaget imidlertid udvalget blot at være endnu ét i en lang række af initiativer med det formål at intensivere innovations- og FoU-indsatsen i det indre marked. Tidligere ordninger med dette formål har ikke haft succes, som Kommissionens analyse af den nuværende situation (omtalt nedenfor under punkt 3.8) dokumenterer. Der er behov for en anden fremgangsmåde.

1.3   Det hedder i Kommissionens meddelelse, at »mens den nødvendige FoU og de specifikke anvendelser primært er virksomhedernes ansvar, skal politikerne etablere de rette rammebetingelser og støtteordninger for at styrke EU's industrielle kapacitet til udvikling af cst’er.« Ansvaret herfor påhviler medlemsstaterne. Udvalget mener imidlertid, at denne fremgangsmåde er problematisk, for, som der er redegjort for i afsnit 5, er der ikke tilstrækkelig mange førende højteknologiske virksomheder i medlemsstaterne til effektivt at udnytte cst’er

1.4   Fordi de store højteknologiske virksomheder ikke dækker hele spektret, har navnlig SMV’erne i EU problemer. Nogle SMV’er starter i det små og bliver store spillere på den globale scene. De fleste nystartede virksomheder på det højteknologiske område har brug for at alliere sig med en større virksomhed, der kan støtte deres vækst og sikre deres overlevelse. Mange SMV’er overtages senere af større virksomheder med det formål at støtte de pågældende virksomheders egen FoU-indsats. Dér, hvor der ikke findes europæiske højteknologiske virksomheder, er det amerikanske og asiatiske foretagender, der overtager europæiske SMV’er eller indgår partnerskaber med dem.

1.5   Meddelelsen antager implicit, at EU's interesser er veldefinerede og velbelyste, men det er faktisk ikke tilfældet. De fleste teknologivirksomheder er multinationale og globale. Hovedsædet kan ligge overalt i verden, og de kan være børsnoteret hvor som helst. Aktionærerne er i mange tilfælde globale institutioner. De forskellige led i værdiskabelseskæden fra grundforskning over produktudvikling til fremstilling og montage kan være lokaliseret på forskellige kontinenter. Virksomhedsovertagelser sker dér, hvor den nødvendige teknologi findes. Branding og salg foregår globalt. Hvert eneste produkt er tilgængeligt hvor som helst.

1.6   Det er ikke umiddelbart indlysende, hvor det specifikt europæiske i denne sammenfiltring af interesser findes. Men det har at gøre med medlemsstaternes evne til at stimulere iværksætterlysten. Der er behov for flere virksomheder for at udnytte cst’er. Derfor bør lysten til at etablere nye virksomheder stimuleres, de eksisterende virksomheders vækst bør støttes, og der bør tiltrækkes investeringer udefra. Den eksisterende erhvervskultur i Europa skal udfordres. Siden indgåelsen af Romtraktaten og Den Europæiske Fælles Akt er det ikke lykkedes EU at holde trit med resten af verden og det teknologiske fremskridt. Cst’er er formentlig Europas sidste chance for at erobre en førerposition inden for højteknologiske produkter og tjenesteydelser.

1.7   Hvis politikken skal lykkes, er det nødvendigt at opbygge en fremstillingsindustri i EU. Der er behov for et paradigmeskifte. Tanken om, at fremstilling kan lægges ud til underleverandører i udviklingslandene, er ikke længere holdbar. Produktionsteknik og -teknologi er centrale elementer i den innovation, der er lagt i højteknologiske produkter. De er en kilde til at opnå konkurrencefordele og skal hentes tilbage til Europa, hvorfor nystartede teknologivirksomheder også bør vokse sig store i Europa. Dertil kommer, at Europa har brug for arbejdspladserne.

1.8   EØSU understeger, at der er behov for en passende balance mellem den anvendte forskning og grundforskningen. Grundforskningen er det substrat, der langsigtet og vedvarende sikrer innovationer og nye cst’er. En passende balance mellem anvendt forskning og grundforskning er ligeledes nødvendig for at tiltrække gode forskere.

1.9   Det er vanskeligt at gennemføre en strategi, der fokuserer på EU, i et marked, der er globalt. EØSU bemærker, at meddelelsen overhovedet ikke nævner tal, målsætninger eller tidsplaner for initiativets succes. Den første opgave for ekspertgruppen på højt niveau bør være at få sat én eller anden form for faste rammer om programmet.

