1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/1

85. PLENARFORSAMLING, DEN 9.-10. JUNI 2010

Regionsudvalgets resolution om bedre redskaber til gennemførelse af Europa 2020-strategien: integrerede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politik og beskæftigelsespolitik

(2010/C 267/01)

REGIONSUDVALGET

1. støtter forslaget om at reducere det samlede antal overordnede økonomiske og beskæftigelsespolitiske retningslinjer og integrere dem i et fælles dokument afstemt efter Europa 2020-strategien;

2. erkender, at selv om disse retningslinjer er rettet til medlemsstaterne, skal Europa 2020-strategien gennemføres i partnerskab med de lokale og regionale myndigheder, som med deres kompetence og kapacitet på de omhandlede områder og ud fra nærhedsprincippet kan spille en central rolle i udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale reformprogrammer samt i den overordnede formidling af strategien;

3. anmoder Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd om at respektere og støtte den bundstyrede tilgang inden for de politikområder, der er relevante for de lokale og regionale myndigheder og, med hensyn til styring og ejerskab af Europa 2020-strategien, sørge for, at mærkesagerne og de nationale reformprogrammer udformes på en fleksibel måde på flere myndighedsniveauer. Det glæder sig i denne forbindelse over, at Europa-Parlamentet for nylig understregede vigtigheden af at inddrage de lokale og regionale myndigheder i strategien;

4. understreger, at Europa 2020-strategien skal gennemføres med behørig hensyntagen til målet om territorial samhørighed i henhold til Lissabon-traktaten;

5. kræver en præcisering af de budgetmæssige konsekvenser af de foreslåede foranstaltninger i Europa 2020-strategien for at sikre, at de næste finansielle rammer fuldt ud afspejler prioriteterne i Europa 2020-strategien. Denne præcisering bør også omfatte en konsekvensanalyse af nye EU-finansieringsinstrumenter samt et nyt system for EU's egne midler.

OVERORDNEDE RETNINGSLINJER FOR MEDLEMSSTATERNES OG EU'S ØKONOMISKE POLITIK

REGIONSUDVALGET

6. er fortaler for en tilstrækkelig økonomisk og finanspolitisk koordinering både på EU-plan og medlemsstaterne imellem med det formål at reducere omfanget af de problemer, som de offentlige finanser allerede er konfronteret med på grund af den aktuelle finansielle, økonomiske og sociale krise;

7. bifalder EU's tilsagn om initiativ til en nøjere overvågning af medlemsstaternes budgetdisciplin og en omfattende revision af reguleringen af de finansielle markeder;

8. støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen og Rådet fremsat i beslutning af 10. marts 2010 om at vurdere, i hvilket omfang forskellige varianter af afgifter på finansielle transaktioner kan bidrage til EU's budget;

9. bifalder rapporten »En ny strategi for det indre marked« af 9. maj 2010 til kommissionsformand Barroso, hvori Mario Monti anbefaler en øget skattekoordinering i EU for at fjerne skattemæssige hindringer i det indre marked og imødegå den negative effekt på arbejdskraften af den beskatningsmæssige konkurrence i EU;

10. understreger, at kun en overbevisende konsolidering og en skærpelse af stabilitetspagtens krav kan sikre en langsigtet valutastabilitet. Denne kan støttes ved at styrke de langsigtede vækstperspektiver for alle EU-lande og regioner gennem en kombination af strukturpolitikker for bæredygtig vækst (Europa 2020-strategien) og samhørighedspolitik, der begge bør tildeles tilstrækkelige ressourcer;

11. gør sig til talsmand for, at der lægges større vægt på kvaliteten og bæredygtigheden i de offentlige finanser, som bør anvendes til offentlige investeringer i miljømæssigt og socialt innovative sektorer;

12. er stærk modstander af Europa-Kommissionens forslag i sin meddelelse af 12. maj 2010 om styrket økonomisk styring gående ud på at suspendere støtten fra Samhørighedsfonden til medlemsstater, der er underlagt en procedure på grund af uforholdsmæssigt stort underskud (Excessive Deficit Procedure). Dette forslag kunne være diskriminerende i tre henseender: i) det peger på samhørighedspolitikken som den eneste EU-politik, der skal være genstand for sanktioner, ii) suspenderingen vil uretfærdigt ramme regioner og byer og iii) det ville være urimeligt i betragtning af den ulige fordeling af Samhørighedsfondens ressourcer mellem medlemsstaterne;

13. gentager på det kraftigste, at samhørighedspolitikken skal styrkes i sin rolle som den eneste EU-politik, som tilbyder en integreret udviklingstilgang baseret på lokale forudsætninger, som skaber mulighed for at kombinere europæiske prioriteter med lokale og regionale særpræg, og som søger at mindske forskellene mellem og inden for regioner;

14. mener, at evalueringen af vækst ikke kun bør basere sig på BNP-tal, men også på fordelingen af væksten og på målbare målsætninger for udtømningen af naturressourcer.

15. bifalder udviklingen af regionale forsknings- og innovationsstrategier, som fremmer samarbejdet mellem offentlige myndigheder, universiteter og den private sektor med skabelsen af arbejdspladser og bæredygtig vækst i regioner og byer til følge;

16. minder om, at lokale og regionale myndigheder har et medansvar for at bekæmpe klimaændring og beskytte miljøet. De kan høste store fordele af det nødvendige skift til en kulstoffattig økonomi, hvis der etableres en hensigtsmæssig europæisk ramme, der gør det muligt at foregribe de teknologiske ændringer, samt tilpasse uddannelsesprofilerne og fremme grønne offentlige indkøb. Udvalget støtter i denne sammenhæng Borgmesterforsamlingens initiativ og dets udvidelse til det regionale niveau;

17. anser støtte til iværksætteri som afgørende for at kunne omsætte kreative ideer til innovative produkter, tjenester og processer, der kan skabe vækst, arbejdspladser af høj kvalitet, territorial økonomisk og social samhørighed og tilskynder endvidere lokale og regionale myndigheder til i overensstemmelse med Small Business Act-initiativet at forbedre erhvervsvilkårene for SMV'erne især ved at udnytte det fulde potentiale i e-forvaltningstjenesterne. Det anerkender i denne sammenhæng også den betydelige håndsrækning, man kan give økonomien via intelligent vækst ved at støtte kvindelige iværksættere. Det opfordrer til at skabe en europæisk ramme om kvinders økonomiske udvikling som et middel til at tackle uligheder i medlemsstaterne, bekæmpe børnefattigdom, skabe bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, styrke vækstpotentialet og den regionale udvikling af en bredere SMV-base.

RETNINGSLINJER FOR MEDLEMSSTATERNES BESKÆFTIGELSESPOLITIK

18. gentager, at det er arbejdsmarkedets parter herunder de lokale og regionale myndigheder, der er nøglen til gennemførelsen af flexicurity-politikker, da de er store arbejdsgivere i EU's medlemsstater og ofte spiller en central rolle, når der skal tilvejebringes uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsmarkedsforanstaltninger. Regioner og kommuner bør derfor fra starten inddrages i udformningen af politikker for at være med til at skabe dynamiske arbejdsmarkeder og hjælpe borgerne med at komme i arbejde;

19. bemærker, at langsigtet integreret planlægning og finansiering af de offentlige uddannelsessystemer, transportinfrastrukturen, børnepasningsfaciliteter og uddannelsesinstitutioner er afgørende for udviklingen af bæredygtige regionale arbejdsmarkeder;

20. minder om, at de lokale og regionale myndigheder er centrale aktører i den proces, der skal gennemføres for at nå de strategiske mål for kvaliteten, relevansen og udnyttelsen af uddannelsestilbuddene samt forebyggelse af for tidlig skoleafgang;

21. påpeger, at det i en periode med stigende arbejdsløshed er vanskeligt for unge at komme ind på arbejdsmarkedet, og de har behov for en større forståelse for de muligheder, der står åbne for dem for at sikre en gnidningsløs overgang fra uddannelse enten til arbejdsmarked eller til en tilværelse som en beskæftigelsesskabende iværksætter. Udvalget forventer derfor, at den europæiske ungdomspagt integreres i retningslinjerne, og at iværksætteri fremmes mere aktivt i skolerne;

22. opfordrer til målrettede foranstaltninger for ældre arbejdstagere, der rammes af arbejdsløshed på grund af den økonomiske krise for med nye og bedre færdigheder at give dem yderligere beskæftigelsesmuligheder;

23. understreger, at de lokale og regionale myndigheder skal tildeles tilstrækkelige midler, hvis man vil opnå den foreslåede nedsættelse med 25 % af antallet af europæere, der lever under de nationale fattigdomsgrænser, da disse myndigheder har det retslige ansvar for at udforme, finansiere og gennemføre politikker for aktiv integration og fremme dagsordenen for anstændigt arbejde. Det europæiske år 2010 for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er det rette tidspunkt at sætte fokus på disse forhold, som risikerer at blive forværret yderligere på grund af den aktuelle finansielle og økonomiske krise;

24. understreger, at adgang til tjenesteydelser af almen interesse især sociale ydelser, integration på arbejdsmarkedet, tilpasning til strukturelle ændringer samt sociale, økonomiske og kulturelle inklusionspolitikker alle først og fremmest tilvejebringes af de lokale og regionale myndigheder. Derfor skal de beskæftigelsespolitiske retningslinjer fastlægge en hensigtsmæssig ramme og de nødvendige finansieringsinstrumenter, så de lokale og regionale myndigheder får støtte til at opfylde deres forpligtelser.

Bruxelles, den 10. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/4

Regionsudvalgets resolution: »Større inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i Europa 2020-strategien«

(2010/C 267/02)

REGIONSUDVALGET

1. bifalder Kommissionens forslag til en mere effektiv strategi for vækst og beskæftigelse, der imødekommer de nye mål om en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst baseret på et stærkt ejerskab og partnerskab mellem de forskellige myndighedsniveauer;

2. fremhæver, at samhørighedspolitikken med sit decentrale udgangspunkt og et system, som bygger på forvaltning på flere niveauer, er den eneste EU-politik, der kan skabe en forbindelse mellem de lokale og regionale myndigheder og målsætningerne i EU 2020-strategien samt de nye udfordringer, men den kræver tilstrækkelig finansiering. Det er derfor nødvendigt, at samhørighedspolitikken også fremover prioriterer målene bæredygtig økonomisk vækst, social inklusion, beskæftigelse, bekæmpelse af klimaændringer samt en effektiv offentlig service af høj kvalitet;

3. slår fast, at samhørighedspolitikken også fremover skal sikre, at hovedparten af midlerne går til EU's mest trængende og problemtyngede medlemsstater og regioner, så udviklingsefterslæb kan overvindes, og der dermed ydes et konkret bidrag til skabelsen af lige muligheder for alle regioner og til solidariteten i EU;

4. beklager, at forslaget til Europa 2020-strategien, i tråd med Lissabonstrategien, ikke i tilstrækkelig grad tager højde for regioner og byers rolle og bidrag som decentraliserede myndigheder i de 27 medlemsstater, der på grundlag af deres respektive nationale lovgivningsbeføjelser kan tilføre en reel merværdi til opfyldelsen af de fastsatte mål for social og økonomisk udvikling, uddannelse, klimaændringer, forskning og innovation, social inklusion og kampen mod fattigdom;

5. anmoder Kommissionen og Det Europæiske Råd om at respektere nærhedsprincippet på de politikområder, som er relevante for de regionale og lokale myndigheder, der ofte har ansvaret for væsentlige politiske kompetenceområder, og som er nøgleaktører i gennemførelsen af såvel den nuværende Lissabonstrategi som den fremtidige Europa 2020-strategi;

6. bifalder i den henseende Europa-Parlamentets nylige henvisning til vigtigheden af at inddrage de lokale og regionale myndigheder i strategien og anmoder om, at man følger Europa-Parlamentets forslag til Kommissionen og Det Europæiske Råd om at »tage højde for Regionsudvalgets rådgivning om EU-2020-strategien«.

FORSLAG OM ETABLERING AF DE LOKALE OG REGIONALE MYNDIGHEDERS TERRITORIALE PAGT OM EUROPA 2020-STRATEGIEN

REGIONSUDVALGET

7. foreslår, at der i høj grad bakkes op om det forslag om etablering af »De regionale og lokale myndigheders territoriale pagt om Europa 2020-strategien«, der blev fremsat i Europa-Parlamentet, og som har til formål at sikre et ejerskab på flere niveauer af den fremtidige strategi gennem et effektivt partnerskab mellem europæiske, nationale, regionale og lokale myndigheder, særligt hvad angår udformning og gennemførelse af Europa 2020-strategiens overordnede mål og flagskibsinitiativer. Den territoriale pagt bør støttes af Regionsudvalget, der allerede har udviklet en Europa 2020-overvågningsplatform med deltagelse af ca. 120 regionale og lokale myndigheder;

8. anbefaler, at de væsentligste aktiviteter skal tjene to formål:

Politikovervågning og gennemførelse:

—	en løbende vurdering af de regionale og lokale myndigheders kapacitet og behov med henblik på at sikre opfyldelsen af Europa 2020-strategiens overordnede mål;

—	fremme af de regionale og lokale myndigheders fulde inddragelse i opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål i henhold til kompetencerne i den enkelte medlemsstat.

Forvaltning og kommunikation:

—	bidrage til Europa 2020-strategiens interinstitutionelle partnerskab gennem en koordineret trepartsdialog mellem Regionsudvalget - som EU's forsamling af regionale og lokale repræsentanter – samt henholdsvis EU-institutionerne og medlemsstaterne;

—	støtte formidlingen af Europa 2020-strategiens mål til regioner og byer og fremme en udveksling af bedste praksis mellem lokale og regionale beslutningstagere;

9. opfordrer i høj grad medlemsstaterne til at hjælpe regioner og byer med at etablere nationale territoriale pagter i et samarbejde med de centrale myndigheder med det formål at opstille nationale mål og forpligtelser med udgangspunkt i Europa 2020-målene, der fuldt ud respekterer de nationale lovgivningsmæssige rammer;

mener, at den merværdi, som de regionale og lokale myndigheder kan bidrage med til Europa 2020-strategiens syv flagskibsinitiativer, kunne se ud som følger:

10.1 Flagskibsinitiativet»Et ressourceeffektivt Europa«: Styrkelse af borgmesteraftalens gennemslagskraft, så det sikres, at de lokale og regionale myndigheder i fuldt omfang inddrages i projektering, udvikling, vedtagelse og gennemførelse af nationale strategier og handlingsplaner, der vedrører klimaforandringer. Udvikling af en miljøvenlig infrastruktur i de regionale og lokale offentlige forvaltninger. Fremme af grønne offentlige indkøb. Fremme af miljøeffektiv produktion og forbrug i lokale virksomheder. Forbedringer med hensyn til forvaltningen af klimaændringer og øget bevidstgørelse.

10.2 Flagskibsinitiativet»En industripolitik for en globaliseret verden«: Forbedring af den lovgivningsmæssige ramme for offentlig-private partnerskaber, forenkling af lovgivningen vedrørende offentlige indkøb, herunder anvendelsen af e-indkøb. Bedre balance mellem arbejds- og familieliv vha. bedre offentlige tjenesteydelser og mindre bureaukrati. Støtte til SMV'er: information, bedre adgang til kredit- og finansieringsmuligheder, uddannelse og rådgivning. Videreudvikling af RU-initiativet »europæiske iværksætterregioner«, der skal opmuntre lokale og regionale myndigheder til at gå nye veje, hvad angår skabelsen af langsigtet økonomisk vækst gennem iværksætteri.

10.3 Flagskibsinitiativet»En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job«: Da de lokale og regionale myndigheder er store arbejdsgivere i EU's medlemsstater og ofte spiller en central rolle, når der skal tilvejebringes uddannelse, efteruddannelse og arbejdsmarkedsforanstaltninger, er de nøgleaktører, hvad angår gennemførelsen af flexicurity-politikker. Forberedelse af potentielle arbejdstageres integration på arbejdsmarkedet. Forbedring af kvaliteten af uddannelser og erhvervsuddannelser, herunder livslang læring og arbejde for, at arbejdstagerne besidder de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger. Udvikling af »Erasmus-programmet for lokale og regionale myndigheder og for valgte repræsentanter«, der skal bidrage til større viden om offentlig forvaltning.

10.4 Flagskibsinitiativet»En europæisk platform mod fattigdom«: Udvikling af en territorialiseret dagsorden for social inklusion, som gør de lokale sociale tjenester mere effektive og tilgængelige for alle, og som integrerer mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet. Bedre komplementaritet mellem EU-midler, der anvendes til henholdsvis fremme af social inklusion og bekæmpelse af fattigdom, samtidig med at der anvendes juridiske beføjelser og programmer, som er skræddersyede til lokale behov. Flagskibsinitiativet vil skabe en ny dimension for bekæmpelse af fattigdom ved at anerkende de eksplicitte behov, kvinder har som deltagere på arbejdsmarkedet og som iværksættere, via en ny europæisk ramme for kvinders bidrag til den økonomiske udvikling og iværksætteri og vil også anerkende behovet for at sætte særlig fokus på unge og børn. Oprettelse af regionale observatorier, der skal overvåge indikatorer og politikker med relation til social inklusion.

10.5 Flagskibsinitiativet»Innovation i EU«: Reform af systemerne for forskning og udvikling samt innovation. Sikre at regionerne bidrager til opnåelse af 3 %-målene, regionale grænseoverskridende projekter og brug af EGTS. Forbedret samarbejde mellem universiteter, regionale forskningscentre og den private sektor. Styrket anvendelse af EU-programmer og strukturfonde. Bidrag til programplanlægningen af det europæiske forskningsrum. Deltagelse i »europæiske innovationspartnerskaber«.

10.6 Flagskibsinitiativ: »Øget mobilitet blandt unge«: Modernisering af dagsordenen for de videregående uddannelser, særligt med hensyn til forvaltning og finansiering. Udveksling af bedste praksis. Bidrag til de nationale handlingsplaners regionale dimension. Videreudvikling af initiativet »Europæisk Ungdomshovedstad«. Integrerede tiltag omhandlende vejledning, rådgivning og lærlingeuddannelser. Fremme af læringsmobilitet gennem projekter, som er finansieret af EU's strukturfonde.

10.7 Flagskibsinitiativet»En digital dagsorden for Europa«: Interoperabilitet mellem europæiske, nationale, regionale og lokale forvaltninger. Øget brug af e-forvaltning til forbedring af offentlige tjenesteydelser på områderne uddannelse, sundhed, social inklusion, fysisk planlægning mm. Fremme af kendskabet til IKT. Udvikling af IKT-baserede modeller til formidling og gennemførelse af F&U-resultater i praksis. Øget bevidstgørelse om, hvordan man fremmer en opgradering af infrastrukturen.

11. pålægger formanden at sende dette forslag om etablering af »De lokale og regionale myndigheders territoriale pagt om Europa 2020-strategien« til EU-institutionerne og medlemsstaterne med henblik på at sikre, at de lokale og regionale myndigheder får indflydelse på den fremtidige Europa 2020-strategi.

Bruxelles, den 10. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/6

85. PLENARFORSAMLING, DEN 9.-10. JUNI 2010

Regionsudvalgets initiativudtalelse: »Den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013«

(2010/C 267/03)

POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Problemstilling

Regionsudvalget vil gerne på baggrund af den igangværende brede debat om landbrugets placering og rolle i Europa, fremsætte følgende bemærkninger:

1. Det indgår naturligt i Regionsudvalgets rolle og prioriteter at udarbejde en initiativudtalelse om de overordnede principper og hovedlinjerne i den fælles landbrugspolitik efter 2013;

2. Det er nødvendigt at skitsere principper og retningslinjer for denne politik, før man begynder at diskutere dens budget;

3. Verden står i dag over for en lang række store udfordringer på vidt forskellige områder: befolkningsvækst, knappe vandressourcer, gradvis udtømning af fossile energi- og mineralressourcer, udpining af jordbunden, trusler mod biodiversiteten og klimaændring;

4. Da de udfordringer, som landbruget, herunder husdyravlen, står over for i dag (ustabilitet på markederne, faldende landbrugsindtægter, globalisering af handelen, demografisk pres og konkurrence fra nye vækstmarkeder, gentagne sundhedskriser, de mindre bedrifters overlevelsesevne og modernisering, udpining af jorder, omstilling fra fossile brændsler og andre miljømæssige, økonomiske og sociale problemer i forbindelse med opretholdelse af landbrugsdrift, især i bjergegne og andre ugunstigt stillede områder) ikke er de samme som før;

5. En reform af den fælles landbrugspolitik er nødvendig, for at Den Europæiske Union kan tilpasse sig og samtidigt bidrage til at dæmpe omfanget og de negative følger for den europæiske befolkning samt landdistrikterne og oplandsområderne af igangværende eller fremtidige udviklingstendenser. Vi må skabe en intelligent og bæredygtig vækst med sikre fødevarer, biologisk mangfoldighed og gode landskabs- og kulturmiljøer. Denne reform bør hvile på følgende ti vigtige principper og retningslinjer:

A. En landbrugspolitik, som fortsat bør være en fælles politik

6. Det europæiske landbrug har som sin vigtigste opgave at producere fødevarer til medlemsstaternes befolkning, som opfylder kravene til fødevaresikkerhed, -kvalitet og rimelige priser, alt imens der også sikres fair konkurrence og beskyttelse af miljøet;

7. Landbruget i EU giver desuden det europæiske samfund en række offentlige goder, som ikke kompenseres af markedet (arealforvaltning, landskabspleje, beskyttelse af miljøet og naturressourcerne, geografisk samhørighed osv.), og som i sig selv tilfører EU som helhed en ekstra værdi;

8. Landbruget og fødevaresektoren er en sektor af strategisk betydning for Europa, og der er i dag mere end nogensinde brug for en koordineret fælles landbrugs- og fødevarepolitik i Den Europæiske Union;

9. Ethvert forsøg på renationalisering af den fælles landbrugspolitik bør afvises.

B. En fælles landbrugspolitik, som bør sikre fødevareuafhængighed og -sikkerhed for den europæiske befolkning

10. EU's fødevareuafhængighed og –sikkerhed bør fortsat være to grundlæggende principper for den fælles landbrugspolitik;

11. Det er vigtigt at sikre tilstrækkelig diversitet, kvalitet og sikkerhed i produktionen på EU plan, samtidig med at man sørger for at opretholde en optimal produktionsfordeling inden for medlemsstaterne og de forskellige europæiske regioner under hensyntagen til disses særlige karakteristika;

12. Målet om fødevareuafhængighed gør det nødvendigt at tage fat på problemet med landbrugsprodukter, som der i dag er stor knaphed på, især hvad angår vegetabilske proteiner;

13. Den europæiske landbrugsproduktion har svært ved at stå sig i konkurrencen med produktionen i alle andre dele af verden, hvis der kun ses på slutprisen, i betragtning af de store forskelle i produktionsomkostninger, lovgivning og udvikling;

14. Det er derfor nødvendigt at opretholde fællesskabspræferencen;

15. Udvalget bakker endvidere kraftigt op om Europa-Parlamentets erklæring (0088/2007) om en undersøgelse af virkningerne af koncentreringen af supermarkedernes indflydelse og om efterfølgende forslag om passende foranstaltninger til afhjælpning heraf;

16. Ensartede og grundlæggende plantesundheds-, veterinær- og miljøstandarder skal finde anvendelse på fødevarer til konsum i EU, uanset om de er produceret i EU eller i tredjelande.

C. En fælles landbrugspolitik, som bør sikre indkomststabilitet

17. Det er nødvendigt at sikre varige forsyninger i Europa;

18. Det er altafgørende, at dem, der producerer disse varer, har en passende indkomst af deres produktion;

19. Bevarelsen af beskæftigelsen i landbruget og fødevareindustrien bør være en prioritet;

20. Det er derfor nødvendigt at udvikle effektive mekanismer, som gør det muligt at stabilisere priserne og styre produktionen for at sikre landmændene stabile indkomster. De skal imidlertid skal anvendes med stor forsigtighed;

21. Mekanismerne til produktionsstyring har til formål at hindre alt for store forskelle mellem udbud og efterspørgsel, som er medvirkende til store prisfald;

22. De prisstabiliserende mekanismer (tilbagetrækning, oplagring, garantier over for klimatiske og sanitære nødsituationer) har til formål at afbøde følgerne af ustabiliteten på markederne;

23. Under forudsætning af, at der i WTO-forhandlingerne kan opnås en samlet aftale, bør der gives afkald på eksportrestitutionsordningen og alle andre former for handelsforvridende eksportstøtte;

24. Prisstabilitet inden for landbrugets produktionscyklus er afgørende for at bevare lysten til at producere og fremtidssikre produktionsfaktorerne;

25. Kommissionen opfordres derfor til hurtigst muligt at udarbejde konkrete forslag om produktionsstyrende og prisstabiliserende mekanismer;

26. Konkurrencereglerne bør i landbrugssektoren gøre det muligt for landmændene og deres producent- og brancheorganisationer at opnå rimelige priser, så de bliver betalt for deres arbejde.

D. En fælles landbrugspolitik, som bør komme samtlige produktionssektorer til gode, tilskynde til ændring af driftsmetoderne og fremme beskæftigelsen og en bæredygtig arealudnyttelse

27. På trods af de fremskridt, der kunne registreres i forbindelse med de seneste reformer, er den fælles landbrugspolitik endnu præget af meget store forskelle i støttetildelingen mellem produktionssektorer og i sidste ende mellem bedrifter og regioner;

28. En reformeret landbrugspolitik bør ophøre med enhver uretfærdig og usaglig forskelsbehandling, hvad angår støttevilkårene for de forskellige produktionssektorer såvel som for de forskellige bedriftstyper og bedriftsstørrelser samt regioner;

29. Den fælles landbrugspolitik har støttet produktionsformer, som ikke er tilstrækkeligt skånsomme over for miljøet og naturressourcerne, trods svindende forekomster af fossile brændstoffer og mineraler, ophobning af plantebeskyttelsesmidler, forurening af vandressourcerne, risiko for udpining af jordbunden samt forøgelsen af sundhedsrisiciene;

30. Fremtidens produktionssystemer i landbruget bør være mere vand- og energibesparende, reducere forbruget af gødningsstoffer og plantebeskyttelsesmidler, være mere diversificerede og være i stand til bedre at udnytte fordelene ved at kombinere plante- og husdyravl;

31. Den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør prioritere støtten til de landmænd, der har landbrug som hovederhverv;

32. Den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør understøtte denne omlægning og bakke landmændene op i udviklingen af deres produktionsformer;

33. Den fælles landbrugspolitik har gennem flere år satset mere på at fremme investeringer end beskæftigelse;

34. Landbruget kan også i fremtiden blive en vigtig beskæftigelseskilde;

35. Reformen af den fælles landbrugspolitik har haft virkninger på lokalt og regionalt plan, som har gjort det vanskeligt at opretholde erhvervsaktiviteter i tilknytning til landbruget i de mest sårbare områder;

36. Den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør finde en ny balance i sin støtte til beskæftigelsen og opretholdelsen af landbrugsdrift i sårbare områder, bl.a. oplandsområder;

37. For at slå ind på denne ændrede kurs går Regionsudvalget ind for, at de historiske referencer gradvist bortfalder på hele det europæiske område efter 2013 og erstattes med en enkeltbetaling pr. hektar, der tager hensyn til den enkelte regions produktions- og transportomkostninger, de forskellige typer landbrugsbedrifter samt produktionen af offentlige goder;

38. Navnlig foreslår Regionsudvalget, at hektarstøtten og andre former for støtte på den ene side gøres betinget af reel gennemførelse af en landbrugsmæssig aktivitet og på den anden side i højere grad og på en mere rationel måde gøres betinget af indførelsen af miljøvenlige og ressourcebesparende produktionssystemer;

39. Regionsudvalget opfordrer til, at den offentlige støtte fra EU tager hensyn til beskæftigelsen på hver enkelt bedrift, og opfordrer Kommissionen til at overveje, om der bør fastsættes et loft for støtten til den enkelte bedrift.

