ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2010.100.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 100

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

53. årgang
17. april 2010


Informationsnummer

Indhold

Side

 

IV   Oplysninger

 

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

 

Domstolen

2010/C 100/01

Domstolens seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions TidendeEUT C 80 af 27.3.2010

1

 

V   Øvrige meddelelser

 

RETSLIGE PROCEDURER

 

Domstolen

2010/C 100/02

Sag C-172/08: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — Pontina Ambiente Srl mod Regione Lazio (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Commissione tributaria provinciale di Roma — Italien) (Miljø — direktiv 1999/31/EF — artikel 10 — særlig afgift for deponering af fast affald — denne afgift pålagt operatøren af et deponeringsanlæg — driftsomkostningerne ved et deponeringsanlæg — direktiv 2000/35/EF — morarenter)

2

2010/C 100/03

Sag C-310/08: Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. februar 2010 — London Borough of Harrow mod Nimco Hassan Ibrahim og Secretary of State for the Home Department (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal — Det Forenede Kongerige) (Fri bevægelighed for personer — opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat, og for deres børn, som selv er statsborgere i en medlemsstat — statsborger i en medlemsstat, hvis lønnede beskæftigelse ophører, og som derefter udrejser fra værtsmedlemsstaten — børnene indskrevet ved en uddannelsesinstitution — ingen midler til underhold — forordning (EØF) nr. 1612/68 — artikel 12 — direktiv 2004/38/EF)

3

2010/C 100/04

Sag C-337/08: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — X Holding B.V. mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene)) (Artikel 43 EF og 48 EF — skattelovgivning — selskabsskat — skattemæssig enhed bestående af et hjemmehørende moderselskab og af et eller flere hjemmehørende datterselskaber — beskatning af enhedens overskud hos moderselskabet — udelukkelse af ikke-hjemmehørende datterselskaber)

3

2010/C 100/05

Sag C-381/08: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2010 — Car Trim GmbH mod KeySafety Systems Srl (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof, Tyskland) (Retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område — forordning (EF) nr. 44/2001 — artikel 5, nr. 1), litra b) — kompetence i sager om kontraktforhold — fastlæggelse af opfyldelsesstedet for forpligtelsen — kriterier til sondring mellem salg af varer og levering af tjenesteydelser)

4

2010/C 100/06

Sag C-386/08: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2010 — Firma Brita GmbH mod Hauptzollamt Hamburg-Hafen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland) (Associeringsaftalen EF-Israel — geografisk anvendelsesområde — associeringsaftalen EF-PLO — nægtelse af at anvende den præferencetoldbehandling, som bevilliges varer med oprindelse i Israel, på varer med oprindelse i Vestbredden — tvivl med hensyn til varernes oprindelse — godkendt eksportør — efterfølgende kontrol af fakturaerklæringer ved indførselsstatens toldmyndigheder — Wienerkonventionen af 1969 om traktatretten — princippet om traktaters relative virkning)

4

2010/C 100/07

Sag C-408/08 P: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — Lancôme parfums et beauté & Cie SNC mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og CMS Hasche Sigle (Appel — EF-varemærker — forordning (EF) nr. 40/94 — artikel 55, stk. 1, litra a), og artikel 7, stk. 1, litra c) — retlig interesse i forbindelse med indgivelse af en begæring om et varemærkes ugyldighed, der støttes på en absolut ugyldighedsgrund — advokatfirma — ordmærket COLOR EDITION — beskrivende karakter af et ordmærke, der er sammensat af beskrivende bestanddele)

5

2010/C 100/08

Sag C-480/08: Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. februar 2010 — Maria Teixeira mod London Borough of Lambeth, Secretary of State for the Home Department (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal, Det Forenede Kongerige) (Fri bevægelighed for personer — opholdsret — statsborger i en medlemsstat, som har arbejdet i en anden medlemsstat, og som er forblevet dér efter at være ophørt med at arbejde — barn, som følger en faglig udannelse i værtsmedlemsstaten — ingen midler til underhold — forordning (EØF) nr. 1612/68 — artikel 12 — direktiv 2004/38/EF)

6

2010/C 100/09

Sag C-562/08: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — Müller Fleisch GmbH mod Land Baden-Württemburg (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht, Tyskland) (Overvågningssystem for bovin spongiform encephalopati — forordning (EF) nr. 999/2001 — kvæg på over 30 måneder — normal slagtning — kød bestemt til konsum — obligatorisk test — nationale bestemmelser — pligt til at teste — udvidelse — kvæg på over 24 måneder)

7

2010/C 100/10

Sag C-25/09: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. februar 2010 — Sió-Eckes Kft. mod Mezőgazdasági és Vidékfejlesztési Hivatal Központi Szerve (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Bíróság (Republikken Ungarn)) (Fælles landbrugspolitik — forordning (EF) nr. 2201/96 — den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager — forordning (EF) nr. 1535/2003 — støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager — forarbejdede produkter — ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft — færdigvarer)

7

2010/C 100/11

Sag C-170/09: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik (Traktatbrud — direktiv 2005/60/EF — hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme — manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist)

8

2010/C 100/12

Sag C-209/09: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 25. februar 2010 — sag indledt af Lahti Energia Oy (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus — Finland) (Direktiv 2000/76/EF — affaldsforbrænding — forbrændingsanlæg — kombineret forbrændingsanlæg — kompleks bestående af et gasanlæg og et kraftværk — forbrænding i kraftværket af urenset gas, der hidrører fra termisk behandling af affald i gasanlægget)

9

2010/C 100/13

Sag C-295/09: Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 25. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien (Traktatbrud — direktiv 2006/43/EF — selskabsret — lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber — manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist)

9

2010/C 100/14

Sag C-330/09: Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 25. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig (Traktatbrud — direktiv 2006/43/EF — selskabsret — lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber — manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist)

10

2010/C 100/15

Forenede sager C-403/08 og C-429/08: Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 16. december 2009 (anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (Chancery Division), High Court of Justice (England & Wales) og Queen’s Bench Division (Administrative Court) (Det Forenede Kongerige)) — Football Association Premier League Ltd, NetMed Hellas SA, Multichoice Hellas SA mod QC Leisure, David Richardson, AV Station plc, Malcolm Chamberlain, Michael Madden, SR Leisure Ltd, Philip George Charles Houghton og Derek Owen (sag C-403/08) og Karen Murphy mod Media Protection Services Ltd (sag C-429/08) (Præjudiciel forelæggelse — begæring om deltagelse i retsforhandlinger — afslag)

10

2010/C 100/16

Sag C-513/08 P: Domstolens kendelse af 9. december 2009 — Luigi Marcuccio mod Europa-Kommissionen (Appel — tjenestemænd — social sikring — udtrykkeligt afslag på anmodningen om godtgørelse af visse af sagsøgerens lægeudgifter med 100 % — åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

11

2010/C 100/17

Sag C-528/08 P: Domstolens kendelse af 9. december 2009 — Luigi Marcuccio mod Europa-Kommissionen (Appel — tjenestemænd — social sikring — udtrykkeligt afslag på anmodningen om godtgørelse af visse af sagsøgerens lægeudgifter med 100 % — åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

11

2010/C 100/18

Sag C-579/08 P: Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 15. januar 2010 — Messer Group GmbH mod Air Products and Chemicals Inc. og Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (Appel — artikel 119 i procesreglementet — EF-varemærker — forordning (EF) nr. 40/94 — artikel 8, stk. 1, litra b) — ordmærkerne Ferromix, Inomix og Alumix — ældre varemærker FERROMAXX, INOMAXX og ALUMAXX — indsigelse fra indehaveren — relevant kundekreds — grad af lighed — svag grad af særpræg ved det ældre varemærke — risiko for forveksling)

12

2010/C 100/19

Sag C-69/09 P: Domstolens kendelse af 22. januar 2010 — Makhteshim-Agan Holding BV, Makhteshim-Agan Italia Srl og Magan Italia Srl mod Europa-Kommissionen (Fremskyndet procedure)

12

2010/C 100/20

Forenede sager C-292/09 og C-293/09: Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 13. januar 2010 — Isabella Calestani (sag C-292/09) og Paolo Lunardi (sag C-293/09) mod Agenzia delle Entrate Ufficio di Parma (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Commissione tributaria provinciale di Parma (Italien)) (Præjudiciel afgørelse — afvisning)

13

2010/C 100/21

Sag C-449/09: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski gradski sad (Bulgarien) den 18. november 2009 — Canon Kabushiki Kaisha mod IPN Bulgaria OOD

13

2010/C 100/22

Sag C-547/09: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Innsbruck (Østrig) den 28. december 2009 — Pensionsversicherungsanstalt mod Andrea Schwab

14

2010/C 100/23

Sag C-17/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský soud v Brně (Den Tjekkiske Republik) den 11. januar 2010 — Toshiba Corporation, Areva T&D Holding SA, Areva T&D SA, Areva T&D AG, Mitsubishi Electric Corp., Alstom, Fuji Electric Holdings Co. Ltd, Fuji Electric Systems Co. Ltd, Siemens Transmission & Distribution SA, Siemens AG Österreich, VA TECH Transmission & Distribution GmbH & Co. KEG, Siemens AG, Hitachi Ltd, Hitachi Europe Ltd, Japan AE Power Systems Corp., Nuova Magrini Galileo SpA mod Úřad pro ochranu hospodářské soutěže

14

2010/C 100/24

Sag C-23/10: Sag anlagt den 14. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

15

2010/C 100/25

Sag C-25/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Liège (Belgien) den 15. januar 2010 — Missionswerk Werner Heukelbach E.v. mod État belge — Service Public Fédéral Finances

17

2010/C 100/26

Sag C-30/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Linköpings tingsrätt (Sverige) den 19. januar 2010 — Lotta Andersson mod Staten gennem Kronofogdemyndigheten i Jönköping, Tillsynsmyndigheten

17

2010/C 100/27

Sag C-31/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 20. januar 2010 — Minerva Kulturreisen GmbH mod Finanzamt Freital

18

2010/C 100/28

Sag C-32/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven Kasatsionen sad (Bulgarien) den 20. januar 2010 — Toni Georgiev Semerdzhiev mod Del-Pi-Krasimira Mancheva

18

2010/C 100/29

Sag C-34/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 21. januar 2010 — Prof. Dr. Oliver Brüstle mod Greenpeace e.V.

19

2010/C 100/30

Sag C-37/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Berlin (Tyskland) den 22. januar 2010 — Landwirtschaftliches Unternehmen e.G. Sondershausen mod BVVG Bodenverwertungs- und -verwaltungs GmbH

20

2010/C 100/31

Sag C-42/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Belgien) den 25. januar 2010 — 1. Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW, og 2. Marc Janssens mod Belgische Staat, intervenient: Luk Vangheluwe

20

2010/C 100/32

Sag C-43/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) den 25. januar 2010 — Nomarchiaki Aftodioikisi Aitoloakarnanias m.fl., Elliniki Etaireia gia tin Prostasia tou Perivallontos kai tis Politistikis Klironomias m.fl. og Pankosmio tameio gia tin fysi — WWF Hellas mod ministeren for miljø, fysisk planlægning og offentlige arbejder m.fl.

20

2010/C 100/33

Sag C-44/10: Sag anlagt den 28. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

23

2010/C 100/34

Sag C-45/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Belgien) den 28. januar 2010 — 1. Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW, 2. Marc Janssens mod Belgische Staat

23

2010/C 100/35

Sag C-48/10: Sag anlagt den 28. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

24

2010/C 100/36

Sag C-50/10: Sag anlagt den 29. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

24

2010/C 100/37

Sag C-52/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) den 1. februar 2010 — Eleftheri Tileorasi A.E. ALTER CHANNEL og Konstantinos Giannikos mod Ypourgos Typou kai Meson Mazikis Enimerosis og Ethniko Symvoulio Radiotileorasis

25

2010/C 100/38

Sag C-57/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Belgien) den 28. januar 2010 — Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW mod Belgische Staat

25

2010/C 100/39

Sag C-58/10, Sag C-59/10, Sag C-60/10, Sag C-61/10, Sag C-62/10, Sag C-63/10, Sag C-64/10, Sag C-65/10, Sag C-66/10, Sag C-67/10, Sag C-68/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 3. februar 2010 i sagerne: — Monsanto SAS, Monsanto Agriculture France SAS, Monsanto International SARL og Monsanto Technology LLC mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Monsanto SAS, Monsanto Agriculture France SAS, Monsanto International SARL og Monsanto Europe SA mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Association générale des producteurs de maïs (AGPM) mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — SCEA de Malaprade, SCEA Coutin, Jérôme Huard, Dominique Richer, EARL de Candelon, Bernard Mir, EARL des Menirs, Marie-Jeanne Darricau og GAEC de Commenian mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Pioneer Génétique og Pioneer Semences mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Syndicat des établissements de semences agréés pour les semences de maïs (SEPROMA) mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Caussade Semences SA mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche Société Limagrain Verneuil Holding mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Société Maïsadour Semences mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Ragt Semences SA mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Euralis Semences SAS og Euralis Coop mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche

26

2010/C 100/40

Sag C-69/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal administratif (Luxembourg) den 5. februar 2010 — Brahim Samba Diouf mod Ministre du Travail, de l'Emploi et de l'Immigration

27

2010/C 100/41

Sag C-72/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte Suprema di Cassazione (Italien) den 9. februar 2010 — straffesag mod Marcello Costa

27

2010/C 100/42

Sag C-77/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte Suprema di Cassazione (Italien) den 9. februar 2010 — Ugo Cifone mod Giudice delle indagini preliminari del Tribunale di Trani

28

2010/C 100/43

Sag C-80/10: Sag anlagt den 11. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

28

2010/C 100/44

Sag C-84/10 P: Appel iværksat den 12. februar 2010 af Longevity Health Products, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 9. december 2009 i sag T-484/08, Longevity Health Products, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), den anden part i appelsagen: Merck KGaA

29

2010/C 100/45

Sag C-87/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Ordinario di Vicenza — Sezione distaccata di Schio (Italien) den 15. februar 2010 — Edil Centro SpA mod Electrosteel Europa sa

30

2010/C 100/46

Sag C-88/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Palermo (Italien) den 15. februar 2010 — Assessorato del Lavoro e della Previdenza Sociale mod Seasoft Spa

30

2010/C 100/47

Sag C-94/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vestre Landsret (Danmark) den 17. februar 2010, Danfoss A/S og Sauer-Danfoss ApS mod Skatteministeriet

32

2010/C 100/48

Sag C-105/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus (Finland) den 25. februar 2010 — Virallinen syyttäjä mod Malik Gataev og Khadizhat Gataeva

32

2010/C 100/49

Sag C-525/08: Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Tredje Afdeling den 15. januar 2010 — Sylvia Bienek mod Condor Flugdienst GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)

34

2010/C 100/50

Sag C-313/09: Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

34

2010/C 100/51

Sag C-328/09: Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Estland

34

 

Retten

2010/C 100/52

Sag T-16/04: Rettens dom af 2. marts 2010 — Arcelor mod Parlamentet og Rådet (Miljø — direktiv 2003/87/EF — ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner — annullationspåstand — sagsøgeren ikke umiddelbart og individuelt berørt — erstatningspåstand — formaliteten — tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel, der tillægger borgerne rettigheder — ejendomsret — retten til fri erhvervsudøvelse — proportionalitet — ligebehandling — etableringsfrihed — retssikkerhed)

35

2010/C 100/53

Sag T-70/05: Rettens dom af 2. marts 2010 — Evropaïki Dynamiki mod EMSA (Offentlige tjenesteydelsesaftaler — EMSA’s udbudsprocedurer — levering af edb-tjenesteydelser — afvisning af bud — annullationssøgsmål — Rettens kompetence — mangler ved bud — ligebehandling — hensyntagen til tildelingskriterierne, der er fastsat i udbudsbetingelserne eller i udbudsbekendtgørelsen — etablering af underkriterier til tildelingskriterierne — åbenbart urigtigt skøn — begrundelsespligt)

35

2010/C 100/54

Sag T-163/05: Dom afsagt af Retten den 3. marts 2010 — Bundesverband deutscher Banken mod Kommissionen (Statsstøtte — overførsel af offentlig kapital til Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale — beslutning, der erklærer støtten delvis uforenelig med fællesmarkedet og kræver tilbagesøgning heraf — kriteriet privat investor — begrundelsespligt)

36

2010/C 100/55

Sag T-429/05: Dom afsagt af Retten den 3. marts 2010 — Artegodan mod Kommissionen (Ansvar uden for kontraktforhold — humanmedicinske lægemidler — beslutning om tilbagekaldelse af en markedsføringstilladelse — annullation af beslutningen ved Rettens dom — tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder)

36

2010/C 100/56

Sag T-36/06: Rettens dom af 3. marts 2010 — Bundesverband deutscher Banken mod Kommissionen (Statsstøtte — overførsel af offentlige aktiver til Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale — beslutning, hvorved det fastslås, at den anmeldte foranstaltning ikke udgør støtte — kriteriet om den private investor — begrundelsespligt — alvorlige vanskeligheder)

37

2010/C 100/57

Forenede sager T-102/07 og T-120/07: Rettens dom af 3. marts 2010 — Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen (Statsstøtte — støtte ydet af Tyskland i form af investering i virksomhed og garantier for optagne lån — beslutning, der erklærer støtten uforenelig med fællesmarkedet — generel støtteordning godkendt af Kommissionen — begrebet kriseramt virksomhed — rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder — støttebeløbet — begrundelsespligt)

37

2010/C 100/58

Sag T-321/07: Rettens dom af 3. marts 2010 — Lufthansa AirPlus Servicekarten mod KHIM — Applus Servicios Tecnológicos (A+) (EF-varemærker — indsigelsessag — ansøgning om EF-figurmærket A+ — det ældre EF-ordmærke AirPlus International — relativ registreringshindring — ingen risiko for forveksling — ingen lighedspunkter mellem mærkerne — begrundelsespligt — ret til forsvar — artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5, artikel 73, 74 og 79 i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5, artikel 75, 76 og 83 i forordning (EF) nr. 207/200))

38

2010/C 100/59

Sag T-248/08 P: Rettens dom af 2. marts 2010 — Doktor mod Rådet (Appel — personalesag — tjenestemænd — ansættelse — prøvetid — forlængelse af prøvetiden — udtalelse ved prøvetidens udløb — afskedigelse efter prøvetidens udløb — vedtægtens artikel 34 — forvanskning af de faktiske omstændigheder og beviser — Personalerettens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser)

38

2010/C 100/60

Sag T-11/09: Rettens dom af 23. februar 2010 — Özdemir mod KHIM — Aktieselskabet af 21. november 2001 (James Jones) (EF-varemærker — indsigelsessag — ansøgning om James Jones som EF-ordmærke — det ældre EF-ordmærke JACK & JONES — relativ registreringshindring — risiko for forveksling — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

39

2010/C 100/61

Sag T-408/07: Rettens kendelse af 4. februar 2010 — Crunch Fitness International mod KHIM — ILG (CRUNCH) (EF-varemærker — fortabelse — tilbagekaldelse af fortabelse — ufornødent at træffe afgørelse)

39

2010/C 100/62

Sag T-456/07: Rettens kendelse af 12. februar 2010 — Kommissionen mod CdT (Annullationssøgsmål — Fællesskabets pensionsordning — CdT’s forpligtelse til at betale bidrag i regnskabsårene 1998-2005 — retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål — retsakt uden retsvirkninger i forhold til tredjemand — åbenbart afvisningsgrundlag)

40

2010/C 100/63

Sag T-481/08: Rettens kendelse af 8. februar 2010 — Alisei mod Kommissionen (Annullationssøgsmål — foranstaltninger udadtil og EUF — afslutning af en revision og vedtagelse af den endelige rapport — kontraktrelateret akt — manglende kompetence — ikke umiddelbart berørt — afvisning — erstatningssøgsmål — åbenbar afvisningsgrund)

40

2010/C 100/64

Sag T-18/10: Sag anlagt den 11. januar 2010 — Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet

41

2010/C 100/65

Sag T-21/10: Sag anlagt den 25. januar 2010 — Tyskland mod Kommissionen

42

2010/C 100/66

Sag T-22/10: Sag anlagt den 25. januar 2010 — Esprit International mod KHIM — Marc O'Polo International (gengivelse af bogstavet e påført en bukselomme)

42

2010/C 100/67

Sag T-24/10: Sag anlagt den 27. januar 2010 — CECA mod Kommissionen

43

2010/C 100/68

Sag T-25/10: Sag anlagt den 27. januar 2010 — BASF Specialty Chemicals og BASF Lampertheim mod Kommissionen

44

2010/C 100/69

Sag T-26/10: Sag anlagt den 25. januar 2010 — Alibaba Group mod KHIM — allpay.net (ALIPAY)

45

2010/C 100/70

Sag T-27/10: Sag anlagt den 27. januar 2010 — AC-Treuhand mod Kommissionen

45

2010/C 100/71

Sag T-34/10: Sag anlagt den 26. januar 2010 — Hairdreams mod KHIM — Bartmann (MAGIC LIGHT)

46

2010/C 100/72

Sag T-35/10: Sag anlagt den 29. januar 2010 — Bank Melli Iran mod Rådet

47

2010/C 100/73

Sag T-36/10: Sag anlagt den 1. februar 2010 — Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen

48

2010/C 100/74

Sag T-39/10: Sag anlagt den 29. januar 2010 — El Corte Inglés mod KHIM — Pucci International (PUCCI)

49

2010/C 100/75

Sag T-40/10: Sag anlagt den 29. januar 2010 — Elf Aquitaine mod Kommissionen

49

2010/C 100/76

Sag T-41/10: Sag anlagt den 2. februar 2010 — SIMS — Ecole de ski internationale mod KHIM — SNMSF (esf école du ski français)

50

2010/C 100/77

Sag T-43/10: Sag anlagt den 29. januar 2010 — Elementis m.fl. mod Kommissionen

51

2010/C 100/78

Sag T-45/10: Sag anlagt den 28. januar 2010 — GEA Group mod Kommissionen

52

2010/C 100/79

Sag T-46/10: Sag anlagt den 28. januar 2010 — Faci mod Kommissionen

53

2010/C 100/80

Sag T-47/10: Sag anlagt den 27. januar 2010 — Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen

54

2010/C 100/81

Sag T-48/10 P: Appel iværksat den 2. februar 2010 af Herbert Meister til prøvelse af kendelse afsagt den 30. november 2009 af Personaleretten i sag F-17/09, Meister mod KHIM

55

2010/C 100/82

Sag T-49/10: Sag anlagt den 5. februar 2010 — Footwear mod KHIM — Reno Schuhcentrum (swiss cross FOOTWEAR)

56

2010/C 100/83

Sag T-53/10: Sag anlagt den 5. februar 2010 — Reisenthel mod KHIM — Dynamic Promotion (stabelkasser og kurve)

56

2010/C 100/84

Sag T-59/10: Sag anlagt den 9. februar 2010 — Geemarc Telecom mod KHIM — Audioline (AMPLIDECT)

57

2010/C 100/85

Sag T-60/10: Sag anlagt den 10. februar 2010 — Jackson International mod KHIM — Royal Shakespeare (ROYAL SHAKESPEARE)

57

2010/C 100/86

Sag T-61/10: Sag anlagt den 8. februar 2010 — Victoria Sánchez mod Parlamentet og Kommissionen

58

2010/C 100/87

Sag T-65/10: Sag anlagt den 11. februar 2010 — Spanien mod Kommissionen

59

2010/C 100/88

Sag T-67/10: Sag anlagt den 17. februar 2010 — Spanien mod Kommissionen

60

2010/C 100/89

Sag T-68/10: Sag anlagt den 15. februar 2010 — Sphere Time mod KHIM — Punch (ure)

60

2010/C 100/90

Sag T-69/10: Sag anlagt den 18. februar 2010 — IRO mod Kommissionen

61

2010/C 100/91

Sag T-70/10: Sag anlagt den 19. februar 2010 — Feralpi mod Kommissionen

61

2010/C 100/92

Sag T-71/10: Sag anlagt den 18. februar 2010 — Xeda International og Pace International mod Kommissionen

62

2010/C 100/93

Sag T-73/10 P: Appel iværksat den 17. februar 2010 af Apostolov til prøvelse af kendelse afsagt den 15. december 2009 af Personaleretten i sag F-8/09, Apostolov mod Kommissionen

63

2010/C 100/94

Sag T-74/10: Sag anlagt den 16. februar 2010 — Flaco Geräte mod KHIM — Delgado Sánchez (FLACO)

64

2010/C 100/95

Sag T-81/10: Sag anlagt den 24. februar 2010 — Tempus Vade mod KHIM — Palacios Serrano

64

2010/C 100/96

Sag T-83/10: Sag anlagt den 19. februar 2010 — Riva Fire mod Kommissionen

65

2010/C 100/97

Sag T-85/10: Sag anlagt den 18. februar 2010 — Alfa Acciai mod Kommissionen

66

2010/C 100/98

Sag T-87/10: Sag anlagt den 23. februar 2010 — Chestnut Medical Technologies mod KHIM (PIPELINE)

67

2010/C 100/99

Sag T-89/10: Sag anlagt den 24. februar 2010 — Ungarn mod Kommissionen

67

 

Retten for EU-Personalesager

2010/C 100/00

Sag F-3/10: Sag anlagt den 15. januar 2010 — AB mod Europa-Kommissionen

69

2010/C 100/01

Sag F-7/10: Sag anlagt den 19. januar 2010 — Garcia Lledo m.fl. mod KHIM

69

2010/C 100/02

Sag F-8/10: Sag anlagt den 25. januar 2010 — Gheysens mod Rådet

69

2010/C 100/03

Sag F-10/10: Sag anlagt den 29. januar 2010 — Hecq mod Kommissionen

70

DA

 


IV Oplysninger

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

Domstolen

17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/1


2010/C 100/01

Domstolens seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende

EUT C 80 af 27.3.2010

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 63 af 13.3.2010

EUT C 51 af 27.2.2010

EUT C 37 af 13.2.2010

EUT C 24 af 30.1.2010

EUT C 11 af 16.1.2010

EUT C 312 af 19.12.2009

Teksterne er tilgængelige i:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu


V Øvrige meddelelser

RETSLIGE PROCEDURER

Domstolen

17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/2


Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — Pontina Ambiente Srl mod Regione Lazio (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Commissione tributaria provinciale di Roma — Italien)

(Sag C-172/08) (1)

(Miljø - direktiv 1999/31/EF - artikel 10 - særlig afgift for deponering af fast affald - denne afgift pålagt operatøren af et deponeringsanlæg - driftsomkostningerne ved et deponeringsanlæg - direktiv 2000/35/EF - morarenter)

2010/C 100/02

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione tributaria provinciale di Roma

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pontina Ambiente Srl

Sagsøgt: Regione Lazio

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Commissione tributaria provinciale di Roma — fortolkning af artikel 10 i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182, s. 1), af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EFT L 200, s. 35) og af artikel 12 EF, 14 EF, 43 EF og 46 EF — national ordning vedrørende en særlig afgift for deponering af fast affald i et deponeringsanlæg, hvorefter operatøren af deponeringsanlægget er forpligtet til at betale afgiften forskudsvis, som er fastsat på grundlag af mængden af det deponerede affald, og som påhviler den, der foretager deponeringen

Konklusion

1)

Artikel 10 i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der pålægger operatøren af et deponeringsanlæg en afgift, som kommunen, der har deponeret affaldet, skal godtgøre operatøren, og som pålægger operatøren bøder i tilfælde af forsinket betaling af denne afgift, dog på den betingelse, at denne lovgivning ledsages af foranstaltninger, der skal sikre, at godtgørelsen af afgiften reelt finder sted og inden for en kort frist, og at alle de omkostninger, der er forbundet med inddrivningen — og navnlig omkostninger som følge af forsinket betaling af de beløb, som kommunen i denne forbindelse skal betale operatøren, herunder eventuelle bøder, som operatøren er blevet pålagt som følge af denne forsinkelse — væltes over på den pris, som kommunen skal betale operatøren. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt.

2)

Artikel 1, artikel 2, nr. 1), og artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner skal fortolkes således, at de beløb, som en kommune, der har deponeret affald, skylder operatøren af et deponeringsanlæg, såsom de skyldige beløb til godtgørelse af en afgift, henhører under dette direktivs anvendelsesområde, og at medlemsstaterne således i henhold til direktivets artikel 3 skal sikre, at denne kommune betaler operatøren morarenter af disse beløb i tilfælde af forsinket betaling.


