ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2010.079.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 79

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

53. årgang
27. marts 2010


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Regionsudvalget

 

81. plenarforsamling den 5.-7. oktober 2009

2010/C 079/01

Regionsudvalgets udtalelse: En EU-strategi for Donauområdet

1

2010/C 079/02

Regionsudvalgets initiativudtalelse:Hvad kan de lokale og regionale myndigheder i første række gøre for at forebygge vold mod kvinder og for at forbedre behandlingstilbuddene til ofrene?

7

2010/C 079/03

Regionsudvalgets udtalelse: Hvidbog om tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag

13

2010/C 079/04

Regionsudvalgets udtalelse: En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer

19

2010/C 079/05

Regionsudvalgets udtalelse: Grønbog: TEN-T: en gennemgang af politikken

23

2010/C 079/06

Regionsudvalgets udtalelse: en opdateret strategiramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet

27

2010/C 079/07

Regionsudvalgets udtalelse: En forenklet landbrugspolitik til fordel for alle

33

2010/C 079/08

Regionsudvalgets udtalelse: Stockholmprogrammet: udfordringer og muligheder i forbindelse med et nyt flerårigt program for EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed

37

 

III   Forberedende retsakter

 

Regionsudvalget

 

81. plenarforsamling den 5.-7. oktober 2009

2010/C 079/09

Regionsudvalgets udtalelse: Et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport

45

2010/C 079/10

Regionsudvalgets udtalelse: Lægemiddelpakken

50

2010/C 079/11

Regionsudvalgets udtalelse: Det fremtidige fælles europæiske asylsystem II

58

2010/C 079/12

Regionsudvalgets udtalelse: Mikrofinansieringsfaciliteten Progress

71

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Regionsudvalget

81. plenarforsamling den 5.-7. oktober 2009

27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/1


81. PLENARFORSAMLING DEN 5.-7. OKTOBER 2009

Regionsudvalgets udtalelse: »En EU-strategi for Donauområdet«

(2010/C 79/01)

I.   GENERELLE BEMÆRKNINGER

REGIONSUDVALGET

1.

glæder sig over, at der som bebudet af Kommissionen på Regionsudvalgets plenarforsamling den 8. oktober 2008 i Bruxelles vil blive udarbejdet en EU-strategi for Donauområdet – i stil med den strategi, der allerede findes for Østersøområdet (1);

2.

bifalder, at Det Europæiske Råd på sit møde den 18.-19. juni 2009 anmodede Kommissionen om at præsentere en EU-strategi for Donauområdet inden udgangen af 2010;

3.

glæder sig over den interregionale gruppe »Donauområdet«, der blev oprettet i Regionsudvalget den 27. november 2008, og støtter denne gruppes arbejde;

4.

bifalder den opmærksomhed, som Europa-Parlamentet tildeler Donauområdet, og den indsats, som gøres for også at få oprettet en tværpolitisk gruppe i Europa-Parlamentet (2).

5.

understreger, at en EU-strategi for Donauområdet vil opfylde målsætningen om at sikre mere velstand, sikkerhed og fred til borgerne i dette område. Det vil være til gavn for hele EU, inklusive de lokale og regionale myndigheder;

6.

konstaterer, at makroregioner spiller en stadig vigtigere rolle i et EU med 27 medlemsstater, navnlig hvad angår territorial samhørighed i EU;

7.

bemærker, at Donauområdet både omfatter stater, der ligger langs Donaufloden og i dennes vandløbsopland – lande, der er EU-medlemmer, kandidatlande, potentielle kandidatlande, eller som er omfattet af EU's naboskabspolitik;

8.

fremhæver Donauområdets europæiske perspektiv og eksterne dimension. Regionsudvalget understreger, at Donauområdet kan tjene som et mønstereksempel på samarbejde med tredjelande;

9.

henviser til de gennemgribende politiske, økonomiske og sociale reformer, der har fundet sted i Donauområdet efter jerntæppets fald, og som har foranlediget Kommissionen til at gøre disse forandringer til et tema for 2009 i sit arbejdsprogram (3), og sin meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Centralbank »Fem år i et udvidet EU - Økonomiske resultater og udfordringer (4)«;

10.

anerkender Donauområdets støttefunktion på europæisk niveau og den fortsatte indsats for at fremme demokrati og retsstatsprincippet i dette område og støtter især de lande i Donauområdet, der ikke er EU-medlemmer, på deres vej mod en demokratisk udvikling;

11.

finder, at samarbejde på lokalt og regionalt niveau har stor betydning for gennemførelsen af principperne om subsidiaritet, nærhed til borgerne og partnerskab samt god regeringsførelse i tredjelande. Regionsudvalget fremhæver merværdien af lokalt og regionalt samarbejde i Donauområdet, når det drejer sig om at bringe kandidatlande og potentielle kandidatlande endnu tættere på EU;

12.

fremhæver den traditionelle kulturelle og historiske samhørighed i hele Donauområdet og understreger, at de lokale og regionale myndigheder især vil kunne bidrage på dette område;

13.

er opmærksom på de eksisterende internationale, nationale, regionale og lokale partnerskaber, netværk og institutioner, der er aktive i og på vegne af Donauområdet, og fremhæver, at deres erfaringer og viden må indgå i dialogen med EU-institutionerne;

14.

støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at etablere effektive og omfattende forbindelser til nabostaterne, herunder politiske og økonomiske forbindelser, der er tilpasset de enkelte regioners og partneres situation;

15.

understreger, at Donauområdet, der består af EU-medlemsstater, kandidatlande, potentielle kandidatlande og lande, der er omfattet af EU's naboskabspolitik, har en særlig betydning og rolle og et særligt ansvar. Dette område udgør en vigtig kontaktflade mellem EU's programmer under samhørighedspolitikken, foranstaltninger for kandidatlande og potentielle kandidatlande og programmer for lande, der er omfattet af EU's naboskabspolitik;

16.

fremhæver Regionsudvalgets politiske rolle i forbindelse med de strategiske rammer, der skal skabe overensstemmelse mellem Kommissionens EU-naboskabspolitik og en EU-strategi for Donauområdet. Eftersom Regionsudvalget er bekendt med områdets behov, vil virkningerne af sådanne foranstaltninger og programmer kunne vurderes bedst muligt;

17.

understreger betydningen af, at EU's samhørighedspolitik anerkender Donau-makroregionen på samme måde som Østersø- og Sortehavsregionerne anerkendes, og fremhæver regionens betydning for den fremtidige territoriale udvikling i såvel EU som nabolandene;

18.

finder, at især det indholdsmæssige koncept i EU's strategi for Østersøområdet kan tjene som forbillede for Donauområdet. Begge makroområder søger at integrere tidligere kommunistiske stater i EU og indgå i samarbejde med tredjelande. Begge områder er eksempler på, at interne EU-strategier kan gå hånd i hånd med forskellige typer samarbejde med tredjelande. I den henseende er det også nyttigt at henvise til erfaringerne med EU's naboskabspolitik, der er gennemført af regionerne i den yderste periferi i et samarbejde med de omkringliggende tredjelande.

II.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

En EU-strategi for Donauområdet

19.

ser, i Det Europæiske Råds anmodning til Kommissionen om at udarbejde en EU-strategi for Donauområdet, en anerkendelse af Donauområdets betydning for Europas fremtidige udvikling og for EU's forhold til nabostaterne. Regionsudvalget anmoder Kommissionen om at inddrage de lokale og regionale myndigheder og institutioner i udarbejdelsen af strategien og tage hensyn til medlemsstaternes samt de lokale og regionale myndigheders kompetencer og kompetencefordelingen mellem disse aktører ved gennemførelsen. Derudover bør der tages højde for de eksisterende institutioner, rapporteringsforpligtelser og kontrolprocedurer;

20.

finder, at lokale og regionale myndigheder samt organisationer med ansvar for regional udvikling er vigtige partnere i en Donaustrategi. De bidrager i høj grad til en vellykket udformning af Kommissionens projekter vedrørende territorial samhørighed og grænseoverskridende samarbejde. Vigtige økonomiske, videnskabelige, kulturelle og miljømæssige aktører samt samfundsorganisationer spiller en vigtig rolle i den forbindelse;

21.

gør opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder sammen med regionale udviklingsagenturer og –instanser spiller en vigtig rolle i forbindelse med planlægningen, gennemførelsen og videreudviklingen af en EU-strategi for Donauområdet, således som denne er bebudet af Kommissionen, eftersom de befinder sig tæt på borgerne og har et godt kendskab til deres ønsker og behov;

22.

understreger det vigtige i, at Donauområdet gøres til et vigtigt element i en vellykket europæisk integration af stater, regioner, kommuner og borgere i dette område. Regionsudvalget støtter Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Kommissionen i deres bestræbelser på at fremme denne integration;

23.

bifalder, at stabilitetspagten for Sydøsteuropa er blevet omdannet til et regionalt samarbejdsnetværk (Regional Cooperation Council, RCC), der fungerer inden for de overordnede rammer af den sydøsteuropæiske samarbejdsproces (SEECP). Denne regionale reference vil være til gavn for Donauområdets særlige ønsker og behov.

Strategiske politikområder

24.

finder, at de strategiske politikområder transport, miljøbeskyttelse, energisikkerhed, økonomi, sikkerhed, uddannelse, kultur, arbejde, sundhed og sociale spørgsmål er vigtige elementer i en EU-strategi for Donauområdet;

25.

henviser til de store regionale forskelle i økonomisk effektivitet i Donauområdet og finder, at det er en forudsætning for Donauområdets videre integration og bæredygtige økonomiske udvikling, at området indgår blandt prioriteterne i Kommissionens arbejdsprogram for 2010, og at det betragtes som ét stort integreret område.

Transport

26.

anmoder Kommissionen om at være opmærksom på den særlige rolle, som Donau spiller som en fremtidig paneuropæisk transport- og vandvej, der i overensstemmelse med EU's strategi for bæredygtig udvikling og på afgørende vis kan aflaste andre europæiske transportveje. Med en udbygning af infrastrukturen – både på vand og på land – vil hele regionen kunne drage fordel af sin rolle som bindeled mellem øst og vest og nord og syd, og den vil først og fremmest kunne forbedre sin egen konkurrenceevne;

27.

slår til lyd for en hurtig gennemførelse af TEN-T-infrastrukturprojekterne, da de vedvarende bidrager til at skabe en bedre forbindelse mellem Donauområdet og de eksisterende infrastrukturer i EU og mellem de enkelte lande i Donauområdet. Regionsudvalget opfordrer i den forbindelse de berørte lokale og regionale myndigheder til at fremsætte forslag til, hvordan man kan løse problemer (også langvarige) og flaskehalse, og gennemføre disse løsninger under hensyntagen til bæredygtig udvikling;

28.

understreger, at transport og miljøbeskyttelse ikke må udelukke hinanden gensidigt, men i stedet bør gå hånd i hånd. Regionsudvalget påpeger, at en bæredygtig udvikling af Donauområdet bør være det øverste mål, og at de vejledende principper i den fælles erklæring om »Udvikling af indlandssejlads og miljøbeskyttelse i Donau-bassinet«, som blev vedtaget af Den Internationale Kommission for Beskyttelse af Donau (ICPDR) og Den Internationale Kommission for Sava-floden (ISRBC), bør overholdes.

Miljøbeskyttelse og energisikkerhed

29.

gør opmærksom på, at der er behov for grænseoverskridende samarbejde af hensyn til miljøet og den fælles indsats for at håndtere konsekvenserne af klimaændringer og dæmme op for oversvømmelser;

30.

finder, at landene i Donauområdet spiller en vigtig rolle i forbindelse med energisikkerhed, og fremhæver ligeledes vigtigheden af Donaufloden, der som en naturlig, vedvarende energiressource rummer et værdifuldt vandkraftpotentiale. Udnyttelsen af denne ressource bør især fremmes i de områder, hvor miljø og økonomi kan bringes i overensstemmelse med hinanden;

31.

henviser i den forbindelse til konventioner som f.eks. konventionen om samarbejde om beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af Donau (5), der trådte i kraft i 1998, og som etablerede Den Internationale Kommission for Beskyttelse af Donau (ICPDR), og rammekonventionen om beskyttelse af miljøet og bæredygtig udvikling i Karpaterne (Karpaterkonventionen). »Joint Statement on Guiding Principles for the Development of Inland Navigation and Environmental Protection in the Danube River Basin« (6) er allerede et godt eksempel på et sådant samarbejde;

32.

opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder i Donauområdet samt organisationer med ansvar for regional udvikling til at deltage i Kommissionens miljøprogrammer som f.eks. LIFE+-programmet (gendannelse af floder og flodengsystemer), programmerne under det europæiske territoriale samarbejde og Intelligent Energi i Europa (IEE)-programmet, der skal fremme energinetværksprojekter blandt de lokale myndigheder i området;

33.

understreger, at foranstaltningerne til gennemførelse af vandrammedirektivet også bør bidrage til, at fiskeressourcerne kan bevares på langt sigt. I Donausystemet findes mange forskellige fiskearter, herunder mange endemiske arter, der har behov for særlig beskyttelse;

34.

understreger betydningen af fælles bæredygtige tilgange til turisme. Landene i Donauområdet kunne f.eks. øge samarbejdet i forbindelse med gennemførelsen af konventionerne fra Espoo (7), Århus (8) og Bern (9). Cykelstien langs Donau er et klart eksempel på, at et sådant samarbejde kan være til gavn for alle parter;

35.

finder, at det af hensyn til Donauområdets generelle udvikling vil være hensigtsmæssigt med erfaringsudveksling på dette område mellem lokale og regionale myndigheder samt organisationer med ansvar for regional udvikling. Disse kan i kraft af deres ekspertise og lokale kendskab sikre en hensigtsmæssig gennemførelse af fælles projekter. De fælles regeringsaftaler og -partnerskaber, som er blevet indgået mellem mange lande og regioner i Donauområdet, viser, hvordan et sådant målrettet samarbejde kan tage sig ud.

Økonomi

36.

påpeger, at Donau også bør ses som en faktor, der kan fremme den videre økonomiske udvikling i området. Dette gælder f.eks. sammenkobling af vand- og landveje, havne og økonomiske centre i regionen;

37.

påpeger vigtigheden af grænseoverskridende projekter, der kan hjælpe grænseregioner til at overvinde deres økonomiske isolation og opnå større konkurrenceevne og stabilitet;

38.

bemærker, at regioner og kommuner kan spille en vigtig støttende rolle i forbindelse med kontaktetablering til små og mellemstore virksomheder;

39.

finder det vigtigt, at ngo'er, økonomiske og sociale aktører og lokale og regionale myndigheder gør en indsats for yderligere at fremme grænseoverskridende og tværnationale projekter. I den forbindelse må det sikres, at synergieffekterne mellem de grænseoverskridende, tværnationale og interregionale territoriale samarbejdsprogrammer (mål 3) samt mål 1- og 2-programmerne udnyttes. Tredjelande, -regioner og -kommuner i Donauområdet vil på denne måde kunne bringes tættere på EU, ligesom befolkningerne i dette område især vil kunne gøres bekendte med værdien af demokrati og retsstatsprincippet i EU. Regionsudvalget anser et styrket samarbejde på områderne teknologioverførsel og forskning med udgangspunkt i det forhåndenværende potentiale (menneskelig kapital, infrastruktur) for at have særlig betydning med henblik på en bæredygtig økonomisk udvikling af Donauområdet;

40.

opfordrer de kompetente nationale myndigheder i Donauområdet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at lade de lokale og regionale myndigheder deltage i fremtidige Europæiske Grupper for Territorialt Samarbejde (EGTS), hvilket forordning (EF) 1082/2006 giver tilladelse til.

Sikkerhed

41.

minder om, at Donau er en stærkt trafikeret flod, og at den vil blive endnu mere trafikeret i fremtiden. Det er derfor vigtigt, at der træffes foranstaltninger til forbedring af trafiksikkerheden;

42.

henviser i den forbindelse til Beograd-konventionen (10) om sejlads på Donau;

43.

opfordrer de lande, der grænser op til Donau-floden, til at videreføre den fælles kamp mod alle former for grænseoverskridende kriminalitet, herunder især organiseret kriminalitet, narkotikasmugling, ulovlig indvandring og menneskehandel;

44.

fremhæver betydningen af et sikkert miljø som et vigtigt sikkerhedsmæssigt aspekt, særligt set i lyset af behovet for at forebygge grænseoverskridende forurening og oversvømmelser.

Uddannelse og kultur

45.

bekræfter den rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for en øget interkulturel dialog. Byer og regioner er i kraft af deres direkte erfaringer og ofte heterogene befolkninger særligt egnede til at understøtte den tværkulturelle og tværreligiøse dialog;

46.

påpeger, at det regionale kulturarbejde med oprindelses- og hjemlande, der støder op til Donau, vil kunne fremme integrationen i Europa;

47.

understreger vigtigheden af, at venskabsbyordninger, på f.eks. netværket DonauHanse®, udbygges. Dette er nemlig en afgørende forudsætning for, at det europæiske valgsprog »forenet i mangfoldighed« kan føres ud i livet ved direkte at involvere borgerne i EU. Ud over at fjerne interkulturelle fordomme skaber den gensidige dialog også rammerne for et økonomisk og socialt samarbejde og en bæredygtig udvikling, hvilket også bidrager til opfyldelsen af Lissabonstrategiens målsætninger;

48.

gør opmærksom på, at institutioner som f.eks. det europæiske Donau-akademi, Andrássy-Gyula-universitetet i Budapest eller Instituttet for Donauregionen og Centraleuropa kan spille en vigtig rolle ved at samle det eksisterende potentiale og etablere nye målgrupper.

Arbejde, sundhed og sociale spørgsmål

49.

finder, at det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) og det europæiske år for frivilligt arbejde (2011) er en anledning til at understrege, at økonomisk udvikling i Donauområdet bør gå hånd i hånd med social udvikling, for at samfundet kan overbevises om fordelene ved Den Europæiske Union for alle borgere;

50.

anmoder alle aktører, der bidrager til erfaringsudvekslingen mellem statslige og ikke-statslige organisationer i Donauområdet, om at fremme udviklingen inden for social- og sundhedssektoren og vedblive med at støtte de enkelte niveauer.

Et EU-støtteberettiget område

51.

bemærker, at udviklingen af konkurrencedygtige og fremtidsorienterede regioner får stadig større betydning i en globaliseret verden og i forbindelse med opfyldelsen af Lissabonstrategiens målsætninger;

52.

gør opmærksom på, at Donauområdet i den nuværende støtteperiode 2007-2013 er blevet opdelt i to – delvis overlappende – tværnationale støtteberettigede områder, nemlig Centraleuropa og Sydøsteuropa. Opsplitningen af det tidligere central- og sydøsteuropæiske støtteberettigede enhedsområde i Østersøen og Ægæerhavet (Cadses) kan især i Donauområdet skabe en situation med varige kontraproduktive virkninger på den territoriale, sociale og økonomiske samhørighed. På grund af sin særlige geografiske og kulturhistoriske betydning, især for samhørigheden mellem Øst- og Vesteuropa, har Donauområdet en særlig politisk og strategisk fysisk dimension. Områdets geopolitiske betydning gør, at der bedst vil kunne tages højde herfor i ét samarbejdsområde;

53.

bemærker, at Donauområdet bør betragtes som et tværnationalt EU-støtteberettiget område, for at områdets økonomiske, sociale, miljømæssige og kulturelle potentiale kan udnyttes fuldt ud. Et EU-støtteberettiget område vil bevirke:

at mulighederne i dette område kan udnyttes bedst muligt især på de strategiske politikområder infrastruktur, vandveje, forebyggelse af oversvømmelser, energi og energisikkerhed, bæredygtig økonomi og miljøpolitik,

at det samlede økonomiske potentiale kan udnyttes fuldt ud og på bæredygtig vis,

at samarbejde og partnerskab kan fremmes yderligere på nationalt, regionalt og lokalt niveau,

at Donauområdet kan opfattes som en fælles kulturel, naturmæssig og historisk arv i hele Europa;

54.

opfordrer EU-institutionerne til i næste støtteperiode at behandle Donauområdet som ét tværnationalt EU-støtteberettiget område. Instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA) og nabo- og partnerskabsinstrumentet (ENPI) er fleksible foranstaltninger, der skal fremme den fulde integration af kandidat- og potentielle kandidatlande samt tredjelande i det samlede støtteområde. Hvis denne støtte udvikles yderligere, vil det sikre en sammenhængende udvikling i hele Donauområdet. I den forbindelse bør det undersøges, om Kommissionens beføjelser vedrørende støtteinstrumenterne EFRU (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling), IPA og ENPI kan samles under programmerne for europæisk territorialt samarbejde og udelukkende varetages af én enkelt tjenestegren i Kommissionen.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


(1)  EU-kommissær Hübner kræver en strategi for Donauområdet IP/08/1461.

(2)  Skriftlig erklæring af Victor Bostinaru og Daciana Octavia Sârbu om nedsættelse af en arbejdsgruppe med henblik på udarbejdelse og gennemførelse af en strategi for Donaufloden; PE422.681v01-00; indgivet den 23. marts 2009.

(3)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2009 - Det er tid at handle for et bedre Europa«, KOM(2008) 712 endelig.

(4)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlament, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Centralbank »Fem år i et udvidet EU - Økonomiske resultater og udfordringer«, KOM(2009) 79 endelig.

(5)  Konventionen om samarbejde om beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af Donau, undertegnet i Sofia den 29. juni 1994.

(6)  http://www.icpdr.org/icpdr-pages/navigation_and_ecology_process.htm.

(7)  Konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne, undertegnet i Espoo den 25. februar 1991.

(8)  Konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, undertegnet i Århus den 25. juni 1998.

(9)  Konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, undertegnet i Bern den 19. september 1979.

(10)  Konventionen om sejlads på Donau, undertegnet i Beograd den 18. august 1948.


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/7


Regionsudvalgets initiativudtalelse:»Hvad kan de lokale og regionale myndigheder i første række gøre for at forebygge vold mod kvinder og for at forbedre behandlingstilbuddene til ofrene?«

(2010/C 79/02)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

1.

påpeger, at vold mod kvinder er et angreb på menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt en hindring for opnåelsen af lige muligheder for kvinder og mænd;

2.

minder om, at det ikke vil lykkes at opnå økonomisk og social samhørighed, som er en af EU's grundpiller, hvis halvdelen af befolkningen, af den simple grund at de er kvinder, skal lægges hindringer i vejen, som begrænser deres personlige og faglige udvikling og oven i købet truer selve deres fysiske og psykiske integritet;

3.

anfører, at vi har at gøre med et universelt problem. Denne sociale svøbe berører alle kulturer, både østlige og vestlige. Den Internationale Kvindekonference i Beijing i september 1995 fastslog, at vold mod kvinder er den hyppigst begåede forbrydelse i verden, og den der foregår mest i det skjulte: »Vold mod kvinder er et udtryk for historisk ulige magtforhold mellem mænd og kvinder, og det er disse ulige forhold, der har ført til, at mænd dominerer og diskriminerer kvinder og hindrer dem i at udnytte deres potentiale fuldt ud […] Vold mod kvinder er en afgørende social mekanisme, gennem hvilken kvinder tvinges ind i en underordnet position i forhold til mænd, både i familien, på arbejdspladsen, i fællesskabet og i samfundet«;

4.

anerkender, at den gradvise optagelse af kvinderne i det offentlige rum gennem det seneste århundrede har været en fordel for samfundet som helhed, idet det er blevet beriget med bidrag fra kvinder inden for kultur, uddannelse, politik, videnskab, økonomi osv.;

5.

støtter denne kamp for kvinders frihed og fulde udfoldelse og fordømmer de ideologier og adfærdsmønstre, som truer og hæmmer kvinder. Vold mod kvinder strider mod de elementære principper i et demokratisk samfund;

6.

konstaterer, at vold mod kvinder finder sted i alle samfundslag og i alle medlemsstater i EU uden skelnen til uddannelsesniveau og kulturel oprindelse;

7.

henleder opmærksomheden på denne utålelige krænkelse af rettigheder og friheder for de kvinder og mindreårige, som er ofre for denne vold;

8.

påpeger, at det har særdeles høj prioritet at udføre forebyggende arbejde, bekæmpe vold og finde frem til relevante løsninger med henblik på at forhindre volden mod kvinder for at beskytte deres fysiske og psykiske integritet og sikre lighed mellem kønnene samt sætte skub i den økonomiske og sociale udvikling i de regionale og lokale samfund;

9.

finder det nødvendigt at gøre status over den sociale virkelighed for så vidt angår ligestillingen mellem kønnene, hvilket kan danne grundlag for effektive tiltag som led i en socialpolitik, der er tilpasset borgernes behov;

10.

slår fast, at volden mod kvinder bunder i samfundsstrukturer, hvor der fortsat hersker ulighed mellem kvinder og mænd, og at man, hvis denne struktur skal ændres, bør prioritere politikker, der sigter på at skabe reel lighed mellem kønnene. Ligestilling indebærer, at kvinder og mænd skal have de samme muligheder for at forme samfundet og deres eget liv, og forudsætter lige rettigheder, muligheder og ansvar på alle livets områder.

Lokalt og regionalt selvstyre og subsidiaritet

11.

bemærker, at de regionale og lokale myndigheder er bedst placeret til og har de bedste forudsætninger for at formidle værdier og omsætte den økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale politik i praktisk handling i dagligdagen. I charteret for ligestilling mellem kvinder og mænd på lokalt plan, som De Europæiske Kommuners og Regioners Råd udarbejdede inden for rammerne af det femte EU-handlingsprogram for ligestilling mellem kvinder og mænd, anerkendes det således, at konsolideringen af politikker til fremme af lige muligheder for begge køn har større chancer for at lykkes på regionalt og lokalt plan end på andre administrative niveauer;

12.

påpeger, at de lokale myndigheder, som har underskrevet charteret, anerkender, at kønsbestemt vold, således som angivet i charterets artikel 22, er et angreb på de grundlæggende menneskerettigheder, og at de forpligter sig til at iværksætte politikker og tiltag til bekæmpelse heraf;

13.

noterer sig, at EU-institutionerne erkender, at hvorvidt de forskellige tiltag lykkes, afhænger af deres evne til at udnytte de lokale og regionale myndigheders metoder og ressourcer. Disse myndigheder, som er tættest på borgerne, har således de bedste forudsætninger for at mobilisere den offentlige opinion og befolkningens interesse med det mål at finde frem til effektive løsninger samt støtte og fremme EU's foranstaltninger;

14.

mener, at de lokale og regionale myndigheder har et stort ansvar på dette område, og at de desuden har stor erfaring, gode metoder og programmer, som er målrettet såvel ofre som gerningsmænd;

15.

fremhæver indsatsen fra EU-institutionerne, som anerkender betydningen af nærhedsprincippet og den rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller på dette område, og støtter udviklingen og koordinationen af deres tiltag.

Fremskridt i lovgivningen

16.

fremhæver det voksende ønske om at øge opmærksomheden om, at vold mod kvinder er en overtrædelse af menneskerettighederne, hvilket afspejles i internationale erklæringer og nationale love;

17.

konstaterer med interesse, at der er sket en udvikling på det lovgivningsmæssige område med hensyn til bekæmpelse af vold mod kvinder i de forskellige medlemsstater og regional- og lokalsamfund. Regionsudvalget konstaterer desuden, at det er vigtigt at fremme udveksling af erfaringer med lovgivningen og dens håndhævelse. Det understreges, hvor betydningsfuldt dette område er, og at det er nødvendigt at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at forhindre denne form for vold gennem forebyggelse og helhjertet støtte til ofrene;

18.

bemærker, at et af de grundlæggende principper i fællesskabsretten er gennemførelsen af lige muligheder for mænd og kvinder, således som det fremgår af Amsterdamtraktaten fra 1997 (artikel 2 og 3), hvor det anføres, at det er EU's opgave at fremme lige muligheder for mænd og kvinder gennem indførelse af dette princip i alle politikker og programmer.

Begrebet vold mod kvinder

19.

erkender, at der findes mange forskellige definitioner af begrebet »vold mod kvinder«, men den mest alment accepterede definition er den, der findes i FN's Generalforsamlings erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder, vedtaget ved resolution 48/104 af 20. december 1993, som i sin artikel 1 definerer vold mod kvinder som »enhver form for kønsbaseret vold, der kan eller vil påføre kvinder fysiske, seksuelle eller psykiske skader eller lidelser, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, uanset om disse handlinger finder sted offentligt eller privat«. Det er denne definition, som denne udtalelse tager udgangspunkt i.

Regionsudvalgets bemærkninger

20.

mener, at forhindringen af kønsbestemt vold er et af de prioriterede områder i EU's indsats for ligestilling mellem kønnene, hvilket fremgik af den udtalelse, som Regionsudvalget vedtog den 6. december 2006, om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – En køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010«;

21.

kan konstatere, at mange medlemsstater har erkendt alvoren af dette sociale problem og behovet for at finde overordnede løsninger. Europarådet søsatte den 27. november 2006 en kampagne til bekæmpelse af vold mod kvinder. Initiativet gennemføres på tre niveauer: mellemstatsligt, parlamentarisk samt lokalt og regionalt i erkendelse af vigtigheden af at inddrage de myndigheder, som er tættest på borgerne;

22.

konstaterer, at de foreliggende data om vold mod kvinder ikke giver en udtømmende viden om problemet. Dette forringer klart kvindernes muligheder for at deltage fuldt ud i samfundet;

23.

støtter bekæmpelsen af vold mod kvinder gennem forebyggende foranstaltninger, slår til lyd for at mobilisere passende tjenester og praksisser med henblik på at informere emigranter, især kvinder og børn, om risikoen for svigagtige emigrationstilbud og udnyttelse og anbefaler tiltag møntet på at øge offentlighedens opmærksomhed om problemet samt foranstaltninger, der sigter på støtte til og beskyttelse af ofrene;

24.

mener, at volden mod kvinder bør anskues ud fra forskellige synsvinkler og i alle dens udtryksformer, hvis man skal forstå dette fænomen i hele dets kompleksitet:

Set fra et juridisk aspekt underminerer kønsbestemt vold de demokratiske værdier og ofrenes grundlæggende rettigheder.

Endvidere er det nødvendigt at tage hensyn til sundhedsaspektet, eftersom volden kan have alvorlige konsekvenser for kvindernes helbred. (Europarådets henstilling 1582 om vold mod kvinder i hjemmet, vedtaget af Europarådets parlamentariske forsamling den 27. september 2002, fastslår, at vold i hjemmet er den hyppigste dødsårsag og årsag til varig invaliditet blandt kvinder i alderen 16 til 44 år. Denne form for vold er skyld i flere dødsfald blandt kvinder i denne aldersgruppe end kræft, trafikulykker og krig).

Set fra et socialt synspunkt bør man sikre kvinderne adgang til støtte i form af f.eks. økonomisk støtte, hjælp til at finde beskæftigelse eller hjælp til at finde en bolig.

Desuden bør man have det uddannelsesmæssige aspekt for øje, både når det gælder formidlingen af værdier i uddannelsesinstitutionerne, og i forhold til hvilken påvirkning der kommer fra socialiseringsfaktorer som f.eks. familien og medierne;

25.

støtter de initiativer og projekter, som gennemføres af de regionale og lokale myndigheder for at forhindre vold mod kvinder, samt udvekslingen af god praksis;

26.

erkender, at bekæmpelse af volden er en uomgængelig betingelse for at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union, men voldens følgevirkninger og de nødvendige midler til at forhindre den har store økonomiske og sociale konsekvenser;

27.

mener, at menneskehandel med seksuel udnyttelse og alle andre former for udnyttelse til formål er en overtrædelse af den enkeltes grundlæggende rettigheder. Menneskehandel er en alvorlig krænkelse af det enkelte menneskes værdighed og ret til at bestemme over eget liv og egen krop. Menneskehandel med seksuel udnyttelse til formål rammer primært unge kvinder og piger. Det er en moderne form for slaveri, der underminerer grundlæggende fælles europæiske værdier og menneskerettigheder og derfor udgør en alvorlig hindring for social lighed og ligestilling mellem kønnene.