E. En fælles landbrugspolitik, som især bør komme de mest miljøvenlige og ressourcebesparende produktionssystemer til gode

40. Respekt for miljøet og skånsom omgang med naturressourcerne er helt klart et meget vigtigt element i reformen af den fælles landbrugspolitik for tiden efter 2013;

41. Landmændene bør desuden tilskyndes til og hjælpes med at anvende de produktionssystemer, som udmærker sig mest på dette område;

42. Ud over de minimumskrav, som skal opfyldes for at opnå det første støtteniveau (enkeltbetaling pr. hektar), foreslår Regionsudvalget, at der for at tilskynde til og opgradere de mest miljøvenlige og ressourcebesparende produktionssystemer (økologisk landbrug, begrænsning af inputtet, reduktion af drivhusgasemissionerne, beskyttelse af vandressourcerne, bevarelse af biodiversiteten, landskabspleje osv.) indføres specifikke supplerende incitamenter (f.eks. ved hjælp af territoriale dyrkningskontrakter);

43. Ligeledes foreslår Regionsudvalget, at man i særligt miljømæssigt sårbare områder i udpræget grad tilpasser støtteniveauet i den fælles landbrugspolitik, således at støtten i disse områder underkastes strengere miljøkrav, idet det bør undgås, at den bureaukratiske byrde bliver uforholdsmæssig stor;

44. I lyset af udfordringerne og følgerne for regionerne gentager Regionsudvalget sin anmodning om at blive inddraget i fastsættelsen på EU-plan af, hvordan de konventionelle og genetisk modificerede afgrøder skal fungere sammen.

F. En fælles landbrugspolitik, som bør tage hensyn til naturbetingede og geografiske handicap (bjergområder, øer, tyndt befolkede områder, regioner i den yderste periferi)

45. Bjergområder, øer og tyndt befolkede områder såvel som andre ugunstigt stillede områder er underlagt specifikke produktionsvilkår, som skyldes varige ulemper (skrånende terræn, høj beliggenhed, klima, isoleret beliggenhed, mager landbrugsjord) og særlige socioøkonomiske vilkår;

46. Disse vilkår betyder, at landbrugsdrift på én gang er vanskelig (dårlig rentabilitet) og alligevel nødvendig for den miljømæssige balance (kamp mod naturens luner, beskyttelse af biodiversiteten, pleje af åbne og diversificerede landskaber) og for udviklingen af landdistrikterne i disse områder;

47. Skønt landbrugsproduktionen i disse egne med naturbetingede handicap generelt er mere kvalitetsorienteret, har landbruget på grund af det ringe udbytte og de vedvarende højere omkostninger i disse egne behov for en særlig bevågenhed og behandling;

48. Regionsudvalget foreslår, at der i dette øjemed indføres en specifik supplerende støtte for at fremme opretholdelse af landbrugsproduktion og levering af offentlige goder og dermed sikre borgernærhed, høj miljøkvalitet og geografisk, social og kulturel samhørighed;

49. Der er utallige instrumenter og politiske foranstaltninger til rådighed, men på grund af det store antal aktører kan indsatsen ikke blive virkeligt sammenhængende, hvilket er en forudsætning for at opretholde landbrugsdrift i bjergområder, på øer og i de nordlige områder;

50. Der kræves en mere integreret strategi - på et relevant niveau (f.eks. bjergegne og øer) - for regioner med vedvarende naturbetingede handicap for at udnytte potentialet i disse områder fuldt ud og opnå størst mulig nytteværdi af EU-foranstaltningerne. Udvalget ønsker derfor, at art. 174 i TEUF gøres fuldt gældende i programperioden 2014-2020.

G. En fælles landbrugspolitik, som bør koncentrere sig om landbrug og fødevarer

51. Den fælles landbrugspolitik bør først og fremmest koncentrere sig om landbrug og fødevarer, og den bør styrke landbruget i alle regioner i EU;

52. Det er en kendsgerning, at det inden for den anden søjle kan være vanskeligt at skelne mellem foranstaltninger til udvikling af landbruget og foranstaltninger til ikke-landbrugsmæssig udvikling af landdistrikterne og at de kan overlappe hinanden. Det er derfor nødvendigt at foretage en bedre afgrænsning mellem de to kategorier af foranstaltninger. Regionsudvalget opfordrer derfor mere generelt Kommissionen til at definere politikken for landdistriktudvikling bedre. Det opfordrer ligeledes Kommissionen til at definere sammenkædningen mellem politikken for landdistriktudvikling og regional- og samhørighedspolitikken bedre for at sikre sammenhæng mellem foranstaltninger af samme art inden for ét og samme område;

53. Regionsudvalget fremhæver generelt betydningen af den støtte, der ydes til landdistrikterne, for opnåelsen af målet om territorial samhørighed.

H. En fælles landbrugspolitik, som bør gå nye veje mht. gennemførelsen

54. En effektiv støtte til de mest miljøvenlige og ressourcebesparende produktionssystemer og hensyntagen til naturbetingede og geografiske handicap samt en øget opmærksomhed på livskvaliteten i landdistrikterne og lokale initiativer kræver tilpasning af bestemmelserne og instrumenterne på regionalt plan;

55. Det er nødvendigt at tage hensyn til såvel særlige regionale forhold og som regionalpolitiske prioriteter, eftersom de kan variere betydeligt fra region til region;

56. Der er brug for en ændring af gennemførelsen og forvaltningen af den fælles landbrugspolitik. Det kan ikke længere alene være EU og medlemsstaterne, som tager sig af gennemførelsen og forvaltningen, således som det endnu er tilfældet i de fleste medlemsstater;

57. Det er af fundamental betydning, at det regionale niveau nu bliver inddraget, selv om der stadig vil være behov for europæiske og nationale rammer;

58. Regionsudvalget opfordrer desuden Kommissionen til at gøre sig overvejelser om, hvorvidt den aktuelle afgrænsning mellem den fælles landbrugspolitiks første og anden søjle er relevant og hensigtsmæssig;

59. De specifikke foranstaltninger i landbrugssektoren til gavn for regionerne i den yderste periferi, som indgår i POSEI-programmerne, bør opretholdes og styrkes for at tage hensyn til de specifikke vilkår for landbruget i disse regioner, hvor det møder særlige vanskeligheder på grund af særligt høje omkostninger ved produktion og markedsføring og de ringe muligheder, der er for at diversificere landbrugsproduktionen;

60. Regionsudvalget opfordrer til, at der sideløbende med de regionale tiltag udvikles multiregionale og overregionale foranstaltninger som supplement til dem, der gennemføres af regionerne;

61. Regionsudvalget bekræfter nærhedsprincippets praktiske betydning som et princip om at forvalte på det niveau, der er tættest på borgerne;

62. Den fælles landbrugspolitik efter 2013 må være enkel for bedrifterne at anvende, samtidig med at det skal sikres, at den forbliver gennemskuelig og forståelig for borgerne i EU.

I. En fælles landbrugspolitik, som bør gå nye veje på forvaltningsområdet

63. Regionerne og landdistrikterne kan ikke længere stille sig tilfreds med kun at bidrage til finansieringen uden at være med til at fastlægge visse retningslinjer og regler for gennemførelsen og forvaltningen;

64. Hvis omlægningen af den fælles landbrugspolitik skal lykkes, forudsætter det en generel inddragelse af de regionale og i visse tilfælde lokale forvaltningsniveauer;

65. Det regionale og i visse tilfælde lokale niveau er i dag det eneste, som kan muliggøre:

—	en mere effektiv og proaktiv forvaltning

—	målretning af støtten, så der tages hensyn til særlige landbrugs- og miljømæssige samt regionale forhold

—	effektiv nyorientering af den fælles landbrugspolitik til gavn for miljøvenlige og ressourcebesparende produktionssystemer

—	støtte til landbrugssektorer (gartnerier, trædyrkning og vinavl) og produktionssystemer (økologisk landbrug), som hidtil ikke er blevet tilstrækkeligt tilgodeset af den fælles landbrugspolitik

—	tilpasning af støtten til nye landmænds etablering, så der tages hensyn til de regionale og i visse tilfælde lokale rammebetingelser

—	tættere sammenkædning mellem landbrugets produktionssektorer og fødevareindustrien

—	støtte til en kort vej fra jord til bord

—	bedre sammenhæng mellem den fælles landbrugspolitik og regional- og samhørighedspolitikken

—	en mere afbalanceret og bæredygtig fysisk planlægning af landområderne i Europa;

66. Etableringen af en ramme for forvaltning på flere niveauer – europæisk, nationalt og regionalt – er en absolut forudsætning for en vellykket reform af den fælles landbrugspolitik for tiden efter 2013.

J. En fælles landbrugspolitik, som bør udstyres med et budget, der står mål med de forestående opgaver

67. En reform af den fælles landbrugspolitik efter 2013 er uomgængelig for at sætte EU i stand til at tage de mange udfordringer og problemer op inden for denne erhvervssektor, som har enorm betydning menneskeligt, socialt, økonomisk, miljømæssigt samt lokalt og regionalt set. Den skal også bidrage med større effekt til de mål, der opstilles i strategipapiret »Europa-2020« (intelligent vækst, bæredygtig vækst, inklusiv vækst), som burde tildele den europæiske fødevaresektor en mere fremtrædende plads i kraft af dens strategiske betydning for EU i forbindelse med disse mål;

68. Denne reform, som især bør føre til prioriteret offentlig støtte til miljøvenlige og ressourcebesparende produktionssystemer, vil kræve en stor indsats for at tilpasse eller omstrukturere bedrifter og produktionssektorer i alle regioner i Europa. I denne forbindelse er det fortsat yderst vigtigt, at universitetsverdenen forbliver tæt knyttet til landbrugets videre udvikling og at inddragelsen af videnskabelig bistand øges i forbindelse med udformning og gennemførelse af den fælles landbrugspolitik og de aktioner, foranstaltninger og kontrolmekanismer, som denne omfatter. Videninstitutionerne gør det muligt at omsætte de mange ønsker om fornyelse af landbrugssektoren i reelle, brugbare alternativer. En god sammenkobling med innovationsprogrammer og –midler er nødvendig;

69. EU bør tilvejebringe de nødvendige midler, hvis denne reform skal lykkes;

70. For at opnå dette må den fælles landbrugspolitik for perioden 2014-2020 udstyres med et konsolideret og forhøjet budget, som står mål med de forestående opgaver.

Konklusion

71. Regionsudvalget minder Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet om, at nytteværdien af den fremtidige fælles landbrugspolitik og dens bidrag til opfyldelsen af de prioriterede mål for EU 2020-strategien vil blive vurderet ud fra dens evne til at:

—	garantere Europa fødevareuafhængighed og fødevaresikkerhed gennem en sund, diversificeret og kvalitetspræget landbrugsproduktion

—	sikre landmændene og fødevaresektoren stabile og tilstrækkelige indkomster med det mål at bevare og skabe varige arbejdspladser

—	bidrage til at modvirke klimaændringen og bevare biodiversiteten ved generelt at indføre krydsoverensstemmelse og støtte de mest miljøvenlige og ressourcebesparende produktionsformer

—	fremme geografisk samhørighed i EU ved at sikre, at der også fremover vil blive drevet landbrug og være blomstrende landbosamfund i alle Europas regioner;

72. Kun en fælles landbrugspolitik, som reformeres på grundlag af klare principper og et langt perspektiv og udstyres med de nødvendige finansielle midler, kan give Den Europæiske Union mulighed for at tage de forestående store udfordringer op.

Bruxelles, den 9. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/12

Regionsudvalgets udtalelse: »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2009-2010: potentielle kandidatlande«

(2010/C 267/04)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

GENERELLE FREMSKRIDT OG TIDSPLAN

Regionsudvalget

1. ser positivt på rapporterne om de potentielle kandidatlande i Kommissionens meddelelse »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2009-2010« og meddelelsen om Islands ansøgning om medlemskab;

2. bifalder også de potentielle kandidatlandes fremskridt, som resulterede i Albaniens og Serbiens ansøgning om medlemskab i 2009, og den fortsatte gennemførelse af interimaftalerne om handel og handelsrelaterede anliggender og af stabiliserings- og associeringsaftaler i alle potentielle kandidatlande samt de forsatte reformer i Kosovo;

3. konstaterer, at der er blevet gjort en stor indsats fra EU's side for at tilnærme de potentielle kandidatlande til EU. Nylige tiltag har bl.a. drejet sig om at afbøde finanskrisens virkninger samt de foreslåede lempelser af visareglerne. I begge tilfælde er der tale om initiativer, som tydeliggør EU's værdi for befolkningen;

4. bifalder afskaffelsen af visumordningen for borgere fra Montenegro og Serbien, så disse får mulighed for at rejse i de fleste EU-medlemsstater uden visum, og håber, at Albanien og Bosnien-Herzegovina inden længe ligeledes vil opfylde kriterierne for afskaffelse af visum;

5. noterer sig Rådets konklusioner af 26. oktober 2009 angående EU's strategi for Østersøregionen og erklæringen fra rådet for Adriaterhavet/Det Joniske Hav til støtte for EU-strategien for regionen Adriaterhavet/Det Joniske Hav, som blev vedtaget i Ancona den 5. maj 2010 (1) af udenrigsministrene fra de otte lande, der deltager i initiativet for Adriaterhavet/Det Joniske Hav (Albanien, Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Grækenland, Italien, Montenegro, Serbien og Slovenien), og ser med tilfredshed på, at EU's strategi for makroregioner udgør et vigtigt instrument for at fremskynde integrationsprocessen, bl.a. via større vægtning af de lokale og regionale myndigheder;

6. påpeger, at den brede offentligheds opbakning til et fremtidigt medlemskab er en vigtig succesfaktor for integrationsprocessen. Lokale og regionale samfundsniveauer kan bidrage hertil såvel som til den såkaldte kapacitet til at absorbere EU's regelværk og finansielle støtte. Det er derfor af største betydning:

—	at kommuner og regioner får mulighed for at deltage aktivt i den nationale integrationsproces, hvilket er foreneligt med principperne i Europarådets charter for lokalt og regionalt selvstyre,

—	at IPA-instrumentet (instrumentet for førtiltrædelsesbistand) bør udformes, så kommuner og regioner i højere grad kan udnytte programmet til investeringer og kapacitetsopbygning;

—	at det lokale og regionale niveau inddrages i integrationsprocessen, da Københavnskriterierne forudsætter robuste institutioner og finansieringssystemer. På den måde skabes de fornødne betingelser for gennemskuelige behandlings- og beslutningsprocedurer;

—

Rådets IPA-forordning 1085/2006 har i henhold til artikel 2, stk. 1, som mål at støtte »a) styrkelse af demokratiske institutioner …« og »c) reform af offentlig administration, herunder indførelse af et system, som gør det muligt at decentralisere bistandsforvaltningen til modtagerlandet …«. Under hensyntagen til dette mål og aktuel praksis i de potentielle kandidatlande bør forordningen indeholde en bestemmelse om en obligatorisk mekanisme til høring af repræsentanter for lokale og regionale myndigheder i IPA-programmeringsfasen;

—	varigheden af IPA-programplanlægningen på nationalt niveau er uacceptabelt lang. Udvalget henstiller, at Kommissionen straks reviderer programmeringsbetingelserne med henblik på at strømline procedurerne.

Information

7. konstaterer, at det lokale og regionale niveau har usædvanligt gode forudsætninger for at bidrage til en dialog med og oplysning til borgerne om integrationsprocessen og ikke mindst om de udfordringer, tilnærmelsen til EU's regelværk afføder;

8. understreger, at EU bør tilskynde til deltagelse og god adgang til information på alle samfundsniveauer. Ikke mindst i de nye demokratier er adgangen til information af største betydning. Sådanne lande er ofte særligt sårbare over for populistiske strømninger, som ikke altid afvejes mod en pluralistisk debat;

9. understreger vigtigheden af, at EU's informationstiltag, ligesom analyserne af situationen i de potentielle kandidatlande, er konkrete og tydelige. Ellers er der en fare for misfortolkninger. Det kan indebære, at regeringer med ansvar for integrationsprocessen får vanskeligt ved at varetage alle processens dimensioner. Åben debat og oplyste borgere kan derimod være med til at skabe forudsætningerne for, at der kan rokkes ved konfliktrelaterede systemløsninger, som med tiden er blevet cementeret til etniske modsætninger.

Kapacitetsopbygning

10. finder, at IPA-programmet bør forvaltes bedre, så kommuner og regioner ligesom civilsamfundet får mulighed for at bidrage med kompetence, der udvider integrationsprocessen. IPA kan desuden bidrage til institutionel kapacitetsopbygning på alle samfundsniveauer;

11. er enigt med Kommissionen i, at det mellemregionale samspil i regionen er af største betydning for integrationsprocessen. Det lokale niveau i regionen har via NALAS (2) skabt et forbillede for udvekslingen landene imellem;

12. konstaterer, at Kommissionsrapporten ville være af langt større værdi, hvis perspektivet i højere grad kom til at omfatte det lokale og regionale niveau. Her gennemføres væsentlige dele af de regler, som følger med integrationen;

13. beklager, at Kommissionen ikke også foretager regelmæssige kapacitetsvurderinger med fokus på samfundsniveauerne under det centrale niveau i kandidatlandene.

Det lokale og regionale niveau og civilsamfundet

14. finder, at civilsamfundet er af stor betydning for opbygningen af stabile demokratier. Derfor bør den civile sektor også være repræsenteret i integrationsprocessen;

15. anbefaler en større reguleringsindsats til støtte for samfundets udsatte. I flere af kandidatlandene har folkesundhed og social- og arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål haltet bagefter, og det samme har spørgsmål om kvinders udsatte position og ligestilling;

16. konstaterer, at de potentielle kandidatlandes evne til at tage hensyn til mindretals interesser er af største betydning for integrationsprocessen. Praktiske løsninger baseret på bred enighed kan ofte netop findes på lokalt eller regionalt niveau;

17. deler Kommissionens opfattelse, at den institutionelle kapacitet bør styrkes i de potentielle kandidatlande. Når den regionale skole for offentlig forvaltning starter i fuld skala, er det af største betydning, at de regionale og lokale repræsentanter kan deltage i uddannelsesprogrammerne.

Landespecifikke bemærkninger

Albanien

18. bifalder, at oppositionen på ny deltager i det parlamentariske arbejde om end med visse begrænsninger. Hvad integrationsprocessen angår, mangler der fortsat en koordineringsfunktion mellem samfundsniveauerne i Albanien;

19. noterer sig de fremskridt, der er blevet gjort med harmoniseringen af lovgivning på flere områder, som omfattes af fællesskabets regelværk – ikke mindst siden landets formelle ansøgning om EU-medlemskab. Når regelmæssige forhandlinger indledes, vil disse følge Lissabontraktatens proces, hvorfor det er vigtigt med en analyse af kommuner og regioner, samt at de inddrages;

20. understreger vigtigheden af, at kommunerne inddrages i den proces, Albanien nu står over for, nemlig en fremtidig forhandlingsproces;

21. understreger, at Kommissionens instrument til kapacitetsudvikling udnyttes i den igangværende forvaltningsreform på alle niveauer i Albanien (Twinning, TAIEX og SIGMA). Det er af største betydning både for at skabe effektive og åbne institutioner og for at stimulere tiltag, som kan begrænse den omfattende korruption;

22. påpeger, at Albanien er nødt til at fremskynde udviklingen af et velfungerende ejendomsmarked. En sådan proces giver også på længere sigt kommunerne mulighed for at forbedre deres skattegrundlag;

23. minder om, at decentraliseringsprocessen i Albanien fortsat er i sin spæde barndom. Vedtaget lovgivning til gennemførelse på kommunalt niveau er ikke altid implementeret. Gennemførelse af lovgivning er også vigtigt, når det gælder om at beskytte mindretals interesser;

24. bemærker også, at Kommissionen har begrænset afsnit om økonomiske og sociale rettigheder til en vurdering af lovgivningsområdet. Afsnittet bør også omfatte implementering og analyse af, hvordan mangler i gennemførelsen af ny lovgivning påvirker udsatte grupper;

25. deler Kommissionens opfattelse, at der er sket fremskridt på skatteområdet, men bemærker samtidig, at ubalancen mellem ansvars- og ressourcefordelingen i decentraliseringsprocessen rummer risici.

Bosnien-Hercegovina

26. konstaterer, at Bosniens forfatning, som er baseret på Dayton-aftalen, har bidraget til en kompliceret forvaltningsstruktur. Dayton-aftalens opbygning indebærer, at Bosnien-Hercegovina mangler den beslutningsdygtighed, som kræves for tilpasning til EU's regelværk. Det delte Bosnien har brug for en ledelse, som formår at overvinde modsætninger og i stedet tage initiativ til løsninger, der skaber samdrægtighed. En ledelse, som opfatter etnisk identitet som det vejledende princip for deres beslutninger, er ikke i de bosniske borgeres interesse;

27. beklager sammenbruddet i Butmir-forhandlingerne om konstitutionelle reformer og opfordrer lederne for alle etniske grupper i Bosnien-Herzegovina til at enes om en løsning, så landet kan opnå fuldstændig suverænitet og være i stand til at fortsætte reformerne og den europæiske integrationsproces;

28. konstaterer også, at når konsekvenserne af den opsplittede ledelse i Bosnien bliver gjort synlige for offentligheden, opstår der er pres på beslutningssystemet, som alligevel fører til reformer. For at frigøre denne drivkraft kræves der tydelighed fra EU's side om de virkelige politiske alternativer – nemlig en fortsat fokus på spørgsmål, som skærper modsætningerne, eller en politik, som åbner landet mod det indre markeds fire friheder;

29. konkluderer, at visaspørgsmålet peger i retning af, at debatten skal føres i nye former og med et nyt indhold. Visaspørgsmålet viser, at når den offentlige opinion forventes at kræve det, så findes der også en handlekraft hos de nationale ledere. EU og ikke mindst Regionsudvalget har her et ansvar. Det handler om, at borgerne i Bosnien via deres lokale ledere kan få mulighed for at forstå, hvad integrationen kræver og hvad den kan bidrage til. Her findes der et behov for at bidrage til engagement og sammenhæng samt for at sætte fokus på værdier - og idéer, der er i tråd med princippet om respekt for mennesket og dets rettigheder;

30. deler Kommissionens opfattelse, at den nuværende samfundsopbygning skaber ineffektivitet med negative følger for erhvervsklimaet;

31. ser muligheder for at støtte reformkræfterne i Bosnien, som både ønsker en stærkere stat og en decentraliseringsproces med styrkede kommuner. Borgere, som ønsker at rejse, som forstår, hvorfor investeringerne udebliver, eller hvorfor strukturfondene forbliver fremtidige fonde, kan blive netop den gruppe, som presser debatten i retning af andre områder end visaregler. Regionsudvalget bør deltage i informationstiltag og møder i Bosnien med lokale folkevalgte ledere, der kan bidrage til forandringer;

32. konstaterer, at den komplicerede samfundsopbygning har medvirket til, at kommunerne og deres organisationer kun råder over begrænset information om EU og IPA-støtten;

33. konkluderer, at det nationale niveau bør styrkes inden for flere ansvarsområder, ikke mindst ved at tildele dette niveau ansvaret for en fælles kommunallov;

34. vil tilskynde til, at IPA åbnes for engagement på kommunalt niveau.

Serbien

35. udtrykker tilfredshed med, at det serbiske parlament har godkendt den nye status for den selvstyrende provins Vojvodina, som har været i kraft siden januar 2010, og som styrker Vojvodinas regionale beføjelser, og konstaterer, at Serbien gør vigtige fremskridt i integrationsprocessen. Decentraliseringsprocessen må dog beskrives som ret fragmenteret og med uheldige overlapninger mellem ministeriernes ansvarsområder. Reformer gennemføres for at udvikle et regionalt niveau med ansvar for udviklings- og vækstspørgsmål, men gennemførelsen er fortsat præget af uklarhed. Den kapacitetsforøgelse, som er blevet gennemført med international støtte af kommunalforbundet i Serbien (3), er ifølge Regionsudvalget et vigtigt middel til at modernisere kommunerne;

36. noterer, at integrationsprocessen skal ledsages af interne reformer på alle samfundsniveauer;

37. udtrykker tilfredshed med, at det i marts 2009 oprettede nationale råd for decentralisering af republikken Serbien (National Council for Decentralisation of the Republic of Serbia) fik til opgave at udarbejde en omfattende strategi for decentralisering efter europæiske normer med bistand fra en ekspertgruppe. Det kan medføre en styrkelse af det fortsatte reformarbejde;

38. bifalder de hidtidige fremskridt med at styrke kommunerne institutionelt. Solide og dermed forudsigelige finanser er nøglespørgsmål, som ved siden af kapacitetsforbedrende tiltag kræver foranstaltninger, så kommunerne fuldt ud kan opfylde Københavnskriteriernes krav om stabile offentlige finanser. Et vigtigt spørgsmål på kort sigt er tilbageleveringen af fast ejendom til kommunerne samt tilvejebringelse af muligheden for, at kommunerne erhverver fast ejendom;

39. konstaterer, at visse kommuner har svært ved at opretholde et grundlæggende serviceniveau, selv om Serbien har et skatteudligningssystem. Blandt reformbehovene kan nævnes tiltag til at øge graden af selvfinansiering i kommunerne. Det kan gøres i kombination med et finansieringsprincip, som indebærer, at der via statslig finansiering kompenseres for omkostningerne for nye ansvarsområder;

40. bifalder det initiativ, der er blevet taget i Serbien for at fremme kommunernes miljøindsats via en miljøfond, som baseres på miljøskatter, hvilket er et godt eksempel på tiltag til fremme af kommunernes tilpasning til EU. Andele af disse skatteindtægter tilfalder kommunerne som særlige indtægter, der bl.a. kan anvendes til at sikre den fornødne kompetence til at foretage miljøkonsekvensbeskrivelser;

41. har konstateret, at IPA overvejende betragtes som et instrument til at reformere centralforvaltningen i Serbien samt for at muliggøre en større infrastrukturindsats. På den baggrund er det beklageligt, at kun en meget begrænset del afsættes til de presserende nødvendige tiltag til f.eks. kapacitetsudvikling på lokalt niveau;

42. bifalder det serbiske parlaments resolution af 31. marts 2010 om hændelserne i Srebrenica i juli 1995, der fordømmer den massakre, som udspillede sig på dette sted. Vedtagelsen af resolutionen er et vigtigt skridt i landets bearbejdelse af sin egen historie. Den serbiske regering sender hermed et positivt signal om forsoning, den interne udvikling i Serbien og landets videre tilnærmelse til EU.

Kosovo (4)

43. ser positivt på den stabilisering, som har fundet sted i Kosovo. Den indsats, som udføres af internationale organisationer og deriblandt en større gruppe EU-lande, har banet vej for at opretholde retsstaten og øge borgernes sikkerhed. Samtidig findes der træk ved udviklingen hen imod mere stabilitet, som minder om situationen i Bosnien-Hercegovina, og en risiko for etnisk opsplitning, som kan vanskeliggøre en fremtidig integration. Det kan hæmme integrationsprocessen i Kosovo, der er et samfund med et lavt uddannelsesniveau og endnu svagt udviklede offentlige institutioner;

44. understreger det vigtige i, at retsstatens principper opretholdes i Kosovo, og tillægger den internationale tilstedeværelse i Kosovo en afgørende betydning for den indsats, som er blevet gjort for at sikre fredelig sameksistens mellem landets etniske grupper;

45. bifalder initiativerne i forbindelse med kommunalreformer og den igangværende decentralisering i Kosovo;

46. konstaterer, at den nuværende udvikling i Kosovo fører til, at der oprettes endnu flere etnisk definerede kommuner. Det indebærer samtidig et øget behov for dialog på lokalt niveau. Gennem denne udvikling får ikke mindst det lokale niveaus samarbejdsorgan en vigtig opgave med at fremme samarbejde. I sådanne tiltag bør fælles IPA-projekter kunne overvinde modsætningerne. For den fremtidige udvikling i Kosovo og i betragtning af såvel de begrænsede samfundsressourcer i landet som institutionernes vigtige rolle i forbindelse med fremme af social solidaritet og den universelle karakter af de grundlæggende tjenester af almen interesse er det af største betydning, at etnisk baserede dobbelte institutioner som skoler og sygehuse kan undgås. Sådanne tiltag vil fremstå som symboler for politiske nederlag og dårlig husholdning med offentlige ressourcer og vil kun uddybe kløften mellem de etniske grupper;

47. anbefaler, at der sættes fokus på Kosovos uddannelseskapacitet, så Kosovo kan drage fordel af sin demografiske sammensætning. Der er stor risiko for, at en betydelig del af dagens store ungdomsårgange udvandrer efter afsluttet skolegang;

48. fremhæver, at institutionernes kapacitet skal udvikles, hvis man skal opnå en effektiv udnyttelse af landets begrænsede samfundsressourcer. Samtidig kan ressourcer derved frigøres til forbedringer inden for eksempelvis sundhedsvæsenet;

49. mener ligesom Kommissionen, at der er brug for en omfattende uddannelsesindsats for at forbedre anvendelsen af den nyligt vedtagne lovgivning om offentlige indkøb;

50. henstiller, at førtiltrædelsesinstrumentet anvendes som en ressource til bred kapacitetsudvikling i landet. Dermed kan man øge forståelsen i landet for de integrationskrav og fordele, som EU-medlemskab indebærer.