(1)  EUT C 183 af 19.7.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/3


Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. februar 2010 — London Borough of Harrow mod Nimco Hassan Ibrahim og Secretary of State for the Home Department (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal — Det Forenede Kongerige)

(Sag C-310/08) (1)

(Fri bevægelighed for personer - opholdsret for en tredjelandsstatsborger, som er ægtefælle til en statsborger i en medlemsstat, og for deres børn, som selv er statsborgere i en medlemsstat - statsborger i en medlemsstat, hvis lønnede beskæftigelse ophører, og som derefter udrejser fra værtsmedlemsstaten - børnene indskrevet ved en uddannelsesinstitution - ingen midler til underhold - forordning (EØF) nr. 1612/68 - artikel 12 - direktiv 2004/38/EF)

2010/C 100/03

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: London Borough of Harrow

Sagsøgte: Nimco Hassan Ibrahim og Secretary of State for the Home Department

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Court of Appeal — fortolkning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38 af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158, s. 77), og af artikel 12 i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT L 257, s. 2) — en tredjelandsstatsborger og hendes børn, som er statsborgere i en medlemsstat, der er flyttet til sin ægtefælle, som er statsborger i samme medlemsstat, i Det Forenede Kongerige, hvor han havde lønnet beskæftigelse — opholdsret for hustruen og børnene, efter at hendes ægtefælle har mistet sin status som arbejdstager og har forladt Det Forenede Kongerige

Konklusion

Under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, kan børnene til en statsborger i en medlemsstat, som arbejder eller har arbejdet i værtsmedlemsstaten, og den forælder, som har den faktiske forældremyndighed over dem, i sidstnævnte stat påberåbe sig en opholdsret alene på grundlag af artikel 12 i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2434/92 af 27. juli 1992, uden at en sådan ret er underlagt en betingelse om, at de råder over tilstrækkelige midler og en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i denne stat.


(1)  EUT C 247 af 27.9.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/3


Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — X Holding B.V. mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene))

(Sag C-337/08) (1)

(Artikel 43 EF og 48 EF - skattelovgivning - selskabsskat - skattemæssig enhed bestående af et hjemmehørende moderselskab og af et eller flere hjemmehørende datterselskaber - beskatning af enhedens overskud hos moderselskabet - udelukkelse af ikke-hjemmehørende datterselskaber)

2010/C 100/04

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X Holding B.V.

Sagsøgt: Staatssecretaris van Financiën

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hoge Raad der Nederlanden — fortolkning af artikel 43 EF og 48 EF — lovgivning, der gør det muligt for hjemmehørende moderselskaber at oprette en skattemæssig enhed med et eller flere af deres hjemmehørende datterselskaber med det resultat, at enhedens overskud beskattes hos moderselskabet — udelukkelse af ikke-hjemmehørende datterselskaber fra denne ordning

Konklusion

Artikel 43 EF og 48 EF er ikke til hinder for en medlemsstats nationale bestemmelser, hvorefter et moderselskab har mulighed for at udgøre en skattemæssig enhed med sit hjemmehørende datterselskab, men som forbyder oprettelsen af en sådan enhed med et ikke-hjemmehørende datterselskab, såfremt dette datterselskabs overskud ikke er underlagt medlemsstatens skattelovgivning.


(1)  EUT C 272 af 25.10.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/4


Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2010 — Car Trim GmbH mod KeySafety Systems Srl (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof, Tyskland)

(Sag C-381/08) (1)

(Retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område - forordning (EF) nr. 44/2001 - artikel 5, nr. 1), litra b) - kompetence i sager om kontraktforhold - fastlæggelse af opfyldelsesstedet for forpligtelsen - kriterier til sondring mellem »salg af varer« og »levering af tjenesteydelser«)

2010/C 100/05

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Car Trim GmbH

Sagsøgt: KeySafety Systems Srl

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Bundesgerichtshof — fortolkning af artikel 5, nr. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1) — aftale om levering af varer, som først skal fremstilles, der også indeholder ordregivers instruktioner vedrørende fremskaffelse, forarbejdning og levering af de varer, der skal fremstilles, herunder garanti for fremstillingskvaliteten, leveringspålidelighed og den gnidningsløse administrative gennemførelse af aftalen — kriterier for at sondre mellem salg af varer og levering af tjenesteydelser — fastsættelse af opfyldelsesstedet for forpligtelsen ved forsendelseskøb

Konklusion

1)

Artikel 5, nr. 1), litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at aftaler om levering af varer, som først skal fremstilles eller frembringes, uanset at ordregiver har opstillet særlige krav vedrørende fremskaffelse, forarbejdning og levering af de genstande, der skal fremstilles, uden at materialet er blevet leveret af denne, og hvor leverandøren er ansvarlig for varens kvalitet og for, at den er i overensstemmelse med aftalen, skal klassificeres som »salg af varer« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 5, nr. 1), litra b), første led.

2)

Artikel 5, nr. 1), litra b), første led, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at stedet, hvor varerne er blevet eller skulle have været leveret i henhold til aftalen i forbindelse med forsendelseskøb, skal fastlægges på grundlag af kontraktbestemmelserne. Hvis det ikke er muligt at fastlægge leveringsstedet på dette grundlag uden at henholde sig til den materielle ret, som finder anvendelse på kontrakten, er dette sted det sted, hvor varerne fysisk overdrages til køberen, hvorved han får eller skulle have fået den faktiske råderet over disse varer på salgstransaktionens endelige bestemmelsessted.


(1)  EUT C 301 af 22.11.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/4


Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2010 — Firma Brita GmbH mod Hauptzollamt Hamburg-Hafen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-386/08) (1)

(Associeringsaftalen EF-Israel - geografisk anvendelsesområde - associeringsaftalen EF-PLO - nægtelse af at anvende den præferencetoldbehandling, som bevilliges varer med oprindelse i Israel, på varer med oprindelse i Vestbredden - tvivl med hensyn til varernes oprindelse - godkendt eksportør - efterfølgende kontrol af fakturaerklæringer ved indførselsstatens toldmyndigheder - Wienerkonventionen af 1969 om traktatretten - princippet om traktaters relative virkning)

2010/C 100/06

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Firma Brita GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg-Hafen

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Finanzgericht Hamburg — fortolkning af Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 20. november 1995, og især af artikel 32 og 33 i protokol nr. 4 til denne aftale, samt Euro-Middelhavs-interimassocieringsaftalen om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO til fordel for Vestbredden og Gaza-stribens Palæstinensiske Myndighed på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 24. februar 1997 — afslag på at anvende toldpræferenceordningen, der er indrømmet varer med oprindelse i Israel, på varer med oprindelse i et israelsk besat bosættelsesområde på Vestbredden — indførselsstatens myndigheders beføjelse til efterfølgende at kontrollere oprindelsescertifikaterne, når der ikke hersker anden tvivl om de omhandlede varers oprindelse end den, der følger af en divergerende fortolkning mellem parterne i EØF-Israel-associeringsaftalen af begrebet »Staten Israels område«, og når der ikke med henblik på fortolkningen af dette begreb er iværksat nogen foreløbig procedure efter tvistemålsproceduren i henhold til artikel 33 i denne aftales protokol nr. 4

Konklusion

1)

Indførselsmedlemsstatens toldmyndigheder kan nægte at bevillige den præferencebehandling, som er indført ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 20. november 1995, når de pågældende varer har oprindelse i Vestbredden. Desuden kan indførselsmedlemsstatens toldmyndigheder ikke foretage en kvalifikation, idet de lader det spørgsmål stå åbent, om hvilken af de relevante aftaler, nemlig associeringsaftalen EF-Israel og Euro-Middelhavs-interimsassocieringsaftalen om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) til fordel for Vestbredden og Gaza-stribens Palæstinensiske Myndighed på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 24. februar 1997, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og om oprindelsesbeviset skal hidrøre fra de israelske eller de palæstinensiske myndigheder.

2)

Inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 32 i protokol nr. 4, som er knyttet til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side, er indførselsstatens toldmyndigheder ikke bundet af det oprindelsesbevis, der er blevet fremlagt, og af udførselsstatens toldmyndigheders svar, når dette svar ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at fastslå varernes virkelige oprindelse som omhandlet i denne protokols artikel 32, stk. 6. Desuden har indførselsstatens toldmyndigheder ikke pligt til at indbringe en tvist vedrørende fortolkningen af det geografiske anvendelsesområde for denne aftale for Toldsamarbejdsudvalget, oprettet ved nævnte protokols artikel 39.


(1)  EUT C 285 af 8.11.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/5


Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — Lancôme parfums et beauté & Cie SNC mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og CMS Hasche Sigle

(Sag C-408/08 P) (1)

(Appel - EF-varemærker - forordning (EF) nr. 40/94 - artikel 55, stk. 1, litra a), og artikel 7, stk. 1, litra c) - retlig interesse i forbindelse med indgivelse af en begæring om et varemærkes ugyldighed, der støttes på en absolut ugyldighedsgrund - advokatfirma - ordmærket »COLOR EDITION« - beskrivende karakter af et ordmærke, der er sammensat af beskrivende bestanddele)

2010/C 100/07

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Lancôme parfums et beauté & Cie SNC (ved Rechtsanwalt A. von Mühlendahl)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget) og CMS Hasche Sigle

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) den 8. juli 2008 i sag T-160/07, Lancôme mod KHIM og CMS Hasche Sigle, hvorved Retten frifandt Harmoniseringskontoret i den af appellanten anlagte sag til prøvelse af afgørelse af 26. februar 2007 truffet af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), hvorved registreringen af varemærket COLOR EDITION for kosmetiske præparater og makeup blev erklæret ugyldig — tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), og artikel 55, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) — søgsmålsinteresse i forbindelse med anlæggelse af sag om et varemærkes ugyldighed — advokatfirma — manglende økonomisk interesse i at fremsætte begæring om annullation af et varemærke for kosmetik — betydelig afvigelse mellem den association, der skabes af de ord, der er søgt registreret som varemærke og den daglige sprogbrug hos den tilsigtede kundekreds som betegnelse for de pågældende varer eller tjenesteydelser eller deres væsentlige egenskaber

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Lancôme parfums et beauté & Cie SNC betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 6 af 10.1.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/6


Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. februar 2010 — Maria Teixeira mod London Borough of Lambeth, Secretary of State for the Home Department (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal, Det Forenede Kongerige)

(Sag C-480/08) (1)

(Fri bevægelighed for personer - opholdsret - statsborger i en medlemsstat, som har arbejdet i en anden medlemsstat, og som er forblevet dér efter at være ophørt med at arbejde - barn, som følger en faglig udannelse i værtsmedlemsstaten - ingen midler til underhold - forordning (EØF) nr. 1612/68 - artikel 12 - direktiv 2004/38/EF)

2010/C 100/08

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maria Teixeira

Sagsøgt: London Borough of Lambeth, Secretary of State for the Home Department

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Court of Appeal — fortolkning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38 af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158, s. 77) og af artikel 12 i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet — opholdsret i Det Forenede Kongerige for en unionsborger, som ikke længere er arbejdstager, og som ikke længere har opholdsret i medfør af bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed (EFT L 257, s. 2) — ret for denne unionsborgers barn til at blive boende i Det Forenede Kongerige med henblik på færdiggørelse af en erhvervsuddannelse — ret for moderen til at blive boende med barnet i Det Forenede Kongerige i sin egenskab af værge

Konklusion

1)

En statsborger i en medlemsstat, der har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, hvor vedkommendes barn er under uddannelse, kan under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, i sin egenskab af forælder, der har den faktiske forældremyndighed over dette barn, påberåbe sig en opholdsret i værtsmedlemsstaten alene på grundlag af artikel 12 i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2434/92 af 27. juli 1992, uden at det er nødvendigt, at vedkommende opfylder betingelserne fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning nr. 1612/68/EØF og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF.

2)

Den opholdsret i værtsmedlemsstaten, som tilkommer den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over et barn, som udøver sin ret til uddannelse i overensstemmelse med artikel 12 i forordning nr. 1612/68, er ikke underlagt en betingelse om, at denne forælder råder over tilstrækkelige midler, således at vedkommende ikke bliver en byrde for denne medlemsstats sociale system i løbet af den periode, hvor vedkommende har ophold, og at vedkommende er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i denne stat.

3)

Den opholdsret i værtsmedlemsstaten, som tilkommer den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over et barn af en vandrende arbejdstager, når dette barn er under uddannelse i denne stat, er ikke underlagt en betingelse om, at en af barnets forældre på det tidspunkt, hvor barnet påbegyndte sin uddannelse, var beskæftiget som vandrende arbejdstager i nævnte medlemsstat.

4)

Den opholdsret i værtsmedlemsstaten, som tilkommer den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over et barn af en vandrende arbejdstager, når dette barn er under uddannelse i denne stat, ophører, når barnet bliver myndigt, medmindre barnet fortsat har behov for denne forælders tilstedeværelse og omsorg for at kunne fortsætte og afslutte sin uddannelse.


(1)  EUT C 32 af 7.2.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/7


Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010 — Müller Fleisch GmbH mod Land Baden-Württemburg (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht, Tyskland)

(Sag C-562/08) (1)

(Overvågningssystem for bovin spongiform encephalopati - forordning (EF) nr. 999/2001 - kvæg på over 30 måneder - normal slagtning - kød bestemt til konsum - obligatorisk test - nationale bestemmelser - pligt til at teste - udvidelse - kvæg på over 24 måneder)

2010/C 100/09

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Müller Fleisch GmbH

Sagsøgt: Land Baden-Württemburg

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Bundesverwaltungsgericht — fortolkning af artikel 6, stk. 1, sammenholdt med bilag III, kapitel A, Afsnit I, til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (EFT L 147, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1248/2001 af 22. juni 2001 (EFT L 173, s. 12) — pligt til at BSE-teste alt kvæg over 30 måneder, som slagtes som normalt med henblik på konsum — national lovgivning, som udvider pligten til at teste alt kvæg, som er over 24 måneder gammelt

Konklusion

Artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier og dennes bilag III, kapitel A, del I, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1248/2001 af 22. juni 2001, er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter alt kvæg på over 24 måneder skal undersøges for bovin spongiform encephalopati.


(1)  EUT C 69 af 21.3.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/7


Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. februar 2010 — Sió-Eckes Kft. mod Mezőgazdasági és Vidékfejlesztési Hivatal Központi Szerve (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Bíróság (Republikken Ungarn))

(Sag C-25/09) (1)

(Fælles landbrugspolitik - forordning (EF) nr. 2201/96 - den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager - forordning (EF) nr. 1535/2003 - støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager - forarbejdede produkter - ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft - færdigvarer)

2010/C 100/10

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sió-Eckes Kft.

Sagsøgt: Mezőgazdasági és Vidékfejlesztési Hivatal Központi Szerve

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Fővárosi Bíróság — fortolkning af artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager (EFT L 297, s. 29), artikel 2, nr. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1535/2003 af 29. august 2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 for så vidt angår støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager (EFT L 218, s. 14), og af artikel 3 i Kommissionens forordning nr. 2320/89 af 28. juli 1989 om minimumskvalitetskrav til ferskner i sukkerlage eller naturlig frugtsaft, hvortil der kan ydes producentstøtte (EFT L 220, s. 54) — ferskenpulp fremstillet inden for rammerne af støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager — anvendeligheden af denne støtteordning på ferskenprodukter, som ikke er forarbejdet i overensstemmelse med de præsentationsformer, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 2320/89, og på halvfabrikata, der fremkommer som resultat af de forskellige produktionsstadier, og som er bestemt til at skulle forarbejdes yderligere

Konklusion

1)

Artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 386/2004 af 1. marts 2004, skal fortolkes således, at et produkt, der dels henhører under en af de KN-koder, som er anført i denne forordnings bilag I, som ændret, herunder KN-koden 2008 70 92, og som dels opfylder definitionen af »ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft« i henhold til nævnte forordning, sammenholdt med Kommissionens forordning (EF) nr. 1535/2003 af 29. august 2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 for så vidt angår støtteordningen for forarbejdede frugter og grøntsager, som ændret ved forordning nr. 386/2004, og med Kommissionens forordning (EØF) nr. 2320/89 af 28. juli 1989, der fastsætter minimumskvalitetskrav til ferskner i sukkerlage og/eller naturlig frugtsaft, hvortil der kan ydes producentstøtte, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 996/2001 af 22. maj 2001, er støtteberettiget under støtteordningen efter denne bestemmelse.

2)

Det produkt, der fremkommer som resultat efter de forskellige stadier i forarbejdningen af ferskner, kan anses for færdigvare i henhold til forordning nr. 2201/96 og nr. 1535/2003, som ændret, forudsat at produktet fremviser de kendetegn, der er fastsat i artikel 2, nr. 1), i forordning nr. 1535/2003, som ændret.


(1)  EUT C 82 af 4.4.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/8


Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik

(Sag C-170/09) (1)

(Traktatbrud - direktiv 2005/60/EF - hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme - manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist)

2010/C 100/11

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved V. Peere og P. Dejmek, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik (ved G. de Bergues og B. Messmer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Traktatbrud — manglende vedtagelse eller meddelelse inden for den fastsatte frist af alle de nødvendige bestemmelser for at efterkomme Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309, s. 15).

Konklusion

1)

Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

2)

Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 153 af 4.7.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/9


Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 25. februar 2010 — sag indledt af Lahti Energia Oy (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus — Finland)

(Sag C-209/09) (1)

(Direktiv 2000/76/EF - affaldsforbrænding - forbrændingsanlæg - kombineret forbrændingsanlæg - kompleks bestående af et gasanlæg og et kraftværk - forbrænding i kraftværket af urenset gas, der hidrører fra termisk behandling af affald i gasanlægget)

2010/C 100/12

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Part i hovedsagen

Lahti Energia Oy

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Korkein hallinto-oikeus — fortolkning af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (EFT L 332, s. 91) — kompleks bestående et anlæg, der fremstiller gas af affald, samt et kraftværk, i hvis dampkedel den gas forbrændes, som er fremstillet ved termisk behandling af affaldet i gasanlægget — forbrænding i kraftværkets dampkedel af urenset gas i stedet for renset gas

Konklusion

Et kraftværk, der som tilskudsbrændsel anvender en gas, der er frembragt ved termisk behandling af affald i et anlæg, som supplement til det fossile brændsel, som det i overvejende grad anvender i produktionen, sammen med dette anlæg skal betragtes som et »kombineret forbrændingsanlæg« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald, når gassen ikke er blevet renset i nævnte anlæg.


(1)  EUT C 193 af 15.8.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/9


Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 25. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-295/09) (1)

(Traktatbrud - direktiv 2006/43/EF - selskabsret - lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber - manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist)

2010/C 100/13

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved G. Braun og E. Adsera Ribera, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien (ved F. Díez Moreno, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — manglende iværksættelse inden for den fastsatte frist af de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157, s. 87)

Konklusion

1)

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.

2)

Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 256 af 24.10.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/10


Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 25. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

(Sag C-330/09) (1)

(Traktatbrud - direktiv 2006/43/EF - selskabsret - lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber - manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist)

2010/C 100/14

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved G. Braun og M. Adam, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Østrig (ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — manglende vedtagelse eller meddelelse inden for den fastsatte frist af de nødvendige bestemmelser for at efterkomme Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157, s. 87)

Konklusion

1)

Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

2)

Republikken Østrig betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 233 af 26.9.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/10


Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 16. december 2009 (anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (Chancery Division), High Court of Justice (England & Wales) og Queen’s Bench Division (Administrative Court) (Det Forenede Kongerige)) — Football Association Premier League Ltd, NetMed Hellas SA, Multichoice Hellas SA mod QC Leisure, David Richardson, AV Station plc, Malcolm Chamberlain, Michael Madden, SR Leisure Ltd, Philip George Charles Houghton og Derek Owen (sag C-403/08) og Karen Murphy mod Media Protection Services Ltd (sag C-429/08)

(Forenede sager C-403/08 og C-429/08) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - begæring om deltagelse i retsforhandlinger - afslag)

2010/C 100/15

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice (Chancery Division), High Court of Justice (England & Wales) og Queen’s Bench Division (Administrative Court)

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Football Association Premier League Ltd, NetMed Hellas SA, Multichoice Hellas SA (sag C-403/08) og Karen Murphy (sag C-429/08)

Sagsøgte: QC Leisure, David Richardson, AV Station plc, Malcolm Chamberlain, Michael Madden, SR Leisure Ltd, Philip George Charles Houghton og Derek Owen (sag C-403/08) og Media Protection Services Ltd (sag C-429/08)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — High Court of Justice (Chancery Division), Queen’s Bench Division (Administrative Court) — fortolkning af artikel 28, 30, 49 og 81 EF og artikel 2, litra a) og e), artikel 4, litra a), og artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EFT L 320, s. 54), artikel 2, 3 og artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10), artikel 1, litra a) og b), i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23), og fortolkning af Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT L 248, s. 15) — tildeling af enerettigheder til at foretage retransmission af fodboldkampe via satellit mod vederlag — salg i Det Forenede Kongerige af dekodere, der lovligt er markedsført i en anden medlemsstat, der gør det muligt at se sådanne kampe i strid med de tildelte enerettigheder

Konklusion

1)

Begæringerne om deltagelse i retsforhandlingerne fremsat af Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), British Sky Broadcasting Ltd, Setanta Sports Sàrl og The Motion Picture Association tages ikke til følge.

2)

Det er ufornødent at træffe afgørelse om sagens omkostninger.


(1)  EUT C 301 af 22.11.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/11


Domstolens kendelse af 9. december 2009 — Luigi Marcuccio mod Europa-Kommissionen

(Sag C-513/08 P) (1)

(Appel - tjenestemænd - social sikring - udtrykkeligt afslag på anmodningen om godtgørelse af visse af sagsøgerens lægeudgifter med 100 % - åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

2010/C 100/16

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (ved G. Cipressa, som befuldmægtiget)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og C. Berardis-Kayser, som befuldmægtigede, og avvocato A. dal Ferro)

Sagens genstand

Appel af kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 9. september 2009 i sag T-143/08, Marcuccio mod Kommissionen, hvorved Retten afviste påstanden om annullation af en række afgørelser truffet af Afregningskontoret ved De Europæiske Fællesskabers fælles sygesikringsordning, hvorved sagsøgeren fik afslag på dels godtgørelse af visse af de af sagsøgeren afholdte lægeudgifter med 100 %, dels på godtgørelse af udgifterne til lægebehandling i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse for blomstermedicin samt en påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham visse beløb for lægeudgifter.

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Luigi Marcuccio betaler appelsagens omkostninger.


(1)  EUT C 32 af 7.2.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/11


Domstolens kendelse af 9. december 2009 — Luigi Marcuccio mod Europa-Kommissionen

(Sag C-528/08 P) (1)

(Appel - tjenestemænd - social sikring - udtrykkeligt afslag på anmodningen om godtgørelse af visse af sagsøgerens lægeudgifter med 100 % - åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

2010/C 100/17

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (ved avvocato G. Cipressa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og C. Berardis-Kayser, som befuldmægtigede, og avvocato A. dal Ferro)

Sagens genstand

Appel af kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 9. september 2008 i sag T-143/08, Marcuccio mod Kommissionen, hvorved Retten afviste påstanden om annullation af en række afgørelser truffet af Afregningskontoret ved De Europæiske Fællesskabers fælles sygesikringsordning, hvorved sagsøgeren fik afslag på dels godtgørelse af visse af de af sagsøgeren afholdte lægeudgifter med 100 %, dels på godtgørelse af udgifterne til lægeundersøgelse i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse for konsultationer hos ansete læger, samt en påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham visse beløb for lægeudgifter.

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Luigi Marcuccio betaler appelsagens omkostninger.


(1)  EUT C 32 af 7.2.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/12


Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 15. januar 2010 — Messer Group GmbH mod Air Products and Chemicals Inc. og Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-579/08 P) (1)

(Appel - artikel 119 i procesreglementet - EF-varemærker - forordning (EF) nr. 40/94 - artikel 8, stk. 1, litra b) - ordmærkerne Ferromix, Inomix og Alumix - ældre varemærker FERROMAXX, INOMAXX og ALUMAXX - indsigelse fra indehaveren - relevant kundekreds - grad af lighed - svag grad af særpræg ved det ældre varemærke - risiko for forveksling)

2010/C 100/18

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Messer Group GmbH (ved Rechtsanwälte W. Graf V. Schwerin og J. Schmidt)

De andre parter i appelsagen: Air Products and Chemicals Inc. (ved Rechtsanwältin S. Heurung) og Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved D. Botis, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 15. oktober 2008, forenede sager T-305/06 — T-307/06, Air Products and Chemicals mod KHIM, hvorved Retten annullerede afgørelserne truffet den 12. september 2006 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) vedrørende afslag på klagerne indledt af indehaveren af EF-ordmærkerne »FERROMAXX«, »INOMAXX« og »ALUMAXX« for varer i klasse 1 til prøvelse af Annullationsafdelingens afgørelse om delvist afslag på indsigelsen mod ansøgningerne om registrering af ordmærkerne »FERROMIX«, »INOMIX« og »ALUMIX« for varer i klasse 1 og 4

Konklusion

1)

Appellen og kontraapellen forkastes.

2)

Messer Group GmbH bærer, foruden sine egne omkostninger, de omkostninger, der er afholdt af Air Products and Chemicals Inc.

3)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) bærer sine egne omkostninger.


(1)  EUT C 55 af 7.3.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/12


Domstolens kendelse af 22. januar 2010 — Makhteshim-Agan Holding BV, Makhteshim-Agan Italia Srl og Magan Italia Srl mod Europa-Kommissionen

(Sag C-69/09 P) (1)

(Fremskyndet procedure)

2010/C 100/19

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Makhteshim-Agan Holding BV, Makhteshim-Agan Italia Srl og Magan Italia Srl (ved avocats K. Van Maldegem og C. Mereu)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved N.B. Rasmussen og L. Parpala, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Sjette Afdeling) den 26. november 2008 i sag T-393/06, Makhteshim-Agan Holding m.fl. mod Kommissionen, hvorved Retten afviste en sag med påstand om annullation af Kommissionens beslutning om ikke at fremsætte forslag med henblik på optagelse af aktivstoffet azinphos-methyl i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT L 230, s. 1), som angiveligt er indeholdt i en skrivelse af 12. oktober 2006 (D/531125) — retsakt der kan gøres til genstand for søgsmål

Konklusion

1)

Begæringen fra Makhteshim-Agan Holding BV, Makhteshim-Agan Italia Srl og Magan Italia Srl om at undergive sag C-69/09 P en fremskyndet procedure tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.


(1)  EUT C 82 af 4.4.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/13


Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 13. januar 2010 — Isabella Calestani (sag C-292/09) og Paolo Lunardi (sag C-293/09) mod Agenzia delle Entrate Ufficio di Parma (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Commissione tributaria provinciale di Parma (Italien))

(Forenede sager C-292/09 og C-293/09) (1)

(Præjudiciel afgørelse - afvisning)

2010/C 100/20

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione tributaria provinciale di Parma

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Isabella Calestani (sag C-292/09) og Paolo Lunardi (sag C-293/09)

Sagsøgt: Agenzia delle Entrate Ufficio di Parma

Sagens genstand

Anmodninger om præjudiciel afgørelse — Commissione tributaria provinciale di Parma — fortolkning af artikel 13, punkt B, litra c), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — fritagelse for levering af goder, der udelukkende har været anvendt i forbindelse med virksomhed, som er fritaget for afgift, eller ikke har givet ret til fradrag — national lovgivning, som ikke giver ret til fradrag

Konklusion

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Parma (Italien) den 9. og den 17. juni 2009 afvises.


(1)  EUT C 233 af 26.9.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/13


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski gradski sad (Bulgarien) den 18. november 2009 — Canon Kabushiki Kaisha mod IPN Bulgaria OOD

(Sag C-449/09)

2010/C 100/21

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski gradski sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Canon Kabushiki Kaisha

Sagsøgt: IPN Bulgaria OOD

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 5 i Rådets første direktiv 89/104/EØF (1), for så vidt som bestemmelsen giver varemærkeindehaveren en eneret til at forbyde tredjemand uden indehaverens samtykke at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der er identisk med varemærket, f.eks. ved import eller eksport af varer under det pågældende tegn, fortolkes således, at varemærkeindehaverens rettigheder omfatter retten til at forbyde en brug af varemærket uden indehaverens samtykke i form af import af originalvarer, såfremt der ikke er sket konsumption af varemærkeindehaverens rettigheder som omhandlet i direktivets artikel 7?


(1)  Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21.12.1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/14


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Innsbruck (Østrig) den 28. december 2009 — Pensionsversicherungsanstalt mod Andrea Schwab

(Sag C-547/09)

2010/C 100/22

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Innsbruck

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pensionsversicherungsanstalt

Sagsøgt: Andrea Schwab

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 2, stk. 2, første led, og artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 76/207/EØF (1), som affattet ved direktiv 2002/73/EF, samt artikel 2, stk. 1, litra a) og b), og artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54/EF (2) fortolkes således, at en offentlig pensionsforsikringsinstitutions direkte forskelsbehandling på grundlag af køn (opsigelse/afskedigelse af en ansat kvindelig læge) kan være begrundet?

2)

Skal artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80/EØF (3) og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54/EF — i givet fald artikel 2, stk. 2, andet led, i direktiv 76/207/EØF, som affattet ved direktiv 2002/73/EF og artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54/EF, eller artikel 2, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78/EF (4) — fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter man i søgsmål vedrørende aldersdiskrimination om annullation af en afgørelse om opsigelse/afskedigelse på grundlag af køn, ikke kan tage hensyn til sociale faktorer eller foretage en interesseafvejning, men blot undersøge, om der foreligger bevis på, at forskelsbehandlingen på grundlag af køn var den overvejende grund for opsigelsen/afskedigelsen, eller om der var en anden og mere tungtvejende grund, som det tilkommer arbejdsgiveren at føre bevis for?