Den økonomiske betydning af volden mod kvinder

28.

henleder opmærksomheden på de direkte og indirekte økonomiske omkostninger, som vold mod kvinder medfører for medlemslandenes lokale og regionale myndigheder. De konsekvenser, volden har for ofrenes liv, påvirker deres karriere, deres fysiske og psykiske helbred og deres sociale velbefindende. Volden har også en negativ effekt på andre familiemedlemmers, navnlig børns, helbred og velbefindende, hvis disse er vidne til vold mod kvinder, og omkostningerne ved de langsigtede helbredsvirkninger vil ofte påhvile de lokale og regionale myndigheder. Til disse indirekte omkostninger, som medfører et tab af varer eller tjenester og påvirker ofrenes velbefindende, skal lægges de direkte udgifter til de specifikke eller generelle ressourcer, der bringes i anvendelse som følge af denne situation. De derved fremkomne beløb retfærdiggør iværksættelsen af forebyggende programmer, hvis pris er meget begrænset set i forhold til voldens sociale omkostninger;

29.

understreger de konsekvenser, som volden har for samfundet som helhed, og som gør, at den bør behandles som et socialt problem af største betydning. Voldens konsekvenser berører ikke udelukkende enkeltindivider, familien og samfundet, men hæmmer også den økonomiske udvikling i mange lande;

30.

udtrykker bekymring over oplysningerne i den undersøgelse, som Carol Hagemann-White udarbejdede for Europarådet i 2006, om Europarådsmedlemslandenes foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder, og hvoraf det fremgår, at mellem 12 og 15 % af europæiske kvinder over 16 år mindst én gang i deres liv har været udsat for vold i et parforhold, nogle gange endda efter at forholdet var ophørt;

31.

støtter Daphne-initiativerne, som blev iværksat i 1997 med det formål at udrydde vold mod kvinder inden for EU's område. For perioden 2007-2013 har man vedtaget Daphne III-programmet, som skal bidrage til udviklingen af beskyttelsesprogrammer for børn, unge og kvinder, som udsættes for vold i en hvilken som helst form, samt opnå et højt niveau af sundhedsbeskyttelse og social samhørighed. I alt er der øremærket 116,85 millioner euro til formålet. Dette program fremmer endvidere anvendelsen af tværfaglige netværk, og efterhånden som de forskellige finansierede projekter udvikles, skabes der klarhed om de ansvarlige organers behov og forudsætninger.

Regionsudvalgets anbefalinger

32.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder i medlemslandene til at følge Verdenssundhedsorganisationens anbefaling om at støtte forskningen i årsager til, konsekvenser af og omkostninger ved volden mod kvinder og i effektive forebyggelsesforanstaltninger, således at disse data kan danne grundlag for handling og forebyggelse og give større viden om de iværksatte tiltags effektivitet;

33.

gentager, at det er nødvendigt at sikre sig, at alle undersøgelser angiver data opdelt efter køn, alder, sociale vilkår og andre kønsindikatorer, således at man får et bedre overblik over situationen og kan tilpasse de forskellige økonomiske og sociale strategier og tiltag med henblik på at skabe et mere lige samfund med større fremgang og økonomisk og social velfærd;

34.

opfordrer til, at der etableres et system og effektive procedurer, som muliggør indsamlingen af homogene og sammenlignelige statistiske data om vold og politikker for ligestilling mellem mænd og kvinder i alle de lokale og regionale samfund for at skabe bevidsthed om problemet og nå frem til effektive foranstaltninger både i forbindelse med politiske og økonomiske beslutninger og andre beslutninger med tilknytning til dette problem;

35.

anmoder om, at der gennemføres en undersøgelse på europæisk plan for at fremskaffe data om udbredelsen af vold mod kvinder i de forskellige regioner, således at der opnås en viden om problemets omfang og kan udarbejdes nye indsatsmetoder med det sigte at forhindre volden. Gennemførelsen af sådanne undersøgelse bør ske efter et sæt ensartede kriterier, som afgrænser begreberne og fastlægger retningslinjer for indsatsen;

36.

betoner nødvendigheden af at sætte større fokus på uddannelse, som sammen med familien er den primære socialiseringsfaktor for børn. Det er meget vigtigt at arbejde med princippet om lige muligheder for kvinder og mænd samt fastlægge uddannelses-, forebyggelses- og bevidstgørelsesstrategier i forhold til vold mod kvinder på alle niveauer og felter inden for uddannelsesområdet;

37.

foreslår, at der gennemføres bevidstgørelseskampagner henvendt til alle borgere, således at folk holder op med at betragte kønsbestemt vold som noget, der hører privatsfæren til, og hjælper med at løse dette problem;

38.

opfordrer til, at der gennemføres foranstaltninger til imødegåelse af aggressiv og diskriminerende adfærd, som krænker kvinder, og at der sendes målrettede budskaber til forskellige samfundsgrupper (unge, voldsramte kvinder, voldelige mænd, mindreårige, mænd og kvinder som ikke direkte berøres af dette spørgsmål) for at sikre, at hele befolkningen involveres. Ligeledes bør voldsmændene straffes;

39.

betoner nødvendigheden af at gøre op med den fordom, at maskulinitet og kvindelighed er forbundet med en ulige rollefordeling på det økonomiske, sociale og politiske område. Denne fordom, som gennemsyrer samfundet, spredes via reklamer, medier og undervisningsmateriale og bør erstattes af nye, alternative, mere retfærdige og ligeværdige billeder af kvinder og mænd;

40.

bekræfter, at man i de lande, hvor ansatte inden for uddannelsesområdet, retsvæsenet, sundhedsvæsenet, inden for det psykologiske område, socialvæsenet og de retshåndhævende myndigheder har modtaget særlig undervisning, har opnået gode resultater med tidligt at opdage tilfælde af vold mod kvinder og yde disse særlig opmærksomhed;

41.

opfordrer alle lokale og regionale myndigheder til at øge sikkerhedsforanstaltningerne omkring kvinder, der har været udsat for vold, gennem passende tiltag som f.eks. tilførsel af mere personale både til politiet og det teknologiske område, med henblik på at sikre ofrenes fysiske og psykiske sikkerhed;

42.

bifalder det betydningsfulde arbejde, som udføres af NGO'er, der beskæftiger sig med bekæmpelse af vold mod kvinder på forskellige niveauer, og støtter aktivt samarbejde med disse organisationer, bl.a. i form af logistisk og finansiel bistand;

43.

foreslår, at de lokale og regionale myndigheder vedtager foranstaltninger, som sikrer ofrene adgang til særlige ressourcer, således at der på alle måder tages hånd om både kvinderne og deres eventuelle familier. Om muligt bør de endvidere have umiddelbar adgang til et midlertidigt logi. Desuden foreslås det, at der iværksættes særlige indsatsprogrammer for mindreårige, der også må anses for at være ofre for den kønsbestemte vold, da de er ekstra udsatte på grund af deres lave alder og deres afhængighed af forældrene;

44.

opfordrer beslutningstagerne på lokalt og regionalt niveau til at tage hensyn til kvinders sikkerhed og anvende metoder til at forebygge voldshandlinger på offentlige steder i deres planlægning og forvaltning, navnlig hvad angår nødvendige foranstaltninger som offentlig belysning, organisering af offentlig transport og taxa-tjenester, udformning og planlægning af parkeringsarealer samt beboelseshuse og offentlige bygninger;

45.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at hjælpe de lovgivende institutioner med at tage højde for køns- og ligestillingsspørgsmål og takle den kønsbestemte vold ud fra et helhedsorienteret perspektiv. Den kønsbestemte vold skal således ses i sammenhæng med forskelsbehandling og lighedsprincippet og behandles som et strukturmæssigt og politisk problem, der kræver et stærkt engagement af alle de offentlige myndigheder og samfundet som helhed;

46.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder i medlemslandene har en forpligtelse til at sikre ligebehandling af kvinder og mænd på alle områder. Det gælder således inden for økonomi, uddannelse, politik og arbejdsmarked som fastsat i direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv og direktiv 2004/113/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser. Kun i de regioner og lokalområder, hvor man udviser respekt for princippet om lige muligheder for kvinder og mænd, kan man opnå større retfærdighed og økonomisk og social udvikling;

47.

betoner nødvendigheden af at fremme udveksling af god praksis mellem de lokale og regionale myndigheder med hensyn til oplysningskampagner, forebyggende foranstaltninger, uddannelse af fagfolk og fokus på de voldsramte kvinder;

48.

anbefaler, at der, hvor sådanne mangler, uddannes specialenheder inden for de afdelinger i politiet samt i rets-, sundheds-, og socialvæsenet, som skrider ind i tilfælde af vold mod kvinder, således at disse kan tilbyde en særlig støtte. Desuden bør man overveje at indføre nødtjenester som f.eks. gratis anonyme telefonlinjer og nye IKT-faciliteter, der kan yde online-rådgivning og give adgang til klageprocedurer for voldsofre og/eller personer, der konfronteres eller trues med vold. Disse tjenester bør også lette adgangen til passende lægehjælp samt retsmedicinsk undersøgelse og behandling, tillige med posttraumatisk psykologhjælp, social støtte og juridisk bistand;

49.

forslår, at der indføres specialprogrammer, som er underlagt en række kvalitetskriterier og sigter på at ændre adfærden hos de voldelige mænd, og at der i den forbindelse udveksles erfaringer med henblik på at optimere ressourceanvendelsen;

50.

opfordrer EU-institutionerne og de lokale og regionale myndigheder i medlemslandene til at iværksætte nødvendige integrerede støtte- og opfølgningsprogrammer, som er underlagt en række kvalitetskriterier, og som er målrettet kvinder, der udsættes for eller har været udsat for kønsbestemt vold, samt deres familiemedlemmer;

51.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at anvende den definition af vold mod kvinder, som fremgår af FN's Generalforsamlings resolution 48/104 af 20. december 1993;

52.

anbefaler, at kvinder, som er særligt udsatte – f.eks. handicappede kvinder, indvandrerkvinder og kvinder, som bor i miljøer, hvor den sociale beskyttelse ligger på et lavere niveau (eksempelvis i landdistrikter eller dårligt stillede byområder) – underkastes specifikke foranstaltninger. Det samme gælder kvinder med særlige behov som følge af komplekse sociale problemer, eksempelvis kvinder med mentale helbredsproblemer eller kvinder med misbrugsproblemer;

53.

mener, at der er behov for en væsentlig indsats for at bekæmpe menneskehandel og andre former for udnyttelse med sigte på seksuel udnyttelse, udnyttelse som arbejdskraft (arbejde i hjemmet, i cateringsektoren, børne-, ældre- og sygepleje osv.), udnyttelse på det kommercielle ægteskabsmarked eller med sigte på organhandel, praksis med lemlæstelse af kvindelige kønsorganer og tvangsægteskaber. Det er ligeledes nødvendigt at udvikle og evaluere eksisterende nationale og internationale modeller og metoder for at forebygge og sætte en stopper for de nævnte former for vold. Generelle foranstaltninger med henblik på øget offentlig opmærksomhed og meningsdannelse blandt borgerne er afgørende for at komme dette problem til livs;

54.

anbefaler, at der vedtages foranstaltninger med henblik på at øge opmærksomheden omkring kønslemlæstelse af kvinder samt forebyggelse heraf, og at der drages omsorg for de kvinder, som er ofre for dette fænomen;

55.

foreslår, at der regionalt og lokalt indføres programmer til arbejdsmæssig og social integration af voldsramte eller voldsudsatte kvinder med henblik på at fremme deres beskæftigelse eller muligheder for at drive selvstændig virksomhed samt foretage karriereudvikling gennem uddannelses- og beskæftigelsesplaner, således at de opnår uafhængighed, også på det økonomiske område;

56.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at oprette mekanismer for samarbejde og interinstitutionel koordination på forskellige områder, således at opmærksomheden omkring ofrene øges, og de tilbydes en integreret støtte, samt at retsforfølgningen af personer, som anklages for vold mod kvinder i hjemmet, lettes;

57.

tilskynder alle relevante institutioner, som beskæftiger sig med vold mod kvinder (politi, lægetjenester og sociale tjenester), til at udarbejde planer for en koordineret indsats til bekæmpelse af vold og beskyttelse af ofrene på mellemlangt og langt sigt. Medierne kan bruges til at sprede information om disse planer for en koordineret indsats og til at øge bevidstheden om disse spørgsmål;

58.

opfordrer medier på alle niveauer til at være med til at øge den offentlige opmærksomhed, og dermed bidrage til den forebyggende indsats, således at man gør alt for, at den kønsbestemte vold kan forhindres. Ligeledes opfordres de til at fremme mekanismer, som sikrer en passende spredning af informationen om vold mod kvinder;

59.

anbefaler, at der oprettes et europæisk observatorium for vold mod kvinder. Dette observatorium skal drives under det eksisterende Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder, der blev oprettet ved forordning (EF) 1922/2006, og gennem et aktivt netværk fremme og samordne foranstaltninger mod vold i hjemmet;

60.

ønsker med støtte fra alle EU-institutionerne og med udgangspunkt i de lokale og regionale myndigheder at fremme en fællesskabspolitik, som bygger på respekten for kvindernes frihed og fulde deltagelse i samfundet. Dette skal opnås gennem udarbejdelse af effektive metoder til forebyggelse af vold via uddannelse og sociale tiltag og bedre støtte til ofrene, som gennem uddannelse af fagfolk med forskellige baggrunde samt et socialt støttenetværk garanteres større personlig sikkerhed.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/13


Regionsudvalgets udtalelse: »Hvidbog om tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag«

(2010/C 79/03)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

1.

hilser Hvidbogen om klimatilpasning og de tilhørende bilag velkommen, idet der er tale et godt og gennemarbejdet initiativ. Regionsudvalget konstaterer, at der er konsensus blandt forskerne, herunder Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer, om, at klimaændringerne sker hurtigere og hurtigere, og at meget af dette skyldes de fortsatte og stigende emissioner af drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter. Udfordringen er derfor at samle alle relevante aktører i en samlet og bæredygtig indsats til beskyttelse af klimaet, der både omfatter forebyggende og begrænsende foranstaltninger samt tilpasningsforanstaltninger;

2.

støtter Kommissionens samlede tilgang, som omfatter forskellige sektorkrav, og anerkender behovet for tilpasning, som skal integreres horisontalt i centrale EU-politikker;

3.

understreger, at forskellige geografiske regioner i EU er berørt på forskellige måder. Et europæisk handlingsgrundlag må tage højde for denne kendsgerning. Dermed er det nødvendigt at sikre størst mulig fleksibilitet med hensyn til mulige foranstaltninger og en stringent overholdelse af subsidiaritetsprincippet. Kun på den måde kan der tages tilstrækkeligt højde for regionale forskelle, så de økonomiske, miljømæssige og sociale virkninger mindskes;

4.

påpeger, at klimaændringerne ikke skelner mellem geografiske, organisatoriske og administrative grænser, og henstiller derfor, at lokale, regionale og nationale organer i områder, der deler karakteristika som f.eks. vandløb, flodmundinger og kyst- og flodsletter, øer og regioner i den yderste periferi, anlægger en fælles, horisontal strategi, hvorimod tilpasningen efter en vertikal tilgang kræver en bottom-up-indsats og anbefaler, at alle relevante myndighedsniveauer iværksætter fælles aktioner inden for tilpasningsforanstaltninger, som udstikker de pågældende aktioner, anfører det finansielle ansvar og sætter tidsfrister, der skal være gældende for at nå de foreslåede mål, og som giver plads til en integreret indsats og et fælles ansvar for resultatet;

5.

understreger betydningen af at sikre, at de forskellige initiativer ikke virker mod hensigten, eller at der sker overlapninger på andre myndighedsniveauer. Rettidig inddragelse af lokale og regionale myndigheder kan sikre, at forslagene supplerer hinanden, idet kommuner, byer og regioner kan give oplysninger om de erfaringer og løsninger, der allerede er udviklet på subnationalt niveau;

6.

påpeger, at en ambitiøs og effektiv klimapolitik kan forebygge forværringen af sociale skel som en følge af klimaændringerne. Sigtet er at chokstarte en grøn »New Deal« via foranstaltninger, der f.eks. øger forskning i klimavenlige energiløsninger, styrker beskæftigelsen i grønne sektorer, udvikler grøn bevidsthed og hjælper arbejdsstyrken i berørte sektorer med at udvikle fleksible færdigheder. Mangel på passende uddannelse og fleksible færdigheder er en stor hindring for tilpasningen hos såvel lokale og regionale myndigheder som i den private sektor. Projekterings- og byggeindustrien og de kommunale planlægnings- og byggekontrolafdelinger har brug for betydelige, langsigtede investeringer og uddannelse for at udvikle disse færdigheder og bruge dem i deres arbejde. En grøn »New Deal« kan også bidrage til at forebygge uønsket klimarelateret migration. Klimaudfordringen kan således gøres til en gunstig lejlighed til at tilvejebringe bæredygtig grøn økonomisk vækst som et middel til at bekæmpe den finansielle krise, og det er derfor vigtigt, at den sættes i sammenhæng med de fremtidige prioriteter for EU's vækst- og beskæftigelsesstrategi efter 2010.

Klimavirkningen på sektorpolitikkerne

7.

minder om behovet for at bruge et mix af politikinstrumenter, herunder lokal strategisk planlægning. Det er yderst vigtigt at inkorporere klimaaspekter direkte i de lokale planlægningsværktøjer for at sikre, at der tages højde for klimavirkningen;

8.

er enig i, at mange af livets områder, især infrastrukturer (bygninger, transport, fjerntrafikveje og lokale trafikveje, energi, kloaksystemer, dæmninger mod oversvømmelser og vandforsyning), økosystemer, og land- og skovbrug er særligt berørt af klimaændringen og at der derfor er behov for såvel sektorspecifikke som sektoroverskridende redskaber på disse områder. Hvad angår klimatilpasningsforanstaltninger er det vigtigt, at man forfølger en politisk strategi, som går på tværs af sektorer. Denne strategi må imidlertid ikke ophæve de oprindelige mål med de enkelte politikker;

9.

støtter det synspunkt, at udviklingen af retningslinjer og mekanismer til overvågning af klimaændringernes indvirkning på menneskers sundhed kan bidrage til forbedringen af instrumenter til f.eks. at forvalte grænseoverskridende klimarelaterede sygdomme, som kan ramme borgerne på forskellige måder;

10.

understreger at den helhedstænkning og integration, der skal til for at sikre gennemførelsen af robuste klimatilpasningsløsninger, kræver offentlig kontrol med, hvilke løsningsmodeller der vælges inden for de forskellige sektorer. Hertil kommer, at der er både miljømæssige og økonomiske synergier og spin off-effekter mellem sektorer;

11.

er enig i, at klimaændringerne vil indvirke direkte på landbrugs- og skovbrugssektoren og landdistrikterne samlet set, og understreger, at tilpasningsforanstaltninger i landkommuner og landbrugs- samt skovbrugsbedrifter spiller en vigtig og stadig større rolle. For at opnå en tidlig tilpasning og dermed minimere indvirkningerne i denne sektor skal der sættes skub i forskning i klima og landbrug med afsæt i de enkelte regioners landbrugsmæssige karakteristika. Klimabeskyttelses- og tilpasningsforanstaltninger er ofte forbundet med faldende indtægter og øgede produktionsomkostninger. Hvad angår de enkelte tiltag må der derfor foretages en afvejning af fordele og ulemper. Derudover må udgifterne til klimabeskyttelses- og tilpasningsforanstaltninger kunne retfærdiggøres. Landbrugssektoren vil spille en direkte rolle med henblik på at sikre, at landdistrikter kan klare de klimamæssige udfordringer på områder som opbevaring og bevarelse af vand, afgrødestyring, rejsning af ny skov og skovforvaltning, undtaget regioner hvor skovarealet udgør mere end 50 %, konvertering af omdriftsarealer til græsarealer, økologisk landbrug og forvaltning af vådområder osv. Landdistrikter og landbrugsjord nær storbyer og tæt bebyggede områder kan også få en strategisk betydning, når det drejer sig om at etablere sikre overløbsområder for vand ved ekstremt vejrlig eller oversvømmelser;

12.

er klar over, at klimaændringerne vil indvirke på skove og de omgivende økosystemer. Klimavirkningerne kan påvirke træproduktionen og ramme udendørs rekreative aktiviteter, forringe vandkvaliteten, biodiversiteten og omfanget af CO2-deponering. I forbindelse med EU's skovhandlingsplan bør der lanceres en debat for at se på klimatilpasningens konsekvenser og indvirkning på skoven samt eventuelle behov for foranstaltninger;

13.

støtter det synspunkt, at klimaændringerne vil udgøre en yderligere stressfaktor for fiskeriet (i de indre farvande), da de vil påvirke (hav-)økosystemerne, der allerede er sårbare over for overfiskning og nedfiskning;

14.

erkender, at klimaændringerne vil have en direkte effekt på både udbud og efterspørgsel efter energi, f.eks. vil hedebølger og tørke påvirke elproduktionen, mens voldsomme uvejr og oversvømmelser vil forårsage afbrydelser af energiforsyningen, og det er derfor positivt, at der tages hensyn til klimavirkningerne i forbindelse med de strategiske energiredegørelser. Det er særligt vigtigt at forbedre CO2-regnskabet og optimere anvendelsen af alternative energikilder samt disses effektivitet;

15.

henleder opmærksomheden på, at turismen vil blive påvirket både i positiv og negativ retning, hvilket vil bryde gamle rejsemønstre;

16.

er forundret over, at Kommissionens hvidbog ikke nævner, at det er nødvendigt at opstille sektorspecifikke målsætninger for reduktion af udledninger for hhv. luft- og søfartssektoren. Forebyggelse af emissioner er den bedste måde, hvorpå udgifter til afbødning af klimaændringernes negative konsekvenser kan undgås;

17.

påpeger, at ændrede vejrmønstre vil påvirke kystforvaltningen. Der bør sættes ind på at sikre, at anbefalingerne vedrørende den integrerede kystzoneforvaltning efterleves fuldt ud, og på at sikre, at opfølgningsforslaget til anbefalingerne vedrørende den integrerede kystzoneforvaltning og den dertil knyttede konsekvensanalyse (som skal starte i 2009) i tilstrækkeligt omfang inkorporerer kystforvaltningens rolle i tilpasningsforanstaltningerne under iagttagelse af nærhedsprincippet, f.eks. via lokale kystpartnerskaber bestående af lokalsamfundene og relevante parter, hvorved tilpasningsforanstaltninger fuldt inkorporeres i kystforvaltningen helt fra bunden;

18.

gør opmærksom på, at klimaændringerne foregår i et højere tempo i bjergregioner, og at disse regioner i mange henseender er særligt sårbare overfor de hermed forbundne konsekvenser;

19.

er enig i, at dyre- og plantesundheden også vil blive påvirket i betydelig grad. Der vil ske en øget indvandring og udbredelse af ikke-hjemmehørende sygdomme og skadedyr i dyre- og planteverdenen. Landøkosystemerne vil forandre sig betydeligt som følge af et tab af hjemlig biodiversitet og nye arters indvandring. Også klimatilpasningsforanstaltninger kan i stadig større omfang få uforudsete konsekvenser for biodiversiteten. Habitatdirektivet er et vigtigt redskab, som bør bruges mere proaktivt inden for dets anvendelsesområde for at sikre en gunstig bevaringsstatus for og videreudvikling af Natura 2000-lokaliteterne;

20.

gør opmærksom på, at klimaændringerne har stor indflydelse på dyrs og planters sundhed, men også på menneskers sundhed og det miljø, de lever i;

21.

påpeger at, der er behov for udarbejdelse af helhedsplaner for kysterne i betragtning af de forventede havstigninger samt det øgede antal storme med stormflod til følge. Derfor skal der sikres midler til at gennemføre en helhedsorienteret sikring af kysterne samt forvaltning af disse;

22.

støtter synspunktet om, at vandressourcer vil blive påvirket såvel kvantitativt som kvalitativt med markante virkninger på miljø, mennesker og økonomi. EU vil opleve både oversvømmelser og tørke. Kombinationen af oversvømmelser og begrænset afdræningskapacitet i kloaksystemerne kan forårsage mindsket mobilitet på grund af oversvømmelser af veje og skader på boliger og anden infrastruktur. Derfor er det uheldigt, at Kommissionen ikke har henvist specifikt til kloaksystemer som et nøgleredskab. Kloaksystemet er kraftigt berørt, og det vil være bekosteligt at tilpasse de eksisterende kloaksystemer. Selvom disse anlæg henhører under det lokale og regionale kompetence- og ansvarsområde, vil det ikke være muligt for de decentrale myndigheder at bære den finansielle byrde alene;

23.

er klar over, at en række EU-direktiver vil påvirke EU's vandressourcetilstand. I disse direktiver er bindende frister en fast del af implementeringen. Rammedirektivet for vandpolitik opererer med en frist i 2015, hvor alle vandmyndigheder skal have opnået en god økologisk status. De første vandområdeplaner skal senest være færdige den 22. december 2009, og det er vigtigt, at retningslinjerne og en række værktøjer ligger færdige ved udgangen af 2009 for at sikre, at vandområdeplanerne tager højde for den aktuelle viden om klimaændringernes lokale følgevirkninger og kontinuerligt tilpasses klimamodellernes og forskningens nyeste resultater. Oversvømmelsesdirektivet opererer med tre frister. I 2011, 2013 og 2015 skal der gennemføres foreløbige vurderinger af oversvømmelsesrisikoen og udarbejdes risikokort og risikostyringsplaner for oversvømmelser. I vandknapheds- og tørkestrategien indføres der tørkeforvaltningsplaner. Disse definerede mål vil for en stor dels vedkommende blive gennemført med kommuner og regioner i Europa som drivkraft. Derfor er det af stor betydning, at EU og medlemsstaterne i tide stiller de rigtige værktøjer og tilstrækkelige midler til rådighed for de lokale og regionale myndighedsniveauer;

24.

påpeger, at regionerne, på basis af opdateret videnskabeligt kendskab og socialt gennemførlige foranstaltninger, så vidt muligt vil tage højde for klimaændringer i første generation af vandområdeplanerne og bestræbe sig på at tage hensyn til klimaforskningens seneste resultater ved udarbejdelsen af andengenerationsvandområdeplaner for perioden efter 2015. For at sikre dette er det af stor betydning, at de retningslinjer og instrumenter, der skal fastlægges, tager udgangspunkt i den seneste videnskabelige viden og samtidig er praktisk anvendelig for de regionale myndigheder;

25.

slår til lyd for behovet for at sikre, at den eksisterende vandforvaltningslovgivning i EU (vandrammedirektivet, grundvandsdirektivet, direktivet om oversvømmelser, vandknapheds- og tørkestrategien) hænger sammen, og at EU's fremtidige klimatilpasningsforslag og -mål ligger på linje med denne eksisterende lovgivning. Gennemførelsen af EU's vandforvaltningslovgivning vil indvirke markant på den måde, hvorpå forvaltningen af vandressourcer gennemføres i EU's kommuner, byer og regioner;

26.

er klar over, at kommuner og regioner i forbindelse med finansieringen af vandforvaltningstilpasningen skal iværksætte grundvandsbeskyttelse for at sikre en bæredygtig vanddistribution. En del af finansieringen kan sikres ved at oprette en finansiel mekanisme i overensstemmelse med vandrammedirektivet, der vil sikre, at klimaændringernes indvirkning på vandets kredsløb stemmer overens med vandforbrugernes forbrugsniveau;

27.

støtter Kommissionens inkorporering af »no-regret«-aktioner og -foranstaltninger for at øge økosystemernes og infrastrukturernes resistens;

28.

understreger, at løsningerne på de sektorspecifikke problemer alle kan være med til at skabe bæredygtig grøn vækst og øget fremadrettet beskæftigelse igennem innovation og forskning.

Kommissionens forslag til et EU-handlingsgrundlag: mål og aktioner

29.

hilser Kommissionens tilgang i to faser velkommen, men bemærker dog, at den forestående opgave kræver, at alle myndighedsniveauer samarbejder tæt i alle faser. Det er ikke acceptabelt for lokale og regionale myndigheder kun at være involveret i den første fase. Det bør anerkendes, at kommuner, byer og regioner er nøgleaktører i tilpasningen til klimaændringerne. Den generelle tilpasningsstrategi på EU-niveau bør være så detaljeret, at den kan anvendes på regionalt niveau i hele EU, samtidig med at der tages højde for, at regionerne, de klimatiske forhold og de økonomiske strukturer er yderst forskelligartede;

30.

beder om, at den foreliggende videnskabelige dokumentation gøres tilgængelig inden 2012. Lokale, regionale og nationale myndigheder har budgetmønstre, der er forskellige fra EU's, og mange lokale og regionale myndigheder er allerede i gang med tilpasning. De har behov for at vide, hvilke klimascenarier de skal tilpasse sig. De lokale og regionale myndigheder vil indsamle data, forberede tilpasningsstrategier og indlede tilpasningsindsatsen inden 2012. EU bør støtte denne udvikling for det første ved at gøre videnskabelige scenarier, som er tilstrækkeligt detaljerede for alle EU's regioner, tilgængelige før 2012 og for det andet ved at støtte det igangværende arbejde finansielt, når tilpasning til klimaændringerne inkorporeres i budgettet;

31.

bifalder oprettelsen af et clearingcenter. Centret bør være baseret på nationale platforme, der giver mulighed for udveksling af informationer om klimavirkninger, sårbarhed og bedste praksis, og udvalget understreger behovet for, at clearingcentret via lokale og/eller regionale klimaændringsobservatorier og andre organer er tilgængeligt for lokale og regionale myndigheder, som både skal kunne bidrage til det og drage nytte af det. En interaktiv funktion, der via deres klimaændringsobservatorier og andre organer gør det muligt for lokale og regionale myndigheder aktivt at inddrage de relevante sektorer og i tide at indhente viden og erfaringer fra andre myndigheder i tilfælde af f.eks. strenge vejrforhold, ville være til stor nytte og bør indarbejdes. Clearingcentret bør fokusere på at levere brugervenlige modeller, data og redskaber og på at gøre det lettere at udveksle erfaringer og informationer;

32.

slår til lyd for oprettelsen af en overvågningsplatform for klimaændringer med passende støtte fra Kommissionen og med den vellykkede Borgmesterpagt som forbillede. Platformen kan bistå de lokale og regionale myndigheder med at udvikle og udveksle lokal klimaviden. Dette ville direkte gavne dem og ville også være en mekanisme, der kunne operere sammen med EU's clearingcenter;

33.

opfordrer EU og medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte, at lokale og regionale myndigheder er tæt på og har en bedre forståelse af de lokale klimapåvirkninger ved at sørge for, at de kan træffe de beslutninger og har de midler, der vil sætte dem i stand til at gennemføre lokale tilpasningsinitiativer.

Finansielle instrumenter

34.

er enig i, at finansielle begrænsninger udgør den største hindring for tilpasning. For tiden er de finansielle midler, som EU og medlemsstaterne stiller til rådighed, utilstrækkelige. Det er derfor nødvendigt at tildele flere ressourcer til det subnationale niveau, som skal øremærkes specifikt til tilpasning til klimaændringerne og samordnes med de midler, der tildeles arbejdet med at forebygge naturkatastrofer;

35.

glæder sig over, at EU's økonomiske genopretningsplan også tager hensyn til mindskelse og tilpasning til klimaændringer blandt foranstaltningerne til økonomisk genopretning. Udvalget beklager dog, at der ikke er stillet forslag om en grøn europæisk genopretningsplan, og at miljøspørgsmålet på ukoordineret vis er blevet henvist til de forskellige nationale handlingsplaner, selv om tiden nu er inde til at bane vejen for en grøn, bæredygtig, kulstoffattig økonomi som en vej ud af den aktuelle finansielle og økonomiske krise;

36.

er enig med Kommissionen i, at medlemsstaterne fra 2013 bør øremærke mindst 50 % af indtægterne fra auktionering af emissionsrettigheder til at tackle klimaproblemer, gennem tilpasningstiltag, og mener, at anvendelsen af passende midler til tilpasning også må tage hensyn til særlige lokale og regionale forhold. Lokale og regionale myndigheder har brug for betydelige finansielle midler, og specielt på kort sigt bør procentandelen af midler øremærket til projekter på lokalt og regionalt plan øges betragteligt;

37.

anerkender behovet for at undersøge, hvordan man sikrer privat medvirken enten via mulighederne i de frivillige (eller økologiske) aftaler eller via finansielle mekanismer. I lyset af klimaudfordringernes strukturelle relevans på længere sigt kan støtte fra den offentlige sektor dog være nødvendig, navnlig med henblik på at lukke hullerne og rette op på markedsfejl, som den private sektor ikke har taget sig korrekt af;

38.

er enig i, at markedsbaserede instrumenter og offentlig-private partnerskaber også bør overvejes som finansielle instrumenter med henblik på at imødegå klimaændringer. Inddragelsen af den private sektor via markedsbaserede instrumenter og offentlig-private partnerskaber i forbindelse med tilpasning til klimaændringerne kan skabe alle de rigtige økonomiske incitamenter til at inkorporere tilpasningsforanstaltninger i virksomhedernes adfærd;

39.

påpeger behovet for at sikre, at de integrerede politikker, der for tiden udarbejdes på EU-plan, bruges som en drivkraft til at tage de horisontale og tværpolitiske udfordringer op, som bl.a. klimaændringerne stiller. På den måde kan overlapninger, uoverensstemmelser og huller mellem forskellige politikker og mellem myndighedsniveauer, herunder også subnationale niveauer, fuldt ud imødegås;

40.

mener, at den kommende EU-budgetrevision samt de næste finansielle overslag efter 2013 bør gøre klimaudfordringerne til en prioritet for dermed både at tage hensyn til den styrkelse af Den Globale Miljøfond og Kyotoprotokollens Tilpasningsfond, der skal træffes afgørelse om i december 2009 på FN's Klimakonference (COP15) i København, og finansiere specifikke europæiske foranstaltninger, der iværksættes inden for rammerne af EU's kommende strategi for bæredygtig udvikling. Derudover må det fuldt ud anerkendes, at bæredygtig økonomisk velstand og indsatsen med henblik på tilpasning til klimaændringerne går hånd i hånd på trods af de reelle udgifter, som klimaændringerne kan afstedkomme på kort eller mellemlang sigt. Eftersom tilpasningsforanstaltningerne i mange tilfælde mest består af lokale tiltag, er det vigtigt at sikre, at der stilles støtte til rådighed fra EU til de lokale og regionale myndigheder;

41.

tilslutter sig det synspunkt, at selv om klimabeskyttelses- og tilpasningstematikken vedrørende de enkelte politikområder bør indarbejdes i EU's støttemekanismer og netværk som TEN, strukturfondene og ELFUL, særligt når det gælder spørgsmål som at gøre produktionssystemerne og den fysiske infrastruktur mere modstandsdygtige, må det oprindelige formål med disse politikker og fonde ikke tilsidesættes på grund af behovet for at bekæmpe klimaændringerne, og man bør derfor påregne, at der bliver behov for særlige foranstaltninger og EU-støtte til det formål, navnlig for at undgå en spredning af EU-midlerne på dette område. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til enten at se på »grøn øremærkning« af eksisterende strukturfondsmidler på baggrund af den øremærkningsmodel, der blev anvendt i forbindelse med Lissabonstrategien, at oprette en europæisk tilpasningsfond, der kunne finansiere uddannelse, omskoling eller »tilbage til arbejde«-programmer for arbejdstagere i sektorer, der sandsynligvis vil blive påvirket af den bæredygtige udvikling, eller at støtte opstart af virksomheder, der er tilpasset miljøkravene.

Partnerskab med lokale og regionale myndigheder

42.

støtter oprettelsen af en styringsgruppe for virkninger og tilpasning, fordi processen med at udvikle en EU-strategi samt nationale strategier bør styres for at sikre, at indsatsen er samordnet, både hvad angår politikområder og myndighedsniveauer. Dog er det afgørende, at styringsgruppens mandat og budget bliver klarlagt før styringsgruppen nedsættes. Kommissionen opfordres derfor til hurtigst muligt at præcisere dette;

43.

understreger behovet for, at de lokale og regionale myndigheder også medvirker i styringsgruppen, da det er de lokale og regionale myndigheder, der er ansvarlige for planlægning, styring og gennemførelse af mange af de berørte foranstaltninger. De lokale og regionale myndigheder ligger derfor inde med værdifuld viden og kunne bidrage betydeligt til at opbygge vidensgrundlaget for såvel virkninger som mulige løsninger. Styringsgruppen bør følge en bottom-up-tilgang og klart definere ansvarsområderne på grundlag af nærhedsprincippet;

44.

appellerer om oprettelse af klimataskforcer på nationalt plan, som indbefatter de lokale og regionale myndigheder. De klimatilpasningshandlingsplaner, der udarbejdes på lokalt og regionalt niveau skal danne grundlag for arbejdet i disse taskforcer. Disses arbejde bør være direkte knyttet til styringsgruppens arbejde. Taskforcerne kan være organiseret omkring behovet for forskning, socioøkonomiske virkninger, lokale og regionale myndigheder, den brede offentlighed og private virksomheder;

45.

understreger behovet for oplysning af borgerne, eftersom tilpasning til klimaændringerne indebærer en ændret livsstil. Borgerne skal forstå, hvorfor der er brug for tilpasningsforanstaltninger, hvorfor prisen for nogle tjenesteydelser måske stiger, hvordan de kan hjælpe, og hvad der gøres for at minimere risiciene for dem. Denne form for oplysning og adfærdsændring kræver en nøje tilrettelagt og målrettet strategi understøttet af de nødvendige tiltag. Udvalget opfordrer derfor til, at EU, medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder arbejder sammen med medierne om udviklingen af en paneuropæisk oplysningskampagne om årsagerne til og virkningerne af klimaændringerne, og hvilke forandringer de vil medføre. Det bør gøres klart, at der på grund af klimaændringerne vil være stadigt færre ressourcer, hvorfor det er nødvendigt at ændre den daglige adfærd. De lokale og regionale myndigheder understreger, at sådanne kampagner skal tilføres tilstrækkelige finansielle ressourcer, og at der bør tages behørigt hensyn til behovet for at målrette budskabet lokalt i de forskellige medlemsstater, lande og regioner;

46.

påpeger, at lokale og regionale myndigheder også spiller en vigtig rolle hinsides EU's grænser; kommuner, byer og regioner kan spille en konstruktiv rolle i forbindelse med at overføre ekspertise til udviklingslandene, som står over for de største tilpasningsudfordringer.

Anbefalinger til rådsformandskabet

47.

beder om, at Kommissionen og rådsformandskabet sikrer politisk engagement i den rettidige udvikling og gennemførelse af den europæiske tilpasningsstrategi i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder;

48.

anmoder om, at Kommissionen og rådsformandskabet inddrager de lokale og regionale myndigheder i arbejdet med at udforme og gennemføre EU's rammeaktion ved at inddrage dem i styringsgruppens arbejde. Der bør udvikles samlede langtidsstrategier via et bredt samarbejde mellem de forskellige myndighedsniveauer, hvis man vil sikre en velgennemført implementering. Lokale og regionale myndigheder ligger inde med konkret viden om virkningen af klimaudfordringerne, da det er dem der står i forreste linje. Desuden er det således, at borgerne i tilfælde af nødsituationer forårsaget af klimaændringer i første række vil henvende sig til de lokale og regionale myndigheder. Dette er en klar begrundelse for at inddrage dem;

49.

understreger behovet for, at de lokale og regionale myndigheder anerkendes som hovedaktører i kampen mod de skadelige virkninger af klimaændringerne, eftersom de er parate til at påtage sig medansvaret og allerede træffer foranstaltninger til at tilpasse regioner og kommuner til konsekvenserne af klimaændringerne;

50.

appellerer om mere opmærksomhed på løsninger og redskaber, som vedrører bymiljøer (navnlig ved kyster og større floder) og infrastruktur som f.eks. dæmninger og kloaksystemer, der er en grundlæggende faktor for at mindske infrastrukturens sårbarhed;

51.

appellerer om, at der udformes realistiske grænseoverskridende klimarisikoscenarier, som er tilstrækkeligt detaljerede for alle EU's regioner, i et samarbejde mellem det lokale, regionale, nationale og EU-niveauet. Data, modeller, metoder og klimascenarier bør frit gøres tilgængelige hurtigst muligt, så risikoområderne kan defineres og modforanstaltninger udformes;

52.

påpeger behovet for passende finansielle incitamenter til handling. De lokale og regionale myndigheder bør støttes i deres indsats for at udvikle proaktive løsninger, der vil mindske lokalsamfundenes sårbarhed;

53.

understreger, at lokale og regionale myndigheder bør modtage yderligere finansiel støtte til at mindske tabene og påtage sig de ekstra udgifter til tilpasning, eftersom imødegåelsen af de forskellige klimaudfordringer vil lægge betydelige nye finansielle byrder på de lokale myndigheder.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/19


Regionsudvalgets udtalelse: »En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer«

(2010/C 79/04)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Generelle bemærkninger

1.

konstaterer med bekymring, at antallet, omfanget og intensiteten af katastrofer, som har naturlige årsager eller direkte eller indirekte er forårsaget af mennesker, i de seneste år er vokset mærkbart i regionerne i Den Europæiske Union. De globale klimaændringer bevirker også, at klimaet i Europa bliver ustabilt med ekstreme vejrfænomener til følge. Dette vil igen øge faren for skader på mennesker, infrastrukturer og miljø;

2.

fastslår, at katastrofer uanset årsag ofte ledsages af betydelige skader for mennesker, økonomi, miljø og kultur. Både skaderne og udgifterne til den konkrete bekæmpelse af katastrofer kan være væsentligt større end de nødvendige udgifter til forebyggende foranstaltninger;

3.

tager til efterretning, at EU's hidtil etablerede instrumenter til beskyttelse mod katastrofer (EU-ordninger for civilbeskyttelse, det finansielle civilbeskyttelsesinstrument og EU's solidaritetsfond) i alle katastrofehåndteringens stadier (forebyggelse, beredskab, indsats og genopretning) overvejende omfatter beredskab, indsats og genopretning;

4.

støtter derfor det politiske mål om at udarbejde en fælles strategi for det element, der hidtil har været for overset, nemlig forebyggelse af katastrofer, samt igangsættelse af en bred debat. Denne strategi skal være med til at sikre, at EU finder frem til et velafbalanceret, samlet koncept på civilbeskyttelsesområdet;

5.

er enig med Kommissionen i, at forebyggelse indebærer to ting: 1) at forhindre katastrofers indtræden, hvor det er muligt, og 2) at tage skridt til at mindske katastrofers virkninger, hvis de er uundgåelige;

6.

mener desuden, at katastrofer er pludseligt indtrufne, uventede fænomener, der lokalt og regionalt medfører sammenbrud af centrale offentlige strukturer, systemer og funktioner. Konfliktbetingede nødsituationer eller terrorangreb falder ikke ind under denne definition;

7.

understreger, at katastrofer som regel er begrænset til et forholdsvis lille område, men alligevel kan gå på tværs af administrative grænser. Derfor er samarbejde mellem områder, der er udsat for en fælles trussel, særligt nødvendigt på forebyggelsesområdet;

8.

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder, som er niveauet tættest på borgerne, er de første, der direkte påvirkes og forventes at reagere i katastrofetilfælde, og at det derfor er vigtigt, at de i vid grad inddrages i udarbejdelsen af strategier og forholdsregler for beskyttelse mod katastrofer;

9.

understreger desuden i denne sammenhæng, at en øjeblikkelig og hurtig reaktion ved de første tegn på en katastrofe er afgørende for begrænsningen af dens følger i enhver region i EU uanset geografisk beliggenhed. Derfor skal katastrofeforebyggende foranstaltninger også sættes ind på det direkte berørte niveau, der er hurtigst til at reagere;

10.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder på baggrund af deres egne erfaringer har kendskab til de relevante lokale og regionale omstændigheder, og at de derfor også bør spille en afgørende rolle i katastrofeforebyggelsen. Det er ikke ualmindeligt, at den faglige viden er til stede, man at de finansielle midler til forebyggelsesstrategier mangler;

11.

erkender desuden, at udformning og gennemførelse af beredskabsplaner som forebyggende foranstaltning har givet strålende resultater, når det har været muligt at gennemføre dem, men at utilstrækkelige finansielle midler er en vigtig hindring for forebyggelsespolitikkens gennemførelse;

12.

hilser det af disse grunde varmt velkomment, at Kommissionen har bedt Regionsudvalget om at fremlægge yderligere oplysninger, der kan styrke en EU-strategi for forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.

Udvikling af videnbaserede forebyggelsesstrategier på alle niveauer

13.

er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at forstå katastrofer bedre, hvis der skal udvikles mere effektive strategier for katastrofeforebyggelse på lokalt og regionalt plan;

14.

bifalder derfor, at Kommissionen vil udarbejde et omfattende register over eksisterende informationskilder vedrørende katastrofer. Evaluering af eksisterende oplysninger bør altid have forrang for indsamling af supplerende data;

15.

påpeger i denne sammenhæng, at der såvel på medlemsstatsniveau som på EU-niveau findes et rigt datamateriale om katastrofer og deres økonomiske og sociale konsekvenser. Yderligere foranstaltninger bør derfor kun træffes i tilfælde, hvor der på grund af manglende oplysninger eller manglende sammenlignelighed kan påvises en mangelfuld viden;

16.

bakker også op om forslaget om at katalogisere bedste praksis. De lokale og regionale myndigheder i de enkelte medlemsstater råder over en bred viden og erfaringer inden for katastrofeforebyggelse, som bør gøres gensidigt og alment tilgængelig (1);

17.

er dog grundlæggende skeptisk over for muligheden af generelt at anvende sektorspecifikke tilgange i retsakter som f.eks. direktivet om oversvømmelser eller Seveso-direktivet. Risiciene for de forskellige former for katastrofer varierer alt efter de geografiske, klimatiske og geomorfologiske forhold. En generel anvendelse af de enkelte forebyggelsesforanstaltninger kan derfor næppe tilføre merværdi og dække alle risici;

18.

mener, at udarbejdelse af en oversigt over eksisterende nationale retningslinjer for kortlægning af fareområder/risici og videreformidling af denne oversigt til medlemslandene kan øge sammenligneligheden af fareområder og risici overalt i EU. En sådan oversigt kan være til særlig gavn for de medlemsstater, der endnu ikke har fastsat nationale retningslinjer for kortlægning af fareområder og risici;

19.

understreger imidlertid, at eventuelle retningslinjer, der udarbejdes på dette grundlag, kun kan være anbefalinger. For det første må de ikke føre til en omkostningskrævende reorganisering af det kortmateriale, der allerede findes i medlemsstaterne. For det andet bør medlemsstaterne altid have mulighed for at fastsætte egne prioriteter på basis af særlige lokale og regionale forhold;

20.

bifalder den vægt, der lægges på katastrofeforebyggelse i forbindelse med gennemførelsen af det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. EU-støttet forskningsarbejde udgør et nyttigt supplement til den indsats, der gøres i medlemsstaterne på dette område.

Sammenkædning af aktører og strategier i alle katastrofehåndteringens stadier

21.

bifalder Kommissionens forslag om at udvide det allerede eksisterende program for udnyttelse af tidligere erfaringer, der indgår i EU's civilbeskyttelsesordning, til også at omfatte aspekter af katastrofeforebyggelse;

22.

er overbevist om, at en EU-strategi til forebyggelse af katastrofer også bør omfatte en gensidig vurdering af de medlemsstater, der regelmæssigt rammes af de samme tilbagevendende katastrofer. Sådanne vurderingsprocedurer (peer reviews) og udbredelsen af de resultater, der opnås hermed, kan bidrage til at skabe effektive mekanismer til katastrofeforebyggelse i alle medlemsstater;

23.

påpeger desuden, at visse aspekter af katastrofeforebyggelse bør spille en væsentlig rolle i nationale uddannelser og kurser i katastrofebeskyttelse. De nationale uddannelsesmuligheder for fagfolk inden for politik og administration kunne efter behov suppleres med uddannelsesprogrammer på EU-niveau;

24.

understreger i forbindelse med oplysning af offentligheden, at foranstaltninger til oplysning om katastroferisici og dertil knyttede beredskabsplaner bør sætte særligt fokus på børn, ældre og bevægelseshæmmede. De oplysende foranstaltninger bør omfatte såvel individuelle forberedende foranstaltninger som beredskabsforanstaltninger og det europæiske alarmnummer »112«. Det bør desuden anvises, hvordan de forskellige berørte aktører kan medvirke (f.eks. ved at sikre, at redningshold ikke hindres i at udføre deres arbejde, og at der samarbejdes i tilfælde af evakuering);

25.

finder desuden, at der bør gøres en indsats for at fremme tætte forbindelser og samarbejde mellem de involverede aktører ved udviklingen og gennemførelsen af foranstaltninger, som kan have en væsentlig indflydelse på katastrofeforebyggelse. Katastrofeforebyggelse kræver en flerdimensionel og foregribende tilgang, der forbinder alle de forskellige niveauer (både offentlige og private interventioner), for at kunne være fuldt effektiv;

26.

understreger i den forbindelse, at det er op til den enkelte medlemsstat, hvordan den inden for rammerne af sine kompetencer vil organisere samarbejdet og koordinationen mellem de berørte aktører. Betydningen af en frivillig indsats og af frivillige organisationer på dette område bør nyde særlig anerkendelse;

27.

bifalder derfor generelt Kommissionens intention om at etablere et europæisk netværk sammensat af repræsentanter for de forskellige berørte instanser for derigennem at sikre en bedre koordinering. Det bør dog undersøges, om målet kan nås gennem yderligere koordinering eller sammenlægning af allerede bestående netværk og intensivering af samarbejdet - uden nødvendigvis at skabe yderligere strukturer;

28.

beklager, at Kommissionen ikke har fremsat yderligere forslag til, hvordan den grænseoverskridende udveksling af oplysninger, erfaringer og bedste praksis kan intensiveres. En sådan intensiv udveksling bør især finde sted mellem lokale og regionale myndigheder i nabolande, der kan blive ramt af grænseoverskridende katastrofer som f.eks. oversvømmelser, og mellem medlemsstater, der ofte rammes af de samme former for katastrofer, f.eks. skovbrande;

29.

påpeger, at Interreg-initiativet har vist sig at være særdeles effektivt i en grænseoverskridende sammenhæng, når det gælder udveksling af god praksis i forbindelse med forebyggelse af naturkatastrofer. Oprettelse af europæiske grupper for territorialt samarbejde (EGTS'er) kan bidrage til at forbedre gennemførelsen af katastrofeforebyggende foranstaltninger på områder som fælles databaser, øvelser, risikovurdering og systemer til tidlig varsling samt teknologioverførsel og udveksling af eksperter.

Mere effektiv udnyttelse af bestående instrumenter

30.

efterlyser en oversigt over allerede eksisterende EU-instrumenter, der kan anvendes til at støtte katastrofeforebyggelsesforanstaltninger, og et katalog over forebyggelsesforanstaltninger, som allerede nu kan finansieres ved hjælp af EU-midler. Begge typer foranstaltninger kan i høj grad føre til, at der lægges fornyet vægt på forebyggelse inden for katastrofebeskyttelse, herunder på subnationalt niveau. Særlig opmærksomhed bør i den forbindelse rettes mod mulighederne for at opnå finansiel støtte til grænseoverskridende planer, øvelser og uddannelse;

31.

understreger, at disse foranstaltninger på kort sigt kan føre til væsentlige forbedringer i katastrofeforebyggelsen, og at dette allerede kan lade sig gøre inden for rammerne af de finansielle overslag for 2007-2013. På mellemlangt sigt kan en forbedret adgang til allerede tilgængelige støttemidler resultere i en generelt mere effektiv anvendelse af midlerne, uden at det er nødvendigt at øge det samlede budget for katastrofebeskyttelse;

32.

udtrykker dog forbehold over for håndteringen af visse aspekter af katastrofeforebyggelse i Rådets direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet og Seveso-direktivet 1996/82/EF. For at undgå yderligere bureaukrati bør man undgå at overbelaste allerede eksisterende procedurer. Målrettede og koordinerede foranstaltninger på lokalt og regionalt niveau bør med henblik på effektiv katastrofeforebyggelse have forrang over en generel udvidelse af administrative procedurer og godkendelsesprocedurer;

33.

støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at integrere de fælleseuropæiske konstruktionsnormer for bygge- og anlægsarbejder (»Euro code 8«) i de nationale planlægningsforskrifter. Konsekvenserne af de forskellige katastrofescenarier kan afbødes, og antallet af mulige ofre kan mindskes betydeligt ved først og fremmest at forbedre byggestandarderne;

34.

opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at lægge vægt på katastrofeforebyggelse i kommende samarbejdsinitiativer med tredjelande.

Afsluttende bemærkninger

35.

minder om, at beskyttelse af befolkningen mod katastrofer er en af medlemsstaternes oprindelige opgaver, der også kan varetages på lokalt og regionalt niveau, og at mange medlemsstater allerede i vidt omfang råder over nationale strategier til forebyggelse af katastrofer. Alle bestræbelser på at forbedre forebyggelse af katastrofer bør fortsat bygge på principperne om solidaritet, samarbejde, koordination og støtte mellem disse niveauer;

36.

forventer, at EU under hensyntagen til nærhedsprincippet først og fremmest hjælper de medlemsstater, der gang på gang rammes af naturkatastrofer, med gradvis at udvikle og gennemføre deres egne forebyggelsesforanstaltninger. EU-aktioner bør sætte dem i stand til at hjælpe sig selv;

37.

opfordrer EU-institutionerne til - med anvendelse af de eksisterende instrumenter - at tilskynde til og støtte forebyggende tiltag, f.eks. regionale myndigheders udformning og iværksættelse af forskellige beredskabsplaner;

38.

bifalder derfor Kommissionens forslag om, at en EU-strategi til forebyggelse af katastrofer skal tage udgangspunkt i de nuværende strukturer, udgøre et supplement til de nationale foranstaltninger og være koncentreret om de områder, hvor der er behov for en EU-tilgang til effektiv katastrofeforebyggelse;

39.

gentager til slut sin opfordring (2) til Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet om at tage hensyn til de lokale og regionale myndigheders synspunkter ved planlægningen af katastrofeforebyggelsesinitiativer og om at iværksætte en effektiv procedure for forudgående høring af aktører med ansvar for katastrofehåndtering.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


(1)  Se CdR 116/2006 fin bilag, EUT C 206 af 29.8.2006, s. 13.

(2)  CdR 116/2006 fin, EUT C 206 af 29.8.2006, s. 9.


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/23


Regionsudvalgets udtalelse: Grønbog: »TEN-T: en gennemgang af politikken«

(2010/C 79/05)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Grundlaget for den fremtidige TEN-T-politik

1.

ser positivt på en gennemgribende revision af TEN-T-politikken, som forekommer nødvendig i betragtning af dels de alvorlige forsinkelser, der er konstateret i gennemførelsen af det net, som blev fastlagt i 1996, dels beskæringerne af EU's transportbudget. Udvalget bemærker, at finanskrisen gør det endnu mere nødvendigt at optimere de investeringer, der skal foretages inden for rammerne af TEN-T;

2.

understreger, at på baggrund af den aktuelle økonomiske krise er udviklingen af TEN-T og transportintegrationen i EU og nabolandene en enorm udfordring for at sikre det indre markeds bæredygtighed på lang sigt og den regionale, økonomiske og sociale samhørighed. Medlemsstaterne opfordres til, at man i forbindelse med midtvejsrevisionen af de finansielle perspektiver 2009-2010 ændrer de drastiske nedskæringer i TEN-T-budgettet;

3.

konstaterer, at nærværende udtalelse er et vigtigt supplement til de udtalelser, det allerede har vedtaget – herunder navnlig udtalelserne om »En grønnere transportsektor« og om »Mobilitet i byerne«;

4.

henleder Kommissionens opmærksomhed på, at gennemførelsen af transportinfrastrukturen ikke kan adskilles fra to andre transportpolitiske aspekter: på den ene side politikken vedrørende kørselsafgifter og trafikregulering (f.eks. ved hjælp af Eurovignette-direktivet); på den anden side forbedring af transporteffektiviteten, -kvaliteten og –sikkerheden (f.eks. gennem udvikling af interoperabilitet i jernbanesektoren); udvalget anbefaler derfor Kommissionen at udvikle disse tre områder konsekvent og samtidig;

5.

ser gerne, at der lægges større vægt på målsætningerne om bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse, og følgelig, at TEN-T-politikken fremmer de mest miljøvenlige transportformer (jernbanetransport, søtransport og transport ad indre vandveje);

6.

foreslår, at der specifikt tages hensyn til miljømæssigt følsomme områder som f.eks. kyst- og bjergområder, hvor der bør træffes særlige foranstaltninger for at overføre godstransporten fra vejnettet til jernbaner eller motorvejene til søs;

7.

beklager, at grønbogen ikke fremhæver transportens betydning i forbindelse med den fysiske planlægning i EU, og minder helt i overensstemmelse med princippet om territorial samhørighed om, at en af de vigtigste målsætninger for TEN-T er at bidrage til en bedre balance mellem regionerne ved at give personer og varer mulighed for frit at bevæge sig, navnlig mellem de fjerntbeliggende eller mindre udviklede områder og de store europæiske økonomiske centre, for at give disse områder den nødvendige økonomiske stimulering; for de ultraperifere regioners vedkommende skal der samtidig tages hensyn til deres ret til tilgængelighed.

Planlægning af nettet

8.

finder det ønskværdigt at begrænse det transeuropæiske transportnet til kun at omfatte de transportakser, som i høj grad bidrager til Den Europæiske Unions strategiske målsætninger på længere sigt (»hovednettene«), herunder navnlig den territoriale samhørighed inden for rammerne af en TEN-T-struktur i to niveauer med et omfattende TEN-T-netværk og et basisnet;

9.

er, hvad angår et omfattende TEN-T-netværk baseret på vedtagne metoder og generelle principper på fællesskabsplan, af den opfattelse, at der bør etableres et fleksibelt system, så forskellige dele eller elementer af netværket (nye havne, lufthavne, jernbaneforbindelser osv.) hurtigt og effektivt kan indarbejdes i TEN-T-netværket;

10.

finder det uundgåeligt at skelne mellem gods- og persontransportnettet, som har forskellige mål og kendetegn, og efterlyser en klarere definition af prioritering mellem de to typer net, hvor dette anses for relevant (i dag træffes beslutninger ofte til fordel for passagerbefordringen); på grund af de knappe økonomiske ressourcer er man nødt til at fastsætte prioriteter for udbygningen af det primære net, hvor man målrettet satser på at eliminere flaskehalse i nettet;

11.

mener ikke, at denne skelnen står i vejen for en tæt koordinering i fastlæggelsen og gennemførelsen af de to net, og ej heller at den er til hinder for, at gods- og passagertransporten midlertidigt eller permanent eventuelt benytter samme infrastruktur, dog under forudsætning af, at både gods- og passagertransportens behov dækkes på en effektiv måde;

12.

anbefaler, at de transeuropæiske »hovednet« for godstransport og personbefordring omfatter de nuværende »prioriterede projekter«, som kunne udvides til andre projekter, og dækker al den infrastruktur, der er nødvendig for at sikre trafikafviklingen (inklusive infrastruktur af begrænset omfang, som muliggør en hurtig forbedring af transporteffektiviteten, -kvaliteten og -sikkerheden), hvorved der skabes korridorer, som er i overensstemmelse med borgernes ønsker;

13.

mener, at det nye TEN-T ligeledes bør omfatte de trafikale knudepunkter på hovednettene, som er afgørende for samhørigheden og økonomien i EU's regioner. I forbindelse med disse knudepunkter skabes en betydelig værditilvækst netop på grund af deres multimodale struktur. De er ofte hovedkilden til overbelastning og andre effektivitetsproblemer; TEN-T-nettet bør navnlig omfatte omfartsveje omkring de større byer, som gør det muligt at minimere sammenfaldet mellem den gennemkørende trafik og den daglige nærtrafik omkring byerne, og der bør også søges alternativer i ikke overbelastede områder;

14.

finder det vigtigt, at TEN-T-nettet udarbejdes med henblik på intermodalitet og således kommer til at omfatte de store trafikale og logistiske knudepunkter (togstationer, lufthavne, havne, intermodale terminaler) og den sekundære infrastruktur, som forbinder disse knudepunkter og forbinder dem med de overordnede net. I den sammenhæng bør der ligeledes tages hensyn til visse landkorridorers maritime rolle, idet de kan have en central funktion i det prioriterede net for godstransport med jernbane, fordi de gennem en jernbanesammenkobling med de vigtigste intermodale knudepunkter (havne og logistikplatforme) sørger for tilslutning til søtransporten;

15.

finder det også afgørende, at de havne, der er strategisk vigtige på europæisk plan, herunder navnlig dem der er knyttet til europæiske multimodale platforme, som håndterer størstedelen af den europæiske eksport til tredjelande, og som kan spille en større rolle i den interne europæiske handel, forbindes effektivt til de indre regioner og jernbane- og flodinfrastrukturen inden for rammerne TEN-T. Udvalget anbefaler, at der etableres motorveje til søs, som er et fleksibelt og miljøvenligt alternativ, der fremmer integration af de fjerne og perifere områder; i forbindelse med baglandsforbindelser til europæiske søhavne bør transport ad jernbaner og indre vandveje have forrang;

16.

insisterer på, at det er nødvendigt at inddrage byerne og de decentrale myndigheder tæt i fastlæggelsen af TEN-T-nettet og prioriteterne herfor for navnlig at sikre sammenhæng med de lokale og regionale planer, herunder navnlig fastlæggelsen af transportcentre og sekundære infrastrukturer. Dette er nødvendigt, da byernes og regionernes udvikling i vid udstrækning er afhængig af transportinfrastrukturen, dog ikke uden visse omkostninger og konsekvenser for dem;

17.

bemærker, at til forskel fra planlægningen baseret på prioriterede projekter er omfanget af det nuværende »primære net« til skade for en effektiv udvikling af TEN-T. Udvalget går under de givne forudsætninger ind for at begrænse det »primære net« til kun at dække gennemførelse af lovgivning om interoperabilitet, sikkerhed og samhørighedsfondene. Udvalget bemærker, at bevarelsen af »det primære net« er den eneste mulighed for de fjerntbeliggende områder uden prioriterede projekter for at nyde godt af transportinfrastrukturtjenester finansieret af EU og dermed sikre tilgængeligheden til alle regioner. Det »primære net« kunne underkastes en vurdering på grundlag af klart afgrænsede kriterier om merværdi for EU;

18.

går ind for en ambitiøs politik til udvikling af »intelligente«, intermodale og interoperable drifts- og brugerinformationssystemer, som i høj grad kan bidrage til en effektiv passager- og godsbefordring, og anbefaler navnlig, at man indfører et integreret billetsystem for internationale passagertog;

19.

anbefaler, at man fortsætter bestræbelserne på at standardisere de tekniske bestemmelser (i lighed med de regler, som allerede er vedtaget for jernbanerne) og transportsystemerne for at skabe en sammenhængende ramme for de forskellige nationale infrastrukturer og bane vejen for interoperabilitet mellem lokale transportsystemer og standarder uden at pålægge de lokale og regionale transportmyndigheder et bestemt sæt standarder;

20.

anmoder om en forklaring og præcisering af, hvad der i grønbogen menes med »konceptuel søjle«, da den nuværende vage definition heraf ikke gør det muligt at udtale sig herom.

