28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/1

1.1

Ud over at være et mål i sig selv er ligestilling mellem mænd og kvinder også en af forudsætningerne for at nå EU's mål om vækst, beskæftigelse og social samhørighed.

1.2

Midtvejsevalueringen af køreplanen for ligestilling sker i en tid med økonomisk krise. Det er vigtigt at undersøge krisens indvirkning på og konsekvenser for hhv. kvinder og mænd i betragtning af deres forskellige positioner i samfundet.

1.3

Ligestilling bør indgå i samtlige politikker, navnlig social- og beskæftigelsespolitikkerne, og der bør gøres yderligere bestræbelser på at fjerne de hindringer, der forhindrer kvinder og mænd i at deltage fuldt ud og på lige fod på arbejdsmarkedet.

1.4

For at sikre og forbedre kvinders økonomiske uafhængighed bør man forbedre såvel kvaliteten som kvantiteten af kvinders beskæftigelse og også støtte selvstændig erhvervsvirksomhed. Endvidere skal man sætte ind over for kvinders risiko for prekær ansættelse og fremme en ligelig fordeling af de familiemæssige og huslige pligter.

1.5

Lønforskellen er strukturelt betinget: undervurdering af traditionelle »kvindelige« færdigheder, faglig og sektormæssig segregering, prekære ansættelsesforhold, pauser fra arbejdsmarkedet m.m. Lovgivning og kollektive overenskomster er effektive midler til bekæmpelse af lønforskelle, da det er nødvendigt at inddrage samtlige økonomiske og sociale aktører.

1.6

En øget tilstedeværelse af kvinder i erhvervslivet og det politiske liv fremmer ligestillingen, kvinders økonomiske uafhængighed, opgøret med de stereotype kønsroller og er befordrende for kvinders deltagelse i beslutningsprocessen.

1.7

Kvinder er særligt udsatte, når det gælder social udstødelse og fattigdom. Foranstaltninger som individualisering af sociale rettigheder, en garanteret minimumsindtægt, medregning af erhvervsinaktive perioder og perioder med nedsat arbejdstid for at passe et familiemedlem forbedrer den sociale beskyttelse og mindsker risikoen for fattigdom.

1.8

Forening af familie- og arbejdsliv er afgørende for at opnå ligestilling og forbedre kvinders beskæftigelse: offentlige sociale tjenesteydelser af høj kvalitet og forbedring af de eksisterende barsels- og forældreorlovsordninger. Alle samfundsaktørerne bør tage et øget medansvar, hvad angår en mere ligelig fordeling af de huslige pligter og pasningsopgaverne.

1.9

EØSU anser det for nødvendigt at fremme en ligelig deltagelse af kvinder i beslutningsprocessen. Medlemsstaterne bør derfor give et klarere tilsagn i form af opstilling af tydelige mål og brug af effektive redskaber (positive foranstaltninger, ligestillingsplaner osv.).

1.10

EØSU mener, at det i lyset af den vedvarende kønsbestemte vold og menneskehandel er nødvendigt at håndhæve den gældende lovgivning og udarbejde nationale handlingsplaner, samordnet via en overordnet europæisk strategi, og at øge mængden af særprogrammer.

1.11

EØSU mener, at det for at bekæmpe de stereotype kønsroller er afgørende at udvikle samfundet ud fra nogle ikke-fastlåste kønsrollemønstre, at tilbyde uddannelse til både mænd og kvinder, at opfordre flere kvinder til at vælge videnskabelige og tekniske studier, at forbedre de traditionelle kvindefags anseelse og at undgå kønsdiskrimination i medierne.

1.12

EU's udenrigs- og udviklingspolitik skal bruges til at fremme kvinders rettigheder i international sammenhæng og øge deres kvalifikationer og evne til at tage kontrol over deres eget liv.

1.13

EØSU mener, at kønsanalyser bør mainstreames i alle Kommissionens aktivitetsområder, og at det bør medtænkes i såvel de europæiske som de nationale budgetter. For at sikre dette vil der være brug for medarbejdere med forstand på ligestilling og ligeledes nogle kønsopdelte indikatorer, som gør det muligt at danne sig et overblik over hhv. mænd og kvinders situation og vurdere, i hvilken udstrækning køreplanen for ligestilling opfyldes.

1.14

Målene for den nye ligestillingsstrategi, der skal følges fra 2010 og frem, må ikke blot være anbefalinger fra Kommissionen til de enkelte lande, men skal derimod være bindende direktiver med kvantificerbare målsætninger. Der er derfor behov for et større politisk engagement på alle niveauer. EU-institutionerne bør foregå med et godt eksempel ved at underkaste det hidtidige arbejde en proaktiv revision og foretage en konsekvensanalyse af gennemførelsen.

2.1

Køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 er Kommissionens tilsagn om at fremme ligestilling i samarbejde med medlemsstaterne. På foranledning af Kommissionen foretager EØSU en evaluering af køreplanen, ser på virkningerne af de vedtagne foranstaltninger og deres gennemførelsesgrad. Derudover fremsætter udvalget forslag til tiltag i forbindelse med den nye strategi, der skal følges fra 2010 og frem.

2.2

EØSU anerkender EU's omfattende engagement i ligestillingsspørgsmålet: Rom-traktaten fra 1957 indfører ligelønsprincippet, Amsterdam-traktaten fra 1997 anvender en tostrenget strategi, der kombinerer en tværgående metode med specifikke midler, og Lissabon-traktaten indeholder en udtrykkelig bestemmelse om at fjerne uligheder og fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder.

2.3

På internationalt plan har EU tiltrådt Beijing-handlingsplanen, milleniummålsætningerne og konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW-konventionen), der sætter kvinder i centrum i spørgsmålet om menneskerettigheder.

2.4

Til trods for den omfattende lovgivning har man ikke nået de opstillede mål, og der er fortsat ikke ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ligestillingsmæssigt ikke opnået betydelige fremskridt på nogen af disse områder. Set på denne baggrund må man spørge sig selv, om der er reel politisk vilje til at foretage ændringer. Det bør være en prioritet for den nye EU 2020-strategi at indarbejde ligestillingsprincippet, som er en afgørende faktor for konkurrenceevne og vækst.

2.5

Evalueringen af køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 foretages i en tid med økonomisk krise, og det er nødvendigt at se på, hvilke konsekvenser krisen har for kvinder pga. af deres anderledes stilling på arbejdsmarkedet og for de offentlige politikker vedrørende sociale udgifter, specielt de sociale tjenesteydelser, som har størst betydning for kvinderne.

2.6

Krisen har i første omgang ramt de traditionelle mandefag (byggeri, transport, industri) og har efterfølgende bredt sig til andre sektorer med flere kvindelige ansatte (banksektoren, handel osv.). I mange tilfælde er familiens eneste indtægtskilde derfor nu kvindens løn, som generelt er lavere end mandens, fordi kvinder for det meste er ansat i servicesektoren på deltids- eller tidsbegrænsede kontrakter eller som sort arbejdskraft. Alle disse faktorer har samtidig en negativ indvirkning på nationaløkonomien, da de lægger en dæmper på det private forbrug og dermed bremser genopsvinget.

2.7

Krisen påvirker også socialpolitikkerne. Arbejdsløshedsunderstøttelsen er, både hvad angår størrelse og varighed, dårligere for kvinder pga. deres ofte mindre gunstige stilling på arbejdsmarkedet. De grundlæggende offentlige tjenesteydelser på områder som sundhed, uddannelse og sociale tjenesteydelser skæres desuden ned på et tidspunkt, hvor familierne og især kvinderne har allermest behov for dem. Da disse sektorer desuden i vid udstrækning anvender kvindelig arbejdskraft, vil det få yderligere negative konsekvenser for kvinders beskæftigelse.

2.8

Foranstaltninger til at modvirke krisen kan ikke være kønsneutrale, og de nye økonomiske genopretningspolitikker såvel som de igangværende strukturfondsprogrammer skal derfor i behørigt omfang tage hensyn til mænd og kvinders forskellige positioner i samfundet.

2.9

Ligestilling bør være en prioritet ikke kun for at takle den nuværende krise og den efterfølgende genopretning, men også for at klare de demografiske og økonomiske udfordringer, der påvirker den europæiske sociale model og har betydning for kvinderne og deres økonomiske uafhængighed.

1.

Skabe samme muligheder for økonomisk uafhængighed for mænd og kvinder;

2.

Forening af privat- og arbejdsliv

3.

Ligelig deltagelse af kvinder og mænd i beslutningsprocessen

4.

Udryddelse af alle former for kønsbestemt vold

5.

Udryddelse af fastlåste kønsrollemønstre

6.

Fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder i politikken over for tredjelande og udviklingspolitik

3.1.1.1

Der er fortsat mange lande, der ikke opfylder Lissabon-strategiens mål om, at kvinders beskæftigelsesfrekvens skal op på 60 %. Medens mændenes beskæftigelsesfrekvens ligger på 70,9 %, ligger kvindernes kun på 58,8 % (1), og for kvinder over 55 år ligger beskæftigelsesfrekvensen på 36,8 %, medens den for mænd ligger på 55 %. Kvinder rammes også i højere grad af arbejdsløshed, men efterhånden som krisen tager til, mindskes denne forskel (9,8 % arbejdsløshed blandt kvinder og 9,6 % blandt mænd)

3.1.1.2

Det er nødvendigt at forbedre kvinders beskæftigelse såvel kvantitativt som kvalitativt, da de er overrepræsenterede i dårligt lønnede sektorer og i job med højere risiko for prekær ansættelse. Det er først og fremmest kvinder, der har deltidsbeskæftigelse (31,5 % kvinder og 8,3 % mænd), og 14,3 % af de erhvervsaktive kvinder sidder i en midlertidig stilling. Dertil kommer, at kvinder med børn har mere end 10 % lavere erhvervsfrekvens, hvilket afspejler den ulige fordeling af familieansvaret og de utilstrækkelige pasningsordninger.

3.1.1.3

EØSU anbefaler at foretage en samlet analyse af kvinders arbejdsløshedsprocent og antallet af kvinder, der er erhvervsmæssigt inaktive af familiemæssige årsager (2). På grund af kvindernes rolle som omsorgspersoner opfylder de ofte ikke betingelserne for at blive regnet med som »arbejdsløse«, hvorved deres erhvervsmæssige inaktivitet fremstår som en slags skjult arbejdsløshed.

3.1.1.4

Der er behov for en tværfaglig indfaldsvinkel, som giver mulighed for at supplere beskæftigelsespolitikker med sociale og uddannelsesmæssige foranstaltninger, en form for uddannelse, der gør op med de fastlåste roller på arbejdsmarkedet, offentlige sociale tjenesteydelser af høj kvalitet, der garanterer pasning af personer med pasningsbehov, og oplysningskampagner til fremme af en ligelig fordeling af de huslige pligter mellem mænd og kvinder.

3.1.1.5

Kommissionen bør medtænke og fremme ligestilling i alle sine programmer (sådan som det sker i Progress-programmet). Strukturfondene udgør i den sammenhæng en særdeles velegnet ramme: de gør det muligt at få indsigt i medlemslandenes fremskridt på området, at foretage en årlig analyse af de pågældende foranstaltningers indflydelse på ligestillingen i de enkelte lande samt at indføre passende foranstaltninger og sanktioner mod de lande, der ikke sikrer kvinders beskæftigelse både kvantitativt og kvalitativt.

3.1.2.1

Opnåelse af ligeløn er afgørende for at opnå ligestilling, men til trods for fremskridt på lovgivningsområdet er lønforskellen mellem kvinder og mænd så stor som 17,4 %, og dette tal stiger til 30 % for kvinder over 50 år.

3.1.2.2

Lønforskellen er strukturelt betinget: segregering i ringe værdsatte erhvervssektorer og dårligt lønnede erhverv, større frekvens i den sorte økonomi og i prekære ansættelsesforhold samt pauser fra arbejdsmarkedet eller nedsat arbejdstid af familiemæssige årsager. Disse faktorer påvirker alle lønniveauet i negativ retning.

3.1.2.3

EØSU (3) anbefaler, at de enkelte lande gennemgår deres bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår for at undgå direkte og indirekte forskelsbehandling af kvinder.

3.1.2.4

Lovgivningen bør omfatte kontrolmekanismer, der kan påvise kønsdiskrimination, og den bør fremme gennemsigtige erhvervsklassificeringer, således at alle ansattes kvalifikationer, erfaring og potentiale vurderes og aflønnes på samme måde.

3.1.2.5

De kollektive forhandlinger er et godt redskab til at indføre kønsneutrale evalueringer af job, uddannelsesorlov til fremme af kvinders karrierer, afbrydelser af erhvervsaktivitet og orlov af familiemæssige årsager, fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden osv., som kan mindske lønforskellen.

3.1.3.1

Til trods for deres høje kvalifikationer er kvinder fortsat i mindretal i ledende stillinger i erhvervslivet. Kommissionen har fremmet ligestillingen i forbindelse med virksomhedernes sociale ansvar, øget statsstøtten til nye virksomheder, der er skabt af kvinder (Forordning EF nr. 800/2008), og har ydet bistand til Netværket for Kvindelige Iværksættere. Netværket bør ud over regeringer og officielle institutioner også inddrage relevante civilsamfundsorganisationer og –netværk med det sigte at kunne drage nytte af erfaringsudveksling og bedste praksis.

3.1.3.2

Det anbefales at gennemføre henstillingerne i EU's handlingsplan for iværksætterkultur for derved at øge antallet af virksomheder oprettet af kvinder ved hjælp af foranstaltninger som f.eks. bedre adgang til finansiering og kredit, udvikling af netværk for organisatorisk støtte og rådgivning af virksomheder, passende erhvervsuddannelse og efteruddannelse, fremme af god praksis m.m.

3.1.4.1

Kvinder er særligt udsatte, når det gælder social udstødelse og fattigdom. Mænd og kvinders ulige stilling på arbejdsmarkedet og kvinders afhængighed af de sociale sikringssystemer er forhold, der bidrager til denne situation.

3.1.4.2

Der bør indføres lige vilkår for adgang til social sikring for kvinder og mænd. Afkortning af arbejdsdagen af hensyn til familien, brug af barsels- og/eller forældreorlov til pasning af børn, deltids- eller midlertidig ansættelse, segregering og løndiskrimination er alle forhold, der mindsker omfanget og længden af de sociale ydelser, navnlig arbejdsløshedsunderstøttelse og alderspension, som kvinder efterfølgende kan modtage. For at rette delvist op på denne skæve situation er det bl.a. afgørende, at den tid, der bruges på ikke-lønnet arbejde, nedsat arbejdstid eller orlov af hensyn til familien, dækningsmæssigt medregnes som fuldtidsbeskæftigelse.

3.1.4.3

Det offentlige sociale sikringssystem skal garantere en rimelig minimumsindkomst, der mindsker risikoen for fattigdom, og der skal her specielt fokuseres på ældre kvinder, enker, der modtager en afledt pension, og kvindelige eneforsørgere.

3.1.4.4

Man bør være særligt opmærksom på de private pensionsordninger, der er indført i visse lande, da fremtidige pensionsudbetalinger fastsættes på baggrund af den personlige indkomst og forventede levetid, hvilket især er til ulempe for kvinderne.

3.1.4.5

2010 er det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse og falder sammen med afslutningen af Lissabon-strategien og indførelsen af den åbne koordinationsmetode. EU's nye 2020-strategi skal opstille konkrete mål og nogle mere effektive foranstaltninger på såvel kort som længere sigt til bekæmpelse af fattigdom, især blandt kvinder.

3.1.5.1

EØSU finder det nødvendigt med en ny strategi på sundhedsområdet, som tager højde for mænd og kvinders forskellige sundhedsbehov, men bemærker, at der ikke er planlagt konkrete tiltag i den retning. Det er derfor nødvendigt at fortsætte forskningen i kvinders helbred og i de sygdomme, de rammes af.

3.1.5.2

Befolkningens aldring og kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet vil i fremtiden øge efterspørgslen efter langsigtede pleje- og pasningsordninger. Medlemsstaterne bør sikre offentlige sundheds- og socialtjenester af høj kvalitet, da manglen herpå navnlig har negativ indflydelse på kvinderne, der har hovedansvaret for pleje- og pasningsopgaverne.

3.1.6.1

EØSU gentager, at det er nødvendigt at medtænke kønsaspektet i indvandrings- og asyllovgivningen. Indvandrerkvinder og kvinder fra etniske minoriteter bør ydes større opmærksomhed, da de i højere grad rammes af skævhederne og befinder sig i en mere sårbar situation, navnlig i en tid med økonomisk krise (4)

3.1.6.2

Den stigende andel af kvindelige migranter hænger direkte sammen med efterspørgslen efter arbejdskraft til husligt arbejde og pasningsopgaver, hvilket i stor udstrækning skyldes mangel på sociale infrastrukturer. Et stort antal indvandrerkvinder arbejder i sektorer, hvor uformelle og usikre ansættelsesforhold er udbredte. Denne form for beskæftigelse skal gøres til et reelt erhverv og reguleres, og de faglige kvalifikationer skal øges for at fremme integrationen af indvandrerkvinder på arbejdsmarkedet.

3.2.1

Lissabon-strategiens mål for kvinders beskæftigelse er nået til trods for, at man ikke har opfyldt Barcelona-målene for pasningsordninger for børn (børnepasningsmuligheder for mindst 33 % af børn under 3 år og mindst 90 % af børn mellem 3 og 6 år). Det er en forudsætning, at der findes pasnings- og plejeordninger med tilstrækkelige pladser og et fleksibelt tilbud, der sikrer en individuel pleje af høj kvalitet: pasningstilbud uden for almindelige arbejdstider og i ferierne, kantiner og særlige centre til at imødekomme forskellige grader af pasningsbehov. Investering i sociale tjenester har ikke alene en positiv indvirkning på økonomien og navnlig beskæftigelsen, men medfører også en stor social gevinst.

3.2.2

Pasning af små børn og andre plejekrævende personer kræver fleksible arbejdstider, og der er derfor behov for en omlægning af arbejdstiderne, så de imødekommer de familie- og arbejdsmæssige behov og er tilgængelige i lige grad for kvinder og mænd.

3.2.3

Mange kvinder bruger deltidsarbejde som et middel til at skabe balance mellem arbejds- og familieliv, delvist pga. utilstrækkelige pasningsordninger. Den stigende andel af deltidsansatte kvinder kan imidlertid ikke udelukkende tilskrives familiemæssige forpligtelser, men er også i mange tilfælde kvindernes eneste mulighed for adgang til arbejdsmarkedet (5).

3.2.4

Hvad orlov angår, bør kvinder og mænds individuelle rettigheder bringes i overensstemmelse, uafhængigt af deres ansættelsesforhold (selvstændige, midlertidigt ansatte, tidsubestemt ansættelse osv.). EØSU bifalder derfor den aftale, der er indgået mellem ETUC, Businesseurope, CCEP og UEAPME om at forlænge forældreorloven (6), men finder det nødvendigt fortsat at arbejde hen imod fuldstændig ligestilling. EØSU ser positivt på Kommissionens initiativ til at forbedre beskyttelsen af arbejdstagere, der enten er gravide, har født for nylig eller ammer, og er enigt i, at der bør garanteres en betalt barselsorlov af mindst 18 ugers varighed (7).

3.2.5

Der bør gives et klart tilsagn om at sikre, at alle de sociale aktører har et fælles ansvar for husligt arbejde og pasning og pleje, som primært udføres af kvinder, og dermed sikre, at den samlede menneskelige kapital anvendes bedst muligt. Der er behov for dels en kampagne for at opfordre familier til at dele de huslige pligter og pasnings- og plejeopgaverne, som er kilde til manglende ligestilling, dels et nyt syn på denne type arbejde.

3.3.1

Der kræves et større engagement for at opnå ligestilling mellem kvinder og mænd i beslutningsprocessen (8) på det økonomiske, politiske, videnskabelige og teknologiske område. Kvindernes situation har kun ændret sig ganske lidt gennem de seneste år. Der bør derfor opstilles tydelige mål med klare tidsfrister og ligeledes indføres specifikke politikker og effektive midler (positive tiltag, ligestillingsplaner, specifik uddannelse, kvotering, oplysningskampagner osv.).

3.3.2

Ligestilling mellem kvinder og mænd i politisk sammenhæng bør være et nøgleelement i den europæiske integration. Ved valget i juni 2009 fik kvinderne 35 % af sæderne i Europa-Parlamentet, og i Kommissionen er 10 af kommissærerne kvinder, medens 17 er mænd. I de nationale parlamenter har kvinderne 24 % af pladserne, men de sidder på 25 % af ministerposterne i de nationale regeringer (9). I EØSU er 23,6 % af medlemmerne kvinder og 76,4 % mænd, medens kvinderne på direktørplan (direktør, vicedirektør, vicegeneraldirektør) kun udgør 16,7 % og mændene 83,3 %. Ligelig repræsentation af mænd og kvinder bør prioriteres højt for at opnå ligestilling på alle planer.

3.3.3

Der er sket meget beskedne fremskridt inden for den offentlige forskningssektor (39 % kvinder), og det er næsten ikke til at få øje på forbedringerne i den økonomiske og finansielle sektor (der er ingen kvinder i centralbankernes ledelse, og der sidder kun 17 % kvinder i deres bestyrelser, og i de store virksomheders bestyrelser sidder der kun 3 % kvinder).

3.4.1

Vold mod kvinder og piger er fortsat et meget alvorligt problem. Det er et verdensomspændende og systemisk fænomen, som antager mange forskellige former og kommer til udtryk på mange forskellige måder. Ligesom Kommissionen er EØSU bekymret over antallet af voldsramte kvinder, omfanget af handel med kvinder og prostitution, især blandt indvandrerkvinder, og over den stadige brug af vold under dække af traditioner og religion (10).

3.4.2

Der bør anvendes passende sociale, økonomiske og juridiske midler til at mindske og fjerne situationer, der avler vold mod kvinder, som f.eks. mangel på materielle ressourcer, økonomisk afhængighed, lavt uddannelsesniveau, fastlåste kønsrollemønstre og vanskeligheder med at komme ind på arbejdsmarkedet.

3.4.3

Indvandrerkvinder kræver særlig støtte, da de er mere udsatte, fordi de enten er isolerede fra deres sociale omgivelser eller ikke har deres papirer i orden. Sprogbarrieren, de sociale og kulturelle forskelle eller manglende kendskab til eksisterende støtteforanstaltninger forhindrer sommetider kvinderne i at bede om hjælp, når de er udsat for vold i hjemmet. Denne situation er endnu værre for indvandrerkvinder uden papirer, og der bør derfor iværksættes specifikke foranstaltninger, der kan fjerne disse hindringer og sikre kvindernes rettigheder.

3.4.4

Der er behov for specifikke programmer (og de allerede eksisterende som f.eks. Daphne bør videreføres) og flere finansielle midler for at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder. Der bør som led i en strategi, der skal samordnes på EU-plan, udarbejdes nationale handlingsplaner, som både skal indeholde praktiske foranstaltninger og frister for at sikre, at planerne også reelt gennemføres. Medlemsstaterne bør gøre det til en prioriteret opgave at gennemføre gældende lovgivning til forebyggelse af vold i hjemmet og beskyttelse af ofre og særligt udsatte grupper, herunder børn. Endvidere er der behov for indikatorer, der kan give et detaljeret billede af alle aspekter af kønsbestemt vold, inklusive sexchikane og menneskehandel. Statistikker harmoniseret på EU-plan er nødvendige for at kunne overvåge og vurdere udviklingen på dette område.