Montenegro

51. bifalder, at Montenegro har udvist beslutsomhed i integrationsprocessen. Dette afspejles i en institutionaliseret dialog mellem regering og kommunale repræsentanter, som mødes flere gange om året;

52. deler Kommissionens vurdering, at alle niveauer af Montenegros offentlige forvaltning har stort behov for uddannede medarbejdere. Det har betydet, at regeringen har samlet sine ressourcer i en koordineringsfunktion, hvor det lokale niveau er godt repræsenteret. Det har vist sig at påvirke såvel takten i reformprocessen som landets evne til at koordinere de eksterne finansieringskilders tiltag. Alt sammen har været muligt på grund af den fokus, der er blevet sat på det lokale niveau i IPA-programmet;

53. konstaterer, at der inden de igangværende reformer i kommunerne trods en langtrukken reformproces blev gennemført en bred debat, dels om borgmesterrollen, dels om frivillige kommunesammenlægninger, så kommunerne står bedre rustet til strukturfondsstøtten;

54. bifalder den skærpede lovgivning, der er blevet indført for ved hjælp af øget ekstern revision at begrænse korruption, herunder korruption i forbindelse med lokale valg;

55. bemærker, at kommunernes indflydelse på skatteniveauet er begrænset, hvilket har indvirkning på det kommunale selvstyre;

56. konstaterer desuden, at den treårsperiode fra programplanlægning til programstart, som kræves, for at de første IPA-finansierede projekter i landet skal nå gennemførelsesfasen, er uacceptabel lang tid. Selv om forberedelsesprocessen bliver kortere under de kommende års IPA-støtte, er det vigtigt med regelforenklinger for at afkorte tiden.

Island

57. er enig i Kommissionens anbefaling om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Island, og at Island berettiges til at modtage finansiel førtiltrædelsesstøtte under instrumentet til førttiltrædelsesstøtte (IPA).

Bruxelles, den 9. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) www.aii-ps.org.

(2) Netværk af sammenslutninger af lokale myndigheder i Sydøsteuropa.

(3) Den permanente konference af byer og kommuner.

(4) Ifølge FN's Sikkerhedsråds resolution 1244/99.

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/17

Regionsudvalgets udtalelse: »Forårspakken: EU's handlingsplan til realisering af millenniumudviklingsmålene«

(2010/C 267/05)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

A. Generelle bemærkninger

1. bakker op om Kommissionens politiske vilje til at fastholde Den Europæiske Unions (EU) førende position i kampen mod ekstrem fattigdom i verden, som tog sin begyndelse i 2000 med vedtagelsen af Millenniumudviklingsmålene (MDG (1)) i De Forenede Nationers regi;

2. glæder sig over, at Kommissionen har udarbejdet EU's tolvpunkts handlingsplan baseret på en række dokumenter, den såkaldte »Forårspakke«, som beskrives nærmere i bilaget. Det er EU's mål at udforme en fælles holdning til topmødet i New York, som De Forenede Nationer afholder den 20.-22. september 2010. Trods den nuværende alvorlige økonomiske, sociale og finansielle krise er det vort mål at intensivere vor krig mod den elendighed, som millioner af kvinder, mænd og børn befinder sig i, og fastlægge konkrete fremgangsmåder for opfyldelse af MDG-målene, som skal være nået i 2015;

3. værdsætter disse kommissionsdokumenter og de talrige analyser og forslag, som gør det muligt at tage bestik af situationen i verden: de giver klare og detaljerede oplysninger om de – ret begrænsede – fremskridt der er gjort hen imod hvert enkelt MDG-mål, og den finansielle indsats, som medlemsstaterne har ydet i form af offentlig udviklingsbistand (ODA); uden at der lægges skjul på forsinkelser og svagheder får man herigennem et indblik i kompleksiteten af de initiativer, som EU har taget såvel internt som i de forskellige internationale fora, for at køre de forskellige aktører i stilling; i disse dokumenter skitseres også nye muligheder for at gøre hurtigere fremskridt;

4. beklager desto mere, at de lokale og regionale myndigheder, såvel i EU som modtagerlandene, i Kommissionens første meddelelse ikke nævnes eksplicit (2) blandt de aktører, der er med til at opfylde MDG-målene. Denne forbigåelse strider mod Den europæiske konsensus om udvikling fra 2005, der sammenfatter hovedlinjerne i EU's politik på området, Kommissionens meddelelse fra 2008, som udtrykkeligt anerkender de lokale og regionale myndigheder som aktører i udviklingsarbejdet, Rådets konklusioner om denne meddelelse, der blev vedtaget den 10. november 2008, samt dialogen mellem Kommissionen og Regionsudvalget i dets egenskab af institutionel repræsentant for de lokale og regionale myndigheder, der er blevet ført siden Regionsudvalgets udtalelse 312/2008, der blev vedtaget enstemmigt den 22. april 2009;

5. anser det for absolut nødvendigt at rette op på denne lakune i den fælles holdning, som EU vil fastlægge efter behandlingen i Rådet og Parlamentet, og at anerkende den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder i EU og udviklingslandene spiller for bekæmpelsen af fattigdom.

B. Bemærkninger til forskellige emneområder

6. vil ikke komme nærmere ind på, hvorledes de lokale og regionale myndigheder i EU og i de lande, som modtager udviklingsstøtte, bidrager til opnåelsen af MDG-målene med respekt for demokratisk regeringsførelse (3): Udvalget har allerede haft lejlighed til at understrege dette og fremsætte forslag i de udtalelser, det har vedtaget om de lokale myndigheders bidrag til udviklingssamarbejdet siden 2005 (4), og vil mene, at budskabet er blevet opfattet;

7. minder om, at Accrahandlingsplanen fra 2008 anerkender de lokale og regionale myndigheders rolle i den nye bistandsstruktur;

8. anser det dog for at være på sin plads nu, hvor EU søger at gøre sine holdninger gældende på den internationale scene, at fremhæve visse punkter, som direkte vedrører de lokale og regionale myndigheder.

Virkeliggørelse af MDG-målene i lyset af tematiske meddelelser

9. minder om, at 7 af de 8 MDG-mål vedrører helt konkrete aspekter af fattigdommen. Status for 2010 – hvor to tredjedele af perioden er tilbagelagt – tegner et kontrastfyldt billede. Resultaterne er ret positive, hvad angår den lille tilbagegang i den ekstreme fattigdom, børnedødeligheden for børn under 5 år, epidemier og adgang til drikkevand. De er stadig negative og i nogle tilfælde meget negative, når det gælder sult og underernæring, ulighed på uddannelsesområdet, dødelighed blandt mødre, AIDS og rensning af spildevand. Denne samlede status, som også er præget af de forskellige kriser – på fødevareområdet og derefter på det økonomiske og finansielle område – bør vurderes uden at glemme de forskelle, der findes inden for ét og samme land, og især mellem verdens regioner: f.eks. får Kinas opsving visse indikatorer til at se bedre ud, mens Afrika syd for Sahara er længst bagud, når det gælder børns adgang til grundskoleuddannelse, bekæmpelse af AIDS og adgang til spildevandrensning. Det minder ligeledes om, at gennemførelsen af disse syv udviklingsmål er betinget af det ottende, »Opbygge et globalt partnerskab for udvikling«, som trods den aktuelle økonomiske krise skaber en solidarisk forpligtelse for alle aktører til at overvinde nøden i verden;

10. er enigt med Kommissionen i, at MDG-målene er indbyrdes afhængige. For at nævne endnu et eksempel kan der som illustration til dem, der nævnes i Forårspakken, henvises til adgangen til vand, et aspekt, som EU overvåger via programmet »Vandfacilitet«, og som der også lægges stor vægt på i de samarbejdsforanstaltninger, som de lokale og regionale myndigheder i EU forestår. Hvis vandet er drikkeligt, indvirker det på sundhedstilstanden for alle, men adgang til drikkevand gør det også muligt at forbedre landbruget – og dermed i princippet at tilvejebringe en bedre ernæring – og at ændre kvindernes liv ved at lette deres arbejdsbyrde, især for de mindre piger, som kan blive fri for denne opgave, så de kan komme i skole;

11. understreger, at fremskridt i opfyldelsen af MDG-målene forudsætter, at der oprettes nationale systemer, som i deres udformning og fordeling af midler ikke forbigår de basale tjenester, dvs. tjenester, som effektivt kan dække befolkningernes basale behov;

12. RU må i denne forbindelse minde om de lokale og regionale myndigheders grundlæggende rolle i etableringen af sådanne tjenester og i tilrettelæggelsen af dem med respekt for en demokratisk og effektiv regeringsførelse, hvis mål det er at forbedre borgernes levevilkår;

13. mener ligeledes, at den lokale tilgang er absolut nødvendig for at løfte en af de store opgaver, der skal løses for at realisere MDG-målene, nemlig de demografiske ændringer: hvis der ikke tages hensyn til udviklingsbehovene på lokalt plan, især gennem støtte til de små landbrug, vil afvandringen fra landdistrikterne få fattigdommen til at vokse i storbyer, som vil være umulige at forvalte, eller øge udvandringen til andre lande;

14. appellerer derfor til Kommissionen om at anlægge en sådan lokal tilgang til udvikling i sin udarbejdelse – sammen med partnerlandene – af regionale strategidokumenter (dvs. vedrørende flere lande) og landestrategier; det minder i denne forbindelse om nødvendigheden af at inddrage de lokale og regionale myndigheder i udformningen og gennemførelsen af udviklingsprogrammer. For at imødegå globaliseringens udfordringer må man tage de myndigheder med på råd, som på stedet er ansvarlige for demokratisk styring og lokal udvikling;

15. Desuden bidrager de lokale og regionale myndigheder gennem passende initiativer til at gøre den brede offentlighed bevidst om den reelle nød i verden i en krisesituation og om det presserende behov for at reagere herpå ved at fremme udviklingen. I kraft af den solidaritet og den udveksling, som disse initiativer er udtryk for, kan de for befolkningsgrupper med indvandrerbaggrund også være en lejlighed til at genopdage deres kulturelle rødder og til i deres oprindelsesland at medvirke til at styrke institutionerne og de borgerlige friheder til gavn for udviklingen.

Finansiering af udviklingen

Den offentlige udviklingsbistand (ODA)

16. sætter pris på, at EU (Kommissionen og medlemsstaterne) er den største udviklingsbistandsyder i verden (5): selv om omfanget af EU's offentlige udviklingsbistand for 2010 (der skønnes at udgøre ca. 0,45 % af BNP) er mindre end de midtvejsmål, som det havde sat sig for at nå, ligger EU langt over gennemsnittet for de rige lande (0,31 % af BNP i 2010);

17. gør opmærksom på, at visse medlemsstater i deres nationale ODA-bistand medregner de beløb, som landets lokale og regionale myndigheder bidrager med til deres decentraliserede samarbejdsaktiviteter, mens andre af forskellige grunde ikke gør det;

18. anser det derfor for nødvendigt klart at identificere de lokale og regionale myndigheders andel af ODA-bistanden på nationalt plan og på internationalt plan;

19. er af den opfattelse, at sådanne klare tal også vil kunne øge de lokale myndigheders finansielle bidrag til bekæmpelsen af fattigdom i verden. Skønt bidraget fra de regionale og lokale myndigheder ikke begrænser sig til deres finansielle bistand, har nogle af dem allerede sat sig som mål at afsætte 0,7 % af deres midler til samarbejdsaktiviteter i udviklingslandene. I nogle tilfælde har de også indført finansielle mekanismer, som giver mulighed for at dække visse specifikke behov (for eksempel Frankrig, når det gælder adgang til vand);

20. desuden kunne man forestille sig, at hver af de 100 000 lokale og regionale myndigheder i EU – under overholdelse af de respektive nationale love – beslutter frivilligt at afsætte mindst 1 euro pr. indbygger til udviklingsbistand. De lokale og regionale myndigheder, der ikke selv gennemfører decentraliserede samarbejdsaktiviteter, kunne eventuelt indbetale deres bidrag til en fond for udviklingsbistand fra de lokale myndigheder, således som det er tilfældet i dag i Spanien. De tiltag, som indirekte bidrager til udvikling (f.eks. med henblik på at gøre offentligheden bevidst om fattigdommen i verden) kunne ligeledes medregnes blandt disse bidrag.

Udviklingslandenes skattesystemer

21. ønsker ligesom andre myndigheder i Europa at samarbejde med udviklingslandene for at nå frem til, at de kan basere deres skatteindtægter på et grundlag og en praksis, som er i overensstemmelse med en demokratisk regeringsførelse, ved at bekæmpe skatteparadiser og korruption, og støtter disse landes bestræbelser i denne retning;

22. gør i den forbindelse opmærksom på følgende fire forhold:

—	de lokale myndigheder i de bistandsmodtagende lande har brug for ressourcer til at varetage de opgaver, de får overdraget, for at de ikke skal være helt afhængige af de usikre midler, som ODA-støtten kan bibringe, især i form af budgetstøtte;

—	de ansvarshavende på lokalt plan har også brug for den tekniske støtte, som EU har erklæret sig rede til at yde;

—	de lokale og regionale myndigheder i Europa har ufortøvet taget dette centrale spørgsmål op ved i det institutionelle aspekt af deres decentraliserede samarbejde at inkludere støtte til organisering og forvaltning af et lokalt skattesystem;

—	der er ikke desto mindre behov for, at budgetstøtten fra EU, når den foreligger, mere direkte kan rettes imod støtte til lokale og regionale myndigheder;

23. understreger den rolle, som de lokale og regionale myndigheder i samarbejde med civilsamfundet spiller for udviklingsuddannelse og bevidstgørelse af den offentlige opinion om problemet med fattigdom i verden: uden initiativer tæt på befolkningen og tillid til anvendelsen af midlerne vil det være endnu vanskeligere i en krisetid at få de europæiske borgere til at forstå nødvendigheden af finansiel solidaritet med verdens andre kontinenter.

Institutionelle mekanismer

Sammenhæng i EU's udviklingspolitik

24. hilser de initiativer velkommen, som EU har taget for at efterleve dette princip i Den europæiske konsensus om udvikling, hvorefter politikker inden for andre områder end udviklingssamarbejde ikke må komme på tværs af de bestræbelser, der skal udfoldes for at nå MDG-målene. Udvalget minder også om, at det på Rådets møde i november 2009 blev besluttet at koncentrere indsatsen om fem prioriterede områder: handel og finansiering, klimaændring, global fødevaresikkerhed, migration og sikkerhed;

25. bemærker således – for blot at nævne nogle enkelte punkter – at reformen af den fælles landbrugspolitik efter 2013 skal tage hensyn til fødevaresikkerheden i verden, og at migration af højtkvalificerede fagfolk fra udviklingslandene vil blive tilskyndet, men i form af cirkulær migration for ikke at berøve disse lande kompetencer, som er vigtige for deres udvikling og virkeliggørelse af MDG-målene, især på sundhedsområdet. Ligeledes skal der ved forvaltningen af den lokale udvikling tages hensyn til miljødimensionen.

Bistandens effektivitet

26. har i sin udtalelse 312/08 fin, der blev vedtaget i april 2009, klart bifaldet »det afgørende fremskridt«, som Paris-erklæringen fra 2005 var udtryk for med hensyn til harmonisering af bistanden, og udtrykt ønske om, at koordinationen mellem de forskellige samarbejdsniveauer kommer til at foregå i samråd og gennemsigtighed. Da harmoniseringen af de respektive samarbejdsaktiviteter forudsætter, at man kender til dem, er udvalget i tæt samarbejde med Kommissionen begyndt at udforme et Internet-atlas over det decentrale samarbejde for at få et mere samlet overblik - end det hidtil har været muligt - over, hvilke lokale myndigheder i Europa der laver hvad, hvor og hvorledes;

27. vil gerne understrege, at de kontakter, der er blevet etableret mellem lokale og regionale myndigheder i Europa og deres modparter i partnerlandene, skaber mulighed for at gøre konkrete fremskridt i gennemførelsen af principperne om demokratisk ejerskab og tilpasning til partnerlandenes prioriteter og karakteristika, som tillægges afgørende betydning i Paris-erklæringen og i Accrahandlingsplanen, og som ikke bør forblive et anliggende mellem stater;

28. bemærker, at de aktiviteter, som gennemføres af de lokale myndigheder, ikke er blevet glemt i den rapport om gennemførelsen af MDG-målene indtil 2015 (6), som FN's generalsekretær afsluttede i februar 2010 med henblik på topmødet i september 2010. Rapporten understreger, at de lokale myndigheders indsats udmærker sig ved at være baseret på synergi mellem aktiviteterne og medvirken fra de berørte befolkningers side;

29. håber inderligt, at de politiske ledere i den fælles EU-holdning, som endeligt skal vedtages af Rådet i juni, ikke overser, at opfyldelsen af MDG-målene har til formål at forbedre dagliglivet for mange millioner mennesker, og at det er på det lokale plan, at effektiviteten af de store internationale støttemekanismer skal stå sin prøve;

30. anmoder derfor om, at det substatslige niveau tages udtrykkeligt med i betragtning i de analyser og forslag, som skal vedtages i juni af EU og i september af det internationale samfund. De 100 000 lokale myndigheder i Europa kan fylde de små bække, som kan blive til store frugtbare floder. Denne alliance mellem stater og lokale myndigheder er en lejlighed til at styrke de demokratiske institutioner og fremme en retfærdig fordeling af rigdomme med det mål at neutralisere den krudttønde, som ekstrem fattigdom udgør, og opfylde millenniummålene i henhold til de politiske og humanistiske forpligtelser, der blev indgået i 2010.

Bruxelles, den 9. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) Mål 1: nedbringelse af fattigdom og sult i verden med 50 %; Mål 2: sikring af grundskoleundervisning for alle; Mål 3: fremme af ligestilling mellem kønnene; Mål 4: mindskelse af børnedødeligheden; Mål 5: forbedring af mødres sundhed; Mål 6: bekæmpelse af HIV/AIDS og andre sygdomme; Mål 7: sikring af et bæredygtigt miljø; Mål 8: deltagelse i et verdenspartnerskab for udvikling.

(2) Bortset fra meddelelsen om skat og udvikling, som paradoksalt nok ikke er stilet til Regionsudvalget.

(3) Dokumentet fra De forenede byer og lokale regeringer (UCLG) »UCLG Position Paper on Aid Effectiveness and Local Gouvernement« fra december 2009 indeholder også talrige eksempler;

(4) Udtalelse CdR 224/2005 fin, udtalelse CdR 383/2006 fin, udtalelse CdR 144/2008 fin, udtalelse CdR 312/2008 vedtaget i april 2009.

(5) Bilaget til SEC(2010) 420 final viser omfanget af ODA for hvert af de 27 EU-lande og prognoserne herfor indtil 2015.

(6) UN document A/64/665.

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/22

Regionsudvalgets udtalelse: »Sammenkobling af selskabsregistre«

(2010/C 267/06)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Baggrund

1. glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til grønbogen om »Sammenkobling af selskabsregistre«;

2. er meget tilfreds med, at Kommissionen opfordrer alle de parter, der berøres af grønbogen til at tage stilling til de relevante spørgsmål;

3. minder om Regionsudvalgets afgørende rolle. Det har som repræsentant for de lokale og regionale myndigheder i tidligere udtalelser fremlagt forslag og alternative løsninger til at fremme et velfungerende indre marked, øge gennemsigtigheden samt lette udvekslingen af information og de administrative byrder på både lokalt og regionalt plan;

4. er enig med Kommissionen i, at selskabsregistre (1) spiller en afgørende rolle, da man heri registrer, undersøger og lagrer selskabsoplysninger om f.eks. en virksomheds retsform, hovedsæde, kapital og de juridiske repræsentanter, og da disse oplysninger bliver tilgængelige for offentligheden;

5. giver Kommissionen ret i, at der såvel i direktivet om grænseoverskridende fusioner (2) som i statutten for det europæiske selskab (ES) (3) og i statutten for det europæiske andelsselskab (SCE) (4) udtrykkeligt bør stilles krav om et grænseoverskridende samarbejde mellem selskabsregistre;

6. mener, at selskabsregistre i de enkelte lande kan tilbyde forskellige yderligere tjenester også selv om minimumsnormerne for de vigtigste tjenester, er reguleret af EU-lovgivningen. Samtidig arbejder virksomheder i stigende grad på tværs af nationale grænser og har dermed mulighed for at lade sig registrere i en medlemsstat og at udøve deres aktivitet helt eller delvist i en anden medlemsstat. Alt dette har ført til en stigning i behovet for en grænseoverskridende, offentlig adgang til selskabsoplysninger;

7. fremhæver, at oplysninger om et selskab ganske vist er tilgængelig i det land, hvor det er registreret, men at tekniske, juridiske, sproglige og andre barrierer ofte kan hindre adgangen til disse fra en anden medlemsstat;

8. er af den opfattelse, at det nuværende frivillige samarbejde mellem selskabsregistre ikke i sig selv er tilstrækkeligt, og at det derfor er nødvendigt at sikre et mere effektivt grænseoverskridende samarbejde mellem disse registre end hidtil. I forbindelse med dette samarbejde er det af særlig betydning, at man ikke blot sikrer grænseoverskridende adgang til de lagrede oplysninger, men også gennemsigtighed, restsikkerhed og pålidelighed;

9. understreger, at den aktuelle finanskrise endnu en gang viser, hvor vigtigt gennemsigtige finansielle markeder er. I sammenhæng med de finansielle genopretningsforanstaltninger kan forbedringen af adgangen til aktuelle, officielle og pålidelige oplysninger om selskaber betragtes som et middel til at genskabe tilliden til markederne i hele Europa.

Hovedbudskaber

10. erkender, at selskabsregistre er af afgørende betydning for at sikre et grænseoverskridende og velfungerende indre marked, da de giver virksomheder pålidelige og aktuelle informationer til kommercielle formål og en bedre retsbeskyttelse af alle parter i alle medlemsstater;

11. er klar over, at øget mobilitet blandt virksomheder er afgørende for den økonomiske vækst og gør sig derfor til talsmand for et omfattende integreret system, der giver alle i hele EU lige adgang til information;

12. fastslår, at adgangen til information om grænseoverskridende fusioner, flytning af virksomheder og etablering af filialer i andre medlemsstater er en daglig nødvendighed, for at det indre marked kan fungere gnidningsløst;

13. værdsætter bestræbelserne hos medlemmerne af den frivillige ordning på at skabe en effektiv informationsudveksling, men opfordrer dog Europa-Kommissionen til at fremsætte forslag om en retlig ramme for et europæisk samarbejde mellem selskabsregistre, således at det nuværende frivillige system erstattes af et fuldt integreret ikt-baseret register;

14. henviser endnu en gang til de små og mellemstore virksomheders vigtige rolle i den europæiske økonomi og tilskynder medlemsstaterne til at vedtage statutten for et europæisk privat selskab, som i kombination med et effektivt system for sammenkobling af selskabsregistre ville fremme den mindre industris vækst på det indre marked;

15. gør sig til talsmand for udviklingen af et digitalt europæisk selskabsregister med ambitiøse IT-løsninger på basis af gensidigt samarbejde;

16. opfordrer til, at de relevante selskabsdirektiver revideres, således at bestemmelserne heri tilpasses det tekniske niveau i dag, især hvad angår brugen af IT-systemer;

17. deler den opfattelse, at det under alle omstændigheder ville være formålstjenligt, at man ved sammenkoblingen af selskabsregistre i stor udstrækning baserede sig på det allerede gennemførte arbejde i forbindelse med det europæiske selskabsregister (EBR) og BRITE-projektet. Hvad angår den del, der har med reguleringen af det proceduremæssige samarbejde mellem selskabsregistrene i netværket at gøre (fusioner, flytning af hovedsæder, etablering af filialer osv.), må man give Kommissionen ret i, at systemet lettest kan udvikles på baggrund af det eksisterende BRITE-projekt.

Forslag

18. minder om, at virksomheder takket være EU-domstolens retspraksis i de forløbne ti år (især retssagen om Centros (C-212/97), Überseering (C-208/00) og Inspire Art (C-167/01)) har fået mulighed for at operere på tværs af grænserne og flytte deres hovedsæde;

19. fremhæver, at der i praksis ofte ikke kan gøres brug af denne ret. Grunden hertil er ikke så meget den mangelfulde sammenkobling mellem selskabsregistre, men snarere den omstændighed, at medlemsstaterne som følge af deres selskabsretlige og registerretlige bestemmelser ikke fremmer virksomheders beslutninger om at flytte til udlandet eller at udøve andre grænseoverskridende aktiviteter, og at den europæiske lovgivning ikke udtrykkeligt fremmer sådanne bestemmelser;

20. er af den opfattelse, at sammenkoblingen af selskabsregistre heller ikke i sig selv er løsningen på dette problem. Dette kræver snarere, at der udarbejdes materielle og proceduremæssige bestemmelser om virksomheders flytning af hjemsted, hvorved man bl.a. også regulerer samarbejdet mellem selskabsregistre;

21. er af den overbevisning, at den kendsgerning, at det næsten er umuligt at flytte en virksomheds hovedsæde inden for EU, er en af de vigtigste grunde til, at medlemsstaterne og regionerne ikke reelt konkurrerer med hinanden. En konkurrence ville medføre, at virksomheder ville blive tiltrukket af de bedste omgivelser, men flytning af en virksomheds hovedsæde er i dag meget kompliceret;

22. indrømmer, at sammenkoblingen af selskabsregistre uden tvivl kan hjælpe virksomheder med inden for rammerne af deres aktiviteter at indhente oplysninger om deres partnere, hvilket umiddelbart skal hilses velkommen Sammenkoblingen af selskabsregistre i et netværk skulle kunne føre til en fælles databank med standardiserede oplysninger, hvormed dette mål skulle kunne nås, hvis det sikres, at oplysningerne i registrene er korrekte. Endvidere bør der sigtes mod en standardisering af registeroplysningerne;

23. er af den opfattelse, at den i grønbogen foreslåede forvaltningsoverenskomst ikke synes at være et egnet instrument til udvikling af dette netværk. Vil man fra hvert nationalt selskabsregister kunne indhente standardiserede oplysninger i en standardiseret form, skal indførelsen af et fremtidigt system reguleres via en revision af selskabsdirektivet eller på anden vis;

24. tilføjer, at bestræbelserne snarere bør gå i retning af, at man online giver alle adgang til såvel de grænseoverskridende informationer i det system, der skal udvikles, og til oplysningerne i de forskellige medlemsstaters selskabsregistre helt gratis eller mod et ringe gebyr. De afgifter til staten, der opkræves i forbindelse med indsamlingen af de relevante oplysninger, er tilstrækkelig til at dække dermed forbundne udgifter. Det offentlige skal ikke drive handel med offentlige data. Ellers ville der under dække af det fremtidige direktiv opstå konkurrence mellem de eksisterende virksomheder, der tilbyder konsulteringstjenester;

25. deler den opfattelse, at sammenkoblingen af data, der tilvejebringes med gennemførelsen af direktivet om gennemsigtighed, med de kommende net af selskabsregistre forekommer fornuftig. Derfor burde det overvejes, om man med et direktiv eller måske endog en forordning skulle fastlægge de nødvendige bestemmelser;

26. påpeger endvidere, at en manglende sammenkobling af selskabsregistre længe egentlig ikke er nogen stor hindring for grænseoverskridende aktiviteter inden for selskabslovgivningen. Takket være intelligente elektroniske løsninger (som f.eks. dem der er blevet indført mellem Estland, Portugal og Finland) arbejder man allerede nu meget snævert sammen, således at man ad elektronisk vej sågar kan konsultere selskabsregistre i andre lande, uden at man dermed skal rejse til udlandet;

27. understreger, at de eksisterende hindringer for grænseoverskridende selskabsretslige transaktioner snarere skyldes manglen på et europæisk identitetsbevis, som f.eks. et europæisk elektronisk identitetskort, som ville gøre det muligt retligt at tillade brugen af en digital signatur og at anerkende denne gensidigt. I forbindelse med sammenkoblingen af selskabsregistre ville dette være et af de vigtigste punkter, der ligeledes skulle tages op;

28. påpeger afslutningsvis, at alle initiativer skal være i overensstemmelse med nærhedsprincippet og grundreglerne i proportionalitetsprincippet og den deraf følgende bedre lovgivning.

Bruxelles, den 9. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) Begrebet »selskabsregister« i grønbogen omfatter alle centrale, handels- og selskabsregistre i henhold til artikel 3 i det første selskabsdirektiv (68/151/EØF).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2005/56/EF af 26. oktober 2005 om grænseoverskridende fusioner af selskaber med begrænset ansvar (EUT L 310 af 25.11.2005, s. 1).

(3) Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001af 8. oktober 2001om statut for det europæiske selskab (SE) (EUT L 294 af 10.11.2001, s. 1).

