22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/1

458. PLENARMØDE DEN 16. OG 17. DECEMBER 2009

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Handel og fødevaresikkerhed«

(sonderende udtalelse)

(2010/C 255/01)

Ordfører: Mario CAMPLI

Medordfører: Jonathan PEEL

I brev af 21. januar 2009 anmodede Kommissionens næstformand Margot Wallström Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om i henhold til EF-traktatens artikel 262 at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Handel og fødevaresikkerhed.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Mario Campli til ordfører og Jonathan Peel til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 458. plenarforsamling den 16. og 17. december 2009, mødet den 16. december, følgende udtalelse med 191 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Konklusioner

1.1.1 EØSU mener, at retten til mad og civilsamfundets ret til at gribe ind i alle aspekter af dette anliggende er grundlæggende borgerrettigheder. Det anser global fødevaresikkerhed for at være en grundlæggende menneskerettighed.

1.1.2 I en verden, hvor der produceres tilstrækkelig mad til at mætte alle mennesker, er der i dag over en milliard, som ikke har adgang til tilstrækkelig mad. Den grundlæggende årsag til denne usikre fødevaresituation er fattigdom i en situation, hvor økonomiske strukturer, kostvaner og lokale markedsinfrastrukturer er gået i opløsning som følge af de internationale strategier, der er ført siden 80'erne.

1.1.3 EØSU er bevidst om, at i forbindelse med supplerende udviklingspolitikker, der skal mindske fattigdommen og øge indkomsterne, kan reguleret handel bidrage til at hjælpe enkeltpersoner og grupper ud af en usikker fødevaresituation, bl.a. gennem udvikling af regionale markeder.

1.1.4 Udbredt anvendelse af protektionistiske foranstaltninger bidrager heller ikke til global fødevaresikkerhed, idet de ikke sikrer den nødvendige fleksibilitet og - navnlig i Afrika – hindrer enhver form for konkret regional integration.

1.1.5 EØSU mener, at beslutninger vedrørende en reguleret handel og dens gennemførelse bør bygge på principperne om retten til mad, og at staterne bør afholde sig fra at indgå internationale forpligtelser, som strider mod disse principper.

1.1.6 EØSU er sig bevidst, at foranstaltningerne til opnåelse af fødevareselvforsyning er omkostningstunge og ikke i overensstemmelse med en tilgang, der fokuserer på global styring. Samtidigt anerkender det fødevaresuverænitet som et folks legitime ret til selv at fastlægge sin politik for at opnå fødevaresikkerhed og sikre befolkningen stabil adgang til mad under anerkendelse af andre folks fødevaresuverænitet.

1.1.7 EØSU understreger nødvendigheden af at revidere de instrumenter, organer og foranstaltninger, der sigter mod global styring af fødevaresikkerhed og handelen med fødevarer efter princippet om policy coherence for development og praksis i den forbindelse.

1.1.8 EØSU mener, at alle gennemførlige og nyttige strategier til bekæmpelse af fattigdom og forøgelse af fødevaresikkerheden kan give positive og varige resultater, forudsat at der samtidig sker fremskridt hen imod demokrati, og retssikkerheden styrkes i de lande, hvor fødevaresituationen er usikker.

1.2 Anbefalinger

1.2.1 Med henvisning til en overordnet politisk strategi anbefaler EØSU generelt, at

1.2.1.1 EU gennemfører »den europæiske konsensus om udvikling« for at sikre en entydig politisk strategi, som de internationale partnere kan genkende, og for at spille en fremtrædende rolle i forbindelse med en gennemgribende reform af FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation, Verdensfødevareprogrammet og Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling;

1.2.1.2 EU strukturmæssigt indarbejder principperne om retten til mad i sine handelspolitikker og tager initiativ til et samråd med WTO's øvrige medlemmer for at sikre, at disse principper bliver et fast element i de multilaterale forhandlinger;

1.2.1.3 EU undersøger, hvorledes man inden for rammerne af politikken for virksomhedernes sociale ansvar kan overvåge den indvirkning, som de europæiske eller EU-baserede selskabers økonomiske og handelsmæssige aktiviteter har på den globale fødevaresikkerhed. I den forbindelse har EØSU til hensigt at udarbejde en initiativudtalelse om emnet »Den europæiske agrofødevareindustri i verden - strategier, udfordringer og praksis«;

1.2.1.4 EU i de fremtidige økonomiske partnerskabsaftaler og andre frihandelsaftaler tildeler civilsamfundet en institutionel rolle, sådan som det allerede er tilfældet i aftalen mellem Cariforum og EU;

1.2.1.5 de internationale finansielle institutioner udarbejder bestemmelser om en passende regulering af de finansielle markeder, som kan forhindre spekulation i landbrugsråvarer;

1.2.1.6 de internationale sundheds- og miljøorganisationer fraråder kost med et for højt indhold af animalske proteiner;

1.2.1.7 det internationale samfund opretter et internationalt system med fødevarereserver, der er nøje koordineret med FAO's tidlige varslingssystem;

1.2.1.8 det internationale samfund reviderer FN-klassificeringen for udviklingslande med henblik på en klar skelnen mellem mellemindkomstlande, fattigere udviklingslande og de mindst udviklede lande;

1.2.1.9 alle WTO's medlemmer og først og fremmest EU i deres forhandlingsmandater inkorporerer konsekvens- og sårbarhedsanalyser for hvert land og gruppe af personer;

1.2.1.10 WTO's medlemmer accepterer midlertidige eksportbegrænsende foranstaltninger, som kan gøre det muligt at holde fødevarepriserne i udviklingslandene effektivt nede og således medvirke til at forvalte fødevarekriser, som rammer specifikke sociale grupper;

1.2.1.11 regeringerne i udviklingslandene permanent inddrager landbrugsorganisationerne i planlægningen af landbrugets udvikling og styrker alle former for organiseret produktion sat i værk af landmændene eller fremmet af arbejdstagere og forbrugere.

1.2.2 Med særlig henvisning til de igangværende ØPA-forhandlinger (økonomiske partnerskabsaftaler) anbefaler EØSU EU, at

1.2.2.1 der særligt i Afrika arbejdes for større regional integration, som er afgørende for at fremme både udviklingen og fødevaresikkerheden og et væsentligt element i den planlagte revision af Cotonouaftalen i 2010;

1.2.2.2 sikre synergieffekter mellem de forskellige, overlappende regionale integrationsinitiativer og mellem de forskellige foreløbige økonomiske partnerskabsaftaler og de globale aftaler;

1.2.2.3 sørge for, at forhandlingerne hurtigt afpasses efter AVS-landenes kapacitet og muligheder for udvikling for at sikre, at der straks opnås resultater inden for områder som forenkling af oprindelsesbestemmelser;

1.2.2.4 tilskynde flest mulig AVS-lande (gruppe af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet) til at vælge at prioritere landbruget og udvikling af landdistrikterne;

1.2.2.5 øge det beløb på 2 mia. EUR, som EU har øremærket til handelsstøtte og handelsrelateret bistand, endnu mere under hensyntagen til virkningerne af den økonomiske krise;

1.2.2.6 fremme udviklingen af og væksten i de afrikanske fremstillingsindustrier, hvor der kan opnås en høj værditilvækst, primært inden for fødevareproduktion, bl.a. gennem forbedring af infrastruktursystemerne;

1.2.2.7 yde betydelig støtte til forskning og teknologisk udvikling på lokalt niveau først og fremmest inden for de sektorer, der knytter sig til landbruget.

1.2.3 Med særlig henvisning til de igangværende Dohaforhandlinger inden for WTO anbefaler EØSU, at

1.2.3.1 WTO's medlemmer benytter den strategiske revision af handelspolitikken til at relancere debatten om, dels hvordan de fremtidige handelsforhandlinger vedrørende landbruget skal forløbe, således at fødevaresikkerhed får særstatus, dels om, hvilken form den tekniske bistand til udviklingslandene skal have i fremtiden;

1.2.3.2 WTO's medlemmer afslutter Dohaudviklingsrunden senest i 2010, som fordret af G20-landene, og således giver substans til den forpligtelse, man har påtaget sig med hensyn til udvikling og MDG-målene (millenniumudviklingsmålene);

1.2.3.3 EU konsoliderer de indrømmelser, der allerede er givet udviklingslandene, i stedet for selv at søge at opnå yderligere indrømmelser;

1.2.3.4 EU udvider EBA-initiativet (alt undtagen våben) til at omfatte alle de lande, hvor FAO har konstateret fødevarekrise eller stor risiko derfor, herunder også de lande, som ikke tilhører gruppen af mindst udviklede lande, og AVS-landene;

1.2.3.5 EU tager handelsinstrumenter i brug for at skabe større fødevaresikkerhed, f.eks. fremrykket gennemførelse af den af WTO foreslåede aftale om fremme af samhandelen, bistand på sundheds- og plantesundhedsområdet og støtte til små uafhængige landmænd, som ikke er en del af den kontrollerede forsyningskæde.

2. Fødevaresikkerhed over for de to kriser

2.1 Definitioner

2.1.1 EØSU kan tilslutte sig den almindeligt accepterede definition af fødevaresikkerhed, som blev fastlagt på verdensfødevaretopmødet i 1996, gående ud på, at der findes fødevaresikkerhed, når »hele befolkningen til enhver tid har fysisk og økonomisk adgang til tilstrækkelige, sikre og nærende levnedsmidler til at kunne dække sit ernæringsbehov, få sine personlige præferencer opfyldt og føre et sundt og aktivt liv«.

2.1.2 På den baggrund understreger EØSU, at fødevaresikkerhed er en vanskelig problematik, hvor der på samme tid skal tages hensyn til følgende fire forhold:

a)	mængden af til rådighed værende mad;

b)	fysisk, økonomisk og social tilgængelighed;

c)	korrekt anvendelse;

d)	tidsmæssig stabilitet mht. forsyning, tilgængelighed og anvendelse.

2.2 Den aktuelle situation og de to kriser (fødevarer og finans)

2.2.1 En analyse af manglende fødevaresikkerhed viser følgende hovedkarakteristika (1): a) at den er stigende, og at mere end en milliard mennesker i dag efter de to kriser er berørt heraf; b) at den bliver stadig mere koncentreret (89 % af de berørte findes i Afrika, Stillehavsområdet og i landene syd for Sahara); c) at den primært rammer landbefolkningen (70 % af dem, der er berørt af manglende fødevaresikkerhed, bor i landområder), men at stadig flere mennesker i byer og bynære områder også rammes.

2.2.2 Den samlede indvirkning af fødevarekrisen og finanskrisen er den primære årsag til den seneste stigning i antallet af mennesker, som ikke har en sikker fødevareforsyning. Desuden har antallet af katastrofer med virkning for fødevaresikkerheden været stigende; af dem, som er menneskeskabte, er det især de socioøkonomiske snarere end krig og konflikter, der påvirker fødevaresikkerheden.

2.2.3 Priserne på landbrugsråvarer er gået op og ned gennem de sidste 30 år, men på mellemlang sigt har prisudviklingen dog været faldende målt i faste priser. Den drastiske stigning i 2007-2008 ramte særligt hårdt på grund af såvel stigningernes størrelse som hastighed (på lidt over 12 måneder steg FAO's fødevareindex med omkring 60 %). Man må dog huske på, at priserne – også da de var på deres højeste (marts 2008) – var lavere end de historisk høje priser i begyndelsen af 70'erne.

2.2.4 For så vidt angår den seneste udvikling, understreges det, at landbrugspriserne, efter at den finansielle spekulationsboble bristede, konstant er faldet, men stadig er højere end før krisen i 2007-2008.

2.2.5 EØSU påpeger, at såvel strukturelle som konjunkturbetingede og endda spekulative årsager ligger til grund for disse udsving i priserne og deres store og tiltagende ustabilitet.

2.2.6 EØSU bemærker især den tætte sammenhæng mellem den nylige udvikling i prisen på landbrugsprodukter og olieprisen, der dels indvirker på landbrugets produktionsomkostninger, dels gør det mere fordelagtigt at producere biobrændstoffer, særligt i de tilfælde, hvor der ydes offentlig støtte.

2.2.7 Andre årsager, der medvirker til fødevarekrisen, er den gradvise tilbagegang i landbrugsinvesteringerne og den permanent lave landbrugshøst i fattige lande, stadig hurtigere urbanisering, indkomststigningen i visse vækstøkonomier (Kina og Indien), som indebærer en omlægning af kosten i retning af et større kødforbrug, ødelæggelse af systemerne for opbygning af fødevarelagre.

2.2.8 EØSU understreger, at der under disse ændrede forhold ses en stigende tendens til, at spekulanter og investeringsfonde, herunder europæiske, udvider deres porteføljer med aktier i landbrugsråvarer, hvilket øger landbrugsprisernes ustabilitet og fordrejer futures-markedet.

2.2.9 EØSU understreger derfor, at uden hurtige og gennemgribende reformer af de finansielle markeder vil der igen i de kommende måneder og fremover blive spekuleret kraftigt i priserne på landbrugsråvarer med risiko for betydelige konsekvenser i form af større fødevareusikkerhed.

2.2.10 Finanskrisen har sammen med de høje priser på landbrugsråvarer udløst en kædereaktion i udviklingslandene: mindre kapitalindstrømning fra udenlandske investeringer, færre pengeoverførsler, gjort det umuligt for regeringerne at få gennemført programmer om offentlige udgifter, en tendens til at vende tilbage til bundet bistand, færre indenlandske investeringer, øget fattigdom, færre tilsåede arealer og derfor udsigter til mindre høst og en ny stigning i fødevarepriserne.

2.2.11 De hårdest ramte sociale grupper er de mest sårbare: jordløse indbyggere i landdistrikterne, husholdninger uden mandligt familieoverhoved og de fattige i byerne. De hårdest ramte lande er dem, som er strategisk afhængige af import, hvilket viser, at det er altafgørende at udvikle det lokale landbrug.

2.2.12 På denne baggrund gør EØSU opmærksom på det presserende behov for at øge den internationale udviklingsbistand; EØSU støtter derfor ideen om en afgift på finansielle transaktioner (2); indtægterne herfra kunne anvendes til foranstaltninger til opnåelse af fødevaresikkerhed.

2.2.13 Det er også vigtigt, at AVS-landene anvender midlerne fra EUF på en anden måde med henblik på at øge fødevaresikkerheden. Faktisk er situationen i dag den, at selv om 70 % af dem, der er berørt af fødevareusikkerhed, bor i landdistrikter, har AVS-landenes regeringer kun afsat 7,5 % af midlerne fra Den 9. Europæiske Udviklingsfond (2000-2007) til udvikling af landdistrikterne og knap 1,5 % til aktiviteter med direkte tilknytning til landbruget.

2.3 Nye problemer

2.3.1 En analyse af den manglende fødevaresikkerhed på længere sigt kræver endvidere viden om andre nyopståede og nu strukturelt forbundne fænomener:

—

Vand: sammenhængen mellem fødevaresikkerhed og vand blev fastslået med FN's resolution af 20. april 2001. Det er nødvendigt, at begrebet »retten til adgang til vand« vinder politisk og juridisk anerkendelse, eftersom adgangen til drikkevand er en afgørende forudsætning for folkesundheden og et element af betydning for en kvalitetsmæssigt passende ernæring.

—

Opkøb af billig jord: På det seneste har et nyt fænomen af økonomisk og politisk betydning føjet sig til problemet med, at der ikke er nok anvendelig landbrugsjord, nemlig staters, private selskabers og investeringsfondes opkøb af store landområder, hvorved de opnår kontrol over produktionen og endog truer andre landes uafhængighed (3). Det haster derfor med at få udformet en bilateral og multilateral regelramme, som fastsætter en ligelig fordeling af udbyttet, og som omfatter beskæftigelse, miljøstandarder, teknologisk udvikling og fødevaresikkerhed i de berørte lande.

—	Klima: De mennesker, der lider mest under konsekvenserne af klimaændringerne er de små landmænd, som har sværere ved at tilpasse sig, samt fiskere i udviklingslande.

—	Biobrændstoffer: EØSU har allerede i andre udtalelser gjort opmærksom på, at produktionen af biobrændstoffer er en af de faktorer, der fører til stigende og svingende fødevarepriser.

—	Demografi: I de senere år, hvor verdens befolkning er vokset, har der ikke været en tilsvarende stigning i landbrugets produktivitet som følge af de begrænsede investeringer i sektoren. Det er derfor absolut nødvendigt med specifikke demografiske politikker især i de meste udsatte lande.

3. Retten til mad

3.1 EØSU understreger behovet for at udarbejde ny international lovgivning, som kan supplere de instrumenter, der styrer tendenserne på markedet, og de relevante institutioner. Ved at kombinere fuld anerkendelse af befolkningernes ret med en gradvis forbedring af effektiviteten af de markedsøkonomiske instrumenter kan der skabes nye strategiske rammer for håndtering af det komplicerede og meget omfattende spørgsmål om fødevaresikkerhed.

3.2 Med en sådan strategi vil man kunne opnå positive og varige resultater, forudsat at der samtidig sker fremskridt hen imod demokrati, og retssikkerheden styrkes i de lande, hvor fødevaresituationen er usikker.

3.3 ESØU tilslutter sig definitionen af retten til mad som »retten til regelmæssig, permanent og ubegrænset adgang, enten direkte eller ved køb med penge, til tilstrækkelig mad af en passende kvalitet svarende til de kulturelle traditioner hos det folk, som forbrugeren tilhører, og som kan garantere den pågældende et fysisk og psykisk, individuelt og kollektivt, tilfredsstillende og værdigt liv uden frygt« (4). Definitionen hænger tæt sammen med begrebet fødevaresikkerhed, som er udtrykkeligt nævnt i det første afsnit af handlingsplanen fra verdensfødevaretopmødet og gennemgået i ovenstående punkt i denne udtalelse.

3.4 I november 2004 fastlagde FAO's medlemmer Vejledende retningslinjer (5) for at udmønte denne sociale, økonomiske og kulturelle ret og anbefale konkrete foranstaltninger, der skal træffes for at gennemføre retten til mad i praksis.

3.5 Flere lande i verden har i dag en forfatning, hvori retten til mad udtrykkeligt omtales, men kun få af dem har vedtaget nationale love, der reelt beskytter denne ret, heriblandt Sydafrika og Brasilien, som også har vedtaget almindelig lovgivning, hvori det anerkendes, at retten til mad og vand kan berettige et sagsanlæg (domstolsprøvelse osv.).

3.6 I fortsættelsen af denne kurs indkredsede De Forenede Nationers særlige ordfører om retten til mad i forbindelse med sin mission til WTO fire retningslinjer (6): Handelens rolle bør fastlægges i sammenhæng med menneskerettighederne og udviklingsmålene; der bør lægges vægt på betydningen af en multilateral ramme om handelen; der bør anlægges en ny indfaldsvinkel, hvor effekten af liberaliseringen ikke længere måles i aggregater (f.eks. BNP pr. indbygger), men i forhold til de menneskers behov, som befinder sig i en usikker fødevaresituation; i handelsforhandlinger bør der altid tages hensyn til indvirkningen på sundheden, ernæringen og miljøet. Landene bør følgelig undlade at indgå internationale forpligtelser, som modarbejder disse overordnede mål.

3.7 Nogle lande er i denne forbindelse begyndt at følge specifikke strategier og anerkende fødevaresikkerhed som et offentligt gode. Mange udviklingslande har på deres side krævet konkrete forholdsregler for at beskytte deres fødevaresikkerhed ved at lade et kapitel om udvikling/fødevaresikkerhed indgå i landbrugsaftalen. Andre lande har under forhandlingerne foreslået indført en »fødevaresikkerhedsklausul«, som anerkender det særlige behov for fødevaresikkerhed. I kraft af en sådan klausul vil der kunne indføjes eventuelle undtagelser i dagsordenen for forhandlingerne, som giver bestemte lande mulighed for større handlefrihed for at beskytte deres primære landbrugsproduktion ud fra den betragtning, at fødevaresikkerhed er en hovedhjørnesten i den nationale sikkerhed.

3.8 EØSU opfordrer til et stærkt politisk initiativ til, at EU udtrykkeligt tilslutter sig principperne om retten til mad, og til, at der i fremtidige handelsmandater indføjes et bindende krav om hensyntagen til retten til mad, som defineret i FN.

4. Handel og fødevaresikkerhed

4.1 Sammenhænge og virkninger

4.1.1 EØSU erkender, at det er vigtigt med åbne, regulerede internationale markeder for at øge produktionseffektiviteten i landbruget på verdensplan.

4.1.2 Imidlertid er EØSU bekymret over, at nogle lande bliver stadig mere sårbare, idet de som følge af specialisering bliver mere og mere afhængige af de internationale markeder. Alt for stor afhængighed af prisudviklingen på egne eksportvarer og importerede fødevarer kan bringe fødevaresikkerheden i fare som i de seneste år med særligt store prissvingninger.

4.1.3 Det er desuden tydeligt, at åbningen af markederne har konsekvenser for distributionen og indebærer tilpasningsomkostninger, som visse dele af befolkningen ofte ikke har råd til.

4.1.4 EØSU understreger, at åbningen af markederne med øget eksport kan frembyde vigtige muligheder for udvikling af landdistrikterne, hvis der gribes ind over for de ikke-afbalancerede markedskræfter i produktionskæden og over for manglerne med hensyn til infrastruktur, teknologi og institutioner, der kan omdanne de positive virkninger, som åbne markeder kan have for adgangen til mad, til negative.

4.1.5 Størstedelen af dem, der er berørt af fødevareusikkerhed er mindre jordejere og daglejere inden for landbruget. Det er netop dem, som ikke har adgang til kredit, infrastruktur og teknologisk viden og viden om markedet, og derfor ikke kan ændre deres produktionsmetoder, sådan som det er nødvendigt for at udnytte de udviklingsmuligheder, som følger af åbningen af markederne.

4.1.6 EØSU gør opmærksom på den voksende koncentration af verdenshandelen med fødevarer i hænderne på nogle få selskaber, især når det gælder kornsektoren. EØSU noterer sig med bekymring, at denne udvikling kan ses overalt i fødevaresektoren begyndende i den strategiske frøsektor.

4.1.7 EØSU konstaterer, at disse oligopolistiske tendenser kan forstærkes af den gradvise åbning af markederne, hvis denne proces ikke styres og reguleres hensigtsmæssigt. Det er derfor nødvendigt at bevare markedernes konkurrenceprægede karakter inden for rammerne af de eksisterende konkurrenceregler.

4.1.8 Handel og fødevaresikkerhed er således på mange måder indbyrdes forbundne med indbyrdes modstridende virkninger. Generelt viser økonometriske analyser, at økonomisk vækst som følge af handelsliberalisering skal ledsages af andre politikker og supplerende foranstaltninger, idet den ikke i sig selv er nok til at nedbringe antallet af personer, der lever i fattigdom eller er berørt af fødevareusikkerhed, i noget stort omfang.

4.1.9 En samlet strategi for fødevaresikkerhed omfatter derfor følgende tiltag og politikker: mindskelse af fattigdom og forøgelse af indtægterne; velfærds- og sociale bistandspolitikker; landbrugspolitik og politik for udvikling af landdistrikter; forskning og udvikling; handel og integreret regional udvikling; fødevarehjælp; demografiske politikker; bekæmpelse af korruption.

4.2 Handelsforhandlinger: aktuelle problemer og udfordringer

4.2.1 Det er nødvendigt straks at få sat gang i WTO-forhandlingerne (Dohaudviklingsrunden), idet det er helt nødvendigt at relancere Dohaudviklingsdagsorden og dermed vise vilje til at nå til en afslutning på disse forhandlinger i 2010 som foreslået af G20.

4.2.2 Kommissionen bekræfter, at handelspolitikken er vigtig for at afhjælpe fødevarekrisen, men at den ikke er den væsentligste faktor. Klimaforandringerne, politisk ustabilitet og manglende sikkerhed, fravær af regering og retsstat, korruption, befolkningstilvækst, den økonomiske krise og energikrisen er alle vigtige faktorer i den sammenhæng, for ikke at tale om vandforsyningen, som mange steder på Jorden kommer under stadigt større pres, og de stigende brændstofpriser. Ikke desto mindre kan handelspolitikken, hvis den anvendes rigtigt, afhjælpe problemet, men kan omvendt forværre situationen, hvis den ikke anvendes rigtigt. Det er desuden vigtigt at foretage en skarp sondring mellem akut behov for fødevarehjælp og fødevaresikkerhed på længere sigt.

4.2.3 EØSU gør opmærksom på, at nogle lande som modtræk over for den tiltagende fødevare- og finansielle krise har indført protektionistiske foranstaltninger (der blev i 2008 anmeldt mere end 60 af denne type foranstaltninger til WTO), som på længere sigt ikke vil bidrage til opnåelse af fødevaresikkerhed, ikke sikrer den nødvendige fleksibilitet, og især i Afrika står i vejen for ethvert konkret forsøg på regional integration og går stik imod en overordnet strategi for fødevaresikkerhed.

4.2.4 Den rapport (7), som EØSU udarbejdede til det 10. regionale AVS/EU-seminar i Gaborone i juni 2009, fastslår, at den internationale handel med landbrugsprodukter og fødevarer kun lige udgør 10-11 % (målt i tonnage) af de fødevarelagre, der aktuelt findes på verdensplan.

4.2.5 Der bør alligevel ses nærmere på EU's handelspolitik på både kort og lang sigt. På kort sigt er der først de stadig fastlåste multilaterale forhandlinger i WTO om Dohaudviklingsrunden, og derefter EU's række af bilaterale handelsforhandlinger, som omtales i Kommissionens meddelelse om »Det globale Europa« fra oktober 2006, og endelig de igangværende ØPA-forhandlinger (økonomiske partnerskabsaftaler) med AVS-landene. Med hensyn til de sidstnævnte er der indtil videre kun indgået én økonomisk partnerskabsaftale, nemlig den med Cariforum, som er en aftale, der har betydelige konsekvenser for civilsamfundets fremtidige inddragelse. Alligevel spiller de foreløbige økonomiske partnerskabsaftaler indgået med andre AVS-lande også en vigtig rolle.

4.2.6 På lang sigt er en strategisk redegørelse af afgørende betydning. Fødevaresikkerhed må tildeles særstatus. Der bør igen tages fat på drøftelserne om, hvilken balance der skal fastlægges (mellem udviklede lande og udviklingslande i lyset af klimaforandringerne, den forventede mangel på vand og andre lignende problemer) for de fremtidige landbrugsforhandlinger i WTO. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt at definere, hvilken form for teknisk bistand der fremover skal ydes til udviklingslandene, og undersøge, om det er nødvendigt at holde fast på princippet om såkaldt »samlet tilsagn«, der ofte er til skade for disse lande. Den tekniske bistand bør være rettet mod at opbygge landenes eller regionernes kapacitet til at udarbejde og forhandle sig frem til en handelspolitik i stedet for blot at sætte dem i stand til at gennemføre politikken.

4.2.7 På kort sigt er det vigtigt at finde frem til, hvilke instrumenter der i et system med åben og reguleret handel er de mest effektive til at bekæmpe den manglende fødevaresikkerhed i de fattigste lande og opnå millenniummål nr. 1 for udvikling om at mindske den andel af befolkningen, der er underernæret, og øge fødevareproduktionen på verdensplan for at dække den forventede vækst i efterspørgslen.

4.2.8 FAO (FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation) har udpeget 17 lande, hvor fødevaresituationen er usikker og karakteriseret den som fødevarekrise, mens 17 andre er i »stor risiko« herfor. Af disse 34 lande (8) er 23 medlem af WTO, 25 er mindre udviklede lande og 25 er AVS-lande. Nogle af disse lande har længe været medlem af WTO, men spiller en underordnet rolle i forhandlingerne om Dohaudviklingsrunden. Andre som Kenya og Zimbabwe har skullet tackle vanskelige situationer. Kenya er det mest aktive land i forhandlingerne. Det er kun Nicaragua, der aktuelt deltager i de bilaterale forhandlinger inden for rammerne af »Global Europe«-programmet, mens de fleste af landene er involveret i ØPA-forhandlinger.

4.2.9 Med optagelsen af visse udviklingslande i G20 mener EØSU, at FN's klassificering må revideres for at foretage en klar sondring mellem udviklingslande med mellemindkomstøkonomier, fattigere udviklingslande og de mindst udviklede lande.

4.2.10 Med hensyn til landbrugsforhandlingerne i forbindelse med Dohaudviklingsdagsordenen bemærker EØSU følgende:

—	alle forhandlingsparter er enige om, at en tilbagevenden til søjlerne om indenlandsk støtte og eksportstøtte ikke vil gavne fødevaresikkerheden;

—

det er heller ikke nødvendigt med en radikal ændring af EU's holdning vedrørende den tredje søjle om markedsadgang, der omhandler niveauet for de planlagte toldnedsættelser og de andre spørgsmål, som har ført til det aktuelle dødvande i forhandlingerne om Dohadagsordenen. I de sidste måneder af 2008 blev der dog opnået betydelige fremskridt på flere områder, f.eks. den nye fleksibilitet for de udviklingslande, som er nettoimportører af fødevarer, noget som EØSU især glæder sig over;

—

EU bør sigte mod at sikre de indrømmelser, der allerede er givet på vigtige områder, herunder den særlige beskyttelsesmekanisme (hvorefter udviklingslandene midlertidigt kan øge tarifferne i tilfælde af en brat stigning i importen eller prisfald), de særlige produkter (som kan pålægges mindre toldnedsættelser navnlig af hensyn til fødevaresikkerheden) og toldkontingenterne, og ikke stræbe efter en mere fordelagtig aftale til skade for udviklingslandene. Disse foranstaltninger må imidlertid ikke stille hindringer i vejen for udviklingen af syd-syd-handelen;

—

EU bør derudover udvide »alt undtagen våben«-initiativet (som i sig selv er et godt resultat) og de indrømmelser vedrørende told- og kontingentfrihed, som er givet til de 49 mindst udviklede lande inden for rammerne af Dohaudviklingsrunden, til de 9 (9) andre lande, der optræder på FAO's liste (forudsat at dette er politisk acceptabelt) i overensstemmelse med de foreløbige ØPA-aftaler, og således at der er mulighed for at inkludere andre lande, som FAO måtte føje til sin liste. Det er med en sådan indstilling, at EU bedst kan bidrage til at øge fødevaresikkerheden på verdensplan ved hjælp af handelsinstrumenterne.

4.2.11 Udvalget mener imidlertid, at Kommissionen kan yde det største bidrag til øget fødevaresikkerhed på verdensplan gennem de igangværende ØPA-forhandlinger og frem for alt med den planlagte revision af Cotonouaftalen i 2010.

4.2.12 EU betragter med rette handel som et af de seks vigtigste områder for udviklingspolitikken. Med disse forhandlinger har EU og AVS-landene til hensigt at indgå syv nye regionalt baserede handelsaftaler, som er i overensstemmelse med WTO-aftalerne og sigter mod en gradvis fjernelse af hindringer for handelen og fremme af samarbejdet inden for alle handelsrelaterede områder. Sidstnævnte betragtes først og fremmest som et redskab for udviklingen. Det er værd at huske på, at nogle af de oprindelige mål var at fremme den bæredygtige udvikling, udryddelse af fattigdom, regional integration og gradvis integration af AVS-landene i verdensøkonomien. Disse mål bør fortsat være i centrum for alle de igangværende forhandlinger.

4.2.13 Via disse forhandlinger bør EU's mål være:

—	større regional integration. Dette er et mål, der er særlig vigtigt i Afrika, hvor det er afgørende for at fremme såvel udviklingen som fødevaresikkerheden og et væsentligt element i revisionen af Cotonouaftalen i 2010;

—	synergieffekter mellem de forskellige, overlappende regionale integrationsinitiativer og mellem de forskellige foreløbige ØPA-aftaler og de globale aftaler;

—

forhandlinger, som hurtigt kan tilpasses efter AVS-landenes kapacitet og potentiale, for at sikre øjeblikkelige resultater på områder som forenkling af oprindelsesbestemmelser (som bør fremme landbrugsindustrierne) og juridisk sikkerhed med henblik på at garantere told- og kontingentfri adgang til EU-markederne. Disse forhandlinger må ikke også bruges til at introducere andre spørgsmål – først og fremmest offentlige indkøb, som ikke vedrører de økonomiske partnerskabsaftaler eller til at presse på for, at disse spørgsmål løses;

—

at så mange AVS-lande som muligt vælger landbrug og udvikling af landdistrikterne som prioriterede områder (inden for rammerne af Den 9. Europæiske Udviklingsfond - hvorunder EU har bevilget ca. 522 mio. EUR til regional integration og handelsbistand - har kun 4 ud af 78 lande valgt landbruget, og kun yderligere 15 lande udvikling af landdistrikterne), og at der især afsættes supplerende midler til langt mere forskning og udvikling på lokalt plan inden for landbrug og fødevarer;

—	en forhøjelse af det beløb, som allerede er fastsat af EU og godkendt af EØSU, med mere end 2 mia. EUR til »Aid for Trade«-støtte og handelsbistand ved udgangen af 2010. En sådan forhøjelse er nødvendig for at imødegå virkningerne af den globale økonomiske krise.

4.2.14 EØSU (10) har anført, at Afrikas økonomiske udvikling primært bør afhænge »af udbygningen af dets indre marked, der skal sikre en intern vækst, som sætter kontinentet i stand til at blive en stabil faktor i verdensøkonomien. Regional integration og udvikling af det indre marked er springbrættet til, at Afrika kan åbne sig på en positiv måde over for verdenshandelen.« EØSU gentager denne henstilling først og fremmest for at garantere større fødevaresikkerhed.

4.2.15 Det er forarbejdningsindustrierne, som skaber produkter med stor merværdi, og disse industrier bør tilskyndes til at udvikle sig og vokse. Særligt i landbrugssektoren kan en lokal fødevareforarbejdningsindustri kun udvikle sig, hvis der er et tilstrækkeligt stort lokalt marked, og alligevel er samhandelen i Afrika stadig på et chokerende lavt niveau, idet den udgør mindre end 15 % af den samlede afrikanske handel.

4.2.16 De økonomiske partnerskabsaftaler er i bund og grund regionale eller bilaterale aftaler. Det er derfor vigtigt, at de ikke fungerer som en hindring for multilateralisme, at de opfattes som fremmende for en multilateral tilgang, og at de er forenelige med og kan styrke den multilaterale tilgang (11). Udvalget mener, at eventuelle regionale eller bilaterale resultater kan styrke den multilaterale proces, idet de giver mulighed for mere dybtgående debatter og for en bedre afpasning af holdninger. Det er vigtigt, at de fattigere udviklingslandes og de mindst udviklede landes forhandlingsposition ikke svækkes på noget forhandlingsniveau.

4.2.17 EU bør endvidere søge at bidrage yderligere til at øge fødevaresikkerheden på verdensplan ved hjælp af andre handelsmekanismer, f.eks. ved at

—

styrke de initiativer, der sigter mod at opbygge kapacitet i de lande, hvor fødevaresituationen er usikker, herunder et effektivt »Trade for Aid«-system, der skal indgå som et naturligt element i de multilaterale forhandlinger, først og fremmest gennem støtte til lokal F&U, øget teknologioverførsel og indførelse af bedre produktionsstandarder kombineret med øget brug af handelsrelateret teknisk bistand, sådan som ØPA-forhandlingerne allerede lægger op til;

—	gøre handelen lettere: indgåelse og anvendelse af aftaler, inden der gives samlet tilsagn inden for rammerne af Dohaudviklingsdagsordenen;

—	øge støtten til sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger: spørgsmål om folkesundhed og dyrs og planters sundhed, f.eks. overdreven brug af antibiotika, svinepest og mund- og klovsyge;

—

iværksætte initiativer som den generelle præferenceordning, der tilgodeser lande, der overholder internationale regler om menneskerettigheder, god forvaltning, arbejdstagerrettigheder, miljøstandarder og etisk handel (og derved fremmer principperne om fairtrade, hvorunder der tages hensyn til spørgsmålet om sporbarhed, og udvider konceptet til også at omfatte auktioner);

—	støtte udviklingen af større forarbejdningskapacitet i udviklingslandene, først og fremmest ved at udstationere vigtige aktører fra den europæiske industri, hvilket Kommissionen allerede praktiserer i samarbejde med UNCTAD;

—	undersøge, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der kan iværksættes, mod de negative virkninger, som den spekulation i råstoffer, der foregår andetsteds, kan have for landbrugerne og produktionen (kakao, kaffe osv.).

4.2.18 Selv om de økonomiske partnerskabsaftaler delvis er indgået som reaktion på udhulingen af præferencesystemet, er der stadig nogle væsentlige spørgsmål, som direkte vedrører syd-syd-handelen. Visse lande i Latinamerika ønsker en hurtigere og mere omfattende liberalisering af tropiske produkter som bananer og sukker, der har været årsag til årelange konflikter, hvilket går imod andre parters, navnlig AVS-landenes, interesser. Det, der står på spil, er den mulighed, som visse lande, der er nettoeksportører af fødevarer, har for at konkurrere med andre lande på priserne på fødevarer, herunder sukker, med den virkning, at disse afgrøder bliver urentable netop de steder, hvor der nok er mest brug for dem. Også denne problematik er helt central for den manglende fødevaresikkerhed.

4.2.19 Derudover skal der tages hensyn til, at tabet af skatteindtægter i de udviklingslande, som skal nedsætte deres toldsatser, vil have konsekvenser for disse landes socialpolitikker.

4.2.20 EU bør alligevel arbejde for at fremme syd-syd-handelen generelt, først og fremmest fordi den er en vigtig faktor for vækst, og tillige fordi den gør det muligt på tilbundsgående vis at imødegå risikoen for stadig større fødevareusikkerhed.

4.3 Reform af den overordnede styring

4.3.1 EØSU understreger først og fremmest, at en situation med fødevaresikkerhed forudsætter gennemførelse af en overordnet plan for socioøkonomisk udvikling med konvergens på to områder, nemlig mellem de forskellige politikker (de sociale, økonomiske og territoriale politikker) og mellem de forskellige nationale og internationale institutioner. Dette specifikke styringsmæssige tiltag kræver høring af og samarbejde med det organiserede civilsamfund.

4.3.2 Med hensyn til arbejdet i de institutioner og organer, der for øjeblikket har ansvaret for den overordnede styring af fødevaresikkerheden finder EØSU ikke, at der er behov for nye organisationer, tværtimod mener det, at der er brug for en gennemgribende omorganisering og reform af de eksisterende i overensstemmelse med det tosidede kriterium om specialisering af funktioner (for derved at undgå overlapninger og spredning af de menneskelige og finansielle ressourcer) og fælles overordnet styring. Dette gælder ikke mindst FN's system (FAO, Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling og Verdensfødevareprogrammet), som bør stå i spidsen for arbejdet vedrørende fødevaresikkerhed. Et til formålet gendannet og reformeret udvalg for fødevaresikkerhed kan fungere som koordinator af politikkerne for fødevaresikkerhed og mellem de forskellige niveauer, hvorpå disse politikker føres.

4.3.3 EØSU understreger endvidere det helt uomgængelige behov for igen at samordne Verdensbankens og andre relevante institutioners arbejde inden for fødevaresikkerhed, og at EU taler med én stemme over for disse institutioner.

4.3.4 Med hensyn til strømmen af fødevarehjælp fra nord til syd understreger EØSU desuden, at man må holde sig for øje, at massiv fødevarehjælp kan fordreje de lokale markeder til skade for de lokale landbrugsproducenters fødevaresikkerhed. EØSU bakker derfor op om Verdensfødevareprogrammets beslutning om at omorganisere hjælpen.

5. Civilsamfundets iagttagelser og rolle

Det europæiske civilsamfunds iagttagelser

5.1 Med henvisning til den meget vigtige fødevareproblematik gør EØSU opmærksom på følgende væsentlige forhold:

a)	mange af de bekymringer, som fylder menneskers hverdag, har at gøre med mad (mad som ernæring);

b)	mad er af væsentlig betydning for menneskers stræben efter et godt og behageligt liv (mad som kultur og livsstil);

c)	for en meget stor del af menneskeheden er det her i begyndelsen af det tredje årtusinde stadig usikkert, om de får mad hver dag (mad som liv).

5.2 Som talerør for det organiserede civilsamfund understreger EØSU derfor på den ene side, at den aktuelle fødevareproblematik (sundhed, kvalitet og tilgængelighed af fødevarer) er blevet en fast bestanddel i relationerne mellem enkeltpersoner og sociale grupper og i mediernes informationsstrøm, og på den anden side anser det civilsamfundets muligheder for at gribe ind på alle områder vedrørende fødevarer som en borgerret og henregner også fødevaresikkerhed på verdensplan til disse rettigheder. Adgang til mad bør således betragtes som en grundlæggende menneskerettighed.

5.3 Derudover konstaterer EØSU, at først fødevarekrisen og senere den finansielle krise på verdens- og europæisk plan har udløst forskellige og endda modstridende reaktioner fra de forskellige civilsamfundsgrupper, hvilket viser dets dybe engagement i udviklingen på fødevareområdet, men tillige dets forvirring: fra optøjer på grund af hungersnød (i 2008 medførte mindst 22 af disse dødsfald) til visse europæiske forbrugeres interesse for bestemte spekulative finansielle produkter knyttet til priserne på landbrugsprodukter, til den udbredte bekymring hos landbrugsproducenterne i Europa og verden og mere generelt til den voksende bekymring hos alle borgere for fødevaresikkerheden, folkesundheden og vandforvaltningen.

Civilsamfundets rolle

5.4 Hvad angår bestræbelserne på at finde frem til en rimelig balance mellem fødevaresikkerhed og reguleret handel understreger EØSU, at det er nødvendigt at styrke civilsamfundets rolle, og at der er behov for en mere struktureret dialog mellem udvalget og beslutningstagerne på forskellige niveauer. Udvalget gør navnlig opmærksom på landbrugsorganisationernes høringsfunktion og betydningen af den rolle, som de forskellige former for organiseret produktion spiller.

5.5 EØSU mener derfor, at det er strategisk vigtigt at inddrage landbrugsorganisationerne i udarbejdelsen af de nationale udviklingspolitikker, og at de deltager i beslutningsprocesserne og bidrager til vurderingen af konsekvenserne af handelsforhandlingerne og deres udmøntning.

5.6 Til det formål skal der afsættes særlige finansielle midler til uddannelse af landbrugerne, og særligt kvinderne, med tanke på den strategiske rolle de spiller i landdistrikterne, således at landbrugerne, mænd som kvinder, kan spille en aktiv og central rolle i de politiske processer og i den teknologiske udvikling.

5.7 EØSU understreger også vigtigheden af den sociale økonomi med dens virksomheder og organisationer i AVS-landene, bl.a. for at afbøde de forskellige virkninger af fødevarekrisen og den finansielle krise under særlig hensyntagen til de mennesker, som arbejder i den uformelle økonomi og i landdistrikterne (12).

5.8 Endelig bekræfter EØSU sin egen aktive rolle. Via udvalgets erfaringer kan det således finde frem til potentielle partnere i andre lande inden for alle civilsamfundssektorer (producenter, arbejdstagere og forbrugere) med henblik på at styrke deres rolle i hjemlandet, hvilket er afgørende for at finde en løsning på problemerne på lokalt niveau. Samtidig kan EØSU fungere som et »barometer« for EU og overvåge, om dets initiativer er effektive i de enkelte lande og forbedre deres virkemåde. Det rådgivende udvalg for civilsamfundet mellem Cariforum og EU er et godt eksempel herpå.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Jf. FAO: The State of Food Insecurity in the World, rapporterne for 2008 og 2009.

(2) Se EØSU's udtalelse om de Larosière-gruppens rapport, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 57.

(3) Jf. FAO, IIED og IFAD, »Land grab or development opportunity?«, 2009.

(4) FN, Retten til mad: Menneskerettighedskommissionens resolution 2001/25 og Rapport fra særlig ordfører om Retten til mad, Jean Ziegler, punkt 14, 7. februar 2001.

(5) FAO's Råd, »Vejledende retningslinjer til støtte for den gradvise opfyldelse af retten til tilstrækkelig ernæring i forbindelse med den nationale fødevaresikkerhed«, november 2004.

(6) FN's særlige ordfører om retten til mad, Oliver De Schutter, Mission to the World Trade Organization, 9. marts 2009.

(7) DI CESE 34/2009, »Ensuring sustainable food security in ACP countries« (foreligger ikke på dansk).

(8) Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Comorerne, Den Demokratiske Republik Congo, Côte d'Ivoire, Djibouti, Eritrea, Etiopien, Gambia, Guinea, Guinea Bissau, Haiti, Kenya, Lesotho, Liberia, Madagaskar, Mongoliet, Mozambique, Nicaragua, Niger, Palæstina, Rwanda, Senegal, Sierra Leone, Salomonøerne, Somalia, Swaziland, Tanzania, Tajikistan, Østtimor, Yemen, Zambia og Zimbabwe.

(9) Cameroun, Côte d’Ivoire, Kenya, Mongoliet, Nicaragua, Palæstina, Swaziland, Tajikistan og Zimbabwe.

(10) EUT C 77 af 31.3.2009, s. 148-156.

(11) EUT C 211 af 19.8.2008, s. 82-89.

(12) Den Internationale Arbejdsorganisation »Declaration and Plan of action for the promotion of social economy enterprises and organizations in Africa«, Johannesburg, den 19.-21. oktober 2009.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Finanskrisen og dens konsekvenser for realøkonomien«

(initiativudtalelse)

(2010/C 255/02)

Ordfører: Carmelo CEDRONE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Finanskrisen og dens konsekvenser for realøkonomien.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Carmelo Cedrone til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 16. december, følgende udtalelse med 122 stemmer for, 75 imod og 33 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og forslag

1.1 EØSU mener, at det med en krise som den nuværende er nødvendigt med en stor vilje til at koordinere de forskellige tiltag via en fælles indsats, der står i forhold til situationens alvor, for at nå frem til foranstaltninger og forslag på kort og lang sigt, som er i stand til at fremme genopsvinget og forhindre en gentagelse af de begivenheder, der lå til grund for den nuværende uligevægt.

1.2 Den internationale finanssektor . På baggrund af de retningslinjer, som EØSU allerede har givet udtryk for, skal det understreges, at det under alle omstændigheder er nødvendigt hurtigt at vedtage et regelsæt, der muliggør kapitalens frie bevægelighed, men som samtidig indfører et overvågnings- og sanktionssystem, der formår at forhindre en gentagelse af de negative konsekvenser af et system uden »kontrol«. Det vil sige nogle regler, som kan skabe et mere sammenhængende og gennemsigtigt marked. Et sådant marked kan bl.a. fremmes ved at fjerne fænomener som skatteparadis, bankhemmelighed og visse forældede, unaturlige mekanismer i tilknytning til spekulationspapirer. Det er nødvendigt at vende tilbage til at skelne mellem handelsbanker og investeringsbanker.

1.3 Den europæiske finanssektor . Det er nødvendigt at indføre et europæisk indre finansmarked, ikke bare for at sikre en større gennemsigtighed, lette handelstransaktionerne og sikre tilstrækkelige informationer til alle aktørerne, men også for at sørge for et tilsynssystem, hvor ECB og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB-ECB) står for retningslinjerne og den internationale koordinering af tilsynsaktiviteterne. Den daglige forvaltning, kontrol og overvågning af finansmarkederne i de enkelte lande kan derimod overlades til de nationale tilsynsorganer (1).

1.4 Det monetære system . EØSU finder det hensigtsmæssigt og nødvendigt, at spørgsmålet om det internationale monetære system behandles indgående med det sigte at stabilisere valutamarkederne og undgå illoyal konkurrence i den internationale handel inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode.

1.5 Støtte til realøkonomien : økonomisk ledelse:

—

Der er behov for en anden europæisk støtteplan, som er mere omfattende, hvad angår ressourcerne og planlægningen af de foranstaltninger, der skal iværksættes i de forskellige økonomiske sektorer i de forskellige lande bl.a. ved hjælp af strukturreformer, eller i det mindste - som alternativ - en velkoordineret plan, som kan sende et positivt signal til de europæiske virksomheder og borgere om den europæiske integrations merværdi og kvalitet.

—	Der skal ske en radikal ændring af de forskellige EU-politikker (strukturfonde, samhørighed, den fælles landbrugspolitik, miljø, uddannelse, forskning, Lissabonstrategien osv.), og man skal starte med en forenkling af procedurer og forordninger.

—	Et system med europæiske net (energi, transport og kommunikation) skal finansieres via et »fællesskabslån« ved at støtte udviklingen af offentlig-private partnerskaber.

—

Der skal fastlægges en fælles indsatslinje for de europæiske banker for at opfordre dem til at lukke op for långivningen til virksomhederne igen, og der skal gælde særlige vilkår for de små og mellemstore virksomheder, f.eks. gennem en forlængelse af kredittiden, ibrugtagning af en garantifond eller direkte finansiering fra staten eller EIB.

—	Ansatte i SMV skal, hvor dette ikke er tilfældet, have tilladelse til at gøre brug af de »sociale afbødningsordninger« til fremme af beskæftigelsen.

—	Der skal indgås aftaler om skattepolitiske tiltag, som sammen med de makroøkonomiske og monetære foranstaltninger skal bruges til at fremme efterspørgslen, opsvinget og beskæftigelsen.

—

Arbejdsmarkedet, som i dag er for opsplittet, skal gøres »mere europæisk«, dvs. mere sammenhængende og integreret, og man skal fjerne de hindringer, der findes både i landene og landene imellem. Der er behov for et inklusivt arbejdsmarked, dvs. et marked som er i stand til få fat i ikke alene de personer, der har været arbejdsløse i en kortere eller længere periode, men også dem, som aldrig har haft et arbejde (cirka 100 mio. EU-borgere). Dette skal naturligvis ske under overholdelse af de sociale og økonomiske standarder i det pågældende land.

—

Der må tages skridt til at tiltrække investeringer til industrien, herunder indadgående investeringer, ved at sikre, at Europa tilbyder komparative fordele i forhold til andre regioner hvad angår konkurrencelovgivning, beskæftigelsesregler og -lovgivning, arbejdsproduktivitet og skatteordninger. Ledighedens omfang er et mål for, i hvilken grad EU's humankapital overses af erhvervsledere og det internationale erhvervsliv.

1.6 Hjælp til de europæiske borgere : Social samhørighed og ledelse:

—

Der skal indgås en aftale mellem alle de berørte parter: en »europæisk pagt for vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse«, hvor mennesket, samhørighed og solidaritet igen sættes i centrum for det økonomiske system, og hvor man undgår krisens negative følgevirkninger for arbejdstagerne og borgerne, som risikerer at ende i sociale uroligheder.

—	Arbejdstagerne bør gives mulighed for at deltage i virksomhedens liv for at skabe og/eller udvide det »økonomiske demokrati«; den sociale dialog bør ligeledes udvides.

—	Man bør fremme en omlægning af forbrugerpolitikken, fra privat til offentligt forbrug, f.eks. store netværk, ved hjælp af investeringer, der kan forbedre tjenesternes kvalitet og tilgængelighed.

—	Globaliseringsfondens midler skal øges, og der skal iværksættes et program til fordel for de unge (gennem universiteterne), der ønsker at blive iværksættere, og for de afskedigede arbejdstagere, der gerne vil være selvstændige – evt. via de socialøkonomiske virksomheder som alternativ.

—	Der skal vedtages foranstaltninger for at reducere beskatningen af arbejde.

—	Erasmus-programmet skal gradvist udvides, så det kommer til at omfatte alle de universitetsstuderende, der ønsker at deltage deri.

—	Alle Fællesskabets procedurer skal FORENKLES mest muligt.

—	Pagten skal udvides til interne og internationale erhvervskredse og iværksættere, så de vælger at placere deres investeringer i medlemsstaterne i stedet for andre steder og dermed begynder at skabe beskæftigelse for de overskydende menneskelige ressourcer i EU.

Opbygning af et politisk Europa fra bunden og op : politisk ledelse (i fremtiden)

1.7.1 Det er i fremtiden vigtigt at undgå, at borgerne bliver ved med at betale prisen for det manglende EU, hvilket EU's begrænsede indsats for at tackle krisen i høj grad viser. Denne begrænsede indsats skyldes ikke, at der er for meget EU, men tværtimod, at der er for lidt EU. Lissabon-traktaten udgør et stort skridt i den rigtige retning. EØSU vil deltage i de nye institutionelle ordninger og rådgive den nye Kommission og det nye Parlament i spørgsmål vedrørende de nye beføjelser, der er fastlagt i traktaten.

1.7.2 EU skal sætte spørgsmålet om »demokratisk underskud« og demokrati i sine organer i centrum for debatten, bl.a. ved hjælp af nye former for direkte inddragelse af EU-borgerne og »civilsamfundet«, der ikke kan blive ved med at forholde sig passivt til, at der opstår nye uretfærdigheder og nye beføjelser.

1.7.3 Alt dette gør det nødvendigt, at EU reelt repræsenteres udadtil; der skal oprettes et »europæisk politisk område«, som har de nødvendige midler til at skabe modvægt til den nye balance, der er ved at opstå på økonomisk plan og på internationalt politisk plan - netop efter krisen - og som risikerer at svække borgernes rettigheder og at gøre dem fattigere. Som sagt vil EØSU støtte tiltagene fra EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og vil fortsat yde rådgivning vedrørende civilsamfundet på den internationale scene.

2. Indledning

2.1 EØSU har fundet det hensigtsmæssigt at udarbejde denne initiativudtalelse for at give et samlet billede af krisen og stille forslag til Kommissionen og Rådet i sin egenskab af repræsentant for realøkonomien og for det organiserede civilsamfund, navnlig hvad angår genetableringen af det finansielle flow til virksomheder, vækst og beskæftigelse.

2.2 I flere år har vi set virkningerne af en generel eufori (Samuelson), som blev fremprovokeret af en ofte upræcis information, hvor man lagde vægt på udtalelser fra »eksperter«, som forsikrede os om det »fornuftige« i det, der skete, og om den »nuværende« models overlegenhed, og som hævdede, at markedet før eller senere ville regulere det hele og fjerne »overdrivelserne«.

2.3 EØSU er ikke desto mindre overbevist om, at indsatsen fra virksomhederne og arbejdstagerne, som er bevidste om deres økonomiske og sociale ansvar, vil kunne give krisen en positiv drejning, hvis de får den rette støtte fra de nationale og europæiske myndigheder.

3. Hvor står vi? Den internationale finanskrise

Oprindelse : Krisens oprindelse er efterhånden så kendt, at den ikke behøver at blive gentaget her. EØSU mener dog, at det er på sin plads at minde om mindst to af de årsager, der udgør grundlaget for krisen, nemlig at den internationale finanssektors udvikling, som blev støttet af den ultraliberalistiske økonomiske kultur, endte med at give mere næring til sig selv end til realøkonomien, hvilket førte til en enorm finansiel »inflation«. Alt dette skete med kun få, utilstrækkelige og i ringe omfang overholdte regler, og det var den anden årsag til krisen. De eksisterende regler fungerede enten ikke, eller også blev de ikke overholdt af tilsynsorganerne og kreditvurderingsinstitutterne, hvis adfærd gjorde markederne mindre gennemsigtige (2).

3.1.1 Det står nu klart, at før boblen sprang, var banker bevidst eller ubevidst involveret i højrisikoaktiviteter, som slet ikke blev ledsaget af de nødvendige henlæggelser og sikkerhedsforanstaltninger. I detailbanksektoren blev der i jagten på indtjening ydet uforsigtige lån med pant i fast ejendom og kreditkort. I investeringsbanksektoren blev disse lån og andre transaktioner såsom lånefinansiering viklet ind i komplekse afledte instrumenter og handlet uden behørig omhu eller passende reserver. Der er ingen tvivl om, at ubehørige incitamenter blev ydet til de chefer og ansatte, hvis aktiviteter påvirkede bankernes risikoprofil, og at personlig fortjeneste i kraft af disse incitamenter vejede tungere end de almene interesser i banksystemet og hensynet til de intetanende borgere, der havde købt de pågældende værdipapirer. Dette forhold berettiger dog ikke det lovstridige misbrug og den skrupelløse udnyttelse, som vi har været vidner til. Denne adfærd har skadet og stillet hele finanssystemet i et dårligt lys.

3.2 Årsager : Det hele kørte af sporet, fordi der ikke fandtes nogen politik, og fordi der var fejl og undladelser fra bl.a. regeringernes side, ikke kun på det finansielle område, men også for så vidt angår de makroøkonomiske politikker og pengepolitikken. På globalt plan var der f.eks. USA's ekstremt slappe finanspolitik. EU havde ikke tilstrækkelige instrumenter til at gribe ind, og den socioøkonomiske model blev angrebet fra flere sider, som om den var roden til alt ondt. De internationale organer var for svage til at gribe ind. Denne periode har varet for længe. Politikerne har ofte dækket sig ind under globaliseringen og givet den skylden for det hele, og dermed har de et stort ansvar for årsagerne til krisen (1).

Konsekvenser : Konsekvenserne har været katastrofale, men vi skal ikke give efter for pessimismen. Desværre blev en del af den finansielle økonomi drevet af eufori, grådighed, spekulation og en udbredt uansvarlighed. Den stærke bankkoncentration (og det i en sådan grad, at man overbeviste sig selv om, at »bankerne er alt for store til, at man kan lade dem gå fallit«!) og den forfejlede risikostyring kunne også kun føre til de nuværende konsekvenser via en dominoeffekt uden hindringer. Dermed blev det, der oprindeligt var en finanskrise, til en makroøkonomisk krise, som så er blevet til en realøkonomisk krise. I dag står vi således over for en finanskrise, som har ramt produktionssektoren og skabt en økonomisk, monetær, handelsmæssig og social krise og følgelig en tillidskrise.

3.3.1 Det bør dog i sandhedens interesse siges, at de seneste tredive år har banet vej for en hidtil uhørt udvikling og økonomisk vækst i verden, navnlig i udviklingslandene. Denne udvikling har været mulig ikke mindst takket være udviklingen af de finansielle markeder, som mange har nydt godt af og samtidig bildt sig selv ind, at en sådan udvikling uden problemer kunne fortsætte i evighed.

3.3.2 Krisen vil med sikkerhed få følger for den globale og nationale magtfordeling, hvilket G20-mødet i Pittsburgh allerede har bevist. Der vil opstå en ny økonomisk og politisk »geografi«, når krisen er ovre. På den måde gik den oprindelige finansielle krise over i en makroøkonomisk krise, som overførtes til realøkonomien, med faldende BNP og markant øget ledighed til følge. EØSU gør sig i den forbindelse nogle tanker om, hvilken placering og rolle EU bør have i fremtiden.

4. Hvad gør vi? Instrumenter til at gribe ind og bekæmpe krisen

4.1 Omlægning af finanssystemet

EØSU finder resultaterne fra G20-topmødet i London og G8-mødet i L'Aquila tilfredsstillende, eftersom man ikke bare nøjedes med de tidligere pessimistiske prognoser, men viste, at økonomien og den globale finanssektor skal styres sammen, da de ellers ikke kan styres. Man vedtog princippet om »global styring«, som igen giver politikken en passende rolle. Man kan håbe, at de europæiske regeringer også drager de nødvendige konklusioner heraf (se punkt 4.4). Resultaterne skal dog omsættes til konkrete og effektive tiltag – ud over ændringerne i kraft af Basel II-aftalen - ved hjælp af en Basel III-aftale og en omlæggelse og reform af de internationale organer.

4.1.1.1 Naturligvis ville det have været ønskeligt, hvis de gode intentioner på det efterfølgende G20-møde i Pittsburgh var blevet fulgt op af handling. Imidlertid undgik man at tage fat på de virkelige problemer på tapetet: reglerne for og reformen af det finansielle system (1); skævheden i handlen mellem USA og Kina; aktieselskabernes struktur, den stigende arbejdsløshed osv. Hvis der ikke gribes ind, er der derfor fortsat risiko for, at visse finansielle aktører blot ser krisen som et mindre tilbageslag, og at det derfor er acceptabelt at begynde at opføre sig ligesom tidligere (3).

4.1.2 EØSU mener, at tilsynsorganernes opgaver bør udvides (4), men også at organerne først og fremmest bør sættes i stand til at fungere, være uafhængige af den politiske magt og råde over sanktionsbeføjelser. Det er nødvendigt at fjerne skatteparadiserne og/eller at gøre dem gennemsigtige, så de ikke bliver brugt til at hvidvaske sorte penge og til skatteunddragelse. Den manglende gennemsigtighed er nemlig det største problem. Alle bør vide, hvad der i virkeligheden ligger bag bankers lån, aktiver, reserver og risikoprofiler.

4.1.3 EØSU håber, at de retningslinjer, der blev vedtaget, og de (få) beslutninger, der blev truffet i London, L'Aquila og Pittsburgh, tjener til at skabe en kursændring, og at de inden for en rimelig tidshorisont vil føre til et signal til at ændre retning og til at indføre (genindføre) en ny økonomisk kultur og markedskultur, som er mindre ideologisk og mere gennemsigtig. Desuden skal man være forsigtig med at tale om moral eller etik på finansmarkedet, sådan som nogle ønsker at gøre. Det kan nemlig blive opfattet, som om man gør grin med dem, der betaler en meget høj pris for krisen. Det er meget bedre at tale om rettigheder, sanktioner, regler og instrumenter til gennemførelse heraf.

4.1.4 Dette er den mest overbevisende og effektive måde at genskabe forbrugernes tillid på og dermed sætte gang i efterspørgslen igen. Det er nødvendigt med et nyt økonomisk sprog, hvor man taler om realøkonomi, investeringer, beskæftigelse, risici, rettigheder, pligter og bevarelse af konkurrencen.

4.1.5 EØSU er af den opfattelse, at realøkonomiens aktører, virksomhederne og arbejdstagerne skal give deres holdning og synspunkter kraftigere til kende, og at de skal spille den rolle, der tilkommer dem, og som er afgørende for at fremme økonomisk udvikling, social udvikling, konkurrenceevne, innovation, vækst og beskæftigelse. Det ville være ønskeligt, om politikerne gjorde det samme.

Også det internationale monetære system bør tages op til fornyet overvejelse. På de G20-topmøder, der er blevet holdt i London, L'Aquila og Pittsburgh var det internationale monetære systems funktionsmåde og reform – med undtagelse af fordelingen af kvoterne i Den Internationale Valutafond - nemlig ikke en af de centrale prioriteringer med henblik på at sætte gang i verdensøkonomien igen ved hjælp af bæredygtig vækst. Nogle af de løfter, som blev givet på G20-topmødet og på G8-mødet, kunne dog, hvis de blev indfriet, have en stærk indvirkning på valutamarkedet og dermed på dette systems måde at fungere på.

4.1.6.1 Beslutningerne om at yde hjælp til udviklingslandene, herunder navnlig Afrika, og tredoble Den Internationale Valutafonds ressourcer (til 750 mia. dollars) og bevilge yderligere 250 mia. til særlige trækningsrettigheder (SDR) med henblik på at yde finansiel støtte til økonomierne i de lande, som er hårdest ramt af krisen, giver en foreløbig idé om den enorme mængde dollars, der bliver sat i omløb for at støtte lande med store underskud på de løbende poster.

4.1.6.2 Desuden vil forøgelsen af USA's offentlige gæld (som i næste kvartal vil føre til en samlet gældsætning svarende til 100 % af BNP), der fremmes af den nye »deficit spending«-politik, som præsident Obama fører for at få landet ud af recessionskrisen, udgøre et yderligere incitament til at udstede en enorm mængde dollars, hvilket har væsentlige konsekvenser for det internationale økonomiske system. Det er en situation, som vi allerede så i sidste halvdel af 1960'erne, og den endte med dollarens devaluering og Bretton Woods-fastkurssystemets sammenbrud i 1971.

4.1.6.3 Dem, der er mest bekymrede over denne situation, er kineserne. Deres udenlandske valutareserver er steget med over 5 000 mia. dollars i løbet af det sidste årti, og de vil sandsynligvis fortsætte med at stige i de kommende år, om end i et mere moderat tempo. Kineserne frygter, at dollarens svækkelse kan føre til, at deres enorme valutareserver mister værdi.

4.1.6.4 Euroen, som på få år er blevet den næstvigtigste internationale reservevaluta, er ikke et godt alternativ til at erstatte dollaren, uanset hvor bekvemt og ønskeligt det måtte være, og det er heller ikke muligt at imødekomme de kinesiske monetære myndigheders ønsker og indføre en »overstatslig reservevaluta« bestående af SDR og ikke kun anvendt som det sker i dag, dvs. udelukkende mellem regeringerne og de internationale institutioner, men også som et betalingsinstrument i internationale handelstransaktioner og finansielle transaktioner. Der er ingen tvivl om, at udstedelsen af nye SDR er et nyttigt instrument til at skabe yderligere reserver for de økonomier, der har underskud på de løbende poster, men det kan ikke være en langsigtet løsning på den aktuelle krise.

4.1.6.5 Det er meget sandsynligt - og også ønskeligt - at euroen i stadig større grad får de fornødne karakteristika til at blive en international reserve- og referencevaluta, når det gælder prisfastlæggelsen for varer på verdensmarkederne, men EØSU håber, at også den kinesiske valuta, som repræsenterer en økonomi, der spiller en stadig større rolle i den globale økonomiske sammenhæng, kommer ud af den beskyttelse, som de kinesiske myndigheder har givet den. I 10 år har renminbien været tæt knyttet til dollaren, og først fra 2005 blev dens vurdering bundet til en kurv med andre valutaer. Renminbien bør blive en frit konvertibel valuta på de internationale markeder

4.1.6.6 Efter EØSU's mening er der behov for en større international indsats; Kina kan ikke - sådan som det er sket tidligere – fortsat regne med en støt vækst i eksporten og opnå overskud på de løbende poster, mens landet beder andre om at tage sig af de problemer med forvaltningen af de internationale valutakurser, som Kina selv - med monetære politikker og skattepolitikker, der fremmer opsparingen og bremser de interne udgifter - er medvirkende til.

4.1.6.7 Det internationale valutasystem, som er baseret på flydende valutakurser, er præget af vedvarende markante valutakurssvingninger, som skyldes spekulation. Denne situation, som har en overordentlig negativ indvirkning på verdensøkonomien, kunne afhjælpes gennem indgåelse af en politisk aftale mellem centralbankerne i de vigtigste industrilande. Inden for en sådan ramme kunne disse forpligte sig til i fællesskab at gribe ind, når en valuta udsættes for for stort pres i opadgående eller nedadgående retning, så udsvingene i valutakurserne holdes inden for rimelige grænser.

4.1.7 Fastlæggelse af europæiske regler for finanssektoren. Der skal indføres et indre marked for finanssektoren (5). Til trods for de gældende regler i EU og til trods for euroen er vi fortsat langt fra denne målsætning, selv i eurozonen. Krisen har vist, at vi uden tøven bør gå i den retning, og at vi bør går meget længere end hidtil ved hjælp af passende reformer, hvilket der også udtrykkes ønske om i de Larosière-rapporten og i Kommissionens forslag. Dermed ville Den Europæiske Centralbank også få mulighed for at reagere hurtigere og med større fleksibilitet. Vi bør ikke glemme, at finanspolitikkens vigtigste opgave er at støtte virksomhederne, at fremme iværksætteri, vækst og beskæftigelse, hvilket er en opgave, der lettere vil kunne løses, hvis finansmarkedet reformeres og gøres mere konkurrencepræget og gennemsigtigt og der skabes større sammenhæng mellem markedets forskellige aspekter.

4.2 Støtte til realøkonomien

4.2.1 I Kommissionens meddelelse, som er udarbejdet til Det Europæiske Råds forårsmøde i 2009, og som har den ambitiøse titel Fremdrift i den europæiske genopretning (6), er den vigtigste foranstaltning til at overvinde den aktuelle krise og øge efterspørgslen samt skabe nye arbejdspladser at genskabe forbrugernes og de økonomiske aktørers tillid. Det er nødvendigt, at de foreslåede foranstaltninger skaber konkrete resultater og ikke blot forbliver tomme løfter.

4.2.2 EØSU er navnlig af den opfattelse, at det centrale spørgsmål, der skal tages op, er beskæftigelsesspørgsmålet og den manglende likviditet til virksomhederne (7). Ifølge ILO's nylige vurderinger har der siden krisens start i december 2007 været et tab på ca. 40 mio. arbejdspladser (heraf alene 7 mio. i OECD-området), og fremtidsprognoserne er ret pessimistiske. Dette sociale problem kan kun løses ved at genskabe tilliden til markedernes funktion og ved hjælp af offentlige indgreb, der fremmer vækst, konkurrenceevne, innovation og beskæftigelse. EU har brug for en økonomipolitik og et program, der tiltrækker virksomheder og som hjælper dem med at vokse og skabe arbejdspladser!

4.2.3 EØSU er helt enigt i det mål, som Kommissionen har sat sig. De indgreb, der beskrives i meddelelsen, er fornuftige, fordi de vedrører hasteforanstaltninger, der skal træffes i bank- og finanssektoren samt for at støtte realøkonomien og opprioritere EU's indre marked De er imidlertid et udtryk for en traditionel og så afgjort ikke innovativ tilgang, hvor der fokuseres på en bedre anvendelse af de økonomiske sektorpolitikker, som administreres direkte og/eller koordineres af Kommissionen.

4.2.4 Genskabelsen af de europæiske økonomiske aktørers og borgeres tillid til EU-institutionernes og de nationale myndigheders evne til at overvinde krisen skal ske gennem en anerkendelse af, at den aktuelle krise ikke kun skyldes de ganske vist dramatiske konjunkturfænomener eller markedets fejl eller fiaskoer.

4.2.5 Det særlige ved den krise, som verdensøkonomien og den europæiske økonomi oplever, er netop en mere dybtgående og systemisk årsag, der vedrører de etiske og moralske værdier (ansvar, lovlighed og social retfærdighed), som udgør grundlaget for det moderne samfund, og som giver anledning til foranstaltningerne på alle områder af det økonomiske, sociale og civile liv. Genskabelsen af tillid til de økonomiske og finansielle systemers funktion kan ikke kun opnås ved at gribe ind i de markedsmekanismer, der har fungeret dårligt, men ved hjælp af de europæiske makro- og mikroøkonomiske politikker

4.2.6 Selv om der er enighed om denne holdning til de aktuelle problemer, forekommer de løsninger, der foreslås i Kommissionens meddelelse, at være utilstrækkelige eller under alle omstændigheder ikke særligt effektive i forhold til de ændringer, som man burde fremme i de forskellige nationale produktionssystemer, men også i EU-politikkerne og de internationale politikker, for at støtte væksten i medlemsstaternes økonomier. I den forbindelse skal det understreges, at krisen har haft større negative effekter i Europa (lavere BNP) end i USA, hvor man til gengæld har iværksat et stærkt, sammenhængende program og foretaget nogle mere massive og effektive offentlige indgreb. EU bør fremme gennemførelsen af harmoniserede foranstaltninger i medlemslandene. Det er derfor ønskeligt, at EU udarbejder en ny handlingsplan, der er mere effektiv og sammenhængende end den første.

4.2.7 EØSU vil begrænse disse overvejelser til de foranstaltninger, der skal træffes på kort og mellemlang sigt for at sætte gang i Europas økonomi, og er af den opfattelse, at EU's og medlemsstaternes opmærksomhed og finansielle ressourcer først og fremmest bør rettes mod et begrænset antal foranstaltninger, der har stor indvirkning på de forskellige markeder og på de økonomiske aktører generelt. Disse foranstaltninger bør omfatte genskabelse af tilliden til finanssystemets funktion, forbedringer af den europæiske økonomiske genopretningsplan, ændringer af EU's vigtigste indgrebspolitikker og støtte til de medlemsstater, der er hårdest ramt af krisen, ikke mindst de østeuropæiske lande.

Genskabelse af tilliden til finanssystemets funktion. Det er muligt at sætte gang i Europas økonomi igen ved at gøre finansmarkederne stabile og funktionsdygtige med nye bestemmelser og nye mikro- og makroovervågningsordninger, der sikrer, at markederne fungerer ordentligt og ansvarligt på internationalt plan. Finanssektoren skal igen spille sin traditionelle og uerstattelige rolle for at fremme den økonomiske vækst, nemlig finansiere aktørernes reelle aktiviteter (virksomheder, husholdninger, netværk og tjenester, infrastruktur, miljø og energi).

4.2.8.1 Tilbage står imidlertid problemet med de desværre uundgåelige, omfattende statsindgreb for at redde bankerne. EØSU mener ikke, at denne situation er holdbar i længden, og finder det nødvendigt at udarbejde en exit-strategi for at komme bort fra denne form for indgreb ved systematisk at stille krav til bankerne om f.eks. intern omstrukturering og flere og bedre reserver på regnskaberne. En strategi, som kan puste nyt liv i et internationalt, uafhængigt og gennemsigtigt kredit- og finansmarked, og som kan undgå en gentagelse af, hvad der er sket

4.2.8.2 Med hensyn til Kommissionens ønske om mere kontrol og gennemsigtighed i finansielle transaktioner, som blev gentaget på G20-topmødet i London, på G8-mødet i L'Aquila og G20-mødet i Pittsburgh, og under hensyntagen til det forslag til reform af det europæiske finanssystem, som Kommissionen og Rådet har bebudet, vil EØSU foretage en vurdering af det pågældende forslag. EØSU mener imidlertid, at hvis man vil overlade det finansielle tilsyn til et nyt selvstændigt europæisk organ, bør dette have reelle beføjelser til at gribe ind (8).

4.2.8.3 Dette valg burde fremme harmoniseringen af de forskellige eksisterende lovgivninger i Europa om finanstilsyn og de deri fastsatte sanktionsbeføjelser.

4.2.9 Forbedringer af den europæiske økonomiske genopretningsplan

4.2.9.1 I en tidligere udtalelse (9) har EØSU stillet forslag om en gennemgribende revision af den genopretningsplan, som Kommissionen har foreslået, ikke kun og ikke så meget med hensyn til de finansielle ressourcer, der anses for utilstrækkelige i forhold til krisens alvor, men snarere med hensyn til en anden tilrettelæggelse af og tilgang til de foranstaltninger, der skal iværksættes for at fremme genopsvinget.

4.2.9.2 Betingelserne for at få adgang til sådanne foranstaltninger skal, uafhængigt af de sektorer, der i dag anses for vigtige med hensyn til de finansielle behov (bilsektoren, byggesektoren, de små og mellemstore virksomheder osv.), sikre konsekvens og ensartethed i de iværksatte foranstaltninger under fuld overholdelse af de regler, der er fastlagt for EU's indre marked.

4.2.9.3 Det er nemlig ikke ønskeligt, at de enkelte initiativer, der finansieres via den europæiske genopretningsplan under den kvote, der vedrører fællesskabsbudgettet, eller under de kvoter, der vedrører de nationale regeringer, til nødforanstaltninger i kriseramte virksomheder, sektorer eller lande, på nogen måde kan genskabe situationer, som i visse virksomhedssammenhænge privilegerer eller beskytter nogle til skade for andre.

4.2.9.4 Det indre marked er en af de grundlæggende drivkræfter i den europæiske økonomi, og dets styrkelse og udvikling er den bedste garanti for at skabe vækst i produktionsinitiativerne og skabe nye arbejdspladser. Koordinering og overvågning af de foranstaltninger, der er bebudet i planen på europæisk og nationalt niveau, skal sikre de europæiske borgere, at Fællesskabet er i stand til at forvalte den finansielle støtte i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og i de befolkningers og landes interesse, der har vist sig at være mest sårbare over for krisen.

4.2.9.5 EØSU er af den opfattelse, at der i forbindelse med disse produktionsfremmende foranstaltninger bør lægges særlig vægt på de små og mellemstore virksomheder (via en specifik plan for finansiering på gunstige vilkår og med forenklede procedurer; se f.eks. »Small Business Act«). I den europæiske genopretningsplan fremgår det ikke tydeligt nok, hvilke typer foranstaltninger man agter at iværksætte for at støtte de små og mellemstore virksomheders genopretning. Hvad angår de mindre virksomheder, som giver et meget stort bidrag til EU's samlede beskæftigelse, mener EØSU, at initiativerne skal fastlægges inden for en makroøkonomisk referenceramme, der tager højde for de nationale og lokale særpræg, for de forskellige niveauer af sektorspecialisering og for de forskellige behov for nye kompetencer, innovative teknologier og serviceinfrastruktur til virksomhederne.

4.2.9.6 Uden en passende europæisk og national referenceramme for de små og mellemstore virksomheders fremtidige vækstudsigter risikerer vi - sådan som det har været tilfældet tidligere - en fragmentering og opsplitning af foranstaltningerne med det resultat, at alle får bistand, men ingen bliver hjulpet til at vokse hverken i størrelse eller med hensyn til varernes og tjenesteydelsernes kvalitet.

4.2.9.7 EØSU mener endvidere, at overvindelsen af krisen kan fremmes ved hjælp af arbejdsmarkedsdialogen og samråd, dvs. ved i højere grad at inddrage virksomhederne, fagforeningerne og de socialøkonomiske organisationer.

4.2.10 Ændringer af de vigtigste EU-politikker

4.2.10.1 EØSU mener, at genskabelsen af de europæiske virksomheders tillid bl.a. skal ske ved at foretage en gennemgribende ændring af de praktiske betingelser, som Kommissionen har forvaltet de fælles politikker på vigtige økonomiske og sociale områder med, og det gælder navnlig samhørighedspolitikken. Hvad denne politik angår, har EØSU allerede afgivet en udtalelse (10), hvor det har stillet en lang række ændringsforslag.

4.2.10.2 Den alvorlige økonomiske krise, som gør sig gældende i alle europæiske lande, og som man regner med vil fortsætte ind i 2010, kræver en radikal reform af strukturfondenes forvaltning (EFRU og ESF) og en revision af de foranstaltninger, der er fastlagt for programperioden 2007-2013. Kommissionen er ved at udarbejde nogle ændringsforslag for at forenkle procedurerne, fremskynde betalingerne og ændre indgrebsområderne for visse sektorpolitikkers vedkommende, men disse foranstaltninger er stadig utilstrækkelige. Foranstaltningerne er nødvendige for at beskytte EU's samhørighed, som i dag er truet af krisen.

4.2.10.3 Den indsats, som EØSU beder Kommissionen om at gøre for at tilpasse de planlagte foranstaltninger til den nye situation, som den internationale krise har skabt, bør være mere omfattende, og den kræver under alle omstændigheder en samlet genovervejelse af disse politikker. De konflikter, der i øjeblikket opstår mellem de centrale og regionale forvaltninger med hensyn til administrationen af strukturfondenes ressourcer for at imødegå nødsituationerne, udgør i øvrigt endnu en grund til at overveje, hvordan støtten skal fordeles til de mest ugunstigt stillede områder i EU.

4.2.10.4 Også hvad samhørighedspolitikkerne angår, er EØSU af den opfattelse, at der for hvert af disse ressourcers modtagerlande bør fastsættes specifikke sektorielle og lokale prioriteringer med henblik på at samle EU-ressourcerne og de nationale ressourcer omkring de programmer og projekter, der anses for at have den største økonomiske og sociale indvirkning. Konsekvens i foranstaltningernes udvælgelse, koordination på europæisk og nationalt plan af erhvervsstøttepolitikkerne samt fælles programmer for specialistuddannelse og udvikling af nye kompetencer er de principper, som samhørighedspolitikken skal bygge på, når dens retningslinjer gennemgås

4.2.10.5 Krisen bør kort sagt være en lejlighed for EU til ikke blot at bruge de politikker, der står til rådighed, bedre, men også iværksætte nye politikker, nemlig forbedre infrastrukturen og f.eks. udarbejde en plan for miljøet og for oprettelsen af nye europæiske energi- og kommunikationsnet (såsom bredbånd) via en europæisk offentlig finansiering (eurobonds?). Dette ville i høj grad fremme det økonomiske genopsving.

4.2.10.6 Efter EØSU's mening er dette en enestående lejlighed til at gøre sig nogle indgående overvejelser over fællesskabsbudgettet, som det ser ud i dag, både kvalitativt og kvantitativt, og til at beskæftige sig med skattepolitikken, evt. ved hjælp af en ekspertgruppe. Det er et afgørende spørgsmål i forbindelse med vækst og beskæftigelse, som man ikke længere kan snige sig uden om eller anvende til social og økonomisk dumping på EU-plan.

4.2.11 Støtte til de medlemsstater, der er hårdest ramt af krisen, ikke mindst de østeuropæiske lande

4.2.11.1 EØSU mener, at Kommissionen bør sørge for om ikke en ad hoc-fond til de lande, der er hårdest ramt af krisen (et forslag, som EU's mest indflydelsesrige medlemsstater har forkastet), så i det mindste en række finansielle støtteforanstaltninger bl.a. via EBRD rettet mod de initiativer, der tager sigte på at stabilisere EU's svageste økonomier, sådan som man er begyndt at gøre. I den forbindelse bør de østeuropæiske lande være genstand for særlig opmærksomhed, og der bør således sættes særlige bidrag af til dette formål. Der er en lang række begrundelser for anmodningen om særlige bidrag til disse lande. I modsat fald går det ud over den anden søjle i integrationen, som ikke blot omfatter det indre marked, men også udvidelsen.

4.2.11.2 EU står i de kommende måneder og år over for nogle problemer, som er meget vanskelige at løse, nemlig den økonomiske og beskæftigelsesmæssige krise, de sociale konflikter, de institutionsreformer, der skal foretages, og de interne forskelle mellem medlemsstaterne. Og alt dette gør sig gældende i en situation med en stadig større EU-skepsis fra politiske partiers og mange EU-landes nationale regeringers side samt en befolkning, som er stærkt utilfreds med de beslutninger, der bliver truffet på EU-plan.

4.2.11.3 Tilliden til den europæiske økonomiske og sociale model og til dens evne til at finde passende løsninger, som er i alle medlemsstaternes interesse, vil blive genskabt, hvis EU tager sig af de svageste landes problemer og hjælper dem med at overvinde vanskelighederne.

4.2.11.4 Den krise, som mange østeuropæiske lande mærker i sektorerne for kredit, finansielle tjenester og fremstillingsvirksomheder, er ikke så omfattende, at den udgør en hindring, som EU ikke kan tackle. Mange af disse aktiviteter er opstået med bistand og direkte investeringer fra de 15 EU-lande, og nu er det vanskeligt at forestille sig - efter det tilnærmelsesforløb, som de har skullet gennemgå for at blive fuldgyldige medlemmer - at man med en »fra sag til sag«-politik skulle foretage minimale og ikke særligt omfattende økonomiske indgreb. Det er en strategisk og økonomisk fejl, der ikke vil kunne udbedres på kort og mellemlang sigt, og det er en meget alvorlig form for politisk snæversyn, der risikerer at gå ud over den europæiske integrations fremtid.

4.3 Hjælp til de europæiske borgere

4.3.1 Efter krisen vil man »finde en ny balance, men ikke med samme standard som før: Man er nødt til at kunne klare sig med en lavere levestandard«. Hvis denne forudsigelse (11) viser sig at holde stik, er det eneste, vi kan være sikre på, at der er nogle, som forhåbentlig kun for en kortere tid vil få en endnu »lavere levestandard«.

4.3.2 Den risiko, som bør undgås, er, at det endnu en gang er virksomhederne og beskæftigelsen, der kommer til at betale regningen for, at markedet bliver reddet, mens kapitalen fortsat flytter sig til nogle mere sikre markeder og undviger skattevæsenet. På den måde risikerer vi at få en yderligere forringelse af arbejdsindkomsten, og det i en sådan grad, at denne forringelse skaber en social delegitimering af markedsøkonomien. Hvis vi ønsker at undgå denne risiko, er det nødvendigt at styrke og udbrede den europæiske model for social markedsøkonomi, således at mennesket sættes i centrum for det økonomiske system.

4.3.3 EØSU mener derfor, at regeringerne og EU bør være mere opmærksomme på skattepolitikken og fortsætte koordineringsbestræbelserne for at undgå ulige betingelser, der står i modsætning til det indre marked. Desuden bør man foretrække reformer, der øger skattegrundlaget frem for skattetrykket, og således i højere grad tage udgangspunkt i formuer frem for i forretningsvirksomhed og arbejde.

4.3.4 Det er desuden nødvendigt at undgå, at finanskrisen får drastiske følgevirkninger for medlemsstaternes pensionssystemer, sådan som det har været tilfældet i USA, hvor nogle pensionsselskaber har lidt betydelige tab på grund af hedgefondkrisen, hvilket har medført, at de arbejdstagere, der havde indgået disse pensionsordninger, har fået værdien af deres opsparing halveret. EØSU er af den opfattelse, at det er nødvendigt at arbejde på at fastlægge nogle lovgivningsrammer og pensionsmodeller for at beskytte de europæiske borgere og arbejdstageres interesser.

4.3.5 Den større uretfærdighed og de større uligheder har gjort frihedsområderne mindre og kan gøre dem endnu mindre. Det risikerer at blive farligt for demokratiet i de europæiske lande og navnlig i de EU-lande, der fortsat har et betydeligt »demokratisk underskud« at dække, og det reducerer ikke mindst de nye fattiges opbakning til de politikker, der skal føres for at overvinde krisen og fremme en bæredygtig udvikling.

4.3.6 EØSU mener, at dette er det rette tidspunkt og en vigtig chance for EU til at bevise sit værd med konkrete og håndgribelige initiativer, der er rettet mod de borgere, virksomheder og arbejdstagere, som er hårdest ramt af krisen.

Dette skal ske ved hjælp af foranstaltninger, der tager sigte på at beskytte deres rettigheder, og derfor skal EU kunne gribe ind i socialpolitikken med egne initiativer. Det sociale spørgsmål skal indgå fuldstændigt i den strategiske pagt, der er omhandlet i punkt 4.4.3. Et andet aspekt af foranstaltningerne skal vedrøre de økonomiske politikker (heriblandt en ekstraordinær støtte til Lissabonstrategien) og støtte til de mest sårbare virksomheder (som EU skal sørge for sammen med medlemsstaterne (punkt 4.2)).

4.3.7.1 Der skal iværksættes strukturforanstaltninger på arbejdsmarkedet, som skal gøres mere gennemtrængeligt og omfattende med regler, der fastlægges på europæisk plan, og ved at bruge ESF. Procedurerne skal forenkles, og betalingerne skal fremskyndes.

4.3.7.2 Man skal fremme tiltag til fordel for de virksomheder, der forpligter sig til at gennemføre og respektere princippet om socialt ansvar i Europa og princippet om den sociale klausul uden for det europæiske område.

4.3.8 EØSU håber og anmoder om, at Kommissionen – bl.a. ved hjælp af økonomiske incitamenter, f.eks. strukturfondene - sammen med arbejdsmarkedets parter gør alt, hvad den kan for at fremme aftaler og/eller finde løsninger, der mindsker krisens indvirkning på virksomhederne og arbejdstagerne, bl.a. ved at udbrede de eksempler på gode praksis, der anvendes i visse lande.

4.3.9 EØSU anmoder Rådet om at iværksætte de nødvendige foranstaltninger - en europæisk kodeks - der fastlægger indsatsområderne, med det formål at mindske lønforskellene og sørge for en ny fordelingsretfærdighed, ikke kun inden for finanssektoren. Disse lønforskelle har ført til en uforholdsmæssigt stor forøgelse af uligheden, uden at det har nogen som helst berettigelse. Det ville være ønskeligt at gå frem ved hjælp af en europæisk aftale, som omfatter alle parter.

4.4 Skabelse af et politisk EU fra bunden og op

4.4.1 Efter EØSU's mening har EU for at kunne tackle og overvinde krisen brug for beslutningsinstrumenter, som det ikke har i dag, og som er den væsentligste årsag til EU's manglende handling, der i dag risikerer at skubbe os ud på sidelinjen i forhold til stormagter som Kina og USA. Derfor mener EØSU, at EU bør give sig selv en konkret handleevne, bl.a. ved hjælp af midlertidige instrumenter, for ikke at gøre det arbejde og den indsats forgæves, der er gjort i denne periode med store omvæltninger.

Politisk ledelse . EØSU mener, at en af hovedårsagerne til den aktuelle krise er politisk splittelse og politiske fejltagelser. Politikerne havde ikke nogen fælles vision og var derfor ude af stand til at handle. De endte med at give afkald på deres retningsgivende rolle, både på verdensplan og europæisk plan. Resultaterne er nu tydelige for alle.

4.4.2.1 International ledelse . EU har stadig ikke nogen fælles udenrigspolitik og heller ikke en selvstændig beføjelse til at styre krisen, selv om det er nødvendigt, at EU taler med én stemme - i det mindste i euroområdet, i internationale fora og navnlig i de organer, som vi nu skal foretage en reform af - for at skabe modvægt til de andre økonomiske og politiske blokkes beslutningsbeføjelser. EU repræsenterer det største internationale marked for varer og tjenesteydelser, EU er den største yder af offentlig bistand til finansieringen af de fattigste landes udvikling, og EU's valuta, euroen, er den næstvigtigste internationale reservevaluta. EU er således en »økonomisk kæmpe« på mange områder, men hvis vi tager EU's beslutningsevne på den internationale scene i betragtning, er EU en »politisk dværg«. Dette er et sandt paradoks, som er uforståeligt for de europæiske borgere. Der er derimod behov for, at den overordnede politik i højere grad tager udgangspunkt i europæiske forslag og »værdier«.

4.4.2.2 Derfor skal stats- og regeringscheferne være modige nok til at indse denne begrænsning og sætte sig dette mål. Som det er nu, opfører de sig som et hold uden anfører, og det er noget, der har store økonomiske og politiske omkostninger. Det er ikke nødvendigt at lytte til historikerne eller landsfædrene for at blive klar over dette (»hvis Europa endelig var forenet, ville der ikke være nogen grænser for lykke, velfærd og storhed for dets 400 mio. indbyggere«, W. Churchill, 1946). På kort sigt bør der indgås en bindende aftale om krisestyring, som herefter kan blive til en fællesskabsmetode og ikke omvendt, sådan som det nu er tilfældet.

4.4.3 Økonomisk ledelse . Hovedmålsætningen er at give EU de nødvendige instrumenter til at fastlægge og udvikle fælles retningslinjer for den makroøkonomiske politik og sektorpolitikken (i det mindste i euroområdet, hvilket ville have en positiv indvirkning på alle de 27 lande). EU's monetære politik bør med udgangspunkt i eurozonen ledsages af en fælles økonomisk politik, som ikke må begrænses til et rent koordineringsønske, men som omfatter foranstaltninger i strategiske sektorer af europæisk interesse (miljø, energi, innovation, indvandring, beskæftigelse, samhørighed osv.). Det er nødvendigt at udarbejde en ny europæisk pagt for vækst, bæredygtig udvikling, konkurrenceevne og beskæftigelse, en pagt, hvor der navnlig lægges vægt på social og miljømæssig markedsøkonomi, og som tager sigte på det indre markeds gennemførelse i overensstemmelse med Lissabon-strategien.

4.4.4 Social ledelse . En af den europæiske pagts vigtigste målsætninger skal være social- og samhørighedspolitikken. EU burde have større handlekraft på det socialpolitiske område (12) for at fastlægge et minimumsgrundlag eller minimumstærskel for grundlæggende sociale rettigheder. Disse forhold kræver et mere handlekraftigt Europa. Udvalget bør begynde dette arbejde og i den forbindelse huske på, at EU startede som et økonomisk projekt (EKSF, EØF og euroen) med et politisk sigte.

4.4.5 EØSU mener derfor, at det nu er nødvendigt, at man i højere grad inddrager borgerne og navnlig de unge i EU's opbygningsproces ved at forsøge sig med nye former for »bottom up«-inddragelse. Det er et spørgsmål, hvor man ikke må lade tilfældet råde. F.eks. ville det have stor indvirkning på befolkningen, hvis EU stillede et effektivt og ikke kortvarigt forslag, hvor borgerne kommer i første række, og hvor man anvender nye deltagelsesprocedurer for at træffe beslutninger om de mest betydningsfulde EU-politikker. Det ville være en glimrende metode til at bringe de europæiske borgere tættere på EU-institutionerne, og det ville bidrage til at mindske EU's demokratiske underskud. Det er et afgørende spørgsmål for EU's fremtid, som man ikke kan blive ved med at udskyde, selv om der med Lissabon-traktaten gøres et lille fremskridt.

4.4.6 Et vigtigt bidrag kunne komme fra »det europæiske civilsamfund«, som ikke fortjener kun at blive nævnt i forbifarten og ikke bør ses som en separat sfære eller udelukkende tjene til at dække over noget andet. Der er tale om en udfordring for EØSU og for udvalgets »Program for Europa«.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se EØSU's udtalelse om de Larosière-gruppens rapport, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 57.

(2) Se EØSU's udtalelse om hhv. de Larosiére-gruppens rapport, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 57, og En europæisk økonomisk genopretningsplan, EUT C 182 af 4.8.2009, s. 71.

(3) Situationen i finans- og banksektoren – Artikel udarbejdet i fællesskab af Christine Lagarde, økonomi-, industri- og beskæftigelsesminister, Anders Borg, svensk finansminister, Wouter Bos, hollandsk finansminister, Jean-Claude Juncker, finansminister i Luxembourg, Elena Salgado Mendez, spansk finansminister, Peer Steinbrück, tysk finansminister, og Giulio Tremonti, italiensk finansminister, som blev offentliggjort i adskillige europæiske aviser den 4. september 2009.

(4) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på fællesskabsplan af det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici - KOM(499) endelig af 23.9.2009; Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed - KOM(501) endelig af 23.9.2009; Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger - KOM(502) endelig af 23.9.2009; Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed – KOM(503) endelig af 23.9.2009.

(5) Jf. fodnote 3.

(6) KOM(2009) 114 Fremdrift i den europæiske genopretning af 4.3.2009.

(7) EØSU's udtalelse om beskæftigelsestopmødets resultater, EUT C 306 af 16.12.2009, s. 70.

(8) Se EØSU's udtalelse om de Larosière-gruppens rapport, EUT C 318 af 23.12.2009, s. 57. José Manuel Barroso gav i sin tale på EØSU's plenarforsamling den 30. september 2009 også udtryk for en tilsvarende holdning.

(9) Se EØSU's udtalelse om En europæisk økonomisk genopretningsplan, EUT C 182 af 4.8.2009, s. 71.

(10) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013, EUT C 228 af 22.9.2009, s. 141.

(11) John Nash, Nobelprisvinder i økonomi, oktober 2008.

(12) José Manuel Barroso gav i sin tale på EØSU's plenarforsamling den 30. september 2009 også udtryk for en tilsvarende holdning.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »En fælles indsats for at forbedre forskeres karriere- og mobilitetsmuligheder i EU«

(2010/C 255/03)

Ordfører uden studiegruppe: Pedro ALMEIDA FREIRE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive initiativudtalelse om:

»En fælles indsats for at forbedre forskeres karriere- og mobilitetsmuligheder i EU«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Pedro Almeida Freire til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16. og 17. december 2009, mødet den 16. december 2009, følgende udtalelse med 174 stemmer for, ingen imod og 8 hverken for eller imod:

1. Henstillinger

—	Styrkelse af de menneskelige ressourcer i Europa inden for videnskab og teknologi og fremme af mobiliteten er nøglefaktorer for realiseringen af det europæiske forskningsrum og for, at EU kan bevare sin konkurrenceevne på verdensmarkedet og sin evne til at håndtere fremtidens centrale udfordringer.

—	Hasteaktioner er nødvendige for at lette samordningen mellem uddannelses-, forsknings-, beskæftigelses- og socialsikringspolitikken, så der sikres en koordineret udvikling af instrumenter på disse politikområder, og EU sættes i stand til at opfylde sine mål inden for dette felt.

—

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår, at de eksisterende programmer inden for menneskelige ressourcer og mobilitetsfremme styrkes og koordineres bedre. Udvalget opfordrer især til, at man udnytter mulighederne i debatten om EU's 8. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling til i forbindelse med andre foranstaltninger at styrke humankapitalen og fremme oprettelsen af en platform for videregående uddannelse i forskningsaktiviteter.

—

EØSU foreslår derfor, at der oprettes et europæisk observatorium for menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi, som kan samle, analysere og levere sammenhængende og sammenlignelige oplysninger om udviklingen på dette område og om nationale politikker for menneskelige ressourcer både i Europa og på globalt plan.

—	EØSU opfordrer til en koordineret indsats for at styrke forskeres karrieremuligheder og mobilitet i EU, navnlig hvad angår ansættelse, personlig karriereudvikling og sociale rettigheder.

—

Endelig opfordrer EØSU til, at den nye europæiske innovationspagt, som EU står over for at skulle udvikle, og den kommende revision af Lissabonstrategien tager behørigt hensyn til behovet for at øge de menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi og for at sikre et højere kvalificeringsniveau på området.

2. Indledning

2.1 Politikkerne for forskning, teknologisk udvikling og innovation spiller en stadig større rolle for Lissabonstrategien både på EU-niveau og på nationalt plan.

2.2 Den saltvandsindsprøjtning, som der i den europæiske strategi for konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse gives til det europæiske forskningsrum og, i denne sammenhæng, til udviklingen af den menneskelige kapital, viser, at styrkelsen af de menneskelige ressourcer i Europa inden for videnskab og teknologi samt mobilitetsspørgsmålet spiller en nøglerolle for strategiens succes.

2.3 Den Europæiske Union forbereder sig på at udforme en ny strategi for innovation, som er mere integreret og social, og hvor videnstrekanten skal stå i centrum. I denne sammenhæng er mennesker vigtige for at sikre, at EU bevarer sin konkurrenceevne på verdensmarkedet og kan takle de kommende årtiers vigtigste udfordringer.

2.4 Stats- og regeringscheferne anerkender efterhånden den fri bevægelighed for viden og mobilitetsfremme som afgørende for uddannelses- og forskningspolitikkerne i EU og for det europæiske samarbejde. En række EU-programmer forsøger inden for deres indsatsområder at imødegå disse udfordringer, herunder især: – Erasmus-programmet til fremme af mobiliteten af unge under videregående uddannelse – Erasmus Mundus-programmet til styrkelse af samarbejdet med tredjelande via fælles masters- og ph.d.-grader og oprettelse af partnerskaber mellem videregående uddannelsesinstitutioner – Rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling, inden for hvilket det særlige program »Mennesker«, der fremmer forskermobiliteten, og som er bedst kendt for sine Marie Curie-aktiviteter, spiller en nøglerolle. Bologna-processen inden for de videregående uddannelser har som mål at fremme den europæiske dimension inden for de højere uddannelser samt mobilitet og samarbejde. Ikke desto mindre er det almindelig anerkendt, at der på trods af de eksisterende programmer og den indsats, der allerede er gjort, endnu er lang vej at gå.

2.5 Som opfølgning på udtalelsen om Kommissionens meddelelse om »Bedre karrieremuligheder og øget mobilitet: et europæisk partnerskab for forskere« (1) har EØSU besluttet at udarbejde nærværende initiativudtalelse for endnu en gang at yde et bidrag til en strategi til styrkelse af den menneskelige kapital i EU og til udformningen af en ny forskningspolitik og en ny innovationsstrategi, som tager hensyn til de menneskelige ressourcer i forbindelse med integrationspolitikker, hvilket udvalget altid har slået til lyd for, og i forbindelse med en ny socialpolitisk dagsorden.

2.6 2010 bliver året for fornyelse af Lissabonstrategien og for lancering af den nye europæiske innovationsplan, samtidig med at det europæiske forskningsrum fornyer sin vision for 2020.

2.7 I lyset af den økonomiske krise bør forpligtelsen til at sikre øgede private og offentlige investeringer i forskning og udvikling og styrke de menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi stå højt på den politiske dagsorden, både på nationalt og EU-plan.

2.8 Der er således et presserende behov for at fastlægge fælles mål på EU-niveau og tilskynde til foranstaltninger, der sikrer de menneskelige ressourcer inden for forskning og udvikling, der er nødvendige for at realisere de ambitiøse mål, EU har sat sig.

2.9 Sådanne mål går bl.a. ud på at sikre en stadig vækst i strømmen af unge, der studerer videnskab og teknologi (fra matematik til naturvidenskab og fra ingeniørvidenskab til sociale og humane videnskaber), og en stigning i ph.d.-grader inden for disse områder, som sikrer en større andel af kvinder blandt forskere, garanterer attraktive vilkår for europæisk forskning og tilstrækkeligt med kvalificerede menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi til at kunne afhjælpe den nuværende manglende balance i de transatlantiske forbindelser og sikre positive strømme mellem Europa og resten af verden. Der er tale om nye mål, som skulle sikre en fornyelse af Lissabondagsordenen på dette område.

2.10 For at nå disse mål må Europa udvikle videnscentre og –netværk i verdensklasse, som er i stand til at tiltrække de bedste talenter fra hele verden og sikre den nødvendige udvidelse af det sociale grundlag for uddannelsen og for den videnskabelige og teknologiske kultur.

3. Behovet for en stærk politik på nationalt og europæisk plan for menneskelige ressourcer og for videnskab og teknologi

3.1 EØSU anerkender de muligheder, der ligger i grønbogen om nye perspektiver på det europæiske forskningsrum (2), ifølge hvilken et af det europæiske forskningsrums vigtigste prioriteter er et europæisk forskningspartnerskab med bedre karrierer og mere mobilitet, og i ovennævnte meddelelse fra Kommissionen, som har været genstand for en udtalelse fra EØSU. Med nærværende udtalelse søger EØSU at gå et skridt videre og støtte forslagene i dokumentet »Et europæisk partnerskab til forbedring af FTU-karrierers tiltrækningskraft og mobilitetsvilkårene for forskere i Europa – foreslåede prioriterede tiltag« udarbejdet af José Mariano Gago og François Biltgen, hhv. portugisisk og luxembourgsk minister, den 30. april 2009 (3) i samarbejde med deres ministerkolleger for hermed at give deres bidrag til med konkrete foranstaltninger at sikre fremgang i udformningen af en EU-politik for menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi.

3.2 EØSU anerkender den store indsats, der er gjort på EU-plan inden for dette område. EØSU har selv udarbejdet en række initiativudtalelser inden for beslægtede områder.

3.3 Menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi har været en integreret del af EU's strategi siden marts 2000. På Barcelona-topmødet i 2002 blev der opstillet et europæisk mål, der går ud på, at den andel af BNP, der går til forskning og udvikling (F&U), skal op på 3 % inden 2010. Væksten i de menneskelige ressourcer i forbindelse med opnåelsen af dette mål blev anslået til ca. en halv million forskere (4).

3.4 Det fremgår heraf tydeligt, at der er behov for en fælles EU-politik på dette område, som går langt videre end den såkaldte åbne koordinationsmetode for nationale politikker, og som endog indebærer, at forskerne, herunder unge forskere, får bedre beskæftigelsesvilkår og karriereperspektiver - forbedringer mht. ansættelsesvilkår, karriereudvikling og sociale rettigheder.

3.5 Selv om målet for investeringer i F&U indebærer, at 2 af de 3 % af BNP skal komme fra den private sektor, kan erhvervslivet ikke bære denne byrde alene. Regeringerne har et stadig større ansvar på dette område. Da det er industrien, der skaber de fleste beskæftigelsesmuligheder for forskere, må der for at nå de opstillede mål skabes bedre vilkår for udvikling og forskning i og af den private sektor i Europa, herunder for de små og mellemstore virksomheder, f.eks. gennem oprettelse af netværk eller klynger af virksomheder i den europæiske økonomis nøglesektorer.

3.6 Den offentlige finansiering pr. forsker er stadig betydelig lavere end i USA og Japan. Beskæftigelsesvilkårene og –perspektiverne i den offentlige sektor bør derfor indgå som en integreret del af de europæiske regeringers videnskabspolitiske målsætninger. Endvidere er der et klart misforhold i det samlede antal forskere i befolkningen i forhold til USA og Japan: ca. 6 forskere pr. tusind indbyggere i EU mod 9-10 forskere pr. tusind indbyggere i Japan og USA.

3.7 De videregående uddannelsesinstitutioner, som er de primært ansvarlige for uddannelsen af forskere, må indføre nye metoder til en bedre integrering af videnskab og teknologi i deres læseplaner og samarbejde bedre med erhvervslivet med henblik på at forbedre den livslange læring. Der må ske en mentalitetsændring i de videregående uddannelsesinstitutioner, der har til opgave at uddanne menneskelige ressourcer til vidensamfundet. De må ændre deres læseplaner, satse mere på F&U i samarbejde med industrien, tilbyde nye muligheder, herunder for dem, der indleder en forskningskarriere på et sent tidspunkt, og forbedre adgangen for kvinder, etniske mindretal og dårligt stillede grupper, bl.a. borgere med særlige behov, som måske betragter forskning og viden som et område, der kan føre til øget social velfærd og personlig udvikling i det moderne samfund.

3.8 Inddragelse af studerende - ikke kun kandidater, men også studerende, der ikke er nået så langt i deres studium - i forskningsaktiviteter som en fast del af læseplanen, også i den private sektor, er stadig meget begrænset og bør blive mere udbredt.

3.9 Der er stadig et behov for tiltag, der kan gøre karrierer inden for videnskab, ingeniørvidenskab og teknologi mere attraktive for unge uden at forsømme samfundsvidenskaben og de humanistiske videnskaber. Forskellen mellem karrierer i industrien og på universiteter eller i den offentlige sektor er store. De nationale regeringer og Kommissionen bør spille en passende og samordnet rolle på dette område. Dette er helt centralt for udviklingen af det europæiske forskningsrum og for EU's fremtidige velstand og konkurrenceevne.

3.10 Undervisning i naturvidenskabelige fag er en anden vigtig faktor, da den kan stimulere børn og unges nysgerrighed og interesse i videnskabelige karrierer. For at det europæiske forskningsrum kan blive en succes, må der satses på kvalifikationer og kvalitet i undervisningen helt fra skolernes primær- og sekundærtrin. Dette indebærer eksperimenterende arbejde og kontakt med det videnskabelige miljø og med industrien. Samtidig må det sikres, at lærerne selv er velkvalificerede (5).

3.11 Popularisering og fremme af videnskab er allerede anerkendt som nødvendige strategier til at sikre befolkningens indsigt i videnskabelige forhold og bringe videnskaben tættere på borgerne, herunder navnlig de unge. Der bør imidlertid gives større incitamenter, også på europæisk plan, gennem støtte til fælles initiativer på grund af disses betydning, navnlig i en globaliseret verden, hvor behovet for at forstå kontroversielle spørgsmål og for at formidle videnskabens resultater er helt afgørende.

3.12 Også spørgsmålet om kvinder inden for videnskab er af stor betydning. Tallene er meget forskellige i forhold til for 20 år siden, men i mange lande er kvinderne fortsat underrepræsenterede på mange områder inden for den videnskabelige forskning, og opnår typisk ikke lederstillinger. Kommissionen og visse medlemsstater har gjort en stor indsats på dette område, men der er stadig lang vej at gå. Kvinder er fortsat en oplagt kilde at trække på, når det gælder om at øge de menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi i Europa, men de aktuelle fremmeforanstaltninger forbinder ikke effektivt videnskabspolitikker med andre politikker, der sikrer kvinder økonomisk og social støtte.

3.13 Når vi taler om menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi, må vi ikke overse det europæiske forskningsrums internationale dimension (6). EU bør konkurrere på internationalt plan for at tiltrække de bedst kvalificerede menneskelige ressourcer og sikre vilkår, som får dem til at blive i Europa. Dette kræver en bedre koordinering mellem de nationale politikker og EU-politikkerne. Indsatsen bør imidlertid baseres på samarbejde for at styrke strømmen og overførslen af viden samt på mobilitet for at sikre gensidighed, og bør, navnlig hvad angår forskere fra udviklingslande, bidrage til at forbedre kvalifikationerne i oprindelseslandet.

4. Behovet for konkrete politiske tiltag for at opnå hurtige fremskridt i den europæiske dagsorden for menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi

4.1 EØSU vil gerne understrege det vigtige i en fælles europæisk tilgang, hvori indgår konkrete politiske aktioner, der skal sikre hurtige fremskridt på området menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi i Europa.

Under henvisning til sin udtalelse om Kommissionens meddelelse om et europæisk partnerskab for forskere, navnlig hvad angår disses rekruttering og de dermed forbundne vilkår, anser EØSU en bæredygtig og varig vækst i EU på ca. 5 % om året i de næste 10 år for hensigtsmæssig og realistisk. Dette ville bidrage til inden for ti år at øge de aktuelle menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi med over 50 %. Udvalget foreslår, at disse foranstaltninger anvendes specifikt inden for følgende områder:

4.2.1 at øge antallet og andelen af unge, som vælger at studere videnskabs- og teknologirelaterede fag;

4.2.2 at øge antallet og andelen af kandidater, som tilmelder sig til ph.d.-studier, for herved at sikre et mere differentieret udvalg af ph.d.-studier og styrke kvalitetskontrolmekanismerne;

4.2.3 at tiltrække og bevare en større procentdel i de europæiske institutioner af studerende og forskere inden for videnskab og teknologi fra Europa og resten af verden og fordoble antallet af ph.d.-grader uden for oprindelseslandet;

4.2.4 at understrege det vigtige i at sikre en retlig, administrativ og finansiel ramme for at fremme gennemførelsen af ovennævnte foranstaltninger, hvor der tages sigte på at samordne forskningspolitikken med beskæftigelses- og socialpolitikken.

4.3 Antallet af unge, som vælger videnskabs- og teknologirelaterede studier er faktisk steget i de fleste europæiske lande, men andelen i forhold til det samlede antal studerende er ikke gået op. Der kan gennemføres en række foranstaltninger for at trække flere unge til de videnskabelige og teknologiske studier, herunder: – at forbedre undervisningen i videnskab og teknologi og bidrage til udviklingen af videnskabelige netværk mellem skoler, lærere i videnskabelige fag og forskere både på nationalt og internationalt plan – at støtte aktioner til fremme af den videnskabelige kultur og udvidelse af det sociale grundlag for videnskabelig og teknologisk udvikling, herunder navnlig videnskabscentre og videnskabelige museer – at yde oplysningstjenester samt studie- og erhvervsvejledning, som kan imødekomme de sociale behov i forbindelse med videnskabelige og teknologiske studier.

4.4 Uden at se bort fra kvalitetsgarantien bør et andet umiddelbart mål være at skabe incitamenter til at sikre et større antal og mere differentieret udvalg af ph.d.-studier og inddrage erhvervslivet, hvor dette er hensigtsmæssigt. Med dette mål for øje kunne der indføres foranstaltninger med henblik på at: – øge antallet af stipendier til ph.d.-studier på basis af generelle udvælgelsesprøver på nationalt eller internationalt plan – tiltrække kandidater fra tredjelande til Europa med henblik på ph.d.-studier – bygge på den betydning, som ph.d.-studier har opnået for nylig, med henblik på at opnå et højt fagligt kompetenceniveau inden for forskellige områder, og ikke kun hvad angår forskningskarrierer.

4.5 EU's tiltrækningskraft på internationalt plan bør øges. Dette kan opnås ved at – forbedre og tilskynde til at forbedre studerendes, forskeres og læreres mobilitet mellem institutioner, sektorer og på tværs af grænser, især mellem den akademiske verden og erhvervslivet – fremme en åben, konkurrencedygtig og gennemsigtig rekruttering af forskere – forbedre levevilkårene for forskernes familier og lette adgangen til arbejdsmarkedet for forskeres partnere – sikre en væsentlig reduktion af bureaukratiske procedurer i forbindelse med offentlig finansiering af forskning.

4.6 Det er vigtigt at forbedre forskeres arbejds- og ansættelsesvilkår for at øge mobiliteten, interessen i videnskabelige karrierer og andelen af kvinder inden for forskning. Tilstrækkelig social beskyttelse er også en nøglefaktor i den forbindelse. At gøre ansættelseskontrakter lettere at opnå, at gøre karrierer mere konkurrencedygtige og attraktive, at tilbyde passende ansættelsesvilkår for mænd og kvinder, herunder barsels- og forældreorlov samt andre sociale sikringsforanstaltninger til fremme af forskermobiliteten, er afgørende for, at forsknings- og innovationspolitikken vil bære frugt.

4.7 EØSU finder det positivt, at medlemsstaterne forsøger at undersøge muligheden for at vedtage foranstaltninger, som i kraft af den eksisterende retlige ramme og bilaterale og multilaterale aftaler gør det lettere for mobile forskere at overføre deres tillægspensionsrettigheder. Udvalget ser frem til resultaterne af den EU-finansierede gennemførlighedsundersøgelse af en eventuel paneuropæisk pensionsfond for forskere i EU og opfordrer til snarest muligt at iværksætte de foranstaltninger, der er nødvendige for at lette overførslen af tillægspensionsrettigheder for forskere.

4.8 EØSU støtter også hasteaktioner, der skal lette samordningen mellem uddannelses-, forsknings-, beskæftigelses- og socialsikringspolitikkerne, så der sikres en koordineret udvikling af instrumenter på disse politikområder, og EU sættes i stand til at opfylde sine mål på området menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi.

Til imødekommelse af ovennævnte mål efterlyser EØSU følgende konkrete foranstaltninger:

4.9.1 i forbindelse med den nært forestående debat om EU's 8. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling at sikre, at de forskningsaktiviteter, der støttes af rammeprogrammet, automatisk fungerer som en platform for højere uddannelser, herunder navnlig ph.d.-studier, på basis af udvælgelsesprøver, der er åbne for studerende fra alle lande;

4.9.2 at foreslå, at der oprettes et europæisk observatorium for menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi, som kan levere sammenhængende og sammenlignelige oplysninger om udviklingen på dette område og om nationale politikker for menneskelige ressourcer både i Europa og på globalt plan (7);

4.9.3 stadig i forbindelse med det 8. rammeprogram for FTU - at udvide Marie Curie-aktiviteterne til fremme af forskermobiliteten og beslægtede tiltag samt styrke det internationale samarbejde inden for menneskelige ressourcer; at styrke Erasmus Mundus-programmet som en metode til at fremme samarbejdet med tredjelande inden for højere uddannelser.

4.10 Endelig opfordrer EØSU til, at den fremtidige revision af Lissabonstrategien tager behørigt hensyn til behovet for at øge de menneskelige ressourcer inden for videnskab og teknologi, sikre et højere kvalificeringsniveau på området og garantere en varig og bæredygtig udvikling af en fælles politik på EU-plan inden for dette felt.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 175 af 28.7.2009, s. 81.

(2) Grønbog om »Nye perspektiver på det europæiske forskningsrum« (KOM(2007) 161 endelig) af 4. april 2007.

(3) Rådsdokument nr. 10003/09 af 18. maj 2009.

(4) Jf. Rapport fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Menneskelige Ressourcer til Videnskab og Teknologi i Europa, 2004: »Increasing Human Resources for Science and Technology in Europe«, De Europæiske Fællesskaber 2004.

(5) Jf. publikationerne »Encouraging Student Interest in Science and Technology Studies«, Global Science Forum, OECD 2008, »Mathematics, Science and Technology Education Report, The Case for a European Coordinating Body«, European Roundtable of Industrialists (ERT), august 2009.

(6) EØSU's om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: En strategisk ramme for Europas internationale samarbejde om videnskab og teknologi«, ordfører: Gerd Wolf (EUT C 306 af 16.12.2009, s. 13).

(7) Der er tale om et forslag, der allerede blev fremsat i 2004 af Gruppen på Højt Plan vedrørende Menneskelige Ressourcer til Videnskab og Teknologi i Europa (jf. fodnote 4).

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Støtte til SMV'ers bestræbelser på at tilpasse sig de globale markedsændringer«

(initiativudtalelse)

(2010/C 255/04)

Ordfører: Claudio CAPPELLINI

Medordfører: Ulrich PAETZOLD

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Støtte til SMV'ers (1) bestræbelser på at tilpasse sig de globale markedsændringer.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer, som udpegede Claudio Cappellini til ordfører og Ulrich Paetzold til medordfører. Den Rådgivende Kommission vedtog sin udtalelse den 26. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009 (mødet den 16. december 2009) med 180 stemmer for og 3 hverken for eller imod.

Del 1

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU er klar over, at SMV'erne kan tilnærme sig internationalisering på mange måder ved at bruge forskellige strategier og trække på støtte i varierende omfang. Denne udtalelse søger derfor at opstille otte henstillinger til, hvordan man styrer og inspirerer til tiltag, der skal understøtte SMV'ernes tilpasning til de globale markedsændringer. Vores udtalelse henvender sig til EU-institutionerne, medlemsstaterne, SMV'erne og deres sammenslutninger samt EU's organiserede civilsamfund mere bredt.

1.2 Henstilling nr. 1: Respektér iværksætterne, deres ret til at træffe beslutninger og deres behov for at bære konsekvenserne af disse beslutninger. Formålet med erhvervsstøtte bør være at bistå iværksætterne med at håndtere de globale markedsændringer, men må hverken erstatte iværksætterens egne beslutninger eller beskytte iværksætteren mod risici, som skyldes de beslutninger, han har truffet. Politikstøtte til SMV'er bør belønne innovation i praksis (især aktiv deltagelse i tværsektorielle teknologiske platforme under det 7. rammeprogram) og ikke være risikobærende, undtagen når der skal reageres på specifikke markedssvigt. Under disse omstændigheder kan globale markedsændringer have en uforholdsmæssig stor indvirkning på mindre firmaer (f.eks. sådanne, som driver virksomhed i globale værdikæder eller økonomier domineret af mindre firmaer).

1.3 Henstilling 2: Nedbringelse af handelshindringer. Fortsat åbning af markeder ved at afslutte vellykkede handelsforhandlinger og sikre en juridisk korrekt brug af handelsbeskyttende instrumenter fra tredjelandes side, håndhæve globale handelsstandarder og opretholde det indre marked uden at tilsidesætte en symmetrisk markedsadgang - er fortsat den mest effektive måde at støtte eksporterende SMV'er på. Den bedste politiktilgang består i at sikre, at de virksomheder, som kan eksportere, ikke stilles hindringer i vejen på grund af toldmæssige- eller ikke-toldmæssige barrierer.

1.4 Henstilling 3: Handelens konkurrencedygtighed skal fremmes ved at højne kvaliteten. Fordelene ved og kvaliteten af at overholde europæiske standarder og krav samt deltage fuldt ud i kapacitetsopbygningsprogrammer som f.eks. det 7. rammeprogram og CIP bør signaleres gennem markedsføringskampagner i tredjelande, arrangeret af medlemsstaterne, Kommissionen og erhvervssammenslutninger. Samtidig bør det understreges, at overholdelse af EU-standarder er en betingelse for at importere varer og tjenester til EU.

1.5 Henstilling 4: Handelspolitikken er nødt til at»tænke småt først«. Hvis partnerskaber skal udvikles til at sikre markedsadgang, er der brug for tættere koordinering af SMV'erne, hvis de skal leve op til den komplekse procedure, som handelsforhandlinger er. Forhandlingernes gennemsigtighed kan forbedres ved at fremhæve SMV-dimensionen i alle konsekvensanalyser af bæredygtigheden. Der bør også være større bevidsthed om, hvor repræsentative erhvervsrepræsentanterne er. Databasen over markedsadgang og helpdesk-tjenester vedrørende intellektuel ejendomsret på nye markeder vil også være til gavn. Der kan gøres mere vedrørende offentlige indkøb og prompte betaling i EU for at forbedre SMV-handelen.

1.6 Henstilling 5: At skræddersy politikker efter SMV'ernes behov. SMV'ernes oplevelse af forhindringerne for internationalisering adskiller sig fra, hvordan disse hindringer opfattes af de politiske beslutningstagere. Støtte på en praktisk og tilgængelige måde bør tilvejebringes via lokale og nationale mellemled, som kender SMV'erne indgående. Fremme af personlige forbindelser mellem virksomheder ved at støtte førstegangsbesøg er et godt eksempel herpå. Meget mangler at blive gjort for at afstemme SMV'ernes politikbehov, som eksemplet med adgang til finansiering viser. Praktiske metoder til at bistå SMV'er, f.eks. formidling, skattelettelser, prompte betalinger og foranstaltninger, som forenkler hurtig spredning af midler via statsstøtteundtagelser, bør tilskyndes, især i de sektorer, der er mest berørt af globaliseringen og økonomi- og finanskrisen (bl.a. bilsektoren).

1.7 Henstilling 6: Støtte til SMV'erne gennem deres arbejdstagere. Målet er at sikre, at SMV'erne er i stand til at trække på en faglært og engageret arbejdsstyrke på arbejdsmarkedet. For at opretholde SMV'ernes konkurrenceevne i EU bør tilgangen af arbejdskraft med kvalifikationer på højt niveau, f.eks. inden for ingeniørsektoren, teknisk vedligeholdelse eller byggeri, fastholdes. Kommissionens »Fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« øger værdien af denne proces. Den sociale dialog, især den sektorspecifikke sociale dialog, må gøre mere for at hjælpe SMV'erne med at samarbejde med deres ansatte om at bevare og udvikle nye færdigheder, så de bliver de første til at få gavn af nye og eksisterende muligheder på det indre marked. For at håndtere de globale ændringer bør EU-partnerskaber og langvarige projekter fremmes blandt SMV-organisationer, erhvervsuniversiteter og forskningsorganer i samarbejde med institutioner i de nye økonomier.

1.8 Henstilling 7: Netværker er vigtige for SMV'erne, især når de bliver globale. Netværker åbner muligheder for SMV'er, men rummer også specifikke problemer relateret til intellektuel ejendom og dominerende kunder, der bedre kan løses gennem en sektorbaseret tilgang. Som global aktør har EU ikke formået at udnytte sit potentiale til at forbedre SMV'ernes rolle som eksportører til og importører fra tredjemarkeder. Af særlig interesse er den rolle, EU og medlemsstaterne kan spille for at støtte SMV'erne som IIC'er, »initial and intermediate companies«, dvs. virksomheder, der er placeret først i eller i midten af værdikæderne. Der bør sættes større fokus på dette spørgsmål, jf. tidligere udmeldinger fra CCMI og under hensyntagen til nødvendigheden af at repositionere EU's industripolitik på det globale marked.

1.9 Henstilling 8: Innovér og evaluér. De politiske beslutningstagere er nødt til at innovere i realøkonomien, især under krævende økonomiske, sociale og miljømæssige omstændigheder. Politikken skal reagere hurtigt på nye udfordringer, evalueres på basis af veldokumenteret høj kvalitet og være lydhør over for repræsentative interesseparter for at lære af succeshistorier og præstationsændringer. SMV'erne kan yde et vigtigt bidrag til mere energieffektive produkter/tjenester og den såkaldte »grønne økonomi«.

2. SMV'erne spiller en afgørende rolle i EU's svar på de globale markedsændringer

2.1 EU's 23 millioner SMV'er spiller en vigtig rolle med hensyn til at tilpasse EU's økonomi til ændringer på det globale marked. De beskæftiger to tredjedele af de ansatte i den private sektor, sikrer et dynamisk arbejdsmarked og bidrager til udviklingen af en konkurrencedygtig, innovativ og inklusiv EU-økonomi. Den økonomiske fragmentering og specialisering, der kendetegner globaliseringen, skaber en niche, som SMV'erne kan udnytte. SMV'ernes bidrag til velstanden i EU og dets forskellige sociale, erhvervsmæssige og kulturelle modeller fortjener større anerkendelse. SMV'erne er rygraden i EU's produktionssystem og kan øge deres bidrag til beskæftigelsen og EU's merværdi (2).

2.2 Som verdens største eksportør og donor af udviklingsbistand er EU allerede meget globalt orienteret. SMV'erne er en heterogen gruppe, og mange har hverken styrken, ressourcerne eller lysten til at forsøge sig på de globale markeder. Udvalget ønsker at understrege, at »globalisering« og internationalisering »er vigtige spørgsmål, også for SMV«erne, som forsyner eller udelukkende er forankret i lokale og regionale markeder (3). Globaliseringen har omdefineret de sociale kompromiser, som indlejrede SMV'erne i de nationale økonomiske systemer, og EØSU anerkender, at den nuværende krise atter vil ændre måden, hvorpå SMV'erne er forbundet med deres nationale og internationale markeder (4). Kommissionens og medlemsstaternes styrkede rolle i den henseende bør diskuteres og sættes på EU's politiske dagsorden. Hvis EU taler med én stemme i de internationale finansinstitutioner (som allerede anmodet af Eurogroup-repræsentanten i Rådet) og har en fælles Eurogroup-vision, som støtter Euro-området, kan dette også styrke SMV'ernes rolle i forbindelse med deres globale stilling.

2.3 Mange faktorer påvirker den måde, hvorpå SMV'erne reagerer på de globale markedsændringer. Trods forpligtelsen til at gennemføre det indre marked er det kun få SMV'er i EU27, der eksporterer til eller foretager indkøb i udlandet (5). Mindre lande og større virksomheder er generelt mere internationale (6). Servicesektoren, som domineres af SMV'er, bidrager med ca. 70 % af bruttoværditilvæksten i EU27, men dens samlede bidrag til den grænseoverskridende handel var kun 20 % i den forholdsvis velstående periode i 2006 (7). Internationaliseringens bestemmelseslande og sektorer varierer ligesom de valgte fremgangsmåde (f.eks. eksport eller joint-ventures) og handelens retning. Hindringerne for internationalisering varierer også, idet den vigtigste eksporthindring for SMV'er er manglende viden om de udenlandske markeder (13 % af de eksporterende SMV'er nævnte dette som den største hindring for dem), efterfulgt af importafgifter i bestemmelseslandene og manglen på kapital (begge 9 %) (8).

2.4 SMV'erne har færre grænseoverskridende aktiviteter end større virksomheder i og uden for det indre marked. Det kan give det fejlagtige indtryk, at EU er for de store virksomheder og medlemsstaterne for SMV'erne. EØSU understreger, at SMV'erne er rygraden i EU's økonomi og spiller en vigtig rolle i EU's socialøkonomi, især da større virksomheder outsourcer til tredjelande.

EØSU anerkender derfor de SMV-politikker, EU har udviklet i årenes løb spændende fra SMV-handlingsplanen i 1986, det integrerede program i 1994, de forskellige flerårige programmer, Lissabondagsordenen i 2000, det europæiske charter for små virksomheder i 2000 til CIP (»Competitiveness and Innovation Programme« – programmet for konkurrencedygtighed og innovation) og »Small Business Act for Europe« (SBA).

2.5 Mange firmaer driver virksomhed uden at forvente statslig støtte til andet end fjernelse af administrative og lovgivningsmæssige hindringer. For dem forbliver den vigtigste begrundelse for EU's SMV-politik, at den korrigerer markedssvigt. I sine tidligere udtalelser (9) har EØSU dog gjort det klart, at støtten til SMV'er er nødt til at blive forhøjet, hvis ambitionerne i »Small Business Act« (SBA) og behovene hos EU's 23 millioner SMV'er skal imødekommes. SMV-ugen har udvidet SMV-politikkens anvendelsesområde yderligere, da den søger at »informere«, »støtte«, »inspirere«, »skabe udveksling« og »tilskynde« SMV'er (10), som allerede nævnt af EØSU i dets udtalelse INT/445 og for nylig også af Regionsudvalget om gennemførelsen af »Small Business Act for Europe«.

2.6 Denne udtalelse fokuserer specifikt på henstillingerne om at bistå SMV'er med eksport og en politik, der skal hjælpe SMV'er med at klare de globale markedsændringer. Den henvender sig til Kommissionen, Parlamentet og medlemsstaterne samt SMV'erne og deres sammenslutninger, både tværsektorielle og sektorspecifikke. Udtalelsen forklarer indledningsvist, hvorfor den traditionelle begrundelse for at gribe ind for at løse markedssvigt muligvis udgør et centralt element i denne politik. Men det viser også, at de mekanismer, som bruges til at identificere markedssvigt, definere politiske løsninger og fordele ledelsesansvar, ikke altid er klare eller godt afstemte. Af disse grunde er det nødvendigt at udvikle andre principper, så politikken bringes tættere på SMV'erne og bort fra det abstrakte begreb »markedet«. I det omfang kan EØSU sammen med andre interesserede EU- og nationale institutioner fremme udarbejdelsen af en halvårsrapport på globalt niveau for at måle »SMV'ers stilling på det globale marked med passende markedskriterier«.

3. Henstilling 1: Iværksætterne træffer beslutningerne

3.1 Foranstaltningerne skal respektere iværksætterne, deres ret til at træffe egne beslutninger og deres behov for at bære konsekvenserne af disse beslutninger. Eksportincitamenter kan være ekstremt skadelige ved at skabe markedsforvridning og tilskynde virksomheder til at tage risici, som de ikke er rustet til at håndtere. Politikken bør som regel belønne innovation og støtte kommerciel risikotagning, men ikke bære kommercielle risici, undtagen når det gælder om at reagere på specifikke markedssvigt.

3.2 Globaliseringen byder på komplekse udfordringer, både risici og muligheder, for SMV'er og politiske beslutningstagere. Information om, hvordan man får adgang til de globale markeder, er omkostningskrævende, leverandørerne skal være troværdige og værdikæderne indebærer en udfordring for SMV'er, hvad angår intellektuel ejendomsret. Der er mange veje til internationalisering for SMV'er, hvor nogle er »født« globale, mens andre langsomt lærer at tilpasse sig. Udfordringen for beslutningstagerne er at forsøge at sikre, at deres forståelse af SMV'ernes behov er identisk med behovene hos de SMV'er, som de ønsker at støtte. Det er grunden til, at der under fuld hensyntagen til iværksætternes eget skøn fortsat skal fokuseres på at yde støtte.

4. Henstilling 2: Markederne skal være frie

4.1 Fokuseringen på iværksætternes eget skøn er den vigtigste begrundelse for at tilstræbe et frit marked og er et grundlæggende syn i EU's SMV-politik. I SBA tales der om at få mere ud af det »indre marked«, og EØSU har slået til lyd for, at en styrkelse af det indre marked er den mest effektive måde at forbedre SMV'ers eksportkapacitet (11) på, og bedre adgang til eksportmarkederne for SMV'er er et centralt tema i Lissabonstrategiens eksterne dimension (12). Reduktion af handelshindringer og etablering af åbne og konkurrenceprægede markeder ved at afslutte handelsforhandlinger, håndhæve globale handelsstandarder og vedligeholde det indre marked forbliver derfor den mest effektive måde at støtte eksporterende SMV'er på, såfremt markedsåbningen respekterer en »symmetrisk adgang« og ikke bringer fællesskabslovgivningen i fare. Den bedste politiske reaktion er at sikre, at de små virksomheder, som har kapacitet til at eksportere, ikke hindres heri på grund af told- eller ikke-toldmæssige barrierer. Eksempler på egnede foranstaltninger omfatter:

a.	Fuldførelse af Doha-runden, WTO/GPA og bilaterale aftaler og andre internationale handelsforhandlinger, der ser på handelshindringer både ved grænsen (f.eks. toldbarrierer, toldprocedurer) og på den anden side af grænsen (ikke-toldmæssige barrierer, standarder, tekniske normer og lovgivning) (13);

Tiltag, der skal se på ringe eller tyngende beskyttelse af intellektuelle ophavsrettigheder og relaterede spørgsmål, såsom teknologioverførsel, f.eks. Europe Enterprise Network, IPR-helpdesken i IPeuropAware-projektet, den såkaldte »China IPR SME Helpdesk« og »European Business and Technology Centre« i Indien, 2008, som Det Europæiske Patentkontor er involveret i.

c.	Løbende tiltag for at bekæmpe diskriminerende forvaltningspraksis i forbindelse med tildeling af offentlige kontrakter;

d.	Kommissionens tiltag på grundlag af medlem af Europa-Parlamentet Guardans Cambós forslag, som EØSU tilskynder Kommissionen til at rapportere om (14).

5. Henstilling 3: Handelens konkurrenceevne skal fremmes gennem kvalitet

5.1 De komplekse spørgsmål, der omgiver en iværksætters beslutning om at blive mere international, indebærer, at støtten til SMV'er skal være følsom over for den valgte strategi, de indgåede alliancer og involverede sektorer. EØSU støtter derfor den nye gruppefritagelsesforordning, der gør rammen for statsstøtte mere imødekommende over for SMV'ers behov. Den vil gøre det muligt at kanalisere betydelig bistand videre til SMV'er, når det kan dokumenteres, at markedet ikke har bidraget til et effektivt resultat for SMV'er (15). EØSU har påpeget, at SMV'erne bør deltage fuldt ud i kvalitetsfremmende programmer som dem under det 7. rammeprogram (16) og gøre brug af Kommissionens nye håndbog om statsstøtte til SMV'er. SMV'ernes organisationer bør se på Kommissionens uddannelsestiltag (17). En mere omfattende ændring af virksomhedskulturen, værdikæder, markedspositionering, især hvad angår SMV'er, bør være genstand for en sektorspecifik politisk overvågning på EU-niveau. Der er brug for betydelige fremskridt på dette område.

5.2 Alle virksomheder, som begynder at handle inden for EU, mødes med krav om at efterleve de højeste standarder for forbrugersikkerhed, virksomheders sociale ansvar og miljømæssig bæredygtighed. Der er tale om betydelige investeringer, som EU forpligter virksomhederne til at foretage, og der kan gøres mere for at øge afkastet fra disse investeringer. EØSU tilskynder derfor medlemsstaterne, Kommissionen og repræsentative SMV-sammenslutninger til at overveje, hvordan kvaliteten af EU's produkter/tjenester bestemt til eksterne markeder kan højnes. Horisontal markedsføring med henblik på at udbrede kendskabet til EU-produkters kvalitet behøver ikke udelukkende at ske i form af »CE-mærket« eller »made in Europe-kampagner«. Men øget bevidstgørelse af tredjemarkeder om varers kvalitet via en sektorspecifik fremgangsmåde vil være et vigtigt markedsføringsredskab, der kan hjælpe mange SMV'er, især dem, som driver virksomhed inden for nye sektorer (f.eks. grøn energi). »Fair trade«-initiativer på regionalt/globalt niveau med henblik på effektiv inddragelse af EU's SMV-organisationer bør underkastes mere systematisk forskning og evaluering.

5.3 SMV'er køber lige så meget ind fra lande uden for det indre marked, som de eksporterer (5). SMV'er fra mindre medlemsstater og især SMV'er, som driver virksomhed inden for engros- og detailhandel og fremstillingsvirksomhed, henter almindeligvis deres råstoffer uden for landegrænserne (8), men ikke i tredjelande. Fortsat promovering af europæiske standarder og af CE-mærket samt bedre overensstemmelsesvurdering og markedsovervågningskapacitet i tredjelande vil øge antallet af leverandører, der kan importere til EU. Kapacitetsopbygning, så tredjelande kan opfylde kravene, vil også sikre erhvervsstøtte på linje med EU's »Aid for Trade«-dagsorden og, som påpeget af TBT-komitéens formand, øge tilliden og fremme frihandel og fair trade (18).

6. Henstilling 4: Handelspolitikken er nødt til at »tænke småt først«

6.1 EØSU bemærker, at især SBA-spørgsmål er relevante for handelspolitikkens udformning. SMV'erne har sværere ved at løfte den lovgivningsmæssige byrde og vinde lydhørhed i politiske kredse (19). Det gælder både told- og ikke-toldmæssige barrierer. I henhold til Kommissionens forslag om »et stærkere partnerskab for øget markedsadgang« (20), bør erhvervsorganisationerne være aktive i partnerskabet for markedsadgang og dets rådgivende udvalg »MAAC«. Desuden bør der sikres fuld hensyntagen til SMV'ernes interesser i alle handelsforhandlinger. De nuværende handelsbeskyttende instrumenter såsom antisubsidieforanstaltninger og antidumpingforanstaltninger er ikke velegnede for SMV'erne, som mangler ressourcer og kompetence til at klage effektivt. EØSU's EU-Kina- og EU-Indien-rundbordsmøder kan også fremme dialogen og det forberedende arbejde i EU's respektive civilsamfund (især i SMV'erne og socialøkonomien).

6.2 EØSU erkender, at den vigtigste kanal til at vinde lydhørhed for SMV'ernes synspunkter er via medlemsstaterne og Artikel 133-Udvalget og via handelssammenslutninger og industriorganisationer, der driver lobbyvirksomhed over for Kommissionen ved Verdenshandelsorganisationen. Handelsforhandlingerne er imidlertid komplekse, og stærkere partnerskaber med henblik på udvikling af større markedsadgang for SMV'er bør udvikles og koordineres bedre i hele det handelspolitiske netværk. Kommissionen og medlemsstaterne bør også øge koordinationen af SMV-interesser for bedre at repræsentere deres interesser i andre standardiseringsorganer som f.eks. ISO. Eksempler på egnede foranstaltninger er:

a.	Medlemsstaterne og Kommissionen bør fremsætte efterfølgende erklæringer i bæredygtighedsvurderingerne om høringsprocedurerne for SMV'er, og om, hvor repræsentative de hørte sammenslutninger er (21).

EØSU hilser databasen over markedsadgang (MADB) og ressourcerne til beskyttelse af intellektuel ejendom, herunder IPR-Helpdesks, med tilfredshed. Regelmæssig placering af tjenestemænd fra Kommissionen i SMV'er og i deres respektive nationale IPR-kontaktkontorer vil i betydeligt omfang øge forståelsen af de relevante spørgsmål på disse handelsområder.

Diskriminerede offentlige indkøbspolitikker og overskridelse af betalingsfrister er områder, der skader SMV'erne uforholdsmæssigt meget, og hvor der er brug for statslige tiltag (22). EØSU bifalder gennemførelsesevalueringen af direktivet i 2006, men føler, at finanskrisens virkninger bør evalueres. Det vil lægge et moralsk pres og opsamle eksempler på god praksis ligesom den irske regerings formelle ordninger, der indførtes i juni 2009 for at forkorte ministeriernes frister for betaling af deres erhvervsleverandører fra 30 til 15 dage.

7. Henstilling 5: At skræddersy politikker efter SMV'ernes behov

7.1 Politikkerne skal i første række skræddersys til at tilgodese virksomhedernes, især SMV'ernes behov og ikke de politiske beslutningstageres behov, leveringsmekanismen eller nærhedsprincippet. Både OECD's APEC-topmøde i 2006 om SMV-internationalisering og Kommissionens ekspertgruppe opridsede hindringerne for SMV'ers eksport (23). Nye undersøgelser viser imidlertid, at de politiske beslutningstagere og SMV'erne ser forskelligt på disse hindringer og dermed på, hvordan de kan fjernes (24). SMV'er har forskellige lovgivningsmæssige og kommercielle baggrunde og tilnærmer sig internationalisering på mange måder: trinvist, gennem strategisk iværksættervirksomhed, gennem læring, gennem »proximity marketing« og nichebaseret markedsføring, og visse er tilmed »født globale« og fokuserer fra første færd på et globalt marked (25).

7.2 EØSU har foreslået en række ikke-finansielle foranstaltninger til at fremme SMV'er (26), herunder samarbejdsarrangementer (f.eks. det ikke-videreførte INTERPRISE-program, underentreprenør-udstillinger), der kan fremme møder ansigt til ansigt mellem iværksættere (27), og et program til uddannelse af undervisere for at hjælpe organisationerne til at forsvare SMV'ers interesser og forbedre leveringen af omtalte konsulentrådgivning til SMV'er.

7.3 Et aktuelt eksempel på fiaskoen med at skræddersy politikker til SMV'erne kan ses i forbindelse med tilvejebringelsen af finansiering og kreditforsikring. Problemerne med dette er især størst for de eksporterende SMV'er. Trods den enorme offentlige finansielle støtte til bankvæsenet oplever virksomhederne en betydelig kreditmangel og tilgængelig kreditforsikring. Det afspejler en institutionel brist på finansmarkedet og lægger op til specifikke tiltag for at forbedre virksomhedernes kreditforsyning og kreditforsikring (28). EØSU støtter derfor konklusionerne fra OECD's rundbordsmøde i Torino, som igen har fastslået betydningen af at se på rammerne for finansinstitutionernes virksomhed ved at kræve »pålidelig forvaltnings-, skatte- og lovgivningsmæssige rammer, som tilvejebringer fair markedsvilkår for alle økonomiske enheder uanset størrelse« (29).

7.4 EØSU støtter også Torino-rundbordets andre praktiske henstillinger om at bistå SMV'erne med deres finansstyring, herunder:

a.	Effektivisering af garantier gennem bedre formidling mellem kreditorer og SMV'er.

b.	Håndtering af likviditetsproblemer via fordelagtig beskatning og undtagelse fra bidrag til social sikring eller ferier og skattelettelsesordninger for private investorer i SMV'er.

c.	Selv om dette ikke er et særligt SMV-spørgsmål, er det aldeles afgørende, at alle virksomheder modtager betaling i tide, både fra værdikæder og fra ministerier (30).

7.5 EØSU bifalder også foranstaltningerne under den midlertidige ramme for statsstøtte, der blev vedtaget i december og annonceret i Den Europæiske Økonomiske Genopretningsplan. Bemærkes bør:

a.	Det nye sammenlignelige begrænsede støttebeløb på op til 500 000 euro over to år.

Medlemsstaterne får lov til – uden i hvert enkelt sag at skulle notificere dette – at bevilge statsgarantier for lån til nedsat præmie, bistand i form af en subsidieret rentesats, der gælder for alle typer lån, samt subsidierede lån til fremstilling af grønne produkter, herunder tidlig tilpasning til eller mere vidtgående skridt end fremtidige produktstandarder i Fællesskabet.

c.	Ændringer af retningslinjerne for risikokapital med henblik på at øge den tilladte tilførsel af risikokapital til SMV'er pr. år fra 1,5 mio. euro til 2,5 mio. og sænke den private sektors deltagelse fra 50 % til 30 %.

7.6 SMV'erne bør gives prioriteret adgang til de 5 billioner dollar, der er blevet lovet i løbet af to år i G20-kommunikeet (31). Tilskud skal nøje kontrolleres for at sikre, at de opfylder deres tilsigtede mål. SMV'er i de nye medlemsstater kan modtage ekstraordinær støtte under de nuværende traktater.

7.7 Det vil også komme SMV'erne til gavn, hvis EU taler med »én stemme« over for de internationale finansinstitutioner og i forbindelse med euroen, og hvis EU fører en mere sammenhængende og koordineret økonomi-, erhvervs- og handelspolitik på globalt niveau (som allerede fastslået i nogle forårshøringer af EØSU om den nuværende globale økonomi- og finanskrise) og medlemsstater.

8. Henstilling 6: Støtte til SMV'erne gennem deres arbejdstagere

8.1 Arbejdstagerne og deres færdigheder er vigtige for SMV'ernes konkurrenceevne. I EU beskæftiger SMV'erne en større del af den samlede arbejdsstyrke end SMV'erne i USA eller Japan, så det er vigtigt, at der gøres mere for at inddrage SMV'ernes organisationer i en social dialog og på andre politikområder. For eksempel ville et større udbud af både kvalificerede ingeniørers og teknisk dygtige arbejdstageres færdigheder blive mulig, hvis en mere effektiv inddragelse af SMV'er i (kollektiv) forskning og udvikling og kommerciel udnyttelse af sådan forskning (f.eks. via licensaftaler) kunne sikres.

8.2 SMV'erne bør gøre bedst mulig brug af Kommissionens handlingsplan for jobs fra juni 2009 og Kommissionens politik til bedre at foregribe strukturelle og industrielle forandringer. Meddelelsen »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (32) opstiller tre nøgleprioriteter: opretholdelse af beskæftigelsen, jobskabelse og fremme af mobiliteten; opkvalificering af kompetencer og afstemning med arbejdsmarkedets behov samt øget adgang til beskæftigelse. Særligt vigtige emner er:

a.	En mikrofinansieringsfacilitet til 100 mio. euro i form af lån på op til 25 000 euro, der er skræddersyet til virksomheder med under 10 ansatte.

b.	fem millioner praktikophold og anden hjælp til unge, som er i fare for at blive arbejdsløse.

c.	En sektorspecifik analyse af EU's arbejdsmarked med henblik på at opgradere og afpasse færdigheder efter arbejdsmarkedets behov i dag og senere (33).

d.	En praktisk værktøjskasse for virksomheder og deres arbejdstagere med henblik på bedre styring af virksomhedsomlægninger

e.	En vejledning om uddannelse for små virksomheder med henblik på at hjælpe SMV'er med at opretholde og opnå nødvendige færdigheder.

9. Henstilling 7: Betydningen af netværk i internationaliseringen af SMV'er

9.1 Mange SMV'er er pristagere snarere end prissættere og er mere aktive på de internationale markeder gennem forsynings- og værdikæder og via import snarere end via eksport. Disse netværk skaber muligheder for SMV'er, men byder også på specifikke problemer relateret til intellektuel ejendom og dominerende kunder. De kan bedre løses gennem en sektorbaseret tilgang. Som global aktør har EU ikke formået at udnytte sit potentiale til at forbedre SMV'ernes rolle på tredjemarkeder som både eksportører og importører. Af særlig interesse er den rolle, EU og medlemsstaterne kan spille for at støtte SMV'erne som IIC'er, »initial and intermediate companies«, dvs. virksomheder, der er placeret først i eller i midten af værdikæden. Der bør fokuseres mere på:

a.	At hjælpe EU's SMV'er med at omstille sig til de dele af den globale produktion, der giver høj værditilvækst (via forbindelser til innovation, forskning, kompetencedagsordener, herunder på universiteter);

b.	Introducere internationale, udenlandske direkte investorer, der er interesserede i mulighederne på EU's indre marked, for SMV'er med henblik på at fremme varige industrielle samarbejdsbånd;

c.	At bistå SMV'er med de problemer, de konfronteres med i forbindelse med værdikæder og netværk (intellektuel ejendomsret, prompte betaling for at opfylde forpligtelser i lovgivningen og i kontrakter osv.),

At koordinere og støtte eksisterende netværk, herunder SMV-eksportkonsortier på nationalt og EU-plan, lokale klynger og SMV'ers repræsentative organisationer, at tilvejebringe omtalte bistand til SMV'er, så de bedre kan udnytte deres kompetencer både i det indre marked og på nabomarkeder (f.eks. grænseoverskridende regioner). Støtte fra Kommissionens Europe Enterprise Network, handelskamre og de bilaterale eksporthandelskamre er nyttig, men kan udvides yderligere og koordineres bedre indbyrdes og med andre eksisterende netværk og SMV-organisationer, der er aktive på dette område. Forskellige SMV-relaterede blanketter og erhvervstekniske støtteløsninger, der er forenelige med statsstøttepolitikker og Verdenshandelsorganisationen, kan gøres til genstand for yderligere undersøgelser og foranstaltninger.

9.2 EØSU har fremlagt en række udtalelser om eksternalisering og værdikæder (34). De har en direkte indflydelse på EU's økonomi og især de SMV'er, som i stort omfang bliver internationale via disse enestående relationer. SMV'erne har gavn af disse globale netværk, ved at de deles om internationaliseringens risici, opnår adgang til ny teknologi og forbedrer deres effektivitet gennem yderligere eksternalisering og specialisering inden for deres nøglekompetencer. Men de kan også møde særlige udfordringer, når det gælder om at forstå, hvordan de er forbundet med resten af værdikæden, hvordan de beskytter deres egen intellektuelle ejendomsret i denne, og hvordan de avancerer hen imod en mere profitabel fase i værdikæden (35). EØSU fastholder, at der fortsat mangler en politik for virksomhederne først i eller i midten af forsyningskæden, og har i sine tidligere udtalelser nøje angivet, hvilke spørgsmål der bør ses på.

10. Henstilling 8: Politikinnovation og -evaluering

10.1 EØSU anbefaler, at der udvikles en bedre forståelse af ovennævnte politikkers konsekvenser gennem effektiv overvågning og evaluering af resultater og af den regelmæssige reevaluering af målsætninger med specifik henvisning til internationaliseringen af SMV'er, der står over for globale markedsændringer via innovation på kort og lang sigt:

a.	Forsøg-fejl-metoden bør ses som en vigtig kilde til politisk innovation, som giver politiske systemer mulighed for at lære og blive bedre.

b.	Velunderbygget politik bør som en selvfølge bruges som basis for politikbeslutninger osv., og hyppige data bør koordineres bedre fra en række kilder (f.eks. gennem EU's SMV-præstationsmåling) (36).

c.	En taskforce-gruppe om internationalisering bestående af mange forskellige interessenter bør støtte Kommissionen med dens gennemførelse af sine politikker med repræsentanter fra medlemsstaterne, SMV'ernes repræsentative organisationer, EØSU og Regionsudvalget.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) For en definition af SMV, se venligst Henstilling 2003/361/EF af 6.5.2003, EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36 ff.

(2) EUROSTAT SBS database, 2004-2005.

(3) EU-Kommissionen 2003 »Internationalisation of SMEs«Observatory of European SMEs nr. 4.

(4) EØSU »Et program for Europa«: civilsamfundets forslag fremlagt den 24. marts 2009.

(5) »Commission Final Report of the Expert Group On Supporting the internationalisation of SMEs: Final Report of the Expert Group December 2007«.

(6) Observatory of European SMEs Internationalisation of SMEs Nr. 4, 2003.

(7) Europe in figures - Eurostat statistical yearbook 2008.

(8) Flash Eurobarometer. #196.

(9) De forskellige politikforanstaltninger, bortset fra en velegnet finansiering, som støtter små og mellemstore virksomheders vækst og udvikling, EUT C 27, 3.2.2009, s. 7, Internationale offentlige indkøb, EUT C 224, 30.8.2008, s. 32, og Tænk småt først En Small Business Act for Europa, EUT C 182 af 4.8.2009, s. 30.

(10) »Hvad er SMV ugen?« http://ec.europa.eu/enterprise/policies/entrepreneurship/sme-week/about/index_da.htm.

(11) »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede«, EUT C 77 af 31.3.2009, s. 15.

(12) Kommissionens meddelelse KOM(2008) 874 endelig.

(13) Jf. »Global Europe« http://ec.europa.eu/trade/issues/sectoral/competitiveness/global_europe_en.htm og »Market Access Strategy« http://ec.europa.eu/trade/issues/sectoral/mk_access/index_en.htm), Trade Barriers Regulation http://ec.europa.eu/trade/issues/respectrules/tbr/index_en.htm etc.).

