4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/1

A.

der henviser til, at integreret kystzoneplanlægning (ICZM) ikke kun er en miljøpolitisk, men også en løbende proces, der har til formål at forbedre kystzonernes økonomiske og sociale betingelser og sikre en bæredygtig udvikling af alle aktiviteter i disse områder, herunder fiskeri og akvakultur,

B.

der henviser til, at implementeringen af ICZM er en langsigtet proces, og at gennemførelsen af de fleste nationale strategier, der er vedtaget inden for rammerne af ovennævnte henstilling, først blev påbegyndt i 2006,

C.

der henviser til, at forvaltningen af kystzoner hidtil har været mellemsigtet uden at tage højde for, at disse er komplekse, naturlige økosystemer, der med tiden ændrer sig,

D.

der henviser til, at de vedtagne beslutninger og foranstaltninger omhandlede særskilte aktiviteter og ikke behandlede problemet med nedbrydning af kystzoner i sin helhed,

E.

der henviser til, at eksisterende planlægning hidtil har været fokuseret på landområder og ikke har taget højde for nogle kystaktiviteters indvirkning på andre aktiviteter i samme område,

F.

der henviser til, at det forventes, at gennemførelsen af nationale ICZM-strategier vil indebære begrænsede udgifter, men give betydelige økonomiske fordele,

G.

der henviser til, at det ikke på tilfredsstillende vis er lykkedes at repræsentere alle sektorer i planlægningen og gennemførelsen af foranstaltninger til håndtering af problemerne med kystzonerne, og at nogle sektorer lider skade som et resultat heraf,

H.

der henviser til, at iværksættelse af integrerede forvaltningspolitikker indebærer planlægning i kystområderne af alle aktiviteter vedrørende befolkning og turisme samt med hensyn til økonomiske aktiviteter og beskyttelse af landskab og miljø,

I.

der henviser til, at en effektiv koordinering af ICZM-organerne kun har været mulig i enkelte tilfælde,

J.

der henviser til, at der for at gennemføre politiske tiltag med henblik på at fremme ICZM i nogle tilfælde kan være behov for at anvende store beløb, som de lokale myndigheder ikke har, hvilket resulterer i ansøgninger til højere administrative niveauer og forsinkelser i gennemførelsen,

K.

der henviser til, at mange kystprocessers grænseoverskridende natur nødvendiggør samarbejde og koordinering på regionalt plan og endda med tredjelande,

L.

der henviser til, at fiskeri og akvakultur er de to vigtigste kystaktiviteter, der er afhængige af kvaliteten af de indre farvande,

M.

der henviser til, at akvakulturen endnu ikke har nået et teknologisk udviklingsniveau, der gør det muligt at drive denne intensive virksomhed langt fra kystområder,

N.

der henviser til, at den afgørende, men hidtil lidet anerkendte rolle, som kvinderne spiller i de områder, der er afhængige af fiskeri, må tages i betragtning,

O.

der henviser til, at kystfiskeri beskæftiger 80 % af EU's fiskerflåde og bidrager til kystsamfundenes økonomiske og sociale sammenhæng samt bevarelsen af kulturelle traditioner,

P.

der henviser til, at fiskeri, selv om det ikke i sig selv er en forureningskilde, lider under forureningen fra andre aktiviteter i kystområder, hvilket yderligere forringer levedygtigheden,

Q.

der henviser til, at fiskeri og akvakultur har stor økonomisk og social betydning, eftersom de hovedsagelig finder sted i kystområder med svage økonomier, hvoraf mange er ugunstigt stillede områder, hvor der ikke findes alternative jobmuligheder,

R.

der henviser til, at eksistensen af et rent og sundt havmiljø vil bidrage til yderligere forøgelse af fiskeriproduktionen og dermed forbedrede fremtidsudsigter for denne sektor,

S.

der henviser til, at akvakultur hviler solidt på princippet om bæredygtig udvikling, og at alle miljømæssige påvirkninger bliver reguleret af fællesskabsbestemmelser,

T.

der henviser til, at betydningen af akvakultur i Europa er støt voksende i et miljø, hvor fiskebestandene reduceres, og den globale efterspørgsel efter fisk og skaldyr stiger,

U.

der henviser til, at det ikke er alle medlemsstater, der har afsluttet deres regionale planlægning i overensstemmelse med principperne for ICZM af en balanceret udvikling af aktiviteter i disse områder,

V.

der henviser til den hårde konkurrence om plads i kystzonerne og at personer, der er beskæftiget inden for akvakultur og fiskeri har samme rettigheder og pligter som andre brugere,

W.

der henviser til, at regionerne i den yderste periferi som defineret i artikel 299, stk. 2, i EF-traktaten og i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan kræve udformning af specifikke nationale strategier for ICZM og en passende tilpasning af ICZM på EU-plan,

1.

understreger den økonomiske og sociale betydning af fiskeri og akvakultur for kystområderne og opfordrer til, at disse områder tildeles støtte inden for rammerne af ICZM;

2.

understreger behovet for at sikre, at fiskerisektoren og akvakultursektoren er inddraget og vel repræsenteret i tværnationale maritime klynger, og opfordrer Kommissionen til at fremme denne proces;

3.

understreger, at Den Europæiske Fiskerifond kan bidrage til langsigtet støtte til foranstaltninger inden for ICZM's rammer, eftersom den støtter foranstaltninger, der bidrager til bæredygtig udvikling af fiskeriområder;

4.

peger på behovet for at klarlægge kompetencerne hos de berørte kystzoners administrative organer og fastlægge koordinerede strategier, således at de kan blive mere effektive;

5.

anerkender problemerne med at koordinere aktiviteterne for kystzonernes administrative organer og beder Kommissionen om at overvåge gennemførelsen af ICZM, og om efter at have rådspurgt medlemsstaterne at vurdere, om det er nødvendigt at etablere et forbindelsesorgan;

6.

understreger behovet for at involvere repræsentanter fra fiskerisektoren og akvakultursektoren i aktiviteter, der vedrører planlægning og udvikling af ICZM, idet disse sektorers deltagelse i strategier for bæredygtig udvikling vil øge merværdien af deres produktion, og minder om, at Den Europæiske Fiskerifond måske vil støtte denne type kollektive aktioner;

7.

anerkender den vigtige rolle, som kvinderne spiller i de områder, der er afhængige af fiskeri, og opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om at fremme og integrere ligestillingsprincippet i de forskellige gennemførelsesstadier for Den Europæiske Fiskerifond, herunder udformnings-, iværksættelses-, overvågnings- og evalueringsstadiet, som fastsat i artikel 11 i forordning (EF) nr. 1198/2006;

8.

anmoder om tættere samarbejde mellem de kompetente organer på regionalt plan gennem udveksling af informationer om kystzonernes tilstand samt vedtagelsen af fælles foranstaltninger til forbedring af de lokale marine økosystemers miljømæssige tilstand;

9.

opfordrer de nationale og regionale regeringer i regionerne i den yderste periferi til at udforme strategier for integreret kystzoneplanlægning med henblik på at sikre en bæredygtig udvikling af kystområderne;

10.

understreger betydningen af behørig fysisk planlægning i ovennævnte sammenhæng;

11.

mener, at akvakultur til genoprettelse af bestanden er et væsentligt redskab til at opnå økologisk bevaring i visse zoner, og at det derfor skal fremmes, stimuleres og understøttes finansielt;

12.

understreger betydningen af akvakultur til fødevareindustrien for den sociale og økonomiske udvikling i nogle af EU's kystsamfund;

13.

mener, at fiskerisektoren og akvakultursektoren begge må indgå i en tværgående tilgang til alle maritime aktiviteter, der foregår i kystzoner, med henblik på at opnå bæredygtig udvikling i overensstemmelse med de nye retningslinjer for havpolitikken;

14.

understreger behovet for at gennemføre strategier for at imødegå de farer, kystzonerne står over for, herunder klimaforandringer, idet der fuldt ud bliver taget højde for disses betydning for fiskeri og akvakultur;

15.

mener, at der fortsat skal indsamles data, der vil bidrage til udvekslingen og anvendelsen af informationer til komparative studier, herunder data vedrørende status for biodiversitet og fiskebestande;

16.

mener, at der bør gøres en øget forskningsindsats på akvakulturområdet med henblik på at indføre opdrætssystemer baseret på en intensiv produktion i lukkede kredsløb;

17.

foreslår, at de akvakulturprojekter, der anvender vedvarende energi, og som respekterer områder, der er beskyttet af EU's miljølovgivning, prioriteres i den integrerede kystzoneplanlægning;

18.

opfordrer Kommissionen til, efter høring af medlemsstaterne, at fastsætte en klar tidsplan for undersøgelsen af fremskridt ved gennemførelsen af ICZM i EU;

19.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/4

A.

der henviser til, at alle asylansøgere har ret til at få deres ansøgning behandlet individuelt og fuldstændigt,

B.

der henviser til, at lovgivning og praksis vedrørende asyl stadig er meget forskellig fra land til land, og at asylansøgere som følge heraf behandles forskelligt i de enkelte Dublinlande,

C.

der henviser til, at Dublinsystemet har rod i forudsætninger som gensidig tillid og pålidelighed, og det er hele systemet, der påvirkes, hvis disse forudsætninger ikke opfyldes, dvs. hvis der er alvorlige mangler i dataindsamlingen eller uoverensstemmelser i beslutningsprocessen i nogle medlemsstater,

D.

der henviser til, at der er tegn på, at nogle medlemsstater ikke sikrer reel adgang til en procedure for afgørelse af flygtningestatus,

E.

der henviser til, at nogle medlemsstater ikke anvender modtagelsesdirektivet effektivt, hverken på asylansøgere, der venter på at blive overført til en anden medlemsstat efter Dublinforordningen, eller på tidspunktet for tilbagesendelsen til den ansvarlige medlemsstat,

F.

der henviser til, at nogle medlemsstater systematisk tilbageholder personer, der er omfattet af Dublinsystemet,

G.

der henviser til, at det store antal gentagne ansøgninger og det lave antal effektuerede overførsler vidner om Dublinsystemets mangler og om behovet for at indføre et fælles europæisk asylsystem,

H.

der henviser til, at en korrekt gennemførelse af Dublinforordningen meget vel kan resultere i en ulige fordeling af ansvaret for personer, der søger beskyttelse, på bekostning af nogle medlemsstater, der er særlig udsatte for migrationsstrømme blot på grund af deres geografiske beliggenhed,

I.

der henviser til, at Kommissionens evaluering afslører, at de 13 medlemsstater ved EU's grænse i 2005 skulle håndtere de voksende udfordringer i forbindelse med Dublinsystemet,

J.

der henviser til, at de sydlige medlemsstater må acceptere asylansøgninger fra ulovlige indvandrere, der reddes, når de kommer i havsnød på vej til Europa,

K.

der henviser til, at de sydlige medlemsstater må acceptere asylansøgninger fra ulovlige indvandrere uden bistand fra tredjelande, som i henhold til folkeretten er forpligtede til at yde en sådan bistand,

L.

der henviser til, at medlemsstaterne måske ikke har interesse i at overholde forpligtelsen til at registrere illegale indvandrere i Eurodac-databasen, da dette kan resultere i et stigende antal asylansøgninger, som de skal behandle,

M.

der henviser til, at der med Dublinforordningen indføres et system, der har til formål at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning, men at systemet ikke oprindeligt blev indført som en mekanisme til deling af byrden og derfor ikke kan fungere som en sådan,

N.

der henviser til, at det er vigtigt, at enhver evaluering af Dublinsystemet ledsages af en konkret, permanent, retfærdig og funktionel mekanisme til deling af byrden,

O.

der henviser til, at Dublinsystemets kriterium om det første indrejseland lægger et stort pres på medlemsstaterne med ydre grænser,

P.

der henviser til, at godkendelsessatserne for kandidater til flygtningestatus varierer mellem ca. 0 % og 90 % for statsborgere fra visse tredjelande medlemsstaterne imellem,

Q.

der henviser til, at det er vigtigt, at personer, der indgiver en ansøgning, er blevet fuldt underrettet om Dublinprocessen og dens mulige konsekvenser på et sprog, de forstår,

R.

der henviser til, at det i artikel 24, stk. 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bestemmes, at barnets tarv skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner,

S.

der henviser til, at selv om familiens enhed nævnes først i hierarkiet af kriterier, der er opstillet i Dublinforordningen, anvendes denne bestemmelse ofte ikke,

T.

der henviser til, at der er en indlysende mangel på nøjagtighed i de statistiske data om overførsler, da de f.eks. ikke indeholder oplysninger om antallet af anmodninger om overtagelse af ansvaret for en asylansøger, der ulovligt har passeret grænsen, eller forholdet mellem anmodninger om at »tage ansvaret for« og anmodninger om at »tage tilbage«,

U.

der henviser til, at ni af de nye medlemsstater i 2005 oplyste, at de registrerede flere »indgående« overførsler i henhold til Dublinforordningen, og at medlemsstaterne uden en ydre landegrænser oplyste, at de registrerede flere »udgående« overførsler,

V.

der henviser til, at Kommissionen ikke har været i stand til at vurdere omkostningerne i forbindelse med Dublinsystemet, og at det er en vigtig oplysning, når dets effektivitet skal evalueres,

W.

der henviser til, at Kommissionen på Rådets (retlige og indre anliggender) møde i Luxembourg den 12.-13. juni 2007 blev opfordret til så hurtigt som muligt at fremlægge et ændringsforslag til Eurodac-forordningen med det formål på visse betingelser at give medlemsstaternes politi og retshåndhævende myndigheder og Europol adgang til Eurodac-databasen, en database, der oprindeligt blev udarbejdet som et redskab i forbindelse med gennemførelsen af Dublinforordningen,

1.

er fuldt overbevist om, at Dublinsystemet altid vil medføre utilfredsstillende resultater ud fra såvel et teknisk som et menneskeligt synspunkt, og at asylansøgere fortsat vil have gyldige grunde til at ønske at indgive deres ansøgning i en bestemt medlemsstat for at kunne drage fordel af den mest fordelagtige nationale beslutningstagning, medmindre man når frem til et tilfredsstillende og konsekvent beskyttelsesniveau i hele EU;

2.

er fuldt overbevist om, at Dublinsystemet vil forblive uretfærdigt både for asylansøgerne og for visse medlemsstater, medmindre der indføres et egentligt fælles europæisk asylsystem og en fælles procedure;

3.

fastslår endnu en gang, at der er et presserende behov for at forbedre beslutningsprocessens kvalitet og konsekvens; er overbevist om, at en europæisk asylstøttemyndighed vil kunne spille en værdifuld rolle i denne forbindelse, f.eks. ved at formidle uddannelse af høj fælles standard og ved at stille ekspertstøtteteams til rådighed;

4.

anmoder Kommissionen om at overveje metoder til at yde direkte finansiering til De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) som supplement til projektbaseret støtte for at sætte det i stand til at forbedre overvågningen og rådgivningsarbejdet i EU og fortsat udvikle metoder, der har til formål at støtte de nationale myndigheder i deres bestræbelser på at forbedre kvaliteten af deres beslutningstagning;

5.

anmoder Kommissionen om at fremsætte forslag til mekanismer til deling af byrden, som vil kunne indføres for at bidrage til at lette den uforholdsmæssigt tunge byrde, der vil kunne påhvile visse medlemsstater, navnlig medlemsstater med ydre grænser, men som ikke passer ind i Dublinsystemet;

6.

opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre mekanismer i Dublinforordningen med henblik på at rette op på de negative følger af dens anvendelse for de små medlemsstater med ydre grænser, indtil der er blevet indført europæiske mekanismer til deling af byrderne;

7.

anmoder Kommissionen om at sørge for en bindende mekanisme, der skal stoppe overførsel af asylansøgere til medlemsstater, der ikke kan garantere en fuldstændig og retfærdig behandling af deres ansøgninger, og om systematisk at træffe foranstaltninger over for disse medlemsstater;

8.

opfordrer Kommissionen til at etablere meningsfyldte bilaterale arbejdsforbindelser med tredjelande for at fremme samarbejde og sikre, at disse tredjelande lever op til deres internationale juridiske forpligtelser med hensyn til Genèvekonventionen om flygtninge af 28. juli 1951 og søredning;

9.

anmoder Kommissionen om i den nye forordning at indføre klarere og strengere bestemmelser om metoderne til information af de personer, der søger beskyttelse, om konsekvenserne af Dublinforordningen, og om at overveje at udarbejde en standardpjece, der kan oversættes til en række sprog og sendes til alle medlemsstaterog som også bør tage hensyn til de pågældende forskellige læse- og skrivefærdigheder;

10.

anmoder Kommissionen om at ændre artikel 19 og 20 i Dublinforordningen om »overtagelse og tilbagetagelse«, så ansøgerne gives en automatisk ret til at indgive en appel med opsættende virkning i forbindelse med en beslutning om at overdrage ansvaret til en anden medlemsstat i henhold til Dublinforordningen;

11.

fastslår endnu en gang, at princippet om non-refoulement bør forblive en af hjørnestenene i ethvert fælles asylsystem på EU-plan, og understreger, at gennemførelsen af Dublinforordningen aldrig bør føre til, at en ansøgning lukkes af proceduremæssige årsager og ikke genåbnes for en fuldstændig og retfærdig undersøgelse af den oprindelige ansøgning efter en overførsel via Dublinprocessen; mener, at dette bør fremgå klart af forordningen;

12.

mener, at informationsudveksling om overførsler mellem medlemsstaterne bør forbedres, navnlig vedrørende særlig lægebehandling, som de overførte personer har behov for;

13.

anmoder Kommissionen om at vurdere muligheden for, at en person, der er omfattet af en overførsel til en anden medlemsstat i overensstemmelse med Dublinsystemet, udelukkende kan overføres til hjemlandet på udtrykkelig anmodning fra personen selv og under fuld respekt for de proceduremæssige rettigheder;

14.

anbefaler, at der vedtages en række fælles retningslinjer for bedømmelse af alder på EU-plan, og at tvivlen i tilfælde af usikkerhed kommer barnet til gode;

15.

minder endnu en gang om, at barnets tarv er det vigtigste i alle beslutninger vedrørende børn; understreger, at uledsagede mindreårige aldrig må tilbageholdes eller overføres til en anden medlemsstat, undtagen for at sammenføre familien, og hvis en sådan overførsel viser sig at være nødvendig, skal barnet repræsenteres og ledsages behørigt under hele forløbet; glæder sig derfor over Kommissionens planer om at tydeliggøre, at Dublinbestemmelserne finder anvendelse på uledsagede mindreårige;

16.

beklager, at definitionen af et familiemedlem i den nuværende forordning er for snæver, og anmoder Kommissionen om at udvide den nuværende definition til at omfatte alle nære slægtninge og langvarige partnere, navnlig dem, der ikke har nogen anden familiestøtte, og voksne børn, som er ude af stand til at klare sig selv;

17.

hilser Kommissionens planer om at udvide Dublinforordningens anvendelsesområde til at omfatte subsidiær beskyttelse velkommen, da dette vil gøre det muligt for personer, der ansøger om subsidiær beskyttelse, at blive genforenet med familiemedlemmer, der er blevet indrømmet denne form for beskyttelse, eller som anmoder om det i en anden medlemsstat;

18.

anmoder Kommissionen om at tilføje en bestemmelse, der begrænser tilbageholdelse af asylansøgere omfattet af Dublinsystemet til at være en sidste udvej, og således fastlægge kriterierne for, at tilbageholdelse kan finde sted, og de proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger, der bør indføres;

19.

anmoder Kommissionen om udtrykkeligt at fastslå i Dublinforordningen, at asylansøgere, der er omfattet af forordningen, har ret til de samme modtagelsesvilkår som andre asylansøgere i overensstemmelse med modtagelsesdirektivets artikel 3, stk. 1, hvori fastsættes de generelle bestemmelser, navnlig om materielle modtagelsesbetingelser, sundhedspleje, fri bevægelighed og skolegang for mindreårige;

20.

mener, at den humanitære klausul, der er indeholdt i Dublinforordningens artikel 15, giver Dublinsystemet en betydelig fleksibilitet, men at den bør anvendes mere bredt for at undgå at pålægge familier urimelige byrder som følge af adskillelse;

21.

mener, at når en asylansøger befinder sig i en særligt sårbar situation som følge af alvorlig sygdom, et alvorligt handicap, høj alder eller graviditet, og han/hun derfor er afhængig af hjælp fra en slægtning, der opholder sig på en anden medlemsstats område end den medlemsstat, der har ansvaret for behandlingen af ansøgningen, bør han/hun så vidt muligt genforenes med denne slægtning; anmoder Kommissionen om at gøre de relevante bestemmelser i den humanitære klausul i artikel 15, stk. 2, obligatoriske;

22.

mener, at der bør indføres en proaktiv pligt til at finde frem til familiemedlemmer for organisationer som Røde Kors og Røde Halvmåne;

23.

hilser Kommissionens planer om at tydeliggøre omstændighederne og procedurerne i forbindelse med anvendelse af suverænitetsklausulen velkommen, navnlig med henblik på at indføre betingelsen om asylansøgerens samtykke;

24.

giver udtryk for sin bekymring over de fejl og mangler i indsamlingen af data, som Kommissionens evaluering af Dublinsystemet afslørede, navnlig i tilknytning til registrering af fingeraftryk for personer, der ulovligt passerer EU's grænser, hvilket skaber alvorlig tvivl om systemets gyldighed; er overbevist om, at forordning (EF) nr. 862/2007 vil give de berørte aktører et mere nøjagtigt billede af, hvordan Dublinsystemet og andre fællesskabsinstrumenter om international beskyttelse fungerer;

25.

giver udtryk for sin bekymring over den omstændighed, at der endnu ikke foreligger nogen vurdering af omkostningerne i forbindelse med Dublinsystemet; anmoder Kommissionen om at rette op på dette problem, da en sådan vurdering udgør en vigtig faktor i evalueringen af systemet;

26.

bemærker med interesse de bekymringer, som Kommissionen har givet udtryk for med hensyn til indsamling af data, der sendes til Eurodacs centrale enhed, og kvaliteten af disse, og med hensyn til den manglende overholdelse af forpligtelsen til at slette visse data og af bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger; mener, at disse mangler, der sætter spørgsmålstegn ved Eurodacs pålidelighed, bør løses ordentligt, før en anden anvendelse af denne database kan overvejes;