3.4.5

I betragtning af det foruroligende antal voldshandlinger blandt unge, herunder også kønsbestemt vold, bifalder EØSU Kommissionens rettidige beslutning om at medtage bekæmpelse af kønsbestemt vold i projekterne under »aktive unge«-programmet. Der er samtidig behov for at indarbejde en ikke-voldelig kultur og respekt for alle menneskers rettigheder i samtlige almene og faglige uddannelsesprogrammer for børn og unge.

3.5.1

Fastlåste kønsrollemønstre udspringer af kulturelle og sociale holdninger, der bygger på den antagelse, at der findes »mandlige« og »kvindelige« roller og opgaver. De har betydning for uddannelse og jobmuligheder og fører til segregering på arbejdsmarkedet. Stereotype kønsrollemønstre blokerer for ligestilling og for mænds og kvinders ligelige deltagelse i beslutningsprocessen.

3.5.2

Skønt kvinderne opnår et højt uddannelsesniveau, er de fortsat koncentreret i erhvervssektorer (sundheds- og socialsektoren, uddannelsessektoren, handel, offentlig administration, erhvervstjenester, hotel- og restaurationsbranchen osv.) og erhverv, der traditionelt set har været set som »kvindelige« (salgsassistenter, hushjælp, plejepersonale, administrativt personale osv.), og i de laveste erhvervskategorier med færrest muligheder for at avancere. Denne opsplitning har været uændret de seneste år, fordi stigningen i antallet af erhvervsaktive kvinder er sket i sektorer, hvor kvinderne i forvejen var i flertal.

3.5.3

For at bekæmpe de stereotype syn på kønsroller er det nødvendigt at:

3.6.1

Kommissionen bør fortsætte med at fremme kvinders rettigheder på internationalt plan via EU's udenrigs- og udviklingspolitik. Ligestilling bør integreres i aspekter af samarbejdet med særlige foranstaltninger for kvinder, og man bør fremme kvinders deltagelse i beslutningsprocessen og deres evne til at tage initiativ samt øge udviklingslandenes kapacitet, så de kan påtage sig opgaven med at fremme ligestilling.

3.6.2

Det er nødvendigt at inddrage kønsaspektet i Den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESDP) for at kunne handle i krisesituationer. I forbindelse med humanitær hjælp (ECHO) bør Kommissionen være særligt opmærksom på kvinder med børn eller med ansvar for andre familiemedlemmer i forbindelse med naturkatastrofer og på kvinder, der er blevet voldtaget af mænd i tider med konflikter.

4.1

Kønsanalyser bør mainstreames i alle Kommissionens indsatsområder, inklusive budgettet, og der bør foretages en vurdering af fremskridtene på ligestillingsområdet i Kommissionens egne rækker. Dette kræver et personale, der er uddannet i ligestilling, og nogle solide kønsopdelte indikatorer, der gør det muligt at danne sig et overblik over kvindernes situation.

4.2

Kommissionen bør løbende føre en åben dialog med kvindeorganisationer, arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer for at få større indsigt i ligestillingsproblematikken.

4.3

EØSU opfordrer Kommissionen til at anmode alle sine tjenestegrene om at anvende et kønsneutralt sprog i samtlige dokumenter, i de officielle tekster, i tolkningen af alle sprog og på alle hjemmesider.

5.1

Ligestilling mellem kvinder og mænd skal behandles ud fra en overordnet synsvinkel. EU's politikker bør ikke alene sigte mod at styrke kvinders inddragelse på alle områder, at klare de demografiske udfordringer og forbedre børns velfærd. De politiske foranstaltninger bør derimod også specifikt tage sigte på at mindske ulighederne i fordelingen af ansvaret for familien, pasning og huslige pligter navnlig mellem kvinder og mænd, men også generelt mellem alle de sociale aktører.

5.2

Kommissionen bør give prioritet til at sikre, at ligestilling konsekvent indarbejdes i alle dens arbejdsområder, arbejdsgrupper, tjenestegrene, foranstaltninger, politikker og retningslinjer. Ligestillingsspørgsmålet vedrører ikke kun Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold.

5.3

Der er behov for ligestillingseksperter, der kan sørge for den fornødne uddannelse og det nødvendige materiale til at skabe øget bevidsthed og forbedre de EU-ansattes viden og færdigheder på ligestillingsområdet. Eurostat bør fortsat kønsopdele sine statistikker, forbedre de eksisterende metoder og medtage nye indikatorer, der giver os bedre indsigt i kvindernes situation, og som dermed giver et samlet billede af situationen i EU.

5.4

Kønsaspektet skal integreres i EU-budgettet og samtlige medlemslandes budgetter. Det er nødvendigt for at vurdere virkningen af de offentlige foranstaltninger for henholdsvis kvinder og mænd.

5.5

Strukturfondene danner en ideel baggrund for, at medlemslandene kan indarbejde ligestilling i deres operative programmer og i fondens forskellige gennemførelsesfaser og samtidig foretage en vurdering af ligestillingskonsekvenserne inden for programmernes enkelte prioriterede områder og indsatsområder. Det kræver større samordning og samarbejde mellem strukturfondene og de enkelte medlemslandes ligestillingsorganer for at opnå bedre resultater.

5.6

Kommissionen skal sikre, at lovgivningen overholdes, og den skal give eksempler på god praksis samt sanktionere de lande, der evt. ikke overholder princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd. Den bør holde øje med og vurdere ligestillingssituationen i alle sine politikker og direktorater. Der er derfor behov for en evalueringsmetode, som kan registrere og vurdere fremskridt i retning af de opstillede mål og eventuelle positive eller negative resultater. Der bør også nedsættes en evalueringsenhed, som systematisk kan overvåge og vurdere de forskellige landes indsats ved hjælp af de indikatorer, der er fastlagt i køreplanen for ligestilling.

5.7

Hvis der foretages ændringer i den fremtidige køreplan, anbefaler EØSU at foretage en tilpasning af område 1. Dette område bør underinddeles, da det dækker vidt forskellige emner (beskæftigelse, sundhed, indvandring), som hver især kræver forskellige foranstaltninger. Udvalget anbefaler endvidere at skabe et nyt område for »kvinder og miljø«, idet kvinder spiller en afgørende rolle for den bæredygtige udvikling, da de udviser særlig interesse for spørgsmålet om de nuværende og kommende generationers livskvalitet og bæredygtig livsstil (11).

5.8

EØSU ønsker at understrege, at arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle med at fremme ligestilling via den sociale dialog og de kollektive forhandlinger. Et godt eksempel herpå er rammestrategien for ligestilling mellem kvinder og mænd fra 2005.

5.9

Det Europæiske Institut for Ligestilling bør spille en vigtig rolle i forbindelse med forbedring af forvaltningen og revision af den gældende lovgivning om øget bevidstgørelse og ligestilling. Instituttet bør føre tilsyn med og garantere, at alle politikker tager højde for og fremmer ligestilling, og det bør fremme de europæiske borgeres inddragelse i en mere ansvarlig og inklusiv ligestillingspolitik.

5.10

Europas økonomiske og finansielle problemer og demografiske ændringer bør ikke have konsekvenser for målet om ligestilling og bevirke, at det kommer i anden række.

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/8

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) kræver, at der ved vedtagelsen af EU 2020-strategigen, de beskæftigelsespolitiske retningslinjer og den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden indføjes et afsnit om personer med handicap for at sikre, at der tages hensyn til dem i alle EU-politikker, og at indsatsen koordineres bedre.

1.2

EØSU minder om, at inddragelsen af kriterier, som styrker handicappolitikkerne i den fremtidige EU 2020-strategi, vil have en positiv indvirkning på hele samfundets økonomi og være et fremskridt for den sociale integration og forbuddet mod diskrimination.

1.3

EØSU anser det for nødvendigt at vedtage en »Europæisk pagt om handicap«, som kan danne grundlaget for en ny europæisk handicappolitik i samklang med Kommissionens nye strategi for personer med handicap inden for rammerne af Lissabon-traktaten og FN-konventionen om handicappedes rettigheder og den tilhørende protokol, som Den Europæiske Union og medlemsstaterne bør tiltræde hurtigst muligt.

1.4

EØSU efterlyser foranstaltninger til fremme af innovation, som baseres på statistiske data og som kan synliggøre personer med handicap i alle relevante statistikker på EU- og nationalt plan.

1.5

EØSU går ind for et rummeligt arbejdsmarked med plads til alle og påpeger, at beskæftigelsespolitikken for personer med handicap bør have en tilgang, som dækker hele beskæftigelsesforløbet (»lifestreaming«) med særligt fokus på uddannelse, ansættelse, bevarelse af beskæftigelse og tilbagevenden til beskæftigelse. Foranstaltninger rettet mod unge med handicap bør på linje med foranstaltninger for personer med et erhvervet handicap prioriteres højest i den fremtidige EU 2020-strategi og i Kommissionens nye strategi for personer med handicap.

1.6

EØSU anmoder Kommissionen om inden for et år at fremlægge en rapport om gennemførelsen af de bestemmelser om handicap og beskæftigelse, der er fastlagt i direktiv 2000/78.

1.7

EØSU minder om, at ansættelse på det almindelige arbejdsmarked kræver udvikling af passende sociale tjenester såvel som incitamenter og motivation; det anerkender ligeledes betydningen af de virksomheder, som hovedsageligt beskæftiger handicappede, og generelt af virksomhederne inden for den sociale økonomi samt smv'erne, som også har brug for støtte fra de sociale tjenester og passende incitamenter; arbejdsmarkedets parter spiller en stor rolle på dette område.

1.8

EØSU efterlyser oplysningstiltag, som kan imødegå det stereotype syn på arbejdstagere med handicap, som endnu findes, og fremhæver den rolle, som medierne spiller for accept af forskelligartethed.

1.9

EØSU bekræfter, at tilgængelighed er en fordel for hele samfundet - ikke kun for personer med handicap - og giver virksomhederne et større kundegrundlag.

1.10

Hvad angår tilgængelighed anbefaler EØSU en gradvis gennemførelse ved hjælp af fælles mål på kort, mellemlangt og langt sigt (herunder en klar og definitiv frist for nye produkter, tjenester og infrastrukturer og også for de eksisterende).

1.11

EØSU går ind for indførelse af en pris, som tildeles en europæisk hovedstad, der udmærker sig ved tilgængelighed for alle.

1.12

EØSU påpeger, at det er på høje tid, at der fremlægges lovgivningsforslag om e-tilgængelighed, bekræfter sin kraftige støtte til »design for alle«-princippet og udviklingen af standarder for tilgængelighed, anmoder om fremlæggelse af en målrettet handlingsplan før 2011 og har tiltro til udviklingen af et europæisk handicapkort, som kan fremme gensidig anerkendelse af rettigheder og gøre det lettere for personer med handicap at rejse udenlands.

1.13

Det er nødvendigt at mainstreame ligestilling mellem kønnene ved udformningen, udviklingen, opfølgningen og evalueringen af handicappolitikkerne for at dæmme op for den manglende synlighed og de mange former for diskrimination over for kvinder og piger med handicap.

1.14

EØSU anerkender den store rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller mht. at sikre, at personer med handicap kan arbejde på lige fod med andre under retfærdige og favorable arbejdsvilkår.

1.15

Arbejdsmarkedets parter bør inddrage handicapdimensionen i alle tiltag og forhandlinger på tværsektorielt og sektorielt plan og i virksomhederne, især på områderne beskæftigelse, tilgængelighed og social beskyttelse.

1.16

EØSU bekræfter sin totale opbakning til princippet om »intet om handicappede uden handicappede«, og dette princip bør praktiseres i EU 2020-strategien såvel som i programmerne for personer med handicap med offentlig finansiering.

1.17

EU og medlemsstaterne bør sørge for at fremme og garantere finansiel støtte til udvikling af civilsamfundet, så det sikres uafhængighed og kapacitet til at deltage i udarbejdelsen af politikker og/eller leveringen af sociale tjenester.

2.1

EØSU glæder sig over det spanske formandskabs anmodning om udarbejdelse af en udtalelse om »Personer med handicap: beskæftigelse og gradvis opnåelse af større tilgængelighed for personer med handicap i EU - Lissabonstrategien efter 2010«.

2.2

Lige siden sin første initiativudtalelse om »Handicappedes integrering i samfundet«, der blev vedtaget i juli 2002 (1), har EØSU konsekvent og i forskellige udtalelser opbygget et sæt af holdninger, som støtter ligebehandling og forbud mod diskrimination af personer med handicap og deres familier (2).

2.3

Personer med handicap udgør over 16 % af befolkningen (mindst 80 millioner) (3); denne procentdel bliver ved med at stige i takt med befolkningsaldringen.

2.4

EØSU anerkender fremskridtene i såvel lovgivningen (4) som gennemførelsen af foranstaltningerne på europæisk plan (5), som sammen med Madrid-erklæringen fra 2002 (6) har bidraget til at gøre EU mere rummelig for personer med handicap. Ikke desto mindre er der plads til forbedringer, da fremskridtene har været spredte, begrænset sig til bestemte sektorer og lidt under manglen på en overordnet strategi, hvilket bekræftes i midtvejsevalueringen af den europæiske handlingsplan 2003-2010 (7); det er ligeledes nødvendigt at styrke de tjenestegrene i Kommissionen, som har ansvaret for EU's handicappolitik.

2.5

EØSU påpeger de seneste resultater af Eurobarometerundersøgelsen i 2009 (8), som viser en kraftig stigning i oplevelserne af forskelsbehandling på grund af handicap (8 % mere end det foregående år: 53 % i 2009 mod 45 % i 2008); 33 % af persongruppen med handicap erklærer, at de har følt sig forskelsbehandlet i 2009.

2.6

EØSU er godt klar over, at fremskridtene på handicapområdet i vidt omfang skyldes den europæiske handicapbevægelse og dens repræsentative organisationers bevidstgørelse og pression via Det Europæiske Handicapforum samt støtten fra arbejdsmarkedets parter.

2.7

EØSU vil gerne gøre rådsformandskabets trojka opmærksom på, at det er vigtigt at tage hensyn til denne udtalelse under udøvelsen af deres formandskab.

3.6.1.1

EØSU forventer, at der med vedtagelsen af EU 2020-strategien og den sociale dagsorden vil blive rettet op på koordineringen og den beskedne effekt af den nuværende Lissabon-strategi og den nye sociale dagsorden (12), hvilket forudsætter, at der indføjes et specifikt afsnit om personer med handicap og deres familier, som bør omfatte bl.a. beskæftigelse, uddannelse, integration og social sikring samt tilgængelighed og sikre, at handicapområdet indgår i de tre prioriterede mål (13).

3.6.1.2

EØSU minder om, at medtagelsen af handicappolitik blandt EU's kompetenceområder i EU 2020-strategien vil få en positiv indvirkning på hele samfundets økonomi og være et fremskridt for den sociale integration og forbuddet mod diskrimination, hvilket er påvist i nylige cost-benefit-analyser (14).

3.6.1.3

Den europæiske pagt om handicap bør være i samklang med Kommissionens fremtidige strategi for personer med handicap (15), som vil erstatte den nuværende handlingsplan for handicappede (2003-2010).

3.6.1.4

Den europæiske beskæftigelsesstrategi og den åbne koordinationsmetode på områder som social integration, social sikring, pension, uddannelse, ungdom m.m. bør i deres retningslinjer og fælles mål for medlemsstaterne til stadighed medtage og forbedre handicapområdet, så der tages højde herfor i de nationale planer, hvilket indebærer forøgelse af deres analytiske kapacitet og periodisk rapportering af resultaterne.

3.6.1.5

EU-foranstaltningerne skal medvirke til at udrydde alle yderligtgående former for krænkelse af de grundlæggende rettigheder herunder især: anbringelse af personer med handicap i store lukkede institutioner, adskilt uddannelse, umyndiggørelse eller krænkelse af personer med handicap, herunder de særligt dårlige vilkår for kvinder og piger med handicap og personer med stort støttebehov (16).

3.6.1.6

Der er brug for initiativer, som kan tilskynde til innovation og som baseres på statistiske data. Pagten skal sigte mod synliggørelse af personer med handicap i alle relevante statistikker (17), hvilket forudsætter harmoniserede, ajourførte og pålidelige kilder, indikatorer og statistiske redskaber. Der bør således blandt andet medtages et permanent modul om handicap i den europæiske arbejdskraftundersøgelse samt et modul om handicappedes deltagelse i samfundslivet. Desuden bør spørgsmål vedrørende handicap medtages i de relevante generelle statistikmoduler.

3.6.1.7

EØSU opfordrer til at medtage en retningslinje om handicappedes rettigheder, som bygger på FN-konventionen om handicappedes rettigheder, i EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder og international humanitær ret, som Rådet for Den Europæiske Union vil vedtage.

3.6.2.1

EØSU bekræfter, at Lissabon-traktatens ikrafttræden skaber et nyt retsgrundlag på flere områder. Det henviser ligeledes til værdien af artikel 10, 11 og 19 samt til artikel 21 og 26 i charteret om grundlæggende rettigheder, der har retsvirkning som traktatbestemmelser.

3.6.2.2

FN-konventionen om handicappedes rettigheder medfører nye forpligtelser for EU, hvorfor EØSU opfordrer til:

3.6.2.3

EØSU påskønner fremlæggelsen af det nuværende forslag til direktiv om forbud mod forskelsbehandling (21) på andre områder end beskæftigelse, men påpeger, at det ikke i tilstrækkelig grad efterkommer FN-konventionen om handicappedes rettigheder. Dette direktiv, som nu drøftes i Rådet, må sikre, at begrebet forskelsbehandling åbner op for fortrinsbehandling af personer med handicap under visse omstændigheder; endvidere må dets rækkevidde inden for social sikring, sundhed og uddannelse fastlægges, og det skal understreges, at adskilt uddannelse er diskriminatorisk; tilgængelighed for personer med handicap bør gælde generelt; ligeledes bør bestemmelserne om »tilpasninger i rimeligt omfang« gælde alle steder, så der kan gives offentlig støtte til deres gennemførelse; bestemmelserne om tilgængelighed bør også gælde for alle varer og tjenesteydelser til offentligheden og endelig – hvad angår gennemførelse – bør EU's forpligtelser på dette område præciseres bedre med umiddelbar ikrafttræden for nye byggerier og realistiske krav, når det gælder eksisterende bygninger.

3.6.3.1

EØSU minder om, at de bestemmelser i den generelle strukturfondsforordning om ikke-diskrimination og tilgængelighed for personer med handicap, som er en forudsætning for udvælgelse og gennemførelse af EU-medfinansierede projekter (22), bør opretholdes og styrkes i den fremtidige samhørighedspolitik, som også skal sikre, at der træffes foranstaltninger for og af persongruppen med handicap i alle medlemsstater, hvortil der skal afsættes tilstrækkelige finansielle midler. Disse principper bør også gælde EU-budgettet og andre EU-programmer inden for forskning, konkurrence, uddannelse, beskæftigelse, det sociale område og udviklingssamarbejde, herunder bl.a. de nye programmer for 2014 og frem.

3.6.3.2

EØSU anerkender, at civilsamfundets deltagelse i den direkte forvaltning af ESF (på uddannelses- og beskæftigelsesområdet) samt EFRU har givet meget positive resultater, og tilskynder til generel anvendelse af denne model i strukturfondenes operationelle programmer fra 2013 og frem.

3.6.3.3

EØSU mener, at fortsat finansiel støtte via Progress-programmet til de europæiske handicaporganisationer, heriblandt Det Europæiske Handicapforum og organisationer, der arbejder for social integration, styrker demokratiet i EU og et struktureret civilsamfund.

4.1

Beskæftigelsen af personer med handicap bør indarbejdes i den europæiske beskæftigelsesstrategi. Beskæftigelsessituationen for arbejdstagerne i Europa er vanskelig, men for arbejdstagere med handicap er den endnu værre, og det er derfor nødvendigt at fremme et arbejdsmarked med plads til alle.

4.2

EØSU er foruroliget over ledigheden blandt personer med handicap, idet 78 % af personerne med alvorlige handicap – før krisen – ikke havde adgang til arbejdsmarkedet, antallet af personer uden for arbejdsstyrken var dobbelt så stort som for resten af befolkningens vedkommende og beskæftigelsesfrekvensen lå 20 % under gennemsnittet for personer uden handicap (23).

4.3

Krisen (som allerede har medført en gennemsnitlig ledighed på 10 % (24)) gør situationen på arbejdsmarkedet vanskelig for personer med handicap i to henseender: for det første bliver det vanskeligere at komme ind på arbejdsmarkedet (25), og for det andet vil regeringerne have en tendens til at rette op på det offentlige underskud gennem nedskæringer af bistand og pensioner. EØSU advarer om, at personer med handicap ikke må være de første ofre for krisen, og modsætter sig en nedskæring af bistanden til dem (26).

4.4

Der er fare for, at krisen forstærker fattigdomsrisikoen blandt personer med handicap og deres familier. På den anden side kan krisen være en lejlighed til at udvikle en mere rummelig virksomhedskultur, med incitamenter og en stigning i virksomhedernes produktivitet til følge, hvilket vil bidrage til en forbedring af økonomien som helhed.

4.5

EØSU gentager, at fremme af beskæftigelsen for personer med handicap bør være et af de vigtigste mål for den europæiske beskæftigelsesstrategi og opfordrer til i beskæftigelsesretningslinjerne at medtage et mål, som blev nævnt i konklusion nr. 34 på Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2006 (27): »Et centralt mål er at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen, især for … handicappede … For at nå dette mål bør der arbejdes tæt sammen med arbejdsmarkedets parter.« Der bør opstilles en liste over foranstaltninger, som medlemsstaterne skal gennemføre som led i deres nationale planer.

4.6

Arbejdsmarkedets parter spiller via de kollektive forhandlinger en afgørende rolle for, at personer med handicap kan få adgang til arbejdsmarkedet og finde deres plads i virksomheden. De er også med til at udvikle foranstaltninger til fremme af mangfoldighed og forhandle med arbejdsgiverne om planer til fremme heraf; virksomhederne bør modtage støtte til at gøre fremskridt i denne retning i medfør af politikker for virksomhedernes sociale ansvar. EØSU gratulerer de europæiske arbejdsmarkedsparter, som nåede frem til en ny uafhængig aftale om rummelige arbejdsmarkeder i december 2009.

4.7

EØSU anmoder om, at der inden for en frist på 1 år fremlægges en rapport om gennemførelsen af de bestemmelser om handicap og beskæftigelse, der er fastlagt i direktiv 2000/78 (28).

4.8

EØSU understreger endnu en gang, at personer med handicap har forudsætninger som alle andre for at deltage fuldt ud i arbejdslivet, og at man ikke skal undervurdere deres kvalifikationer, men styrke dem. Personer med handicap har ret til arbejde som alle andre.

4.9

EØSU henleder opmærksomheden på det stigende antal mentale helbredsproblemer, som ifølge undersøgelser foretaget af EUROFUND er den hyppigste årsag til tidlig udtræden af arbejdsmarkedet; i nogle lande ligger denne form for handicap til grund for næsten 40 % (29) af førtidspensioneringerne. Der er brug for en mentalitetsændring gennem bevidstgørelse af borgerne og myndighederne om disse arbejdstageres situation.

4.10

EØSU minder om, at der for anerkendelsen af disse færdigheder bør være mekanismer, som certificerer de erhvervede kundskaber, hvad enten de er opbygget gennem erfaring (uformelle) eller gennem en formel uddannelse. Derfor går EØSU ind for indførelsen af et »kvalifikationspas« (30), som giver personer med handicap erhvervsmæssig mobilitet i EU.