(14) Ordfører Ignasi Guardans Cambó, Betænkning, A6-0002/2008, vedtaget den 19. februar 2008.

(15) For eksempler på god praksis i medlemsstaterne, jf. Generaldirektoratet for Erhvervspolitik 2008 Supporting the Internationalisation of SMEs – a good practice guide.

(16) Forsknings- og udviklingsprogrammer til fordel for SMV'er, EUT C 224 af 30.8.2008, s. 18.

(17) Jf. især s. 24 i Kommissionens Håndbog om EU's statsstøtteregler for små og mellemstore virksomheder (SMV) fra 2009, Bruxelles 25.2.2009 http://ec.europa.eu/competition/state_aid/studies_reports/sme_handbook_da.pdf.

(18) Fact Sheet: Aid for Trade Brussels, 3. april 2009; Bilag A, punkt (2) i Programming Guide for Strategy Papers Aid for trade (AfT) Bruxelles, november 2008; Rapport af formanden for TBT-komitéen TBT Committee Workshop on the Role of International Standards in Economic Development Endelig udg. den 19. marts 2009.

(19) Bedre gennemførelse af EU-lovgivningen, EUT C 24 af 31.1.2006, s. 52.

(20) Meddelelse om det globale Europa og et stærkere partnerskab for øget markedsadgang for EU's eksportører, KOM(2007) 183 endelig.

(21) Jf. EIM 2009 »Study on the Representativeness of business organisations for SMEs in the EU Zoetermeer«, maj.

(22) Kommissionen har offentliggjort en evaluering af, hvor effektiv fællesskabslovgivning er, når det gælder om at forhindre overskridelse af betalingsfrister: http://ec.europa.eu/enterprise/policies/single-market-goods/files/late_payments/doc/finalreport_fr.pdf.

(23) OECD APEC »The Athens Action Plan For Removing Barriers To Sme Access To International Markets« vedtaget på OECD-APEC's globale konference i Athen, den 8. november 2006.

(24) OECD 2008 Removing Barriers to SME Access to International Markets; C. Dannreuther 2008 »A Zeal for a Zeal? SME Policy and the Political Economy of the EU«Comparative European Politics 23, pp. 377-399; C. Dannreuther 2007 »EU SME policy: On the edge of governance«CESifo Forum 2/2007

(25) Der er fire kendetegn ved virksomheden, der er »født global«: en global vision fra første færd, produkter med et globalt markedspotentiale, uafhængighed og en evne til accelereret internationalisering. Side 389 i Mika Gabrielsson, V.H. Manek Kirpalani, Pavlos Dimitratos, Carl Arthur Solberg, Antonella Zucchella (2008) »Born globals: Propositions to help advance the theory« International Business Review 17, pp. 385-401.

(26) ib.n.9.

(27) Jf. http://ec.europa.eu/enterprise/entrepreneurship/partnership/interprise.htm.

(28) IMF 2009 »Trade Finance Stumbles« Finance and Development.

(29) OECD's »Turin Round Table on the Impact of the Global Crisis on SME & Entrepreneurship Financing and Policy Responses«, der blev afholdt i Intesa Sanpaolo, Palazzo Turinetti, Torino, Italien den 26.-27. marts 2009.

(30) »Small Business Act« og EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af overskridelse af betalingsfrister i handelstransaktioner«, EFT C 407 af 28.12.1998, s. 50.

(31) G20-ledernes erklæring »The Global Plan for Recovery and Reform« af 2. april 2009.

(32) KOM(2009) 257 endelig.

(33) Meddelelsen om »Nye kvalifikationer til nye job«, KOM(2008) 868 endelig.

(34) »Udvikling af værdi- og forsyningskæder på europæisk og globalt plan«, EUT C 168 af 20.7.2007, s. 1, og »Integration af verdenshandelen og eksternalisering: Hvordan skal de nye udfordringer tackles?«, EUT C 10 af 15.1.2008, s. 59.

(35) OECD: »Enhancing the Role of SMEs in Global Value Chains«.

(36) OECD 2008: »Making Local Strategies Work: Building the Evidence Base«

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/31

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Støtteprogram for europæisk luftfart«

(initiativudtalelse)

(2010/C 255/05)

Ordfører: Jacek KRAWCZYK

Medordfører: Marcel PHILIPPE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Støtteprogram for europæisk luftfart.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som udpegede Jacek Krawczyk til ordfører og Marcel Philippe til medordfører. CCMI vedtog sin udtalelse den 26. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009 (mødet den 17. december 2009) med 167 stemmer for og 2 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Denne krise er uden fortilfælde. Den påvirker alle led i luftfartens værdikæde om end på forskellig vis. På et delvist afreguleret område, hvor kun det sidste led i kæden (luftfartselskaberne) er blevet udsat for egentlig liberalisering, kan de øvrige led helt eller delvist kompensere for de manglende indtægter, der skyldes dalende aktivitet på transportområdet, ved enten at gøre uretmæssig brug af det såkaldte »princip om omkostningsdækning« eller misbruge deres konkurrencesituation.

1.2 Den europæiske luftfarts tilpasningsevne og dermed sektorens internationale konkurrenceevne står på spil her. Medens man i andre dele af verden har taget hurtige og effektive skridt til at modvirke det midlertidige fald i person- og varetransporten, står de europæiske aktører over for nogle helt andre problemer, som har meget negative konsekvenser for deres leverandører. Forskellige former for statsskatter, fortsat stigende omkostninger til brug af infrastruktur (lufthavne, lufttrafikstyring), manglende adgang til ressourcer og ensidige miljøkrav, er blot få eksempler på de forhold, der gør sig gældende for den europæiske luftfartssektor.

1.3 Denne udtalelse skitserer den række af kort- og mellemsigtede foranstaltninger, som beslutningstagerne kraftigt opfordres til at overveje og træffe, hvis den europæiske luftfartsektor skal have held til at bekæmpe krisen og komme ud af den med samme tilpasningsevne som før.

1.4 Omstrukturering af værdikæden bør accepteres og følges op af alle aktører på luftfartsområdet: lufthavne, luftfartstjenesteudbydere, leverandører af ground handling-ydelser, flyselskaber og flyproducenter.

1.5 EØSU minder om, at den europæiske luftfartssektor som helhed anses for at have strategisk betydning for Europa og er en vækstfaktor takket være et højt kvalificeret/uddannet personale. De foranstaltninger, der vil skulle træffes for at komme ud af den krise, der har ramt sektoren, skal derfor gøre det muligt at fastholde de kompetencer, der vil være nødvendige for at sikre udviklingen af EU's industrielle og teknologiske fundament.

1.6 For at være bedre forberedte på fremtidige udviklinger i industrien/sektoren er det nødvendigt at fremme udviklingen af den sociale dialog mellem aktørerne, uddannelsestiltag samt en prognosebaseret styring af færdigheder og job. Offentlige og private aktører bør deltage i udvekslingsaktiviteter mellem skoler og erhvervsliv og støtte den forskning og udvikling, der er nødvendig for sektorens udvikling.

1.7 Forslag til et støtteprogram for europæisk luftfart er fremsat i udtalelsens punkt 9. Forslagene omfatter initiativer vedrørende:

—	Infrastrukturtilpasning og –omkostninger

—	Finansielle udfordringer som følge af manglende adgang til finansiering og faldende overskud

—	Miljøhensyn

—	Lovrammerne

—	International konkurrence

—	Forskning og udvikling.

2. Krisens indvirkning på luftfartssektoren

2.1 I marts 2009 forventede Den Internationale Luftfartssammenslutning (IATA), at det samlede tab for luftfartsindustrien på verdensplan i 2009 ville nå op på 4,7 mia. USD, men reviderede i maj måned tabet for 2009 til 9 mia. USD og efterfølgende igen i september til 11 mia. USD. I 2010 forventes tabet fortsat at ligge på omkring 3,8 mia. USD.

2.2 Hvad efterspørgsel angår, oplevede medlemmerne af Sammenslutningen af Europæiske Luftfartsselskaber (AEA) et fald i passagerantallet på 8,2 % i første halvår af 2009. Rejser på klasser over økonomiklasse er faldet med mere end 19,9 %. Operatører af transportfly blev ramt af et fald i efterspørgslen på 22,1 % i de første seks måneder af 2009. Disse tal bekræftes af Det Internationale Lufthavnsråd (ACI), som anslår, at der har været i fald på 8,1 % i passagerantallet og 21,1 % på varetransportsiden. Ifølge ACI mistede de 25 vigtigste europæiske lufthavne 41 mio. passagerer i de første 9 måneder af 2009. Den Europæiske Organisation for Regionale Luftfartsselskaber (ERA), der repræsenterer luftfartsselskaber med ruter inden for Europa, oplevede et samlet fald i passagerantallet på 7,2 % i første halvdel af 2009.

2.3 I 2008 var der i luftfartssektoren rundt regnet 1,5 mio. job i Europa, hvoraf luftfartsselskaberne stod for langt den største andel på 49 %. Alene i første halvdel af 2009 reducerede AEA-medlemmerne antallet af ansatte med 34 000 (ca. 8 % af den samlede arbejdsstyrke), hvilket anslås at have haft en dominoeffekt på 90 000 såkaldte indirekte job rundt om i Europa, hvoraf de fleste er højtkvalificerede. Lufthavnen i Amsterdam har f.eks. også foretaget omfattende personalenedskæringer.

2.4 Lavprisselskaber har klaret sig bedre end andre forretningsmodeller i Europa. Dog har de ikke kunnet undgå konkurser, idet fem selskaber er gået konkurs siden august 2008. Deres markedsandel i Europa er tredoblet og nåede i 2009 op på 37 % fra en andel på 12 % tilbage i 2003. I juli 2009, hvor krisen var på sit højeste, foretog de praktisk taget ingen kapacitetstilpasning, da der ikke havde været et fald eller kun et meget lille fald i efterspørgslen hos lavprisselskaberne. Dette kan til dels tilskrives deres evne til at undgå meget trafikerede store lufthavne og således omlægge deres drift i overensstemmelse med øjeblikkets finansielle krav. I en tid med pres på de offentlige finanser rejser deres afhængighed af direkte og indirekte offentlig støtte imidlertid tvivl om deres bæredygtighed på mellemlang sigt. Vi bemærker, at udviklingen af lavprisselskaber er blevet en samfundsmæssig realitet. Vi bør se nærmere på fremtiden for denne form for transport og den virkning, den kan have på hele værdikæden.

2.5 Til trods for store kapacitetsnedskæringer på udbudssiden er driftsresultatet for netværksselskaberne faldet fra –0,2 mia. EUR i 1. kvartal 2008 til –1,9 mia. EUR i 1. kvartal 2009. Ifølge IATA vil europæiske luftfartselskaber blive ramt af det største tab på 3,8 mia. USD i 2009. ACI forventer, at europæiske lufthavne vil miste 98 mio. passagerer i 2009, og at de mindste lufthavne vil blive ramt hårdest.

2.6 I Europa er mere end 33 luftfartselskaber siden krisens begyndelse gået fallit eller er tæt på (fra september 2008 til september 2009).

2.7 I henhold til den seneste analyse af det europæiske lufttransportmarked i 2008, som er udarbejdet til Kommissionen, har Airbus i 2008 modtaget 41,3 % færre ordrer end i 2007, der var et exceptionelt år, hvad angår antallet af modtagne ordrer.

2.8 Set med producentøjne har 2009 hidtil været lige så dårligt. Til og med oktober 2009 havde Boeing modtaget 195 nye ordrer, men 111 annulleringer af ordrer bragte nettotilgangen ned på kun 84 ordrer. I samme periode modtog Airbus 149 og 26 annulleringer, hvilket gav en ordretilgang på 123. Til sammenligning modtog de to selskaber sidste år hhv. 662 og 777 ordrer.

2.9 Stillet over for faldende ordretilgang og udsættelser af leveringsfrister og/eller nedskæringer har flyfabrikanterne meget lidt manøvremargen og forsøger at redde deres regnskabsresultater ved at skære i omkostningerne. Denne situation påvirker samtidig deres muligheder for at investere i udvikling af ny teknologi og nye fly.

3. De mere langsigtede konsekvenser for sektoren

3.1 Den strategi, der er valgt af de vigtigste producenter (Airbus, Boeing, Dassault, ATR, Alenia, Safran, Goodrich, Thales, Liebherr, osv.), går ud på at reducere udviklingstiden og -omkostningerne og samtidig flytte produktion og forskning til andre steder, herunder også uden for Europa. Leverandører og underleverandører er nødt til at følge denne strategi over for deres egne partnere (1).

3.2 Sker der det, at en betydelig ordrenedgang falder sammen med denne strategi fra leverandørens side, vil mange underleverandører få problemer med arbejdsmængden og vil måske få svært ved at overleve. På samme måde bør man stille sig skeptisk over for virksomhedsstrategier, der omfatter udflytning og teknologioverførsel til steder uden for Europa, pga. de sociale virkninger (dræning af finansielle midler, tab af konkurrenceevne og merværdi, indvirkning på miljøet og den socioøkonomiske struktur).

3.3 Denne strategi kan på længere sigt føre til omfattende tab af højtkvalificerede job i Europa. Dette jobtab risikerer i høj grad at forværre sektorens konkurrenceevne i Europa.

3.4 Stigende arbejdsløshed, faldende indkomster for privatpersoner og den svækkede tillid har fået passagererne til at skære ned på rejser, undgå business class og erstatte flyrejser med andre transportformer.

3.5 I 2001 oplevede AEA's medlemmer et fald på 7 % i indtjeningen, og det tog dem tre år at komme ud af det røde felt. Situationen er i dag dobbelt så slem. Et samlet tab på 15 % peger på, at det vil tage luftfartselskaberne mere end tre år at komme tilbage til det normale leje.

Flyselskabernes nedskæringer af omkostningerne følges ikke af tilsvarende tiltag fra lufthavnenes og luftfarttjenesteudbydernes side. Reaktionerne på den økonomiske tilbagegang er ikke ens i hele værdikæden.

4.1 Dertil kommer, at en hel vifte af ofte modstridende love begrænser luftfartssektorens evne til at takle krisens udfordringer.

Flyselskaberne har kun direkte kontrol over 35 % af deres samlede driftsomkostninger. Næsten en tredjedel udgøres af poster, som ligger uden for deres direkte kontrol. Blandt disse er:

5.1 De »eksterne« driftsomkostninger udgjorde i 2008 samlet set 50,5 mia. EUR, og selv om de stort set ukontrollerede oliepriser her stod for den største andel (mere end 45 %), bestod de resterende 55 % (27,5 mia. EUR) af de eksterne driftsomkostninger af bl.a. lufthavnsafgifter og flyvekontrolafgifter.

5.2 Lufthavnsafgifter, som sidste år tegnede sig for samlede omkostninger på 2,8 mia. EUR, steg pludselig i mange lufthavne med mere end 5 %. Kun få europæiske lufthavne har været i stand til at matche deres brugeres bestræbelser og nedsætte deres egne afgifter tilsvarende. I gennemsnit steg lufthavnsafgifter pr. passager med 15 % i første kvartal 2009.

5.3 Stigende oliepriser er en trussel mod flyselskabernes bæredygtighed. Prisen på jet fuel er steget med næsten 50 % siden årets begyndelse. Ifølge IATA vil den gennemsnitlige pris på flybrændstof stige fra 61 USD pr. tønde i 2009 til 72 i 2010.

5.4 Tilsvarende steg enhedsprisen for flyvekontrol i første kvartal 2009 i gennemsnit med 3,4 % i hele Europa. Denne stigning blev begrundet med »princippet om omkostningsdækning«, som giver den enkelte luftfartstjenesteudbyder ret til at kompensere for dalende trafik ved at øge afgifterne.

5.5 Ideen med et fælles europæisk luftrum – en hidtil forpasset chance, som efter hensigten skulle føre til årlige omkostningsnedsættelser på op til 5 mia. EUR og besparelser på 16 mio. tons CO2-udslip takket være mere direkte forbindelser – vil ikke have nogen indflydelse på den økonomiske situation på kort sigt, da de funktionelle luftrumsblokke først gennemføres i 2012.

5.6 Flyselskabernes omkostningsstruktur gør dem sårbare over for selv de mindste udsving i oliepriserne. Der er af hensyn til økonomien såvel som virksomhedernes sociale ansvar brug for omgående at sætte ind på at fremme brugen af »revolutionære« motorer og brændstof. Det er derfor afgørende med omfattende finansiel støtte til forskning og udvikling.

5.7 Udviklingsomkostningerne til luftfartsprojekter er konstant stigende, og finansiering af nye leverancer af fly bliver derfor vanskeligere. Når flyselskaberne ikke har adgang til bankfinansiering, svækkes hele luftfartssektoren.

5.8 Der er behov for at finde nye finansieringsmetoder til udvikling og fremstilling af fly; en stødpudemekanisme kunne bruges til at fjerne de stramme krav til industrien og operatørerne om kontant betaling i forbindelse med betaling for fly.

5.9 Historisk set har offentlige kontrakter i forbindelse med militære luftfartsprogrammer altid støttet sektoren (som primært består af to dele), når der har været lavkonjunktur. Der hersker ingen tvivl om, at vi omgående bør overveje muligheden for at yde denne form for støtte, koordineret på EU-plan, hvilket også ville fremme omorganiseringen af en industri, der fortsat er for opsplittet.

5.10 Brugen af offentlig støtte til en erhvervssektor (som allerede er støtteberettiget i henhold til gældende lovgivning) bør ses i lyset af tilsagn om at bevare job og knowhow i de pågældende virksomheder.

Der er nu mere end nogensinde behov for lige konkurrencevilkår på internationalt plan. Krisen har fået mange regeringer rundt om i verden til at redde deres skrantende luftfartsselskaber. Kina gav i begyndelsen af 2009 direkte støtte til China Eastern Airlines (750 mio. EUR) og China Southern Airlines (320 mio. EUR), og samtidig blev afgifterne i kinesiske lufthavne suspenderet og priserne på jet fuel sænket. I Indien har Air India modtaget 600 mio. EUR fra regeringen i form af aktiekapital og gunstige lån.

6.1 Nogle af disse luftfartsselskaber, som f.eks. Golf-staternes luftfartsselskaber, er kendt som 5. eller 6. rettighedsoperatører, der bruger Europa som et vigtigt, rigt reservoir, som de kan udnytte.

6.2 Disse statsstøttede luftfartsselskaber opretholder deres interkontinentale ruter, selv om belægningsprocenten er drastisk faldende. I visse tilfælde har de endog udvidet, medens europæiske luftfartsselskaber, der er underlagt markedskræfterne, har været tvunget til at skære ned (Golfstaternes luftfartsselskaber har i år øget deres kapacitet med 14 % - hovedsaglig via europæiske hovedlufthavne).

7. EU's reaktion på denne krise, der har et hidtil uset omfang, var sommerens midlertidige undtagelse fra kravet om at anvende de tildelte slots (use-it-or-lose-it-bestemmelsen). Forordningen blev formelt vedtaget og offentliggjort i slutningen af juni, næsten tre måneder efter starten på sommersæsonen, og dermed kunne den ikke hjælpe sektoren til at reagere på en mere fleksibel måde på de hurtige ændringer af markedsforholdene.

Selv om luftfartssammenslutninger på forhånd har forkastet forslaget om individuel statsstøtte, har man peget på flere områder, hvor der er behov for en hurtig indsats fra de regulerende myndigheders side for at bekæmpe krisen.

8.1 Målet for den forventede undtagelse fra kravet om slotbrug denne vinter er at hjælpe luftfartssektoren, og navnlig flyselskaberne, så de kan klare krisen og tilpasse deres kapacitet til en yderligere dalende efterspørgsel. Denne foranstaltning er ikke-diskriminerende, er til gavn for alle flyselskaber og alle forretningsmodeller, og der er tale om en kortsigtet, enestående foranstaltning. Den skal gennemføres i tide, hvis man skal kunne mærke virkningerne af den. Visse lavprisselskaber går også ind for denne foranstaltning.

8.2 Krisen har i første omgang ramt finanssektoren, og størstedelen af de finansielle institutioner, der var specialiseret i finansiering af luftfartssektoren, er enten forsvundet eller har ændret strategi i retning af andre forretningsområder.

8.3 Flyselskaber, der er medlemmer af AEA, havde pr. juli 2009 med henblik på fornyelse af deres flåde i de kommende år afgivet ordrer på 535 fly til en samlet værdi af 29 mia. USD, hvilket er et fald sammenlignet med de 561 fly på samme tidspunkt i 2008.

8.4 Det anslås, at kun op til 75-80 % af disse ordrer er, eller vil blive, garanteret eller finansieret af det finansielle marked. De resterende 20-25 % vil enten skulle annulleres, eller der vil skulle findes alternative finansieringsmetoder, som ikke findes på nuværende tidspunkt.

8.5 Alene i 2008 har Den Europæiske Investeringsbank ydet lån på næsten 22 mia. EUR til projekter i medlemsstaterne, og heraf er kun 2,7 mia. blevet afsat til den europæiske transportindustri (flyselskaber, lufthavne, flyvekontrol og fremstillingssektoren).

8.6 Gruppen om international luftfart og klimaændringer (GIACC) under FN's verdensomspændende luftfartsorganisation, ICAO, anbefalede i sin endelige rapport fra maj 2009, at ICAO skal vedtage tre overordnede målsætninger:

a.	På kort sigt frem til 2012: en årlig forbedring på 2 % af den aktuelle flådes gennemsnitlige brændstofeffektivitet.

b.	På mellemlang sigt frem til 2020: årlige forbedringer på 2 % af brændstofeffektiviteten.

c.	I perioden 2021-2050: overordnet forbedring af brændstofeffektiviteten med 2 % pr. år.

8.7 Det er afgørende, at den internationale luftfart repræsenteres og behandles som en sektor på COP-15 topmødet i København i december måned. Det er også afgørende, at Københavnsaftalen indeholder en aftale om at nedskære de samlede emissioner fra luftfarten. Diskussionerne bør omfatte både flyselskaber og flyproducenter.

8.8 Med EU's kommende emissionshandelsordning i 2012 er det afgørende, at europæiske flyselskaber gradvist begynder at udskifte deres fly med nogle mere effektive fly. Den seneste generation af flytyperne B737 og A329 har mindsket deres CO2-aftryk med op mod 7-8 % sammenlignet med tidligere generationer. Der bør afsættes midler til radikal innovation af motorer, flyskrog og brændstofteknologi.

8.9 Den aktuelle flyflåde har en relativ høj gennemsnitsalder (hvilket har betydning for flyselskabernes resultater). Der er derfor behov for at oprette en struktureret ophugningssektor. De aktuelle tiltag er for få og utilstrækkeligt koordinerede. Der bør etableres en egentlig europæisk sektor, som skal være underlagt de offentlige myndigheder.

8.10 Producenter og deres underleverandører bør naturligvis inddrages i disse initiativer, som kunne skabe yderligere arbejdspladser og indkomst, idet den pågældende erhvervsaktivitet udvides til at omfatte hele produktets livscyklus helt frem til flyets udrangering.

8.11 Luftfartstjenesteudbydere opererer med dækning af omkostninger, så når lufttrafikken mindskes, øges prisen pr. enhed, hvilket betyder, at krisen rammer flyselskaberne med dobbelt styrke. Luftfartstjenesteudbydere er nødt til at tilpasse deres omkostninger til den ændrede økonomiske situation og luftfartens betydeligt mindre omfang.

8.12 Lovpakken om det fælles europæiske luftrum vil indirekte tage fat på princippet om omkostningsdækning ved at opstille præstationsmål for funktionelle luftrumsblokke og medlemsstater. Den vil imidlertid først blive indført i 2012. SESAR, et program designet til at skabe en fælles struktur, skal erstatte de nuværende 22 operativsystemer, 30 programmeringssprog og 31 nationale systemer, der nu anvendes.

8.13 Eftersom medlemsstaterne allerede har vedtaget direktivet om lufthavnsafgifter, burde de i krisetider opføre sig som om direktivet allerede var trådt i kraft. Kommissionen har nu i realiteten kompetence, når det gælder lufthavnsafgifter i EU.

8.14 Sidste år fik det europæiske luftfartssikkerhedsagentur (EASA) pålagt det juridiske ansvar for sikkerhedsregler vedrørende flyveoperationer, certificering af flybesætninger og oversigten over operatører fra tredjelande.

8.15 Forbedringer på sikkerhedsområdet skal fortsat være underbygget af databaserede risikoanalyser. Sikkerhedsforbedringer på foranledning af sektoren selv i partnerskab med regeringer har ført til en rekordstor forbedring af luftfartsikkerhed, og denne førerposition bør fastholdes, da sikkerhed er helt afgørende for luftfartssektoren. Det bør sikres, at EASA har enekompetence i sikkerhedsspørgsmål.

8.16 Luftfartssektoren har ventet længe på en endelig aftale om gensidig anerkendelse af EU's og USA's sikkerhedsforanstaltninger. Der er nu behov for en politisk beslutning om at anerkende USA's sikkerhedsforanstaltninger som værende tilsvarende EU's. En sådan anerkendelse vil være til gavn for de 6 mio. passagerer om året, der kommer fra USA og er i transit i en af EU's lufthavne.

Den europæiske luftfartssektor er en væsentlig del af økonomien, eftersom den i høj grad bidrager til et af de grundlæggende aspekter, dvs. mobilitet (for varer og personer). Den udgør også en vigtig del af det solide industrielle grundlag, af den teknologiske udvikling og den økonomiske vækst. Det er af afgørende betydning at fastholde dette grundlag på længere sigt, og det bør derfor fremmes. I disse globaliseringstider er sektoren også en vigtig faktor, som kan bidrage til det økonomiske opsving. Regeringernes vigtigste målsætninger bør derfor være at sikre, at de bærende søjler under deres skrantende økonomier, heriblandt luftfartsindustrien, holdes oppe, og at der skabes de nødvendige betingelser for en hurtig tilbagevenden til en økonomisk holdbar situation. EØSU anbefaler kraftigt følgende tiltag og hjælpeforanstaltninger:

9.1 Hele værdikæden (lufthavne, leverandører af flybrændstof, leverandører af ground handling-ydelser, luftfarttjenesteudbydere, flyselskaber) bør være underlagt virkningerne af den økonomiske udvikling og konkurrencepresset. Man er i gang med at omstrukturere for at mindske de negative virkninger af den økonomiske opbremsning.

9.2 Kommissionen bør iværksætte alle de nødvendige procedurer for at fremme og gennemføre en undtagelse fra kravet om slotbrug (80/20) for vintersæsonen 2009/2010.

9.3 Eftersom lufttrafikken forventes at stige på mellemlang sigt med 4-5 % om året, og der muligvis i løbet af de næste 20 år vil blive fremstillet 25 000 fly hver med mere end 100 sæder, bør europæisk produktionskapacitet forvaltes ordentligt. Hvis det er umuligt at undgå omstrukturering, bør der tages højde for at fastholde knowhow og færdigheder.

9.4 Udvalget anbefaler, at man overholder procedurerne for at informere og høre de sociale partnere, når der tages fat på at omstrukturere. Udvalget opfordrer alle arbejdsmarkedets parter til at udvikle en struktureret og proaktiv social dialog på virksomhedsplan, nationalt plan og europæisk plan.

9.5 Myndighederne bør hjælpe udsatte virksomheder med at fastholde deres færdigheder og job ved f.eks. at forbedre adgangen til erhvervsfaglig uddannelse i nedgangstider. Offentlige institutioner kunne vise vej ved at fremme udvikling og opbygning af de færdigheder, der er nødvendige på mellemlang og lang sigt. I den forbindelse mener EØSU, at der bør iværksættes en ordning med en prognosebaseret styring af job og færdigheder, som inddrager arbejdsmarkedets parter.

9.6 Udvalget har i sine udtalelser (sidst i SOC/347) understreget betydningen af skole- og universitetsuddannelser af høj kvalitet og af gode forbindelser mellem erhvervslivet og skoler/universiteter for at sikre, at de jobsøgende har de rette kvalifikationer og færdigheder.

9.7 Denne form for koordineret støtte fra de offentlige myndigheders side (EU, stater, regioner osv.) er afgørende for at klare virkningerne af denne krise, som har ramt den industrielle sektor på et tidspunkt, hvor mange går på pension. Hvis man ikke fastholder færdighederne i fremstillingsindustrien, vil den ikke være i stand til at klare udfordringerne på længere sigt.

9.8 Den Europæiske Investeringsbank bør vende tilbage til den politik, den førte før 2007, hvor europæiske luftfartsselskaber kunne få kredit. Denne tilbagevenden bør ske hurtigt, og den bør specifikt tage sigte på at finansiere nye fly. Den vil ikke tjene til at finansiere en udvidelse af flyflåden.

9.9 Det ville ligeledes være hensigtsmæssigt at skabe en ordning til dækning af den finansielle risiko, f.eks. risikoen i forbindelse med valutakursudsving (se pkt 4.6 i CCMI/047). Den kunne evt. have form af enten en garanti for lånene baseret på tilbagebetalingspligtige forskud eller lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

9.10 Der bør tilvejebringes yderligere finansiering til forskning og udvikling inden for luftfarten for at sætte sektoren i stand til at klare fremtidige udfordringer, inklusive EU's krav i relation til emissionshandelsordningen. En global sektoriel tilgang for luftfarten i ICAO's regi vil imidlertid være den optimale løsning med henblik på en international modvirkning af klimaforandringer, eftersom dette vil fremme løsningen på et globalt problem.

9.11 I betragtning af flyindustriens innovative og strategiske betydning for EU's industrielle og teknologiske grundlag kunne der ydes stærk støtte til forskning og udvikling (som krisen har bragt i fare) gennem en vedholdende indsats fra EU's side, lige fra gennemførelsen af det 7. rammeprogram for forskning og udvikling og hele vejen gennem det kommende 8. rammeprogram for forskning og udvikling. Den offentlige støtte til forskning og udvikling bør ikke indskrænkes, hvis man vil sikre Europas førerposition på dette område. Endvidere er F&U-støtte og samarbejde en absolut forudsætning for at nå dette mål og for fortsat at satse på videreudviklingen af en flyindustri, som er bæredygtig på lang sigt, gennem anvendelse af alternative brændstoffer og operationelle foranstaltninger.

9.12 Hovedleverandører rammes i mindre grad af lavkonjunkturer end deres leverandører og underleverandører, hvor de fleste færdigheder og job findes. Støtte kunne evt. ydes i form af samlede lån og garantier til underleverandører. Producenter bør støtte leverandørerne i deres anstrengelser og garantere dem indtægter og arbejde på længere sigt.

9.13 Pakken, Det fælles europæiske luftrum II, skal gennemføres hurtigst muligt. Fragmenteringen af luftrummet i EU lægger en ekstra tung byrde ikke alene på passagererne, men også på luftfartsselskaberne. EØSU har i sin seneste udtalelse stærkt støttet pakken, Det fælles europæiske luftrum II. Luftfart er en verdensomspændende industri, og interoperabilitet vil være nødvendig for at undgå yderligere byrder og ineffektivitet. Der er derfor behov for fortsat fokus for at sikre interoperabilitet mellem SESAR og NextGen. Kommissionen skal i 2010 udarbejde en finansieringsmekanisme til gennemførelse af SESAR for dermed at bane vej for bred deltagelse i dette epokegørende projekt.

9.14 Alle medlemsstater bør indtrængende opfordres til at fremskynde gennemførelsen af direktivet om lufthavnsafgifter. Kommissionen bør overveje at gøre brug af de beføjelser, direktivet giver den.

9.15 Kommissionen bør udsende en meddelelse til medlemsstaterne og Eurocontrol for at indføre et moratorium for flyvekontrolafgifter. EØSU anerkender de bestræbelser, som Generaldirektoratet for Energi og Transport allerede har udfoldet på dette område, og opfordrer det til at lægge yderligere pres på medlemsstaterne.

9.16 EU-institutionerne skal håndhæve den høring mellem udøvere af luftfartstjenester og flyselskaber, som er fastlagt i forordning 1794/2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester. Der er behov for en yderligere ajourføring af denne forordning for at tage højde for den præstationsordning, der gennemføres i forbindelse med pakken, Det fælles europæiske luftrum II.

9.17 Det bør sikres, at EASA har enekompetence i sikkerhedsspørgsmål. Der bør være garanti for, at flysikkerheden opretholdes og forbedres.

Der gennemføres »one-stop-security« i hele EU inden april 2010 (ikraftrædelsesdato for forordning nr. 300/2008 om nye bestemmelser om sikkerhed i EU). Desuden bør medlemsstaterne forelægges et endeligt forslag til aftale om one-stop-security mellem EU og USA, baseret på en gensidig vurdering af EU's og USA's sikkerhedsforanstaltninger, og aftalen bør gennemføres så hurtigt som muligt.

9.18 Der er behov for flere internationale aftaler om luftfart mellem EU og tredjelande for at skabe lige konkurrencevilkår på internationalt plan. EØSU har i sin udtalelse udtrykt stor anerkendelse af den aftale, Kommissionen har indgået med Canada.

9.19 Generelt set kunne de stadig hyppigere tilfælde af regionalt og internationalt samarbejde mellem industriens aktører (operatører, producenter, offentlige myndigheder) bidrage til at øge udbuddet og den samlede aktivitet i sektoren, forudsat at betingelserne for denne form for »handel« er socialt ansvarlige, og at den inddrager samtlige arbejdsmarkedsparter.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se ligeledes EØSU's udtalelse om »Den europæiske luftfartsindustri: situation og perspektiver« (EUT C 175 af 28.7.2009, s. 50-56).

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/37

458. PLENARMØDE DEN 16. OG 17. DECEMBER 2009

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betegnelser for tekstilprodukter og tilknyttet mærkning heraf«

KOM(2009) 31 endelig/2 — 2009/0006 (COD)

(2010/C 255/06)

Ordfører: Claudio CAPPELLINI

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 27. februar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betegnelser for tekstilprodukter og tilknyttet mærkning heraf

KOM(2009) 31 endelig/2 - 2009/0006 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Claudio Cappellini til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 17. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 16. december, følgende udtalelse med 160 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU støtter Kommissionens initiativ vedrørende tekstilprodukter - betegnelser og mærkning, som kan være et vigtigt skridt i retning af øget innovation og samfundsløsninger i EU's tekstilindustri samt en øget bevidstgørelse af og forbedret informering af den europæiske forbruger, især i en kriseperiode. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg understreger, som allerede nævnt i tidligere EØSU-udtalelser og informationsrapporter om tekstilindustriens fremtid (1), det presserende behov for, at sektoren af konkurrencehensyn udvikler sammenhængende og integrerede politikker, herunder om mærkning.

1.2 EØSU bifalder forordningen og støtter artikel 4 om nationale lovrammer vedrørende oprindelsesprodukt og konkurrencelovgivning.

1.3 EØSU anmoder Kommissionen og de interesserede aktører om at følge med i, hvordan den foreslåede forordning vil øve indflydelse på:

—	den europæiske strategiske forskningsdagsorden i forbindelse med udvikling og ibrugtagning af nye fibre og innovative tekstilprodukter og gennemsigtighed;

—	forenkling af de gældende retlige rammer, som kan være til nytte for private interessenter og offentlige administrationer på EU- og nationalt/regionalt niveau;

—	forbedring af en mere sammenhængende gældende retlig ramme (2).

1.4 EØSU bekræfter vigtigheden af at respektere, at kunder modtager klar, omfattende og fuldstændig produktinformation, især når det gælder tekstilprodukter, og støtter Kommissionens initiativ til at forenkle procedurer og mindske de aktuelle omkostninger i forbindelse med direktivets gennemførelse i national lovgivning.

1.5 EØSU ser gerne en systematisk inddragelse af civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter inden for det bredere tekstilområde og institutionelle aktører i Udvalget for Betegnelser for og Mærkning af Tekstilprodukter (artikel 20 i forordningsforslaget). En løbende evaluering af forordningen bør også overvejes for at opnå konkurrencemæssige fordele i forhold til andre internationale industriers tekstilmærkning og standarder (jf. EU's industritekstilmarkeder (3)). Når den først er trådt i kraft, kan en mere deltagerbaseret evaluering af den foreslåede forordning også fremme en åben debat om de fleste sundhedsspørgsmål (f.eks. allergier, ioniseringsindeks) i forbindelse med tekstilprodukter, som ikke er relateret til fibrene selv, men til kemikalier, der er blevet tilføjet produktionskæden, f.eks. til farvning eller blødgøring eller til mekaniske processer som f.eks. kæmning eller kartning.

1.6 I forbindelse med den direkte håndhævelse af den nuværende forordning foreslår EØSU en målrettet oplysningskampagne om tekstilprodukter – betegnelser og mærkning og sektorspecifikke studier i partnerskab med SMV-organisationer, forskningscentre, forbrugerne og tekstilproducenterne. Disse aktører kan spille en større rolle, når det gælder om at styrke betydningen af miljømæssigt bæredygtige fibre og produkter samt øge bevidstheden om markedspotentialet.

1.7 Dette initiativ kan også befordre en åben debat om »ikke-obligatorisk« mærkning af færdige tekstilprodukter som f.eks. beklædningsgenstande, hvad angår vedligeholdelse og rensning (symboler for strygning, vask, blegning osv.), men denne information er frivillig, da der ikke findes nogen EU-krav på dette område. Indførelsen af en ordning svarende til den, som bruges af Ginetex (4), i overensstemmelse med ISO 3758 eller tilmed vedtagelse af USA's ASTM D-5489-standard, kan have en merværdi, især for slutbrugerne. Det vil bl.a. sikre, at

—	tekstilprodukters levetid kan forlænges,

—	produkterne ikke vil blive beskadiget eller beskadige andre produkter under vedligeholdelsesprocessen,

—	renserier kan være klar over, hvilken behandling der er passende og velegnet,

—	produkterne bevarer deres udseende,

—	et velunderbygget valg kan træffes på salgsstedet om, hvorvidt en vare er velegnet.

Desuden vil omfattende brug af vedligeholdelses- og rensningsmærker føre til en reduktion i energi- og vandforbruget i forbindelse med tekstilets vedligeholdelse.

1.8 Gennemførelse af en sådan forordning vil også tilnærme EU til andre lignende bestemmelser, der bruges på tredjemarkeder som f.eks. USA (5), Japan (6), Australien (7) osv.

1.9 Tusindvis af kemiske stoffer bliver brugt i tekstilsektoren med en ikke nærmere angivet blanding af andre tilsatte stoffer, heriblandt giftige. Disse bruges til farvning og andre ændringer af stoffet. I EU bliver giftstoffer forebyggende udvalgt, elimineret eller behandlet i overensstemmelse med miljø- og sundhedslovgivning. EØSU foreslår en tæt forbindelse mellem forordningen om tekstilmærkning og Reach-forordningen og -platformen med henblik på at forenkle og fremskynde procedurer, så man undgår alt for stor ophobning.

2. Generel baggrund

2.1 EU's lovgivning om betegnelser for og mærkning af tekstilprodukter er baseret på EF-traktatens artikel 95. Den har som mål at oprette et indre marked for tekstilvarer, samtidig med at det sikres, at forbrugerne modtager behørig information om varerne. I 1970'erne anerkendte medlemsstaterne behovet for en harmonisering af fællesskabslovgivningen for betegnelser for tekstilprodukter. Anvendelsen af forskellige (ikke-harmoniserede) betegnelser for tekstilfibre i EU's medlemsstater vil føre til tekniske handelshindringer på det indre marked. Desuden vil forbrugernes interesser være bedre beskyttet, hvis de oplysninger, der gives herom, er de samme i hele det indre marked.

2.2 EU's tekstilindustri har iværksat en langvarig omstilling, modernisering og teknologisk udvikling som reaktion på de store økonomiske udfordringer, sektoren har stået over for i de senere år. Europæiske virksomheder, især SMV'er, har forbedret deres globale position ved at fokusere på konkurrenceevnefordele som f.eks. kvalitet, design, innovation og produkter med højere værditilvækst. EU's industri spiller en førende rolle i verden, hvad angår udvikling af nye produkter, tekniske tekstiler og fiberduge for nye anvendelsesområder som f.eks. geotekstiler, hygiejneprodukter, bilindustrien eller medicinalsektoren.

2.3 Et nøgleområde for forskningen er udviklingen af nye fibre til særlige formål og fibersammensætninger til innovative tekstilprodukter, der er udpeget som en af de tematiske prioriteringer i den strategiske forskningsdagsorden for den europæiske teknologiplatform for fremtidige tekstilvarer og beklædningsgenstande. Fiberinnovation i tekstilmerværditilvækstkædens leverandørled er en vigtig kilde til nye produkter, fremstillingsmuligheder og anvendelsesområder i mange efterfølgende brugersektorer (8). Faktisk er antallet af ansøgninger om nye fibernavne, der skal tilføjes EU-lovgivningen, vokset i de senere år, og denne tendens forventes konsolideret med den europæiske tekstilsektors udvikling til en mere innovativ industri.

2.4 Anvendelsesmuligheder for nye fibernavne er blevet indgivet af en række forskellige virksomheder, herunder både store og små virksomheder. Industrien oplyser, at ca. 90-95 % af dens F&U-aktiviteter er fokuseret på forbedring og udvikling af eksisterende fibre. Selv om kun 5-10 % af F&U-aktiviteterne formentlig vil føre til en fiber, der kræver et nyt generisk navn, skaber disse nye fibre ofte nye anvendelsesmuligheder og teknologiske processer inden for en bred vifte af områder som f.eks. beklædnings-, medicinal-, miljø- og industrielle applikationer.

2.5 I løbet af de sidste år blev otte nye fibre tilføjet til direktivernes tekniske bilag i form af ændringer:

—	Direktiv 97/37/EF (9) tilføjede fire nye fibre på listen over fibernavne (cashgora, lyocell, polyamide, aramid).

—	Direktiv 2004/34/EF (10) tilføjede den nye fiber polylactide til listen over fibernavne.

—	Direktiv 2006/3/EF (11) tilføjede den nye fiber elastomultiester til listen over fibernavne.

—	Direktiv 2007/3/EF (12) tilføjede den nye fiber elastolefin til listen over fibernavne

—	Direktiv 2009/121/EF (13) tilføjede fibren melamin til listen over fibernavne.

2.6 Det forventes, at antallet af nye fibre, der tilføjes til de tekniske bilag, sandsynligvis vil stige i de kommende år. Industrien (som repræsenteret af BISFA (14)), bemærkede, at de fremtidige udviklingstendenser er vanskelige at forudsige. Industrien anslog imidlertid også, at to ansøgninger om året er et realistisk skøn (15).

2.7 Nærværende forslag ændrer ikke den politiske balance mellem medlemsstaterne og EU. Der oprettes et udvalg, der skal bistå Kommissionen og afgive udtalelse om de gennemførelsesbestemmelser, der foreslås til ændring af forordningen, under nøje overholdelse af reglerne for forskriftsudvalg. Sådan er situationen i dag i forbindelse med de gældende direktiver.

2.8 Ideen til en revision af lovgivningen vedrørende betegnelser for tekstilprodukter hidrører fra de seneste års erfaringer med regelmæssige tilpasninger af gældende direktiver til den tekniske udvikling i form af tilføjelse af nye betegnelser for fibre heri. Revisionen af EU's lovgivning om betegnelser for og mærkning af tekstilprodukter (16) blev bebudet i 2006 i den første statusrapport for den strategiske gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union (17), og den blev inkluderet i Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008.

2.9 Grunden til denne revision opsummeres som følger:

—	At forenkle de gældende retlige rammer, som kan være til nytte for private interessenter og offentlige myndigheder. Revisionen af denne lovgivning sigter således på at fremskynde indførelsen og tilgængeligheden af nye fibre;

—	at forenkle og forbedre de eksisterende retlige rammer for udvikling og ibrugtagning af nye fibre;

—	at tilskynde til innovation i tekstil- og beklædningssektoren og gøre det muligt for brugerne af fibrene og for forbrugerne hurtigere at kunne drage nytte af innovative produkter;

—	at øge processens gennemsigtighed;

—	at tilføje nye fibre til listen over harmoniserede fiberbetegnelser;

—	at sikre mere fleksibilitet med hensyn til tilpasning af ny lovgivning, så denne kan holde trit med den forventede teknologiske udvikling inden for tekstilindustrien.

2.10 Revisionen har ikke til formål at udvide EU-lovningen til at omfatte andre mærkningskrav ud over fibersammensætningen og de harmoniserede tekstilfiberbetegnelser, som er omfattet af de gældende direktiver.

3. Høringsprocessen om revisionen af direktivet

3.1 På grund af denne revisions begrænsede omfang blev der gennemført en målrettet høring af interesserede parter. Interessenterne, der deltog i høringen, var industri- og detailhandelssammenslutninger, fagforeninger, forbrugerorganisationer, europæiske standardiseringsorganer og nationale myndigheder.

3.2 Interessenter og repræsentanter for medlemsstaterne blev opfordret til at fremlægge deres synspunkter og forslag i perioden januar-august 2008 i forbindelse med de møder, Kommissionen arrangerede, samt skriftligt.

3.3 Den vigtigste feedback fra denne målrettede høring af interessenter kan opsummeres som følger:

—	Indførelsen af nye betegnelser for fibre i EU-lovgivningen er vigtig for at fremme innovationen i den europæiske industri og tilgodese forbrugerinformation.

—	Det politiske indhold i de tekniske ændringer af retsakterne om betegnelser for tekstilprodukter kan ikke retfærdiggøre de tunge procedurer og omkostninger, der er forbundet med gennemførelse i national ret af et direktiv.

—	Af den grund bør der anvendes en mindre tung lovgivningsmæssig løsning.

3.4 Resultaterne af høringsprocessen er tilgængelige i konsekvensanalyserapporten og i dennes bilag.

4. Konsekvensvurdering

4.1 På baggrund af resultaterne af interessenthøringen og undersøgelsen om forenkling af EU's lovgivning vedrørende betegnelser for og mærkning af tekstilprodukter – en konsekvensanalyse af politiske valgmuligheder (18) udarbejdede Kommissionen en konsekvensanalyse for de forskellige politikvalg med henblik på ovennævnte målsætning.

4.2 Kommissionens udvalg for konsekvensanalyse (Impact Assessment Board) vurderede udkastet til konsekvensanalyserapporten, der var blevet udarbejdet af den relevante tjenestegren, og godkendte det med forbehold af visse ændringer (19).

4.3 En analyse og sammenligning af de forskellige politikvalg og deres konsekvenser har ført til følgende konklusioner:

—

Inddragelse af vejledning om ansøgningsdossierers indhold og anerkendelse af laboratorier, der kan bistå virksomhederne med udarbejdelse af dette dossier, kan være nyttigt, hvis det indebærer, at de ansøgningsdossierer, som indleveres, er mere i overensstemmelse med Kommissionens krav. Dette vil kunne medføre betydelige tidsbesparelser for såvel industrien som for de lokale myndigheder.

—

De største fordele for industrien er at hente i en reduktion af den tid, der går fra indgivelsen af ansøgningen vedrørende en ny fiberbetegnelse og til muligheden for at markedsføre fiberen med den nye betegnelse foreligger. Dette er ensbetydende med administrative besparelser og hurtigere indtægter fra salget af fiberen.

—	De største fordele for medlemsstaterne består i, at direktiverne erstattes af en forordning, idet ændringer heri ikke længere vil skulle gennemføres i national ret. Det vil kunne give medlemsstaterne betydelige besparelser.

—	Revisionen vil for forbrugerne bevare de fordele, der ligger i, at de har sikkerhed for, at fibrenes betegnelser er forbundet med de specificerede egenskaber. Forbrugerne vil herudover også kunne drage fordel af, at nye fibre når tidligere frem til markedet.

5. Generelle målsætninger

5.1 Fordelen med denne forordning bør altid være at inspirere fremme af F&U, innovation og teknologi, fremme partnerskaber i EU/nationale/regionale offentlige administrationer og forskningscentre, forbedre eksisterende faglige og tekniske færdigheder, markedsprodukter med høj værditilvækst på det indre marked og tredjemarkeder (20), sikre bæredygtig udvikling og forbrugsmodeller.

5.2 Den nuværende forordning bør også være et værdifuldt bidrag:

—	til tekstilindustriens og relateret industris værditilvækst, til EU's knowhow og til økonomisk vækst;

—	til større gennemsigtighed for forbrugere og nye forbrugsmodeller;

—	til større inddragelse af civilsamfundet i OVERVÅGNINGEN af den nuværende forordning.

6. Specifikke mål

6.1 Fiberbetegnelsen bør så vidt muligt oplyse om, hvilken fiber der er tale om, i modsætning til f.eks. amerikansk lovgivning, som har valgt en anden fremgangsmåde (21). Denne præcisering stemmer overens med BISFA's metode, ifølge hvilken betegnelsen for kategorien bør indeholde kemisk information om den dominerende monomerdel af fiberpolymeren og/eller desuden de vigtigste særegenskaber ved fiberen eller fremstillingsteknologier.

6.2 Oplysningerne på etiketten bør være reelle. Mens udeladelse heraf ikke nævnes direkte i forordningen, kræver visse artikler i forordningen ikke fuld information på etiketten, f.eks. i artikel 9 (Multitekstilfiberprodukter) er mærkningen valgfri mellem fuldstændig identificering og identificering af fiberen, der mindst udgør 85 % af tekstilvarens samlede vægt. Denne oplysning, om end reel, er ikke fuldstændig, hvis valgmulighed a) eller b) i ovennævnte artikel vælges. Derfor bør også de resterende 15 % oplyses på etiketten, hvis vi ønsker reel og fuldstændig oplysning.

6.3 Alle egenskaber, der oplyses af producenten, skal angives i overensstemmelse med, hvad forventes i 1., 2., 3., og 6. indeks i bilag 2 i forslaget til forordning.

6.4 Hvad angår omkostninger og tidsbegrænsninger, er der tale om følgende anslåede tidsbegrænsninger, idet den fornødne tid til behandling af ansøgninger dog er ikke medtaget (afhænger af, om ansøgeren er mere eller mindre hurtig i forberedelsen) (22):

—	Evaluering af ansøgning, 1 til 3 måneder,

—	Indkaldelse af arbejdsgruppe, 3 måneder,

—	Det Fælles Forskningscenter & ringforsøg, 6 til 9 måneder,

—	Rapport om teknisk behandling, 1 til 3 måneder,

—	Udkast til forslag, 1 til 3 måneder,

—	Ændring af forordning, 6 til 12 måneder.

6.5 Udgiftsbesparelser for industrien blev overvejet i to scenarier, et scenarie med høje omkostninger og et scenarie med lave omkostninger, begge med øvre og nedre grænser, men i sidste instans strakte besparelserne sig fra 47 500 euro til 600 000 euro for hver applikation. De potentielle fordele ved at undgå en forsinkelse på 6 til 21 måneder i markedsføringen af fiberen, enten ved forsinkede indtægter og/eller tab af indtægter, blev også vurderet. Disse tal varierer fra 2 000 til 3 500 000 euro. En besparelse på 25 % i udgifterne til Det Fælles Forskningscenter blev også vurderet i forbindelse med de offentlige myndigheders udgiftsbesparelser, hvilket vil føre til en besparelse på ca. 75 000 til 100 000 euro pr. fiber (15).

6.6 Når en ny fiber hurtigt kommer på markedet, tager det i de forskellige faser for vurdering og godkendelse af nyere ansøgninger (de sidste 5 år) 36 måneder ifølge det bedst tænkelige scenarie og helt op til 66 måneder ifølge det værst tænkelige. Ved anvendelsen af den nye forordning er den anslåede tid til proceduren på mellem 18 og 33 måneder. Det betyder, at den anslåede krævede tid vil blive forkortet med 50 % i både det værst tænkelige og det bedst tænkelige scenarie (15).

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Tekstil-, beklædnings- og skoindustrien udgør en væsentlig del af fremstillingsindustrien i EU-27. Med sine ca. 250 000 virksomheder og en omsætning på ca. 240 mia. euro står den for ca. 4 % af den samlede værditilvækst i fremstillingssektoren i EU-27 (hvoraf godt halvdelen alene hidrører fra tekstilsegmentet). Den er den eneste branche i EU, hvor flertallet af de beskæftigede er kvinder (64,5 % af en samlet beskæftigelse på 3,2 mio.). Branchen tegner sig endvidere for 9,3 % af de beskæftigede i fremstillingssektoren i EU-27, hvoraf flertallet er beskæftiget i beklædningsbranchen (ca. 1,5 mio.). EU er det største importmarked, og med en verdensmarkedsandel på knap 20 % (oplysninger fra 2005) den vigtigste eksportør inden for denne industri. CCMI/041.

For yderligere oplysninger om tekstiltendenser og kritiske spørgsmål, se venligst CCMI's informationsrapport, der kan hentes her:

http://eescregistry.eesc.europa.eu/viewdoc.aspx?doc=%5C%5Cesppub1%5Cesp_public%5Cces%5Cccmi%5Cccmi041%5Cda%5Cces1572-2007_fin_ri_da.doc

(2) Et af direktiverne (direktiv 96/74/EØF), som skal erstattes af forordningen, blev allerede erstattet af 2008/121/EØF. Hvis den nye forordning træder i kraft, bliver der overensstemmelse med både forordning og direktiv.

(3) 17 Nøglemarkeder - Kilde: Euratex

—	ASIEN: Kina, Japan, Indien, Sydkorea, Taiwan, Indonesien, Pakistan, Thailand, Malaysia

—	NORDAMERIKA: USA, Canada

—	CENTRALAMERIKA: Mexico

—	SYDAMERIKA: Brasilien, Argentina, Chile

—	OCEANIEN: Australien

—	Afrika: Sydafrika.

(4) GINETEX: Den internationale gruppe for mærkning om vedligeholdelse af tekstiler.

(5) »Care labelling of textile wearing apparel and certain piece goods - 16 CFR Part 423«.

(6) Den japanske industristandard for vedligeholdelsesmærkning.

(7) Den australske/newzealandske standard AS/NZS 1957:1998 - »Textiles - Care labelling«.

(8) Jf. den strategiske forskningsdagsorden for den europæiske teknologiplatform for fremtidige tekstilvarer og beklædningsgenstande.

(9) EFT L 169 af 27.6.1997, s. 74.

(10) EUT L 89 af 26.3.2004, s. 35.

(11) EUT L 5 af 10.1.2006, s. 14

(12) EUT L 28 af 3.2.2007, s. 12.

(13) EUT L 242 af 15.9.2009, s. 13.

(14) BISFA: International Bureau for the Standardisation of Man-Made Fibres (det internationale bureau for standardisering af menneskeskabte fibre).

(15) Kilde: Konsekvensanalyserapporten om forenkling af EU-lovgivning vedrørende betegnelser for tekstilprodukter og mærkning heraf.

(16) Direktiv 96/74/EF (som ændret), 96/73/EF (som ændret) og 73/44/EØF.

(17) KOM(2006) 690 endelig.

(18) Undersøgelsen kan hentes her: http://ec.europa.eu/enterprise/textile/documents/dir2008_0121_study.pdf.

(19) http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=SEC:2009:0091:FIN:EN:PDF.

(20) Det er vigtigt at huske, at EU-tekstiler ofte løber ind i »ikke-toldmæssige hindringer« for at få adgang til tredjemarkeder. Krav eller praksis vedrørende betegnelser, mærkning, beskrivelse eller sammensætning af produkt, som er diskriminerende jævnført med hjemlige produkter.

(21) Kilde: R 16 CFR Part 303.

(22) BISFA: International Bureau for the Standardisation of Man-Made Fibres (det internationale bureau for standardisering af menneskeskabte fibre).

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/42

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (omarbejdning) til gennemførelse af »Small Business Act««

KOM(2009) 126 endelig — 2009/0054 (COD)

(2010/C 255/07)

Ordfører: Ana BONTEA

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 1. juli 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (omarbejdning)

til gennemførelse af »Small Business Act«

KOM(2009) 126 endelig - 2009/0054 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Ana Bontea til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 17. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16. og 17. december 2009, mødet den 17. december 2009, følgende udtalelse med 145 stemmer for, 3 imod og 2 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder og støtter gennemførelsen af Small Business Act samt nærværende direktivforslag, da bedre retlig rammer, som gør det muligt at afkorte betalingsfristerne, og bekæmpelse af forsinket betaling, er tiltag, der er særlig vigtige og relevante.

1.2 Selv om lovbestemmelser er nødvendige og relevante, er de ikke tilstrækkelige til helt at eliminere forsinket betaling. Det er nødvendigt at gennemføre en lang række komplekse tiltag og udbygge samarbejdet på alle niveauer. I denne proces har også de små og mellemstore virksomheder og deres organisationer en vigtig rolle at spille.

1.3 Efter EØSU's vurdering er det nødvendigt at fastsætte korte og bindende betalingsfrister for alle offentlige myndigheder og institutioner, både på EU-, nationalt, regionalt og lokalt niveau. Udvalget vil gerne rose Kommissionen for de foranstaltninger, den har truffet for så vidt angår de betalinger, den selv forvalter direkte, og give udtryk for sin støtte til, at disse tiltag fortsættes og udvikles på alle niveauer. Hvad angår de nødvendige frister for omsættelsen af direktivet i national lovgivning, opfordrer udvalget de nationale myndigheder til straks at anvende principperne for i lyset af den aktuelle krise at yde effektiv støtte til virksomhederne.

Efter EØSU's opfattelse bør direktivet forbedres på en række områder. Udvalget foreslår derfor navnlig:

—

For så vidt angår offentlige indkøb:

—

at der snarest muligt indføres en regel om, at fakturaer skal afregnes inden for en maksimumsfrist på 30 kalenderdage, og at undtagelsen fra denne regel fjernes, eller at den i det mindste begrænses til et maksimum på 60 kalenderdage efter leveringen, da offentlige myndigheder umuligt kan have sværere ved at finansiere deres aktiviteter end de små og mellemstore virksomheder

—	at undtagelsen til godkendelsesprocedurens højeste varighed på 30 dage afskaffes eller i det mindste begrænses efter samme model.

—

For så vidt angår alle handelstransaktioner:

—	at der for så vidt angår betalingsforsinkelser fastsættes en juridisk forpligtelse til at betale renter, kompensation og et minimum af interne omkostninger, med mindre kontrakterne indeholder bestemmelser, som er mere fordelagtige for kreditorerne

—	at lovgivningen om klart urimelige kontraktbestemmelser og ubestridte krav udbygges

—	at man sørger for, at der i forbindelse med udøvelsen af denne aftalefrihed tages højde for principperne om loyal konkurrence og forretningsetik, og at misbrug dermed begrænses.

1.4 Som ved tidligere lejligheder (1) understreger udvalget, at for fuldt ud at nå målene i direktivet bør der træffes foranstaltninger, som i videre omfang giver SMV'erne adgang til offentlige indkøb, således at de i større udstrækning kan drage fordel af de fastsatte regler.

1.5 I forbindelse med gennemførelsen af direktivet i national ret og for så vidt angår opfølgningen på de trufne foranstaltninger er det vigtigt at fremme samarbejdet og en god social dialog mellem de offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter og SMV'ernes organisationer.

1.6 Når der er tale om underleverancer i forbindelse med offentlige indkøb, og når det gælder SVM'ernes forhold til store virksomheder, herunder de store detailhandlere, bør det undgås, at betalingsfristerne forlænges, eller at der betales for sent. I sektorer, hvor der er stor risiko for, at betalingstiden forlænges uden grund, kan de nationale myndigheder alt efter omstændighederne overvåge betalingsfristerne eller selv fastsætte betalingsfrister, uden at virksomhederne påtvinges yderligere forpligtelser eller udgifter.

1.7 Udvalget anbefaler medlemslandene at udbygge samarbejdet og planlægge fælles informationsaktiviteter og støtteforanstaltninger til fordel for SMV'erne i tilfælde af forsinket betaling i forbindelse med grænseoverskridende handel.

1.8 På EU-niveau kunne det være nyttigt at oprette en specialiseret hjemmeside med relevante informationer fra alle medlemslande og på alle hovedsprog om gennemførelsen af direktivet i de nationale lovgivninger, de retlige rammer, inddrivelsesprocedurer, herunder voldgift og mægling, samt yderligere praktiske informationer. På nationalt plan bør disse informationer formidles bredt via kvikskranker og SMV'ernes organisationer.

1.9 Tiltag med henblik på fremskyndelse af de offentlige myndigheders betalinger kan også være nyttige på det skatteretlige område (momsrefusion, skatteregulering osv.), eftersom der også på dette område findes en beklagelig adfærd i nogle lande, som har ført til økonomiske flaskehalse.

1.10 EØSU gentager sit tidligere forslag om, »at der oprettes et rådgivende udvalg, hvori de berørte parter kan få sæde, og til hvis virke ØSU eventuelt kan bidrage« (2).

2. Indledning

2.1 Baggrund og konsekvenserne af forsinket betaling

2.1.1 I handelstransaktioner i EU:

—	Er der generelt tale om udskudt betaling.

—	Forekommer der ofte forsinket betaling af fakturaer, navnlig i forbindelse med offentlige indkøb, hvor betalingstiden i gennemsnit ligger på 67 dage (3) mod 57 dage i den private sektor.

—

Har der i visse lande udviklet sig en »betalingskultur med forsinket betaling«, som er blevet en vidt udbredt adfærd med økonomiske og sociale konsekvenser, der er særligt alvorlige, eftersom de er skyld i én ud af fire konkurser og medfører et tab på 450 000 arbejdspladser om året. Virkningen forstærkes yderligere i krisetider. Som følge af den uhensigtsmæssige adfærd på området mister virksomhederne i 2009 270 milliarder euro eller 2,4 % af EU's bruttonationalprodukt, hvilket skal sammenlignes med den økonomiske genopretningsplans 1,5 % (4).

—	Anvendes betalingsforsinkelse som substitut for bankkreditter.

—	Er betalingsfristerne ofte urimeligt lange, hvilket mange gange er resultatet af, at debitor indtager en stærk position i forhold til kreditor, og denne situation kan være til stor skade, navnlig for små virksomheder, håndværkere og endda mellemstore virksomheder.

2.1.2 SMV'erne er vanskeligt stillet i forhandlingerne i betragtning af:

—	deres nuværende konkurrenceevne og plads i markedet

—	deres frygt for at skade deres forbindelser til kunderne

—	deres begrænsede muligheder for at være konkurrencedygtige med hensyn til de betalingsfrister, de tilbyder kunderne

—	deres begrænsede erfaring og mangel på menneskelige og materielle ressourcer til at iværksætte inddrivelsesprocedurer for deres krav. Disse vanskeligheder er endnu større, når det drejer sig om grænseoverskridende handel.

2.1.3 Forsinket betaling:

—

skaber betydelige ekstraudgifter for kreditorerne og komplicerer deres finansielle administration. Forsinket betaling er skadelig for pengestrømmen, er årsag til ekstra bankgebyrer, indskrænker investeringsmulighederne og skaber usikkerhed for mange kreditorer, ikke mindst SMV, hvis konkurrenceevne, rentabilitet og levedygtighed påvirkes væsentligt, især i en tid, hvor adgangen til finansiering er begrænset eller dyr;

—

fører ofte til forsinkelser i betalinger til leverandører og ansatte (med betydelige sociale følger), samt i indbetaling af skatter, afgifter, statsbidrag og socialsikringsbidrag (hvilket går ud over inddrivelsen af offentlige indtægter), ligesom det kan være en hæmsko for virksomheders adgang til finansiering (f.eks. kan forsinket indbetaling af skatter, afgifter og socialsikringsbidrag på grund af forsinket betaling af fakturaer begrænse adgangen til statsstøtte og programmer, der finansieres via strukturfondene);

—	kan føre til bankerot for normalt sunde virksomheder, hvilket igen kan udløse en hel kæde af bankerotter igennem hele forsyningskæden med alvorlige negative sociale og økonomiske virkninger;

—

afholder økonomiske aktører fra at tage del i procedurerne for offentlige indkøb: dette har ikke bare en konkurrenceforvridende effekt og underminerer det indre markeds gode funktion, men mindsker også de offentlige myndigheders evne til at sikre effektiv brug af offentlige midler og få mest muligt ud af skatteydernes penge;

—	kan fremme korruption (for at fremskynde betalingen af fakturaer for offentlige indkøb) eller indkøb, der overskrider budgettet;

—	er skadelig for handlen internt i EU: de fleste virksomheder vurderer, at risikoen for forsinket betaling er meget høj ved transaktioner over EU's indre grænser, hvilket bevirker en fordyring af og usikkerhed omkring sådanne transaktioner.

2.2 Lovrammen

2.2.1 På fællesskabsplan findes der blot én retsakt, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (5).

2.2.2 Forordning (EF) nr. 44/2001 (6), 805/2004 (7), 1896/2006 (8) og 861/2007 (9) finder anvendelse for det indledende processkrift, når det gælder inddrivelse af krav, der skyldes forsinket betaling.

2.3 Målsætninger på EU-plan

2.3.1 Small Business Act (10) har kastet lys over, hvor vigtig en rolle de små og mellemstore virksomheder spiller for økonomiens konkurrencedygtighed. Samtidig har Small Business Act understreget, at det er altafgørende, at disse virksomheder har effektiv adgang til finansiering, samt at mulighederne i det indre marked bør udnyttes mere effektivt.

2.3.2 I den europæiske økonomiske genopretningsplan (11) gøres det gældende, at tilstrækkelig god og overkommelig adgang til finansiering i en tid med økonomisk afmatning er en forudsætning for investeringer, vækst og jobskabelse, og EU og medlemsstaterne opfordres til at sikre, at de offentlige myndigheder betaler deres fakturaer inden for en måned.

2.3.3 Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (omarbejdning) gennemfører Small Business Act og sigter på at forbedre de europæiske virksomheders evne til selvfinansiering med henblik på at fremme et velfungerende indre marked ved at fjerne hindringerne for grænseoverskridende handelstransaktioner.

3. Generelle bemærkninger

3.1 EØSU ser positivt på gennemførelsen af Small Business Act samt på nærværende direktivforslag, for efter udvalgets opfattelse er det særlig vigtigt og relevant, at der hurtigst muligt foretages en ændring af de retlige rammer for bekæmpelse af forsinket betaling.

3.2 Udvalget ser ligeledes positivt på en hurtig gennemførelse af Small Business Act takket være tiltag foreslået på EU-plan og støtter navnlig »det reviderede udkast til direktiv om betalingsfrister, som vil medføre strengere krav og bøder til offentlige myndigheder, hvis der ikke betales inden for fristen på 30 dage« (12).

3.3 I sin støtte til disse tiltag tænker udvalget på de negative, komplekse og omfattende konsekvenser, forsinket betaling har for virksomhederne, navnlig SMV'erne, samt for lønmodtagerne og samhandelen inden for Fællesskabet.

3.4 Ud over at bekæmpe forsinket betaling er det også særdeles vigtigt at reducere betalingsfristerne. Titlen på direktivet kunne godt ændres for at afspejle dette, og dets foranstaltninger kunne grupperes efter de to mål.

3.5 Selv om lovgivningsmæssige foranstaltninger er nødvendige og relevante, er de imidlertid ikke tilstrækkelige til at bekæmpe forsinket betaling med tanke på situationen otte år efter vedtagelsen af direktiv 2000/35/EF og de lokale forhold samt det faktum, at den forsinkede betaling kan have en lang række komplekse grunde. EØSU opfordrer medlemslandene til at involvere sig aktivt i definitionen og gennemførelsen af de foranstaltninger, som er bedst egnede til at bekæmpe forsinket betaling. Endvidere understreger udvalget betydningen af samarbejde og en god dialog mellem de offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter og SMV'ernes organisationer. Disse virksomheder har selv en vigtig rolle at spille i denne proces. De bør gøre en stor indsats for at informere, forbedre deres interne procedurer og påvirke deres debitorer.

3.6 Efter EØSU's opfattelse er følgende tiltag hensigtsmæssige og kan forventes af have en positiv effekt:

—	Indførelse af en generel pligt til at betale for offentlige indkøb inden for en frist på 30 dage. Dette vil betyde standardiserede og gennemsigtige procedurer, som fremskynder betalingerne.

—	Indførelse af en ret for kreditoren til at opnå kompensation for et beløb, der svarer til mindst 5 % af restgælden for at fjerne forvaltningernes incitament til at betale for sent.

—	Inddrivelse af kreditors interne administrative omkostninger. Denne bestemmelse vil som supplement til den lovbestemte rente virke afskrækkende på skyldnere.

—	Afskaffelse af muligheden for at udelukke morarentefordringer på under 5 euro, når det drejer sig om små transaktioner.

—	Forbedring af bestemmelserne om klart urimelige kontraktbestemmelser, da direktivforslagets artikel 6 bidrager med vigtige elementer på området.

—	Øget gennemsigtighed med hensyn til de rettigheder og forpligtelser, der følger at dette direktiv.

—	Oprettelse af et overvågnings- og evalueringssystem, der giver de europæiske institutioner og øvrige interessenter større indblik og øger deres deltagelse.

3.7 Udvalget mener imidlertid, at direktivforslaget bør forbedres betragteligt med hensyn til indholdet, således at mange virksomheder med sikkerhed vil kunne drage konkret fordel af afkortelsen og overholdelsen af betalingsfristerne, og sådan at retsmidlerne over for debitorer bliver mere effektive.

4. Særlige bemærkninger

4.1 EØSU fastholder, at det er nødvendigt at fastsætte korte og bindende betalingsfrister for alle offentlige myndigheder, både på EU-, nationalt, regionalt og lokalt niveau

4.1.1 Set fra et praktisk synspunkt får man en betydelig positiv virkning ved at indføre en generel pligt til at betale for offentlige indkøb inden for 30 dage, samt ved at fastsætte en frist på 30 dage for gennemførelse af godkendelses- og kontrolproceduren.

4.1.2 Korte betalingsfrister og pligt til at betale sine fakturaer bør indføres og respekteres af alle offentlige myndigheder og institutioner, både på EU-, nationalt, regionalt og lokalt niveau.

4.1.3 EØSU roser Kommissionen for at have fastsat nye, strengere mål for så vidt angår betalinger, den forvalter direkte, afkortet sine frister for betaling af forfinansiering og første betalinger, forenklet sine almindelige procedurer forud for iværksættelsen af projekter og for at have opfordret til at forenkle kontrolforanstaltningerne. Desuden vil EØSU gerne give udtryk for sin støtte til, at disse foranstaltninger fortsættes og udvikles på alle niveauer. EØSU opfordrer de nationale myndigheder til at træffe hasteforanstaltninger med henblik på at afkorte og overholde betalingsfristerne. Udvalget anbefaler dem ligeledes at bygge videre på eksisterende eksempler på god praksis.

4.1.4 Udvalget mener imidlertid ikke, at direktivforslagets artikel 5 om offentlige myndigheders betaling konkretiserer de forventninger og rosværdige mål, som Kommissionen forfølger, og foreslår derfor følgende:

—

For at være logisk og klar i forhold til dem, direktivforslaget er rettet imod, og for at nå målet (»derfor bør betalingsfristen i kontrakter om offentlige indkøb, som hovedregel begrænses til højst 30 dage« (13)), bør artikel 5 udtrykkeligt fastsætte krav om, at fakturaer i forbindelse med offentlige indkøb betales inden for en maksimumsfrist på 30 kalenderdage, og derefter bør der fastsættes en maksimal varighed for godkendelsesproceduren og træffes foranstaltninger, der skal finde anvendelse, hvis disse regler ikke overholdes, samtidig med at det præciseres, at disse kan kombineres.

—

Udvalget ser en risiko for, at de offentlige myndigheder ikke anvender den fastsatte undtagelse korrekt, som i særlige tilfælde gør det muligt at forhandle sig frem til en forlængelse af betalingsfristen (artikel 5, stk. 4), eftersom der ikke er fastsat objektive og præcise kriterier til at vurdere den årsag, der opgives for forlængelsen af betalingsfristen, eller de motiver, der ligger bag. Her optræder de offentlige myndigheder både som dommer og part, og de vanskeligheder de møder, når de skal finansiere deres aktiviteter, kan umuligt være større end de små og mellemstore virksomheders problemer. Derfor foreslår EØSU, at denne undtagelse fjernes eller i det mindste begrænses, således at betalingsfristerne i de pågældende tilfælde ikke overstiger 60 kalenderdage efter leveringen.

—	Ligeledes foreslår udvalget, at undtagelsen i artikel 5, stk. 3, vedrørende den maksimale varighed på 30 dage af godkendelsesproceduren fjernes, eller at dens anvendelsesområde i det mindste begrænses.

4.1.5 Anvendelsen af princippet om aftalefrihed har nogle særtræk, som der bør tages højde for:

—

Direktivet indeholder ikke nogen bestemmelser, der sigter på at mindske misbrug af aftalefriheden. EØSU foreslår, at man i forbindelse med udøvelsen af denne ret tager højde for principperne om loyal konkurrence og forretningsetik. Udvalget har allerede tidligere udtalt sig herom: »Medlemsstaterne bør opfordres til at fastsætte konkurrenceretlige regler om bekæmpelse af illoyal handelspraksis, som forbyder urimelige klausuler med unormalt lange betalingsfrister, som uden behørig begrundelse overskrider den gennemsnitlige salgscyklus (på 60 dage)« (14).

—	I offentlige kontrakter kræver man kun opfyldelsesgaranti fra leverandørernes side, mens de offentlige myndigheder ikke er underlagt samme krav, når det gælder rettidig betaling. Her bør der skabes en bedre balance.

—	Princippet om aftalefrihed kommer ikke fuldt ud til sin ret, når det drejer sig om at fastsætte betalings- og leveringsfrister for offentlige indkøb, for virksomhederne står ret svagt, når de skal forhandle med de offentlige myndigheder.

—

Aftalefriheden bør udnyttes således, at der indføres klausuler, der er mere fordelagtige for kreditor, snarere end at der indføres bestemmelser, der strider imod de almindelige regler. Det foreslås derfor i sætningsdelen »medmindre andet er angivet og behørigt berettiget« (artikel 5, stk. 3) at erstatte »medmindre andet« med »medmindre andet (og mere fordelagtigt for kreditor)«. Dette forslag gælder også artikel 4, stk. 1, vedrørende kompensation for inddrivelsesomkostninger.

4.2 Indførelse af en juridisk forpligtelse for debitorerne til at betale renter, kompensation og godtgørelse af mindre interne omkostninger

4.2.1 I Finland og Sverige kan renter for forsinket betaling opkræves automatisk, uden at der er behov for en retsafgørelse. Denne praksis bør gennemføres overalt. EØSU foreslår, at det gøres lovpligtigt at betale renter, kompensation og anden godtgørelse af mindre interne omkostninger, samt at princippet om aftalefrihed gennemføres på en sådan måde, at lovgivningen foreskriver muligheden for at forhandle vilkår eller beløb, der er mere fordelagtige for kreditor, således at SMV'erne kan udøve denne ret uden at være nødt til at lægge et stort arbejde heri, og uden at de skal tøve med at vælge denne løsning på grund af deres svage position.

4.3 Forbindelserne med de faglige organisationer

4.3.1 Med hensyn til omsættelsen af direktivet i national lovgivning og gennemførelsen af og opfølgningen på de vedtagne foranstaltninger med henblik på afkortelse af og overholdelse af betalingsfristerne vil det være hensigtsmæssigt at rådføre sig med arbejdsgiverorganisationerne og SMV'ernes repræsentative organisationer og inddrage dem i denne proces. De bør have hjælp til at udvikle direkte eller online-informationstjenester samt rådgivnings- og hjælpetjenester for deres medlemmer vedrørende forsinket betaling og urimelige kontraktvilkår.

4.3.2 Udvalget foreslår, at »repræsentative organisationer for arbejdsgiverne og SMV'erne« nævnes udtrykkeligt i artikel 6, stk. 3, vedrørende mulige foranstaltninger med henblik på at afskaffe klart urimelige bestemmelser, idet opmærksomheden henledes på, at den valgte term (»organisationer«) kan medføre problemer med gennemførelsen i de nationale lovgivninger.

4.3.3 For så vidt som arbejdsgiverorganisationerne og navnlig SMV'ernes organisationer ligeledes kan yde et vigtigt bidrag til udarbejdelsen af den i direktivforslagets artikel 10 nævnte rapport, bør deres holdninger indgå i rapporten.

4.4 EØSU finder det nødvendigt at fastsætte effektive retsmidler, som har gennemslagskraft over for debitorerne

4.4.1 Udvalget understreger, at det er særlig vigtigt for inddrivelsen af gæld, at der iværksættes enkle, hurtige og virksomme procedurer, som er tilgængelige for virksomhedslederne (især lederne af de små og mellemstore virksomheder), og kræver, at det bliver muligt at opnå et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag inden for en frist på maksimalt 90 dage i tilfælde af ubestridte krav (artikel 9). Det er ligeledes nødvendigt at forbedre de procedurer, som er beregnet på at identificere klart urimelige kontraktbestemmelser.

5. Andre bemærkninger og forslag

5.1 EØSU kræver, at lovgivningen om klart urimelige kontraktbestemmelser (artikel 6) forbedres, og foreslår at den udbygges ved at der defineres kriterier for sådanne kontraktbestemmelser, samt at udelukkelse af betaling af kompensation for inddrivelsesomkostninger, ejendomsforbehold og garanti for opfyldelse af betalingspligten føjes til listen over bestemmelser, der opfattes som klart urimelige.

5.2 Udvalget bekræfter sin holdning til den situation, der gælder fysiske personer, som ud fra et strengt juridisk synspunkt falder uden for direktivets anvendelsesområde i dets nuværende form, men som er underkastet lignende betingelser i deres forhold til visse virksomheder og den offentlige forvaltning. Udvalget opfordrer »Kommissionen til at se nærmere på disse spørgsmål og tage stilling til, om det vil være hensigtsmæssigt enten at medtage visse aspekter af forholdet til forbrugerne i direktivet eller at udarbejde specifikke forslag« (14).

5.3 EØSU foreslår, at begrebet »ubestridte krav« (artikel 9) defineres. Indsigelser bør kunne afvises, så snart der findes en faktura, som er underskrevet af modtageren, eller et dokument, som godtgør, at denne har modtaget varerne.

5.4 Udvalget henleder ligeledes opmærksomheden på følgende punkter:

—	Bestemmelsen i artikel 1, stk. 2, litra b, som udelukker aftaler indgået inden den 8. august 2002 fra det nye direktivs anvendelsesområde, bør stryges og i stedet tilknyttes artikel 11, stk. 4, som fastsætter datoen for gennemførelsen.

—	Den definition af »renter«, som gives i artikel 2, stk. 5, burde også give mulighed for at forhandle størrelsen heraf, herunder med de offentlige myndigheder.

—

For at undgå problemer, når direktivet skal omsættes i national lovgivning, er det nødvendigt at foretage en udtømmende opremsning af disse tre kategorier af offentlige kontrakter: vareindkøbs-, tjenesteydelses- og bygge- og anlægskontrakter, eller at holde sig til den generiske betegnelse »offentlige kontrakter« (da artikel 5, stk. 1, 2 og 6 ikke nævner aftaler om bygge- og anlægsarbejder).

—

Hvis udtrykket »skyldnerens modtagelse af en faktura« blev erstattet med »dato for overdragelse af fakturaen til skyldneren« (artikel 3, stk. 2, litra b, og artikel 5, stk. 2, litra b), ville det bidrage til at forenkle bevisbyrden og reducere udgifterne til postforsendelse eller udarbejdelse af elektroniske fakturaer.

—	I artikel 4, stk. 1, bør det præciseres, om udtrykket »gæld« kun dækker værdien af produktet, eller om det også omfatter moms og andre omkostninger som f.eks. transportomkostninger.

—	Artikel 5, stk. 5, vedrørende retten til en godtgørelse på 5 % af det skyldige beløb bør specificere, om en godtgørelse på over 5 % er mulig, såfremt der findes relevante beviser.

5.5 Det bør undgås, at der gennemtvinges urimeligt lange betalingsfrister og forsinket betaling, i tilfælde af:

—	Underleverancer til offentlige indkøb (det vil være hensigtsmæssigt at anvende de samme betalingsregler for underleverandører, som dem der er fastsat for de offentlige myndigheder).

—

Leverancer via de store detailhandlere. Udvalget har allerede foreslået, at der indføres »en frivillig kodeks for god praksis med støtte i skriftlige aftaler« for at »gøre det muligt for de små og mellemstore virksomheder at få adgang til de store detailhandlere med et minimum af garantier« (15), samtidig med at de store detailhandlere og/eller leverandører forhindres i at udøve pression.

5.6 Det ville være hensigtsmæssigt, hvis den rapport, der omtales i artikel 10, udarbejdes og forelægges årligt, i det mindste de første tre år af direktivets gennemførelse, med henblik på at foretage en løbende evaluering af de opnåede resultater og fremme udvekslingen af god praksis.

5.7 EØSU støtter udnyttelse og udvikling af god praksis med hensyn til bekæmpelse af forsinket betaling og kortere betalingsfrister:

—

Kommissionen bør:

—

træffe foranstaltninger til at forkorte forfinansieringsperioden for støtte, som ikke skal betales tilbage, og EU-kontrakter fra 30 til 20 dage (9,5 mia. euro). Når det gælder udbetalinger, som administreres centralt, er målet at forkorte betalingsperioden fra 45 til 30 dage (når der er tale om subventioner);

—	i højere grad anvende engangsbetalinger i forbindelse med støtte, som ikke skal betales tilbage, og kontrakter, der administreres centralt;

—	anvende forenklede generelle procedurer forud for igangsættelsen af projekter, der kan fremskynde betalingerne. Det foreslås at træffe foranstaltninger, der gør det muligt for Kommissionen at offentliggøre udbud, som spænder over to år, og at anvende standardiserede udbud; og

—	fremme forenkling af kontrolforanstaltningerne, hvor dette er muligt.

—	I Storbritannien har myndighederne forpligtet sig til at betale fakturaer inden 10 dage.

—	I Irland, Belgien, Polen, Portugal og Tjekkiet har regeringerne forpligtet sig til at reducere forsinkelserne i betalinger, navnlig fra de offentlige myndigheder.

—	I Belgien har den føderale regering indført et særligt »brolån« via en føderal investeringsfond til at finansiere forsinkede betalinger fra samtlige offentlige myndigheder og ikke kun fra de føderale myndigheder.

—

I Spanien har Instituto de Crédito Oficial (ICO) i 2009 afsat 10 mia. euro til præferentielle lån, som skal opfylde små og mellemstore virksomheders og selvstændiges behov for likvide midler. Disse midler er underlagt samfinansieringsregler. ICO kan f.eks. bidrage med den ene halvdel og kreditinstitutter med den anden. Endvidere findes der en »forfinansieringsordning for lokale myndigheder«, som sikrer betaling af fakturaer udstedt af virksomheder og selvstændige for arbejde og tjenester, der er udført for lokale myndigheder.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 224 af 30.8.2008. EUT C 182 af 4.8.2009.

(2) EFT C 407/50 af 28.12.1998.

(3) Med store forskelle fra medlemsstat til medlemsstat og en markant kløft mellem nord og syd.

(4) Intrum Justitia, (»europæisk betalingsindeks«) 2009.

(5) EFT L 200 af 8.8.2000.

(6) EFT L 12 af 16.1.2001.

(7) EUT L 143 af 30.4.2004.

(8) EUT L 399 af 30.12.2006.

(9) EUT L 199 af 31.7.2007.

(10) EUT C 182/30 af 4.8.2009.

(11) KOM(2008) 800 endelig.

(12) KOM(2008) 394 endelig, EUT C 182 af 4.8.2009, s. 30.

(13) Direktivforslagets præambel, betragtning 16.

(14) EFT C 407/50 af 28.12.1998.

(15) EUT C 175/57 af 28.7.2009.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/48

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog om revision af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område«

KOM(2009) 175 endelig

(2010/C 255/08)

Ordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 21. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog om revision af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

KOM(2009) 175 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Bernardo Hernández Bataller til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 17. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 16. december 2009, følgende udtalelse med 174 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU er enigt med Kommissionen i, at eksekvaturproceduren bør afskaffes for at lette den frie bevægelighed for retsafgørelser på det indre marked og fuldbyrdelsen af disse afgørelser over for borgere og virksomheder.

1.2 EØSU finder det hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 til også at omfatte administrative afgørelser og opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge, hvordan de eksisterende forhindringer for dette kan fjernes.

1.3 Det er efter EØSU's mening også vigtigt at vedtage foranstaltninger, som gør det lettere at anvende voldgift på tværs af grænserne. EØSU går ind for fastlæggelse af en overnational og ensartet konfliktregel vedrørende voldgiftsaftalers gyldighed, hvor afgørelsen skal træffes i henhold til lovgivningen i den stat, hvor voldgiftsbehandlingen finder sted. Det skal ske uden at ændre i New York-konventionens funktionsmåde, eller i det mindste ved at benytte den som udgangspunkt for vedtagelse af nye foranstaltninger.

1.4 En fælles tilgang af overnational karakter med fastlæggelse af klare og præcise regler om domstolskompetencen i internationale sager vil styrke borgernes retssikkerhed og sikre en harmonisk anvendelse af Fællesskabets ufravigelige bestemmelser. Derfor bør regler for sagsøgte med bopæl i tredjelande inkluderes, subsidiære kompetenceregler opstilles, foranstaltninger til forhindring af »forum shopping« vedtages og anvendelse af standardiserede værnetingsklausuler fremmes.

1.5 Der bør desuden vedtages regler, som kan øge retssikkerheden og reducere de store omkostninger i forbindelse med parallelle retssager om intellektuel ejendomsret ved nationale domstole.

1.6 Hvad angår retssager, hvori rettigheder af ufravigelig eller beskyttende karakter afklares, f.eks. rettigheder i forbindelse med arbejdsaftaler eller forbrugeraftaler, bør forordning nr. 44/2001 ændres med henblik på at tillade en samlet behandling af flere sager, så der kan anlægges kollektive søgsmål ved domstolene.

2. Indledning

2.1 Et af målene for traktaten om Den Europæiske Union Fællesskabet er at »bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«, og i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, artikel 65, slås det fast, at foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger - i det omfang de er nødvendige for det indre markeds funktion - omfatter »anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af afgørelser i udenretslige sager«.

2.2 Det Europæiske Råd i Tammerfors i oktober 1999 gjorde princippet om gensidig anerkendelse (1) af retsafgørelser til en hovedhjørnesten i samarbejdet på såvel det civilretlige som det strafferetlige område inden for EU.

2.3 Med Nice-traktatens ikrafttræden i februar 2003 blev beslutningsproceduren i artikel 67 afløst af vedtagelse med kvalificeret flertal og fælles beslutningsprocedure for samarbejdet på det civilretlige område, bortset fra familieretlige aspekter.

Bruxelleskonventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er et meget positivt bidrag til EU-retten.

2.4.1 EF-Domstolens retspraksis i forbindelse med konventionen og Amsterdam-traktatens ikrafttræden gjorde det muligt at vedtage Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2). EØSU havde forinden i sin udtalelse (3) om forslaget støttet denne mulighed for at få et EU-instrument til afløsning af konventionen.

2.4.2 I forordning nr. 44/2001 fastlægges ensartede regler for afgørelse af konflikter om retskompetence og lette den frie bevægelighed af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter i Den Europæiske union. Forordningen har vist sig at være af afgørende betydning for grænseoverskridende civil- og handelsretlige sager.

2.4.3 Danmark deltog ikke i det civilretlige samarbejde fra starten, men siden den 1. juli 2007 har forordningen fundet anvendelse i Danmark i kraft af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (4).

2.4.4 Lissabontraktaten vil lette det civilretlige samarbejde på EU-niveau med den generelle anvendelse af fællesskabsmetoden (5), vedtagelsen af Kommissionens forslag med kvalificeret flertal og styrkelsen af Europa-Parlamentets rolle, de nationale parlamenters demokratiske kontrol og EF-Domstolens rolle i forbindelse med kontrol af retsgyldigheden.

3. Kommissionens grønbog

3.1 Ifølge artikel 73 i forordning nr. 44/2001 skal Kommissionen senest fem år efter forordningens ikrafttræden fremlægge en rapport om dens anvendelse. Rapporten skal ledsages af forslag med henblik på tilpasning af forordningen.

3.2 Grønbogen indeholder en lang række forslag om de aspekter, Kommissionen finder vigtigst i lyset af erfaringerne med gennemførelsen af forordning nr. 44/2001 og EF-Domstolens praksis i den forbindelse.

3.3 Blandt de emner, som grønbogen vil iværksætte en offentlig debat om, er afskaffelse af eksekvaturproceduren (6), forordningens anvendelse i det internationale retssystem, værnetingsaftaler, industriel ejendomsret, litispendens og dermed forbundne sager, foreløbige retsmidler, forholdet mellem forordning og voldgift, anvendelsesområde og kompetence.

3.4 Desuden tager grønbogen spørgsmålet om anerkendelse og fuldbyrdelse op, herunder især den frie bevægelighed for officielt bekræftede dokumenter, som Europa-Parlamentet efterlyste i sin beslutning af 18. december 2008, eller muligheden for at anvende en fælles standardformular på fuldbyrdelsesstadiet.

4. Generelle bemærkninger

4.1 Forordning (EF) nr. 44/2001 har vist sig at være af afgørende betydning for det civil- og handelsretlige område. EØSU er enigt med Kommissionen i, at foranstaltningerne vedrørende samarbejdet på det civilretlige område er nødvendige for at sikre, at det indre marked fungerer godt.

4.2 Den debat, Kommissionen foreslår, er relevant på baggrund af de seneste års erfaringer med gennemførelsen af forordningen. Målet er at styrke borgernes grundlæggende ret til adgang til effektive retsmidler som fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i EF-traktatens artikel 65. Det er også et generelt princip, som er anerkendt i EF-Domstolens retspraksis.

Afskaffelse af eksekvaturproceduren ved alle afgørelser truffet af medlemsstaternes domstole på det civil- og handelsretlige område hænger fint sammen med målet om at sikre deres effektivitet og bevare retssikkerheden på det indre marked samt den grundlæggende ret til adgang til domstolsprøvelse (7) og til effektive retsmidler, som er anerkendt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6, stk. 1, samt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 47, stk. 1 (8).

4.3.1 Dette skridt er således i overensstemmelse med den subsidiaritetsklausul, som indirekte fremgår af EF-traktatens artikel 65, stk.1, hvori det slås fast, at foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger kun skal træffes i det omfang, de er nødvendige for det indre markeds funktion.

4.3.2 Hvad angår de krav, der skal opfyldes, for at en afgørelse kan fuldbyrdes på overnationalt niveau, kan garantierne i forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 (Bruxelles IIa) vise sig at være tilstrækkelige. Ifølge denne forordnings artikel 41 og 42 er retsafgørelser om samværsret og tilbagegivelse af børn direkte eksigible under to forudsætninger: at retsafgørelserne er eksigible i domsstaten, og at de er blevet attesteret i domsstaten (9).

4.3.3 Den eneste mulige forhindring ville derfor være, at der senere var blevet truffet en anden eksigibel retsafgørelse af en anden ret, men den omstændighed ville være meget usædvanlig på det område, som Kommissionens foreslåede ændring af forordning (EF) nr. 44/2001 omfatter.

4.3.4 Hvad angår beskyttelse af sagsøgtes rettigheder giver en fortolkning i tråd med »princippet om gensidig anerkendelse« den ret, som sagen er indbragt for, mulighed for at anvende de samme regler som i den nationale lovgivning ved forkyndelse af det indledende processkrift over for udlændinge eller egne statsborgere, der ikke har ophold i landet.

4.3.5 Hvis der ikke findes bestemmelser af denne art, eller hvis de eksisterende bestemmelser om retten til en fair rettergang er klart utilstrækkelige (f.eks. hvad angår sproglig forståelighed, retsgyldig fremsendelse og modtagelse af stævningen), ville det være hensigtsmæssigt at fastlægge subsidiære garantibestemmelser i den overnationale lovgivning.

4.3.6 EØSU ser dog positivt på en mere harmoniseret overnational prøvelsesprocedure i civil- og handelsretlige sager, så længe sagsøgte som garanti efterfølgende har et effektivt retsmiddel til sin rådighed (særlig prøvelse).

I overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis (10) fastlægger forordning nr. 44/2001 i kapitel II ikke blot ensartede kompetenceregler for tvister inden for EU, men også for sager, der involverer tredjelande, herunder de tilfælde, hvor sagsøgte ikke har bopæl i en medlemsstat.

4.4.1 Man kunne derfor fastsætte særlige retskompetenceregler, som skaber en overnational ramme for sådanne tilfælde, i modsætning til den nuværende situation, hvor afgørelsen ifølge artikel 4 i forordning (EF) nr. 44/2001 træffes efter medlemsstatens egen lovgivning. Disse regler ville dog være underlagt undtagelserne i samme forordnings artikel 22 og 23.

Hvad angår indførelsen af »subsidiære kompetenceregler«, forekommer de tre kriterier, som overvejes for øjeblikket, at være hensigtsmæssige, nemlig

—

kompetence på grundlag af udøvelsen af aktiviteter, hvis tvisten vedrører sådanne aktiviteter (der findes allerede en lignende bestemmelse i forordning nr. 1346/2000, artikel 3, om konkurs, som fastslår, at retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling),

—	kompetence på grundlag af det sted, hvor de aktiver, der rejses krav om for at betale en gæld, befinder sig, og

—

kompetence på grundlag af begrebet »forum necessitatis« (11), der forudsætter nøje overholdelse af de betingelser, på hvilke international ret anerkender »princippet om objektiv territorialitet« (12), og som understreger forpligtelsen til at bevise, at det er hensigtsmæssigt at henvise en sag til en bestemt ret.

4.5.1 At reglerne for »forum necessitatis« kun anvendes undtagelsesvist afspejles bl.a. i forordning nr. 4/2009 (13), artikel 7, ifølge hvilken en medlemsstats ret i undtagelsestilfælde kan behandle en sag, hvis ingen ret i nogen medlemsstat er kompetent i henhold til forordningen, og hvis sagen ikke med rimelighed kan anlægges i et tredjeland, som tvisten er nært knyttet til.

4.5.2 Men i forbindelse med udvidelse af kompetencereglernes anvendelsesområde må man på grund af risikoen for parallelle retssager ved opstilling af fælles regler for indledning af søgsmål mod sagsøgte i tredjelande begrænse disse overnationale fælles regler til følgende proceduresituationer:

—	hvis parterne ved en eksklusiv værnetingsaftale har valgt at benytte domstolene i et tredjeland,

—	hvis tvisten ellers ville være omfattet af en tredjelandsdomstols enekompetence, eller

—	hvis der allerede er anlagt en parallel sag i et tredjeland.

Med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af tredjelandsdomstole med enekompetence i en sag bør der etableres en fælles overnational procedure, som undgår de skader og forsinkelser, de nuværende forskelle i de nationale retssystemer giver anledning til. Det vil sige, at der skal etableres en fælles ordning vedrørende betingelserne for anerkendelse af retsafgørelser truffet af tredjelandes domstole, hvilket EØSU finder væsentligt.

4.6.1 Den Europæiske Union har på grundlag af EF-Domstolens udtalelse 1/2003 fået enekompetence til at undertegne de relevante internationale konventioner på såvel bilateralt som unilateralt niveau. Det betragtes på denne baggrund som relevant at etablere en fælles overnational procedure.

4.7 Litispendens

4.7.1 Som bekendt indebærer litispendensreglen, at hvis to krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes for to forskellige retter, så skal den ret, som sagen sidst er anlagt ved, erklære sig inkompetent til fordel for den første ret.

4.7.2 Hvad angår fastlæggelse af overnationale regler for at sikre indgåede værnetingsaftalers effektivitet i tilfælde af parallelle søgsmål, er det af hensyn til effektiviteten, hurtigheden og retssikkerheden tilrådeligt at udvide forordningens bestemmelse om litispendens med en garanti i form af pligt til direkte kommunikation og samarbejde mellem de relevante retter.

4.7.3 Det ville være hensigtsmæssigt at etablere en ordning for samarbejde og kommunikation mellem de involverede retter og forpligte den ret, der har erklæret sig inkompetent, til at genoptage sagen, hvis den domstol, der først er anlagt sag ved, erklærer sig inkompetent. Dermed kunne man undgå de negative kompetencekonflikter, som forordning 2201/2003 (14) kan give anledning til.

4.7.4 »Litispendens med garantier« ville gøre det muligt at fastsætte en bestemt frist, inden for hvilken den ret, sagen først blev anlagt ved – ifølge reglen om tidsmæssig prioritering – skal træffe en klar afgørelse om sin kompetence. Fastholder den sin kompetence, har den pligt til regelmæssigt at informere den anden ret om sagens udvikling inden for andre fastlagte frister.

Retssikkerheden ville utvivlsomt blive styrket, hvis man fastlægger en »meddelelsesregel«, som forpligter en ret til hurtigt at meddele relevante udviklinger i sagen til to eller flere retter, når der er tale om parallelle procedurer vedrørende den samme sag, som de alle har erklæret sig enekompetente til at behandle.

4.8.1 Endelig mener EØSU, at indsættelse af en standardiseret værentingsklausul af overnational karakter i forordning nr. 44/2001 ville lette adgangen til effektive retsmidler for borgerne og virksomhederne, da man derved kunne undgå usikkerhed med hensyn til værnetingsaftalens gyldighed. Målet skulle være at undgå »forum shopping« ved at træffe de nødvendige foranstaltninger.

4.9 Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler

4.9.1 I forbindelse med foreløbige og sikrende retsmidler er det også hensigtsmæssigt at revidere visse aspekter af artikel 31 og 47 i forordning nr. 44/2001, især i de tilfælde, hvor der over for en medlemsstats retslige myndigheder anmodes om anvendelse af sådanne retsmidler, selv om en ret i en anden medlemsstat er kompetent til at påkende sagens realitet.

4.9.2 Der skal vedtages sikrende retsmidler i en retssag for at beskytte den anmodende parts proceduremæssige situation, hvis to krav er opfyldt (det gælder i de fleste medlemsstater), nemlig »fumus boni iuris« og »periculum in mora« (15). Derfor, og for at undgå misbrug af loven, bør der fastsættes visse begrænsninger for anvendelsen af denne mulighed.

4.9.3 For det første skal den ret, der anmodes om sikrende retsmidler, kommunikere med den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, og efter en evaluering af denne information afgøre, om det er hensigtsmæssigt at acceptere anmodningen, idet hovedkriteriet skal være et godt procesforløb.

4.9.4 For det andet skal den person, der anmoder om foreløbige eller sikrende retsmidler, stille en garanti, hvis størrelse vil blive fastlagt af den kompetente ret i rimeligt forhold til sagens omfang og dens nødvendige afskrækkende virkning med henblik på at undgå misbrug af loven.

4.9.5 I sager, hvor det drejer sig om at opnå en forpligtelse til handling eller andre lignende sager, som ikke indebærer betaling af et forfaldent og eksigibelt kontant beløb, kunne fritagelsen for garantistillelse bero på dommerens konkrete vurdering af de medvirkende omstændigheder for at undgå, at der lægges hindringer i vejen for opnåelse af sikrende retsmidler.

4.10 Afskaffelse af eksekvaturproceduren

4.10.1 Der er fortsat mulighed for, at en retsafgørelse ikke kan anerkendes af grunde, som opregnes i forordningens artikel 34, og som drejer sig om grundlæggende retsprincipper, de involverede parters manglende mulighed for at varetage deres interesser samt uforenelighed mellem retsafgørelser.

4.10.2 Disse omstændigheder giver de kompetente retter nogle skønsmarginer, som er vanskelige at kontrollere, og som klart bidrager til retsusikkerhed og utilbørlige forsinkelser af sagerne.

4.10.3 Med henblik på afskaffelse af eksekvaturproceduren i forbindelse med fuldbyrdelse af foreløbige retsmidler forekommer det på den anden side rimeligt, at ændringen af den omtalte forordnings artikel 47 baseres på fremgangsmåden i forordning (EF) nr. 4/2009 (13), artikel 20, dvs. en kopi af retsafgørelsen, et uddrag af retsafgørelsen og en oversættelse heraf under anvendelse af den fastlagte formular.

4.10.4 Da forslagene til ændring af forordningen skal bidrage til generel anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse inden for dens anvendelsesområde, forekommer det ikke logisk at fastholde en skelnen mellem »anerkendelse« og »fuldbyrdelse«.

4.10.5 Det er derfor ønskeligt, at den ophæves, eller at betingelserne for at skelne gennemgås nøje.

4.10.6 Hvis man på den anden side mener, at »anerkendelse« af retsafgørelser skal omfatte hele det civil- og handelsretlige område, bør anvendelsesområdet for artikel 1 ændres til også at omfatte administrative afgørelser, da dette ville betyde, at borgere og virksomheder ville få større gavn af det indre marked.

4.10.7 Denne bemærkning er også relevant for forslaget om, at der i forordningen skal medtages standarder for økonomiske sanktioner over for skyldnere samt sanktioner, som pålægges af medlemsstaternes domstole eller skattemyndigheder.

4.10.8 For at forenkle procedurerne og effektivisere fuldbyrdelserne kunne man forbedre retshåndhævelsen ved at indføre en fælles standardformular på alle de officielle EU-sprog indeholdende et uddrag af retsafgørelsen.

4.10.9 Dermed kunne omkostningerne ved fuldbyrdelse kunne nedbringes, idet kravet om, at der skal vælges en processuel bopæl eller udpeges en procesfuldmægtig fjernes. Forordning (EF) nr. 1393/2007 (16) gør nemlig disse krav forældede.

4.11 Et europæisk officielt bekræftet dokument

4.11.1 Oprindeligt henviste artikel 50 i Bruxelles-konventionen til »autentiske dokumenter, der er eksigible«, hvilket af EF-Domstolen (17) er blevet fortolket som dokumenter, der er eksigible efter lovgivningen i den stat, hvor det er udstedt, og hvis ægthed er blevet attesteret af en offentlig myndighed eller et andet organ, der af denne stat er bemyndiget hertil.

4.11.2 Dette begreb har fundet plads i forordning nr. 44/2001, artikel 57 (»officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat«). Alligevel har Europa-Parlamentet bedt Kommissionen om at indlede arbejdet på et europæisk officielt bekræftet dokument.

4.11.3 EØSU ser meget gerne, at Kommissionen går i gang med at sikre den frie bevægelighed af officielt bekræftede dokumenter gennem et arbejde, der kan munde ud i etablering af et europæisk officielt bekræftet dokument.

4.12 Beskyttelse af forbrugerne

4.12.1 Ifølge betragtning 13 i forordning nr. 44/2001 er det i forbindelse med forbrugeraftaler ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler. Dette kriterium er blevet bekræftet af EF-Domstolens retspraksis (18).

4.12.2 EØSU deler de bekymringer, der gives udtryk for i forordningens betragtninger og i EF-Domstolens retspraksis, da EØSU altid er gået ind for at fastholde et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne, som har behov for beskyttende, obligatoriske regler.

4.12.3 For at sikre sammenhængen i EU-retten vil det være hensigtsmæssigt at tilpasse ordlyden af forordningens artikel 15, stk. 1, litra a) og b), til definitionen af forbrugerkredit og tilknyttet kreditaftale i artikel 3, litra c) og n) i direktiv 2008/48/EF (19).

4.12.4 Hvad angår kollektive søgsmål, tager denne form for beskyttelse sigte på at reducere de sagsomkostninger, der som regel afskrækker forbrugere fra at sagsøge en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat. Det gælder især de udgifter, der er forbundet med at føre sag uden for sagsøgers sædvanlige bopælsland, og - hvis sagen skal føres ved en domstol i sagsøgers egen medlemsstat - de udgifter, der løber på, fordi retsafgørelsen nødvendigvis skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat.

4.12.5 Da det ifølge den nugældende forordning (artikel 6, stk. 1) ikke er muligt at anlægge samlede sager, især i de tilfælde hvor flere personer anlægger sag mod den samme person ved domstolene i en medlemsstat, bør denne bestemmelse i forordningen ændres, så forbrugerne lettere kan anlægge kollektive søgsmål, og der lettere kan anlægges erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler, hvilket EØSU tidligere har udtalt sig positivt om.

4.13 Intellektuel ejendomsret

4.13.1 Selv om direktiv 2004/48/EF (20) om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder tager sigte på en tilnærmelse af lovgivningerne, for så vidt angår visse processuelle spørgsmål, er det nødvendigt at indføre overnationale regler for at afhjælpe manglen på retssikkerhed og undgå de store omkostninger i forbindelse med parallelle retssager ved nationale domstole.

4.13.2 På denne baggrund mener EØSU, at der skal vedtages foranstaltninger til forebyggelse af varemærkeforfalskning, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå i den europæiske patentkonvention, med fuld respekt for den sproglige mangfoldighed.

4.14 Voldgift

4.14.1 EØSU mener, at der i reformen af forordning nr. 44/2001 bør vedtages passende foranstaltninger for at sikre fri bevægelighed for voldgiftskendelser i Europa og for at forhindre parallelle sager.

4.14.2 Navnlig kunne en (delvis) afskaffelse af udelukkelsen af voldgift fra forordningens anvendelsesområde åbne mulighed for:

—	sikrende foranstaltninger i forbindelse med voldgift,

—	anerkendelse af retsafgørelser om en voldgiftsaftales gyldighed,

—	fremme af anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der bekræfter en voldgiftskendelse.

4.14.3 EØSU bifalder vedtagelse af foranstaltninger, der gør det lettere at anvende voldgift på tværs af grænserne. EØSU går derfor ind for fastlæggelse af en overnational og ensartet konfliktregel vedrørende voldgiftsaftalers gyldighed, hvor afgørelsen skal træffes i henhold til lovgivningen i den stat, hvor voldgiftsbehandlingen finder sted.

4.14.4 EØSU finder det mest hensigtsmæssigt at lade New York-konventionen af 1958 om fuldbyrdelse af voldgiftskendelser forblive uændret, eller i det mindste at benytte den som udgangspunkt for vedtagelse af nye foranstaltninger.

4.15 Udvidelse af forordningens anvendelsesområde til også at omfatte administrative afgørelser

4.15.1 EØSU er bevidst om, at forordning nr. 44/2001 kun finder anvendelse på retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, men mener, at Kommissionen og medlemsstaterne af hensyn til det indre markeds funktion bør undersøge mulighederne for at udvide forordningens materielle anvendelsesområde til at omfatte bindende administrative afgørelser ved hjælp af de midler, de finder hensigtsmæssige, herunder bestemmelserne i EF-traktatens artikel 309.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Princippet om gensidig anerkendelse sikrer retsafgørelsers frie bevægelighed, uden at medlemsstaternes retsplejeregler behøver at blive harmoniseret.

(2) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

(3) EFT C 117 af 16.4.2000, s. 51.

(4) EUT L 299 af 16.11.2005, s. 61.

(5) Fællesskabsmetoden bygger på idéen om, at borgernes almene interesse forsvares bedst, når EU-institutionerne udfylder deres rolle i beslutningsprocessen fuldt ud, under overholdelse af subsidiaritetsprincippet.

(6) Ved »eksekvaturprocedure« forstås en procedure, hvorved der tages stilling til, om en udenlandsk retsafgørelse kan anerkendes og fuldbyrdes i en anden stat end den, som har truffet den.

(7) Adgangen til domstolsprøvelse er en del af de rettigheder, der indrømmes i artikel 6, stk. 1, i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis (se bl.a. Golder-dommen (21.2.1975, punkt 28-31) og Dewer-dommen).

(8) EFT C 364 af 18.12.2000.

(9) Se også forordning nr. 4/2009, nr. 1896/2006 og nr. 861/2007.

(10) Dom af 1.3.2005 i sag C-281/02 OWUSU samt udtalelse 1/03 af 7. februar 2006, FJ 143-145.

(11) Dette betyder, at en ret vil anerkende en udenlandsk rets kompetence, hvis den udenlandske ret efter førstnævnte rets opfattelse har påtaget sig denne kompetence for at undgå afvisning af retsbehandling, fordi der ikke findes nogen kompetent ret. Det drejer sig i højere grad om adgang til domstolene end om anerkendelse af retsafgørelser.

(12) F.eks. i Den Internationale Domstols domme af hhv. 7. september 1927, »Lotus«-sagen, og 5. februar 1970, »Barcelona Traction«-sagen.

(13) EUT L 7 af 10.1.2009, s. 1.

(14) EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1.

(15) Sikrende retsmidler indebærer i princippet forudgående og i nogle tilfælde delvis godkendelse af en påstand, inden der afsiges dom. Ifølge den klassiske procesdoktrin (se Calamandrei: »Introducción al Estudio sistemático de las Providencias cautelares«) er det en forudsætning for anvendelse af disse retsmidler, at begæringen er berettiget af faktiske og retlige grunde (fumus boni iuris), og at sagsbehandlingstiden ville forhindre opfyldelsen af retsafgørelsens legitime hensigt (periculum in mora). Begge krav skal være opfyldt. EF-Domstolen har også fulgt denne domspraksis i kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19. juli 1995, Kommissionen/Container Line m.fl (sag C-149/95), i kendelse afsagt af præsidenten for Retten i Første Instans den 30.6.1999, Pfizer Animal Health/Rådet (sag T-13/99), Factortame-sagen af 19.6.1990 og kendelse afsagt af Domstolens præsident den 28.6.1990.

(16) Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager. EUT L 324 af 10.12.2007.

(17) EF-Domstolens dom af 17.6.1999 i sag C-260/97, Unibank.

(18) EF-Domstolens dom af 17.9.2009 i sag C-347708, Vorarlberger Gebietskrankenkasse.

(19) EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.

(20) EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/54

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Nye horisonter for ikt — en strategi for forskning i fremtidig og fremspirende teknologi i Europa«

KOM(2009) 184 endelig

(2010/C 255/09)

Ordfører: Anna Maria DARMANIN

Medordfører: Gerd WOLF

Kommissionen besluttede den 20. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Nye horisonter for ikt – en strategi for forskning i fremtidig og fremspirende teknologi i Europa

KOM(2009) 184 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Anna Maria Darmanin til ordfører og Gerd Wolf til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 17. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16. og 17. december 2009, mødet den 16. december 2009, enstemmigt følgende udtalelse:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Styrkelse af F&U og innovation er en forudsætning for at komme ud af den nuværende økonomiske og finansielle krise.

1.2 Blandt hovedtemaerne for F&U, såsom klima, energi og sundhed, spiller ikt som en tværgående teknologi, der berører næsten samtlige aspekter af samfundet, økonomien, videnskaben og teknologien, en afgørende rolle.

1.3 Med hensyn til F&U for ikt baner underprogrammet »Fremtidig og fremspirende teknologi« (FET) vejen frem, hvilket på lang sigt kan føre til fuldstændigt nye og muligvis revolutionerende informations- og kommunikationsteknologier.

1.4 EØSU støtter derfor fuldt ud forslagene i Kommissionens meddelelse om fremtidig og fremspirende teknologi. Udvalget støtter ligeledes den foreslåede årlige forøgelse på 20 % af budgettet for FET-forskning på ikt-området.

1.5 Denne forøgelse er i tråd med den planlagte forøgelse af det samlede ikt-program og vil således ikke ændre på FET-programmets relative andel. EØSU anbefaler dog, at FET-programmets nuværende relative andel øges gradvis til 15 % under det syvende rammeprogram, og at denne udvikling videreføres under det ottende rammeprogram.

1.6 For så vidt angår »reglerne for deltagelse i det syvende rammeprogram«, opfordrer EØSU medlemsstaterne og deres finansieringsorganer til at yde det af dem krævede bidrag med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af programmet.

1.7 Udvalget opfordrer endvidere medlemsstaterne til at udarbejde deres egne slagkraftige nationale F&U-programmer på ikt- og FET-området, så de kan blive stærke partnere i det europæiske og internationale samarbejde. Der bør afsættes flere strukturfondsmidler til dette formål. EØSU anser det for et vigtigt element i den nye Lissabonstrategi (1) at gøre fremskridt på dette område ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

1.8 EØSU støtter ligeledes den foreslåede opdeling af FET-programmet i to forskellige områder: »Udnyttelse af nye idéer inden for lovende områder« (FET – proaktive foranstaltninger) omfattende de nyligt foreslåede flagskibsprojekter og »Udforskning af nye idéer« (FET – åbent domæne). FET-ordningens åbenhed for nye idéer er især af stor betydning for stimuleringen af det videnskabelige og intellektuelle potentiale i medlemsstaterne.

1.9 Udvalget støtter inden for rammerne af det foreslåede FET-program yderligere aspekter som f.eks. den tværfaglige tilgang, den fælles programmering mellem medlemsstaterne og det internationale samarbejde. Det bør imidlertid sikres, at lovende initiativer ikke drukner i komplekse procedurer, og at fremtrædende forskere og institutioner opmuntres til at deltage.

1.10 EØSU slår til lyd for omgående og konkrete tiltag med hensyn til EF-patentet.

1.11 EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tiltrække de største talenter inden for forskning og forebygge hjerneflugt af især de mest talentfulde unge forskere. Udvalget noterer med tilfredshed, at nogle forskningsinstitutioner allerede har iværksat vellykkede programmer for at tage denne udfordring op.

1.12 EØSU gentager sin henstilling om at indføre den nye undergruppe »IKT til videnskab og forskning« i det samlede ikt-program.

2. Kommissionens meddelelse

2.1 Inden for rammerne af særprogrammet»Samarbejde«, udgør F&U for informations- og kommunikationsteknologier (ikt) kernen i EU's syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (2007-2013) (2), herefter forkortet RP7. Forskning i FET udgør en lille del af det ikt-relaterede F&U-program og tegner sig på nuværende tidspunkt for ca. 10 % af programmets særlige budget. Mens hovedparten af ikt-programmet primært gør brug af eksisterende videnskabelig viden til udvikling af innovative ikt-teknologier, baner forskningen i FET vej for ikt-programmet, idet den tager fat i mere grundlæggende videnskabelige spørgsmål, hvis løsning på længere sigt kan resultere i fuldstændigt nye og muligvis revolutionerende informations- og kommunikationsteknologier.

2.2 I Kommissionens meddelelse opstilles målet om en styrkelse af forskningen i fremtidig og fremspirende teknologi (FET) som led i ikt-programmet. Dette vil supplere og styrke de foranstaltninger, som er beskrevet i Kommissionens nylige meddelelse (3) om en europæisk strategi for forskning, udvikling og innovation på ikt-området.

2.3 Med det nuværende årlige budget på omkring 100 mio. euro støtter FET-programmet forskere og ingeniører, der begiver sig ud i ukendt territorium hinsides grænserne for traditionel ikt. Europa-Kommissionen vil øge RP7-budgettet til FET-forskning med 20 % om året fra 2011 til 2013. Den opfordrer medlemsstaterne til at foretage en tilsvarende forøgelse i deres budgetter.

2.4 Den europæiske FET-forskningsordning udmærker sig ved den måde, hvorpå den kombinerer nedenstående egenskaber. Den er:

—	Grundlæggende. Den skaber et nyt fundament for fremtidig ikt ved at udforske nye ukonventionelle idéer og videnskabelige modeller, der er for langsigtede eller for risikable for den industrielle forskning.

—	Transformativ. Den drives frem af idéer, der udfordrer vores forståelse af videnskabelige begreber bag eksisterende informationsteknologi, og som kan ændre denne forståelse radikalt.

—	Højrisikobetonet. Men risikoen skal ses i forhold til et højt potentielt afkast og muligheden for revolutionerende gennembrud.

—	Målrettet. Den sigter mod at påvirke fremtidige industrielle ikt-forskningsdagsordener.

—	Tværfaglig. Den bygger på synergivirkninger og krydsbefrugtning mellem forskellige fagområder som biologi, kemi, nano-, neuro- og kognitiv videnskab, etologi, samfundsvidenskab og økonomi.

—	Samarbejdsbaseret. Den samler de bedste forskerhold i Europa og i stigende grad også på verdensplan i et samarbejde om fælles forskningsemner.

2.5 FET gennemføres ved hjælp af tematisk forskning i fremspirende emner (FET – proaktive foranstaltninger) og fri, ubegrænset udforskning af nye ideer (FET – åbent domæne).

2.6 I sin meddelelse foreslår Kommissionen en strategi for flere aspekter som f.eks.:

—	styrke FET under ikt-temaet,

—	iværksætte FET-flagskibsinitiativer,

—	fælles programmering og ERA-initiativer vedrørende FET,

—	øge unge forskeres engagement i FET-forskning,

—	fremme hurtigere udnyttelse og omsætning af videnskabelig viden samt innovation,

—	lette samarbejdet med verdens førende forskerhold og tiltrække dygtige forskere til Europa.

2.7 Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at bakke op om de foreslåede mål og den forelagte strategi og til at tilskynde nationale og regionale myndigheder, universiteter og offentlige forskningsorganisationer og private interesseparter til at deltage i forberedelsen af fremtidige tiltag.

3. Generelle bemærkninger

3.1 Ikt som en del af FP7. I sin udtalelse om EU's syvende rammeprogram for FTU (2) påpegede EØSU, at »en effektiv og avanceret forskning og udvikling, som tildeles tilstrækkelig støtte, er (…) et afgørende fundament og en forudsætning for innovation, konkurrencedygtighed og velstand og hermed også for kulturel udfoldelse og social sikkerhed. Investeringer i forskning og udvikling fører – med en betydelig forstærkende kraft – til en øget økonomisk styrke.« Dette er mere sandt end nogensinde i lyset af den nuværende alvorlige økonomiske og finansielle krise, der sammen med de herskende energi- og klimaproblemer viser, at der er et presserende behov for yderligere forskning og banebrydende innovation.

Ikt's indvirkning. Ikt spiller i den sammenhæng en væsentlig rolle som en central tværgående teknologi, der støtter næsten samtlige aspekter og processer af det moderne liv. I de seneste årtier har ikt og relaterede teknologier skabt revolutionerende ændringer og fremskridt i den måde, samfundet er skruet sammen på, idet de har påvirket folks livsstil, industriproduktionen, handelen, forvaltningen og videnskaben selv.

3.2.1 Ikt som et redskab til forskning. Ikt er et redskab, der muliggør yderligere forskning og udvikling i andre innovationsområder som f.eks. energi (4), klima, sundhed og det aldrende samfund i forbindelse med en bred vifte af samfundsøkonomiske aspekter. Ikt er således ikke blot et innovationsområde i sig selv, men også et redskab til innovation på andre områder af videnskaben, samfundet og teknologien. En videreudvikling af ikt forventes at ville sætte skub i og fremme disse fremskridt.

3.3 F&U på ikt-området. F&U inden for ikt gør primært brug af eksisterende videnskabelig viden til udvikling og forbedring af nye computer- og kommunikationsapparater, -metoder og instrumenter. Disse spænder helt fra »grid computing« til UMTS. Hele spektret af forskellige projekter kan findes på http://cordis.europa.eu/fp7/ict/projects/home_en.html.

3.4 FET-programmet. F&U inden for ikt kræver ligeledes en dybere forståelse af naturlovene og især den måde, hvorpå naturen bearbejder information, med henblik på at udvide vore nuværende grænser og bevæge os ind på helt nye vidensområder, der med stor sandsynlighed indeholder et nyt potentiale for innovation og ikt-teknologi. Dette er formålet med FET-programmet, der allerede har tiltrukket sig den internationale videnskabelige elites opmærksomhed.

3.5 Rollen som vejviser. EØSU er af den opfattelse, at Kommissionens FET-program er meget vellykket og i allerhøjeste grad har banet vejen frem. Udvalget bakker derfor op om en fortsættelse og udvidelse af programmet som foreslået af Kommissionen. EØSU går også ind for den foreslåede årlige forøgelse på 20 % af budgettet for FET-forskning og konceptet med at begive sig ud i ukendt territorium i søgningen efter grundlæggende nye muligheder.

3.6 Forøgelse af FET's relative andel. EØSU erkender, at de investeringer, der foretages i FET i dag, er kimen til morgendagens ikt. Da den årlige forøgelse på 20 % af budgettet til FET-forskning er i tråd med den planlagte forøgelse af det samlede ikt-program og således ikke vil ændre på FET-programmets relative andel, anbefaler EØSU, at FET-programmets nuværende andel øges gradvis til 15 % under det syvende rammeprogram, og at denne udvikling videreføres under det ottende rammeprogram.

3.7 To indsatsområder. EØSU støtter ligeledes den foreslåede opdeling af FET-programmet i to forskellige områder: den proaktive tematiske forskningsdel »Udnyttelse af nye idéer inden for lovende områder« (FET – proaktive foranstaltninger) omfattende de foreslåede flagskibsprojekter (5) (f.eks. decentraliserede selvorganiserende systemer) og »Udforskning af nye idéer« (FET – åbent domæne), der har en bundstyret tilgang og er åben for ansøgere med helt nye idéer. FET-ordningens åbenhed er især af stor betydning for stimuleringen af det videnskabelige og intellektuelle potentiale i medlemsstaterne.

3.8 Medlemsstaternes deltagelsesregler. Mens hovedparten af ikt-udviklingen gennemføres af industrien og SMV'er (6), er FET-programmet primært målrettet universiteter og offentlige forskningsinstitutioner i EU. Helt i tråd med »deltagelsesreglerne« (7) for det syvende FTU-rammeprogram, stimulerer FET-programmet samarbejdet mellem medlemsstaterne og finansieringen fra medlemsstaterne. EØSU opfordrer derfor de finansierende organer i medlemsstaterne til at yde deres bidrag til at lette og øge deltagelsen i dette vigtige program.

3.9 Medlemsstaternes nationale F&U inden for FET. Desuden opfordrer udvalget medlemsstaterne til at udarbejde deres egne slagkraftige nationale F&U-programmer på ikt- (8) og FET-området, så de kan blive stærke partnere i det europæiske og internationale samarbejde. Der bør afsættes flere strukturfondsmidler til dette formål.

Programmernes egenskaber og udvælgelseskriterier. Udvalget er af den opfattelse, at hovedformålet, nemlig at beskæftige sig med og støtte nye tematiske, metodiske og teknologiske idéer, er fremragende og værd at bakke op om, og at de øvrige mål, som omtales i punkt 2.4 og 2.6 er interessante og vigtige. Det er tilfreds med, at de i punkt 2.4 og 2.6 omtalte egenskaber og aspekter – navnlig når de indgår i et samspil – gør videnskabelig originalitet og ekspertise til nogle af de vigtigste udvælgelseskriterier. EØSU er overbevist om, at originalitet, ekspertise og relevans er af største betydning, hvilket har været tilfældet tidligere og bør fortsætte sådan fremover.

3.10.1 Ingen»universalløsninger«tak. FET-programmet bør derfor undgå en tilgang med »universalløsninger« i anvendelsen af dets instrumenter. Mens programmet omfatter og kombinerer forskellige aspekter (9), der hver især er værdifulde og vigtige, bør de projekter, som modtager støtte, ikke udvælges på grundlag af, hvorvidt de indeholder alle de forskellige egenskaber; med andre ord skal man ikke nødvendigvis tage samtlige egenskaber i betragtning.

3.11 Det er i orden at fejle. Eftersom udforskning af nyt terræn generelt fører til et betydeligt samlet afkast, vil man i forbindelse med de »højrisikoprojekter«, som kendetegner FET-programmet, også blive nødt til at acceptere fiaskoer, hvilket ikke må stigmatisere de involverede forskere eller den støtte, som ydes under RP7. Selv i forbindelse med flagskibsprojekter kan man ikke udelukke risici for fiaskoer. Regionsudvalget glæder sig over, at dette princip er medtaget og understreget i Kommissionens dokument.

3.12 FET-programmet og ESFRI-listen. Man bør fremme og bakke op om køreplanen fra Det Europæiske Strategiske Forum for Forskningsinfrastruktur (ESFRI-listen (10)) med henblik på at udnytte det fulde potentiale i eksisterende og nye forskningsinfrastrukturer og sikre, at der skabes forbindelse mellem disse og FET-programmet.

4. Særlige bemærkninger

Nogle af de i punkt 2.4 og 2.6 omtalte spørgsmål behandles i det følgende.

4.1 Tværfaglige tilgange. EØSU erkender og fremhæver de udfordringer, som omtales i Kommissionens meddelelse. En af disse går ud på at fremme samarbejdet på tværs af faggrænserne, hvilket har afgørende betydning for FET-programmets succes. Udvalget er derfor tilfreds med, at anvendelsen af tværfaglige tilgange er et uomgængeligt krav til de udvalgte projekter og de nyligt foreslåede »flagskibsemner« (11).

4.2 Inddragelse af industrien, SMV'er og samfundet. For at sikre en passende fremtidig industriel eller samfundsmæssig anvendelse af det mere grundforskningsorienterede FET-program bør repræsentanter for industrien, SMV'erne og samfundet inddrages i de relevante rådgivende organer. EØSU noterer, at dette allerede er tilfældet (12), og henstiller, at man bevarer denne praksis fremover. EØSU opfordrer desuden forskerne til at deltage mere aktivt på det sociale område.

4.3 Tiltrækning af de største talenter og forebyggelse af hjerneflugt. At tiltrække de største talenter inden for forskning og forebygge hjerneflugt af især de mest talentfulde unge forskere er en stor udfordring, hvilket EØSU har fremhævet flere gange (13). Udvalget noterer med tilfredshed, at nogle forskningsinstitutioner (14) allerede har iværksat vellykkede programmer for at tage denne udfordring op. Det anbefaler, at flere organisationer i medlemsstaterne følger trop, og at Kommissionen giver sin støtte hertil. EØSU slår ydermere til lyd for, at programmer for studerende styrkes for derved at tiltrække nyuddannede til specifikke forskningsområder. I den forbindelse bør det generelt tilstræbes at vække interessen for innovation, videnskab og forskning allerede på folkeskolens ældre klassetrin. Disse programmer vil skulle gennemføres på en sådan måde, at det bliver muligt at identificere store talenter blandt de studerende, inden de afslutter deres studium.

4.4 Fælles programmering (8). EØSU minder om, at langt den største del af den offentligt finansierede F&U enten foregår i eller finansieres af medlemsstaterne, og opfordrer derfor på ny medlemsstaterne til at koordinere deres arbejde indbyrdes med henblik på at udnytte deres F&U-potentiale fuldt ud med støtte fra EU's F&U-rammeprogram.

4.5 Forskningssamarbejde på FET-området. EØSU minder om sin seneste udtalelse (8) om dette spørgsmål og bifalder Kommissionens henstilling om at overvinde den nuværende opsplitning af den europæiske forskningsindsats og styrke det europæiske forskningssamarbejde på udvalgte FET-områder yderligere. Eftersom deltagelsesreglernes krav stadig er utilstrækkelige, henstiller EØSU, at Kommissionen hurtigst muligt opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte fælles initiativer inden for rammerne af den fælles programmering for forskningsinitiativer på områder som f.eks. kvante- og neuroinformationsteknologi, hvor der allerede er fastlagt europæiske forskningskøreplaner, og derefter udvide disse til også at omfatte andre FET-områder af fælles interesse. EØSU anser det for et vigtigt element i den nye Lissabonstrategi (1) at gøre fremskridt på dette område ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

4.6 Internationalt samarbejde. EØSU er enigt med Kommissionen i, at FET-forskningen også er særligt velegnet til (globalt) internationalt samarbejde, eftersom den danner grundlaget for fremtidig ikt og tager globale videnskabelige udfordringer op. Udvalget henviser til sin seneste udtalelse om dette emne (15). Det deler Kommissionens opfattelse af, at Europas største konkurrenter har erkendt, at grundforskning er en forudsætning for at indtage og fastholde en førende position på ikt-området.

4.7 Komplekse procedurer. Med hensyn til de i punkt 4.4 og 4.5 behandlede spørgsmål erkender EØSU ligeledes, at de dertil knyttede procedurer kan tilføre de tekniske og videnskabelige bestræbelser betydelig kompleksitet. Man bør gøre en indsats for at sikre, at lovende initiativer ikke drukner i procedurerelaterede problemer, og at fremtrædende forskere og institutioner opmuntres til at deltage.

4.8 Behovet for et EF-patent. EØSU påpeger, at et EF-patent ville kunne fremskynde opnåelsen af og give en bedre beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der udspringer af europæiske investeringer i F&U. Udvalget finder det dybt beklageligt, at der ikke er blevet gjort nogen synlige fremskridt i den henseende de sidste ti år.

4.9 Ikt-videnskab og -forskning. EØSU gentager sin henstilling (15) om at indføre den nye undergruppe »IKT til videnskab og forskning« i det samlede ikt-program med hovedvægt på software. Det mener, at det udvidede FET-program ville kunne drage fordel heraf.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 1.

(2) EUT C 65 af 17.3.2006, s. 9.

(3) KOM(2009) 116 endelig.

(4) Jf. K(2009) 7604 endelig af 9.10.2009.

(5) Jf. rapport fra Den Rådgivende Gruppe for Informationssamfundsteknologi af 31. juli 2009, endelig udgave.

(6) I den sammenhæng gør EØSU ligeledes opmærksom på den store betydning, som Eureka har ved at give projektpartnerne hurtig adgang til et væld af viden, færdigheder og ekspertise i hele Europa og ved at lette adgangen for nationale offentlige og private finansieringsordninger (http://www.eureka.be/about.do).

(7) EUT C 309 af 16.12.2006, s. 35.

(8) EUT C 228 af 22.9.2009, s. 56.

(9) KOM(2009) 184 endelig, pkt. 2.

(10) EUT C 182 af 4.8.2009, s. 40.

(11) Jf. f.eks. Kommissionens rapport »FET-Consultations 2007-2008, Future and Emerging Technolgies«, ISBN 978-92-79-09565-8, september 2008.

(12) Jf. listen over medlemmer af Den Rådgivende Gruppe for Informationssamfundsteknologi: http://cordis.europa.eu/fp7/ict/istag/home_en.html.

(13) EUT C 110 af 30.4.2004, s. 3.

(14) F.eks. Helmholtz Association of German Resarch Centres og Max-Planck-Society.

(15) EUT C 306 af 16.12.2009, s. 13.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/61

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: fremme af god politik og forvaltning på skatteområdet«

KOM(2009) 201 endelig

(2010/C 255/11)

Ordfører: Umberto BURANI

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 28. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: fremme af god politik og forvaltning på skatteområdet

KOM(2009) 201 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Umberto Burani til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 17. december 2009, følgende udtalelse enstemmigt:

1. Konklusioner og forslag

1.1 Meddelelsen udgør Kommissionens bidrag til den kamp mod skatteunddragelse og skattely, som blev annonceret af G-20 og bekræftet af Rådet (økonomi og finans) og Det Europæiske Råd. En god skatteforvaltning har længe været målet. Der er blevet udsendt regler for samarbejde mellem EU-landene indbyrdes og mellem disse og tredjelande, for gensidig bistand, rentebeskatning og inddrivelse af skattefordringer. Der er også vedtaget et adfærdskodeks for at undgå skadelig skattekonkurrence. Alt dette viser, at Europa mener og viser i praksis, at god forvaltning på skatteområdet er af fundamental betydning.

1.2 Den her behandlede meddelelse beskriver de vigtigste af de aktioner, som Kommissionen foreslår at iværksætte, især hvad angår den del, som har med opfølgningen af OECD's initiativer at gøre. Der er tale om en integreret plan bestående af regler, forhandlinger og fornyelse af de kriterier, som ligger bag visse politikker. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udtrykker sin fulde støtte til den foreslåede pakke af foranstaltninger og til Kommissionens overvejelser. Især på ét punkt, nemlig sammenkædningen af den økonomiske støtte, som gives til mange lande under forskellige former, med disses samarbejdsvilje i skattespørgsmål, ønsker udvalget, at EU anlægger en fast og ansvarlig holdning. Det skal kort sagt være slut med en politik, hvor støtte ydes betingelsesløst og uden modydelser.

1.3 Det ville ikke give megen mening at opregne de punkter, hvor udvalget er enigt. Det ville forlænge teksten unødigt uden at tilføre en merværdi. EØSU mener i stedet, at visse grundlæggende problemer skal trækkes frem – problemer, som efter udvalgets mening fortjener særlig opmærksomhed.

I Kommissionens indledning beskrives forvaltning på skatteområdet som et redskab til »en koordineret reaktion« på hvidvaskning af penge, korruption og terrorisme. Princippet om en global indsats mod disse fænomener bekræftes altså. I realiteten giver dette udsagn dog anledning til en vis tvivl. Skatteforvaltning er ikke i sig selv tilstrækkelig til at bekæmpe fænomener af anden oprindelse, der kan have, men ikke nødvendigvis har relation til beskatning. Hvidvaskning af penge er et produkt af organiseret kriminalitet, korruption eller terrorisme.

1.4.1 I det tredje direktiv om hvidvaskning (1) betragtes skattesvig som en alvorlig lovovertrædelse, der som sådan skulle underkastes direktivets bestemmelser. Men sådan er det ikke i praksis. Skatteunddragelse eller skattesvig er genstand for en række specifikke direktiver, som tager disse emner fra hvidvasknings-myndighederne og lader dem indgå i skattemyndighedernes aktionsområde. Der opstår således et problem med regler, der overlapper, eller rettere et behov for en klarere afgrænsning af beføjelser og kompetencer. Hvidvaskningsdirektivet bør føres tilbage til sin erklærede målsætning og udelukke skatterelaterede og finansielle lovovertrædelser, når disse ikke har rod i kriminalitet eller terrorisme. Omvendt bør skattedirektiverne udelukke lovovertrædelser, der har en klar kriminel eller terroristisk oprindelse, fra skattemyndighedernes kompetence. Der vil altid eksistere en gråzone imellem de to fænomener, men der må i det mindste fastsættes nogle klare vejledende principper.

1.4.2 Hvidvaskningsdirektiverne og skattedirektiverne synes i dag at køre ad to forskellige spor. Det er dog ikke Kommissionens skyld, men skyldes snarere en opsplitning af beføjelser og kompetencer. Hvidvaskning og bekæmpelse af organiseret kriminalitet hører på det internationale plan under FATF (2) og på europæisk plan under Rådet (retlige og indre anliggender). Skatteunddragelse drøftes af G-20 og Rådet (økonomi og finans). Der er ingen omtale i noget dokument af behovet for samarbejde, udveksling af informationer og opgavedeling mellem de forskellige myndigheder. EØSU anmoder om, at denne situation bringes i orden, fordi den i sidste ende gør »den globale indsats« til en abstrakt og uopnåelig størrelse.

1.5 I forbindelse med den globale indsats dukker problemet med skattely op. Disse er kun genstand for opmærksomhed, når der er tale om skatteunddragelse. Penge fra organiseret kriminalitet og penge til finansiering af terrorisme kommer ikke for dagens lys. Disse fænomener vedrører ikke kun de mest kendte finanscentre, som skattemyndighederne i øjeblikket forhandler med, men også og især visse nye centre, der er placeret i områder, hvor geopolitiske overvejelser kan influere på viljen til at forhandle.

1.6 Et vanskeligt problem, som ikke omtales, er bekvemmelighedsflag (3), der er kilde til en betragtelig kapitalstrøm, som er fuldstændig lovlig, selv om den undgår beskatning. Midlertidig destination for disse kapitalstrømme er som regel skattely, hvorfra de geninvesteres. Uanset hvor tvivlsomme disse bekvemmelighedsflag af flere grunde er, accepterer alle lande dem stiltiende. I kampen mod skattely skal man undgå utilsigtede konsekvenser for lovlige aktiviteter og omkanalisering af kapital til mindre samarbejdsvillige centre.

1.7 Konklusion: EØSU noterer sig, at Europa har gjort og stadig gør meget for at bekæmpe skatteunddragelse såvel som i henseende til de finansielle aspekter af kampen mod organiseret kriminalitet og terrorisme. Men udvalget vil gerne henlede lovgivernes opmærksomhed på en række alvorlige mangler: der mangler systematisk koordinering mellem bekæmpelsen af skatteunddragelse og bekæmpelsen af kriminalitet og en klar opgave- og ansvarsfordeling blandt de myndigheder, der står for bekæmpelsen af de forskellige fænomener. Fænomenerne omfatter ofte aspekter, der vedrører både skatteunddragelse og kriminalitet og terrorisme, og er derfor vanskelige at henvise til den rette instans, hvilket er endnu en grund til, at der er brug for et struktureret samarbejde mellem de forskellige myndigheder. Der er intet spor af et sådant samarbejde hverken i Kommissionens eller Rådets programmer.

2. Indholdet i Kommissionens meddelelse

2.1 Kommissionens meddelelse indeholder en række overvejelser vedrørende god politik og forvaltning på skatteområdet. Overvejelserne afspejler resultaterne af en række møder: G-20-landene i november 2008, Rådet (økonomi og finans) i december 2008, G-20-landenes finansministre og centralbankchefer den 14. marts 2009, Det Europæiske Råd den 19.-20. marts 2009 og G-20-topmødet den 2. april 2009. Konklusionerne fra disse møder viser vilje til handling mod ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner, herunder skattely, og til sanktioner for at beskytte de offentlige finanser og de finansielle systemer. Især på G-20-topmødet blev det sagt, at »bankhemmeligheden er et overstået kapitel«.

2.2 Meddelelsen sigter mod at præcisere EU's eventuelle bidrag til god politik og forvaltning vedrørende direkte beskatning: i meddelelsens tre kapitler undersøges muligheden for forbedringer, konkrete fremmende foranstaltninger og medlemsstaternes muligheder for at støtte OECD- og FN-initiativer gennem koordinerede tiltag i EU såvel som på internationalt niveau.

2.3 God politik og forvaltning på skatteområdet er en målsætning, som Kommissionen længe har stræbt efter både gennem samarbejde internt i EU og i et bredere perspektiv gennem samarbejde med OECD i kampen mod hvidvaskning af penge via skattely.

EU's lovramme og regulering for samarbejde på skatteområdet kan generelt karakteriseres som tilfredsstillende: direktiver om gensidig bistand, om rentebeskatning og om inddrivelse af skattefordringer er enten allerede vedtaget eller er under behandling i øjeblikket. Tilbage står at se, hvordan og med hvor stor iver medlemsstaterne vil omsætte fællesskabsreglerne i praksis.

2.4.1 Hvad angår skadelig skattekonkurrence, er der udsendt en »adfærdskodeks for erhvervsbeskatning« (4), som allerede har opnået lovende resultater, men ikke desto mindre levner plads til yderligere forbedringer. Den er blevet vedtaget af medlemsstaterne og deres afhængige territorier. Udstrækningen af kodeksen til tredjelande er på arbejdsprogrammet 2009-2010. Et tema, der går igen i denne kontekst, er gennemsigtighed. Kommissionen har også en klar holdning til anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning.

Kommissionen har tænkt sig at foreslå, at medlemsstaterne foretager en koordineret indsats for at sikre, at der sker en hensigtsmæssig opfølgning af OECD-initiativerne på den internationale scene, og ser frem til gennemførelsen af de nyligt indgåede forpligtelser. Forpligtelserne er dobbelte: på den ene side sigter OECD mod at ophæve fordelagtige skatteordninger i de 30 medlemslande, på den anden side er organisationen begyndt at lægge pres på lande, der ikke er medlemmer, med henblik på at forpligte disse politisk til at samarbejde med OECD-landene, og dette arbejde har organisationen tænkt sig at fortsætte.

2.5.1 OECD har kontaktet en lang række lande (stort set alle verdens lande) og har allerede høstet de første positive resultater: 35 lande, der ikke er medlemmer af OECD, herunder adskillige skattely, har forpligtet sig politisk til at samarbejde omkring gennemsigtighed og udveksling af oplysninger på skatteområdet. En række andre lande (5) har for nylig forpligtet sig til at overholde OECD's regler om videregivelse af informationer på anmodning uden hensyn til nationale krav og bankhemmeligheden.

Når det gælder den internationale politik, er Kommissionens indsats rettet mod at indgå aftaler om god skattepolitisk og forvaltningsmæssig praksis med forskellige lande (6). Mere konkret foreslog Rådet (økonomi og finans) på sin samling i maj 2008, at Fællesskabets aftaler med tredjelande skal indeholde en klausul om god politik og forvaltning på skatteområdet. I december samme år blev denne klausul endnu mere stringent, da der blev udtrykt ønske om en mere beslutsom bekæmpelse af skattely og jurisdiktioner, der nægter at samarbejde.

2.6.1 Hvad rentebeskatningen angår, har Kommissionen opnået, at visse tredjelande (7) samt en række medlemslandes afhængige eller associerede territorier (hvoraf nogle tidligere blev betragtet som skattely) anvender foranstaltninger til beskatning af indtægter, der er de samme som eller svarer til foranstaltningerne i EU's direktiver. Sonderende kontakter er i gang med andre lande (8), men formelle forhandlinger er endnu ikke påbegyndt.

2.6.2 Der pågår en række forhandlinger med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) (9) og Schweiz. EØS-landene gennemfører umiddelbart principperne for det indre marked, mens »tilsvarende regler« gælder for statsstøtte. Relationerne med Schweiz er reguleret af frihandelsaftalen fra 1972, men visse aspekter er for nylig blevet taget op til fornyet diskussion. Der forhandles for øjeblikket en ny aftale om bekæmpelse af svig med Liechtenstein. Hele området er under udvikling.

2.6.3 Principperne om gennemsigtighed, samarbejde og udveksling af informationer er blevet indskrevet i handlingsplanerne og de aftaler, der er indgået med adskillige lande i forbindelse med den europæiske naboskabspolitik og udvidelsespolitikken. Kommissionen arbejder på at udstrække disse principper til flere tredjelande. De første kontakter er lovende, for så vidt angår mange lande, men det skal besluttes, hvordan man skal forholde sig til de lande, som hidtil har afvist idéen.

2.6.4 Forhandlingerne med u-landene vies særlig opmærksomhed: åbenhed på nogle områder går hånd i hånd med en modstand, som må overvindes, på andre, f.eks. ved at gøre finansiering under det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENP) og det 10. Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) betinget af accept af reglerne for skatteforvaltning.

2.7 I et kapitel af meddelelsen opregnes igangværende initiativer: interne initiativer i form af de direktiver, som er nævnt i punkt 2.4, og eksterne initiativer, som konkret skal følge op på de initiativer, som er nævnt i punkt 2.5. Bemærk, at Kommissionen med rette anmoder Rådet om tilstrækkelig fleksibilitet i forhandlingerne, hvilket er en uundgåelig betingelse for at tilpasse den generelle politik til hver enkelt lands specifikke krav. Der sættes særlig fokus på udviklingssamarbejde, som kan anvendes over for modvillige lande som middel til at skabe større åbenhed (se ovenfor punkt 2.6.4).

2.8 Kommissionen slutter af med at henlede Rådets opmærksomhed på betydningen af de foreslåede foranstaltninger og på behovet for at sikre en hurtig gennemførelse på nationalt niveau af allerede udsendte direktiver, at fremskynde proceduren for direktiver i støbeskeen, at vedtage mere kohærente og bedre koordinerede politikker på EU-niveau, og endelig at sikre større sammenhæng mellem de enkelte medlemsstaters holdninger og de forvaltningsprincipper, man er enedes om.

3. Bemærkninger og kommentarer

3.1 EØSU hilser Kommissionens meddelelse hjerteligt velkommen: det var på tide, at der blev afstukket en kurs for handling og adfærd inden for rammerne af god skatteforvaltning på et så vanskeligt område som skatteunddragelse. Udvalget kan kun støtte og udtrykke fuld enighed med alle de aspekter, som Kommissionen fokuserer på, og med alle dens forslag. Men EØSU mener samtidig, at visse grundlæggende problemer eller detailproblemer bør trækkes frem – problemer, som efter udvalgets mening fortjener større opmærksomhed.

Kommissionen rejser spørgsmålet om sammenkædning af økonomisk støtte fra EU til bestemte lande med disses samarbejdsvilje, hvad angår principperne for god skatteforvaltning (se ovenfor, punkt 2.7). Den nævner muligheden for at vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger i forbindelse med den næste midtvejsrevision af Den Europæiske Udviklingsfond og indføre konkrete foranstaltninger i Cotonou-aftalen (10). Sådanne foranstaltninger kunne bl.a. bestå i at reducere bevillinger til lande, som ikke samarbejder, og omvendt indføre incitamenter i form af teknisk bistand og ekstramidler til de lande, som viser vilje til at overholde deres forpligtelser.

3.2.1 Det foreslås således i Fællesskabets støttepolitik over for andre lande at indføre som koncept, at man skal gøre sig fortjent til bistand ved at vise konkret vilje til samarbejde, bl.a. – men ikke udelukkende - på skatteområdet. Efter EØSU's opfattelse bør dokumenter, som fastsætter regler for bistand, indeholde en udtrykkelig klausul herom. Der er brug for en klar og eksplicit vending i politikken for tildeling af midler, som bør blive et redskab til at fremme en håndgribelig og kontrollerbar proces i retning af etisk, social og økonomisk udvikling. Korrupte regeringer er ikke modtagelige for anmodninger om samarbejde. Den eneste måde, hvorpå man kan overtale dem, er ved at skade deres interesser. Det vil vise sig, hvorvidt Kommissionens forslag til politik kan omsættes til foranstaltninger i praksis. Hindringer af politisk og social art kan komme til at spille en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen.

Visse andre overvejelser tager udgangspunkt i Kommissionens indledning, hvor Kommissionen beskriver god forvaltning på skatteområdet som et redskab til »en koordineret reaktion« på problemerne med hvidvaskning af penge, korruption og terrorisme. Dette bekræfter den tankgang, som ofte trækkes frem og som EØSU er enig i, nemlig at kun en global indsats kan føre til en strategi, der værner samfundet mod enhver form for finansielle forbrydelser, uanset om disse er af kriminel, terroristisk eller skattemæssig art.

3.3.1 Alle de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår i sin meddelelse, er nyttige for skatteforvaltning. EØSU gør dog opmærksom på, at der mangler en klar reference til, at indsatsen skal være global. De igangværende eller planlagte aktioner på skatteområdet bør være parallelle til og kohærente med aktionerne mod hvidvaskning og korruptionsbekæmpelse, organiseret kriminalitet og terrorisme. Et første skridt kunne være at eliminere visse gråzoner og de selvmodsigelser, der er konstateret mellem skattedirektiverne og hvidvaskningsdirektiverne.

Direktiverne om bekæmpelse af skattesvig refererer ikke til bestemmelserne i det tredje hvidvaskningsdirektiv (11), på trods af at sidstnævnte bl.a. sætter skattesvig (eller i det mindste visse aspekter af skattesvig) på en liste over alvorlige lovovertrædelser (12). Man kan derfor spørge sig selv, om hvidvaskningsdirektivets bestemmelser skal anvendes på skatteområdet, navnlig for så vidt angår forpligtelserne til at rapportere, de finansielle efterretningsenheders (13) funktion og inddragelse af tredjepart, herunder de liberale erhverv (14). Svaret på dette spørgsmål er dog negativt. I skattedirektiverne pålægges ansvaret for bekæmpelse af svig udelukkende skattemyndighederne, de finansielle efterretningsenheders kompetencer, eller forbindelser til disse nævnes ikke, ligesom hvidvaskningsdirektivets regler ikke tages i betragtning.

3.4.1 Der er således tale om et misforhold mellem regler og handling i Fællesskabets direktiver. I praksis kan grænsen mellem skattesvig og hvidvaskning af kriminelle penge, selv om den teoretisk set kan defineres, være udflydende eller ikke-eksisterende. F.eks. kan momsunddragelse betragtes som smugleri (hvidvaskning) eller som skattesvig, og kan omfatte relationer mellem tilsyneladende »normale« virksomheder og handel med narkotika, våben osv. Korruption indebærer altid skatteunddragelse, men dækker ofte over andre typer af langt værre lovovertrædelser. Overførsler af i skattemæssig henseende tvivlsomme penge kan skjule terroraktivitet. Der er rig mulighed for tvivl om fortolkningen og kompetencekonflikter.

3.5 Hele området har således brug for genovervejelse og systematisk revision. Hvidvaskningsdirektivet skal føres tilbage til sit erklærede formål, hvilket vil sige at bekæmpe organiseret kriminalitet og terrorisme, idet lovovertrædelser af skattemæssig eller finansiel art udtrykkelig bør undtages, når disse ikke har rod i kriminalitet eller terrorisme. Omvendt bør skattedirektiverne udelukke enhver lovovertrædelse, der har en klar kriminel eller terroristisk oprindelse, fra skattemyndighedernes kompetence. Uden at ville skabe et hierarki af værdier mener udvalget, at bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme er af større politisk og social relevans end kampen mod skatteunddragelse. De to områder er i øvrigt nært forbundet, ikke kun på grund af den allerede nævnte usikkerhed med hensyn til beføjelser, men også i forbindelse med den praktiske gennemførelse af konceptet »global indsats«, som indebærer en pligt til at samarbejde og udveksle informationer imellem de forskellige myndigheder. Behovet for samarbejde mellem de forskellige myndigheder nævnes faktisk i en meddelelse fra 2004 (15), men optræder ikke i noget direktiv.

3.6 Opdelingen af kompetencerne eller overlap i disse afspejler kompetencefordelingen i Rådet. Problemer med skatteunddragelse og skattely behandles af Rådet (økonomi og finans), mens bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme hører under Rådet (retlige og indre anliggender). Den samme opdeling findes i øvrigt også på internationalt plan. G-20 og Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) (16) synes at tilhøre to forskellige verdener. I OECD er der en forbindelse, men kun på centralt hold. Samtalepartnerne på nationalt plan varierer afhængigt af deres ministerkompetencer.

De officielle erklæringer får en til at tro, at der er politisk vilje til at fremme en effektiv global indsats. Men praktiske løsninger er ikke inden for rækkevidde, så længe der ikke er et klart kendskab til problemet på højeste politiske og økonomiske niveau. En første gennemgang af visse grundlæggende aspekter er presserende og tåler ikke opsættelse. Blandt disse er selvfølgelig en vurdering af fænomenet skattely (17) som helhed. Takket være OECD's og Kommissionens indsats har mange skattely i den seneste tid accepteret at samarbejde i kampen mod skatteunddragelse (18) og har afskaffet eller begrænset bankhemmeligheden, således at der i dag ikke er nogen lande tilbage på »den sorte liste« (19). Den nærmeste fremtid vil vise, hvorvidt løfterne bliver holdt.