27.

mener, at de enkelte medlemsstater på en lukket liste bør oplyse, hvilke agenturer og myndigheder der har adgang til Eurodac-databasen, og med hvilket formål, for at forhindre enhver uregelmæssig anvendelse af data;

28.

understreger, at en udvidelse af adgangen til Eurodac-databasen til at omfatte medlemsstaternes politi, retshåndhævende myndigheder og Europol medfører en risiko for, at oplysninger kan blive videregivet til tredjelande, hvilket kan have negative konsekvenser for asylansøgere og deres familier; er overbevist om, at dette også vil øge risikoen for, at asylansøgere stigmatiseres;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/10

A.

der henviser til, at den frie bevægelighed for personer i EU, navnlig efter de to seneste udvidelser og den tilsvarende udvidelse af Schengen-området, har medført en hurtig stigning i det antal personer og køretøjer, der krydser medlemsstaternes grænser i forbindelse med både arbejds- og privatkørsel,

B.

der henviser til, at prioriteringen af beskyttelse af ofre for trafikulykker kræver en klar, præcis og effektiv lovgivning om motorkøretøjsforsikring på EU-plan,

C.

der henviser til, at Kommissionen ifølge det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv skal aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningen af de nationale sanktioner, der indføres som led i proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar, samt om deres ækvivalens og om nødvendigt forelægge forslag,

D.

der henviser til, at Kommissionens rapport indeholder en undersøgelse af nationale sanktionsbestemmelser, af effektiviteten af ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter og af de eksisterende muligheder for potentielle ofre for trafikulykker for at tegne frivillig retshjælpsforsikring,

E.

der henviser til, at artikel 4, stk. 6, i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder reglerne for proceduren med begrundet erstatningstilbud, hvorefter ofre for trafikulykker i udlandet har ret til at fremsætte erstatningskrav over for den skadebehandlingsrepræsentant, som forsikringsselskabet har udpeget i ofrets bopælsland,

F.

der henviser til, at forsikringsselskabet skal give ofret et begrundet svar inden for tre måneder, og at selskabet vil blive pålagt sanktioner, hvis dette ikke sker,

G.

der henviser til, at der stadig er behov for at afklare, hvordan denne bestemmelse skal fungere,

H.

der henviser til, at Kommissionen må tage fuldt hensyn til udvidelsen i forbindelse med gennemførelsen af EU's politikker, navnlig de relativt høje priser på motorkøretøjsforsikringer i de nye medlemsstater,

I.

der henviser til, at der med hensyn til proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar er gennemført forskellige sanktionsbestemmelser i medlemsstaterne,

J.

der henviser til, at høringer af nationale myndigheder, herunder i de nye medlemsstater, har bekræftet, at de nuværende sanktionsbestemmelser, når de findes, er tilstrækkelige, og at de gennemføres effektivt i hele EU,

K.

der imidlertid henviser til, at en række medlemsstater ikke har fastlægt specifikke sanktioner og udelukkende sætter deres lid til forsikringsselskabets pligt til at betale lovpligtige renter af det skyldige erstatningsbeløb, hvis det begrundede erstatningstilbud/begrundede svar ikke fremsættes inden for en frist på tre måneder,

L.

der henviser til, at ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter er forholdsvis velkendt i de fleste medlemsstater,

M.

der henviser til, at de høringer, Kommissionen har gennemført for at vurdere borgernes kendskab til ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter, kun har omfattet medlemsstaterne og forsikringsbranchen uden i tilstrækkelig grad at inddrage borgerne og forbrugerorganisationerne, dvs. de aktører, der er mest interesserede i, at ordningen fungerer efter hensigten,

N.

der henviser til, at der i de fleste medlemsstater findes retshjælpsforsikringer for ofre for trafikulykker; der henviser til, at mere end 90 % af alle sager afgøres udenretligt, og at udgifter til retshjælp godtgøres i mange medlemsstater; der henviser til, at retshjælpsforsikringsselskaber desuden i en årrække har tilbudt forsikringer, der dækker alle former for grænseoverskridende sager, og følgelig har etableret deres egne afdelinger til behandling af udenlandske krav og fremme af hurtig sagsbehandling,

O.

der henviser til, at spørgsmålet om, hvorvidt en sådan retshjælp bør være inkluderet i dækningen under skadevolders motorkøretøjsansvarsforsikring i alle medlemsstater, stadig står åbent,

P.

der imidlertid henviser til, at motorkøretøjsansvarsforsikringers dækning af rimelige sagsomkostninger i alle medlemsstater ville bidrage til at beskytte de europæiske forbrugere bedre og øge deres tillid,

Q.

der henviser til, at forsikringsmarkederne i de nye medlemsstater er i konstant udvikling, men at retshjælpsforsikring i en række af disse medlemsstater er et relativt nyt produkt, der må fremmes, da befolkningen fortsat har forholdsvist ringe kendskab til retshjælpsforsikring,

R.

der henviser til, at obligatorisk dækning af sagsomkostninger sandsynligvis ville øge forbrugernes tillid til motorkøretøjsansvarsforsikringer, navnlig i tilfælde, hvor de søger skadeserstatning, eftersom forbrugerne i mange nye medlemsstater er bange for at blive pålagt høje sagsomkostninger, som ville blive dækket, hvis der indførtes obligatorisk dækning,

S.

der henviser til, at obligatorisk retshjælpsforsikring vil øge domstolenes arbejdsbyrde og komplicere deres arbejde og muligvis forsinke bilæggelsen af tvister og indebære en risiko for flere uberettigede krav,

T.

der henviser til, at motorkøretøjsansvarsforsikring og retshjælpsforsikring har forskellige formål og tjener forskellige funktioner, eftersom motorkøretøjsansvarsforsikring sætter forbrugerne i stand til at bære de omkostninger, de kan blive pålagt som følge af erstatningskrav efter trafikulykker, mens retshjælpsforsikring dækker sagsomkostningerne i skadeserstatningssager mod tredjepart efter trafikulykker,

U.

der henviser til, at det af hensyn til udviklingen af nationale markeder er vigtigt, at nationale myndigheder, private forsikringsselskaber og forbrugerorganisationer lancerer offentlige kampagner,

1.

glæder sig over Kommissionens rapport og understreger betydningen af fuldt ud og effektivt at inddrage alle berørte parter, navnlig forbrugerne, i høringsprocessen i forbindelse med udarbejdelsen af en EU-politik på dette område;

2.

kræver derfor, at navnlig forbrugerorganisationer, der repræsenterer ofrene, systematisk inddrages i processen med evaluering af effektiviteten af medlemsstaternes nuværende systemer;

3.

betragter det som noget positivt, at der foretages en sådan efterfølgende evaluering af lovgivningen for at sikre, at reglerne fungerer efter hensigten, og kaste lys over eventuelle uforudsete forkerte anvendelser heraf;

4.

understreger betydningen af at øge forbrugernes tillid til motorkøretøjsforsikringer i forbindelse med grænseoverskridende kørsel inden for EU, navnlig for så vidt angår bilister fra de gamle medlemsstater, der rejser til de nye medlemsstater og vice versa;

5.

mener, at fremme af eksisterende juridiske og markedsbaserede løsninger, der beskytter forbrugerne, øger forbrugernes tillid til motorkøretøjsforsikringer;

6.

mener, at medlemsstaterne også er ansvarlige for at sikre, at deres nationale forsikringssystemer fungerer godt i forhold til EU's lovgivning vedrørende proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar og sagsomkostninger, der bæres af den skadelidte;

7.

opfordrer Kommissionen til fortsat at føre nøje tilsyn med markedsmekanismernes effektivitet og til jævnligt at aflægge rapport til Parlamentet herom;

8.

mener ikke, at det blotte krav om, at forsikringsselskabet skal betale lovpligtige renter i tilfælde af forsinkelser, er nogen straffeforanstaltning, og finder derfor, at Kommissionen må udøve mere kontrol og træffe passende foranstaltninger på dette punkt for at sikre markedernes gnidningsløse funktion og effektiv forbrugerbeskyttelse i samtlige medlemsstater;

9.

understreger, at arbejdsforbindelserne mellem Kommissionen, de nationale myndigheder, forsikringsbranchen og forbrugerne bør styrkes med henblik på at sikre løbende tilvejebringelse af nøjagtige oplysninger om eksisterende håndhævelsessystemer;

10.

mener, i tråd med generel EU-praksis med hensyn til sanktioner, at man bør anvende subsidiaritetsprincippet, og at det ikke er nødvendigt at harmonisere nationale sanktionsbestemmelser;

11.

mener, at de nationale tilsynsmyndigheder har bedre forudsætninger for at sikre det højest mulige forbrugerbeskyttelsesniveau på deres nationale markeder;

12.

anbefaler derfor med hensyn til proceduren med begrundet erstatningstilbud/begrundet svar, at valg og pålæggelse af passende sanktionstyper og -niveauer overlades til medlemsstaterne;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de sanktioner, der tages i brug i tilfælde af manglende overholdelse af fristen på tre måneder for afgivelse af et begrundet svar på et erstatningskrav eller et begrundet erstatningstilbud, er effektive;

14.

anser det for tilrådeligt, at man, inden der tages sanktioner i brug, nøje ser på årsagerne til forsikringsselskabers manglende opfyldelse af deres forpligtelser, og i den forbindelse navnlig tager hensyn til faktorer, der ikke afhænger af selskaberne selv; håber, at Kommissionen fortsat vil føre tilsyn med de nationale markeder og tilbyde de nationale myndigheder, der anmoder herom, sin bistand;

15.

understreger på ny betydningen af at øge borgernes tillid til ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter ved at fremme den gennem offentlige kampagner og andre passende tiltag;

16.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at øge forbrugernes tillid ved at fremme passende tiltag, der øger kendskabet til og anvendelsen af nationale forsikringsinformationscentre, f.eks. ved at stille krav til forsikringsselskaberne om, at de oplysninger, der skal gives til forbrugerne forud for indgåelse af en aftale, omfatter kontaktoplysninger for informationscentret i den pågældende medlemsstat;

17.

opfordrer desuden medlemsstaterne til at stille krav til forsikringsselskaberne om, at forbrugerne i forbindelse med de oplysninger, de modtager forud for indgåelsen af en aftale, gives udførlige oplysninger om, hvorledes ordningen med skadebehandlingsrepræsentanter fungerer, hvorledes den anvendes, og hvilke fordele den indebærer for forsikringstageren;

18.

opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at føre tilsyn med ordningens funktion samt til at virke som koordinator og yde støtte, hvor dette er nødvendigt, eller når nationale myndigheder anmoder om bistand;

19.

mener endvidere, for så vidt angår motorkøretøjsansvarsforsikringer, at en obligatorisk dækning af sagsomkostninger ville gøre det langt mindre attraktivt at søge udenretlige løsninger, muligvis ville øge antallet af retssager og derfor medføre en uberettiget stigning i domstolenes arbejdsbyrde og ville risikere at destabilisere det eksisterende og fremtidige marked for frivillig retshjælpsforsikring;

20.

finder derfor, at de negative virkninger af at indføre en ordning med obligatorisk dækning af sagsomkostninger i motorkøretøjsansvarsforsikringer alt i alt ville være større end de potentielle fordele;

21.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at træffe sådanne yderligere foranstaltninger, som er nødvendige for at øge kendskabet til retshjælpsforsikring og andre forsikringsprodukter, navnlig i de nye medlemsstater, og til i denne forbindelse at fokusere på oplysning til forbrugerne om fordelene ved at få tilbudt og være i besiddelse af den ene eller anden type forsikringsdækning;

22.

mener i denne forbindelse, at de nationale tilsynsmyndigheder spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af bedste praksis fra andre medlemsstater;

23.

anmoder derfor Kommissionen om at styrke forbrugerbeskyttelsen, primært ved indtrængende at opfordre medlemsstaterne til at tilskynde deres nationale tilsynsmyndigheder og nationale forsikringsselskaber til at øge kendskabet til muligheden for at tegne frivillige retshjælpsforsikringer;

24.

mener, at de oplysninger om motorkøretøjsforsikring, der gives til forbrugerne forud for indgåelse af en aftale herom, kunne omfatte oplysninger om muligheden for at tegne retshjælpsforsikring;

25.

opfordrer medlemsstaterne til kraftigt at henstille til de nationale tilsynsmyndigheder og forsikringsformidlere at oplyse kunderne om mulige risici og om de frivillige tillægsforsikringer, der kunne komme dem til gode, f.eks. retshjælpsforsikring, redningsforsikring og tyveriforsikring;

26.

opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har indført alternative ordninger for tvistbilæggelse i forbindelse med erstatningskrav, til at overveje at indføre sådanne ordninger baseret på bedste praksis fra andre medlemsstater;

27.

anmoder Kommissionen om ikke at foregribe resultatet af de undersøgelser, der er bestilt vedrørende differentieret skadeserstatning ved personskader efter vedtagelsen af Rom II-forordningen (2), da disse undersøgelser måske vil foreslå en forsikringsbaseret løsning og en heraf følgende ændring af det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/13

A.

der henviser til, at afgiftssvig har alvorlige konsekvenser for medlemsstaternes budgetter og EU's ressourcesystem, fører til overtrædelse af princippet om retfærdig og gennemskuelig beskatning og sandsynligvis vil medføre konkurrenceforvridninger og dermed påvirke det indre markeds funktion; der henviser til, at ærlige virksomheder er konkurrencemæssigt ugunstigt stillet på grund af afgiftssvig, og at manglende indtægter fra afgifter i sidste ende betales af de europæiske skatteborgere i form af andre skatter,

B.

der henviser til, at afgiftssvig sætter den skattemæssige lighed og retfærdighed på spil, idet de manglende indtægter til de offentlige finanser ofte dækkes ved en forhøjelse af andre skatter, der rammer ærlige og mindre velstående skatteborgere, som ikke har mulighed for eller vilje til at omgå eller misligholde deres skattemæssige forpligtelser,

C.

der henviser til, at væksten i den grænseoverskridende handel, som er udløst af oprettelsen af det indre marked, har resulteret i, at der foregår et stigende antal transaktioner, hvori den momspligtige persons beskatnings- og etableringssted er i to forskellige medlemsstater,

D.

der henviser til, at de, der benytter sig af nye typer afgiftssvig i forbindelse med handel på tværs af grænserne, som f.eks. karruselsvig eller svig med forsvunden forhandler inden for Fællesskabet, har udnyttet opdelingen og smuthullerne i de nuværende afgiftssystemer, og der henviser til, at der er behov for at ændre den måde, hvorpå momssystemet fungerer,

E.

der henviser til, at momsunddragelse og -svig indvirker på finansieringen af EU's budget, da det fører til, at behovet for at indkræve egne indtægter fra medlemsstaterne baseret på bruttonationalindkomsten (BNI) vokser,

F.

der henviser til, at skønt bekæmpelsen af svig for en stor dels vedkommende hører under medlemsstaternes kompetence, er det ikke et problem, der kan løses på nationalt plan alene,

G.

der henviser til, at globaliseringen har gjort det vanskeligere at bekæmpe skattesvig på internationalt plan på grund af, at stadig flere virksomheder fra tredjelande er involveret i karruselsvig, udviklingen i den elektroniske handel og globaliseringen af markedet for tjenesteydelser; der henviser til, at disse faktorer udgør stærke argumenter for at forbedre det internationale samarbejde, navnlig hvad angår moms,

H.

der henviser til, at omfanget af afgiftssvig i EU skyldes den nuværende overgangsordning for moms, der er for kompleks, hvilket gør transaktioner inden for Fællesskabet vanskelige at spore og derfor åbne for misbrug,

I.

der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne, når de undersøger mulighederne for at bekæmpe skattesvig, i størst muligt omfang bør undgå at træffe foranstaltninger, som kan føre til en uforholdsmæssig administrativ byrde for virksomhederne og afgiftsforvaltningerne, eller som kan skabe forskelsbehandling mellem de erhvervsdrivende,

J.

der henviser til, at Kommissionen og Revisionsretten begge konsekvent har erklæret, at systemet for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om levering af varer inden for Fællesskabet ikke giver relevante eller rettidige oplysninger til at håndtere momssvig effektivt; der henviser til, at dette giver anledning til klarere og mere bindende regler om samarbejde mellem medlemsstaterne og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF),

K.

der henviser til, at anvendelsen af alle tilgængelige teknologier, herunder elektronisk lagring og transmission af visse oplysninger om moms og punktafgifter, er nødvendig, for at medlemsstaternes afgiftssystemer fungerer efter hensigten; der henviser til, at der derfor bør skabes bedre betingelser for udveksling af og direkte adgang for medlemsstaterne til elektronisk lagrede oplysninger i de enkelte medlemsstater; der henviser til, at medlemsstaternes skattemyndigheder bør behandle persondata med fornøden omhu til udtrykkeligt angivne formål og på grundlag af de berørte personers samtykke eller på et andet lovfæstet retsgrundlag,

L.

der henviser til, at erhvervsdrivende ofte kun kan indhente meget fragmenterede oplysninger om deres kunders momsstatus,

M.

der henviser til, at en styrkelse af midlerne til at opdage afgiftssvig bør suppleres med en styrkelse af den eksisterende lovgivning om hjælp til inddrivelse af afgifter, lighed i afgiftsbehandlingen og gennemførlighed for virksomhederne,

1.

bemærker, at formålet med en EU-skattesvigsstrategi må være at håndtere afgiftstab på grund af skattesvig ved at identificere de områder, hvor såvel EU-lovgivningen som det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne kan forbedres, og hvorved reduceringen af afgiftssvig fremmes mest muligt, uden at der skabes unødvendige byrder for afgiftsforvaltningerne eller -yderne;

2.

opfordrer medlemsstaterne til endelig at tage bekæmpelsen af skattesvig alvorligt;

3.

minder om, at etableringen af et momssystem baseret på princippet om oprindelsesbeskatning, der indebærer, at momspligtige transaktioner mellem medlemsstater skal beskattes efter momsreglerne i oprindelseslandet frem for efter en nulsats, stadig er en mulig løsning på langt sigt til effektiv bekæmpelse af afgiftssvig; bemærker, at man med princippet om oprindelsesbeskatning ville kunne undgå først at fritage varer, der handles i det indre marked, for moms for derefter at pålægge dem moms i bestemmelseslandet; minder om, at hvis et momssystem baseret på princippet om oprindelsesbeskatning skal kunne fungere, er der behov for at der etableres et clearingsystem, som Kommissionen oprindeligt foreslog i 1987;

4.

beklager nogle medlemsstaters blokerende holdning igennem de seneste 10 år, som har hindret enhver effektiv EU-strategi mod skattesvig;

5.

beklager, at Rådet trods en mængde analyser, krav og indvendinger endnu ikke har vedtaget en effektiv strategi til bekæmpelse af skattesvig;

6.

opfordrer Kommissionen til ikke at ophøre med at angribe dette problem offensivt, på trods af mange fiaskoer i løbet af de seneste årtier;

7.

anerkender, at vurderinger af de overordnede (direkte og indirekte) afgiftstab på grund af skattesvig strækker sig fra 200 mia. til 250 mia. EUR, hvilket svarer til 2-2,25 % af BNP i Den Europæiske Union, hvoraf 40 mia. EUR vurderes at stamme fra momssvig, som skulle omfatte 10 % af momsindtægterne, 8 % af de samlede punktafgiftsindtægter fra alkoholholdige drikkevarer i 1998 og 9 % af de samlede punktafgiftsindtægter fra tobaksvarer; beklager imidlertid, at ingen præcise tal er tilgængelige, idet de nationale rapporteringsstandarder er stærkt varierende;

8.

kræver en ensartet registrering af data i alle medlemsstater som grundlag for gennemskuelighed samt nationale foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig;

9.

beklager, at det pga. manglende indsamlede data på nationalt plan ikke er muligt at vurdere problemets reelle omfang korrekt og at evaluere kontrollen med ændringer — hverken positive eller negative — korrekt;

10.

anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for et harmoniseret europæisk system til indsamling af data og til udarbejdelse af statistiske data om afgiftssvig, således at der opnås en så præcis vurdering som muligt af fænomenets reelle omfang;

11.

minder om, at fjernelsen af paralleløkonomien ikke kan realiseres, uden at der indføres hensigtsmæssige incitamenter; foreslår endvidere, at medlemsstaterne som led i Lissabon-strategien bør aflægge beretning om, hvilke resultater der er opnået med hensyn til at mindske paralleløkonomiens omfang;

12.

bemærker, at momsrelateret afgiftssvig vækker særlig bekymring for det indre markeds funktion, for så vidt det har en direkte grænseoverskridende indvirkning, medfører væsentlige indtægtstab og påvirker EU-budgettet direkte;

13.

gentager, at det nuværende momssystem, der blev indført i 1993, kun var tænkt som en overgangsordning, og at Europa-Parlamentet har anmodet Kommissionen om at stille forslag til en endelig afgørelse om det definitive momssystem inden 2010;

14.

hævder, at den frie bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital i det indre marked siden 1993 samt fremskridtene med ny teknologi med hensyn til mindre varer af stor værdi tilsammen gør det mere og mere vanskeligt at bekæmpe momssvig, og at dette forværres af det nuværende systems kompleksitet og opsplitning, som gør transaktioner vanskelige at spore og derfor mere åbne for misbrug;

15.

bemærker den tiltagende forekomst af svig med forsvunden forhandler og kriminelle banders bevidste misbrug af momssystemet for at udnytte dets svagheder; gør opmærksom på den sag om momskarruselsvig, som Eurojust har indledt, og som omfatter 18 medlemsstater og afgiftssvig for et skønnet beløb på 2,1 mia. EUR;

16.

støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at foretage en grundlæggende ændring af det nuværende momssystem; glæder sig over, at medlemsstaterne nu til en vis grad prioriterer dette og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at være rede til at træffe omfattende foranstaltninger i denne forbindelse;

17.

mener, at det nuværende system er forældet og behøver en gennemgribende revision uden at overbelaste ærlige virksomheder med bureaukrati; er af den opfattelse, at det er udelukket at bevare status quo;