(1)  Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5.7.2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) (EUT L 204, s. 23).

(3)  Rådets direktiv 97/80/EF af 15.12.1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6).

(4)  Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/14


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský soud v Brně (Den Tjekkiske Republik) den 11. januar 2010 — Toshiba Corporation, Areva T&D Holding SA, Areva T&D SA, Areva T&D AG, Mitsubishi Electric Corp., Alstom, Fuji Electric Holdings Co. Ltd, Fuji Electric Systems Co. Ltd, Siemens Transmission & Distribution SA, Siemens AG Österreich, VA TECH Transmission & Distribution GmbH & Co. KEG, Siemens AG, Hitachi Ltd, Hitachi Europe Ltd, Japan AE Power Systems Corp., Nuova Magrini Galileo SpA mod Úřad pro ochranu hospodářské soutěže

(Sag C-17/10)

2010/C 100/23

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Krajský soud v Brně (Brno regionalret)

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Toshiba Corporation, Areva T&D Holding SA, Areva T&D SA, Areva T&D AG, Mitsubishi Electric Corp., Alstom, Fuji Electric Holdings Co. Ltd, Fuji Electric Systems Co. Ltd, Siemens Transmission & Distribution SA, Siemens AG Österreich, VA TECH Transmission & Distribution GmbH & Co. KEG, Siemens AG, Hitachi Ltd, Hitachi Europe Ltd, Japan AE Power Systems Corp., Nuova Magrini Galileo SpA

Sagsøgt: Úřad pro ochranu hospodářské soutěže (den tjekkiske konkurrencebeskyttelsesmyndighed)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal EF-traktatens artikel 81 (nu artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (1) fortolkes således, at denne lovgivning finder anvendelse (i sager anlagt efter 1.5.2004) på hele virkningsperioden for et kartel, som påbegyndtes i Den Tjekkiske Republik inden denne stats tiltrædelse af Den Europæiske Union (det vil sige før 1.5.2004) og fortsatte og afsluttedes efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union?

2)

Skal artikel 11, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, og syttende betragtning hertil, punkt 51 i Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder (2), princippet ne bis in idem, der er knæsat i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (3), og europæisk rets almindelige principper, fortolkes således, at hvis Kommissionen indleder en sag efter den 1. maj 2004 for tilsidesættelse af artikel 81 EF og træffer en beslutning i den sag:

a)

så fratages medlemsstaternes konkurrencemyndigheder automatisk deres kompetence til at behandle denne sag for fremtiden?

b)

så fratages medlemsstaternes konkurrencemyndigheder deres kompetence til at anvende bestemmelserne i national ret, som indeholder den lovgivning, der svarer til artikel 81 EF (nu artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) i den sag?


(1)  EFT 2003 L 1, s. 1.

(2)  EUT 2004 C 101, s. 43.

(3)  EUT 2007 C 303, s. 1.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/15


Sag anlagt den 14. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

(Sag C-23/10)

2010/C 100/24

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Caeiros, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Den Portugisiske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 68 ff. i forordning (EØF) nr. 2913/92 (1), artikel 290a i forordning (EØF) nr. 2454/93 (2) og bilag 38b til nævnte forordning samt artikel 2, 6, 9, 10 og 11 i forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 (3) og forordning (EØF, Euratom) nr. 1150/2000 (4), idet de portugisiske toldmyndigheder systematisk har accepteret toldangivelser om overgang til fri omsætning af friske bananer, selv om nævnte myndigheder vidste eller med rimelighed burde have vidst, at den angivne vægt ikke svarede til bananernes reelle vægt, og idet de portugisiske myndigheder har afslået at stille egne indtægter svarende til indtægtstabet og påløbne morarenter til rådighed.

Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 290a i forordning nr. 2454/93 bestemmer:

»Undersøgelser af bananer henhørende under KN-kode 0803 00 19 med henblik på kontrol af nettomassen ved indførslen skal omfatte mindst 10 % af angivelserne til overgang til fri omsætning pr. år og pr. toldsted.

Undersøgelser af bananerne finder sted på tidspunktet for deres overgang til fri omsætning i overensstemmelse med reglerne i bilag 38b.«

I bilag 38b bestemmes:

»1)

Med henblik på anvendelsen af artikel 290a bestemmer toldmyndighederne ved det toldsted, hvortil der er indgivet en angivelse til overgang til fri omsætning af friske bananer, nettomassen på grundlag af en prøve af emballageenheder bananer, der udtages for hver type emballage og hvert oprindelsessted.

[…]«

Henset til fællesskabsretten og især til ovennævnte artikel 290a i og bilag 38b til forordning nr. 2454/93, der var de gældende regler i den omhandlede periode, er det Kommissionens opfattelse, at de portugisiske myndigheders argumenter for at afslå at stille skyldige egne indtægter og morarenter til rådighed i medfør af artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 ikke kan tiltrædes, og at der ikke hersker tvivl om, at de citerede bestemmelser var fuldstændigt klare med hensyn til, hvilken vægt der skulle danne grundlag for toldafgifternes anvendelse.

I artikel 290a og bilag 38b i forordning nr. 2454/93 er det udtrykkeligt fastsat, at det er »nettomassen«, dvs. bananernes »reelle vægt«, der skal anføres på angivelsen om bananernes overgang til fri omsætning, og at det følgelig er denne »reelle vægt«, der skal danne grundlag for toldafgifternes anvendelse.

Kommissionen var på ingen måde retligt forpligtet til at offentliggøre en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, serie C, om at importørerne ved toldangivelsernes udfærdigelse ikke måtte anvende en vægt på 18,14 kg eller en fast gennemsnitlig vægt.

Da artikel 290a og bilag 38b er klare med hensyn til spørgsmålet om, hvilken vægt der skal tages i betragtning ved beregningen af toldafgifterne, kunne erhvervsdrivende, som sædvanligvis er beskæftiget i bananimportsektoren, og som derfor har kendskab til den gældende lovgivning på dette område, let finde frem til, at den toldangivelse, de skulle fremlægge, skulle anføre »nettomassen«, dvs. bananernes reelle vægt og ikke deres »kommercielle« vægt, som det har vist sig udgør en fiktiv vægt i de langt de fleste tilfælde.

De portugisiske myndigheder kan ikke med føje påberåbe sig, at Kommissionen ikke har overholdt en formodet pligt til at varsle medlemsstaterne, som følge af de oplysninger, den modtog fra de italienske myndigheder. Der hersker ingen tvivl om, at de portugisiske toldmyndigheder, der forestod fortoldningen af de indførte bananer, havde mulighed for — uden nogle oplysninger fra Kommissionen — at afsløre, at toldangivelserne ikke svarede til de faktiske forhold, eftersom den reelle vægt i langt de fleste tilfælde var større end den »standardvægt«, der blev angivet. Det var således udelukkende de portugisiske myndigheders ansvar at undersøge inden for rammerne af deres myndigheds- og kontrolsfære, om disse angivelser var korrekte.

EF-toldkodeksens artikel 13 giver toldmyndighederne beføjelse til at træffe »alle de kontrolforanstaltninger, de skønner nødvendige for at anvende toldforskrifterne korrekt«.

De portugisiske myndigheder vidste, at det var blevet fast praksis hos de erhvervsdrivende at indgive toldangivelser om bananers overgang til fri omsætning, der baserede sig på en kommerciel vægt på 18,14 kg pr. kasse.

Under disse omstændigheder kan disse myndigheder ikke hævde, at artikel 290a kun forpligtede dem til at undersøge 10 % af angivelserne om bananers overgang til fri omsætning.

Den mulighed, som toldmyndighederne har for at gennemføre supplerende kontroller af bananers vægt i flere tilfælde end det minimum på 10 %, der kræves i medfør af artikel 290a, bliver, henset til målet om en effektiv beskyttelse af Fællesskabets indtægter, ændret til en pligt til at gennemføre supplerende kontroller, når det under de gennemførte kontroller viser sig, at der er risiko for at man accepterer ukorrekte angivelser.

Når toldmyndighederne konstaterer, at den angivne vægt ikke svarer til den reelle vægt, og der er risiko for, at ukorrekte angivelser accepteres, må disse myndigheder ikke tillade bananernes overgang til fri omsætning uden at foretage en vægtkontrol, heller ikke selv om toldkontoret allerede har nået kontrolminimumsprocenten på 10 % i løbet af referenceåret.

Angivelsen af en »standard« kommerciel vægt er i sig selv tilstrækkelig til at betvivle, om den angivne vægt er reel, og en sådan angivelse berettiger således en kontrol fra toldmyndighedernes side med henblik på at fastlægge den reelle vægt.

Det tilkommer medlemsstaterne i henhold til artikel 8 i afgørelse 94/728/EF, Euratom (5) og i medfør af det ansvar, som påhviler dem på området for opkrævning af Fællesskabets egne indtægter, at foranstalte oprettelse af en hensigtsmæssig infrastruktur for at gennemføre de nødvendige kontroller, således at bananer, der overgår til fri omsætning, fortoldes korrekt, dvs. på grundlag af deres reelle vægt.

De portugisiske myndigheders praksis — som bestod i systematisk at acceptere toldangivelserne, selv om de vidste eller med rimelighed burde have vidst, at den i toldangivelsen angivne vægt ikke var de indførte bananers reelle vægt, uden at gennemføre nogen form for kontrol — samt det forhold, at myndighederne afslog at påtage sig ansvaret for så vidt angik de økonomiske konsekvenser for Fællesskabets budget, er i strid med princippet om en effektiv beskyttelse af egne indtægter og med Domstolens retspraksis.


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1).

(2)  Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.7.1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (EFT L 253, s. 1).

(3)  Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29.5.1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 155, s. 1).

(4)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22.5.2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1).

(5)  Rådets afgørelse af 31. oktober 1994 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EFT L 293, s. 9).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/17


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Liège (Belgien) den 15. januar 2010 — Missionswerk Werner Heukelbach E.v. mod État belge — Service Public Fédéral Finances

(Sag C-25/10)

2010/C 100/25

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Missionswerk Werner Heukelbach E.v.

Sagsøgt: État belge — Service Public Fédéral Finances

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 18 (tidligere artikel 12 EF), 45 (tidligere artikel 39 EF), 49 (tidligere artikel 43 EF) og 54 (tidligere artikel 48 EF) i Lissabontraktaten af 17. december 2007 fortolkes således, at lovgiver i en medlemsstat ikke må vedtage eller opretholde en regel, hvis formål er, at afgiftstilsvar efter den nedsatte sats på 7 % kun gælder for foreninger, som drives uden gevinst for øje, for gensidige selskaber eller nationale sammenslutninger af gensidige selskaber, for faglige sammenslutninger og for internationale sammenslutninger, der drives uden gevinst for øje, for private stiftelser og almennyttige stiftelser, og som alle skal være hjemmehørende i den medlemsstat, i hvilken arvelader — indbygger i Wallonien — havde sin faktiske bopæl eller sit arbejdssted på dødstidspunktet, eller i hvilken han tidligere havde haft sin faktiske bopæl eller sit arbejdssted?


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/17


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Linköpings tingsrätt (Sverige) den 19. januar 2010 — Lotta Andersson mod Staten gennem Kronofogdemyndigheten i Jönköping, Tillsynsmyndigheten

(Sag C-30/10)

2010/C 100/26

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Linköpings tingsrätt

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lotta Andersson

Sagsøgt: Staten gennem Kronofogdemyndigheten i Jönköping, Tillsynsmyndigheten

Præjudicielt spørgsmål

Er en national bestemmelse, hvorefter en arbejdstager ikke er omfattet af et fordringsprivilegium i konkurs, fordi denne selv eller sammen med nære slægtninge mindre end seks måneder før konkursbegæringen har ejet en væsentlig andel af virksomheden og har haft betydelig indflydelse på dens drift, forenelig med artikel 10, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 80/987/EØF (1) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (2)?


(1)  EFT L 270, s. 10.

(2)  EFT L 283, s. 23.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/18


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 20. januar 2010 — Minerva Kulturreisen GmbH mod Finanzamt Freital

(Sag C-31/10)

2010/C 100/27

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Minerva Kulturreisen GmbH

Sagsøgt: Finanzamt Freital

Præjudicielt spørgsmål

Gælder »Særordning[en] for rejsebureauer« i artikel 26 i direktiv 77/388/EØF (1) også for enkeltstående salg af operabilletter, der foretages gennem et rejsebureau, uden at der samtidig leveres andre ydelser?


(1)  Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/18


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven Kasatsionen sad (Bulgarien) den 20. januar 2010 — Toni Georgiev Semerdzhiev mod Del-Pi-Krasimira Mancheva

(Sag C-32/10)

2010/C 100/28

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven Kasatsionen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Toni Georgiev Semerdzhiev

Sagsøgt: Del-Pi-Krasimira Mancheva

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder bestemmelserne i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 (1) anvendelse på det foreliggende tilfælde, der er den indbragte handelssag nr. 222/2009, som verserer for Varhoven Kasatsionen sad, Afdeling for Handelssager under pådømmelse af tre dommere, Andet Kammer?

2)

Hvorledes skal begrebet »andre turistmæssige ydelser« i artikel 2, nr. 1), litra c), i direktiv 90/314/EØF fortolkes, og falder arrangørens forpligtelse til at forsikre forbrugeren ind under dette?

Hvilke risici skal den forsikringsaftale til dækning af forbrugeren, som arrangøren og forsikringsvirksomheden har indgået, dække?

Hvilken forsikringstype skal der mellem arrangøren og forsikringsvirksomheden tegnes til dækning af forbrugeren — en gruppeforsikring for alle deltagere i pakkerejsen eller enkeltforsikringer for hver enkelt deltagende i pakkerejsen?

3)

Skal den i artikel 4, stk. 1, litra b), nr. iv), i direktiv 90/314/EØF fastsatte forpligtelse for arrangøren til inden rejsens begyndelse at give forbrugeren oplysninger om muligheden for at tegne en forsikring, der dækker udgifterne ved hjemtransport i tilfælde af ulykke, fortolkes således, at denne forpligtelse omfatter arrangørens forpligtelse til med forbrugeren at tegne en enkeltforsikring, der dækker udgifterne ved hjemtransport i tilfælde af ulykke?

4)

Er rejsearrangøren i henhold til bestemmelserne i direktiv 90/314/EØF forpligtet til at udlevere den originale forsikringspolice til forbrugeren inden afrejsen?

5)

Hvordan skal det i artikel 5, stk. 2, i direktiv 90/314/EØF indeholdte begreb »skader«, der påføres forbrugeren som følge af manglende eller mangelfuld opfyldelse af kontrakten, fortolkes?

6)

Omfatter det i artikel 5, stk. 2, i direktiv 90/314/EØF indeholdte begreb »skader«, der påføres forbrugeren som følge af manglende eller mangelfuld opfyldelse af kontrakten, også ansvaret for den ikke-økonomiske skade, som forbrugeren lider?

7)

Hvorledes skal artikel 5, stk. 2, tredje og fjerde afsnit, i direktiv 90/314/EØF fortolkes i tilfælde af krav om erstatning for ikke-økonomisk skade på grund af en legemsskade, som skyldes manglende eller mangelfuld opfyldelse af de i henhold til kontrakten skyldige ydelser, herunder forsømmelse af at overdrage den originale forsikringspolice til forbrugeren, når ikke policen indeholder nogen skadeserstatningsbegrænsning?


(1)  Rådets direktiv 90/314/EØF af 13.6.1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT L 158, s. 59).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/19


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 21. januar 2010 — Prof. Dr. Oliver Brüstle mod Greenpeace e.V.

(Sag C-34/10)

2010/C 100/29

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Prof. Dr. Oliver Brüstle

Sagsøgt: Greenpeace e.V.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Hvad skal der forstås ved udtrykket »menneskelige embryoner« i artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 98/44/EF (1)?

a)

Er alle udviklingsstadier i menneskelivet helt fra befrugtningen af en ægcelle omfattet heraf, eller er der andre betingelser, der skal være opfyldt, som f.eks. opnåelse af et bestemt udviklingsstadie?

b)

Er følgende organismer også omfattet heraf:

1)

ubefrugtede menneskelige ægceller, hvori der er transplanteret en cellekerne fra en moden menneskecelle

2)

ubefugtede menneskelige ægceller, der er stimuleret til deling og videreudvikling gennem partenogenese?

c)

Er stamceller, der er udvundet af menneskelige embryoner i blastocyst-stadiet, også omfattet?

2)

Hvad forstås ved udtrykket »anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål«? Er enhver kommerciel udnyttelse som omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 1, omfattet heraf, navnlig også. anvendelse med henblik på videnskabelig forskning?

3)

Kan en teknisk viden i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2, litra c), ikke patenteres, hvis anvendelsen af menneskelige embryoner ikke er omfattet af den tekniske viden, som er angivet i patentet, men anvendelsen af menneskelige embryoner er en nødvendig forudsætning for anvendelsen af denne viden,

a)

fordi patentet vedrører et produkt, hvis fremstilling nødvendiggør forudgående destruktion af menneskelige embryoner, eller

b)

fordi patentet vedrører en metode, for hvilken et sådant produkt er nødvendigt som grundmateriale?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6.7.1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser (EFT L 213, s. 13).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/20


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Berlin (Tyskland) den 22. januar 2010 — Landwirtschaftliches Unternehmen e.G. Sondershausen mod BVVG Bodenverwertungs- und -verwaltungs GmbH

(Sag C-37/10)

2010/C 100/30

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Landwirtschaftliches Unternehmen e.G. Sondershausen

Sagsøgt: BVVG Bodenverwertungs- und -verwaltungs GmbH

Præjudicielt spørgsmål

Strider Flächenerwerbsverordnungs § 5, stk. 1, andet og tredje punktum, der er udstedt til gennemførelse af Ausgleichsleistungsgesetz’ § 4, stk. 3, nr. 1), mod artikel 87 EF?


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/20


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Belgien) den 25. januar 2010 — 1. Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW, og 2. Marc Janssens mod Belgische Staat, intervenient: Luk Vangheluwe

(Sag C-42/10)

2010/C 100/31

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Appellanter: Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW og Marc Janssens

Indstævnt: Belgische Staat

Intervenient: Luk Vangheluwe

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 3, litra b), artikel 4, stk. 2, artikel 5 og artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 998/2003 af 26. maj 2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr og om ændring af Rådets direktiv 92/65/EØF (1) og artiklerne i og bilagene til Kommissionens beslutning 2003/803/EF af 26. november 2003 om et standardpas til transport inden for Fællesskabet af hunde, katte og fritter (2) til hinder for, at en national ordning for pas til katte og fritter på den ene side henviser til den model og de supplerende krav, der omhandles i Kommissionens førnævnte beslutning af 26. november 2003, men på den anden side også kræver, at hvert pas skal være forsynet med et entydigt nummer, bestående af 13 cifre, nemlig »BE«, ISO-koden for Belgien, efterfulgt af udstederens registreringsnummer bestående af to cifre og et følgenummer på ni cifre?

2)

Er artikel 3, litra b), artikel 4, stk. 2, artikel 5 og artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 998/2003 af 26. maj 2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr og om ændring af Rådets direktiv 92/65/EØF og artiklerne og bilagene i Kommissionens beslutning 2003/803/EF af 26. november 2003 om et standardpas til transport inden for Fællesskabet af hunde, katte og fritter til hinder for, at en national ordning også anvender modellen for det europæiske pas til selskabsdyr som bevis for identifikation og registrering af hunde, og herved tillader, at tredjemand kan påføre ændringer i identifikationen af dyret og dets ejer ved hjælp af identifikationsklæbemærker, der påsættes i afsnittene I til og med III i et af en autoriseret dyrlæge attesteret europæisk pas for selskabsdyr, hvorved tidligere identifikationsdata overklæbes?


(1)  EUT L 146, s. 1.

(2)  EUT L 312, s. 1.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/20


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) den 25. januar 2010 — Nomarchiaki Aftodioikisi Aitoloakarnanias m.fl., Elliniki Etaireia gia tin Prostasia tou Perivallontos kai tis Politistikis Klironomias m.fl. og Pankosmio tameio gia tin fysi — WWF Hellas mod ministeren for miljø, fysisk planlægning og offentlige arbejder m.fl.

(Sag C-43/10)

2010/C 100/32

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Symvoulio tis Epikrateias

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Nomarchiaki Aftodioikisi Aitoloakarnanias m.fl., Elliniki Etaireia gia tin Prostasia tou Perivallontos kai tis Politistikis Klironomias m.fl. og Pankosmio tameio gia tin fysi — WWF Hellas

Sagsøgt: Ministeren for miljø, fysisk planlægning og offentlige arbejder m.fl.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Fastsætter bestemmelsen i artikel 13, stk. 6, i direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327) blot en sidste frist (22.12.2009) for udarbejdelse af forvaltningsplaner for vandressourcer, eller fastlægges der med den ovennævnte dato en særlig frist for gennemførelse af de relevante bestemmelser i artikel 3, 4, 5, 6, 9, 13 og 15 i dette direktiv?

Såfremt Domstolen finder, at der med den ovennævnte bestemmelse i direktivet blot fastsættes en sidste frist for udarbejdelse af forvaltningsplaner for vandressourcer, skal yderligere følgende spørgsmål forelægges:

2)

Er nationale bestemmelser, med hvilke det tillades at omlede vand fra et konkret vandløbsopland til et andet vandløbsopland, uden at der endnu er udarbejdet vandområdeplaner, inden for hvilke de vandløbsoplande befinder sig, hvorfra og hvortil omledningen af vandet skal foregå, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2, 3, 4, 5, 6, 9, 13 og 15 i direktiv 2000/60/EF i betragtning af, at hovedenheden for forvaltningen af vandløbsoplandet i henhold til artikel 2, stk. 15, i dette direktiv, er det vandområdedistrikt, som det tilhører?

I tilfælde af, at det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal følgende spørgsmål forelægges:

3)

Er det tilladt i henhold til artikel 2, 3, 5, 6, 9, 13 og 15 i direktiv 2000/60/EF at overføre vand fra et vandområdedistrikt til et nabovandområdedistrikt? Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, må formålet med overførslen da udelukkende være at dække vandforsyningsbehov, eller kan det også være at forsyne vanding og energiproduktion? Kræves der i henhold til de ovennævnte bestemmelser i direktivet under alle omstændigheder, at forvaltningen giver en begrundet vurdering, byggende på den nødvendige videnskabelige undersøgelse af, at det modtagende vandområdedistrikt ikke kan dække de behov, det har for vandforsyning, vanding osv. gennem sine egne vandressourcer?

Såfremt Domstolen med hensyn til spørgsmål 1 finder, at der med bestemmelsen i artikel 13, stk. 6, i direktiv 2000/60/EF ikke blot fastsættes en sidste frist (22.12.2009) for udarbejdelse af forvaltningsplaner for vandressourcer, men at der med den ovennævnte dato fastlægges en særlig frist for gennemførelse af de relevante bestemmelser i artikel 3, 4, 5, 6, 9, 13 og 15 i dette direktiv, skal desuden følgende spørgsmål forelægges:

4)

Medfører nationale bestemmelser, som er fastsat inden for den ovennævnte særlige gennemførelsesfrist, og som tillader overførsel af vand fra et konkret vandløbsopland til et andet vandløbsopland, så længe der ikke er udarbejdet planer for de vandområdedistrikter, inden for hvilke de vandløbsoplande ligger, hvorfra og hvortil vandoverførslen skal foregå, at den effektive virkning af det pågældende direktiv direkte bringes i fare, eller skal der, for at der kan tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den effektive virkning af direktivet bringes i fare, tages hensyn til kriterier såsom omfanget af de planlagte indgreb og formålene med vandoverførslen?

5)

Er en lovgivning, som vedtages af det nationale parlament, og hvormed forvaltningsplaner for vandløbsoplande godkendes, uden at der af relevante nationale bestemmelser foreskrives nogen høring af offentligheden under proceduren i det nationale parlament, og uden at det fremgår af indholdet i sagens akter, at den af direktivet foreskrevne høringsprocedure foretaget af forvaltningen er overholdt, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 13, 14 og 15 i direktiv 2000/60/EF, som vedrører procedurerne med oplysning, høring og deltagelse af offentligheden?

6)

Opfylder en rapport om de miljømæssige konsekvenser af opførelsen af dæmninger og overførsel af vand, som blev forelagt det nationale parlament til godkendelse, efter at den retsakt, hvormed rapporten allerede var godkendt, og for hvilken offentliggørelsesproceduren var overholdt, var blevet annulleret ved dom, kravene i artikel 1, 2, 5, 6, 8 og 9 vedrørende oplysning og deltagelse af offentligheden i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 175), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (EFT L 73), uden at denne procedure på ny overholdes?

7)

Henhører et projekt om omledning af en flod under anvendelsesområdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197), når det: a) vedrører opførelse af dæmninger og overførsel af vand fra et vandområdedistrikt til et andet, b) henhører under anvendelsesområdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327), c) vedrører projekter under Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 175), og d) kan påvirke miljøet i områder, der falder ind under Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206)?

I tilfælde af, at det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal desuden følgende spørgsmål forelægges:

8)

Kan retsakter, som vedrører det omhandlede projekt, og som er blevet annulleret ved domme med tilbagevirkende kraft, i henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2001/42/EF, anses som typiske forberedende akter, der er udstedt før den 21. juli 2004, således at der ikke består nogen forpligtelse til at udarbejde en strategisk miljøvurdering?

I tilfælde af, at det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal følgende spørgsmål forelægges:

9)

Er de rapporter, der er udarbejdet på grundlag af bestemmelserne i direktiverne 2000/60/EF og 85/337/EØF, i henhold til artikel 11, stk. 2, i direktiv 2001/42/EF, såfremt projektet både falder ind under anvendelsesområdet for dette direktiv og for direktiverne 2000/60/EF og 85/337/EØF, som begge ligeledes kræver en vurdering af de miljømæssige konsekvenser af projektet, tilstrækkelige til, at kravene i direktiv 2001/42/EF er overholdt, eller skal der udarbejdes en selvstændig strategisk miljøvurdering?

10)

Var de områder, der indgik i de nationale lister over lokaliteter af fællesskabsbetydning og endte med at blive optaget i fællesskabslisten over lokaliteter af fællesskabsbetydning, i henhold til artikel 3, 4 og 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206), omfattet af beskyttelsen i direktiv 92/43/EØF før offentliggørelsen af Kommissionens beslutning nr. 2006/613 af 19. juli 2006, hvormed listen over beskyttede lokaliteter af fællesskabsbetydning i det mediterrane biogeografiske område blev vedtaget?

11)

Kan de kompetente nationale myndigheder i henhold til artikel 3, 4 og 6 i direktiv 92/43/EØF give tilladelse til gennemførelse af et vandomledningsprojekt, som ikke er direkte forbundet med eller nødvendig for bevarelsen af et område, der er placeret i et særligt beskyttelsesområde, når der i samtlige undersøgelser, der indgår i dette projekts akter, konstateres en total mangel på oplysninger eller et fravær af troværdige og opdaterede fakta vedrørende fuglelivet i dette område?

12)

Kan begrundelser, der hovedsagelig vedrører vanding og i anden række vandforsyning, for at iværksætte et vandomledningsprojekt i henhold til artikel 3, 4 og 6 i direktiv 92/43/EØF udgøre de væsentlige samfundsinteresser, som direktivet kræver for, at gennemførelsen af det pågældende projekt kan tillades, uanset den negative virkning, det har på de områder, der er beskyttet af dette direktiv?

I tilfælde af, at det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal følgende spørgsmål forelægges:

13)

Skal der i henhold til artikel 3, 4 og 6 i direktiv 92/43 med henblik på fastsættelsen af kravene til de kompenserende foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre beskyttelsen af den globale sammenhæng af et Natura 2000-område, som skades af et vandomledningsprojekt, tages hensyn til kriterier såsom bredden af omledningen og størrelsen af de arbejder, som projektet medfører?

14)

Kan de kompetente nationale myndigheder i henhold til artikel 3, 4 og 6 i direktiv 92/43/EØF, når de fortolkes i lyset af princippet om bæredygtig udvikling, således som det er knæsat i artikel 6 EF, give tilladelse til gennemførelse af et vandomledningsprojekt inden for et Natura 2000-område, som ikke er direkte forbundet med eller nødvendigt for bevarelsen af sammenhængen i dette område, når det fremgår af rapporten om de miljømæssige konsekvenser af det pågældende projekt, at det resulterer i, at et naturligt flod-økosystem forvandles til et menneskeskabt flod-og-sø-økosystem?


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/23


Sag anlagt den 28. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

(Sag C-44/10)

2010/C 100/33

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Alcover San Pedro og P. Guerra e Andrade, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Portugisiske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF af 15. januar 2008 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (1), idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den kompetente myndighed ved hjælp af godkendelser i overensstemmelse med direktivets artikel 6 og 8 eller på passende måde ved at revurdere og om nødvendigt ajourføre vilkårene har sørget for, at bestående anlæg senest 30. oktober 2007 drives i overensstemmelse med kravene i direktivets artikel 3, 7, 9, 10, 13, artikel 14, litra a) og b), og artikel 15, stk. 2.

Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det fremgår af direktivets artikel 4 sammenholdt med artikel 5, stk. 1, at medlemsstaterne var forpligtede til at sikre, at der blev bevilliget godkendelser til nye eller bestående anlæg i overensstemmelse med direktivet artikel 6 og 8. Den skulle ligeledes have foretaget en ny vurdering af og om nødvendigt ajorført vilkårene for godkendelser af bestående anlæg inden den 31. oktober 2007.

Ifølge de oplysninger, som de portugisiske myndigheder fremlagde i 2008, blev der på den ene side ikke indgivet ansøgninger om godkendelser for en række anlæg. På den anden side blev 280 ud af i alt 632 anlæg drevet uden godkendelse.

Ifølge de ajourførte oplysninger har 481 ud af 577 anlæg godkendelser, og der er påbegyndt 17 godkendelsesprocedurer.


(1)  EUT L 24, s. 8.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/23


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Belgien) den 28. januar 2010 — 1. Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW, 2. Marc Janssens mod Belgische Staat

(Sag C-45/10)

2010/C 100/34

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Appellanter

:

Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW

Marc Janssens

Indstævnt

:

Belgische Staat

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 3, litra b), artikel 4, stk. 2, artikel 5 og artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 998/2003 af 26. maj 2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr og om ændring af Rådets direktiv 92/65/EØF (1) og artiklerne i og bilagene til Kommissionens beslutning 2003/803/EF af 26. november 2003 om et standardpas til transport inden for Fællesskabet af hunde, katte og fritter (2), til hinder for, at en national ordning også anvender modellen for det europæiske pas til selskabsdyr som bevis for identifikation og registrering af hunde, og herved tillader, at tredjemand kan påføre ændringer i identifikationen af dyret og dets ejer ved hjælp af identifikationsklæbemærker, der påsættes i afsnittene I til og med III i et af en autoriseret dyrlæge attesteret europæisk pas for selskabsdyr, hvorved tidligere identifikationsdata overklæbes?

2)

Udgør nationale bestemmelser, der også anvender modellen for det europæiske pas for selskabsdyr som omhandlet i Kommissionens beslutning 2003/803/EF af 26. november 2003 om et standardpas til transport inden for Fællesskabet af hunde, katte og fritter, som bevis for identifikation og registrering af hunde, og herved bestemmer, at tredjemand kan indføre ændringer i identifikationen af ejeren og dyret ved påsætning af identifikationsklæbemærker i afsnit I til og med III i sådanne pas, tekniske forskrifter som omhandlet i artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (3), som ifølge direktivets artikel 8 skal anmeldes til Europa-Kommissionen, inden de vedtages?


(1)  EUT 146 L s. 1.

(2)  EUT L 312, s. 1.

(3)  EUT L 204, s. 37.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/24


Sag anlagt den 28. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-48/10)

2010/C 100/35

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Alcover San Pedro, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF (1) af 15. januar 2008 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (herefter »direktiv 2008/1«), idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at myndighederne ved hjælp af godkendelser i overensstemmelse med artikel 6 og 8 eller på passende måde ved at revurdere og om nødvendigt ajourføre vilkårene sørger for, at bestående anlæg senest 30. oktober 2007 drives i overensstemmelse med kravene i artikel 3, 7, 9, 10 og 13, artikel 14, litra a) og b), og artikel 15, stk. 2, dog uden at anden særlig fællesskabslovgivning berøres heraf.

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det følger af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/1, at fristen for at efterkomme forpligtelsen til at tilpasse bestående anlæg til direktivets krav ved at udstede en integreret miljøgodkendelse udløb den 30. oktober 2007.

På denne dato var mange bestående anlæg fortsat i drift i Spanien uden denne godkendelse. Siden traktatbrudsproceduren i denne anledning blev indledt, er processen med at udstede miljøgodkendelser kommet godt i gang, uden at traktatbruddet imidlertid er bragt til ophør inden for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist eller ifølge de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, indtil nu. I henhold til de oplysninger, de nationale myndigheder har fremlagt som svar på den begrundede udtalelse, var der på det tidspunkt, hvor den i denne udtalelse fastsatte frist for at efterkomme forpligtelserne i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/1 udløb, stadigvæk 533 bestående anlæg i drift uden den tilladelse, som direktiv 2008/1 stiller krav om.

Under disse omstændigheder er det åbenbart, at Kongeriget Spanien endnu ikke har efterkommet sine forpligtelser i henhold til denne bestemmelse.


(1)  EUT L 24, s. 8.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/24


Sag anlagt den 29. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-50/10)

2010/C 100/36

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Alcover San Pedro og C. Zadra, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF af 15. januar 2008 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (1), idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kompetente myndigheder ved hjælp af godkendelser i overensstemmelse med artikel 6 og 8 eller på passende måde ved at revurdere og om nødvendigt ajourføre vilkårene sørger for, at bestående anlæg drives i overensstemmelse med kravene i direktivets artikel 3, 7, 9, 10 og 13, artikel 14, litra a) og b), samt artikel 15, stk. 2.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 5, stk.1, i direktivet bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kompetente myndigheder ved hjælp af godkendelser i overensstemmelse med artikel 6 og 8 eller på passende måde ved at revurdere og om nødvendigt ajourføre vilkårene sørger for, at bestående anlæg senest 30. oktober 2007 drives i overensstemmelse med kravene i samme direktivs artikel 2, stk. 4.

Til trods herfor har den italienske regering i januar 2010 og nærmere bestemt på tidspunktet for indgivelsen af denne stævning endnu ikke fuldstændigt opfyldt sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 5, stk. 1.


(1)  EUT L 24, s. 8.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/25


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) den 1. februar 2010 — Eleftheri Tileorasi A.E. »ALTER CHANNEL« og Konstantinos Giannikos mod Ypourgos Typou kai Meson Mazikis Enimerosis og Ethniko Symvoulio Radiotileorasis

(Sag C-52/10)

2010/C 100/37

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Symvoulio tis Epikrateias

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Eleftheri Tileorasi A.E. »ALTER CHANNEL« og Konstantinos Giannikos

Sagsøgte: Ypourgos Typou kai Meson Mazikis Enimerosis og Ethniko Symvoulio Radiotileorasis

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 1, litra d), i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed (ΕFT L 298), som ændret ved artikel 1, litra c), i Europa-parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202), forstås således, at betaling af et vederlag eller en anden form for betaling eller modydelse udgør en nødvendig begrebsmæssig bestanddel af reklameformålet ved »skjult reklame«?


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/25


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Belgien) den 28. januar 2010 — Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW mod Belgische Staat

(Sag C-57/10)

2010/C 100/38

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Vlaamse Dierenartsenvereniging VZW

Sagsøgt: Belgische Staat

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 3, litra b), artikel 4, stk. 2, artikel 5, og artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 998/2003/EF af 26. maj 2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr og om ændring af Rådets direktiv 92/65/EØF (1) og artiklerne i og bilagene til Kommissionens beslutning 2003/803/EF af 26. november 2003 om et standardpas til transport inden for Fællesskabet af hunde, katte og fritter (2) til hinder for, at en national ordning for pas til katte og fritter på den ene side henviser til den model og de supplerende krav, der omhandles i Kommissionens førnævnte beslutning af 26. november 2003, men på den anden side også kræver, at hvert pas skal være forsynet med et entydigt nummer, bestående af 13 cifre, nemlig »BE«, ISO-koden for Belgien, efterfulgt af udstederens registreringsnummer bestående af to cifre og et følgenummer på ni cifre?

2)

Udgør nationale bestemmelser for pas til katte og fritter, der på den ene side henviser til den model og de supplerende krav, der omhandles i Kommissionens beslutning 2003/803/EF af 26. november 2003, men på den anden side også kræver, at hvert pas skal være forsynet med et entydigt nummer, bestående af 13 cifre, nemlig »BE«, ISO-koden for Belgien, efterfulgt af udstederens registreringsnummer bestående af to cifre og et følgenummer på ni cifre tal, tekniske forskrifter som forudsat i artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (3), som ifølge direktivets artikel 8 skal anmeldes til Europa-Kommissionen, inden de vedtages?


(1)  EUT L 146, s. 1.

(2)  EUT L 312, s. 1.

(3)  EUT L 204, s. 37.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/26


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 3. februar 2010 i sagerne: — Monsanto SAS, Monsanto Agriculture France SAS, Monsanto International SARL og Monsanto Technology LLC mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Monsanto SAS, Monsanto Agriculture France SAS, Monsanto International SARL og Monsanto Europe SA mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Association générale des producteurs de maïs (AGPM) mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — SCEA de Malaprade, SCEA Coutin, Jérôme Huard, Dominique Richer, EARL de Candelon, Bernard Mir, EARL des Menirs, Marie-Jeanne Darricau og GAEC de Commenian mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Pioneer Génétique og Pioneer Semences mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Syndicat des établissements de semences agréés pour les semences de maïs (SEPROMA) mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Caussade Semences SA mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche Société Limagrain Verneuil Holding mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Société Maïsadour Semences mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Ragt Semences SA mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche — Euralis Semences SAS og Euralis Coop mod Ministre de l’Agriculture et de la Pêche

((Sag C-58/10) - (Sag C-59/10) - (Sag C-60/10) - (Sag C-61/10) - (Sag C-62/10) - (Sag C-63/10) - (Sag C-64/10) - (Sag C-65/10) - (Sag C-66/10) - (Sag C-67/10) - (Sag C-68/10))

2010/C 100/39

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Monsanto SAS, Monsanto Agriculture France SAS, Monsanto International SARL og Monsanto Technology LLC (sag C-58/10), Monsanto SAS, Monsanto Agriculture France SAS, Monsanto International SARL og Monsanto Europe SA (sag C-59/10), Association générale des producteurs de maïs (AGPM) (sag C-60/10), SCEA de Malaprade, SCEA Coutin, Jérôme Huard, Dominique Richer, EARL de Candelon, Bernard Mir, EARL des Menirs, Marie-Jeanne Darricau og GAEC de Commenian (sag C-61/10), Pioneer Génétique og Pioneer Semences (sag C-62/10), Syndicat des établissements de semences agréés pour les semences de maïs (SEPROMA) (sag C-63/10), Caussade Semences SA (sag C-64/10), Société Limagrain Verneuil Holding (sag C-65/10), Société Maïsadour Semences (sag C-66/10), Ragt Semences SA (sag C-67/10) samt Euralis Semences SAS, Euralis Coop (sag C-68/10)

Sagsøgt: Ministre de l'Agriculture et de la Pêche

Præjudicielle spørgsmål

1)

Hvis en genetisk modificeret organisme, der udgør et foderstof, er blevet markedsført inden offentliggørelsen af forordning (EF) nr. 1829/2003 (1), og denne tilladelse er blevet opretholdt i henhold til forordningens artikel 20, skal det pågældende produkt da, inden der er truffet afgørelse om den ansøgning om forlængelse af tilladelsen, der skal indgives i henhold til den nævnte forordning, anses for at være blandt de produkter, der er nævnt i artikel 12 i direktiv 2001/18/EF (2) — der er nævnt i præmisserne til den foreliggende afgørelse — og er den omhandlede genetisk modificerede organisme i så fald, for så vidt angår beredskabsforanstaltninger, der kan træffes efter udstedelsen af tilladelsen til markedsføring, kun undergivet artikel 34 i forordning (EF) nr. 1829/2003, eller kan sådanne foranstaltninger derimod træffes af en medlemsstat på grundlag af artikel 23 i direktiv 2001/18 og de nationale bestemmelser, der sikrer gennemførelsen heraf?

2)

Kan en medlemsstats myndigheder, såfremt beredskabsforanstaltninger kun kan forekomme inden for rammerne af artikel 34 i forordning (EF) nr. 1829/2003, træffe en foranstaltning som den i den anfægtede bekendtgørelse (3), og under hvilke omstændigheder, med henblik på den i artikel 53 i forordning (EF) nr. 178/2002 nævnte styring af risikoen, eller kan en medlemsstat træffe beskyttelsesforanstaltninger på grundlag af samme forordnings artikel 54?

3)

Såfremt en medlemsstats myndigheder kan intervenere på grundlag af artikel 23 i direktiv 2001/18/EF eller på grundlag af artikel 34 i forordning (EF) nr. 1829/2003, eller på begge disse retsgrundlag, rejser søgsmålet det spørgsmål, om — navnlig under hensyn til forsigtighedsprincippet — hvilken grad af krav der pålægges af henholdsvis direktivets artikel 23, der underordner vedtagelsen af beredskabsforanstaltninger, som f.eks. suspension af brugen af produktet, den betingelse, at medlemsstaten har »begrundet formodning om, at en GMO […] udgør en risiko for […] miljøet«, og forordningens artikel 34, der underordner en sådan foranstaltning den betingelse, at produktet »åbenbart […] må formodes at udgøre en alvorlig risiko for […] miljøet«, med hensyn til identificering af risikoen, vurdering af dens sandsynlighed og bedømmelse af arten af dens konsekvenser?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22.9.2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (EUT L 268, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12.3.2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF (EFT L 106, s. 1).

(3)  Bekendtgørelse af 5.12.2007 i sag C-58/10; bekendtgørelse af 7.2.2008, ændret ved bekendtgørelse af 13.2.2008, i sagerne C-59/10 — C-68/10.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/27


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal administratif (Luxembourg) den 5. februar 2010 — Brahim Samba Diouf mod Ministre du Travail, de l'Emploi et de l'Immigration

(Sag C-69/10)

2010/C 100/40

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal administratif

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Brahim Samba Diouf

Sagsøgt: Ministre du Travail, de l'Emploi et de l'Immigration

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 39 i direktiv 2005/85/EF (1) fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national bestemmelse som den, der er indført i Storhertugdømmet Luxembourg ved artikel 20, stk. 5, i lov af 5. maj 2006 om asyl og andre supplerende former for beskyttelse med senere ændringer, ifølge hvilken en asylansøger ikke har ret til domstolsprøvelse af en administrativ myndigheds afgørelse om at behandle en ansøgning om international beskyttelse inden for rammerne af en fremskyndet procedure?

2)

Hvis spørgsmålet besvares benægtende, spørges: skal det generelle princip om retten til effektive retsmidler, som følger af fællesskabsretten, og som er inspireret af artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950, fortolkes således, at princippet er til hinder for en national bestemmelse som den, der er indført i Storhertugdømmet Luxembourg ved artikel 20, stk. 5, i lov af 5. maj 2006 om asyl og andre supplerende former for beskyttelse med senere ændringer, ifølge hvilken en asylansøger ikke har ret til domstolsprøvelse af en administrativ myndigheds afgørelse om at behandle en ansøgning om international beskyttelse inden for rammerne af en fremskyndet procedure?


(1)  Rådets direktiv 2005/85/EF af 1.12.2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT L 326, s. 13).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/27


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte Suprema di Cassazione (Italien) den 9. februar 2010 — straffesag mod Marcello Costa

(Sag C-72/10)

2010/C 100/41

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte Suprema di Cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Marcello Costa

Præjudicielt spørgsmål

EU-Domstolen anmodes om at klarlægge, hvordan artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes med hensyn til etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser i sektoren for indgåelse af væddemål om resultatet af sportsbegivenheder med henblik på at afgøre, om de nævnte traktatbestemmelser muliggør eller hindrer en national lovgivning, som fastlægger en monopolordning for staten og et system med koncessioner og tilladelser, som inden for rammerne af et bestemt antal koncessioner er karakteriseret ved følgende: a) en generel tendens til beskyttelse af indehaverne af koncessioner, der er udstedt på et tidligere tidspunkt på baggrund af en udbudsrunde, som på ulovlig vis har udelukket en del af de erhvervsdrivende; b) bestemmelser, som reelt garanterer en fastholdelse af de markedspositioner, som er blevet opnået på baggrund af en udbudsrunde, som på ulovlig vis har udelukket en del af de erhvervsdrivende (eksempelvis forbuddet mod at nye koncessionshavere åbner centre inden for en vis afstand i forhold til de eksisterende centre); c) mulighed for fortabelse af retten til koncessionen og inddragelse af meget høje sikkerhedsstillelser, herunder i tilfælde, hvor koncessionshaveren direkte eller indirekte administrerer grænseoverskridende spilleaktiviteter, der kan sammenlignes med den af koncessionen omfattede type aktiviteter.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/28


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte Suprema di Cassazione (Italien) den 9. februar 2010 — Ugo Cifone mod Giudice delle indagini preliminari del Tribunale di Trani

(Sag C-77/10)

2010/C 100/42

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte Suprema di Cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ugo Cifone

Præjudicielt spørgsmål

EU-Domstolen anmodes om at klarlægge, hvordan artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes med hensyn til etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser i sektoren for indgåelse af væddemål om resultatet af sportsbegivenheder med henblik på at afgøre, om de nævnte traktatbestemmelser muliggør eller hindrer en national lovgivning, som fastlægger en monopolordning for staten og et system med koncessioner og tilladelser, som inden for rammerne af et bestemt antal koncessioner er karakteriseret ved følgende: a) en generel tendens til beskyttelse af indehaverne af koncessioner, der er udstedt på et tidligere tidspunkt på baggrund af en udbudsrunde, som på ulovlig vis har udelukket en del af de erhvervsdrivende; b) bestemmelser, som reelt garanterer en fastholdelse af de markedspositioner, som er blevet opnået på baggrund af en udbudsrunde, som på ulovlig vis har udelukket en del af de erhvervsdrivende (eksempelvis forbuddet mod at nye koncessionshavere åbner centre inden for en vis afstand i forhold til de eksisterende centre); c) mulighed for fortabelse af retten til koncessionen og inddragelse af meget høje sikkerhedsstillelser, herunder i tilfælde, hvor koncessionshaveren direkte eller indirekte administrerer grænseoverskridende spilleaktiviteter, der kan sammenlignes med den af koncessionen omfattede type aktiviteter.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/28


Sag anlagt den 11. februar 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

(Sag C-80/10)

2010/C 100/43

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved F. Jimeno Fernández og A. Markouli)

Sagsøgt: Den Hellenske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Hellenske Republiks ministerielle bekendtgørelse nr. 552 af 25. august 2004, som ændret den 8. september 2008, og navnlig bekendtgørelsens artikel 4, stk. 2, 4, 5 og 7, artikel 5, stk. 4, 5, 6 og 7, og artikel 6, stk. 2, tilsidesætter bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 og 6, artikel 15, stk. 1, artikel 16, stk. 1 og 2 og artikel 18 i forordning (EF) nr. 882/2004.

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen finder, at den pågældende ministerielle bekendtgørelse om offentlig kontrol af kornimport fra tredjelande ikke er i overensstemmelse med visse af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 882/2004.

Den græske ministerielle bekendtgørelse fastsætter især generelle regler vedrørende hyppigheden af en fysisk kontrol med foderstofpartier og fødevarer af ikke-animalsk oprindelse fra tredjelande, der ikke giver den fysiske kontrol, der udføres af de kompetente myndigheder, en grad af fleksibilitet eller en nødvendig differentiering, som kræves til ordningens gennemførelse i henhold til artikel 16, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 882/2004.

Desuden fastlægger den generelle bestemmelser vedrørende opbevaring underlagt offentlig kontrol af disse varepartier, idet disse bestemmelser fastslår, at anbringelsen af varepartier er underlagt offentlig kontrol selv i tilfælde af rutinekontrol. Denne udifferentierede anbringelse af varepartier, der er underlagt en offentlig kontrol, selv når der ikke er mistanke om manglende overensstemmelse eller tvivl herom, er i strid med forordning (EF) nr. 882/2004. Desuden er det ifølge den ministerielle bekendtgørelse tilladt at frigive samtlige varepartier ved udløbet af en frist på syv arbejdsdage, selvom der foreligger mistanke om manglende overensstemmelse eller tvivl herom, hvilket også er i modstrid med artikel 18 i den nævnte forordning.

Den ministerielle bekendtgørelse fastsætter også særlige regler for så vidt angår kontrol med varepartier fra tredjelande med henblik på at registrere forekomst af genetisk modificerede organismer, for hvilke der ikke foreligger tilladelse. Denne kontrol skal foretages med en hyppighed på 50 % for så vidt angår varepartier med hvede og med en hyppighed på 100 % for så vidt angår varepartier med majs. Det er Kommissionens opfattelse, at disse procenter er meget høje og ikke er forenelige med det system, som er fastslået i forordning (EF) nr. 882/2004, navnlig i artikel 16, stk. 1 og 2, idet disse procenter er resultatet af en fejlagtig risikovurdering og af en manglende differentiering.

Bekendtgørelsen fastslår, at kontrol med varepartier med majs fra Bulgarien og fra Rumænien med henblik på verifikation af forekomsten af genetisk modificerede organismer, for hvilke der ikke foreligger tilladelse, skal foretages med en hyppighed på 100 %. Det er Kommissionens opfattelse, at kontrol med en sådan hyppighed er i strid med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 882/2004, hvori fastslås, at kontrol med varepartier fra andre medlemsstater skal være baseret på risici og være ikke-diskriminerende og forholdsmæssige.

Den Hellenske Republik har ikke afgivet forklaringer eller forelagt tilstrækkelige oplysninger, som begrunder vedtagelsen af de nævnte bestemmelser i den ministerielle bekendtgørelse om offentlig kontrol af kornimport fra tredjelande og fra andre medlemsstater i den Europæiske Union.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/29


Appel iværksat den 12. februar 2010 af Longevity Health Products, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 9. december 2009 i sag T-484/08, Longevity Health Products, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), den anden part i appelsagen: Merck KGaA

(Sag C-84/10 P)

2010/C 100/44

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Longevity Health Products, Inc. (ved Rechtsanwalt J. Korab)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Merck KGaA

Påstande

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)

Den af virksomheden Longevity Health Products, Inc. iværksatte appel antages til realitetsbehandling

2)

Rettens afgørelse af 19. december 2009 i sag T-484/08 ophæves og

3)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked betaler sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den foreliggende appel er rettet mod Rettens dom, hvorved Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 28. august 2008 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked om afslag på sagsøgerens ansøgning om registrering af ordmærket »Kids Vits«. Retten stadfæstede med dommen appelkammerets afgørelse, hvorefter der bestod en risiko for forveksling med det ældre EF-ordmærke »VITS4KIDS«.

Som anbringender gøres det gældende, at der er foretaget en procedurefejl og en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (herefter »EF-varemærkeforordningen«).

Retten har begået en procedurefejl, idet den på trods af appellantens begrundede anmodning ikke meddelte denne en frist til at svare på de bemærkninger, som indstævnte fremkom med i sit svarskrift. I strid med de fællesskabsretlige bestemmelser, der gælder for sager ved Domstolen og Retten, blev appellantens ret til at blive hørt således indskrænket og selskabets retsbeskyttelse svækket.

Retten har overtrådt artikel 8, stk. 1, litra b), i EF-varemærkeforordningen, idet den i forbindelse med vurderingen af risikoen for forveksling begik en retlig fejl ved ikke at foretage en overordnet samlet overvejelse af alle de relevante faktorer. Retten antog fejlagtigt, at de to omtvistede varemærkers konstaterede sammenfald gav anledning til at fastslå, at der bestod en risiko for forveksling i varemærkeretlig forstand.

Retten har navnlig ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at det i forbindelse med de omhandlede mærker overvejende drejer sig om vare- og tjenesteydelser, der i bredeste forstand vedrører menneskers sundhed, hvorfor en høj grad af opmærksomhed bør kunne forventes af den pågældende kundekreds. Det er forbrugerne bekendt, at selv små forskelle kan være udslagsgivende i forhold til mærker, som er afledt af eller bygger på den kemiske nomenklatur. Desuden forstærkes forbrugerens opmærksomhed af den omstændighed, at resultatet af en forveksling af varerne kan have meget ubehagelige konsekvenser. Alene denne omstændighed medfører, at der bør foreligge en særlig opmærksomhed.

Retten har endvidere forbigået den omstændighed, at ordmærkerne »Kids Vits« og »VITS4KIDS« er væsentligt forskellige, da den fonetiske gengivelse af mærket frembringer tydelige forskelle. Især udtalen af et mærke er helt afgørende for forbrugernes erindring herom, således at risiko for forveksling alene af den grund kan udelukkes. Til trods for den visuelle lighed er ordene »Kids« og »Vits« sammensat forskelligt i de pågældende varemærker og for indstævntes varemærkes vedkommende er der endvidere tilføjet yderligere et tegn (nemlig tallet 4, der formentlig skal udtales på engelsk, som »for« og dermed betyder »til«). Ydermere følger begge mærker i deres helhed to forskellige systemer for dannelse af sammensatte ord, hvilket i sig selv sikrer deres forskellighed.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/30


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Ordinario di Vicenza — Sezione distaccata di Schio (Italien) den 15. februar 2010 — Edil Centro SpA mod Electrosteel Europa sa

(Sag C-87/10)

2010/C 100/45

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Ordinario di Vicenza

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Electrosteel Europa sa

Sagsøgt: Edil Centro SpA

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 5, nr. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 44/01 (1) — og dermed fællesskabsretten — som bestemmer, at opfyldelsesstedet ved salg af varer er det sted, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret, fortolkes således, at leveringsstedet, som er relevant med henblik på at fastlægge, hvilken ret der har kompetence, er det endelige bestemmelsessted for de i kontrakten omhandlede varer, eller det sted, hvor sælgeren opfylder sin leveringsforpligtelse i henhold til de materielle bestemmelser, der finder anvendelse i det konkrete tilfælde, eller kan der tænkes en anden fortolkning af den nævnte retsregel?


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/30


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Palermo (Italien) den 15. februar 2010 — Assessorato del Lavoro e della Previdenza Sociale mod Seasoft Spa

(Sag C-88/10)

2010/C 100/46

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale di Palermo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Assessorato del Lavoro e della Previdenza Sociale, della Formazione Professionale e dell'emigrazione della Regione Sicilia

Sagsøgt: Seasoft Spa

Præjudicielle spørgsmål

1)

Havde Europa-Kommissionen, henset til at støtteordningen (med nummer NN 91/A/95) indført af Regione Sicilia ved artikel 10 i regionallov nr. 27 af 15. maj 1991 fastsatte en tilskudsmekanisme for mindst to og maksimalt fem år (2 år for ansættelsen med CFL og derefter maksimalt 3 år i tilfælde af en omdannelse af CFL til en ansættelse på ubestemt tid), ved beslutning 95/C 343/11 af 14. november 1995, hvorved den godkendte gennemførelse af støtteordningen, til hensigt

at godkende denne samlede tidsmæssige og økonomiske opbygning af støtten (2 år + 3 år) eller

udelukkende og alternativt at godkende tildelingen af tilskud for ansættelse med CFL (for disses toårige varighed) eller tildelingen af tilskud for omdannelsen af ansættelse med CFL til ansættelse på ubestemt tid (for de til omdannelsen foreskrevne tre år)?

2)

Skal fristen for regnskabsåret 1997 for statsstøttens gennemførelse som angivet af Europa-Kommissionen i beslutning 95/C 343/11 af 14. november 1995 for godkendelsen af ordningen indført ved artikel 10 i regionallov nr. 27/91 forstås

som den oprindelige frist for bevilling til udgifter til tilskud, som skulle afholdes i de følgende år (afhængig af de forskellige mulige fortolkninger af de ovennævnte tilladte tilskud) eller

(udelades) som den endelige frist for faktisk udbetaling af selve tilskuddene fra de kompetente regionale organer?

3)

Kunne (og skulle) Regione Sicilia for en ansættelse med CFL i henhold til artikel 10 i regionallov nr. 27/91 sket eksempelvis den 1. januar 1996 og således inden udløbet af støttens anvendelsesperiode fastsat i beslutning 95/C 343/11 af 14. november 1995 specifikt anvende den pågældende støtteordning for alle de godkendte år (dvs. 2 + 3), også når gennemførelsen af den godkendte ordning som i nævnte eksempel medfører faktisk udbetaling af støtten indtil den 31. december 2001 dvs. 1996 + 5 år = 2001)?

4)

Havde Europa-Kommissionen, da den i beslutning 2003/195/EF af 16. oktober 2002 i artikel 1 anførte: »Den i artikel 11, første afsnit, i regionen Siciliens lov nr. 16 af 27. maj 1997 omhandlede støtteordning, som Italien påtænker at gennemføre, er uforenelig med fællesmarkedet. Ordningen kan derfor ikke gennemføres.« til hensigt

at afvise selve godkendelsen til den »nye« støtteordning indført ved artikel 11 i regionallov nr. 16/97, fordi den opfattede den som en »selvstændig« ordning, der skulle forlænge gennemførelsesperioden for støtten indført ved artikel 10 i regionallov nr. 27/91 ud over fristen den 31. december 1996, hvorved ligeledes udgifter til ansættelser og/eller omdannelser, sket i årene 1997 og 1998, blev omfattet heraf eller

at udtrykke, om denne beslutning snarere skulle forstås som et egentligt forbud for regionen mod den materielle afsættelse af de økonomiske midler med henblik på at hindre den konkrete udbetaling af statsstøtten, indført ved artikel 10 i regionallov 27/91, også for ansættelser og/eller omdannelser sket inden den 31. december 1996?

5)

Såfremt fortolkningen af Kommissionens beslutning er den i spørgsmål 4, første led, nævnte, er denne beslutning da forenelig med Kommissionens fortolkning af traktatens artikel 87 til støtte for tilsvarende sager om fritagelse for sociale bidrag for CFL omfattet af beslutning 2001/128/EF af 11. maj 1999 (om Italiens lovgivning, som der udtrykkeligt henvises til i afvisningsbeslutningen af 2002) og 2003/739/EF af 13.5.2003 (om Regionen Siciliens lovgivning)?

6)

Såfremt fortolkningen af Kommissionens beslutning er den i spørgsmål 4, andet led, nævnte, spørges: Hvordan skal den forudgående beslutning om godkendelse af støtteforanstaltning fortolkes under hensyn til den dobbelte betydning, adjektivet »yderligere« kan tillægges, nemlig »yderligere i forhold til det ved Kommissionens beslutning fastsatte budget«, eller »yderligere i forhold til den af regionen fastsatte finansiering alene til 1996«?

7)

Hvilken støtte skal anses for henholdsvis lovlig og ulovlig ifølge Kommissionen?

8)

Hvilken part i denne sag (virksomheden eller direktoratet) bærer bevisbyrden for, at det af Kommissionen fastsatte budget ikke er overskredet?

9)

Bidrager en eventuel tilkendelse af lovpligtige renter til de begunstigede virksomheder for forsinket betaling af de tilskud, der er fundet lovlige og godkendte, til afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt budgettet som oprindeligt godkendt ved beslutning 95/C 343/11 af 14. oktober 1995 er blevet overskredet?

10)

Såfremt dette er tilfældet, hvilken rentesats finder da anvendelse?


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/32


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vestre Landsret (Danmark) den 17. februar 2010, Danfoss A/S og Sauer-Danfoss ApS mod Skatteministeriet

(Sag C-94/10)

2010/C 100/47

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Vestre Landsret

Parter

Sagsøger: Danfoss A/S og Sauer-Danfoss ApS

Sagsøgte: Skatteministeriet

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er fællesskabsretten til hinder for, at en medlemsstat afviser et tilbagebetalingskrav, der rejses af en virksomhed, hvorpå en direktivstridig punktafgift er blevet overvæltet, når afvisningen — under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende — sker med den begrundelse, at det ikke er denne virksomhed, som har indbetalt afgiften til staten?

2)

Er fællesskabsretten til hinder for, at en medlemsstat afviser et erstatningskrav, der rejses af en virksomhed, hvorpå en direktivstridig punktafgift er blevet overvæltet, når afvisningen — under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende — sker med den af medlemsstaten anførte begrundelse (nemlig at virksomheden ikke er den umiddelbart skadelidte, og at der ikke foreligger en direkte årsagsforbindelse mellem et eventuelt tab og den ansvarspådragende adfærd)?


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/32


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus (Finland) den 25. februar 2010 — Virallinen syyttäjä mod Malik Gataev og Khadizhat Gataeva

(Sag C-105/10)

2010/C 100/48

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Virallinen syyttäjä

Sagsøgte: Malik Gataev og Khadizhat Gataeva

Præjudicielle spørgsmål

1.

Hvorledes skal forholdet mellem Rådets direktiv 2005/85/EF (1) (asylproceduredirektivet) og rammeafgørelse 2002/584/RIA (2) fortolkes i det tilfælde, at en statsborger i en tredjestat, der begæres overført på grundlag af en europæisk arrestordre, har ansøgt om asyl i den fuldbyrdende medlemsstat, og asylsagen verserer samtidigt med sagen om fuldbyrdelse af arrestordren?

a)

Har retten til at forblive i en medlemsstat under sagens behandling i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, forrang, eller skal direktivets artikel 7, stk. 2, fortolkes således, at fuldbyrdelsen af arrestordren begrunder, at retten i medfør af artikel 7, stk. 1, fortrænges? Kan en overførsel afslås i medfør af rammeafgørelsen under henvisning til en verserende asylsag, selv om rammeafgørelsens artikel 3 og 4 ikke indeholder en afslagsgrund, der dækker dette tilfælde?

b)

Skal direktivets artikel 7, stk. 2, fortolkes således, at den indrømmer medlemsstaterne en skønsbeføjelse ved afgørelsen af, hvordan de vil regulere det i litra a) nævnte spørgsmål i deres nationale lovgivninger?

c)

Hvorledes skal direktivets artikel 7 i betragtning af de ovennævnte spørgsmål fortolkes, navnlig i det tilfælde, at personen, der begæres overført på grundlag af en arrestordre, ansøger om asyl med en begrundelse, der i det væsentlige er identisk med begrundelsen for den pågældendes klage over overførslen?

d)

Indebærer den omstændighed, at der meddeles asyl, at den fuldbyrdende medlemsstat skal afslå overførslen? For det tilfælde, at der meddeles asyl, henvises endvidere til det fjerde præjudicielle spørgsmål (litra a)-c)).

2)

Skal rammeafgørelsen under hensyntagen til det princip, der følger af afgørelsens artikel 1, stk. 2, samt af artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union og bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en overførsel, ud over de i rammeafgørelsens artikel 3 og 4 anførte afslagsgrunde, under hensyntagen til betragtning 12 og 13 til rammeafgørelsen også kan afslås af andre grunde, der er støttet på de i disse betragtninger nævnte omstændigheder?

a)

For det tilfælde, at rammeafgørelsen skal fortolkes på denne måde, spørges: på hvilke grunde kan eller skal den fuldbyrdende medlemsstat støtte sig? Kan denne stat støtte sig på de fortolkningsprincipper, som er opstillet i retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende udlevering? Kan medlemsstaten også støtte sig på grunde, der udvider afslagsgrundende sammenlignet med de afslagsgrunde, der er opstillet i Den Europæiske menneskerettighedsdomstols praksis?

b)

For det tilfælde, at rammeafgørelsen skal fortolkes således, at fuldbyrdelsen af arrestordren ligeledes kan afslås af andre grunde end dem, der er anført i artikel 3 og 4, indebærer dette da også, at rammeafgørelsen tillader, at medlemsstaterne ligeledes kan afslå fuldbyrdelsen af en arrestordre, der er vedtaget med henblik på fuldbyrdelse af en straf, af grunde, der vedrører indholdet eller begrundelsen i dommen afsagt af den udstedende medlemsstat og/eller spørgsmålet, om den retssag, der førte til afsigelsen af dommen, er gennemført forskriftsmæssigt, og som forudsætter en prøvelse i den fuldbyrdende medlemsstat af de indvendinger, der er rejst mod dommen og/eller retssagen? Under hvilke nærmere betingelser eller af hvilke nærmere grunde kan en sådan prøvelse (»révision au fond«) komme i betragtning?

c)

Skal rammeafgørelsen fortolkes således, at den bl.a. tillader medlemsstaten af afslå en overførsel på grundlag af en arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf, når der er en begrundet mistanke om, at den retssag, der førte til den idømte straf, ikke var retfærdig, fordi den dømte var udsat for forfølgelse fra domsstatens myndigheder, hvilket kom til udtryk i en diskriminerende anklage?

3)

Kan bestemmelserne i rammeafgørelsen fortolkes således, at en overførsel i et tilfælde, hvor overførslen kan udsættes af tungtvejende humanitære, f.eks. sundhedsmæssige grunde som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 23, stk. 4, kan afslås endeligt, når den uforholdsmæssige karakter ikke kan fjernes ved en udsættelse af fuldbyrdelsen?

4)

For det tilfælde, at rammeafgørelsen skal fortolkes således, at fuldbyrdelsen af arrestordren kan afslås af en grund, om hvilken rammeafgørelsen ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser, hvilke betingelser skal da opstilles for et sådant afslag, navnlig i det tilfælde, at arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en straf?

a)

Finder bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, tilsvarende anvendelse i dette tilfælde? Kan fuldbyrdelsen af arrestordren med andre ord alene afslås, når den person, der begæres overført, er statsborger i eller har sin bopæl i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne stat forpligter sig til at fuldbyrde straffen eller foranstaltningen i medfør af sin nationale ret?

b)

Skal der, for at der kan meddeles et afslag, i det mindste kræves, at den stat, overfor hvilken der er fremsat begæring om overførsel, forpligter sig til at fuldbyrde straffen eller foranstaltningen i medfør af sin nationale ret?

c)

For det tilfælde, at rammeafgørelsen skal fortolkes således, at den i visse tilfælde tillader, at fuldbyrdelsen af en arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf, kan afslås af grunde, der vedrører indholdet eller begrundelsen i dommen afsagt af den udstedende medlemsstat eller forskriftsmæssigheden af den retssag, der førte til afsigelsen af dommen, er det da ligeledes tilladt af afslå overførsel, når de under litra a) eller litra b) nævnte betingelser ikke er opfyldt?

5)

Hvilken betydning skal eller kan den omstændighed, at den anholdte person, der er statsborger i en tredjestat, klager over overførslen ved at gøre gældende, at den pågældende vil blive udsendt til denne tredjestat, tillægges med hensyn til fuldbyrdelsen af arrestordren?

a)

Hvilken betydning har en sådan afslagsgrund under hensyntagen til rammeafgørelsens bestemmelser og de forpligtelser, som den udstedende medlemsstat ifølge EU-retten, herunder direktiv 2004/84/EF (3) og 2005/85/EF, er undergivet over for tredjestaters statsborgere?

b)

Kan rammeafgørelsens artikel 28, stk. 4, spille en rolle i denne sammenhæng, hvorefter en person, der er overført i henhold til en europæisk arrestordre, ikke må udleveres til en tredjestat uden samtykke fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har overgivet den pågældende? Kan dette forbud, foruden udlevering på grundlag af en strafbar handling, ligeledes omfatte en anden form for fjernelse fra en medlemsstats territorium, f.eks. udsendelse, og i givet fald under hvilke betingelser?

6)

Gælder den af De Europæiske Fællesskabers Domstol i dom af 16. juni 2005, sag C-105/03, Pupino, præmis 34 og 42-44, fastslåede pligt for de nationale retter til at anlægge en fortolkning af national ret, der er i overensstemmelse med rammeafgørelsen, uafhængigt af, om den ifølge rammeafgørelsen krævede fortolkning er til fordel eller til skade for de berørte, for så vidt som der ikke er tale om en af de i den anførte doms præmis 44-45 nævnte situationer?


(1)  Rådets direktiv 2005/85/EF af 1.12.2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT L 326, s. 13).

(2)  Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne 1 — Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT L 190, s. 1).

(3)  Rådets direktiv 2004/83/EF af 29.4.2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 304 af 30.9.2004, s. 12).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/34


Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Tredje Afdeling den 15. januar 2010 — Sylvia Bienek mod Condor Flugdienst GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)

(Sag C-525/08) (1)

2010/C 100/49

Processprog: tysk

Formanden for Tredje Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registeret.


(1)  EUT C 55 af 7.3.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/34


Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

(Sag C-313/09) (1)

2010/C 100/50

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registeret.


(1)  ) EUT C 256 af 24.10.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/34


Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Estland

(Sag C-328/09) (1)

2010/C 100/51

Processprog: estisk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registeret.


(1)  ) EUT C 297 af 5.12.2009.


Retten

17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/35


Rettens dom af 2. marts 2010 — Arcelor mod Parlamentet og Rådet

(Sag T-16/04) (1)

(Miljø - direktiv 2003/87/EF - ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner - annullationspåstand - sagsøgeren ikke umiddelbart og individuelt berørt - erstatningspåstand - formaliteten - tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel, der tillægger borgerne rettigheder - ejendomsret - retten til fri erhvervsudøvelse - proportionalitet - ligebehandling - etableringsfrihed - retssikkerhed)

2010/C 100/52

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Arcelor SA (Luxembourg, Luxembourg) (først ved avocats W. Deselaers, B. Meyring og B. Schmitt-Rady, derefter ved avocats W. Deselaers og B. Meyring)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet (først ved K. Bradley og M. Moore, derefter ved L. Visaggio og I. Anagnostopoulou, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (først ved B. Hoff-Nielsen og M. Bishop, derefter ved E. Karlsson og A. Westerhof Löfflerova, og derefter ved A. Westerhof Löfflerova og K. Michoel, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved U. Wölker, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

For det første delvis annullation af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EFT L 275, s. 32), og for det andet erstatning for de tab, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af vedtagelsen af de indførte bestemmelser

Konklusion

1)

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Arcelor SA bærer sine egne omkostninger og betaler Parlamentets og Rådets omkostninger.

3)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.


(1)  EUT C 71 af 20.3.2004.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/35


Rettens dom af 2. marts 2010 — Evropaïki Dynamiki mod EMSA

(Sag T-70/05) (1)

(»Offentlige tjenesteydelsesaftaler - EMSA’s udbudsprocedurer - levering af edb-tjenesteydelser - afvisning af bud - annullationssøgsmål - Rettens kompetence - mangler ved bud - ligebehandling - hensyntagen til tildelingskriterierne, der er fastsat i udbudsbetingelserne eller i udbudsbekendtgørelsen - etablering af underkriterier til tildelingskriterierne - åbenbart urigtigt skøn - begrundelsespligt«)

2010/C 100/53

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved N. Korogiannakis)

Sagsøgt: Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA) (ved W. de Ruiter og J. Menze, som befuldmægtigede, bistået af avocat J. Stuyck)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelser truffet af EMSA om ikke at antage bud afgivet af sagsøgeren i forbindelse med udbudsproceduren for EMSA C-1/01/04 vedrørende kontrakt benævnt »Validering af SafeSeaNet og fremtidig udvikling« og EMSA C-2/06/04 vedrørende kontrakt benævnt »specifikation og udvikling af en database, et netværk og et forvaltningssystem vedrørende søfartsulykker«, og om at tildele de nævnte kontrakter til andre bydende

Konklusion

1)

Afgørelsen truffet af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA) om at tildele kontrakten til den valgte bydende i forbindelse med udbudsproceduren »EMSA C-2/06/04« annulleres.

2)

I øvrigt frifindes EMSA.

3)

Hver part bærer sine egne omkostninger.


(1)  EUT C 106 af 30.4.2005.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/36


Dom afsagt af Retten den 3. marts 2010 — Bundesverband deutscher Banken mod Kommissionen

(Sag T-163/05) (1)

(Statsstøtte - overførsel af offentlig kapital til Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale - beslutning, der erklærer støtten delvis uforenelig med fællesmarkedet og kræver tilbagesøgning heraf - kriteriet privat investor - begrundelsespligt)

2010/C 100/54

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Bundesverband deutscher Banken eV (Berlin, Tyskland) (ved avocats H.-J. Niemeyer, K.-S. Scholz og J.-O. Lenschow)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved N. Khan og T. Scharf, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Forbundsrepublikken Tyskland (ved M. Lumma og C. Schulze-Bahr, som befuldmægtigede, bistået af avocat J. Witting), delstaten Hessen (Tyskland) (først ved avocats H.-J. Freund og M. Holzhäuser, derefter ved avocats H.-J. Freund og S. Lehr) og Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved avocat H.-J. Freund)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2006/742/EF af 20. oktober 2004 om Tysklands støtte til fordel for Landesbank Hessen-Thüringen — Girozentrale (EUT 2006 L 307, s. 159)

Konklusion

1)

De dokumenter, der er fremlagt af Bundesverband deutscher Banken eV i bilag 9 og 10 til replikken, udtages af sagens akter.

2)

Europa-Kommissionen frifindes.

3)

Bundesverband deutscher Banken bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens, delstaten Hessens og Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrales omkostninger.

4)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.


(1)  EUT C 155 af 25.6.2005.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/36


Dom afsagt af Retten den 3. marts 2010 — Artegodan mod Kommissionen

(Sag T-429/05) (1)

(Ansvar uden for kontraktforhold - humanmedicinske lægemidler - beslutning om tilbagekaldelse af en markedsføringstilladelse - annullation af beslutningen ved Rettens dom - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder)

2010/C 100/55

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Artegodan GmbH (Lüchow, Tyskland) (først ved avocat U. Doepner, derefter ved avocat A. Lensing-Kramer, og endelig ved avocat U. Reese og A. Sandrock)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved B. Stromsky og M. Heller, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Forbundsrepublikken Tyskland (ved M. Lumma og U. Forsthoff, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om erstatning i henhold til artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF om erstatning for den skade, sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af vedtagelsen af Kommissionens beslutning K(2000) 453 af 9. marts 2000 om tilbagekaldelse af godkendelse af humanmedicinske lægemidler, som indeholder stoffet amfepramon.

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Artegodan GmhH bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.


(1)  EUT C 48 af 25.2.2006.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/37


Rettens dom af 3. marts 2010 — Bundesverband deutscher Banken mod Kommissionen

(Sag T-36/06) (1)

(Statsstøtte - overførsel af offentlige aktiver til Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale - beslutning, hvorved det fastslås, at den anmeldte foranstaltning ikke udgør støtte - kriteriet om den private investor - begrundelsespligt - alvorlige vanskeligheder)

2010/C 100/56

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Bundesverband deutscher Banken eV (Berlin, Tyskland) (ved avocats H.-J. Niemeyer og K.-S. Scholz)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved N. Khan og T. Scharf, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Land Hessen (Tyskland) (først ved avocats H.-J. Freund og M. Holzhäuser, derefter ved avocats H.-J. Freund og S. Lehr); og Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved avocat H.-J. Freund)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2005) 3232 endelig udg. af 6. september 2005, om overdragelse fra Hessicher Investionsfonds i form af passive kapitalindskud til Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale.

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Bundesverband deutscher Banken eV bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, Land Hessen og Landesbank Hessen-Thüringen Girozentrale afholdte omkostninger.


(1)  EUT C 96 af 22.4.2006.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/37


Rettens dom af 3. marts 2010 — Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen

(Forenede sager T-102/07 og T-120/07) (1)

(Statsstøtte - støtte ydet af Tyskland i form af investering i virksomhed og garantier for optagne lån - beslutning, der erklærer støtten uforenelig med fællesmarkedet - generel støtteordning godkendt af Kommissionen - begrebet kriseramt virksomhed - rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder - støttebeløbet - begrundelsespligt)

2010/C 100/57

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Freistaat Sachsen (Tyskland) (ved avocats C. von Donat og G. Quardt) (sag T-102/07), MB Immobilien Verwaltungs GmbH (Neukirch, Tyskland) (først ved avocat G. Brüggen, derefter ved avocats A. Seidl, K. Lengert og W. Sommer) og MB System GmbH & Co. KG (Nordhausen, Tyskland) (ved avocat G. Brüggen) (sag T-120/07)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Gross og T. Scharf, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2007/492/EF af 24. januar 2007 om Tysklands statsstøtte nr. C 38/2005 (ex NN 52/2004) til Biria-gruppen (EUT L 183, p. 27),

Konklusion

1)

Kommissionens beslutning 2007/492/EF af 24. januar 2007 om Tysklands statsstøtte nr. C 38/2005 (ex NN 52/2004) til Biria-gruppen annulleres.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler i sag T-120/07.


(1)  EUT C 129 af 9.6.2007.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/38


Rettens dom af 3. marts 2010 — Lufthansa AirPlus Servicekarten mod KHIM — Applus Servicios Tecnológicos (A+)

(Sag T-321/07) (1)

(EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EF-figurmærket A+ - det ældre EF-ordmærke AirPlus International - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - ingen lighedspunkter mellem mærkerne - begrundelsespligt - ret til forsvar - artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5, artikel 73, 74 og 79 i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5, artikel 75, 76 og 83 i forordning (EF) nr. 207/200))

2010/C 100/58

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Lufthansa AirPlus Servicekarten GmbH (Neu-Isenburg, Tyskland) (ved avocats G. Würtenberger, R. Kunze og T. Wittman)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved D. Botis, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Applus Servicios Tecnológicos, SL (Barcelona, Spanien) (ved avocat E. Torner Lasalle)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 7. juni 2007 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 310/2006-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Lufthansa AirPlus Servicekarten GmbH og Applus Servicios Tecnológicos, SL.

Konklusion

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Lufthansa AirPlus Servicekarten GmbH betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 269 af 10.11.2007.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/38


Rettens dom af 2. marts 2010 — Doktor mod Rådet

(Sag T-248/08 P) (1)

(Appel - personalesag - tjenestemænd - ansættelse - prøvetid - forlængelse af prøvetiden - udtalelse ved prøvetidens udløb - afskedigelse efter prøvetidens udløb - vedtægtens artikel 34 - forvanskning af de faktiske omstændigheder og beviser - Personalerettens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser)

2010/C 100/59

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Frantisek Doktor (Bratislava, Slovakiet) (ved avocats S. Rodrigues og C. Bernard-Glanz)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Vitsentzatos og M. Bauer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) den 16. april 2008 i sag F-73/07, Doktor mod Rådet, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser, og hvor der dels er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom og dels om erstatning.

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Frantisek Doktor og Rådets for Den Europæiske Union bærer deres egne omkostninger for nærværende instans.


(1)  EUT C 223 af 30.8.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/39


Rettens dom af 23. februar 2010 — Özdemir mod KHIM — Aktieselskabet af 21. november 2001 (James Jones)

(Sag T-11/09) (1)

(EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om James Jones som EF-ordmærke - det ældre EF-ordmærke JACK & JONES - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

2010/C 100/60

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Rahmi Özdemir (Dreieich, Tyskland) (ved avocats I. Hoes, M. Heinrich, C. Schröder, K. von Werder og J. Wittenberg)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved P. Bullock, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Aktieselskabet af 21. november 2001 (Brande, Danmark) (ved advokat C. Barrett Christiansen)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. november 2008 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (sag R 858/2007-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Aktieselskabet af 21. november 2001 og Rahmi Özdemir.

Konklusion

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Rahmi Özdemir betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 55 af 7.3.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/39


Rettens kendelse af 4. februar 2010 — Crunch Fitness International mod KHIM — ILG (CRUNCH)

(Sag T-408/07) (1)

(EF-varemærker - fortabelse - tilbagekaldelse af fortabelse - ufornødent at træffe afgørelse)

2010/C 100/61

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Crunch Fitness International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater) (først ved solicitor J. Barry, derefter ved barrister H. Johnson)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved S. Laitinen og D. Botis, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: ILG Ltd (Dun Laoghaire, Irland) (ved avocat A. von Mühlendahl)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 30. august 2007 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1168/2005-4) vedrørende en sag om fortabelse mellem ILG Ltd og Crunch Fitness International, Inc.

Konklusion

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Crunch Fitness International, Inc. og ILG Ltd bærer deres egne omkostninger og betaler halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af Harmoniseringskontoret.


(1)  EUT C 8 af 12.1.2008.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/40


Rettens kendelse af 12. februar 2010 — Kommissionen mod CdT

(Sag T-456/07) (1)

(Annullationssøgsmål - Fællesskabets pensionsordning - CdT’s forpligtelse til at betale bidrag i regnskabsårene 1998-2005 - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål - retsakt uden retsvirkninger i forhold til tredjemand - åbenbart afvisningsgrundlag)

2010/C 100/62

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J.-F. Pasquier og D. Martin, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) (først ved avocat G. Vandersanden, derefter ved avocat L. Levi)

Sagens genstand

CdT’s påståede beslutning, hvorved CdT afslog at betale et bidrag til det almindelige budget for regnskabsårene 1998-2005, svarende til arbejdsgiverens del af finansieringen af Fællesskabets pensionsordning, annulleres.

Konklusion

1)

Sagen afvises.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 190 af 12.8.2006 (tidligere sag C-269/06).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/40


Rettens kendelse af 8. februar 2010 — Alisei mod Kommissionen

(Sag T-481/08) (1)

(»Annullationssøgsmål - foranstaltninger udadtil og EUF - afslutning af en revision og vedtagelse af den endelige rapport - kontraktrelateret akt - manglende kompetence - ikke umiddelbart berørt - afvisning - erstatningssøgsmål - åbenbar afvisningsgrund«)

2010/C 100/63

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Alisei (Rom, Italien) (ved avocats F. Sciaudone, R. Sciaudone, S. Gobbato, R. Rio og A. Neri)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved P. van Nuffel og L. Prete, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand dels om annullation af den afgørelse, der angiveligt var indeholdt i Kommissionens skrivelse af 19. august 2008 om tilbagesøgning af en del af de forskud, der var betalt sagsøgeren i forbindelse med visse projekter om udviklingssamarbejde og humanitær bistand, der afholdes over Fællesskabets budget eller Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), og dels erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af Kommissionens handlemåde.

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Alisei betaler sagens omkostninger.


(1)  EUT C 6 af 10.1.2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/41


Sag anlagt den 11. januar 2010 — Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet

(Sag T-18/10)

2010/C 100/64

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Inuit Tapiriit Kanatami (Ottawa, Canada), Nattivak Hunters & Trappers Association (Qikiqtarjuaq, Canada) Pangnirtung Hunters’ and Trappers’ Organisation (Pangnirtung, Canada), Jaypootie Moesesie (Qikiqtarjuaq, Canada), Allen Kooneeliusie (Qikiqtarjuaq, Canada), Toomasie Newkingnak (Qikiqtarjuaq, Canada), David Kuptana (Ulukhaktok, Canada), Karliin Aariak (Iqaluit, Canada), Efstathios Andreas Agathos (Athen, Grækenland), Canadian Seal Marketing Group (Quebec, Canada), Ta Ma Su Seal Products (Cap-aux-Meules, Canada), Fur Institute of Canada (Ottowa, Canada), NuTan Furs, Inc (Catalina, Canada), Inuit Circumpolar Conference Greenland (ICC) (Nuuk, Grønland), Johannes Egede (Nuuk, Grønland), Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK) (Nuuk, Grønland) (ved advocaat J. Bouckaert, og avocat M. van der Woude og advocaat H. Viaene)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

Forordning nr. 1007/2009 annulleres i henhold til artikel 263 TEUF.

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære deres egne omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne, der er Inuit sælfangere, personer, der på anden måde er involveret i andre aktiviteter, der har med sælprodukter at gøre, interesseorganisationer der repræsenterer Inuit såvel som andre personer og selskaber, der er involveret i forarbejdning af sælprodukter, har i stævningen nedlagt påstand om annulation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2009 af 16. september 2009 om handel med sælprodukter (1), som fastsætter restriktioner for omsætning af sælprodukter indenfor Den Europæiske Union.

Sagsøgerne har fremført tre anbringender til støtte for deres påstande.

For det første anfører sagsøgerne, at Europa-Parlamentet og Rådet begik en retlig fejl ved at anvende artikel 95 EF (nu artikel 114 TEUF) som hjemmel for vedtagelsen af den omtvistede forordning. I den henseende anfører sagsøgerne, at EU-Domstolens faste retspraksis bekræfter, at de foranstaltninger, der henvises til i artikel 95 EF, skal have som formål at forbedre betingelserne for det indre markeds oprettelse og funktion, og at den blotte omstændighed, at de påvirker markedets oprettelse, ikke er tilstrækkeligt til at artikel 95 EF finder anvendelse. Efter sagsøgernes opfattelse fører den omtvistede forordning ikke til en sådan forbedring, som kræves i henhold til EU-Domstolens retspraksis, men udelukker tværtimod enhver mulighed for et indre marked for sælprodukter, der er dækket af forordningens anvendelsesområde.

For det andet anfører sagsøgerne, at sagsøgte begik en retlig fejl og overtrådte nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet som fastsat i artikel 5 TEUF og yderligere beskrevet i Protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. De hævder, at sagsøgte ikke har påvist hvorfor et indgreb på Unionsplan er påkrævet. Sagsøgerne pointerer, at kun to medlemsstater allerede havde indført forbud mod sælprodukter. Ydermere anfører de, at selv hvis foranstaltninger på Unionsplan skulle opfylde nærhedsprincippets krav, ville mindre indgribende foranstaltninger have været tilstrækkelige til at opfylde forordningens erklærede mål. Sagsøgerne anfægter den omstændighed, at sagsøgte valgte at indføre et næsten fuldstændigt forbud mod sælprodukter i stedet for at vedtage mindre indgribende alternativer såsom mærkning.

For det tredje hævder sagsøgerne, at den omtvistede forordning uberettiget begrænser sagsøgernes eksistensgrundlag ved at henvise deres økonomiske aktiviteter til traditionelle jagtmetoder og eksistensminimum. De hævder, at de på trods af denne direkte indblanding i deres dagligliv aldrig er blevet hørt af Rådet eller Parlamentet. Ydermere anfører sagsøgerne, at sagsøgte ikke foretog en afvejning af Inuitsamfundenes interesse i at overleve i det arktiske område mod hensynet til visse Unionsborgeres moralske overbevisning og derfor overtrådte artikel 1 Protokol nr. 1 til i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMK) og EMK’s artikel 8, set i lyset af EMK’s artikel 9 og 10 og som forklaret i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, såvel som deres grundlæggende ret til en høring.