4.11

Beskæftigelsespolitikken for personer med handicap bør dække hele beskæftigelsesforløbet (»lifestreaming« (31)) og omfatte bolig, grunduddannelse, erhvervsuddannelse, husholdningernes gældsætning, finansielle problemer, sundhed, ugunstige kår og lokal økonomi med særlig vægt på ansættelse, bevarelse af beskæftigelse og genintegrering på arbejdsmarkedet.

4.12

Fri bevægelighed (et EU-princip) er ikke realiseret fuldt ud for personer med handicap, og det begrænser deres mulighed for at rejse til andre lande i EU for at arbejde og indvirker også på studier, pension og en hvilken som helst anden aktivitet.

4.13

Blandt hindringerne for fri bevægelighed skal især nævnes den manglende mulighed for at »eksportere« rettigheder såsom personlig assistance, som kunne blive en realitet gennem konkrete foranstaltninger til koordinering af de sociale sikringssystemer og oplysnings- og uddannelseskampagner på europæisk plan.

4.14

EØSU minder om, at »aktiv inklusion« bør skabe kontakt til arbejdsmarkedet og sikre et tilstrækkeligt indkomstniveau samt adgang til sociale ydelser af god kvalitet, som kan give bedre levevilkår også for dem, som ikke er i arbejde (32).

4.15

EØSU minder om, at ansættelse på det almindelige arbejdsmarked kræver arbejdsformidling, revalidering, social- og sundhedsydelser samt indkomstsikring og -forvaltning såvel som incitamenter (33).

4.16

EØSU går ind for, at sociale bidrag og skatteregler tilpasses, så integreringen på arbejdsmarkedet ikke fører til tab af købekraft for personer med handicap, men motiverer til at udføre kvalitetsjob til en retfærdig løn. Endvidere går EØSU ind for indførelse af finansielle incitamenter til virksomhederne for at tilskynde til ansættelse, støttet beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, selvstændig erhvervsvirksomhed for personer med handicap og fremme af deres iværksætterånd blandt andet gennem mikrofinansiering (34). – også til de ngo'er, som tilbyder støttetjenester til arbejdstagere med handicap og deres familier.

4.17

Der bør indføres foranstaltninger til fastholdelse af og tilbagevenden til beskæftigelse for personer med et erhvervet handicap, for at dette ikke skal tvinge dem for tidligt ud af arbejdsmarkedet; desuden må arbejdsstedet og de fysiske omgivelser tilpasses (i rimeligt omfang) til personer med handicap; endelig bør der være garanti for programmer for uddannelse og efteruddannelse af personer med handicap, som kan sætte dem i stand til at gennemføre en erhvervskarriere (35). I de lande, som har systemer for kvotefastsættelse, bør det sikres, at de opfylder målene for ansættelse via passende mekanismer og støtte. Den sociale dimension i de offentlige indkøb kan ligeledes styrke ansættelsen af personer med handicap.

4.18

EØSU er overbevist om, at det er bedre at finansiere beskæftigelse i stedet for arbejdsløshedsunderstøttelse og indføre incitamenter, som kan motivere personer med handicap til at søge arbejde og arbejdsgiverne til at ansætte dem samt fremme selvstændig erhvervsvirksomhed.

4.19

EØSU tror på nytten af foranstaltninger for unge med handicap, herunder tidlig uddannelse og bistand til at finde deres første job efter endt uddannelse, og på nytten af foranstaltninger for personer med et erhvervet handicap, som kan sikre, at de kan fastholde deres job eller igen komme i beskæftigelse. Disse grupper bør prioriteres højt i den fremtidige EU 2020-strategi og medtages i revisionen af Kommissionens handicapstrategi. EØSU henviser til sin udtalelse SOC/349, hvori det peger på behovet for at udvikle en strategi ikke kun FOR unge, men også MED unge (36).

4.20

EØSU anerkender betydningen af de virksomheder, som hovedsageligt beskæftiger handicappede, og af andre virksomheder, der er mere aktive på dette felt, og generelt af virksomhederne inden for den sociale økonomi, såsom andelsselskaber, gensidige selskaber, foreninger og fonde, som fremmer social integration og integration på arbejdsmarkedet for personer med handicap med samme arbejdsmæssige rettigheder via særlige støtteordninger, som fastlægges af medlemsstaterne.

4.21

EØSU fremhæver støtten til smv'erne, så de kan anlægge en strategi for rummelige arbejdspladser og udfylde deres afgørende rolle i effektiv gennemførelse af foranstaltningerne for arbejdstagere med handicap.

4.22

EU's institutioner og organer samt medlemsstaterne bør kende situationen og gå i spidsen med et godt eksempel ved at ansætte arbejdstagere med handicap gennem planlægning af konkrete foranstaltninger, som kan forbedre de aktuelle beskæftigelseskvoter, som generelt er meget lave.

4.23

EØSU peger på den betydning, som begrebet flexicurity har for personer med handicap, dvs. bedre muligheder for fleksibilitet og tilpasning af de menneskelige ressourcer i virksomhederne samt forbedring af arbejdsvilkår og tryghed i ansættelsen. Strategierne bør sikre forening af arbejds- og privatliv, livslang uddannelse og overgangene mellem de forskellige mulige situationer mht. sociale ydelser og beskæftigelse, som personer med handicap kan komme ud for i livets løb.

4.24

EØSU bakker op om tilskyndelsen til jobskabelse i den grønne sektor og i socialsektoren samt fremme af tilgængelighed og design for alle, som er en chance for beskæftigelse af personer med handicap.

4.25

EØSU går ind for støtte til arbejdstagere med handicap, som har behov for assistance, samt tjenester til familiemedlemmer til personer med handicap, så de kan blive ved med at arbejde.

4.26

Oplysningstiltag modvirker fordomme (37) om arbejdstagere med handicap; de bør rettes mod arbejdsmarkedets parter, mellemledere og chefer samt ansatte, herunder personalet i sundhedsvæsenet og den offentlige administration (38).

4.27

Alle de nævnte fremmeinstrumenter bør let kunne anvendes af virksomheder og arbejdstagere, og de bør synliggøres og anvendes effektivt af de offentlige myndigheder.

4.28

Mediernes rolle skal fremhæves, idet de som bevidstgørende og formidlende nøgleaktører er med til at udbrede principperne om tolerance, social integration og accept af mangfoldigheden i det europæiske samfund.

4.29

EØSU støtter udviklingen af innovative initiativer såsom ovennævnte »kvalifikationspas« og »lifestreaming«, og nævner andre eksempler:

5.1

EØSU henviser til den resolution, som Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 17. marts 2008, hvori det understregede, at »adgang er intet mindre end hjørnestenen i et samfund med plads til alle, som bygger på ikke-forskelsbehandling«  (42), hvor arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle, idet tilgængelighed er en forudsætning for beskæftigelse.

5.2

EØSU bekræfter sin sonderende udtalelse (43) om »Lige muligheder for mennesker med handicap«, som påpeger, at rettighederne er de samme, men behovene og vilkårene for tilgængelighed til varer og tjenesteydelser er forskellige.

5.3

EØSU anbefaler en gradvis gennemførelse ved hjælp af fælles mål på kort, mellemlangt og langt sigt (med en klar og definitiv frist for nye og eksisterende produkter, tjenester og infrastrukturer), som forpligter medlemsstaterne bl.a. ved at udnytte de muligheder, der ligger i offentlige udbud.

5.4

EØSU anerkender, at tilgængelighed er afgørende for udøvelsen af de politiske og borgerlige rettigheder, som gælder umiddelbart, og at dette bør udmøntes i specifikke planer for tilgængelighed med normer og sanktioner, som forpligter alle offentlige myndigheder; desuden bør borgere med handicap have klagemuligheder, så de kan forsvare deres rettigheder. Der bør ikke afholdes nye valg til Europa-Parlamentet uden, at der er garanti for valglokalernes tilgængelighed eller optagelse på valglisterne af en betydelig andel af kandidater med handicap; desuden bør der træffes passende foranstaltninger på nationalt plan.

5.5

EØSU påpeger de bestræbelser, som EU-landene og Kommissionen udfolder for at sikre tilgængelighed, hvor målet bør være at opnå adgang for alle (til offentlige bygninger, bygninger af almen interesse, private virksomheder, varer og tjenesteydelser, turisme, elektronisk handel, information, transport, teknologi og kommunikation).

5.6

EØSU bekræfter, at tilgængelighed er en fordel for hele samfundet (ældre, gravide, bevægelseshæmmede osv.). Tilgængelige forretninger vil få flere kunder (15 % af forbrugerne). Nye produkter skaber flere markeder og er en kilde til bæredygtig økonomisk vækst.

5.7

Endvidere påpeger EØSU, at forpligtelsen til at sikre tilgængelighed er en forpligtelse, som udspringer af de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder, således som det understregede i sin udtalelse om »E-tilgængelighed« (44).

5.8

EØSU minder de europæiske institutioner og især Kommissionen om, at tilgængeligheden til deres bygninger og elektroniske informationssystemer (f.eks. websider, sektionen for Kommissionens offentlige høringer) er begrænset. Det er derfor nødvendigt at udforme en plan for tilgængelighed, som er udtryk for et virkeligt engagement over for mennesker med handicap (45).

5.9

EØSU ønsker statsstøtte (46) til private virksomheder og tjenesteydelser for at opfylde målet om tilpasninger i rimeligt omfang i henhold til direktiv 2000/78 (47). Princippet om foregribende tiltag for at sikre tilgængelighed må overholdes inden for private tjenester.

5.10

Der må fortsat udvikles standarder for tilgængelighed til støtte for lovgivningen om offentlige indkøb, hvor den vellykkede lovgivning i USA kan danne forbillede. EØSU minder om betydningen af dialog mellem institutioner, industri og civilsamfund ved fastlæggelsen af sådanne standarder (48).

5.11

EØSU støtter udnævnelsen af en europæisk hovedstad, som udmærker sig ved adgang for alle, med tildeling af flag som udtryk for anerkendelse af europæiske byer og regioner, der bestræber sig på at sikre tilgængelighed i de fysiske omgivelser og til varer og tjenesteydelser; en sådan ordning kan også fremme bæredygtig udvikling af de lokale forvaltninger.

5.12

EØSU håber, at de nye bestemmelser om søtransport, bybusser, rutebiler og taxaer på tilfredsstillende vis opfylder de forskelligartede behov, som mennesker med handicap har, gennem tilpasning af alle transportmidler og de fysiske omgivelser med de nuværende forordninger om fly- og jernbanetransport som forbillede.

5.13

EØSU hilste Kommissionens meddelelse om E-tilgængelighed (49) velkommen og opfordrede EU-institutionerne til at medtage de foreslåede foranstaltninger i en europæisk strategisk ramme for informationssamfundet. Det haster med at foreslå lovgivning om e-tilgængelighed på områder såsom adgang til websteder, inklusiv kommunikation, teletjenester, mobiltelefoner, digital teknologi og pengeautomater osv. Disse mål blev allerede nævnt i 2003 i ministererklæringen fra Kreta (50) og i Rigaerklæringen. I dag er det ret tvivlsomt, om de vil blive nået til tiden, og EØSU opfordrer til at iværksætte en intensiv handlingsplan inden 2011 for at opfylde målene.

5.14

EØSU gentager sin tilslutning til »design for alle«-princippet og anser det for afgørende, at dette begreb medtages i uddannelsesprogrammerne for såvel erhvervsuddannelser som universitetsuddannelser, så alle faguddannede kan efterleve dette princip.

5.15

EØSU har tiltro til udviklingen af et »EU-handicapkort«, således at personer med handicap, der rejser til andre lande, kan blive omfattet af en gensidig anerkendelse af deres rettigheder, herunder samme adgang til transport, kultur og fritidsaktiviteter med EU-parkeringskortet som forbillede.

6.1

EØSU påpeger, at kvinder med handicap udgør 60 % af persongruppen med handicap i Europa, og at de ikke er ligestillet, men stadig bliver forskelsbehandlet, når det gælder anerkendelsen af deres rettigheder og adgangen til varer og tjenesteydelser (bl.a. sundhedsydelser, uddannelse og foranstaltninger til forebyggelse af kønsbaseret vold).

6.2

I over et tiår er beskæftigelsesfrekvensen for kvinder med handicap forblevet uændret med en stor andel, som står uden for arbejdsstyrken, og stor ledighed, lavere løn og flere vanskeligheder med at blive integreret på arbejdsmarkedet.

6.3

Det er nødvendigt at mainstreame ligestilling mellem kønnene ved udformningen, udviklingen, opfølgningen og evalueringen af handicappolitikkerne. Der bør indføres specifikke foranstaltninger for at sikre adgang til beskæftigelse og tilskynde til ansættelse af kvinder.

7.1

EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter til at sikre, at mennesker med handicap kan arbejde på lige fod med andre under retfærdige og favorable arbejdsvilkår og især med lige muligheder og samme løn for samme arbejde samt, at de kan udøve deres arbejds- og organisationsmæssige rettigheder; Især opfordrer det mennesker med handicap til at deltage i faglige sammenslutninger og fagforeninger og anmoder om, at arbejde i underentreprise foregår under samme arbejdsvilkår (51) (artikel 27 i FN-konventionen om handicappedes rettigheder).

7.2

Når det gælder beskæftigelse, social sikring, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og i andre sammenhænge samt arbejdsrelationer generelt er arbejdsmarkedsdialogen af afgørende betydning for beskyttelsen af handicappedes rettigheder, lige muligheder og ikke-forskelsbehandling. Dialogen er afgørende for gennemførelsen af positive tiltag med henblik på beskæftigelse og tilgængelighed og når det gælder uddannelse, promovering og støtte til arbejdstagere med handicap.

7.3

Arbejdsmarkedets parter bør inddrage handicapdimensionen i alle tiltag og forhandlinger på tværs af sektorerne og inden for de enkelte sektorer og virksomheder, især på områderne beskæftigelse, tilgængelighed og social beskyttelse i samarbejde med civilsamfundets handicaporganisationer.

7.4

Arbejdsmarkedets parter bør deltage i opfølgningen og anvendelsen af FN-konventionen om handicappedes rettigheder i forbindelse med arbejdsrelationer og social beskyttelse.

8.1

EØSU bekræfter sin opbakning til princippet om »Intet om handicappede uden handicappede« (52) og har tiltro til foranstaltninger til ansvarliggørelse af den enkelte (»empowerment«) og sammenslutning i interessegrupper for at forsvare deres rettigheder.

8.2

EØSU mener, at den civile dialog med mennesker med handicap og deres familier er forudsætningen for at forbedre EU-forvaltningen gennem fastlæggelse af mekanismer og bindende protokoller og oprettelse af ad hoc-organer for medindflydelse og høring i EU.

8.3

Handicaporganisationerne bør deltage i udarbejdelsen af de periodiske rapporter til evaluering af politikkerne for beskæftigelse og tilgængelighed, gennemførelse af FN-konventionen om handicappedes rettigheder og Kommissionens programmer og finansieringsinstrumenter for at sikre hensyntagen til civilsamfundets holdning, eventuelt via alternative rapporter.

8.4

EU og medlemsstaterne bør sørge for at fremme og garantere finansiel støtte til udvikling af civilsamfundet, så det sikres uafhængighed og kapacitet til at deltage i udarbejdelsen af politikker og/eller leveringen af sociale tjenester.

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/16

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/23

—

at der iværksættes en ambitiøs forsknings- og udviklingsplan på mobilitets- og transportområderne (fremdriftssystemer, brændstoffer, emissionsbegrænsning, energieffektivitet);

—

at der etableres et forum for udveksling af god praksis inden for bytrafik og langdistancetransport;

—

at der etableres parkeringspladser i tilknytning til den kollektive trafik, og at den offentlige transport udvikles navnlig ved anlæg af busbaner og af sporvogns- og metrolinjer;

—

at der skabes forbedret IKT med henblik på større effektivitet, pålidelighed og sikkerhed i den offentlige transport;

—

at der etableres trafikselskaber, hvis geografiske dækningsområder er store nok til, at de kan udnytte de forskellige transportformer optimalt og knytte dem sammen i velfungerende netværk;

—

at der skabes forbedrede forhold for lokal varelevering og etablering af distributionscentraler i byerne med henblik på vareleveringen i bykernerne;

—

at baneterrænerne i byerne bevares;

—

at mere energieffektive og mindre CO2-udledende og forurenende transportformer og transportteknologier fremmes via skatte- og afgiftspolitikken;

—

at der etableres sikre rastepladser for lastvognschaufførerne, og at deres arbejds- og uddannelsesforhold forbedres;

—

at der etableres jernbanenet med prioritet for godstransport, og at der opdyrkes en kundevenlig kultur på området;

—

at der skabes incitamenter, om nødvendigt af skattemæssig art, til anskaffelse af biler drevet af alternativ energi eller af tredjegenerations biobrændstoffer;

—

at der iværksættes en egentlig EU-plan for udvikling af el-køretøjer, således at EU bliver i stand til at fastsætte eller være med til at fastsætte de internationale standarder for en sektor, der er under udvikling;

—

at begrebet »grønne havne« videreudvikles, og at der etableres motorveje til søs;

—

at arbejds- og uddannelsesvilkårene inden for søfartserhvervene forbedres;

—

at floder og kanaler knyttes sammen i et motorvejsnet, der forbinder dem indbyrdes med hinanden og med havnene, og at der tages pramme i brug, som er tilpasset til transport af sættevogne og containere;

—

at der ved valg af transportinfrastrukturen tages hensyn til kravet om bæredygtighed og beskyttelse af miljøet;

—

at de eksterne omkostninger ved transport indregnes inden for alle dele af transportsektoren for at skabe lige konkurrencevilkår for de forskellige transportformer og for at opnå et retvisende billede af deres omkostninger;

—

at de offentlige kompetente myndigheder fastsætter nogle realistiske mål for reduktion af udledninger af drivhusgasser og andre forurenende stoffer og for bæredygtighed i forbindelse med den lokale transport;

—

at disse mål medtænkes ved udarbejdelsen af offentlige transportsystemer og ved valg af infrastruktur;

—

at der systematisk udarbejdes nogle omfattende og realistiske konsekvensanalyser, før man iværksætter foreslåede politikker og foranstaltninger.

—

Transporten internt i EU stiger således med 33 %;

—

Transporten internt i Østeuropa stiger med 77 %;

—

Transporten mellem Vesteuropa og Østeuropa stiger med 68 %;

—

Transporten fra Østeuropa til Vesteuropa stiger med 55 %.

3.2.1

By- og regionaltransport skal leve op til særlige krav. Bytransporten tegner sig således for 40 % af CO2-udledningen og for 70 % af udledningen af øvrige forurenende stoffer fra vejtransport. Den trafikale overbelastning i byerne har negative indvirkninger på folkesundheden og miljøet og anslås desuden til at koste 2 % af EU's BNP. Der er behov for at udvikle den offentlige transport, men den skal leve op til bestemte kriterier for at imødekomme kravene til en ægte forsyningspligtydelse og således være et alternativ til personbilstransporten: Der skal være hyppige afgange, den skal være hurtig, sikker, komfortabel, lettilgængelig og prisoverkommelig, nettet skal være dækkende, og forbindelserne skal være gode. Med den kollektive transport kan man ikke alene løse miljøproblemer, men også forbedre den sociale samhørighed ved f.eks. at skabe bedre forbindelser til og fra forstæderne.

3.2.2

Transport vha. elektriske fremdriftssystemer er at foretrække, men det skal erindres, at elektriciteten selv skal produceres på en bæredygtig måde og helst uden udledning af CO2. Samkørsels- og delebilsordninger bør også fremmes.

3.2.3

Faktisk er der behov for at indføre en egentlig politik for bæredygtig bytransport. En sådan politik ville indebære begrænsninger i den individuelle trafik i kraft af trængselsafgifter, men navnlig forbedringer i den offentlige transports kvalitet og tilgængelighed. Dette indebærer igen anlæg af infrastruktur og udbud af de ydelser, der er nødvendige for at sikre, at de forskellige transportformer kan kombineres effektivt med hinanden. I betragtning af de offentlige finansers tilstand i mange af EU's medlemsstater vil dette i visse tilfælde kunne blive gjort lettere med indgåelse af offentlige-private partnerskaber, som tager sigte på oprettelse af busbaner, sporvogns-, trolleybus- og metrolinjer, regionale jernbanelinjer, ibrugtagning af gamle jernbaner, udvikling af transport-IKT og modernisering og forenkling af billetteringssystemerne.

3.2.4

Fornuftige tiltag så som etablering af parkeringspladser i nærheden af offentlige transportmidler centralt i omegnskommunerne omkring de store byer og etablering af særlige busbaner eller ibrugtagning af gamle jernbaner ville kunne skabe reelle fremskridt og ville omkostningsmæssigt være til at håndtere.

3.2.5

Forbedret IKT vil være et effektivt instrument til sammen med en egentlig lokal og regional trafikstyringspolitik at kombinere de forskellige transportformer. De pågældende teknologier giver mulighed for en mere præcis trafikstyring og bør resultere i en energimæssig optimering af biltrafikken. Teknologierne giver også bilisterne mulighed for at modtage tidstro oplysninger under hele rejsen og for at forenkle og optimere billetterings- og reservationssystemerne. Takket være disse teknologier vil bilisterne kunne optimere ruteplanlægningen, få adgang til afgangstider og dermed kendskab til afgangenes hyppighed og endda beregne den valgte transportforms energiomkostninger. IKT skaber på denne måde synergi mellem transportformerne, infrastrukturbenyttelsen og energieffektiviteten.

3.2.6

Trafikstyringsproblemerne rækker ofte ud over kommunegrænserne og vedrører et større område omkring bykernen. I sådanne større, sammenhængende områder kunne der, på initiativ af de berørte lokale myndigheder, f.eks. ved uddelegering fra det offentlige, oprettes egentlige trafikselskaber. Selskaberne skulle først og fremmest have til opgave:

3.2.7

Naturligvis skal det fortsat være overladt til de myndigheder, der har den overordnede styring af trafikselskaberne, at vælge lokale operatører, fastsætte takster og fastlægge retningslinjerne for transport- og mobilitetspolitikken og den fysiske planlægning. Disse skal endvidere sikre gennemsigtige aftaleforhold og indgå forpligtende målkontrakter med selskabet og de involverede kommuner, herunder om kvaliteten af den ydede service.

3.2.8

EØSU har tidligere fremhævet lokalmyndighedernes afgørende rolle mht. tilrettelæggelsen af den offentlige transport, og hvad angår den fysiske planlægning. Subsidiaritetsprincippet spiller naturligvis ind på dette område. Ikke desto mindre har EU et berettiget ønske om at fremme de mest bæredygtige former for bytransport. Unionen yder allerede støtte hertil via struktur- og samhørighedsfondene og som led i CIVITAS-programmet. EU bør fremme udveksling af god praksis inden for bytransport, men bør også inden for rammerne af det kommende rammeprogram finansiere forskning i sammenhængen mellem transport og byplanlægning.

3.3.1

Varetransporten i byområderne genererer meget trafik. I Paris tegner varetransporten sig f.eks. for 20 % af den samlede trafikmængde og for 26 % af udledningen af drivhusgasser. Logistikken i byerne skal m.a.o. forbedres og dér, hvor dette er muligt, bør trafikoverflytningen til jernbane eller transport ad de indre vandveje fremmes.