Gennemførelse af TEN-T-politikken

21.

finder det nødvendigt at koncentrere EU-støtten om et mindre antal projekter, i første omgang de meget store transnationale projekter, som medlemsstaterne meget ofte tilsidesætter til fordel for rent nationale projekter, og de projekter, som giver en hurtig effektivitets-, kvalitets- og sikkerhedsforbedring og miljømæssig bæredygtighed på transportsiden. Alle beslutninger på området bør bygge på en streng vurdering af deres europæiske merværdi; samfinansiering og andre støtteforanstaltninger bør i den forbindelse være strengt konkurrenceneutrale. Påvisning heraf bør indgå som en integreret del af en godkendelsesprocedure;

22.

går ind for, at man på EU-plan indfører nogle socioøkonomiske evalueringsmetoder, som gør det muligt at vurdere projekterne på et harmoniseret grundlag og at vurdere deres »europæiske merværdi«;

23.

henleder imidlertid Kommissionens opmærksomhed på risikoen ved at tildele EU-støtte alene på dette grundlag, idet de socioøkonomiske evalueringsmetoder er konventionelle og dermed ikke kan tage højde for samtlige beslutningsfaktorer, navnlig for så vidt angår fysisk planlægning, territorial samhørighed og tilgængelighed;

24.

understreger behovet for, at der i retningslinjerne fastsættes bestemmelser, som sikrer, at hver enkelt medlemsstat fastlægger en struktur, hvorefter lokale og regionale myndigheder med juridisk ansvar for transportplanlægningen og forvaltningen af nettet fuldt inddrages i udarbejdelsen og implementeringen af retningslinjerne for TEN-T, da dette er den bedste metode til sikring af en harmonisk udvikling af lokale, regionale, nationale og TEN-T-net;

25.

finder det afgørende, at der i forbindelse med gennemførelse af infrastruktur til jernbane-, sø- og flodtransport, som er de mest miljøvenlige transportformer, skabes en pris- og lovramme, som fremmer disse transportformer, og ønsker derfor, at der føres en ambitiøs politik på dette område bl.a. ved hjælp af internalisering af de eksterne omkostninger eller gennem et EU-program til støtte for godsoperatørerne, så de kan anvende bæredygtige transportformer som jernbane- eller søtransport (som det er tilfældet for Ecobonus);

26.

mener, at det er afgørende at følge iværksættelsen af TEN-T-nettet op med foranstaltninger, som har til sigte at forbedre transporteffektiviteten og –kvaliteten, og som navnlig kan fjerne de tekniske og lovgivningsmæssige hindringer i forbindelse med krydsning af grænser; Sådanne foranstaltninger, som ikke er særligt dyre, kan få meget omfattende virkninger;

27.

konstaterer, at modstanden blandt befolkningen eller lokalsamfundet over for visse infrastrukturprojekter navnlig pga. støjgener fra anlægsarbejdet kan føre til alvorlige forsinkelser og ekstraomkostninger;

28.

foreslår derfor at udvide EU's finansiering til også at omfatte tiltag, som nationalstaterne og de lokale myndigheder iværksætter efter offentligt samråd for at forberede de forskellige områder på de kommende større anlægsarbejder (f.eks. til uddannelse af den lokale arbejdskraft, indkvartering af arbejdskraft, tilpasning af den lokale økonomi til anlægsarbejdet osv.), hvorved disse anlægsarbejder også vil rumme fordele for regionerne;

29.

foreslår ligeledes, at EU's finansiering udvides til at omfatte visse ledsagende investeringer med henblik på at sørge for, at der tages bedre hånd om miljøbelastningen;

30.

finder det nødvendigt for gennemførelsen af de meget store projekter, at EU's bidrag fastlægges kontraktligt i overordnede finansieringsplaner, hvilket reglerne for tildeling af støtte fra fællesskabsmidler ikke tillader på nuværende tidspunkt, idet de er begrænset til en budgetperiode på 7 år (hvilket er mindre end gennemførelsesperioden for meget store projekter);

31.

foreslår, at der på grundlag af det redefinerede TEN-T-net underskrives programkontrakter mellem EU og de enkelte lande, som fastlægger de gensidige forpligtelser for så vidt angår finansiering og tidsplaner for gennemførelsen; disse programkontrakter bør gælde ikke blot de infrastrukturer, som er en del af de transeuropæiske transportnet, men også de sekundære infrastrukturer, som staterne (eller regionerne) måtte forpligte sig til at anlægge for at sikre, at hovednetværkene fungerer tilfredsstillende;

32.

konstaterer, at de finansieringsredskaber, som EU har indført (f.eks. lånegaranti og risikovillig kapital) er velegnede til de projekter, hvor den private sektor påtager sig en kommerciel risiko. Det gælder navnlig vejprojekter, hvor der kan være tale om en større kapitaltilførsel fra den private sektor (disse projekter kan ligeledes være udført i koncession);

33.

konstaterer til gengæld, at de er dårligt egnede til de jernbane-, havne- og intermodale godstransportprojekter, som med få undtagelser ikke tillader overførsel af den forretningsmæssige risiko til den private sektor, og som af den grund kun modtager en marginal økonomisk støtte fra den private sektor;

34.

vurderer, at udstedelsen af euro-obligationer kunne gøre det muligt at gennemføre de prioriterede projekter hurtigere, under forudsætning af at disse obligationer ville gøre det muligt at øge andelen af fællesskabsfinansiering;

35.

mener, at partnerskaber mellem den private og den offentlige sektor til trods for deres kontraktmæssige kompleksitet kan hjælpe med at opbygge visse større projekter ved på den ene side at muliggøre en spredning af den offentlige støtte og ved på den anden side at drage fordel af den private sektors operationelle erfaring. Imidlertid mener udvalget ikke, at denne form for partnerskaber på mellemlangt sigt ændrer den økonomiske balance væsentligt;

36.

er af den opfattelse, at en afklaring af EU-reglerne om partnerskaber mellem den offentlige og private sektor kunne hjælpe med til at udvikle sådanne partnerskaber;

37.

er positivt indstillet over for en udvidelse af den rolle, der spilles af EU-koordinatorerne, som i dag kun tager sig af de prioriterede projekter, til også at omfatte det redefinerede TEN-T's hovednet;

38.

foreslår, at koordinatorerne ligeledes tildeles en rolle i forbindelse med udformning og gennemførelse af foranstaltninger med henblik på at forbedre effektiviteten, kvaliteten og sikkerheden i transportsektoren, således som det allerede er tilfældet i forbindelse med visse prioriterede projekter;

39.

mener, at der findes en anden mulig koordinationsmåde, som man kunne kalde koordination via makroområder. Denne metode ville gå ud på at opdele EU-området i områder med ensartede kendetegn og forhold, som ville gøre det lettere for stater, der ligger tæt på hinanden, at samarbejde. Desuden ville den fremme koordinationen i tilfælde af meget vidtstrakte korridorer, hvor oprindelses- og slutregionen ikke har meget til fælles.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/27


Regionsudvalgets udtalelse: en opdateret strategiramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet

(2010/C 79/06)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Generelle principper og bemærkninger

1.

tager positivt imod Kommissionens meddelelse med titlen »En opdateret strategiramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet«. Regionsudvalget tilslutter sig fuldt ud de foreslåede overordnede mål om bedre kvalifikationer på baggrund af bedre uddannelsessystemer, der med rette beskrives som en absolut prioritet som svar på de udfordringer, EU står over for;

2.

er 100 % enig i Kommissionens generelle analyse. I betragtning af at Den Europæiske Unions vigtigste ressource er dens borgere, er spørgsmålet om uddannelse og erhvervsuddannelse af afgørende betydning for, at EU kan ruste sig til konkurrencen, samtidig med at det høje niveau af social og miljømæssig beskyttelse bevares (1). Regionsudvalget minder i den forbindelse om, at der i 79 % af alle stillinger inden udgangen af 2015 vil være brug for medarbejdere, som er i besiddelse af kvalifikationer på højt eller mellemniveau (2).

3.

deler Kommissionens tanke om, at uddannelsespolitikken bør gøre det muligt for alle, uanset alder, køn og social baggrund, at tilegne sig og løbende igennem hele livet at opgradere deres jobspecifikke kvalifikationer og deltage aktivt i samfundet. Disse politikker er dermed vigtige faktorer for personlig udfoldelse og social integration;

4.

påpeger de lokale og regionale myndigheders vigtige ansvar og den fremtrædende rolle, de spiller i Europa på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet, hvilket gør dem til centrale aktører i den proces, der er sat i værk for at nå de udpegede strategiske mål. Alt afhængig af den nationale lovgivning i de enkelte lande udøver de lokale og regionale myndigheder kompetencer på forskellige niveauer - lige fra førskoleuddannelse til voksenuddannelse – og alle disse niveauer behandles i denne meddelelse. Desuden er det europæiske samarbejde på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet tæt forbundet med strategierne for beskæftigelse og bæredygtig økonomisk udvikling, immigrationsspørgsmål, herunder flersprogethed, den demografiske udvikling og EU's politikker for social integration, erhvervslivet samt forskning og innovation. Der påhviler således de lokale og regionale myndigheder en effektiv gennemførelse af uddannelsespolitikken, som tager hensyn til alle disse aspekter. De valgte arbejdsmetoder for et langsigtet EU-samarbejde på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet bør følgelig tage højde for de lokale og regionale myndigheders opgaver;

5.

understreger, at emnet for denne meddelelse derfor har stor betydning for Regionsudvalget i et langsigtet perspektiv. På kort sigt er emnet knyttet til udvalgets hovedopgaver i 2009 (3);

6.

glæder sig over, at de foreslåede foranstaltninger er baseret på og supplerer medlemslandenes aktiviteter, og at de dermed, under hensyntagen til subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, bidrager med merværdi til EU;

7.

understreger desuden, at uddannelse af børn af indvandrere, som også nævnes i de strategiske mål og under den prioriterede indsats, lige så vel kan have relevans for integrationen af borgere fra tredjelande inden for EU. I den henseende minder udvalget om, at integrationsforanstaltninger ikke falder ind under EU's nuværende beføjelser på immigrationsområdet (art. 61, 62 og 63 i EF-traktaten), men hører under medlemsstaternes direkte kompetence. Følgelig kan EU indtil en eventuel ratifikation af Lissabontraktaten, som vil styrke de europæiske beføjelser på området, kun fungere som støtte for medlemslandene på dette felt;

8.

minder om, at den stigende indvandring til Europa er udtryk for en kulturel, sproglig og demografisk berigelse, som snarere skal opfattes som en mulighed end en byrde, og at uddannelse og erhvervsuddannelse for de først tilkomne, men også for andengenerationsindvandrere, bør være en hovedprioritet, da dette er nøglen til integration og en vellykket deltagelse i samfunds- og arbejdslivet (4). Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at se på de mest udsatte grupper blandt indvandrerne;

9.

noterer sig Kommissionens ønske om at styrke anvendelsen af den åbne koordinationsmetode ved at tilføje peer-vurderinger til de nuværende peer-læringsaktiviteter. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til at tage højde for det øgede økonomiske og administrative arbejde, som en sådan styrkelse af den åbne koordinationsmetode kan medføre for de lokale og regionale myndigheder, som bærer en stor del af ansvaret for uddannelsesområdet;

10.

påpeger, at den åbne koordinationsmetode kun kan fungere efter sin hensigt i forhold til de alment dannende uddannelser og erhvervsuddannelserne, hvis de lokale og regionale myndigheder inddrages direkte. Medlemsstaternes præstation, dvs. den samlede præstation i deres regioner og kommuner, bør frem for alt baseres på et frugtbart samarbejde gennem vedvarende solidaritet;

11.

er som nævnt i flere tidligere udtalelser (5) meget opmærksom på problematikken omkring uligheder mellem mænd og kvinder. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at være særlig opmærksom på denne fortsatte kønsbaserede uligevægt;

12.

henleder opmærksomheden på nødvendigheden af at fremme mulighederne for, at handicappede på alle alderstrin kan deltage i de almindelige uddannelses- og erhvervsuddannelsestilbud. Et sådant skridt vil i høj grad fremme deres sociale integration og beskæftigelsesegnethed;

13.

glæder sig over den betydning, der tillægges voksenundervisningen, som er så vigtig for beskæftigelsesegnethed, mobilitet, social integration og personlig udvikling. Regionsudvalget minder i den forbindelse om, at det allerede har tilkendegivet sin interesse for at spille en aktiv rolle med hensyn til livslang læring, der er et område, som har stor betydning for de lokale og regionale myndigheder (6);

14.

undrer sig over, at denne meddelelse ikke nævner problemstillingen omkring uddannelse, fastholdelse af højtkvalificeret arbejdskraft og personer med nøglekompetencer i EU, da dette jo er et kritisk spørgsmål for størstedelen af de europæiske lande i forbindelse med opbygningen af en vidensøkonomi, for så vidt angår spørgsmålet om hjerneflugt og nødvendigheden af at uddanne medarbejdere på højt niveau inden for alle faglige discipliner. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at tage fat på dette spørgsmål, uden at den dog nødvendigvis behøver indføre flere indikatorer, hvilket ville kunne have en negativ effekt på den generelle sammenhæng mellem de definerede mål;

15.

henleder Kommissionens opmærksomhed på, at det efter udvalgets opfattelse er afgørende nødvendigt at inddrage tredjelande, der er involveret i EU-tiltrædelsesprocessen, og opfordrer således Kommissionen til at undersøger mulighederne herfor.

Strategiske mål

16.

bifalder de fire strategiske mål og emnerne for den prioriterede indsats i 2009-2010, således som foreslået af Kommissionen;

17.

bemærker, at disse strategiske mål og de kortsigtede prioriteter går fint i spænd med det arbejde, der allerede er udført inden for rammerne af programmet »Uddannelse 2010«;

18.

finder det positivt, at de strategiske mål ikke kun begrænser sig til spørgsmål med relation til arbejdsmarkedet, og bifalder navnlig målet om, at »alle skal have mulighed for at tage aktivt del i samfundet«. I øvrigt sker den første direkte kontakt med politikken for aktivt borgerskab og den daglige gennemførelse heraf på subnationalt niveau;

19.

minder om, at udvalget tillægger mobilitet stor betydning, idet mobilitet er særdeles væsentlig for den kulturelle og faglige udvikling, i og med at den gør det muligt at overvinde såvel økonomiske som kulturelle hindringer. Regionsudvalget betoner i den sammenhæng, at mobilitet bør være reglen snarere end undtagelsen for alle under uddannelse;

20.

understreger den store rolle, de lokale og regionale myndigheder spiller med hensyn til mobilitet for personer under uddannelse, både når det gælder information om og støtte til mobilitet via etablering af koordineringsmekanismer og ledsageforanstaltninger som supplement til de europæiske programmer. (7) Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til i højere grad at tage højde for denne rolle ved at inddrage regionerne i udformningen af programmerne og ved at give de regioner, som måtte ønske det, mere ansvar i forbindelse med gennemførelsen af programmerne;

21.

minder om, at de regionale og lokale myndigheder bør spille en fremtrædende rolle med henblik på at nå målet om »1 modersmål +2«, især i forbindelse med gennemførelsen af uddannelsesprogrammerne (8);

22.

betoner nødvendigheden af at skabe yderligere fremskridt i sprogindlæringen på både grundskole- og gymnasieniveau. Undervisningsforløbet bør øge mulighederne for at tale mindst et fremmedsprog i grundskolen (9);

23.

påpeger, at der er behov for at øge indsatsen for at skabe større bevidsthed om fordelene ved at lære fremmedsprog (10);

24.

bifalder ønsket om at styrke lærernes grunduddannelse og mulighederne for fortsat faglig udvikling af lærere og vejledere;

25.

mener, at der i planlægningen af uddannelser og erhvervsuddannelser bør tages hensyn til fremtidige krav til kvalifikationer. Ofte identificeres disse først på lokalt og regionalt plan;

26.

er af den opfattelse, at øget bevidsthed om bæredygtig udvikling og navnlig information om problematikken om klimaforandringer, biodiversitet og beskyttelse af alle naturressourcer (jord, vand, luft, mineralressourcer osv.) samt udviklingen af medieundervisningen er væsentlige elementer, som hænger uløseligt sammen med den aktive deltagelse i samfundet. Disse aspekter kunne godt medtages under emnerne for den prioriterede indsats i 2009-2010;

27.

minder derfor om, at aktivt medborgerskab og forståelse for udfordringerne i forbindelse med bæredygtig udvikling er nogle af de nøglekompetencer for europæere, som er angivet i henstillingen Nøglekompetencer for livslang læring - en europæisk referenceramme  (1);

28.

mener, at såvel den tidlige indlæring inden skolestart som grundskoleuddannelsen spiller en vigtig rolle for udviklingen af grundlæggende kompetencer, der sætter vores medborgere i stand til at få et godt liv og arbejde (11);

29.

sætter pris på ønsket om at udvikle gensidig læring om god praksis for uddannelse af børn med indvandrerbaggrund. En sådan gensidig læring er nødvendig for fremme af et europæisk medborgerskab og en vellykket integrationsproces;

30.

ønsker her at understrege betydningen af modersmålsundervisning for indvandrerbørn, da dette forbedrer evnen til at lære både værtslandets og andre sprog. Den statslige støtte bør imidlertid klart prioritere indlæring og sikker anvendelse af værtslandets sprog;

31.

fremhæver, at de lokale og regionale myndigheder spiller en væsentlig rolle for udviklingen af innovative miljøer (11);

32.

vurderer, at det er særlig vigtigt at tage hånd om de samfundsmæssige udfordringer, der er knyttet til miljøproblemer (vand, energi, klima, biodiversitet, forurening mm.), i forbindelse med målsætningen om at »opmuntre til innovation og kreativitet«. Set i et bredere perspektiv vil disse udfordringer ændre en lang række fag gennemgribende og gøre, at en lang række andre fag opstår. De bør derfor tages med i betragtning i forbindelse med livslang læring, bl.a. gennem oprettelse af målrettede uddannelser;

33.

bifalder forslaget om at udvikle partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, forskningsinstitutioner, kulturaktører og kreative erhverv. I de tilfælde, hvor sådanne aktiviteter er blevet gennemført, har de vist sig ganske effektive til at skabe innovation;

34.

mener, at det er af central betydning at fortsætte samarbejdet mellem medlemslandene, hvis man skal løfte de fælles udfordringer, som fører til et dynamisk videnssamfund. Efter Regionsudvalgets opfattelse bidrager samarbejdet mellem de lokale og regionale myndigheder ligeledes til dette mål og bør derfor opmuntres;

35.

opfordrer til, at der udarbejdes en sammenlignende oversigt på samtlige EU-sprog over medlemsstaternes nuværende almene og faglige uddannelsessystemer samt eventuelle reformer heraf i den nærmeste fremtid og at denne oversigt offentliggøres på internettet. Dermed vil de lokale og regionale myndigheders uddannelseseksperter, lokalpolitikerne og skolevæsenet kunne indhente de nødvendige oplysninger om andre landes erfaringer med almen og faglig uddannelse og deltage som fuldgyldige parter i de diskussioner, der føres blandt de centrale myndigheder om den fremtidige tilrettelæggelse af de almene og faglige uddannelsessystemer.

Indikatorer

36.

bifalder anvendelsen af benchmarks i forbindelse med den åbne koordinationsmetode. Disse må dog ikke resultere i skjult harmonisering af uddannelsessystemerne i de enkelte medlemsstater;

37.

er positivt indstillet over for Kommissionens planer om at anvende foranstaltninger af både kvantitativ (benchmarks, statistikker) og kvalitativ art (udveksling af informationer og god praksis) (12). Disse bør navnlig støtte sig til allerede eksisterende elementer, der er baseret på sammenlignelige data og tager hensyn til forskellene mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne opfordres især til at overveje, om og i hvilket omfang de på baggrund af ændringerne i de økonomiske og sociale vilkår og deres nationale prioriteter kan bidrage til at nå målene;

38.

understreger, at man stadig mangler at drøfte, hvor finansieringen af de administrative og økonomiske ekstraudgifter for regionerne og kommunerne, der er forbundet med indførelsen af nye indikatorer, skal komme fra;

39.

bemærker ikke desto mindre, at de fastsatte mål for fire ud af fem benchmarks, som blev vedtaget i 2003, ikke vil blive opfyldt inden 2010. I øvrigt er det usikkert, hvilken virkning peer-læringsaktiviteterne og udvekslingen af information og god praksis vil have, hvilket taler for at kigge nærmere på, om de udpegede mål og/eller arbejdsmetoder er de rigtige;

40.

foreslår Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder, at de undersøger årsagerne til, at disse fire benchmarks ikke er blevet opfyldt;

41.

bifalder Kommissionens ønske om at hæve målet for voksnes deltagelse i livslang læring fra 12,5 % til 15 %. At hæve målet er særlig vigtigt i krisetider, for så vidt som det er nødvendigt at arbejde hen imod en omskoling og videreuddannelse af et stort antal lønmodtagere;

42.

støtter forslaget om at opstille et benchmark for mobilitet. Dette er væsentligt, idet det styrker beskæftigelsesegnetheden og gør det muligt at udvikle det europæiske medborgerskab, selv om definitionen af denne indikator endnu ikke er blevet præciseret af Kommissionen. Uagtet den indsats, som gøres for de studerende, og som bør fortsættes, vurderer Regionsudvalget, at der bør fokuseres på mobiliteten for lærlinge og unge under erhvervsuddannelse, hvilket er et område, hvor en lang række regioner er aktive;

43.

bifalder ønsket om at opstille et benchmark for personer med ringe grundlæggende færdigheder, som nu udvides til også at omfatte matematik og naturvidenskab, men understreger, at man først og fremmest bør fokusere på læse- og skrivefærdigheder. Udvalget minder imidlertid om, at kundskaber inden for informationsteknologi og kommunikation (IKT) samt fremmedsprog er vigtige for at opnå viden og gennemføre målene om videreuddannelse og livslang læring. Navnlig bør børn i en tidlig alder have mulighed for at erhverve kompetencer inden for IKT (12). Udvalget henleder opmærksomheden på de sociale skævheder i adgangen til disse teknologier, hvilket bør give anledning til en passende reaktion fra såvel EU som de nationale, regionale og lokale institutioner, hvorved man giver de lokale og regionale myndigheder mulighed for at hente støtte i eksisterende EU-programmer og i Kommissionens nye programmer samt indlemme kampen mod funktionel analfabetisme i den reviderede Lissabonstrategi. Ligeledes bør disse strukturer tage højde for, hvor vigtigt det er for indvandrerne at beherske værtslandets sprog, når deres sociale integration og beskæftigelsesegnethed skal fremmes;

44.

ved anvendelsen af den åbne koordinationsmetode og fastlæggelsen af nye indikatorer og nye referenceværdier for undervisning og uddannelse bør man være opmærksom på følgende: Kontrollen af færdigheder i læsning og tekstforståelse bør ligeledes omfatte kompetencer vedrørende medieindhold, eftersom dette indhold i dagens elektroniske og digitale miljø præsenteres i en kombination af skrift, billeder og film;

45.

fastholder, at den indsats, der gøres med hensyn til læsning, skrivning, matematik, naturvidenskab og IKT, på ingen måde er uforenelig med undervisningen i andre fag, som alle bidrager til udvikling af andre kvaliteter som kreativitet, selvværd og sociale færdigheder (9);

46.

tilslutter sig målet om yderligere at forbedre resultaterne af undervisningen i to fremmedsprog i en tidlig alder og erklærer sig dermed enig i benchmarket Sprog;

47.

maner til forsigtighed i forbindelse med indførelse af et benchmark for andelen af investeringer i videregående uddannelse. Et proaktivt skridt hen imod en øgning af investeringerne i videregående uddannelse til 2 % af BNP er i sig selv positivt, men dette mål, som deles mellem det private og det offentlige område, bør for det første ikke løse staterne fra deres ansvar, og for det andet ikke resultere i, at husholdningernes andel af finansieringen af de videregående uddannelser øges, hvilket bl.a. ville gøre det vanskeligt at nå målet om ligestilling, særligt i krisetider;

48.

er enig i benchmarket vedrørende andelen af personer med en videregående uddannelse samt i ønsket om at afskaffe målet for matematik, naturvidenskab og teknologi, som allerede er nået. Udvalget værdsætter endvidere den opmærksomhed, der rettes mod problemet med ulighed mellem mænd og kvinder i disse fag. I den henseende er det relevant at minde om udvalgets udtalelse om Kommissionens meddelelse På vej mod en EF-rammestrategi for ligestilling mellem mænd og kvinder  (13);

49.

er forbeholden over for Kommissionens forslag om at opstille et benchmark for beskæftigelsesegnethed. Godt nok er det et fælles ønske at etablere en sammenhæng mellem opnået uddannelsesniveau og evnen til at komme ind på arbejdsmarkedet, men andre variable som f.eks. den økonomiske situation bør også inddrages. Tiltaget kan således sagtens præciseres yderligere;

50.

tilslutter sig Kommissionens forslag om at opstille et benchmark for førskoleundervisning, da tidlig indlæring skaber nye udviklingsmuligheder og udgør en vigtig del af den livslange læring;

51.

er enig i ønsket om at bevare benchmarket for personer med kort skolegang i sin nuværende form, og mener, at forskellige tilgange er nødvendige for at nå dette mål;

52.

er med den foreliggende viden forbeholden over for forslaget om et decideret benchmark for innovation og kreativitet. Regionsudvalget støtter, at medlemsstaterne undersøger muligheden for at udvikle indikatorer, der kan bidrage til at fremme medlemsstaternes arbejde med innovation og kreativitet;

53.

foreslår, at man overvejer at fremme informationsudveksling og udveksling af god praksis mellem medlemslandene vedrørende benchmarks som information og kreativitet og beskæftigelsesegnethed. Regionerne bør inddrages tæt i dette tiltag;

54.

deler ønsket om at fastholde og udvide de effektive og ambitiøse politikker for uddannelse og erhvervsuddannelse. Den nuværende økonomiske krise bør ikke aflede vores opmærksomhed fra dette mål, men tværtimod netop få os til at fokusere på det.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


(1)  CdR 31/2006 fin.

(2)  Fremtidigt kompetencebehov i Europa: prognose på mellemlangt sigt (»Future skill needs in Europa: Medium term forecast«), CEDEFOP, 2008.

(3)  CdR 380/2008.

(4)  CdR 253/2008.

(5)  CdR 233/2000 og CdR 19/2001.

(6)  CdR 49/2004 fin og CdR 31/2006 fin.

(7)  CdR 34/2006

(8)  CdR 6/2008 fin.

(9)  Ibidem

(10)  CdR 33/2006

(11)  CdR 133/2008 fin.

(12)  CdR 349/2002 fin.

(13)  CdR 233/2000 endelig.


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/33


Regionsudvalgets udtalelse: »En forenklet landbrugspolitik til fordel for alle«

(2010/C 79/07)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Indledning

1.

minder om, at nærværende udtalelse om Kommissionens forslag til en forenklet landbrugspolitik falder i en usædvanlig økonomisk situation og i en overgangsfase mellem sundhedseftersynet af den nuværende landbrugspolitik og bestræbelserne på at udstikke retningslinjer for landbrugspolitikken for perioden efter 2013, herunder navnlig for dennes budgetmæssige konsekvenser;

2.

understreger, at den vekslende internationale økonomi og klimasituation illustrerer behovet for nogle klare rammer for en fælles politik til støtte for landbrugssektoren for i højere grad at sikre landbrugspolitikkens evne til at regulere den samlede produktion overalt i EU, hvilket er selve essensen af denne politik;

3.

tillægger på denne baggrund særligt fællesskabspræferencen og indkøb af lokale produkter betydning, uden dog at ville strække dette i retning af protektionisme, og finder, at det fortsat er afgørende at finde løsninger på de internationale problemer og behov på fødevareområdet;

4.

mener, at selvom den fælles landbrugspolitik i første omgang vedrører fødevareproduktionen og –forbruget, bør den også vedrøre vilkårene herfor, herunder navnlig centrale strategier for arealanvendelse og udvikling af landdistrikterne (skovbrugsstrategi, områder med naturbetingede ulemper, …), og at dette bør ske i kraft af tiltag, der er i overensstemmelse med målsætningen om territorial samhørighed, både for så vidt angår det europæiske fastland og områderne i EU's yderste periferi;

5.

mener i overensstemmelse med udvalgets tidligere udtalelser, at forenklingen af landbrugspolitikken bør tilrettelægges på en måde, så den imødekommer alle sektoraktørers behov og samtidig sikrer større opbakning fra borgerne i EU, fordi der fortsat er behov for en fælles landbrugspolitik for at støtte én af europæisk økonomis bærende sektorer;

6.

mener, at den fælles landbrugspolitik må være fremtidsorienteret, og at klimaændringshensyn, i tråd med den resolution, som Regionsudvalget vedtog på sin plenarforsamling i juni 2009 forud for FN's klimakonference i København, bør integreres i landbrugspolitikken ud fra et ønske om at mindske energiforbruget og produktionen af drivhusgasser.

Særlige bemærkninger

7.

indskærper, at den forenklede landbrugspolitik bør være klar og entydig og kunne forstås både af landmændene, de institutionelle og økonomiske aktører og borgerne i EU;

8.

minder Europa-Kommissionen (herefter Kommissionen) og medlemsstaterne om, at forenkling af landbrugspolitikken ikke betyder reform eller ændring af gennemførelsesbestemmelser. Forenkling må forstås som tilpasning. I den forbindelse er det navnlig vigtigt at sikre, at indgrebene i den fælles landbrugspolitik ikke falder på tidspunkter, der er ude af trit med de forskellige landbrugsprodukters produktionscyklus;

9.

finder, at Kommissionen og medlemsstaterne bør benytte forenklingen til i kraft af en relevant, fyldestgørende og objektiv oplysningsindsats om landbrugspolitikkens målsætninger, instrumenter og dagsorden at forbedre formidlingen af denne politik til borgerne og landmændene;

10.

minder om, at »en forenklet landbrugspolitik til gavn for alle bør være en landbrugspolitik, der kan forstås af alle«;

11.

gør Kommissionen opmærksom på, at landmændene og borgerne er uvidende om den forenklingsindsats, der har fundet sted siden 2005;

12.

tvivler på, at en virkelig signifikant udlugning i landbrugsreglerne kan begrænses til de bestemmelser, der vedrører mælkeprodukter. Om end der er behov for særlig opmærksomhed om mælkesektoren, stiller udvalget sig undrende over for, at Kommissionen kun har ladet begrundelsen for forslaget omfatte denne sektor;

13.

er på baggrund af den nuværende økonomiske krise tilhænger af, at de dele af europæisk landbrug, der er omfattet af den fælles landbrugspolitik, bør kunne opnå en passende statsstøtte i krisesituationer (klimatiske, sanitære, økonomiske), uden at dette dog må rykke ved grundlaget for den fælles landbrugspolitik, som udvalget gentager sin støtte til (jf. tidligere udtalelser fra Regionsudvalget);

14.

mener, at medlemsstaterne ikke bør lade sig nøje med Kommissionens initiativ til at nedsætte en ekspertgruppe, men også selv bør tage initiativ til at fremme erfaringsudvekslingen, foretage sammenlignende analyser og udpege bedste praksis, på samme måde som de regionale og lokale myndigheder, navnlig hvad angår reduktion af de administrative omkostninger. Medlemsstaterne bør i lighed med Kommissionen inddrage landbrugets fagfolk i denne indsats;

15.

bemærker, at Kommissionen under dække af en forenkling i virkeligheden har gennemført en reform, der har medført voldsomme omstruktureringer i medlemsstaterne;

16.

tvivler på, at landmændene opfatter enkeltbetalingsordningen som »brugervenlig«, og mener, at inddragelse af hegn og mure heri er en foranstaltning, der er begrundet i hensynet til almenvellet;

17.

glæder sig over, at Kommissionen har anset det for nødvendigt med regelmæssige mellemrum at gennemføre konsekvensanalyser og evalueringer. Dette bør ligeledes ses på baggrund af bestræbelserne på i forlængelse af sundhedseftersynet og forenklingen at tilrettelægge en fælles landbrugspolitik for perioden efter 2013, der i højere grad er tilpasset lokalområdernes og erhvervets behov;

18.

minder om betydningen af en bedre inddragelse af de lokale og regionale myndigheder, og om, at det som foreslået af Regionsudvalget i hvidbogen om forvaltning på flere myndighedsniveauer er nødvendigt at inddrage den fælles landbrugspolitik i den herved skabte dynamik ud fra et ønske om øget effektivitet, større lighed og øget deltagelse i den europæiske integrationsproces;

19.

insisterer på behovet for adgang til elektroniske oplysninger på alle niveauer, fra Kommissionen til den lokale landbrugsbedrift. Alle aktører bør inddrages i udvekslingen af elektroniske oplysninger;

20.

stiller sig undrende over for handlingsplanens prioriteter og anmoder om, at disse opstilles i en rangorden og fremlægges gradvis;

21.

anmoder Kommissionen om at sikre, at krydsoverensstemmelse opretholdes som et grundlæggende princip i de direkte betalinger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, men mener imidlertid, det er nødvendigt med en vis forenkling, således at der fastlægges nogle rimelige krav til producenterne, som følgelig kan kontrolleres objektivt af de forvaltninger, som administrerer dem;

22.

opfordrer Kommissionen til at dokumentere, at fusionsmarkedsordningen, uanset hvordan den gennemføres, virkelig er en forenkling, der gavner erhvervet, borgerne og lokalområderne;

23.

gentager, at reduktionen af de administrative byrder bør gennemføres for samtlige produktionsgrenes vedkommende og derved gavne lokalområderne, borgerne og landmændene. I øvrigt understreger udvalget, at reduktionen skal gennemføres i overensstemmelse med målsætningerne for den fælles landbrugspolitik;

24.

sætter spørgsmålstegn ved Kommissionens generelle udsagn om de koblede støtteordninger og spørger, om den fælles landbrugspolitiks målsætning om øget afkobling reelt er en forenkling, der tager hensyn til de forskellige vilkår i lokalområderne. Udvalget mener, at resultatet af den forenkling af den fælles landbrugspolitik, der er et led i sundhedseftersynet, bør være en landbrugspolitik, der er en forbedring for alle parter, og resultere i en mere lige og retfærdig fordeling af midlerne mellem bedrifterne, sektorerne og landdistrikterne;

25.

skal endnu en gang henlede Kommissionens opmærksomhed på behovet for at tage hensyn til samtlige landbrugsprodukter og produktionscyklusser;

26.

ønsker under alle omstændigheder en harmonisering af krydsoverensstemmelsesreglerne efter laveste fællesnævner overalt i EU og anser dette for at være en prioritet;

27.

gør Kommissionen opmærksom på, at der er behov for en klar og entydig meddelelse herom;

28.

støtter synspunktet om, at kvalitetspolitikken bør være et af grundlagene for den fælles landbrugspolitik, og at denne politik bør videreføres;

29.

indskærper, at de lokale og regionale myndigheder bør inddrages i udvekslingen af bedste praksis og i forenklingsbestræbelserne;

30.

ønsker en styrkelse og yderligere professionalisering af de europæiske branchepolitikker med henblik på at styrke den europæiske fødevaresektor, der er ét af europæisk økonomis bærende elementer, gennem en tilpasning til de globale økonomiske og klimatiske forandringer;

31.

anmoder om, at den fælles landbrugspolitiks instrumenter i højere grad indrettes til at kunne reagere på krisesituationer (bl.a. markedsmæssige, klimatiske, sociale og sanitære kriser) i de forskellige produktionsgrene. Der bør inden for rammerne af en institutionelt forankret mekanisme indføres enkle instrumenter, der gennem en fælles fordeling af de afsatte midler til gavn for de forskellige produktionsgrene sikrer landmændene en rimelig indkomst i sådanne krisesituationer;

32.

støtter Kommissionens budskab om, at medlemsstaterne bør have incitamenter til at gennemføre flere forenklinger for at sikre en mere effektiv udøvelse af deres beføjelser inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. Overholdelse af subsidiaritetsprincippet må ikke være ensbetydende med mere komplicerede og besværligere procedurer, eftersom dette kan bringe enigheden om den europæiske landbrugs- og fødevaremodel i fare;

33.

bekræfter, at prioriteringen af udviklingen af landdistrikterne skal forstås som tilførsel af merværdi og ikke som erstatning for de politiske tiltag, der tages af medlemsstaterne eller de lokale myndigheder. Udviklingen af landdistrikterne bør være et led i de brede EU-strategier (Lissabon, Göteborg) og være baseret dels på territorial samhørighed og den solidaritet, der er indbygget heri, dels på de politikker, der er nødvendige for at sikre en hensigtsmæssig arealanvendelse på det europæiske fastland, samtidig med, at landbrugs- og landbrugslignende projekter fortsat bør være et led i de partnerskaber, der f.eks. indgår i LEADER.

Konklusion

34.

lægger vægt på, at den fælles landbrugspolitik videreføres, og afviser enhver form for renationalisering. Det er værd at minde om, at den fælles landbrugspolitik gennemføres på baggrund af en økonomisk krise. Ved hjælp af denne politik foretages der en regulering af markedet ud fra rimelighedshensyn. Den fremtidige tilrettelæggelse af den fælles landbrugspolitik bør under iagttagelse af princippet om en bæredygtig udvikling tage hensyn til alle landbrugets sektorer overalt i EU. Efter udvalgets opfattelse er det afgørende, at dette synspunkt indgår dels i justeringen af landbrugspolitikken på baggrund af skellet i 2013, dels i de finansielle overslag;

35.

tvivler på, at den af Kommissionen foreslåede forenkling af den fælles landbrugspolitik i den forelagte form er i overensstemmelse med de synspunkter, der er fremkommet i forbindelse med den seneste debat om sundhedseftersynet, og henstiller, at bestræbelserne på nationalt og europæisk niveau på dels at forbedre gennemførelsesvilkårene for erhvervet, dels øge den fælles landbrugspolitiks gennemsigtighed for borgerne, der selv er forbrugere, fortsættes i snævert samarbejde med de regionale og lokale myndigheder;

36.

påpeger i øvrigt, at den tilstræbte og nødvendige forenkling af den fælles landbrugspolitik bør sætte EU i stand til at reagere mere hensigtsmæssigt på kriser på landbrugsmarkederne og i klimatiske og sanitære nødsituationer. Netop den aktuelle krise i mælkesektoren kræver hurtig handling og indførelse af enkle og fleksible styringsinstrumenter;

37.

betragter det som afgørende, at den nuværende landbrugspolitik formidles bedre for at sikre, at samtlige berørte aktører (borgerne, forbrugerne, landmændene, de lokale og regionale myndigheder) får bedre muligheder for at identificere sig med den;

38.

ønsker, at den fælles landbrugspolitik udvikles til en ambitiøs landbrugs- og fødevarepolitik. Dette vil styrke dens rolle i EU og internationalt. Bliver den fælles landbrugs- og fødevarepolitik en succes, vil dette gøre det nemmere internationalt at genetablere den nødvendige balance og stabilitet;

39.

forventer, at medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og Rådet påtager sig deres ansvar for dels at tilrettelægge en fælles landbrugs- og fødevarepolitik for perioden efter 2013 og sikre den et økonomisk grundlag, der står i et rimeligt forhold til målsætningerne, dels på alle niveauer skabe passende gennemførelsesvilkår for denne politik.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/37


Regionsudvalgets udtalelse: »Stockholmprogrammet: udfordringer og muligheder i forbindelse med et nyt flerårigt program for EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«

(2010/C 79/08)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Generelle Anbefalinger

1.

glæder sig over Kommissionens initiativ til at fortsætte arbejdet med at etablere et virkeligt område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste og er enigt i, at et sådant område er vigtigt i en verden med stigende mobilitet;

2.

glæder sig over Kommissionens initiativ til at udstyre EU med et nyt flerårigt program, som fastlægger prioriteterne for de næste fem år på områder knyttet til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; konstaterer imidlertid, at Kommissionens meddelelse ikke indeholder nogen henvisning til de ændringer, som Lissabontraktaten måtte medføre på området;

3.

mener, at det nye program bør være så ambitiøst, at det kan garantere betydelige fremskridt på disse områder, men der bør fokuseres på at evaluere de initiativer, som er blevet foreslået i de ti foregående år, så programmet kan blive mere effektivt og virkeligt opfylde sine mål;

4.

udtrykker bekymring over, at Kommissionen som så ofte før ikke viser tilstrækkelig stor interesse for den rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller på områderne frihed, sikkerhed og retfærdighed;

5.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder har en særlig interesse i de områder, som meddelelsen omhandler, eftersom de har en direkte indvirkning på EU-borgernes dagligliv og på de lokale og regionale myndigheders egne opgaver;

6.

gentager, at Regionsudvalget som den politiske forsamling, der repræsenterer de lokale og regionale myndigheder, er en af de rette instanser til at pleje borgernes interesser og garantere opfyldelse af de europæiske borgeres rettigheder og pligter;

7.

mener, at Regionsudvalget bør inddrages i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og derfor inddrages direkte i gennemførelsen af Stockholmprogrammet og den tilhørende handlingsplan samt i udformningen og gennemførelsen af de deri fastlagte evalueringsmekanismer og –instrumenter, såfremt dets kompetenceområde er berørt;

8.

bekræfter sit tilsagn om at fremme et system for beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der omfatter flere forvaltningsniveauer, og glæder sig over, at fremskridtene hen imod etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed placerer borgerne i centrum for dette projekt;

9.

påpeger endnu en gang behovet for at nå frem til en ligevægtig tilgang til spørgsmålene om henholdsvis sikkerhed og beskyttelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder gennem udformning af sammenhængende instrumenter på området frihed, sikkerhed og retfærdighed;

10.

beklager, at fremskridtene ikke har levet op til forventningerne, og minder medlemsstaterne om, at en opbremsning i indsatsen for at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed kan få indvirkning på de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder;

11.

er enigt med Kommissionen i, at garanti for en reel gennemførelse af lovgivningen er afgørende for udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; deler derfor bekymringen over den divergerende omsætning af direktiverne og opfordrer Kommissionen til at udarbejde nye og innovative foranstaltninger for at sikre, at ånd og bogstav i de bestemmelser og politikker, som vedtages på europæisk plan, bliver indarbejdet i de nationale lovgivninger;

12.

påpeger, at fri bevægelighed er et væsentligt grundlag for de europæiske borgere, og beder Kommissionen om at træffe foranstaltninger med henblik på en korrekt omsætning af lovgivningen om denne rettighed;

13.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder i kraft af deres direkte forbindelse til borgerne kan spille en betydelig rolle i evalueringsinstrumenterne og -mekanismerne; anmoder derfor om, at det i overensstemmelse med henstillingen fra den højtstående gruppe om fremtiden for den europæiske politik vedrørende retlige anliggender inddrages i udformningen af disse bestemmelser, således at de lokale og regionale myndigheders praktiske erfaringer kan udnyttes bedre;

14.

opfordrer derfor til, at den ydre dimension af den europæiske politik vedrørende indre anliggender behandles samlet i Stockholmprogrammets handlingsprogram med særligt fokus på fælles interesser vedrørende indvandring og asyl, samarbejde om grænsebeskyttelse, bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet, geografiske brændpunkter, rammebetingelser for informationsudveksling, garantier for overholdelsen af grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder, gennemsigtighed og fri adgang til information, databeskyttelse samt dermed forbundne garantier om retssikkerhed for EU- og tredjelandsstatsborgere;

15.

er enigt i, at de foranstaltninger, der træffes på området retlige og indre anliggender, skal koordineres med de øvrige EU-foranstaltninger, og understreger nødvendigheden af en bedre koordinering af sagsområderne retlige, sikkerhedsmæssige og indre anliggender med EU's økonomiske politik, social- og arbejdsmarkedspolitik samt eksterne politik for at gøre indsatsen på disse områder mere effektiv og konsekvent;

16.

er enigt i de politiske prioriteter for det nye program og minder om, at i forbindelse med opbygningen af Borgernes Europa er de lokale og regionale myndigheders deltagelse afgørende, samtidig med at den vil tilføre processen større demokratisk legitimitet;

17.

er enigt i behovet for at udstyre de politiske prioriteter med finansielle ressourcer og påpeger nødvendigheden af at garantere de lokale og regionale myndigheders medvirken i udformningen af budgetmæssige instrumenter for de områder, hvor de har beføjelser;

18.

bemærker, at det først vil være muligt at vurdere overholdelsen af subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne, når der foreligger detaljerede forslag, og opfordrer til, at der i handlingsplanen, som skal vedtages i december 2009, sikres fuld efterlevelse af disse principper;

19.

kræver, at der udvises særlig årvågenhed for at sikre overholdelse af subsidiaritetsprincippet, da medlemsstaterne kan benytte dette princip til at føre kompetence tilbage til det nationale plan.

Om et Europa, der sikrer rettigheder

20.

glæder sig over viljen til at tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og minder om, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder bør danne grundlaget for ethvert tiltag fra EU's og dets medlemsstaters side;

21.

påpeger, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender rettigheder, som gælder for enhver uanset nationalitet eller administrativ opholdsstatus i Den Europæiske Union, og understreger, hvor vigtigt bopælsprincippet er for de lokale og regionale myndigheder af hensyn til den sociale samhørighed og samfundets stabilitet;

22.

understreger, at anvendelsen af direktivet om fri bevægelighed for personer er afgørende for sikringen af unionsborgernes og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, og minder om, at dette direktiv ikke er blevet omsat fuldt ud af nogen medlemsstat (1);

23.

er bekymret over, at EU-borgeres familiemedlemmer, som er statsborgere i et tredjeland og har status som fastboende i EU, udsættes for diskriminerende begrænsninger i forbindelse med deres indrejse og ophold i EU baseret på nationalitet eller etnisk oprindelse, og anmoder om, at man er særligt påpasselig med at undgå en sådan forskelsbehandling;

24.

støtter ethvert initiativ, som har til formål at bekæmpe diskrimination, racisme, antisemitisme, fremmedhad og homofobi, opfordrer til snarlig vedtagelse af direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (KOM(2008) 426), og minder om, at de lokale og regionale myndigheder kan spille en større rolle i forebyggelsen og opsporingen af fremmedfjendske og racistiske holdninger, og at de spiller en rolle i oplæringen i de demokratiske principper; mener endvidere, at det europæiske år 2010 for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse giver lejlighed til at sætte nyt skub i udformningen og iværksættelse af tiltag mod forskelsbehandling af sårbare samfundsgrupper;

25.

er enigt i behovet for at få fastlagt en komplet databeskyttelsesordning, som bygger på den grundlæggende ret til privatlivets fred og beskyttelse af persondata, og som omfatter instrumenter, der svarer til målene med ordningen, nemlig opretholdelse af et højt beskyttelsesniveau;

26.

giver udtryk for sin bekymring over den eksponentielle vækst i digital information om borgerne, som er fulgt med udviklingen i informations- og kommunikationsteknologierne, minder om den betydning, som de europæiske borgere tillægger databeskyttelse og privatlivets fred (2), og mener, at Stockholmprogrammet og Kommissionens efterfølgende handlingsplan burde vise større interesse for udviklingen af en strategisk tilgang på det teknologiske område baseret på principperne »privacy by design« og »privacy aware« (3);

27.

udtrykker bekymring over unionsborgernes lave deltagelse i valget til Europa-Parlamentet, erkender at vi som EU-institution ikke gjorde tilstrækkelig meget på dette område, og beklager, at Kommissionen ikke er fremkommet med virkeligt innovative ideer til, hvordan deltagelsen i EU's demokratiske liv kan øges (4);

28.

opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe flere ressourcer og fremgangsmåder for udvikling af nye deltagelsesformer baseret på de nye teknologier og understrege værdien af e-forvaltning samt initiativer såsom e-deltagelse for at styrke borgernes deltagelse i samfundslivet og i politik (5);

29.

anser det for nødvendigt at styrke de informationskanaler, som giver de europæiske borgere mulighed for at få et større kendskab til deres rettigheder, især når det gælder diplomatisk og konsulær beskyttelse i tredjelande, hvor der ikke er nogen national repræsentation;

30.

konstaterer nødvendigheden af at forbedre det fælles uddannelsessystem på området civilbeskyttelse og henviser til forslaget i den endelige rapport fra Future Group om at fremme etableringen af netværk vedrørende uddannelsestilbud og fastlæggelse af fælles definitioner af uddannelsesstandarder (6);

31.

beklager, at der ikke lægges større vægt på de lokale og regionale myndigheders rolle, når det drejer sig om mekanismer til styrkelse af civilbeskyttelse, eftersom disse myndigheder indtager en nøglestilling i forebyggelsen samt i mobiliseringen af ressourcer og personale i nødsituationer.

Om et Europa for Ret og Retfærdighed

32.

bekræfter betydningen af et europæisk retligt område og understreger, at de hindringer, som endnu findes, må fjernes for at sikre, at de europæiske borgere fuldt ud kan udøve deres rettigheder og det indre markeds mekanismer kan fungere effektivt;

33.

erkender, at det er vanskeligt at have med 27 forskellige retssystemer at gøre, men opfordrer til et konsekvent og effektivt grænseoverskridende retligt samarbejde på grundlag af gensidig anerkendelse, gensidig tillid og respekt for subsidiaritetsprincippet; understreger, at dette bør ledsages af en minimumsharmonisering af strafferetten og etablering af minimumsstandarder for civilretlige procedurer;

34.

bekræfter, at muligheden for at indbringe sager for domstolene er afgørende for at sikre et retsbaseret Europa, og glæder sig over Kommissionens generelle forslag, især vedrørende e-justice, som bør gennemføres med garanti for databeskyttelse;

35.

mener, at man fuldt ud bør udnytte potentialet i de nye teknologier på området retligt samarbejde;

36.

mener, at man bør styrke gennemførelsesmekanismerne for retsakterne til fremme af det retlige samarbejde på det familieretlige område, især når det drejer sig om mindreåriges rettigheder;

37.

kræver en større indsats for at garantere korrekt omsætning af EU-lovgivningen på retsområdet og dermed undgå, at retsakternes effektivitet bliver undergravet;

38.

er enigt i nødvendigheden af at få fastlagt gensidig anerkendelse af afgørelser om frakendelse af rettigheder, især hvad angår forbud mod udøvelse af erhverv, der indebærer omgang med børn og unge, men kræver, at Kommissionen ser til, at der garanteres databeskyttelse i forbindelse med informationsudvekslingen og at der ikke sker misbrug;

39.

er enigt i, at uddannelse og viden er vigtige forudsætninger for at opbygge Europa som et retligt område, der respekterer forskelligartetheden og fremmer samarbejde, og opfordrer Kommissionen til at udvikle programmer for udveksling mellem fagfolk i forskellige lande;

40.

peger på nødvendigheden af at tilnærme medlemsstaternes civilretlige lovgivning vedrørende særligt alvorlige tværnationale overtrædelser med det sigte at lette udviklingen af grænseoverskridende virksomhed og bedre beskytte borgernes rettigheder, og derigennem opfylde målsætningen om etablering af et europæisk område for retlige anliggender.

Om et Europa, der beskytter

41.

værdsætter Kommissionens bestræbelser på at basere foranstaltningerne på sikkerheds- og retsområdet på respekten for borgernes grundlæggende rettigheder, men påpeger nødvendigheden af at sikre sammenhæng og balance mellem aspekterne sikkerhed og beskyttelse af rettigheder og frihedsrettigheder;

42.

er enigt i, at der er behov for at skabe en fælles kultur blandt sikkerhedsfolk, og glæder sig over initiativet til at fremme mekanismer for udveksling af erfaringer og god praksis; i den forbindelse er det vigtigt at understrege betydningen af forebyggelse som et uomgængeligt forudgående element i hele den kriminalitetsbekæmpende proces;

43.

beklager, at der kun tales om aktører på nationalt plan, idet opbygningen af en fælles sikkerhedskultur også bør omfatte fagfolk fra de lokale og regionale forvaltninger;

44.

opfordrer til at undersøge, hvorvidt en kodifikation af den europæiske lovgivning for politiets arbejde kan gøre det nemmere at gennemføre grænseoverskridende aktioner i EU;

45.

tilføjer uden at stille spørgsmålstegn ved den interne kompetencefordeling i de enkelte medlemsstater, at det bør sikres, at der fastlægges mekanismer, som giver de regionale myndigheder, der reelt er med til at gennemføre EU-bestemmelserne på sikkerheds- og politiområdet, passende reguleret adgang til de samarbejds- og informationsprocedurer, som EU har fastlagt (7);

46.

anser det for nødvendigt at styrke anvendelsen og effektiviteten af teknologiske løsninger for at garantere sikkerhed og frihed for personer i udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed, men er bekymret over den hurtige udvikling af disse systemer uden tilstrækkelig evaluering af dem;

47.

er enigt i nødvendigheden af at anstille overvejelser over, hvorledes informationssystemerne skal opbygges for at forbedre deres ydeevne og effektivitet, minimere omkostningerne og få størst mulig gavn heraf;

48.

minder om, at det er nødvendigt at trække på fagfolk fra de lokale og regionale myndigheder i drøftelserne om forskning og udvikling på sikkerhedsområdet og den mulige oprettelse af en fond for intern sikkerhed;

49.

mener, at i bekæmpelsen af forbrydelser, som indvirker på borgernes sikkerhed, såsom terrorisme, organiseret kriminalitet, særligt menneskehandel, narkotikahandel eller seksuel udnyttelse af mindreårige, er forebyggelse lige så vigtig som strafforfølgelse, og minder Kommissionen om den afgørende rolle, som de lokale og regionale aktører spiller i udviklingen af strategier for kriminalitetsforebyggelse;

50.

bifalder effektiviseringen af det europæiske politi- og retssamarbejde og mener, at de lokale og regionale myndigheder bør spille en større rolle i bekæmpelsen af grænseoverskridende organiseret kriminalitet på baggrund af den stadigt tættere sammenhæng mellem lokal kriminalitet og international organiseret kriminalitet;

51.

understreger, at ethvert fremskridt i bekæmpelsen af kriminalitet bør gå hånd i hånd med en tilsvarende indsats for at beskytte retten til forsvar og fastlægge fælles retlige minimumsgarantier for de anklagede, hvilket bør omfatte aspekter såsom uskyldsformodning og varetægtsfængsling;

52.

er enigt i, at beskyttelsen af EU's ydre grænser har væsentlig betydning som værn om sikkerheden og den frie bevægelighed internt i EU og bifalder henvisningen til fuldstændig overholdelse af menneskerettighederne og den internationale beskyttelse ved udviklingen af den europæiske strategi for integreret forvaltning af grænserne, men er bekymret over, at meddelelsen ikke indeholder ret meget konkret herom, og forlanger, at de fremskridt, der måtte komme, til enhver tid sker i bevidstheden om, at Europa er et område med frihed og rettigheder;

53.

anmoder Kommissionen om at fastlægge procedurer for en uafhængig evaluering af det operative samarbejde mellem medlemsstaterne (FRONTEX) samt det dermed forbundne samarbejde med tredjelande, særligt hvad angår indgreb, der vedrører EU- og tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder, før der indføres nye instrumenter;

54.

minder medlemsstaterne om, at kontrol og overvågning af søgrænserne ikke må svække de grundlæggende forpligtelser til redningsaktioner til søs;

55.

mener, at de eksisterende informationssystemer (SIS II og VIS) bør udvikles fuldt ud og evalueres, før der foretages ændringer eller indføres nye instrumenter, og udtrykker bekymring over, at meddelelsen ikke nævner noget om revisions- og kontrolmekanismer vedrørende anvendelsen af biometriske identifikatorer i disse systemer;

56.

er bekymret over indførelsen af elektronisk registrering af indrejse til og udrejse fra EU-medlemsstaternes område og muligheden for at udvikle et europæisk system for forudgående rejsetilladelse, som kan gå ud over de grundlæggende rettigheder, især når det gælder beskyttelse af persondata;

57.

bemærker, at samarbejdsstrategierne bør styrkes for at fremme udveksling af information og samarbejde mellem politi og toldmyndigheder;

58.

tilføjer, at ethvert nyt instrument, såsom et fælleseuropæisk Schengenvisum bør udvikles på en effektiv og resultatorienteret måde under hensyntagen til databeskyttelsen og garantierne for retten til privatlivets fred;

59.

støtter bestræbelserne på at forbedre samarbejdet mellem Europol og Eurojust for at gøre fremskridt i efterforskningen af grænseoverskridende organiseret kriminalitet;

60.

deler bekymringen over de trusler, som Kommissionen nævner, og henviser til den rolle, som de lokale og regionale myndigheder kan spille i indkredsningen og opsporingen af disse kriminelle aktiviteter;

61.

opfordrer Kommissionen til at fastlægge specifikke handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel og indarbejde denne indsats i forbindelserne med tredjelande;

62.

udtrykker bekymring over den stigende kriminalitet i form af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (8) på Internettet og minder om, at straffeforanstaltningerne bør ledsages af tiltag til bevidstgørelse og oplysning af borgerne om disse forbrydelser;

63.

fremhæver den rolle, som de lokale og regionale myndigheder kan spille i udviklingen af forebyggende strategier for at beskytte mindreåriges værdighed og rettigheder, herunder især forladte eller uledsagede mindreårige (9);

64.

anerkender, at det er nødvendigt at gøre fremskridt i bekæmpelsen af it-kriminalitet og økonomisk kriminalitet og forbedre mekanismerne for koordinering og samarbejde på disse områder, hvor forbrydelsen ikke altid er sket i det land, hvor den efterforskes;

65.

minder Kommissionen om den rolle, som de lokale og regionale myndigheder kan spille i bekæmpelsen af korruption og forfalskning og i udviklingen af Den Europæiske Unions narkotikastrategi;

66.

anser terroristtruslen for at være noget af det, som de europæiske borgere frygter allermest, og beklager, at meddelelsen ikke nævner de lokale og regionale myndigheders rolle i begrænsningen af denne trussel, især når det gælder bekæmpelsen af den voldelige radikalisering;

67.

frygter, at de forebyggende mekanismer, som nævnes i meddelelsen, tjener til at kriminalisere etniske eller religiøse grupper, uden at tage fat på de grundlæggende årsager til terrorvirksomhed;

68.

foreslår, at der tages hensyn til de politiske, sociale og økonomiske faktorer, som kan spille en rolle for den øgede politiske vold, der udøves af forskellige grupper, før man begynder at fokusere på deres forskellige nationale, etniske eller religiøse tilhørsforhold, hvilket kan føre til øget racisme og fremmedhad.

Et solidarisk Europa på indvandrings- og asylområdet

69.

gentager, at Den Europæiske Union bør udarbejde en egentlig indvandringspolitik, som er baseret på principperne om medlemsstaternes solidaritet, gensidige tillid og medansvar, og som fuldt ud respekterer menneskerettighederne, udnytter alle EU's kompetencer på dette område og respekterer subsidiaritetsprincippet;

70.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder er i frontlinjen, når det gælder gennemførelse af indvandrings- og asylpolitikken, og at det er disse myndigheder, der som de første skal håndtere migrationsstrømmenes sociale og økonomiske indvirkning på deres område;

71.

opfordrer EU's medlemsstater til at deles om ansvaret for at huse og integrere flygtninge og til at indføre en mekanisme til omfordeling mellem medlemsstaterne;

72.

opfordrer Kommissionen til en bedre koordinering af de forskellige eksisterende instrumenter for at fastlægge indsatsområderne vedrørende indvandring og asyl, og understreger, at disse bør baseres på respekten for rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;

73.

glæder sig over prioriteringen af den globale tilgang til indvandring og er enigt i den vægt, som lægges på opbygningen af et ægte og ligeværdigt partnerskab med oprindelses- og transitlandene med henblik på en ordentlig styring af migrationsstrømmene;

74.

mener, at EU bør afpasse den økonomiske migration bedre efter medlemsstaternes arbejdsmarkedsbehov, og efterlyser en fælles fleksibel modtagelsesordning, hvor medlemsstaterne kan bestemme, hvor mange IKKE-EU-statsborgere, der skal tillades adgang;

75.

giver derudover udtryk for sin bekymring over, at en større solidaritet udelukkende begrundes med nytteværdien af indvandring, og at der foretrækkes indvandrere med høje kvalifikationer, som der er brug for på de europæiske arbejdsmarkeder;

76.

er enigt i, at der kræves en bedre sammenkædning mellem EU's indvandringspolitik og eksterne politik, og mener, at samarbejde og dialog med tredjelande er nødvendigt for at bekæmpe både ulovlig indvandring og sætte fokus på lovlig migration; investering i disse tredjelandes økonomi er et mere effektivt redskab til at hjælpe folk, der ønsker at emigrere af økonomiske årsager; lokale og regionale myndigheder har her en afgørende rolle at spille, især dem, der grænser op til eller har de tætteste forbindelser til tredjelande og således kan fungere som platforme for EU-samarbejdet med disse lande;

77.

mener, at det lokale diplomati bør styrkes ved udviklingen af handlingsplanen til gennemførelse af programmet for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, eftersom de lokale og regionale myndigheder kan bidrage væsentligt til en forbedring af forbindelserne med og livsvilkårene i oprindelses- og transitbyerne/regionerne;

78.

er enigt i nødvendigheden af at anvende instrumenterne inden for indvandringspolitikken på en sammenhængende måde, og opfordrer til at evaluere initiativer såsom mobilitetspartnerskaber og de tilknyttede betingelser samt deres konsekvenser for oprindelseslandene, før der indgås nye aftaler;

79.

deler ønsket om en bedre forvaltning af den arbejdsrelaterede indvandring i EU som helhed og opfordrer til at arbejde videre på at udvikle en strategi – på linje med den europæiske platform for dialog – som omfatter de lokale, regionale og nationale aktører i EU, som respekterer medlemsstaternes ret til at bestemme, hvor mange tredjelandsstatsborgeres indrejse de vil tillade med henblik på beskæftigelse, og som sikrer disse værdige arbejdsvilkår (10);

80.

noterer med interesse initiativet til oprettelse af et observatorium med henblik på analyse og forståelse af migrationsfænomenet og påpeger, at dette initiativ ikke må komme på tværs af andre eksisterende initiativer. Behovet for at strukturere og optimere de eksisterende instrumenter på dette område bliver stadigt mere påtrængende;

81.

mener, at forslaget om en indvandringskodeks på trods af de indlysende fordele bør analyseres nøje, især på et tidspunkt, hvor man afventer vedtagelsen af direktivet om en procedure for samlet ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, som omfatter et fælles sæt rettigheder for arbejdstagerne fra tredjelande, der opholder sig lovligt i en medlemsstat, og det bør sikres, at udviklingen af en sådan kodeks ikke skaber forvirring eller svækker det nuværende sæt af rettigheder og garantier for statsborgere fra tredjelande med bopæl i Den Europæiske Union;

82.

takker Kommissionen for, at den anerkender den rolle som de lokale og regionale myndigheder spiller for integrationen af indvandrerne (11), og erkender behovet for at sætte en debat i gang om integration i Europa; gentager i den forbindelse, at integrationspolitikken ikke må udgøre et skjult værktøj til indvandringskontrol, som bl.a. er bestemmende for familiesammenføring, men skal have til formål at muliggøre social, økonomisk, kulturel og borgerretlig integration af indvandrere, efter at de har slået sig ned på en medlemsstats område;

83.

anser det for absolut nødvendigt, at de lokale og regionale myndigheder og Regionsudvalget deltager i fastlæggelsen af de årlige og flerårige prioriteter for Den Europæiske Fond for Integration, og at det garanteres, at medlemsstaterne anvender og fordeler midlerne til de lokale og regionale myndigheder på korrekt vis;

84.

opfordrer medlemsstaterne til at inddrage de lokale og regionale myndigheder i den kommende ministerkonference om integration, som vil blive afholdt under det spanske formandskab i begyndelsen af 2010, og til at forbedre mekanismerne for samarbejde om migrationsspørgsmål med platforme som f.eks. den kommende Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling (ARLEM);

85.

er enigt med Kommissionen i, at illegal beskæftigelse og menneskesmugling og -handel spiller en nøglerolle i den irregulære indvandring i Europa, og opfordrer medlemsstaterne til at finde frem til fælles strategier for at bekæmpe disse problemer;

86.

erkender, at den bekymring, som direktivet om tilbagesendelse har vakt, forpligter til at være om muligt endnu mere påpasselig med den praktiske gennemførelse af direktivet, og opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge, at gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet, der træder i kraft i december 2010, sker i overensstemmelse med charteret om grundlæggende rettigheder;

87.

henleder opmærksomheden på, at der ikke kan være tale om frivillig tilbagevenden, hvis der ikke skabes mekanismer for dialog med oprindelseslandene, som kan garantere, at tilbagevenden er praktisk gennemførlig og ikke afløses af nye planer om at udvandre;

88.

kræver, at der rettes større opmærksomhed mod indvandring af uledsagede mindreårige og at dette fænomen medtages som et særligt punkt i handlingsplanen for Stockholmprogrammet; understreger behovet for at fremme solidaritet, ansvarlighed og fordeling af den økonomiske byrde, der er forbundet med uledsagede mindreårige, mellem myndighederne på regionalt, nationalt og EU-plan, og opfordrer Kommissionen til at foreslå strengere straffeforanstaltninger over for de menneskehandelsnetværk, som udnytter mindreårige;

89.

anmoder Kommissionen om sikre, at medlemsstaternes asylprocedurer er i samklang med fremskridtene hen imod skabelsen af en fælles europæisk asylordning baseret på Genève-konventionen og de øvrige dertil knyttede internationale instrumenter, og advarer imod indførelse af nye aftaler om fornyet indrejse med lande, der ikke har undertegnet Genève-konventionen;

90.

anbefaler på baggrund af de stærkt forskellige tal for godkendelse af asylanmodninger medlemsstaterne imellem, at det fælles europæiske asylsystem tages op til revision, således at ansvaret for behandling af en asylanmodning påhviler det land, hvor anmodningen indgives, idet solidariteten mellem medlemsstaterne altid bør garanteres;

91.

anmoder Kommissionen om at sørge for, at Det Europæiske Asylstøttekontor fungerer korrekt, og overveje at trække på de lokale og regionale myndigheder i kontorets aktiviteter og at inddrage Regionsudvalget i emner, som har en lokal og regional dimension;

92.

anerkender den store betydning, som integrationen af flygtninge og personer, der nyder international beskyttelse, har for de lokale og regionale myndigheder, og kræver, at disse myndigheder kan deltage i etableringen af en mekanisme for intern genbosætning;

93.

kræver, at der gøres fremskridt i undersøgelsen af gennemførligheden af en fælles behandling af asylansøgninger, og er enigt med Kommissionen i nødvendigheden af at revidere Den Europæiske Flygtningefond, hvori de lokale og regionale myndigheder i højere grad bør inddrages;

94.

understreger, at medlemsstaterne under overholdelse af subsidiaritetsprincippet bør inddrage de lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af foranstaltninger vedrørende oprettelsen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

95.

understreger endeligt, at handlingsplanen til gennemførelse af Stockholmprogrammet, skal være troværdig; den bør ledsages af flere ressourcer til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette vil kræve koordinering af interne finansielle instrumenter med de instrumenter, der omfatter EU's forbindelser med tredjelande.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


(1)  Se Kommissionens meddelelse om retningslinjer for en bedre gennemførelse og anvendelse af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, KOM(2009) 313/4.

(2)  Eurobarometer »Databeskyttelse i Den Europæiske Union. Borgernes synspunkter. Analytisk rapport«, februar 2008.

(3)  Udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse »on the Communication from the Commission to the European Parliament and the Council on an Area of freedom, security and justice serving the citizens«. http://www.edps.europa.eu/EDPSWEB/webdav/site/mySite/shared/Documents/Consultation/Opinions/2009/09-07-10_Stockholm_programme_EN.pdf

(4)  Kommissionen opfordres i denne forbindelse til at konsultere undersøgelsen »Participation in the European Project: how to mobilize citizens at local, regional, national, and European levels«, som Instituttet for Europæiske Studier-ULB (Belgien) og Teknologisk Institut (Danmark) er ved at udarbejde for Regionsudvalget og som vil blive præsenteret i Gödöllo den 16. oktober 2009.

(5)  Et fremragende eksempel er online-debatten om forbrugernes sundhed og sikkerhed, som GD for Sundhed indledte den 14. september 2009.

(6)  »Frihed, sikkerhed, privatlivets fred - Europæiske indre anliggender i en åben verden. Rapport fra Den Rådgivende Højniveaugruppe om Fremtiden for den Europæiske Politik vedrørende Indre Anliggender« (Fremtidsgruppen), juni 2008.

http://www.statewatch.org/news/2008/jul/eu-futures-jha-report.pdf

(7)  Det er særlig vigtigt, at der sikres hurtig adgang til databaserne i henhold til Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet.