(1)  EUT L 286, s. 36.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/42


Sag anlagt den 25. januar 2010 — Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-21/10)

2010/C 100/65

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og Rechtsanwalt C. von Donat)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning K(2009) 9049 af 13. november 2009, der blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 16. november 2009, vedrørende nedsættelse af støtten, som blev tildelt ved Kommissionens beslutning K(97) 1123 af 7. maj 1997 og K(1999) 4928 af 28. december 1999, fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) til enhedsprogrammeringsdokumentet (EPPD) for Saarland, der henhører under mål nr. 2 og er beliggende i Forbundsrepublikken Tyskland (1997/1999), annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har ved den anfægtede beslutning nedsat det finansielle bidrag fra EFRU tildelt til enhedsprogrammeringsdokumentet (1997/1999) i Saarland, der henhører under mål nr. 2 og er beliggende i Forbundsrepublikken Tyskland.

Sagsøgeren har gjort fem anbringender gældende til støtte for sit søgsmål.

For det første har sagsøgeren anført, at der ikke er noget retsgrundlag for den fastsatte beregning og ekstrapolering af finansielle korrektioner for perioden 1994-1999, som enhedsprogrammeringsdokumentet henhører under.

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 4253/88 (1), da der ikke forelå den nødvendige forudsætning for nedsættelse. Sagsøgeren har hertil nærmere bestemt anført, at Kommissionen har tilsidesat begrebet »uregelmæssighed«. Hertil kommer, at Kommissionen ganske vist har påpeget systematiske fejl, men uden at have fastslået, at de nationale myndigheder, der varetager administrationen af strukturfondene, skulle have tilsidesat deres forpligtelser i henhold til artikel 23 i forordning nr. 4253/88. Kommissionens påpegning af, at der er begået systematiske fejl i forbindelse med administrationen og kontrollen af fondene, bygger ifølge sagsøgeren på urigtige konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har også anført, at væsentlige dele af sagens faktiske omstændigheder ikke er korrekt fastlagt, og at Kommissionen har tillagt dem en ukorrekt betydning.

For det tredje har sagsøgeren subsidiært anført, at de førnævnte nedsættelser i den anfægtede beslutning er uforholdsmæssige. I denne forbindelse anføres, at Kommissionen ikke har udøvet sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88. Den anvendte fastsatte beregning er mere vidtgående, end det tab, der potentielt måtte være påført fællesskabsbudgettet, tilsiger. Sagsøgeren er også af den opfattelse, at den førnævnte ekstrapolering af fejl er uforholdsmæssig, da konkrete fejl ikke kan overføres på en uensartet helhed.

For det fjerde har sagsøgeren påberåbt sig, at der er sket tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Kommissionen har ikke begrundet den anfægtede beslutning i tilstrækkeligt omfang og har ikke fulgt den rette fremgangsmåde ved støtteperiodens afslutning. Sagsøgeren har anført, at det af den anfægtede beslutning hverken fremgår, hvordan eller hvorfor Kommissionen har fastsat beløbsstørrelsen ved den anvendte fastsatte beregning. Hertil kommer, at Kommissionen har ændret, hvad der var konstateret af den stedlige, kompetente kontrollør uden at foretage en ny kontrol, og Kommissionen har ikke eller ikke i tilstrækkeligt omfang taget hensyn til de tyske myndigheders vurdering.

Endelig har sagsøgeren for det femte anført, at sagsøgte har tilsidesat princippet om partnerskab, idet Kommissionen efter at have bekræftet funktionsdygtigheden af administrationen og kontrollen har begrundet den anfægtede beslutning i systematiske fejl og mangler ved denne ordning.


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/42


Sag anlagt den 25. januar 2010 — Esprit International mod KHIM — Marc O'Polo International (gengivelse af bogstavet »e« påført en bukselomme)

(Sag T-22/10)

2010/C 100/66

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Esprit International LP (New York, De Forenede Stater) (Rechtsanwalt M. Treis)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Marc O’Polo International GmbH (Stephanskirchen, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 19. november 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1666/2008-4) annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Esprit International LP

Det omhandlede EF-varemærke: Et figurmærke, der gengiver det på en lomme påførte bogstav »e« for varer i klasse 18 og 25 (ansøgning nr. 5 089 859)

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Marc O’Polo International GmbH

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Navnlig registreringen af det tyske figurmærke nr. 30 303 672, der gengiver bogstavet »e« for varer i klasse 18 og 25

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 (1), da der ikke er risiko for forveksling af de omtvistede varemærker.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/43


Sag anlagt den 27. januar 2010 — CECA mod Kommissionen

(Sag T-24/10)

2010/C 100/67

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: CECA SA (La Garenne Colombes, Frankrig) (ved barrister J. Joshua, lawyer E. Aliende Rodríguez)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1, stk. 1 og 2, i Kommissionens beslutning K(2009) 8682 af 11. november 2009 annulleres, for så vidt som den angår sagsøgeren, og artikel 1, stk.1, annulleres under alle omstændigheder, for så vidt som den fastslår, at sagsøgeren deltog i en overtrædelse vedrørende tinstabilisatorer mellem 16. marts 1994 og 31. marts 1996.

De bøder, der er pålagt sagsøgeren i artikel 2, ophæves.

Såfremt Retten ikke ophæver bøderne fuldstændigt, foretager den væsentlig nedsættelse heraf i henhold til sin fulde prøvelsesret.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål er der nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 11. november 2009 i sag COMP/38.589 — Varmestabilisatorer, der fastslår, at sagsøgeren deltog i to individuelle overtrædelser af artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF), en vedrørende tinstabilisatorer og en vedrørende ESBO, og pålægger en bøde for hvert produkt.

Sagsøgeren gør følgende anbringender gældende til støtte for sit søgsmål:

 

For det første bliver det anført, at en korrekt anvendelse af artikel 25 i forordning (EF) nr. 1/2003 (1) ville bevirke, at Akzo-sagen (2) ikke indebar, at fristen blev stillet i bero, og at Kommissionens beføjelse til at pålægge bøder var forældet for begge overtrædelser i henhold til bestemmelsen om tiårig»dobbelt forældelsesfrist«. Sagsøgeren påstår, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at forældelsesfristen blev stillet i bero så længe Akzo-sagen verserede for Retten, og med urette konkluderede, at den frist på ti år, der er fastsat i ovennævnte forordnings artikel 25, stk. 5, kunne forlænges i den foreliggende sag.

 

For det andet påstår sagsøgeren, at Kommissionen ikke har påvist nogen berettiget interesse i at foretage en konstatering af, at der blev begået overtrædelser, vedrørende hvilke den ikke havde nogen beføjelse til at pålægge bøder. Sagsøgeren anfører, at artikel 7 i forordning (EF) nr. 1/2003 faktisk tillader Kommissionen, hvis den ikke pålægger en bøde, at foretage en konstatering af, at en overtrædelse er blevet begået, forudsat at det er påvist, at Kommissionen har en berettiget interesse deri.

 

For det tredje og uafhængigt af de to første anbringender anmoder sagsøgeren Retten om at annullere den konstatering, der er indeholdt i den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, hvorefter sagsøgeren havde deltaget i en overtrædelse vedrørende tinstabilisatorer i perioden 16. marts 1994 — 31. marts 1996, og gør gældende, at Kommissionen ikke har påvist nogen berettiget interesse i at foretage en sådan konstatering.

 

For det fjerde, og såfremt Retten ikke ophæver bøderne fuldstændigt, gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen ikke har påvist varighed efter 23. februar 1999, og at den bøde, der er pålagt for den anden kartelperiode, derfor skal nedsættes for at afspejle overtrædelsernes kortere varighed.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).

(2)  Rettens dom af 17.9.2007 i forenede sager T-125/03 og T-253/03, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 3523.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/44


Sag anlagt den 27. januar 2010 — BASF Specialty Chemicals og BASF Lampertheim mod Kommissionen

(Sag T-25/10)

2010/C 100/68

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: BASF Specialty Chemicals Holding GmbH (Basel, Schweiz) og BASF Lampertheim GmbH (Lampertheim, Tyskland) (ved Rechtsanwälte F. Montag og T. Wilson)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Artikel 1, stk. 1, litra q), og artikel 1, stk. 2, litra q), i beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 (sag COMP/38589 — Varmestabilisatorer) annulleres, for så vidt som den angår BASF Specialty Chemicals Holding GmbH, og artikel 1, stk. 1, litra r), og artikel 1, stk. 2, litra r), annulleres, for så vidt som de angår BASF Lampertheim GmbH og artikel 2, nr. 15) og 36) annulleres, for så vidt som de angår sagsøgerne.

Subsidiært nedsættes den bøde, der i beslutningens artikel 2, nr. 15) og 36), er pålagt sagsøgerne, til en passende størrelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne anfægter Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 i sag COMP/38589 — Varmestabilisatorer. Den anfægtede beslutning har pålagt sagsøgerne og andre virksomheder bøder for overtrædelse af artikel 81 EF og fra 1. januar 1994 af artikel 53 EØS. Sagsøgerne har efter Kommissionens opfattelse deltaget i flere karteller og/eller samordnede praksis på området for tinstabilisatorer og for ESBO/estere inden for EØS, som har bestået i fastsættelse af priser, opdeling af markeder ved tildeling af salgskvoter, opdeling og tildeling af kunder, udveksling af følsomme forretningsoplysninger, nærmere bestemt vedrørende kunder, produktion og salg.

Sagsøgerne gør til støtte for deres søgsmål tre anbringender gældende.

For de første påberåber de sig en tilsidesættelse af artikel 25 i forordning (EF) nr. 1/2003 (1), da sagsøgtes beføjelse til at pålægge sagsøgerne bøder er forældet. I modsætning til Kommissionens opfattelse finder sagsøgerne, at bestemmelsen om afbrydelse af forældelsesfristen i artikel 25, stk. 6, i forordning nr. 1/2003 ikke finder anvendelse i forhold til sagsøgerne.

For det andet gør sagsøgerne gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, da BASF Specialty Chemicals Holding GmbH’s overtrædelse ikke kan tilregnes denne, og at man følgelig ikke har kunnet pålægge selskabet en bøde. Sagsøgerne anfører ligeledes i denne sammenhæng, at Kommissionen således ved fastsættelsen den bøde, der er pålagt BASF Lampertheim GmbH, har tilsidesat artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, da den ved beregningen af bødens maksimum, som ikke kan overstige 10 % af den samlede omsætning, for de perioder, hvor BASF Specialty Chemicals GmbH ikke pådrog sig ansvar, alene burde have taget BASF Lampertheim GmbH’s omsætning i betragtning.

Endelig påberåber sagsøgerne sig for det tredje en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003, sammenholdt med retningslinjerne for beregning af bøder (2), da Kommissionen ikke har nedsat deres bøder tilstrækkeligt. Sagsøgerne anfører, at Kommissionen burde have taget stærkere hensyn til den urimeligt lange sagsbehandlingstid og sagsøgernes samarbejde inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen (3). Sagsøgerne finder desuden, at bødenedsættelsen burde have taget hensyn til deres aktive samarbejde uden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).

(2)  Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2).

(3)  Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/45


Sag anlagt den 25. januar 2010 — Alibaba Group mod KHIM — allpay.net (ALIPAY)

(Sag T-26/10)

2010/C 100/69

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Alibaba Group Holding Limited (Grand Cayman, Cayman Islands) (ved lawyer M. Graf)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: allpay.net.Limited (Hereford, Det Forenede Kongerige)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 5. november 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1790/2008-1) annulleres, for så vidt som klagen blev forkastet.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Alibaba Group Holding Limited

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »ALIPAY« for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 35, 36, 38 og 42

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: allpay.net.Limited

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-varemærkeregistrering af ordmærket »ALLPAY« for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 36, 40 og 42, varemærkeregistrering i Det Forenede Kongerige af ordmærket »ALLPAY.NET« for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 36, 38 og 42, varemærkeregistrering i Det Forenede Kongerige af en række ordmærker alle indeholdende ordet »ALLPAY« for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 36, 40 og 42, ikke-registrerede ældre varemærker eller tegn indeholdende ordet »ALLPAY«, der anvendes erhvervsmæssigt i Det Forenede Kongerige

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget til følge for alle de omtvistede varer og tjenesteydelser

Appelkammerets afgørelse: Delvis afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 207/2009), idet appelkammeret fejlagtigt fandt, at der var risiko for forveksling mellem de omhandlede varemærker.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/45


Sag anlagt den 27. januar 2010 — AC-Treuhand mod Kommissionen

(Sag T-27/10)

2010/C 100/70

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: AC-Treuhand AG (Zürich, Schweiz) (ved Rechtsanwälte C. Steinle og I. Hermeneit)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 (sag COMP/38589 — Varmestabilisatorer) annulleres, for så vidt som den berører sagsøgeren.

Subsidiært nedsættes de bøder, som er pålagt sagsøgeren ved nævnte beslutnings artikel 2, nr. 17) og nr. 38).

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 i sag COMP/38589 — Varmestabilisatorer. Den anfægtede beslutning har pålagt sagsøgeren og andre virksomheder bøder for overtrædelse af artikel 81 og fra 1. januar 1994 af artikel 53 EØS. Sagsøgeren har efter Kommissionens opfattelse deltaget i flere karteller og/eller samordnede praksis på området for tinstabilisatorer og for ESBO/estere inden for EØS, som har bestået i fastsættelse af priser, opdeling af markeder ved tildeling af salgskvoter, opdeling og tildeling af kunder, udveksling af følsomme forretningsoplysninger, nærmere bestemt vedrørende kunder, produktion og salg.

Sagsøgeren gør til støtte for sit søgsmål ni anbringender gældende.

For det første gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen fejlagtigt er gået ud fra, at kartellet for tinstabilisatorer bestod frem til den 21. marts 2000 og for ESBO/estere frem til den 26. september 2000. Sagsøgeren påstår i denne sammenhæng, at selskabets karteldeltagelse allerede ophørte i midten af 1999.

For det andet gør sagsøgeren gældende, at Kommissionens beføjelse til at pålægge en bøde var forældet. Sagsøgeren gør gældende, at den absolutte forældelsesfrist på 10 år udløb i midten af 1999. Endvidere har forældelsesfristen ikke været sat i bero under retssagen i de forende sager T-125/03 og T-253/03, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen.

For det tredje påstår sagsøgeren, at artikel 81 EF og legalitetsprincippet er blevet tilsidesat, idet sagsøgeren som rådgivningsvirksomhed ikke kan sanktioneres i medfør af artikel 81 EF. Sagsøgeren gør herved gældende, at dens adfærd ikke er omfattet af bestemmelsens ordlyd, og at en sådan udlægning på tidspunktet for de faktiske omstændigheder på ingen måde var mulig at forudse.

Subsidiært påstår sagsøgeren i forbindelse med det fjerde, femte og sjette anbringende, at Kommissionen begik fejl ved bødeudmålingen. Nærmere bestemt gøres det gældende, at kun en symbolsk bøde kunne være blevet pålagt sagsøgeren, da det på tidspunktet for de faktiske omstændigheder ikke var muligt at forudse, at artikel 81 EF skulle fortolkes således, at den også omfatter rådgivningsvirksomhed. Endvidere er retningslinjerne for bødeberegning (1) blevet tilsidesat, idet bøderne ikke burde være blevet fastsat uden at tage udgangspunkt i det honorar, som sagsøgeren modtog for sine tjenesteydelser. Derudover har Kommissionen på grund af ovenstående tilsidesat den grænse på 10 %, der fremgår af artikel 23, stk. 2, andet punktum, i forordning (EF) nr. 1/2003 (2). Sagsøgeren gør i denne sammenhæng ligeledes gældende, at de pålagte bøder bringer selskabets eksistens i fare og ikke er forenelige med denne maksimumsgrænses mening og formål.

I forbindelse med de sidste tre anbringender gør sagsøgeren procedurefejl gældende. Det påstås, at princippet om en rimelig sagsbehandlingstid er blevet tilsidesat (syvende anbringende), at sagsøgeren for sent fik underretning om, at der var indledt undersøgelse mod selskabet (ottende anbringende), og at den anfægtede beslutning ikke retmæssigt var blevet meddelt sagsøgeren (niende anbringende).


(1)  Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, (EFT 2003 L 1, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/46


Sag anlagt den 26. januar 2010 — Hairdreams mod KHIM — Bartmann (MAGIC LIGHT)

(Sag T-34/10)

2010/C 100/71

Stævningen er affattet på: tysk

Parter

Sagsøger:»Hairdreams« HaarhandelsgmbH (Graz, Østrig) (ved Rechtsanwalt G. Kresbach)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Rüdiger Bartmann (Gladbeck, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 18. november 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 656/2008-4) ændres, således at der i fuldt omfang gives medhold i sagsøgerens klage af 22. april 2008, og at den anden part i sagen for appelkammeret pålægges at betale de omkostninger, sagsøgeren har afholdt i forbindelse med sagerne ved Indsigelsesafdelingen og appelkammeret samt i forbindelse med nærværende sag for Retten.

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, og sagen hjemvises til Harmoniseringskontoret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket:»Hairdreams« HaarhandelsgmbH

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »MAGIC LIGHT« for varer i klasse 3, 8, 10, 21, 22, 26 og 44 (ansøgning nr. 5 196 597)

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Rüdiger Bartmann

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Det tyske ordmærke »MAGIC LIFE« nr. 30 415 611 for varer i klasse 3

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen delvist taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1), da appelkammeret har begået retlige fejl ved bedømmelsen af risikoen for forveksling.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/47


Sag anlagt den 29. januar 2010 — Bank Melli Iran mod Rådet

(Sag T-35/10)

2010/C 100/72

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bank Melli Iran (Teheran, Iran) (ved lawyer L. Defalque)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Punkt 4 i afsnit B i bilaget til Rådets forordning (EF) 1100/2009 om restriktive foranstaltninger over for Iran og Rådets afgørelse af 18. november 2009 annulleres

Rådet tilpligtes at betale Bank Melli Irans omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I den foreliggende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om delvis annullation af Rådets forordning (EF) nr. 1100/2009 af 17. november 2009 (1) om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (2) og om ophævelse af afgørelse 2008/475/EF (3), for så vidt som sagsøgerens navn er opført på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, hvis midler og andre økonomiske ressourcer er blevet indefrosset i henhold til denne forordning.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om ophævelse af punkt 4 i afsnit B i bilaget, for så vidt som det vedrører sagsøgeren, og har til støtte for påstandene fremført følgende retlige anbringender.

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den anfægtede forordning og afgørelse blev vedtaget i strid med sagsøgerens ret til forsvar, herunder navnlig sagsøgerens ret til at blive hørt, eftersom sagsøgeren ikke modtog nogen beviser eller dokumenter til støtte for Rådets påstande. Sagsøgeren har endvidere anført, at de yderligere påstande i forbindelse med afgørelsen fra 2008 er vage og uklare, og at det er umuligt for sagsøgeren at fremsætte indsigelser over disse, eftersom sagsøgeren er blevet nægtet ret til at blive hørt.

Sagsøgeren har også gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat sin forpligtelse til at angive en tilstrækkelig begrundelse.

Sagsøgeren har for det andet anført, at Rådet har undladt at angive individuelle og specifikke grunde til de anfægtede retsakter, hvilket er i strid med artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007.

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte har foretaget en ukorrekt fortolkning af artikel 7, stk. 2, litra a)-c), i forordning nr. 423/2007, idet Rådet efter sagsøgerens opfattelse har undladt at forklare, hvorledes sagsøgerens almindelige bankvirksomhed kan bevise, at den er involveret i eller har direkte tilknytning til Iran’s spredningsfølsomme nukleare aktiviteter.

Desuden har sagsøgeren bestridt lovligheden af Rettens dom af 14. oktober 2009 (4), som sagsøgeren har appelleret (5) til Domstolen, hvorved Retten frifandt Rådet for sagsøgerens påstand om annullation af Rådets afgørelse 2008/475/EF af 23. juni 2008 (6). Sagsøgeren har herved anført, at Retten har begået en retlig fejl, idet den fandt, at forordning nr. 423/2007 og afgørelse 2008/475/EF lovligt blev vedtaget med kvalificeret flertal og ikke med enstemmighed blandt medlemmerne. Eftersom forordning nr. 423/2007 udgør det retlige grundlag for vedtagelsen af den forordning og den afgørelse, som anfægtes i denne sag, er det sagsøgerens opfattelse, at ovennævnte argumentation finder anvendelse i den foreliggende sag. Sagsøgeren har således gjort gældende, at Rådet tilsidesatte væsentlige formkrav, som følger af traktaten, af retsbestemmelserne om dens gennemførelse og af artikel 7, stk. 2, i fælles holdning 2007/140/FUSP (7).

Endelig har sagsøgeren anfægtet Rettens dom, for så vidt som Retten fandt, at Rådet i medfør af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 var i besiddelse af en selvstændig skønsbeføjelse, og dermed afviste, at afgørelser fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd var relevante, hvilket udgør en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ejendomsretten. Sagsøgeren har anført, at samme argumentation kan fremføres med hensyn til den anfægtede forordning og afgørelse i den foreliggende sag, eftersom Rådet ikke tog hensyn til afgørelser fra FN’s Sikkerhedsråd, og derfor tilsidesatte proportionalitetsprincippet og ejendomsretten.


(1)  EUT 2009 L 303, s. 31.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19.4.2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1).

(3)  Rådets afgørelse af 23.6.2008 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 163, s. 29.).

(4)  Sag T-390/08, Bank Melli Iran mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

(5)  Sag C-548/09 P, Bank Melli Iran mod Rådet.

(6)  EUT L 163, s. 29.

(7)  Rådets fælles holdning 2007/140/FUSP af 27.2.2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 61, s. 49).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/48


Sag anlagt den 1. februar 2010 — Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen

(Sag T-36/10)

2010/C 100/73

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Internationaler Hilfsfonds e.V. (Rosbach, Tyskland) (ved Rechtsanwalt H. Kaltenecker)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 9. oktober 2009 og af 1. december 2009 annulleres, for så vidt som sagsøgeren blev nægtet aktindsigt i dokumenter, som endnu ikke var gjort offentligt tilgængelige.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning af 9. oktober 2009, hvorved der blev givet delvist afslag på anmodningen om aktindsigt i de ikke offentligt tilgængelige dokumenter om LIEN 97-2011-aftalen, og Kommissionens skrivelse af 1. december 2009, hvorved det blev meddelt sagsøgeren, at det ikke var muligt at træffe en beslutning vedrørende den anden anmodning om aktindsigt i dokumenter om LIEN 97-2011-aftalen inden for den fastsatte frist.

Sagsøgeren gør derudover i det væsentlige gældende, at det var med urette, at Kommissionen afviste sagsøgerens anmodning om i aktindsigt i de anmodede dokumenter med henvisning til undtagelserne i artikel 4, stk. 3 og 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001 (1). I denne forbindelse gør sagsøgeren endvidere gældende, at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i, at de dokumenter, der endnu ikke er blevet gjort tilgængelige, gøres offentligt tilgængelige.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/49


Sag anlagt den 29. januar 2010 — El Corte Inglés mod KHIM — Pucci International (PUCCI)

(Sag T-39/10)

2010/C 100/74

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: El Corte Inglés, S.A. (Madrid, Spanien) (ved lawyers M. López Camba, J. Rivas Zurdo og E. Seijo Veiguela)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Emilio Pucci International B.V. (Baarn, Nederlandene)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 29. oktober 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 173/2009-1) annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Emilio Pucci International B.V. tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Emilio Pucci International B.V.

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »PUCCI« for varer i klasse 3, 9, 14, 18, 25 og 28

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: El Corte Inglés, S.A.

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Spansk varemærkeregistrering af figurmærket »Emidio Tucci« for varer i klasse 3, 9, 14, 25 og 28, spansk varemærkeregistrering af ordmærket »E. Tucci« for varer i klasse 25, EF-varemærkeansøgning om figurmærket »Emidio Tucci«, der bl.a. omfatter varer i klasse 3, 9, 14, 25 og 28

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Afslag på indsigelsen i dens helhed

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret fejlagtigt fandt, at der ikke er risiko for forveksling mellem de omhandlede varemærker, tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret ikke erkendte, at betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse er opfyldt, da de ældre varemærker har et renommé i Spanien for så vidt angår moderelaterede produkter, og en tredjeparts brug af et lignende tegn ville være skadelig for og medføre en utilbørlig udnyttelse af dette renommé.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/49


Sag anlagt den 29. januar 2010 — Elf Aquitaine mod Kommissionen

(Sag T-40/10)

2010/C 100/75

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Elf Aquitaine SA (Courbevoie, Frankrig) (ved avocats É. Morgan de Rivery, S. Thibault-Liger og A. Noël-Baron)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Principalt annulleres på grundlag af artikel 263 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »TEUF«) beslutning nr. K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 i sagen COMP/38589 — varmestabilisatorer i det hele, for så vidt som den angår Elf Aquitaine.

Subsidiært annulleres på grundlag af artikel 263 TEUF:

artikel 2, stk. 11, 13, 28 og 30 i Europa-Kommissionens beslutning nr. K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009, for så vidt som den pålægger i) Arkema France, CECA og Elf Aquitaine to bøder på 3 864 000 EUR og 7 154 000 EUR til solidarisk hæftelse og ii) Elf Aquitaine alene to bøder på 2 704 800 EUR og 5 007 800 EUR, og

artikel 1, stk. 1, litra h), og stk. 2, litra h), i Europa-Kommissionens beslutning nr. K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009, for så vidt som disse to stykker fastslår, at Elf Aquitaine overtrådte henholdsvis artikel 81 EF og artikel 53 EØS i) inden for tinstabilisator-sektoren mellem den 16. marts 1994 og den 31. marts 1996 og mellem den 9. september 1997 og den 21. marts 2000 og ii) inden for ESBO/estere-sektoren mellem den 11. september 1991 og den 26. september 2000.

Mere subsidiært:

annulleres på grundlag af artikel 263 TEUF artikel 1, stk. 1, litra h) i Europa-Kommissionens beslutning nr. K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009, for så vidt som den fastslår, at Elf Aquitaine overtrådte artikel 81 EF og artikel 53 EØS inden for tinstabilisator-sektoren mellem den 16. marts 1994 og den 31. marts 1996.

På grundlag af artikel 261 TEUF nedsættes:

de bøder på 3 864 000 EUR og på 7 154 000 EUR, der af henholdsvis stk. 11 og 28 i artikel 2 i Europa-Kommissionens beslutning nr. K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 er pålagt Arkema France, CECA og Elf Aquitaine til solidarisk hæftelse, og

de bøder på 2 704 800 EUR og på 5 007 800 EUR, der af henholdsvis stk. 13 og 30 i artikel 2 i Europa-Kommissionens beslutning nr. K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 er pålagt Elf Aquitaine.

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I den foreliggende sag har sagsøgeren påstået annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.589 — varmestabilisatorer) vedrørende karteller på markederne for tinstabilisatorer og ESBO/estere varmestabilisatorer inden for hele EØS vedrørende fastsættelse af priser, opdeling af markeder og udveksling af følsomme forretningsoplysninger og, subsidiært, ophævelse eller nedsættelse af den bøde, der er pålagt sagsøgeren.

Søgsmålet er principalt baseret på to anbringender vedrørende annullation af beslutningen i dens helhed. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar. I det andet anbringende har sagsøgeren vurderet, at beslutningen er behæftet med flere retlige fejl vedrørende tilregnelsen af de overtrædelser, der er begået af sagsøgerens datterselskab Arkema og sagsøgerens datterdatterselskab CECA.

Søgsmålet er ligeledes baseret på to subsidiære anbringender og på to mere subsidiære anbringender. Inden for rammerne af det tredje anbringende (subsidiært) har sagsøgeren påberåbt sig flere retlige fejl, der i det mindste bør føre til annullationen af de fire bøder, der er blevet pålagt virksomheden i henhold til beslutningens artikel 2. Inden for rammerne af det fjerde anbringende (subsidiært) har sagsøgeren anført, at hvis Retten tiltræder det tredje anbringende, bør den ligeledes annullere beslutningens artikel 1 vedrørende sagsøgeren. Inden for rammerne af det femte anbringende (mere subsidiært) har sagsøgeren tilkendegivet den opfattelse, at såfremt Retten forkaster det tredje anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af forældelsesbestemmelserne, bør beslutningens artikel 1, stk. 1, litra h, i det mindste annulleres, for så vidt som den fastslår, at sagsøgeren har overtrådt artikel 81 EF og 53 EØS i tinstabilisator-sektoren mellem den 16. marts 1994 og den 31. marts 1996. Inden for rammerne af det sjette anbringende (mere subsidiært) har sagsøgeren vurderet, at såfremt Retten forkaster de to første principale anbringender og det tredje anbringende, der er påberåbt subsidiært, bør tilsidesættelsen af sagsøgerens ret til forsvar i det mindste føre til nedsættelse af de fire bøder, der er pålagt virksomheden.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/50


Sag anlagt den 2. februar 2010 — SIMS — Ecole de ski internationale mod KHIM — SNMSF (esf école du ski français)

(Sag T-41/10)

2010/C 100/76

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Syndicat international des moniteurs de ski — Ecole de ski internationale (SIMS — Ecole de ski internationale) (Albertville, Frankrig) (ved avocat L. Raison-Rebufat)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Syndicat national des moniteurs du ski français (SNMSF) (Meylan, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse nr. R 235/2009-1 af 11. november 2009 truffet af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) vedrørende sagsøgerens klage over afgørelse nr. 2557 C truffet af Annullationsafdelingen ved Harmoniseringskontoret, hvorved sagsøgerens begæring om ugyldighed af EF-varemærke nr. 4 624 987 blev afslået, omgøres og annulleres i det hele, idet artikel 7, stk. 1, litra h), og g), i forordning (EF) nr. 207/2009 er tilsidesat.