1.10   Udvalget udtaler sig om forslagene til støtte for cst’er enkeltvis under punkt 4 i nærværende udtalelse. Hovedpunkterne er følgende:

Erkende det indre markeds manglende evne til at stimulere iværksætterlysten og udarbejde en industripolitik som svar på EU's betydelige efterslæb, hvad angår højteknologiske virksomheder;

Hente fremstillingsindustrien tilbage til Europa og lade nystartede virksomheder vokse sig store i Europa;

Gøre det nemmere for virksomhederne at opnå støtte til innovative teknologier;

Skabe økonomiske incitamenter, der kan gøre EU til et profitabelt sted at placere cst-innovation og -virksomheder;

Igangsætte radikale reformer på skoler og universiteter for at sikre de nødvendige kompetencer;

Tilskynde til dannelse af klynger af innovative højteknologiske virksomheder omkring universiteter og forskningscentre;

Erkende, at verden har forandret sig, og vedtage en aggressiv international handelspolitik;

Sikre, at initiativet favner så bredt som muligt og inddrager samtlige relaterede initiativer i Kommissionens generaldirektorater.

1.11   Kommissionen er med rette bekymret for, at en ikke-oplyst offentlighed uden korrekt information i urimelig grad vil modsætte sig indførelse af cst-baserede produkter og ydelser. EØSU er tilhænger af, at civilsamfundet engagerer sig i en oplysningsindsats om cst’er, således at de nødvendige fremskridt kan sikres. Det bør prioriteres højt at skabe interesse i offentligheden i almindelighed og blandt unge i særdeleshed for de forbløffende videnskabelige og teknologiske landvindinger, der omgiver os i dagligdagen, hvad enten det drejer sig om den usædvanlige sammensmeltning af telekommunikations-, medie- og informationsteknologi (1), der eksemplificeres af iPhone og lignende produkter, eller den kæde af biologisk, kemisk, fysisk og logistisk forarbejdning, der ligger bag den mad, der kommer ud af mikroovnen. EU har brug for flere forskere, der ser det som deres mission at forandre verden.

1.12   Samtidig står udvalget imidlertid fast på, at tilgangen til udviklingen inden for cst’er bør tage udgangspunkt i forsigtighedsprincippet for at sikre, at den uundgåelige risiko, teknologien indebærer, afbødes, og at der tages højde for evt. klima-, sundheds- og sociale problemer på en bæredygtig måde. Udviklingen og opdagelsen af nye produkter vil blive hindret, hvis ikke forskningen tager risici, men når først cst’erne anvendes i masseproducerede produkter, er det udvalgets forventning, at hverken den offentlige velfærd eller miljøbæredygtigheden bliver sat på spil.

2.   Indledning

2.1   I meddelelsens første afsnit hedder det, at »EU […] rent faktisk [har] behov for gode resultater på innovationsområdet for at blive udstyret med de redskaber, som er nødvendige for fremover at kunne løse større samfundsmæssige opgaver […].« Kommissionen opfordrer derfor medlemsstaterne til at nå til enighed om, at det er af stor betydning at anvende cst’er i EU. Enighed herom er en forudsætning for at gøre EU til et arnested for innovation. Det er også en forudsætning for, at EU kan udvikle sig til en central aktør på internationalt plan, og for, at EU kan udmønte sin indsats i øget velfærd internt og uden for Unionens grænser.

2.2   Kommissionen foreslår, at der oprettes en ekspertgruppe på højt niveau for at behandle de indsatsområder, som er opregnet under afsnit 4 nedenfor. Dette er nu sket. Gruppen er sammensat af sagkyndige erhvervsfolk og forskere fra medlemsstaterne. Med henblik på at skabe synergier vil gruppen skulle samarbejde med andre ekspertgrupper på højt niveau under Kommissionen samt med en række teknologiske institutter.

2.3   Gruppen vil få til opgave at

vurdere konkurrencesituationen for de relevante teknologier i EU med særlig fokus på den industrielle anvendelse og teknologiernes relevans for løsningen af større samfundsmæssige problemer;