(4) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske selskab andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/25

Regionsudvalgets udtalelse: »Byfornyelse og dens betydning for fremtidens byudvikling i Europa«

(2010/C 267/07)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

Byernes bidrag til udvikling og overgangen fra renovering til byfornyelse

REGIONSUDVALGET

1. er af den opfattelse, at byer og byregioner (dvs. sammenvoksninger af byer og nabokommuner) er smeltedigler af fantasi og kreativitet og rummer såvel mulighederne for at løse de økonomiske og finansielle problemer, som Den Europæiske Union står over for, som redskaberne til at bekæmpe social eksklusion, kriminalitet og fattigdom. Imidlertid mener Regionsudvalget, at dette må anerkendes i strukturprogrammer med henblik på at gøre det muligt at iværksætte ændringer og foretage byfornyelse;

2. erkender, at byer og byområder (1) yder et stadig større bidrag til en bæredygtig udvikling på samtlige styringsniveauer. Byerne er centre for kultur, erhvervsliv, uddannelse, forskning og udvikling, videnintensive tjenester og den finansielle sektor. De er knudepunkter for den regionale og interregionale person- og godstransport og yder et væsentligt bidrag til integrationen af befolkningsgrupper med forskellig baggrund;

3. gør opmærksom på, nogle byområder er blevet undermineret af miljømæssige, økonomiske og sociale problemer, men gør også opmærksom på, at der er mange eksempler på vellykket byfornyelse i Europa, som er blevet finansieret med støtte fra EU;

4. understreger, at koncentrationen af befolkningen i byerne – som følge af illegalt byggeri og intern migration - i mange tilfælde er sket så hurtigt, at de lokale myndigheder ikke har kunnet planlægge sig ud af problemerne. De sociale problemer er blevet skærpet og befolkningsgrupper er blevet marginaliseret, hvorved væsentlige arbejdsmæssige og samfundsmæssige kvaliteter er gået tabt. Nedslidte kvarterer, der medvirker til social udstødelse og øger usikkerheden, er blevet en uadskillelig del af bymiljøet i udviklede lande;

5. konstaterer, at økonomiske strukturforandringer, produktionsudflytninger og indførelse af ny teknologi (især f.eks. enhedslast inden for godstransport) har forringet infrastruktur og jordarealer på rekordtid (havne, jernbanestationer), og har store konsekvenser for den økonomiske og samfundsmæssige funktionsevne i bydele og byer, der stilles over for helt nye udfordringer;

6. understreger, at byfornyelsespolitikker bør danne grundlag for en passende model med et bredt aktivitetsområde, der omfatter graduerede interventionsformer spændende fra opgradering af hele byområder til byfornyelse i den eksisterende boligmasse. Den nye model for en bæredygtig by bør desuden baseres på en innovativ integreret tilgang til byfornyelse, som i overensstemmelse med Leipzig-chartret medtænker miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter. Altså en model, der ikke fremmer uhæmmet spredning eller urbanisering af grønne områder, men i stedet fokuserer på at kontrollere vækst, forhindre diffus byspredning, skabe nyt liv i den eksisterende boligmasse og de sociale strukturer, gøre byerne mere miljøvenlige, genoplive forladte industriområder og fremme mere bæredygtige transportformer. Fysisk planlægning på forskellige niveauer (regional, lokalt) og blandingsbyggeri er også vigtige elementer i denne model;

7. minder om, at behovet for en mere målrettet og flerstrenget opgradering af byerne blev presserende i slutningen af det 20. århundrede. Problemernes kompleksitet har ført til en tilgang, som omfatter mange forskellige aspekter, og som på sin side har skabt behov for udtænkning af programmer for byfornyelse med en i vidt omfang integreret tilgang hvad angår mål, metoder og gennemførelsesinstrumenter inden for et bredere geografisk område og for at opnå stordriftsfordele. Udvalget er overbevist om, at ugunstigt stillede byområder ikke må eller kan opgives, da de udgør en uudnyttet talentressource og man risikerer et ressourcespild af menneskelig og fysisk kapital, som ligger brak i stedet for at anvendes produktivt som bidrag til generel økonomisk vækst.

De lokale og regionale myndigheders rolle i byfornyelse og relevansen for Regionsudvalget

REGIONSUDVALGET

8. understreger, at de regionale og lokale myndigheder bør spille en afgørende nøglerolle i forbindelse med udformning, gennemførelse, overvågning, understøttelse og evaluering af integrerede byfornyelsesstrategier og generelt i forbindelse med forbedring af bymiljøet. De europæiske byer og storbyer er meget forskellige. Denne omstændighed kræver lokalt udviklede løsninger og koncentration af indsatsen på lokalt niveau. Gennem adskillige EU-programmer og initiativer har man opbygget en stor pulje af viden om byudvikling både på europæisk niveau og i de enkelte byer. De lokale myndigheder bør efter udvalgets opfattelse opfordres til at gøre brug af al den viden, der er akkumuleret på europæisk niveau, navnlig af de allerede opnåede resultater;

9. finder, at der er rigeligt med muligheder for byfornyelsestiltag, samt at byfornyelsesstrategier skal tage højde for de mange forskellige faktorer, som skaber problemer for visse byområder. De senere års økonomiske nedgang kan ramme bestemte byområder særlig hårdt, fordi de på grund af deres socioøkonomiske struktur tilpasser sig langsommere end andre byområder. Byfornyelsesprogrammer bør søge at finde innovative metoder til at vende centrale byområders storbyeffekter til en fordel for lokalbefolkningen;

10. mener, at byer i et tæt partnerskab med de tilgrænsende landdistrikter rummer store fordele for både mennesker og virksomheder, ikke kun som økonomisk drivkraft og centre for udveksling og handel, men også fordi de begunstiger personlig frihed, kreativitet, forskning og ekspertise. På den anden side er ændret livsstil og befolkningens højere gennemsnitsalder samt ikke sjældent dårlige byudviklingsmodeller kilder til problemer i byerne. Byfornyelse og bæredygtighed står i øjeblikket højt på mange lokale og regionale myndigheders dagsorden i EU. De tilstræber at opnå bæredygtig vækst, moderne infrastruktur (med vægt på teknologisk infrastruktur), attraktive betingelser for erhvervslivet og et rent og sundt miljø;

11. mener, at der allerede findes god praksis på området, som bare ikke er blevet tilstrækkelig godt viderekommunikeret eller implementeret. Regionsudvalget efterlyser derfor igen et virtuelt netværk til udbredelse af god praksis i Europas byer og regioner. Regionsudvalget har været dybt involveret i initiativer som Borgmesteraftalen og Europas miljøhovedstad, og har deltaget i opfølgningsaktiviteterne til EU's Leipzig-charter om bæredygtige europæiske byer i EU-landenes byudviklingsgruppe (UDG). Regionsudvalget har for nylig afgivet udtalelser om beslægtede emner: f.eks. om hvordan byer og regioner bidrager til at opfylde EU's klima- og energimål, aktioner til fremme af energieffektivitet og EU's handlingsplan for bytrafik.

EU's indsats for udviklingen af Europas byer

REGIONSUDVALGET

12. er overbevist om, at der fra 1990 til i dag er sket store fremskridt i byudviklingen såvel hvad angår programmer som hvad angår knowhow om foranstaltningerne i byerne, selv om bypolitik slet ikke er udtrykkeligt nævnt i EU-traktaterne. I dette tidsrum har byerne fungeret som åbne eksperimentarier med værdifulde resultater på trods af de begrænsede ressourcer, de har haft til rådighed;

13. betoner, at EU kan varetage en afgørende støttefunktion for byfornyelsesstrategier. Med udgangspunkt i byernes allerede opnåede resultater bør Kommissionen tilskyndes til at stille eksisterende viden og foranstaltninger vedrørende byudvikling til rådighed for lokalområderne på en sammenhængende og struktureret måde. Dette bør gælde alle EU-politikker, som har direkte indflydelse på byudvikling med særlig vægt på samhørighed, beskæftigelse, bredbånd samt social-, miljø- og transportpolitik;

14. hilser den nyligt ajourførte vejledning om EU-politikkernes byaspekter i perioden 2007-2013 (udsendt af Kommissionens tværgående gruppe om byudvikling) velkommen og opfordrer Kommissionen til at overveje forslaget om at opdatere og formalisere en EU-by-agenda i tilknytning til en ny aktionsramme eller handlingsplan for byudvikling, der indsætter integreret byfornyelse blandt sine topprioriteter og samtidig tager højde for de forskelligartede rammer, hvori de skal finde anvendelse;

15. støtter alle eksisterende initiativer, der bidrager til bæredygtig byudvikling, herunder ikke mindst integreret byfornyelse, som led i samhørighedspolitikken, dvs. byaspekterne af strukturfondene, Urban Audit, Urban Atlas, Urbact-programmet og Jessica-initiativet. Udvalget opfordrer imidlertid Kommissionen til at analysere resultaterne af integrationen af Urban-initiativet i de operationelle EFRU-programmer nøje og til at udarbejde en særlig midtvejsrapport herom. I lyset af denne evaluering kan det blive nødvendigt i den næste programmeringsperiode at styrke byfornyelsesinitiativernes særlige karakter inden for rammerne af strukturfondene og forbedre samordningen med andre politikker i en EU-by-agenda;

16. bifalder den nye indfaldsvinkel til finansiering af byfornyelsesprojekter under Jessica-initiativet, især fordi det klart kobler finansiering til behovet for at udvikle integrerede byudviklingsplaner, men understreger dog, at tilskud også er et nyttigt og nødvendigt redskab til at rette op på markedssvigt i forbindelse med byudvikling. Udvalget er desuden bekymret for Jessicas manglende synlighed, for de problemer, som er konstateret i tilknytning til medlemsstaternes gennemførelse, og for, om de lokale og regionale myndigheder kender nok til initiativet;

17. mener, at ændringerne i strukturfondsforordningen, der har gjort investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi i boliger støtteberettigede, kan hilses varmt velkommen. Kendskabet til de tilskud til boliger, der blev indført i forbindelse med den seneste revision af EFRU-forordningen og som vedrører støtteberettigede boligtiltag for marginaliserede befolkningsgrupper, bør udbredes, ligesom de nødvendigvis skal være planlagt inden for rammerne af et integreret byudviklingsprogram. Udvalget vil derfor foreslå, at udgifter til boliger i meget ugunstigt stillede områder også får adgang til støtte fra strukturfondene. Boliger af høj kvalitet er en vigtig forudsætning for, at byfornyelsesprogrammer kan krones med held. Økonomisk støtte bør kun gives inden for rammerne af integrerede programmer og med strenge krav, der sikrer, at den lokale befolkning får opfyldt sine behov, og at støtten ikke bidrager til gentrificering.

Bæredygtig byfornyelse

REGIONSUDVALGET

18. konstaterer, at EU's byer opfordres til at bidrage til indsatsen mod den finansielle og økonomiske krise og til at medvirke til øget europæisk integration. De tre dimensioner, som det spanske formandskab har opstillet som grundlag for byfornyelsens rolle i byudvikling udgør søjlerne for bæredygtig udvikling. Ved gennemførelsen af byfornyelsesprogrammer vil disse skulle udvides med tematiske prioriteringer fra sag til sag, så problematikken indplaceres i det aktuelle socioøkonomiske miljø. Ifølge udvalget skal især følgende spørgsmål sættes højt på dagsordenen: byforvaltning på flere myndighedsniveauer, de lokale og regionale myndigheders rolle, finansiering af byfornyelse, teleinformatikteknologiers bidrag til byfornyelse, betydningen af det lokale selvstyres organisering og funktion i planlægningen og gennemførelsen af byfornyelsesprogrammer, innovationens rolle i byfornyelse og endelig byfornyelsens bidrag til udvikling af forbindelserne udadtil og globaliseringen af byerne. Det kan endvidere konstateres, at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i arbejdet med byfornyelse – fra fysisk planlægning til byplanlægning, og dens gennemførelse – og at de foretrækker fornyelse frem for ny byudvikling og forbedring af den eksisterende by frem for udvidelse af byområdet.

Byfornyelsens økonomiske dimension - bidrag til intelligent vækst

REGIONSUDVALGET

19. fremhæver, at de senere års økonomiske forandringer som følge af globaliseringen af økonomien proportionelt kan ramme gamle og centrale byområder hårdere, fordi de på grund af deres socioøkonomiske struktur tilpasser sig langsommere end andre byområder. Derfor er samhørighedspolitiske tiltag baseret på en overbevisning om, at vækst, der er geografisk ulige fordelt, både er til skade for den sociale samhørighed og begrænser mulighederne for økonomisk vækst. Dette gælder især på lokalt niveau, hvilket f.eks. Barca-rapporten netop har fremhævet på ny;

20. fremhæver behovet for at fremme innovative økonomiske aktiviteter via et passende miljø og egnede incitamenter, de seneste nye former for infrastruktur og veluddannede mennesker, der efteruddannes gennem hele livet;

21. mener, at beskyttelse af kulturarven, både den materielle og den immaterielle, gennem byfornyelse i byernes centrum, der i videst muligt omfang tager hensyn til den historiske og arkitektoniske kulturarv, tilfører en merværdi til byernes image, prestige og tiltrækningskraft, befordrer kulturel mangfoldighed, som spiller en vigtig økonomisk rolle i forbindelse med udviklingen af vidensøkonomi og kreativ industri, og mange gange fremmer vækst på lokalt plan gennem støtte til arbejdspladser med en høj grad af specialisering;

22. påpeger, at byfornyelsesprojektprocedurer såvel som deres resultater bør omfatte og udbrede viden og innovation;

23. henleder opmærksomheden på, at byfornyelsesstrategier skal tage højde for de mange forskellige faktorer, der ligger bag økonomisk forfald i visse byområder. Den funktionelle nedslidning af bygninger, forældet infrastruktur og adgangsproblemer er blandt de mest relevante. Mange virksomheder forlader byen for at nedbringe deres driftsomkostninger og få mere plads, og mange ansatte følger efter deres arbejdsplads for at opnå bedre livskvalitet (social infrastruktur, transportydelser) eller lavere leveomkostninger (lavere husleje eller huspriser). For at opfylde behovene hos virksomheder, der ønsker at etablere sig i byfornyede områder, bør byfornyelsesprogrammer søge innovative måder, hvorpå man kan anvende den tilgængelige plads og forbedre byens udbud af tjenesteydelser, således at storbyeffekterne i centrale dele af byen ændres til noget positivt;

24. minder om, at mobilitetsproblemer, herunder især trængselsproblemer, plager mange byområder i Europa, og løsningen består ikke bare i at bygge bedre infrastrukturer eller at pumpe flere penge ind i offentlige transportselskaber. Mobilitet i byerne øger de muligheder, der står til rådighed for borgerne og virksomhederne, og udgør som sådan en faktor, der fremmer den økonomiske konkurrenceevne og den sociale samhørighed. Udvalget peger på, at alle borgere bør have adgang til effektiv offentlig transport til overkommelige priser, da dette i væsentlig grad bidrager til, at de fattige bydele kan bryde ud af deres isolation. Udvalget understreger, at foranstaltninger til fremme af miljøvenlig transport (forsknings- og demonstrationsprojekter vedrørende lav- eller nulemissionskøretøjer, fremme af alternative transportformer såsom samkørselsordninger og bedre forhold for cyklisterne i byerne) bør prioriteres i lyset af de miljøskader, der opstår i byerne. Udvalget gentager endvidere sin støtte til udvikling af planer for bæredygtig bytrafik – som et minimum for større byer. Udvalget plæderer for indførelsen af incitamenter på EU-niveau, der sikrer, at EU-finansiering bliver gjort afhængig af, at der findes planer for bæredygtig trafik og at der vedtages offentlig-private partnerskabsaftaler om mobilitet;

25. understreger behovet for at træffe foranstaltninger til støtte for lokal iværksætterkultur med incitamenter, der henvender sig til bestemte befolkningsgrupper, oprettelse af iværksættelsesfremmende institutioner og afholdelse af relevante arrangementer. Udvalget anerkender i den forbindelse, at støtte til kvindelige iværksættere kan være af stor betydning for intelligent økonomisk vækst.

Byfornyelsens miljødimension - bidrag til bæredygtig vækst

REGIONSUDVALGET

26. gør opmærksom på, at byfornyelsens miljødimension skal give høj prioritet til tre store spørgsmål: klimaforandringer, tackling af forurening af naturressourcer som følge af menneskelige aktiviteter - og mere generelt rentabel udnyttelse af disse – samt beskyttelse af habitater;

27. er overbevist om, at selv om Europa allerede er kraftigt urbaniseret, forventes udviklingen i retning af en udvidelse af byområderne at fortsætte i bestemte områder, især i de mest dynamiske store og mellemstore byzoner. Efterhånden som byerne breder sig, kan de potentielt forringe eller ødelægge visse ressourcer og vand- og jordkvaliteten. Udvalget peger derfor på, at integrerede byfornyelsesprogrammer har potentiale til at stoppe eller vende denne udvikling ved at standse byernes uhæmmede vækst og gennem fornyelse af bymiljøet;

28. understreger, at klimaforandringer og højere vandstand i havene på grund af menneskers udledning af drivhusgasser forventes at accelerere i løbet af det 21. århundrede. Dette forhold giver stadigt større udfordringer til byområder langs kysterne, som kan imødese betydelige udgifter, idet det vil være nødvendigt at afsætte betydelige finansielle midler til bl.a. kystsikring og forebyggelse af oversvømmelser. Dette understreger endvidere betydningen af arbejdet i EU-landenes byudviklingsgruppe om en referenceramme for bæredygtige europæiske byer, som ud over byområdernes mere klassiske miljøproblemer også sigter mod at integrere klimaforandringsaspekter og de problemer, der er knyttet til at tilpasse sig eller modvirke konsekvenserne af disse;

29. prioriterer tacklingen af forurening af naturressourcer som følge af menneskelige aktiviteter som det vigtigste emne for byfornyelse med særlig vægt på aktioner, som kan forebygge forurening. Udvalget fremhæver ligeledes vigtigheden af at vurdere og begrænse anvendelsen af stoffer, som belaster det naturlige miljø, under hensyntagen til disses samlede livscyklus (produktion, anvendelse og bortskaffelse);

30. understreger, at fornyelse af eksisterende bygninger for at forbedre deres energieffektivitet er en af de mest omkostningseffektive måder, hvorpå man kan opfylde de forpligtelser, der blev indgået i Kyoto vedrørende klimaændring, da det skønnes, at man herigennem kan sænke bygningernes CO2 emissioner og energiomkostninger med 42 %;

31. gør opmærksom på, at byerne er ansvarlige for 70 % af drivhusgasemissionerne, og at Leipzig-charteret derfor opfordrer disse til at reducere deres CO2-aftryk, bevare deres ressourcer og biodiversitet, spare på energien og fremme adgang til de vigtigste offentlige tjenester. Udvalget henleder derfor opmærksomheden på, at det er nødvendigt omgående at træffe foranstaltninger til at begrænse energiforbruget i byerne - først og fremmest via en fornuftig energiforvaltning, men også via energiproduktion baseret på fornyelige energikilder. Der vil ligeledes skulle træffes foranstaltninger til isolering af bygninger;

32. hilser Borgmesteraftalen velkommen. Denne inddrager over 3 000 europæiske byer, der forpligter sig til at nå over de tre »20 %-mål«, et lovfæstet EU-minimumskrav, der skal opfyldes inden 2020. Dette initiativ og kåringen af Europas miljøhovedstad, som Kommissionen har lanceret, støttes af Regionsudvalget, som også arbejder på at udvide Borgmesteraftalen til også at omfatte det regionale plan;

33. Udvalget anerkender, at grønne områder og vandområder spiller en vigtig rolle i byfornyelsesprogrammer. Grønne områder og vandområder yder et vigtigt bidrag til forbedringen af klimaet i byerne, idet de har en kølende effekt, leverer frisk luft, filtrerer forureningen og dæmper støj. Samtidig bidrager grønne rekreative områder også til, at byen bliver værd at leve i og styrker dermed den sociale samhørighed. Grønnere byer er en målsætning, som alle burde stræbe efter;

34. henviser til, at de disponible vandressourcer bliver stadig mere sparsomme på internationalt niveau, og opfordrer til, at byfornyelsesprogrammer gør en aktiv indsats for at beskytte vandreserverne, navnlig drikkevandsreserverne, og sørger for en god forvaltning og gennemførelse af metoder til alternativ udnyttelse. Byernes vandforbrug (water footprint) må også begrænses;

35. vurderer, at det bebyggede miljøs æstetiske kvalitet er et afgørende succeskriterium i den internationale konkurrence mellem byerne - for deres tiltrækningskraft og for indbyggernes livskvalitet - og foreslår derfor at træffe foranstaltninger, der inddrager arkitektonisk og kunstnerisk kreativitet;

36. anerkender habitaternes værdi og giver ligeledes høj prioritet til beskyttelse og forvaltning af disse, eftersom de omgiver eller befinder sig tæt på byerne, som et betydningsfuldt parameter for byfornyelse, kombineret med aktioner, der kan øge miljøbevidstheden, og oplysningstiltag over for borgerne;

37. henleder opmærksomheden på de stærke bånd, der er mellem byerne og de regioner, som omgiver dem (især den dynamiske zone umiddelbart rundt om byerne), og på behovet for forvaltning af denne relation.

Byfornyelsens sociale aspekter - bidrag til inklusiv vækst

REGIONSUDVALGET

38. mener, at sociodemografiske ændringer i mange byer har bevirket, at befolkningen er flyttet fra boliger i ældre kvarterer til nye boligkomplekser i byernes periferi eller udkant eller simpelthen til nye byer i nærheden af storbyområder. Dette skyldes bl.a. adgangen til billigere og mere attraktive boliger, større livskvalitet og en bredere vifte af serviceydelser. Igennem de seneste årtier har folk, der tjener mere end gennemsnittet, forladt byen og er kun langsomt begyndt at vende tilbage takket være vellykkede byfornyelsesprogrammer. Udvalget understreger derfor, at byområder i forfald igen bliver gjort attraktive at bo i og bliver sat i stand til at opfylde forventningerne hos alle uanset indkomstniveau;

39. understreger, at boligforhold traditionelt har været, og fortsat vil være, et centralt område for byfornyelsen, og at hovedmålet i den forbindelse er at sikre bedre levevilkår for samfundets dårligst stillede;

40. mener, at den øgede sociale ulighed er et stort problem i de fleste byområder. Ulighed mellem forskellige kvarterer er resultatet af en social og geografisk ghettodannelse, der i nogle tilfælde opstår på grund af uhensigtsmæssige boligpolitikker og et serviceudbud, der er begrænset til velstående områder og ikke når ud til de fattige forstæder. Det nye mål om territorial samhørighed, som er indført med Lissabontraktaten, bør anspore alle myndighedsniveauer til at tage hensyn til disse skævheder i udarbejdelsen af sektorpolitikker for byerne inden for rammerne af en helhedsstrategi for byfornyelse. Derfor understreger Regionsudvalget, at en bæredygtig by skal baseres på solidaritet og aktivt bekæmpe udstødelse og forskelsbehandling ved at styrke den sociale samhørighed mellem forskellige bydele, forskellige samfunds- og erhvervsgrupper, mellem kønnene og mellem borgere med forskellig baggrund. Solidariteten inden for byen skal afspejle vores ambition om at opbygge et rummeligt europæisk samfund med større sammenhængskraft;

41. mener, at der skal gøres en særlig indsats for at integrere indvandrerne i byens liv. På den måde kan man løse nogle indvandringsrelaterede problemer.

Partnerskab om byfornyelse

REGIONSUDVALGET

42. understreger, at byfornyelsesprogrammer altid bør involvere den private sektor, den offentlige sektor og nonprofitsektoren, og at lokalsamfundet skal placeres i partnerskabets centrum. Selv om byfornyelse er en fortløbende proces uden afslutning, er det umuligt at anvende standardløsninger. Bred inddragelse af de berørte parter vil medvirke til, at man lærer af andres succes og undgår at gentage fejltagelser. Her spiller de lokale og regionale myndigheder en vigtig rolle ved at bringe forskellige økonomiske og sociale aktører sammen og udvikle målrettede foranstaltninger. Dokumenter om fysisk planlægning og byplanlægning udgør platforme for interaktion og samråd om politikker for de forskellige forvaltninger.

Prioriterede emner

REGIONSUDVALGET

43. mener, at overgangen fra byrenovering, hvor fokus ligger på såvel det naturlige som det menneskeskabte miljø, til programmer for byfornyelse skal gennemføres ved at opstille en række prioriterede emner, der udvider viften af indsatsområder. Målet skal være, at fremtidens europæiske byer opfylder borgernes forventninger, tilbyder infrastrukturer og miljøer, der udnytter arbejdstagernes erhvervsmæssige viden og kvalifikationer, danner en bæredygtig og attraktiv ramme for privatliv, arbejde og fritid, giver alle flest mulige chancer uden at udelukke nogen og anvender naturressourcerne så økonomisk som muligt, så de kan indgå i en konkurrenceøkonomi med lavt CO2-udslip.

Styring af byfornyelsesstrategier

REGIONSUDVALGET

44. understreger, at byfornyelse skal betragtes som et kontinuerligt, integreret forløb, baseret på en langsigtet vision om bæredygtig byudvikling. God forvaltning af byfornyelsesprogrammer skal begynde i analysefasen. Solide data om økonomi, sociale forhold og miljø i de berørte områder skal indsamles fra pålidelige kilder ved hjælp af velgennemtænkte og sammenlignelige indikatorer. I denne sammenhæng er Kommissionens byundersøgelse »Urban Audit« og det igangværende arbejde med referencerammen for bæredygtige europæiske byer særlig relevant;

45. påpeger, at bypolitikken bør tilrettelægges på nye måder, hvor byfornyelsespolitikken udformes på lokalt og regionalt plan med national og europæisk støtte, og mener, at lokale myndigheder skal påtage sig en lederrolle i udviklingen af politikker om samhørighed, integration og samarbejde og dermed sikre naturressourcerne og en miljøvenlig udvikling i deres områder samt fremme dialogen mellem de mange former for kulturel mangfoldighed. For at optimere de offentlige politikkers effektivitet har mange lokale og regionale myndigheder allerede udviklet nye former for byforvaltning, som sikrer mere virkelighedsnære byfornyelsesprogrammer. Integreret bypolitik involverer andre parter end de offentlige myndigheder. Ofte inddrages befolkningen i de berørte områder gennem forskellige deltagerbaserede systemer. I nogle lande sker det i form af kontrakter eller aftaler. Udvalget er overbevist om, at den øgede inddragelse af offentligheden og den rolle, bysamfundene har fået tildelt, er et forsøg på at skabe den sociale kapital, der er nødvendig for en vellykket byudvikling;

46. mener, at byfornyelsesprogrammerne bør give garanti for, at alle egnede medier, trykte som elektroniske, udnyttes bedst muligt til information, kommunikation og formidling af programmer og måder, på hvilke befolkningen kan deltage (lokale afstemninger, møder, onlinedemokrati osv.). Byfornyelsesprogrammer bør blive en del af læreprocessen for byudvikling i EU og bidrage til bevidstgørelse af borgerne om byernes problemer og de perspektiver, de åbner for;

47. erkender, at det i overensstemmelse med nærhedsprincippet er mere effektivt at tackle byfornyelse og udviklingsspørgsmål på lokalt niveau. Udvalget mener dog, at EU-støtte kan være en stor hjælp for byudvikling, hvor det er påvist, at EU kan fremme løsninger på byproblemer, der indvirker på den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU. Regionsudvalget mener derfor, at byfornyelse og udviklingspolitikker bør bygge på eksisterende EU-instrumenter i form af lovgivning, politiske initiativer og mekanismer til udveksling af erfaringer og bedste praksis mellem byer. Udvalget erindrer om, at politikker på området også skal respektere proportionalitetsprincippet og tage hensyn til de bredere territoriale rammer;

48. påpeger, at EU-finansiering kan være særlig nyttig, når den anvendes til at fremme samarbejde mellem lokale myndigheder i et funktionelt byområde. Herved sikres et fælles finansielt ansvar i hele området for befolkningsgrupper og kvarterer, som er truet af eksklusion. EU's finansieringsinstrumenter bør stilles til rådighed for funktionelle byområder under forudsætning af, at lokale myndigheder samarbejder effektivt om tildelingen af deres egne ressourcer.