3.7.1 De forskellige lister er i øvrigt ikke udtømmende, eller levner i hvert fald plads til en vis usikkerhed. En vis mangel på gennemsigtighed synes at præge de nye finanscentre, hvoraf nogle har karakter af skattely (eller »skatteparadis«) eller lignende - eller kan få det i fremtiden. Der tænkes her på lande i Sydøstasien, Golfstaterne samt i et vist omfang Indien, Singapore og Kina (Hongkong er kun den kinesiske økonomis spydspids). Selv om finansiering af terrorisme er indskrevet i standardklausulerne, skøjter forhandlingerne ofte henover dette emne, fordi denne form for finansiering passerer ad kanaler, som ikke ønskes afsløret og endnu mindre ønskes taget op i forhandlinger. Disse og andre problemer er så følsomme, at tilbageholdenheden, der omgiver dem, er forståelig. Men det er ikke ensbetydende med, at de skal ignoreres.

3.7.2 Der er også andre aspekter, som ikke nævnes: handel med våben, hvor våbnene ofte er solgt lovligt og med de rigtige officielle autorisationer, men efterfølgende ad hemmelige kanaler ender i krige eller anvendes til terrorisme i mange lande - ofte finansieret af indtægter fra narkotika. Alt dette bliver til enorme pengestrømme, som synes at forsvinde ned i et bundløst sort hul. Fænomenet er velkendt, men problemet løses ikke med direktiver, aftaler eller forespørgsler. Det er af en helt anden natur, og må gøres til genstand for international politik.

3.7.3 Skattely-fænomenet i sin helhed er således et problem, som der skal gøres noget ved. I den forbindelse skal man dog holde sig de geopolitiske aspekter, som betinger en løsning, for øje. Når det kommer til praktiske løsninger, bør kampen mod skatteunddragelse og hvidvaskning (og frem for alt terrorisme) så vidt muligt være global, idet man skal huske på, at en global sejr endnu er et fjernt mål. Det er først og fremmest vigtigt til stadighed at sikre sig, at aktiviteter ikke omdirigeres fra kendte centre til andre, der er mindre kendte, eller uvillige til eller måske lige frem modvillige over for tanken om at forhandle. Den nuværende krise fremskynder det gradvise skift i styrkeforholdet mellem verdens finansielle centre. Asien og den islamiske verden er de kommende supermagter, hvis tankegang og adfærd ikke nødvendigvis er den samme som den, der traditionelt har været gældende i Vesten.

Et andet problem, som i et vist omfang er knyttet til skattely, er bekvemmelighedsflag (på engelsk: FOC – flags of convenience). 63 % af hele verdens handelsflåde og et stort antal større lystfartøjer er registreret under bekvemmelighedsflag. De fleste af disse hører hjemme i skattely og skaber en betydelig strøm af penge fra fuldt legale kilder, selv om de helt eller delvist er fritaget for skat. Blandt de lande, som huser sådanne registre, er der også nogle europæiske. Flåder, der sejler under bekvemmelighedsflag, opererer under særligt gunstige konkurrencebetingelser i forhold til dem, der sejler under nationalflag, og deres indtægter fra fragtafgifter undgår officiel beskatning (selvfølgelig uden at man kan tale om egentlig skatteunddragelse). Hertil kommer, at de ikke er underlagt kravene i sømændenes kollektive aftaler.

3.8.1 Der er ikke planer om nogen skatteforanstaltninger mod bekvemmelighedsflag – ikke kun fordi der mangler retsgrundlag for sådanne foranstaltninger, men også fordi indgreb, der udelukkende er baseret på skatteovervejelser, bl.a. ville risikere at skade en økonomisk aktivitet, der er af vital betydning for hele verden, og udtørre en vigtig økonomisk investeringskilde. Men ud over de alvorlige moralske overvejelser virker bekvemmelighedsflag konkurrenceforvridende og tilsidesætter kollektive aftaler. Alt sammen med hele verdens regeringers stiltiende accept eller samtykke. På fællesskabsplan er de eneste regler, som vedrører bekvemmelighedsflag, bestemmelserne om færdsel til søs og søsikkerhed.

3.8.2 Disse aspekter nævnes for at understrege, at ikke alle penge, som anbringes i skattely for siden at blive investeret i verdens finansieringscentre (20), kan kategoriseres som skatteunddragelse, hvidvaskning eller finansiering af terrorisme. I denne optik bør man støtte de aktioner, som G-20 har foreslået og Kommissionen har udviklet på skatteområdet. De skal også omfatte hvidvaskning af penge og terrorisme, men samtidig til stadighed søge at undgå uønskede virkninger på aktiviteter og pengestrømme, som er lovlige – eller i det mindste ikke ulovlige.

3.8.3 At opnå gennemsigtighed og samarbejde med skattelyene ville være en historisk sejr. De gråzoner, som bliver tilbage - også i fremtiden - viser, at det ud over at opstille store principper også er vigtigt at stræbe efter rimelige mål, også selv om de ikke er optimale. I sidste ende bliver der behov for, at initiativer på det finansielle og skattemæssige område styres og overvåges af de politiske myndigheder inden for rammerne af disses strategi for internationale forbindelser. Her har EU brug for en fælles politik - et mål, som regeringerne bør give høj prioritet, men som stadig synes langt væk, som situationen er i dag.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Direktiv 2005/60/EF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, EUT L 309 af 25.11.2005.

(2) Financial Action Task Force er et OECD-organ.

(3) Et skib sejler under bekvemmelighedsflag (FOC – flag of convenience, som det som regel hedder på engelsk), når det er indregistreret i et land med få regler med henblik på at reducere driftsomkostningerne eller undgå besværlige regler. Det internationale transportarbejderforbund har udarbejdet en liste med 32 skibsregistre, som det betragter som »FOC«.

(4) Vedtaget af Rådet (økonomi og finans) den 1. december 1997.

(5) Bl.a. Schweiz, Østrig, Belgien, Luxembourg, Hongkong, Macao, Singapore, Chile, Andorra, Liechtenstein og Monaco.

(6) Lande i Caribien og øer i Stillehavet.

(7) Schweiz, Liechtenstein, San Marino, Monaco og Andorra.

(8) Hongkong, Macao og Singapore.

(9) Island, Liechtenstein og Norge.

(10) Samarbejdsaftale mellem lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet på den ene side og EU og EU's medlemsstater på den anden. Aftalen blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000.

(11) Direktiv 2005/60/EF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15 – i daglig tale hvidvaskningsdirektivet.

(12) Jf. art. 3, stk. 5 d) i hvidvaskningsdirektivet: I dette direktiv forstås ved … »alvorlige lovovertrædelser »…« svig … som defineret i artikel 1, stk. 1, og artikel 2 i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser«. Dvs. at skatteunddragelse, i det mindste for så vidt angår moms, udtrykkeligt er blandt de lovovertrædelser, som falder ind under hvidvaskningsdirektivet.

(13) Financial Intelligence Unit (FIU), se artikel 21 i hvidvaskningsdirektivet.

(14) Jf. artikel 2, stk. 3 i hvidvaskningsdirektivet.

(15) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om forebyggelse og bekæmpelse af erhvervsmæssig og finansiel redelighed, KOM(2004) 611 endelig.

(16) FATF: Financial Action Task Force er et OECD-organ.

(17) Det er interessant at se, at det engelske udtryk »fiscal haven« på de fleste sprog gengives med »skatteparadis«. Forskellen mellem »haven« (»ly«) og»heaven« (»paradis«) kan ikke tilskrives en simpel oversættelsesfejl. Den afslører forskellige tankegange.

(18) Faktisk er der i aftalerne med skattelyene indføjet en standardklausul om organiseret kriminalitet og terrorisme, men skatteaspektet er stadig fremherskende.

(19) Der findes to andre lister: en »lysegrå liste« og en »mørkegrå liste« alt efter graden af samarbejde.

(20) Man har beregnet, at 35 % af verdens finansielle strømme går via skattely. Det vides dog ikke, på hvilket grundlag denne beregning er foretaget.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/66

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om et nyt partnerskab til modernisering af universiteterne: EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet«

KOM(2009) 158 endelig

(2010/C 255/12)

Ordfører: Brendan BURNS

Kommissionen besluttede den 2. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om et nyt partnerskab til modernisering af universiteterne: EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet

KOM(2009) 158 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's faglige sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Brendan Burns til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16. og 17. december 2009, mødet den 17. december 2009, med 60 stemmer for, 12 imod og 11 hverken for eller imod, følgende udtalelse:

1. Anbefalinger

1.1 EØSU finder, at brugen af »universiteter« i betydningen alle institutioner, der tilbyder videreuddannelse, uanset deres betegnelse og status i medlemsstaterne er forvirrende. For at partnerskaber mellem højere læreanstalter og erhvervslivet kan fremmes, bør det imidlertid gøres klart, hvilke områder der lægger op til sådanne partnerskaber, og det bør være op til de to parter at afgøre, hvordan partnerskabet skal være til gensidig gavn. EØSU foreslår derfor at anvende den mere generelle term »højere læreanstalter« og følgelig anvende den i navnet på forummet.

1.2 Kommissionens meddelelse og EU-forummet for dialogen mellem universiteterne/de højere læreanstalter og erhvervslivet bør koncentrere sig om målrettet samarbejde og handling. Dette bør undersøges ordentligt på forhånd, navnlig i lyset af den nuværende krise og usikkerheden om, hvorvidt virksomhederne er i stand til at investere direkte i de fremtidige kandidater (med en mere langsigtet vision). Forummet bør anvendes til at indkredse de samfundsmæssige interesser på lang sigt, når det gælder uddannelse og arbejdsmarkedets udvikling.

1.3 Der bør i den forbindelse iværksættes høringer med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets repræsentanter. Dialogen med erhvervslivet og oprettelsen af forummet skal give mening og ikke blot være en mekanisme, som ikke gør meget andet end at skaffe flere penge til universiteternes aktuelle aktiviteter. Denne dialog og dette forum må ikke blive et instrument, der giver virksomhederne mulighed for at dominere højere læreanstalter.

1.4 EØSU ønsker at fremme et mere ligeværdigt partnerskab mellem universiteter og erhvervslivet, hvor begge er motiveret til at blive »drivkræfter« for forandring, og begge yder værdifulde bidrag, anerkender hinandens forskellige mål og samfundsmæssige opgaver og samtidig finder og anvender de områder og berøringspunkter, der kan resultere i et samarbejde (1).

1.5 Livslang læring – Der bør foretages empiriske undersøgelser for at klarlægge, hvilke opgaver der udføres i virksomhederne, og hvilke resultater der søges opnået, inden forummet udformer målsætninger for erhvervsuddannelse.

1.6 Virksomhederne må påtage sig ansvaret for at fastlægge resultater for det, der udføres, eller det, der skal udføres på arbejdspladsen, under hensyntagen til medarbejdernes behov for livslang læring.

1.7 Adgang til programmer for livslang læring må ikke være afhængig af tidligere akademiske resultater eller opnåelsen af bestemte kvalifikationer. Udgangspunktet for livslang læring må være de praktiske behov hos den ansatte og arbejdspladsen. Al uddannelse på arbejdspladsen bør være resultatbaseret. Opnåelse af kvalifikationer bør ikke være hovedformålet med livslang læring.

1.8 Intet kan erstatte praktiske erfaringer i erhvervslivet. Forummet bør derfor beskæftige sig med forslag til, hvordan akademikere kan erhverve kvalificerende praktiske erfaringer med såvel store som små virksomheder. Der findes allerede mange erfaringer på området, og eksempler på god praksis bør undersøges nærmere.

1.9 SMV'er og mikrovirksomheder bør tilskyndes til at deltage mere aktivt i forummet.

1.10 I forbindelse med forummets arbejde bør der anvendes en mere praktisk definition af SMV'er. Vi foreslår

Virksomhedskategori	Antal medarbejdere
Mellemstor	<100
Lille	<20
Mikro	<5

2. Baggrundsoversigt

2.1 Uddannelse er blevet udpeget som en af de væsentligste faktorer for opnåelse af Lissabonstrategiens overordnede mål. Hvis det europæiske samfund skal overleve og konkurrere i den nye globale økonomi, skal iværksættermentaliteten hos borgerne styrkes. Til opnåelse af dette mål skal der sættes gang i en modernisering af uddannelsessystemerne, og universiteternes og virksomhedernes rolle som en vigtig drivkraft i den proces må anerkendes.

2.2 Der findes allerede partnerskaber mellem store multinationale selskaber og universiteter, forskningsorganisationer og virksomheder. De fælles teknologiinitiativer, de europæiske teknologiplatforme, ekspertiseklynger og det nyoprettede Europæiske Institut for Innovation og Teknologi er gode eksempler på nye former for samarbejde og partnerskab. Desværre er lignende forbindelser mellem højere læreanstalter og mikrovirksomheder og SMV'er ikke tilstrækkeligt udbygget.

2.3 Der skal forskes i nye områder for at øge kendskabet til den universitetsverden, der er i stadig udvikling, og akademikernes rolle. Samtidig med at universiteter er blevet gjort centrale for opbygningen af et europæisk vidensamfund, har nylige undersøgelser vist, at i takt med at vi forventer os mere af universiteterne, står de over for krav, som er svære at forene: De forventes at satse mere på forskning, at være konkurrencedygtige og omkostningseffektive, samtidig med at de skal yde mere personlig undervisning til flere studerende og opretholde høje akademiske standarder. Deres opgave aftegner sig således ikke klart, og universiteterne risikerer at miste deres rolle i udviklingen og formidlingen af viden (2).

2.4 I meddelelsen om modernisering af den videregående uddannelse fra maj 2006 (3) anførtes det, at erhvervslivet kan bidrage på tre områder:

—	Forvaltning: virksomhedsmodeller kan overføres til universitetsverdenen.

—	Finansiering: Virksomheder kan potentielt være med til at finansiere såvel undervisning som forskning.

—

Læseplaner: De studerende skal modtage en uddannelse, der forbereder dem på det aktuelle og fremtidige arbejdsmarked. Virksomheder må inddrages i denne proces og skal tilbyde praktikpladser, der vil gøre overgangen mellem studie og arbejde lettere for de studerende. Virksomhederne må også tilskyndes til at frigøre deres medarbejdere til videreuddannelse og opdatering af færdigheder gennem hele arbejdslivet.

2.5 I 2008 etablerede Kommissionen forummet mellem universiteter og erhvervslivet, som fremmer samarbejdet mellem universiteter og virksomheder med det mål at hjælpe universiteterne til at blive i stand til bedre og hurtigere at opfylde markedets behov og oprette partnerskaber til udnyttelse af videnskabelig og teknologisk viden.

2.6 Deltagerne i forummet var videregående uddannelsesinstitutioner, virksomheder, erhvervssammenslutninger, mellemled og offentlige myndigheder. Det åbnede mulighed for drøftelser om udveksling af eksempler på god praksis, fælles problemer, og satte deltagerne i stand til at arbejde sammen om mulige løsninger.

3. Resumé af Kommissionens forslag

3.1 Kommissionen erkender, at der er behov for et bedre samarbejde mellem universiteter og erhvervslivet. Der er derfor brug for foranstaltninger, som hjælper medlemsstaterne i deres bestræbelser på at modernisere de videregående uddannelsessystemer.

3.2 Formålet med meddelelsen er at:

—	gøre status over erfaringerne fra forummets første år og andre relevante aktiviteter på EU-niveau om udfordringerne og hindringerne for et samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene uddyber dette aspekt af arbejdet nærmere;

—	stille forslag om, hvordan forummets arbejde skal forme sig fremover;

—	skitsere konkrete opfølgende foranstaltninger, der skal styrke samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet.

3.3 De væsentligste konklusioner i rapporten, som vil udgøre udgangspunktet for forummets arbejde, er følgende:

—	udviklingen af en iværksætterkultur på universiteterne kræver gennemgribende ændringer i universiteternes forvaltning og ledelse;

—	uddannelsen af iværksættere skal være bred og åben for alle interesserede studerende i alle akademiske discipliner;

—	universiteterne bør inddrage iværksættere og erhvervsfolk i undervisningen i iværksætterkultur;

—	professorer og lærere bør have adgang til uddannelse i undervisning i iværksætterkultur og kontakt til erhvervslivet;

—	universiteter og offentlige forskningsorganisationer bør have en klar langsigtet strategi for forvaltningen af intellektuelle ejendomsrettigheder;

—	SMV'ers særlige udfordringer, hvis de indgår partnerskaber med universiteter, skal tages op;

—	livslang læring skal fuldt ud integreres i universiteternes opgaver og strategier;

—	ajourføring/opgradering af færdigheder skal værdsættes og anerkendes på arbejdsmarkedet og af arbejdsgiverne;

—	livslang læring skal udvikles i partnerskab med virksomheder – universiteterne kan ikke på egen hånd udforme og formidle uddannelse;

—	nationale og regionale rammebetingelser skal skabe et positivt miljø, hvor universiteter kan indgå i samarbejde med erhvervslivet;

—	samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv skal indgå i institutionelle strategier; lederskab og effektiv forvaltning af menneskelige ressourcer er afgørende for gennemførelsen.

3.4 For at fremme debatten om de ovennævnte mål har Kommissionen planer om at skabe mere stabile rammer for EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet med plenarmøder og tematiske seminarer. Det anbefales at åbne et netsted. Kommissionen sigter også mod at tilskynde nationale og regionale myndigheder og bidragsydere fra tredjelande til at deltage.

3.5 Med udgangspunkt i forummets resultater har Kommissionen planer om at udforske nye former for strukturerede partnerskaber mellem universiteter og erhvervsliv, særligt SMV'er, og se nærmere på, hvordan disse partnerskaber kan støttes gennem eksisterende EU-programmer. Kommissionen vil også undersøge, om dialogen med erhvervslivet kan udvides til andre sektorer inden for uddannelse og undervisning.

4. EØSU's generelle bemærkninger

4.1 EØSU hilser Kommissionens indsats for at forbedre forbindelserne mellem de højere læreanstalter og erhvervslivet velkommen. Imidlertid er vi betænkelige ved, at meddelelsens indhold ikke er meget mere end en gentagelse af den kritik, der er redegjort for i nærmere detaljer i tidligere dokumenter, og at konklusionen er den samme som tidligere, nemlig at »vi har et problem, som der skal gøres noget ved«. Udvalget er dog betænkelig ved, at på de områder, hvor Kommissionen foreslår foranstaltninger til forbedring af samarbejdet mellem højere læreanstalter og virksomheder, drejer det sig kun om forenkling set fra den ene side som f.eks. »universiteterne bør anvende samme ledelsesstrukturer som virksomhederne, fremme den direkte inddragelse af aktører med praktisk erfaring i deres aktiviteter og udbyde iværksætterkurser osv.« (se punkt 3.3).

4.2 EØSU er bekymret for, at meddelelsen anlægger en alt for akademisk tilgang, og at anbefalingerne er for vage og giver mulighed for fortolkning. Brugen af »universiteter« i betydningen alle institutioner, der tilbyder videreuddannelse, uanset deres betegnelse og status i medlemsstaterne er forvirrende. De forskellige institutioner for videreuddannelse har forskelligt at tilbyde erhvervslivet. Institutioner, der er specialiseret i kompetencebaseret uddannelse, tilbyder således andre produkter end de institutioner, hvor fokus er på videnbaseret uddannelse. F.eks. har de klassiske universiteter, der domineres af humaniora, samfundsvidenskab og grundforskning, den primære funktion at tilvejebringe viden og sikre den kulturelle kontinuitet.

4.3 De fleste arbejdsgivere forstår den traditionelle opdeling mellem universiteter og andre former for videreuddannelse. De forventer, at universiteter uddanner studerende til at dimittere med en indgående forståelse af deres fag. De ser universitetsgrader mere som en indikation af potentiale end som bevis på kompetencer, hvorimod de forventer, at kvalifikationer erhvervet gennem videre- og erhvervsuddannelse er tegn på kompetence til at udføre nogle opgaver. Meddelelsen og det underliggende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene er ikke med til at skabe klarhed over disse forhold.

4.4 EØSU er bekendt med problemerne forbundet med den såkaldte virksomhedsgørelse af universiteter. Vi mener ikke, at en kopiering af de uddannelsesmetoder og -procedurer, der anvendes i USA, vil fungere i Europa. Europæiske universiteter må finde frem til en ny form for samarbejde med erhvervslivet og forbedre de tjenester, kvalifikationer og resultater, de tilbyder, hvis det ikke skal gå ud over deres grundlæggende forskningskapacitet, der er altafgørende for, at EU kan klare sig i den globale konkurrence.

4.5 Under de nuværende økonomiske betingelser må alle Europas højere læreanstalter søge at blive mere »kundeorienterede« og mere bevidste om deres omkostninger/fordele for samfundet. Forummet mellem universiteter og erhvervslivet bør være den ideelle partner til at hjælpe de højere læreanstalter med at finde sig til rette i denne nye rolle. Det er dog nødvendigt at definere »kunde« set med samfundets, arbejdsgivernes og den enkelte studerendes øjne.

4.6 Disse ændrede prioriteter vil have økonomiske konsekvenser for universiteterne. Hvor stor indflydelse markedet må have på fastlæggelsen af de akademiske prioriteter er helt væsentlig og skal overvejes nøje. Hvis der udelukkende fokuseres på konkurrenceevne og erhvervslivet som absolutte mål, kan en af konsekvenserne være, at læseplaner og forskningsområder indsnævres. Denne tendens kommer til udtryk i tilbagegangen for de klassiske discipliner, som er mærkbar overalt. Denne udvikling (4) er ikke begrænset til humaniora, men forekommer også inden for de klassiske videnskabelige discipliner som kemi, fysik og matematik og inden for økonomi og samfundsvidenskabelige fag.

4.7 Kommissionen anfører i meddelelsen, at det væsentligste formål med at fremkomme med anbefalinger er, at de europæiske universiteter skal »blive afgørende drivkræfter i forbindelse med EU's ambition om at blive verdens førende videnbaserede økonomi og samfund«. Dette kan synes at være en meget prisværdig målsætning, men det er ikke desto mindre betænkeligt, at det alene er universiteter, der er blevet peget på som »drivkræfter«. EØSU ville foretrække et ligeværdigt partnerskab mellem virksomheder og universiteter, hvor begge erkender egne styrker og svagheder, og hvor begge på lige fod er med til at igangsætte ændringer, således at virksomhederne stiller deres praktiske erfaringer og viden om markedet til rådighed, og universiteterne bidrager med intellektuelt input og støtte. EØSU gør dog samtidig opmærksom på, at mange andre faktorer og ikke kun erhvervslivet og de højere læreanstalter er »drivkraften« bag denne europæiske ambition. Der bør tages højde for denne ambition i en række europæiske og nationale politikker, og navnlig i forbindelse med samfundets støtte til uddannelse og bekæmpelse af arbejdsløshed.

4.8 EØSU erkender, at det, der læres, skal føre til beskæftigelsesegnethed, og glæder sig over arbejdsdokumentets omtale af resultater (»outcomes« (5.2/5.2.3/5.5.5)), men finder fortsat, at dette ikke kan være universiteternes eneste rolle. Vi er dog bekymrede for, hvordan disse resultater vil blive defineret, hvem der skal definere dem, og hvordan erhvervsuddannelse og –kvalifikationer vil kunne indpasses i en endelig model for universitetsuddannelse og -kvalifikationer og erhvervsuddannelse og -kvalifikationer. Vi mener, at definitionen af disse resultater er afgørende for at kunne afpasse uddannelseskvalifikationer og arbejdsgivernes behov efter hinanden, særligt i forhold til SMV'er og mikrovirksomheder. Det skal dog samtidig bemærkes, at det - i betragtning af, hvor lang tid det tager at gennemføre en uddannelse, og de foranderlige, uensartede europæiske arbejdsmarkeder - vil være vanskeligt at sikre sammenhæng mellem uddannelse og beskæftigelse i erhvervslivet. Hvad angår erhvervsrelaterede fagområder, må universiteterne tage højde for de aktuelle krav, som et erhvervsliv i forandring stiller til studerende og kandidater, ved at formidle relevante teoretiske kundskaber.

4.9 Livslang læring er vigtig for virksomhederne og borgerne, men meddelelsen nævner ikke problemet med lige adgang. Dette er et alvorligt problem særligt for de borgere, som ikke har en universitetsuddannelse. Det er klart, at uden specifikke anbefalinger vil dem, der allerede har en universitetsgrad, få mere hjælp og videreuddannelse, mens det for dem, der ikke har en universitetsuddannelse, ikke vil være muligt at få adgang til universiteter eller følge universitetskurser inden for livslang læring.

4.10 Forslagene synes at lægge op til, at Kommissionen vil kunne specificere de områder, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft ved blot at holde møder med arbejdsgivere og universitetsfolk. Det forekommer ironisk, at man på den ene side presser på for mere videnskabelig forskning og på den anden side undlader at anbefale brug af videnskabelige metoder til fastlæggelse af præcis hvor, der er mangel på kvalificeret arbejdskraft og bane vej for, at der kan tilrettelægges den uddannelse og erhvervsuddannelse, der er nødvendig for at afhjælpe denne mangel. Hvis der i samarbejde med virksomhederne etableres institutioner (f.eks. foreninger) på universiteterne kan det ud fra et praktisk udgangspunkt fastlægges, hvilke kvalifikationer kandidaterne skal have for bedre at leve op til erhvervslivets krav. Derudover kan disse institutioner styrke formidlingen af kandidater til virksomhederne

4.11 Denne mangel på dokumentation er særlig vigtig i forhold til livslang læring. Der bør foretages empiriske undersøgelser for at klarlægge, hvilke opgaver der udføres i virksomhederne, og hvilke opgaver der skal udføres. Herefter bør uddannelse og eventuelle efterfølgende kvalifikationer indrettes efter de resultater, der ønskes opnået. Eftersom der er praktiske aspekter forbundet med at definere disse erhvervsresultater, er det vigtigt, at virksomhederne er med til at udforme og definere disse målsætninger. Det er afgørende, at de berørte parter informeres. Hvis det f.eks. vides, at en sektor har et stort behov for arbejdskraft, som f.eks. søfartssektoren, bør potentielle »studerende« oplyses om de (nationale eller europæiske) universiteter, der udbyder uddannelser inden for dette område, hvor jobbene er meget forskellige og – i nogle tilfælde – højt kvalificerede.

4.12 I Kommissionens meddelelse (punkt 2) anføres det, at »Samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet involverer to miljøer med markante forskelle i kultur, værdier og opgaver«. Derefter redegøres der nærmere for, hvordan der er blevet etableret partnerskaber mellem disse to verdener, og det erkendes, at »samarbejdsniveauet er meget uens inden for de forskellige lande, universiteter og akademiske discipliner. Endvidere er det begrænset, i hvilket omfang samarbejdet har haft indvirkning på forvaltning og organisationskultur i de to berørte sektorer. Det er kun få universiteter, der på institutionsplan har en strategi for samarbejde med erhvervslivet; dem, der har, er koncentreret i et mindre antal medlemsstater.«

4.13 Dette udsagn sammenfatter et af de væsentligste problemer for samarbejdet mellem universiteter og erhvervslivet, nemlig at mange traditionelle universiteter gør meget lidt eller slet intet for at forstå virksomhedernes kultur, værdier og drivkraft, og mener, at enhver ændring i opfattelsen skal komme fra erhvervslivets side og ikke fra universiteternes. Et egentligt samarbejde kræver, at erhvervslivets repræsentanter tager højde for universiteternes specifikke funktion og deres anderledes ansvar over for samfundet tillige med den kendsgerning, at de højere læreanstalters gunstige bidrag til virksomhederne navnlig opnås ad indirekte veje. Før dette problem er løst, vil anbefalinger vedrørende samarbejdet mellem universiteter og erhvervslivet sandsynligvis ikke være til stor nytte.

4.14 Udsagnet retter også fokus mod det problem, at samarbejdet aktuelt er bygget op omkring samarbejde mellem universiteter og store, ofte multinationale selskaber, der kan fremvise resultater på det sociale såvel som det økonomiske område. Dette rejser spørgsmålet om, hvordan SMV'er og mikrovirksomheder kan gøre sig håb om at påvirke universiteterne, når de store selskaber gennem tiden har haft så lille indflydelse? Der sigtes til dette problem i punkt 3.3: »SMV'ers særlige udfordringer, hvis de indgår partnerskaber med universiteter, skal tages op«. Men der stilles ingen praktiske forslag til, hvad udfordringerne og løsningerne kunne være.

4.15 Intet sted i dokumentet er der en klar definition af SMV'er. Udtrykket anvendes ni gange i meddelelsen, ti gange i konsekvensanalysen og 76 gange i arbejdsdokumentet, men Kommissionens dokumenter efterlader det overordnede indtryk, at betegnelsen ikke gælder for små virksomheder, men derimod virksomheder med flere end 200 ansatte og en omsætning på mere end 10 mio. EUR. Den eksisterende definition af SMV'er, som anvendes af Kommissionen, er:

Virksomhedskategori	Antal medarbejdere	Årlig omsætning		Årlig samlet balancesum
Mellemstor	< 250	€ 50 mio.	eller	€ 43 mio.
Lille	< 50	€ 10 mio.	eller	€ 10 mio.
Mikro	< 10	€ 2 mio.	eller	€ 2 mio.

Denne definition er ikke meget værd for højere læreanstalter eller forummet, som søger at finde frem til SMV'er, særligt ikke hvis de anvender de årlige omsætningstal. Vi mener, at anvendelsen af den aktuelle definition af SMV'er er en hindring for at finde frem til partnere i erhvervslivet. En enklere definition af SMV'er, som afspejler virkeligheden, ville således være at foretrække.

4.16 Henvisningen til »fremme af iværksætterånd« i hele uddannelsessystemet bør analyseres nøje og illustreres med konkrete eksempler. Vi er nemlig ikke sikre på, at forummet er det rette regi til en diskussion af denne meget vidtspændende problemstilling. Børn skal udvikle deres kreative evner og andre talenter, som de vil kunne anvende i et fremtidigt job, og voksne skal udvise iværksætterånd på arbejdsmarkedet (navnlig hvad angår livslang læring), men der er tale om to forskellige problemstillinger.

4.17 Erhvervslivet er bekymret for, at iværksættervirksomhed er blevet en ny kæphest for videregående uddannelse. Der er en rolle for universiteter i fremme og udvikling af en stærkere iværksættermentalitet, men på det seneste er dette blevet udvidet til også at omfatte uddannelse af folk til at blive iværksættere. Det Verdensøkonomiske Forum (Uddannelse af den næste bølge af iværksættere april 2009) anfører, at »Det meste af, hvad I hører om iværksættervirksomhed, er forkert. Det er ikke magi, det er ikke mystisk, og det har intet med gener at gøre. Det er et fag, og som alle andre fag, kan det læres«. Vi mener, at der er et grundlæggende problem med dette seneste skred på nogle universiteter. Universiteter kan lære folk at udføre virksomhedsrelaterede opgaver som revision, markedsføring og ledelse, men ingen, ikke engang professorer på universiteter, kan lære folk, hvordan man vurderer og løber økonomiske og personlige risici, som alt for ofte ligger uden for fornuftens logik.

4.18 EØSU henviser til sin udtalelse om »Partnerskab mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet« (5), hvori udvalget ligeledes gør sig en række overvejelser om denne problemstilling.

5. Bemærkninger til Kommissionens arbejdsdokument

5.1 EØSU mener ikke, at det arbejdsdokument, der henvises til i meddelelsen (punkt 2), tilføjer noget særligt til det, der anføres i hovedmeddelelsen. Arbejdsdokumentet skaber snarere forvirring ved at drage slutninger, som kun i ringe grad eller slet ikke underbygger konklusionerne.

5.2 Arbejdsdokumentet anlægger helt klart universiteternes synsvinkel på, hvordan universiteter kan drage fordel af at indgå i samarbejde med erhvervslivet. Dette giver anledning til bekymring, da der ikke tegnes et afbalanceret billede af, hvad forummet bør beskæftige sig med. Afgrænsningen mellem universiteter, institutioner for videreuddannelse og andre uddannelsesorganer er desuden ekstremt vag, og det er ikke klart, om det foreslås, at alle universiteter bør gøres til uddannelsesinstitutioner, eller om alle uddannelsesinstitutioner bør gøres til universiteter.

5.3 EØSU mener, at Kommissionen med arbejdsdokumentet har forspildt en mulighed, og at dokumentet ikke tilbyder et bredere erhvervsmæssigt perspektiv eller skaber opmærksom om de specifikke problemer for SMV'er.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Jf. EØSU's om »Universiteter til Europa«, ordfører Joost van Iersel (EUT C 128 af 18.5.2010, s. 48) og om »Samarbejde og overførsel af viden«, ordfører: Gerd Wolf (EUT C 218 af 11.9.2009).

(2) European Science Foundation (ESF). 2008. »Higher Education Looking Forward: An Agenda for Future Research« af John Brennan, Jürgen Enders, Christine Musselin, Ulrich Teichler og Jussi Välimaa.

(3) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet »Virkeliggørelse af universiteternes moderniseringsdagsorden for uddannelse, forskning og innovation« af 10.5.2006 (KOM(2006) 208 endelig).

(4) Wilshire, Bruce. 1990. The Moral Collapse of the University: Professionalism, Purity and Alienation, Albany: State University of New York Press; Readings, Bill. 1996. The University in Ruins. Cambridge, Harvard University Press.

(5) EØSU's, ordfører: Henri Malosse (EUT C 228 af 22.9.2009, s. 9).

Bilag

til

udtalelse

fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Følgende ændringsforslag, som fik tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten (forretningsordens artikel 54, stk. 3):

Punkt 1.2

Tekst ændres

» EU-forummet for dialogen mellem universiteterne/de højere læreanstalter og erhvervslivet bør koncentrere sig om målrettet samarbejde og handling . .«

Afstemningsresultat

For: 27

Imod: 49

Hverken for eller imod: 7

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/72

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Europæisk partnerskab om en indsats mod kræft«

KOM(2009) 291 endelig

(2010/C 255/13)

Ordfører: Ingrid KÖSSLER

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 24. juni 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Europæisk partnerskab om en indsats mod kræft

KOM(2009) 291 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Ingrid Kössler til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 16. december 2009, følgende udtalelse med 176 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1. Henstillinger

1.1 EØSU hilser Kommissionens initiativ til et partnerskab om en indsats mod kræft velkommen. Kræft er en enorm belastning for det enkelte individ og det europæiske samfund og er den sygdom, som kræver flest menneskeliv. I 2006 var kræft den næstmest almindelige dødsårsag efter kredsløbssygdomme. Kræft tegner sig for to ud af ti dødsfald blandt kvinder og tre ud af ti dødsfald blandt mænd. Ca. 3,2 millioner EU-borgere får hvert år konstateret kræft (1).

EØSU fremhæver betydningen af fælles EU-foranstaltninger gennem deling af viden og udveksling af ekspertise og bedste praksis for at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at bekæmpe kræft.

1.2.1 EØSU understreger, at der findes uacceptable uligheder mellem medlemslandene, når det gælder forekomsten af kræft og dødeligheden som følge heraf, og udvalget støtter målet om, at alle medlemsstater skal have en integreret kræftplan ved udgangen af partnerskabet.

1.2.2 EØSU er enigt med Kommissionen i, at integrerede kræftstrategier bør baseres på klare mål, som kan være drivkraft for strategiernes gennemførelse og danne grundlag for en bedømmelse af, om man har nået de ønskede virkninger.

1.2.3 EØSU tilslutter sig holdningen om, at det er vigtigt med en forebyggende indsats, som kan fremme trivslen og bidrage til sundere og længere liv i fremtiden.

1.2.4 EØSU ser partnerskabet frem til 2013 som et vigtigt skridt i den proces, som blev indledt i 2003 (2), og erkender, at der er behov for at fortsætte partnerskabet under en eller anden form også efter dette tidspunkt, eftersom flere mål ligger længere fremme i tiden (2020).

1.2.5 EØSU påpeger betydningen af en sund livsstil og ser partnerskabet som et vigtigt redskab til at overbevise de nationale ledere og aktørerne på folkesundhedsområdet om at gøre en større indsats i medlemslandene.

1.2.6 EØSU vil gerne understrege, at partnerskabet bygger på EF-traktatens artikel 152 om folkesundhed, som fremhæver, at Fællesskabets indsats skal rettes mod en forbedring af folkesundheden.

1.2.7 EØSU vil bidrage aktivt til partnerskabet. Dette skal ske gennem udvalgets netværk i civilsamfundet på lokalt og nationalt niveau.

1.2.8 EØSU påpeger betydningen af at udnytte de strukturfonde, der er øremærkede til infrastruktur og uddannelse på sundhedsområdet, men bemærker, at disse fonde ikke i tilstrækkeligt omfang udnyttes i medlemslandene.

2. Generel baggrund

2.1 EØSU understreger endnu en gang, at kræft berører og rammer mange mennesker og deres pårørende. Kræft er et stort sundheds- og samfundsproblem, og det er den sygdom, som kræver flest liv blandt mennesker i den arbejdsdygtige alder.

2.2 De mange kræfttilfælde har derfor også meget store samfundsøkonomiske konsekvenser i medlemslandene.

2.3 Det forhold, at antallet af kræfttilfælde forventes at stige, vil betyde yderligere svære konsekvenser.

2.4 En effektiv forebyggelse vil kunne forhindre omkring en tredjedel af alle kræfttilfælde, og gennem tidlig påvisning kan yderligere en tredjedel behandles effektivt og endog helbredes.

2.5 De fire mest almindelige kræftformer i EU er brystkræft, tyk- og endetarmskræft, lungekræft og prostatakræft.

2.6 De kræftformer, som er skyld i flest dødsfald i EU-27, er regnet efter dødelighed: lungekræft, tyk- og endetarmskræft, brystkræft, prostatakræft og kræft i mavesækken (1).

2.7 Forekomsten af og dødsfaldene som følge af alle disse fem kræftformer kan reduceres gennem en sundere livsstil.

2.8 Lungekræft en den kræftform, som kræver flest menneskeliv i EU. Næsten en femtedel af alle dødsfald i 2006 skyldtes lungekræft, og de fleste af dem var forårsaget af rygning. Hvert år dør ca. 335 000 personer af lungekræft i Europa (1).

3. Resumé af Kommissionens forslag

3.1 Det er meningen, at Europa-Kommissionens forslag om et europæisk partnerskab om en indsats mod kræft for perioden 2009-2013 skal støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at skabe integrerede kræftplaner, der kan være med til at reducere antallet af kræfttilfælde i EU. Målet er en 15 % reduktion inden 2020 (510 000 nye tilfælde).

3.2 Der foreslås en indsats inden for følgende fire områder (med de dertil hørende mål):

Område 1: Sundhedsfremme og tidlig påvisning

Målsætning: bedre gennemførelse af Rådets henstilling om kræftscreening og fremme af store informationskampagner om kræftscreening rettet mod offentligheden og udbydere af sundhedsydelser.

Område 2: Identifikation og udbredelse af god praksis

Målsætning: at bekæmpe uligheder i kræftdødelighed ved at reducere forskellen mellem de medlemsstater, der klarer sig bedst, og dem, der klarer sig dårligst.

Område 3: Samarbejde om og koordinering af kræftforskning

Målsætning: at opnå koordination af en tredjedel af forskning fra alle finansieringskilder inden 2013.

Område 4: Benchmarkingproces

Målsætning: at sikre præcise og sammenlignelige data vedrørende kræft.

4. Sundhed og tidlig påvisning

4.1 Efter EØSU's vurdering er der behov for en horisontal tilgang for at bremse den stigende forekomst af kræfttilfælde i Den Europæiske Union.

4.2 Kræft forårsages af mange faktorer, men kan i mange tilfælde forebygges. Kræftforebyggelsen bør derfor fokusere på både livsstils-, erhvervs- og miljørelaterede årsager.

4.3 Det forebyggende arbejde bør være gennemsyret af principperne om Health in All Policies (HIAP) – og partnerskabet kan styrkes gennem indarbejdelse af det sundhedspolitiske perspektiv i andre områder, f.eks. miljø og landbrug, både på nationalt og EU-niveau i overensstemmelse med EU's sundhedsstrategi.

4.4 EØSU mener navnlig, det er vigtigt at målrette forebyggelsen mod livsstilsmønstre, som øger risikoen for at få kræft. Det er særlig vigtigt at gøre den unge generation bevidst om, at en sund livsstil mindsker risikoen for at få kræft. En sådan viden hos unge mennesker, som så småt skal til at være forældre, kan få stor betydning for deres børn og kommende generationer.

4.5 Man har i dag en viden om faktorer, som øger risikoen for at få kræft. Langt den største risikofaktor er rygning.

4.6 Andre risikofaktorer er fedme, fysisk inaktivitet, overdreven solbadning og stort alkoholindtag.

4.7 Langt de fleste dødsfald sker som følge af tobaksrygning, overvægt og for lille indtag af frugt og grønt samt overdreven eksponering for sollys.

4.8 EØSU mener, det er vigtigt, at partnerskabet fokuserer på forebyggelse og kontrol.

4.9 Udvalget er positivt over for, at der opstilles overordnede mål for forebyggelse og screening, og understreger derfor betydningen af at finde indikatorer med henblik på en opfølgning på målene i medlemslandene.

4.10 Forebyggelse og tidlig påvisning (screening) er afgørende for muligheden for en effektiv behandling og helbredelse.

4.11 EØSU erindrer om, at EU siden 2001 har anbefalet brug af billedadvarsler på cigaretpakker. Kun tre medlemslande gør brug heraf. Det antal bør øges. Billedadvarsler fungerer også godt i forhold til børn og gør indtryk, allerede inden de kan læse.

4.12 EØSU vil gerne påpege vigtigheden af foranstaltninger mod passiv rygning.

4.13 Efter EØSU's mening er det vigtigt, at de unge får en bedre livsstil gennem indførelse af livsstilsundervisning i medlemslandenes skolesystemer, således at der tidligt informeres og formidles viden om, hvordan man får et længere liv. Allerede i den tidlige barndom bør der informeres om risici forbundet med rygning, usunde madvaner og lavt frugtindtag samt oplyses om sollysets negative aspekter. Der bør indføres mindst 2-3 timers gymnastik om ugen i medlemslandenes grundskoler. Fysisk aktivitet og interesse for friluftsliv og idræt kan bidrage til at mindske overvægt, også som voksen.

4.14 EØSU peger på den vigtige rolle, som spilles af forskere, social- og sundhedshjælpere, patientforeninger, økonomer, lærere, sundheds- og sygehuspersonale, tilsynsførende, politikere, andre beslutningstagere og civilsamfundet, når det gælder om at omsætte partnerskabets mål i praksis i medlemslandene.

4.15 EØSU ønsker at fremhæve betydningen af patientforeninger på EU-niveau. Disse kan spille en vigtig rolle i forhold til partnerskabet. Også andre frivillige organisationer og netværk kan spille en vigtig rolle, når det gælder formidlingen af budskabet om, hvordan man kan undgå at få kræft og betydningen af tidlig påvisning. Udvalget vil også henlede opmærksomheden på den rolle, medierne kan spille med henblik på at forbedre bevidstheden om en sund livsstil og tidlig påvisning samt at forbedre den forebyggende indsats.

4.16 EØSU understreger, at en effektiv forebyggelsesindsats kan redde liv om 20-30 år, og at dette medfører økonomiske fordele, eftersom udgifterne til en forebyggende indsats er betydelig lavere end det, det koster at behandle sygdommen.

4.17 Udvalget fremhæver endvidere betydningen af at finde frem til indikatorer for primær forebyggelse, som kan følges over tid. For at måle virkningen af den primære forebyggelsesindsats over tid i medlemslandene foreslås det, at disse med regelmæssige mellemrum undersøger, hvor mange 15-årige der ryger, henholdsvis foretager en måling af overvægt (f.eks. ved hjælp af BMI). Eventuelt kan man gennem sundhedspleje for mødre rundt omkring i medlemslandene følge kvindernes overvægt, og rekruttering til forsvaret kan danne grundlag for at følge mændenes udvikling.

Screening

4.18 EØSU understreger, at screening er en investering i bedre sundhed og forebyggelse af sygdom for den enkelte.

4.19 EØSU mener, det er vigtigt, at der er mulighed for at evaluere de screeningsprogrammer, som indføres.

4.20 EØSU er enigt i, at de screeningsprogrammer, der foreslås, bør nå ud til så mange mennesker som muligt, når det gælder brystkræft, livmoderhalskræft og tyk- og endetarmskræft, således som det anbefales i Rådets henstilling om kræftscreening frem til 2013. Allerede i 2003 blev der fastsat en række klare mål, som dog ikke er blevet nået.

4.21 EØSU er enigt i, at medlemslandene bør øge indsatsen for fuldt ud at gennemføre Rådets henstilling om kræftscreening senest i 2013. EØSU så gerne, at alle medlemsstater havde rimelige delmål, der kunne hjælpe dem med at arbejde i denne retning.

4.22 EØSU finder det vigtigt med målrettet information og støtte til udsatte grupper, således at også de bliver bevidste om fordelene ved at deltage i screening. Det er også vigtigt at være opmærksom på den stress og de belastninger, som bekymring for kræftsygdommen kan medføre.

4.23 EØSU håber, at eventuelle fremtidige screeningsprogrammer, der måtte blive anbefalet på EU-niveau, vil være baseret på videnskabelige resultater. Når det gælder en fremtidig indførelse af screeningsprogrammer, finder EØSU det ønskeligt, at EU i forbindelse med indførelsen anbefaler medlemslandene at anvende aldersintervaller. Ensartede aldersintervaller og indkaldelsesintervaller i medlemslandene ville betyde mindre forskelle i resultaterne samt gavne forskningen.

4.24 EØSU er positivt indstillet over for en frivillig europæisk pilotakkrediteringsordning.

5. Identifikation og udbredelse af god praksis

5.1 EØSU er enigt i målsætningen om at bekæmpe uligheder i kræftdødelighed ved at reducere forskellene mellem medlemsstaterne.

5.2 EØSU vil gerne understrege, at det er vigtigt, at alle medlemslande begynder at føre statistik og indføre kræftregistre, for at disse mål skal kunne nås. Gennemsigtige og korrekte sammenligninger er altafgørende. Hvis målene skal nås, er det et mindstekrav, at der i hvert medlemsland findes eller opbygges et populationsregister, et register over nye kræfttilfælde samt et register over dødsårsager. På den måde kan man få korrekte data om forekomst, omfang, overlevelse og dødelighed. EØSU foreslår, at også sygehusregistrene på et senere tidspunkt sammenkobles hermed, således at strategierne bliver mere sammenlignelige, og også behandlingerne kan sammenlignes.

5.3 EØSU er enigt i, at der bør identificeres hindringer for indsamling af data, og foreslår en målrettet satsning, således at medlemslande, som ikke har nogen registre, kan indføre sådanne hurtigt.

5.4 EØSU er enigt i, at det er vigtigt at indsamle data om, hvor meget kræft koster samfundet. Det gavner sagen og kan vise omfanget af dette samfundsproblem.

5.5 EØSU er enigt i, at der bør foretages en undersøgelse for at afdække holdningen i EU til dataregistrering. Her kan de nordiske medlemslandes erfaringer fremhæves som et godt eksempel.

5.6 EØSU er enigt i, at kræft har mange medvirkende årsager såsom livsstil, arbejdsforhold og miljø, og at det forebyggende arbejde derfor bør udføres over en bred front.

5.7 EØSU vil især understrege betydningen af forebyggende foranstaltninger på tobaksområdet. I mange medlemslande, især de nyere medlemslande, er der mange rygere. Ofte er det de mest socialt og økonomisk udsatte grupper, som ryger mest. Også såkaldt passiv rygning indebærer sundhedsrisici, som man bør være opmærksom på.

Forskning

5.8 Ligesom Kommissionen mener EØSU, at udvekslingen af viden mellem landene kan blive langt bedre, og at det er vigtigt at forbedre forskningsinfrastrukturen.

5.9 EØSU bifalder forslaget om at give offentligheden lettere adgang til oplysninger om kræftforskning og især om kliniske forsøg.

5.10 EØSU fremhæver ligesom Kommissionen betydningen af fælles europæiske forskningsinitiativer, når det gælder forebyggelse, f.eks. livsstilsforskning som indtil nu har været forsømt, men som i overensstemmelse med partnerskabets intentioner er et vigtigt strategisk område at satse på. Også risikoen for bivirkninger og behandlingsskader, der opstår sent i behandlingsforløbet, bør belyses gennem forskning på området. Det samme gælder psykosociale spørgsmål.

5.11 EØSU fremhæver betydningen af, at der er konkurrence inden for forskningen, og mener, at det navnlig er på infrastrukturniveau, at forskningssamarbejdet i øvrigt kan forbedres. EØSU bifalder fælles biobanker, fremme af udveksling af materiale, udveksling af viden, kliniske undersøgelser som enkelte medlemslandes materiale ikke rækker til, eller hvor det går meget hurtigere, hvis flere lande samarbejder (europæiske multicenterundersøgelser).

5.12 EØSU hilser en instans, som evaluerer forskning og videnskabelig praksis i europæisk perspektiv, velkommen. En sådan uafhængig instans ville kunne evaluere og gennemgå de samlede videnskabelige resultater på et givent medicinsk område i Europa; det vil sige sammenligne den forskning, der er udført på området, med på forhånd fastlagte kriterier for god forskning.

5.13 EØSU så gerne, at denne instans navnlig udpegede områder, hvor der kunne gennemføres fælles, strategiske EU-kræftforskningsprojekter, som er vigtige, men hvor der ikke er nogen kommercielle interesser.

Sammenligninger/Benchmarking

5.14 Målsætning: at sikre præcise og sammenlignelige data vedrørende kræft, som er nødvendige for gennemførelse af politiske foranstaltninger.

5.15 EØSU understreger ligesom Kommissionen betydningen af sammenlignelige data og behovet for kræftregistre i medlemslandene.

5.16 EØSU peger også på behovet for at udvikle sammenlignelige indikatorer, som kan evalueres. Et første skridt er, at alle medlemslande indfører et kræftregister og rapporterer oplysningerne til én og samme instans. CIRC og UICC kan være mulige organer at rapportere til. De arbejder begge på europæisk niveau.

5.17 EØSU finder, at gennemsigtig benchmarking har stor betydning, når der skal udpeges og overføres god praksis.

5.18 Sammenlignelige data og en øget udveksling har også stor betydning for forskningen.

5.19 EØSU fremhæver, at alle områder inden for sundhedsplejen såsom behandling, revalidering og palliativ pleje er vigtige, når det gælder om at mindske den byrde, som kræftsygdommene medfører, og de lidelser de syge og deres pårørende udsættes for. EØSU ønsker i første omgang, at der lægges vægt på primær forebyggelse og sekundær forebyggelse (screening), for at man så tidligt som muligt kan opdage en eventuel kræftsygdom og påbegynde behandling.

5.20 Efter EØSU's opfattelse er det vigtigt, at de integrerede nationale kræftplaner indeholder foranstaltninger hele vejen gennem plejeforløbet med behandling, revalidering og palliativ pleje samt primær og sekundær forebyggelse.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Kilde: CIRC 2007.

(2) Rådets henstilling af 2.12.2003 om kræftscreening (2003/878/EF), EUT L 327 af 16.12.2003, s. 34.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/76

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om et europæisk initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme«

KOM(2009) 380 endelig

(2010/C 255/14)

Ordfører: Maureen O'NEILL

Kommissionen besluttede den 22. juli 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om et europæisk initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme

KOM(2009) 380 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Maureen O'Neill til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009 (mødet den 16. december 2009) enstemmigt følgende udtalelse.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Konklusion

1.1.1 EØSU tager vel imod Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om et europæisk initiativ om Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme, fordi det er et yderst vigtigt emne i Europa, da sygdommen ikke bare påvirker de enkelte patienter, men også deres familier og samfundet som følge af den aldrende befolkning.

1.1.2 EØSU anerkender, at hovedansvaret for at takle demens og tilbyde pleje ligger hos medlemsstaterne, men er glad for den opmærksomhed, meddelelsen udviser over for EU's rolle i styrkelsen af den nationale fremgang.

Vedrørende terminologi: da Alzheimers sygdom ikke omfatter alle demenssygdomme, henviser dette dokument til »Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme« eller blot »demens«.

1.2 Henstillinger (ikke i prioriteret rækkefølge, men i henhold til rækkefølgen i teksten).

1.2.1 EØSU anbefaler, at Kommissionen støtter oplysningskampagner for at udbrede viden om demens for hurtigere at kunne stille diagnosen og for at begrænse den stigmatisering, der er forbundet med sygdommen.

1.2.2 EØSU anbefaler en bredere vifte af forskningsområder.

1.2.3 EØSU hilser det fælles programmeringstiltag inden for forskning velkommen og opfordrer samtidig Kommissionen til at gennemføre det i god tid.

1.2.4 EØSU anbefaler, at den åbne koordineringsmetode udbredes til sundhedsområdet, så Kommissionen aktivt kan opfordre til udviklingen af specifikke nationale strategier og rammer af høj kvalitet for demens.

1.2.5 EØSU opfordrer Kommissionen til at udbrede anvendelsen af sundhedsprogrammet for at udvikle plejemodeller og for aktivt at samarbejde med nationale regeringer om anvendelse af de europæiske strukturfonde for at udvikle og gennemføre uddannelse på lokalt plan i pleje af demente, i akut pleje, langvarig pleje og i hjemmepleje.

1.2.6 EØSU understreger kraftigt betydningen af anvendelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention for mennesker med demens.

1.2.7 EØSU støtter forslaget i meddelelsen om oprettelsen af et europæisk netværk, der gør brug af de faciliteter, som sundhedsprogrammet stiller til rådighed.

1.2.8 EØSU opfordrer til udbredelse og gennemførelse af meddelelsen på lokalt, nationalt og internationalt plan i samarbejde med Alzheimerforeninger, nationale regeringer, Kommissionen og andre relevante organer herunder EØSU.

2. Generel baggrund

2.1 Hvidbogen: »Sammen om sundhed: en strategi for EU 2008-2013« (1) kortlægger og undersøger udtrykkeligt betydningen af at udvikle større forståelse for neurodegenerative sygdomme som f.eks. Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme.

2.2 Kommissionen har gjort det til en prioritet at sikre, at emnet får en passende anerkendelse, på grund af dets omfang og dets påvirkning af den enkelte patient, plejepersonale og omkostninger for samfundet.

2.3 Den langsigtede indsats, der foreslås, vil fokusere på strategier for forebyggelse, ikke-medicinsk behandling, færdigheder for professionelt og frivilligt plejepersonale med særlig vægt på forskningssamarbejde (2) mellem medlemsstaterne og Kommissionen.

2.4 Kommissionen vil også knytte de relevante dele af sit fremtidige arbejde om Alzheimers sygdom til »den europæiske pagt for mental sundhed og trivsel«, der blev oprettet i 2008 og som anerkender, at mental sundhed er en særlig dimension af Alzheimers sygdom.

2.5 Europa-Parlamentet har også vedtaget en erklæring (3) om prioriteter i kampen mod Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme for at skabe en politisk forpligtelse til forskning, forebyggelse og social beskyttelse, fjernelse af stigmatisering samt støtte til Alzheimerforeninger.

3. Baggrund

3.1 Demens er karakteriseret ved progressivt tab af de mentale funktioner som følge af en række sygdomme, hvoraf den mest udbredte er Alzheimers sygdom, som rammer ca. 50-60 % af mennesker med demens. Andre sygdomme omfatter vaskulær demens (blodpropdemens) og Lewy Body-demens. I et projekt, som blev gennemført af EU's patientplatform Alzheimer Europe med støtte fra Kommissionen, fandt man frem til de vigtigste sjældne former for demens (4).

3.2 Det blev i 2008 skønnet, at 7,3 mio. mennesker i de 27 EU-medlemsstater i alderen 30-99 lider af forskellige former for demens. Flere kvinder (4,9 mio.) end mænd (2,4 million) rammes (4).

3.3 Som følge af den øgede forventede levetid og »baby boom-generationens« aldring forventes antallet af ældre mennesker at stige kraftigt, med den forholdsmæssigt højeste stigning i de ældste grupper. En stigning i antallet af aldersrelaterede sygdomme, navnlig demens, forventes at fortsætte. De nuværende prognoser tyder på en fordobling i antallet af patienter i de kommende 20 år. Alzheimer's Disease International vurderer, at 104 mio. mennesker i 2050 vil være ramt af demens.

3.4 Allerede nu, men også fremover, vil demens have store konsekvenser for familie, professionelt plejepersonale, det offentlige sundhedssystem og plejeomkostninger. Alzheimer Europe (2008) har skønnet, at de samlede direkte og uformelle plejeomkostninger forbundet med Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme i 2005 beløb sig til 130 mia. EUR for de 27 EU-medlemsstater. Det svarer til 21 000 EUR pr. person om året, hvoraf 56 % gik til uformel pleje (5).

3.5 På konferencen »Kampen mod Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme« under det franske formandskab blev det understreget, at det er livsvigtigt for os europæere at dele vores viden og mobilisere færdigheder og erfaringer i de forskellige medlemsstater, så vi kan tage kampen op mod sygdommen. Konklusionerne fra konferencen blev drøftet af Rådet (sundhedsministrene) i december 2008.

3.6 Hovedansvaret for behandling af demenssygdomme og plejetilbud påhviler medlemsstaterne. I henhold til traktatens artikel 152 er der i forbindelse med sundhed imidlertid en forventning om, at EU yder støtte til nationale tiltag og i henhold til artikel 165 pålægges Fællesskabet og medlemsstaterne at koordinere deres forskning og teknologiske udvikling for at sikre overensstemmelse mellem de nationale og Fællesskabets politikker.

4. Kommissionens meddelelse

Målet med Kommissionens meddelelse er at fastlægge de områder og tiltag på EU-plan, som tilfører medlemsstaterne merværdi.

4.1 Meddelelsen fastlægger fem centrale problemstillinger, som bør undersøges på fællesskabsniveau.

—	forebyggelse,

—	bedre forståelse af demens – koordineret forskning,

—	udveksling af bedste praksis,

—	sikre, at demente personers rettigheder bevares,

—	oprettelse af et europæisk netværk.

4.2 Der iværksættes i 2010 en fælles aktion mellem Kommissionen og medlemsstaterne som omhandlet i arbejdsprogrammet for gennemførelse af det andet EU-handlingsprogram for sundhed (2008-2013). Aktionen vil indgå i den overordnede målsætning i Lissabonstrategien for forbedringer af resultaterne på sundhedsområdet (6).

5. Forebyggelse

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt hverken at forebygge eller helbrede Alzheimers sygdom eller andre demenssygdomme, og forringelse af de kognitive evner betragtes som en uundgåelig del af alderdommen. Men takket være mere viden om aldring og hjernen undersøger man nu, hvilke muligheder der er for at forebygge sygdommen.

5.1 Eftersom demens i større eller mindre grad kan være forbundet med hjertekarsygdomme, indebærer forebyggelse, at man spiser sundt (7), får kontrolleret blodtryk og kolesterol, hvilket er lige så vigtigt som at undlade rygning, begrænse sit alkoholindtag (8) til moderate mængder og sørge for at dyrke motion.

5.2 Andre forebyggende strategier indebærer social aktivitet, støtte og inddragelse, samt intellektuel stimulans.

5.3 God fysisk og mental sundhed gennem hele livet kan være med til at opretholde den kognitive funktion. Man taler også om livsstilens betydning for en »sund hjerne« (9).

5.4 Der er stadig kun begrænset belæg for disse strategier, og EØSU støtter Kommissionen i dens opfordring til mere målrettet forskning for bedre at forstå de potentielt forebyggende strategier. Dette støttes af Alzheimer Europe.

5.5 EØSU tager vel imod forslaget om at indarbejde en dimension om demens i EU's nuværende og fremtidige aktioner om sundhedsfremme, som omfatter uddannelse og samarbejde med medlemsstaterne for at udvikle og tilbyde vejledning om så stor udbredelse som muligt til offentligheden og organisationer inden for sundheds- og socialområdet.

5.6 En af de største udfordringer er tidligere og mere pålidelige diagnoser. Det ville mindske usikkerheden for de pågældende patienter og dem, der passer dem, så de kan træffe de nødvendige juridiske, finansielle, lægelige og lignende foranstaltninger.

5.7 Blandt hindringerne for en tidlig diagnose er, at folk ikke genkender symptomerne eller opfatter dem som en normal del af aldringsprocessen. Det hænger også sammen med fornægtelse og frygt på grund af den stigmatisering, mange opfatter i forbindelse med demens. En nylig undersøgelse har vist, at den tid, der i gennemsnit går fra symptomerne viser sig, til diagnosen stilles, varierer meget bredt i EU fra 10 måneder i Tyskland til 32 måneder i UK.

5.8 EØSU er imidlertid bekymret for, hvor mange mennesker i EU der måske ikke har adgang til at blive diagnosticeret pga. manglende viden eller adgang til ydelser, navnlig i landområderne og dårligt stillede områder.

5.9 EØSU støtter organisationen Alzheimer Europes opfordring til Kommissionen og de nationale regeringer om ved hjælp af oplysningskampagner at støtte oplysning af den brede offentlighed, en bred vifte af interessenter på lokalt, regionalt og nationalt plan, herunder medierne, for at gøre det nemmere at genkende symptomerne på demens og begrænse den dermed forbundne stigmatisering (10).

6. Bedre forståelse af demenslidelser – koordineret forskning

6.1 EØSU anerkender Kommissionens indsats i dens støtte til forskning gennem rammeprogrammerne for hjerneforskning, årsager og forebyggelsesstrategier for sund aldring og offentlig sundhed.

6.2 EØSU understreger imidlertid, at der også er behov for forskning omkring forskellige plejemodellers effektivitet, psykosociale og ikke-medicinske behandlinger såvel som den betydning, demografiske ændringer som f.eks. skilsmisse/indgåelse af nyt ægteskab/papirløst samliv, migration og urbanisering kan have for erfaringerne med demens og pleje af demente.

6.3 Selv om EU i stort omfang har finansieret forskning om informations- og kommunikationsteknologi (ikt) og pleje for demente, er der behov for mere, og de vigtigste resultater lægger op til, at såfremt teknologien anvendes etisk og indarbejdes i planer for pleje, kan det hjælpe demente til at træffe nogle valg, forblive sikkert i eget hjem og samtidig bidrage til forbedret livskvalitet på en lang række områder.

6.4 EØSU anerkender Kommissionens indsats for de specifikke aktioner om ikt-forskning inden for rammeprogrammerne samt storstilede pilotprojekter, som er blevet lanceret mellem EU og 23 europæiske lande om ikt-produkter og -tjenester (11).

6.5 Eftersom flere og flere rammes af demens, er det vigtigt at forskningsinstitutionerne og medlemsstaternes finansieringsorganer samarbejder. EØSU er glad for det fælles programmeringstiltag, der på frivilligt grundlag sikrer, at de forhåndenværende midler i medlemsstaterne og EU-programmerne anvendes bedst muligt.

6.6 EØSU mener derfor, det er vigtigt, at medlemsstaterne engagerer sig i denne forskning, dens finansiering og samarbejde.

7. Udveksling af bedste praksis

7.1 På grund af det anerkendte behov for yderligere forskning, betydningen af en tidlig diagnose, udbuddet af behandlingstilbud og sundheds- og socialområdets tilbud i medlemsstaterne spiller den åbne koordineringsmetode en afgørende rolle for vurdering af effekten af den sociale beskyttelse, den sociale integration og muligheden for langtidspleje.

7.2 Udbuddet af kvalitetsservice til demente og deres plejere er altafgørende. For nogle medlemsstater indgår dette i en overordnet strategi, men til dato er der kun to medlemsstater, der formelt har udarbejdet en strategi i EU, og EØSU mener, at Kommissionen ved at udvide den åbne koordineringsmetode til sundhedsområdet kan fremme såvel udviklingen af specifikke nationale strategier og rammer af høj kvalitet, som kan udgøre referencemodeller for andre medlemsstater og føre til forbedringer på områder som politik, tjenesteydelser, uddannelse og forskning.

7.3 EØSU anerkender indsatsen for at tilbyde særlig uddannelse af sundheds- og plejepersonale, familiemedlemmer og pårørende til demente sammen med en helhedsorienteret tilgang til pleje. EØSU tror på anvendelsen af EU-handlingsprogrammet for sundhed til udvikling af plejemodeller, der suppleres af de medlemsstater, der gør brug af de europæiske strukturfonde til deres gennemførelse. Det er navnlig vigtigt i lyset af manglen på uddannet personale inden for sundheds- og socialområdet (12). Det er altafgørende dels at sørge for uddannelse, hvis man skal forbedre forståelsen af Alzheimers sygdom og demens, dels at sikre etisk praksis for personale, der arbejder inden for akut pleje, langvarig pleje og inden for hjemmepleje.

7.4 EØSU støtter udveksling af god praksis på de kortlagte områder inden for forebyggelse og service, der kan forbedre livskvaliteten for personer med Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme.

7.5 EØSU støtter kraftigt styrkelsen af nationale, europæiske og internationale Alzheimerforeninger og andre relevante patientorganisationer. Disse organisationer giver adgang til en række tjenester for personer med demens og deres plejere og spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af social udstødelse og diskrimination og fremme af rettighederne for personer, der lider af demens.

7.6 Disse foreninger kan tilbyde værdifuld information (13), som kan have betydning for forskning, politik og praksis samt fungere som et talerør for de demente og deres plejere. EØSU ønsker at udvise støtte og øve indflydelse gennem sit engagement i en række organisationer på tværs af medlemsstaterne og internationalt.

7.7 EØSU støtter opfordringen fra Alzheimer Europe til nationale regeringer om at anerkende Alzheimerforeningernes vigtige bidrag og at finansiere dem for inden for paneuropæisk solidaritet for at støtte den forventede stigning i antallet af personer, som vil blive ramt af Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme.

8. Sikre, at demente personers rettigheder bevares

8.1 Mennesker med demens er først og fremmest vores venner, pårørende, naboer og medborgere i samfundet. Den kendsgerning, at de lider af en særlig sygdom er sekundær (14). EØSU holder fast på Alzheimerpatienters og andre dementes ret til at blive behandlet med værdighed og ret til selvbestemmelse.

8.2 Såvel diagnosen som det gradvise tab af evner kan have en socialt isolerende og negativ effekt på patienterne og deres plejere, hvilket kan påvirke deres helbred og trivsel. EØSU opfordrer Kommissionen og de nationale regeringer til at informere og oplyse samfundet, så den stigmatisering, der er forbundet med demens, forsvinder.

8.3 EØSU opfordrer kraftigt til, at de dementes rettigheder bevares i lyset af den europæiske menneskerettighedskonvention, som er blevet yderligere styrket gennem handicappedes rettigheder og patientrettigheder (15). Der skal oplyses såvel om sygdommen som om de tjenester, der står til rådighed, og patienterne samt deres plejere skal tages med på råd i beslutningerne omkring dem.

8.4 EØSU støtter Kommissionens påvirkning af det politiske lederskab i EU ved at anerkende invaliderede, ældre menneskers rettigheder, så deres rettigheder bevares og ikke overses eller forsømmes (16).

9. Etablering af et europæisk netværk

9.1 EØSU finder, at etableringen af et europæisk netværk gennem sundhedsprogrammet har afgørende betydning. Det vil gøre det muligt at udveksle god praksis, bidrage til udviklingen af ensartede standarder og tilgange (17) i forhold til sårbare ældre mennesker på tværs af medlemsstaterne og skabe mulighed for at udvikle fælles principper og definitioner om dementes rettigheder.

9.2 Derudover kan et europæisk netværk bidrage med:

—	bedre uddannelse om demens for en bredere vifte af personalegrupper inden for sygepleje og socialomsorg, og om hvordan man kan støtte de demente og deres plejere,

—	bedre uddannelse om demens for at begrænse den stigmatisering, der er forbundet med sygdommen og sikre, at der hurtigere bliver stillet en diagnose,

—	bedre koordinering mellem de fagfolk, der arbejder med demente og deres plejere, så individuelle behov kan blive opfyldt (18)

på tværs af medlemsstaterne.

9.3 Netværket kunne omfatte et samarbejde med de nationale regeringer om udarbejdelsen af forhåndserklæringer fra den enkelte, mens han/hun stadig har evnen til at give sin tilladelse, samtidig med at der tages hensyn til lægelig behandling, pleje, støtte, finansielle og juridiske anliggender og muligheden for i forvejen at udpege en pålidelig person, der taler på den dementes vegne.

9.4 EØSU opfordrer til et tæt samarbejde mellem netværket og Alzheimer Europe for at sikre tilvejebringelse af god og sammenhængende information om demens, hvilket er altafgørende for at begrænse den stigmatisering, der er forbundet med sygdommen, og for at få folk til at søge lægehjælp og sætte sig ind i de tjenester og støtteordninger, der findes for dem, samt at fremme den enkeltes rettigheder, så deres værdighed og selvbestemmelse sikres.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 77 af 31.3.2009, s. 96.

(2) Dementia Year Book 2008 Alzheimer Europe.

(3) EP-erklæring PE414.434.

(4) KOM(2009) 380 endelig.

(5) Alzheimer Europe (2008) Dementia in Europe Yearbook.

(6) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1350/2007/EF af 23. oktober 2007 om oprettelse af andet EF-handlingsprogram for sundhed (2008-2013). Jf. http://ec.europa.eu/health/ph_information/indicators/lifeyears_en.htm.

(7) EUT C 24 af 31.1.2006, s. 63.

(8) EUT C 318 af 23.12.2009, s. 10.

(9) Dementia Risk Reduction: The evidence. Alzheimer’s Australia Paper, 13. september 2007.

(10) Alzheimer Europe's erklæring fra Paris om Alzheimerbevægelsens politiske prioriteter (2006).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 742/2008/EF af 9. juli 2008, KOM(2007) 332 endelig, EUT L 201 af 30.7.2008, s. 49.

(12) EUT C 317 af 23.12.2009, s. 105.

(13) Det europæiske samarbejde om demens (EuroCoDe) er etableret for at fremstille konsensusprægede indikatorer og for at gennemføre fælles undersøgelser.

(14) Year Book 2008 Alzheimer Europe.

(15) EUT C 10 af 15.1.2008, s. 67.

(16) EUT C 44 af 16.2.2008, s. 109.

(17) EUT C 204 af 9.8.2008, s. 103.

(18) En grundlæggende vurdering af nuværende information til demente og deres plejere. Alison Bowes, kvalitetsforbedring af det offentlige sundhedsvæsen i Skotland og den skotske forening for demente i Stirling - Dementia Services Development Centre at Stirling.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/81

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Grønbog — Flere unge i læringsmobilitet«

KOM(2009) 329 endelig

(2010/C 255/15)

Ordfører: Eve PÄÄRENDSON

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 8. juli 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog - Flere unge i læringsmobilitet

KOM(2009) 329 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Eve Päärendson til ordfører uden studiegruppe. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. december 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009 (mødet den 16. december) med 173 stemmer for, 4 stemmer imod og 2 hverken for eller imod.

1. Henstillinger

1.1 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter fuldt ud Kommissionens bestræbelser på at fremme læringsmobiliteten blandt unge. Hvis målsætningen om øget mobilitet skal realiseres, er det nødvendigt at tilskynde potentielle værtslande til at tiltrække de unge til deres lande og byer.

Forudsætningen for at nå målsætningen om læringsmobilitet er, at der i fuldt omfang samarbejdes bredt på alle niveauer herom (i EU, medlemsstaterne, regionerne, uddannelsesinstitutionerne, arbejdsmarkeds- og civilsamfundsorganisationerne og blandt de unge selv).

1.2.1 Kommissionen og medlemsstaterne bør intensivere indsatsen for at fjerne hindringer for mobiliteten og udveksle bedste praksis. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til en korrekt gennemførelse af fællesskabsbestemmelserne på området og til at fjerne hindringer af administrativ og lovgivningsmæssig art, dvs. hvad angår opholdstilladelser, social sikring og gensidig anerkendelse af studiekort. Læringsmobilitet var nøglen til succesen med Bologna-processen og det europæiske område for videregående uddannelse. Efter udvalgets opfattelse kunne mobilitet på tilsvarende måde blive en nøgle til udvikling af et europæisk område for livslang læring. Indførelse af en »europæisk vedtægt for praktikanter« eller en »europæisk vedtægt for studerende« vil sikre ligebehandling og fjerne megen usikkerhed om f.eks. anerkendelse af eksaminer, sygesikring og støtte.

1.2.2 Validering og anerkendelse af såvel formel som ikke-formel læring forudsætter, at Lissabonkonventionen om anerkendelse af videregående uddannelser officielt anerkendes, undertegnes og ratificeres.

1.3 For at skabe mere opbakning til læringsmobiliteten, herunder den finansielle støtte, er det vigtigt, at samtlige parter gør sig klart, hvilke fordele den indebærer, og anerkender disse. Koblingen mellem læringsmobilitet og beskæftigelsesegnethed bør ekspliciteres og fremhæves yderligere.

At fremme mobiliteten blandt unge europæere og tiltrække de bedst begavede unge til Europa fra tredjelande er vigtigt for opretholdelsen af EU's konkurrenceevne og centrale position som ledende på det teknologiske område. EØSU slår kraftigt til lyd for, at der omgående findes en løsning på visumproblemerne, eftersom disse hindrer mobiliteten. Udvalget er også overbevist om, at en gradvis udvidelse af programmerne for læringsmobilitet til på lang sigt at omfatte tredjelande som Kina, Indien, Japan og USA er en fornuftig investering.

1.4.1 EØSU henstiller kraftigt, at der gøres an alvorlig indsats for at hindre hjerneflugt fra Europa og for at gøre EU attraktiv for forskere fra så vel Europa som tredjelande.

1.5 EU og medlemsstaterne vil ikke kunne høste de sociale og økonomiske fordele af øget læringsmobilitet, hvis ikke midlerne til støtte herfor øges betydeligt. I krisetider bør der foretages strukturelle investeringer i en bedre uddannet og mere konkurrencedygtig Union. Med henblik på at forbedre finansieringen og integrere mobilitet i alle relevante sektorpolitikker bør EU mobilisere samtlige eksisterende mekanismer og partnere og dermed sikre støtte via strukturfondene og rammeprogrammet for forskning og udvikling. Den Europæiske Socialfond kan blive en yderligere finansieringskilde, navnlig på efter- og videreuddannelsesområdet, og supplere de eksisterende midler fra programmet for livslang læring 2007-2013.

1.6 Øget læringsmobilitet giver kun resultater, hvis kvaliteten af undervisningstilbuddene i udlandet er høj nok. Udvalget henstiller derfor, at samtlige mobilitetsprogrammer overholder kravene i det europæiske kvalitetscharter for mobilitet.

1.7 EØSU henstiller ligeledes, at de nuværende mobilitetsprogrammer (Erasmus, Leonardo, Comenius, Grundtvig, Marie Curie) revideres for at forenkle procedurerne og sikre, at der er så få administrative hindringer som muligt. Det er især vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne, de lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer inddrages i denne proces.

1.8 Mobilitetsindsatsen bør komme til udtryk i et ambitiøst benchmark for mobilitet inden for den nye strategiske ramme for europæisk samarbejde om almen og faglig uddannelse (ET2020). Dette benchmark bør skelne mellem forskellige målgrupper (studerende under erhvervsfaglig uddannelse, lærere, ikke-formel uddannelse, videregående uddannelse og grundskoleelever) og bør baseres på langt mere fyldestgørende statistiske data.

1.9 For at øge kendskabet til læringsmobilitetsprogrammerne og antallet af unge mennesker, der tager på uddannelsesophold i udlandet, bør der i langt højere grad end hidtil stilles information til rådighed herom.

1.10 EØSU bakker op om oprettelsen af en europæisk internetportal, hvor al information om læringsmobilitetsprogrammer i hele EU vil være lettilgængelig, og hvor virksomheder kan finde oplysninger om de unge (de studerendes CV'er), der leder efter muligheder for en lærlingeuddannelse eller et praktikophold og omvendt. De europæiske virksomhedsnetværk (herunder SMV-organisationer) og europæiske erhvervsdrivende skal tilskyndes til at tilføje oplysninger om læringsmobilitetsprogrammer på deres respektive websider og gøre opmærksom herpå over for deres medlemmer.

1.11 For at fremme den politiske proces i kølvandet på grønbogen skal udvalget henstille, at begrebet læringsmobilitet defineres, og at det specificeres, hvilke aldersgrupper det omfatter.

1.12 EØSU er overbevist om, at et ønske om at fremme læringsmobiliteten forudsætter, at fremmedsprogsundervisningen prioriteres højere i samtlige uddannelsesinstitutioners læseplaner. Efter EØSU's mening bør mulighederne for at gøre udlandsophold af et års varighed obligatorisk for sproglærere på alle videregående uddannelsesinstitutioner undersøges, og medlemsstaterne bør opfordres til gennem uddannelsespolitikken at gøre mere for at imødekomme målsætningen om, at hver EU-borger ud over sit modersmål skal beherske mindst to andre EU-sprog.

2. Sammenfatning af Kommissionens grønbog

2.1 Den 8. juli 2009 offentliggjorde Kommissionen en grønbog med titlen »Flere unge i læringsmobilitet«. Formålet med grønbogen er at sætte gang i en debat om, hvordan unge europæeres muligheder for at øge deres viden og kompetencer gennem ophold i andre lande i erhvervs- eller studieøjemed, for at udføre frivilligt arbejde eller efter- eller videreuddanne sig som led i livslang læring bedst udvides.

2.2 Grønbogens sigte er bredt: Den retter sig mod alle unge mennesker i alle mulige forskellige læringssituationer, dvs. i skolen, på de højere læreanstalters bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau, i praktikophold, under lærlingeuddannelse, i forbindelse med ungdomsudvekslinger, frivilligt arbejde eller erhvervsuddannelse og i eller uden for EU (1). Grønbogen søger at fremme organiseret læringsmobilitet ved at fokusere på unges (dvs. de 16-35-åriges) fysiske mobilitet samtidig med, at den anerkender værdien af den virtuelle mobilitet (dvs. udvikling af partnerskaber, erhvervsuddannelse, partnerskaber via internettet). Den lægger op til at udforske, hvordan eksisterende og nye mekanismer og instrumenter kan udnyttes bedre til at fremme mobiliteten blandt unge, og hvordan de offentlige myndigheder på forskellige niveauer – EU, nationale, regionale og lokale myndigheder – og andre berørte parter – erhvervslivet, civilsamfundet, private – kan inddrages. Den fremhæver en række områder, hvor der er behov for yderligere tiltag, og fremsætter forslag til mulige fremgangsmåder. Eksempler på god praksis anføres, hvor dette er relevant. Der findes støttemuligheder, programmer og praktisk vejledning for mobile unge under uddannelse, men kendskabet hertil skal udbredes, og oplysningerne skal gøres lettere tilgængelige.

2.3 De tyve års erfaring med Erasmus-programmet dokumenterer de positive effekter af mobilitet på det videregående uddannelsesområde. Kommissionen opfordrede i sin Lissabonrapport fra december 2007 til, at mobilitet af Erasmus-typen blev en naturlig bestanddel af en universitetsuddannelse (2). Kommissionen har understreget betydningen af investering i uddannelse og erhvervsuddannelse, dvs. fremme af viden og kompetencer som middel i bekæmpelsen af den nuværende økonomiske krise. Læringsmobilitet bør blive en mulighed for alle unge europæere med henblik på at fremtidssikre konkurrencedygtigheden og samhørigheden i EU. Den bør være reglen og ikke undtagelsen (3). Vidensmobilitet bør betragtes som den femte frihed i EU.

2.4 Leuvenkommunikéet, der blev vedtaget den 29. april 2009 af ministrene med ansvar for videregående uddannelse i de lande, der deltager i Bolognaprocessen, indeholder en bestemmelse om, at 20 % af alle, der tager en videregående uddannelse i Europa, i 2020 skal have gennemført et uddannelsesophold i udlandet (4).

2.5 Grønbogen igangsætter derfor en offentlig høring og indkalder svar på følgende spørgsmål:

—	Hvordan kan unge tilskyndes til at studere, videreuddanne sig, udføre frivilligt arbejde eller indsamle erhvervserfaring i udlandet?

—	Hvad er de vigtigste hindringer for mobilitet?

—

Hvorledes kan de involverede – skoler, universiteter, virksomheder, erhvervsorganisationer, ministerier, lokale myndigheder, civilsamfundets organisationer og andre – arbejde tættere og mere effektivt sammen navnlig om at tilskynde unge til at tage til udlandet for at samle erfaringer i deres regi? Hvordan kan virksomheder motiveres til at blive værter for deltagere i mobilitetsprogrammer, herunder unge iværksættere og lærlinge?

3. Mobilitet: fordele, forhindringer og trusler

3.1 Som det med rette påpeges i grønbogen, er læringsmobilitet en af de grundlæggende måder, hvorpå personer, især unge mennesker, kan udvikle sig personligt og ruste sig til livet som erhvervsaktiv.

Ved at tage til et andet land for at studere (som led i deres arbejde), samle yderligere erhvervserfaring eller udføre volontørarbejde får de unge en reel mulighed for at udvide deres horisont. Ifølge de statistiske oplysninger i grønbogen drog omkring 310 000 unge, svarende til knap 0,3 % af alle i aldersgruppen 16-29-årige i EU, i 2006 fordel af de mobilitetsmuligheder, som de eksisterende mobilitetsprogrammer giver (5). Eurostats data viser, at yderligere 550 000 universitetsstuderende hvert år studerer i udlandet uden for disse programmer.

3.2.1 Mobiliteten er imidlertid fortsat lav på trods af EU-institutionernes og andres ihærdige bestræbelser i form af støtteprogrammer og andre muligheder. Nogle studerende har bedre mobilitetsmuligheder end andre – herunder erhvervspraktikanter og lærlinge, der stadig er konfronteret med mange praktiske problemer – ikke mindst eftersom ca. 80 % af de finansielle midler afsættes til højere uddannelse.

3.3 Grønbogen skal bidrage til, at det snarere bliver reglen end undtagelsen for de unge i Europa at overveje udlandsophold med henblik på at studere eller arbejde som en naturlig ting. Det er vigtigt, at de unge får et klarere billede af de mange fordele, som et udlandsophold kan give dem, herunder bedre sprogkundskaber og andre færdigheder samt øgede interkulturelle kompetencer, som de vil kunne få gavn af gennem hele deres liv i en stadig mere multikulturel verden. Mobilitet inden for erhvervsuddannelsen giver de unge den rigtige mentalitet, f.eks. evnen til selv at tage initiativer, hvilket gør dem udadvendte og selvsikre. Erfaringerne viser, at de mennesker, der har læst i udlandet, ofte er mere mobile i deres arbejdsliv.

3.4 EØSU støtter fuldt ud bestræbelserne på at fremme mobiliteten blandt de unge i uddannelses- og erhvervserfaringsmæssig øjemed, da dette vil øge samtlige aldersgruppers mobilitet. Hvis målsætningen om øget mobilitet skal realiseres, er det nødvendigt at tilskynde potentielle værtslande til at tiltrække de unge til deres lande og byer.

De største vindere ved uddannelsesrelateret mobilitet er de unge selv, uddannelses- og forskningsinstitutionerne samt virksomhederne. På lang sigt vil mobiliteten forbedre EU's konkurrenceevne gennem opbyggelsen af et vidensintensivt samfund og fremme det europæiske medborgerskab gennem en styrkelse af den europæiske identitet og skabelsen af en mere positiv indstilling til EU blandt borgerne. Mobilitet fremmer sprogindlæring og flersprogethed.

3.5.1 Læringsmobilitet bidrager til den frie bevægelighed for viden, der kan betragtes som den femte frihed i EU. Vil man fremme læringsmobiliteten samt uddannelsessystemerne og -institutionerne, er man nødt til at være mere åben, ikke mindst over for et øget samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne, hvilket vil effektivisere deres arbejde. Mobiliteten mellem virksomhederne samt mellem virksomhederne og uddannelses- og forskningsinstitutionerne vil ligeledes få langt større indvirkning på virksomhedsgrupper og teknologiske partnerskaber, hvilket vil styrke Europas konkurrence- og innovationsevne.

3.5.2 Især de ledende akademiske institutioner vil få gavn af øget mobilitet takket være den heraf følgende større kulturelle mangfoldighed og mulighed for at rekruttere fremragende forskere. Øget mobilitet vil også være en fordel for de virksomheder, der har et multikulturelt og flersproget værdigrundlag, og alle de virksomheder, som handler internationalt. I en verden, hvor EU's konkurrenceevne er under øget pres fra hurtigt voksende økonomier (Kina, Indien Brasilien og Sydafrika og med tiden endnu flere), vil de europæiske virksomheders fremtid (og frem for alt bevarelsen af arbejdspladser af høj kvalitet) afhænge af, hvorvidt virksomhederne indtager en ledende position, når det gælder nye teknologier og nicheproduktion, der i høj grad afhænger af, om EU bevarer sin ledende rolle på forsknings- og udviklingsområdet eller på tjenesteydelsesområdet i bred forstand.

Der vil dog være hindringer og farer, som man må gardere sig imod:

—	Topforskningen og den hermed forbundne undervisning og læring risikerer at blive koncentreret i mindre elite- og excellencecentre i Europa, eftersom de bedste studerende strømmer til disse på bekostning af mindre kendte institutioner.

—	Undervisningen vil i langt højere grad foregå på de største verdenssprog (navnlig engelsk, fransk, spansk og tysk) på bekostning af de medlemsstater, hvis sprog ikke er udbredt hinsides landegrænserne.

—

Mobile studerende og forskere kan som følge af det engelske sprogs øgede dominans blive fristet til at flytte til andre steder i den engelsksprogede verden, herunder USA, Kina, Japan og andre dele af Østasien osv. Det kan blive vanskeligt at overtale disse mennesker til at flytte tilbage til Europa senere hen. Enhver udvikling på EU-plan vedrørende mobilitet skal omfatte tilstrækkelige incitamenter til at overbevise akademikerne om at slå sig ned i EU på lang sigt.

—	Der vil ske yderligere hjerneflugt i takt med, at der skabes jobmuligheder andre steder i de såkaldte »mellemindkomst«-udviklingslande (6).

—	Det er frem for alt de nyuddannede inden for humanistiske, ikke-videnskabelige fag, som drager fordel af mobiliteten, ikke mindst fordi de mindre virksomheder kun har råd til at betale for de tekniske kernekvalifikationer, mens sproglige og andre færdigheder erhverves eksternt.

3.6.1 Skal Europa bevare sin ledende position på det teknologiske område, er det vigtigt, at der tages hånd om de bedst begavede talenter. USA anses stadig i dag for at være det land, der er førende i den såkaldte »krig om talenter«. Omkring 400 000 europæere med en videnskabelig og teknisk uddannelse bor og arbejder i USA. Ud af verdens top 50-universiteter er de 36 beliggende i USA sammenlignet med kun 10 i EU. USA's ledende position vil dog heller ikke være ubestridt. Talenterne er ikke længere forbeholdt den vestlige verden. Kina, Indien, Brasilien, Rusland og andre lande dominerer det globale kapløb om innovation og talenter. De europæiske virksomheder vil komme til at stå over for en skarp konkurrence om uddannelse, tiltrækning og fastholdelse af talenter.

På trods af flere tidligere forsøg på at fremme læringsmobiliteten gennem støtteprogrammer (7) og andre værktøjer (8) skal man også være på vagt over for følgende hindringer:

—	juridiske hindringer (administrative byrder)

—	praktiske hindringer (sprogfærdigheder, kulturelle forskelle, utilstrækkelige finansielle midler, økonomisk ulighed, vanskeligheder med at overføre finansielle midler, manglen på lettilgængelig information om mobilitetsprogrammer, navnlig som følge af manglen på effektive websider)

—	problemer med den gensidige anerkendelse af kvalifikationer

—	anerkendelse af læringsmobilitet i de nationale læseplaner og problemer med opnåelse af opholdsret

—	meget forskellige støttepraksisser og metoder til kontrol med universiteterne i hele Europa, hvoraf nogle (ligesom i Storbritannien) er uafhængige, og andre er underlagt en vis statskontrol

—	ringe engagement i medlemsstaterne (9) og i den private sektor (10).

3.7.1 Sproget er en væsentlig barriere for læringsmobiliteten (11), eftersom de studerendes uddannelsesmuligheder og sociale liv begrænses betydeligt af, at de ikke taler det pågældende værtslands sprog. Det er bemærkelsesværdigt, at kun 18 % af europæerne er flyttet fra deres region, mens kun 4 % er flyttet til en anden medlemsstat end den, de er født i, og 3 % er flyttet uden for EU. I USA bor 32 % af befolkningen uden for den stat, som de er født i. Dette kan hænge sammen med EU's sprogmangfoldighed (12).

En væsentlig udfordring bliver imidlertid at sikre, at udlandsopholdet ikke af den ene eller anden grund bliver en dårlig oplevelse for den enkelte studerende. Dårlige oplevelser vil blive kontraproduktive – navnlig hvis de mere sårbare studerende, det være sig på grund af handicap, en anden seksuel orientering, beskedne økonomiske midler, tilhørsforhold til et etnisk mindretal osv., får en dårlig oplevelse – og vil gøre mere skade end gavn. Udlandsopholdet skal også være langt nok til, at man kan udvikle nye idéer og blive mere fleksibel i sit tankesæt og sin adfærd. Virtuel mobilitet kan blive et værdifuldt værktøj for unge med handicap. De unge, for hvem fysisk mobilitet ikke er mulig, kan deltage i virtuel læringsmobilitet ved hjælp af it-værktøjer. Virtuel læringsmobilitet må ikke træde i stedet for fysisk læringsmobilitet.

3.8.1 Det vil især være vigtigt at sikre de yngre studerende, navnlig dem i den skolepligtige alder, tilstrækkelig assistance i forbindelse med flytning, sprogvanskeligheder, søgning efter en passende bolig for hele udlandsopholdets periode, opnåelse af fuld finansiel støtte – ud over de eksisterende stipendiers størrelse, såfremt et supplement viser sig at være nødvendigt. Derudover er det også vigtigt at sikre, at der bliver taget godt imod dem i deres nye omgivelser.

4. Løsninger: svar på grønbogens spørgsmål

4.1 Det er vigtigt, at samtlige parter er bevidste om og anerkender de fordele, som følger af læringsmobiliteten. Arbejdsgiverne og navnlig SMV'erne skal overbevises om, at læringsmobilitet kan give deres virksomheder en merværdi, f.eks. ved at fremme grænseoverskridende lærlingeuddannelser og praktikophold eller ved at hjælpe dem ind på et nyt marked. Det er dog vigtigt, at man på et frit marked undgår enhver form for overregulering på EU-plan.

4.2 Forberedelse af et læringsmobilitetsophold: information og vejledning

4.2.1 Udvalget mener, at unge ofte aldrig selv overvejer, hvordan læringsmobilitet eventuelt kunne gavne dem, navnlig hvad angår forbedring af deres muligheder på arbejdsmarkedet. Selv om der – bl.a. af Kommissionen – er blevet oprettet online-informationsportaler om mobilitet (13), er det særdeles tvivlsomt, hvorvidt de er tilstrækkeligt brugervenlige og tilgængelige. EØSU bakker op om oprettelsen af en fælles europæisk internetportal, hvor al information om læringsmobilitetsprogrammer i hele EU er let tilgængelig, og hvor virksomhederne kan finde oplysninger (CV'er) om de unge, der søger efter et praktikophold eller en læreplads og omvendt.

4.2.2 De europæiske netværk af virksomheder og erhvervsdrivende (omfattende SMV'ers repræsentative organisationer) skal tilskyndes til at angive oplysninger om læringsmobilitetsprogrammer på deres respektive websider og gøre reklame herfor over for deres medlemmer.

»Informationskontorer« er vigtige, når det gælder at rådgive og tilskynde SMV'er og andre interesserede virksomheder til at gøre en ekstra indsats for at skabe praktikpladser til de unge.

4.2.3.1 Sprog og kultur

4.2.3.2 Hvis man virkelig ønsker at fjerne en af de største hindringer for læringsmobiliteten og opfylde målet om, at hver EU-borger skal beherske mindst to andre EU-sprog (14), bør man efter udvalgets mening undersøge mulighederne for at gøre udlandsophold af et års varighed obligatorisk for sproglærere på samtlige højere læreanstalter og anmode medlemsstaterne om at gøre meget mere for gennem uddannelsespolitikken at nå målet om, at hver EU-borger skal kunne beherske mindst to andre EU-sprog.

4.3 Retlige spørgsmål

4.3.1 Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre fællesskabsbestemmelserne korrekt og til desuden at fjerne hindringer på det administrative og retlige område: opholdstilladelser, socialsikringsrettigheder og anerkendelsen af studiekort fra andre lande. EØSU slår kraftigt til lyd for, at man omgående finder en løsning på visumproblemerne, eftersom de hindrer mobiliteten. For så vidt angår tredjelandsborgere, som rejser til EU med henblik på uddannelse, ulønnet praktikophold, skoleudveksling eller volontørarbejde i en periode på mere end tre måneder, er der i direktiv 2004/114 opstillet kriterier, der skal gøre procedurerne for opnåelse af et visum nemmere. De i direktivet opstillede kriterier vedrørende specifikke grupper kan faktisk hæmme mobiliteten (15). Udvalget mener, at EU-medlemsstaterne bør overveje at udvide anvendelsen af studenterdirektivet (direktiv 2004/114/EF) til også at omfatte unge, der deltager i Den Europæiske Volontørtjeneste, skoleudveksling og ulønnet praktikophold.

4.4 Hvordan kan mobiliteten til og fra EU fremmes?

4.4.1 Mobilitet bør spille en vigtig rolle i forbindelserne mellem EU og dets naboer, der bør inddrages i den politiske debat og tilrettelæggelsen af programmerne.

4.4.2 Som allerede nævnt, er den europæiske befolkning nødt til at opdatere deres færdigheder for at tackle de udfordringer, som følger i kølvandet på globaliseringen og den øgede konkurrence. De europæiske forskere skal have adgang til verdens bedste institutioner for at kunne bringe viden og ekspertise derfra ind i det europæiske forskningsrum, og de europæiske studerende bør have adgang til de bedste uddannelsesinstitutioner i verden. At fremme mobiliteten blandt unge europæere og tiltrække andre unge til Europa fra tredjelande er en vigtig faktor for EU's fremtidige konkurrenceevne. For at tiltrække de unge skal EU kunne tilbyde de bedste universiteter. De europæiske universiteter og iværksættere er på udkig efter muligheder for at forbedre samarbejdet med henblik på at skabe et konkurrenceforspring på forsknings- og udviklingsområdet (16).

4.4.3 Til dette formål finder EØSU det nødvendigt at øge antallet af lande, som deltager i EU's mobilitetsprogrammer på lang sigt. Udvalget mener, at udvidelsen af Erasmus Mundus-programmets geografiske dækning var en rigtig beslutning, og at man bør overveje en lignende udvidelse af Erasmus-programmet for unge iværksættere.

4.4.4 Udvalget er overbevist om, at en gradvis udvidelse af læringsmobilitetsprogrammerne på lang sigt til også at omfatte tredjelande som f.eks. Kina, Indien, Japan og USA vil være en god investering.

4.4.5 EØSU henstiller kraftigt, at der gøres en alvorlig indsats for at hindre hjerneflugt fra Europa og gøre EU attraktiv for forskere fra såvel Europa som tredjelande.

4.5 Anerkendelse og validering

4.5.1 Det forhold, at valideringen og anerkendelsen af såvel formel som ikke-formel læring stadig enten er mangelfuld eller savnes helt, er en væsentlig hindring for mobiliteten. ESN's PRIME-undersøgelse viser, at en tredjedel af de studerende har problemer med at få deres studieophold i udlandet anerkendt. Det står klart, at uddannelsesinstitutionerne og regeringerne stadig har langt vej endnu. Udvalget henstiller, at samtlige medlemsstater omgående anerkender, ratificerer og på behørig vis gennemfører Lissabonkonventionen om anerkendelse af videregående uddannelser.

4.5.2 Udvalget mener, at læringsmobiliteten bør være tilgængelig for unge inden for alle former for uddannelse og læring, det være sig formel, ikke-formel eller uformel. Man bør fremme uddannelsesmobiliteten mellem de forskellige uddannelsesniveauer. Der bør skabes forbindelse mellem den almene uddannelse, erhvervsuddannelsen og den videregående uddannelse, og meritsystemerne bør anvendes fuldt ud med henblik på at øge mobiliteten i erhvervsuddannelsen, hvor de nationale strukturer adskiller sig betydeligt fra hinanden. Der bør desuden udvikles nye måder at forbinde grund- og videreuddannelsen på. En hurtig og sammenhængende gennemførelse af den europæiske referenceramme for kvalifikationer vil være afgørende for opnåelsen heraf.

4.5.3 Der bør i nødvendigt omfang fuldt ud tages højde for de enkelte landes forskellige krav til anerkendelse af andre landes højere eksamensbeviser og deres forskellige kriterier, hvad angår opkrævning af studieafgifter, tildeling af stipendier og andet. For eksempel er kravene til en europæisk masteruddannelse ikke de samme som til en japansk master, og en japansk studerende ville også være nødt til fortsat at betale studieafgift på sit eget universitet, hvilket ville gøre det uoverstigeligt dyrt at studere i Europa.

4.6 Et nyt partnerskab for mobilitet

4.6.1 Det er en forudsætning for at nå målsætningen om læringsmobilitet, at der samarbejdes fuldt ud og bredt på alle niveauer (i EU, medlemsstaterne, regionerne, uddannelsesinstitutionerne, arbejdsmarkeds- og civilsamfundsorganisationerne og blandt de unge selv). Det er yderst vigtigt, at medlemsstaterne erklærer sig parate til at handle, hvis der skal skabes læringsmobilitet.

4.7 Bør der fastsættes mobilitetsmål inden for EU?

4.7.1 Udvalget mener, at der skal lægges et større arbejde i de statistiske data, som anvendes i grønbogen, da kun faktiske statistiske oplysninger kan fortælle os, hvor effektive de nuværende læringsmobilitetsprogrammer er (17), og hjælpe os med at udforme solide fremtidige strategier med reelle mobilitetsmål (i procent) for de forskellige målgrupper.

4.7.2 Det er af afgørende betydning, at Bologna-processen fastsætter et klart mål for mobiliteten, og der bør fastsættes lignende mål på andre uddannelsesområder. EØSU går derfor ind for at fastsætte mål for erhvervsuddannelsesmobiliteten og efteruddannelsen, underviserne, skoleeleverne og den ikke-formelle uddannelse. Disse mål skal ikke blot fastsættes for EU som helhed, men også for de enkelte medlemsstater. Regionerne og uddannelsesinstitutionerne bør ydermere fastsætte deres egne mål. I den forbindelse bør det vigtigste kriterium altid være uddannelsestilbuddenes kvalitet.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Der kan være tale om formel læring – dvs. denne foregår inden for rammerne af uddannelsessystemet – eller uformel læring – dvs. denne foregår på ungdomsområdet eller som led i det frivillige arbejde.

(2) Strategisk rapport om den fornyede Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse: Igangsætning af den nye cyklus (2008-2010) (KOM(2007) 803 endelig).

(3) Jf. Report of the High Level Expert Forum on Mobility, June 2008, http://ec.europa.eu/education/doc/2008/mobilityreport_en.pdf.

(4) http://www.ond.vlaanderen.be/hogeronderwijs/bologna/conference/documents/Leuven_Louvain-la-Neuve_Communiqué_April_2009.pdf.

(5) Erasmus, Leonardo, Comenius, Grundtvig, Marie Curie, Kulturprogrammet, Unge i aktion, Den Europæiske Volontørtjeneste inden for Unge i aktion-programmet og Europa for borgerne-programmet.

(6) Tunesien, Brasilien og Sydafrika.

(7) Erasmus, Leonardo, Comenius, Grundtvig, Marie Curie, Kultur-programmet, Unge i aktion, Den Europæiske Volontørtjeneste inden for Unge i aktion-programmet og Europa for borgerne-programmet.

(8) Europass, det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECT-systemet for videregående uddannelse), tillægget til eksamensbevis, den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring, det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET), ungdomspasset, Euraxess, studentervisumdirektivet og forskervisumpakken.

(9) Doktorgraderne er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, og de enkelte medlemsstaters erhvervsuddannelsessystem adskiller sig betydeligt fra hinanden.

(10) Den private sektor mangler informationer om programmerne til fremme af læringsmobilitet, og det er tvivlsomt, om disse programmer kan give virksomhederne nogen umiddelbare fordele.

(11) Ifølge statistiske oplysninger fra perioden 2002-2003 læser eleverne i grundskolen og på gymnasialniveau i gennemsnit 1,3-1,6 fremmedsprog i medlemsstaterne generelt. De studerende inden for erhvervsuddannelserne er endnu længere væk fra målet om at beherske to fremmedsprog.

(12) Kun 3 % af de europæiske SMV'er har datterselskaber og jointventures i andre lande.

(13) PLOTEUS (portalen om europæiske læringsmuligheder), Den Europæiske Ungdomsportal, Study in Europe, Euraxess – Researchers in Motion, Marie Curie-webstedet med alle Marie Curie-aktioner, Dit Europa, Euroguidance, jobmobilitetsportalen Eures, Eurodesk, Erasmus for unge iværksættere og Den Europæiske Portal for SMV'er.

(14) Målet blev opstillet på Rådets møde i Barcelona i 2002.

(15) Direktivet kræver f.eks., at studerende fra tredjelande har et minimum af finansielle midler til dækning af deres opholdsudgifter.

(16) Se også Kommissionens meddelelse »Et nyt partnerskab til modernisering af universiteterne: EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet« (KOM(2009) 158 endelig).

(17) Man bør også overveje komparative analyser med bilaterale ordninger for læringsmobilitet som f.eks. »Vulcanus« i Europa og Japan (for ingeniør- og naturvidenskabsstuderende), da de er effektive og har det rette fokus.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/87

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En stærkere målretning af støtten til landbrugere i områder med naturbetingede ulemper«

KOM(2009) 161 endelig

(2010/C 255/16)

Ordfører: Ludmilla TODOROVA

Kommissionen besluttede den 21. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - En stærkere målretning af støtten til landbrugere i områder med naturbetingede ulemper

KOM(2009) 161 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Ludmilla Todorova til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009 (mødet den 17. december 2009) følgende udtalelse med 81 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU har i flere udtalelser (1) understreget betydningen af passende kompensation som et uundværligt redskab til bevarelse af kulturlandskabet og landbruget. Støtte til ugunstigt stillede områder (USO) er af afgørende betydning for at sikre landbrugsproduktionen, bidrage til vitaliteten i landdistrikterne og forhindre afvikling af landbruget og afvandring fra områder med naturbetingede ulemper.

1.2 Ordningen med støtte til ugunstigt stillede områder bør ligeledes bidrage til bevarelse af fødevareproduktionskapaciteten, som kan få stadig større betydning, hvis den aktuelle klimaændringsproces begrænser produktionskapaciteten andre steder. Ordningen bør derfor følge princippet om, at offentlige værdier bør sikres gennem fremme af landbrugets opretholdelse i ugunstigt stillede områder, hvor jorderne ellers vil blive opgivet.

1.3 USO-ordningen må ikke forveksles med de forpligtelser om miljøvenligt landbrug, der er indgået på frivilligt grundlag. USO-ordningen giver i princippet kompensation til landmænd, der arbejder under vanskeligere forhold og har de ringeste chancer for indtjening på markedet, men bidrager mest til landskabsbevaringen.

1.4 De otte foreslåede biofysiske kriterier bør udgøre et passende grundlag for USO-afgrænsning, men datatilgængelighed og fastlæggelsen af de korrekte tærskler er af afgørende betydning. EØSU anbefaler derfor, at medlemsstaterne udfører en tilbundsgående analyse af de foreslåede kriteriers konsekvenser samt en detaljeret kortlægning.

1.5 I meddelelsen foreslår man, at et område kan betragtes som et USO, hvis 66 % af arealet kan klassificeres under mindst et af de otte kriterier. EØSU vil analysere resultaterne af USO-afgrænsningen og tage stilling til tærsklerne.

1.6 Det er meget nyttigt at gøre brug af kumulative kriterier baseret på videnskabelige resultater i heterogene områder, der samtidig lider under flere ulemper, da de på praktisk vis tager fat på vekselvirkningerne mellem mange vigtige faktorer. Det foreslåede kriterium for udpegning kan derudover udvides til at omfatte yderligere faktorer som f.eks. isolation, der også kan betragtes som en naturlig ulempe.

1.7 Efter USO-udpegningen på baggrund af fælles biofysiske kriterier, kan det vise sig at være nødvendigt at foretage en vis finjustering. I sådanne tilfælde er EØSU af den opfattelse, at den mest hensigtsmæssige indikator ville være en produktionsrelateret, der afspejler landbrugerens egentlige økonomiske situation, herunder også ressourceomkostninger for familiearbejde og egenkapital. Kommissionen vil sørge for, at de kriterier, medlemsstaterne anvender, er objektivt og ikke-diskriminerende, og at de opfylder hensigten med ordningen.

1.8 EØSU opfordrer til, at man foretager en passende evaluering af det ekstra arbejde og de øgede investeringsudgifter, landmændene har i de ugunstigt stillede områder, og at man tager højde herfor i den nye betalingsformular i forordning nr. 1698/2005.

1.9 Der bør indføres en passende udfasning, så landmændene kan tilpasse sig den nye støtteordning for de ugunstigt stillede områder.

2. Generel baggrund

2.1 USO-betalingerne, som blev indført i 1975, nu kaldet betalinger for naturbetingede ulemper, er støtte til fortsat landbrugsvirksomhed i bjergområder, ugunstigt stillede områder, der ikke er bjergområder (de såkaldte moderat ugunstigt stillede områder, som er emnet for den aktuelle meddelelse) og i områder, der er ramt af særlige ulemper (f.eks. øer og kystområder, som tegner sig for 9 % af landbrugsarealet). Bjergområderne dækker næsten 16 % af landbrugsarealet i EU og defineres ud fra højde og hældning eller en kombination af de to faktorer. Områder nord for den 62. breddegrad sidestilles med bjergområder. Ca. 31 % af landbrugsarealet i EU er klassificeret som moderat ugunstigt stillede områder ud fra mere end 100 meget forskellige nationale kriterier, der er af så forskellig art, at de af Revisionsretten er blevet påpeget som en mulig kilde til forskelsbehandling. (2) Ikke alle landbrug i disse områder modtager USO-betalinger.

2.2 Artikel 50, stk. 3, litra a), i ELFUL-forordningen (EF) nr. 1698/2005 (3) indeholdt en ny definition på områder med naturbetingede ulemper bortset fra bjergområder og områder med særlige ulemper: de skal»være præget af betydelige naturbetingede ulemper, navnlig ringe jordproduktivitet eller dårlige klimaforhold, medens opretholdelse af ekstensivt landbrug samtidig er vigtigt for arealforvaltningen«, samtidig med at artikel 37 indførte en ændring med hensyn til beregning af udbetalingen. I 2005 nåede Rådet imidlertid ikke til enighed om et EU-dækkende system til klassificering af disse områder. Man bestemte sig derfor for at bevare det tidligere system i en begrænset periode, og Kommissionen blev anmodet om at foretage en revision af USO-ordningen. Det nye klassifikationssystem forventes at træde i kraft i 2014.

2.3 Den nuværende klassifikation af moderat ugunstigt stillede områder er baseret på de tre typer indikatorer, der er opregnet i artikel 19 i EUGFL-forordningen (EF) nr. 1257/1999 (4): forholdsvis uproduktiv jord, produktivitet, der ligger betydeligt under gennemsnittet, ringe eller svindende befolkningstæthed og en befolkning, som hovedsagelig er afhængig af landbrugsvirksomhed. Denne klassificering er til dels baseret på socioøkonomiske kriterier, der ikke længere afspejler hovedmålsætningerne med ulempe-betalingerne. Endvidere er der ikke taget hensyn til udviklingen i de anvendte demografiske og økonomiske data ved ajourføringen af områdeafgrænsningen. Desuden er klassificeringen baseret på en bred vifte af nationale kriterier, som ofte ikke er sammenlignelige på europæisk plan.

2.4 De oplysninger, der er nødvendige for at bedømme resultatet af et nyt områdeafgrænsningssystem på detailniveau (f.eks. kommuner, LAU 2 i nomenklaturen for statistiske regionale enheder) kan kun indsamles på nationalt plan. Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne opfordres til, på deres eget område, at simulere anvendelsen af de otte biofysiske kriterier (lav temperatur, varmestress, dræning, jordtekstur, stenindhold, roddybde og kemiske egenskaber såvel som jord/vand-balance og hældning) og at kortlægge de områder, som simulationerne viser, er støtteberettigede. Et område anses for præget af betydelige naturbetingede ulemper, hvis 66 % af dets udnyttede landbrugsland opfylder mindst et af kriterierne for den angivne tærskelværdi.

2.5 På nuværende tidspunkt anvender 13 medlemsstater flere kombinerede indikatorer til beregning af et indeks til klassificering af områderne efter specifikke tærskler eller klasser. I nogle tilfælde kan »indekssystemerne« anses for at være mere sofistikerede end de biofysiske kriterier og derfor bedre til at indkredse mulige ulemper i et givet område. Kommissionen mener dog, at opstilling af et fælles indekssystem, som skulle bruges ensartet i alle medlemsstaterne, ville kræve en uhyre indsats, hvad angår udformning, dataindsamling, analyse og gennemførelse. En etablering af et EU-dækkende indekssystem til indkredsning af naturbetingede ulemper ville derfor hverken være en effektiv eller realistisk udvej.

2.6 I tilfælde, hvor de naturlige ulemper kan overvindes, er det ifølge Kommissionen også nødvendigt at finjustere områdeafgrænsningen ved at kombinere de biofysiske kriterier med passende produktionsrelaterede indikatorer.

2.7 I meddelelsen fastslås det, at passende støtteregler på bedriftsniveau er en god måde at målrette støtten på ud over områdeafgrænsningen. Ifølge Kommissionen findes der i dag i de respektive medlemsstater omkring 150 forskellige støtteberettigelseskriterier på bedriftsniveau. Nogle af dem kan give anledning til betænkeligheder med hensyn til WTO-forenelighed, da de udelukker visse produktionssektorer eller landbrugsaktiviteter fra støtte. Nogle medlemsstater udelukker på nuværende tidspunkt deltidsarbejdende landbrugere fra støtteordninger, selvom disse landbrugere bidrager til foranstaltningens målsætning.

2.8 Fire muligheder for revision blev sendt til offentlig høring den 22. maj 2008:

—	løsning 1: status quo+ Ifølge dette scenario vil medlemsstaterne blive bedt om at fjerne de gældende socio-økonomiske indikatorer til afgrænsning af ugunstigt stillede områder og at fastsætte de kriterier, de finder mest passende til at definere de naturbetingede ulemper, der berører landbruget.

—	løsning 2: fælles kriterier Ugunstigt stillede områder vil blive udpeget gennem anvendelse af de fælles biofysiske kriterier.

—

løsning 3: støtteregler

Fællesskabslovgivningen vil udgøre den grundlæggende ramme for de støtteberettigelseskriterier, der angiver, hvilke principper og kriterier der skal anvendes til at udelukke intensive opdrætssystemer (f.eks. maksimal belægningsgrad, gennemsnitsudbytte, standarddækningsbidrag).

—	Løsning 4: høj naturværdi Denne løsning indebærer en mere målrettet områdeafgrænsning: kun områder, der er klassificeret som landbrugsjord med høj naturværdi inden for områder, der er præget af naturbetingede ulemper, vil kunne komme i betragtning som ugunstigt stillede områder.

3. EØSU's holdning

3.1 Landbrug er en af EU's vigtigste økonomiske sektorer, der beskæftiger næsten 30 millioner mennesker. Det er vigtigt at bevare det europæiske landbrug, adgangen til kvalitetsfødevarer og beskæftigelsen for at kunne opretholde de sociale strukturer i landområderne, men også på grund af det bredere hensyn til naturpleje. Det vil også være med til at sikre den nuværende rige mangfoldighed af fødevarer, lokale traditioner og håndværk. Bæredygtigt landbrug har mange positive sidegevinster, der kommer offentligheden til gode, som f.eks. opretholdelse af biodiversiteten, bevaring af habitatområder og et tiltrækkende og velholdt landskab.

3.2 Ugunstigt stillede områder uden for bjergområder tegner sig for 30 % af landbrugsbedrifterne, 39 % af det udnyttede landbrugsareal (ULA), 31 % af landbrugets arbejdskraft og 26 % af det økonomiske potentiale udtrykt i økonomisk størrelse. Landområder i Europa bliver affolket og de ugunstigt stillede områder er de mest sårbare regioner. Det er en proces, der kan vise sig at være meget destruktiv. Støtte til ugunstigt stillede områder er derfor af afgørende betydning for at sikre landbrugsproduktionen, bidrage til vitaliteten i landdistrikterne og forhindre afvikling af landbruget og afvandring i områder med naturbetingede ulemper.

3.3 EØSU har allerede i adskillige udtalelser belyst de vanskeligheder, landbrugerne i de ugunstigt stillede områder står over for, og har understreget, at det er vigtigt at sikre en ordentlig kompensation, hvis jorden fortsat skal anvendes til landbrugsproduktion. Udligningsgodtgørelsen er efter EØSU's opfattelse et nødvendigt instrument til bevarelse af kulturlandskabet og landbruget i områder, som økonomisk, økologisk og socialt set er særligt udsatte. EØSU er særligt opmærksom på de problemer, der gør sig gældende i EU's nordlige regioner.

3.4 Det er Kommissionens målsætning med meddelelsen (gennem kortlægning) at identificere områder med ringe muligheder for landbrugsproduktion. De foreslåede kriterier kan i en første fase udgøre et passende grundlag til at evaluere de naturlige ulemper på tværs af EU. Eftersom en velfungerende USO-støtteordning er så vigtig for den fælles landbrugspolitiks fremtid, er der imidlertid behov for en grundig evaluering af de foreslåede kriterier. Udvalget er derfor glad for samarbejdet i den forbindelse mellem Kommissionen og Rådet. (5)

3.5 Det er afgørende, at der foreligger data for de otte biofysiske kriterier, så man klart og objektivt kan definere og klassificere moderat ugunstigt stillede landbrugsarealer. Det er meget vigtigt for medlemsstaterne, at der udføres en tilbundsgående analyse af de foreslåede kriteriers konsekvenser samt en detaljeret kortlægning. Derudover vil det også blive nemmere at lade de enkelte medlemsstaters særlige karakteristika indgå i debatten, hvis medlemsstaterne får mulighed for at indlevere simuleringer på grundlag af ekstra kriterier og forskellige tærskelværdier til Kommissionen. Afgrænsningen af ugunstigt stillede områder på kommunalt niveau (LAU 2) kan betragtes som tilstrækkeligt detaljeret.

3.6 I meddelelsen foreslår man, at et område kan betragtes som et USO, hvis 66 % af arealet kan klassificeres under mindst et af de otte kriterier. Det indebærer additionalitet og betyder, at op til otte forskellige subtotaler kan lægges sammen (og eventuelle overlapninger trækkes fra) for at nå frem til det samlede klassificerede areal i en given region. Samtidig med at hele idéen bag zoneinddelingen er at målrette støtten hen imod områder, hvor det er livsvigtigt at bevare landbruget, er der en fornemmelse af, at den foreslåede tærskel er sat for højt, og man er bekymret for, at det kan føre til en potentiel udelukkelse af nuværende ugunstigt stillede områder. EØSU er af den opfattelse, at så længe der ikke forelægger nogen simuleringsresultater, bør tærsklen på 66 % omgås med forsigtighed, og den bør først drøftes igen, når simuleringerne og kortene foreligger.

3.7 Der bør lægges særlig vægt på brugen af kumulative kriterier baseret på videnskabelige resultater i heterogene områder, der samtidig lider under flere ulemper. Fordelen ved de tidligere anvendte systemer, som i mange tilfælde var indekssystemer, var, at de omfattede flere kriterier og derfor var mere specifikke og relevante som instrumenter. De var langt bedre i stand til at afspejle stedets forskellige forhold og samspillet mellem dem. Anvendelsen af en sammensat indikator, der forbinder flere kriterier på et objektivt, videnskabeligt grundlag, kan betyde, at et areal klassificeres som et ugunstigt stillet område, også selv om individuelle kriterier ikke ville udløse denne klassificering. En sådan situation findes eksempelvis i nogle medlemsstater for klassificeringen af bjergområder. Disse instrumenter er meget nyttige, da de på praktisk vis tager fat på vekselvirkningerne mellem mange vigtige faktorer.

3.8 I de tilfælde, hvor de naturbetingede ulemper er overvundet gennem teknisk fremgang eller andre former for indgriben (som f.eks. overrisling eller dræning), foreslår Kommissionen en finjustering, der kun bør anvendes til at udelukke områder, der ellers ville blive klassificeret som et ugunstigt stillet område, og ikke for at omfatte ekstra arealer. Der er imidlertid et stort problem i de områder, der udelukkes fra afgrænsningen, fordi de har overvundet deres naturbetingede handicap gennem en passende tilpasning af deres landbrugspraksis. Det bør understreges, at naturlige ulemper ikke kan betragtes som værende fuldstændig fjernet, på trods af et vist interventionsniveau. Der bør ligeledes tages højde for investeringsbyrden, som ofte er meget høj, samt vedligeholdelsesomkostningerne. Derudover bør man være særlig opmærksom over for den kendsgerning, at disse tilpasninger i de fleste tilfælde kun er mulige gennem ekstra finansiering (f.eks. dræning og overrislingsmetoder).

3.9 EØSU har allerede i en tidligere udtalelse opfordret til en fornuftig balance mellem EU-regler og fleksibilitet på nationalt og regionalt plan ved at udarbejde detaljer for disse foranstaltninger. (6) Efter gennemførelsen af de biofysiske kriterier, kan det vise sig at være nødvendigt at foretage en finjustering af de udpegede ugunstigt stillede områder. EØSU er af den opfattelse, at såfremt en sådan situation måtte opstå, så bør det være tilladt og det bør foregå på medlemsstatsniveau. EØSU mener, at den mest hensigtsmæssige indikator i denne sekundære proces ville være en produktionsrelateret, der afspejler landmandens egentlige økonomiske situation, herunder også ressourceomkostninger for familiearbejde og egenkapital. Kommissionen vil sørge for, at det kriterium, medlemsstaterne anvender, er objektivt og ikke-diskriminerende, og at de opfylder hensigten med ordningen. Denne alternative fremgangsmåde vil forbedre de små og mellemstore brugs adgang til den finansielle støtte og samtidig undgå at straffe de landmænd, der foretager investeringer for at overvinde naturbetingede ulemper. For at undgå usikkerhed blandt de yngre landmænd, bør de være omfattet af ordningen i hele programmeringsperioden.

3.10 Det er værd at fremhæve, at der i forslaget slet ingen henvisning er til geografiske ulemper (isolation, afstand til såvel forbrugerne som beslutningscentre, tjenesteydelser osv.), som ikke desto mindre udgør en af de største hindringer, som landbrug i ugunstigt stillede områder står over for. Der kunne også skabes muligheder for justeringer på grundlag af landbrugenes spredning, markedsadgang eller transportmulighederne i regionen.

3.11 Det foreslåede kriterium kunne udvides. Et ekstra kriterium kunne være »markkapacitetsdage«, hvor man anerkender begrænsningerne ved våd jord, der er umulig at arbejde i, og således tillader et samspil mellem jordbundstyper og klima i eksempelvis et maritimt klima. Dertil kommer, at nogle af de foreslåede tærskelværdier nøje bør analyseres for at belyse de egentlige forhold. Et eksempel er den værdi på 15 % for hældningskriteriet, som Kommissionen foreslår. Udvalget har allerede opfordret til at være særligt opmærksom på de akkumulerede negative temperaturer om vinteren. (7)

3.12 Når man tager i betragtning, at de nye kriterier måske udelukker visse områder, der på nuværende tidspunkt kan komme i betragtning, må man forvente ekstreme følger på bedriftsniveau. EØSU mener, at en passende udfasning er afgørende for at give landmændene mulighed for at tilpasse sig den nye støtteordning for de ugunstigt stillede områder. De politiske retningslinjer i den fremtidige fælles landbrugspolitik bør også integreres i denne proces.

3.13 USO-ordningen er møntet på at kanalisere hjælp ud til de landbrug, der ligger i områder med naturbetingede ulemper, og udgør en integreret del af den landlige udviklingspolitik, den såkaldte anden søjle i den fælles landbrugspolitik. Ordningen med støtte til ugunstigt stillede områder bør ligeledes bidrage til bevarelse af fødevareproduktionskapaciteten, som kan få stadig større betydning, hvis den aktuelle klimaændringsproces begrænser produktionskapaciteten andre steder. Ordningen bør følge princippet om, at offentlige værdier bør sikres gennem fremme af landbrugets opretholdelse i ugunstigt stillede områder, hvor jorderne ellers vil blive opgivet.

3.14 Ordningen for ugunstigt stillede områder må ikke forveksles med de forpligtelser om miljøvenligt landbrug, der er indgået på frivilligt grundlag. Ordningerne bør opfattes som indbyrdes supplementære: de udelukker ikke hinanden. Garantien for støtteudbetaling til ugunstigt stillede områder bør ikke knyttes til miljøkrav, der går videre end reglerne om krydsoverensstemmelserne. I modsætning til første søjle i den fælles landbrugspolitik (direkte betalinger og markedsstøtte) skal ordningen for ugunstigt stillede områder i princippet give kompensation til de landmænd, der arbejder under vanskeligere forhold og har de ringeste chancer for indtjening på markedet, men bidrager mest til landskabsbevaringen.

3.15 Medlemsstaterne vil blive bedt om at beregne USO-betalinger under anvendelse af den nye betalingsformular i forordning nr.1698/2005, i henhold til hvilken betalingerne skal dække omkostninger og indkomsttab. EØSU opfordrer derfor til, at man foretager en passende evaluering af det ekstra arbejde og de øgede investeringsudgifter og driftsomkostninger, landmænd har i ugunstigt stillede områder, og at man tager højde herfor ved kompensationsudbetalingerne.

3.16 Det nye betalingssystem bør skabe mere transparens. Der vil dog fortsat være store forskelle i USO-betalingerne på tværs af og inden for medlemsstaterne. Dette er et uundgåeligt resultat, når man overlader det til de individuelle myndigheder selv at skønne, hvordan de vil forvalte de midler til udvikling i landdistrikterne, de modtager gennem EUGFL samt friheden til slet ikke at følge en USO-ordning.

3.17 Mange medlemsstater yder utilstrækkelig støtte til deres ugunstigt stillede områder. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at anerkende den meget store betydning USO-støtten har og at bevare den andel, der er bevilget til USO-ordningen inden for de nationale budgetter til udvikling af landdistrikterne uanset resultatet af den nuværende USO-afgrænsning.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 318 af 23.12.2006, s. 93, EUT C 44 af 16.2.2008, s. 56, og EUT C 318 af 23.12.2009, s. 35.

(2) EUT C 151 af 27.6.2003.

(3) EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1.

(4) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80.

(5) Rådets konklusioner af 22.-23. juni 2009.

(6) EUT C 44 af 16.2.2008, s. 56.

(7) EUT C 318 af 23.12.2009, s. 35, punkt 1.7.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/92

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer«

KOM(2008) 436 endelig – 2008/0147 (COD)

(2010/C 255/17)

Ordfører: Gérard DANTIN

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 28. august 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 71, stk. 1, at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer

KOM(2008) 436 endelig – 2008/0147 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Gérard Dantin til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16. og 17. december 2009, mødet den 17. december 2009, følgende udtalelse med 218 stemmer for, 16 imod og 9 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Transportsektoren spiller en væsentlig rolle for sikringen af mobilitet og socioøkonomisk udvikling i EU. Optimeringen af transportinfrastrukturen skal leve op til udfordringerne med hensyn til vækst og bæredygtighed.

Der er stor bekymring i Europa omkring konsekvenserne af klimaændringen, beskyttelsen af miljøet og alle sundheds- og velfærdsaspekterne i tilknytning til en rationel udnyttelse af transporten.

1.2.1 Her må EØSU minde om, at den nuværende EU-lovgivning ikke tillader de medlemsstater - som ønsker det - at internalisere de eksterne udgifter via afgifter på gennemfartsveje. Udvalget gør endvidere opmærksom på, at en stat, som ligger tæt ved EU og har lignende vanskeligheder, allerede har truffet sådanne foranstaltninger med henblik på internalisering af de eksterne omkostninger og overførsel af trafik mellem transportformer, som under visse forudsætninger kan vise sig at være positive ud fra såvel et økonomisk som miljømæssigt synspunkt.

1.3 Kommissionen har længe arbejdet på at få indført mekanismer, som kan måle og internalisere transportens eksterne omkostninger. Det indgår i en strategi, som sigter mod at »få fastsat transportpriserne sådan, at de bedre afspejler de omkostninger, der er forbundet med forurening, trafikbelastning og klimaændringer, ved den faktiske brug af køretøjer, tog, fly og skibe« (KOM(2008) 436 endelig/2, Begrundelse, punkt 1.1).

1.4 I en situation med globalisering af markederne, hvor vejtransportens konkurrenceevne er et vigtigt parameter, mener EØSU, at anvendelsen af »forureneren betaler«-princippet, som det bifalder, og hensynet til almenvellet bør føre til, at denne konkurrenceevne ledsages af foranstaltninger til nedbringelse af miljøforureningen, støjgenerne, sliddet på naturen og de sociale omkostninger, såsom sundhedsskader, indirekte omkostninger i forbindelse med ulykker, trafikophobning og trafikpropper, som medfører store økonomiske omkostninger for samfundet og dermed for de europæiske borgere. På denne baggrund kan EØSU hilse direktivforslaget velkommen, men for sammenhængens skyld under forudsætning af, at Kommissionen tager højde for de bemærkninger, EØSU fremsatte i sin udtalelse i juli 2009 vedrørende En strategi for indregning af de eksterne omkostninger i transportpriserne (1).

EØSU gentager sin støtte til Kommissionens ønske om at fremme samordningen af transportformerne herunder også multimodaltransport.

Da det er et af Kommissionens mål at værne om den territoriale, økonomiske og sociale samhørighed, bør der ved indregningen af de eksterne omkostninger via afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af infrastrukturer give medlemsstaterne mulighed for at begrænse en række omkostninger, som skyldes forurening og de ulemper, der er nævnt i punkt 1.4, hvad enten medlemsstaterne er centralt eller perifert beliggende. Den eventuelle svækkelse af vejgodstransportens konkurrenceevne, som måtte følge heraf, bør evalueres i en overordnet sammenhæng inden for almenvellets rammer og på grundlag af de økonomiske fordele, der opnås gennem begrænsning af de konsekvenser, som følger med bl.a. forurening og trafikbelastning af vejnettet.

I øvrigt bør internaliseringen give mulighed for, at Lissabon-strategiens tre dimensioner – den økonomiske, den sociale og den miljømæssige – bliver respekteret på transportområdet, således at strategien fremmes: disse nye indtægter bør hjælpe med hertil.

1.5.1 EØSU ønsker, at der på EU niveau bliver skabt fælles rammebestemmelser for beregningen af de eksterne omkostninger. Ingen medlemsstat bør kunne unddrage sig dette. En sådan ramme bør omfatte en række generelle vilkår, hvorefter de afgifter, der skal indregnes med henblik på neutralisering af de eksterne omkostninger, skal ligge inden for en bestemt margen. Afgifterne skal have relation til brug og ikke blot besiddelse af transportmidler (2).

1.6 Ændringen af det nuværende direktiv gør det nemmere at planlægge foranstaltninger, der skal intensivere forskningen i en grønnere vejtransport: ITS-systemer (3), motorer, brændstof, lasteevne, vejbelægninger osv.

1.7 Det er også vigtigt at understrege, at hvis EU beslutter at afgiftspålægge de eksterne omkostninger, bør dette også gælde for de øvrige transportformer.

1.8 Trods den nylige gennemførelse af direktiv 2006/38/EF mener EØSU ligesom Rådet og Parlamentet, at direktivet nødvendigvis må ændres for at blive mere effektivt. Derfor mener EØSU, at det foreliggende direktivforslag, som er udarbejdet på Europa-Parlamentets initiativ, er hensigtsmæssigt.

1.9 Desuden vil iværksættelsen af visse foranstaltninger i handlingsplanen for godstransportlogistik, hvoriblandt kan nævnes anvendelse af intelligente kommunikationssystemer, som hænger direkte sammen med iværksættelsen af Galileo-projektets transportapplikationer, utvivlsomt også bidrage til at reducere transportens eksterne omkostninger.

1.10 Hvis vognmandsforretningerne selv er med til at betale prisen for trafikoverbelastningen, fordi den går ud over transportproduktiviteten, vil enhver foranstaltning til begrænsning af denne overbelastning, hvilket er et af målene med det foreliggende direktiv, efter EØSU's mening på sigt medvirke til at forbedre transportproduktiviteten for vejtransporten og andre transportformer.

1.11 Indtægterne fra trafikafgifterne bør anvendes til at forbedre transportsektorens kvalitet målt i miljømæssige, sociale og økonomiske resultater.

1.12 EØSU anser det for absolut nødvendigt at benytte et elektronisk bompengesystem til opkrævning af afgifterne for brug af infrastrukturerne, og de forskellige systemer, der i dag findes i EU, skal være interoperable.

1.13 EØSU mener, at direktivet bør tilskynde medlemsstaterne til efter aftalte kriterier at tage hensyn til omfanget af drivhusgasemissioner fra de afgiftspålagte køretøjer og til den indsats, der er gjort for at mindske dem.

1.14 Ifølge den konsekvensanalyse, som Kommissionen har foretaget, er det vigtigt at tage hensyn til følgerne af internaliseringen for økonomien generelt, både når det gælder fordele og direkte og indirekte omkostninger, og for så vidt angår indvirkningen på omkostningerne for godstransporten inden for EU samt for importen og eksporten.

2. Indledning

2.1 Med en befolkning på 497 millioner fordelt over et areal på 4 324 782 km2 og med en bilpark på 294 millioner køretøjer (4) har EU brug for en bæredygtig transport for at kunne dække sit mobilitetsbehov. EU er en økonomisk verdensmagt, som tegner sig for over 18 % af den samlede import og eksport. Handelsforbindelserne er kilden til økonomisk og social udvikling for ethvert moderne samfund og derfor bør man finde frem til, hvorledes udvikling og bæredygtighed kan gå hånd i hånd.

2.2 Internalisering er en måde, hvorpå man kan fordele transportens eksterne omkostninger i forbindelse med trafikal overbelastning, støj, luftforurening og klimaændring, og sikre, at de priser, som transportbrugerne betaler, afspejler de samfundsmæssige omkostninger. Det er en måde, hvorpå »forureneren betaler«-princippet kan gennemføres, således som Europa-Parlamentet har krævet.

2.3 Internaliseringen af de eksterne omkostninger er allerede blevet undersøgt og projekteret af Kommissionen i Grønbogen (1995) og Hvidbogen (1998). Hvidbogen fra 2001 og midtvejsrevisionen af den i 2006 har bekræftet Kommissionens vilje til at indføre en effektiv prissætning for anvendelsen af infrastrukturerne.

2.4 I 1993 blev det første direktiv om afgifter for benyttelse af vejtransportinfrastrukturer, det såkaldte Eurovignet-direktiv, vedtaget.

Dette direktiv blev senere ændret ved direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer.

2.5.1 Direktiv 2001/14, artikel 10, gør det obligatorisk for jernbanerne at gennemføre foranstaltninger, som vedtages for andre transportformer.

2.6 Den 10. juni 2008 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktiv 2006/38/EF, som indeholder afgiftsbestemmelser for brug af transportinfrastrukturen.

2.7 I 2006 opfordrede Europa-Parlamentet og Rådet Kommissionen til senest i juni 2008 (5) at fremlægge »en rapport om en almindeligt anvendelig, gennemskuelig og forståelig model til vurdering af alle transportens eksterne omkostninger, f.eks. forurening og trafikbelastning, som kan danne grundlag for beregning af infrastrukturbenyttelsesafgifter«. Desuden skal »denne model suppleres med en konsekvensanalyse af internaliseringen af eksterne omkostninger for alle transportformer og en strategi for en trinvis anvendelse af denne model på alle transportformers«.

2.8 I juli 2008 forelagde Kommissionen for Rådet og Parlamentet en lovgivningspakke om grønnere transport, som ud over det her omhandlede forslag til direktiv også indeholdt en meddelelse med en model og en strategi, hvis mål det er at få fastsat transportpriserne således, at de bedre afspejler de omkostninger i form af forurening, trafikbelastning og klimaændring, der er forbundet med den faktiske brug af køretøjer, tog, fly og skibe, og en meddelelse om støjbegrænsningsforanstaltninger for jernbanegodstransport. Den strategiske meddelelse, som Europa-Parlamentet og Rådet omtaler, er altså prøvestenen for de to yderligere forslag på området.

2.9 Det foreliggende direktiv er et harmoniseringsdirektiv om vejafgifter, som ikke pålægger, men tillader de medlemsstater, som ønsker det, at internalisere et begrænset antal eksterne omkostninger (trængsel, støj, forurening).

Det vil navnlig give medlemsstaterne mulighed for at differentiere afgifterne i forhold til trafikbelastningen og således sprede trafikken bedre ved at tilbyde transportvirksomhederne lavere afgifter for at tilskynde dem til at køre uden for myldretiden. De økonomiske virkninger af en sådan differentiering skulle være til gavn for såvel vejtransporten som speditørerne.

2.10 Det er værd at bemærke, at direktivforslaget ikke forhindrer medlemsstaterne i at indføre vejafgifter i byområder.

3. Generelle bemærkninger

3.1 EØSU bifalder ligesom i sine tidligere udtalelser »forureneren betaler«-princippet og gennemførelsen af det, hvilket er formålet med nærværende direktiv. Anvendelsen af dette princip og den dermed forbundne tilgodeseelse af de europæiske borgeres almene interesser er efter EØSU's mening centrale spørgsmål i denne forbindelse. EØSU mener, at »forureneren betaler«-princippet ifølge sit formål gør det nødvendigt at afhjælpe de samfunds- og miljømæssige følger af vejtransportens eksterne omkostninger, som er genstanden for nærværende direktiv, samtidig med at det tilskynder til at udforske nye løsninger.

EØSU anerkender derfor det arbejde, Kommissionen har lagt i udformningen af sine forslag og bifalder undersøgelsen af ethvert initiativ, som har til formål at forbedre transportens bæredygtighed og dermed den sociale, miljømæssige og økonomiske situation i EU. På denne baggrund kan EØSU hilse direktivforslaget velkommen, men for sammenhængens skyld under forudsætning af, at Kommissionen tager højde for de bemærkninger, EØSU fremsatte i sin udtalelse i juli 2009 vedrørende »En strategi for indregning af de eksterne omkostninger i transportpriserne« (6). Som det med rette understreges vil det foreslåede afgiftssystem tilskynde transportvirksomheder til at benytte mindre forurenende køretøjer, vælge ruter med mindre trængsel, optimere læsningen af deres køretøjer og i sidste ende udnytte infrastrukturen – som finansieres af samfundet via skatterne – mere rationelt, således at trafikbelastningen mindskes.

3.2 Hvad de mulige følger af direktivets anvendelse angår, spekulerer EØSU på, hvilke følger forslaget til ændring af direktiv 1999/62/EF kan få for de europæiske produkters stilling på verdensmarkederne. Det opfordrer Kommissionen til at være meget opmærksom på dette spørgsmål.

Under alle omstændigheder mener EØSU, at hensynet til de almene og kollektive interesser bør komme i første række, og at eventuelle ulemper i forbindelse med internaliseringen af omkostningerne vil kunne opvejes af de fordele, der opnås herved, navnlig mht. mindskelse af miljøforureningen, støjgenerne, sliddet på naturen, de sociale omkostninger i forbindelse med sundhedsskader og de indirekte ulykkesomkostninger, som påfører samfundet og dermed de europæiske borgere store økonomiske omkostninger. Dette er formålet med nærværende direktiv.

3.3 Trods den nylige gennemførelse af direktiv 2006/38/EF anser EØSU ligesom Rådet og Parlamentet det for nødvendigt, at det bliver ændret for at gøre det mere effektivt.

Derfor anser EØSU det foreliggende direktivforslag, som er udarbejdet på Europa-Parlamentets initiativ, for hensigtsmæssigt.

Det giver i øvrigt EU mulighed for at sende et vigtigt signal til markedet med henblik på en forbedring af dets økonomiske og miljømæssige resultater, som er en absolut forudsætning for opfyldelsen af de mål, som EU har sat sig i forbindelse med energipakken.

3.4 Udvalget mener, at Kommissionen må sørge for, at det indre marked fungerer godt, forhindre konkurrenceforvridning mellem transportvirksomhederne i medlemsstaterne og værne om den territoriale, økonomiske og sociale samhørighed.

Indførelsen af afgifter for benyttelse infrastrukturer vil kræve en revision af afgiftssystemerne i EU's perifere lande og transitlandene, som vil blive påført større omkostninger ved import og eksport af deres produkter, som er uden sammenligning med, hvad forureningen, forringelsen af infrastrukturerne, trafikpropperne og skaderne på befolkningens sundhed og på miljøet koster dem i dag. EØSU er dog bevidst om, at varebevægelserne i et integreret marked alene styres af udbud og efterspørgsel i retning fra periferien mod centrum eller omvendt, afhængigt af de enkelte tilfælde. Afgifterne for benyttelsen af infrastrukturerne, som gælder for alle vejtransportvirksomheder, har således den fordel, at alle virksomhederne stilles lige i den forstand, at det altid er de endelige forbrugere, som bærer omkostningerne i sidste ende.

3.5 EØSU er sig bevidst, at vejgodstransporten kun tegner sig for en del af de negative virkninger, som tilskrives vejtransporten.

Derfor bør indførelsen af vejafgifter baseres på en overordnet tilgang.

3.6 EØSU mener, at Kommissionen – som krævet i direktivet – snarest bør fremlægge en model til vurdering af alle eksterne omkostninger ledsaget af en konsekvensanalyse af internaliseringen af eksterne omkostninger for alle transportformer samt en strategi for en fælles og trinvis anvendelse af modellen på alle transportformer. I denne forbindelse bør man undgå foranstaltninger, som forvrider konkurrencen mellem transportformerne eller den korrekte anvendelse af samordnet modalitet.

3.7 Som det allerede blev påpeget ved revisionen af den europæiske transportpolitik i 2006, er der brug for en lang række politiske virkemidler på såvel EU- som nationalt plan, hvis man vil optimere de europæiske logistikkæder, gøre alle transportformer grønnere og mere effektive og i sidste ende – via samordnet modalitet (7) – nå frem til en mere bæredygtig transport.

Følgelig anser EØSU det her og nu for vigtigt, at Kommissionen i sit arbejdsprogram, uafhængigt af indholdet i dette direktiv, begynder at lægge større vægt på parallelle, supplerende foranstaltninger af positiv karakter såsom tilskyndelse til anskaffelse af miljøvenlige biler, anvendelse af alternative brændstoffer, investeringer i F+U+I, samarbejde mellem transportformer, fremme af offentlig transport, uddannelsesforanstaltninger vedrørende trafiksikkerhed og miljøvenlig kørsel, regulering og harmonisering af trafikrestriktioner med oprettelse af frie korridorer på europæisk plan, som kan forhindre trafikophobning og kunstige flaskehalse. Dette vil bidrage til at forbedre situationen for langturschaufførerne og gøre det lettere for dem at vende hjem.

3.8 EØSU ønsker, at gennemførelsen af den operationelle del af dette direktiv bliver ledsaget af foranstaltninger til udvikling af multimodal transport for at skabe et reelt alternativ til vejtrafikken.

3.9 EØSU er klar over, at transportvirksomhederne i dag lider under de omkostninger, der er forbundet med trafikophobningen, fordi den indvirker på transportproduktiviteten. Enhver foranstaltning, som sigter mod at mindske denne belastning - hvilket er et af målene med nærværende direktiv - vil på sigt forbedre vejtransportens produktivitet.

I denne forbindelse minder EØSU om de store trængselsomkostninger, som medlemsstaterne vil kunne gøre noget ved gennem det afgiftssystem for eksterne omkostninger, som Kommissionen foreslår. Faktisk svarer trængselsomkostningerne til 1,1 % af EU's BNP (8). Hvis der ikke træffes nye foranstaltninger skønner den, at 29 % af det europæiske vejnet vil være overbelastet i 2020, hvilket vil få negative følger i henseende til brændstofforbrug (et yderligere forbrug på mellem 10 og 30 % i tilfælde af stor trængsel) (9) og CO2-emission. Trængselsomkostningerne tegner sig for 42 % af vejtransportens samlede eksterne omkostninger. Tunge køretøjer spiller en meget stor rolle, idet de forårsager 3,5 gang flere trafikpropper på hovedvejene end private køretøjer (10).

3.10 EØSU mener, at indtægterne fra afgifterne bør anvendes til at forbedre transportsektorens kvalitet målt i miljømæssige, sociale og økonomiske resultater.

Navnlig bør man være opmærksom på, at indtægterne fra afgifterne for eksterne omkostninger bliver anvendt til at forbedre arbejdsvilkårene for chaufførerne, især ved at anlægge sikre parkeringsanlæg, hvor de kan hvile ud under gode forhold, forbedre lastbilparken gennem investeringer i forskning, udvikling og innovation samt gøre det lettere at overholde de sociale bestemmelser.

I direktivet kunne det således specificeres, til hvilke sociale formål afgiftsindtægterne vil blive anvendt og hvilke forbedringer af chaufførernes arbejdsvilkår der herigennem kan opnås.

3.11 EØSU anmoder Kommissionen om at tage passende skridt til sikre, at transportvirksomhederne kan vælte de omkostninger, som følger af de afgifter, der indføres i medfør af dette direktiv, over på deres kunder. Hensigten er at sørge for, at de reelle omkostninger bæres af godstransporten, ikke at forringe transportarbejdernes sociale vilkår.

3.12 EØSU mener ligesom Kommissionen, at anvendelsen af elektroniske bompengesystemer i stedet for traditionel manuel opkrævning er af den største betydning for at undgå at bremse den glidende trafikafvikling til glæde for alle vejbrugere og forhindre de skader på det lokale miljø, som køerne ved betalingsstederne forårsager. I denne forbindelse må der udvises særlig stor bevågenhed over for arbejdstagere, som mister deres arbejde, fordi der indføres elektroniske systemer. Denne bevågenhed bør især udmøntes i tilvejebringelse af anden beskæftigelse i den pågældende arbejdsmarkedsregion og oprettelse af uddannelsestilbud om nødvendigt.

4. Særlige bemærkninger

4.1 EØSU glæder sig over, at vejafgifterne og brugerafgifterne ikke indebærer nogen forskelsbehandling af nogen art, forudsat at det samme princip følges for at rationalisere dets anvendelse og undgå, at de påfører samfundet som helhed unødige omkostninger.

4.2 EØSU mener, at regeringerne bør vie den kommunale byplanlægning større opmærksomhed for at forlige borgernes behov for beboelige byer med kravene til mobilitet, idet byspredning langs hovedvejsnettet bør undgås. Der bør også tilskyndes til forskning i anvendelsen af støjreducerende vejbelægninger til gavn for borgerne.

4.3 Da det er et vigtigt samfundsmæssigt mål at undgå stor overbelastning af vejnettet og forurening, bør man efter EØSU's mening analysere, hvilke køretøjstyper der indgår i trafikpropperne for at få et mere realistisk indblik i, hvad der kan gøres for at minimere generne.

4.4 EØSU noterer med tilfredshed, at afgiftsbeløbet for eksterne omkostninger skal fastsættes af en myndighed, der er uafhængig af den organisation, som administrerer eller opkræver hele afgiften eller en del af den, forudsat at der sikres en høj grad af objektivitet.

4.5 EØSU anser det for rimeligt, at de mulige afgiftsforhøjelser til indregning af infrastrukturomkostninger i bjergregioner bliver anvendt til at finansiere prioriterede projekter af europæisk interesse, som kan fremme samspillet mellem forskellige transportformer og udgøre et kombineret transportalternativ for den transportform, som bidrager til finansieringen af infrastrukturerne.

4.6 EØSU anser det for rimeligt, at medlemsstaterne får mulighed for at pålægge førere, som i forbindelse med en kontrol ikke kan fremvise de køretøjsdokumenter, der er nødvendige for at konstatere, hvilken EURO-emissionsklasse køretøjet tilhører, den højeste af de gældende vejafgifter, forudsat at efterfølgende korrektion og tilbagebetaling bliver mulig, hvis der er opkrævet et for højt afgiftsbeløb.

4.7 EØSU går ind for en differentieret behandling af de forskellige køretøjstyper alt efter, hvor meget de forurener eller støjer.

4.8 EØSU anser det for positivt, at opkrævningen af vejafgifter og brugsafgifter gennemføres på en sådan måde, at trafikafviklingen generes mindst muligt. Det er endvidere absolut nødvendigt at få løst problemet med flaskehalse ved visse betalingsstationer, som samtidigt er grænseovergange.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 317 af 23.12.2009, s. 80.

(2) Jf. udtalelsen nævnt i fodnote 1.

(3) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 85.

(4) Ifølge statistiske data fra Kommissionens Generaldirektorat for Energi og Transport fra 2006 består EU-27's køretøjspark af 30 837 000 motorcykler, 229 954 000 privatbiler, 797 900 busser og 32 249 000 erhvervskøretøjer.

(5) Artikel 11 i direktiv 2006/38/EF: Senest den 10. juni 2011 aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv på baggrund af den teknologiske udvikling og udviklingen i trafiktætheden, herunder anvendelsen af køretøjer med en totalvægt over 3,5 tons og under 12 tons, og foretager samtidig en vurdering af direktivets følger for det indre marked, herunder for øområder, indlandsområder og randområder i Fællesskabet, investeringsniveauet i sektoren samt dets bidrag til at nå målet om en bæredygtig transportpolitik.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de nødvendige oplysninger til brug for rapporten senest den 10. december 2010.

Senest den 10. juni 2008 fremlægger Kommissionen på baggrund af en undersøgelse af alle elementer, inklusive omkostningerne i forbindelse med miljø, støjgener, trafikoverbelastning og sundhed, en almindeligt anvendelig, gennemskuelig og forståelig model til vurdering af alle eksterne omkostninger, som skal danne grundlag for fremtidige beregninger af infrastrukturbenyttelsesafgifter. Denne model suppleres med en konsekvensanalyse af internaliseringen af eksterne omkostninger for alle transportformer og en strategi for en trinvis anvendelse af denne model på alle transportformer. Rapporten og modellen ledsages af forslag til Europa-Parlamentet og Rådet med henblik på yderligere revision af direktivet.

(6) Udtalelse TEN 357, endnu ikke offentliggjort i EUT.

(7) »Samordnet modalitet« (co-modality) står for effektiv brug af transportformer såvel hver for sig som inden for rammerne af en multimodal integration i det europæiske transportsystem for at opnå en optimal og bæredygtig udnyttelse af ressourcer.

(8) Kommissionens meddelelse om grønnere transport.

(9) Kommissionens konsekvensanalyse af internaliseringen af eksterne omkostninger, s. 55.

(10) CE Delft, »Handbook on estimation of external costs in the transport sector« (IMPACT).

BILAG TIL UDTALELSE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs

Følgende ændringsforslag fik mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer, men blev forkastet under debatten:

Punkt 3.9

Ændres som følger:

»EØSU er klar over […]

I denne forbindelse minder EØSU om de store trængselsomkostninger, som medlemsstaterne vil kunne gøre noget ved gennem det afgiftssystem for eksterne omkostninger, som Kommissionen foreslår. Faktisk svarer trængselsomkostningerne til 1,1 % af EU's BNP (1) . Hvis der ikke træffes nye foranstaltninger skønner den, at 29 % af det europæiske vejnet vil være overbelastet i 2020, hvilket vil få negative følger i henseende til brændstofforbrug (et yderligere forbrug på mellem 10 og 30 % i tilfælde af stor trængsel) (2) og CO2-emission. Trængselsomkostningerne tegner sig for 42 % af vejtransportens samlede eksterne omkostninger. . .«

Begrundelse

Det sidste punktum »Tunge køretøjer spiller en meget stor rolle, idet de forårsager 3,5 gang flere trafikpropper på hovedvejene end private køretøjer« er som angivet i fodnoten – vel at mærke uden nogen sideangivelse - taget fra CE Delft Manuel IMPACT, der udelukkende foreligger på engelsk. Den pågældende sætning fra denne undersøgelse (jfr. forslagsstillerens egen undersøgelse på side 34) lyder imidlertid: »This approach reflects the responsibility for congestion in proportion to the road space consumed«, hvilket indebærer noget helt andet. Det synes mest hensigtsmæssigt at slette passagen snarere end at overtage sætningen fra undersøgelsen, da de foregående sætninger er hentet fra andre undersøgelser, der vedrører hele vejtransportområdet, hvorimod sætningen fra den pågældende undersøgelse kun omtaler en enkelt lastbil. Den citerede tekst henviser blot til en standardberegning for, hvor meget plads en lastbil optager på vejbanen, men trafikpropper forårsages af manglende infrastrukturkapacitet for en vis trafik af personbiler og lastbiler på et givent tidspunkt eller som følge af særlige omstændigheder som f.eks. ulykker eller dårligt vejr. I tilfælde af infrastrukturkapacitet er den afgørende faktor mængden eller blandingsforholdet mellem personbiler og lastbiler (Eurostat data for EU 27: mindre end 20 % af trafikken udgøres af tunge køretøjer og der findes ca. 230 mio. privatbiler, men kun 34 mio. busser og lastbiler). Det gennemsnitlige tal for ulykker forårsaget af lastbiler i EU i perioden mellem 1996 og 2006 var kun på 13 %, hvoraf kun en brøkdel forårsagede tæt trafik.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 91

Stemmer imod: 138

Stemmer hverken for eller imod: 10

(1) Kommissionens meddelelse om grønnere transport.

(2) Kommissionens konsekvensanalyse af internaliseringen af eksterne omkostninger. s. 55.

(3)

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/98

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur »Beskyttelse mod storstilede cyberangreb og sammenbrud: øget beredskab, sikkerhed og robusthed«

KOM(2009) 149 endelig

(2010/C 255/18)

Ordfører: Thomas McDONOGH

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 30. marts 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur – »Beskyttelse mod storstilede cyberangreb og sammenbrud: øget beredskab, sikkerhed og robusthed«

KOM(2009) 149 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Thomas McDonogh til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. november 2009

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009 (mødet den 16. december 2009) med 179 stemmer for og 4 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU ser positivt på Kommissionens meddelelse om en handlingsplan om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur i Europa. EØSU ser ligesom Kommissionen med bekymring på Europas sårbarhed over for storstilede cyberangreb, tekniske fejl, menneskeskabte angreb og naturkatastrofer samt de enorme skader, det kan medføre for borgernes økonomi og velfærd. Vi er enige med Kommissionen i, at der snarest bør gøres noget for at øge EU's koordinering og samarbejde for at løse dette vigtige problem. Vi er også enige i behovet for en hurtig opbygning af en omfattende politikramme for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur.

1.2 EØSU noterer sig konklusionerne fra EU's ministermøde om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur og er alarmeret over, at EU er dårligt forberedt på at håndtere storstilede cyberangreb eller forstyrrelser af kritisk informationsinfrastruktur, da de enkelte medlemsstaters tilgange til beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur ofte er forskellige og utilstrækkeligt koordineret. Der er almen forståelse af, hvordan udviklingen af internettet og en manglende tænken i store systemer, hvad angår informationsinfrastrukturers sikkerhed og robusthed, har bragt os i den alvorlige situation, vi nu befinder os i. Nu, hvor behovet for handling er blevet konstateret, opfordrer EØSU imidlertid Kommissionen til at træde i karakter og straks få bragt dette problem i orden.

1.3 EØSU støtter handlingsplanen på højt niveau med dens »fem søjler«, der opridses i meddelelsen, og roser Kommissionen for dens arbejde. Det er ekstremt vanskeligt at udvikle en integreret tilgang med mange forskellige parter og på mange forskellige niveauer, som sikrer den kritiske informationsinfrastrukturs sikkerhed og robusthed, især når der er tale om en så usammenhængende gruppe interessenter og europæiske informationsinfrastrukturer af en sådan kompleksitet. EØSU erkender også ENISA's støtte og bidrag til opfyldelsen af meddelelsens mål.

1.4 EØSU bemærker, at interessenterne ikke har gjort nok for at gennemføre Rådets resolution 2007/C 68/01, der jo berører IKT-infrastrukturens sikkerhed og robusthed (1). Vanskeligheden med at udvikle en effektiv politik til at beskytte EU's mest kritiske informationsinfrastruktur gavner dem, som ønsker at angribe den kritiske informationsinfrastruktur af politiske eller økonomiske årsager. EØSU ser derfor gerne mere selvsikkerhed fra Kommissionen om den stærke lederrolle, der er nødvendig for at forene alle interessenter og gennemføre effektive foranstaltninger til beskyttelse af EU fra eventuelle trusler mod dens kritiske informationsinfrastrukturer. EØSU mener ikke, at den handlingsplan, der er opridset i meddelelsen, vil levere de tilsigtede resultater, medmindre ansvaret for at gennemføre den bliver placeret hos en passende lovgivende myndighed.

1.5 EØSU gør Kommissionen opmærksom på tidligere EØSU-udtalelser, som kommenterede behovet for et sikkert informationssamfund, internetsikkerhedsspørgsmål og beskyttelse af kritiske infrastrukturer.

2. Anbefalinger

2.1 Den Europæiske Union bør overlade det til en passende lovgivende myndighed, herunder medlemmer af det Europæiske Agentur for grundlæggende rettigheder, at gennemføre en effektiv beskyttelse af kritisk informationsstruktur i hele EU.

2.2 Alle medlemsstater bør udvikle en national strategi, en solid politisk og lovgivningsmæssig ramme, helhedsorienterede nationale risikostyringsprocedurer og passende beredskabsforanstaltninger og -mekanismer. I den forbindelse bør hver medlemsstat oprette en IT-beredskabsenhed (CERT – »Computer Emergency Response Team«) og tilknytte den til den europæiske styringsgruppe for IT-beredskabsenheder EGC (»European Governmental Group of CERTs«) (2).

2.3 Kommissionen bør fremskynde sit arbejde om etableringen af EP3R (»European Public Private Partnership for Resilience«) og integrere den med arbejdet i ENISA (»European Network and Information Security Agency«) og EGC.

2.4 Bedst praksis inden for risikostyring bør præge politikken for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur på alle niveauer. Især bør de potentielle udgifter til sikkerhed og robusthedsvigt kvantificeres og gøres bekendt for de relevante ansvarlige interessenter.

2.5 Finansielle og andre sanktioner bør iværksættes over for interessenter, som ikke opfylder deres ansvar under en politik for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur. Sanktionerne skal stå i forhold til risikoen og omkostningerne ved systemsvigt som følge af forsømmelse.

2.6 Ansvaret for den kritiske informationsinfrastrukturs sikkerhed og robusthed bør især påhvile de større interessenter – myndigheder og infrastruktur- og teknologileverandører – og de bør ikke få lov til at forflygtige deres ansvar ved at lægge det over på erhvervskunder og private kunder.

Sikkerhed og robusthed bør være designkrav i alle informations- og kommunikationsteknologiske systemer, der indføres i EU. Vi tilskynder private interessenter inden for beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur til løbende at tilstræbe forbedringer på særlige robusthedsrelaterede områder – f.eks. netværksforvaltning, risikostyring og virksomhedskontinuitet.

2.7.1 Etablering og håndhævelse af god praksis og standarder bør være et fundamentalt led i enhver politik, der skal håndtere forebyggelse af svigt, foranstaltninger til situationsreaktion og genopretning af kritisk informationsinfrastruktur.

2.7.2 Der bør gives prioritet til gennemførelse af Ipv6- (den seneste protokol for internetadresser) og DNSSEC-teknologier (serie af sikkerhedsforbedringer til internettets domænenavnesystem), på hele internettet i EU, hvilket vil forbedre internetsikkerheden.

2.8 Vi tilskynder offentlige og private interessenter til at samarbejde løbende om at afprøve deres beredskab og reaktionsforanstaltninger gennem øvelser. Vi støtter fuldt ud Kommissionens forslag i denne meddelelse om at afholde den første fælleseuropæiske øvelse senest i 2010.

2.9 En stærk informationssikkerhedsindustri bør fremmes i EU, så man kommer på højde med det kompetenceniveau, som den særdeles velfinansierede industri i USA opviser. Investeringerne i F&U vedrørende beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur bør øges betydeligt.

2.10 Finansieringen bør øges for kompetenceudvikling og viden- og bevidsthedsprogrammer inden for cybersikkerhed.

2.11 Informations- og støttekontorer bør etableres i alle medlemsstater for at hjælpe SMV'er og borgere med at forstå og leve op til deres ansvar i forbindelse med en politik for kritisk informationsinfrastruktur.

2.12 Af sikkerhedshensyn bør EU forstærke sin position, hvad angår fremtidens internetforvaltning (3), hvilket kræver en mere multilateral fremgangsmåde, som respekterer USA's nationale prioriteter, men som også spejler EU's interesser. EU bør lade sine tiltag på området være genstand for grundige overvejelser om samspillet mellem cybersikkerhed og overholdelse af borgernes og den enkeltes grundlæggende frihedsrettigheder.

3. Generel baggrund

Truslen fra storstilede cyberangreb på kritiske informationsinfrastrukturer

3.1.1 Kritisk informationsinfrastruktur omfatter informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som udgør den grundlæggende informations- og kommunikationsplatform for tilvejebringelse af basale varer og tjenesteydelser, herunder altafgørende samfundsfunktioner som f.eks. elforsyning, vand, transport, bankvæsen, sundhedsvæsen og nødtjenester.

3.1.2 Kritisk informationsinfrastruktur er kendetegnet ved en høj grad af kompleks systemintegration, indbyrdes afhængighed med andre infrastrukturer (f.eks. elforsyning) samt grænseoverskridende indbyrdes forbundethed. Disse komplicerede infrastrukturer udsættes for utallige risici, der kan medføre katastrofale systemsvigt, som påvirker kritiske samfundstjenester i flere medlemsstater. Risiciene skyldes menneskelige fejl, tekniske fejl, menneskeskabte angreb (herunder kriminelle og politisk motiverede angreb) og naturkatastrofer. En risikoanalyse påviser sådanne systemers mangler og afdækker samtidig muligheden for en kontrolovertagelse med metoder, der tilsigtet eller utilsigtet, kan virke som overgreb mod borgernes og den enkeltes grundlæggende frihedsrettigheder. Kommissionen har til opgave at overholde de grundlæggende rettigheder, når fællesskabsretten udformes.

3.1.3 Myndigheder og udbydere af livsvigtige tjenesteydelser offentliggør ikke sikkerheds- og robusthedssvigt, medmindre de er nødt til. Men der har faktisk været utallige offentlige eksempler på truslen mod kritisk infrastruktur fra sikkerheds- og robusthedssvigt i kritisk informationsinfrastruktur:

—	Storstilede cyberangreb fandt sted i Estland, Litauen og Georgien i 2007 og 2008.

—	Brud på transkontinentale undervandskabler i Middelhavet og Den Persiske Golf i 2008 påvirkede internettrafikken i mange lande.

—	I april 2009 oplyste nationale efterretningseksperter fra USA, at »cyberspioner« var trængt ind i USA's elnet og havde efterladt softwareprogrammer, der kunne bruges til at afbryde systemet.

—	I juli stod USA og Sydkorea over for et meget offentligt såkaldt »denial-of-service«-angreb, der skulle sætte systemet ude af drift (det involverede 100 000 – 200 000»zombie«-PC'er), der påvirkede adskillige regeringswebsteder.

3.1.4 Problemet bliver betydeligt forværret af kriminelle banders ondsindede hensigter og brugen af cyberkrig af politiske grunde.

—

Ved at udnytte svagheder i styresystemer i PC'er, der er tilkoblet internettet, har kriminelle bander skabt såkaldte »botnet« – PC'er, der er netværksforbundet af malware (skadelig software), så de bliver til en enkelt virtuel computer, der fjernstyres af de kriminelle (som »zombier« eller »droner«). Disse botnet bruges til mange forskellige kriminelle aktiviteter og til at støtte storstilede cyberangreb fra terrorister og regeringer, der fører cyberkrig, og som »lejer« brugen af botnet fra de kriminelle. Det menes, at et sådant botnet med navnet »Conficker« har over 5 millioner PC'er til rådighed.

3.1.5 De økonomiske omkostninger ved kritisk informationsinfrastrukturs svigt kan være ekstremt høje. Det Verdensøkonomiske Forum har anslået, at der er en 10-20 % sandsynlighed for et større sammenbrud i kritisk informationsinfrastruktur inden for de næste 10 år med en potentiel global omkostning på 250 milliarder dollars og tusinder af menneskeliv.

Problemet med beredskab, sikkerhed og robusthed

3.2.1 Internettet er den primære platform, som en stor del af Europas kritiske informationsinfrastruktur er baseret på. Internettets arkitektur bygger på, at millioner af computere er indbyrdes forbundet, og at edb, kommunikation og kontrol er distribueret globalt. Denne distribuerede arkitektur er nøglen til at gøre internettet stabilt og robust, med hurtig genetablering af trafikstrømme, når et problem opstår. Det indebærer imidlertid også, at storstilede cyberangreb kan lanceres fra udkanten af et netværk, f.eks. ved hjælp af botnet, af enhver bandit, som har sat sig det for, og som besidder den grundlæggende viden.

3.2.2 Globale kommunikationsnetværk og kritisk informationsinfrastruktur indebærer en høj grad af sammenkobling henover grænserne. Hvis der er begrænset sikkerhed og netværksrobusthed i et land, kan det altså negativt påvirke den kritiske informationsinfrastrukturs sikkerhed og robusthed i alle de andre lande, som det er forbundet med. Den internationale sammenkobling gør det nødvendigt for EU at have en integreret politik for forvaltning af kritisk informationsinfrastrukturs sikkerhed og robusthed i hele EU.

3.2.3 Der er begrænset viden og bevidsthed blandt interessenter og i mange medlemsstater om de risici, der er i forbindelse med kritisk informationsinfrastruktur. Yderst få lande har en omfattende politik for forvaltning af disse risici.

3.2.4 De foreslåede reformer af regelsættet for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester vil skærpe netværksoperatørernes forpligtelser til at sikre, at der træffes passende forholdsregler med henblik på at identificere risici, garantere kontinuiteten i leveringen af tjenester og anmelde brud på sikkerheden (4).

3.2.5 Langt hovedparten af de teknologier, der støtter platformen for kritisk informationsinfrastruktur, leveres af den private sektor, og sikring af ordentligt samarbejde for at opnå effektiv beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur stiller i betydeligt omfang krav om stor kompetence, tillid, gennemsigtighed og kommunikation mellem alle interessenter – myndighederne, erhvervslivet og forbrugerne.

3.2.6 En international tilgang med forskellige interessenter på flere niveauer er afgørende.

3.3 En handlingsplan i fem søjler

Kommissionen foreslår en handlingsplan i fem søjler for at imødegå disse udfordringer:

1.	Beredskab og forebyggelse: at sikre beredskabet på alle planer

2.	Opdagelse og reaktion: at sørge for tilstrækkelige forvarslingsordninger

3.	Afhjælpning og genopretning: at styrke EU's forsvarsmekanismer i forbindelse med kritisk informationsinfrastruktur

4.	Internationalt samarbejde: at fremme EU's mål på internationalt plan

5.	Kriterier for ikt-sektoren: at støtte gennemførelsen af direktivet om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk infrastruktur (5).

Specifikke mål er opstillet under hver af disse rubrikker med måldatoer for visse af dem, som går til udgangen af 2011.

4. Bemærkning

4.1 Det vil blive meget svært at udvikle og gennemføre en effektiv strategi til beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur med den fremgangsmåde, der opridses i meddelelsen, og som i høj grad er baseret på høring, frivillighedsprincippet og samarbejde. I betragtning af udfordringens alvor og presserende karakter anbefaler EØSU, at Kommissionen undersøger den britiske og amerikanske strategi med at overdrage ansvar og beføjelser til en passende regeludstedende myndighed.

4.2 EØSU er enig i opfordringen i FN's generalforsamlings resolution 58/199 om En verdensomspændende internetsikkerhedskultur og beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur. I betragtning af landes gensidige afhængighed af sikker og robust kritisk informationsinfrastruktur – »en kæde er ikke stærkere end det svageste led« – er det alarmerende, at kun 9 medlemsstater indtil nu har etableret it-beredskabsenheder og tilsluttet sig EGC (»European Government CERTs Group«). Etablering af sådanne team er nødt til at blive prioriteret højere på den mellemstatslige dagsorden.

4.3 Interessenter i EU's internetsikkerhed omfatter alle borgere, hvis liv måtte afhænge af livsvigtige serviceydelser. De samme borgere har et ansvar for at beskytte deres internetforbindelse fra angreb efter bedste evne. Et endnu større ansvar har teknologi- og tjenesteleverandørerne af ikt, som udbyder kritisk informationsinfrastruktur. Det er afgørende, at alle interessenter bliver tilstrækkeligt informeret om internetsikkerhed. Det er også vigtigt, at EU har et stort antal kompetente eksperter inden for sikkerhed og ikt-robusthed.

4.4 EØSU henstiller, at alle medlemsstater har en organisation, hvis opgave det er at informere, uddanne og støtte SMV-sektoren om internetsikkerhed. De større virksomheder kan let indhente den viden, de har brug for, men SMV'erne har brug for støtte.

4.5 Eftersom leveringen af kritisk informationsinfrastruktur for det meste hviler på private hænder, er det vigtigt at fremme et højt niveau af tillid og samarbejde med alle virksomheder, der er ansvarlige for kritisk informationsinfrastruktur. EP3R-initiativet, der blev iværksat af Kommissionen i juni, fortjener ros og opmuntring. EØSU finder imidlertid, at initiativet er nødt til at blive understøttet af lovgivning for at fremtvinge et samarbejde mellem interessenter, som ikke agerer ansvarligt.

4.6 Risikostyring er til for at hjælpe til med at løse den slags problemer, som er omtalt i denne udtalelse. Kommissionen bør insistere på, at god praksis inden for risikostyring efterleves, hvor dette anses for passende inden for dens handlingsplan. Det er især vigtigt at kvantificere risici og omkostninger ved fejl på alle niveauer i de kritiske informationsinfrastrukturer. I de tilfælde, hvor sandsynligheden for og den mulige omkostning ved svigt kendes, er det lettere at motivere interessenterne til at træffe foranstaltninger. Det er også lettere at holde dem finansielt ansvarlige for at have forsømt deres ansvar.

4.7 Store interessenter søger at begrænse deres ansvar ved at bruge deres markedsindflydelse til at tvinge kunder eller leverandører til at godkende betingelser, som dækker den store virksomhed ind i forhold til dens egentlige ansvar, f.eks. softwarelicensaftaler eller ISP-sammenkoblingsaftaler, som indskrænker ansvaret for sikkerhedsspørgsmål. Disse aftaler bør forbydes, og ansvaret bør ligge hos den største part.

4.8 Sikkerhed og robusthed kan og bør indarbejdes i ethvert ikt-netværks design. Som prioritet bør netværksarkitekturens topologi i medlemsstaterne og EU som helhed studeres for at udpege uacceptable koncentrationer af kommunikationstrafik og punkter i netværkene med høj risiko for svigt. Især udgør den høje koncentration af internettraffik i nogle meget få internetudvekslingspunkter (IXP) i visse medlemsstater en uacceptabel risiko.

4.9 EØSU gør også Kommissionen opmærksom på sine bemærkninger til KOM(2008) 313 endelig om Videreudvikling af Internettet – Handlingsplan for iværksættelsen af internetprotokol version 6 (IPv6) i Europa (6), som fremhævede de sikkerhedsmæssige fordele ved at indføre Ipv6 på hele EU's internet. Vi henstiller også, at DNSSEC-teknologierne gennemføres, hvor dette kan lade sig gøre, for at øge internetsikkerheden.

4.10 Med lanceringen af sin politik om sikkerheden på internettet planlægger USA at bruge 40 mia. dollars i 2009 og 2010 på internetsikkerhed. Dette er en massiv indsprøjtning af midler i sikkerhedssektoren og vil medføre, at en masse it-sikkerhedsfirmaer, herunder europæiske, vil koncentrere deres indsats i USA. Det vil også stimulere de amerikanske sikkerhedsvirksomheder til at blive førende i verden. Det er særdeles ønskeligt, at EU har sin egen avancerede industri, der konkurrerer på lige fod med amerikanske virksomheder, og at sikkerhedsindustrien kan yde en tilsvarende indsats og sætte lige så stor fokus på EU's infrastrukturbehov. EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan den kan danne modvægt mod den massive finansielle stimulering, som USA tilvejebringer.

4.11 EØSU støtter Kommissionens nylige meddelelse om forvaltningen af internettet fremover (3). EØSU mener, at EU skal have en mere direkte indflydelse på politik og praksis i ICANN (»Internet Corporation for Assigned Names and Numbers«) og IANA (»Internet Assigned Numbers Authority«), og at USA's nuværende unilaterale tilsyn bør erstattes af ordninger med multilateralt, internationalt ansvar.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2006) 251.

(2) http://www.egc-group.org

(3) KOM(2009) 277 endelig.

(4) Artikel 13a og 13b i KOM(2007) 697 (endelig) genfremsatte ændringer til Direktiv 2002/21/EØF.

(5) Direktiv 2008/114/EF.

(6) EUT C 175 af 28.7.2009, s. 92.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/103

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — EU's søtransportpolitik frem til 2018 — strategiske mål og anbefalinger«

KOM(2009) 8 endelig

(2010/C 255/19)

Ordfører: Anna BREDIMA

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 21. januar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - EU's søtransportpolitik frem til 2018 – strategiske mål og anbefalinger

KOM(2009) 8 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Anna Bredima til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009 (mødet den 17. december) med 187 stemmer for, 7 stemmer imod og 15 hverken for eller imod.

1. Konklusioner

1.1 EØSU tager positivt imod meddelelsen som et overvejende fornuftigt og realistisk udgangspunkt for EU's kommende søfartspolitik frem til 2018, idet det anerkendes, at den europæiske skibsfart reelt har global karakter med hensyn til branchens stilling i den internationale konkurrence, sikkerhed og miljø og behovet for knowhow af høj kvalitet inden for søfart.

1.2 Meddelelsen kommer på et kritisk tidspunkt, hvor søtransportsektoren er truet af en række alvorlige problemer, herunder nedgangskonjunkturen og den strukturelle krise inden for skibsfarten, som forværres af den globale økonomiske og finansielle krise, drøftelserne om emissioner til luften fra skibe med henblik på konferencen om FN's Konvention om Klimaændringer i København (december 2009), og den stadig større mangel på søfolk på verdensplan. Disse problemer forværres af sørøveri og ulovlig indvandring til EU via Middelhavet.

1.3 Det er absolut nødvendigt at gøre det tiltrækkende for de unge at gøre karriere inden for søfart og at koble dette sammen med tiltag til at »holde på dem«. Det er nødvendigt at gå mere koordineret til værks og inddrage alle relevante interessenter (søfartsmyndigheder, skoler, rederiforeninger, sømandsforbund). Kvaliteten af de europæiske erhvervsuddannelser for søfolk må forbedres. Alle medlemsstater bør udvikle uddannelsesprogrammer og tiltag til imødegåelse af udflagning med henblik på at sikre den maritime knowhow i Europa. Alle medlemsstater må videreudvikle de maritime uddannelsesinstitutioner i kvalitativ henseende. Der må udvikles langsigtede programmer til forbedring af arbejds- og levevilkår om bord, og en forhøjelse af skibsbesætningens antal er ønskelig (skibe med 3-holdsvagter) med det formål at reducere træthedsrelaterede problemer og risici. EU bør i den forbindelse vedtage et direktiv om minimumsbesætning af skibe. Det er tillige nødvendigt at gøre brug af internettet, medier og tv-programmer, der viser livet til søs. Kommissionen opfordres til at tage spørgsmålet op på EU-niveau.

1.4 EØSU kan i samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd og andre interessenter fra det organiserede civilsamfund styrke EU's maritime identitet og traditioner og formidle bedste praksis for at trække unge til en karriere inden for søfart. En konference om søfartserhvervene arrangeret af EØSU ville kunne medvirke til at udbrede dette budskab på EU-plan.

1.5 Den europæiske søtransportsektor er verdens førende. Denne stilling bør styrkes ved hjælp af retningslinjerne for statsstøtte for at sikre lige vilkår og EU-flådens konkurrencedygtighed på verdensplan. Samtidig opfordrer EØSU til, at reglerne for EU-støtte tilpasses. Fremover bør der i princippet kun ydes støtte til skibe, der sejler under EU-flag, og der bør ikke være nogen mulighed for at omgå de europæiske standarder.

1.6 I lyset af den verdensomspændende krise henviser Kommissionen med rette til, at EU i mange år har arbejdet for åben og retfærdig konkurrence. Der bør gøres et større arbejde for at undgå protektionistiske foranstaltninger, som ville forsinke en tilbagevenden til sunde økonomier yderligere. Det er af allerstørste vigtighed, at søfartens grundprincipper om tillid, tiltro og etisk adfærd mellem de involverede parter, igen bliver fremherskende. Det samme gælder i skibsfinansieringssektoren.

1.7 Søtransportaftalen mellem EU og Kina bør kunne fungere som »bedste praksis« (modelaftale) i forhold til andre handelsnationer, f.eks. Indien, Brasilien, Rusland, ASEAN, Mercosur. Kommissionen bør udarbejde en Sortehavsstrategi, der sikrer transporten af energiressourcer fra Det Kaspiske Hav til Europa.

1.8 EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, om der er indgået bilaterale søtransportaftaler om lastfordeling mellem EU-medlemsstater og tredjelande og om nødvendigt aktivt håndhæve fællesskabsretten (forordning 4055/86 og 4058/86).

1.9 EØSU gentager sin støtte til investeringer i F&U i »grønne« skibe, brændstoffer og havne, som vil give en saltvandsindsprøjtning til »grøn« beskæftigelse.

1.10 Med henblik på klimakonferencen i København (december 2009) gør EØSU endnu engang opmærksom på, at anvendelsen af en emissionshandelsordning i søtransportsektoren er betydeligt vanskeligere end inden for luftfarten. Med hensyn til miljøbeskyttelse hilser EØSU det velkomment, at tankerne om en søtransport af høj kvalitet får ny vind i sejlene, og mener, at EU i betragtning af den tætte trafik, som præger Unionens farvande og kyster, ikke bør glemme at bekæmpe praksis som f.eks. rengøring af tankene på havet, farlige skibe osv.

1.11 Indførelse af svovlgrænser i emissionskontrolområder er umiddelbart en miljøvenlig foranstaltning, men kan have den modsatte effekt, nemlig en omlægning fra sø- til landtransport. Den europæiske politik om samordnede transportformer og fremme af nærskibsfarten må ikke bringes i fare.

1.12 EØSU påpeger endnu en gang behovet for, at EU omgående sætter ind over for det omsiggribende sørøveri mod handelsskibe i Afrika og Sydøstasien. Kommissionen bør arbejde for oprettelse af de relevante jurisdiktioner og udarbejdelse af den relevante lovgivning for at få løst problemet med, at sørøveri, som det er nu, går ustraffet hen. Målet må være et tæt samarbejde med FN's organisationer om at forbedre de politiske, økonomiske og sociale forhold i oprindelseslandene, herunder særligt Somalia. EØSU afviser skarpt ideen om at bevæbne søfolkene. For at kunne kontrollere den ulovlige indvandring via havet bør EU udvikle en samarbejdspolitik med de tredjelande, som indvandrerne stammer fra eller rejser igennem.

2. Indledning

2.1 Den 21. januar 2009 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om de strategiske mål og anbefalinger for EU's søtransportpolitik frem til 2018 (1). Meddelelsen gengiver resultaterne af en omfattende høring af interessenter, medlemsstaterne og en gruppe ledere fra søfartserhvervet og en undersøgelse af udviklingen inden for søtransport.

2.2 EØSU har vedtaget to udtalelser om forløberne for den aktuelle meddelelse, nemlig meddelelse om en fremtidig havpolitik for EU den 26. april 2007 (2) og meddelelse om en integreret EU-havpolitik (3) den 22. april 2008. Det er glædeligt, at Kommissionen har accepteret de fleste af udvalgets forslag. EØSU gentager sin stærke opbakning til en helhedsorienteret strategi omfattende alle aktiviteter til søs for at undgå utilsigtede konsekvenser mellem sektorpolitikker.

2.3 EØSU hilser meddelelsen velkommen som et overvejende fornuftigt og realistisk udgangspunkt for EU's kommende søtransportpolitik frem til 2018, idet den fremhæver de europæiske søfartstjenesters store betydning for den internationale og europæiske handel og for EU-borgernes dagligdag. Meddelelsen anerkender, at den europæiske søfart reelt har global karakter med hensyn til branchens stilling i den internationale konkurrence, sikkerhed og miljø og behovet for knowhow af høj kvalitet inden for søfart.

Meddelelsen kommer på et kritisk tidspunkt, hvor søtransportsektoren er truet af en række alvorlige problemer: For det første forværres nedgangskonjunkturen og den strukturelle krise inden for skibsfarten af den globale økonomiske og finansielle krise. Selv om arbejdet med meddelelsen påbegyndtes inden den globale krise, gælder de principper, der fastlægges i meddelelsen, også i krisetider. For det andet drøftelserne om emissioner til luften fra skibe, der skal afsluttes med henblik på konferencen om FN's Konvention om Klimaændringer i København i december 2003, og for det tredje den stadig større mangel på søfolk på verdensplan.

2.4 Disse problemer forværres af den genopstandne middelalderplage med sørøveri og ulovlig indvandring over Middelhavet.

2.5 Den foreliggende meddelelse bør læses i sammenhæng med meddelelsen om en bæredygtig fremtid for transporten (KOM(2009) 279 endelig), hvori der peges på urbanisering, trafikophobning, den aldrende europæiske befolkning og ulovlig indvandring som udviklingstendenser, der udfordrer transportpolitikken i det 21. århundrede. Den fremtidige havpolitik kan indeholde løsninger til, hvordan disse udfordringer skal takles.

3. Menneskelige ressourcer, sømandskab og maritim knowhow

Det er absolut nødvendigt, at det gøres tillokkende for de unge at gøre karriere inden for søfart for at værne om den knowhow på allerhøjeste niveau, der findes i den europæiske søfartssektor, som er verdens førende. EØSU er foruroliget over det store frafald på søfartsskoler i nogle medlemsstater og over, at mange opgiver en søfartskarriere. Søfartserhvervet i EU kan blive bragt i alvorlig fare, hvis der ikke straks udformes en helhedsorienteret strategi for at gøre erhvervet mere attraktivt. Den kortlægning af karriereudsigter, som arbejdsmarkedsparterne (ECSA og ETF) allerede har foretaget, bør videreudbygges. Bestræbelserne på at trække folk til søfartserhvervet bør kobles sammen med tiltag til at »holde på dem«.

3.1.1 I en tid med international krise og stor arbejdsløshed bør chancen for at markedsføre en karriere inden for søfart ikke forpasses. På trods af krisen er beskæftigelsen om bord på EU's flåde forblevet uændret. Ensomhed og afstand fra familien er de væsentligste årsager til, at søfartserhvervene ikke kan trække folk til.

3.1.2 Det er nødvendigt at gå mere koordineret til værks og inddrage alle relevante interessenter (søfartsmyndigheder, skoler, rederiforeninger, sømandsforbund) samt gøre brug af internettet, medier og tv-programmer, der viser livet til søs. Kommissionen opfordres til at tage spørgsmålet op på EU-niveau.

3.2 I 2003 gennemførte Det Europæiske Fællesskabs Rederisammenslutning (ECSA) og Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) et projekt med det formål at udrydde chikane og mobning på skibe og gennemføre effektive virksomhedspolitikker om ligestilling. Projektet opfylder sektordialogudvalget for søtransports vigtige mål om flere kvinder i beskæftigelse inden for søfartserhvervet.

3.3 Kvaliteten af de europæiske erhvervsuddannelser for søfolk må forbedres. Alle medlemsstater bør udvikle uddannelsesprogrammer og tiltag til imødegåelse af udflagning med henblik på at sikre den maritime knowhow i Europa. Alle medlemsstater må videreudvikle de maritime uddannelsesinstitutioner i kvalitativ henseende. Der må udvikles langsigtede programmer til forbedring af arbejds- og levevilkår om bord. Kommissionen opfordres til at undersøge en forhøjelse af skibsbesætningens antal og træthedsrelaterede problemer og risici med henblik på at mindske dem og træffe passende foranstaltninger. Der skal etableres fremme-, uddannelses- og erhvervsuddannelsesordninger. Arbejds- og levevilkårene om bord skal forbedres ved indførelse af lige vilkår på globalt plan via ratificeringen af ILO's konvention om søfarendes arbejdsstandarder (2006), ligesom medlemsstaterne skal gennemføre direktivet, der bygger på ECSA's og ETF's aftale vedrørende konventionen. Den internationale lovgivning, herunder navnlig IMO Standards of Training Certification and Watchkeeping of Seafarers (STCW), konventionen af 1995, som for tiden er under revision, bør overholdes.

3.4 Markedsføringsaktiviteter og uddannelse for at nå den bedst mulige kvalitet bør udbygges yderligere. Kommissionen bør se nærmere på den bedste praksis, der anvendes af medlemsstaterne på gymnasieniveau til at markedsføre en søfartskarriere. EØSU støtter forslag om udveksling af kadetter (Erasmusprogrammet), ansættelse af kadetter til søs som led i deres søfartsuddannelse og forbedring af den lægelige bistand om bord. Udvalget gentager (4), at der bør ses nærmere på erfaringerne med det flydende universitet med henblik på at tiltrække studerende til en karriere inden for søfart.

3.5 EØSU betoner behovet for fair behandling af søfolk i overensstemmelse med Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO)/Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) retningslinjer for fair behandling af søfolk ved ulykker til søs. Kriminaliseringen bør tages op på internationalt plan. IMO bør foretage en detaljeret analyse af de sager, hvor IMO-flagstater har kriminaliseret søfolk uden gyldig grund, særligt ved at tilbageholde dem. EØSU gør endvidere opmærksom på, at man ved at kriminalisere søfolk, pletter erhvervets image i en tid, hvor der på verdensplan er alvorlig mangel på højtkvalificerede søfolk (5). EU's fremtidige politikker bør udarbejdes i overensstemmelse med de internationalt fastlagte principper og standarder i MARPOL- og UNCLOS-konventionerne.

3.6 EØSU henstiller kraftigt til medlemsstaterne, at de ratificerer ILO's konvention fra 2006 om søfarendes arbejdsstandarder, idet den vil skabe lige vilkår for betingelserne om bord på skibe i hele verden og kunne medvirke til at trække unge til en søfartskarriere.

3.7 EØSU kan i samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd og andre interessenter fra det organiserede civilsamfund styrke EU's maritime identitet og traditioner og formidle bedste praksis for at trække de unge til at gøre karriere inden for søfart. En konference om søfartserhvervene arrangeret af EØSU ville kunne medvirke til at udbrede dette budskab på EU-plan.

4. Europæisk søfart på et globaliseret marked

4.1 EØSU glæder sig over, at Kommissionen har erkendt, at det er nødvendigt med globale regler til et globalt erhverv - betydningen af international maritim regulering, og af at løsninger på de reguleringsmæssige udfordringer findes i internationale organer (som IMO). Den europæiske søtransportsektor er verdens førende. Denne stilling bør styrkes ved hjælp af retningslinjerne for statsstøtte (der skal revideres i 2011), som er et vigtigt værktøj til opretholdelse af lige vilkår og EU-flådens konkurrencedygtighed på verdensplan. Det er nødvendigt at forlænge retningslinjerne for at bevare status quo. Samtidig opfordrer EØSU til, at reglerne for EU-støtte tilpasses. Fremover bør der i princippet kun ydes støtte til skibe, der sejler under EU-flag, og der bør ikke være nogen mulighed for at omgå de europæiske standarder.

4.2 I lyset af den verdensomspændende krise henviser Kommissionen med rette til, at EU i mange år har arbejdet for åben og retfærdig konkurrence. Protektionistiske foranstaltninger bør undgås, da de ville forsinke en tilbagevenden til sunde økonomier yderligere. Miljøet bør ikke anvendes som undskyldning for at indføre protektionistiske foranstaltninger.

4.3 Skibsfarten bør vende tilbage til grundlæggende principper og etisk adfærd. Troen på og tilliden til såvel skibsfarten som banksektorerne må genoprettes. Spekulation i bygning af skibe, som ikke er økonomisk nødvendige, bør undgås. Det er nødvendigt at finde frem til en ny metode, der kombinerer finansiering og byggeri, når det drejer sig om værdifulde skibsprojekter. EU's medlemsstater bør være solidariske i bestræbelserne på at afbøde virkningerne af den finansielle og økonomiske krise (6) for søfartssektoren.

4.4 EU's søfartssektor er kendetegnet ved en iværksætterånd. Det store antal (ofte familieejede) rederier er noget af det, der først og fremmest kendetegner EU's flåde. De europæiske lovgivere bør være opmærksomme på denne model, dens særlige kendetegn og institutioner. Krisen i søfartssektoren har ramt de små og mellemstore selskaber, der udgør rygraden i den europæiske skibsfart, hårdt. Samtidig gør EØSU opmærksom på behovet for at eliminere farlige skibe uanset hvilket, flag de fører. Der må under ingen omstændigheder ydes støtte i sådanne tilfælde.

4.5 I kølvandet på EU's ensidige afskaffelse af fritagelsen for søfartskonferencer (2006) opfordres Kommissionen til at overvåge virkningerne af, at konkurrencereglerne ikke er de samme overalt i verden. Der er for øjeblikket 110 jurisdiktioner, hvor der gælder forskellige konkurrenceregler for en verdensomspændende industri som linjefarttjenester (7).

5. Kvalitetsskibsfart

5.1 EØSU fastholder, at den nylige vedtagelse af den tredje pakke af foranstaltninger for sikkerhed til søs opstiller et tilfredsstillende regelsæt for sikkerheden til søs, der har udmøntet sig i en omfattende pakke af EU-lovgivning om sikkerheden til søs baseret på IMO's globale tilgang. Pakken vil gøre det lettere at slå til mod skibe, der ikke opfylder standarderne, og puste nyt liv i filosofien om kvalitetsskibsfart. EQUASIS-databasen, som EMSA har etableret, indeholder nyttig information om skibskvaliteten.

Søtransporten vil fortsat vokse i den nærmeste fremtid, da den vil skulle betjene en stadigt stigende verdenshandel. Sektorens samlede emissioner kan derfor ikke undgå at stige. Væsentlige nedskæringer kan opnås ved hjælp af forskellige tekniske og operationelle foranstaltninger. Hertil bidrager også en intensiveret forskning i og udvikling af alternative motorer, brændstoffer og skibsmodeller. Trods de afstande skibe tilbagelægger, fremviser de nogle af de bedste resultater med hensyn til emissioner til luften, særlig CO2, fordi de løbende moderniseres og energieffektiviseres.

5.2.1 Med henblik på klimakonferencen i København (december 2009) understreger EØSU endnu engang (8), at anvendelsen af en emissionshandelsordning i søtransportsektoren er betydeligt vanskeligere end inden for luftfarten og ikke mindst trampfarten. Det bør tages med i overvejelserne om et eventuelt markedsbaseret instrument på søtransportområdet, at den europæiske skibsfarts konkurrenceevne på verdensmarkedet ikke må forringes.

5.2.2 Indførelse af svovlgrænser for skibe i emissionskontrolområder er en miljøvenlig foranstaltning. Dette instrument bør også anvendes i andre farvande.

5.3 EØSU gentager (2) sin henstilling om, at EU's miljølovgivning finder anvendelse på fritidsbåde og, om muligt, militære fartøjer (3). Miljøpolitikken bør også se nærmere på den ikke-synlige havforurening.

5.4 EØSU foreslår (9) en afbalanceret strategi om forbedring af de miljømæssige og sociale betingelser i genbrugsværfter, samtidig med at deres kapacitet opretholdes for at mindske manglen på ophugningsværfter på verdensplan. Denne strategi bør finde anvendelse, i perioden indtil IMO's konvention om sikker og miljøansvarlig ophugning af skibe (2009) træder i kraft internationalt.

6. Internationalt samarbejde

6.1 EØSU har henledt opmærksomheden i EU på problemer forbundet med søtransport i bestemte geografiske områder (3) (f.eks. Det Nordlige Ishav, Østersøen, Middelhavet). Det er glædeligt, at Kommissionen reagerede med meddelelser om henholdsvis den arktiske rute, Østersøstrategien og Middelhavsstrategien. EØSU noterer sig, at meddelelsen fremhæver EU-flådens strategiske betydning for at sikre en problemfri olie- og gasforsyning til EU. Det opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en Sortehavsstrategi med inddragelse af alle de tilstødende lande for at sikre transporten af energiressourcer fra Det Kaspiske Hav til Europa.

6.2 Bestræbelserne på at nå frem til en aftale om søtransportydelser i WTO bør intensiveres. Søtransportaftalen mellem EU og Kina kunne fungere som »bedste praksis« (modelaftale) i forhold til andre handelsnationer (f.eks. Indien, Brasilien, Rusland, ASEAN, Mercosur).

6.3 EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, om der er indgået bilaterale søtransportaftaler om lastfordeling mellem EU-medlemsstater og tredjelande og om nødvendigt aktivt håndhæve fællesskabsretten (forordning 4055/86 og 4058/86). Tilsvarende bør den også søge at begrænse bilaterale aftaler mellem tredjelande.

6.4 Med hensyn til forslaget om større synlighed for EU i IMO på områder hvor EU og medlemsstaterne har blandet kompetence, er det muligt at udbygge samarbejdet/samordningen mellem medlemsstaterne, uden at det enkelte lands deltagelse dermed sættes på spil. EØSU gentager, at »EU-medlemsstaternes ekspertbidrag til internationale organisationer er stærkt velanskrevet og dette bør ikke undermineres, men tværtimod udbygges« (2).

EØSU påpeger endnu engang behovet for, at EU omgående sætter ind over for det omsiggribende (10) sørøveri mod handelsskibe i Afrika og Sydøstasien. Eftersom der ikke findes de rette domstole og den rette lovgivning, går sørøveri ofte ustraffet hen. Kommissionen bør derfor arbejde for oprettelse af de relevante jurisdiktioner og udarbejdelse af den relevante lovgivning i de berørte områder. Målet må være et tæt samarbejde med FN's organisationer om at forbedre de politiske, økonomiske og sociale forhold i oprindelseslandene. Det haster med at få gjort noget ved de underliggende årsager på land til sørøveri og få genoprettet lov og orden og de sociale og økonomiske forhold især i Somalia. EU's udviklingsbistand og diplomati bør anvendes til dette formål. EØSU afviser skarpt ideen om at bevæbne søfolkene.

6.5.1 Ifølge nye oplysninger (11) forventes sørøverangreb at koste verdensøkonomien 16 mia. USD. I 2008 var der 111 angreb mod skibe ved Afrikas Horn og 240 i de første seks måneder af 2009, hvor 1 000 søfolks liv blev sat på spil. I de sidste 18 måneder er der blev udbetalt 150 mio. USD i løsepenge til somaliske pirater.

6.6 Den ulovlige indvandring har åbenlyse humanitære konsekvenser og medfører derudover meget alvorlige problemer for søtransporten og sikkerheden ved søgrænserne. Det er absolut nødvendigt at forstærke den integrerede havovervågning af Middelhavet (Safe Sea Net, FRONTEX). Kommissionen bør udvikle en samarbejdspolitik med de tredjelande, som indvandrerne stammer fra eller rejser igennem, for at kontrollere den ulovlige indvandring over havet.

7. Nærskibsfart

7.1 For at fremme bæredygtig transport og nærskibsfarten bør der investeres mere i at forbedre havneinfrastrukturen og forbindelserne til oplandet. Dette parameter bør der tages fuldt ud højde for ved den næste revision af TEN-T. EØSU opfordrer Kommissionen til at kortlægge, hvor der er huller mellem landbaserede og søbaserede netværk for at fremme forbindelserne mellem EU og de nabolande, EU deler grænse med.

8. Forskning og innovation på søfartsområdet

8.1 EØSU (8) opfordrede Kommissionen til at blive førende inden for forskning og innovation på søfartsområdet. Det er glædeligt, at Kommissionen tog positivt imod denne opfordring.

8.2 EØSU støtter investeringer i F&U i »grønne« skibe, brændstoffer og havne, hvorved der også vil blive givet en saltvandsindsprøjtning til »grøn« beskæftigelse. Målrettet F&U i, hvordan emissioner fra skibe kan nedbringes yderligere, bør intensiveres.

8.3 I den sammenhæng bør Kommissionen søge at finde frem til løsninger på de udfordringer, der vedrører miljø-, energi-, sikkerheds- og sociale spørgsmål, ved at sammenkæde en sammenhængende fremtidig havpolitik med skibsbygningspolitikken. De europæiske skibsværfter bør anvende deres veldokumenterede kompetencer til at bygge »grønne« skibe gennem brug af Leadership 2015 og andre relevante programmer.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2009) 8 endelig.

(2) EUT C 168 af 20.7.2007, s. 50-56.

(3) EUT C 211 af 19.8.2008, s. 31-36.

(4) EUT C 211 af 19.8.2008, s. 31-36, jf. »New York Harbor School«, http://www.newyorkharborschool.org/.

(5) Ifølge en undersøgelse fra 2009 foretaget af Drewry Shipping Consultants vil verdensflåden i perioden indtil 2013 mangle 42 700 nye officerer.

(6) Informationsrapport CESE 397/2009 om »Baggrunden for den internationale finanskrise«, ordfører: Umberto Burani, 11.3.2009.

(7) EUT C 157 af 28.6.2005, s. 130-136.

EUT C 309 af 16.12.2006, s. 46-50.

EUT C 204 af 9.8.2008, s. 43-46.

(8) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 20.

(9) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 67.

(10) KOM(2009) 301 endelig.

(11) ICC International Maritime Bureau Piracy Reporting Center (IMB), rapport, august 2009; Den nylige meddelelse om et partnerskab mellem EU og Afrika peger på sørøveri og ulovlig indvandring som springende punkter i samarbejdet på transportområdet.

BILAG

til

UDTALELSE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs

Følgende punkt, som fik tilslutning fra mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten:

Punkt 1.5

Teksten ændres således:

»Den europæiske søtransportsektor er verdens førende. Denne stilling bør styrkes ved hjælp af retningslinjerne for statsstøtte for at sikre lige vilkår og EU-flådens konkurrencedygtighed på verdensplan. Samtidig opfordrer EØSU til, at reglerne for EU-støtte tilpasses. Fremover bør der kun ydes støtte til skibe, der sejler under EU-flag, og der bør ikke være nogen mulighed for at omgå de europæiske standarder ved hjælp af et Bare Boat Charter.«

Afstemningsresultat

For: 92

Imod: 91

Hverken for eller imod: 7

Følgende ændringsforslag, som fik tilslutning fra mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten:

Punkt 1.11

Tekst erstattes.

»Indførelse af svovlgrænser i emissionskontrolområder er en miljøvenlig foranstaltning, .«

Begrundelse

Der er intet belæg for, at udpegelsen af SO2-emissionskontrolområder ville medføre et skifte i retning mod landtransport på bekostning af søtransporten.

Afstemningsresultat

For: 92

Imod: 96

Hverken for eller imod: 18

Følgende punkt, som fik tilslutning fra mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten:

Punkt 5.2.1

Teksten ændres således:

»Med henblik på klimakonferencen i København (december 2009) understreger EØSU endnu en gang (1), at anvendelsen af en emissionshandelsordning i søtransportsektoren er betydeligt vanskeligere end inden for luftfarten og ikke mindst trampfarten. Det bør tages med i overvejelserne om emissionshandelsordninger på søtransportområdet, at den europæiske skibsfarts konkurrenceevne på verdensmarkedet ikke må forringes.«

Afstemningsresultat

For: 112

Imod: 83

Hverken for eller imod: 16

Følgende punkt, som fik tilslutning fra mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten:

Punkt 5.2.2

Tekst erstattes.

»Indførelse af svovlgrænser for skibe i emissionskontrolområder er umiddelbart en miljøvenlig foranstaltning, men kan have den modsatte effekt, nemlig en omlægning fra sø- til landtransport. Den europæiske politik om samordnede transportformer og fremme af nærskibsfarten må ikke bringes i fare. Der skal foretages relevante konsekvensanalyser, inden der træffes beslutninger.«

Afstemningsresultat

For: 94

Imod: 93

Hverken for eller imod: 17

(1) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 20.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/110

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens meddelelse — En bæredygtig fremtid for transporten: På vej mod et integreret og brugervenligt transportsystem med teknologien som drivkraft«

KOM (2009) 279

endelig og

»Udgangspunkter for EU's transportpolitik efter 2010«

(sonderende udtalelse)

(2010/C 255/20)

Ordfører: Lutz RIBBE

Kommissionen besluttede den 17. juni 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»En bæredygtig fremtid for transporten: På vej mod et integreret og brugervenligt transportsystem med teknologien som drivkraft« (meddelelse)

KOM(2009) 279 endelig.

I et brev af 2. juli 2009 anmodede det svenske EU-formandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en udtalelse om:

»Udgangspunkter for EU's transportpolitik efter 2010«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Lutz Ribbe til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16. og 17. december 2009, mødet den 16. december 2009, følgende udtalelse med 171 stemmer for, 5 imod og 11 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU er enig i Kommissionens analyse af den hidtidige transportpolitik, som fastslår, at man stadig er langt fra at opfylde de mål for bæredygtighed, som man selv har fastsat, og at det er nødvendigt at foretage et grundlæggende kursskifte.

1.2 EØSU gør opmærksom på, at det ikke kun er i forbindelse med miljømæssige målsætninger (som klimabeskyttelse, ressourcebevarelse, biodiversitet, begrænsning af støj og luftforurening …), at der fortsat forestår et stort arbejde, men at der også er mange ubesvarede sociale spørgsmål på transportområdet. Disse vedrører ikke kun arbejdstagernes rettigheder og spørgsmålet om løn- og arbejdsvilkår for transportsektorens ansatte, men handler også om tilgængeligheden af og adgangen til offentlige transportmidler for handicappede, unge og ældre. Det drejer sig endvidere om valgfrihed for de trafikanter, der ikke kan eller vil have privatbil.

1.3 Udvalget støtter de mål, der er opstillet i Kommissionens dokument, men tror ikke, at man alene ved hjælp af de beskrevne instrumenter kan indlede et grundlæggende kursskifte.

1.4 Hovedparten af de nævnte målsætninger er velkendte og er i årevis indgået i Kommissionens program. Det er gennemførelsen, som halter. Som eksempler kan her nævnes internalisering af de eksterne omkostninger eller kravene om en anden transportpolitik i byerne.

1.5 Kommissionen bør i sin endelige hvidbog præsentere klare alternativer og opstille konkrete, kvantificerbare mål.

1.6 Udvalget anser det for afgørende at diskutere, hvilke politiske og planlægningsmæssige afgørelser, der forårsager et transportbehov og se nærmere på spørgsmålet om, hvordan trafik kan forebygges. Kommissionen opfordres til at se langt mere indgående på disse spørgsmål i forbindelse med fremlæggelsen af en hvidbog eller nye politiske retningslinjer.

2. Kommissionens meddelelse

2.1 I 2001 fremlagde Kommissionen en hvidbog (1), der satte dagsordenen for europæisk transportpolitik frem til 2010. Dette arbejdsprogram blev ajourført ved midtvejsevalueringen i 2006 (2). Tiårsperioden er nu ved at løbe ud, og tiden er, ifølge Kommissionen, inde til at se længere frem og bane vejen for transportpolitikkens videre udvikling.

2.2 Kommissionen præsenterer i den offentliggjorte meddelelse de første resultater af overvejelserne. Forskellige studier, debatter og høringer har bidraget med input til processen.

2.3 I statusopgørelsen konkluderes det, at »Transportsektoren er et afgørende led i europæisk økonomi«. Transportsektoren står for 7 % af det europæiske BNP og over 5 % af arbejdspladserne i EU. Kommissionen beskriver og fremhæver transportområdets betydning for den sociale og økonomiske samhørighed i regionerne i Europa og resten af verden, for den europæiske industris konkurrenceevne og for realiseringen af Lissabonmålene.

2.4 For transportpolitikkens vedkommende konstaterer Kommissionen imidlertid også følgende: »set i forhold til målene for EU's strategi for bæredygtig udvikling har resultaterne været knap så strålende: Statusrapporten fra 2007 (3) viser, at det europæiske transportsystem i adskillige henseender stadig ikke har kurs mod bæredygtighed«.

2.5 Det konstateres endvidere at »Miljøpolitikken stadig er det område, hvor behovet for yderligere forbedringer er størst. Ikke i nogen anden sektor har væksten i EU's udledning af drivhusgasser været så stor som i transportsektoren (4) . Ved at lægge denne analyse ned over transportens hidtidige udvikling kan man se, at sektoren har øget sin aktivitet betydeligt uden at gøre tilstrækkelige fremskridt med at nedbringe sin energi- og drivhusgasintensitet.«

2.6 Den afkobling mellem transportvækst og BNP-vækst, der var et af målene for hvidbogen fra 2001 og for bæredygtighedsstrategien, har fundet sted for persontransportens vedkommende, men ikke for godstransportens. Dette forklares bl.a. med, at »Godstransportens vækst også er knyttet til en økonomisk udvikling - koncentration af produktionen på færre steder for at høste stordriftsfordele, udflytning, just-in-time-levering, udbredt genanvendelse af glas, papir og metal - som har muliggjort færre omkostninger og, måske, mindre udledninger i andre sektorer til gengæld for større udledninger fra transport«.

2.7 Selvom transportens (herunder de enkelte transportmidlers) energieffektivitet stiger, er dette ikke tilstrækkeligt til at opveje væksten i transportmængderne (5). Dvs. transportvolumen ses som et problem på samme måde som den kendsgerning, at »også indsatsen for at flytte transportarbejde over på mere effektive transportformer, bl.a. ved at udvikle nærskibsfarten, har haft begrænset succes«.

2.8 Kommissionen konstaterer under overskriften »Udviklingslinjer og udfordringer« bl.a., at

—

andelen af ældre (over 65 år) i EU vil stige stærkt, hvilket på den ene side vil resultere i et ændret rejsemønster, men på den anden side også vil medføre, at samfundet må bruge flere offentlige midler på pensioner, sundhedsydelser og –pleje; Kommissionen går ud fra, at dette vil resultere i, at der fremover vil være færre offentlige midler til rådighed på transportområdet.

—	transporten må spille en nøglerolle for opfyldelsen af EU's klimabeskyttelsesmål og »det betyder, at nogle af de nuværende kurver må knækkes«;

—

knapheden på fossile brændstoffer vil få betydelige konsekvenser for transportsektoren. Ikke kun teknologisk (97 % af transportsektorens energibehov dækkes af fossile brændstoffer), men også strukturelt (transporten af fossile brændstoffer udgør for nærværende ca. halvdelen af den internationale søtransports volumen);

—	bybefolkningen i Europa vil vokse (6). I den forbindelse konstateres det, at ca. 40 % af vejtransportens CO2-emissioner og 70 % af dens øvrige forurening allerede i dag kan henføres til transport i byer og

—

at et globalt set højere befolkningsantal og stadig større velstand betyder mere mobilitet og mere transport: der henvises til undersøgelser, som spår, at antallet af privatbiler på globalt plan kan stige fra 700 millioner i dag til over 3 milliarder i 2050. »Det vil give alvorlige bæredygtighedsproblemer, hvis ikke det lykkes at gennemføre en overgang til køretøjer med lavere eller helt uden emissioner og til et andet koncept for mobilitet.«

2.9 Kort og godt: Kommissionen taler med rette om, at der må udvikles en »langsigtet plan for bæredygtighed i person- og godstrafikken«.

2.10 I den forbindelse opstiller Kommissionen 7 generelle politiske målsætninger:

—	Sikker transport af høj kvalitet

—	Et godt vedligeholdt og fuldt integreret trafiknet

—	En miljømæssigt mere bæredygtig transport

—	EU i front med transportydelser og teknologi

—	Beskyttelse og udvikling af den menneskelige kapital

—	Intelligente priser som trafiksignaler

—	Planlægning med transporthensyn: bedre tilgængelighed.

3. Generelle bemærkninger

3.1 EØSU bifalder, at Kommissionen igen ser på emnet og gennem en bredt anlagt høringsproces udformer ideer til fremtidens transportsystem, selvom de ofte er for ukonkrete. Kommissionen er entydig i sin analyse af transportsektoren: man opfylder langt fra de frivilligt opstillede mål om bæredygtighed, og man har erkendt, at der er brug for grundlæggende ændringer. En klar vision med deraf afledte konkrete mål og instrumenter til begrænsning og reduktion af særligt den motoriserede individuelle transport er der imidlertid endnu ikke tale om. Kommissionen bør i en detaljeret handlingsplan fremsætte forslag til foranstaltninger og fastsætte kvantificerbare mål.

3.2 EØSU kan i vid udstrækning følge Kommissionens tankegang om, at den eksisterende infrastruktur må udnyttes optimalt, hvortil også hører nye og bedre informations- og kommunikationsteknologier, at der »må udvikles intelligente og integrerede logistiksystemer«, at der særligt for bytrafikkens vedkommende må satses på nye ideer, at den samordnede modalitet må forbedres og transporten i højere grad flyttes over på mere miljøvenlige transportformer, at der må gøres brug af innovative og emissionsreducerende teknologier mm. Der er imidlertid ikke tale om nye erkendelser og slet ikke om en ny vision.

3.3 EØSU ønsker under dette punkt at henvise til, at det gennem de seneste år har udarbejdet en lang række relevante udtalelser omhandlende politikken for og den tekniske og organisatoriske optimering af trafikstrømmene, bl.a. følgende temaer: »Midtvejsevaluering af hvidbogen om transportpolitikken« (7), »En strategi for indregning af de eksterne omkostninger« (8), »Handlingsplan for godstransportlogistik« (9), »Grænseoverskridende retshåndhævelse på trafiksikkerhedsområdet« (10), »TEN-T: en gennemgang af politikken« (11), »Grønnere søtransport og transport ad indre vandveje« (12), »En europæisk vision for havene« (13), »Vejtransport i 2020: Det organiserede civilsamfunds forventninger« (14), »Et banenet med fortrinsret for godstrafik« (15), »Et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport« (16), »Transport ad indre vandveje - Naiades« (17) og »En integreret EU-havpolitik« (18).

3.4 EØSU lægger vægt på at fremhæve, at fremtidens transportpolitik må omhandle langt mere end »blot« den optimale imødegåelse af eksisterende eller forventede trafikstrømme på baggrund af ønsket om en bæredygtig udvikling. Kommissionen siger det rigtige i sin meddelelse, men teksten er for vag og ukonkret. Dette ses som den væsentligste mangel i overvejelsesprocessen.

3.5 Kommissionen fastslår ganske vist, at det nuværende system må underkastes store forandringer: I punkt 53 slås det eksempelvis fast at »transportsystemet vil gennemgå store ændringer«, i punkt 70 tales der om nødvendigheden af »at hele transportsystemet får en grundig overhaling« og »et andet koncept for mobilitet« nævnes i punkt 37. EØSU savner desværre en konkretisering af, hvad der egentlig er hensigten.

3.6 Dokumentet er en glimrende sammenfatning af mange velkendte synspunkter og ideer, men der er endnu ikke tale om en ægte »vision«. Mange spørgsmål forbliver uløste, herunder det gennem mange år uafklarede spørgsmål om »internalisering af eksterne omkostninger«.

3.7 Derfor ønsker EØSU i denne sonderende udtalelse at komme ind på enkelte helt grundlæggende spørgsmål, som udvalget ikke mener behandles tilbundsgående nok i Kommissionens dokument. Udvalget ønsker, at disse punkter tages op og behandles mere indgående i forbindelse med Kommissionens videre overvejelser.

4. Særlige bemærkninger

4.1 En måling af transportens betydning, der primært baserer sig på transportsektorens bidrag til BNP eller antallet af arbejdspladser, er ikke vidtrækkende nok. Når mennesker mødes, når der foregår en vareudveksling, når der er tale om samfundsmæssige eller økonomiske aktiviteter, er »transport« involveret. Sagt på en anden måde: intet samfund kan fungere uden vareudveksling og transport, der ville i så tilfælde ikke findes noget BNP.

4.2 Mennesker vil og må være mobile, og en vareudveksling er uomgængelig. For så vidt har Kommissionen ret, når den i meddelelsens punkt 39 og 40 fastslår, at »Transport gør det muligt for os at udnytte mange af vores frihedsrettigheder. Friheden til at arbejde og leve i forskellige dele af verden. Friheden til at få glæde af forskellige produkter og tjenesteydelser. Friheden til at handle og knytte personlige kontakter. … Der vil uden tvivl blive stærkere bud efter disse frihedsrettigheder i fremtidens mere multikulturelle og heterogene samfund«.

4.3 Transport er altså utrolig vigtigt, men ikke noget mål i sig selv. Ikke al transport må automatisk anses for at være »godt« for samfundet alene af den grund, at den bidrager til at fremme personlige kontakter eller vareudveksling. Transport har ikke kun positive følger, hvilket Kommission også klart fremhæver i sit dokument. Det er derfor en vigtig politisk opgave at skabe klare rammer, endda grænser, for ovennævnte »friheder« i de tilfælde, hvor andre friheder eller grundlæggende behov berøres eller sågar trues. For eksempel når der er tale om menneskers sundhed, miljø og/eller klima eller kommende generationers behov.

4.4 Samtidig må (transport-)politikken sikre, at alle borgere har gode transportmuligheder og sikker adgang til transporten. Dette gælder, helt i tråd med bæredygtighedsprincippet, også, og i særlig grad, for socialt udsatte samfundsgrupper, handicappede, børn og unge mm. Derudover må der gøres en indsats for at forbedre arbejdsvilkårene for transportsektorens arbejdstagere.

4.5 Tidligere tiders transportpolitik har ofte taget for let på tingene. Den har primært koncentreret sig om at imødekomme efterspørgslen efter transport og har endda ofte forstærket efterspørgslen og øget transportbehovet ved bl.a. at satse på samfundsøkonomisk forkerte incitamenter som subventionering af motoriseret individuel transport, fremme af en økonomisk arbejdsdeling, der alene har været baseret på billig råolie, og en tilsvarende fysisk planlægning af industri- og beboelsesområder. Man var overbevist om, at det var muligt at løse de herved opståede problemer vha. infrastrukturmæssige eller tekniske tiltag. Man glemte – og det må der rettes op på – spørgsmålet om, hvordan transportbehovet opstår, og om bestemte transportformers formålstjenlighed. Udvalget er dog udmærket klar over, at det ikke er Kommissionen alene, der bærer ansvaret herfor. Mange afgørelser blev med udgangspunkt i subsidiaritetsprincippet truffet på nationalt, regionalt eller kommunalt niveau.

4.6 EØSU bifalder udtrykkeligt, at Kommissionen er meget åbenhjertig i sin behandling af enkelte spørgsmål. Punkt 59 indeholder følgende udsagn: »Megen service er gradvis blevet centraliseret for at øge effektiviteten. Afstanden mellem borgerne og dem, der leverer ydelserne (skoler, hospitaler, indkøbscentre) har været konstant stigende. I virksomhederne har udviklingen været den samme med færre og færre centre for produktion, oplagring og distribution. Denne udvikling med stigende koncentration af aktiviteterne har medført megen »tvungen« mobilitet på grund af ringere og ringere tilgængelighed.« EØSU mener imidlertid, at meddelelsen forsømmer at debattere de politiske følger af ovenstående konstatering.

4.7 Utvivlsomt er disse tendenser til f.eks. koncentration, ikke kun af offentlige institutioner, men også af virksomheder, direkte eller indirekte blevet påvirket af økonomiske rammebetingelser og politiske beslutninger. I forberedelsen af fremtidige politiske og planlægningsmæssige beslutninger er det vigtigt, at man i langt højere grad analyserer de dermed forbundne konsekvenser for transporten/transportsystemet. Har man nogensinde oplevet, at et planlagt projekt ikke blev realiseret, fordi man fra politisk side konkluderede, at den dermed forbundne ekstra (inducerede) transport var uønsket?

4.8 På baggrund af de i Kommissionens meddelelse beskrevne resultater, mangler og behov ville det være nyttigt, hvis Kommissionen inden for rammerne af den påbegyndte søgning efter en »bæredygtig fremtid for transporten« ville gøre det klart, hvilke hidtidige udviklingstendenser og rammer på europæisk og nationalt niveau man anser for at være forkerte. Var det rigtigt at centralisere skoler og forvaltninger, som det er sket i nogle medlemsstater? Var koncentrationen af slagterier og mejerier – ofte fremmet vha. EU's strukturfondsmidler – reelt hensigtsmæssig set i lyset af bæredygtighedsaspektet (og ønsket om regional udvikling)? Kan en bæredygtig regionaludvikling reelt fremmes gennem en udbygning af infrastrukturen, eller har en forfejlet politik for transportinfrastrukturen medført en afvandring fra de landlige områder og en tvungen mobilitet?

4.9 Et andet eksempel: inden for rammerne af den globale arbejdsdeling importeres billige foderstoffer til Europa, hvilket har resulteret i koncentrationsprocesser i dyreholdet og nye trafikstrømme. Dette har først og fremmest været muligt, fordi hverken foderstofpriserne eller transportomkostningerne fortæller den »miljømæssige og økonomiske sandhed«. De ofte negative sociale omkostninger afspejles heller ikke i priserne. Alene de høje følgeomkostninger ved klimaændringerne, der også skyldes transport, eller de udgifter til sygdomme, der forårsages af trafikstøj og –emissioner, gør, at der må stilles vigtige spørgsmål til en fremtidsorienteret mobilitetspolitik i EU. Skal vi fortsætte som hidtil? Hvilke følger har ovenstående for transportpolitikken? Kommissionens dokument besvarer desværre ikke disse spørgsmål.

4.10 EØSU kræver, at alle politikker fra økonomi og konkurrenceevne til udvikling vurderes med henblik på deres transportinducerende effekt. F.eks. udgør omstruktureringen af EU's fælles landbrugspolitik, der går i retning af en styrkelse af de regionale økonomiske kredsløb, en stor chance for at reducere transportomfanget og transportafstandene i Europa.

4.11 En sådan debat drejer sig ikke om mobilitet som sådan, dvs. om antallet af tilbagelagte strækninger. Hovedsageligt drejer det sig om afstande og den måde hvorpå - med brug af hvilke ressourcer og med hvilke transportmidler - de tilbagelægges.

4.12 Her er der sket store forandringer gennem de seneste år. Afstandene er blevet meget længere, og de mest miljøvenlige transportformer er netop ikke blevet anvendt. Dette gælder for såvel persontransporten som for varestrømmene, dvs. for godstransporten. Korn er altid blevet transporteret fra marken og til forbrugerens bord via en mølle og et bageri. Men transportruterne har forandret sig. Hvis rammebetingelserne på andre politikområder og en mangelfuld harmonisering i EU i dag gør det økonomisk fordelagtigt at transportere forbagt dej i kølevogne over hundredvis af kilometer for at færdigbage Brezelkringler på stedet, er dette kun et eksempel på et område, hvor der er et behov for at handle.

4.13 Gennem generationer har mennesker ikke tilbagelagt mere end 3 – 4 strækninger om dagen. I Tyskland tilbagelægger borgerne f.eks. ca. 281 mio. strækninger om dagen. Det svarer til 3,4 strækninger pr. person. På den måde tilbagelægges der ca. 3,2 mia. km (19) pr. dag. I 2002 var der »kun« tale om 3,04 mia. km.

4.14 Transportmængden og længden af de tilbagelagte strækninger påvirkes af private, politiske og erhvervsrelaterede beslutninger. Priserne på transport spiller en afgørende rolle. Her må og vil meget ændre sig fremover, bl.a. som følge af de stigende råstofpriser (specielt på fossile brændstoffer), gennem den »internalisering af eksterne omkostninger«, som EØSU flere gange har efterlyst og opfordret til, gennem den reduktion af offentlige midler til infrastruktur, som Kommissionen forventer mm. Der følger dog ingen klare politiske budskaber om følgerne af ovenstående. EØSU har den holdning, at man ved beslutninger om infrastruktur i højere grad bør vurdere sagerne ud fra et overordnet bæredygtighedsperspektiv. Der bør ikke kun tages højde for bedre forbindelser, produktivitetsstigninger og tidsbesparelser, men i øget omfang også for de miljømæssige og sociale følgevirkninger.

4.15 Enhver ny transportinfrastrukturforanstaltning er meget omkostningskrævende og realiseringen heraf har konsekvenser for de næste årtier. Når Kommissionen konstaterer, at andelen af ældre medborgere vil stige og stadig flere mennesker bo i byerne (og kravene til mobilitet derfor vil ændre sig), samtidig med at der formodentlig vil være færre offentlige midler til rådighed for transportinfrastrukturen, er det nødvendigt at foretage radikale ændringer i infrastrukturinvesteringerne.

4.16 EØSU foreslår derfor, at der inden for rammerne af Kommissionens og rådsformandskabets »grundige overhaling af transportsystemet« og »et andet koncept for mobilitet« foretages en grundig analyse af grundlæggende spørgsmål vedrørende transportbehovets årsager og tvungen mobilitet. Udvalget understreger endnu en gang: dette vil ikke være en debat, som har til formål at reducere friheder eller mobilitetsbehovet. Der er tale om en nødvendig debat om udformningen af strategien for bæredygtig udvikling, hvor transportpolitikken hidtil ikke har været integreret i nævneværdigt omfang, og som har til formål at bevare den fri mobilitet for kommende generationer.

4.17 Kommissionen kommer i punkt 53 ind på et vigtigt aspekt: »I nogle sektorer vil transportarbejderne muligvis miste deres job som følge af tilpasningen til en radikalt anderledes økonomisk og energimæssig situation. Det er vigtigt at sørge for, at sådanne ændringer forudses og håndteres rigtigt, sådan at de ændrede vilkår også bliver en kilde til nye beskæftigelsesmuligheder, og sådan at transportarbejderne kan deltage i og reagere på processen.«

4.18 Det er denne »grundige forberedelse« som er kernen. Dertil hører, at det så klart som muligt beskrives, hvilke sektorer, der påvirkes på positiv eller negativ vis. Man ligger allerede inde med en stor portion viden, som nu må komme frem i en åbenhjertig debat. EØSU har allerede i en af sine første udtalelser om bæredygtig udvikling (NAT/229) gjort opmærksom på, at netop disse nødvendige forandringsprocesser udløser frygt og modstand i særligt de dele af samfundet, der nyder godt af det nuværende ikke-bæredygtige system, og som dermed er de første, der rammes af strukturelle forandringer.

4.19 Ud over de strukturelle spørgsmål om, hvordan transportbehovet opstår, og transportafstandene, må der træffes et valg mellem transportformer. EØSU bifalder Kommissionens udmeldinger i meddelelsen, særligt følgende udsagn:

—	De bidrag (20) der opkræves af (vej)-transportbrugerne har ofte »ikke meget at gøre med de faktiske samfundsmæssige omkostninger ved deres valg af transportmiddel«;

—

En korrekt internalisering af de eksterne omkostninger ved brug af samtlige transportformer og transportmidler ville resultere i en reduktion af transportomfanget samt en bedre, dvs. mere miljøvenlig, fordeling på transportformer. EØSU savner imidlertid bud på, hvordan en sådan »korrekt prissætning« kan realiseres;

—

Der eksisterer »et tvingende behov for en teknologisk overgang til lav- og nulemissionskøretøjer«. Efter EØSU's opfattelse vil en »downsizing« af køretøjerne og en dermed forbundet satsning på elkøretøjer spille en væsentlig rolle. Beregninger fra agenturet for vedvarende energi gør det klart, at kun strøm fra vedvarende energikilder kan yde et betydeligt bidrag til klimabeskyttelsen (21). Det er imidlertid ikke kun spørgsmålet om nye fremdriftssystemer, som er relevant, idet problemstillinger, der vedrører kødannelser eller bilvenlige byer, ikke kan løses på den måde;

—

Netop i de stadigt voksende større byområder må der gøres en massiv indsats for at fremme offentlig transport, cykling og gang. Dette stemmer overens med Kommissionens udmeldinger vedrørende de såkaldte »borgernes transportnet« (22). Her har EØSU for nylig kritiseret, at ideerne herfra kun langsomt realiseres. Særligt i byernes trafikpolitik er der brug for helt nye løsningsmodeller, der stiller spørgsmålstegn ved bilens hidtil dominerende rolle;

—	De politikker for bytrafik, som f.eks. London og Bielefeld (Tyskland) har iværksat gennem de seneste år/årtier, ser EØSU som et bevis på, at en negativ udvikling kan vendes og en bæredygtig transportpolitik realiseres, hvis engagerede beslutningstagere baner vejen herfor;

—

EØSU sætter i den forbindelse spørgsmålstegn ved Kommissionens udsagn i punkt 32, hvor det konstateres at »Denne byspredning er den største udfordring for transporten i byområderne, for den øger behovet for individuel transport«. F.eks. viser det relativt set lave antal privatbiler i storbyer som Berlin eller København, at en fornuftig transportpolitik netop kan skabe en modsat rettet udvikling i fordelingen på transportmidler;

—

EØSU forventer, at grundlaget for alle investeringer og overordnede rammer vil være en kvalificeret drøftelse af effektive instrumenter til en klar prioritering af mere miljøvenlige transportformer og transportmidler samt udvikling af ensartede sociale og miljømæssige standarder for alle transportmidler til fremme af en fair konkurrence og en bæredygtig udvikling;

—

Der må i særlig grad tages højde for virkningen af forskellige politiske rammer for økonomi og fysisk planlægning ved at se på eksempler i de enkelte medlemsstater og erfaringerne fra en lang række EU-projekter i kommuner, der har fundet en optimal politisk model, som modvirker motoriseret individuel trafik og samtidig i høj grad opfylder borgernes mobilitetsbehov. EØSU er fortaler for, at EU opretter en koordineringsenhed, der kan indsamle og formidle gode eksempler.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2001) 370 endelig.

(2) KOM(2006) 314 endelig.

(3) KOM(2007) 642 endelig.

(4) Medmindre andet er anført, er kilden til taloplysninger: DG TREN (2009), EU energy and transport in figures. Statistical Pocketbook 2009.

(5) EØSU gør opmærksom på, at der i midtvejsevalueringen af hvidbogen om transport (KOM(2006) 314, grafikken 3-2) gengives beregninger fra Kommissionen vedrørende en forhøjelse af CO2-emissionerne fra transport frem til 2020, der vil modarbejde EU's mål på klimabeskyttelsesområdet.

(6) Fra ca. 72 % i 2007 til 84 % i 2050.

(7) EUT C 161 af 13.7.2007, s. 89.

(8) EUT C 317 af 23.12.2009, s. 80.

(9) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 46.

(10) EUT C 77 af 31.3.2009, s. 70.

(11) EUT C 318 af 23.12.2009, s. 101.

(12) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 20.

(13) EUT C 168 af 20.7.2007, s. 50.

(14) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 25.

(15) EUT C 27 af 3.2.2009, s. 41.

(16) EUT C 317 af 23.12.2009, s. 94.

(17) EUT C 318 af 23.12.2006, s. 218.

(18) EUT C 211 af 19.8.2008, s. 31.

(19) Se studie om »Mobilität in Deutschland« (mobilitet i Tyskland) fra Forbundsministeriet for Transport, Byggeri og Byudvikling..

(20) Herunder køretøjsafgifter, afgifter på brændstoffer, vejafgifter og afgifter på brug af infrastruktur.

(21) Se også: http://www.unendlich-viel-energie.de/de/verkehr/detailansicht/article/5/erneuerbaren-energien-koennen-strombedarf-fuer-elektroautos-spielend-decken.html.

(22) Se »Udvikling af borgernes transportnet - Hvorfor det er vigtigt med en god lokal og regional personbefordring, og hvordan Europa-Kommissionen bidrager hertil«. KOM(1998) 431 endelig af 10.7.1998.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/116

KOM(2009) 278 endelig

(2010/C 255/21)

Ordfører: Zenonas Rokus RUDZIKAS

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 18. juni 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om: Tingenes internet – en EU-handlingsplan

KOM(2009) 278 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 12. november 2009 (ordfører: Zenonas Rokus Rudzikas).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling af 16.-17. december 2009, mødet den 17. december, følgende udtalelse med 60 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 På baggrund af de særlige forhold ved udviklingen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og IKT's betydning for forskellige områder af forvaltningen og borgernes dagligdag hilser Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) Kommissionens meddelelse om »Tingenes internet — en EU-handlingsplan« (1) velkommen. Meddelelsens formål er at befordre det generelle paradigmeskift fra et internet, der forbinder mennesker med hinanden, til et internet, der forbinder mennesker med ting eller ting indbyrdes med hinanden, m.a.o. »tingenes internet« (Internet of Things, IoT).

1.2 Udvalget er enigt med Kommissionen i, at tingenes internet vil forbedre borgernes livskvalitet, skabe nye og bedre arbejdspladser, forbedre forretningsmulighederne og væksten i erhvervslivet og styrke Europas konkurrenceevne.

Tingenes internet vil bidrage væsentligt til tacklingen af en række samfundsmæssige udfordringer som sundhedsovervågning, økologi, miljøbeskyttelse, transport og en række andre områder af samfundsmæssig betydning. Netværkskommunikation vha. IoT-applikationer vil få gennemgribende betydning for samfundet og gradvis medføre et reelt paradigmeskifte på dette område.

1.3 Om end EØSU bifalder Kommissionens meddelelse og i alt væsentligt kan tilslutte sig de synspunkter og henstillinger, der er indeholdt heri, savner udvalget konkrete bud navnlig på tidsplaner og gennemførelsesfrister.

1.4 Da internettet af natur er globalt, er det ikke tilstrækkeligt, at Kommissionen vedtager en række initiativer, foranstaltninger og retsakter. Der er behov for i højere grad at fokusere på den rolle, internationale organisationer spiller, og på forhandlinger og aftaler ratificeret af et flertal af stater. Der er stærkt behov for en »kybernetisk Kyoto-protokol« eller et kybernetisk sidestykke til den klimaaftale, der forhåbentlig kan indgås i København.

1.5 Udvalget henstiller til Kommissionen, at den med udgangspunkt i hensynet til balancen mellem central og decentral forvaltning af internettet og beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger udtaler sig mere konkret om, hvilke principper der bør gælde for tingenes internet. Det er ikke nok blot at »sætte gang i diskussionen«; der er også behov for yderligere konkrete skridt.

1.6 EØSU anerkender, at opførelsen af dette kybernetiske »Babelstårn« særligt kræver standardiserede systemer og procedurer. Enhver standardisering bør imidlertid foretages under hensyntagen til landenes mangfoldighed af sprog, kulturer og traditioner.

1.7 Udvalget bifalder Kommissionens plan om fortsat at finansiere forskningsprojekter om tingenes internet inden for rammerne af det syvende rammeprogram for forskning. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Derudover bør finansieringen af forskningsinstitutioner, der har betydning for et kvalitativt gennembrud i udviklingen af tingenes internet, prioriteres (nanoteknologi, optoelektronik, kvantecomputere, grid- og cloud computing, mundtlig menneske-maskininteraktion mv.). Der bør foretages en bedre koordinering af indsatsen.

1.8 Hurtig udvikling af IKT kræver løbende ajourføring af knowhow. Netop på dette område er princippet om livslang læring særlig relevant. Lærere og elever og alle voksne mennesker bør løbende udvide deres kompetencer. I den forbindelse vil fjernundervisning være særlig effektiv. Der bør ubetinget træffes foranstaltninger til at overvinde den digitale kløft. Det organiserede civilsamfund spiller en særlig rolle for gennemførelsen af denne målsætning.

1.9 EØSU anerkender betydningen af innovationer og henleder Kommissionens opmærksomhed på, at der er behov for bedre beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret og for at fremme patentering af anlæg, udstyr, processer og metoder. Navnlig bør der ydes støtte til projekter, der fremmer beskyttelsen af kulturarven, den kulturelle og sproglige mangfoldighed og landenes kulturskatte i øvrigt.

1.10 Udvalget gør Kommissionen opmærksom på, at der er behov for en nærmere undersøgelse af elektromagnetiske felters indvirkning på mennesker. Selvom IoT-udstyr kun har lav effekt, kan antallet af strålingskilder vokse eksponentielt. Da de fleste af disse kilder afgiver stråling konstant, kan en hurtig stigning i den »elektroniske miljøforurening« medføre store problemer i fremtiden. Den videnskabelige forskning har endnu ikke endeligt fastslået, om der findes en tærskelværdi mellem farlig og ufarlig strålingsintensitet, og hvordan kumulerede effekter påvirker mennesker. Er der en fare for, at vi ikke igen vil kunne slippe af med de ånder, vi påkalder os?

2. Særlige forhold ved udviklingen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT)

Visionen bag tingenes internet er et globalt, trådløst netværk af intelligente systemer og udstyr (kaldet »ting«) og et hav af forskellige sensorer og aktuatorer, som kommunikerer med hinanden og med mennesker vha. standardprotokoller. Netværket vil forbinde milliarder af brugere med hinanden. Nedenstående opregnes en række af de særtræk, der kendetegner teknologien.

2.1 Ét af hovedtrækkene er den rivende, eksplosionsagtige udvikling af IKT, der som ét af sine produkter har frembragt internettet. Teknologierne har praktisk talt i løbet af én generation tilbagelagt vejen fra forskningslaboratorierne til offentligheden. Lige så hurtigt er det gået med grid-teknologi. I Litauen f.eks. gennemføres projekter som BalticGrid I og II og nationale projekter som LitGrid og GridTechno med støtte fra EU.

2.2 Et andet kendetegn ved IKT er, at teknologien mestendels udvikles i kraft af dels et samarbejde mellem en række andre forskningsområder, dels en syntese af metoder og resultater, hvorved der opstår noget kvalitativt nyt.

2.3 IKT viser erkendtlighed og »betaler gælden tilbage« til de andre forskningsområder ved at stille metoder, udstyr og andre midler til rådighed for dem og ved derudover at gavne borgerne i dagligdagen. Hvor matematikken tidligere blev regnet for overdisciplin for naturvidenskaben (eller, som det også er blevet sagt, dens tjener), er det nu IT, der indtager denne plads. Dertil kunne føjes, som det blev sagt i 1532 på tærsklen til en anden revolution, nemlig opfindelsen af trykkekunsten, at »videnskab uden samvittighed er et åndeligt fallitbo« (François Rabelais, fransk filosof, i »Pantagruel«, kapitel VIII).

2.4 Yderligere et kendetegn ved teknologien er dens overvejende anvendelsesorienterede karakter, der kommer til udtryk i den hurtige udvikling af stadig bedre IKT-udstyr og systemer. Det er vel tilstrækkeligt at pege på udviklingen inden for mobiltelefoni, tendenserne inden for udviklingen af hardware, udviklingen af algoritmer eller internettets udvidelse.

2.5 Tingenes internet medfører uundgåeligt en generel intellektualisering af den teknosfære, der omgiver os. Tingene bliver »intelligente« og på et tidspunkt i stand til at forstå deres egen og det omgivende miljøs beskaffenhed og potentiale, til selv at tage beslutninger og handle aktivt med henblik på at opfylde visse formål eller løse bestemte opgaver. Det er muligt, at intelligente komponenter vil blive i stand til at udføre en lang række forskellige opgaver og at reagere på deres omgivelser, dvs. tilpasse sig det omgivende miljø, ændre konfiguration, selv at reparere defekter eller sågar selv bestemme, hvem der har lov at ændre deres indstillinger, eller hvornår de vil skifte ejer.

2.6 I lyset af IKT-markedets størrelse og globale karakter og af, at det som allerede nævnt er inde i en rivende udvikling, der konstant kræver forbedringer og ajourføring af videnskabeligt knowhow, er der her tale om en ganske særligt attraktiv økonomisk sektor for EU's medlemsstater, der har et højt uddannelsesniveau og en veludviklet arbejdskultur.

2.7 Men også hvad angår IKT, har medaljen to sider: På den ene side bidrager teknologien til en forbedring af borgernes livskvalitet, men på den anden kan den også have en række negative virkninger. Her skal blot peges på faren for krænkelser af privatlivets fred, kybernetisk terrorisme og internetsider, der udspreder pornografi eller opfordrer til homofobi eller racisme mv. Endvidere er der særlig blandt unge en fare for at udvikle afhængighed af internettet og for erstatning af virkeligheden med en virtuel verden.

2.8 På baggrund af IKT's og internettets særtræk og store betydning for medlemsstaternes økonomi og borgernes livskvalitet har EØSU gennem længere tid viet dette område stor opmærksomhed. Udvalget henviser til en række relevante udtalelser (2) fra de senere år, herunder navnlig EØSU's udtalelse om »Tingenes internet« (CESE 1514/2008, TEN/342; ordfører: Daniel Retureau), og de dokumenter, der er citeret heri.

3. Generelle bemærkninger

3.1 På baggrund af IKT's særlige betydning for forskellige områder af forvaltningen og borgernes dagligdag hilser EØSU Kommissionens meddelelse om »Tingenes internet — en EU-handlingsplan« velkommen. Meddelelsens formål er at befordre det generelle paradigmeskift fra et internet, der forbinder mennesker med hinanden, til et internet, der forbinder mennesker med ting eller ting indbyrdes med hinanden.

3.2 Udvalget er enigt med Kommissionen i, at tingenes internet vil forbedre borgernes livskvalitet, skabe nye og bedre arbejdspladser, forbedre forretningsmulighederne og væksten i erhvervslivet og styrke Europas konkurrenceevne.

3.3 Udvalget glæder sig over, at Kommissionen allerede har investeret i disse teknologier via rammeprogrammerne for forskning og udvikling (FP5-6-7) og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (IKT). Der er allerede opnået en række vigtige fremskridt: Udstyret bliver stadig mindre og vil snart være usynligt for det menneskelige øje, tingene vil i stigende grad blive mobile og koblet sammen i trådløse netværk, og systemerne bliver i stigende grad heterogene og komplekse. RFID, nærfeltkommunikation (NFC), Internet Protocol version 6 (IPv6) og ultra-bredbånd bliver mere og mere udbredte.

Tildelingen af Nobelprisen i fysik i 2009 til tre forskere for opfindelsen af lyslederteknologien og deres bidrag til den første vellykkede gengivelse og overføring af billeder vha. digitale optiske sensorer er ligeledes et vidnesbyrd om de banebrydende fremskridt på dette område. Dette gennembrud muliggjorde fremkomsten af det moderne internet og dets videre udvikling til et fremtidigt tingenes internet.

3.4 I lyset af de dybtgående samfundsmæssige forandringer, der følger med udbygningen af tingenes internet, er der behov for styring af processen for at sikre privatlivets fred og databeskyttelsen og for, at teknologien reelt gavner den økonomiske vækst og den enkelte borger.

EØSU støtter samtlige kommissionsforanstaltninger, der har til formål at fjerne hindringer for etableringen af tingenes internet.

3.5.1 Særligt to af EU-borgernes grundrettigheder, nemlig beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger, bør der tages hensyn til. Derfor må disse to områder løbende overvåges, og eventuelle krænkelser af dem bør imødegås.

3.5.2 Følgelig er det meget vigtigt, at IoT-komponenter lige fra idéfasen udformes med beskyttelse af privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger i tankerne, og at de i vid udstrækning tager hensyn til brugerkrav. I forretningslivet handler databeskyttelse om adgang til og pålidelighed og fortrolighed af forretningsoplysninger og om vurdering af nye risici.

3.5.3 Eftersom enhver forstyrrelse af tingenes internet kan få betydelige regionale eller endda globale følger for økonomi og samfund, bør der sikres den understøttende infrastruktur den bedst mulige beskyttelse.

3.5.4 Udviklingen af tingenes internet til et massefænomen er i høj grad afhængig af standardisering, da standardisering forenkler brugen og gør det nemmere for virksomhederne at klare sig i den internationale konkurrence. Standardiseringen vil være særlig effektiv i forbindelse med en hurtig udbredelse af IPv6, fordi der herved via internettet skabes mulighed for kontakt med et nærmest ubegrænset antal ting og brugere.

3.6 EØSU glæder sig navnlig over Kommissionens foranstaltninger til støtte for den videnskabelige forskning og teknologiske udvikling på dette tværfaglige område, på hvilket dels resultater fra en lang række forskningsinstitutioner, dels en lang række teknologier integreres og sammensmeltes til et kvalitativt nyt produkt, nemlig fremtidens eller tingenes internet. Også Kommissionens plan om at fremme offentlige-private partnerskaber for at tackle grundlæggende problemer må hilses velkommen

Tingenes internet skaber ikke blot nye muligheder for erhvervslivet og industrien, men kræver også helt nye forretningsmodeller, navnlig inden for e-handel.

3.7 IoT-systemer vil blive udformet, forvaltet og anvendt af mange forskellige interessenter, der har forskellige forretningsmodeller og interesser. Derfor bør vilkårene tilrettelægges således, at der er mulighed for at støtte vækst og innovationer, supplere eksisterende systemer med nye komponenter og for på en smidig måde at tilpasse de nye systemer til de eksisterende.

3.8 Eftersom tingenes internet er grænseoverskridende, vil det blive et globalt produkt. Derfor skal der ved udviklingen og etableringen af det navnlig lægges vægt på international dialog, udveksling af god praksis og koordinering af eksisterende fælles foranstaltninger.

3.9 Udvalget glæder sig over Kommissionens foranstaltninger, der sikrer, at der rettidigt rådes over frekvensressourcer, og at behovet for yderligere harmoniserede frekvensressourcer overvåges og vurderes. I lyset af den stigende mængde udstyr og komponenter, der udsender elektromagnetisk stråling bør det sikres, at kravene til sikkerhed og beskyttelse af befolkningens sundhed også overholdes i fremtiden.

3.10 EØSU støtter Kommissionens bestræbelser på under inddragelse af alle interessenter på europæisk og måske endda globalt plan dels at etablere en mekanisme til overvågning af udviklingen af tingenes internet, dels at vurdere, hvilke yderligere foranstaltninger der bør træffes af myndighederne for at sikre den hurtigst mulige gennemførelse af dette ambitiøse projekt. En nødvendig forudsætning herfor er løbende dialog og udveksling af god praksis med andre regioner i verden.

3.11 Navnlig støtter udvalget Kommissionens målsætning om i kraft af en proaktiv tilgang at tilstræbe, at EU indtager en førende rolle i udformningen af tingenes internet for at gøre det til et tingenes internet for alle. EØSU er parat til at medvirke til at nå disse ambitiøse, men realistiske mål. Det organiserede civilsamfund har et vigtigt bidrag at yde i denne sammenhæng, og dets repræsentanter bør høres om alt, hvad der vedrører samfunds- og privatlivet, herunder navnlig beskyttelsen af de borgerlige og personlige rettigheder.

4. Særlige bemærkninger

EØSU glæder sig over og kan i alt væsentligt tilslutte sig de synspunkter og henstillinger, der er indeholdt i Kommissionens meddelelse. Udvalget vil imidlertid ikke undlade at fremsætte en række bemærkninger, forslag og henstillinger hertil.

4.1 EØSU savner konkrete tidsangivelser og gennemførelsesfrister for handlingsplanen og dens fjorten indsatsområder. Først til sidst i meddelelsen (jf. afsnit 5: Konklusioner) hedder det, at »tingenes internet endnu ikke er håndgribelig virkelighed, men snarere en fremtidsvision for en række teknologier, som tilsammen drastisk vil kunne ændre den måde, vores samfund fungerer på, over de kommende 5 til 15 år.« Det kan m.a.o. forudsættes, at handlingsplanen er tilrettelagt med en tidshorisont på ca. 15 år. De fleste af de foreslåede indsatsområder vil naturligvis blive gennemført, koordineret eller i hvert fald overvåget inden for denne tidshorisont. På en række områder (f.eks. indsatsområderne 1, 4, 8, 9 og 14) kunne der imidlertid godt fastsættes en gennemførelsesfrist, eller denne kunne angives mere præcist.

4.2 Da internettet af natur er globalt, er det ikke tilstrækkeligt, at Kommissionen vedtager en række initiativer, foranstaltninger og retsakter for at få greb om dets struktur. Der er behov for i højere grad at fokusere på den rolle, internationale organisationer spiller, og på forhandlinger og aftaler ratificeret af et flertal af stater. Der er stærkt behov for en »kybernetisk Kyoto-protokol« eller et kybernetisk sidestykke til den klimaaftale, der forhåbentlig kan indgås i København.

4.3 Udvalget henstiller til Kommissionen, at den med udgangspunkt i hensynet til balancen mellem central og decentral forvaltning af internettet og beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger udtaler sig mere konkret om, hvilke principper der bør gælde for tingenes internet for så vidt muligt at begrænse både faren for terrorisme og krænkelser af beskyttelsen både af privatlivets fred og personoplysninger.

4.4 EØSU understreger, at »retten til den tavse chip« (dvs. en persons mulighed for til hver en tid at deaktivere sin forbindelse til nettet) ikke udgør en tilstrækkelig garanti for beskyttelsen af privatlivets fred eller udstyrets sikkerhed. Slukning af en mobiltelefon forhindrer f.eks. ikke, at visse interesserede kan indhente for dem relevante oplysninger om dens ejer. Det er ikke nok blot at »sætte gang i en diskussion«; der er også behov for konkrete skridt herudover.

4.5 EØSU anerkender, at opførelsen af dette kybernetiske »Babelstårn« i særlig grad kræver standardiserede systemer og procedurer, der kan sikre, at f.eks. et køleskab i Kina kan »kommunikere« problemfrit med en fyldt supermarkedsdisk med Danone-yoghurtbægre i Frankrig. Standardiseringen bør imidlertid tage hensyn til landenes mangfoldighed af sprog, kulturer og traditioner.

4.6 Udvalget bifalder Kommissionens plan om fortsat at finansiere forsknings- og teknologiske udviklingsprojekter om tingenes internet inden for rammerne af det syvende rammeprogram for forskning. Finansieringen heraf bør imidlertid prioriteres, da området har afgørende betydning for EU's globale konkurrenceevne og borgernes velfærd. Ud over de forskningsområder, der er nævnt under indsatsområde 7, bør også nanoteknologi, optoelektronik, kvantecomputere, grid- og cloud computing og andre områder inden for fysik og IT nævnes, da en prioritering af støtten hertil vil kunne bane vejen for et kvalitativt gennembrud på området. Der bør foretages en bedre koordinering af indsatsen.

4.7 Hurtig udvikling og udbredelse af IKT kræver relevant ekspertise. Læreplanerne på universiteterne bør ajourføres med henblik på at give de studerende adgang til de nyeste informationer og mulighed for at deltage i udformningen og brugen af tingenes internet. En tilsvarende indsats bør finde sted i skolen og på voksenuddannelsesområdet. Livslang læring og fjernundervisning er særlig relevante på dette område. Der bør ubetinget træffes foranstaltninger til at overvinde den digitale kløft. Det organiserede civilsamfund og dets organisationer spiller en særlig rolle for gennemførelsen af denne målsætning.

4.8 EØSU anerkender betydningen af innovationer og pilotprojekter og henleder Kommissionens opmærksomhed på, at der er behov for bedre beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret og for at fremme patentering af anlæg, udstyr, processer og metoder. Der er behov for, at Kommissionen viser større handlekraft og ikke lader sig nøje med fraser som »Kommissionen overvejer, at …«. Navnlig bør der ydes støtte til projekter, der fremmer beskyttelsen af kulturarven, den kulturelle og sproglige mangfoldighed (det antages, at sprog, der ikke understøttes af en digital kode, er dømt til at uddø) og landenes kulturskatte i øvrigt.

4.9 Udvalget gør Kommissionen opmærksom på, at der er behov for en nærmere undersøgelse af elektromagnetiske felters indvirkning på mennesker. Selvom IoT-udstyr kun har lav effekt, kan antallet af strålingskilder vokse eksponentielt. Da de fleste af disse kilder afgiver stråling konstant, kan en hurtig stigning i den »elektroniske miljøforurening« medføre store problemer i fremtiden. Den videnskabelige forskning har endnu ikke endeligt fastslået, om der findes en tærskelværdi mellem farlig og ufarlig strålingsintensitet, og hvordan kumulerede effekter påvirker mennesker. Sommetider er en enkelt elektromagnetisk impuls på kvanteniveau nok til at få en celle til at udvise kræftlignende, ukontrollabel vækstadfærd. Er der en fare for, at vi ikke igen vil kunne slippe af med de ånder, vi påkalder os?

4.10 Et velfungerende tingenes internet er baseret på komplicerede og strukturerede informationer og komplekse algoritmer, og det er opbygget af centrale moduler og »intelligente« enheder. Strukturen kan ligne den måde, forskerne ved det europæiske kerneforskningscenter CERN arbejder på, når de vha. grid-teknologiinfrastruktur og støttet af EGEE (3) og andre projekter indsamler, analyserer, lagrer og benytter data. Databehandlingsprocesserne på tingenes internet er imidlertid langt mere komplicerede, hvorfor EGEE alene kan betragtes som et udgangspunkt for udvikling, projektering og indførelse af de relevante IoT-komponenter.

Bruxelles, den 17. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2009) 278 endelig.

(2) EUT C 256 af 27.10.2007, s. 66-72; EUT C 224 af 30.8.2008, s. 50-56, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 92-96; EUT C 128 af 18.5.2010, s. 69. og CESE 1948/2009 (TEN/395): Se side 98 i denne EUT.

(3) Enabling Grids for E-sciencE, www.eu-egee.org.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/121

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets forordning om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i Det Europæiske Fællesskab og om ophævelse af forordning (EF) nr. 736/96«

KOM(2009) 361 endelig — 2009/0106 (CNS)

(2010/C 255/22)

Ordfører uden studiegruppe: Valerio SALVATORE

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. september 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets forordning om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i Det Europæiske Fællesskab og om ophævelse af forordning (EF) nr. 736/96

KOM(2009) 361 endelig - 2009/0106 (CNS).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Valerio Salvatore til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 16. december 2009, følgende udtalelse med 177 stemmer for og 1 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen udviser vilje til at indføre nye bestemmelser om investeringsprojekter i energiinfrastruktur og støtter det foreliggende forordningsforslag, som tager hensyn til den nylige udvikling i EU's energipolitik. Forslaget imødekommer sektorens konjunkturbestemte behov, idet det letter indsamlingen af relevante, tilfredsstillende og gennemsigtige data og fastlægger en administrativ byrde svarende til dataenes nytte.

1.2 EØSU godkender det princip, der ligger bag Kommissionens forordningsforslag, hvorefter man skal forlige det nødvendige i regelmæssige og sammenhængende data med sigte på periodiske, tværsektorielle analyser af energisystemet, på den ene side, og målet om at nedbringe de administrative udgifter og fremme gennemsigtigheden, på den anden. Med fastsættelsen af disse mål indebærer Kommissionens forslag en klar forbedring af det nuværende system. I den forstand stemmer det foreliggende forslag, hvis retsgrundlag er EF-traktatens artikel 284 og Euratom-traktatens artikel 187, helt overens med de grundlæggende principper om subsidiaritet og proportionalitet.

1.3 EØSU gør opmærksom på, at de minimumstærskler, som beskrives i bilaget til forslaget til forordning, og som i øvrigt er underlagt kravet om meddelelse af oplysninger, ikke er ordentligt begrundet af Kommissionen. Der er brug for, at de besluttende organer på europæisk og nationalt niveau sammen med sektorens aktører og civilsamfundets organisationer gør dette spørgsmål til genstand for grundigere overvejelse, så de bedst egnede værdier kan lægges til grund for minimumstærsklerne med sigte på garanti for sikkerheden, respekt for miljøet, gennemsigtighed og økonomisk bæredygtighed.

1.4 EØSU foreslår, at Kommissionens periodiske analyser ikke begrænses til at foregribe eventuelle skævheder mellem udbuddet af og efterspørgslen efter energi og afsløre infrastrukturmangler, men tillige anvendes som instrument til at overvåge, hvor langt man er nået med indberettede projekter, så det sikres, at projekterne gennemføres inden for rimelige frister.

1.5 EØSU lægger overmåde stor vægt på at sikre eksisterende infrastrukturer såvel som nye projekter. Erhvervslivets investeringer skal primært tilsigte modernisering, vedligeholdelse og teknologisk tilpasning med energinettenes sikkerhed for øje, for at forebygge problemer og sikre energieffektiviteten og den miljømæssige bæredygtighed, som under ingen omstændigheder kan eller må fraviges.

1.6 EØSU understreger, at indsamling af data og oplysninger og data om infrastrukturer af betydning for Fællesskabet vil betyde en styrkelse af princippet om energisolidaritet mellem medlemsstaterne. I øvrigt vil de periodiske analyser fremme spredningen af energikilder og således reducere energiafhængigheden af de lande, der eksporterer traditionelle ressourcer og fremme forsyningssikkerheden.

1.7 Med hensyn til el-fremstilling ud fra vedvarende energikilder finder EØSU det vigtigt at undgå at pålægge de små og mellemstore virksomheder, herunder især dem der er specialiserede i nye grønne teknologier, administrative byrder, da de allerede er dårligt stillede på grund af højere produktionsomkostninger end ved traditionelle energikilder.

1.8 EØSU foreslår at medlemsstaterne tager behørigt hensyn befolkningens holdning med henblik på at øge gennemsigtigheden (som jo er Kommissionens erklærede mål) på de steder, hvor nye anlæg tænkes placeret, via civilsamfundets og de faglige organisationers repræsentative sammenslutninger.

1.9 EØSU henstiller til Kommissionen at påse, at investeringsudgifterne ikke væltes over på forbrugerne.

2. Indledning

2.1 Liberaliseringen af det indre marked for energi indebærer nye investeringsmuligheder i denne sektor. De nye lovgivningsmæssige rammevilkår gør det nødvendigt at nå specifikke mål inden for vedvarende energikilder og biobrændstoffer.

Med udsigten til den forventede og ønskelige stigning i investeringerne i europæiske infrastrukturer er det nødvendigt, at der findes en harmoniseret ramme for indsamling af data og oplysninger om planer om ibrugtagning og lukning af energianlæg.

2.2 Kommissionen foreslår at ophæve forordning (EF) nr. 736/96 og erstatte den med en ny forordning, der skal give mulighed for at følge infrastrukturinvesteringsprojekter med relation til produktion, transport og oplagring af energi og kuldioxid.

2.3 Indsamling af relevante og passende data om udviklingen af energiinfrastrukturer i medlemsstaterne er afgørende for at kunne gennemføre regelmæssige og tværsektorielle analyser, der på forhånd giver mulighed for at opdage eventuelle strukturelle mangler og skævheder mellem udbuddet af og efterspørgslen efter energi. Det er desuden i de økonomiske aktørers interesse, at der sikres gennemsigtighed, og at de administrative omkostninger nedbringes.

2.4 Forordning nr. 736/96 er forældet, da den hverken finder anvendelse på mange af de anlæg, der anvender vedvarende energi, eller lægger op til et passende system til indsamling af data og overvågning af medlemsstaternes energiprojekter. Det nuværende system kan derfor bringe investeringssikkerheden i fare, hvis det ikke kan garantere gennemsigtighed. På langt sigt kan systemet bremse overgangen til en kulstoffattig økonomi. Hertil kommer, at de nuværende bestemmelser ikke synes at give den nødvendige sikkerhed, hvad angår anlæg og net til produktion og oplagring af energi og kuldioxid.

3. Kommissionens forslag

3.1 Forordningsforslaget er baseret på medlemsstaternes forpligtelse til at give Kommissionen oplysninger om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i sektorerne for olie, gas, elektricitet, biobrændsler og opsamling, oplagring og transport af kuldioxid, der allerede er eller vil blive påbegyndt inden for fem år. Denne forpligtelse gælder ligeledes projekter, hvor anlæg tages ud af drift inden for tre år.

3.2 Der skal gives oplysninger om anlæggets kapacitet, placering, navn, type og vigtigste kendetegn for infrastruktur, forventet tidspunkt for idriftsættelse, benyttet type energikilde, anvendte teknologier med betydning for infrastruktursikkerheden, udstyr til CO2-opsamling. Hvad angår nedlæggelse af kapacitet, skal der gives oplysninger om infrastrukturernes art og kapacitet og forventet tidspunkt for nedlæggelse.

3.3 Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne indberetter de nødvendige oplysninger hvert andet år fra 31. juli 2010. Markedsaktørerne indberetter inden den 31. maj i indberetningsåret de nødvendige oplysninger til den medlemsstat, på hvis område projektet skal gennemføres. Disse oplysninger skal afspejle projektsituationen pr. 31. marts i det pågældende indberetningsår.

3.4 Kommissionen slår til lyd for en model, der bygger på komplementaritet, for at undgå gentagelse af indberetninger. Medlemsstaterne undtages i henhold til dette princip fra indberetningspligten, hvis de allerede har indberettet tilsvarende oplysninger i medfør af specifik lovgivning eller inden for rammerne af en flerårig investeringsplan.

3.5 Kommissionen anvender de indberettede oplysninger til mindst hvert andet år at foretage en tværsektoriel analyse af udviklingen i EU-energisystemets struktur. Resultaterne af denne analyse vil blive drøftet med medlemsstaterne og interesserede parter. Disse resultater kan offentliggøres, under forbehold af at personlige og forretningsmæssigt følsomme oplysninger beskyttes.

3.6 Kommissionen kan træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre forordningen, navnlig hvad angår beregningsmetoder, tekniske definitioner og indholdet af de indberettede oplysninger. Der foretages en revurdering af den foreslåede forordning inden fem år efter forordningens ikrafttræden.

4. Generelle bemærkninger

4.1 EØSU bifalder Kommissionens forslag, da denne nye forordning har stor betydning for opfyldelsen af den europæiske energipolitiks målsætninger. Med den valgte løsning tilstræbes det både at dække det nødvendige behov for kontrol og indsamling af relevante data om investeringsprojekter og behovet for at nedbringe de administrative omkostninger og fremme gennemsigtighed.

Forordningen skal give mulighed for at følge EU-energisystemets udvikling gennem undersøgelser af data og oplysninger om investeringsprojekter i energiinfrastrukturer, som indsamles af Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi.

4.2.1 Eksistensen af et indre marked og behovet for et sådant overvågningssystem på overnationalt niveau viser, at det vil være mere hensigtsmæssigt, hvis gennemførelsesforanstaltningerne træffes på fællesskabsniveau frem for på nationalt niveau. Den af Kommissionen foreslåede regulering er derfor i fuld overensstemmelse med det generelle subsidiaritetsprincip.

4.2.2 Valget af en forordning som retsakt, der træder i stedet for en tidligere forordning om regulering på dette område, og indholdet af denne forordning, der pålægger medlemsstaterne at indberette relevante oplysninger – en forpligtelse, der er blevet lempet således, at medlemsstaterne ikke pålægges en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde - viser, at det foreliggende forordningsforslag er i fuld overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

4.3 Kommissionens forslag giver prioritet til en supplerende indberetningsordning og ikke et integreret og udtømmende system. EØSU understreger, at denne løsningsmodel fremmer omkostningseffektivitet og en nedgang i de administrative omkostninger for virksomhederne og medlemsstaterne, hvilket vil have en positiv indvirkning på den endelige energipris, eftersom gentagelse af indberetninger kan undgås, og kvaliteten af disse data kan forbedres.

4.4 EØSU finder, at regelmæssige og fuldstændige kvalitetsoplysninger ikke kun giver Kommissionen mulighed for at kontrollere og afsløre mangler i europæiske energiinfrastrukturer, men også letter nationale og europæiske beslutningstageres, markedsaktørernes og investorernes forståelse for de problemer, der knytter sig til energiinfrastrukturer.

5. Særlige bemærkninger

5.1 EØSU glæder sig over klarheden af definitionerne i forordningsforslagets artikel 2. Disse definitioner, der ikke findes i den nuværende forordning (EF) nr. 736/96, gør det lettere at forstå lovgivningsteksten og tydeliggør dens anvendelsesområde.

5.2 EØSU finder, at de tværsektorielle analyser, som foretages hvert andet år, muliggør en passende overvågning af hvor langt man er nået med indberettede energiinfrastrukturprojekter i Europa.

5.3 EØSU har altid været fortaler for, at infrastruktursikkerheden ikke kan adskilles fra forsyningssikkerheden. EØSU har for nylig (1) i en udtalelse om et beslægtet emne understreget nødvendigheden af at sikre anlæg og net til transport af energi og kuldioxid. Det er derfor vigtigt, at Kommissionen i sine regelmæssige analyser tager højde for de positive aspekter i forbindelse med modernisering og vedligeholdelse af eksisterende anlæg og net.

5.4 EØSU finder, at oplysninger om projekter af fællesskabsinteresse bør prioriteres højt. Kommissionens mulighed for at orientere medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af princippet om energisolidaritet og spredningen af energikilder for at reducere energiafhængigheden af de traditionelle energieksporterende lande afhænger af kvaliteten af disse oplysninger. EØSU mener, at tværnationale energiinfrastrukturer er af betydelig interesse for Fællesskabet. Udvalget har endda i tidligere udtalelser vurderet, at »EU-tjenesteydelser af almen interesse er imidlertid uundværlige for den fortsatte, fælles opbygning af Europa,« og at en gradvis forening af »energinettene (gas, elektricitet, olie) kunne f.eks. væsentligt reducere drifts- og investeringsomkostningerne og i højere grad være et incitament til at investere i nye netprojekter [inden for rammerne af offentlige partnerskaber (EU og medlemsstaterne) og private partnerskaber og derigennem øge forsyningssikkerheden]« (2).

5.5 EØSU bemærker, at det af Kommissionen foreslåede system lægger op til en centraliseret tilgang til energiproduktion, selv om der er mange tegn på, at det europæiske energisystem fremover kan baseres på decentraliserede anlæg, når det gælder produktion af elektricitet til brug i husholdningerne (solcellepaneler, mikrokraftvarmeproduktion osv.). Disse anlæg bør sikres adgang til elektricitetstransportnettet, uden at det medfører uforholdsmæssigt store administrative omkostninger for de små og mellemstore virksomheder.

5.6 EØSU påpeger, at de nærmere oplysninger, der gives om minimumstærsklerne i bilaget til forordningsforslaget, og hvorefter indberetningsforpligtelsen finder anvendelse, ikke begrundes tilstrækkeligt af Kommissionen

5.7 EØSU foreslår en mere indgående debat om bæredygtigheden og nytten af CO2-opsamling og –lagring (Carbon Capture and Storage). Udvalget har allerede udtrykt forbehold over for, om projekter vedrørende opsamling og transport af CO2 har interesse og er uskadelige. EØSU konstaterer ikke desto mindre, at Kommissionens forslag blandt forordningens bestemmelser forudser indføjelsen af oplysninger om projekter vedrørende transport og lagring af CO2. Dette kan kun tolkes derhen, at en sådan infrastruktur skal omfattes af de periodiske analyser af det europæiske energisystem.

5.8 EØSU finder det afgørende, at opførelsen af energiinfrastruktur på lokalt niveau ikke finder sted mod de lokale borgeres og deres repræsentanters vilje. Udvalget er tilhænger af en form for gennemsigtighed, hvor borgerne bør informeres ordentligt om de planlagte projekters omfang på basis af en fyldestgørende vurdering af deres økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 306 af 16.12.2009, s. 51.

(2) EUT C 128 af 18.5.2010, s. 65.

22.9.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/124

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Støtte til udviklingslandene til at håndtere krisen«

KOM(2009) 160 endelig

(2010/C 255/23)

Ordfører: Luca JAHIER

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 28. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Støtte til udviklingslandene til at håndtere krisen

KOM(2009) 160 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Luca Jahier til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 16. december, følgende udtalelse med 151 stemmer for, 5 imod og 8 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1 EØSU mener, at det nu, hvor den største fare for et systemisk sammenbrud i forbindelse med den internationale økonomiske og finansielle krise er overstået, gælder om ikke at vælte de enorme problemer, som krisen har skabt, over på udviklingslandene. Disse problemer risikerer at undergrave de resultater, som er opnået i de seneste tiår, og forstærke følgerne af den dobbelte krise på såvel energi- som fødevareområdet, hvilket kan forværre allerede eksisterende konflikter og situationer med politisk ustabilitet.

Nu er det det internationale samfunds ansvar at tage alle nødvendige initiativer og beslutninger for at hjælpe de fattigste lande med at klare sig igennem denne krise, som de er helt uden skyld i.

1.2 EØSU påskønner Kommissionens meddelelse, en rammebeslutning, som var det internationale samfunds første udspil og som stadig er det mest positive og komplette af dem alle med sine mange forslag og perspektiver også på mellemlangt sigt, som nu må konkretiseres på passende vis.

EØSU påpeger, at meddelelsens to største begrænsninger er manglen på ekstra midler og den tidsbegrænsede karakter af beslutningerne vedrørende krisen, såsom forudbetalingen af bevillingsforpligtelserne for indeværende år.

1.3 EØSU hilser resultaterne af de seneste internationale topmøder (1) velkommen, især hvad angår udformningen af forslag, som angår de fattige lande, bekræftelsen af målene om mere og bedre støtte samt startskuddet til en revision af disse mål. De er dog helt utilstrækkelige til at tage fat på afgørende spørgsmål såsom:

—	Det presserende behov for flere midler og anvendelse af nye instrumenter til finansiering af udviklingen;

—	reformen af den internationale bistandsarkitektur;

—	sammenhængen mellem god forvaltningspraksis på skatteområdet og udvikling.

1.4 EØSU mener, at det allervigtigste er at honorere alle forpligtelser, der er indgået gennem årene – som bekræftet af kommissionsformand José Manuel Barroso – og opfordrer Kommissionen til at indskærpe over for medlemsstaterne, at de skal overholde de frister for forhøjelsen af bevillingerne, som i sin tid blev fastlagt, men endnu aldrig er taget op til grundig revision; tværtimod har nogle medlemsstater besluttet at nedskære støttebevillingerne.

EØSU er endvidere overbevist om, at der er et akut behov for nye, store ekstrabevillinger, således som alle de vigtigste internationale fora har henstillet om, for at der kan tilflyde de fattige lande nye støttemidler og investeringer. EØSU tilslutter sig i øvrigt forslaget om, at mindst 0,7 % af de midler, som det internationale samfund har mobiliseret og som i dag skønnes at udgøre 7 000 milliarder, øremærkes til overvindelsen af krisen.

1.5 EØSU mener, at det oven på den dobbelte energi- og fødevarekrise er nødvendigt at fastlægge mere præcise prioriteringer for nye investeringer inden for rammerne af en fornyet indsats for at opfylde milleniumudviklingsmålene (MDG).

Det er såvel i de fattige landes som Europas interesse at gøre landbrugssektoren og fødevaresikring til en strategisk prioritet på linje med investeringerne med henblik på de nødsituationer, der følger af klimaændringen, med det mål at indlede en ny æra med målbevidste investeringer til gavn for de fattigste lande og sikre bæredygtige udviklingsløsninger på langt sigt.

1.6 EØSU opfordrer den nye Kommission til at spille en ledende rolle på internationalt plan med henblik på en gennemgribende reform af systemet for bistand og investering i udvikling, så man kan tackle de nye udfordringer i dette nye årtusind, såsom grøn vækst og migrationsstrømme, fornyet engagement i opnåelsen af større effektivitet, gennemsigtighed og ydeevne i det samlede bistandssystem.

1.7 EØSU mener, at Den Europæiske Union ikke bør slække på sin anerkendelse af og støtte til de ikke-statslige aktører, især den private sektor, fagforeninger, landbrugere samt kvinde- og forbrugerorganisationer. De er et vigtigt aspekt af den europæiske tilgang.

EØSU kritiserer, at den foreliggende meddelelse ikke på nogen måde henviser til deres rolle i forbindelse med krisen, så meget mere som civilsamfundet er en af de få internationale aktører, som har vist sig i stand til at mobilisere flere midler. Hertil kommer, at i mange fattige lande har krisen ramt den private sektor hårdt og svækket arbejdsmarkedsparternes og de forskellige civilsamfundsorganisationers handleevne. Disse aktører er afgørende for sikringen af bæredygtige udviklingsmodeller på langt sigt.

1.8 Ud over overholdelse af de indgåede forpligtelser med hensyn til ODA går EØSU ind for oprettelse og vedtagelse af nye mekanismer til finansiering af udvikling, såsom »Tobin-afgiften«. Det er særligt vigtigt at anerkende den centrale betydning af de midler, indvandrerne sender hjem, ved at gennemføre beslutningerne fra G8-topmødet om en nedsættelse på 50 % af gebyrerne for pengeoverførsler og udarbejde strategier for større beskyttelse af migrantarbejdere mod krisen.

1.9 EØSU mener, at alle tiltag med henblik på åbning af markederne bør videreføres ved at genoptage Doha-forhandlingerne, støtte til de regionale integrationsprocesser (2)og styrke instrumenterne til finansiering af handelen med særlig vægt på kravene til en retfærdig og ligeværdig handel for de fattigste lande. Desuden bør der sættes fornyet skub i de udenlandske direkte investeringer blandt andet gennem den løftestangseffekt, som IMF og Verdensbanken kan udløse gennem innovative finansieringer, såsom nye SDR (særlige trækningsrettigheder) hos IMF og Verdensbankens oprettelse af en passende Vulnerability Fund.

1.10 Endelig anser EØSU det for afgørende, at bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter og skattesvig (skatteunddragelse og skatteflugt) gøres til en absolut førsteprioritet på verdensplan, hvorigennem der kan fremskaffes mange nye midler, som kan stilles til rådighed for udviklingsindsatsen. EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at udarbejde forslag på dette område.

2. Indledning

2.1 I begyndelsen af den internationale finanskrise var analytikerne overbeviste om, at den ikke ville ramme udviklingslandene og navnlig ikke de fattigste. Som månederne gik begyndte det at vise sig, hvilke konsekvenser krisen kunne få for udviklingslandene, især på grund af den forventede recession i verdensøkonomien. Først i april 2009 i lyset af G20-topmødet i London og møderne i IMF og Verdensbanken stod det klart, at krisen var ved at brede sig til de største udviklingslande med risiko for, at 100 millioner nye fattige, som føjer sig til de over 160 millioner, som allerede lever under den absolutte fattigdomsgrænse efter energi- og fødevarekrisen i 2007/08.

2.2 Prognoserne er foruroligende. Den 19. juni 2009 offentliggjorde FAO resultaterne af en rapport om fødevareusikkerhed i verden, hvorefter antallet af mennesker, som sulter, i 2009 for første gang vil overstige en milliard med en samlet stigning på 11 %, hvilket vil fremkalde en gigantisk humanitær krise, som risikerer at udradere alle de positive resultater fra 80'erne og 90'erne. Den 22. juni 2009 korrigerede Verdensbanken sine egne skøn drastisk i nedadgående retning, idet den forudså en verdensøkonomisk recession på omkring 3 % i 2009 med en nedgang i verdenshandelen på 10 % og et styrtdyk i de internationale private kapitalbevægelser, som skønnedes at falde fra 1 trillion dollars i 2007 og fra 707 milliarder USD i 2008 til 363 milliarder USD i 2009. Udviklingslandenes samlede vækst anslås nu at ligge på lidt over 1 %. Hvis man ser bort fra Kina og Indien vil recessionen udviklingslandene samlet set opleve et fald i BNP på 1,6 %. Afrika er det hårdest ramte kontinent med et fald på 66 % i den forventede vækst for 2009 set i forhold til 2007. Ifølge ILO risikerer 50 millioner mennesker at miste deres arbejde i løbet af 2009 og antallet af fattige arbejdstagere vil muligvis stige til 200 millioner.

2.3 Den økonomiske og finansielle krise har haft 4 chockvirkninger: a) faldet i det samlede handelsvolumen på verdensplan med en drastisk nedgang i eksportindtægterne og et finansieringsunderskud for udviklingslandene på mellem 270 og 700 mia. USD (3); b) nedgangen i de private investeringer, som vil være størst for mellemindkomstlandendes vedkommende og for lande med igangværende store strukturmæssige investeringer; c) den kraftige tilbagegang i emigranternes pengeoverførsler, som i visse afrikanske udviklingslande udgør 30 % af BNP og som alene i 2006 nåede op på 270 milliarder USD, dvs. over dobbelt så meget som verdens samlede udviklingsstøtte; d) det forhold, at mange bilaterale donorer i et vist omfang har nedskåret ODA (den offentlige udviklingsbistand) i 2009 og 2010. De to sidstnævnte chockvirkninger, som forstærker følgerne af den foregående fødevare- og energikrise, er særligt mærkbar i Afrika, hvor disse overførsler ofte har vital betydning for såvel mange offentlige budgetter som hele familiers og lokalsamfunds overlevelse.

2.4 Blandt følgerne af disse bølger af chokvirkninger, hvoraf den ene udløser den anden, og som naturligvis har meget forskellig indvirkning fra område til område og land til land, kan nævnes følgende:

—	en opbremsning i væksten eller en voldsom konjunkturnedgang for de lokale økonomier,

—	en kraftig stigning i arbejdsløsheden og større udbredelse af fattigdom og sult især i byområderne med alvorlige følger for de svageste grupper, især kvinder og børn,

—	svindende skatteindtægter med alvorlige følger for de offentlige budgetter, som især i Afrika gennem de seneste tiår havde gennemgået omfattende saneringer,

—	den deraf følgende trussel mod de offentlige investeringsplaner, især når det gælder vedligeholdelse og infrastruktur,

—	store problemer for adgangen til varer og tjenesteydelser for store befolkningsgrupper, som også hænger sammen med beskæringen af de i forvejen skrøbelige socialsikringssystemer,

—	en nedgang i indtægterne fra turisme,

—	voksende problemer med at få adgang til lån og investeringer, især for den private sektor,

—	et meget kraftigt tilbageslag for udsigterne til opfyldelse af milleniumudviklingsmålene (MDG), som i forvejen i de seneste 2 år eller mere har været i stor fare for ikke at kunne opfyldes efter de små fremskridt i femåret 2000-2005,

—	risikoen for ikke at have nok ressourcer til at imødegå følgerne af klimaændringen.

2.5 Scenariet bliver endnu mere foruroligende, hvis man tager de mulige konsekvenser for den politiske stabilitet og den interne og eksterne sikkerhed i forskellige dele af verden med i betragtning. Allerede i 2008 forudså en undersøgelse foranstaltet af den britiske regering, at halvdelen af verdens fattigste befolkninger var koncentreret i lande, som gennemlever en permanent eller næsten permanent konflikt.

2.6 Endelig forudses det, at krisen kan udløse endnu større migrationsstrømme såvel inden for de enkelte lande og på regionalt plan som i retning mod de rigere lande. Og alt dette kan ikke blot forværre de allerede eksisterende spændinger, især i EU's naboområder, men også medføre yderligere, foruroligende tab af vitale menneskelige ressourcer for mange fattige lande.

3. Kommissionens reaktion

3.1 Kommissionen var den første til at træffe konkrete beslutninger som optakt til G20-topmødet i London med udgangspunkt i den klare tese, som José Manuel Barroso har sammenfattet således: »den igangværende recession må ikke, kan ikke og bør heller ikke i fremtiden bruges som påskud til at trække vore tilsagn om forøgelse af støtten tilbage«.

3.2 Den foreliggende meddelelse er en af de mest positive rammebeslutninger, som hidtil er blevet forelagt af det internationale samfund for at hjælpe de fattige lande igennem krisen. Meddelelsen peger først på nødvendigheden af at indfri forpligtelserne mht. ODA og mobilisere flere finansieringsmidler til udvikling (f.eks. gennem det ambitiøse, men måske ikke særligt realistiske forslag om for hver enkelt euro i bistand at mobilisere 5 euro i ikke-ODA-relateret bistand) og understreger derefter vigtigheden af at gennemføre hurtigere udbetalinger eller fremskynde støtteudbetalingen – hvilket ingen anden donor har foreslået – og indføre mere fleksible mekanismer. EIB anmodes om at træffe konjunkturudlignende foranstaltninger, især i infrastruktur- og finanssektoren. Desuden lover Kommissionen at fremskynde budgetstøtteoperationerne og i ekstraordinære tilfælde at overveje makrofinansiel bistand til lande, som er omfattet af den europæiske naboskabspolitik (ENP).

3.3 Meddelelsen slår fast, at »støtteineffektivitet« er meget kostbar og peger på nødvendigheden af en gennemgribende reform at den internationale bistandsarkitektur. På sin side opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at anlægge en fælles koordineret tilgang til løsning af krisen. Samtidigt bør EU som verdens største donor være den drivende kraft bag en reform af den internationale bistandsarkitektur.

3.4 Meddelelsen lægger rimelig vægt på sociale beskyttelsesforanstaltninger og jobskabelse ved hjælp af såvel støttemekanismer for at sikre sociale udgifter som støtte til etablering af national eller regional infrastruktur med særligt fokus – også hvad angår støttens omfang – på Middelhavsområdet og Afrika. Kommissionen har også sat sig for at revitalisere landbruget og den økologiske vækst dels gennem innovativ finansiering til imødegåelse af klimaændringen, dels gennem støtte til overførsel af miljøvenlige og bæredygtige teknologier.

3.5 Meddelelsen afsluttes med forslaget om foranstaltninger til støtte for det internationale handelssystem ved at styrke effektiviteten af programmerne for handelsrelateret bistand og øge anvendelsen af eksportkreditter. Samtidigt anbefaler Kommissionen at fremme drøftelser om en omlægning af udviklingslandenes gæld og foreslår i den forbindelse også at fremme god forvaltningspraksis på skatteområdet på internationalt, regionalt og nationalt plan.

3.6 Rådet for Den Europæiske Union har taget imod og godkendt de vigtigste henstillinger i meddelelsen og understreger betydningen af, at medlemsstaterne indfrier deres egne forpligtelser. Det »opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til at træffe koordinerede foranstaltninger … på grundlag af fælles analyser af krisen i de enkelte lande og i samarbejde med internationale institutioner og partnerlande med henblik på at identificere de mest sårbare og mindst modstandsdygtige lande og befolkningsgrupper« (4).

3.7 Den mest iøjefaldende begrænsning ved EU's beslutninger er dog, at der ikke afsættes ekstra bevillinger bortset fra de 100 millioner euro pr. år til EU-trustfonden for infrastrukturer i Afrika.

4. ODA i farezonen

4.1 Ifølge OECD-DAC var 2008 det år, hvor der blev ydet den største offentlige udviklingsstøtte målt i absolutte tal. Den nåede lige netop op på 120 milliarder USD med en realstigning på 10 % og dermed blev målet om 0,30 % af OECD-landenes samlede BNP nået. Også de bilaterale programmer var i vækst sidste år efter det kraftige fald i den toårige periode 2006-2008.

4.2 EU tegner sig for en stigning på 4 milliarder EUR i forhold til 2007 og nåede op på i alt 49 milliarder EUR i bistand i 2008 svarende til 0,40 % af BNP. Man må huske på, at i forbindelse med Monterrey-aftalen i 2002 havde Kommissionen sat sig for at nå et foreløbigt mål på 0,39 % inden udgangen af 2006. Det skal dog understreges, at man endnu er langt fra målet om at afsætte 0,20 % af BNP til de mindst udviklede lande (LDC) og kun 20 milliarder USD går i dag til Afrika, mens målet er 50 mia. i 2010.

4.3 Der hersker stor tvivl om, hvorvidt EU har konkret mulighed for at garantere de yderligere stigninger på de skønsmæssigt 20 mia. EUR, som vil være nødvendige for at nå målet om 0,56 % af BNP i 2010. I sin »Aid Watch 2008« forudser ngo’ernes platform CONCORD en nedgang på 27 mia. USD i bistanden i 2009-2010. I samme rapport vurderes det endvidere, at EU's tal bør revideres, da de omfatter udgiftsområder, som ikke kan betragtes som ODA: 5 mia. i eftergivelse af udenlandsk gæld, 2 mia. i studiestøtte og 1 mia. til dækning af udgifter til flygtninge. Når der ses bort fra disse tal, nåede man kun op på 0,34 % af BNP i 2008 og er således endnu langt fra målet om 0,56 % inden udgangen af 2010.

4.4 Også ifølge Verdensbankens »Global Monitoring Report« fra 2009 er det på trods af stigningen i 2008 og de tilsagn, som visse store donorlande har afgivet, helt urealistisk, at målene om øget bistand, som blev undertegnet i Gleneagles (130 mia. USD pr. år inden udgangen af 2010), kan nås i lyset af den nuværende situation.

4.5 Stadigt flere mener, at der vil være behov for flere midler, som langt overskrider tilsagnene fra Gleneagles. UNDP understreger, at det ikke kun er et spørgsmål om at indfri de indgåede forpligtelser, men også om at forhøje bevillingerne betydeligt, f.eks. ved at afsætte mindst 0,7 % af alle de midler, der er stillet til rådighed for at redde bankerne og sætte skub i økonomien (anslået til omkring 7 000 mia. USD), til udviklingslandene for at hjælpe dem med at opfylde MDG-målene og sætte gang i udgifterne og de direkte, langfristede investeringer i de fattige lande. Som Verdensbankens chef flere gange har understreget, lige siden krisen startede, er det nødvendigt at gøre meget mere for at mobilisere ekstra ressourcer og hjælpe de fattige lande med at afbøde de katastrofale konsekvenser af krisen, som de er helt uden skyld i. Ifølge Verdensbankens nylige skøn er der alene til dækning af udviklingslandenes finansieringsunderskud brug for mellem 350 og 635 mia. USD. Disse tal ligger lysår fra, hvad det internationale samfund hidtil har været i stand til at mobilisere ikke kun i form af ODA, men også når det gælder andre former for støtte og lån.

4.6 Endvidere, når man ser bort fra tilfældet med EU's tilsagn, viser OECD-rapporten, at for de allerfleste bilaterale donorlandes vedkommende har krisen medført endnu større afvigelser mellem indgåede forpligtelser og udbetalinger og ofte også yderligere forsinkelser og udsættelser af betalingerne. Bistanden fra ikke-DAC lande vokser, men dens samlede omfang er endnu langt fra i stand til at påvirke den samlede tendens væsentligt. Den samlede bistand fra ikke-DAC lande, som har indgivet dataene til OECD, udgjorde 5,6 mia. USD i 2007.

4.7 Skønt dataene for private donorer er meget ufuldstændige, er tendensen positiv, idet denne støtte i 2007 nåede op på 18,6 mia. USD, hvilket er en stigning på 25 % i forhold til 2006. Alene ifølge de tal, der er tilgængelige i USA, men som ikke er rapporteret til OECD, udgjorde støtten fra private donorer 37 mia. USD i 2007, og mange af de største fonde som f.eks. Gates Foundation har også bebudet forhøjelser i 2009 på 20 %.

5. Støttens effektivitet og bekæmpelse af korruption

5.1 I krisetider er det særligt vigtigt at forbedre støttens effektivitet. De økonomiske tab som følge af den manglende forudsigelighed i udbetalingerne, opsplitningen af indsatsen og den manglende koordination mellem donorerne er nu helt åbenbare. Kommissionen har vurderet, at volatiliteten i den offentlige udviklingsbistand kan forøge omkostningerne med mellem 15 % og 20 %, mens besparelserne ved en komplet gennemførelse af programmet for støtteeffektivitet kan andrage 5-7 mia. EUR om året. Det er derfor nødvendigt hurtigt at gennemføre indholdet af Paris-erklæringen fra 2005 og Accra-agendaen fra 2008, især i lyset af de beslutninger, der allerede er truffet på EU-plan og som virkeligt kan gøre en forskel: arbejdsdeling mellem medlemsstaterne og Kommissionen, bedre anvendelse af landespecifik planlægning, større forudsigelighed i støtten og fælles ansvar for resultater, herunder færre betingelser (5).

5.2 På OECD-plan er det blevet påvist, at fremskridtene i forbedringen af bistandens kvalitet i dag er utilstrækkelige. På verdensplan finansierer 225 bilaterale og 242 multilaterale organisationer flere hundrede tusinde aktiviteter hvert år. Eksempelvis kan det nævnes, at der i hele verden er over 90 sundhedsfonde, WHO skal rapportere til 4 600 donorer og levere omkring 1 400 rapporter til donorerne om året. En regering i et udviklingsland skal i gennemsnit modtage og besvare omkring 200 delegationer af officielle donorer pr. år, hvortil kommer flere hundrede delegationer af private donorer. Den seneste OECD-undersøgelse viser desuden, at gennemsnitligt bliver kun 45 % af støtten leveret til tiden.

5.3 Det er derfor nødvendigt at sætte tempoet op for at nå de mål, der er besluttet i de internationale fora. Der er især brug for en passende politisk vilje fra regeringerne i EU's 27 medlemsstater, hvad angår:

—	gennemsigtigheden i anvendelsen af Paris-erklæringens 12 indikatorer,

—	anvendelsen af EU's adfærdskodekser,

—	den mere generelle sammenhæng mellem politikken på forskellige områder, især handels- og udviklingspolitikken,

—	et beslutsomt engagement i den samlede reform af det internationale støttesystem, som honorerer de ikke-statslige aktører og baner vejen for en ny multilateral æra.

5.4 I forbindelse med denne tilgang skal det også tages med i betragtning, at enorme ressourcer i mange udviklingslande bliver opslugt af korruption og illegal kapitaleksport, især i tilknytning til investeringer i råvareudvinding og store infrastrukturanlæg. Det er nu påvist, at en betydelig del af bistanden drukner i korruption, hvilket har katastrofale følger for såvel de lokale befolkninger som tilliden blandt skatteyderne i donorlandene. Ifølge Transparency Internationals globale korruptionsrapport fra 2008 er den nu nået op på 50 mia. USD svarende til næsten halvdelen af den samlede ODA på verdensplan og til de investeringer, der er nødvendige for at opnå målene på områderne drikkevand og sanitære forhold. En målbevidst forbedring af forvaltningspraksis, især når det gælder støttens sporbarhed, samt mere udtrykkelige regler for tilknytning af betingelser til udbetalingerne bør tillægges den største betydning i alle EU's forpligtelser og på det multilaterale plan. Det er beklageligt, for at sige det mildt, at meddelelsen intet siger herom.

6. Private aktørers og civilsamfundets rolle

6.1 Den vigtige rolle, som spilles af de ikke-statslige aktører – der i Cotonou-aftalen defineres som den private sektor, de økonomiske og sociale aktører og navnlig fagforeninger, civilsamfundet i alle dets former (art. 6) – er nu almindeligt anerkendt. Det må undre, at den foreliggende meddelelse ikke på nogen måde henviser til disse aktørers rolle under krisen, bl.a. når det betænkes, at de som de eneste har vist sig i stand til at mobilisere ekstra midler. Hertil kommer, at krisen i mange fattige lande har ramt den private sektor hårdt og svækket arbejdsmarkedsparternes og de forskellige civilsamfundsorganisationers handleevne. Disse aktører er afgørende for sikringen af bæredygtige udviklingsmodeller på langt sigt.

6.2 Den 18. maj 2009 offentliggjorde Revisionsretten sin særrapport om Kommissionens forvaltning af de ikke-statslige aktørers (6) deltagelse i EU's udviklingssamarbejde; skønt der udtrykkes stor anerkendelse af, at der kanaliseres stadig flere EU-midler via ikke-statslige aktører (7), rettes der især kritik mod følgende:

—	en begrænset deltagelse i samarbejdsprocessen for de ikke-statslige aktørers vedkommende, som ofte blot er dem, der gennemfører projekter eller leverer tjenesteydelser, og som for det meste kun tages med på råd én enkelt gang sent i processen,

—	en utilstrækkelig indsats på området kapacitetsopbygning, hvor der i øvrigt fortrinsvis anvendes kommunikations- og medindflydelsessystemer, som reelt udelukker størstedelen af de små og mellemstore græsrodsorganisationer, som ikke har sæde i byerne,

—	en lang række mangler i systemerne til overvågning og iværksættelse af procedurerne, som ofte er for komplicerede og ikke lette at forstå for mange organisationer, og undertiden indeholder de ikke tilstrækkelige oplysninger om fremskridtene i projekternes gennemførelse og deres endelige effekt.

6.3 På baggrund af de store problemer, som Revisionsretten peger på, må EØSU endnu en gang kraftigt understrege, hvad det gennem mange år har påpeget, nemlig at der må satses mere på de ikke-statslige aktører både ved at udbygge alle de procedurer, som giver mulighed for en reelt bredere deltagelse og ved at forhøje andelen af de midler, som kanaliseres direkte gennem de ikke-statslige aktører, så den når op på 20 %, hvilket EØSU allerede har udtrykt ønske om i en tidligere udtalelse (8).

7. Hen imod en revision af støtten og nye finansieringsinstrumenter

7.1 At det er nødvendigt at tage fat på en omfattende reform af de internationale finansieringsinstitutter, først og fremmest Verdensbanken og IMF, står nu klart efter den klare udmelding fra De Forenede Nationers konference i juni, hvor det blev påpeget, at de internationale finansieringsinstitutter nu klart bør orienteres mod udvikling og reformeres, så de fremmer udviklingslandenes udviklingstendens, synspunkter og deltagelse og bedre afspejler de aktuelle forhold (9).

Det er faktisk paradoksalt i lyset af krisen, at 82 % af IMF's lån er ydet til det europæiske område og kun 1,6 % til afrikanske lande, og at de fattigste lande har modtaget lidt over 20 mia. USD af de i alt 1,1 billion USD, som blev vedtaget på G20-topmødet i London den 2. april 2009.

7.2 EU må lægge sig i selen for at fremkalde en omkalfatring af disse relationer, begynde at forholde sig mere seriøst til Verdensbankens forslag om oprettelse af en ny specifik Vulnerability Fund, som først og fremmest skal bruges til at finansiere fødevaresikring, social sikring og udvikling af menneskelige ressourcer bl.a. gennem udviklingen af specifikke fælles rammer for Verdensbanken og De Forenede Nationers særorganisationer. Ligeledes er det nødvendigt at arbejde for udstedelse af nye særlige trækningsrettigheder (SDR) hos IMF for mindst 250 mia. USD, som især skal bruges til at stille likvide midler til rådighed for udviklingsfinansiering.

7.3 EU bør ligeledes spille en førende rolle for at sikre, at udviklingslandenes behov sættes i centrum for finansieringen af handelen og den snarlige genoptagelse af Doha-forhandlingerne og der bør indføres særlige støtte- og beskyttelsesforanstaltninger for de fattigste lande og til fødevaresikring.

7.4 EØSU har længe været overbevist om, at der må arbejdes energisk for at fremme og skabe mange flere nye instrumenter til udviklingsfinansiering. I betragtning af, at der er opnået så få resultater, vil det være nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for de seneste initiativer og beslutninger, som f.eks. IFF (Internationl Finance and Facility Fund) fra november 2006 for at finansiere vaccinationsprogrammer i de fattige lande; »Advanced Market Commitment« i samme periode; Initiativet fra G8-topmødet i Aquila for i løbet af 5 år at sænke omkostningerne ved indvandrernes officielle pengeoverførsler til hjemlandene, hvorved disse ville kunne forhøjes med 13-15 mia. USD pr. år. EØSU støtter forslaget om endeligt at komme i gang med drøftelserne om indførelsen af en frivillig afgift på 0,005 % på internationale finansielle transaktioner (»Tobin-afgift«), som for nyligt blev genlanceret på G20-topmødet i Pittsburg af den franske og tyske regering. Disse nye finansieringsformer, som fortsat helt og holdent bør være et supplement til ODA-forpligtelserne, bør kædes mere tydeligt sammen med opfyldelsen af de enkelte milleniumudviklingsmål, med afhjælpningen af nødsituationer som følge af klimaændringen og med de omkostninger, som de fattige lande skal afholde i de kommende år.

7.5 Overvejelserne over reformen af den internationale bistandsarkitektur, som Kommissionen igen bringer på bane i punkt 11 i sit eget forslag, er meget presserende og EU kan spille en klar lederrolle i denne forbindelse, i hvert fald på følgende områder:

—	oprettelse af et internationalt varslingssystem, som i de kommende år kan følge krisens indvirkning på befolkningernes levevilkår og udviklingsperspektiverne med henblik på kanalisering af bistand og investeringer;

—	udvikling af et velfungerende system baseret på ansvarliggørelse for at overvåge fremskridtene og måle effektiviteten af egne foranstaltninger, således som det blev besluttet på G8-topmødet;

—

større investeringer med henblik på stabilisering af konfliktområder, institutionel opbygning, og krisestyring gennem ved at styrke de lokale og regionale forvaltningers til planlægnings- og handleevne, intensivere opbygningen af universelle socialsikringssystemer og tildele passende midler til imødegåelse af de nye udfordringer på områderne fødevaresikring og klimaændring;

—	styrkelse og udvidelse af adgangen til mikrokredit for at støtte iværksætterinitiativer, som ellers ikke ville kunne opnå bankfinansiering.

7.6 Udvælgelse af fødevaresikring og grøn vækst som to strategiske investeringsmål på langt sigt kan blive en vigtig rettesnor i fornyelsen af bistands- og investeringssystemet, som er endnu mere påkrævet nu på grund af krisen. Det kan også bane vejen for et større og mere koordineret engagement fra de nyindustrialiserede landes side i form af ressourcer og kompetencer og være en konkret lejlighed for Europa og OECD-området til at opbygge et økonomisk partnerskab.

7.7 For EU's vedkommende skal følgende præciseres:

—

der bør foretages en nøje vurdering af de seneste års udvikling af budgetstøtteinstrumentet, og det bør omvejes, om denne støtte skal øremærkes til sektorspecifikke forpligtelser såsom sundhed, anstændigt arbejde, skole- og faguddannelse, infrastruktur, sociale tjenesteydelser og grøn vækst, som ønsket af EP (10);

—	ressortområderne i det nye kollegium af kommissærer bør omfordeles, således at kommissæren for udvikling får direkte kontrol over EuropeAid, som i dag henhører under kommissæren for eksterne forbindelser.

7.8 På udviklingsområdet står det mere end på andre områder klart, hvor presserende det er, at det lykkes for EU at tale med én stemme og styrke sin egen kapacitet til en fælles og koordineret indsats sammen med medlemsstaterne. Dette er nødvendigt, for at EU dels kan manøvrere bedre i de nye internationale scenarier, som dukker frem af krisen, dels spille en mere effektiv rolle og udnytte de samlede ressourcer og kompetencer, som allerede er sat ind, bedre. I dag står det på baggrund af de ændrede konstellationer mellem aktørerne på den internationale scene mere end nogensinde klart, at udviklingen af de fattigste lande og især Afrika er af strategisk interesse for Europas egen fremtidige udvikling (11).

7.9 Styrkelsen af det internationale samarbejde om bekæmpelse af korruption og skatteflugt er i dag en fuldbyrdet kendsgerning som følge af krisen, især når det gælder bekæmpelsen af skatteparadiser. FNs Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) anslår, at transaktionerne i forbindelse med kriminelle aktiviteter og skatteflugt i dag er i størrelsesordenen 1 000 – 1 600 mia. USC, hvoraf halvdelen stammer fra udviklingslandene og lande med overgangsøkonomi. Af disse 500/800 mia. USD kan kun 3 % tilskrives korruption, mens aktiviteter af kriminel art tegner sig for 30 % og skatteflugt for 67 %. Med andre ord koster skatteflugt udviklingslandene et beløb på mellem 300 og 500 mia. USD, hvoraf 285 stammer fra den uformelle sektor og 160 fra skatteflugt begået af mange multinationale selskaber, som opererer i disse lande (12). EØSU mener, at det haster med at få vendt denne kurs og der er i dag mere realistiske muligheder for, at det kan lykkes. Dermed ville der ikke kun kunne fremskaffes uanede midler til investeringer og udviklingsstøtte, men det ville også blive muligt at udvikle mere velfungerende og mere retfærdige skattesystemer i mange fattige lande, hvilket er et uundværligt udgangspunkt for en styrkelse af institutionerne og ethvert sundt langsigtet udviklingsperspektiv.

Bruxelles, den 16. december 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Især FN-topmødet i juni 2009 og G8-topmødet i Aquila i juli 2009.

(2) Jf. EØSU's udtalelse om Kommissionens meddelelse »Regional integration med henblik på udvikling i AVS-landene«, EUT C 317 af 23.12.2009, s. 126, ordfører Gérard Dantin, medordfører Luca Jahier.

(3) Verdensbanken, 2009 og Den Afrikanske Udviklingsbank, marts 2009. Disse to tal er yderpunkterne i de prognoser, som foreligger i dag.

(4) Konklusionerne af Rådets møde (Eksterne Anliggender), den 18. maj 2009.

(5) KOM(2009) 160 endelig samt Rådets konklusioner af 22. juli 2008.

(6) Revisionsrettens definition af ikke-statslige aktører i denne rapport omfatter kun civilsamfundsorganisationerne og ikke den private sektor.

(7) Ifølge EuropeAid, skønnes de kontrakter, som blev indgået med ikke-statslige aktører i 2006 og 2007, at dreje sig om 836,43 e 915,26 mio. EUR (her ses der bort fra den humanitære støtte, der kanaliseres via ECHO); dette svarer til 10 % af UE's bistand til udviklingslandene. Omkring 50 % af ECHO-finansieringerne går til NGO'er (ca. 353 mio. EUR i 2007).

(8) Udtalelse EUT C 234, 2003, om Civilsamfundets rolle i den europæiske udviklingspolitik, ordfører: Susanna Florio.

(9) FN's konference om den økonomiske og finansielle krise, juni 2009.

(10) Jf. DEVE-udvalgets forslag til beslutning, september 2009.

(11) Jf. udtalelsen om Forbindelserne mellem EU, Afrika og Kina (EUT C 318, 2009; ordfører: Luca Jahier) og udtalelsen, som er under udarbejdelse, om Lissabon-strategiens eksterne dimension (EUT C 128, 2010, 249/2009).

(12) Se den citerede undersøgelse af CIDSE (november 2008).

BILAG

Følgende ændringsforslag, som fik tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten på plenum:

Ændringsforslag fremsat af Jonathan Peel

Punkt 7.9

Ændres som følger:

7.9

Styrkelsen af det internationale samarbejde om bekæmpelse af korruption og skatteflugt er i dag en fuldbyrdet kendsgerning som følge af krisen, især når det gælder bekæmpelsen af skatteparadiser. FNs Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) anslår, at transaktionerne i forbindelse med kriminelle aktiviteter og skatteflugt i dag er i størrelsesordenen 1 000 – 1 600 mia. USC, hvoraf halvdelen stammer fra udviklingslandene og lande med overgangsøkonomi. . EØSU mener, at det haster med at få vendt denne kurs og der er i dag mere realistiske muligheder for, at det kan lykkes. Dermed ville der ikke kun kunne fremskaffes uanede midler til investeringer og udviklingsstøtte, men det ville også blive muligt at udvikle mere velfungerende og mere retfærdige skattesystemer i mange fattige lande, hvilket er et uundværligt udgangspunkt for en styrkelse af institutionerne og ethvert sundt langsigtet udviklingsperspektiv.

Begrundelse

Disse tal slettes, fordi de ikke står i rapporten fra UNODC, som antydet.

Afstemningsresultat:

Stemmer for: 59

Stemmer imod: 93

Stemmer hverken for eller imod: 9

Afgivne stemmer i alt: 161

(1)

		ISSN 1725-2393 doi:10.3000/17252393.C_2010.255.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 255

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	53. årgang 22. september 2010

Informationsnummer	Indhold	Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	UDTALELSER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	458. plenarmøde den 16. og 17. december 2009
2010/C 255/01	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Handel og fødevaresikkerhed	1

2010/C 255/02	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Finanskrisen og dens konsekvenser for realøkonomien (initiativudtalelse)	10

2010/C 255/03	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om En fælles indsats for at forbedre forskeres karriere- og mobilitetsmuligheder i EU	19

2010/C 255/04	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Støtte til SMV'ers bestræbelser på at tilpasse sig de globale markedsændringer (initiativudtalelse)	24

2010/C 255/05	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Støtteprogram for europæisk luftfart (initiativudtalelse)	31

	III Forberedende retsakter
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	458. plenarmøde den 16. og 17. december 2009
2010/C 255/06	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betegnelser for tekstilprodukter og tilknyttet mærkning herafKOM(2009) 31 endelig/2 — 2009/0006 (COD)	37

2010/C 255/07	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (omarbejdning) til gennemførelse af Small Business ActKOM(2009) 126 endelig — 2009/0054 (COD)	42

2010/C 255/08	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om revision af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige områdeKOM(2009) 175 endelig	48

2010/C 255/09	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Nye horisonter for ikt — en strategi for forskning i fremtidig og fremspirende teknologi i EuropaKOM(2009) 184 endelig	54

2010/C 255/10	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets Forordning om midlertidig suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif for import af visse industriprodukter til de selvstyrende regioner Madeira og AzorerneKOM(2009) 370 endelig — 2009/0125 (CNS)	59

2010/C 255/11	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: fremme af god politik og forvaltning på skatteområdetKOM(2009) 201 endelig	61

2010/C 255/12	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om et nyt partnerskab til modernisering af universiteterne: EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivetKOM(2009) 158 endelig	66

2010/C 255/13	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Europæisk partnerskab om en indsats mod kræftKOM(2009) 291 endelig	72

2010/C 255/14	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om et europæisk initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdommeKOM(2009) 380 endelig	76

2010/C 255/15	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog — Flere unge i læringsmobilitetKOM(2009) 329 endelig	81

2010/C 255/16	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En stærkere målretning af støtten til landbrugere i områder med naturbetingede ulemperKOM(2009) 161 endelig	87

2010/C 255/17	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturerKOM(2008) 436 endelig – 2008/0147 (COD)	92

2010/C 255/18	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur Beskyttelse mod storstilede cyberangreb og sammenbrud: øget beredskab, sikkerhed og robusthedKOM(2009) 149 endelig	98

2010/C 255/19	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — EU's søtransportpolitik frem til 2018 — strategiske mål og anbefalingerKOM(2009) 8 endelig	103

2010/C 255/20	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse — En bæredygtig fremtid for transporten: På vej mod et integreret og brugervenligt transportsystem med teknologien som drivkraftKOM (2009) 279 endelig og Udgangspunkter for EU's transportpolitik efter 2010	110

2010/C 255/21	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget Tingenes internet – en EU-handlingsplanKOM(2009) 278 endelig	116

2010/C 255/22	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets forordning om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i Det Europæiske Fællesskab og om ophævelse af forordning (EF) nr. 736/96KOM(2009) 361 endelig — 2009/0106 (CNS)	121

2010/C 255/23	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Støtte til udviklingslandene til at håndtere krisenKOM(2009) 160 endelig	124

2010/C 255/24	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om køretøjers radiointerferens (elektromagnetiske kompatibilitet)(kodificeret udgave) KOM(2009) 546 endelig – 2009/0154 (COD)	132

2010/C 255/25	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ophævelse af Rådets beslutning 79/542/EØF om en liste over tredjelande og dele af tredjelande og om dyre- og folkesundhedsbetingelser og udstedelse af veterinærcertifikat ved import til EF af levende dyr og fersk kødKOM(2009) 516 endelig – 2009/0146 (COD)	133