3.3.2

Følgende tiltag er mulige:

3.4.1

Stigningen i vejgodstransporten gør det nødvendigt at løfte en række udfordringer: Stigningen i CO2-udledningen, sektorens stærke afhængighed af fossile brændstoffer, behovet for infrastrukturelle forbedringer, navnlig hvad angår sikkerhed, og sikring af ordentlige arbejdsvilkår for chaufførerne.

3.4.2

Det er fuldstændig afgørende at intensivere forskning i, hvordan udledningen af CO2 kan mindskes, navnlig gennem udvikling af nye fremdriftssystemer, herunder særlig sådanne, der benytter alternative energiformer. En ambitiøs forsknings- og udviklingspolitik øger effekten af skatte- og afgiftsincitamenter til alternative fremdriftssystemer og reduktion af CO2-udledningen. I den forbindelse bør indregningen af de eksterne omkostninger (1) for alle transportformers vedkommende ske på en retfærdig måde.

3.4.3

Det vil inden for vejgodstransporten være nødvendigt at udvikle tekniske løsninger og anvende skræddersyet IKT for at løfte de udfordringer, sektoren står over for, herunder at mindske dens energiafhængighed, CO2-udledning og trængselsproblemer. Der bør derfor opstilles klare rammebetingelser for indføring af ny teknologi, herunder åbne standarder, der kan sikre interoperabilitet og øge udgifterne til forskning og udvikling i de teknologier, der endnu ikke er klar til at blive markedsført. Disse teknologier bør ligeledes anvendes til at mindske frekvensen af kørsler uden last gennem bedre anvendelse af oplysningerne i logistikleddet. De kan være af stor interesse, når det gælder at forbedre transportsikkerheden.

3.4.4

Det er ligeledes vigtigt at forbedre infrastrukturerne, herunder navnlig at etablere veludstyrede, sikre og overvågede rastepladser, der kan beskytte chaufførerne mod røverier og andre former for kriminalitet.

3.4.5

Endvidere er der behov for at fastholde chaufførerhvervet som en attraktiv karrieremulighed i kraft af gode arbejdsvilkår som f.eks. faste arbejdstidsregler og harmoniserede køre-/hviletidsbestemmelser, som ikke blot er varm luft, men som rent faktisk håndhæves (2).

3.5.1

Om end der ses en tendens til forbedring af jernbanepassagertransporten, navnlig over lange afstande og med højhastighedstog, er omfanget af jernbanegodstransporten stadig for ringe med kun 8 % af den samlede varetransport. Overordnet set bør det sikres, at moderniseringen og forbedringen af jernbanernes konkurrenceevne sker under størst mulig hensyntagen til sikkerhedsbestemmelserne og til driftssikkerheden i tilfælde af årstidsbestemt dårligt vejr.

3.5.2

EØSU støtter Kommissionens forslag om et jernbanenet med prioritet for godstransport, men der er behov for en forretningsorienteret, konkurrencedygtig og kundevenlig servicekultur. Mere konkurrence vil formentlig lette denne omstillingsproces.

3.5.3

Ideen med et jernbanenet med prioritet for godstransport er at fastsætte tidsmæssige og geografiske slots, hvor godstogene har forkørselsret, uden at dette skader passagertrafikken.

3.5.4

Der findes allerede en række eksempler herpå i EU. Visse strækninger, som f.eks. den såkaldte Betuwe line mellem Rotterdams havn og Tyskland, er endda forbeholdt godstransport. Også New Opera- og Ferrmed-initiativerne kan nævnes.

3.5.5

Udvikling af jernbanegodstransporten er mulig under de rette forudsætninger, dvs. at:

3.5.6

Udvikling af jernbanetransporten kræver ligeledes etablering af intermodale platforme for kombineret bil- og jernbanetrafik. I den forbindelse er der kun anledning til at glædes over, at der nu igen er sat skub i projektet om en kombineret bil- og jernbaneforbindelse mellem Lyon og Torino, men efter en tilfældig udvikling af jernbane-/vejtransporten er nu på tide at fremme de kombinerede jernbane/motorvejsstrækninger (som f.eks. den alpine jernbane/motorvej, Lorry rail, mellem Perpignan og Luxembourg) såvel som motorvejene til søs, som f.eks. det fransk-spanske projekt, Fres Mos, mellem Nantes Saint Nazaire og Gijon.

3.6.1

Klima- og energipakken pålægger bilproducenterne en række stramme krav. Der er behov for at udvikle nye biler med alternative fremdriftssystemer, herunder navnlig el- og hybridbiler. Det er også vigtigt ikke at lukke diskussionen om biobrændstoffer. Der er i øjeblikket ved at blive udviklet mere effektive tredjegenerations biobrændstoffer, navnlig på basis af alger. Derved undgås konflikten om, hvorvidt jorderne skal bruges til landbrug og fødevareproduktion.

3.6.2

Rent bortset fra spørgsmålet om fremdriftssystemerne i de biler, der markedsføres i øjeblikket, er der andre områder, hvor der kan gøres fremskridt i form af energibesparelser og bedre udnyttelse af arealer, som for øjeblikket er under pres pga. den trafikale overbelastning. Det gælder f.eks. de kurser i brændstofbesparende kørsel, som en række store virksomheder og offentlige arbejdspladser tilbyder, eller samkørsels- og delebilsordninger og udlejning af elbiler i visse byer.

3.7.1

Disse transportformer bør udvikles i byerne, men der ligger visse begrænsninger i hensynet til stedets topografi, klima og brugernes alder. Der står dog klart, at de lokale myndigheder bør anlægge sikre cykelstier, da en af de sidste hindringer for en udvidet brug af cyklen er den potentielle fare ved bilerne.

4.2.1

Skibene anvender stærkt forurenende biprodukter fra olieindustrien. Ud over den nødvendige teknologiske innovation bør der i samråd med branchen ses på, hvordan der kan rådes bod på sektorens skadelige indvirkning på miljøet. Hvis ikke CO2-kvotesystemet kan anvendes i sin nuværende form i sektoren, bør det måske undersøges, om der kan indføres grønne afgifter i stedet. Dette spørgsmål bør drøftes i de internationale søfartsorganisationer.

4.2.2

Under alle omstændigheder skal udvalget gentage sin støtte til investering i forskning i og udvikling af nye skibe, brændstoffer og grønne havne, lige så vel som udvalget står fast på, at planerne om de motorveje til søs, der er et led i programmet om de transeuropæiske transportnet, føres ud i livet.

4.3.1

Havsnød og skibbrud vil aldrig helt kunne undgås, men man bør gøre alt for at garantere såvel passagerernes som mandskabets sikkerhed, både når det gælder skibenes udformning og vedligeholdelse. EU's bestemmelser om sikkerhed til søs er blandt de mest omfattende i verden. Til gengæld er der behov for at slå hårdt ned på ulovlig olieudtømning i rum sø.

4.4.1

Fastholdelse og udvikling af europæisk søtransport forudsætter, at de unge ser søfartserhvervene som en karrieremulighed, og at de kan fastholdes i disse erhverv. Der er behov for at forbedre uddannelseskvaliteten og arbejdsvilkårene inden for søfartserhvervene og for at klæde besætningerne bedre på til de opgaver, de skal løse ombord.

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/30

1.1

Motorcykel-, scooter- og knallertsektoren har stor betydning for økonomien og beskæftigelsen i EU. Producenterne er meget forskellige: fra internationale aktører, der kan være aktive inden for alle segmenter af produktionen eller højtspecialiserede, til nationale og lokale aktører (ja helt ned til værkstedsproduktion). Det samme kendetegner underleverandørerne, hvoraf mange er små og mellemstore virksomheder (1).

1.2

Faldet i efterspørgslen som følge af den økonomiske krise siden sidste kvartal 2008 har udløst en række negative virkninger i sektoren med alvorlige strukturelle og beskæftigelsesmæssige konsekvenser til følge (et fald i efterspørgslen på 31 %, der igen har ført til et 35 %’s fald i omsætning og ordrer og har indvirket negativt på beskæftigelsen). De foreløbige tal for 2009 bekræfter den negative tendens på markedet med et minus på 21 % i forhold til 2008 og på 25 % i forhold til 2007.

1.3

EØSU frygter, at man vil blive vidne til flere store tab af arbejdspladser i 2010, hvis der ikke hurtigst muligt udvikles støttepolitikker for sektoren.

1.4

EØSU arrangerede en offentlig høring i forbindelse med den 67. internationale motorcykelmesse i Milano den 12. november 2009 for at notere sig de aktuelle synspunkter hos producenter, komponentproducenter, fagforeninger, brugere, ikke-statslige organisationer og universitetsverdenen. Høringen bekræftede i alt væsentligt arbejdsgruppens holdning.

1.5

I den forbindelse

2.1

Motorcykel-, scooter- og knallertsektoren har stor betydning for økonomien og beskæftigelsen i EU. En sammenligning af motorcykel-, scooter- og knallertsektoren med bilsektoren (3) viser visse lighedspunkter, men først og fremmest en række særlige karakteristika, nemlig mindre dimensioner, en overvejende opsplittet struktur og en mere differentieret produktion.

2.2

Denne sektor har oplevet en betydelig udvikling i løbet af de sidste årtier. De traditionelle europæiske mærker har fået stigende konkurrence fra Japan. De japanske producenter, der i dag er blandt de vigtigste aktører i sektoren, har sågar udviklet produktionsaktiviteter i EU. Gennem tiden har sektoren i Europa reorganiseret sig gennem omstruktureringer, fusioner og virksomhedsovertagelser. Herved er opstået mellemstore og store industrigrupper ved siden af nicheproducenter og et stort antal små og mellemstore virksomheder.

De traditionelle europæiske, japanske og amerikanske producenter indtager i dag en førerposition på det europæiske marked, men siden 90’erne har de måttet kæmpe med voksende konkurrence fra vækstøkonomierne. Når det gælder antal producerede køretøjer, har EU oplevet et fald (1,4 mio.) især i forhold til Kina (over 20 mio.), Indien (over 8 mio.) og Taiwan (1,5 mio.). Den europæiske produktion er dog karakteriseret ved større merværdi og er overlegen med hensyn til innovation, kvalitet og sikkerhed.

2.3

Eurostat placerer motorcykel-, scooter- og knallertsektoren under NACE-kode 35.41. Ifølge de nyeste data (fra 2006) talte fremstillingssektoren i EU27 870 virksomheder, hvoraf 80 % var beliggende i 6 medlemsstater (Italien, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Østrig). En gennemsnitlig omsætning på 8 mio. euro vidner om det store antal små og mellemstore virksomheder, der vurderes til 650 eller 75 % af det samlede antal.

2.4

90 % af den europæiske produktion skabes af ca. 100 mellemstore producenter, som er placeret i flere forskellige EU-lande (ud over de allerede nævnte: Tjekkiet, Holland, Portugal, Slovenien og Sverige) foruden i Norge og Schweiz. De resterende 10 % af den europæiske produktion er fordelt på små eller meget små producenter.

2.5

Producenterne er meget forskellige: fra internationale aktører, der kan være aktive inden for alle segmenter (motorcykler til forskellige formål med forskellige slagvolumener, scootere af forskellige slagvolumener, knallerter, trehjulede og firhjulede motorcykler) eller højtspecialiserede, til nationale og lokale aktører (ja helt ned til værkstedstørrelse, hvad angår dimensioner og produktionsproces).

2.6

De tekniske forskrifter (den europæiske typegodkendelse) definerer forskellige kategorier af tohjulede motoriserede køretøjer med hver deres karakteristika (slagvolumen, anvendelsesformål). EU-direktivet om kørekort fastsætter forskellige betingelser for ret til at føre tohjulede motordrevne køretøjer (knallert AM, motorcykel A1, motorcykel A2 og motorcykel A). En sådan kompleksitet begunstiger opsplitningen af produktionen og reducerer mulighederne for stordriftsfordele.

2.7

Opsplitningen i motorcykel-, scooter- og knallertindustrien har til dels rod i fortiden, men skyldes primært selve markedets natur. Mens de segmenter, som er snævert knyttet til nyttemæssig transport (især i byerne), som f.eks. scootere, kan give større produktionsmæssig synergi, især med hensyn til de forskellige motorudgaver, så giver de segmenter, der er knyttet til motorcykler, mindre synergi i form af fælles motorudgaver og komponenter i de forskellige mærkers modeller. Frem for alt varierer de særlige dynamikker meget afhængigt af køretøjernes størrelse, hvortil man kan føje forskelle som følge af de specialanvendelser, som køretøjerne er beregnet til, og endelig brugernes forventninger. I mange tilfælde har de forskellige mærker et stærkt brand med bestemte motor- eller slagvolumenkonfigurationer (f.eks. BMW’s boxermotor, Ducatis desmodromiske distribution, Moto Guzzis V-twin og Triumphs trecylinders motor), der afspejler efterspørgslen på et marked, der i vidt omfang består af entusiaster på både europæisk og internationalt niveau.

2.8

Køretøjerne produceres i forhold til bilsektoren i små serier og begrænset antal, hvilket er ensbetydende med et mindre udbytte af den investerede kapital. Dette særtræk ses til dels også i de brancher, der producerer komponenter eller står for distribution.

2.9

Understøttet af et marked i vækst siden 2002 (+ 22 % i perioden 2002-2007) beløb omsætningen fra produktionen i EU sig til 7 mia. euro i 2006 ud af en samlet omsætning i motorcykel-, scooter- og knallertsektoren på 34 mia. i EU. Det er interessant at bemærke, at sektoren i perioden 2004-2006 havde en vækst i EU på 12 % - en procentvis vækst, der således var større end både fremstillingssektorens generelt og bilsektorens (begge 8 %) - med den deraf følgende positive indflydelse på beskæftigelsen.

3.1

Den høje grad af opsplitning er et træk, der også karakteriserer komponentproducenterne og forhandlerne.

3.2

Komponenterne kommer i et vist omfang fra leverandører til bilindustrien, der er marginalt til stede i motorcykel-, scooter- og knallertsektoren (brændstofsystemer), men frem for alt fra specialleverandører (hjul, udstødning, kobling …), eftersom der kræves en vis specialisering. Antallet af leverandører til sektoren vurderes til 500. Leverandørerne er traditionelt fra Europa (koncentreret i Italien, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Holland). I de seneste år har de asiatiske leverandører i stigende grad været til stede. For at tage udfordringen fra denne konkurrence op har nogle europæiske leverandører flyttet en del af deres aktiviteter til Asien. De europæiske komponentproducenter er dog udelukkende afhængige af ordrer fra de europæiske motorcykel-, scooter- og knallertproducenter.

3.3

Forhandler- og servicenettet opfylder et behov om lokal tilstedeværelse, der er særegen for sektoren (især hvad angår scootere og knallerter): i EU findes ca. 37 000 salgs- og eftersalgsservicesteder, som ofte er familieforetagender. Italien, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Spanien, Holland, Grækenland og Sverige tegner sig for 91 % af sektorens omsætning i forhandler- og serviceleddet. Denne omsætning er vokset med 5 % i perioden 2004-2006.

4.1

I perioden 2002-2007 steg beskæftigelsen i sektoren vedholdende, således at der i 2007 var 150 000 ansatte i EU. Det er værd at notere sig, at beskæftigelsen i sektoren i EU voksede med 4 % i perioden 2004-2006, hvor fremstillingssektoren generelt oplevede et fald på 3 % og bilsektoren på 5 %. Denne vækst vidner om sektorens dynamik og innovation. Væksten blev i disse vanskelige tider hjulpet frem af en voksende efterspørgsel på køretøjer, der er velegnede til bytrafik og fritidsbrug.

4.2

25 000 af disse arbejdspladser er direkte knyttet til produktion af tohjulede motordrevne køretøjer – en produktion, der især befinder sig i Italien, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Østrig og Nederlandene. Markedet for motorcykler, scootere og knallerter er sæsonbetinget (koncentreret om forår og sommer). Derfor topper produktionen på bestemte tidspunkter af året, hvor producenterne også gør brug af sæsonarbejdere. Der er således behov for større fleksibilitet for at klare markedets svingende krav.

4.3

20 000 af disse arbejdspladser er direkte knyttet til produktion af komponenter, som især fremstilles i Italien, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Nederlandene og Ungarn.

4.4

105 000 af disse arbejdspladser er knyttet til salg og eftersalgsservice. I sagens natur er disse spredt ud over hele EU, selv om 92 % af arbejdspladserne findes i Italien, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Spanien, Nederlandene, Grækenland, Belgien og Sverige.

5.1

Oplysningerne i foregående afsnit viser, at motorcykel-, scooter- og knallertsektoren er blevet meget dynamisk i de seneste år med et europæisk marked i vækst, der i 2007 udmøntede sig i over 2,7 mio. nye køretøjer (det samlede antal køretøjer i EU vurderes til i omegnen af 34 mio.). De sidste to års krise har dog skabt et fald i EU markedet i 2008 på 7,4 % i forhold til 2007. Særlig udtalt var faldet på 34 % for det sidste kvartal 2008 i forhold til samme periode i 2007. Denne negative tendens blev skærpet i første kvartal 2009, hvor salget af tohjulede motordrevne køretøjer noterede et fald på 37 % i forhold til samme periode i 2008. De foreløbige tal for 2009 bekræfter den negative tendens på markedet med et samlet fald på 21 % i forhold til 2008 og på 25 % i forhold til 2007.

5.2

Følgerne af krisen er mærkbare i hele sektoren. For producenterne er faldet i salget ensbetydende med et betydeligt mindre overskud. Samtidig har de måtte sætte produktionen ned for at undgå overfyldte lagre. Denne reduktion har på sin side forårsaget et fald i arbejdstimer, produktionsstandsninger og mindre anvendelse af sæsonarbejdere med en deraf følgende revision af produktionsplanerne på kort og mellemlangt sigt. I nogle tilfælde har det været nødvendigt at foretage permanente nedskæringer af personalet med op til 25 %. Nogle små og mellemstore producenter er sat under administration og er i øjeblikket til salg, andre har allerede lukket deres aktiviteter ned. Denne udvikling bebuder andre omstruktureringer – evt. i form af virksomhedsudflytning fra Europa, selv om det er vanskeligt at forudse de økonomiske og sociale følger.

5.3

Leverandører af komponenter bliver på grund af faldet i efterspørgslen fra producenternes side også nødt til at mindske produktionen med deraf følgende fald i beskæftigelsen. Nogle har måttet indstille deres aktiviteter og det skønnes, at ca. 10 % af sektorens leverandører i dag er i fare for bankerot. Denne situation skaber ekstraudgifter også for producenterne, som må foretage uforudsete investeringer for at holde liv i komponentleverandørerne, finde andre eller ligefrem udvikle nye støbeforme til dele i aluminium eller plastic for at erstatte leverancer, som ikke længere kan fås. Ordrer og omsætning viser i øjeblikket et fald på ca. 40 %. Det hænder ikke sjældent, at mange producenter for at forblive konkurrencedygtige vender sig mod leverandører i Sydøstasien.

5.4

Forhandler- og eftersalgsservicesektoren er hårdt ramt af krisen og faldet i aktiviteterne, bl.a. på grund af virksomhedernes begrænsede størrelse (SMV eller familieforetagender). I Spanien har man f.eks. registreret en reduktion på 25 % i salgsstederne i 2008 med fyring af over 6 000 ansatte som konsekvens. Hvis udviklingen fortsætter, forudser man, at ca. 25 % af virksomhederne og koncessionsindehaverne og 60 % af agenterne vil lukke i Spanien i 2009 2010. Effekterne af krisen på forhandlernettet skaber også ekstraomkostninger for producenterne, som må støtte nettet for at opretholde afsætningsmulighederne for produkterne og få glæde af det økonomiske genopsving, når det kommer.

5.5

EØSU frygter, at man vil blive vidne til flere store tab af arbejdspladser i 2010, hvis ikke der hurtigst muligt udvikles støttepolitikker for sektoren. For at bidrage til opretholdelsen af beskæftigelsen i sektoren er det desuden nødvendigt at udvikle den sociale dialog og fremme livslang uddannelse og specialisering af arbejdstagerne – også på universitetsplan - og samtidig at reducere løsarbejde.

5.6

Foranstaltninger til støtte for efterspørgslen på motorcykler, scootere og knallerter har hidtil været sporadiske og ineffektive. I modsætning til bilsektoren er Italien det eneste land, der hurtigt var ude med et skrotningsinitiativ. Effekten af dette initiativ har været positiv for det italienske marked og desuden indirekte for det europæiske marked, samtidig med at stærkt forurenende køretøjer er blevet trukket væk fra vejene. I Italien gik man i de første to måneder af 2009 fra en situation med fald på markedet på omkring 35 % til en positiv situation for scootere med lav slagvolumen, der drog fordel af bidraget på 500 euro til skrotning af forældede køretøjer. Motorcykler og knallerter viser dog stadig negative tal med et samlet fald på over 20 %. Selv om Spanien i juli har vedtaget et initiativ til skrotning af tohjulede motordrevne køretøjer (efter i månedsvis at have bebudet initiativets komme), er dette initiativ endnu ikke blevet gennemført, men har skabt en afventende holdning hos forbrugerne, hvilket yderligere har bremset salget (fra januar til august 2009 blev der registreret et fald på 52 % for knallerter og på 43 % for motorcykler i forhold til samme periode i 2008). Dette eksempel viser klart betydningen af en europæisk lovramme, som kan skabe stabilitet på de nationale markeder og tillid blandt forbrugerne.

5.7

Foranstaltninger til støtte for efterspørgslen er helt sikkert fordelagtige for forbrugerne, men de løser ikke nødvendigvis problemerne med komponenterne eller problemerne for den europæiske motorcykel- scooter- og knallertindustri. I Italien har bidraget på 500 euro f.eks. i højere grad begunstiget små scootere på 125 til 150 cc importeret fra Taiwan og solgt for priser på mellem 1 500 og 2 000 euro, og kun i mindre omfang de europæiske produkter, hvor priserne er højere, mens det slet ikke har øget efterspørgslen på mellemstore tohjulede motordrevne køretøjer til en pris, der ligger mellem 6 000 og 8 000 euro. De europæiske komponentproducenter har ikke haft nogen fordel, eftersom de ikke leverer til de asiatiske producenter. Med henblik på at hjælpe sektoren som helhed synes det nødvendigt at med foranstaltninger til støtte for efterspørgslen, der sikrer, at bidraget vokser i takt med, at køretøjernes pris stiger, især når det handler om avancerede løsninger inden for miljø og sikkerhedssystemer.

5.8

Det er presserende at lette adgangen til finansiering for de europæiske virksomheder, der er aktive i sektoren, så de kan overkomme de ekstraudgifter, som krisen har skabt, og fortsætte deres investeringer i forskning, udvikling og innovation (motorcykel-, scooter- og knallertproducenter og komponentproducenter i fællesskab) for at forblive konkurrencedygtige i kraft af kvalitet og innovation, så der kan produceres stadig mere miljøvenlige og sikre tohjulede motordrevne køretøjer.

6.1

Uanset om de negative tal for første halvår bliver konsolideret for hele 2009 eller ej, så vil sektoren som helhed i 2010 lide under tab af kreditværdighed over for bankerne. Selv om genopsvinget er nært forestående, vil investerings- og F&U-kapaciteten være reduceret med negative virkninger på mellemlangt sigt og derfor større sårbarhed hos virksomhederne, hvilket risikerer at gå ud over beskæftigelsen på et senere tidspunkt.

