ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2011.021.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 21

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

54. årgang
21. januar 2011


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

463. plenarmøde den 26. og 27. maj 2010

2011/C 021/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om nødvendigheden af en integreret tilgang til byfornyelse (sonderende udtalelse)

1

2011/C 021/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fælles civilsamfundsinitiativer for bæredygtig udvikling (initiativudtalelse)

9

2011/C 021/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om international handel og klimaforandringer

15

2011/C 021/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbindelserne mellem EU og ASEAN (initiativudtalelse)

21

2011/C 021/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den 28. ordning — et alternativ, som indebærer mindre EU-lovgivning (initiativudtalelse)

26

2011/C 021/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om socialt ansvarlige finansielle produkter (initiativudtalelse)

33

2011/C 021/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om professionalisering af husligt arbejde (tillægsudtalelse)

39

 

III   Forberedende retsakter

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

463. plenarmøde den 26. og 27. maj 2010

2011/C 021/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mulighederne for dyrevelfærdsmærkning og etablering af et europæisk netværk af referencecentre til dyrebeskyttelse og dyrevelfærd — KOM(2009) 584 endelig

44

2011/C 021/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Investering i udviklingen af teknologi med lav CO2-udledning (SET-planen) — KOM(2009) 519 endelig

49

2011/C 021/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Handlingsplan for bytrafikken — KOM(2009) 490 endelig

56

2011/C 021/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart — KOM(2009) 611 endelig — 2009/0170 (COD)

62

2011/C 021/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker — Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 — KOM(2010) 193 endelig

66

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

463. plenarmøde den 26. og 27. maj 2010

21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om nødvendigheden af en integreret tilgang til byfornyelse (sonderende udtalelse)

2011/C 21/01

Ordfører: Angelo GRASSO

På vegne af det spanske formandskab anmodede det spanske boligministerium den 2. december 2009 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om en sonderende udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om

Nødvendigheden af en integreret tilgang til byfornyelse.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 4. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 26. maj, følgende udtalelse med 87 stemmer for, 4 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Byen er blevet et energispildende system og den vigtigste årsag til ændringer af miljøet. Derfor er koordineret handling på EU-niveau med henblik på en mere beslutsom udvikling af byfornyelsespolitikker et af de vigtigste midler til at bekæmpe skadelige CO2-emissioner og klimaændringer.

1.2   EØSU ønsker en strategi for byer og storbyområder med henblik på byfornyelse af kvarterer, der er nedslidt socialt, miljømæssigt eller i henseende til bygninger og byplanlægning.

1.3   Desværre er de traditionelle byplanlægningsværktøjer uegnede til en sådan strategi, bl.a. fordi byer er meget forskellige indbyrdes med hensyn til beliggenhed, position og præstationer, så det er umuligt at foreslå ensartede løsninger. EØSU foreslår derfor EU at indføre interventionsinstrumenter, der anvender indikatorsystemer for bykvalitet, baseret på tærskler for socio-urbane og miljømæssige mangler, og indekser for byfornyelse, der kan måle administrativ effektivitet, indsatsens succesrate og beboernes grad af tilfredshed.

1.4   EØSU gentager i denne udtalelse en række forslag fra tidligere udtalelser. Udvalget håber, at forslaget om at nedsætte en gruppe på højt plan om »byudvikling og bæredygtighed« (1) vil blive gennemført med henblik på at uddybe og udvide debatten om bæredygtige byer.

1.5   For at sætte gang i »en urban renæssance«, som skal fremme en integreret byfornyelsesmodel og sætte fokus på demografiske ændringer i befolkningen, social samhørighed, reformer vedrørende byernes økonomiske fundament, opgradering af naturarven, dematerialiseringsprocesser, den energieffektive by og biodiversitet, finder udvalget det nødvendigt med et stærkt samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer (Kommissionen, regeringer, regioner og lokale myndigheder), der imidlertid skal være præget af en mindre rigid anvendelse af nærhedsprincippet og ikke udelukkende være baseret på en hierarkisk kompetenceramme. I dette øjemed slår EØSU til lyd for fremme af tematiske net mellem byer, der begunstiger gennemførelsen af bæredygtige byfornyelsesprocesser.

1.6   Forbedret energieffektivitet i bygninger og infrastruktur bør være en strategisk faktor for byfornyelsens politiske engagement i EU i kraft af de fordele i form af reduceret energiefterspørgsel og en ikke ubetydelig mængde nye arbejdspladser, som denne vil skabe i Europa. EØSU ser gerne, at EU forfølger sine mål via stadig bedre integration med de sektorprogrammer, der er under udarbejdelse om EU's innovationspolitik, EU's transportpolitik 2010-2020 og SET-planen (Strategic Energy technology). EØSU ser også gerne øgede investeringer via EIB og EU's finansielle instrumenter (Jessica, Jaspers osv.) og fremme af effektive offentlig-private partnerskaber.

1.7   Udvalget håber, at integration af et bæredygtigt transportsystem og energisystem vil fungere som bindemiddel for byfornyelsespolitikken. Denne integrationspolitik bør i øvrigt understøttes af EU-finansiering til bæredygtige transportnet og en politik for vedvarende energi, som er uundværlige for byfornyelse i forstæderne.

1.8   Udvalget foreslår desuden, at medlemsstaterne vedtager skattepolitikker, der kan anspore borgerne til at samarbejde om at omskabe alle byens bygninger til energigeneratorer.

1.9   EØSU tilskynder til fremme af kulturudvikling og erhvervstiltag, især for små og mellemstore virksomheder, som kan identificere innovative løsninger for byfornyelse og oprettelse af grønne job.

1.10   EØSU mener i øvrigt, at man for at fremme en ansvarlig og omfattende deltagelse af borgerne i gennemførelsen af integrerede byfornyelsesprogrammer bør indlede en dialog med og høring af forskellige befolkningsgrupper inden for byområderne, herunder kvinder, unge og personer med særlig risiko for eksklusion. Man er nødt til i samarbejde med repræsentative net af borgere og sektorer at lancere en oplysningskampagne på europæisk niveau om konkrete sparemuligheder ved produktion af ren energi. Den aktuelle kampagne er ikke målrettet nok og råder over for få ressourcer.

1.11   Byfornyelsespolitikkerne for de europæiske byer bør for at kunne konkurrere med de asiatiske storbyer sammenkoble den traditionelle omlægning af fysiske steder med den dematerialisering, som kan opnås gennem telekommunikation, og derigennem bevare miljøet og forhindre, at byerne igen begynder at fortære de grønne områder.

1.12   Ifølge EØSU er det i øvrigt strategisk klogt at investere en betydelig indsats i uddannelse af den ledende klasse med henblik på at skabe øget ansvarlighed, kreativitet og kvalitet. Dette for at forbedre ledernes evne til at træffe beslutninger i forbindelse med gennemførelsen af byfornyelses- og byudviklingspolitikker, der stemmer overens med de målsætninger for bæredygtig vækst, som EU slår til lyd for. Samtidig minder EØSU om betydningen af samarbejdet med GD for Regionalpolitik og slår til lyd for en styrkelse af dette. Men udvalget finder det ligeledes absolut nødvendigt at styrke den operationelle enhed, som beskæftiger sig med bypolitik i GD for Regionalpolitik for at fremskynde de processer, der er forbundet med gennemførelsen af de udviklingsprogrammer, som Kommissionen har planlagt.

2.   Indledning

2.1   I de sidste ti år er debatten om bypolitik i EU blevet intensiveret markant – og Leipzig-charteret fra maj 2007 om bæredygtige europæiske byer er et af de vigtigste vidnesbyrd om medlemsstaternes vilje til at udforme fælles strategier og principper for byudviklingspolitikken. I forlængelse heraf er det spanske EU-formandskab meget opmærksom på dette emne og har bedt EØSU og Regionsudvalget om at drøfte emnet og bidrage til debatten i anledning af et uformelt ministerrådsmøde.

2.2   Overvejelserne går på vigtige problemer, som skal løses i byerne gennem byfornyelsespolitikker, for gennem en integreret tilgang at nå frem til en grad af urban bæredygtighed, der passer til følgende krav:

større energieffektivitet i den aldrende europæiske boligmasse, der er kilde til skadelige emissioner med alvorlig negativ effekt for livskvaliteten i byerne, ved at sætte nyt skub i beskæftigelsen og ved at stimulere innovation og teknologisk udvikling;

en stærkere social samhørighed gennem et integreret byfornyelsesprogram for nedslidte kvarterer med henblik på at fremme social integration, bekæmpelse af social udelukkelse, uddannelse osv.

et bæredygtigt miljø bl.a. gennem byfornyelse af nedslidte kvarterer, tilpasning af den eksisterende boligmasse til målsætningerne om energieffektivitet, beboelighed og adgangsforhold med henblik på at undgå urbanisering af flere grønne områder.

3.   Integreret byplanlægning

3.1   Beskyttelsen af miljøet på forskellige niveauer i byerne og forbedringen af beboeres livskvalitet bør høre til blandt de vigtigste operationelle mål for EU's og medlemsstaternes regionalpolitik.

3.2   EØSU vil med denne udtalelse vise, at det er enigt i behovet for at udvikle integrerede byplanlægningspolitikker i overensstemmelse med perspektiverne i EU 2020-strategien og det spanske rådsformandskabs program (2).

3.2.1   EØSU tilslutter sig indholdet i EU-2020-arbejdspapiret og er enigt i aktionsområderne, for så vidt som byfornyelsespolitikkerne skal tage hensyn til visse innovative begreber:

forbedring af de menneskelige ressourcer, især med hensyn til den ældre del af befolkningens behov, integration af nye indvandrere, fattigdomsbekæmpelse, navnlig blandt børn, større solidaritet blandt generationerne,

videnbaseret vækst,

udvikling af et samfund med deltagelsesdemokrati og kreativitet;

udvikling af en økonomi, der er konkurrencedygtig og indbyrdes forbundet og som tager hensyn til socialøkonomien og det grønne marked.

3.2.2   EØSU mener, at det spanske formandskabs program er i tråd med disse begreber, al den stund det i overensstemmelse med Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder har til hensigt at fremme målsætningen om retten til et aktivt medborgerskab og at forsvare grundlæggende rettigheder.

3.2.3   Disse målsætninger befordrer en form for byfornyelse, hvor de fysiske rammer er imødekommende og åbne for alle borgere uanset sprog, herkomst eller religion.

4.   Visse særlige byproblemer

4.1   I overensstemmelse med de principper, som trækkes frem i førnævnte dokumenter, skal byfornyelse ses i relation til store forandringer i byernes form og art (3):

uhæmmet urbanisering (urban sprawl) eller med et andet udtryk »den diffuse by« med umådeholdent forbrug af jord og negativ stordriftsøkonomi;

forfald i byernes funktionelle struktur med kritiske følger for det historiske centrum, nedslidte forstæder og industriområder;

overvejende konservative løsninger på krisen, dvs. reaktioner der hverken er særlig kreative eller fantasifulde, og ikke mindst er uegnede til en globaliseret verden;

udskiftningen af et system baseret på »funktioner« med et system baseret på »opbevaringsbeholdere«, der skal opfattes som komplekse og flygtige lokaliteter i monotone storbyområder;

tabet af fornemmelsen af grænser, der måske nok bevarer sin administrative betydning, men har tendens til at tabe sin geografiske, symbolske og politiske mening;

svindet i de grønne områder rundt om byerne med alvorlige tab for biodiversiteten til følge,

øget transporttid for pendlere, hvilket indvirker negativt på livskvaliteten,

de traditionelle byområder har i dag tendens til at være lukkede og specialiserede rum (udelukkende beboelse; rene forlystelsesparker; undervisning er henvist til skoler og universiteter; kulturen samles i museer, teatre etc.). Det lukkede rum forherliger det private som trin-højere-norm (både som livsstil og som retsbegreb og –praksis) på bekostning af behovet for fællesskab.

4.2   Man kan modstille det lukkede rum med det ubegrænsede rum, som repræsenteres af immaterielle relationer, hvor tidsbegrebet har tendens til at træde i stedet for fysiske afstande.

4.3   Byfornyelse bør derfor kombinere den traditionelle omstrukturering af fysiske steder med den dematerialisering, som især finder udtryk i telekommunikationsteknologierne. Problemet består i virkeligheden i skismaet mellem sindet, der fra nu af skal tænke globalt, og kroppen, der ikke kan være i stadig bevægelse eller eksistere løsrevet fra fysiske steder, men ønsker at opholde sig på steder af høj kvalitet.

4.4   Byfornyelsesprocessen bliver på den måde resultatet af synergien mellem og inddragelsen af tre forskellige bydimensioner:

—   byen som torv: centreret om mennesket med fuldstændig harmoni mellem boligområder og byområdet, mellem social samhørighed og økonomisk udvikling;

—   den »glokale« (globale/lokale) by: resultatet af en bedre balance mellem globaliseringsprocesser og evnen til at anvende de lokale ressourcer, særtræk og særlige fortrin;

—   den bæredygtige by: en sådan by skal være i stand til ved egen hjælp at løse de problemer, den selv skaber, uden at overføre dem til andre eller til fremtidige generationer.

5.   En helhedstilgang til byfornyelse

5.1   Udvalget håber på en »ny renæssance for byerne« (4), der er karakteriseret ved:

mere territorial samhørighed;

kulturel fornyelse;

reformer vedrørende byernes økonomiske fundament for at overvinde den nuværende kraftige recession; og

opgradering af den overleverede natur gennem dematerialiseringsprocesser og øget biodiversitet.

5.2   En politik, der er baseret på tanken om »en ny renæssance for byerne«, vil udvide betydningen af »den europæiske økonomiske genopretningsplan i regioner og byer« (5) ved at betragte de lokale myndigheders betydningsfulde rolle for overvindelsen af krisen som en strukturel størrelse, der ikke alene indvirker på den økonomiske krise, men også på revurderingen af samtlige ressourcer i samfundet.

5.3   På den måde vil en integreret byfornyelsesmodel tage form af en konkret repræsentation af »the green new deal « (6) med et holistisk interventionssystem omfattende menneskelige, naturlige og fysiske ressourcer, der især bør lade sig inspirere af en ny definition af rigdom, som ikke kun er funderet på akkumulation, men først og fremmest på ressourcebesparelser og på øget velfærd for borgerne (7).

Denne model forudsætter, at de lokale myndigheder påtager sig et »leadership« for at fremme aktiv deltagelse af borgerne og den lokale økonomi med henblik på at sætte skub i udviklingen af markeder og grøn teknologi. Forslaget om en gruppe på højt plan om bæredygtig udvikling kan være med til at fremme udviklingen af tematiske net mellem byer, herunder små og mellemstore, med henblik på at indfri disse målsætninger.

6.   Et holistisk byfornyelsesinterventionssystem omfatter:

6.1   Menneskelige ressourcer

6.1.1   Lissabonstrategiens målsætning om at skabe et mere konkurrencedygtigt samfund gennem øget viden og kreativitet bør på harmonisk vis kombineres med målsætningen for planlægningsdokumentet EU 2020, der understreger betydningen af at stimulere samhørighedsprocesser via støttepolitikker for ugunstigt stillede befolkningsgrupper, især for de ældre, bedre integration, især af nye indvandrere, bekæmpelse af fattigdom og større solidaritet mellem generationerne.

6.1.2   EU har skabt et kulturelt og praktisk rum

for udviklingen af »community building« med henblik på adgang til byplanlægning for alle interessenter: teknisk-faglige organisationer (byplanlæggere, arkitekter, ingeniører osv.), entreprenører og boligformidlere;

for udviklingen af nye kundskaber og kreativitet via fremme af nye former for forskning og undervisning med inddragelse af universiteterne og ved at fremme kreativ planlægning i byerne (8). Den bedste måde at øge effektiviteten af disse åbninger er ved at fremme offentlig-private partnerskaber.

6.1.3   Disse politikker bør tages op til fornyet overvejelse

for at fremme god forvaltningspraksis i byerne, herunder bynære områder og landdistrikter, med det formål at øge velstanden og det psykologiske, åndelige og sociale velbefindende;

for at skabe nye arbejdspladser, navnlig for de unge og indvandrere, og omskole de traditionelle arbejdere og kontorfolk, som på det nærmeste er forsvundet med den nuværende krise. Med dette for øje foreslår EØSU at fremhjælpe en ny »carbon army« i forbindelse med den bæredygtige omlægning af byerne.

6.1.4   Ifølge demografiske prognoser vil over halvdelen af befolkningen i 2060 være over 48 år. Hvis de nye migrationsstrømme konsolideres (især de unges mod byerne), vil forfaldet i landområderne og i andre ugunstigt stillede områder fortsætte. I denne situation bør følgende tiltag overvejes på lokalt niveau:

Uvikling af en kultur, som skaber synergier mellem offentlige og private initiativer, får de små og mellemstore virksomheder til at vokse og stimulerer et bymiljø baseret på deltagelse og kreativitet;

Udvikling af mekanismer til at styrke dialog og samråd med befolkningsgrupper i byerne, herunder med kvinder, unge og personer med særlig stor risiko for eksklusion;

Forbedring af levestandarden via innovative løsninger for et bæredygtigt socialt boligbyggeri, sundhedsvæsen og uddannelsessystem.

6.1.5   De nye arbejdspladser, som vil opstå med »the new green deal« og reduktionen af emissionerne kræver nye uddannelses- og formidlingspolitikker. Det bliver nødvendigt med en indsats for

at lette adgangen til EU's informationsplatforme (om miljø, effektiv energianvendelse, transport, økonomi m.m.);

at koble sig på Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi EIT's videns- og innovationsfællesskaber (VIF) for at sikre hurtig overførsel af nye teknologier på lokalt plan;

at udvikle en stærk strategi for udbredelse af bedste praksis med hensyn til integration af grøn teknologi i bysamfundene.

6.2   Naturressourcer

6.2.1   Naturressourcernes fortrinsstilling frem for de fysiske ressourcer sætter studiet af bymæssig metabolisme i fokus for at gennemføre omlægningsprocesser baseret på råstofbesparelse og bortskaffelse af affald.

6.2.2   Viden om bymæssig metabolisme er et vigtigt instrument for at opfylde målsætningerne om at forbedre bymiljøets kvalitet, som defineret af internationale aftaler om bevarelse af miljøet (Kyoto, biodiversitet, vand etc.) for at afbøde klimaforandringer (9).

6.3   Fysiske ressourcer

6.3.1   Byfornyelse som resultat af de igangværende transformationsprocesser bør i mindre og mindre grad være karakteriseret af separate, definerede og afgrænsede interventioner og stadig mere orienteret mod udvikling af polyvalente sammenhænge, der er præget af de forskellige områders kvalitet og variation samt samspil mellem de enkelte elementer: elasticitet, evne til at ændre form og imødekommenhed.

6.3.2   EØSU mener ikke, at restaurering af bygninger og infrastruktur kan ses løsrevet fra den voksende betydning, som må tillægges miljømæssige begrænsninger, integrationsprocesser og interaktive processer.

6.4   Immaterielle ressourcer

6.4.1   Det Europæiske Råd ser med programmet e-Europe (1999), Lissabonkonventet (2000) og de operationelle programmer i-2010 »e-society« som den vigtigste EU-udviklingsfaktor. Derfor har Rådet i sinde at fremme projekter, der kan fremskynde udviklingen af et samfund, som er i stand til gribe de elektroniske og interaktive muligheder. I dette øjemed identificeres foranstaltninger, der vil gøre det muligt for alle europæiske borgere at træde ind i den digitale tidsalder og at råde over en on line-forbindelse, med henblik på at skabe et åbent og inklusivt samfund baseret på samarbejde.

6.4.2   Det betror således byerne den opgave at tiltrække viden, at forny relationerne mellem den offentlige administration og borgerne, og at stimulere omstruktureringen af produktionsapparatet (10).

6.4.3   Det er ingen tvivl om, at der er brug for hurtige og massive investeringer i innovativ byteknologi, eftersom konkurrencen fra Fjernøsten er meget stærk (11).

7.   Mod en grøn »new deal« for byerne

7.1   Byfornyelse er et komplekst emne, som bør gøres til genstand for en strategi for at være effektiv.

7.2   Det mest presserende spørgsmål er nok spørgsmålet om en tæt forbindelse mellem bymiljøfornyelse og den økonomiske krise. Byfornyelsesprocesser skal ifølge EØSU ses i sammenhæng med principperne for grøn økonomi og som en mulighed for en grøn »new deal« for Europa (12). Formålet med denne kunne være integration af de forskellige typer byer: den økologiske by, den materielle by og IT-byen med henblik på at styrke den solidariske by.

I denne optik må man revurdere sit syn på det naturlige miljøs rolle som leverandør af goder og tjenester, der er væsentlige for menneskelivet.

8.   Den økologiske by

8.1   Styrkelse af det økologiske net

8.1.1   Udvalget finder det særlig vigtigt at studere byen som økosystem og at se på den naturlige infrastrukturs traditionelle værdi (i hvor høj grad leverer den rent vand og ren luft og beskytter mod vind, samt jordens frugtbarhed og bestøvning), der er vanskelig eller bekostelig at erstatte med teknologiske løsninger, hvis effektivitet ikke tåler sammenligning med de biotiske systemer.

8.1.2   Det skønnes, at Europa i 2050 vil have mistet 11 % af sine naturressourcer i forhold til år 2000 (13). De offentlige institutioner må derfor have særlig fokus på konsekvenserne af dette fænomen og øge deres investeringer i beskyttelse af økosystemer, herunder også økosystemerne i byerne.

8.2   Energiproduktion fra fornyelige kilder

8.2.1   Byen er et strategisk element for udvikling af vedvarende energi. Teknologiske forbedringer og renovation af varme- og kuldeinstallationer, som repræsenterer 40-50 % af den globale efterspørgsel på energi, er central for den europæiske »20-20-20«-politik, der sigter mod at forbedre energipræstationerne (reduktion af drivhusgasser på 20 %, af energiforbruget på 20 % og forbruget af vedvarende energi op på 20 %).

8.2.2   Øget energiproduktion fra fornyelige kilder i overensstemmelse med SET-planen (Strategic Energy Technology Plan) er meget betydningsfuld i kraft af dens beskæftigelsesmæssige effekt. Bysamfundene bør således være de første, der erhverver de nye teknologier. Rådets og Europa-Parlamentets beslutning om at finansiere SET-planen synes meget hensigtsmæssig for formålet.

9.   Den materielle by

9.1   Øget energieffektiviteten i bygninger

9.1.1   Øget energieffektivitet i bygninger og infrastruktur er en strategisk faktor for omstruktureringen af byerne i EU. Takket være ny teknologi er den potentielle effektivitetsforøgelse enorm og det forventes, at efterspørgslen på primær energi kan reduceres med ca. 300 exajoules med en heraf følgende årlig nedbringelse af CO2 med 20-25 gigaton inden år 2050. De nuværende årlige investeringer i teknologier, der kan øge effektiviteten, andrager ca. 60 mia. euro i EU.

9.1.2   En undersøgelse foretaget af Kommissionen i 2005 vurderede, at de investeringer, der kræves for en 20 %'s energibesparelse, direkte eller indirekte vil skabe en mio. arbejdspladser. Besparelserne vil blive koncentreret om oplysning af bygninger, teknisk kontorudstyr, elektroniske husholdningsapparater og kombineret varme- og el-produktion.

9.1.3   Efter EØSU's mening skal målet ikke begrænses til energibesparelser, men være at omskabe enhver bygning til en energigenerator (every building a power station).

9.1.4   Dette kræver betydelige investeringer i forskning de kommende år med henblik på at ændre måden, man bygger byer på, så deres metabolisme optimeres gennem anvendelsen af nye materialer og stadig mere raffinerede logistiske løsninger på byggepladserne.

9.1.5   Istandsættelsen af de overleverede bygninger kræver synergi på det finansielle plan såvel som samarbejdspolitikker på globalt plan, for så vidt som

tab af konkurrenceevne vil få negative konsekvenser for beskæftigelsen;

bygningerne skal kunne konkurrere med de internationale systemer, navnlig i Asien, der oplever en kraftig ekspansion. Byfornyelsestiltag skal derfor også ses som et grundlag for eksport;

det er nødvendigt at inddrage de fattigste europæiske lande i denne proces;

indsatsen må ikke skilles fra problemet med socialt boligbyggeri, der angår millioner af europæiske borgere.

9.2   Et integreret infrastruktursystem

9.2.1   EU's dokumenter om social samhørighed understreger betydningen af at integrere alle typer infrastruktur. Der er tale om et koncept, der går længere end til bare at sikre gode forbindelser mellem regionerne. I Europa er der afsat 600 mio. euro til investeringer i modernisering af forskellige net inden 2020. 90 mio. af disse skal bruges på intelligent infrastruktur.

9.2.2   Integreret infrastruktur skal også udgøre et vigtigt mål for byfornyelse. Den skal sikre adgang til

tjenesteydelser som sundhedsvæsen, undervisning og bæredygtig energi, som ved hjælp af telekommunikationsnettene bliver interaktive f.eks. i form af telemedicin og on line-undervisning;

transportsystemerne, hvor bæredygtig integration indebærer en styrkelse af forbindelserne mellem jernbanetransport, transport ad vandvejene, adgang til lufthavne, udvikling af intermodale transportkæder og avancerede trafikforvaltningssystemer samt bedre gang- og cykelstier. Et integreret transportsystem er til støtte for en bypolitik, der tager sigte på at undgå diffus urbanisering for derved at mindske de energiudgifter og de sociale udgifter, der er forbundet med pendlertrafik og kommercielle transaktioner;

et bæredygtigt transportsystem, som er tæt forbundet med et effektivt energisystem. Herved kan man cementere en europæisk byfornyelsespolitik, som i første række skal finansiere bæredygtige transport- og energisystemer i forstæder, der kan se frem til byfornyelse;

energinet. Væksten i sektoren for eldreven transport (se direktivet om vedvarende energi) og inden for telekommunikation og IT skaber en eksponentiel forøgelse af energiforbruget. Det er derfor nødvendigt at udarbejde et intelligent distributionsnet, som kan minimere tab og øge effektiviteten, tilpasses udviklingen i behovene og er i stand til at absorbere overskud fra solenergiproduktion. Det gælder i øvrigt om at fremme etableringen af et net af genopladnings- og brintstationer i byerne, som forsynes med energi produceret lokalt fra fornyelige energikilder;

telematiknet, især bredbåndsinternet, der allerede er af afgørende betydning for virksomheder og husholdninger.

10.   IT-byen

10.1   De super-interaktive platforme, der er under dannelse i byerne ved hjælp af den nye generation af kommunikationsteknologier, vil fremskynde omstruktureringsprocesserne i byerne og indføre vigtige nyskabelser, med følgende målsætninger:

at gøre op med tanken om, at vejinfrastrukturen er den centrale, og i stedet fremme synergi mellem vej, GPS og IT ved at skabe et net, der gør det muligt at etablere interaktive logistiske systemer, forbinde boliger med resten af verden, udvide deres rolle og omskabe dem alt efter sammenhængen til et sted, hvor man arbejder, nyder fritiden, modtager behandling osv.;

at integrere de offentlige tjenesteydelser med de private. Dette vil give anledning til en omstrukturering af den offentlige forvaltnings platforme (byggetilladelser, matrikel, skattevæsen etc.), så adgangen til dem bliver interaktiv for virksomheder, husholdninger og borgernes egne digitale apparater;

at gennemføre radikale fremskridt i forbindelse med leveringen af sundhedsydelser til stærkt reducerede priser. De nye netværksteknologier og apparaternes minimale størrelse og bærbarhed muliggør online-plejeprocedurer og overvågning i hjemmet af de vigtigste livsfunktioner;

at mindske asymmetrien i relationerne mellem borgere og sagkyndige (teknikere, læger, politikere m.fl.) med det resultat, at de traditionelle topstyrede relationer udvikles i retning af nye samarbejdsstrukturer;

omhyggeligt at overvåge hele byens livscyklus med henblik på at gennemføre solide besparelser i forvaltningen af byens ressourcer.

11.   Den solidariske by

11.1   De faktorer, som her er blevet taget i betragtning, er helt sikkert vigtige, men er samtidig kun instrumenter for en byfornyelsesproces, hvis primære formål er at øge den sociale samhørighed med respekt for dette ofte fremførte grundlæggende princip for vores europæiske samfund.

11.2   Øget social samhørighed kræver en revision af forvaltningssystemerne på alle niveauer fra EU-niveau til det lokale niveau for at tackle kompleksiteten og forskelligheden i de relationer, der karakteriserer vores samfund. Det handler om at ændre kæden af relationer i retning af en tilgang baseret på samarbejde, reduktion af asymmetri og udvikling af begrebet »leadership«.

11.3   En tilgang baseret på samarbejde er en grundlæggende praksis for bæredygtig forvaltning, der skal give alle interesserede parter adgang til beslutningstagningen. Denne praksis opstod med aktiveringen af de forskellige borgerfora, og den har udvidet sit potentiale gennem udviklingen af interaktive støtteteknologier. Denne tilgang er blevet sammenfattet i følgende slogan fra det amerikanske National Academy of Public Administration: »Spørg ikke, hvad vi kan gøre for Dem. Spørg, hvad vi kan gøre sammen« (14).

11.4   Reduktion af asymmetri: mulighed for adgang til stadig mere effektive videnssystemer i realtid og mulighed for at indgå i en dialog i realtid mindsker afstanden mellem dem, der besidder knowhow, og dem, der tidligere kun var passive brugere. Dette ændrer relationerne mellem mennesker og betydningen af det bymæssige rum, der bliver katalysator for nye relationer (f.eks. ambulatorier/skadestuer, som flyttes fra hospitaler til metrostationer, store supermarkeder osv.)

11.5   Udviklingen af begrebet »leadership«: omlægningen af de relationelle systemer og udvidelsen af mulighederne for samarbejde stimulerer nye roller for det offentliges repræsentanter, som på én gang skal kunne varetage en ledende og en befordrende rolle.

11.6   Den substantielle udvikling af relationssystemet åbner mulighed for omfattende ændringer i organisationsmodellerne, ikke mindst i de lokale forvaltninger, i retning væk fra aktioner, der er typiske for strategiske planer, hen imod indførelse af fælles platforme, som er typiske for forvaltning, der er inspireret af bæredygtighed. Platformmodellen, som EU allerede har afprøvet ved organiseringen af produktions- og videnssektorer, vil kunne udvides, så man kan konstruere et tæt net af relationer, der inddrager samtlige interesserede parter fra bysamfundene ved at fremme en subsidiaritetspolitik mellem stærke og svage samfund. Man kan således tale om

en »community building«-platform, der skal samle den størst mulige vifte af interesserede parter og grupper af lokale samfund,

en vidensplatform, der skal udvikle innovative politikker for viden og forskning samt befordre en kreativ omstrukturering af byen,

en teknologisk platform: der skal levere den knowhow, der er nødvendig for at igangsætte og forvalte de innovative processer,

en ressourceplatform til at

udvikle innovative finansinstrumenter som frugten af et samarbejde mellem den offentlige og den private sektor med Jessica-programmet og Jasper-programmet som forbillede,

gennemføre finanspolitikker, der øger ligheden og favoriserer borgere med lave indtægter ved at inddrage dem i globale strategier for byfornyelse,

udvikle regnskabspolitikker, der baseres på den økonomiske værdi af varer og tjenesteydelser og medtænker omkostningerne ved råstofudvinding og bortskaffelse af affald. Dette med tanke på en skattepolitik, der modvirker spild af råstoffer. Indtægterne herfra bør anvendes til investeringer i socialt svage områder.

Bruxelles, den 26. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 123.

(2)  Arbejdspapir fra Kommissionen om høring om fremtidens »EU-2020«-strategi, Bruxelles 2009, og ministeriet for udenrigs- og samarbejdsanliggender, statssekretariatet vedrørende EU: Programme for the Spanish Presidency of the Council of the European Union 1 January - 30 june 2010: »Innovating Europe«, det spanske statstidende, Madrid, 2010.

(3)  En fremragende behandling af de vigtigste problemer i forbindelse med byfornyelse findes i: Massimo Cacciari, La città, Pazzini Stampatore Editore, Villa Verucchio (RN), 2004.

(4)  Richard Rogers, Toward an Urban Renaissance, Urban Task Force, London, 2005. Kan downloades fra: www.urbantaskforce.org.

(5)  EU's Regionsudvalg: Den europæiske økonomiske genopretningsplan i regioner og byer, Bruxelles 2008. Kan downloades fra: http://portal.cor.europa.eu/europe2020/Pages/Library.aspx.

(6)  Følgende dokumenter foreslås: A green new deal for Europe fra Wuppertal Institut, Rethinking the Economic Recovery: A Global Green New Deal fra ONU-Environmental Programme, A green new-deal dell'inglese New economic foundation, Toward a Transatlantic Green New Deal: Tackling the Climate and Economic Crises, offentliggjort af Worldwatch Institute for Heinrich Böll-fonden.

(7)  Dette ville gøre det muligt fuldt ud at gennemføre anbefalingerne i meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet »BNP og mere - Måling af fremskridt i en verden i forandring« (KOM(2009) 433 endelig) på lokalt niveau. Se: http://www.beyond-gdp.eu/. Anbefalingerne er baseret på en rapport udarbejdet af Stieglitz, Sen og Fitoussi under EU's auspicier på det franske formandskabs initiativ. Rapporten kan downloades fra: http://www.stiglitz-sen-fitoussi.fr/en/index.htm.

(8)  Jan Jacob Trip, Creative city development in the Lisbon strategy, TU Delft, 2009. Xavier Vives, Lluís Torrens, The strategies of european metropolitan areas in the context of the European Union enlargement, Pla Estratègic Metropolità de Barcelona, 2005.

(9)  Rudolf de Groot, Function-analysis and valuation as a tool to assess land use conflicts in planning for sustainable, multi-functional landscapes, Landscape and Urban Planning 75 (2006), s. 175-186.

(10)  World economic forum, The Lisbon review 2002-2006, kan downloades fra: www.weforum.org/pdf/gcr/lisbonreview/report2006.pdf;

i2010 – Informationssamfundet og medierne som middel til vækst og beskæftigelse. Kan downloades fra http://europa.eu/legislation_summaries/employment_and_social_policy/job_creation_measures/c11328_it.htm.

Fondazione Ugo Bordoni, Dossier EU i 2010. Tilgængelig på internetadressen: http://www.fub.it/osservatorio/dossieruei2010/liniziativai2010.

(11)  For erfaringer med u-cities se:

 

MIT: http://web.mit.edu/cre/research/ncc/casestudies.html;

 

Milla digital: http://www.milladigital.org/ingles/home.php;

 

Tokyo: http://www.tokyo-ubinavi.jp/en/about.html;

 

Singapur: http://www.itu.int/ubiquitous;

 

Hongkong: http://www.info.gov.hk/digital21/eng/strategy/2008/Foreword.htm;

 

Arabianranta (Helsinki): https://www.taik.fi/en/about_taik/arabianranta_.html.

(12)  Dette punkt er baseret på: New economic foundation, A green new-deal, London, 2009, som kan downloades fra: www.neweconomics.org/projects/green-new-deal.

(13)  Europa-Kommissionen The Economics of Ecosystems and Biodiversity (TEEB). Kan downloades fra: http://ec.europa.eu/environment/nature/biodiversity/economics/.

(14)  Kan downloades fra: http://www.collaborationproject.org/display/home/Home.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/9


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fælles civilsamfundsinitiativer for bæredygtig udvikling (initiativudtalelse)

2011/C 21/02

Ordfører: Raymond HENCKS

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Fælles civilsamfundsinitiativer for bæredygtig udvikling.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Raymond Hencks til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 26. maj, følgende udtalelse med 146 stemmer for, 5 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

De udfordringer, der er forbundet med en bæredygtig udvikling, og som krisen i de offentlige budgetter har forstærket, er tilstrækkeligt foruroligende til, at civilsamfundet vil støtte de politiske beslutningstagere og ledsage de nødvendige økonomiske og samfundsmæssige ændringer samt genoprettelsen af afbalancerede offentlige finanser.

1.2

Hvorvidt politiske beslutninger bliver vellykkede afhænger, bortset fra videnskabelige overvejelser, i stor udstrækning af, at de bakkes op af civilsamfundet, der for at sikre størst mulig gennemsigtighed med hensyn til de endelige valg og ansvarsopgaver bør inddrages tæt i samtlige faser af gennemførelsen af strategierne for bæredygtig udvikling.

1.3

Civilsamfundets deltagelse i udarbejdelsen af en ambitiøs strategi for bæredygtig udvikling bør være velstruktureret, hvis den skal blive effektiv og ikke munde ud i populisme.

1.4

EØSU slår i lyset af nedenfor følgende overvejelser og forslag til lyd for, at man medtager borgerdeltagelse og videnudveksling i revisionen af strategien for bæredygtig udvikling i 2011, bl.a. ved hjælp af en handlingsplan, finansielle incitamenter og offentliggørelsen af bedste praksis for fælles civilsamfundsinitiativer.

1.5

Udvalget mener desuden, at bæredygtig udvikling bør indtage en central plads i EU2020-strategien.

2.   Formål med initiativudtalelsen

2.1

»Vi har ikke arvet Jorden efter vores forældre, men derimod lånt den af vores børn«. Denne visdom fra den canadiske indianerstamme »Haida« illustrerer på fremragende vis den udfordring, som den nuværende generation står over for, nemlig at ændre vores livsstil og finde nye veje for en effektiv, socialt retfærdig og miljømæssigt bæredygtig økonomisk udvikling, der sikrer en retfærdig fordeling af rigdommene, og som gør det muligt for borgerne at leve et anstændigt liv.

2.2

Nogle af disse ændringer kræver »topstyrede« initiativer som f.eks. lovgivning, offentlige og/eller private investeringsprogrammer osv., mens andre kræver »bundstyrede« initiativer fra borgerne, der til gengæld kan bidrage personligt i form af bl.a. ændringer i deres adfærd og forbrugsmønster samt deres opbakning til eller engagement i samfundsinitiativer og -foranstaltninger til fremme af bæredygtig udvikling.

2.3

De nationale regeringer og EU må erkende, at sådanne »bundstyrede« initiativer er uundværlige, ikke alene hvis man vil skabe en mere bæredygtig økonomi, men også hvis man vil nå de mål, som de politiske instanser har fastsat for bæredygtig udvikling. Et initiativ på EU-plan ville uden tvivl kunne bibringe en stor merværdi, f.eks. gennem offentliggørelsen af bedste praksis med hensyn til borger- og samfundsinitiativer til fremme af bæredygtig udvikling.

2.4

Nærværende udtalelse har således til formål at fremsætte en række anbefalinger til, hvad EU kan gøre for yderligere at øge effektiviteten og antallet af de fælles initiativer, der iværksættes af institutionelle organer, virksomheder, fagforeninger, ngo'er samt andre civilsamfundsorganisationer og -medlemmer, med henblik på at skabe større fremskridt i forbindelse med bæredygtig udvikling.

2.5

I udtalelsen gør EØSU sig nogle overvejelser om, hvordan det samlede civilsamfund kan bidrage mere aktivt til den bæredygtige udvikling, og hvilken rammestruktur EU bør etablere for at ledsage og maksimere effektiviteten af de tilknyttede initiativer.

3.   Civilsamfundets udfordring – at blive en drivkraft for fremme af bæredygtig udvikling

3.1

Der tales for tiden meget om klimaændringerne, der utvivlsomt udgør en trussel med potentielt katastrofale følger for fremtiden. Det er dog ikke det eneste fænomen, der hæmmer en bæredygtig udvikling i samfundet; tabet af biodiversitet, skovrydning, jordforringelse, giftigt affald, tungmetaller, organiske miljøgifte, ukontrolleret urbanisering, sociale skævheder og uligheder osv. udgør ligeledes en stor trussel for menneskeheden.

3.2

For at skabe en økologisk og socialt bæredygtig livsstil vil det blive nødvendigt at tage afstand fra den vedvarende søgen efter mere ikke-bæredygtig vækst og gå fra en æra med overforbrug og spild til en æra med velvære, der sætter fokus på den menneskelige og sociale udvikling. Som det franske økonomi-, social- og miljøråd udtrykker det, bør man betragte mennesket som et biologisk, socialt, naturligt og kulturelt individ med egen personlighed.

3.3

Vores ikke særligt bæredygtige livsstil er ikke et udelukkende moderne fænomen. Siden tidernes morgen har menneskets behandling af miljøet være »lidet bæredygtig«. Hvad der derimod har ændret sig, er omfanget og hurtigheden af økosystemernes nedbrydning, hvilket skyldes produktions- og forbrugsmønstrene.

3.4

Hvad der ligeledes har ændret sig er, at den nuværende videnskabelige viden (relativt set) om økosystemernes funktion giver en forståelse af situationens alvor og sætter fokus på de mange ikke-bæredygtige adfærdsmønstre i samfundet. Men disse klare alarmsignaler er åbenbart ikke nok til at gøre samfundet tilstrækkeligt ansvarsbevidst om dets handlinger og få det til at handle mere bæredygtigt og socialt ansvarligt.

3.5

Begrebet bæredygtig udvikling gik oprindeligt primært ud på at forvalte naturressourcerne (udtømning af reserverne af fossile kulbrinter) og tackle forureningen (nedbrydelse af det stratosfæriske ozonlag) gennem fastsættelsen af standarder for emissioner af skadelige stoffer eller tærskler for udvinding af ressourcer. Begrebet er blevet mere generelt, idet det nu også omfatter krav vedrørende den økonomiske vækst og sociale samhørighed. Bæredygtig udvikling kombinerer således målet om en fair udvikling i samfundet, bl.a. gennem bekæmpelse af fattigdom, med målet om at overdrage et sundt, rigt og diversificeret miljø til de fremtidige generationer.

3.6

Begrebet bæredygtig udvikling er således blevet mere generelt med årene. Mens det i begyndelsen især var de spirende miljøbevægelser i den vestlige verden, der bekymrede sig om økosystemerne, har alle politiske partier i dag gjort miljøbeskyttelse, der er blevet udvidet til også at omfatte bæredygtig udvikling, til en mærkesag.

3.7

Det skal bemærkes, at civilsamfundet ikke har forholdt sig passivt. Der er allerede mange borgere, som – enten alene eller i fællesskab – arbejder for en mere bæredygtig livsstil:

På arbejdspladserne gør såvel arbejdsgiverne som de ansatte en indsats for at forbruge mindre energi, mindske produktionen af affald og udvikle mere bæredygtige produktionsmetoder.