(8)  Regionsudvalget vil på baggrund af sin bekymring om spørgsmålet seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi inden for de kommende måneder afgive udtalelse om Rådets rammeafgørelse 2004/68/JAI af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

(9)  Se Regionsudvalgets udtalelse om »Lokalt og regionalt samarbejde om beskyttelse af børn og unge mod mishandling og omsorgssvigt i Den Europæiske Union« (CdR 225/1999 fin) og udtalelsen »Mod en EU-strategi for børns rettigheder« (CdR 236/2006 fin).

(10)  Se udtalelsen »En global tilgang til migration: udvikling af en EU-politik for indvandring af arbejdskraft og dens indpasning i forbindelserne med tredjelande« (CdR 296/2007 fin).

(11)  Se konklusionerne fra Regionsudvalgets seminar om kommunernes og regionernes rolle i integration af indvandrere, Athen, den 16. oktober 2008 (CdR 323/2008 fin).


III Forberedende retsakter

Regionsudvalget

81. plenarforsamling den 5.-7. oktober 2009

27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/45


81. PLENARFORSAMLING DEN 5.-7. OKTOBER 2009

Regionsudvalgets udtalelse: Et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport

(2010/C 79/09)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

INDLEDNING

1.

Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport blev vedtaget på baggrund af nødvendigheden af at skabe et godstransportsystem, der er så sikkert, miljøvenligt og effektivt som muligt, til gavn for borgere og virksomheder.

2.

Med udgangspunkt i bestemmelserne i hvidbogen om transport fra 2001 og set i lyset af de nuværende ændringer i EU's struktur og de nye udfordringer, som medlemsstaterne konstant står overfor, må der hovedsageligt fokuseres på udvikling af samordnede transportformer.

3.

Mens der for vej- og lufttransportens vedkommende allerede er truffet foranstaltninger med godt resultat, venter der en række uløste opgaver med hensyn til jernbanetransporten.

4.

I forbindelse med det foreliggende forslag blev der i forberedelsesfasen gennemført en omfattende høring af medlemsstater, jernbaneselskaber, infrastrukturforvaltere samt repræsentanter for industrivirksomheder og fragtselskaber.

5.

På grundlag af denne høring konkluderede Kommissionen, at etableringen af internationale godstogskorridorer til en konkurrencebaseret godstransport hurtigt vil øge jernbanernes konkurrenceevne og samtidig resultere i en forbedring af de makroøkonomiske nøgletal.

Politiske anbefalinger

6.

Fremlæggelsen af et forslag til forordning om fastlæggelse af strukturen i det europæiske jernbanenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport bifaldes i høj grad. Målet er at etablere et effektivt godstransportnet gennem en intelligent anvendelse af den eksisterende infrastruktur eller en udbygning af denne.

7.

En konsekvent gennemførelse af bestemmelserne i ovennævnte forslag til forordning vil hurtigt øge jernbanetransportens effektivitet, således at denne transportform, der er den mest miljøvenlige og sikre, også kan konkurrence med andre transportformer, hvad angår effektivitet.

8.

Der skal ved etableringen af godstogskorridorer altid tages højde for adgangen til andre transportformer gennem oprettelsen af terminaler for vej-, sø- og lufttransport samt transport ad indre vandveje.

9.

Der henvises til etableringen af logistikcentre, der forvaltes af blandt andre de lokale og regionale myndigheder. Der skal tages højde for disse logistikcentre i forbindelse med etableringen af et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport. De lokale og regionale myndigheder skal inddrages i planlægningen og udviklingen af disse logistikcentre.

10.

En række bestemmelser i forslaget til forordning medfører en unødig stigning i den bureaukratiske byrde, som er forbundet med forvaltningen af det europæiske banenet.

11.

Jernbanegodstransporten er relativt miljøvenlig og sikker. Gennem en øget effektivitet og en forbedret konkurrenceevne kan denne transportform blive et ægte alternativ til de mere energiintensive og mindre sikre transportformer, der indebærer flere ulemper for borgerne.

12.

Med henblik på at øge den europæiske jernbanegodstransports effektivitet og forbedre denne transportforms konkurrenceevne må der først og fremmest findes en hurtig løsning på de eksisterende problemer. Der er bl.a. behov for:

et bedre samarbejde mellem infrastrukturforvaltere og EU's medlemsstater om fjernelse af grænseproblemer og optimering af investeringer samt et tættere samarbejde og en bedre koordinering af de enkelte transportformer med hensyn til udnyttelsen af jernbanenettet;

etablering og udvikling af de intermodale terminaler, der anvendes af jernbanetransporten samt en forbedring af deres effektivitet gennem anvendelse af de senest tilgængelige teknologier til forvaltning af sådanne terminaler;

en tydelig forbedring af interoperabiliteten;

minimering af effektivitetstab i forbindelse med den opsplitning af virksomheder, som skyldes åbningen af markedet;

etablering af et effektivt jernbanenet, som kan forbinde hele EU i nord-sydlig og øst-vestlig retning.

13.

I forbindelse med denne indsats må der tages højde for såvel nationale som internationale initiativer og projekter på følgende områder:

adgang til infrastruktur og takstfastsættelse;

forvaltning af transportkorridorernes kapacitet;

sikkerhedsaspektet ved jernbanetransport;

styrkelse af jernbanetransportens interoperabilitet.

Der er derudover behov for følgende foranstaltninger:

en udbygning af jernbanenettet, der tager udgangspunkt i kapaciteten

etablering af effektive nye godstransportspor (som omfartsveje i vejtransporten) ved højt belastede jernbaneknudepunkter.

14.

Takket være de erfaringer, der er indsamlet gennem programmet for det transeuropæiske transportnet (TEN-V), det europæiske jernbanetrafikstyringssystem (ERTMS) og andre initiativer, og de synergieffekter som er resultatet af disse projekter, kan et europæisk banenet for konkurrencebaseret godstransport realiseres betydeligt hurtigere og på mere effektiv vis.

15.

For at det planlagte europæiske jernbanenet kan blive velfungerende vil det være nødvendigt at etablere et internationalt forvaltningsorgan, som er i stand til at sikre en bedre koordinering af de enkelte godstogskorridorer, og dette spørgsmål vedrører såvel medlemsstater som infrastrukturforvaltere. Dette forvaltningsorgan bør kræve af medlemsstaterne, at de opfylder deres forpligtelser med hensyn til at etablere korridorerne.

16.

I den henseende er det nødvendigt, at såvel de kompetente EU-instanser som EU's medlemsstater og andre kompetente forvaltningsorganer fortsat arbejder på at fjerne de forhindringer, som hidtil har virket som en bremse for jernbanegodstransportens effektivitet og dermed konkurrenceevne, der er bl.a. tale om følgende problemer:

fjernelse af sproglige barrierer i den grænseoverskridende transport;

manglen på standardiserede uddannelsesprogrammer for lokomotivførere, herunder harmoniserede EU-regler for jernbanetransport;

fraværet af fælles regler på områderne sikkerhed og lastkapacitet;

den ikke standardiserede anvendelse af trafiktelematik samt satellit- og radiotjenester;

manglen på et system for og en entydig civilretlig hæftelse for forsendelser, der transporteres inden for rammerne af en intermodal transportkæde;

de talrige tekniske og administrative problemer, som er forbundet med en grænseoverskridelse i den internationale jernbanegodstrafik;

afhjælpning af flaskehalse, navnlig i bymæssige områder, med henblik på at adskille gods- og persontransporten og forbedre jernbanetransportens konkurrenceevne generelt i den udstrækning dette er teknisk og planlægningsmæssigt muligt;

forskellig sporbredde;

den manglende håndhævelse af reglerne for en præcis overholdelse af køreplanerne i godstrafikken, særligt når der er tale om en kombineret transport, f.eks. jernbane-/vejtransport;

den manglende enighed om togsættenes optimale mål og længde med henblik på at opnå en øget transportkapacitet og bedre resultater på miljøområdet.

17.

Det vil være hensigtsmæssigt at fastlægge jernbane-standarder for at nedbringe de logistiske omkostninger, forbedre konkurrenceevnen, øge tilgængeligheden til markederne, styrke interoperabiliteten og den samordnede modalitet, skabe sammenhæng mellem den økonomiske udvikling og miljøkravene og gøre jernbanerne til en integrerende del af værdiskabelseskæden i det europæiske virksomhedsnetværk og derigennem bidrage til at optimere produktions-, forsynings- og distributionsprocesserne.

18.

Hvis det ikke er muligt at overdrage kompetencen til at fjerne de eksisterede forhindringer, bør EU og medlemsstaterne selv træffe de nødvendige foranstaltninger til fjernelse af disse barrierer.

19.

De forvaltningsorganer som har ansvaret for transportkorridorerne bør arbejde så ubureaukratisk som muligt, kunne reagere fleksibelt på markedsudviklingen og kunne sætte sig til modværge mod indgreb fra henholdsvis EU-medlemsstater og/eller EU-institutioner, som ikke er retfærdiggjort.

20.

Antallet af godstransportkorridorer i den enkelte medlemsstat bør baseres på efterspørgslen efter transporttjenesteydelser.

21.

Etableringen af et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport kan kun lykkes på grundlag af et tæt samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, hvis territorium berøres af godstogskorridorerne.

22.

Dette samarbejde bør omfatte såvel planlægning og koordinering af investeringerne i forbindelse med etablering af jernbanenettet som drift, vedligeholdelse og modernisering af godstogskorridorerne under hensyntagen til den eksisterende infrastruktur og jernbanetrafik.

23.

Da det både er vigtigt at sikre pålidelige kanaler af god kvalitet til godstogene og en god trafikstyring, bør der på de kanaler, der ikke er opdelt i et spor til godstrafik og et spor til persontrafik under hensyntagen til de lokale og regionale interesser fastlægges regler for både gods- og persontransport, som sikrer, at den lokale befolknings mobilitet ikke hæmmes samt at offentlighedens interesser på andre områder ikke modarbejdes.

24.

En passende fysisk planlægning på regionalt og kommunalt niveau, hvor der tages højde for korridorernes forløb og placeringen af terminaler og omladningspladser, bidrager i betydelig grad til at højne jernbanenettets effektivitet, og samtidig forbedres den økonomiske situation i den berørte kommune henholdsvis region.

25.

De regionale og lokale myndigheder samt EU's medlemsstater må ubetinget træffe foranstaltninger til at sikre, at vejnettets kapacitet giver mulighed for at levere gods, som er transporteret med jernbane, videre til slutbrugeren.

26.

De lokale og regionale myndigheder har flere muligheder for at samarbejde og føre en dialog med tjenesteudbydere og brugere af jernbanegodstransport. Derudover kan de på mere effektiv vis påvirke brugernes valg af transportform og kanal. På den måde kan det sikres, at virksomhederne konsekvent vælger den transportform, der repræsenterer den optimale løsning for deres produkt med hensyn til miljøaspektet, pålidelighed, hurtighed, samt naturligvis evnen til at konkurrere på prisen.

II.   KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER

27.

Regionsudvalget har den opfattelse, at etableringen af et indre marked for jernbanetrafik udgør et afgørende element i Lissabonstrategien og EU's strategi for bæredygtig udvikling, og det foreliggende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning er derfor en uundværlig retsakt, som vil gøre det muligt for jernbanegodstransporten at etablere sig som et konkurrencedygtigt alternativ til andre, mindre miljøvenlige, transportformer, der indebærer flere ulemper for borgerne. Inden for rammerne af gennemførelsen må der ved tildelingen af spor til den prioriterede godstransport tages passende højde for allerede eksisterende trafik, som f.eks. personbefordring. Derudover må den nationale godstransport i princippet ligestilles med den grænseoverskridende.

28.

De lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle for gennemførelsen af forordningen, idet de kan øge jernbanegodstransportens effektivitet og konkurrenceevne betydeligt gennem en fornuftig fysisk planlægning samt gennemtænkte investeringer i vejnettet, det regionale jernbanenet og havneanlæg.

29.

Derudover er det helt nødvendigt at fastlægge principper for transporten af farligt gods i et samarbejde med jernbanekorridorernes forvaltere og de regionale myndigheder.

30.

Selvom beslutningerne vedrørende etablering af godstransportkorridorer forhandles og træffes på fællesskabsniveau skal de lokale og regionale myndigheder altid høres i den indledende fase, dvs. i planlægningsfasen og under forhandlingerne på nationalt niveau.

31.

Inden for rammerne af en sådan høring bør det klarlægges, hvilke infrastrukturforanstaltninger det vil være nødvendigt at gennemføre for at sikre, at etableringen af en korridor ikke får negative konsekvenser for lokalbefolkningen og for at lette udvælgelsen af de områder, hvor det er mest hensigtsmæssigt at føre dem igennem.

32.

Det er absolut nødvendigt at finde frem til, hvorledes højhastighedsnet for passagertrafik, jernbanenet for konventionelle tog og nærtog samt jernbanenet for godstrafik af enhver art kan eksistere side om side på optimal vis.

33.

På baggrund af de eksisterende parametre for jernbanenettet i godstogskorridorer vil der i de kommuner, der berøres af disse transportkorridorer, være et behov for at foretage ændringer i planlægningen af vej- og jernbanetrafikken. De lokale og regionale myndigheder må derfor tilbydes de nødvendige finansielle instrumenter, så de kan gennemføre de investeringer og moderniseringsarbejder, som er nødvendige i forbindelse med linjeføringen i deres kommune eller region. Desuden må de retlige rammer for ekspropriering i offentlighedens interesse forenkles, således at princippet om rimelig erstatning for eksproprieret jord ikke hindrer planlagte moderniserings- eller anlægsarbejder af linjeføringer og infrastruktur.

34.

Disse instrumenter bør stilles til rådighed så rettidigt, at det er muligt at overholde de obligatoriske frister for etablering af de enkelte godstogskorridorer, som fastlægges i forordningsforslagets kapitel 2, artikel 3, stk. 3.

35.

De allerede eksisterende logistikcentre, der forvaltes under inddragelse af det lokale og regionale niveau, bør anvendes på effektiv vis og integreres i godstogskorridorsystemet.

36.

En sådan inddragelse af den infrastruktur, som forvaltes af de regionale og lokale myndigheder, burde garantere, at de lokale og regionale myndigheders repræsentanter integreres i godstogskorridorernes forvaltningsorganer, som nedfældet i kapitel 2, artikel 4 i forordningsforslaget.

37.

Det antal godstogskorridorer for den enkelte EU-medlemsstat, der nævnes i artikel 3 i forslaget til forordning, bør baseres på den potentielle efterspørgsel efter transporttjenesteydelser, en analyse af transportsystemets effektivitet og de reelle tekniske muligheder for at overholde de i forordningsforslaget fastsatte tidsfrister.

38.

Man bør gå bort fra ideen om at kræve et bestemt antal godstogskorridorer i den enkelte EU-medlemsstat på grundlag af mængden af det samlede jernbanegods i ton-kilometer.

39.

Den markedsundersøgelse, der nævnes i forordningsforslagets artikel 5, stk. 3, bør gennemføres efter behov, og behovet bør vurderes af korridorforvalterne. Der bør derfor ikke, som forordningsforslaget lægger op til, stilles krav om, at der gennemføres en sådan undersøgelse hvert år.

40.

I første fase af forordningens gennemførelse bør bestemmelser om etableringssted for godstogskorridorer udelukkende tage udgangspunkt i konkrete betragtninger som effektivitet, tilgængelighed, kvalitet og infrastrukturens størrelse og så vidt muligt ikke omfatte politiske hensyn.

41.

I forbindelse med etableringen af godstogskorridorer må det under alle omstændigheder sikres, at reglerne for miljøbeskyttelse og den offentlige sundhed, herunder bestemmelser vedrørende støj, færdselssikkerhed og andre forhold overholdes, eftersom disse regler forebygger de negative virkninger for lokale beboere. Alt dette under overholdelse af kriterier, som sætter sundheden, leveforholdene og færdselssikkerheden for de beboere, der bor i nærheden af godstogskorridorerne, i højsædet.

42.

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at lade forordningen træde i kraft hurtigst muligt under hensyntagen til de bemærkninger og konklusioner, som Regionsudvalget har givet udtryk for i denne udtalelse.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/50


Regionsudvalgets udtalelse: »Lægemiddelpakken«

(2010/C 79/10)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Generelle bemærkninger

1.

bifalder de initiativer, som Kommissionen behandler i lægemiddelpakken. Regionsudvalget har i tidligere udtalelser (1) efterlyst en lægemiddelpolitik fra Generaldirektorat for Erhverv og Industri og er mere på linje med den folkesundhedspolitik, som foreslås af Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. Det er vigtigt med foranstaltninger mod forfalskede lægemidler. Lovforslaget om sikkerhedsovervågning og en mere effektiv indsamling af viden om bivirkninger betragter Regionsudvalget som værende til gavn for folkesundhedsbeskyttelsen i EU;

2.

lægger vægt på, at anvendelsen af lægemiddelsbehandlinger foregår på en etisk, medicinsk og økonomisk forsvarlig måde. Målet skal være, at de rette patienter får de rette lægemidler, i rette tid og i ret dosis, så man sikrer en så effektiv resurseudnyttelse som muligt. Patienternes behov og interesser skal altid komme i første række;

3.

finder, at de lokale og regionale myndigheder er direkte berørt af forslaget til direktiv, eftersom det i mange medlemsstater er de lokale og regionale myndigheder, som har beføjelser vedrørende sundhedstjenester. Denne lokale og regionale rolle er der ikke blevet taget hensyn til i Kommissionens forslag. Nærhedsprincippet bør fastholdes;

4.

bifalder Kommissionens fokus på foranstaltninger til at mindske lægemidlers skadelige miljøkonsekvenser. Disse kan dog præciseres yderligere.

Meddelelse: Sikre, innovative og tilgængelige lægemidler: et nyt perspektiv for lægemiddelsektoren KOM(2008) 666 endelig

5.

finder, at den EU-baserede lægemiddelindustri spiller en rolle både for erhvervslivet og som videnskabeligt grundlag for sundhedssektoren;

6.

understreger behovet af en balance mellem konkurrenceevne og folkesundhedspolitik;

7.

finder, at alle aktører skal sikre sig, at biosimilære lægemidler (biologiske lægemidler, som er blevet godkendt via en procedure, som delvis ligner den, som anvendes for generiske lægemidler) og generiske lægemidler (lægemidler, som ikke er omfattet af patentbeskyttelse) skal være tilgængelige hurtigst muligt efter patentudløb, skal være af en for patienten upåklagelig kvalitet og skal være fremstillet efter standarder, der holder et højt niveau;

8.

henstiller til Kommissionen om at tage hensyn til konklusionerne i sektorundersøgelsen af lægemiddelsektoren (2).

Information til offentligheden om receptpligtige lægemidler KOM(2008) 663 endelig og KOM(2008) 662 endelig

9.

er enigt i, at offentligheden er og bliver stadig mere interesseret i beslutninger, som vedrører deres egen sundhed;

10.

finder, at lægemiddelindustriens vigtigste opgave er under iagttagelse af kvalitets- og sikkerhedskriterier at udvikle lægemidler, hvis virkning og sikkerhed er blevet påvist ved kliniske forsøg, og som modsvarer patientens terapeutiske behov og medfører en øget livskvalitet for denne. Virksomhedernes investeringer skal derved målrettes mod investeringer i forskning og udvikling;

11.

vil henstille til lægemiddelvirksomhederne, at de lever op til deres pligt til at forbedre kvaliteten af emballagen og den information, som fremgår heraf, således at den fremstår i en mere lettilgængelig og forståelig udformning for patienterne på mere end ét EU-sprog i henhold til gældende lovgivning med henblik på at fremme bedre praksis, hvad angår brug af lægemidler. Disse virksomheder bør også tilskyndes til at indføre et system, som gør det muligt at garantere lægemidlernes sporbarhed;

12.

deler det synspunkt, at forbuddet mod reklamer for receptpligtige lægemidler skal opretholdes. Lægemiddelvirksomheders »promovering« af sygdomme og lidelser i medierne for at omgå forbuddet skal også kontrolleres. Lægemiddelvirksomhederne skal kun have lov til at oplyse om receptpligtige lægemidler på basis af bestemte kvalitetskriterier og via på forhånd fastlagte informationskanaler. Reklame i TV, radio og på andre ikke på forhånd fastlagte informationskanaler skal ikke være tilladt;

13.

mener, at lægemiddelindustriens oplysninger skal være kvalitetssikrede og forundersøgt af enten den medlemsstat, hvor lægemidlet er godkendt, eller på EU-niveau for centralt godkendte lægemidler. Medlemsstaten vælger selv et passende overvågningssystem til at kontrollere, om reglerne følges, hvad angår de lægemidler, som er gensidigt godkendt ifølge 2001/83/EF. De centralt godkendte lægemidler overvåges ifølge forordning (EF) 726/2004 på EU-niveau;

14.

anser det for nødvendigt at afskaffe undtagelsen for reklamer for vaccinekampagner og andre kampagner til gavn for folkesundheden. Information om disse lægemidler bør være underlagt samme lovgivning som andre receptpligtige lægemidler. Undtagelsen fra reklameforbuddet bør kun opretholdes i forbindelse med forebyggende rejsevaccination;

15.

vil styrke og fremme lokalt plejepersonales rolle, når det gælder om at indhente information og præcisere rollefordelingen mellem forskellige aktører. At informere patienter og samtidig sørge for, at deres behov tilgodeses, danner grundlaget for et tillidsforhold, som udgør kernen i sundhedsvæsenet;

16.

påpeger vigtigheden af, at der gives oplysninger om såvel et lægemiddels risici som dets nytteværdi. Regionsudvalget ser dette som en grundlæggende konsekvens af, at lægemiddelvirksomhedernes oplysninger skal være af en ikke-salgsmæssig art;

17.

vil sikre, at myndighedernes eller sundhedsvæsenets informationskanaler også fremover må indeholde oplysninger om receptpligtige lægemidler samt sammenligninger mellem forskellige behandlingsalternativer;

18.

anser det for svært at afgrænse en informationskanal til, hvad der defineres som sundhedsrelaterede publikationer. Vi foreslår derfor, at denne informationskanal fjernes, undtagen information fra patientorganisationer;

19.

betoner, at direktivet ikke må fortolkes væsentligt forskelligt fra den ene medlemsstat til den anden. Kommissionen bør derfor indsamle og videreformidle medlemsstaternes praksis, hvad overvågningssystemer angår;

20.

mener, at detailhandelens mulighed for at oplyse om receptpligtige lægemidler skal analyseres yderligere af Kommissionen.

Forhindring af, at lægemidler, som er forfalskede med hensyn til identitet, historie eller oprindelse, kommer ind i den lovlige forsyningskæde KOM(2008) 668 endelig

21.

støtter forslaget om at oprette et koordineret net af alle parter, der berøres af forfalskning af lægemidler, så det bliver lettere at identificere forfalskede lægemidler og forhindre, at de kommer ind i lægemiddelkæden, samt stramme op på sælgers og købers ansvar, hvad disse produkter angår;

22.

opfordrer Kommissionen til også at tage initiativ til foranstaltninger, der kan løse problemet med forfalskede lægemidler uden for den lovlige distributionskæde. Direktivet fastlægger, at lovgivningen kun omfatter lægemidler, som er bestemt til markedsføring i medlemsstaterne (3);

23.

anser det for vigtigt, at man øger befolkningens kendskab til og bevidsthed om farerne og eventuelle eftervirkninger ved lægemidler uden for den lovlige distributionskæde;

24.

opfordrer Kommissionen til at gøre det fornødne for at sikre fuldstændig sporing af lægemidler, især ved godkendelse af al lægemiddelemballage på EU-niveau;

25.

støtter den fortsatte mulighed for sikker parallelhandel med sikre lægemidler, eftersom en sådan handel presser lægemiddelpriserne;

26.

vil også sikre, at forslaget ikke forsinker indførelsen af generiske lægemidler på markedet;

27.

opfordrer Kommissionen til at følge prisudviklingen, så det sikres, at de foreslåede godkendelsesprocedurer ikke medfører højere lægemiddelpriser. Regionsudvalget minder om, at de foranstaltninger, som vedtages, skal udformes, så der opnås balance mellem øget sikkerhed og øgede omkostninger;

28.

opfordrer Kommissionen til i samråd med medlemsstaterne at støtte udarbejdelsen af en international konvention om bekæmpelse af lægemiddelplagiering med henblik på strengere straffe for plagiering af lægemidler eller alternativt en tillægsprotokol til Palermo-konventionen om organiseret kriminalitet.

Sikkerhedsovervågning af humanmedicinske lægemidler KOM (2008)664 endelig og KOM (2008)665 endelig

29.

bifalder ændringer i fællesskabslovgivningen i retning af en styrkelse af lægemiddellovgivningen;

30.

finder, at indrapportering af bivirkninger fra såvel patienter som sundhedsvæsenet altid bør tilskyndes. Sundhedspersonalet har pligt til at indrapportere alle uønskede bivirkninger ved lægemidlerne, som de måtte have kendskab til. Dette er især vigtigt, når det gælder lægemidler, som er blevet godkendt på bestemte vilkår. En måde, hvorpå dette kan gøres tydeligt for patienten, er ved at anvende et fælles symbol eller et sammenhængende symbolsystem på emballagen og tilvejebringe sikkerhedsinformation på mere end ét EU-sprog;

31.

mener, at sundhedsvæsenet skal kunne iværksætte en sikkerhedsgennemgang af et lægemiddel samt få adgang til oplysninger i den europæiske database om bivirkninger gennem de regionale eller nationale centre for lægemiddelovervågning;

32.

opfordrer til, at de regionale lægemiddelovervågningscentre integreres i det offentlige sundhedsvæsen og bliver det vigtigste kontaktled for patienter, når det gælder lægemiddelspørgsmål;

33.

mener, at oplysninger om bivirkninger først må offentliggøres og spredes til patienterne, efter at der er gennemført seriøs forskning og oplysningerne er blevet godkendt af myndighederne;

34.

understreger, at opgaven for de regionale centre for lægemiddelovervågning ikke skal begrænses til indsamling af oplysninger, men også omfatte oplysning og forebyggelse, rådgivning og vurdering af fordele og risici; de regionale centre for lægemiddelovervågning bidrager til den almindelige sundhedsovervågning bl.a. inden for rammerne af sundhedskonferencer. Herudover er målet et øget samarbejde mellem læger, apotekere og selvhjælpsgrupper om spørgsmål vedrørende ordinering af medicin;

35.

vurderer, at de foreslåede ændringer af indlægssedlen, især i forbindelse med nøje overvågning af visse lægemidlers bivirkninger, bidrager til en hurtigere ændring af dens indhold. Resultatet kan være uaktuelle indlægssedler, hvilket kan føre til misvisende eller fejlagtig information til patienten. Den langsigtede målsætning bør være, at en dagsaktuel indlægsseddel vedlægges ved udleveringen af lægemidlet. Sundhedspersonalet bør informere patienten om de bivirkninger, som endnu ikke har kunnet tilføjes til indlægssedlen, hvis det i lyset af den enkelte patients særlige situation skønnes nødvendigt;

36.

er imod forslaget om at indføre et resumé af indlægssedlen i en sort ramme, da det kan medføre, at patienten udelukkende fokuserer på den indrammede information.

II.   FORSLAG TIL ÆNDRINGER

Ændringsforslag 1

KOM(2008) 663 endelig – Artikel 1 – punkt 2

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

I direktiv 2001/83/EF foretages følgende ændringer:

Artikel 88, stk. 4, affattes således:

»(…) 4.   Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for vaccinationskampagner og andre kampagner i folkesundhedens interesse, der forestås af industrien, og som er godkendt af medlemsstaternes kompetente myndigheder«.

I direktiv 2001/83/EF foretages følgende ændringer:

Artikel 88, stk. 4, affattes således:

»(…) 4.   Forbuddet i stk. 1 ; «.

Begrundelse

Vacciner bør omfattes af samme regler som andre receptpligtige lægemidler. Undtagelsen for reklamer for vaccinationskampagner og andre kampagner til gavn for folkesundheden bør begrænses til forebyggende rejsevaccination. I den nuværende EU-lovgivning er kun vaccinationskampagner undtaget det generelle reklameforbud. Kommissionen vil med sit forslag gøre det muligt for lægemiddelindustrien at informere om »kampagner til gavn for folkesundheden«. Vurderingen er, at den nuværende undtagelse har ført til, at lægemiddelvirksomhederne informerer om deres vacciner på en måde, som opleves som påtrængende med et tydeligt salgsbudskab. Når Kommissionen så foreslår at udvide denne undtagelse til også at omfatte »andre kampagner til gavn for folkesundheden«, indebærer det en risiko for, at reklameforbuddet for receptpligtige lægemidler vil blive undergravet, da det kan være svært at afgrænse, hvad begrebet »andre kampagner til gavn for folkesundheden« dækker over.

Videnskabelige gennembrud er årsag til, at antallet af vacciner i fremtiden vil øge, f.eks. i form af terapeutiske vacciner. Det indebærer, at forskellene mellem vacciner og konventionelle lægemidler vil mindske i fremtiden. Vaccinering af befolkningen udgør en vigtig del af sundhedsarbejdet. Medlemsstaterne har i dag forskellige rutiner i deres vaccinationsprogrammer. For at opnå en samlet vurdering af risiko/nytte samt bedst mulig udnyttelse af sundhedsvæsenets resurser bør vurderingen af information vedrørende vaccinationskampagner foretages af samfundet og ikke af de enkelte lægemiddelvirksomheder.

Ændringsforslag 2

KOM(2008) 663 endelig – Artikel 1 – punkt 5

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Artikel 100b

Følgende typer information om godkendte receptpligtige lægemidler kan af indehaveren af markedsføringstilladelsen spredes til offentligheden eller almindelige borgere:

(…) c)

information om lægemidlets miljøvirkninger og pris samt konkrete oplysninger og dokumentation vedrørende f.eks. ændringer af emballagen eller advarsler mod bivirkninger

d)

lægemiddelrelateret information om videnskabelige ikke-interventionsundersøgelser eller ledsageforanstaltninger til forebyggelse og medicinsk behandling, eller information, som præsenterer lægemidlet i sammenhæng med den lidelse, der skal forebygges eller behandles.

Artikel 100b

Følgende typer information om godkendte receptpligtige lægemidler kan af indehaveren af markedsføringstilladelsen spredes til offentligheden eller almindelige borgere:

(…) c)

information om lægemidlets miljø

Begrundelse

Begrebet »miljøvirkninger« er alt for vagt. Med den øgede opmærksomhed på lægemidlers potentielt skadelige virkninger i miljøet er begrebet »miljørisici« at foretrække. Begrebet »miljørisiko« afspejler mere passende den type miljøvirkning, som Kommissionen ønsker at nedbringe.

Bestemmelserne skal udformes, så det tydeligt fremgår, at kun indholdet i resuméet af produktets egenskaber, mærkningen og indlægssedlen skal betragtes som information. Disse oplysninger kan dog suppleres med oplysninger om lægemidlets miljøvirkninger. Artikel 100b d) er utydelig og bør udgå. Kommissionen har selv i en rapport (4) anført, at ikke-interventionsundersøgelser ofte er af mangelfuld kvalitet og tjener salgsfremmende formål.

Ændringsforslag 3

KOM(2008) 663 endelig – Artikel 1 – punkt 5

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Artikel 100c

Information om godkendte receptpligtige lægemidler, som af indehaveren af markedsføringstilladelsen spredes til offentligheden eller almindelige borgere, må ikke spredes via fjernsyn eller radio. Den må kun spredes gennem følgende kanaler:

(…) a)

sundhedsrelaterede publikationer som defineret af den medlemsstat, hvor offentliggørelsen finder sted, dog ikke uanmodet materiale aktivt distribueret til offentligheden eller almindelige borgere

b)

websteder om lægemidler på internettet, dog ikke uanmodet materiale aktivt distribueret til offentligheden eller almindelige borgere

Artikel 100c

Information om godkendte receptpligtige lægemidler, som af indehaveren af markedsføringstilladelsen spredes til offentligheden eller almindelige borgere, må ikke spredes via fjernsyn eller radio. Den må kun spredes gennem følgende kanaler:

websteder om lægemidler på internettet, , dog ikke uanmodet materiale aktivt distribueret til offentligheden eller almindelige borgere

Begrundelse

Begrebet »sundhedsrelaterede publikationer« er svært at definere, og den informationskanal bør derfor fjernes. Det nuværende forslag går ud på, at hver medlemsstat selv skal definere, hvilke publikationer som skal omfattes, hvilket indebærer en oplagt risiko for såvel vide som forskellige fortolkninger. Den nuværende ordlyd gør spørgsmålet om definition af reklame og information aktuelt.