6.2

I de seneste ti år - fra indførelsen af Euro 1-standarden i 1999 til de standarder, der anvendes i dag - har sektoren opnået en betydelig reduktion af forurenende emissioner på omkring 90 % for CO og HC og på over 50 % for NOx. Også inden for reduktionen af støjforurening har man kunnet fremvise opmuntrende resultater. Hele sektoren (herunder forbrugerorganisationerne) er desuden optaget af at opfylde målsætningen om yderligere forbedringer, der især skal opnås ved udelukkende at bruge typegodkendte udstødningsrør og ved at anvende en mere miljøvenlig kørestil. Hvad sikkerheden angår, har sektoren været først med en række avancerede bremsesystemer, som gradvis vil blive udbredt til de forskellige typer tohjulede motordrevne køretøjer, herunder køretøjer med en ny konstruktion som f.eks. trehjulede og firehjulede motorcykler.

6.3

Kommissionen er ved at udarbejde et forslag til forordning om tohjulede motordrevne køretøjer, som forventes at foreligge i de første måneder af 2010. Skønt det er nødvendigt fortsat at gøre fremskridt inden for miljø og sikkerhed, er det i den nuværende økonomiske situation af fundamental betydning at undgå drastiske forandringer og at tage hensyn til sektorens reelle kapacitet og størrelsen af dens aktører. Hvad de nye Euro-standarder angår, er det nødvendigt at foreslå realistiske mål for sektoren med en gradvis indførelse under hensyntagen til tidsplanen for planlægning, produktion og marked. Efter udvalgets opfattelse bør den nye forordning fremme en tilgang, der gør det muligt for sektoren at drage nytte af sin egen evne til innovation ved at sikre den en vis grad af fleksibilitet under hensyntagen til såvel konjunkturerne som produkternes store diversitet (med hensyn til tekniske karakteristika og afsætningsmarked), navnlig i forbindelse med udbredelsen af avancerede bremsesystemer. Industrien har allerede forelagt forslag i den retning for Kommissionen inden for miljø og færdselssikkerhed.

6.4

De »traditionelle« producenter udsættes i stadig højere grad, især i den nuværende økonomiske situation, for low cost/low quality-konkurrence, navnlig fra sydøstasiatiske tohjulede motordrevne køretøjer med lille eller mellemstor slagvolumen, hvis spillerum er begrænset. Af de undersøgelser, som er foretaget, fremgår det, at de importerede produkter tit ikke lever op til de europæiske godkendelseskrav og udgør en risiko for brugernes sikkerhed og for miljøet. Tests udført på kinesiske tohjulede køretøjer importeret i EU har afsløret manglende overholdelse af EU’s typegodkendelseskrav, idet bremselængden var op til 35 % længere og de forurenende emissioner op til 20 gange højere end kravene. Der er også problemer med efterligninger af europæiske køretøjer eller dele af den europæiske produktion af tohjulede motordrevne køretøjer, som produceres i vækstøkonomierne samt med, at virksomheder, der importerer køretøjer, som ikke overholder kravene, til EU, forfalsker overensstemmelsescertifikaterne. På et segment af EU-markedet, der er meget prisfølsomt, er det for at sikre fair konkurrence nødvendigt, at de kompetente myndigheder og/eller tekniske kontroltjenester er mere påpasselig i forbindelse med godkendelser og holder et vågent øje med markedet gennem omhyggelig produktionsoverensstemmelseskontrol af de køretøjer, der sælges, så man sikrer sig, at de er typegodkendte og at intellektuel ejendomsret respekteres.

6.5

De traditionelle producenter er omvendt blevet belønnet af forbrugerne for design, kvalitet, grad af innovation og sikkerhed. De dyreste modeller af køretøjer med lille og mellemstor slagvolumen og ikke mindst køretøjer med høj slagvolumen og stor merværdi, som udmærker sig ved gode tekniske løsninger og hvor mærket er vigtigt, er bevis herpå. Det er disse produkter, der lider mest i den aktuelle økonomiske situation. Større udbredelse af teknologisk avancerede køretøjer, som f.eks. de hybrid- eller elektriske køretøjer, der er begyndt at dukke op på markedet, afhænger i høj grad af støtte fra den offentlige sektor og således af den generelle evne til at overvinde den nuværende krise.

6.6

Frihandelsaftaler kræver særlig opmærksomhed for at sikre, at afskaffelsen af toldafgifter mellem EU og landene i Sydøstasien giver fordele for begge parter – samtidig bør man også afskaffe ikke toldmæssige barrierer (som f.eks. forbuddet mod motorcykler på over 250 cc i Kina), der giver de europæiske eksportører alvorlige problemer.

6.7

For at klare de aktuelle udfordringer må de europæiske producenter fortsætte deres omstruktureringer, fusioner og virksomhedsovertagelser som hidtil samt udvikle deres samarbejde yderligere med henblik på optimering af de mulige synergier.

6.8

De europæiske komponentproducenters overlevelse er af afgørende betydning for at opretholde den særlige europæiske produktions kendetegn, som brugerne finder eksklusive. Det er derfor vigtigt at undgå en gentagelse af den situation, som f.eks. cykelsektoren oplevede, da vigtige komponentleverandører forsvandt (f.eks. af stel), således at Europa i dag er afhængig af Kina for at samle en cykel.

6.9

De europæiske komponentproducenter er ikke i stand til at klare konkurrencen på pris og er tvunget til at satse på innovation, udvikling af fælles planlægning sammen med producenterne for at skabe stordriftsfordele, hvor det er muligt, samt på et effektivt partnerskab, som garanterer ordrestrømmen mellem producenter og leverandører af de dyreste modeller.

6.10

En tilgang svarende til CARS21 rettet mod hele motorcykel-, scooter- og knallertsektoren er den bedste måde at klare disse udfordringer, fremme sektorens konkurrenceevne og værne om beskæftigelsen.

6.11

Forskningsmidlerne under RP7 kan bidrage til opfyldelsen af disse mål ved at begunstige virksomheder, der producerer i Europa og gør brug af den europæiske produktionskæde. Til dette formål kan en særlig forskningsplatform for motorcykel-, scooter og knallertsektoren være et vigtigt bidrag, navnlig for små og mellemstore virksomheder – gennem deltagelse i konsortier, der kan opstille prioriteringer for forskningsindsatsen, ligesom man har gjort i bilindustrien.

6.12

Kommissionen har for nylig fremlagt en handlingsplan for bytrafik. En af målsætningerne heri er at gøre trafikken mere flydende – en egenskab som netop er typisk for tohjulede motordrevne køretøjer. Krisen har gjort motorcykel-, scooter- og knallertsektoren sårbar, men sektoren vil til gengæld på længere sigt kunne drage fordel af det voksende behov for alternative lavemissionskøretøjer, der muliggør en mere bæredygtig mobilitet, navnlig i byerne, forudsat at de aktuelle økonomiske vanskeligheder overvindes på mellemlangt sigt og at man undgår, at der opstår uoprettelige skader.

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/35

—

er i stand til at producere på (ofte forvredne) verdensmarkedsvilkår i alle europæiske regioner,

—

samtidig opfylder alle forventninger med hensyn til produktion (kvalitet, sikkerhed, sparsom omgang med naturressourcerne, dyrevelfærd osv.), og som formår at dække omkostningerne ved at producere i Europa,

—

tillige sikrer et moderne arbejdsmarked med attraktive lønforhold, der er kendetegnet ved et højt sikkerhedsniveau og mange arbejdspladser samt et højt niveau hvad angår uddannelse og efteruddannelse.

—

stadig mere svingende markeder med faldende produktionspriser,

—

distributions- og markedsføringssektorernes stadig større markedsstyrke over for producenterne,

—

klare problemer i forbindelse med fremstilling og markedsføring af lokale og regionale kvalitetsprodukter. Her mangler der en særlig lovgivning for landbrugsproduktion, der retter sig mod lokale og regionale markeder.

—

de få tilbageværende foranstaltninger til markedsstabilisering ikke blot bibeholdes og anvendes, når markedssituationen kræver det, men at nye WTO-konforme tiltag til stabilisering af markedet udvikles og indføres,

—

der set i lyset af den stigende usikkerhed på de internationale landbrugsmarkeder ses på muligheden for at etablere strategiske kriseforebyggende foranstaltninger i form af oplagring af landbrugsprodukter,

—

det derudover overvejes, hvordan man med støtte fra producentorganisationer og ved hjælp af sektoraftaler kan udøve en stabiliserende indflydelse på markederne.

—

der på mælkekartoner findes billeder af græssende køer, hvis mælken stammer fra dyr, der ikke længere kommer på græs. I stedet skal en markedssegmentering (lige fra en mælkeproduktion baseret på køer, der fodres med hø eller kommer på græs, til regional markedsføring gennem producenter eller mindre landbrugskooperativer mm.) fremmes,

—

at der reklameres med en bestemt regional oprindelse, selvom produktet er produceret et andet sted.

—

direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, kun ydes til landmænd, der er aktive i erhvervet, og til landskabsplejeforeninger og andre organisationer, der har at gøre med bevarelsen af kulturlandskabet,

—

direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, skal tage jobskabelsen i hver enkelt bedrift i betragtning,

—

direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, skal kompensere for landbrugets varetagelse af samfundsmæssige opgaver, der er nødvendige for bevarelsen af den europæiske landbrugsmodel. Landmændenes indkomst bør hovedsageligt stamme fra priserne på et reguleret marked, hvor produktionsomkostningerne anerkendes af markedet,

—

de direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, på grund af de meget forskellige agroklimatiske forskelle i EU også bør omfatte en EU-kompensation til de landmænd, der har meromkostninger som følge af disse forskelle (5).

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/43

1.1

Verdensøkonomien er mere integreret end nogensinde før. Med store globale kriser i en multipolar verden er der brug for nye styreformer i og større legitimitet for internationale organisationer. Denne legitimitet må tage udgangspunkt i fælles værdier, standarder og mål, sammenhæng og effektivitet og inkludere alle lande og borgere. EØSU bakker op om, at EU aktivt deltager i udviklingen af sådanne nye styreformer i internationale organisationer.

1.2

Selv før den aktuelle krise havde man erkendt, at der var brug for en reform af de internationale organisationer, FN’s organisationer og Bretton Woods-institutionerne, men efter at den finansielle og økonomiske krise brød ud, har reformprocessen fået yderligere vind i sejlene. Siden det stod klart, at finanskrisens virkninger var uigenkaldelige, har G20 ført an i arbejdet med at finde løsninger. Men på trods af at resultaterne af G20-møderne er blevet positivt modtaget, sættes der spørgsmålstegn ved legitimiteten af gruppens beslutninger. EØSU appellerer til EU om at etablere effektive forbindelser mellem arbejdet i G20 og FN’s repræsentative institutioner og om at styrke ECOSOC.

1.3

De nye vækstlande og udviklingslandene skal gives en mere fremtrædende rolle i styringen af internationale organisationer. EØSU støtter op om flere omstruktureringer i Verdensbanken og Den Internationale Valutafond for at øge disse landes repræsentation.

1.4

Styreformerne i internationale organisationer bør tage udgangspunkt i FN-pagten og FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder. EU har været en stærk fortaler for multilateralt samarbejde, og EØSU støtter fuldt og helt denne politik. Imidlertid har EØSU noteret sig, at betingelserne for fremme af multilaterale værdier har ændret sig, og mener derfor, at der er behov for igen at se på Kommissionens meddelelser om EU-politikken for multilateralisme  (1).

1.5

Selvom internationale organisationer meget vel kan have klare målsætninger, er de ikke effektive, fordi overvågningen af opfølgningen af deres beslutninger og vurderingen af disse beslutningers gennemslagskraft ikke er god nok. EU har udviklet overvågningsmekanismer, der kan tjene som forbillede og anvendes internationalt til overvågningen af komplekse foranstaltninger på flere niveauer. EØSU opfordrer EU til, at disse overvågningsmekanismer indføres i internationale organisationer.

1.6

EØSU støtter en udvidelse af internationale organisationers beføjelser til at regulere de finansielle markeder på internationalt plan for at forhindre en ny finansiel krise. EØSU bakker op om mere regulering på europæisk og internationalt niveau, bl.a. vedrørende større reserver, hedgefonde, skattely, urimelig og grotesk aflønning, nedbringelse af risiciene ved lånefinansiering og styrkelse af tilsynsmyndighedernes overnationale beføjelser.

1.7

EØSU støtter ethvert initiativ fra EU’s side med henblik på at fremme samarbejde og sammenhæng mellem internationale organisationer. EØSU opfordrer kraftigt EU til at tage skridt til at følge op på Angela Merkels initiativ og bane vej for en formel dialog mellem internationale organisationer med det formål at fremme samarbejde på grundlag af ILO’s dagsorden for anstændigt arbejde.

1.8

EØSU bifalder Europa-Parlamentets beslutning, der opfordrer EU’s medlemsstater til at ratificere ajourførte ILO-konventioner, og støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om at udarbejde en henstilling til medlemsstaterne om at ratificere de ajourførte ILO-konventioner og aktivt medvirke til deres gennemførelse. EØSU ønsker at bidrage aktivt til udarbejdelsen af denne henstilling.

1.9

EØSU anerkende den »bløde magt«, som EU gør brug af i styringsstrukturerne i internationale organisationer, men mener ikke desto mindre, at EU over for hver enkelt international organisation bør udvikle en strategi for at øge sin indflydelse og styrke sin position. EØSU bør være repræsenteret på høringer i forbindelse med udarbejdelsen af disse strategier.

1.10

EØSU håber, at EU i kraft af den nye Lissabontraktat, den nye højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og det styrkede diplomatiske samarbejde vil komme til at fremstå mere samlet og styrket i internationale organisationer. EØSU opfordrer EU til at sikre sammenhæng i de eksterne politikker og handle i overensstemmelse med sine mål.

1.11

Der er ikke særlig stor gennemsigtighed i arbejdet med at udforme de nye styringsstrukturer. Arbejdsmarkedets parter og repræsentative civilsamfundsorganisationer bør inddrages, og EØSU forventer, at EU gør informationer om dette arbejde let tilgængelige.

1.12

Internationale organisationer er effektive, når de er åbne over for at høre repræsentative civilsamfundsorganisationer, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Disse grupper må være en del af de internationale organisationers transparente høringsstrukturer og deres overvågningsmekanismer. EØSU forventer, at EU (Kommissionen og medlemsstaterne) fremmer og baner vejen for en bedre høring af civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter i den fremtidige styring af internationale organisationer.

2.1

Diskussionen om styreformerne i internationale organisationer er ikke ny, men den hurtige udbredelse af den globale finansielle krise og dens dybtgående virkninger afslørede svagheden i den globale styring af den globaliserede økonomi. Den blotlagde staternes stigende indbyrdes afhængighed af hinanden. Ikke blot påvirker krisen samtlige økonomier, den har også udviklet sig til et alvorligt problem for beskæftigelsen og ramt millioner af i forvejen sårbare arbejdstagere og virksomheder. For at begrænse de negative virkninger af krisen så meget som muligt og undgå en fremtidig krise er der behov for en bedre regulering af den finansielle sektor, hvor krisen begyndte. Men dette er ikke tilstrækkeligt. For at skabe en bæredygtig, værdibaseret økonomi er det nødvendigt at indføre en ny og mere effektiv, ansvarlig og gennemsigtig styring af verdensøkonomien.

2.2

Udtalelsen vil i lyset af den igangværende reform af de internationale organisationer, der beskæftiger sig med socialpolitik, økonomisk politik og finanspolitik, og på baggrund af finanskrisen fokusere på disse organisationer, dvs. WTO, ILO, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, OECD, G20 og Rådet for Finansiel Stabilitet.

2.3

Verden står over for store globale kriser, der kun kan løses effektivt på internationalt plan. Dette gælder ikke blot udfordringerne i forbindelse med den nuværende finansielle og økonomiske krise, men også fødevare-, vand- og energikrisen, den stigende fattigdom, miljøproblemerne og konsekvenserne af klimaforandringerne, sikkerhed og den øgede migration.

2.4

Globaliseringen har ændret de økonomiske relationer, og den globale økonomiske styringsstruktur må afspejle dette. Magtforholdene ændres, og BRIK-landene får stadig større økonomisk, politisk og strategisk vægt. Vi er på vej fra en bipolar (den kolde krig) over en unipolar (amerikansk overherredømme) til en multipolar verden. De nye vækstøkonomier og udviklingslandene skal tildeles en rolle i de institutioner, der udgør den nye model for global styring.

2.5

Disse udfordringer kan kun håndteres af institutioner, der har legitimitet. Den legitimitet vil kun være til stede i den nye styringsstruktur, hvis der er sammenhæng i politikkerne, hvis disse politikker implementeres effektivt og inkluderer alle lande og deres befolkninger.

2.6

I de senere år er der blevet taget adskillige initiativer til at revidere de globale styreformer i internationale organisationer og reformere FN. På nationalt niveau er der gjort fremskridt med Delivering as One-strategien under ledelse af FN’s stedlige koordinator. I 2009 meddelte FN-systemets øverste koordineringsorgan, at der var 9 fælles initiativer undervejs mellem FN’s organisationer og Bretton Woods-institutionerne. Under arbejdet med at finde frem til en ny styringsstruktur for verdensøkonomien er det blevet foreslået, at Det Økonomiske og Sociale Råds (ECOSOC) rolle og kompetencer bør styrkes. Siden den finansielle og økonomiske krise brød ud, har reformprocessen taget fart med G20 som drivkraft.

2.7

På et møde i Pittsburgh, USA, den 24. og 25. september 2009 traf lederne af G20-landene en række beslutninger, som vil medføre væsentlige ændringer i den måde, hvorpå internationale organisationer styres. De besluttede, at G20 i fremtiden skal være det vigtigste forum for det internationale økonomiske samarbejde. De besluttede at fortsætte bestræbelserne på at regulere de finansielle markeder, og at den økonomiske genopretning skal være centreret om beskæftigelse af høj kvalitet. De blev enige om at fastlægge rammer for stærk, bæredygtig og afbalanceret økonomisk vækst, hvorved de forpligtede sig til at formulere fælles målsætninger på mellemlang sigt for landenes makroøkonomiske politikker og finans- og handelspolitikker, og at disse skal være forenelige med målet om en bæredygtig og afbalanceret vækst i verdensøkonomien. Den Internationale Valutafond blev bemyndiget til at bistå landene med at evaluere deres politikker for at lette dialogen. Herved er valutafondens rolle blevet styrket, hvilket allerede var blevet understreget, da fonden blev tildelt 500 mia. dollar ekstra. Verdensbankens beføjelser til at reducere fattigdommen i verden er blevet slået fast med ekstra lån (100 mia. dollar) og et særligt fokus på fødevare- og energisikkerhed for de fattige lande. G20-landenes ledere mødes igen i juni 2010 i Canada, i november 2010 i Korea og i 2011 i Frankrig.

2.8

G20-lederne enedes om at modernisere strukturen i det økonomiske samarbejde. De nye vækstlandes stemmevægte i Den Internationale Valutafond vil blive øget med 5 % på bekostning af overrepræsenterede, mindre økonomier. Verdensbanken er også blevet anmodet om at se på de nye vækstlandes repræsentation i bankens beslutningsstruktur.

2.9

På trods af at resultaterne af G20-møderne er blevet forholdsvis positivt modtaget, sættes der spørgsmålstegn ved legitimiteten af gruppens lederskab. Verdens fattigste lande er udelukket fra drøftelserne. G20’s dagsorden er ikke baseret på en vedtagen politik, og ikke alle relevante internationale organisationer inddrages aktivt i arbejdet. I FN er der stor bekymring for, at organisationens rolle udhules, navnlig på det sociale og økonomiske område. Der skal findes en ny balance mellem G20’s nye rolle, FN og FN’s organisationer samt Bretton Woods-institutionerne. Man må forvente, at der vil blive lanceret nye initiativer og ideer med varige og hurtige ændringer i de økonomiske og politiske relationer.

2.10

Der må etableres effektive forbindelser mellem G20-landene og de repræsentative processer i FN, således at alle verdens landes interesser bliver hørt i et nyt og rummeligt globalt system, der skal suppleres af etableringen af et »økonomisk og socialt FN-sikkerhedsråd«, et stærkt reformeret ECOSOC med større beslutningskompetence eller et »globalt økonomisk råd« (2). Inden for rammerne af alle disse ændringer må EU finde sig en plads, og nogle iagttagere er bange for, at den ændrede magtbalance vil komme til at koste europæisk indflydelse på internationalt plan.

2.11

I denne udvikling er der ikke tilstrækkelig fokus på civilsamfundets og arbejdsmarkedsparternes rolle. EØSU anbefaler, at G20 tildeler civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter en formel rolle, og opfordrer G20-landenes beskæftigelsesministre til at inddrage institutioner, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter på internationalt plan, i deres arbejde. Selvom arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer har høringsstatus i nogle internationale organisationer, hersker en generel mangel på gennemsigtighed, og repræsentative organisationer som EØSU og de sociale og økonomiske råd bør inddrages mere aktivt.

3.1

Enhver ny styreform i internationale organisationer bør tage udgangspunkt i FN’s principper og værdier. Styringsstrukturerne i internationale organisationer kan være forskellige, men de bør i den måde, de fungerer på, tage udgangspunkt i FN-pagten, de grundlæggende menneskerettigheder, menneskets værdighed og lige rettigheder for mænd og kvinder. De bør være baseret på retfærdighed og overholdelse af internationale traktater og normer. De bør fremme sociale fremskridt, højere levestandard og større frihed. En ny styringsstruktur i internationale organisationer bør fremme en bæredygtig udvikling og social integration samt være egnet til at løse de vigtigste globale problemer effektivt.

3.2

De værdier, der ligger til grund for FN-pagten og FN’s menneskerettighedserklæring, er også Den Europæiske Unions værdier. EU er baseret på principper om frihed og værdighed, dialog og stabilitet samt overholdelse af internationale aftaler. EU har været en stærk fortaler for multilateralisme og for FN og FN’s traktater. Heri har det EØSU’s støtte. Imidlertid har EØSU noteret sig, at betingelserne for fremme af multilaterale værdier har ændret sig, og det mener derfor, at der er behov for igen at se på Kommissionens meddelelser om EU-politikken for multilateralisme (KOM(2001) 231 om opbygning af et effektivt partnerskab med FN inden for udvikling og humanitære anliggender og KOM(2003) 526 om Den Europæiske Union og De Forenede Nationer: et argument for multilateralt samarbejde.

3.3

En ny styringsstruktur for den globale økonomi bør tage udgangspunkt i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og være rettet mod løsning af akutte samfundsmæssige problemer som arbejdsløshed, fattigdom, fødevaresikkerhed og den stigende ulighed. Den bør bidrage til social retfærdighed og en mere retfærdig verden. Den bør spille en mere fremtrædende rolle med hensyn til at fremme en grøn økonomi og beskytte offentlige goder som rent vand, ren luft og biodiversitet og nedbringe CO2-udledningen.

4.1

EØSU opfordrer Kommissionen og andre europæiske institutioner til aktivt at fremme nye styreformer i internationale organisationer med det formål at skabe større sammenhæng imellem dem og gøre dem mere effektive, når det gælder deres bidrag til en bæredygtig udvikling, anstændigt arbejde og bæredygtige virksomheder.

4.2

Internationale organisationer, navnlig FN og organisationerne under FN, har klart definerede målsætninger, men er ofte ikke effektive nok. Også selvom målsætningerne formelt er fastsat i internationale traktater og standarder, er gennemførelsen ofte utilstrækkelig, og der mangler et effektivt system til at evaluere gennemslagskraften. De nye styreformer i de internationale organisationer bør lægge mere vægt på håndhævelse og opfølgning af de beslutninger, der bliver taget.