I engroshandelen samarbejder de handlende med kunderne om at finde de bedste måder at fremme mere bæredygtige produkter på.

I hjemmet træffer borgerne foranstaltninger, der skal øge deres boligs energieffektivitet, mindske spild, reducere vandforbruget og fremme genbrug

I visse medlemsstater lærer eleverne inden for rammerne af det nationale uddannelsessystem om miljøhensyn og bæredygtig udvikling i en tidlig alder.

3.8

Der er endvidere blevet oprettet faglige organisationer og sammenslutninger samt beboerudvalg på regionalt niveau med henblik på at drøfte spørgsmålet om bæredygtig udvikling, udarbejde udtalelser og iværksætte foranstaltninger.

3.9

På trods af en meget stor synlighed i medierne under FN's nylige klimakonference i København er interessen for bæredygtig udvikling stærkt dalende. Dette hænger bl.a. sammen med, at bekæmpelsen af klimaændringer, der kun udgør ét (ganske vist vigtigt) element af den bæredygtige udvikling, til tider overskygger de øvrige vigtige områder. Ud over den desillusion, der kan spores blandt borgerne, som havde forventet et mere formelt politisk engagement, kommer en vis skepsis over for de reelle risici ved klimaændringerne, der er blevet næret af visse videnskabsfolk og politiske instanser, som sætter spørgsmålstegn ved situationens alvor, hvilket ikke alene lægger et låg på optimismen, men også sætter gang i en protestbevægelse.

3.10

EØSU's resolution »Ingen vej tilbage« af 23. november 2009, der blev fremlagt på klimakonferencen i København, får nu en ny betydning og henvender sig til hele civilsamfundet, dvs. virksomhederne, fagforeningerne og civilsamfundsorganisationerne, der alle skal gøre en indsats for at afhjælpe klimaændringerne og tilpasse sig dem.

3.11

I lyset af de skuffende resultater fra klimakonferencen i København og den heraf følgende risiko for ligegyldighed opfordres civilsamfundet mere end nogensinde til at engagere sig. Som foreslået af EØSU bør civilsamfundet opfordre EU til at modstå fristelsen til at bruge fiaskoen i København som et påskud for at nedtone sine egne ambitioner eller reducere sin egen forpligtelse, men tværtimod at intensivere sin indsats for at etablere en udviklingsmodel, der sigter mod lav CO2-udledning og bevarelse af naturressourcer, og som skal være konkurrencedygtig i kraft af sin evne til at sikre sammenhæng mellem innovation, erhvervsinvesteringer og menneskelig kapital.

3.12

Der er unægteligt et samspil mellem det miljømæssige, økonomiske, sociale og kulturelle område, hvilket nødvendiggør en tværfaglig tilgang, der samler en gruppe aktører med meget forskellige kompetencer og interesser, som opfordres til at nedbryde de institutionelle og sektorbestemte grænser og forene deres ekspertviden og sunde fornuft. Man bør undgå, at de forskellige dele af samfundet udvander hinanden, og at beslutningstagningen overlades til de bedst organiserede valgte repræsentanter eller interessegrupper.

3.13

Civilsamfundets initiativer på dette område kan virkelig komme til at udgøre en drivkraft for den politiske beslutningstagning. Civilsamfundet har en evne til at samle aktører og politiske beslutningstagere og bevidstgøre samtlige sektorer i samfundet med det mål for øje at ændre deres leve-, forbrugs- og produktionsmønstre samt iværksætte initiativer og ambitiøse foranstaltninger.

4.   Baggrunden for den offentlige debat om bæredygtig udvikling

4.1

Det var takket være det organiserede civilsamfunds initiativer, at erklæringen fra FN's konference om miljø og udvikling (UNCED) i Rio de Janeiro i 1992 for første gang officielt inddrog civilsamfundet i drøftelserne om bæredygtig udvikling. Blandt de 27 principper for gennemførelsen af en bæredygtig udvikling, som blev vedtaget ved den lejlighed, blev det blandt andet fremhævet, at offentligheden bør inddrages i beslutningerne, og at kvinder, unge, lokalsamfund og minoriteter bør spille en langt større rolle, end det hidtil har været tilfældet.

4.2

I kapitel 28 i Agenda 21 (et gennemførelsesprogram for bæredygtig udvikling, der blev udarbejdet på topmødet i Rio de Janeiro) opfordres de lokale og regionale myndigheder til at indarbejde bæredygtig udvikling i deres handlingsprogrammer med udgangspunkt i en »mekanisme for høring af deres befolkninger«.

4.3

Hermed blev betydningen af at inddrage civilsamfundet i evalueringen af offentlige strategiers indvirkning på folks endelige valg og ansvarsbevidsthed med hensyn til bæredygtig udvikling anerkendt. Samtlige berørte parter (hvoraf nogle, herunder de fremtidige generationer, pr. definition ikke er til stede) bør derfor på den ene eller anden måde inddrages i udarbejdelsen og gennemførelsen af projekter.

4.4

Siden da har ngo'er efterfulgt af virksomheder, fagforeninger, lokale og regionale myndigheder samt andre sammenslutninger forlangt at give deres besyv med i debatten side om side med de institutionelle og politiske aktører, og de står bag en bred vifte af foranstaltninger, initiativer og anbefalinger med henblik på at fremme en bæredygtig adfærd.

5.   Civilsamfundets foranstaltninger

5.1

EØSU har i mange år som institutionel repræsentant for det organiserede civilsamfund på EU-plan slået et slag for bæredygtig udvikling, og udvalget oprettede i 2006 observatoriet for bæredygtig udvikling, der har til formål at fremme civilsamfundets deltagelse i udformningen af en strategi for bæredygtig udvikling, der forener økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn. EØSU har i den sammenhæng udarbejdet en række udtalelser og anbefalinger om vigtige spørgsmål vedrørende bæredygtighed og vil fortsætte med at foreslå praktiske løsninger i tråd med udtalelsen »Skabelse af en bæredygtig økonomi gennem omlægning af vor forbrugsmodel« (INT/497).

5.2

Det må dog konstateres, at de institutionelle og politiske aktører stadig har meget større indflydelse end civilsamfundet. Desuden farves visse foranstaltninger, der tilsyneladende sigter mod at fremme en bæredygtig udvikling, i højere grad af forskellige gruppers politiske, finansielle og ideologiske interesser end af miljømæssige interesser. Dette indebærer en risiko for, at visse pressionsgrupper lægger beslag på spørgsmålet om bæredygtig udvikling og benytter sig heraf til opnåelse af mål, der nogle gange ikke har meget at gøre med det oprindelige mål.

5.3

Det lykkes dog sjældent at inddrage samtlige parter. Ofte reagerer en del af civilsamfundet først, når løsningen af et problem bliver presserende, mens roret ellers overlades til pressions- og protestgrupper i mindre presserende tilfælde.

5.4

Man er derfor nødt til at gå længere end til at iværksætte simple informationsforanstaltninger og finde måder, hvorpå man kan skabe et deltagelsesdemokrati, hvor høringsstrukturerne når ud til hele civilsamfundet og er repræsentative og aktive på lang sigt, samtidig med at der tages hensyn til miljømæssige, økonomiske og sociale krav i de lokale og globale foranstaltninger. I den sammenhæng er det vigtigt, at de lokale foranstaltninger fremmes side om side med de globale foranstaltninger, og at civilsamfundet inddrages heri, hvilket er den bedste måde, hvorpå man kan sikre, at foranstaltningernes målgruppe kan identificere sig med de gjorte skridt.

6.   Et i længden repræsentativt og aktivt civilsamfund

6.1

I et system med forvaltning på flere myndighedsniveauer i lighed med det af EU anvendte system ville det være upassende udelukkende at sætte sin lid til de demokratisk valgte repræsentative institutioner i sikringen af, at borgerne deltager i debatterne og den politiske beslutningsproces.

6.2

I Århus-konventionen, der blev færdigforhandlet inden for rammerne af FN's Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE), opstilles principperne for en effektiv inddragelse af borgerne i miljørelaterede beslutninger. Der er tale om retten til information, retten til at deltage i beslutningsprocessen samt retten til at få en sag prøvet ved domstolen, alt sammen på miljøområdet.

6.3

I Århus-konventionen hedder det, at alle myndigheder er forpligtet til at videregive alle de miljørelaterede oplysninger, som de sidder inde med, til enhver person, der måtte anmode herom, uden at denne person behøver at opgive sin identitet eller baggrunden for dennes anmodning. EØSU har i sin udtalelse om direktiv 2003/4/EF rejst kritik af, at omsætningen i EF-retten ikke var forenelig med visse punkter i konventionens bestemmelser, bl.a. for så vidt angår konceptet »kvalificeret organ«, der er bemyndiget til at få adgang til information. Udvalget finder en revision af dette direktiv nødvendig og beklager, at der ikke findes nogen oversigt på EU-plan over anvendelsen af denne konvention, mens de lande, som har ratificeret den, er forpligtet til at udarbejde en rapport om dens anvendelse.

6.4

Man bør først og fremmest definere målgruppen, der vil blive opfordret til at deltage i udviklingen og udformningen af strategien for bæredygtig udvikling. På dette stadie bør man ligeledes vedtage procedurer for rekruttering af frivillige samt fastsætte konkrete mål, en metode og procedurer for evaluering og formidling af resultaterne.

6.5

Eftersom samtlige borgere uden undtagelse berøres direkte af bæredygtig udvikling, vil den befolkningsgruppe, der tilkendegiver sin mening, kun være repræsentativ, hvis den repræsenterer et bredt spektrum af sociodemografiske karakteristika, ekspertise og udtalelser.

6.6

Det er derfor vigtigt at give en klar definition af problemerne og opstille konkrete prioriterede mål, der skal nås på kort og mellemlangt sigt under hensyntagen til problemernes sociale og kulturelle dimension, og som skal ligge tæt op ad borgernes faktiske interesser. Dette indebærer en prioritering af problemerne, der skal håndteres i henhold til denne prioritering, omfanget af deres virkninger, de skader, som de forårsager, samt omkostningerne ved at løse dem.

6.7

Borgerne er nødt til at betragte deres deltagelse som et medansvar, dvs. de skal inddrages i initiativer så tidligt som muligt, helt fra udarbejdelsen af strategier og projekter, og spille en aktiv rolle i alle processens faser.

6.8

I hver etape i debatterne og søgningen efter løsninger, der kan godtages af alle, bør der på lokalt, regionalt og nationalt plan udpeges en person til »mægler i bæredygtig udvikling«, som har erfaring med at lede debatter og ikke har forbindelser til nogen interessegruppe. Vedkommende ville få til ansvar at informere, motivere og rekruttere samtlige interesserede borgere, der måtte ønske at deltage. Vedkommende bør ligeledes stå for den centrale koordinering af aktiviteterne, idet han/hun sikrer, at alle synspunkter høres, og at alle deltagere får mulighed for at deltage i debatten uden at blive kørt ud på et sidespor.

6.9

Mægleren i bæredygtig udvikling skal endvidere fungere som kontaktflade og talerør i offentligheden og over for medierne for derved at give fortalerne for en bæredygtig udvikling en stemme, sikre informationernes korrekthed og undgå, at pressen ensidigt monopoliserer offentlighedens interesse. Derudover skal vejlederen indgå i et tæt samarbejde med de ansvarlige inden for skoleundervisning om at udvide undervisningen i bæredygtig udvikling til også at omfatte de laveste klassetrin.

6.10

For at tilskynde så mange borgere som muligt til at deltage aktivt i beslutningsprocessen vedrørende bæredygtig udvikling vil det blive nødvendigt at analysere og bekæmpe årsagerne til, at en stor del af samfundet forholder sig tøvende og nøjes med at se til fra sidelinjen.

7.   Fjernelse af hindringerne for en aktiv deltagelse fra civilsamfundets side

7.1

Livsstilsændringer og foranstaltninger til imødegåelse af økosystemernes nedbrydelse er i dag i højere grad et langsigtet mål end bare en kortsigtet nødløsning. Udfordringerne betragtes alt for ofte som miljøproblemer, der – om end langsomt – vil udvikle sig i en katastrofal retning og på sigt vil få en dramatisk afslutning, men som på nuværende tidspunkt kan ignoreres. Dette er en »utilitarisk« vision, hvis miljømæssige bevidsthed begrænses til dagligdagen og de synlige skadelige virkninger, og som ignorerer de usynlige og endnu uopdagede potentielle risici.

7.2

For at alle borgere skal kunne forstå, hvorfor det er vigtigt at ændre adfærd, er man nødt til at oplyse og informere dem på et klart sprog og undgå at anvende en faglig og kompleks terminologi. Man bør imidlertid også undgå at anvende slogans og erstatte videnskab med følelser.

7.3

En bedre kommunikation gennem forskellige medier med klare og forståelige budskaber ville uden tvivl forbedre borgernes kendskab til de problemer, som de står overfor, og deres forståelse af, hvilke foranstaltninger der skal træffes.

7.4

Det er desuden nødvendigt, at budskaberne er objektive. Det ville være uhensigtsmæssigt at bombardere borgerne med ubearbejdede tal, der fremlægges som værende ubestridelige sandheder, når de i virkeligheden er lige så utroværdige som den tidligere amerikanske vicepræsidents udtalelse om, at den arktiske indlandsis ville være smeltet om fem år. Sådanne udtalelser giver bagslag, og de afføder i sidste ende en mistillid til de politiske beslutningstagere og en ligegyldighed over for de reelle problemer.

7.5

Dommedagsprofetier om nærtforestående og uafviselige katastrofer skaber en kronisk angst, der fører til selvoptagethed og tjener som undskyldning for en »bare ikke lige her«-adfærd, som har katastrofale følger for den sociale samhørighed og en bæredygtig udvikling. Af afslørende eksempler på en sådan egocentrisk adfærd kan nævnes lokale initiativer mod opførelsen af vindmøller, fordi vindmøllerne efter sigende skæmmer landskabet, og ulovlig forbrænding af affald for at undgå at skulle betale affaldshåndteringsafgift.

7.6

Denne ligegyldighed er alvorlig, for selv om konsekvenserne sandsynligvis vil blive mindre alvorlige, end nogle vil have os til at tro det, findes der problemer, som kræver omgående handling. I tråd med forsigtighedsprincippet bør man håndtere potentielt farlige situationer og ikke vente på, at faren er blevet videnskabeligt bekræftet.

7.7

Man må sørge for, at resultaterne og de positive virkninger af borgernes deltagelse dokumenteres og formidles uden for specialistkredse, da eksempler på bedste praksis er en fremragende måde at udbrede viden om fremskridt på.

7.8

For at sikre civilsamfundets engagement på langt sigt vil det blive nødvendigt at fremhæve og offentliggøre de af borgerne fremsatte forslag, som (om end kun delvis) er blevet omsat i praksis.

7.9

Der bør forskes mere i metoder til at ændre folks adfærd. En meget nyttig metode er helt sikkert at indarbejde undervisning i bæredygtig udvikling i de nationale uddannelsessystemer for at bevidstgøre børn om disse spørgsmål i en tidlig alder. Det er i øvrigt i denne ånd, at EØSU har indledt en debat om gennemførligheden af et europæisk netværk for nationale fora om uddannelse og undervisning i ren energi.

8.   Udvikling af foranstaltninger

8.1

Det høje antal aktører betyder, at foranstaltningerne er mangfoldige med hensyn til såvel deres form som indhold, hvilket gør det praktisk umuligt at sammenligne dem, og det er ofte vanskeligt at skabe en fælles referenceramme. Det er derfor nødvendigt regelmæssigt at foretage en evaluering af foranstaltninger inden for rammerne af den bæredygtige udvikling.

8.2

Derudover nødvendiggør instrumentaliseringen af den bæredygtige udvikling og den til tider overdrevne regulering en vedvarende evaluering på grundlag af indikatorer for visse projekters udvikling.

9.   Evalueringsindikatorer

9.1

Ifølge det handlingsprogram, der blev vedtaget i Rio de Janeiro i 1992, skal landene indføre et fælles system for overvågning og evaluering af de fremskridt, der er blevet opnået gennem den bæredygtige udvikling i almindelighed og de lokale dagsordener i særdeleshed. De skal ligeledes i fællesskab udvikle indikatorer på det økonomiske, sociale og miljømæssige område, der skal udgøre et nyttigt beslutningsgrundlag på alle niveauer. Disse indikatorer skal baseres på konsensus og give et repræsentativt billede af den bæredygtige udviklings tre dimensioner.

9.2

Evalueringen bygger på en diagnose, en analyse og anbefalinger, og den har til formål at vurdere værdien af en strategi, et program eller en foranstaltning. Man må imidlertid anerkende, at de miljømæssige, menneskelige og sociale dimensioner ofte er vanskelige at evaluere. Det er ikke desto mindre nødvendigt at foretage denne evaluering, da overvægten af BNP, der hidtil har udgjort den vigtigste reference for velfærd og livskvalitet, kan foranledige de politiske beslutningstagere til at træffe beslutninger, der har en skadelig indvirkning på den sociale samhørighed og miljøet, og til at ignorere de fremtidige generationers behov (1).

9.3

Evaluering af bæredygtig udvikling går ud på at opfange tendenserne på to grundlæggende områder dels økosystemernes absorptionskapacitet, dels udviklingen i forvaltningen af samfundet.

9.4

EØSU udtrykte for nylig i en udtalelse (CESE 647/2010 »BNP og mere – Måling af fremskridt i en verden i forandring«, ordfører: Josef Zbořil) tilfredshed med Kommissionens indsats for at inddrage miljø- og socialanliggender i nationalregnskaberne. Der skal fremlægges et forslag til en retlig ramme for miljøregnskaber i 2010. På nuværende tidspunkt udnyttes de eksisterende sociale indikatorer i nationalregnskabet ikke fuldt ud. Man kan forvente, at behovet for at anvende disse indikatorer bliver større, efterhånden som udarbejdelsen af en kompleks og integreret tilgang til måling og evaluering af fremskridtet i en verden i forandring skrider fremad.

10.   Evalueringsmetode

10.1

De forskelligartede programmer og foranstaltninger, som de nationale, regionale og lokale myndigheder iværksætter for at fremme en bæredygtig adfærd og livsstil, nødvendiggør en flerdimensionel evaluering, ud fra den betragtning at opbakningen til en evaluering varierer betydeligt afhængigt af de anvendte områder, metoder og kriterier.

10.2

Derudover bør evalueringen på medlemsstatsniveau være pluralistisk og omfatte alle de berørte aktører og personer, dvs. de myndigheder, der er ansvarlige for udformningen og gennemførelsen af foranstaltninger, lovgivere, tjenesteudbydere, forbrugerrepræsentanter, fagforeninger, civilsamfundet osv. Opinionsundersøgelser, til trods for at de ofte kan være vanskelige at fortolke, er et led i strategien for information, bevidstgørelse og inddragelse af borgere og virksomheder, og de giver disse mulighed for at kommunikere med de evaluerende instanser og give deres syn på sagen.

10.3

Ud over at være pluralistisk skal evalueringen være uafhængig og medtænke alle synspunkter, da de forskellige aktører ikke alle har de samme interesser, og nogle sågar har modstridende interesser, ligesom der kan foreligge afvigende informationer og ekspertudsagn.

10.4

Evalueringen af de forskellige foranstaltningers effektivitet og miljømæssige, økonomiske og sociale præstationer kan ikke bygges på ét enkelt kriterium, men skal tage udgangspunkt i en vifte af kriterier.

10.5

Evalueringen giver kun mening, hvis den sættes i forhold til de opstillede mål og opgaver, der udspringer af Lissabonstrategiens tre søjler (økonomisk vækst, social samhørighed og miljøbeskyttelse). Den skal derfor omfatte en lang række kriterier.

10.6

Som foreslået af EØSU, for så vidt angår tjenesteydelser af almen interesse, (2) skal evalueringssystemet baseres på periodiske rapporter, der udarbejdes på enten nationalt eller lokalt plan af de evaluerende instanser, som medlemsstaterne opretter i henhold til ovennævnte principper.

10.7

De nærmere enkeltheder om udveksling, sammenholdelse, sammenligning og koordinering skal fastlægges på EU-plan. Det vil derfor være op til EU at sætte skub i dynamikken i den uafhængige evaluering ved i fællesskab med repræsentanterne for de berørte aktører at udarbejde en metode til at foretage en harmoniseret evaluering på europæisk plan med afsæt i fælles indikatorer. EU skal ligeledes afsætte midler til metodens anvendelse.

10.8

For at gøre evalueringen relevant og nyttig bør der etableres et pluralistisk styringsudvalg, der repræsenterer samtlige berørte aktører. For så vidt angår styringsudvalget, er der i dette tilfælde tale om en opgave, som er fuldstændig i tråd med de opgaver, som Det Europæiske Miljøagentur og observatoriet for bæredygtig udvikling har ansvaret for i fællesskab.

10.9

Styringsudvalget bør have ansvaret for:

fastlæggelsen af relevante indikatorer

evalueringsmetoden

opstillingen af udbudsbetingelser for undersøgelser, der skal gennemføres

bestillingen af undersøgelser beroende på flere ekspertvurderinger og en sammenligning af resultater opnået andetsteds

en kritisk gennemgang af rapporter

ekstrapoleringen af god praksis og nye fremgangsmåder

anbefalingerne

resultatformidlingen.

10.10

Drøftelserne af evalueringsrapporterne med alle de involverede parter kunne foregå på en årlig konference om resultaterne af foranstaltningerne for bæredygtig udvikling, hvor der tilmed ville blive fremlagt eksempler på god praksis.

Bruxelles, den 26. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 100 af 30.4.2009.

(2)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 42.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om international handel og klimaforandringer

2011/C 21/03

Ordfører: Evelyne PICHENOT

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

International handel og klimaforandringer.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 11. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26-27. maj 2010, mødet den 26. maj, følgende udtalelse med 154 stemmer for, 4 imod og 7 hverken for eller imod.

1.   Anbefalinger

1.1

En ny handelspolitik forankret i Europa 2020-strategien skal finde løsninger på miljøproblemerne uden at falde tilbage på en protektionistisk politik. Den skal tjene et mere innoverende og miljøvenligt marked samt fremme det sociale velfærd. For at leve op til denne målsætning kan Europa sætte et eksempel ved at ændre vækstmønstret i retning af en kulstoffattig model og således fastholde sin førende rolle i kampen mod klimaforandringer. Konsekvenserne af den økonomiske vækst, transporten og spredningen af nye teknologier gør den internationale handel til et vigtigt element i debatten om klimaændring og overgangen til en grøn økonomi.

1.2

Udvalget håber inderligt, at en global aftale inden for WTO som led i Doha-runden resulterer i en forbedring af handelen med miljøprodukter og -tjenester gennem en betydelig reduktion af toldsatserne og de ikke-toldmæssige hindringer. Samtidig mener det, at EU her bør tjene som et forbillede ved at lette overførslen af »rene« teknologier inden for rammerne af bilaterale og regionale handelsaftaler.

1.3

Med henblik på en fremtidig handelsstrategi anbefaler EØSU, at der foretages flere undersøgelser af de miljømæssige og sociale konsekvenser af klimaændringen, herunder også forvaltningen af vandressourcerne. Civilsamfundet i Europa og andre steder opfordres til forud for bilaterale og regionale handelsforhandlinger at medvirke til effektvurderinger, især når det drejer sig om bæredygtig udvikling.

1.4

På transportområdet støtter EØSU godkendelsen af målsætningerne om en emissionsreduktion på 10 % for luftfarten og på mindst 20 % for søfarten som fastsat af UNFCCC. Beslutningen om at fordele byrderne ved reduktionsbestræbelserne gælder også for transportsektoren, da luftfarten fra 2012 gradvist vil blive omfattet af EU's system for handel med CO2-kvoter (EU ETS). Et europæisk initiativ til fastlæggelse af ambitiøse energieffektivitetsmål inden for søtransport på åbent hav vil yde et positivt bidrag hertil.

1.5

På baggrund af usikkerheden om Københavnsaftalen i december 2009 om bekæmpelse af klimaforandringer og konsekvenserne heraf blev det i energi- og klimapakken besluttet, at der efter den fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet i juni 2010 skulle vedtages en rapport med »passende forslag« vedrørende sektorer, der er udsat for risikoen for kulstof-udsivning, som følge af at de er udsat for international konkurrence og/eller meromkostninger som følge af den højere pris på CO2 i EU. Risikoen for CO2-udsivning, som måske ikke er så evident i øjeblikket, kan ikke udelukkes fra 2013. Denne risiko vil blive større, efterhånden som EU med årene gør stadig større mængder udsliprettigheder til genstand for auktioner, og tredjelandene med de største udledninger forhaler skabelsen af et marked for handel med udsliprettigheder eller indførelsen af en indenlandsk beskatning.

1.6

På kort sigt skal risikoen for kulstofudsivning mindskes ved først og fremmest at tilkende et stort antal gratis udsliprettigheder, hvis antal sættes i forhold til fremskridtene og resultaterne af de multilaterale klimaforhandlinger. Dette system med gratis tildeling – der er rettet mod følsomme sektorer, etableret på basis af bedste praksis og under hensyntagen til såvel den frie handels krav som problemet med merudgifterne til CO2 – skal betragtes som en overgangsforanstaltning, der retfærdiggøres af de indhøstede erfaringer og ikke stride imod den internationale handels regler og en kulstoffattig model.

1.7

Tilpasningsmekanismer ved grænserne vil ikke være berettiget ifølge WTO, så længe EU fremmer den frie tildeling – EU ETS kan kun betragtes som en afgift (og dermed forfalden ved grænserne), hvis kvoterne auktioneres fuldt ud. Det ville være bedre i en overgangsperiode at anvende sådanne tilpasningsmekanismer for et begrænset antal toldpositioner, hvor der er en betydelig udsivningsrisiko, og når den frie tildeling er blevet opbrugt. Kun meget målrettede og motiverede tilpasninger med det eneste mål – hvilket også er det vigtigste resultat i København – at holde temperaturstigningen under 2 °C, vil kunne forsvares over for WTO's organ for bilæggelse af tvister.

1.8

Da initiativerne til skabelse af et marked for handel med udsliprettigheder forekommer langsom og uvis, løber EU-medlemsstaterne en risiko for i endnu nogle år at høre til de få lande, som holder en fast pris på CO2. På baggrund af den risiko for kulstof-udsivning, som visse sektorer i Europa, der falder ind under EU ETS, konfronteres med, anbefaler Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg også at foretage betydeligt større langsigtede investeringer i en kulstoffattig økonomi, at skabe et tillidsvækkende og stabilt system til fremme af innovation, forskning og udvikling inden for rene og endnu ikke salgbare teknologier.

1.9

Hvis det vil føre en ægte grøn politik og bevare sin førerrolle på området, skal Europa i egen og klimaets interesse fastholde sit ambitiøse mål om en emissionsreduktion på 80 % inden 2050 med f.eks. et delmål på mellem 25 til 40 % mellem 2020 og 2030. Udvalget foreslår at gennemføre konsekvensanalyser (indvirkningen på miljøet, beskæftigelsen og den økonomiske udvikling) for at foregribe forandringerne mellem 2020 og 2050.

1.10

Bekæmpelsen af klimaforandringen kræver en ihærdig fælles optræden af de nationale og europæiske myndigheder. Ud over markedskræfterne (EU ETS), der udøver deres pres, skal de offentlige myndigheder hurtigt indføre målrettede finansielle og fiskale incitamenter og fremme forsknings- og udviklingsinvesteringer i »rene« teknologier og tjenester. De lokale og regionale myndigheder kan fremme udviklingen af rene teknologier i forbindelse med offentlige indkøb.

1.11

Ud over producenterne, der er ansvarlige for udledningen af CO2, skal forbrugerne også spille en rolle i kampen mod drivhusgasudledningerne i direkte sammenhæng med handelen. Udvalget opfordrer til, at metoden til beregning af kulstofindholdet i produkter – i alle stadier, fra fabrikation til distribution – harmoniseres og gøres mere sammenhængende. Derfor anbefaler udvalget, at man forbedrer livscyklusanalyserne ved at fremme de metodologiske undersøgelser af »kulstofregnskabet«. Skulle standardiseringen og etiketteringen af kulstofindholdet overlades til den private sektor og ikke foregå centralt inden for EU, skal der i det mindste skabes en fælles ramme til beregning og vurdering heraf, der er under ansvar af Kommissionen eller et specielt oprettet agentur.

1.12

EØSU anbefaler, at man i afventning af fremtidig retspraksis ved WTO's tvistbilæggelsesorgan klarlægger, hvorvidt fremgangsmåderne og metoderne for produktionen af varer og tjenester kan berettige en begrænsning af handelen motiveret af miljømæssige hensyn (1). Det anbefaler at udvide mandet for WTO's handels- og miljøudvalg for at belyse de juridiske konsekvenser af rejestriden med De Forenede Stater.

2.   Globalisering og klima

2.1

De seneste årtier har været kendetegnet ved en hidtil ukendt stigning i den internationale handel (21 % af det totale BNP i verden i 2007 uden at medregne handelen inden for EU), som dog er faldet med 12 % i 2009 på grund af krisen. Konsekvenserne af den økonomiske vækst, transporten og spredningen af nye teknologier bevirker, at vi i debatten om klimaændring ikke længere kan se bort fra spørgsmålet om den internationale handel.

2.2

Der findes endnu ingen teoretisk model, som beskriver interferensen og årsagssammenhængen mellem handel og klima (2). I hvilken udstrækning handelen har konsekvenser for klimaet og miljøet i almindelighed bestemmes i den gængse forskning af tre variabler, der er forbundet med hinanden: 1) variablen »målestok« (handelen bidrager til den økonomiske vækst og fører således med uændret teknologi til øget udslip); 2) variablen »sammensætning« (ændringen af et lands produktsammensætning ud fra eventuelle komparative fordele kan ledsages af en stigning eller nedbringelse af udledningen afhængig af, hvorvidt den form for produktion, som landene har specialiseret sig i på baggrund af globaliseringen, er forurenende eller ej); 3) en teknisk variabel (under pres fra civilsamfundet med bistand fra erhvervslivet og på initiativ af de offentlige myndigheder udvikles der renere teknologier, der nedbringer emissionerne). De europæiske virksomheder, der er underlagt EU ETS, har bidraget til, at EU opfylder reduktionsmålene i Kyoto-protokollen.

2.3

Sammen har disse tre faktorer en negativ indvirkning på CO2-udledningen, hvilket skyldes omfanget af handelen, som er så stor, at den i øjeblikket ikke kompenseres af udbredelsen af rene teknologier. Afstanden mellem de forskellige produktionssteder og stederne for det endelige forbrug er ikke den eneste og heller ikke nødvendigvis den vigtigste faktor, der skal indgå i beregningen af kulstofbalancen.

2.4

Imidlertid hænger handelens konsekvenser for klimaet nøje sammen med transporten dvs. den dermed forbundne udledning (3). 95 % af den energi, der anvendes i den internationale transport, stammer fra olie, så den nationale og internationale transportsektor står for næsten 15 % af den samlede udledning af drivhusgasser.

2.5

Hovedparten af den internationale handel foregår ad søvejen (90 % i tonnage). Denne transportmåde er en af de mindst forurenende, når man ser på CO2-udslip pr. kilometer og pr. transporteret ton. Her må man dog også regne med den forventede vækst. Ifølge Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) kunne udslippene som følge af skibsfarten være tredoblet omkring 2050 især på grund af stigningen i Syd/Syd-handelen.

2.6

Sluttelig er den truende mangel på vand en anden foruroligende følge af opvarmningen af klimaet. Træffes der ingen foranstaltninger, vil over halvdelen af verdens befolkning fra 2020 være truet af vandmangel. Allerede i dag har mere end halvanden milliard af verdens befolkning ikke adgang til vand, der er drikkeligt og renset. Afhængig af beliggenhed vil landbruget også blive konfronteret med en mangel på vand, hvilket gør handel til et strategisk våben i sikringen af nationale interesser inden for energiforsyning, klima og fødevaresikkerhed. Ved at sikre en effektiv tildeling af knappe ressourcer, vil den internationale handel kunne begrænse det globale pres på vandressourcerne.

3.   Handelens mulige rolle i forbindelse med spredningen af modvirknings- og tilpasningsteknologier

3.1

Det Mellemstatslige Klimapanel (IPCC) har udarbejdet en liste over teknologier, der kan mindske og bidrage til at overvinde konsekvenserne af klimaforandringerne. Mange af disse teknologier indgår i de løbende WHO-forhandlinger om miljøprodukter og -tjenester som f.eks. vindturbiner og vandkraftcentraler, solvandvarmere, fotovoltaiske celler eller udstyr til installationer og teknologier, der anvender vedvarende energi.

3.2

Disse forhandlinger om miljøprodukter og -tjenester inden for Doha-runden kunne bidrage til, at adgangen til klimavenlige goder og teknologier blev forbedret. De umiddelbare fordele for klimaet af liberaliseringen af handelen er dog begrænsede. For et stort antal produkter, især mht. til vedvarende energi, er toldskrankerne lave eller moderate (gennemsnitlig 2 % i de rige lande og 6 % i udviklingslandene). Til gengæld er hindringerne for investeringer og de ikke-toldmæssige barrierer en alvorlig bremse for deres udbredelse (især tekniske og produktionsmæssige normer, administrative begrænsninger, krav om, at leverandører af tjenesteydelser skal have en handelsrepræsentant i importlandet, begrænsning af udenlandske virksomheders aktiviteter).

3.3

Med henblik på en fremtidig handelsstrategi for 2020, som Kommissionen skal udforme, mener EØSU, at den foreliggende udtalelse allerede på nogle punkter kommer ind på de tilstræbte målsætninger om at finde foranstaltninger til liberalisering af handelen inden for fremtidige sektorer som teknologi, miljøprodukter, højteknologiske produkter og tjenester samt international standardisering inden for vækstsektorer. Med henblik på en fremtidig handelsstrategi anbefaler EØSU især, at der foretages flere undersøgelser af de miljømæssige og sociale konsekvenser af klimaændringen herunder også forvaltningen af vandressourcerne. Civilsamfundet i Europa og andre steder opfordres til forud for bilaterale og regionale handelsforhandlinger at medvirke til effektvurderinger, især når det drejer sig om bæredygtig udvikling.

3.4

Med hensyn til drikkevand kan den internationale handel bidrage til overførslen af teknologi (anlæg til afsaltning af havvand, genbrug af spildevand og rensningsteknikker). Dette aspekt skal tillægges særlig opmærksomhed inden for rammerne af alle forhandlinger om handel med miljøprodukter og -tjenester.

3.5

På transportområdet støtter EØSU godkendelsen af målsætningerne om en emissionsreduktion på 10 % for luftfarten og på mindst 20 % for søfarten som fastsat af UNFCCC. Beslutningen om at fordele byrderne ved reduktionsbestræbelserne gælder også for transportsektoren, da luftfarten fra 2012 gradvist vil blive omfattet af EU ETS. Et europæisk initiativ til fastlæggelse af ambitiøse energieffektivitetsmål inden for søtransport på åbent hav vil yde et positivt bidrag hertil.

3.6

En stadig tilbagevendende hindring af spredningen af rene teknologier og de dermed forbundne tjenester er den skærpede beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret. Undersøgelser viser, at de intellektuelle ejendomsrettigheder, især patenter, siden slutningen af 1990'erne er steget betydeligt. Det er ikke utænkeligt, at tildelingen af patenter sætter indehaveren i stand til at begrænse tilgængeligheden, anvendelsen og udviklingen af teknologier, der kan anvendes i kampen mod klimaforandringen, men de ovennævnte nylige studier viser, at den intellektuelle ejendomsret spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om langsigtede investeringer og udviklingen af endnu ikke foreliggende teknologier. På kort sigt synes intellektuel ejendomsret dog ikke at være den alvorligste hindring for spredningen af rene teknologier. De reelle omkostninger i forbindelse med opnåelsen af patenter på de teknologier, der kan tilpasses kommercielt, er dog generelt ret beskedne. Det er endnu væsentligere at løse problemet med, at de intellektuelle ejendomsrettigheder i alt for ringe grad gennemføres og respekteres, hvilket gør det mindre tillokkende at eksportere til visse lande.

3.7

Bekæmpelsen af klimaforandringen kræver en ihærdig fælles optræden af de nationale og europæiske myndigheder. Ud over markedskræfterne (EU ETS), der udøver deres pres, skal de offentlige myndigheder hurtigt indføre målrettede finansielle og fiskale incitamenter og fremme forsknings- og udviklingsinvesteringer i »rene« endnu ikke salgbare teknologier og tjenester. De lokale og regionale myndigheder kan fremme udviklingen af rene teknologier i forbindelse med offentlige indkøb.

3.8

Sammenhængen mellem fri handel og vækst giver ikke svar på spørgsmålet om virksomhedernes og forbrugernes ansvar for udledningen i importlandene. Europa og De Forenede Stater aftager halvdelen af eksporten fra Kina. Her kunne man overveje et kulstofregnskab, som ikke begrænser sig til de primære emissionskilder og de efterfølgende led, men omfatter samtlige elementer i kæden fra den oprindelige udformning til distributionen.

3.9

Udvalget konstaterer, at den globaliserede produktionsproces' geografiske spredning og kraftige mobilitet gør det vanskeligt i dag at beregne et produkts kulstofindhold på en nøjagtig og pålidelig måde. Dette problem, som skyldes, at et voksende antal aktiviteter og opgaver konkurrerer med hinanden, gør det ikke nemmere at formulere en handelspolitik, der sigter på at informere og bevidstgøre forbrugerne, f.eks. ved hjælp af private initiativer inden for mærkning, miljøstempel og certificering. Folks adfærd og valg i en krisetid viser, at disse mekanismer fortjener at blive tilskyndet, men ifølge udvalget kan dette ikke erstatte offentlige indgreb, som f.eks. beskatning af udledninger ved kilden. Udvalget anbefaler, at man forbedrer livscyklusanalyserne og satser mere på undersøgelserne af komplekse metodologiske spørgsmål, især med hensyn til kulstofregnskabet, men også af de finansielle aspekter, der er forbundet med en differentieret form for kulstofregnskab, hvor man ser på den respektive andel for alle aktører i produktionskæden.

3.10

Miljøpolitikken kan kun være effektiv, hvis man kan skelne mellem produkter ud fra fremgangsmåderne og metoderne for deres produktion. Overgangen til en lavemissionsøkonomi kan kun ske, hvis man kan identificere de produkter, der produceres efter metoder med ringe udledning af drivhusgasser. Det drejer sig derfor om at favorisere visse teknikker frem for andre. Hvis forbrugerne ud fra mærkningen selv kan skelne mellem produkter på grundlag af den mere eller mindre miljøvenlige måde, de er blevet produceret på, vil det ændre konkurrenceforholdet og gøre det muligt at differentiere mellem to produkter, der er fabrikeret på forskellig vis.

3.11

I en verden hvor prisen på CO2 varierer, er spørgsmålet om sammenligneligheden mellem produkter – et centralt begreb inden for WHO – uomgængeligt i debatterne om handel og klima. EØSU anbefaler, at man i afventning af fremtidig retspraksis ved WTO's tvistbilæggelsesorgan klarlægger, hvorvidt fremgangsmåderne og metoderne for produktionen af varer og tjenester kan berettige en begrænsning af handelen motiveret af miljømæssige hensyn (4). Det anbefaler at udvide mandet for WTO's handels- og miljøudvalg for at belyse de juridiske konsekvenser af rejestriden med De Forenede Stater.

4.   Sammenhængen mellem konkurrenceevne og klima

4.1

I handelsforhandlinger og klimaforhandlinger drejer det sig om forskellige tidsfrister. Mens der i første tilfælde er tale om en politik og foranstaltninger med virkning på meget lang sigt, er de mere umiddelbare virkninger vigtige i det andet. Det, der komplicerer forholdet mellem handelspolitikken og klimapolitikken, er netop, at disse tidshorisonter delvis overlapper hinanden. Klimaforanstaltninger kan på kort sigt have konsekvenser for handelen, mens handelsforanstaltninger først på meget lang sigt har indflydelse på klimaet.

4.2

I en ideel verden findes der en fast pris på CO2, der fører verdens økonomier mod en vækst med mindre udledning af drivhusgas uden at medføre forskelsbehandling eller konkurrenceforvridning mellem de forskellige lande. Ser man på den aktuelle situation i forhandlingerne om klimaændringen, fremgår det, at denne ideelle situation ligger langt ude i fremtiden. Det vil vare endnu mange år, før der fastlægges en fast pris for CO2. Denne svinger mellem 20 og 30 euro pr. ton (det forventede gennemsnitlige niveau for det indre marked) og 0 euro (i langt de fleste andre lande og regioner).

4.3

EØSU erkender, at i denne ufuldkomne verden er det først og fremmest de lande, der går i spidsen med hensyn til beskatningen af CO2-udledninger, nemlig Europa, der risikerer tab af konkurrenceevne og »udslip« af kulstof (flytning af drivhusgasudledende industrier til lande og regioner, hvor CO2 beskattes mindre). Spørgsmålet om, hvorvidt der pr. sektor skal indgås internationale aftaler, er blevet debatteret i mere end ti år. I mangel af konsensus er der endnu ikke kommet noget ud af dette, men ideen skal forfølges yderligere for energikrævende industrier. Udviklingen af billig vedvarende energi og intelligente net vil også medvirke til at begrænse risikoen for tab af konkurrenceevne.

4.4

Udvalget støtter Kommissionens (5) forslag i meddelelsen fra marts 2010 om, at europæisk erhvervsliv skal kunne konkurrere på lige fod med sine udenlandske konkurrenter. I første omgang skal de sektorer, der er udsat for risiko for kulstof-udsivning, kunne modtage ekstra gratis udsliprettigheder på helt op til 100 % i begyndelsen af post-Kyoto-perioden (2013-2014) afhængigt af forløbet af de multilaterale klimaforhandlinger.

4.5

På sigt kunne visse tilpasningsmekanismer ved grænserne - i perioden inden fuld auktionering, hvor prisen på kvoter kunne sidestilles med en afgift - kompensere for det tab af konkurrenceevne, der skyldes, at Europa gør langt mere for at nedbringe udledningerne end dets handelspartnere. Hvilken form de end antager – en beskatning på import, en mekanisme ved grænsen for at indregne kulstofindholdet eller forpligtelsen af europæiske importører til at købe emissionsrettigheder inden for rammerne af det europæiske emissionshandelssystem (EU ETS) også kaldet det »europæiske kulstofmarked« – er disse mekanismer en bestræbelse på at internalisere miljøomkostningerne i de økonomiske aktiviteter, der er underlagt EU ETS.