Nævnte varemærke nr. 4 624 987 erklæres ugyldigt, fordi der foreligger:

tilsidesættelse af artikel 6b, stk. 1, litra a) og c), i Pariserkonventionen, som udtrykkeligt henviser til artikel 7, stk. 1, litra h), i Rådets forordning nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker

tilsidesættelse af forordningens artikel 52, som henviser til artikel 7, stk. 1, litra g), i Rådets forordning nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker

Det pågældende varemærke nr. 4 624 987 erklæres fortabt på grundlag af tilsidesættelse af artikel 51, stk.1, litra c), i Rådets forordning nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Figurmærket »esf école du ski français« for varer og tjenesteydelser i klasse 25, 28 og 41 (EF-varemærke nr. 4 624 987)

Indehaver af EF-varemærket: Syndicat national des moniteurs du ski français

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: Syndicat international des moniteurs de ski — Ecole de ski internationale

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på ugyldighedsbegæringen

Appelkammerets afgørelse: Afvisning af klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra h), og g), samt af artikel 51, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/51


Sag anlagt den 29. januar 2010 — Elementis m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-43/10)

2010/C 100/77

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Elementis plc, Elementis Holdings Ltd, Elementis UK Ltd og Elementis Services Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved lawyers T. Wessely, A. de Brousse, E. Spinelli og solicitor A. Woods)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Europa-Kommissionens beslutning K(2009) 8682 af 11. november 2009 i sag COMP/38.589 — Varmestabilisatorer annulleres, for så vidt som den angår sagsøgerne.

Subsidiært ophæves de bøder, der er pålagt sagsøgerne i henhold til beslutningen, eller størrelsen heraf nedsættes væsentligt.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostninger afholdt af sagsøgerne i forbindelse med fuld eller delvis betaling af bøden.

Retten træffer enhver anden foranstaltning, den måtte finde passende.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål har sagsøgerne nedlagt påstand om annullation i henhold til artikel 263 TEUF af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 af 11. november 2009 i sag COMP/38.589 — Varmestabilisatorer, ved hvilken et antal virksomheder inklusiv sagsøgerne blev holdt ansvarlige for en overtrædelse af artikel 81 EF (nu 101 TEUF) og 53 EØS ved at deltage i to karteller, der påvirkede sektorerne for henholdsvis tinstabilisatorer og ESBO/estere-stabilisatorer i hele EØS.

Sagsøgeren har fremført følgende anbringender og væsentlige argumenter:

 

For det første har sagsøgerne anført, at Kommissionen foretog urigtig retsanvendelse ved at vedtage en beslutning om at pålægge dem en bøde i strid med de forældelsesregler, der er indeholdt i artikel 25, stk. 5, og artikel 25, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (herefter »forordning nr. 1/2003«) om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (nu artikel 101 og 102 TEUF) (1). I henhold til artikel 25, stk. 5 i forordning nr. 1/2003 er den absolutte forældelsesfrist, efter hvilken Kommissionen ikke må pålægge sanktioner for overtrædelse af konkurrencereglerne, 10 år fra den dato, hvor overtrædelsen ophørte. Sagsøgerne har derfor gjort gældende, at beslutningen, der blev vedtaget mere end 11 år efter, at sagsøgernes overtrædelse ophørte (2.10.1998), blev vedtaget i strid med nævnte bestemmelse. Sagsøgerne har endvidere anført, at Kommissionens standpunkt vedrørende bødens lovlighed på trods af, at den tiårige periode er udløbet, hviler på dens generelle fortolkning af den opsættende virkning af den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 25, stk. 6, i forordning nr. 1/2003, som ifølge sagsøgerne er urigtig.

 

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar, idet den urimeligt lange varighed af undersøgelsens fase vedrørende fastlæggelse af de faktiske omstændigheder undergravede sagsøgernes mulighed for effektivt at udøve deres ret til kontradiktion under denne procedure.

 

For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen begik åbenbare fejl ved beregningen af den bøde, der er pålagt sagsøgerne, ved for de pålagte bøder fejlagtigt at tage udgangspunkt i for det første den periode, der lå forud for, at der forelå et joint venture og, for det andet, med henblik på en afskrækkende virkning, i den omsætning, som blev opnået af Akcros-joint venturet, frem for den omsætning, som sagsøgerne opnåede. Ifølge sagsøgerne bør bøderne nedsættes med 50 %.

 

For det fjerde har sagsøgerne anført, at Kommissionen begik en åbenbar retlig fejl og tilsidesatte retssikkerhedsprincippet, princippet om personligt ansvar og proportionalitetsprincippet ved at undlade nærmere at fastsætte størrelsen på den del af bøden (pålagt sagsøgerne til solidarisk hæftelse), som sagsøgerne skal betale.


(1)  EFT 2003 L 1, s. 1.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/52


Sag anlagt den 28. januar 2010 — GEA Group mod Kommissionen

(Sag T-45/10)

2010/C 100/78

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: GEA Group AG (Bochum, Tyskland) (ved Rechtsanwälte A. Kallmayer, I. du Mont og G. Schiffers)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1, stk. 2, i beslutningen annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at sagsøgeren har overtrådt artikel 101, stk. 1, TEUF (tidl. artikel 81, stk. 1, EF) og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

Artikel 2 i beslutningen annulleres, for så vidt som sagsøgeren deri pålægges en bøde.

Subsidiært nedsættes den i artikel 1, stk. 2, fastsatte varighed af sagsøgerens påståede overtrædelse og den bøde, der i beslutningens artikel 2 er pålagt sagsøgeren.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 i sag COMP/38589 — Varmestabilisatorer. Den anfægtede beslutning har pålagt sagsøgeren og andre virksomheder bøder for overtrædelse af artikel 81 EF og — fra 1. januar 1994 — af artikel 53 EØS. Sagsøgeren har efter Kommissionens opfattelse deltaget i flere karteller og/eller samordnede praksis på området for tinstabilisatorer og for ESBO/estere inden for EØS, som har bestået i fastsættelsen af priser, opdeling af markeder ved tildeling af salgskvoter, opdeling og tildeling af kunder, udveksling af følsomme forretningsoplysninger, nærmere bestemt vedrørende kunder, produktion og salg. Sagsøgeren hæfter solidarisk med to andre virksomheder, der er denne virksomheds successorer, for de konkurrencebegrænsende aftaler, som sagsøgeren påstås at have deltaget i.

Sagsøgeren gør til støtte for deres søgsmål tre anbringender gældende.

Som det første anbringende gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen fejlagtigt antog, at sagsøgerens retlige forgænger havde en bestemmende indflydelse på de deltagende virksomheder. Sagsøgeren gør i denne sammenhæng gældende, at den anfægtede beslutning hviler på fejlagtige faktiske konstateringer og en urigtig anvendelse af de retlige betingelser for ansvar — nærmere bestemt betingelsen om formodningen for bestemmende indflydelse.

Som det andet anbringende gør sagsøgeren gældende, at Kommissionens beføjelser til at pålægge en bøde er forældet i henhold til artikel 25, stk. 1 og 5, i forordning (EF) nr. 1/2003 (1). Sagsøgeren anfører i denne forbindelse, at Kommissionen for perioden efter 1996/97 og under alle omstændigheder for 1999 og 2000 ikke har kunnet påvise nogen overtrædelser fra de omhandlede virksomheders side. Endvidere gøres det gældende, at Kommissionens udsættelse af proceduren i forbindelse med retssagen i de forende sager T-125/03 og T-253/03, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, ikke har medført, at forældelsesfristen over for sagsøgeren er blevet afbrudt.

Endelig gør sagsøgeren i forbindelse med det tredje anbringende tilsidesættelse af virksomhedens ret til forsvar gældende. Sagsøgeren gør i denne sammenhæng gældende, at Kommissionen udsatte undersøgelsen uden begrundelse i mere end fire år med den følge, at der fra undersøgelsens begyndelse gik ca. fem år, før sagsøgeren blev informeret, og ca. seks år før virksomheden modtog klagepunktsmeddelelsen. Endvidere har Kommissionen undladt at undersøge de omhandlede personer og de pågældende virksomheder med henblik på en fuldstændig belysning af omstændighederne. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Kommissionen på baggrund af disse undladelser har frataget virksomheden muligheden for at sikre diskulperende beviser og forsvare sig på en effektiv måde.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/53


Sag anlagt den 28. januar 2010 — Faci mod Kommissionen

(Sag T-46/10)

2010/C 100/79

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Faci SpA (Milano, Italien) (ved lawyers S. Piccardo, S. Crosby og S. Santoro)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den fastslår, at sagsøgeren aftalte faste priser, fordelte markeder gennem salgskvoter og fordelte kunder.

Den bøde, der er pålagt sagsøgeren, ophæves eller nedsættes væsentligt.

Beslutningen annulleres, for så vidt som den tildeler en nedsættelse af den bøde, der oprindeligt blev udregnet for Bärlocher, eller der foretages en væsentlig nedsættelse af den tildelte nedsættelse.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 11. november 2009 (sag nr. COMP/38.589 — Varmestabilisatorer), for så vidt som Kommissionen fandt sagsøgeren ansvarlig for en overtrædelse af artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) og artikel 53 EØS ved at aftale faste priser, tildele markeder gennem salgskvoter og tildele kunder i ESBO/estere-sektoren. Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om en væsentlig nedsættelse af den bøde, der er pålagt virksomheden.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte almindelige retsgrundsætninger, foretog åbenbart urigtige skøn, tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik og ligebehandlingsprincippet, handlede uden for sin bemyndigelse eller tilsidesatte princippet om ubegrænset konkurrence, tilsidesatte begrundelsespligten og foretog urigtig anvendelse af retningslinjerne for bødeberegningen fra 2006. Sagsøgeren har gjort fem anbringender gældende:

Kommissionen foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at lægge for lidt vægt på beviserne forud for sagsøgerens deltagelse i kartellet, mens den lagde for stor vægt på de øvrige beviser. Som følge heraf blev betydningen af den omstændighed, at et egentligt kartel, der var fuldt ud funktionsdygtigt, som omfattede prisfastsættelse, markedstildeling, kundetildeling, skadevoldende prisfastsættelse og endda aftalt bestikkelse, var ophørt før sagsøgerens deltagelse begyndte, ikke taget i betragtning ved beregningen af grovheden af den af sagsøgeren begåede overtrædelse.

Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet ved at behandle sagsøgeren på samme måde som de andre virksomheder, mens den forholdsvise grovhed af den af sagsøgeren begåede overtrædelse berettigede en væsentlig anderledes behandling. Kommissionen fastsatte, at kun en forskel på 1 % af værdien af afsætningen på markedet skulle tages i betragtning ved bødeberegningen, på trods af den omstændighed, at sagsøgeren begik færre overtrædelser, og at ingen af disse var af alvorlig karakter, og på trods af konklusionen om, at sagsøgeren faktisk ikke fulgte aftalerne. Kommissionen tilsidesatte endvidere forbuddet mod forskelsbehandling ved at undlade at oplyse sagsøgeren om, at virksomheden var genstand for en undersøgelse, før meget senere end andre virksomheder fik denne oplysning, hvorved den forvoldte sagsøgeren skade.

Kommissionen tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik henset til den urimeligt langvarige administrative procedure og dens udsættelse af proceduren med henblik på behandling af et delspørgsmål. Ligebehandlingsprincippet blev tilsidesat, da Kommissionens handlinger var urimeligt skadelige for sagsøgeren, der som følge heraf burde have været tildelt en bødenedsættelse, der var væsentlig højere end den på 1 %, som virksomheden blev tildelt.

Sagsøgeren har anfægtet den bødenedsættelse (på over 95 %), der på grund af manglende kompetence, tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i bred forstand og begrundelsespligten blev tildelt Bärlocher, som er en aktuel eller potentiel konkurrent til sagsøgeren. Efter sagsøgerens opfattelse svarer nedsættelsen af bøden til støtte, der vil kunne medføre en fordrejning af konkurrencen. Endvidere eller subsidiært blev begrundelsen for nedsættelsen ikke fremlagt af Kommissionen i den udgave af beslutningen, der blev meddelt sagsøgeren, hvilket svarer til en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

Den bøde, der blev pålagt sagsøgeren, udgjorde en tilsidesættelse af retningslinjerne for bødeberegningen fra 2006 og heraf følgende principper. Da Kommissionen fastsatte bøden, tog den ikke tilstrækkeligt højde for den omstændighed, at sagsøgeren i modsætning til de andre virksomheder ikke havde deltaget i væsentlige kartelovertrædelser, og at sagsøgeren havde udvist konkurrencedygtig adfærd på det pågældende marked gennem hele perioden. Grovheden af sagsøgerens overtrædelse blev vurderet forkert ved med urette at tillægge virksomheden konkurrencestridig adfærd. Endvidere undlod Kommissionen at undersøge den faktiske rolle, som Faci spillede, at tage sagsøgerens begrænsede størrelse, begrænsede markedsposition og manglende evne til at skade konkurrencen i forhold til de andre virksomheder i betragtning, og at korrigere dette med henvisning til punkt 37 i retningslinjerne for bødeberegningen fra 2006 med henblik på lovlig anvendelse heraf.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/54


Sag anlagt den 27. januar 2010 — Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-47/10)

2010/C 100/80

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Akzo Nobel NV (Amsterdam, Nederlandene), Akzo Nobel Chemicals GmbH (Düren, Tyskland), Akzo Nobel Chemicals BV (Amersfoort, Nederlandene) og Akcros Chemicals Ltd (Stratford-upon-Avon, Det Forenede Kongerige) (ved lawyers C. Swaak og Marc van der Woude)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Den anfægtede beslutning annulleres helt eller delvis, og/eller

De bøder, der er pålagt ved den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1 og 2, nedsættes, og/eller

Det fastslås, at Akzo Nobel Chemicals GmbH og Akzo Nobel Chemicals BV ikke kan holdes ansvarlige for overtrædelser før 1993, og at Akzo Nobel NV ikke kan holdes ansvarlig for overtrædelsen i perioden mellem 1987 og 1998, hverken individuelt eller solidarisk med virksomheder, der hører til Elementis-koncernen.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 11. november 2009 (sag nr. COMP/38.589 — varmestabilisatorer), for så vidt som Kommissionen fandt sagsøgerne ansvarlige for en overtrædelse af artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) og artikel 53 EØS ved at fastsætte priser, tildele markeder gennem slagskvoter, tildele kunder og udveksle forretningsmæssigt følsomme oplysninger særligt vedrørende kunder, produktion og salg inden for tinstabilisator-sektoren. Subsidiært har sagsøgerne nedlagt påstand om en væsentlig nedsættelse af den bøde, der er pålagt virksomhederne.

Sagsøgerne har anført, at Kommissionen ved at pålægge virksomhederne ansvaret begik adskillige retlige og faktiske fejl, og virksomhederne har fremført tre anbringender til støtte for deres påstande.

Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgerne anført, at Kommissionen tilsidesatte princippet om almindelig omhu i forvaltningen, om en rimelig sagsbehandlingstid og om retten til forsvar ved gennemførelsen af dens undersøgelse af de påståede overtrædelser inden for sektorerne for tinstabilisatorer og ESBO/estere. Forsinkelsen i Kommissionens undersøgelse udgør ikke en afbrydelse i henhold til artikel 25, stk. 6 i forordning nr. 1/2003 (1). Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar, idet den ikke gav dem adgang til alle diskulperende og belastende dokumenter i sagsakterne.

Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgerne anført, at Kommissionen ikke har påvist tilstedeværelsen af overtrædelserne og sagsøgerens ansvar for disses fulde påståede varighed. Subsidiært har sagsøgerne anført, at Kommissionen ikke har påvist tilstedeværelsen af overtrædelsen under en del af den påståede periode, hvilket burde have indflydelse i nedadgående retning på beregningen af bøden. Kommissionen tilsidesatte den tiårige forældelsesregel, der er fastsat i artikel 25 i forordning 1/2003, og er på grund af forældelse afskåret fra at pålægge sagsøgerne en bøde.

Sagsøgernes tredje anbringende er subsidiært og kun relevant, såfremt Retten finder, at Kommissionen ikke på grund af forældelse er afskåret fra at handle i forhold til sagsøgerne, og/eller at de tilsidesættelser, der er nævnt i det første anbringende, ikke vil føre til annullationen af beslutningen i dens helhed. For det første pålagde Kommissionen fejlagtigt Pure Chemicals Ltd og Akzo Nobel NV ansvaret for Akcros-joint venturets adfærd, idet sidstnævnte virksomhed er eneansvarlig for dens konkurrencebegrænsende adfærd. For det andet er Kommissionen på grund af forældelse afskåret fra at handle i forhold til Akzo Nobel Chemicals GmbH og Akzo Nobel Chemicals BV vedrørende den periode, der gik forud for joint venturet. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen skulle have tildelt sagsøgerne og (selskaberne i) Elementis-koncernen ansvaret for joint venture-perioden hver for sig. Kommissionen talte endvidere med urette joint venturets omsætning dobbelt ved dens beregning af bøderne.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT 2003 L 1, s. 1.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/55


Appel iværksat den 2. februar 2010 af Herbert Meister til prøvelse af kendelse afsagt den 30. november 2009 af Personaleretten i sag F-17/09, Meister mod KHIM

(Sag T-48/10 P)

2010/C 100/81

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Herbert Meister (Muchamiel, Spanien) (ved Rechtsanwalt H.-J. Zimmermann)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Appellantens påstande

Ophævelse af kendelse afsagt af Personaleretten den 30. november 2009 i sag F-17/09, Meister mod KHIM.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er iværksat til prøvelse af kendelse afsagt af Personaleretten den 30. november 2009 i sag F-17/09, Meister mod KHIM, hvorved Herbert Meisters søgsmål blev afvist.

Appellanten har til støtte for sin appel gjort gældende, at søgsmålet for Personaleretten var nødvendigt, eftersom sagens faktiske omstændigheder var direkte knyttet til tvisten i de tidligere forende sager F-138/06 og F-37/08, i hvilke der endnu ikke var truffet afgørelse, da sagen blev anlagt. Appellanten har gjort gældende, at i mangel på en mundtlig forhandling var afvisningen af sag F-17/09 a limine i strid med garantierne om retten til at blive hørt i EMRK’s artikel 6. Under henvisning til, at afgørelsen i sag F-37/08 blev appelleret, kritiseres Personaleretten desuden for ikke have efterkommet appellantens begæring om udsættelse af sagen. Endelig kritiseres det, at Personaleretten vurderede sagens omstændigheder mangelfuldt og fejlagtigt.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/56


Sag anlagt den 5. februar 2010 — Footwear mod KHIM — Reno Schuhcentrum (swiss cross FOOTWEAR)

(Sag T-49/10)

2010/C 100/82

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: The Footwear Co. Ltd (Chai Wan, Hong Kong, Kina) (ved Rechtsanwälte G. Griss og C. Loidl)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Reno Schuhcentrum GmbH (Thaleischweiler-Fröschen, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 4. december 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1705/2008-4) annulleres.

Indsigelsen mod registreringen af varemærket for varer i klasse 25 og 28 forkastes i sin helhed.

Harmoniseringskontoret pålægges at registrere det ansøgte varemærke.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagens behandling ved indsigelsesafdelingen og appelkammeret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: The Footwear Co. Ltd

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket »swiss cross FOOTWEAR« for varer i klasse 25 og 28 (ansøgning nr. 4 686 549)

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Reno Schuhcentrum GmbH

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Det tyske ordmærke »criss cross« nr. 30 229 875 for varer i klasse 14, 18, 25 og 28

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet

Appelkammerets afgørelse: Indsigelsesafdelingens afgørelse annulleret og EF-varemærkeansøgningen afslået

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1), da der ikke er risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/56


Sag anlagt den 5. februar 2010 — Reisenthel mod KHIM — Dynamic Promotion (stabelkasser og kurve)

(Sag T-53/10)

2010/C 100/83

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Peter Reisenthel (Gilching, Tyskland) (ved Rechtsanwältin E. Aliki Busse)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Dynamic Promotion Co. Ltd (Bangkok, Thailand)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 6. november 2009 og 10. december 2009 af Tredje Appelkammer (sag R 621/2009-3) annulleres.

Subsidiært genindsættes sagsøgeren i tidligere rettigheder.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-design, der begæres erklæret ugyldigt: EF-design nr. 217955-0001 for »stabelkasser (flettede kurve, tremmekasser) og kurve«

Indehaver af EF-designet: Dynamic Promotion Co. Ltd

Indgiveren af begæringen om, at EF-designet erklæres ugyldigt: Peter Reisenthel

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på begæringen om, at det omhandlede EF-design erklæres ugyldigt

Appelkammerets afgørelse: Afvisning af klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af retten til at blive hørt og appelkammerets fejlagtige udøvelse af dets skønsbeføjelse


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/57


Sag anlagt den 9. februar 2010 — Geemarc Telecom mod KHIM — Audioline (AMPLIDECT)

(Sag T-59/10)

2010/C 100/84

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Geemarc Telecom International Ltd (Wanchai, Hong Kong) (ved solicitor G. Farrington)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Audioline GmbH (Neuss, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 20. november 2009 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 913/2009-2) annulleres.

Harmoniseringskontoret og Audioline GmbH tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »AMPLIDECT« for varer i klasse 9 og 16

Indehaver af EF-varemærket: Geemarc Telecom International Ltd

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: Audioline GmbH

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på begæringen om ugyldighed

Appelkammerets afgørelse: Medhold i klagen, hvorfor det registrerede EF-varemærke, der var begæret erklæret ugyldigt, blev annulleret

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret: i) undlod at tage i betragtning, at Audioline GmbH ikke havde fremlagt beviser for, at det registrerede EF-varemærke, der var begæret erklæret ugyldigt, manglede fornødent særpræg, og ii) undlod at tage i betragtning, at det registrerede EF-varemærke, der var begæret erklæret ugyldigt, har opnået en forhøjet grad af særpræg på grund af omfanget af brugen heraf, og idet appelkammeret ikke begrænsede sig til at prøve parternes beviser og argumenter, fremført inden for den af appelkammeret fastsatte tidsfrist.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/57


Sag anlagt den 10. februar 2010 — Jackson International mod KHIM — Royal Shakespeare (ROYAL SHAKESPEARE)

(Sag T-60/10)

2010/C 100/85

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Jackson International Trading Company Kurt D. Brühl Gesellschaft m.b.H. & Co. KG (Graz, Østrig) (ved lawyers S. Di Natale og H.G. Zeiner)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: The Royal Shakespeare Company (Stratford-upon-Avon, Det Forenede Kongerige)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 19. november 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 317/2009-1) annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »ROYAL SHAKESPEARE« for varer og tjenesteydelser i klasse 32, 33 og 42

Indehaver af EF-varemærket: Jackson International Trading Company Kurt D. Brühl Gesellschaft m.b.H. & Co. KG

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: The Royal Shakespeare Company

Varemærkerettigheder påberåbt af indgiveren af ugyldighedsbegæringen: EF-varemærkeregistreringen af ordmærket »RSC-ROYAL SHAKESPEARE COMPANY« for tjenesteydelser i klasse 41; Det Forenede Kongeriges varemærkeregistrering af figurmærket »RSC ROYAL SHAKESPEARE COMPANY«, for tjenesteydelser i klasse 41; det ikke-registrerede varemærke »ROYAL SHAKESPEARE COMPANY«, som der i Det Forenede Kongerige er gjort erhvervsmæssig brug af for forskellige tjenesteydelser

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på begæringen om ugyldighed

Appelkammerets afgørelse: Annullationsafdelingens afgørelse blev ophævet og som følge heraf blev det registrerede EF-varemærke, der blev begæret erklæret ugyldigt, erklæret ugyldigt.

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret med urette konkluderede, at betingelserne for at anvende den nævnte bestemmelse er opfyldt.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/58


Sag anlagt den 8. februar 2010 — Victoria Sánchez mod Parlamentet og Kommissionen

(Sag T-61/10)

2010/C 100/86

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Fernando Marcelino Victoria Sánchez (Sevilla, Spanien) (ved abogado N. Domínguez Varela)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Det fastslås, at Europa-Parlamentet og Kommissionens passivitet ved besvarelsen af det andragende, der blev indgivet ved skrivelser af 6. oktober 2009, er i strid med fællesskabsretten, og de sagsøgte tilpligtes at berigtige dette forhold.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren indgav den 28. august 2008 et andragende til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender vedrørende et formodet korruptionsnetværk i Spanien på området for social sikring og offentlig sundhed. Den 3. maj 2009 meddelte formanden for dette udvalg, at hans andragende var blevet stiltiende afvist.

Den 6. december 2009 sendte sagsøgeren en opfordring til at handle som omhandlet i 265 TEUF til Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. I denne skrivelse anmodede han om:

at Europa-Parlamentet annullerede formanden for Udvalget for Andragenders afgørelse af 3. maj 2009, og at der blev indledt en undersøgelse af, under hvilke nærmere omstændigheder denne afgørelse var blevet truffet

at Europa-Kommissionen indledte en undersøgelse af retsplejen i Spanien.

Da sagsøgeren ikke fik svar inden for den fastsatte frist, besluttede han at anlægge dette passivitetssøgsmål.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af hans grundlæggende rettigheder til at indgive andragender, af princippet om, at alle borgere er lige for loven og af forbuddet mod forskelsbehandling. Desuden har sagsøgeren bestridt, at betingelserne for, at det fastslås, at de sagsøgte institutioner retsstridigt har undladt at træffe afgørelse, er opfyldt i denne sag.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/59


Sag anlagt den 11. februar 2010 — Spanien mod Kommissionen

(Sag T-65/10)

2010/C 100/87

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved J. Rodríguez Cárcamo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse K(2009) 9270 endelig af 30. november 2009 om at begrænse støtten i henhold til afgørelse K(94) 3456 af 9. december 1994, EFRU nr. 94.11.09.001, fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) til programmet Operativo Andalucía Objetivo 1 i Spanien annulleres, og

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kongeriget Spanien anfægter ved søgsmålet den ovenfor nævnte afgørelse. Til støtte for søgsmålet anfører den sagsøgende stat følgende søgsmålsgrunde:

Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 (1) ved anvendelse af ekstrapoleringsmetoden i den anfægtede afgørelse, henset til at nævnte artikel ikke fastsætter en mulighed for i de samlede aktioner inden for spanske operative programmer, der finansieres af EFRU, at ekstrapolere misbrug, der er konstateret i forbindelse med konkrete aktioner. Den af Kommissionen anvendte korrektion i den anfægtede afgørelse har ikke juridisk belæg, henset til at Kommissionens retningslinjer af 15. oktober 1997 om finansielle nettokorrektioner i forbindelse med anvendelse af artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88, ikke har nogen retsvirkning i medlemsstaterne, hvilket er i overensstemmelse med Domstolens dom af 6. april 2000 i sagen C-443/97, Kongeriget Spanien mod Kommissionen (2), og henset til at artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 kun omhandler nedsættelse af støtte, hvor en undersøgelse bekræfter, at der foreligger et misbrug, et princip der bryder med anvendelsen af korrektioner ved ekstrapolation.

Subsidiært Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 sammenholdt med den gældende artikel 4, stk. 3, TEU (princippet om loyalt samarbejde) ved anvendelse af korrektion ved ekstrapolation til trods for, at der ikke er konstateret nogen mangel på styring, kontrol eller revision i forhold til de ændrede kontrakter, henset til at forvaltningsorganerne anvendte spansk lovgivning, der ikke af Domstolen er erklæret for at være i strid med EU-retten. Kongeriget Spanien finder, at forvaltningsmyndighedernes overholdelse af de nationale regler, selv når Kommissionen måtte konstatere misbrug eller konkrete tilsidesættelser af EU-retten, ikke kan danne grundlag for en ekstrapolation på grund af en ineffektiv styring, når den lov, som disse myndigheder anvender, ikke af Domstolen er erklæret for at tilsidesætte EU-retten, eller når der ikke af Kommissionen i henhold til artikel 258 TEUF er anlagt en traktatbrudssag mod den pågældende medlemsstat.

Mere subsidiært: Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 på grund af manglende repræsentativitet i den model, der blev anvendt til den finansielle korrektion ved ekstrapolation. Kommissionen sammensatte modellen til ekstrapolationen ud fra et meget begrænset antal projekter (37 ud af 5 319) uden at indbefatte alle områder af det operative program, herunder de udgifter, som de spanske myndigheder på forhånd havde trukket tilbage, med udgangspunkt i de oplyste udgifter og ikke i den tildelte støtte og ved anvendelse af et edb-program med et pålidelighedsniveau på under 85 %. Derfor finder Kongeriget Spanien, at modellen ikke opfylder de nødvendige betingelser for repræsentativitet til at kunne anvendes som grundlag for en ekstrapolation.