Finansiering af byfornyelse

REGIONSUDVALGET

49. slår fast, at planlægning af udviklingsprogrammer i højere grad er beregnet på at opfylde bestemte behov end på at forme fremtiden. I forbindelse med undersøgelsen af dette spørgsmål bør de finansielle midler til byfornyelsesprogrammer udgøre en særlig faktor, der kan bidrage til programmernes bæredygtighed og effektivitet. Man bør bl.a. beskæftige sig med følgende områder: fordelingen mellem nationale og lokale midler, programmernes finansieringsform – systematisk eller »sag for sag« – blandingen af statslige midler og privatkapital, lokal beskatning, låntagning, evaluering af renoveringens fordele, fordelingen af udgifterne mellem de forskellige brugere og støttemodtagere, midlernes herkomst samt de offentlige subsidiers strategiske værdi og vægt. Der skal arbejdes mere specifikt med finansieringsmekanismer og gennemførelse af byfornyelsesprogrammerne. Mens man kan regne med bidrag fra instrumenter som byudviklingsfonde eller »de tre J-initiativer« (Jessica, Jeremie og Jaspers), er den nærmere specifikation og resultaterne af deres støtte fortsat et åbent spørgsmål;

50. mener, at det frivillige bidrag i byfornyelsesprogrammerne endnu ikke er blevet behørigt vurderet, og påpeger til slut, at udvikling og styrkelse af iværksætterånden i det lokale selvstyre samt i byfornyelsesprogrammerne vil blive et forskningsområde i sig selv.

IKT's bidrag til byfornyelse

REGIONSUDVALGET

51. konstaterer bred enighed om, at kommunikations- og informationsrevolutionen har fået mærkbare følger for den måde, byer i Europa er organiseret og fungerer på, og på deres udseende. Det skal især understreges, at byfornyelsesprogrammerne skal indeholde foranstaltninger inden for IT og kommunikation til udvikling af avancerede tekniske infrastrukturer samt udarbejdelse af applikationer og indhold, som vil forbedre borgernes liv og de offentlige tjenesters funktionsmåde, højne niveauet i den private sektors ydelser og tilskynde til anvendelse af disse instrumenter;

52. betragter det som uundgåeligt, at der også opstår risici, efterhånden som mulighederne udnyttes. Sikkerhed og beskyttelse af applikationer og udveksling, bevarelse af personoplysninger og respekt for borgernes privatliv og person er et afgørende spørgsmål, som endnu ikke er færdigbehandlet. Samtidig rejser anvendelsen af informationsteknologier på sikkerhedsområdet i byerne vigtige spørgsmål om samfundets demokratiske funktionsmåde. Køreplanen for byfornyelse bør inddrage den debat, der udfolder sig om dette emne, og fremlægge løsninger på de dermed forbundne problemer;

53. konstaterer, at de mest avancerede IKT-applikationer gennem udnyttelse af trådbårne og trådløse infrastrukturer kan skabe virtuelle miljøer (den nære by, den digitale by, den allestedsnærværende by) og dermed tilbyde borgerne et rum til interaktion og udveksling. Den digitale by er en parallelverden, som bør sættes på dagsordenen for byfornyelse.

Innovation og læring i byfornyelsen

REGIONSUDVALGET

54. mener, at støtte til innovation vil forbedre byernes præstationer og bidrage til deres økonomiske bæredygtighed. Byfornyelsesprogrammer skal derfor tilbyde et miljø, infrastrukturer og incitamenter, der tiltrækker innovation;

55. finder i forlængelse heraf, at oprettelsen af undervisningsinstitutioner for aktører i byernes økonomiske liv bør fremmes som strategisk prioritet for byfornyelse;

56. er ligeledes overbevist om, at byfornyelse bør styrke båndene mellem uddannelse, erhvervsliv, forskning og innovation og fremme nye innovative virksomheder.

Betydningen af de lokale myndigheders organisation og funktionsmåde for udformning og gennemførelse af byfornyelsesprogrammer

REGIONSUDVALGET

57. mener, at afgørelsen af, om der er behov for at gennemføre et byfornyelsesprogram, udformningen af programmet, dets gennemførelse, eventuelle revision og efterfølgende evaluering er handlinger, som kræver et administrativt apparat med et minimum af specifikke forvaltnings- og ledelseskompetencer. Det bør sikres, at alle lokale og regionale myndigheder råder over disse kompetencer. Da disse punkter er en absolut forudsætning, skal byfornyelsesprogrammerne også omfatte tiltag, der styrker de lokale myndigheders kompetencer. Det kan f.eks. være udvikling af ledelsesinformationssystemer (MIS) eller geografiske informationssystemer (GIS), som letter arbejdet og forbedrer beslutningsprocesserne, eller indførelse af certificerede procedurer (ISO, EMAS osv.), som øger kvaliteten af de tjenester, der leveres til borgerne. Tiltag, der sikrer fokus på borgerne, når de lokale myndigheder fastlægger deres arbejdsplan, bør have en central plads i byfornyelsesplanlægningen. Det er både en udfordring og en forudsætning for at gennemføre byfornyelsesprogrammer, at de lokale og regionale myndigheders organisering bringes op på niveau, og dette aspekt bør derfor inddrages.

Byfornyelsens bidrag til udviklingen af eksterne forbindelser

REGIONSUDVALGET

58. konstaterer, at markedsføring og branding af byer er uløseligt forbundet med de lokale og regionale myndigheders aktiviteter. I en stadig mere globaliseret verden er konkurrencen mellem byerne om at tiltrække kapital, investeringer og veluddannet arbejdskraft voksende. Byerne udvider deres udviklingsplaner for at kunne kræve ressourcer og midler, der kan sikre borgernes velstand. Konkurrencen om organisering af vigtige sports-, handels- og kulturbegivenheder, er kun et eksempel, men et af de tydeligste, på byernes rivalitet;

59. peger desuden på, at byerne sideløbende med konkurrencen også udbygger deres samarbejde. I EU har deres netværksdannelse, hvad enten den er emnebaseret eller geografisk funderet, fået et særlig stort omfang takket være EU's målrettede initiativer (Urbact, Interact, venskabsbyer osv.). Udveksling af bedste praksis har vist sig at være et nyttigt instrument. Tiltag, der bidrager til internationalisering af byerne i EU, bør inddrages som et indsatsområde inden for byfornyelsesprogrammerne.

II. KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

60. slår til lyd for, at Den Europæiske Union, når den træffer sine strategiske valg for den kommende programmeringsperiode (2014-2020), bør anerkende den strategiske betydning af byfornyelse og sørge for at styrke byaspekterne i alle sine politikker, så byerne igen bliver et forskningsfelt, og at den denne gang vedtager en tilstrækkelig fyldig dagsorden, der kan hjælpe Europa ud af den finansielle og økonomiske krise;

61. foreslår at indføre et initiativ med titlen »byfornyelse for intelligente, bæredygtige og inklusive europæiske byer«. Byerne i EU kan fungere som et særligt anvendelsesområde for de syv flagskibsinitiativer i Kommissionens meddelelse »Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (2);

62. finder, at tiden er moden til at træffe en sådan beslutning. Både debatten om budgettet for den næste programmeringsperiode og revisionen af budgettet for indeværende programmeringsperiode skal klart omfatte økonomisk støtte til byfornyelse.

Bruxelles, den 9. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) Byregioner (dvs. sammenvoksninger af byer og nabokommuner) skal medtænkes i hele udtalelsen.

(2) KOM(2010) 2020 endelig.

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/33

Regionsudvalgets udtalelse: »EU og international biodiversitet for tiden efter 2010«

(2010/C 267/08)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

A. Generelle bemærkninger

1. mener, at beskyttelse af biodiversitet er af afgørende betydning for menneskets sundhed og velvære såvel direkte som indirekte i kraft af de tjenester, vi modtager fra økosystemet. Alle har ret til at nyde godt af et sundt og bæredygtigt miljø, hvilket kræver bevarelse og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten med respekt for den centrale rolle, som biodiversiteten spiller i den verdensomspændende kamp mod sult og for fødevaresikkerhed. Udvalget er bekymret over de alvorlige følger, som det stigende tab af biodiversitet inden for økosystemerne vil få for de nuværende og kommende generationer, både af moralske grunde og fordi det er nødvendigt at erkende biodiversitetens iboende værdi, sikre økonomisk og social stabilitet, afbøde klimaændringen og opfylde millenniumudviklingsmålene;

2. støtter i tillæg til fremhævelsen af naturens iboende værdi som menneskets arv, at arbejdet med den økonomiske evaluering af biodiversitet og økosystem-tjenester fremmes og indarbejdes i de politiske beslutninger. Udvalget bifalder, at den internationale undersøgelse om økosystemers og biodiversitetens økonomi (»The Economics of Ecosystems and Biodiversity«) har øget forståelsen for den økonomiske værdi af biodiversitet og det faktum, at det at lade stå til har en alt for stor finansiel omkostning. Regionsudvalget bifalder, at den lokale og regionale dimension vil blive specifikt behandlet i ovennævnte undersøgelses D 2-rapport for administratorer;

3. påpeger, at EU's og de internationale 2010-mål har været afgørende for iværksættelsen af nyttige tiltag til fordel for biodiversitet på lokalt og regionalt plan i hele verden. Der findes mange eksempler på god praksis i hele EU. Udvalget er dog alvorligt bekymret over, at hverken EU's eller de globale 2010-mål for biodiversiteten er blevet nået som følge af den åbenlyse kløft mellem de erklærede ambitioner og de faktisk gennemførte aktiviteter;

4. er af den opfattelse, at hvis målene om beskyttelse af biodiversitet skal opfyldes, er det vigtigt for de offentlige myndigheder, herunder lokale og regionale myndigheder, at finde en balance mellem udviklingspolitikker og biodiversitetsmål og tilskynde til brug af incitamenter til at fremme bevarelsen af biodiversiteten.

Inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i en bedre forvaltning og kommunikation

5. fremhæver de lokale og regionale myndigheders rolle, når det gælder at stoppe tabet af biodiversitet og iværksætte strategier for beskyttelse af biodiversiteten i deres respektive regionale og lokale områder. Dette skal ses i lyset af de nylige resultater af en Eurobarometer-undersøgelse om europæernes holdning til biodiversitet, der blev offentliggjort i marts 2010, og ifølge hvilken kun 38 % af europæerne forstår betydningen af termen, og kun 17 % føler sig direkte berørt af tabet af biodiversitet. Udvalget bekræfter i den henseende sin vilje til at fremme projekter til bevarelse af biodiversitet og bidrage til at øge interessen hos borgerne på lokalt og regionalt niveau og skabe synergivirkninger mellem interessenter og offentlige myndigheder og i den forbindelse afholde arrangementer under Open Days 2010;

6. understreger, at en verdensomspændende beskyttelse af biodiversiteten forudsætter, at de lokale og regionale myndigheder har tilstrækkelige menneskelige, finansielle og tekniske midler til rådighed, som er afstemt efter deres ansvarsområder og står mål med deres indsats for at bremse tabet af biodiversitet. De regionale og lokale myndigheder er bedst i stand til at hjælpe lokalsamfundene med at bevare deres lokale miljø og bistå de frivillige organisationer, der arbejder med at motivere og engagere offentligheden i bevarelsen af det naturlige miljø. Af andre relevante ansvarsområder kan nævnes uddannelse, sundhed og velvære, fysisk planlægning og ejendomsret til jord. Udvalget opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at foregå med et godt eksempel;

7. er af den opfattelse, at FN's internationale år for biodiversitet i 2010 vil styrke den politiske vilje på europæisk og internationalt plan til at håndtere den globale biodiversitetskrise og samtidig fremme en aktiv deltagelse af lokale og regionale myndigheder;

8. stiller sig positivt til de projekter, som mange regionale og lokale myndigheder har lanceret for at bidrage til beskyttelsen af biodiversitet, såsom projekter til oprettelse af beskyttede naturområder og genoprettelse af truede levesteder, bevarelse af vådområder og andre økosystemer, anlæggelse af grønne bælter eller byplanlægning efter kriterier for bevarelse af biodiversitet, og for at bevidstgøre deres borgere om biodiversitet, såsom konkurrencer om bedste haver og grønne arealer i byområder. Haver i boligområder udgør et vitalt tilflugtssted for fugle, dyr og andre vigtige organismer og spiller en afgørende rolle med at nedkøle og filtrere luft og lagre kulstof.

B. Hen imod en EU-biodiversitetsstrategi for 2020

9. bifalder 2050-visionen samt de nye og ambitiøse 2020-mål om at stoppe tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenesterne i EU inden 2020 og så vidt muligt genoprette dem, samtidig med at EU øger sin indsats for at afbøde tabet af den globale biodiversitet som besluttet af Rådet (miljø) den 15. marts 2010 og godkendt af Det Europæiske Råd den 25.-26. marts 2010. Dette vidner om EU's fornyede tilsagn om at levere håndgribelige resultater;

10. er imidlertid bekymret over, at biodiversiteten inden for rammerne af EU 2020-strategiens mål underordnes udviklingen i den økonomiske vækst og jagten på en kulstoffattig økonomi i stedet for at blive vurderet i sin egen ret;

11. glæder sig over inddragelsen af økosystemtjenesterne under 2020-målet med det formål via genetableringen at få vendt udviklingen, således som anbefalet af udvalget. Regionsudvalget anmoder i denne forbindelse imidlertid Kommissionen og medlemsstaterne om at præcisere, hvordan den begrænsning af målsætningen, der ligger i formuleringen »så vidt muligt [at] genetablere dem«, skal fortolkes på lokalt og regionalt plan;

12. er enigt med Rådet i, at der nu er brug for omgående og effektive tiltag for at undgå alvorlige økologiske, økonomiske og sociale følger;

13. erkender, at dette udgør et vigtigt skridt for at bevise EU's vilje til at handle og »vise et godt eksempel« på den tiende konference mellem parterne (COP 10) i konventionen om biodiversitet (CBD) i Nagoya i oktober 2010;

14. støtter Rådets opfordring til Kommissionen om at udarbejde en EU-biodiversitetsstrategi for 2020, der tager højde for resultaterne af COP 10 i konventionen om biodiversitet;

15. fremhæver, at EU's 2020-biodiversitetsstrategi kun vil kunne opfylde de europæiske og internationale mål for biodiversitet på lokalt niveau efter 2010, hvis den målrettet støtter de lokale og regionale myndigheder og andre arealbrugere samt jordejere. Strategien er nødt til at råde bod på den nuværende underudnyttelse af strukturfondene til miljøspørgsmål og biodiversitet og fremme udvekslingen af bedste praksis for at styrke de regionale og lokale myndigheders indsats i felten. Fremme af god praksis blandt myndighederne og etablering af et forum for at indkredse fælles problemer og udveksle løsningsforslag til biodiversitetsproblemer vil bidrage til kapacitetsopbyggelsen inden for de lokale og regionale myndigheder;

16. glæder sig over, at udvalgets opfordring til etablering af en »økologisk infrastruktur« (1) er blevet taget op af Rådet (2), idet der herved er banet vej for, at Kommissionen kan udarbejde en EU-strategi for en økologisk infrastruktur efter 2010. Af hensyn til nærhedsprincippet bør en sådan strategi inkludere et decentralt perspektiv og give mulighed for at integrere allerede eksisterende initiativer, navnlig af lokal og regional art.

De lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med fremme af en EU-biodiversitetsstrategi for 2020

17. understreger, at den nye EU-biodiversitetsstrategi for 2020 kan blive en succes, hvis alle aktører og lokale interessenter deltager i politikudformningen og -gennemførelsen efter en model for reel forvaltning på flere myndighedsniveauer. Det er vigtigt at samle samtlige interessenter, der deltager i beskyttelsen af biodiversiteten og økosystemerne, herunder videnskabelige eksperter, aktører med ansvar for handlingsplaner for biodiversitet, ngo'er og uddannelsesmyndigheder;

18. understreger nødvendigheden af at gennemføre fugle- og habitatdirektiverne fuldt ud også på regionalt og lokalt plan, fremskynde etableringen og den fulde gennemførelse af Natura 2000-nettet, sørge for en passende finansiering under hensyntagen til, at biodiversiteten ikke er lige stor over hele EU, samt gennemføre effektive forvaltnings- og genopretningsforanstaltninger;

19. bifalder i den sammenhæng Rådets (miljø) opfordring af 15. marts til at anlægge en parcipatorisk tilgang, der vil »generere nødvendige og komplementære bottom up-initiativer fra dem, der direkte forvalter areal- og havanvendelsen, navnlig i lokalsamfund«;

20. fremhæver de lokale og regionale myndigheders centrale rolle i bevidstgørelsen af borgerne om betydningen af biodiversitet og efterlyser større støtte fra medlemsstaterne i gennemførelsen af EU- og national lovgivning;

21. opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at udarbejde biodiversitetsprogrammer og til at tage hensyn til biodiversitetsmålene i forbindelse med planlægningen og godkendelsen af landanvendelse, fremme udvidelsen af grønne områder, undgå at forringe jordbunden, beskadige økosystemerne og fragmentere landskaber og levesteder, mindske de negative virkninger af klimaændringer og finde måder til at kombinere genoprettelse eller anlægning af naturhabitater med initiativer inden for fysisk planlægning og landanvendelse. Regionsudvalget påpeger på den anden side, at hvad angår tyndtbefolkede områder og områder med god adgang til grønne områder, hvor store arealer allerede er naturbeskyttede, er det vigtigt at definere denne naturbeskyttelse nærmere og øge dens kvalitet samt forbedre samspillet med den øvrige landanvendelse;

22. mener, at Rådets erkendelse af behovet for at arbejde for en styrkelse af udvekslingen af bedste praksis for at sikre den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne i bekæmpelsen af biodiversitetstabet indebærer, at EU og medlemsstaterne bør øge deres støtte til de lokale og regionale myndigheders udveksling af bedste praksis;

23. støtter de initiativer og netværk, der dels fremmer opnåelsen af de målsætninger, som de lokale og regionale myndigheder frivilligt har forpligtet sig til at opnå, dels sikrer udbredelsen af bedste praksis på europæisk niveau, f.eks. LIFE +-projektet »europæiske biodiversitetshovedstæder«.

Indarbejdelse af beskyttelse af biodiversitet i nøglesektorer

24. noterer, at beskyttelse af biodiversitet og økosystemtjenester er et tværgående tema, som kræver en systematisk tilgang, hvor de forskellige aktører på samtlige niveauer skal samarbejde;

25. gentager de sektorspecifikke anbefalinger, som er medtaget i dets udtalelse om »Et nyt afsæt for at stoppe tabet af biodiversitet« (1), og påpeger, at det kun ville være muligt at beskytte biodiversiteten på en effektiv og robust måde, hvis denne beskyttelse blev indarbejdet i en bredere strategi og politikker vedrørende de nøglesektorer, som er ansvarlige for ødelæggelsen af levesteder, fragmentering og forringelse som følge af ændret landanvendelse, forurening osv. Der er tale om landbrug/skovbrug, energi, transport, klimaændringer, regionaludvikling og fysisk planlægning. Tilsvarende skal alle internationale handelsaftaler, der berører EU, tage højde for og afbøde tab af biodiversitet;

26. minder om sin opfordring til medlemsstaterne om at tilrettelægge deres skatte- og afgiftspolitik på en måde, der i højere grad gavner biodiversiteten, f.eks. i kraft af en nedsættelse af momsen på økologiske produkter, produkter med oprindelse i Natura 2000-områder eller gennem fjernelse af skatter, afgifter og støtte, der medfører biodiversitetsskadelig adfærd;

27. understreger, at beskyttelse og genoprettelse af biodiversiteten skaber en række omkostningseffektive muligheder for afhjælpning af eller tilpasning til klimaændringerne, f.eks. i forbindelse med oprettelsen af grønne korridorer med det formål at udvikle og genoprette vådområder, genskabe de oprindelige flodløb, fremme grønne tage samt etablere et netværk mellem vigtige biotoper.

Fastsættelse af fornuftige delmål og indikatorer og iværksættelse af omkostningseffektive foranstaltninger til opnåelse heraf

28. opfordrer Kommissionen til at koncentrere sig om et begrænset antal delmål, som klart og tydeligt fremstiller strategien og giver de lokale og regionale myndigheder mulighed for at bedømme deres eget bidrag og iværksætte korrigerende foranstaltninger rettidigt. Disse delmål skal flytte deres fokus fra situationsrelaterede mål, der er vanskelige at måle, til »belastningsrelaterede« mål. Antallet af delmål bør begrænses til fem eller seks og omfatte landbrug, fiskeri og havmiljø, landanvendelse, ødelæggelse og fragmentering af levesteder;

29. anbefaler, at der omhyggeligt defineres et delmål for landanvendelse og fysisk planlægning under hensyntagen til nærhedsprincippet for derigennem at afhjælpe de belastninger, der følger i kølvandet på ødelæggelsen og fragmenteringen af levesteder. De lokale og regionale myndigheder spiller i forbindelse med anvendelsen af begrebet økologiske netværk en afgørende rolle, og de er bedst i stand til at tage hensyn til de forskellige behov i henholdsvis tætbefolkede og større tyndtbefolkede områder. De lokale og regionale myndigheder kommer til at spille en central rolle i opnåelsen af dette delmål;

30. betoner betydningen af et klart referencescenarie, der skal udarbejdes af Det Europæiske Miljøagentur inden udgangen af juni i år, og som skal sikre en fortsat overvågning af og rapportering om delmålene og indikatorerne for stop af tab af biodiversitet og genoprettelse af økosystemerne. Tilvejebringelsen af positive tiltag kræver referencedata af høj kvalitet og en vedvarende overvågning, hvilket igen kræver betydeligt øgede finansielle midler. Dette kan delvis opnås ved at pålægge ejendomsudviklerne forpligtelser, men medmindre EU og medlemsstaterne bliver enige om at øge de finansielle midler til dette formål betydeligt, vil de finansielle midler, som de lokale og regionale myndigheder råder over, være utilstrækkelige;

31. opfordrer EU og medlemsstaterne til at indføre begrebet økosystemer i deres referencescenarie og indikatorer. Som eksempel kan nævnes Det Europæiske Miljøagenturs første sæt biofysiske kort over økosystemtjenester.

Finansiering til at opnå de nye mål

32. påpeger, at den nuværende budgetbevilling til beskyttelse af biodiversitet ikke er tilstrækkelig til at nå målene, herunder Natura 2000-målene, og slår til lyd for en væsentlig forøgelse af de finansielle midler i EU's budget for perioden efter 2013. Ved udformningen af nye direktiver og programmer skal det sikres, at foranstaltninger, der kan skade biodiversiteten, ikke kan modtage støtte;

33. tilskynder Kommissionen til at optimere udnyttelsen af EU-midlerne, navnlig ved at råde bod på den nuværende underudnyttelse af strukturmidlerne til biodiversitet og miljø og at undersøge mulighederne for at forbedre effektiviteten af den integrerede model for finansiering af biodiversitet og Natura 2000;

34. slår på ny til lyd for (3) at indføre et system for kobling af statsstøtte til visse miljøkrav, navnlig for så vidt angår den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik. Derudover opfordrer Regionsudvalget medlemsstaterne til at bidrage til en retfærdig fordeling af omkostningerne ved en genetablering af økosystemtjenesterne mellem de forskellige sektorer i økonomien;

35. henstiller på baggrund af de seneste konklusioner fra Det Europæiske Miljøagentur (4), at den fælles landbrugspolitik omlægges med henblik på i højere grad at støtte landbrugsdrift med stor naturværdi;

36. opfordrer Kommissionen til at etablere de fornødne finansieringsmekanismer, så de lokale og regionale myndigheder kan opbygge kapacitet til at stoppe tab af og beskytte biodiversitet i deres områder samt fremme udveksling af bedste praksis på tværs af regionerne.

Invasive arter

37. påpeger, at invasive fremmede arter betragtes som en trussel mod biodiversiteten på verdensplan, og at dette problem er blevet drøftet på de seneste fem konferencer mellem parterne i konventionen om biologisk diversitet (CBD);

38. noterer, at EU's strategi om invasive fremmede arter blev udviklet under Bern-konventionen i 2003. Under mål 5 i »EU-handlingsplanen frem til 2010 og tiden derefter« (5) opfordres medlemsstaterne til at udvikle nationale strategier for invasive fremmede arter. I den sammenhæng gentager Regionsudvalget sin opfordring (1) til Kommissionen om at udvikle en EU-strategi for invasive arter;

39. understreger, at arternes tilpasning til klimaændringerne er en medvirkende årsag til deres vandring, og at dette vil fortsætte i de kommende årtier, hvorfor det ikke kan udelukkes, at flere arter bliver invasive;

40. beklager offentlighedens begrænsede forståelse af, hvilken trussel de invasive fremmede arter udgør. Øget bevidsthed og viden om problemerne er en forudsætning for en større inddragelse. Offentligheden kunne ændre adfærdsmønster og dermed mindske risikoen for invasive arters indtrængning og spredning og samtidig bidrage til at opdage og overvåge dem. De lokale og regionale myndigheder er bedst i stand til at inddrage offentligheden på lokalt plan og derved fremme offentlighedens forståelse og inddragelse;

41. fremhæver, at de lokale og regionale myndigheder ligeledes har en rolle at spille i forbindelse med oplysning og som jordejere. Dertil kommer, at deres specialister kan bistå de nationale statslige organisationer i håndteringen af de invasive arter i samarbejde med de vigtigste ikke-statslige interessegrupper og således optimere anvendelsen af den tilgængelige kapacitet og de disponible midler til at forbedre opdagelses- og overvågningskapaciteten.

C. Regionsudvalgets bidrag til FN's konvention om biodiversitet (CBD) og tiende konference mellem parterne (COP 10)

42. erkender, at de biodiversitetsrelaterede problemer rækker ud over de nationale grænser, og slår derfor til lyd for, at der ikke alene træffes foranstaltninger på EU-plan, men også på globalt plan;

43. understreger betydningen af på globalt plan at bevare og genoprette biodiversiteten, herunder økosystemtjenesterne, for derved at bidrage til en udryddelse af fattigdommen, til større fødevaresikkerhed og til udviklingen af verdens lokalområder. Udvalget mener derfor, at en gennemførelse af konventionen om biodiversitet (CBD) vil være et afgørende bidrag til opnåelsen af milleniumsmålene, herunder navnlig mål 7 om miljømæssig bæredygtighed;

44. opfordrer EU og Kommissionen til at undersøge muligheden for, at Regionsudvalget kan blive observatør i EU's delegation til COP 10 for således at sikre, at de lokale og regionale myndigheders stemme repræsenteres på en hensigtsmæssig måde i såvel de nationale delegationer som i EU's delegation (6);

45. er villigt til at bidrage til CBD-processen og dens COP 10 ved at fremme decentralt udviklingssamarbejde mellem lokale og regionale myndigheder i Europa og udviklingslandene inden for bæredygtig forvaltning af biodiversitet og økosystemer;

46. tilskynder COP 10 til at vedtage den reviderede og opdaterede strategiske plan for konventionen for perioden 2011-2020 med det sigte at sikre sammenhæng i CBD's strategiske planlægning efter 2010;

47. bifalder, at der i forslaget til den strategiske plan henvises til, at bevarelsen og genoprettelsen af økosystemer generelt skaber omkostningseffektive muligheder for at håndtere klimaændringer, og at håndteringen af klimaændringer igen åbner op for en række muligheder for bevarelse af biodiversitet og bæredygtig udnyttelse;

48. er enigt i, at der er behov for større konvergens i den internationale og nationale indsats for at håndtere klimaændringer og tab af biodiversitet på en gensidigt forstærkende måde, der optimerer mulighederne i de igangværende globale processer inden for Riokonventionerne;

49. anerkender, at de hidtil vedtagne foranstaltninger til gennemførelse af CBD har været utilstrækkelige til at nå de internationale 2010-mål;

50. støtter de strategiske mål og de overordnede og sekundære 2020-mål, der både er opnåelige og mere målbare, og som giver en mere effektiv ramme i form af nationale og især subnationale mål. Udvalget foreslår at reducere antallet af mål for at gøre strategien mere effektiv og målrettet;

51. slår til lyd for et nyt overordnet mål, der udtrykkeligt slår fast, at alle CBD-parter inden 2020 skal inddrage deres lokale og regionale myndigheder i gennemførelsen af konventionen. Navnlig bør de decentrale myndigheder inddrages i revideringen og gennemførelsen af de nationale handlingsplaner til støtte for biodiversiteten og i kapacitetsudviklingen på lokalt og regionalt plan;

52. opfordrer COP 10 til at træffe en specifik beslutning for de subnationale myndigheder og noterer sig i den forbindelse udkastet til en CBD-beslutning for COP 10 om byer, lokale myndigheder og biodiversitet med dets udkast til handlingsplan for byer, lokale myndigheder og biodiversitet 2011-2020 (7). En sammenhængende handlingsplan er nødvendig for yderligere at styrke og udnytte det betydelige bidrag fra de subnationale myndigheder i forbindelse med gennemførelsen af CBD's strategiske plan 2011-2020. Regionsudvalget anerkender i den forbindelse det globale partnerskab om byer og biodiversitet og ICLEI's program for en lokal indsats for biodiversitet;

53. noterer sig Singapore-indekset for byers biodiversitet (CBI), der vil blive fremlagt på COP 10. Indekset bør videreudvikles, så det kan anvendes på frivillig basis i forbindelse med andre myndigheder.

Bruxelles, den 10. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) CdR 22/2009 fin.

(2) Konklusioner fra mødet i Rådet (miljø) den 15. marts 2010.

(3) CdR 22/2009 fin, CdR 218/2009 fin.

(4) EEA Technical report No 12/2009 »Distribution and targeting of the CAP budget from a biodiversity perspective«.

(5) Dokument SEK(2006) 621, der er knyttet som bilag til Kommissionens meddelelse om »Stop for tab af biodiversitet inden 2010 – og fremover«, KOM(2006) 216 endelig.

(6) Eksekutivsekretæren i CBD's sekretariat sendte den 4. februar 2010 et brev til alle parter i CBD, hvori de opfordres til at udpege borgmestre og lokale myndigheder som en del af deres COP 10-delegation.

(7) Dokument af 27. januar 2010, http://www.cbd.int/authorities/doc/CBD%20Plan%20of%20Action_2010_01_draft.doc

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/39

Regionsudvalgets udtalelse: »En integreret havpolitik for en bedre forvaltning i Middelhavsområdet«

(2010/C 267/09)

REGIONSUDVALGET

Indledning

1. deler den opfattelse, at Middelhavsregionen frembyder helt specielle muligheder, men også udfordringer, specielt på forvaltningsområdet;

2. konstaterer med beklagelse, at Middelhavsområdet fortsat er et område kendetegnet ved meget uensartede socioøkonomiske betingelser;

3. bemærker desuden, at Middelhavet er et lukket og sårbart miljø, som er hjemsted for en intens og ofte farlig maritim aktivitet;

4. understreger vigtigheden af at fremme en bæredygtig tilgang til udnyttelsen af de forhåndenværende marine ressourcer til gavn for både nuværende og kommende generationer;

5. konstaterer med beklagelse, at langvarige menneskelige indgreb og overudnyttelse af naturressourcerne i Middelhavet har alvorlige følger for havmiljøets tilstand;

6. støtter den opfattelse, at øget maritim erhvervsaktivitet og miljøbeskyttelse kan gå hånd i hånd, så længe en forsvarlig forvaltningsmekanisme tilstræber en god balance mellem de erhvervsmæssige aspekter på den ene side og den sociale og miljømæssige dimension på den anden;

7. konstaterer, at Kommissionens overordnede mål er at sikre et større økonomisk afkast fra havet, samtidig med at man reducerer virkningerne for økosystemet i Middelhavet;

8. tilslutter sig den opfattelse, at det er vigtigt med en højere grad af gensidig forståelse og samarbejde med Middelhavspartnerlandene, selv om bestræbelserne på at sikre en vellykket gennemførelse af en integreret havpolitik - navnlig i et område som Middelhavet, hvor kun en tredjedel af landene er EU-medlemsstater - primært er møntet på medlemsstaterne;

9. noterer med tilfredshed, at de otte udenrigsministre i de deltagende stater i initiativet Adriaterhavet/Det Joniske Hav (Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Grækenland, Italien, Montenegro, Serbien og Slovenien) den 5. maj 2010 i Ancona vedtog en »erklæring til støtte for EU-strategien for regionen Adriaterhavet/Det Joniske Hav«, som bl.a. sigter mod at fremme fælles udviklingspolitikker for EU-landene og deltagerne i initiativet Adriaterhavet/Det Joniske Hav, især ved at fremme udarbejdelsen af fælles udviklingsstrategier med inddragelse af lokale aktører, først og fremmest lokale og regionale myndigheder;

10. understreger, at havmiljøet og forvaltningen heraf har en betydelig indvirkning på og er direkte påvirket af den lokale og regionale dimension.

De væsentligste udfordringer

11. erkender kompleksiteten af problemerne og af det pres, som udøves på beslutningstagerne, når der er tale om en så vigtig del af det europæiske og globale økonomiske net, som Middelhavet udgør;

12. konstaterer, at det nuværende erhvervsaktivitetsniveau, især hvad angår søtransport og omladning af gods, fiskeri og turisme, har en markant indvirkning på Middelhavets økosystem og resulterer i stadig større forringelser af miljøet;

13. deler den opfattelse, at problemet med kombinationen af forurening fra landbaserede kilder og skibe, affald, forringet biodiversitet, overfiskeri og kystforringelse i Middelhavet bør tackles omgående;

14. er opmærksom på, at den unikke kultur- og naturarv, som findes i Middelhavsområdet, er udsat for en stadig voksende trussel;

15. er ligeledes opmærksom på, at Middelhavsregionerne udgør et højrisikoområde, hvad angår klimaforandringernes potentielle virkninger;

16. bifalder erkendelsen af, at den ulovlige søbårne immigration er et kæmpeproblem i området og støtter opfordringen til samarbejde med Middelhavspartnerlandene for at løse problemet og forhindre tab af menneskeliv.

Bedre havforvaltning

17. deler betænkeligheden ved, at de forskellige sektorpolitikker i de fleste Middelhavslande varetages af hver sin forvaltning, hvilket gør det svært at opfylde målsætningen om at skabe et overblik over de maritime aktiviteters samlede virkninger;

18. er ligeledes betænkelig ved, at det store udsnit af havarealet, der er afsat som højsøområde, gør det vanskeligt for kyststaterne at planlægge, tilrettelægge og regulere de aktiviteter, der har direkte indvirkning på deres territorialfarvande og kyster;

19. bemærker, at fastlæggelsen af politikker og aktiviteter uafhængigt af hinanden og uden ordentlig koordinering af de aktivitetsområder, der har følger for såvel havet som de lokale, nationale, regionale og internationale aktører, gør det vanskeligere at opfylde ønsket om en bedre forvaltning i Middelhavsområdet;

20. er samtidig enig i, at det er vigtigt at sikre, at interesseparterne inddrages, at der indføres gennemsigtighed i beslutningstagningen, og at vedtagne regler faktisk gennemføres med henblik på at opfylde målsætningen om god forvaltningspraksis;

21. er også enig i, at det er nødvendigt at skabe en miljøkultur i Middelhavet, som skal være et grundlæggende element i bevidstgørelsen om og inddragelsen i udviklingen af maritim bæredygtighed på alle niveauer;

22. gentager det synspunkt, at lokale og regionale myndigheder er bedst placeret med hensyn til at kortlægge, hvad der kræves for at gennemføre strategien lokalt og i det regionale havområde, og at disse myndigheder derfor kan spille en væsentlig rolle ved gennemførelsen af en integreret havpolitik i Middelhavsområdet;

23. konstaterer i denne forbindelse, at de lokale og regionale myndigheder allerede er aktivt involveret i udformningen og den vellykkede gennemførelse af regionale initiativer til opfyldelse af dette mål (1).

Middelhavskyststaternes rolle

24. støtter opfordringen til, at Middelhavsmedlemsstaterne udfolder egne bestræbelser på at udarbejde integrerede havpolitikker;

25. bifalder indførelsen af et system, som muliggør udveksling af informationer og bedste praksis;

26. bifalder Kommissionens forslag om, at medlemsstaternes »High Level Focal Points« regelmæssigt sætter Middelhavsområdet på dagsordenen for at drøfte status for gennemførelsen af en integreret havpolitik;

27. støtter Kommissionens bestræbelser på at tilskynde medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis inden for integreret havforvaltning, navnlig gennem programmerne for europæisk territorialt samarbejde i Middelhavsområdet;

28. deler den opfattelse, at Middelhavets særlige karakteristika som halvlukket område og de maritime aktiviteters grænseoverskridende virkninger kræver et øget samarbejde med Middelhavspartnerlandene;

29. bifalder Kommissionens forslag om at fremme udveksling af bedste praksis mellem EU og alle ikke-EU-Middelhavslande, som er interesseret i en integreret tilgang til maritime anliggender, ved at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende integreret havpolitik;

30. opfordrer til, at informationsudvekslingen og udviklingen af støtteprogrammer udvides til ikke-EU-Middelhavslande, således, at disse tilskyndes til at bevæge sig bort fra en opdelt og sektorspecifik fremgangsmåde og i stedet anlægger en holistisk og integreret tilgang til maritime anliggender;

31. understreger, at teknisk bistand og udvikling af specifikke fælles samarbejdsprogrammer i tråd med eksisterende politikinitiativer (såsom det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument) er et skridt i den rigtige retning;

32. giver udtryk for det synspunkt, at inddragelse af akademikere, fagfolk og ikke-statslige organer bidrager til at styrke denne proces;

33. opfordrer Kommissionen til at erkende, at lokale og regionale myndigheder er i stand til at yde et væsentligt bidrag og derfor bør få mulighed for og de nødvendige redskaber til at deltage aktivt i alle programmer og initiativer.

Forvaltning af havarealet

34. konstaterer med bekymring, at en væsentlig del af Middelhavets areal falder uden for kyststaternes jurisdiktion og suveræne rettigheder, og at kyststaternes muligheder for at vedtage og håndhæve love på dette areal i bedste fald er begrænset;

35. er opmærksom på eksistensen af komplekse og politisk følsomme problemer i forbindelse med grænsedragningen i Middelhavet mellem tilgrænsende lande og lande på den anden side af Middelhavet og på, at disse spørgsmål kan hæmme udviklingen af en ægte integreret havpolitik i Middelhavsområdet;

36. mener, at De Forenede Nationers havretskonvention (Unclos) fra 1982 kan tjene som basis for behandlingen af sådanne afgrænsningsspørgsmål, og har den holdning, at EU bør forsøge at tilskynde de ikke-EU-Middelhavslande, der endnu ikke har ratificeret konventionen, til at gøre det;

37. støtter Kommissionens bestræbelser på at kortlægge de væsentligste hindringer for ratifikation samt gennemførelse af og overensstemmelse med beslutninger truffet i henhold til eksisterende aftaler såvel som mulighederne for et forbedret multilateralt samarbejde og en forbedret multilateral bistand;

38. deler den opfattelse, at arbejdet i de organisationer, som beskæftiger sig med maritime anliggender i Middelhavsområdet, bør være mere gennemsigtigt, og at de bestemmelser, som vedtages eller fremmes af disse organer, bør gøres til genstand for systematisk overvågning og gennemførelse;

39. tilslutter sig Kommissionens opfordring til større klarhed med hensyn til kyststaternes rolle og ansvar, navnlig om, hvorvidt forvaltningen af havområderne sker ud fra en bæredygtighedssynsvinkel;

40. støtter forslaget om gennemførelse af en særlig lønsomhedsanalyse i forbindelse med afgrænsningen af havområder;

41. opfordrer Kommissionen til at udvise mere mod og erkende, at der bør sættes yderligere skub i bestræbelserne på at forbedre forvaltningen af havarealet på subregionalt plan.

Større inddragelse af interesseparter

42. deler den opfattelse, at inddragelse af interesseparter bør have en høj prioritet ved gennemførelsen af en integreret havpolitik i Middelhavsområdet;

43. noterer sig Kommissionens tilsagn om at tilskynde interesseparternes fora til regelmæssigt at behandle spørgsmål, som er direkte relateret til Middelhavet;

44. støtter Kommissionens henstilling om at undersøge mulighederne for i højere grad at inddrage interesseparterne fra alle kyststater i Middelhavsområdet.

Tværgående instrumenter for en integreret havforvaltning

45. er enig i, at en bedre havforvaltning skal ledsages af effektive instrumenter, der kan skabe økonomiske vækst og sikre miljøbeskyttelse og en bedre fremtid for kystbefolkningerne.

Maritim fysisk planlægning og havstrategier

46. bifalder Kommissionens positive prognose, ifølge hvilken al maritim aktivitet i Middelhavet kan se frem til at vokse trods den nuværende globale økonomiske krise;

47. er dog samtidig betænkelig ved, at en sådan øget maritim aktivitet eventuelt kunne forværre den allerede sårbare sociale og miljømæssige situation i Middelhavsområdet, medmindre denne aktivitet reguleres og håndhæves på passende vis;

48. deler den opfattelse, at maritim fysisk planlægning i Middelhavsområdet under hensyntagen til eventuelt allerede eksisterende nationale planlægningssystemer kan udgøre et effektivt instrument for en økosystembaseret forvaltning og til tackling af de maritime aktiviteters indbyrdes forbundne virkninger og alle heraf følgende konflikter mellem brugere af arealet samt til bevaring af de marine levesteder;

49. tilslutter sig det synspunkt, at de fælles principper, der fastlægges i køreplanen for maritim fysisk planlægning, bør anvendes på den særlige situation i Middelhavet;

50. mener, at opfyldelsen af målsætningerne for opnåelse af en god miljøtilstand i havene inden 2020 ved hjælp af integrative havstrategier, der anvender en økosystembaseret tilgang til menneskelige aktiviteter, som har virkninger for havet, bør forblive en prioritet. I det perspektiv er det vigtigt, at der ikke kun er fokus på havforurening, der kommer fra havne og kyststrækninger, men også på vandkvaliteten i de floder, der munder ud i Middelhavet, samt på behovet for at garantere en rensning af høj kvalitet af spildevand fra byer og lokaliteter langs floderne og kysterne;

51. har den opfattelse, at de lokale og regionale myndigheder kan yde et væsentligt bidrag i den forbindelse, og bifalder derfor Kommissionens forslag om at lancere et projekt for at afprøve anvendelsen af maritim fysisk planlægning på subregionalt plan med henblik på at fremme konkrete grænseoverskridende former for praksis;

52. bifalder udviklingen af en fælles gennemførelsesstrategi for at hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser i henhold til rammedirektivet om havstrategi, om end Regionsudvalget nærer en vis tvivl om, hvorvidt målsætningen om en samlet vurdering af havområderne og anvendelsen heraf realistisk set kan nås inden udgangen af dette år.

Integreret forvaltning af kystområder og øer

53. støtter den vægt, der tillægges det højt prioriterede emne »klimaforandringer«;

54. bifalder den fokus, der rettes mod havneudvikling, kystturisme, beskyttelse af den maritime arv og havmiljøet, herunder Natura 2000-lokaliteter;

55. er enig i, at akvakultur bør ses som et element, som der skal tages hensyn til i den integrerede forvaltning af kystområderne, og at akvakulturen er en del af Middelhavskystens kultur og produktionssystem;

56. er enig i, at der findes et enormt potentiale for yderligere udvikling i hele Middelhavsområdet, der rummer så store kulturrigdomme;

57. noterer sig med tilfredshed den betydning, der tillægges det særlige spørgsmål om østater og -regioner, og specielt problemerne vedrørende fysiske forbindelser;

58. tilslutter sig opfordringen til en integreret tilgang til forvaltningen af Middelhavets kystzoner;

59. er enig i, at tværgående forvaltningsinstrumenter kan hjælpe Middelhavets kystzoner med bedre at sikre social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed på integreret vis;

60. gentager sit tilsagn om støtte til Kommissionens initiativ vedrørende indførelse af juridiske instrumenter for hele Middelhavsområdet til fremme af målsætningen om at etablere en integreret kystzoneforvaltning i Middelhavet (2);

61. er enig i, at udveksling af eksempler på bedste praksis udgør et vigtigt instrument til sikring af, at en forbedret praksis registreres, og støtter følgelig Kommissionens initiativ vedrørende oprettelsen af en internetbaseret fortegnelse over instrumenter til sikring af en integreret kystzoneforvaltning, eksempler på bedste praksis samt casestudies;

62. støtter hensigten om at tage initiativer til udvikling af videnbasen om integreret kystzoneforvaltning i Middelhavet og den særlige fokus på internationalt samarbejde;

63. anser det for positivt at vedtage foranstaltninger til styrkelse af grænsefladen mellem land og hav og specielt sammenkædningen mellem land- og havbaseret fysisk planlægning;

64. opfordrer dog samtidig Kommissionen til at anlægge en dristigere tilgang og foreslå nye og mere effektive instrumenter for at sikre, at de opstillede mål reelt opfyldes, idet der herunder tages hensyn til den potentielle merværdi, som skabes ved at inddrage lokale og regionale myndigheder i denne proces;

65. går ind for, at der oprettes maritime aktionsgrupper, som integrerer forskellige sektorspecifikke aspekter, der i dag administreres uafhængigt af hinanden, i et forsøg på at forbedre komplementariteten og synergieffekten mellem strukturfonde (EFRU, ESF) og andre fonde (EFF), som kan anvendes på det maritime område.

Fremme af videnbaserede tiltag

66. er enig i, at udviklingen af bæredygtige maritime økonomier og en effektiv kystforvaltning forudsætter strategier, som er baseret på den bedst tilgængelige videnskabelige viden;

67. opfordrer Europa-Kommissionen til at fremme initiativer til en bæredygtig forvaltning af havneområder;

68. deler den opfattelse, at der bør gøres mere for at indsamle og formidle basisoplysninger med henblik på at vurdere miljøtilstanden i Middelhavsområdet og det mulige udbytte ved udnyttelsen af naturressourcerne;

69. støtter Kommissionens hensigt om at styrke videnskabelig rådgivning og dataindsamling, hvad angår den fælles fiskeripolitik, og vedtagelse og gennemførelse af miljølovgivningen i Middelhavet;

70. er enig i, at det er nødvendigt at styrke den marine forskningsinfrastruktur, den integrerede forsknings- og teknologiudviklingsindsats via maritime klynger og teknologiplatforme og synergier mellem medlemsstater og regioner for at finde sammenhængende løsninger med henblik på at udnytte Middelhavets fulde økonomiske potentiale med en økosystembaseret tilgang, og mener derfor, at gennemførelsen af tværfaglige undersøgelser af marine økosystemer, herunder havbundsundersøgelser, er et skridt i den rigtige retning;

71. anerkender den vigtige indsats, der gøres med hensyn til at udvikle et europæisk havobservations- og havdatanetværk (Emodnet), der skal tjene til at forbedre videninfrastrukturen og overvinde hindringerne for detektering af, adgang til og anvendelse af data;

72. anerkender Kommissionens intention om at oprette et integreret europæisk havforskningsnetværk med det formål at styrke koordineringen inden for havforskning mellem medlemsstaterne, herunder også i Middelhavsområdet;

73. er enig i, at det ville være nyttigt at udvikle et større tværtematisk forskningsinitiativ med henblik på at integrere viden om Middelhavet i alle relevante fagområder;

74. bifalder udarbejdelsen af et europæisk havatlas med det sigte at skabe øget opmærksomhed og udvikle en fælles maritim identitet i havområder, herunder Middelhavet;

75. bemærker i lyset af de særlige geopolitiske forhold i Middelhavsområdet, at initiativers eller foranstaltningers succes i sidste ende i høj grad afhænger af, om samtlige Middelhavsstater deltager, og om der findes egnede fælles programmer og kapacitetsopbygningsinitiativer;

76. støtter i den forbindelse initiativet vedrørende fastlæggelsen af en langsigtet strategisk ramme for videnskabeligt samarbejde i Middelhavet som helhed, for at havforskningssamarbejdet kan udvikle sig med en velstruktureret dagsorden og med henblik på at tackle fælles udfordringer.

Integreret overvågning med henblik på et sikrere hav

77. er enig i, at det for at sikre en forsvarlig forvaltning af de maritime aktiviteter er nødvendigt at overvåge de maritime aktiviteter og operationer, især af sikkerhedshensyn og med henblik på at beskytte menneskeliv og det marine økosystem;

78. finder det nødvendigt, at de fiskeriaktiviteter og omladninger, som udføres både ved medlemslandenes kyster og i internationalt farvand i Middelhavet, integreres i den maritime overvågning;

79. tilslutter sig det synspunkt, at det er væsentligt at håndhæve en nøje iværksættelse af EU-lovgivningen om sikkerhed til søs;

80. mener, at der bør gøres mere for at sikre kapacitetsopbygningen blandt maritime forvaltninger og havnemyndigheder i Middelhavspartnerlandene for at sætte dem i stand til at løfte den udfordring, som består i at opretholde sikkerheden i Middelhavet;

81. deler den opfattelse, at tiden er moden til at bygge videre på Safemed-projektets resultater og lukke de lovgivningsmæssige og strukturelle huller mellem EU-medlemsstaterne og deres Middelhavspartnere, og støtter Kommissionens forslag om, at Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur skal indlede et teknisk samarbejde med EU's Middelhavspartnere;

82. tilskynder Kommissionen til, at den med hensyn til overvågningen af skibsbevægelser udvider anvendelsesområdet for den regionale server i det automatiske identifikationssystem ved at tilskynde ikke-EU-medlemsstater til at lade sig integrere i dets anvendelsesområde;

83. anerkender Frontex' bidrag til en bedre patruljering i Middelhavet, navnlig hvad angår det overvældende ulovlige immigrationspres, som udøves på EU-medlemsstaterne;

84. erkender, at Middelhavspartnerlandene også kan tilskyndes til selv at deltage direkte i Frontex-aktiviteter i Middelhavet via en effektiv dialog og finansiel bistand;

85. er dog betænkelig ved, at Frontex fortsat er særdeles dårligt udrustet til at løfte de opgaver, det får pålagt, og støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at sikre, at agenturet udstyres med de nødvendige hjælpemidler og ressourcer til at udføre sit mandat;

86. udtrykker samtidig sin betænkelighed ved, at de nylig vedtagne nye retningslinjer for EU-grænsepatruljer har skabt en situation, hvor stater, der er ude af stand til at løfte den ekstra byrde ved ulovlig immigration, kan miste lysten til at deltage aktivt som værtslande i Frontex-missioner, hvilket i høj grad svækker mulighederne for, at sådanne missioner falder heldigt ud;

87. slår til lyd for, at der træffes mere direkte foranstaltninger, både i og uden for EU-området, for at retsforfølge dem, der fremmer ulovlig immigration gennem kriminelle aktiviteter;

88. opfordrer samtidig Kommissionen til ikke at spare nogen anstrengelser for at sikre, at migranternes menneskerettigheder og grundlæggende friheder i alle tilfælde nøje respekteres både i EU-området og uden for dette;

89. støtter ethvert initiativ, der tager sigte på at fremme den positive indsats for retshåndhævelsen i forbindelse med narkotikasmugleri ad søvejen;

90. beklager at måtte konstatere, at Kommissionen i sin meddelelse forbigår den stadig voksende terrorrisiko, herunder søpirateri, som desværre viser sit grimme ansigt i farvande ikke langt fra Middelhavet;

91. tilslutter sig enhver bestræbelse på at integrere den maritime overvågning i Middelhavet gennem fremme af informationsudveksling og styrkelse af samarbejdet mellem de nationale myndigheder, der har ansvaret for overvågningen til søs;

92. har imidlertid den opfattelse, at inddragelsen af Middelhavspartnerlandene i integreringen af den maritime overvågning ikke er et anliggende, som bør give anledning til flere overvejelser, men snarere bør udgøre en af Kommissionens prioriterede målsætninger;

93. understreger samtidig, at overvågningen af de maritime aktiviteter og operationer og varetagelsen af sikkerhedshensyn kun kan realiseres fuldt ud gennem aktiv inddragelse af de lokale og regionale myndigheder.

Konklusion

94. er enig i, at de udfordringer, som er til stede i Middelhavet, kræver en fælles og integreret respons, der er forankret i en forbedret maritim forvaltning, og støtter Kommissionens initiativ, ifølge hvilket denne indtager en rolle som koordinator og formidler af den nationale indsats som led i havstrategien i Middelhavet;

95. bemærker i denne sammenhæng, at Kommissionen i sin meddelelse generelt respekterer nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, selv om Regionsudvalget med skuffelse noterer sig, at Kommissionen i meddelelsen ikke altid lader til at tage behørigt hensyn til den lokale og regionale dimension, navnlig hvad angår de foreslåede programmer og initiativer, og opfordrer således Kommissionen til træffe foranstaltninger, som garanterer, at de lokale og regionale myndigheder får mulighed for at deltage direkte i disse programmer og initiativer samt reagere i fællesskab på de afgørende udfordringer, Middelhavsområdet står overfor. Kommissionen bør holde sig for øje, at der er forskelle i den måde, de lokale niveauer er bygget op på i forskellige medlemslande, og at lokalmyndighedernes forskellige beføjelser giver forskellige muligheder med hensyn til ønsket engagement;

96. deler den opfattelse, at en integreret tilgang til maritime anliggender ikke må underminere de instrumenter og mål, som er fastlagt for at understøtte udviklingen inden for specifikke områder af maritim relevans;

97. er enig i, at en vellykket integreret havpolitik i Middelhavet kan bidrage til at optimere virkningsgraden og outputtet inden for forskellige aktivitetsgrene i Middelhavsområdet;

98. kan dog kun samtidig notere med beklagelse, at Kommissionen i sin meddelelse undlader at fremlægge nærmere oplysninger om finansieringen af de påtænkte foranstaltninger;

99. vil derfor - samtidig med at den tilslutter sig de mål og tiltag, der er beskrevet i meddelelsen - opfordre Kommissionen til at notere sig denne udtalelse og til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at stramme meddelelsen yderligere op.

Anbefalinger

Regionsudvalget anbefaler navnlig, at:

100. en dybere og mere konstruktiv dialog mellem alle relevante aktører i området fremmes, herunder på det lokale og regionale plan, således at den gensidige tillid og forståelse styrkes;

101. der etableres effektive mekanismer, der især søger at beskytte havmiljøet og biodiversiteten, gennem hvilke alle Middelhavsstater tilskyndes og sættes i stand til at bidrage i lige grad til en effektiv forvaltning af dette unikke område;

102. Kommissionen overvejer at anbefale og vedtage foranstaltninger til koordinering af specifikke direkte foranstaltninger mellem og blandt EU's medlemsstater og disses Middelhavspartnere med det sigte at bekæmpe den øgede organiserede kriminelle aktivitet i Middelhavsområdet, ikke mindst når det gælder menneskehandel og narkotika- og våbenhandel;

103. der udvises større opmærksomhed og anerkendelse over for den lokale og regionale dimensions potentielle rolle både i EU-lande og i ikke-EU-Middelhavslande, og at arbejdet i Euro-Middelhavsforsamlingen af Regionale og Lokale Myndigheder (Arlem) i den forbindelse omgærdes af større opmærksomhed, koordinering og støtte;

104. Regionsudvalget og de lokale og regionale myndighedsniveauer, det repræsenterer, skal have fuld mulighed for aktivt at deltage i arbejdet i medlemsstaternes High-Level Focal Points Group, som har fået i opdrag at afholde regelmæssige drøftelser om integrerede havpolitiske tiltag;

105. Regionsudvalget og de lokale og regionale myndighedsniveauer, det repræsenterer, samtidig får fuld mulighed for aktivt at deltage aktivt i drøftelserne i arbejdsgruppen vedrørende en integreret havpolitik i Middelhavsområdet;

106. der gennemføres en dybtgående undersøgelse af de skibsfragter af produkter og materialer, som i dag foregår i Middelhavet, med det formål at kortlægge de reelle risikoniveauer, der er forbundet hermed;

107. der iværksættes flere fælles offentlig-private initiativer, som støttes aktivt via europæiske finansieringsinstrumenter, med det formål at rense Middelhavet og standse tabet af biodiversitet, og der tilskyndes til forskning i mere effektive og mindre farlige måder at forsyne industrien med råvarer på;

108. Kommissionen opfordres til at støtte en indgående undersøgelse af fænomener, som kan tilskrives klimaforandringerne og forurening af kysterne – fænomener, som har alvorlige økonomiske konsekvenser for kystfiskeriet. Samtidig understreger Udvalget behovet for, at Kommissionen understøtter medlemsstaternes bestræbelser på at træffe foranstaltninger med henblik på at lette situationen for selvstændige og ansatte i fiskerisektoren;

109. der på kort til mellemlang sigt udvikles og iværksættes egnede politikinstrumenter og -mekanismer, der effektivt kan udvirke yderligere havpolitisk integration og føre til øget harmonisering og forenkling af havpolitikkerne;

110. der gennemføres foranstaltninger til at tilskynde alle Middelhavslande til at ratificere og fuldt ud gennemføre konventionerne og protokollerne om beskyttelse af havmiljøet, biodiversiteten, skibsfarten og fiskeriet i Middelhavet bl.a. gennem fælles, delt forvaltning af fiskebestande og harmonisering af forpligtelserne vedrørende de forskellige fiskeriordninger i samtlige Middelhavslande;

111. der specielt tages behørigt hensyn til Regionaludvalgets gentagne opfordringer til at oprette en fælles forenklet finansiel mekanisme, som samler alle maritime anliggender i en europæisk fond for kystområder og øer;

112. Kommissionen udvider sit forslag om at lancere et projekt til afprøvning af anvendelsen af maritim fysisk planlægning på subregionalt plan med det sigte at fremme konkrete grænseoverskridende former for praksis, idet den fremsætter et detaljeret forslag inden for en forholdsvis kort frist. I den forbindelse minder Regionaludvalget om sin tidligere opfordring til at etablere en flerniveauforvaltning med inddragelse af sociale og miljømæssige aspekter og under hensyntagen til eksisterende regionale aftaler.

Bruxelles, den 10. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) KOM(2009) 540 endelig.

(2) I stil med protokollen om integreret kystzoneforvaltning i Middelhavet af 21. januar 2008.

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/46

Regionsudvalgets udtalelse: »Lokalt og regionalt samarbejde om beskyttelse af børns rettigheder i EU«

(2010/C 267/10)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

1. bemærker, at børn udgør en femtedel af EU's befolkning, og at etableringen af gode vilkår for deres vækst og udvikling, herunder beskyttelse og fremme af deres rettigheder, derfor bør være en af hovedprioriteterne for EU, EU's institutioner og medlemsstaterne;

2. fremfører, at børns rettigheder udtrykkeligt anerkendes i artikel 24 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Børns grundlæggende rettigheder er endvidere et horisontalt, tværsektorielt spørgsmål, som berører mange dimensioner og derfor bør integreres som en tværsektoriel horisontal prioritet i alle relevante europæiske og nationale politikker; mener, at FN's konvention om børns rettigheder kunne bruges som en ramme, som ikke kun tages i brug, når rettigheder krænkes, men finder bred anvendelse til at fremme alle børns og unges udvikling og muligheder;

3. konstaterer, at de institutionelle og retlige rammer for varetagelsen af børns rettigheder, herunder alle medlemsstaters ratificering af FN's konvention om barnets rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder samt andre vigtige internationale aftaler på dette område, er tilstrækkelig veludviklede i EU. Dette forhindrer imidlertid ikke, at der opstår nye udfordringer og trusler på dette område, der kræver iværksættelse af nye politiske foranstaltninger, en velkoordineret indsats og løbende overvågning;

4. bemærker, at målet om en effektiv sikring af børns rettigheder ikke kan realiseres uden et omfattende partnerskab, der inkluderer alle de berørte aktører, særligt EU's institutioner, medlemsstaterne, ngo'er og andre interessenter, der er aktive på dette område, herunder børnene selv, men først og fremmest de lokale og regionale myndigheder. De lokale og regionale myndigheder befinder sig dagligt i forreste række, hvad angår sikringen af børns rettigheder, og har nøglekompetencer på dette område;

5. konstaterer, at gennemførelsen af børns rettigheder hovedsageligt hører under politikområder, hvor såvel EU som medlemsstaterne har kompetencer (f.eks. socialpolitik, uddannelse og ungdom, sundhed, området med frihed, sikkerhed og retfærdighed m.m.). Derfor understeges betydningen af, at foranstaltninger på EU-niveau overholder nærheds- og proportionalitetsprincipperne og gennemføres med udgangspunkt i ønsket om forvaltning på flere myndighedsniveauer. EU's indsats bør fremme debat, udveksling af bedste praksis samt komparative undersøgelser, overvågning og evaluering;

6. støtter, at Kommissionen har til hensigt at prioritere kampen mod vold, beskyttelsen af sårbare grupper af børn, f.eks. uledsagede mindreårige og ofre for menneskesmugling, og børn, der er i fare for at havne i fattigdom og blive socialt udstødt. Regionsudvalget fastslår imidlertid, at det ikke vil være muligt at nå de opstillede mål på alle disse områder, hvis ikke der indgås et partnerskab med alle relevante aktører, særligt de lokale og regionale myndigheder;

7. bemærker, at der også er behov for på et tidligt tidspunkt at sætte ind med en sundhedsfremmende indsats for at forebygge en del af de problemer, der kan opstå, hvor børn og unge befinder sig i risikomiljøer;

8. bifalder Kommissionens mål om at udarbejde en meddelelse om børns rettigheder samt metodikken til realisering af dette mål – nemlig afholdelsen af en offentlig høring om dette emne. Derudover ser Regionsudvalget frem til at samarbejde med Kommissionen inden for rammerne af styrelsesgruppen i EU's forum for børns rettigheder og i selve forummet;

9. støtter bestemmelserne i Stockholmprogrammet (det flerårige program for EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed), der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i 2010, og som har inkluderet beskyttelse og fremme af børns grundlæggende rettigheder som et prioriteret emne;

10. beklager, at de lokale og regionale myndigheder og deres rolle ikke nævnes eksplicit i Stockholmprogrammet, men understreger betydningen af, at man tager højde for de lokale og regionale myndigheders behov og viden i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen for Stockholmprogrammets gennemførelse;

11. støtter aktivt den årlige dialog om beskyttelse på flere niveauer og fremme af grundlæggende rettigheder, der organiseres i et fællesskab bestående af Kommissionen, EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og Regionsudvalget som et redskab til at overvinde manglerne i gennemførelsen af den europæiske strategi om barnets rettigheder og sikre en mere effektiv inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i det europæiske samarbejde om børns rettigheder;

12. bifalder kriterierne for børns rettigheder, som er blevet udviklet af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) som et vigtigt skridt i retning af gennemførelsen af mere velorienterede og veldokumenterede politikker. Udvalget gør imidlertid opmærksom på, at disse kriterier fortsat har mangler. De kommer kun kort ind på de lokale og regionale myndigheders kompetenceområde og har dermed begrænset værdi for disse myndigheder;

13. beklager, at det er uklart, hvor mange børn, der er ofre for menneskesmugling og arbejdsmæssig udnyttelse, selvom alle EU's medlemsstater har underskrevet Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention om afskaffelse af de værste former for børnearbejde. Som del af det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse 2010 fremhæver udvalget derfor behovet for at sikre en bedre koordinering mellem relevante organer og specialiserede agenturer på alle niveauer, således at de på mere effektiv vis kan klare problemet med udnyttelse af børn;

14. bemærker, at der er et behov for yderligere at understrege den nøglerolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for beskyttelsen af børns rettigheder, særligt hvad angår adgangen til uddannelse, sundhedspleje, social beskyttelse og unges adgang til arbejdsmarkedet;

15. konstaterer, at de lokale og regionale myndigheder må betragtes som vigtige partnere i EU's høringsprocedurer, især da de har de rette forudsætninger for at præge den offentlige opinion og tilskynde til dialog med lokalsamfund, så beskyttelsen af børns rettigheder kan styrkes, og oplysningskampagner om børns rettigheder kan tilrettelægges med henblik på gennemførelse på regionalt og lokalt niveau med finansiel støtte fra EU for at øge børns kendskab til deres rettigheder;

16. bemærker, at europæiske og nationale ngo'er, som er aktive på området børns rettigheder, spiller en værdifuld rolle;

17. bifalder politiske initiativer, såsom UNICEF's model for en børnevenlig by, der skaber forudsætningerne for en gennemførelse af FN's konvention om barnets rettigheder på lokalt niveau og omfatter såvel foranstaltninger til sikring af børns rettigheder som til deres integration i de relevante beslutningsprocesser;

18. henstiller, at EU's lokale og regionale myndigheder i fuldt omfang udnytter de eksisterende strukturer til samarbejde og udveksling af god praksis, f.eks. det organiserede civilsamfund, den akademiske verden og politiske beslutningstagere, der er aktive inden for børns rettigheder. I den henseende bør innovative tiltag til fremme af samarbejde og et mere effektivt partnerskab blandt de lokale og regionale myndigheder i de forskellige EU-medlemsstater understøttes på europæisk niveau, og udvekslingen af god praksis i den forbindelse fremmes;

19. opfordrer Kommissionen til at integrere eksempler på god praksis i medlemsstaterne i EU-dokumenter vedrørende beskyttelse af børns rettigheder. Derfor bør bestemmelserne i det europæiske charter for børnevenlige byer og Europarådets politiske retningslinjer for nationale integrerede strategier til at beskytte børn mod vold afspejles i EU's strategi for børns rettigheder, samtidig med at behovet for at lægge større vægt på den konkrete realisering af politiske tilsagn understreges;

20. bemærker, at Europarådet spiller en vigtig rolle på området børns rettigheder og opfordrer EU-institutionerne til at styrke samarbejdet med denne institution.

Retlige og administrative rammer

21. understreger behovet for, at børns rettigheder, som er et sammensat begreb, der rummer mange dimensioner, først og fremmest bør behandles som et redskab til at sikre trygge, rummelige og positive rammer for børns udvikling, så de kan blive fuldt udviklede, bevidste og socialt ansvarlige medlemmer af deres respektive lokalsamfund, medlemsstat og hele det multikulturelle europæiske samfund;

22. opfordrer medlemsstaterne til at gøre mere for at sikre børns rettigheder, herunder overholde de grundlæggende betingelser, der er en forudsætning for børns udvikling. I den forbindelse har de lokale og regionale myndigheder en unik mulighed for at udvikle deres egne politikker og foregå med et godt eksempel i såvel deres egne lande som hele EU;

23. bemærker, at nogle af de mest udsatte grupper af børn ikke er omfattet af de foranstaltninger, der skal sikre børns rettigheder. Dette gælder især de såkaldte »usynlige børn« – fra familier uden opholdstilladelse og gadebørn;

24. bemærker, at det er afgørende at sikre et effektivt samarbejde mellem politimyndighederne i medlemsstaterne og fuldt udnytte de muligheder, der ligger i blødere samfundsbaserede foranstaltninger som f.eks. hotline 116000 for forsvundne børn. Regionsudvalget opfordrer medlemsstaterne til, at »116-numre« gøres offentligt tilgængelige og gratis at ringe til og til at udbrede kendskabet hertil i befolkningen;

25. opfordrer alle relevante aktører til at indsamle mere fuldstændige informationskilder og yderligere forbedre dataindsamlingen og analyseteknikkerne af indikatorer for børns rettigheder. De lokale og regionale myndigheder bør høres i alle faser af dette arbejde, både fordi de tilvejebringer kvantitative og kvalitative data, og fordi de er de vigtigste slutbrugere af dette redskab;

26. under hensyntagen til manglen på udtømmende oplysninger om beskyttelse af børns rettigheder i medlemsstaterne opfordrer Regionsudvalget Kommissionen til at udarbejde, offentliggøre og jævnligt opdatere »resultattavler for børns rettigheder«. Der skal være tale om et redskab, der omfatter de forbedrede indikatorer for børns rettigheder og giver pålidelig, sammenlignelig og opdateret information om status for børns rettigheder i medlemsstaterne. Resultattavlen kunne bygge på samme metodologi som den allerede eksisterende resultattavle for det indre marked, der viser gennemførelsen af direktiverne om det indre marked i national lov. Redskabet ville ikke blot være et referencepunkt for undersøgelser, men kunne tillige ved at rette lyset mod bedste praksis blive et væsentligt incitament for medlemsstaterne til at ændre politik og via den åbne koordinationsmetode få bugt med manglen på ufravigelige EU-regler, sådan som hvidbogen om styreformer i EU opfordrer til;

27. opfordrer Kommissionen til at fremme begrebet børns rettigheder og samarbejdet herom mellem lokale myndigheder i og uden for EU inden for rammerne af EU's eksterne politikker. Til det formål bør et samarbejde med Europarådet og andre samarbejdsstrukturer med lande uden for EU tilskyndes, herunder men ikke kun med landene omfattet af den europæiske naboskabspolitik, Middelhavsunionen, de lande, der deltager i dialogen mellem EU og Afrika og AVS-landene for på den måde at være med til at forbedre livskvaliteten i EU's partnerlande, først og fremmest landene ved EU's ydre grænser.

Sikring af grundlæggende rettigheder og tackling af de væsentligste udfordringer

28. bemærker, at nationale børneombudsmænd og andre tilsvarende organer spiller en positiv rolle, når det gælder beskyttelse af børns rettigheder, og at der kan være fordele for de lokale og regionale myndigheder og andre relevante aktører ved tovejskommunikation og tæt samarbejde med disse embedsmænd. Samtidig opfordrer udvalget medlemsstaterne til at styrke børneombudsmandsinstitutionen under hensyntagen til henstillingerne fra Europa-Parlamentet og internationale organisationer;

29. konstaterer, at fattigdom kan være en afgørende hindring for, at alle kan få adgang til samme muligheder. Denne hindring må fjernes for at sikre effektiv beskyttelse af børns rettigheder. Børnefattigdom kan fratage børn og deres familier deres rettigheder og begrænse fremtidsmulighederne. Der skal derfor først og fremmest sættes ind over for børn fra de mest udsatte sociale grupper og sikres uddannelse af kvalitet for alle, så alle børn får mulighed for en positiv udvikling;

30. bemærker, at de lokale og regionale myndigheder kan bidrage effektivt til at løse dette problem ved at fremme flerdimensionale sociale sikringssystemer, der tager hensyn til børnenes interesser, eftersom børn kan beskyttes bedre, hvis også deres forældre har adgang til anstændige levevilkår og sundhedstjenester. Den mest omkostningseffektive strategi omhandler såvel forebyggelse som social beskyttelse. Især har foranstaltninger som gebyrfritagelse for forældreløse og udsatte børn øget adgangen til uddannelse og sundhedstjenester. Regionsudvalget anbefaler derfor, at EU-institutionerne, internationale organisationer, specialiserede sammenslutninger og de nationale offentlige myndigheder kraftigt tilskyndes til at understøtte de lokale og regionale myndigheders muligheder for at iværksætte disse overordentligt vigtige aktiver;

31. opfordrer kraftigt Kommissionen til at udarbejde og vedtage anbefalinger om bekæmpelse af børnefattigdom. Dette kunne ske på grundlag af brede offentlige høringer for at dække et så bredt område som muligt og sikre, at så mange aktører som muligt deltager og for at afspejle de mange forskellige fremgangsmåder;

32. på baggrund af arbejdskraftens tiltagende bevægelighed i EU og den stadig større migration af arbejdskraft mellem EU-lande konstaterer Regionsudvalget, at det er nødvendigt at sikre indvandrerbørns rettigheder, især i det omfang de falder ind under de lokale og regionale myndigheders kompetencer. Det drejer sig her, men ikke udelukkende, om at hjælpe indvandrerfamilier med at blive genforenet, familierådgivning, social-, uddannelses- og sundhedstjenester for indvandrerbørn, om at hjælpe indvandrerbørn med at falde til i bestemmelseslandet og blive integreret i lokalsamfundet og skolen;

33. noterer, at der kan være fordele forbundet med en vellykket integration af børn, der flytter fra et EU-land til et andet, i de relevante samfundsgrupper i bestemmelseslandet. Succes på dette område kan føre til øget kendskab hos såvel de indfødte børn som indvandrerbørnene til andre EU-medlemsstater, øget social kapital, større tolerance i migranternes hjem- og bestemmelseslande. Regionsudvalget opfordrer derfor de lokale og regionale myndigheder og medlemsstaterne til at fokusere mere på dette spørgsmål og omdanne de udfordringer, der er forbundet med migrationen internt i EU, til muligheder;

34. gør opmærksom på farerne forbundet med den menneskehandel, der desværre stadig forekommer, særlig hvor den involverer børn. Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sætte alle kræfter ind – og herunder vedtage relevant lovgivning på EU-niveau - på at bekæmpe denne form for kriminalitet og sikre størst mulig beskyttelse af ofrene i tæt samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, som er dem, der først og fremmest er ansvarlige for at tilvejebringe vigtig hjælp som uddannelse, social omsorg og psykologbistand og for at styrke samarbejdet med politi og domstole;

35. bemærker, at der er behov for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af uledsagede mindreårige;

36. bemærker, at man må forbedre ungdomsretsvæsenet, udvikle velegnede aldersafhængige foranstaltninger til forebyggelse af unges lovovertrædelser, opstille regler for indgriben og reintegration samt adskille kriminelle mindreårige på en sådan måde, at de fysisk og organisatorisk er adskilt fra voksne indsatte.

Informations- og uddannelsesforanstaltninger

37. understreger vigtigheden af en bred uddannelse af både børn og voksne om børns rettigheder for at bidrage til en bedre forståelse af selve karakteren af børns rettigheder og øge de unge borgeres viden og bevidsthed herom;

38. i betragtning af sociale rettigheders og det sociale ansvars udelelighed anbefaler Regionsudvalget at se børns rettigheder i en bredere kontekst, nemlig på baggrund af menneskerettighederne og det samfundsmæssige ansvar. Endvidere anbefaler det, at der lægges mere vægt på det ansvar, børn har over for deres familie, samfund, land, forældre, ældre, yngre børn, mindrebemidlede, miljøet og bærende strukturer i dagens samfund;

39. henleder opmærksomheden på, at når det drejer sig om børns rettigheder, skal børn behandles som partnere, som er i stand til at give værdifuld feedback. Denne feedback skal bruges til at ajourføre den nationale og europæiske politik. De lokale og regionale myndigheder kan her spille en betydelig rolle som mellemmænd og formidlere ved at udnytte allerede eksisterende god praksis som lokale børneråd, der sikrer, at børnene har en institution, der er egnet til at formulere deres synspunkter;

40. ser med tilfredshed på Kommissionens initiativ til at udvikle seks kommunikationsplatforme og at give børn og unge mulighed for at udtrykke deres mening og understreger behovet for at inddrage de lokale og regionale myndigheder i videreudviklingen af dette initiativ, da de sidder inde med den største lokale ekspertise og evnen til at gennemføre den strukturerede kommunikation;

41. påpeger, at børns ret til god uddannelse, et liv i sikre og komfortable omgivelser og beskyttelse mod alle former for fysisk og psykisk mishandling skal sikres og understreger den væsentlige rolle, de lokale og regionale myndigheder spiller på dette område;

42. påpeger, at også fysisk og psykisk handicappede børn har ret til god undervisning, og gentager vigtigheden af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi og deres fulde integration i samfundslivet som fastsat i artikel 26 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Der findes to modstridende skoler på uddannelsesområdet: den ene foreslår udviklingen af specielle undervisnings- og uddannelsesprogrammer, og den anden går ind for den størst mulige integration af handicappede børn i den normale undervisning. Regionsudvalget opfordrer de lokale, regionale og nationale myndigheder, professionelle pædagoger, ngo'er og alle andre relevante aktører til i hele Europa at føre en debat om mulige løsninger og bedste praksis på dette område og at stille resultaterne til rådighed for alle dem, der ønsker at forbedre deres ekspertise. I denne forbindelse henvises der til erfaringerne med integration af børn med handicap, hvor målet er at give alle reelle muligheder uden nogen form for marginalisering eller forskelsbehandling, hvilket bør nyde fremme;

43. understreger betydningen af god uddannelse og vedvarende uddannelse af medarbejdere, der beskæftiger sig med børn på såvel det sociale som andre områder;

44. er foruroliget over krænkelserne af børns rettigheder, som manifesterer sig på forskellig måde: lige fra mobning, der har en tendens til at inspirere andre til en uacceptabel adfærd, over andre former for psykisk og fysisk vold, som børn udøver mod andre børn, til alle former for mishandling især i skolen;

45. påpeger, at børns overordnede udvikling er i fare, hvis de i overdreven grad deltager i virtuelle sociale netværk og helt lader sig opsluge af computerspil og den virtuelle verden. På grund af deres aktiviteter i den virtuelle verden begrænses disse børns muligheder for at udvikle sociale færdigheder og erhverve nødvendig viden ofte. Derfor bør alle berørte institutioner i passende omfang arbejde for, at børn udvikler en forståelse for informationsteknologi og den virtuelle verden, som gør, at de først og fremmest ser disse instrumenter som et middel til at realisere mål i den virkelige verden;

46. henleder opmærksomheden på den nytte, tiden tilbragt på gaden kan have for børns overordnede udvikling, f.eks. lærer de at bruge det offentlige rum, udvikle sig, omgås og interagere med andre og deres samfundsgrupper, men påpeger også farerne ved, at børn opholder sig på gaden, hvilket i visse områder og byer i Europa kan udarte til ungdomsbander;

47. opfordrer i sammenhæng med de to nævnte punkter de lokale og regionale myndigheder til at engagere sig mere aktivt i udvekslingen af bedste praksis med hensyn til tilbud om fritidsaktiviteter for børn som at udvikle deres sociale og faglige færdigheder. På nationalt og europæisk plan skal der udveksles eksempler på bedste praksis for at tilpasse de nationale og europæiske instrumenter på dette område;

48. opfordrer Kommissionen til at inddrage flest mulige aktører i udviklingen af resultattavlen over børns rettigheder herunder også de relevante EU-agenturer, ngo'er, de lokale og regionale myndigheder og Regionsudvalget;

49. finder, i lyset af den hastige udvikling af informationsteknologi og teknologiske muligheder for at begå forskellige former for misbrug af børn, at fremme af en mere sikker anvendelse af internettet bør betragtes som en central opgave for EU;

50. understreger, at bestræbelser på at skabe et mere sikkert internet også bør omfatte bekæmpelse af børnemishandling og –pornografi på internettet samt andre udbredte former for vold i den virtuelle verden som f.eks. cybermobning;

51. er af den opfattelse, at uddannelse af børn og voksne, der kommer i kontakt med børn, kan bidrage betydeligt til at forebygge og bekæmpe internetrelateret misbrug af børn. Man bør især koncentrere sig om at undervise børn og voksne (specielt voksne, der arbejder med børn som f.eks. fagfolk inden for sundhedsforsorg, uddannelse og socialt arbejde) i en mere sikker brug af internettet og i genkendelse af cyberkriminalitet og andre internetbaserede ondsindede aktiviteter samt i måder at indberette dette på til de relevante myndigheder;

52. gør opmærksom på nødvendigheden af at beskytte børn mod et negativt socialt miljø, særligt et miljø, der fremmer forbruget af psykotrope stoffer (alkohol, tobak, narkotika og andre stoffer med negativ indvirkning på den psykiske og fysiske sundhedstilstand). I den forbindelse spiller de lokale og regionale myndigheder en yderst vigtig rolle: I det sociale sikringssystem er de det første led i kæden, der arbejder for, at barnet sikres harmoniske og sikre udviklingsvilkår. De regionale og lokale myndigheder har til opgave at kortlægge og vurdere potentielle risikofaktorer og gøre brug af alle til rådighed stående midler for at imødegå disse. De nationale og europæiske institutioner, bl.a. børneombudsmændene, ngo'er samt andre sociale og økonomiske partnere må for deres vedkommende yde en omfattende støtte til de lokale og regionale myndigheder på dette område og arbejde for, at samfundet indtager en afvisende holdning til forbruget af psykotrope stoffer.

Finansielle og andre støtteforanstaltninger

53. understreger, at de lokale og regionale myndigheder bør ses som vigtige partnere i udviklingen og gennemførelsen af EU-strategien for børns rettigheder og i andre europæiske initiativer på dette område;

54. finder, at alle programmer og redskaber, som udvikles inden for rammerne af denne strategi, skal være tilgængelige for de regionale og lokale myndigheder;

55. bifalder de positive virkninger, som EU's finansierings- og støtteinstrumenter har, bl.a. Daphneprogrammet om beskyttelse af barnets rettigheder, men beklager de knappe ressourcer samt den utilstrækkelige information om finansierings- og støttemuligheder. Resultaterne af dette program skal på strategisk vis kombineres med gennemførelsen af EU-strategien for børns rettigheder og skal bruges til at forme den fremtidige politik;

56. henviser til, at de lokale og regionale myndigheder i hele Europa allerede har betydelig erfaring med brugen af EU-støtte til beskyttelse af børns rettigheder via partnerskaber med andre aktører. Resultaterne af disse aktiviteter skal på strategisk vis kombineres med gennemførelsen af EU-strategien for børns rettigheder, offentliggøres regelmæssigt, debatteres og skal bruges som et værdifuldt bidrag til at ajourføre den førte politik;

57. opfordrer Kommissionen til at forbedre kommunikationen og informationen om eksisterende støtte- og finansieringsforanstaltninger til de lokale og regionale myndigheders rådighed ved at sætte mere fokus på støttemulighederne til initiativer i forbindelse med børns rettigheder såvel programmer udtrykkeligt til dette formål som Daphne III eller programmer, hvor dette er en af prioriteterne som programmerne for grænseoverskridende samarbejde, for byudvikling (f.eks. URBACT II) osv. Der skal informeres klarere og mere effektivt om alle de finansielle midler, der står til rådighed på forskellige EU-budgetposter og på forskellige områder, for at undgå overlapninger og gøre de gennemførte aktiviteter mere effektive.

Bruxelles, den 10. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/52

85. PLENARFORSAMLING, DEN 9.-10. JUNI 2010

Regionsudvalgets udtalelse: »Det europæiske kulturarvsmærke«

(2010/C 267/11)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Generelle bemærkninger

1. bifalder forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om gennemførelse af et EU-initiativ vedrørende et særskilt europæisk kulturarvsmærke, der adskiller sig fra UNESCO's verdensarvliste og Europarådets »europæiske kulturruter«;

2. anser Kommissionens forslag for at være foreneligt med nærhedsprincippet; står imidlertid fast på betydningen af at respektere de lokale og regionale myndigheders beføjelser i forbindelse med udvælgelsen af kandidater på nationalt niveau og med den endelige udvælgelse på europæisk niveau. Initiativets succes afhænger af de europæiske myndigheders vilje til at inddrage de lokale og regionale myndigheder, både ved udvælgelsen af stederne og i forbindelse med gennemførelse, kontrol og evaluering af foranstaltningerne;

3. understreger, at formålet med mærket er at fremhæve medlemsstaternes fælles kulturarv under hensyntagen til den nationale og regionale mangfoldighed, at anerkende lokalområdernes kulturelle diversitet med henblik på at bringe Europa tættere på borgerne og at fremhæve kulturarvsstederne og de lokale og regionale traditioner for knowhow for at styrke borgernes tilhørsforhold til EU;

4. fremhæver initiativets betydning både for styrkelsen af den lokale og regionale identitet og befordringen af den europæiske integration;

5. beklager i betragtning af, at det regeringsinitiativ, der lå til grund for kulturarvsmærket, også omfattede Schweiz, og at kulturhovedstadsinitiativet også var åbent for deltagelse for kandidatlande, at initiativet kun henvender sig til Unionens medlemsstater. Den europæiske samlingsproces stopper ikke ved EU's grænser, men vedrører også europæiske tredjelande;

6. minder om, at mærket skal forbinde konkrete steder med den europæiske samlingsproces under iagttagelse af de værdier, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

7. mener, at mærket vil kunne styrke europæiske byers og regioners attraktivitet og således gavne vækst og beskæftigelse på lokalt og regionalt plan;

8. står fast på behovet for udveksling af bedste praksis i kraft af netværksdannelse mellem de steder, der tildeles mærket, og anmoder EU om at afsætte menneskelige og økonomiske ressourcer, der er store nok til at vække de lokale og regionale myndigheders interesse for initiativet;

9. bemærker, at kulturarvsmærket er særlig velegnet til steder i grænseområderne med stor symbolværdi for europæisk historie. Administrationen af stederne kunne indgå i allerede eksisterende instansers indsats, f.eks. de europæiske grupper for grænseoverskridende samarbejde (EGTS).

Relevans for de lokale og regionale myndigheder

10. konstaterer, at det i de fleste af medlemsstaterne er de lokale og regionale myndigheder, der er ansvarlige for de steder, der kunne tænkes at blive berørt af initiativet;

11. beklager, henset til princippet om styring på flere niveauer, at de lokale og regionale myndigheder ikke i højere grad er inddraget i udvælgelsesproceduren;

12. finder, at en inddragelse af de decentrale myndigheder i udvælgelsen af tværnationale steder ville være passende;

13. bemærker, at de decentrale myndigheder i mange tilfælde vil være de vigtigste administratorer af og finansieringskilder for de steder, der tildeles mærket, og derfor vil skulle bære de ekstraomkostninger, tildelingen medfører for driften;

14. minder om, at den europæiske identitet, der er baseret på universelle værdier og ukrænkelige personlige frihedsrettigheder og på demokrati, solidaritet og retsstatsprincippet, bør bygge på mangfoldigheden blandt de parter, der udgør Unionen, og at det europæiske kulturarvsmærke bør gøre denne mangfoldighed synlig og konkret for alle Unionens borgere.

Ændringsforslag

15. mener, at det efter en første evaluering af ordningen bør overvejes at åbne den for deltagelse af europæiske tredjelande, navnlig som led i udvidelses- og naboskabspolitikken, for på den måde at skabe et fundament for de værdier, der ud over økonomiske og geostrategiske interesser er nødvendige for den europæiske samlingsproces;

16. anmoder på baggrund af de lokale og regionale myndigheders stærke involvering i administrationen og udnyttelsen af den europæiske kulturarv om, at Regionsudvalget får mulighed for at deltage i udvælgelsen på europæisk niveau ved at udpege et medlem af den europæiske jury, således som dette er tilfældet i forbindelse med udvælgelsen af de europæiske kulturhovedstæder;

17. henstiller, at der på baggrund af den store forskelligartethed af steder, der kunne tænkes at komme i betragtning som modtagere af mærket, foretages en klassificering af monumenter, arkæologiske udgravninger, transnationale steder og immaterielle kulturarvsgoder;

18. anmoder Kommissionen om løbende at blive holdt underrettet om tildelingen af det europæiske kulturarvsmærke og kontrollen med kulturarvsstederne, herunder navnlig retningslinjerne for udvælgelsen. Endvidere ønsker Regionsudvalget at blive holdt underrettet om den eksterne evaluering af initiativet, som Kommissionen vil sikre;

19. foreslår, at der maksimalt kan stilles forslag om tre steder pr. medlemsstat for at sikre juryens bedømmelsesfrihed og konkurrencen mellem medlemsstaterne;

20. bifalder forslaget om at sammensætte den europæiske jury af uafhængige eksperter udnævnt af EU-institutionerne og at gøre denne jury ansvarlig for fastsættelsen af kriterierne for udvælgelsen og for at foretage denne;

21. understreger betydningen af at indtænke bæredygtighed som et generelt kriterium for bevarelsen og håndteringen af kulturarvsgoderne og for åbningen af kulturarvsstederne for så brede dele af befolkningen som muligt.

II. FORSLAG TIL ÆNDRINGER

Ændringsforslag 1

Artikel 4

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Initiativet er åbent for deltagelse af medlemsstaterne i EU. De deltager på frivilligt grundlag.	Initiativet er åbent for deltagelse af medlemsstaterne i EU. De deltager på frivilligt grundlag. .

Begrundelse

Åbning for deltagelse af tredjelande – både kandidatlande, potentielle kandidatlande og nabolande til EU – ville styrke ordningens generelle kulturelle sigte under ét og bevarelsen af kulturarven navnlig på europæisk niveau.

Ændringsforslag 2

Artikel 5

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Kommissionen og medlemsstaterne sikrer komplementaritet mellem det europæiske kulturarvsmærke og andre initiativer inden for området kulturarv, såsom UNESCO's verdensarvliste og Europarådets »europæiske kulturruter«.	Kommissionen og medlemsstaterne sikrer komplementaritet mellem det europæiske kulturarvsmærke og andre initiativer inden for området kulturarv, såsom UNESCO's verdensarvliste og Europarådets »europæiske kulturruter«. .

Begrundelse

Kommissionen og medlemsstaterne bør forebygge overlapninger, der kan svække initiativets merværdi.

Ændringsforslag 3

Artikel 7, stk. 1, første punktum

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Kandidater til mærket skal have en symbolsk europæisk værdi og skal have spillet en afgørende rolle i Den Europæiske Unions historie og opbygning.	Kandidater til mærket skal have en symbolsk europæisk værdi og skal have spillet en afgørende rolle i en uropæiske historie opbygning.

Begrundelse

Ændringsforslaget ligger i forlængelse af det foregående og fokuserer i højere grad teksten på værdierne i den europæiske samlingsproces end på EU som sådan.

Ændringsforslag 4

Artikel 8, stk. 2

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Den europæiske jury består af 12 medlemmer. Fire af medlemmerne udpeges af Europa-Parlamentet, fire af Rådet og fire af Kommissionen. Juryen udpeger sin formand.	Den europæiske jury består af medlemmer. Fire af medlemmerne udpeges af Europa-Parlamentet, fire af Rådet , fire af Kommissionen . Juryen udpeger sin formand.

Begrundelse

Juryens sammensætning bør, som det er tilfældet med den jury, der har ansvaret for udvælgelsen af de europæiske kulturhovedstæder, afspejle det forhold, at traktaterne anerkender den lokale og regionale dimension i kulturpolitikken generelt og i bevarelsen af kulturarven specifikt. En yderligere fordel ved at inddrage Regionsudvalget i juryen er, at denne i så fald vil få et ulige antal medlemmer.

Ændringsforslag 5

Artikel 8, stk. 4

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Medlemmerne i den europæiske jury udnævnes for tre år. Som undtagelse herfra udnævnes fire eksperter af Kommissionen for et år, fire af Europa-Parlamentet for to år og fire af Rådet for tre år i det første år efter denne afgørelses ikrafttræden.	Medlemmerne i den europæiske jury udnævnes for tre år. Som undtagelse herfra udnævnes fire eksperter af Kommissionen for et år, fire af Europa-Parlamentet for to år og fire af Rådet for tre år i det første år efter denne afgørelses ikrafttræden.

Begrundelse

Følger af ændringsforslag 4.

Ændringsforslag 6

Artikel 10, stk. 2

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Hver medlemsstat har mulighed for en første udvælgelse af op til højst to steder pr. år i overensstemmelse med tidsplanen i bilaget. Der vil ikke være en udvælgelsesprocedure i de år, som er reserveret til overvågningsproceduren.	Hver medlemsstat har mulighed for en første udvælgelse af højst steder pr. år i overensstemmelse med tidsplanen i bilaget. Der vil ikke være en udvælgelsesprocedure i de år, som er reserveret til overvågningsproceduren.

Begrundelse

Forslaget om at øge antallet af de steder, som medlemsstaterne har mulighed for at udvælge, er helt i overensstemmelse med den konkurrencementalitet blandt kulturarvsstederne på europæisk niveau, som Kommissionen ønsker at fremme, men som modvirkes af den fastsatte udvælgelsesprocedure.

Ændringsforslag 7

Artikel 11, stk. 2

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Den europæiske jury evaluerer ansøgningerne fra de foreløbigt udvalgte steder og udvælger højst ét sted pr. medlemsstat. Om nødvendigt kan yderligere oplysninger indhentes, og der kan organiseres besøg til stederne.	Den europæiske jury evaluerer ansøgningerne fra de foreløbigt udvalgte steder og udvælger højst sted pr. medlemsstat. Om nødvendigt kan yderligere oplysninger indhentes, og der kan organiseres besøg til stederne.

Begrundelse

Følger af ændringsforslag 6.

Ændringsforslag 8

Artikel 13, stk. 1

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Kommissionen udpeger officielt de steder, der tildeles det europæiske kulturarvsmærke i året efter udvælgelsesproceduren på grundlag af den europæiske jurys anbefaling. Kommissionen informerer Europa-Parlamentet og Rådet herom.	Kommissionen udpeger officielt de steder, der tildeles det europæiske kulturarvsmærke i året efter udvælgelsesproceduren på grundlag af den europæiske jurys anbefaling. Kommissionen informerer Europa-Parlamentet, Rådet herom.

Begrundelse

Pligten til at orientere Regionsudvalget har en klar merværdi for udbredelsen af kendskabet til mærket og for EU's decentrale myndigheder.

Ændringsforslag 9

Artikel 17, stk. 2

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
Kommissionen fremlægger en rapport om disse evalueringer for Europa-Parlamentet og Rådet senest seks måneder efter afslutningen af evalueringerne.	Kommissionen fremlægger en rapport om disse evalueringer for Europa-Parlamentet, Rådet senest seks måneder efter afslutningen af evalueringerne.

Begrundelse

Samme som for foregående ændringsforslag.

Bruxelles, den 9. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

1.10.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/57

Regionsudvalgets udtalelse: »Borgerinitiativer«

(2010/C 267/12)

I. POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

1. minder om, at artikel 11, stk. 4 i EU-traktaten som ændret ved Lissabontraktaten fastlægger, at »Et antal unionsborgere på mindst en million, der kommer fra et betydeligt antal medlemsstater, kan tage initiativ til at opfordre Kommissionen til inden for rammerne af sine beføjelser at fremsætte et egnet forslag om spørgsmål, hvor en EU-retsakt efter borgernes opfattelse er nødvendig til gennemførelse af traktaterne«;

2. minder endvidere om, at artikel 24, stk. 1 i EUF-traktaten som ændret ved Lissabontraktaten yderligere præciserer, at det er Europa-Parlamentet og Rådet, som ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure fastlægger bestemmelser om de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ;

3. bemærker, at Kommissionen med grønbogen om europæiske borgerinitiativer af 11. november 2009 (1) lancerede en bred, offentlig høring for at indhente synspunkter fra alle de parter, der er berørt af de væsentligste spørgsmål i forordningen om borgerinitiativer, og fremhæver det vigtige bidrag, som regionale og lokale myndigheder har leveret til debatten;

4. glæder sig over Kommissionens offentliggørelse af forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om borgerinitiativer (2);

5. understreger, at vedtagelsen af forordningen, som vil gøre det muligt for borgerne at udøve deres ret til at deltage direkte i det demokratiske liv i EU, udgør en milepæl i bestræbelserne på at styrke de demokratiske principper i EU;

6. håber, at Parlamentet og Rådet hurtigt vedtager forordningen om borgerinitiativer, således at ordningen vil kunne anvendes fra begyndelsen af 2011 som anført i grønbogen fra 2009;

7. gør opmærksom på, at udvalget tidligere har lagt vægt på, at der i Lissabontraktaten indarbejdes bestemmelser om en lovgivningsinitiativret, der kan styrke borgerrettighederne (3);

8. gentager, at konsolideringen af udvalgets institutionelle rolle indebærer, at det må prioriteres (4) at gennemføre de af Lissabontraktatens bestemmelser, der er af betydning for regionale og lokale myndigheder, herunder bestemmelsen om borgerinitiativet;

9. fremhæver, at borgerinitiativer har de regionale og lokale myndigheders interesse, idet de, bl.a. fordi de er tæt på EU's borgere, kan beslutte selv at iværksætte og/eller fremme initiativer;

10. er enig med Kommissionen i, at borgerne skal gives et instrument, der er nemt at bruge, hvis procedurer er enkle, og som umiddelbart kan bringes i anvendelse, og at der skal være klare og entydige retningslinjer for dets iværksættelse, som samtidig forhindrer eventuelt misbrug af systemet;

11. mener, at institutionerne bør iværksætte kommunikationsinitiativer, der når ud til en bred kreds, for at udbrede kendskabet til denne nye ordning til så mange EU-borgere som muligt og mere generelt for at inddrage dem direkte i den politiske debat om spørgsmål af almen europæisk interesse, hvorom der er ved at blive udarbejdet initiativer;

12. understreger i den forbindelse, at Regionsudvalget kan spille en central rolle bl.a. i kraft af de instrumenter, der er udviklet inden for rammerne af den decentraliserede kommunikation og af de regionale og lokale myndigheder, og som kan sikre en direkte kommunikation, der når ud til mange borgere;

13. vil gerne deltage i et samarbejde om oprettelsen af en interinstitutionel informationsskranke, som udvalget helt naturligt bør være en del af;

14. understreger, at det som partner både for de øvrige EU-institutioner og for de lokale og regionale myndigheder bør orienteres fuldt ud og i givet fald høres samtidig med Europa-Parlamentet om Kommissionens beslutninger vedrørende europæiske borgerinitiativers opfyldelse af formalitetskrav og om deres opfølgning samt om eventuelle forslag til ændring af betingelserne og reglerne for dette instrument;

15. gentager, at det er parat til at undersøge muligheden for at støtte de europæiske borgerinitiativer, der er mest relevante for Regionsudvalget og de lokale og regionale myndigheder, som det repræsenterer, ved f.eks. at

—	afholde høringer om igangværende eller vellykkede borgerinitiativer med deltagelse af EU-institutionerne, de lokale og regionale myndigheder og disses sammenslutninger samt repræsentanter for civilsamfundet,

—	afgive udtalelser om vellykkede borgerinitiativer, som er særlig vigtige for Regionsudvalget og de lokale og regionale myndigheder i lyset af udvalgets politiske prioriteringer, eller om Kommissionens beslutninger vedrørende resultatet af sådanne borgerinitiativer;

16. minder om, at navnlig principperne om ligebehandling, gennemsigtighed, god forvaltning og adgang til klage og domstolsprøvelse skal garanteres i forordningen og i forbindelse med dens gennemførelse;

17. kan i vidt omfang tilslutte sig det af Kommissionen udarbejdede forslag, men mener dog, at det på visse punkter kan forbedres;

18. uden at dette berører borgerinitiativet, understreger Regionsudvalget betydningen af på regionalt og lokalt plan at opmuntre alle initiativer, som fremmer gennemsigtighed, samarbejde og borgernes deltagelse i de offentlige politikker inden for rammerne af princippet om deltagelsesdemokrati.

Minimumsantal medlemsstater

19. minder om, at initiativet i henhold til traktaterne skal komme fra »et betydeligt antal medlemsstater« (artikel 11, stk. 4 i EU-traktaten), og at bestemmelsen udspringer af behovet for at sikre, at initiativet er af fælles europæisk interesse;

20. mener, at minimumstærsklen på en tredjedel af medlemsstaterne er for høj i betragtning af, at der er behov for at gøre det lettere for borgerne at udøve deres ret til at deltage direkte i det demokratiske liv i EU;

21. mener, at det er mere passende med en minimumstærskel på en fjerdedel af medlemsstaterne, hvilket i øvrigt harmonerer med andre traktatbestemmelser, herunder artikel 76 i EUF-traktaten.

Underskrivernes minimumsalder

22. er enig i bestemmelsen om, at minimumsalderen for underskrivere af et initiativ skal svare til minimumsalderen for valgret til Europa-Parlamentet.

Registrering af forslag og indsamling af støttetilkendegivelser

23. er enig i bestemmelsen om, at forslag til initiativer registreres i et særligt elektronisk register;

24. er desuden enig med Europa-Parlamentet i, at afgørelser om, hvorvidt et borgerinitiativ opfylder betingelserne, ikke må omfatte betragtninger af politisk karakter (5);

25. mener derfor, at Kommissionen kun bør afvise forslag, der er »åbenbart krænkende« eller »åbenbart strider mod Unionens værdier«, idet det mener, at forordningsforslagets henvisning til »utilstedelige« kan synes uhensigtsmæssig;

26. ser positivt på bestemmelsen om, at indsamlingen og kontrollen af støttetilkendegivelserne skal følge et fælles sæt af procedurer;

27. glæder sig over bestemmelsen om, at støttetilkendegivelser for et initiativ kan indsamles via et elektronisk system.

Gennemsigtighedsprincippet og samarbejde mellem myndigheder

28. er enig med Kommissionen i, at der er behov for at sikre gennemsigtighed med hensyn til initiativtagernes kilder til finansiering og støtte til et initiativ;

29. understreger, at initiativer bør kunne indgives af alle borgere og organisationer og ikke i praksis være forbeholdt de større organisationer;

30. ser derfor gerne, at der fastlægges bestemmelser om mekanismer, der kan yde praktisk og teknisk hjælp til dem, der ønsker at iværksætte et initiativ;

31. mener især, at det ville være hensigtsmæssigt at oprette en »informationsskranke« til specifikt at tage sig af borgerinitiativer, og at udvalget bør være en naturlig del heraf;

32. opfordrer desuden institutionerne til at overveje muligheden for at yde hjælp til oversættelse til alle EU's officielle sprog af de væsentlige elementer, et initiativ skal indeholde for at kunne fremsættes. På den måde vil alle borgere i EU have mulighed for at gøre sig bekendt hermed.

Betingelser, der skal være opfyldt

33. foreslår, at Kommissionen allerede i forbindelse med registreringen skal efterprøve, om et borgerinitiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes. Derved vil betydelige praktiske og omkostningsmæssige byrder i forbindelse med borgerinitiativer, der ikke opfylder betingelserne, kunne undgås;

34. understreger behovet for, at de betingelser, der skal opfyldes, fastlægges generelt og på en klar og gennemsigtig måde, og at de får tilstrækkelig offentlig omtale til at sikre, at fremsættelsen af forslag, der ikke opfylder betingelserne, begrænses;

35. er enig i betingelserne, hvorefter forslaget a) skal vedrøre et forhold, for hvilket der kan vedtages en EU-retsakt med henblik på at gennemføre traktaterne, og b) skal falde inden for rammerne af Kommissionens beføjelser til at fremlægge et forslag;

36. understreger i øvrigt, at EU kun kan vedtage retsakter på områder, hvor det ikke har enekompetence, under overholdelse af nærhedsprincippet som fastlagt i EU-traktatens artikel 5, stk. 3;

37. bemærker desuden, at EU-akter skal overholde de grundlæggende rettigheder og friheder, der er fastsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettighederne og de Grundlæggende Frihedsrettigheder, samt EU's overordnede principper;

38. mener derfor, at det vil være hensigtsmæssigt med en udtrykkelig angivelse af, at to andre betingelser skal være opfyldt, nemlig c) overholdelse af de grundlæggende rettigheder og friheder fastsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og d) at nærhedsprincippet skal overholdes;

39. gør opmærksom på udvalgets erfaringer med evaluering af nærhedsprincippet og tilbyder Kommissionen at samarbejde om efterprøvningen af, om forslagene er i overensstemmelse med dette princip;

40. understreger behovet for, at afgørelsen om, hvorvidt et forslag til initiativ kan fremsættes, meddeles initiativtageren og offentliggøres i EU-Tidende;

41. bemærker, at afgørelsen om, hvorvidt et forslag til initiativ kan fremsættes, kan indbringes til retslig prøvelse for EU-Domstolen i henhold til artikel 263 og 265 i EUF-traktaten og ser gerne, at denne ret til retslig prøvelse specifikt nævnes i forordningen;

42. er enig med Kommissionen i, at de administrative og finansielle byrder forbundet med kontrollen og attesteringen af støttetilkendegivelserne for de initiativer, der opfylder betingelserne, skal minimeres, og gør opmærksom på, at disse procedurer i mange medlemsstater forudsætter inddragelse af de regionale og lokale myndigheder.

Kommissionens behandling af et initiativ

43. er enig i forslaget om, at Kommissionen skal behandle forslag, der formelt er indgivet i overensstemmelse med forordningens bestemmelser, og inden for en frist på fire måneder udsende en meddelelse med konklusionerne om initiativet med angivelse af de eventuelle foranstaltninger, den har til hensigt at iværksætte, og begrundelsen herfor;

44. bemærker i den forbindelse, at det i henhold til artikel 265 i EUF-traktaten er muligt at klage til EU-Domstolen, hvis Kommissionen ikke fremkommer med en meddelelse inden for den fastsatte frist, og ser gerne, at denne ret til retslig prøvelse specifikt nævnes i forordningen;

45. understreger nødvendigheden af, at Kommissionen forholder sig seriøst til ethvert initiativ, der er underskrevet af mindst en million borgere;

46. mener, at Kommissionens meddelelse om initiativet ikke kun bør gives til initiativtagerne, Europa-Parlamentet og Rådet, men tillige offentliggøres i EU-Tidende og fremsendes til Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og de nationale parlamenter.

II. FORSLAG TIL ÆNDRINGER

Ændring 1

Artikel 4, stk. 3

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Registrering af et forslag til borgerinitiativ

Forud for indsamlingen af støttetilkendegivelser fra underskrivere af et forslag til borgerinitiativ skal initiativtageren lade initiativet registrere i Kommissionen og indgive de oplysninger, der er fastsat i bilag II, særlig vedrørende emne og formål samt kilder til finansiering og støtte til forslaget til borgerinitiativ.

Disse oplysninger skal indgives på et af EU's officielle sprog til et onlineregister, som Kommissionen stiller til rådighed til det formål (herefter benævnt »registret«).

2.	Med undtagelse af de tilfælde, der er omhandlet i stk. 3 og 4, registrerer Kommissionen straks forslaget til initiativ under et specifikt registreringsnummer og sender en bekræftelse til initiativtageren.

3.	Forslag til borgerinitiativer, der med rimelighed kan anses for at være utilstedelige, fordi de er krænkende eller useriøse, skal ikke registreres.

4.	Kommissionen afslår at registrere forslag til borgerinitiativer, som er åbenbart i strid med EU's værdier.

5.	Et forslag til borgerinitiativ, der er blevet registreret, offentliggøres i registret.

Registrering af et forslag til borgerinitiativ

Disse oplysninger skal indgives på et af EU's officielle sprog til et onlineregister, som Kommissionen stiller til rådighed til det formål (herefter benævnt »registret«).

3.	Forslag til borgerinitiativer, der er krænkende eller useriøse, ikke .

5.	Et forslag til borgerinitiativ, der , offentliggøres i registret.

Begrundelse

Efterprøvningen af, om initiativet opfylder betingelserne for at kunne fremsættes, kan også foretages allerede i forbindelse med registreringen i henhold til artikel 4. Det forekommer ikke forslagsstillerne at være en hensigtsmæssig fremgangsmåde først at registrere et initiativ for så efter indgivelsen af 300 000 underskrifter, der jo skal komme fra borgere fra mindst tre medlemsstater, at konstatere, at initiativet ikke opfylder betingelserne, f.eks. fordi det kan fastslås, at EU slet ikke har nogen lovgivningskompetence på det pågældende område. Ændringsforslaget sammenskriver derfor forordningsforslagets artikel 4 og 8.

Ændring 2

Artikel 7, stk. 1

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Minimum af underskrifter fra hver medlemsstat

1.	Underskriverne af et borgerinitiativ skal komme fra mindst en tredjedel af medlemsstaterne.

Minimum af underskrifter fra hver medlemsstat

1.	Underskriverne af et borgerinitiativ skal komme fra mindst en af medlemsstaterne.

Begrundelse

Det europæiske borgerinitiativ bør være et instrument, der er lettilgængeligt for borgerne, og derfor bør tærsklen ikke være for høj. Et krav om en fjerdedel af medlemsstaterne (dvs. syv af de nuværende 27 EU-medlemsstater) harmonerer med Europa-Parlamentets forslag.

Ændring 3

Artikel 7, stk. 2

Kommissionens forslag	Regionsudvalgets ændringsforslag
I en tredjedel af medlemsstaterne skal underskriverne mindst omfatte det minimum af borgere, der er fastsat i bilag I.	I en af medlemsstaterne skal underskriverne mindst omfatte det minimum af borgere, der er fastsat i bilag I.

Begrundelse

Borgerinitiativet bør være et instrument, der er tilgængeligt for borgerne, og derfor bør minimumstærsklen ikke være så høj. Kravet om, at underskrifterne skal stamme fra en fjerdedel af medlemslandene (dvs. syv af de nuværende EU-medlemslande), er i tråd med Europa-Parlamentets forslag. I overensstemmelse med dette bør det samme gælde artikel 7, stk. 2.

Ændring 4

Artikel 8

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Afgørelse om, hvorvidt et forslag til borgerinitiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes

Når initiativtageren har indsamlet 300 000 støttetilkendegivelser, jf. artikel 5, fra underskrivere fra mindst tre medlemsstater, indgiver den pågældende en anmodning til Kommissionen om at træffe afgørelse om, hvorvidt forslaget til borgerinitiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes. Med henblik herpå anvender initiativtageren formularen i bilag V.

Kommissionen træffer inden to måneder fra modtagelsen af den i stk. 1 omhandlede anmodning afgørelse om, hvorvidt forslaget til borgerinitiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes. Forslaget til borgerinitiativ anses for at opfylde betingelserne, hvis:

a)	det vedrører et spørgsmål, hvor der kan vedtages en EU-retsakt med henblik på at gennemføre traktaterne, og

b)	det falder inden for rammerne af Kommissionens beføjelser til at fremsætte forslag.

3.	Den i stk. 2 omhandlede afgørelse meddeles initiativtageren til det pågældende forslag og offentliggøres.

Begrundelse

Konsekvens af ændringsforslaget til henstilling 1.

Ændring 5

Artikel 9

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Bestemmelser om medlemsstaternes kontrol og attestering af støttetilkendegivelser

Når initiativtageren har indsamlet de nødvendige støttetilkendegivelser fra underskriverne, jf. artikel 5 og 7, og Kommissionen har besluttet, at forslaget til borgerinitiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes, jf. artikel 8, fremsender initiativtageren støttetilkendegivelserne i papirform eller elektronisk form til de relevante kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 14 til kontrol og attestering. Med henblik herpå anvender initiativtageren formularen i bilag VI.

Initiativtageren fremsender støttetilkendegivelserne til den medlemsstat, der har udstedt det deri anførte identifikationsdokument.

2.	De kompetente myndigheder kontrollerer inden tre måneder støttetilkendegivelserne på grundlag af passende undersøgelser og udsteder en attest til initiativtageren i overensstemmelse med modellen i bilag VII, hvori antallet af gyldige støttetilkendegivelser for den pågældende medlemsstat attesteres.

3.	Den i stk. 2 omhandlede attest er gratis.

Bestemmelser om medlemsstaternes kontrol og attestering af støttetilkendegivelser

Når initiativtageren har indsamlet de nødvendige støttetilkendegivelser fra underskriverne, jf. artikel 5 og 7, og Kommissionen har besluttet, at forslaget til borgerinitiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes, jf. artikel 8, fremsender initiativtageren støttetilkendegivelserne i papirform eller elektronisk form til de relevante kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 14, til kontrol og attestering . Med henblik herpå anvender initiativtageren formularen i bilag VI.

Initiativtageren fremsender støttetilkendegivelserne til den medlemsstat, der har udstedt det deri anførte identifikationsdokument.

2.	De kompetente myndigheder kontrollerer inden tre måneder støttetilkendegivelserne på grundlag af passende undersøgelser og udsteder en attest til initiativtageren i overensstemmelse med modellen i bilag VII, hvori antallet af gyldige støttetilkendegivelser for den pågældende medlemsstat attesteres.

3.	Den i stk. 2 omhandlede attest er gratis.

Begrundelse

Artikel 4 forpligter initiativtageren til at angive kilder til finansiering af de afholdte udgifter i forbindelse med initiativet. På dette stadie af sagsbehandlingen er det, som det fremgår af det fremlagte ændringsforslag, muligt, at man endnu ikke har fuldt overblik over, hvilke økonomiske bidrag, der vil indløbe, og derfor er det nødvendigt at bede om en rapport sidst i forløbet, som gør rede for de faktiske udgifter og kilderne til de anvendte ressourcer, hvorved man opfylder princippet om oplysning og gennemsigtighed. For lettere at kunne opfylde dette krav ville det være hensigtsmæssigt, hvis der blev udarbejdet en enkel formular som bilag til forordningen.

Bruxelles, den 10. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) KOM(2009) 622 endelig.

(2) KOM(2010) 119 endelig.

(3) Regionsudvalgets initiativudtalelse »Borgerrettigheder: Fremme af de grundlæggende rettigheder og rettigheder i tilknytning til unionsborgerskabet« af 9.10.2008, punkt 58.

(4) R/CdR 79/2010, bilag 1.

(5) Europa-Parlamentets beslutning af 7. maj 2009 med anmodning til Kommissionen om at fremsætte et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gennemførelsen af borgerinitiativet (A6-0043/2009), »betragtning« Y.

		ISSN 1725-2393 doi:10.3000/17252393.C_2010.267.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 267

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	53. årgang 1. oktober 2010

Informationsnummer	Indhold	Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER
	Regionsudvalget
	85. plenarforsamling, den 9.-10. juni 2010
2010/C 267/01	Regionsudvalgets resolution om bedre redskaber til gennemførelse af Europa 2020-strategien: integrerede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politik og beskæftigelsespolitik	1

2010/C 267/02	Regionsudvalgets resolution: Større inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i Europa 2020-strategien	4

	UDTALELSER
	Regionsudvalget
	85. plenarforsamling, den 9.-10. juni 2010
2010/C 267/03	Regionsudvalgets initiativudtalelse: Den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013	6

2010/C 267/04	Regionsudvalgets udtalelse: Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2009-2010: potentielle kandidatlande	12

2010/C 267/05	Regionsudvalgets udtalelse: Forårspakken: EU's handlingsplan til realisering af millenniumudviklingsmålene	17

2010/C 267/06	Regionsudvalgets udtalelse: Sammenkobling af selskabsregistre	22

2010/C 267/07	Regionsudvalgets udtalelse: Byfornyelse og dens betydning for fremtidens byudvikling i Europa	25

2010/C 267/08	Regionsudvalgets udtalelse: EU og international biodiversitet for tiden efter 2010	33

2010/C 267/09	Regionsudvalgets udtalelse: En integreret havpolitik for en bedre forvaltning i Middelhavsområdet	39

2010/C 267/10	Regionsudvalgets udtalelse: Lokalt og regionalt samarbejde om beskyttelse af børns rettigheder i EU	46

	III Forberedende retsakter
	Regionsudvalget
	85. plenarforsamling, den 9.-10. juni 2010
2010/C 267/11	Regionsudvalgets udtalelse: Det europæiske kulturarvsmærke	52

2010/C 267/12	Regionsudvalgets udtalelse: Borgerinitiativer	57