4.6

Undersøgelser viser, at tab af konkurrenceevne og »udslip« af kulstof ikke synes at være betydelig under de to første faser af gennemførelsen af EU ETS. Mellem 2005 og 2012 er tildelingen af emissionskvoter rundhåndet og stort set gratis (6). I mangel af et globalt kulstofmarked (den ideelle løsning) støtter Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ideen om forskellige bestemmelser om emissionslofter og -handel, der er baseret på det europæiske system eller andre »låg-og-handelssystemer«, der er lige så effektive. Det skal undersøges, hvilke vanskeligheder og muligheder der eksisterer for at harmonisere disse regler på basis af regional integration samtidig med, at man også tager højde for udsvingene i vekselkurserne.

4.7

Risikoen for tab af konkurrenceevne og udsivninger er reel i tredje fase af EU ETS (2013-2020), hvor der gradvist vil blive tildelt flere kvoter via auktioner, og hvor antallet af årlige udsliprettigheder reduceres, for i 2020 at mindske udledningerne med 20 % i forhold til 1990. Med tiden skal alle emissionskvoter tildeles via auktion (70 % i 2020 og 100 % i 2025). Fastholder man en udledningsreduktion på 30 %, skal man se nærmere på, hvornår man skal gå over til et system med auktioner for at tage højde for, hvilke fremskridt de andre underskrivere af Københavnsaftalen gør.

5.   Europas svar: energi- og klimapakken og dens konsekvenser for handelen

5.1

På baggrund af risikoen for tab af konkurrenceevne og udsivningen af kulstof som følge af den gradvise overgang til et system med auktioner over emissionskvoter og fastlæggelsen af et emissionsloft i 2020, har Kommissionen i sin energi- og klimapakke fremlagt en løsning i to faser. I den første fase vil man på basis af to kriterier fastslå, hvilke sektorer der er mest udsatte: intensiteten af handelen (afhængighed af handel med tredjelande) og konsekvenserne af CO2-udgifterne. I december 2009 blev en første liste med »følsomme« sektorer opstillet, og denne revideres hvert femte år. Kommissionen har undersøgt mellem 200 og 300 sektorer (7). Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg forslår, at kun sektorer, der opfylder begge de nævnte krav, fra 2013 vil kunne få tildelt gratis udledningsrettigheder på grundlag af fælles præstationsindikatorer. Efter en første undersøgelse står man med en håndfuld sektorer. Udvalget konkluderer heraf, at kun 11 sektorer (8) opfylder kriteriet om »konsekvenserne af CO2-udgifterne« og »handelsintensitet«.

5.2

Københavneraftalen med sine uforpligtende og mindre ambitiøse mål lever slet ikke op til det, EØSU håbede i sin erklæring fra november 2009. Den er kun en hensigtserklæring og uden en traktats juridiske værdi, hvilket heller ikke giver noget svar på spørgsmålet om Kyoto-protokollens fremtid. Dens fordel er imidlertid, at det er et godt udgangspunkt for at kortlægge og sammenligne de nationale bestræbelser på at bekæmpe klimaforandringerne. I bilaget til aftalen holder EU fast på sit tilbud om at nedbringe drivhusgasemissionerne med 30 %, »hvis de andre industrialiserede lande forpligter sig til en lignende indsats«.

5.3

I lyset af de andre industrialiserede landes forpligtelser kunne EU nu holde sig til målet på 20 %. Således ville det kunne vælge at begrænse de problemer med tab af konkurrenceevne og »udsivning« af kulstof, som de europæiske sektorer, der falder ind under EU ETS, konfronteres med. Det vil dog ikke helt løse problemet med kulstofudsivningerne og det af to grunde:

For det første er de andre industrilandes målsætninger og forpligtelser begrænset til bilaget til Københavnsaftalen, uden at der klart er formuleret et juridisk instrument til sammenligning af de forskellige landes emissioner.

For det andet forholder det sig sådan, at til trods for at en række lande har bebudet, at de vil skabe deres eget kulstofmarked (Canada i 2010, Australien i 2011 og USA i 2012), »skrider« disse datoer hele tiden. De forventede priser for CO2 på disse stadig meget små markeder ligger under det gennemsnitlige niveau i EU.

5.4

Ved at gøre sit tilbud om en emissionsnedskæring på 30 % i 2020 betinget af andre landes bestræbelser og forpligtelser har EU gjort sig afhængig af en eventuel multilateral aftale for at fremprovokere et veritabelt skift i sin udvikling i retning af en kulstoffattig model og således opnå en reduktion af sit emissionsniveau med 75 % i 2050. Uanset eventuelle betingelser og mål af denne art ses den gradvise frigørelse af økonomien for kulstof i USA og Kina ud fra en ensidig bundstyret tilgang til investeringer og innovation. I en vis forstand er Københavnsaftalen en satsning på teknologi. En satsning som Europa også skal forfølge.

5.5

Hvis det vil føre en ægte grøn politik og bevare sin førerrolle på området, skal Europa i egen og klimaets interesse fastholde sit ambitiøse mål om en emissionsreduktion på 80 % inden 2050 med f.eks. et delmål på mellem 25 til 40 % mellem 2020 og 2030. Udvalget foreslår at gennemføre konsekvensanalyser (indvirkningen på miljøet, beskæftigelsen og den økonomiske udvikling) for at foregribe forandringerne mellem 2020 og 2050.

5.6

Fastlæggelsen af dette delmål skal ledsages af lovgivnings- og beskatningsmæssige foranstaltninger, der fremmer ekstra investeringer i forskning og udvikling af rene teknologier. Som fremhævet i Kommissionens Europa 2020-meddelelse (9) er F&U-udgifterne under 2 % i Europa, hvorimod de ligger på 2,6 % i USA og 3,4 % i Japan, primært på grund af de ringe private investeringer. Disse udgiftsniveauer harmonerer ikke med EU's målsætninger (3 %) og klimaudfordringerne. For at føre dette ud i livet foreslår udvalget at gennemføre konsekvensanalyser (indvirkningen på miljøet, beskæftigelsen og den økonomiske udvikling) for at forberede os på overgangen til næste fase (2020) og senere faser (2030, 2040, 2050).

5.7

I begge tilfælde, hvad enten der vælges en mere tøvende eller en mere ambitiøs tilgang, løber EU-medlemsstaterne risikoen for i endnu nogle år at høre til de få lande, som holder en fast pris på CO2 (på et rimeligt niveau) via markedet for handel med udsliprettigheder. Uden at opgive sin høje multilaterale ambitioner for de fremtidige konferencer mellem parterne (COP) i Mexico (2010) og Indien (2011) bør Europa ikke risikere at forsømme sin bundstyrede forsknings-, innovations- og investeringspolitik. Men hvis EU udelukkende satser på virkningen af kulstofmarkedet, løber det risikoen for at overse andre politikforanstaltninger til fremme af forskning, innovation og investeringer. De forskellige europæiske genopretningsplaner, i modsætning til de asiatiske og amerikanske, har allerede vist, at denne fare er reel.

5.8

Med et vist forbehold anbefaler Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at man indtager en pragmatisk holdning i behandlingen af kulstofudsivning. Den frie tildeling, hvilket allerede er udbredt, bør fortsættes i overensstemmelse med EU's strategiske valg. Tilpasningsmekanismer ved grænserne vil ikke være berettiget ifølge WTO så længe EU fortsætter den frie tildeling – EU ETS kan kun betragtes som en afgift (og dermed forfalden ved grænserne), hvis kvoterne auktioneres fuldt ud. Det ville være bedre i en overgangsperiode at anvende sådanne tilpasningsmekanismer for et begrænset antal toldpositioner, hvor der er en betydelig udsivningsrisiko, og når den frie tildeling er blevet opbrugt. Kun meget målrettede og motiverede tilpasninger med det eneste mål – hvilket også er det vigtigste resultat i København – at holde temperaturstigningen under 2 °C, vil kunne forsvares over for WTO's organ for bilæggelse af tvister.

5.9

På mellemlang sigt kræver en sådan tilgang en konsekvent finansiering af en europæisk politik til afhjælpning af klimaforandringens konsekvenser. Indledningsvis har man startet pilotprojekter inden for indfangning og lagring af CO2, herunder et opfølgningsudvalg, der beskæftiger sig med investeringer og deling af intellektuel ejendomsret. Midlertidige tilpasningsmekanismer kan kun forsvares, hvis de kombineres med en innovationspolitik, hvor man søger løsninger inden for bæredygtig udvikling.

Bruxelles, den 26. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Artikel XX WTO. Artikel XX i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) indeholder muligheder for undtagelser fra firhandelsbestemmelserne, hvis foranstaltningerne kan henføres til beskyttelsen af miljøet.

(2)  Handel og klimaændringer, WTO og UNEP, juni 2009

(3)  CESE 461/2010 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4)  Jf. fodnote 16.

(5)  Direktiv 2009/29/EF, EUT L 140 af 5.6.2009, s. 63.

(6)  Den første fase af EU ETS (2005-2007) var en prøveperiode, der gav mulighed for fastlæggelse af en pris på kulstof, indførelse af et system med fri handel med udslipsrettigheder i hele EU og skabelse af den nødvendige infrastruktur til at måle, rapportere og verificere de berørte virksomheders reelle udledning. Anden fase (2008-2012) falder sammen med den første gennemførelsesperiode af Kyoto-protokollen, hvor EU og dets medlemsstater har fem år til at opnå de udslipsmål, der er fastsat i protokollen. Tildelingen af for mange udslipsrettigheder i første fase har ført til, at prisen på CO2 er brudt sammen ved begyndelsen af anden fase. Tildelingen af for mange udslipsrettigheder i den anden fase fortsætter stadig.

(7)  Ifølge artikel 10 a (15) i direktiv 2003/87/EF anses »en sektor eller delsektor for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage, hvis summen af direkte og indirekte ekstraomkostninger som følge af gennemførelsen af dette direktiv ville medføre en væsentlig stigning i produktionsomkostningerne, beregnet som en andel af bruttoværditilvæksten, på mindst 5 %, og handelsintensiteten med tredjelande, defineret som forholdet mellem den samlede værdi af eksporten til tredjelande plus værdien af importen fra tredjelande og den samlede størrelse af Fællesskabets marked (årlig omsætning plus samlet import fra tredjelande) er over 10 %.« De nævnte sektorer er: stivelse og stivelsesprodukter, sukker, andre ikke-destillerede fermenterede drikkevarer, ethylalkohol produceret ved gæring, papir og karton, raffinerede mineralolieprodukter, fladt glas, hult glas, keramiske fliser og klinker, støbejernsrør samt bly-, zink- og tinprodukter. Hvis man til disse to kriterier føjer et kriterium om en ekstraudgift på 30 % eller en åbning over for samhandelen på 30 % føjes yderligere 16 sektorer til listen og kommer i alt op på 27.

(8)  Kommissionens beslutning af 24.12.2009, meddelt under K(2009) 10251 (1), EUT L 1 af 5.1.2010, s. 10-18.

(9)  KOM(2010) 2020 »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/21


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbindelserne mellem EU og ASEAN (initiativudtalelse)

2011/C 21/04

Ordfører: Claudio CAPPELLINI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»Forbindelserne mellem EU og ASEAN«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 11. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26. og 27. maj 2010, mødet den 26. maj 2010, følgende udtalelse med 163 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU understreger den afgørende betydning og nødvendighed af en ny mere omfattende tilgang fra EU-institutionernes side i forhold til ASEAN. Denne udtalelse følger således op på tidligere initiativer om dette emne (1) fra EØSU's side, hvori udvalget allerede for over ti år siden understregede vigtigheden af en større interesse fra EU's side for Sydøstasien og pegede på det afgørende bidrag, som EU kunne have ydet til den regionale integration i Asien.

1.2   Desværre må man konstatere, at der den dag i dag ikke er gjort de ønskede fremskridt i partnerskabet mellem EU og ASEAN. Trods de bestræbelser, der – også finansielt og navnlig i de seneste år – er udfoldet for at udvikle den strukturerede dialog mellem EU og ASEAN på flere områder (politik, samarbejde, handel osv.), er de konkrete resultater beskedne, og man har langt fra udnyttet hele potentialet i dialogen med civilsamfundene og indbyrdes mellem dem. Det forgangne tiår fremstår nu snarere som en forpasset chance for at styrke partnerskabet med et område, der anses for at være af strategisk betydning for EU's verdensinteresser (2). Et typisk eksempel herpå er handelsforhandlingerne. Mens EU og ASEAN er blevet enige om at holde en pause i forhandlingerne, har ASEAN indgået handelsaftaler med de andre store magter af geopolitisk betydning i verden (Kina, Indien, Australien og der er forhandlinger i gang med USA, Sydkorea og Japan).

1.3   I dag, i en fundamentalt forandret international situation, hvor der på den ene side er flere politiske og økonomiske bånd end i det foregående tiår, mens der på den anden side er opstået nye muligheder for integration og dialog, er det hensigten med denne EØSU-udtalelse at fremkomme med ideer og praktiske forslag til genlancering af forbindelserne mellem EU og ASEAN.

1.4   Udvalget understreger, at garanti for anstændigt arbejde og overholdelsen af ILO-konventionerne, som udgør de grundlæggende arbejdstagerrettigheder fortsat er en ufravigelig betingelse for at gøre fremskridt i det regionale partnerskab. Hertil kommer – for Burmas vedkommende – problemet med beskyttelsen af menneskerettighederne, som er en uoverstigelig hindring for at komme i gang med forhandlinger med dette land, således som også Europa-Parlamentet understregede kategorisk i januar 2008. EØSU ser derfor positivt på det faktum, at der for handelsforhandlingerne mellem EU og ASEAN opstilles mere ambitiøse mål, end det har været tilfældet i de tidligere handelsaftaler, som ASEAN har tiltrådt, især hvad angår arbejds- og miljønormer og arbejdsmarkedsdialogen (3). På denne baggrund bør den bilaterale tilgang (se pkt. 4.2.2) betragtes som en forløber for og ikke en opgivelse af regionale eller multilaterale handelsaftaler. I sin udtalelse om »Forhandlinger om nye handelsaftaler« (CESE 778/2008) fra april 2008 gjorde EØSU det klart, at Kommissionen såvel i disse aftaler som i dem, der bebudes i meddelelsen om »Det globale Europa«, bør gøre de 27 konventioner, der er opført under toldpræferencesystemet »GSP+« til »minimumskravet for behandlingen af kapitlet om bæredygtig udvikling under de indledte forhandlinger med de asiatiske lande«. Dette gjaldt også forhandlingerne med ASEAN. Udvalget anbefalede dog i udtalelsen, at forudsætningerne blev vurderet »enkeltvis«. Af udtalelsen fremgår det også klart, at bilaterale aftaler (se pkt. 1.2) »må anses for at være forenelige med den multilaterale proces og kan endog på længere sigt styrke denne«.

1.5   Erfaringerne viser, at der er gensidige fordele af samarbejde og dialog med internationale partnere i forskellige dele af verden. Det baner vejen for en bedre gensidig forståelse og en mere effektiv tilgang til de udfordringer og problemer, der skal løses. I denne forbindelse understreger EØSU det formålstjenlige i en større inddragelse af arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundsorganisationerne på såvel europæisk plan som i tredjelandene. De bør således deltage i processen med at evaluere bæredygtigheden af frihandelsaftaler med ASEAN-landene og indvirkningen på de sociale grupper, som er mest sårbare over for konkurrencen, samt behovet for at fremme civilsamfundets konsolidering og bæredygtig udvikling i forbindelse med den »strukturerede dialog« mellem EU og ASEAN Det skal i denne forbindelse understreges, at forbindelserne med EU har givet de bedste resultater i de ASEAN-lande, hvor civilsamfundsorganisationerne er stærkest rodfæstet (f.eks. Indonesien, Thailand og Filippinerne). Nu gælder det om at finde effektive samarbejdsformer også med de svagere civilsamfundsorganisationer i de øvrige lande i regionen.

1.6   Her håber EØSU, at det i samarbejde med de andre EU-institutioner kan spille en rolle som igangsætter, formidler og vejleder med det mål at styrke dialogen med civilsamfundet i ASEAN-landene, især når det gælder de mest sårbare områder, og det tilbyder hermed at spille en sådan rolle. Denne indsats kan utvivlsomt blive lettere og mere virkningsfuld, hvis den gennemføres i et tæt integreret samarbejde med EU's nye diplomattjeneste for EU's eksterne forbindelser.

1.7   Udvalget foreslår, at der etableres en integreret og rummelig platform for arbejdsmarkedets organisationer i EU og ASEAN til støtte for hovedtemaerne i den interregionale integrationsproces og for at styrke de organisationer, der har gjort sig til talsmand for de lokale civilsamfunds behov, især i de lande, hvor sådanne organisationer står svagere. Et sådant nyt instrument for samarbejde mellem civilsamfundets aktører i EU og ASEAN vil kunne bidrage til en integreret strategi for kapacitetsopbygning gennem udveksling af erfaringer fra konkrete casestudier og forskellige aspekter af integrationsprocessen: sociokulturel dialog, videnskabeligt og industrielt samarbejde, almene tjenesteydelser, katastrofeforvaltning osv.

1.8   Udvalget foreslår i dette øjemed at undersøge muligheden for – eventuelt under inddragelse af Asean Foundation  (4) og/eller Asia Europe Foundation (ASEF) (5) – at oprette en europæisk fond, som specifikt beskæftiger sig med den sociale, civile, faglige og tværkulturelle dialog mellem EU og ASEAN. Med et realistisk årligt aktivitetsprogram vil en sådan fond kunne have en nyttig overvågende funktion til gavn for interesserede offentlige institutioner i EU.

1.9   På kort sigt foreslår EØSU endvidere indførelsen af en »Årsrapport«, hvori der gøres status over de deltagelsesbaserede modeller og systemer i ASEAN for at fastslå, hvilke fremskridt der er gjort, med et specifikt fokus på emner såsom fødevaresikkerhed, vandforsyning og sundhed osv. Rapporten kunne være en tilbagevendende anledning til screening og overvågning af de aktiviteter, der konkret er iværksat for at fremme den sociokulturelle dimension, og kunne også gøre det lettere at sammenholde disse med lignende modeller og foranstaltninger iværksat af de store internationale organisationer, først og fremmest FAO, men også af andre globale aktører (som f.eks. USA, Japan osv.).

1.10   For at fremme dialogen og det institutionelle samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter foreslår Udvalget endvidere, at der indføres en permanent dialog mellem embedsmænd i ASEAN og EØSU-medlemmer for at bane vejen for møder og institutionelt samarbejde på et regelmæssigt grundlag bl.a. i tilknytning til de vigtigste begivenheder i organisationens virksomhed og de vigtigste møder i den strukturerede dialog mellem EU og ASEAN og ASEM. For eksempel bør Kommissionen fremme en vedvarende dialog med repræsentanterne for ASEAN-landenes regeringer på alle niveauer og repræsentanterne for det organiserede europæiske civilsamfund (og de respektive nationale) på grundlag af et fælles og realistisk aktivitetsprogram (f.eks. debatter om EØSU's udtalelser i ASEAN-landene). Resultaterne af disse aktiviteter bør underkastes kvalitative og kvantitative evalueringer, der er lette at forstå og affattet på alle EU-landenes og ASEAN-landenes sprog. Et EU-ASEAN forum oprettet på EØSU's initiativ vil kunne vække flere institutioners og offentlige og private organers interesse.

2.   ASEAN: karakteristika og udvikling

2.1   ASEAN har siden sin grundlæggelse og indtil i dag støt og roligt udviklet sig til en fuldvoksen organisation med en ændret og mere kompleks opbygning. ASEAN blev skabt i den geopolitiske situation under den kolde krig for at sikre den territoriale sikkerhed, legitimere stater, som for nyligt havde opnået selvstændighed, samt fremme multilateralismen. Siden har den efterhånden udvidet sin virksomhed til at omfatte regional integration på det økonomiske og handelsmæssige område for derefter - også i lyset af den økonomiske krise i 1997 - at tage skridt til en mere avanceret integrationsproces af institutionel, politisk-økonomisk og sociokulturel art.

2.2   EU har lige siden Rom-traktaten og i endnu højere grad efter indførelsen af den fælles valuta og udvidelsen mod øst været et naturligt forbillede for ASEAN, og den strukturerede dialog mellem EU og ASEAN har givetvis influeret på den seneste udvikling i integrationen i Sydøstasien. ASEAN-charteret af 15. december 2008 (6) gav organisationen status som juridisk person. På det 14. topmøde mellem ASEAN-landenes stats- og regeringschefer i 2009 blev der udformet en køreplan for gennemførelsen af et fælles marked inden 2015. ASEAN-fællesskabet har således en struktur med tre søjler: økonomisk fællesskab (AEC), politisk og sikkerhedsmæssigt fællesskab (APSC) og sociokulturelt fællesskab (ASCC) (7).

2.3   Gennemførelsen af det økonomiske fællesskab sker efter handelsliberaliseringen i henhold til AFTA-aftalen (ASEAN Free Trade Area) og liberaliseringen af investeringer inden for ASEAN, som er fastlagt i AIA-aftalen (ASEAN Investment Area) - med en overgangsperiode på 5 år for CLMV-landene (8). Det politiske fællesskab og sikkerhedspolitikken er fortsat grundlæggende et mellemstatsligt anliggende. Det sociokulturelle samarbejde vedrører først og fremmest samarbejdet på uddannelsesområdet, udvikling af menneskelige ressourcer, informations- og kommunikationsteknologi, offentlig tjeneste, sociale systemer, fattigdomsbekæmpelse, fødevaresikkerhed, forebyggelse og overvågning af smitsomme sygdomme, forvaltning af naturkatastrofer, beskyttelse af mindreåriges, kvinders og handicappedes rettigheder og miljøbeskyttelse.

2.4   Den institutionelle styrkelse af ASEAN er gået hånd i hånd med organisationens voksende internationale rolle. Den 1. januar 2010 trådte frihandelsaftalerne med Australien og New Zealand, med Kina og med Indien i kraft. Aftalen med Australien og New Zealand (ASEAN-Australia-New Zealand Free Trade Area, AANZFTA) omfatter liberalisering af handelen med varer (99 % af importen fra Indonesien, Malaysia, Filippinerne og Vietnam), tjenesteydelser og investeringer.

2.5   Aftalen med Kina (China ASEAN Free Trade Area, CAFTA) omfatter ophævelse af tolden for 7 000 varegrupper (omkring 90 % af toldpositionerne) og skaber dermed et integreret marked med en ca. 1,9 mia. mennesker og en handelsomsætning på ca. 4,5 mia. dollars. Der er fastsat en overgangsperiode indtil 2015 for CLMV-landene.

2.6   Aftalen med Indien (ASEAN India Trade In Goods, TIG) omfatter en gradvis toldliberalisering for over 90 % af handelsvarerne, herunder for »specielle produkter« såsom palmeolie, kaffe, te og peber. Også i dette tilfælde betyder aftalen, at der skabes et gigantisk integreret marked bestående af 1,8 mia. mennesker.

2.7   ASEAN har endvidere tætte forbindelser i form af politisk og økonomisk samarbejde med Sydkorea, Japan og Kina (ASEAN-gruppen+3) og med USA, der som bekendt stadig har strategiske interesser i den sydøstlige del af Stillehavet og allerede har indgået en frihandelsaftale med Singapore. Af særlig strategisk interesse er præsident Obamas forslag (forhandlingerne har været i gang siden marts) om at udvide Trans-Pacific-Partnerskabet (TPP) (i dag bestående af Brunei, Chile, New Zealand and Singapore) også til USA såvel som Australien, Peru og Vietnam.

3.   EU-ASEAN: nuværende stade i forbindelserne

3.1   Betydningen af forbindelserne mellem EU og ASEAN fremgår klart af de handelsmæssige og finansielle forbindelser mellem de to geoøkonomiske blokke. I meddelelsen »Det globale Europa« fra 2006 har Kommissionen opført ASEAN blandt de prioriterede markeder i betragtning af det store vækstpotentiale: i perioden 2004-2008 steg handelen med varer og tjenesteydelser mellem EU og ASEAN med over 25 % og nåede i 2008 op på 175 mia. EUR (data fra GD Handel).

3.2   ASEAN er i dag EU's tredjestørste handelspartner efter USA og Kina, med en andel på ca. 7 % af den samlede import. EU har et betydeligt underskud på handelsbalancen over for ASEAN, som beløb sig til ca. 25 mia. EUR i 2008 (data fra Eurostat). EU importerer især maskineri (29,2 mia. EUR i 2008) og landbrugsvarer (12,4 mia. EUR i 2008), mens balancen er positiv, når det gælder tjenesteydelser (+2,6 mia. EUR i 2007, data fra Eurostat).

3.3   Hvad angår investeringerne var der i perioden 2005-2008 en værdistigning i kapitalbevægelserne på 200 % (idet de nåede op på en samlet værdi af 105,4 mia. EUR, data fra Eurostat). Europæiske investorer bidrager med ca. 27 % af de samlede direkte udenlandske investeringer i ASEAN. Langt størstedelen heraf går til Singapore (65 %) efterfulgt af Malaysia (9 %) Thailand, Indonesien, Brunei og Vietnam (hver især med 5-7 %), mens under 1 % går til de andre lande. I samme periode har man dog også set en betydelig stigning i investeringerne fra ASEAN til EU, som er vokset fra 29,7 til 43,6 mia. EUR i 2007 (data fra Eurostat). 85 % af kapitalbevægelserne fra ASEAN stammer dog alene fra to lande: Singapore og Malaysia (9).

3.4   Trods væksten i de kommercielle og finansielle forbindelser opretholder ASEAN-markederne store barrierer af såvel toldmæssig som anden art. En fjernelse af disse barrierer gennem iværksættelse af en frihandelsaftale mellem EU og ASEAN ville give EU klare fordele, især på tjenesteydelsesområdet, men ASEAN-landene ville også nyde godt heraf, ganske vist i forskellig grad, men tendensen går i retning af, at fordelene øges i takt med uddybningen af integrationen (se TSIA, GD Handel) (10).

3.5   De handelsforhandlinger, der blev påbegyndt i juli 2007 mellem EU og 7 ASEAN-lande, som ikke er LDC-lande (11), blev dog i fælles forståelse sat i bero i marts 2009: de store forskelle mellem ASEAN-partnerne økonomisk set (store forskelle i menneskelig udvikling; gennemsnitlig levealder; fattigdomsniveau; prioritering af offentlige udgifter), de forskelligartede handelspolitikker, men også store forskelle af politisk art (man behøver blot at tænke på militærdiktaturet og menneskerettighedsspørgsmålet i Burma/Myanmar) har vist sig at være uoverstigelige hindringer også for handelsforhandlingerne. I dette spørgsmål indtager Udvalget samme holdning som Europa-Parlamentet, der i januar 2008 gik imod undertegnelse af en handelsaftale med Burma/Myanmar under det nuværende militærregime.

3.6   I kontrast til tilbagegangen for den økonomiske og handelsmæssige integration er der på det seneste sket en gradvis styrkelse af forbindelserne mellem EU og ASEAN på det politiske og institutionelle plan - dog udelukkende af mellemstatslig karakter. Her skal der henvises til »ASEAN-EU Programme for Regional Integration Support« (fase I og fase II) (12); initiativet »Trans Regional EU-ASEAN Trade iniziative« (TREATI) (13) og »Regional EU-ASEAN Dialogue Instrument« (READI) (14).

3.7   Ud over disse aftaler har de to organisationer afgivet en fælles erklæring om bekæmpelse af terrorisme (14. ministermøde i 2003) (15), og på det 16. ministermøde i Nürnberg den 15. marts 2007 vedtog de en fælles handlingsplan (Nürnberg-handlingsplanen for 2007-2012).

3.8   EU og ASEAN har endvidere et politisk samarbejde, som foregår på fælles møder mellem de respektive udenrigsministre og højtstående embedsmænd. Den 27.-28. maj 2009 blev der på det 17. møde mellem udenrigsministrene fra EU og ASEAN, som blev afholdt i Phnom Penh (Cambodia) gjort status over gennemførelsen i de to første år af handlingsplanen fra Nürnberg og taget nye spørgsmål op (såsom den globale recession og risikoen for panepidemi forårsaget af A/H1N1-virussen). Mødet mundede ud i vedtagelsen af et nyt dokument, som fastsætter prioriteter og mål for 2009-2010: den såkaldte Phnom Penh-agenda.

3.9   Skønt det ligger uden for dialogen mellem EU og ASEAN, skal dog også nævnes den positive erfaring med ASEM (Asia-Europe Meeting), som stadig er den vigtigste kanal for multilaterale forbindelser mellem Europa og Asien (16). Ud over afholdelsen af toårlige bilaterale topmøder på regeringsniveau (17), er ASEM også vært for Asia Europe People’s Forum, Asia-Europe Parliamentary Partnership og Asia-Europe Business Forum. ASEM har også en internetplatform for videnskabeligt samarbejde inden for uddannelse og forskning: Trans-Eurasia Information Network, TEIN) (18).

4.   Hovedtemaerne i forbindelserne mellem EU og ASEAN

4.1   Uden at være udtømmende anser Udvalget det for nyttigt at fokusere på nogle prioriterede og kritiske emner, der anses for strategiske for den fremtidige udvikling i forbindelserne mellem EU og ASEAN, med det mål at foreslå retningslinjer og konkrete indsatsområder.

4.2   Som sagt er handelsforhandlingerne mellem EU og ASEAN i dag sat i bero. For at fastholde sit engagement i regionen har EU indledt forhandlinger om frihandelsaftaler af bilateral art med nogle af ASEAN's medlemsstater (begyndende med Singapore og Vietnam).

4.2.1   Man kan ikke komme uden om, at ASEAN-landene stadig er meget forskelligartede, såvel ud fra et politisk-institutionelt synspunkt (i ASEAN findes der demokratiske og autoritære regimer side om side, foruden egentlige militærdiktaturer som i tilfældet med Burma/Myanmar), som ud fra et økonomisk synspunkt (der er f.eks. en klar forskel – i henseende til alle indikatorer for socioøkonomisk udvikling – mellem ASEAN 6-gruppens økonomier og de 4 nye CLMV-lande). Desuden har ASEAN-institutionerne (sekretariat og formandskab) ikke noget handelsmandat. Desuden er der tvivl om, hvor store sociale omkostninger en dybtgående økonomisk integration kan påføre CLMV-landene (19).

4.2.2   Dog vil den bilaterale løsning altid være den »næstbedste« løsning i ordets egentlige forstand og udelukkelsen af nogle lande fra forhandlingerne (Burma, Cambodia og Laos) er blevet skarpt kritiseret af ASEAN-landene selv. Endvidere er det vigtigt at styre i retning af egentlige forhandlinger i regionalt regi for at styrke Europas tilstedeværelse i regionen og for også at bane vejen for en større dialog med Kina i betragtning af de tætte bånd mellem økonomierne i regionen. Set i dette perspektiv bør indgåelsen af bilaterale aftaler med ASEAN-landene udelukkende ses som det første skridt hen imod et bredere regionalt baseret politisk-økonomisk partnerskab. Dette er begrundet dels i, at Asien – og indirekte forbindelserne mellem EU og Kina – har central betydning for den internationale politisk-økonomiske balance, dels i de sydøstasiatiske landes ønske om at skabe et fælles marked inden 2015 - et mål, som EU støtter teknisk og finansielt.

4.3   EU er ved at forhandle med ASEAN-landene om specifikke aftaler om udvidet samarbejde (Partner and Co-operation Agreements-PCA'er) og støtter ASEAN-initiativet for integration (IAI) såvel som initiativerne vedrørende de subregionale vækstregioner (20). Endvidere er samarbejdet blev udbygget på undervisnings- og erhvervsuddannelsesområdet først og fremmest med det mål at højne undervisningsstandarden, fremme tilegnelsen af fremmedsprog og anvendelsen af moderne informations- og kommunikationsteknologier (21).

4.3.1   I betragtning af det følsomme spørgsmål om fødevaresikkerhed agter EU at intensivere samarbejdet med FAO på dette område. FAO har allerede i samarbejde med ASEAN udarbejdet en »ASEAN Integrated Food Security Framework« (AIFS) og en tilhørende strategisk handlingsplan, »Strategic Plan of Action for Food Security« (SPA-FS) og er netop ved at gennemføre 10 landestudier om krisens følger i henseende til fødevaresikkerhed i regionen. FAO er netop ved at udarbejde en fælles hensigtserklæring med ASEAN for at formalisere de gensidige forbindelser og fremme teknisk bistand vedrørende fødevaresikkerhed i regionen.

4.3.2   I betragtning af regionens sårbarhed over for eksterne chokpåvirkninger og det forhold, at gennemførelsen af aftaler om handelsliberalisering sandsynligvis vil få yderligere konsekvenser for visse udsatte medlemslande og befolkningsgrupper, som er særligt følsomme over for konkurrence, er det nødvendigt at være mere opmærksom på disse aspekter af det økonomiske samarbejde - også når det gælder vidensdeling med andre internationale institutioner og forskningscentre.

4.4   Det politiske samarbejde mellem EU og ASEAN er fortsat af snæver mellemstatslig karakter og foregår via regelmæssige (toårige) møder mellem de respektive udenrigsministre og højtstående embedsmænd. Disse ministermøder har dog bidraget til et større fodslag mellem de udenrigspolitiske holdninger. EU har f.eks. anmodet om adgang til »ASEAN Treaty of Amity and Co-operation«, og ASEAN er med dette for øje gået med til at udvide traktaten til overnationale juridiske enheder.

4.4.1   Hvad angår det sociokulturelle samarbejde er det for toårsperioden 2009-2010 omfattet af Phnom Penh-agendaen, som fastsætter fælles mål på forskellige områder: fra sundhedssikkerhed til forskning og teknologi, erhvervsuddannelse og beskyttelse af kunst- og kulturarven. Dog er civilsamfundet paradoksalt nok inddraget i meget beskeden grad, selv når det gælder socialt samarbejde. Faktisk mangler der i dag fora, hvor arbejdsmarkedets parter og de øvrige borgere kan give fuldt udtryk for de forskellige krav og forventninger til den nuværende situation og fremtidsudsigterne for samarbejdet mellem EU og ASEAN (22).

4.4.2   Endelig hvad angår beskyttelsen af menneskerettighederne kan man kun bifalde den nylige nedsættelse (med ASEAN-charterets ikrafttræden) af en mellemstatlig kommission om menneskerettigheder. Skønt der er tale om et organ, som (i hvert fald foreløbigt) ikke har nogen håndhævelses- eller sanktionsbeføjelser og således snarere har til opgave at fremme disse rettigheder end at beskytte dem, så er der uden tvivl tale om et første skridt i retning af en mere omfattende beskyttelse af menneskerettighederne, som organisationen nødvendigvis må nå frem til i de kommende år. Udvalget understreger dog, at det i lyset af den nuværende situation på menneskerettighedsområdet ikke er muligt at komme videre med forhandlinger med det nuværende militærdiktatur i Burma/Myanmar.

Bruxelles, den 26. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EXT/132 fra 1996; EXT 153 fra 1997.

(2)  Se Kommissionens meddelelse: »Det globale Europa - I konkurrencen på verdensmarkedet« fra 2006.

(3)  Man kan selvfølgelig ikke sammenligne de to situationer, men kapitel 13 i EU's frihandelsaftale med Sydkorea kan betragtes som en nyttig referenceramme.

(4)  ASEAN Foundation blev oprettet den 15. december 1997 i Kuala Lumpur i anledning af organisationens 30-års jubilæum. Den arbejder for forbedring af livsvilkårene og velfærden for befolkningerne i Sydøstasien og formidler større bevidsthed om fordelene ved den regionale integrationsproces via skabelsen af direkte kontakt mellem mennesker og samarbejde mellem sociale og videnskabelige institutioner.

(5)  Asia-Europe Foundation (ASEF) blev grundlagt i 1997 af ASEM-landene. Den arbejder for dialog og samarbejde mellem befolkningerne i Asien og Europa ved at fremme udveksling på det kulturelle, intellektuelle og menneskelige plan med inddragelse af civilsamfundene i de pågældende lande og samfund.

(6)  Se The ASEAN Charter, Singapore, 20. november 2007. Denne konstitutionelle traktat udgør organisationens fundament. Charteret består af en præambel, 13 kapitler og 55 artikler.

(7)  Se ASEAN Economic Community (AEC) Blueprint (Singapore, 20. november 2007); ASEAN Political-Security Community (APSC) Blueprint (Cha-Am, 1. marts 2009) og ASEAN Socio-Cultural Community (ASCC) Blueprint (Cha-Am, 1. marts 2009).

(8)  Akronymet CLMV står for de nyeste medlemmer af organisationen (Cambodia, Laos, Myanmar og Vietnam).

(9)  Af de 18 multinationale ASEAN-selskaber, som er blandt verdens 100 største, har 11 sæde i Singapore og 6 i Malaysia (data fra UNCTAD).

(10)  GD Handel, »Trade Sustainability Impact Assessment (TSIA) of the FTA between the EU and ASEAN«, juni 2009, TRADE07/C1/C01 – Lot 2.

(11)  Indonesien, Malaysia, Singapore, Brunei, Thailand, Filippinerne,Vietnam.

(12)  L’ASEAN-EU Programme for Regional Integration Support (APRIS I), der blev undertegnet i Jakarta i september 2003 med et budget på 4,5 mio. EUR, som skulle anvendes til opfyldelse af målene i Vientiane-handlingsprogrammet, oprettelse af én enkelt ASEAN-instans til harmonisering af toldprocedurerne, begrænsning af de tekniske handelshindringer, harmonisering af kvalitetsstandarderne i regionen og teknisk assistance til ASEAN-sekretariatet. De vigtigste må for APRIS II (se ASEAN-EU Programme for Regional integration Support (APRIS)-Phase II, Jakarta, november 2006) er derimod: på handelsområdet at fremme harmoniseringen af ASEAN-standarderne med de internationale standarder; på investeringsområdet at fremme vedtagelsen af en handlingsplan for at fremskynde nedbrydningen af barriererne for kapitaltilførsler og for den fri bevægelighed for kapital i regionen; på det institutionelle område at fremme en styrkelse af ASEAN-mekanismen for bilæggelse af tvister og bistå ASEAN-sekretariatet for at sikre, at det kan udføre sine opgaver effektivt. APRIS II gælder for treårsperioden 2006-2009 og EU har ydet 8,4 mio. EUR i finansiel støtte. I 2007 blev der bevilget yderligere 7,2 mio. EUR til initiativer, der indgik i APRIS II-planen, især med henblik på etablering af fælles standarder i regionens lande inden for sektorerne landbrugsfødevarer, elektronik, kosmetik og træprodukter.

(13)  Programmet for teknisk assistance fra EU til landene i Sydøstasien med henblik på opnåelse af ASEAN's integrationsmål på områderne normer for landbrugsprodukter og fødevarer samt industriprodukter og vedrørende tekniske handelshindringer. Se »Trans-Regional EU-ASEAN Trade Initiative«, Luang Prabang, 4. april 2003.

(14)  READI vedrører alle ikke-kommercielle samarbejdsemner og støtter dialogen på områder af fælles interesse såsom informationssamfund; Klimaforandring; civil luftfartssikkerhed; Beskæftigelse og sociale anliggender; energi, videnskab og teknologi.

(15)  Se »Joint Declaration on Cooperation to Combat Terrorism«, Bruxelles, den 27.-28. januar 2003.

(16)  De nuværende 45 medlemmer af ASEM tegner sig for ca. halvdelen af verdens samlede BNP, ca. 60 % af verdens befolkning og ca. 60 % af verdenshandelen (tal fra Europa-Kommissionen).

(17)  Det 8. topmøde finder sted i Bruxelles til oktober og vil dreje sig om emnet »bedre livskvalitet«.

(18)  TEIN3-projektet (http://www.tein3.net/) har en portal, der skal fremme videnskabeligt samarbejde mellem ca. 8 000 forskningscentre og videnskabelige institutioner i Asien-Stillehavsregionen og deres deltagelse i fælles projekter med partnere i Europa. Det telematiske forskningssamarbejde mellem Europa og Asien er tilsluttet GÉANT-netværket.

(19)  I overensstemmelse med den »differentierede særbehandling«, som er vedtaget i WTO, er EU rede til at tage hensyn til partnerlandenes forskellige udviklingsniveauer. Man må huske på, at eksporten fra Laos og Cambodia allerede har præferenceadgang til EU-markedet takket være initiativet »Everything but Arms«.

(20)  For tiden er der 5 igangværende projekter med et samlet budget på 55,5 mio. EUR.

(21)  Prioritering af projekter inden for erhvervsuddannelse, transport, energi og bæredygtig udvikling. Se »Regional EU-ASEAN Dialogue Instrument«, Kuala Lumpur, 2005.

(22)  Der er kun én lille undtagelse, nemlig »ASEAN-EU Business Network«, med sæde i Bruxelles, som blev oprettet i 2001 for at fremme handelsforbindelserne mellem parterne.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/26


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den 28. ordning — et alternativ, som indebærer mindre EU-lovgivning (initiativudtalelse)

2011/C 21/05

Ordfører: Jorge PEGADO LIZ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Den 28. ordning - et alternativ, som indebærer mindre EU-lovgivning.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 30. marts 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 27. maj, følgende udtalelse med 124 stemmer for, 8 imod og 20 hverken for eller imod.

1.   Bemærkninger og anbefalinger

1.1   På det seneste har flere civilsamfundsaktører ved mange lejligheder og i adskillige sammenhænge rejst spørgsmålet, om man kunne indføre en frivillig ordning som et alternativ til den traditionelle harmonisering af lovgivningen inden for bestemte områder og derigennem sikre fuld regulering af bestemte typer retsforhold, nemlig civilretlige aftaler.

1.2   I forskellige dokumenter fra Kommissionen og Europa-Parlamentet er der begyndt at dukke henvisninger op til en eventuel brug af en såkaldt 28. ordning, hovedsageligt på vigtige områder, hvor det formentlig hverken ville være let eller muligt at opnå den ønskede, fulde harmonisering.

1.3   EØSU har i flere udtalelser givet sin støtte til en indgående undersøgelse af en sådan mekanisme og dens eventuelle anvendelse inden for bestemte områder.

1.4   Ser man bort fra det arbejde, der blev indledt med EØSU's initiativudtalelse om den europæiske forsikringskontrakt (1) og gennemført af projektgruppen Restatement of European Insurance Contract Law med den nylige udgivelse »Principles of the European Insurance Contract Law (PEICL)« inden for rammerne af initiativet om fælles referencerammer, har EU-lovgiveren kun ved ganske få lejligheder anlagt en lignende tilgang inden for selskabsretten, intellektuel ejendomsret og folkeretten.

1.5   Imidlertid har der endnu ikke været en grundig drøftelse af et sådant instruments karakter, formål, retlige rammer og anvendelsesområder samt af de dertil knyttede fordele og problemer, og ej heller af dets eventuelle bidrag til gennemførelsen af det indre marked.

1.6   Derfor besluttede EØSU i tråd med udtalelsen om proaktiv ret (2) at følge denne initiativudtalelse op med en offentlig høring, hvor repræsentanter for de berørte parter, akademikere, embedsmænd fra de offentlige myndigheder i medlemsstaterne og Kommissionen fik mulighed for at fremlægge deres synspunkter.

1.7   På baggrund af det skriftlige materiale og de synspunkter, der er kommet til udtryk i de seneste par år, især udtalelserne under høringen, erkender EØSU, at nogle helt grundlæggende parametre må medtænkes i definitionen og udformningen af en frivillig ordning, som rummer fordele med hensyn til bedre lovgivning og forenklede, forståelige og brugervenlige lovgivningsrammer.

1.8   Den frivillige ordning bør derfor

a)

udformes som en »2. ordning« i hver enkelt medlemsstat, således at parterne får mulighed for at vælge mellem to nationale aftaleretsordninger;

b)

defineres på EU-niveau og vedtages i form af EU-forordninger;

c)

lette dialogen mellem parterne under kontraktudarbejdelsen;

d)

omfatte ufravigelige lovbestemmelser, som sikrer den svagere part en høj grad af beskyttelse, der som minimum svarer til den beskyttelse, der sikres af ufravigelige EU-regler eller nationale regler, og som skal finde anvendelse i det nødvendige omfang;

e)

begrænse parternes valgfrihed på den måde, at det kun kan lade sig gøre at vælge instrumentet som en samlet pakke, hvor ingen bestemmelser kan pilles ud.

1.9   EØSU har stillet forslag om nye tilgange til de fremtidige drøftelser af det mulige retsgrundlag for gennemførelse af denne lovgivningsmekanisme under hensyntagen til, at valget af retsgrundlag kan afhænge af anvendelsesområdet.

1.10   EØSU har uddybet de mange fordele ved at bruge dette instrument:

a)

Aftaleparterne vil kunne indgå forretninger på grundlag af én aftaleretsordning i hele Den Europæiske Union. Hindringer for det indre marked, såsom juridiske risici og omkostninger som følge af forskellige nationale retssystemer, vil automatisk forsvinde.

b)

Beslutningen om instrumentets anvendelse vil være overladt til markedet, og det vil derfor kun blive anvendt i de tilfælde, hvor de pågældende parter mener, at det vil være en fordel.

c)

De enkelte medlemsstaters retskultur vil forblive intakt, hvilket vil gøre det lettere at få det accepteret på politisk plan.

d)

Hvis instrumentet gennemføres ved en EU-forordning og har den rette udformning, vil parterne også kunne anvende det på rent indenlandske forhold.

e)

Domstolene vil ikke kunne betragte det som tilvalgt »udenlandsk« ret. Derfor vil principper som »iura novit curia« (dommeren kender loven) finde anvendelse, og anke til de nationale højesteretter og EU-Domstolen vil ikke være begrænset, sådan som det ofte er tilfældet, når der anvendes udenlandsk ret eller generelle principper. Ligeledes vil institutioner, som tilbyder udenretlige klage- og tvistbilæggelsesordninger, ikke kunne afvise at høre en sag med henvisning til, at sagen skal behandles efter udenlandsk ret.

1.11   EØSU er godt klar over, at der er visse vanskeligheder forbundet med gennemførelsen:

a)

Forholdet mellem det optionelle instrument og europæisk international privatret, især bestemmelser om nationale grundlæggende retsprincipper (ordre public - artikel 21 i Rom I-forordningen 593/2008).

b)

Selv i forbindelse med et optionelt sektorspecifikt instrument er der brug for almindelige privatretlige principper.

c)

Et optionelt instrument for privatretlige forhold kan ikke finde anvendelse på skatteretsområdet.

d)

Forbrugerne skal have ordentlig information om karakteren af samt fordelene og ulemperne ved et optionelt instrument.

e)

Denne 28. ordning bør hverken gælde arbejdsretten eller arbejdsoverenskomster, der er i kraft i medlemsstaterne.

1.12   Det er derfor EØSU's overbevisning, at denne drøftelse må fortsættes og uddybes på forskellige niveauer - blandt akademikere, berørte grupper (fagfolk, forbrugere osv.), forskningsinstitutter og EU-institutioner, først og fremmest inden for rammerne af initiativet om bedre lovgivning – med henblik på at bidrage til gennemførelsen af det indre marked.

1.13   EØSU beder derfor Kommissionen om at arbejde videre med dette emne på det teoretiske såvel som det praktiske plan for at fastlægge, på hvilke vilkår instrumentet vil kunne gennemføres, og hvor det med fordel vil kunne anvendes.

1.14   EØSU anbefaler også, at enten Kommissionen eller Europa-Parlamentet i deres forudgående konsekvensanalyser overvejer muligheden af at vedtage en 28. ordning i forbindelse med hvert nyt lovinitiativ. Den samme vurdering bør foretages i forhold til forslag, der allerede er under udarbejdelse, og allerførst i forbindelse med den igangværende revision af direktivet om pakkerejser. I en sådan vurdering må det nøje undersøges, hvilke konsekvenser frivillig lovgivning vil kunne have for de ufravigelige regler, der gælder efter de nationale lovgivninger. Der må ses på risikoen for, at den frivillige lovgivning vil blive brugt til at omgå nationale, ufravigelige regler til skade for en svagere part.

2.   Indledning - Formålet med udtalelsen

2.1   Bedre lovgivning og mindre regulering, hvor det er muligt, er et af målene for det indre marked. Alle initiativer iværksat af Kommissionen og Europa-Parlamentet som led i arbejdet med at skabe bedre lovgivning, og som EØSU har støttet fuldt ud i flere udtalelser, har haft til formål at finde den bedste metode til at gøre lovgivningen mere brugervenlig og lettere at forstå for virksomheder, arbejdstagere og forbrugere.

2.2   En forholdsvis ny ide til en bedre og mere konsekvent metode til regulering af vigtige spørgsmål på EU-niveau omtaltes for første gang i en EØSU-udtalelse om den europæiske forsikringskontrakt (3). I udtalelsen foreslås det, at lovgivningen om europæiske forsikringsaftaler baseres på en frivillig ordning som et alternativ til harmonisering af de forskellige nationale love.

2.3   Inden for rammerne af den fælles referenceramme har projektgruppen Restatement of European Insurance Contract Law udarbejdet det hidtil eneste strukturerede forslag til en standard for et optionelt instrument i EU og fremlagt det for Kommissionen.

2.4   I de senere år har mange jurister og akademikere og nogle civilsamfundsaktører ved flere lejligheder antydet, at denne metode kunne være et nyttigt alternativ til den klassiske harmoniseringsmetode på særlige områder som pensionssystemet eller finansielle tjenesteydelser.

2.5   Kommissionen er efterhånden begyndt at nævne muligheden af at anvende metoden med en 28. ordning på forskellige områder, hvilket er blevet støttet af EØSU i en række udtalelser (4).

2.6   Der mangler dog fortsat en dækkende definition af begrebet og af karakteren af og anvendelsesområdet for en sådan ordning. Det er særligt vigtigt at vise, at den ikke blot er gennemførlig, men også rummer fordele med hensyn til bedre lovgivning og forenklede, forståelige og brugervenlige lovgivningsrammer. Det er det, der er sigtet med denne initiativudtalelse.

3.   Begrebet »28. ordning«

3.1   Karakter og kendetegn

3.1.1   Med udtrykkene »28. ordning« og »optionelt instrument«, der ofte anvendes synonymt, søger man at gøre det klart, at en EU-ordning inden for aftale- eller privatretten ikke vil indebære en tilsidesættelse af national lov, men udgøre et alternativ, som det er op til aftaleparterne at beslutte, om de vil anvende.

3.1.2   Selv om udtrykket »28. ordning« anvendes i flere dokumenter fra EU-institutionerne og i de fleste artikler om emnet, kan det være vildledende, idet det kan opfattes som »udenlandsk« ret i modsætning til de 27 »nationale« aftalelovgivninger i medlemsstaterne, som kan opfattes som »indenlandsk« ret.

3.1.3   Det synes derfor mere hensigtsmæssigt at tale om en »2. ordning« (5) inden for privatretten i alle medlemsstaterne. Med denne betegnelse bliver det klart, at et optionelt EU-instrument vil indgå i den nationale lovgivning i medlemsstaterne som enhver anden EU-retskilde. Kort sagt vil en 2. ordning give parterne en mulighed for at vælge mellem to nationale aftaleretsordninger, den ene vedtaget af den nationale lovgiver, den anden af EU-lovgiveren.

3.1.4   En 2. ordning af denne art vil kunne anvendes af aftaleparterne til forretninger i hele EU. Parterne vil således ikke skulle beskæftige sig med de 27 nationale lovgivninger i medlemsstaterne, men kan basere deres transaktioner på en fælles EU-privatretsordning. Dette vil være en fordel, da ingen af parterne i så fald vil skulle acceptere anvendelse af lovgivning, der opfattes som udenlandsk ret.

3.1.5   En 2. ordning vil især være praktisk på områder, hvor parterne efter international privatret (Rom I) er forhindret i eller kun i begrænset omfang frit kan vælge, hvilken lov der skal gælde, sådan som det er tilfældet for transportaftaler (artikel 5 i Rom I), forbrugeraftaler (artikel 6 i Rom I), forsikringsaftaler (artikel 7 i Rom I) og ansættelsesaftaler (artikel 8 i Rom I). Det optionelle instrument kunne endda finde anvendelse på forhold omfattet af internationale ufravigelige (præceptive) bestemmelser (artikel 9 i Rom I), forudsat at den offentlige interesse, som disse bestemmelser beskytter, er tilstrækkeligt varetaget (6). Denne 2. ordning bør dog hverken gælde arbejdsretten eller arbejdsoverenskomster, der er i kraft i medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

3.1.6   Med en 2. ordning vil forretninger i hele EU kunne baseres på de samme aftaleretlige regler selv på områder, hvor det efter international privatret er obligatorisk at anvende de regler, der beskytter den svagere part.

3.1.7   Et optionelt instrument af denne art omtales i betragtning 14 i Rom I, hvor det hedder: »Vedtager Fællesskabet i et passende juridisk instrument materielle aftaleretlige regler, …, kan dette instrument indeholde bestemmelse om, at parterne kan vælge af benytte disse regler«.

3.1.8   Eftersom et optionelt instrument ville være en 2. ordning under de enkelte medlemsstaters lovgivning, burde man også i »rent nationale sager« kunne vælge det optionelle instrument. Erhvervsdrivende ville følgelig kunne basere deres - nationale såvel som internationale - forretninger på den 2. ordning, hvilket ville medvirke til at nedbringe de juridiske omkostninger ved transaktioner yderligere.

3.1.9   Et andet kendetegn ved en 2. ordning er, at domstolene ikke vil kunne betragte det optionelle instrument som tilvalgt »udenlandsk« ret. Derfor vil principper som »iura novit curia« (dommeren kender loven) finde anvendelse, og anke til de nationale højesteretter vil ikke være begrænset, sådan som det ofte er tilfældet, når der anvendes udenlandsk ret eller generelle principper. Ligeledes vil institutioner, som tilbyder udenretlige klage- og tvistbilæggelsesordninger, ikke kunne afvise at høre en sag med henvisning til, at sagen skal behandles efter udenlandsk ret. Den tyske ombudsmand for forsikringssager kan for eksempel efter de gældende procedureregler afvise at behandle en klage, der skal afgøres endeligt efter udenlandsk ret (7). Et optionelt EU-instrument vil imidlertid være en 2. ordning inden for de enkelte medlemsstaters aftaleret og vil således ikke kunne betragtes som »udenlandsk« ret af den tyske forsikringsombudsmand.

3.1.10   Sidst, men ikke mindst vil et optionelt instrument vedtaget af EU-lovgiveren kunne indbringes for EU-Domstolen til en præjudiciel afgørelse, hvilket vil sikre en ensartet anvendelse i hele EU af det optionelle instrument fra de nationale domstoles side (8).

3.2   Frivillig aftaleret og beskyttelse af den svagere part

3.2.1   En 2. ordning som den ovenfor beskrevne vil gøre det muligt at foretage et valg, som ikke er begrænset af ufravigelige bestemmelser efter national ret, når blot den offentlige interesse, som de ufravigelige bestemmelser beskytter, er tilstrækkeligt varetaget. Der er derfor et behov for at sikre, at beskyttelsen af den svagere part, navnlig forbrugere, ikke vil blive svækket (9), og at ordningen ikke vil kunne anvendes til at omgå ufravigelige bestemmelser efter national ret.

3.2.2   Dette kan gøres på tre måder:

a)

For det første må den 2. ordning også omfatte ufravigelige bestemmelser og anvendes på en måde, der sikrer den svagere part udstrakt beskyttelse (10).

b)

For det andet må det ikke være muligt at aftale, at visse bestemmelser i den 2. ordning ikke skal finde anvendelse. Det skal således være forbudt at »sammenblande« national lov og den 2. ordning ved at vælge de mest lempelige bestemmelser fra begge retskilder.

c)

Forbrugerne skal informeres om det optionelle instrument gennem almindelig forbrugerinformation fra forbrugerorganisationer, og den erhvervsdrivende skal være forpligtet til inden kontraktindgåelsen at informere forbrugeren om, at den foreslåede kontrakt er reguleret af det optionelle instrument.

3.2.3   På den måde vil muligheden for at vælge den 2. ordning ikke være et incitament for den stærkere part til over for sin aftalepartner at foreslå en lovgivning, der yder mindre beskyttelse. I stedet vil incitamentet til at vælge den 2. ordning opstå derved, at man får mulighed for at anvende aftalebestemmelser i hele EU uden tilpasninger til national lovgivning, idet de er baseret på den 2. ordning, som i sig selv sikrer den svagere part en større grad af beskyttelse, end lovgivningen i medlemsstaterne generelt gør.

3.2.4   Et optionelt instrument med udstrakt forbrugerbeskyttelse er til fordel for forbrugerne, idet det vil være lettere at sammenligne produkter, der forhandles i Europa efter det optionelle instruments regler. Således kan det optionelle instrument rent faktisk øge gennemsigtigheden.

3.3   Et optionelt instruments retsgrundlag og udformning

3.3.1   EU's kompetence til at vedtage et sådant instrument er et centralt spørgsmål i drøftelserne om instrumentets udformning og karakteristika. Nogle mener, at artikel 81 i TEUF (tidligere artikel 61, litra c), og artikel 65 i TEF) kan udgøre retsgrundlaget, eftersom det, der er vigtigt efter deres opfattelse, er lovvalgsreglerne og ikke den materielle ret. Herefter har EU kun brug for et sikkert grundlag, hvorpå parterne kan vælge instrumentet som gældende ret, og kan derfor udelukkende koncentrere sig om at sikre foreneligheden med de nationale bestemmelser om international privatret. Et instrument, hvis retsgrundlag udspringer af artikel 81 i TEUF, vil imidlertid kun kunne finde anvendelse for »civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger« og vil ikke have bindende virkning for Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark.

3.3.2   Andre mener, at artikel 352 i TEUF (tidligere artikel 308 i TEF) er det rette retsgrundlag til at give EU kompetence til at vedtage et optionelt instrument af denne art med henblik på virkeliggørelsen af et målene i traktaterne med den begrundelse, at traktaterne angiveligt ikke »indeholder fornøden hjemmel hertil« (11).

3.3.3   Vi bør imidlertid ikke udelukke muligheden af at anvende artikel 114 i TEUF (tidligere artikel 95 i TEF), eftersom der er tale om »tilnærmelse af lovgivningerne«, »der direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion« med henblik på »virkeliggørelsen af de i artikel 26 fastsatte mål« (tidligere artikel 14 i TEF). Desuden bør EU-lovgiveren, når den har beføjelser til at tilnærme de nationale aftalelovgivninger på grundlag af artikel 114 i TEUF, altid have mulighed for at vedtage et optionelt instrument, hvis konsekvenser for de nationale lovgivninger trods alt er mindre og derfor bør foretrækkes under hensyntagen til nærhedsprincippet.

3.3.4   Den nye artikel 118 i TEUF skaber et særligt retsgrundlag. Det gælder dog kun intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.3.5   For at sikre størst mulig ensartethed bør instrumentet vedtages i form af en forordning (artikel 288, stk. 2, i TEUF). Dermed vil det være en del af de enkelte medlemsstaters materielle ret og derfor udelukkende finde anvendelse, hvis det pågældende aftaleforhold efter lovvalgsreglerne i Rom I er underlagt lovgivningen i en medlemsstat. Forordningen skal indeholde omfattende bestemmelser og ikke kun fastlægge mindsteregler.

3.3.6   Under alle omstændigheder skal det altid nøjes vurderes, om et nyt optionelt instrument er foreneligt med nærhedsprincippet.

3.4   Indhold

3.4.1   Et fremtidigt optionelt instrument bør bestå af en almindelig del med bestemmelser om den frivillige anvendelse af instrumentet og en særlig del med materielle bestemmelser for de retsområder, som er omfattet.

3.4.2   Et optionelt instrument kunne udformes som følger:

Kapitel 1:   Almindelige bestemmelser

Kapitlet skal bestå af højst 4 eller 5 artikler (12), som fastlægger det frivillige instrumentets anvendelsesområde og beskriver parternes muligheder. Det skal også præcisere, hvilke regler der ikke kan fraviges (først og fremmest regler, der beskytter den svagere part). Endvidere skal det forbyde anvendelse af national lov, og eventuelle huller skal lukkes ved anvendelse af generelle principper, der er fælles for lovgivningen i medlemsstaterne (13).

Kapitel 2:   Særlige bestemmelser

Kapitlet skal indeholde de materielle regler for de retsområder, der falder inden for det optionelle instruments anvendelsesområde.

3.5   Fordele og problemer

3.5.1   Med et optionelt instrument vil det først og fremmest blive muligt for parterne i en aftale at indgå forretninger på grundlag af ét sæt aftaleretlige regler i hele Den Europæiske Union. Hindringer for det indre marked såsom juridiske risici og omkostninger for enten forbrugere eller virksomheder som følge af forskellige nationale retssystemer vil forsvinde (14).

3.5.2   Et optionelt instrument vil desuden indebære fordele i forhold til ensretning eller harmonisering af de nationale lovgivninger.

3.5.2.1   For det første vil beslutningen om anvendelse af et optionelt instrument være overladt til markedet. Det vil helt sikkert kun blive anvendt i de tilfælde, hvor aftaleparterne mener, at det vil være en fordel. Det må forventes, at optionelle instrumenter vil blive anvendt af internationale aktører på markedet, hvorimod lokale aktører vil spare gennemførelsesudgifterne, ikke mindst til omarbejdning af deres kontraktvilkår for at tilpasse dem til nye EU-regler.

3.5.2.2   For det andet vil de enkelte medlemsstaters særlige retstraditioner ikke blive rørt. Det vil gøre det lettere at få det optionelle instrument accepteret på politisk plan. Det samme argument kan anvendes over for jurister i medlemsstaterne, som sandsynligvis vil argumentere imod, at man erstatter traditionelle lovregler med EU-aftaleret. De vil imidlertid ikke have grund til at opponere imod et optionelt instrument, som vil være uden virkning for den nationale lovgivning.

3.5.3   Desuden findes der allerede nu 2. ordninger (se pkt. 3.6.3). Det viser klart, at der ikke i medfør af de nationale forfatningslove er problemer forbundet med optionelle instrumenter.

3.5.4   Indførelsen af et optionelt instrument i aftaleretten eller på andre områder af privatretten kan imidlertid give anledning til tekniske problemer. Det er klart, at det ikke er let at skabe valgfrihed og regulere forholdet mellem to sideordnede aftalelovgivninger. Men som udkastet til et eventuelt fremtidigt optionelt instrument har vist, kan de tekniske problemer løses.

3.6   Lignende instrumenter

3.6.1   Der findes allerede optionelle instrumenter på både internationalt og europæisk plan.

3.6.2   På internationalt plan kan f.eks. nævnes FN's konvention om aftaler om internationale køb fra 1980 (15), UNIDROIT's konventioner om international factoring (16) og om international finansiel leasing (17). Disse konventioner opererer med en opt-out-model (18).

3.6.3   På EU-plan findes der flere optionelle instrumenter:

Forordninger om oprettelse af europæiske selskaber, f.eks. forordningerne om det europæiske selskab (19), om europæiske økonomiske firmagrupper (20) og om det europæiske andelsselskab (21).

Forordninger om europæiske intellektuelle ejendomsrettigheder som EF-varemærker (22) og EF-patentet (23).

Forordninger om indførelse af europæiske civilretsprocedurer som forordningerne om en europæisk betalingspåkravsprocedure (24) og om en europæisk småkravsprocedure (25).

Der er stillet forslag om andre optionelle instrumenter, bl.a. et europæisk arvebevis (26). Med disse forordninger og forslag suppleres de instrumenter, der findes i henhold til national lov, med EU-instrumenter

4.   28. ordning og bedre lovgivning

4.1   Gennemførelsen af det indre marked

4.1.1   Et optionelt instrument vil i høj grad understøtte det indre markeds virkemåde og er den mest fuldendte metode til frivillig harmonisering i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

4.1.2   Derudover fremmer et optionelt instrument forbrugernes frie bevægelighed og øger mobiliteten over grænserne og konkurrencen mellem virksomheder.

4.1.3   Lissabontraktatens ikrafttræden ændrer intet i forhold til etableringen af en frivillig ordning.

4.2   Europæisk aftaleret

4.2.1   Netværket »Common Principles of European Contract Law« (CoPECL-netværket) har for nylig færdiggjort sit udkast til en fælles referenceramme (27) og fremlagt det for Kommissionen. Disse regler opstiller helt klart en model, som EU-lovgiveren kan anvende til vedtagelse af et optionelt instrument i overensstemmelse med kommissær Redings anbefalinger (28). Det er stadig nødvendigt med en bestemmelse om den frivillige anvendelse af den fælles referenceramme/de fælles principper i tråd med det allerede eksisterende forslag i artikel 1:102 i PEICL (29).

4.3   Fremtidige anvendelsesområder

4.3.1   Behovet for et optionelt instrument er størst inden for de områder af aftaleretten, som er domineret af ufravigelige nationale regler, der udgør en juridisk hindring for det indre markeds virkemåde. Dette er allerede blevet påpeget af Kommissionen, når det gælder finansielle tjenesteydelser, herunder forsikring. Et af de områder, hvor et optionelt instrument især vil kunne finde anvendelse, forudsat at der tages tilstrækkeligt hensyn til forbrugerbeskyttelseslovgivningen, er finansielle tjenesteydelser (bank- og forsikringsret under forudsætning af, at forslaget vedrørende dette sidstnævnte område færdiggøres i overensstemmelse med de fælles referencerammer).

4.3.2   Man kunne også forestille sig en 28. ordning for forbrugerkøb (især internetsalg). Men med hensyn til forbrugersalg skal forholdet mellem et optionelt instrument og forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (30) overvejes nøje.

4.3.3   Der kan også indføres optionelle instrumenter på andre privatretlige områder end aftaleret. Sikkerhedsrettigheder i løsøre og immaterielle aktiver er et oplagt område for anvendelse af en 28. ordning. Kommissionens forslag om et europæisk arvebevis (31) viser, at det er muligt at anvende optionelle instrumenter inden for arveretten. Formueforholdet mellem ægtefæller kunne være et andet retsområde, hvor man i fremtiden kunne anvende et optionelt instrument.

4.3.4   Behovet for et optionelt instrument er ikke så akut inden for den almindelige aftaleret. Udkastet til en fælles referenceramme, som omfatter almindelig aftaleret, er således ikke udformet som et optionelt instrument. Dog fremhæver forfatterne i indledningen, at rammen eventuelt kan bruges som grundlag for et eller flere optionelle instrumenter (32). Dette forslag kunne også gennemføres restriktivt ved at lade referencerammens generelle bestemmelser indgå i et optionelt instrument, der kun finder anvendelse inden for bestemte områder af aftaleretten. På den måde ville man kunne undgå de huller i lovgivningen, som uden tvivl vil opstå, hvis man vedtager bestemmelser, der udelukkende gælder bestemte type af aftaler.

5.   Resultatet af den offentlige høring afholdt af Observatoriet for Det Indre Marked den 6. januar 2010

5.1   Der findes allerede – eller der er stillet forslag om – en række varianter af den 28. ordning inden for europæisk selskabsret, immaterialret og arveret. De er ikke underlagt nationale begrænsninger, har mindre vidtrækkende virkninger for de nationale lovgivninger og åbner nye muligheder for markedsaktørerne inden for den grænseoverskridende handel. Den 28. ordning skal imidlertid overholde strenge forbrugerbeskyttelsesregler og samtidig være skrappere end harmonisering. Et vigtigt område, hvor en 28. ordning kunne finde anvendelse, er pensionsområdet, eftersom omkring 18 mio. europæiske pensionister bor i en anden medlemsstat. Endelig bør den 28. ordning have fokus på god information og opbygning af tillid (f.eks. kontrakter) og udmønte sig i enklere tjenester og produkter (især finansielle tjenesteydelser). På området for finansielle tjenesteydelser i detailleddet skal der først og fremmest sættes ind på at forbedre forbrugerbeskyttelseslovgivningen. Krisen har vist, at der er behov for at regulere alle de finansielle tjenesteydelser, der tilbydes forbrugere, og for at udbyde forenklede finansielle tjenesteydelser til de forbrugere, der ønsker det. Man er fortsat ikke nået til politisk enighed om indførelse af den 28. ordning som en mulighed og om dens retsgrundlag. Kommissionens konsekvensanalyser bør systematisk sondere muligheden af en »frivillig tilgang«, dvs. vedtagelse af en 28. ordning, som dog kun kan være en løsning på bestemte problemer og ikke et generelt alternativ til aftaleretten.

Bruxelles, den 27. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 157 af 28.6.2005, s. 1.

(2)  EUT C 175 af 28.7.2009, s. 26.

(3)  EUT C 157 af 28.6.2005, s. 1.

(4)  EUT C 157 af 28.6.2005, s. 1, ordfører Jorge Pegado Liz; EUT C 318 af 23.12.2006, s. 200, ordfører Frank von Fürstenwerth; EUT C 65 af 17.3.2006, s. 134, ordfører Guido Ravoet; EUT C 309 af 16.12.2006, s. 26, ordfører Edgardo Maria Iozia; EUT C 65 af 17.3.2006, s. 13, ordfører Umberto Burani; EUT C 27 af 3.2.2009, s. 18, ordfører Angelo Grasso; EUT C 151 af 17.6.2008, s. 1, ordfører Edgardo Maria Iozia; EUT C 175 af 28.7.2009, s. 26, ordfører Jorge Pegado Liz.

(5)  For yderligere oplysninger om ideen om et optionelt instrument som en »2. ordning« se Heiss, Introduction, i Basedow/Birds/Clarke/Cousy/Heiss (red.), Principles of European Insurance Contract Law (2009) I 45.

(6)  Den franske nationalforsamling har for nylig vedtaget en informationsrapport om forbrugerrettigheder (med M. Karamanli som ordfører), hvori der stilles forslag om at afprøve en 28. EU-retsordning inden for rammerne af Rom I-forordningen.

(7)  Se Heiss, Introduction, i Basedow/Birds/Clarke/Cousy/Heiss (red.), Principles of European Insurance Contract Law (2009) I 47.

(8)  Ibid.

(9)  Prof. M. Hesselink fra Amsterdam Universitet anfører med hensyn til social retfærdighed, »(…) at en 29. ordning kan vælges ved at klikke på en blå knap (…). Hvis forslaget til fælles referencerammer udmønter sig i et optionelt instrument, der kan finde anvendelse ved aftaler mellem virksomheder og forbrugere, vil dette ikke føre til social dumping. (…) Et lovvalg herom – såfremt det vedtages af EU-lovgiveren – kunne føre til en win-win-situation i aftaler mellem virksomheder og forbrugere.«

(10)  Se Heiss/Downes, Non-Optional Elements in an Optional European Contract Law: Reflections from a Private International Law Perspective, ERPL 13 (2005) 693 (699).

(11)  Hesselink/Rutgers/de Booys, The Legal Basis for an Optional Instrument on European Contract Law, Centre for the Study of European Contract Law Working Paper No. 2007/04.

(12)  Baseret på Principles of European Insurance Contract Law (PEICL) og med forbehold af yderligere drøftelser.

(13)  Det bemærkes, at man for at undgå uklarhed bør fastlægge disse generelle principper eller anvende de generelle regler, der gælder for alle typer af kontrakter, som findes i »Principles, definitions and model rules of European Private Law – Draft Common Frame of Reference« (DCFR, Bind I-III, foreløbig udgave 2009), hvis og når det anerkendes eller vedtages ved en EU-retsakt.

(14)  Se f.eks. Basedow, Ein optionales Europäisches Vertragsgesetz: Opt-in, opt-out, wozu überhaupt?, ZEuP 2004, 1.

(15)  Konventionen kan findes på www.uncitral.org.

(16)  Ibid.

(17)  Ibid.

(18)  Se art. 6 i CISG, art. 3 i konventionen om international factoring og art. 5 i konventionen om international finansiel leasing.

(19)  Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om statut for det europæiske selskab (SE), EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.

(20)  Rådets forordning (EØF) nr. 2137/85 af 25. juli 1985 om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG), EFT L 199 af 31.7.1985, s. 1.

(21)  Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE), EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1.

(22)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker, EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1.

(23)  Forordningen blev vedtaget den 4. december 2009, men er endnu ikke offentliggjort i EUT.

(24)  Se betragtning 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåbudsprocedure, EUT L 399 af 30.12.2006, s. 1, med senere ændringer.

(25)  Se betragtning 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure, EUT L 199 af 31.7.2007, s. 1.

(26)  Se kapital VI i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis, KOM(2009) 154 endelig.

(27)  Se von Bar/Clive/Schulte-Nölke et al. (red.), Principles, Definitions and Model Rules of European Private LawDraft Common Frame of Reference (DCFR) Foreløbig udgave (2009). Udkastet til fælles referencerammer på forsikringsområdet findes i Basedow/Birds/Clarke/Cousy/Heiss (red.), Principles of European Insurance Contract Law (2009).

(28)  På høringen med Viviane Reding, indstillet kommissær med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab, Europa-Parlamentet, 7.1.2010.

(29)  I art. 1:102 i Principles of European Insurance Contract Law (PEICL), som vedrører den frivillige anvendelse af principperne, hedder det, at principperne finder anvendelse, når parterne, uanset lovvalgsbegrænsninger i henhold til international privatret, har aftalt, at deres aftale skal være underlagt disse principper. (Basedow, The Optional Application of the Principles of European Insurance Contract Law, i Fuchs (red.), European Contract Law, - ERA Forum Special Issue 2008 vol 9, 111).

(30)  KOM(2008) 614 endelig.

(31)  Se KOM(2009) 154 endelig, som er nævnt ovenfor under punkt 3.6.3.

(32)  von Bar/Beale/Clive/Schulte-Nölke i von Bar/Clive/Schulte-Nölke et al. (red.), Principles, Definitions and Model Rules of European Private LawDraft Common Frame of Reference (DCFR) Foreløbig udgave (2009), Indledning, pkt. 79.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om socialt ansvarlige finansielle produkter (initiativudtalelse)

2011/C 21/06

Ordførere: Carlos TRÍAS PINTO

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 1. oktober 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Socialt ansvarlige finansielle produkter.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 4. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 26. maj 2010, følgende udtalelse med 129 stemmer for, 3 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Udtrykket »socialt ansvarlige finansielle produkter« kan opfattes som alle produkter og tjenesteydelser fra bank-, forsikrings- og investeringssektoren. Denne udtalelse beskæftiger sig dog hovedsageligt med socialt ansvarlige investeringer (socially responsible investment - SRI), som foretages af kollektive investeringsfonde for såvel institutionelle investorer som den brede offentlighed. Per definition placerer kollektive investeringsfonde investeringer. For at en fond kan opnå betegnelsen social ansvarlig, må den omhyggeligt udvælge sine investeringer efter passende kriterier. De fleste fonde investerer i virksomhedsaktier. Det, det gælder om for de fleste fonde, er at kunne identificere virksomheder, som opfylder de nødvendige etiske, sociale og forvaltningsmæssige (Ethical, Social, Governance – ESG) kriterier. I erfarne SRI-miljøer vil der være en bred vifte af organisationer, som kan afgøre, om individuelle virksomheder opfylder ESG-kriterier.

1.2   Der findes mange rådgivningsorganer, som yder teknisk bistand til SRI. De internationale børsindekser såsom Dow Jones Sustanability DJSI Index eller FTSE4Good giver relevante informationer, som er nødvendige for at etablere og forvalte fonde for socialt ansvarlige investeringer, enten generelt eller selektivt. Visse fonde kan f.eks. koncentrere sig om veletablerede virksomheder, som på fortræffelig vis opfylder standarderne for etik og god virksomhedsledelse. Andre har måske en grøn eller miljørigtig dagsorden. Alle disse varianter er mulige.

1.3   I den nuværende situation, der stadig er præget af krisen, er det nødvendigt at kanalisere investeringerne i retning af virksomheder med sociale og etiske værdier for derigennem at genvinde borgernes tillid til de finansielle markeder. En ting kan man slå fast: efter denne krise vil vi aldrig mere se »Business as usual«.

1.4   I bagklogskabens lys kan vi konstatere, at mange finansielle institutioner i de sidste år er kommet langt bagud med de sociale og forvaltningsmæssige standarder, der forventes overholdt af den type toneangivende virksomheder. Derfor opfordrer EØSU til, at de finansielle institutioners programmer for social ansvarlighed lever op til de forventninger til etik og god virksomhedsledelse, der stilles i det 21. århundredes Europa.

1.5   De resultater, der er opnået gennem socialt ansvarlige investeringer (Socially Responsible Investment – SRI), viser, at der er en positiv sammenhæng mellem de sociale og finansielle vurderinger, der anstilles af finansieringsinstitutter, som udbyder socialt ansvarlige investeringsmidler. Det er endog således, at SRI ikke er mindre rentable og risikoen ikke større end for konventionelle investeringers vedkommende.

1.6   De kollektive investeringsinstitutter og forvaltningsorganerne for de arbejdsmarkedsorienterede pensionsfonde spiller en stor rolle for kanaliseringen af opsparingen over i produktive investeringer. Ikke desto mindre må der gøres mere ud af investeringsrådgivningen, forvaltningsteknikkerne må forbedres og i kommunikationen må der satses mere på de menneskelige relationer og den sociale ansvarlighed.

1.7   De ansatte i finansieringsinstitutterne kan bidrage til socialt ansvarlige investeringer under hensyntagen til følgende aspekter: langsigtet perspektiv, orientering mod almenvellet, pålidelighed og grundighed i analysen.

1.8   EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til udvikling af SRI for at fremme »standardisering« og konsolidering af de nuværende systemer til forvaltning af disse produkter ved at fremme gennemsigtig information, sammenlignelighed i investoranalysen, teknisk uddannelse og udveksling af god praksis. Noget tyder på, at finansmarkederne reagerer positivt på indførelsen af standardiseringsordninger og certificering af forvaltningsorganer.

1.9   En positiv effekt af et SRI-filter, hvad enten det er i form af lovgivning eller ved professionelle rådgivere, vil være muligheden for, at bestemte værdipapirer udelukkes fra investeringsporteføljerne, hvilket vil tilskynde virksomhederne til at forbedre deres adfærd, hvad angår miljø, sociale forhold og forvaltning.

1.10   EØSU foreslår at udvikle specifikke formidlings- og oplysningsinitiativer på det finansielle område: udarbejdelse af brochurer, uddannelse, oprettelse af specialiserede websteder og undervisning i finansiel viden i skolerne

1.11   Et af målene med oplysningsprogrammerne om finansielle forhold er at tilskynde husholdningerne til at være ansvarlige, forsigtige og fremadskuende investorer på en måde, som svarer til deres risikoprofil, økonomi og egne mål.

1.12   De sociale og demografiske ændringer gør det nødvendigt at overveje en kulturel omstilling og ændring af aktiviteterne i retning af langsigtede investeringer. EØSU anser det for nødvendigt, at det offentlige fremhjælper investeringer i de socialt ansvarlige fonde gennem indførelse af passende finansielle og skattemæssige bestemmelser samt ved hjælp af selve politikken for offentlige indkøb.

1.13   Det offentlige spiller kort sagt en vigtig rolle for udvidelsen af såvel efterspørgslen efter ansvarlige investeringer (private eller institutionelle investorer) som udbuddet heraf (forvaltnings- og marketingselskaber). Den offentlige administration kan sætte skub i markedet gennem sin forvaltning af de investeringer, der foretages med statsmidler eller -reserver. Ud over at danne forbillede er det offentliges egen adfærd en vigtig katalysator, der har en kraftig kølvandseffekt.

1.14   For deres del kan udstedere og virksomheder selv mobilisere investorerne ved at gøre dem det klart, at deres bæredygtighedsstrategier er indikatorer for kvalitet i deres ledelse, hvad angår gennemsigtighed og inddragelse af disse kriterier i deres investeringsstrategier.

2.   Finansieringsinstitutternes sociale ansvar

2.1   Den såkaldte »socialt ansvarlige virksomhed«, hvad angår management, frembyder muligheder for de finansieringsinstitutter, som kan reagere på samfundets forventninger til dem.

2.2   Med fremlæggelsen af Kommissionens grønbog »Fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar« (1) og senere OECD's dokument »Corporate Social Responsibility« (2) er den socioøkonomiske virksomhedsmodel, som står til ansvar over for »interessenterne« (3). - ved at få vind i sejlene.

2.3   Hvad de finansielle institutioner angår, fremgår det af principperne for oprettelsen af sparekasser (4), at disse foretagender ved siden af kreditforeninger og pensions- og livsforsikringsselskaber er gået i spidsen, når det gælder virksomhedernes sociale ansvar. Deres sociale dimension, som kendetegner (5) dem, omfatter specifikke mål, som ligger tæt op ad filosofien bag den »sociale økonomi«, der har stigende økonomisk og social betydning over hele verden (6); dette kommer bl.a. til udtryk gennem forpligtelsen til social og arbejdsmæssig integration af personer med handicap.

2.4   Den nuværende finanskrise startede i banksektoren, hvor bankernes alt for store risici blev forværret af et mangelfuldt banktilsyn. Centralt placeret i denne krise står de finansielle produkter (boliglån, forbrugslån, derivater og strukturerede produkter) og de moralske risici (»moral hazard«) i forbindelse med bankernes markedsføring. Risikovurderingsagenturerne har - under tydelig påvirkning af interessekonflikter - medvirket afgørende til at forværre krisen sammen med de velkendte huller i lovgivningen.

2.5   De finansielle institutioners vigtigste opgave er nu at forvalte deres virksomhed ved at gå forsigtigt og rigorøst til værks, samtidig med at de fremskaffer midler til finansiering af den produktive økonomi og husholdningernes forbrug.

2.6   På baggrund af den igangværende finanskrise må bankerne ikke lægge deres samfundsmæssige engagement på is. Krisen har desuden afdækket en grad af uansvarlig erhvervspraksis og et behov for større og bedre social ansvarlighed fra virksomhedernes side. Virksomhedernes sociale ansvar handler om deres identitet, engagement og strategi.

2.7   Derfor går EØSU ind for fastlæggelse af strategiske retningslinjer for den finansielle sektors optræden for at sætte skub i socialt ansvarlige investeringer, fremme passende skattemæssige foranstaltninger, indføre ordninger for produktstandarder, forbedre investorbeskyttelsen, udbrede god bankpraksis og styrke det europæiske marked med ansvarlige og relevante finansielle tjenester.

3.   Socialt ansvarlige finansielle produkter

3.1   Definition og emneområde for udtalelsen

3.1.1   Der er tale om opsparingsprodukter (anfordringskonti, højrentekonti, opsparing, strukturerede indlån), investeringsprodukter (institutter for kollektiv investering: investeringsfonde og investeringsselskaber; pension og forsikring: pensionsplaner og -fonde, pensionsordninger, finansielle livsforsikringer eller unit-linked forsikringer; tematiske fonde) kreditinstrumenter og finansielle støtteredskaber (mikrokredit, revolverende kredit, gensidige garantifonde og risikokapital), som tager hensyn til sociale, miljø- og forvaltningsmæssige kriterier i deres udformning uden på nogen måde at forglemme de nødvendige mål vedrørende risiko og finansiel rentabilitet.

3.1.2   Nærværende udtalelse koncentrerer sig om investeringsprodukter såvel på detailmarkedet som det institutionelle marked. Groft sagt går det ud på at investere i de foretagender, som opfører sig pænt og fremmer bæredygtig udvikling. Disse produkter er således udformet som effektive instrumenter, der skal bidrage til samfundets generelle udvikling ved at motivere virksomhederne til en passende adfærd, som harmonerer med investorernes interesser.

3.1.3   Man må dog ikke forveksle de socialt ansvarlige investeringsfonde med de solidariske investeringsfonde. Sidstnævnte overdrager udelukkende en procentdel af deres udbytte til sociale organer, men de følger ikke nødvendigvis socialt ansvarlige kriterier ved udvælgelsen af deres investeringer. Solidariske investeringer og socialt ansvarlige investeringer kan dog forenes i én og samme fond.

3.2   Oprindelse og udvikling

3.2.1   De socialt ansvarlige investeringer (SRI) er opstået ud fra moralske motiver. Siden 1980'erne har dette fænomen vundet større udbredelse via globaliseringen, den større miljø- og samfundsbevidsthed samt udviklingen af nye informations- og kommunikationsteknologier.

3.2.2   SRI opstod i den angelsaksiske verden (7). I Europa (8) findes der markeder, som oplever kraftige stigninger i investeringerne, såsom i Storbritannien, Holland, Norge, Frankrig, Sverige, Belgien og i mindre grad i lande som Italien, Spanien og Tyskland.

3.3   Præcisering af begreberne

3.3.1   Socialt ansvarlige investeringsfonde investerer i virksomheder. De traditionelle etiske investeringer har grundlæggende været moralsk, ideologisk eller socialt begrundede, mens man i dag på integreret vis og med et langsigtet perspektiv søger at inddrage økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter af virksomhedernes resultater.

3.3.2   Investeringsbeslutningerne følger kriterier for socialt ansvar (filter), som går ud på at udelukke visse investeringer og udvælge dem, som opviser en bedre adfærd. Udfordringen for de socialt ansvarlige investeringer er således at påvirke virksomhedernes strategier fremover og bringe investorernes værdinormer i samklang med de værdier, der kendetegner målet for deres investeringer.

3.3.3   I vurderingerne anvendes op til 60 kriterier. Nogle af de mest anvendte kriterier vises i nedenstående skema (9).

Udelukkelseskriterier

Positive kriterier

Våben

Lige muligheder

Dyreforsøg

Genanvendelse

Udnyttelse af den tredje verden

Energibesparelse og bevarelse af naturens ressourcer

Forurening

Gennemsigtig information

Genetisk modificering

Samfundsengagement

Pornografi, tobak og alkohol

Støtte til almen og faglig uddannelse

Miljøforringelse

Standardisering af produkter

3.3.3.1   Ovenstående liste skal ikke forstås således, at de virksomheder, hvis aktiviteter falder ind under udelukkelseskriterierne, forvaltes på en uansvarlig måde. Tværtimod kan de godt følge de højeste etiske standarder i den måde, de driver forretning på, selv om nogle investorer måske vil finde en bestemt sektor, f.eks. våben, moralsk forkastelig.

3.3.4   De bæredygtighedskriterier, der anvendes inden for SRI, bør opfattes som dynamiske, således at de giver mulighed for at inddrage nye vigtige aspekter på CSR-området (corporate social responsibility). For eksempel ville det, hvad angår lige muligheder, være interessant at inddrage værdibaserede kriterier i relation til personer med handicap, såsom indikatorer for beskæftigelsesmæssig integration eller adgangsforhold til arbejdspladser, forretninger, produkter og tjenesteydelser.

3.3.5   For at udarbejde sammenlignelige data om udviklingen i SRI på verdensplan må man pga. opsplitningen af markederne skelne mellem det institutionelle marked (stort set identisk med de arbejdsmarkedsorienterede pensionskasser) og detailmarkedet (begrænset til investeringsfondene).

3.4   Nye institutioner

3.4.1   Finansmarkedets institutioner har udviklet mekanismer til inddragelse af bæredygtighed i deres forvaltningspraksis. Dialogen med deres »stakeholdere« er fælles for såvel de såkaldte traditionelle banker som de etiske banker (10) og kan foregå gennem møder eller kommunikation via elektroniske platforme.

3.4.2   Udviklingen af SRI har ført til oprettelse af nye institutioner eller tilpasning af de traditionelle, som beskæftiger sig med udarbejdelse og formidling af internationale børsnoteringer (for eksempel Dow Jones' indeks for bæredygtighed eller FTSE4Good), udarbejdelse og markedsføring af databaser, agenturer for bæredygtighedsanalyser og rådgivning i socialt ansvarlige investeringer osv.

3.4.3   For udviklingen af FN's principper for ansvarlige investeringer har Europa-Kommissionen spillet en aktiv rolle. Oprettelsen af »Social Investment Forum« (SIF), i USA, og »European Social Investment Forum« (Eurosif), i Europa, har fremhjulpet dialogen med stakeholderne (11).

3.5   Porteføljestyring

3.5.1   Den socioøkonomiske indfaldsvinkel udbygger de klassiske finansielle modeller med målestokke for social rentabilitet, så man ikke kun ser på rentabilitet i forhold til risiko. Socialt ansvarlige investeringer baserer deres mål i forbindelse med udvælgelsen af investeringer på sociale og miljømæssige kriterier samt kriterier for god forvaltningsskik i tilslutning til rent finansielle kriterier.

3.5.2   I de seneste år har man anerkendt behovet for en ramme for socialt ansvar på det finansielle område, hvilket har ført til indførelsen af begreberne bæredygtige eller socialt ansvarlige finanser (»Sustainable Finance«). Denne tendens er blevet ledsaget af teorien vedrørende »Behavioral Finance« og analyserer ikke alene aktørernes økonomiske og psykologiske adfærd, men også deres sociale og miljømæssige indstilling (12).

3.5.3   Det er især agenturerne for bæredygtighedsanalyser (13), som har udviklet teknikkerne til evaluering og klassificering af virksomhedernes adfærd mht. social ansvarlighed gennem anvendelse af forskellige evalueringsmetoder. Faktisk tyder resultaterne af forskellige undersøgelser på dette område på, at socialt ansvarlige investeringer ikke er ensbetydende med, at investorerne må vinke farvel til økonomisk rentabilitet inden for en mellemlang og lang indtjeningshorisont.

3.6   Standardisering af produkter

3.6.1   For at kunne indføre og fremme socialt ansvarlige finansielle produkter (hvad enten der er tale om investering, opsparing eller finansiering) må man først helt klart definere de krav, de skal opfylde og som skal sikre, at principperne for socialt ansvar og procedurerne for opfølgning, løbende overvågning og gennemsigtighed bliver fulgt.

3.6.2   Eksempelvis er den spanske standardiserings- og certificeringsorganisation (AENOR) (14) ved at revidere en standard for socialt ansvarlige finansielle produkter (UNE 165001: 2002 EX, etiske finansielle instrumenter) med det mål at opstille generelle krav, der kan vejlede de institutioner, som ønsker at udvikle og markedsføre dem, og skabe størst mulig gennemsigtighed og information om disse etiske kriterier over for brugerne.

3.6.3   Parallelt hermed er der i flere EU-lande gennem de seneste år udarbejdet kriterier for selvregulering af sektoren (15) – i mange tilfælde på initiativ af de statslige overvågningsorganer – for at kunne indregistrere det stigende antal nye socialt ansvarlige investeringsfonde, som dukker op. Revisorer og professionelle rådgivere sikrer yderligere kontrol.

3.6.4   Det er ligeledes værd at fremhæve initiativet fra Eurosif og flere af medlemsstaternes sociale investeringsfora til at fremme gennemsigtigheden i anvendelsen af disse kriterier. Forbrugeren får dermed oplysninger om de anvendte kriterier og deres opfyldelse, uden at der gives nogen vurdering af produkternes kvalitet eller ansvarlighed.

3.6.5   Initiativet til at fremme sammenlignelighed mellem de rapporter, der udarbejdes af de finansielle institutioner vedrørende socialt ansvarlige investeringer, sigter mod at udforme en form for standardiseret model, som kan give investorerne i forskellige EU-lande den nødvendige information.

4.   Systemer til forbrugerbeskyttelse

4.1   Forbrugernes tillid til udbyderne af finansielle tjenester er blevet svækket pga. finanskrisen. Der sættes spørgsmålstegn ved sektorens moral, og de finansielle institutioner kan benytte denne lejlighed til at tilskynde til indførelse og konsolidering af socialt ansvarlige finansielle produkter.

4.2   Forbedring af kundeinformationen

4.2.1   En af følgerne af den finansielle krise er, at reguleringsmyndighederne bekymrer sig mere om opsparerne og investorerne. Denne holdning er blevet styrket gennem voldgiftsudvalg, oplysende brochurer og vejledninger, overvågning af reklamer (16) (skal være klar, objektiv og ikke-vildledende) for alle finansielle produkter; oprettelse af »klageinstanser« eller en »forbrugerombudsmand«.

4.2.2   Ikke desto mindre sker det i praksis, at kunderne ikke får den information, de har behov for. En nylig undersøgelse foretaget af Kommissionen (17) afslører uregelmæssigheder begået af europæiske banker, såsom uigennemsigtighed og høje priser for kontogebyrer samt vanskeligheder med at sammenligne tilbud fra forskellige banker og vælge det mest fordelagtige.

4.2.3   Gennemsigtighed over for kunderne forudsætter klar, præcis, forståelig og sammenlignelig information. Nærmere bestemt bør de socialt ansvarlige produkter som minimum ledsages af den anvendte definition af SRI, de praktiske kriterier, der er fulgt (SRI-filter), sammensætningen af SRI-udvalget (18), administrations- og depotafgift osv. samt afgivelsen af uafhængige periodiske rapporter om produktets overensstemmelse med det samfundsansvarlige værdigrundlag.

4.2.4   Information via en kundeservicewebside bidrager til stadig forbedring (nøgleelement i tjenestekvaliteten) og ansvarlig levering af »eftersalgsservice« i hele produktets livscyklus, eller indtil kunden afhænder det.

4.3   Bedre oplysning om finansielle forhold

4.3.1   Formidling af finansiel viden er en af de opgaver, som bør løses i et samarbejde mellem den offentlige og private sektor for at gøre noget ved det problem, at det finansielle miljø bliver stadigt mere kompliceret. Ikke desto mindre bør denne viden formidles uafhængigt af afsætningsinteresser knyttet til konkrete finansielle produkter.

4.3.2   For at øge kendskabet til finansielle forhold i befolkningen er tilsynsmyndighederne og de finansielle institutioner fremkommet med forskellige initiativer, som indgår i de såkaldte planer for formidling af finansiel viden med det specifikke mål at forhindre overdreven gældssætning i husholdningerne og gøre det lettere for dem at udvælge produkter, der passer til deres risikoprofil og formueforhold.

4.3.3   De foranstaltninger, der er gennemført til formidling af finansiel viden, er med til at opbygge tillid til det finansielle system, og EU har anerkendt betydningen heraf såvel i Kommissionens meddelelse om Formidling af finansiel viden (19) som i slutkonklusionerne fra rådsmødet (ECOFIN) den 14. maj 2008 (20).

4.3.4   Tilskyndelsen til gennemførelse af SRI-studier og uddannelse af markedsaktørerne gør det muligt at vedtage bedste praksis for de finansielle institutioner i deres bæredygtighedspolitikker. Undervisningsmaterialet og adfærdskodekserne er et godt udgangspunkt for udviklingen af oplysningsinitiativer.

4.4   Finansiel rådgivning

4.4.1   Endvidere kræver MiFID-direktivet (21), at de finansielle institutioner styrker investorbeskyttelsen og tilbyder deres kunder produkter, som egner sig til de respektive investorers profil. Desuden kræves det, at der skelnes klart mellem rådgivning og markedsføring, og at de finansielle formidlere har et grundigt kendskab til de produkter, de bringer på markedet. Ud fra dette perspektiv bør man i forbindelse med egnethedstesten spørge kunden, om han er enig i SRI-politikkerne, når man tilbyder eller tildeler ham (porteføjlepleje) de mest egnede SRI-produkter.

4.4.2   Især bør de socialt ansvarlige finansielle produkter omfatte procedurer for intern kontrol, som identificerer investeringsrisiciene og holder øje med, om der opstår interessekonflikter, og rapporterer behørigt til SRI-udvalget (som hovedsageligt bør bestå af eksterne eksperter for at sikre objektivitet i deres observationer).

5.   Fremtidsudsigterne for de socialt ansvarlige investeringer

5.1   De socialt ansvarlige investeringer kan gå styrket ud af en tid som denne, hvis investorerne kan se forskel på de virksomheder, der vælger at leve op til virksomhedernes sociale ansvar i et langsigtet perspektiv, og de virksomheder, der udelukkende bruger dette som et marketingsredskab.

5.2   De arbejdsmarkedsorienterede pensionsfonde fremstår som den store drivkraft bag væksten i de socialt ansvarlige investeringer. Ifølge Ramón Jáuregui (22) vil den mulige anvendelse i Spanien af 10 % af midlerne fra socialsikringens reservefond efter bæredygtige kriterier (23) kunne fremme udviklingen af en samfundsansvarlig kultur.

5.3   Som en god praksis for mobilisering af erhvervslivet og de offentlige myndigheder er det værd at nævne initiativer såsom »Medal of Social Solidarity«, der organiseres af en af Polens største arbejdsgiverorganisationer - »Business Centre Club«. Dette er en særlig udmærkelse til personer – også CEO'er – som har gjort en indsats for at udbrede ideen om virksomhedernes sociale ansvar. Medaljerne uddeles i overværelse af flere hundrede CEO'er, ministre, diplomatiske korps, Polens premierminister eller endog præsident, Kommissionens formand eller EØSU's formand.

5.4   For at de socialt ansvarlige investeringer kan finde deres leje, opfordrer EØSU til opbakning fra de offentlige institutioners side med det mål at lette indførelsen af passende lovrammer, tilskynde til investering efter bæredygtige kriterier, samarbejde om at synliggøre eksempler på god praksis og fremme investeringer i finansielle produkter af denne art f.eks. gennem passende skatteordninger (24). En meget effektiv måde at fremhjælpe markedet er at indføre disse kriterier for egne investeringer med såvel fast som variabelt udbytte via de statsejede investeringsfonde eller socialsikringsreservefondene, som det er tilfældet i Frankrig. På lovgivningsområdet og set ud fra et gennemsigtighedsperspektiv skal der henvises til den effekt, der kan opnås gennem udvikling af ordninger, som tilskynder forvaltningsorganerne for investeringsfondene og de arbejdsmarkedsorienterede pensionsfonde til at oplyse, om de følger sociale og miljømæssige kriterier ved udvælgelsen af investeringer, som det er tilfældet i Storbritannien.

5.5   EØSU understreger, at det er vigtigt, at virksomhederne engagerer sig, og at de finansielle formidlere agerer aktivt på finansmarkederne. Forvaltningsorganerne for arbejdsmarkedspensionsfondene, komitéerne for SRI-produkter, tilsynsudvalgene og fagforeningerne er aktører, som kan sætte skub i markedet for socialt ansvarlige investeringsmidler.

Bruxelles, den 26. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2001) 366 endelig. Se også Kommissionens meddelelse »Gennemførelse af partnerskabet for vækst og beskæftigelse: at gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar«; KOM(2006) 136 endelig.

(2)  »Corporate Social Responsibility: Partners for Progress«, OECD, Paris 2001.

(3)  Jf. EØSU's udtalelse om emnet »Den etiske og finansielle dimension af EU's finansielle institutioner«, EUT C 100 af 30.4.2009, s. 84.

(4)  Som nedfældet i den europæiske sparekasseforenings dokument 143/90 fra 1990.

(5)  E. Castelló (2005): »El liderazgo social de las Cajas de Ahorro«, FUNCAS Ediciones.

(6)  J.L. García (2009): »Las cuentas de la economía social: magnitudes y financiación del tercer sector en España, 2005« (Den sociale økonomi i tal: omfang og finansiering af den tredje sektor i Spanien, 2005). Civitas Ediciones.

Se Europa-Parlamentets beslutning om »Den sociale økonomi« af 19.2.2009, udarbejdet af Patricia Toia, ordfører.

(7)  Eurosif (2008). Aktiverne nåede i USA op på 1 917 mia. EUR i 2007.

(8)  Eurosif (2008). I Europa beløb de socialt ansvarlige investeringer sig til 2 665 mia. EUR i 2007.

(9)  Muñoz et al. (2004): »The social responsibility performance of ethical and solidarity funds: An approach to the case of Spain«. Business Ethics. A European Review. Bd. 13, nummer 2/3 april, juli.

(10)  Begrebet »etisk« er alment accepteret betegnelse, som ikke udelukker andre, såsom »samfundsbevidst«, »alternativ« eller »social«. Jf. INVERCO (Etisk Udvalg) (1999).

(11)  Jf. EØSU's udtalelse om »Kapitalfonde, hedgefonde og statsejede investeringsfonde og deres indvirkning på industrielle ændringer i Europa«, EUT C 128 af 18.5.2010, s. 56.

(12)  På dette område er de pionerstudier, som Amartya Sen (1970) står bag, af stor betydning: »Collective choice and social welfare«, Holden-Day.

(13)  De tilbyder investorerne rådgivning og fungerer som kontrolorgan.

(14)  AENOR (2008): »Ética. Sistema de gestión de la responsabilidad social de las empresas« (Etik. Systemer til forvaltning af virksomhedernes sociale ansvar).

(15)  Tilsynsudvalgene for de arbejdsmarkedsorienterede pensionsfonde oplyser, om de følger kriterier for socialt ansvar i deres investeringsbeslutninger eller ej.

(16)  Jf. EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/71/EF om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og af direktiv 2004/109/EF om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked«, KOM(2009) 491 endelig – CESE 257/2010.

(17)  »Data collection for prices of current accounts provided to consumers«, Europa-Kommissionen, 2009, http://ec.europa.eu/consumers/strategy/docs/prices_current_accounts_report_en.pdf.

(18)  Kollegialt organ, som bistår den finansielle institution eller det organ, som forvalter eller føre tilsyn med produktet, for at overvåge den korrekte anvendelse af det etiske filter og revidere den information, der skal stilles til rådighed. Skønt det ikke altid er tilfældet, bør hvert enkelt finansielt produkt have sit eget specifikke udvalg.

(19)  KOM(2007) 808 endelig.

(20)  Rådets pressemeddelelse nr. 8850/08 (Presse 113), s. 14.

(21)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter.

(22)  Medlem af Europa-Parlamentet og gruppen »Alternativa Responsable« (ansvarligt alternativ).

(23)  Flere lande i Den Europæiske Union har en sådan fond.

(24)  Economistas sin Fronteras (2007): »Cómo fomentar la inversión socialmente responsable en España«, UNED (Økonomer uden grænser (2007): Hvorledes kan man fremme socialt ansvarlige investeringer i Spanien, UNED).


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/39


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om professionalisering af husligt arbejde (tillægsudtalelse)

2011/C 21/07

Ordfører: Béatrice OUIN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. februar 2010 under henvisning til gennemførelsesbestemmelserne til EØSU's forretningsorden, artikel 29, punkt A, at afgive tillægsudtalelse om:

Professionalisering af husligt arbejde.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, der vedtog sin udtalelse den 5. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 26. maj 2010, følgende udtalelse med 133 stemmer for, 7 imod og 11 hverken for eller imod:

1.   Henstillinger

På sit 301. møde, som blev afholdt i marts 2008, besluttede styrelsesrådet for Det Internationale Arbejdsbureau at sætte »anstændigt arbejde for husarbejdere« på dagsordenen for det 99. møde i den internationale arbejdskonference (som afholdes i juni 2010) med henblik på at få en dobbelt drøftelse af dette fænomen. Målet er at udpege den bedste metode til at sikre denne gruppe af arbejdstagere rettigheder og anstændige arbejdsvilkår. Det Internationale Arbejdsbureau har allerede indledt en drøftelse blandt landene og arbejdsmarkedets parter om, hvilket instrument der vil være mest hensigtsmæssigt. Også EØSU ønsker, at der vedtages et effektivt instrument, som er tilpasset dette arbejdes særlige karakter. Udvalget opfordrer i øvrigt de europæiske aktører, medlemslandene og arbejdsmarkedets parter til at:

1.1

Gennemføre mere forskning med henblik på at skaffe data om regler om husarbejdere og om deres arbejds- og ansættelsesvilkår og sociale sikring samt gennemførelsen heraf i medlemslandene. De eksisterende undersøgelser er ufuldstændige og giver ikke mulighed for sammenligninger på EU-plan, selv om situationen er meget forskellig fra land til land.

1.2

Indføre juridiske løsninger i medlemsstaterne i form af bestemmelser vedrørende beskatning, social sikring og arbejds- og civilretslovgivning, som øger dels de private husholdningers motivation til at ansætte husarbejdere på lovlig vis dels de potentielle husarbejderes motivation til at tage arbejde, som bygger på en lovlig aftale.

1.3

Udforme en række gode råd og anbefalinger til privatpersoner, der optræder som arbejdsgivere, og til de husarbejdere, de beskæftiger, samt gøre dem bredt tilgængelige. Fremme oplysning om og uddannelse i både arbejdsgivernes og de ansattes pligter og rettigheder, ikke mindst hvor der findes støtteordninger eller skattefradragsmuligheder for arbejdsgiverne.

1.4

Forbedre den eksisterende referenceramme, som beskriver opgaver og ansvar og de nødvendige kvalifikationer og kompetencer for at udføre husligt arbejde og omsorgsarbejde i familien af høj kvalitet, samt foretage sammenligninger mellem situationen i de forskellige medlemslande. Opfordre til en europæisk sektordialog om disse aktiviteter.

1.5

Sammenligne de forskellige organisationsformer (den offentlige sektor, virksomheder, foreninger, kooperativer, direkte ansættelse) med hensyn til de ansattes rettigheder og kvaliteten af den leverede ydelse.

1.6

Bevæge sig i retning af en arbejdsform, hvor der skabes mulighed for vikarer på arbejdsgivernes eller kundernes bopæl (i modsat fald vil retten til ferie, sygefravær, barsel og uddannelse blot forblive en drøm), og hvor der ydes betaling for transporttiden mellem to hjem. Det er også nødvendigt, at arbejdstagerne får mulighed for at organisere sig kollektivt for at forsvare deres rettigheder, bryde ud af deres isolation og forhandle med deres arbejdsgivere med henblik på at opnå rettigheder svarende til dem, man har som ansat i en virksomhed eller i det offentlige.

1.7

Skabe grundlag for certificering af opnået erfaring og for livslang læring, således at værdien af dette arbejde anerkendes, og arbejdsgiverne eller kunderne får garanti for de ansattes faglige kvalifikationer.

1.8

Fremme nytænkning i forbindelse med udformningen af denne sektor gennem støtte til eksperimenteren med innovative idéer og udvikling af nye organisationsformer og partnerskaber med henblik på at opnå mere effektive og bedre resultater.

1.9

Identificere, reducere og forebygge erhvervsrisici, der er typiske for husligt arbejde, sikre at forholdene ikke er dårligere end andre lønmodtageres vilkår, når det gælder sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, social sikring, herunder også med hensyn til barsel, samt pension.

1.10

Bekæmpe den store andel af illegalt arbejde i denne sektor og beskytte kvindelige migrantarbejdere med ulovligt ophold, som har været udsat for misbrug, gennem afskaffelse af »den dobbelte straf«, der rammer kvinder, som, når de går til politiet for at anmelde, at de har været udsat for vold eller endda seksuelt misbrug, eller at de ikke er blevet betalt, sendes tilbage til deres hjemland. De internationale konventioner bør finde anvendelse og yde disse kvinder beskyttelse (1).

2.   Generelle bemærkninger

2.1   Fakta

2.1.1   Rengøringsdamer, barnepiger, hjemmehjælpere, hushjælpere osv. – disse stillinger, som udelukkende varetages af kvinder, anerkendes endnu ikke som rigtige erhverv, hvilket bl.a. skyldes, at hjemmegående husmødre udfører dette arbejde uden betaling. I forbindelse med at Den Internationale Arbejdstagerorganisation sætter fokus på »et anstændigt arbejde for husarbejdere«, vil Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg gerne uddybe de områder, som blev nævnt i den udtalelse om sammenhængen mellem ligestilling, økonomisk vækst og beskæftigelsesfrekvensen (2), der blev vedtaget i oktober 2009. Denne udtalelse fremhævede betydningen af en professionalisering af personrelaterede ydelser for såvel ligestillingen mellem mænd og kvinder som den økonomiske vækst.

2.1.2   De europæiske lande anser personrelaterede ydelser for at være en kilde til beskæftigelse, som ikke kan flyttes ud af EU. Mange lande har iværksat skattefritagelses- eller støtteordninger, der er beregnet på at omdanne sort arbejde til hvidt og tilskynde til etablering af nye arbejdspladser ved at hjælpe modtagerne med bedre at forene familie- og arbejdsliv.

2.1.3   Ifølge ILO's rapport udarbejdet med henblik på konferencen i juni 2010 (3), udgør husligt arbejde i de industrialiserede lande mellem 5 og 9 % af den samlede beskæftigelse. I sin indledning anfører denne rapport, at »betalt husligt arbejde i mange lande fortsat er en stort set usynlig form for arbejde. Det udføres ikke på en fabrik eller et kontor, men derimod i et privat hjem. De ansatte er ikke mandlige familieforsørgere, men for langt størstedelens vedkommende kvinder. De arbejder ikke sammen med andre, men alene, bag lukkede døre. Deres arbejde har ikke til formål at producere en merværdi, men at yde pleje eller assistance til millioner af husholdninger. Det huslige arbejde svarer oftest til ellers ulønnede opgaver, som traditionelt udføres af kvinder i eget hjem. Det forklarer, hvorfor dette arbejde er økonomisk undervurderet og ofte udføres uformelt og helt udokumenteret. Det opfattes ikke som et almindeligt arbejde, der falder inden for arbejdsrettens generelle rammer, på trods af at det har sin oprindelse i »herre-tjener-forholdet«. Derfor tager mange lovbestemmelser ikke hensyn til det særlige forhold, der er mellem arbejdsgiver og arbejdstager i forbindelse med husligt arbejde, hvilket gør arbejdstagerne udsatte over for en behandling, der er urimelig, uretfærdig og ofte antager karakter af misbrug«  (4) .

2.1.4   Rapporten tilføjer: »Sager om dårlig behandling og mishandling, herunder seksuelle overgreb og tilfælde af slaveri, navnlig blandt kvindelige migrantarbejdere, der arbejder som hushjælpere og bor hos arbejdsgiveren, oprulles ofte i medierne«. På trods af at antallet af personer, der er beskæftiget i denne sektor, er konstant stigende, er husligt arbejde stadig en af de mest udsatte, dårligst betalte, mindst beskyttede og mest risikable former for arbejde. Eftersom det drejer sig om en særlig form for arbejde, der ikke er dækket af internationale regler, har ILO siden 1948 forsøgt at udvikle et tilpasset regelværk.

2.1.5   Denne udtalelse handler om betalt husligt arbejde, som udføres i og for en husholdning, herunder rengøring, børnepasning og andre personrelaterede ydelser. Den behandler ikke sociale ydelser og heller ikke private virksomheder, men derimod arbejdssituationen for de husarbejdere, der er ansat af privatpersoner. Eftersom dette arbejde berører et stadigt stigende antal personer, både de, som udfører det, og de, som nyder godt af det, og da det har en særlig karakter, vil det være hensigtsmæssigt, at det underlægges en lovgivning, som er tilpasset dets særlige kendetegn.

2.1.6   I Europa har de fleste husarbejdere flere arbejdsgivere. Et lille antal kvinder, i mange tilfælde indvandrere, bor hos deres arbejdsgiver. Der er meget ofte tale om uformelt arbejde. Husarbejderne er ofte sårbare personer, som mangler kendskab til deres rettigheder, kommer fra landet, er lavtkvalificerede, eller er indvandrere og taler værtslandets sprog dårligt.

2.1.7   Hvordan den lovgivningsmæssige situation end ser ud, så er arbejdsretten til for virksomhederne og finder i praksis som oftest ikke anvendelse, når det gælder arbejde i hjemmet, hvor det er svært at føre tilsyn, hvilket ofte heller ikke sker. De regler, som gælder for erhvervsmæssig, profitskabende beskæftigelse, finder i øvrigt heller ikke anvendelse. Dette arbejde betragtes faktisk som ikke-produktivt af Adam Smith (5). Dets værdi anerkendes ikke, selv om det er helt og aldeles nødvendigt, hvis samfundet skal fungere.

2.1.8   »Da arbejdsretten ofte ikke definerer husarbejdernes status klart, har de en tendens til at blive udeladt af de officielle lovbestemmelser og håndhævelsen heraf« (6). Selv om lovgivningen i EU-medlemsstaterne ikke udelader husarbejdere af de generelle arbejdsretlige regler, anvendes reglerne i praksis yderst sjældent på disse arbejdstagere. Privatpersoner, der optræder som arbejdsgivere, er ofte dårligt informerede om deres pligter og ansvar. Husarbejderne er isolerede og har derfor vanskeligt ved at organisere sig.

2.2   Definition af professionalisering

2.2.1   De opgaver, som falder ind under begrebet husligt arbejde og omsorgsarbejde i familien, er genstand for en uformel læring, som videregives inden for familien. Denne læringsproces er forskellig fra generation til generation. I Europa er spinding af uld og fodring af høns blevet udskiftet med valg af det rigtige program på vaskemaskinen samt valg af ufordærvede fødevarer i supermarkedets afdeling for frisk mad. Denne uformelle læring bør anerkendes, og indholdet af den nødvendige viden og de nødvendige kompetencer defineres. Der bør også indføres livslang læring på området. Den teknologiske udvikling bør tilgodese denne sektor i lige så høj grad som andre sektorer, og ny viden på ernæringsområdet og nye krav på området for miljøbeskyttelse bør integreres.

2.2.2   Bedre vilkår for dette arbejde går via en præcis beskrivelse af, hvilke opgaver der skal udføres, hvilket ansvar der følger med, og hvilke kvalifikationer der kræves, samt en formel oplæring for at opnå den nødvendige viden til at udføre opgaverne korrekt hos en hvilken som helst kunde eller en validering af forudgående erfaring. Oplæring og erfaring bør dokumenteres af et kvalifikationsbevis. Det er i arbejdsgivernes eller kundernes interesse at kunne gøre brug af personer, hvis kompetencer er certificeret.

2.2.3   Professionalisering indebærer, at den ansatte får de samme rettigheder og den samme beskyttelse som lønmodtagere, der arbejder på et kontor eller værksted. Det betyder også en anstændig løn, herunder for den tid der bruges på transport mellem to hjem, fastlæggelse af den ugentlige arbejdstid, mulighed for at holde ferie med løn, overholdelse af hygiejne- og sikkerhedsbestemmelser, en rimelig pension, beskyttelse i forbindelse med barsel (7), betalt sygefravær, godtgørelse i tilfælde af invaliditet, regler der gælder ved afskedigelse eller brud på arbejdskontrakten, klagemuligheder i tilfælde af misbrug samt reel adgang til erhvervsuddannelse og karriereudvikling ligesom inden for andre fag. En generel anvendelse af ansættelseskontrakter ville gøre det muligt at beskytte både ansatte og arbejdsgivere.

2.2.4   Professionalisering vil sige at gøre husligt arbejde til et egentligt erhverv og bekæmpe de stereotyper, som gør, at disse opgaver i dag er forbeholdt kvinder. Fremskridt i professionaliseringen kan måles ved fremskridtene i kønsligevægten.

2.3   Definition af husligt arbejde

2.3.1   Det huslige arbejdes vigtigste kendetegn er, at det er usynligt. De opgaver og især det ansvar, husarbejderne påtager sig, nævnes eller opstilles kun sjældent. Arbejdsgiverne overlader deres hjem og børn til personer, hvis kompetencer de ikke er i stand til at efterprøve (8). Undersøgelser (9) af værdien af det arbejde, som udføres i private hjem for at sikre, at familiernes hverdag hænger sammen (budget-tid), understreger, at samfundet ikke kan fungere, hvis ikke dette arbejde bliver udført. Denne værdi bør anerkendes.

2.3.2   Husligt arbejde og omsorgsarbejde i familien omfatter aktiviteter, der udføres af personer, som er ansat af det offentlige socialvæsen, af organisationer, der støttes af de offentlige myndigheder, af private virksomheder, eller af husarbejdere i henhold til private aftaler om enten sort eller hvidt arbejde, og hvor arbejdsgiverne er privatpersoner. På trods af at det huslige arbejde under alle omstændigheder næsten udelukkende udføres af kvinder, er arbejds- og ansættelsesvilkårene generelt bedre inden for socialvæsenet og virksomhederne, hvor lønmodtagerne kan organisere sig, arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til kollektive aftaler, og der foretages forvaltningstilsyn.

2.3.3   Ifølge ILO's rapport (10) klassificeres husligt arbejde i henhold til Det Internationale Arbejdsbureaus internationale standardklassifikation af al erhvervsmæssig virksomhed (ISIC) i to store grupper (5 og 9), som identificerer tilhørende opgaver og kvalifikationsniveauer. »Gruppe 5 omfatter erhvervsvirksomheder, institutioner og private husholdninger. Den dækker to store kategorier, nemlig for det første husholdnings- og restaurationspersonale (undergruppe 512), som omfatter hushjælpere og lignende samt kokke, og for det andet plejepersonale og lignende, herunder personer der passer børn, og personer som yder omsorg i hjemmet (undergruppe 513). Kategorien 5121 fremhæver husholderens tilsynsopgaver. Gruppe 5131 definerer børnepassere som personer, der »passer arbejdsgiverens børn og overvåger deres daglige aktiviteter«, og angiver, at deres opgaver består i at:

hjælpe børnene med at vaske sig, klæde sig på og spise

følge børnene i skole og hente dem igen samt ledsage dem til fritidsaktiviteter

lege med børnene eller underholde dem ved at læse for dem eller fortælle historier

holde orden i børnenes sove- og legeværelse

tage sig af skolebørn i middagspausen eller i forbindelse med andre afbræk i skoledagen

tage sig af skolebørn, når de tager på udflugt, museumsbesøg eller andre lignende ekskursioner

udføre tilsvarende opgaver

føre tilsyn med andre ansatte.

Personer, der er beskæftiget med pleje i hjemmet (gruppe 5133) »tager sig af forskellige personlige behov og sørger generelt for pleje i hjemmet af personer, der har behov herfor på grund af fysisk eller psykisk sygdom eller handicap eller på grund af svagelighed som følge af alderdom«. Opgaver, som ansatte inden for denne kategori (f.eks. en hjemmesygeplejer) varetager, kan sammenfattes som følger:

hjælpe personen med at gå i seng og stå op samt med at skifte tøj i forbindelse hermed

skifte sengetøj og hjælpe personen med at tage bad og vaske sig

servere måltider – som de selv eller en anden person har tilberedt - og made dem, som har brug for hjælp

give personen medicin eller sørge for, at pågældende selv tager den

være opmærksom på ethvert tegn på forværring i personen sundhedstilstand og gøre lægen eller de kompetente sociale myndigheder opmærksom herpå

udføre tilsvarende opgaver

føre tilsyn med andre ansatte.

Undergruppe 913 taler specifikt om »hushjælp og andre former for hjælp, rengøring og vask«. Den omfatter arbejde, der udføres i private hjem, på hoteller, kontorer, hospitaler og andre institutioner samt i alle former for køretøjer med henblik på at holde deres indre og inventar rent. Denne underkategori omfatter hushjælpere og personer, som gør rent hjemme hos folk og vasker og stryger deres tøj. De hushjælpere og personer, der gør rent hjemme hos folk, og som indgår i underkategori 9131, »fejer, støvsuger, vasker og boner gulv, tager sig af hjemmets linned, køber husholdningsprodukter og andre produkter, der er nødvendige for husholdningen, tilbereder mad og serverer måltiderne samt udfører en lang række andre opgaver i hjemmet«.«

2.3.4   Selv om medicinsk behandling ikke hører til blandt de huslige opgaver, skal en hushjælp eller dagplejemor være i stand til at hjælpe de personer, hun har ansvaret for, med at tage deres medicin og kunne reagere, hvis der pludselig opstår en livstruende situation for den person, der er i hendes varetægt. Hun bør uddannes med henblik herpå.

2.3.5   De personer, som påtager sig disse opgaver, når arbejdsgiveren ikke er til stede, eller når pågældende er omsorgskrævende, bør være selvstændige og i stand til at planlægge deres tid. De skal indgyde tillid – man betror dem nøglen til sit hus, sine spædbørn, sine gamle forældre, kort sagt alt hvad man har kært – de skal være ansvarsbevidste, initiativrige, diskrete, og når de påtager sig det fulde ansvar for børn eller omsorgskrævende personer, skal de kunne håndtere flere opgaver på samme tid, være agtpågivende, opmærksomme, overbevisende, tålmodige, velafbalancerede, i stand til at kunne koncentrere sig, lyttende, kunne vise autoritet og vide, hvad de skal gøre i en nødsituation. De skal have empati og viden om psykologi, ernæring og hygiejne.

2.4   Kendetegn ved husligt arbejde

Husligt arbejde er usikkert og underbetalt, fordi dets værdi ikke anerkendes, eftersom det tit og ofte udføres uden betaling af husmødre, fordi arbejdsgiverne er privatpersoner, som ikke kan eller vil betale mere, fordi det udføres af kvinder, som arbejder alene, som oftest for flere forskellige arbejdsgivere, fordi husarbejderne ikke kan organisere sig kollektivt, strejke eller afbryde produktionen til støtte for deres krav ligesom ansatte i en virksomhed, fordi de stereotyper, som skæmmer billedet af dette erhverv og kvindens og moderrollens image, dækker over, hvilke kvalifikationer man reelt er nødt til at være i besiddelse af, fordi arbejdspladsen er et privat hjem, som det er umuligt at føre tilsyn med, og fordi arbejdet oftest udføres af indvandrere med ulovligt ophold og uden rettigheder.

2.4.1   Disse aktiviteter er usikre af natur, da de afhænger af husholdningernes behov: børnene vokser op og bliver selvstændige, omsorgskrævende ældre mennesker dør, og når husholdningernes ressourcer bliver mindre f.eks. på grund af arbejdsløshed, sløjfer man gerne ansættelsen af en person i hjemmet.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Formålene med professionaliseringen

3.1.1   Bedre forening af familie- og arbejdsliv

3.1.1.1   Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, som er en forudsætning for ligestilling mellem kønnene, har gjort det nødvendigt at oprette ydelser, der kan erstatte det arbejde, som hjemmegående kvinder tidligere udførte i hjemmet. Det har også givet familierne øgede økonomiske midler til rådighed. Dette giver nogle af dem mulighed for at benytte disse ydelser, hvilket igen skaber arbejdspladser.

3.1.1.2   Disse ydelser er opstået, da de er uundværlige, når man skal finde en balance mellem familie- og arbejdsliv. Mænd og kvinder bør have mulighed for at gå op i deres karriere, uden at det skader deres familieliv og personlige liv, og i dette tilfælde har de brug for at overdrage en del af opgaverne i hjemmet og familien til andre personer.

3.1.1.3   For at skabe balance mellem henholdsvis mænds og kvinders adgang til arbejdsmarkedet og tage hensyn til de nye behov, der opstår som følge af befolkningens aldring, bør disse ydelser i fremtiden udvikles yderligere og vil da berøre et endnu større antal lønmodtagere.

3.1.2   Arbejdspladser og kvalitetsydelser

3.1.2.1   For at udvikle disse ydelser er det nødvendigt at sikre deres kvalitet, foretage en generel udbredelse af de uddannelser, som allerede findes, indføre livslang læring for at integrere den nyeste udvikling, samt udvide mulighederne for kontrol af kompetencer. En professionalisering af disse job er det samme som at forbedre deres kvalitet, både for kunderne og modtagerne og set fra de ansattes side. Det er den sikreste måde til også i morgen at finde kandidater, som har lyst til at udføre dem.

3.1.3   Bekæmpelse af fattigdom

3.1.3.1   Vi ved, at der i Europa er flere kvinder end mænd, som rammes af fattigdom. De lave lønninger, usikkerheden og det sorte arbejde, som kendetegner området for husligt arbejde, er årsager til social udstødelse. I Europa finder man den højeste grad af sort arbejde inden for husligt arbejde, foran byggebranchen og restaurationsbranchen (11).

3.1.4   Bekæmpelse af uformelt arbejde og ulovlig indvandring

3.1.4.1   De anmeldte tilfælde af slaveri i Europa vedrører husarbejdere med ulovligt ophold, som arbejdsgiveren ikke betaler løn, men til gengæld lover opholdspapirer. Disse arbejdstagere er de mest sårbare. De tør ikke beklage sig over dårlig behandling, vold og seksuelt misbrug af frygt for at blive udvist. Husligt arbejde bør finde arbejdskraft blandt den selvvalgte indvandring, som i øjeblikket fokuserer på højtkvalificerede personer. Den demografiske situation i Europa gør det nødvendigt at bruge indvandrere til at dække de særlige omsorgsbehov hos ældre.

3.1.4.2   Når der er tale om uformelt arbejde, har den ansatte ingen social sikring, og samfundet mister skatteindtægter og sociale bidrag. Det belaster husarbejdets image, idet det gør det til et andenrangsjob, hvilket skaber grobund for stereotyper og trækker hele erhvervet ned. Dette øger risikoen for fattigdom.

3.1.4.3   En mindskelse af det ikke-deklarerede arbejde i private hjem kræver en række foranstaltninger i de enkelte medlemsstaters retssystemer, navnlig i form af regler i skatte-, socialsikrings-, arbejdsrets- og civilretslovgivningen. Tilbøjeligheden til at tilbyde eller acceptere ikke-deklareret arbejde er oftest økonomisk begrundet, idet ikke-deklareret arbejde er mere fordelagtigt for begge parter end deklareret arbejde. Medlemsstaternes indsats bør sigte mod at mindske disse relative fordele og bør desuden understøttes af foranstaltninger, der er tilpasset de lokale sociale og kulturelle forhold (mediekampagner, offentlige personer som forbilleder, information om risici ved ikke-deklareret arbejde).

3.2   Arbejdsbetingelser

3.2.1   Organiserede arbejdsgivere og arbejdstagere har forhandlet sig frem til kollektive aftaler. Det er disse fremskridt, der skal bygges videre på med henblik på at forbedre husarbejdernes situation. Der bør gennemføres undersøgelser af de fælles aftaler, som i øjeblikket gælder for husligt arbejde i Europa, og hentes inspiration i bedste praksis med henblik på at udbrede disse aftaler i hele EU. Man bør også sammenligne de forskellige organisationsformer (virksomheder, foreninger, kooperativer, direkte ansættelse) med hensyn til de ansattes rettigheder og kvaliteten af den leverede ydelse.

3.2.2   I mange europæiske lande er såvel arbejdsgivere, der er privatpersoner, som husarbejdere dårligt oplyst om deres rettigheder og pligter. Arbejdsgiveren tænker ikke på rengøringsdamen eller barnepigen som en ansat, der har rettigheder. På grund af stereotyperne ser han den ansatte som en hjælper, som han gør en tjeneste ved at tilbyde nogle timers arbejde. Ofte har de to parter ikke underskrevet en arbejdsaftale, og ansættelsesvilkår, løn, ferie, arbejdstider, hvilke opgaver der skal udføres, ophævelse af aftalen og fratrædelsesgodtgørelse er ikke klart defineret. Det er nødvendigt at tydeliggøre, hvilke rettigheder og pligter, der påhviler den enkelte. Dette udgør også en beskyttelse for arbejdsgiveren, som bør være mere opmærksom på de risici, han løber ved at ansætte en person til at arbejde i sit hjem (tyveri, ulykker), og på det ansvar, han har.

3.2.3   Hygiejne og sikkerhed: husligt arbejde opfattes fejlagtigt som værende risikofrit. Brandsår, snitsår, forgiftning med rengøringsprodukter, fald, elektrisk stød fra husholdningsapparater er hyppige ulykker, navnlig hvis arbejdsgiveren ikke er bevidst om, at han skal overholde sikkerhedsreglerne, og hvis den ansatte ikke er opmærksom på farerne og uddannet til at undgå dem.

3.2.4   Sundhed, beskyttelse i forbindelse med barsel, pension: en barselsorlov bevirker ofte, at medarbejderen bliver afskediget, for arbejdsgiveren, som har brug for nogen til at udføre det huslige arbejde, ansætter en anden person og føler sig ikke forpligtet til at genansætte den, der gik på barselsorlov. Manglen på en organisation, som giver mulighed for vikarer, gør håndhævelsen af rettigheder umulig, og disse er derfor fortsat teoretiske. De sociale sikkerheds- og pensionssystemer er som oftest ikke fyldestgørende, når det drejer sig om nogle få timers arbejde hos flere arbejdsgivere.

3.2.5   Kvalifikationer, uddannelse: de erhvervede kvalifikationer har længe været genstand for uformel læring. Man har de senere år kunnet konstatere, at videnoverførsel i familien er i tilbagegang. Unge mødre er uforberedte ved fødslen af deres første barn, unge forældre er ikke mere i stand til at tilberede ernæringsrigtige måltider, men foretrækker industrielt fremstillet mad, hvilket er en af årsagerne til overvægt blandt børn. At sætte navn på opgaverne og kompetencerne og undervise i dem vil i øvrigt gøre det muligt i højere grad at udbrede dem, også blandt mænd.

Bruxelles, den 26. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. Den europæiske konvention om vandrende arbejdstageres juridiske status og Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel.

(2)  EUT C 318 af 23.12.2009, s. 15.

(3)  Jf. ILO: »Decent work for domestic workers« (Anstændigt arbejde for husarbejdere), rapport IV til den internationale arbejdskonference, 99. møde, 2010, http://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/@ed_norm/@relconf/documents/meetingdocument/wcms_104700.pdf.

(4)  Ibid, s. 1.

(5)  Ibid, s. 11.

(6)  Ibid.

(7)  Med revisionen af direktivet om barselsorlov (Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992) indføres retten til barselsorlov for husarbejdere.

(8)  EUT C 277 af 17.11.2009, s. 102.

(9)  Housework: priceless or valueless? af Marianne A.Ferber og Bonnie G.Birnbaum (1977) http://www.roiw.org/1980/387.pdf;

Time Use in Child Care and Housework and the Total Cost of Children, af Björn Gustafsson og Urban Kjulin © 1994 Springer http://www.jstor.org/pss/20007438.

(10)  Jf. boks 3, s. 30.

(11)  Jf. »Undeclared work in the European Union«, Special Eurobarometer 284, wave 67, 3. oktober 2007, s. 21.


III Forberedende retsakter

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

463. plenarmøde den 26. og 27. maj 2010

21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/44


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mulighederne for dyrevelfærdsmærkning og etablering af et europæisk netværk af referencecentre til dyrebeskyttelse og dyrevelfærd

KOM(2009) 584 endelig

2011/C 21/08

Ordfører: Leif E. NIELSEN

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 28. oktober 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mulighederne for dyrevelfærdsmærkning og etablering af et europæisk netværk af referencecentre til dyrebeskyttelse og dyrevelfærd.

KOM(2009) 584 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 6. maj 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 26. maj, følgende udtalelse med 106 stemmer for, 2 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Der er behov for en mærkningsordning, som på et objektivt grundlag giver forbrugerne mulighed for at vælge animalske produkter fra dyr, hvis velfærdsmæssige betingelser ligger over EU’s minimumskrav. Mærkningen skal give en synlig garanti baseret på troværdige oplysninger, som egner sig til kommunikation over for forbrugerne.

1.2   Ordningen skal baseres på evaluering og sammenligning af normer på et videnskabeligt grundlag. Ordningen bør være frivillig, harmoniseret, markedsorienteret samt baseret på certificering og mulighed for kombination med private labels og kvalitetsmærker under opfyldelse af nærmere fastlagte kriterier. Ordningen skal samtidig respektere internationale forpligtelser og kunne anvendes på tilsvarende vilkår ved import til EU.

1.3   EØSU anerkender de grundige analyser, som er gennemført på Kommissionens foranledning, og som vurderer konsekvenserne af de forskellige muligheder for en mærkningsordning og et europæisk netværk af referencecentre. Analyserne synes imidlertid som den mest realistiske mulighed klart at pege på en mærkningsordning i overensstemmelse med ovenstående, hvilket samtidig svarer til EØSU’s tidligere anbefalinger (1).

1.4   Til trods herfor undlader Kommissionen at analysere kravene til en sådan »garantiordning« og at prioritere mulighederne, men lader disse stå åbne, uanset at de fleste er urealistiske. Det ville have været mere formålstjenligt og have fremmet processen, hvis Kommissionen havde skitseret et konkret forslag som grundlag for de videre drøftelser. Det gælder ikke mindst i betragtning af, at Rådet for to år siden anmodede Kommissionen om at lægge EØSU’s anbefalinger til grund for de videre overvejelser.

1.5   Det er således vigtigt ikke at trække diskussionen unødigt i langdrag. Det gælder ikke mindst på baggrund af WQ-projektet (2), hvis resultater snarest bør finde praktisk anvendelse, ligesom det eksisterende netværk mellem de involverede institutioner og forskernes engagement bør fastholdes og udnyttes, uden at miste for meget tid med fortsat diskussion af teoretiske muligheder uden konkrete forslag.

1.6   WQ-projektet har således etableret et solidt grundlag for udarbejdelsen af videnskabelige indikatorer, der primært baseres på dyrenes trivsel og adfærd, men dermed også indirekte på de anvendte produktionssystemer og –metoder, og som kan videreføres til en klassifikation med transparente og pålidelige oplysninger til forbrugerne.

1.7   EØSU støtter på dette grundlag etableringen af et europæisk netværk som en form for videreførelse af WQ-projektet. EØSU finder i overensstemmelse med sine tidligere anbefalinger, at kombinationen af mærkningsordning og et centralt koordineret netværk udgør den bedst egnede af de foreliggende muligheder. De berørte parter bør samtidig have væsentlig indflydelse på ordningens funktion og fastlæggelse af normer.

1.8   Det foreslåede regelsæt vil udgøre et supplement til de gældende EU-kvalitetsordninger i form af forbeholdte udtryk vedr. økologiske produkter og produktionssystemer for æg samt til ordningerne for geografiske betegnelser og traditionelle specialiteter, som primært refererer til produktionssystemer og oprindelse og ikke til dyrevelfærd.

2.   Baggrund

2.1   Anvendelse af målelige indikatorer, højere dyrevelfærdsnormer, mærkning og etablering af et europæisk netværk indgår som væsentlige elementer i Kommissionens handlingsplan for dyrevelfærd (3). Formålet hermed er at give forbrugerne et bedre grundlag for at vælge animalske produkter, som er produceret på et velfærdsmæssigt niveau over EU’s minimumskrav. Det kan ske gennem bedre information og forståelse for dyrevelfærd, udarbejdelse af normer samt udveksling og anvendelse af bedste praksis gennem et europæisk netværk til dyrebeskyttelse og dyrevelfærd. Som repræsentant for civilsamfundet og i kraft af sin alsidige sammensætning er det en oplagt opgave for EØSU at bidrage til etablering af en fleksibel og velfungerende ordning i så henseende.

2.2   Rapporten er udarbejdet på Rådets anmodning fra maj 2007 om en vurdering af mulighederne for velfærdsmærkning. Grundlaget herfor var EØSU’s sonderende udtalelse og en efterfølgende konference (4). Rådet opfordrede Kommissionen til at vurdere mulighederne for en velfærdsmærkning og herunder tage hensyn til EØSU’s anbefalinger, som var baseret på en vurdering af de praktiske muligheder for indførelse af en mærkningsordning på grundlag af velfærdsindikatorer i takt med opnåelsen af resultater fra WQ-projektet. Desuden anbefalede Rådet i lighed med EØSU en efterfølgende informationskampagne på EU-niveau om dyrevelfærd og mærkningsordningen.

2.3   Bilagsmaterialet til den foreliggende rapport indeholder omfattende eksterne analyser af mulighederne for såvel dyrevelfærdsmærkning og -kommunikation som aspekterne omkring etableringen af et europæisk netværk. Det er hensigten, at en interinstitutionel debat om rapporten og analyserne skal danne grundlag for Kommissionens videre overvejelser i overensstemmelse med Rådets opfordring.

2.4   Rapporten og det medfølgende sammendrag af analyserne fra Kommissionens tjenestegrene resumerer de foreliggende valgmuligheder mellem forskellige obligatoriske og frivillige mærkningsordninger, uden at pege på en bestemt løsning. Det fremgår dog, at en fremtidig ordning skal baseres på forbrugervenlige oplysninger, et videnskabeligt grundlag, anvendelse af uafhængige certificeringsorganer, sikring mod konkurrenceforvridning samt overholdelse af internationale forpligtelser.

2.5   Et europæisk netværk af referencecentre kan ifølge Kommissionen harmonisere standarder/indikatorer, koordinere eksisterende ressourcer, bidrage til udveksling af bedste praksis, sikre uafhængig information, samt bidrage til at undgå overlapning. Valgmulighederne består af enten en fortsættelse af den nuværende situation uden yderligere tiltag, en centraliseret tilgang, en decentraliseret tilgang eller en mere opgavespecifik strategi med fastlæggelse af centrale og decentrale elementer.

2.6   Kommissionen vil herunder bl.a. overveje administrative ulemper og omkostninger samt forholdet til mærkningsordninger for produktkvalitet, f.eks. økologisk landbrug. Det vil ske under anvendelse af resultaterne fra WQ-projektet og en analyse af de eventuelle sociale, økonomiske og miljømæssige indvirkninger. Kommissionen vil gennemføre yderligere forskning for at fastslå, om forbrugernes holdninger er ændret i forhold til tidligere undersøgelser, og i givet fald grunden hertil.

3.   Bemærkninger

3.1   EØSU støtter fortsat Kommissionens handlingsplan for dyrevelfærd (5) og finder det positivt, at protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd har fået en styrket placering i Lissabontraktaten, hvilket afspejler den stigende interesse herfor (6).

3.2   De gennemførte analyser dokumenterer, at der er behov for en mere sammenhængende og koordineret tilgang til dyrebeskyttelse og dyrevelfærd i EU. De talrige eksisterende frivillige mærknings- og kvalitetsordninger i medlemslandene medfører således risiko for vildledning samt uberettiget og usaglig differentiering af produkter og ulige vilkår for de involverede producent- og handelsled.

3.3   Forbrugerne kan prioritere dyrevelfærd af etiske, kvalitetsmæssige eller andre grunde, men har som følge af manglende dokumentation ikke tillid til gyldigheden og pålideligheden af de påstande, som bruges i markedsføringen. Objektiv og videnskabelig dokumentation er derfor nødvendig som grundlag for at fremme markedsføringen af animalske produkter fra dyr, hvis forhold ligger over EU’s minimumskrav. Det er dog en selvfølge, at mærkningen kun har den ønskede virkning, hvis oplysningerne kan forstås, og forbrugerne er tilstrækkeligt informeret om betydningen og interesserede i de pågældende oplysninger.

3.4   Der er således behov for en synlig garanti, baseret på objektive og troværdige oplysninger, og EØSU støtter i så henseende fuldt ud intentionerne i fortsættelse af sin udtalelse fra 2007. EØSU påskønner det meget grundige arbejde, som i mellemtiden er gennemført og har forståelse for, at opgaven har været tidskrævende.

3.5   Det ville dog have fremmet sagen, hvis Kommissionen havde foretaget en prioritering blandt de foreliggende muligheder og havde skitseret et eller flere relevante forslag som grundlag for den videre politiske proces, herunder et forslag baseret på EØSU’s anbefalinger. EØSU’s anbefalinger synes således klart understøttet af de omfattende analyser, ifølge hvilke en mærkningsordning realistisk set må være frivillig, harmoniseret og markedsdrevet, således at der skabes en praktisk og realistisk mulighed for at markedsføre produkter fra dyr, hvis betingelser ligger over minimumskravene.

3.6   Kommissionen bør ligeledes tage udgangspunkt i det omfattende europæiske arbejde, der er udført på dette område. Der er tale om videnbaserede systemer, som såvel leverandører som producenter af varer og tjenester informeres om, og som fremmer markedsorienterede foranstaltninger og en tilsvarende forbrugeradfærd. Eksempler herpå er »fair trade«-mærket, Forest Stewardship Council, Marine Stewardship Council og Rainforest Alliance. Systemets forvaltning, omfang, mål og normer må betragtes som de vigtigste elementer. Det skal sikres, at der bliver tale om en uafhængig evaluering, konsekvensanalyse, cost-benefit-analyse og overvågning af offentlige anprisninger (7).

3.7   En koordinering af forskningsindsatsen vil sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne, og EØSU finder det i den forbindelse vigtigt at fremskynde den interinstitutionelle debat. Det gælder ikke mindst på baggrund af WQ-projektet, hvis resultater snarest bør finde praktisk anvendelse, ligesom det er vigtigt at opretholde forskernes engagement og arbejde videre på grundlag af de hidtidige resultater uden at miste for meget tid med fortsat diskussion af teoretiske muligheder uden konkrete forslag. Netværket til forskere i de betydende tredjelande er samtidig afgørende for den videre udbredelse af forskningsresultaterne og forståelsen af EU’s politik, hvilket har betydning i de fremtidige handelsrelationer.

Mærkningssystemet

3.8   Selv om analysen ikke indeholder en klar konklusion vedrørende mærkningssystemet, synes den indirekte som den mest realistiske mulighed at pege på en enkel og fleksibel ordning, der på alle væsentlige punkter svarer til EØSU’s anbefalinger og forslag, som er baseret på et videnskabeligt grundlag, markedsvilkår, frivillighed og mulighed for anvendelse i forbindelse med eksisterende private labels og kvalitetsmærker.

3.9   EØSU finder derfor fortsat, at systemet i korthed bør baseres på følgende elementer:

Det eller de foreslåede referencecentre fastlægger de nødvendige objektive kriterier vurderet over dyrets livstid, omsat til praktiske og realistiske produktionsforhold, således at samspillet mellem forskning, udvikling og anvendelse af ny teknologi fremmes bedst muligt (8).

Kriterierne omsættes til normer (9) til brug for mærkningssystemet, herunder med hensyn til målbarhed og kontrol, af et uafhængigt organ under inddragelse af de berørte interesser.

Producent- og handelsled kan herefter på frivilligt grundlag anvende et EU anerkendt logo, som garanterer opfyldelsen af en højere norm end EU’s minimumskrav.

Normerne kan f.eks. som udgangspunkt svare til tre forskellige niveauer over minimumsstandarderne i det omfang, det er relevant for pågældende dyreart og produkt (10).

Garantien for opfyldelsen af de specifikke krav og kontrollen med mærkets anvendelse baseres på egenkontrol og uvildig revision (11).

3.10   Efter denne model sker anvendelse og kontrol samt brugen af det pågældende logo på markedsvilkår uafhængigt af offentlige myndigheder. Forslaget tager gennem den frivillige tilføjelse af logoet (kombineret med et system af stjerner, farver eller points) på eksisterende labels desuden højde for problemet vedrørende overvægt af mærkningsoplysninger på de enkelte produkter. Oplysningen vil være til stede for interesserede og motiverede forbrugere, og tilliden til systemet er underbygget af det videnskabelige grundlag og uvildig certificering.

3.11   Tempoet i indførelsen må nødvendigvis være i takt med markedets krav, men producentorganisationer, virksomheder og detailhandel vil have mulighed for at anvende systemet for deres produkt sortiment, såfremt det opfylder kravene til et af de højere niveauer og for at markedsføre deres produkter som sådan. Det er f.eks. vigtigt, at systemet kan anvendes i forbindelse med den stigende tendens til »branding«, hvor detailleddet på anden måde end ved mærkning på produkterne tilkendegiver, at disse er dyrevenlige.

3.12   Systemet vil kunne anvendes på lignende vilkår for indførte produkter og dermed ikke skabe problemer i forhold til WTO’s regler, idet frivillige mærkningsordninger er tilladt i henhold til WTO’s praksis, forudsat de er rimelige og tilgængelige for producenter fra tredjelande under samme betingelser.

3.13   Den markedsorienterede tilgang forudsætter bl.a., at ordningen er tilstrækkelig attraktiv for forbrugere og detailhandel, samt at producenternes omkostninger kompenseres gennem bedre markedsadgang og højere priser.

Et europæisk netværk og referencecentre

3.14   En saglig og objektiv udvikling på dyrevelfærdsområdet må nødvendigvis ske ved inddragelse af de eksisterende og relevante forskningsenheder i EU, og EØSU støtter således etableringen af et europæisk netværk på dette område, som koordineres af et eller flere referencecentre (ENRC), organiseret i lighed med de eksisterende referencecentre på dyresundhedsområdet (12).

3.15   Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, Det Fælles Forskningscenter og de nationale referencelaboratorier beskæftiger sig i et vist omfang med dyrevelfærd, men er ikke egnede til at koordinere dette område i EU. Netværket skal supplere og ikke overlappe disse EU-organers aktiviteter. Det bør principielt omfatte alle former for anvendelse af dyr til økonomiske formål og være uafhængigt af eksterne interesser.

3.16   Netværket bør varetage følgende indbyrdes forbundne opgaver:

Fastlæggelse og ajourføring af indikatorer til vurdering af velfærd på videnskabeligt grundlag og med input fra de involverede interesser.

Udarbejdelse af analyser vedrørende konsekvenserne af velfærdsmæssige foranstaltninger og -forbedringer.

Fortsat udvikling af forskning og det videnskabelige grundlag for ajourføring af normerne.

Information og dialog om normernes implementering og bidrag til en mere aktiv dyreværnspolitik på globalt plan.

3.17   Organiseringen kan mest hensigtsmæssigt baseres på en videreførelse af det eksisterende WQ-netværk med forbindelse til det større netværk i betydende tredjelande. WQ-projektet har således etableret grundlaget for en udvikling af mærkningsordningen gennem udarbejdelse af videnskabelige indikatorer baseret på dyr, som kan videreføres til den nævnte klassifikation, som grundlag for transparente og pålidelige oplysninger til forbrugerne.

3.18   Normerne, som foreslås af netværket, bør besluttes af et uafhængigt organ. Da de involverede parters aktive medvirken er en klar forudsætning for ordningens funktion, bør de i størst muligt omfang inddrages i beslutningsprocessen, herunder med hensyn til fastlæggelse af strategi og arbejdsprogram.

Øvrige forhold

3.19   EØSU’s forslag til dyrevelfærdsmærkning er således baseret på den til enhver tid bedste videnskabelige viden og evalueringer. Det vil ud fra harmoniserede krav gøre forbrugerne i stand til at træffe velinformerede beslutninger om køb med deraf følgende incitament for producenterne. Det er dog en forudsætning, at kendskabet til dyrevelfærd, normer og mærkning forbedres gennem offentlige oplysningskampagner og uddannelsesprogrammer. Uanset det oplagte behov for europæisk koordinering, bør disse tilrettelægges og gennemføres på regionalt/nationalt plan, idet centrale informationsaktiviteter i EU erfaringsmæssigt har ringe gennemslagskraft i medlemslandene.

3.20   Der vil med ovennævnte forslag ikke opstå konflikt med den eksisterende ordning for økologisk produktion i EU, som på en række punkter indeholder dyrevelfærdsmæssige elementer. Dyrevelfærd må formodes tilgodeset i relevant omfang for økologiske produkter gennem gradvis anvendelse af normerne, når disse foreligger og dermed indgår i kontrolordningen for økologiske produkter uden ekstra administrative omkostninger. Forbrugerne forbinder økologisk landbrug med højere dyrevelfærdsnormer og formodes at kende de økologiske produkter med EU's logo.

3.21   Det foreslåede regelsæt for dyrevelfærdsmærkning vil i sagens natur også udgøre et supplement til de gældende EU-kvalitetsordninger i form af forbeholdte udtryk vedr. æg samt ordningerne for geografiske betegnelser og traditionelle specialiteter. Disse ordninger refererer ligeledes til produktionssystemer og oprindelse og ikke til dyrevelfærd, selv om de til en vis grad opfattes som sådan. De bør imidlertid bibeholdes, da de er indarbejdede i forbrugernes bevidsthed. Yderligere obligatoriske eller frivillige krav til anvendelsen af »forbeholdte betegnelser“ baseret på produktionssystemer bør derimod frarådes, idet specifikke produktionsforhold ikke er egnet til regulering gennem EU’s komplicerede lovgivningsprocedure, hvilket bl.a. klart kommer til udtryk i forbindelse med fastlæggelsen af EU’s minimumsnormer.

3.22   Kommissionens meddelelse om kvalitetspolitikken for landbrugsprodukter indeholder forslag om udarbejdelse af retningslinjer for private og nationale ordninger for certificering af fødevarer (13). De foreslåede retningslinjer bidrager til på samme måde at beskytte forbrugerne mod vildledning og overlader det samtidig til markedet at reagere på forbrugernes interesse for dyrevelfærd, ligesom de inddrager certificering som et væsentligt led i EU’s fødevarepolitik.

3.23   Den foreslåede ordning er neutral for så vidt angår de særlige problemstillinger vedrørende religiøse hensyn, idet mærkningen alene er garanti for opfyldelsen af dyrevelfærdsmæssige krav på et nærmere specificeret niveau over EU’s minimumskrav.

3.24   ENRC bør spille en central rolle med hensyn til at sikre velfærd for alle hvirveldyr, som holdes af økonomiske grunde, herunder f.eks. fisk og pelsdyr, som bør vurderes efter samme kriterier som øvrige produktionsdyr. Dette gælder også laboratoriedyr, hvorimod European Centre for the Validation of Alternative Methods (ECVAM) vurderer alternativer til brugen af dyr til videnskabelige formål.

Bruxelles, den 26. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU’s sonderende udtalelse om mærkning for dyrevelfærd af 15.3.2007 blev udarbejdet på anmodning af det tyske formandskab (EUT C 161 af 13.7.2007 s. 54).

(2)  Welfare Quality® blev som EU-finansieret forskningsprojekt gennemført 2004-09 af ca. 250 forskere fra 39 institutter og universiteter i 13 europæiske lande og betydende tredjelande. Gennem projektet er udviklet standarder for dyrevelfærd og praktiske strategier på et videnskabeligt grundlag med henblik på integration af dyrevelfærd i kæden fra landbrug og efterfølgende produktions- og handelsled til markedsføring med tilhørende forbrugerinformation.

(3)  KOM(2006) 13 af 23.1.2006.

(4)  Konferencen »Dyrevelfærd - Forbedring ved mærkning?« blev afholdt 28.3.2007 af EØSU, Kommissionen og det tyske EU-formandskab, og Rådet understregede »at der bør tages hensyn til henstillingerne fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i den sonderende udtalelse« (Konklusioner, det 2797. rådsmøde, Landbrug og Fiskeri, Bruxelles, den 7. maj 2007).

(5)  Jf. EØSU’s udtalelse om en EF-handlingsplan for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd (2006-2010), EUT C 324 af 30.12.2006 s. 18.

(6)  Ifølge artikel 13 »tager Unionen og medlemsstaterne fuldt hensyn til velfærden hos dyr som følende væsener, samtidig med at de respekterer medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt deres skikke, navnlig med hensyn til religiøse ritualer, kulturelle traditioner og regionale skikke«. Denne forpligtende bestemmelse erstatter den tidligere »gentlemen's agreement« i form af en protokol og giver f.eks. EF-Domstolen beføjelser til at afgøre tvister.

(7)  Det kan ligeledes være et mål at lade et sådant system akkreditere inden for rammerne af ISO65. Dette er et generelt krav til organisationer, der udbyder produktcertificeringssystemer.

(8)  I overensstemmelse med WQ-projektet forudsættes vurderingen primært at ske på baggrund af dyrets adfærd (»welfare outcomes«) og ikke direkte på grundlag af produktionssystemer (»input and ressources«). I praksis vurderes produktionssystemet således gennem dets indflydelse på dyrets adfærd. Indikatorerne forudsættes at omfatte alle væsentlige forhold for pågældende dyreart i form af avlsmæssige faktorer, plads- og opstaldningsforhold, mulighed for naturlig adfærd, dagligt tilsyn, sygdoms- og sundhedsaspekter, fravænning, operative indgreb, samt transport til slagteri, bedøvelse og slagtning. Systemet fremmer desuden frivillig innovation og individuelle forbedringer.

(9)  Betegnelsen »normer« foreslås anvendt for at undgå forveksling med »standarder«, som gennem specifikke procedurer udformes af de europæiske standardiseringsorganer.

(10)  Svarende til WQ-projektets klassificering på tre niveauer: Excellent (highest level), enhanced (good welfare) and above minimal requirements.

(11)  Institut eller organisation eller et specialiseret certificeringsorgan, som arbejder efter de relevante europæiske og internationale ISO-standarder i EN – ISO – 17000, eller som er akkrediteret som certificeringsorgan i henhold til EN – ISO - 45011.

(12)  Kommissionen anvender betegnelsen »European network of reference centres« (ENRC), mens der således her er tale om et netværk af forskningsenheder. Disse koordineres i lighed med organiseringen på husdyrsundhedsområdet af et eller flere referencecentre, evt. for hver dyreart, som med udgangspunkt i indikatorerne foreslår dyrevelfærdsnormer, som vedtages af et uafhængigt organ. Der er ikke i udtalelsen taget stilling til de nærmere enkeltheder for organiseringen af dette organ, udover forslaget om inddragelsen af de involverede parter.

(13)  KOM(2009) 234 af 28.5.2009.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/49


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Investering i udviklingen af teknologi med lav CO2-udledning (SET-planen)

KOM(2009) 519 endelig

2011/C 21/09

Hovedordfører: Gerd WOLF

Kommissionen besluttede den 7. oktober 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Investering i udviklingen af teknologi med lav CO2-udledning (SET-planen)«

KOM(2009) 519 endelig.

Den 3. november 2009 henviste EØSU's præsidium det forberedende arbejde til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

På grund af sagens hastende karakter (forretningsordenens artikel 59) udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 27. maj, Gerd Wolf til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 168 stemmer for og 3 hverken for eller imod.

1.   Resumé og anbefalinger

1.1   Den af Kommissionen forelagte SET-plan behandler de tiltag, som i dag er de vigtigste, og som skal realisere de helt grundlæggende og indbyrdes afhængige mål om klimabeskyttelse og sikker energiforsyning samt sikre EU's internationale konkurrenceevne. EØSU støtter fuldt ud de foreslåede investeringer og foranstaltninger.

1.2   Kun med en ekstraordinær og fælles indsats kan det lykkes at tilpasse og omstille vores samlede energisystem – levering, omdannelse, forbrug – til disse mål.

1.3   Dette kræver, at der udvikles teknikker og metoder til kulstoffattig energiproduktion og -forbrug, der også på internationalt plan er konkurrencedygtige.

1.4   EØSU er imidlertid yderst betænkelig ved, at størrelsen på de beløb, der skal tilvejebringes af Kommissionen, medlemsstaterne og det private erhvervsliv, stadig undervurderes kraftigt. Udvalget opfordrer derfor stærkt til, at der i lyset heraf udvikles et finansieringskoncept, som Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet bidrager til i fællesskab, som sikrer tilstrækkelige midler, og som også er forankret i EU's fremtidige budget. Indtil da bør yderligere finansieringskilder mobiliseres. Navnlig bør medlemsstaternes samlede indtægter fra CO2-kvoterne udelukkende anvendes til dette formål. Det samme gælder indtægter fra en eventuel fremtidig CO2-afgift.

1.5   I betragtning af energi- og klimaproblematikkens centrale rolle og dens indvirkning på konkurrencesituationen anser udvalget det for meningsløst at skumme afgiftsindtægterne fra energisektoren, som bør bruges til at finansiere klimabeskyttelse, og anvende dem til andre formål.

1.6   Investering i udvikling af kulstoffattige energiteknologier giver mulighed for innovation, økonomisk dynamik, bæredygtig vækst og nye job. Dette gælder så meget desto mere som brugbar energi til overkommelige priser er livseliksiren for vores økonomi og livsstil. Energiudnyttelsen spiller en afgørende rolle for EU's konkurrenceevne på globalt plan. Derfor er der behov for bæredygtige former for energiudnyttelse og -produktion

1.7   Udvalget understreger i denne sammenhæng den særlige rolle, som elektrisk energi indtager. Det anbefaler imidlertid samtidig, at man ligeledes i højere grad er opmærksom på energiudnyttelsen uden for elektricitetssektoren og søger innovative forskningstiltag, eftersom det indtil nu er her, den største andel af forbruget af fossile energiressourcer har ligget.

1.8   I tråd med Kommissionens koordinerende rolle bør der endvidere i samråd med de berørte aktører skabes passende programstrukturer for forskning og udvikling. Kommissionen har på sin side behov for erfarne, internationalt anerkendte og engagerede eksperter, der er virksomme inden for fagspecifikke områder og fuldt ud identificerer sig med fremskridtene i det program, de koordinerer.

2.   Kommissionens meddelelse (stærkt forenklet og afkortet)

2.1   SET-planen skal skabe det teknologiske grundlag for EU's energi- og klimabeskyttelsespolitik.

2.2   Det centrale element i SET-planen er »EU-køreplaner« for perioden 2010-2020, som skal danne grundlag for udviklingen af teknologier med lav udledning af kuldioxid i atmosfæren (»kulstoffattige teknologier«). Disse præsenteres sammen med en finansieringsplan og fordelingen mellem industrien og offentlige myndigheder i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (1).

2.3   Kommissionens meddelelse vedrører bl.a.:

2.3.1

Europæiske industriinitiativer, herunder

Vindenergi

Solenergi

Elnet

Bæredygtig bioenergi

CO2-opsamling, -transport og -oplagring: CCS

Bæredygtig nuklear fission

Brændselsceller og brint.

2.3.2

Energieffektivitet – initiativet om »intelligente byer« (»smart cities«).

2.3.3

Den Europæiske Energiforskningsalliance (EERA). Dette vedrører fælles programmer for forskningsinstitutioner og universiteter.

2.3.4

Supplerende mål:

andre teknologier som f.eks. andre kilder til vedvarende offshore-energi end vindkraft, energilagring, forlængelse af kernekraftanlægs levetid og bortskaffelse af nukleart affald;

fusionsenergi, herunder især ITER-projektet;

grundforskning, f.eks. brændstof, der dannes ved hjælp af sollys, nyskabende halvlederlyskilder eller batterier, der lagrer elektricitet med stor tæthed;

mobilisering af videnskabs- og forskningspoler. Samhørighedspolitikken bidrager med økonomiske midler hertil;

internationalt samarbejde.

2.3.5

De investeringer i EU, der er nødvendige for SET-planen, skal øges fra de nuværende 3 mia. EUR til omkring 8 mia. EUR om året.

2.3.6

Mindst 50 % af auktionsindtægterne fra det nye europæiske emissionshandelssystem skal geninvesteres på nationalt plan i klimabeskyttelsesforanstaltninger, hvoraf en del skal gå til udvikling af mere miljøvenlige teknologier.

2.3.7

Den offentlige finansierings incitament- og løftestangseffekt skal optimeres ved hjælp af en række forskellige finansieringsinstrumenter.

2.4   Kommissionen opfordrer derfor Europa-Parlamentet og Rådet til

at støtte teknologiplanerne 2010-2020,

at enes om at målrette eksisterende fællesskabsprogrammer mod at yde støtte til SET-planens initiativer,

at opfordre medlemsstaterne til i højere grad at støtte finansieringen af kulstoffattige teknologier,

at støtte forslaget om at styrke de finansielle instrumenter, for at disse kan bidrage til finansieringen af SET-planen,

at give deres samtykke til Kommissionen og EIB's hensigt i overensstemmelse hermed,

at gå med på at styrke igangværende og nye internationale teknologibaserede initiativer.

3.   Udvalgets generelle bemærkninger

3.1   Klimakonferencen i København. EØSU anerkender EU's og medlemsstaternes bestræbelser på at opnå et godt resultat af klimakonferencen i København. Udvalget opfatter formuleringen af den tilstræbte grænse på +2 grader som en første ansats til seriøst at ville sætte ind i forhold til klimabeskyttelse. Så meget desto mere beklager udvalget, at der kun kunne opnås enighed om hensigtserklæringer og ikke om aftaler, der er bindende for deltagerne.

3.1.1   Undervurdering af problemets alvor. På trods af verdens hurtigt voksende befolkning med dens store energibehov (2) og et enormt efterslæb, begrænsede lagre af fossile energikilder (3) og EU's stigende afhængighed af import, undervurderer mange politikere og aktører tydeligvis stadigvæk i høj grad energi- og klimaproblemets alvor og det dermed forbundne investeringsbehov – hvad enten dette skyldes problemets udelukkende langsigtede konsekvenser, usikkerhed i klimamodellerne, økonomiske interesser, frygt for en forringelse af livskvaliteten, tilbageholdenhed i forhold til de nødvendige investeringer, eller at de forventede klimaændringer for de berørte regioner opfattes som værende mindre kritiske.

3.1.2   Skånsom omgang med ressourcer. Udviklingen af konkurrencedygtige kulstoffattige energiteknologier (4) bidrager endvidere til, at begrænsede lagre af primære fossile energikilder opbruges langsommere, indvirker på prissætningen og fremmer på denne måde også bæredygtigheden. Kun således kan det lykkes at forlænge den periode, hvor fossile energikilder er til rådighed, og mere effektivt forberede sig på tiden derefter. Handles der ikke nu, bliver det så meget vanskeligere at gøre noget senere.

3.1.3   Konsekvens: Kulstoffattige teknologier. Det er derfor ekstra presserende, at der lægges stor vægt på og med øget indsats sættes ind på at ny- og videreudvikle teknikker og metoder til energiproduktion og -udnyttelse med lav CO2-udledning på en sådan måde, at disse kan konkurrere på internationalt plan med de hidtil anvendte teknikker. På globalt plan skal man nemlig være opmærksom på, at teknikker til energiudnyttelse med lav CO2-udledning kun anvendes i større omfang, hvis dette er økonomisk attraktivt for de respektive aktører.

3.1.4   Muligheden for et mål om en reduktion på 30 %. Det bliver endnu mere presserende at gøre en indsats, hvis målet – som også støttes af EØSU - om en emissionsreduktion på 30 % (5) (hvis de pågældende internationale betingelser er til stede) skulle blive aktuelt.

3.1.5   Yderligere stigning i forbruget mulig. I sit referencescenario forudsiger IEA (6) et stadig stigende forbrug af fossile energikilder, herunder navnlig kul, i de kommende årtier. Derfor vil det kun med de største anstrengelser (7) lykkes (for IEA) at bryde denne udviklingstendens, så udnyttelsen af fossile energikilder allerede i 2020 når deres højdepunkt og derefter gradvis falder igen for i stigende grad at blive erstattet af CO2-fattige energiteknologier.

3.2   Forskning og udvikling – SET-planen. Forskning og udvikling er derfor af afgørende betydning. SET-planen, der er fremlagt af Kommissionen, skal yde et vigtigt bidrag hertil. Planen omhandler også den finansieringsandel, der er fastlagt i Fællesskabets budget.

3.2.1   Forskning og udvikling – internationale bestræbelser og konkurrence. På klimakonferencen i København har det endnu en gang vist sig, at også lande som f.eks. USA og Kina, der ikke har bakket op om forpligtende aftaler, alligevel afsætter endog meget store beløb til forskning og udvikling i forhold til de mål, der fremgår af pkt. 3.1.2. Dette viser dog samtidig, at F&U-indsatsen må styrkes betydeligt, hvis Europa skal kunne holde sin førerposition.

3.2.2   Investeringsprogram for innovation, dynamik og arbejdspladser. Investeringer i den respektive forskning og udvikling giver desuden fremragende muligheder for innovation, økonomisk dynamik, bæredygtig vækst og beskæftigelse. Dette gælder så meget desto mere som tilgængeligheden af brugbar energi til overkommelige priser er livseliksiren for vores økonomi og livsstil. Uden adgang til en tilstrækkelig energiforsyning på økonomisk forsvarlige betingelser er der risiko for, at vores økonomi, vores sociale system og vores samfund i det hele taget bryder sammen. Derfor er der behov for bæredygtige former for energiudnyttelse.

3.3   Tilslutning. Udvalget bifalder derfor Kommissionens initiativ og betragter de foranstaltninger, der foreslås i meddelelsen, som et vigtigt og retningsgivende skridt. Udvalget appellerer ikke kun til Rådet, Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne, men også til industrien og arbejdsmarkedets parter om at gøre alt, hvad der står i deres magt for at komme godt i gang med udviklingen og brugen af kulstoffattige energiteknikker og stille finansielle midler til rådighed for de dertil krævede investeringer i forskning og udvikling (F&U).

3.3.1   Tvivlsomt om omfanget er tilstrækkeligt og prioriteringen korrekt. Udvalget anser det ikke for sin opgave i forbindelse med den foreliggende udtalelse selv at foretage en detaljeret undersøgelse af, om den finansielle ramme og den fordeling på de omtalte mål, der fremlægges i Kommissionens arbejdsdokument (8), er passende. Udvalget anbefaler derfor, at man endnu en gang undersøger, om det er de rette punkter, der prioriteres, og om der er overensstemmelse mellem de samlede udgifter og betydningen af de opstillede opgaver. Efter en passende indkøringsperiode bør man desuden sikre sig, at foranstaltningerne er effektive, og om nødvendigt revidere og udvide finansieringsplanen i overensstemmelse hermed.

3.3.2   Finansieringsproblemet. Udvalget understreger, at det kræver en overordentlig stor indsats, hvis vores samlede energisystem – forsyning, omdannelse, forbrug – i de kommende årtier skal omstilles, så det opfylder de indbyrdes afhængige mål om klimabeskyttelse, sikker energiforsyning og bæredygtighed, og at de nødvendige udgifter til forskning og udvikling undervurderes kraftigt. Bare ved at se på omfanget af USA's udgifter til F&U må udvalget betvivle, at de planlagte investeringer er tilstrækkelige til over en bred front og med den nødvendige vægt at gennemføre en så omfattende udvikling eller blot tage føringen på markedet.

3.3.3   Et omfattende finansieringskoncept. Udvalget opfordrer derfor stærkt til, at der i lyset heraf udvikles et finansieringskoncept, som Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet bidrager til i fællesskab, som sikrer tilstrækkelige midler, og som også er forankret i EU's fremtidige budget.

3.3.4   Adgang til yderligere finansieringskilder - udgifter til energiforbruget som målestok. Til det formål og i den mellemliggende periode bør der stilles yderligere finansieringsmuligheder til rådighed på EU-plan og især også på medlemsstatsplan. Udvalget glæder sig over, at også EIB udviser vilje til at deltage. I den forbindelse skal udgifterne til det nuværende energiforbrug inddrages som målestok for investeringsbehovet: en væsentlig procentdel heraf bør anvendes til forberedelse af fremtiden! EØSU henviser endvidere til sin udtalelse om en handlingsplan for energieffektivitet (9).

3.3.4.1   Indtægter fra CO2-emissionshandelen og en eventuel CO2-afgift. Endvidere bør indtægterne (10) fra medlemsstaternes CO2-emissionshandel i fuldt omfang og udelukkende (11) anvendes til udvikling af CO2-fattige energiteknikker. Udvalget anser det for absurd, set i lyset af klima- og energiproblematikkens rækkevidde, at opkræve importafgifter af disse indtægter og bruge de indkrævede beløb til andre formål. Det samme gælder indtægter fra en eventuel fremtidig CO2-afgift. Udvalget appellerer derfor også til medlemsstaterne om ikke at stille sig afvisende over for denne anbefaling.

3.3.4.2   Ingen finansielle afgifter. I betragtning af energi- og klimaproblematikkens centrale rolle og dens indvirkning på konkurrencesituationen anser udvalget det for meningsløst at skumme afgiftsindtægterne fra energisektoren, som bør bruges til at finansiere klimabeskyttelse, og anvende dem til andre formål.

3.3.4.3   Kvoter afsat til reserven. EØSU hilser det velkommen, at Kommissionen agter at anvende de 300 mio. EU-kvoter, der er afsat til reserven af nytilkomne under emissionshandelsordningen (ETS), til at støtte CO2-opsamling og -oplagring samt innovativ vedvarende energi. Disse kvoter vil gennem medlemsstaterne blive stillet til rådighed til finansiering af demonstrationsprojekter, der udvælges på basis af kriterier, som fastlægges på EU-plan (12).

3.3.5   Skabelse af innovationsincitamenter. Udvalget henviser endvidere til sin udtalelse om Fællesskabets innovationspolitik (13), hvis anbefalinger navnlig også gælder udviklingen af fremtidsorienterede energiteknologier.

3.3.6   Skelnen mellem udvikling og anvendelse. I den forbindelse anbefaler udvalget, at man foretager en tydeligere skelnen mellem den nødvendige ny- og videreudvikling af kulstoffattige energiteknikker til en rimelig pris og disses relevante brede anvendelse og markedsindtrængning.

3.4   Begrænsede muligheder for at udarbejde prognoser. Hidtil har det vist sig, at den fremtidige udvikling og dennes konsekvenser også inden for energi- og klimapolitikken på langt sigt kun kan forudses i begrænset omfang. Der skal derfor endnu ikke træffes nogen begrænsende udvælgelse blandt de teknikker, der er nødvendige i forhold til målene for 2050. Tværtimod bør der følges op på alle lovende muligheder for i spændingsfeltet mellem forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og klimabeskyttelse på så effektiv vis som muligt at nå de mål, der er sat for 2050 og fremover. 2020 vil allerede være en milepæl, da man vil kunne se, om det i det mindste har været muligt at nå det mål, der er sat for perioden frem til dette år.