18.

bemærker, at det i et »reverse-charge«-system er den afgiftspligtige kunde, som er momspligtig i stedet for leverandøren; erkender, at fordelen ved dette system er, at den fjerner muligheden for at foretage svig med forsvunden forhandler, idet den afgiftspligtige person, til hvem varerne leveres, angives som den person, der er betalingspligtig for momsen;

19.

bemærker, at indførelsen af et dobbeltmomssystem ville gå stik imod det indre markeds effektive funktion og danne et mere komplekst miljø, som kan virke afskrækkende på erhvervsinvesteringer, hvilket på langt sigt kun vil kunne løses med et generaliseret obligatorisk »reverse-charge«-system i modsætning til et frivilligt eller valgt system udelukkende på baggrund af levering;

20.

bemærker desuden, at »reverse-charge«-systemet ikke tillader betalinger over flere omgange, og at det samlede momsbeløb først betales ved enden af forsyningskæden og fjerner momsens selvovervågende kontrolmekanisme; advarer om, at nye former for svig kan dukke op, herunder øgede afgiftstab på detailhandelsniveau og misbrug af momsidentifikationsnumre, og at bekæmpelse af et sådant svig gennem indførelse af yderligere kontrol kan medføre flere administrative byrder for ærlige forhandlere; opfordrer derfor indtrængende til påpasselighed og grundig overvejelse, inden et »reverse-charge«-system introduceres; bemærker ikke desto mindre, at det hjælper at anvende en grænseværdi for at begrænse risikoen for, at der undlades at betale afgift af det faktiske forbrug; mener, at Rådets forslag om en grænseværdi på 5 000 EUR er rimelig;

21.

bemærker med forbehold, at et pilotprojekt kan hjælpe medlemsstaterne til bedre at forstå risiciene ved »reverse-charge«-systemet, og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fastsætte passende garantier for at sikre, at hverken de deltagende medlemsstater eller nogen anden medlemsstat udsættes for større risici under pilotprojektets forløb;

22.

mener, at den bedste løsning for at imødegå momssvig i forbindelse med leverancer over grænserne ville være at indføre et system, hvor momsfritagelse i forbindelse med leverancer over grænserne inden for Fællesskabet erstattes af beskatning til en sats på 15 %; bemærker, at et sådant system ville fungere bedre, hvis de reducerede satsers form og kompleksitet blev betydeligt forenklet, hvilket ville minimere den administrative byrde for både virksomhederne og afgiftsforvaltningerne; konstaterer, at individuelle nedsættelser af momssatser fra før 1992 bør undersøges nøje og vurderes med henblik på at fastsætte, om de fortsat kan forsvares af økonomiske grunde;

23.

anerkender, at på grund af differentierede momssatser kræver beskatningen af leverancer inden for Fællesskabet tilpassede betalinger mellem medlemsstaterne; mener at sådanne tilpasninger bør foretages af et clearinginstitut, som ville lette indtægtsoverførsler mellem medlemsstaterne; understreger, at de tekniske forudsætninger for et clearinginstituts funktion er til stede;

24.

er af den opfattelse, at et decentraliseret clearinginstitutsystem kan være mere passende og udvikles hurtigere, for så vidt det giver medlemsstaterne mulighed for at aftale vigtige detaljer bilateralt under hensyntagen til deres individuelle handelsbalance, ligheder i anvendelsen af momssystemet og kontrolmekanismer samt gensidig tillid;

25.

understreger, at det bør være afgiftsforvaltningen i leverancemedlemsstaten, der skal have ansvar for at inddrive moms fra leverandøren og via clearingsystemet foretage en overførsel til afgiftsforvaltningen på stedet, hvor købet inden for Fællesskabet har fundet sted; erkender, at det er nødvendigt at opbygge gensidig tillid mellem afgiftsforvaltningerne;

26.

understreger, at medlemsstaterne ikke kan bekæmpe grænseoverskridende afgiftssvig isoleret; er af den opfattelse, at informationsudvekslingen og samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen ikke har været tilstrækkeligt til at bekæmpe afgiftssvig på effektiv vis, hverken med hensyn til indhold eller hastighed; mener, at den direkte kontakt mellem de lokale og nationale kontorer for bekæmpelse af svig hverken er udviklet eller tilstrækkeligt gennemført, hvilket fører til ineffektivitet, utilstrækkelig brug af ordningerne for administrativt samarbejde og forsinket kommunikation;

27.

insisterer på, at det for at beskytte skatteindtægterne i alle medlemsstaterne i relation til det indre marked er nødvendigt, at medlemsstaterne træffer sammenlignelige foranstaltninger mod bedragere, uanset hvor tabet af indtægter finder sted; opfordrer Kommissionen til at foreslå mulige mekaniser til fremme af et sådant samarbejde mellem medlemsstaterne;

28.

glæder sig over Kommissionens forslag til ændring af Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (2) og Rådets forordning (EF) nr. 1798/2003 af 7. oktober 2003 om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift (3), der har til hensigt at fremme indsamling og udveksling af oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet fra 2010; erkender, at de foreslåede rapporteringsbestemmelser med en frist på én måned vil pålægge virksomheder, der kun leverer tjenesteydelser, og som på nuværende tidspunkt ikke henhører under reglen, en administrativ byrde, men accepterer, at dette er nødvendigt i betragtning af muligheden for karruselsvig inden for visse serviceydelser;

29.

opfordrer indtrængende Rådet til at vedtage foreslåede foranstaltninger hurtigt, og opfordrer Kommissionen til at forelægge yderligere forslag om automatisk adgang for øvrige medlemsstater til visse ikke-følsomme oplysninger om egne afgiftspligtige borgere (såsom i erhvervssektoren, visse oplysninger vedrørende omsætning), og om harmoniseringen af procedurerne for registrering og sletning af registreringer af afgiftspligtige personer for at sikre, at falske afgiftspligtige personer hurtigt opdages og slettes i registret; understreger, at medlemsstaterne har ansvaret for at holde deres data ajour, navnlig med hensyn til sletning af registreringer og til at opdage falske registreringer;

30.

minder om, at skattely kan udgøre en hindring for gennemførelsen af Lissabon-strategien, hvis de i udpræget grad presser momssatserne og skatteindtægterne, generelt set, nedad;

31.

understreger endvidere, at enhver udhuling af beskatningsgrundlaget i en tid med budgetdisciplin vil hæmme medlemsstaternes muligheder for at efterleve den reviderede stabilitets- og vækstpagt;

32.

understreger, at der for at fjerne skattely bl.a. er behov for en trestrenget strategi, der går ud på at tackle problemet med skatteunddragelse, udvide anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (4) og anmode om, at OECD via dets medlemmer træffer foranstaltninger mod ikke-samarbejdsvillige skattely;

33.

beklager, at medlemsstaterne med stadig nye forbehold og forhalingstaktikker hindrer en reform af direktiv 2003/48/EF, og opfordrer Kommissionen til at forelægge sine forslag snarest muligt, trods modstanden;

34.

påpeger, at reformen af direktiv 2003/48/EF bør råde bod på dets mangler og huller, idet disse hindrer afsløring af momsunddragelse og afgiftssvig;

35.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med reformen af direktiv 2003/48/EF at undersøge mulighederne for reform, herunder at undersøge en udvidelse af direktivets anvendelsesområde med hensyn til typer af retlige enheder og indtægtsskabende kilder;

36.

opfordrer indtrængende EU til at fastholde fjernelsen af skattely i hele verden på dagsordenen, under henvisning til deres skadelige virkning for de enkelte medlemsstaters skatteindtægter; opfordrer Rådet og Kommissionen til at benytte EU's handelsmagt som løftestang ved indgåelse af handels- og samarbejdsaftaler med regeringerne om skattely med henblik på at overbevise dem om at fjerne de skattebestemmelser og den praksis, som fremmer afgiftsunddragelse og svig; bifalder, som et første skridt i den rigtige retning, henstillingerne i Rådets konklusioner fra mødet den 14. maj 2008 om at lade en bestemmelse om god regeringsførelse i beskatningsspørgsmål indgå i handelsaftaler; opfordrer Kommissionen til straks at anvende en sådan bestemmelse i fremtidige forhandlinger om handelsaftaler;

37.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/19

A.

der henviser til, at over 100 mio. europæere i alle aldre og af alle overbevisninger og nationaliteter yder frivilligt arbejde,

B.

der henviser til, at det af en Eurobarometerundersøgelse offentliggjort i februar 2007 fremgik, at tre ud af ti europæere angav at deltage aktivt i frivilligt arbejde, og at omkring 80 % af svarpersonerne var af den opfattelse, at frivilligt arbejde er en vigtig del af demokratiet i Europa (3),

C.

der henviser til, at den frivillige sektor skønnes at udgøre 5 % af bruttonationalproduktet i medlemsstaternes økonomier og gør en aktiv indsats for at identificere, formulere og reagere på de behov, der opstår i samfundet,

D.

der henviser til, at the European Volunteer Centre, the European Youth Forum, the Association of Voluntary Service Organisations, the World Organisation of the Scout Movement, Røde Kors/EU-kontoret, volonteurope, AGE, Solidar, Caritas Europa, ENGAGE, Johanniter International, the European Non-Governmental Sports Organisation m.fl., der sammen repræsenterer flere tusinde organisationer, hvor millioner af frivillige deltager, har opfordret institutionerne af Den Europæiske Union til at erklære 2011 for det europæiske år for frivilligt arbejde,

1.

opfordrer Kommissionen til med støtte fra alle institutionerne af EU at erklære 2011 for det europæiske år for frivilligt arbejde;

2.

pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne til Kommissionen og Rådet.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/21

A.

der henviser til, at Kommissionen i sin hvidbog »Et nyt afsæt for europæisk ungdom« (KOM(2001)0681), som Parlamentet gennemgik i sin beslutning af 14. maj 2002 (1) vedtog at være mere opmærksom på ungdommen inden for andre politiske områder, navnlig uddannelse og livslang læring, beskæftigelse, social integration, sundhed, unges autonomi, mobilitet, grundlæggende rettigheder og ikkeforskelsbehandling,

B.

der henviser til, at Det Europæiske Råd på mødet den 22.-23. marts 2005 vedtog en »europæisk ungdomspagt« som et af de instrumenter, der skal bidrage til realiseringen af målene i Lissabonstrategien, og genfremsatte sin forpligtelse i marts 2008, hvor det understregede behovet for at investere i ungdommen nu og i fremtiden,

C.

der henviser til, at Kommissionen fastslog behovet for at indarbejde ungdomsspørgsmål i alle politikker i sin meddelelse af 5. september 2007 om »Fremme af unges fulde deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og samfundsliv«(KOM(2007)0498),

D.

der henviser til, at det har vedtaget sine beslutninger af 19. juni 2007 om en regelramme for foranstaltninger, der giver unge kvinder i EU bedre muligheder for at forene familieliv og studieperioder (2) og af 21. februar 2008 om den demografiske udvikling i Europa (3), og således har understreget behovet for en bedre og større opmærksomhed på ungdommen,

1.

opfordrer Kommissionen, når den udarbejder lovgivningsforslag, til at tage hensyn til og indarbejde virkningerne for ungdommen og resultaterne af den strukturerede dialog med ungdomsorganisationerne navnlig inden for de politiske områder, der er nævnt i punkt A;

2.

opfordrer medlemsstaterne til at fokusere på ungdommen, når de gennemfører de nationale reformprogrammer i henhold til Lissabonstrategien, og til at tage hensyn til ungdommen inden for relevante politiske områder;

3.

pålægger sin formand at sende denne erklæring sammen med underskrivernes navne til Rådet, Kommissionen og Det Europæiske Ungdomsforum.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/23

A.

der henviser til, at bortførelse af et barn hører til de mest umenneskelige forbrydelser,

B.

der henviser til, at sådanne forbrydelser i stigende grad begås i Europa og kan omfatte transport af ofre over landegrænser,

C.

der henviser til, at udsigterne til at redde et bortført barns liv svinder med tiden,

D.

der henviser til, at der ikke findes nogen alarmsystemer, som dækker hele Europa, i forbindelse med bortførelser af børn og hverken lokale eller nationale systemer i det meste af Den Europæiske Union,

1

opfordrer medlemsstaterne til at indføre et alarmsystem i forbindelse med bortførte børn, som betyder, at de relevante nyhedsmedier, grænsemyndigheder, toldmyndigheder og retshåndhævende myndigheder ved aktivering af systemet øjeblikkelig underrettes om:

2.

opfordrer medlemsstaterne til at indgå samarbejdsaftaler med alle grænselande for at sikre, at det er muligt hurtigt at slå alarm på tværs af de relevante territorier;

3.

opfordrer til, at der udvikles en fælles organisation, der yder hjælp og uddannelse til nationale organer;

4.

pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne til Rådet og Kommissionen.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/26

A.

der henviser til, at EU fortsat er forpligtet til at støtte Georgiens uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for de internationalt anerkendte grænser,

B.

der henviser til, at udstedelsen af russiske pas til borgere i Sydossetien og Ruslands støtte til løsrivelsesbevægelsen og separatisternes øgede militære aktiviteter rettet mod landsbyer med georgiske indbyggere har ført til en intensivering af spændingerne i Sydossetien i forbindelse med omfattende russiske militærmanøvrer nær grænsen til Georgien i juli 2008,

C.

der henviser til, at Georgiens væbnede styrker efter flere ugers tiltagende spændinger og mindre træfninger mellem parterne og på grund af de sydossetiske separatiststyrkers provokationer i form af bombeangreb, dødelige sammenstød, skudvekslinger og beskydninger, der forårsagede mange dødsfald og kvæstelser blandt civilbefolkningen, natten mellem den 7. og 8. august 2008 iværksatte et overraskelsesangreb med artilleri på Tskhinvali efterfulgt af en landoperation med både kampvogne og landtropper med det formål at genvinde kontrollen med Sydossetien,

D.

der henviser til, at Rusland efter en langsigtet militær opbygning reagerede øjeblikkeligt med et massivt modangreb, indsatte kampvogne og landtropper, foretog bombeangreb mod flere områder i Georgien, herunder byen Gori, og blokerede de georgiske havne ved Sortehavet,

E.

der henviser til, at ca. 158 000 mennesker har måttet flygte på grund af krisen og er blevet tvunget til at forlade deres hjem og nu har behov for bistand og støtte til at vende tilbage; som henviser til, at det på grund af klyngebomber, ueksploderet ammunition og landminer samt de russiske advarsler og det manglende samarbejde ikke er sikkert at vende tilbage,

F.

der henviser til, at Georgiens infrastruktur har lidt omfattende skader som følge af russiske militære aktioner, og at der er behov for humanitær bistand,

G.

der henviser til, at menneskerettighedsforskere og militæranalytikere har dokumenteret, at de russiske tropper har anvendt klyngebomber i Georgien, og at der er tusindvis af ueksploderede bomber i konfliktområdet; der henviser til, at Georgien har indrømmet også at have anvendt klyngebomber i Sydossetien i nærheden af Rokitunnelen,

H.

der henviser til, at Georgiens og Ruslands præsidenter den 12. august 2008 forpligtede sig til at overholde en aftale indgået på grundlag af EU's mæglingsbestræbelser om en omgående våbenstilstand, omgående tilbagetrækning af de georgiske og russiske tropper til deres stillinger inden den 7. august 2008 og iværksættelse af internationale drøftelser om hurtig indførelse af en international mekanisme med henblik på at forberede en fredelig og varig løsning på konflikten,

I.

der henviser til, at NATO den 19. august 2008 suspendere sine regelmæssige forbindelser på højt niveau med Rusland med den begrundelse, at den russiske militære aktion havde været »uforholdsmæssig« og »ikke i overensstemmelse med landets indsats for at sikre freden i dele af Georgien«, og at »de normale forbindelser« ikke kunne opretholdes, så længe der fortsat var russiske styrker i Georgien,

J.

der henviser til, at Rusland den 22. august 2008 trak kampvogne, artilleri og flere hundrede soldater tilbage fra deres mest fremskudte positioner i Georgien, men at landet fortsat kontrollerer adgangsvejene til havnebyen Poti i det sydlige Abkhasien, og at den russiske regering har bebudet, at den fortsat vil have udstationeret tropper i en sikkerhedszone omkring Sydossetien og Abkhasien og etablere et antal kontrolposter, hvor der vil blive stationeret russiske tropper,

K.

der henviser til, at det russiske parlaments førstekammer den 25. august 2008 vedtog en beslutning, hvormed præsidenten blev opfordret til at anerkende de to georgiske løsrivelsesregioner Abkhasien og Sydossetien, hvorefter præsident Dmitry Medvedev den 26. august 2008 formelt anerkendte de to regioner som uafhængige stater,

L.

der henviser til, at denne konflikt vil få vidtrækkende konsekvenser for den regionale stabilitet og sikkerhed og vil række langt videre end de direkte forbindelser mellem konfliktens parter samt vil kunne få følger for forholdet mellem EU og Rusland, den europæiske naboskabspolitik, Sortehavsregionen og i området uden for dette,

M.

der henviser til, at EU bør udvise fuld politisk enighed i sin reaktion på krisen i Georgien og tale med en stemme, navnlig over for Rusland; der henviser til, at vejen til en fredelig og holdbar løsning af konflikterne i Georgien og Kaukasus kræver en omfattende revision af EU's naboskabspolitik og et nyt engagement med hele regionen i samarbejde med alle europæiske og internationale organisationer, navnlig OSCE,

N.

der henviser til, at den georgiske regering sidste uge afbrød de diplomatiske forbindelser med Rusland, og at Den Russiske Føderation reagerede ved at gøre det samme,

1.

er af den opfattelse, at der ikke findes nogen militær løsning på konflikterne i Kaukasus, og tager på det kraftigste afstand fra alle dem, der har anvendt våbenmagt og vold for at ændre situationen i de georgiske løsrivelsesregioner Sydossetien og Abkhasien;

2.

opfordrer Rusland til at respektere Georgiens suverænitet og territoriale integritet og de internationalt anerkendte grænsers ukrænkelighed, og fordømmer derfor kraftigt Den Russiske Føderations anerkendelse af de georgiske løsrivelsesregioner Sydossetiens og Abkhasiens uafhængighed som værende i strid med folkeretten,

3.

understreger, at enhver afgørelse om Sydossetiens og Abkhasiens endelige status skal afhænge af overholdelse af de grundlæggende principper i folkeretten, herunder slutakten fra 1975 fra Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Helsingforsslutakten), navnlig med hensyn til flygtningenes tilbagevenden og respekten for deres ejendom og garantier og respekt for mindretalsrettigheder;

4.

fordømmer Ruslands uacceptable og uforholdsmæssige militære aktion og indtrængen dybt ind i Georgien, der er i strid med folkeretten; betoner, at Rusland ikke har nogen legitim grund til at invadere Georgien, besætte dele af landet og true med at tilsidesætte et demokratisk lands regering,

5.

beklager tabet af menneskeliv og de menneskelige lidelser forårsaget af den vilkårlige magtanvendelse, som alle konfliktens parter har lagt for dagen;

6.

er stærkt foruroliget over virkningen af de russiske miner for de sociale og økonomiske aktiviteter i Georgien, især sprængningen af jernbanebroen nær Kaspi den 16. august 2008 på hovedstrækningen mellem Tbilisi og Poti, og den eksplosion, der den 24. august 2008 ramte et tog med brændstoffer nær Gori, som transporterede råolie fra Kasakhstan med henblik på udførsel fra Poti; understreger, at begge aktioner udgjorde en krænkelse af våbenstilstandsaftalen;

7.

gentager sin konsekvente tilslutning til princippet om, at intet tredjeland har vetoret over for et andet lands suveræne afgørelse om at tilslutte sig nogen international organisation eller alliance eller er berettiget til at destabilisere en demokratisk valgt regering;

8.

fremhæver, at partnerskabet mellem EU og Rusland skal tage udgangspunkt i overholdelsen af de grundlæggende standarder for det europæiske samarbejde, og at de skal respekteres i handling og ikke kun i ord;

9.

roser EU's formandskab for den effektivitet og hurtighed, hvormed det har reageret på denne konflikt, og den enighed, som medlemsstaterne har lagt for dagen i forsøget på at mægle mellem de to parter og bringe dem i stand til at undertegne en våbenstilstands- og fredsplan; bifalder konklusionerne fra det ovennævnte ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd;

10.

opfordrer indtrængende Rusland til at overholde alle sine forpligtelser i medfør af den våbenstilstandsaftale, der er indgået og undertegnet i kraft af EU's diplomatiske indsats, og som i første rækker indebærer en fuldstændig og omgående reduktion af de russiske styrker fra selve Georgien og en indskrænkning af de russiske tropper, der blev stationeret som fredbevarende styrke i de to provinser, inden konflikten brød ud; fordømmer de omfattende plyndringer, som de russiske invasionsstyrker og de ledsagende militsstyrker har foretaget;

11.

kræver, at der omgående gennemføres en uafhængig international undersøgelse for at få fastslået kendsgerningerne og skabe større klarhed over en række påstande;

12.

henstiller til Georgien, der har ratificeret Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, og til de russiske myndigheder at støtte og i fuldt omfang samarbejde med Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed, for så vidt angår en undersøgelse af de tragiske begivenheder og overgreb på civilbefolkningen, der fandt sted under konflikten, for at placere ansvaret og stille de ansvarlige for en domstol;

13.

opfordrer de russiske og georgiske myndigheder til at fremlægge alle oplysninger om de områder, hvor deres styrker nedkastede klyngebomber, så der kan iværksættes øjeblikkelige minerydningsforanstaltninger og forhindres yderligere dødsfald og kvæstelser blandt den uskyldige civilbefolkning, og der skabes mulighed for, at de fordrevne kan vende sikkert hjem;

14.

opfordrer EU og NATO og medlemsstaterne til med udgangspunkt i en fælles holdning at gøre brug af alle muligheder for at overtale den russiske regering til at respektere folkeretten, hvad der er en nødvendig forudsætning for, at landet kan spille en ansvarlig rolle i det internationale samfund; minder Rusland om det ansvar, landet som en af FN's vetomagter har for en fredelig verdensorden;