Det gøres gældende, at aktiviteterne er forældede i henhold til artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 (3). Kongeriget Spanien finder endelig, at meddelelsen til de spanske myndigheder om misbruget (hvilken meddelelse skete i oktober 2004 på baggrund af misbrug, der for størstepartens vedkommende fandt sted i årene 1997, 1998 og 1999), bør angive forældelsen af dette misbrug på baggrund af fristen på fire år, der er foreskrevet i artikel 3 i forordning nr. 2988/95.


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 74, s. 1).

(2)  Sml. I, s. 2415.

(3)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/60


Sag anlagt den 17. februar 2010 — Spanien mod Kommissionen

(Sag T-67/10)

2010/C 100/88

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved M. Muñoz Pérez)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 9827 endelig af 10. december 2009 om anvendelse af finansielle korrektioner på den del af udviklingssektionen i EUGFL, der vedrører det operationelle program CCI 2000.ES.16.1.PO.007 (Spanien, Castilla og León) i forhold til foranstaltningen til forbedring af forarbejdningen af og handelen med landbrugsprodukter, og

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kongeriget Spanien gør gældende, at afgørelsen skal annulleres af to grunde:

 

For det første er der foretaget en ulovlig anvendelse af artikel 39 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 (1), henset til, at det misbrug, der har givet anledning til den finansielle korrektion, der er vedtaget af Kommissionen, er ikke-eksisterende, idet de spanske myndigheder forud for tildelingen af støtten konsekvent foretog passende kontroller for at opfylde alle betingelserne for støtteberettigelse som fastsat i artikel 26 og 28 i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 (2). Endvidere — i modsætning til det af Kommissionen anførte i den anfægtede afgørelse — skulle den kontrolplan, der blev vedtaget af de spanske myndigheder efter inspektionsbesøget, ikke efterfølgende afhjælpe den manglende udførelse af kontroller, men alene undersøge effektiviteten heraf.

 

For det andet foreligger der en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, der er fastsat i samme artikel 39, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 sammenholdt med retningslinjerne vedrørende de principper, kriterier og vejledende korrektionssatser, som Kommissionens tjenestegrene anvender til bestemmelse af de finansielle korrektioner, der er fastsat i artikel 39, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 (3), henset til at det af Kommissionen skønnede misbrug, hvilket den sagsøgende stat bestrider, har fundet sted, alene ville danne grundlag for at pålægge en finansiel korrektion på et beløb, der svarer til det tab, EU’s fonde har lidt, og derfor under de 5 %, der er vedtaget.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21.6.1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17.5.1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80).

(3)  Dokument K(2001) 476 af 2.3.2001.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/60


Sag anlagt den 15. februar 2010 — Sphere Time mod KHIM — Punch (ure)

(Sag T-68/10)

2010/C 100/89

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Sphere Time société anonyme (Windhof, Luxembourg) (ved lawyer C. Jäger)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Punch, société par actions simplifiée (Nice, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 2. december 2009 af Tredje Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1130/2008-3) annulleres, og Harmoniseringskontoret tilpligtes at bekræfte gyldigheden af det registrerede EF-design, der er rejst indsigelse imod.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger og iværksætte foranstaltninger, så den anden part i sagen for appelkammeret betaler sagsøgerens omkostninger i forbindelse med ugyldighedsindsigelsen og appelsagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-design, der begæres erklæret ugyldigt: Et for »ure« registreret design

Indehaver af EF-designet: Sphere Time société anonyme

Indgiveren af begæringen om, at EF-designet erklæres ugyldigt: Punch, société par actions simplifiée

Ugyldighedsafdelingens afgørelse: Det anfægtede EF-design erklæret ugyldigt

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 4, 5 og 6 i Rådets forordning nr. 6/2002, idet appelkammeret med urette anså det anfægtede design for at mangle individuel karakter og for ikke at være nyt. Tilsidesættelse af artikel 61, stk. 2, i Rådets forordning nr. 6/2002, idet appelkammeret ikke har foretaget en korrekt vurdering af sagsøgerens argumenter og af de beviser, denne har fremlagt under sagen, samt at det har fejlfortolket den frihed, designeren har, og lagt en forkert vurdering til grund for sin afgørelse, hvorved det har gjort sig skyldigt i magtfordrejning.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/61


Sag anlagt den 18. februar 2010 — IRO mod Kommissionen

(Sag T-69/10)

2010/C 100/90

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Industrie Riunite Odolesi SpA (IRO) (Via Brescia, Italien) (ved avvocati A. Giardina og P. Tomassi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres.

Subsidiært ophæves eller nedsættes bøden pålagt ved den anfægtede beslutning.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter er de samme som påberåbt i sag T-55/10, SP mod Kommissionen.

Sagsøgeren har særligt gjort gældende:

Der er foretaget urigtig retsanvendelse og overskridelse af beføjelser, eftersom Kommissionen har vedtaget den anfægtede beslutning, hvori sagsøgeren blev straffet for at have deltaget i et angiveligt priskartel, uden at den har undersøgt alle berettigende dokumenter, idet bilagene med pristabellerne ikke foreligger.

De processuelle bestemmelser i forordning (EF) nr. 1/2003 (1) er tilsidesat, da Kommissionen, efter at Retten i Første Instans havde annulleret beslutningen af 17. december 2002, K(2002) 5087 endelig udg., vedtog beslutningen uden at foretage nogen processuelle skridt, såsom at tilsende parterne en klagepunktsmeddelelse og/eller at høre parterne endsige involvere de nationale myndigheder, hvorved hele Kommissionens procedure blev ufuldstændig, usammenhængende og ulovlig, ligesom de nævnte virksomheders ret til forsvar er tilsidesat.

Der foreligger manglende oplysning af sagen og begrundelse, eftersom Kommissionen ikke har foretaget en korrekt vurdering af de forhold, der er fremkommet under sagens oplysning hvad angår det relevante markeds omfang og det påståede kartels virkning.

Subsidiært har sagsøgeren påstået ophævelse eller nedsættelse af bøden pålagt ved den anfægtede beslutning.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/61


Sag anlagt den 19. februar 2010 — Feralpi mod Kommissionen

(Sag T-70/10)

2010/C 100/91

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Feralpi Holding SpA (Brescia, Italien) (ved avvocato G. Roberti og avvocato I. Perego)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres.

Den ved den anfægtede beslutning pålagte bøde ophæves eller nedsættes.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Feralpi Holding har fremsat følgende søgsmålsgrunde:

Der er sket en tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet, idet Kommissionen ikke har forelagt kommissærkollegiet en udgave af den anfægtede beslutning, der omfattede samtlige nødvendige faktiske og retlige elementer.

Valget af lovhjemlen er forkert. Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen ikke kunne støtte den anfægtede beslutning om konstatering af en tilsidesættelse af artikel 65 KS på forordning nr. 1/2003 (1), når EKSF-traktaten var udløbet.

Der er sket en tilsidesættelse af retten til forsvar. Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen ikke har tilsendt Feralpi Holding en klagepunktsmeddelelse og ikke har gjort det muligt for selskabet at udøve sin ret til forsvar. Kommissionen har desuden givet Feralpi Holding uheldige frister og afskåret selskabet fra aktindsigt.

Der er sket en tilsidesættelse af kriterierne for tilregnelse af en overtrædelse. Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen urigtigt har tilregnet Feralpi Holding overtrædelsen, uden at den har taget hensyn til den i mellemtiden indtrådte ændring i Feralpis selskabsstruktur.

Det gøres endvidere gældende, at Kommissionen ved at finde, at rundt armeringsbeton ikke kan substitueres med andre varer fra jernindustrien, såsom net og bjælker, har defineret det relevante marked urigtigt og uden grund har afvist, at det relevante geografiske marked omfatter hele Fællesskabet.

Det gøres ligeledes gældende, at Kommissionen har kvalificeret den i beslutningen undersøgte adfærd som en enkelt, kompleks og vedvarende overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler, hvorved Feralpi Holding er tilregnet deltagelsen i denne overtrædelse, og Kommissionen har således tilsidesat artikel 65 KS og foretaget en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder.

Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen har fastsat bøden urigtigt.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/62


Sag anlagt den 18. februar 2010 — Xeda International og Pace International mod Kommissionen

(Sag T-71/10)

2010/C 100/92

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Xeda International (Saint Andiol, Frankrig) og Pace International LLC (Seattle, De Forenede Stater) (ved lawyers C. Mereu og K. Van Maldegem)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold.

Den anfægtede beslutning annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Der iværksættes sådanne andre eller yderligere foranstaltninger, som findes påkrævede.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har ved deres søgsmål nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2009/859/EF af 30. november 2009 om afvisning af at optage diphenylamin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktivstof (meddelt under nummer K(2009) 9262) (EUT L 314, s. 79).

Sagsøgerne har gjort gældende, at den første sagsøger som følge af den anfægtede beslutning ikke længere må sælge diphenylamin og diphenylaminbaserede produkter i Den Europæiske Union, og at denne vil miste sine produktregistreringer i medlemsstaterne med virkning fra den 30. maj 2010.

Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede beslutning er ulovlig, eftersom den tager udgangspunkt i en vurdering af diphenylamin, som er videnskabeligt og retligt mangelfuld. Ifølge sagsøgerne er beslutningen i strid med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Sammenfattende hævder sagsøgerne, at den anfægtede beslutning forbyder diphenylamin i plantebeskyttelsesmidler på grundlag af tre videnskabelige problemer, som er nævnt i femte betragtning til beslutningen. Hvert af disse problemer havde sagsøgerne enten i tilstrækkeligt omfang tilbagevist, eller det var ikke et problem, der kunne begrunde den manglende optagelse.

Endvidere har sagsøgerne påstået, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til kontradiktion i det omfang, den afskar dem muligheden for at fortage tilbagekaldelse og indgive en ny sagsakt, hvorved de ville få en længere udfasningsperiode, sådan som det var tilfældet for andre aktivstoffer, der var genstand for samme retsakt.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/63


Appel iværksat den 17. februar 2010 af Apostolov til prøvelse af kendelse afsagt den 15. december 2009 af Personaleretten i sag F-8/09, Apostolov mod Kommissionen

(Sag T-73/10 P)

2010/C 100/93

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Svetoslav Apostolov (Saarwellingen, Tyskland) (ved lawyer D. Schneider-Addae-Mensah)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Kendelse afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 15. december 2009 i sag F-8/09 ophæves.

Europa-Kommissionens afgørelse i skrivelse af 23. oktober 2008 annulleres.

Europa-Kommissionen og dens særtjenester, navnlig Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO), tilpligtes at anse appellantens svar på spørgsmål 9, 30 og 32 i kompetenceprøven af 14. december 2007 for korrekte.

Subsidiært tillades det appellanten at gennemføre kompetenceprøven på ny.

Subsidiært i forhold til den anden, tredje og fjerde påstand hjemvises den foreliggende sag til Personaleretten.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i appelsagen og sagen ved Personaleretten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af Personaleretten den 15. december 2009 i sag F-8/09, Apostolov mod Kommissionen, hvorved Personaleretten afviste appellantens søgsmål anlagt til annullation af Kommissionens beslutning af 21. oktober 2008, hvorved Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) gav afslag på appellantens klage over beslutning af 25. april 2008, der oplyste ham om, at de point han havde opnået i udvælgelsesprøven afholdt i forbindelse med indkaldelse af interessetilkendegivelser til EPSO/CAST27/4/07, ikke var tilstrækkelige til at opføre ham i databasen over egnede ansøgere.

Til støtte for sit søgsmål har appellanten principalt gjort gældende, at der opstod forvirring vedrørende søgsmålsfristen, og at der som følge heraf var tale om en undskyldelig fejl, der medfører, at appellantens søgsmål anlagt ved Personaleretten den 9. juli 2009 skal antages til realitetsbehandling.

Appellanten har endvidere gjort gældende, at EPSO har foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af visse af de svar, som appellantens afgav inden for rammerne af udvælgelsesprøven afholdt i forbindelse med indkaldelse af interessetilkendegivelser til EPSO/CAST27/4/07. Appellanten har endvidere gjort gældende, at EPSO havde valgt en fuldstændig forkert procedure at teste ansøgerne på i forhold til at sikre sig en korrekt udvælgelsesprocedure.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/64


Sag anlagt den 16. februar 2010 — Flaco Geräte mod KHIM — Delgado Sánchez (FLACO)

(Sag T-74/10)

2010/C 100/94

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Flaco Geräte GmbH (Gütersloh, Tyskland) (ved lawyer M. Wirtz)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Jesús Delgado Sánchez (Socuellamos, Spanien)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 23. november 2009 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 86/2009-2) annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Flaco Geräte GmbH

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »FLACO« for varer i klasse 7, 8, 9 og 11

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Jesús Delgado Sánchez

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Spansk varemærkeregistrering af varemærket »FLACO« for varer i klasse 7

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Delvist afslag på ansøgningen om EF-varemærke

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret fejlagtigt tog en forkert oversættelse i betragtning vedrørende de varer, der er omfattet af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke. Tilsidesættelse af artikel 42, stk. 2 og 3, i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret ikke behandlede sagsøgerens anbringende om manglende brug.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/64


Sag anlagt den 24. februar 2010 — Tempus Vade mod KHIM — Palacios Serrano

(Sag T-81/10)

2010/C 100/95

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Tempus Vade, S.L. (Madrid, Spanien) (ved abogado A. Gómez López)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Palacios Serrano (Alcobendas, Spanien)

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at afgørelse truffet den 7. januar 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 944/2006-1), hvormed afgørelse truffet den 28. maj 2008 af Indsigelsesafdelingen ved Harmoniseringskontoret i indsigelsessag nr. B 1009607 blev annulleret, er i strid med Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker, og EF-varemærke nr. 5 016 704 AIR FORCE registreres i klasse 14.

Registrering af EF-varemærke nr. 5 016 704 AIR FORCE i klasse 14 afvises i medfør af registreringshindringen i artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i EF-varemærkeforordningen.

Harmoniseringskontoret og i givet fald intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Juan Palacios Serrano

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »AIR FORCE« (ansøgning nr. 5 016 704) for varer i klasse 14

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Tempus Vade

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-ordmærket »TIME FORCE« (ansøgning nr. 395 657) for varer i klasse 14, 18 og 25; fire andre EF-figurmærker, der indeholder ordbestanddelene »TIME FORCE«: ansøgning nr. 398 776 for varer i klasse 14, 18 og 25; ansøgning nr. 3 112 133 for varer i klasse 3, 8, 9, 14, 18, 25, 34, 35 og 37, og ansøgning nr. 1 998 375 og nr. 2 533 667 for varer i klasse 14.

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget til følge i sin helhed.

Appelkammerets afgørelse: Den anfægtede afgørelse ophæves og indsigelsen forkastes.

Søgsmålsgrunde: Fejlagtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/65


Sag anlagt den 19. februar 2010 — Riva Fire mod Kommissionen

(Sag T-83/10)

2010/C 100/96

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Riva Fire SpA (Milano, Italien) (ved avvocati M. Merola, M. Pappalardo og T. Ubaldi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Principalt:

Beslutningen annulleres i sin helhed for så vidt det af sagens oplysning fremgår, at kommissærkollegiet med henblik på vedtagelse af beslutningen ikke er blevet forelagt de samlede faktiske og retlige forhold, der er lagt til grund for beslutningen.

Under alle omstændigheder annulleres beslutningens artikel 1 for så vidt den bestemmer, at sagsøgeren har deltaget i et vedvarende kartel og/eller i en samordnet praksis vedrørende rundt armeringsbeton i stænger eller ruller, som har til formål eller medfører prisfastsættelse samt begrænsning af og/eller kontrol med produktion og salg på fællesmarkedet.

Følgelig annulleres artikel 2 i Kommissionens beslutning for så vidt den pålægger sagsøgeren en bøde på 26,9 mio. EUR.

Subsidiært:

Bøden på 26,9 mio. EUR, der i henhold til beslutningens artikel 2 er pålagt sagsøgeren, nedsættes og fastsættes til et andet beløb.

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren tilsigter annullation af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers beslutning K(2002) 7492 endelig udg. af 30. september 2009 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 (sag COMP/37.956 — Rundt armeringsbeton, genvedtagelse) som integreret i og ændret ved Europa-Kommissionens beslutning K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009. Selskabet har til støtte for søgsmålet fremsat otte anbringender.

Med det har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke har kompetence til at fastslå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS i forbindelse med en sag, der er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde efter udløbet af EKSF-traktaten, og straffe den i henhold til artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (1), selv om disse bestemmelser alene henviser til overtrædelser af artikel 81 og 82 EF (nu artikel 101 og 102 TEUF).

Med det har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning er i strid med artikel 10, stk. 3 og 5, i forordning (EØF) nr. 17/62 (2) samt artikel 14, stk. 1 og 3, i forordning (EF) nr. 1/2003, eftersom det ikke fremgår af beslutningen, om Kommissionen som foreskrevet i ovennævnte artikler jævnligt har konsulteret Det Rådgivende Udvalg, og om dette udvalg har fået alle de nødvendige oplysninger med henblik på en fuldstændig vurdering af realiteten i overtrædelsen foreholdt de virksomheder, der er adressater for beslutningen.

Med det har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 36, stk. 1, KS, eftersom den ved at ikke at ville anerkende de kriterier, den skulle anvende til at fastsætte de kommende bøder, har begrænset klagepunkternes adressaters muligheder for at fremsætte bemærkninger.

Med det har sagsøgeren anført, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 10 og 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 (3), som ændret i det hele af Kommissionen, og de berørte virksomheders ret til forsvar, eftersom Kommissionen efter Rettens annullation af Kommissionens oprindelige beslutning har foretaget en genvedtagelse af den anfægtede beslutning uden at tilsende virksomhederne en ny klagepunktsmeddelelse.

Med det har sagsøgeren gjort gældende, at beslutningens begrundelse er mangelfuld og selvmodsigende for så vidt den dels har afgrænset det geografiske referencemarked til Italien, dels har hævdet, at det påståede kartel var egnet til at påvirke samhandlen i Fællesskabet med henblik på anvendelsen af lex mitior-princippet.

Med det har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens analyse som fremlagt i beslutningen er behæftet med visse urigtige vurderinger af de faktiske omstændigheder, som har udmøntet sig i en urigtig anvendelse af artikel 65 KS i forbindelse med visse forhold ved den foreholdte overtrædelse, herunder særligt de dele af kartellet, der vedrører fastsættelsen af en grundpris for rullen, fastsættelse af priser for andre størrelser samt begrænsningen af eller kontrollen med produktionen og/eller salget.

Med det har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutnings begrundelse er urigtig og utilstrækkelig (ligeledes på grund af manglende oplysning), idet sagsøgeren tilregnes overtrædelsen .

Med det har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003, af Kommissionens samarbejdsmeddelelse af 1996 og Kommissionens retningslinjer for beregningen af bøder af 1998.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 2003, s. 1).

(2)  EØF-Rådet: Forordning nr. 17: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123, s. 18).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/66


Sag anlagt den 18. februar 2010 — Alfa Acciai mod Kommissionen

(Sag T-85/10)

2010/C 100/97

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Alfa Acciai SpA (Brescia, Italien) (ved avvocati D. Fosselard, S. Amoruso og L. Vitolo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionen beslutning K(2009) 7492 endelig udg. af 30. september 2009, COMP/37.956 Rundt armeringsbeton, genvedtagelse (»beslutningen«), som integreret i og fuldstændiggjort ved Kommissionens beslutning K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009 (»integrering«), annulleres, for så vidt den fastslår, at Alfa Acciai SpA har overtrådt EKSF-traktatens artikel 65, og pålægger sidstnævnte en bøde på 7,175 mio. EUR.

Subsidiært annulleres beslutningens artikel 2, hvorved sagsøgeren pålægges sanktionen.

Mere subsidiært nedsættes sanktionens størrelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter svarer til de påberåbte i sag T-70/10, Feralpi Holding SpA mod Kommissionen, og sag T-83/10, Riva Fire Spa mod Kommissionen.

Sagsøgeren har særligt gjort gældende:

 

Kommissionen kan ikke straffe en overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 65 efter denne traktats udløb og under alle omstændigheder ikke anvende artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 (1) som lovhjemmel.

 

Sagsøgerens ret til forsvar er blevet tilsidesat under den forudgående administrative procedure, idet Kommissionen ikke har tilsendt en ny klagepunktsmeddelelse, men alene har kommunikeret ved en skrivelse om hensigten til at genvedtage beslutningen. Medlemsstaterne er hverken blevet hørt eller har deltaget ved den endelige høring, og det var de facto umuligt for sagsøgeren at gøre sin egen opfattelse gældende i betragtning af beslutningens genvedtagelse.

 

Der er sket en tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, da de i beslutningen beskrevne faktiske forhold ikke udgør et enkelt og vedvarende kartel.

 

Der er sket en tilsidesættelse af Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 samt af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet ved vurderingen af sagsøgerens adfærd og ved fastsættelsen af bøden.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/67


Sag anlagt den 23. februar 2010 — Chestnut Medical Technologies mod KHIM (PIPELINE)

(Sag T-87/10)

2010/C 100/98

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Chestnut Medical Technologies, Inc. (Menlo Park, De Forenede Stater) (ved lawyers R. Kunz-Hallstein og H. Kunz-Hallstein)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 10. december 2009 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 968/2009-2) annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »PIPELINE« for varer i klasse 10

Undersøgerens afgørelse: Afslag på ansøgningen om EF-varemærke

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret fejlagtigt fandt, at det omhandlede EF-varemærke er beskrivende, tilsidesættelse af artikel 75 i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret tilsidesatte sin forpligtelse til at begrunde sin afgørelse ved ikke at tage sagsøgerens argumenter i betragtning.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/67


Sag anlagt den 24. februar 2010 — Ungarn mod Kommissionen

(Sag T-89/10)

2010/C 100/99

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Republikken Ungarn (ved J. Fazekas, M.Z. Fehér og K. Szíjjártó, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1, stk. 3 og 4, i samt bilag I, punkt 3.3, og bilag II til Kommissionens beslutning (K(2009) 10151) af 14. december 2009 vedrørende et stort projekt benævnt »strækning på motorvej M43 mellem Szeged og Makó«, der indgår i det operative program »Transport«, der er udvalgt til EU’s strukturstøtte gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden i overensstemmelse med konvergensmålet, annulleres, i det omfang de nævnte bestemmelser ikke omfatter momsen i de støtteberettigede udgifter.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter delvist Kommissionens beslutning af 14. december 2009 vedrørende et stort projekt benævnt »strækning på motorvej M43 mellem Szeged og Makó«, der indgår i det operative program »Transport«, der er udvalgt til EU’s strukturstøtte gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden i overensstemmelse med konvergensmålet. I nævnte beslutning bemyndigede Kommissionen udbetaling af en ydelse fra Samhørighedsfonden til det omhandlede store projekt. Endvidere gav Kommissionen under overskriften »Udgifter, der ikke er støtteberettigede«, i den anfægtede beslutnings bilag I afslag på den ungarske administrations ansøgning om at lade udbetalingerne til moms være omfattet af det omhandlede projekt.

Sagsøgeren hævder i begrundelserne for søgsmålet, at Kommissionen ved sin vedtagelse af den anfægtede beslutning tilsidesatte bestemmelser i EU-retten, herunder i særdeleshed artikel 56, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1083/2006 (1) og artikel 3 i forordning (EF) nr. 1084/2006 (2).

Sagsøgeren anfører, at artikel 3, litra e), i forordning nr. 1084/2006 klart fastsætter, at refusionsberettiget moms ikke er berettiget til støtte fra Samhørighedsfonden. Sagsøgeren gør imidlertid gældende, at det af denne bestemmelse utvivlsomt kan udledes, at ikke-refusionsberettiget moms er berettiget til støtte. Som følge heraf og henset til, at støttemodtageren til det store projekt, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, ikke i EU-retten eller i nationale regler om moms anses for en afgiftspligtig person, således at denne person ikke kan anmode om tilbagebetaling af den pålagte og betalte afgift, burde Kommissionen ikke have udelukket udgifter til den nævnte moms fra støtte.

Endvidere hævder sagsøgeren, at Kommissionen ved den anfægtede beslutning, henset til at Kommissionen heller ikke anser de udgifter for støtteberettigede, som forordning nr. 1084/2006 ikke opregner som støtteberettigede udgifter, men som de tilsvarende nationale regler udtrykkeligt omtaler som støtteberettigede, fratog medlemsstaterne den kompetence, der tilkommer dem i henhold til artikel 56, stk. 4, i forordning nr. 1083/2006.

Sagsøgeren hævder endvidere, at Kommissionens kriterium om, at den moms, der er pålagt støttemodtageren, kan »refunderes« gennem den moms, der faktureres sammen med den motorvejsafgift, der opkræves af forvalteren af den infrastruktur, der er konstrueret af støttemodtageren, udgør en meget bred fortolkning af begrebet »refusionsberettiget moms«, en fortolkning, der ikke er belæg for i ordlyden af bestemmelsen i artikel 3, litra e), i forordning nr. 1084/2006, og som i øvrigt også tilsidesætter EU-reglerne om moms.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at hverken forordning nr. 1083/2006 eller forordning nr. 1084/2006 tillader en fortolkning, ifølge hvilken Kommissionen ved vurderingen af de støtteberettigede udgifter, herunder den støtteberettigede moms, kan begrunde sin beslutning i den omstændighed, at medlemsstaten kunne have valgt en anden retlig løsning i forhold til udviklingen af projektet og forvaltningen af infrastrukturen. Det er sagsøgerens opfattelse, at organiseringen af forvaltningen af de nationale infrastrukturer og de dertil knyttede offentlige ydelser grundlæggende er medlemsstaternes kompetence. Som følge heraf gør sagsøgeren endvidere gældende, at Kommissionen skal anerkende medlemsstatens valg, forudsat at kravene i EU-reglerne overholdes, selvom dette valg medfører konsekvenser i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt en støttemodtager er afgiftspligtig eller ikke-afgiftspligtig, med henblik på fastsættelsen af støtteberettigede udgifter.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11.7.2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EUT L 210, s. 25).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 af 11.7.2006 om oprettelse af Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1164/94 (EUT L 210, s. 79).


Retten for EU-Personalesager

17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/69


Sag anlagt den 15. januar 2010 — AB mod Europa-Kommissionen

(Sag F-3/10)

2010/C 100/100

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: AB (Bruxelles, Belgien) (ved S. Pappas)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation dels af afgørelse truffet af EF-delegationen i Laos, dateret den 4. februar 2009, hvorved sagsøgeren blev underrettet om, at hans ansættelseskontrakt som kontraktansat ikke ville blive fornyet, dels af ansættelsesmyndighedens afgørelse i klagesagen.

Sagsøgerens påstande

De anfægtede afgørelser annulleres, således at sagsøgeren genindtræder i Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser eller i tjenesten for EU’s optræden udadtil, som vil blive oprettet den 1. april 2010.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/69


Sag anlagt den 19. januar 2010 — Garcia Lledo m.fl. mod KHIM

(Sag F-7/10)

2010/C 100/101

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Inès Garcia Lledo (Alicante, Spanien) m.fl. (ved avocats S. Orlandi, A. Coolen, H.-N. Louis og E. Marchal)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af afgørelserne truffet af KHIM’s præsident om at bringe sagsøgernes ansættelsesforhold som midlertidigt ansatte til ophør som følge af, at de ikke bestod en almindelig udvælgelsesprøve.

Sagsøgernes påstande

Præsidenten for KHIM’s afgørelser af 12. marts 2009 om at bringe sagsøgernes ansættelsesforhold som midlertidigt ansatte til ophør annulleres.

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/69


Sag anlagt den 25. januar 2010 — Gheysens mod Rådet

(Sag F-8/10)

2010/C 100/102

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Johan Gheysens (Mechelen, Belgien) (ved avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af Rådets afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens ansættelseskontrakt og dermed om at bringe hans arbejdsforhold med Rådets til ophør.

Sagsøgerens påstande

Afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens ansættelseskontrakt ud over den 30. september 2009 og afvisningen af at træffe nogen form for foranstaltning med henblik på at lovliggøre den administrative situation for sagsøgeren, der i 16 år har udført permanente opgaver for institutionen, annulleres.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.


17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/70


Sag anlagt den 29. januar 2010 — Hecq mod Kommissionen

(Sag F-10/10)

2010/C 100/103

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: André Hecq (Chaumont-Gistoux, Belgien) (ved avocat L. Vogel)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af Kommissionens afslag på at godtgøre visse udgifter til lægebehandling med 100 %

Sagsøgerens påstande

Ansættelsesmyndighedens formodede stiltiende afslag af 7. april 2009 på sagsøgerens anmodning af 7. december 2008 om fuld godtgørelse i medfør af vedtægtens artikel 73 af tre lægelige ydelser, nemlig en konsultation hos en psykiater den 6. oktober 2008, medicin udskrevet af samme psykiater og udleveret til sagsøgeren den 21. oktober 2008 samt en lægekonsultation den 1. december 2008 annulleres.

Om fornødent annulleres ansættelsesmyndighedens afslag af 20. oktober 2009 på sagsøgerens klage af 25. juni 2009 over den nævnte stiltiende afgørelse af 7. april 2009.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.