24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/1

(1)

En af de vigtigste betingelser for, at fællesskabsbestemmelserne om koordineringen af de nationale sociale sikringsordninger kan fungere optimalt, er et tæt og effektivt samarbejde mellem de forskellige medlemsstaters myndigheder og institutioner.

(2)

Et af elementerne i et godt samarbejde i henhold til forordningerne er udveksling af oplysninger mellem myndigheder, institutioner og personer, som skal bygge på principperne vedrørende offentlig tjeneste, effektivitet, aktiv bistand, hurtig levering og tilgængelighed.

(3)

Det er både i myndighedernes, institutionernes og de pågældende personers interesse, at alle oplysninger, der er nødvendige for at kunne fastlægge og fastsætte den pågældende persons rettigheder og forpligtelser, straks fremsendes eller udveksles.

(4)

Princippet om loyalt samarbejde som fastsat i traktatens artikel 10 kræver ligeledes, at institutionerne foretager en tilbundsgående vurdering af de faktiske omstændigheder, der er relevante for forordningernes anvendelse. Såfremt der er tvivl om et dokuments gyldighed eller rigtigheden af den forelagte dokumentation, eller såfremt de berørte medlemsstater er uenige om, hvilken lovgivning der skal anvendes, eller hvilken institution der skal tilkende ydelser, er det til fordel for de personer, der er omfattet af forordning (EF) nr. 883/2004, at myndighederne eller institutionerne i de berørte medlemsstater når til enighed inden for en rimelig frist.

(5)

I henhold til artikel 5 og 6 i forordning (EF) nr. 987/2009, skal der i disse tilfælde følges en forligsprocedure.

(6)

Disse bestemmelser stadfæster og udvider EF-Domstolens retspraksis i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 (3), i henhold til hvilken der er blevet fastlagt en standardprocedure for tvister mellem medlemsstaterne vedrørende gyldigheden af udstationeringsattester, og som er blevet konsolideret i den tidligere afgørelse nr. 181 fra Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring (4).

(7)

I henhold til både artikel 5 og artikel 6 i forordning (EF) nr. 987/2009 er det muligt at forelægge sagen for Den Administrative Kommission, såfremt de berørte institutioner eller myndigheder ikke kan nå til enighed.

(8)

I artikel 16 i forordning (EF) nr. 987/2009 er det fastsat, at denne procedure også skal følges i tilfælde af uenighed mellem institutionerne eller myndighederne om anvendelsen af artikel 13 i forordning (EF) nr. 883/2004.

(9)

Artikel 60 i forordning (EF) nr. 987/2009 indeholder en tilsvarende henvisning til samme forordnings artikel 6 i tilfælde af uenighed om, hvilken lovgivning der finder prioriteret anvendelse på området for familieydelser.

(10)

Disse bestemmelser bygger på artikel 76, stk. 6, i forordning (EF) nr. 883/2004, i henhold til hvilken institutionen i den kompetente medlemsstat eller i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl, i de tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen af forordningen giver anledning til vanskeligheder, kontakter institutionerne i de berørte medlemsstater, og i henhold til hvilken sagen kan forelægges for Den Administrative Kommission, hvis der ikke findes en løsning inden for en rimelig frist.

(11)

Medlemsstaterne har givet udtryk for, at der er behov for at fastlægge en standardprocedure, som skal følges, inden en sag eventuelt forelægges for Den Administrative Kommission, og for mere præcist at definere Den Administrative Kommissions rolle som mægler i tilfælde af divergerende opfattelse institutionerne imellem med hensyn til spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse.

(12)

En tilsvarende procedure er allerede fastsat i flere bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne. Disse aftaler har tjent som model for denne afgørelse.

(13)

For at fremskynde proceduren tilrådes det, at kommunikationen mellem kontaktpersonerne i institutionerne og hos myndighederne foregår elektronisk.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

a)

tilfælde, hvor der er tvivl om et dokuments gyldighed eller rigtigheden af den forelagte dokumentation for en persons situation, med henblik på anvendelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 eller forordning (EF) nr. 987/2009, eller

b)

tilfælde, hvor der er uenighed mellem medlemsstaterne om, hvilken lovgivning der skal anvendes.

6.

Hvis et af de under stk. 1 omhandlede tilfælde opstår, kontakter den anmodende institution den anmodede institution for at anmode om de fornødne uddybende forklaringer til dens afgørelse, og eventuelt om, at det pågældende dokument trækkes tilbage eller erklæres for ugyldigt, eller om, at afgørelsen revideres eller annulleres.

7.

Den anmodende institution dokumenterer sin anmodning og anfører, at denne afgørelse finder anvendelse, og forelægger den relevante dokumentation for denne anmodning. Institutionen oplyser, hvem der er kontaktperson under første fase af dialogproceduren.

8.

Den anmodede institution bekræfter modtagelsen af anmodningen pr. e-mail eller fax omgående og senest 10 arbejdsdage efter, at den har modtaget anmodningen. Institutionen oplyser ligeledes, hvem der er institutionens kontaktperson under første fase af dialogproceduren.

9.

Den anmodede institution underretter den anmodende institution om resultatet af dens undersøgelse så hurtigt som muligt, men senest tre måneder efter modtagelsen af anmodningen.

10.

Hvis den oprindelige afgørelse bekræftes, annulleres, og/eller dokumentet trækkes tilbage eller erklæres for ugyldigt, underretter den anmodede institution den anmodende institution herom. Institutionen skal også underrette den pågældende person og om nødvendigt dennes arbejdsgiver om denne afgørelse og om procedurerne i henhold til den nationale lovgivning, hvis den pågældende ønsker at klage over denne afgørelse.

11.

Hvis den anmodede institution ikke kan afslutte sin undersøgelse inden for tre måneder på grund af sagens indviklede karakter, eller fordi kontrollen af visse oplysninger kræver en anden institutions medvirken, kan tidsfristen forlænges med højest tre måneder. Den anmodede institution skal så hurtigt som muligt underrette den anmodende institution om, at fristen er blevet forlænget, men mindst en uge før udløbet af den første frist, og institutionen skal dokumentere årsagerne til forsinkelsen og angive en vejledende tidsfrist for undersøgelsens afslutning.

12.

Under ganske særlige omstændigheder kan de berørte medlemsstater aftale ikke at overholde de under stk. 9 og 11 omhandlede tidsfrister, såfremt en længere frist er begrundet og rimelig på grund af de forskellige omstændigheder, og såfremt denne frist er tidsbegrænset.

13.

Hvis institutionerne ikke kan nå til enighed under den første fase af dialogproceduren, eller hvis den anmodede institution ikke har været i stand til at afslutte sin undersøgelse inden for seks måneder efter modtagelsen af anmodningen, underretter institutionerne deres kompetente myndigheder. Institutionerne udarbejder hver især en journal over deres aktiviteter.

14.

De kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater kan beslutte at iværksætte anden fase af dialogproceduren eller at forelægge sagen direkte for Den Administrative Kommission.

15.

Hvis de kompetente myndigheder iværksætter anden fase af dialogproceduren, udpeger de hver især en central kontaktperson inden to uger efter, at de er blevet underrettet af institutionerne. Kontaktpersonerne skal ikke nødvendigvis have direkte kompetence inden for det pågældende sagsområde.

16.

Kontaktpersonerne skal forsøge at finde en løsning inden seks uger efter deres udnævnelse. Kontaktpersonerne udarbejder hver især en journal over deres aktiviteter og underretter institutionerne om resultatet af anden fase af dialogproceduren.

17.

Hvis der ikke findes en løsning under dialogproceduren, kan de kompetente myndigheder forelægge sagen for Den Administrative Kommission. De kompetente myndigheder udarbejder hver især et memorandum til Den Administrative Kommission, som indeholder de vigtigste stridspunkter.

18.

Den Administrative Kommission skal forsøge at forlige synspunkterne inden for seks måneder efter forelæggelsen. Den kan beslutte at forelægge sagen for den forligsinstans, som kan oprettes i henhold til vedtægterne for Den Administrative Kommission.

19.

Medlemsstaterne skal hvert år aflægge beretning over for Den Administrative Kommission om antallet af tvister, hvor proceduren i denne afgørelse har fundet anvendelse, hvilke medlemsstater der har været involveret, de vigtigste stridspunkter, hvor længe proceduren har varet og resultatet heraf.

20.

Medlemsstaterne skal forelægge deres første årsberetning inden tre måneder efter det første år, hvor denne afgørelse har fundet anvendelse.

21.

Inden tre måneder efter modtagelsen af de første årsberetninger skal Den Administrative Kommission foretage en vurdering af medlemsstaternes erfaring med anvendelsen af denne afgørelse på grundlag af medlemsstaternes beretninger. Den Administrative Kommission vil efter det første år beslutte, om der fortsat skal udarbejdes beretninger en gang om året eller ej.

22.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/5

(1)

Bestemmelserne i artikel 12 i forordning (EF) nr. 883/2004, som indeholder en undtagelse fra den almindelige regel i nævnte forordnings artikel 11, stk. 3, litra a), har bl.a. til formål at fremme den frie udveksling af tjenesteydelser til fordel for arbejdsgivere, som gør brug heraf ved at udsende arbejdstagere til andre medlemsstater end den, hvor de har deres hjemsted, samt at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed i andre medlemsstater. Bestemmelserne har således til formål at fjerne hindringerne for arbejdskraftens frie bevægelighed og ligeledes at fremme den økonomiske integration ved at undgå administrative vanskeligheder, især for arbejdstagerne og arbejdsgiverne.