15.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at revidere deres politik over for Rusland, såfremt landet ikke overholder sine forpligtelser i henhold til våbenstilstandsaftalen; støtter derfor den beslutning, som Det Europæiske Råd har truffet om at udsætte forhandlingerne om en partnerskabs- og samarbejdsaftale, indtil de russiske tropper er blevet trukket tilbage til deres stillinger forud for den 7. august 2008;

16.

opfordrer Kommissionen til at foreslå aftaler mellem EU og Georgien om tilbagetagelse og lempelse af visumregler i mindst samme omfang, som det er tilfældet i forholdet til Rusland;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at tage udstedelsen af visa i forbindelse med økonomiske aktiviteter med udgangspunkt i Sydossetien og Abkhasien op til overvejelse;

18.

fordømmer på det kraftigste den tvungne genbosættelse af georgiere fra Sydossetien og Abkhasien, og opfordrer de de facto-sydossetiske og abkhasiske myndigheder til at garantere, at den fordrevne civilbefolkning kan vende sikkert tilbage i overensstemmelse med den humanitære folkeret;

19.

glæder sig over OSCE's initiativ til at øge antallet af ubevæbnede observatører; slår til lyd for en yderligere styrkelse af OSCE's mission i Georgien, som giver denne fuld frihed til at bevæge sig rundt i hele landet, og tilskynder EU's medlemsstater til at yde et bidrag til denne indsats;

20.

kræver et solidt EU-bidrag til den påtænkte internationale mekanisme for en løsning af konflikten, og værdsætter derfor Det Europæiske Råds beslutning om udsendelse af en overvågningsmission som led i ESFP (den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik) som supplement til FN's og OSCE's missioner og om at anmode om et FN- eller OSCE-mandat til en ESFP-fredsmission;

21.

glæder sig over EU's aktive og vedvarende støtte til alle internationale bestræbelser på at finde frem til en fredelig og varig løsning på konflikten, især Rådets tilsagn om at støtte alle konfliktbilæggelsesbestræbelser fra FN's, OSCE's og andre parters side; glæder sig navnlig over beslutningen om at udnævne en særlig EU-repræsentant i forbindelse med krisen i Georgien;

22.

glæder sig over Kommissionens pakke for hurtig humanitær bistand til civilbefolkningen, hvor der er afsat et beløb på 6 mio. EUR, som skal suppleres med yderligere midler på grundlag af en behovsvurdering foretaget på stedet; konstaterer, at der er et presserende behov for genopbygningsbistand i kølvandet på konflikten;

23.

glæder sig over Rådets beslutning om at indkalde til en international donorkonference om genopbygningen af Georgien, og opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at undersøge mulighederne for en omfattende EU-plan for ydelse af økonomisk støtte til genopbygning af de områder i Georgien, der er berørt af krigshandlingerne, og at sikre en mere udtalt politisk tilstedeværelse fra EU's side i landet og i regionen som sådan;

24.

opfordrer alle konfliktens parter til at give fuldstændig og uhindret adgang til humanitær bistand til ofrene, også til flygtninge og internt fordrevne;

25.

går ind for, at bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten i Georgien og de andre uløste konflikter i Sydkaukasus vil nyde godt af en øget internationalisering af konfliktløsningsmekanismerne; foreslår derfor, at EU sammenkalder en transkaukasisk fredskonference som et af de vigtigste elementer i denne proces; mener, at en sådan konference bør behandle internationale garantier, der sikrer fuld respekt for civile og politiske rettigheder og fremmer demokratiet gennem de internationale retsprincipper; betoner, at konferencen også bør give anledning til at høre de underrepræsenterede og tavse grupper i Kaukasusområdet;

26.

anmoder Rådet og Kommissionen om at udbygge den europæiske naboskabspolitik yderligere ved i højere grad at tilpasse den til EU's østlige partneres behov, inklusive en intensivering af EU's deltagelse i Sortehavsregionen, at acceptere Parlamentets forslag om et europæisk økonomisk område plus eller det svensk-polske forslag om et østligt partnerskab og i forholdet til Georgien, Ukraine og især Republikken Moldova at fremskynde etableringen af et frihandelsområde; mener, at der ved liberaliseringen af EU's visumpolitik over for de nævnte lande må tages hensyn til, at Rusland har opnået bedre vilkår på dette område end dem;

27.

understreger den indbyrdes sammenhæng mellem en række problemer i Sydkaukasusregionen og behovet for at finde en omfattende løsning i form af en stabilitetspagt, hvor alle de vigtigste eksterne aktører er inddraget; understreger endvidere, at det er nødvendigt at udbygge samarbejdet med nabolandene i Sortehavsregionen ved at indføre en særlig institutionel og multilateral mekanisme, som f.eks. en Sortehavsunion, og afholde en international sikkerheds- og samarbejdskonference om Sydkaukasusregionen; anmoder derfor Kommissionen om at forelægge et specifikt forslag for Parlamentet og Rådet om etablering af en multilateral ramme for Sortehavsregionen, herunder Tyrkiet og Ukraine; mener, at nabolandene, f.eks. Kasakhstan, bør inddrages af hensyn til hele regionens stabilitet og energistrømmene;

28.

henviser til, at NATO på topmødet i Bukarest den 3. april 2008 vedtog, at Georgien skulle optages i alliancen;

29.

betoner Georgiens betydning for en forbedring af EU's energisikkerhed ved at udgøre et alternativ til ruten for transit af energi gennem Rusland; anser det for afgørende, at de eksisterende infrastrukturer såsom Baku-Tbilisi-Ceyhan-rørledningen beskyttes effektivt, og opfordrer Kommissionen til at tilbyde Georgien al den bistand, der i denne forbindelse er nødvendig; forventer, at EU utvetydigt forpligter sig politisk og budgetmæssigt til at gennemføre Nabucco-rørledningsprojektet, der er anerkendt som et projekt prioriteret af EU og skal passere gennem georgisk område, og som er det mest seriøse alternativ til de projekter, der er iværksat i samarbejde med Rusland, som alle potentielt indebærer, at medlemsstaterne i stigende grad bliver økonomisk og politisk afhængige af Rusland;

30.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte bestræbelserne på at fastlægge EU's fælles energipolitik, som bl.a. tager hensyn til den nødvendige diversificering af forsyningskilderne;

31.

er af den opfattelse, at samarbejde i Sydkaukasus ikke bør dreje sig om gensidigt eksklusive indflydelsesområder for EU og Rusland (såkaldte interessesfærer);

32.

er af den opfattelse, at EU's rolle i den nuværende krise understreger behovet for en styrkelse af den europæiske udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, og mener, at Lissabontraktaten, herunder indførelsen af en højtstående repræsentant, en solidaritetsklausul og en EU-politik for energisikkerhed, er den rette vej til at nå dette mål;

33.

understreger, at det er nødvendigt at sikre stabilitet i Sydkaukasusregionen, og opfordrer den armenske og aserbajdsjanske regering til at bidrage til opnåelse af dette mål, samtidig med at alle deres internationale forpligtelser respekteres;

34.

bekræfter det princip, at pluralistisk og demokratisk regeringsførelse, der indebærer fungerende oppositionspartier og respekt for menneskerettigheder og borgerlige rettigheder, er den bedste garanti for stabilitet i hele Sydkaukasusregionen;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Georgiens præsident og parlament, Den Russiske Føderations præsident og parlament, NATO, OSCE og Europarådet.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/31

A.

der henviser til det akademiske udkast til en fælles referenceramme (8), der blev forelagt Kommissionen ved udgangen af 2007,

B.

der henviser til, at udkastet til en fælles referenceramme i øjeblikket er ved at blive evalueret af at netværk, der består af flere akademiske grupper, herunder »Association Henri Capitant des amis de la culture juridique francaise« og »Société de législation comparée«, der allerede har offentliggjort »Principes contractuels communs« (fælles aftaleretlige principper) og »Terminologie contractuelle commune« (fælles aftaleretlig terminologi) (9),

C.

der henviser til, at Kommissionen har indledt en intern udvælgelsesproces med henblik på at udpege, hvilke dele af udkastet til en fælles referenceramme, der skal integreres i et fremtidigt dokument, dvs. Kommissionens hvidbog om en fælles referenceramme,

D.

der henviser til, at udkastet til en fælles referenceramme udelukkende er et akademisk dokument, og at udvælgelsen af hvilke dele af udkastet til en fælles referenceramme, der skal integreres i det fremtidige kommissionsdokument er meget politisk;

1.

glæder sig over fremlæggelsen af udkastet til en fælles referenceramme og imødeser, at det endelig akademiske udkast til en fælles referenceramme bliver fremsendt til Kommissionen inden udgangen af december 2008,

2.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge en præcis og transparent plan for, hvorledes den udvælgelsesproces, der vil føre til kommissionsdokumentet, vil blive organiseret og koordineret, navnlig med hensyn til alle de generaldirektorater, der er involveret;

3.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at udkastet til en fælles referenceramme bliver tilgængeligt på flest mulige af de relevante sprog med henblik på at sikre, at det er tilgængeligt for alle berørte parter;

4.

opfordrer Kommissionen til at overveje at henvise projektet til Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed med fuld inddragelse af alle andre relevante generaldirektorater, eftersom den fælles referenceramme går langt ud over forbrugeraftaleret, samt at stille de nødvendige materialer og menneskelige ressourcer til rådighed;

5.

påpeger, at kommissionsdokumentet vil være grundlaget for de europæiske institutioners og alle berørte aktørers beslutning om den fælles referencerammes fremtidige formål, indhold og retsvirkning, hvilket spænder fra et ikke-bindende lovgivningsredskab til grundlaget for et fakultativt instrument inden for europæisk aftaleret;

6.

finder, at uanset hvorledes den fælles referenceramme ser ud i fremtiden, skal der vedtages foranstaltninger, der sikrer, at den regelmæssigt ajourføres, således at den afspejler ændringer og nationale udviklinger inden for aftaleretten;

7.

påpeger, at Kommissionen ved afgørelser vedrørende indholdet af den fælles referenceramme bør tage hensyn til Rådets udtalelse af 18. april 2008, hvorefter den fælles referenceramme bør være »et redskab til bedre lovgivning«, der udgør »et sæt ikke-bindende retningslinjer, som lovgiverne anvender på fællesskabsplan«;

8.

foreslår, at såfremt dette er tilfældet, bør den fælles referenceramme være vidtrækkende som muligt, og at der ikke er grund til at udelukke noget indhold eller materiale på dette stadium;

9.

understreger endnu en gang, at der bør tages hensyn til resultatet af de nylige workshops om den fælles referenceramme i enhver udvælgelsesproces; understreger, at yderligere høringer bør være brede og sikre et balanceret input fra alle de berørte parter;

10.

foreslår, at såfremt den fælles referenceramme anvendes som et ikke-bindende redskab til bedre lovgivning, bør de relevante dele af den fælles referenceramme vedføjes som bilag til fremtidige lovgivningsforslag eller meddelelser fra Kommissionen, som har en berøringsflade til aftaleret, for at sikre at fællesskabslovgiveren tager disse i betragtning;

11.

påpeger, at når Kommissionen træffer afgørelse vedrørende indholdet af den fælles referenceramme, bør den tage hensyn til, at den fælles referenceramme kan være meget mere end blot et redskab til bedre lovgivning, og at den kan føre til et fakultativt instrument;

12.

foreslår, at såfremt den fælles referencerammes fremtidige form sandsynligvis bliver et fakultativt instrument, bør den begrænses til de områder, hvor fællesskabslovgiveren har været aktiv eller sandsynligvis vil være aktiv i den nærmeste fremtid, eller som er tæt knyttet til aftaleret; foreslår, at ethvert fakultativt instrument bør være baseret på udkastet til en fælles referenceramme; finder, at det i alle tilfælde bør det sikres, at den overordnede sammenhæng i det fakultative instrument ikke bringes i fare ved udvælgelsesprocessen;

13.

insisterer på, at Parlamentet fuldt ud bør høres og inddrages i enhver udvælgelsesproces, der fører til Kommissionens fremtidige dokument om den fælles referenceramme;

14.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/33

A.

der henviser til, at EF-traktatens artikel 195 giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer,

B.

der henviser til, at klager indgivet af borgerne er en vigtig informationskilde med hensyn til eventuelle overtrædelser af fællesskabsretten,

C.

der henviser til, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 211 som traktaternes vogter drager omsorg for gennemførelsen af de i traktaten indeholdte bestemmelser og af de bestemmelser, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne,

D.

der henviser til, at Kommissionen ifølge EF-traktatens artikel 226, stk. 1, hvis den finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten, »fremsætter« en begrundet udtalelse herom efter at have givet den pågældende stat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, og at den i henhold til stk. 2 i samme artikel, hvis den pågældende stat ikke retter sig efter den fremsatte udtalelse inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen, »kan« indbringe sagen for Domstolen;

E.

der henviser til, at Ombudsmanden tidligere i sin afgørelse om klage 995/98/OV har understreget, at selv om Kommissionen har skønsmæssige beføjelser i forbindelse med indledningen af overtrædelsesprocedurer, er disse ikke desto mindre underkastet retlige begrænsninger, som er fastlagt i Domstolens praksis, hvorefter administrative myndigheder skal handle konsekvent og i god tro, undgå forskelsbehandling, overholde principperne om proportionalitet, lighed og berettigede forventninger samt overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

F.

der henviser til, at Kommissionen har understreget, at denne opgave i høj grad er væsentlig for borgernes interesser, og i denne forbindelse har anerkendt vigtigheden af et retsfællesskab (3),

G.

der henviser til, at Kommissionen bekræfter, at dens ovennævnte meddelelse af 20. marts 2002 fastsætter de administrative foranstaltninger til fordel for klageren, som den forpligter sig til at overholde under behandlingen af klagen og undersøgelsen af den tilhørende overtrædelsessag,

H.

der henviser til, at Ombudsmanden finder, at Kommissionens undladelse af at tage endelig stilling til klagerens klage om overtrædelse er et tilfælde af fejl eller forsømmelse,

I.

der henviser til Ombudsmandens henstilling til Kommissionen, hvorefter den bør behandle klagen så hurtigt og omhyggeligt som muligt,

1.

bifalder Den Europæiske Ombudsmands henstilling til Kommissionen;

2.

understreger, at Kommissionen ved behandlingen af klager indgivet af borgere, som påstår, at en medlemsstat har overtrådt fællesskabsretten, altid bør overholde principperne om god forvaltningsskik;

3.

påpeger, at Kommissionen i sin ovennævnte meddelelse af 20. marts 2002 har påtaget sig visse forpligtelser, for så vidt angår behandlingen af klager om overtrædelser;

4.

henviser til, at Kommissionen i nævnte meddelelse har anført, at den som hovedregel inden for en frist på ét år fra klagens registrering afgør, om der skal indledes en overtrædelsesprocedure, eller om sagen skal henlægges, og at den skriftligt giver klageren besked, hvis denne frist overskrides;

5.

erkender, at Kommissionens undersøgelse i vanskelige og komplicerede sager kan vare mere end et år; finder imidlertid, at overskridelsen af fristen på et år kun er berettiget, når undersøgelsen rent faktisk stadig pågår;

6.

bemærker, at Kommissionen i den foreliggende sag vedrørende den tyske regerings mangelfulde anvendelse af arbejdstidsdirektivet (4) havde til hensigt at behandle klagen på baggrund af sit forslag om ændring af direktivet og besluttede at afvente resultatet af drøftelserne af forslaget med de øvrige fællesskabsinstitutioner;

7.

minder om, at forslaget blev forelagt i september 2004, og at der ikke er tegn på, at Kommissionen siden da har foretaget sig yderligere for at komme videre med undersøgelsen;

8.

bemærker, at i stedet for at træffe en af to mulige afgørelser — enten formelt at indlede en overtrædelsesprocedure eller at henlægge sagen — har Kommissionen undladt at foretage sig yderligere i sin undersøgelse;

9.

er af den opfattelse, at der ikke i fællesskabsretten er hjemmel til at tilsidesætte gældende lovgivning og domme med henvisning til, at nye regler er under overvejelse; påpeger, at Kommissionen også undlod at behandle spørgsmål i klagen, som ikke havde nogen forbindelse med de foreslåede ændringer til det gældende direktiv;

10.

erkender, at Kommissionen råder over et vist skøn under behandlingen af klager og overtrædelsesprocedurer, især med hensyn til at indbringe sager for Domstolen, men påpeger, at EF-traktatens artikel 226 bestemmer, at Kommissionen skal iværksætte den indledende procedure, hvis den finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten;

11.

er af den opfattelse, at de skønsmæssige beføjelser også er underkastet retlige begrænsninger fastlagt af almindelige forvaltningsretlige principper, således som det er fastsat i Domstolens praksis, og ikke bør gå ud over de grænser, som Kommissionen selv har fastsat i sin ovennævnte meddelelse af 20. marts 2002;

12.

gentager sin bekymring over den ubegrundede og urimeligt lange tid — ofte flere år — det tager for Kommissionen at forfølge og afslutte overtrædelsesprocedurer, og sin utilfredshed med de hyppige eksempler på, at medlemsstaterne ikke retter sig efter Domstolens afgørelser; mener, at det undergraver tilliden til, at fællesskabsretten formuleres og gennemføres korrekt, og at det bringer EU's mål i miskredit;

13.

fremhæver atter, at medlemsstaterne spiller en central rolle for den korrekte gennemførelse af fællesskabslovgivningen, og understreger, at den praktiske anvendelse heraf er afgørende for målsætningen om, at Den Europæiske Union skal have øget relevans for borgerne;

14.

anmoder Kommissionen om at fremlægge en liste med navnene på de medlemsstater, hvis lovgivning ikke på alle punkter er i overensstemmelse med bestemmelserne i arbejdstidsdirektivet, og med angivelse af de foranstaltninger, den træffer i forbindelse hermed; opfordrer indtrængende Kommissionen til omgående at reagere i overensstemmelse med sine beføjelser i alle tilfælde og i alle medlemsstater, hvor gennemførelsen eller implementeringen af direktivet ikke overholder den lovgivning, som er fastlagt af lovgiveren og Domstolen;

15.

opfordrer indtrængende Kommissionen til straks at analysere den nye tyske lov, der blev vedtaget den 1. januar 2004, og som trådte i kraft den 1. januar 2007, for at fastslå, om den på alle punkter er i overensstemmelse med bestemmelserne i arbejdstidsdirektivet og alle relevante domme fra Domstolen; understreger behovet for, at Kommissionen foretager en detaljeret undersøgelse af direktivets gennemførelse;

16.

bemærker, at Kommissionen for nyligt har revideret sine retningslinjer om overtrædelsesprocedurer; forstår på baggrund af dette dokument, at en liste over afgørelser på forhånd vil blive forelagt De Faste Repræsentanter og medlemsstaterne, og at der kan udsendes pressemeddelelser om afgørelser om traktatbrud på den dag, de formelt er blevet truffet; konstaterer dog, at der ikke findes nogen bestemmelser om, at Parlamentet eller dets ansvarlige udvalg skal informeres;

17.

gentager sin indtrængende opfordring til Kommissionen om at holde Parlamentet og navnlig Udvalget for Andragender fuldt underrettet om de afgørelser, der træffes i overtrædelsessager, på alle stadier i proceduren;

18.

fremhæver, at Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 230 har ret at indbringe klager for Domstolen under de samme betingelser, som gælder for Rådet og Kommissionen, og at Parlamentet i henhold til traktatens artikel 201 er beføjet til at føre kontrol med Kommissionens virksomhed;

19.

opfordrer også indtrængende alle medlemsstaterne til — på baggrund af ovenstående — nøje at anvende alle regler om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen på grundlag af princippet om, at den fortolkning af lovgivningen, som begunstiger arbejdstagernes sundhed og sikkerhed mest, i tvivlstilfælde bør foretrækkes (in dubio pro operario);

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Ombudsmand.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/35

A.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er et grundlæggende princip i EU, der er anerkendt i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; der endvidere henviser til, at der stadig er mange uligheder mellem kvinder og mænd trods betydelige fremskridt på området,

B.

der henviser til, at vold mod kvinder er en betydelig hindring i forbindelse med ligestilling mellem kønnene og er en af de hyppigst forekommende krænkelser af menneskerettighederne, uden geografiske, økonomiske og sociale grænser, og at antallet af kvinder, der udsættes for vold, er foruroligende,

C.

der henviser til, at begrebet »vold mod kvinder« omfatter enhver kønsbestemt voldshandling mod kvinder, der resulterer i eller kan medføre fysiske, seksuelle eller psykologiske skader eller lidelser, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten disse forekommer i det offentlige liv eller privatlivet,

D.

der henviser til, at menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse er en uacceptabel krænkelse af menneskerettighederne og er en slags moderne slaveri, der hænger tæt sammen med andre former for kriminalitet, som i betydelig grad undergraver alle bestræbelser på at sikre ligestilling mellem kvinder og mænd,

E.

der henviser til, at fremme af en fleksibel erhvervspolitik på arbejdsmarkedet ikke hovedsageligt skal tilpasses virksomhedernes eller de offentlige myndigheders behov, men at en fleksibel politik først og fremmest skal tage udgangspunkt i den tid, kvinden og manden har brug for for at påtage sig deres respektive ansvar i familien på seriøs vis,

F.

der henviser til, at hverken specifikke retningslinjer på ligestillingsområdet eller søjlen vedrørende lige muligheder længere indgår i den europæiske beskæftigelsesstrategi,

G.

der henviser til, at kønsspecifikke forskelle inden for beskæftigelse betyder, at der stadig eksisterer både kvalitets- og kvantitetsmæssige forskelle mellem kønnene,

H.

der henviser til, at forskellen i løn mellem kvinder og mænd siden 2003 har ligget konstant på 15 % og kun er blevet mindsket med et procentpoint siden 2000,

I.

der henviser til, at opdelingen i sektorer og erhverv mellem kvinder og mænd ikke aftager og endda tiltager i visse lande,

J.

der henviser til, at kvinders deltagelse i beslutningsprocesser er en afgørende indikator for ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at antallet af kvindelige erhvervs- og universitetsledere fortsat er lavt, og at antallet af kvindelige politikere eller forskere kun stiger meget langsomt,

K.

der henviser til, at de stadigt eksisterende stereotyper i forbindelse med kvinders uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder er med til at opretholde ulighederne,

L.

der henviser til, at Lissabonmålene om skabelse af vækst og fremme af social markedsøkonomi kun kan nås ved at udnytte kvindernes potentiale på arbejdsmarkedet fuldt ud,

M.

der henviser til, at der er en risiko for »tvunget« deltidsarbejde, navnlig for kvinder, idet det tit er et valg, som påtvinges dem på grund af manglende pasningsmuligheder,

N.

der henviser til, at kvinder i højere grad end mænd stilles over for en række udfordringer og vanskeligheder, navnlig hvad angår beskæftigelseskvalitet, medhjælpende ægtefællers situation inden for områder, som f.eks. landbrug eller fiskeri og små familievirksomheder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, moderskabsbeskyttelse og øget risiko for at blive ramt af fattigdom,

O.

der henviser til, at beskæftigelsesgraden for både mænd og kvinder er lavere i landdistrikterne, og at en række kvinder derudover aldrig er aktive på det officielle arbejdsmarked, og at de derfor ikke er registreret som ubeskæftigede eller medtaget i arbejdsløshedsstatistikkerne, hvilket medfører særlige problemer af økonomisk og juridisk art med hensyn til adgang til barselsorlov, sygeorlov, opsparing af pensionsrettigheder og adgang til social sikring samt problemer i tilfælde af skilsmisse; der henviser til, at landdistrikterne er hårdt ramt af mangel på beskæftigelsesmuligheder af høj kvalitet,

P.

der henviser til, at vilkårene for visse grupper af kvinder, der ofte står over for en kombination af flere vanskeligheder og risici samt er udsat for dobbelt forskelsbehandling — navnlig handicappede kvinder, kvinder med forsørgerpligt, ældre kvinder, kvinder fra minoriteter, indvandrerkvinder og kvindelige fanger — øjensynligt forværres,

Q.

der henviser til, at der stadig er store forskelle mellem kvinder og mænd inden for alle andre aspekter, der har med arbejdsmiljøets kvalitet at gøre, f.eks. foreningen af arbejds- og privatliv, arbejdsordninger, der ikke i fuld udstrækning udnytter personernes evner, og inden for området med sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen; der henviser til, at beskæftigelsesgraden for kvinder, der har børn, som skal forsørges, kun er 62,4 %, hvorimod den er 91,4 % hos mændene; der henviser til, at 76,5 % af alle arbejdstagere på deltid er kvinder; at de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ligeledes er mere almindelige hos kvinder (15,1 %, hvilket er et procentpoint mere end hos mændene), og at langtidsarbejdsløshed fortsat forekommer oftere hos kvinder (4,5 %) end hos mænd (3,5 %),

R.

der henviser til, at risikoen for at komme til at leve i fattigdom er større for kvinder end for mænd, navnlig for kvinder over 65 år (21 %, 5 procentpoint mere end hos mænd),

S.

der henviser til, at det at forene arbejds-, familie- og privatliv stadig er et uløst problem for både kvinder og mænd,

T.

der henviser til, at arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle, når det gælder om at definere og effektivt iværksætte foranstaltninger for ligestilling mellem mænd og kvinder på europæisk, nationalt, regionalt og sektorspecifikt plan og på virksomhedsplan,

U.

der henviser til, at den lige deltagelse i familiære og huslige pligter mellem mænd og kvinder, navnlig gennem øget brug af muligheden for at gå på barsels- og forældreorlov, er en forudsætning for at fremme og gennemføre ligestilling mellem kvinder og mænd; der endvidere henviser til, at det er diskriminerende over for og forfordeler kvinderne på arbejdsmarkedet, at barsels- og forældreorloven ikke medtages i beregningen af kvindernes samlede arbejdstid,

V.

der henviser til, at det er vigtigt med adgang til pasningsordninger for børn, ældre og andre personer, over for hvem der består forsørgerpligt, for at give mænd og kvinder mulighed for at deltage på lige fod på arbejdsmarkedet og i uddannelsesforløb,

W.

der henviser til, at strukturfondsforordningerne fastsætter, at medlemsstaterne og Kommissionen skal sikre, at ligestilling mellem kønnene og integrering af kønsaspektet fremmes i fondenes forskellige gennemførelsesfaser,

1.

glæder sig over Kommissionens ovennævnte beretning om ligestilling og gentager, at ligestillingspolitikken har en tvedelt karakter på EU-plan, idet der på den ene side sikres ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder (integrering af ligestillingsaspektet), mens der på den anden side gennemføres målrettede foranstaltninger for at mindske forskelsbehandlingen af kvinder, herunder bevidstgørelseskampagner, udveksling af bedste praksis, dialoger med borgerne og offentlig-private partnerskabsinitiativer;

2.

understreger, at det er vigtigt at bekæmpe volden mod kvinder for at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til i fællesskab at træffe foranstaltninger på dette område; opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje muligheden for nye foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder;

3.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forene deres kræfter i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og netværk for menneskehandel og til i øget grad at træffe lovgivningsmæssige, administrative, uddannelsesmæssige, sociale og kulturelle foranstaltninger for at begrænse efterspørgslen efter prostitution;

4.

opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at ratificere Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel;

5.

mener, at kvindernes deltagelse i beslutningsprocessen på lokalt, nationalt og EU-plan ikke er tilstrækkelig: opfordrer derfor Kommissionen, medlemsstaterne og de politiske partier til at overveje tiltag til forbedring af situationen; henviser i den forbindelse til, at brugen af valgkvoter har en positiv indvirkning på kvindernes repræsentation;

6.

understreger, at der en sammenhæng mellem kvinders deltagelse i politik og beslutningsprocesser og deres deltagelse i ngo'er og aktiviteter inden for civilsamfundet; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte aktiviteter, der fremmer deres deltagelse heri;

7.

understreger betydningen af kvinders aktive inddragelse i fagforeninger med opgaver, der tager sigte på at beskytte kvinder på arbejdspladsen og sikre dem de rettigheder, de har krav på;

8.

bemærker, at det er vigtigt, at kvinder selv har kontrol over deres seksuelle og reproduktive rettigheder; støtter derfor de foranstaltninger og aktiviteter, der skal forbedre kvindernes adgang til seksuel og reproduktiv sundhedspleje og gøre dem mere bevidste om deres rettigheder og de tjenesteydelser, der står til deres rådighed;

9.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i alle social- og beskæftigelsespolitikker og politikker vedrørende social sikring at træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre ligestilling mellem kønnene, navnlig inden for flexicuritystrategien, og til at bekæmpe alle former for forskelsbehandling;

10.

støtter de foranstaltninger, som Den Europæiske Socialfond har fremmet, samt Progressprogrammet for 2007-2013, hvis mål er at forbedre kvinders situation på arbejdsmarkedet og bidrage til at bekæmpe forskelsbehandling;

11.

er bekymret over, at der i de seneste fem år ikke har været en fremgang at spore i forbindelse med lønforskellen mellem mænd og kvinder; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere strategierne og foranstaltningerne på området og, om nødvendigt, i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at undersøge nye foranstaltninger eller tilgange til gennemførelsen af eksisterende foranstaltninger for at forbedre situationen; støtter i den forbindelse forslaget fra det rådgivende udvalg for ligestilling, hvis mål er at skærpe den europæiske lovgivning på dette område ved at pålægge arbejdsgiverne at foretage en revision af lønningerne og udarbejde handlingsplaner med henblik på at mindske lønforskellen; understreger, at der er behov for fælles foranstaltninger, specielt med hensyn til den nye etape af den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse og de fælles principper for flexicurity;

12.

er bekymret over kvindernes ugunstige situation på arbejdsmarkedet, som medfører, at de opnår færre individuelle rettigheder til pensionsordninger og andre sociale ydelser, navnlig i de systemer, hvor disse rettigheder hovedsageligt er baseret på den enkeltes arbejdsmarkedsbidrag eller indtægter; opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe effektive foranstaltninger til at sikre overholdelsen af de sociale normer og et arbejde, hvor lønmodtagerens rettigheder respekteres, i de forskellige sektorer, således at arbejdstagere og især kvinder sikres anstændige lønninger, ret til sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, social beskyttelse og fagforeningsfrihed, hvilket bidrager til at bringe forskelsbehandlingen mellem kvinder og mænd på arbejdspladsen til ophør;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte Kommissionen i dens kontrol med gennemførelsen af nationale foranstaltninger for at vurdere, om ligestillingsprincippet bliver overholdt, især i forbindelse med de juridiske rettigheder og pensions- og socialsikringsordningerne;

14.

opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at erklære den 22. februar for Den Internationale Dag for Ligeløn;

15.

er bekymret over den fortsatte kløft mellem kvinders og mænds uddannelsesniveau på den ene side, hvor kvindernes præstationer er bedre end mændenes, og deres arbejdsmarkedssituation på den anden side, hvor kvinder tjener mindre, har færre sikre jobs og gør langsommere fremskridt i deres karriere end mænd; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at analysere årsagerne til denne situation og foreslå løsninger;

16.

henstiller, at medlemsstaterne aktivt bestræber sig på at fremme ligestilling blandt skoleelever og træffer foranstaltninger til at bekæmpe den faglige adskillelse, der stadig eksisterer på uddannelsesområdet, hvor procentdelen af kvindelige lærere inden for før- og grundskoleundervisning langt overgår procentdelen af kvindelige lærere på gymnasieniveau, som er mere mandsdomineret, og som giver større anerkendelse, højere løn og social status;

17.

foreslår, at Kommissionen undersøger muligheden for at træffe foranstaltninger til at opfordre kvinder og mænd til at læse naturvidenskabelige og tekniske fag for at forøge udbudet af fagfolk i disse sektorer og imødekomme efterspørgslen;

18.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe yderligere foranstaltninger til at forbedre kvinders adgang til og deltagelse på arbejdsmarkedet, navnlig inden for de sektorer, hvor kvinder er underrepræsenteret, som f.eks. højteknologi, forskning, videnskab og ingeniørvæsen, og øge kvaliteten af kvinders beskæftigelse, især gennem programmer for livslang læring og uddannelse på alle niveauer; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af EU's strukturfonde for at opnå dette;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksomme på situationen for medhjælpende ægtefæller inden for håndværk, handel, landbrug, fiskeri og små familievirksomheder, både med hensyn til ligestillingsaspektet og under hensyntagen til det faktum, at kvinder befinder sig i en langt mere sårbar situation end mænd; opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremsætte et forslag til ændring af direktiv 86/613/EØF om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel (12) for at bekæmpe indirekte forskelsbehandling, udvikle en positiv forpligtelse til ligebehandling og forbedre den retlige situation for medhjælpende ægtefæller;

20.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle fælles medejerskab som juridisk begreb for dermed fuldt ud at anerkende kvinders rettigheder inden for landbrugssektoren, den dertil knyttede beskyttelse i form af social sikring samt anerkendelse af deres arbejdsindsats;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme iværksætterprogrammer for kvinder i industrisektoren og støtte kvinder økonomisk ved etablering af virksomheder og med strukturer for erhvervsrådgivning samt den passende uddannelse;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på tilstedeværelsen af moderskabsfaciliteter for kvinder i selvstændige erhverv;

23.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på det faktum, at der er et voksende antal arbejdstagere, der formelt er selvstændige men konkret kan placeres i kategorien »økonomisk afhængige arbejdstagere«;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at anerkende de virksomheder, der træffer foranstaltninger til at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og gøre balancen mellem arbejds- og privatlivet lettere med henblik på at fremme god praksis på området;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere og tage særligt hensyn til de mere sårbare kvindegrupper, navnlig handicappede kvinder, kvinder, der har forsørgerpligt, ældre kvinder, kvinder fra minoriteter og indvandrerkvinder, indsatte kvinder, og gennemføre foranstaltninger, der er tilpasset deres behov;

26.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage og gennemføre nødvendige foranstaltninger for at hjælpe handicappede kvinder med at gøre fremskridt på de områder i det sociale, arbejdsmæssige, kulturelle og politiske liv, hvor de endnu er underrepræsenteret;

27.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme indvandrerkvinders adgang til uddannelse og beskæftigelse ved at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af den dobbelte forskelsbehandling, som indvandrerkvinder udsættes for på arbejdsmarkedet, og ved at skabe fordelagtige betingelser for deres adgang til arbejdsmarkedet og finde en balance mellem arbejds- og privatliv samt sikre den nødvendige erhvervsuddannelse;

28.

glæder sig over høringen mellem Kommissionen og arbejdsmarkedets parter, hvis mål er at forbedre de lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige rammer for en forening af arbejds-, familie- og privatlivet; ser frem til udarbejdelsen af en analyse af resultaterne af denne høring og fremlæggelsen af forslag på grundlag af denne analyse, især forslag om barselsorlov og medregning af denne i den samlede arbejdstid, forældreorlov, forældreorlov for fædre, adoptionsorlov og pasningsorlov; mener endvidere, at rammeaftalen vedrørende forældreorlov kan forbedres med henblik på følgende punkter: tilvejebringelse af incitamenter for fædre til at tage forældreorlov, forbedring af rettighederne for de arbejdstagere, der tager forældreorlov, gøre orlovsordningen mere fleksibel, øgning af længden på forældreorlov samt lønnen under orlov;

29.

påpeger, at enhver politik om foreningen af arbejds- og familielivet skal baseres på princippet om det frie personlige valg og være tilpasset de forskellige livsfaser;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde specifikke foranstaltninger for at bekæmpe uligheder mellem kvinder og mænd på grund af afbrudte beskæftigelsesmønstre, der især opstår på grund af barselsorlov eller pasningsorlov, og for at mindske de negative konsekvenser heraf for karriere, løn og pensionsrettighederne;

31.

bemærker, at foreningen af arbejds-, privat- og familielivet er en grundlæggende faktor for at kunne øge beskæftigelsen, og opfordrer Kommissionen til at indhente oplysninger og informere om bedste praksis i forbindelse med, at der sikres god balance mellem arbejdsliv og privatliv og større deltagelse i familielivet fra mændenes side;

32.

anmoder indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne om at fremme mændenes deltagelse i gennemførelsen af ligestillingspolitikker, navnlig med hensyn til at forene arbejds-, familie- og privatlivet;

33.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at forbedre børnepasningsordningerne og pasningsordninger for plejekrævende personer med hensyn til disponibilitet, kvalitet og adgang i henhold til Barcelonamålene og at sikre, at disse ydelser er forenelige med fuldtidsbeskæftigelse for kvinder og mænd, der har ansvar for børn og personer, for hvem der består forsørgerpligt;

34.

opfordrer de ansvarlige i virksomhederne til i deres personaleforvaltningsplaner at medtage fleksible familiepolitiske foranstaltninger, som gør det lettere for deres arbejdstagere at vende tilbage til jobbet efter en fraværsperiode;

35.

henleder Kommissionens og medlemsstaternes opmærksomhed på feminiseringen af fattigdom på et tidspunkt, hvor kvinder, navnlig ældre kvinder og enlige mødre, har en større risiko for at blive udstødt og ramt af fattigdom, og opfordrer dem indtrængende til at udarbejde foranstaltninger, der kan forebygge denne tendens;

36.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle uddannelses- og gennemførelsesinstrumenter, som gør det muligt for alle de berørte parter at medtage et perspektiv baseret på lige muligheder for kvinder og mænd i deres respektive kompetenceområder, herunder en vurdering af politikkernes specifikke indvirkning på kvinder og mænd;

37.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at sikre en effektiv udnyttelse af de eksisterende instrumenter, som f.eks. manualer til integrering af ligestilling mellem mænd og kvinder i Kommissionens beskæftigelsespolitikker;

38.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre en uddannelse, der på passende vis tager højde for ligestilling mellem mænd og kvinder, af de embedsmænd, der er ansvarlige for gennemførelsen af fællesskabsprogrammer på nationale, regionale og lokale planer;

39.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en række kvantitative og kvalitative indikatorer og kønsbaserede statistikker, der er pålidelige, sammenlignelige og om nødvendigt tilgængelige, og som skal anvendes under opfølgningen af gennemførelsen af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse, således at kønsaspektet tages i betragtning, og der sikres passende iværksættelse og opfølgning af politikker;

40.

glæder sig over etableringen af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder og udnævnelsen af bestyrelsesmedlemmerne, hvilket har givet instituttet et beslutningstagende organ; er imidlertid bekymret over, at besættelsen af direktørstillingen ved instituttet trækker ud, og opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at løse dette problem;

41.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder i dens kommende årsberetninger om ligestilling mellem kvinder og mænd at medtage fakta og statistikker fra kandidatlande og eventuelle kandidatlande;

42.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme idrætsaktiviteter og en sund livsstil blandt befolkningen som helhed i betragtning af, at kvinder i mindre omfang deltager i idrætsaktiviteter.

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/42

A.

der henviser til, at protokollen om beskyttelse af dyr og dyrevelfærd kræver, at Fællesskabet og medlemsstaterne i fuldt omfang tager hensyn til dyrevelfærdsbehov i forbindelse med udformning og gennemførelse af landbrugs- og forskningspolitikker,

B.

der henviser til, at kloningsprocedurer udviser en lav overlevelsesprocent for overførte embryoner og klonede dyr, idet mange klonede dyr dør i de tidlige stadier af livet af hjerte-kar-sygdomme, immundefekter, leversvigt, åndedrætsproblemer og nyre- og muskelskeletabnormiteter,

C.

der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) konkluderede i sin udtalelse af 2008 at graden af kloners dødelighed og sygelighed er højere end i naturligt producerede dyr, og at aborter sent i graviditeten og graviditetsproblemer kan påvirke rugemødrenes sundhed,

D.

der henviser til, at Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi (EGE), på baggrund af det nuværende omfang af lidelser og sundhedsproblemer hos rugemødre og dyrekloner, sætter spørgsmålstegn ved, om kloning af dyr til fødevarer er etisk begrundet, og ser ikke nogen overbevisende argumenter, der kan berettige produktion af fødevarer af kloner og disses afkom,

E.

der henviser til, at der ifølge Rådets Direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål (1), ikke må anvendes naturlig eller kunstig avl eller avlsmetoder, der påfører eller kan påføre de berørte dyr lidelse eller skade (bilag, punkt 20),

F.

der henviser til, at kloning i betydelig grad ville mindske den genetiske mangfoldighed inden for husdyrbestandene og øge muligheden for, at hele bestande bliver udryddet af sygdomme, som de er følsomme over for,

G.

der henviser til, at EFSA den 24. juli 2008 offentliggjorde en videnskabelig udtalelse om følgevirkningerne af kloning af dyr for fødevaresikkerhed, dyresundhed og -velfærd og miljøet, hvori den konkluderede, at sundheden og velfærden hos et betydeligt antal klonede dyr var negativt påvirket, ofte i alvorlig grad og med dødelig udgang,

H.

der henviser til, at hovedformålet med kloning er at skabe mangfoldige eksemplarer af dyr med hurtige vækstrater eller høj ydelse, men at den traditionelle selektive avl allerede har ført til benproblemer og kardiovasculære funktionsfejl hos hurtigtvoksende grise og halten, mastitis og for tidlig slagtning af højtydende kvæg; der ligeledes henviser til, at kloning af de hurtigst voksende og højst ydende dyr vil føre til sundheds- og velfærdsproblemer på endnu højere plan,

I.

der henviser til, at udover at følgevirkninger af kloning af dyr til fødevarer ikke er blevet tilstrækkelig undersøgt, udgør den en alvorlig trussel mod den europæiske landbrugsmodels ansigt udadtil og substans, som er baseret på produktkvalitet, miljøvenlige principper og respekt for strenge dyrevelfærdsbetingelser,

1.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om at forbyde følgende til fødevareformål: i) kloning af dyr, ii) opdræt af klonede dyr eller disses afkom, iii) omsætning af kød eller mejeriprodukter stammende fra klonede dyr eller disses afkom og iv) import af klonede dyr, disses afkom, sæd eller embryoer fra klonede dyr eller disses afkom og kød eller mejeriprodukter stammende fra klonede dyr eller disses afkom, under hensyntagen til anbefalinger fra EFSA og EGE;

2.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/43

A.

der henviser til, at socialisering (gennem skole, familie og det sociokulturelle miljø) er en proces, der skaber identitet og værdier, tro og holdninger, hvilket giver individet en plads og en funktion i det samfund, som han eller hun vokser op i; der henviser til, at identificering er et nøglebegreb, der kan bruges til at forstå, hvordan processen fungerer,

B.

der henviser til, at der bør gøres mere både i hjemmet og i skolen for fra en tidlig alder at fremme rimelig og ansvarlig brug af tv og nye teknologier,

C.

der henviser til, at diskriminerende og/eller nedsættende budskaber baseret på køn og alle former for kønsstereotyper udgør en hindring for et moderne samfund med ligestilling mellem kønnene,

D.

der henviser til, at stereotyper kan fremme en adfærd, der medvirker til identificering,

E.

der henviser til, at reklamer og markedsføring afspejler en kultur og bidrager til at skabe den,

F.

der henviser til, at reklamerne er en integreret del af markedsøkonomien, og at det er et af aspekterne af den virkelighed, som alle konfronteres med til hverdag,

G.

der henviser til, at reklamer undertiden kan afspejle en noget karikeret holdning til kvinders og mænds liv,

H.

der henviser til, at forskelsbehandling på grund af køn stadig er udbredt i medierne, og at kønsstereotype reklamer og medier kan anses som en del af denne forskelsbehandling,

I.

der henviser til, at kønsstereotype reklamer således afspejler den ulige fordeling af magt mellem kønnene,

J.

der henviser til, at man for at fremme lighed og samarbejde mellem kvinder og mænd både i den private og den offentlige sfære bliver nødt til at bekæmpe stereotype kønsroller på alle plan i samfundet,

K.

der henviser til, at stereotype kønsroller lige fra et barns første socialiseringsår kan bidrage til forskelsbehandling på grund af køn, hvilket forstærker fastholdelsen af livslange uligheder mellem kvinder og mænd og bevirker, at der opstår kønsspecifikke klichéer,

L.

der henviser til, at begrebet kønsstereotyper giver bagslag og bidrager til, at arbejdsmarkedet bliver opdelt i erhverv efter køn, og at kvinder generelt tjener mindre end mænd,

M.

der henviser til, at hele samfundet bør inddrages for at undgå, at stereotype kønsroller fremmes, og at det drejer sig om at dele ansvaret herfor mellem alle,

N.

der henviser til, at hindringerne for, at der i alle sociale situationer fremstilles et positivt billede af mænd og kvinder, skal fjernes,

O.

der henviser til, at børn er en særlig udsat gruppe, at de ikke kun stoler på autoriteter, men også på figurer fra eventyr, tv-programmer, billedbøger, undervisningsmateriale, computerspil, legetøjsreklamer osv.; der henviser til, at de lærer ved at efterligne det, de lige har oplevet; der henviser til, at kønsstereotype reklamer derfor påvirker den individuelle udvikling, og fremmer kønnets indflydelse på, hvad der muligt, og hvad der ikke er muligt,

P.

der henviser til, at reklamer i forskellige typer medier er en del af vores hverdag, og at det er særlig vigtigt, at reklamer i medierne er omfattet af de eksisterende etiske og/eller juridisk bindende regler og/eller adfærdskodeks, for at forhindre forekomst af diskriminerende eller nedværdigende kønsstereotype budskaber samt opfordring til vold i reklamer;

Q.

der henviser til, at ansvarlige reklamer kan have en positiv indflydelse på samfundets opfattelser af emner som »kropsbilleder«, »kønsroller« og »normalitet«, og at reklamer kan være et stærkt værktøj til at udfordre og håndtere stereotyper,

1.

understreger, at det er vigtigt, at kvinder og mænd får samme muligheder for at udvikle sig som individer;

2.

bemærker, at stereotype kønsopfattelser stadig er meget udbredte, til trods for at der er udarbejdet forskellige fællesskabsprogrammer for at opnå ligestilling mellem kønnene;

3.

understreger, at yderligere forskning vil bidrage til at belyse forbindelsen mellem kønsstereotype reklamer og manglende ligestilling mellem kønnene;

4.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at udnytte og sprede kundskab om ovennævnte forskning og resultaterne heraf;

5.

understreger, at det er vigtigt, at medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, som de har forpligtet sig til at træffe gennem ovennævnte europæiske ligestillingspagt;

6.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at følge de retningslinjer, der er vedtaget gennem forskellige fællesskabsprogrammer, som f.eks. EQUAL, og de retningslinjer, der sigter mod at skabe ligestilling mellem kønnene;

7.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overvåge gennemførelsen af eksisterende bestemmelser i fællesskabslovgivning om forskelsbehandling på grund af køn og tilskyndelse til had på grund af køn;

8.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle oplysningsaktiviteter mod fornærmelser på grund af køn eller nedsættende billeder af kvinder og mænd i reklamer og markedsføring;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at studere og rapportere om opfattelsen af kvinder og mænd i reklamer og markedsføring;

10.

understreger, at stereotyper i reklamer i børnefjernsynsprogrammer udgør et særligt problem på grund af den mulige indvirkning på kønnenes socialisering og dermed børns syn på sig selv, familiemedlemmer og resten af verden;

11.

bemærker, at foranstaltninger, der sigter mod at bekæmpe stereotype kønsopfattelser i medier og reklamer, bør ledsages af uddannelsesmæssige foranstaltninger og foranstaltninger for at udvikle opmærksomheden fra en tidlig alder og for at udvikle kritiske evner allerede i ungdomsårene;

12.

understreger den grundlæggende rolle, som uddannelsessystemet bør spille for at udvikle børns kritiske evner med hensyn til billeder og medierne generelt for at forhindre de uhensigtsmæssige virkninger af forekomsten af kønsstereotyper i markedsføring og reklamer;

13.

konstaterer, at der bør sættes spørgsmålstegn ved de traditionelle kønsroller for at opnå ligestilling mellem kønnene;

14.

gør navnlig opmærksom på behovet for at fjerne budskaber, der er i strid med menneskelig værdighed og kønsstereotype budskaber fra lærebøger, legetøj, tv- og computerspil, internettet og de nye informations- og kommunikationsteknologier (IKT) samt reklamer i forskellige typer medier;

15.

bemærker med stor bekymring reklamer for seksuelle ydelser, som forstærker stereotyper af kvinder som objekter, i udgivelser som lokalaviser, som er synlige og tilgængelige for børn;

16.

bemærker, at det er nødvendigt at informere om de negative effekter af stereotype kønsopfattelser gennem kampagner for samfundet og vedvarende videreuddannelse for og i samarbejde med personer, der arbejder i medierne;

17.

gør opmærksom på, at anvendelse af tv og nye teknologier er stigende blandt børn og unge, at denne anvendelse starter i en meget tidlig alder, og at de i stigende grad ser tv uden overvågning;

18.

bemærker, at gengivelserne i markedsføring og reklamer af det ideelle kropsbillede kan påvirke kvinders og mænds selvværd negativt, navnlig teenagere og personer, der er modtagelige for spiseforstyrrelser som anorexia nervosa og bulimia nervosa; opfordrer navnlig annoncører til nøje at overveje deres anvendelse af ekstremt tynde kvinder til reklamer for produkter;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at markedsføring og reklamer garanterer respekt for den menneskelige værdighed og den personlige integritet, og at de hverken direkte eller indirekte er diskriminerende eller tilskynder til had på grund af køn, race, etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering eller indeholder materiale, som ud fra sammenhængen at dømme sanktionerer, fremmer eller forherliger vold mod kvinder;

20.

anerkender det arbejde, som medietilsyn i visse medlemsstater allerede har udført for at udforske virkningerne af kønsstereotyper og opfordrer tilsyn i alle medlemsstater til at dele bedste praksis med hensyn til disse spørgsmål;

21.

minder Kommissionen om, at ovennævnte direktiv 2004/113/EF oprindeligt i Kommissionens første forslag ligeledes omfattede forskelsbehandling i medierne; opfordrer Kommissionen til at øge bestræbelserne på at bekæmpe denne forskelsbehandling;

22.

understreger behovet for gode eksempler inden for medie- og reklameverdenen ud fra et kønsperspektiv for at vise, at det er muligt og ønskværdigt at opnå forandringer; mener, at medlemsstaterne bør oprette priser, som annoncører uddeler til medlemmer af deres egen branche, og priser, som offentligheden uddeler for de reklamer, som på bedste vis bryder med kønsstereotyper og giver et positivt og statusforbedrende billede af kvinder, mænd og forholdet mellem dem;

23.

understreger behovet for at formidle principperne om ligestilling mellem kønnene gennem publikationer og programmer, som er rettet mod forskellige aldersgrupper, for at udbrede bedste praksis og respekt for kønsrelaterede forskelle;

24.

understreger behovet for en fortsat debat om markedsføring og reklamer og deres rolle, hvad angår frembringelsen og opretholdelsen af stereotype kønsopfattelser;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle og lancere uddannelsesmæssige initiativer, som er udviklet i en ånd af tolerance, og som forebygger enhver form for stereotyper, for at fremme en kultur af ligestilling mellem kønnene ved hjælp af hensigtsmæssige uddannelsesprogrammer;

26.

understreger, at kønsstereotyper bør udryddes;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/47

A.

der henviser til, at Israel har været udsat for mange dødbringende terrorangreb mod civilbefolkningen i de senere år, og at de israelske myndigheder har truffet en række foranstaltninger for at forebygge sådanne terrorangreb, herunder anholdelse af mistænkte militante palæstinensere, men at kampen mod terrorisme ikke kan være en begrundelse for at overtræde den humanitære folkeret,

B.

der henviser til, at der i dag er over 11 000 palæstinensere, herunder flere hundrede kvinder og børn, i israelske fængsler og interneringscentre, og til, at de fleste tilbageholdte er blevet arresteret i de besatte palæstinensiske områder,

C.

der henviser til, at begrebet »barn« i henhold til FN's konvention om barnets rettigheder, som Israel har undertegnet, defineres som ethvert menneske under 18 år; der imidlertid henviser til, at palæstinensiske børn fra det fyldte 16. år betragtes som voksne i henhold til de israelske militære bestemmelser, der er gældende i de besatte palæstinensiske territorier, og ofte tilbageholdes under uacceptable vilkår,

D.

der henviser til, at den israelske regering den 25. august 2008 løslod 198 palæstinensere som tegn på god vilje og som en tillidsskabende foranstaltning og til, at der foregår forhandlinger mellem de to parter med henblik på en mere omfattende aftale om løsladelse af yderligere fanger,

E.

der henviser til de seneste positive skridt, der er taget af Israels og Libanons regeringer i forbindelse med udvekslingen af fanger for de jordiske rester af israelske soldater,

F.

der henviser til, at ca. 1 000 fanger tilbageholdes i Israel i på grundlag af afgørelser om »administrativ frihedsberøvelse« med ret til at gøre indsigelse, men uden anklage, retssag og ret til forsvar; som henviser til, at sådanne afgørelser om »administrativ frihedsberøvelse« kan forlænges, og i visse tilfælde også forlænges i årevis,

G.

der henviser til, at det i menneskerettighedsrapporter fremføres, at fanger udsættes for overgreb og tortur,

H.

der henviser til, at det for langt hovedparten af de palæstinensiske fanger i fængsler på israelsk territorium ofte er yderst vanskeligt at gøre brug af deres ret til at få besøg af deres familier, på trods af henvendelser til Israel fra Den Internationale Røde Kors Komité,

I.

der henviser til, at spørgsmålet om politiske fanger har betydelige politiske, sociale og humanitære implikationer, og at anholdelsen af 48 folkevalgte medlemmer af Det Palæstinensiske Lovgivende Råd og andre kommunalbestyrelsesmedlemmer har alvorlige konsekvenser for den politiske udvikling i det besatte palæstinensiske territorie; der henviser til, at det dokument, som tilbageholdte palæstinensiske politiske ledere af forskellig politisk observans vedtog i maj 2006, dannede grundlag for den nationale forsoning og banede vejen for dannelsen af en national enhedsregering,

J.

der henviser til, at forbindelserne mellem De Europæiske Fællesskaber og Israel i henhold til artikel 2 i associeringsaftalen mellem EU og Israel bygger på respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper, som udgør et væsentligt element i denne aftale; der henviser til, at det i handlingsplanen EU-Israel understreges, at respekten for menneskerettighederne og den humanitære folkeret indgår i de to parters fælles værdier,

1.

bifalder den israelske regerings nylige beslutning om at løslade et antal palæstinensiske fanger, da dette er en positiv gestus, som kan styrke Den Palæstinensiske Myndigheds autoritet og skabe et klima af gensidig tillid;

2.

opfordrer til, at der af Hamas og Israel tages skridt til øjeblikkelig løsladelse af den israelske korporal Gilad Shalit;

3.

understreger, at spørgsmålet om de palæstinensiske fanger har stor betydning såvel for det palæstinensiske samfund som for konflikten mellem Israel og Palæstina, og mener i denne forbindelse, at løsladelse af et betydeligt antal palæstinensiske fanger og en øjeblikkelig løsladelse af de fængslede medlemmer af Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, herunder Marwan Barghouti, kunne være et positivt skridt hen imod etablering af et klima med gensidig tillid, som er nødvendigt for, at der kan opnås væsentlige fremskridt i fredsforhandlingerne;

4.

støtter Israels legitime ønske om sikkerhed; mener, at retsstatsprincipperne skal respekteres fuldt ud over for alle fanger, og at dette er afgørende for et demokratisk land;

5.

opfordrer Israel til at sikre overholdelse af mindstestandarderne for tilbageholdelse, at stille alle tilbageholdte for en domstol, at indstille brugen af »administrativ frihedsberøvelse« og at gennemføre passende foranstaltninger med hensyn til mindreårige fanger og fangebesøg under fuld overholdelse af de internationale normer, herunder konventionen om barnets rettigheder og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;

6.

er bekymret over forholdene for palæstinensiske kvindelige fanger og udsatte fanger, idet de ifølge forlydender udsættes for mishandling og ikke har adgang til sundhedspleje;

7.

opfordrer Den Palæstinensiske Myndighed til at gøre alt for at forebygge enhver form for volds- eller terrorhandling, især udført af tidligere fanger og navnlig børn;

8.

er overbevist om, at en udbygning af forbindelserne mellem EU og Israel bør afhænge af, at Israel overholder sine forpligtelser i henhold til folkeretten;

9.

glæder sig over den beslutning, der blev truffet på det 8. møde i Associeringsrådet EU-Israel om at nedsætte et funktionsdygtigt underudvalg til afløsning for arbejdsgruppen om menneskerettigheder; kræver, at menneskerettighedsorganisationerne og ikkestatslige organisationer i Israel og de besatte palæstinensiske områder i vidt omfang høres og inddrages i overvågningen af Israels fremskridt hen imod overholdelse af landets forpligtelser i henhold til folkeretten;

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Israels regering, Knesset, formanden for Den Palæstinensiske Myndighed, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, kvartettens udsending til Mellemøsten, formanden for Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet, FN's højkommissær for menneskerettigheder og Den Internationale Røde Kors Komité.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/49

A.

der henviser til, at det i EU-traktatens artikel 11, stk. 1, i TEU fastsættes, at respekten for menneskerettighederne er et af målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og at det af EU-traktatens nye artikel 21, indført ved Lissabontraktatens artikel 1, nr. 24), fremgår, at »Unionens optræden på den internationale scene bygger på de principper, der har ligget til grund for dens egen oprettelse, udvikling og udvidelse, og som den tilstræber at fremme i den øvrige verden: demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende rettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten«,

B.

der henviser til, at sanktioner indføres med henblik på at nå de specifikke FUSP-mål som er fastsat i EU-traktatens artikel 11 i, og som omfatter, men ikke er begrænset til, fremme af respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati, retsstaten og god regeringsførelse,

C.

der henviser til, at ovennævnte grundprincipper for anvendelse af restriktive foranstaltninger (sanktioner) er det første dokument, som fastsætter en konkret ramme, inden for hvilken EU kan indføre sanktioner, på trods af at EU’s praksis på området stammer tilbage fra starten af 1980’erne og i særdeleshed EU-traktatens ikrafttræden i 1993; der henviser til, at dette dokument formelt gør sanktioner til et instrument under FUSP og derfor er udgangspunktet for en europæisk sanktionspolitik,

D.

der henviser til, at denne sanktionspolitik primært bygger på følgende fem mål inden for rammerne af FUSP: at beskytte Unionens fælles værdier, grundlæggende interesser, uafhængighed og integritet i overensstemmelse med principperne i FN’s pagt; at styrke Unionens sikkerhed i alle henseender; at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN’s pagt samt principperne i Helsingforsslutakten og målene i Parischartret, herunder de principper og de mål, der vedrører de ydre grænser; at fremme det internationale samarbejde; at udvikle og befæste demokratiet og retsstatsprincippet samt respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder,

E.

der henviser til, at der er en voksende international konsensus om, at ethvert alvorligt og forsætligt anslag mod miljøet er til skade for freden og den internationale sikkerhed og udgør en overtrædelse af menneskerettighederne,

F.

der henviser til, at EU er indstillet på systematisk at indføre sanktioner, som er vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt, og samtidig indfører egne sanktioner i mangel af et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd i tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet ikke har beføjelse til at gribe ind eller er forhindret i at gøre det på grund af manglende enighed blandt medlemmerne; understreger i den forbindelse både FN’s og EU’s pligt til at indføre sanktioner i overensstemmelse med folkeretten,

G.

der henviser til, at EU’s sanktionspolitik således omfatter FN’s Sikkerhedsråds sanktioner, men at rækkevidden og målene i EU’s politik er bredere end i FN’s Sikkerhedsråds politik (international fred og sikkerhed),

H.

der henviser til, at sanktioner er et af de instrumenter, som EU kan anvende til at gennemføre sin menneskerettighedspolitik; minder om, at anvendelsen af sanktioner skal være en del af et integreret og sammenhængende politisk tiltag og skal være i overensstemmelse med Unionens generelle strategi på det pågældende område, og skal udgøre det sidste forsøg på listen over prioriteter til gennemførelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks særlige mål; der henviser til, at sanktionernes effektivitet afhænger af, at de iværksættes samtidigt af alle medlemsstater,

I.

der henviser til, at der ikke findes nogen officiel definition af, hvad en sanktion er, hverken i folkeretten eller i EU/EF-retten; der henviser til, at inden for rammerne af FUSP anses sanktioner eller restriktive foranstaltninger imidlertid for foranstaltninger, der helt eller delvist afbryder eller indskrænker de diplomatiske eller økonomiske forbindelser med et eller flere tredjelande, og søger at få indført en ændring af visse aktiviteter eller politikker, eksempelvis overtrædelser af folkeretten eller menneskerettighederne, eller en ændring af politikker, som krænker retsstatsprincippet eller de demokratiske principper, og som føres af tredjelandes regeringer, ikkestatslige enheder, fysiske eller juridiske personer,

J.

der henviser til, at de restriktive foranstaltninger omfatter en lang række foranstaltninger såsom våbenembargoer, handelssanktioner, finansielle/økonomiske sanktioner, indefrysning af aktiver, flyveforbud, adgangsrestriktioner, diplomatiske sanktioner, boykot af sportsbegivenheder og kulturelle begivenheder og midlertidig ophævelse af samarbejdet med et tredjeland,

K.

der henviser til, at i denne beslutning, ligesom i EU, anvendes ordene »sanktioner« og »restriktive foranstaltninger« synonymt; der henviser til, at denne beslutning tilslutter sig definitionen af relevante foranstaltninger i artikel 96 i Cotonouaftalen (16),

L.

der henviser til, at EU-sanktionerne selv bygger på en række forskellige retsgrundlag afhængig af den restriktive foranstaltnings præcise art og den juridiske karakter af forbindelserne med det pågældende tredjeland samt af de pågældende sektorer og mål; der henviser til, at disse faktorer afgør både proceduren for vedtagelse af sanktionerne — hvilket ofte, men ikke altid, kræver en fælles FUSP-holdning og dermed enstemmighed i Rådet — og den lovgivningsprocedure, der skal følges med henblik på at gøre sanktionerne juridisk bindende og kunne håndhæve dem, og hvor den almindelige procedure er den, som er fastsat i EF-traktatens artikel 301,

M.

der henviser til, at visumforbud og våbenembargoer er blevet de hyppigst anvendte FUSP-sanktioner og er de første skridt i EU’s sanktionsproces; der henviser til, at disse to typer foranstaltninger er de eneste, som kan gennemføres direkte af medlemsstaterne, eftersom de, jf. EF-traktaten, ikke er underlagt krav om vedtagelse af specifikke sanktionsbestemmelser; der henviser til, at finansielle sanktioner (indefrysning af aktiver) og handelssanktioner på den anden side kræver, at der vedtages specifikke sanktionsbestemmelser,

N.

der henviser til, at det ifølge ovennævnte grundprincipper for anvendelse af restriktive foranstaltninger (sanktioner) samt de relevante retningslinjer er mest hensigtsmæssigt at anvende målrettede sanktioner, fordi man for det første undgår en negativ påvirkning af en større gruppe mennesker, og fordi man for det andet direkte påvirker de ansvarlige og derfor sandsynligvis kan opnå ændringer i den politik, der føres af de pågældende personer,

O.

der anerkender, at der findes foranstaltninger, som, når de vedtages af Rådet i form af formandskabets konklusioner, ikke betegnes som »sanktioner« og samtidig adskiller sig fra de øvrige restriktive foranstaltninger på listen over FUSP-værktøjer,

P.

der henviser til, at de økonomiske forbindelser mellem EU og tredjelande ofte er reguleret af sektorspecifikke bilaterale eller multilaterale aftaler, som EU er forpligtet til at overholde i forbindelse med indførelse af sanktioner; der henviser til, at EU derfor om nødvendigt bør suspendere eller ophæve de relevante aftaler, inden der indføres økonomiske sanktioner, der er uforenelige med de rettigheder, som det pågældende tredjeland er tildelt i henhold til en eksisterende aftale,

Q.

der henviser til, at forbindelserne mellem EU og tredjelande ofte er reguleret af bilaterale eller multilaterale aftaler, som giver en af parterne ret til at træffe relevante foranstaltninger i tilfælde af den anden parts misligholdelse af en væsentlig forpligtelse i aftalen, navnlig manglende respekt for menneskerettighederne, folkeretten, de demokratiske principper og retsstatsprincippet (menneskerettighedsklausulen), og i denne sammenhæng er Cotonouaftalen et godt eksempel,

R.

der henviser til, at indførelsen og gennemførelsen af restriktive foranstaltninger skal være i overensstemmelse med menneskerettighederne og den humanitære folkeret, herunder retten til en retfærdig rettergang og retten til effektive retsmidler samt proportionalitet, og skal indeholde relevante undtagelser, der tager hensyn til de grundlæggende menneskelige behov hos de personer, der er genstand for foranstaltningerne, såsom adgang til grunduddannelse, drikkevand og lægehjælp, herunder nødvendig medicin; der henviser til, at en sanktionspolitik skal tage fuldt hensyn til de standarder, som er fastlagt i Genèvekonventionen, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt FN’s resolutioner vedrørende beskyttelse af civile og børn i væbnede konflikter;

S.

der henviser til, at EU’s og de enkelte medlemsstaters troværdighed skades, når EU’s sanktioner tilsyneladende brydes; der henviser til, at Robert Mugabe blev inviteret til at deltage i EU-Afrika-topmødet i Lissabon den 8.-9. december 2007, selv om der var udstedt et indrejseforbud for ham til alle EU-medlemsstaternes område ved Rådets fælles holdning 2004/161/FUSP (17) af 19. februar 2004 om forlængelse af restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe, som senest blev forlænget ved Rådets fælles holdning 2008/135/CFSP af 18. februar 2008 (18).

1.

beklager, at der til dato ikke er foretaget nogen konsekvensvurdering eller -undersøgelse af EU’s sanktionspolitik, og at det derfor er yderst vanskeligt at måle virkningerne heraf og effektiviteten i praksis og dermed drage de påkrævede konklusioner; opfordrer Rådet og Kommissionen til at foretage en sådan vurdering; mener dog at den sanktionspolitik, som anvendtes mod Sydafrika, viste sig at bidrage effektivt til afskaffelsen af apartheid;

2.

finder, at forskellene i retsgrundlagene for at gennemføre EU’s sanktionspolitik med forskellige niveauer for beslutning, iværksættelse og kontrol udgør en hindring for EU’s sanktionspolitiks gennemskuelighed og sammenhæng og følgelig dens troværdighed;

3.

mener, at sanktionernes effektivitet forudsætter, at deres iværksættelse opfattes som legitim både af den europæiske og internationale offentlighed og af offentligheden i det land, hvor man ønsker forandringer; understreger, at høring af Parlamentet i beslutningsprocessen styrker denne legitimitet;

4.

bemærker ligeledes, at sanktionerne kan have en symbolsk funktion og udtrykke EU’s moralske fordømmelse og dermed bidrage til at styrke EU’s udenrigspolitiks synlighed og troværdighed; advarer imidlertid imod at lægge for megen vægt på idéen om sanktioner som symbolske foranstaltninger, da dette vil betyde, at de helt mister deres værdi;

5.

understreger, at anvendelse af sanktioner bør overvejes, hvis myndigheders, ikkestatslige aktørers, eller fysiske eller juridiske personers adfærd alvorligt skader sikkerheden og menneskerettighederne, eller hvis alle aftalemæssige og/eller diplomatiske forbindelser er forsøgt eller blokeres på grund af tredjepartens handlinger;

6.

er af den opfattelse, at enhver forsætlig og uoprettelig skade på miljøet udgør en trussel mod sikkerheden og en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne; anmoder i denne forbindelse Rådet og Kommissionen om at medtage forsætlige og uoprettelige skader på miljøet som mulig grund til at indføre sanktioner;

7.

anerkender, at EU’s overordnede sanktionsinstrumenter generelt anvendes fleksibelt efter behov i de enkelte tilfælde; beklager dog, at EU ofte har været inkonsekvent i anvendelsen af sin sanktionspolitik ved at behandle tredjelande forskelligt, selv om de har samme tilgang til menneskerettigheder og demokrati, og EU er derfor blevet kritiseret for at anvende to forskellige målestokke;

8.

mener i denne forbindelse, at eventuelle negative konsekvenser for EU-borgerne og EU’s handelsinteresser af indførelsen og evalueringen af EU’s sanktioner for krænkelser af menneskerettighederne i princippet ikke bør resultere i, at der sættes spørgsmålstegn ved sanktionerne;

9.

beklager, at der inden for EU er uoverensstemmelser vedrørende politikken over for visse lande, som f.eks. Cuba, og at medlemsstaterne er uvillige til at modarbejde store partnere som Rusland, og at dette har medført, at EU kun har vedtaget »uformelle sanktioner« i formandskabets konklusioner, hvilket er udtryk for manglende balance eller inkonsekvens i anvendelse af Unionens sanktioner; medgiver dog, at visse foranstaltninger i Rådets konklusioner, som f.eks. udsættelse af indgåelsen af aftaler med visse lande, bl.a. Serbien, kan være et hensigtsmæssigt redskab med henblik på at presse tredjelande til fuldt ud at samarbejde med internationale mekanismer;

10.

gør med hensyn til Cuba opmærksom på, at den ovennævnte fælles holdning, som vedtoges i 1996, og som med jævne mellemrum forlænges, indeholder en køreplan for en fredelig overgang til demokrati på øen, og at den fortsat står ved magt og ikke er genstand for uoverensstemmelser i de europæiske institutioner; beklager, at der foreløbig ikke har fundet nogen væsentlig forbedring sted på menneskerettighedsområdet; tager Rådets beslutning af 20. juni 2008 om at ophæve de uformelle sanktioner mod Cuba til efterretning, men kræver samtidig øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af alle politiske fanger, bedre adgang til fængsler samt ratificering og gennemførelse af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; bemærker, at Rådet om et år vil tage beslutning om at fortsætte den politiske dialog med Cuba på baggrund af, om der da er gennemført væsentlige forbedringer på menneskerettighedsområdet; understreger, at Rådets holdning også er bindende for EU’s institutioner, hvad angår dialogen med både de cubanske myndigheder og med repræsentanter for civilsamfundet; gentager sin holdning vedrørende Sakharovprisvinderne Oswaldo Payá Sardiñas og Damas de Blanco-gruppen;

11.

mener, at argumentet med »ineffektive« sanktioner ikke kan anvendes til at ophæve dem, og at der i stedet bør ske en omlægning og fornyet vurdering af selve sanktionen; mener endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt sanktionerne skal opretholdes, udelukkende bør afhænge af, om deres mål er nået, og at deres karakter kan forstærkes eller ændres efter vurderingen; mener, at sanktionerne, for at nå dette mål, altid bør ledsages af tydelige referencepunkter (benchmarks);

12.

understreger, at sanktionernes effektivitet bør analyseres på flere planer, dels både med hensyn til foranstaltningernes egentlige effektivitet, dvs. hvorvidt de har virkning for de pågældende personers private eller erhvervsmæssige adfærd i deres egenskab af medlemmer af et sanktioneret styre, eller for dettes funktionsmåde, dels med hensyn til deres politiske effektivitet, dvs. hvorvidt de formår at ændre eller sætte en stopper for de politikker, som ligger til grund for sanktionerne;

13.

mener, at en sanktions effektivitet afhænger af EU’s evne til at opretholde den i hele perioden, og beklager i denne forbindelse anvendelsen af bestemmelser såsom »udløbsklausuler«, der indebærer en automatisk ophævelse af sanktioner;

14.

modsætter sig under alle omstændigheder anvendelse af generelle og vilkårlige sanktioner over for et hvilket som helst land, eftersom en sådan tilgang reelt medfører en fuldstændig isolation af befolkningen; mener, at økonomiske sanktioner, medmindre de koordineres med andre politiske instrumenter, kun i meget ringe grad ansporer det sanktionerede styre til at iværksætte politiske reformer; lægger derfor vægt på, at vedtagelse af sanktioner mod statslige myndigheder systematisk følges op med støtte til det pågældende lands civilsamfund;

15.

påpeger, at de fleste EU-sanktioner indføres på baggrund af sikkerhedshensyn; understreger imidlertid, at overtrædelser af menneskerettighederne bør udgøre et tilstrækkeligt grundlag for anvendelsen af sanktioner, eftersom de ligeledes udgør en trussel mod sikkerhed og stabilitet;

16.

påpeger, at sanktionernes vigtigste formål er at medføre en ændring af politik eller aktiviteter i overensstemmelse med målene i FUSP’s fælles holdning eller konklusioner vedtaget af Rådet eller den internationale afgørelse, som sanktionerne er baseret på;

17.

fastholder, at Rådet ved at vedtage ovennævnte grundprincipper for anvendelsen af restriktive foranstaltninger (sanktioner) er indstillet på at anvende sanktioner som led i en integreret, bredt anlagt politisk tilgang; understreger i denne henseende, at denne tilgang parallelt hermed omfatter politisk dialog, tilskyndelsesforanstaltninger og betingelser og endog i sidste instans kan omfatte anvendelse af tvangsforanstaltninger som nævnt i grundprincipperne; mener, at bestemmelserne om menneskerettigheder og demokrati, den generelle præferenceordning og udviklingsstøtte bør anvendes som redskaber til en sådan bredt anlagt og integreret politisk tilgang;

18.

understreger, at gennemførelsen af menneskerettighedsklausulen ikke kan anses for en helt selvstændig eller ensidig EU-sanktion, eftersom den stammer direkte fra den bilaterale eller multilaterale aftale, som indeholder et gensidigt løfte om at respektere menneskerettighederne; finder, at passende foranstaltninger i henhold til denne klausul udelukkende vedrører den pågældende aftales gennemførelse ved at give hver part et retsgrundlag for at suspendere eller annullere aftalen; mener følgelig, at menneskerettighedsklausulens håndhævelse og selvstændige eller ensidige sanktioner afgjort supplerer hinanden;

19.

glæder sig derfor over, at menneskerettighedsklausulen systematisk indarbejdes, og insisterer på indarbejdelse af en særlig gennemførelsesmekanisme i alle nye bilaterale aftaler, som indgås med tredjelande, herunder sektorspecifikke aftaler; påpeger i denne forbindelse de vigtige henstillinger om en mere effektiv og systematisk gennemførelse af bestemmelsen i form af udarbejdelse af mål og referencepunkter og regelmæssig vurdering; gentager sin opfordring til, at menneskerettighedsklausulerne gennemføres ved en mere gennemsigtig høringsprocedure mellem parterne med inddragelse af Parlamentet og civilsamfundet, idet der redegøres detaljeret for de politiske og retlige mekanismer, som skal anvendes i tilfælde af, at der fremsættes en anmodning om, at et bilateralt samarbejde standses som følge af gentagne og/eller systematiske krænkelser af menneskerettighederne i strid med folkeretten; støtter den proceduremodel, der er fastsat i Cotonouaftalen, for reaktion på alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og for håndhævelse af de demokratiske principper og retsstatsprincippet; mener, at ordningen for intensiv politisk dialog (Cotonouaftalens artikel 8) og konsultationer (Cotonouaftalens artikel 96) før og efter vedtagelsen af relevante foranstaltninger ved flere lejligheder har vist sig at være et effektivt instrument til forbedring af situationen på stedet;

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til ikke at indgå frihandelsaftaler og/eller associeringsaftaler — selv om de indeholder menneskerettighedsklausuler — med regeringer i lande, hvor der ifølge rapporter fra FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder begås omfattende krænkelser af menneskerettighederne;

21.

mener, at undladelsen af at træffe hensigtsmæssige eller restriktive foranstaltninger i tilfælde af en situation kendetegnet ved vedvarende overtrædelser af menneskerettighederne alvorligt undergraver EU’s menneskerettighedsstrategi, sanktionspolitik og troværdighed;

22.

understreger, at sanktionspolitikken er langt mere effektiv, når den indgår i en sammenhængende menneskerettighedsstrategi; gentager sin anmodning til Rådet og Kommissionen om i hvert landestrategidokument og i andre dokumenter af samme art at opstille en specifik strategi om menneskerettigheder og demokratiske forhold;

23.

mener, at dialogerne og høringerne om menneskerettigheder i tilfælde af, at der gennemføres sanktioner, nødvendigvis og systematisk bør indeholde drøftelser om udviklingen i opfyldelsen af de mål og referencepunkter, som fastlægges på tidspunktet for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger; mener samtidig, at de gennem menneskerettighedsdialoger og høringer nåede mål under ingen omstændigheder kan tilsidesætte opfyldelsen af de målsætninger, der ligger til grund for sanktionerne;

24.

mener, at en koordineret indsats fra det internationale samfund har en større virkning end spredte og uens handlinger fra stater eller regionale enheder; glæder sig derfor over, at EU’s sanktionspolitik fortsat baseres på præferencer til fordel for FN’s ordning;

25.

opfordrer Rådet til, hvor der ikke findes sanktioner fra FN’s Sikkerhedsråd, at samarbejde med sanktionerende ikke-EU-stater, at dele oplysninger, og at koordinere indsatsen på internationalt plan for at hindre sanktionsbrud og at maksimere effektiviteten og gennemførelsen af EU’s og andre sanktioner i overensstemmelse med folkeretten;

26.

mener, at EU bør søge samarbejde med andre regionale organisationer, f.eks. Den Afrikanske Union og Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN), for at fremme menneskerettighederne og sikre, at aktionerne i forbindelse med sanktioner koordineres;

27.

opfordrer EU til systematisk at udvikle en dialog med de ikkesanktionerende stater med henblik på at nå til en fælles holdning til restriktive foranstaltninger, navnlig på regionalt plan; påpeger, at sanktioner, som det ses i tilfældet Burma /Myanmar, ofte ikke medfører de nødvendige politiske ændringer eller aktiviteter, når det internationale samfund er delt, og store aktører ikke er involveret i gennemførelsen deraf;

28.

anmoder Rådet og Kommissionen om systematisk i den politiske dialog med stater, som ikke anvender sanktionerne, at bringe spørgsmålet på bane om deres rolle i og indflydelse på det pågældende styre eller de pågældende ikkestatslige aktører, hvad enten det drejer sig om enkeltpersoner, organisationer eller virksomheder;

29.

mener, at udsigten til indgåelse af en frihandelsaftale med den region, hvor et berørt land ligger, bør anvendes som incitament og pressionsmiddel, og at en sådan aftale under alle omstændigheder bør udelukke det land, der er pålagt sanktioner;

30.

understreger behovet for en indgående analyse af hver enkelt situation, inden der vedtages sanktioner, for at vurdere de potentielle virkninger af forskellige sanktioner og for at beslutte, hvilke sanktioner der er mest effektive i lyset af alle andre relevante faktorer og sammenlignelige erfaringer; mener, at en sådan forudgående analyse er så meget des mere berettiget, som det er svært at bakke ud, når sanktionsprocessen først er iværksat, uden at skade EU’s troværdighed eller den støttetilkendegivelse, som EU skylder befolkningen i det pågældende tredjeland, eftersom dette lands myndigheder eventuelt vil kunne udnytte EU’s afgørelse; noterer sig i denne forbindelse den nuværende praksis, ifølge hvilken relevansen, arten og effektiviteten af de foreslåede sanktioner drøftes i Rådet på grundlag af en vurdering foretaget af EU-missionscheferne i det pågældende land, og opfordrer til, at en sådan vurdering suppleres med en rapport udarbejdet af en uafhængig ekspert;

31.

understreger imidlertid, at en sådan analyse ikke bør anvendes til at forsinke vedtagelsen af sanktioner; understreger i denne forbindelse, at totrinsproceduren for indførelse af sanktioner under FUSP giver mulighed for en øjeblikkelig politisk reaktion, i første omgang gennem vedtagelse af en fælles holdning, som fastsættes efter en mere dybdeborende analyse af forordningen, og som indeholder en nærmere beskrivelse af sanktionernes karakter og omfang;

32.

opfordrer til, at der i retlige instrumenter systematisk indarbejdes tydelige og specifikke referencepunkter som betingelser for at ophæve sanktionerne; lægger navnlig vægt på, at referencepunkter fastsættes på grundlag af en uafhængig ekspertvurdering, og at de ikke ændres med tiden på grund af den politiske udvikling i Rådet;

33.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at oprette en eksemplarisk revisionsproces for sanktioner, som navnlig involverer systematisk indarbejdelse af en revisionsklausul, hvilket omfatter en vurdering af sanktionsordningen på baggrund af de fastlagte referencepunkter og af opfyldelsen af de opstillede målsætninger; understreger, at hensigtserklæringer eller vilje til at indføre procedurer, som muligvis kan føre til positive resultater, bør hilses velkommen, men understreger, at de under ingen omstændigheder ved vurderingen af sanktionerne kan erstatte egentlige mærkbare og ægte fremskridt i retning af at opfylde de opstillede kriterier;

34.

mener, at våbenembargoen mod Kina er et eksempel på EU’s konsekvente og sammenhængende tilgang, eftersom denne embargo oprindeligt blev besluttet efter Tiananmenmassakren i 1989, og EU til dato ikke har modtaget nogen redegørelser for denne massakre, hvorfor der ikke er noget grundlag for at hæve embargoen;

35.

opfordrer sanktionsgruppen under Gruppen af Råder vedrørende Eksterne Forbindelser (RELEX/sanktioner) til at påtage sig deres ansvar fuldt ud; insisterer især på behovet for at gennemføre undersøgelser, inden der vedtages sanktioner, og efter vedtagelsen deraf at give regelmæssige oplysninger om udvikling og udvikle den bedste praksis for iværksættelse og håndhævelse af restriktive foranstaltninger;

36.

anerkender, at stater såvel som internationale og regionale organisationer bør stå til ansvar for internationalt uretmæssige handlinger ved gennemførelsen af sanktioner, og understreger i denne forbindelse behovet for en retslig mekanisme med henblik på at garantere overensstemmelse med international og humanitær ret;

37.

anmoder om, at Parlamentet inddrages i alle trin i sanktionsprocessen: beslutningsprocessen, der fører til sanktioner, udvælgelse af de sanktioner, der passer bedst til situationen, samt definering af referencepunkter og vurdering af gennemførelsen inden for rammerne af revisionsmekanismen og ophævelsen af sanktionen;

38.

beklager, at den manglende vurdering gør det umuligt at bedømme de målrettede foranstaltningers effektivitet; anerkender imidlertid EU’s store humanitære hensyn, som har medført afskaffelse af generelle økonomiske sanktioner som tidligere set i Irak og indførelse af mere målrettede, »intelligente« sanktioner, som er beregnet til at sikre den størst mulige virkning på dem, hvis adfærd sanktionerne skal påvirke, samtidig med at de negative humanitære virkninger eller konsekvenser minimeres over for personer og nabolande, der ikke er mål for sanktioner;

39.

mener, at økonomiske sanktioner, der anvendes isoleret fra andre politiske instrumenter, næppe kan tvinge det pågældende styre til at foretage store politiske ændringer; understreger desuden, at vidtrækkende økonomiske restriktioner kan medføre uforholdsmæssigt høje økonomiske og humanitære omkostninger, og gentager derfor sin opfordring til at gennemføre mere nøje tilrettelagte og mere målrettede sanktioner, som er udviklet til primært at have en indvirkning på fremtrædende ledere i det pågældende styre og personer, der overtræder menneskerettighederne;

40.

understreger, at alle økonomiske sanktioner først og fremmest bør være rettet mod de sektorer, der ikke er beskæftigelsesintensive og er af begrænset relevans for små og mellemstore virksomheder, som er vigtige for både den økonomiske udvikling og omfordelingen af indkomster;

41.

støtter anvendelse af målrettede økonomiske sanktioner mod vigtige ledere af sanktionsramte regimer og deres nære familiemedlemmer, som har en direkte indvirkning på de sanktionerede personers indtægter; understreger behovet for, at disse sanktioner ledsages af passende foranstaltninger over for europæiske økonomiske aktører, der samarbejder med sådanne personer; understreger, at målrettede varesanktioner, som er rettet mod en bestemt eller vigtig indtægtskilde i et regime, udgør en risiko i form af mere vidtrækkende, vilkårlige virkninger for befolkningen og kan fremme udviklingen af en »sort økonomi«;

42.

mener, at økonomiske og finansielle sanktioner, selv når de er målrettede, bør iværksættes af alle fysiske og juridiske personer, som udøver kommercielle aktiviteter i EU, herunder tredjelandsstatsborgere, og EU-borgere eller juridiske personer, der er registreret eller etableret i overensstemmelse med en EU-medlemsstats lovgivning, som udøver kommercielle aktiviteter uden for EU;

43.

opfordrer til begrænset anvendelse af »ekstraordinære undtagelser« i forbindelse med indefrysning af aktiver; opfordrer endvidere til, at der skabes en specifik procedure for indsigelser i tilfælde af, at en medlemsstat ønsker at give undtagelser i forhold til at indefryse aktiver, eftersom effektiviteten af den restriktive foranstaltning undergraves af manglen på en sådan procedure i lyset af, at medlemsstaterne kun skal underrette Kommissionen forud for en sådan undtagelse;

44.

opfordrer til tiltag, der forbedrer anvendelsen af EU’s målrettede økonomiske sanktioner ved at sikre, at foranstaltningerne i praksis nægter bestemte personer og enheder adgang til alle finansielle tjenester inden for EU’s kompetenceområde, herunder de, der går igennem EU’s clearinghouse-banker eller på anden vis gør brug af finansielle tjenester inden for EU’s kompetenceområde; understreger behovet for større fleksibilitet ved distribueringen af sanktionslister i EU og i medlemsstaterne til alle personer, der er omfattet af de krav, som er fastsat i det tredje direktiv om hvidvaskning af penge (19); foreslår, at hver af medlemsstaterne udpeger en institution, som er ansvarlig for formidlingen af disse oplysninger;

45.

opfordrer til, at Rådet og Kommissionen samarbejder mere snævert med SWIFT-forvaltningen og aktionærer i Europa for at opnå bedre resultater i forbindelse med indefrysning sortlistede konti og fjernelse af pengeoverførsler til/fra sådanne konti;

46.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at undersøge mulighederne for og metoderne til at anvende indefrosne indtægter fra de myndigheder, sanktionerne er rettet mod, på konstruktiv vis, for eksempel ved at tildele dem til ofre for krænkelser af menneskerettigheder eller til udviklingsformål inden for rammene af kapitel VII i FN’s charter;

47.

bemærker, at våbenembargoer er en form for sanktion, som har til formål at standse strømmen af våben og militært udstyr til konfliktområder eller til regimer, som sandsynligvis vil anvende dem til intern undertrykkelse eller angreb mod et fremmed land, som anført i adfærdskodeksen om våbeneksport;

48.

opfordrer til koordineret samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen om gennemførelse af EU’s våbenembargoer, som anvendes af de enkelte medlemsstater;

49.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en fælles holdning om våbeneksport, som vil gøre den nuværende adfærdskodeks om våbeneksport juridisk bindende;

50.

opfordrer indtrængende Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at arbejde for forbedringer i FN’s overvågning og håndhævelse, og støtter oprettelsen af en permanent FN-gruppe med henblik på at vurdere handel med konfliktvarer og værdien af sanktioner i forhold dertil;

51.

minder om, at restriktioner om adgang (rejseforbud, visumforbud) udgør et af de indledende trin i EU’s sanktionssekvens og indeholder et forbud mod, at sortlistede personer eller ikkestatslige enheder deltager i EU’s officielle møder og ligeledes et forbud mod at rejse til EU af private årsager;

52.

bemærker med bekymring, at medlemsstaternes tilslutning til EU’s visumforbud ikke har været optimal; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en fælles tilgang til anvendelse af rejserestriktioner og relevante undtagelsesklausuler;

53.

tager i betragtning, at både EU’s selvstændige antiterrorsanktioner og EU’s gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds antiterrorsanktioner er genstand for flere sager ved Domstolen og Retten i Første Instans;

54.

minder om, at EU’s medlemsstater er forpligtede til at udarbejde sanktioner i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 6, stk. 2, hvori det kræves, at Unionen skal respektere grundlæggende rettigheder som garanteret af den europæiske menneskerettighedskonvention, og eftersom de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner; understreger, at de nuværende procedurer i forhold til sortlistning på både EU- og FN-niveau er mangelfulde i forhold til retssikkerhed og retsmidler; opfordrer indtrængende Rådet til at drage de nødvendige konsekvenser og fuldt ud håndhæve Retten i Første Instans’ domme om EU’s selvstændige sanktioner på området;

55.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at revidere den eksisterende procedure for sortlistning og fjernelse fra listen, således at de proceduremæssige og materielle regler for sortlistede personer og enheders menneskerettigheder respekteres og navnlig internationale standarder vedrørende opnåelse af effektive retsmidler under et uafhængigt og upartisk organ og retfærdig rettergang, herunder retten til at blive underrettet om og tilstrækkeligt informeret om sigtelser rejst mod den pågældende person eller enhed samt om de beslutninger, som er truffet, og retten til erstatning for krænkelse af personens menneskerettigheder; anmoder ligeledes EU’s medlemsstater om, at de fremmer en sådan gennemgang som led i FN’s mekanismer for at sikre respekt for de grundlæggende rettigheder, når de anvender målrettede sanktioner til bekæmpelse af terrorisme;

56.

mener, at artikel 75 i traktaten om EU’s funktionsmåde giver Parlamentet en oplagt lejlighed til at udbedre manglerne ved den nuværende praksis for optagelse på en sort liste, og støtter alle Parlamentets igangværende arbejder, som skal på dagsordenen for lovgivningsprogrammet 2009;

57.

beklager, at ingen af de juridiske organer er i stand til at vurdere, om sortlistningen er hensigtsmæssig, idet dokumentationen, der ligger til grund for sortlistning, for det meste er baseret på oplysninger fra efterretningstjenesterne, der i sagens natur opererer hemmeligt; mener imidlertid, at denne grundlæggende handlefrihed ikke bør udvikle sig til straffrihed i tilfælde af brud på folkeretten; opfordrer i denne henseende medlemsstaterne til at sikre en effektiv parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesternes arbejde; finder det i denne sammenhæng nødvendigt, at Parlamentet indtræder i det arbejde, der udføres af konferencen af retsudvalg til kontrol af efterretningstjenesterne, der allerede er nedsat i medlemsstaterne;

58.

gentager imidlertid, at ordningen med antiterrorlister udgør et effektivt instrument i EU’s antiterrorpolitik, forudsat at den respekterer Domstolens seneste retspraksis;

59.

understreger, at terrorisme er en trussel mod sikkerhed og frihed, og opfordrer derfor indtrængende til, at Rådet reviderer og ajourfører listen over terrororganisationer under hensyntagen til deres aktiviteter på alle kontinenter;

60.

bemærker, at EU altid har forfægtet en positiv linje i anvendelsen af sanktioner for at anspore til ændringer; understreger i denne sammenhæng, at det er vigtigt at prioritere en samlet integreret aktion ved hjælp af en trindelt pressions- og incitamentsstrategi;

61.

mener, at en strategi, der bygger på åbenhed, og en sanktionspolitik ikke udelukker hinanden; mener derfor, at EU’s sanktionspolitik kan bidrage til at forbedre respekten for menneskerettighederne i det sanktionerede land, når den revideres med det udtrykkelige formål at indføre positive foranstaltninger; bemærker i denne henseende med stor interesse den række af sanktioner, som blev indført mod Usbekistan fra november 2007 til april 2008: sanktionerne fortsatte i et år og blev indført på grund af manglende opfyldelse af de indledende kriterier vedrørende undersøgelse af massakren i Andijan og respekt for menneskerettighederne, men Rådet besluttede at indstille gennemførelsen af visumforbuddet og gav den usbekiske regering seks måneder til at opfylde en række kriterier på menneskerettighedsområdet, samtidig med at truslen om automatisk genindførelse af visumforbuddet blev opretholdt; bemærker, at blandingen af forpligtelser og sanktioner fremkaldte en positiv udvikling takket være muligheden for automatisk genindførelse af sanktioner og opstillingen af præcise betingelser; understreger, at disse betingelser skal kunne opfyldes inden for en begrænset tidsramme og med relevans for den generelle sanktionsordning; beklager imidlertid, at der endnu ikke har kunnet konstateres nogen positiv udvikling, og at det manglende samarbejde med den usbekiske regering fortsat er en kendsgerning;

62.

henstiller indtrængende, at sanktioner som led i en mangesidig strategi systematisk ledsages af forstærkede positive foranstaltninger, til støtte for civilsamfundet, menneskerettighedsforkæmpere og forskellige programmer til fremme af menneskerettigheder og demokrati; henstiller, at de tematiske programmer og redskaber (europæisk initiativ for demokrati og menneskerettigheder (20), ikkestatslige aktører, investeringer i mennesker), bidrager fuldt og helt til at nå dette mål;

63.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at gribe den mulighed, som ratificeringen af Lissabontraktaten giver, og den efterfølgende oprettelse af tjenesten for EU’s optræden udadtil, for at optimere sammenhængen mellem de forskellige redskaber i EU’s optræden udadtil som et vigtigt element til fremme af sanktionspolitikkenss effektivitet;

64.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at foretage en omfattende og indgående vurdering af EU’s sanktionspolitik for at fastslå, hvilken indflydelse den har, og hvilke foranstaltninger der bør træffes for at styrke den; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at fremlægge et program med sådanne foranstaltninger; opfordrer Rådet og Kommissionen til at vurdere sanktionernes indflydelse på de pågældende landes udviklingspolitik og på EU’s handelspolitik;

65.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at strategier for udviklingsbistand under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde og Den Europæiske Udviklingsfond er i overensstemmelse med eksisterende sanktionsordninger og menneskerettighedsdialoger; opfordrer Kommissionen til at sikre, at betingelserne for generel budgetstøtte — også for kontrakterne vedrørende de såkaldte millenniumudviklingsmål — udtrykkeligt kædes sammen med menneskerettigheds- og demokratikriterier;

66.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at udnytte den mulighed, som opstår ved ratificeringen af Lissabontraktaten, udnævnelsen af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik — som samtidig skal være næstformand i Kommissionen og formand for Rådet for Udenrigsanliggender — og den efterfølgende oprettelse af tjenesten for EU’s optræden udadtil for at gøre dennes optræden mere sammenhængende og konsekvent, forbedre ekspertisen i EU’s relevante tjenester, og forbedre samarbejdet mellem de forskellige tjenester;

67.

opfordrer samtidig til bedre samarbejde mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne og Kommissionen for at sikre en mere sammenhængende og effektiv gennemførelse af restriktive foranstaltninger;

68.

anmoder også de medlemsstater, som er medlem af FN’s Sikkerhedsråd, om systematisk at forsøge at gennemføre de af EU vedtagne sanktioner i international sammenhæng i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 19;

69.

opfordrer medlemsstaterne til, i deres arbejde inden for rammerne af FN’s Sikkerhedsråd, ikke at frasige sig forpligtelser på menneskerettighedsområdet, som de har påtaget sig i anden regi, navnlig den europæiske menneskerettighedskonvention;

70.

forpligter sine parlamentariske organer, navnlig Parlamentets stående delegationer og ad hoc-delegationer, til at gøre brug af deres kontakter med parlamenter i lande, der ikke gennemfører sanktioner, for at øge forståelsen for de EU-sanktionsordninger, der er gældende i den pågældende region, og at undersøge mulighederne for en fælles tilgang til fremme af menneskerettighederne;

71.

opfordrer Kommissionen til at oprette et netværk af uafhængige eksperter, som skal forelægge Rådet de mest hensigtsmæssige restriktive foranstaltninger efter forholdene og med jævne mellemrum udfærdige en rapport om situationens udvikling ud fra benchmarks og tilsigtede mål og om nødvendigt foreslå, hvordan sanktionerne kan gennemføres mere hensigtsmæssigt; mener, at oprettelsen af et sådant netværk vil forbedre gennemsigtigheden og drøftelserne om sanktioner generelt og samtidig vil styrke gennemførelsen af og den løbende kontrol med sanktioner i særlige tilfælde; mener samtidig, at Kommissionen bør indtage en mere proaktiv rolle i fastlæggelsen af en klar EU sanktionspolitik;

72.

finder, at EU’s sanktionspolitik, som er et af de vigtigste og mest følsomme elementer i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, skal have styrket sin legitimitet ved at Parlamentet inddrages i alle led i proceduren, jf. EU-traktatens artikel 21, navnlig i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af sanktioner på grundlag af systematisk høring med deltagelse af og rapporter fra Rådet og Kommissionen; mener endvidere, at Parlamentet skal inddrages i kontrollen med, at de, der er genstand for sanktioner, har opfyldt de opstillede referencepunkter; pålægger sit Underudvalg om Menneskerettigheder at systematisere og overvåge arbejdet på dette område, når sanktionernes målsætninger og referencepunkter vedrører menneskerettigheder;

73.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til De Forenede Nationers Generalsekretærer samt til Europarådet.

1.

I denne artikel forstås ved udtrykket »part« på den ene side Fællesskabet og Den Europæiske Unions medlemsstater og på den anden side hver enkelt AVS-stat.

2.

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/62

A.

der henviser til, at blandt alle milleniumsudviklingsmålene, mål nr. 5, er mødresundhed det mål, hvor der er gjort færrest fremskridt, og at det derfor er blandt de mål, hvis opfyldelse er mindst sandsynlig inden 2015, navnlig i Afrika syd for Sahara og Sydasien,

B.

der henviser til, at der hvert år dør over en halv million kvinder i forbindelse med graviditet eller fødsel, og at 99 % af disse dødsfald sker i udviklingslande; der endvidere henviser til, at denne dødelighed med en årlig reduktionsprocent på kun 0,1 knap nok har ændret sig i de sidste 20 år i afrikanske lande syd for Sahara, og at én ud af 16 kvinder i disse lande dør under graviditet eller fødsel; der endelig henviser til, at mødredødelighed er den mest opsigtsvækkende indikator for sundhedsuligheden i verden,

C.

der henviser til, at erfaringer og forskning vedrørende mødredødelighed viser, at der ud over geografiske uligheder er væsentlige forskelle i mødredødeligheden alt efter velstand, race og etnisk tilhørsforhold, alt efter om bopælen er beliggende i byområder eller landdistrikter, alt efter alfabetiseringsniveau og endog alt efter sproglige eller religiøse splittelser inden for landenes, herunder industrilandenes, egne grænser, og at disse forskelle er de største forskelle set i forhold til alle andre folkesundhedsstatistikker,

D.

der henviser til, at G8 har vedtaget en sundhedspakke, der vil bidrage til at uddanne og rekruttere 1,5 mio. sundhedsarbejdere i Afrika og vil sikre, at 80 % af alle mødre under fødsel bistås af en uddannet sundhedsarbejder; der henviser til, at dette indebærer en forpligtelse til at komme op på 2,3 sundhedsarbejdere pr. 1 000 indbyggere i 36 afrikanske lande, der lider under en kritisk mangel; der imidlertid henviser til, at der intet nævnes om at reservere de 10 mia. USD, som civilsamfundsaktivister hævder er nødvendige for at redde seks millioner mødres og børns liv hvert år,

E.

der henviser til, at mødredødelighed og -sygelighed udgør et globalt sundhedsproblem af presserende karakter, eftersom det skønnes, at der hvert år dør omkring 536 000 kvinder i forbindelse med fødsel, samt at én ud af 20 kvinder oplever alvorlige komplikationer, som spænder lige fra kroniske infektioner til invaliderende skader såsom obstetriske fistler og livsvarige handicap,

F.

der henviser til, at det ikke er noget mysterium, hvorfor kvinder dør under graviditet og fødsel, eftersom årsagerne til mødredødelighed er klare og velkendte, ligesom midlerne til undgåelse heraf også er det,

G.

der henviser til, at årsagerne til mødredødelighed ville kunne undgås ved hjælp af sikker mødrepleje, adgang til effektiv svangerskabsforebyggelse, og lovlig og sikker abort,

H.

der henviser til, at mødredødelighed kunne forebygges ved at øge adgangen til og indførelsen af familieplanlægningsmetoder, ved at give adgang til og sørge for sikre kvalitetssundhedsydelser til mødre under graviditet og fødsel — herunder indgreb i akutte situationer — og efter fødslen samt ved at forbedre kvinders sundhed og ernæringsmæssige tilstand og deres stilling i samfundet,

I.

der henviser til, at denne forebyggende tilgang omfatter uddannelse af kvinder og sundhedsarbejdere med det formål at lære dem at genkende komplikationer under graviditet og fødsel og at søge passende hjælp, kræver et netværk af passende sundhedsfaciliteter, som, forudsat at der findes infrastruktur og transportmuligheder, kan nås på rimelig kort tid, og forudsætter ydelse ved uddannet personale af fyldestgørende sundhedspleje på sådanne nærliggende sundhedsfaciliteter, som skal ledes effektivt og have adgang til elektricitet og vand samt lægemidler og medicinsk udstyr, også i landdistrikter,

J.

der henviser til, at undgåelige dødsfald blandt mødre udgør krænkelser af kvinders og teenagepigers ret til livet som fastsat i utallige internationale menneskerettighedsbestemmelser, herunder De Forenede Nationers verdenserklæring om menneskerettigheder, og at årsagerne til mødredødelighed og -sygelighed også kan indebære krænkelser af andre menneskerettigheder, herunder retten til den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed og retten til ikkeforskelsbehandling for så vidt angår adgang til basal sundhedspleje,

K.

der henviser til, at retten til seksuel og reproduktiv selvbestemmelse omfatter retten til at gifte sig, stifte familie og frivilligt indlede seksuelle forhold samt retten til at ikke at blive udsat for seksuelle overgreb og tvang,

L.

der henviser til, at det er regeringernes ansvar enten selv eller ved andres hjælp at stille sundhedsplejeydelser til rådighed som en rettighed, og at det selv for regeringer med begrænsede ressourcer er muligt at træffe øjeblikkelige foranstaltninger, som vil indvirke på mødredødeligheden,

M.

der henviser til, at der i sidste instans er mindre sandsynlighed for, at de bagvedliggende årsager til mødredødelighed og fødselsrelaterede skader er af praktisk eller strukturel art snarere end symptomer på den lave værdi og status, der tillægges kvinder, som helt generelt er ugunstigt stillet i samfundet, og til, at det i lande, der befinder sig på samme økonomiske udviklingstrin, forholder sig sådan, at jo højere status kvinder har, jo lavere er mødredødeligheden,

N.

der henviser til, at kvinder er særlig udsatte under graviditet eller fødsel på grund af en række former for forskelsbehandling, herunder uligheder mellem mænd og kvinder i hjemmet, traditionel skik og brug, der er skadelig for kvinder, vold mod kvinder, kvinders manglende selvbestemmelse over deres reproduktive sundhed og rettigheder, fravalg af pigebørn og stereotype kvindebilleder, hvor kvinder primært ses som mødre og omsorgsgivende personer; der henviser til, at alle EU's medlemsstater har ratificeret CEDAW,

O.

der henviser til, at FN's Generalforsamling som et delmål på listen over milleniumsudviklingsmål har medtaget universel adgang til reproduktiv sundhed senest i 2015 under milleniumsudviklingsmål nr. 5 vedrørende mødredødelighed,

P.

der henviser til, at det internationale samfund gav lovning på nye ressourcer ved ICPD, idet det identificerede reproduktiv sundhed (herunder familieplanlægning og sundhedstjenester for mødre) som en hovedprioritet for internationale udviklingsbestræbelser,

Q.

der henviser til, at i stedet for at stige er den samlede donorstøtte til familieplanlægning nu langt lavere end i 1994, og den er således faldet fra 723 mio. USD i 1995 til 442 mio. USD i 2004 målt i absolutte tal,

R.

der henviser til, at EU har afgivet jævnlige og konsekvente tilsagn om opnåelse af milleniumsudviklingsmål nr. 5, senest i EU's ovennævnte handlingsdagsorden om milleniumsudviklingsmålene,

S.

der henviser til, at mødresundhedstjenester til trods for dette problems alvor og menneskerettighedskrænkelserne har figureret langt nede på den internationale dagsorden, overskygget af opmærksomheden omkring interventioner til bekæmpelse af specifikke sygdomme, at dette har medført marginalisering af mødredødelighed, og at høje antal af hivsmittede har bidraget til at bremse eller forringe fremskridtene i retning af nedbringelse af mødredødeligheden og -sygeligheden,

1.

er dybt foruroliget over, at mødredødelighed (inden for milleniumsudviklingsmål nr. 5) er det eneste milleniumsudviklingsmål, hvor der ikke alene ikke er gjort noget fremskridt siden 2000, navnlig i Afrika syd for Sahara og Sydasien, men hvor tallene i dag er de samme som for 20 år siden;

2.

konstaterer, at sammen med uddannelse bidrager styrkelsen af kvinders position væsentligt til forbedringen af sundhedsplejen for mødre (milleniumsudviklingsmål nr. 5);

3.

opfordrer Rådet og Kommissionen til forud for FN's højniveaumøde om milleniumsudviklingsmålene at prioritere aktioner med henblik på opfyldelse af milleniumsudviklingsmål nr. 5;

4.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at nedbringe forskellen mellem mødredødelighed i industrilandene og i udviklingslandene gennem øgede investeringer og aktioner til forbedring af de menneskelige ressourcer på sundhedsområdet samt gennem afsættelse af flere ressourcer og indgåelse af større forpligtelser med det formål at styrke sundhedsvæsenerne og den basale sundhedsinfrastruktur og i den forbindelse bl.a. afsætte bevillinger til overvågning, tilsyn, basale offentlige sundhedsfunktioner, lokale og regionale aktioner og andre nødvendige støtteaktioner;

5.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at intensivere bestræbelserne på at udrydde undgåelig mødredødelighed og -sygelighed ved at udvikle, gennemføre og regelmæssigt evaluere køreplaner og handlingsplaner til begrænsning af det globale problem med mødredødelighed og -sygelighed ud fra en ligestillingsbaseret, systematisk og vedvarende menneskerettighedscentreret tilgang, der i passende grad støttes og fremmes af stærke institutionelle mekanismer og finansiering;

6.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at udbygge mødresundhedsydelser inden for rammerne af den primære sundhedspleje, baseret på informeret valg, uddannelse i sikkert moderskab, fokuseret og effektiv prænatal pleje, ernæringsprogammer for mødre, tilstrækkelig fødselshjælp, der undgår unødig benyttelse af kejsersnit og giver mulighed for indgreb i akutte situationer, viderehenvisning i forbindelse med graviditet, fødsel og abortkomplikationer, og postnatal pleje og familieplanlægning;

7.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremme alle kvinders adgang til omfattende oplysning og serviceydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed;

8.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at benytte og videreudvikle de allerede veletablerede indikatorer og benchmarks for nedbringelse af mødredødelighed (herunder offentlige bistandsbudgetter (ODA)) og til at etablere overvågnings- og kontrolmekanismer, som åbner mulighed for vedvarende forbedringer af de eksisterende politikker og programmer;

9.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at garantere, at der er sundhedsplejetjenester inden for reproduktiv sundhed til rådighed, og at de er prisoverkommelige, tilgængelige og af god kvalitet, og til at stille så mange ressourcer som muligt til rådighed til politikker og programmer vedrørende mødredødelighed;

10.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at sikre, at der indsamles pålidelige data i rette tid, således at disse kan fungere som rettesnor for gennemførelsen af tiltagene til bekæmpelse af mødredødelighed og -sygelighed;

11.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at sørge for uddannelse, kapacitetsudvikling og infrastruktur til et tilstrækkeligt antal uddannede fødselshjælpere og til at sikre, at alle gravide kvinder og unge piger har adgang til sådanne fødselshjælpere, og at dette mål afspejles i køreplaner og nationale handlingsplaner;

12.

kræver, at nationale sundhedsprogrammer i højere grad kommer til at omfatte hivtests forud for og under graviditet, antiretroviral behandling for hivpositive gravide kvinder og hivforebyggende foranstaltninger såsom informationskampagner og oplysning;

13.

opfordrer indtrængende EU til at gå foran i bestræbelserne på at fremme retten til seksuel og reproduktiv sundhed ved at opretholde niveauet for finansiering af gennemførelsen af handlingsprogrammet fra ICPD og beklager, at Afrika syd for Sahara ud over at have den højeste mødredødelighed også har den laveste brug af svangerskabsforebyggende midler i verden (19 %), og at 30 % af alle dødsfald blandt mødre i regionen skyldes farlige aborter;

14.

mener, at det for at nå milleniumsudviklingsmålene om universel adgang til reproduktiv sundhed senest i 2015 er nødvendigt at hæve niveauet for finansiering fra EU for at undgå, at kvinder fortsat vil dø som følge af graviditet og hermed forbundne årsager;

15.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at udvikle programmer og politikker for at tage hånd om de bagvedliggende sundhedsfaktorer, som er væsentlige for forebyggelsen af mødredødelighed, såsom deltagelse i beslutningsprocesserne omkring sundhedsspørgsmål, oplysning om seksuel og reproduktiv sundhed, læse- og skrivefærdigheder, ernæring, ikkeforskelsbehandling og ligestilling mellem kønnene;

16.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at følge op på de fremskridt, der er gjort med hensyn til nedbringelse af mødredødeligheden, til at deltage aktivt i globale fora såsom »Countdown to 2015« (nedtælling til 2015), til at udveksle bedste praksis vedrørende programmer og politikker på dette område og til at fremme fortsatte bestræbelser på at gøre fremskridt;

17.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til ikke at gå fra deres løfter om finansiering for at nå milleniumsudviklingsmålene, herunder milleniumsudviklingsmål nr. 5, og opfordrer formandskabet for Rådet til at gå foran og sætte et eksempel ved at sikre, at der står tilstrækkelige og forudsigelige midler til rådighed, og at bestræbelserne intensiveres, således at der kan reddes liv;

18.

minder om medlemsstaternes tilsagn om, at ODA skal udgøre 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) senest i 2015, og opfordrer de medlemsstater, der ikke er på rette vej på indeværende tidspunkt, til at øge deres indsats;

19.