3.4.1   Udviklingens tematiske bredde. EØSU bifalder derfor den tematiske bredde, som Kommissionen foreslår for de teknikker og foranstaltninger, der skal udvikles og bringes i anvendelse, for derved at skabe forudsætninger for en fleksibel og erfaringsbaseret fremgangsmåde ved anvendelsen og undgå, at man lægger sig fast på for tidligt et tidspunkt.

3.4.2   Grundforskning. EØSU glæder sig over, at Kommissionen frem for alt fremhæver betydningen og nødvendigheden af tilstrækkelig grundforskning. Kun på den måde kan der dannes grundlag for overvejende ny viden og deraf følgende koncepter.

3.4.3   Den Europæiske Energiforskningsalliance. EØSU bifalder ligeledes forslaget om at arbejde henimod en europæisk energiforskningsalliance. Kommissionen bør i den sammenhæng gøre brug af den åbne koordinationsmetode og især sikre medfinansiering fra støttegivere i medlemsstaterne eller i industrien i henhold til deltagelsesreglerne.

3.4.4   SET-planens løftestangseffekt. I overensstemmelse hermed bør det ved undersøgelsen af den planlagte finansieringsramme påses, at de fællesskabsmidler, der stilles til rådighed i henhold til SET-planen, er tilstrækkelige til, at man opnår den tilstræbte løftestangseffekt i forhold til medlemsstaternes og industriens nødvendige deltagelse.

3.5   Prioritering i forbindelse med anvendelsen. Vigtige principper som forsyningssikkerhed og rentabilitet (f.eks. omkostningerne ved at undgå CO2-emissioner), herunder regionale og globale aspekter (energiudbud ved sol, vand eller vind, afstande, råstofleverandørers interesser osv.), bør dog sammen med klimabeskyttelsesmålet tillægges større betydning ved brugen af de udviklede teknikker og systemer. Tilsvarende bør instrumenter til støtte af markedet i opstarten ikke foreskrive specifikke teknologier eller tilgodese specifikke teknologier med særlig støtte.

3.6   Elektricitetssektorens betydning. En stor del af de foreslåede teknikker og foranstaltninger vedrører systemer til levering eller udnyttelse af elektrisk energi. Selv om elektricitetssektoren kun tegner sig for ca. 19 % af det europæiske energimarked (14), betragter EØSU det som berettiget, at man i et vist omfang koncentrerer de foreslåede F&U-foranstaltninger om elektrisk energi, eftersom denne form for energi nødvendigvis spiller en nøglerolle inden for alle områder af dagligdagen, i teknikken og i samfundet. Ønskerne om i så høj grad som muligt at »elektrificere« den samlede landtransport (elbiler, godstransport på bane) og – ud over tilkoblingen til kraftvarmeanlæg – også inden for bygningsopvarmning gennem brug af varmepumper og geotermisk energi i højere grad at benytte elektriske hjælpeteknikker (pumper, kompressorer) styrker elektricitetens rolle yderligere.

3.6.1   Vedvarende energikilders afgørende rolle. Udvalget bekræfter på ny, at de vedvarende energiformer kommer til at spille en afgørende rolle blandt de kulstoffattige energiteknikker, der skal udvikles. Udvalget konstaterer med tilfredshed, at andelen af vedvarende energi til elproduktion i de seneste år er steget mere end forventet, især på grund af den massive udvikling inden for vindkraft.

3.6.2   Europæiske elektricitetsnet. Udvalget støtter derfor udbygningen af passende elnet i Europa og udviklingen af de teknikker, der er nødvendige i den forbindelse (f.eks. »smart grids«), så man bedre kan udligne udsving i udbud inden for Europa og muligvis også kan transportere elektrisk energi fra solvarmeanlæg i Afrika til Europa

3.6.3   Oplagringsmetoder, spidsbelastningsforsyningsanlæg, bufferkraftværker. Alligevel er dette næppe tilstrækkeligt til at garantere en sikker og behovsbaseret elforsyning på grundlag af den udvidelse af de regenerative energiomdannere, der er underlagt vejr-, dags- og årstidsbetingede udsving. Derfor bør der også forskes yderligere i innovative stationære oplagringsmetoder (f.eks. lufttryk, brint). Det er ligeledes vigtigt, at der udvikles en højeffektiv og rentabel spidsbelastningskapacitet. Mens der tidligere kun var behov for spidsbelastningskapacitet som et supplement til dækningen af grundbelastningen i forbindelse med behovsudsving, især behovs- og forbrugsspidser, har denne kapacitet nu og i fremtiden i højere grad til formål ved hjælp af bufferkraftværker at kompensere for det udsving i udbuddet, som størstedelen af de vedvarende energikilder medfører. Derfor har udviklingen og tilgængeligheden af disse særlig stor betydning.

3.6.4   Systemløsninger. På grund af ovennævnte systemiske integration af forskellige energiteknikker bør der endvidere lægges vægt på undersøgelsen af systemiske problemer, det dermed forbundne spørgsmål om forsyningssikkerhed og udviklingen af mulige løsninger.

3.6.5   Ekstraudgifter. Udgifterne til de netværks-, regulerings-, oplagrings- og buffersystemer, der er nødvendige i forbindelse med fluktuerende energikilder, skal indregnes i det samlede regnskab, hvilket EØSU allerede har opfordret til i forbindelse med indregning af eksterne omkostninger i priserne, f.eks. inden for kerneenergi og forskellige former for udnyttelse af fossile brændstoffer (15).

3.6.6   Lagre til mobil anvendelse. På dette område er det vigtigt, at man i højere grad iværksætter grundforskning, så man via helt nye tilgange - forhåbentlig - opnår betydeligt højere tæthed, cyklustal eller levetider og bedre kapacitet. Under bestemte forudsætninger vil batterier til elbiler måske endda kunne anvendes som lager for fluktuerende energikilder.

3.6.7   Grundbelastningsanlæg. Grundbelastningskraftværkerne spiller dog en afgørende rolle som elindustriens arbejdsheste. Det er derfor vigtigt

at gøre brugen af ressourcen kul mere klimavenlig, især gennem højere virkningsgrader og/eller CCS (CO2-opsamling og -lagring);

at forbedre mulighederne for at udnytte kernekraft (nuklear fission) yderligere gennem videreudvikling inden for alle sektorer (sikkerhed, endelige lagre, spredning, ressourceudnyttelse, buffervirkning);

at udvikle gaskraftværker med meget høje virkningsgrader;

at lægge stor vægt på at videreudvikle fusionsteknologien, der en lovende kilde til energi på langt sigt;

også i grundbelastningsanlæggene at tilstræbe størst mulig regulerbarhed for at kunne integrere dem i netværksforbundne reguleringssystemer.

3.7   Fokuspunktet for energiudnyttelsen ligger et andet sted. Fokuspunktet for slutbrugerens energiudnyttelse ligger imidlertid på nuværende tidspunkt uden for elsektoren. Dette gælder en stor del af den industrielle brug (f.eks. kemi eller stål), så at sige hele transportsektoren og næsten hele området for bygningsopvarmning. EØSU anbefaler derfor, at man i højere grad fokuserer på dette hovedpunkt i problematikken. Det er derfor specielt vigtigt, at der i denne sammenhæng udvikles nye forskningsinitiativer, der rækker ud over begreberne »energieffektivitet«, »energibesparelser« og »elektrificering«. For at nå klimamålene er det nødvendigt, at der også på dette område bliver fundet passende løsninger.

3.7.1   Sø- og lufttransport. EØSU regner det ikke for sandsynligt, at man i kategorien sø- og lufttransport kommer uden om brugen af fossile eller kemiske energiformer, heller ikke på langt sigt (16). På dette område gælder det derfor især om at forbedre virkningsgraden, rense udstødningsgassen for andre skadelige luftarter, udvinde kemiske energikilder (f.eks. brint og brintforbindelser) ved hjælp af elektricitet eller solenergi og muligvis (i forbindelse med skibstrafikken (17) at udvikle brugen af CCS.

3.7.2   Industrielle processer, kemi og stål. Det vil formentlig vise sig at være lige så vanskeligt helt at erstatte de fossile energiformer i de industrielle processer, især i den kemiske industri og stålindustrien (18). EØSU anbefaler derfor, at man ved hjælp af øget forskning og udvikling søger nye løsninger.

3.7.3   Bioteknologi og biomasse. Udvalget henviser til det betydelige potentiale, der ligger i den innovative udvikling inden for bioteknologien og dennes relevans også for energisektoren og de her behandlede mål. Brugen af biomasse, der på langt sigt er en knap ressource, hvor der konkurreres med fødevareforsyningen (der må endvidere tages hensyn til de drivhusgasser (19), bl.a. N2O, der er forbundet med gødning!), bør imidlertid i vid udstrækning forbeholdes de anvendelser, hvor der ikke findes andre alternativer

3.7.4   Varmeisolering af bygninger. Energibesparelser inden for byggesektoren udgør et meget væsentligt aspekt. Her er der stadig et stort udviklingspotentiale (og anvendelsespotentiale!) i forhold til at reducere varmetabet i bygninger. Dette aspekt skal tillægges en større betydning ved prioriteringen af foranstaltninger til undgåelse af CO2.

4.   Udvalgets særlige bemærkninger

4.1   Fællesskabets opgaver og nærhedsprincippet. SET-planen vedrører fortrinsvis de af EU's opgaver, der er nødvendige eller relevante for udviklingen af de nævnte teknikker. Det bør derfor dreje sig om tværstatslige opgaver, eller om opgaver, hvor det tværstatslige samarbejde har betydning for løsningen af disse, og hvor der tilføres en europæisk merværdi.

4.2   Finansieringsplan og prioritering. Det bør derfor kontrolleres, om finansieringsplanen og den heri planlagte prioritering opfylder ovennævnte kriterier.

4.3   Endnu en gang: udvikling og anvendelse. Desuden bør det kontrolleres, at finansieringsplanen rent faktisk primært begunstiger udviklingen af nye teknikker eller systemer. Støtte til anvendelsen af energiteknologier i bredere forstand ved hjælp af SET-planen bør klart undgås.

4.4   Sammenkobling med eksisterende programmer. EØSU anbefaler desuden, at man kombinerer den klimarelevante forskning og udvikling, der foreslås i SET-planen, med eksisterende programmer og projekter under det 7. rammeprogram for forskning og teknologiudvikling, f.eks. med FET-programmets (Future and Emerging Technology) flagskibsprojekter. Dette vedrører især de områder i SET-planen, hvor man på mellemlangt sigt inden for de næste ti år ikke kan forvente at få succes.

4.5   Internationalt samarbejde. For at opnå en optimal effekt af de anvendte midler, anbefaler EØSU (20), især i forbindelse med nødvendige store projekter (f.eks. ITER), at man stræber mod et internationalt samarbejde med strategiske partnere for derved at fordele omkostnings- og personalebyrden på flere skuldre og inddrage en bredere vidensbasis og et højere innovationspotentiale.

4.6   Kommissionens rolle. For at kunne udfylde sin koordinerende rolle bør Kommissionen endvidere i samråd med de berørte aktører skabe passende programstrukturer for forskning og udvikling. Kommissionen har på sin side behov for erfarne, internationalt anerkendte og engagerede eksperter (TRANS E projektansvarlige), der er virksomme inden for fagspecifikke områder og fuldt ud identificerer sig med fremskridtene i det program, de koordinerer.

4.7   Indsigt, inddragelse og accept – information og gennemsigtighed. Forudsætningen for at få succes med alle de hidtil nævnte foranstaltninger er, at man informerer borgerne, især de borgere, der kan blive berørt af de planlagte foranstaltninger, fuldt ud og åbent og på passende vis integrerer dem i beslutningsprocessen sammen med politikere, industrien og andre aktører. Det vigtigste middel til at opnå indsigt og accept er fuld information, integration og gennemsigtighed.

4.8   Tidligere udtalelser fra EØSU. Udvalget gør opmærksom på, at det allerede har udarbejdet udtalelser om adskillige af de emner, der er blevet behandlet her, hvor de i denne sammenhæng meget kompakt formulerede udsagn uddybes nærmere. Der henvises især til:

INT/146 »Behovet for forskning med henblik på sikker og bæredygtig energiforsyning« (21)

TEN/299 »Energieffektivitet i bygninger - slutbrugernes bidrag« (22)

TEN/311 »Positive og negative virkninger for konkurrenceevnen af skærpede miljø- og energikrav« (23)

TEN/332 »En strategisk energiteknologiplan for EU« (24)

TEN/398 »En miljøvenlig økonomi – bane vejen for en ny energitidsalder« (25)

TEN/340 »Bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer« (26)

TEN/404 »Måle og analysere virkningerne af EU's energipolitik for SMV'erne« (27)

NAT/391 »Internationale forhandlinger om klimaændringer« (28)

Ingen vej tilbage - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om klimaforandringer i anledning af FN's klimakonference, København, den 7.-18. december 2009

Bruxelles, den 27. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  SEK(2009) 1296 af 7.10.2009.

(2)  Efter det internationale energiagenturs (IEA) skøn vil verdens energiforbrug vokse med 50 % inden 2050.

(3)  Efter konservative skøn vil halvdelen af de »fossile« ressourcer være opbrugt i 2050.

(4)  Med undtagelse af CCS.

(5)  Meddelelse fra Kommissionen »Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« KOM(2010) 2020 endelig.

(6)  International Energy Agency - IEA – World Energy Outlook 2009 – Reference Scenario.

(7)  IEA – World Energy Outlook 2009 – the 450 Scenario.

(8)  SEK(2009) 1296 af 7.10.2009.

(9)  EUT C 10 af 15.1.2008, s. 22.

(10)  F.eks. auktionsindtægter i handelsperioden 2013-2020.

(11)  Hvorimod Kommissionen i sin meddelelse foreslår, at kun 50 % anvendes og ikke udelukkende til F&U (jf. 2.3.6).

(12)  Herunder også geotermisk energi.

(13)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Revision af Fællesskabets innovationspolitik i en verden under forandring« (INT/509), endnu ikke offentliggjort i EUT.

(14)  Eurostat-rapport 2009.

(15)  EUT C 175 af 28.7.2009, s. 1; EUT C 120 af 16.5.2008, s. 15.

(16)  Bortset fra specialanvendelser inden for militæret.

(17)  Såfremt man ikke ønsker at godkende kernefremdrift.

(18)  For så vidt som fossile energikilder stadig anvendes, er CO2-opsamling og -lagring også her en mulighed for at skåne atmosfæren.

(19)  Atmos. Chem. Phys. Discuss., 7, 11191–11205, 2007.

(20)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse om »En strategisk ramme for Europas internationale samarbejde om videnskab og teknologi«, EUT C 306 af 16.12.2009, s. 13.

(21)  EFT C 241 af 7.10.2002, s. 13.

(22)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 62.

(23)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 72.

(24)  EUT C 27 af 3.2.2009, s. 53.

(25)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(26)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 49.

(27)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(28)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 73.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/56


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Handlingsplan for bytrafikken

KOM(2009) 490 endelig

2011/C 21/10

Ordfører: Raymond HENCKS

Kommissionen besluttede den 30. september 2009 under henvisning til artikel 262 i EF-traktaten at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Handlingsplan for bytrafikken«

KOM(2009) 490 endelig.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium henviste den 3. november 2009 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

På grund af sagens hastende karakter (FO art. 59, stk. 1) udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 27. maj 2010, Raymond Hencks til ordfører og vedtog følgende udtalelse med 175 stemmer for, 1 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Mere end 60 % af den europæiske befolkning bor i byområder. På grund af vejtrafikken er næsten alle disse områder konfronteret med de samme problemer: Trængsel, miljøgener, luft- og støjforurening, trafikulykker, sundhedsproblemer, flaskehalse i logistikkæden mv.

1.2   Derfor kan Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) fuldt ud tilslutte sig det forslag, Kommissionen stiller de lokale, regionale og statslige myndigheder om i form af en handlingsplan at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for livskvalitet og bæredygtighed i byområderne.

1.3   Udvalget er overbevist om, at samordnede foranstaltninger på EU-niveau inden for visse områder af bytrafikken vil kunne skabe en klar merværdi, hvorfor udvalget også finder, at der under hensyntagen til nærheds- og proportionalitetsprincipperne bør foretages en klarere afgrænsning af EU's beføjelser og ansvar på disse områder.

1.4   Det skal dog samtidig fastslås, at de forslag, der er led i Kommissionens handlingsplan, langt fra lever op til de henstillinger, udvalget har fremsat i sine tidligere udtalelser om bytrafikken.

1.5   Således kan de fleste af de foranstaltninger, Kommissionen foreslår, dårligt karakteriseres som andet end velmente råd. Disse velmente råd er bestemt prisværdige, men de er hverken bindende eller særligt nyskabende.

1.6   Desuden skaber den omstændighed, at en stor del af de emner og forslag, der behandles i den forelagte meddelelse, allerede indgik i meddelelsen »Udvikling af borgernes transportnet« fra 1998, indtryk af, at der siden da ikke er sket fremskridt. I den forbindelse skal EØSU beklage, at der ikke gøres status over de initiativer, der var planlagt i meddelelsen fra 1998.

1.7   I det mindste burde den forelagte handlingsplan denne gang have været ledsaget af målbare, kvantitative målsætninger, som var udarbejdet på grundlag af et sæt af indikatorer, og som det var blevet henstillet til byerne og regionerne omkring byerne at opnå i kraft af bæredygtige mobilitetsplaner efter eget valg.

1.8   EØSU finder, at den forelagte handlingsplan bør suppleres af en mere detaljeret plan om bl.a. kriminalitet i offentlig transport, ikke-motoriseret transport og tohjulede motorkøretøjer.

1.9   Udvalget kan tilslutte sig det spanske rådsformandskabs plan om at etablere en fælleseuropæisk ordning eller et program til fremme af færdselsforholdene i Europas byer og kommuner, navnlig for bevægelseshæmmede, og skal på grund af den interesse, et sådant initiativ ville have for civilsamfundet, udtrykke ønske om at blive tæt inddraget heri.

1.10   Endelig foreslår EØSU en bedre målretning af midlerne fra EU's struktur- og samhørighedsfonde, navnlig i kraft af indføring af et særligt finansieringsinstrument til fremme af bytrafikken. Udvalget foreslår at gøre modtagelse af støtte fra fondene betinget af dels, at der udarbejdes planer for bytrafikken, dels at kravene til adgangsforholdene for bevægelseshæmmede overholdes.

2.   Baggrunden for handlingsplanen

2.1   Den 30. september 2009 vedtog Kommissionen en handlingsplan for bytrafikken, der, uden at dette fremgår af titlen, er tænkt som en bæredygtig handlingsplan.

2.2   Kommissionen efterkom med offentliggørelsen af denne handlingsplan en anmodning, som var blevet fremsat af flere aktører, herunder navnlig Europa-Parlamentet, men også af EØSU, der i sin sonderende udtalelse med titlen »Transport i byer og storbyområder«  (1) og en række andre udtalelser (2) har gjort sig til talsmand for et initiativ på området. Udvalgets opfattelse var, at handlingsplanen burde ledsages af kvantitative målsætninger for forbedring af livskvaliteten, miljøbeskyttelsen og energieffektiviteten i byerne.

2.3   Den 25. september 2007 igangsatte Kommissionen en offentlig høring, samtidig med at den offentliggjorde en grønbog om en ny kultur for mobilitet i byer. Høringen bekræftede, at EU har stor betydning for fremme af bæredygtig bytrafik.

2.4   Handlingsplanen (der indgik i Kommissionens lovgivningsprogram for 2008) blev imidlertid bebudet offentliggjort, men offentliggørelsen derefter udskudt flere gange på grund af indvendinger fra visse sider om, at et kommissionsinitiativ på dette område ville være i strid med nærhedsprincippet og lokalmyndighedernes selvbestemmelse.

2.5   Eftersom Kommissionen således af de nævnte grunde ikke som planlagt kunne offentliggøre sin handlingsplan inden udgangen af 2008, vedtog Europa-Parlamentet, der frygtede, at initiativet helt ville blive skrinlagt, en initiativbetænkning om mobilitet i byer (3) for at støtte Kommissionen, der var blevet opfordret til at omsætte en række af de henstillinger, den havde fremsat i grønbogen, til en vejledning til brug for de lokale og regionale myndigheder.

3.   EU's rolle i forbindelse med bytrafikken

3.1   Det skorter ikke på politiske hensigtserklæringer til støtte for bæredygtig bytrafik, men hensigtserklæringer er ikke det samme som konkrete løsninger og inddragelse af de instanser, der er bedst egnede til at føre den ud i livet.

3.2   Tilrettelæggelsen af bytrafikken er et led i tilrettelæggelsen af transporten på europæisk niveau som helhed og indgår derfor også i EU's fælles transportpolitik. På det uformelle rådsmøde mellem EU's ministre med ansvar for transport den 16. februar 2010 blev det fastslået, at planer for bytrafik bør være led i en lovgivning, der er koordineret mellem de lokale, regionale, nationale og europæiske myndigheder, for derved at sikre en højere grad af inddragelse af transportinfrastrukturen og -serviceydelserne i plantiltagene på lokalt og regionalt niveau, det være sig i byerne eller i landdistrikterne.

3.3   I kraft af en lang række direktiver, forordninger og programmer har EU allerede stor indflydelse på bytrafikken, hvad enten det drejer sig om klimaforandringer, sundhedsbeskyttelse, miljø, vedvarende energi, trafiksikkerhed eller investeringer i offentlig transport og dens drift.

3.4   For fuldt og helt at overholde nærhedsprincippet nøjes Kommissionen med at opfordre byerne til at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af klimaforandringerne og etablere effektive og bæredygtige transportsystemer. Dette skal dog udelukkende ske på frivilligt grundlag.

3.5   EØSU skal i denne forbindelse for det første minde om, at selvom byerne og regionerne omkring byerne er meget forskellige, står de alligevel over for fælles udfordringer, hvad angår bæredygtig udvikling, og for det andet, at der er tale om problemer, der overskrider bygrænserne, og som kun kan løses i kraft af en samlet række af foranstaltninger på europæisk niveau, f.eks. på linje med EU's bestemmelser om luftkvalitet eller ekstern støj (4).

3.6   Dertil skal lægges, at Kommissionen i sin meddelelse En bæredygtig fremtid for transporten: På vej mod et integreret og brugervenligt transportsystem med teknologien som drivkraft  (5) for transportpolitikkens vedkommende konstaterer, at »set i forhold til målene for EU's strategi for bæredygtig udvikling har resultaterne været knap så strålende: Statusrapporten fra 2007 viser, at det europæiske transportsystem i adskillige henseender stadig ikke har kurs mod bæredygtighed.«

3.7   Udvalget fastslog for nylig i en udtalelse om EU's transportpolitik efter 2010 (6), at om end transport er nøglen til en række friheder (frihed til at bo og arbejde i forskellige dele af verden, adgang til varer og tjenesteydelser af forskellig art, mulighed for at udveksle og etablere personlige kontakter), er det ikke desto mindre en grundlæggende politisk opgave at kontrollere disse friheder og endda sætte grænser for dem, hvis de påvirker eller måske sågar truer andre friheder eller hensyn, f.eks. folkesundheden, miljøet, klimaet eller hensynet til de kommende generationer.

3.8   Og selvom en række pionerbyers politik for bæredygtig bytrafik har vist, at engagerede beslutningstagere, hvis de har viljen, meget vel er i stand til at vende en uheldig udvikling, nødvendiggør kravet om en global reduktion af CO2-udledningen utvivlsomt, at der tages fælles initiativer på europæisk niveau.

3.9   Bytrafik og navnlig transport med motorkøretøjer tegner sig for 40 % af CO2-udledningen og 70 % af udledningen af andre forurenende stoffer fra vejtransport. EU vil kun kunne opnå sine egne målsætninger på klimaområdet, hvis Unionen ændrer sin politik for bytrafikken. Opgaven kan ikke løftes alene i kraft af isolerede tiltag på lokalt og regionalt niveau, hvor prisværdige og nødvendige disse end ellers måtte være i sig selv.

3.10   Derfor er der behov for at mobilisere samtlige ressourcer på europæisk niveau for at støtte tiltag på lokalt og regionalt plan og for at sikre, at EU's overordnede målsætninger om bekæmpelse af klimaforandringerne, forbedring af energieffektiviteten, udvikling af vedvarende energi og styrkelse af den sociale samhørighed nås.

4.   Handlingsplanens indhold

4.1   Kommissionens handlingsplan vedrører både transport af personer og varer i og omkring byer og har i høj grad hentet inspiration i den offentlige høring, der blev igangsat den 25. september 2007.

4.2   Dens formål er at bistå de lokale og regionale myndigheder med at fremme bæredygtige løsninger for bytrafikken, navnlig i kraft af en reduktion af trafikmængden og trængslen i byerne og som følge heraf også af antallet af færdselsulykker, luftforureningen og energiforbruget, uden dog at påtvinge myndighederne færdige løsninger.

4.3   Kommissionens plan træder altså på ingen måde i stedet for de lokale og regionale myndigheders egne valg af løsninger på bytrafikproblemerne. Planen er vejledende og foreslår, at der indsamles og dokumenteres eksempler på god praksis med henblik på udbredelse og fremme heraf og på at bistå lokalmyndighederne med at opnå finansiering og samfinansiering via EU samt at støtte dem i forskningsprojekter og udarbejdelse af vejledninger, navnlig hvad angår godstransport og intelligente transportsystemer.

4.4   Samlet stiller handlingsplanen forslag om 20 konkrete foranstaltninger på 6 områder, som er opregnet nedenfor. Meningen er, at foranstaltningerne skal iværksættes efter en fast plan frem til 2012.

4.4.1   Fremme af helhedsstrategier

For at fremme sammenhængen i transportformerne under ét skal der navnlig i udarbejdelsen af planer for bæredygtig bytrafik anlægges en helhedsstrategi, der omfatter den gensidige afhængighed mellem transportformerne, begrænsningerne inden for det bymæssigt bebyggede område og bytrafiksystemernes betydning.

4.4.2   Fokus på borgerne

Der skal fokuseres på

incitamenter for borgerne til regelmæssigt at benytte offentlig eller ikke-motoriseret transport (takster, kvalitet, adgang for bevægelseshæmmede, passagerrettigheder, miljøzoner mv.),

oplysningskampagner om bæredygtig adfærd,

energieffektiv privat og erhvervsmæssig kørsel.

4.4.3   Mere miljøvenlig bytrafik

Handlingsplanen skal yde støtte til forskning i og udvikling af lav- og nulemissionskøretøjer og bløde transportformer. Kommissionen vil udarbejde en internetvejleding med oplysninger om rene køretøjer og vil lette udvekslingen af informationer om takstsystemer i byerne. Den vil ligeledes undersøge, hvor effektive vejafgiftssystemerne er, og i hvilket omfang de eksterne omkostninger ved transport internaliseres.

4.4.4   Flere finansieringsmidler

Kommissionen ønsker at effektivisere de eksisterende finansieringskilder og undersøge kommende behov. Den vil offentliggøre vejledende materiale om bæredygtig bytrafik og social samhørighedspolitik samt undersøge de forskellige takstmæssige muligheder i bytrafikken. Formålet er at udbrede kendskabet til de nuværende muligheder for finansiering via EU og at optimere disse muligheder ved at forbedre de eksisterende instrumenter under ét, f.eks. strukturfondene og forskningsmidlerne, at udforske mulighederne for at indføre nye ordninger for offentlig-private partnerskaber og at undersøge behovet for særskilt finansiering af bæredygtig bytrafik.

4.4.5   Udveksling af viden og erfaringer

Interessenterne skal have udbytte af de erfaringer, andre gør sig. Med dette formål vil Kommissionen oprette en database med informationer om en lang række praktisk velafprøvede løsninger. Databasen vil også skabe overblik over den europæiske lovgivning og nyttige finansieringsinstrumenter, navnlig i kraft af etablering af et observatorium for bytrafik i form af en virtuel platform.

4.4.6   Optimering af bytrafikken

For at lette overgangen til mere miljøvenlige transportformer og mere effektiv godslogistik foreslår Kommissionen at fremskynde planerne om bæredygtig bytrafik i bykommunerne og regionerne. Med det formål vil den udarbejde vejledende materiale om hovedpunkter i disse planer, f.eks. varedistribution i byområderne og intelligente transportsystemer.

4.5   I 2012 vil Kommissionen evaluere handlingsplanens gennemførelse og vurdere, om der er behov for nye tiltag.

5.   Generelle bemærkninger

5.1   Offentlig transport er som område en del af almenvellet og skal som sådan leve op til en række krav om universalitet, tilgængelighed, kontinuitet, kvalitet og pris. Set i denne sammenhæng kan EØSU tilslutte sig samtlige de foranstaltninger, der er opregnet i meddelelsen, da de alle sammen peger i den rigtige retning.

5.2   Om end udvalget på den ene side glæder sig over, at EØSU's udtalelse om grønbogen om mobilitet i byer er nævnt i meddelelsen som én af de referencer, der har ligget til grund for Kommissionens initiativ, må det på den anden side fastslås, at Kommissionens forslag langt fra lever op til de henstillinger, der er fremsat her og i en række andre udtalelser (7).

5.3   Uden at drage gyldigheden af nærhedsprincippet og EU's begrænsede beføjelser inden for bytrafik i tvivl beklager EØSU, at de henstillinger om en styrkelse af EU's rolle, som udvalget fremsatte i sin sonderende udtalelse (8) om Integration af transportpolitikken og den fysiske planlægning med henblik på en mere bæredygtig bytransport, endnu ikke er blevet taget til følge.

5.4   Kommissionen placerer sig, ledet af sit ønske om ikke at tilsidesætte nærhedsprincippet, i en rolle som facilitator eller hjælper mere end som regulerende myndighed eller serviceudbyder. De fleste af de foranstaltninger, Kommissionen foreslår, kan dårligt karakteriseres som andet end velmente råd. Disse velmente råde er bestemt prisværdige, men de er hverken bindende eller særligt nyskabende.

5.5   Endvidere kan det ved gennemlæsning af den forelagte meddelelse konstateres, at der er tale om en gentagelse, om ikke ord til andet, så i hvert fald indholdsmæssigt, af meddelelsen om »Udvikling af borgernes transportnet « fra 1998 (KOM(1998) 431 endelig).

5.6   Elleve år efter offentliggørelsen af denne meddelelse, der blev kendt under slagordet »push and pull« (dvs. skubbe borgerne ud af privatbilen og over i offentlig transport), er det nu de samme løsninger, der går igen: Opfordringer til udveksling af informationer, benchmarking, etablering af passende politiske rammebetingelser og brug af EU's finansieringsinstrumenter.

5.7   EØSU beklager, at de initiativer, der var planlagt i 1998-meddelelsen, ikke evalueres. Det drejer sig bl.a. om følgende: European Local Transport Information Service (ELTIS), aftalen med netværket af byer og regioner (POLIS), sammenkoblingen af de nationale netværk af cykelstier, udviklingen af et selvevalueringssystem for kvalitet, pilotprojektet om benchmarking af lokal passagerbefordring, vejledningen om mobilitetsstyring og undersøgelsen af hindringer for mobilitet, de elektroniske billetteringssystemer, erhvervsuddannelsen af buschauffører, elektro- og lokoførere mv., meddelelsen om mobilitetsstyring (der var planlagt offentliggjort i 2000) og de mange bebudede forskningsprojekter.

5.8   Udvalget havde foretrukket, at den forelagte handlingsplan i det mindste denne gang havde været ledsaget af målbare, kvantitative målsætninger, som var udarbejdet på grundlag af et sæt af indikatorer (jf. CESE 1196/2009), og som det var blevet henstillet til byerne og regionerne omkring byerne at opnå i kraft af bæredygtige mobilitetsplaner efter eget valg.

5.9   At dette ikke er tilfældet, beklager udvalget så meget mere, som Kommissionen i sin meddelelse »En bæredygtig fremtid for transporten: På vej mod et integreret og brugervenligt transportsystem med teknologien som drivkraft« selv fremfører den anke, at de fastsatte mål for bæredygtig transport langtfra er nået, og at der er behov for at tænke i helt nye baner.

5.10   Sociale spørgsmål, forbrugersamfundets pres på miljøet, ikke-motoriseret transport, tohjulede motorkøretøjer og foranstaltninger til forebyggelse af motoriseret befordring lades i ret høj grad ude af betragtning. Det samme gælder det grænseoverskridende samarbejde, problemer vedrørende den fysiske planlægning, byudvikling og ukontrolleret byvækst, der øger kravene til infrastruktur og transport.

5.11   EØSU finder, at den forelagte handlingsplan bør suppleres af en mere detaljeret plan om bl.a. kriminalitet i offentlig transport, ikke-motoriseret transport og tohjulede motorkøretøjer.

5.12   Handlingsplanen bestræber sig i første række på at »optimere« og styre den private, motoriserede personbefordring snarere end på at forebygge den. Kommissionen nøjes i sine forslag til en begrænsning af personbilsbefordringen – det være sig positivt i kraft af fremme af samkørselsordninger eller afskrækkende i kraft af en restriktiv parkeringspolitik, vejafgifter eller bøder – med at bebude en undersøgelse af reglerne for adgang til forskellige typer miljøzoner.

5.13   De i henhold til handlingsplanen planlagte undersøgelser om befolkningens accept af vejafgifter i bytrafikken, indarbejdelse af energibesparende kørsel som led i køreprøven, indregning af eksterne omkostninger, tekniske muligheder og måder at dække disse omkostninger på vil helt givet repræsentere en merværdi, men der er ikke desto mindre behov for at sikre, at konkrete og heraf nødvendiggjorte tiltag ikke ofres for en diskussion om nærhedsprincippet.

5.14   Endelig nævner handlingsplanen ikke noget om, hvordan civilsamfundet kan inddrages tættere i foranstaltningerne til fremme af bæredygtig bytrafik, på trods af at civilsamfundet vil kunne samle en række politiske aktører og beslutningstagere og bevidstgøre alle grupper i samfundet om behovet for at revidere og ændre mobilitetsvanerne.

6.   Særlige bemærkninger

Ud over de generelle bemærkninger, der er fremsat ovenstående, vil udvalget godt kommentere enkelte, udvalgte foranstaltninger blandt de 20, som Kommissionen foreslår.

Foranstaltning 1 -   Hurtigere udbredelse af planer for bæredygtig bytrafik

Foranstaltning 6 -   Bedre rejseinformation

6.1   EØSU bifalder, at Kommissionen vil yde logistisk støtte til de lokale myndigheders udarbejdelse af planer for bæredygtig bytrafik, der omfatter både gods- og persontransport.

6.2   Handlingsplanen præciserer, at det på længere sigt kan tænkes, at Kommissionen vil gå videre og f.eks. skabe incitamenter og udsende henstillinger.

6.3   Udvalget skal gentage sit forslag om at gøre økonomisk støtte fra EU's fonde til kommunerne betinget af, at der udarbejdes trafikplaner, idet det forudsættes, at bykommunerne skal have frihed til at tilpasse disse planer til særlige lokale forhold.

6.4   Planerne bør dog omfatte bindende mål om trafikoverflytning til mere miljøvenlige transportformer, der overholder EU's minimumskrav, for at

give beboere, tilrejsende og pendlere adgang til bæredygtige transportformer og fjerne sociale uligheder på mobilitetsområdet;

reducere CO2-udledningen, forureningen, støjgenerne og energiforbruget;

forbedre passager- og godstransportens effektivitet ved at tage højde for de eksterne omkostninger.

6.5   Overholdelse af disse kriterier bør være en forudsætning for at komme i betragtning som modtager af den særlige bytrafikpris, som Kommissionen foreslår indført, og som udvalget kun kan opfordre til en hurtig gennemførelse af.

Foranstaltning 4 -   Platform for passagerettigheder

6.6   EØSU beklager, at udvalgets forslag om at samle alle bestemmelser om rettigheder for brugerne af den offentlige transport i et »rettighedscharter« ikke er blevet taget til følge.

6.7   Derimod kan udvalget støtte Kommissionens bebudede initiativ om at supplere lovgivningen med et sæt kvalitetsindikatorer til beskyttelse af bevægelseshæmmedes og andre passagerers rettigheder, fælles klageprocedurer og indberetningsmekanismer.

6.8   EØSU beklager, at én af de vigtigste barrierer for benyttelsen af offentlig transport, nemlig den manglende sikkerhed, navnlig på de mindst benyttede linjer og i aften- og nattetimerne, ikke er nævnt i Kommissionens meddelelse, selvom veluddannet vagtpersonale i tilstrækkeligt antal og videoovervågning har vist sig at være effektive forebyggelsesmidler mod kriminaliteten i den offentlige transport.

6.9   De mange aktører medfører store forskelle i form og indhold mellem foranstaltningerne og nødvendiggør regelmæssig evaluering heraf for på baggrund af brugernes behov at kunne vurdere, om der er behov for justeringer, ændringer eller en afskaffelse af foranstaltningerne. Dette forhold er imidlertid ikke nævnt i Kommissionens meddelelse.

Foranstaltning 5 -   Bedre tilgængelighed for bevægelseshæmmede

6.10   EØSU vurderer, at antallet af bevægelseshæmmede borgere i EU (ældre, invalide, handicappede og gravide eller trafikanter med barne- eller klapvogne) langt overstiger 100 mio.

6.11   Om end visse byer har taget en række eksemplariske initiativer til gavn for bevægelseshæmmede, er der tale om isolerede tiltag. Bevægelseshæmmede konfronteres alt for ofte med uoverstigelige hindringer i den offentlige transport (adgang, udstyr) eller ved færdsel til fods (uoverskuelige vejkryds, smalle fortove, udskænkning eller servering på fortove). Hertil kommer manglende hensyntagen fra de øvrige trafikanters side (hensynsløs parkering, herunder på p-pladser reserveret for handicappede). Udvalget kan tilslutte sig det spanske rådsformandskabs plan om at etablere en fælleseuropæisk ordning eller et program til fremme af færdselsforholdene i Europas byer og kommuner, navnlig for bevægelseshæmmede, og skal på grund af den interesse, et sådant initiativ ville have for civilsamfundet, udtrykke ønske om at blive tæt inddraget heri.

6.12   De tekniske hjælpemidler er pga. markedets ringe størrelse ikke udviklet tilstrækkeligt til at modsvare brugernes reelle behov, og af samme grund bremses også investeringer og innovation.

6.13   EØSU kan med andre ord fuldt ud tilslutte sig, at mobilitet for bevægelseshæmmede indarbejdes i EU's handicapstrategi 2010-2020, og at der opstilles egnede kvalitetsindikatorer og indberetningsmekanismer.

6.14   Disse foranstaltninger bør ledsages af passende økonomiske bevillinger på nationalt, regionalt og lokalt, men navnlig på europæisk niveau via EU's fonde.

Foranstaltning 8 –   Kampagner for bæredygtige transportvalg

6.15   Kommissionen vil overveje at indføre en særlig pris som incitament for vedtagelse af planer for bæredygtig bytrafik.

6.16   EØSU kan kun hilse indføringen af en sådan pris velkommen og henvise til sin udtalelse om grønbogen om »borgernes transportnet« (CES 324/99), hvori udvalget allerede fastslog, at kvalitetsmærkning eller priser var et kraftigt incitament til at konkurrere på kvalitet.

Foranstaltning 12 -   Undersøgelse om internalisering af bytrafikkens eksterne omkostninger

Foranstaltning 13 –   Informationsudveksling om bytrafikafgifter

6.17   Selvom det er indiskutabelt, at »prisoverkommelig« offentlig transport ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er økonomisk sund fornuft, er det ligeså uomtvisteligt, at den er en økonomisk underskudsforretning. Provenuet kan ikke dække driftsomkostningerne og endnu mindre udgifterne til investeringer, hvorfor offentlig støtte ikke er til at komme uden om.

6.18   Udvalget bifalder i denne sammenhæng, at der vha. den undersøgelse om internalisering af bytrafikkens eksterne omkostninger, som Kommissionen har bebudet, kastes lys over sektorens beregninger. EØSU minder om, at spørgsmålet om de eksterne omkostninger allerede indgik i meddelelsen fra 1998, ligesom muligheden for lokal geninvestering af provenuet fra vejafgifter, navnlig i offentlig transport og bedre forhold for fodgængere og cyklister. Disse to spørgsmål er der ikke blevet gjort noget ved siden.

Foranstaltning 15 -   Analyse af de fremtidige finansieringsbehov

6.19   Kun 9 % af de bevillinger fra strukturfondene, der gives til transport, gives til bytrafik, på trods af at stort set alle bykommuner og regioner i større eller mindre omfang mangler penge til at foretage de nødvendige investeringer i bytrafikken.

6.20   Selvom Kommissionen i sin køreplan planlægger at foretage en analyse af det fremtidige finansieringsbehov fra 2010, samtidig med at den fortsætter med at støtte CIVITAS-programmet (9) økonomisk, havde EØSU foretrukket mere bindende tilsagn om supplerende midler, f.eks. via provenuet fra vej- eller parkeringsafgifter. Udvalget foreslår, at der indføres et specifikt finansieringsinstrument til fremme af bytrafikken.

6.21   I sin meddelelse om »Udvikling af borgernes transportnet« fra 1998 fremførte Kommissionen, at den først og fremmest ville støtte bæredygtige lokale og regionale transportsystemer, og at den ville holde hånd i hanke med, at anlægsmyndighederne tog hensyn til tilgængelighedsproblematikken. EØSU er særdeles interesseret i at få at vide, hvad der er kommet ud af den indsats.

6.22   Efter EØSU's opfattelse bør den fremtidige lovgivning om EU's fonde i forbindelse med det planlagte eftersyn i 2013 i stedet for at beskæftige sig med prioriteringsspørgsmål fastsætte, at betingelsen for at modtage EU-støtte til offentlig bytrafik er dels, at der gennemføres planer for bytrafik, dels at kravene om adgang for bevægelseshæmmede overholdes nøje.

Foranstaltning 17 -   Oprettelse af et observatorium for bytrafik

6.23   EØSU bifalder etablering af et observatorium for bytrafik i form af en virtuel platform, idet det forudsættes, at udvekslingen af god praksis bør vedrøre samtlige forhold af betydning for bytrafikken, herunder adgang for bevægelseshæmmede.

Bruxelles, den 27. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 168 af 20.7.2007, s. 77.

(2)  EUT C 224 af 30.8.2008, s. 39; EUT C 317 af 23.12.2009, s. 1.

(3)  INI 2008/2217, ordfører Gilles Savary.

(4)  Jf. direktiv 2008/50/EF om luftkvaliteten og renere luft i Europa og direktiv 2002/49/EF om styring af ekstern støj.

(5)  KOM(2009) 279 endelig.

(6)  EUT C 255 af 27.9.2010, s. 110.

(7)  EUT C 255 af 27.9.2010, s. 110; EUT C 224 af 30.8.2008, s. 39; EUT C 168 af 20.7.2007, s. 77.

(8)  EUT C 317 af 23.12.2009, s. 1.

(9)  CIVITAS (City Vitality Sustainability) er et EU-program for forskning og innovation i bytrafik.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/62


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart

KOM(2009) 611 endelig — 2009/0170 (COD)

2011/C 21/11

Hovedordfører: Jacek KRAWCZYK

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 20. november 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart

KOM(2009) 611 endelig – 2009/0170 (COD).

Den 15. december 2009 henviste præsidiet det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

På grund af sagens hastende karakter (forretningsordenens artikel 59, stk. 1) udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 463. plenarforsamling, mødet den 27. maj 2010, Jacek Krawczyk til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 157 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EU's system for undersøgelse af flyvehavarier inden for civil luftfart og indberetning af flyvehændelser fungerer ikke optimalt i sin nuværende form. Der tages ikke hensyn til de betydelige fremskridt, der er gjort, hen imod at skabe et indre luftfartsmarked, særligt med oprettelsen af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur.

1.2   EØSU hilser Kommissionens forslag velkommen som et skridt i den rigtige retning for at afhjælpe manglerne ved de nuværende fragmenterede havariundersøgelser i EU.

1.3   Kommissionen stiller forslag om en opgradering af det frivillige samarbejde gennem et europæisk netværk af den civile luftfarts sikkerhedsundersøgelsesorganer. EØSU er enig i Kommissionens vurdering af, at det er for tidligt at oprette et europæisk agentur til undersøgelse af havarier inden for civil luftfart.

1.4   EØSU ønsker at understrege, at havari- og hændelsesundersøgelser udelukkende har til formål at forebygge havarier og hændelser og ikke at placere skyld og hænge nogen ud. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt at præcisere ordlyden af artikel 15 yderligere for at sikre, at den stemmer fuldt overens med bestemmelserne i bilag 13 til ICAO's Chicagokonvention.

1.5   EØSU understreger, at det for luftfartssikkerheden er overordentlig vigtigt, at havariundersøgelsesprocessen er helt uafhængig og uden indblanding fra de involverede parter og fra offentligheden, politikere, medierne og retsmyndigheder.

1.6   EØSU ønsker at betone vigtigheden af en »sikkerhedskultur« og af, at alle EU's medlemsstater sikrer, at deres nationale straffelovgivninger er kendetegnet ved en »åben indberetningskultur«. EU må gøre mere for at sikre, at alle medlemsstater ændrer deres nationale straffelovgivning for at tilvejebringe en åben indberetningskultur.

1.7   Særligt betoner EØSU vigtigheden af i samarbejde med de relevante interessenter at udarbejde et EU-charter om en åben indberetningskultur.

1.8   EØSU understreger vigtigheden af at sikre, at havariundersøgelsesprocessen er fuldstændig uafhængig af de berørte parter, herunder Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur. Det er derfor vigtigt at indarbejde flere garantier i lovgivningen for at sikre, at havariundersøgelsesorganisationerne bevarer kontrollen.

1.9   EØSU understreger, at det for ofrenes familier er meget vigtigt, at passagerlisten stilles til rådighed i tide. Men EØSU finder, at det er lige så vigtigt, at listen er korrekt.

2.   Indledning

2.1   At flyve er en af de sikreste transportformer. Til trods for at flytrafikken er steget voldsomt siden oprettelsen af det indre luftfartsmarked i 1992, viser statistikker, at det er lykkedes for EU at øge luftfartssikkerheden med den virkning, at luftfartsselskaberne i EU er blandt de sikreste i verden.

2.2   Sikkerhed må imidlertid aldrig blive en selvfølge, og der skal hele tiden arbejdes på at forbedre luftfartssikkerheden. Uanset hvor sikker EU's luftfartssektor er, kan havarier og alvorlige hændelser ikke udelukkes. Uafhængige undersøgelser af disse havarier og hændelser er derfor meget vigtige. En analyse af omstændighederne ved havarier åbner mulighed for at fremsætte anbefalinger for at forebygge, at havarierne gentager sig i fremtiden.

2.3   Forpligtelsen til at undersøge havarier inden for civil luftfart er indarbejdet i konventionen angående international civil luftfart, som alle medlemsstater har tiltrådt. Bilag 13 til ICAO's Chicagokonvention indeholder detaljerede standarder og anbefalet praksis.

2.4   Det Europæiske Fællesskab anerkendte allerede i 1980 betydningen af at undersøge havarier og hændelser med vedtagelsen af direktiv 80/1266/EØF om fremtidigt samarbejde og gensidig bistand mellem medlemsstaterne med hensyn til undersøgelser af flyveulykker (1). Direktivet fra 1980 er efterfølgende blevet erstattet af direktiv 94/56/EF (2). Desuden blev direktiv 2003/42/EF (3) om indberetning af hændelser inden for civil luftfart vedtaget i 2003.

2.5   EU's system for undersøgelse af flyvehavarier inden for civil luftfart og indberetning af flyvehændelser er fragmenteret og fungerer derfor ikke optimalt i sin nuværende form. Der tages ikke tilstrækkeligt hensyn til de betydelige fremskridt, der er gjort, hen imod at skabe et indre luftfartsmarked, hvorved EU's beføjelser inden for luftfartssikkerhed er blevet øget, ikke mindst med oprettelsen af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur. Derfor vedtog Kommissionen den 29. oktober 2009 forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart, som skal ophæve den eksisterende lovgivning på disse områder.

3.   Kommissionens forslag

3.1   Kommissionen stiller forslag om en opgradering af det frivillige samarbejde, dvs. at det eksisterende uformelle samarbejde ifølge forslaget til forordning vil blive omlagt til et europæisk netværk af den civile luftfarts sikkerhedsundersøgelsesorganer (netværket). Netværket vil ikke få status af juridisk person, og det vil kun have rådgivende og koordinerende opgaver.

3.2   Derudover supplerer forslaget det frivillige samarbejde med en række forpligtelser, der indskrives i lovgivningen, bl.a.:

gennemførelse i EU-lovgivningen af internationale standarder og anbefalet praksis vedrørende beskyttelse af bevismateriale og følsomme sikkerhedsoplysninger i overensstemmelse med bilag 13 til ICAO's Chicagokonvention;

fastlæggelse af fælles krav til nationale sikkerhedsundersøgelsesorganers organisation og styrkelse af sikkerhedsundersøgelsernes uafhængighed;

bedre koordinering af de forskellige undersøgelser af årsagerne til havarier og hændelser;

afklaring af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs og de nationale sikkerhedsundersøgelsesorganers gensidige rettigheder og forpligtelser, uden at sikkerhedsundersøgelsens uafhængighed berøres;

specifikation af de kriterier, som danner grundlag for sikkerhedsundersøgelsesorganernes udpegning af akkrediterede repræsentanter for konstruktionsstaten;

tilvejebringelse af en åben indberetningskultur ved at opstille rammer for et indberetningssystem uden sanktioner;

etablering af fælles krav til EU-luftfartsselskaber om passagerlister og beskyttelse af dataene på disse lister (artikel 23 i forslaget til forordning);

styrkelse af rettighederne for flyvehavariers ofre og deres pårørende;

bedre beskyttelse af anonymiteten for personer impliceret i havarier;

etablering af et fælles register over sikkerhedsanbefalinger og status for opfølgning.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   EØSU hilser Kommissionens forslag velkommen som et skridt i den rigtige retning for at afhjælpe manglerne ved de nuværende fragmenterede havariundersøgelser i EU. Alligevel understreger EØSU, at det er vigtigt at overvåge forslagets effektivitet, da nogle mindre medlemsstater mangler ekspertise og/eller ressourcer inden for havariundersøgelser. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fastlægge mindstekrav til havariundersøgelsesorganernes og undersøgelsesinspektørernes tekniske kompetencer og til at lægge pres på medlemsstaterne, for at de overholder disse krav.

4.2   EØSU bifalder især Kommissionens pragmatiske tilgang, der tager udgangspunkt i nærheds- og proportionalitetsprincipperne. EØSU er enig i Kommissionens vurdering af, at det er for tidligt at oprette et europæisk agentur til undersøgelse af havarier inden for civil luftfart, men at det ikke bør udelukkes på længere sigt. EØSU understreger endvidere vigtigheden af at sikre, at netværket er åbent for de tredjelande, der grænser op til EU, og som samarbejder tæt med EU, særligt de lande, som er medlemmer af Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC).

4.3   EØSU understreger, at det for luftfartssikkerheden er overordentlig vigtigt, at havariundersøgelsesprocessen er helt uafhængig og uden indblanding fra de berørte parter og fra offentligheden, politikere, medierne og retsmyndigheder.

4.4   EØSU ønsker at understrege, at havari- og hændelsesundersøgelser udelukkende har til formål at forebygge havarier og hændelser og ikke at placere skyld og hænge nogen ud. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt at præcisere ordlyden af artikel 15 yderligere for at sikre, at den stemmer fuldt overens med bestemmelserne i bilag 13 til ICAO's Chicagokonvention. Særligt vil forslaget om at give retsmyndighederne flere beføjelser og lade den offentlige interesse veje tungere til fordel for andre hensyn end havariundersøgelse være uhensigtsmæssig og lægge en dæmper på den frivillige indberetning af havarier og hændelser. EØSU mener, at det er vigtigt, at havariundersøgelsesprocessen holdes skarpt adskilt fra enhver form for retslige procedurer. Ellers kunne det have negative virkninger for indsamlingen af sikkerhedsoplysninger, hvilket igen kunne betyde forværret luftfartssikkerhed i EU. EØSU understreger, at dette ikke berører ofrenes ret til erstatning via selvstændige sagsanlæg, der er adskilt fra havariundersøgelsesprocessen. EØSU betoner betydningen af at beskytte følsomme sikkerhedsoplysninger og ansatte, som indberetter hændelser vedrørende sikkerheden.

4.4.1   EØSU erkender betydningen af erklæringen af 26. april 2010 fra luftfartssektorens organisationer om EU's forordning om undersøgelse og forebyggelse af havarier og hændelser inden for civil luftfart, hvori de kraftigt rejser tvivl ved Kommissionens forslag (støttet af Transportrådet den 11. marts 2010) med hensyn til, hvad de fastslår som de retslige undersøgelsers forrang frem for sikkerhedsundersøgelserne. Ifølge signatarorganisationerne ville dette være en alvorlig trussel mod havariundersøgernes muligheder for under fortrolige former at indhente den information, der kræves for at finde de faktorer, som kan være med til at forårsage havarier, hvilket vil forhindre dem i at fremsætte de velinformerede sikkerhedsanbefalinger, der er nødvendige for at forbedre flysikkerheden og undgå fremtidige ulykker, noget der ikke er i de europæiske flyrejsendes interesse.

4.5   EØSU ønsker at understrege, at det er vigtigt med en »sikkerhedskultur«, og at alle EU's medlemsstater sørger for, at deres nationale straffelovgivninger er kendetegnet ved en »åben indberetningskultur«. Af hensyn til luftfartssikkerheden er det helt afgørende, at resultaterne af havariundersøgelser anvendes til at forhindre fremtidige havarier og ikke til at straffe utilsigtede fejl, hvilket ville vanskeliggøre ordentlige havariundersøgelser. EØSU mener, at forordningen bør opstille nogle rammer, inden for hvilke alle parter, der er involveret i havarier, kan udveksle oplysninger og tale frit og fortroligt. Retssikkerhed, dvs. et solidt sæt af juridiske regler, som entydigt fastlægger, hvornår sikkerhedsoplysninger kan eller ikke kan anvendes til andre formål end havariundersøgelse, er påkrævet for en åben og fortrolig kommunikation. Uden denne sikkerhed vil de implicerede personer være bange for at medvirke til undersøgelsen. EØSU fremhæver, at EU må gøre mere for at sikre, at alle medlemsstater ændrer deres nationale straffelovgivning for at tilvejebringe en åben indberetningskultur. Særligt fremhæver EØSU vigtigheden af at udarbejde et EU-charter om en åben indberetningskultur. EØSU bifalder chartret om en åben indberetningskultur, som de europæiske arbejdsmarkedsparter inden for civil luftfart blev enige om den 31. marts 2009.

4.6   Af hensyn til ofrenes familier finder EØSU det vigtigt, at passagerlisten stilles til rådighed i tide. Men udvalget finder samtidig, at det er lige så vigtigt, at listen er korrekt. EØSU mener derfor, at fristen på en time til at stille passagerlisten til rådighed kan fastholdes, dog med visse undtagelser, nemlig de situationer, hvor det ikke vil være teknisk muligt, her tænkes især på langdistanceflyvninger med afgang fra tredjelande. Et luftfartselskab kan uden større besvær fremlægge en ikke-bekræftet liste inden for en time, men en bekræftet liste er helt afgørende, særligt for langdistanceflyvninger med afgang fra destinationer uden for EU. EØSU betoner endvidere vigtigheden af privatlivets fred og persondatabeskyttelse og er derfor af den opfattelse, at de passagerlister, som luftfartsselskaberne kan opstille på basis af check in- og reservationssystemerne, bør være gode nok til dette formål.

4.7   EØSU understreger vigtigheden af at sikre, at havariundersøgelsesprocessen er fuldstændig uafhængig af de berørte parter, herunder Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur. Det er derfor vigtigt at indarbejde flere garantier i lovgivningen for at sikre, at havariundersøgelsesorganisationerne bevarer kontrollen. Luftfartssikkerhedsagenturet kunne i stedet gøres til en part (rådgiver) i undersøgelsen på linje med andre involverede parter (luftfartsselskabet, fabrikanten osv.), men må ikke få lov til at påvirke forløbet eller resultatet af undersøgelsen. EØSU ønsker især at påpege, at luftfartssikkerhedsagenturet ikke må få lov til at optræde som anerkendt havariundersøgelsesleder, da der hermed ville opstå en interessekonflikt med agenturets rolle som ansvarlig for sikkerheden, hvilket ikke ville være foreneligt med ånden i bilag 13 til ICAO's Chicagokonvention. Ikke desto mindre ønsker EØSU at understrege, at det er vigtigt, at anbefalinger fra undersøgelsen fremsendes til luftfartssikkerhedsagenturet, i det omfang det er hensigtsmæssigt og nødvendigt, for at agenturet kan gribe ind over for akutte sikkerhedsproblemer.

4.8   EØSU hilser forslaget om at etablere en central database over havariundersøgelsesanbefalinger tillige med status på opfølgningen heraf velkommen. Alligevel mener EØSU, at det er vigtigt, at Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur - efter den model som den amerikanske luftfartsstyrelse (FAA) anvender til at gennemgå anbefalinger fra det amerikanske transportsikkerhedsråd – omhyggeligt evaluerer, om de fremsatte sikkerhedsanbefalinger indebærer øget sikkerhed, og de dermed forbundne juridiske konsekvenser, før der fastlægges regler.

4.8.1   EØSU opfordrer til, at EU optrapper indsatsen for at sikre en reel, grundig analyse af havariindberetninger, og at de europæiske ressourcer på området i højere grad samles.

4.9   Af hensyn til sikkerheden understreger EØSU vigtigheden af, at alle EU's medlemsstater (og landene uden for EU) klart forstår indholdet af havariundersøgelsesrapporten (artikel 19). Ofte udarbejder de nationale civile sikkerhedsundersøgelsesorganer kun rapporter på deres eget sprog, selv i tilfælde hvor udenlandske parter er indblandet. EØSU anbefaler, at der i hvert fald udarbejdes en engelsk oversættelse af hver havariundersøgelsesrapport.

4.10   EØSU bemærker, at sikkerhed altid går forud for andre krav, f.eks. om beskyttelse af intellektuel ejendomsret. På den anden side er det vigtigt at øge beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (artikel 15). Følsomme kommercielle oplysninger bør kun meddeles myndighederne og bør være sikret mod frigivelse til konkurrenter. Det er ikke alle oplysninger om supplerende typecertifikater eller andre ændringer og reparationer, der bør videregives til producenterne af originaludstyr, og omvendt (da de kan indeholde forretningsmæssigt vigtige intellektuelle ejendomsrettigheder tilhørende konstruktionsorganisationen, som intet har at gøre med havariet/hændelsen).

Bruxelles, den 27. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT L 375 af 31.12.1980, s. 32.

(2)  EFT L 319 af 12.12.1994, s. 14.

(3)  EFT L 167 af 4.7.2003, s. 23.


21.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/66


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker — Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020

KOM(2010) 193 endelig

2011/C 21/12

Hovedordfører: Wolfgang GREIF

Den 5. maj 2010 besluttede Rådet under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker - Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020

KOM(2010) 193 endelig.

Den 27. april 2010 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 27. maj 2010, Wolfgang Greif til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 134 stemmer for, 9 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

EØSU

beklager, at Rådet og Kommissionen har opstillet så stram en tidsplan for vedtagelsen af retningslinjerne, at det i praksis bliver umuligt at gennemføre en ægte debat med det organiserede civilsamfund og parlamenterne;

er af den opfattelse, at retningslinjerne ikke i tilstrækkelig grad afspejler, at bekæmpelse af arbejdsløshed, set i lyset af den økonomiske krise, bør være et prioriteret politisk mål for EU og medlemsstaterne;

bifalder, at man koncentrerer sig om færre retningslinjer, men mener imidlertid, at disse er for generelle og forsigtige til at kunne anspore til effektiv handling, hvilket svækker den europæiske strategi;

mener, at de politiske henstillinger lægger alt for meget vægt på udbudssiden (forbedring af beskæftigelsesegnetheden) og kræver, at der i højere grad tages højde for en intelligent efterspørgselspolitik, der fremmer fremtidig vækst og innovation samt bidrager til etableringen af yderligere arbejdspladser;

er foruroliget over, at målet om fuld beskæftigelse (et kernepunkt i de tidligere retningslinjer) ikke længere fremhæves inden for rammerne af de nye retningslinjer;

undrer sig over, at retningslinjerne ikke indeholder konkrete udsagn om jobkvalitet, og foreslår, at retningslinjerne 8 og 9 slås sammen, og at der i stedet indarbejdes en særskilt retningslinje omhandlende fremme af jobkvalitet;

bifalder prioriteringen af videnstrekanten og opgraderingen af kvalifikationer. Udvalget havde imidlertid gerne set, at man havde opstillet mere ambitiøse mål for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed samt fremme af handicappedes uddannelse og efteruddannelse;

kritiserer, at der samlet set tages for lidt højde for ligestillingspolitikken (f.eks. fremme at kvinders muligheder);

bifalder udtrykkeligt »fremme af social inklusion og bekæmpelse af fattigdom« som en selvstændig retningslinje. Målet om en nedbringelse af børn og unges fattigdomsrisiko bør indtage en mere central placering;

mener, at en nedbringelse af fattigdomsrisikoen kræver en række robuste og pålidelige indikatorer til måling og overvågning af fremskridt, der f.eks. også måler forholdet mellem indkomst og købekraft samt indkomstfordelingen (Gini-koefficienten). Befolkningsandel udsat for fattigdomsrisiko bør i den forbindelse accepteres som en alment gyldig fattigdomsindikator;

har den holdning, at det ville være hensigtsmæssigt at indføje mere præcise udsagn om integration af grupper, som har en uforholdsmæssigt stor fattigdomsrisiko (f.eks. eneforsørgere, personer med en migrationsbaggrund, ældre med lave pensioner og handicappede).

2.   Kontekst: kritik af den stramme tidsplan fra Kommissionen og Rådet

2.1   Den 27. april 2010 stillede Kommissionen forslag om en ny serie af retningslinjer for beskæftigelsespolitikken i medlemsstaterne. Disse udgør sammen med de overordnede principper for den økonomiske politik de integrerede retningslinjer for gennemførelsen af EU 2020-strategien for en intelligent, bæredygtig og rummelig vækst. På Det Europæiske Råds samling den 25.-26. marts 2010 blev deltagerne enige om en ny strategi, der formelt skal vedtages i juni.

2.2   EØSU har flere gange givet udtryk for sin tilfredshed med den overordnede og flerårige tilgang til en fremtidig EU-strategi, og udvalget har altid påpeget, at en omfattende inddragelse af parlamentarikere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet på europæisk og nationalt niveau er en hjørnesten i en vellykket politisk koordinering og skal sikres i alle faser (1).

2.3   I sin udtalelse om EU-strategien efter 2010 har EØSU derfor også opfordret til, at strukturelle hindringer for en effektiv inddragelse af parlamenterne samt en ægte social og civilsamfundsmæssig dialog fjernes i forbindelse med en justering af strategien (2). En medvirkende årsag hertil har været det i årevis utilfredsstillende høringsforløb i forbindelse med retningslinjernes udarbejdelse og fornyelse.

2.3.1   EØSU har beklaget dette faktum i flere udtalelser om retningslinjerne, og udvalget har kraftigt opfordret Kommissionen og Rådet til at ændre planlægningshorisonten, særligt i de år, hvor der inden for rammerne af koordineringsindsatsen træffes strategiske afgørelser. Det skal sikres, at alle relevante sociale og politiske aktører på nationalt og EU-niveau inddrages i den politiske meningsdannelse.

2.4   EØSU beklager desto mere, at Rådet og Kommissionen også i år, hvor der, inden for rammerne af EU 2020-strategien, opstilles nye 10-årige prioriteter for dagsordenen for vækst og beskæftigelse, har fastsat så stram en tidsplan for vedtagelsen af retningslinjer. Denne tidsplan umuliggør stort set en reel debat med det organiserede civilsamfund og parlamenterne.

2.5   På den baggrund konstaterer udvalget, at man på grund af den usædvanligt korte periode mellem offentliggørelsen af forslaget til Rådets afgørelse og tidspunktet for godkendelsen af forslaget ikke kan gennemføre en rådslagning med udvalgets interessegrupper på sædvanlig vis. EØSU ser sig tværtimod nødsaget til at tage stilling på grundlag af en slags hasteprocedure.

2.6   EØSU har derfor forståelse for dem, der plæderer for, at man venter med at træffe en afgørelse om de integrerede retningslinjer, specielt i en situation, hvor EU er i færd med at udforme en overordnet udviklingsstrategi for de næste 10 år.

2.6.1   I tilfælde af, at afgørelsen udskydes i enkelte måneder, hvilket udvalget udtrykkeligt ville bifalde, forbeholder udvalget sig ret til, udførligt og på grundlag af en bred høring, at tage stilling til de foreslåede retningslinjer i en initiativudtalelse, og dette uanset de bemærkninger og henstillinger som denne udtalelse indeholder.

3.   Generelle bemærkninger til de foreslåede retningslinjer

3.1   Som følge af den økonomiske og finansielle krise vil Europa i de kommende år befinde sig i en yderst anspændt situation, hvad angår beskæftigelsen. Aktuelle undersøgelser går således ud fra, at der vil gå et helt årti, inden de 10 millioner arbejdspladser, der er gået tabt under krisen, kan genoprettes (3). På den baggrund skal bekæmpelse af arbejdsløshed være et prioriteret politisk mål for EU og medlemsstaterne. Ifølge EØSU skal dette i langt højere grad afspejles i retningslinjerne.

3.1.1   Alt i alt er de foreslåede retningslinjer blevet reduceret fra otte til fire, og ifølge Kommissionens planer skal de forblive uforandrede til 2014. EØSU bifalder i princippet denne koncentration og den flerårige cyklus, men fastholder imidlertid, at teksten mange steder er meget generel og mangler præcision. Udvalget frygter, at retningslinjerne dermed kun i begrænset omfang vil fungere som udgangspunkt for medlemsstaternes indsats. For EØSU er det imidlertid indlysende, at der med færre retningslinjer i endnu højere grad vil være brug for klare og pålidelige indikatorer til måling og overvågning af de realiserede fremskridt. Dette gælder for specifikke foranstaltninger, der rettes med en bestemt målgruppe, men i høj grad også for fattigdomsbekæmpelsen.

3.2   Hertil kommer, at de foreslåede retningslinjer for beskæftigelsen stort set ikke indeholder kvantitative målsætninger, bortset fra henvisningerne til nedenstående tre overordnede mål for EU, der skal udgøre et grundlag for medlemsstaternes fastsættelse af nationale målsætninger:

at bringe beskæftigelsesfrekvensen op på 75 % for kvinder og mænd mellem 20 og 64 år,

at nedbringe skolefrafaldet til 10 % og samtidig øge den andel af befolkningen mellem 30-34 år, der afslutter en videregående uddannelse, til mindst 40 %.

at nedbringe antallet af europæiske borgere, der lever under de nationale fattigdomsgrænser med 25 %, så over 20 millioner mennesker kommer ud af fattigdom.

3.2.1   EØSU opfatter dette som en mærkbar svækkelse af den europæiske strategi og tvivler på, om denne formulering af konkrete beskæftigelsespolitiske målsætninger, der stort set alle udflyttes til medlemsstatsniveau, vil skærpe forpligtelsen til at opfylde de fælles mål.

3.3   EØSU forstår ikke helt den forsigtige tilgang til formuleringen af europæiske mål, for så vidt som udvalget i forbindelse med debatten om en post-2010-strategi krævede, at man ikke opgav de fælles mål i den aktuelle strategi, men gik videre og opstillede ambitiøse mål under hensyntagen til udgangssituationen i de enkelte EU-lande (4).

3.3.1   I den henseende har EØSU også i talrige udtalelser fremsat forslag om, at der inden for rammerne af beskæftigelsesretningslinjerne opstilles flere kvantificerbare mål for bl.a. ligestilling mellem kønnene, unges beskæftigelse, bekæmpelse af ansættelsesforhold uden social sikring, fattigdomsbekæmpelse (også blandt arbejdstagere) og handicappedes beskæftigelsesmuligheder (5).

3.4   Letforståelige mål, som f.eks. at få langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet, at tilbyde unge en arbejds- eller læreplads inden for kort tid, etablering af børnepasningsfaciliteter, der gør det nemmere at forene arbejds- og familieliv, nedbringelse af kønsrelaterede indkomstforskelle mm. har hidtil udgjort rygraden i den europæiske beskæftigelsesstrategi og skal ifølge EØSU bevares og, om nødvendigt, styrkes.

3.5   EØSU kritiserer, at der generelt inden for rammerne af de foreslåede beskæftigelsesretningslinjer ikke fokuseres ret meget på ligestillingspolitik eller fremme af kvinders muligheder. Hvis man for alvor ønsker at reducere fattigdomsrisikoen i Europa, skal der iværksættes initiativer og opstilles mål med henblik på at bekæmpe stereotype kønsroller, eksisterende diskrimination på arbejdsmarkedet og strukturelle årsager til kønsrelaterede indkomstforskelle samt fjerne barrierer, der afholder kvinder fra at søge ind på bestemte fagområder, og som begrænser kvinders lyst til at blive iværksættere (6). På dette område bidrager de foreliggende retningslinjer ikke med meget.

4.   Konkrete bemærkninger og supplerende forslag til de fire retningslinjer for beskæftigelse

4.1   Retningslinje 7: Øge arbejdsmarkedsdeltagelsen og reducere strukturel arbejdsløshed

4.1.1   EØSU støtter principielt EU-målet om at bringe beskæftigelsesfrekvensen op på 75 % for kvinder og mænd mellem 20 og 64 år inden 2020. Der er tale om et yderst ambitiøst mål, da den samlede kvote er forhøjet, og der samtidig (set i forhold til den hidtidige målsætning) ses bort fra aldersgruppen 15-19-årige. EØSU vil gerne vide, hvorfor man har valgt at se bort fra disse unge arbejdstagere ved beregningen af beskæftigelseskvoten.

4.1.2   I den forbindelse fastholder EØSU også, at problemet på arbejdsmarkedet med en aktuel rekordarbejdsløshed på næsten 24 millioner ikke er en generel mangel på arbejdskraft, men en mangel på kvalificeret arbejdskraft i nogle medlemsstater samt en massiv mangel på arbejdspladser. Med henblik på en forhøjelse af erhvervsfrekvensen og skabelse af arbejdspladser bør man derfor også se nærmere på intelligente foranstaltninger og beskæftigelsesmodeller til en bedre fordeling af arbejdet.

4.1.3   Netop i lyset af den dramatisk høje arbejdsløshed i EU bør de politiske beslutningstagere ikke alene koncentrere sig om en forbedring af arbejdstagernes »beskæftigelsesevne«. Tværtimod skal fokus fremover i højere grad være rettet mod fremtidsorienterede investeringer på områderne F&U, uddannelse, infrastruktur, sundhed og sociale tjenester med det mål at skabe nye arbejdspladser samt mobilisere beskæftigelsespotentialet på effektiv vis.

4.1.4   EØSU er i den forbindelse også foruroliget over, at målet om fuld beskæftigelse (et kernepunkt i de tidligere retningslinjer) ikke længere fremhæves inden for rammerne af de nye retningslinjer. Der tales blot om fjernelse af strukturel arbejdsløshed og reduktion af »inaktivitet«. Set fra EØSU's synspunkt bør den foreliggende retningslinje revideres, så der igen fokuseres på målet om fuld beskæftigelse.

4.1.5   For om muligt at forhindre en yderligere stigning i antallet af arbejdssøgende under krisen og at arbejdsløsheden bider sig fast og bliver strukturel, skal alle nye integrerede retningslinjer udgøre en afbalanceret makroøkonomisk kombination af en henholdsvis udbudsorienteret og efterspørgselsorienteret økonomisk politik.

4.1.5.1   Dette mener EØSU ikke er sikret med de foreslåede retningslinjer samlet set, og specielt ikke i ovennævnte tilfælde. Hvad angår de politiske henstillinger vedrørende arbejdsmarkedet er udbudssiden klart overrepræsenteret (stikord: forbedring af beskæftigelsesevnen). Dette må udlignes gennem en øget fokusering på en intelligent efterspørgselspolitik, der fremmer fremtidig vækst og innovation samt bidrager til etableringen af yderligere arbejdspladser.

4.1.6   Der mangler også en henvisning til, at en genskabt vækst til stabilisering af arbejdsmarkedet først og fremmest skal sikres gennem en styrket indenlandsk efterspørgsel (private og offentlige investeringer). Det præciseres heller ikke, at konjunkturfremmende foranstaltninger og investeringer i opretholdelsen af arbejdspladser ikke må udløbe for hurtigt for at forhindre, at arbejdsløsheden stiger yderligere. I den forbindelse kan EØSU kun bifalde en »Exit-strategi« eller konsolideringsplaner – som de fremgår af retningslinjerne for den økonomiske politik - hvis der tages konjunkturrelaterede og beskæftigelsesmæssige forbehold.

4.1.7   Hvad angår henstillingen til medlemsstaterne om at integrere de flexicurityprincipper, som Det Europæiske Råd har godkendt, i deres arbejdsmarkedspolitikker, skal det fastslås, at det er en mangel, at retningslinjen ikke indeholder nogen henvisning til, at spørgsmålet om jobkvalitet har samme principielle betydning som flexicurity, hvilket EØSU ellers flere gange har krævet (7).

4.1.8   EØSU kræver derudover en præcisering af, at den aktive arbejdssøgning først og fremmest bør sikres ved, at arbejdsformidlingstjenesterne er effektive og i mindre omfang vha. såkaldte incitamenter, der vedrører arbejdsløshedsunderstøttelsen. Udvalget foreslår derfor, at den sidste sætning i første afsnit »… ledsaget af klare rettigheder og forpligtelser for arbejdsløse til aktivt at søge arbejde« slettes. Set i lyset af krisen anser EØSU henstillinger om en skærpelse af rådighedsbestemmelserne i arbejdsløshedssikringen for at være overflødige.

4.2   Retningslinje 8: Udvikle en kvalificeret arbejdsstyrke, der modsvarer arbejdsmarkedets behov, fremme jobkvalitet og livslang læring

4.2.1   Udvalget bifalder, at jobkvalitet i det mindste nævnes i retningslinjens titel. Så meget desto mere som det undrer sig over, at teksten ikke indeholder konkrete forslag (vedrørende emner som f.eks. sundhed på arbejdspladsen, eksistenssikrende indkomster, tilrettelæggelse af arbejdstiden, forebyggelse af overdrevent lange arbejdstider og en bedre balance mellem arbejde og privatliv). Udvalget havde også forventet, at kravet om jobkvalitet i højere grad var blevet sat i forbindelse med flexicurity-strategien, samt at betydningen af såvel intern som ekstern flexicurity i den forbindelse var blevet understreget, idet fleksible interne arbejdsmarkeder har bevist deres værd under krisen.

4.2.2   Da dette forslag til retningslinje indholdsmæssigt i høj grad falder sammen med retningslinje 9, burde man seriøst overveje at slå de to retningslinjer sammen til en enkelt med henblik på at undgå en overlapning. Der bør i stedet indarbejdes en særskilt retningslinje om fremme af jobkvalitet.

4.2.2.1   EØSU har flere gange fastslået, at den kvalitative dimension af øget beskæftigelse får særlig betydning i netop de tilfælde, hvor der fastsættes et kvantitativt mål for en forhøjelse af beskæftigelsesfrekvensen, idet beskæftigelse for enhver pris (stikord: usikre ansættelsesforhold, working poor m.m.) ikke kan være nogen løsning.

4.2.3   Udvalget gentager i den forbindelse sin opfordring til, at de kvalitative mål for beskæftigelsen, der i vid udstrækning er gået tabt under de seneste års revision af Lissabonstrategien (stikord: Laeken-indikatorer til måling af, om der skabes arbejdspladser af høj kvalitet) genoptages (8).

4.2.4   I den forbindelse foreslår EØSU også en systematisk overvågning af ny beskæftigelse ud fra et kvalitativt synspunkt og anbefaler, at der henvises til den definition af udfordringer for det europæiske arbejdsmarked, som arbejdsmarkedets parter har udarbejdet i fællesskab (9). Dertil hører bl.a. det princip, at arbejdsretten skal fremme langfristede kontrakter samt at alle beskæftigede, uanset karakteren af deres ansættelseskontrakter, skal kunne nyde godt af rettigheder og sikkerhed i beskæftigelsen.

4.3   Retningslinje 9: Sikre effektive uddannelsessystemer på alle niveauer og øge den andel af befolkningen, der har afsluttet en videregående eller tilsvarende uddannelse

4.3.1   Det er EØSU's opfattelse, at en politik til fremme af »godt arbejde«, som inkluderer ambitiøse mål på uddannelses-, erhvervsuddannelses- og efteruddannelsesområdet samt livslang læring bidrager væsentligt til vækst og stigende produktivitet. Derfor bifalder EØSU den fremtrædende prioritering af disse områder.

4.3.2   Som i den foregående retningslinje findes der også her henvisninger til en indikator for unge, der er i fare for at blive udstødt af arbejdsmarkedet. For at reducere antallet af unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, skal medlemsstaterne iværksætte målrettede foranstaltninger for at forebygge, at unge dropper ud af skolen. Dette centrale punkt bør efter EØSU's mening fremhæves gennem bibeholdelsen af ambitiøse mål, som f.eks.

en reduktion af ungdomsarbejdsløsheden med mindst 50 %

en maksimal frist på fire måneder for søgning efter job/læreplads, hvorefter unge skal tilbydes aktivering.

4.3.3   EØSU minder om, at opfyldelsen af EU 2020-målet om en beskæftigelsesfrekvens på 75 % også forudsætter, at der iværksættes passende beskæftigelsespolitiske foranstaltninger for handicappede, som repræsenterer 16 % af alle personer i den erhvervsaktive alder. Udvalget bifalder i den henseende den eksplicitte inddragelse af denne befolkningsgruppe i retningslinjerne 7 og 10. Derudover ser EØSU gerne, at temaet uddannelse og efteruddannelse for handicappede indarbejdes i retningslinje 9.

4.4   Retningslinje 10: Fremme social inklusion og bekæmpe fattigdom

4.4.1   EØSU bifalder udtrykkeligt »Fremme social inklusion og bekæmpe fattigdom« som en selvstændig retningslinje. Udvalget er dermed trængt igennem med sin gentagne opfordring til, at bekæmpelsen af den voksende sociale ulighed i Europa kræver fælles foranstaltninger til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Der er brug for en vifte af foranstaltninger rettet mod specifikke målgrupper. Set fra EØSU's side bør særligt reduktionen af børn og unges fattigdomsrisiko have en mere fremtrædende plads i retningslinjen, og der bør opstilles konkrete mål på området.

4.4.2   Også hvad angår reduktionen af fattigdomsrisikoen er der behov for en række stabile og pålidelige indikatorer, der gør det muligt at måle og overvåge realiserede fremskridt. EØSU er fortaler for, at andelen, der udsættes for fattigdomsrisiko, skal accepteres som den alment anerkendte relative fattigdomsindikator. For EØSU virker det hensigtsmæssigt at udvikle yderligere supplerende indikatorer, der f.eks. også måler forholdet mellem indkomst og købekraft samt indkomstfordelingen (Gini-koefficienten). Dette må dog under ingen omstændigheder resultere i en udvanding af de centrale målsætninger.

4.4.3   EØSU bifalder henstillingen til medlemsstaterne om, at bestræbelserne på at nedbringe fattigdom skal tage sigte på at fremme fuld deltagelse i samfundet og økonomien og udbygge beskæftigelsesmulighederne.

4.4.3.1   EØSU tilslutter sig i den forbindelse konklusionerne i en aktuel undersøgelse fra Kommissionen, der fastslår, at kampen mod fattigdom og social udstødelse også skal prioritere foranstaltninger mod fænomenet »working poor« (10). Udvalget foreslår, at man garanterer eksistenssikrende indkomster og i den henseende bekæmper fremkomsten af en lavtlønssektor, hvortil også hører:

usikre ansættelsesforhold bør erstattes af stabile arbejdskontrakter med social sikring;

social sikring af overgangen fra uddannelse til beskæftigelse;

effektive løsningsmodeller for en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der fremmer efteruddannelse og jobskabelse, først og fremmest for de personer, som pga. af manglende uddannelse er udelukket fra arbejdsmarkedet;

prioriteret bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed og integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet.

4.4.3.2   Alle disse punkter skal indarbejdes i denne retningslinje og prioriteres højere. EØSU gentager i den forbindelse også sit nylige forslag om fastsættelse af mål for mindstelønsordninger og overførselsindkomster (11).

4.4.4   Fattigdomsbekæmpelse kræver også særlige beskæftigelses- og uddannelsespolitiske foranstaltninger for grupper, som har en uforholdsmæssigt stor fattigdomsrisiko (f.eks. eneforsørgere, personer med migrationsbaggrund, ældre med lave pensioner og handicappede). Det ville have været hensigtsmæssigt, hvis teksten havde indeholdt mere præcise udmeldinger om og mål for integrationen af disse personer i samfundet og på arbejdsmarkedet.

4.4.5   På plussiden bemærker EØSU, at også socialøkonomiens værdifulde rolle ved etablering og sikring af arbejdspladser samt bekæmpelse af fattigdom nævnes, og medlemsstaterne eksplicit opfordres til at fremme denne sektor på aktiv vis. Dette er i tråd med EØSU's opfordring til, at man i fuldt omfang udnytter socialøkonomiens potentiale, særligt når det handler om at skabe beskæftigelse på området sociale tjenesteydelser.

Bruxelles, den 27. maj 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse af 31.5.2005 om »Forslag til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (ifølge EF-traktatens artikel 128)«, KOM(2005) 141 endelig. - 2005/0057 (CNS), ordfører: Henri Malosse (EUT C 286 af 17.11.2005), og EØSU's udtalelse af 13.2.2008 om »Forslag til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (ifølge EF-traktatens artikel 128)«, KOM(2007) 803 endelig/2 (Del V) – 2007/0300 (CNS), ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 162/92 af 25.6.2008).

(2)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3.

(3)  Skills supply and demand in Europe: medium-term forecast up to 2020 (Cedefop, 2010), s. 35 ff.

(4)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3.

(5)  EØSU's udtalelser:

 

af 30.9.2009 om »En samlet strategi for arbejde og fattigdom«, ordfører: Nicole Prud'homme (EUT C 318/52 af 23.12.2009),

 

af 1.10.2009 om »Sammenhængen mellem ligestilling, økonomisk vækst og beskæftigelsesfrekvensen«, ordfører: Béatrice Ouin (EUT C 318/15 af 23.12.2009),

 

af 1.10.2009 om »En EU-strategi for unge – investering og mobilisering. En fornyet åben koordinationsmetode tilpasset udfordringer og muligheder på ungdomsområdet«, KOM(2009) 200 endelig, ordfører: Ionuț Sibian (EUT C 318/113 af 23.12.2009)

(6)  EØSU’s udtalelse af 29.9.2005 om »Kvinder og fattigdom i EU«, ordfører: Brenda King (EUT C 24 af 31.1.2006), og EØSU's udtalelse af 12.7.2007 om »Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabonstrategien)«, ordfører: Wolfgang Greif, (EUT C 256 af 27.10.2007), se også beretningen om ligestilling KOM(2009) 694.

(7)  EØSU's udtalelse af 22.4.2008 om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mod fælles principper for flexicurity: Flere og bedre job ved hjælp af fleksibilitet og sikkerhed«, KOM(2007) 359 endelig, ordfører: Thomas Janson, medordfører: Christian Ardhe (EUT C 211 af 19.8.2008). EØSU's udtalelse af 4.11.2009 om »Lissabonstrategien efter 2010«, hovedordfører: Wolfgang Greif, CESE 1722/2009, punkt 3.4.3.

(8)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3.

(9)  Key challenges facing European labour markets: Joint analysis of European Social Partners (2007), p. 61 f.

(10)  Working poor in Europa, Eurofound-Study 2010.

(11)  EØSU's udtalelse af 4.11.2009 om »Lissabonstrategien efter 2010«, hovedordfører: Wolfgang Greif, CESE 1722/2009.


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet, men opnåede dog mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 4.2.2

Tekst ændres som følger:

»Da dette forslag til retningslinje indholdsmæssigt i høj grad falder sammen med retningslinje 9, burde man seriøst overveje at slå de to retningslinjer sammen til en enkelt med henblik på at undgå en overlapning. Der bør i stedet en særskilt retningslinje om jobkvalitet.«

Begrundelse

Selvindlysende.

Afstemningsresultat:

Stemmer for

:

58

Stemmer imod

:

73

Hverken for eller imod

:

2