(2)

Disse bestemmelser har således til formål at fritage såvel arbejdstagerne som arbejdsgiverne og de sociale sikringsinstitutioner for de administrative vanskeligheder, som kunne opstå ved anvendelsen af den almindelige regel i artikel 11, stk. 3, litra a), i nævnte forordning, når det drejer sig om en kortvarig beskæftigelsesperiode i en anden medlemsstat eller i en anden stat end den, i hvilken arbejdsgiveren har sit hjemsted eller en afdeling, eller hvor den selvstændige erhvervsdrivende normalt udøver sin virksomhed.

(3)

Det første afgørende kriterium for anvendelsen af artikel 12, stk. 1, i nævnte forordning er i denne forbindelse, at der består en direkte forbindelse mellem arbejdstageren og den arbejdsgiver, der har antaget arbejdstageren.

(4)

Arbejdstagerens beskyttelse og den retlige sikkerhed, som arbejdstageren og den institution, han er tilknyttet, kan gøre krav på, kræver, at der gives alle former for garanti for, at den direkte forbindelse bevares under udstationeringen.

(5)

Det andet afgørende kriterium for anvendelsen af artikel 12, stk. 1, i nævnte forordning er, at arbejdsgiveren har en tilknytning til den medlemsstat, hvor den pågældende arbejdsgiver har sit hjemsted. Muligheden for udstationering bør derfor begrænses til kun at omfatte arbejdsgivere, som normalt udøver deres aktivitet i den medlemsstat, af hvis lovgivning den udstationerede arbejdstager forbliver omfattet. Omfattet er således kun arbejdsgivere, som normalt udøver aktivitet af betydeligt omfang i den medlemsstat, hvor de har deres hjemsted.

(6)

Der fastsættes vejledende perioder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, uden at dette berører vurderingen i de enkelte tilfælde.

(7)

Garantien for, at den direkte forbindelse bevares, findes ikke længere, hvis den udsendte arbejdstager stilles til rådighed for en tredje arbejdsgiver.

(8)

I udstationeringsperioden er det nødvendigt at kunne foretage kontrolforanstaltninger, navnlig hvad angår indbetaling af bidrag og bevarelse af den direkte forbindelse, for at undgå misbrug af ovennævnte bestemmelser, samt at sikre at de administrative instanser, arbejdsgivere og arbejdstagere er passende informerede.

(9)

Arbejdstageren og arbejdsgiveren skal på behørig vis underrettes om, hvilke betingelser der kræves opfyldt for, at den udsendte arbejdstager kan forblive omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvorfra han udsendes.

(10)

Vurderingen og kontrollen af arbejdsgivernes og arbejdstagernes situation bør foretages af de kompetente institutioner med de fornødne garantier for, at der ikke lægges hindringer i vejen for den frie udveksling af tjenesteydelser og arbejdskraftens frie bevægelighed.

(11)

Princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i traktatens artikel 10, pålægger de kompetente institutioner en række forpligtelser ved gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 12 i forordning (EF) nr. 883/2004.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Bestemmelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 finder anvendelse på en arbejdstager, som er omfattet af lovgivningen i en medlemsstat (udsenderstaten) i kraft af udøvelsen af en lønnet beskæftigelse for en arbejdsgiver, og som af denne udsendes til en anden medlemsstat (beskæftigelsesstaten) for dér at udføre et arbejde for denne arbejdsgivers regning.

Arbejdet antages udført for arbejdsgiveren i udsenderstaten, når det godtgøres, at dette arbejde udføres for denne arbejdsgiver, og der består en direkte forbindelse mellem arbejdstageren og den arbejdsgiver, som har udsendt ham.

For at kunne afgøre, hvorvidt der består et sådant organisk bånd, forudsat at arbejdstageren har et underordnelsesforhold til den arbejdsgiver, som har udsendt ham, bør en række faktorer tages i betragtning, bl.a. ansvaret for ansættelse, arbejdskontrakt, aflønning (med forbehold af eventuelle aftaler mellem arbejdsgiveren i udsenderstaten og arbejdsgiveren i beskæftigelsesstaten om arbejdstagernes aflønning), afskedigelse og beføjelser til at afgøre arbejdets art.

Ved anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 987/2009 anses f.eks. en arbejdstager, som har været omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har haft sit hjemsted i mindst en måned, for at opfylde den betingelse, der angives ved udtrykket »umiddelbart inden starten af sin ansættelse«. Kortere perioder kræver en vurdering af hvert enkelt tilfælde på grundlag af alle de andre relevante faktorer.

For om nødvendigt og i tvivlstilfælde at kunne afgøre, hvorvidt en arbejdsgiver normalt udøver aktivitet af betydeligt omfang i den medlemsstat, hvor denne har sit hjemsted, skal den kompetente institution i denne medlemsstat undersøge samtlige de kriterier, som belyser arbejdsgiverens aktiviteter. Disse kriterier omfatter navnlig det sted, hvor arbejdsgiveren har hjemsted, og dennes administration er placeret, størrelsen af det administrative personale, der henholdsvis arbejder i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har hjemsted, og i den anden medlemsstat, stedet, hvor de udsendte arbejdstagere ansættes, og det sted, hvor hovedparten af kontrakterne med kunderne indgås, den lovgivning, der finder anvendelse på de kontrakter, som arbejdsgiveren indgår dels med sine arbejdstagere og dels med sine kunder, den omsætning, der er opnået i en tilstrækkelig relevant periode i den enkelte medlemsstat, samt antallet af kontrakter i udsenderstaten. Denne fortegnelse er ikke udtømmende, og valget af kriterier bør tilpasses efter hvert enkelt tilfælde og arten af den aktivitet, som arbejdsgiveren udøver i den medlemsstat, hvor denne har sit hjemsted.

2.

Ved anvendelsen af artikel 14, stk. 3, i forordning (EF) nr. 987/2009 vurderes det, om betingelserne i den medlemsstat, hvor den pågældende person er etableret, er opfyldt på grundlag af kriterier som f.eks. benyttelse af kontorer, betaling af skat, besiddelse af autorisation, tilladelse til at udøve et erhverv og et momsnummer eller optagelse i handelskamre eller faglige organisationer. Den betingelse, der angives ved udtrykket »i nogen tid forud for den dato, hvor han ønsker at drage fordel af bestemmelserne i den nævnte artikel«, anses f.eks. for opfyldt, hvis den pågældende har udøvet sin virksomhed i mindst to måneder. Kortere perioder kræver en vurdering af hvert enkelt tilfælde på grundlag af alle de andre relevante faktorer.

3.

4.

Bestemmelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 finder ikke anvendelse eller ophører med at finde anvendelse, hvis:

5.

6.

De kompetente institutioner vurderer og kontrollerer de tilfælde, der er omfattet af artikel 12 i forordning (EF) nr. 883/2004, og giver arbejdsgiverne og arbejdstagerne alle de fornødne garantier for, at der ikke lægges hindringer i vejen for den frie udveksling af tjenesteydelser og arbejdskraftens frie bevægelighed. De kriterier, der anvendes til vurderingen af, hvorvidt en arbejdsgiver normalt udøver aktivitet af betydeligt omfang på en medlemsstats område, hvorvidt der fortsat består en direkte forbindelse mellem en arbejdstager og en arbejdsgiver, eller hvorvidt en selvstændig erhvervsdrivende opretholder den fornødne infrastruktur for udøvelsen af sin virksomhed i en medlemsstat, skal anvendes konsekvent og på ensartet vis i samme og tilsvarende situationer.

7.

Den Administrative Kommission fremmer samarbejdet mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med anvendelsen af bestemmelserne i artikel 12, i forordning (EF) nr. 883/2004 ved at fremme opfølgningen og udvekslingen af data, erfaring og god praksis i forbindelse med fastsættelsen og standardiseringen af kriterierne til vurdering af både arbejdsgivernes og arbejdstagernes situation, samt i forbindelse med kontrolforanstaltningerne. Med dette formål for øje udarbejder Den Administrative Kommission efterhånden og til brug for administrationer, arbejdsgivere og arbejdstagere en vejledning i god praksis for udstationering af arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som midlertidigt udøver virksomhed uden for den medlemsstat, hvor de har deres hjemsted.

8.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/9

(1)

I henhold til artikel 95 i forordning (EF) nr. 987/2009 kan Den Administrative Kommission fastlægge de praktiske bestemmelser om eventuelle nødvendige overgangsperioder med henblik på at sikre den nødvendige dataudveksling i forbindelse med anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen.

(2)

Det er nødvendigt at fastsætte de grundprincipper, der skal anvendes af institutionerne i overgangsperioden.

(3)

Det forventes, at der efter ikrafttrædelsen af de nye forordninger vil være et stort antal ansøgninger under behandling, hvor der er erhvervet ret til ydelser i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 (3) før denne dato, og at det i forbindelse med disse ansøgninger foreslås, at udvekslingen af oplysninger generelt finder sted i henhold til de procedurer, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 1408/71 og Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 (4), herunder anvendelse af E-blanketter.

(4)

Artikel 94, stk. 1 i forordning (EF) nr. 987/2009 indebærer, at der foretages en »dobbeltfastsættelse af ydelsen« i de i den foregående betragtning omhandlede tilfælde, og at ydelsesmodtageren herefter får tilkendt den højeste ydelse.

(5)

I langt de fleste eller måske alle tilfælde vil en ydelse, der er baseret på tidligere forordninger, imidlertid i praksis ikke blive højere ved anvendelsen af de nye forordninger. Det anses derfor for urealistisk at forvente, at institutionerne i disse tilfælde vil anvende procedurerne både i henhold til forordning (EØF) nr. 574/72 og (EF) nr. 987/2009.

(6)

I afgørelse nr. H1 (5), stk. 5, præciseres situationen for de attester (E-blanketter) og de EU-sygesikringskort (herunder den midlertidige sygesikringsattest), som er blevet udstedt inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

(7)

Under overgangsperioden er det alene medlemsstaterne, som afgør, hvornår de er rede til at deltage i EESSI (elektronisk udveksling af socialsikringsdata) enten i sin helhed eller sektor for sektor.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Under overgangsperioden er det ledende princip et godt samarbejde mellem institutionerne, en pragmatisk holdning og fleksibilitet. Det er først og fremmest af afgørende betydning, at der garanteres en gnidningsløs overgang for de borgere, som gør brug af deres rettigheder i henhold til de nye forordninger.

2.

Fra og med datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 erstatter papirudgaverne af de strukturerede elektroniske dokumenter (SED) de E-blanketter, der er baseret på forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72.

3.

Medlemsstater, som har nationale elektroniske applikationer, der producerer E-blanketter, eller som foretager elektronisk dataudveksling (f.eks. Build-projektet), som med rimelighed ikke kan ændres inden for denne tidsramme, kan fortsætte med at anvende disse i overgangsperioden, så længe borgernes rettigheder i henhold til de nye forordninger garanteres i deres helhed, jfr. dog stk. 2.

4.

Under alle omstændigheder skal en institution under overgangsperioden acceptere relevante oplysninger i ethvert dokument, der udstedes af en anden institution, selv om dokumentets format, udformning eller struktur er forældet. Såfremt der opstår tvivl om den pågældende borgers rettigheder, skal institutionen i en god samarbejdsånd kontakte den institution, som har udstedt dokumentet.

5.

Som fastsat i afgørelse nr. H1, stk. 5, er de E-blanketter, dokumenter og EU-sygesikringskort (herunder den midlertidige sygesikringsattest), som er blevet udstedt inden datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, fortsat gyldige og skal selv efter denne dato tages i betragtning af myndighederne i andre medlemsstater indtil sidste gyldighedsdato, eller indtil de trækkes tilbage eller erstattes af dokumenter, der udstedes eller fremsendes i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

6.

De enkelte medlemsstater kan følge en fleksibel fremgangsmåde og gennemføre EESSI (elektronisk udveksling af socialsikringsdata) sektor for sektor efterhånden, som de bliver klar til at anvende EESSI via deres kontaktpunkt eller kontaktpunkter. En medlemsstat kan også vælge først at deltage i EESSI, når det er muligt for samtlige sektorer.

7.

At være »EESSI-aktiveret« betyder, at den pågældende sektor eller det pågældende kontaktpunkt både kan sende og modtage alle meddelelser inden for sektoren til og fra andre medlemsstaters kontaktpunkter.

8.

Oplysningerne om, hvilken sektor der i hvilken medlemsstat er tilsluttet EESSI, skal anføres på en fortegnelse, som alle nationale institutioner har adgang til, og som også fremgår af EESSI-hovedkataloget. Medlemsstaterne skal skriftligt underrette Den Administrative Kommission herom inden datoen for deres tilslutning.

9.

Under overgangsperioden udveksles oplysningerne mellem to medlemsstater inden for en sektor enten inden for EESSI eller uden for EESSI; der er ingen sammenblanding (mix and match) under forbehold af bilaterale aftaler, som f.eks. vedrører fælles afprøvning eller uddannelse eller tilsvarende grunde.

10.

Til brug for institutionerne vedtager Den Administrative Kommission et standardlayout for papirudgaverne af de strukturerede elektroniske dokumenter (SED).

11.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/11

(1)

Såfremt der kan kræves udbetalt familieydelser fra mere end en medlemsstat, stilles retten til familieydelser i bero i den medlemsstat, hvor retten til ydelser er erhvervet på grundlag af en pension eller i kraft af bopæl, i et omfang svarende til det familieydelsesbeløb, der tilkendes af en medlemsstat, hvor der erhverves ret til ydelser i kraft af en lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed. Det er derfor vigtigt at få klarlagt, hvilke andre perioder der regnes som perioder med aktivitet i lønnet beskææftigelse eller selvstændig virksomhed for at kunne opstille en prioritetsorden i de tilfælde, hvor der består samtidig ret til flere ydelser.

(2)

Perioder, hvor den lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed er suspenderet eller afbrudt som følge af ferie, arbejdsløshed, midlertidig uarbejdsdygtighed, strejke eller lockout, skal efter lovgivningen i visse medlemsstater enten betragtes som perioder med lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed med henblik på erhvervelse af ret til familieydelser eller betragtes som perioder uden erhvervsaktivitet, der som sådanne eller som følge af den tidligere lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed i givet fald giver ret til udbetaling af familieydelser.

(3)

I henhold til artikel 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 883/2004 defineres »lønnet beskæftigelse« og »selvstændig virksomhed« som »en beskæftigelse, en udøvelse af virksomhed eller dermed ligestillet aktivitet, der betragtes som sådan ved anvendelse af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, hvor den pågældende beskæftigelse, den pågældende virksomhed eller dermed ligestillede aktivitet udøves«.

(4)

Det er af afgørende betydning at definere betydningen af udtrykket »ret til ydelser i kraft af lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed« i artikel 68 i forordning (EF) nr. 883/2004 for at undgå usikkerhed eller forskelle i fortolkning.

(5)

I en sag, hvor en persons status som aktiv arbejdstager blev suspenderet, fordi den pågældende havde taget orlov uden løn efter en fødsel for efterfølgende at passe barnet, henviste Det Europæiske Fællesskabs Domstol (3) til artikel 73 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 (4) sammenholdt med artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 (5). En sådan orlov uden løn skal derfor ligestilles med en lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed ved anvendelsen af artikel 68 i forordning (EF) nr. 883/2004. I denne forbindelse gentog Domstolen, at de ovennævnte bestemmelser kun kan finde anvendelse, så længe den pågældende person har status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i den i artikel 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 (6) anførte forstand, hvilket betyder, at den pågældende skal være omfattet af mindst en af de sociale sikringsgrene. Dette udelukker personer, som tager orlov uden løn, og som ikke længere er omfattet af en social sikringsordning i den berørte medlemsstat.

(6)

På grund af de mangfoldige ordninger med orlov uden løn i medlemsstaterne og den konstante udvikling i de nationale lovgivninger kan der kun udfærdiges en ikke-udtømmende fortegnelse over de tilfælde, hvor en person under orlov betragtes som i en aktivitet med lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at opregne alle de tilfælde, hvor en sådan orlov uden løn ligestilles med en lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed, og de tilfælde, hvor den nødvendige nære tilknytning til den lønnede beskæftigelse ikke findes.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Ved anvendelsen af artikel 68 i forordning (EF) nr. 883/2004 forstås ved »ret til ydelser i kraft af lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed« familieydelser, som udbetales, især:

2.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/13

(1)

Forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 træder i kraft den 1. maj 2010, og forordning (EØF) nr. 1408/71 (3) og (EØF) nr. 574/72 (4) ophæves fra samme dato, bortset fra de tilfælde, der er omhandlet i artikel 90, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 og artikel 96, stk. 1, i forordning (EF) nr. 987/2009.

(2)

Med forbehold af artikel 87, stk. 8, i forordning (EF) nr. 883/2004 og artikel 94 i forordning (EF) nr. 987/2009 er ansøgninger, der er indgivet inden datoen for nævnte forordningers ikrafttræden, principielt fortsat omfattet af den lovgivning, som fandt anvendelse på det tidspunkt, de blev indgivet, og bestemmelserne i nævnte forordninger finder kun anvendelse på ansøgninger, der indgives efter forordningernes ikrafttræden.

(3)

Afgørelse nr. 74 til 208 og henstilling nr. 14 til 23 fra Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, som stadig er i kraft, bliver overflødige den dag, forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 ophæves, og forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 træder i kraft.

(4)

Det er nødvendigt at tilpasse en række afgørelser og henstillinger, som finder anvendelse i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72, for at bringe dem i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

(5)

Institutionerne har behov for gennemsigtighed og retningslinjer i forbindelse med anvendelsen af Den Administrative Kommissions afgørelser og henstillinger i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72, når forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 er trådt i kraft.

(6)

På grund af de indviklede juridiske og tekniske lovbestemmelser, en stram tidsplan og nødvendigheden af at prioritere visse af Den Administrative Kommissions opgaver, vil en række af afgørelserne ikke kunne offentliggøres inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, men først på et senere tidspunkt.

(7)

Visse bestemmelser i de afgørelser og henstillinger, som finder anvendelse i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72, er direkte blevet indarbejdet i bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

(8)

Idet beslutning i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fast-satte betingelser —

1)

De afgørelser, og henstillinger, som henviser til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72, finder ikke anvendelse på de tilfælde, der er omhandlet i forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

De nævnte afgørelser og henstillinger finder dog fortsat anvendelse i de tilfælde, hvor forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 forbliver i kraft og vedbliver med at have retskraft, især i de tilfælde, der er omfattet af artikel 90, stk. 1, andet led, i forordning (EF) nr. 883/2004 og artikel 96, stk. 1, andet led, i forordning (EF) nr. 987/2009.

2)

De afgørelser og henstillinger, som er optegnet i bilagets del A, erstattes ikke af afgørelser og henstillinger i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

3)

De afgørelser og henstillinger, som er optegnet i bilagets del B, erstattes af de nye anførte afgørelser og henstillinger i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

4)

De afgørelser, som er optegnet i bilagets del C, tilpasses af Den Administrative Kommission så hurtigt som muligt således, at de svarer til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, eftersom principperne i disse afgørelser også skal anvendes for så vidt angår nævnte forordninger.

5)

De dokumenter, der er nødvendige for anvendelsen af forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (dvs. E-blanketter, EU-sygesikringskort og den midlertidige sygesikringsattest), og som er blevet udstedt af de kompetente institutioner, myndigheder og andre organer i medlemsstaterne inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, er fortsat gyldige (selv om der henvises til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72) og skal selv efter denne dato tages i betragtning af institutioner, myndigheder og andre organer i andre medlemsstater indtil sidste gyldighedsdato, eller indtil de trækkes tilbage eller erstattes af dokumenter, der udstedes eller fremsendes i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

6)

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/17

a)

indlede den skriftlige procedure på ny og oplyse medlemmerne om de foreslåede ændringer i overensstemmelse med proceduren i stk. 3, eller

b)

annullere den skriftlige procedure med henblik på at drøfte spørgsmålet på det efterfølgende møde

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/21

1.

Den institution, som udbetaler en ydelse, skal automatisk foretage en fornyet beregning, når den bliver underrettet om, at ydelsesmodtageren opfylder betingelserne for tilkendelse af en ydelse i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

Der foretages ikke en fornyet beregning i de tilfælde, hvor perioder, der er tilbagelagt efter den anden medlemsstats lovgivning, allerede er medregnet ved ydelsens tilkendelse, og hvor der ikke er tilbagelagt perioder efter tilkendelsen af den oprindelige ydelse.

I de tilfælde, hvor supplerende betingelser skal være opfyldt (ud over betingelserne om forsikringsperioder) som f.eks. mindstealder for tilkendelse af ydelsen eller ændring i antallet af børn, som skal tages i betragtning, skal der dog automatisk foretages en fornyet beregning.

2.

Den institution, som foretager en fornyet beregning af en ydelse, som den tidligere har tilkendt, skal ved beregningen tage hensyn til samtlige forsikrings- og/eller bopælsperioder samt alle andre betingelser, som ydelsesmodtageren opfylder efter sin egen lovgivning og efter lovgivningen i de andre medlemsstater på tidspunktet for tilkendelsen af den omberegnede ydelse.

3.

Den dato, der skal lægges til grund, er datoen for forsikringsbegivenhedens indtræden i den medlemsstat, hvor betingelserne for ret til ydelser senest var opfyldt.

4.

Den institution, som udbetaler et tillæg i henhold til artikel 58 i forordning (EF) nr. 883/2004, skal underrette den kompetente institution i enhver anden medlemsstat, efter hvis lovgivning ydelsesmodtageren har ret til ydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens kapitel 5.

5.

Den kompetente institution i enhver anden medlemsstat, som i henhold til kapitel 5 i forordning (EF) nr. 883/2004 udbetaler ydelser til ydelsesmodtageren, skal hvert år i januar underrette den institution, som udbetaler tillægget, om størrelsen af de ydelser, der udbetales fra den 1. januar samme år.

6.

Når en person ansøger om revision af en invalidepension i henhold til bestemmelserne i artikel 87, stk. 5, i forordning (EF) nr. 883/2004, er det ikke nødvendigt at foretage en ny lægeundersøgelse, forudsat at oplysningerne i ydelsesmodtagerens journal kan betragtes som tilstrækkelige.

Såfremt dette ikke er tilfældet, kan den berørte institution anmode om en ny lægeundersøgelse.

7.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/23

(1)

På Det Europæiske Råd i Barcelona den 15.-16. marts 2002 blev det besluttet, at »et europæisk sygesikringskort skal erstatte de papirformularer, der for øjeblikket kræves i forbindelse med lægebehandling i en anden medlemsstat. Kommissionen vil fremsætte et forslag med henblik herpå inden Det Europæiske Råds forårsmøde i 2003. Et sådant kort vil forenkle procedurerne, men ikke indebære nogen ændring af de eksisterende rettigheder og pligter« (punkt 34).

(2)

Set i lyset af de meget forskelligartede nationale forhold med hensyn til anvendelsen af sygesikringskort indføres det europæiske sygesikringskort i første omgang i et format, der gør det muligt med det blotte øje at læse de data, som er nødvendige for tilkendelsen af sygehjælp og for refusion af udgifterne hertil. Disse data kan endvidere indarbejdes i et elektronisk medium. Anvendelsen af et elektronisk medium vil i øvrigt i en senere fase blive gennemført overalt.

(3)

Det europæiske sygesikringskort skal svare til en særlig model, som udarbejdes af Den Administrative Kommission, og som dels skal lette adgangen til sygehjælp, dels bidrage til at forebygge ureglementeret anvendelse af kortet, misbrug eller svig.

(4)

Det europæiske sygesikringskorts gyldighedsperiode fastsættes af de udstedende institutioner i medlemsstaterne. Ved fastsættelsen af kortets gyldighedsperiode tages der hensyn til den forventede varighed af den forsikredes rettigheder.

(5)

Under særlige omstændigheder kan der udstedes en midlertidig erstatningsattest med en begrænset gyldighedsperiode. »Særlige omstændigheder« kan være tyveri eller tab af det europæiske sygesikringskort, eller afrejse med for kort en frist til at kunne få udstedt et europæisk sygesikringskort. Den forsikrede eller institutionen på opholdsstedet kan ansøge om den midlertidige erstatningsattest.

(6)

Det europæiske sygesikringskort skal anvendes i alle de tilfælde, hvor en forsikringstager under et midlertidigt ophold har behov for sygehjælp uanset formålet med opholdet dvs. uanset om opholdet skyldes ferie, arbejde eller uddannelse. Det europæiske sygesikringskort kan dog ikke anvendes, når formålet med opholdet i udlandet alene er at modtage sygehjælp.

(7)

I overensstemmelse med artikel 76 i forordning (EF) nr. 883/2004 skal medlemsstaterne samarbejde om at fastsætte procedurer for at forhindre, at en forsikringstager, som ikke længere har ret til naturalydelser ved sygdom for en medlemsstats regning, og som får ret til naturalydelser ved sygdom for en anden medlemsstats regning, fortsætter med at anvende det europæiske sygesikringskort, som er udstedt af institutionen i førstnævnte medlemsstat, efter den dato, hvor han ikke længere har ret til naturalydelser for denne medlemsstats regning.

(8)

Europæiske sygesikringskort, som er udstedt inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009, er gyldige indtil den udløbsdato, der er anført på kortet.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Det europæiske sygesikringskort giver forsikringstagere, pensionister og deres familiemedlemmers ret til naturalydelser under et ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat, såfremt naturalydelserne ud fra et medicinsk synspunkt bliver nødvendige under opholdet under hensyn til ydelsernes art og opholdets forventede varighed.

Det europæiske sygesikringskort kan ikke anvendes, når formålet med det midlertidige ophold er at modtage medicinsk behandling.

2.

Det europæiske sygesikringskort er et personligt og individuelt kort udstedt i kortindehaverens navn.

3.

Det europæiske sygesikringskorts gyldighedsperiode fastsættes af den institution, der udsteder kortet.

4.

Den kompetente institution refunderer de naturalydelser, som tilkendes af institutionen i opholdsstaten på grundlag af et gyldigt europæisk sygesikringskort, i overensstemmelse med gældende bestemmelser. Et gyldigt europæisk sygesikringskort er et kort, hvis udløbsdato, som fremgår af kortet, ikke er overskredet.

Den kompetente institution kan ikke afslå at refundere udgifterne til ydelser med den begrundelse, at den pågældende person ikke længere er forsikret i den institution, som har udstedt det europæiske sygesikringskort, forudsat at ydelserne er blevet tilkendt indehaveren af kortet eller den midlertidige erstatningsattest inden for kortets eller attestens gyldighedsperiode.

5.

Når særlige omstændigheder forhindrer udstedelsen af et europæisk sygesikringskort, skal den kompetente institution udstede en midlertidig erstatningsattest med en begrænset gyldighedsperiode. Enten den forsikrede eller institutionen på opholdsstedet kan ansøge om den midlertidige erstatningsattest.

6.

Det europæiske sygesikringskort og den midlertidige erstatningsattest skal svare til en særlig model og overholde de kendetegn og specifikationer, som fastsættes af Den Administrative Kommission.

7.

Det europæiske sygesikringskort skal indeholde følgende data:

8.

Det europæiske sygesikringskort kan anvendes i alle de tilfælde, hvor en forsikringstager under et midlertidigt ophold har behov for sygehjælp uanset formålet med opholdet dvs. uanset om opholdet skyldes ferie, arbejde eller uddannelse.

9.

Det europæiske sygesikringskort giver kortindehaveren ret til naturalydelser ved sygdom, der tilkendes under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat, og som bliver nødvendige ud fra et medicinsk synspunkt, for at forhindre, at kortindehaveren skal være tvunget til at tage tilbage til den kompetente medlemsstat eller bopælsstaten for at få den nødvendige behandling inden det planlagte opholds ophør.

Sådanne ydelser har til formål at gøre det muligt for den forsikrede at fortsætte sit ophold på forsvarlige sundhedsmæssige vilkår.

10.

Det europæiske sygesikringskort giver dog ikke ret til naturalydelser ved sygdom i de tilfælde, hvor formålet med det midlertidige ophold er at modtage lægebehandling.

11.

Det europæiske sygesikringskort sikrer, at kortindehaveren i opholdsstaten bliver behandlet på samme måde (procedurer og takster) som en person, der er omfattet af sygeforsikringsordningen i denne stat.

12.

Såfremt en forsikringstager ikke længere har ret til naturalydelser ved sygdom efter en medlemsstats lovgivning, og får ret til naturalydelser ved sygdom efter en anden medlemsstats lovgivning, skal institutionerne i de berørte medlemsstater samarbejde for at forhindre, at forsikringstageren fortsat anvender det europæiske sygesikringskort, der er udstedt af institutionen i førstnævnte medlemsstat, efter den dato, hvor han ikke længere har ret til naturalydelser for denne stats regning. Institutionen i sidstnævnte medlemsstat skal om nødvendigt udstede et nyt europæisk sygesikringskort.

13.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/26

(1)

For at fremme afholdelsen og refusionen af udgifterne til naturalydelser, der er blevet ydet på grundlag af det europæiske sygesikringskort, er det nødvendigt, at de tre vigtigste aktører, dvs. de forsikrede, yderne og institutionerne, let kan genkende og godtage det europæiske sygesikringskort, som svarer til en særlig model og ensartede specifikationer.

(2)

De data, som skal være synlige på det europæiske sygesikringskort, er anført i punkt 7 i Den Administrative Kommissions afgørelse nr. S1. Indførelsen af det europæiske sygesikringskort med synlige data er første etape i en proces, som fører til anvendelse af et elektronisk medium som bevis for retten til naturalydelser under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat eller bopælslandet. Derfor kan de kompetente institutioner i medlemsstaterne allerede fra første etape desuden vælge at integrere de i denne betragtning nævnte data på et elektronisk medium, som f.eks. en mikrochip eller en magnetstribe.

(3)

Når særlige omstændigheder forhindrer udstedelsen af det europæiske sygesikringskort, skal der udstedes en midlertidig sygesikringsattest, som svarer til en særlig og ensartet model.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Modellen og specifikationerne for det europæiske sygesikringskort fastlægges i overensstemmelse med reglerne i bilag I til denne afgørelse.

2.

Den midlertidige sygesikringsattest udfærdiges efter modellen i bilag II til denne afgørelse.

3.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/40

(1)

I henhold til artikel 19, stk. 1, og artikel 27, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 har en forsikringstager under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end bopælslandet ret til de naturalydelser, som fra et medicinsk synspunkt bliver nødvendige under hensyn til ydelsernes art og opholdets varighed.

(2)

I henhold til artikel 25, afsnit A, stk. 3, i forordning (EF) nr. 987/2009 henviser de naturalydelser, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004, til de naturalydelser, der tilkendes i opholdsmedlemsstaten i henhold til denne stats lovgivning, og som bliver nødvendige fra et medicinsk synspunkt for at forhindre, at forsikringstageren inden det planlagte opholds ophør bliver tvunget til at vende tilbage til den kompetente medlemsstat for at modtage den nødvendige behandling.

(3)

Artikel 25, afsnit A, stk. 3, i forordning (EF) nr. 987/2009 skal fortolkes således, at alle naturalydelser, der tilkendes i forbindelse med kroniske eller allerede konstaterede sygdomme, er omfattet af denne bestemmelse. Domstolen har præciseret (3), at begrebet nødvendig behandling ikke kan fortolkes således, at disse ydelser kun kan tilkendes i tilfælde, hvor behandlingen har været nødvendig som følge af en pludselig opstået sygdom. Navnlig kan den omstændighed, at den behandling, der er nødvendig som følge af udviklingen i den forsikredes helbredstilstand under dennes midlertidige ophold i en anden medlemsstat, eventuelt hænger sammen med en eksisterende lidelse, som den forsikrede har kendskab til, såsom en kronisk sygdom, ikke bevirke, at betingelserne for at anvende disse bestemmelser anses for ikke at være opfyldt.

(4)

Artikel 25, afsnit A, stk. 3, i forordning (EF) nr. 987/2009 skal fortolkes således, at naturalydelser i forbindelse med svangerskab og fødsel er omfattet af denne bestemmelse. Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse, såfremt fødslen er formålet med det midlertidige ophold.

(5)

I henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 udarbejder Den Administrative Kommission en liste over de naturalydelser, som, for at de kan være til rådighed under et ophold i en anden medlemsstat, af praktiske grunde kræver, at den berørte person og den institution, der yder behandlingen, har truffet aftale herom forud for opholdet.

(6)

Den i artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 omhandlede aftale har til formål at sikre kontinuiteten i den behandling, som en forsikret har behov for under det midlertidige ophold i en anden medlemsstat.

(7)

På grund af dette formål er det vigtigste kriterium for definitionen af de naturalydelser, som kræver en forudgående aftale mellem patienten og den institution, som leverer ydelserne i en anden medlemsstat, den lægelige behandlings absolut nødvendige karakter og den kendsgerning, at denne behandling kun kan ydes på specialiserede medicinske afdelinger og/eller af specialiseret personale og/eller med specialudstyr. En ikke-udtømmende liste ud fra disse kriterier er vedlagt denne afgørelse.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

De naturalydelser, der tilkendes i henhold til artikel 19, stk. 1, og artikel 27, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 samt artikel 25, afsnit A, stk. 3, i forordning (EF) nr. 987/2009, omfatter ydelser i forbindelse med kroniske eller allerede konstaterede sygdomme samt ydelser i forbindelse med svangerskab og fødsel.

2.

Naturalydelser, herunder naturalydelser, der tilkendes i forbindelse med kroniske eller allerede konstaterede sygdomme eller i forbindelse med fødsel, er dog ikke omfattet af disse bestemmelser, når formålet med opholdet i en anden medlemsstat er at modtage disse former for behandling.

3.

Al absolut nødvendig lægelig behandling, som kun kan ydes på specialiserede medicinske afdelinger og/eller af specialiseret personale og/eller med specialudstyr, kræver i princippet en forudgående aftale mellem den forsikrede og den enhed, der yder den pågældende behandling, for at sikre, at behandlingen er til rådighed for den forsikrede under det midlertidige ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat eller bopælslandet.

En ikke-udtømmende liste over behandlinger, som opfylder disse kriterier, er vedlagt denne afgørelse.

4.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/42

(1)

I henhold til artikel 54, stk. 3, i forordning (EF) nr. 987/2009 skal den kompetente institution, såfremt størrelsen af ydelserne ved arbejdsløshed efter en medlemsstats lovgivning afhænger af antallet af familiemedlemmer, ved beregningen af ydelserne ligeledes medregne det antal familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den stat, hvor den kompetente institution er beliggende.

(2)

I henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 987/2009 skal institutionerne straks forelægge eller udveksle alle oplysninger, der er nødvendige for at fastsætte og bestemme rettighederne og forpligtelserne for de personer, som er omfattet af forordning (EF) nr. 883/2004.

(3)

De i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 987/2009 omhandlede dokumenter og strukturerede elektroniske dokumenter tjener som bevis for den pågældendes rettigheder, men udstedelsen af dokumenterne er ingen betingelse for erhvervelse af disse rettigheder.

(4)

Dokumenter vedrørende familiemedlemmer, som er bosat i en anden medlemsstat end den stat, hvor den kompetente institution er beliggende, kan først udstedes efter påbegyndelsen af den arbejdsløshedsperiode, som giver ret til ydelser.

(5)

Efterbetaling af familietillæg til ydelser ved arbejdsløshed skal ske for den periode, som ligger forud for forelæggelsen af oplysningerne om de familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den stat, hvor den kompetente institution er beliggende, såfremt den arbejdsløse allerede fra begyndelsen af den arbejdsløshedsperiode, som giver ret til ydelser, havde forsørgerpligt over for disse personer.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Udstedelsen af dokumentet vedrørende familiemedlemmer efter påbegyndelsen af den arbejdsløshedsperiode, som giver ret til ydelser, medfører ikke udsættelse af den dato, fra hvilken der erhverves ret til ydelser ved arbejdsløshed efter den med familietillæg forhøjede sats, og som fastsættes i henhold til den kompetente stats lovgivning.

2.

Såfremt den institution, der udsteder det i stk. 1 omhandlede dokument, ikke er i stand til at bekræfte, at familiemedlemmerne ikke tages i betragtning ved beregning af ydelser ved arbejdsløshed til en anden person i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, skal den pågældende have lov til at supplere dokumentet med en erklæring herom.

3.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/43

(1)

Artikel 65 i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsætter særlige regler om tilkendelse og udbetaling af ydelser ved arbejdsløshed til arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat.

(2)

Det afgørende kriterium for anvendelsen af artikel 65 i dens helhed er, at den pågældende under sin seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed var bosat i en anden medlemsstat end den stat, af hvis lovgivning han var omfattet, og som ikke nødvendigvis svarer til den medlemsstat, på hvis område han var beskæftiget eller udøvede selvstændig virksomhed.

(3)

Efter den i artikel 1, litra j), i forordning (EF) nr. 883/2004 anførte definition betyder udtrykker »bopæl« det sted, hvor en person har sit sædvanlige opholdssted, og udtrykket »ophold« i samme artikels litra k) er defineret som midlertidigt ophold.

(4)

Artikel 11 i forordning (EF) nr. 987/2009 fastsætter kriterier for bestemmelse af bopæl i de tilfælde, hvor institutionerne i to eller flere medlemsstater er uenige herom.

(5)

Det følger af artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 883/2004, at grænsearbejdere har deres bopæl i et andet land end beskæftigelseslandet, som i henhold til nævnte forordnings artikel 11, stk. 3, litra a), er den kompetente stat, og der hersker derfor ingen tvivl om, at de pågældende arbejdstagere er omfattet af samme forordnings artikel 65.

(6)

De i artikel 11, stk. 4, og artikel 13 i forordning (EF) nr. 883/2004 omhandlede kategorier af personer, samt personer, som er omfattet af en i nævnte forordnings artikel 16 omhandlet aftale, antages i visse tilfælde at være bosat i en anden medlemsstat end den stat, som i henhold til disse artikler er udpeget som den kompetente stat.

(7)

Det bør i hvert enkelt tilfælde afgøres, i hvilken stat disse kategorier af personer har deres bopæl, og for de i artikel 13, stk. 1, litra a), og artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 883/2004 omhandlede personers vedkommende skal dette ske af hensyn til deres optagelse i forsikringsordningen.

(8)

I henhold til artikel 65, stk. 5, i forordning (EF) nr. 883/2004 overdrages ansvaret for udbetaling af ydelser fra den kompetente stat til bopælslandet, hvor den pågældende stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i sidstnævnte land.

(9)

Selv om dette på nuværende tidspunkt kan accepteres for grænsearbejderes vedkommende og for visse kategoriers vedkommende, som bevarer samme snævre forbindelse til deres hjemland, ville det ikke længere kunne accepteres, såfremt en for bred fortolkning af udtrykket »bopæl« ville medføre, at anvendelsesområdet for artikel 65 i forordning (EF) nr. 883/2004 kom til at omfatte alle personer, som har eller udøver forholdsvis fast beskæftigelse eller selvstændig virksomhed i en medlemsstat, og som har efterladt deres familie i hjemlandet.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Artikel 65, stk. 5, i forordning (EF) nr. 883/2004 finder især anvendelse på:

når de under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat.

2.

De i stk. 1 omhandlede personer, som under deres seneste beskæftigelse var omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den stat, hvor de var beskæftigede eller udøvede selvstændig virksomhed, har ret til ydelser efter lovgivningen i bopælslandet, som om de tidligere havde været omfattet af denne lovgivning.

3.

Ved anvendelsen af denne afgørelse fastlægges bopælslandet i overensstemmelse med artikel 11 i forordning (EF) nr. 987/2009.

4.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/45

(1)

I artikel 65, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 er fastsat en bestemmelse, som for fuldtidsledige afviger fra det generelle princip om lex loci laboris i nævnte forordnings artikel 11, stk. 3, litra a).

(2)

Kriterierne for afgørelsen af, om en person skal betragtes som delvis arbejdsløs eller helt arbejdsløs i henhold til artikel 65, stk. 1 og 2, i forordningen, skal være ensartede og gælde på fællesskabsplan. Denne afgørelse kan ikke træffes på grundlag af kriterier i national ret.

(3)

Eftersom praksis i de nationale sociale sikringsinstitutioner i de forskellige medlemsstater har givet anledning til fortolkningsforskelle, når det gælder afgørelsen af, hvilken type arbejdsløshed der er tale om, er det nødvendigt at præcisere rækkevidden af den nævnte artikel således, at der fastsættes ensartede og afbalancerede kriterier for de nævnte institutioners anvendelse heraf.

(4)

I henhold til artikel 65, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 får en fuldtidsledig, som ikke længere har nogen tilknytning til den kompetente medlemsstat, udbetalt ydelser ved arbejdsløshed af institutionen på bopælsstedet.

(5)

Afgørelsen af, hvorvidt der eksisterer eller er opretholdt en forbindelse til et arbejdsforhold, er udelukkende baseret på den nationale lovgivning i beskæftigelseslandet.

(6)

Beskyttelsen af de arbejdsløse, som er formålet med artikel 65 i forordningen, opnås ikke, hvis en person, som fortsat er beskæftiget i samme virksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er bosat — også når beskæftigelsen er suspenderet — alligevel betragtes som fuldtidsledig, hvilket ville betyde, at den pågældende skulle henvende sig til institutionen på bopælsstedet for at få ydelser ved arbejdsløshed.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Ved anvendelsen af artikel 65, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 bestemmes typen af arbejdsløshed, dvs. fuldtidsarbejdsløshed eller delvis arbejdsløshed, af, om der eksisterer et arbejdsforhold mellem parterne eller ej, og ikke af varigheden af en eventuel midlertidig afbrydelse af arbejdstagerens beskæftigelse.

2.

Hvis en arbejdstager fortsat er beskæftiget i en virksomhed i en anden medlemsstat end den stat, hvor den pågældende er bosat, og arbejdstagerens beskæftigelse suspenderes, betragtes vedkommende som delvis arbejdsløs, eftersom den pågældende til enhver tid kan genoptage sin beskæftigelse, og de tilsvarende ydelser skal udbetales af den kompetente institution i beskæftigelseslandet i overensstemmelse med artikel 65, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004.

3.

Hvis en arbejdstager ikke længere har en tilknytning til beskæftigelseslandet i form af et arbejdsforhold (f.eks. fordi arbejdskontrakten er blevet opsagt eller er udløbet), betragtes vedkommende som fuldtidsledig i overensstemmelse med artikel 65, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004, og ydelserne skal udbetales af institutionen på bopælsstedet.

4.

Hvis en selvstændig erhvervsdrivende ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed i beskæftigelseslandet, betragtes vedkommende som fuldtidsledig i overensstemmelse med artikel 65, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004, og ydelserne skal udbetales af institutionen på bopælsstedet.

5.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/47

(1)

Forordning (EF) nr. 883/2004, som er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 42 og 308, bidrager væsentligt til, at traktatens grundlæggende frihedsrettigheder kan realiseres.

(2)

Princippet i traktatens artikel 39 om, at der ikke må forskelsbehandles på grundlag af nationalitet, er af særdeles stor betydning for arbejdskraftens frie bevægelighed. Det indebærer afskaffelse af enhver forskelsbehandling mellem fastboende arbejdstagere i medlemsstaterne og vandrende arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.

(3)

I Gottardo-sagen (3), tog Domstolen konsekvensen af princippet i traktatens artikel 39. Sagen omhandlede en person, som havde bopæl i Fællesskabet, og som havde arbejdet i Frankrig, Italien og Schweiz. Den pågældende person havde ikke optjent tilstrækkelige rettigheder til at blive tilkendt pension i Italien og anmodede derfor om, at de perioder, hvor hun havde været forsikret i Schweiz og Italien, blev lagt sammen efter den regel, som i henhold til den bilaterale overenskomst mellem Italien og Schweiz gælder for statsborgere fra disse lande.

(4)

Domstolen erklærede, at når en medlemsstat indgår en bilateral overenskomst om social sikring med et tredjeland, hvorefter forsikringsperioder, der er tilbagelagt i det pågældende land, skal tages i betragtning med henblik på at erhverve ret til ydelser ved alderdom, følger det af det grundlæggende princip om ligebehandling, at denne medlemsstat skal indrømme statsborgere fra de øvrige medlemsstater de samme rettigheder som dem, statens egne statsborgere er blevet tillagt i medfør af overenskomsten, medmindre staten har en objektiv begrundelse for sin afvisning (punkt 34).

(5)

I denne forbindelse bemærkede Domstolen, at dens fortolkning af begrebet »lovgivning« i artikel 1, litra j), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 (4) (den nuværende artikel 1, litra l), i forordning (EF) nr. 883/2004) ikke kan have til følge, at medlemsstaterne fritages for at overholde ligestillingsprincippet i traktatens artikel 39.

(6)

I den pågældende sag udtalte Domstolen, at en forrykkelse af ligevægten og gensidigheden i den bilaterale overenskomst, der var indgået mellem medlemsstaten og et tredjeland, ikke udgjorde en objektiv grund til, at den medlemsstat, der var part i overenskomsten, kunne afvise at udstrække de rettigheder, som medlemsstatens egne statsborgere kunne udlede af overenskomsten, til også at omfatte de andre medlemsstaters statsborgere.

(7)

Domstolen godtog heller ikke de indvendinger angående en eventuel stigning i de økonomiske byrder og de administrative vanskeligheder i forbindelse med samarbejdet med de kompetente myndigheder i tredjelandet, som den medlemsstat, der er part i den bilaterale overenskomst, havde fremført som begrundelse for ikke at have overholdt sine forpligtelser i henhold til traktaten.

(8)

Det er vigtigt at uddrage alle konsekvenser af denne dom, som har meget stor betydning for EU-statsborgere, som opholder sig i en anden medlemsstat i medfør af retten til fri bevægelighed.

(9)

Det skal derfor præciseres, at bilaterale overenskomster om social sikring indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland skal fortolkes således, at de rettigheder, der gælder statsborgere i den medlemsstat, der er part i overenskomsten, i princippet gælder enhver EU-statsborger, der befinder sig i en set ud fra en objektiv vurdering tilsvarende situation.

(10)

Ud over at sikre en ensartet anvendelse i konkrete tilfælde af den retspraksis, der kommer til udtryk i Gottardo-sagen, er der behov for en gennemgang af de eksisterende bilaterale overenskomster. I denne henseende hedder det i traktatens artikel 307 om overenskomster indgået før den 1. januar 1958, at »den eller de pågældende medlemsstater [bringer] alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne de konstaterede uoverensstemmelser«, medens traktatens artikel 10, for så vidt angår overenskomster indgået efter den 1. januar 1958 eller på datoen for medlemsstaternes tiltrædelse af Det Europæiske Fællesskab, foreskriver disse medlemsstater, at »de afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af denne traktats målsætning i fare«.

(11)

Det er vigtigt at minde om, at nye bilaterale overenskomster om social sikring indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland skal indeholde en udtrykkelig reference til princippet om forbud mod at forskelsbehandle en statsborger fra en anden medlemsstat på grundlag af nationalitet, når denne i henhold til retten til fri bevægelighed har opholdt sig i den medlemsstat, der er part i den pågældende overenskomst.

(12)

Anvendelsen af Gottardo-dommen på individuelle tilfælde afhænger i vid udstrækning af samarbejdet med tredjelande, eftersom det påhviler disse lande at attestere de forsikringsperioder, som den pågældende person har tilbagelagt der.

(13)

Det bør henhøre under Den Administrative Kommission at behandle dette spørgsmål, eftersom Gottardo-dommen vedrører anvendelse af ligestillingsprincippet på området for social sikring.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

I medfør af princippet om ligebehandling og afskaffelse af forskelsbehandling af indenlandske arbejdstagere og arbejdstagere med statsborgerskab i en anden medlemsstat, som har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed efter traktatens artikel 39, gælder pensionsrettigheder, som arbejdstagerne og selvstændige erhvervsdrivende i en medlemsstat er omfattet af i henhold til en overenskomst om social sikring indgået mellem den pågældende medlemsstat og et tredjeland, principielt også arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er statsborgere i en anden medlemsstat, og som befinder sig i en set ud fra en objektiv vurdering tilsvarende situation som de nationale arbejdstagere.

2.

De nye bilaterale overenskomster om social sikring, der indgås mellem en medlemsstat og et tredjeland, bør indeholde en udtrykkelig henvisning til princippet om ikke at diskriminere på grund af nationalitet mod statsborgere fra en anden medlemsstat, som har benyttet sig af deres ret til fri bevægelighed i den medlemsstat, som er part i den pågældende overenskomst.

3.

Medlemsstaterne underretter myndighederne i de lande, hvormed de har indgået bilaterale overenskomster om social sikring, hvis bestemmelser kun omfatter statsborgere, om konsekvenserne af Gottardo-dommen og anmoder dem om at samarbejde med henblik på anvendelsen af Domstolens afgørelse. De medlemsstater, som har indgået bilaterale overenskomster med et og samme tredjeland, kan i fællesskab træffe foranstaltninger med henblik på fremsættelse af anmodninger om samarbejde. Det giver sig selv, at et sådant samarbejde er tvingende nødvendigt, hvis retspraksis skal efterleves.

4.

Denne henstilling offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/49

(1)

Når personer, der er bosat på en medlemsstats område, i henhold til den lovgivning, som de er omfattet af, er berettiget til at oppebære ydelser ved arbejdsløshed, bør de have mulighed for at udøve lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed på deltidsbasis på en anden medlemsstats område, samtidig med at de bevarer retten til ydelser ved arbejdsløshed i bopælslandet.

(2)

For at undgå eventuelle lovkonflikter er det i disse tilfælde nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse på disse personer i henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 883/2004.

(3)

I henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 anses personer, som modtager kontantydelser i kraft af eller som følge af en lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed, for at udøve nævnte aktivitet.

(4)

I henhold til artikel 11, stk. 3, litra a), i forordning (EF) nr. 883/2004 er en person, som udøver lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed i en medlemsstat, omfattet af denne medlemsstats lovgivning.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at lade de i betragtning 1 ovenfor omhandlede personer være omfattet af lovgivningen i deres bopælsland, både med hensyn til indbetaling af bidrag på grundlag af deres lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed og tilkendelse af ydelser.

(6)

I henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 kan medlemsstaterne fastsætte undtagelser fra forordningens artikel 11-15.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser.

1.

De kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater indgår eller lader de af disse kompetente myndigheder udpegede organer indgå aftaler i henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 på følgende betingelser:

I henhold til disse aftaler skal personer, som oppebærer ydelser ved arbejdsløshed i bopælslandet, og som samtidig udøver lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed på deltidsbasis i en anden medlemsstat, udelukkende være omfattet af lovgivningen i førstnævnte medlemsstat, både med hensyn til indbetaling af bidrag og tilkendelse af ydelser.

Den institution, som udbetaler ydelserne ved arbejdsløshed i bopælslandet, underretter den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i dette land, om enhver lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed på deltidsbasis, som den pågældende udøver i en anden medlemsstat.

Sidstnævnte institution underretter øjeblikkeligt den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område den pågældende person udøver lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed på deltidsbasis, om, den pågældende fortsat er omfattet af lovgivningen i bopælslandet.

2.

I henhold til disse aftaler finder de administrative procedurer, der er fastsat i artikel 19-21 i forordning (EF) nr. 987/2009, anvendelse.

3.

Den aftale, der er indgået af medlemsstater i henhold til henstilling nr. 18 af 28. februar 1986, og som er vedlagt som bilag, forbliver gyldig i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, med forbehold af punkt 2 i denne henstilling.

4.

Denne henstilling offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/51

(1)

I henhold til artikel 64, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 har en fuldtidsledig, som rejser til en anden medlemsstat end den kompetente stat for at søge beskæftigelse, på visse betingelser og inden for visse grænser mulighed for at bevare retten til kontantydelser ved arbejdsløshed.

(2)

En af de betingelser, der er fastsat i litra a), er, at den arbejdsløse skal have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger efter, at han blev arbejdsløs.

(3)

I henhold til litra a), sidste punktum, kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution dog give samtykke til, at den arbejdsløse rejser inden udløbet af denne frist på fire uger.

(4)

Dette samtykke bør i princippet gives personer, som opfylder de øvrige betingelser i artikel 64, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004, og som ønsker at ledsage deres ægtefælle eller partner, som har fået beskæftigelse i en anden medlemsstat, og

idet beslutning i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser,

1.

Samtykket til at rejse inden udløbet af fristen på fire uger, der er fastsat i artikel 64, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 883/2004, gives fuldtidsledige, som opfylder alle de øvrige betingelser i artikel 64, stk. 1, og som ledsager deres ægtefælle eller partner, der har fået beskæftigelse i en anden medlemsstat end den kompetente stat.

Partneren defineres på grundlag af lovgivningen i den kompetente stat.

2.

Denne henstilling offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/52

(1)

Omkostningerne til de naturalydelser, der udredes af en medlemsstats institution for en anden medlemsstats institutions regning, refunderes fuldt ud.

(2)

Medmindre andet er aftalt, foretages refusionerne mellem institutionerne hurtigt og effektivt for at forhindre en akkumulering af fordringer, som forbliver uafregnede i lang tid.

(3)

En akkumulering af fordringer kan forhindre, at fællesskabsordningen fungerer effektivt, og skade de enkeltes rettigheder.

(4)

I Den Administrative Kommissions afgørelse nr. S1 (3) er det fastsat, at institutionen på opholdsstedet skal have refunderet de udgifter til sygehjælp, som ydes på grundlag af et gyldigt europæisk sygesikringskort.

(5)

Alment accepteret bedste praksis vil kunne bidrage til en hurtig og effektiv afregning af refusioner mellem institutionerne.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

Den institution, som anmoder om refusion på grundlag af faktiske udgifter, indsender fordringen senest inden for fristen i artikel 67, stk. 1, i forordning (EF) nr. 987/2009 (i det følgende benævnt »gennemførelsesforordningen«). Den institution, som modtager en fordring, skal sikre betalingen af fordringen inden for tidsfristen i artikel 67, stk. 5, i gennemførelsesforordningen, men inden udløbet af denne frist så hurtigt, som den er i stand til det.

2.

Krav om refusion af ydelser, som er blevet leveret på grundlag af det europæiske sygesikringskort, et dokument, der erstatter sygesikringskortet, eller ethvert andet rettighedsdokument, kan afvises, og fordringen sendes retur til kreditorinstitutionen, hvis den f.eks.:

En fordring kan ikke afvises med henvisning til, at personen ikke længere er forsikret hos den institution, der har udstedt det europæiske sygesikringskort eller rettighedsdokumentet, såfremt ydelserne blev leveret til modtageren inden udløbet af det anvendte dokuments gyldighedsperiode.

En institution, der er forpligtet til at refundere udgifterne til ydelser, der er leveret på grundlag af det europæiske sygesikringskort, kan anmode om, at den institution, hos hvilken personen var behørigt registreret på tidspunktet for tildelingen af ydelserne, skal refundere udgifterne til disse ydelser til den første institution, eller, hvis personen ikke var berettiget til at anvende det europæiske sygesikringskort, afgøre sagen med den pågældende person.

3.

En debitorinstitution kan ikke undersøge om en fordring er i overensstemmelse med artikel 19 og artikel 27, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004, medmindre der er en begrundet mistanke om misbrug som fastlagt i EF-Domstolens retspraksis (4). Debitorinstitutionen er følgelig forpligtet til at godkende de oplysninger, som fordringen bygger på og betale fordringen. Hvis der er mistanke om misbrug, kan debitorinstitutionen af relevante årsager afvise fordringen i henhold til artikel 67, stk. 5, i gennemførelsesforordningen.

4.

Med hensyn til anvendelsen af punkt 2 og 3 påhviler det kreditorinstitutionen, hvis debitorinstitutionen udtrykker tvivl om rigtigheden af de oplysninger, som ligger til grund for en fordring, at undersøge, om den var udstedt korrekt og eventuelt trække den tilbage eller beregne den på ny.

5.

En fordring, der fremsættes efter udløbet af fristen i artikel 67, stk. 1, i gennemførelsesforordningen, tages ikke i betragtning.

6.

Den fortegnelse, der er omtalt i artikel 64, stk. 4, i gennemførelsesforordningen, forelægges for forbindelsesorganet i debitormedlemsstaten ved udgangen af det år, der følger efter referenceåret, og de fordringer, der baseres på denne fortegnelse, forelægges for det samme organ så hurtigt som muligt efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende af de årligt fastsatte beløb pr. person, men inden for tidsfristen i artikel 67, stk. 2, i gennemførelsesforordningen.

7.

Kreditorinstitutionen skal så vidt muligt fremsætte de fordringer, som vedrører et bestemt kalenderår, samtidigt over for debitorinstitutionen.

8.

Debitorinstitutionen, som modtager et krav om refusion, der er fastsat på grundlag af faste beløb, skal sikre betalingen af fordringen inden for tidsfristen i artikel 67, stk. 5, i gennemførelsesforordningen, men inden udløbet af denne frist, så hurtigt som den er i stand til det.

9.

En fordring, der fremsættes efter udløbet af fristen i artikel 67, stk. 2, i gennemførelsesforordningen, tages ikke i betragtning.

10.

En fordring, der fastsættes på grundlag af faste beløb, kan afvises og returneres til kreditorinstitutionen, hvis den f.eks.

11.

Hvis debitorinstitutionen udtrykker tvivl om rigtigheden af de oplysninger, som ligger til grund for en fordring, påhviler det kreditorinstitutionen at undersøge, om fakturaen var udstedt korrekt og eventuelt trække den tilbage og beregne kravet på ny.

12.

I tilfælde af en acontobetaling i henhold til artikel 68 i gennemførelsesforordningen fastsættes det beløb, der skal betales, separat for fordringer på grundlag af faktiske udgifter (artikel 67, stk. 1, i gennemførelsesforordningen) og fordringer på grundlag af faste beløb (artikel 67, stk. 2, i gennemførelsesforordningen).

13.

Institutionerne bør sikre et godt indbyrdes samarbejde og handle, som om de gennemfører deres egen lovgivning.

14.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/54

(1)

Med henblik på anvendelse af artikel 17, 19, 20, 22, artikel 24, stk. 1, artikel 25, 26, artikel 27, stk. 1, 3, 4 og 5, artikel 28, 34 og artikel 36, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 883/2004, bør begrebet naturalydelser ved sygdom og moderskab, som defineret i artikel 1, litra va), i forordning (EF) nr. 883/2004 tillægges en præcis betydning, der er bindende for alle medlemsstater.

(2)

Begrebet naturalydelser ved sygdom og moderskab skal i henhold til EF-Domstolens retspraksis omfatte naturalydelser, der ydes til personer, der er afhængig af pleje.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

De naturalydelser ved sygdom og moderskab, som tages i betragtning ved beregningen af det refusionsbeløb, der er omtalt i artikel 62, 63 og 64 i forordning (EF) nr. 987/2009 (i det følgende benævnt »gennemførelsesforordningen«), skal være de ydelser, der anses for at være naturalydelser i henhold til den nationale lovgivning, der anvendes af den institution, der har leveret ydelserne, for så vidt som de kan erhverves i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 17, 19, 20, 22, artikel 24, stk. 1, artikel 25, 26, artikel 27, stk. 1, 3, 4 og 5, artikel 28, 34 og artikel 36, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 (i det følgende benævnt »grundforordningen«).

2.

Følgende anses også for at være naturalydelser i de ovennævnte artikler i grundforordningens forstand:

3.

Følgende anses ikke for at være omkostninger til naturalydelser i de ovennævnte artikler i grundforordningens forstand:

4.

Beregningen af det månedlige faste beløb og det samlede faste beløb i henhold til artikel 64 i gennemførelsesforordningen omfatter følgende:

5.

Beregningen af det månedlige faste beløb og det samlede faste beløb i henhold til artikel 64 i gennemførelsesforordningen omfatter ikke følgende:

6.

Beregningen af refusionsbeløbene skal så vidt muligt bygge på officielle statistikker og rapporter fra opholds- eller bopælsstedet, og helst på offentliggjorte officielle oplysninger. Kilderne til de anvendte statistikker angives.

7.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.

24.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/56

(1)

En lang række bestemmelser, som f.eks. artikel 5, litra a), artikel 21, stk. 1, artikel 29, 34, 52, artikel 62, stk. 3, artikel 65, stk. 6 og 7, artikel 68, stk. 2, og artikel 84 i forordning (EF) 883/2004 og artikel 25, stk. 4 og 5, artikel 26, stk. 7, artikel 54, stk. 2, artikel 70, 72, 73, 78 og 80 i forordning (EF) nr. 987/2009, indeholder situationer, hvor der skal fastsættes en omregningskurs med henblik på betaling, beregning eller ny beregning af en ydelse eller et bidrag og refusion eller med henblik på modregning eller inddrivelse.

(2)

Artikel 90 i forordning (EF) nr. 987/2009 bemyndiger Den Administrative Kommission til at fastsætte den dato, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af den omregningskurs, der skal anvendes ved beregningen af visse ydelser og bidrag.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

1.

I forbindelse med denne afgørelse skal omregningskursen forstås som en daglig omregningskurs, der offentliggøres af Den Europæiske Centralbank.

2.

Medmindre andet er anført i denne afgørelse, skal omregningskursen være den kurs, der offentliggøres den dag, hvor transaktionen udføres af institutionen.

3.

En institution i én medlemsstat, der ved fastsættelse af en rettighed og for den første beregning af ydelsen skal omregne et beløb til en anden medlemsstats valuta, anvender følgende metode:

4.

Punkt 3 finder tilsvarende anvendelse, når en institution i en medlemsstat i forbindelse med en ny beregning af ydelsen som følge af ændringer i den faktiske eller juridiske situation hos den pågældende person skal omregne et beløb til en anden medlemsstats valuta.

5.

Medmindre andet er fastsat i national lovgivning, skal en institution, der udbetaler ydelser, som regelmæssigt indekseres i henhold til national lov, og hvor beløbene i en anden valuta har indflydelse på den ydelse, ved den nye beregning anvende den omregningskurs, der gælder for den første dag i den måned, der går forud for den måned, hvor indekseringen træder i kraft.

6.

Med henblik på modregning og inddrivelse skal den omregningskurs, der anvendes til at omregne det beløb, der fratrækkes eller betales, være omregningskursen for den dag, hvor ansøgningen blev indsendt første gang.

7.

I forbindelse med artikel 65, stk. 6 og 7, i forordning (EF) nr. 883/2004 og artikel 70 i forordning (EF) nr. 987/2009 skal den dag, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af omregningskursen være den første dag i den kalendermåned, hvor refusionsperioden ophørte, når man sammenligner mellem den ydelse, som institutionen på bopælsstedet faktisk har udredt, og det maksimale refusionsbeløb, der er omtalt i artikel 65, stk. 6, tredje punktum, i forordning (EF) nr. 883/2004 (størrelsen af den ydelse, som en person ville være berettiget til efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning den pågældende senest var omfattet af, hvis den pågældende havde været registreret af arbejdsformidlingen i den pågældende medlemsstat).

8.

Denne afgørelse tages op til revision et år efter ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. 987/2009.

9.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 987/2009.