ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2011.044.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 44

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

54. årgang
11. februar 2011


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

464. plenarmøde den 14. og 15. juli 2010

2011/C 044/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af effektive partnerskaber i forvaltningen af samhørighedspolitikkens programmer baseret på god praksis i perioden 2007-2013 (sonderende udtalelse)

1

2011/C 044/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om virkningerne af befolkningsaldringen på sundheds- og socialsystemerne (sonderende udtalelse)

10

2011/C 044/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om merværdien af et fælles europæisk asylsystem for asylansøgerne og EU's medlemsstater (sonderende udtalelse)

17

2011/C 044/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den åbne koordinationsmetode og den sociale klausul i Europa 2020 (sonderende udtalelse)

23

2011/C 044/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udviklingen i de sociale ydelser (sonderende udtalelse)

28

2011/C 044/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om børnefattigdom og børns velfærd (sonderende udtalelse)

34

2011/C 044/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om industrielle ændringers indvirkning på beskæftigelsen som følge af miljø-, energi- og klimaproblematikken (sonderende udtalelse)

40

2011/C 044/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om større udbredelse af elektriske køretøjer (sonderende udtalelse på anmodning af det belgiske formandskab)

47

2011/C 044/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om energifattigdom i forbindelse med liberaliseringen og den økonomiske krise (sonderende udtalelse)

53

2011/C 044/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om skabelse af en bæredygtig økonomi gennem ændring af vore forbrugsmønstre (initiativudtalelse)

57

2011/C 044/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbrugeroplysning (initiativudtalelse)

62

2011/C 044/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Lissabontraktatens indvirkning på det indre markeds funktion (initiativudtalelse)

68

2011/C 044/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om innovation inden for turisme: udarbejdelse af en strategi for en bæredygtig udvikling på øerne (initiativudtalelse)

75

2011/C 044/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om afgift på finansielle transaktioner (initiativudtalelse)

81

2011/C 044/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det indre markeds sociale dimension (initiativudtalelse)

90

2011/C 044/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om For en europæisk politik til sanering af sektoren for web offset og rotationsdybtryk i Europa (initiativudtalelse)

99

2011/C 044/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændringer og fremtidsudsigter i delsektoren for tekstiltjenesteydelser i Europa (initiativudtalelse)

105

2011/C 044/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af bæredygtige, grønne job af hensyn til EU's energi- og klimapakke (initiativudtalelse)

110

2011/C 044/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om styrkelse af effektiviteten af EU's energipolitik til fordel for små og mellemstore virksomheder og særligt mikrovirksomheder (initiativudtalelse)

118

2011/C 044/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's instrument for udviklingssamarbejde: det organiserede civilsamfunds og arbejdsmarkedsparternes rolle

123

2011/C 044/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvilken rolle og perspektiver for Afrikas socialøkonomi i udviklingssamarbejdet? (initiativudtalelse)

129

2011/C 044/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om europæiske teknologi-, industri- og videnskabsparker i tider med krisestyring, forberedelse af tiden efter krisen og perioden efter Lissabonstrategien (tillægsudtalelse)

136

 

III   Forberedende retsakter

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

464. plenarmøde den 14. og 15. juli 2010

2011/C 044/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester — KOM(2010) 179 endelig — 2010/0095 (COD)

142

2011/C 044/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens beretning — Beretning om konkurrencepolitikken 2008 — KOM(2009) 374 endelig

143

2011/C 044/25

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis — KOM(2009) 154 endelig — 2009/0157 (COD

148

2011/C 044/26

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Global miljø- og sikkerhedsovervågning (GMES) — Udfordringerne og de næste skridt i forbindelse med rumkomponenten — KOM(2009) 589 endelig

153

2011/C 044/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til nedbringelse af CO2-emissionerne fra lette køretøjer KOM(2009) 593 endelig — 2009/0173 (COD)

157

2011/C 044/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (Frontex) — KOM(2010) 61 endelig — 2010/0039 (COD)

162

2011/C 044/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning (EU) om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation — KOM(2010) 105 endelig/2 — 2010/0067 (CNS)

167

2011/C 044/30

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen — KOM(2010) 204 endelig — 2010/0110 (COD)

170

2011/C 044/31

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 861/2006 af 22. maj 2006 om EF-finansieringsforanstaltninger til gennemførelse af den fælles fiskeripolitik og havretten — KOM(2010) 145 endelig — 2010/0080 (COD)

171

2011/C 044/32

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Integrering af havovervågningen: En fælles ramme for informationsudveksling for EU's maritime område — KOM(2009) 538 endelig

173

2011/C 044/33

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Digitaliseringsdividenden som kilde til sociale goder og økonomisk vækst — KOM(2009) 586 endelig

178

2011/C 044/34

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om borgerinitiativer — KOM(2010) 119 endelig — 2010/0074 (COD)

182

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

464. plenarmøde den 14. og 15. juli 2010

11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af effektive partnerskaber i forvaltningen af samhørighedspolitikkens programmer baseret på god praksis i perioden 2007-2013 (sonderende udtalelse)

2011/C 44/01

Ordfører: Jan OLSSON

Den 23. februar 2009 besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg efter anmodning fra næstformand for Kommissionen, Margot Wallström, at afgive en sonderende udtalelse om:

Fremme af effektive partnerskaber i forvaltningen af samhørighedspolitikkens programmer baseret på god praksis i perioden 2007-2013

(sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 23. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling af 14. og 15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, med 141 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU er overbevist om, at ægte og dybe partnerskaber i høj grad gør EU's samhørighedspolitik mere effektiv og generelt mere vellykket. Partnerskab er et værktøj til skabelse af bæredygtig økonomisk og social udvikling: EU-midlerne kan hermed bedre spille ind på de lokale aktørers behov. EU bliver mere synlig og demokratiet styrkes. Et succesrigt partnerskab skal baseres på reel deltagelse på lang sigt, der giver private partnere lige muligheder for at spille en aktiv rolle sammen med de offentlige myndigheder. DER SKAL TO TIL EN TANGO.

1.2   Den nuværende lovgivning giver stadig for megen plads til nationale fortolkninger af begrebet partnerskab. En stramning af disse regler er nødvendig, især af artikel 11 i den generelle forordning 1083/2006. EØSU foreslår for fremtiden en række ændringer af formuleringen af denne artikel, således at der fastsættes minimumskrav til et partnerskab.

1.3   EØSU beklager, at Europa-Kommissionen i den senere tid har fokuseret mere på det proceduremæssige og dermed mindre på resultaterne. EØSU tror fast på en stærkere og meget mere proaktiv rolle for Kommissionen som vogter af partnerskabsprincippet. Sammen med medlemsstaterne, regionerne og civilsamfundet skal Kommissionen styrke formidlingen af princippet baseret på den åbne koordinationsmetode.

1.4   Vedvarende opbygning af partnernes kapacitet er afgørende: i alle operationelle programmer skal arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet have stillet tekniske bistandsressourcer til rådighed.

1.5   EØSU understreger, at globaltilskud er et meget effektivt instrument til at sikre partnernes reelle deltagelse – især små virksomheder og socialøkonomien – og alle medlemsstater bør derfor gøre flittigt bruge heraf såvel i EFS- og EFRU-programmerne.

1.6   EØSU går også ind for en tilbagevenden til mere enkle programmerfor fællesskabsinitiativ med sigte på social innovation og lokal udvikling.

1.7   I EU's samhørighedspolitik efter 2013 bør programmets struktur og regler lette gennemførelsen af partnerskabsprincippet. Dette er i tråd med Barca-rapporten, som fokuserer stærkt på sammenhængen mellem en »stedbaseret tilgang« og partnerskab, hvilket er særlig relevant for EFRU og bør indgå i Europa 2020-strategien.

1.8   For at sikre større inddragelse af civilsamfundet i alle faser af samhørighedspolitikken bør der fastlægges en kodeks for god praksis på europæisk plan efter aftale med de relevante europæiske partnere.

1.9   Forenkling er altafgørende for at øge den positive effekt af programmer især for projekter, der involverer mindre aktører. Overvågningen af projekterne skal rationaliseres. De finansielle udbetalinger til sådanne aktører skal lettes og fremskyndes yderligere gennem forskudsbetalinger og rettidige udbetalinger.

1.10   EØSU er helt klar over, at der ikke findes nogen universalløsning. Ikke desto mindre kan og skal god praksis formidles bredt. En sådan god praksis er blevet fastslået og beskrives i bilaget til denne udtalelse. EU-Kommissionen burde støtte dens formidling.

1.11   I de fleste medlemsstater spiller regionerne en central rolle i gennemførelsen af partnerskabsprincippet. EØSU foreslår derfor, at regioner, der ønsker at dele deres erfaring og formidle god praksis, etablerer et netværk af »regioner, der udmærker sig på partnerskabsområdet« og mener, at Regionsudvalget ville være en passende mentor for et sådant netværk.

2.   Indledning

2.1   I februar 2009 bad Kommissionen EØSU om en sonderende udtalelse om »Fremme af effektive partnerskaber i forvaltningen af samhørighedspolitikkens programmer baseret på god praksis i perioden 2007-2013«. Udtalelsen skulle også »bidrage til at forberede den fremtidige samhørighedspolitik«. EØSU blev bedt om især at undersøge forhold vedrørende partnerskab og civilsamfundets deltagelse i udviklingen af samhørighedspolitikken. Denne udtalelse dækker dog ikke »vertikale« partnerskaber inden for den offentlige sfære dvs. mellem Kommissionen, medlemsstaterne, lokale, regionale og andre offentlige myndigheder.

2.2   I forbindelse med udtalelsens udarbejdelse har man nydt godt af et snævert samarbejde med Kommissionens tjenestegrene. Ordføreren har udført et betydeligt feltarbejde med aktiv medvirken af EØSU's medlemmer, nationale økonomiske og sociale råd, arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer for at identificere og dokumentere eksempler på god praksis. Der blev afholdt høringer i Katowice, Porto og Schwerin, suppleret med studiebesøg i forskellige andre medlemsstater. Europa-Parlamentet og Regionsudvalget ydede også værdifuld hjælp.

3.   Partnerskabsprincippet og dets udvikling

3.1   Partnerskabsprincippet er et fundamentalt princip i EU's samhørighedspolitik. Dets tidligste rødder findes i Rom-traktaten fra 1957, hvor Den Europæiske Socialfond blev oprettet. Et nyt skridt blev taget i 1988, hvor princippet blev fastlagt som et fælles instrument for strukturfondene. I begyndelsen var partnerskabet kun rettet mod de traditionelle økonomiske og sociale aktører. Nu indbefatter det »ethvert andet relevant organ, der repræsenterer civilsamfundet, miljømæssige partnere, ikke-statslige organisationer og organer, der er ansvarlige for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder« (1). Denne udvikling afspejler EU's strategiske målsætning om god forvaltningsskik, som senest blev bekræftet i EU's vision for 2020.

3.1.1   Artikel 11 i den generelle forordning er central for fastlæggelsen af partnerskabsprincippets rækkevidde og anvendelsesområde Medlemsstaterne skal inddrage de relevante parter i programmeringens forskellige faser. Endvidere skal de udpege de mest repræsentative partnere på nationalt, regionalt og lokalt plan inden for økonomiske, sociale, miljømæssige og andre spørgsmål »efter nationale regler og praksis«. Hvert år konsulterer Kommissionen de organisationer, der repræsenterer de økonomiske og sociale partnere på europæisk plan.

3.2   Ifølge forordningen ydes der »globaltilskud«; forvaltningen af sådanne midler kan uddelegeres til andre organer, herunder også regionale udviklingsorganer eller ikke-statslige organisationer (art. 42).

3.2.1   Teknisk bistand kan ydes alle partnere, modtagere af fondsmidler og offentligheden. Bistanden indbefatter oplysningsvirksomhed, netværksarbejde, bevidstgørelse, fremme af samarbejde og erfaringsudveksling (art. 45-46).

3.3   Artikel 163 i TEUF og 104 i ovennævnte rådsforordning tillægger arbejdsmarkedsparterne en særlig rolle i forbindelse med Socialfonden. Kommissionen bistås i sin forvaltning af Socialfonden af en komite bestående af repræsentanter for regeringer, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

3.4   For Socialfonden beskrives partnerskab nærmere i forordning (EF) 1081/2006.

3.4.1   God forvaltningspraksis, partnerskab, kapacitetsopbygning og de indvundne erfaringer fra Equal-programmet fremhæves og skal fremmes ved, at man involverer arbejdsmarkedets parter og andre interessenter (præamblen og artikel 5).

3.4.2   Socialfonden skal fremme partnerskaber, pagter og initiativer gennem netværkssamarbejde mellem de berørte aktører som f.eks. arbejdsmarkedets parter og ikke-statslige organisationer på såvel transnationalt, nationalt, regionalt som lokalt plan (art. 3, stk. 1, litra e). Disse foranstaltninger skal underbygges af kapacitetsopbygning (art. 3, stk. 2, litra b).

3.4.3   ESF har den særlige opgave at styrke arbejdsmarkedsparterne og den sociale dialog i konvergensregionerne. Ngo'erne i særdeleshed bør spille en aktiv rolle i forbindelse med programmerne for social integration, ligestilling og lige muligheder (art. 5).

3.4.4   Innovative aktiviteter inden for partnerskaber bør tillægges særlig opmærksomhed (art. 7).

3.5   I modsætning til ESF-forordningen og ELFUL-forordningen, indeholder forordning (EF) 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ingen særlige bestemmelser om partnerskab. EØSU føler, at EFRU bør rette sit fokus mere på mindre virksomheder, innovation og lokal udvikling ved hjælp af instrumenter (f.eks. målrettede foranstaltninger, globaltilskud), der fremmer indgåelsen af partnerskaber.

4.   Partnerskab i praksis

4.1   De faktorer, der giver en vellykket og effektiv samhørighedspolitik, og som kan tilskrives partnerskabsprincippet, kan opsummeres som følger:

Forskellige synspunkter og viden indsamles for at belyse forholdene i marken.

Reaktionen på de kompetente myndigheders og parternes behov er bedre.

Ved at være synlig på lokalt plan kan indgrebene tilpasses bedre efter erhvervslivets, arbejdstagernes og borgernes behov.

Miljø, ligestilling og foranstaltninger til bekæmpelse af social udstødelse vil indtage en mere central plads i programmerne.

Merværdien ved integrerede politikker bliver mere synlig.

Partnerskab er et centralt instrument i det kollektive engagement og bidrager til at øge effektiviteten af de offentlige udgifter og de offentlige politikker.

Partnerne vil bringe EU's samhørighedspolitik tættere på borgerne.

4.2   Men et vellykket partnerskab er i stor grad afhængig af, om en tradition for høring og deltagelse er en del af den nationale og politiske kultur. Hvor dette er tilfældet, er partnerne mere involveret og i stand til at formulere og sågar gennemføre programmer og projekter.

4.3   Erfaringen viser, at som helhed synes gennemførelsen af partnerskabsprincippet at være blevet forbedret i årenes løb, selv om partnerne ikke er lige enige om vurderingen heraf. Væsentlige hindringer, der varierer fra land til land og undertiden også inden for landene, findes fortsat. Men i nogle medlemsstater er det civilsamfundets opfattelse, at der har været visse tilbageskridt sammenlignet med programmeringsperioden 2000-2006.

4.4   I de seneste år har Kommissionen mere end nogen sinde fokuseret på formaliteter og revisionskrav. Mindre virksomheder og organisationer har færre muligheder for at gennemføre projekter. Rimelige midler til støtte af små projekter er så godt som forsvundet. Programmer for fællesskabsinitiativer blevet afskaffet, og i de fleste medlemsstater er det ikke lykkedes at integrere dem.

4.5   Partnerskab anskues stadig på en formalistisk måde: ofte hersker der mistillid mellem myndighederne og partnerne, da de ikke har et fælles eller klart syn på formålet med deres partnerskab. Der er ikke nogen klar forståelse for, hvem der udgør det organiserede civilsamfund, og hvad dets rolle er. Dette underbygges af de uklare bestemmelser i forordningen og af myndighedernes opfattelse af partnerskabet som en yderligere byrde. Der rejses tvivl om partnernes legitimitet og repræsentativitet, og der opstår frygt for, at for vidtgående og tidkrævende høringer kan forhale gennemførelsen af programmerne.

4.6   Følgelig er høringsprocedurerne ofte utilstrækkelige, da de er for bureaukratiske, for tekniske og med for korte tidsfrister til partnerne. En stor informationskløft adskiller de kompetente myndigheder og partnerne. Ofte er partnerne kun delvist involveret i politikformuleringen og gennemførelsen heraf. Hvis partnerne ignoreres, betyder det, at der ikke lyttes til dem. Der er ligeledes modstand mod nytænkning og innovative ideer. De nuværende love og deres gennemførelse er ikke egnet til at fremme partnerskaber. Som følge heraf afskrækkes partnerne fra at deltage og engagere sig.

4.7   For at udfylde deres partnerrolle har mange socioøkonomiske aktører og ngo'er behov for passende viden, organisation, professionelle evner og finansielle ressourcer. Det er særlig vanskeligt for små organisationer at deltage fuldt ud.

4.8   En undersøgelse foretaget af BusinessEurope viser, at der er sket betydelige forbedringer i programperioden 2007-2013 sammenlignet med den foregående på grund af myndighedernes og arbejdsmarkedsparternes større erfaring, en mere åben debat samt bedre organiserede hørings- og gennemførelsesprocedurer. Engagementet er generelt mere tilfredsstillende på nationalt end på regionalt plan. Der er helt klart behov for forbedringer i medlemsstater, der tiltrådte EU for nylig, men det gælder også for EU-medlemsstater af længere dato. BusinessEurope understreger kløften mellem en kort høringsproces og lange forsinkelser i gennemførelsen af programmerne og kræver bedre feedback fra høringsprocessen.

4.9   UEAPME er tilhænger af en bundstyret »tænk småt først«-tilgang, tilpasset de lokale virksomheders og lokalsamfunds behov. Partnerskaber skal udvikles inden for rammerne af et forvaltningssystem, der omfatter mange niveauer og aktører. UEAPME understreger begrebet horisontal subsidiaritet som en succesfaktor: det drejer sig om at inddrage de socioøkonomiske partnere samtidig på europæisk, nationalt og lokalt plan. De administrative og finansielle regler skal forenkles, og der er behov for større forudbetalinger samt globaltilskud, som er meget effektive. Ifølge UEAPME er der regioner, hvor små virksomheder kun får 1-2 pct. af de disponible EU-midler. For at få adgang til midler skal SMV'er arbejde i partnerskab og via brancheorganisationer. Teknisk bistand er her uundværlig. UEAPME opfordrer Kommissionen til at offentliggøre et vademecum om, hvordan midlerne kan anvendes.

4.10   Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation mener ikke, at der er sket mange forbedringer i den sidste programperiode. Den kræver klare regler for definitionen af partnerskaber i forordningen og ønsker minimumskrav. Kvaliteten af partnerskabet afhænger meget af myndighedernes vilje til at gennemføre princippet. EFS er enig i, at nationale og regionale partnerskaber fungerer bedre end lokale partnerskaber. Det er vigtigt at udveksle erfaringer. Programmerne for interregionalt samarbejde skal udbygges, især ved, at man inddrager tværregionale fagforeningsråd. Samarbejdsorganisationen har offentliggjort en håndbog baseret på sine medlemmers praktiske erfaringer med, hvordan fagforeninger kan samarbejde med strukturfonden.

4.11   I februar 2010 offentliggjorde de europæiske arbejdsmarkedsparter (EFS, BusinessEurope, CEEP) en fælles rapport om Socialfonden. Den vigtigste konklusion er, at kapacitetsopbygning er afgørende for at forbedre fondens effektivitet. Andre hindringer er den stramme administration og visse medlemsstaters ringe forståelse for partnerskaber. Arbejdsmarkedsparterne kræver et stærkere partnerskab mellem sig selv og de regionale/lokale myndigheder.

4.12   Det europæiske netværk mod fattigdom (EAPN) mener, at høringen bør være bred og indgående, dække forskellige organisationstyper og anvende en mangfoldighed af metoder. Deltagelsesomkostningerne skal dækkes, og møder afholdes rimelig hyppigt. For netværket er det vigtigt, at man i ESF tager ved lære af erfaringerne med Equal og lægger vægt på principperne om innovation, partnerskab, inddragelse af ligestillingsaspektet og den tværnationale dimension. Der bør gives mere plads til små projekter, som det var tilfældet i den foregående programperiode.

4.13   ECAS (European Citizen Action Service) foreslår, at medlemsstaterne og regionerne udarbejder en plan for informationsformidling, høring og deltagelse, som dækker samtlige faser af programmerne og deres projekter. Disse planer skal offentliggøres og evalueres inden for rammerne af forvaltning og partnerskab på flere myndighedsniveauer med deltagelse af lokale ledere. Ifølge ECAS bør regioner, der ønsker at indtage en ledende rolle i udvekslingen af erfaringer, etablere et praksisorienteret fællesskab.

4.14   I en rapport fra 2008 offentliggjort af CpKP (Centre for Community Organising) i Tjekkiet analyserede ngo'er fra Central- og Østeuropa gennem deres team af SF (Sustainable Future) platform-partnerskaber i seks lande (Bulgarien, Ungarn, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet) og konkluderede, at ngo'ernes begrænsede kapacitet er hovedproblemet. CpKP fandt også, at den politiske støtte til partnerskaber er ringe. Ngo'er har behov for teknisk bistand under programmerne for at uddanne deres eksperter og ledere. Denne støtte anvendes hyppigst direkte af de offentlige myndigheder. Udvælgelsen af deltagere i overvågningsudvalg og andre organer bør ske med større omhu.

4.15   En rapport fra Europa-Parlamentet (2) baseret på case studies viser, at det er vigtigt at flytte forvaltningen til lavere territoriale niveauer samt at skabe formidlende platforme eller koordineringsorganer og uformelle netværk. Den anbefaler også at mindske programmernes kompleksitet. Gennem specifikke foranstaltninger som strategiske diskussioner, grænseoverskridende aktioner, støttestrukturer, formidling af god praksis bør man organisere politikoplæring og kapacitetsopbygning.

5.   Generelle betragtninger

5.1   EØSU er overbevist om, at ægte og vidtgående partnerskaber vil føre til en mere målrettet og effektiv anvendelse af strukturfondene og dermed til succesrige projekter, hvilket det også har fremført gentagne gange i tidligere udtalelser. Partnerskaber skal baseres på reel deltagelse på lang sigt, der giver private partnere lige muligheder for at spille en aktiv rolle sammen med de offentlige myndigheder. Ægte partnerskaber vil skabe en win-win situation for alle.

5.2   Den enkelte borger bør indtage en central plads i fællesskabspolitikken. Derfor skal partnerskaber inden for rammerne af strukturfondene afspejle en bundstyret tilgang og give alle borgere og deres organisationer mulighed for at blive involveret i samhørighedspolitikken og de projekter, den finansierer. Når partnerskabsprincippet er en integrerende del af programmeringen og gennemførelsen, fører det til det organiserede civilsamfunds aktive deltagelse i gennemførelsen af samhørighedspolitikken, hvorved demokratiet styrkes.

5.3   Det er en reel læringsproces at skabe en ægte partnerskabskultur. Det drejer sig om kvalificering af partnerne og om at skabe lige muligheder for alle for at deltage i alle faser af samhørighedspolitikkens gennemførelse. Erfaringen viser, at ressourcer til kapacitetsopbygning har haft en afgørende indflydelse på partnerskabernes effektivitet. Derfor skal sådanne ressourcer anvendes på alle partnere såvel private som offentlige og i alle operationelle programmer – ikke kun i konvergensregionerne. Der er i høj grad behov for yderligere »gensidig uddannelse« af offentlige og private partnere.

5.4   Der er en skævhed mellem partnere med hensyn til indflydelse og magt, adgang til information, finansielle ressourcer, faglig kapacitet osv. I perioden efter 2013 er der et stort behov for at skabe en ramme, der vil skabe en ny balance mellem de offentlige myndigheder og den private sektor via en forvaltningsmodel, som er baseret på partnerskabsprincippet, og hvor såvel den regionale og lokale dimension som de private sociale og økonomiske aktører er hjørnestenene.

5.5   Alle private og offentlige partnere skal nære tillid til hinanden og tilsidesætte deres egeninteresser. Dette vil kræve en mentalitetsændring. Det er nødvendigt med en ny dialogkultur baseret på »tænk småt først«, som opfylder behovene hos lokale virksomheder og organisationer. Offentlige myndigheder skal være åbne over for det leverede input. Private partnere skal engageres. Dette engagement kan stimuleres ved at tillade mere privat medfinansiering i projekterne. Partnernes inddragelse skal tilstræbes på et tidligt tidspunkt for at sætte dem i stand til at spille en afgørende og konstruktiv rolle.

5.6   Som centrale socioøkonomiske aktører skal arbejdsmarkedets parter involveres tillige med organisationer inden for socialøkonomien og ngo'er. Det er væsentligt at tilskynde til pluralisme ved også at inddrage små innovative virksomheder, organisationer og andre aktører, som kan blive fremtidens hovedpersoner. Partnerskabet skal dog også gøres fleksibelt og afstemmes efter de specifikke behov i forbindelse med de forskellige programmer.

5.7   Som nævnt ovenfor bestemmer den politiske kultur, traditioner og erfaring, hvordan partnerskabsprincippet gennemføres i praksis i medlemsstaterne. Da der er stor forskel på disse inden for en union af 27 medlemsstater, findes der ikke nogen homogen model, der svarer til alle sammenhænge. Derfor skal der udveksles erfaringer i en gensidig læringsproces. Alle aktører har et fælles ansvar for at udbrede god praksis og dermed gøre anvendelsen af midlerne mere effektiv.

5.8   Ansvar, rettigheder og forpligtelser inden for partnerskabet er forskellige alt efter partnernes respektive roller og status. Dette er især tilfældet, når retten til deltagelse stilles over for beslutningskompetencen over budgetterne. Alligevel kan denne modsætning overvindes, hvis alle partnere forfølger en konsensusbaseret tilgang til strategi og finansiering.

5.9   I den nuværende forordning er det medlemsstaterne, der administrerer anvendelsen af partnerskabsprincippet i henhold til nationale regler og praksis. Som EØSU ser det, er der et stærkt og presserende behov for at fastlægge europæiske minimumskrav til, hvordan man tilrettelægger et partnerskab af høj standard. EØSU føler derfor, at EFRU bør rette sit fokus mere på mindre virksomheder, innovation og lokal udvikling og anvende instrumenter, der fremmer og gavner partnerskaber, herunder målrettede foranstaltninger, globaltilskud osv.

5.10   Programmering i almindelighed kan og skal reformeres for at styrke partnerskabet. Dette vil ske, ved at man gør programmerne mere strømlinede og problemorienterede med hensyn til mål og rækkevidde (f.eks. geografisk område, sektor, opgave).

5.11   At programstrukturerne er direkte bestemmende for udsigterne til et vellykket partnerskab fremgik tydeligt af EF-initiativer som Equal og Urban II, hvor partnerskab var et udtrykkeligt krav. At disse initiativer blev afskaffet kan ses som et tilbageskridt for partnerskabsprincippet i forhold til programperioden 2000-2006. Mange medlemsstater har undladt at integrere Equal-erfaringerne i den nuværende programperiode til trods for, at en sådan bestemmelse findes i Socialfondsforordningen.

5.12   Leader, der var rettet mod landdistrikterne, var fra starten af en forløber for iværksættelsen af partnerskabsprincippet. Selv om det ikke længere er et fællesskabsinitiativ, bør det bemærkes, at Leader-metoden er fuldt indarbejdet som et obligatorisk omdrejningspunkt for programmerne for udvikling af landdistrikterne i den nuværende periode takket være både initiativets succes og de strengere bestemmelser i artikel 6 i ELFUL-forordningen (EF) 1698/2005. Dens mål er at involvere og mobilisere lokale aktører ved at skabe territoriale alliancer for endogen lokal udvikling. Etableringen af et lokalt partnerskab kendt som en »lokal aktionsgruppe« (LAG) er et originalt træk. I beslutningsprocessen på lokalt plan er de socioøkonomiske partnere og civilsamfundet i flertal. Leader støttes af nationale netværk i landdistrikterne, der består af et bredt partnerskab, der er bindeled mellem de lokale projekter og det nationale og europæiske plan.

5.13   EØSU beklager, at Kommissionens rolle i den senere tid har antaget mere proceduremæssig og formel karakter, hvor der fokuseres mere på revision og mindre på reelle resultater. EØSU understreger, at Kommissionen bør engagere sig kraftigere og være mere proaktiv i gennemførelsen af partnerskabsprincippet. Kommissionen bør vende tilbage til filosofien i samhørighedspolitikken og ændre sin rolle fra at være simpel observatør til at være en ægte og engageret »partner«.

5.14   EØSU har konstateret, at komplekse administrative og finansielle procedurer i forbindelse med programmer og projekter under strukturfondene har en lammende, demotiverende og endog afskrækkende effekt på især små og mellemstore virksomheder, mikrovirksomheder og organisationer inden for socialøkonomien, når det gælder udnyttelse af strukturfondene. Forenkling af sådanne procedurer på såvel europæisk som nationalt plan såvel som fremskyndelsen af udbetalinger er derfor ifølge EØSU en logisk følge af behovet for at nå frem til et vellykket partnerskab. Det kræver en umiddelbar løsning.

5.15   Globaltilskuddene har vist sig at være særdeles effektive til at bringe forvaltningen af fondene tættere på brugerne og deres behov. Sådanne tilskud har været medvirkende til at finansiere små projekter. EØSU beklager, at dette system er blevet kraftigt beskåret i den nuværende runde sammenlignet med perioden 2000-2006. Det taler for, at alle medlemsstater gør udstrakt brug af globaltilskud i begge fonde, hvor støttemodtagerne opnår fuldt ejerskab for at frigøre SMV'ernes og socialøkonomiens enorme potentiale.

5.16   Et stærkere og mere vidtrækkende engagement fra Den Europæiske Investeringsbanks side ville være en velkommen tilføjelse i denne forbindelse. EØSU slår endvidere til lyd for en udbygning af Jeremie-programmet for at stimulere støtten til små virksomheder og deres organisationer.

5.17   EØSU gentager sit krav om at integrere og koordinere alle fonde, der er forbundet med EU's samhørighedspolitik herunder også ELFUL og Fiskerifonden i særskilte operationelle programmer. En sådan integration vil fremme effektive partnerskaber, da partnere generelt har et holistisk syn på udvikling. EØSU mener, at det også er relevant aktivt at tilstræbe en integration med de nationale politikker, hvorved man i dobbelt forstand drager fordel af en integreret tilgang på europæisk og nationalt plan.

5.18   Dette krav ligger helt på linje med Barca-rapporten fra april 2009 (3), som understreger betydningen af partnerskaber med det organiserede civilsamfund for at give den territoriale dimension i samhørighedspolitikken en central rolle i den europæiske integration. Partnerskab er centralt for en effektiv og god anvendelse af midler. Rapporten understreger behovet for at mobilisere lokale aktører i regionerne og at inddrage borgerne takket være en offentlig debat. Barca foreslår, at der bør gennemføres en ægte strategisk debat i 2010-2012 med deltagelse af civilsamfundet forud for den fremtidige samhørighedspolitik efter 2013.

6.   Europæiske initiativer til forbedringer

6.1   EØSU anfører, at en række obligatoriske og frivillige tiltag på europæisk og nationalt plan er nødvendige for at forbedre og styrke partnerskaber inden for strukturfondene og udbrede, hvad der opfattes som god praksis inden for partnerskab til alle medlemsstater. EØSU opfordrer til, at de forskellige EU-forordninger ændres. Endvidere er der behov for en kodeks for god praksis, der er knyttet til mere vidtgående retningslinjer fra Kommissionens side.

6.2   EØSU foreslår, at artikel 11, som fastlægger partnerskabsforanstaltninger i den nuværende generelle forordning 1083/2006, revideres som følger til brug i en fremtidig ny forordning (en konsolideret tekst med alle foreslåede ændringer fremgår af bilag 1).

6.2.1

Efter formuleringen »efter gældende nationale regler og national praksis« i afsnit 1 bør indføjes følgende »efter aftale med de relevante partnere«. Kun ved at nå til enighed med partnerne om partnerskabets karakter kan processen legitimeres fuldt ud og føre til flere vellykkede projekter. EØSU tilslutter sig de bestemmelser, ESF-udvalget allerede har truffet, for at afgøre, hvem de relevante partnere er. Denne særlige bestemmelse bør finde anvendelse på samtlige strukturfonde.

6.2.2

Artikel 11 bør ligeledes afspejle den ide, at gennemførelsen af partnerskabsprincippet skal overvåges i fællesskab af Kommissionen, medlemsstaterne og det organiserede civilsamfund. Den åbne koordinationsmetode er et glimrende forbillede for dette. Kommissionen - i samarbejde med medlemsstaterne – fastsætter målsætninger, indikatorer og retningslinjer samt benchmarks og udveksler god praksis og peer-evalueringer.

6.2.3

Lissabon-traktaten anerkender den åbne koordinationsmetode, som findes i artikel 149, 153, 156, 168, 173 og 181 i TEUF. Derfor foreslår EØSU at indføje en lignende formulering i artikel 11: »Kommissionen kan i nær kontakt med medlemsstaterne tage initiativer, der sigter på at opstille retningslinjer og indikatorer, foranstalte udveksling af bedste praksis og forberede de nødvendige elementer for periodisk overvågning og evaluering«. De store europæiske organisationer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, bør også deltage.

6.2.4

Høringen af arbejdsmarkedets parter på europæisk plan »bør foregå mindst to gange om året« og også omfatte berørte og repræsentative organisationer, der nævnes i artikel 11, stk. 1, litra c) tillige med organisationer for udvikling af landdistrikterne for at skabe en tilknytning til ELFUL. Sådanne høringer bør afholdes allerede nu som led i en ægte strategisk debat på europæisk plan forud for den fremtidige samhørighedspolitik efter 2013 (jf. Barca).

6.2.5

Ligeledes foreslår EØSU, at man forbedrer de specifikke høringsprocesser for hver fond på EU-plan. Uden at begrænse arbejdsmarkedsparternes privilegerede rolle bør socialfondsudvalget efter behørig høring indvælge et begrænset antal observatører fra andre repræsentative interessentorganisationer.

6.2.6

EØSU plæderer kraftigt for, at EFRU- og ELFUL-forordningerne ændres for at tage højde for det begreb, der er udviklet i strukturfondsforordningens artikel 5 om »god forvaltningspraksis og partnerskab«. Udvalget foreslår desuden, at et partnerskabsudvalg indgår i den nye EFRU-forordning.

6.2.7

EØSU understreger især, at der skal »afsættes passende midler til kapacitetsopbygning, der er åben for alle private partnere« og foreslår derfor, at der som en rettesnor afsættes 10 % af budgettet til teknisk bistand til kapacitetsopbygning og læring inden for alle operationelle programmer. Europæisk uddannelse, der gavner det nationale niveau og dermed også letter udvekslingen af erfaringer og god praksis, bør også støttes.

6.3   For at opnå den nødvendige forenkling mener EØSU, at revisionen af og kontrollen med projekter skal rationaliseres. Betalinger, finansielle garantier og forskudsbetalinger skal tilpasses støttemodtagernes behov og fremskyndes, navnlig når der er tale om små aktører. Til trods for den række forbedringer, Kommissionen foreslog i 2009, er de nuværende muligheder for forskudsbetaling stort set utilstrækkelige.

6.4   Med henblik på at opfylde visse minimumskrav for at opnå en høj standard for partnerskab foreslår EØSU, at Kommissionen sammen med repræsentanter for de partnerkategorier, der nævnes i artikel 11 udarbejder en »kodeks for god praksis« vedrørende udøvelsen af partnerskabsprincippet baseret på følgende retningslinjer:

Fra starten skal de relevante offentlige og private partnere fastlægge en plan for information/høring/aktiv medinddragelse i forbindelse med programlægningen, gennemførelsen og evalueringen med klare målsætninger og en køreplan.

De kompetente myndigheder skal redegøre for, hvordan de har taget hensyn til partnerskabsprincippet i deres forslag og rapporter. Partnernes synspunkter skal dokumenteres klart og åbent.

Partnerskabet skal have ansvaret for fastlæggelsen af procedurerne for valget af deres egne medlemmer af forvaltningsudvalgene (FU) og andre rådgivende organer oprettet inden for rammerne af strukturfondene. Udvælgelsen bør være baseret på kriterierne interesse, repræsentativitet og åbenhed over for nye, engagerede og innovative aktører.

Alle partnere skal i alle operationelle programmer tilbydes teknisk bistand til kapacitetsopbygning, koordinering og repræsentation. Partnerne selv skal formulere og forvalte sådanne projekter.

Partnerskabet skal fra starten være involveret i fastlæggelsen af kriterier for valget af projekter.

Partnerskab skal være et kriterium for projekter finansieret af fondene.

Tværnationale partnerskaber bør fremmes.

Der skal fastlægges indikatorer for effektiv forvaltning set ud fra støttemodtagernes synspunkt.

Der bør gennemføres en forenkling af procedurerne og kontrolforanstaltningerne.

Udbetalinger til støttemodtagerne skal fremskyndes.

Forvaltningsudvalgene og andre relevante organer i tilknytning til de nationale strategiske referencerammer skal drøfte de langsigtede strategier.

6.5   Når de operationelle programmer revideresvæsentligt i programperioden, skal partnerskabsprincippet overholdes nøje og fremhæves.

6.6   EØSU foreslår, at regioner, der ønsker at dele deres erfaring og formidle god praksis, etablerer et netværk af »regioner der udmærker sig på partnerskabsområdet«. Spiren til et sådant netværk findes allerede (4). For at støtte et sådant initiativ foreslår EØSU en fælles indsats med Regionsudvalget og Kommissionen. Regionsudvalget kunne faktisk være en passende mentor for et sådant netværk.

6.7   Sluttelig foreslår EØSU, at Kommissionen leder etableringen af en arbejdsgruppe bestående af alle relevante partnere på europæisk plan med henblik på at fremme partnerskabsprincippet ud fra forskellige perspektiver og påpeger også, at reglerne om statsstøtte og offentlige indkøb ikke bør have en negativ indvirkning på partnerskabet.

7.   God praksis

7.1   Under udarbejdelsen af denne udtalelse har man indkredset god praksis ud fra de , ikke de offentlige myndigheders, inddragelse og rolle. De eksempler, der kort nævnes i et separat bilag, er kun et udsnit. Der er afgjort flere.

7.2   God praksis er blevet vurderet ud fra fire synsvinkler: adgang til partnerskab, partnernes medindflydelse, besluttende partnerskaber og målrettede partnerskaber.

7.3   God praksis inden for et af områderne betyder ikke nødvendigvis udbredt god praksis. På den anden side kan god praksis inden for et område også være det inden for et andet eller flere områder. Der er visse tilfælde, der burde fremhæves specielt som f.eks. den systematiske tilgang til partnerskab i hele England, det vellykkede program for fred og forsoning i Nordirland, hvor lokale partnerskaber og græsrodsengagement er centrale faktorer, partnerskabsforvaltningen af alle fonde (herunder også ELFUL) i forbindelse med et integreret udviklingsprojekt i Mecklenburg-Vorpommern (Tyskland), den unikke civilsamfundsforvaltning (Fundación ONCE og andre) af et operationelt program under strukturfonden (Spanien) og strukturen til støtte af den tredje sektor i Wales (3-SET).

7.4   Alle fire aspekter af god praksis kan ses i visse interessante tilfælde, hvor strukturfonde tager eksplicit sigte på at imødekomme behovene hos lokale aktører: det innovative partnerskab (fagforeninger/ kooperativer/ banker), der forvalter globaltilskuddet Esprit i Toscana (Italien), den strategiske og øgede anvendelse af globaltilskud i Poitou-Charentes (Frankrig), de østrigske lokale beskæftigelsespagter og den decentrale forvaltning af Socialfonden i Baden-Württemberg (Tyskland). De lokale aktionsgrupper inden for Leader bør også nævnes i denne sammenhæng.

7.5   En dynamisk forbedring og udvikling af partnerskabsprincippet er også god praksis. Et eksempel herpå er Polen, hvor decentral forvaltning i form af arbejdsgrupper, hvor partnerne spiller en afgørende rolle, bør fremhæves. Den nationale rammeaftale (Protocollo d'Intesa) om partnerskabsregler i Italien samt dets opfølgning i nogle regioner f.eks. i Puglia er gode intentioner, der bør følges op.

7.6   EØSU konstaterer, at generelt er de nationale og/eller regionale økonomiske og sociale råd kun delvist involveret bortset fra det italienske CNEL, som spiller en væsentlig rolle i den regionalpolitiske beslutnings- og evalueringsproces i Mezzogiorno (Syditalien). Rådene f.eks. i Portugal, Frankrig (regionalt plan) og Malta deltager i programlægningsfasen.

7.7   Adgang rejser spørgsmålet om, hvilke partnere vælges og hvordan. Transparente og legitime procedurer er nødvendig for at definere partnerne. Udvælgelsen rejser normalt ikke problemer i forhold til arbejdsmarkedsparterne, men snarere med ngo-sektoren og især i spørgsmålet om, hvordan man inddrager sårbare og marginaliserede grupper, f.eks. handicappede, tidligere indsatte, Romaer og andre etniske minoriteter.

7.7.1   At overlade ansvaret for udvælgelsen til det organiserede civilsamfund er god praksis. Man finder et interessant eksempel herpå i Tjekkiet (valgsystemet).

7.8   Der er fundet flere interessante eksempler på kapacitetsopbygning og ansvarliggørelse af partnerskaber f.eks.:

uddannelse i at føre social dialog (f.eks. Tjekkiet)

opbygning af professionel kapacitet i partnerorganisationer (Mezzogiorno, Tyskland, Spanien, Poitou-Charentes, Slovenien)

skabelse af specifikke videncentre eller observationsorganer (»Kompetenzstellen« i Tyskland, 3-SET i Wales)

udarbejdelse af manualer og retningslinjer for partnerskabets organisation på nationalt (f.eks. DGB Brandenburg, Tyskland) og europæisk plan (ETUC, EAPN, Bankwatch).

7.9   I visse tilfælde er den reelle beslutningsmyndighed over, hvilke projekter der skal finansieres, blevet overdraget til organisationer inden for partnerskabet. Globaltilskud er blot et eksempel (Italien, UK, Frankrig). Den svenske model (Västra Götaland og andre strukturfondspartnerskaber) og det ovennævnte operationelle program Fundación ONCE er andre.

7.10   Nogle få programmer er nøje målrettede (geografisk, grupper, sektorer, samfund, specifikke opgaver osv.) og dermed også normalt tæt knyttet til en specifik gruppe af partnere, der har den reelle beslutningsmyndighed. Peace-programmet i Nordirland tillige med vækstforaene (Danmark) og de lokale initiativer nævnt tidligere i pkt. 7.4 tilhører denne gruppe af eksempler på god praksis.

8.   Foreslåede ændringer af den nuværende artikel 11 i Rådets forordning nr. 1083/2006:

Artikel 11

Partnerskab

1.   Fondenes mål søges virkeliggjort inden for rammerne af et tæt samarbejde (i det følgende benævnt »partnerskab«) mellem Kommissionen og hver enkelt medlemsstat. Hver medlemsstat tilrettelægger, , et partnerskab med myndigheder og organer såsom:

a)

de kompetente regionale og lokale myndigheder, bymyndigheder og andre offentlige myndigheder

b)

arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer

c)

ethvert andet relevant organ, der repræsenterer civilsamfundet, miljøpartnere, ikke-statslige organisationer og organer, som er ansvarlige for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

Hver medlemsstat udpeger de mest repræsentative partnere på nationalt, regionalt og lokalt plan og i de økonomiske og sociale kredse, miljøkredse eller andre kredse (i det følgende benævnt »partnere«) efter nationale regler og national praksis og under hensyn til, at det er nødvendigt at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og bæredygtig udvikling ved integrering af krav om beskyttelse og forbedring af miljøet.

2.   Partnerskabet gennemføres i fuld overensstemmelse med de enkelte partnerkategoriers respektive institutionelle, retlige og finansielle beføjelser, jf. stk. 1. Partnerskabet omfatter udarbejdelse, gennemførelse, overvågning og evaluering af de operationelle programmer. Medlemsstaterne inddrager , hver enkelt af de relevante partnere og især regionerne i de forskellige programmeringsfaser den under overholdelse af den frist, der er fastsat for hver fase.

3.   Kommissionen hører de organisationer, der repræsenterer parter på europæisk plan, om fondenes interventioner.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. artikel 11 i Rådets forordning (EF) 1083/2006 om strukturfondene.

(2)  »Forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og projektplan inden for regionalpolitik«, ordfører Jean-Marie Beaupuy, afstemning i Europa-Parlamentet den 21. oktober 2008.

(3)  An Agenda for a Reformed Cohesion Policy. A Place Based Approach to meeting European Union Challenges and expectations – maj 2009.

(4)  F.eks Reves (partnerskab regionale/lokale myndigheder og socialøkonomien), Bankwatch Network, IQ net (regionale forvaltningsmyndigheder og forskning), ECAS-initiativet og Community of Practice med medvirken af forvaltningsmyndigheder for ESF.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/10


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om virkningerne af befolkningsaldringen på sundheds- og socialsystemerne (sonderende udtalelse)

2011/C 44/02

Ordfører: Renate HEINISCH

Ved skrivelse af 18. september 2009 anmodede Kommissionens næstformand Margot Wallström under henvisning til EF-traktatens artikel 262 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Virkningerne af befolkningsaldringen på sundheds- og socialsystemerne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 15. juli 2010, følgende udtalelse med 89 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Henstillinger

1.1   For at håndtere »virkningerne af befolkningsaldringen på sundheds- og socialsystemerne« er følgende foranstaltninger nødvendige ifølge EØSU:

1.1.1

På nationalt plan:

forankring af »sund aldring« som tværgående tema,

styrkelse af forebyggelse, sundhedsfremme og sundhedsoplysning i alle aldersgrupper,

forbedring af kvaliteten af sundheds- og plejeydelser til ældre,

inddragelse af palliativ behandling i plejeydelserne,

udvikling og tilpasning af behandlingsformer, der imødekommer ældres behov, idet ældre mennesker samtidig bør inddrages i kliniske undersøgelser og co-morbiditetsundersøgelser,

udvikling af hospitaler og plejeinstitutioner samt alternative boliger, der imødekommer ældres behov,

vurdering og evaluering gennem Health Technology Assessment (HTA) af telepleje (telecare) og teknologiske løsninger, herunder intelligente omgivelser (Ambient Assisted Living - AAL) og andre sundhedsteknologier, hvis formål er at støtte et selvstændigt liv og forbedre effektiviteten og kvaliteten af plejen til ældre,

oprettelse af en omfattende og decentral infrastruktur nær bopælen, således at der er mulighed for en direkte kontakt mellem de ældre og medlemmerne i sundhedssektoren (»afinstitutionalisering«),

støtte til samtlige berørtes regionale og lokale netværk med henblik på gennemførelse af målsætningen »sundhed og alder«,

forpligtelse til at sikre pleje til ældre (f.eks. plejeforsikring) via national lovgivning,

åbning af de nationale sundheds- og socialsystemer for modelforsøg med efterfølgende evaluering med henblik på at skabe et dynamisk samspil mellem systemerne,

smidiggørelse af systemerne med henblik på medfinansiering og tillægsforsikring,

udarbejdelse og gennemførelse af nationale strategier og politikker for livslang læring på nationalt, regionalt og kommunalt plan,

muligheder for at kombinere familie, job og pleje,

styrkelse af det frivillige arbejde,

anerkendelse af plejepersoners værdi og behov.

1.1.2

På europæisk plan:

udarbejdelse af en handlingsplan for sund og værdig aldring i henhold til konklusionerne fra mødet i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 30. november 2009,

prioritering af emnet »aktiv, sund og værdig aldring« i EUROPA 2020-strategien,

harmonisering af terminologi, definitioner, evalueringsværktøjer, vejledninger, kriterier, fremgangsmåder mv. Det er nu 20 år siden, at problemet dukkede op for første gang, men der er stadig ikke gjort nævneværdige fremskridt,

fokus på prioritering af aktiv, sund og værdig aldring i de europæiske år 2010 (det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse), 2011 (det europæiske år for frivilligt arbejde) og 2012 (det europæiske år for aktiv og sund aldring og solidaritet mellem generationerne) samt under de pågældende rådsformandskaber,

inddragelse af de demografiske ændringer i Kommissionens fælles forskningsprogrammer (Joint Programming),

udarbejdelse af et europæisk charter om rettigheder for personer med behov for hjælp og pleje,

oprettelse af en særlig arbejdsgruppe på tværs af Kommissionens tjenestegrene om »alder og sundhed« (herunder »sundhedsydelser, pleje, pension og finansiel bæredygtighed«),

inden for EØSU oprettelse af »en rundbordsdialog«, en »kategori« eller en »permanent studiegruppe« inden for »aktiv, sund og værdig aldring i dialog mellem generationerne« med det formål at udarbejde en tværfaglig strategi på området,

inddragelse af gerontologi og demografiforskning som prioritet inden for det ottende rammeprogram om forskning,

oprettelse af et projekt med emnet »ældre mennesker og videnformidling« inden for programmet »videnskab og samfund«,

udarbejdelse af en liste over og sammenligning af medlemsstaternes sundhedsmål og disses forpligtelsesgrad,

støtte til medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af ovennævnte foranstaltninger via midler fra struktur- og samhørighedsfondene og i kraft af den åbne koordineringsmetode,

fremme af udveksling af god praksis vedrørende skræddersyede IKT-løsninger, for eksempel inden for rammerne af Interregprogrammet med støtte fra strukturfondene,

støtte til Health Technology Assessments med deltagelse af flere stater med det formål at evaluere nye IKT-løsninger på ældre menneskers plejebehov,

løbende bevidstgørelse om livslang læring og udveksling og koordinering af europæiske uddannelses- og videreuddannelsesprogrammer med fokus på »alder og sundhed«: Fra livslang læring til »lær at leve længe« (Learning for a long life),

skabelse af et nyt billede af alderdom – også i medierne,

udarbejdelse af europæiske retningslinjer vedrørende mulighederne for at kombinere familie, job og pleje.

2.   Generelle bemærkninger

2.1   Indledning

2.1.1   På grund af den stigende gennemsnitlige forventede levealder bliver befolkningerne i EU ældre. Det fremgår af Eurostats prognoser, at andelen af personer over 65 år vil stige fra 17,1 % af den samlede befolkning i 2008 til 30 % i 2060. Forholdet mellem personer i den erhvervsaktive alder (15-64 år) og personer over 65 år vil i gennemsnit ændres fra i dag at udgøre 4:1 og til i 2050 at udgøre 2:1.

2.1.2   Mellem 2026 og 2030 vil en stor del af den erhvervsaktive befolkning forlade arbejdsmarkedet. Herved øges det antal, som ikke er i arbejde set i forhold til antallet af erhvervsaktive, samtidig med at fødselsraten falder.

2.1.3   I Kommissionens seneste meddelelse (1) slås det fast, at regeringerne kun har en kort tidsramme til at gennemføre foranstaltninger med henblik på at løse de problemer, der er forbundet med den demografiske aldring, inden de store årgange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. I den forbindelse anmodede Kommissionen den 18. september 2009 EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse med henblik på at undersøge, hvordan medlemsstaternes bestræbelser på at løse dette problem gennem fællesskabsinitiativer på sundhedsområdet kan støttes. Den foreliggende udtalelse er støttet på en række tidligere udtalelser fra EØSU (2).

2.1.4   Dagsordenerne for Den Tjekkiske Republiks (første halvår 2009), Sveriges (andet halvår 2009) og Spaniens formandskaber (første halvår 2010) prioriterer bl.a. en sund, værdig og aktiv aldring.

2.1.5   Samfundet og de ansvarlige på sundhedsområdet skal skabe et nyt billede af alderdommen, der tager højde for den demografiske ændring og de ældres værdighed.

2.1.6   Det er ikke befolkningsaldringen i sig selv, der skaber større udgifter, men derimod en usund aldring, hvorfor det i denne udtalelse hovedsagelig henstilles at træffe foranstaltninger, der kan sikre en sund aldring.

2.2   Videreudvikling og innovation inden for sundheds- og socialsystemerne samt sundhedsydelserne

2.2.1   Den demografiske udvikling nødvendiggør videreudvikling af sundheds- og socialsystemerne, sundhedsydelserne og andre ydelser, hvad angår ydelsernes tilrettelæggelse og kapacitet i) med henblik på at leve op til de ældres behov, ii) med henblik på at sikre, at alle personer med behov for pleje modtager de ydelser, som de har brug for for at kunne bevare deres autonomi og værdighed, og iii) med henblik på at sikre den samme adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet (herunder sundhedsfremme, forebyggelse, behandling, rehabilitering og palliativ pleje) for alle befolkningsgrupper uafhængigt af alder, køn, finansiel situation og bopæl.

2.2.2   I denne sammenhæng er det ikke kun nødvendigt at se på ældres behov inden for sundheds- og socialsystemerne, men også på de ældres muligheder for rettidigt og forebyggende at påtage sig et eget ansvar for deres aldring, dvs. der skal ses på samfundets krav til de ældre.

2.2.3   EU bør udarbejde en liste over og sammenligne medlemsstaternes sundhedsmål (3) og disses forpligtelsesgrad med henblik på at støtte sundhedsydelserne og langtidsplejen til alle ældre i kraft af EU's politikker. Der bør ligeledes udarbejdes en statusrapport for, i hvilket omfang forebyggelse og sundhedsfremme allerede indgår i sundhedssystemerne.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Områder, der skal tages særligt hensyn til

3.1.1   Forebyggelse

3.1.1.1   Menneskets aldringsproces starter ved fødslen. Derfor er det vigtigt, at livsbetingelserne så vidt muligt hele livet igennem forbliver gode. Det er vigtigt med en god start og afslutning på livet. Den sunde aldring starter allerede længe før pensionsalderen og påvirkes blandt andet af livs- og arbejdsvilkår og de til rådighed stående ressourcer. Hvis forståelsen for dette er til stede, er det kun logisk at stille krav om en aldring, som den ældre selv påtager sig et ansvar for (4). Og en aldring, hvor den ældre selv tager ansvar, nødvendiggør livslang læring. Dette betyder, at der skal udarbejdes nye strategier og politikker for livslang læring på nationalt, regionalt og lokalt niveau inden for sundhedsuddannelsesområdet. Disse skal omfatte alle indlæringsformer (formel, ikke-formel og uformel). Alle indlæringstrin fra førskole til videreuddannelse bør inddrages i denne sammenhæng. Bevarelse af et sundt helbred gennem aktiv deltagelse i forebyggende foranstaltninger (kost, sport, sund livsstil, undgåelse af risikofaktorer osv.), sundhedsfremme og -uddannelse hjælper ældre til at kunne blive så længe som muligt i eget hjem og i deres vante sociale omgivelser. Derudover skal der løbende foretages en evaluering af og tages hensyn til teknologiens rolle i denne sammenhæng.

3.1.1.2   Forebyggelse skal fremmes mere i sundhedssystemerne. Dette kan ikke kun være med til at give mennesker et længere, aktivt liv på arbejdsmarkedet, men kan også fremme tilpasningsevnen til arbejdsmarkedet. En effektiv arbejdsmiljøbeskyttelse og forbedring af de ergonomiske forhold på arbejdspladserne kan yde et væsentligt bidrag til et sundt arbejdsliv og derved medvirke til at løfte den demografiske udfordring.

3.1.1.3   En sådan forlængelse af arbejdslivet muliggøres gennem aktiviteter, der ændres med alderen, og som er tilpasset evnerne og behovene (f.eks. ved at gå fra gennemførende funktioner til forberedende, rådgivende og ledsagende eller vejledende/planlæggende funktioner osv.). Dette medfører endvidere en længere fastholdelse af de ældre i sociale og socioøkonomiske sammenhænge og dermed, at de fortsat stimuleres til at yde en indsats. På denne måde kan de ekstra leveår med et godt helbred udmøntes i flere gode og produktive år. Dette betyder naturligvis, at der skal være adgang til passende kvalifikations- og ledsageforanstaltninger, for at de skitserede processer kan udvikles og fortsættes (livslang læring, erhvervsfaglig opkvalificering, herunder certificering af de kompetencer, der er opnået gennem arbejdslivet osv.). Der skal tilbydes sundhedsfremme, sygdoms- og ulykkesforebyggelse i virksomhederne for at sikre udvikling af sunde arbejdsvilkår.

3.1.1.4   Efter endt arbejdsliv er den sociale integration i samfundet og i de sociokulturelle omgivelser af væsentlig betydning. Forebyggelse af social isolation er forebyggelse af depression. Navnlig ældre har mulighed for at bruge deres sociale kompetencer og erfaring, f.eks. gennem frivilligt arbejde. Incitamenter til frivilligt arbejde bør dog allerede opstilles i ungdomsårene.

3.1.2   Sundhedsydelser

3.1.2.1   Der lægges i stigende grad vægt på patientfokuserede sundhedsydelser og på, at patienterne inddrages i udviklingen og tilrettelæggelsen af ydelserne.

3.1.2.2   Kroniske sygdomme (diabetes, gigt, hjertesygdomme) og degenerative sygdomme i nervesystemet (demens og Alzheimers), bevægeapparatet og øjnene, men også kræftsygdomme, tager til med alderen. Dette stiller særlige krav til sundhedserhvervene, diagnostikken, behandlingen og sundhedsplejen i det hele taget.

3.1.2.3   Der skal udvikles sundhedsydelser til integreret og individuel pleje med fokus på patienten.

3.1.2.4   Der skal kræves en bedre og mere specifik uddannelse af sundhedspersonalet: Det sundhedsfaglige personales (læger, apotekere, plejepersonale) og forskernes kendskab til særlige forhold inden for den geriatriske medicin skal fremmes, og de skal endvidere i større grad uddannes og videreuddannes inden for dette område. Personalet bør endvidere specifikt uddannes i betydningen af sundhedsfremmende og forebyggende foranstaltninger for ældre (forebyggelse af fald, sund kost mv.).

3.1.2.5   Udvikling og tilpasning af behandlingsformer, der imødekommer ældres behov: Multimorbiditet, aldersbetinget ændret stofskifte og i mange tilfælde også multibehandlinger kræver et indgående kendskab til samspillet mellem organer og systemer hos ældre. Hertil kræves en særlig lægemiddelstyring og udvælgelse og tilpasning af medicineringen og doseringen til de ældres stofskifte. Individuel betjening på offentlige apoteker og undersøgelser af forskellige lægemidlers samspil samt gode IT-faciliteter på apotekerne med information om forskellige lægemidler og om, hvordan de fungerer sammen, kan bidrage til en minimering af uønskede lægemiddelbivirkninger og fremme behandlingssuccesen

3.1.2.6   Fremme af den direkte og permanente kontakt mellem ældre og medarbejdere inden for sundhedssektoren: Dette bliver mere og mere vigtigt, jo større de ældres plejebehov er, da der herved sikres behandlingssucces, og isolation og depression forhindres.

3.1.3   Plejeydelser

3.1.3.1   Fastsatte standarder for plejeydelserne skal sørge for, at ydelsernes kvalitet sikres, og at de kan kontrolleres og vurderes. Der bør udarbejdes et europæisk charter om rettigheder for personer med behov for hjælp og pleje, der blandt andet bør omfatte beskyttelse mod vold inden for plejesektoren. Nye teknologier (f.eks. AAL), der muliggør en selvstændig livsførelse, kan anvendes i denne sammenhæng. Potentielle nye teknologier skal imidlertid vurderes på en passende måde og må under ingen omstændigheder medføre nye nationale uligheder på sundhedsområdet.

3.1.3.2   Der skal gælde et krav om »rehabilitering frem for pleje« for de ældre. Den institutionaliserede pleje må ikke være en endestation, som der ikke er nogen vej tilbage fra: Det skal også være muligt at vende tilbage til eget hjem igen. De eksisterende sundheds- og plejeinstitutioner lever ikke i tilstrækkeligt omfang op til dette i dag.

3.1.3.3   Udvikling af hospitaler og plejeinstitutioner samt alternative boliger: Der er brug for en mere glidende og reversibel overgang mellem sundhed/sygdom/pleje/socialt liv. Derved kan der sikres god medicinsk og plejebaseret behandling, samtidig med, at de ældre kan forblive i et »normalt« miljø, dvs. et miljø med flere generationer, i så lang tid som muligt. Dette nødvendiggør en god koordinering af sundhedsydelser og pleje. Samtidig skal der ud over institutioner til langtidspleje oprettes flere stationære og ambulante hospicer og institutioner for palliativ pleje og skabes en »hospicekultur«.

3.1.3.4   Dette kræver en omfattende, decentral infrastruktur tæt på hjemmet til pleje i hjemmet (»afinstitutionalisering«). En ikke-institutionel plejeinfrastruktur med integration af alle nødvendige tjenesteydelser (ambulant pleje, opsøgende pleje, små hjælpeydelser) bør fremmes. Dette skal afspejles i tilrettelæggelsen på regionalt plan og i en forbedret strukturel finansiering med henblik på at sikre, at der findes passende institutioner og strukturer i både byer og landdistrikter.

3.1.3.5   Et samfund måles på, hvordan det behandler sine gamle. En faktor, der har fået større betydning inden for behandling og pleje af ældre, er det frivillige arbejde. I fremtiden skal hver borger i det omfang, dette er individuelt muligt, overtage ansvar for syge, handicappede og ældre – men også belønnes for sin indsats.

3.1.4   Forskning inden for ovennævnte områder

De demografiske ændringer skal inddrages i Kommissionens fælles forskningsprogrammer (Joint Programming). I forlængelse af projekterne »WhyWeAge« og »Futurage« under det syvende rammeprogram bør der i det ottende rammeprogram være fokus på gerontologi (forskning inden for alder og det at blive ældre) og demografiforskning. Det ville ligeledes være hensigtsmæssigt at indføje et temaområde »ældre og vidensformidling« i programmet »videnskab og samfund« under Generaldirektoratet for Forskning. Følgende forskningsområder er endvidere nødvendige:

3.1.4.1   Forskning inden for forebyggelse

Hvilke fremtidsorienterede forebyggelsesmuligheder findes der for at sikre et sundt helbred i et aktivt arbejdsliv?

Hvilke langsigtede konsekvenser har bestemte livsstilsformer for den generelle sundhedstilstand og for de enkelte sygdomme?

Hvilken indvirkning har forskellige køns-, kultur- og migrationsbetingede livsstile på en sund aldring?

Hvilke muligheder findes der for at forhindre fald og knoglebrud?

Hvilke forebyggende foranstaltninger fremmer bevarelsen af de fysiske, sensoriske, kognitive og sociale evner?

Hvordan kan der skabes motivation for ansvar for egen sundhed og aldringsproces (Fremme af sunde adfærdsmønstre, incitamenter for ældre til udnyttelse af foranstaltninger og tilbud med henblik på bevarelse af et sundt helbred)?

Hvordan kan der formidles motivation til et adfærdsskift med henblik på en bedre tilpasning til det sociale miljø?

3.1.4.2   Forskning inden for sygdomme og behandling

Inden for epidemiologi og aldersbetingede sygdommes årsagslære med henblik på bedre forebyggelsesmuligheder,

inden for den biologiske aldringsproces fra vugge til grav,

inden for multimorbiditet, kroniske sygdomme, kræft, hjertesygdomme, gigt og sygdomme i bevægeapparatet, synshandicap (f.eks. grå stær), neurodegenerative sygdomme såsom Alzheimers osv. I den forbindelse bør der ligeledes tages hensyn til en forbedring af diagnosemulighederne for at fremskynde diagnose og behandling,

inden for behandlingsmuligheder for ældre i forhold til aldersspecifikke sygdomme: Forståelsen af de biokemiske processer med indvirkning på optagelse, stofskifte, lægemidlers virkning og på medicinering og dosering skal fremmes, og der skal tages hensyn til disse i behandlingen. Det terapeutiske grundlag mangler dog ofte, da kliniske forsøg og testning af lægemidler hovedsagelig kun finder sted hos unge voksne.

3.1.4.3   Forskning inden for pleje

Hvorledes kan der udvikles nye teknologier, der svarer til de ældres behov?

Hvorledes ser de optimale rammer for plejen ud, og hvordan ydes plejen bedst?

Hvordan kan der opnås forbedringer af kvalifikationer og arbejdsbetingelser – også i forbindelse med nye teknologier – for plejepersonalet?

I hvilket omfang kan tekniske løsninger (f.eks. robotteknologi) til aflastning af familiemedlemmer, der tager sig af plejen, og forbedring af det professionelle plejepersonales arbejdsbetingelser, yde et bidrag, uden at indskrænke integriteten og værdigheden hos personerne med plejebehov?

Hvordan kan den tilbudte pleje tilpasses behovene og kravene hos de ældre med plejebehov?

Hvilke nye koncepter kan bidrage til udvikling og fremme af pleje i hjemmet? Dette omfatter økonomisk støtte og samfundsmæssig anerkendelse af de familiemedlemmer, der tager sig af plejen (f.eks. en aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager om en tidsmæssigt begrænset reduktion af arbejdstiden med henblik på pleje, pensionsopsparing i forbindelse med pleje, plejepenge osv.).

Hvilke nye veje findes der at tilrettelægge pleje, smertebehandling og pleje af døende på, så de får en værdig afslutning på livet?

3.1.4.4   Forskning inden for sundhedssystemer

Forskningen inden for det offentlige sundhedsvæsen skal rette fokus mod sundhedssystemer og langtidspleje samt integration af tjenesteydelser og udvikle en »køreplan« for forskningen inden for aldring. Det er nødvendigt med en evaluering af, om sundheds- og socialsystemerne i medlemsstaterne er klar til de udfordringer, som de demografiske ændringer kommer til at føre med sig. I hvor høj grad prioriteres f.eks. forebyggelse? Hvor stor en andel af sundhedsudgifterne går til forebyggelse? Hvor mange mennesker bliver plejet enten i hjemmet eller på institutioner?

Hvor mange ressourcer spares på grund af frivilligt arbejde og pleje, og hvor meget ubetalt arbejde udføres navnlig af kvinder i hjemmet?

Det er navnlig vigtigt med forskning inden for »health outcome« og Health Technology Assessment i forhold til anvendelsen af nye teknologier og e-sundhed ved behandling og ældrepleje, inden disse teknologier tages i brug. Lever disse teknologier i praksis op til forventningerne? Har de mest sårbare grupper gavn af disse teknologier?

Der bør i samarbejde med medlemsstaterne gennemføres klinisk og socioøkonomisk forskning til effektivisering af investeringer i forbedring af sundheds- og plejeydelserne til de ældre.

Hvordan kan sundhedssystemet og det sociale system bringes til at fungere bedre sammen?

3.1.5   Udvikling af nye teknologier

3.1.5.1   De demografiske ændringer medfører dog ikke kun omkostninger, men også store muligheder, navnlig hvad angår nye produkter og tjenesteydelser til det aldrende samfund. Alder som økonomisk faktor og drivkraft kan ligeledes fremme markeder, vækst og beskæftigelse inden for sundhedsydelser, nye teknologier, lægemidler, medicinalprodukter, medicinalteknologi samt turisme og »wellness«. Kommissionen vurderer, at de demografiske ændringer kan have betydelige konsekvenser for udgifterne til sundhedsydelser: Prognoser viser, at de offentlige sundhedsudgifter i EU vil stige med 1,5 procent af BNP inden 2060. Der bør udvikles og markedsføres nye produkter og tjenesteydelser. Markedsvolumen, pris og merværdi har i denne sammenhæng indflydelse på selve værdiskabelsen.

3.1.5.2   Mens det er de eventuelle udgiftsbesparelser, der primært er i fokus inden for de offentligt finansierede sundhedsydelser, og således er afgørende for, om Ambient Assisted Living (AAL) bliver en del af sygekassernes ydelser, kan der inden for de private sundhedsydelser ageres mere frit og fleksibelt. Det er i denne sammenhæng nødvendigt at udvikle robuste og økonomisk overkommelige forretningsmodeller baseret på salg, udlejning eller leasing. Samtidig skal det sikres, at private sundhedsydelser ikke medfører forskelsbehandling.

3.1.5.3   Udarbejdelse og udveksling af social og økonomisk viden vedrørende konsekvenserne af introduktionen af plejeteknologier bør fremmes. De skal f.eks. bygge videre på de igangværende pilotprojekter, der er blevet påbegyndt inden for rammerne af programmet for konkurrenceevne og innovation. Samtidig bør udvekslingen af god praksis inden for IKT vedrørende løsninger til større livskvalitet for ældre fremmes. Dette gælder f.eks. i forbindelse med Interregprogrammet og anvendelse af strukturfondene. Forskningen bør evaluere brugernes synspunkter, navnlig hvad angår brugervenlighed og evt. fordele ved de pågældende teknologier.

3.1.5.4   Det teknologiske fremskridt og nyudviklede screenings- og behandlingsmetoder udgør på den ene side en hovedårsag til stigningen i udgifterne, men kan på den anden side på lang sigt blive et værdifuldt teknisk fremskridt til udgiftsbesparelse. Vurderingen af sundhedsteknologi (Health Technology Assessment - HTA) bør ligeledes have en stor rolle med henblik på at fastsætte sundheds- og plejeydelsernes omfang og deres finansiering. Derfor er effektiv indføring af nye teknologier og effektiv teknologistyring afgørende for den fremtidige udvikling i udgifterne. Nye teknologier må dog ikke erstatte den direkte kontakt mellem den ældre og sundheds- og plejepersonalet. De skal endvidere være til at betale.