4.3

Overvågning er ved at blive et vigtigt værktøj til at sikre sammenhæng i gennemførelsen af politikker og give forvaltere og politikere et fingerpeg om, hvordan de kan koncentrere sig om de områder, der giver anledning til størst bekymring. Overvågning omfatter tillige en mekanisme for tidlig varsling, der gør det muligt at gribe ind i tide med passende foranstaltninger. EØSU foreslår, at man følger og udvikler denne fremgangsmåde i overensstemmelse med behovene i de internationale organisationer i en større og bedre koordineret, international målestok, da positive europæiske erfaringer med overvågning af komplekse foranstaltninger på flere niveauer har virket som en katalysator for den fælles forvaltningskapacitet hos offentlige myndigheder, fagfolk og den private sektor.

4.4

Internationale organisationer vil blive mere effektive, hvis de understøtter hinandens målsætninger. Nogle internationale organisationer opererer med klageprocedurer og bindende voldgiftsordninger (WTO), andre har veludviklede tilsynsmekanismer, dog uden håndhævelseskompetence (ILO). Internationale organisationers politikker bør ikke stride mod hinanden, og kun hvis FN’s organisationer, de internationale finansielle institutioner og EU arbejder sammen om at fremme hinandens standarder, f.eks. vedrørende ligestilling mellem kønnene, bæredygtighed, anstændigt arbejde og handelsliberalisering, kan deres målsætninger nås.

4.5

Styringen i de finansielle institutioner - Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og Rådet for Finansiel Stabilitet- har stået centralt i debatten om den internationale styring af verdensøkonomien. Behovet for at regulere de finansielle markeder og gøre dem mere gennemsigtige er mere akut end nogensinde, eftersom det ikke længere er muligt at træffe tilstrækkelige foranstaltninger på nationalt niveau. For at de internationale organisationer mere effektivt skal kunne forebygge kriser i fremtiden, bakker EØSU op om en rimelig udvidelse af deres beføjelser til at regulere de finansielle markeder på internationalt niveau, uden at de må blive alt for restriktive, tyngende og bureaukratiske. EØSU bakker op om mere regulering på europæisk og internationalt niveau, bl.a. vedrørende større reserver, hedgefonde, skattely, urimelig og grotesk aflønning, nedbringelse af risiciene ved lånefinansiering og styrkelse af tilsynsmyndighedernes overnationale beføjelser.

4.6

Det internationale samarbejde skal optrappes for at imødegå konsekvenserne af den finansielle krise for realøkonomien. En forsvarlig verdensøkonomi forudsætter mere regulering og et grundlag, der i højere grad er baseret på værdier. Den tyske kansler Angela Merkel har taget et vigtigt initiativ. På et møde mellem WTO, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, ILO og OECD i begyndelsen af 2009 stillede hun forslag om et charter for bæredygtig økonomisk styring (3), der skal danne grundlag for sammenhængende politikker til opfyldelsen af fælles målsætninger, idet hver enkelt organisation arbejder ud fra sit eget mandat. Med udgangspunkt i chartret formulerede G20-lederne i Pittsburgh nogle kerneværdier for bæredygtig økonomisk aktivitet, hvor de satte ord på deres ansvar over for de forskellige berørte grupper – forbrugere, arbejdstagere, investorer og erhvervsdrivende – med hensyn til at øge menneskers velstand med sammenhængende økonomiske, sociale og miljømæssige strategier. OECD har udarbejdet en global standard for det 21. århundrede på grundlag af de eksisterende standarder for corporate governance, multinationale virksomheder, bekæmpelse af korruption og samarbejde på skatteområdet (4). Stiglitz-kommissionen anbefaler skrappe foranstaltninger for at imødegå den faldende efterspørgsel, skabe arbejdspladser og nå milleniumudviklingsmålene. EØSU henstiller, at EU og medlemsstaterne bakker op om disse initiativer.

4.7

ILO vil få en helt særlig rolle i den nye styringsstruktur. Dets grundlæggende arbejdsnormer og idéen om anstændigt arbejde og bæredygtige virksomheder er vejen til at løse beskæftigelseskrisen. På ILO’s 98. konference i juni 2009 enedes organisationens tre parter om en global beskæftigelsespagt, der er en pakke af foranstaltninger, som sigter mod at vende den faldende beskæftigelse og vækst. EØSU henstiller kraftigt EU til at presse på for at få etableret en formel dialog mellem internationale organisationer med udgangspunkt i ILO’s dagsorden for anstændigt arbejde på områder som beskæftigelse, virksomhedsudvikling, social sikring, humane arbejdsvilkår, fornuftige arbejdsmarkedsforhold og rettigheder på arbejdspladsen.

4.8

Med det sigte at opnå større sammenhæng anbefaler EØSU, at EU internt såvel som udadtil arbejder for ratificeringen af ajourførte ILO-konventioner og gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde. Udvalget slår især til lyd for at ratificere og gennemføre de konventioner, der er af størst relevans for dagsordenen for anstændigt arbejde, bl.a. konventionerne om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, konventionerne om social sikring og konvention nr. 94 om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter. EU-regler fritager ikke medlemsstaterne for deres forpligtelser i henhold til ratificerede ILO-konventioner. EØSU støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen i beslutning af 26. november 2009 om at udarbejde en henstilling til medlemsstaterne om at ratificere ajourførte ILO-konventioner og aktivt medvirke til deres gennemførelse. I forlængelse af EØSU’s udtalelser om den sociale dimension af globaliseringen (5) og fremme af anstændigt arbejde for alle (6) ønsker EØSU at bidrage aktivt til udarbejdelsen af denne henstilling.

4.9

Derudover bakker EØSU op om et ethvert initiativ fra EU’s side for at fremme internationale organisationers samarbejde inden for bestemte områder. Gode eksempler herpå er samarbejdet mellem WTO og ILO om beskæftigelse, samarbejdet om social sikring mellem Verdensbanken og ILO og samarbejdet om gennemførelsen af grundlæggende arbejdsnormer mellem Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. De vigtigste områder er beskæftigelse for de unge, mikrofinansiering og social sikring.

5.1

Udviklingslandene og de nye vækstlande må tildeles en større rolle i de nye globale styringsstrukturer, der skal indføres i internationale organisationer. Deres rolle skal dog tage udgangspunkt i FN’s regler og overholdelse af menneskerettighederne. Målet om at tilvejebringe anstændigt arbejde og gennemføre ILO’s grundlæggende arbejdsnormer i de nye vækstlande og udviklingslandene bør være bestemmende for internationale organisationers politikker. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond må gennemføre flere omstruktureringer for at øge de fattigere landes repræsentation og indflydelse i disse institutioner og på deres arbejdsgange.

5.2

Udviklingslandene skal bistås, så det bliver lettere for dem reelt at deltage i beslutningsprocessen i WTO. Der må skabes de nødvendige forudsætninger for, at de lettere kan deltage i handelsforhandlinger, og de må tilskyndes til at uddybe deres viden om handelsanliggender og deres tekniske kapacitet og kompetencer med hensyn til markedsintegration. Udviklingslandene må tildeles et rimeligt, politisk råderum på handelsområdet.

5.3

I marts 2009 gennemførte Den Internationale Valutafond en analyse af lavindkomstlandes sårbarhed over for de negative virkninger af den globale finansielle krise og den efterfølgende konjunkturnedgang (7). Ifølge beregninger fra ILO er mere end 200 mio. mennesker i fare for at ende i ekstrem fattigdom. Heraf bor de fleste i udviklingslande eller de nye vækstlande. Antallet af arbejdende fattige, dvs. dem der tjener mindre end 2 USD om dagen, kan stige til 1,4 mia. og dermed ophæve det seneste årtis gode resultater med at nedbringe fattigdommen på verdensplan. Den stigende fattigdom vil først og fremmest ramme kvinder, da 60 % af de fattige i verden er kvinder. På den baggrund må indsatsen for at nå milleniumudviklingsmålene optrappes. EØSU henstiller indtrængende til Den Europæiske Union, at den følger sit tilsagn om at ville opfylde milleniumudviklingsmålene op med resolut handling.

6.1

EU kan spille en særlig rolle på internationalt plan. EU er verdens vigtigste eksportør, den største bidragsyder af hjælp til udviklingslande og referencemarked i hele verden. Alligevel tyder undersøgelser på, at EU taber terræn i FN (8). EU opnår mindre støtte til sine resolutioner om menneskerettigheder i FN’s Generalforsamling end for ti år siden på grund af den større indflydelse fra lande som Kina og Rusland, der modsætter sig indblanding i »indre anliggender« (9).

6.2

Der står meget på spil for EU i det globale styringssystem. EU’s sociale model er unik og har vist sig at være særlig velegnet til at løse komplekse problemer under den igangværende økonomiske krise. EU må sammen med sine institutioner aktivt træffe foranstaltninger for at beskytte sine interesser og fremme sine værdier.

6.3

EU er repræsenteret i alle internationale organisationer, der beskæftiger sig med styringen af den globale økonomi. Det kan være via medlemsstaternes sæde i disse organisationers bestyrelser, ved at samordne medlemsstaternes politikker i disse organisationer, ved at være repræsenteret ved det medlem, der har formandskabet, eller direkte via repræsentativ status for Kommissionen. EU har kun observatørstatus i de fleste internationale organisationer (med undtagelse af WTO og FAO) og kan kun udøve indflydelse med »blød magt«. Selv om denne »bløde magt« og EU’s netværk af goodwill kan virke, bør EU aktivt arbejde for at opnå formelt sæde, hvor dette er muligt. EU bør over for hver enkelt international organisation udvikle en strategi for at øge sin indflydelse og styrke sin position med det formål at fremme mere effektive og retfærdige styreformer i disse organisationer.

6.4

EU er i Den Internationale Valutafond repræsenteret ved forskellige talsmænd (formanden for EURIMF, Den Europæiske Centralbank, Eurogruppens formand og finansministeren fra EU’s formandskabsland), og manglende enighed mellem medlemsstaterne om økonomiske og udviklingsmæssige spørgsmål forhindrer EU i at tale med én stemme. I handelsspørgsmål har Kommissionen bemyndigelse til at tale på EU’s vegne, men om andre finansielle og økonomiske spørgsmål er der ikke nødvendigvis enighed blandt medlemsstaterne, ikke engang blandt de 16 EU-lande, der har en fælles valuta og har delegeret visse kompetencer til Den Europæiske Centralbank. I betragtning af Bretton Woods-institutionernes og især Den Internationale Valutafonds stadig større betydning opfordrer EØSU EU og EU’s institutioner til at forbedre deres indbyrdes koordinering i styringen af disse institutioner. EU-landene sidder tilsammen på 32 % af stemmevægtene i Den Internationale Valutafond. USA sidder til sammenligning på 17 %. Hvis de mindre EU-medlemsstater mister indflydelse for at gøre plads til de nye vækstøkonomier, kan dette opvejes af en bedre koordineret EU-politik.

6.5

EU bør efter EØSU’s opfattelse tilskynde Den Internationale Valutafond til at fremme politikker, der giver adgang til kredit og finansiering for især SMV’er og landmænd, som er de sektorer, der er rygraden og de væsentligste jobskabere i alle nationale økonomier. EØSU opfordrer også til, at EU over for de internationale finansielle institutioner argumenterer for at stille midler til rådighed for udviklingslande til gennemførelse af kontracykliske foranstaltninger, og at der ikke knyttes konjunkturforstærkende betingelser dertil.

6.6

Siden 2000 er EU’s finansielle bidrag til Verdensbanken øget betydeligt (241 mio. EUR i 2008). EØSU anerkender, at Verdensbanken er vigtig i kampen mod fattigdom, og anbefaler, at EU opfordrer Verdensbanken til at vedtage økonomiske udviklingspolitikker, der omfatter såvel anstændigt arbejde som adgang til sundhedsydelser, uddannelse og andre offentlige goder. EØSU opfordrer kraftigt EU til at støtte Verdensbanken med at finansiere genopretningsplaner for lande ramt af den aktuelle finansielle og økonomiske krise. Disse planer skal have støtte til bæredygtig virksomhedsudvikling, jobskabelse, offentlige investeringer, aktive arbejdsmarkedspolitikker, grundlæggende social sikring for alle, et ekstra sikkerhedsnet for de mest sårbare og investeringer i »grøn økonomi« som mål.

6.7

I henhold til den nye Lissabontraktat har Europa-Parlamentet fælles beslutningskompetence inden for handelspolitikken. For EØSU skaber dette nye muligheder for at styrke samarbejdet med Europa-Parlamentet og Kommissionen om handelsspørgsmål. EØSU har udarbejdet flere relevante udtalelser om handelsspørgsmål og nødvendigheden af at sikre sammenhæng mellem handelspolitikkerne og EU’s social- og miljøpolitikker (10) .

6.8

EU bruger meget tid på at koordinere medlemsstaternes synspunkter og holdninger i internationale organisationer, og derfor er der mindre tid og energi til rådighed til at indhente støtte til disse synspunkter blandt de øvrige medlemmer af internationale organisationer. På det seneste har FN’s konvention om handicappedes rettigheder været en positiv undtagelse. Civilsamfundsorganisationer kan bakke op om en fælles holdning. EØSU konstaterer, at EU’s medlemsstater stemmer nogenlunde ens, og opfordrer EU til at træffe foranstaltninger til at tale med én stemme for at undgå tab af indflydelse, fordi medlemmerne er uenige. Lissabontraktaten vil forhåbentlig bidrage hertil. Godkendelsen af den nye traktat, den nye post som højtstående repræsentant og det styrkede diplomatiske samarbejde udgør en mulighed for at styrke EU’s internationale position.

6.9

Bedre styreformer i internationale organisationer med større sammenhæng og derfor øget effektivitet begynder i egne rækker. EU’s politikker i FN og FN’s organisationer, i G20 og Bretton Woods-institutionerne bør følge samme principper og fremme samme mål inden for rammerne af de forskellige organisationers mandat og struktur. Der skal gøres en langt større indsats for at udvikle sammenhængende politikker i internationale organisationer. EU’s arbejde for sammenhæng i udviklingspolitikken er et positivt eksempel. EØSU henviser også til sammenhængen mellem de interne og eksterne politikker i Lissabonstrategien (11).

7.1

Inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer er en forudsætning for at kunne værne om og fremme de værdier, som er helt grundlæggende for internationale organisationer. For civilsamfundet er styringen af internationale organisationer af meget stor betydning. Den seneste krise har vist, at civilsamfundet, dvs. skatteydere, arbejdstagere, forbrugere, opsparere, boligejere og iværksættere, betaler en høj pris for en utilstrækkelig og ineffektiv global styring.

7.2

Den nye styringsstruktur tager form på topmøder mellem diplomater på højt plan. Processen er ikke særlig gennemsigtig. Civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter får kun meget lidt information om processen og deltager slet ikke i beslutningstagningen. Civilsamfundsorganisationer og fagforeninger forsøger at mobilisere den offentlige mening og lobbye regeringerne til at formidle deres tanker om den fremtidige styring af den globale økonomi. Nogle dele af erhvervslivet høres, mens andre er udelukket. Civilsamfundsorganisationernes og arbejdsmarkedets parters stemme bør gå klarere igennem i EU’s politik over for de internationale organisationer.

7.3

Der findes på nationalt, regionalt og internationalt plan adskillige eksempler på god praksis for inddragelse af civilsamfundet i styringen af internationale organisationer. På internationalt plan springer især ILO i øjnene. Repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere deltager på lige vilkår med regeringer i ILO’s institutioner, hvad enten der er tale om styring, beslutningstagning, fastlæggelse af normer eller overvågning. OECD’s rådgivende organ for erhvervslivet og fagforeninger er også gode eksempler på formaliseret høring af arbejdsmarkedets parter. Alle andre internationale organisationer foretager en langt mindre systematisk høring af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, f.eks. har ngo’er rådgivende status i FN, men slet ingen status i G20. Styringen i internationale organisationer vil blive mere effektiv, hvis inddragelsen af repræsentative sammenslutninger for civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter formaliseres og gøres gennemsigtig. Internationale organisationer vil også blive mere effektive, hvis civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter inddrages i deres opfølgnings- og overvågningsmekanismer og systemer for tidlig varsling.

7.4

EØSU forventer, at civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter vil blive hørt af EU i forbindelse med udviklingen af politikker og fastlæggelse af holdninger vedrørende de nye styreformer i internationale organisationer. Udvalget forventer også, at EU i de internationale organisationer vil arbejde for at åbne op for høringer af civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i drøftelserne af deres styringsstrukturer. For at en høring skal give mening kræves der gennemsigtighed og let adgang til dokumenter inden for en tidsfrist, der gør det muligt at overveje og tage hensyn til de berørte parters synspunkter.

7.5

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/50

—

Udvidelsesprocessen skal fortsættes, og

—

liberaliseringen af visumreglerne over for Albanien og Bosnien-Hercegovina skal fremskyndes for at tillade visumfri rejse for deres borgere til Schengenlandene. Forhandlingerne med Kosovo (1) om dette spørgsmål skal også indledes.

—

Alle tilgængelige finansieringskilder skal mobiliseres for at maksimere investeringerne i infrastrukturprojekter, og til dette formål skal man anvende den nye investeringsramme for Vestbalkan.

—

I forbindelse med gennemførelsen af traktaten om etablering af et transportfællesskab skal den sociale dimension fortsat være en prioritet. Det sociale forum skal støttes, så det bliver et effektivt instrument for en udvidet sektorspecifik social dialog på regionalt plan.

—

Overgangen til grønnere transportformer som f.eks. transport ad indre transportveje og jernbaner skal støttes på Vestbalkan.

—

De socioøkonomiske konsekvenser af transportnetværkene skal indgå i formuleringen af en fælles transportpolitik.

—

Moderniseringen af hovednettet for regional transport skal fortsættes i overensstemmelse med behovene.

—

I forbindelse med revisionen af TEN-T-politikken skal hovednettet for regional transport i Sydøsteuropa medtænkes som en fremtidig del af TEN-T for at fremme Vestbalkanlandenes yderligere integration i EU.

—

Der skal iværksættes en undersøgelse af beskæftigelsen i transportfællesskabets signatarlande på Vestbalkan. Udformningen af uddannelsesprogrammer for både arbejdsgivere og lønmodtagere skal tillægges rimelig opmærksomhed for at sætte dem i stand til bedre at reagere på ændringer på arbejdsmarkedet.

—

Transportfællesskabets sekretariat skal have de nødvendige menneskelige ressourcer til at behandle de sociale spørgsmål og føre en social dialog.

—

Takket være arbejdet i de blandede rådgivende udvalg skal arbejdsmarkedsparterne i landene på Vestbalkan tilskyndes til at tage aktiv del i den sociale dialog såvel på nationalt som regionalt plan.

—

Der skal afholdes en konference om transportpolitikken i landene på Vestbalkan med deltagelse af repræsentanter for civilsamfundsorganisationer fra disse lande, Europa-Kommissionen og EØSU.

—

Man skal fastlægge mekanismerne for at kunne skabe og institutionalisere det fremtidige samarbejde med det regionale sociale forum, der skal etableres ifølge traktaten om oprettelse af et transportfællesskab.

—

Det regionale samarbejde inden for transportpolitik og transportinfrastruktur skal styrkes.

—

De offentlige investeringer i transportsektoren med regional relevans skal planlægges effektivt, og kapacitetsopbygningen i transportsektoren skal styrkes.

—

De nødvendige reformer skal iværksættes, og overtagelsen af den gældende fællesskabslovgivning skal fremskyndes.

—

Mulighederne for privat finansiering eller medfinansiering af såvel prioriterede projekter og komplementære projekter (offentlig-private partnerskaber) skal udnyttes, og der skal skabes passende betingelser for sådanne projekter.

—

Indgåelsen af offentlige kontrakter skal være mere åben.

—

Grænseadministrationen skal forbedres, og grænseovergangenes kapacitet skal øges for at fremskynde transporten og forbedre kvaliteten heraf på regionalt plan.

—

På regionalt plan skal der formuleres sammenhængende politikker, der fremmer intermodal transport og udviklingen af intelligente transportsystemer (ITS).

—

Tilnærmelsesbestræbelserne til nabolandene og løsningen af åbenstående spørgsmål i de bilaterale forbindelser skal fortsættes.

—

De skal deltage aktivt i udviklingen af Donaustrategien, som er under udarbejdelse, for at drage fordel af fælles infrastrukturprojekter med EU-medlemsstater og nabolande.

—

Arbejdsmarkedets parter såvel som repræsentanter for andre relevante civilsamfundsorganisationer skal inddrages i udformningen af transportpolitikken for regionen og sikre overensstemmelse mellem beskæftigelsespolitikkerne og reformerne.

2.2.1

EU har direkte interesse i Vestbalkan, da denne region ligger i hjertet af Europa. Alle lande i regionen er enten kandidater eller potentielle kandidater til EU-medlemskab. For at nå dette mål skal de opfylde alle kriterier og vilkår for medlemskab. Regionalt samarbejde er en af forudsætningerne for en vellykket integration i Den Europæiske Union og er derfor også et væsentligt element i stabiliserings- og associeringsprocessen (SAP). Af denne grund er EU opsat på at støtte udviklingen af regionale projekter, herunder også hovednettet for regional transport, som spiller en afgørende rolle.

2.2.2

EU mener, at transport er et indlysende og egnet indsatsområde for et effektivt regionalt samarbejde og mener derfor, at transportpolitikken på Vestbalkan kan strække sig langt og bringe regionen videre i dens tilnærmelse til gældende fællesskabsret. Transportpolitikken bliver endnu vigtigere af, at fire ud af ti paneuropæiske transportkorridorer går igennem det vestlige Balkan. EU’s transportpolitik for regionen har tre hovedmål. Det første er at forbedre og modernisere det sydøsteuropæiske transportnet af hensyn til den sociale og økonomiske udvikling. Det andet er at forbedre trafikken på nettet ved at indføre bløde/horisontale foranstaltninger. Det tredje er at bidrage til regionens tilpasning til EU’s transportlovgivning. For at realisere disse målsætninger ligger EU i forhandlinger med landene på Vestbalkan om en traktat om oprettelse af et transportfællesskab (jf. punkt 4.3).

3.2.1

Den samlede længde af dette net er 4 615 km heraf 3 083 km korridorer og 1 532 km ruter. Kun 15 % af hovedjernbanenettet betegnes som værende i god stand, mens 19 % er i dårlig eller meget dårlig stand (5).

3.2.2

Jernbanenettet er det svageste led blandt alle transportformer. En analyse af adgangen viser, at for den samme oprindelses- og destinationskombination er rejsetiden med jernbane op til 200 % længere end den tilsvarende afstand ad landevej. Jernbaneinfrastrukturen er underudviklet i samtlige lande på det vestlige Balkan. Det er derfor nødvendigt med betydelige investeringer i jernbaner i alle disse lande. En anden kommende udfordring er omstruktureringen af jernbaneselskaberne, der ofte har alt for mange ansatte.

3.3.1

Donau (korridor VII) (6) gennemløber Kroatien og Serbien over en strækning på 588 km og floden Sava er farbar over 593 km. Hovednetværket indbefatter ligeledes syv kysthavne og to flodhavne (7). Donau er generelt i god stand bortset fra ca. 30 km, mens Savafloden er i meget dårligere stand (8).

3.3.2

Indre vandveje er den grønneste og billigste transportform. Ulempen er dog, at den er langsom.

3.3.3

Intermodal transport er begrænset og består hovedsagelig af landvejstransport af containere til og fra havne. Endvidere udnyttes de eksisterende intermodale terminaler endnu ikke fuldt ud. Derimod skønnes potentialet i hovednetværket til at være ca. 10 % og skulle stige til 15 % inden 2015.

3.3.4

Det kan hævdes, at reformen af transportsektoren fortsat skrider frem i alle lande i regionen, fordi de følger deres nationale transportstrategier og gennemfører ny lovgivning og regulativer i overensstemmelse med EU’s gældende transportlovgivning og -politik. Generelt erkender de, at reformerne skal være i overensstemmelse med regionens interesser, hvilket betyder, at de ikke bør skabe forskelle, som kunne hæmme udviklingen og den effektive forvaltning af hovednetværket. Som det er tilfældet med tiltrædelsesprocessen til EU, har visse landet gjort større fremskridt end andre.

4.1

En fælles transportpolitik for Vestbalkan har sit udspring i Stabilitetspagten for Sydøsteuropa fra 1999. Som allerede nævnt anser EU et regionalt samarbejde på Vestbalkan for at være en forudsætning for Vestbalkanlandenes fremtidige tiltrædelse af EU og en betingelse for udviklingen af en transportpolitik for regionen. EU har derfor tilskyndet disse lande til at udbygge deres indbyrdes samarbejde og styrke koordineringen inden for den fælles transportpolitik. For at stimulere udviklingen af transportinfrastrukturen i Sydøsteuropa underskrev Europa-Kommissionen og de berørte lande i 2004 aftalememorandummet om udviklingen af det sydøsteuropæiske hovednet for regional transport. Som et resultat heraf blev forskellige fora for regionale transportpolitiske aktiviteter erstattet af tre overordnede koordineringsorganer. Beslutninger af strategisk betydning træffes på det årlige ministermøde, mens styringsudvalget koordinerer gennemførelsen af aftalememorandummet, og det sydøsteuropæiske transportobservatorium fungerer som permanent sekretariat (9). Aftalememorandummet forpligter deltagerne til i fællesskab at formulere og gennemføre en flerårig rullende handlingsplan for en periode på 5 år. Det danner ligeledes rammen om den koordineringsproces, der fører til udformningen af traktaten om skabelse af transportfællesskabet med Vestbalkan.

4.2

Denne traktat, som er ved at blive forhandlet på plads, skal erstatte det eksisterende aftalememorandum. Sigtet er at skabe et integreret marked for infrastruktur, for transportsystemer af landevej, indre vandveje og til søs samt tjenester med snæver forbindelse til Den Europæiske Unions indre marked for de pågældende transportformer. Etableringen af dette transportfællesskab ville fremskynde integreringen af transportsystemerne inden for regionen samt med EU’s. Ud over at sætte fart i tilpasningen af den relevante lovgivning herunder den gældende sociallovgivning vil dette transportfællesskab også give brugerne og borgerne mulighed for hurtigere at drage fordel af tiltrædelsesprocessen. Det vil ligeledes give operatører og investorer inden for transportsektoren juridisk sikkerhed, hvilket vil stimulere og accelerere de nødvendige investeringer og den økonomiske udvikling (10).

4.3

Yderligere mål er at skabe en stabil lovgivningsramme og markedsvilkår, der kan tiltrække investeringer i alle transportformer og trafikstyringssystemer, øge transportformernes effektivitet og bidrage til en mere bæredygtig modal fordeling samt medtænke sociale fremskridt og miljøhensyn i transportudviklingen. Det skal understreges, at traktaten ikke får gyldighed i visse lande på Vestbalkan, med mindre de gennemfører hele den nødvendige EU-lovgivning.

5.1.1

Harmonisering af lovgivningen og administrativ koordinering er de vigtigste drivkræfter bag integrationen i transportsektoren. Antallet af aktører, der er involveret i udviklingen af den regionale transportpolitik, forudsætter en passende planlægning og koordinering af aktiviteterne.

5.1.2

På nationalt plan tvinger gennemførelsen af fællesskabslovgivningen regeringerne på Vestbalkan til at planlægge og iværksætte omfattende reformer både inden for transportsektoren og relaterede sektorer. Processen bør følges op af en omhyggelig konsekvensanalyse.

5.1.3

Blandt de elementer, der er væsentlige for en effektiv udvikling af transportpolitikken, bør nævnes god planlægning af offentlige udgifter og samarbejde med andre aktører herunder arbejdsmarkedets parter og internationale finansielle institutioner.

5.1.4

En yderligere udfordring i denne forbindelse er behovet for at sikre samordningen mellem de nationale transportstrategier og de regionale interesser og at koordinere gennemførelsen af hovednetprojektet for at støtte en effektiv forvaltning og udvikling af hovednetværket.

5.1.5

Sidst men ikke mindst kræver udarbejdelsen af transportobservatoriets flerårige rullende handlingsplaner for udviklingen af hovednettet for regional transport en effektiv planlægning og koordinering af aktiviteterne på regionalt plan. En sådan koordinering vil ligeledes være nødvendig inden for det regionale sociale forum, hvor repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og andre relevant interessenter bl.a. ngo’er fra landene på Vestbalkan sidder som aktive deltagere.

5.2.1

Prioriteten her er den nødvendige tilpasning af den nationale lovgivning til den gældende fællesskabsret og EU-normerne inden for transportsektoren. Den gældende lovgivning er specielt omfattende på dette område, da det dækker markedsadgang og sociale, tekniske, beskatningsmæssige, sikkerhedsmæssige og miljømæssige krav. Landene på Vestbalkan står derfor over for den udfordring at skulle iværksætte og gennemføre en stor lovgivningspakke bestående af en lang række regulativer, direktiver og afgørelser. Den selektive omsættelse og gennemførelse af denne fællesskabslovgivning er en yderligere udfordring.

5.2.2

På grund af den store opsplitning af Sydøsteuropa er grænseovergangsspørgsmål meget vigtige her. De nuværende ventetider ved grænseovergangene har væsentlig indflydelse på hovednettets effektivitet og konkurrenceevne. Parterne på Vestbalkan bør gøre en yderligere indsat for at forbedre grænseforvaltningen og -procedurerne samt afkorte ventetiderne.

5.2.3

Miljøaspekterne bør ligeledes fremhæves. Anvendelsen af standarder for miljøbeskyttelse får stadig større betydning i forbindelse med udviklingen af infrastrukturprojekter. Da miljølovgivningen udgør en væsentlig del af den gældende fællesskabslovgivning, kan der slet ikke være tale om, at den ikke skal anvendes. Det kan dog hævdes, at landene på Vestbalkan har haft alvorlige problemer med at iværksætte miljølovgivningen.

5.3.1

Udbygningen og vedligeholdelsen af transportnettet kræver finansieringsmidler, som den offentlige sektor ikke kan tilvejebringe. Koordineringen mellem långiverne spiller derfor en væsentlig rolle her. Ud over EU skal internationale finansieringsinstitutioner som Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Europarådets Udviklingsbank (CEB) og bilaterale donorer koordinere deres aktiviteter og bevillige de nødvendige midler. Regeringerne på Vestbalkan kan ligeledes benytte offentlig-private partnerskaber (OPP) til at finansiere deres transportnet.

5.3.2

Betydningen af sidstnævnte blev i øvrigt understreget på ministerkonferencen i Sarajevo i september 2009. I erklæringen fra de deltagende ministre anerkendte man ikke blot med tilfredshed den væsentlige rolle, den private sektor spiller i infrastrukturudviklingen, men accepterede ligeledes behovet for at skabe en institutionel og lovgivningsmæssig ramme, der ville sætte sektoren i stand til at deltage i infrastrukturprojekter ved hjælp af dette instrument. Desuden forpligtede ministrene sig til at udarbejde infrastrukturprojekter på regionalt plan og støttede etableringen af et net af offentlig-private partnerskaber for Sydøsteuropa (11). Erklæringen er et godt udgangspunkt for at øge antallet af OPP-projekter for infrastrukturudvikling i regionen. Gennemførelsen heraf kræver dog reformer herunder også en reform af de lovgivningsmæssige rammer samt aktiv støtte i form af teknisk og finansiel bistand fra internationale partnere som Europa-Kommissionen, internationale finansielle institutioner og bilaterale donorer.

5.3.3

Investeringsrammen for Vestbalkan er en vigtig foranstaltning, der skal sikre dette snævrere samarbejde mellem de internationale finansielle institutioner, de bilaterale donorer og Den Europæiske Union. Den blev lanceret i december 2009 og består af en fælles støtteordning og en fælles låneordning, der skal finansiere gennemførelsen af prioriterede projekter på Vestbalkan, og blandt disse spiller infrastrukturprojekter en central rolle (12).

6.1.1

Transport har været en af de mest beskæftigelsestunge sektorer i regionen. Arbejdsgiverne bør derfor spille en rolle i udformningen af politikker og gennemførelsen af reformer, der er til fordel ikke kun for deres virksomheder, men også for landets arbejdstagere og borgere. Der tilkommer således transportsektorens organisationer og de enkelte arbejdsgivere en rolle i debatten om prioriteterne for de nationale og regionale transportnet og i analysen af deres indvirkning på mobiliteten, skabelsen og opretholdelsen af arbejdspladser og deres betydning for landets økonomi som helhed.

6.1.2

I regionen er der forskel fra et land til et andet på arbejdsgiverorganisationernes synlighed og indflydelse. Generelt set er deres position ret svag på grund af manglen på intern mobiliseringskapacitet og vanskeligheder med at sikre effektiv repræsentation og varetage deres interesser over for regeringen og andre aktører.

6.1.3

Der er således behov for at udvikle arbejdsgivermedlemmernes repræsentative og analytiske evner, hvilket kunne være til gavn ikke blot for de enkelte lande, men også for EU.

6.2.1

Transport har været en af de store beskæftigelsesintensive sektorer i regionen. De sociale forhold og arbejdsmarkedssituationen er meget prekære og kendetegnet af en vedvarende høj arbejdsløshed, en høj andel af fattige og en kraftig migration blandt den aktive befolkning samt overbebyrdede sociale sikringssystemer. Inden for jernbanesektoren har ca. 50 % af arbejdsstyrken forladt deres job inden for et årti (13). Den reform af jernbanerne, som hvert land skal gennemføre, indebærer nedskæringer i medarbejderstaben, privatisering af fragtselskaber og lukning af urentable lokale baner (14). Planerne om at liberalisere jernbanetransporten vil således have konsekvenser for beskæftigelsen og arbejdsvilkårene.

6.2.2

Tabet af arbejdspladser berører også havneindustrien samt samfund, der er afhængig af havnefaciliteter og nationaløkonomierne. Lignende tab af arbejdspladser er forekommet inden for sektoren for indre vandveje.

6.2.3

Fagforeningerne spiller sammen med andre sociale partnere en væsentlig rolle i forbindelse med vurderingen af de konsekvenser, udviklingen af hovednettet for regional transport har for beskæftigelsen. Regionens transportforbund under overordnet ledelse af den europæiske sammenslutning af transportarbejdere har både på europæisk og nationalt plan ført kampagne for, at vurderinger af de sociale konsekvenser generaliseres under hele den strategiske planlægning og iværksættelsen af traktaten om oprettelse af et transportfællesskab (15). Fagforeningerne fokuserer også på at skabe konvergens mellem beskæftigelsespolitikken og reformerne.

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/56

1.1

Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 har medført en række betydelige ændringer i EU's institutionelle system, navnlig i kraft af indsættelsen af en fast formand for Det Europæiske Råd. Samtidig har Lissabontraktaten skabt retsgrundlag for varetagelsen af EU-rådsformandskabet i grupper på tre medlemsstater (1) i en periode på 18 måneder på grundlag af et på forhånd fastlagt fælles program.

1.2

Ud fra civilsamfundets synspunkt har navnlig artikel 11 i Lissabontraktaten stor betydning. I medfør af artiklen styrkes især deltagelsesdemokratiet, intensiveringen og institutionaliseringen af dialogen med borgerne og gennemførelsen af bredt anlagte høringer i forbindelse med tilrettelæggelsen af EU's politikker. Endvidere indføres der et borgerinitiativ. Alle de nævnte tiltag vil kunne bidrage til en styrkelse af den civile dialog.

1.3

Formålet med denne udtalelse er at se nærmere på disse ændringer. I den forbindelse fremhæves den særlige rolle, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) spiller som institutionaliseret repræsentant på EU-niveau for det organiserede civilsamfund, og der fremsættes en række forslag til, hvordan denne rolle kan styrkes. Samtidig hermed udtrykker udvalget sin fulde støtte til formålet med Lissabontraktatens bestemmelser, nemlig dels at gøre EU's funktionsmåde mere effektiv og gennemsigtig, dels at øge Unionens legitimitet.

2.1

Rådsformandskabet, eller mere nøjagtigt udtrykt: formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, er ikke nogen ny opfindelse. Opgaven er karakteriseret ved, at den går på skift mellem alle Unionens medlemsstater, og at hver enkelt medlemsstat er indehaver af formandskabet i en periode på et halvt år. I dette tidsrum er formandskabslandet Unionens ansigt og stemme udadtil. Det fastlægger de strategiske retningslinjer og løser på Unionens vegne en række opgaver af organisatorisk og repræsentativ art.

2.2

Varetagelsen af de opgaver, der påhviler formandskabet, er et tungt ansvar, der lægger beslag på alle dele af den pågældende medlemsstats regeringsapparat. Når en medlemsstat fungerer som formandskabsland, kan den ikke forsvare nationale synspunkter.

2.3

Bestemmelserne om formandskabet blev ændret den 15. september 2006 i medfør af Rådets afgørelse om vedtagelse af Rådets forretningsorden (2006/683/EF, Euratom). Denne afgørelse skabte samtidig grundlag for indførelsen af et system med en »formandstrio«. Forretningsordenen fastsætter i alt væsentligt, at de tre formandskabslande i tæt samarbejde med Kommissionen og efter forudgående samråd fastlægger et program for Rådets aktiviteter for 18 måneder ad gangen.

2.4

Hvilke fordele indebærer det nye formandskab? Systemet med de halvårlige formandskaber bevares, hvilket giver det udøvende formandskabsland en vis manøvrefrihed. Det program, som trioen har udarbejdet i fællesskab, medvirker til at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne og bidrager dermed til at skabe større kontinuitet og sammenhæng i Unionens politikker, hvorved Fællesskabet styrkes.

2.5

Den første formandstrio, der var sammensat af Tyskland, Portugal og Slovenien, optog arbejdet den 1. januar 2007 og blev fra den 1. juli 2008 til den 31. december 2009 efterfulgt af en trio sammensat af Frankrig, Tjekkiet og Sverige. Af forskellige årsager, men navnlig pga. manglen på retsgrundlag, er det den almindelige opfattelse, at de nævnte formandstrioer især har været præget af nationale snarere end fælles ambitioner.

2.6

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er det nu siden den 1. januar 2010 en trio sammensat af Spanien, Belgien og Ungarn, der varetager formandskabet. Grundlaget for denne formandstrios arbejde er det arbejdsprogram, der blev vedtaget på mødet i Det Europæiske Råd den 17. december 2009. Der er tale om et særdeles ambitiøst program, der dækker en lang række områder. Én af de vigtigste faktorer for et vellykket formandskab er trioens sammensætning: Et stort medlemsland og/eller ét af Fællesskabets oprindelige medlemslande, der råder over betydelig erfaring, sættes sammen med et land, der er tiltrådt Unionen på et senere tidspunkt, og med ét af de »nye« medlemslande.

2.7

Erfaringerne viser, at selvom de lande, der har størst politisk vægt, også har den største vægt i forhandlingerne, kan de mindre lande kompensere deres (ofte kun tilsyneladende) handicap eller mangel på erfaring ved at foretage et klogt valg af prioriteter, lægge en god forhandlingsstrategi eller udvise betydelig kompromisvilje.

2.8

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden vil den fungerende formandstrio skabe præcedens for, hvordan opgaverne skal fordeles mellem formanden for Det Europæiske Råd (der er valgt for en periode på to et halvt år, og som kan genvælges én gang) og det roterende rådsformandskab, og det er i skrivende stund endnu ikke til at forudse, præcis hvordan denne opgavefordeling kommer til at se ud. Et vellykket formandskab forudsætter imidlertid et tæt samarbejde mellem de to parter. Når det tages i betragtning, at det nuværende system fortsat vil finde anvendelse på en lang række områder, må det forventes, at de nationale regeringer stadig vil have en naturlig interesse i at »gøre sig positivt bemærket« og yde en effektiv indsats i de seks måneder, de har formandskabet. Ændringerne indebærer en række vigtige konsekvenser også for civilsamfundets organisationer.

3.1

Udgangspunktet er, at det i hovedsagen er de nationale regeringer, der varetager de opgaver, der er forbundet med det roterende rådsformandskab. Embedsmænd (diplomater), eksperter og politiske beslutningstagere spiller en afgørende rolle i den forbindelse. Hverken de retsakter, der fastsætter bestemmelserne om formandskabets opgaver, eller Lissabontraktaten kommer ind på spørgsmålet om en systematisk og institutionaliseret inddragelse af civilsamfundet i formandskabets tilrettelæggelse.

3.2

Samtidig anerkender både EU-institutionerne og landene bag de roterende formandskaber i højere og højere grad, at inddragelse af græsrodsniveauet, dvs. civilsamfundets organisationer og borgerne, kan have stor betydning for resultaterne af indsatsen. Dette viser, at værdien af deltagelsesdemokratiet og den civile dialogs betydning påskønnes.

3.3

Der kan imidlertid heraf ikke udledes, at der på EU-niveau er skabt en helt særlig måde at inddrage civilsamfundets organisationer i gennemførelsen af rådsformandskabernes programmer på. Situationen på nationalt plan kan udvise betydelige forskelle fra land til land, og det spiller en afgørende rolle, i hvor høj grad civilsamfundet i det fungerende formandskabsland er organiseret, hvor højt dets aktivitetsniveau, og hvor gode forbindelserne til den pågældende regering er. Partnerskabsrelationer på dette område kan ikke siges at være normen.

3.4

Det kan af ovenstående konkluderes, at en inddragelse af civilsamfundets organisationer i formandskabslandets valg af prioriteter ikke er reglen. Logisk nok medfører dette manglende eller ingen ansvarsfølelse fra civilsamfundets side over for disse prioriteter.

3.5

Eftersom systemet med en formandstrio er forholdsvis nyt, er det ikke overraskende, at der kun lejlighedsvis tages fælles, på forhånd planlagte initiativer af civilsamfundets organisationer i de tre lande. I den forbindelse er det et opmuntrende signal, at civilsamfundets organisationer under det spansk-belgisk-ungarske formandskab har taget initiativ til en række markante arrangementer (i Malaga i 2010 og i Budapest i 2011).

3.6

Det har i en årrække været kutyme, at det land, der varetager EU's rådsformandskab, med støtte fra Kommissionen afholder et repræsentativt møde med civilsamfundet. Konkret betød dette under det franske formandskab, at der i september 2008 blev afholdt et stort anlagt forum for civilsamfundet i byen La Rochelle. På mødet diskuteres spørgsmål, der direkte berører civilsamfundets organisationer, hvorefter disse ideelt set indgår i det pågældende lands prioriteter for formandskabet.

3.7

De europæiske temaår (2010 er f.eks. europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse) giver civilsamfundets organisationer rig lejlighed til at deltage i formandskabslandets aktiviteter og programmer.

—

Repræsentanter på højt niveau for formandskabslandet er blevet indbudt til at deltage i udvalgets plenarforsamlinger og møderne i de øvrige organer (de faglige sektioner, grupperne osv.);

—

Udvalget har fastsat prioriteter og planlagt særlige aktiviteter under hensyntagen til rådsformandskabets programmer;

—

EØSU har efter anmodning fra og på initiativ af Rådet udarbejdet udtalelser om en lang række spørgsmål;

—

Udvalget har deltaget i formandskabets forskellige programmer og offentliggjort udtalelser om en række debatemner;

—

Der er blevet aflagt besøg i formandskabslandene, og udvalget har deltaget i en række særprogrammer og styrket forbindelserne til civilsamfundets organisationer;

—

EØSU har deltaget i større civilsamfundsarrangementer og arrangementer på europæisk niveau i formandskabslandet;

—

Der er blevet afholdt foredrag, fremlæggelser, kulturelle arrangementer og arrangeret udstillinger i EØSU's bygninger i Bruxelles, hvilket har givet rådsformandskabet og civilsamfundets organisationer lejlighed til at mødes og lære hinanden at kende;

—

Udvalget har taget imod besøgsgrupper (repræsentanter for civilsamfundet) fra formandskabslandet;

—

EØSU har i sin kommunikationspolitik været særlig opmærksom på formandskabslandet og formandskabslandets civilsamfund.

5.1

Udgangspunktet er Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, og som har skabt betingelserne for, at EU kan finde fremadrettede løsninger på den lange række af udfordringer, Unionen står over for.

5.2

Målsætningen for EØSU er at udvikle deltagelsesdemokratiet, intensivere dialogen med borgerne og styrke den civile dialog for derigennem også at bidrage til at styrke EU-institutionernes demokratiske legitimitet.

5.3

Lissabontraktatens artikel 11 er et godt udgangspunkt herfor. De nye muligheder, der åbnes op for i kraft af artiklen, ligger helt i forlængelse af tidligere udvalgsudtalelser om kommissionsinitiativer, navnlig udtalelserne om »Styrkelse af partnerskabet mellem Kommissionen og ngo'erne« (vedtaget den 13. juli 2000) (2) og om »De europæiske civilsamfundsorganisationers repræsentativitet i den civile dialog« (vedtaget den 14. februar 2006) (3). Det er nu ikke længere kun muligt, men helt nødvendigt, at EØSU som det organiserede civilsamfunds institutionelle repræsentant på EU-niveau spiller en aktiv rolle som igangsætter af og garant for udnyttelsen af de muligheder, der ligger i Lissabontraktaten og navnlig dennes artikel 11, hvilket udvalget allerede har påpeget i udtalelsen om »Gennemførelse af Lissabontraktaten: deltagelsesdemokrati og borgerinitiativ«, der blev vedtaget den 17. marts 2010 (4).

5.4

I den forbindelse er rådsformandskabet et velegnet instrument til

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/59

—

der ikke lægges unødige hindringer i vejen for borgernes muligheder for at deltage, idet der blot er tale om et dagsordensinitiativ;

—

der fastlægges klare spilleregler og bestemmelser, så det gøres enklere for initiativtagerne at organisere initiativet i 27 medlemsstater uden at støde på overraskende nationale hindringer;

—

sikre, at initiativtagerne eventuelt kan tildeles en finansiel støtte, så snart en vis tærskelværdi er overskredet.

—

den horisontale civile dialog,

—

den vertikale civile dialog,

—

den allerede eksisterende høringspraksis hos Kommissionen og

—

det nye europæiske borgerinitiativ.

4.1.1

Denne bestemmelse skaber retsgrundlaget for den horisontale »civile dialog«, men uden at denne defineres nærmere. Udvalget har allerede taget stilling til den civile dialog i flere udtalelser (4)  (5)  (6) og erklæret, at denne dialog er et nøgleelement for deltagelsen i den europæiske demokratimodel. Udvalget har også flere gange understreget, at man er parat til at fungere som platform og multiplikator for denne dialog og bidrage til, at der kan opstå et europæisk offentligt rum. I den forbindelse har udvalget også gentagne gange fremhævet, at man som partner og formidler i den civile dialog ønsker og vil bidrage til udviklingen af principperne for denne. Udvalget er parat til at udbygge sin rolle som mødested og yde praktisk støtte, f.eks. ved at stille sin infrastruktur til rådighed. Udvalget lægger stor vægt på at yde sit bidrag til, at den civile dialog får den nødvendige opmærksomhed i (den europæiske) offentlighed og udvikler sig til en ægte interaktiv debat.

4.1.2

Udvalget fremhæver endnu en gang, at dette instrument i deltagelsesdemokratiet skal defineres nøje, og at der skal fastlægges konkrete metoder for instrumentets funktion. Med hensyn til de sammenslutninger, som nævnes i dette afsnit, må det f.eks. præciseres, hvilke kriterier for repræsentativitet de skal opfylde for at kunne deltage i dialogen. Også i forbindelse med spørgsmålet om repræsentativiteten hos det organiserede civilsamfunds aktører har udvalget allerede påpeget (7), hvor vigtigt det er at skelne mellem en kvantitativ (en legitim repræsentation af flertallet af de berørte parter) og en kvalitativ (dokumentation af den nødvendige ekspertise) repræsentativitet. Udvalget har den holdning, at de sammenslutninger, som skal deltage i dialogen, må være såvel kvantitativt som kvalitativt repræsentative.

4.1.3

Derudover vil det være nødvendigt, at lovgiveren præciserer nærmere, hvilke konkrete foranstaltninger der skal træffes på lovgivningsområdet, for at man kan efterleve kravet om »passende måder« (se artikel 11, stk. 1 i TEU).

4.1.4

I den forbindelse mener udvalget, at det er vigtigt at gøre opmærksom på forskellen mellem den europæiske civile dialog og den europæiske sociale dialog, og udvalget advarer mod en sammenblanding af de to begreber. Naturligvis er den europæiske sociale dialog også et bærende element for den kvalificerede deltagelse, men denne dialog er imidlertid underlagt særlige regler med hensyn til indhold, deltagelse, procedurer og følgevirkninger. Dialogens lovmæssige forankring i traktaten afspejler dennes betydning.

4.2.1

Med dette afsnit tages der højde for den vertikale civile dialog og EU's institutioner forpligtes til løbende at føre en sådan. Også denne form for civil dialog har udvalget udtalt sig om (8), og man opfordrer også her Kommissionen til at fastlægge mere detaljerede bestemmelser for såvel indhold som procedurer.

4.2.2

Europa-Parlamentet har allerede tidligere - som en foregribelse af denne bestemmelse i traktaten - etableret den såkaldte »Agora« og dermed skabt et instrument til realisering af den vertikale civile dialog.

4.2.3

Idet artikel 11, stk. 2 i TEU forpligter alle EU-institutioner til at føre en dialog med civilsamfundet, opfordrer udvalget alle øvrige institutioner, dog særligt Rådet, til hurtigst muligt at kortlægge deres hensigter med hensyn til gennemførelsen af denne artikel i traktaten.

4.2.4

Udvalget tilbyder alle EU's instanser at gøre brug af udvalgets netværk og infrastruktur, så den civile dialog med det organiserede civilsamfund kan iværksættes og ledsages på konstruktiv vis.

4.3.1

Denne bestemmelse placerer Kommissionens – også hidtil meget udbredte – høringspraksis inden for rammerne af den nu styrkede deltagelsesbaserede søjle i den europæiske demokratimodel. Udvalget minder om (9)  (10), at denne høringspraksis i bund og grund er et væsentligt element i det koncept om »Nye styreformer i EU« (11), der blev lanceret af Kommissionen i 2001, og at denne topstyrede foranstaltning kun på indirekte vis gør det muligt for civilsamfundet at handle. EØSU gør også endnu en gang opmærksom på, at der må skelnes mellem »høring« som en myndighedsforanstaltning og »deltagelse« som en borgerret. Muligheden for at det organiserede civilsamfund aktivt inddrages i en proces på grundlag af et selvstændigt initiativ (»bundstyret«) tages ikke op i forbindelse med denne foranstaltning.

4.3.2

Udvalget er, inden for rammerne af sit mandat, parat til at støtte Kommissionen på de områder, hvor den ønsker at gennemføre høringer, der går ud over den normale online-ramme, f.eks. gennem organisationen af fælles høringer om specifikke emner eller gennemførelse af en åben høring inden for rammerne af interessent-fora og ved brug af »open space«-metoden.

4.3.3

En hørig er imidlertid ikke i sig selv udtryk for en ægte dialog med det organiserede civilsamfund. Derfor opfordrer udvalget Kommissionen til at revidere den hidtidige høringspraksis og strukturere denne: På den ene side må den tidsmæssige ramme for høringerne være rimelig, så det organiserede civilsamfund og borgerne reelt får tid til at udarbejde deres svar, og høringen ikke blot bliver en proforma-øvelse. På den anden side skal evalueringsprocessen gøres mere gennemsigtig. Kommissionen bør svare på indlæg og forpligtes til at redegøre for, hvorfor det enkelte forslag blev accepteret eller forkastet, så der bliver tale om en reel dialog. Disse og andre forbedringer bør Kommissionen på sin side debattere indgående med det organiserede civilsamfund.

4.4.1

Udvalget er enigt i, at det nye europæiske borgerinitiativs betydning for den europæiske integration går langt ud over den juridiske dimension og må betragtes som det første direkte demokratiske element på transnationalt niveau, der imidlertid ifølge bestemmelsens ordlyd er begrænset til unionsborgere. Udvalget så gerne, at man i forbindelse med en revision af traktaten også inddrog tredjelandsstatsborgere med permanent opholdstilladelse i EU.

4.4.2

Det skal understreges, at der med det nye europæiske borgerinitiativ ikke er tale om et »folkeinitiativ«, som det findes i mange medlemsstater, og som skaber en forpligtelse til at afholde en folkeafstemning, men om et »dagsordensinitiativ«, der opfordrer Kommissionen til at handle på lovgivningsområdet. Der er et tale om et mindretalsinstrument, der blot skaber en mulighed for at påvirke den politiske dagsorden. Initiativretten på lovgivningsområdet forbliver hos Kommissionen og en eventuel lovgivningsproces forløber inden for rammerne af de fastsatte procedurer.

4.4.3

Naturligvis må der fastlægges specifikke regler og standarder for brugen af dette instrument. Idet det direkte demokratis instrumenter først skal oprettes på europæisk niveau, bør man give det europæiske borgerinitiativ en ramme for den videre udvikling. Forordningen om gennemførelse af artikel 11, stk. 4 i TEU bør så vidt muligt fastlægge lave minimums- og kvalifikationstærskler, og på områder, hvor der mangler et erfaringsgrundlag på fællesskabsniveau, bør der gives mulighed for skøn og fortolkninger, idet det europæiske borgerinitiativ kun kan sikre, at et bestemt emne tages op i Kommissionens handlingsplan.

4.4.4

EØSU deler dog under ingen omstændigheder Europa-Parlamentets synspunkt (12) om »at det er Parlamentets politiske opgave at kontrollere processen i forbindelse med et borgerinitiativ« og er modstander af, at lovgiveren kontrollerer en proces på det prælegislative område. En sådan »kontrol« ville være en overtrædelse af princippet om magtens deling. Derfor opfordrer udvalget til, at der oprettes en uafhængig »rådgivende instans« eller en »helpdesk«, der kan bistå initiativtagerne i forbindelse med forberedelsen og lanceringen af et europæisk borgerinitiativ, så åbenlyse konflikter med godkendelses- og gennemførelsesbestemmelserne kan, om ikke udelukkes, så i de fleste tilfælde undgås.

4.4.5

Helt korrekt gør Europa-Parlamentet i samme betænkning opmærksom på nødvendigheden af, at der skelnes mellem andragender, der skal stiles til parlamentet, og borgerinitiativer, som skal indgives til Kommissionen som en opfordring. Også derfor må procedurerne og kravene vedrørende de to instrumenter til medbestemmelse uformes helt forskelligt fra bunden af.

4.4.6

Det europæiske borgerinitiativ er, som et instrument for det direkte demokrati, også et effektivt middel til fremme af transnationale overvejelser. De borgere, som for tiden nærmest har mistet interessen for det »politiske Europa«, kan nu arbejde med konkrete initiativer og målsætninger. Desto mere de opfordres og opmuntres til at engagere sig i initiativet uden at støde ind i unødige forvaltningsmæssige hindringer, desto før vil de ikke længere opfatte sig selv som tilskuere til uigennemskuelige beslutningsprocesser, men gå fra at være objekter til subjekter i EU. En sådan trinvis proces, der fremmer en stillingtagen til relevante europæiske problemstillinger, vil nødvendigvis resultere i dannelsen af en europæisk bevidsthed og dermed et europæisk offentligt rum.

4.4.7

Rent indholdsmæssigt skal det fremhæves, at det er selvindlysende, at et europæisk borgerinitiativ ikke må være i modstrid med traktaten eller det europæiske charter om grundlæggende rettigheder. Som det er tilfældet i den indirekte/parlamentariske proces, kan det også i den direkte/borgerbaserede meningsdannelse forekomme, at ekstremistiske grupper benytter sig af de forhåndenværende kanaler i opinionsdannelsen til at fremme egne formål. Dette udgør en stor og principiel udfordring for ethvert demokrati, men samtidig demokratiets største fordel set i forhold til udemokratiske systemer. Et moderne repræsentativt demokrati, der bygger på såvel indirekte som direkte søjler, må også kunne debattere ubehagelige, ja sågar ekstremistiske synspunkter, på en åben og gennemskuelig måde.

4.5.1

Selvom udvalget ikke var den umiddelbare adressat i den afsluttede høringsprocedure, ønsker udvalget, forud for behandlingen af forordningsforslagene i Europa-Parlamentet og Rådet, at yde et kvalificeret bidrag til meningsdannelsen og redegør hermed for sin holdning til de spørgsmål, som behandles i grønbogen.

4.6.1

Udvalget er enigt med Kommissionen i, at tærsklen skal fastlægges ud fra objektive kriterier. EØSU deler ikke Kommissionens opfattelse af, at det kræver mindst en tredjedel af medlemsstaterne, altså 9 medlemsstater, før det er sikret, at der er tale om en repræsentativ EU-interesse. Udvalget er dog heller ikke enigt med en del andre organisationer som mener, at så lidt som fire medlemsstater er udtryk for et betydeligt antal.

4.6.2

Udvalget har i langt højere grad samme opfattelse som Europa-Parlamentet, der mener, at en fjerdedel af medlemsstaterne, altså for øjeblikket syv medlemsstater, er udtryk for en velegnet tærskelværdi. Denne tærskel tager udgangspunkt i artikel 76 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der skaber et grundlag for retsakter inden for forvaltningssamarbejdet på områderne retligt og politimæssigt samarbejde, eller i straffesager, hvis en fjerdedel af medlemsstaterne tager initiativ hertil. Udvalget mener derfor, at dette vil være en passende referenceramme for et borgerinitiativs europæiske dimension.

4.7.1

Da Lissabontraktaten kun taler om et »betydeligt antal medlemsstater«, er det teoretisk også muligt ikke at foreskrive noget mindste antal deltagere pr. land. Med henvisning til det i traktaten flere gange fremhævede krav om dobbelt flertal, deler udvalget Kommissionens opfattelse af, at det vil være i modstrid med traktatens ånd at se bort fra et mindste antal deltagere pr. medlemsstat.

4.7.2

I stedet for en rigid talmæssig fastsættelse af en procentandel på 0,2 procent pr. medlemsstat opfordrer udvalget til, at der anvendes et system baseret på en glidende overgang, som kan skabe en fornuftig balance mellem medlemsstaterne. Der kan eksempelvis fastsættes en absolut undergrænse på 0,08 % (13) for, at en medlemsstats underskrifter regnes med. Samlet set skal et borgerinitiativ selvfølgelig samle 1 million underskrifter. Kombinationen af disse to kriterier skaber automatisk en balance, der også tager højde for traktatens krav om repræsentativitet og et ægte fælleseuropæisk interesseområde.

4.7.3

Et sådant fleksibelt regelsæt til fremme af en enklere gennemførelse mener udvalget også er retfærdiggjort, fordi det europæiske borgerinitiativ i sidste ende ikke resulterer i en bindende afgørelse, men blot er udtryk for en opfordring til Kommissionen.

4.8.1

Udvalget er enigt med Kommissionen i, at det med henblik på at imødegå unødige forvaltningsmæssige hindringer bør gælde, at den generelle forudsætning for deltagelse er, at man har ret til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet i sin bopælsstat. På trods af stor sympati for ønsket om at inddrage de unge (f.eks. ved at sænke den valgberettigede alder til 16 år), ville en sådan afvigelse, set i forhold til stemmeretten til Europa-Parlamentet, vanskeliggøre kontrollen med underskrifterne uforholdsmæssigt, idet næsten alle medlemsstater i så fald måtte opbygge et dobbelt valgretsregister.

4.9.1

Også her mener udvalget at alt for stive regler vil være upassende. De absolut nødvendige formelle krav til forvaltningsmæssige angivelser bør opfyldes, og der bør fastlægges visse mindstekrav (se også punkt 4.13). Fremlæggelsen af initiativets indhold og den krævede afgørelse bør være overbevisende og utvetydig. Det skal altid stå klart, hvad man støtter, når man underskriver et europæisk borgerinitiativ.

4.10.1

Der er intet som taler imod, at man afviger fra gældende national lovgivning og opstiller fælles procedureregler og standarder for indsamling af, kontrol med og verificering af underskrifter på fællesskabsniveau, idet det europæiske borgerinitiativ er et (nyt) transnationalt instrument til inddragelse af borgerne.

4.10.2

Alle former for underskriftsindsamlinger, der gør det muligt at foretage en identitetskontrol, bør tillades, og det bør både være muligt at indsamle underskrifter via en online-portal som på offentlige steder. Regler om en verificering af underskrifterne ved de nationale myndigheder eller en notar anser udvalget for at udgøre en urimelig hindring. Imidlertid skal det ud over identitetskontrollen også sikres, at de registrerede underskrivere egenhændigt og af egen fri vilje har afgivet deres underskrift. I den forbindelse må der særligt ved elektroniske underskriftindsamlinger træffes specielle foranstaltninger.

4.10.3

Som sikkerheds- og verifikationskendetegn er det tilstrækkeligt med navn, adresse, fødselsdato samt en verifikationsmail ved online-indsamlinger. Det må være målet, at det kan garanteres, at ethvert initiativ, der overholder de i forordningen opstillede minimumsregler for underskriftindsamlinger, ikke vil blive udsat for yderligere hindringer i noget medlemsland. For europæere, som bor i udlandet, bør deltagerens bopæl være afgørende for, hvor stemmen tæller.

4.10.4

Verificeringen af de afgivne underskrifter bør foretages af medlemsstaterne og gerne inden for rammerne af den stikprøvekontrol, som har bevist sit værd i adskillige medlemsstater.

4.11.1

Erfaringerne med borgerinitiativer ved forberedelsen af Lissabontraktaten har vist, at netop indkøringsfasen i forbindelse med et initiativ kan være tidkrævende. Udvalget mener derfor, at Kommissionens forslag om en etårig tidshorisont er for kort, og man er fortaler for en periode på 18 måneder. Med henblik på den tidligere henvisning til, at initiativet sætter gang i en proces, som går i retning af dannelsen af et ægte europæisk offentligt rum, og som går videre end opfyldelsen af et konkret mål, mener udvalget, at det ville være beklageligt, hvis den relativt korte periode på et år gør det vanskeligt at skabe et positivt resultat med dertil hørende retlige og samfundspolitiske følgevirkninger.

4.12.1

Udvalget deler Kommissionens opfattelse af, at det i den indledende fase er op til initiativtagerne selv at afklare spørgsmålet om, hvorvidt initiativet er lovligt og kan godkendes. Anmeldelsen bør kunne indgives via en webside, som Kommissionen stiller til rådighed, og som også indeholder relevante informationer, så alle borgere løbende kan holde sig orienteret om initiativer.

4.12.2

I den forbindelse opfordrer udvalget til, at Kommissionen via websiden om det europæiske borgerinitiativ også stiller et online-redskab til indsamling af underskrifter til rådighed. Derudover kunne denne webside også tjene som debatforum for de forskellige initiativer og dermed udgøre en del af det europæiske offentlige rum.

4.12.3

Udvalget mener imidlertid, at initiativtagerne til et borgerinitiativ derudover bør have et kontaktpunkt stillet til rådighed, som kan rådgive om såvel proceduremæssige som indholdsrelaterede spørgsmål. Udvalget er parat til at fungere som »helpdesk«.

4.12.4

Eventuelt kunne man overveje at indføre et system med gule og røde kort, hvor man relativt tidligt kan sende initiativtagerne til et borgerinitiativ et signal om, at deres initiativ måske ikke er lovligt, f.eks. på grund af formelle kriterier, som Kommissionens manglende beføjelser på området eller en klar overtrædelse af grundlæggende rettigheder.

4.13.1

Udvalget mener, at initiativtagerne til et borgerinitiativ skal fremlægge oplysninger om følgende aspekter:

4.13.2

Udvalget kan under ingen omstændigheder acceptere Kommissionens erklæring om, at det ikke er meningen, at der skal ydes nogen form for offentlig støtte og finansiering til borgerinitiativer, og EØSU er direkte uenig i henvisningen til, at man kun på den måde kan sikre, at sådanne initiativer vil være uafhængige. Kommissionen støtter mange effektive NGO'ers strukturer og aktiviteter finansielt, og det ville være utilstedeligt heraf at aflede, at disse civilsamfundsaktører, som Kommissionen er med til at finansiere, af den grund er afhængige af Kommissionen. Derudover ville det som logisk konsekvens af Kommissionens tilgang kun være muligt for store organisationer med kapitalstærke støtter at overveje et europæisk borgerinitiativ.

4.13.3

Udvalget foreslår derfor, at EU overvejer muligheden for at give en finansiel støtte, f.eks. efter gennemførelsen af en første fase, der eventuelt kan bestå i indsamlingen af 50 000 underskrifter i tre medlemsstater, så udsigtsløse eller useriøse kampagner udelukkes. Også her kan det foreslåede system med gule/røde kort spille en rolle.

4.14.1

Udvalget mener, at den af Kommissionen foreslåede tidsfrist på 6 måneder må udgøre en absolut øvre grænse og støtter den 2-trins-tilgang, som Europa-Parlamentet foreslår i sin beslutning (2 måneder til kontrol af de formelle kriterier og 3 måneder til at træffe en saglig afgørelse (14). Kommissionen bør udforme denne interne beslutningsproces så gennemsigtigt som muligt.

4.14.2

I forbindelse med indgivelsen af et succesrigt borgerinitiativ skal den juridiske gyldighed endegyldigt efterprøves.

4.14.3

I den fase, hvor Kommissionen foretager en politisk evaluering, organiserer udvalget – eventuelt med inddragelse af Europa-Parlamentet og rådsformandskabet – høringer, hvor initiativtagerne præsenterer initiativet for Kommissionen. EØSU kunne i givet fald yde et supplement til processen ved at udarbejde en sonderende udtalelse eller en initiativudtalelse om emnet.

4.14.4

Initiativtagerne skal have en detaljeret og offentlig begrundelse for Kommissionens godkendelse, delvise godkendelse eller afvisning af initiativet. Hvis initiativet afvises skal Kommissionen træffe en formel afgørelse, som der skal kunne indgives klage over ved EU-Domstolen.

4.15.1

Efter udvalgets opfattelse er det op til initiativtagerne, om de vil iværksætte et initiativ om et tæt relateret emne. Det skal endnu engang påpeges, at det nye europæiske borgerinitiativ er et »dagsordensinitiativ«. Udvalget ser derfor ingen grund til at etablere forbud eller lægge hindringer i vejen her.

4.16.1

Udvalget har den holdning, at Kommissionen bør varetage oversættelsen til alle officielle EU-sprog for organisatorerne af et borgerinitiativ, der allerede har indsamlet 50 000 underskrifter i tre medlemsstater.

—

Udarbejdelse af en udtalelse vedrørende et borgerinitiativ, som Kommissionen formelt har accepteret, inden for evalueringsfristen

—

Eventuel udarbejdelse af en udtalelse til støtte for et igangværende borgerinitiativ

—

Organisation af høringer for succesrige initiativer (organisatorer, Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet)

—

Etablering af en informations-helpdesk (som kontaktpunkt for borgere, der har spørgsmål til proceduren mm.)

—

Formidling af supplerende oplysninger (offentliggørelse af en vejledning om »deltagelsesdemokrati«, afholdelse af konferencer om den praktiske gennemførelse etc.).

—

15 befuldmægtigede for medlemsstaternes stats- og regeringschefer.

—

13 befuldmægtigede for ansøgerlandenes stats- og regeringschefer.

—

30 repræsentanter for medlemsstaternes nationale parlamenter.

—

26 repræsentanter for ansøgerlandenes nationale parlamenter.

—

16 repræsentanter udvalgt blandt Europa-Parlamentets medlemmer.

—

2 repræsentanter for Kommissionen.

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/66

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/67

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/68

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/69

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/70

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/71

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/72

28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/73

—

Den finder ikke udelukkende anvendelse for personbiler, men også for andre typer køretøjer som f.eks. busser og lastbiler.

—

Den tvinger den enkelte producent til at vælge mellem et selektivt distributionssystem eller eneforhandling, idet den hovedsageligt anser to forskellige distributionssystemer for at være fritaget:

—

Det er ikke tilladt i én og samme kontrakt at have klausuler om både selektiv forhandling og eneforhandling. Helt konkret er det ikke tilladt at have en såkaldt »beliggenhedsklausul« i et selektivt forhandlingssystem, mens det er muligt at påtvinge eneforhandlere den.

—

Forordningen skelner i sin artikel 8, stk. 1, mellem tre forskellige produktmarkeder:

—

Ud over begrænsningerne i markedsandele finder forordningen i sin artikel 6, stk. 1, litra c), at det er uforeneligt med traktaten, »hvis priserne eller leveringsbetingelserne for kontraktmæssige varer eller tilsvarende varer varierer betydeligt fra det ene geografiske marked til det andet«, og i sådanne tilfælde kan Kommissionen inddrage fritagelsen efter denne forordning.

—

Kommissionen har forsøgt at bekæmpe hindringer for parallelhandel, og forordning 1400/2002 anser distributørens begrænsning af salget til slutbrugere i andre medlemslande (for eksempel ved at lade købsprisen og distributørens vederlag afhænge af køretøjernes bestemmelsessted eller slutbrugernes bopæl) for at være en indirekte salgsbegrænsning. Endvidere er salgsmål, produkttildeling og bonussystemer baseret på et salgsområde, der er mindre end fællesmarkedet, heller ikke tilladt.

—

Udkast til Kommissionens forordning om anvendelse af traktatens artikel 101, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis inden for motorkøretøjsbranchen og et

—

Udkast til meddelelse fra Kommissionen: Supplerende retningslinjer for vertikale begrænsninger i aftaler om salg og reparation af motorkøretøjer og distribution af reservedele til motorkøretøjer.

a)

For så vidt angår aftaler om salg af nye motorkøretøjer og med virkning fra den 31. maj 2013:

b)

Med hensyn til aftaler om reparation og vedligeholdelse samt for distribution af reservedele fra den 31. maj 2010: