ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.CE2010.123.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 123E

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

53. årgang
12. maj 2010


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

Rådet

2010/C 123E/01

Rådets førstebehandlingsholdning (EU) nr. 7/2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af beslutning nr. 573/2007/EF om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013 for så vidt angår inddragelse af finansieringen af visse fællesskabsforanstaltninger og ændring af finansieringsloftet
Vedtaget af Rådet den 25. februar 2010

1

2010/C 123E/02

Rådets førstebehandlingsholding (EU) nr. 8/2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af direktiv 86/613/EØF
Vedtaget af Rådet den 8. marts 2010

5

2010/C 123E/03

Rådets førstebehandlingsholdning (EU) nr. 9/2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger
Vedtaget af Rådet den 14. april 2010
 ( 1 )

17

2010/C 123E/04

Rådets førstebehandlingsholdning (EU) nr. 10/2010 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bygningers energimæssige ydeevne
Vedtaget af Rådet den 14. april 2010

32

 


 

(1)   EØS-relevant tekst

DA

 


III Forberedende retsakter

Rådet

12.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 123/1


RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDNING (EU) Nr. 7/2010

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af beslutning nr. 573/2007/EF om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013 for så vidt angår inddragelse af finansieringen af visse fællesskabsforanstaltninger og ændring af finansieringsloftet

Vedtaget af Rådet den 25. februar 2010

2010/C 123 E/01

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 78, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Formålet med Unionens politik vedrørende et fælles europæisk asylsystem er ifølge Haagprogrammet at oprette et fælles asylområde ved at indføre en effektiv harmoniseret procedure i overensstemmelse med EU's værdier og humanitære tradition.

(2)

Takket være indførelsen af fælles minimumsstandarder er der de senere år gjort store fremskridt hen imod indførelsen af det fælles europæiske asylsystem. Der er imidlertid fortsat store forskelle mellem medlemsstaterne, når det drejer sig om indrømmelse af international beskyttelse og de former, denne beskyttelse antager.

(3)

Kommissionen meddelte i sin strategiske plan på asylområdet, der blev vedtaget i juni 2008, at den havde til hensigt at udvikle det fælles europæiske asylsystem ved at foreslå en revision af de eksisterende retlige instrumenter med henblik på større harmonisering af de gældende standarder og ved at øge støtten til det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne, navnlig ved et lovgivningsforslag om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor (støttekontoret) for at øge samordningen af det operationelle samarbejde mellem medlemsstaterne, så der sikres en effektiv gennemførelse af de fælles regler.

(4)

I den europæiske pagt om indvandring og asyl, der blev vedtaget i september 2008, bekræftede Det Europæiske Råd højtideligt, at enhver udlænding, der er udsat for forfølgelse, har ret til hjælp og beskyttelse på Den Europæiske Unions område i medfør af Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967, og andre relevante traktater. Der var endvidere udtrykkelig enighed om, at et europæisk støttekontor skulle oprettes i 2009.

(5)

Formålet med det praktiske samarbejde på asylområdet er inden for en europæisk retlig ramme at forbedre konvergensen og sikre fortsat kvalitet i medlemsstaternes beslutningsprocedurer på dette område. Der er i de senere år allerede blevet iværksat et betydeligt antal praktiske samarbejdsforanstaltninger, navnlig vedtagelsen af en fælles tilgang for så vidt angår oplysninger om oprindelseslande og indførelse af et fælles europæisk uddannelsesprogram på asylområdet. Støttekontoret bør oprettes for at styrke og udvikle disse samarbejdsforanstaltninger.

(6)

For at forenkle foranstaltningerne til støtte for det praktiske samarbejde på asylområdet og i det omfang støttekontoret pålægges nogle af de opgaver, der på nuværende tidspunkt finansieres via Den Europæiske Flygtningefond, er det nødvendigt at overføre ansvaret for nogle af de fællesskabsforanstaltninger, der er nævnt i artikel 4 i beslutning nr. 573/2007/EF, fra Den Europæiske Flygtningefond til støttekontoret for at sikre, at det praktiske samarbejde på asylområdet fungerer bedst muligt.

(7)

For at tage højde for begrænsningen af fællesskabsforanstaltningerne bør loftet for finansiering af disse foranstaltninger, jf. beslutning nr. 573/2007/EF, nedsættes fra 10 % til 4 % af fondens disponible midler.

(8)

Finansieringsrammen for gennemførelse af beslutning nr. 573/2007/EF bør nedbringes for at frigøre midler til finansieringen af støttekontoret.

(9)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(10)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I beslutning nr. 573/2007/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 4 ændres således:

a)

i stk. 1 erstattes »10 %« af »4 %«

b)

i stk. 2 udgår litra a) og f).

2)

Artikel 12, stk. 1, affattes således:

»1.   Finansieringsrammen for gennemførelsen af denne beslutning fra 1. januar 2008 til 31. december 2013 udgør 614 mio. EUR.«.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 7.5.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets førstebehandlingsholdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

Den 18. februar 2009 vedtog Kommissionen forslaget om ændring af beslutningen om Den Europæiske Flygtningefond (ERF) (1), der ledsagede forslaget til forordning om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor (EASO) (2).

Den 7. maj 2009 vedtog Europa-Parlamentet førstebehandlingsudtalelser om henholdsvis ERF-beslutningen, for hvilken der ikke var foreslået nogen ændringer (3), og EASO-forordningen, der indeholdt 40 ændringer til Kommissionens forslag (4).

Den 25.-26. februar 2010 vedtog Rådet sin førstebehandlingsholdning til begge forslag i overensstemmelse med artikel 294 i traktaten.

Den 5.-7. oktober 2009 vedtog Regionsudvalget en udtalelse om det fremtidige fælles europæiske asylsystem II (5) med flere henstillinger vedrørende EASO-forordningen.

II.   FORMÅLET MED FORSLAGET

ERF-beslutningen ændres for at tage hensyn til ændringer som følge af oprettelsen af Det Europæiske Asylstøttekontor og navnlig for at gøre det muligt for kontoret at tage ansvar for visse operationer, der indtil nu er blevet finansieret af flygtningefonden. Det Europæiske Asylstøttekontor skal forbedre gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem, styrke det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne på asylområdet og yde og/eller koordinere operationel støtte til medlemsstater, der er udsat for et specifikt og uforholdsmæssigt stort pres på deres nationale asylsystemer.

III.   ANALYSE AF RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDNING

Generelt

Forhandlingerne fandt sted i en politisk kontekst, der var formet af Haagprogrammet, som fastlægger mål og instrumenter på områderne retlige og indre anliggender for perioden 2005-2010. Det Europæiske Råd gav tilsagn om yderligere at udvikle det fælles europæiske asylsystem ved at ændre de retlige rammer og styrke det praktiske samarbejde, hvor parterne bistår hinanden, bl.a. ved at oprette Det Europæiske Asylstøttekontor. Det Europæiske Råd fastsatte efterfølgende i den europæiske pagt om indvandring og asyl fra oktober 2008, at et sådant kontor skulle oprettes i 2009.

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af ERF-afgørelsen, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

I henhold til bestemmelserne i den fælles erklæring om den praktiske gennemførelse af den fælles beslutningsprocedure (6) har repræsentanter for Rådet, Parlamentet og Kommissionen haft kontakter for at nå til enighed på stadiet for Rådets førstebehandlingsholdning. Disse kontakter førte til enighed om teksterne vedrørende EASO-forordningen og ERF-afgørelsen.

IV.   KONKLUSION

Rådets førstebehandlingsholdning afspejler det kompromis, der blev nået i forhandlingerne mellem Rådet og Europa-Parlamentet, som blev fremmet af Kommissionen. Den 20. november 2009 godkendte Coreper dette kompromis ved at vedtage en politisk enighed om ERF-afgørelsen og EASO-forordningen. Formanden for Europa-Parlamentets LIBE-Udvalg har siden i en skrivelse til formanden for Coreper oplyst, at hvis kompromisteksten tilsendes Europa-Parlamentet som Rådets førstebehandlingsholdning, vil han henstille til LIBE-Udvalgets medlemmer og derefter på plenarmødet, at Rådets holdninger accepteres uden ændringer under Europa-Parlamentets andenbehandling, idet den dog skal gennemgås af begge institutioners jurist-lingvister. Når ERF-afgørelsen og EASO-forordningen er vedtaget, vil vejen være banet for en hurtig oprettelse af Det Europæiske Asylstøttekontor, der vil være af stor betydning for en yderligere styrkelse af det praktiske samarbejde på asylområdet.


(1)  6702/09 ASILE 6 CADREFIN 7 CODEC 213.

(2)  6700/09 ASILE 5 CODEC 212 + ADD 1 og 2.

(3)  T6-0375/2009 af 7.5.2009.

(4)  T6-0379/2009 af 7.5.2009.

(5)  CdR 90/2009 endelig.

(6)  EFT C 148 af 28.5.1999, s. 1.


12.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 123/5


RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDING (EU) Nr. 8/2010

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af direktiv 86/613/EØF

Vedtaget af Rådet den 8. marts 2010

2010/C 123 E/02

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 157, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 86/613/EØF af 11. december 1986 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel (3) sikrer anvendelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv eller medhjælpende mænd og kvinder i sådanne erhverv. For så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende og selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller, har direktiv 86/613/EØF ikke været effektivt, og dets anvendelsesområde bør tages op til fornyet overvejelse, eftersom forskelsbehandling på grund af køn og chikane også finder sted på områder uden for lønnet arbejde. Af hensyn til klarheden bør direktiv 86/613/EØF erstattes af dette direktiv.

(2)

I sin meddelelse af 1. marts 2006 med en køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd bebudede Kommissionen, at den med henblik på at skabe bedre forvaltning for ligestilling mellem mænd og kvinder ville gennemgå eksisterende EU-ligestillingslovgivning, der ikke er omfattet af omarbejdningen i 2005, med henblik på at ajourføre, modernisere og om nødvendigt omarbejde den. Direktiv 86/613/EØF var ikke omfattet af omarbejdningen.

(3)

I konklusionerne af 5. og 6. december 2007 om afbalancerede roller for kvinder og mænd i henseende til job, vækst og social sammenhængskraft opfordrede Rådet Kommissionen til at overveje behovet for om nødvendigt at revidere direktiv 86/613/EØF for at sikre rettigheder i forbindelse med moderskab og faderskab for selvstændige erhvervsdrivende og deres medhjælpende ægtefæller.

(4)

Europa-Parlamentet har konsekvent opfordret Kommissionen til at revidere direktiv 86/613/EØF, navnlig for at øge beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med barsel for selvstændige erhvervsdrivende kvinder og forbedre situationen for selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller inden for landbruget.

(5)

I sin meddelelse af 2. juli 2008, Den nye sociale dagsorden: Muligheder, adgang og solidaritet i det 21. århundredes Europa, har Kommissionen bekræftet behovet for en indsats mod kønsforskellen på iværksætterområdet og for at gøre det lettere at forene privatliv og arbejdsliv.

(6)

Der findes allerede en række retsakter om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, som omfatter selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) (5). Nærværende direktiv bør derfor ikke finde anvendelse på områder, som allerede er dækket af andre direktiver.

(7)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at tilrettelægge deres sociale beskyttelsessystemer. Medlemsstaternes enekompetence med hensyn til at tilrettelægge deres sociale beskyttelsessystemer omfatter bl.a. beslutninger om etablering, finansiering og forvaltning af sådanne systemer og hertil knyttede institutioner samt om substansen i ydelserne og leveringen af disse, niveauet for bidragene samt adgangsbetingelserne.

(8)

Dette direktiv bør finde anvendelse på selvstændige erhvervsdrivende og deres ægtefæller eller deres livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, når disse på vilkår fastsat i den nationale lovgivning sædvanligvis deltager i virksomhedens aktiviteter. For at forbedre situationen for disse selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller og livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, bør deres arbejde anerkendes.

(9)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på områder, der er dækket af andre direktiver om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, herunder særlig Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (6). Bl.a. finder artikel 5 i direktiv 2004/113/EF om forsikring og lignende finansielle ydelser fortsat anvendelse.

(10)

Med henblik på at forebygge forskelsbehandling på grund af køn bør dette direktiv finde anvendelse på både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling. Chikane og sexchikane bør betragtes som forskelsbehandling og derfor forbydes.

(11)

Dette direktiv bør ikke berøre de rettigheder og pligter, der følger af den ægteskabelige eller familiemæssige stilling, som defineret i national ret.

(12)

Princippet om ligebehandling bør dække forbindelserne mellem den selvstændige erhvervsdrivende og tredjemand inden for rammerne af dette direktiv, men ikke forbindelser mellem den selvstændige erhvervsdrivende og hans eller hendes ægtefælle eller livsledsager.

(13)

Inden for selvstændig erhvervsvirksomhed betyder anvendelse af princippet om ligebehandling, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grund af køn i forbindelse med oprettelse, indretning eller udvidelse af en virksomhed eller påbegyndelse eller udvidelse af enhver anden form for selvstændig erhvervsvirksomhed.

(14)

Medlemsstater kan, jf. artikel 157, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, opretholde eller vedtage foranstaltninger, som tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at indlede selvstændig erhvervsvirksomhed eller at forebygge eller kompensere for ulemper i deres erhvervsmæssige karrierer. I princippet bør foranstaltninger såsom positiv særbehandling, der har til formål at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis, ikke betragtes som krænkelser af det retlige princip om ligebehandling af mænd og kvinder.

(15)

Det er nødvendigt at sikre, at betingelserne for at oprette et selskab mellem ægtefæller eller mellem livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, ikke er mere restriktive end betingelserne for at oprette et selskab mellem andre personer.

(16)

Med henblik på deres deltagelse i familievirksomhedens aktiviteter bør selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller eller livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, der har adgang til et socialt beskyttelsessystem, efter anmodning også omfattes af social beskyttelse. Medlemsstaterne bør forpligtes til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilrettelægge denne sociale beskyttelse i overensstemmelse med national lovgivning. Det er især op til medlemsstaterne at beslutte, hvorvidt denne sociale beskyttelse gennemføres på obligatorisk eller frivillig basis. Medlemsstaterne kan bestemme, at den sociale beskyttelse kan være proportional med deltagelsen i den selvstændige erhvervsdrivendes aktiviteter og/eller niveauet for bidrag. Med forbehold af dette direktiv kan medlemsstaterne opretholde nationale bestemmelser, der begrænser adgangen til særlige sociale sikringsordninger, eller til et vis grad af beskyttelse, herunder særlige finansieringsbetingelser for visse grupper af selvstændige erhvervsdrivende eller professioner, forudsat at der er adgang til en generel ordning.

(17)

Gravide selvstændige erhvervsdrivendes og gravide ægtefællers og livsledsageres, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, økonomiske og fysiske sårbarhed gør det nødvendigt at give dem ret til barselsydelser. Medlemsstaterne kan dog stadig tilrettelægge sådanne ydelser, herunder fastsætte niveauet for bidrag, og alle ordninger vedrørende ydelser og udbetalinger, forudsat at de opfylder minimumskravene i dette direktiv. Navnlig kan de bestemme, hvor længe før og/eller efter fødsel der gives ret til barselsydelser. Endvidere kan der tages hensyn til den pågældende persons eller families økonomiske forhold ved fastsættelsen af bidrag og/eller ydelser.

(18)

For at tage hensyn til de særlige forhold ved selvstændig erhvervsvirksomhed bør kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og selvstændige erhvervsdrivendes kvindelige ægtefæller eller kvindelige livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, så vidt muligt gives adgang til enhver eksisterende afløsningsordning, der tillader afbrydelse af erhvervsaktiviteten som følge af graviditet eller moderskab eller til eksisterende nationale sociale tjenesteydelser. Adgang til disse ordninger kan være et alternativ til eller en del af barselsydelsen.

(19)

Det er blevet afgørende for de europæiske sociale modellers finansielle bæredygtighed på lang sigt, at velfærdsordningerne effektiviseres, og det skal navnlig ske ved at forbedre tilskyndelserne, forvaltningen og evalueringen og foretage en prioritering af udgiftsprogrammerne. Medlemsstaterne bør i forbindelse med udformningen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre dette direktiv, især sørge for at øge og sikre kvaliteten og bæredygtigheden på lang sigt af deres sociale beskyttelsessystemer.

(20)

Personer, som har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv beskyttelse bør foreninger, organisationer og andre juridiske personer have beføjelse til, efter nærmere bestemmelser fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende repræsentation og retten til forsvar.

(21)

Beskyttelse af selvstændige erhvervsdrivende og selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller eller livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, mod forskelsbehandling på grund af køn bør styrkes, ved at der i hver medlemsstat er et organ eller flere organer med kompetence til at analysere de pågældende problemer, undersøge mulige løsninger og yde ofre praktisk bistand. Det organ eller disse organer kunne være de samme som dem, der på nationalt plan har til opgave at forsvare menneskerettighederne eller beskytte enkeltpersoners rettigheder eller gennemføre princippet om ligebehandling.

(22)

Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver derved medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indføre gunstigere bestemmelser.

(23)

Målet for den påtænkte foranstaltning, nemlig at sikre et fælles højt niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling i alle medlemsstater, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Emne

1.   Dette direktiv fastlægger en ramme for gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv eller medhjælpende mænd og kvinder i sådanne erhverv, for så vidt angår de områder, der ikke er dækket af direktiv 2006/54/EF og 79/7/EØF.

2.   Gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser er fortsat dækket af direktiv 2004/113/EF.

Artikel 2

Anvendelsesområde

Dette direktiv vedrører:

a)

selvstændige erhvervsdrivende, navnlig enhver, der på vilkår fastsat i den nationale lovgivning arbejder i egen virksomhed med gevinst for øje

b)

selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller eller selvstændige erhvervsdrivendes livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, der uden at være lønmodtagere eller forretningspartnere sædvanligvis og på vilkår fastsat i den nationale lovgivning deltager i arbejdet i den selvstændige erhvervsdrivendes virksomhed og udfører de samme eller supplerende arbejdsopgaver.

Artikel 3

Definitioner

1.   I dette direktiv forstås ved:

a)   »direkte forskelsbehandling«: at en person behandles ringere på grund af køn, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation

b)   »indirekte forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

c)   »chikane«: at der udvises en uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål, eller den virkning, at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima

d)   »sexchikane«: at der udvises enhver form for verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Artikel 4

Princippet om ligebehandling

1.   Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen form for forskelsbehandling sted på grund af køn i den offentlige eller den private sektor, hverken direkte eller indirekte, f.eks. i forbindelse med oprettelse, indretning eller udvidelse af en virksomhed samt påbegyndelse eller udvidelse af enhver anden form for selvstændig erhvervsvirksomhed.

2.   På de i stk. 1 nævnte områder betragtes chikane og sexchikane som forskelsbehandling på grund af køn og forbydes derfor. En persons afvisning eller accept af en sådan adfærd må ikke anvendes som grundlag for en beslutning, der vedrører den pågældende.

3.   På de i stk. 1 nævnte områder betragtes en instruks om at forskelsbehandle en person på grund af køn som forskelsbehandling.

Artikel 5

Positiv særbehandling

Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 157, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for i praksis at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet f.eks. med henblik på at fremme kvinders iværksættervirksomhed.

Artikel 6

Oprettelse af et selskab

Med forbehold af de særlige betingelser for adgang til visse erhverv, der gælder på samme måde for begge køn, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til, at betingelserne for oprettelse af et selskab mellem ægtefæller eller mellem livsledsagere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, ikke er mere restriktive end betingelserne for oprettelse af et selskab mellem andre personer.

Artikel 7

Social beskyttelse

1.   Hvor der eksisterer et socialt beskyttelsessystem for selvstændige erhvervsdrivende i en medlemsstat, træffer medlemsstaten de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de i artikel 2, litra b), omhandlede ægtefæller og livsledsagere kan omfattes af en social beskyttelse i overensstemmelse med national lovgivning.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte, om deres sociale beskyttelse som omhandlet i stk. 1 skal gennemføres på obligatorisk eller frivillig basis. Medlemsstaterne kan således foreskrive, at denne sociale beskyttelse kun gives efter anmodning fra de i artikel 2, litra b), omhandlede ægtefæller og livsledsagere.

Artikel 8

Barselsydelser

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og kvindelige ægtefæller og livsledsagere, som er nævnt i artikel 2, i overensstemmelse med den nationale lovgivning tildeles en passende barselsydelse, der tillader afbrydelse af deres erhvervsaktivitet som følge af graviditet eller moderskab i mindst 14 uger.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte, om barselsydelse som omhandlet i stk. 1 skal gives på obligatorisk eller frivillig basis. Medlemsstaterne kan således foreskrive, at denne ydelse kun gives efter anmodning fra de i artikel 2 omhandlede kvindelige selvstændige erhvervsdrivende eller kvindelige ægtefæller og livsledsagere.

3.   Den i stk. 1 omhandlede ydelse betragtes som passende, hvis den sikrer indkomst på et niveau, der mindst svarer til:

a)

den ydelse, som den berørte person ville modtage under sygeorlov og/eller

b)

det gennemsnitlige tab af indkomst eller fortjeneste i forhold til en sammenlignelig forudgående periode inden for et loft, fastsat i henhold til den nationale lovgivning og/eller

c)

en hvilken som helst anden i den nationale lovgivning fastsat familierelateret ydelse inden for et loft, fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

4.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at kvindelige selvstændige og kvindelige ægtefæller og de i artikel 2 omhandlede livsledsagere så vidt muligt har adgang til en eksisterende afløsningsordning eller eksisterende nationale sociale tjenesteydelser. Medlemsstaterne kan foreskrive, at adgangen til disse tjenesteydelser er et alternativ til eller en del af den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede ydelse.

Artikel 9

Klageadgang

1.   Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig påført tab eller skade, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige eller administrative instanser, herunder, hvor medlemsstaterne finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, også selv om det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har en legitim interesse i at sikre, at dette direktiv overholdes, er berettigede til — enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes godkendelse — at indtræde som part i klagen til retslige eller administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i dette direktiv.

3.   Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.

Artikel 10

Erstatning eller godtgørelse

Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført en person som følge af forskelsbehandling på grund af køn, således at den erstatning eller godtgørelse har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab eller den skade, den pågældende har lidt. En sådan erstatning eller godtgørelse kan ikke begrænses ved på forhånd at fastsætte et maksimumsbeløb.

Artikel 11

Organer for ligebehandling

1.   Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer til fremme, evaluering og overvågning af samt til støtte for ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn, og de træffer de fornødne foranstaltninger hertil. Disse organer kan indgå som en del af institutioner, der på nationalt plan har til opgave at forsvare menneskerettighederne eller beskytte enkeltpersoners rettigheder eller gennemføre princippet om ligebehandling.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 omhandlede organers opgaver også omfatter:

a)

at give ofre for forskelsbehandling uvildig bistand til at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, jf. artikel 9, stk. 2

b)

at foretage uvildige undersøgelser af forskelsbehandling

c)

at offentliggøre uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende forskelsbehandling

d)

på et passende niveau at udveksle tilgængelige oplysninger med tilsvarende europæiske organer, f.eks. Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder.

Artikel 12

Integration af kønsaspektet

Medlemsstaterne tager aktivt hensyn til målsætningen om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udformningen og gennemførelsen af love og administrative bestemmelser, politikker og aktiviteter på de områder, der er omhandlet i dette direktiv.

Artikel 13

Formidling af information

Medlemsstaterne sikrer, at de bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab ved hjælp af alle egnede midler.

Artikel 14

Beskyttelsesniveau

Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder end bestemmelserne i dette direktiv.

Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 15

Rapporter

1.   Medlemsstaterne meddeler senest … (7) Kommissionen alle tilgængelige oplysninger om gennemførelsen af dette direktiv.

Kommissionen udarbejder en sammenfattende rapport, som forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet senest … (8). Rapporten ledsages i givet fald af forslag om tilpasning af dette direktiv.

2.   Kommissionens rapport skal tage hensyn til de berørte parters synspunkter.

Artikel 16

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest … (9). De meddeler straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne kan om nødvendigt for at tage hensyn til særlige vanskeligheder få en yderligere frist på to år ind til den … (10) til at opfylde kravene i artikel 7 og til at opfylde kravene i artikel 8 for så vidt angår kvindelige ægtefæller og livsledsagere som omhandlet i artikel 2, litra b).

3.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 17

Ophævelse

Direktiv 86/613/EF ophæves med virkning fra … (11).

Henvisninger til det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 18

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 19

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 107.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af …

(3)  EFT L 359 af 19.12.1986, s. 56.

(4)  EFT L 6 af 10.1.1979, s. 24.

(5)  EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.

(6)  EUT L 373 af 21.12.2004, s. 37.

(7)  Seks år efter dette direktivs ikrafttræden.

(8)  Syv år efter dette direktivs ikrafttræden.

(9)  To år efter dette direktivs ikrafttræden.

(10)  Fire år efter dette direktivs ikrafttræden.

(11)  To år efter dette direktivs ikrafttræden.


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

Den 6. oktober 2008 forelagde Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af direktiv 86/613/EØF (1).

Forslaget er en del af en pakke initiativer om forening af arbejdsliv, familieliv og privatliv, hvor de andre punkter er et forslag om revision af direktivet om sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, en rapport om gennemførelse af Barcelonamålene om pasningsmuligheder for børn i førskolealderen og en meddelelse om balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Europa-Parlamentet afgav førstebehandlingsudtalelse den 6. maj 2009 (2) i henhold til i den almindelige lovgivningsprocedure.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 24. marts 2009 (3).

Kommissionen fremlagde ikke noget formelt ændret forslag som opfølgning af Parlamentets førstebehandlingsudtalelse.

Den 30. november 2009 nåede Rådet til politisk enighed med kvalificeret flertal om en førstebehandlingsholdning.

I overensstemmelse med artikel 294, stk. 5, i TEUF vedtog Rådet sin førstebehandlingsholdning med kvalificeret flertal den 8. marts 2010.

II.   FORMÅL

Formålet med dette forslag er at ændre fællesskabsbestemmelserne vedrørende anvendelsen af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd på selvstændige erhvervsdrivende og deres ægtefæller.

Det tager sigte på at forbedre den sociale beskyttelse for selvstændige erhvervsdrivende med henblik på at fjerne hæmmende faktorer for kvinders iværksætterånd. Det tilstræber også at forbedre den sociale beskyttelse af »medhjælpende ægtefæller«, der hyppigt og sædvanligvis arbejder sammen med den selvstændige erhvervsdrivende uden at nyde godt af de tilsvarende rettigheder.

Der redegøres i det følgende for de vigtigste elementer i forslaget:

definitionen af »medhjælpende ægtefæller« er blevet ændret, således at den dækker livspartnere (dvs. ugifte par), hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret

ifølge bestemmelserne i artikel 7 kan kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller efter anmodning få ret til barselsorlov i en periode af samme varighed som arbejdstagere (jf. direktiv 92/85/EØF)

ifølge bestemmelserne i artikel 6 kan den medhjælpende ægtefælle efter anmodning nyde mindst samme sociale beskyttelsesniveau som den selvstændige erhvervsdrivende.

Når direktivet er vedtaget, ophæves direktiv 86/613/EØF (4), og det finder anvendelse på de områder, der ikke er omfattet af direktiv 2006/54/EF, 2004/113/EF og 79/7/EØF, så princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv eller medhjælpende mænd og kvinder i sådanne erhverv gennemføres mere effektivt.

III.   GENNEMGANG AF RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDNING

1.   Generelle bemærkninger:

a)   Kommissionens holdning til Europa-Parlamentets ændringer

Europa-Parlamentet vedtog 30 ændringer (ændring 1-16, 18-19, 21-28, 36, 39, 40, 46) til Kommissionens forslag. Kommissionen oplyste under debatten på plenarmødet, at den kunne acceptere 15 af disse ændringer, enten helt, delvis eller efter omformulering (ændring 1, 2, 3, 4, 7, 9, 12, 13, 15, 18, 21, 22, 23, 27, 28). De øvrige ændringer (ændring 5, 6, 8, 10, 11, 14, 16, 19, 24, 25, 26, 36, 39, 40, 46) kunne Kommissionen dog ikke acceptere.

2.   Rådets førstebehandlingsholdning

Rådet kunne acceptere 10 af Europa-Parlamentets ændringer, enten helt, delvis eller efter omformulering, nemlig:

ændring 4 (betragtning 10: henvisning til positive særforanstaltninger): Rådet mente dog, at »positive særforanstaltninger« bør erstattes af »positive foranstaltninger« i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2006/54/EF (betragtning 14 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 9 (betragtning 18: præcisering af teksten med henvisning til selvstændige erhvervsdrivende og deres medhjælpende ægtefæller): Rådet tilføjede desuden en henvisning til selvstændige erhvervsdrivendes livspartnere (for så vidt det anerkendes i national lovgivning) i betragtning 21 i Rådets førstebehandlingsholdning

ændring 12 (artikel 4: tilføjelse af en henvisning til behovet for at fremme kvinders iværksættervirksomhed): Rådet er enigt med Parlamentet i, at det er tilrådeligt at indføre en henvisning til kvinders oprettelse af virksomheder med tanke på den meget store kønsforskel inden for iværksættervirksomhed) (artikel 5 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 13 og 39 (artikel 5: indføjelse af »mellem« før »livspartnere«): Rådet er enigt med Parlamentet i, at denne tilføjelse vil gøre det tydeligere, at betingelserne for oprettelse af virksomheder bør være ens uanset civilstatus (artikel 6 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 18 (ny artikel 7a om anerkendelse af medhjælpende ægtefællers arbejde): Rådet indarbejdede substansen af denne ændring i betragtning 8 i Rådets førstebehandlingsholdning

ændring 22 (ny artikel 10, stk. 2, litra ca)): Rådet mente, at »equivalent« bør erstattes af »corresponding« i den engelske tekst (artikel 11, stk. 2, litra d), i Rådets førstebehandlingsholdning) [vedrører ikke den danske tekst]

ændring 23 (indføjelse af en ny bestemmelse (ny artikel 10a) om integration af kønsaspektet): Rådet fandt, at denne nye bestemmelse er en klar forbedring i forhold til de nuværende direktiv (artikel 12 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 27 (artikel 14, stk. 2): Rådet kunne tilslutte sig den første del af ændringen, der i den engelske tekst indfører et konditionalitetselement (»if justified by particular difficulties …«) [vedrører ikke den danske tekst], men fandt det uacceptabelt at nedsætte den yderligere frist til et år. Det gik heller ikke ind for at udvide den yderligere frist til at omfatte alle direktivets bestemmelser (artikel 16, stk. 2, i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 28 (artikel 14a (ny): minimumsforanstaltninger. Rådet indarbejdede substansen af denne ændring i betragtning 22 i sin førstebehandlingsholdning).

Rådet fandt det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at medtage følgende ændringer:

ændring 1 (betragtning 4: henvisning til behovet for at forbedre situationen for medhjælpende ægtefæller inden for håndværk, handel, små og mellemstore virksomheder og de liberale erhverv): Rådet fandt det ikke nødvendigt at udtrykkeligt at henvise til disse sektorer (betragtning 4 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 2 (ny betragtning 4a): Rådet fandt det ikke hensigtsmæssigt at indføre en obligatorisk registreringsordning for medhjælpende ægtefæller. Endvidere hedder det i betragtning 16 i Rådets førstebehandlingsholdning, at selvstændige erhvervsdrivendes medhjælpende ægtefæller eller livspartnere, der har adgang til et socialt beskyttelsessystem, efter anmodning også omfattes af social beskyttelse. Medlemsstaterne bør skulle træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilrettelægge deres sociale beskyttelse i overensstemmelse med national lovgivning. Det er især op til medlemsstaterne at beslutte, hvorvidt deres sociale beskyttelse gennemføres på obligatorisk eller frivillig basis

ændring 3 (ny betragtning 7b): Rådet fandt det ikke hensigtsmæssigt at indføre en forpligtelse til at give medhjælpende ægtefæller en klart defineret status og fastlægge deres rettigheder

ændring 5 (betragtning 11): Rådet fandt det ikke hensigtsmæssigt at ændre den nuværende affattelse af det nuværende direktiv 86/613/EØF (betragtning 13 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 6 (betragtning 12): Rådet fandt ændringen unødvendig, da det er fast retspraksis, at medlemsstaterne ved udøvelsen af deres nationale beføjelser skal overholde EU-retten som fortolket af Domstolen

ændring 7 (betragtning 13): Rådet fandt det ikke hensigtsmæssigt at fastsætte, at beskyttelsesniveauet for medhjælpende ægtefæller bør stå i forhold til graden af deres deltagelse i den selvstændige erhvervsdrivendes aktiviteter i familievirksomheden. Det fandt, at det skal være op til medlemsstaterne at tilrettelægge denne sociale beskyttelse i overensstemmelse med national lovgivning og specielt beslutte, at denne sociale beskyttelse kan stå i forhold til graden af deres deltagelse i den selvstændige erhvervsdrivendes aktiviteter og/eller størrelsen af bidraget (betragtning 16 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 8 (betragtning 16): Rådet kunne ikke acceptere denne ændring, da det fandt, at henvisningen til kvaliteten og bæredygtigheden på lang sigt af socialsikringssystemerne bør opretholdes (betragtning 19 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 10 (artikel 2, stk. 1, litra a)): Rådet fandt det hensigtsmæssigt at udelade denne definition og at flytte den til en ny artikel (artikel 2 i Rådets førstebehandlingsholdning) vedrørende direktivets anvendelsesområde. Desuden fandt Rådet det ikke hensigtsmæssigt at henvise til sektorer som landbrug, de liberale erhverv, håndværk samt små og mellemstore virksomheder, da det ikke mente, at der er nogen begrundelse for at ændre definitionen, som den findes i det eksisterende direktiv

ændring 11 (artikel 3, stk. 1): Rådet fandt det ikke nødvendigt at tilføje ledelse af en virksomhed til situationer, hvor princippet om ikke-forskelsbehandling skal finde anvendelse, da det ikke ser nogen grund til at ændre den nuværende bestemmelse i direktiv 86/613/EØF (artikel 4, stk. 1, i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 14 og 40 (artikel 6): selv om Rådet kunne tilslutte sig en henvisning til livspartnere, var det dog ikke i stand til at acceptere betingelserne i ændringen med hensyn til social beskyttelse, dat det fandt, at det skal være op til medlemsstaterne at afgøre, om denne sociale beskyttelse skal gennemføres på obligatorisk eller frivilligt grundlag (nærmere redegørelse i betragtning 16 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 15 (artikel 7, stk. 1, om varigheden af barselsorlov): Rådet mente ikke, at direktivet skal fastsætte skræddersyede barselsorlovsperioder alt efter personligt valg, da det vil forstyrre nuværende og kommende national lovgivning, men derimod en tilstrækkelig barselsydelse, der muliggør afbrydelser af erhvervsaktivitet på grund af graviditet (artikel 8, stk. 1, i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 16 (artikel 7, stk. 3): Rådet fandt, at en sådan bestemmelse ville være uklar og føre til retsusikkerhed, da de mulige grunde til forskelsbehandling skal kendes (artikel 8, stk. 3, i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 19 (artikel 8, stk. 1: tilføjelse af »en effektiv«): Rådet fandt, at teksten bør bringes i overensstemmelse med de nuværende bestemmelser i direktiv 2006/54/EF og 2004/113/EF (artikel 9, stk. 1, i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 21 (artikel 10, stk. 2: henvisning til det i stk. 1 omhandlede organ): Rådet mente, at formuleringen i Kommissionens forslag (»organer«) bør anvendes for at gøre det klart, at de i artikel 10, stk. 2, omhandlede organer skal være de samme som de organer, der er ansvarlige for direktiv 2004/113/EF og 2006/54/EF (artikel 11, stk. 2, i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 24 (artikel 11: henvisning til internettet som middel til formidling af information). Rådet så ingen fordel ved at ændre teksten til Kommissionens forslag, der er identisk med de nuværende bestemmelser i direktiv 2006/54/EF og 2004/113/EF (artikel 13, stk. 1, i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 25 (artikel 13, stk. 1: frister for meddelelse af oplysninger om gennemførelsen af direktivet og for Kommissionens rapport om direktivet). Rådet var imod at forkorte de frister, der nævnes i Kommissionens forslag (artikel 15 i Rådets førstebehandlingsholdning)

ændring 26 (artikel 13 (ny): revision af direktivet). Rådet fandt det ikke nødvendigt at medtage en revisionsklausul

ændring 36 (artikel 2a (ny): forbud mod forskelsbehandling på grundlag af ægteskabelig eller familiemæssig stilling): Rådet fandt det ikke hensigtsmæssigt at medtage denne ændring af samme grund som for ændring 6

ændring 46 (artikel 7, stk. 4: bestemmelse vedrørende adgang til nationale sociale tjenesteydelser ud over barselsydelsen): Rådet gik ikke ind for denne ændring, da det fandt, at medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at adgangen til disse sociale tjenesteydelser er et alternativ eller en del af barselsydelsen (artikel 8, stk. 4, i Rådets førstebehandlingsholdning).

Kommissionen har accepteret Rådets førstebehandlingsholdning.

3.   Særlige bemærkninger

Social beskyttelse (artikel 7 og betragtning 16 i Rådets førstebehandlingsholdning)

Rådet er enigt med Parlamentet i princippet om, at selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller eller livspartnere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, der har adgang til et socialt beskyttelsessystem med henblik på deres deltagelse i familievirksomhedens aktiviteter, efter anmodning også bør omfattes af social beskyttelse.

Efter Rådets opfattelse bør medlemsstaterne skulle træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilrettelægge denne sociale beskyttelse i overensstemmelse med national lovgivning. Det bør især være op til medlemsstaterne at beslutte, hvorvidt denne sociale beskyttelse gennemføres på obligatorisk eller frivillig basis, og om den kun bør gives efter anmodning fra de medhjælpende ægtefæller eller livspartnere.

Medlemsstaterne bør have mulighed for at bestemme, at den sociale beskyttelse kan være proportional med deltagelsen i den selvstændige erhvervsdrivendes aktiviteter og/eller niveauet for bidrag.

Med forbehold af bestemmelserne i dette direktiv bør de også have mulighed for at opretholde nationale bestemmelser, der begrænser adgangen til særlige sociale sikringsordninger, eller til en vis grad af beskyttelse, herunder særlige finansieringsbetingelser for visse grupper af selvstændige erhvervsdrivende eller professioner, forudsat at der er adgang til en generel ordning.

Barselsydelser og afløsningsordninger (artikel 8, betragtning 17 og 18, i Rådets førstebehandlingsholdning)

Rådet deler Parlamentets opfattelse, at det i betragtning af deres økonomiske og fysiske sårbarhed er nødvendigt at give gravide kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og gravide ægtefæller eller livspartnere en barselsorlov, der er lang nok til at sikre et ordentligt forløb for en normal graviditet og moderens fysiske restituering efter en normal fødsel.

Rådet fandt det dog ikke nødvendigt at fastsætte, at kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og i analogi hermed selvstændige erhvervsdrivendes kvindelige medhjælpende ægtefæller eller livspartnere efter anmodning har ret til barselsorlov i en periode af samme varighed som fastsat i direktiv 92/85/EØF i betragtning af deres status som selvstændige erhvervsdrivende. Dette direktiv finder kun anvendelse på arbejdstagere, der er underlagt andre bestemmelser end kvindelige selvstændige erhvervsdrivende.

Af denne grund mente Rådet, at det vil være mere hensigtsmæssigt at fastsætte, at kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og kvindelige ægtefæller og livspartnere i overensstemmelse med den nationale lovgivning tildeles en passende barselsydelse, der tillader afbrydelse af deres erhvervsaktivitet som følge af graviditet eller moderskab i mindst 14 uger.

Medlemsstaterne bør dog stadig kunne tilrettelægge sådanne bidrag, herunder fastsætte niveauet for bidragene, og alle ordninger vedrørende ydelser og udbetalinger, forudsat at de opfylder minimumskravene i direktivet. Navnlig bør de kunne bestemme, hvor længe før og/eller efter nedkomst der gives ret til barselsydelser. De bør også kunne bestemme, om der bør tages hensyn til den pågældende persons eller families økonomiske forhold ved fastsættelsen af bidragene og/eller ydelserne.

Rådet fandt endvidere, at for at tage hensyn til de særlige forhold ved selvstændig erhvervsvirksomhed bør kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og selvstændige erhvervsdrivendes kvindelige ægtefæller eller livspartnere, hvis og i det omfang disse anerkendes i national ret, så vidt muligt gives adgang til en eksisterende afløsningsordning, der tillader afbrydelse af erhvervsaktiviteten som følge af graviditet eller moderskab eller til eksisterende nationale sociale tjenesteydelser. Adgang til disse ordninger kan være et alternativ til eller en del af barselsydelsen.

IV.   KONKLUSION

Rådet finder, at dets førstebehandlingsholdning vedrørende anvendelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv er en afbalanceret og realistisk løsning på spørgsmålene i Kommissionens forslag i betragtning af nødvendigheden af ikke at gribe forstyrrende ind i tilrettelæggelsen af medlemsstaternes socialsikringsordninger eller finansieringen heraf.

Efter Rådets opfattelse skal bestemmelserne i dets holdning medvirke til at tackle hindringerne for kvinders adgang til udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og derved gøre det lettere at forene selvstændig erhvervsvirksomhed og familieansvar.

Rådet ser frem til en konstruktiv debat med Europa-Parlamentet med henblik på at nå til endelig enighed om dette vigtige direktiv.


(1)  Rådets direktiv 86/613/EØF af 11. december 1986 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel (EFT L 359 af 19.12.1986, s. 56).

(2)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(3)  EUT C 228 af 22. september 2009, side 107.

(4)  Rådets direktiv 86/613/EØF af 11. december 1986 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel (EFT L 359 af 19.12.1986, s. 56).


12.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 123/17


RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDNING (EU) Nr. 9/2010

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (omarbejdning)

Vedtaget af Rådet den 14. april 2010

(EØS-relevant tekst)

2010/C 123 E/03

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 194, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 92/75/EØF af 22. september 1992 om angivelse af husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger (3) er tidligere blevet væsentligt ændret (4). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Rådets direktiv 92/75/EØF gælder kun for husholdningsapparater. Udvides direktiv 92/75/EF's anvendelsesområde til at omfatte energirelaterede produkter, der direkte eller indirekte påvirker energiforbruget i betydelig grad under deres anvendelse, er der, som det fremgår af Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik, mulighed for at fremkalde et forstærket sammenspil med bestående lovregler, særlig med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (5). Nærværende direktiv bør ikke berøre anvendelsen af direktiv 2009/125/EF. Sammen med sidstnævnte direktiv og andre EU-instrumenter er nærværende direktiv en del af et bredere lovgrundlag, der som led i en helhedspræget tilgang skal give yderligere energibesparelser og miljømæssige gevinster.

(3)

Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 8. og 9. marts 2007 understregede, at det er nødvendigt at forbedre energieffektiviteten i Unionen med henblik på at nå målet om at spare 20 % af Unionens energiforbrug inden 2020, opstillede mål for udvikling af vedvarende energi i hele EU og for reduktion af drivhusgasemissioner samt opfordrede til en grundig og hurtig gennemførelse af de væsentligste områder i Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2006 med titlen »Handlingsplan for energieffektivitet: Udnyttelse af potentialet«. Handlingsplanen satte især fokus på de enormt store muligheder for energibesparelser i produktsektoren.

(4)

En forbedring af energirelaterede produkters effektivitet ved hjælp af forbrugernes bevidste valg vil gavne EU's økonomi som helhed.

(5)

Forelæggelsen af præcise, relevante og sammenlignelige oplysninger om energirelaterede produkters specifikke energiforbrug skulle kunne påvirke slutbrugernes valg til fordel for produkter, som selv har, eller hvis anvendelse indirekte medfører, et lavere forbrug af energi og andre væsentlige ressourcer under deres anvendelse, og producenterne vil som følge heraf blive tilskyndet til at tage skridt til at fremstille produkter med et lavere forbrug af energi og andre væsentlige ressourcer. Indirekte skulle sådanne oplysninger også kunne fremme en effektiv anvendelse af disse produkter og dermed bidrage til opfyldelse af EU's mål om 20 % større energieffektivitet. Foreligger sådanne oplysninger derimod ikke, vil markedskræfterne alene ikke kunne fremme en rationel udnyttelse af energi og andre væsentlige ressourcer i disse produkter.

(6)

Det bør erindres, at der findes EU-lovgivning og national lovgivning, som giver forbrugerne visse rettigheder med hensyn til erhvervede produkter, herunder erstatning eller ombytning af produktet.

(7)

Kommissionen bør opstille en prioritetsliste over energirelaterede produkter, der kan være omfattet af en delegeret retsakt under dette direktiv. En sådan liste kan indgå i den arbejdsplan, der er omhandlet i direktiv 2009/125/EF.

(8)

Oplysning spiller en afgørende rolle i markedskræfternes spil, og det er derfor nødvendigt at indføre en ensartet etiket for alle produkter af samme type, at give potentielle købere supplerende standardoplysninger om produkternes energiomkostninger og forbrug af andre væsentlige ressourcer, og at sørge for, at potentielle slutbrugere, der ikke ser produkterne udstillet og derfor ikke har lejlighed til at se etiketten, også får disse oplysninger. For at kunne få den ønskede gennemslagskraft bør etiketten være let genkendelig for slutbrugerne, enkel og kortfattet. Til dette formål bør etikettens nuværende layout bibeholdes som grundlag for oplysninger til slutbrugerne om produkternes energieffektivitet. Energiforbruget og andre oplysninger om produkterne bør måles efter harmoniserede standarder og metoder.

(9)

Som understreget i Kommissionens konsekvensanalyse, der ledsager forslaget til dette direktiv, er energimærkningsordningen blevet anvendt som model i forskellige lande rundt om i verden.

(10)

Medlemsstaterne bør regelmæssigt overvåge, hvordan dette direktiv efterleves, og lade relevante oplysninger indgå i den rapport, som de har pligt til hvert fjerde år at forelægge for Kommissionen i henhold til dette direktiv, og herunder bør de særlig være opmærksomme på leverandørernes og forhandlernes ansvarsområder.

(11)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter (6) indeholder generelle bestemmelser om markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter. Dette direktiv indeholder mere udførlige bestemmelser til opfyldelse af direktivets mål. Disse bestemmelser er forenelige med forordning (EF) nr. 765/2008.

(12)

En rent frivillig ordning ville betyde, at kun nogle produkter bliver mærket eller forsynet med standardiserede produktoplysninger, hvilket ville kunne skabe uklarhed for eller endog vildledning af visse slutbrugere. Den foreliggende ordning bør derfor sikre, at forbruget af energi og andre væsentlige ressourcer oplyses for alle produkter ved mærkning og på et standardiseret produktdatablad.

(13)

Energirelaterede produkter påvirker under deres anvendelse direkte eller indirekte forbruget af energi i mange forskellige former, hvoraf elektricitet og gas er de vigtigste. Derfor bør dette direktiv omfatte energirelaterede produkter, der under deres anvendelse direkte eller indirekte påvirker forbruget af enhver form for energi.

(14)

Energirelaterede produkter, som under deres anvendelse direkte eller indirekte påvirker forbruget af energi eller i givet fald andre væsentlige ressourcer betydeligt, og som rummer tilstrækkelige muligheder for forbedring af effektiviteten bør omfattes af en delegeret retsakt, når oplysninger tilvejebragt ved mærkning kan tilskynde slutbrugerne til at købe mere effektive produkter.

(15)

For at opfylde Unionens mål med hensyn til klimaændringer og energisikkerhed og i betragtning af, at det samlede energiforbrug til produkter forventes fortsat at stige på lang sigt, kan delegerede retsakter under dette direktiv, hvor det er relevant, også sikre, at produktets samlede energiforbrug fremhæves på etiketten.

(16)

I flere medlemsstater er der regler for offentlige indkøb, som forpligter de kontraherende myndigheder til at købe energieffektive produkter. Flere medlemsstater har også indført incitamenter for energieffektive produkter. Kriterierne for, hvornår produkter kan komme i betragtning til offentlige indkøb eller incitamenter, kan være meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Henvisning til præstationsklasser som niveauer for bestemte produkter, der fastsættes i de delegerede retsakter til dette direktiv, kan være et middel til at reducere den opsplitning af markederne, som forskellige kriterier for offentlige indkøb og incitamenter medfører, og fremme udbredelsen af effektive produkter.

(17)

Eventuelle incitamenter fra medlemsstaterne til fremme af effektive produkter kan udgøre statsstøtte. Dette direktiv foregriber ikke resultatet af en eventuelt kommende statsstøttesag om sådanne incitamenter efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og bør ikke dække skatte- og afgiftsspørgsmål. Det står medlemsstaterne frit for at beslutte, af hvilken art sådanne incitamenter skal være.

(18)

Fremme af energieffektive produkter ved mærkning, offentlige indkøb og incitamenter bør ikke gå ud over sådanne produkters samlede miljøpræstationer og funktionsmåde.

(19)

Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med TEUF artikel 290 for så vidt angår mærkning og standardiserede produktoplysninger om energirelaterede produkters forbrug af energi og andre væsentlige ressourcer under deres anvendelse. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau.

(20)

Kommissionen bør regelmæssigt forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en sammenfatning, der dækker EU og hver enkelt medlemsstat, af de rapporter om indsatsen for håndhævelse og graden af regelefterlevelse, som medlemsstaterne forelægger i henhold til dette direktiv.

(21)

Det bør være Kommissionens opgave at tilpasse de på etiketten oplyste klassifikationer for at sikre forudsigelighed for virksomhederne og forståelighed for forbrugerne.

(22)

I varierende omfang afhængigt af det pågældende produkt kan den teknologiske udvikling og mulighederne for yderligere betydelige energibesparelser nødvendiggøre en yderligere produktdifferentiering og begrunde en revision af klassificeringen. En sådan revision bør navnlig give mulighed for reskalering. Denne revision bør foretages så hurtigt som muligt for produkter, som er særligt innovative og derfor kan bidrage betydeligt til energieffektiviteten.

(23)

Når Kommissionen vurderer fremskridtene og aflægger rapport om gennemførelsen af handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik i 2012, vil den navnlig analysere, om der er behov for en yderligere indsats til forbedring af produkters energi- og miljøpræstationer, herunder bl.a. eventuel information til forbrugerne om produkters CO2-fodaftryk eller indvirkning på miljøet i løbet af deres livscyklus.

(24)

Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 92/75/EØF. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af direktiv 92/75/EØF.

(25)

Når medlemsstaterne gennemfører bestemmelserne i dette direktiv, bør de bestræbe sig på at afstå fra at vedtage foranstaltninger, som kunne pålægge de berørte markedsdeltagere, navnlig små og mellemstore virksomheder (SMV’er), unødvendigt bureaukratiske og tunge forpligtelser.

(26)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn frister for gennemførelsen i national ret og anvendelsen af direktiv 92/75/EØF.

(27)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (7) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og i Unionens interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv fastsætter rammevilkår for harmonisering af nationale foranstaltninger vedrørende information til slutbrugere, navnlig i form af mærkning og standardiserede produktoplysninger om energirelaterede produkters forbrug af energi og hvor det er relevant andre væsentlige ressourcer under deres anvendelse og om andre i denne forbindelse relevante forhold, således at slutbrugerne får mulighed for at vælge mere effektive produkter.

2.   Direktivet finder anvendelse på energirelaterede produkter, som under deres anvendelse direkte eller indirekte påvirker forbruget af energi og, hvor det er relevant, andre væsentlige ressourcer i betydelig grad.

3.   Dette direktiv gælder ikke for

a)

brugte produkter

b)

transportmidler for personer eller for varer

c)

den dataplade eller lignende, som af sikkerhedsgrunde er anbragt på produkterne.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)   »energirelateret produkt« eller »produkt«: ethvert produkt, der indvirker på energiforbruget under dets anvendelse, og som bringes i omsætning eller tages i brug i Unionen, herunder dele, der er beregnet til at indgå i energirelaterede produkter, der er omfattet af dette direktiv, når de bringes i omsætning eller tages i brug som enkeltdele for slutbrugere, og når deres miljøpræstationer kan vurderes selvstændigt

b)   »datablad«: et standardiseret skema med oplysninger om et produkt

c)   »andre væsentlige ressourcer«: vand, kemikalier eller andet, som forbruges af et produkt ved normal brug

d)   »supplerende oplysninger«: andre oplysninger om et produkts præstationsevne og andre egenskaber, som er af betydning for eller kan bidrage til vurderingen af dets forbrug af energi eller andre væsentlige ressourcer på grundlag af målelige data

e)   »direkte påvirkning«: påvirkning fra produkter, der reelt forbruger energi under anvendelsen

f)   »indirekte påvirkning«: påvirkning fra produkter, der ikke forbruger energi, men bidrager til energibesparelser under anvendelsen

g)   »forhandler«: en detailhandler eller anden person, som sælger, udlejer, sælger på afbetaling eller udstiller produkter, der er bestemt til slutbrugeren

h)   »leverandør«: producenten eller dennes godkendte repræsentant i Unionen eller importøren, der bringer produktet i omsætning eller tager det i brug på EU-markedet. Hvis sådanne ikke findes, anses enhver fysisk eller juridisk person, der bringer produkter omhandlet i dette direktiv i omsætning eller tager dem i brug, for at være leverandør

i)   »bringe i omsætning «: den første gang et produkt gøres tilgængeligt på EU-markedet med henblik på distribution eller anvendelse i Unionen enten mod betaling eller gratis og uanset salgsmetode

j)   »ibrugtagning«: den første anvendelse i Unionen af et produkt i overensstemmelse med dets formål

k)   »uautoriseret anvendelse af en etiket«: anvendelse af en etiket af andre end medlemsstaternes myndigheder eller EU-institutioner på en måde, der ikke er hjemmel for i dette direktiv eller i en delegeret retsakt.

Artikel 3

Medlemsstaternes ansvarsområder

1.   Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre,

a)

at alle leverandører og forhandlere på deres område opfylder deres forpligtelser som fastsat i artikel 5 og 6

b)

at det forbydes, at andre etiketter, mærker, symboler eller inskriptioner, som ikke er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv og i de relevante delegerede retsakter, anbringes på produkter, der er omfattet af dette direktiv, hvis det er sandsynligt, at denne anbringelse vil kunne virke vildledende eller misvisende for slutbrugerne med hensyn til forbruget af energi eller, hvor det er relevant, andre væsentlige ressourcer under anvendelse af produkterne

c)

at der samtidig med indførelsen af ordningen med etiketter og datablade vedrørende energiforbrug eller -besparelse gennemføres reklame- og oplysningskampagner, der skal fremme energieffektiviteten og tilskynde slutbrugerne til en mere ansvarlig udnyttelse af energien

d)

at der træffes passende foranstaltninger for at tilskynde de relevante nationale eller regionale myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af dette direktiv, til at samarbejde og give hinanden og Kommissionen oplysninger for at medvirke til at håndhæve direktivet. Det administrative samarbejde og udvekslingen af oplysninger skal udføres under udnyttelse af alle de elektroniske kommunikationsmidlers fordele, skal være omkostningseffektivt og kan modtage støtte fra relevante EU-programmer. Samarbejdet varetages på en sådan måde, at der, hvor det er nødvendigt, er den nødvendige garanti for behandlingens sikkerhed og fortrolighed og for beskyttelsen af følsomme oplysninger, der overdrages under denne procedure. Kommissionen træffer passende foranstaltninger for at tilskynde og bidrage til det i dette punkt omhandlede samarbejde mellem medlemsstaterne.

2.   Når en medlemsstat konstaterer, at et produkt ikke opfylder alle relevante krav til etiketten og databladet som omhandlet i dette direktiv og dets delegerede retsakter, pålægges leverandøren at bringe produktet i overensstemmelse med disse krav på effektive og forholdsmæssige vilkår fastsat af medlemsstaten.

Er der tilstrækkeligt belæg for, at et produkt muligvis ikke opfylder kravene, træffer den berørte medlemsstat de nødvendige forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger, der skal sikre overensstemmelse inden for en bestemt tidsramme under hensyntagen til den skade, der er forårsaget.

Ved fortsat manglende overensstemmelse, træffer den berørte medlemsstat afgørelse om at begrænse eller forbyde at det pågældende produkt bringes i omsætning og/eller ibrugtagning af det pågældende produkt eller om, at det skal trækkes tilbage fra markedet. Kommissionen og de andre medlemsstater underrettes omgående i tilfælde, hvor produktet trækkes tilbage fra markedet, eller hvor der udstedes forbud mod at bringe produktet i omsætning.

3.   Hvert fjerde år forelægger medlemsstaterne Kommissionen en rapport, hvori der nærmere redegøres for deres indsats for at håndhæve direktivet og for, hvor godt det efterleves på deres område.

Kommissionen kan fastsætte nærmere regler om det fælles indhold af sådanne rapporter i form af retningslinjer.

4.   Kommissionen forelægger regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet en sammenfatning af disse rapporter til orientering.

Artikel 4

Oplysningskrav

Medlemsstaterne sørger for:

a)

at oplysninger om forbrug af el-energi, andre former for energi og, hvor det er relevant, andre væsentlige ressourcer under anvendelsen samt supplerende oplysninger meddeles slutbrugerne i overensstemmelse med de delegerede retsakter i medfør af dette direktiv ved hjælp af et datablad og en etiket om produkter, der udstilles eller udbydes til salg, leje eller afbetalingssalg til slutbrugeren, hvad enten det foregår direkte eller indirekte ved fjernsalg under enhver form, herunder via internettet

b)

at de i litra a) omhandlede oplysninger også tilvejebringes for indbyggede eller installerede produkter, men kun når det kræves i den relevante delegerede retsakt

c)

at enhver reklame, som vedrører en bestemt model af energirelaterede produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt i medfør af dette direktiv, indeholder en henvisning til produktets energieffektivitetsklasse, hvis der gives energirelaterede eller prismæssige oplysninger

d)

at al teknisk salgsmateriale vedrørende energirelaterede produkter, som beskriver et produkts specifikke tekniske parametre, såsom tekniske vejledninger og brochurer fra producenterne, enten i trykt udgave eller online, giver slutbrugerne de nødvendige oplysninger om energiforbrug eller indeholder en henvisning til produktets energieffektivitetsklasse.

Artikel 5

Leverandørernes ansvarsområder

Medlemsstaterne sørger for:

a)

at leverandører, der bringer produkter, som er omfattet af en delegeret retsakt, i omsætning eller leverer dem til brug, forsyner dem med en etiket og et datablad i overensstemmelse med dette direktiv og den delegerede retsakt

b)

at leverandørerne udarbejder teknisk dokumentationsmateriale, der gør det muligt at bedømme nøjagtigheden af etikettens og databladets oplysninger. Det tekniske dokumentationsmateriale skal indeholde:

i)

en generel beskrivelse af produktet

ii)

resultatet af konstruktionsberegninger, hvor det er relevant

iii)

afprøvningsrapporter, hvis sådanne foreligger, herunder også fra relevante bemyndigede organisationer som defineret i andre EU-bestemmelser

iv)

henvisninger, når der benyttes værdier for lignende modeller, til disse modeller, således at de kan identificeres.

Leverandørerne kan med henblik herpå anvende materiale, der allerede er udarbejdet i overensstemmelse med krav i andre relevante EU-bestemmelser.

c)

at leverandørerne stiller det tekniske dokumentationsmateriale til rådighed for inspektionsformål i fem år efter, at det sidste af de relevante produkter blev fremstillet.

Leverandørerne stiller på anmodning en elektronisk version af det tekniske dokumentationsmateriale til rådighed for medlemsstaternes markedstilsynsmyndigheder og for Kommissionen inden 10 arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning fra en medlemsstats kompetente myndighed eller fra Kommissionen.

d)

at leverandørerne leverer forhandlerne de nødvendige etiketter til mærkning og produktoplysning gratis.

Leverandørerne leverer, uden at deres frihed til at vælge system for levering af etiketter derved indskrænkes, etiketterne omgående på bestilling fra forhandlerne.

e)

at leverandørerne foruden etiketterne leverer et datablad.

f)

at leverandørerne gengiver et produktdatablad i alle produktbrochurer. Følger der ikke produktbrochurer med fra leverandøren, skal leverandøren levere databladene sammen med anden dokumentation, der leveres sammen med produktet.

g)

at ansvaret for, at oplysningerne på etiketterne og databladene er korrekte, påhviler leverandørerne.

h)

at leverandørerne anses for at have givet deres samtykke til offentliggørelse af oplysningerne på etiketten eller databladet.

Artikel 6

Forhandlernes ansvarsområder

Medlemsstaterne sørger for:

a)

at forhandlerne placerer etiketterne korrekt, synligt og læseligt, og sørger for, at databladet indgår i produktbrochuren eller andet materiale, der følger produktet, når det sælges til slutbrugere.

b)

at forhandlerne forsyner alle udstillede produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt, med en korrekt etiket på det relevante sprog, anbragt på det iøjnefaldende sted, som fastsættes i den for produktet gældende delegerede retsakt.

Artikel 7

Fjernsalg og andre former for salg

Udbydes produkter til salg, leje eller salg på afbetaling, ved postordre, gennem katalog, via internettet, telefonsalg eller på enhver anden måde, der indebærer, at den potentielle slutbruger må formodes ikke at få lejlighed til at se produktet udstillet, skal de delegerede retsakter indeholde en bestemmelse om, at potentielle slutbrugere, inden de køber et produkt, skal gøres bekendt med de oplysninger, der er angivet på produktets etiket og i databladet. De delegerede retsakter angiver, om nødvendigt, hvordan etiketten eller databladet eller de oplysninger, der findes på etiketten eller databladet, skal vises eller gives til den potentielle slutbruger.

Artikel 8

Fri bevægelighed

1.   Medlemsstaterne må ikke forbyde, fastsætte restriktioner for eller lægge hindringer i vejen for, at produkter, der er omfattet af og opfylder bestemmelserne i dette direktiv og den gældende delegerede retsakt, bringes i omsætning eller leveres til brug på deres område.

2.   Medmindre de har belæg for det modsatte, skal medlemsstaterne anse etiketter og datablade som værende i overensstemmelse med dette direktivs og de delegerede retsakters bestemmelser. Medlemsstaterne forlanger, at leverandørerne fremlægger dokumentation som omhandlet i artikel 5, for, at oplysningerne på etiketterne og databladene er korrekte, hvis de har grund til at formode, at sådanne oplysninger er ukorrekte.

Artikel 9

Offentlige indkøb og incitamenter

1.   Hvis et produkt er omfattet af en delegeret retsakt, bestræber de ordregivende myndigheder, der, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (8), indgår offentlige kontrakter om indkøb, levering af tjenesteydelser eller udførelse af bygge- og anlægsprojekter, som ikke er udelukket fra direktivets anvendelsesområde i henhold til dets artikel 12-18, sig på kun at indkøbe produkter, der opfylder kriterierne for det højeste præstationsniveau, og som hører til den højeste energieffektivitetsklasse. Medlemsstaterne kan også kræve, at de ordregivende myndigheder kun indkøber produkter, der opfylder disse kriterier. Medlemsstaterne kan gøre anvendelsen af disse kriterier betinget af omkostningseffektivitet, økonomisk gennemførlighed, teknisk formålstjenlighed og tilstrækkelig konkurrence.

2.   Stk. 1 gælder for kontrakter med en værdi, som er lig med eller højere end de tærskler, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2004/18/EF.

3.   Når medlemsstaterne yder incitamenter vedrørende et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt, tilsigter de det højeste præstationsniveau, herunder den højeste energieffektivitetsklasse jf. den gældende delegerede retsakt. Beskatning og finanspolitiske foranstaltninger udgør ikke incitamenter i henhold til dette direktiv.

4.   Når medlemsstaterne yder incitamenter vedrørende produkter, både til slutbrugere, som bruger meget effektive produkter, og til industrivirksomheder, som markedsfører og fremstiller sådanne produkter, udtrykker de mindstekravene som præstationsklasser som defineret i den for det pågældende produkt gældende delegerede retsakt, undtagen når de fastsætter en højere ydeevne end tærsklen for den højeste energieffektivitetsklasse i den delegerede retsakt. Medlemsstaterne har ret til at fastsætte en højere ydeevne end tærsklen for den højeste energieffektivitetsklasse i den delegerede retsakt.

Artikel 10

Delegerede retsakter

1.   Kommissionen fastsætter nærmere bestemmelser om etiketten og databladet ved delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 11, 12 og 13, for hver type produkt i overensstemmelse med denne artikel.

Når et produkt opfylder de kriterier, der er anført i stk. 2, skal der vedtages en delegeret retsakt for det i overensstemmelse med stk. 4.

Delegerede retsakter skal indeholde bestemmelser om etikettens og databladets oplysninger om forbruget af energi og andre væsentlige ressourcer under anvendelsen, som sætter slutbrugerne i stand til at træffe mere velinformerede købsafgørelser, og som sætter markedstilsynsmyndighederne i stand til at kontrollere, om produkterne lever op til de anførte oplysninger.

Når en delegeret retsakt indeholder bestemmelser om både energieffektivitet og forbrug af væsentlige ressourcer for et produkt, skal etikettens udformning og indhold fremhæve produktets energieffektivitet.

2.   De i stk. 1 omhandlede kriterier er:

a)

Produkterne skal ifølge de nyeste foreliggende tal og under hensyntagen til, hvor store mængder de omsættes i på EU-markedet, rumme betydelige muligheder for at spare energi og i givet fald andre væsentlige ressourcer.

b)

Der skal være stor spredning i de relevante præstationsniveauer for de produkter, der kan fås på markedet med de relevante funktionelle egenskaber.

c)

Kommissionen skal tage hensyn til relevant EU-lovgivning og selvregulering som f.eks. frivillige aftaler, der forventes at opfylde de politiske mål hurtigere eller til lavere omkostninger end obligatoriske krav.

3.   Når Kommissionen udarbejder et udkast til delegeret retsakt, skal den:

a)

tage hensyn til de miljøparametre, der er anført i bilag I, del 1, til direktiv 2009/125/EF og udpeget som væsentlige i den relevante gennemførelsesforanstaltning til direktiv 2009/125/EF, og som er relevante for slutbrugeren under anvendelsen

b)

vurdere retsaktens virkninger for miljøet, slutbrugerne og producenterne, herunder små og mellemstore virksomheder med hensyn til konkurrenceevne, også på markeder uden for Unionen, innovation, markedsadgang samt omkostninger og udbytte

c)

foretage en passende interessenthøring

d)

fastsætte en eller flere gennemførelsesdatoer, eventuel fasedeling eller overgangsforanstaltninger eller -perioder, navnlig under hensyntagen til eventuelle virkninger for små og mellemstore virksomheder eller for særlige produktgrupper, der primært fremstilles af små og mellemstore virksomheder.

4.   De delegerede retsakter skal særlig angive følgende:

a)

den nøjagtige definition af den type produkt, der er omfattet deraf

b)

de målestandarder og målemetoder, der skal anvendes med henblik på at fremskaffe de i artikel 1, stk. 1, omhandlede oplysninger

c)

hvilke enkeltheder det tekniske dokumentationsmateriale, der kræves i henhold til artikel 5 skal indeholde

d)

udformning og indhold af den i artikel 4 nævnte etiket, som så vidt muligt skal have en ensartet udformning for alle produktgrupper og i alle tilfælde være klart synlig og læselig. Etikettens format er fortsat baseret på klassificeringen med bogstaver fra A til G; klassificeringens trin svarer til betydelige energi- og omkostningsbesparelser set fra slutbrugerens synspunkt.

Der kan tilføjes tre supplerende klasser til klassificeringen, hvis det teknologiske fremskridt gør det nødvendigt. Disse supplerende klasser angives med A+, A++ og A+++ for den mest effektive klasse. I princippet er det samlede antal klasser begrænset til syv, medmindre flere klasser fortsat er i brug.

Farveskalaen består af højst syv forskellige farver, fra mørkegrøn til rød. Farvekoden for den højeste klasse alene er altid mørkegrøn. Hvis der er flere end syv klasser, er den røde farve den eneste, der kan gentages.

Klassificeringen revideres navnlig, når en betydelig andel af produkterne på det indre marked opnår de to højeste energieffektivitetsklasser, og når der kan opnås supplerende besparelser ved at skelne yderligere mellem produkterne.

De detaljerede kriterier for en eventuel omklassificering af produkterne fastlægges i givet fald i det enkelte tilfælde i den relevante delegerede retsakt.

e)

hvor på det udstillede produkt etiketten skal anbringes, og hvordan etiketten og/eller oplysningerne skal forelægges ved salgstilbud som omhandlet i artikel 7. Hvor det er hensigtsmæssigt, kan de delegerede retsakter foreskrive, at etiketten skal fastgøres på produktet eller trykkes på emballagen, eller fastsætte nærmere krav til, hvordan mærkningen skal gengives ved trykning af kataloger, fjernslag og internetsalg

f)

indholdet og, hvor det er hensigtsmæssigt, formatet af samt andre enkeltheder vedrørende det datablad eller de yderligere oplysninger, der er omhandlet i artikel 4 og artikel 5, litra c); oplysningerne på etiketten skal også fremgå af databladet

g)

etikettens specifikke indhold i forbindelse med reklame, herunder i relevant omfang energiklasse og andre relevante præstationsniveauer for det pågældende produkt, i en læselig og synlig form

h)

hvor det er hensigtsmæssigt, hvor længe den eller de på etiketten oplyste klassificeringer, jf. litra d), er gyldige

i)

præcisionsgraden af deklarationerne på etiket og datablad

j)

hvornår den delegerede retsakt skal evalueres og eventuelt revideres under hensyntagen til, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går.

Artikel 11

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 10, i en periode på fem år fra den … (9). Kommissionen aflægger rapport vedrørende de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges automatisk for perioder af tilsvarende varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet tilbagekalder delegationen i henhold til artikel 12.

2.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter på de i artikel 12 og 13 anførte betingelser.

Artikel 12

Tilbagekaldelse af delegationen

1.   Den i artikel 11 omhandlede delegation af beføjelser kan tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Den institution, der har indledt en intern procedure med henblik på at afgøre, om delegationen af beføjelser skal tilbagekaldes, bestræber sig på at give den anden institution og Kommissionen meddelelse herom i rimelig tid, inden den endelige afgørelse træffes, og angiver samtidig, hvilke delegerede beføjelser der eventuelt vil blive tilbagekaldt, samt den mulige begrundelse herfor.

3.   Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning øjeblikkeligt eller på et senere tidspunkt, der præciseres i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 13

Indsigelser mod delegerede retsakter

1.   Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod den delegerede retsakt inden for en frist på to måneder fra meddelelsen.

Fristen forlænges med to måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af denne frist gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på den dato, der er fastsat heri.

Den delegerede retsakt kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og træde i kraft inden fristens udløb, hvis både Europa-Parlamentet og Rådet har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelser.

3.   Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en delegeret retsakt, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.

Artikel 14

Evaluering

Kommissionen vurderer senest den 31. december 2014 effektiviteten af dette direktiv og dets delegerede retsakter og forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet.

Ved samme lejlighed vurderer Kommissionen også:

a)

bidraget fra artikel 4, litra c), til dette direktivs mål

b)

effektiviteten af artikel 9, stk. 1

c)

behovet for at ændre artikel 10, stk. 4, litra d), på baggrund af den tekniske udvikling og forbrugernes forståelse af etikettens udformning.

Artikel 15

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv og dets delegerede retsakter, herunder uberettiget anvendelse af etiketten, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver den … (10) Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående Kommissionen senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

Artikel 16

Gennemførelse i national ret

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den … (10). De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser.

De anvender disse bestemmelser fra den … (11).

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til direktiv 92/75/EØF gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 17

Ophævelse

Direktiv 92/75/EØF, som ændret ved den i bilag I, del A, nævnte forordning, ophæves med virkning fra den … (12), uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktivet.

Henvisninger til direktiv 92/75/EØF gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 18

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5, litra d), g) og h) anvendes fra … (12).

Artikel 19

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ….

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 90.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 5.5.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets førstebehandlingsholdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT), Europa-Parlamentets holdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af …

(3)  EFT L 297 af 13.10.1992, s. 16.

(4)  Se bilag I, del A.

(5)  EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.

(6)  EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30.

(7)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

(8)  EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114.

(9)  Indsæt venligst datoen for dette direktivs ikrafttræden.

(10)  Indsæt venligst datoen 12 måneder efter ikrafttrædelsen af dette direktiv.

(11)  Indsæt venligst datoen 12 måneder og 30 dage efter ikrafttrædelsen af dette direktiv.

(12)  Indsæt venligst datoen 12 måneder og 31 dage efter dette direktivs ikrafttræden.


BILAG I

DEL A

Ophævet direktiv med ændringer

(jf. artikel 17)

Rådets direktiv 92/75/EØF

(EFT L 297 af 13.10.1992, s. 16)

 

Forordning (EF) nr. 1882/2003

(EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1)

Kun punkt 32 i bilag III

DEL B

Liste over frister for gennemførelse i national ret

(jf. artikel 16)

Direktiv

Frist for gennemførelse

92/75/EØF

1. januar 1994


BILAG II

SAMMENLIGNINGSTABEL

Direktiv 92/75/EØF

Nærværende direktiv

Artikel 1, stk. 1, indledning, første punktum

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 1, indledning, andet punktum

Artikel 1, stk. 2

Artikel 1, stk. 1, første til syvende led

Artikel 1, stk. 2

Artikel 1, stk. 3, litra a) og b)

Artikel 1, stk. 3

Artikel 1, stk. 3, litra c)

Artikel 2, litra a) og b)

Artikel 1, stk. 4, første og andet led

Artikel 2, litra g) og h)

Artikel 1, stk. 4, tredje led

Artikel 1, stk. 4, fjerde led

Artikel 2, litra c)

Artikel 1, stk. 4, femte led

Artikel 2, litra d)

Artikel 2, litra e), f), i), j) og k)

Artikel 1, stk. 5

Artikel 2, stk. 1

Artikel 4, litra a)

Artikel 4, litra b), c) og d)

Artikel 2, stk. 2

Artikel 2, stk. 3

Artikel 5, litra b)

Artikel 2, stk. 4

Artikel 5, litra b) og c)

Artikel 3, stk. 1

Artikel 5, litra a)

Artikel 3, stk. 2

Artikel 5, litra e) og f)

Artikel 3, stk. 3

Artikel 5, litra g)

Artikel 3, stk. 4

Artikel 5, litra h)

Artikel 6, litra a)

Artikel 4, litra a)

Artikel 6, litra b)

Artikel 4, litra b)

Artikel 5, litra d)

Artikel 5

Artikel 7

Artikel 6

Artikel 7, litra a)

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Artikel 7, litra b

Artikel 3, stk. 1, litra b)

Artikel 7, litra c)

Artikel 3, stk. 1, litra c)

Artikel 3, stk. 1, litra d)

Artikel 3, stk. 2, 3 og 4

Artikel 8, stk. 1

Artikel 8, stk. 1

Artikel 8, stk. 2

Artikel 8, stk. 2

Artikel 9

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 10, stk. 1, 2 og 3

Artikel 11

Artikel 12, litra a)

Artikel 10, stk. 4, litra a)

Artikel 12, litra b)

Artikel 10, stk. 4, litra b)

Artikel 12, litra c)

Artikel 10, stk. 4, litra c)

Artikel 12, litra d)

Artikel 10, stk. 4, litra d)

Artikel 12, litra e)

Artikel 10, stk. 4, litra e)

Artikel 12, litra f)

Artikel 10, stk. 4, litra f)

Artikel 12, litra g)

Artikel 10, stk. 4, litra g), h), i) og j)

Artikel 11, 12, 13, 14 og 15

Artikel 13

Artikel 17

Artikel 14

Artikel 16

Artikel 18

Artikel 15

Artikel 19

Bilag I

Bilag II


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

1.

Den 17. november 2008 forelagde Europa-Kommissionen et omarbejdet forslag til direktiv om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger for Rådet og Europa-Parlamentet med artikel 95 som retsgrundlag (1).

2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 24. marts 2009 (2). Regionsudvalget har endnu ikke afgivet udtalelse.

3.

Europa-Parlamentet vedtog sin førstebehandlingsudtalelse den 5. maj 2009 (3) og godkendte 60 ændringer.

4.

Den 14. april 2010 vedtog Rådet sin førstebehandlingsholdning i overensstemmelse med artikel 294 i TEUF.

II.   FORMÅLET MED FORSLAGET

Dette forslag indgår sammen med to andre forslag (4) i den energieffektivitetspakke, som Kommissionen fremlagde i november 2008.

Hovedformålet med det omarbejdede forslag er at udvide anvendelsesområdet for det nuværende direktiv 92/75/EØF, som kun omfatter husholdningsapparater, således at mærkningskravet kommer til at gælde for alle energirelaterede produkter, herunder husholdnings-, handels- og industrisektoren og visse produkter, der ikke forbruger energi, men som indebærer væsentlige energisparemuligheder, når først de er i brug eller installeret, f.eks. vinduer. Det forfølger navnlig det overordnede mål om at forbedre disse produkters energieffektivitet og derved bidrage til Fællesskabets mål vedrørende beskyttelse af miljø og bekæmpelse af klimaændringer på linje med EU's energi- og klimapolitiske mål for 2020 for så vidt angår drivhusgasemissioner.

III.   GENNEMGANG AF RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDNING

1.

På grund af den stramme tidsplan, der er nødvendig for hurtigt at nå til enighed om dette forslag som ønsket af Det Europæiske Råd, har Rådet fra begyndelsen søgt at finde frem til elementer, som både Parlamentet og Rådet ville kunne acceptere, i stedet for at udarbejde en fuldt vedtaget rådsholdning, inden der blev indledt forhandlinger med Parlamentet. For at komme hurtigt fremad og samtidig tage hensyn til datoen for ikrafttrædelsen af traktaten om EU's funktionsmåde blev det besluttet at gå frem i to tempi:

nå til enighed om direktivets indhold. Efter konsultationer med Parlamentet blev denne første fase afsluttet i november 2009. Enigheden blev bekræftet af Coreper den 19. november 2009 og af EP's ITRE-Udvalg ved en skrivelse fra udvalgets formand dateret den 2. december 2009.

nå til enighed om ændringerne som følge af TEUF's ikrafttræden, navnlig med hensyn til tilpasningen af retsgrundlaget og udvalgsbestemmelserne. Efter konsultationer med Parlamentet blev denne anden fase afsluttet i marts 2010, hvor der i det omfang, det var muligt, blev benyttet horisontale løsninger, navnlig med hensyn til høring af eksperter samt Parlamentets, Rådets og Kommissionens erklæring om artikel 290 og Kommissionens erklæring om institutionernes pauser. Enigheden blev bekræftet af Coreper den 24. marts 2010 og af EP's ITRE-Udvalg ved en skrivelse fra udvalgets formand dateret den 25. marts 2010.

2.

Enigheden i disse to faser er indarbejdet i Rådets holdning. Dets vigtigste elementer er:

 

Bestemmelser om etiketten og etikettens udformning:

 

Rådet har baseret etikettens format på den nuværende udformning af etiketten med klasserne A til G, idet der samtidig gives mulighed for tre supplerende klasser med et samlet antal klasser, der er begrænset til syv, og idet der sørges for tydelig mærkning af de tilsvarende farver på etiketten. Når der tilføjes en ny klasse forskydes farveskalaen. På denne måde sikres en synlig og læselig udformning af etiketten, der er letforståelig for forbrugeren, således som Parlamentet anmoder om i den første del af ændring 70. Endvidere har Rådet fastsat, at detaljerne vedrørende en eventuel omklassificering af produkterne fastlægges i det enkelte tilfælde i de relevante delegerede retsakter. Endelig anmodes Kommissionen i en revisionsklausul om inden udgangen af 2014 at vurdere behovet for at ændre bestemmelserne vedrørende etikettens udformning på baggrund af den tekniske udvikling og forbrugernes forståelse af etikettens udformning.

 

På linje med ændring 52 har Rådet også sikret, at der kan træffes foranstaltninger mod uberettiget brug af etiketten.

 

Bestemmelser vedrørende reklame:

Rådet har delvis fulgt Parlamentet for så vidt angår ændring 32 og har gjort det obligatorisk at medtage energieffektivitetsklassen i reklamer i alle tilfælde, hvor der gives energirelaterede eller prismæssige oplysninger. Med hensyn til obligatoriske oplysninger om energiforbrug eller en henvisning til produktets energieffektivitetsklasse i teknisk salgsmateriale har Rådet fuldt ud accepteret Parlamentets ændring 33.

 

Bestemmelse om offentlige indkøb:

Rådet har fastlagt en mulighed for, at medlemsstaterne kan kræve, at deres ordregivende myndigheder kun indkøber produkter, der opfylder energieffektivitetskriterierne, dvs. der hører til den højeste energieffektivitetsklasse og har det højeste præstationsniveau, hvilket imødekommer delvist ændring 40.

* * *

Foruden ovenstående elementer og med henblik på hurtigt at nå til enighed gennemgik Rådet alle Parlamentets ændringer. Overalt hvor det var muligt, blev ændringer accepteret, enten fuldt ud eller delvis; undertiden blev tanken bag en ændring taget op i en anden artikel eller i en betragtning. Rådet har således i sin holdning:

fuldt ud accepteret (nogle af dem omformuleret), delvis accepteret eller i princippet accepteret følgende 40 ændringer: 1, 2, 72, 4, 53 + 64, 7, 74, 8 - 11, 54 + 65, 17 - 19, 21 - 23, 25 - 33, 35, 36, 56 + 68, 38, 40, 43, 70 (første del), 50 - 52;

ikke været i stand til at acceptere følgende 21 ændringer: 3, 5, 12 - 15, 20, 59, 24, 66, 67, 39, 41 - 42, 69, 76, 45, 47, 70 (anden del), 58 + 71.


(1)  Dok. 15906/08.

(2)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 90.

(3)  Dok. 9322/09.

(4)  De to andre forslag i denne pakke er:

Udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning) (2008/0223 COD)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 46).

Erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om artikel 290 i TEUF

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen erklærer, at dette direktivs bestemmelser ikke anfægter institutionernes fremtidige holdninger for så vidt angår gennemførelsen af artikel 290 i TEUF eller enkelte retsakter, som indeholder sådanne bestemmelser.

Erklæring fra Kommissionen

Europa-Kommissionen noterer sig, at Europa-Parlamentet og Rådet, undtagen i tilfælde, hvor retsakten foreskriver anvendelse af en hasteprocedure, mener, at der ved meddelelse af delegerede retsakter skal tages hensyn til institutionernes pauser (vinter, sommer og valg til Europa-Parlamentet) for at sikre, at Europa-Parlamentet og Rådet kan udøve deres beføjelser inden for de tidsfrister, der er fastsat i de relevante retsakter, og er rede til at handle i overensstemmelse hermed.


12.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 123/32


RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDNING (EU) Nr. 10/2010

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning)

Vedtaget af Rådet den 14. april 2010

2010/C 123 E/04

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 194, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/91/EF af 16. december 2002 om bygningers energimæssige ydeevne (4) er blevet ændret (5). Da der nu skal foretages flere substantielle ændringer, bør det af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

En effektiv, forsigtig, rationel og bæredygtig udnyttelse af energi omfatter bl.a. olieprodukter, naturgas og faste brændstoffer, som er vigtige energikilder men også de vigtigste kilder til CO2-udledning.

(3)

Bygninger står for 40 % af det samlede energiforbrug i Unionen. Sektoren er i vækst, hvilket nødvendigvis vil øge dens energiforbrug. Reduktion af energiforbruget og anvendelse af energi fra vedvarende energikilder i bygningssektoren er derfor vigtige foranstaltninger, der er nødvendige for at reducere Unionens energiafhængighed og udledningen af drivhusgasser. Sammen med øget anvendelse af energi fra vedvarende energikilder vil foranstaltningerne med sigte på at reducere Unionens energiforbrug gøre det muligt for Unionen at efterleve Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), og at respektere sin langsigtede målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2 °C og sit tilsagn om inden 2020 at reducere de samlede udledninger af drivhusgasser med mindst 20 % i forhold til 1990 og med 30 %, hvis der indgås en international aftale. Reduktion af energiforbruget og en forøget anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder spiller desuden en vigtig rolle for at fremme energiforsyningssikkerheden, fremme den teknologiske udvikling og øge mulighederne for beskæftigelse og regionaludvikling, navnlig i landområder.

(4)

Styring af energiefterspørgslen er et vigtigt redskab, hvormed Unionen kan påvirke det globale energimarked og dermed forsyningssikkerheden på længere sigt.

(5)

I marts 2007 understregede Det Europæiske Råd, nødvendigheden af at øge energieffektiviteten i Unionen for at nå målsætningen om at reducere Unionens energiforbrug med 20 % senest i 2020, og opfordrede til en grundig og hurtig gennemførelse af prioriteterne i Kommissionens meddelelse med titlen »Handlingsplan for energieffektivitet: udnyttelse af potentialet«. I denne handlingsplan pegede Kommissionen på, at der var store omkostningseffektive energibesparelser at hente i bygningssektoren. Europa-Parlamentets har i en beslutning af 31. januar 2008 opfordret til, at bestemmelserne i direktiv 2002/91/EF styrkes, og har adskillige gange, senest i sin beslutning af 3. februar 2009 om den anden strategiske energiredegørelse, opfordret til, at energieffektivitetsmålet på 20 % i 2020 gøres bindende. Desuden opstilles der i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020 (6) bindende nationale mål for CO2-reduktionen, for hvilke energieffektivitet i bygningssektoren spiller en afgørende rolle, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (7) omhandler fremme af energieffektiviteten inden for rammerne af et bindende mål om, at vedvarende energi i 2020 skal stå for 20 % af Unionens samlede energiforbrug.

(6)

Det Europæiske Råd bekræftede i marts 2007 Unionens tilsagn om at udvikle energi fra vedvarende energikilder i hele Unionen ved at fastsætte et obligatorisk mål på 20 % energi fra vedvarende energikilder senest i 2020. Direktiv 2009/28/EF fastlægger en fælles ramme for fremme af energi fra vedvarende energikilder.

(7)

Der er brug for mere konkrete foranstaltninger med det formål at gennemføre de store urealiserede energisparemuligheder i bygninger og mindske de store forskelle mellem medlemsstaternes resultater på dette område.

(8)

Foranstaltninger til yderligere forbedring af bygningers energimæssige ydeevne bør tage hensyn til klima og lokale forhold samt indeklima og omkostningseffektivitet. Disse foranstaltninger bør ikke påvirke andre krav til bygninger såsom tilgængelighed, sikkerhed og bygningens tilsigtede anvendelse.

(9)

Bygningers energimæssige ydeevne bør beregnes ved hjælp af en metode, som kan differentieres på nationalt og regionalt plan. Dette omfatter foruden bygningens termiske egenskaber andre forhold, der spiller en stigende rolle, for eksempel opvarmnings- og klimaanlæg, anvendelse af energi fra vedvarende energikilder, bygningsdele, der udnytter passiv opvarmning og køling, skyggeforhold, indendørs luftkvalitet, tilstrækkeligt dagslysindfald og bygningens udformning. Metoden for beregning af en bygnings energimæssige ydeevne bør tage hensyn til ydeevnen gennem et helt år, og ikke kun baseres på opvarmningssæsonen. Nævnte metode bør tage hensyn til eksisterende europæiske standarder.

(10)

Medlemsstaterne har eneansvaret for at opstille mindstekrav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne. Disse krav bør sigte mod den omkostningsoptimale balance mellem investeringer og sparede energiomkostninger i hele bygningens levetid, uden at dette berører medlemsstaternes ret til at opstille mindstekrav, der er mere energieffektive end omkostningsoptimale energieffektivitetsniveauer. Der bør være mulighed for, at medlemsstaterne regelmæssigt kan revidere deres mindstekrav til bygningers energimæssige ydeevne i lyset af den tekniske udvikling.

(11)

Målsætningen om omkostningseffektive eller omkostningsoptimale energieffektivitetsniveauer kan under visse omstændigheder, f.eks. i lyset af klimatiske forskelle, berettige medlemsstaterne til at stille omkostningseffektive eller omkostningsoptimale krav til bygningsdele, der i praksis ville begrænse installationen af byggeprodukter, der overholder standarderne i EU-lovgivningen, forudsat at disse krav ikke udgør en uberettiget markedshindring.

(12)

Når medlemsstaterne opstiller krav til den energimæssige ydeevne for tekniske bygningsinstallationer, bør de, når det er muligt og relevant, anvende harmoniserede instrumenter, især testnings- og beregningsmetoder og energieffektivitetsklasser, der er udviklet som led i gennemførelsesbestemmelserne til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/9/EU af 14. april 2010 (9) om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger, med henblik på at sikre sammenhæng med beslægtede initiativer og i størst muligt omfang minimere en potentiel fragmentering af markedet.

(13)

Dette direktiv berører ikke artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Begrebet incitament, som det benyttes i dette direktiv, bør derfor ikke fortolkes som udgørende statsstøtte.

(14)

Kommissionen bør fastlægge rammerne for en sammenligningsmetode til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne. Medlemsstaterne bør benytte denne ramme til at sammenligne resultaterne med de mindstekrav til energimæssig ydeevne, som de har vedtaget. Hvis der er betydelige afvigelser, dvs. over 15 %, mellem de beregnede omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne og de gældende mindstekrav til energimæssig ydeevne, bør medlemsstaterne retfærdiggøre forskellen eller planlægge passende foranstaltninger til at nedbringe afvigelsen. Den anslåede økonomiske livscyklus for en bygning eller en bygningsdel bør bestemmes af medlemsstaterne under hensyntagen til eksisterende praksis og erfaringer med at definere en typisk økonomisk livscyklus. Resultaterne af denne sammenligning og de data, der er anvendt til at nå frem til disse resultater, bør jævnligt indberettes til Kommissionen. Disse indberetninger bør sætte Kommissionen i stand til at vurdere og aflægge rapport om medlemsstaternes fremskridt hen imod opnåelse af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne.

(15)

Bygninger påvirker energiforbruget i lang tid fremover. På baggrund af den lange renoveringscyklus for eksisterende bygninger bør nye bygninger, og eksisterende bygninger, der undergår en større renovering, derfor opfylde mindstekrav til energimæssig ydeevne, der er tilpasset stedets klima. Da mulighederne i alternative energiforsyningssystemer ikke generelt udnyttes fuldt ud, bør alternative systemer i nye bygninger overvejes uanset bygningernes størrelse efter princippet om først at sikre, at energibehovet til opvarmning og køling er nedbragt til et omkostningsoptimalt niveau.

(16)

Større renoveringer af eksisterende bygninger giver uanset bygningernes størrelse anledning til at foretage omkostningseffektive indgreb for at forbedre bygningernes energimæssige ydeevne. Af hensyn til omkostningseffektiviteten bør mindstekravene til energimæssig ydeevne kunne begrænses til kun at gælde de af de renoverede dele, der er mest relevante for bygningens energimæssige ydeevne. Medlemsstaterne bør kunne vælge at definere »større renoveringsarbejder« enten som en procentdel af bygningens klimaskærm eller i forhold til bygningens værdi. Hvis en medlemsstat beslutter at definere større renoveringsarbejder i forhold til bygningens værdi, vil værdier som forsikringsværdien eller den nuværende værdi baseret på genopførelsesomkostningerne, eksklusive værdien af den grund, bygningen står på, kunne anvendes.

(17)

Der er brug for foranstaltninger for at øge antallet af bygninger, der ikke kun opfylder de nuværende mindstekrav til energimæssig ydeevne, men også er mere energieffektive og derved reducerer både energiforbruget og CO2-udledningen. Med henblik herpå bør medlemsstaterne udarbejde nationale planer for at øge antallet af næsten energineutrale bygninger og regelmæssigt indberette sådanne planer til Kommissionen.

(18)

Finansielle EU-instrumenter og andre foranstaltninger er ved at blive indført eller tilpasset med det formål at stimulere energieffektivitetsrelaterede tiltag. Sådanne finansielle instrumenter på EU-plan omfatter bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (10), der er ændret for at give mulighed for øgede investeringer i energieffektivitet i boliger; det offentligt-private partnerskab om et »europæisk initiativ for at skabe energieffektive bygninger«, der skal fremme grønne teknologier og udviklingen af energieffektive systemer og materialer i nyopførte og renoverede bygninger; initiativet fra Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) »EU-initiativ til finansiering af bæredygtig energi«, der bl.a. skal gøre det muligt at investere i energieffektivitet; den EIB-ledede »Margueritefond«: den Europæiske 2020-fond for energi, klimaændringer og infrastruktur; Rådets direktiv 2009/47/EF af 5. maj 2009 om ændring af direktiv 2006/112/EF hvad angår de nedsatte satser for merværdiafgiften (11); struktur- og samhørighedsfondsinstrumentet JEREMIE (fælleseuropæiske midler til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder); finansieringsfaciliteten for energieffektivitet (EEFF); rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP), herunder programmet »Intelligent energi - Europa« (IEE) II, der specifikt fokuserer på at fjerne markedshindringer relateret til energieffektivitet og energi fra vedvarende energikilder gennem f.eks. den tekniske bistandsfacilitet ELENA (European Local Energy Assistance); borgmesteraftalen; iværksætter- og innovationsprogrammet; programmet for støtte til politikken på ikt-området 2010 samt syvende forskningsrammeprogram. Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling yder også finansiering med det formål at stimulere energieffektivitetsrelaterede tiltag.

(19)

Finansielle EU-instrumenter bør anvendes til at udmønte dette direktiv målsætninger i praksis uden dog at træde i stedet for nationale foranstaltninger. Især bør de anvendes til at sikre relevante og innovative finansieringsmidler, der kan katalysere investering i energieffektivitetsforanstaltninger. De vil kunne spille en vigtig rolle i udviklingen af nationale, regionale og lokale energieffektivitetsfonde, -instrumenter eller -mekanismer, der yder sådanne finansieringsmuligheder til private ejere, små og mellemstore virksomheder og energitjenesteselskaber.

(20)

Med henblik på at give Kommissionen relevant information bør medlemsstaterne opstille en liste over eksisterende og foreslåede foranstaltninger ud over dem, der kræves i dette direktiv, herunder foranstaltninger af finansiel karakter, der fremmer målsætningerne for dette direktiv. De eksisterende og foreslåede foranstaltninger, som medlemsstaterne anfører, kan navnlig omfatte foranstaltninger, der sigter på at reducere eksisterende juridiske hindringer og markedshindringer, og som tilskynder til investeringer og/eller andre aktiviteter med henblik på at øge energieffektiviteten i nye og eksisterende bygninger og således potentielt bidrager til at nedbringe energifattigdommen. Sådanne foranstaltninger vil kunne omfatte, men bør ikke være begrænsede til gratis eller subsidieret teknisk bistand og rådgivning, direkte tilskud, rentelettede låneordninger eller lavrentelån, tilskudsordninger og lånegarantiordninger. De offentlige myndigheder eller andre institutioner, der står for disse foranstaltninger af finansiel art, vil kunne knytte anvendelsen af foranstaltningerne til den anførte energimæssige ydeevne og anbefalingerne i energiattesterne.

(21)

Med henblik på at begrænse medlemsstaternes indberetningsbyrde, bør de indberetninger, dette direktiv kræver, kunne indgå i de energieffektivitetshandlingsplaner, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester (12). I hver medlemsstat bør den offentlige sektor gå i spidsen med energimæssigt ydedygtige bygninger, og derfor bør de nationale planer opstille mere ambitiøse mål for bygninger, der benyttes af offentlige myndigheder.

(22)

Energiattesten bør give potentielle købere og lejere af en bygning eller en bygningsenhed korrekte oplysninger om bygningens energimæssige ydeevne og praktiske råd om, hvordan den kan forbedres. Oplysningskampagner kan bruges til at tilskynde ejere og lejere yderligere til at forbedre deres bygnings eller bygningsenheds energimæssige ydeevne. Ejere og lejere af erhvervsbygninger bør også tilskyndes til at udveksle oplysninger om det aktuelle energiforbrug for at sikre, at alle data er til rådighed med henblik på at træffe kvalificerede beslutninger om nødvendige forbedringer. Energiattesten bør også give oplysninger om opvarmningens og kølingens faktiske betydning for bygningens energibehov, for dens forbrug af primærenergi og for dens udledning af kuldioxid.

(23)

De offentlige myndigheder bør gå foran med et godt eksempel og bestræbe sig på at gennemføre anbefalingerne i energiattesten. Medlemsstaternes nationale planer bør omfatte foranstaltninger, der tilskynder de offentlige myndigheder til tidligt at indføre forbedringer af energieffektiviteten, og til at gennemføre anbefalingerne i energiattesten, så snart det kan lade sig gøre.

(24)

Bygninger, som anvendes af offentlige myndigheder, og bygninger, som offentligheden ofte besøger, bør vise andre et godt eksempel på, at der kan tages miljø- og energimæssige hensyn, og de bør derfor energiattesteres med jævne mellemrum. Formidling af viden om energimæssig ydeevne bør forbedres, ved at opslå disse energiattester på iøjnefaldende steder, navnlig i bygninger af en vis størrelse, som anvendes af offentlige myndigheder, eller som offentligheden ofte besøger såsom butikker og butikscentre, supermarkeder, restauranter, teatre, banker og hoteller.

(25)

Antallet af klimaanlæg i de europæiske lande er steget i de senere år. Det giver store problemer i spidsbelastningsperioder, forhøjer prisen på elektricitet og forstyrrer energibalancen. Strategier, der forbedrer bygningers termiske ydeevne i sommerperioden, bør prioriteres. Der bør med henblik herpå fokuseres på foranstaltninger til at undgå overophedning, bl.a. skyggeforhold og tilstrækkelig termisk kapacitet i bygningens konstruktion, samt videreudvikles og anvendes passive køleteknikker, først og fremmest køleteknikker, der forbedrer indeklimaet og mikroklimaet omkring bygningerne.

(26)

Kvalificerede personers regelmæssige vedligeholdelse og eftersyn af varme- og klimaanlæg kan bidrage til at sikre, at disse anlæg hele tiden er korrekt indstillede i overensstemmelse med produktspecifikationen, så deres ydelse bliver miljømæssigt, sikkerhedsmæssigt og energimæssigt optimal. En uafhængig vurdering af hele varme- og klimaanlægget, bør foretages jævnligt i hele anlæggets livscyklus, især før det skal udskiftes eller opgraderes. Medlemsstaterne bør for at reducere den administrative byrde på ejere af bygninger og lejere bestræbe sig på at kombinere eftersyn og attesteringer.

(27)

En fælles fremgangsmåde for attestering af bygningers energimæssige ydeevne og for eftersyn af varme- og klimaanlæg, som gennemføres af kvalificerede og/eller godkendte eksperter, hvis uafhængighed skal sikres på grundlag af objektive kriterier, vil bidrage til at skabe lige vilkår for medlemsstaternes bestræbelser på at spare energi i bygningssektoren og desuden give potentielle ejere eller brugere bedre oplysning om energimæssig ydeevne på Unionens ejendomsmarked. For at sikre energiattesternes kvalitet og kvaliteten af eftersynet af varme- og klimaanlæg i hele Unionen, bør der indføres en uvildig kontrolmekanisme i hver medlemsstat.

(28)

Eftersom lokale og regionale myndigheder er af afgørende betydning for en vellykket gennemførelse af dette direktiv, bør de på den måde og på det tidspunkt, det i overensstemmelse med relevant national lovgivning er hensigtsmæssigt, høres og inddrages i forbindelse med planlægningsspørgsmål, udvikling af programmer med henblik på oplysning, uddannelse og bevidstgørelse samt i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv på nationalt eller regionalt plan. Disse konsultationer kan også være med til at fremme, at lokale planlæggere og bygningsinspektører modtager tilstrækkelig vejledning til udførelse af de nødvendige opgaver. Medlemsstaterne bør endvidere give arkitekter og planlæggere mulighed for og tilskynde dem til omhyggeligt at overveje den optimale kombination af forbedringer af energieffektiviteten, anvendelse af energi fra vedvarende energikilder og anvendelse af fjernvarme og -køling i forbindelse med planlægning, udformning, opførelse og renovering af industri- eller boligområder.

(29)

Montører og bygningshåndværkere er af afgørende betydning for en vellykket gennemførelse af dette direktiv. Derfor bør et tilstrækkeligt antal montører og bygningshåndværkere i kraft af uddannelse og andre foranstaltninger have de relevante kvalifikationer for installation og integration af den nødvendige teknologi inden for energieffektivitet og vedvarende energi.

(30)

Medlemsstaterne bør tage hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (13), for så vidt angår gensidig anerkendelse af professionelle eksperter omhandlet i dette direktiv, og Kommissionen bør fortsætte sine aktiviteter under programmet »Intelligent energi - Europa« for så vidt angår retningslinjer og anbefalinger af standarder for uddannelse af sådanne professionelle eksperter.

(31)

For at give bedre oplysning om energimæssig ydeevne på Unionens marked for erhvervsbygninger, bør der fastsættes ensartede betingelser for en frivillig fælles attesteringsordning vedrørende erhvervsbygningers energimæssige ydeevne. I overensstemmelse med TEUF artikel 291 fastsættes generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser på forhånd ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure. Indtil vedtagelsen af denne nye forordning finder Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (14), fortsat anvendelse.

(32)

Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med traktatens artikel 290 for så vidt angår tilpasningen af visse dele af de fælles generelle rammebestemmelser i bilag I til den tekniske udvikling og for så vidt angår etableringen af en ramme til en metode til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau.

(33)

Målet for dette direktiv, nemlig at højne bygningers energimæssige ydeevne, kan - på grund af bygningssektorens kompleksitet og de nationale boligmarkeders manglende evne til at reagere på den energieffektivitetsmæssige udfordring - ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå nævnte mål.

(34)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 2002/19/EF. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af sidstnævnte direktiv.

(35)

Nærværende direktiv bør ikke påvirke medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag III, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiv 2002/91/EF.

(36)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (15) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og i Unionens interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Genstand

1.   Dette direktiv fremmer forbedring af bygningers energimæssige ydeevne i Unionen, under hensyntagen til udeklima og lokale forhold, samt indeklimakrav og omkostningseffektivitet.

2.   Dette direktiv indeholder krav vedrørende:

a)

en fælles overordnet ramme for en metode til beregning af den samlede energimæssige ydeevne for bygninger og bygningsenheder

b)

anvendelse af mindstekrav til den energimæssige ydeevne for nye bygninger og nye bygningsenheder

c)

anvendelse af mindstekrav til den energimæssige ydeevne for:

i)

eksisterende bygninger, bygningsenheder og bygningsdele, der gennemgår større renoveringsarbejder,

ii)

bygningsdele, der udgør en del af bygningens klimaskærm, og som har væsentlig indvirkning på klimaskærmens energimæssige ydeevne, når de vedligeholdes eller udskiftes, og

iii)

tekniske bygningsinstallationer, når disse installeres, udskiftes eller opgraderes

d)

nationale planer for at øge antallet af næsten energineutrale bygninger

e)

energiattestering af bygninger eller bygningsenheder

f)

regelmæssigt eftersyn af varme- og klimaanlæg i bygninger, og

g)

systemer for uvildig kontrol med energiattester og eftersynsrapporter.

3.   De i dette direktiv fastsatte krav er minimumskrav og er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger skal være forenelige med traktaten. De meddeles Kommissionen.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)   »bygning«: en konstruktion med tag og mure, hvor der anvendes energi til regulering af indeklimaet

2)   »næsten energineutral bygning«: en bygning, der har en meget høj energimæssig ydeevne, fastlagt i overensstemmelse med bilag I. Den ubetydelige eller meget lille energimængde, der kræves, bør i meget væsentlig grad dækkes af energi fra vedvarende energikilder, herunder vedvarende energi produceret på stedet eller i nærheden

3)   »teknisk bygningsinstallation«: teknisk udstyr til opvarmning, køling, ventilation, produktion af varmt vand, belysning eller til en kombination heraf i en bygning eller en bygningsenhed

4)   »en bygnings energimæssige ydeevne«: den energimængde, der ifølge beregninger eller målinger er behov for til dækning af det energiforbrug, som er forbundet med en typisk brug af bygningen, herunder bl.a. energi til opvarmning, køling, ventilation, varmt vand og belysning

5)   »primærenergi«: energi fra vedvarende og ikke-vedvarende energikilder, som ikke har gennemgået nogen omdannelses- eller transformationsproces

6)   »energi fra vedvarende energikilder«: energi fra vedvarende ikke-fossile kilder i form af: vindkraft, solenergi, aerotermisk energi, geotermisk energi, hydrotermisk energi og havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas

7)   »klimaskærm«: de integrerede bygningsdele, der adskiller bygningens indre fra det ydre miljø

8)   »bygningsenhed«: en sektion, etage eller lejlighed i en bygning, der er bestemt eller ændret til at blive anvendt særskilt

9)   »bygningsdel«: en teknisk bygningsinstallation eller en del af klimaskærmen

10)   »større renoveringsarbejder«: renovering af en bygning, der indebærer,

Medlemsstaterne kan vælge at anvende mulighed a) eller b).

11)   »europæisk standard«: en standard, der er vedtaget af Den Europæiske Standardiseringsorganisation, Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering eller Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation og stillet til rådighed for offentligheden

12)   »energiattest«: et certifikat, der er anerkendt af en medlemsstat eller af en af denne udpeget juridisk person, og som viser den energimæssige ydeevne for bygningen eller bygningsenheden beregnet efter en metode, der er vedtaget efter bestemmelserne i artikel 3

13)   »kraftvarme«: samtidig produktion i én proces af termisk energi og elektrisk og/eller mekanisk energi

14)   »omkostningsoptimalt niveau«: det niveau for energimæssig ydeevne, der fører til de laveste omkostninger i løbet af den anslåede økonomiske livscyklus, hvor

Det omkostningsoptimale niveau skal ligge inden for de ydelsesniveauer, hvor cost-benefit-analysen beregnet over den anslåede økonomiske livscyklus er positiv.

15)   »klimaanlæg«: en kombination af de komponenter, der er nødvendige til en form for behandling af indeluften, hvorved temperaturen kontrolleres eller kan sænkes

16)   »kedel«: en kombination af kedelbeholder og brænder, der er konstrueret til at overføre forbrændingsvarme til væsker

17)   »nominel nytteeffekt«: den af fabrikanten fastsatte og garanterede maksimale varmeeffekt, udtrykt i kW, der kan leveres ved kontinuerlig drift under overholdelse af den af fabrikanten angivne virkningsgrad

18)   »varmepumpe«: en maskine, en anordning eller et anlæg, som overfører varme fra naturlige omgivelser såsom luft, vand eller jord til bygninger eller industrielle anordninger ved at vende den naturlige varmestrøm om, således at den flyder fra en lavere til en højere temperatur. I forbindelse med reversible varmepumper kan der også overføres varme fra bygninger til naturlige omgivelser

19)   »fjernvarme eller fjernkøling«: distribution af termisk energi i form af damp, varmt vand eller afkølede væsker fra et centralt produktionssted gennem et net til et større antal bygninger eller anlæg til anvendelse ved rum- eller procesopvarmning eller -køling.

Artikel 3

Vedtagelse af en metode til beregning af bygningers energimæssige ydeevne

Medlemsstaterne anvender en metode til beregning af bygningers energimæssige ydeevne i overensstemmelse med de fælles generelle rammebestemmelser, der er anført i bilag I.

Denne metode vedtages på nationalt eller regionalt plan.

Artikel 4

Fastsættelse af mindstekrav til energimæssig ydeevne

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der fastsættes mindstekrav til energimæssig ydeevne for bygninger eller bygningsenheder med sigte på omkostningsoptimale niveauer. Den energimæssige ydeevne beregnes i overensstemmelse med metoden i artikel 3. Omkostningsoptimale niveauer beregnes i overensstemmelse med rammen for sammenligningsmetoden i artikel 5, så snart rammen er indført.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der fastsættes mindstekrav til energimæssig ydeevne for bygningsdele, der udgør en del af bygningens klimaskærm, og som har væsentlig indvirkning på klimaskærmens energimæssige ydeevne, når de udskiftes eller vedligeholdes, med sigte på opnåelse af omkostningsoptimale niveauer.

Ved fastsættelsen af krav kan medlemsstaterne sondre mellem nye og eksisterende bygninger og mellem forskellige kategorier af bygninger.

Disse krav skal tage hensyn til almindelige indeklimabetingelser med henblik på at undgå mulige negative effekter som for eksempel utilstrækkelig ventilation, samt til lokale forhold og bygningens anvendelse og alder.

En medlemsstat er ikke forpligtet til at opstille mindstekrav til den energimæssige ydeevne, der ikke er omkostningseffektive set over den anslåede økonomiske livscyklus.

Kravene revurderes regelmæssigt og mindst hvert femte år og ajourføres om nødvendigt for at afspejle den tekniske udvikling inden for bygningssektoren.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte eller anvende kravene i stk. 1 på følgende kategorier af bygninger:

a)

bygninger, der er officielt beskyttet som en del af et særligt udpeget miljø eller på grund af deres særlige arkitektoniske eller historiske værdi, for så vidt overholdelse af visse mindstekrav til energimæssig ydeevne ville indebære en uacceptabel ændring af deres karakter eller udseende

b)

bygninger, der anvendes til gudstjenester og andre religiøse formål

c)

midlertidige bygninger, som skal anvendes i højst to år, industrianlæg, værksteder og landbrugsbygninger med lavt energiforbrug, der ikke anvendes til beboelse, samt landbrugsbygninger, der ikke anvendes til beboelse og anvendes af en sektor, der er omfattet af en national sektoraftale om den energimæssige ydeevne

d)

boliger, der benyttes eller har til formål at blive benyttet i enten mindre end fire måneder om året eller alternativt i en begrænset del af året og med et forventet energiforbrug på mindre end 25 % af, hvad det ville være ved brug hele året

e)

fritliggende bygninger med et samlet nytteareal på under 50 m2.

Artikel 5

Beregning af omkostningsoptimale niveauer formindstekrav til energimæssig ydeevne

1.   Senest den 30. juni 2011 fastlægger Kommissionen ved hjælp af delegerede retsakter, jf. artikel 23, 24 og 25, rammen for en sammenligningsmetode til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne gældende for bygninger og bygningsdele. Rammen for sammenligningsmetoden fastlægges i overensstemmelse med bilag III, og den skal skelne mellem nye og eksisterende bygninger og mellem forskellige kategorier af bygninger.

2.   Til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne anvender medlemsstaterne den ramme for sammenligningsmetode, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 1, og andre relevante parametre, f.eks. klimaforhold og den praktiske tilgængelighed af energiinfrastruktur, og sammenligner derpå resultaterne af denne beregning med de gældende mindstekrav til energimæssig ydeevne.

Medlemsstaterne indberetter alle inddata og antagelser i disse beregninger og resultaterne af disse beregninger til Kommissionen. Indberetningen kan ske i de energieffektivitetshandlingsplaner, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, i direktiv 2006/32/EF. Medlemsstaterne indberetter disse oplysninger til Kommissionen med regelmæssige mellemrum, der ikke må overstige fem år. Den første indberetning indsendes senest den 30. juni 2012.

3.   Viser resultatet af den sammenligning, der udføres i overensstemmelse med stk. 2, at de gældende mindstekrav til energimæssig ydeevne er væsentligt mindre energieffektive end omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne, retfærdiggør den berørte medlemsstat skriftligt forskellen over for Kommissionen i den i stk. 2 nævnte rapport sammen med, i det omfang forskellen ikke kan retfærdiggøres, en plan, der skitserer de passende foranstaltninger for at reducere forskellen væsentligt inden næste revurdering af kravene til den energimæssige ydeevne, jf. artikel 4, stk. 1.

4.   Kommissionen offentliggør en statusrapport om medlemsstaternes fremskridt hen imod opnåelse af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne.

Artikel 6

Nye bygninger

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at nye bygninger opfylder de mindstekrav til energimæssig ydeevne, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 4.

For nye bygninger sikrer medlemsstaterne, at de tekniske, miljømæssige og økonomiske muligheder for at benytte højeffektive alternative systemer som bl.a. dem, der er anført nedenfor, overvejes, hvis de er til rådighed, og at de tages i betragtning inden byggeriet går i gang:

a)

decentrale energiforsyningssystemer baseret på energi fra vedvarende energikilder

b)

kraftvarme

c)

fjernvarme- eller gruppeopvarmningsanlæg eller fjern- eller gruppekøleanlæg, navnlig sådanne, som helt eller delvist er baseret på energi fra vedvarende energikilder

d)

varmepumper.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at den i stk. 1 omhandlede analyse af alternative systemer dokumenteres, og er tilgængelig for kontrol.

3.   Nævnte analyse af alternative systemer kan foretages for enkeltbygninger eller for grupper af lignende bygninger eller for almindelige bygningstyper i samme område. For så vidt angår kollektive opvarmnings- eller køleanlæg kan analysen foretages for alle bygninger, der er koblet til det samme system i samme område.

Artikel 7

Eksisterende bygninger

Når bygninger gennemgår større renoveringsarbejder, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bygningens eller den renoverede dels energimæssige ydeevne opgraderes med henblik på at opfylde de mindstekrav til energimæssig ydeevne, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 4, for så vidt dette er teknisk, funktionelt og økonomisk muligt.

Disse krav anvendes for den renoverede bygning eller bygningsenhed som helhed. Endvidere eller som et alternativ kan kravene anvendes for de renoverede bygningsdele.

Derudover træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den energimæssige ydeevne for en bygningsdel, der udgør en del af klimaskærmen og har en væsentlig indvirkning på klimaskærmens energimæssige ydeevne, opfylder mindstekravene til energimæssig ydeevne, for så vidt dette er teknisk, funktionelt og økonomisk muligt, når den nævnte bygningsdel vedligeholdes eller udskiftes.

Medlemsstaterne fastsætter disse mindstekrav til energimæssig ydeevne i overensstemmelse med artikel 4.

I forbindelse med bygninger, som gennemgår større renoveringsarbejder, tilskynder Medlemsstaterne til, at anvendelsen af højeffektive alternative systemer, jf. artikel 6, stk. 1, overvejes og tages i betragtning, for så vidt dette er teknisk, funktionelt og økonomisk muligt.

Artikel 8

Tekniske bygningsinstallationer

1.   Med henblik på optimering af tekniske bygningsinstallationers energiforbrug fastsætter medlemsstaterne krav til installationer for så vidt angår den samlede energimæssige ydeevne, korrekt installering og passende dimensionering, indstilling og kontrol af de tekniske bygningsinstallationer, der er installeret i eksisterende bygninger. Medlemsstaterne kan også anvende disse krav til installationer på nye bygninger.

Kravene til installationer fastsættes for tekniske bygningsinstallationer, som er nye, som udskiftes og som opgraderes, og anvendes for så vidt det er teknisk, økonomisk og funktionelt muligt.

Kravene til installationer skal som minimumdække følgende:

a)

varmeanlæg

b)

varmtvandsanlæg

c)

klimaanlæg

d)

store ventilationsanlæg,

eller en kombination af sådanne anlæg.

2.   Medlemsstaterne tilskynder til indførelse af intelligente målersystemer, hver gang en bygning opføres eller undergår større renovering, og sikrer, at denne tilskyndelse er i overensstemmelse med bilag I, punkt 2, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (16). Medlemsstaterne kan endvidere, hvor det er hensigtsmæssigt, tilskynde til installation af aktive kontrolsystemer, såsom automatiserings-, kontrol- og overvågningssystemer, der tager sigte på energibesparelser.

Artikel 9

Næsten energineutrale bygninger

1.   Medlemsstaterne sikrer,

a)

at alle nye bygninger er næsten energineutrale senest den 31. december 2020, og

b)

at nye bygninger, der anvendes og ejes af offentlige myndigheder efter den 31. december 2018 er næsten energineutrale.

Medlemsstaterne udarbejder nationale planer for at øge antallet af næsten energineutrale bygninger. De nationale planer kan indeholde mål, der er differentieret efter, hvilken bygningskategori det drejer sig om.

2.   Medlemsstaterne udarbejder desuden politikker med den offentlige sektor som eksempel og træffer foranstaltninger, såsom fastsættelsen af mål, med henblik på at stimulere omdannelsen af bygninger, der moderniseres, til næsten energineutrale bygninger, og de underretter Kommissionen derom i de nationale planer, der er omhandlet i stk. 1.

3.   De nationale planer skal bl.a. omfatte følgende elementer:

a)

medlemsstatens nærmere anvendelse i praksis af definitionen af næsten energineutrale bygninger, der afspejler de nationale, regionale eller lokale forhold, og med en talindikator for forbrug af primærenergi, udtrykt i kWh/m2 pr. år. De primærenergifaktorer, der anvendes til at bestemme forbruget af primærenergi, kan baseres på nationale eller regionale årsgennemsnit og kan tage relevante europæiske standarder i betragtning

b)

delmål for forbedring af nye bygningers energimæssige ydeevne senest i 2015 med henblik på at forberede gennemførelsen af stk. 1

c)

oplysninger om politikker og finansielle eller andre foranstaltninger, der træffes i forbindelse med stk. 1 og 2, for at fremme næsten energineutrale bygninger, herunder nærmere enkeltheder i nationale krav og foranstaltninger vedrørende brug af energi fra vedvarende energikilder i nye bygninger og eksisterende bygninger, der gennemgår større renoveringsarbejder, inden for rammerne af artikel 13, stk. 4, i direktiv 2009/28/EF og artikel 6-7 i nærværende direktiv.

4.   Kommissionen evaluerer de nationale planer, der er omhandlet i stk. 1, navnlig hvorvidt de foranstaltninger, som medlemsstaterne agter at indføre i relation til målsætningerne for dette direktiv, er tilstrækkelige. Kommissionen kan under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet anmode om flere specifikke oplysninger i relation til kravene i stk. 1, 2 og 3. Den pågældende medlemsstat fremsender i så fald de ønskede oplysninger eller fremsætter ændringsforslag inden ni måneder efter Kommissionens anmodning. Kommissionen kan i forlængelse af evalueringen fremsætte en anbefaling.

5.   Kommissionen offentliggør senest den 31. december 2012 og derefter hvert tredje år en rapport om, hvilke fremskridt der gøres i medlemsstaterne med at øge antallet af næsten energineutrale bygninger. På grundlag af nævnte rapport udarbejder Kommissionen en handlingsplan og stiller om nødvendigt forslag til foranstaltninger til at øge antallet af sådanne bygninger og til fremme af bedste praksis med hensyn til en omkostningseffektiv omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger.

6.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende kravene i stk. 1, litra a) og b), i særlige og berettigede tilfælde, hvor cost-benefit-analysen af den pågældende bygnings økonomiske livscyklus er negativ. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om principperne i de relevante lovgivningsmæssige systemer.

Artikel 10

Finansielle incitamenter og markedshindringer

1.   Under hensyn til vigtigheden af, at der tilvejebringes finansielle og andre instrumenter til at katalysere bygningers energimæssige ydeevne og overgangen til næsten energineutrale bygninger, tager medlemsstaterne passende skridt til at overveje, hvilke instrumenter, det i lyset af de nationale forhold er mest relevant at anvende.

2.   Medlemsstaterne opstiller senest den 30. juni 2011 en liste over eksisterende og, hvis det er hensigtsmæssigt, foreslåede foranstaltninger og instrumenter ud over dem, der kræves i dette direktiv, herunder foranstaltninger og instrumenter af finansiel karakter, der fremmer målsætningerne for dette direktiv.

Medlemsstaterne ajourfører listen hvert tredje år. Medlemsstaterne meddeler listerne til Kommissionen, hvilket kan ske ved at inkludere dem i de handlingsplaner for energieffektivitet, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, i direktiv 2006/32/EF.

3.   Kommissionen undersøger effektiviteten af de anførte eksisterende og foreslåede foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2, samt relevante EU-instrumenter til støtte for gennemførelsen af dette direktiv. Kommissionen kan på grundlag af denne undersøgelse og under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet yde rådgivning eller fremsætte anbefalinger vedrørende specifikke nationale ordninger og samordning med Unionens og internationale finansielle institutioner. Kommissionen kan lade sin undersøgelse og eventuelle rådgivning eller anbefalinger indgå i sin rapport om de nationale energieffektivitetsplaner, jf. artikel 14, stk. 5, i direktiv 2006/32/EF.

4.   Kommissionen bistår, hvor det er hensigtsmæssigt og efter anmodning, medlemsstaterne med oprettelse af nationale eller regionale finansielle støtteprogrammer, med det formål at øge energieffektiviteten i bygninger, navnlig eksisterende bygninger, ved at støtte udveksling af bedste praksis mellem de ansvarlige nationale eller regionale myndigheder eller organer.

5.   Med henblik på at forbedre finansiering, der støtter for gennemførelsen af dette direktiv og under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet fremlægger Kommissionen, helst senest i 2011, en analyse af navnlig:

a)

effektiviteten af, relevansen af niveauet for og det faktisk anvendte beløb fra de strukturfonde og rammeprogrammer, der har været anvendt til at øge energieffektiviteten i bygninger, navnlig i boliger

b)

effektiviteten af anvendelsen af midlerne fra EIB og andre offentlige finansieringsinstitutioner

c)

koordineringen af EU- og national finansiering og andre former for støtte, der kan fungere som løftestang for en stimulering af investeringer i energieffektivitet, og spørgsmålet om, hvorvidt sådanne midler er tilstrækkelige til at opfylde Unionens målsætninger.

På grundlag af denne analyse og i overensstemmelse med den flerårige finansielle ramme kan Kommissionen efterfølgende, hvis den finder det hensigtsmæssigt, fremsætte forslag om EU-instrumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

6.   Medlemsstaterne tager de omkostningsoptimale niveauer for energimæssig ydeevne i betragtning, når de tilvejebringer incitamenter til opførelse eller større renoveringer af bygninger.

7.   Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tilvejebringe incitamenter til nye bygninger, renoveringsarbejder eller bygningsdele, der går ud over de omkostningsoptimale niveauer.

Artikel 11

Energiattester

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til oprettelse af et system for attestering af bygningers energimæssige ydeevne. En energiattest skal indeholde oplysninger om den pågældende bygnings energimæssige ydeevne og referenceværdier som f.eks. mindstekravene til den energimæssige ydeevne, så ejere eller lejere af bygningen eller bygningsenheden kan sammenligne og vurdere dens energimæssige ydeevne.

Energiattesten kan indeholde supplerende oplysninger, såsom erhvervsbygningers årlige energiforbrug og procentdelen af energi fra vedvarende energikilder af det samlede energiforbrug.

2.   Energiattesten skal indeholde anbefalinger om omkostningsoptimal eller omkostningseffektiv forbedring af bygningens eller bygningsenhedens energimæssige ydeevne af, medmindre der ikke er noget rimeligt potentiale for en sådan forbedring sammenlignet med de gældende krav til energimæssig ydeevne.

Energiattestens anbefalinger skal omfatte:

a)

foranstaltninger udført i forbindelse med større renoveringsarbejder på klimaskærmen eller den eller de tekniske bygningsinstallationer og

b)

foranstaltninger, der vedrører enkelte bygningsdele uafhængigt af større renoveringsarbejder på klimaskærmen eller den eller de tekniske bygningsinstallationer.

3.   Anbefalingerne i energiattesten skal være teknisk mulige for den pågældende bygning og kan indeholde et skøn overtilbagebetalingsperioder eller omkostningsfordele i løbet af den økonomiske livscyklus.

4.   Energiattesten skal angive, hvor ejeren eller lejeren kan få nærmere oplysninger om bl.a. omkostningseffektiviteten af de foranstaltninger, der anbefales i energiattesten. Vurderingen af omkostningseffektiviteten skal bygge på et sæt standardvilkår, som f.eks. et skøn over energibesparelserne, de tilgrundliggende energipriser og et foreløbigt skøn over omkostningerne. Den skal desuden oplyse, hvilke skridt der skal tages for at gennemføre anbefalingerne. Andre oplysninger om relaterede emner, som f.eks. energisyn eller incitamenter af finansiel eller anden art og finansieringsmuligheder kan også meddeles ejeren eller lejeren.

5.   Med forbehold af nationale bestemmelser, tilskynder medlemsstaterne offentlige myndigheder til at tage den ledende rolle, de bør spille med hensyn til bygningers energimæssige ydeevne, i betragtning bl.a. ved at gennemføre anbefalingerne i den energiattest, der er udstedt for bygninger, som de ejer, inden for attestens gyldighedsperiode.

6.   Attestering for bygningsenheder kan baseres på:

a)

en fælles attestering for hele bygningen, eller

b)

en vurdering af en anden repræsentativ bygningsenhed med samme energirelevante kendetegn i samme bygning.

7.   For enfamiliehuse kan attesteringen bygge på en vurdering af en anden repræsentativ bygning af lignende udformning og størrelse med en tilsvarende faktisk energimæssig ydeevne, hvis den ekspert, der udsteder energiattesten, kan garantere en sådan overensstemmelse.

8.   Energiattestens gyldighed må ikke overstige ti år.

9.   Kommissionen vedtager senest i 2011 i samråd med de relevante sektorer en frivillig fælles attesteringsordning for EU vedrørende erhvervsbygningers energimæssige ydeevne. Nævnte foranstaltning vedtages efter den i artikel 26, stk. 2, omhandlede rådgivningsprocedure. Medlemsstaterne tilskyndes til at anerkende eller anvende ordningen, eller anvende en del af den ved at tilpasse den til nationale forhold.

Artikel 12

Udstedelse af energiattester

1.   Medlemsstaterne sikrer, at der udstedes energiattester for:

a)

bygninger eller bygningsenheder, der bygges, sælges eller lejes ud til en ny lejer, og

b)

bygninger, hvor et samlet nytteareal på over 500 m2 bruges af en offentlig myndighed og ofte besøges af offentligheden. Den … (17) sænkes denne tærskel på 500 m2 til 250 m2.

Kravet om udstedelse af en energiattest finder ikke anvendelse, hvis der for den pågældende bygning eller bygningsenhed foreligger en tilgængelig og gyldig attest, der er udstedt i overensstemmelse med enten direktiv 2002/91/EF eller nærværende direktiv.

2.   Medlemsstaterne kræver, at energiattesten eller en genpart heraf forevises for en potentiel ny lejer eller køber og overdrages til køberen eller den nye lejer, når en bygning eller bygningsenhed opføres, sælges eller udlejes.

3.   Hvis en bygning sælges eller udlejes, inden den opføres, kan medlemsstaterne som en undtagelse fra stk. 1 og 2, kræve, at sælgeren fremlægger en vurdering af bygningens kommende energimæssige ydeevne; energiattesten udstedes i så fald senest, når bygningen er opført.

4.   Medlemsstaterne kræver, at når

bygninger, der har en energiattest

bygningsenheder i en bygning, der har en energiattest, og

bygningsenheder, der har en energiattest

udbydes til salg eller til leje, skal indikatoren for energimæssig ydeevne i bygningens eller bygningsenhedens energiattest anføres ved annoncering i kommercielle medier.

5.   Denne artikels bestemmelser gennemføres i overensstemmelse med gældende nationale regler om fælles ejerskab eller fælles ejendom.

6.   Medlemsstaterne kan undtage de kategorier af bygninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, fra anvendelsen af stk. 1, 2, 4 og 5 i denne artikel.

7.   Eventuelle retslige skridt, som følger af disse energiattester, afgøres i overensstemmelse med nationale regelsæt.

Artikel 13

Opslag af energiattester

1.   Når et samlet nytteareal på over 500 m2 i en bygning, for hvilken der er udstedt en energiattest i medfør af artikel 12, stk. 1, anvendes af offentlige myndigheder og ofte besøges af offentligheden, træffer medlemsstaterne foranstaltninger for at sikre, at energiattesten opslås på et iøjnefaldende sted, der tydeligt kan ses af alle.

Den … (18) sænkes tærsklen på 500 m2 til 250 m2.

2.   Når et samlet nytteareal på over 500 m2 i en bygning, for hvilken der er udstedt en energiattest i medfør af artikel 12, stk. 1, ofte besøges af offentligheden kræver medlemsstaterne, at energiattesten opslås på et iøjnefaldende sted, der tydeligt kan ses af alle.

3.   Denne artikels bestemmelser indebærer ikke nogen forpligtelse til at opslå energiattestens anbefalinger.

Artikel 14

Eftersyn af varmeanlæg

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre regelmæssigt eftersyn af de tilgængelige dele af anlæg, der anvendes til opvarmning af bygninger, som f.eks. varmeproducerende enheder, kontrolsystemer og cirkulationspumper, der har kedler med en nominel nytteeffekt til rumopvarmning på over 20 kW. Nævnte eftersyn skal omfatte en vurdering af kedlens effektivitet og dens dimensionering i forhold til bygningens opvarmningsbehov. Vurderingen af kedlens dimensionering skal ikke nødvendigvis gentages, hvis der ikke i mellemtiden er foretaget ændringer i varmeanlægget eller i bygningens opvarmningsbehov.

Såfremt der forefindes et elektronisk overvågnings- og kontrolsystem kan medlemsstaterne, hvis det er hensigtsmæssigt, nedsætte hyppigheden af sådanne eftersyn eller gøre dem mindre krævende.

2.   Medlemsstaterne kan fastsætte forskellige hyppigheder for eftersyn på grundlag af varmeanlæggenes type og nominelle nytteeffekt, idet de tager hensyn til omkostningerne ved at efterse varmeanlægget og til de besparelser i energiomkostninger, eftersynet anslås at kunne medføre.

3.   Varmeanlæg med kedler med en nominel nytteeffekt på mere end 100 kW efterses mindst hvert andet år.

For gaskedler kan denne periode udvides til fire år.

4.   Som alternativ til stk. 1, 2 og 3 kan medlemsstaterne vælge at træffe foranstaltninger for at sikre rådgivning af brugere vedrørende udskiftning af kedlen, andre ændringer af varmeanlægget og alternative løsninger til vurdering af kedlens effektivitet og passende størrelse. Den samlede virkning af denne metode skal svare til virkningen af bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3.

Medlemsstater, der vælger at træffe foranstaltninger som anført i første afsnit, sender senest den 30. juni 2011 Kommissionen en rapport om ækvivalensen af disse foranstaltninger i forhold til dem, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3 i denne artikel. Medlemsstaterne forelægger Kommissionen en sådan rapport hvert tredje år. Rapporterne kan indgå i de energieffektivitetshandlingsplaner, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, i direktiv 2006/32/EF.

5.   Kommissionen kan, efter at have modtaget den nationale rapport fra en medlemsstat om anvendelsen af fremgangsmåden i stk. 4, anmode om yderligere specifikke oplysninger om kravene og ækvivalensen i forbindelse med foranstaltningerne fastsat i overensstemmelse med nævnte stk. Den pågældende medlemsstat forelægger i så fald inden ni måneder de ønskede oplysninger eller fremsætter ændringsforslag.

Artikel 15

Eftersyn af klimaanlæg

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der regelmæssigt foretages eftersyn af de tilgængelige dele af klimaanlæg med en nominel nytteeffekt på over 12 kW. Eftersynet skal omfatte en vurdering af klimaanlæggets effektivitet og dets dimensionering i forhold til bygningens kølebehov. Vurderingen af dimensioneringen skal ikke nødvendigvis gentages, hvis der ikke i mellemtiden er foretaget ændringer i klimaanlægget eller i bygningens kølebehov.

Såfremt der forefindes et elektronisk overvågnings- og kontrolsystem, kan medlemsstaterne, hvis det er hensigtsmæssigt, nedsætte hyppigheden af sådanne eftersyn eller gøre dem mindre krævende.

2.   Medlemsstaterne kan fastsætte forskellige hyppigheder for eftersynet på grundlag af klimaanlæggenes type og nominelle nytteeffekt, idet de tager hensyn til omkostningerne ved at efterse klimaanlægget og til de besparelser i energiomkostninger, eftersynet anslås at kunne medføre.

3.   Ved fastsættelse af de i stk. 1 og 2 i denne artikel nævnte foranstaltninger sikrer medlemsstaterne, for så vidt det er økonomisk og teknisk muligt, at eftersynet udføres i overensstemmelse med eftersynet af varmeanlæg og andre tekniske anlæg som omhandlet i artikel 14 i dette direktiv og kontrol af lækage som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 842/2006 af 17. maj 2006 om visse fluorholdige drivhusgasser (19).

4.   Som alternativ til stk. 1, 2 og 3 kan medlemsstaterne vælge at træffe foranstaltninger for at sikre rådgivning af brugere med hensyn til udskiftning af klimaanlæg eller andre ændringer af klimaanlægget, som kan indebære eftersyn for at vurdere klimaanlæggets effektivitet og passende størrelse. Den samlede virkning af denne metode skal svare til virkningen af bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3.

Medlemsstater, der vælger at træffe foranstaltninger som anført i første afsnit, sender senest den 30. juni 2011 Kommissionen en rapport om ækvivalensen af disse foranstaltninger i forhold til dem, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3 i denne artikel. Medlemsstaterne forelægger Kommissionen en sådan rapport hvert tredje år. Rapporterne kan indgå i de energieffektivitetshandlingsplaner, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, i direktiv 2006/32/EF.

5.   Kommissionen kan, efter at have modtaget den nationale rapport fra en medlemsstat om anvendelsen af fremgangsmåden i stk. 4, anmode om yderligere specifikke oplysninger om kravene og ækvivalensen i forbindelse med foranstaltningerne i nævnte stk. Den pågældende medlemsstat forelægger i så fald inden ni måneder de ønskede oplysninger eller fremsætter ændringsforslag.

Artikel 16

Rapporter om eftersyn af varme- og klimaanlæg

1.   Der udarbejdes en eftersynsrapport efter hvert eftersyn af et varme- eller klimaanlæg. Eftersynsrapporten skal indeholde resultatet af det eftersyn, der er foretaget i overensstemmelse med artikel 14 eller 15, og indeholde anbefalinger til omkostningseffektive forbedringer af det eftersete anlægs energimæssige ydeevne.

Anbefalingerne kan baseres på en sammenligning af det eftersete anlægs energimæssige ydeevne med den energimæssige ydeevne for det bedste anlæg, som det er muligt og realistisk at installere, og et anlæg af tilsvarende type, i hvilket alle relevante komponenter opfylder den gældende lovgivnings krav om energimæssig ydeevne.

2.   Eftersynsrapporten overdrages til bygningens ejer eller lejer.

Artikel 17

Uvildige eksperter

Medlemsstaterne sikrer, at attestering af bygningers energimæssige ydeevne og eftersyn af varmeanlæg og klimaanlæg udføres uvildigt af kvalificerede og/eller akkrediterede eksperter, hvad enten de er selvstændige erhvervsdrivende eller ansat i offentlige organer eller private virksomheder.

Eksperterne akkrediteres på grundlag af deres kompetence.

Medlemsstaterne stiller oplysninger om uddannelse og godkendelser til rådighed for offentligheden. Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden har adgang til enten regelmæssigt ajourførte lister over kvalificerede og/eller godkendte eksperter eller regelmæssigt ajourførte lister over godkendte selskaber, der tilbyder sådanne eksperters tjenesteydelser.

Artikel 18

System for uvildig kontrol

1.   Medlemsstaterne sikrer, at der oprettes systemer for uvildig kontrol med energiattester og med eftersynsrapporter for varme- og klimaanlæg i overensstemmelse med bilag II. Medlemsstaterne kan oprette særskilte systemer til kontrol med energiattester og med eftersynsrapporter for varme- og klimaanlæg.

2.   Medlemsstaterne kan uddelegere ansvaret for, at systemerne for uvildig kontrol gennemføres.

Beslutter medlemsstaterne sig for denne mulighed, sikrer de, at systemerne for uvildig kontrol gennemføres i overensstemmelse med bilag II.

3.   Medlemsstaterne kræver, at de energiattester og eftersynsrapporter, der er omhandlet i stk. 1, på anmodning stilles til rådighed for de kompetente myndigheder eller organer.

Artikel 19

Revision

Kommissionen evaluerer, bistået af det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 26, dette direktiv senest den 1. januar 2017 i lyset af de erfaringer og fremskridt, der er gjort under dets anvendelse, og forelægger om nødvendigt forslag.

Artikel 20

Oplysning

1.   Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger for at oplyse ejere og lejere af bygninger eller bygningsenheder om de forskellige metoder og former for praksis, der kan bidrage til at forbedre den energimæssige ydeevne.

2.   Medlemsstaterne oplyser navnlig ejere eller lejere af bygninger om energiattester og eftersynsrapporter, om deres formål og målsætning, om omkostningseffektive måder, hvorpå bygningens energimæssige ydeevne kan forbedres og, hvor det er hensigtsmæssigt, om de finansielle instrumenter, der er til rådighed til at forbedre bygningens energimæssige ydeevne.

Kommissionen bistår efter anmodning fra medlemsstaterne med gennemførelsen af oplysningskampagner til opfyldelse af stk. 1 og første afsnit i nærværende stk., der kan indgå i EU-programmer.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at de ansvarlige for gennemførelsen af dette direktiv får adgang til vejledning og uddannelse. Vejledningen og uddannelsen skal omhandle betydningen af at forbedre den energimæssige ydeevne og gøre det muligt at overveje den optimale kombination af forbedringer af energieffektiviteten, anvendelse af energi fra vedvarende energikilder og anvendelse af fjernvarme og -køling i forbindelse med planlægning, udformning, opbygning og renovering af industri- eller boligområder.

4.   Med henblik på at bistå medlemsstaterne i deres oplysnings- og bevidstgørelsesarbejde opfordres Kommissionen til løbende at forbedre sine oplysningstjenester, navnlig det websted, der er blevet oprettet som en europæisk portal for energieffektivitet i bygninger, og hvis målgruppe er borgerne, fagfolk og myndigheder. Oplysninger, der vises på dette websted, kan indeholde links til relevante EU-regler samt nationale, regionale og lokale regler, links til EUROPA-websteder, der viser de nationale handlingsplaner for energieffektivitet, links til de finansielle instrumenter, der er til rådighed, samt eksempler på bedste praksis på nationalt, regionalt og lokalt plan. I forbindelse med Den Europæiske Fond for Regionaludvikling skal Kommissionen videreføre og yderligere intensivere sine oplysningstjenester for at fremme brugen af de midler, der er til rådighed, ved at give interessenter, herunder nationale, regionale og lokale myndigheder, bistand og oplysninger om finansieringsmuligheder under hensyntagen til de seneste ændringer i den lovgivningsmæssige ramme.

Artikel 21

Høring

For at fremme en effektiv gennemførelse af direktivet hører medlemsstaterne de berørte interessenter, herunder lokale og regionale myndigheder, i overensstemmelse med gældende national lovgivning, og hvor det er relevant. En sådan høring er navnlig vigtig i relation til anvendelsen af artikel 9 og 20.

Artikel 22

Tilpasning af bilag I til den tekniske udvikling

Kommissionen tilpasser bilag I, punkt 3 og 4, til den tekniske udvikling ved hjælp af delegerede retsakter, jf. artikel 23, 24 og 25.

Artikel 23

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 22, i en periode på fem år fra den … (20). Kommissionen aflægger rapport vedrørende de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges automatisk for perioder af tilsvarende varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet tilbagekalder delegationen i henhold til artikel 24.

2.   Med forbehold af den i artikel 5, stk. 1, omhandlede frist tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage de i artikel 5 omhandlede delegerede retsakter indtil den 30. juni 2012.

3.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

4.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter på de i artikel 24 og 25 anførte betingelser.

Artikel 24

Tilbagekaldelse af delegationen

1.   Den i artikel 5 og 22 omhandlede delegation af beføjelser kan tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Den institution, der har indledt en intern procedure med henblik på at afgøre, om delegationen af beføjelser skal tilbagekaldes, bestræber sig på at give den anden institution og Kommissionen meddelelse herom i rimelig tid, inden den endelige afgørelse træffes, og angiver samtidig, hvilke delegerede beføjelser der eventuelt vil kunne tilbagekaldes, samt den mulige begrundelse herfor.

3.   Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning øjeblikkeligt eller på et senere tidspunkt, der præciseres i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 25

Indsigelser mod delegerede retsakter

1.   Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod den delegerede retsakt inden for en frist på to måneder fra meddelelsen.

Fristen forlænges med to måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.   Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af denne frist gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på den dato, der er fastsat heri.

Den delegerede retsakt kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og træde i kraft inden fristens udløb, hvis både Europa-Parlamentet og Rådet har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelser.

3.   Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en delegeret retsakt, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.

Artikel 26

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 27

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelse heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest … (21) Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

Artikel 28

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest … (22) de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktivs artikel 2 - 18 og artikel 20 og 27.

For så vidt angår artikel 2, 3, 9, 11, 12, 13, 17, 18, 20 og 27, anvender de disse bestemmelser senest fra den … (23).

For så vidt angår artikel 4, 5, 6, 7, 8, 14, 15 og 16, anvender de disse bestemmelser på bygninger, der anvendes af offentlige myndigheder, senest fra … (23) og på andre bygninger senest fra … (24).

De kan udskyde anvendelsen af artikel 12, stk. 1 og 2, på enkelte bygningsenheder, der udlejes, indtil den 31. december 2015. Dette må dog ikke medføre, at der udstedes færre attester, end hvad der ville have været tilfældet ved anvendelse af direktiv 2002/91/EF i den pågældende medlemsstat.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til direktiv 2002/91/EF, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 29

Ophævelse

Direktiv 2002/91/EF, som ændret ved den forordning, der er anført i bilag IV, del A, ophæves hermed med virkning fra den 1. februar 2012, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til den i bilag IV, del B, angivne frist for gennemførelse af direktivet i national ret.

Henvisninger til direktiv 2002/91/EF gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag V.

Artikel 30

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 31

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 277 af 17.11.2009, s. 75.

(2)  EUT C 200 af 25.8.2009, s. 41.

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 23.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets førstebehandlingsholdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT), Europa-Parlamentets holdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af …

(4)  EFT L 1 af 4.1.2003, s. 65.

(5)  Jf. bilag IV, del A.

(6)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 136.

(7)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.

(8)  EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.

(9)  Se side 17 i denne EUT.

(10)  EUT L 210 af 31.7.2006, s. 1.

(11)  EUT L 116 af 9.5.2009, s. 18.

(12)  EUT L 114 af 27.4.2006, s. 64.

(13)  EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.

(14)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(15)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

(16)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55.

(17)  Indsæt venligst datoen fem år efter dette direktiv ikrafttrædelsesdato.

(18)  Indsæt venligst datoen fem år efter dette direktivs ikrafttrædelsesdato.

(19)  EUT L 161 af 14.6.2006, s. 1.

(20)  Indsæt venligst datoen for dette direktivs ikrafttræden.

(21)  Indsæt venligst datoen to år og seks måneder efter dette direktivs ikrafttræden.

(22)  Indsæt venligst datoen to år efter dette direktivs ikrafttræden.

(23)  Indsæt venligst datoen to år og seks måneder efter dette direktivs ikrafttræden.

(24)  Indsæt venligst datoen tre år efter dette direktivs ikrafttræden.


BILAG I

Fælles generelle rammebestemmelser for beregning af bygningers energimæssige ydeevne

(jf. artikel 3)

1.

En bygnings energimæssige ydeevne bestemmes ud fra den beregnede eller målte mængde energi, der årligt forbruges for at opfylde de forskellige behov, som er forbundet med typisk brug af bygningen, og afspejler behovene for energi til opvarmning køling (energi, der medgår til at undgå overopvarmning) for at opretholde de planlagte temperaturforhold i bygningen, og behovet for varmt brugsvand.

2.

En bygnings energimæssige ydeevne skal udtrykkes gennemskueligt, og skal omfatte en indikator for energimæssig ydeevne og en talindikator for forbrug af primærenergi baseret på primærenergifaktorer pr. energibærer, der kan baseres på nationale eller regionale årlige vægtede gennemsnit eller en specifik værdi for lokal produktion.

Metoden til beregning af bygningers energimæssige ydeevne bør tage hensyn til europæiske standarder, og skal stemme overens med den relevante EU-lovgivning, herunder direktiv 2009/28/EF.

3.

Metoden fastlægges under hensyntagen til mindst følgende forhold:

a)

følgende faktiske termiske egenskaber ved bygningen, inklusive dens indre skillevægge

i)

varmekapacitet

ii)

isolering

iii)

passiv opvarmning

iv)

kølende bygningsdele og

v)

kuldebroer

b)

opvarmningsanlæg og varmtvandsforsyning, herunder deres varmeisoleringskarakteristika

c)

klimaanlæg

d)

naturlig og mekanisk ventilation, herunder eventuelt lufttæthed

e)

indbygget belysningsinstallation (hovedsagelig uden for boligsektoren)

f)

bygningens udformning, placering og orientering, herunder udeklima

g)

passive solenergisystemer og solafskærmning

h)

indeklima, herunder det projekterede indeklima

i)

interne laster.

4.

I beregningen tages der, hvor det er relevant, hensyn til den positive virkning af følgende forhold:

a)

den lokale soleksponering, aktive solenergisystemer og andre opvarmnings- og elforsyningssystemer, der bygger på energi fra vedvarende energikilder

b)

elektricitet fremstillet på kraftvarmeanlæg

c)

fjernvarme- eller gruppeopvarmningsanlæg og fjern- eller gruppekøleanlæg

d)

dagslysindfald.

5.

I forbindelse med beregningen bør bygninger på passende vis opdeles i følgende kategorier:

a)

forskellige typer af enfamiliehuse

b)

lejlighedskomplekser

c)

kontorer

d)

uddannelsesbygninger

e)

sygehuse

f)

hoteller og restauranter

g)

idrætsanlæg

h)

engros- og detailhandelsbygninger

i)

andre typer af energiforbrugende bygninger.


BILAG II

Systemer for uvildig kontrol med energiattester og eftersynsrapporter

1.

De kompetente myndigheder eller de organer, til hvem de kompetente myndigheder har uddelegeret ansvaret for at gennemføre systemet for uvildig kontrol, udtager en stikprøve på mindst en statistisk signifikant procentdel af alle årligt udstedte energiattester og kontrollerer disse attester.

Kontrollen udføres på grundlag af en af de nedenfor angivne muligheder eller tilsvarende foranstaltninger:

a)

validitetskontrol af de inddata for bygningen, der er anvendt ved udstedelsen af energiattesten, og af de resultater, der er oplyst i attesten

b)

kontrol af inddataene og kontrol af resultaterne i energiattesten, inklusive anbefalingerne

c)

fuld kontrol af de inddata for bygningen, der er anvendt ved udstedelsen af energiattesten, fuld kontrol af de resultater, der er oplyst i attesten, inklusive anbefalingerne, og om muligt fysisk inspektion af bygningerne for at kontrollere overensstemmelsen mellem de specifikationer, der er anført i energiattesten, og den bygning, attesten er udstedt for.

2.

De kompetente myndigheder eller de organer, til hvem de kompetente myndigheder har uddelegeret ansvaret for at gennemføre systemet for uvildig kontrol, udtager en stikprøve på mindst en statistisk signifikant procentdel af alle årligt udstedte eftersynsrapporter og kontrollerer disse rapporter.


BILAG III

Ramme for en sammenligningsmetode til beregning af det omkostningsoptimale niveau for krav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne

Rammen for sammenligningsmetoden skal sætte medlemsstaterne i stand til at konstatere bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne og de økonomiske aspekter af de foranstaltninger, der har tilknytning til den energimæssige ydeevne, og forbinde dem med henblik på at beregne det omkostningsoptimale niveau.

Rammen for sammenligningsmetoden ledsages af retningslinjer for, hvordan denne ramme anvendes til beregning af omkostningsoptimale niveauer for ydeevnen.

Rammen for sammenligningsmetoden gør det muligt at tage hensyn til forbrugsmønstre, udeklima, investeringsomkostninger, bygningskategori, vedligeholdelses- og driftsomkostninger (inkl. energiomkostninger og besparelser), eventuelle indtægter fra produceret energi og eventuelle bortskaffelsesomkostninger. Den bør være baseret på relevante europæiske standarder med tilknytning til dette direktiv.

Kommissionen fremlægger også

retningslinjer vedrørende rammen for sammenligningsmetoden; disse retningslinjer skal sætte medlemsstaterne i stand til at tage de nedenfor anførte skridt

oplysninger om den anslåede udvikling i energipriserne på lang sigt.

For så vidt angår medlemsstaternes anvendelse af rammen for sammenligningsmetoden fastsættes de almindelige vilkår, udtrykt i parametre, af medlemsstaterne.

Rammen for sammenligningsmetoden kræver, at medlemsstaterne:

definerer referencebygninger, der er kendetegnet ved og repræsentative for deres funktionalitet og geografiske placering, herunder indendørs og udendørs klimaforhold. Referencebygningerne omfatter både nye og allerede eksisterende bygninger i og uden for boligsektoren

definerer energieffektivitetsforanstaltninger, der skal vurderes for referencebygningerne. Det kan være foranstaltninger vedrørende enkelte bygninger som helhed, enkelte bygningsdele eller en kombination af bygningsdele

vurderer referencebygningernes slut- og primærenergiforbrug og vurderer referencebygningerne efter gennemførelse af de definerede energieffektivitetsforanstaltninger

beregner omkostningerne (dvs. nettoværdien) til energieffektivitetsforanstaltningerne (jf. andet led) i løbet af den forventede økonomiske livscyklus for referencebygningerne (jf. første led) ved at anvende sammenligningsmetodens principper.

Medlemsstaterne vurderer omkostningseffektiviteten af forskellige niveauer af mindstekrav til energimæssig ydeevne ved at beregne omkostningerne til energieffektivitetsforanstaltningerne i løbet af den forventede økonomiske livscyklus. Det giver mulighed for at bestemme de omkostningsoptimale niveauer for krav til energimæssig ydeevne.


BILAG IV

DEL A

Ophævet direktiv med ændringer

(jf. artikel 29)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/91/EF (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 65)

 

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/2008 (EUT L 311 af 21.11.2008, s. 1)

Kun bilagets punkt 9.9

DEL B

Frister for gennemførelse i national ret og anvendelse

(jf. artikel 29)

Direktiv

Frist for gennemførelse

Anvendelsesdato

2002/91/EF

4. januar 2006

4. januar 2009 for så vidt angår artikel 7, 8 og 9


BILAG V

Sammenligningstabel

Direktiv 2002/91/EF

Nærværende direktiv

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2, nr. 1)

Artikel 2, nr. 1)

Artikel 2, nr. 2) og 3)

Artikel 2, nr. 2), og bilag

Artikel 2, nr. 4), og bilag I

Artikel 2, nr. 5), 6), 7), 8), 9), 10) og 11)

Artikel 2, nr. 3)

Artikel 2, nr. 12)

Artikel 2, nr. 4)

Artikel 2, nr. 13)

Artikel 2, nr. 14)

Artikel 2, nr. 5)

Artikel 2, nr. 15)

Artikel 2, nr. 6)

Artikel 2, nr. 16)

Artikel 2, nr. 7)

Artikel 2, nr. 17)

Artikel 2, nr. 8)

Artikel 2, nr. 18)

Artikel 2, nr. 19)

Artikel 3 og bilag

Artikel 3 og bilag I

Artikel 4, stk. 1

Artikel 4, stk. 1

Artikel 4, stk. 2

Artikel 4, stk. 3

Artikel 4, stk. 2

Artikel 5

Artikel 5

Artikel 6, stk. 1

Artikel 6, stk. 2 og 3

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 8, 9 og 10

Artikel 7, stk. 1, første afsnit

Artikel 11, stk. 8 og artikel 12, stk. 2

Artikel 7, stk. 1, andet afsnit

Artikel 11, stk. 6

Artikel 7, stk. 1, tredje afsnit

Artikel 12, stk. 6

Artikel 7, stk. 2

Artikel 11, stk. 1 og 2

Artikel 11, stk. 3, 4, 5, 7 og 9

Artikel 12, stk. 1, 3, 4, 5 og 7

Artikel 7, stk. 3

Artikel 13, stk. 1

Artikel 13, stk. 2

Artikel 13, stk. 3

Artikel 8, litra a)

Artikel 14, stk. 1 og 3

Artikel 14, stk. 2

Artikel 8, litra b)

Artikel 14, stk. 4

Artikel 14, stk. 5

Artikel 9

Artikel 15, stk. 1, første afsnit

Artikel 15, stk. 1, andet afsnit

Artikel 15, stk. 2, 3, 4 og 5

Artikel 16

Artikel 10

Artikel 17

Artikel 18

Artikel 11, indledning

Artikel 19

Artikel 11, litra a) og b)

Artikel 12

Artikel 20, stk. 1 og artikel 20, stk. 2, andet afsnit

Artikel 20, stk. 2, første afsnit, og artikel 20, stk. 3 og 4

Artikel 21

Artikel 13

Artikel 22

 

Artikel 23, 24 og 25

Artikel 14, stk. 1

Artikel 26, stk. 1

Artikel 14, stk. 2 og 3

Artikel 26, stk. 2 og 3

Artikel 27

Artikel 15, stk. 1

Artikel 28

Artikel 15, stk. 2

Artikel 29

Artikel 16

Artikel 30

Artikel 17

Artikel 31

Bilag

Bilag I

Bilag II-V


RÅDETS BEGRUNDELSE

I.   INDLEDNING

1.

Europa-Kommissionen forelagde Rådet og Europa-Parlamentet ovennævnte forslag den 19. november 2008 (1).

2.

Europa-Parlamentet afgav førstebehandlingsudtalelse den 23. april 2009 og vedtog 107 æn-dringer (2).

3.

Regionsudvalget afgav udtalelse den 21. april 2009.

4.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 14. maj 2009 (3).

5.

Rådet vedtog sin førstebehandlingsholdning den 14. april 2010 i henhold til artikel 294 i TEUF.

II.   FORMÅLET MED FORSLAGET

Sammen med to andre forslag (4) indgår dette forslag i den energieffektivitetspakke, som Kommis-sionen fremlagde i november 2008.

Formålet med forslaget er at øge energieffektiviteten i bygninger i EU yderligere på baggrund af EU's klima- og energipolitiske mål for 2020 med hensyn til drivhusgasemissioner, andelen af energi fra vedvarende energikilder og energibesparelser samt overgangen til en lavemissionsøkonomi. Forslaget tager derfor sigte på at præcisere, styrke og udvide anvendelsesområdet for det nuværende direktiv 2002/91/EF og mindske de store forskelle mellem medlemsstaternes praksis på dette om-råde. Bestemmelserne benytter forskellige forskriftsmæssige og oplysningsbaserede instrumenter og omfatter energibehovene til rumopvarmning og varmtvandsforsyning samt køling, ventilation og belysning til nye og eksisterende boliger og erhvervsbygninger.

III.   GENNEMGANG AF RÅDETS FØRSTEBEHANDLINGSHOLDNING

1.

På baggrund af den stramme tidsplan, der er nødvendig for hurtigt at nå til enighed om dette forslag som ønsket af Det Europæiske Råd, har Rådet fra begyndelsen søgt at finde frem til elementer, som både Parlamentet og Rådet ville kunne acceptere, i stedet for at udarbejde en fuldt vedtaget rådsholdning, inden der blev indledt forhandlinger med Parlamentet. For at komme hurtigt fremad og samtidig tage hensyn til datoen for ikrafttrædelsen af traktaten om EU's funktionsmåde blev det besluttet at gå frem i to tempi:

nå til enighed om direktivets indhold. Efter konsultationer med Parlamentet blev denne første fase afsluttet i november 2009. Enigheden blev bekræftet af Coreper den 19. november 2009 og af EP's ITRE-Udvalg ved en skrivelse fra udvalgets formand dateret den 30. november 2009

nå til enighed om ændringerne som følge af TEUF's ikrafttræden, navnlig med hensyn til tilpasningen af retsgrundlaget og udvalgsbestemmelserne. Efter konsultationer med Parlamentet blev denne anden fase afsluttet i marts 2010, hvor der i det omfang, det var muligt, blev benyttet horisontale løsninger, navnlig med hensyn til høring af eksperter samt Parlamentets, Rådets og Kommissionens erklæring om artikel 290 og Kommis-sionens erklæring om institutionernes pauser. Enigheden blev bekræftet af Coreper den 24. marts 2010 og af EP's ITRE-Udvalg ved en skrivelse fra udvalgets formand dateret den 25. marts 2010.

2.

Enigheden i disse to faser er indarbejdet i Rådets holdning. De vigtigste elementer er:

 

Bestemmelser om finansielle instrumenter

En ny artikel 10 »Finansielle incitamenter og markedshindringer« og ny betragtning 18, 19 og 20 er indsat for at lægge meget mere vægt på finansieringsaspekterne ved bygningers energieffektivitet.

 

Næsten energineutrale bygninger

Ligesom i anden EU-lovgivning på klima-/energiområdet blev der indsat et »2020 mål«: Artikel 9, stk. 1, og artikel 9, stk. 2, litra b), fastsætter nu, at alle nye bygninger skal være næsten energineutrale senest den 31. december 2020, at der skal fastsættes et delmål for 2015, og at nye bygninger, der anvendes og ejes af offentlige myndigheder, skal være næsten energi-neutrale efter den 31. december 2018, i overensstemmelse med den ledende rolle, som den offentlige sektor bør spille på dette område (se betragtning 23). Endvidere bør medlemsstaterne udarbejde politikker for omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale byg-ninger (artikel 9, stk. 1, litra a)). Da omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger ofte er ret bekostelig og derfor kan være en ineffektiv udnyttelse af knappe midler, kunne Rådet ikke acceptere at fastsætte bindende mål for eksisterende bygninger.

 

Bygningsdele

I overensstemmelse med tanken bag EP's ændringer er forslagets anvendelsesområde blevet udvidet til også at omfatte bygningsdele (artikel 7, stk. 2).

 

Energiattester: udstedelse og opslag

Som foreslået af Parlamentet indvilligede Rådet i at sænke tærsklen for udstedelse af energiattester for offentlige bygninger (artikel 12), at sænke tærsklen for opslag af energiattester i offentlige bygninger (artikel 13) og at genindsætte det krav, som det tidligere havde slettet, nemlig kravet om at anføre indikatoren for energimæssig ydeevne ved annoncering (artikel 12, stk. 4).

 

Ramme for en sammenligningsmetode

Rådet kunne ikke acceptere Parlamentets ønske om en fælles metoderamme (artikel 5, stk. 1), der skulle anvendes i alle medlemsstater. På grund af forskellene i de klimatiske og geografiske forhold og de forskellige »udgangspositioner« med hensyn til energieffektivitet i byg-ninger var Rådet af den opfattelse, at det ikke blot ville være uhensigtsmæssigt, men også umuligt at udarbejde en fælles metoderamme. Rådet accepterede derimod tilføjelsen af et nyt bilag III som foreslået af Parlamentet, der beskriver indholdet af rammen for sammenligningsmetoden. Rådet indvilligede endvidere i at indføre et benchmarkingsystem (artikel 5, stk. 3), således at medlemsstaterne skal retfærdiggøre væsentlige forskelle mellem omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne og de gældende mindstekrav til energimæssig ydeevne.

 

Revision

Rådet accepterede Parlamentets ønske om, at Kommissionen skal foretage en revision; som kompromis nåede man til enighed om den 1. januar 2017 som sidste frist for denne revision (artikel 19).

 

Oplysning

For at imødekomme flere ønsker fra Parlamentet vedrørende oplysning, foreslog Rådet at indsætte et nyt artikel 20, der samler alle bestemmelser herom.

* * *

Foruden ovenstående elementer og med henblik på at nå til enighed hurtigt gennemgik Rådet hver eneste af Parlamentets ændringer. Overalt hvor det var muligt, blev ændringer accepteret, enten fuldt ud eller delvis; undertiden blev tanken bag en ændring taget op i en anden artikel eller i en betragtning. Rådet har således i sin holdning:

accepteret ændring 1, 2, 36 37, 38 og 45

delvis accepteret ændring 3, 4, 5, 6, 10, 13, 14, 16, 18, 19, 20, 21, 22, 27, 28, 29, 30, 32, 33, 34, 35, 39, 42, 43, 47, 48, 50, 51, 52, 57, 58, 60, 62, 63, 65, 66, 67, 68, 69, 70, 71, 72, 74, 75, 76, 77, 78, 79, 82, 83, 93, 94, 95, 100, 102, 103, 104, 105, 106, 107, 108, 109, 110, 112, 116, 117, 119, 120, 123 og 124

ikke accepteret ændring 7, 8, 9, 12, 15, 17, 23, 24, 25, 26, 31, 40, 41, 44, 46, 53, 54, 55, 59, 64, 73, 80, 81, 84, 85, 86, 87, 88, 89, 90 og 91.


(1)  15929/08.

(2)  8877/1/09 REV 1.

(3)  EUT C 277 af 17.11.2009, s. 75.

(4)  De to andre forslag i denne pakke er:

udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger (omarbejdning) (2008/0222 COD).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 46).

Erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om artikel 290 i TEUF

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen erklærer, at dette direktivs bestemmelser ikke anfægter institutionernes fremtidige holdninger for så vidt angår gennemførelsen af artikel 290 i TEUF eller enkelte retsakter, som indeholder sådanne bestemmelser.

Erklæring fra Kommissionen

Europa-Kommissionen noterer sig, at Europa-Parlamentet og Rådet, undtagen i tilfælde, hvor retsakten foreskriver anvendelse af en hasteprocedure, mener, at der ved meddelelse af delegerede retsakter skal tages hensyn til institutionernes pauser (vinter, sommer og valg til Europa-Parlamentet) for at sikre, at Europa-Parlamentet og Rådet kan udøve deres beføjelser inden for de tidsfrister, der er fastsat i de relevante retsakter, og er rede til at handle i overensstemmelse hermed.