3.1.6   Finansiel bæredygtighed

3.1.6.1   I næsten alle medlemsstater afholdes udgifterne til plejeydelser og -bistand til ældre af socialsystemerne. Dette forudsætter, at de enkelte sociale sikringssystemer er baseret på en bæredygtig og sikret finansiering.

3.1.6.2   At være henvist til pleje indebærer fortsat en fattigdomsrisiko, navnlig for pensionister med lav indkomst. Mange mennesker i Europa har ikke råd til passende pleje, når de bliver ældre. Derfor skal der i alle EU-lande i henhold til de nationale sociale sikringssystemers tilrettelæggelse (socialforsikringssystemer eller skattefinansierede systemer) etableres ordninger, der kan sikre dækning af plejeomkostningerne, og de eksisterende ordninger skal tilpasses de udfordringer, som de demografiske ændringer kommer til at føre med sig i de næste årtier for i overensstemmelse med EU-retten, national ret og sædvane og individuelle behov at sikre alle borgere adgang til plejeydelser. Ordningerne bør ikke kun omfatte stationære, men også ambulante ydelser.

3.1.6.3   Overdragelsen af en del af langtidsplejen til den private sundhedsforsikring bør ske efter nøje overvejelser og i forståelse med de berørte parter med henblik på at undgå, at denne tendens komplicerer adgangen til disse tjenester. Medlemsstaterne bør også for fremtiden sikre, at de ældre har adgang til primær sygehjælp og forebyggelse. Denne ambitiøse målsætning kræver, at man mobiliserer alle disponible finansieringsinstrumenter, dvs. de lovbestemte socialbeskyttelsessystemer samt de supplerende mekanismer.

3.1.6.4   Fjerne slægtninge skal via nye strukturer for omkostningsgodtgørelse ligeledes have mulighed for at modtage plejepenge for pleje af personer med plejebehov. Også i disse tilfælde skal plejens kvalitet imidlertid være sikret. På linje med barselsorloven burde der derudover indføres en plejeorlov. Det er vigtigt, at der på politisk plan og efter aftale med arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af den sociale dialog (som f.eks. i forbindelse med forældreorloven) udarbejdes muligheder for at kombinere familie, job og pleje.

3.1.6.5   Det finansielle pres på socialsikringssystemerne kan reduceres via en række nationale foranstaltninger, f.eks. fremme af anvendelse af generiske lægemidler, lavere moms på lægemidler, og via forhandlinger af prissætningen med den farmaceutiske industri.

3.2   Lokale netværk – »Den mindste enhed er den mest effektive og borgernære«

3.2.1   Ældre har, afhængigt af deres helbredssituation, en masse at yde et samfund. Antallet af hjem med flere generationer i familierne er i dag grundet personlige og erhvervsmæssige forhold faldende. I denne forbindelse kan private og kommunale ansvarlige med lokale netværksstrukturer lukke et hul. Strukturerne for forsyningspligtydelserne skal nemlig tilpasses på regionalt og kommunalt plan med henblik på at sikre omfattende støtte og hjælp.

3.2.2   De lokale netværk er eksempelvis platforme af kommunale ansvarlige, socialpartnere, ngo'er og ansvarlige inden for sundhedsområdet, der arbejder for samarbejde og koordinering af tjenesteydelserne. Sådanne initiativer har gode muligheder for at få støtte fra struktur- og samhørighedsfondene. Europa skal fremvise modeller for god praksis som f.eks. initiativer »borgerengagementet« og selvhjælp inden for »pasning og pleje i hjemmet«.

3.2.3   Bofællesskaber mellem flere generationer er ligeledes en ny måde at etablere kontakt mellem generationerne på uden for familien: Børnehavers, ungdomsklubbers og pensionistforeningers arbejde samles under ét tag (5).

3.2.4   Derudover skal der udvikles yderligere tjenesteydelser såsom dag- og natpleje (navnlig for demente).

3.3   Europæisk sundhedspolitik

3.3.1   Det er nødvendigt, at medlemsstaternes sundhedssystemer tilpasses de udfordringer, som de demografiske ændringer kommer til at føre med sig, og styrkes med henblik herpå. I denne sammenhæng skal det understreges, at tilrettelæggelsen og forvaltningen af sundhedssystemerne også i henhold til Lissabontraktaten hører under medlemsstaternes kompetence- og ansvarsområde, og at EU-institutionerne udelukkende fungerer som støttende instans i forbindelse med denne opgave. Medlemsstaternes sundhedssystemer er tilrettelagt meget forskelligt (ud over statslige systemer i henhold til Beveridgemodellen, Bismarckmodellen eller blandede modeller findes der også private forsikringer) og adskiller sig desuden fra hinanden på grund af den måde, de udvikles på, og på grund af deres forskellige økonomiske potentiale samt de krav og forventninger, der er til dem. Retten til adgang til sundhedsydelser skal dog sikres, hvilket ligeledes er fastsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

3.3.2   Den åbne koordinationsmetode kan bidrage til, at sundhedspolitikken bliver mere effektiv og styres på en mere effektiv måde. Samarbejdet bør fokusere på udvekslingen af erfaringer og fremstillingen af praktiske eksempler inden for de tre hovedemner »adgang«, »kvalitet« og »økonomisk bæredygtighed«.

3.3.3   Medlemsstaterne har i henhold til nærhedsprincippet også fortsat hovedansvaret for tilrettelæggelsen af socialpolitikken. EU kan dog hjælpe medlemsstaterne gennem støtteforanstaltninger f.eks. ved at supplere eller fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne. På det sociale område er den åbne koordinationsmetode et nyttigt redskab til at forbedre den sociale beskyttelse efter principperne om adgang, tilpasning og bæredygtighed.

3.3.4   Emnet »aktiv, sund og værdig aldring« skal prioriteres i EUROPA 2020-strategien i kraft af udarbejdelse af en handlingsplan. Dette kræver, at Kommissionens generaldirektorater løbende intensiverer samarbejdet. I denne sammenhæng bør der oprettes en særlig arbejdsgruppe på tværs af Kommissionens tjenestegrene om »alder og sundhed«. Den skal beskæftige sig med »sundhedsydelser, pleje, pension og finansiel bæredygtighed«. Der bør opnås styrket forebyggelse, sundhedsfremme og -oplysning samt forankring af disse handlingsprincipper i alle politikområder. Disse skal fungere som eksempel for medlemsstaterne.

3.3.5   Inden for EØSU skal emnet »aktiv, sund og værdig aldring« løbende viderebehandles i kraft af en rundbordsdialog, en »kategori« eller en »permanent studiegruppe« med henblik på at udarbejde en horisontal demografistrategi.

3.3.6   EU bør via ydelser fra struktur- og samhørighedsfondene støtte medlemsstaterne med at gennemføre nationale foranstaltninger.

3.3.7   Endvidere plæderer EØSU for løbende støtte til livslang læring inden for »alder og sundhed« på europæisk plan og udvikling af strategier i medlemsstaterne til gennemførelse af princippet på nationalt, regionalt og lokalt plan.

Bruxelles, den 15. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2009) 180 endelig.

(2)  En liste med disse udtalelser kan ses på adressen: http://www.eesc.europa.eu/sections/soc/index_en.asp.

(3)  Se: Det Europæiske Observationsorgan for sundhedssystemer og sundhedspolitik http://www.euro.who.int/en/home/projects/observatory/activities/research-studies-and-projects.

(4)  »At tælle vore Dage lære du os, saa vi kan faa Visdom i Hjertet« (Salmernes Bog 90, 12).

(5)  http://www.mehrgenerationenhaeuser.de.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/17


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om merværdien af et fælles europæisk asylsystem for asylansøgerne og EU's medlemsstater (sonderende udtalelse)

2011/C 44/03

Ordfører: Cristian PÎRVULESCU

I brev af 16. februar 2010 anmodede Joëlle Milquet, belgisk vicepremierminister og minister for beskæftigelse og ligestilling med ansvar for indvandrings- og asylpolitik, på vegne af det fremtidige belgiske rådsformandskab og under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Merværdien af et fælles europæisk asylsystem for asylansøgerne og EU's medlemsstater

(sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der vedtog sin udtalelse den 16. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 133 stemmer for, 1 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU glæder sig over, at EU-institutionerne har anlagt en proaktiv tilgang til asylspørgsmålet, og at visse medlemsstater ønsker at skabe fremskridt på dette politikområde.

1.2

Selv om EU's indvandrings- og asylpolitik er under pres fra en lang række risici og usikre faktorer på verdensplan (1), mener udvalget, at de mange budgetstramninger, der følger i kølvandet på den økonomiske krise, ikke må føre til et fald i niveauet og kvaliteten af den beskyttelse, som ydes til personer. EU's identitet hænger nøje sammen med beskyttelse af menneskerettighederne. Skulle EU ikke formå at sikre denne beskyttelse, ville dets troværdighed indadtil og udadtil som et politisk og demokratisk organ lide skade.

1.3

Med ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skaber de udvidede beføjelser, som EU har fået tildelt på dette område, og ændringerne i beslutningsmekanismerne nye muligheder for at oprette et fælles europæisk asylområde. Dette er dog ikke helt risikofrit. Forventningerne kan blive for høje i forhold til den eksisterende politiske og administrative kapacitet.

1.4

EØSU er af den opfattelse, at en funktionel fælles europæisk asylpolitik er den mest effektive og bæredygtige måde, hvorpå man kan imødekomme behovet for at beskytte de personer, der er i fare, og håndtere konsekvenserne heraf for medlemsstaterne.

1.5

Udvalget betragter ikke personer, der nyder international beskyttelse, som en økonomisk og administrativ byrde, men derimod som værdifulde partnere for de lande og samfund, der tager imod dem. I deres hjemlande kan de blive igangsættere af forandringer, som styrker demokratiet, retsstaten og beskyttelsen af menneskerettighederne. De færdigheder, som de har erhvervet, kan gøre dem til vigtige aktører for den økonomiske og sociale udvikling i såvel deres værtsland som hjemland.

1.6

Om det fælles europæiske asylsystem bliver en fiasko eller en succes afhænger af en række vigtige faktorer: en effektiv beskyttelse af menneskerettighederne, solidaritet mellem medlemsstaterne, harmonisering af lovgivningen og de hertil knyttede politikker, forbedring af indholdet af den ydede beskyttelse samt afsættelse af tilstrækkelige midler til de kompetente EU-institutioner. Det er ifølge EØSU af afgørende betydning, at den brede offentlighed, civilsamfundet og medlemsstaternes regeringer bakker op om en fælles europæisk asylpolitik. Dette forudsætter, at den iværksættes hurtigt, og at man opnår konkrete resultater, navnlig i forbindelse med forsøgsordninger.

1.7

Det forhold, at systemerne for tildeling af asyl varierer fra land til land, er meget omkostningsfuldt. Indførelsen af et fælles europæisk asylsystem vil kaste lys over og begrænse disse omkostninger, først og fremmest gennem en forenkling af lovgivningen (mindskning af antallet af appelsager og gentagne anmodninger, indskrænkning af muligheden for misbrug af procedurer) og dernæst gennem en inddragelse af de kompetente EU-institutioner (f.eks. Det Europæiske Asylstøttekontor), der kan træde i stedet for de nationale myndigheder. Det vil hermed blive nemmere at udveksle god praksis, oplære personale og, hvad endnu vigtigere er, omdirigere asylrelaterede flygtningestrømme.

2.   Indledning

2.1

EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed befinder sig lige nu i en afgørende fase. Siden 1999 har Rådet vedtaget to femårige programmer, nemlig Tammerforsprogrammet (1999-2004) og Haagprogrammet (2004-2009). Ti år efter Tammerfors er de fastsatte mål kun delvis blevet opfyldt. EU er stadig ikke et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Der er sket betydelige, men ulige fremskridt med hensyn til den fælles politik for indvandring, asyl og sikkerhed ved grænserne.

2.2

Stockholmprogrammet vil blive gennemført efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, og en lang række af dets politikker vil følgelig blive vedtaget i Rådet enten ved den almindelige procedure eller ved fælles beslutningstagning med Parlamentet, hvilket giver EU mulighed for at fastsætte mere ambitiøse mål og puste nyt liv i en proces, som på nuværende tidspunkt hæmmes af visse medlemsstaters tilbageholdenhed.

2.3

I kraft af vedtagelsen af Lissabontraktaten, der omfatter chartret om grundlæggende rettigheder, er EU's beføjelser på asylområdet i stor udstrækning blevet udvidet. Denne udvidelse af EU's beføjelser frembyder en stor mulighed for at nærme sig en konkretisering af målene på indvandrings- og asylområdet, men kan også udgøre en risiko, hvis den ikke formår at få de berørte aktørers opbakning til de beslutninger, der træffes. Hvis man ikke får løst spændingerne og får rådet bod på de uklarheder, der findes på dette så følsomme politikområde, og som var åbenlyse allerede under udarbejdelsesfasen, risikerer man at sætte såvel de hidtil gjort fremskridt som de fremtidige muligheder over styr.

2.4

Stockholmprogrammet er resultatet af en høringsprocedure, der har medført videreførelse og iværksættelse af de forslag, som blev fremsat i den europæiske pagt om indvandring og asyl (2), rapporterne fra Den Rådgivende Højniveaugruppe om Fremtiden for Den Europæiske Politik for Indre Anliggender (3) samt de bidrag, som Kommissionen modtog i perioden september-november 2008 i forbindelse med den offentlige høring om emnet »Frihed, sikkerhed og retlige anliggender: hvad byder fremtiden på? Høring om prioriteterne for de kommende fem år«. I juni 2009 udsendte Kommissionen en meddelelse med titlen »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste: Større frihed i sikrere omgivelser« (4), der er blevet behandlet i en udtalelse fra EØSU (5).

2.5

Idéen om at oprette et fælles europæisk asylsystem som en del af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal ses i lyset af viljen til fuldt ud at gennemføre Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling (fra 1951) og de værdier, som ligger til grund for menneskerettighederne, og som medlemsstaterne er fælles om. Der blev gjort væsentlige fremskridt i perioden 1999-2006 med f.eks. vedtagelsen af de fire instrumenter, som udgør det nuværende regelsæt. I Rådets direktiv 2004/83/EF (»kvalifikationsdirektivet«) opstilles der fælles kriterier for, hvem der kan søge om international beskyttelse, og der fastsættes et minimum af ydelser til fordel for disse personer i alle EU-medlemsstater. Kommissionen har inden for rammerne af Haag- og Stockholmprogrammerne påtaget sig den opgave at evaluere de fremskridt, der er gjort i første fase, og at fremsætte en række forslag for Rådet og Europa-Parlamentet inden udgangen af 2010.

2.6

Siden 2002 har EØSU været involveret i udformningen og gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem ved at offentliggøre en række udtalelser, herunder en udtalelse om grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (6) og en udtalelse om den strategiske plan på asylområdet (7).

2.7

Kommissionen foreslog i sin strategiske plan på asylområdet, der blev vedtaget den 17. juni 2008 (8), at EU afslutter anden fase i det fælles europæiske asylsystem, vedtager bedre beskyttelsesstandarder og sikrer en ensartet gennemførelse af dem i medlemsstaterne. Det Europæiske Råds vedtagelse af den europæiske pagt om indvandring og asyl den 17. oktober 2008 bekræfter opbakningen til denne politik og dens mål. I den strategiske plan blev det foreslået at ændre kvalifikationsdirektivet som del af en større pakke, der inkluderede ændringer af Dublin- og Eurodacforordningerne og direktivet om modtagelsesforhold (9) samt vedtagelsen af et forslag om etablering af Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) (10). Derudover foreslås det, at den eksterne asyldimension styrkes, bl.a. ved hjælp af et europæisk genbosættelsesprogram og regionale beskyttelsesprogrammer.

2.8

Den belgiske regering har i lyset af dens forestående rådsformandskab anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om asylproblematikken. I den officielle anmodning nævnes det, at det er en stor udfordring for EU og dets medlemsstater at yde international beskyttelse til personer i fare. De har i de seneste år arbejdet ihærdigt med det mål for øje at udforme en fælles europæisk politik på asylområdet. De har fastsat standarder for opnåelse af international beskyttelse, fordelt ansvaret og oprettet nye institutioner. Medlemsstaterne afslår imidlertid for en stor dels vedkommende at foretage en fuldstændig harmonisering af deres lovgivning og politikker. Uden opbakning fra medlemsstaterne risikerer den europæiske lovgivningsmæssige og institutionelle integration at blive ineffektiv og omkostningsfuld. Medlemsstaterne har endnu ikke fået øjnene op for fordelene ved en fælles europæisk politik på asylområdet, og deres ansvarsområder er ikke klart defineret.

2.9

EØSU har fremsat konstruktive forslag på dette område og bifalder de fremskridt, som EU og dets medlemsstater har gjort i praksis. EØSU har i sine udtalelser givet sin uforbeholdne støtte til de principper og værdier, der fremmer menneskerettighederne, og fremsat forslag, der sigter mod at fremme den personlige og professionelle udfoldelse hos de personer, som nyder international beskyttelse. Udvalget har desuden gentagne gange fremhævet de europæiske politikkers begrænsninger og manglende sammenhæng, det være sig politikker, der er under udarbejdelse, eller politikker, som er klar til gennemførelse. Man bør her tilpasse politikkerne og instrumenterne på en konsensusbaseret måde, der samler medlemsstaterne, EU-institutionerne, civilsamfundsorganisationerne, erhvervslivet og de lokale myndigheder i en reel dialog.

3.   Generelle bemærkninger

Værdien af et fælles europæisk asylsystem for asylansøgerne og EU's medlemsstater

3.1

EØSU er af den opfattelse, at en tilgang, der kaster lys over fordelene ved et fælles europæisk asylsystem, kunne blive lovende og måske genoprette de berørte aktørers og navnlig medlemsstaternes tillid til indførelsen af dette system.

3.2

Udvalget bakker ligeledes op om de mål, som EU har sat sig med henblik på at forbedre det fælles europæiske asylsystem. Det gør dog opmærksom på den kløft, der adskiller de på europæisk plan fastsatte mål og den på nationalt plan fulgte praksis på dette område, og som kunne blive forværret af den økonomiske krise og de sociale og politiske følger heraf.

3.3

Opbyggelsen af et fælles europæisk asylsystem er kun muligt, hvis det forankres solidt i et sæt af fælles værdier og principper, der sætter menneskets værdighed og sikkerhed i centrum for EU's og medlemsstaternes aktioner.

3.4

Som følge af det asymmetriske pres, der hviler på medlemsstaterne, og som bl.a. kommer til udtryk i varierende procentsatser for anerkendelsen af asylansøgninger, antallet af anfægtede ansøgninger og de sekundære bevægelser blandt asylansøgere, er det implicitte princip om solidaritet mellem medlemsstaterne blevet sat ud af spillet.

3.5

Medlemsstaternes tendens til at begrænse harmoniseringen af lovgivningen og de nationale praksisser undergraver fundamentet for et fælles europæisk asylsystem. En harmonisering er ikke et asylpolitisk problem, men det vigtigste instrument, hvormed man kan gøre fordelene ved et fælles europæisk asylsystem håndgribelige. Den ville mindske det administrative og finansielle pres, der hviler på visse medlemsstater, og desuden sikre en bedre beskyttelse af asylansøgere, i hvert fald i startfasen. Hvis harmoniseringen skal kunne tilvejebringe det ønskede resultat, må den ikke baseres på den laveste fællesnævner for beskyttelse.

3.6

Indholdet af den internationale beskyttelse er et følsomt spørgsmål i asylpolitikken. Forskellene mellem medlemsstaterne er endnu større, end det er tilfældet for selve tildelingen af international beskyttelse. Hvis man øger beskyttelsen i form af anerkendelse af kvalifikationer og adgang til uddannelse og arbejde, vil modtagerne af international beskyttelse kunne bidrage til at øge den personlige og samfundsmæssige velstand.

3.7

For at kunne yde en tilfredsstillende støtte til asylpolitikken er det nødvendigt, at de specialiserede institutioner, navnlig Frontex og Det Europæiske Asylstøttekontor, har et klart mandat, tilstrækkelige finansielle midler, som er afstemt med deres ansvar, og gennemsigtige arbejdsmetoder, der sikrer, at procedurerne og de grundlæggende rettigheder for asylansøgere og modtagere af international beskyttelse overholdes. Den økonomiske bistand til effektive institutioner illustrerer på bedste vis fordelene ved en i sandhed fælles asylpolitik.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU er af den opfattelse, at de forskellige aspekter af asylpolitikken er tæt forbundne. Om asylpolitikken bliver en fiasko eller en succes afhænger af en række vigtige faktorer: effektiv beskyttelse af menneskerettighederne, solidaritet mellem medlemsstaterne, harmonisering af lovgivningen og de hertil knyttede politikker, forbedring af indholdet af den ydede beskyttelse og afsættelse af tilstrækkelige midler til de kompetente EU-institutioner. Det er ifølge EØSU af afgørende betydning, at den brede offentlighed, civilsamfundet og medlemsstaternes regeringer bakker op om en fælles europæiske asylpolitik. Dette forudsætter, at den iværksættes hurtigt, og at man opnår konkrete resultater, navnlig i forbindelse med forsøgsordninger.

Overholdelse af menneskerettighederne på alle stadier af adgangen til international beskyttelse

4.2

Udvalget har i sine udtalelser fastholdt, at der snarere er behov for fælles standarder end for minimumstandarder, når det gælder den internationale beskyttelse (11). Disse standarder vil sikre en bedre overholdelse af de grundlæggende rettigheder for ansøgere om international beskyttelse gennem:

sikring af adgang til landet,

friheden til at vælge, hvor man vil indgive ansøgning om asyl og beskyttelse,

overvejelser om først traktatsretslig, derefter subsidiær beskyttelse, hvis og kun hvis betingelserne for den første status ikke er opfyldt,

»non-refoulement«-princippet, hvis ansøgerens liv er i fare i hjemlandet eller det sidste transitland,

udskydelse af udvisningsafgørelser, indtil den kompetente domstol har truffet en beslutning, så appelretten kan udnyttes fuldt ud i henhold til den europæiske menneskerettighedsdomstols retspraksis,

den nødvendige særlige beskyttelse af mindreårige eller formodede mindreårige,

respekt for individuelle rettigheder, navnlig kvinders ret til at indgive en ansøgning om beskyttelse.

4.3

Det er afgørende, at asylansøgerne under hele forløbet kan få lov til at udtrykke sig på deres modersmål, og at de på alle stadier kan få gratis juridisk bistand.

4.4

Et afslag på en ansøgning om international beskyttelse skal være klart begrundet og indeholde oplysninger om mulighederne og fristen for en eventuel appel af afgørelsen. En udvisning skal i alle tilfælde udsættes, mens man venter på svar på en eventuel appelsag (12).

4.5

»Frihedsberøvelse – tilbageholdelse« bør altid være den sidste udvej, når alle andre muligheder er udtømt, og må aldrig ske uden en domstolsafgørelse, og der skal tages hensyn til retten til forsvar i overensstemmelse med konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (13). De beslutninger, der træffes, skal kunne bestrides gennem en appelprocedure.

4.6

EØSU fremhæver den særlige situation for kvinder. De støder på mange flere vanskeligheder end mænd, når de søger om asyl eller vil opnå flygtningestatus. Udvalget gør ligeledes opmærksom på problemet med mindreårige i asylpolitikken og understreger, at det er vigtigt, at deres interesser og sikkerhed beskyttes effektivt.

4.7

EØSU udtrykker bekymring over, at de med indvandring og asyl forbundne fænomener som menneskehandel og misbrug ikke modvirkes tilstrækkeligt af EU's medlemsstater og tredjelande, navnlig transitlande. Lande, som ikke har ratificeret Genèvekonventionen fra 1951, kan ikke indgå i et partnerskab med EU på asylområdet. Asylpolitikken kan ikke blive vellykket uden en solid institutionel aftale med transitlandene, der ofte vender det blinde øje til krænkelser af rettighederne og sikkerheden for personer i fare.

Øget solidaritet mellem medlemsstaterne baseret på fælles interesser og ansvarsdeling

4.8

Da der er forskel på, i hvor høj grad de enkelte medlemsstater er udsat for flygtningestrømme, har nogle af dem en tendens til at anvende strenge regler for tildeling af international beskyttelse. Asylpolitikken skal yde disse lande en effektiv bistand, når det gælder om at håndtere ansøgerne og især forbedre beskyttelsen. For at føre denne bistand ud i livet går udvalget ind for planerne om en ny procedure, der skal suspendere Dublinoverførslerne til en ansvarlig medlemsstat, som ville blive sat under yderligere pres (14).

4.9

Et styrket samarbejde med de lande, som lider under et sådant pres, ville give mange fordele. Det ville først og fremmest begrænse de sekundære bevægelser fra en medlemsstat til en anden. En mere lige fordeling af asylansøgningerne ville desuden muliggøre en mere effektiv asylbehandling og en bedre integration af modtagerne af international beskyttelse i EU-landene.

Effektiv harmonisering for at forbedre beskyttelsen af personer i fare

4.10

Medlemsstaterne er ansvarlige for behandlingen af asylansøgninger. Der anvendes forskellige fremgangsmåder på dette område, hvilket skyldes manglende harmonisering af de nationale lovgivninger: situationen i oprindelseslandet vurderes forskelligt, der mangler fælles praksis på europæisk plan, den administrative kapacitet varierer, og ansøgerne om international beskyttelse er ikke ligeligt fordelt geografisk. Derfor er der stor forskel på, hvilken beskyttelse de forskellige medlemslande tilbyder, hvorfor der fortsat er sekundære flygtningebevægelser internt i EU (15).

4.11

Et vigtigt skridt består i at analysere asylansøgningerne på grundlag af en fælles forståelse. EØSU har utallige gange slået til lyd for, at man ikke anvender lister over såkaldt sikre lande, men i stedet erstatter disse med et system for evaluering i realtid af de risici, der findes i tredjelande for enkeltpersoner og grupper. Dette hører til blandt Det Europæiske Asylstøttekontors opgaver. Systemet med fælles evaluering skal anvende et sæt af fælles definitioner omfattende organer for beskyttelse og for national beskyttelse inden for det pågældende lands grænser.

4.12

Ifølge EØSU kan aktører, der yder beskyttelse, udføre nyttige eller endda livsvigtige opgaver på kort sigt, særligt hvad angår løsningen af humanitære spørgsmål. Ansvaret for beskyttelsen af personer i et givet land bør dog ikke overlades til dem, ikke engang delvist, men bør udelukkende varetages af statslige organer. Beskyttelse inden for et land er kun reel, hvis størstedelen af territoriet er under en central myndigheds kontrol, og denne myndighed er villig og i stand til at sikre den indre orden, et minimum af offentlige tjenesteydelser og en passende beskyttelse af den enkelte borgers rettigheder og sikkerhed.

4.13

EØSU bifalder udviklingen hen imod en forening af de to kategorier af beskyttelsesstatus (flygtning og subsidiær beskyttelse). Det har gentagne gange været fortaler herfor, da dette fremover vil gøre det muligt at yde en mere fuldstændig beskyttelse af personer i fare og sikre en forbedret integration af disse personer i EU's medlemsstater. Samtidig bør en forening af de to kategorier af beskyttelsesstatus hverken direkte eller indirekte resultere i en nedsættelse af beskyttelsens omfang og kvalitet (16), men tværtimod øge dem.

4.14

De nationale regeringers ansvar for forvaltningen af asylpolitikken må ikke føre til, at der anvendes fuldstændigt forskellige fremgangsmåder. Nogle medlemsstater som f.eks. Nederlandene og Sverige har på dette område udviklet en vifte af gode fremgangsmåder, der vil kunne give inspiration til tilsvarende foranstaltninger i andre lande. Deres rolle er undervurderet. De vil kunne give et praj om, hvordan asylpolitikken kan gennemføres i praksis, og begrænse omkostningerne ved forsøgsordninger på nationalt plan.

En international beskyttelse med mere substans

4.15

Der findes mange forskellige nationale politikker og programmer på dette område. Denne påstand er dog ikke underbygget, da der ikke foreligger nogen dybtgående analyse af medlemsstaternes politikker og programmer. Hvis ikke der træffes proaktive foranstaltninger, vil tildelingen af international beskyttelse blive indholdsløs og resultere i en implicit diskrimination af de personer, som har fået tildelt denne status. Udvalget anbefaler, at fagforbund og arbejdsgiverorganisationer inddrages i udformningen og gennemførelsen af asylpolitikken på nationalt niveau.

4.16

Udvalget bifalder fastlæggelsen af bestemmelser om anerkendelse/ligestilling af eksamensbeviser og andre kvalifikationer samt fremme af adgangen til erhvervsrelateret uddannelse for personer, som nyder international beskyttelse (17), idet disse tiltag udgør et vigtigt skridt i retning af at integrere disse personer i økonomien og samfundet og forbedre deres livskvalitet. Adgangen til arbejdsmarkedet bør fremmes gennem aktive foranstaltninger til bekæmpelse af diskrimination og tilskyndelse til økonomiske aktørers inddragelse.

Styrkelse af og tilstrækkelige finansielle midler til institutioner med ansvar for asylpolitikken

4.17

Ifølge EØSU bør Det Europæiske Asylstøttekontor hurtigst muligt gøres operationelt. Det skal have et budget, der gør det muligt at udføre opgaver, som logistisk set er komplekse og intensive. F.eks. skal det prioritere udviklingen af et fælles europæisk system for evaluering af risiciene i tredjelande, hvilket er en vigtig bestanddel i asylpolitikken. En tilstrækkelig finansiering af kontoret kunne illustrere fordelene ved fælles institutioner og procedurer på europæisk plan. Kontoret skal nødvendigvis koordinere sit arbejde med de øvrige EU-organer og navnlig medlemsstaternes regeringer.

4.18

Man bør genoverveje finansieringen af forskellige aspekter af asylpolitikken og ikke alene stille flere midler til rådighed, men også lede disse midler hen imod instrumenter, hvormed man kan nå de bedste resultater og yde en reel bistand til medlemsstaterne. Solidaritet har et finansielt aspekt, som man ikke må overse. F.eks. råder Den Europæiske Flygtningefond over budgetmidler (ca. 5 mio. EUR), der langt fra rækker til at yde et nævneværdigt bidrag til gennemførelsen af asylpolitikken på europæisk og nationalt plan.

4.19

EØSU ser med stor bekymring på den praksis, som medlemsstaterne og Frontex-agenturet håndhæver med hensyn til hjemsendelse af personer, som kan have brug for international beskyttelse (18). Disse aktioner, der gennemføres stadigt hyppigere og i stadigt større omfang, bør gennemføres på vilkår, der sikrer fuld gennemsigtighed og ansvarlighed (19). Udvalget anbefaler, at Frontex og Det Europæiske Asylstøttekontor samarbejder om at forebygge menneskerettighedsovertrædelser. Hjemsendelse af personer til lande eller områder, hvor deres sikkerhed er i fare, er en klar overtrædelse af »non-refoulement«-princippet.

4.20

EØSU mener (20), at der skal sættes ind på at videreuddanne de ansatte i Frontex med henblik på:

at koordinere det operationelle samarbejde mellem medlemsstaterne

at udarbejde fælles standarder for uddannelse

at give medlemsstaterne den nødvendige hjælp til at arrangere modtagelse og hjemsendelse med støtte fra kontaktpersoner med kendskab til den pågældende kultur

at undervise embedsmændene i menneskeret som formuleret af EU.

4.21

Udvalget anbefaler, at den institutionelle udvikling på asylområdet bliver ledsaget af en større inddragelse af civilsamfundsorganisationerne i beslutningsprocessen og den praktiske gennemførelse af asylpolitikken. Denne inddragelse vil øge den fælles politiks troværdighed og bidrage til en vedvarende forbedring af de anvendte instrumenter.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  F.eks. den risiko, der er forbundet med miljøforringelse og de heraf følgende problemer.

(2)  Europæisk pagt om indvandring og asyl, Rådet for Den Europæiske Union, 13440/08, 24. september 2008.

(3)  Rapport fra Den Rådgivende Højniveaugruppe om Fremtiden for den Europæiske Politik vedrørende Indre Anliggender, »Freedom, Security, Privacy: European Home Affairs in an Open World«, juni 2008.

(4)  KOM(2009) 262 endelig.

(5)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 80.

(6)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 77.

(7)  EUT C 218 af 11.9.2009, s. 78.

(8)  KOM(2008) 360 endelig.

(9)  KOM(2008) 815 endelig, KOM(2008) 820 endelig og KOM(2008) 825 endelig.

(10)  KOM(2009) 66 endelig.

(11)  EUT C 204 af 9.8.2008, s. 77; EUT C 218 af 11.9.2009, s. 78.

(12)  EØSU's udtalelse af 28.4.2010 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsstandarder for procedurer i medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning)« – KOM(2009) 554 endelig – 2009/0165 (COD), ordfører: Antonello Pezzini.

(13)  EUT C 317 af 23.12.2009, s. 110.

(14)  EUT C 317 af 23.12.2009, s. 115.

(15)  EUT C 218 af 11.9.2009.

(16)  EØSU's udtalelse af 28. april 2010 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådet direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, deres status og indholdet af en sådan beskyttelse« (omarbejdning) – KOM(2009) 551 endelig/2 – 2009/0164 (COD), ordfører: Cristian Pîrvulescu).

(17)  Idem.

(18)  Se rapporten fra Human Rights Watch (HRW): Pushed Back, Pushed Around, Italy's Forced Return of Boat Migrants and Asylum Seekers, Libya's Mistreatment of Migrants and Asylum Seekers. HRW 2009.

(19)  Udvalget bifalder, at Kommissionen har til hensigt at sikre åbenhed i disse procedurer.

(20)  EØSU's udtalelse af 28.4.2010 om „Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsstandarder for procedurer i medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning)«– KOM(2009) 554 endelig – 2009/0165 (COD), ordfører: Antonello Pezzini.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/23


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den åbne koordinationsmetode og den sociale klausul i Europa 2020 (sonderende udtalelse)

2011/C 44/04

Hovedordfører: Jan OLSSON

I brev af 28. april 2010 anmodede Laurette Onkelinx, belgisk vicestatsminister og minister for sociale anliggender og folkesundhed, under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på vegne af det fremtidige belgiske rådsformandskab om en sonderende udtalelse om:

Den åbne koordinationsmetode og den sociale klausul i lyset af Europa 2020.

EØSU's præsidium henviste den 25. maj 2010 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 464. plenarforsamling den 14. og 15. juli 2010, mødet den 15. juli 2010, Jan Olsson til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 61 stemmer for, ingen imod og 2 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder det belgiske formandskabs initiativ til at anvende den horisontale sociale klausul og en styrket åben koordinationsmetode, da dette understreger, at den sociale samhørighed er lige så vigtig som en styrket koordination af den økonomiske politik, hvis alle Europa 2020-strategiens mål skal opfyldes.

1.2

Det er vigtigt, at det organiserede civilsamfund reelt deltager på alle stadier og niveauer for at sikre en effektiv brug af den horisontale klausul og den åbne koordinationsmetode. EØSU foreslår, at Kommissionen udarbejder en årlig »styringsrapport« om denne deltagelse. EØSU kan hjælpe med denne opgave og foreslår, at der gennem Progress-programmet gives støtte til deltagelsesrelaterede pilotprojekter. EØSU foreslår endvidere, at der udfærdiges en kodeks for god praksis for inddragende styring af den åbne koordinationsmetode.

1.3

EØSU understreger det store behov for en koordinationsproces, der omfatter samspillet mellem alle mål og alle politikker. Dette bør være den overordnede retningslinje for gennemførelse af den sociale klausul og den åbne koordinationsmetode. Kommissionen bør med støtte fra Udvalget for Social Beskyttelse og Beskæftigelsesudvalget stå i spidsen for denne koordination. De to udvalg bør tage imod repræsentanter for eksterne aktører.

1.4

Gennemførelsen af den horisontale sociale klausul skal være effektiv. Sociale konsekvensanalyser bør dække alle ti integrerede retningslinjer for beskæftigelse og økonomiske politikker, og analyserne bør offentliggøres og fungere som input i den åbne koordinationsproces. Der skal være fokus på virkningerne på beskæftigelsen, antallet af mennesker, der lever i fattigdom, og sociale risici.

1.5

EØSU støtter en styrket åben koordinationsmetode, således at beskæftigelsen, den sociale beskyttelse og den sociale integration ikke tilsidesættes under den nuværende krise. Den åbne koordinationsmetode bør have mere lokalt fokus og i den sammenhæng også knyttes til målrettede aktioner, der gennemføres under Den Europæiske Socialfond. Peer review, som bygger på gensidig læring, bør føre til nationale køreplaner for social samhørighed. Indikatorer bør også have fokus på kvalitative velfærdskriterier. EØSU støtter den europæiske platform mod fattigdom, men mener, at den åbne koordinationsmetode og den horisontale klausul også kan bidrage til udviklingen af andre flagskibsinitiativer.

2.   Baggrund

2.1

Det belgiske rådsformandskab har anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om følgende emne: Hvordan kan der skabes social samhørighed gennem Europa 2020-strategien og en styrkelse af den åbne koordinationsmetode, og hvilken praktisk rolle kan den horisontale sociale klausul spille for de europæiske politikkers sociale dimension, og hvordan kan dette gennemføres?

2.2

Denne udtalelse bidrager til det belgiske rådsformandskabs konference den 14.-15. september 2010 om EU's koordination på det sociale område i lyset af Europa 2020.

2.3

Kommissionen påpeger i sin meddelelse om Europa 2020, at der er behov for at inddrage arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet på alle niveauer. Den foreslår følgende: »Endvidere bør Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget også i højere grad inddrages

2.4

For at nå Europa 2020-strategiens mål vedtog Det Europæiske Råd på sit møde den 17. juni fem overordnede mål (beskæftigelsesfrekvensen, F&U, drivhusgasemissioner, uddannelse og social integration) og konkluderede, at målene var indbyrdes forbundne og støttede hinanden. Grundlaget for en »langt stærkere økonomisk styring« blev lagt ved at give prioritet til en »øget samordning af de økonomiske politikker«. Nøglen til en vellykket gennemførelse af målene er effektive overvågningsmekanismer. Rådet vedtog et mål om at bringe 20 mio. mennesker uden for risiko for fattigdom, men valgte dog at lade det være op til medlemsstaterne at fastsætte deres nationale mål på grundlag af mindst en af tre indikatorer: fattigdomsrisiko, materielle afsavn og arbejdsløse husstande.

2.5

Europa 2020 henviser til en blanding af foranstaltninger på EU-niveau og nationalt niveau, som sigter mod at skabe »intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«. Ti integrerede retningslinjer for de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne støtter de fem overordnede mål, og der skal iværksættes syv flagskibsinitiativer. Medlemsstaterne fastsætter nationale mål og gennemfører ordninger, der tager højde for de nationale forhold, ligesom de udformer nationale reformprogrammer.

2.6

Den horisontale sociale klausul (artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) blev indføjet i Lissabontraktaten og foreskriver følgende: »Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed«.

2.7

Dette falder i tråd med de andre horisontale klausuler i traktaten (artikel 8,10,11 og 12 i TEUF): ligestilling mellem mænd og kvinder, miljø- og forbrugerbeskyttelse, som blev indført med Amsterdamtraktaten, samt bekæmpelse af forskelsbehandling, som indgår i Lissabontraktaten.

2.8

Den åbne koordinationsmetode blev fastlagt som et redskab under Lissabonstrategien i 2000. Kort sagt fastsætter Rådet mål, der følges op på gennem nationale handlingsplaner og reformprogrammer, mens fremskridt måles gennem benchmarking, indikatorer, peer review og udveksling af bedste praksis. I medfør af Lissabontraktaten har modellen for den åbne koordinationsmetode på visse politikområder også et retligt grundlag (artikel 149, 153, 156, 168, 173 og 183 i TEUF).

3.   Generelle bemærkninger

3.1

For at komme sig over den nuværende store økonomiske og sociale krise er Europa på vej imod en styrket koordinering af sine økonomiske politikker. EØSU understreger, at det sociale fremskridt er lige så vigtigt som økonomiske reformer, hvis alle Europa 2020-strategiens mål skal opfyldes. Der er derfor et tvingende behov for at sammenkoble strategiens økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner. Samordnede og gensidigt forstærkende politikker kræver, at alle instrumenter anvendes, koordineres og styrkes.

3.2

På denne baggrund bifalder EØSU, at det belgiske rådsformandskab har fokus på styreformer og social samhørighed og lægger vægt på den horisontale sociale klausul og en styrket åben koordinationsmetode. Dette fokus bør bibeholdes i en langsigtet tilgang. EØSU anmoder indtrængende den ungarske regering om at gøre dette emne til en prioritet for sit kommende rådsformandskab.

3.3

EØSU understreger også, at der bør tages hensyn til bestemmelserne i chartret om grundlæggende rettigheder i forbindelse med styrkelsen af instrumenterne for sociale fremskridt.

3.4

EØSU har konsekvent påpeget, at borgernes og det organiserede civilsamfunds reelle deltagelse i alle stadier og niveauer i processen er et nødvendigt styringselement. Der skal skabes konsensus om økonomiske og sociale reformer med arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører, hvilket vil øge chancen for at opfylde de overordnede mål.

3.5

EØSU understreger det bydende nødvendige i, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsrepræsentanter i høj grad inddrages i fastsættelsen af nationale mål, udformningen af nationale reformprogrammer, styrkelsen af den åbne koordinationsmetode og gennemførelsen af den horisontale sociale klausul. Det organiserede civilsamfunds holdninger bør tages i betragtning, når Kommissionen og Rådet godkender mål og evaluerer fremskridt.

3.6

Europa 2020-strategien skal gennemføres på alle territoriale niveauer. En bottom up-tilgang bør iværksættes samtidig med europæiske top down-initiativer, når der udformes og gennemføres EU-politikker på det sociale område. Derfor skal det organiserede civilsamfund opbygge reelle og effektive partnerskaber med regionale og lokale regeringsniveauer/myndigheder for at fastsætte regionale mål og passende politiske foranstaltninger. Dette falder i tråd med en effektiv gennemførelse af partnerskabsprincippet, der bør ligge til grund for anvendelse og tildeling af støtte under EU's strukturfonde i fremtiden, hvorved man udnytter synergieffekterne mellem Europa 2020-strategien og Den Europæiske Socialfond (1).

3.7

EØSU er også fortaler for en aktiv inddragelse af nationale økonomiske og sociale råd og lignende organisationer.

3.8

EØSU foreslår, at Kommissionen samtidig med den årlige rapport om de nationale reformprogrammer i medlemsstaterne udarbejder en »styringsrapport« på baggrund af den inddragende styring af den åbne koordinationsmetode og den horisontale sociale klausul, som Europa-Parlamentet, EØSU og Regionsudvalget bør høres om. EØSU kan bruge sit netværk af nationale økonomiske og økonomiske og sociale råd og lignende organisationer til at overvåge inddragelsen af det organiserede civilsamfund. EØSU kan endda offentliggøre sine egne rapporter.

3.9

Der er et stort behov for en koordinationsproces, som dækker samspillet mellem de overordnede mål, de integrerede retningslinjer og flagskibsinitiativerne. Kommissionen spiller en strategisk vigtig rolle ved at stå i spidsen for denne »koordination af koordinationen«. De integrerede regningslinjer bør »integreres« i ordets bogstavelige forstand forstået på den måde, at alle politikker skal være sammenhængende og have fokus på alle mål. En sådan integration bør være den overordnede retningslinje, når der indføres mekanismer for gennemførelse af den horisontale sociale klausul og styrkelse af den åbne koordinationsmetode. For at knytte de to instrumenter tættere sammen bør resultaterne af gennemførelsen af den horisontale sociale klausul fungere som input i den åbne koordinationsproces.

3.10

EØSU støtter derfor i høj grad de forslag, som Udvalget for Social Beskyttelse fremsatte den 21. maj 2010 i sit bidrag til den nye europæiske strategi (2). Udvalget for Social Beskyttelse ønsker, at den horisontale sociale klausul indgår i præamblen til forslaget vedrørende retningslinjerne for de økonomiske politikker. Udvalget anfører endvidere, at en tematisk vurdering og rapportering om fremskridtene vedrørende den sociale dimension er et nødvendigt aspekt af den integrerede vision for Europa 2020.

3.11

EØSU værdsætter det arbejde, som Udvalget for Social Beskyttelse og Beskæftigelsesudvalget har udført, og mener, at de skal tildeles en større rolle i forbindelse med styrkelsen af instrumenterne til fremme af den sociale dimension. EØSU foreslår, at det ikke kun er de offentlige forvaltningsniveauer, men også arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer, som er repræsenteret i udvalgene. EØSU foreslår, at udvalgene mere regelmæssigt afholder møder med repræsentanter for disse aktører fra både europæisk og nationalt niveau. Repræsentanterne for de offentlige forvaltningsniveauer i Udvalget for Social Beskyttelse og Beskæftigelsesudvalget har et ansvar for både at arrangere og deltage i høringer af arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører i deres hjemlandes civilsamfund.

3.12

EØSU støtter Kommissionens forslag om at udvikle kommunikationsværktøjer, der tager sigte på at inddrage borgerne, arbejdstagerne, virksomhederne og de organisationer, der repræsenterer dem. Kommissionens initiativ til at gøre status over de sociale forhold kan tjene som model og iværksættes på mere permanent vis, også på lokalt niveau. Dog skal arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund selv være proaktive, når det gælder anvendelsesmuligheder af den horisontale sociale klausul og den åbne koordinationsmetode. Derfor foreslår EØSU, at der til dette formål iværksættes pilotprojekter, som finansieres gennem Progress-programmet.

4.   Særlige bemærkninger til den horisontale sociale klausul

4.1

Virkningerne af de horisontale klausuler på områderne miljø, ligestilling mellem kønnene og forbrugerbeskyttelse, som for mere end 10 år siden blev fastlagt i traktaten, er hovedsagelig af uformel karakter.

4.2

EØSU understreger, at sociale konsekvensanalyser er en vigtig del af overvågningen af Europa 2020-strategien. De bør skabe effektive mekanismer til evaluering af sociale risici og bør offentliggøres, så de kan drøftes i offentligheden. EØSU understreger, at især virkningerne på beskæftigelsen og på antallet af mennesker, der er udsat for fattigdomsrisiko, bør evalueres.

4.3

Kommissionen bør med støtte fra Udvalget for Social Beskyttelse og Beskæftigelsesudvalget tage ansvaret for det. Arbejdsmarkedets parter i Europa og andre store aktører bør inddrages aktivt. Deres synspunkter bør offentliggøres samtidig med evalueringerne (vedlægges som bilag). I den forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionen allerede har fastlagt mekanismer til at udføre sociale konsekvensanalyser ved hjælp af det integrerede konsekvensanalyseværktøj, men de er ikke særlig synlige og er ikke tilstrækkeligt udviklede.

4.4

EØSU mener, at det skal sikres, at økonomisk politik og budgetkonsolidering fører til et højere beskæftigelsestal, færre mennesker, der lever i fattigdom, og flere sociale rettigheder. Derfor bør sociale konsekvensanalyser frem for alt dække alle ti integrerede retningslinjer for beskæftigelsen og de økonomiske politikker. Men andre foranstaltninger, der iværksættes for at opfylde de fem overordnede mål, bør også evalueres, hvis der er behov for det.

4.5

Der bør både udarbejde sociale konsekvensanalyser på nationalt og regionalt niveau.

4.6

En første rapport vil formentlig blive fremsat i december 2010 og kan således bruges som input til den første årlige evaluering af Europa 2020.

5.   Særlige bemærkninger til den åbne koordinationsmetode

5.1

EØSU har ofte kritiseret den åbne koordinationsmetode for ikke at have leveret de forventede resultater. Den er ineffektiv og usynlig på nationalt niveau. Den inddrager ikke i tilstrækkelig grad arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer.

5.2

På den anden side er der konstateret forbedringer, særligt på området social integration, og EØSU har i flere udtalelser varmt anbefalet at anvende den åbne koordinationsmetode på nye politikområder (for eksempel sundhed, ungdomspolitik, demografiske udfordringer samt indvandring og asyl).

5.3

EØSU er af den stærke overbevisning, at den åbne koordinationsmetode under den nuværende krise bør styrkes for at sikre, at politikkerne for social beskyttelse og social integration ikke tilsidesættes.

5.4

EØSU giver sin fulde støtte til oprettelsen af »En europæisk platform mod fattigdom« som et instrument, der skal stimulere virksomhedernes, arbejdernes og den brede offentligheds engagement, når det gælder om at nedbringe den sociale udstødelse gennem praktiske foranstaltninger. Platformen og den åbne koordinationsmetode vil påvirke hinanden positivt. Dog mener EØSU, at den åbne koordinationsmetode også kan bidrage til udviklingen af andre flagskibsinitiativer, særlig hvis de følges op af sociale konsekvensanalyser af den horisontale klausul.

5.5

EØSU har foreslået, at den åbne koordinationsmetode styrkes gennem fastlæggelse af bindende mål på medlemsstatsniveau for at opfylde målene i Europa 2020-strategien. Denne holdning har EØSU givet udtryk for i flere udtalelser, bland andet i den nylige udtalelse om retningslinjer for beskæftigelsespolitikker (3), hvori der opfordres til mere ambitiøse og målbare mål for beskæftigelse, uddannelse og social integration blandt andet ved hjælp af en bedre politikkoordination. EØSU bakker i høj grad op om den anmodning, som blev fremsat på EØSU's biennale konference i Firenze, om at Europa 2020-strategien skal omfatte specifikke indikatorer til at måle, hvilken betydning tidlig uddannelse har på nedbringelse af social udstødelse senere i livet.

5.6

EØSU understreger dog, at når medlemsstaterne har frihed til at vælge de mest passende indikatorer (se ovennævnte punkt 2.4), så bør der i forbindelse med den åbne koordinationsmetode foretages benchmarking af alle relevante indikatorer. En medlemsstat bør ikke kunne undlade at opfylde EU's kernemål. Det er EØSU's holdning, at oplysninger om antallet af mennesker, der målt ud fra den relative indkomstindikator (4) lever med en fattigdomsrisiko, er relevante for alle medlemsstater. Derudover er det vigtigt, at nationale mål fastsættes på baggrund af en ægte inddragende dialog med aktørerne.

5.7

EØSU mener, at der bør være bedre incitamenter for medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser for eksempel ved hjælp af en klar henvisning til støtte fra Den Europæiske Socialfond. Denne tilgang vil blive styrket, hvis Den Europæiske Socialfonds operationelle programmer får endnu større fokus på social integration, og hvis der indgås et effektivt partnerskab med arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund.

5.8

Den åbne koordinationsmetode skal have mere »lokalt fokus« og fastlægge lokale og regionale handlingsplaner i samarbejde med lokale myndigheder og organisationer. Dermed afspejles bottom up-tilgangen og koordinationen mellem partnere og politikker, blandt andet med støtte fra strukturfondene. Hvis metoden decentraliseres på denne måde, vil det gøre integrationspolitikken mere synlig, hvilket der er et stort behov for.

5.9

EØSU er stor fortaler for benchmarking af den inddragende styring af den åbne koordinationsmetode, særligt hvad angår inddragelse af det organiserede civilsamfund, på baggrund af indikatorer, peer review, gensidig læring og udveksling af god praksis. EØSU foreslår, at en sådan benchmarking udformes som en kodeks for god praksis af Kommissionen og Udvalget for Social Beskyttelse i samarbejde med de største europæiske aktører. Den kunne tage udgangspunkt i følgende kriterier (5):

Dialogstruktur:

Alle relevante aktører bør deltage

Dialogform: Ægte deltagelse bør fremmes – ikke blot information og høring

Inddragelse af det regionale/lokale niveau gennem inddragende handlingsplaner osv.

Deltagelse af nationale økonomiske og sociale råd

Rettidig inddragelse af aktører på alle stadier i den politiske proces

Dokumenteret resultat af dialogen

Fastlæggelse af nationale/regionale mål

Fastlæggelse og opfølgning på indikatorer

Deltagelse af aktører i peer review, gensidig læring og fastlæggelse af bedste praksis

Deltagelse af aktører i praktiske foranstaltninger for at fremme beskæftigelse og social integration

5.10

Der bør skabes en tydelig forbindelse mellem forslag, som er baseret på »fælles principper«, og den åbne koordinationsmetode. Fælles principper er anbefalinger til medlemsstaterne og er i EU-politikker for eksempel blevet brugt til tematiske strategier for flexicurity, aktiv inddragelse og aktiv alderdom.

5.11

Resultatet af den åbne koordinationsmetode bør på et tidspunkt føre til forslag om brug af andre instrumenter såsom »tættere samarbejde« mellem medlemsstaterne, anvendelse af fællesskabsmetoden m.v.

5.12

EØSU understreger, at indikatorer ikke kun bør vedrøre den økonomiske ydeevne, men at der også bør fastlægges samfundsmæssige trivselsindikatorer, således som Stiglitz-kommissionen (6) har foreslået. EØSU har tidligere fastlagt kvantitative og kvalitative indikatorer for socialpolitikken, for eksempel hvad angår ligestilling mellem kønnene, ungdomsbeskæftigelse, »fattige arbejdstagere«, handicappede, kvalitetsjob, fattigdom blandt børn og unge, indkomstfordeling, mindsteløn/mindstelønsordninger samt adgang til sundheds- og socialsektoren. Der er også foreslået en praktisk anvendelig indikator for livskvaliteten, som omfatter seks forskellige områder (7). Kvalitative indikatorer til måling af tilgængelighed og kvalitet i relation til borgernes forventninger, brugerinddragelse og brugervenlighed er også blevet foreslået.

5.13

Indikatorer bør fastlægges på europæisk, nationalt og regionalt niveau, men EØSU påpeger, at aktører bør inviteres til at deltage i udformningen og evalueringen af dem.

5.14

EØSU anser det for vigtigt, at medlemsstaterne aflægger rapport om deres fremskridt inden for opfyldelsen af hvert enkelt mål. Der skal i den sammenhæng bruges sammenlignelige europæiske indikatorer, som dog kan revideres, både med henblik på at oprette en resultattavle, som foreslået i Kok-rapporten (8), og til brug som fejlfindingsværktøj, så nationale og lokale aktører kan forbedre sig og korrigere deres egne fejl.

5.15

Effektive systemer for gensidig læring og overførsel af bedste praksis samt anvendelse af ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger skal inddrage beslutningstagere på alle niveauer. Eftersom arbejdsmarkedets parter og andre relevante civilsamfundsaktører har en enestående viden om og bred erfaring med social- og beskæftigelsespolitik, skal de inddrages i indkredsningen og evalueringen af mulighederne for at overføre bedste praksis, særligt hvad angår innovative foranstaltninger.

5.16

Peer review af medlemsstaterne bør gøres bedre gennem inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører. Evalueringer baseret på gensidig læring og bedste praksis bør munde ud i offentlige anbefalinger til medlemsstaterne samt forslag til køreplaner for social samhørighed.

Bruxelles, den 15. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  ECO/258, »Effektive partnerskaber inden for samhørighedspolitikken«, ordfører: Jan Olsson.

(2)  Rådet 9964/10.

(3)  EØSU's udtalelse af 27. maj 2010 om retningslinjer for beskæftigelsespolitikker, hovedordfører: Wolfgang Greif, CESE 763/2010.

(4)  Fattigdomsgrænsen defineres her som en indkomst under 60 % af gennemsnitsindkomsten.

(5)  For eksempel »EU Policy Coordination Beyond 2010: Towards a New Governance Structure« (EU's politikkoordinering efter 2010: Hen imod en ny struktur for regeringsførelse) af Jonathan Zeitlin.

(6)  Kommission til måling af økonomiske resultater og sociale fremskridt.

(7)  EØSU's udtalelse af 22.10.2008 om »Hinsides BNP – målemetoder for bæredygtig udvikling«, ordfører Martin Siecker, EUT C 100 af 30.4.2009, s. 53-59.

(8)  »Tackling af udfordringen - Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse«, rapport fra arbejdsgruppen på højt niveau under ledelse af Wim Kok, november 2004.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/28


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udviklingen i de sociale ydelser (sonderende udtalelse)

2011/C 44/05

Hovedordfører: Xavier VERBOVEN

I brev af 29. april 2010 anmodede Laurette ONKELINX, belgisk vicepremierminister og minister for sociale spørgsmål og folkesundhed, på vegne af det fremtidige belgiske rådsformandskab og under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

»Udviklingen i de sociale ydelser«.

Den 25. maj 2010 pålagde udvalgets præsidium Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder at udarbejde udvalgets udtalelse.

På grund af sagens hastende karakter besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 464. plenarforsamling den 14. og 15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, at udpege Xavier VERBOVEN som hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 66 stemmer for, 3 imod og 10 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU glæder sig over, at det belgiske EU-formandskab vil vie en særlig konference til spørgsmålet om udviklingen i de sociale ydelser. Udvalget erkender, at den sociale beskyttelse er et vigtigt instrument til indkomstfordeling, social samhørighed og solidaritet, som bør indtage en central plads i den europæiske integration. De grundlæggende sociale rettigheder garanterer bl.a. adgang til tilstrækkelige ydelser til dem, der konfronteres med visse sociale risici eller til social bistand og boligstøtte for alle, der ikke har tilstrækkelige midler. EØSU minder om, at det den 30. november 2009 vedtog en erklæring, hvori det opfordrer Kommissionen til at gennemføre et socialt handlingsprogram (1), der garanterer, at de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder behandles på lige fod med konkurrencereglerne og de økonomiske friheder.

1.2   EØSU understreger socialpolitikkens rolle som produktionsfaktor. Det påpeger endnu en gang, at en passende social- og beskæftigelsespolitik bidrager til at fremme såvel social retfærdighed som økonomiske effektivitet og produktivitet. Kernen i den europæiske sociale model ligger i en god kombination af økonomiske effektivitet og socialt fremskridt (2). Befolkningens opbakning bag det europæiske projekt afhænger af effektiviteten af politikken på disse forskellige områder. I øvrigt bør man ikke undervurdere den væsentlige stabiliserende rolle, som den sociale beskyttelse har på økonomien i perioder med såvel høj- som lavkonjunktur (3).

1.3   Den nuværende økonomiske og sociale krise gør en ambitiøs europæisk strategi frem til 2020 mere nødvendig end nogen sinde. Denne nye strategi, der blev fastlagt af Kommissionen (4), er netop blevet vedtaget på Det Europæiske Råd den 17. juni 2010 og skal formelt vedtages af Parlamentet i september i år. Den omfatter fire områder: viden og innovation, en mere bæredygtig økonomi, højere beskæftigelsesniveau og social integration. EØSU støtter denne flerdimensionelle vision, som sigter på at støtte en »intelligent, bæredygtig og inklusiv« vækst, men beklager, at anbefalingerne i sin tidligere udtalelse om »Lissabon-strategien efter 2010« ikke er blevet taget til følge på visse punkter, hvor man havde konstateret mangler. Det er især vigtigt, at der udarbejdes »retningslinjer omfattende kvantificerbare mål for ligestilling mellem kønnene, bekæmpelse af ansættelsesforhold med mangelfuld social beskyttelse, overgang til en kulstoffattig økonomi, bekæmpelse af fattigdom (også blandt arbejdstagere) samt forebyggelse af social udstødelse (f.eks. passende understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed eller tab af arbejdsevne og adgang til offentlige tjenesteydelser)« (5).

1.4   EØSU bifalder, at Europa 2020-strategien indeholder en retningslinje, der er specifikt rettet mod social integration og bekæmpelse af fattigdom med et løfte om, at mindst 20 millioner mennesker ikke længere skal risikere fattigdom og udstødelse (6). Da 2010 er blevet dekreteret Det Europæiske År for Bekæmpelse af Fattigdom, er det nødvendigt at tage skridt til at hjælpe alle de berørte til at slippe ud af fattigdommen.

1.5   Rådet mener, at den bedste vej ud af udstødelse er at få adgang til beskæftigelse, der er varig, af god kvalitet og rimeligt aflønnet. Der bør gennemføres strukturelle forbedringer for at skabe et inklusivt arbejdsmarked (7). EØSU minder om, at der blev indgået en rammeaftale om et inklusivt arbejdsmarked den 9. december 2009 som led i den sociale dialog. I denne rammeaftale udtrykker arbejdsmarkedsparterne deres vilje til at fremme inklusive arbejdsmarkeder, maksimere arbejdskraftens potentiale i Europa, øge beskæftigelsesgraden, forbedre beskæftigelsens kvalitet herunder også uddannelsen og kompetenceudviklingen.

1.6   EØSU deler Europa-Parlamentets opfattelse, der kommer til udtryk i dets betænkning af 6. maj 2009 om aktiv integration af mennesker, der er stødt fra arbejdsmarkedet (8) især første betragtning, hvori det hedder, at »aktiv integration ikke må erstatte social integration, da udsatte grupper, som ikke er i stand til at deltage på arbejdsmarkedet, har ret til et værdigt liv og dermed en minimumsindkomst, og at der skal være adgang til lettilgængelige og prismæssigt overkommelige sociale serviceydelser af høj kvalitet, uanset om personen er i stand til at deltage på arbejdsmarkedet eller ej

1.7   EØSU minder om, at det i forbindelse med sin udtalelse af 12. juli 1989 om fattigdom (9) anbefalede, at der blev indført »et socialt minimum, der skal fungere både som et sikkerhedsnet for de fattige og som den nødvendige løftestang for deres sociale reintegration.« Det beklager, at denne udtalelse og Rådets henstilling af 24. juni 1992 om fælles kriterier i forbindelse med sikring af tilstrækkelige indtægter og ydelser fra socialbeskyttelsesordninger (10) endnu ikke har resulteret i passende foranstaltninger. EØSU mener derfor, at man bør overveje en gradvis indførelse af en indkomstgaranti og sikring af ydelser inden for den sociale beskyttelse. Dette skal ske med et nyt instrument, der også tager hensyn til nationale særtræk, for mere effektivt at støtte medlemsstaternes politikker til bekæmpelse af fattigdom. I denne forbindelse er det væsentligt, at reduktion af fattigdom er optaget som mål i Europa 2020-strategien.

1.8   Hvad angår de sociale erstatningsindkomster understreger EØSU, at ikke alle i øjeblikket er genstand for særlig opmærksomhed under forhandlingerne inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode vedrørende social beskyttelse. Forhandlingerne tager sigte på med fastsættelsen af mål, fælles indikatorer og udveksling af god praksis at reformere de sociale sikringssystemer mht. pensioner, sundhedspleje og langvarig pleje i kampen mod fattigdom og social udstødelse. Det viser sig, at man i denne væsentlige proces ikke tager hensyn til ydelser i forbindelse med arbejdsløshed, uarbejdsdygtighed, barsel og de ydelser, der udbetales til handicappede, ofre for arbejdsulykker eller en erhvervssygdom. EØSU anbefaler, at samtlige erstatningsindkomster lægges ind under den åbne koordinationsmetodes virkefelt inden for social beskyttelse. Det anbefaler bl.a., at man indfører et overvågningssystem for at sikre, at de tildelte ydelser er tilstrækkeligt høje.

1.9   EØSU påpeger, at moderniseringen af vore sociale sikringsordninger forudsætter en effektiv afbalancering af incitamenterne til at øge udbuddet af arbejdskraft på den ene side og foranstaltningerne til at sikre en rimelig social beskyttelse med en effektiv fordeling af udgifterne på den anden. Hvad angår førstnævnte skal det understreges, at indkomsten ikke bør være det eneste relevante element. Der er også andre faktorer, der spiller en væsentlig rolle såsom tilgængelighed, effektiviteten og kvaliteten af børnepasningsordningerne, foranstaltninger til at lette handikappedes adgang, jobformidlingstilbuddene, uddannelsesmulighederne og et offentligt sundhedsvæsen (11). EØSU understreger derfor endnu en gang sit ønske om at styrke den åbne koordinationsmetode med indførelsen af målbare målsætninger for den sociale beskyttelse navnlig mht. til erstatningsgraden og dækningsgraden, men også adgangen til offentlige tjenester (12). I øvrigt konstaterer udvalget, at udbredelsen af aktiveringsordningerne ikke er genstand for speciel opmærksomhed inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode vedrørende social beskyttelse. Det anbefaler, at Udvalget for Social Beskyttelse udarbejder en rapport for at undersøge, om disse aktiveringstiltag også rent faktisk afspejler værdierne solidaritet, ansvarlighed og samhørighed.

1.10   EØSU ønsker at understrege den væsentlige rolle, repræsentanterne for civilsamfundet og arbejdsmarkedsparterne kan spille i forbindelse med alle aspekter af moderniseringen af de sociale sikringsordninger og styrkelsen af den åbne koordinationsmetode som en demokratisk proces.

2.   Indledning og baggrund

2.1   Social beskyttelse er et vigtigt omfordelings- og solidaritetsinstrument, og ansvaret for dets organisation og finansiering henhører under medlemsstaterne. Da den er skabt inden for de enkelte medlemsstater, er systemerne præget af store forskelligheder. Det er kernen i skabelsen af Europa, som det fremgår af artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (13). Også artikel 34 i Charteret om grundlæggende rettigheder (14) anerkender og respekterer:

dels retten til adgang til sociale sikringsydelser og sociale tjenester i tilfælde af graviditet og barsel, sygdom, arbejdsulykker, plejebehov, alderdom samt arbejdsløshed;

dels retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler.

2.2   Ud over at garantere en rimelig indkomst til personer, der ikke arbejder eller rammes af sociale risici, skal den sociale beskyttelse ligeledes spille en aktiv understøttende rolle i forbindelse med jobskift især for at sikre en god integration på arbejdsmarkedet.

2.3   Da Europa var konfronteret med konsekvenserne af den finansielle krise i 2008, bidrog de sociale sikringssystemer ikke blot til, at befolkningen blev sparet for de mest alvorlige følger, men spillede også på det økonomiske område en kontra-cyklisk og stabiliserende rolle (15). På grund af manglende konvergenspolitikker kunne disse ordninger blive undergravet bl.a. på grund af den fordrejning af konkurrencen, visse medlemsstater griber til, når de bruger en begrænsning af de sociale udgifter som et incitament til at tiltrække udenlandske investeringer. Den tendens er en realitet på det skattemæssige og lønmæssige plan og er ved at brede sig til det sociale område (16).

2.4   Nu da en ny Europa 2020-strategi melder sig, er det vigtigt at huske, at økonomisk vækst og øget beskæftigelse ikke i sig selv er en garanti for større social samhørighed. I de sidste ti år er ulighederne ofte blevet større, og fattigdom og social udstødelse er fortsat et alvorligt problem i de fleste medlemsstater (17). EØSU påpeger endnu en gang, at forholdsregler for at bekæmpe sådanne fænomener ikke hovedsagelig bør træffes reaktivt og i relation til godtgørelsen, men ligeledes præventivt og proaktivt for at forebygge fattigdom. Et konkret eksempel herpå er børnefattigdom, der kan være afgørende for den pågældendes udvikling og videre livsforløb.

2.5   I dag står den sociale beskyttelse i almindelighed og de sociale ydelser i særdeleshed over for fire vigtige udfordringer:

spændingsfeltet mellem konsekvenserne af krisen på den ene side med øgede arbejdsløshedsudgifter som følge af tab af talrige arbejdspladser og på den anden presset på de offentlige finanser, som dette afføder. For at undgå at mennesker bliver fastlåst i langtidsarbejdsløshed, er det væsentligt, at de sociale sikringsordninger moderniseres yderligere til en dynamisk og pålidelig ramme, som kan sikre adgang og tilbagevenden til et godt job, samtidig med at systemernes bæredygtighed sikres;

befolkningens aldring som har betydelige konsekvenser for pensionerne og sundhedsforsorgen. Som led i solidariteten mellem generationerne er det nødvendigt at sikre, at pensionsniveauet er tilstrækkeligt, og at man investerer i fænomener, der er forbundet hermed som f.eks. støtte til afhængige personer;

den uacceptable vækst i fattigdommen og ulighederne. Den nye Europa 2020-strategi opstiller ambitiøse mål for reduktion af fattigdommen. For at nå disse er det nødvendigt, at medlemsstaterne gør en koordineret indsats inden for talrige områder i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet;

den nødvendige forbedring af velfærden og den sociale samhørighed blandt Europas borgere. De seneste år har disse tilkendegivet, at de havde store forventninger til nye og effektive sociale foranstaltninger, som er progressive rent socialt og økonomisk bæredygtige.

3.   Tilstrækkelige erstatningsindkomster

3.1   I vore socialsikringssystemer er der lagt stor vægt på de sociale ydelser, der skal garantere en indkomst i tilfælde af arbejdsløshed, pensionering, sygdom eller handicap. Uanset deres finansieringsmetode, grundprincipperne (forsikrings- eller solidaritetsprincippet) eller betingelserne for deres tildeling har de alle som mål at sikre personer, der konfronteres med sådanne sociale risici, en rimelig og stabil indkomst. De udgør derfor et væsentligt holdepunkt såvel for den enkelte som for samfundet som helhed. De skal derfor ikke betragtes som en byrde, men som en produktiv investering, som kan komme alle til gode.

3.2   Globaliseringen, de teknologiske ændringer, den begyndende aldring af befolkningen og på det seneste den økonomiske krise i 2008 har rystet de europæiske økonomier og samfund og har affødt vidtgående ændringer af de sociale sikringsordninger i almindelighed og erstatningsindkomsterne i særdeleshed. Den såkaldte moderniseringspolitik gennem den sidste snes år søgte især at sanere medlemsstaternes offentlige finanser og sikre den økonomiske vækst, bl.a. gennem en høj beskæftigelse. Derfor blev de sociale ydelser først og fremmest betragtet som et middel til at øge erhvervsfrekvensen.

3.3   Udvalget er sig fuldt bevidst, at det beskyttelsesniveau, som disse ydelser giver, er kraftigt afhængigt af de offentlige finanser, som for tiden er under et betydeligt pres som følge af konsekvenserne af den økonomiske krise og udfordringerne i forbindelse med befolkningens aldring. Det vil dog endnu en gang påpege, at det afviser ethvert »tiltag, som ville gå ud over den solidaritet, som den sociale beskyttelse er baseret på, og som er så nyttig for Europa« (18). Ydelser, der udbetales for at holde levestandarden på et vist niveau, er væsentlige for at sikre en bedre fordeling af goderne og indkomsten samt den sociale samhørighed. I samme ånd understreger udvalget vigtigheden af de mekanismer, der tilpasser ydelserne efter ændringer i levestandarden. Derfor finder udvalget det også nødvendigt at indføre et kontrolsystem inden for den åbne koordinationsmetode for at undersøge, om de udbetalte ydelser er tilstrækkelige.

3.4   EØSU opfordrer til at udarbejde et socialt handlingsprogram, der skal være baseret på et positivt samarbejde mellem medlemsstaterne og »ikke fremstå som resultatet af et kapløb om at sænke niveauet, når det gælder sociale rettigheder, social beskyttelse og arbejdsvilkår« (19).

3.5   Arbejdsløshed: tilstræbe en bedre social beskyttelse – en investering i såvel økonomisk konkurrenceevne som social integration.

3.5.1   Arbejdsløshedsforsikringen er en væsentlig social fordel, idet alle arbejdstagere hermed forsikres mod konsekvenserne af en afskedigelse eller omstrukturering. Målet er at sikre et rimeligt og pålideligt indkomstniveau, der er en af de grundlæggende betingelser for erhvervsmæssig mobilitet og dermed også tilbagevenden til arbejdsmarkedet (20).

3.5.2   Arbejdsløshedsforsikringen skal ikke begrænse sig til at udbetale ydelser, men skal også omfatte passende og stimulerende foranstaltninger for atter at finde kvalitetsbeskæftigelse. Med disse aktive politikker skal de arbejdsløse følges personligt og have adgang til kvalificerende uddannelse (21). Der er også andre faktorer, der spiller en væsentlig rolle så som tilgængeligheden, effektiviteten og kvaliteten af børnepasningsordningerne, men også foranstaltninger til at lette handikappedes adgang, uddannelsesmulighederne og det offentlige sundhedsvæsen (22). De offentlige myndigheder bør sørge for, at alle disse elementer forefindes, da de er nødvendige for gennemstrømningen på arbejdsmarkedet.

3.5.3   På den anden side er EØSU af den opfattelse, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger, der på en strukturel måde skaber et arbejdsmarked, som er ægte inklusivt (23). I denne forbindelse skal det endnu en gang nævnes, at der blev indgået en rammeaftale om et inklusivt arbejdsmarked den 9. december 2009 som led i den sociale dialog. I denne rammeaftaler bekræfter arbejdsmarkedsparterne deres vilje til at fremme inklusive arbejdsmarkeder, maksimere arbejdskraftens potentiale i Europa, øge beskæftigelsesgraden, forbedre beskæftigelsens kvalitet herunder også uddannelsen og kompetenceudviklingen.

3.5.4   Ifølge EØSU er en koordineret politik nødvendig for at sikre sig, at det kan betale sig at arbejde, og at det finansielt virkeligt er mere tiltrækkende. Via en koordineret social-, skatte- og lønpolitik skal lavtlønnede og svagt uddannede personer kunne finde et lønsomt arbejde og dermed undgå fattigdom og arbejdsløshed (24).

3.5.5   Med en kombination af arbejdsløshedsunderstøttelse og en dynamisk arbejdsmarkedspolitik kan man stabilisere økonomien og tilskynde folk til aktivt at tilpasse sig forandringer ved, at de forbedrer deres kompetencer og tager effektive initiativer til at søge ny beskæftigelse og gennemgå omskoling (25). Dog bør man være opmærksom på, at den aktuelle aktiveringspolitik i medlemsstaterne på en afbalanceret måde respekterer værdierne solidaritet, ansvarlighed og samhørighed, og at den ikke indebærer nogen risiko for forskelsbehandling, sektorspecifikke forskelle og begrænsning til atypiske, mindre kvalificerede og/eller dårligt betalte job. Desuden bør man vare sig for at fastsætte strengere kriterier for arbejdsløshedsunderstøttelse især i en periode med økonomiske krise, hvor der er ringe efterspørgsel efter arbejdskraft. Der hersker nemlig risiko for, at udelukkede personer kommer i en endnu mere usikker situation, hvilket er en alvorlig hindring for deres professionelle (re)integration. Denne udstødningspolitik kan også føre til en forskydning til andre sektorer af den sociale beskyttelse som f.eks. social bistand eller arbejdsudygtighed, hvilket ikke er ønskeligt.

3.6   Tilstrækkelige pensioner i lyset af befolkningens aldring

3.6.1   I betragtning af at antallet af pensionister i Europa stiger, og det relative antal af erhvervsaktive falder, har Den Europæiske Union tilskyndet medlemsstaterne til at påbegynde en reform af deres pensionsordninger for fortsat at kunne sørge for tilstrækkelige pensioner. Disse reformer er baseret på følgende søjler: tilskyndelse til at arbejde længere, stimulering af supplerende pensioner, nøjere sammenhæng mellem de sociale bidrag og ydelserne, fastsættelse af ydelser, der tager højde for den længere levealder, tilstrækkelig finansiering af mindstepensionen, tildeling af kreditter for plejeperioder inden for pensionsrettighederne og automatiske eller halvautomatiske revisionsmekanismer.

3.6.2   I de 27 medlemsstater er risikoen for fattigdom særlig høj blandt personer på 65 og derover (gennemsnitlig 20 % imod 17 % for befolkningen som helhed), og det gælder frem for alt kvinder (22 %). Forskellen mellem pensionernes niveau og den øvrige befolknings indkomstniveau bliver således et problem. Pensionen har til formål at sikre pensionisterne en indkomst til erstatning for og i funktion af den løn, de oppebar i deres erhvervsaktive liv. I fremtiden skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at mindske niveauforskellen mellem mænds og kvinders pension, men også sørges for en korrekt dækning af alderdomsrisikoen hos arbejdstagere i atypiske erhverv, og som har haft en atypisk karriere. Den forskel, der stadig eksisterer på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder, har væsentlige konsekvenser for erhvervelsen af rettigheder og dermed for kvinders pensionsudsigter (26). Udvalget ønsker ligeledes at understrege, at udbredelsen af minimumspensionssystemer spiller en afgørende rolle i kampen mod fattigdom blandt ældre. EØSU insisterer på, at Udvalget for social beskyttelse og den åbne koordinationsmetode tillægger dette forhold særlig opmærksomhed.

3.6.3   De offentlige pensionsordninger er den væsentligste indkomstkilde for pensionister. Derfor er det absolut nødvendigt, at man gør alt for at sikre, at de er bæredygtige og finansielt holdbare. EØSU er af den opfattelse, at finansieringen af disse offentlige ordninger bedst garanteres via en høj beskæftigelsesgrad og via supplerende finansieringsforanstaltninger, sådan som det er sket i visse medlemsstater. Disse ordninger er baseret på solidaritetsprincippet og knytter forbindelser mellem og inden for generationerne, hvilket er med til at sikre den sociale samhørighed. Desuden giver de også mulighed for at oparbejde pensionsrettigheder i perioder med arbejdsløshed og afbrud i karrieren på grund af sygdom eller af familiemæssige årsager. Ordningernes finansielle stabilitet bestod deres prøve under den finansielle krise i 2008.

3.6.4   Ud over de officielle pensionsordninger har der udviklet sig supplerende pensionsordninger. Da disse kan give pensionisterne en ekstra indkomst, bør alle lønmodtagere have adgang til dem. Dog kan de ikke være hverken en alternativ løsning på de officielle pensioners finansielle holdbarhed og heller ikke rejse tvivl ved disse. I forbindelse med udformningen og gennemførelsen af disse supplerende ordninger skal man af hensyn til bidragsbetalerne og pensionisterne overholde en række krav og især i samråd med arbejdsmarkedets parter udarbejde en regelgivende ramme på europæisk plan. De supplerende pensionsordninger skal ikke udelukkende være investeringsfonde, som garanterer en individuel pension, men skal dække livsrisikoen og sikre en indkomst i perioder med sygdom og selv med økonomisk arbejdsløshed og fravær af familiemæssige årsager. Alle arbejdstagere inden for en sektor eller virksomhed bør have adgang til disse supplerende ordninger. Princippet om ligebehandling af mænd og kvinder skal ligeledes finde anvendelse. Endvidere er det væsentligt, at arbejdsmarkedsparterne inddrages i deres gennemførelse og kontrollen med forvaltningen heraf. Sluttelig er det væsentligt at fremme investeringer med positiv indflydelse på beskæftigelsen og modvirke ren spekulation.

3.7   Arbejdsudygtighed: et vigtigt sikkerhedsnet i tilfælde af sygdom eller handicap

3.7.1   Ud over arbejdsløshedsunderstøttelse og pensioner omfatter erstatningsindkomsterne også de ydelser, der betales i tilfælde af arbejdsuduelighed, handicap, arbejdsulykke og erhvervssygdom. Her drejer det sig ikke blot om, hvorvidt erstatningsindkomsten er rimelig, men også om en tilbagevenden til eller adgang til beskæftigelse. EØSU anser det for væsentligt at henvise til sit standpunkt i en tidligere udtalelse om social integration (27). Modtagelsen af en indkomst er en nødvendighed, men ikke nødvendigvis en tilstrækkelig forudsætning for at kunne føre en selvstændig tilværelse. I mange tilfælde prioriteres integrering på arbejdsmarkedet af de berørte personer stadig for lavt på trods af lovgivning herom. I praksis er vejledningen og støtten til at finde eller genoptage arbejde ofte omstændelig og uegnet.

3.7.2   Men de, som ikke har mulighed for at arbejde, skal garanteres indkomststøtte af en størrelsesorden, der sikrer dem en værdig tilværelse. I den forbindelse skal den tildelte støtte ikke kun tage højde for opretholdelsen af en passende levestandard, men også til de specifikke udgifter, som syge og handicappede personer må afholde. Politikker, der sikrer en tilgængelig og kvalitativ sundhedsforsorg, har her også en væsentlig rolle at spille, og det gælder ligeledes for foranstaltninger, der fremmer udviklingen af infrastruktur og sociale tjenester i tilfælde af plejebehov for at muliggøre et værdigt liv (jf. pleje og hjælp i hjemmet, bistand fra tredjeperson etc.)

4.   Minimumsindkomst og social integration

4.1   I sin udtalelse af 12. juli 1989 om fattigdom (28) anbefalede EØSU allerede, at der blev indført »et socialt minimum, der skal fungere både som et sikkerhedsnet for de fattige og som den nødvendige løftestang for deres reintegration.« Denne udtalelse omtales i Rådets henstilling af 24. juni 1992 om fælles kriterier i forbindelse med sikring af tilstrækkelige indtægter og ydelser fra socialbeskyttelsesordninger (29), der opfordrer til, at der gradvist indføres en indkomstgaranti i medlemsstaternes sociale sikringsordninger inden for en frist på fem år. Næsten 20 år senere – i det europæiske år 2010 for bekæmpelse af fattigdom – må man fastslå, at disse krav og anbefalinger er forblevet resultatløse. I 2008 præciserede Kommissionen i sin henstilling af 3. oktober 2008 om aktiv integration (30), at Rådets henstilling fra 1992 »fortsat (er) en reference for Fællesskabets politik vedrørende fattigdom og social udstødelse og fortsat (er) relevant, selv om det er nødvendigt at gøre mere for fuldt ud at gennemføre henstillingen«. Senere har Europa-Parlamentet i sin betænkning af 6. maj 2009 om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet (31) opfordret »medlemsstaterne til at yde en passende indkomststøtte med henblik på at bekæmpe fattigdom og social udstødelse« og påpeget »på baggrund af Rådets henstilling 92/441/EØF og henstilling 2008/867/EF nødvendigheden af et tilstrækkeligt niveau for minimumsindkomsten, som skal være passende, gennemskuelig, tilgængeligt for alle og bæredygtigt over tid«.

4.2   Lige som Rådet i sin henstilling af 24. juni 1992 er EØSU af den opfattelse, at denne indkomstgaranti skal fastlægges i funktion af levestandarden i de enkelte medlemsstater. Dette kræver, at man henholder sig til relevante indikatorer som f.eks. den disponible gennemsnits- eller middelindkomst i medlemsstaterne, forbrugsstatistikker, den lovbestemte minimumsløn (hvis det eksisterer) eller prisniveauet. Denne minimumsindkomst kan endvidere tilpasses eller suppleres for at opfylde specifikke behov. Det der især kan komme på tale er boligstøtte, foranstaltninger for at sikre adgang til sundhedsforsorg af god kvalitet og varetagelse af en vidtgående afhængighed, hvilket allerede findes i visse medlemsstater. Udvalget støtter Parlamentets initiativ (32), da det ønsker at forbedre Rådets henstilling af 1992 og præciserer, at »bistandshjælp bør give en tilstrækkelig minimumsindkomst til et værdigt liv, mindst på et niveau, der ligger over fattigdomsgrænsen«. Dog bør man være opmærksom på eventuelle vekselvirkninger mellem denne indkomstgaranti, måske i kombination med anden støtte som f.eks. boligstøtte, og andre socialsikringsydelser. Det skal undgås, at personer, der modtager socialsikringsydelser, havner i en mindre gunstig situation, hvilket klart ville have negative konsekvenser.

4.3   EØSU minder om, at det bør overvejes at indføre en minimumsindkomst inden for rammerne af politikken for aktiv social integration og adgang til sociale serviceydelser af høj kvalitet. Derfor støtter det Europa-Parlamentets synspunkt (33) med opfordring til, »at medlemsstaterne aktivt overvejer en politik om mindsteløn for at tage hånd om det stigende antal »arbejdende fattige« og gøre arbejde til en reel mulighed for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet«. Udvalget ønsker ligeledes at fremhæve, at man også bør være opmærksom på, hvilken situation de personer er i, der ikke kan være aktive på arbejdsmarkedet som følge af deres alder, sundhedstilstand eller handicap. Det er endnu en gang enigt med Europa-Parlamentet (34), når det fastslår, at »aktiv integration ikke må erstatte social integration«, og at enhver bør råde over en minimumsindkomst og have »adgang til lettilgængelige og prismæssigt overkommelige sociale serviceydelser af høj kvalitet, uanset om personen er i stand til at deltage på arbejdsmarkedet eller ej«.

4.3.1   EØSU mener derfor, at en gradvis indførelse af en indkomstgaranti er nødvendig for at nå målene om fattigdomsbekæmpelse, som er fastlagt i Europa 2020-strategien. Dette skal ske med et nyt instrument for mere effektivt at støtte medlemsstaternes politikker til bekæmpelse af fattigdom.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse – EUT C 27 af 3. februar. 2009.

(2)  EØSU's udtalelse – EUT C 309 af 16. december 2006.

(3)  Europa-Kommissionen, Udvalget for social beskyttelse, Fælles rapport om social beskyttelse og social integration 2010, manuskript, februar 2010.

(4)  Kommissionens meddelelse KOM(2010) 2020.

(5)  EØSU's udtalelse – EUT C 128/3 af 18. maj 2010, pkt. 4.4.

(6)  Det Europæiske Råds konklusioner, 17. juni 2010 (EUCO 13/10).

(7)  Idem 5.

(8)  Europa-Parlamentet, betænkning af 6. maj 2009 (2008/2335(INI)).

(9)  EØSU's udtalelse – EFT C 221 af 28. august 1989 og EUT C 128/15 af 18. maj 2010.

(10)  Rådets henstilling af 24. juni 1992, 92/441/EØF, EFT L 245 af 26. august 1992.

(11)  EØSU's udtalelse – EUT C 302/86 af 7. december 2004.

(12)  EØSU's udtalelse – EUT C 128/10 af 18. maj 2010 og EUT C 302/86 af 7. december 2004.

(13)  Artikel 9 i TEUF, EUT C 115 af 9. maj 2008.

(14)  Charter om grundlæggende rettigheder, EUT C 364 af 18. december 2000.

(15)  Europa-Kommissionen, Udvalget for social beskyttelse, Vækst, beskæftigelse og socialt fremskridt i EU – hovedbudskabet, manuskript, september 2009.

(16)  Klaus Busch, »World Economic Crisis and the Welfare State – Possible solutions to reduce the economic and social imbalances in the world economy, Europe and Germany«, International Policy analysis, Friedrich-Ebert-Stiftung, februar 2010.

(17)  Idem 15.

(18)  Idem 5.

(19)  Idem 1.

(20)  Florence LEFRESNE, »Regard comparatif sur l’indemnisation du chômage: la difficile sécurisation des parcours professionnelles«, Chronique internationale de l’IRES – no115, november 2008 s. 23.

(21)  Idem 18.

(22)  Idem 11.

(23)  Idem 5.

(24)  Idem 11.

(25)  Idem 2.

(26)  Idem 11.

(27)  Idem 5.

(28)  EØSU's udtalelse – EFT C 221 af 28. august 1989 og EUT C 128/10 af 18. maj 2010.

(29)  Idem 10.

(30)  Rådets henstilling af 3. oktober 2008, 2008/867/EF, EUT L 307 af 18. november 2008.

(31)  Idem 8.

(32)  Idem 8.

(33)  Idem 8.

(34)  Idem 8.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/34


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om børnefattigdom og børns velfærd (sonderende udtalelse)

2011/C 44/06

Hovedordfører: Brenda KING

I brev af 28. april 2010 anmodede Laurette Onkelinx, vicepremierminister og social- og sundhedsminister, i henhold til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på det kommende belgiske rådsformandskabs vegne Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Børnefattigdom og børns velfærd.

EØSU's præsidium henviste den 25. maj 2010 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 464. plenarforsamling den 14. og 15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, Brenda King til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 113 stemmer for, 6 imod og 14 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   I EU findes der i dag 20 millioner børn, som er truet af fattigdom. Andelen af børn, som lever i fattigdom, er endda større end andelen af voksne, som lever i fattigdom (20 % mod 16 %), og flere forventes at falde under fattigdomsgrænsen som følge af den økonomiske krise. Alene det faktum, at der eksisterer fattigdom blandt børn, som lever i EU, er et bevis på, at de nægtes deres mest grundlæggende rettigheder.

1.2   Konsekvenserne af ikke at gøre noget ved børnefattigdommen vil påvirke den fremtidige velfærd i EU negativt. Opfyldelsen af målene i EU 2020-strategien afhænger af en veluddannet, sund og fortrøstningsfuld yngre generation. Såvel forekomsten af så stort et antal børn, som lever med en fattigdomsrisiko, og den grad hvori fattigdom går i arv fra generation til generation retter alvorlige anklager mod de eksisterende EU-politikkers manglende evne til at beskytte de mest sårbare i samfundet.

1.3   Børnefattigdom og børns velfærd er et problem med mange facetter. Resultater fra en række rapporter viser, at en vifte af faktorer, herunder materielle afsavn, manglende adgang til grundlæggende sundhedsydelser, anstændige boligforhold og uddannelse, bidrager til problemet. Det er en generel opfattelse, at disse faktorer er indbyrdes forbundne og indbyrdes afhængige, og derfor bør forslagene til problemets løsning afspejle dette.

1.4   Børnefattigdom og børns afsavn forhindrer, at millioner af børn får den bedste start i livet, og bidrager til, at deres personlige udvikling bremses. Ofte kan en indsats tidligt i et barns liv have positive følgevirkninger for resten af livsforløbet. Det har afgørende betydning, at der udvikles velegnede politikker, som kan sikre, at alle børn, særligt børn fra de mest marginaliserede dele af samfundet, får en chance for at udnytte deres fulde potentiale og dermed yde et positivt bidrag til fremtiden.

1.5   I dette europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse bifalder EØSU den politiske opbakning, som Rådet har givet med sin beslutning om at gøre fattigdomsreduktion til et af de fem overordnede EU-mål, der skal opfyldes inden 2020. Målet er »at nedbringe antallet af europæiske borgere, der lever under de nationale fattigdomsgrænser med 25 %, så over 20 millioner mennesker kommer ud af fattigdom« (1).

1.6   Set i lyset af den politiske fokus på området og den brede vifte af initiativer på EU- og medlemsstatsniveau siden 2000 er udvalget imidlertid skuffet over, at der ikke er opstillet noget specifikt mål om at reducere børnefattigdommen og fremme børns velfærd.

1.7   Udvalget bifalder, at et af de syv flagskibsinitiativer vil være en europæisk platform mod fattigdom, hvis formål det vil være »at sikre social og geografisk samhørighed, således at vækst og jobskabelse kommer så mange til gode som muligt, og således at folk, der oplever fattigdom og social udelukkelse, får mulighed for at leve i værdighed og tage aktiv del i samfundet«.

1.8   EØSU anbefaler stærkt, at denne platform kommer til at danne ramme om udryddelsen af børnefattigdom og fremme af børns velfærd gennem udvikling af børnespecifikke, flerdimensionale strategier, der tager udgangspunkt i børns rettigheder og støttes af specifikke målsætninger, som fokuserer på børn og børnefamilier.

1.9   EU's netværk af uafhængige eksperter inden for social integration har fremhævet særlige grupper af børn, som har en høj risiko for at havne i ekstrem fattigdom, herunder:

i.

børn, der bor på eller er i færd med at forlade institutioner, gadebørn, børn, som oplever misbrug, mishandling eller omsorgssvigt, børn, hvis forældre har psykiske problemer, børn i pleje, hjemløse børn og børn, som er ofre for vold i hjemmet eller ofre for menneskehandel;

ii.

handicappede børn, børn fra etniske minoriteter, romabørn, unge asylansøgere og indvandrere;

iii.

børn, som bor i meget fattige og isolerede landdistrikter, hvor der mangler mange grundlæggende faciliteter og børn, som bor i store ghettoområder i periferien af store byer.

1.10   EU's charter om grundlæggende rettigheder indeholder bestemmelser om børns rettigheder, som giver EU et stærkt mandat til at garantere børns overlevelse, beskyttelse og udvikling. Disse sårbare børn bør have deres egne indikatorer og målsætninger i forbindelse med EU's platform mod fattigdom.

1.11   EØSU støtter opfordringen til, at Kommissionen bør udarbejde en omfattende henstilling vedrørende børnefattigdom og børns velfærd, der skal fastlægge de væsentligste politiske mål og etablere rammerne for en vedvarende overvågning, udveksling, forskning og peer review, der kan bidrage til opfyldelsen af EU's 2020-mål for fattigdomsbekæmpelse.

2.   Baggrund

2.1   Siden 2000 har emnet børnefattigdom og social udstødelse i stigende grad spillet en vigtig rolle i den åbne koordinationsmetode på det sociale område. Det er blevet fremhævet som et nøgleelement i de fælles rapporter om social beskyttelse og social integration (2002-2004). EU's statsledere understregede behovet for »at der træffes de nødvendige foranstaltninger til hurtigt at nedbringe børnefattigdommen betydeligt og give alle børn lige muligheder uanset deres sociale baggrund« (2).

2.2   Det luxembourgske EU-formandskabs 2005-initiativ »Fremme af EU-processen vedrørende social integration« opfordrede eksplicit til en børnemainstreaming og vedtagelse af mindst en indikator til måling af børns velfærd på EU-niveau. I 2006 fokuserede Kommissionen i sin meddelelse om børns rettigheder specifikt på spørgsmålet om børns sociale integration og den rolle som EU's sociale integrationsproces spiller. En analytisk rapport og anbefalinger fra en EU-taskforce om børnefattigdom og børns velfærd blev formelt vedtaget i januar 2008. Ved udgangen af 2009 erkendte man i Kommissionens arbejdsdokument om Europa 2020-strategien, at børnefattigdom og social udstødelse er en af EU's langsigtede sociale udfordringer, som er blevet yderligere skærpet som følge af den finansielle og økonomiske krise. I marts 2010 udarbejdede et konsortium under ledelse af TARKI Social Research Institute en detaljeret rapport om Child Poverty and Child Well-Being in the European Union for Kommissionen.

2.3   Lissabontraktaten fra 2009 opstiller fremme af børns rettigheder som en eksplicit målsætning for EU. Ved åbningskonferencen for det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse 2010 kom Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, med følgende erklæring »Lad os reducere fattigdomsrisikoen for hele befolkningen, særligt børn og ældre, inden 2020, da de nuværende tal er helt uacceptable.« Belgien, som har EU-formandskabet i andet halvår af 2010, har peget på kampen mod børnefattigdom og fremme af børns velfærd som en hovedprioritet.

3.   Børnefattigdom og børns velfærd i EU

3.1   Børnefattigdom

3.1.1   Børnefattigdom og børns velfærd er store udfordringer i hele EU. Problemets omfang og alvor varierer imidlertid stærkt fra land til land og i mange lande endda fra region til region. Dokumentation fra bølgen af EU-SILC i 2007 giver følgende konklusioner (3):

20 % af børnene i EU løber en fattigdomsrisiko (4) set i forhold til en andel på 16 % for befolkningen som helhed. Børns risiko er større i alle lande med undtagelse af Cypern, Danmark, Estland, Finland, Tyskland og Slovenien (i Letland er risikoen den samme). Børns fattigdomsrisiko er så høj som 30-33 % i to lande (Bulgarien og Rumænien), og den ligger på 23-25 % i fem lande (Grækenland, Italien, Polen, Spanien og UK), mens den udgør 10-12 % i fem lande (Cypern, Danmark, Finland, Slovenien og Sverige).

Det har afgørende betydning, at disse oplysninger suppleres med den nationale fattigdomsrisikokløft (5), der indikerer »hvor fattige de fattige børn er« - dvs. børnefattigdomsrisikoens dybde. Fattigdomsrisikokløften spænder fra 13 % i Finland og 15 % i Frankrig til 40 % i Rumænien og 44 % i Bulgarien. Fattigdomsrisikoen har en tendens til at stige med børnenes alder i de fleste lande.

En anden nøglefaktor, som må vurderes, når der ses nærmere på indkomstfattigdom, er varighed, dvs. hvor længe børn lever med en fattigdomsrisiko. Den førnævnte TARKI-rapport fremhæver følgende »selvom fattigdomsrisikoen for børn i et givet år til dels giver en indikation af den trussel om afsavn og social udstødelse, som de står overfor, er den pågældende trussel langt mere alvorlig, hvis de har en indkomst som ligger under dette niveau i flere år«. For de 20 EU-lande, hvor det påkrævede EU-SILC-datamateriale er tilgængeligt, viser TARKI-rapporten, at andelen af børn, som bor i husstande, der har været udsat for en fattigdomsrisiko i hvert af årene 2005-2007, spænder fra 4-6 % (Østrig, Cypern, Finland, Slovenien og Sverige) til 13-16 % (Italien, Litauen, Luxembourg, Polen og Portugal).

3.2   Materielle afsavn

3.2.1   EU's definition af børn udsat for fattigdomsrisiko er baseret på antallet af børn, der vokser op i lavindkomstfamilier. Selvom den er vigtig, er denne indikator utilstrækkelig, eftersom den ikke inkluderer alle de aspekter, som er vigtige for, at et barn får en god start i livet. Børn kan bo i boliger af dårlig standard eller endda være hjemløse, de kan bo i forsømte kvarterer, opleve stor kriminalitet, have dårligere helbred, få dårligere ernæring, have en højere risiko for ulykker og skader, opleve mere fysisk vold og mere mobning, have en mere begrænset adgang til børnepasning, en begrænset adgang til ydelser på det sociale og familiemæssige område, have ringere uddannelsesforhold og uddannelsesmuligheder af dårlig kvalitet, have begrænset eller ingen adgang til legepladser, sports- og fritidsfaciliteter eller kulturelle aktiviteter. Nogle børn har dårligere vilkår på flere områder og efterhånden som disse handicap akkumuleres kan der opstå et samspil, hvor de forstærker hinanden og et barns oplevelse af fattigdom og social udstødelse intensiveres, og arven af fattigdom og social udstødelse videregives fra generation til generation i øget omfang.

3.2.2   Andelen af børn, der lider materielle afsavn, er for alle børn i EU identisk med den andel, som er udsat for fattigdomsrisiko (20 %). Imidlertid er der væsentlig større forskelle i graden af materielle afsavn medlemsstaterne imellem: fra 4-10 % ( Luxembourg, de tre nordiske lande, Nederlandene og Spanien) til 39-43 % (Ungarn, Letland og Polen), 57 % (Rumænien) og 72 % (Bulgarien). Dette kan sammenlignes med en fattigdomsrisiko, som spænder fra 10 til 33 %. Den store variation i de materielle afsavn afspejler forskellene i de gennemsnitlige levestandarder på tværs af medlemsstaterne samt indkomstfordelingen i de enkelte medlemsstater.

3.2.3   Andelen af børn, der lider materielle afsavn, ligger på 46 %. Et tal som varierer betydeligt – fra 18-28 % (Danmark, Luxembourg, Nederlandene, Spanien og Sverige) til 72-96 % (Bulgarien, Ungarn, Letland og Rumænien). Blandt børn, som befinder sig over tærsklen for fattigdomsrisikoen, ligger den gennemsnitlige procentsats for børn, der lider materielle afsavn, i EU på 13 %. Også her er spredningen stor: 1-6 % (Danmark, Luxembourg, Nederlandene, Spanien, Sverige) og 35-62 % (Bulgarien, Ungarn, Letland og Rumænien).

3.2.4   EØSU anbefaler, at de nationale tal for fattigdomsrisiko, tærskler for fattigdomsrisiko og de nationale tal for materielle afsavn inkluderes som indikatorer.

3.3   De mest sårbare børn

3.3.1   Enlige forældre og børnerige familier

3.3.1.1   Børn, som bor hos enlige forældre, og børn i børnerige familier har den største risiko i stort set alle lande. Datamateriale fra bølgen af EU-SILC i 2007 indikerer, at 34 % af de børn, der bor i eneforsørgerfamilier løber en fattigdomsrisiko med tal, der går fra 17-24 % (Danmark, Finland og Sverige) til 40-45 % (Estland, Irland, Litauen, Luxembourg, Rumænien og UK) og 54 % (Malta). Med hensyn til børn i børnerige familier (dvs. husstande, som består af 2 voksne og 3 eller flere børn) ligger deres fattigdomsrisiko i EU på 25 %. Denne andel varierer fra 12-15 % (Tyskland, Finland, Sverige, Danmark og Slovenien) til 41-55 % (Italien, Letland, Portugal og Rumænien) og 71 % (Bulgarien).

3.3.2   Husstande uden erhvervsaktive

3.3.2.1   EU Labour Force Survey (LFS) fra 2007 viser, at 9,4 % af alle børn bor i husstande uden erhvervsaktive, en andel som spænder fra 2,2-3,9 % (Cypern, Grækenland, Luxembourg og Slovenien) til 12 % i Belgien, 12,8 % i Bulgarien, 13,9 % i Ungarn og 16,7 % i UK (6). Disse børn har en meget høj fattigdomsrisiko på gennemsnitligt 70 %. Den laveste risiko er målt i Danmark og Finland (47-49 %) og den højeste risiko i Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Litauen, Portugal, Rumænien og Slovakiet (81-90 %).

3.3.2.2   Med hensyn til materielle afsavn vil den kendsgerning, at man bor i en husstand, hvor ingen har lønnet beskæftigelse, højst sandsynligt have betydelige konsekvenser for såvel børns aktuelle som fremtidige levevilkår. Arbejdsløshed skaber ikke kun potentielle finansielle problemer. Fraværet af en erhvervsaktiv voksen i barnets husstand kan også begrænse de nuværende eller fremtidige muligheder for at deltage fuldt ud i samfundet.

3.3.3   Børn i risiko for »ekstrem« fattigdom

3.3.3.1   EU's netværk af uafhængige eksperter inden for social integration har fremhævet særlige grupper af børn, som har en høj risiko for at havne i mere alvorlig eller ekstrem fattigdom. Dette fremgår i særlig grad af de forskellige medlemsstaters nationale handlingsplaner for social integration og flere tværnationale udvekslingsprojekter. Disse grupper omfatter: handicappede børn, børn fra etniske minoriteter (særligt romabørn), unge asylansøgere og indvandrere, børn, som oplever misbrug, mishandling eller omsorgssvigt, børn, hvis forældre har psykiske problemer, børn i pleje, hjemløse børn og børn, som er ofre for vold i hjemmet eller ofre for menneskehandel, børn, som bor i meget fattige og isolerede landdistrikter, hvor der mangler mange grundlæggende faciliteter og børn, som bor i store ghettoer i periferien af store byområder (7). Af analysen af forholdene i EU fra 2007 fremgår det, at situationen for børn i indvandrerfamilier og visse etniske minoriteter i stigende grad giver anledning til bekymring i de gamle medlemsstater.

3.4   Langtidseffekt og fattigdom fra generation til generation

3.4.1   Langtidseffekt

3.4.1.1   Et vigtigt emne fra de fælles rapporter om social beskyttelse og social integration er, at det at vokse op i fattigdom sætter grænser for den personlige udvikling og har langsigtede konsekvenser for børns udvikling og velfærd samt deres fremtidige sundhed og trivsel som voksne. Det øger deres risiko for at blive fattige og opleve arbejdsløshed og social udstødelse som voksne. Denne langsigtede effekt blev fremhævet i rapporten fra 2007, som konkluderede at »det set i forhold til disse børns velstillede jævnaldrende er mindre sandsynligt, at børn, som vokser op i fattigdom, vil klare sig godt i skolen, have et godt helbred, ikke komme i berøring med det strafferetlige system og – som unge voksne – finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt«.

3.4.2   Fattigdom fra generation til generation

3.4.2.1   Det omfang, hvori fattigdom videreføres fra en generation til den næste, er et relateret emne, som også dukker op igen og igen. I en række lande falder denne videregivelse fra generation til generation særligt i øjnene på uddannelsesområdet, og dette lader til at være tilfældet i lande med såvel en høj som en lav grad af børnefattigdom og social udstødelse. EU-SILC-afsnittet om overførslen af dårlige vilkår fra generation til generation afslørede, at uddannelsesmuligheder i barndommen har følger for risikoen for at opleve fattigdom som voksen. Et barn, hvis forældre har uddannelsesmæssige kvalifikationer på grundskoleniveau, har en 23 gange højere risiko for ikke at få en formelt kompetencegivende uddannelse sammenlignet med et barn, hvis forældre har en videregående uddannelse.

4.   Benchmarking, overvågning og evaluering

4.1   En stor udfordring, som der må være særlig fokus på, handler om, at en streng benchmarking, overvågning og evaluering bør gøres til et centralt og synligt element på såvel nationalt som EU-niveau.

4.2   I den henseende anbefaler vi:

at der iværksættes en proces, hvor Kommissionen og medlemsstaterne undersøger, hvordan EU's sociale målsætninger kan gøres mere synlige, målbare og håndgribelige på EU-niveau;

at det sikres, at fremskridtene med hensyn til realisering af målene på EU- og nationalt niveau samt bedre resultater med opfølgningen af de vedtagne EU-indikatorer underkastes en nøje og vedvarende overvågning, hvorefter der skal aflægges rapport;

at det sikres, at der gennemføres peer reviews, så resultaterne af denne overvågningsøvelse kan diskuteres. Formålet er at fremme den politiske læreproces blandt medlemsstaterne og Kommissionen;

at der introduceres en langt mere håndfast strategi for overvågning og evaluering, der i højere grad fokuserer på resultater. Samtidig bør det sikres, at der regelmæssigt gennemføres en uafhængig kritisk analyse af de realiserede fremskridt med hensyn til målopfyldelsen. Nøgleelementerne kunne være:

en mere systematisk indarbejdelse af fælles indikatorer i medlemsstaternes nationale rammer for overvågning og analyse med henblik på at forbedre den gensidige læring;

en styrkelse af den statistiske kapacitet på EU-, nationalt og subnationalt niveau, herunder særligt udarbejdelse af mere veltimede sociale statistikker (herunder oplysninger om børnefattigdom og børns velfærd, der gør det muligt at forbedre overvågningen af den finansielle og økonomiske krises følgevirkninger i EU);

et krav om, at alle medlemsstater har formelle modeller for, hvordan civilsamfundsorganisationer og uafhængige eksperter løbende inddrages i overvågningen og evalueringen af sociale integrationspolitikker.

5.   Oprettelse af den europæiske platform mod fattigdom

5.1   En styrkelse af EU's sociale dimension og særligt opfyldelsen af EU's 2020-mål vil i væsentlig grad afhænge af det foreslåede EU 2020-flagskibsinitiativ - den europæiske platform mod fattigdom.

5.2   Den europæiske platform mod fattigdom skal blive det synlige symbol på dette fornyede sociale Europa. Den spiller en central rolle, når det handler om at sikre, at alle andre områder i EU's politiske beslutningsproces (politikområderne økonomi, konkurrence, uddannelse, migration, sundhed, innovation og miljø) bidrager til opfyldelsen af EU's sociale målsætninger, herunder EU's mål for fattigdomsreduktion.

5.3   En nøgleprioritet vil være at integrere spørgsmål om en passende social beskyttelse, herunder bekæmpelse af børnefattigdom, fremme af børns velfærd og børns rettigheder på tværs af alle relevante EU-politikker og programmer, inklusive strukturfondene. Den europæiske platform mod fattigdom bør spille en central rolle i overvågning af og rapportering om gennemførelsen af analyserne af de sociale konsekvenser og vurderingen af det omfang, hvori de andre tiltag under Europa 2020 har bidraget til målet om at reducere fattigdommen.

5.4   En forbedring af sammenhængen mellem EU's mål for social integration og EU's strukturfondsmål.

5.4.1   Der bør være en langt større sammenhæng mellem EU's og medlemsstaternes mål for social integration og anvendelsen af EU's strukturfonde. I den henseende bør strukturfondsmidlerne spille en vigtig rolle i de nationale handlingsplaner for social integration. Et eksempel var Kommissionens forslag fra 2009 om, at der gives tilladelse til, at Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) kan anvendes til fremme af tiltag på boligområdet, der gavner marginaliserede samfundsgrupper i de nye medlemsstater. Dette kan spille en vigtig rolle med hensyn til at skaffe flere midler til initiativer på dette område.

6.   EØSU's anbefalinger

6.1   EU's forpligtelse til at tage hånd om emnet børnefattigdom og børns velfærd

6.1.1   Set i lyset af de generelle målsætninger med Europa 2020-strategien bør der med udgangspunkt i en rettighedsbaseret tilgang udarbejdes en samlet ramme for håndteringen af problemer med børnefattigdom og børns velfærd. Et specifikt EU-mål bør introduceres med det formål at udrydde børnefattigdom og fremme børns velfærd.

6.2   Tilstrækkelige midler

6.2.1   For børnefamilier bør der etableres en minimumsindkomst for familier ved brug af kontante tilskud, der afhænger af forældrenes arbejdsmarkedsstatus. Kontant finansiel støtte til alle børn kunne også garanteres ved hjælp af skattefradrag og/eller udbetaling af børnetilskud til alle.

6.2.2   Der bør ses nærmere på muligheden for at give børnetilskud til alle som en væsentlig metode til bekæmpelse af børnefattigdom, idet en analyse fra Udvalget for Social Beskyttelse viser, at en sådan model overordnet set kan administreres effektivt, ikke giver anledning til social stigmatisering og er til gavn for alle.

6.2.3   Eftersom børn, som bor i husstande uden erhvervsaktive voksne, har en meget høj fattigdomsrisiko, må det være målet at reducere fattigdomskløften for arbejdsløse husstande og husstande, der oplever fattigdom hos personer i beskæftigelse med henblik på at reducere omfanget af den fattigdom, som børn oplever. Aktive arbejdsmarkedspolitikker bør støtte forældrenes beskæftigelse, og der bør leveres kvalitetsydelser, såsom børnepasning, som er lokale, tilgængelige og overkommelige i pris.

6.2.4   Inklusive arbejdsmarkeder skal levere kvalitetsarbejdspladser til forældre. For at sikre at forældre kan tilbringe tid med deres børn, skal der udarbejdes politikker, som fremmer en bedre forening af arbejde og familieliv.

6.2.5   For børn som oplever ekstrem fattigdom er det nødvendigt at sikre lige muligheder for alle gennem veludformede socialpolitikker og styrke de bestræbelser, der tager sigte på, at alle børn afslutter deres skolegang for at bryde mønstret med fattigdom og udstødelse, der går i arv fra generation til generation. Politikkerne for inklusion og mod forskelsbehandling skal styrkes, ikke mindst i forbindelse med indvandrere og deres efterkommere og etniske minoriteter.

6.3   Den tidlige barndom

6.3.1   EØSU støtter Eurochild's anbefaling om, at børnepasningsordninger skal udvides, så der bliver tale om en inklusiv model, der dækker alt fra prænatale undersøgelser til førskoletiltag, som er åbne for alle børn og deres familier. Eurochild påpeger, at Barcelonamålene ignorerer en stor del af erfaringerne med bedste praksis i politikkerne for den tidlige barndom. EØSU anbefaler, at man med hensyn til Barcelonamålene udvikler fælles EU »kvalitetsstandarder« for børneinstitutioner, herunder for pasning af små børn og førskoleundervisning, som påpeget af Kommissionens børnepasningsnetværk. Disse standarder bør tages med i betragtning ved udformningen af nationale politikker og tiltag, herunder brugen af strukturfondsmidler.

6.4   Sundhed

6.4.1   EØSU anbefaler, at EU's arbejdsgruppe om sundhedsindikatorer udvikler indikatorer for børn, så de offentlige sundhedspolitikker samt deres konsekvenser kan overvåges og evalueres.

6.4.2   Der bør ligeledes udvikles indikatorer for psykisk sundhed og psykiske problemer hos børn.

6.4.3   Kommissionens meddelelse om uligheder på sundhedsområdet, der er planlagt til 2012, bør også se på spørgsmålet om børns sundhed.

6.5   Boligforhold

6.5.1   Set i relation til handlingsplanen for børns miljø og sundhed i Europa bør EU's medlemsstater realisere de tilsagn og tiltag, som man nåede til enighed om på den femte ministerkonference om miljø og sundhed i marts 2010.

6.5.2   Kommissionen bør sammen med medlemsstaterne etablere en fælles ramme og fælles retningslinjer for måling, overvågning og rapportering om hjemløshed og udelukkelse fra boligmarkedet med særlig fokus på børns vilkår.

6.5.3   Kommissionen bør fortsat støtte og finansiere initiativer, som bidrager til, at medlemsstater og kandidatlande kan lukke dårligt fungerende børnehjem og udvikle passende alternative tilbud.

6.6   Beskyttelse mod vold, misbrug og udnyttelse

6.6.1   Kommissionen bør i et samarbejde med alle relevante aktører undersøge mulighederne for at etablere et sæt af indikatorer til måling af vold mod børn, børnemisbrug og udnyttelse, der er i tråd med anbefalingerne fra undersøgelsen om indikatorer fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder i 2009. Denne undersøgelse tager hånd om emner som kortlægning, beskyttelse, retsforfølgelse og forebyggelse.

6.6.2   Medlemsstaterne bør udvikle nationale strategier for at forebygge og beskytte børn mod alle former for vold, og de bør i den forbindelse opstille klare målsætninger og afsætte budgetmidler til formålet samt etablere mekanismer på lokalt niveau, hvor børn eller andre kan indberette tilfælde af vold.

6.7   Foranstaltninger med fokus på børn

6.7.1   Kommissionen bør styrke relationerne til Europarådets »Et Europa for og med børn«, der lægger vægt på børns deltagelse.

6.7.2   De eksisterende fælles indikatorer for indkomst og materielle afsavn skal udvides, så de kommer til at inkludere indikatorer med større fokus på børn. Det er vigtigt, at indikatorerne afspejler de forskellige udviklingsfaser i barndommen og dermed inddrager de mest relevante aspekter af alle barndommens aldersfaser. Tarki/Applica-undersøgelsen anbefaler alderskategorier fra 0-5, 6-11 og 12-17, samt at man inkluderer aspekter som indkomst, materielle afsavn, uddannelse, boligforhold, sundhed, eksponering for risiko og social deltagelse.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Ifølge EU's definition er mennesker »som lever med en fattigdomsrisiko« personer, hvis samlede ækvivalerede husstandsindkomst ligger under tærsklen på 60 % af den nationale ækvivalerede medianindkomst for husstande (den anvendte ækvivalerede skala er OECD's tilpassede skala).

(2)  Det Europæiske Råd i Bruxelles den. 23-24. marts 2006, Rådets konklusioner 7775/1/06 rev. 1, s. 72.

(3)  Se Eurostats websted: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/statistics/themes.

(4)  Et barn »udsat for fattigdomsrisiko« er et barn, som bor i en husstand, der er »udsat for fattigdomsrisiko«, dvs. en husstand, hvis samlede ækvivalerede indkomst er mindre end 60 % af den nationale ækvivalerede medianhusstandsindkomst.

(5)  Den »relative medianfattigdomsrisikokløft« (her fattigdomsrisikokløften) måler afstanden mellem den ækvivalerede medianindkomst for personer, der lever under fattigdomsrisikotærsklen og værdien af denne fattigdomsrisikotærskel. Den udtrykkes som en procentdel af denne tærskel.

(6)  Se Eurostat's websted: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/statistics/themes.

(7)  Dette mønster bekræftes i 2007-rapporten fra EU's netværk af uafhængige eksperter inden for social integration, der førte til følgende konklusion »I et betydeligt antal lande skiller to grupper af børn sig ud som havende en meget høj risiko for at opleve alvorlig fattigdom og social udstødelse: børn, der bor på eller som er i færd med at forlade institutioner og romabørn. Imidlertid er der også tale om en række andre situationer, som ofte fremhæves: børn, der tvinges til børnearbejde, børn, som er ofre for vold, seksuelt misbrug, menneskehandel og misbrugsproblemer, og som er involveret i kriminalitet, børn med et handicap, uledsagede mindreårige, børn i hjemløse familier og gadebørn.« (Frazer and Marlier, 2007).


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/40


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om industrielle ændringers indvirkning på beskæftigelsen som følge af miljø-, energi- og klimaproblematikken (sonderende udtalelse)

2011/C 44/07

Ordfører: Valerio SALVATORE

Medordfører: Enrique CALVET CHAMBÓN

Ved brev af 9. februar 2010 til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anmodede Belgiens minister med ansvar for klima og energi, Paul MAGNETTE, i henhold til artikel 304 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, udvalget om at afgive en sonderende udtalelse om:

Industrielle ændringers indvirkning på beskæftigelsen som følge af miljø-, energi- og klimaproblematikken.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som udpegede … til ordfører og … til medordfører. CCMI vedtog sin udtalelse den 1. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 15. juli 2010, følgende udtalelse med 89 stemmer for, 2 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

Det belgiske formandskabs anmodning om at undersøge de industrielle ændringer, som kampen mod den globale opvarmning har medført for beskæftigelsen, fremført på baggrund af en tredobbelt fiasko eller for at udtrykke det mindre brutalt, tre negative scenarier midt i en kæmpe økonomisk krise.

A.

De gode målsætninger i Lissabonstrategien er ikke blevet opfyldt i EU.

B.

Finanssektoren er blevet ramt af en kæmpe krise, som skyldes en mangelfuld regulering og utilstrækkelig overvågning.

C.

FN's klimatopmøde i København, der var tænkt som en mulighed for at nå frem til en international klimaaftale som erstatning for Kyoto-protokollen, har haft alt for utilfredsstillende resultater.

1.2

EU skal både bidrage effektivt til nedbringelsen af drivhusgasser på verdensplan og udvikle sin økonomi og sit arbejdsmarked med henblik på at nå målsætningerne i Lissabonstrategien i løbet af det nye årti, dvs. forbedre sin konkurrencemæssige position på verdensplan og få massearbejdsløsheden i Europa til at forsvinde.

1.3

Udvalget og CCMI har fremsat en række bidrag, som berører udfordringerne inden for energi, klima, bæredygtighed samt industrielle ændringer og beskæftigelsen. Det drejer sig blandt andet om følgende udtalelser: CCMI/002, 024, 027, 029, 045, 052 og 053. ECO/267; NAT/392, 440 og 453; TEN/401. Nærværende udtalelse følger en horisontal logik for at behandle problemet, men det er klart, at der også er behov for regions- og sektorundersøgelser for at kunne realisere de idéer, udtalelsen kommer ind på navnlig for så vidt angår beskæftigelsen.

1.4

EU's 2020-strategi er nødt til at forholde sig til den fiasko, Lissabonstrategien har lidt. Den kan dermed udgøre en ny chance, hvis blot SMV'ernes afgørende rolle styrkes. EØSU foreslår at styrke det økonomiske samarbejde på europæisk plan og at fremme en ny fælles opfattelse af begrebet konkurrenceevne.

1.5

EU har brug for en forbedret økonomisk ledelse inden for sine institutioner, dvs. det skal gøre sig overvejelser om overdragelsen af suverænitet til de eksisterende EU-institutioner over visse dele af den økonomiske politik for derved at lette de industrielle ændringer, der fremmer en grønnere økonomi og varige arbejdspladser.

1.6

Den demografiske udvikling, de miljømæssige vanskeligheder i Afrika, Asien og i Latinamerika, manglen på drikkevand i mange lande og kampen mod klimaforandringer er uviklinger, der fremmer den globale efterspørgsel efter »grønne« teknologier og dermed oprettelsen af »bæredygtige arbejdspladser«. Man må samtidig tage højde for, at de kendte reserver af de råstoffer, der anvendes til energifremstilling, ikke er ubegrænsede.

1.7

En beskæftigelsesstrategi i retningen af en bæredygtig økonomi kan tage udgangspunkt i viden og knowhow, som allerede er veludviklet i EU's medlemsstater. Disse fordele bør fremmes af EU, der har behov for kvalificerede job. Det er på den måde, at medlemsstaterne kan investere yderligere i deres uddannelses- og videreuddannelsessystemer og blandt andet fremme interessen for fag som videnskab, teknologi og ingeniørvirksomhed. Ifølge EØSU's opfattelse er de nuværende offentlige uddannelsesinvesteringer fuldstændig utilfredsstillende, da de burde indgå i en sammenhængende strategi for livslang læring.

1.8

EU og medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå, at industrielle overgange ikke er i strid med deres målsætninger om opretholdelse og skabelse af arbejdspladser.

1.9

En grøn økonomi, der indeholder et højt niveau af forskning samt anvendelse af ny viden, og som sigter mod øget konkurrence, skulle påvirke arbejdsmarkedet i form af flere kvalificerede og stabile job, hvorved risikoen for prekær ansættelse mindskes. Derfor bør medlemsstaterne investere yderligere i deres uddannelses- og videreuddannelsessystemer.

1.10

Den offentlige sektor spiller en vigtig rolle, når det gælder støtte til forskning, og for så vidt angår en effektiv anvendelse af nye, grønne teknologier og forbedringen af eksisterende og effektive grønne teknologier, navnlig gennem dens skattemæssige instrumenter. Derfor forudsætter økonomisk, social og miljømæssig fremgang, at de offentlige sektorer er sunde og tilstrækkeligt kvalificeret. Det ville ikke altid være i almenhedens interesse at svække dem gennem privatisering af de økonomiske aktiviteter. EØSU er af den opfattelse, at det er nødvendigt at revidere lovrammen for de liberaliserede energimarkeder med henblik på at bevare den almene interesse.

1.11

Nye job vil opstå i den private sektor og navnlig i SMV'erne. Det vil også være den offentlige sektors rolle at skabe en stabil og konstruktiv ramme på europæisk plan, der giver virksomhederne mulighed for at lette overgangen til en økonomi, der er grønnere, stærkere og med flere bæredygtige job.

1.12

EØSU foreslår, at der oprettes en særlig europæisk fond for at støtte de industrielle ændringer herunder navnlig forskning, udvikling og anvendelse af grønne teknologier, uanset om der er tale om teknologier for vedvarende energi eller nye teknologier, der gør det muligt at opnå en effektiv nedbringelse af CO2-emissionerne i de energikrævende industrier.

1.13

Udvalget minder om, at EU vil få brug for et solidt industrielt grundlag for at kunne nå målsætningerne om varig beskæftigelse. Selv på området for tjenesteydelser er mange arbejdspladser afhængige af den europæiske industris fremgang. Derfor skal de industrielle ændringer, som varierer fra sektor til sektor og fra region til region-, foregå gradvist for at undgå negative konsekvenser for arbejdsmarkederne og uden at sætte det nødvendige industrinet på spil. Det drejer sig ikke om at bremse miljøpolitikkerne, men derimod at forvalte dem på en mere socialt bæredygtig måde.

1.14

EØSU anbefaler, at reformen af den fælles landbrugspolitik efter 2013 tager højde for landbrugets betydning samt bidrager til udvikling af de nødvendige synergier med andre fællesskabspolitikker inden for forskning, nye teknologier og industriel modernisering.

1.15

Medlemsstaterne bør blive enige om en afgift på finansielle transaktioner. Indtægterne fra en sådan afgift bør anvendes til at nedbringe underskuddet på medlemsstaternes offentlige budgetter og give dem luft til eksempelvis bedre at kunne finansiere deres uddannelsessystemer.

1.16

De industrielle ændringer i retningen af en grøn økonomi forudsætter en helt ny opfattelse af vækst og konkurrenceevne. EØSU har allerede udtrykt sin støtte til en ny indfaldsvinkel for at måle det økonomiske og sociale fremskridt. Udvalget bekræfter sin overbevisning om, at de industrielle ændringer og beskæftigelsen kun kan hænge sammen med målsætningerne om bæredygtighed, hvis EU og resten af verden kan nå frem til en anden opfattelse af vækst. Kommissionens forslag i 2020-strategien er utilstrækkelig.

1.17

EØSU er af den opfattelse, at det er de europæiske institutioners opgave at arbejde for ens vilkår for alle på verdensplan, så man undgår virksomhedsudflytninger, eller endda afvikling af hele sektorer, hvilket ville gå hårdt ud over både beskæftigelsen og miljøet.

1.18

Som institutionel talsmand for det europæiske civilsamfund og som et vigtigt forum for en struktureret dialog arbejder EØSU aktivt for de europæiske borgeres demokratiske deltagelse i den store debat, som er nødvendig om de industrielle ændringer og deres indvirkning på arbejdsmarkedet, hvor hurtigt de indtræffer samt deres overordnede sociale konsekvenser.

2.   Afgrænsning af udtalelsens anvendelsesområde

2.1

Det belgiske formandskab har anmodet om et politisk dokument, som åbner op for nye overvejelser. Ifølge repræsentanterne fra formandskabet bør tilgangen til teksten ikke være sektoriel, men horisontal og overordnet. Det drejer sig ikke om en undersøgelse, men om en politisk strategi. Det belgiske formandskab planlægger at behandle denne udtalelse i forbindelse med det uformelle rådsmøde for EU's energiministre.

2.2

De miljømæssige og klimatiske udfordringer er de samme, som dem, der udgjorde grundlaget for Det Europæiske Råds erklæring i forbindelse med Klimatopmødet i København. Den energimæssige udfordring omfatter flere dimensioner. Europæernes adgang til energiressourcer skal sikres i forbindelse med EU's og medlemsstaternes internationale politik. Dette aspekt behandles ikke i denne udtalelse, hvor man i stedet ser nærmere på de energimæssige udfordringer i forbindelse med de industrielle ændringer, der følger i kølvandet på kampen mod klimaforandringerne og navnlig deres følger for beskæftigelsen i Europa.

2.3

Denne udtalelse anvender begrebet »grøn« for at beskrive bæredygtige produktionsgoder eller -metoder, der således bidrager til at opfylde EU's målsætninger i kampen mod den globale opvarmning. EØSU går ind for, at »den europæiske økonomi gøres grønnere«, og for så vidt angår arbejdsmarkedet, at der skabes så mange grønne arbejdspladser som muligt (herunder uddannelser/kvalifikationer), hvilket er nødvendigt for at nå målet, dvs. job, der er af høj kvalitet med hensyn til det påkrævede kvalifikationsniveau, men som også er i stand til at sikre social integration (jf. udtalelsen TEN/401 om »Fremme af bæredygtige, grønne job af hensyn til EU's energi- og klimapakke«, der anvender definitionen »grønne job« som foreslået af direktøren for ILO's afdeling for økonomi- og arbejdsmarkedsanalyse som svar på Kommissionens seneste initiativ). EØSU minder i den forbindelse om sin udtalelse fra oktober måned i 2009 vedrørende flexicurity (1).

3.   Udfordringer, opnåede resultater og en ny chance

3.1

Det er nødvendigt kort at beskrive den globale baggrund for det belgiske formandskabs anmodning, som hænger sammen med udfordringer, der kan sammenfattes som tre nederlag, der er tæt forbundne.

Udfordringerne – Den fejlslagne Lissabonstrategi

3.2

Lissabonstrategien, som den officielt blev defineret i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000, slog til lyd for at skabe »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed.«

3.3

I begyndelsen af 2010 kunne udvalget konstatere, at de nøje udvalgte og nødvendige målsætninger desværre ikke var blevet opfyldt. Med hensyn til beskæftigelse ser det særlig sort ud. Lissabonstrategien forudså blandt andet de positive følger, som en mere konkurrencedygtig økonomi ville have for beskæftigelsen.

Udfordringerne – fejlslagne regler for finansmarkederne

3.4

Den økonomiske fremgang og vækstfasen i årene 2005 – 2008 skyldtes flere faktorer. De europæiske lande, der eksporterer industrivarer, fik gavn af den store efterspørgsel fra de asiatiske lande, hovedsageligt Kina. Visse europæiske lande oplevede derimod en vækst inden for finans- og ejendomsspekulation, som man i dag ved var usund. Men det viste sig, at de opnåede fremskridt på den ene side beroede på en ekstern efterspørgsel og på den anden side på en kraftig spekulation i ejendomssektoren. Der var altså tale om en vækst i EU, der ikke var bæredygtig. En holdbar økonomisk vækst og et stærkt arbejdsmarked forudsætter såvel eksport som hjemlig efterspørgsel.

3.5

Det var den verdensomspændende finanskrise, der satte en stopper for forventningerne til Lissabonstrategien, som led et sviende nederlag. Arbejdsløsheden i Europa stiger, og der er stadig ikke noget, der tyder på, at krisen er overstået. Et vidensamfund er endnu ikke nogen realitet som følge af de problemer, mange medlemsstater er stødt på i deres uddannelsessystemer og på grund af den del af BNP, der afsættes til forskning, og som i alt for mange lande ligger fjernt fra Lissabontraktatens målsætninger. Den offentlige gæld og i visse tilfælde også den private gæld beløber sig til en sådan størrelse i EU, at man må frygte, at visse medlemslande er på fallittens rand. Det er vigtigt, at løsningerne på problemerne vedrørende indtægter og udgifter ikke går ud over vigtige investeringer.

Udfordringerne - det fejlslagne topmøde i København

3.6

Den 15.–16. juni 2001 tilføjede det europæiske Råd i Göteborg en ny dimension til Lissabonstrategien. Strategien om bæredygtig udvikling blev tilføjet Lissabonstrategien. Den samlede strategi anbefalede at undersøge de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af de europæiske politikker, herunder den globale dimension af klimaforandringerne.

3.7

FN forsøgte af indgå en global aftale den 7.-18. december 2009 i København for at styrke kampen mod den globale opvarmning, som ifølge de fleste videnskabelige analyser skyldes udledning af drivhusgasser. De 192 lande, der havde ratificeret »De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer« (UNFCCC) fra 1997, forsøgte forgæves at genforhandle en international klimaaftale, der skulle træde i stedet for Kyoto-protokollen, som trådte i kraft i 2005.

3.8

Det er klart, at klimaændringer og miljøforurening navnlig i de større byer, er skyld i store problemer. Dertil kommer, at den demografiske udvikling i verden forudsætter hurtige løsninger. Ni millioner mennesker kan kun overleve, hvis vores ressourcer anvendes mere jævnt og bæredygtigt. Spørgsmålet om mangel på energi og adgangen til den bliver mere og mere relevant, hvis samfundet ikke finder intelligente løsninger, inden det bliver for sent. I denne situation er det nødvendigt at bruge eksisterende teknologier og løsninger som for eksempel dem, der fremmer eksisterende bygningers energieffektivitet. Derudover er nye teknologier altafgørende, navnlig for de energikrævende industrier, men der er også behov for en ny bevidsthed om offentlige goder så som vand, – som man skal være bedre til at forvalte og især bevare. Adgangen til vand må betegnes som en menneskeret.

3.9

Denne globale dimension er betragtelig, da den giver nogle muligheder til den innovative industri i Europa, der allerede i dag er præget af en høj konkurrenceevne på markedet for »grønne« produkter og tjenesteydelser. Ved nøgternt at forsvare denne positive holdning ved de internationale forhandlinger kan EU både bidrage effektivt til nedbringelsen af drivhusgasser på verdensplan og udvikle sin økonomi og sit arbejdsmarked med henblik på at nå målsætningerne i Lissabonstrategien.

Opnåede resultater: udvalgets referencepunkter

3.10

I løbet af de senere år har Udvalget og CCMI fremsat en række bidrag, der har forbindelse til udfordringerne inden for energi, klima, bæredygtighed samt industrielle og beskæftigelsesmæssige ændringer. Denne udtalelse tager højde for disse vigtige arbejdsområder. De ny elementer i udtalelsen fører til en bevidstgørelse som følge af den tredobbelte fiasko (Lissabonstrategien, finansmarkederne og konferencen i København) som beskrevet ovenfor.

3.11

EØSU har allerede understreget behovet for at »kombinere konkurrenceevne med bæredygtig udvikling, social og territorial samhørighed« (2).

3.12

EØSU har vurderet, at der i beskæftigelsesstrategien »skal (…) tages højde for den makroøkonomiske kontekst og industripolitikken« (3).

3.13

EØSU minder om, at »hypotesen om de menneskeskabte globale klimaændringer som følge af en stadig større forekomst af drivhusgasser i atmosfæren er blevet bekræftet gennem de berørte staters og EU's politiske beslutninger« (4).

3.14

CCMI har ligeledes nævnt spørgsmålet om bæredygtig udvikling og industrielle ændringer med henblik på at »undersøge, hvordan en bæredygtig udvikling i henhold til Brundtlands definition (…) kan virke som katalysator for industrielle ændringer« (5). Den definition af bæredygtig udvikling, som Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling fremsatte i 1987 i Brundtland-rapporten, udgør ligeledes grundlaget for denne udtalelse.

3.15

Udvalget har vedtaget en udtalelse, hvor man konstaterer, at der findes en »ny industriel revolution, hvor livs- og miljøkvalitet står i centrum af udviklingen« (6).

3.16

EØSU har understreget, at den europæiske sociale model har behov for et solidt industrielt grundlag. Udvalget advarer mod, at »en eventuel udflytning af energiintensive industrier væk fra EU vil gøre det langt mindre attraktivt at placere industrier i Europa og føre til tab af økonomisk vækst og arbejdspladser« (7). I den forbindelse følger EØSU med interesse udformningen af flagskibsinitiativerne »Et ressourceeffektivt Europa« og »En industripolitik for en globaliseret verden«, som indgår i EU's 2020-strategi.

3.17

EØSU er af den overbevisning, at bruttonationalproduktet (BNP) »som pejlepind for politikken … ikke (er) brugbart over for det 21. århundredes udfordringer« (8). Udvalget har vedtaget en udtalelse, hvor det anbefaler, at Kommissionen bestræber sig på at integrere nye foranstaltninger i 2020-strategien for »i 2011 at råde over en ramme, der vil gøre det muligt at udarbejde klare forslag for sammenlignelige tiltag på globalt plan med henblik på FN's verdenstopmøde for bæredygtig udvikling i 2012« (9).

3.18

For så vidt angår Europa 2020-strategien (10) har udvalget opfordret til at prioritere skabelsen af nye arbejdspladser.

3.19

EØSU har kritiseret Kommissionen for ikke at have videreudviklet sin analyse af store fremtidstemaer som »en lavemissionsøkonomi, beskyttelse af biodiversiteten, vand og andre naturlige ressourcer, fremme af social integration og styrkelse af den internationale dimension af bæredygtig udvikling (11)«. Hvis EU's strategi for bæredygtig udvikling skal være effektiv, er der behov for »en helt ny forvaltningsstruktur« (12). EØSU er af den opfattelse, at det er på sin plads at måle det menneskelige fremskridt på en anden måde, end man har gjort indtil nu.

3.20

Endelig minder EØSU om, at de mest udviklede industrilande i verden bør reducere deres udledning af drivhusgasser med mindst 80 % inden år 2050.

En ny mulighed: Europa 2020-strategien

3.21

EU's 2020-strategi er nødt til at forholde sig til den fiasko, Lissabonstrategien har været. Kommissionen offentliggjorde den 3. marts 2010 en meddelelse, der skitserede denne ny filosofi for EU's socioøkonomiske udvikling. (KOM(2010) 2020). Kommissionen erklærer at ville udarbejde en strategi, der gør EU til »en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi, der giver høj beskæftigelse, produktivitet og social samhørighed.« EØSU konstaterer, at man er gået bort fra superlativer i 2000 om den foregående strategi. Ifølge Kommissionen bør EU fremme en grønnere økonomi med henblik på investeringer inden for forskning og udvikling i størrelsesordenen 3 % af BNP, en beskæftigelsesprocent på 75 % af befolkningen i alderen 20–64 år. I forbindelse med denne udtalelse er det vigtigt at nedbringe udledningen af drivhusgasser med mindst 20 % i forhold til referenceåret 1990. Kommissionen ønsker styrket kvalitet på uddannelsesområdet, så der kan opnås intelligent vækst baseret på en forbedret konkurrenceevne »over for vore handelspartnere ved at styrke vores produktivitet«. EU bør bevare sin rolle som primus motor på markedet for grønne teknologier, men »stærke konkurrenter som Kina og Nordamerika vil sætte spørgsmålstegn« ved fordelene ved de grønne teknologier.

3.22

De første reaktioner afslører en vis skuffelse over for europæernes forventninger til deres regeringer og over for EU-institutionernes kompetencer og ansvarsområder samt den europæiske forvaltning. Repræsentanter fra Europa-Parlamentets politiske grupper mener, at Kommissionens strategi ikke er tilstrækkeligt ambitiøs og ikke formår at tage de aktuelle og fremtidige udfordringer op.

3.23

EØSU er især af den opfattelse, at SMV'ernes rolle bør styrkes betragteligt i EU's 2020-strategi, da det er SMV'erne, der skaber flest arbejdspladser i Europa, og som uden tvivl er drivkraften bag de industrielle ændringer. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at intensivere sin indsats for at gennemføre et system til beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret, der især vil komme SMV'erne til gode, da de sjældent har råd til at beskytte deres opfindelser.

3.24

EØSU foreslår at styrke det økonomiske samarbejde på europæisk plan og at fremme en ny fælles opfattelse af begrebet konkurrenceevne. På denne måde kan de igangværende og for

nedbringelsen af drivhusgasudledninger,

bedre anvendelse af naturens ressourcer og

optimering af energieffektiviteten

nødvendige industrielle ændringer bidrage til flere kvalitetsjob i EU's medlemsstater, hvis blot uddannelsessystemerne forbedres og forskningsmidlerne øges.

4.   Hvordan kan man fremme industrielle ændringer i EU, der opfylder beskæftigelses- og energimålene?

4.1

EU har behov for en forbedret økonomisk ledelse i sine institutioner, dvs. det skal gøre sig overvejelser om overdragelsen af suverænitet til de eksisterende EU-institutioner over visse dele af den økonomiske politik, hvad enten det er i Det Europæiske Råd eller i Eurogruppen. Konsekvenserne af finanskrisen viser, at der er behov for mere koordinering, så man kan undgå forvridninger i det indre marked og stimulere de industrielle ændringer, der gør EU's økonomi grønnere og fremmer jobskabelsen.

4.2

De bæredygtige arbejdspladser har fremtiden for sig, da de vil opleve opbakning gennem ændringer på verdensplan, som bliver til udfordringer, som EU og ikke blot medlemsstaterne er nødt til at forholde sig til. Disse ændringer er:

den demografiske udvikling og udfordringen at kunne brødføde 9 mia. mennesker i 2050,

megabyernes vækst, som skaber enorme miljøproblemer, navnlig i Asien og Latinamerika,

manglen på drikkevand i mange udviklingslande,

kampen mod klimaforandringer, herunder nedbringelse af emissioner og navnlig intelligent og bæredygtig anvendelse af energien både med hensyn til lagrene for fossilt brændsel - som er dalende – og produktionen af alternativ energi.

4.3

Men disse indiskutable ændringer fremmer efterspørgslen på miljørigtige produkter og teknologier og dermed en moderne industri, der skaber bæredygtige arbejdspladser. Sådanne arbejdspladser vil være såvel bæredygtige som produktive og sikre en rigtig overgang og en stærk konkurrenceevne. Desuden bygger denne konkurrenceevne ikke på en udelukkende kvantitativ økonomisk vækst baseret på energikrævende industrier, men på bæredygtighed. Det er endnu en gang indlysende, at der er behov for en strategisk indfaldsvinkel. Det er navnlig industrisektorerne og de grundlæggende teknologisektorer som f.eks. byggesektoren og bio- og nanoteknologi, men også de nye grønne teknologier, der kan mangedoble effekten af de industrielle ændringer i retningen af en mere menneskelig og grønnere økonomi.

4.4

De industrielle ændringer bidrager også til stabilitet i samfundene og international sikkerhed, fordi de negative følger af forurening, klimaændringer, de manglende ressourcer og den voksende verdensbefolkning udgør de største risici for freden i det 21. århundrede. Udfordringerne på det område er så omfattende, at løsningerne ikke kan findes på nationalt plan, men udelukkende i tæt internationalt samarbejde og i EU. EU's integrerede rum bør udstyre sig selv med de nødvendige politiske og juridiske midler for at kunne opfylde denne opgave.

4.5

En sådan beskæftigelsesstrategi lover højere produktivitet og rentabilitet på mellemlangt og langt sigt. Strategien kan i dag baseres på kompetencer, en allerede udbredt knowhow i EU's medlemsstater og de grønne teknologiers indtog på verdensmarkedet. EU bør promovere disse fordele gennem retningslinjer, europæiske fonde og – efter aftale med arbejdsmarkedets parter (især aftaler indgået i henhold til artikel 155 i TEUF) – gennem en europæisk lovgivning, som forbereder overgangen til en bæredygtig økonomi med et arbejdsmarked, der er præget af en lav arbejdsløshedsprocent og beskæftigelse af høj kvalitet. En grøn økonomi, der indeholder et højt niveau af forskning samt anvendelse af ny viden, ville få positive konsekvenser for arbejdsmarkedet i form af flere kvalificerede og stabile job, hvorved risikoen for prekær ansættelse mindskes.

4.6

De positive konsekvenser ville også bidrage til arbejdspladser af høj kvalitet frem for til flere atypiske og endda usikre job, som det f.eks. er tilfældet i visse sektorer på markedet for tjenesteydelser. Disse prekære job ville ikke være godt for en styrkelse af vidensamfundet, som uden tvivl er en vigtig betingelse for en konkurrencedygtig og robust økonomi. EU har tvært imod behov for kvalificerede job. Det er på den måde, at medlemsstaterne bør investere yderligere i deres uddannelses- og videreuddannelsessystemer. Ifølge EØSU's opfattelse er de nuværende offentlige uddannelsesinvesteringer fuldstændig utilfredsstillende, da de burde indgå i en sammenhængende strategi for livslang læring.

4.7

Begrebet konkurrenceevne skal revideres på europæisk plan. Kommissionen går ikke tilstrækkeligt langt i sin meddelelse fra 3. marts 2010. Investeringer i ny miljøteknologi kombineret med en mere konsekvent anvendelse af de eksisterende teknologier forudsætter en indsats i dag, der ikke umiddelbart øger konkurrenceevnen, men måske gør det på længere sigt.

4.8

EU bør revidere sin opfattelse af den rolle, den offentlige sektor kan spille i medlemsstaterne i forbindelse med fremme af nye teknologier, industrielle ændringer og oprettelsen af varige arbejdspladser. Den offentlige sektor kan have kapacitet til at investere på langt sigt i fremme af nye teknologier, som endnu ikke er rentable, men som ser lovende ud, uden dog at undlade at fremme de eksisterende og effektive teknologier. Den offentlige sektor spiller en vigtig rolle, når det gælder støtte til forskning samt anvendelsen af nye, grønne teknologier og forbedringen af eksisterende og effektive grønne teknologier, navnlig takket være dens skattemæssige instrumenter. De offentlige myndigheder bør i første omgang foretage de investeringer, der mest effektivt kan nedbringe såvel energiforbruget som udledningen af drivhusgasser. Det kan ovennævnte europæiske fond bidrage til.

4.9

Derfor forudsætter økonomisk, social og miljømæssig fremgang, at de offentlige sektorer er sunde og tilstrækkeligt kvalificerede. At svække den offentlige sektor gennem privatisering af alle de økonomiske aktiviteter tjener ikke altid det overordnede formål. Den offentlige sektor skal være i stand til at foretage de nødvendige investeringer i de offentlige infrastrukturer til fordel for borgerne og den europæiske industri, og det så vidt muligt i samarbejde med den private sektor. Derimod bør man undgå støtteordninger, som kun kommer et fåtal af virksomhederne til gode for ikke at stille spørgsmålstegn ved markedets funktion. Medlemsstaterne bør snarere benytte sig af skattemæssige tiltag for at lette de grønne industrielle ændringer.

4.10

EØSU er desuden af den opfattelse, at liberaliseringen af energimarkederne endnu ikke har bidraget til hverken højere kvalitet i servicen eller lavere priser. Man kan her tydeligt konstatere en meget stor risiko for underinvestering i energinettene. For både at nå frem til såvel en effektiv konkurrenceevne, der er til fordel for de europæiske borgere, som en opretholdelse af forsyningssikkerheden og en gennemførelse af klimamålene, bør man revidere lovrammen for de liberaliserede markeder.

4.11

EØSU foreslår, at der oprettes en særlig europæisk fond for at støtte de industrielle ændringer, herunder navnlig forskning, udvikling og anvendelse af grønne teknologier, uanset om der er tale om teknologier for vedvarende energi eller nye teknologer, der gør det muligt at opnå en effektiv nedbringelse af CO2-emissionerne.

4.12

Udvalget minder om, at EU vil få behov for et solidt industrigrundlag. EØSU understreger, at der er stor forskel på de energikrævende industrisektorers socio-økonomiske betydning i de europæiske regioner. Derfor skal de industrielle ændringer foregå gradvist, så overgangene kan foregå uden negative konsekvenser for de pågældende regioners arbejdsmarked. Energiforsyning bliver et strategisk spørgsmål fremover. Man skal investere yderligere i nye teknologier, så man kan opnå en effektiv stigning af produktiviteten i forhold til den anvendte energi og samtidig nedbringe CO2-udledningerne. Med hensyn til beskæftigelse i de energikrævende industrier så kan disse netop sikres gennem bedre beregninger af industriernes energiomkostninger.

4.13

EØSU anbefaler, at reformen af den fælles landbrugspolitik efter 2013, som allerede har været genstand for en initiativudtalelse, der opnåede bred konsensus, sikrer en udvikling, der afspejler landbrugets betydning for EU's landdistrikter (som udgør mere end 80 % af EU's territorium) samt de internationale forpligtelser over for udviklingslandene. Revisionen skal bidrage til at optimere de nødvendige synergier, samtidig med at de andre europæiske politikker forstærkes inden for forskning, nye teknologier og industriel modernisering. Det gælder navnlig for de sektorer og regioner, der er særligt ramt af de igangværende ændringer, dvs. præget af energikrævende industrier, som skal investere i nye miljøvenlige teknologier for at nedbringe deres udledning af CO2, så beskæftigelsen kan bevares.

4.14

Medlemsstaterne skal blive enige om en afgift på finansielle transaktioner for at mindske spekulationens ødelæggende virkning og på den måde stabilisere banksektoren og styrke den fælles mønt i Eurozonen. Indtægterne fra en sådan afgift bør anvendes til at nedbringe underskuddet på medlemsstaternes offentlige budgetter og give dem luft til eksempelvis bedre at kunne finansiere deres uddannelsessystemer. Sunde offentlige finanser og arbejdsmarkeder med en veluddannet arbejdskraft udgør grundlaget for den europæiske industris grønnere omstilling.

4.15

En sådan industriel revolution har nogle samfundsmæssige konsekvenser, som følger tankegange om bæredygtighed. De industrielle ændringer i retningen af en grøn økonomi forudsætter en helt ny opfattelse af vækst. Borgeren definerer sig i dag ud fra sine forbrugsmuligheder. Vil vi være i stand til at definere velvære i form af fysisk og mental sundhed, demokratiske og participative rettigheder, social integration (dvs. integration på arbejdsmarkedet under forbehold af, at arbejdspladserne er af høj kvalitet), energiforsyning og adgang til offentlige goder samt forsyningspligtydelser? Man er nødt til at forstå, at et sådant tiltag vil hænge sammen med en ny forståelse af begrebet vækst og en økonomi, der fungerer anderledes. Det, man kan måle sig frem til via BNP, er ikke tilstrækkeligt for at opnå dette. EØSU har allerede udtrykt sin støtte til en ny indfaldsvinkel for at måle det økonomiske og sociale fremskridt. Udvalget bekræfter sin overbevisning om, at de industrielle ændringer og beskæftigelsen kun kan hænge sammen med målsætningerne om bæredygtighed, hvis EU og resten af verden kan nå frem til en anden opfattelse af vækst. Kommissionens forslag om 2020-strategien er utilstrækkeligt.

4.16

EØSU er af den opfattelse, at det er de europæiske institutioners opgave at arbejde for ens vilkår for alle på verdensplan for at undgå virksomhedsudflytninger eller endda afvikling af hele sektorer, hvilket ville gå hårdt ud over både beskæftigelsen og miljøet. Europa bør iværksætte eksempler på god praksis, men skal også sørge for at udbrede deres anvendelse til resten af verden inden for en kort og rimelig periode for at undgå negative konsekvenser (herunder for miljøet) som følge af en anvendelse, der begrænser sig til Europa alene.

4.17

Som institutionel talsmand for det europæiske civilsamfund og som et vigtigt forum for en struktureret dialog arbejder EØSU aktivt for de europæiske borgeres demokratiske deltagelse i den store debat. EU har behov for en mere sammenhængende og bindende strategi end den, vi kender i dag under betegnelsen »EU 2020-strategi«, der tillader en retfærdig, jævn og varig overgang til en grøn økonomi, baseret på en helt ny opfattelse af begrebet vækst. Den ny vækst, som vi har behov for i Europa og i resten af verden, vil ske i form af bæredygtighed og vil udmønte sig i større livskvalitet og et sundt og aktivt liv.

Bruxelles, den 15. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  »Hvorledes kan flexicurity benyttes til omstrukturering i forbindelse med den globale udvikling?«, EUT C 318 af 23.12.2009, s.1.

(2)  EUT C 10 af 14.1.2004, s. 105, og EUT C 318 af 23.12.2006, s. 1.

(3)  EUT C 65 af 17.3.2006, s. 58.

(4)  EUT C 185 af 8.8.2006, s. 62.

(5)  EUT C 318 af 23.12.2006, s. 1.

(6)  EUT C 120 af 16.5.2008, s. 57.

(7)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 88.

(8)  EUT C 100 af 30.4.2009, s. 53.

(9)  CESE 647/2010 - NAT/453 (ikke offentliggjort i EUT).

(10)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3 (ECO/267), og EUT C 100 af 30.4.2009, s. 65 (CCMI/053).

(11)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 18.

(12)  Ibidem.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/47


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om større udbredelse af elektriske køretøjer

(sonderende udtalelse på anmodning af det belgiske formandskab)

2011/C 44/08

Ordfører: Frederic Adrian OSBORN

Det belgiske rådsformandskab besluttede den 9. februar 2010 under henvisning til EF-traktatens artikel 304 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Større udbredelse af elektriske køretøjer (sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, der vedtog sin udtalelse den 1. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 155 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Resumé og anbefalinger

1.1

EØSU er stærk tilhænger af bestræbelser på en mere udbredt anvendelse af elektriske køretøjer og især elbiler i Europa. Dette haster både for at bidrage til en reduktion af transportsektorens udledninger af drivhusgasser og mindske Europas afhængighed af en stadig mindre sikker import af olie.

1.2

EØSU støtter alle de foranstaltninger, Kommissionen forslår i sin meddelelse for nylig om energieffektive og rene køretøjer. Det anbefaler også, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne træffer en række yderligere foranstaltninger.

1.3

Rent teknologisk anbefaler EØSU en række prioriteter med hensyn til F&U, fremskyndelse af centrale standardiseringsprogrammer, udbygning af relevante kvalifikations- og uddannelsesprogrammer samt forvaltning og fremme af ændringerne i beskæftigelsesmønstret i automobilsektoren og dermed forbundne sektorer.

1.4

EØSU understreger, at man kun kan nedbringe drivhusgasemissionerne med omstillingen til elektriske køretøjer, hvis elektriciteten til disse kommer fra kilder med lav eller ingen kulstofudledning. Derfor skal udbredelsen af elektriske køretøjer modsvares af en yderligere omstilling af elproduktionen i en mere kulstoffattig retning.

1.5

Udbredt anvendelse af elektriske køretøjer og den betydelige lagringskapacitet, som deres batterier til sammen vil repræsentere, kan spille en vigtig rolle i bestræbelserne på at optimere balancen mellem udbud og efterspørgsel i elforsyningsnettet, hvis der indføres intelligent teknologi i forvaltningen af nettet og i infrastrukturen til genopladning af elektriske køretøjer. EØSU konstaterer, at det ville være kompliceret at gennemføre, men anbefaler, at man ufortøvet iværksætter undersøgelser og projekter for at forsøge at gøre dette til en afgørende win-win-mulighed for både transport- og elforsyningssektoren.

1.6

Hurtig udbredelse af elektriske køretøjer inden for automobilsektoren vil kræve en stor samordnet indsats af bilindustrien, af nye udbydere af genopladningsinfrastruktur, af den offentlige sektor som lovgiver, som normgiver, inspirator og pædagog – og af offentligheden som intelligente, engagerede, men krævende forbrugere af den nye teknologi. EØSU tilskynder Den Europæiske Union og medlemsstaterne til at iværksætte en stor kollektiv indsats for at fremme og støtte denne afgørende overgang med alle de midler, der er i deres magt, og til at sikre, at Europa ikke sakker bagud i forhold til den rivende udvikling i den udenlandske konkurrence inden for denne nøglesektor.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

CO2-emissionerne i transportsektoren som helhed stiger fortsat fra år til år til trods for en gradvis forbedring af effektivitetsnormerne inden for alle transportformer. Hvis transporten skal yde et passende bidrag til de CO2-reduktioner, som Europa har forpligtet sig til inden 2050, vil det ikke være tilstrækkeligt at basere sig på gradvise effektivitetsbesparelser inden for hver transportform.

2.2

Hvad angår vejtransport er der grundlæggende fysiske begrænsninger for, i hvilket omfang forbrændingsmotorens CO2 -ydeevne kan forbedres. På et vist tidspunkt vil yderligere forbedringer kræve en fundamental omlægning til nye energikilder med begrænset eller ingen kulstofudledninger.

2.3

Blandt de forskellige tænkelige muligheder synes en hurtig omstilling inden for privatbilsektoren mest lovende ved, at man snarest muligt først går over til hybridbiler og dernæst til fuldt elektriske biler.

2.4

Der er flere grunde til at handle så hurtigt som muligt:

Hvis man snarere før end senere nedbringer kulstofemissionerne, vil man opnå bedre resultater med hensyn til modvirkningen af klimaforandringerne og undgå dyre tilpasningsforanstaltninger i fremtiden.

Der vil være betydelige startomkostninger for både den private sektor (bilproducenter, batterifabrikanter, leverandører af infrastruktur osv.) og for den offentlige sektor (F&U, infrastruktur, finansielle stimulanser osv.) i de tidlige faser af omstillingen, og jo hurtigere ændringen gennemføres des hurtigere vil investeringerne give et økonomisk afkast.

Blandt forbrugerne er der en stigende interesse for køretøjer med lave eller ingen CO2-emissioner, hvilket kunne være en gylden mulighed for Europa og dets medlemsstater for fremstå som primus motor for, hvad der kunne blive en populær overgang, hvis den blev håndteret rigtigt og under forudsætning af, at de nye køretøjer kan måle sig med de traditionelle rivalers normer for sikkerhed, bekvemmelighed, ydeevne, pålidelighed, design og pris.

Væsentlige konkurrenter (USA, Japan, Kina og andre) foretager allerede betydelige investeringer i elektriske køretøjer og kunne få et enormt forspring og konkurrencefordele, hvis Europa ikke reagerer lige så hurtigt.

Hvis Europa hurtigt nok fremmer udviklingen af elektriske køretøjer i Europa tillige med de nødvendige ændringer i energiforsyningen og netværket kunne ekspansionen i disse sektorer være en afgørende drivkraft for den økonomiske vækst, jobskabelsen og eksportstigningen i Europa. Omvendt kunne det svække Europas økonomi betydeligt, hvis man sakkede bagud.

2.5

På denne baggrund bifalder EØSU Kommissionens, Rådets og medlemsstaternes ihærdige bestræbelser på at støtte og fremskynde overgangen til elkøretøjer. Det anbefaler, at EU's indsats fortsættes efter følgende tre hovedlinjer:

yderligere støtte til den teknologiske omstilling ved hjælp af F&U, gennemførelsesprogrammer og uddannelse

hjælp til den nødvendige parallelle udvikling af elektricitetssektoren herunder udbygningen af vedvarende energikilder, udvikling af net og infrastruktur samt standardisering af grænsefladen mellem elkøretøjer og elforsyningen.

støtte til omstillingen af markedet med passende incitamenter for at sikre, at efterspørgslen holder trit med det ændrede udbud af køretøjer.

3.   Støtte til den teknologiske omstilling

3.1   Forskning og udvikling

3.1.1

Der skal gøres meget for at øge F&U-indsatsen hen imod 3 %-målet og i højere grad anvende programmerne til at støtte omlægningen i retning af en kulstoffattig økonomi. EØSU bifalder den betydning, der generelt tillægges en øget indsats på dette område i den nye 2020-strategi og den særlige vægt man lægger på overgangen til en grønnere økonomi herunder også overgangen til kulstoffattige og elektriske køretøjer. Der skal især satses på:

yderligere forbedring af batteriteknologien, således at man øger elkøretøjernes aktionsradius og gør de valgte systemer mere robuste og modstandsdygtige under alle vejr- og kørselsforhold.

alternative metoder til forvaltning af genopladningen for at optimere de metoder, man i sidste ende vælger af standardisere.

måder, hvorpå man kan kombinere den udvidede anvendelse af elektriske køretøjer med øget udbredelse af vedvarende eller kulstoffattige elforsyningskilder.

måder at anvende intelligent måleteknikker på og et tilpasset elsystem, således at batterier kan genoplades på de optimale tidspunkter for belastningen af elnettet.

den globale forsyning med materialer, som en massiv udbredelse af batterier vil kræve, især litium og sjældne jordmetaller, og ethvert skridt der kunne tages til enten at øge eller sikre forsyningskilderne eller erstatte disse med andre mere almindeligt tilgængelige materialer.

foranstaltninger der skal træffes for fra starten at fremme maksimal genbrug af materialer fra udtjente køretøjer og gamle batterier.

3.1.2

Demonstrationsprojekter og andre gennemførelsesprogrammer bør tillægges særlig opmærksomhed. Erfaringerne fra energiteknologiplatformene må udvides og udvikles til proaktive programmer for indførelsen af hybridbiler og fuldt elektriske biler, der kan oplades via stikkontakten, samt den infrastruktur, de kræver. Demonstrationsprojekter i byer og regioner, der ønsker at spille en førerrolle (er allerede påbegyndt i visse europæiske byer og regioner), skal støttes aktivt med passende incitamenter. CIVITAS-programmet skal udvides.

3.1.3

EØSU er bekymret over, at den nuværende batteriteknologi er stærkt afhængig af materialer (litium og sjældne jordmetaller), der for øjeblikket produceres hovedsagelig eller udelukkende i Kina. Det opfordrer til ufortøvet at iværksætte forskning og geologiske undersøgelser for at identificere alternative kilder til tilvejebringelse af sådanne materialer og til at fremme genanvendelse af dem, hvor det er muligt.

3.2   Normfastsættelse

3.2.1

Lovgivningsnormer for minimumskrav til produkters og tjenesteydelsers energieffektivitet spiller en afgørende rolle. EU har allerede fastlagt normer for CO2-emissioner for biler, med fastsatte tidsfrister for yderligere forbedringer, der bliver påkrævet i fremtiden. Men disse programmer mangler fortsat at blive udbygget og at opstille mere ambitiøse kort- og langsigtede mål.

3.2.2

De nuværende emissionsgrænser for 2015 giver en superkredit for lavemissionsbiler eller elbiler. Dette er et betydeligt incitament for europæiske producenter til at fremskynde udviklingen og udbredelsen af den første generation af fuldt elektriske biler. Men samtidig mindsker det incitamentet til at søge yderligere forbedringer af de resterende biler, der drives af fossile brændstoffer. Ved den næste revision kunne der måske fastsættes et specifikt mål for udbygningen af antallet af eldrevne biler, samtidig med, at fabrikanterne også skulle forpligtes til fortsat at forbedre CO2-emissionsniveauet i deres benzin- og dieselbiler, som uundgåeligt fortsat vil udgøre en væsentlig del af vognparken de næste 20 år.

3.2.3

Det er vigtigt at fastholde et pres på den europæiske industri for fortsat at være blandt de ledende i verden inden for elkøretøjer, så de kan opretholde en stærk konkurrencemæssig position, når hele verdensmarkedet bevæger sig i denne retning. Der er hård konkurrence mellem aktørerne inden for bilindustrien, batteriindustrien og energiforsyningsindustrien om at udvikle de bedste teknologier til de bedste priser. Denne konkurrence er i sig selv en væsentlig drivkraft for innovation og bør ikke hæmmes.

3.2.4

På den anden side vil der være et klart behov for, at EU fremmer en vis standardisering i en tidlig fase for at garantere sikkerhed, pålidelighed og kompatibilitet især med hensyn til infrastrukturen bag opladningen af elkøretøjer og tilslutningsarrangementerne samt også til batteriers formgivning og kapacitet. Da der også foregår en omfattende handel med biler (nye og brugte) mellem Europa og resten af verden, bør EU desuden deltage aktivt i arbejdet med at etablere globale standarder på området for at sikre, at teknologien for elkøretøjer er kompatibel på verdensplan.

3.3   Uddannelse, faglig og teknisk skoling

3.3.1

Omstillingen til en bilindustri domineret af elkøretøjer vil resultere i en ændring af beskæftigelsesmønstrene inden for industrien. Hvis produktion og arbejdspladser skal bevares i den europæiske bilindustri og en stærk eksportorientering fastholdes, er det væsentligt, at der hurtigt investeres i den europæiske kapacitet til elbilproduktion, og at man tager initiativ til den nødvendige oplæring i nye færdigheder og omskoling, som der vil være behov for inden for alle sektorer af industrien (design, produktion, distribution, salg, vedligeholdelse, bortskaffelse osv.).

3.3.2

EØSU støtter kraftigt Kommissionens forslag om at genlancere højniveaugruppen CARS 21 med inddragelse af yderligere interessenter for at tackle hindringerne for markedsudbredelsen af de nye teknologier. EØSU anbefaler, at dette indbefatter en særlig arbejdsgruppe for sociale spørgsmål, og at der straks tages skridt til at udvikle og omlægge uddannelsen og uddannelsesstrukturerne for sektoren for at opfylde nye krav til færdigheder som følge af elbilteknologien.

4.   Omlægning af elektricitetsforsyningen sideløbende med sænkningen af kulstofindholdet i elektricitetsforsyningen

4.1

Overgangen til elektriske køretøjer vil afføde en betydelig ekstra efterspørgsel efter elektricitet – ikke særlig stor i starten, men betydelig på lang sigt. Hvis svaret på denne yderligere efterspørgsel efter elektricitet var bygningen af ekstra gammeldags kulfyrede kraftværker, ville der ikke være nogen særlig gevinst i form af CO2 –produktion. Emissionerne ville simpelthen være blevet flyttet fra biler til kraftværker. Det er derfor afgørende, at ekspansionen i elkøretøjer sker side om side med ekspansionen i en kulstoffattig eller kulstoffri energiforsyning.

4.2

Programmerne for udbygning af vedvarende energi skal fremskyndes i takt med den øgede efterspørgsel efter elektricitet til elkøretøjer. Dette krav bør indgå i den næste revision af målene for udbygningen af den vedvarende energi.

4.3

En mere sofistikeret komplementaritet mellem udvidelsen af den samlede batterikapacitet, der er nødvendig for elkøretøjer og væksten i andelen af el produceret fra vedvarende energikilder er ved at se dagens lys.

4.4

Et stort problem for udvidelsen af de vedvarende energikilder er uregelmæssigheden i forsyningen med bl.a. vind-, sol- og tidevandsenergi. For at imødegå den svingende efterspørgsel efter elektricitet vil det sandsynligvis være nødvendigt med flere muligheder for at lagre energi. Der vil kun være brug for batterierne i bilerne i de begrænsede perioder, hvor folk faktisk kører. I den mellemliggende tid skal de oplades, men kan eventuelt også tjene som energireserve, der kan give ekstra strøm til nettet, når forsyningen med vedvarende energi er utilstrækkelig. De tekniske og logistiske problemer i forbindelse med afstemningen af udbud og efterspørgsel er enorme. Men efterhånden som et intelligent sammenkoblet net udvikles, vil denne mulighed blive mere realistisk. EØSU tilskynder Kommissionen til hurtigt at sætte de nødvendige studier i gang og sikre, at den opladningsinfrastruktur, der udvikles til elbiler, gøres tilstrækkelig intelligent fra starten for at muliggøre, at komplementariteten med den vedvarende energiforsyning opnås.

4.5

Udviklingen af infrastruktur til opladning og/eller udskiftning af batterier vil kræve store investeringer. Opladningsfaciliteter skal være alment tilgængelige f.eks. på parkeringsområder, i folks bolig, på arbejdspladserne, ved butikker, på værksteder, på andre offentlige mødesteder og på gaderne. Den offentlige sektor skal imidlertid fastlægge den nødvendige lovgivningsramme for at sikre, at de virksomheder, der foretager infrastrukturinvesteringerne, kan opnå et rimeligt afkast samtidig med, at man undgår alt for høje priser. EØSU anbefaler, at Kommissionen uopsætteligt iværksætter undersøgelser af, hvilke lovgivningsrammer der kan tilskynde til de nødvendige infrastrukturinvesteringer. I den forbindelse noterer det sig og støtter Rådets konklusioner (konkurrence) den 26. maj, hvori man opfordrede til en hurtig udvikling af en europæisk standard for elektriske køretøjer for at fremskynde deres udbredelse.

5.   Forbrugerne og markedet

5.1

Den europæiske offentlighed er stadig mere bevidst om, at det er ved at være slut på den tid, hvor man kan basere sig på, at billig olie er almindeligt tilgængelig. Man erkender, at i mange dele af verden bliver søgningen efter og udvindingen af olie vanskeligere og at konkurrencen fra vækstøkonomierne om det, der er til rådighed, bliver større. På trods af en vis skepsis er der også en voksende bevidsthed om, at CO2-udledningerne skal reduceres for at undgå skadelige klimaændringer, og at transportsektoren skal spille sin rolle i disse bestræbelser. De forskellige medlemsstaters regeringer har i varierende omfang yderligere underbygget dette budskab med en beskatning af olieprodukter og differentierede afgifter på køretøjer for at fremme mindre biler med lavere CO2–udledninger frem for benzinslugere og ved at købe hybrider og prototyper af elbiler til deres egne bilparker.

5.2

Denne generelle erkendelse har affødt en vis udvikling på markedet i de seneste år. Forbrugernes præferencer har flyttet sig markant fra de større modeller med høje CO2-udledninger til mindre, mere miljøvenlige køretøjer. Der har været en vis efterspørgsel efter de hybridmodeller, der hidtil er blevet indført, især hvor medlemsstaterne har tilskyndet dette med skattemæssige incitamenter. Generelt udviser forbrugerne dog forsigtighed over for innovationer inden for denne sektor, og der vil sandsynligvis være behov for en vis overtalelse og tilskyndelser for at få forbrugerne til at tage afgørende skridt i retning af den næste generation af kontaktopladelige hybridmodeller og fuldt elektriske biler, efterhånden som de kommer på markedet.

5.3

Producenterne og olieindustrien har ligeledes vist sig tilbageholdende over for mulighederne i et skift til elbiler. De skal overbevises om det uundgåelige i at bevæge sig i denne retning og om Den Europæiske Unions politiske vilje til at lede og fremskynde denne overgang for at lægge den fulde vægt af deres ressourcer og ekspertise bag omstillingen og sælge den til forbrugerne. EU og dets medlemsstater skal gøre det krystalklart for deres industrier, at denne omstilling er nødvendig og hastende, og ikke tillade, at visse mere fodslæbende branchers krav om særlige hensyn kan bremse det generelle fremskridt, hvilket kun kunne resultere i, at industrien som helhed overhales af mere progressive virksomheder i andre dele af verden med et permanent tab af markedsandele og indflydelse på udviklingen af normer på verdensplan.

5.4

For med held at komme videre til næste fase og sikre forbrugernes tillid og efterspørgsel, skal flere krav fra forbrugersiden opfyldes. Disse kan opsummeres som følger: sikkerhed, pålidelighed, ydeevne og design, aktionsradius og fleksibilitet, opladningsmuligheder, købspris og vedligeholdelsesudgifter. (Man frygter også, at elbiler kan være faretruende stille på vejene - hvis det er tilfældet, kan det være nødvendigt at kræve et minimum af kunstig støj tilføjet for at give fodgængere og andre trafikanter en hørlig advarsel om, at et køretøj nærmer sig).

5.5

Det vil være afgørende, at elbiler er mindst lige så sikre som konventionelle biler (under normal kørsel og i tilfælde af ulykke) både i objektive statistiske målinger og i folks opfattelse. Opladningsanordninger, især offentligt tilgængelige genopladningsfaciliteter, skal også være sikret mod manipulation og svindel. Disse kriterier skal indgå i alle lovmæssige sikkerhedskrav til elbiler.

5.6

Elbiler skal være pålidelige til alle tider og under alle vejrforhold. Hvis batterier let bliver flade, eller hvis visse vejrforhold mindsker ydeevnen eller rækkevidden betydeligt, bliver offentligheden let desillusioneret. Man burde indarbejde normer for holdbarhed og pålidelighed i lovgivningsrammerne.

5.7

Elbilernes ydeevne bør i det mindste matche familiebilerne i mellemklassen, da det er den slags biler, de fleste er fortrolige med. Ligeledes vil det være vigtigt, at elbilernes design og konfiguration ikke er mindre attraktiv end de bedste biler med forbrændingsmotor. Dette er naturligvis en udfordring for industrien og kræver ikke lovindgreb under forudsætning af, at industrien selv er ordentlig motiveret (og om nødvendigt tilskyndet) til at fremskynde forandringen.

5.8

Aktionsradius er tæt forbundet med opladningsarrangementerne. Hvis opladningen kræver flere timer i en garage eller ved et opladningspunkt på gaden, vil forbrugerne sandsynligvis kræve en betydelig rækkevidde med hver opladning. Det kan godt være, at de fleste mennesker kun tilbagelægger beskedne afstande i løbet af en normal arbejdsdag – men de ønsker større rækkevidde, når de skal rejse længere væk – og vil nødigt blive holdt tilbage i timevis for at genoplade under sådanne rejser. Batterier kan undertiden være opbrugt, inden en bil er ved et opladningspunkt. Der skal udvikles opladningsmuligheder langs vejene i nødsituationer eller batteriudskiftningsordninger.

5.9

Hurtigere opladning synes at blive en teknisk mulighed. Men med mindre tiden reduceres til nogenlunde den tid, det tager at fylde en tank med benzin, vil travle mennesker blive utålmodige. Efter vores opfattelse bør producenterne søge hurtigst muligt at øge den potentielle rækkevidde til 300 km, hvis de ønsker at sikre sig et betydeligt marked. F&U-indsatsen bør specielt fokusere på dette mål.

5.10

Hvis man ikke inden for en årrække vil kunne nå en sådan aktionsradius, anbefaler EØSU, at man koncentrerer sig om, at opladningsarrangementer via stikkontakt suppleres med faciliteter til udskiftning på to til tre minutter af hele batterienheder på et anerkendt værksted (eller i nødstilfælde ved vejkanten). EØSU forstår, at visse tidlige forsøgsprojekter udvikles på dette grundlag. For at fremme udviklingen af den nødvendige infrastruktur til batteriskift på denne måde anbefaler EØSU, at Kommissionen på et tidligt tidspunkt overvejer muligheden for at opnå en hurtig standardisering af batteripakkernes konfiguration og karakteristika, og hvordan de kan fjernes og erstattes bekvemt. Batteriskift ville også være lettere, hvis batteripakken ikke blev købt, men leaset hos en servicevirksomhed, der håndterer omskiftningen. En sådan løsning ville sænke anskaffelsesprisen på elbiler, men det kan være nødvendigt at etablere en lovgivningsramme for at sikre, at servicevirksomhederne opretholder rimelige priser og gode driftsnormer.

5.11

Skal opladning via stikkontakt anvendes, vil det være vigtigt, at der hurtigt etableres et omfattende netværk af opladningspunkter. Ud over faciliteter ved folks bolig vil der være behov for opladningspunkter på parkeringspladser (offentlige og private, arbejdspladser, butikker osv.) og parkeringsbåse på gaden. For at gøre dette til et overkommeligt program bør man i en introduktionsfase måske koncentrere sig om specifikke geografiske områder. Det kunne være nyttigt at gennemføre pilotprojekter under forskellige forhold herunder på øer, i storbyer og deres regionale opland, i mindre byområder, i landdistrikter osv. for at fastslå, hvad de afgørende betingelser for drift- og infrastruktursupport er. Hvor elkøretøjer indføres som noget banebrydende, er det væsentligt, at der fra starten etableres et passende netværk af opladningsfaciliteter. Forbrugerne vil hurtigt vende den nye teknologi ryggen, hvis de føler, at den ikke fra starten af er godt underbygget af let tilgængelige opladningsfaciliteter og muligheder for batteriskift.

5.12

Der tilkommer kommunale, lokale og regionale myndigheder en væsentlig rolle, når udbredelsen af elkøretøjer skal fremmes i deres område. De kan hjælpe med at udpege egnede lokaliteter til faciliteter for genopladning og batteriskift. De kunne give elbiler en særstilling på parkeringsområder eller i reserverede vejbaner. De kunne spille en signifikant rolle ved at gøre reklame for og tilskynde overgangen til elbiler. De kunne også anvende elkøretøjer til transport af personer med mobilitetsproblemer, til gadefejning mv., da sådanne ture normalt foregår over korte afstande inden for deres myndighedsområde.

5.13

Prisen ved anskaffelse og i brug vil naturligvis være afgørende. Overgangen fra blyholdig til blyfri benzin i mange lande er et stærkt eksempel. Igennem nogen tid modsatte forbrugerne sig denne ændring. Men så snart regeringerne lagde mindre afgift på blyfri benzin, forsvandt modstanden og ændringen foregik hurtigt.

5.14

For at fremme udbredelsen af elbiler vil det ligeledes være nødvendigt i det mindste at fjerne enhver prisfordel ved benzinbiler ved hjælp af passende differentierede skatteordninger og sandsynligvis begunstige elbiler i de første år for at sætte skub i markedet. I princippet bør elbiler være billigere i drift på grund af elmotorens langt større effektivitet. Men selvfølgelig vil meget afhænge af strukturen i elpriserne, og om opladningen af batterier kan integreres i et smart system for kapacitetsudligning til favørpriser. EØSU tilskynder til, at der gennemføres tidlige økonometriske undersøgelser af de forskellige muligheder her. Da skiftet til en elbil er et stort skridt for en forbruger, kan det være nødvendigt med stærke incitamenter især i de første år af overgangsperioden (f.eks. ved en større forskel i anskaffelsesprisen på elbiler i forhold til biler med forbrændingsmotor).

5.15

Ud over prisincitamenterne skal regeringer og lokale myndigheder undersøge andre former for incitamenter, der kunne lette overgangen, herunder specifikt afmærkede ruter og områder og specielle parkeringsfaciliteter til elbiler. Elbiler vil klart være mindre forurenende end forbrændingsmotorer, og visse versioner kan også være med til at mindske trafikbelastningen (f.eks. mindre elbiler til særlige formål).

5.16

Man skal ikke blot sikre sig, at elbiler kan markedsføres til konkurrencedygtige priser, men det vil også være vigtigt at træffe yderligere foranstaltninger til at forbedre forbrugernes forståelse af miljøpåvirkningen af deres transportbeslutning, og i hvilken grad de vil mindske denne ved at skifte til elkøretøjer.

5.17

Sådanne oplysninger bør være baseret på konsekvenserne af deres bilers og andre transportformers fulde livscyklus. Men selv når hele livscyklusen tages i betragtning, forekommer det sandsynligt, at skiftet til en elbil vil være en af de største enkeltstående beslutninger, som en person vil være i stand til at træffe for at mindske sit CO2-aftryk. De har brug for de rette oplysninger for at kunne vurdere dette præcist.

5.18

Visse sektorer af markedet vil sandsynligvis være nemmere at komme ind på i første omgang end andre. På grund af de aktuelle begrænsninger i rækkevidde og opladningstider vil elbiler i det mindste i første omgang være mere egnet til korte byture eller rejser lokalt og mindre egnet til længere ture. Tilsvarende vil det være lettere at etablere stik i boliger, der har garage eller i det mindste private parkeringspladser til deres biler. I de indledende markedsføringsbestræbelser kunne det derfor forventes, at man fokuserer på husstande med sådanne faciliteter, og som måtte overveje at købe en elbil som et (mindre) køretøj nr. to til destinationer i omegnen, samtidig med at man fastholder en større bil med forbrændingsmotor eller en hybridbil til længere rejser med større last. Selv til denne brug synes det at fremgå af den indledende forskning, at det er den begrænsede rækkevidde og opladningstiden, der står i vejen for den oprindelige accept hos forbrugerne. For at forhindre at elbilers anvendelse begrænses til få nichemarkeder er det fra starten vigtigt at have en mere langsigtet vision om en mere komplet overgang, der vil gøre elektriske køretøjer til et attraktivt alternativ for alle brugere til alle ture.

5.19

Offentlige indkøbsprogrammer kan være et yderst effektivt redskab til at fremme bedre standarder inden for centrale industrisektorer. Den offentlige sektor er en væsentlig indkøber af biler og andre køretøjer, og det eksempel, som den offentlige sektor sætter, kan have yderligere indflydelse på andres købsbeslutninger. Det er derfor vigtigt, at regeringer og andre offentlige organer herunder regionale og lokale myndigheder i hele Europa tidligt forpligter sig til at købe elbiler og andre elektriske køretøjer, således at der tidligt sættes skub i markedet for disse køretøjer og produktionsmængden hurtigt bringes op den kritiske masse for rentabel produktion. EU's institutioner kunne gå forrest i denne proces via deres egne købsbeslutninger og kunne indlede EU-dækkende debatter og initiativer for at fremme tidlig ibrugtagning af elektriske køretøjer. Politiske ledere og andre fremtrædende offentlige personer kunne sprede budskabet ved tidligt selv at gøre brug af disse køretøjer.

5.20

Det anslås, at næsten halvdelen af de solgte biler i Europa er anskaffet af virksomheder som firmabiler til deres ansatte. Det ville være ønskeligt at tilskynde virksomheder til, at de i deres ordninger begunstiger kulstoffattige eller fuldt elektriske biler gennem passende beskatningsmæssige incitamenter.

6.   Andre køretøjer og transportformer

6.1

I denne udtalelse har vi primært koncentreret os om private personbiler og de skridt, Europa skal træffe nu for at fremskynde overgangen til brug af elbiler i fremtiden. Det er den lettest tilgængelige fremgangsmåde i forbindelse med »afkarboniseringen« af transportsektoren.

6.2

Men selvfølgelig slutter mulighederne for elektrificering ikke her. Politikerne og erhvervslivet skal være bevidste om mulighederne for yderligere elektrificering inden for hele rækken af transportformer til lands og til søs, herunder meget små enkeltpersonsbiler, større offentlige transportkøretøjer, tog, sporvogne og trolleybusser og hele fragtområdet. Efterhånden som elektrificeringen af transportsystemet breder sig, kan der endvidere opstå yderligere nye mobilitetsmønstre, som fremmes af elkraftens forskellige karakteristika, batteriteknologien og intelligente net- og trafikstyringssystemer. Også her opfordrer EØSU Kommissionen og de politiske beslutningstagere til at være på udkig efter og opmærksomme på de bedste ideer, der skal tilskyndes.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/53


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om energifattigdom i forbindelse med liberaliseringen og den økonomiske krise (sonderende udtalelse)

2011/C 44/09

Hovedordfører: Sergio Ernesto SANTILLÁN CABEZA

Under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anmodede det kommende belgiske rådsformandskab den 9. februar 2010 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en udtalelse om:

»Energifattigdom i forbindelse med liberaliseringen og den økonomiske krise«

(Sonderende udtalelse).

EØSU's præsidium henviste den 16. februar 2010 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

På grund af sagens hastende karakter besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, at udpege Sergio Ernesto SANTILLÁN CABEZA til hovedordfører, hvorefter det vedtog følgende udtalelse med 124 stemmer for og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og forslag

1.1

Priserne på elektricitet, gas og andre brændstoffer som f.eks. kul stiger fortsat, og det ser ud til, at denne tendens vil fortsætte de kommende år. Hvis der ikke handles hurtigt og effektivt, kan antallet af sårbare energiforbrugere derfor også komme til at stige markant. Det er ikke formålet med denne udtalelse at behandle årsagerne til stigningen i energipriserne. Hensigten er derimod at fremhæve behovet for at beskytte de sårbare forbrugere med henblik på at undgå energifattigdom.

1.2

Bekæmpelse af energifattigdom er en ny social prioritet, som bør behandles på alle niveauer, og det er vigtigt, at EU fastlægger fælles retningslinjer, således at alle medlemslandene kan finde fælles fodslag med hensyn til at udrydde problemet. Det er værd at fremhæve det arbejde, som EU har udført de seneste år for at beskytte de sårbare kunder. Mange medlemslande undlader imidlertid fortsat at udføre deres pligt, og EU er derfor i henhold til nærhedsprincippet som defineret i EF-traktatens artikel 5 nødt til at handle, når medlemslandene ikke gennemfører de fastlagte foranstaltninger.

1.3

Energifattigdom berører ikke blot energisektoren, men også andre sektorer som sundheds-, forbruger- og boligområdet.

1.4

EØSU foreslår, at der vedtages en generel, fælles definition af energifattigdom, som efterfølgende eventuelt kan tilpasses af de enkelte medlemslande. En mulighed kunne være at definere energifattigdom som, at man har vanskeligt ved eller er ude af stand til at holde sin bolig opvarmet til en passende temperatur og mangler adgang til andre væsentlige energiydelser til en rimelig pris. Dette er en generel definition, som også kan suppleres med andre kriterier, hvilket gør det muligt at opdatere den i takt med samfundsudviklingen. Hermed ville man kunne sætte tal på energifattigdommen og tackle den på en mere effektiv måde.

1.5

Efter EØSU's opfattelse er det nødvendigt at harmonisere de eksisterende statistikker for at få stillet en så korrekt diagnose som muligt af fænomenet energifattigdom i Europa i dag. Det foreslås derfor, at Eurostat og de statistiske institutter i medlemslandene indfører ens statistiske metoder, således at der kan sættes tal på omfanget af energifattigdom.

1.6

Set med EØSU's øjne og uden at dette skal berøre eksistensen af Citizen's Energy Forum (London), bør der oprettes et europæisk observatorium for energifattigdom, som kan placeres i en allerede eksisterende struktur, eksempelvis Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder eller et andet organ, hvilket gør det muligt at inddrage alle de økonomiske og sociale aktører, der direkte eller indirekte har med energifattigdom at gøre, f.eks. leverandører, forbrugere, sundheds- og miljøorganisationer, faglige organisationer, energiorganisationer og byggeorganisationer m.fl. Denne gruppe ville kunne gøre stor nytte med henblik på at identificere eksisterende god praksis i medlemslandene, udforske nye mekanismer til at tackle energifattigdommen og fremme udarbejdelsen af en objektiv og nøjagtig oversigt over konsekvenserne for de sårbare forbrugere af liberaliseringen af energimarkederne.

1.7

EØSU foreslår, at man til enhver tid har energifattigdommen in mente, når der udarbejdes forslag til energipolitikker.

1.8

EØSU finder det desuden nødvendigt, at ny teknologi, som optimerer energianvendelsen, er tilgængelig for de sårbare forbrugere, som er dem, der har størst behov for den.

1.9

Det er meget vigtigt at iværksætte allerede godkendte foranstaltninger vedrørende bygningers, og i dette tilfælde private huses, energiydeevne. Som følge af de vanskeligheder, som lavindkomstfamilier kan have, bør medlemslandene alt efter evne overveje at iværksætte støtteforanstaltninger.

1.10

I visse tilfælde kan en decentraliseret produktion af energi bidrage til at nå målene i denne udtalelse (jf. punkt 6.8).

2.   Energifattigdom i EU

2.1

Enkeltpersoners og befolkningsgruppers trivsel er forbundet med anvendelsen af og adgangen til energi. Blandt sine mange anvendelsesmuligheder er energi således uundværlig, når det drejer sig om mobilitet, luftkonditionering og belysning i industrien, sundhedssektoren, landbruget, men også i husholdningerne og i forbindelse med fritidsaktiviteter.

2.2

Derfor kan begrebet energifattigdom ses i både et makro- og et mikroøkonomisk perspektiv. Adgangen til tilstrækkelig energi af ordentlig kvalitet er for industrien, landbruget og de øvrige sektorer afgørende for, at et land kan skabe velfærd og blive konkurrencedygtigt, og mangel på energi kan føre til økonomisk krise, arbejdsløshed og fattigdom generelt. Denne udtalelse sætter imidlertid primært fokus på den energifattigdom, som berører husholdningerne.

2.3

Energifattigdom vil sige, at man har vanskeligt ved eller er ude af stand til at holde sin bolig opvarmet til en passende temperatur (der kan henvises til WHO's definition, ifølge hvilken en passende temperatur er 21 °C i opholdsrum og 18 °C i resten af boligens værelser, eller en hvilken som helst anden definition, som er teknisk tilstrækkelig) og mangler adgang til andre væsentlige energiydelser som belysning, transport, elektricitet til internettet eller andre former for udstyr til en rimelig pris. Dette er en generel definition, som også kan suppleres med andre kriterier, hvilket gør det muligt at opdatere den efter behov.

2.4

Energifattigdom er ikke et fænomen, det er let at sætte tal på, men det kan måles ved hjælp af variable såsom manglende evne til at opretholde en passende temperatur i boligen (21 % i EU-27, Eurostat), den procentvise andel af befolkningen, som er bagefter med varmeregningen (7 % i EU-27 i 2007) og antallet af boliger, som har utætheder, revner eller andre skader, som påvirker bygningen (18 % i EU-25 i 2007, EU-SILC-undersøgelse 2007). Selv om manglen på relevante statistiske data og undersøgelser gør, at der ikke er pålidelige data om antallet af berørte personer, vurderes det ved en krydsning af kendte variable og på baggrund af en række offentliggjorte undersøgelser, at der i Europa er minimum 50 millioner personer, som lider under energifattigdom (Tackling Fuel Poverty in Europe. Recommendations Guide for Policy Makers - www.fuel-poverty.org). Nogle estimater er imidlertid langt højere end dette tal.

2.5

Ud over vanskelighederne med at kvantificere problemets omfang findes der også en del modsætninger mellem de eksisterende statistiske data på EU-niveau og de nationale statistiske data. Som eksempel kan det nævnes, at ifølge data fra EU-SILC er 0 % af befolkningen i Storbritannien bagefter med deres regninger, mens den nationale tilsynsmyndighed (Ofgem) angiver denne andel til 5 % (www.fuel-poverty.org).

2.6

Antallet af familier i Europa, der er berørt af energifattigdom, kan forventes at stige, idet:

ca. 16 % af europæerne risikerer at ende i fattigdom (fælles rapport om social beskyttelse og social inklusion, Europa-Kommissionen, 2009)

prisen på gas for privatkunder steg med gennemsnitligt 18 % fra 2005 til 2007 (Eurostat 2007)

prisen på elektricitet for privatkunder steg med gennemsnitligt 14 % fra 2005 til 2007 (EU-SILC-undersøgelse 2007)

mere end 60 % af EU's boligmasse er bygget, uden at der er taget hensyn til standarder for varmeregulering.

2.7

Energifattigdom er resultatet af en kombination af tre faktorer, nemlig lav indkomst, dårligt byggeri og høje energipriser.

2.8

Blandt følgerne af energifattigdom kan fremhæves sundhedsproblemer, internetudbyderens afbrydelse af internetadgangen, dårlig udnyttelse af energien under et vist komfortniveau og gældsakkumulation, for blot at tage nogle eksempler.

2.9

De mest udsatte sociale grupper er dem med de laveste indkomster som f.eks. ældre over 65 år, familier med kun én forsørger, arbejdsløse og personer, som modtager sociale ydelser. Det falder desuden som oftest sammen med, at personer med lave indkomster bor i huse med utilstrækkelig varmeisolering (Housing Quality Deficiencies and the Link to Income in the EU, Orsolya Lelkes. European Centre for Social Welfare Policy and Research, marts 2010), hvilket øger deres energifattigdom.

2.10

Nogle medlemslande har allerede iværksat en række foranstaltninger (Good practices experienced in Belgium, Spain, France, Italy and United Kingdom to tackle fuel poverty), som er med til at forebygge situationer med energifattigdom. Størstedelen af disse eksempler på god praksis fokuserer på årsager som f.eks.:

energipriser (f.eks. sociale takster)

kvalitet i byggeriet (f.eks. forbedring af energieffektiviteten i det sociale boligbyggeri eller i den private boligmasse)

lave indkomster (f.eks. økonomisk hjælp).

På samme måde har nogle medlemslande truffet korrigerende foranstaltninger med henblik på at mindske konsekvenserne af energifattigdom, f.eks. forbud mod at lukke for forsyningen i perioder, der er kritiske for de sårbare familier.

2.11

Forbedring af energieffektiviteten i byggeriet er et centralt aspekt i forbindelse med løsning af problemet med energifattigdom. Forslaget om omarbejdning af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, KOM(2008) 780, kan udgøre en mulighed i denne forbindelse.

3.   Den økonomiske krise giver sig udslag i 23 millioner arbejdsløse

3.1

Europæisk økonomi lider under den værste recession siden 1930. I 2009 var udviklingen i BNP i EU-27 på -4,2 % i forhold til 2008, hvor der allerede havde været tale om lav vækst (+0,8 %). Der er registreret en kraftig stigning i arbejdsløsheden, som i januar 2010 berørte 9,5 % af den erhvervsaktive befolkning (halvandet procentpoint mere end samme måned året før). Følgelig stod 22 979 000 mænd og kvinder i den første måned af 2010 uden job. Procentvis registreres den laveste arbejdsløshed i Holland (4,2 %) og Østrig (5,3 %), mens man finder de højeste arbejdsløshedsprocenter i Litauen (22,9 %) og Spanien (18,8 %) (Eurostat).

3.2

Den europæiske økonomiske genopretningsplan fra slutningen af 2008 har ikke givet de forventede resultater. Lige så bekymrende tallene for den nuværende situation er, lige så foruroligende er det, at de prognoser, der er foretaget indtil i dag (inklusive Kommissionens), blot forudsiger en »svag« bedring i den kommende tid. Selv om der er blevet iværksat skattemæssige stimuli svarende til 5 % af BNP (EU-27), er disse ikke tilstrækkelige, og der mangler en tilstrækkeligt velkoordineret »exit-strategi« til at komme ud af krisen.

3.3

Den økonomiske og finansielle krise, som startede i 2007, opstod på en baggrund af stagnation eller fald i de europæiske arbejdstageres lønninger. Desuden påvirker de økonomiske foranstaltninger, som påtænkes i nogle medlemslande med henblik på at nedbringe den store gæld og budgetunderskuddet, både de sociale ydelser (pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse) og de offentlige ydelser.

3.4

Tilsammen giver dette de mest sårbare familier dystre udsigter i lyset af stigende energiudgifter.

4.   EU's' energipolitik

4.1

Ønsket om at liberalisere energimarkedet har været en af EU's centrale politikker de seneste to årtier. Efter energirådsmødet i juni 1987, som skød processen i gang, blev de første direktiver om liberalisering af gas- og elmarkederne offentliggjort i slutningen af 90'erne, og siden da er der sket en lang række tiltag på området.

4.2

Helt generelt var de erklærede mål med liberaliseringsprocessen at skabe en mere effektiv energisektor og en mere konkurrencedygtig europæisk økonomi. Der var imidlertid ikke fuld enighed mellem medlemslandene om midlerne, og faktisk er der i nogle af landene en stærk modstand mod gennemførelsen af disse politikker.

4.3

I øjeblikket er der en høj koncentrationsgrad på engrosmarkederne for gas (i 10 medlemslande sidder de tre største udbydere på 90 % eller mere af markedet) og for elektricitet (her er dominansen på over 80 % i 14 medlemslande) (KOM(2009) 115 endelig).

4.4

Liberaliseringen kommer forbrugerne til gode, hvis den virkelig fremmer konkurrencen. I mange medlemslande er der imidlertid sket det, at de offentlige monopoler er blevet erstattet af private oligopoler, hvilket gør det nødvendigt at skærpe foranstaltningerne til fremme af gennemsigtighed og konkurrence på energiområdet.

4.5

Man må derfor fremhæve behovet for at gennemføre foranstaltningerne i den tredje energipakke, der har til formål at skabe et egentligt energimarked baseret på samarbejde mellem landene, herunder bl.a. større sammenkobling af nettene, bedre koordination mellem operatørerne og styrkelse af de nationale regulerende myndigheders beføjelser.

5.   Liberaliseringen bør komme forbrugerne til gode

5.1

Liberaliseringen fremmer decentralisering og diversificering af energien og burde gøre det muligt at opnå nogle centrale fordele såsom lavere priser og forsyningsgaranti, bedre kvalitet, større udbud og tilpasning af dette til behovene hos forbrugerne i almindelighed og de sårbare forbrugere i særdeleshed. Medlemslandenes første erfaringer viser imidlertid, at der er problemer som følge af bl.a. manglende gennemsigtighed i forhold til taksterne samt høje priser.

5.2

I de fleste medlemslande var priserne i første halvdel af 2009 højere end i 2008, på trods af at tendensen for olieprisen kunne forventes at betyde en større reduktion i priserne for de endelige brugere. Denne situation kan delvis forklares med, at der er en vis tidsforskel mellem det tidspunkt, hvor oliepriserne ændrer sig, og det tidspunkt, hvor slutbrugerne faktureres. Det ser imidlertid ud til, at faldet i energipriserne i engrosleddet ikke er slået fuldt igennem i de priser, der opkræves de endelige brugere (jf. KOM(2009) 115 endelig).

5.3

El- og gasleverandørerne har dermed en utilfredsstillende virkning på husholdningernes økonomi. Omkring 60 % af forbrugerne oplyser, at deres energileverandør har sat priserne op, mod kun 3-4 %, der siger, at deres leverandør har sat priserne ned. El- og gasleverandørerne har også særdeles dårlige resultater, når det gælder deres sammenlignelighed med andre leverandører, og med hensyn til hvor let det er at skifte leverandør. Energisektoren er den sektor, hvor forbrugerne er mindst tilbøjelige til at skifte leverandør. Kun 7 % har skiftet gasleverandør og 8 % elleverandør (Europa-Kommissionens 2. årlige rapport om EU's resultattavle for forbrugermarkederne, 2. februar 2009).

6.   EU-foranstaltninger med hensyn til energifattigdom

6.1

Energifattigdom er en ny social prioritet, som har behov for støtte på alle niveauer. Selv om de juridiske dokumenter, EU har fremlagt (1), viser gode takter, har medlemslandenes reaktion indtil videre været utilstrækkelig. For at give et par eksempler: På trods af at de ifølge direktiverne om det indre marked for gas og elektricitet (først direktiv 2003/54/EF og derefter direktiv 2009/72/EF) er forpligtet hertil, har kun 10 ud af 27 medlemslande indført sociale takster for sårbare kunder, og kun i otte medlemslande er det normalt at anvende udtrykket »sårbar kunde«. (Status Review of the definitions of vulnerable customer, default supplier and supplier of last resort; ERGEG, 2009).

6.2

Ikke alle medlemslandene behandler denne problematik, og de, som gør det, handler på egen hånd i stedet for at gå sammen og skabe synergieffekter, hvilket besværliggør identificeringen, vurderingen og behandlingen af energifattigdom på EU-niveau. Som eksempel kan nævnes, at den definition, der anvendes i Storbritannien, adskiller sig fra definitionen i resten af medlemslandene, idet der ifølge den britiske definition er tale om energifattigdom, når mere end 10 % af indkomsten anvendes til at opvarme sit hus til en passende temperatur. Der findes også forskellige i definitioner i forskellige EU-dokumenter.

6.3

Det er hvert enkelt medlemslands ansvar at løse problemet med energifattigdom i overensstemmelse med det fastlagte kompetenceniveau (nationalt, regionalt eller lokalt), men i mangel af en effektiv national lovgivning om gas og elektricitet, bør EU handle i henhold til det i EF-traktatens artikel 5 definerede nærhedsprincip. Med hensyn til andre brændstoffer, som f.eks. kul, ligger ansvaret udelukkende hos medlemslandene.

6.4

EU lovgiver og har kompetence på det energipolitiske område, og derfor påvirker den, hvad enten det nu er direkte eller indirekte, energifattigdommen i medlemslandene. Det er derfor vigtigt, at EU handler og udformer politikker inden for sit kompetenceområde.

6.5

Europa-Kommissionen fremsatte forslag om det europæiske charter for energiforbrugernes rettigheder (KOM(2007) 386 endelig og Europa-Parlamentets beslutning af 19. juni 2008 (P6 – TA(2008)0306)). Herom har EØSU allerede udtalt (2), at der er behov for en bindende retsakt for at sikre borgernes rettigheder, ligesom det er sket ved andre lejligheder (3). Kommissionen trak det nævnte charter tilbage og indføjede nogle af punkterne i sin tredje pakke, da den mente, at dette ville have større effekt (f.eks. direktiv 2009/72/EF's artikel 7 og 8).

6.6

Der skal i forbindelse med emnet for denne udtalelse mindes om, at EU's charter om grundlæggende rettigheder angiver, at »For at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, efter de bestemmelser, der er fastsat ved fællesskabslovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis« (art. 34), samt at der er pligt til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau (art. 38).

6.7

EØSU gentager behovet for, at man anerkender retten til garanti for forsyningspligtydelser, overholdelse af offentlige serviceforpligtelser, beskyttelse af økonomisk dårligt stillede grupper i fare for energifattigdom, f.eks. gennem forbud mod at lukke for forsyningen i kritiske perioder, den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, samt rimelige, gennemsigtige priser, der er lette at sammenligne mellem de forskellige leverandører (4).

6.8

EØSU vil gerne fremhæve de fordele, som decentral energiproduktion i visse tilfælde kan medføre for forbrugerne – også de mest sårbare – idet denne produktionsform:

gør det muligt via installation af mindre enheder at bringe produktionen tættere på forbrugscentrene i mindre og større byer og dermed nedbringe energitabet som følge af transport (der for el-energi vurderes at ligge på mellem 7 og 10 %)

fremmer produktionen af vedvarende energi

fremmer den teknologiske udvikling

har potentiale til at skabe arbejdspladser og kan supplere en centraliseret energiproduktion.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55, art. 7.

(2)  EUT C 151 af 17.6.2008, s. 27.

(3)  EUT L 46 af 17.2.2004, s. 1.

(4)  EUT C 151 af 17.6.2008, s. 27.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/57


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om skabelse af en bæredygtig økonomi gennem ændring af vore forbrugsmønstre (initiativudtalelse)

2011/C 44/10

Ordfører: Anna Maria DARMANIN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Skabelse af en bæredygtig økonomi gennem ændring af vore forbrugsmønstre.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 15. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 15. juli, følgende udtalelse med 98 stemmer for, 7 imod og 8 hverken for eller imod.

0.   Indledning

På baggrund af krisen, som stadig mærkes i Europa, er virkeligheden for mange europæere, at de kæmper for at beholde deres job og sikre sig en indtægt. Mens SMV'er skal kæmpe mere for at overleve, kan bæredygtige mønstre synes at være en luksus. Imidlertid bør politikkerne for bæredygtighed også omfatte parametre, der forholder sig til den virkelighed, europæerne lever i. Denne udtalelse omhandler et lille aspekt af bæredygtighed, nemlig forbrug. Som et grundlæggende princip mener EØSU, at en af metoderne til at opnå bæredygtigt forbrug på længere sigt er at styrke samfundssindet blandt europæerne. Det handler ikke blot om de rettigheder, som forbrugerne har fået tildelt i medfør af Lissabontraktaten, men om at styrke værdien af samfundssind, således at borgerne ikke kun har rettigheder, men også et moralsk ansvar for at opføre sig bæredygtigt.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   I en bæredygtig økonomi ville såvel produktionsmetoder som forbrugsmønstre understøtte enkeltpersoners, lokalsamfunds og naturens vedvarende trivsel. Flertallet af aktører i samfundet ville skulle følge et fælles sæt af værdier. Som i tidligere udtalelser fremhæver EØSU, at miljømæssige og sociale indikatorer ville skulle anvendes i tillæg til BNP for at bedømme, om regeringens politikker virker.

1.2   Som det er nu, er produktionen og forbruget i Europa ikke miljømæssigt bæredygtig, særligt er afhængigheden af energi, materialer, land og vand og konsekvenserne for verdens klima og biodiversitet ikke bæredygtig. Hvis alle mennesker i hele verden levede som i Europa, ville vi have brug for mere end 2,5 jordkloder.

1.3   Rådet har vedtaget, at de industrialiserede lande bør nedbringe udledningen af drivhusgasser med 80-95 % inden 2050. EØSU anbefaler derfor, at der i EU2020-strategien medtænkes både foranstaltninger vedrørende bæredygtig produktion og foranstaltninger vedrørende bæredygtigt forbrug. De to er tæt forbundne og må tackles, hvis vi skal mindske belastningen for Jorden.

1.4   For at nå målet om en emissionsnedbringelse på 80-95 % over en periode på 40 år, samtidig med at den årlige økonomiske vækst fastholdes på 2-3 %, skal kulstofintensiteten i økonomien reduceres med 6-10 % pr. år. Så hurtige teknologiske ændringer er ikke set før over en længerevarende periode og omfattende en hel økonomi. Det ville derfor være fornuftigt at indlede en seriøs dialog om mulighederne for at ændre forbrugsmønstre og den overordnede økonomiske og sociale model, der er afhængig af voksende produktion og forbrug, samt så hurtigt som muligt søge at forbedre produktions- og forsyningskæderne.

1.5   Hvis bestræbelserne på at fremkalde ændringer udelukkende kommer oppefra, vil de næppe virke. Samfundsændringer starter tit i små grupper i samfundet og breder sig gennem forskellige kommunikationskanaler. EU's og de nationale og regionale regeringers rolle kan være at identificere, opmuntre og støtte de grupper, der allerede arbejder for en bæredygtig levevis.

1.6   Der er behov for en dialog mellem EU-institutionerne, nationale og lokale myndigheder og alle arbejdsmarkedets parter. En fremgangsmåde kunne være, at Kommissionen arbejder sammen med EØSU om at skabe et forum for bæredygtigt forbrug, der skal se nærmere på:

hvilke værdier der kunne danne grundlaget for en bæredygtig økonomi, og på modsætningsforholdet mellem vækst og miljømæssig bæredygtighed, social inklusion og personlig frihed, livskvalitet for den nuværende befolkning og for fremtidige generationer osv.,

om vi nødt til at nedsætte forbruget på bestemte områder,

hvad der forhindrer borgerne i at vælge mere bæredygtige forbrugsmønstre, og hvordan myndighederne på lokalt, nationalt og EU-niveau kan hjælpe,

erfaringerne hos enkeltpersoner og grupper, som har valgt en levevis med lille miljøpåvirkning, og mulighederne for, at de kan kopieres,

hvilke foranstaltninger der skal til for at fremme et mere bæredygtigt forbrug i bestemte grupper, f.eks. de ældre, de unge, de arbejdsløse, nye indvandrere, familier med små børn.

1.7   Dialog må ledsages af handling, herunder støtte til grupper, der eksperimenterer med bæredygtig levevis, og til formidling af deres erfaringer, om nødvendigt til tilpasning og styrkelse af politikker og til konkrete tiltag i EU-institutionerne, der viser lederskab og mulighederne for mere bæredygtige adfærdsmønstre. Desuden bør bedste praksis offentliggøres med det formål at vise mulighederne for at ændre forbrugsmodeller.

1.8   Bæredygtigt forbrug kan ikke ses som en opgave for miljøpolitikken alene. Det vil kræve initiativer inden for mange politikområder som sundhed, uddannelse, beskæftigelse, handel, forbrugerspørgsmål, transport, landbrug og energi.

2.   Behov for en anden økonomisk og social model

2.1   Igennem et halvt århundrede har man diskuteret, hvordan en bæredygtig økonomi ser ud (1). I en sådan økonomi ville såvel produktionsmetoder som forbrugsmønstre understøtte enkeltpersoners, lokalsamfunds og naturens vedvarende trivsel.

2.2   En økonomisk model kan kun være selvbærende, hvis flertallet af aktører i samfundet følger et fælles sæt af værdier, sådan som det for øjeblikket er tilfældet i EU's medlemsstater. Regeringerne fremmer for øjeblikket bestemte økonomiske værdier ved at lægge vægt på BNP og andre indikatorer som retningsgivende for politikken. Det er almindeligt anerkendt, at BNP ikke er tilfredsstillende som målestok for menneskelige, sociale og miljømæssige fremskridt. Som målestok for fremskridt hen imod en bæredygtig økonomi har EØSU foreslået (2), at man i tillæg til BNP anvender det økologiske fodaftryk samt en indikator for livskvalitet. Det økologiske fodaftryk beregner, hvor meget produktivt land der skal til for at opretholde en persons, en gruppe af personers, en institutions eller en regions levevis. En indikator for livskvalitet bør medtænke sundhed, materiel velstand, adgang til offentlige tjenester, samfundsdeltagelse og integration af indvandrere, fritid og kvaliteten af miljøet.

2.3   Man bør kunne forvente, at anvendelsen af mere bredt definerede indikatorer til at bedømme, om regeringens politikker virker, vil betyde, at der i politikudformningen er mindre fokus på øget vækst i BNP og mere på andre faktorer som menneskelig, social og økologisk trivsel.

3.   Den økologiske udfordring

3.1   I den kommende beretning om miljøets tilstand og udsigterne 2010 om klima og energi, biodiversitet og økosystemer (3) fremhæver Det Europæiske Miljøagentur to store grupper af problemer: Den største prøve for bæredygtigheden af det europæiske samfund kommer fra forringelsen af de økosystemer, som opretholder det, og af dets ressourcegrundlag, herunder energi, jord og vand. Det gennemsnitlige økologiske fodaftryk pr. person blev i 2003 anslået til næsten 5 hektar og til at være stigende, hvorimod det samlede landareal pr. person kun var på 1,8 hektar og faldende (4). Hvis alle mennesker i hele verden levede som i Europa, ville vi således have brug for mere end 2,5 jordkloder.

3.2   Klimaændringerne er af særlig stor betydning, da de ud over at have direkte konsekvenser for menneskers liv sandsynligvis også vil forstærke samfundets påvirkninger af biodiversiteten, ferskvand og andre systemer. Europas økologiske fodaftryk skyldes først og fremmest anvendelsen af fossile brændstoffer og produktionen af drivhusgasser. Andre væsentlige faktorer er arealanvendelse til landbrug, transport og byggeri. Det økologiske fodaftryk er også negativt hvad angår andre vigtige faktorer, der påvirker den europæiske økonomi, bl.a. anvendelsen af vand (hovedsageligt i landbruget) og knappe mineraler.

3.3   Rådet har vedtaget, at de industrialiserede lande bør nedbringe udledningen af drivhusgasser med 80-95 % inden 2050, dvs. med 4-7 % om året. Det har forpligtet sig til inden 2020 at nedbringe emissionerne i EU med 20 % i forhold til 1990-niveauet, eller med 30 % hvis andre lande giver lignende tilsagn. EØSU har foreslået (5), at målet på 30 % ikke gøres betinget.

3.4   EU søger først og fremmest at mindske drivhusgasudledningen med teknologiske midler og samtidig fastholde den økonomiske vækst. Teknologien til at opfylde 2020-målene findes, men det er gået langsomt med at få den gennemført. I 1997 forpligtede EU15 sig til inden 2008-2012 at nedbringe emissionerne med 8 % i forhold til 1990-niveauet, men i 2006 var emissionerne kun faldet med 2,2 %. I samme periode faldt emissionerne i EU27 med 7,7 %, men er siden 2000 steget med 1,5 % (6). Siden 1990'erne er energieffektiviteten i EU kun blevet forbedret med 0,5 % om året (7).

3.5   For at nå målet om en emissionsnedbringelse på 80-95 % over en periode på 40 år, samtidig med at den årlige økonomiske vækst fastholdes på 2-3 %, skal kulstofintensiteten i økonomien reduceres med 6-10 % pr. år. Så hurtige teknologiske ændringer er ikke set før over en længerevarende periode og omfattende en hel økonomi. Det ville derfor være fornuftigt at indlede en seriøs dialog om mulighederne for at ændre forbrugsmønstre og den overordnede økonomiske og sociale model, der er afhængig af voksende produktion og forbrug, samt så hurtigt som muligt søge at forbedre produktions- og forsyningskæderne.

4.   Bæredygtigt forbrug: at gøre valget muligt

4.1   På miljøtopmødet i Rio i 1992 forpligtede de europæiske regeringer sig til at udrydde ikke-bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre. Inden for rammerne af Marrakeshprocessen har de endvidere givet tilsagn om inden udgangen af 2010 at udarbejde handlingsplaner for bæredygtigt forbrug og produktion, som FN’s Kommission for Bæredygtig Udvikling skal se nærmere på i 2011.

4.2   Der forskes stadig mere i bæredygtigt forbrug, og hvordan det kan realiseres (8). Forbrugere føler for det meste, at de sidder fast i deres nuværende levevis - selv om de for eksempel gerne vil bruge bilen mindre, kan de ikke se, hvordan det kan lade sig gøre. Forbruget formes og begrænses af en masse påvirkninger, bl.a. fysiologiske behov, personlighed, de sociale rammer, kulturelle faktorer og udbuddet af og priserne på alternative varer og tjenester. I forbrugssamfundet spiller forbrugsvalget en central rolle for opfyldelsen af sociale og psykologiske behov - dvs. behovet for at tilhøre en gruppe, for selvværd og for at definere en personlig identitet. Alt dette gør det svært for enkeltpersoner at være åbne over for ændringer og svært for regeringerne at indføre politikker, der kan ændre forbrugsvaner. I de tilfælde hvor man har indført sådanne politikker, har resultaterne for det meste været skuffende, da de enten har været beskedne eller er gået for langsomt og derfor svære at holde fast i over for modstanden fra særinteresser.

4.3   Motivationen, forbrugsmønstre og den sandsynlige respons på specifikke politikker er samtidig meget forskellig fra person til person. Den enkelte person kan også reagere forskelligt fra situation til situation. Der er derfor ikke nogen enkelt politisk løsning, der kan fremkalde et bæredygtigt forbrug. I stedet kan en vifte af politikker på områder, der strækker sig fra landbrug og beskæftigelse til uddannelse og sundhed, have en virkning. Der kan være behov for særlige strategier, der fremmer mere bæredygtige valg i bestemte grupper som de ældre og de unge.

4.4   I nationale kriseperioder og krigstid har befolkningen over en bred kam frivilligt været mådeholdende, men den økologiske krise opfattes generelt ikke som en lige så alvorlig krisesituation. Alligevel vælger stadig flere mennesker nu en mere enkel livsstil for at mindske deres miljøpåvirkning. Nogle af de mest vellykkede initiativer for at ændre forbruget sker i lokale grupper, f.eks. den EcoTeam-strategi, som den britiske miljøorganisation Global Action Plan anvender i flere lande, og som går ud på, at små grupper af mennesker i et kvarter, på en arbejdsplads eller en skole går sammen om at overvåge deres affaldsproduktion og energi- og vandforbrug samt finde frem til områder, hvor de kan leve mere bæredygtigt.

4.5   Hvis bestræbelserne på at fremkalde ændringer udelukkende kommer oppefra, vil de næppe virke, særligt ikke hvor politikere med et stort forbrug søger at påvirke de almindelige borgere. Hos de fleste mennesker prioriteres bæredygtigt forbrug ikke højt. Men samfundsændringer starter tit i små grupper i samfundet og breder sig gennem forskellige kommunikationskanaler, herunder de almene medier, kunsten, uformelle netværk af venner og trossamfund. Politikernes opgave bør i højere grad være at identificere og opmuntre de grupper, der allerede arbejder for en bæredygtig levevis, end at påtvinge samfundet som helhed deres egne syn på, hvad der skal til.

4.6   Et valg om at leve bæredygtigt må ikke opfattes som og være en luksus for dem, der økonomisk har midlerne til en sådan livsstil. EØSU har lagt vægt på, at bæredygtig produktion ikke må betyde højere priser (9), men bør være et valg, der kan træffes af alle. Det er altafgørende, at man undgår, at et forbrug med lille miljøpåvirkning bliver dyrere for den enkelte, da det dermed kun vil være dele af samfundet, der kan træffe dette valg, mens de fattigere grupper og dem med lavere indkomst vil være afskåret.

4.7   EØSU understreger, at hvis borgerne skal kunne træffe et valg om et forbrug med lille miljøpåvirkning, skal der tages fat på andre områder, der har betydning for velfærden, hvoraf nogle ses som vigtigere end andre, bl.a. beskæftigelsesmuligheder, lønninger svarende til det udførte arbejde, anstændige arbejdspladser, lånemuligheder for SMV'er.

5.   Politiske spørgsmål, der skal tages fat på

5.1   EU-institutionerne har traditionelt fastlagt visioner og er gået forrest med radikale forandringer i forbindelse med opbygningen af et forenet Europa. For det meste har de arbejdet med en pluralistisk model og snarere skabt enighed mellem regeringer end styret forandringerne i en bestemt retning. Der har været tilfælde, hvor EU er gået forrest for eksempel med sundheds- og miljøstandarder. Disse erfaringer kan være nyttige for skabelsen af en bæredygtig økonomi. Lederskab og inspiration kan vise sig lige så vigtige som teknisk ekspertise og administrative færdigheder.

5.2   Udvalget har hilst Kommissionens handlingsplan for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion (10) velkommen. Mange andre eksisterende EU-politikker er af betydning for et bæredygtigt forbrug, herunder emissionshandelsordningen, direktivet om brændstoføkonomimærkning af biler, forordningen om CO2-emissioner fra lette køretøjer, direktivet om biobrændstoffer, direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og energitjenester og den fælles landbrugspolitiks miljøbestemmelser. EU's politikker fokuserer imidlertid på markedsinstrumenter og teknologi-/produktstandarder. Det er kun direktivet om emissionshandelsordningen, der beskæftiger sig med absolutte niveauer for drivhusgasudledningen. Der er et modsætningsforhold til andre politiske mål som øget mobilitet. Der er meget lidt som direkte tager fat på forbrug og levevis, og politikkerne er helt klart ikke i stand til at opfylde målene for reduktion af drivhusgasserne og uafhængighed af ikke-bæredygtige mineralressourcer.

5.3   Der er behov for en dialog mellem EU-institutionerne, nationale og lokale regeringer og alle arbejdsmarkedets parter. En fremgangsmåde kunne være, at Kommissionen arbejder sammen med EØSU og andre om at skabe et forum for bæredygtigt forbrug, der skal se nærmere på:

hvilke værdier der kunne danne grundlaget for en bæredygtig økonomi, og på hvordan der kan findes en balance mellem modsætningsforholdet mellem f.eks. vækst og miljømæssig bæredygtighed, social inklusion og personlig frihed, livskvalitet for den nuværende befolkning og for fremtidige generationer osv.,

om vi nødt til at nedsætte forbruget på bestemte områder. De fleste drivhusgasemissioner kan spores tilbage til fødevare-, energi- og transportforbruget. Der er et modsætningsforhold mellem bæredygtighed og andre mål, men også mulighed for synergier (f.eks. kan cykling være godt for helbredet og miljøet),

hvad der forhindrer borgerne i at vælge mere bæredygtige forbrugsmønstre, og hvordan myndighederne på lokalt, nationalt og EU-niveau kan hjælpe. Der kan bl.a. være tale om, at de eksisterende politikker (som direktivet om bygningers energimæssige ydeevne) gennemføres fuldt ud og styrke foranstaltningerne under handlingsplanen for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion for at give forbrugerne mulighed for at vælge fødevarer, som er produceret efter mere bæredygtige metoder,

erfaringerne hos enkeltpersoner og grupper, som har valgt en levevis med lille miljøpåvirkning, og mulighederne for, at de kan kopieres. Der kan være tale om organisationer som Global Action Plan, hvis EcoTeams typisk lykkes med at nedbringe deres ikke-genbrugte affald med 40-50 %, netværk som Transition Towns, der arbejder for at opbygge lokalsamfund, der kan modstå klimaændringerne og de færre ressourcer, og trossamfund som kvækerne, der længe har haft et værdisæt, der understøtter en levevis med lav miljøvirkning. I nogle af disse grupper og netværk har personerne udviklet en tilfredsstillende livsstil med et materiale- og energiressourceforbrug på 60-80 % under gennemsnittet i EU,

hvilke foranstaltninger der i en tid med overgang til et mere bæredygtigt forbrug skal til for at hjælpe bestemte grupper med at ændre adfærd, f.eks. de ældre, de unge, de arbejdsløse, nye indvandrere, familier med små børn,

hvordan vi kan forene overgangen til et forbrug med lille miljøpåvirkning og bæredygtig produktion med et konkurrencedygtigt indre marked.

5.4   Hvis forbrugsmønstrene skal ændres, bør politikkerne fokusere på aktioner her og nu og på langsigtede aktioner. Vi kan lære meget af erfaringerne med f.eks. rygning, hvor kombinationen af prissætning, regulering, mærkning og oplysning har fremkaldt en væsentlig holdnings- og adfærdsændring.

5.4.1   Prisincitamenter er en vigtig del af politiske foranstaltninger, men der er et modsætningsforhold mellem Kommissionens mål om at reducere energipriserne (11) og behovet for at skære ned på forbruget. CO2-afgifter eller -handel må suppleres af andre foranstaltninger. Uden betydelig støtte til boligisolering og alternative energikilder kan høje priser på brændstof eller CO2 få energifattigdommen til at stige.

5.4.2   EØSU har ved flere lejligheder fremhævet, at uddannelsesprogrammer er af stor betydning for at fremkalde reel bæredygtig adfærd. EØSU gentager, at den slags uddannelsesprogrammer ikke kun bør rettes mod den vigtige målgruppe, som udgøres af skoler og de unge, men mod folk i alle livsfaser. De ældre skal tilbydes erhvervsuddannelse, livslang læring og andre programmer. Det er helt afgørende, at bæredygtig adfærd ikke marginaliserer grupper som arbejdsløse yderligere.

5.5   Dialog må ledsages af handling, herunder støtte til grupper, der eksperimenterer med bæredygtig levevis, og til formidling af deres erfaringer. Det nytter ikke noget, hvis EU-institutionerne ikke tager det alvorligt. Institutionerne må om nødvendigt tilpasse og styrke deres politikker og internt iværksætte konkrete tiltag, der viser lederskab og mulighederne for mere bæredygtig adfærd.

5.6   Bæredygtigt forbrug kan ikke ses som en opgave for miljøpolitikken alene. Det vil kræve initiativer inden for mange politikområder som sundhed, uddannelse, beskæftigelse, handel, konkurrence, forbrugerspørgsmål, transport, landbrug og energi.

5.7   EØSU opfordrer på det kraftigste Kommissionen til alvorligt at overveje at inkludere initiativer om fremme af bæredygtigt forbrug i sit arbejdsprogram for 2010: Nu må der handles (12) og fremover i EU2020-strategien.

Bruxelles, den 15. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Boulding, K. »The economics of the coming spaceship earth«, Environmental Quality in a Growing Society, (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1966), s. 253 ff.

(2)  Udtalelse i EUT C 100 af 30.4.2009, s. 53.

(3)  Det Europæiske Miljøagentur, Signals 2010.

(4)  Global Footprint Network og Verdensnaturfonden, Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint.

(5)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 73.

(6)  Det Europæiske Miljøagenturs årlige rapport om emission af drivhusgasser i EU 1990-2006 og rapporten for 2008: Forelæggelse for klimakonventionens sekretariat (København, Det Europæiske Miljøagentur, 2008).

(7)  Tipping, P. et al., Impact Assessment on the Future Action Plan for Energy Efficiency, gennemført af ECN (NL) og WS Atkins (UK) for Kommissionens Generaldirektorat for Energi og Transport. Kontrahent: ECORYS, NL (2006).

(8)  Jackson, T., Motivating Sustainable Consumption: A Review of Evidence on Consumer Behaviour and Behavioural Change, rapport udarbejdet til the Sustainable Development Research Network, 2005, kan findes på http://www.sd-research.org.uk/.

(9)  EUT C 224 af 30.8.2008, s. 1.

(10)  EUT C 218 af 11.9.2009, s.46.

(11)  Monti, M., A New Strategy for the Single Market, rapport til Kommissionens formand, maj 2010.

(12)  KOM(2010) 135 endelig, vol. 1.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/62


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbrugeroplysning (initiativudtalelse)

2011/C 44/11

Ordfører: Jorge PEGADO LIZ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Forbrugeroplysning.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 15. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling af 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli, følgende udtalelse med 81 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   De forskellige aspekter af borgernes ret til information, herunder informationsfrihed, retten til at informere, retten til at blive informeret og især retten til forbrugeroplysninger anerkendes i dag med bindende virkning som grundlæggende rettigheder i EU's primærret (EU's charter om grundlæggende rettigheder, præamblens punkt 5 og artikel 11, 27, 38, 42 og 53 samt EU-traktatens artikel 2 og EUF-traktatens artikel 169).

1.2   Der er imidlertid lang vej at gå i sekundærretten, hvor den nye udformning af denne grundlæggende regel endnu ikke er egentlig gennemført eller har taget ordentlig form. Indholdet af forbrugernes ret til information, adgangen hertil, informationernes betydning og karakter og oplysningsmetoderne behandles faktisk ikke konsekvent i EU-retten, som er kendetegnet ved udeladelser og overlapninger, hvis virkning gør sig gældende og forstærkes i de nationale lovgivninger til skade for forbrugerne og de økonomiske aktører, og følgelig også for virkeliggørelsen af det indre marked.

1.3   EØSU mener, at der under hensyntagen til nærhedsprincippet bør indføres specifikke EU-regler om forbrugernes ret til information forud for, i forbindelse med og efter kontraktindgåelse samt til bistand og rådgivning.

1.4   Formålet med nærværende initiativudtalelse, som nødvendigvis er begrænset til de grundlæggende aspekter ved forbrugernes ret til information, er derfor at fremhæve nogle af de principper, der er forbundet med denne nye tilgang og dens praktiske konsekvenser, navnlig som led i realiseringen af et indre marked for det 21. århundrede inden for rammerne af 2020-strategien.

1.5   Det må erkendes, at Kommissionens seneste retningslinjer om forbrugerrettigheder i almindelighed, og forbrugernes ret til information i særdeleshed, som gør ukritisk brug af metoden med fuld harmonisering, klart strider mod dette koncept, i og med at de imod nærhedsprincippet begrænser medlemsstaternes beføjelser til at forbedre forbrugernes rettigheder og endog med tilbagevirkende kraft begrænser de rettigheder, som er indskrevet i gældende fællesskabsdirektiver og i medlemsstaternes forfatninger og love.

1.6   EØSU mener fortsat, at der ved fastlæggelse af forbrugerrettigheder inden for EU's kompetenceområde bør tages udgangspunkt i begrebet »den svageste og mest sårbare forbruger« og ikke »den oplyste, opmærksomme og velinformerede forbruger«, som træffer beslutninger på et rent økonomisk grundlag. I tråd hermed fastholder EØSU fortsat, at en minimal harmonisering og en høj grad af beskyttelse stemmer bedst overens med de traktatfæstede krav og ligger mest på linje med forbrugerrelationernes sande natur.

1.7   I denne sammenhæng antager begrebet »passende information« større betydning, idet der bør lægges vægt på kvalitet og ikke kvantitet, så informationerne i kraft af mål, indhold, præsentation og kontekst imødekommer forbrugernes reelle behov og forventninger.

1.8   Det er vigtigt at anerkende den generelle ret til information som en subjektiv ret på EU-niveau samt at pege på de offentlige myndigheders og faglige organisationers forpligtelser som de organer, der skal stille oplysningerne til rådighed.

1.9   Hvad angår kommercielle meddelelsers, herunder reklamers, rolle m.h.t. at informere forbrugerne, mener EØSU, at den regel, der er fastlagt i direktivet om pakkerejser, generelt bør finde anvendelse. Ifølge denne regel skal en meddelelse, hvis den omfatter præcise og konkrete oplysninger om en vare, tjenesteydelse eller rettighed, som er genstand for et forbrugerforhold, betragtes som en integreret del af kontrakten.

1.10   I denne sammenhæng bør hele strukturen i direktivet om urimelig handelspraksis revideres og omformuleres for at undgå de katastrofale følger af fuld harmonisering, som nu er anerkendt i en række af Domstolens domme.

1.11   I tråd med forslagene i nærværende udtalelse kan der i forbindelse med Kommissionens forslag om forbrugerrettigheder endnu skrides ind på en række områder: fastlæggelse af et egentligt charter for forbrugeres ret til information; informeringsaspekter forud for, i forbindelse med og efter kontraktindgåelse; rettigheder til bistand og rådgivning samt en definition af problemerne og konsekvenserne af manglende eller ukorrekt information.

1.12   Med dette for øje anbefaler EØSU en generel revision af detaljerede lister over prækontraktuelle og kontraktuelle oplysningskrav til erhvervsdrivende, som i en række sektorspecifikke direktiver ofte er usammenhængende, inkonsekvente og indeholder overlapninger.

1.13   EØSU anbefaler endvidere, at der fastlægges generelle krav vedrørende disse forpligtelser efter følgende retningslinjer:

a.

Fastlæggelse af en generel prækontraktuel oplysningspligt, som omfatter oplysninger om varer og tjenesteydelser, om leverandøren, om pris og betingelser for opfyldelse af aftalen, om fortrydelsesret og om tvistbilæggelsesmetoder.

b.

Indholdet og omfanget af informationerne forud for kontraktindgåelsen skal generelt tilpasses efter de pågældende varer/tjenesteydelser, navnlig hvis der er tale om et komplekst emne, eller hvis det har indvirkning på forbrugernes sundhed og sikkerhed.

c.

Den måde, informationerne præsenteres på, skal være i overensstemmelse med det generelle rimelighedsprincip. Informationerne må ikke være vildledende, ikke udelade vigtige aspekter og skal være klare og forståelige, ikke kun hvad angår kontraktens formål, men også markedsføringsmetoden.

d.

De prækontraktuelle informationer skal omfatte den aftale, der er indgået af forbrugeren.

e.

Princippet om gratis informering om grundlæggende aspekter ved aftalen bør knæsættes og ledsages af princippet om tilpasning af priserne til omkostningerne i andre tilfælde.

f.

Når forbrugerne træffer beslutning om kontraktindgåelse, skal de have nem adgang til de prækontraktuelle oplysninger, der er stillet til rådighed, og de skal kunne kræve nærmere forklaringer af disse oplysninger og af kontraktens indhold og konsekvenser.

g.

Der bør indføres en forpligtelse for den erhvervsdrivende til at yde hjælp og rådgivning, navnlig når det drejer sig om produkter/tjenesteydelser, der er komplekse eller indebærer en sundheds- og sikkerhedsrisiko for forbrugerne, jf. punkt 8.

h.

Bevisbyrden for, at de prækontraktuelle oplysninger er givet, og at forpligtelsen til at yde bistand er opfyldt, skal ligge hos den erhvervsdrivende.

i.

Manglende opfyldelse af forpligtelsen til at give prækontraktuelle oplysninger og yde bistand bør udløse en fortrydelsesret og ret til eventuel erstatning.

1.14   Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en grundig revision af ovennævnte forslag til direktiv, især den del, der omhandler forbrugernes ret til information, med henblik på at inkorporere de principper og konkrete anvendelsestilfælde, der omtales i nærværende udtalelse.

1.15   Udvalget opfordrer endvidere Europa-Parlamentet og medlemsstaterne til i overensstemmelse med forslagene i denne udtalelse, og inden de godkender ovennævnte forslag til direktiv, at drøfte alle de vigtige aspekter af forbrugernes ret til information, der er indeholdt i direktivforslaget.

1.16   Der bør også fastlægges en sammenhængende retlig ramme på EU-plan for at regulere online kommerciel kommunikation og sikre, at retten til privatlivets fred bliver respekteret under alle forhold som en grundlæggende ret for alle mennesker.

2.   Indledning og afgrænsning af emnet: ret til information, en grundlæggende borgerrettighed, og forbrugernes ret til information

2.1   Det er første gang, at en EU-institution egenhændigt og systematisk tager fat på forbrugernes ret til information som led i en bredere behandling af retten til information som en af de europæiske borgerrettigheder. EØSU ønsker hermed at bidrage til en bredere debat om dette spørgsmål inden for civilsamfundet i almindelighed, idet det er opmærksomt på den særlige indvirkning, emnet har på enhver ny strategi til gennemførelse af det indre marked.

2.2   Temaets betydelige omfang kræver, at der foretages en omhyggelig afgrænsning. Dette skyldes de naturlige begrænsninger, som udtalelser af denne art lægger, de forskellige bidrag, der er modtaget fra en række organer, og de bekymringer, som der blev givet udtryk for under en velbesøgt høring, der blev afholdt i EØSU's bygning den 1. marts 2010 (nærmere oplysninger herom findes på webstedet for Observatoriet for Det Indre Marked http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.consumer-information).

2.3   Det er vigtigt at understrege, at borgernes ret til information, som er indskrevet i verdenserklæringerne og chartrene om grundlæggende menneske- og borgerrettigheder, først kom til at indgå som en fuldt integreret del af EU-retten, efter at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blev inkorporeret i Lissabontraktaten, som trådte i kraft for nylig. Retten til information dækker informationsfrihed, retten til at informere, retten til at indhente oplysninger, pligten til at informere og retten til at blive informeret (jf. navnlig EU's charter om grundlæggende rettigheder, punkt 5 i præamblen og artikel 11, 27, 38, 42 og 53 samt EU-traktatens artikel 2 og EUF-traktatens artikel 169). Desuden skal nævnes den grundlæggende ret til privatlivets fred over for aggressiv og af forbrugeren uønsket handelspraksis og over for uopfordrede kommercielle henvendelser eller spam.

2.4   Disse aspekter er særlig relevante i dag, navnlig når det gælder forbrugerrettigheder og især indholdet af disse rettigheder og måden, de udøves på, samt de tilsvarende forpligtelser, der påhviler de forskellige aktører, da rettighederne nu må betragtes som grundlæggende rettigheder, som der skal tages hensyn til i fastlæggelsen og gennemførelsen af EU's forskellige politikker og foranstaltninger.

2.5   Uden at dette berører anvendelsen af nærhedsprincippet og den delte kompetence, der gælder for EU's retssystem på dette område, er det i dag en grundlæggende forudsætning for, at det system med fri konkurrence, der er kendetegnende for EU's markedsøkonomi, kan fungere korrekt, at der er en forpligtelse til at sikre forbrugerne i deres egenskab af økonomiske aktører fuldt kendskab til de elementer, der er afgørende for at træffe rationelle beslutninger på markedet.

2.6   En af konsekvenserne af denne generelle forpligtelse er pligten til at sikre »gennemsigtighed« i EU-institutionernes arbejdsmetoder, hvor »hemmeligholdelse« bør være undtagelsen og skal være begrundet i tungtvejende overvejelser om hensyntagen til retssystemets funktion, offentlighedens interesse, lov og orden eller beskyttelse af privatlivets fred. Selv om der ikke er tvivl om, at EU-institutionerne har gjort betydelige fremskridt i kraft af relevante initiativer fra Kommissionens og Europa-Parlamentets (1) side, følges disse retningslinjer desværre ikke af Rådet. Lissabontraktatens ikrafttræden vil forhåbentligt føre til betydelige fremskridt. På trods af at dette tema er relevant for forbedringen af den generelle forbrugeroplysning, vil det ikke blive behandlet i detaljer. Der henvises i stedet til EØSU's udtalelse, som er helliget dette emne.

2.7   Ej heller vil spørgsmål, der har at gøre med forbrugeruddannelse, blive taget op i udtalelsen. Der vil i stedet blive henvist til EØSU's udtalelser om dette emne (2), herunder især initiativudtalelsen om forbrugeruddannelse (3).

2.8   Endelig, og selv om det udtrykkeligt anerkendes, at der på EU-niveau er behov for en sektorspecifik tilgang til retten til information for at fremhæve visse områders, produkters og tjenesteydelsers særlige karakter, f.eks. fødevarer, lægemidler, finansielle tjenesteydelser og elektronisk handel, hvor der bør tages skridt til harmonisering på højeste niveau inden for forbrugerbeskyttelse, er det på grund af de begrænsninger, der er forbundet med en udtalelse af denne art, ikke muligt at behandle detaljeområder.

2.9   Nærværende udtalelse vil derfor sætte fokus på de retningslinjer, som bør opstilles på EU-niveau for at definere og karakterisere forbrugernes almindelige ret til information, og i særdeleshed i de forskellige faser af et kontraktforhold.

3.   »Gennemsnitsforbrugeren« over for den »sårbare forbruger« - begrebet tilstrækkelig information

3.1   Siden Kommissionens første forbrugerbeskyttelsesprogrammer, som i de sidste 30 år har ført til vigtige lovgivningstiltag, har gældende EU-ret i overensstemmelse med Domstolens retspraksis og den fælles opfattelse blandt eksperter på området, defineret forbrugeren som »den svage part« i et juridisk forhold mellem forbruger og sælger, som i sagens natur er ulige, og al lovgivning på området har taget sigte på at genoprette balancen i forholdet gennem særlige beskyttelsesforanstaltninger.

3.2   For nylig har Kommissionen imidlertid i et antal strategipapirer, der er mundet ud i en række forskellige lovgivningsinitiativer (4) udviklet begrebet »gennemsnitsforbrugeren«, som er kendetegnet ved at være »almindeligt oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet« (5), og har herved forsøgt at lancere en ny forbrugerpolitisk strategi på EU-plan, der tager udgangspunkt i fuld harmonisering, overvågning varetaget af oprindelseslandet samt gensidig anerkendelse.

3.3   Disse retningslinjer, som forbrugerorganisationer i samtlige medlemsstater modsætter sig, og som EØSU har kritiseret i en række udtalelser, er ensbetydende med mindre forbrugerbeskyttelse og er et uacceptabelt tilbageskridt i EU's forbrugerbeskyttelsespolitik.

3.4   Det er imidlertid netop i lyset af disse nye retningslinjer, at spørgsmålet om forbrugernes ret til information antager større betydning, da forbrugerne er nødt til at være stadig bedre informerede for at kunne træffe rationelle beslutninger på det globale marked. Den tilgrundliggende neoliberalistiske model bygger på kendte præmisser, nemlig

a)

en kritisk bevidsthed om ens behov og prioritering af præferencer,

b)

muligheden for sammenligning mellem forskellige produkter og tjenester, der udbydes på markedet og

c)

teknisk og økonomisk kendskab til kvaliteten af og prisen på hvert enkelt produkt og tjenesteydelse (6).

3.4.1   Det er imidlertid også i lyset af ovenstående, at spørgsmålet om arten og kvaliteten af de oplysninger, forbrugerne bør have adgang til, samt begrebet »tilstrækkelig« information antager større betydning.

3.5   I modsætning til det, der står skrevet i Kommissionens seneste papirer, er det ikke informationsmængden, der er afgørende. Informationerne bør modsvare forbrugernes faktiske behov og forventninger, og der bør kigges på mål, indhold, præsentation og kontekst, når det afgøres, om informationerne er tilstrækkelige.

3.6   Det bør løbende undersøges, om informationerne opfylder kravet om »tilstrækkelighed«(suitability), så kvaliteten kan tilpasses målet og forbrugermålgruppen. De vigtigste kriterier herfor bør være pålidelighed, aktualitet, uvildighed, nøjagtighed, relevans, kortfattethed, forståelighed, klarhed, læsbarhed og nem adgang.

3.7   Som led i »Bedre lovgivning« opfordrer EØSU Kommissionen til at indføre forbrugertestning af fremlagte oplysninger mht. indhold og form for at godtgøre deres effektivitet og lade forbrugerne afgøre, hvad der er nyttigt for dem.

3.8   Når det gælder finansielle tjenester går forbrugeroplysning og formidling af finansiel viden og finansiel evne hånd i hånd. Oplysningen bør forenkles og anvendelsen af juridiske og tekniske fagudtryk bør begrænses. Dog er nogle finansielle produkter komplekse, og oplysningen om dem skal være præcis og således afspejle produktets kompleksitet.

3.9   De fremlagte oplysninger (indhold og form) og de dertil knyttede oplysningskrav skal være stabile over tid. Hyppige ændringer af parametrene kan gøre det sværere for forbrugerne at forstå oplysningerne.

4.   Information, reklame og markedsføring, direktiv 2005/29/EF

4.1   Forbrugernes almindelige ret til information kan bestå i en generel fordel som følge af, at staten og andre offentlige organer fungerer som overordnede leverandører af information, hvorfor der her ikke er tale om en egentlig subjektiv ret, men kan også bestå i en informationspligt for leverandører og andre aktører, der er involveret i produktion af og handel med varer og tjenesteydelser.

4.2   I den forbindelse kan kommercielle meddelelser, som ikke direkte fører til kontraktforhold eller relationer forud for kontraktindgåelse, ikke desto mindre indebære rettigheder, som enten er kollektive (og sandsynligvis vil blive håndhævet af forbrugerorganisationer eller via kollektive søgsmål) eller egne egentlige subjektive rettigheder.

4.3   Dette område er i dag omfattet af direktiv 2005/29/EF. EØSU henviser til sin udtalelse om forslaget til dette direktiv (7).

4.3.1   Anvendelsen af metoden »fuld harmonisering« har, som EØSU allerede korrekt har gjort opmærksom på, ført til en klar forringelse af den generelle forpligtelse til at informere forbrugerne.

4.3.2   Det er imidlertid selve definitionen af vildledende handelspraksis, hvad enten der er tale om en handling eller undladelse heraf, og den ufuldstændige liste over praksisser, der findes som bilag til direktivet, der klarest viser den betydelige forringelse, direktivet har ført til i den rolle reklame og markedsføring spiller med hensyn til at sikre en sandfærdig informering af forbrugerne.

4.3.3   Situationen forværres gennem den udtrykkelige konstatering af, at »den almindelige og legale reklamepraksis, der består i at fremsætte overdrevne udtalelser eller udtalelser, som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt« er tilladt, selv når den henvender sig til grupper af forbrugere, der er »særligt sårbare … på grund af deres mentale eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed«.

4.3.4   Situationen kan forværres yderligere ved, at det på grund af direktivet bliver umuligt at opretholde bestemmelser i EU-retten eller de nationale lovgivninger som dem, der foreskriver, at konkrete og objektive oplysninger i reklamer for varer, tjenesteydelser og rettigheder skal betragtes som en integreret del af indholdet i kontrakter, som er indgået efter direktivets ikrafttræden, mens kontraktlige bestemmelser med det modsatte indhold nu anses for ugyldige.

5.   Kontraktmæssige oplysninger; forslaget til direktiv om »forbrugerrettigheder«

5.1   Et område, hvor der stadig er lang vej at gå, er udarbejdelsen af et egentligt charter for »forbrugerrettigheder«. Det nylige forslag til direktiv om forbrugerrettigheder kunne forventes at bidrage væsentligt til at fjerne dette hul i gældende EU-ret.

5.2   Kapitlet om »forbrugerorientering« er meget skuffende. I stedet for en definition af egentlige bindende rettigheder, som forekommer i enhver national lovgivning, er der blot en liste over frivillige oplysninger – »hvis oplysningerne ikke allerede fremgår af konteksten« (8) – som tilmed er oplagte og elementære, og som kan findes i enhver kodeks for god praksis i en hvilken som helst profession. Der henvises til EØSU's udtalelse om dette forslag (9).

6.   Information før kontraktens indgåelse

6.1   I overensstemmelse med nærhedsprincippet er de fleste forbrugerrelationer fortsat underlagt medlemsstaternes interne regler, men en stigende del påvirkes af informationskrav, der stammer fra EU-niveauet, som det klart er tilfældet, når det gælder prækontraktuelle oplysninger, tjenesteydelser i almindelighed, pakkerejser og navnlig finansielle tjenesteydelser, visse forbrugsvarer med indvirkning på forbrugernes sundhed og sikkerhed samt fjernsalg af varer, tjenesteydelser og rettigheder, som er genstand for kommerciel kommunikation og praksis eller standardkontrakter.

6.2   Kigger man på EU-lovgivningen, er det nemt at konstatere, at der både er fælles elementer og betydelige forskelle i indholdet af og tilgangen til prækontraktuelle oplysninger, herunder navnlig:

i.

Fuldstændig eller delvis information om obligatoriske detaljer/forbudte udtryk i reklamer for bestemte varer, tjenesteydelser og rettigheder: dette er tilfældet med forbrugerkredit, hvor der kræves standardoplysninger i reklamerne, eller pakkerejser, hvor oplysninger om vigtige aspekter behandles som obligatoriske detaljer. Forbrugerinformation forbindes også med kommerciel kommunikation, herunder reklamer, når det gælder lægemidler, hvor der sættes fokus på kravet om skriftlige oplysninger i forbindelse med mærkning og i dokumenter, og når det gælder fødevarer, hvor den nuværende tilvækst indenfor mærkning, herunder forenklet mærkning, skaber unødvendig forvirring. Situationen kompliceres yderligere af reglerne for bestemte udsagn om fødevarers nærings- og sundhedsværdi på et marked under radikal forandring og med potentielle sundhedsrisici for forbrugerne.

ii.

Standardisering af prækontraktuelle oplysninger ved hjælp af fælles formularer for alle produkter på det indre marked. Denne løsning blev f.eks. anvendt ved forbrugerkredit gennem oprettelse af et standardiseret europæisk informationsblad med det formål at indføre en ensartet metode i EU for, hvordan prækontraktuelle oplysninger skal modtages og forstås.

6.3   Uanset de fordele, der i visse tilfælde kan konstateres ved standardiserede prækontraktuelle oplysninger med hensyn til at sammenligne tilbud, er det afgørende, at der bevares et vist spillerum for at tage hensyn til særlige kendetegn, der kan observeres hos forbrugerne i de enkelte medlemsstater. Da mange markeder fortsat hovedsageligt er nationale, kan den mængde oplysninger, der skal stilles til rådighed i sammenligningsøjemed, føre til høje transaktionsomkostninger, som der ikke kompenseres for gennem et voksende grænseoverskridende marked, hvilket kan være til ulempe for SMV'erne.

7.   Information i forbindelse med og efter kontraktindgåelse

7.1   Oplysningspligten omfatter også kontraktfasen, navnlig ved fortløbende, langsigtede og/eller komplekse forbrugeraftaler (f.eks. finansielle tjenesteydelser og produkter samt time sharing), eller ved forbrugeraftaler, hvor der er sandsynlighed for længerevarende virkninger (lægemidler).

7.2   Der er allerede eksempler i EU-lovgivningen på retten til information i forbindelse med kontraktindgåelse, f.eks. i direktivet om pakkerejser og direktivet om betalingstjenester i det indre marked.

7.3   Den ret, forbrugeren har til frit at træffe en beslutning på et velinformeret grundlag, og som ligger til grund for pålæggelsen af en informationspligt forud for kontraktindgåelsen, gælder imidlertid i hele kontraktperioden og i visse tilfælde endog efter fuldbyrdelsen af kontrakten. Formidlingen af disse oplysninger er en betingelse for forbrugerens beslutning om at fortsætte eller ikke at fortsætte med kontrakten og for pålæggelsen af det eventuelle ansvar for kontraktens gennemførelse.

7.4   I disse faser er de vigtigste hindringer for retten til information, ud over en direkte afvisning heraf, de stigende omkostninger ved indhentningen af information. Der henvises til, at reglen om gratis informering af forbrugeren ikke er forankret i alle fællesskabsbestemmelser, heller ikke når det gælder prækontraktuelle oplysninger. Med direktiv 2007/64/EF (fælles eurobetalingsområde) blev der imidlertid indført to forpligtelser, som skulle sikre en effektiv håndhævelse af retten/pligten til information:

i.

gratis oplysninger: serviceleverandøren må ikke afkræve brugeren af tjenesteydelserne gebyr for et bestemt antal oplysninger;

ii.

tilpasning af gebyrerne til omkostningerne: hvor oplysningerne ikke er gratis, skal gebyrerne stå i et passende forhold til de faktiske udgifter, der afholdes af udbyderen af betalingstjenesterne.

7.5   EØSU mener, at retten/forpligtelsen til information under kontraktforløbet og efter kontraktens gennemførelse bør anerkendes, navnlig i tilfælde af fortløbende kontrakter, mellem- og langfristede kontrakter og kontrakter med længerevarende virkning. Det generelle princip om gratis informering om grundlæggende aspekter ved aftalen mangler stadig at blive etableret. Det bør ledsages af princippet om tilpasning af priserne til omkostningerne i andre tilfælde.

8.   Pligt til at yde bistand og rådgivning

8.1   De informationer, der følger af den erhvervsdrivendes juridiske forpligtelser til at levere oplysninger, forekommer ofte i standardiseret eller præformateret form og er ikke altid tilstrækkelige til, at forbrugeren på et velinformeret grundlag frit kan træffe beslutning om indgåelse eller fortsættelse af en aftale. Retten/pligten til information omfatter således retten/pligten til at modtage/give forklaringer om indholdet.

8.2   Denne ret til bistand, som forbrugeren besidder, og som bl.a. foreskrives i direktiv 2008/48/EF (10) om forbrugerkreditaftaler, bør udvides til at omfatte alle forbrugeraftaler, navnlig aftaler om varige forbrugsgoder, og om tjenesteydelser, der er fortløbende, mellem- og langfristede, komplekse, eller som indebærer risici for forbrugerens sundhed og sikkerhed. De oplysninger, der falder ind under bistandspligten, skal på forbrugerens forlangende gives skriftligt.

8.3   EØSU understreger det nødvendige i at sondre mellem retten til bistand, som er en naturlig følge af den erhvervsdrivendes pligt til at levere oplysninger, og retten til rådgivning, som den erhvervsdrivende kun er forpligtet til at levere, når det drejer sig om bestemte produkter og tjenesteydelser, som er af høj værdi, eller som kan have følger for forbrugerens sundhed og sikkerhed.

9.   Problemer og konsekvenser af manglende oplysninger

9.1   En af de ting, der klart mangler i de direktiver, der indeholder bestemmelser om erhvervsdrivendes informationspligt, er et sæt sanktioner for manglende overholdelse af denne pligt. EU har overladt denne opgave til medlemsstaterne, som har indført en lang række forskellige civil- og strafferetlige foranstaltninger, hvilket har ført til forvridninger på det indre marked med negative følger for forbrugerne og de økonomiske aktører.

9.2   Kun i nogle specifikke tilfælde foreskrives det i bestemte direktiver, at forbrugeren har ret til at trække sig ud af en indgået kontrakt fra det tidspunkt, hvor de oplysninger, som skulle have været stillet til rådighed, er sendt eller er kendt (11), eller hvor bevisbyrden for, at oplysningerne er leveret, ligger hos den erhvervsdrivende, som det er tilfældet med prækontraktuelle oplysninger i direktiv 2006/123/EF (12) om tjenesteydelser i det indre marked.

9.3   De mekanismer, der fastlægger begyndelsen af fortrydelsesperioden som den dato, hvor forbrugeren modtager eller får kendskab til de relevante oplysninger, og det forhold, at den erhvervsdrivende pålægges bevisbyrden, udgør grundlæggende garantier for udøvelsen af retten til information og er, i lighed med princippet om ansvar for skader forårsaget af manglende information, allerede inkorporeret i en række nationale regler, hvilket er en naturlig følge af anerkendelsen af og betydningen af forbrugernes ret til information, som udtrykkeligt bør fastslås på EU-niveau.

10.   Forbrugerinformation og gennemførelse af det indre marked

10.1   De seneste ændringer i perspektiverne for politikken til gennemførelse af det indre marked i forbindelse med Kommissionens nye retningslinjer under 2020-strategien er velkendte.

10.2   I samtlige relevante tekster sættes der fokus på den endelige forbruger som den part, der primært drager nytte af det indre marked som et instrument, der under øget hensyntagen til sociale spørgsmål og behovet for at sikre de grundlæggende borgerrettigheder fremmer en strategi til udvikling og økonomisk vækst, hvilket er nødvendigt for at overvinde den aktuelle krise. I denne henseende vil bedre oplysning af forbrugerne bidrage til at genoprette deres tillid til det indre marked.

10.3   I lyset heraf er det klart nødvendigt at sikre tilstrækkelig forbrugeroplysning i et fornyet indre marked, der er gearet til at klare det 21. århundredes udfordringer, for at vinde tillid og sikre konstruktivt samarbejde fra forbrugernes side. Dette skulle kunne fjerne de bekymringer og den begrundede tvivl, tøven og varsomhed, der i øjeblikket lægger sig i vejen for en helhjertet deltagelse i den grænseoverskridende handel.

10.3.1   Reguleringen af online kommerciel kommunikation på EU-plan er i dag spredt over forskellige lovtekster (direktiv om elektronisk handel, fjernsalg, beskyttelse af privatlivets fred i kommerciel kommunikation, urimelig handelspraksis osv.). Der er derfor brug for en reform, som samler de gældende regler i én enkelt lovtekst og retter op på uoverensstemmelser.

10.4   Dette er et af de vigtigste temaer i denne udtalelse.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. Kommissionens grønbog om »Et europæisk åbenhedsinitiativ« - KOM(2006) 194 endelig, og EØSU's udtalelse: EUT C 324 af 30.12.2006, s. 74.

(2)  Jf. EØSU's udtalelse: EUT C 133 af 6.6.2003, s. 46.

(3)  Jf. EØSU's udtalelse: EUT C 133 af 6.6.2003, s. 1.

(4)  Jf. navnlig direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 (urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22), direktiv 98/7/EF (EUT L 101 af 1.4.1998, s. 17) (forbrugerkredit) og det nylige forslag til direktiv om forbrugerrettigheder, KOM(2008) 614 endelig. (EØSU's udtalelse: EUT C 317 af 23.12.2009, s. 54).

(5)  Jf. følgende domme fra EU-domstolen: C-220/98 af 13.1.2000, Estée Lauder Cosmetics mod Lancaster Group og C-210/96 af 16.6.1998, Gut Springenheide og Tusky. Jf. også EU-domstolens nylige dom C-278/08 af 25.3.2010, Die BergSpechte Outdoor Reisen und Alpinschule Edi Kobimüller GmbH mod Günther Guni trekking at Reisen GmbH, hvor internetbrugeren beskrives som »almindeligt oplyst, og rimelig opmærksom« (punkt 35 og 39).

(6)  Jf. K. Simitis, »Verbraucherschultz – Schlagwort oder Rechtsprinzip?«, s. 109.

(7)  EUT C 108 af 30.4.2004, s. 81.

(8)  KOM(2008) 64 endelig, kapitel II, artikel 5, stk. 1.

(9)  EØSU's udtalelse: EUT C 317 af 31.12.2009, s. 54.

(10)  EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.

(11)  Det gælder f.eks. direktiv 85/577/EØF, som foreskriver, at den grundlæggende informationspligt skal omfatte oplysninger om fortrydelsesret, men som ikke fastlægger nogen sanktioner ved manglende opfyldelse af denne pligt. Ifølge Domstolens retspraksis bør der gennemføres en ubegrænset forlængelse af fortrydelsesfristen fra det tidspunkt, hvor forbrugeren er blevet ordentligt informeret, jf. EU-domstolens dom C 227/08 af 17.12.2009, Eva Martin Martin, pkt. 25-29.

(12)  EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/68


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Lissabontraktatens indvirkning på det indre markeds funktion (initiativudtalelse)

2011/C 44/12

Ordfører: Jorge PEGADO LIZ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. februar 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Lissabontraktatens indvirkning på det indre markeds funktion.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 15. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 129 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Lissabontraktatens ikrafttræden var oprindelig fastsat til den 1. januar 2009, men fandt i realiteten først sted den 1. december 2009, efter at ratifikationsprocessen var afsluttet i de 27 medlemsstater. Det må konstateres, at denne traktat stadig er kompleks og vanskelig at forstå.

1.2   Den sammenlignende undersøgelse, som indgår i informationsrapporten (CESE 241/2008), gør det muligt at konkludere, at det indre marked synes at blive defineret på en mere social måde, også selv om der ikke sker strukturelle ændringer med den nye Lissabontraktat. For i modsætning til forfatningstraktaten, som i visse kredse skabte frygt på grund af formuleringen »et indre marked med fri og lige konkurrence«, synes Lissabontraktaten at give det indre marked nogle mere sociale mål, i og med at der arbejdes hen imod »en social markedsøkonomi, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt«.

1.3   De hidtidige tekster om Kommissionens fremtidige politiske retningslinjer og om 2020-strategien samt talrige erklæringer fra kommissærer og nationale politiske ledere synes også at give udtryk for ønsket om at sætte kursen mod en progressiv og mere borgerorienteret dimension af det indre marked.

1.4   Denne dimension er også blevet forstærket af den udtrykkelige henvisning til den bindende retskraft af chartret om grundlæggende rettigheder, der har »samme juridiske værdi som traktaterne«, men dog med visse begrænsninger i en række medlemsstater.

1.5   På den anden side vil lovgivningsprocessen i relation til det indre marked være præget af de nationale parlamenters intervention, som skal overvåge overholdelsen af nærhedsprincippet - denne regulering af de kompetencer, der deles mellem Unionen og medlemsstaterne. Medlemsstaterne får takket være to protokoller, den ene om »de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union« og den anden om »anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet« mulighed for at anmode om, at et lovgivningsforslag underkastes en ny førstebehandling, hvilket styrker den demokratiske deltagelse i EU-lovgivningsprocessen.

1.6   Hvis de nationale parlamenters præventive intervention fungerer godt, og hvis kontrollen med anvendelsen af nærhedsprincippet bliver effektiv og af god kvalitet, således at mekanismen for tidlig varsling, som Lissabon-traktaten har overtaget fra forfatningstraktaten, kommer til at virke i fuldt omfang, kan det føre til, at EU-lovgivningen kritiseres mindre af medlemsstaterne for at gøre indgreb i de nationale kompetencer og ses mindre af borgerne i EU som tegn på en vis »Bruxelles-centralisme«. Derudover er det nødvendigt, at de nationale parlamenter styrker deres netværk, idet den tidlige varslingsmekanismes rækkevidde og effektivitet afhænger af de nationale parlamenters evne til at organisere sig kollektivt, også selv om der er tale om en individuel rettighed tilkendt hvert parlament.

1.7   Lissabontraktaten udvider ligeledes den »almindelige lovgivningsprocedure« (fælles beslutningstagning, artikel 251 i EF-traktaten) til også at gælde for det indre marked, hvilket bl.a. artikel 48 i TEUF vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed, for så vidt angår social sikring, vidner om.

1.8   Med Lissabontraktaten ønskes det således at lette udviklingen af det indre marked ved yderligere at udvide anvendelsen af fælles beslutningstagning, som omdøbes til »den almindelige lovgivningsprocedure«, hvorved EU-institutionerne pålægges en ny beslutningspartner, dvs. de nationale parlamenter, som man fremover må regne med i forbindelse med vedtagelsen af lovgivningstiltag gældende for det indre marked.

2.   Indledning

2.1   Informationsrapporten om Lissabontraktatens indvirkning på det indre markeds funktion (1), som sektionen vedtog den 13. juni 2008, var ledsaget af en komparativ undersøgelse bestående af en oversigt, der sammenligner henholdsvis Lissabontraktaten, den på daværende tidspunkt endnu gældende EF-traktat, udkastet til forfatningstraktat (som aldrig blev ratificeret) samt kommentarerne fra Markedsobservatoriet om de juridiske konsekvenser af den tekst, der blev vedtaget i Lissabon den 13. december 2007.

2.2   Lissabontraktatens ikrafttræden var oprindelig fastsat til den 1. januar 2009, men det forventede forløb blev afsporet den 12. juni 2008, da Irland forkastede Lissabontraktaten efter en folkeafstemning.

2.3   Efter at Irland havde fået garantier for den nationale suverænitet og sikkerhed for, at hvert land i EU fortsat ville have sin egen kommissær, blev traktaten godkendt efter en folkeafstemning den 3. oktober 2009.

2.4   Forsinkelserne i forbindelse med ratifikationen sluttede, da den tjekkiske forfatningsdomstols afgørelse af 3. november 2009 slog fast, at Lissabontraktaten var i overensstemmelse med Tjekkiets grundlov. Præsident Vaclav Klaus' undertegning afsluttede ratificeringsprocessen, og traktaten trådte omsider i kraft den 1. december 2009.

2.5   Den tid, der er forløbet mellem vedtagelsen af informationsrapporten og Lissabontraktatens ikrafttræden, men også Kommissionens henstilling af 26. juni 2009 om foranstaltninger med henblik på at forbedre det indre markeds funktionsmåde og Kommissionens meddelelse om »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« vedtaget den 3. marts 2010, betyder, at udvalget nu finder det hensigtsmæssigt at omskrive nævnte rapport til en initiativudtalelse og samtidig opdatere den og offentliggøre sin mening om emnet. Desuden tages nye spørgsmål op, som ikke var blevet behandlet heri på grund af manglende afstand til traktatteksten, der for øvrigt ikke var særlig let at læse og forstå. Den seneste konsoliderede udgave er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 30. marts 2010 (2).

3.   Generelle bemærkninger

3.1   De politiske begivenheder, som har markeret Lissabontraktatens udvikling, fra den blev undertegnet af de 27 medlemsstater den 13. december 2007, til den trådte i kraft den 1. december 2009, har grundlæggende ikke ændret bestemmelserne om det indre marked, men især haft institutionelle følger.

3.1.1   Det irske folks betænkeligheder blev fremført af den irske premierminister på samlingen i Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008. Det Europæiske Råd tog disse til efterretning og enedes om, at der - forudsat at Lissabontraktaten trådte i kraft - skulle træffes en beslutning efter de nødvendige juridiske procedurer, der kunne sikre, at Kommissionen fortsat ville tælle én statsborger fra hver medlemsstat.

3.1.2   Det Europæiske Råd den 18.-19. juni 2009 gav Irland juridisk bindende garantier, som dog ikke har indflydelse på forholdet mellem EU og de øvrige medlemsstater eller på Lissabontraktatens indhold og anvendelse, for, at visse områder (såsom skatteforhold, ret til livet, uddannelse, familieforhold, militær neutralitetspolitik) ikke ville blive berørt af Lissabontraktatens ikrafttræden.

3.1.3   Desuden vedtog Det Europæiske Råd en højtidelige erklæring om arbejdstagernes rettigheder og offentlige tjenester.

3.2   Den Tjekkiske Republiks forsinkede ratifikation af traktaten fik ingen umiddelbare konsekvenser for Lissabontraktaten. For medlemsstaterne aftalte under Det Europæiske Råd den 29.-30. oktober 2009, at en protokol til den kommende tiltrædelsestraktat vil fritage Den Tjekkiske Republik, Det Forenede Kongerige og Polen fra at gennemføre chartret om grundlæggende rettigheder.

3.3   Informationsrapporten om »Lissabontraktatens virkning på det indre markeds funktion« og bilaget hertil er derfor stadig relevante og kan tjene som grundlag for en juridisk analyse af nærværende udtalelse og bør derfor betragtes som en uadskillelig del af denne udtalelse.

3.4   Det skal i denne forbindelse påpeges, at Lissabontraktaten stadig er en kompleks tekst, selv i den konsoliderede udgave. Den er vanskelig at læse og forstå selv for specialiserede jurister, for den er resultatet af en række ændringer til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), der udgør EU's overordnede ramme og indeholder de principper, der ligger til grund for EU, og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF), der bliver til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og som indeholder de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af principperne opstillet i TEU.

3.5   Eftersom en officiel konsolideret udgave ikke var tilgængelig under ratifikationsprocessen, ratificerede medlemsstaterne en tekst, der både var uklar og vanskelig at læse, hvor størsteparten af de nye beslutningsmekanismer ikke var særlig klart defineret, bortset fra i nogle protokoller til Lissabontraktaten, og hvor det ikke var afprøvet, om mekanismerne fungerede i praksis.

3.6   Dertil kommer, at traktaten undertegnet i Lissabon i modsætning til forfatningstraktaten ikke har været forelagt til høring i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, de nationale og regionale parlamenter eller de repræsentative civilsamfundsorganisationer - hverken på europæisk, nationalt eller regionalt niveau. Først efter ratificering af traktaten besluttede Kommissionen og Rådet at udgive nogle dokumenter for at udbrede kendskabet til og redegøre for den nye traktats indhold eller fordele i modsætning til, hvad der skete i forbindelse med forfatningstraktaten.

3.7   Lissabontraktaten genoptager metoden med ændring af de eksisterende traktater via en regeringskonference bestående udelukkende af repræsentanter for medlemsstaterne, hvorimod forberedelsen af »forfatningen« fandt sted på et konvent bestående af et stort antal parlamentarikere - også fra de medlemsstater, som blev optaget i 2004 og 2007 - medlemmer af Europa-Parlamentet, repræsentanter for de 15 medlemsstater og de 12 daværende kandidatlande plus Tyrkiet, Kommissionen samt repræsentanter for civilsamfundet, bl.a. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, med observatørstatus.

3.8   Lissabontraktaten synes at være et klart tegn på, at medlemsstaterne har genvundet kontrollen i sammenligning med forfatningstraktaten, som syntes at være af en mere føderal beskaffenhed. Dette anskueliggøres navnlig ved afskaffelsen af de symboler, der blev indført i forfatningstraktaten, og som kunne lede tanken hen på oprettelsen af en forbundsstat (flag, hymne, motto, udpegelse af den 9. maj som Europadagen).

3.9   I Lissabontraktaten fusioneres de tre søjler, og TEU og TEUF får samme juridiske værdi (3). Unionen får desuden juridisk personlighed ved at træde i stedet for og efterfølge Det Europæiske Fællesskab, hvorimod det indtil Lissabontraktatens ikrafttræden kun var Det Europæiske Fællesskab, der havde juridisk personlighed.

3.10   EU-rettens forrang frem for medlemsstaternes ret blev indskrevet i artikel I-6 i forfatningstraktaten blandt EU's grundlæggende principper. For at stoppe den polemik, der opstod som følge af indskrivningen af forrangsprincippet i forfatningstraktaten, som ellers kun afspejlede Domstolens allerede eksisterende retspraksis, blev det flyttet til erklæring nr. 17. Regeringskonferencen besluttede i den forbindelse at vedføje en udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste om forrang, hvori der mindes om, at forrangsprincippet udspringer af retspraksis, og at det har værdi som grundlæggende princip.

3.11   Lissabon-traktaten ændrer retskraften af Chartret for Grundlæggende Rettigheder, som blev stadfæstet den 7. december 2000 i Nice. På Nice-topmødet var der endnu ikke truffet beslutning om chartrets bindende juridiske karakter, og det forblev en principerklæring uden præcis retskraft.

3.11.1   Derimod ville chartret have fået bindende retskraft via dets inkorporering i forfatningstraktaten. Da forfatningstraktaten aldrig blev ratificeret, var chartrets bindende retskraft så godt som uden virkning (4). Lissabontraktaten korrigerer dette forhold, men uden at alle de fremskridt, som forfatningstraktaten indeholdt, er medtaget (5).

3.11.2   Det hedder således i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union som ændret ved Lissabontraktaten, at chartret »har samme juridiske værdi som traktaterne«. Dette betyder, at EU's institutioner, organer og agenturer er forpligtet til at overholde de rettigheder, der er indskrevet i chartret. De samme forpligtelser gælder for medlemsstaterne (regeringer, forvaltninger, domstole), når de gennemfører EU-retten.

3.11.3   Ikke desto mindre præciseres det i protokol nr. 30 om anvendelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i Polen og Det Forenede Kongerige, at chartret ikke giver øget kompetence til Domstolen eller nogen domstol i Polen eller Det Forenede Kongerige til at træffe kendelse om, at gældende ret i Det Forenede Kongerige eller Polen er i modstrid med chartret.

3.11.4   Det præciseres ligeledes i protokollen, at chartrets afsnit IV vedrørende arbejdsmarkedsmæssige rettigheder og solidaritet ikke skaber rettigheder, der kan håndhæves juridisk i Det Forenede Kongerige og Polen, medmindre sådanne rettigheder findes i disse landes nationale lovgivninger.

3.11.5   Endelig hedder det, at chartret kun finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Polen, for så vidt som de rettigheder og principper, det indeholder, er anerkendt i disse medlemsstaters lovgivning eller praksis.

3.11.6   Protokollernes rækkevidde vil være meget begrænset i praksis, for i henhold til princippet om ensartet anvendelse af EU-retten skal EU-Domstolens retspraksis som en fast del af EU's retsregler efterleves af alle medlemsstater. Hvis Domstolen således i en dom citerer eller fortolker chartrets afsnit IV, skal domstolene i Det Forenede Kongerige og Polen efterleve dette, hvad enten de er inddraget i sagen eller ej.

3.12   Traktaten overtager fra »forfatningen « muligheden for, at en medlemsstat frivilligt udtræder af EU (TEU, artikel 50). På baggrund af retningslinjerne fra Det Europæiske Råd forhandler og indgår Unionen med den pågældende stat en aftale indeholdende de nærmere bestemmelser for udtrædelsen under hensyntagen til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen.

3.13   Den frivillige udtræden bør ikke sammenblandes med ophævelsen af retten til at være medlem af Unionen over for en medlemsstat, der er årsag til en alvorlig og varig krænkelse af Unionens værdier anført i artikel 7 i TEU (respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten, respekt for menneskerettighederne osv.) (6).

4.   Særlige bemærkninger

4.1   En række særlige politisk-økonomiske aspekter, som er opstået i mellemtiden inden for udviklingen af politikken for det indre marked under den nye traktat, såsom Europa-Parlamentets nye sammensætning og »Barroso-II «-Kommissionen, fortjener særlig omtale.

4.2   Det skal bemærkes, at Kommissionen allerede i november 2007 havde offentliggjort en vigtig meddelelse med titlen »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« efter en beslutning fra Parlamentet den 4. september 2007, som opfordrede til »en undersøgelse af det indre marked- tackling af barrierer og ineffektivitet ved bedre gennemførelse og håndhævelse«. Den slog til lyd for en ny vision for et indre marked, der skal gælde for alle, være mere aktivt og stimulere Europas håndtering af globaliseringen, skabe vækst og arbejdspladser, sikre rimelige priser og bidrage til social beskyttelse og miljøbeskyttelse. EØSU havde i to udtalelser (7) gjort opmærksom på sin holdning til det indre marked, nemlig at det altid havde været et redskab til gavn for alle borgere, herunder erhvervsdrivende, arbejdstagere og forbrugere.

4.3   I en meddelelse af 6. november 2008 (8) havde Kommissionen påvist, at fordelene ved det indre marked var betinget af et styrket administrativt samarbejde. Kommissionen opfordrede i sin statusrapport om informationssystemet for det indre marked (IMI) medlemsstaternes myndigheder til et tæt samarbejde, som kunne skabe gensidig tillid til systemerne (9).

4.4   I sin henstilling af 29. juni 2009 vedrørende foranstaltninger til forbedring af det indre markeds funktionsmåde (10) konstaterede Kommissionen en række svagheder i det indre markeds funktion, bl.a. fordi reglerne ikke anvendes korrekt, og overholdelsen heraf ikke kontrolleres. Derfor foreslog Kommissionen at træffe konkrete foranstaltninger, der supplerer medlemsstaternes foranstaltninger, som led i en partnerskabsbaseret tilgang.

4.4.1   Blandt de anbefalede foranstaltninger kan nævnes en forstærket kontrol med reglernes overholdelse, fremme af alternative metoder til tvistbilæggelse, regelmæssig evaluering af den nationale lovgivning og oplysning af private og virksomheder om de rettigheder, de opnår gennem det indre marked.

4.5   Finanskrisen bredte sig hurtigt bl.a. i Europa og fik lige så uventede som uforudsete økonomiske og sociale konsekvenser, hvilket udvalget har haft lejlighed til at påpege. Den har ført til den mest alvorlige recession siden 1930'erne med over 23 mio. arbejdsløse (11), et arbejdsløshedsniveau, som ikke er set siden Anden Verdenskrig. Lige inden mandatet skulle fornyes og efter at have bedt de Larosière-gruppen (12) om en dybtgående undersøgelse af årsagerne til og de nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse af denne krise, fandt kommissionen det nødvendigt at fastlægge nye politiske retningslinjer for fremtiden i denne nye økonomiske, sociale og finansielle situation.

4.6   I lyset heraf fastlagde kommissionsformand José Manuel Barroso i sine »Politiske retningslinjer for den kommende Kommission « retningslinjerne for et indre marked tilpasset det 21. århundrede, hvor han tog afstand fra indgreb i dette markeds udvikling under henvisning til krisen og atter fastslog, at det skulle forsvares som traktaternes hjørnesten og den bedste garanti for velstand på lang sigt, forudsat at det var tilpasset udfordringerne for fremtidens økonomi. I denne sammenhæng skal det understreges, at målet om at puste nyt liv i det indre marked som grundlæggende drivkraft i Europas økonomi kun kan nås, hvis en aktiv forbrugerbeskyttelsespolitik fører til, at borgerne får den nødvendige tillid og deltager fuldt ud i det indre marked.

4.6.1   Samtidig pålagde kommissionsformanden Mario Monti, tidligere medlem af Kommissionen med ansvar for det indre marked, at udarbejde en rapport om reaktivering af det indre marked, som blev fremlagt i Europa-Parlamentet på Europadagen den 9. maj. Rapporten opregner først de vigtigste problemer, som det indre marked står over for, og foreslår derefter en række initiativer med henblik på at styrke det indre marked under hensyntagen til sociale og miljømæssige forhold. En anden rapport med titlen »en plan for Europa frem til 2030 – udfordringer og chancer« fra refleksionsgruppen om Europas fremtid, der har den tidligere spanske statsminister Felipe Gonzalez som formand, blev samme dag fremlagt i Det Europæiske Råd. Denne rapport handler især om perspektiverne for den europæiske økonomiske styring på mellemlangt sigt uden at glemme, at en mere effektiv gennemførelse af enhedsmarkedet spiller en afgørende rolle for »at skabe en situation, som hele verden vil få glæde af: en ny tingenes tilstand for enhedsmarkedet«. Rapportens konklusioner om økonomisk styring vil uden tvivl få afgørende betydning for det indre markeds fremtid.

4.7   Det er i lyset af disse nye politiske linjer, man bør fortolke den strategi, der erstatter Lissabonstrategien, hvis gennemførelse i øvrigt til dels var en fiasko. Europa 2020-strategien synes ikke at gøre stort væsen af det indre marked, bortset fra et par linjer i kapitlet om manglende forbindelsesled og blokeringer, hvilket tyder på, at begejstringen for det indre marked skranter.

4.7.1   For at hjælpe det indre marked ud af dette dødvande meddeler Kommissionen, at den vil foreslå at lovgive fortrinsvis gennem forordninger i stedet for direktiver, tilpasse lovgivningen til den digitale tidsalder og tilskynde til en europæisk aftaleret med valgfri værdi, f.eks. inden for aftaler med forbrugerne. Michel Barnier, kommissær med ansvar for det indre marked, har under høringen i Europa-Parlamentet og i sine erklæringer fremsat for nylig i Paris fremhævet behovet for at forsone den enkelte med det store fælles marked, som bør gavne et samfundsprojekt. Som understreget af kommissær Viviane Reding, er det indre marked stadig EU's kronjuvel (13).

4.8   Sideløbende kan borgerinitiativet indført med TEU's artikel 11, stk. 4, som udvalget har undersøgt indgående (14), få betydelige følger for det indre markeds fremtidige udvikling.

4.8.1   Dette instrument til inddragelse af borgerne åbner nemlig en ny mulighed for at genoptage spørgsmål, som er væsentlige for civilsamfundet, og som hidtil ikke har ført til resultater enten på grund af manglende interesse eller politisk vilje i EU's institutioner (en europæisk fondsvedtægt (15), gruppesøgsmål på europæisk plan (16), den europæiske strejkeret osv.).

5.   Specifikke bemærkninger

5.1   Informationsrapportens bemærkninger til bestemmelserne vedrørende det indre marked i traktaten om Unionens funktionsmåde (TEUF) er fortsat relevante (se f.eks. punkt 6.1 a)).

5.2   Blandt de 37 protokoller til Lissabontraktaten vil fire have en mere eller mindre direkte indvirkning på det indre marked.

Dette er i første række protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, for disse to principper skal gælde inden for de kompetencer, der er delt mellem Unionen og medlemsstaterne, og det indre marked hører til områderne med delt kompetence.

Protokol nr. 27 om det indre marked og konkurrence vil også have indvirkninger på det indre marked. I protokollen hedder det, at det indre marked omfatter et system, der sikrer, at konkurrencen ikke forvrides.

Protokol nr. 25 om delt kompetence vil have indvirkninger på det indre marked af de samme grunde som protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

Protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse vil afgjort også spille en rolle for det indre marked. Det hedder i protokollen, at disse tjenester hører til blandt Unionens fælles værdier, og det understreges, at de nationale, regionale og lokale myndigheder har vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Protokollen forsvarer også mangfoldigheden i tjenesteydelserne og de eventuelle forskelle mellem brugernes behov og præferencer, som kan skyldes geografiske, sociale eller kulturelle hensyn. Endelig understreges behovet for fremme af universel adgang og et højt kvalitets- og sikkerhedsniveau samt adgangen til disse tjenester og brugerrettigheder. I artikel 2 i protokol nr. 26 sker der et nybrud, idet der for første gang i primærretten henvises til »ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse«, og protokollen sikrer medlemsstaternes beføjelse til at levere, udlægge og tilrettelægge disse tjenester.

5.3   To erklæringer vil sandsynligvis få indvirkning på det indre marked. Erklæring nr. 18 om afgrænsning af kompetence minder om, at beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne i overensstemmelse med den kompetencefordeling mellem Unionen og medlemsstaterne, der er fastsat i traktaterne, og at medlemsstaterne i forbindelse med delt kompetence udøver deres kompetence i det omfang, Unionen ikke har udøvet sin kompetence, eller har besluttet at ophøre med at udøve den.

5.3.1   Tildelingen af kompetencer til Fællesskabet blev af Domstolen meget hurtigt sidestillet med en overdragelse af kompetencer fra medlemsstaterne til fællesskabsinstitutionerne, hvilket bevidnes af dommen Costa mod ENEL i 1964, hvor Det Europæiske Økonomiske Fællesskab defineres som »et fællesskab af ubegrænset varighed med egne institutioner … herunder især reelle beføjelser, der udspringer af en kompetencebegrænsning eller en overførsel af staternes beføjelser til Fællesskabet …« (Sag 6/64 Sml. 1141).

5.3.2   Endelig hedder det i erklæring nr. 42, at princippet om tildelte kompetencer i henhold til Domstolens faste retspraksis ikke kan tjene som grundlag for en udvidelse af Unionens beføjelser ud over de generelle rammer, der er oprettet ved bestemmelserne i traktaterne som helhed.

6.   De vigtigste konsekvenser for politikken for »det indre marked«

6.1   Med hensyn til de specifikke ændringer til traktatbestemmelserne vedrørende det indre marked understreges følgende:

a)

Dette at ordene »fælles marked« og »fællesmarked« erstattes af »det indre marked« viser, at man kvalitativt bevæger sig fra et fælles marked til et indre marked, hvilket gør det muligt at afklare omstridte begreber i retsdoktrinen, og dette bestyrker opfattelsen af, at EU ikke blot er et frit marked eller en frihandelszone i ren økonomisk forstand, men et indre marked for borgerne (artikel 26 i TEUF) (17).

b)

Hvad angår styrkelsen og en mere detaljeret definition af nærhedsprincippet, kan det konstateres, at præferencen for direktiver i stedet for forordninger, som omtales i protokol nr. 30 til EF-traktaten, er blevet ophævet og sat ud af kraft i protokol nr. 2 til Lissabontraktaten.

c)

For at værne om overholdelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet har de nationale parlamenter næsten fået vetoret defineret som 1/3 af samtlige stemmer tildelt de nationale parlamenter. Et nationalt parlament har desuden mulighed for at gøre indsigelse mod et familieretligt lovgivningsinitiativ (artikel 81 i TEUF).

d)

Europa-Parlamentet får flere beføjelser som følge af den udvidede anvendelse af proceduren med fælles beslutningstagning, der omdøbes til »den almindelige lovgivningsprocedure«. Europa-Parlamentet er ligestillet med Rådet i budgetanliggender, og det vælger formanden for Kommissionen. Europa-Parlamentet defineres i Lissabontraktaten som bestående af repræsentanter for »Unionens borgere«, hvorimod der i EF-traktaten tales om »repræsentanter for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater«.

e)

En procedure med fælles beslutningstagning (den almindelige lovgivningsprocedure) med et nyt system for kvalificeret flertal i Rådet (18) vil være gældende på mange nye områder.

f)

Medlemsstaterne har blandt Unionens mål ladet henvisningen til »et indre marked med fri og lige konkurrence« udgå. Konkurrencepolitikken er omformuleret til et »nødvendigt instrument for det indre markeds funktion«, fordi forfatningstraktatens henvisning til »et indre marked med fri og lige konkurrence« blandt Unionens mål havde skabt frygt i visse kredse.

g)

Et nyt hensyn til forbrugernes og de små og mellemstore virksomheders interesser er udmøntet i pakken med den nye vision og meddelelsen om »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (19).

h)

Et nyt koncept for tjenesteydelser af almen interesse (artikel 14 i TEUF og protokol nr. 26), som klarlægger Unionens ansvar og de nationale, regionale og lokale myndigheders vide skønsbeføjelser, behandles i meddelelsen »Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring« (20), hvori det foreslås at konsolidere EU's gældende ramme for tjenesteydelser af almen interesse.

i)

En klarere opmærksomhed på integrationen af sociale aspekter i gennemførelsen af det indre marked (bekæmpelse af udstødelse eller forskelsbehandling, fremme af social retfærdighed og beskyttelse samt ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne, beskyttelse af børns rettigheder) i tilknytning til meddelelsen »Muligheder, adgang og solidaritet: En ny social vision for det 21. århundredes Europa« (21).

j)

Som noget nyt udvider Lissabontraktaten mulighederne for forstærket samarbejde til hele Unionens aktionsområde, undtagen det område, der henhører under Unionens enekompetencer (artikel 20 i TEUF), hvis mindst ni medlemsstater (uanset antallet af medlemsstater) går ind for det. Dette følger af en afgørelse fra Rådet vedtaget med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter Europa-Parlamentets godkendelse (artikel 329, stk. 1, i TEUF) og kan altså påvirke det indre marked, energimarkedet, indvandringspolitikken og f.eks. civilbeskyttelsen.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  CESE 241/2008 - INT/393 (ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EUT C 83 af 30.3.2010. Herefter vedrører alle henvisninger til Lissabontraktaten denne konsoliderede version.

(3)  Artikel 1, stk. 3, i TEU: TEU og TEUF er ligestillede, hvorimod Domstolens retspraksis den 13.9.2005 i en dom om strafferetlig miljøbeskyttelse fastslog, at EF-traktaten havde forrang i forhold til EU-traktaten.

(4)  Selv om chartret ikke har juridisk bindende karakter henviser De Europæiske Fællesskabers Domstol dog ofte til det. Se f.eks. en dom afsagt for nyligt af Domstolen den 14.2.2008, sag C 244/06 Dynamik Meden Vertriebs GmbH mod Avides Media AG vedrørende varers fri bevægelighed. Domstolen citerer artikel 24, stk. 1, i chartret, hvori det hedder, at børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel (punkt 41 i dommen). I dommen afsagt af Domstolen den 14.2.2008 sag C-450/06 Varec SA mod Den belgiske stat vedrørende etableringsfrihed henviser Domstolen til artikel 7 i EU's charter om grundlæggende rettigheder i forbindelse med respekten for privatlivet (punkt 48 i dommen).

(5)  I udkastet til Lissabontraktaten af 23.7.2007 CIG3/07 hed det i erklæring nr. 11, at chartret for grundlæggende rettigheder ville blive højtideligt stadfæstet af tre institutioner på dagen for underskrivelsen af Lissabontraktaten, men den indeholdt intet om chartrets juridisk bindende karakter.

EU's charter om grundlæggende rettigheder blev stadfæstet for anden gang onsdag den 12.12.2007 i Strasbourg af EU's tre institutioner. Denne anden stadfæstelse var nødvendig, fordi der efter chartrets første stadfæstelse på topmødet i Nice i december 2000 var blevet tilføjet forklaringer og fodnoter til chartret.

(6)  Artikel 7 i TEU indeholder to forskellige bestemmelser alt efter, om der er tale om, at der er »en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder principper… « eller »… at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principper …«.

(7)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 15, og EUT C 182 af 4.8.2009, s. 1.

(8)  KOM(2008) 703 endelig.

(9)  Se EØSU's udtalelse - EUT C 128 af 18.5.2010, s. 103.

(10)  Henstilling 2009/524/EF. Se ligeledes Europa-Parlamentets vigtige beslutning af 9.3.2010 (A7-0064/2009).

(11)  Ifølge de seneste tal fra EUROSTAT.

(12)  EØSU har udtalt sig om de Larosière-gruppens rapport – EUT C 318 af 23.12.2009, s. 57.

(13)  Tale på Forbrugerdagen i Madrid den 15.3.2010»An ambitious Consumer Rights Directive: boosting consumers’ protection and helping businesses«.

(14)  Initiativudtalelse om Lissabontraktatens gennemførelse: deltagelsesdemokrati og borgerinitiativ (CESE 465/2010, SC/032), hvor Kommissionens grønbog (KOM(2009) 622 endelig af 11.11.2009) blev analyseret og kommenteret, og initiativrapport om civilsamfundets organisationer og EU's rådsformandskab (CESE 464/2010, SC/031). Se også Europa-Parlamentets vigtige beslutning om indførelse af borgerinitiativet af 7.5.2009 (A6-0043/2009).

(15)  EØSU's initiativudtalelse CESE 634/2010, INT/498.

(16)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 1, og EUT C 128 af 18.5.2010, s. 97.

(17)  Domstolen havde allerede den 5. maj 1982 i en dom Schul sag nr. 15/81 anført, at det fælles marked, en frihandelszone, går forud for det indre marked. Det indre marked henviser således til en højere grad af økonomisk integration.

(18)  Protokol (nr. 36) om overgangsbestemmelser.

(19)  KOM(2007) 724 endelig - SEK(2007) 1517, 1518, 1519, 1520 og 1521.

(20)  KOM(2007) 725 endelig - SEK(2007) 1514, 1515 og 1516.

(21)  KOM(2007) 726 endelig.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/75


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om innovation inden for turisme: udarbejdelse af en strategi for en bæredygtig udvikling på øerne (initiativudtalelse)

2011/C 44/13

Ordfører: Sylvia GAUCI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Innovation inden for turisme: udarbejdelse af en strategi for en bæredygtig udvikling på øerne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 23. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 15. juli 2010, følgende udtalelse med 153 stemmer for, 1 imod og 13 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   Udvalget foreslår, at man udvikler fortløbende programmer for livslang læring specifikt til ansatte inden for øernes turistsektor. Særlige midler fra ESF og samhørighedsfondene bør øremærkes til dette formål. En passende ramme for arbejdsmarkedsrelationer til fremme af bedre arbejdsforhold og foranstaltninger til støtte for iværksættere (netværk, marketing, reklame osv.) skulle gøre det muligt at fremme turismen på øerne.

1.2   Tilsvarende og i betragtning af den øgede anvendelse af internettet til reservation af rejser og ferier bør SMV'erne inden for (ø-)turistsektoren tilbydes enten EU-finansieret uddannelse eller forenklet adgang til gode leverandører af tjenesteydelser med henblik på at udvikle en effektiv webside, da de i modsat fald risikerer at miste »moderne« kunder.

1.3   EØSU foreslår, at man på en strategisk beliggende ø opretter en tværregional uddannelsesinstitution, hvis koncept lægger sig tæt op ad Erasmus-programmet for studerende og arbejdstagere inden for turistsektoren.

1.4   Selv om virksomhederne, og navnlig de små virksomheder, drager fordel af mindre og bedre lovgivning, bør man overveje at oprette en særlig administrativ myndighed inden for Kommissionen, f.eks. et generaldirektorat for turisme, eftersom turistsektoren står for ca. 11-12 % af EU's bruttonationalprodukt og helt op til 25 % af bruttonationalproduktet på øer som Malta. EØSU forestiller sig, at en sådan turistmyndighed inden for Kommissionen skal vogte (ø-)turismeinteresserne i EU-institutionerne og -politikkerne. Udvalget har i tidligere udtalelser om turisme foreslået og foreslår på ny, at der oprettes et europæisk turistagentur.

1.5   Øerne har sammenlignet med fastlandet et medfødt handicap i form af deres afsides beliggenhed, tilgængelighed og økarakter. EØSU mener, at man bør tilstræbe en fordelagtig skatteordning, der tager hensyn til den særlige indsats, som er blevet gjort for investeringer, bevarelse og skabelse af arbejdspladser samt tilpasning af virksomhedernes åbningsperioder, for derved at afhjælpe sæsoneffekter.

1.6   EU's definition af øer har vist sig uhensigtsmæssig i flere tilfælde og står ofte i vejen for løsninger. EØSU har i tidligere udtalelser (1) anbefalet en ændring af denne definition og gentager i nærværende udtalelse denne anbefaling.

1.7   EU er i gang med at udvikle et nyt koncept inden for regionalpolitikken, nemlig det makroregionale samarbejde (f.eks. Østersøstrategien og Donaustrategien). EØSU finder dette koncept interessant og er overbevist om, at det også ville kunne anvendes til øgrupper. En makroregional strategi for øerne i det vestlige Middelhav ville således kunne afhjælpe nogle af de tilgængelighedsproblemer, som øerne oplever.

1.8   EØSU er positivt indstillet over for og giver sin fulde opbakning til Calypso-programmet for social turisme. Udvalget mener, at man efter iværksættelsen af de forberedende tiltag i 2009 bør tilstræbe et fuldt program. Det anbefales, at man integrerer Calypso-programmet i en fremtidig makroregional strategi for den vestlige middelhavsregion.

2.   Indledning

2.1   Turismen yder et vigtigt og stadigt større bidrag til den økonomiske vækst og tegner sig i ekstreme tilfælde for op til 70 % af øernes bruttonationalprodukt. Den er en af de bedste måder at skabe indtægter og beskæftigelse på. Mens Europas markedsandel på det globale turistmarked falder langsomt, spås væksten i turisttilstrømningen til EU at ville øges. Man kan dog ikke tage en vækst i turisttilstrømningen for givet, hvilket den finansielle krise i 2008 og 2009 i allerhøjeste grad vidnede om.

2.2   Nye former for turisme ser dagens lys og afløser den traditionelle hav- og solmasseturisme. Der er tale om mere innovative og særlige former for »grøn«, skræddersyet og oplevelsesorienteret turisme. Endvidere fremskynder den øgede efterspørgsel efter turisme og den demografiske udvikling (som f.eks. et stigende antal »seniorrejsende«) segmenteringen af turistprodukterne og skabelsen af nye former for turistprodukter, der omfatter mange nye tjenester.

2.3   Innovation er et vigtigt spørgsmål for den økonomiske politik på såvel EU-plan med Lissabon- og EU2020-strategierne som på regionalt plan med øgede offentlige investeringer i forskning, uddannelse, efteruddannelse og støtte til de »mest innovative sektorer«, herunder transport, energi og grønne industrier. Dette gør sig ligeledes gældende for tjenesteydelser, navnlig dem, der kræver et videngrundlag eller færdigheder, og som betragtes som typiske for de fleste turistrelaterede aktiviteter som f.eks. indkvartering, forplejning og handel med fast ejendom.

2.4   Turisterne går i dag efter den bedste kvalitet til den laveste pris. En fremgangsrig øturisme forudsætter derfor ikke alene et veluddannet personale som udgangspunkt, men også en vilje fra arbejdsgivernes og arbejdstagernes side til livslang læring med det formål at kunne opretholde høje servicestandarder i en verden i hurtig forandring med kræsne og krævende turister. En af forudsætningerne for kvalitetsturisme er, at personalet er veluddannet og velkvalificeret.

2.5   Et vigtigt aspekt for forandring og innovation inden for turistsektoren er anvendelsen af informations- og kommunikationsteknologier (ikt). Udbredelsen af ikt og internettet inden for turistsektoren giver forbrugerne mulighed for at kommunikere direkte med udbyderne af tjenesteydelser. For sektoren som helhed vil dette kunne reducere (transaktions-)omkostningerne, hvilket igen vil bevirke, at folk går uden om mellemled som f.eks. rejsebureauer eller sågar rejsearrangører. Større nyskabelser inden for masseturismen som f.eks. fremkosten af lavprisflyselskaber har i høj grad påvirket væksten og den videre udvikling inden for turistsektoren.

2.6   Øerne står stadig over for alvorlige problemer. Generelt halter de bag efter fastlandet. Dertil kommer, at mange af disse nye teknologier og fremgangsmåder ikke kontrolleres, skabes eller for den sags skyld vedligeholdes af de virksomheder, der direkte berøres af dem.

2.7   Myndighederne på øerne er i gang med at undersøge konsekvenserne af disse nye fremgangsmåder for deres egne turistpolitiske initiativer og foranstaltninger. Deres primære sigte er at sikre, at politikkerne og foranstaltningerne støtter og fremmer innovation, hvorved deres turistindustri vil kunne videreudvikles.

3.   Nødvendigheden af innovation

3.1   I lyset af samfundsudviklingen og tilbagegangen inden for masseturismen, sådan som den organiseredes af rejsearrangører i det tyvende århundrede, er øturismen nødt til at innovere sig og tilpasse sig en ny virkelighed, hvis den vil opleve fremgang. Innovationen skal findes i de mennesker, som i dag arbejder i turistsektoren. Paradoksalt nok bryder innovation også gamle vaner, og folk vil modsætte sig forandringer, hvis ikke de ser en umiddelbar fordel ved dem.

3.2   I sidste halvdel af det tyvende århundrede var det masseturismens udbud, som bestemte efterspørgslen. En stigning i antallet af udbudte rejsedestinationer mættede imidlertid markedet. I dag har den skiftende efterspørgsel taget overhånd på et typisk forbrugerdomineret marked. Udbyderne lider herunder, og denne nye udfordring kan håndteres ved hjælp af innovativ og kreativ tænkning, hvor der udvikles forskellige former for nicheturisme som f.eks. terapeutisk turisme, grøn/økoturisme, gårdturisme og naturturisme.

3.3   Dertil kommer, at livsstilen har forandret sig betydeligt i de seneste år. Turistsektoren står over for en aldrende, sundere og mere velhavende befolkning, som tager på flere og kortere ferier. Flere turister lægger nu vægt på »den bedste kvalitet til den bedste pris« i stedet for »den lavest mulige pris«. Forbrugerloyaliteten er faldende, og turisterne efterlyser i højere grad bæredygtighed og autenticitet langt væk fra masseturismen. Øturismen er nødt til at forny sig, hvis den skal kunne klare sig under disse omstændigheder.

4.   Øturisme og produktinnovation

4.1   Inden for de store turistvirksomheder er innovation en rutinesag og en fast bestanddel af virksomhedernes beslutningstagning. For at sikre at de ikke bliver overrasket af uventede fornyelser, indgår innovation i dag i virksomhedernes daglige planlægning. For dem er innovation bare en ekstra produktionsfaktor.

4.2   For de destinationsorienterede små turistvirksomheder er muligheden for at drage fuld fordel af innovation imidlertid begrænset. Dette skyldes primært manglende personale og midler. SMV'er inden for turistsektoren er først og fremmest nødt til at opfylde de faste kunders daglige behov, og de er derfor ikke i stand til at afsætte midler til forskning og udvikling.

4.3   Turistsektoren domineres i stor udstrækning af SMV'er, hvilket især er tilfældet på øerne. For at overleve i et stadigt mere konkurrenceorienteret og globalt miljø vil navnlig de små turistvirksomheder få brug for at opnå stordriftsfordele og en kritisk masse for at mindske transaktionsomkostningerne samt øge produktiviteten og indflydelsen på markedet. Omstrukturering og samarbejdsmekanismer vil gøre det nemmere for virksomhederne at tilpasse sig forandringer og forbedre deres konkurrenceevne.

4.4   Det er en udfordring for turistsektoren at tilbyde nye produkter og tjenesteydelser. Oplevelsesorienteret turisme, bæredygtig turisme samt natur-, kultur- og kulturarvsturisme er nogle af de strategier, der ligger til grund for mange innovative turistprodukter på flere europæiske rejsedestinationer i dag. Øerne bør i højere grad fremme disse produkter, eftersom de er knyttet til deres »øidentitet«.

4.5   Den oplevelsesbaserede turisme udspringer af samspillet mellem turister og destinationer. Turisternes samlede indtryk er resultatet af en række korte møder med forskellige mennesker, som arbejder inden for turistsektoren.

4.6   Forbrugernes øgede miljøbevidsthed er et incitament for turistvirksomhederne til at innovere og forbedre deres miljøpræstationer, både med hensyn til turisternes interaktion med miljøet og deres egen miljøindsats. De vigtigste produkter, der vil kunne fornyes, skal faktisk findes inden for nicheområder som f.eks. økoturisme og eventyrturisme.

4.7   Kulturturisme er også en vigtig og voksende sektor, der tiltrækker relativt velhavende og veluddannede turister. Flere øer har omstruktureret deres kulturelle tjenester og er ved at skabe fornyelser, som sigter mod en værdiforøgelse gennem kultur. De diversificerer deres turismeindustri og øger længden af ferierne ved hjælp af bl.a. bedre pakkeløsninger og fremme af tilgængelige kulturelle oplevelser og arrangementer.

4.8   Hvis ikke turismen på en harmonisk måde integreres i øsamfundene, men kun giver få øboere fordele, mens andre besværes, vil den ikke komme til at udgøre et bæredygtigt og harmonisk element i samfundets aktiviteter. For at sikre befolkningens opbakning til et turistbaseret samfund er det nødvendigt at anlægge en bundstyret tilgang til planlægningen og inddrage befolkningen. Turismen kan bidrage til at bringe befolkningen på en ø sammen, ved at alle inddrages og bliver bevidste om den omfattende effekt, som turismen har på forbedringen af naturen og bymiljøet, arealanvendelsen og den fysiske planlægning, de sociale tjenesteydelser og bevarelsen af den kulturelle arv (arkitektur, håndværk, traditionel madkultur osv.).

4.9   Forskellige former for turisme kan vise sig ikke at være indbyrdes kompatible, navnlig i et lille øsamfund. F.eks. kan udviklingen af nichemarkeder som sommersprogkurser for studerende vise sig at være inkompatibel med udviklingen af et sommermarked for ældre, når de unges larmende adfærd efter kurserne kommer i konflikt med de ældres behov for ro. Igen er der behov for en bundstyret tilgang, når øerne skal vælge (en) form(er) for turisme, således at de træffer det rigtige valg.

4.10   Endelig berører turismen ikke alene de mennesker, som arbejder på hotellerne og restauranterne eller i flyselskaberne. Den berører også mange andre sektorer, som er leverandører til turistsektoren, lige fra den lokale blikkenslager til den lokale landmand.

5.   Forbedring af øturismen gennem innovation

5.1   Turistsektoren har altid været proaktiv med hensyn til at tage nye teknologier i brug som f.eks. globale distributionssystemer. De seneste landvindinger inden for telekommunikation, netværk, databaser, databehandling og elektronisk markedsføring skaber mange nye muligheder for turisterhvervet, som i væsentlig grad påvirker de traditionelle turisterhvervsmodeller. Internetadgang via bredbånd samt ikt tilfører turisttjenesteydelserne og -produkterne en merværdi og fremmer udviklingen af industrinetværk og -klynger. Det er et problem, at manglen på bredbåndsteknologi samt specialviden og færdigheder forhindrer en fuld udnyttelse af ikt. Der bør tilrettelægges en særlig uddannelse for øbefolkningerne for at afhjælpe dette problem.

5.2   Forbrugerne har i stadig større grad vænnet sig til at anvende ikt til at booke deres ferier. I dagens EU tilrettelægger to tredjedele af de fremtidige turister deres rejse via internettet, og mere end 50 % af dem køber deres rejse online. De går efter fleksible og lettilgængelige produkter og kan godt lide at kommunikere direkte med turistkontorerne. For at kunne drage fordel af denne ikt-revolution er virksomhederne nødt til at omlægge hele sektorens markedsføringsproces. Internetteknologier giver såvel virksomhederne som forbrugerne et stort potentiale for at gøre forretning direkte online.

5.3   Mange europæiske øer med en lang tradition for turisme lider under vækst- og produktionssvagheder. Turismen på disse øer er underlagt et enormt konkurrencepres. På det liberaliserede globale turistmarked er øerne oppe at konkurrere med nye rejsedestinationer, som kan drage nytte af ressourcer, der enten er intakte eller i meget ringe grad udnyttes, og som nyder godt af meget fordelagtige økonomiske betingelser, herunder lave lønninger, forskellige former for statsstøtte og en svag møntfod.

5.4   Som det er tilfældet i alle servicesektorer, afhænger kvaliteten af serviceudbuddet inden for øturismen i stor udstrækning af kvaliteten af øernes arbejdsstyrke. Gode arbejdsvilkår går hånd i hånd med et højt serviceniveau.

5.5   Den europæiske øturisme, der primært domineres af SMV'er, og som er kendetegnet ved en høj arbejdskraftintensitet, har som følge af sin fragmentering et produktivitetsproblem. Den nedsatte produktivitet hæmmer øturismens konkurrencedygtighed, hvilket afspejles i priserne.

5.6   Problemet med sæsonbetingethed har reelle følger for jobstabiliteten og gør det mindre attraktivt at arbejde i turistsektoren. Derfor bør man fremme særlige kontraktvilkår, som sikrer sæsonarbejderne stabil beskæftigelse, med det formål at give dem arbejdsmæssige og sociale rettigheder uden diskrimination i forhold til fastansatte. EØSU har allerede tidligere rejst dette spørgsmål (2).

5.6.1   Fremme og innovation af øturismen vil kræve tilpasning og modernisering af arbejdsmarkedsrelationerne, især hvad angår uddannelse, forfremmelse og karriere, arbejdsopgaver, arbejdsdag, arbejdstider og -vilkår inden for rammerne af den sociale dialog og de kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.

5.7   Transporten til øerne, navnlig i dagens hurtigt forandrende verden, sker frem for alt med fly. Transport ad søvejen er ikke altid et anvendeligt alternativ, da det kræver såvel en solid infrastruktur på land som et pålideligt netværk af søtransportforbindelser. Sidstnævnte afhænger i høj grad af vejrforholdene.

6.   Udvikling af politikinstrumenter til innovation af markedsføringen af øturisme

6.1   En stor udfordring for myndighederne med ansvar for øturisme består i at finde den mest effektive måde, hvorpå man kan udvikle og gennemføre politikforanstaltninger til støtte for turistinnovation uden at forstyrre markedsdynamikken. Regeringerne gør bedst i at lade markederne så vidt muligt regulere sig selv og kun gribe ind i tilfælde af markedssvigt.

6.2   Øerne må finde en fin balancegang mellem potentielt modstridende interesser blandt vækstorienterede virksomheder, turister på jagt efter fritidsmuligheder og miljøaktivister, som ønsker at beskytte naturen. For så vidt angår byplanlægning, er det centrale spørgsmål, hvem der skal have lov til at træffe beslutning om byggeprojekter. Der findes potentielle konflikter mellem de lokale råd, som kan være farvet af lokale erhvervsinteresser, og de regionale og statslige myndigheder, der ser tingene i en større sammenhæng, og som ønsker at lægge en dæmper på ubegrænset vækst i økologisk skrøbelige områder.

6.3   Regeringerne bør give innovative virksomheder stordriftsfordele og fremme innovation gennem kooperative alliancer og andre former for netværkssamarbejde. Det mest effektive og lovende middel til innovation i turistsektoren kan opnås gennem samarbejde, alliancer og/eller netværk inden for områder som teknologi, marketing, distribution og deling af menneskelige ressourcer. Indtil videre synes samarbejdet i turistsektoren at være utilstrækkeligt, navnlig blandt SMV'erne. Regeringerne bør i den henseende støtte en innovativ turistpolitik, der fremmer sammenhæng og synergi.

6.4   Man kan ikke behandle de turistrelaterede spørgsmål uden at tage hensyn til den fysiske dimension. Der er frem for alt tale om kommercialisering og markedsføring af turistattraktioner, der er turistsektorens råstoffer og skaber rejsedestinationer. Turisterne vælger den rejsedestination, som umiddelbart synes at være den bedste, og de produkter, som de er villige til at betale for. Jo mere unik rejsedestinationen er, desto mere er de villige til at betale for den. I de fleste tilfælde er der tale om offentlige goder og ressourcer som f.eks. beskyttede landskaber eller landarealer reserveret til landbrug, som øboerne skal beskytte og forvalte, således at de ikke bliver udnyttet eller ødelagt.

6.5   Lokale turistattraktioner og innovative tjenesteydelser giver rejsedestinationerne deres egen karakter. Endvidere begrænser de mulighederne for produktinnovation, da udviklingen af innovation afhænger af rejsedestinationens goder. Man kan f.eks. ikke lave et badested om til et bjergkursted. Dog vil et turistland med en bred vifte af turistattraktioner kunne omstille sig på markedet.

6.6   Masseturisme baseret på sol, hav og fastfood er på langt sigt ikke nødvendigvis den bedste form for turisme for øerne. Eksempler i Skotland vidner om, at specialiserede former for øturisme i mindre målestok kan være meget succesfulde. Der findes ikke nogen universalløsning, hvilket man ikke må glemme, når man udarbejder strategier for øernes turisme. Hvad der synes ideelt for små middelhavsøer, kan være uhensigtsmæssigt for meget små øer ud for Det Forenede Kongeriges, Irlands og Sveriges kyster.

6.7   Rejsedestinationernes fremtid afhænger af mange uafhængige parametre, herunder hvilke markeder turisterne kommer fra og disses potentiale samt tilgængeligheden udtrykt i transport- og realtidsomkostninger. Den offentlige sektor kan kun påvirke disse parametre gennem mekanismer som forpligtelser til offentlig tjeneste eller systemer for territorial sammenhæng. Parametrene er endvidere i stor udstrækning udslagsgivende for karakteren af produktinnovationer. Udfordringen for de lokale iværksættere består derfor i at skabe merværdi for kunderne gennem nye produkter.

6.8   I EU lægges der stor vægt på miljømæssig bæredygtighed, der omfatter aspekter som identifikation af nyttige mekanismer til reduktion af rejserelaterede emissioner og miljømæssig bæredygtighed som generel drivkraft for en konkurrencedygtig turistsektor.

6.9   Hvad afholder f.eks. øboerne fra at forbedre deres strande eller udstille deres kulturarv? Hvorfor reklameres der kun for få turistattraktioner, når hele øer kunne være en turistattraktion? Hvorfor fokuseres der så meget på afgrænsede perioder og korte »turistsæsoner«, når turismen nogle steder er en helårsaktivitet? Ofte reklameres der kun for enkelte seværdigheder i stedet for hele landsbyer og byer. Indbyggerne i en given landsby eller by skal lære at være stolte af deres hjemby. Det er den eneste måde, de kan beskytte og sælge deres produkt og kulturarv på.

6.10   Med en øget turisttilstrømning til øerne vil myndighederne blive nødt til at foretage yderligere investeringer for at beskytte den sanitære kvalitet på øerne og sikre drikke- og badevand af høj kvalitet, en omhyggelig affaldshåndtering, bæredygtig energi og en sikker fødevareforsyning.

6.11   Det er meget vigtigt at bevidstgøre øboerne om konkurrencedygtighed, således at den kommer til at stå højt på dagsordenen. Denne opgave kan ikke udføres af regeringerne alene. Arbejdstagere, virksomheder, forvaltninger og offentlige myndigheder vil alle skulle inddrages heri.

6.12   I praksis har tre faktorer afgørende betydning:

for det første statens indblanding, når det gælder sundhedssikkerhed og miljømæssig bæredygtighed

for det andet de med den private erhvervssektor forbundne aspekter som transport på jorden og i luften samt ikt-infrastruktur og

for det tredje de menneskelige kulturelle aspekter, som kendetegner de enkelte landes ressourcer.

6.12.1   Regeringerne har stor indflydelse på den første kategori. Det ville simpelthen være uacceptabelt, hvis en ø klarer sig dårligt med hensyn til miljømæssig bæredygtighed. Dette viser, at miljø- og kulturinteressegrupperne har fuldstændig ret, når de vedholdende kræver øget bevidstgørelse om øernes kulturarv og fremhæver det presserende behov for at øge indsatsen for at beskytte denne.

6.12.2   Der er stadig lang vej endnu, hvad angår turistinfrastrukturen. Dårlige resultater på dette område bør være et incitament til handling og flere investeringer. En periode med tilbagegang er det rette tidspunkt at evaluere infrastrukturen på og afsætte flere midler til en forbedring af denne. Øerne er nødt til at forbedre deres infrastruktur og søge nye nichemarkeder ved hjælp af private og offentlige investeringer. Regeringerne skal sikre, at den private sektor får større adgang til finansielle midler, og at bankerne i højere grad yder lån til SMV'erne. De midler, som stilles til rådighed inden for rammerne af EU's hjælpepakke, skal udnyttes fuldt ud. Det er frem for alt vigtigt, at de offentlige myndigheder ikke pålægger den private sektor uhensigtsmæssige bestemmelser, der tapper iværksætterne for den kapital, de måtte råde over.

6.12.3   Der findes også en bagside af øturismen, nemlig undergrundsøkonomien, der giver øboerne ekstra indtægter, men som har negative følger for beskæftigelsen og arbejdsvilkårene. Ferieboligerne medfører højere priser for de fastboende, men er samtidig en kilde til ekstra indtægter. Desuden er infrastrukturen for vand, affaldshåndtering og energi overbelastet, da den i højsæsonen skal tjene et antal mennesker, der svarer til tyve gange lokalbefolkningens størrelse.

6.13   Udviklingen og tilstedeværelsen af en sort økonomi er en følge af de sæsonbetingede svingninger i efterspørgslen efter arbejdskraft. Forkert brug, eller sågar misbrug, af studerendes arbejdskraft og brug af illegal arbejdskraft skader såvel de legale som de illegale arbejdstagere, da det er med til at sænke lønniveauet. En væsentlig del af de ansatte inden for turistsektoren kan være illegal arbejdskraft. I nogle lande udgøres mere end halvdelen af arbejdsstyrken af illegal arbejdskraft.

6.13.1   Billig og mobil arbejdskraft fra de nye medlemsstater, herunder Polen, Bulgarien og Rumænien, er et stadigt mere udbredt fænomen i Vestens turistsektor, inklusive øturismen. Som følge af EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed kan der ikke sættes en stopper for denne tendens, og virksomhederne og arbejdstagerne spørger nu sig selv, hvordan de skal forholde sig til denne udvikling. Det er vigtigt at sikre, at virksomhederne er konkurrencedygtige. Samtidig skal det sikres, at der er lige behandling, at arbejdstagernes arbejdsvilkår overholdes, og at de ikke udnyttes.

6.14   Netop derfor har øturismen behov for en velafpasset tilgang. Turismen er af vital betydning for øboerne og øernes SMV'er. Tiden er inde til at handle. Øboerne skal benchmarke sig i forhold til konkurrenterne. I første omgang skal der findes en løsning på de kortsigtede, umiddelbare problemer. Hvis turismen fortsat skal være bæredygtig og udgøre en vigtig drivkraft for økonomisk vækst, er man nødt til at iværksætte effektive mellemlang- og langsigtede foranstaltninger.

7.   Fremme af netværk til innovation på organisatorisk plan for turistvirksomheder og rejsedestinationer

7.1   Flere brancher i turistsektoren, herunder flyselskaber, hotelkæder, rejsearrangører og biludlejningsfirmaer, er i høj grad koncentrerede og er ofte globale aktører. Derudover udgør SMV'erne stadig hovedparten af turistsektoren på øerne. For at overleve i konkurrencen fra de globale aktører bør turistvirksomhederne på øerne forsøge at konkurrere på en konstruktiv, snarere end en destruktiv måde. Hvor man i første tilfælde gør markedet større og udvider produktplatformen, hvilket muliggør en succesfuld produktdifferentiering og -innovation hen imod produkter i verdensklasse, konkurrerer virksomhederne i det andet tilfælde om det samme markedssegment, hvilket fører til produktkonvergens og priskrige. Det er derfor vigtigt, at turistiværksætterne lærer at arbejde mere sammen for at opnå et konstruktivt samarbejde.

7.2   Navnlig de små øturismeiværksætteres frygt for konkurrenterne overskygger fordelene ved et samarbejde. Inden for turistsektoren kan man skelne mellem geografiske netværk og klynger og aktivitetsbaserede netværk og klynger, såsom »grøn« turisme, vinturisme osv. Netværkene og klyngerne kan spille en vigtig rolle i opbygningen af operatørernes innovationskapacitet, f.eks. gennem nedbringelse af omkostningerne til eksperimenter, øget synlighed og en forbedret tilpasningsevne til skiftende efterspørgsel. Ligesom i andre servicesektorer er innovation i turistsektoren hovedsagelig betinget af netværk og samarbejde.

7.3   Samarbejde mellem politikerne, arbejdsgiverne og fagforbundene samt integration af de organer, foreninger og sammenslutninger, der er aktører i turistsektoren, er nogle af nøglefaktorerne for vedvarende vækst i øernes turistsektor. Mens erhvervssektoren spiller den vigtigste rolle i forbindelse med etablering af netværk, har de lokale myndigheder ansvaret for at udvikle infrastruktur, der muliggør et bedre samarbejde og støtter markedsnetværk.

Bruxelles, den 15. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  »En bedre integration i det indre marked som afgørende faktor for samhørighed og vækst i EU's øområder«, EUT C 27 af 3.2.2009, s. 123.

(2)  Se EØSU's udtalelse om »En socialt bæredygtig turisme for alle«, EUT C 32 af 5.2.2004, s. 1.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/81


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om afgift på finansielle transaktioner (initiativudtalelse)

2011/C 44/14

Ordfører: Lars NYBERG

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. februar 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»Afgift på finansielle transaktioner«

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 23. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 15. juli, med 121 stemmer for, 55 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Resumé og konklusioner

1.1   Den samlede værdi af alle finansielle transaktioner er steget fra cirka 15 gange værdien af det globale BNP i 1990 til omkring 70 gange værdien i 2007 (1). Værdien af spothandler i forhold til BNP har næsten ikke ændret sig, hvilket vil sige, at denne firedobling af de finansielle transaktioner næsten udelukkende består af derivater, først og fremmest rentederivater. I andet semester 2008 skete der et fald i handlen med derivater, men omfanget steg igen i første semester 2009. Finanssektorens adfærd synes ikke at have ændret sig meget.

1.2   I 2007 tegnede finanssektoren – hvis hovedopgave er at understøtte realøkonomien – sig for 40 % af det samlede virksomhedsoverskud i USA, men stod kun for 7 % af BNP. Der er også sket en koncentration omkring få markedspladser – navnlig London og New York - og en koncentration omkring nogle få, meget store finansielle institutioner. Enorme pengesummer er blevet pumpet ind i denne sektor for at redde disse institutioner, hvilket har ført til hidtil usete budgetunderskud.

1.3   En afgift på finansielle transaktioner (AFT) kunne have afgørende indflydelse på de finansielle institutioners adfærd, da den ville reducere antallet af meget kortfristede finansielle transaktioner, som ofte også er risikofyldte.

1.4   EØSU har i princippet sagt ja til en AFT i sin udtalelse om de Larosière-gruppens rapport (2): »EØSU finder, at en overgang fra kortsigtethed til langsigtethed, hvor bonusserne ikke beregnes på grundlag af spekulative aktiviteter, er nødvendig. I den forbindelse støtter EØSU tanken om at beskatte finansielle transaktioner«. Med den foreliggende udtalelse ønsker EØSU at deltage i de igangværende drøftelser om denne afgift og gå mere i dybden med en sådan afgifts målsætninger og virkninger.

1.5   Forslaget om en afgift på handel med værdipapirer blev oprindeligt udarbejdet af J.M. Keynes i 1936. Hans mål var at mindske den destabiliserende aktiespekulation og styrke det langsigtede grundlag for aktiekurserne. I løbet af 1970'erne blev idéen videreudviklet af James Tobin. Hans mål var at sænke hastigheden på det finansielle marked og at bringe den bedre i takt med realøkonomien ved hjælp af en afgift på internationale valutaspothandler. Målet var det samme som en af de målsætninger, der nu diskuteres, nemlig at lægge en dæmper på de kortfristede transaktioner.

1.6   Tobin foreslog at sende indtægterne fra afgiften til IMF eller Verdensbanken, men indtægterne var ikke hans primære sigte: »Jo bedre afgiften opfylder de økonomiske mål, der var min primære bevæggrund, jo færre indtægter genererer den …«.

1.7   Idéen om en afgift er endnu en gang kommet på tale efter finanskrisen i 2008, men denne gang gældende for alle finansielle transaktioner mellem finansielle institutioner.

1.8   Ifølge EØSU bør det primære sigte med en AFT være at ændre finanssektorens adfærd ved at mindske omfanget af kortfristede finansielle transaktioner i spekulationsøjemed. På denne måde kan aktiviteterne i finanssektoren underlægges markedets prismekanisme. Nogle af disse transaktioner har Lord Turner fra det britiske finanstilsyn sågar kaldt samfundsmæssigt nytteløse. Det vil være muligt at opnå den ønskede virkning, da afgiften på finansielle transaktioner rammer de hyppigste transaktioner hårdest.

1.9   Hvis en AFT mindsker den kortfristede handel med værdipapirer og derivater, vil den også mindske profitten i finanssektoren, hvilket kunne føre til et fald i bonusser, men samtidig til et fald i skatteindtægterne fra profitten. Traditionelle bankforretninger, som er baseret på lån til virksomheder og private husholdninger og finansieret via bankindskud, og hvor indtjeningen skabes via renteforskellen, vil ikke blive påvirket. Denne type bankforretninger, hvor opsparede midler bruges optimalt til investeringer, kunne igen blive finanssektorens vigtigste forretningsområde. De nye finansielle vanskeligheder i løbet af 2010 og IMF's og EU's søgen efter metoder til at finansiere fremtidige finanskriser bør ikke få os til at forpasse denne mulighed for at forbedre finanssektoren pga. kortsigtethed.

1.10   Det andet mål med en AFT er at rejse offentlige midler. Denne nye indtægtskilde kunne anvendes til at fremme den økonomiske udvikling i udviklingslande, til at finansiere klimapolitik i udviklingslande eller til at lette presset på de offentlige finanser. Sidstnævnte punkt indebærer også, at den finansielle sektor vil tilbagebetale den offentlige støtte. På længere sigt skulle indtægterne gerne udgøre en ny generel offentlig indtægtskilde.

1.11   Afgiften på finansielle transaktioner ville have en progressiv karakter, idet de finansielle institutioners kunder og institutionerne selv, når de handler for egen regning, udgør den rigeste del af samfundet. Dertil kommer, at finanssektoren ikke menes at bidrage med en rimelig del af skatten.

1.12   Afgiften på finansielle transaktioner bør have så bredt et anvendelsesområde som muligt og gælde for såvel nationale markeder som udenlandske børser. EØSU anbefaler for et globalt systems vedkommende en AFT, der er så lav som 0,05 %. Med et europæisk system vil en lavere sats være hensigtsmæssig for at sikre, at den ikke skaber forvridninger på finansmarkedet.

1.13   Indførelsen af en afgift mindsker altid værdien af aktiverne, men får den også effekt, hvor handlen finder sted, hvis der ikke er tale om en verdensomspændende afgift? En undersøgelse har vist, at den nuværende stempelafgift i Storbritannien har sænket omsætningen med 20 %, men den har ikke i videre omfang drevet handlen væk fra London.

1.14   Indførelsen af denne afgift ville nærmest ikke medføre nogen administrative, tekniske eller økonomiske omkostninger, da disse transaktioner allerede foregår via computer. Der findes imidlertid endnu ikke noget digitalt marked for OTC-transaktioner (over the counter), men man er i gang med at udarbejde EU-lovgivning herom. Behovet for at inkludere alle transaktioner, og dermed også OTC-markedet i en organiseret børs, viser, at regulering og afgifter som f.eks. en AFT er komplementære og ikke alternative størrelser.

1.15   Hvis den finansielle sektor ændrer adfærd og i højere grad fokuserer på det langfristede økonomiske grundlag, og de offentlige indtægter samtidig øges, giver AFT det, der kaldes et dobbelt udbytte. Men det er også klart, at jo højere skattesatsen er, jo større er effekten på de handlede kortfristede transaktioner, og jo mindre er indtægterne følgelig. Der skal derfor findes en afgiftssats, som skaber balance mellem de to målsætninger for afgiften: adfærdsændring og skatteindtægt.

1.16   Hvis afgiften blev indført i hele Europa, ville skatteindtægterne beløbe sig til omkring 1,5 % af BNP, og heraf ville størstedelen komme fra det britiske finansmarked. Hvis den blev indført på verdensplan, ville skatteindtægterne beløbe sig til omkring 1,2 % af verdens samlede BNP. Resultaterne er også nogenlunde ens for Europa og USA.

1.17   På sit møde i Toronto den 26.-27. juni foreslog G20 ikke en global afgift på finansielle transaktioner. EØSU mener, at et europæisk system stadig bør stå på dagsordenen for finansielle reformer.

2.   Baggrund

2.1   Der er blevet peget på mange årsager til den finanskrise, der på dramatisk vis brød ud efter, at Lehman Brothers (3) gik fallit i 2008. Der har bl.a. været peget på billige penge via lave renter, spredning af meget risikofyldte værdipapirer via securitisation, svigt mht. regulering og tilsyn, tilgængelige økonomiske midler til spekulation pga. en langvarig omfordeling af indkomst fra arbejde til kapital, finansmarkedets internationale karakter osv.

2.2   Finanssektoren er set i forhold til BNP næsten blevet større end, hvad man kunne forestille sig. I 1990 svarede værdien af de finansielle transaktioner til omkring 15 gang verdens BNP. Ved krisen i 2008 var den steget til 70 gange verdens BNP (4). Spottransaktioner udgør næsten den samme procentdel af verdens BNP som i 1990, så den firedobbelte stigning i finansielle transaktioner består næsten udelukkende af derivater. Det drejer sig hovedsagelig om »over the counter«-transaktioner (OTC), direkte aftaler mellem en kunde og en finansiel institution, og de fleste af disse vedrører renterelaterede derivater (5). Selv langfristede transaktioner som realkreditobligationer er blevet trukket ind på det kortfristede marked, da de ofte skifter ejere. Baggrundene for mange af de nye handler kan være såvel risikoafdækning som ren spekulation.

2.2.1   Udviklingen af derivatmarkedet er et nyt aspekt af det økonomiske system, som ikke altid er knyttet til realøkonomien på samme måde som den traditionelle kapital. Der findes mange former for derivater, som optioner, futures, forwards og swaps, og de kan være baseret på f.eks. forskellige varer, udenlandske valutaer, rentesatser, men også ren gambling.

2.2.2   Statistikkerne viser, at der i andet halvår 2008 var et fald i handlen med derivater. Faldet var imidlertid ikke specielt stort; kun et fald til niveauet for tre år siden. Desuden begyndte tallet igen at stige i første halvår 2009 (6). Igen gjaldt disse ændringer primært rentederivaterne. Vi kan deraf konkludere, at der ikke er sket de helt store ændringer i finanssektorens adfærd. På den anden side er securitisation, som var den vigtigste udløsende faktor bag finanskrisen, næsten blevet udryddet fra markedet (7).

2.2.3   I 2007, lige inden krisen, tegnede finanssektoren sig for 40 % af det samlede virksomhedsoverskud i USA, men stod kun for 7 % af BNP (8). Når finanssektoren står for 40 % af overskuddet, har den afveget fra sin rolle som finansiel formidler. I den henseende er finanssektorens oligopolistiske karakter i visse lande ikke hensigtsmæssig, når det gælder effektiv finansiering af realøkonomien.

2.2.4   Der er også sket en koncentration omkring få markedspladser – navnlig London og New York. Samtidig er der sket en koncentration omkring nogle få, meget store finansielle institutioner. Deres størrelse skabte sloganet »for store til at gå fallit«, hvilket senere tvang mange regeringer til at redde nogle af bankerne for at forhindre finanssektoren i at bryde sammen. Enorme summer blev pumpet ind i sektoren, hvilket forårsagede hidtil usete budgetunderskud.

2.3   I de Larosière-rapporten blev der fremsat mange forslag om at ændre det finansielle system med det sigte at forhindre fremtidige kriser (9). Dette blev hurtigt fulgt op af fire forslag fra Kommissionen til forordninger om makro- og mikrotilsyn med den finansielle sektor (10) samt en række forslag om at ændre reglerne i den finansielle sektor (11). Sideløbende hermed er der også gang i intense drøftelser i USA.

2.3.1   Nye lovforslag har primært handlet om tilsyn og regulering af visse finansinstitutter og har delvist erstattet selvreguleringen i finanssektoren. Kun en mindre del af forslagene har haft til sigte at ændre adfærden i finanssektoren. Hidtil har der ikke været fremsat forslag om at regulere instrumenterne i finanssektoren, selv om nogle af de virkelige årsager til finanskrisen er at finde her.

2.4   Ej heller er der blevet fremsat noget formelt EU-forslag om en AFT, selv om de generelle drøftelser de seneste år har fået mere vind i sejlene. EØSU mener, at en sådan afgift kunne have afgørende indflydelse på de finansielle institutioners adfærd og på de finansielle instrumenter. Dette kunne ske ved at reducere mængden af de kortfristede finansielle transaktioner, der for øjeblikket er dominerende.

2.4.1   G20-lederne bad på deres møde i Pittsburgh i september 2009 Den Internationale Valutafond (IMF) om »at udarbejde en rapport til vort næste møde (juni 2010) med en oversigt over de valg, de forskellige lande har truffet eller overvejer for at få finanssektoren til at yde et fair og væsentligt bidrag til at betale for de omkostninger, som er forbundet med regeringernes indgriben for at redde banksystemet«. I den foreløbige rapport fra IMF i april 2010 lå hovedvægten på foranstaltninger til at modvirke fremtidige finanskriser, hovedsagelig bestående af en »finansiel stabiliseringsafgift« kombineret med en afviklingsordning. EØSU ønsker ikke i den foreliggende udtalelse at fremsætte specifikke kommentarer om disse forslag, men vil begrænse sig til de korte drøftelser i IMF om en AFT i forbindelse med den nuværende krise.

2.4.2   EØSU har i princippet sagt ja til en AFT i sin udtalelse om de Larosière-gruppens rapport: »EØSU finder, at en overgang fra kortsigtethed til langsigtethed, hvor bonusserne ikke beregnes på grundlag af spekulative aktiviteter, er nødvendig. I den forbindelse støtter EØSU tanken om at beskatte finansielle transaktioner«. Med den foreliggende udtalelse ønsker EØSU at deltage i de igangværende drøftelser om denne afgift og gå mere i dybden med målsætningerne for og virkningerne af en sådan afgift.

3.   Indledning

3.1   Forslaget om en afgift på handel med værdipapirer blev oprindeligt udarbejdet af J.M. Keynes i 1936 med det sigte at mindske den destabiliserende aktiespekulation og styrke det langsigtede grundlag for aktiekurserne.

3.2   I løbet af 1970'erne fremsatte James Tobin forslag om en afgift på valutahandel, »Tobin-afgiften«, med det sigte at mindske den destabiliserende valutakursspekulation. Med kapitalens fri bevægelighed blev det lettere at foretage spekulative angreb på valutaer. Tobins mål var at sænke hastigheden på det finansielle marked og at bringe det bedre i takt med realøkonomien samt at styrke pengepolitikkens rolle. Afgiften skulle anvendes på valutaspothandler, og afgiftssatsen skulle ligge på 0,5 %. Selv om afgiften ikke var rettet mod alle finansielle transaktioner (spothandler udgør for tiden mindre end 10 % af alle transaktioner på verdensplan), var sigtet det samme som det sigte, der nu diskuteres, dvs. at mindske omfanget af de kortfristede transaktioner.

3.2.1   Tobin foreslog at sende indtægterne fra afgiften til IMF eller Verdensbanken, men indtægterne var ikke hans primære sigte: »Jo bedre afgiften opfylder de økonomiske mål, der var min primære bevæggrund, jo færre indtægter genererer den …« (12).

3.3   Under finanskrisen i 2008 kom idéen om en afgift endnu en gang på tale og var denne gang ikke begrænset til valutatransaktioner, men gældende for alle finansielle transaktioner. Det bør fremhæves, at selv med dette brede anvendelsesområde er finansielle transaktioner, der involverer private husholdninger og virksomheder, ikke omfattet. Afgiften bør være begrænset til transaktioner mellem finansielle institutioner. Blandt dem, der foreslår en AFT, er der mange forskellige civilsamfundsorganisationer, økonomer og personer i finanssektoren som f.eks. Lord Turner, formand for det britiske finanstilsyn, The British Financial Services Authority og nu også Det Europæiske Råd i dets forslag til G20-mødet den 17. juni 2010 (13). Modstanderne af indførsel af en AFT er bl.a. IMF, OECD og Verdensbanken.

3.4   Hvad er hovedmålsætningerne med en sådan afgift? Hvad skal den opkræves af? Hvor høj skal den være? Kan den indføres i et enkelt land, eller er det nødvendigt at indføre den i hele EU eller i hele verden? Hvilke resultater kan vi forvente? Udvalget diskuterer disse spørgsmål og giver nogle tal på baggrund af studier foretaget af det østrigske institut for økonomisk forskning (WIFO) (14) og centret for økonomiske og politiske studier(CEPR) og Political Economy Research Institute (PERI, University of Masschusetts, Amherst) (15).

3.5   En mekanisme, der kan påvirke adfærden i den finansielle sektor, fungerer ifølge Keynes' og Tobins udsagn, fordi AFT har indvirkning på de kortfristede transaktioner. Som følge af de kortfristede transaktioners hyppighed vil en AFT hæve omkostningerne ved kortfristede transaktioner i forhold til de langfristede. Regeringerne kan således styre den finansielle sektor ved at ændre de relative omkostninger og ved hjælp af markedets prismekanisme i højere grad få sektoren til at satse på det langsigtede grundlag for realøkonomien.

4.   Målsætninger

4.1   Et grundigt kig på det finansielle marked viser, at den øgede volumen hovedsagelig består af kortfristede transaktioner, som ofte har karakter af spekulation eller risikoafdækning. Set i relation til realøkonomien er mange af disse transaktioner uforholdsmæssigt store. Eftersom kortsigtede udsving har en tendens til at lægge op til langsigtede udsving i aktivpriserne, kan de også afvige fra udviklingen i realøkonomien (16). Nogle af disse transaktioner har Lord Turner kaldt samfundsmæssigt nytteløse.

4.1.1   EØSU mener derfor, at det primære sigte med en AFT bør være at ændre finanssektorens adfærd ved at mindske omfanget af kortfristede finansielle transaktioner i spekulationsøjemed. Kortfristede transaktioner tegner sig for størstedelen af stigningen i aktiviteterne i den finansielle sektor i det første årti af det 21. århundrede. Finanssektoren er nødt til igen at påtage sig sit faste ansvar for realøkonomien.

4.1.2   IMF nævner de adfærdsmæssige virkninger af en AFT i sin rapport, men som noget negativt. Som et af de negative aspekter siger rapporten, at afgiften ikke er nogen god måde at finansiere en fremtidig afviklingsordning på. Det har aldrig været sigtet med en AFT. En anden indvending går på, at det er bedre at beskatte de transaktioner direkte, som man ønsker at begrænse. Det er præcis det, der sker med AFT, eftersom den rammer de kortfristede transaktioner hårdest.

4.1.3   En reduktion af mængden af kortfristede handler mindsker også deres andel af de finansielle institutioners aktiviteter. Dette betyder en større andel af andre aktiviteter såsom at virke som bindeled mellem sparere og låntagere. Den finansielle sektor er ikke et mål i sig selv, men et middel til at nå andre økonomiske målsætninger. En effektiv finanssektor vil udnytte opsparinger bedst muligt til investeringer i realøkonomien.

4.1.4   Traditionelle bankforretninger er baseret på udlån til virksomheder og private husholdninger, hvor indtjeningen skabes via renteforskellen. Som led i deres kundeservice hjælper bankerne kunderne med at rejse kapital på kapitalmarkederne, afdække og sikre valuta- og vareengagementer i forbindelse med internationale forretninger såvel som at afdække råvare-futures i landbrugssektoren. I forbindelse med disse tjenesteydelser dækker bankerne deres egen risiko gennem transaktioner med andre banker, som regel i realtid. Kundeservice kan omfatte mange, meget kortsigtede transaktioner. Derudover kommer bankernes overskud fra handel med værdipapirer og derivater for egen regning. Alt dette bør ikke fjernes fra det finansielle marked, da det delvist repræsenterer bankernes interne handel for at sikre likviditet. Men hvis en AFT mindsker den kortfristede handel med værdipapirer og derivater, vil den også mindske provenuet i finanssektoren, hvilket sandsynligvis også vil føre til mindre bonusser og skatteindtægter. De traditionelle bankforretninger vil næsten ikke blive påvirket, og de finansielle institutioners overskud vil blive lavere og primært være afhængigt af den traditionelle bankvirksomhed.

4.1.5   Der er forskellige synspunkter i litteraturen herom, men én virkning kunne være mindre udsving i aktivpriserne. Med færre spekulative transaktioner, kan aktivpriserne tænkes at blive mere stabile. Det andet synspunkt er, at lejlighedsvise handler kan være meget svingende og tilfældige uden at have nogen dæmpende virkning på omfanget.

4.1.6   I sammenfatningen af de potentielle virkninger af en AFT på forskellige finansielle institutioners adfærd ønsker udvalget at understrege, at disse ændringer kunne mindske omfanget af de meget hyppige handler. De nye finansielle vanskeligheder i løbet af 2010 og IMF's og EU's søgen efter metoder til at finansiere fremtidige finanskriser bør ikke få os til at forpasse denne chance for at forbedre finanssektoren.

4.2   Det andet hovedsigte med en AFT er at rejse offentlige midler. En AFT ville skabe betydelige indtægter. Diskussionen om, hvad denne nye indtægtskilde kunne anvendes til, spænder fra at fremme udviklingslandenes økonomiske udvikling, at finansiere udviklingslandenes klimapolitik og til at lette presset på de offentlige finanser som følge af finanskrisen. Efter de seneste politiske drøftelser i EU, er det mest sandsynligt, at afgiften vil blive anvendt som en offentlig indtægtskilde.

4.2.1   Ifølge Kommissionen har man godkendt en finansiel støtte på op til 30 % af EU's BNP. Denne procentsats skal fordobles, når det gælder Det Forenede Kongerige. Når vi ser på de offentlige udgifter til at få den finansielle sektor helskindet gennem krisen, bør man bemærke, at omkring halvdelen aldrig er kommet til udbetaling, og at en stor del med tiden vil blive betalt tilbage. De 13 % dækker kapitaltilførsel (bankers egenkapital), køb af aktiver og direkte støtte. Mange af garantierne synes slet ikke at blive anvendt.

4.2.2   Indtægterne fra AFT kunne i første omgang bruges til at dække de udestående omkostninger. Eftersom de fleste af de offentlige penge skulle bruges til at redde bankerne, bør de største indtægter også skaffes via en AFT pga. det finansielle markeds koncentration. Men de samlede offentlige udgifter har været meget højere, herunder tab af sociale sikringsbidrag, udgifter til automatiske stabilisatorer, højere rentebetalinger på offentlige lån osv. Selv IMF skriver, at »de store skattemæssige, økonomiske og sociale omkostninger ved finansielle kriser peger i retning af et bidrag fra den finansielle sektor til de generelle indtægter, som går længere end at dække skattemæssige udgifter til direkte støtte« (17).

4.2.3   I fremtiden skal AFT i stedet betragtes som en generel, ny, offentlig indtægtskilde. I betragtning af at finansielle ydelser er fritaget for moms og brugerne af bankernes tjenesteydelser således betaler mindre skat på bankernes tjenesteydelser end på de fleste andre tjenester og i lyset af de store overskud i den finansielle sektor, synes det særligt berettiget at hæve skatterne i denne sektor.

4.2.4   Ifølge en undersøgelse foretaget af OECD vil USA tegne sig for næsten halvdelen af alle OECD-landenes offentlige underskud i 2011. I samme år skønnes budgetunderskuddet, udtrykt som en procentdel af BNP, at være ca. 6 % i euroområdet. De virkelige udfordringer ligger ikke kun i eurolande så som Grækenland, men også i Det Forenede Kongerige, hvor underskuddet skønnes at ligge omkring 12 %.

4.2.5   Et alternativ til en AFT, som blev diskuteret i den foreløbige IMF-rapport, er en afgift på finansielle aktiviteter, som opkræves af overskud og honorarer. Det er en enkel måde at beskatte finansielle aktiviteter på, men den vigtigste forskel i forhold til en AFT er, at afgiften på finansielle aktiviteter rammer alle aktiviteter og ikke har forskellig indvirkning på kort- og langfristede transaktioner. Det er udelukkende en metode til at hæve skatteprovenuet fra bankerne.

4.2.6   Selv med en fast takst ville AFT have en progressiv karakter, idet de finansielle institutioners kunder og institutionerne selv, når de handler for egen regning, repræsenterer den rigeste del af samfundet. Selv om det er vigtigt, at vi fokuserer på, hvordan en AFT kan gøres til et så effektivt middel som muligt i finanssektoren, er det også nødvendigt at tage højde for, hvordan afgiften rammer. I Kommissionens arbejdspapir (18) hedder det, at »innovative kilder ofte anses for at have den fordel at blive mødt med større politisk accept, navnlig når skattetrykket pålægges grupper eller sektorer, der i øjeblikket ikke menes at løfte en rimelig andel af skattetrykket.«

4.2.7   Europa-Parlamentet har anmodet Kommissionen om »i tilstrækkelig god tid inden det næste G20-topmøde at udarbejde en konsekvensanalyse af en global skat på finansielle transaktioner, der viser både fordele og ulemper « (19). Tilsvarende kan EØSU pege på mange tekniske aspekter af en AFT, som bør undersøges. Kommissionens arbejdspapir (20) imødekommer ikke alle Europa-Parlamentets ønsker. EØSU ønsker derfor at fremhæve, at der i forbindelse med et formelt forslag om en AFT er behov for en komplet konsekvensanalyse.

5.   Udformning

5.1   Generelt anvendelsesområde

5.1.1   Skattegrundlaget skal ikke alene være internationale, men alle finansielle transaktioner. Selvom ordet »alle« anvendes, er der i de fleste beregninger begrænsninger mht. enten, hvilken type transaktion der er dækket, eller værdien af den beskattede transaktion. I CEPR/PERI-undersøgelsen ser man på forskellige skattegrundlag. I WIFO-undersøgelsen har man valgt en altomfattende model.

5.1.2   Et kriterium for valget af, hvilke transaktioner der skal beskattes, bør være, at der fokuseres på de mest kortfristede. Et andet udgangspunkt er at have et så bredt anvendelsesområde som muligt. Et tredje valg går på, om afgiften bør rettes mod nationale markeder eller også omfatte udenlandske børser.

5.1.3   Hvis både nationale og udenlandske transaktioner inkluderes, er alle finansielle transaktioner omfattet af afgiften. Et ønske om ikke at forvride realøkonomien kunne være et argument for at udelukke spothandler.

5.1.4   Hvis man undlader at inkludere alle transaktioner, vil det have visse konsekvenser for konkurrencesituationen mellem forskellige transaktioner. Sådanne virkninger er ønskelige, hvis de i højere grad belaster de kortfristede, spekulative transaktioner end de langfristede, ikke-spekulative transaktioner. Sådan vil det faktisk forholde sig, da denne afgift vil ramme de hyppigste transaktioner hårdest.

5.1.5   Brugen af den nominelle værdi af en finansiel transaktion som grundlag for en afgift er blevet kritiseret for at være et næsten imaginært grundlag. Som et alternativ til en AFT kunne man beskatte de penge, der faktisk modtages af de finansielle institutioner, når de handler med derivater, dvs. det gebyr, den præmie eller hvad, kunden nu betaler. EØSU mener imidlertid, at udviklingen i de finansielle transaktioner udtrykt i nominelle værdier i forhold til BNP er en nyttig metode til navnlig at vise ændringerne over tid i omfanget af handlerne på det finansielle marked.

5.2   Geografisk anvendelsesområde

5.2.1   Bør en AFT være national, regional (EU) eller global? En global afgift er uden tvivl at foretrække. Hvis det ikke er muligt, er der et klart behov for, at hele EU er omfattet. Der er dog også eksempler, som viser, at selv en national afgift er en mulighed, navnlig i lande med en stor finanssektor. Man kunne forvente, at det ville have stor indflydelse på, hvor handlen finder sted. Erfaringerne viser imidlertid, at det ikke ser ud at være noget problem (21).

5.2.2   Indførelsen af en afgift mindsker altid værdien af det pågældende aktiv, men får det også effekt, hvor handlen finder sted? En undersøgelse har vist, at Storbritanniens stempelafgift på 0,5 %, der opkræves på aktier og visse obligationer, har mindsket omsætningen med 20 %, og denne kan derfor ikke påstås at have skræmt handlen væk fra London (22).

5.3   Afgiftssats

5.3.1   Der er blevet foreslået forskellige satser for afgiften på mellem 0,1 og 0,01 %. Den oftest nævnte sats er på 0,05 %. Med et globalt system anbefaler udvalget en AFT med denne sats. Den er tilstrækkeligt lav til at kunne indføres uden risiko for, at den påvirker de kortfristede transaktioner så meget, at den skaber ubalance på det finansielle marked. Hvis der indføres en AFT i form af et europæisk system bør en lavere sats dog overvejes.

5.3.2   Hvis den finansielle sektor ændrer adfærd og i højere grad satser på det langfristede økonomiske grundlag, og de offentlige indtægter samtidig øges, giver AFT det, der kaldes et dobbelt udbytte. Men det er også klart, at jo højere satsen er, jo større er effekten på de handlede kortfristede transaktioner, og jo mindre er indtægterne følgelig. Der skal derfor findes en afgiftssats, som skaber balance mellem de to målsætninger for afgiften: adfærdsændring og skatteindtægt.

5.3.3   Alle eksempler fra den virkelige verden på skatter eller andre afgifter har altid været opkrævet på visse, men ikke alle finansielle transaktioner. Når den opkræves på alle transaktioner, kan man ikke på forhånd vide præcist, hvad resultatet bliver. Afgiftssatsen bør derfor tages op til revision efter f.eks. 3 år for at se, om den bør sættes op eller ned.

5.4   Feasibility

5.4.1   Et andet spørgsmål er, hvor let denne type afgift kan inddrives. De fleste af de transaktioner, der foreslås beskattet, foregår allerede via computer. Det betyder, at der nærmest ikke er forbundet nogen administrative, tekniske eller økonomiske omkostninger ved at indføre denne afgift. Der skal naturligvis udvikles et specielt computerprogram. Der er allerede blevet gennemført visse forsøg.

5.4.2   Det er nødvendigt at undersøge, om der skabes eller findes innovative finansielle produkter, som ikke beskattes, eller som sågar skabes specifikt for at undgå beskatning. De bør indgå i beskatningsgrundlaget.

5.4.3   Der findes endnu ikke noget digitalt marked for OTC-transaktioner (over the counter). Der er ved at blive udarbejdet EU-lovgivning herom. Behovet for at inkludere OTC-markedet i en organiseret børs viser, at regulering og afgifter som f.eks. en AFT, er komplementære og ikke alternative størrelser.

6.   Virkninger

6.1   Reduktion af omfanget af kortfristede finansielle transaktioner

6.1.1   Der findes ingen præcise overslag over, hvordan en AFT ville påvirke de kortfristede handler. Det eneste, vi har, er formodninger. Det er det virkelige problem, når man skal drøfte en AFT. Vi har således ingen statistikker om hovedsigtet, som er at reducere mængden af de kortfristede handler. De eneste statistiske overslag, vi har, vedrører omfanget af de eventuelle skatteindtægter.

6.1.2   En af virkningerne af en afgift på finansielle transaktioner er, at den erfaringsmæssigt mindsker likviditeten. Men hvad er det optimale likviditetsniveau? Ville økonomierne have klaret sig bedre end tilfældet var i 1990 eller 2000, hvis de havde haft den ekstremt store likviditet, der fandtes i 2007? Svarer likviditeten til den samlede mængde finansielle transaktioner? Svaret burde være nej, når flere af disse transaktioner er baseret på de samme værdipapirer. Den samlede sum af transaktioner kan derfor ikke give noget specielt godt skøn over den »reelle« likviditet. Hvis man vender tilbage til finanssektorens vigtigste opgave, nemlig at fungere som finansielt bindeled, virker det fornuftigt at lade likviditeten følge udviklingen i BNP. Udvalget ved ikke præcist, hvor stor reduktionen bør være. Det står dog klart, at ændringen bør gå i retning af at reducere likviditeten fra 2007-niveauet.

6.1.3   Da en AFT vil ramme de hyppigste transaktioner hårdest, burde der ud over en reduktion i antallet af transaktioner også ske en ændring i forholdet mellem lang- og kortfristede transaktioner. Et af de fremførte argumenter imod en AFT går på, at den risikerer at gøre finansmarkedet mindre gennemsigtigt, da de kortfristede transaktioner ville blive mindre hyppige. I betragtning af det aktuelle omfang af de kortfristede transaktioner ville selv en stor nedskæring ikke fjerne alle dag-til-dag-transaktioner. Man kan dårligt hævde, at denne side af den finansielle sektor var uigennemsigtigt i f.eks. år 2000.

6.1.3.1   Som beskrevet i WIFO-undersøgelsen har den øgede anvendelse af derivater ført til, at der er blevet skudt over målet mht. både de kortsigtede og langsigtede priser. Et mindre brug af derivater med denne baggrund kunne reducere prisudsvingene på det finansielle marked og ikke det modsatte, som det undertiden hævdes.

6.1.3.2   Den finansielle handel er næsten ligeligt fordelt mellem banker og andre finansielle institutioner. Der foreligger ingen tal for fordelingen mellem kort- og langfristede transaktioner.

6.2   Omfanget af offentlige indtægter

6.2.1   WIFO-undersøgelsen går ud fra, at omfanget af transaktioner, der skal beskattes, vil falde med 65 %, hvis afgiftssatsen er 0,05 %. Ifølge deres beregninger vil en lavere afgiftssats medføre et mindre fald i transaktionerne, og en højere vil føre til et større fald.

6.2.1.1   Hvis afgiften kun blev indført i Storbritannien, ville en AFT ifølge denne undersøgelse føre til skatteindtægter svarende til næsten 7 % af landets BNP. I Tyskland, som er det EU-land, der næst efter Storbritannien tegner sig for den største andel af finansielle transaktioner, ville det være lidt mere end 1 % af BNP. Hvis afgiften blev indført i hele Europa, ville skatteindtægterne beløbe sig til omkring 1,5 % af BNP, og heraf ville størstedelen komme fra det britiske finansmarked. Hvis den blev indført på verdensplan, ville skatteindtægterne beløbe sig til omkring 1,2 % af verdens samlede BNP.

6.2.2   I CEPR/PERI-undersøgelsen ligger de forskellige beregninger for, hvor meget de finansielle transaktioner ville falde, på mellem 25 og 50 %. For at kunne sammenligne tallene med WIFO-undersøgelsen anføres kun tallene for en halvering af beskatningsgrundlaget. Tallene er i denne undersøgelse opdelt på de forskellige typer aktiver, der handles. Tallene, der i undersøgelsen er anført i USD, er omregnet til procenter af USA's BNP.

Aktier og værdipapirer 0,75 %

Obligationer 0,18 %

Optioner 0,03 %

Udenlandske valutaspots 0,05 %

Futures 0,05 %

Swap-forretninger 0,16 %

I ALT 1,23 %

6.2.3   De to undersøgelser giver nogenlunde ens resultater for Europa og USA. CEPR/PERI-undersøgelsen viser desuden, at spothandler udgør en meget lille del af de samlede transaktioner.

Bruxelles, den 15. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Oplysninger fra Den Internationale Betalingsbank (BIS).

(2)  De Larosière-gruppens rapport – EUT C 318/11, 23.11.2009, s. 57.

(3)  Global finansiel servicevirksomhed.

(4)  Stephan Schulmeister, A General Financial Transaction Tax, WIFO Working Papers 344/2009.

(5)  Den Internationale Betalingsbank (BIS); i: Davas/ von Weizsäcker, Financial Transaction Tax: Small is Beautiful, 2010.

(6)  Se fodnote 5.

(7)  H.W. Sinn ved en præsentation af EEAG-gruppens økonomiske rapport for 2010 den 23. februar 2010 i Bruxelles.

(8)  Helene Schubert, Østrigs nationalbank.

(9)  De Larosière-gruppens rapport EUT C 318/11, 23.12.2009, s. 57.

(10)  Makro- og mikrotilsyn – EUT C 277/25, 17.11.2009, s. 117.

(11)  Kreditvurderingsbureauer – EUT C 277/25, 17.11.2009, s. 117.

»Det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel« og »Harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked« – EUT C …

(12)  Tobin, James: A Proposal for International Monetary Reform, 1978

(13)  Konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 17. juni 2010: »EU bør føre an i bestræbelserne for at fastsætte en global tilgang for indførelsen af en ordning med afgifter og skatter for de finansielle institutioner med henblik på at bevare lige vilkår på verdensplan og vil kraftigt forsvare denne holdning over for sine G20-partnere. Indførelsen af en global afgift på finansielle transaktioner bør undersøges nærmere og udvikles yderligere i den forbindelse«.

(14)  Stephan Schulmeister, A General Financial Transaction Tax, WIFO Working Papers 344/2009.

(15)  Baker, Pollin, McArthur, Sherman: The Potential Revenue from Financial Transactions Taxes. CEPR/PERI, december 2009.

(16)  Se fodnote 14.

(17)  IMF »A fair and substantial contribution by the financial sector«, midtvejsrapport til G20.

(18)  SEK(2010) 409 endelig - Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Innovativ finansiering på globalt plan (foreligger d.d. ikke på dansk).

(19)  PE432.992v01-00 Forslag til beslutning.

(20)  SEK (2010) 409 endelig.

(21)  Der findes samme type afgifter i Sydkorea, Hongkong, Australien, Taiwan og Indien, og lignende afgifter i Belgien, Argentina og Brasilien.

(22)  The Institute for Fiscal Studies 2002: Stamp duty on share transactions: is there a case for change? Commentary 89.


BILAG

til det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet på plenarforsamlingen, men opnåede dog mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 1.10 – Ændringsforslag 1 fremsat af José SARTORIUS Álvarez de Bohorques

Ændres som følger

»1.10

Det andet mål med en AFT er at rejse offentlige midler. Denne nye indtægtskilde kunne anvendes til at Sidstnævnte punkt indebærer også, at den finansielle sektor vil tilbagebetale den offentlige støtte. På længere sigt skulle indtægterne gerne udgøre en ny generel offentlig indtægtskilde.«

Begrundelse

I nogle medlemsstater har der ikke været anvendt offentlige midler til at redde banker, og bankerne har derfor ikke belastet de offentlige finanser. Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt at forebygge fremtidige kriser, og det er klart, at finansieringsinstitutterne bør bidrage til denne fond, som udelukkende skal bruges til at sikre, at et insolvent instituts konkurs forvaltes ordentligt og ikke destabiliserer hele finansieringssystemet.

Punkt 4.2 – Ændringsforslag 4 fremsat af José SARTORIUS Álvarez de Bohorques

1., 2. og 3. punktum udgår og erstattes af den nye ordlyd, der foreslås for punkt 1.10:

»4.2

Det andet hovedsigte med en AFT er at rejse offentlige midler. En AFT ville skabe betydelige indtægter. Diskussionen om, hvad denne nye indtægtskilde kunne anvendes til, spænder fra at fremme udviklingslandenes økonomiske udvikling, at finansiere udviklingslandenes klimapolitik og til at lette presset på de offentlige finanser som følge af finanskrisen. Efter de seneste politiske drøftelser i EU, er det mest sandsynligt, at afgiften vil blive anvendt som en offentlig indtægtskilde.«

Begrundelse

Den samme som for punkt 1.10.

Punkt 4.2.3 – Ændringsforslag 5 fremsat af José SARTORIUS Álvarez de Bohorques

Der tilføjes et nyt punkt i slutningen af punktet:

»4.2.3

I fremtiden skal AFT i stedet betragtes som en generel, ny, offentlig indtægtskilde. I betragtning af at finansielle ydelser er fritaget for moms og således er mindre beskattet end de fleste andre tjenester og i lyset af de store overskud i den finansielle sektor, synes det særligt berettiget at hæve skatterne i denne sektor. «

Begrundelse

Det er almindelig anerkendt i den offentlige finansforvaltning, at det, hvis det eneste mål er at rejse midler, ikke er hensigtsmæssigt at lægge afgift på transaktioner mellem virksomheder på grund af den negative virkning, det kan have. Det er bedre at beskatte slutresultatet, da beskatning af transaktioner kan have en dominoeffekt og føre til prisstigninger. Der findes mere effektive instrumenter til at rejse midler.

De tre ovennævnte ændringsforslag blev bragt til afstemning samlet.

Afstemningsresultat:

For

:

52

Imod

:

91

Hverken for eller imod

:

9

Punkt 1.11 – Ændringsforslag 2 fremsat af José SARTORIUS Álvarez de Bohorques

Sidste punktum slettes:

»1.11

Afgiften på finansielle transaktioner ville have en progressiv karakter, idet de finansielle institutioners kunder og institutionerne selv, når de handler for egen regning, udgør den rigeste del af samfundet. .«

Begrundelse

Der er tale om en udokumenteret påstand. Finanssektoren bidrager til skatten på lige fod med enhver anden sektor. Hvilken sektor sammenligner ordføreren den med? Hvilke tal kan underbygge denne påstand?

Afstemningsresultat:

For

:

65

Imod

:

102

Hverken for eller imod

:

10

Punkt 1.16 – Ændringsforslag 3 fremsat af José SARTORIUS Álvarez de Bohorques

Der tilføjes et nyt punkt efter punkt 1.16:

»

«

Begrundelse

Denne påstand understøttes af kendsgerningerne og bør derfor fremsættes i udtalelsen. Afgiften vil have negative følger for finansieringen af realøkonomien på et meget kritisk tidspunkt.

Afstemningsresultat:

For

:

62

Imod

:

116

Hverken for eller imod

:

4

Følgende del af sektionens udtalelse blev forkastet til fordel for det ændringsforslag, som blev vedtaget af forsamlingen, men opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne.

Punkt 5.3.1 – Ændringsforslag 8 fremsat af Lars NYBERG

Ændres som følger:

»5.3.1

Der er blevet foreslået forskellige satser for afgiften på mellem 0,1 og 0,01 %. Den oftest nævnte sats er på 0,05 %. dvalget en AFT med denne sats. Den er tilstrækkeligt lav til at kunne indføres uden risiko for, at den påvirker de kortfristede transaktioner så meget, at den skaber ubalance på det finansielle marked. «

Afstemningsresultat:

For

:

102

Imod

:

52

Hverken for eller imod

:

15


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/90


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det indre markeds sociale dimension (initiativudtalelse)

2011/C 44/15

Ordfører: Thomas JANSON

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Det indre markeds sociale dimension.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der vedtog sin udtalelse den 5. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010 (mødet den 14. juli) med 143 stemmer for, 15 imod og 19 hverken for eller imod.

1.   Resumé

1.1   Den sociale dimension er et centralt element i det indre marked. Der er tale om en række aspekter. Denne udtalelse behandler bl.a. de økonomiske og juridiske aspekter. Den seneste tids udvikling har sat spørgsmålstegn ved den sociale dimensions evne til at beskytte arbejdstagerne. Et velfungerende indre marked er ikke muligt uden en stærk social dimension og opbakning fra borgerne.

1.2   EØSU er overbevist om, at EU har en vigtig rolle at spille på det sociale område, eftersom de sociale problemer ikke kan løses af medlemsstaterne alene. For at skabe politisk accept, solidaritet og sammenhæng bør EU lægge større vægt på de sociale aspekter af sine politikker.

1.3   En række ugunstige udviklingstendenser har, i kombination med andre faktorer, været med til at bringe den sociale dimension i fare. Den europæiske økonomi står over for sin største udfordring i årtier. Finansielle bobler har fået lov til at vokse, samtidig med at kontrolmekanismer og de traditionelle risikovurderinger er blevet sat ud af spillet. Som følge heraf er arbejdsløsheden steget, og arbejdsmarkedet og den sociale situation vil forværres yderligere. Beskæftigelsen skal derfor fortsat stå øverst på EU's dagsorden. Europa har behov for bæredygtig vækst og en høj beskæftigelsesfrekvens kombineret med et arbejdsmarked af høj kvalitet for at kunne finansiere sine velfærdssystemer.

1.4   Gennem de seneste årtier er velfærdssystemerne blevet revideret med det formål at skabe mere effektive arbejdsincitamenter i socialsikringssystemerne for at sikre, at det er attraktivt at arbejde, og for at genindsluse folk på arbejdsmarkedet. Dette har imidlertid resulteret i bl.a. øget ulighed, hvilket har forværret de sociale problemer. Beskæftigelse og velfærdssystemer er af afgørende betydning for at mindske fattigdommen, og uden sociale ydelser ville ulighederne og krisens samfundsmæssige virkninger både indtræffe hurtigere og være alvorligere. Forværringen af den finansielle situation i mange medlemsstater, der har ført til en faktisk eller potentiel gældskrise, lægger et voldsomt pres på socialsikringssystemerne. Øget bæredygtig økonomisk aktivitet, regulering af de finansielle markeder og investeringer i forskning og udvikling udgør mulige løsninger på dette problem.

1.5   Det indre marked er et område, hvor både den sociale dimension og andre dimensioner kommer til udtryk. Et velfungerende indre marked kræver, at der skabes en bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse, som på sin side resulterer i skatteindtægter, der udgør grundlaget for de sociale rettigheder. Arbejdsløshedens omfang og de skattemæssige ubalancer vidner om, at der kan gøres meget for at rette op på den aktuelle situation.

1.6   Der er blevet sat spørgsmålstegn ved de juridiske aspekter af den sociale dimension, eftersom EU-domstolens afgørelser i fire sager (Viking-, Laval-, Rüffert- og Luxembourg-sagerne) har skabt en livlig debat i særligt politiske og akademiske cirkler og skabt frygt for en potentiel øget risiko for social dumping. Europa-Parlamentet, den akademiske verden og arbejdstagernes repræsentative organisationer (1) har udtrykt bekymring over disse afgørelser. Andre er overbeviste om, at EU-Domstolens afgørelser i disse sager vil bidrage til at skabe et mere velfungerende indre marked.

1.7   EØSU anbefaler derfor følgende:

 

På kort sigt skal direktivet om udstationering af arbejdstagere gennemføres mere effektivt. Udvalget foreslår, at ideen om at oprette et »europæisk socialt Interpol« undersøges nærmere. Denne instans skal støtte aktiviteterne i de enkelte medlemsstaters arbejdstilsyn.

 

EØSU opfordrer Kommissionen til at vurdere situationen i EU i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol seneste afgørelser.

 

Udvalget støtter endvidere alle de af Kommissionens foranstaltninger, som sigter mod at styrke den sociale dialog, herunder:

fremme af en social dialog af højere kvalitet og en europæisk tvistbilæggelses- og forligsmekanisme

videreudvikling af den makroøkonomiske dialog som led i forebyggelsen af en ny finansiel krise

fremme af den europæiske sociale model i de internationale forbindelser.

 

På mellemlang sigt støtter EØSU et kommissionsinitiativ, der præciserer de nationale myndigheders, erhvervslivets og arbejdstagernes lovmæssige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af udstationeringsdirektivet, og som sikrer, at direktivets bestemmelser finder anvendelse overalt. EØSU finder forslaget i Monti-rapporten, hvor strejkeretten sikres på europæisk niveau, interessant og mener, at dette forslag kan løse en del af problemerne. Dette bør imidlertid ikke forhindre en delvis revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere med henblik på en konsekvent anvendelse af arbejdspladsprincippet, hvorved det skulle blive muligt ved lov at vedtage, at der altid skal gælde de samme arbejds- og lønvilkår for det samme arbejde på den samme arbejdsplads.

 

På lang sigt bør EU stræbe efter at styrke den sociale dimension og realisere det indre markeds fulde potentiale. Lissabontraktaten og det vedlagte charter om grundlæggende rettigheder er endnu ikke i fuldt omfang slået igennem på balancen mellem grundlæggende rettigheder og økonomiske rettigheder. En styrkelse af den sociale dimension kræver, at de grundlæggende sociale rettigheder styrkes, og at enhver begrænsning af de grundlæggende rettigheder, der inkluderer de sociale rettigheder, bliver yderst restriktiv. Man bør arbejde for at indarbejde denne målsætning i traktaten.

2.   Det indre marked og den sociale dimension

2.1   EØSU vedtog i 1987 en udtalelse om de sociale aspekter af det indre marked (2), hvori det foreslog, at Fællesskabet sikrer en række grundlæggende sociale rettigheder i forbindelse med det indre marked. Udvalget ønskede hermed at sikre, at det nyligt etablerede indre marked ikke skabte markedsforvridninger, og understrege, at Fællesskabet også havde sociale mål. Den sociale dimension omfatter lovgivning og aftaler, som indgås på europæisk plan med det formål at sikre arbejdstagerne visse grundlæggende rettigheder på arbejdspladsen. Dette forudsætter imidlertid også et samarbejde om fremme af beskæftigelsen i EU.

2.2   I kølvandet på denne udtalelse offentliggjorde Kommissionen en række dokumenter, der var startskuddet til en bredere og dybere fortolkning af det indre markeds sociale dimension (3). Som Kommissionen dengang skrev, er det indre markeds sociale dimension et grundlæggende element i dette projekt, for det er ikke bare et spørgsmål om at styrke den økonomiske vækst og øge de europæiske virksomheders konkurrenceevne udadtil, men også et spørgsmål om at anvende de disponible ressourcer effektivt og skabe en lige fordeling af de fordele, som udspringer af det indre marked (4).

2.3   I 1989 bidrog EØSU til udformningen af det sociale charter, der tildeler arbejdstagerne grundlæggende sociale rettigheder, som ikke må krænkes hverken som følge af konkurrencepresset eller i forbindelse med opfyldelsen af målet om øget konkurrenceevne. Ifølge udvalget forudsætter udøvelsen af sådanne grundlæggende rettigheder, at de ikke pålægges uberettigede begrænsninger.

2.4   I denne udtalelse behandles de seneste vigtige udviklingstendenser, som påvirker mulighederne for at gennemføre den sociale dimension. EØSU har i de seneste år vedtaget andre udtalelser, der behandler den sociale dimension, og som denne udtalelse delvis tager udgangspunkt i (5). Det står dog klart, at fordelene ved et korrekt fungerende indre marked er talrige, både for virksomhederne, arbejdstagerne, borgerne og for økonomien som helhed. For at kunne fungere efter hensigten kræver det indre marked imidlertid de europæiske borgeres opbakning. Det fremgår imidlertid af traktaternes præambler, at det indre marked er udformet som et værktøj, der skal fremme borgernes velvære, og ikke som et mål i sig selv.

2.5   Der er således fire afgørende grunde til den sociale dimension:

Den frie bevægelighed for personer.

Der findes udelelige sociale rettigheder, som alle samfund bør overholde, og som de bør respektere for enhver pris. Det drejer sig om retten til kollektive aktioner, retten til at organisere sig, retten til kollektive forhandlinger og andre rettigheder, som findes i de grundlæggende ILO-konventioner og i de internationale og europæiske konventioner om sociale rettigheder og personlige rettigheder.

Det indre markeds funktion skal forbedres, og de negative følger af det indre marked skal mindskes for derved at skabe opbakning til politiske og økonomiske projekter og fremme den sociale samhørighed.

Social- og arbejdsmarkedspolitikken er ligeledes et vigtigt aspekt i forbedringen af konkurrenceevnen.

2.6   »Social- og arbejdsmarkedspolitikken« er som ansvarsområde delt mellem medlemsstaterne og EU. De fleste social- og arbejdsmarkedspolitiske bestemmelser har fokuseret på at skabe fri bevægelighed for arbejdstagerne og fri etableringsret med henblik på det indre marked. Ikke desto mindre har den sociale dimension med tiden fået stor betydning. De efterfølgende traktater har udvidet anvendelsen af flertalsafstemninger til områder såsom lige muligheder, information og høring af arbejdstagere samt beskæftigelsespolitiske foranstaltninger. EU-lovgivningen har dog ikke indeholdt (indeholder stadig ikke) noget retsgrundlag for regulering inden for områder som løn, foreningsfrihed og retten til strejke eller lockout, selv om EU-domstolens afgørelser og EU-lovgivningen til en vis grad berører disse spørgsmål. EU's charter om grundlæggende rettigheder blev formelt anerkendt med Nicetraktaten. Lissabontraktaten har formaliseret rettighederne yderligere ved at gøre charteret om grundlæggende rettigheder juridisk bindende.

2.7   Social- og arbejdsmarkedspolitikkerne er hovedsagelig et nationalt anliggende. De sociale udfordringer, som følger i kølvandet på de globale og europæiske udviklingstendenser, berører imidlertid borgerne i medlemsstaterne, hvilket nødvendiggør en koordineret europæisk tilgang. EU har håndteret dilemmaet med dobbeltbeføjelser ved hjælp af forskellige metoder og har forsøgt at værne om de sociale normer ved at fastsætte en række minimumsstandarder. En anden metode er den åbne koordinationsmetode, som bør tages bedre og mere effektivt i brug gennem anvendelse af de nyligt indførte »fælles principper« og en inddragelse af det organiserede civilsamfund i udarbejdelsen og sågar fastsættelsen af Lissabonstrategiens mål på europæisk niveau (6).

2.8   EU's sociale »regelværk« er bemærkelsesværdigt; der er blevet vedtaget omkring 70 direktiver og forordninger på det sociale område siden oprettelsen af EU. Hovedparten er blevet vedtaget efter 1985. EØSU er fast overbevist om, at EU har en vigtig social rolle at spille, da de sociale problemer ikke kan løses af medlemsstaterne alene. For at skabe politisk accept, solidaritet og sammenhæng bør EU lægge større vægt på de sociale aspekter af sine politikker, samtidig med at nærhedsprincippet overholdes.

3.   Nuværende udviklingstendenser

3.1   »Økonomiens udvikling«

3.1.1   Den europæiske økonomi står over for sin største udfordring i årtier. Verdensøkonomien har siden anden halvdel af 2008 (7) oplevet en markant økonomisk opbremsning, der har vist sig at være langt værre end forventet i de fleste lande. Lige som økonomierne viste tegn på genrejsning fra bankkrisen, trues de nu af den nationale gældskrise og de strenge korrigerende foranstaltninger, der er på trapperne.

3.1.2   Arbejdsløsheden stiger, hvilket forværrer situationen. Følgerne af den finansielle krise og långivernes krav har ført til nedskæringer i velfærdssystemerne, pensionerne og de sociale ydelser. Dette øger fattigdommen og bevirker, at de mest udsatte grupper stilles dårligt, hvorved der opstår en ond cirkel. Mange af de europæiske virksomheder, der er blevet ramt af krisen, har ikke desto mindre truffet foranstaltninger i samarbejde med offentlige arbejdsformidlinger for at fastholde deres arbejdsstyrke og således holde folk beskæftiget.

3.1.3   Begivenhedernes pludselige og eksplosionsagtige forløb og deres hurtige spredning afspejler nye fænomener i den globale økonomi. Der har været mange årsager hertil: penge- og valutakurspolitikker, der har ført til en overdreven likviditet, manglende eller utilstrækkelig regulering af bestemte sektorer og aktører, jagten på urealistisk høje afkast kombineret med markedsaktørernes samt tilsyns- og reguleringsmyndighedernes dårlige forståelse eller vurdering af de dermed forbundne risici, overdreven låntagning, manglende koordinering af de makroøkonomiske politikker samt utilstrækkelige strukturreformer (8).

3.1.4   Uundgåeligt rejser spørgsmålet sig om, hvorvidt EU's nuværende økonomiske rammer med en ringe makroøkonomisk dialog i virkeligheden har forværret krisen. Resultatet har været svækkede automatiske stabilisatorer, en eksplosiv stigning i kreditter i stedet for reallønninger, faldende vækstrater og færre muligheder for at opdage finansielle bobler. EØSU mener, at en overførsel af privat gæld (banker) til offentlig gæld (stater og borgere) pålægger borgerne en alt for stor byrde, særligt eftersom forværringen af de offentlige finanser samt vækst- og stabilitetspagtens begrænsninger rejser spørgsmålet om, hvordan man fremover vil finansiere vigtige investeringer i velfærdssystemerne.

3.1.5   Krisen har i sin seneste fase afsløret, at mange medlemsstater har kørt med uholdbare budgetunderskud. De korrigerende foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på de offentlige finanser, vil lægge et stort pres på skattesystemer, socialpolitikker og -programmer.

3.1.6   Det skal bemærkes, at Kommissionen på trods af manglerne ved statsstøtte overvejer dette redskab på europæisk plan, bl.a. med henblik på beskyttelsen af arbejdstagerne. Konkurrencepolitikken, navnlig for så vidt angår små og mellemstore virksomheder og statsstøtte til bankerne, tilgodeser med rette den samfundsøkonomiske målsætning om at skabe lige vilkår for alle i Europa.

3.1.7   EØSU har tidligere (9) gjort opmærksom på, at de europæiske økonomipolitiske beslutningstagere har erkendt nødvendigheden af, at den hidtidige udbudsorienterede tilgang suppleres med en aktiv konjunkturudjævnende makroøkonomisk politik. EØSU bifalder endvidere den fokus, der rettes mod en bedre beskyttelse af samfundets svageste grupper og en mere effektiv koordinering af de økonomiske politikker. Udvalget påpeger dog, at EU's økonomiske genopretningsplan er relativt beskeden sammenlignet med de redningspakker, der er blevet vedtaget andre steder i verden.

3.2   Det indre markeds udvikling

3.2.1   EØSU har i flere udtalelser (10) slået til lyd for oprettelsen og udviklingen af det indre marked. Det indre marked omfattende samtlige medlemsstater og EØS-landene gavner forbrugerne, virksomhederne og arbejdstagerne, idet det skaber et fælles lovgivningsområde for varers, tjenesteydelsers, kapitalens og personers frie bevægelighed.

3.2.2   Kommissionen har fremlagt en vision om fremtidens indre marked (11). Den påpeger, at det indre marked gavner såvel forbrugerne som virksomhederne, og at det har bidraget til at skabe arbejdspladser og fremme vækst, konkurrenceevne og innovation. De fremtidige nøgleområder er efter Kommissionens opfattelse:

forbrugere og virksomheder, hvor det indre marked skal skabe bedre resultater og flere fordele for at imødekomme deres forventninger og tackle deres problemer

håndtering af globaliseringen

fremme af viden og innovation som den »femte frihed«

en social og miljømæssig dimension, hvor Kommissionen lover at forbedre sine konsekvensanalyser med henblik på at foregribe markedsforandringer mere effektivt.

Det indre markeds alvorligste mangel er, at det ikke formår at fremme beskæftigelsen og styrke den økonomiske aktivitet gennem tiltrækning af udenlandske investeringer. Det har især ikke formået at fremme og udvikle teknologi og forskning med henblik på at skabe grundlaget for en omlægning af økonomien. Hvis ikke der rådes bod på denne situation, vil Europa komme ud på et langsomt spor i den globale økonomi.

3.2.3   EØSU slår til lyd for en bedre balance mellem social udvikling, et gunstigt erhvervsmiljø og miljøbeskyttelse, der er en forudsætning for et velfungerende indre marked og for, at man kan fremme en langsigtet bæredygtig udvikling. Jo mere integreret det indre marked er, i desto højere grad skal traktaternes mål om at sikre borgernes velvære opfyldes, og der vil følgelig blive ydet en bedre social beskyttelse. Med 27 arbejdsmarkeder med forskellige retlige traditioner er EU nødt til at sikre, at reglerne om intern mobilitet ikke svækker allerede velfungerende systemer. Man bør træffe særlige forholdsregler for at sikre, at konkurrencen mellem medlemsstaterne i det indre marked er innovationsfremmende og ikke er forvridende eller ligefrem destruktiv (12).

3.2.4   Ydermere vil Europa i kølvandet på krisen komme til at opleve en bølge af virksomhedsomstruktureringer. EØSU påpeger, at EU på nuværende tidspunkt mangler en fælles strategisk vision om, hvordan de negative konsekvenser af sådanne omstruktureringer enten kan afbødes, eller hvordan man griber chancen for at gøre EU's virksomheder mere konkurrencedygtige i den globale økonomi. Udvalget opfordrer Kommissionen til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at indtage et fælles europæisk standpunkt for at beskytte de berørte arbejdstagere. I denne forbindelse bifalder EØSU de europæiske arbejdsmarkedsparters initiativ om at gennemføre en undersøgelse af omstruktureringen i EU og at udarbejde en »køreplan«, der kan fortælle virksomhederne, hvordan de kan engagere sig effektivt i omstruktureringsprocessen.

3.2.5   EØSU har fremført (13), at hvis EU skal forblive konkurrencedygtig på lang sigt, er det indre marked nødt til at sikre en bæredygtig og langsigtet vækst, hvilket indebærer, at der også skal tages hensyn til den miljømæssige dimension. Det endelige mål er at forbedre det indre markeds funktion betydeligt inden for den sociale markedsøkonomi og sikre, at de grundlæggende sociale rettigheder respekteres. EØSU har endvidere fremhævet, at der, i det omfang det er nødvendigt og hensigtsmæssigt, hurtigst muligt bør vedtages passende specifikke foranstaltninger med det mål for øje at beskytte arbejdstagerne, og således slået fast, at hverken de økonomiske friheder eller konkurrencereglerne bør kunne sætte de grundlæggende sociale rettigheder (14) ud af spillet. Samtidig er EØSU klar over, at der er behov for at fremme beskæftigelse og iværksætterkultur samt skabe sunde og bæredygtige økonomier i medlemsstaterne.

3.2.6   En mangel, som man bliver nødt til at håndtere, hvis det indre marked skal kunne leve op til sin funktion, er at give tjenesteydelser af almen interesse, der har spillet en vigtig rolle som økonomiske stabilisatorer under den nuværende økonomiske krise, en mere fremtrædende plads og større retssikkerhed samt at udvikle den internationale dimension. Vi er nødt til at fremme vores sociale model på verdensplan som udviklingsfaktor og styrke vores identitet som et solidarisk, aktivt organ i internationale fora, der sigter mod at skabe en stærkere ramme for globaliseringen. Hvis globaliseringen skal være fair, er Europa nødt til at slå et slag for en mere retfærdig handel og globalisering i sine handelsrelaterede og andre internationale aftaler.

3.2.7   EØSU er fuldt overbevist om, at mobiliteten i Europa fortsat skal være en af EU's politiske prioriteter. I den sammenhæng har udvalget opfordret de medlemsstater, som fortsat anvender overgangsordninger for personers frie bevægelighed, til at følge de normer, der er opstillet i traktaterne, og afvikle disse ordninger (15).

3.3   De sociale velfærdssystemers evolution

3.3.1   Til trods for et delvis økonomisk opsving vil den beskæftigelsesmæssige og sociale situation fortsætte med at forværres, særligt set i lyset af de aktuelle foranstaltninger, der træffes for at rette op på den nationale gældskrise. Kommissionen har meddelt, at arbejdsløshedstallet i de kommende to år spås at ville nå nye højder, som ikke har været set i flere årtier (16).

3.3.2   Medlemsstaterne har allerede taget visse skridt, der har haft positive virkninger med hensyn til at holde beskæftigelsen oppe og arbejdsløsheden nede. Der er tale om at fremme investeringer, forenkle de kollektive forhandlinger og træffe specifikke arbejdsmarkedsforanstaltninger, som finansieres af offentlige arbejdsløshedsordninger. Nogle af disse har taget udgangspunkt i den »interne fleksibilitet«, herunder diverse ordninger om færre arbejdstimer kombineret med uddannelse. I andre lande har der fundet masseafskedigelser sted, hvilket delvis skyldes en mangel på sådanne ordninger (17).

3.3.3   Beskæftigelsen skal sættes øverst på EU's dagsorden. Europa har behov for en høj beskæftigelsesfrekvens kombineret med et arbejdsmarked af høj kvalitet. Højtkvalificeret arbejdskraft har brug for en iværksætterkultur af høj kvalitet samt investeringer i de offentlige og private sektorer, som skal sikre den internationale konkurrenceevne. Finansieringen af velfærdssystemerne beror på, at det europæiske arbejdsmarked er i stand til at absorbere så mange arbejdstagere som muligt. Europa løber stadig ind i hindringer i sin stræben efter fuld beskæftigelse. For at bevare et højt beskæftigelsesniveau i fremtidens Europa er fokus blevet rettet mod flexicurity, beskæftigelsesegnethed, højere produktivitet, uddannelse og efteruddannelse, der alle kan bidrage til at skabe mere effektive arbejdsmarkeder. I tillæg hertil bør foranstaltninger, der stimulerer beskæftigelse og virksomhedsetablering, og foranstaltninger, som vil tiltrække bæredygtige udefra kommende investeringer, gives allerhøjeste prioritet.

3.3.4   Gennem de seneste ti år er velfærdssystemerne blevet reformeret med det formål at fremme mere effektive arbejdsincitamenter i socialsikringssystemerne i tråd med en udbudsorienteret filosofi med nedskæringer i de sociale ydelser og strengere kriterier for ydelsesberettigelse. Disse tiltag forventes at ville mindske arbejdsløsheden. Velfærdssystemerne er nødt til at finde en balance mellem støtte til reintegration på arbejdsmarkedet og indkomststøtte i tilfælde af arbejdsløshed.

3.3.5   Der kan sættes spørgsmålstegn ved effektiviteten af sådanne foranstaltninger. Uligheden er blevet forøget gennem de sidste to årtier. Velfærdssystemerne er af afgørende betydning for at mindske fattigdommen, og uden sociale ydelser ville ulighederne og krisens samfundsmæssige virkninger indtræffe både hurtigere og være alvorligere. Den nuværende krise risikerer at hæmme udviklingen hen imod øget beskæftigelse og forbedring af den sociale samhørighed på tværs af grænserne og samtidig forværre en langsigtet udviklingstendens til indkomstskævheder inden for de enkelte lande i Europa (18).

3.3.6   I mange medlemsstater har kriseforanstaltningerne haft positive resultater. Men på den anden side meddeler Kommissionen (19), at arbejdsløse i mange lande ikke modtager indkomststøtte. I visse tilfælde er disse ydelser dårligt målrettede, hvilket tyder på, at socialsikringssystemerne ikke formår at skabe et omfattende sikkerhedsnet og heller ikke er tilstrækkeligt målrettet de dårligst stillede. Såvel kvaliteten som bæredygtigheden af disse systemer er på spil (20). Som følge af den økonomiske krise og den demografiske udvikling er der en risiko for, at velfærdssystemerne går fra at opretholde levestandarden til blot at sikre en minimumsstandard. Dette er navnlig tilfældet i de medlemsstater, hvor de sociale ydelser allerede overstiger skattebetalingsevnen. Fattigdommen øges i takt med, at produktiviteten i EU stiger. Man bør spørge, om det virkelig ikke kan lade sig gøre at imødekomme borgernes mest grundlæggende behov og give dem et anstændigt arbejde. På lang sigt er en mulig løsning økonomisk vækst i den offentlige og private sektor, der bygger på udviklingen af konkurrencedygtige virksomheder.

3.3.7   EU's evne til at yde beskyttelse mod risici og kombinere økonomisk vækst med sociale fremskridt vil imidlertid kun kunne fastholdes, hvis reformindsatsen optrappes. Der må opnås fælles fremskridt i form af øget beskæftigelse, større vækst i produktiviteten, hensigtsmæssige skattesystemer og bæredygtighed samt muligheder for, at de europæiske socialsystemer kan yde en passende beskyttelse.

3.4   Udviklingen på det retlige område

3.4.1   EU-domstolens afgørelser i fire sager (Viking-, Laval-, Rüffert- og Luxembourg-sagerne (21)) har ført til en livlig debat i politiske og akademiske kredse og har – såvel begrundet som ubegrundet – skabt større frygt for øget risiko for social dumping. Domstolsafgørelserne har derudover affødt reaktioner i EU-institutionerne og blandt arbejdsmarkedets parter.

3.4.2   I oktober 2008 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning (22) som svar på EU-domstolens afgørelser. Europa-Parlamentet slog fast, at retten til at levere tjenesteydelser ikke går forud for de grundlæggende rettigheder som fastsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder og navnlig fagforeningernes ret til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler og til at tage kollektive skridt. Endvidere slog Europa-Parlamentet fast, at der er huller i den nuværende EU-lovgivning, og at den er inkonsekvent, hvilket ikke var tilsigtet af EU's lovgivende instanser, der tværtimod søgte at skabe en fair balance mellem retten til at levere tjenesteydelser og beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder.

3.4.3   Den akademiske debat (23) har været kritisk. I juni 2009 sendte over et hundrede europæiske jurister og akademikere inden for arbejdsret et åbent brev til stats- og regeringslederne, hvori de udtrykte bekymring over forringelsen af de grundlæggende sociale rettigheder og følgerne af EU-domstolens seneste afgørelser vedrørende arbejdstagernes rettigheder og arbejdstagerorganisationerne. De udtrykte desuden frygt for, at afgørelserne i betydelig grad vil komme til at spænde ben for en effektiv beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder. De fremhævede, at de grundlæggende sociale rettigheder ikke må underordnes det indre markeds friheder og konkurrencelovgivningen, men at de i stedet bør anerkendes fuldt ud som nødvendige betingelser for en bæredygtig økonomisk og social udvikling i EU.

3.4.4   Ved udgangen af marts 2009 gik de europæiske arbejdsmarkedsparter i gang med at udarbejde en fælles analyse af EU-Domstolens afgørelser på anmodning fra Kommissionen og det franske formandskab. Der blev i den sammenhæng nedsat en ad hoc-gruppe, der koncentrerede sit arbejde om et begrænset antal nøglespørgsmål, herunder forholdet mellem de økonomiske friheder og de sociale rettigheder, de hindringer, der skal fjernes for at forbedre den frie bevægelighed for og leveringen af tjenesteydelser, samt gennemsigtighed, retssikkerhed og de udfordringer, som er forbundet med at respektere de nationale overenskomstsystemers mangfoldighed (24).

3.4.5   EØSU mener, samtidig med at man respekterer EU-Domstolens ret til at fortolke eksisterende regler, at afgørelserne giver anledning til bekymring og nødvendiggør en undersøgelse og redegørelse af deres konsekvenser.

3.4.5.1   Prioriteringen af de økonomiske friheder og de grundlæggende sociale rettigheder

Med dommene i Viking- og Laval-sagerne anerkendte EU-Domstolen, at retten til kollektive aktioner er en grundlæggende rettighed og som sådan en del af EU-retten, men understregede samtidig, at det ikke er en ret, der har forrang frem for anden EU-ret som friheden til at levere tjenesteydelser eller etableringsfriheden. Derudover gav EU-Domstolen friheden til at levere tjenesteydelser og etableringsfriheden direkte horisontal effekt. EU-Domstolen bemærkede, at kollektive kampskridt ikke alene skal forfølge et legitimt mål, som er foreneligt med traktaten, men også være begrundet i tvingende almene hensyn. Hertil kræves det i en sådan situation, at de skal være egnede til at sikre gennemførelsen af det pågældende mål, og at de ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå det (25). Anerkendelsen af kollektive aktioner som en grundlæggende ret er således mere en anerkendelse i princippet end en realitet. I forlængelse heraf betragter domstolen kollektive aktioner som en begrænsning af udøvelsen af disse friheder og sætter derfor spørgsmålstegn ved, om denne begrænsning kan retfærdiggøres. Dette betyder, at de kollektive aktioner vil blive bedømt efter, hvorvidt de indebærer en begrænsning af de økonomiske friheder. Akademikere har påpeget, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (26) i nylige sager har set på spørgsmålet fra den modsatte vinkel, dvs. at det er blevet vurderet, hvilke begrænsninger af de grundlæggende rettigheder der er acceptable. EU-Domstolens afgørelser rejser mulige spørgsmål vedrørende et eventuelt modsætningsforhold set i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.

3.4.5.2   Begrænsning af de grundlæggende rettigheder

EU-domstolen har for første gang truffet afgørelse om grænserne for nationale kollektive aktioner i en grænseoverskridende sammenhæng. EØSU finder det særligt bekymrende, at domstolen nu har indført en proportionalitetstest, som ikke alene fjerner værdien af den grundlæggende frihed til at tage kollektive skridt, men også krænker retten til at strejke. I lyset af EU-domstolens afgørelser og reaktioner understreger EØSU, at processen med at fastsætte grænser for de økonomiske friheder og sociale grundlæggende rettigheder også afhænger af fremtidige afgørelser og de spørgsmål, der følger i kølvandet herpå.

3.4.5.3   Direktivet om udstationering af arbejdstagere

Direktivet om udstationering af arbejdstagere sigter mod at sikre den nødvendige harmonisering, samtidig med at der tages hensyn til den nationale mangfoldighed i forbindelse med koordineringen af de nationale politikker for midlertidig udstationering af arbejdstagere. EU-Domstolen konkluderede, at de problemer, der har været, skyldes, at visse bestemmelser i direktivet om udstationering af arbejdstagere ikke er blevet gennemført i national lovgivning (Laval), uforenelige nationale lovgivninger (Rüffert (27)) eller en alt for bred fortolkning af direktivet om udstationering af arbejdstagere og uklare og ikke-begrundede kontrolforanstaltninger (Luxembourg).

Ifølge EU-Domstolen pålægger direktivet om udstationering af arbejdstagere ikke lige behandling, men sikrer, at mindstekravene med hensyn til udstationerede arbejdstagere overholdes. Direktivet er således i realiteten mere et maksimumsdirektiv end et minimumsdirektiv. EU-Domstolens afgørelser forhindrer dog ikke anvendelsen af mere favorable arbejds- og ansættelsesvilkår. Artikel 3, stk. 7 i direktivet om udstationering af arbejdstagere havde som mål at sikre, at anvendelsen af mindstebestemmelser i værtsmedlemsstaten ikke i praksis betød, at den udstationerede arbejdstagers arbejdsvilkår var dårligere end dem, han eller hun var berettiget til i sit hjemland. Det er blevet hævdet, at afgørelserne eliminerer nogle af mulighederne for på nationalt plan at indføre højere standarder, som rækker ud over direktivets ufravigelige bestemmelser om minimumsbeskyttelse, enten ved lov eller gennem kollektive overenskomster til fordel for arbejdstagerne.

Dette skaber igen konkurrenceforvridninger inden for landets grænser og det indre marked, hvor de nationale virksomheder skal følge de nationale regler eller kollektive overenskomster, mens konkurrenter fra andre medlemsstater kun skal følge minimumsregler.

3.4.5.4   Konflikt mellem forskellige retssystemer

En anden konsekvens af afgørelserne er konflikten mellem EU-lovgivningen og de internationale standarder (28). Det kan hævdes, at der opstår en lovkonflikt med ILO's konvention nr. 87 og nr. 98 samt Den Europæiske Socialpagts artikel 6, stk. 4, og de respektive institutioners retspraksis, således som fastlagt af ILO's tilsynsorganer (BAPA UK-sagen).

4.   Konklusioner

4.1   De seneste år og den nuværende krise har affødt nye risici for øget social ulighed. Dertil kommer, at EU gennem sine beslutninger har øget risikoen for sociale forvridninger og konkurrenceforvridninger. Den økonomiske, sociale og juridiske udvikling risikerer at skabe en situation, hvor det indre markeds sociale dimension bringes i fare, og de grundlæggende rettigheder og grundlæggende sociale rettigheder, som EØSU gjorde sig forestillinger om i sin udtalelse fra 1987, undermineres. Det indre markeds sociale dimension bør derfor gøres til et fokuspunkt i de kommende år. Men for at forbedre de økonomiske aspekter – beskæftigelse, rettigheder, skatteindtægter – vil EU blive nødt til at råde bod på det indre markeds åbenlyse manglende evne til at fremme vækst ved hjælp af arbejdspladser af høj kvalitet og virksomheder og andre arbejdsgivere af høj kvalitet.

4.2   Et af de vigtigste aspekter af den sociale dimension er beskæftigelsen. Med det nuværende pres på de offentlige finanser vil den offentlige sektor ikke kunne skabe et ubegrænset antal arbejdspladser, hvorfor den private sektor må bære hovedbyrden med hensyn til jobskabelse. Medlemsstaterne er nødt til at skabe betingelserne for en positiv udvikling, der er rettet mod realøkonomien, hvor kunderne skaber arbejdspladser, virksomhederne skaber kunder og investorer, og iværksætterne skaber virksomheder. Det er endvidere vigtigt, at man betragter social investering som en støtte for virksomheder og et gunstigt erhvervsklima. I den sammenhæng udgør den sociale økonomi et uvurderligt bidrag.

4.3   EØSU har bidraget til at forme debatten om de udfordringer, som de europæiske sociale modeller står overfor, og om, hvordan den europæiske sociale model skal se ud (29). Udvalget har fremført, at den europæiske sociale models styrke ligger i samspillet mellem konkurrenceevne, solidaritet og gensidig tillid.

4.4   En måde, hvorpå man ville kunne løse konflikten mellem det indre marked og de sociale rettigheder, er at gå tilbage til en politik med »mere nationalstat og mindre Europa«. EØSU mener, at der er brug for lige det modsatte. Der er brug for mere, men et anderledes Europa. Dette kræver imidlertid en ny lovgivningsramme for den økonomiske og sociale politik i Europa. Kun et fuldt ud demokratisk og socialt Europa kan eliminere risikoen for, at europæerne i stigende grad føler sig fremmedgjorte over for det europæiske projekt. EU er dog nødt til også at respektere de forskellige sociale systemer, som gør sig gældende i medlemsstaterne. Hvis retspraksissen og EU-lovgivningen ikke tager hensyn til EU's mangfoldighed, kan minimumsstandarderne gå hen og blive for lave til, at man kan forhindre social dumping i mange lande.

4.5   Et meget vigtigt element i den europæiske sociale dimension er en harmoniseret og mere retfærdig skattepolitik på EU-niveau. For at undgå en skadelig skattemæssig konkurrence bakker EØSU op om arbejdet med at sikre et fælles konsolideret grundlag for selskabsbeskatning. Der vil være behov herfor på længere sigt, hvis det indre marked skal kunne fungere hensigtsmæssigt (30). Udvalget har desuden opfordret til en større EU-omspændende samordning af medlemsstaternes skattepolitikker, navnlig på områder, hvor beskatningsgrundlaget er mobilt, og risikoen for skatteunddragelse og skattemæssig konkurrence mellem medlemsstaterne er størst (31). Skatteunddragelse, skattesvig og skattely er alle ting, som skal bekæmpes.

4.6   Man må ligeledes huske på, at ved delvis at fjerne muligheden for at regulere vilkårene i det indre marked gennem kollektive aftaler gøres arbejdsmarkederne mindre fleksible. Kollektive aftaler og social dialog er vigtige værktøjer i flexicurity-konceptet (32).

5.   Hvordan man kan sikre den sociale dimensions funktion mere effektivt

5.1   På kort sigt opfordrer EØSU til en mere effektiv gennemførelse af direktivet om udstationering af arbejdstagere. En effektiv overvågning af, om bestemmelserne om udstationering af arbejdstagere anvendes korrekt, er en forudsætning for, at direktivets mål om navnlig forebyggelse af social dumping nås. Det er nødvendigt at sikre et fyldestgørende grænseoverskridende samarbejde mellem myndighederne, hvis kontrollen med de udstationerede arbejdstageres løn- og arbejdsvilkår skal være virkningsfuld. EØSU går ind for, at man opretter et »europæisk socialt Interpol«, der skal have ansvaret for samordningen af aktiviteterne i de enkelte medlemsstaters sociale tilsynsmyndigheder.

5.2   Med hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis for grundlæggende rettigheder fremfører domstolen, at menneskerettighedskonventionen er et levende instrument, som afspejler de stadig højere standarder, der kræves, når det gælder beskyttelse af menneskerettigheder, hvilket nødvendiggør mere bestemthed i forbindelse med vurderingen af overtrædelser af demokratiske samfunds værdigrundlag, og at begrænsninger af rettigheder fortolkes restriktivt (33). Udvalget opfordrer Kommissionen til at tage pulsen på situationen i EU i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols seneste afgørelser.

5.3   Inddragelsen af arbejdstagere (samt deres repræsentanter i virksomhederne og deres fagforeninger) og deres medvirken til at forme omstillingen er et væsentligt bidrag til, at omstillingsprocessen tackles socialt acceptabelt på virksomhedsplan (34). EØSU har ved flere lejligheder understreget betydningen af en social dialog og en styrkelse af systemerne for arbejdsmarkedsrelationer på europæisk og nationalt plan under hensyntagen til disse systemers mangfoldighed i EU-medlemsstaterne (35). Udvalget støtter endvidere alle de af Kommissionens foranstaltninger, som sigter mod at styrke den sociale dialog, herunder:

fremme af en social dialog af højere kvalitet og en europæisk tvistbilæggelses- og forligsmekanisme

videreudvikling af den makroøkonomiske dialog som led i forebyggelsen af en ny finansiel krise.

5.4   På mellemlang sigt støtter EØSU et kommissionsinitiativ, der præciserer de nationale myndigheders, erhvervslivets og arbejdstagernes lovmæssige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af udstationeringsdirektivet, og som sikrer, at direktivets bestemmelser finder anvendelse overalt. I den sammenhæng bifalder EØSU de tilsagn, som Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har givet Europa-Parlamentet. EØSU finder forslaget i Monti-rapporten, hvor strejkeretten sikres på europæisk niveau, interessant og mener, at dette forslag kan løse en del af problemerne. Dette bør imidlertid ikke forhindre en delvis revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere med henblik på en konsekvent anvendelse af arbejdspladsprincippet, hvorved det skulle blive muligt ved lov at vedtage, at der altid skal gælde de samme arbejds- og lønvilkår for det samme arbejde på den samme arbejdsplads.

5.5   På lang sigt bør EU stræbe efter at styrke de grundlæggende sociale rettigheder.

EØSU har ved flere lejligheder slået til lyd for mere slagkraftige europæiske social- og arbejdsmarkedspolitikker, særligt i lyset af den igangværende krise. EU er nødt til at forpligte sig til en politik om fuld beskæftigelse, udjævning af indkomstforskelle, forbedring af de sociale forhold, styrkelse af velfærdsstaten, afskaffelse af socialt usikre arbejdsvilkår samt udvidelse af arbejdstagernes rettigheder og industrielt demokrati. Lissabontraktaten og det vedlagte charter om grundlæggende rettigheder er endnu ikke i fuldt omfang slået igennem på balancen mellem grundlæggende rettigheder og økonomiske rettigheder. Resultatet må afventes.

En styrkelse af de grundlæggende rettigheder, som inkluderer sociale rettigheder, kræver imidlertid, at enhver begrænsning bliver restriktiv. I tråd med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis må udgangspunktet derfor være først at se på de grundlæggende rettigheder og ikke de økonomiske friheder. Der bør arbejdes for tilpasninger til den umiddelbart gældende EU-lovgivning (primærretten), som vil styrke den sociale dimension.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation repræsenterer 80 mio. arbejdstagere.

(2)  Se EØSU's udtalelse af 19.11.1987 om De sociale aspekter af det indre marked, ordfører: Claudia Beretta (EFT C 356 af 31.12.1987, s. 31-33).

(3)  F.eks. »Det indre markeds sociale dimension« – Kommissionen arbejdsdokument, SEK(88) 1148 endelig af 14.9.1988, og Meddelelse fra Kommissionen om dens handlingsprogram om gennemførelsen af fællesskabspagten om de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, KOM(89) 568 endelig af 29.11.1989.

(4)  Det indre markeds sociale dimension – Kommissionens arbejdsdokument, SEK(88) 1148 endelig af 14.9.1988.

(5)  Se EØSU's udtalelser:

 

af 6.7.2006 om Social samhørighed: en europæisk social model med et reelt indhold, ordfører: Ernst Erik Ehnmark (EUT C 309 af 16.12.2006, s. 119-125)

 

af 9.7.2008 om For et nyt europæisk socialt handlingsprogram, ordfører: Jan Olsson (EUT C 27 af 3.2.2009, s. 99-107) og

 

af 4.11.2009 om Lissabonstrategien efter 2010, hovedordfører: Wolfgang Greif Olsson (EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3-9).

(6)  EØSU's udtalelse af 4.12.2008 om Effektiv styring af den fornyede Lissabon-strategi, ordfører: Susanna Florio (EUT C 175 af 28.7.2009, s. 13-19).

(7)  Europa-Kommissionens økonomiske forårsprognose 2009.

(8)  Se EØSU's udtalelse af 15.1.2009 om En europæisk økonomisk genopretningsplan, ordfører: Thomas Delapina (EUT C 182 af 4.8.2009, s. 71-74).

(9)  Ibid.

(10)  Se EØSU's udtalelse af 14.5.2009 om Virkningen af lovgivningsmæssige barrierer i medlemsstaterne på EU's konkurrenceevne, ordfører: Joost van Iersel (EUT C 277 af 17.11.2009, s. 6-14).

(11)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Et indre marked for Europa i det 21. århundrede (KOM(2007) 724 endelig).

(12)  Sammenfattende rapport om gennemførelsen af Lissabon-strategien og dens fremtid i perioden efter 2010.

(13)  Se EØSU's udtalelse af 14.1.2009 om Det indre markeds sociale og miljømæssige dimension, ordfører: Andrzej Adamczyk (EUT C 182 af 4.8.2009, s. 1-7).

(14)  Se EØSU's udtalelse af 14.5.2009 om Virkningen af lovgivningsmæssige barrierer i medlemsstaterne på EU's konkurrenceevne, ordfører: Joost van Iersel (EUT C 277 af 17.11.2009, s. 6-14).

(15)  Se EØSU's udtalelse af 25.3.2009 om Kortlægning af de resterende hindringer for mobiliteten på det indre arbejdsmarked, ordfører: Vladimira Drabalova (EUT C 228 af 22.9.2009, s. 14-23).

(16)  Europa-Kommissionens økonomiske forårsprognose 2009.

(17)  Plant-level responses to the economic crisis in Europe (»Europæiske virksomheders svar på den økonomiske krise«), Vera Glassner og Béla Galgóczi WP 01.2009, ETUI (Det Europæiske Fagforeningsinstitut – DEFI).

(18)  Denne udviklingstendens med øgede uligheder gør sig ligeledes gældende i OECD-området.

(19)  Rapport om den sociale situation i EU 2008.

(20)  IRES 115.

(21)  Viking C-438/05, Laval C-341/05, Rüffert C-346/06, Kommissionen mod Luxembourg C-319/06.

(22)  Europa-Parlamentets beslutning af 22. oktober 2008 om Udfordringerne for kollektive aftaler i EU (2008/2085(INI)).

(23)  http://www.etui.org/en/Headline-issues/Viking-Laval-Rueffert-Luxembourg/2-Articles-in-academic-literature-on-the-judgements.

(24)  Rapport om de europæiske arbejdsmarkedsparters fælles analyse af EU-Domstolens afgørelser i sagerne Viking, Laval, Rüffert og Luxembourg.

(25)  Viking C 438/05 (75).

(26)  Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Demir og Baykara mod Tyrkiet (ansøgning nr. 34503/97).

(27)  I Rüffert-sagen mente EU-domstolen, at den konkurrencemæssige fordel, der er forbundet med lavere lønninger, er en del af friheden til at levere tjenesteydelser og derfor er beskyttet.

(28)  EU-domstolens afgørelse i Rüffert-sagen tager ikke hensyn til ILO's konvention nr. 94, og fortolkningen skaber derfor en konflikt mellem forskellige retssystemer.

(29)  Se EØSU's udtalelse af 6.7.2006 om Social samhørighed: en europæisk social model med et reelt indhold, ordfører: Ernst Erik Ehnmark (EUT C 309 af 16.12.2006, s. 119-125).

(30)  Se EØSU's udtalelse af 26.9.2007 om Samordning af medlemsstaternes systemer for direkte beskatning i det indre marked, ordfører: Lars Nyberg (EUT C 10 af 15.1.2008, s. 113-117).

(31)  Se EØSU's udtalelse af 4.11.2009 om Lissabon-strategien efter 2010, ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3-9).

(32)  Se EØSU's udtalelse af 11.7.2007 om »Flexicurity« (kollektive overenskomstforhandlinger og den sociale dialogs rolle), ordfører: Thomas Janson (EUT C 256 af 27.10.2007, s. 108-113).

(33)  Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Demir og Baykara mod Tyrkiet (ansøgning nr. 34503/97).

(34)  Se EØSU's udtalelse af 29.9.2005 om Den sociale dialog og industrielle ændringer, ordfører: Gustav Zöhrer (EUT C 24 af 30.1.2006, s. 90-94).

(35)  Se EØSU's udtalelse af 11.7.2007 om Flexicurity (kollektive overenskomstforhandlinger og den sociale dialogs rolle), ordfører: Thomas Janson (EUT C 256 af 27.10.2007, s. 108-113).


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/99


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »For en europæisk politik til sanering af sektoren for web offset og rotationsdybtryk i Europa« (initiativudtalelse)

2011/C 44/16

Ordfører: Pierre GENDRE

Medordfører: Nicola KONSTANTINOU

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»For en europæisk politik til sanering af sektoren for web offset og rotationsdybtryk i Europa«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer, som vedtog sin udtalelse den 1. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 145 stemmer for, 2 imod og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Den grafiske industri i Europa står over for enorme udfordringer pga. det dalende antal læsere af aviser og blade, internettets stigende udbredelse som informationskilde og reklamemedie og den hårde internationale konkurrence på en række områder inden for sektoren.

1.2   Navnlig web offset- og dybtryksektoren står i en endnu vanskeligere situation pga. en betydelig produktionsmæssig overkapacitet, der af en række eksperter vurderes til 25-30 %. IFO-instituttets konjunkturrapport om den grafiske industri i Tyskland dokumenterer, at investeringerne i branchen har fulgt markedets tendens og er faldet siden 2008. 2006 og 2007 var ret gode år for den grafiske industri (1). Siden 2008 har investeringerne imidlertid ligget på et markant lavere niveau. Dette har skyldtes ønsket om at rationalisere og forbedre produktionsflowet.

1.3   Den grafiske industri lider af overkapacitet, hvortil kommer en række andre vigtige konkurrencefaktorer, såsom de nye mediers tiltrækning, import fra lavtlønslande og dalende efterspørgsel. Disse ugunstige økonomiske betingelser har medført et kraftigt fald i priserne og har haft negative konsekvenser for reallønningerne for de ansatte i sektoren.

1.4   Desuden har den nuværende økonomiske krise gjort adgangen til lån vanskeligere. Som i så mange andre sektorer har disse negative tendenser øget behovet for at reducere produktionsomkostningerne. Situationen har påvirket de seneste overenskomstforhandlinger. Disse vanskeligheder taget i betragtning kan det frygtes, at de grafiske virksomheder, herunder navnlig dem der opererer i de mest sårbare markedssegmenter, vil blive tvunget til omstruktureringer og massefyringer.

1.5   Kommissionen offentliggjorde i 2007 resultaterne af en undersøgelse af sektorens konkurrenceevne. Undersøgelsen mundede ud i en række forslag til en handlingsplan for den grafiske industri. EØSU støtter samtlige disse forslag, som industrien i øvrigt er i færd med at gennemføre, og som fortsat er relevante. Udvalget glæder sig over de resultater, der allerede er opnået, men mener, at vanskelighederne i sektoren, der er blevet kraftigt forværret af den krise og recession, der har ramt alle medlemsstater i EU, nødvendiggør en række nye initiativer for at kunne løfte udfordringerne på kort og mellemlang sigt.

1.6   EØSU er underrettet om, at der er igangsat et fælles projekt af et års varighed mellem sektorens faglige organisationer og arbejdsgivere, hvis formål er at fastsætte for begge parter acceptable retningslinjer for en socialt ansvarlig omstrukturering af sektoren. Projektet, der blev igangsat i 2009, vil give arbejdsgiverne og de faglige organisationer mulighed for at foretage en fælles analyse af sektorens problemer og overveje, hvordan disse kan løses i kraft af en koordineret indsats. En sådan løsning bør bestå i udarbejdelse af en handlingsplan med det formål at reducere overkapaciteten i sektoren.

1.7   Planen kunne være et led i udarbejdelsen af en mere langsigtet industripolitik, der også omfattede overvejelser om en ny tilrettelæggelse af aktiviteterne i den grafiske industri. Indsatsen bør følges af en gruppe på højt niveau sammensat af repræsentanter for industrien og fagforeningerne samt af en række eksperter. Gruppen bør nedsættes i kommissionsregi. Dens opgave bør være at pege på kommende ændringer og værktøjer til i kraft af et transparent informationsindsamlingssystem at styre disse ændringer.

1.8   Den sociale dialog mellem arbejdsgivere og fagforeninger foregår i øjeblikket kun på virksomhedsniveau og på nationalt plan. EØSU anmoder Kommissionen om at etablere et EU-udvalg for den sociale dialog for sektoren som helhed.

1.9   Dagsordenen for en formel, struktureret social dialog kunne omfatte følgende punkter:

1)

Overvejelser om forskellige beskæftigelsesbevarende foranstaltninger i form af uddannelse og omstilling kombineret med en nedsættelse eller omlægning af arbejdstiden, teknisk ledighed og mobilitetsmuligheder internt i virksomhederne eller branchen eller uden for disse.

2)

En undersøgelse af, hvilke foranstaltninger der skal til for at sikre en tilpasning af produktionskapaciteten til efterspørgslen uden at påvirke løn- og arbejdsvilkårene negativt.

3)

Fælles henstillinger fra lønmodtager- og arbejdsgiverrepræsentanterne om retningslinjer for kommende langsigtede investeringer i sektoren, idet der dog skal mindes om, at behovet for nye investeringer og deres størrelsesorden kun kan vurderes i fuldt omfang på virksomhedsniveau. Fastlæggelsen af en hensigtsmæssig investeringsstrategi bør sikre investeringer i nye maskiner for at erstatte gamle eller for at efterkomme efterspørgslen, og dette vil ruste virksomhederne til at kunne operere effektivt på nuværende eller fremtidige forretningsområder.

4)

Behovet for en økonomisk tilstandsrapport om sektoren, der samler og konsoliderer data og samtidig sikrer fortrolighed om virksomhedernes strategiske planer. Dette punkt bør stå allerøverst på dagsordenen, idet det er en forudsætning for at kunne vurdere sektorens spillerum.

5)

Indsamling af bedste praksis vedrørende arbejdsvilkår og muligheder for uddannelse og omstilling under overholdelse af normerne i den europæiske sociale model og kollektive aftaler og overenskomster, hvor sådanne findes.

1.10   EØSU anmoder Kommissionen om at etablere et europæisk branche- og kompetenceobservatorium eller -sektorråd, der kan vurdere sektorens nuværende og kommende behov og bistå den med at skabe overensstemmelse mellem udbuddet af uddannelser og efterspørgslen efter dem. Observatoriet vil kunne fremme den løbende erhvervsuddannelsesindsats samt mobilitet og omstilling blandt de ansatte.

1.11   Her og nu foreslår EØSU, at de kompetente europæiske organisationer med økonomisk og logistisk støtte fra Kommissionen og med dens aktive deltagelse arrangerer en konference for samtlige interessenter med henblik på dels at foretage en fælles statusopgørelse og finde praktiske løsninger på kort sigt, dels at bevilge en uafhængig undersøgelse af sektorens fremtid på mellemlang og lang sigt. Arbejdsmarkedsparterne kan f.eks. blive bedt om at pege på, hvilke foranstaltninger der akut er behov for med henblik på at trække markedet i en mere holdbar retning, og på mulige udviklingsscenarier for sektoren.

1.12   Der kunne foretages en analyse af aftaleformidlernes aktivitet for at vurdere deres indflydelse på prisfastsættelsen, ligesom virksomhederne kunne undersøge mulighederne for at indgå specialiseringsaftaler som bidrag til en forbedret udnyttelse af produktionskapaciteten i kraft af stordriftsfordele og forbedrede produktionsteknikker.

1.13   EØSU opfordrer de nationale og europæiske myndigheder til i forbindelse med tilrettelæggelsen af uddannelses-, omstillings- og mobilitetsfremmende foranstaltninger for de ansatte i den grafiske industri at lette sektorens adgang til offentlig finansiering navnlig via Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Endvidere opfordrer udvalget virksomhederne til at undersøge, i hvilket omfang de kan trække på Den Europæiske Investeringsbank med henblik på at finansiere investeringer i ny teknologi for at udvikle nye forretningsområder.

2.   Baggrund

2.1   Udviklingen i den grafiske industri i Europa hænger tæt sammen med udviklingen blandt underleverandørerne af papir, tryksværte og maskiner og deres ordregivere, der kæmper for at løse deres egne problemer, for visses vedkommende ved hjælp af virksomhedssammenlægninger.

2.2   Vanskelighederne skyldes de af krisen forstærkede strukturelle ændringer på det kommunikationsteknologiske område med internettets udbredelse, der gradvis ændrer den måde, markedet er struktureret på. Internettets store betydning sætter sit præg på alle led af værdiskabelseskæden, f.eks. i form af reducerede reklamebudgetter, der i visse tilfælde uigenkaldeligt fjerner et livsnødvendigt indtægtsgrundlag for de grafiske medier, hvilket har negative konsekvenser for informationspluralismen.

2.3   For virksomheder, der arbejder med produkter, som ikke er pålagt tidsmæssige begrænsninger med hensyn til markedsføringen (navnlig bøger af forskellig art), medfører de nye transport- og kommunikationsmuligheder øget konkurrence fra trykkerier i Indien eller Kina. Ligeledes tyder noget på, at aftaleformidlerne i deres stræben efter at opnå de laveste priser i stadigt højere grad giver ordrerne til asiatiske trykkerier, hvorved luften går ud af det europæiske marked til skade for investeringerne i sektoren. Dette kombineret med den stigende udbredelse af online- frem for trykte kataloger har særdeles alvorlige konsekvenser for web offset- og dybtryksektoren i Europa.

2.4   Ifølge de senest offentliggjorte tal fra Eurostat tæller den grafiske industri i Europa 132 571 virksomheder med tilsammen 853 672 ansatte (2). I EU-25 tegner syv lande (Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Nederlandene og Spanien) sig for 80 % af den samlede beskæftigelse i sektoren. Mere end 95 % af de grafiske virksomheder i EU beskæftiger under 50 medarbejdere, hvilket svarer til 60 % af det samlede antal beskæftigede i sektoren, mens mindre end 5 % af virksomhederne har mere end 250 ansatte, svarende til 13 % af den samlede beskæftigelse. Et mere fyldestgørende og præcist billede af sektoren forudsætter imidlertid mere detaljerede tal, der dog ikke foreligger i øjeblikket.

2.5   Nærværende udtalelse fokuserer i alt væsentligt på web offset og dybtryksektoren pga. de store oplag, produkterne trykkes i. Den behandler ikke avis- eller emballagetrykkeriernes problemer, fordi der af produktmæssige årsager her efter almindelig opfattelse er tale om et andet marked. Mange aviser råder faktisk over deres eget trykkeri og har derfor kun marginal indvirkning på dette marked. Web offset- og dybtryksektoren omfatter grafiske virksomheder, der producerer i meget store oplag. Web offset og dybtryk er to forskellige trykkemetoder, der kræver forskelligt udstyr. Offsettryk bruges af store web offset- og af små arkoffset-trykkerier. Samlet tegner offset- og dybtrykssektoren sig for en markedsandel på 56 % af det klassiske trykkeri i EU (3). Virksomhederne i sektoren producerer bøger, vejvisere, kataloger og magasiner, som i sagens natur generelt trykkes i meget store oplag, dvs. mellem 10 000 og 300 000 eksemplarer.

2.6   Halvdelen af produktionen udgøres af magasiner, den anden halvdel fortrinsvis af kataloger, reklamebrochurer og bøger. Det samlede papirforbrug udgør 5 mio. tons. De fleste magasiner og en lang række emballager i Europa dybtrykkes. Den europæiske dybtryksektors produktionskapacitet andrager 5 mio. tons på årsbasis. Heraf tegner 5 lande sig for hele 80 %. I alt findes der 222 rotationspresser i EU.

2.7   Web offset- og dybtryksektoren kendetegnes ved, at virksomhederne er store, og det gælder i begge sektorens dele (der findes ca. 30 web offset- og ca. 25 dybtrykkerier i EU). De konkurrerer med hinanden og forsøger at erobre markedsandele i en situation, hvor den globale efterspørgsel er faldende. Igennem de senere år har dybtrykkerierne været udsat for stigende konkurrence fra web offset-trykkerierne. Virksomhederne bliver sat under et stadigt større pres, og arbejdsmarkedsparterne tvinges til at forhandle omstruktureringer, samtidig med at de i videst muligt omfang forsøger at holde hånden over beskæftigelsen og løn- og arbejdsvilkårene.

3.   Begrundelse

3.1   De problemer, som den europæiske grafiske industri som helhed står overfor, er endnu mere udprægede i web offset- og dybtryksektoren, som er blevet ramt med fuld styrke af problemer af dels strukturel, dels konjunkturel art, dvs. den overordnede udvikling i mediebranchen med internettets stigende udbredelse og deraf følgende vigende marked for de trykte informationsmedier, overkapacitet, overinvestering og virksomhedssammenlægninger.

3.2   Den globale udvikling i mediebranchen

3.2.1   Produktionsvoluminet vil formentlig fortsætte med at falde i de kommende år pga. udviklingen inden for online-medier, internetreklame og de adfærdsændringer, dette medfører blandt læserne.

Gennem de seneste fem år er der således allerede konstateret et fald i antallet at trykte vejvisere og kataloger. Produktionen heraf er imidlertid afgørende for web offset- og dybtryksektoren i EU. Fortsætter tendensen, betyder det nye omstruktureringer, fusioner og virksomhedslukninger efterfulgt af yderligere fyringer.

3.2.2   Gennem de seneste seks år har bladindustrien i EU »lidt af en tilbagegang, der er karakteriseret ved faldende salgstal og faldende priser« (4). Iflg. Intergraf har fire af de seks største bladproducerende lande registreret en tilbagegang i årene mellem 2001 og 2004, med undtagelse af Spanien og Italien, som har haft en mindre fremgang. Mere aktuelle tal peger imidlertid på, at de italienske og spanske markeder nu er vigende. I 2009 faldt udgifterne til reklame i måneds- og ugebladene med 28,7 % i Italien (Nielsen), mens bladproduktionen kun faldt med 10,5 % (Istat). Der er tale om en ubrudt tendens, som vil fortsætte, så længe sektoren lider af overkapacitet. Eftersom bladkoncernerne sigter efter et mere specialiseret publikum for at forbedre deres salg, er størrelsen af de bestilte oplag faldende, hvilket har negative følger for web offset- og dybtryksektoren, for hvis vedkommende der kun er besparelser at hente på produktionsomkostningerne, hvis oplagene er meget store.

3.2.3   De bladkoncerner, der udgiver dagblade, har reduceret antallet af titler pga. det dalende antal læsere. I Storbritannien gik således ikke mindre end 53 blade, for størstedelens vedkommende gratisugeaviser, ind i 2008. Nogle koncerner tilbyder kombinerede abonnementer på den trykte avis og den digitale udgave i et forsøg på at få de to informations- og reklamemedier til at spille sammen. Det er endnu for tidligt klart at vurdere, hvorvidt denne fremgangsmåde er vejen frem, men den kan måske være med til at bremse tilbagegangen i sektoren og lette omskolingen for visse grupper af beskæftigede.

3.2.4   Udgifterne til papir udgør mere end halvdelen af trykkeomkostningerne i EU, og eftersom virksomhederne indkøber papir enkeltvis, har de vanskeligt ved at hamle op med de gruppeindkøb, der praktiseres i Sydøstasien. Stationers' and Newspaper Makers' Company har i en rapport for nylig vurderet, at efterspørgslen efter avispapir vil blive halveret (56 %) inden 2020. Den samme rapport peger endvidere på, at efterspørgslen efter magasiner formentlig vil falde med en tredjedel som følge af stigningen i online-udbuddet og følgerne heraf for reklameindtægterne. De digitale mediers effekt på erhvervsmagasinerne er ikke medregnet heri (5).

3.2.5   Tidligere havde de store forlag deres egne trykkerier, der trykte deres produkter. Igennem det seneste tiår har mange af forlagene solgt trykkerierne fra for at kunne koncentrere sig om kerneforretningen. Det hører i dag til sjældenhederne, at et forlag har eget trykkeri. Desuden bruger forlagene i dag aftaleformidlere med det formål at få placeret trykkeopgaverne hos de trykkerier, der kan tilbyde den laveste pris. Dette medfører yderligere pres på virksomhederne i den grafiske industri, hvilket skærper problemerne i en sektor, der allerede er stærkt svækket. Overkapaciteten gør, at de store og magtfulde forlag kan gennemtvinge lave priser, hvilket reducerer de grafiske virksomheders fortjenstmargen med negative følger for aflønningen af de ansatte i sektoren.

3.2.6   Udgiverne af kataloger og ugeblade lægger et tilsvarende pres på fremstillingsprisen på deres produkter. På grund af den skarpe konkurrence om hver eneste kontrakt forsøger de fleste grafiske virksomheder at reducere omkostningerne ved primært at skære ned på lønudgifterne, hvilket forringer de ansattes løn- og arbejdsvilkår.

3.2.7   Finanskrisen har haft negative konsekvenser for de grafiske virksomheders adgang til lån, da disse i forvejen har haft et dårligt omdømme blandt bankerne. Derudover tvinger krisen virksomhederne til at skære ned på reklamebudgetterne, hvorved de grafiske virksomheders aktiviteter indskrænkes

3.2.8   Endelig er det vanskeligt for de grafiske virksomheder at diversificere forretningen, selvom dette er ønskeligt, eftersom de fleste af virksomhederne af mangel på økonomiske midler eller pga. de fysiske rammer i øjeblikket ikke er i stand til at foretage investeringer, navnlig i prepress-produktionsleddene inden trykning.

3.2.9   Derimod synes de små og mellemstore virksomheder at have lettere ved at tilpasse sig de strukturelle ændringer og konjunkturelle vanskeligheder pga. mere fleksible arbejdsgange, der gør det nemmere at tage hensyn til bredere kundegruppers behov. Disse virksomheder vil i fremtiden kunne bidrage til at opsuge en del af den arbejdskraft, som mister beskæftigelsen i de større virksomheder, om end det er vanskeligt at sætte tal på, i hvilket omfang dette vil ske.

3.3   Overkapacitet og overinvesteringer

3.3.1   Den stigende overkapacitet (6) inden for den europæiske web offset- og dybtryksektor, der er et resultat dels af faldende efterspørgsel på det europæiske marked, dels af overinvestering, påvirker virksomhedernes snævre fortjenstmargener negativt. I en situation, hvor branchen i forvejen har været under pres, er der nu en risiko for, at virksomhederne vil skride til mere drastiske foranstaltninger for at reducere omkostningerne i et desperat forsøg på at fastholde fortjenstmargenerne eller simpelthen for at overleve. Der er en lang række virksomheder, der for at begrænse tabet vil blive tvunget til at acceptere salgspriser, der ligger under fremstillingspriserne.

3.3.2   Ifølge en undersøgelse foretaget af UNI Europa Graphical faldt den grafiske industris produktion i 2008 til niveauet fra 2004 (7). På trods af de ugunstige konjunkturer købte de europæiske dybtrykkerier 28 nye maskiner i årene mellem 2005 og 2008. Det skal dog siges, at disse indkøb til dels var strategisk begrundede i et ønske om f.eks. at forny kapitalapparatet, leve op til nye krav i markedet og at råde over supplerende kapacitet for mere effektivt at kunne efterkomme toppe i efterspørgslen. Maskinerne er mere effektive og øger derved overkapaciteten i sektoren, der inden krisen blev vurderet til 15-20 % (8). I dag, efter krisens indtræden, ligger den omkring 25-30 %.

3.3.3   Iflg. den tyske fagforening Ver.di har udvidelsen af den grafiske industris kapacitet i EU øget det i forvejen ødelæggende konkurrencepres i sektoren. I øvrigt påpeger Ver.di, at investeringerne kun har øget presset for at reducere omkostningerne og udmanøvrere konkurrenterne på markedet, hvilket allerede har medført massefyringer.

3.3.4   Overkapaciteten og overinvesteringerne har allerede medført en række markante konkurser. Én af de virksomheder, der er blevet ramt heraf, er Quebecor World, der var én af de vigtigste grafiske virksomheder i Europa med mere end 20 000 ansatte på verdensplan. Quebecor World indgav insolvensbegæring i 2008 pga. den skærpede konkurrence og den stigende brug af digitaltryk. Det lykkedes virksomheden at tilbagebetale sin gæld i 2009, og den har nu skiftet navn til World Color efter at have afhændet sine europæiske aktiviteter til en investeringsfond ved navn HHBV. Ses der bort fra konkurserne, er der mange virksomheder, der reagerer på vanskelighederne med virksomhedssammenlægninger, hvilket medfører massive omstruktureringer i hele sektoren med tab af arbejdspladser til følge.

3.3.5   Som i en lang række andre sektorer har den økonomiske krise haft alvorlige følgevirkninger for overenskomstforhandlingerne i 2009. Selv i de tilfælde, hvor beskæftigelsen fastholdes, har det store pres, som udøves på de ansatte for at reducere lønomkostningerne, haft en negativ effekt på løn- og arbejdsvilkårene. De kollektive overenskomstforhandlinger førte i 2009 til en nedgang i reallønnen på i gennemsnit 0,9 % for de ansatte i den grafiske industri i EU (9). Udvidelsen af markedet har bidraget til at forstærke den onde cirkel af faldende priser og pres på lønningerne og til at skærpe konkurrencen.

3.4   Virksomhedssammenlægninger

3.4.1   Gennem de senere år er antallet af virksomheder, der producerer papir, tryksværter og trykpresser faldet, hvilket har medført flere virksomhedssammenlægninger og placeret leverandørerne i en position, hvor de i højere grad har kunnet diktere forretningsbetingelserne.

3.4.2   En undersøgelse af den grafiske sektor i EU for nylig har vist, at »overkapaciteten, overinvesteringerne, den vigende efterspørgsel, de faldende priser, den faldende omsætning og den stigende konkurrence i markedet« har medført virksomhedssammenlægninger, overtagelser og nye konkurser (10).

3.4.3   Virksomhedssammenlægningerne og -overtagelserne har betydet større virksomheder, der i endnu højere grad målrettet går efter at udmanøvrere deres konkurrenter. I 2005 fusionerede mediekoncernerne Bertelsmann, Gruner + Jahr og Springer således deres aktiviteter i et nyt selskab, Prinovis, der er det største dybtrykkeri i den grafiske industri i EU. Derudover har koncernen Schlott AG indtaget pladsen som Europas næststørste dybtrykkeri i kraft af overtagelse dels af tilsvarende virksomheder (REUS i Pilsen, Tjekkiet), dels af foldnings- og trykkerifaciliteter i Biegelaar (Nederlandene) i 2006 og 2007. I starten af 2008 overtog en gruppe nederlandske investorer Quebecors grafiske aktiviteter i Europa. Den britiske koncern Polestar er på udkig efter partnere med henblik på at øge sin markedsandel.

4.   Fremtidsmuligheder

4.1   Samlet stiller disse problemer web offset- og dybtryksektoren i EU i en vanskelig situation, der ville være skadelig på længere sigt uden fælles og hurtig handling fra de politiske beslutningstageres og interessenternes side. Arbejdsmarkedsparterne er hver for sig nået til den konklusion, at sektoren skal omlægges og omstruktureres, hvis den på sigt skal have et holdbart udviklingsperspektiv. Det er imidlertid sandsynligt, at der i det kommende tiår vil blive rationaliseret yderligere, og at dette vil medføre fyringer i stort tal. Derfor er arbejdsmarkedsparterne af den opfattelse, at der skal tages en række initiativer nu for at sikre, at den krise, sektoren aktuelt befinder sig i, kan styres på en måde, der gavner arbejdsgivernes og de ansattes interesser. Krisen er i øvrigt nu så alvorlig, at fagforeningerne i øjeblikket er i færd med at undersøge dens konsekvenser og forsøger at udarbejde konstruktive strategier for at bevare beskæftigelsen, forudse omskolingsbehovene, undgå en forringelse af arbejdsvilkårene og fastholde lønningerne.

4.2   Kommissionen stillede i enighed med erhvervsorganisationerne i 2007 forslag om en handlingsplan for den grafiske industri omfattende seks punkter:

1)

Ledsageforanstaltninger til fremme af en dynamisk grafisk industri i EU i et globaliseret marked;

a)

Partnerskaber og alliancer;

b)

Styring af produktionsomkostningerne;

2)

Udvikling af tjenesteydelser med høj merværdi for kunderne;

3)

Bedre uddannelse;

4)

Styrket europæisk referenceramme – standardisering og harmonisering;

5)

Intensivering af den fælles forsknings- og innovationsindsats;

6)

Forbedring af den grafiske industris omdømme.

EØSU støtter op om planen i dens helhed og mener, at den fortsat er aktuel. Udvalget glæder sig over de allerede opnåede resultater. Eftersom vanskelighederne i sektoren imidlertid er blevet kraftigt forværret af den krise og recession, der har ramt alle medlemsstater i EU, mener EØSU, at det haster med at træffe en række foranstaltninger for at hjælpe sektoren med at løfte de udfordringer, den står overfor på kort sigt.

4.3   I øvrigt har den økonomiske krise skabt et akut behov for en planlagt og koordineret indsats fra arbejdsmarkedsparternes side. Udvalget ser mere end nogensinde et behov for at tilrettelægge en egentlig europæisk industripolitik med udgangspunkt i Kommissionens forslag. Det er ikke hensigtsmæssigt, at processen med virksomhedssammenlægninger fortsætter i unødvendigt omfang, men det bør være muligt at forestille sig en styret konsolideringsproces, der tager højde for overgangsvanskelighederne, herunder i kraft af en nedsættelse af arbejdstiden, for i videst muligt omfang at bevare arbejdspladserne i sektoren og mulighederne for at tilrettelægge omskolings- og interne og eksterne mobilitetsforanstaltninger. For at forbedre produktionsteknikkerne og opnå stordriftsfordele, der kan medvirke til at sikre virksomhedernes overlevelse, kunne der i henhold til forordning (EF) nr. 2658/2000, som er under revision, forsøgsvis indgås specialiseringsaftaler mellem virksomheder, hvis markedsandele tilsammen ikke overstiger 20 %.

4.4   Der kunne igangsættes en undersøgelse af aftaleformidlernes aktivitet for at vurdere deres indflydelse på prisfastsættelsen. Princippet om fri konkurrence uden indgreb bør have spillerum i det omfang, kravet om anstændige løn- og arbejdsvilkår respekteres, og kollektive overenskomster, hvor sådanne findes i EU, overholdes.

4.5   Der skal foretages en samordnet indsats for at reducere sektorens overkapacitet. Der skal føres en social dialog og kollektive forhandlinger på alle niveauer i medlemsstaterne for at styre omstruktureringen efter socialt acceptable retningslinjer. Desuden haster det med at etablere en formel, struktureret social dialog på europæisk niveau for at finde løsninger, der er egnede til at løfte de udfordringer, som sektoren står over for. Den sociale dialog i sektoren kan munde ud i vedtagelse af udtalelser, fælles erklæringer, retningslinjer, adfærdskodekser, chartre og aftaler.

4.6   Det er helt nødvendigt, at Kommissionen yder økonomisk og logistisk bistand, hvis EU også i fremtiden skal fastholde en web offset- og dybtryksektor, der er sund, og som formår at tjene penge. EØSU opfordrer virksomhederne til at søge EU-støtte, hvor dette er muligt, dvs. navnlig fra Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen samt europæiske forsknings- og innovationsmidler. Det ville ligeledes være hensigtsmæssigt at vurdere, i hvilket omfang Den Europæiske Investeringsbank kan deltage i finansieringen af virksomhedernes anskaffelse af ny teknologi med henblik på at opdyrke nye forretningsområder. Støttens formål bør ene og alene være at lette omstillingen i sektoren og ikke at bidrage indirekte til udflytning af virksomheder.

4.7   Umiddelbart foreslår EØSU fire initiativer:

4.7.1

Nedsættelse af en gruppe på højt niveau sammensat af repræsentanter for industrien og arbejdstagerne samt af forskere med det formål at indkredse den grafiske industris udviklingsperspektiver på mellemlang sigt og fremsætte forslag til nye forretningsmodeller.

4.7.2

Afholdelse af en konference for samtlige interessenter med henblik på at foretage en fælles statusopgørelse og finde praktiske løsninger på kort sigt. Arbejdsmarkedsparterne kan f.eks. blive bedt om at pege på mulige udviklingsscenarier for sektoren og umiddelbare foranstaltninger til at få markedet trukket i en holdbar retning.

4.7.3

En af Kommissionen finansieret, uafhængig undersøgelse i forbindelse med den sociale sektordialog med det formål at kaste lys over sektorens fremtidsudsigter på mellemlang og lang sigt. Undersøgelsen bør navnlig tage hensyn til nye teknologier, udviklingen i forbrugernes adfærd og leverandørernes og ordregivernes strategier.

4.7.4.

Etablering af et europæisk branche- og kompetenceobservatorium eller –sektorråd, der kan vurdere de nuværende og kommende kompetencebehov. Et godt kendskab til de krævede kompetencer er en absolut nødvendighed for at kunne tilrettelægge en passende uddannelses- og omskolingspolitik.

4.8   For at sikre en effektiv opfølgning på udviklingen inden for erhvervet bør Kommissionen oprette et informations- og dataindsamlingssystem, som er pålideligt og tilgængeligt for interessenterne.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Ifo, Investitionstest, München, Frühjahrsgutachten 2008 (IFO-investeringsrapport, foråret 2008).

(2)  La compétitivité des industries graphiques européennes, Commission européenne (2007). [Den europæiske grafiske industris konkurrenceevne, Kommissionen 2007].

(3)  La compétitivité des industries graphiques européennes, Commission européenne (2007). [Den europæiske grafiske industris konkurrenceevne, Kommissionen 2007].

(4)  La compétitivité des industries graphiques européennes Commission européenne (2007), [Den europæiske grafiske industris konkurrenceevne, Kommissionen 2007].

(5)  The Future of Paper and Print in Europe, Stationers' and Newspaper Makers’ Company (2009).

(6)  Gennard, J. The Impact of the financial crisis on the European graphical industry (2009).

(7)  Konference for den europæiske rotationsdybtryk- og offset-branche 16.-20. marts 2009 i Verona (Italien).

(8)  Ibid.

(9)  Rapport sur les conventions collectives d’UNI Europe, Gennard, J. (2009).

(10)  Gennard, J. Annual Collective Bargaining Survey. UNI Europa (2008).


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/105


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændringer og fremtidsudsigter i delsektoren for tekstiltjenesteydelser i Europa (initiativudtalelse)

2011/C 44/17

Ordfører: Antonello PEZZINI

Medordfører: Peter BOOTH

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. februar 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Ændringer og fremtidsudsigter i delsektoren for tekstiltjenesteydelser i Europa.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som vedtog sin udtalelse den 1. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14. og 15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 138 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger  (1)

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) understreger betydningen af sektoren for tekstiltjenesteydelser i Europa, hvis fremtidsudsigter ser lovende ud både i økonomisk og teknologisk henseende, og fordi den har nær tilknytning til de lokale drifts- og beskæftigelsesforhold og dermed mulighed for fortsat at bidrage væsentligt til udviklingen af en europæisk økonomi, som kan sikre beskæftigelse og økonomisk og social samhørighed.

1.2   EØSU anmoder om, at Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene iværksætter et pilotprojekt med henblik på geografisk og dimensionel kortlægning af virksomhederne i sektoren og af livs- og arbejdsvilkårene samt af omfanget af den uformelle økonomi i sektoren. Samtidig anmoder EØSU om, at sektorens klassificering i NACE-nomenklaturen tages op til grundig overvejelse for at sikre en korrekt beskrivelse af dens økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige udvikling.

1.3   I forbindelse med Europa 2020-initiativerne vedrørende bekæmpelse af den globale opvarmning opfordrer EØSU Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen til ved udformningen af de nye miljøbestemmelser at tage passende hensyn til bæredygtigheden og effektiviteten af sektoren for tekstiltjenesteydelser og dens muligheder for at skabe arbejdspladser og tiltrække investeringer.

1.4   Udvalget anser det for nødvendigt at udvikle en struktureret social dialog på europæisk og nationalt/regionalt plan og foreslår, at EU finansierer netværk for udveksling af bedste praksis med henblik på:

at udvikle kvalifikationer og kompetencer samt de dertil svarende uddannelseskrav, der skal defineres specifikt af CEDEFOP;

at fastlægge lige arbejds-, sikkerheds- og sundhedsvilkår med støtte fra Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur i Bilbao;

at sektorens arbejdsmarkedsparter bliver passende repræsenteret i det europæiske udvalg for vedligeholdelsestjenester.

1.5   Udvalget understreger betydningen af, at EU-bestemmelserne om information og høring af arbejdstagerne bliver efterlevet, og at de europæiske samarbejdsudvalg bliver oprettet og forvaltet korrekt, således at der i sektoren udvikles et deltagelsesbaseret fremsyn på europæisk plan med støtte fra IPTS (Institut for Teknologiske Fremtidsstudier) i Sevilla.

1.6   Håndhævelse af EU's sociale og miljømæssige standarder for »grønne og socialt orienterede« offentlige indkøb med fuldstændig og gennemsigtig anvendelse af bestemmelserne på området er efter udvalgets mening en uomgængelig betingelse for en sund udvikling af sektoren og for dens overholdelse af tekniske og sociale kvalitetsstandarder; dette gælder især procedurerne for underentreprise samt erstatningsansvar, som omfatter hele den certificerede forsyningskæde.

1.7   Udvalget anmoder om, at der afsættes tilstrækkelig plads i:

de årlige arbejdsprogrammer under det syvende FTUD-rammeprogram,

det flerårige program for konkurrenceevne og innovation og

strukturfondene

til projekter vedrørende teknologisk og organisatorisk innovation i sektoren med henblik på effektiv ressourceanvendelse og -besparelse, integreret logistik og sporbarheden af de leverede produkter bl.a. med anvendelse af Galileo-applikationer. EIB bør fremme investeringer, især til gavn for SMV.

1.8   Udvalget anmoder om, at de europæiske standardiseringsorganer arbejder videre på at udforme teknisk-normative standarder for samtlige virksomheder i sektoren, som til stadighed udvikles i miljømæssig, social og teknologisk henseende. Sådanne standarder bør også baseres på Kommissionens retningslinjer for at sikre kvaliteten af produkter, produktionsprocesser og tjenesteydelser og forbedre personalets arbejdsvilkår.

1.9   Det ville efter udvalgets mening være en god ide, at strukturfondene udnyttes på regionalt plan til at styrke sektorens europæiske distriktsnet innovativt og udvikle bilaterale organer, som man har positive erfaringer med i flere medlemslande, især med henblik på erhvervsuddannelse og efteruddannelse af personalet, herunder sprogundervisning.

1.10   Udvalget anser det for vigtigt, at der foregår en udbredelse og udveksling af god praksis f.eks. gennem oprettelse af bilaterale organer, som findes i flere lande og som har givet gode resultater mht. fremme af sektorens menneskelige ressourcer.

1.11   EØSU understreger betydningen af en europæisk oplysningskampagne om sikkerhed på arbejdspladsen, økonomisk, social og miljømæssig gennemsigtighed i sektoren for tekstiltjenesteydelser og hvad angår arbejdsvilkårene og beskæftigelsesudsigterne i sektoren under fuld overholdelse af charteret for grundlæggende rettigheder, især organisationsretten og retten til kollektive forhandlinger.

1.12   Udvalget opfordrer Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen til at udarbejde en strategisk ramme for sektoren for tekstiltjenesteydelser, hvor man drager fordel af, at dens økonomiske, produktions- og beskæftigelsesmæssige udvikling er fuldt ud forenelig med målene om bæredygtig vækst, der er fastsat i 20-20-20-målene for 2020.

2.   Indledning

2.1   Sektoren for tekstiltjenesteydelser omfatter en bred og varieret vifte af industrielt organiserede virksomheder med aktiviteter på følgende områder:

Industrivaskerier og –renserier samt udlejning af tekstilprodukter til produktions- og tjenesteydelsesvirksomheder samt private;

udlejning, rensning og vedligeholdelse af arbejdstøj og overalls, uniformer samt beskyttelses- og sikkerhedsbeklædning;

vask, udlejning, reparation og færdigbehandling af linned til hoteller, restauranter og caféer;

vask, udlejning, sterilisering, reparation og færdigbehandling af beklædningsgenstande og linned til medicinsk og paramedicinsk personale, patienter på hospitaler, beboere på plejehjem samt til institutioner;

udlejning og sterilisering af kirurgiske instrumenter og tekstiler samt pakning/levering af sterilt medicinsk udstyr;

levering, udlejning og reparation af intelligente tekstilprodukter med integreret brugervenlig funktion og god komfort;

industriel færdigbehandling, filtre, støvabsorberende udstyr og lignende tekstiltjenesteydelser til produktionsanlæg og sterile kamre;

tekstiltjenesteydelser inden for sundhedshygiejne og vedrørende supplementer/alternativer til tekstilprodukter;

færdigbehandling og specifikke tjenester i tilknytning til modesektoren.

2.2   Industrivaskeriernes tjenesteydelser er vigtige for en lang række aktiviteter inden for cateringvirksomhed og turisme såsom restauranter, hoteller, institutioner, krydstogtskibe osv., men også for levering af avancerede beskyttelsestekstiler inden for mange forskellige fremstillings- og handelssektorer, med en stærk forankring i lokalområdet og ringe risiko for udflytning af aktiviteter uden for EU.

2.3   Vaskerierne er også vigtige for tekstilindustrien, eftersom producenterne af beklædningsgenstande har brug for kontrol og vask af deres produkter, før de kan bringes på markedet. De vaskerier, der betjener tekstilindustrien, har på grund af den store arbejdsmængde og det absolutte krav om et perfekt resultat af den udførte vask brug for vaskerier udstyret med moderne maskiner og faguddannet personale med ordentlige arbejdsvilkår.

2.4   Industrielt vaskeri for hoteller består i pleje og vask af alt hotellinned, som kontinuerligt skal behandles og holdes rent. Denne meget hurtige udskiftning gør det nødvendigt, at vaskeriet – ved hjælp af en velorganiseret arbejdsgang og et dygtigt personale – kan holde trit hermed uden forsinkelser af nogen art.

2.5   I tilslutning til vaskeritjenesterne er der dukket aktiviteter op bestående i udlejning af sofistikerede produkter, som skal opfylde højere tekniske og funktionelle krav samt stadigt strengere miljønormer og tekniske forskrifter, især når det gælder beskyttelsesudstyr og avanceret militært udstyr.

2.6   I de seneste år har sektoren for tekstiltjenesteydelser som helhed udviklet meget højteknologiske systemer - såvel »B-to-B« som »B-to-C« (2) - både mht. kvalitet og de miljøtekniske normer for traditionelle tjenesteydelser – herunder inden for sundhedshygiejne – til hoteller og hospitaler og hvad angår levering af avancerede »intelligente« beskyttelsestekstiler (3).

2.7   Den traditionelle sektor har en omfattende aktivitet med en omsætning på ca. 9 mia. EUR (2007). Den er koncentreret geografisk og domineret af nogle få multinationale virksomheder (4), mens resten af markedet er meget fragmenteret i myriader af små virksomheder, der generelt opererer lokalt. Markedet er i kraftig vækst både mht. omsætning (ca. 10 mia. EUR om året) og beskæftigede (over 200 000).

2.8   Sektoren for højtydende sikkerhedsbeklædning er inde i en hastig udvikling i tilknytning til den nye generation af intelligente tekstiler, som er baseret på: intelligente materialer, avancerede produktionsprocesser, integrerede funktioner med stor komfort, forebyggelse og forvaltning af personlige risici. Størrelsen af det nuværende marked for personlige værnemidler (PPE – personal protective clothing and equipment), som er blandt de mest lovende »lead markeder« i EU (5), anslås til 9,5-10 mia. EUR; 200 000 arbejdspladser er direkte eller indirekte forbundet med PPE-produkter og –tjenesteydelser.

2.9   Markedets efterspørgsel efter disse produkter og tjenesteydelser afhænger af strengere normer for den personlige sikkerhed på arbejdspladsen, højere sikkerhedspræstationer og strengere sikkerhedskrav for hele personalet, bedre forvaltning af personlige risici, udbredelsen af en kultur, hvor driftssikkerhed sættes i højsædet, samt ønsket om at undgå eventuelle klager.

2.10   Særlig bemærkelsesværdig er den opmærksomhed, som sektoren udviser over for tekstilproduktionens og tekstiltjenesteydelsernes miljøpåvirkning. I sektoren for tekstiltjenesteydelser er der foretaget flere miljøkonsekvensanalyser i form af en livscyklusvurdering (6).

3.   Målet med denne initiativudtalelse

3.1   Nærværende udtalelse skal undersøge betingelserne for en udvikling af sektoren for tekstiltjenesteydelser, som:

tager hensyn til de menneskelige ressourcers leve- og arbejdsvilkår, især hvad angår sundhed og sikkerhed;

er baseret på en struktureret sektordialog mellem arbejdsmarkedets parter på de forskellige niveauer;

ledsages af en stadig forbedring af personalets kvalifikationer og professionalisme samt beskæftigelsesudsigter baseret på en forstærket uddannelsesindsats;

er mere skånsom over for miljøet samt energi- og vandbesparende under hele produktets livs- og genanvendelsescyklus;

investerer i teknologisk og logistisk-organisatorisk innovation i et åbent miljø, som forhindrer misbrug af dominerende stilling og sikrer gunstige vilkår for etablering og udvikling af små og mellemstore virksomheder;

fremmer en konkurrence baseret på kvalitet og på udarbejdelse og håndhævelse af vidtgående teknisk-normative standarder;

ledsages af gennemsigtige offentlige udbudsprocedurer med fuld overholdelse af miljøkravene og de sociale bestemmelser, især inden for underentreprisekæderne;

er kendetegnet ved større synlighed og gennemsigtighed i sektoren, så den får et bedre image.

3.2   Den 11. maj 2010 afholdt EØSU en offentlig høring i Bruxelles om dette emne med deltagelse af repræsentanter for sektorens fagforeninger og arbejdsgivere på nationalt og europæisk plan, repræsentanter for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur i Bilbao og Kommissionen (GD ENTR), for bilaterale organer, som findes i flere medlemsstater, og for enkelte repræsentative virksomheder med en storskala-produktion af varer og tjenesteydelser.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Det er efter EØSU's mening en forudsætning for at kunne udforme en strategi og en handlingsplan for sektoren, at der iværksættes en pilotforanstaltning på europæisk plan for at kortlægge og beskrive de højst forskelligartede brancher inden for den europæiske sektor for tekstiltjenesteydelser, deres geografiske spredning og størrelse i EU-27, idet det ikke må forglemmes, at sektoren har en markant kønsdimension og en udpræget uformel og ureguleret økonomi.

4.2   EØSU mener, at der bør tilstræbes en bedre definition af sektoren for at opnå en klarere identifikation i Eurostats NACE-nomenklatur, således at man kan følge den økonomiske udvikling, investeringer, innovation, beskæftigelse og faglige kvalifikationer.

4.3   Sektoren for tekstiltjenesteydelser er særligt dynamisk og i kraftig udvikling, og dens udviklingspotentiale hænger tæt sammen med forbedringen af den sociokulturelle kontekst og virksomhedernes økonomiske og tekniske kapacitet.

4.4   EØSU anser det for vigtigt, at de europæiske standardiseringsorganer udarbejder teknisk-normative standarder for samtlige virksomheder i sektoren, som til stadighed udvikles i miljømæssig, social og teknologisk henseende. Sådanne standarder bør også baseres på Kommissionens retningslinjer på området for at sikre kvaliteten af produkter, produktionsprocesser og tjenesteydelser samt personalets arbejdsvilkår og for at kunne klare sig i den globale konkurrence.

4.5   Sektorens udvikling bør baseres på en struktureret dialog på europæisk og nationalt/regionalt plan for at fastlægge retfærdige arbejdsvilkår, der kan udgøre et fælles fundament for sektoren i Europa gennem anvendelse af EU-direktiverne om ligestilling mellem mænd og kvinder, tilrettelæggelse af arbejdstiden samt information og høring af arbejdstagerne. EØSU mener, at sektoren bør skabe en bedre balance mellem principperne om kundetilfredshed og jobmotivation, således som det er tilfældet i visse højtudviklede produktionsvirksomheder.

4.6   EØSU anser det for afgørende for sektorens udvikling, at charteret om grundlæggende rettigheder bliver overholdt fuldt ud, især organisationsretten og retten til kollektive forhandlinger i hele sektorens produktions- og tjenesteydelseskæde i EU.

4.7   Udveksling af bedste praksis mellem de forskellige aktører i medlemsstaterne er efter udvalgets mening en mulighed, som EU bør tage i anvendelse gennem finansiering af europæiske transnationale projekter på området.

4.8   Miljøbeskyttelse bør have høj prioritet for denne industrisektor, og der bør således tilskyndes til øget anvendelse af EMAS-ordningen og miljømærkerne samt ISO 14000-standarderne.

4.8.1   Den undersøgelse af sektoren, der blev gennemført i 2006, er et fremragende udgangspunkt for diskussion og analyse med det mål at studere udviklingen i de forskellige sektorer (7), men dataene bør ajourføres mindst hvert andet år, og der bør også gennemføres miljøkonsekvensanalyser, som bør forelægges for Europa-Parlamentet og EØSU.

4.8.2   Sektorens bestræbelser på at udbrede EN 14065-certificeringen med arbejdsmarkedsparternes hjælp for at bekæmpe illoyal konkurrence bør gives fuld opbakning ved at regulere markedet og tilskynde - bl.a. skattemæssigt - til udbredelse af bedste praksis med kvalitetsmærkning.

4.8.3   Ved udvælgelsen af beklædning, som omfattes af fuldservice-løsninger, bør der tages hensyn til opretholdelsen og effektiviteten af disse kendetegn i hele tekstilproduktets livscyklus.

4.8.4   EØSU anser det for vigtigt, at sektoren medvirker aktivt til, at anvendelsen af opløsningsmidler og kemiske produkter sker under overholdelse af REACH-forordningen og EU's vandlovgivning.

4.9   Udvalget anmoder om, at der i de årlige arbejdsprogrammer under det syvende FTUD-rammeprogram og det flerårige program for konkurrenceevne og innovation samt i strukturfondenes aktiviteter afsættes tilstrækkelig plads til projekter vedrørende teknologisk og organisatorisk innovation i sektoren med henblik på effektiv ressourceanvendelse og -besparelse, integreret logistik og sporbarheden af de leverede produkter bl.a. med anvendelse af Galileo's logistiske applikationer. EIB bør fremme investeringer, især til gavn for SMV.

4.10   I de offentlige indkøb bør der sikres en fuldstændig og gennemsigtig anvendelse af bestemmelserne på området som en absolut forudsætning for en »grøn og socialt orienteret« udvikling af sektoren; dette gælder især procedurerne for underentreprise samt erstatningsansvar, som bør omfatte hele forsyningskæden.

4.11   Teknologisk og logistisk-organisatorisk innovation bør sikre et åbent miljø, som forhindrer misbrug af dominerende stilling og sikrer gunstige vilkår for etablering og udvikling af små og mellemstore virksomheder,

4.12   Personalets kvalifikationer/fagkundskaber og beskæftigelsesudsigter bør forbedres gennem en forstærket almen og faglig uddannelsesindsats, således at der i sektoren udvikles et deltagelsesbaseret fremsyn på europæisk plan med støtte fra Institut for Teknologiske Fremtidsstudier i Sevilla. Strukturfondenes indsats bør tage sigte på at udvikle bilaterale høringsorganer vedrørende erhvervsuddannelse og efteruddannelse af personalet, herunder sprogundervisning.

4.13   Sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen bør være et prioriteret mål for kvalitetsudviklingen i sektoren: De sektorielle arbejdsmarkedsparter bør på europæisk plan udvikle en struktureret dialog og repræsenteres behørigt i det europæiske udvalg vedrørende sikkerhed ved vedligeholdelse.

4.14   Udvalget anmoder Kommissionen om snarest at fremlægge en meddelelse om en mulig europæisk økonomisk og beskæftigelsesmæssig strategi for udviklingen af sektoren for tekstiltjenesteydelser med henblik på udarbejdelse af en EU-handlingsplan på området i tilslutning til »Lead market«-initiativet for Europa, hvori tekstiltjenesteydelser fremhæves for deres store udviklingspotentiale.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Supplerende oplysninger angående denne udtalelse såsom fremlæggelser på høringer, tekniske bilag eller resultater af statistiske undersøgelser er tilgængelige på Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs hjemmeside:

http://www.eesc.europa.eu/sections/ccmi/Hearingsandconferences/Textile_2010/index_en.asp

(2)  Jf. »Udviklingen inden for forretningsservicesektoren i Europa« (sonderende udtalelse) – EUT C 27, 3.2.2009, s. 26-33.

(3)  Jf. EUROPA INNOVA – INNOVATION WATCH. Sectorial Innovation Foresight: Textile and Clothing – INTERIM REPORT JUNE 2009 s. 3-4, 9-10.

(4)  Elis, Rentokil, Johnson Service, Davis, Alsco, HTS, osv.

(5)  Jf. Lead Market Initiative for Europe/Mid-term progress report. SEC (2009) 1198 final, 9.9.2009.

(6)  Jf. bilag 1 - http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.fr.textile-services-sub-sector-in-europe

(7)  Jf. fodnote 5.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/110


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af bæredygtige, grønne job af hensyn til EU's energi- og klimapakke (initiativudtalelse)

2011/C 44/18

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Fremme af bæredygtige, grønne job af hensyn til EU's energi- og klimapakke.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 146 stemmer for, 4 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Resumé af udtalelsen

1.1   »Jeg vil gerne gøre det klart, at det er en økonomisk fordel for os at investere i klimavenlige og energieffektive teknologier. Mulighederne er enorme.«

Connie Hedegaard, klimakommissær.

1.2   Vi er nu gået ind i den første del af det tredje årtusinde, og det rejser nye spørgsmål om planetens fremtid. Risiciene i forbindelse med de igangværende klimaændringer, den øgede globale efterspørgsel efter energi, de traditionelle energikilders udtømning inden for relativt kort tid og den øgede bevidsthed hos borgerne, der beder om passende foranstaltninger for at bekæmpe og begrænse de negative konsekvenser af drivhusgasemissionerne, gør det nødvendigt at tage udviklingsmodellen op til revision, reducere forbruget og øge anvendelsen af alternative og vedvarende energikilder, som er med til at reducere emissionerne. EU-politikkerne bør tage sigte på at udvikle et miljøvenligt, socialt og konkurrencedygtigt Europa.

1.3   Nødvendigheden af at styrke forsyningssikkerheden og mindske afhængigheden af politisk ustabile eller konkurrerende områder, ledsaget af en gradvis ændring i energimixet til fordel for rene og vedvarende energikilder, gør den nye grønne økonomi til en faktor for bæredygtig udvikling og øget beskæftigelse, som bidrager til en ny økonomisk, social og miljømæssig balance.

1.4   Med denne udtalelse ønsker EØSU at analysere perspektiverne for »bæredygtige, grønne job« og identificere de instrumenter, der er egnede til at støtte og fremme dem.

1.5   Hvis man skal vurdere virkningerne af disse nye politikker, er det nødvendigt at tage højde for »saldoen« mellem nye job og gamle job, der bliver nedlagt, nemlig »beskidt arbejde« (kulminer, opførelse og vedligeholdelse af traditionelle elektricitetsværker osv.). Disse ændringsprocesser skal ledsages af målrettede politikker, der tager sigte på indkomstsikring, erhvervsuddannelse og omskoling. Arbejdstagerne og borgerne skal betragte den nye grønne økonomi som en vigtig mulighed, og den skal omfatte principperne for anstændigt arbejde og være en socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtig drivkraft.

1.6   En europæisk strategi for overgang til en økonomi- og industripolitik med lave drivhusgasemissioner skal være baseret på en dialog mellem regeringerne, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet om de økonomiske og industrielle ændringer, investeringer i passende teknologi til nye og anstændige grønne job og nye grønne kompetencer.

1.7   Hvis denne strategi skal blive en succes, er det absolut nødvendigt at inddrage de nationale og lokale myndigheder, virksomhederne og fagforeningerne i en konstant dialog for at undersøge konsekvenserne for beskæftigelsen og arbejdsmarkedet. Der vil ikke ske fremskridt, hvis ikke arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund inddrages. EØSU bifalder oprettelsen af et Generaldirektorat for Klima (CLIM), der skal koordinere både EU's interne og eksterne politikker med hensyn til begrænsning og tilpasning.

1.8   Efter EØSU's opfattelse er det absolut nødvendigt, at der oprettes et permanent høringsinstrument for at foregribe følgerne af den socioøkonomiske overgang, koordinere sektorrådenes aktiviteter samt styrke dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og de offentlige myndigheder. Miljøagenturet bør også overdrages ansvaret for emissionernes reelle »sporbarhed« og dække alle niveauer af produktion og transport efter LCA-metoden, sådan som det er fastlagt i grønbogen (KOM(2001) 68 endelig) og i meddelelsen (KOM(2003) 302 endelig) om integreret produktpolitik, og sådan som det også foreslås, i det mindste indirekte, i EMAS-forordningen (761/2001/EF) og i forordningen om et EF-miljømærke (1980/2000/EF).

1.9   EU spiller en vigtig rolle, når det gælder fremme af grønne job. Hvad investeringerne angår, skal EU fremme en støttepolitik for aktiviteterne og sektorerne, og EU skal sammen med medlemsstaterne forpligte sig til at indføre en stabil lovgivning, som mindsker de administrative udgifter betydeligt og altid tager hensyn til SMV'ernes behov. Hvad arbejdsmarkedet angår, skal der iværksættes specifikke programmer for at støtte erhvervsuddannelse, og man skal navnlig sørge for omskoling af de arbejdstagere, som trues af de industrielle ændringer, og som risikerer at miste deres nuværende job eller deres indkomstniveauer. Medlemsstaterne skal ved hjælp af skattemæssige incitamenter, der er rettet mod virksomhederne og brugerne, og de midler, der kommer ind fra EU's kvotehandelssystem, fremme energieffektiviteten og investeringer i vedvarende energi, forskning og udvikling. Navnlig i denne krisetid er det tvingende nødvendigt med en sådan politik.

1.10   Offentlige kontrakter har en vigtig rolle at spille. Over 15 % af Europas BNP skabes ved hjælp af offentlige kontrakter. Favorable bestemmelser for varer og tjenesteydelser, der er kendetegnet ved miljømæssig bæredygtighed, kan få markedet til at skabe hurtigere vækst i investeringerne i teknologisk innovation.

1.11   Samlet set bruger EU stadig alt for få midler på forskning, både på EU-plan og på nationalt plan. EU bruger under 2 % af BNP sammenlignet med 2,6 % i USA og 4 % i Japan. Europa har brug for større investeringer i forskning og udvikling, og det er vigtigt, at denne forskning tager sigte på at skabe et samfund med lave drivhusgasemissioner.

1.12   Det største udviklingspotentiale vedrører alle aktiviteter og traditionelle job, der kan gøres grønnere. I den forbindelse spiller civilsamfundet en vigtig rolle. Miljøuddannelse for de unge generationer, erhvervsuddannelse, kommunikation og information til virksomhederne, arbejdstagerne og borgerne er aktiviteter, som kan gøde jorden og skabe det nødvendige grundlag for udviklingen af en ny grøn økonomi. EØSU er aktivt engageret i at støtte disse aktiviteter via Pinocchio-projektet.

1.13   Landbruget kunne selv give et yderst vigtigt bidrag, både når det gælder en ændring af produktionsmodellerne, og når det gælder om at fremme anvendelsen af træer i landbruget og dyrkningen af biomasse. Beskyttelsen af området og af miljøet sætter landbruget og dets organisationer på en klar førsteplads, hvad angår en omfattende bevidstgørelses- og informationskampagne om fordelene ved den nye grønne økonomi.

1.14   Biomasse repræsenterer langt den vigtigste vedvarende energikilde i EU. Tallene fra 2008 understreger, at der på EU-plan er en klar overvægt af biogene energikilder i forhold til alle de øvrige vedvarende energiformer. I EU-27 blev to tredjedele af den vedvarende primære energi – eller 66,1 % af samlet set cirka 6 200 PJ – fremstillet af biomasse.

1.15   I en tid med økonomiske vanskeligheder og begrænsede midler til rådighed bør man koncentrere indsatsen om et begrænset antal prioriteter, som er afgørende for EU, for den overordnede konkurrenceevne, for at forsvare miljøet og for ikke at miste arbejdspladser i de kommende år. Vedvarende energi, bæredygtig transport og huse med et meget lille CO2-aftryk er de områder, EØSU ser som de vigtigste.

1.16   Den offentlige sektor bør yde maksimal støtte til disse sektorer i overgangsperioden. Stop-go-politikkerne, en ustabil og usammenhængende regelramme og bureaukratiet udgør de vigtigste hindringer for udviklingen af aktiviteterne og af gode og anstændige grønne job.

2.   Indledning

2.1   Energimarkedet

2.1.1   Der er ingen tvivl om, at den finansielle og økonomiske krise har forsinket udviklingen i de aktiviteter, der vedrører hele sektoren for nye energikilder.

2.1.2   I 2009 skete der et brat fald i transaktionerne på gas- og oliemarkedet. Man registrerede således en reduktion på 19 % i værdi, hvilket svarer til over 90 mia. dollars (World Energy Outlook 2009 IEA (Det Internationale Energiagenturs prognoser vedr. den internationale energisituation)). På trods af denne reduktion af forbruget vil der ifølge prognoserne for 2030 alligevel ske en forøgelse af energiefterspørgslen på ca. 40 %, hvorved den når op på 16,8 mia. tons olieækvivalenter (toe).

2.1.3   Fossile energikilder vil dog stadig udgøre over 77 % af væksten i efterspørgslen i perioden 2007-2030, og olieefterspørgslen vil stige fra de nuværende 85 Mb/dag (millioner tønder pr. dag) til 88 Mb/dag i 2015 og 105 Mb/dag i 2030.

2.1.4   Ifølge World Energy Outlook 2009 er det muligt at bekæmpe og begrænse klimaændringerne, men kun ved at foretage en gennemgribende ændring af energisektoren. I rapporten foreslås det såkaldte »Scenario 450« med foranstaltninger, der skal gennemføres gradvist, og med en fast tidsplan for på lang sigt at begrænse CO2-emissionerne i atmosfæren til 450 ppm og holde stigningen i den globale temperatur under 2 grader i forhold til de førindustrielle niveauer. For at opnå dette scenario skal efterspørgslen efter fossile brændstoffer ifølge IEA (Det Internationale Energiagentur) nå sit højdepunkt senest i 2020, og CO2-emissionerne i forbindelse med energi skal falde til 26,4 Gt (gigaton) i 2030 sammenlignet med 28,8 Gt i 2007.

2.2   Energieffektivitet

2.2.1   EU's energieffektivitetsprogrammer har den målsætning at reducere energiintensiteten med 3,3 % om året i perioden 2005-2020, hvilket burde give en besparelse på 860 Mtoe om året. Det er en ambitiøs målsætning, som burde være genstand for obligatoriske foranstaltninger, hvor det er muligt, og som kræver store investeringer, der selv burde medføre en væsentlig besparelse, som Kommissionen vurderer til 100 mia. euro om året (Kommissionens meddelelse: Handlingsplan for energieffektivitet: udnyttelse af potentialet KOM(2006) 545 endelig).

2.2.2   EØSU har i flere udtalelser udtrykt sig meget positivt om de europæiske initiativer til udbredelse af energieffektivitetsprogrammer (1). Desværre har EØSU også kunnet konstatere, at der ikke er samme entusiasme i medlemsstaterne (2). EØSU gentager, at »Et ofte overset aspekt af de grønne politikker er deres økonomiske gevinst. Den »grønne økonomi« er faktisk en af vejene ud af den verdensomspændende krise. Den nye grønne økonomi skaber nye beskæftigelsesmuligheder. Kommissær Dimas har udtalt, at »grønne investeringer« vil skabe 2 millioner job i EU i det kommende årti. »Grøn økonomi« er således ikke nogen luksus« (3).

2.2.3   Kommissionen skal gøre sig klar til at iværksætte en revision af energieffektivitetsstrategien. De fremskridt, der hidtil er målt, har ikke ført til de ventede fordele. Den relative stabilisering af olieprisen, som gik fra rekorden på $147,27 den 11. juli 2008 til et gennemsnit i 2009 på $53,56 pr. tønde (i 2008 var gennemsnittet $91,48 pr. tønde) (WTRG Economics), hvilket så afgjort ikke fremmede investeringerne.

2.2.4   Revisionen af direktivet om boligers og kontorers energieffektivitet, som i høj grad vil øge antallet af dem, der har pligt til at foretage strukturelle indgreb i nye boliger og i boliger, der skal renoveres, samt forordningerne om emissioner fra biler og også fra lette transportkøretøjer kræver, at industrien gør en betydelig indsats for at nå de fastlagte emissionsmål, som giver sig udslag i en væsentlig effektivitetsforbedring og en heraf følgende reduktion af forbruget.

2.2.5   EurObserv'ER analyserede i 2009 (EurObserv’ER 2009 – The State of Renewable Energies in Europe. 9th EurObserv’ER Report) i 14 EU-lande (Tyskland, Frankrig, Spanien, Danmark, Sverige, Italien, Østrig, Polen, Finland, Storbritannien, Nederlandene, Slovakiet, Slovenien og Luxembourg) de direkte beskæftigelsesmæssige virkninger af de forskellige teknologier, der er knyttet til de vedvarende energiformer. I 2008 gav de vedvarende energiteknologier mulighed for at skabe eller bevare samlet set 660 000 job. Heraf kan mere end 42 % (cirka 278 000) henføres til de biogene energikilder (nærmere betegnet biomasse). Investering i biomasse skaber varige arbejdspladser, mindsker Europas energiafhængighed og mindsker i væsentlig grad omfanget af CO2-udledningerne.

3.   Krisen og de grønne job

3.1   Den økonomiske krise har haft stor indflydelse på de offentlige regnskaber. Det samlede underskud i euroområdet var på 6,4 % i 2009, og Kommissionen anslår det til 6,9 % i 2010. Det kræver nogle strenge genoprettelsesplaner, som inden for kort tid skal få underskuddet til igen at ligge inden for stabilitetspagtens parametre. EØSU mener, at man bør være på vagt over for den politiske retorik og manglende handling, når der tales om at fremme den grønne vækst.

3.2   De disponible midler til at fortsætte planerne for at fremme vedvarende energi og energieffektivitetsprogrammerne bliver stadig mere beskedne. Medlemsstaterne bør anvende mere end de planlagte 50 % af de midler, de inddriver ved at bortauktionere emissionsrettigheder (ETS), til energieffektivitetsprogrammer, investeringer i vedvarende energi, bæredygtig transport og transport generelt.

3.3   Den risiko, som man løber, er, at man får et forkert billede af kampen mod klimaændringerne, nemlig at det udelukkende drejer sig om en reduktion af forbruget. Det er tværtimod nødvendigt at tage hensyn til det energimæssige investeringsafkast (EROI) og at knytte begrebet bæredygtighed sammen med begrebet udvikling, dvs. at skabe en ny økonomi, hvor man ikke stræber efter »bæredygtig recession« og »miljøvenlig arbejdsløshed«, som nødvendigvis vil føre til en forringelse af folks levestandard uden at medføre væsentlige ændringer i planetens sundhedstilstand.

3.4   Virksomhederne skal også tackle en alvorlig kreditstramning, og det gælder navnlig de små og mellemstore virksomheder. Eftersom der er færre disponible ressourcer til de almindelige aktiviteter, er det næsten umuligt at foretage investeringer i renoveringer, som ofte er omkostningskrævende, og som først giver et udbytte efter nogle år. Der er behov for målrettede støttepolitikker.

3.5   ILO har givet sin holdning til kende i forbindelse med et nyligt initiativ fra Kommissionen (Duncan Campbell Director Department Of Economic and Labour Market Analysis) og har foreslået en definition:

»Grønne job kan defineres som job, der gør miljøfodaftrykket mindre ved at:

mindske forbruget af energi, affaldsmaterialer og vand,

afkarbonisere og dematerialisere økonomien

reducere drivhusgasemissionerne,

indføre klimatilpasningspolitikker,

beskytte og sanere økosystemet.«

3.6   Ifølge ILO, som gennem flere år har foretaget tilbundsgående sektorundersøgelser inden for grønne job i samarbejde med virksomhedernes og fagforeningernes internationale organisationer, er det nedenstående sektorer, der burde være de mest interessante i den forbindelse:

Energi

Integreret system til forgasning/opsamling af CO2

Kombineret produktion (varme/energi)

Vedvarende energi (vindenergi, solenergi, biobrændstoffer, geotermisk energi, små vandkraftanlæg), brændstofdrevne batterier

Transport

Køretøjer med mere effektive motorer

Elkøretøjer og køretøjer med brændstofdrevne batterier

Delebiler

Offentlig transport

Ikke-motoriseret transport (cykler, transport til fods), ændring af politikkerne for fysisk planlægning og byplanlægningsmodellerne (ved at reducere afstandene og afhængigheden af motoriseret transport)

Industri

Forureningskontrol (rensningsanlæg og andre filtreringsteknologier)

Energi- og materialeeffektivitet

Miljøvenlige produktionsteknikker (hvor giftstoffer undgås)

Planlægning af produktionscyklusserne med metoden »fra vugge til vugge« (systemer med lukket cyklus i henhold til William McDonoughs og Michael Braungarts definition)

Bygninger

Belysning, hvidevarer og kontorudstyr med høj energieffektivitet

Opvarmning og afkøling med solenergi og solceller

Istandsættelse af gamle bygninger med nye teknologier

Grønne bygninger (energieffektive vinduer, isolering, byggematerialer, opvarmning, ventilation og luftkonditionering)

Passive huse, der forsynes med solenergi, og emissionsfrie bygninger

Materiale-håndtering

Genbrug

Et udvidet producentansvar, hvor produktet indsamles og bliver regenereret

Dematerialisering

Produkters levetid og reparation

Detailhandel

Fremme af produkter med høj effektivitet og anvendelse af miljømærkning

Salgssteder, som ligger tættere på boligområder

Minimering af transportafstanden (fra produktets oprindelse til lagrene)

En ny serviceøkonomi (salg af tjenesteydelser i stedet for varer)

Landbrug

Bevaring af jorden

Vandeffektivitet

Økologiske dyrkningsmetoder

Reduktion af afstanden mellem producenterne og markedet

Skovplantning

Skovrejsning og skovrejsningsprojekter

Agroskovbrug

Bæredygtig skovforvaltning og certificering

Bekæmpelse af afskovning

3.7   Grønne job skal for størstedelen af aktiviteternes vedkommende være kendetegnet ved høje kvalifikationsniveauer og faguddannelse.

4.   Hovedaktører og gode eksempler

4.1   Under en høring (EØSU, den 23. marts 2010) gav nogle af hovedrepræsentanterne for foreningerne deres bidrag til debatten.

4.2   Formanden for Confartigianato (foreningen af håndværksvirksomheder) i Bergamo præsenterede den grønne energiuge, som omfattede 16 arrangementer med information og debatter, 80 ordførere og hundredvis af deltagere, og som tog sigte på at uddybe de lovgivningsmæssige og tekniske aspekter af energibesparelse og miljømæssig bæredygtighed. Det er et glimrende eksempel på den rolle, som brancheforeningerne kan og skal spille for at udbrede kulturen. Der blev præsenteret nye tjenester, som har med energi at gøre, såsom »energirådgivningen«, der tilbyder specifik rådgivning til virksomhederne, »kreditstøtte«, der skal støtte investeringerne, også med foreningens kreditkonsortium, og »teknisk uddannelse« i samarbejde med universitetet i Bergamos ingeniørfakultet.

4.3   WWF's repræsentant, som er ansvarlig for den europæiske klima- og energipolitik, understregede i sit indlæg den positive indvirkning, som undersøgelser foretaget af WWF viser, at den grønne økonomi vil have på beskæftigelsen. Miljøorganisationerne er naturligvis meget positivt indstillet over for en politik til støtte for energi med lav CO2-udledning eller, endnu bedre, emissionsfri energi.

4.4   Formanden for den polske fagforening for mine- og energiarbejdere fremhævede de risici, der er forbundet med en politik, som går alt for hårdt ud over det »beskidte arbejde«. Det er nødvendigt at bevare beskæftigelsen ved hjælp af initiativer, der tager sigte på at skabe nye arbejdspladser, som absorberer de arbejdspladser, der bliver nedlagt. Det er nødvendigt at tænke på »saldoen« mellem de nye arbejdspladser, der bliver skabt, og de gamle arbejdspladser, der går tabt. Man skal også være meget opmærksom på lønaspektet. Nogle af de nye grønne job lønnes dårligere, og prisen på en kW, der er produceret med kul, er det halve af prisen på en kW produceret med vedvarende energikilder. Uden passende politikker til fordel for beskæftigelsen er der en reel risiko for, at arbejdsløsheden bliver fordoblet i løbet af kort tid. Der skal ligeledes tages højde for passende former for støtte til arbejdstagernes mobilitet.

4.5   Formanden for Den Europæiske Sammenslutning af Arbejdsgivere i Byggesektoren gav udtryk for de europæiske virksomheders store engagement og interesse i at støtte en modernisering og effektivisering af offentlige og private boliger og bygninger til erhvervsbrug. Sektoren kræver ikke særlig økonomisk støtte, men satser på en stabil lovgivning, som ligger fast i et vist antal år, så man kan planlægge investeringer og udarbejde industriplaner. Byggeindustrien kræver et passende og konstant cash flow, som den kan regne med, og ikke kortsigtet støtte. En passende skattepolitik kunne få husholdningerne til at vende blikket mod denne form for investering. Virksomhederne er villige til at gøre deres del, når det gælder den nødvendige uddannelse af medarbejderne.

4.6   Formanden for den europæiske arkitektorganisation, Architect's Council of Europe (CAE), understregede nødvendigheden af at udvikle uddannelserne yderligere med henblik på en bæredygtig arkitektur i Europa, og at udbrede en holistisk tilgang til planlægningen af foranstaltninger på området, hvilket kræver nytænkning med hensyn til arkitektfaget. Ifølge CAE skal man i samråd med byggeindustriens sammenslutninger opstille nogle ambitiøse målsætninger, der forbedrer bygningernes kvalitet og energieffektivitet. CAE gav, på baggrund af negative erfaringer for nylig, udtryk for tvivl med hensyn til resultatet af et offentlig-privat partnerskab (PPP) for offentlige kontrakter.

4.7   Kommissionens repræsentant satte fokus på det store potentiale, som de nye job, der kan skabes, har. Det skønnes, at der er tale om over en million nye arbejdspladser. Den anden geotermiske kongres' succes viser den mulige udvikling. F.eks. er der i Sverige installeret 33 varmepumper pr. 1 000 indbyggere, sammenlignet med 0,1 i Spanien. De administrative hindringer er et stort problem for udviklingen af vedvarende energi. Energieffektivitet spiller en nøglerolle i hele systemet, navnlig når det gælder bygninger. De grønne job, der bliver fremmet af de nationale handlingsplaner, vil være varige og konkurrencedygtige.

4.8   Indlægget fra repræsentanten for Berlins økonomiske og tekniske universitet indeholdt mange elementer til overvejelse og mange oplysninger, og der blev sat fokus på den store internationale konkurrence på markedet for vedvarende energi. Navnlig USA og Kina konkurrerer om markedet. Kina og Taiwan tegner sig for næsten 50 % af eksporten af solpaneler.

4.9   Repræsentanten for en af de største spanske vindmølleturbinevirksomheder understregede den strategiske vigtighed af denne sektor, hvis udvikling skyldes intelligente og modige politikker, der har fremmet investeringerne og tilført værdi til økonomien. På trods af krisen er fremtidsudsigterne positive, hvis man fastholder politikkerne til fordel for vedvarende energi. I sit indlæg citerede han præsident Obama, som har udtalt, at »den nation, der er førende inden for økonomien for ren energi, vil være den nation, der er førende inden for den globale økonomi« (Barak Obamas tale om unionens tilstand, 27. januar 2010).

4.10   Afslutningsvis understregede en af EFS' ledere, at Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation bakker op omkring de politikker, der fremmer og støtter grønne job, idet arbejdstagernes værdighed, deres rettigheder og deres lønniveauer skal respekteres. Et grønt job skal pr. definition være et anstændigt job. Efter EFS' opfattelse er det nødvendigt, at der iværksættes overgangspolitikker, uddannelsesstøttepolitikker og politikker for at foregribe de industrielle ændringer.

5.   Hvilke udsigter er der?

5.1   I de senere år er der blevet fremlagt meget forskellige tal for de mulige beskæftigelsesmæssige fordele ved grønne job, energieffektivitet og initiativer til bekæmpelse af klimaændringerne. Det anslås, at der vil blive skabt hundredtusindvis af nye arbejdspladser, men det er vanskeligt at gøre dette skøn konkret. Et alvorligt problem er vurderingen af nettoforøgelsen, hvor de nedlagte arbejdspladser inden for samme sektor bliver fratrukket.

5.2   Der er i øjeblikket 4,6 mio. grønne job, hvis man regner med miljøvenlige aktiviteter i snæver forstand. Tallet burde nå op på 8,67 mio., hvilket svarer til 6 % af de beskæftigede i EU-27, hvis man medregner aktiviteter i forbindelse med miljøressourcer, såsom skovplantning eller økoturisme. Omfanget af grønne job bliver meget stort, hvis man anvender en bredere definition, nemlig 36,4 mio. arbejdspladser i alt, hvilket svarer til 17 % af arbejdsstyrken, hvor også indirekte og afledt beskæftigelse er medtaget (GHK et al. (2007)). I sit nylige dokument om beskæftigelsen i Europa (Beskæftigelsen i Europa 2009) gør Kommissionen tydeligt opmærksom på disse forskelle. Væksten har navnlig berørt sektoren for vedvarende energi, økologisk landbrug og - stadig på et beskedent niveau - aktiviteterne i forbindelse med renovering af ejendomme.

5.3   De vigtigste indsatsområder. Byggeindustrien

5.3.1   Med 16,3 mio. arbejdstagere og 7,6 % af den samlede beskæftigelse ligger byggeindustrien på førstepladsen blandt de industrielle aktiviteter i Europa. Omsætningen i 2008 var på 1 305 mia. EUR, svarende til 10,4 % af BNP. Underleverandørleddet beskæftiger over 32 mio. arbejdstagere (FIEC (The European Construction Industry Federation) årsrapport 2009).

5.3.2   Den europæiske byggeindustri er aktivt engageret i projekter og initiativer, der tager sigte på at nå nogle højere standarder for energieffektivitet og -besparelse, nemlig inden for rammerne af det 7. rammeprogram med Sunrise-projekterne om integration af solceller i bygninger, Cygnum om fremstilling af præisolerede træpaneler, hvor der anvendes billigt genbrugsmateriale, som vil gøre det lettere at få adgang til en bolig med et lavt energiforbrug, og Mobi3con, som er et operativsystem i 3D, der skal bruges på byggepladser for at hindre enhver fejl i konstruktionen i forhold til designet, og som Den Europæiske Sammenslutning af Arbejdsgivere i Byggesektoren (FIEC) anslår, vil give en besparelse på 6,2 mia. EUR.

5.3.3   På trods af finanskrisens alvorlige følgevirkninger, der i nogle lande såsom Spanien og Irland reelt har sat markedet i stå, mener sektoren, at der i de kommende år bliver behov for mindst 800 000 nye arbejdspladser til specialiserede teknikere og ingeniører, som skal deltage i programmerne for bygningers energieffektivisering. Det anslås, at man alene i Frankrig vil gå fra 169 000 beskæftigede inden for bygningers energieffektivitet i 2007 til 320 000 beskæftigede i 2012 (Studo Ademe (Agence de l'Environnment e de la Maitrise de l'Energie), 2008).

5.3.4   En anden sektor, hvor man venter en vækst i antallet af beskæftigede, er ESCO (Energy Service Company), som er en virksomhed, der iværksætter foranstaltninger for at forbedre energieffektiviteten, og som påtager sig risikoen for initiativet og fritager den endelige kunde for enhver tilrettelæggelses- og investeringsudgift. Disse virksomheders udbredelse er i nogle lande blevet modarbejdet af de store producenter, som frygtede et drastisk fald i forbruget (4).

5.3.5   Erhvervsuddannelse og videreuddannelse er nødvendigt for fuldt ud at kunne forvalte de industrielle ændringer. FIEC, Den Europæiske Sammenslutning af Arbejdsgivere i Byggesektoren, og FETBB, Den Europæiske Sammenslutning af Bygnings- og Træarbejdere, samarbejder aktivt om at udvikle fælles initiativer, hvad angår erhvervsmæssige kvalifikationer og grænseoverskridende uddannelsesprojekter.

5.4   Vedvarende energi

5.4.1   I 2008 beskæftigede solcelleindustrien 190 000 personer (130 000 direkte og 20 000 i 2010 og 60 000 indirekte). Med støtten til markedet i EU-27 regner industrien med, at den inden 2030 vil kunne tilbyde 2,2 mio. arbejdspladser, men med en meget begrænset nettoeffekt. Hvis man antager, at eksporten vil ligge på 15 %, vil nettosaldoen i 2030 for EU-27 nemlig være ca. 162 000 arbejdspladser (49 000 i 2020) (EPIA - European Photovoltaic Industry Association, 2009).

5.4.2   Solcellesektoren kræver højt specialiseret personale, både til forskning og udvikling og til vedligeholdelse. Arkitekter og ingeniører skal undersøge, hvordan solceller kan anvendes i byerne, som er kendetegnet ved historiske centrummer af høj landskabsmæssig og kunstnerisk værdi. I Europa er den samlede installerede kapacitet steget fra 1 981 MW i 2005 til 9 405 MW i 2008 (EPIA - Global Market Outlook for Photovoltaics until 2013, 2009 A.T. Kearney analysis), og den er næsten blevet fordoblet fra 2007 til 2008. Der er brug for specialkurser for at uddanne mindst 50 000 nye medarbejdere fra nu af og indtil 2030. Der er stadig ikke nok masteruddannelser og postgraduate kurser, som tager sigte på at give særlig uddannelse i solcellernes anvendelse.

5.4.3   Med 64 935 installerede MW ved udgangen af 2008 er vindenergi allerede i dag den vigtigste kilde til vedvarende elektrisk energi. I 2007 nåede antallet af direkte beskæftigede op på 108 600, og hvis man ser på de indirekte beskæftigede, når antallet op på 154 000 % er ansat i industrien for vindmølleturbiner og komponenter. Tyskland, Spanien og Danmark er de lande, der har den højeste koncentration af ansatte (EWEA - European Wind Association, 2009). Sektorens europæiske sammenslutning anslår, at antallet af beskæftigede kan nå op på ca. 330 000 i 2020, hvilket er mere end en fordobling af antallet af beskæftigede.

5.4.4   Det fremgår af en undersøgelse foretaget i Spanien, som er et land, der har investeret utroligt meget i alternativ energi, at antallet af beskæftigede burde stige fra 89 001 i 2007 til 228 000-270 000, idet der tages udgangspunkt i to forskellige scenarier (ISTAS - Instituto Sindical de Trabajo Ambiente y Salud, 2009).

5.5   Transport

5.5.1   Bil- og transportmiddelindustrien beskæftiger ca. 2,2 mio. arbejdstagere, og dette tal stiger til 9,8 mio., hvis man medregner den afledte industri (ACEA - Associazione dei costruttori europei di automobili. (Den europæiske sammenslutning af bilfabrikanter)). Hertil kommer de ansatte inden for offentlig og privat transport. Det samlede antal overstiger 16 mio. personer, hvis man medregner jernbaner, søfartsselskaber, industri og tjenesteydelser i forbindelse med luftfart og vejgodstransport.

5.5.2   Denne sektor har været hårdt ramt af krisen, og der er sket et fald i produktionen med 7,6 % for bussernes vedkommende, 21,6 % for biler, 48,9 % for minibusser og 62,6 % for lastbiler. Det er en sand katastrofe for produktionen. Det er ikke gået bedre i resten af transportsektoren, hvor der har været et generelt fald i ordrerne og aktiviteterne.

5.5.3   Transportsektoren vil i højere grad end andre sektorer blive berørt af de teknologiske udfordringer, som klimapakken og de heraf følgende forordninger om CO2-emissioner giver. Medtagelsen af emissioner fra lufttransport i emissionshandelssystemet (ETS) vil medføre vanskeligheder for de mest forældede flåder, som vil skulle betale betydelige bøder for deres emissioner. Desuden er det som tidligere anført af EØSU (5)»væsentligt mere kompliceret at anvende ETS på søtransportområdet, og navnlig på trampfart, end på lufttransportområdet på grund af praktiske omstændigheder ved den internationale søfart, som gør ETS-beregninger særdeles vanskelige«.

5.5.4   Man venter en (forhåbentlig) støt vækst i jernbaneaktiviteterne, både når det gælder passagertransport og godstransport. Det forventes, at antallet af arbejdspladser vil stige med 1 200 000 inden for passagertransport og med 270 000 inden for godstransport, mens antallet af arbejdspladser inden for vejtransport (Syndex Etuc Istas research, 2007) vil falde med ca. 700 000 inden 2030.

5.5.5   Bæredygtig bytrafik og en klar politik til fremme af ikke-motoriserede transportformer som cyklen og gang vil forbedre livskvaliteten og i væsentlig grad bidrage til at nedbringe drivhusgasemissionerne.

6.   Positive foranstaltninger for at fremme grønne job

6.1   Det er nødvendigt med en omfattende både offentlig, privat og fælles indsats for at tackle de udfordringer, som vi står over for. Vi skal forene økonomisk udvikling med en betydelig reduktion af skadelige emissioner og med muligheden for at få mere og bedre beskæftigelse.

6.2   De offentlige finansers tilstand giver i øjeblikket ikke udsigt til et væsentligt spillerum, efter at der er truffet foranstaltninger til fordel for et finanssystem i dyb krise og den heraf følgende økonomiske krise, der har reduceret skatteindtægterne i alle medlemsstaterne.

6.3   EØSU foreslår, at der oprettes en »EU-investeringsfond« med EIB som garant og med specifikke ressourcer, som skal stilles til rådighed af Det Europæiske System af Centralbanker og ECB. Fonden skal tage sigte på gennemførelsen af målsætningerne om effektivitet og energibesparelse. Det er nødvendigt med en europæisk Marshall-plan for på en sikker måde at kunne imødegå de finansielle behov, der opstår i forbindelse med bekæmpelsen af klimaændringerne.

6.4   EIB, som allerede er aktivt involveret i finansieringen af aktiviteter, der vedrører udviklingen af vedvarende energi, kunne stå for fondens forvaltning og målrette ressourcerne via det europæiske banksystems kanaler.

6.5   Det vigtigste spørgsmål er rationaliseringen af ressourcerne. Det er afgørende at kanalisere og koordinere midlerne fra strukturfondene, Den Europæiske Socialfond og det 7. rammeprogram. Kommissionen kunne sikre denne koordinering med det nye GD Energi.

6.6   Det er nødvendigt med private finansielle ressourcer. De offentlig-private partnerskabsinitiativer bør have et operativt og skattemæssigt incitament og en sikker og varig referenceramme.

6.7   Erhvervs- og arbejdstagerorganisationerne samt de foreninger i civilsamfundet, der beskæftiger sig med disse områder, har mulighed for at spille en særlig rolle, når det gælder om at udbrede teknikker, muligheder, bevidsthed, uddannelse og erhvervsuddannelse. Civilsamfundet bør altid være involveret i projekter af denne art.

6.8   Anvendelsen af IKT spiller en vigtig rolle, hvad optimeringen af ressourcerne angår. Det fremgår af en nylig undersøgelse fra Kommissionen (The implications of ICT for Energy Consumption (e-Business Watch, Study report no 09/2008, http://www.ebusiness-watch.org/studies/special_topics/2007/documents/Study_09-2008_Energy.pdf)), at det er nødvendigt at udnytte hele det potentiale, som IKT giver (6). Dette kunne have en meget positiv indvirkning på skabelsen af nye grønne job.

6.9   Hvad boligers energieffektivitet angår, har EØSU i en udtalelse (7) identificeret de politikker, som det er hensigtsmæssigt at tage i brug, og som har til formål at lette kontrollerne med bygningers energistandarder, idet man gør det nemmere for slutbrugerne at købe og ibrugtage egnet udstyr til renovering med henblik på termisk isolation.

6.10   Når det gælder vedvarende energi, skal de fremmende foranstaltninger, der iværksættes, omfatte støtte til forskning og udvikling samt programmer til indførelse af et stabilt og selvforsynende marked, og de skal hjælpe virksomhederne og slutbrugerne via skattelempelser og incitamenter til at producere og bruge vedvarende energi. Disse programmer bør være langsigtede og bør følge den model, som man anvender i Tyskland, og som har medført en gradvis reduktion af offentlig intervention, idet virksomhederne og offentligheden har fået mulighed for at planlægge deres egne investeringer

6.11   Et særligt kapitel bør omhandle uddannelse og erhvervsuddannelse (8). Uddannelse er nødvendigt for at udbrede viden og bevidsthed hos de kommende generationer, og erhvervsuddannelse er vigtigt for at kunne nå videre med de nye teknologier, der tager sigte på at fremme energieffektiviteten og bekæmpe klimaændringerne.

Bruxelles, den 14. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 10 af 15.1.2008, s. 22-35.

(2)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 54-59, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 39-42.

(3)  EUT C 277 af 17.11.2009, side 20.

(4)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 54-59, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 39-42.

(5)  EUT C 277 af 17.11.2009, side 20.

(6)  EUT C 175 af 28.7.2009, s. 87-91.

(7)  EUT C 162 af 25.6.2008 s. 62-71.

(8)  EUT C 277 af 17.11.2009 s. 15-19.


11.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/118


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om styrkelse af effektiviteten af EU's energipolitik til fordel for små og mellemstore virksomheder og særligt mikrovirksomheder (initiativudtalelse)

2011/C 44/19

Ordfører: Francis DAVOUST

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Styrkelse af effektiviteten af EU's energipolitik til fordel for små og mellemstore virksomheder og særligt mikrovirksomheder

(initiativudtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 1. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 14. juli 2010, følgende udtalelse med 157 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   På EU-niveau:

indføre en »Think small first« -tilgang i energipolitikken, som sikrer, at organisationerne for små virksomheder og mikrovirksomheder deltager i lovgivningsprocessen, samt at der gennemføres konsekvensanalyser, der også dækker de mindste virksomheder, gennem en sektorspecifik strategi,

oprette et permanent dialogforum med SMV-organisationerne om de konsekvenser, EU's energipolitik har for virksomhederne, især de allermindste,

samarbejde med de berørte erhvervsorganisationer om at fastlægge, hvilke foranstaltninger der skal medtages i de europæiske programmer, således at disse virksomheder kan tilpasse sig EU's retningslinjer bedst muligt,

analysere konsekvenserne af miljøeffektivitetsprogrammerne for de forskellige kategorier af SMV'er og udsende en vejledning om bedste praksis,

forenkle SMV'ernes vilkår for adgang til og anvendelse af eksisterende EU-programmer inden for energieffektivitet,

indføre en støtteplan for miljø- og energieffektive innovationer og oprette et finansielt støtteinstrument til støtte af innovationer, der tilpasses små virksomheders og især mikrovirksomheders behov,

skabe en ramme til styrkelse af energiserviceselskabernes tilstedeværelse og aktiviteter på nationalt plan til fordel for små virksomheder,

forenkle adgangen til strukturfondene for mindre virksomheder bl.a. via deres organisationer,

skabe en ramme til fremme af mikroproduktionens udbredelse i medlemsstaterne.

1.2   I medlemsstaterne:

oprette et nationalt dialogforum med SMV-organisationerne,

udarbejde uddannelses- og informationsprogrammer gennem sektorspecifikke kampagner og kvikskranker først og fremmest inden for de berørte virksomheders paraplyorganisationer,

støtte finansieringen af investeringer, formindske forsikringsudgifterne og indføre skatteincitamenter,

skabe finansielle synergier for EU, medlemsstaterne og erhvervsorganisationer, som fremmer indførelsen af forskellige former for støtte til små virksomheder,

indsætte miljø- og energirådgivere og uafhængige diagnosticerings- og energirådgivningstjenester i paraplyorganisationerne.

1.3   I regionerne:

integrere opfølgning og rådgivning på energiområdet samt uddannelse, støtte til innovation og finansiering af investeringer i de regionale programmers prioriteringer,

støtte mikroproduktion gennem strukturfondene.

2.   Indledning

2.1   Baggrund for udtalelsen

2.1.1   EU har indført en politik til styrkelse af energieffektiviteten, som også udgør en del af EU 2020-strategien. Den væsentligste konsekvens for SMV'erne er den gennemgribende ændring af deres adgang til energi og rationel anvendelse heraf i virksomheden. Hidtil har EU's bestræbelser inden for energieffektivitet ikke beskæftiget sig specifikt med de små virksomheders og mikrovirksomhedernes situation, og konsekvenserne for disse virksomheder kendes ikke.

2.1.2   I denne sammenhæng skal det bemærkes, at EØSU i sin udtalelse af 1. oktober 2009 (1) om slutbrugernes bidrag til større energieffektivitet - politikker og programmer - anbefaler at intensivere indsatsen for systematisk at inddrage slutbrugerne, særligt de små virksomheder, og især at: 1) styrke det branchespecifikke aspekt af EU-politikkerne, 2) forenkle de europæiske energirelaterede programmer, 3) analysere energieffektivitetspolitikkernes konsekvenser for slutbrugerne, herunder SMV'erne, og måle resultaterne heraf og 4) på europæisk plan oprette en taskforce og et netværk af uafhængige organer inden for energieffektivitet til fordel for slutbrugerne, først og fremmest SMV'erne og håndværksvirksomhederne.

2.2   Udtalelsens sigte

2.2.1   EØSU finder, det er vigtigt at behandle spørgsmålet ud fra tilgangen i Small Business Act og princippet »Think small first«, som er grundlaget for drøftelse og udarbejdelse af EU's politikker og programmer. Udtalelsen fokuserer på de virkninger, EU's energipolitik har for de små virksomheder og mikrovirksomhederne, der udgør 92 % af EU's virksomheder (2).

2.3