Ændringsforslag 4

KOM(2008) 668 endelig – Artikel 1 – punkt 1

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

I direktiv 2001/83/EF foretages følgende ændringer:

1)

Efter nr. 17) i artikel 1 indsættes som nr. 17a):

»17a)

Handel med lægemidler:

enhver form for virksomhed, der består i uafhængigt eller på vegne af en anden at foretage salg eller køb af lægemidler, fakturering eller formidling af lægemidler, bortset fra levering af lægemidler til offentligheden, og som ikke falder ind under definitionen af engrosforhandling af lægemidler.«

I direktiv 2001/83/EF foretages følgende ændringer:

1)

Efter nr. 17) i artikel 1 indsættes som nr. 17a):

»17a)

: :

enhver form for virksomhed, der består i uafhængigt eller på vegne af en anden at foretage salg eller køb af lægemidler, fakturering af lægemidler, definitionen af engrosforhandling .«

Begrundelse

Det foreslåede punkt 17, litra a), har overskriften »Handel med lægemidler«. Det hedder bl.a. i definitionen, at engros- og detaildistribuering ikke falder ind under begrebet »handel med lægemidler«. I lyset af det faktum, at »handel med lægemidler« allerede har en almindeligt anerkendt betydning i mange medlemsstater, bør de transaktioner, som der henvises til i punkt 17a, kaldes noget andet. Ellers kan det føre til begrebsforvirring.

Ændringsforslag 5

KOM(2008) 665 endelig - mellem punkt 17 og 18

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

 

Begrundelse

Regionsudvalget foreslår en ændring i den nuværende lovgivning, som Kommissionen ikke tager hensyn til i sit forslag. Det hedder i den nuværende lovgivning, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/27/EF af 31. marts 2004 om ændring af direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, artikel 54, litra j: »Eventuelle særlige forholdsregler vedrørende bortskaffelse af ubrugte lægemidler eller affald, der stammer fra lægemidler, samt en henvisning til eksisterende egnede indsamlingssystemer.«

Den nuværende lovgivning kræver, at der i alle medlemsstater findes indsamlingssystemer for ubrugte eller gamle lægemidler, men patienterne er ikke tilstrækkeligt informeret om disse systemer. Manglen på klare patientinstrukser fører til en uønsket udledning af lægemidler i afløbsvandet og en øget belastning på afløbsrenseanlæg og drikkevandsmodtagere. Tydeligere information på emballagen vil forbedre forudsætningerne for en passende håndtering af ubrugte eller gamle lægemidler.

Ændringsforslag 6

KOM(2008) 665 endelig - mellem punkt 15 og 16

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

 

»

«

Begrundelse

Regionsudvalget mener, at det er meget mere hensigtsmæssigt at skelne mellem miljørisici og sundhedsrisici, som det gøres i teksten i direktiv 2004/27/EF. Hermed bevares den sædvanlige opstilling af fordele i forhold til risici (risiko/nytterelation) vedrørende lægemidler.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


(1)  I sin udtalelse af 9.-10. april 2008 om hvidbogen »Sammen om sundhed: en strategi for EU 2008-2013« bemærkede Regionsudvalget, at spørgsmålet om lægemidler ikke var blevet behandlet i den foreslåede strategi, og slog til lyd for, at dette spørgsmål skulle gøres til genstand for en udførlig undersøgelse.

(2)  Sektorundersøgelse om lægemiddelsektoren, foreløbig rapport (arbejdsdokument fra Generaldirektoratet for Konkurrence), 28. november 2008.

(3)  2001/83/EF artikel 2: »Bestemmelserne i nærværende direktiv gælder for industrielt fremstillede humanmedicinske lægemidler, som skal markedsføres i medlemsstaterne.«

(4)  Strategi til bedre beskyttelse af folkesundheden ved at styrke og rationalisere EU's lægemiddelovervågning: Offentlig høring om lovgivningsforslag, Bruxelles, den 5. december 2007. (punkt 3.2.5) (foreligger ikke på dansk).


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/58


Regionsudvalgets udtalelse: »Det fremtidige fælles europæiske asylsystem II«

(2010/C 79/11)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

1.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder fortsat vil være i forreste række med hensyn til gennemførelsen af EU-lovgivningen om væsentlige elementer i det fælles europæiske asylsystem, og gentager anbefalingerne i sin første udtalelse om det fælles europæiske asylsystem, der blev vedtaget på udvalgets 74. plenarforsamling (CdR 177/2007 fin);

2.

beskæftiger sig i denne anden udtalelse om det fælles europæiske asylsystem med andre specifikke aspekter af den strategiske plan i almindelighed og den foreslåede lovgivning i særdeleshed, samtidig med at de oprindelige konklusioner videreføres;

3.

er bekymret over, at de i denne udtalelse omhandlede dokumenter ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den lokale og regionale dimension. Inddragelsen af den lokale og regionale dimension er nødvendig for såvel en effektiv gennemførelse af det fælles europæiske asyl system II som for overholdelsen af subsidiaritetsprincippet.

Den strategiske plan på asylområdet

4.

bifalder erkendelsen af, at en harmonisering på dette område nødvendigvis må gå hånd i hånd med bedre standarder, men forbundet med visse betingelser. Mere specifikt bemærker udvalget, at der kan opstå følgeomkostninger, som de lokale og regionale myndigheder må bære;

5.

understreger, at det fælles europæiske asylsystem, eftersom det vedrører asylansøgere og flygtninge, forsat bør være rodfæstet i principperne i FN's flygtningekonvention fra 1951 og andre internationale menneskerettighedsaftaler, og at dette system hverken må indebære eller føre til, at disse standarder nedsættes;

6.

bifalder den kendsgerning, at et vigtigt element i den strategiske plan og den hermed forbundne lovgivning er tilnærmelsen af tilgangene til asyl og formerne for subsidiær beskyttelse. Dette er vigtigt, eftersom det erkendes, at flygtningedefinitionen har sine begrænsninger, og at mange mennesker, der søger international beskyttelse, ikke nødvendigvis er flygtninge i ordets strengeste betydning (f.eks. personer, der flygter fra naturkatastrofer). Modtagelsen og de gældende procedurer samt den tildelte status skal sikre, at disse personer behandles lige;

7.

mener, at en vellykket harmonisering kan begrænse den uforholdsmæssigt store byrde, der hviler på visse lokale og regionale myndigheder som følge af deres geografiske beliggenhed og forskelle mellem nationale tilgange. I de tilfælde, hvor modtagelsesvilkårene, procedurerne eller kriterierne for at blive anerkendt som en person med behov for international beskyttelse er strengere i en medlemsstat end en anden (eller opfattes som værende så), vil det kunne føre til sekundær migration i EU. Dette vanskeliggør gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem og kan pålægge visse medlemsstater og deres lokale og regionale myndigheder unødige byrder;

8.

fremhæver, at det hovedsageligt er forhold uden for EU end forhold inden for, der fører til tvungen migration;

9.

anbefaler, at det særligt i de tilfælde, hvor det er de lokale og regionale myndigheder, som gennemfører politikker vedrørende bolig, velfærd, sundhed, uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet, bør erkendes, at det er nødvendigt med solidaritet og byrdefordeling på subnationalt niveau;

10.

mener, at de lokale og regionale myndigheder må have en mulighed for at anmode om yderligere direkte EU-støtte eller garantier for, at de vil få forholdsmæssig del i de midler, som tildeles medlemsstaterne, hvis den europæiske harmoniseringspolitik skal lykkes;

11.

erkender, at en ulige byrdefordeling, som et resultat af en geografisk beliggenhed ved EU's ydre grænser og demografiske karakteristika, kan hindre en effektiv harmonisering, og er derfor enig i, at en yderligere harmonisering af nationale standarder gennem det fælles europæiske asylsystem må gå hånd i hånd med en forbedring af det praktiske samarbejde, så ansvaret for asylspørgsmål fordeles retfærdigt mellem medlemsstater og regioner;

12.

er bekymret over, at den strategiske plan ikke beskæftiger sig med det europæiske grænseagentur FRONTEX, hverken hvad angår harmonisering eller praktisk samarbejde. Den større fokus på menneskerettigheder generelt, og i særdeleshed sårbare personers menneskerettigheder, i forslagene vedrørende det fælles europæiske asylsystem bør også afspejles i reglerne for forvaltningen af FRONTEX;

13.

understreger, at det er nødvendigt at forbedre kommunikationen på lokalt og regionalt niveau, hvad angår forskellen mellem tvungen og ikke-tvungen migration og mellem ansøgere om og modtagere af international beskyttelse, for at lokalsamfundene kan få et oplyst og positivt billede af personer under international beskyttelse.

Modtagelsesdirektivet

14.

støtter, at dette direktiv kombinerer foranstaltninger, der vedrører modtagelsesstandarder for såvel asylansøgere som personer, der søger subsidiær beskyttelse;

15.

henviser i forbindelse med harmoniseringen af modtagelsesstandarder til, at den sociale bistand, der gives til asylansøgere på bolig-, velfærds-, sundheds-, uddannelses-, og beskæftigelsesområdet, bør gives på et niveau, der sikrer, at de i hvert fald ikke stilles bedre end lokalbefolkningen;

16.

mener, at de foreslåede menneskerettighedsgarantier, herunder de særlige foranstaltninger for sårbare personer, bør finde anvendelse på alle former for procedurer, inklusive alle former for ekstraterritoriale procedurer som omhandlet i punkt 5.2.3 i den strategiske plan. Yderligere skridt i denne retning kræver nøje undersøgelser, navnlig for at sikre, at systemet er lovligt, effektivt og hensigtsmæssigt.

Frihedsberøvelse: artikel 8-11

17.

bifalder i høj grad, at artikel 8, stk. 1, slår fast, at en person ikke kan frihedsberøves alene med den begrundelse, at vedkommende ansøger om international beskyttelse. Dette stemmer overens med Regionsudvalgets opfordring under punkt 16 i udvalgets første udtalelse om det fælles europæiske asylsystem. Udvalget erkender, at de kompetente myndigheder kan have gode grunde til at frihedsberøve visse ansøgere, såsom ansøgere, der med stor sandsynlighed vil gå under jorden.

Adgang til arbejdsmarkedet efter 6 måneder: artikel 15

18.

er enig i, at disse forslag kan være til gavn for såvel asylansøgeren som medlemsstaten, selvom udvalget erkender, at forslaget er kontroversielt for enkelte medlemsstater, særligt de lande, der oplever en stigende arbejdsløshed, og som er underlagt et pres på grund af en udsat geografisk placering. Udvalget bifalder, at det i artikel 15, stk. 2 i det omarbejdede direktiv om minimumsstandarder for modtagelse slås fast, at »medlemsstaterne beslutter, på hvilke vilkår ansøgeren får adgang til arbejdsmarkedet«;

19.

gentager sin holdning til integrationspolitikken, der blev fremført i punkt 34-38 i den første udtalelse om det fælles europæiske asylsystem, og henleder opmærksomheden på sin udtalelse af 11. oktober 2007 om »Anvendelse af den samlede migrationsstrategi ved EU's grænser« (CdR 64/2007 fin), konklusionerne fra den konference om »Regionernes og byernes rolle i forvaltningen af migrationsstrømme«, der blev afholdt i oktober 2007 på Tenerife, og som var arrangeret af Regionsudvalget og regeringen på De Kanariske Øer, udtalelsen af 15. juni 2006 om »Beskyttelse af mindretal og ikke-diskriminationspolitikker i et udvidet Europa« (CdR 53/2006), hvor integrationspolitikken blev diskuteret, og udtalelsen af 12. februar 2009 om »De lokale og regionale myndigheders centrale rolle i integrationspolitikken« (CdR 212/2008) samt konklusionerne fra Athen-seminaret i oktober 2008 om »Regionernes og byernes rolle i integrationen af indvandrere«, der blev arrangeret af Regionsudvalget og den lokale forening af by- og landkommuner i Attika;

20.

bekræfter anbefalingen fra punkt 4 i sin første udtalelse om det fælles europæiske asylsystem, som gik på, at EU-lovgivningen bør kræve, at medlemsstaterne opretter et netværk af regionale myndigheder med henblik på at integrere indvandrerne på en informeret måde.

Regler om materielle modtagelsesforhold og lægebehandling: artikel 17-20

21.

mener, at det er problematisk at kræve, at de nationale regler for social bistand skal gælde for asylansøgere og opfordrer i stedet til, at man overvejer at indføre europæiske minimumsstandarder til sikring af grundlæggende ydelser;

22.

anerkender, at disse bestemmelser vedrørende materielle ydelser har særlig betydning for de lokale og regionale myndigheder, der spiller en vigtig rolle i forbindelse med gennemførelsen af bolig-, velfærds-, sundheds- og uddannelsespolitikker. I de tilfælde, hvor det er op til medlemsstaterne at afgøre, hvordan de vil gennemføre disse standarder, bør de lokale og regionale myndigheder forsikres om, at de vil modtage forholdsmæssig finansiel støtte på de områder, hvor de er blevet tildelt yderligere opgaver;

23.

ser et behov for at uddanne de lokale og regionale embedsmænd, der anmodes om at foretage den behovsvurdering, der foreslås i disse bestemmelser med henblik på at sikre, at bidrag til dækning af omkostningerne forbundet med materielle modtagelsesfaciliteter eller lægebehandling ikke unødvendigt tages fra ansøgerne om international beskyttelse selv.

Bestemmelser vedrørende personer med særlige behov: artikel 21-24

24.

gentager sin dybe bekymring for sårbare personer (punkt 29-33 i udvalgets første udtalelse om det fælles europæiske asylsystem) og bifalder de tiltag, der tages til håndtering af dette spørgsmål. Udvalget gør opmærksom på, at man i den forbindelse bør være særlig opmærksom på de sundhedsbehov, som ansøgere om international beskyttelse kan have som følge af skader, dårlig ernæringstilstand og psykiske traumer. Eftersom sundhedsydelser ofte tilvejebringes på lokalt og regionalt niveau, er det nødvendigt at undersøge, identificere og lette byrderne for visse regioner.

Behandling af ansøgere, der har fået afslag på international beskyttelse

25.

erkender, at en harmonisering af behandlingen af ansøgere, der har fået afslag, kan begrænse sekundær migration. Imidlertid må det være tilladt at træffe foranstaltninger, som skal opmuntre de berørte personer til at rejse frivilligt. Disse foranstaltninger bør ikke berøre nødvendig lægehjælp eller støtte til livets opretholdelse, som kommer denne personkreds til gode;

26.

understreger, at tvungen fattigdom og nægtelse af lægehjælp aldrig bør anvendes som et instrument i den del af indvandrings- og asylpolitikken, der vedrører udsendelsen af ansøgere, der har fået afslag på international beskyttelse.

Mindreårige

27.

bifalder, at direktivet om modtagelsesvilkår og de andre omarbejdede instrumenter vedrørende det fælles europæiske asylsystem II nu giver en klar definition af en mindreårig, nemlig »en tredjelandsstatsborger eller en statsløs person under 18 år«. Det må ligeledes hilses velkomment, at hvert instrument giver mindreårige yderligere beskyttelse. Mens en person, der er identificeret som mindreårig, vil nyde godt af disse standarder, er der imidlertid tale om en mangelfuld beskyttelse af ansøgere om international beskyttelse, hvis alder betvivles af den medlemsstat, der modtager ansøgeren, behandler og træffer afgørelse om ansøgningen eller anvender Dublin-kriterierne;

28.

bemærker, at de materielle modtagelsesforhold vil være det første aspekt af det fælles europæiske asylsystem, som ansøgere om international beskyttelse stifter bekendtskab med. Det har derfor afgørende betydning, at ansøgerne, i de tilfælde hvor deres alder betvivles, behandles som mindreårige, indtil det er bevist, at de ikke er det (under passende hensyntagen til andre ansøgeres rettigheder og sikkerhed); at de altid behandles humant og værdigt, og at de juridiske standarder for procedurer til aldersbestemmelse overholdes, særligt når der er tale om lægeundersøgelser. Hvis en ansøgers alder fejlvurderes i denne fase, kan resultatet blive, at barnet, der søger om international beskyttelse, på et forkert grundlag nægtes den ekstra beskyttelse, som lovgivningen i det fælles europæiske asylsystem sikrer for mindreårige;

29.

erkender, at levering af tjenesteydelser til uledsagede mindreårige eller store grupper af mindreårige sætter nogle lokale og regionale myndigheder under et usædvanligt stort pres, og anbefaler derfor, at der stilles tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed for disse myndigheder.

Den omarbejdede Dublin-forordning

30.

bemærker, at forslaget har særlig betydning for regionerne, eftersom asylansøgere i henhold til Dublin-systemet kan tilbagesendes til den medlemsstat, som de først ankom til, hvilket sætter medlemsstater og regioner ved EU's grænser samt indrejseknudepunkter under pres;

31.

bifalder målsætningen om at gøre asylsystemet mere effektivt, men kun hvis dette går hånd i hånd med en konsekvent anvendelse af harmoniserede standarder og procedurer for modtagelse og tildeling af flygtningestatus. Dette sikrer, at medlemsstater, der sender tredjelandsstatsborgere tilbage til en anden medlemsstat, ikke begår brud på deres forpligtelser i henhold til international menneskerettighedsret, herunder retten til respekt for familielivet, barnets tarv og princippet om non-refoulement, herunder princippet om indirekte non-refoulement, i medfør af artikel 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 33 i FN's flygtningekonvention af 1951 og artikel 3 i FN's konvention mod tortur fra 1984. Bestemmelserne i forordningsforslaget bør først træde fuldstændigt i kraft, når det reviderede »modtagelsesdirektiv«, »direktivet om procedurer« og »direktivet om flygtningestatus« er blevet fuldt gennemført;

32.

bifalder artikel 6 om beskyttelse af uledsagede mindreåriges rettigheder, der i et vist omfang imødekommer de bekymringer, som Regionsudvalgets gav udtryk for i sin første udtalelse om det fælles europæiske asylsystem (punkt 29-33). Der bør indføres standarder for en effektiv beskyttelse af andre sårbare personer, såsom gravide og handicappede. Forordningen bør også beskæftige sig med de eksisterende mangler i forbindelse med bevarelse af familiens enhed;

33.

bifalder i høj grad, at artikel 27 slår fast, at en person ikke kan frihedsberøves alene med den begrundelse, at vedkommende ansøger om international beskyttelse. Dette stemmer overens med Regionsudvalgets opfordring under punkt 16 i sin første udtalelse om det fælles europæiske asylsystem;

34.

bifalder forslaget i artikel 31 til procedurer for ophævelse af bestemmelserne i denne forordning, når en medlemsstat står i en særligt akut situation, som påfører dens modtagelseskapacitet en ekstraordinært stor byrde;

35.

foreslår, at der oprettes en formel kommunikationskanal mellem regionerne og Kommissionen, for at Kommissionen bedre kan vurdere situationer, hvor det kan være nødvendigt for den at anvende sin beføjelse ifølge artikel 31, stk. 2, hvis forholdene i den pågældende medlemsstat som helhed ikke opfylder kravene i henhold til artikel 31, stk. 1. Imidlertid bør Kommissionen, for at undgå en overdreven anvendelse af disse bestemmelser, nøje overvåge situationen for at vurdere, om der reelt er tale om en akut situation eller om en manglende overholdelse af direktivet om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og direktiv 2005/85/EF giver anledning til at indlede overtrædelsesprocedurer efter EF-traktatens artikel 226.

Det omarbejdede direktiv om procedurer

36.

bifalder erkendelsen af, at harmoniseringen af proceduremæssige standarder bør gå hånd i hånd med bedre standarder i behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse. Dette har den fordel, at det vil tage kortere tid at nå frem til en afgørelse. Lange evalueringsperioder kan have en negativ indvirkning på en persons fysiske og psykiske velvære, hvilket kan gøre et betydeligt indhug i lokale og regionale ressourcer. Selv i de tilfælde, hvor beslutningstagningen snarere foregår på nationalt (og ikke regionalt) plan, kan forsinkelser føre til, at der lægges unødigt pres på det lokale og regionale niveau, hvor høringscentre og domstole er beliggende.

Det omarbejdede direktiv om flygtningestatus

37.

bifalder erkendelsen af, at harmoniseringen af standarder for anerkendelse af flygtningestatus skal gå hånd i hånd med »bedre standarder«. I betragtning af den humanitære sammenhæng, som enhver lovgivning om flygtningespørgsmål indgår i, bør man først og fremmest søge at løse problemet med den manglende sammenhæng i tildelingen af flygtningestatus, og derefter problemet med sekundær migration som følge af forskelle i materielle modtagelsesforhold og politikker for arbejdsmarkedsadgang. Følgerne af et uberettiget afslag på international beskyttelse er særligt alvorlige;

38.

bifalder den større fokus på subsidiær beskyttelse. Udvalget er tilfreds med den opmærksomhed som punkt 3.3 i den strategiske plan i særlig grad tildeler en forbedret anvendelse af den såkaldte »alternative flugtmulighed« i hjemlandet. Denne »mulighed« bør aldrig anvendes til at dække over refoulement;

39.

anerkender, at en højere kvalitet i beslutningstagningen vedrørende asyl og subsidiær beskyttelse, der omfatter udveksling af bedste praksis for, hvordan eksisterende eller foreslået lovgivning skal fortolkes, vil reducere antallet af klagesager (som er højt i nogle stater). Dette kan ligeledes bidrage til, at flere af dem, der har fået afslag på international beskyttelse, frivilligt vender hjem. Positive resultater på begge områder vil begrænse det uforholdsmæssigt store pres, som regionerne sættes under, når de skal hjælpe personer, der er udelukket fra national støtte;

40.

gentager, at fordrevne personer, ifølge international lov, har ret til at søge om international beskyttelse, selvom de er rejst illegalt ind i EU, og insisterer derfor på, at omstændighederne vedrørende indrejsen til EU ikke må lægges ansøgerne om international beskyttelse til last, særligt når der er tale om ofre for menneskehandel;

41.

bemærker, at »troværdighed« ikke udgør en del af den internationale eller europæiske flygtningedefinition, men at mange ansøgninger om international beskyttelse ikke desto mindre afvises af troværdighedsgrunde. Ansøgere, der nægtes international beskyttelse, kan have brug for betydelig støtte fra de lokale og regionale myndigheder, inden de forlader EU, og det har derfor afgørende betydning, at ansøgninger ikke uretmæssigt afvises af troværdighedsgrunde;

42.

anbefaler, at det omarbejdede direktiv om flygtningestatus i højere grad gør det klart, at bestemmelserne vedrørende troværdighed (for nærværende artikel 4, stk. 5) er et supplement til flygtningedefinitionen: de redegør for de omstændigheder, hvor en persons udokumenterede påstande kan anvendes i bevisførelsen og bidrage til opfyldelsen af bevisbyrden med hensyn til en dokumentation af behovet for international beskyttelse.

Praktisk samarbejde

43.

fremhæver behovet for, at der etableres netværk til udveksling af information og bedste praksis vedrørende asylspørgsmål på lokalt og regionalt plan, samt at der gives den nødvendige finansielle støtte til netværksaktiviteterne;

44.

bifalder beslutningen om at etablere den europæiske asylstøttemyndighed og mener, at en sådan aktivt vil bidrage til en forbedring af internationale standarder og en mere sammenhængende strategi;

45.

mener, at Regionsudvalget bør nævnes under punkt 17 i forslaget til forordning under »andre fællesskabsinstitutioner« (artikel 49);

46.

fremhæver betydningen af forskning og sammenlignende undersøgelser, når det drejer sig om at forbedre bevisgrundlaget på såvel politisk som praktisk plan. De lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle i den forbindelse. De lokale og regionale myndigheder bør nævnes i forbindelse med »Udveksling af oplysninger og god praksis« (artikel 3) og »Indsamling og udveksling af oplysninger« (artikel 11);

47.

ønsker en præcisering af den foreslåede lovgivningsmæssige ramme og indikatorer til evaluering af effektiviteten af politiske tiltag og praksis;

48.

anbefaler, at der udformes finansieringsprogrammer, der er tilgængelige for lokale og regionale myndigheder, med henblik på at fremme offentlighedens kendskab til asylområdet på områder, hvor dette kan forbedre oplysningsniveauet og integrationen. Det rådgivende forum bør omfatte de lokale og regionale myndigheder samt Regionsudvalget;

49.

anbefaler derudover, at den europæiske asylstøttemyndighed bør spille en nøglerolle i etableringen af relationer med tredjelande, ngo'er og internationale organer;

50.

fremhæver kraftigt de lokale og regionale myndigheders bidrag til opnåelsen af høje standarder for den praktiske forvaltning af asylansøgere og flygtninge. Derudover er uddannelsen af personale ved grænseovergange, i modtagelsescentre og genbosættelsesfaciliteter afgørende for en styrkelse af de internationale beskyttelsesprogrammer;

51.

er dybt bekymret over, at de lokale og regionale myndigheder ikke er repræsenteret i bestyrelsen, og anbefaler, at forvaltningen af den europæiske asylstøttemyndighed styrkes, ved at repræsentanter for Regionsudvalget inddrages og høres regelmæssigt.

En retfærdig fordeling af ansvar og solidaritet inden for EU

52.

bemærker, at solidaritet medlemsstaterne imellem ganske vist anerkendes som værende et nøgleelement i forslagene, særligt med hensyn til ændringerne i Dublin II-forordningen, men at forslagene i høj grad lader det være op til medlemsstaterne at afgøre, hvordan de vil gennemføre de pågældende politikker. Det er vigtigt at indse, at der er behov for byrdefordeling og solidaritet mellem medlemsstaterne, og at dette også gælder inden for de enkelte medlemsstater;

53.

giver på ny udtryk for sin tilfredshed med den praktiske støtte, som medlemsstaterne kan modtage fra Den Europæiske Flygtningefond og Den Europæiske Tilbagesendelsesfond, hvilket også kom til udtryk under punkt 46 i udvalgets første rapport om det fælles europæiske asylsystem. Disse fonde vil have særlig betydning for en vellykket gennemførelse af »modtagelsesdirektivet« og »direktivet om procedurer«. Udvalget vil gerne have et tilsagn om, at de lokale og regionale myndigheder vil få direkte adgang til disse fonde og få indflydelse på overvågningen af den støtte, som tildeles herigennem;

54.

bifalder foreløbigt muligheden for en fælles behandling i EU af specifikke sager på betingelse af, at der tages nøje hensyn til menneskerettighederne og princippet om, at den enkelte sag betragtes individuelt.

Ekstern solidaritet

55.

anerkender betydningen af frivillig genbosættelse og bifalder forslagene om forbedringer. Udvalget ser gerne en bekræftelse af, at der vil blive indført mekanismer til høring af lokale og regionale myndigheder på dette område, navnlig på grund af den vigtige rolle, som de spiller for en vellykket integration af flygtninge og andre personer under international beskyttelse. Udvalget påpeger, at regionerne kunne nyde godt af en konstruktiv, forvaltet migration, hvis den frivillige genbosættelse forvaltes fornuftigt.

Etablering af et fælles EU-genbosættelsesprogram

56.

bifalder disse meddelelser fra Kommissionen og mener, at dette initiativ vil fremme solidariteten i den praktiske genbosættelse samt forbedre standarderne i alle medlemsstater, særligt med hensyn til de lokale myndigheders rolle i forbindelse med modtagelse, genbosættelse og integration af genbosatte personer;

57.

er særlig tilfreds med udviklingen i ekspertgruppen om genbosættelse og fremhæver den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i modtagelses- og genbosættelsesprocesserne. Deres bidrag til kortlægningen af behov, årlige prioriteter og udveksling af bedste praksis må anerkendes som en aktørs ekspertise i denne gruppe;

58.

anmoder om, at tilstrækkelige midler fra den finansieringspulje, som Kommissionen vil stille til rådighed for støtte til genbosatte personer, gives til lokale og regionale myndigheder, der spiller en nøglerolle for den vellykkede gennemførelse af EU's genbosættelsesprogram.

II.   FORSLAG TIL ÆNDRINGER

Ændringsforslag 1

Forslag til et modtagelsesdirektiv (KOM(2008) 815) – artikel 2 c)

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

»familiemedlemmer«: for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af asylansøgerens familie, der befinder sig i samme medlemsstat i forbindelse med dennes ansøgning om international beskyttelse:

»familiemedlemmer«: for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af asylansøgerens familie, der befinder sig i samme medlemsstat i forbindelse med dennes ansøgning om international beskyttelse:

i)

asylansøgerens ægtefælle eller dennes ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens udlændingelov

i)

asylansøgerens ægtefælle eller dennes ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens udlændingelov

ii)

mindreårige børn af par som omhandlet i nr. i) eller af asylansøgeren, på betingelse af at de er ugifte , uanset om de er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret, som fastsat i national ret

ii)

mindreårige børn af par som omhandlet i nr. i) eller af asylansøgeren, på betingelse af at de er ugifte , uanset om de er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret, som fastsat i national ret

iii)

gifte mindreårige børn af par som omhandlet i nr. i) eller af asylansøgeren, uanset om de er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret som fastsat i national ret, hvis deres tarv varetages bedst ved, at de bor sammen med asylansøgeren

iv)

asylansøgerens far, mor eller værge, hvis asylansøgeren er mindreårig og ugift, eller hvis vedkommende er mindreårig og gift, men vedkommendes tarv varetages bedst ved, at han eller hun bor sammen med sin far, mor eller værge

 

asylansøgerens far, mor eller værge, hvis asylansøgeren er mindreårig og ugift, eller hvis vedkommende er mindreårig og gift, men vedkommendes tarv varetages bedst ved, at han eller hun bor sammen med sin far, mor eller værge

(v)

mindreårige ugifte søskende til asylansøgeren, hvis sidstnævnte er mindreårig og ugift, eller hvis asylansøgeren eller dennes søskende er mindreårige og gift, men det for én eller flere af dem forholder sig således, at deres tarv varetages bedst ved, at de bor sammen

 

mindreårige ugifte søskende til asylansøgeren, hvis sidstnævnte er mindreårig og ugift, eller hvis asylansøgeren eller dennes søskende er mindreårige og gift, men det for én eller flere af dem forholder sig således, at deres tarv varetages bedst ved, at de bor sammen

Begrundelse

Kommissionens forslag indebærer en udvidelse af familiebegrebet. Dette ville føre til en kraftig stigning i antallet af personer, som gør krav på bistandsydelser. Den oprindelige definition af bistandsberettigede bør derfor bibeholdes.

Ændringsforslag 2

Forslag til et modtagelsesdirektiv (KOM(2008) 815) – artikel 6 – nyt stk. 1

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

 

1.

Begrundelse

Så længe identiteten ikke er blevet fastslået med største sikkerhed, er det vigtigt, at hver asylansøger behandles retssikkert. Det er vigtigt at indlede artiklen med dette grundlæggende standpunkt, baseret på menneskets værdighed og princippet om alle menneskers ligeværd.

Ændringsforslag 3

Forslag til et modtagelsesdirektiv (KOM(2008) 815) – artikel 15 – stk. 4

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Af arbejdsmarkedspolitiske hensyn kan medlemsstaterne give forrang til EU-borgere og statsborgere fra stater, der er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold.

Begrundelse

Hvad angår den af Kommissionen foreslåede uindskrænkede adgang til arbejdsmarkedet, må der insisteres på, at der indrømmes mulighed for at give forrang til egne statsborgere, EU-borgere og statsborgere fra EØS-lande. Den nuværende ordlyd i direktivets artikel 15, stk. 4 bør derfor bevares.

Ændringsforslag 4

Forslag til et modtagelsesdirektiv (KOM(2008) 815) – artikel 20 – nye stk. 6, 7 og 8

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

 

 

 

Begrundelse

Disse bestemmelser er nødvendige med henblik på at sikre overholdelsen af de europæiske menneskerettighedsstandarder, særligt artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Inddragelse eller indskrænkning af de materielle modtagelsesforhold opmuntrer ansøgere, som har fået afslag, til at afbryde enhver kontakt til værtsmedlemsstaten. Dette kan lægge hindringer i vejen for en eventuel udvisning eller opmuntre til sort arbejde. De finansielle følgevirkninger, som er forbundet med at opretholde materielle modtagelsesfaciliteter for ansøgere, som har fået afslag, giver medlemsstaterne et incitament til at forbedre udvisningsprocedurerne og de frivillige tilbagesendelsesordninger (fattigdom og nægtelse af adgang til sundhedsydelser kan ikke være incitamenter for tilbagesendelser, der betegnes som frivillige; der er i sådanne tilfælde tale om en ulovlig form for tvungen tilbagesendelse). Imidlertid kan det øgede skatteprovenu, såfremt man giver ansøgere om international beskyttelse adgang til arbejdsmarkedet senest 6 måneder efter ankomsten til EU, bidrage til at dække udgifterne forbundet med dette ændringsforslag.

Det er ligeledes nødvendigt at yde lægehjælp til ansøgere, som har fået afslag, for at beskytte folkesundheden. Derudover vil ansøgere, som har fået afslag, og derfor nægtes lægehjælp, typisk henvende sig på et hospital, når deres tilstand er blevet akut. Dette lægger et kraftigt pres på sundhedssektorens budgetter, der i mange medlemsstater forvaltes regionalt.

Ændringsforslag 5

Forslag til et modtagelsesdirektiv (KOM(2008)815) – artikel 20 – stk. 1

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Medlemsstaterne kan indskrænke materielle modtagelsesforhold,

hvis asylansøgeren

a)

forlader det opholdssted, der er fastlagt af den kompetente myndighed, uden at underrette myndigheden, eller, hvis dette kræves, uden tilladelse, eller

b)

undlader at overholde sin mødepligt, at imødekomme anmodninger om at fremkomme med oplysninger eller at møde til personlige samtaler vedrørende asylproceduren i en rimelig periode, der fastlægges i national ret, eller

c)

allerede har indgivet en asylansøgning i samme medlemsstat.

Medlemsstaterne kan indskrænke materielle modtagelsesforhold,

hvis asylansøgeren

a)

forlader det opholdssted, der er fastlagt af den kompetente myndighed, uden at underrette myndigheden, eller, hvis dette kræves, uden tilladelse, eller

b)

undlader at overholde sin mødepligt, at imødekomme anmodninger om at fremkomme med oplysninger eller at møde til personlige samtaler vedrørende asylproceduren i en rimelig periode, der fastlægges i national ret, eller

c)

allerede har indgivet en asylansøgning i samme medlemsstat.

Begrundelse

Kommissionen indskrænker med sit forslag meget kraftigt mulighederne for inddragelse af materielle modtagelsesforhold, hvilket indebærer, at asylansøgerne ikke længere effektivt kan tilskyndes til aktivt at medvirke ved asylproceduren. De eksisterende bestemmelser bør derfor bibeholdes.

Ændringsforslag 6

Forslag til et modtagelsesdirektiv (KOM(2008)815) – artikel 21 – stk. 2

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

2.

Medlemsstaterne fastlægger procedurer i den nationale lovgivning for straks, når en ansøgning om international beskyttelse indgives, at afgøre, om ansøgeren har særlige behov, og hvilke behov der i så fald er tale om. Medlemsstaterne skal sikre støtte til personer med særlige behov under hele asylproceduren og sikre hensigtsmæssigt tilsyn med deres situation.

2.

Medlemsstaterne fastlægger procedurer i den nationale lovgivning for straks, når en ansøgning om international beskyttelse indgives, at afgøre, om ansøgeren har særlige behov, og hvilke behov der i så fald er tale om. Medlemsstaterne skal sikre støtte til personer med særlige behov under hele asylproceduren og sikre hensigtsmæssigt tilsyn med deres situation.

Begrundelse

Dette skal sikre, at børn ikke på uretmæssig vis nægtes den ekstra beskyttelse for mindreårige, der er indeholdt i forslagene til det fælles europæiske asylsystem II. Det er vigtigt, at aldersbestemmelsen er underlagt passende standarder i denne fase, idet bestemmelserne i »modtagelsesdirektivet« også umiddelbart gælder for omarbejdningen af Rådets forordning 343/2003/EF (Dublin-forordningen) (præambelens punkt 9). Disse regler bør også stemme overens med de detaljerede bestemmelser om uledsagede mindreårige i den nuværende artikel 17 i direktivet 2005/85/EF (direktivet om procedurer) eller dets erstatning.

Ændringsforslag 7

Omarbejdning af Dublin-forordningen (KOM(2008) 820 endelig) – artikel 31

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

1.

Når en medlemsstat står i en særligt akut situation, som påfører dens modtagelseskapacitet, asylsystem eller infrastruktur en ekstraordinært stor byrde, og når overførslen af ansøgere om international beskyttelse efter denne forordning til den pågældende medlemsstat ville kunne øge denne byrde, kan den pågældende medlemsstat anmode om, at disse overførsler suspenderes.

1.

Når en medlemsstat står i en særligt akut situation, som påfører dens modtagelseskapacitet, asylsystem eller infrastruktur en ekstraordinært stor byrde, og når overførslen af ansøgere om international beskyttelse efter denne forordning til den pågældende medlemsstat ville kunne øge denne byrde, kan den pågældende medlemsstat anmode om, at disse overførsler suspenderes.

Anmodningen sendes til Kommissionen. Den skal begrundes og skal navnlig indeholde:

Anmodningen sendes til Kommissionen. Den skal begrundes og skal navnlig indeholde:

a)

en detaljeret beskrivelse af den særligt akutte situation, som påfører den anmodende medlemsstats modtagelseskapacitet, asylsystem eller infrastruktur en ekstraordinært stor byrde, herunder relevante statistikker og dokumentation

a)

en detaljeret beskrivelse af den særligt akutte situation, som påfører den anmodende medlemsstats modtagelseskapacitet, asylsystem eller infrastruktur en ekstraordinært stor byrde, herunder relevante statistikker og dokumentation

b)

en dokumenteret prognose over den sandsynlige udvikling i situationen på kort sigt

b)

en dokumenteret prognose over den sandsynlige udvikling i situationen på kort sigt

c)

en dokumenteret forklaring på den yderligere byrde, som overførslen af ansøgere om international beskyttelse efter denne forordning ville medføre for den anmodende medlemsstats modtagelseskapacitet, asylsystem eller infrastruktur, herunder relevante statistikker og anden dokumentation.

c)

en dokumenteret forklaring på den yderligere byrde, som overførslen af ansøgere om international beskyttelse efter denne forordning ville medføre for den anmodende medlemsstats modtagelseskapacitet, asylsystem eller infrastruktur, herunder relevante statistikker og anden dokumentation.

2.

Når Kommissionen mener, at forholdene i en medlemsstat kan medføre et beskyttelsesniveau for ansøgere om international beskyttelse, som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, navnlig med direktiv […/…/EF] om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og med direktiv 2005/85/EF, kan den efter proceduren i stk. 4 beslutte, at alle overførsler af ansøgere efter denne forordning skal suspenderes.

2.

Når Kommissionen mener, at forholdene i en medlemsstat kan medføre et beskyttelsesniveau for ansøgere om international beskyttelse, som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, navnlig med direktiv […/…/EF] om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og med direktiv 2005/85/EF, kan den efter proceduren i stk. 4 beslutte, at alle overførsler af ansøgere efter denne forordning skal suspenderes.

3.

Når en medlemsstat frygter, at forholdene i en anden medlemsstat kan medføre et beskyttelsesniveau for ansøgere om international beskyttelse, der ikke er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, navnlig med direktiv […/…/EF] om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og med direktiv 2005/85/EF, kan den anmode om, at alle overførsler af ansøgere til den pågældende medlemsstat efter denne forordning suspenderes.

3.

Når en medlemsstat frygter, at forholdene i en anden medlemsstat kan medføre et beskyttelsesniveau for ansøgere om international beskyttelse, der ikke er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, navnlig med direktiv […/…/EF] om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og med direktiv 2005/85/EF, kan den anmode om, at alle overførsler af ansøgere til den pågældende medlemsstat efter denne forordning suspenderes.

Anmodningen rettes til Kommissionen. Den skal begrundes og skal navnlig indeholde detaljerede oplysninger om situationen i den pågældende medlemsstat, som viser en mulig uoverensstemmelse med fællesskabslovgivningen, navnlig med direktiv […/…/EF] om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og direktiv 2005/85/EF.

Anmodningen rettes til Kommissionen. Den skal begrundes og skal navnlig indeholde detaljerede oplysninger om situationen i den pågældende medlemsstat, som viser en mulig uoverensstemmelse med fællesskabslovgivningen, navnlig med direktiv […/…/EF] om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og direktiv 2005/85/EF.

 

4.

Kommissionen kan efter at have modtaget en anmodning i henhold til stk. 1 eller 3 eller på eget initiativ i henhold til stk. 2 beslutte, at alle overførsler af ansøgere efter denne forordning til den pågældende medlemsstat skal suspenderes. En sådan beslutning træffes så hurtigt som muligt og senest en måned efter modtagelsen af en anmodning. Beslutningen om at suspendere overførslerne skal begrundes og skal navnlig indeholde:

a)

en gennemgang af alle de relevante forhold i den medlemsstat, til hvilken overførslerne i givet fald vil blive suspenderet

b)

en gennemgang af, hvilken indvirkning suspensionen af overførslerne kan få på de andre medlemsstater

c)

den foreslåede dato, hvor suspensionen af overførslerne skal træde i kraft

d)

eventuelle særlige betingelser i forbindelse med suspensionen.

4

Kommissionen kan efter at have modtaget en anmodning i henhold til stk. 1 eller 3 eller på eget initiativ i henhold til stk. 2 beslutte, at alle overførsler af ansøgere efter denne forordning til den pågældende medlemsstat skal suspenderes. En sådan beslutning træffes så hurtigt som muligt og senest en måned efter modtagelsen af en anmodning. Beslutningen om at suspendere overførslerne skal begrundes og skal navnlig indeholde:

a)

en gennemgang af alle de relevante forhold i den medlemsstat, til hvilken overførslerne i givet fald vil blive suspenderet

b)

en gennemgang af, hvilken indvirkning suspensionen af overførslerne kan få på de andre medlemsstater

c)

den foreslåede dato, hvor suspensionen af overførslerne skal træde i kraft

d)

eventuelle særlige betingelser i forbindelse med suspensionen.

5.

Kommissionen underretter Rådet og medlemsstaterne om beslutningen om at suspendere alle overførsler af ansøgere efter denne forordning til den pågældende medlemsstat. Enhver medlemsstat kan indbringe Kommissionens beslutning for Rådet inden for en frist på en måned fra modtagelsen af underretningen. Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden beslutning inden for en måned efter den dato, hvor en medlemsstat indbragte beslutningen for Rådet.

.

Kommissionen underretter Rådet og medlemsstaterne om beslutningen om at suspendere alle overførsler af ansøgere efter denne forordning til den pågældende medlemsstat. Enhver medlemsstat kan indbringe Kommissionens beslutning for Rådet inden for en frist på en måned fra modtagelsen af underretningen. Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden beslutning inden for en måned efter den dato, hvor en medlemsstat indbragte beslutningen for Rådet.

6.

Efter Kommissionens beslutning om at suspendere overførslerne til en medlemsstat er de andre medlemsstater, hvor de ansøgere, hvis overførsler er blevet suspenderet, opholder sig, ansvarlige for behandlingen af de pågældendes ansøgninger om international beskyttelse.

Beslutningen om at suspendere overførslerne til en medlemsstat tager behørigt hensyn til behovet for at sikre beskyttelsen af mindreårige og af familiens enhed.

.

Efter Kommissionens beslutning om at suspendere overførslerne til en medlemsstat er de andre medlemsstater, hvor de ansøgere, hvis overførsler er blevet suspenderet, opholder sig, ansvarlige for behandlingen af de pågældendes ansøgninger om international beskyttelse.

Beslutningen om at suspendere overførslerne til en medlemsstat tager behørigt hensyn til behovet for at sikre beskyttelsen af mindreårige og af familiens enhed.

7.

En beslutning om at suspendere overførslerne til en medlemsstat i henhold til stk. 1 begrunder ydelsen af støtte til nødforanstaltninger som omhandlet i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 573/2007/EF35, efter at den pågældende medlemsstat har anmodet om støtte.

.

En beslutning om at suspendere overførslerne til en medlemsstat i henhold til stk. 1 begrunder ydelsen af støtte til nødforanstaltninger som omhandlet i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 573/2007/EF35, efter at den pågældende medlemsstat har anmodet om støtte.

8.

Overførslerne kan suspenderes i en periode på højst seks måneder. Når grundene til foranstaltningerne stadig foreligger efter seks måneder, kan Kommissionen på anmodning af den pågældende medlemsstat som omhandlet i stk. 1 eller på eget initiativ beslutte at forlænge anvendelsen af foranstaltningerne i en yderligere periode på seks måneder. Stk. 5 finder anvendelse.

.

Overførslerne kan suspenderes i en periode på højst seks måneder. Når grundene til foranstaltningerne stadig foreligger efter seks måneder, kan Kommissionen på anmodning af den pågældende medlemsstat som omhandlet i stk. 1 eller på eget initiativ beslutte at forlænge anvendelsen af foranstaltningerne i en yderligere periode på seks måneder. Stk. 5 finder anvendelse.

9.

Intet i denne artikel skal fortolkes således, at det giver medlemsstaterne mulighed for at fravige deres generelle pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af fællesskabslovgivningen om asyl, navnlig denne forordning, direktiv […/…/EF] om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og direktiv 2005/85/EF.

.

Intet i denne artikel skal fortolkes således, at det giver medlemsstaterne mulighed for at fravige deres generelle pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af fællesskabslovgivningen om asyl, navnlig denne forordning, direktiv […/…/EF] om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne og direktiv 2005/85/EF.

Begrundelse

Dette ændringsforslag tager højde for en situation, hvor visse regioner pålægges en uforholdsmæssig stor byrde set i forhold til medlemsstaten som helhed, og hvor medlemsstaten derfor ikke kan gøre brug af artikel 31, stk. 1, idet situationen i landet samlet set ikke er tilstrækkeligt alvorlig. Til forskel fra udgangspunktet i den eksisterende artikel 31, stk. 1, er der ikke tale om en direkte anmodning om en suspension af overførsler, men om en anmodning om, at Kommissionen gør brug af sine beføjelser ifølge artikel 31, stk. 2. Ændringsforslaget tager derfor højde for de lokale og regionale myndigheders betydning, uden at der dermed er tale om et forsøg på at ligestille dem med medlemsstaterne.

Ændringsforslag 8

Forordning om et europæisk asylstøttekontor (KOM(2009) 66) – artikel 11, stk. 1

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

1.

Asylstøttekontoret tilrettelægger, koordinerer og fremmer udvekslingen af oplysninger mellem de nationale asylmyndigheder indbyrdes og mellem Kommissionen og de nationale asylmyndigheder om gennemførelsen af alle retsakter, der henhører under de fællesskabsretlige regler på asylområdet. Det kan med henblik herpå oprette databaser, der bygger på faktuelle og retlige oplysninger samt oplysninger om retspraksis vedrørende retsakter om asyl på nationalt, europæisk og internationalt plan.

1.

Asylstøttekontoret tilrettelægger, koordinerer og fremmer udvekslingen af oplysninger mellem de nationale asylmyndigheder indbyrdes og mellem Kommissionen og de nationale asylmyndigheder om gennemførelsen, , af alle retsakter, der henhører under de fællesskabsretlige regler på asylområdet. Det kan med henblik herpå oprette databaser, der bygger på faktuelle og retlige oplysninger samt oplysninger om retspraksis vedrørende retsakter om asyl på nationalt, europæisk og internationalt plan.

Begrundelse

En stor del af asylpolitikken gennemføres på regionalt niveau, og derfor er det set i relation til indsamling og udveksling af oplysninger vigtigt, at regionerne høres direkte.

Ændringsforslag 9

Forordning om et europæisk asylstøttekontor (KOM(2009) 66) – artikel 25, stk. 3

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

3.

Bestyrelsen kan indkalde enhver, hvis udtalelser kan være af interesse, til at deltage i dens møder som observatør.

3.

Bestyrelsen kan indkalde enhver, hvis udtalelser kan være af interesse, til at deltage i dens møder som observatør. .

Begrundelse

Dette ændringsforslag anerkender de lokale og regionale myndigheders betydning for og erfaring med asylpolitikken.

Ændringsforslag 10

Forordning om et europæisk asylstøttekontor (KOM(2009) 66) – artikel 30, stk. 9

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

9.

Forretningsudvalget kan indbyde enhver, hvis udtalelser kan være af interesse, til at deltage i dets møder.

9.

Forretningsudvalget kan indbyde enhver, hvis udtalelser kan være af interesse, til at deltage i dets møder. .

Begrundelse

Dette ændringsforslag skal ses parallelt med ændringsforslaget til artikel 25, stk. 3, og det skal sikre, at regionernes ekspertise og erfaring anerkendes og anvendes i fuldt omfang.

Ændringsforslag 11

Forordning om et europæisk asylstøttekontor (KOM(2009) 66) – artikel 32, stk. 1

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

1.

Asylstøttekontoret arbejder tæt sammen med ikke-statslige organisationer og institutioner i civilsamfundet, der er aktive inden for asylpolitik på nationalt, europæisk eller internationalt plan og opretter med henblik herpå et rådgivende forum.

1.

Asylstøttekontoret arbejder tæt sammen med ikke-statslige organisationer og institutioner i civilsamfundet, der er aktive inden for asylpolitik på , nationalt, europæisk eller internationalt plan og opretter med henblik herpå et rådgivende forum.

Begrundelse

Dette ændringsforslag anerkender ligeledes de regionale myndigheders betydning for og erfaring med asylpolitikken.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/71


Regionsudvalgets udtalelse: Mikrofinansieringsfaciliteten »Progress«

(2010/C 79/12)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

Behov for tiltag

1.

støtter en umiddelbar indsats fra Kommissionens og Den Europæiske Investeringsbanks side for at sikre, at EU's ressourcer bruges effektivt til at hjælpe virksomheder i denne periode med begrænset likviditet, og understreger, at den nylige finanskrise har ført til stramme kreditvilkår for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og mikrovirksomheder, og at dette både forværrer den økonomiske nedtur og bremser enhver efterfølgende genopretning;

2.

erkender, at de finansielle overslag for 2007-2013 begrænser Kommissionens mulighed for at afsætte nye støttemidler til den foreslåede nye mikrofinansieringsfacilitet »Progress«;

3.

er bekymret for, at afsættelsen af 100 mio. EUR fra Progress-programmet til den nye mikrofinansieringsfacilitet »Progress« kan bringe programmets mål, gennemslagskraft og effektivitet i fare, og opfordrer Kommissionen til at overveje andre passende finansieringsmuligheder for gennemførelsen af faciliteten;

4.

gør Kommissionen opmærksom på, at den foreslåede mikrofinansieringsfacilitet »Progress« på 100 mio. EUR næppe er tilstrækkelig til at fremskaffe de yderligere 500 mio. EUR i støtte, der er nødvendige for at afbøde nuværende lånebegrænsninger, styrke tilvejebringelsen af mikrofinansiering og tilgodese den nuværende efterspørgsel;

5.

bifalder, at mikrofinansieringsfaciliteten »Progress« er forenelig med nærhedsprincippet og således supplerer medlemsstaters eller lokale og regionale myndigheders mikrokreditfaciliteter;

6.

påpeger, at over 90 % af EU's virksomheder er mikrovirksomheder, og at den største hindring for innovation for de virksomheder skyldes begrænset adgang til mikrokredit;

7.

er enig i, at hovedparten af mikrolån til dårligt stillede personer i EU ydes af ikke-kommercielle mikrofinansieringsinstitutioner, og at disse har brug for yderligere støtte for at kunne tilgodese den nuværende efterspørgsel;

8.

finder, at Kommissionens indsats for at udvikle mikrokreditter i EU vil vise sig at være et nyttigt redskab til at give dem, som er udelukket fra det konventionelle kreditmarked, mulighed for at etablere nye virksomheder og støtte jobskabelse;

9.

beklager, at der i den forudgående undersøgelse, som Kommissionen har gennemført, ikke er taget fuldt hensyn til de lokale og regionale myndigheders rolle og gennemslagskraft.

Fokus på gennemførelse

10.

opfordrer Kommissionen til at sigte på innovative mikrovirksomheder, især vidensintensive, som styrker innovation og produktivitet i EU;

11.

opfordrer Kommissionen til at strømline eksisterende EU-initiativer og forklare sammenhængen mellem den nye mikrofinansieringsfacilitet »Progress« og andre EU-finansieringsinstrumenter, især Progress, ESF, Jasmine, Jeremie og CIP (1);

12.

anbefaler Kommissionen at differentiere nøjere mellem de forskellige målgrupper og tage ledige og ugunstigt stillede grupper, herunder de unge, kvinder, ældre og etniske mindretalsgrupper med som målgrupper og give disse grupper en specifik og passende placering i programmer og initiativer vedrørende mikrokreditter;

13.

opfordrer Kommissionen til at understrege betydningen af bredere erhvervsstøtteforanstaltninger i tillæg til finansiering af nye og eksisterende virksomheder. Tilvejebringelse af finansiering til nye og etablerede virksomheder bør suppleres af aktive erhvervsstøttemekanismer som f.eks. mentorordninger, uddannelse, coaching og kapacitetsopbygning i tillæg til rentestøtte fra ESF-programmet for at anspore en bæredygtig erhvervsvækst og sikre, at færre virksomheder må dreje nøglen om;

14.

bemærker, at betingelserne for tilvejebringelse af og efterspørgsel efter mikrokreditter varierer meget i EU, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at mikrokreditter er lige så tilgængelige i områder, hvor man ikke kan udnytte strukturfondene, da lommer af armod og ringe vilkår stadig kan findes selv i velstående regioner;

15.

minder Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale partnere om, at mikrofinansieringsfaciliteten på 100 mio. EUR bør ses i lyset af andre programmer og initiativer. Facilitetens begrænsede ressourcer vil specifikt være tilgængelige for alle 27 medlemsstater i løbet af de næste 4 år. Støttemidlerne bør følgelig tildeles i henhold til specifikke kriterier, som sikrer den maksimale effekt;

16.

henviser til Regionsudvalgets udtalelse om »Den europæiske økonomiske genopretningsplan og de lokale og regionale myndigheders rolle« (CdR 12/2009), hvor Kommissionen blev anmodet om at »fremlægge et forslag indeholdende regler for ydelsen af mikrokredit i EU … … [og] etablere de grundlæggende parametre for tildelingen af mikrokreditter

Formidling

17.

minder Kommissionen og EIB-gruppen om, at facilitetens fremgang afhænger af, at partnere, finansinstitutioner og potentielle støttemodtagere er fuldt bekendt med ordningen;

18.

insisterer på, at Kommissionen og EIB-gruppen skal være proaktive med hensyn til at formidle deres egen rolle og metoderne til at få adgang til støtte under de forskellige programmer i partnerskab med de lokale og regionale myndigheder;

19.

anmoder Kommissionen og EIB-gruppen om at præcisere merværdien ved mikrofinansieringsfaciliteten »Progress«, og hvordan den supplerer eksisterende erhvervsstøtteinitiativer på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau;

20.

understreger, at Regionsudvalget tidligere har opfordret Kommissionen og EIB-gruppen til at være mere proaktive i formidlingen af andre støtteprogrammers betydning, merværdi og muligheder, f.eks. Jeremie, CIP (jf. udtalelsen om En »Small Business Act« for Europa, CdR 2008/246).

Koordinering af gennemførelsen

21.

minder Kommissionen og EIB-gruppen om, at mikrofinansieringsfaciliteten vil være mere effektiv, hvis den koordineres og gennemføres parallelt med eksisterende europæiske finansinstrumenter og lokale og regionale programmer i medlemsstaterne;

22.

henviser til Regionsudvalgets udtalelse om »Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse« (CdR 245/2008), som gentog behovet for »samordning af programmerne under strukturfondene og andre relevante europæiske programmer … med det formål at skabe størst mulig europæisk merværdi og i så stor udstrækning som muligt inddrage de regionale og lokale myndigheder«;

23.

foreslår Kommissionen at tage udgangspunkt i den fleksibilitet, faciliteten opnår ved, at den tilvejebringes gennem ikke-finansielle institutioner, eventuelt i samarbejde med lokale og regionale myndigheder som udbydere af mikrofinansiering;

24.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder samt de organer, der har til opgave at gennemføre faciliteten, til at støtte potentielle støttemodtagere, når disse ansøger om lånefinansiering, at reducere bureaukratiet ved ansøgning, bearbejdning og udnyttelse af midler mest muligt, og yderligere bidrage til at mindske det bureaukrati, der er forbundet med modtagelsen af en sådan finansiering.

Evaluering og overvågning

25.

foreslår, at Kommissionen gennemfører foreløbige og endelige evalueringer på eget initiativ i tæt samarbejde med internationale finansinstitutioner og i samråd med lokale og regionale myndigheder og slutmodtagerne. Den endelige evaluering skal især undersøge, i hvor stort omfang faciliteten som helhed har indfriet sine målsætninger og suppleret andre eksisterende EU-finansieringsinstrumenter, f.eks. Progress, ESF, Jasmine, Jeremie og CIP. Slutevalueringen bør også indeholde en analyse af fordelingen af midler i hele EU-27;

26.

Foreslår, at Kommissionen og EIB overvejer at videreføre programmet efter 2013, hvis det har været effektivt, selv om mikrofinansieringsfaciliteten er en midlertidig foranstaltning inden for det nuværende budget.

II.   FORSLAG TIL ÆNDRINGER

Ændring 1

Artikel 2 i KOM(2009) 333

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

1.

Faciliteten tilvejebringer fællesskabsmidler med henblik på at forbedre adgangen til mikrokreditter for:

(a)

personer, som har mistet eller er i fare for at miste deres arbejde, og som ønsker at etablere deres egen mikrovirksomhed, herunder selvstændige;

(b)

dårligt stillede personer, herunder de unge, som ønsker at etablere eller videreudvikle deres egen mikrovirksomhed, herunder selvstændige;

(c)

mikrovirksomheder i den sociale økonomi, som beskæftiger personer, der har mistet deres arbejde, eller som beskæftiger dårligt stillede personer, herunder de unge.

1.

Faciliteten tilvejebringer fællesskabsmidler med henblik på at adgangen til mikrokreditter for:

(b)

dårligt stillede personer, herunder de unge, , som ønsker at etablere eller videreudvikle deres egen mikrovirksomhed, herunder selvstændige;

(c)

mikrovirksomheder i den sociale økonomi, som beskæftiger personer, der har mistet deres arbejde, eller som beskæftiger dårligt stillede personer , .

Begrundelse

i)

Der er begrænset fælles definition og forståelse af begrebet »i fare for at miste deres arbejde«. Det er derfor nødvendigt at henvise til den definition, der gives i den nyligt ændrede EF-forordning om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen nr. 1927/2006.

ii)

Der findes en række dårligt stillede grupper foruden de »unge«, som bør nævnes specifikt.

iii)

Henvisningen til de »unge« udgår fra punkt (c), da dårligt stillede grupper allerede defineres i punkt (b).

Ændring 2

Artikel 4 i KOM(2009) 333

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

1.

Faciliteten gennemføres ved alt efter omstændighederne at anvende følgende foranstaltninger:

(a)

garantier og instrumenter til risikodeling

(b)

instrumenter til egenkapitalfinansiering;

(c)

instrumenter til lånefinansiering;

(d)

støtteforanstaltninger, f.eks. kommunikationsaktiviteter, overvågning, kontrol, revision og evaluering, som er direkte nødvendige for effektivt at kunne gennemføre denne afgørelse og for at kunne opfylde dens målsætninger.

2.

Faciliteten er åben for offentlige og private organer i medlemsstaterne, som tilvejebringer mikrofinansiering til personer og mikrovirksomheder i medlemsstaterne.

1.

Faciliteten gennemføres ved alt efter omstændighederne at anvende følgende foranstaltninger:

(a)

garantier og instrumenter til risikodeling;

(b)

instrumenter til egenkapitalfinansiering;

(c)

instrumenter til lånefinansiering;

(d)

støtteforanstaltninger, f.eks. kommunikationsaktiviteter, overvågning, kontrol, revision og evaluering, som er direkte nødvendige for effektivt at kunne gennemføre denne afgørelse og for at kunne opfylde dens målsætninger.

2.

Faciliteten er åben for offentlige og private organer i medlemsstaterne, som tilvejebringer mikrofinansiering til personer og mikrovirksomheder i medlemsstaterne.

Begrundelse

i)

I betragtning af de begrænsede midler, der er til rådighed, og for at sikre størst mulige fordele ved faciliteten er det vigtigt, at der fastlægges et klart kriterium for støtteberettigelse, og at dette kriterium anvendes konsekvent i alle 27 medlemsstater.

ii)

Klare kriterier om støtteberettigelse vil befordre en effektiv formidling og fremme en differentiering mellem og koordinering med andre programmer.

Ændring 3

Artikel 5 i KOM(2009) 333

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

1.

Kommissionen forvalter faciliteten i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002.

2.

For at gennemføre de foranstaltninger, der er omtalt i artikel 4, stk. 1, med undtagelse af støtteforanstaltningerne i artikel 4, stk. 1, litra d), indgår Kommissionen aftaler med internationale finansinstitutter, især med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Investeringsfond (EIF), i overensstemmelse med artikel 53d, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 og artikel 43 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002. Aftalerne indeholder detaljerede bestemmelser om gennemførelsen af de opgaver, som finansinstitutterne får pålagt, herunder nødvendigheden af at sikre additionalitet i forbindelse med nationale ordninger.

3.

Indtægter, herunder udbytte og tilbagebetalinger, som modtages af de i stk. 2 nævnte internationale finansinstitutter, kan geninvesteres af disse i de foranstaltninger, der er omtalt i artikel 4, stk. 1, litra a), b) og c), i en periode på 6 år efter facilitetens startdato. Når faciliteten lukkes, tilbagebetales det skyldige restbeløb til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

4.

De internationale finansinstitutter, der er omtalt i stk. 2 i denne artikel, indgår skriftlige aftaler med de offentlige og private udbydere af mikrofinansiering, der er omtalt i artikel 4, stk. 2, som omhandler deres forpligtelser til at anvende de ressourcer, som faciliteten stiller til rådighed, i overensstemmelse med målsætningerne i artikel 2, og til at fremskaffe oplysninger til udarbejdelsen af den årlige rapport i artikel 8, stk. 1.

5.

Budgettet for støtteforanstaltningerne i artikel 4, stk. 1, litra d), forvaltes af Kommissionen.

1.

Kommissionen forvalter faciliteten i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002.

2.

For at gennemføre de foranstaltninger, der er omtalt i artikel 4, stk. 1, med undtagelse af støtteforanstaltningerne i artikel 4, stk. 1, litra d), indgår Kommissionen aftaler med internationale finansinstitutter, især med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Investeringsfond (EIF), i overensstemmelse med artikel 53d, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 og artikel 43 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002. Aftalerne indeholder detaljerede bestemmelser om gennemførelsen af de opgaver, som finansinstitutterne får pålagt, herunder nødvendigheden af at sikre additionalitet i forbindelse med nationale, ordninger.

3.

Indtægter, herunder udbytte og tilbagebetalinger, som modtages af de i stk. 2 nævnte internationale finansinstitutter, kan geninvesteres af disse i de foranstaltninger, der er omtalt i artikel 4, stk. 1, litra a), b) og c), i en periode på 6 år efter facilitetens startdato. Når faciliteten lukkes, tilbagebetales det skyldige restbeløb til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

4.

De internationale finansinstitutter, der er omtalt i stk. 2 i denne artikel, indgår skriftlige aftaler med de offentlige og private udbydere af mikrofinansiering, der er omtalt i artikel 4, stk. 2, som omhandler deres forpligtelser til at anvende de ressourcer, som faciliteten stiller til rådighed, i overensstemmelse med målsætningerne i artikel 2, og til at fremskaffe oplysninger til udarbejdelsen af den årlige rapport i artikel 8, stk. 1.

5.

Budgettet for støtteforanstaltningerne i artikel 4, stk. 1, litra d), forvaltes af Kommissionen.

Begrundelse

Det er vigtigt at understrege, at mikrofinansieringsfaciliteten »Progress« vil være mere effektiv, hvis den koordineres med nationale, regionale og lokale ordninger.

Ændring 4

Artikel 9 i KOM(2009) 333

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

1.

Kommissionen udfører midtvejsevaluering og endelig evaluering på eget initiativ og i tæt samarbejde med de internationale finansinstitutter, der er omtalt i artikel 5, stk. 2. Midtvejsevalueringen afsluttes fire år efter facilitetens start og den endelige evaluering senest et år efter udløbet af det eller de mandater, der er givet til de internationale finansinstitutter, der er omtalt i artikel 5, stk. 2. Ved den endelige evaluering skal det navnlig undersøges, i hvor høj grad faciliteten som helhed har opfyldt sine målsætninger.

2.

Resultaterne af evalueringerne fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til orientering.

1.

Kommissionen udfører midtvejsevaluering og endelig evaluering på eget initiativ og i tæt samarbejde med de internationale finansinstitutter, der er omtalt i artikel 5, stk. 2 . Midtvejsevalueringen afsluttes fire år efter facilitetens start og den endelige evaluering senest et år efter udløbet af det eller de mandater, der er givet til de internationale finansinstitutter, der er omtalt i artikel 5, stk. 2. Ved den endelige evaluering skal det navnlig undersøges, i hvor høj grad faciliteten som helhed har opfyldt sine målsætninger .

2.

Resultaterne af evalueringerne fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til orientering.

Begrundelse

i)

Tilvejebringelsen af mikrofinansieringsfaciliteten »Progress« bør ske i partnerskab med lokale og regionale myndigheder. Enhver evaluering bør følgelig gennemføres i samråd med de lokale og regionale myndigheder og slutmodtagerne, da de har de ideelle forudsætninger for at rådgive om mikrofinansieringsfaciliteten »Progress« og dens overordnede gennemslagskraft og effektivitet.

ii)

Faciliteten vil kun være effektiv, hvis den supplerer andre af EU's eksisterende finansieringsinstrumenter, og derfor bør omfanget heraf indgå i evalueringsrammen.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget


(1)  PROGRESS (fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet), ESF (Den Europæiske Socialfond), Jasmine (fælles aktion til støtte af mikrofinansieringsinstitutioner i Europa), Jeremie (fælles europæiske midler til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder), og CIP (rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation).