22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/1

1.1

EØSU finder, at skovene og de vedvarende træprodukter fra skovene har stor betydning for at opbremse klimaændringerne, fordi:

1.2

EØSU konstaterer, at træ hovedsagelig anvendes i Europa som byggemateriale, til energi, møbler samt i papirindustrien. Som følge af forædlingskædens multiplikatorvirkninger giver træprodukter især i landdistrikterne en betydelig merværdi for beskæftigelsen, skovejernes indkomstdannelse og erhvervsaktiviteter.

1.3

EØSU understreger, at Europas skove allerede i flere årtier har fungeret som CO2-dræn og har forsinket en stigning i atmosfærens CO2-holdighed, fordi de vokser hurtigere, end de kan fældes. Naturskovenes vigtige betydning som CO2-lager og for biodiversitetens bevarelse bør sikres. Gennemførelsen af et bæredygtigt skovbrug i de europæiske lande overvåges ved hjælp af MCPFE's (1) kriterier og indikatorer, og disse udvikles også løbende.

1.4

EØSU foreslår, at EU træffer følgende foranstaltninger:

1.5

EØSU understreger, at i lyset af klimaændringernes potentielle negative virkninger er EU's medlemsstater nødt til at udvikle beredskabsplaner inden for skovforvaltningen med henblik på at forebygge skovødelæggelser som følge af ekstreme vejrfænomener (storme, tørke, skovbrande, insektskader) og afbøde deres følgevirkninger foruden at øge informationen om betydningen af skovforvaltning.

1.6

EØSU henstiller, at EU's medlemsstater også udvikler decentral bioenergiproduktion ved hjælp af indfødningstariffer.

1.7

EØSU understreger, at skovene ud over at påvirke klimaet har mange andre vigtige samfundsmæssige funktioner, som der bør tages hensyn til. Ud over træproduktion omfatter målsætningerne for skovdyrkning bl.a. bevarelse af skovenes biodiversitet, forvaltning af grundvandsreserver, landskabspleje, brugen af skovene til rekreative og turistmæssige formål, som beskyttelse mod trafikstøj, til forebyggelse af sneskred og erosion samt andre ikke-træprodukter, f.eks. bær, svampe og vildt. Disse vigtige samfundsmæssige funktioner afspejles hverken i rentabilitetsvurderinger eller træpriser

2.1

I december 2008 vedtog Europa-Parlamentet en klima- og energipakke med følgende skov- og skovbrugsrelevante lovgivningsmæssige beslutninger:

2.2

Skovene dækker 31 % af EU's areal og de anslås at binde ca. 10 % af Europas årlige CO2-udledninger (3). Mængden af CO2, der udledes i atmosfæren fra bæredygtigt forvaltede skove, er mindre (CO2-dræn) eller af samme omfang (CO2-neutral) som mængden af CO2 fra atmosfæren, der er bundet i skovene.

3.1

Der er 156 mio. hektar skovareal i EU-27. Som følge af naturforholdene er hele skovarealet dog ikke tilgængelig for skovhugst og kommerciel udnyttelse. Det skønnes, at i gennemsnit 80-90 % af området er tilgængeligt, men i de østeuropæiske lande udgør denne type tilgængelig skovområde ofte kun 40-50 % I de seneste 15 år er skovarealet vokset i EU-27 med ca. 10 mio. hektar skov som følge af nyplantning af skov, genplantning af skov på tidligere landbrugsjord og naturlig skovspredning. Det øgede skovareal svarer i størrelse til Ungarns areal.

3.2

Ca. 60 % af skovene i EU-27 ejes privat, hovedsagelig af familier, og 40 % er offentligt ejede (f.eks. af staten, kommunerne, religiøse menigheder eller andre organisationer). Der er alt i alt over 15 mio. private skovejere, og dette tal vokser som følge af omstruktureringen af skovejerskabet i de østeuropæiske lande samt forskellige ordninger vedrørende arvedeling.

3.3

Igennem århundreder har mennesket udnyttet Europas skove på forskellige måder og ændret deres struktur. De europæiske skove er med hensyn til deres artssammensætning blevet forandret af mennesket, så de beskrives som »halvnaturlige« skove. 85 % af skovene er af den »halvnaturlige« type. Udover denne skovtype dyrkes der også skovbrug i de europæiske skovplantager. Skovplantagerne, som hovedsagelig findes i det sydvestlige Europa, dækker ca. 8 % af Europas skovareal. De urørte naturskove (5), hvor der ikke dyrkes skovbrug, ligger hovedsagelig i Østeuropa, de baltiske lande og Norden og dækker ca. 5 % af skovarealet.

3.4

Naturskovene og de fredede skovområder er en vigtig skovkategori for beskyttelsen af biodiversiteten. Naturskovene er også stabile økosystemer, som er med til at modvirke klimaændringerne. Ca. 8 % af Europas skovareal er beskyttet af hensyn til biodiversiteten og yderligere ca. 10 % af hensyn til landskabsbevarelse, dvs. i alt 18 % (eller 34 mio. hektarer). Antallet af områder, der er fredet med lovgivning eller andre regler, er vokset i løbet af de senere år. De mest sjældne og værdifulde og beskyttelsesegnede skovområder i Europa er for det meste allerede beskyttet. De fredede områder er ofte beliggende i bjergområder eller fjernt fra bebyggelse og er nogle af de mest værdifulde områder – urørt af menneskelige aktiviteter – hvad angår den artsdiversitet, de indeholder. Desuden er ca. 10 % af skovene blevet beskyttet med henblik på at beskytte vandsystemer, grundvandsresurser og jordbund samt for at forhindre, at der opstår sneskred eller erosion. Biodiversitet fremmes også, når det gælder forvaltningen af erhvervsskovene, hvor råddent træ og mikroorganismemiljøer efterlades i skovene for at bevare sjældne arter.

3.5

Skovhugsten i de europæiske erhvervsskove er klart mindre end skovenes vækst. Skovenes årlige nettovækst lå i 2005 (EU-27) på 687 mio. m3 om året (fra skove, hvor træ kan fældes som følge af naturforholdene). Den tilsvarende hugst lå på 442 mio. m3. Det betyder, at skovenes udnyttelsesgrad, dvs. hugsten i forhold til væksten, i gennemsnittet udgjorde 60 % (med udsving på 30-80 %). Skovenes udnyttelsesgrad lå over 50 % i de nordlige medlemsstater og Centraleuropa, men forblev under 50 % i de syd- og vesteuropæiske medlemsstater. Skovenes udnyttelsesgrad er steget i de sidste 10 år, men har endnu ikke nået samme niveau, som den var på i 1990. Skovhugsten er i et vist omfang øget på grund af flere alvorlige storme siden 2000, der indebar, at man flere forskellige steder på kort tid måtte fælde, hvad der svarede til flere normalårs hugstmængde. Importen af rundtømmer, træflis og træaffald til EU (EU-27) udgjorde i 2006 83 mio. m3 (papir og cellulose ikke medregnet), mens eksporten til landene uden for EU var på 54 mio. m3  (6).

3.6

Da de fældede mængder er mindre end tilvæksten, forbliver næsten 40 % af tilvæksten i de nuværende erhvervsskove uudnyttet. EU-27-medlemsstaternes trækapital er også vokset løbende i de sidste 50 år. Træbestandens samlede volumen er på ca. 30 mia. m3, hvilket svarer til 9,8 mia. ton CO2. En del af den CO2, der er bundet til træbestanden, lagres i jordbunden, men på grund af manglende forskning er der ikke nogen omfattende vurdering i Europa af jordbundens andel af CO2-bindingen. Hvad angår CO2-binding er der en vigtig forskel på erhvervsskov og naturskov: Naturskov er i sin »endelige« tilstand i klimabeskyttelseshenseende et rent kulstoflager, hvor der er balance mellem CO2-binding (ny biomasse) og CO2-frigivelse (nedbrydning af biomasse). I erhvervsskov medfører fjernelsen af træ, at der hele tiden opstår nye muligheder for yderligere CO2-binding. EØSU skal understrege, at udvalget med denne konstatering ikke ønsker at give udtryk for, at udvalget betragter erhvervsskov som mere værdifuld end naturskov.

3.7

Det er vigtigt at undersøge de europæiske skoves potentiale, hvad angår skovning og andre anvendelsesformål, så man kan forstå og vurdere CO2-bindingen, produktionen af skovbioenergi og CO2's kredsløb, når det bindes til træprodukter. Der findes for øjeblikket ingen sammenhængende oversigt over hugstpotentialet i EU-27. Flere stater har nationale skovbrugsprogrammer, som udstikker de forskellige hugstmuligheder under hensyntagen til behovet for at beskytte skovene, biodiversiteten og andre multifunktionelle behov.

4.1

Skovene optager CO2 fra atmosfæren og ændrer den til biomasse, hovedsagelig i form af træer, og frigiver samtidig ilt, som er afgørende for dyrs og menneskers overlevelse. Klimaændringerne, især stigningen i mængden af drivhusgasser i atmosfæren samt opvarmningen af klimaet, men også jordbundens ozonholdighed, nedfaldet af kvælstof og forsuringen af jordbunden, indebærer direkte eller efter en vis årrække en fare for skovenes sundhedstilstand, vækst og struktur.

4.2

Klimaændringerne påvirker skovene på to måder: Hvis klimaet for eksempel langsomt bliver varmere eller tørrere, vil træerne tilpasse sig hertil. Denne tilpasning er gradvis, og dens udvikling og foranstaltninger til at påvirke den kan planlægges. De mest alvorlige umiddelbare trusler mod skovenes udvikling kommer fra det ekstreme vejrlig. De tidsserier, der er blevet indsamlet siden 1850, viser en klar stigning i stormskader i løbet af de sidste 20 år i Europa. Tilsvarende har der inden for det sidste årti været mange skovbrande i Middelhavslandene. Forekomsten af ekstremt vejrlig er umuligt at forudsige, men man kan forberede sig ved hjælp af foregribende planlægning.

4.3

Hvis de nuværende erhvervsskove ikke i tilstrækkeligt omfang tilpasser sig klimaets gradvise ændring, vil konsekvensen bl.a. være en svækkelse af træernes livskraft, faldende produktionsevne, de enkelte træer vil dø, træernes evne til at konkurrere vil svækkes og der vil være en øget forekomst af de sygdomme og skadelige insekter, som er skyld heri, og fordelingen af træarter vil ændres. Der er også en fare for, at træerne ikke kan tilpasse sig i de nordlige områder, fordi deres vækstrytme ændres som følge af den længere vækstperiode, og at de ikke i tilstrækkeligt omfang kan tilpasse sig hvileperioden, dvs. vinterperioden. Som følge af ekstreme vejrfænomener, f.eks. tørke, skovbrand, storm, sneskader, kan der blive tale om udbredt trædød, genplantning kan blive forhindret og dødt træmateriale kan forårsage en masseudbredelse af skovskadedyr til de omgivende sunde skove.

4.4

Klimaændringerne påvirker forskellige vegetationsbælter på forskellige måder. De vigtigste virkninger i Europas vegetationsbælter og lande (de nordlige områder, det tempererede bælte, Middelhavsbæltet og de alpine områder og polarområderne) forventes at være følgende:

I de alpine skove i bjergområderne og i skovene i de nordlige og polare områder kan klimaændringerne føre til, at skovgrænsen rykker højere op eller længere mod nord og at bestemte arter gradvist uddør.

5.1

God skovforvaltning er det vigtigste redskab til at sikre, at skovene kan tilpasse sig klimaændringerne. Skovforvaltningen bør sætte fokus på foregribende tiltag, f.eks. identificering af døende træer og fjernelse af disse i tide samt at fjerne træmateriale, der kan udgøre en skovbrandsrisiko. Knowhow om skovforvaltningens betydning for tilpasning til klimaændringerne må udbredes blandt befolkningen, skovejere samt de ansvarlige for skovforvaltningen. Hovedparten af EU’s skove passes kontinuerlig og bevarer derved et højt produktionsniveau og stor livskraft. Eventuelle tilpasningsforanstaltninger bør allerede træffes nu og løbende, da der i skovbruget er behov for langsigtede overvejelser som følge af en omdriftstid på 15-150 år.

5.2

Ved skovfornyelsen bør der vælges passende træsorter til hver enkelt vækstplads. Hjemmehørende træsorter bør have forrang, da vegetationsområdernes endemiske træsorter har bedre forudsætninger end andre til at tilpasse sig de lokale klimaændringer ved hjælp af deres genmateriale. Blandskove bør også anvendes, for med deres hjælp vil de farer, der truer skovene, blive mindre og blive fordelt på flere forskellige træsorter med forskellige egenskaber.

5.3

Nåleskove med en enkelt art, der er etableret uden for deres naturlige vækstområder, bør søges genskabt for at få en artsfordeling, der ligner den oprindelige. Skove med én art har ofte lavere modstandsdygtighed end blandingsskove over for storme og efterfølgende insektskader.

5.4

Det er nødvendigt at udarbejde beredskabsplaner inden for skovforvaltningen, finansieringsalternativer til at dække skaderne og operationelle modeller, så industrien er forberedt på skadevirkningerne af pludseligt og ekstremt vejrlig, der skyldes klimaændringerne og de skader, de påfører skovene. Risikoområder, hvor det er sandsynligt, at sådanne ekstreme vejrfænomener vil forekomme, bør kortlægges. Operationelle modeller bør også udarbejdes med henblik på at håndtere et pludseligt fald i skovhugsten og for at sikre, at markedet for tømmer fungerer gnidningsløst.

5.5

Klimaændringerne og den internationale handel med plantematerialer øger udbredelsen af fremmede arter og planteskadedyr. EU's plantebeskyttelsesdirektiv indeholder bestemmelser om bekæmpelse af skadelige planteskadedyr, om forebyggelse af spredningen af parasitter og om kravene vedrørende den internationale handel med tømmer og frøplanter. For at forebygge spredning af de mest skadelige træskadedyr (f.eks. fyrretræsnematoden) og sikre sunde skove har EU-området brug for plantebeskyttelsesbestemmelser, som er tilstrækkelig stramme samt effektiv overvågning. Der er brug for nationale strategier og programmer til at bekæmpe fremmede skadedyr.

5.6

Skovforvaltning er ikke nødvendigvis i modstrid med biodiversitetsmålene. Forvaltningen af de »halvnaturlige« erhvervsskove bør tage hensyn til biodiversiteten ved at lade råddent træ og intakte mikrobiotoper ligge i erhvervsskovene for at bevare levende organismer. Flere af EU's medlemsstater yder finansiel støtte til private skovejere, som frivilligt påtager sig at beskytte dem, som en foranstaltning til at fremme biodiversiteten. Skovcertificeringsordninger kræver også, at der i skovforvaltningen tages hensyn til kriterier for skovbiodiversitet.

5.7

For øjeblikket indeholder Europas erhvervsskove en meget stor mængde stående eller nedfalden halvråddent træ, der fungerer som CO2-lager og samtidig er et nødvendigt levende miljø for organismer. Den gennemsnitlige mængde af råddent træ er 10m3/ha. Forekomsten af store mængder råddent træ kan fremme en masseudbredelse af træskadedyr eller store skovbrande. Biodiversitetsfordelene er imidlertid betydelige, og det er derfor vigtigt, at det rådne træ ikke fjernes fra det sted, hvor det tidligere voksede, f.eks. i forbindelse med indsamling af træ til brændsel.

5.8

Naturskovene og de fredede områder er nødvendige for at bevare biodiversiteten. Hvad CO2-binding angår, ændrer naturskoven sig i løbet af sin livscyklus fra CO2-dræn til CO2-lager. Når man overgår fra aktiv forvaltning af skovene til fuldstændig beskyttelse, reduceres det areal, der er egnet til plantning af skov, hvilket kan øge mængden af CO2, der er lagret i skovene, og især udgøre en kilde til træprodukter, som kompenserer for andre former for energi og andre materialer.

5.9

Integreret beskyttelse (råddent træ og små biotoper) i forbindelse med kommerciel skovforvaltning er mere effektiv til bekæmpelse af klimaændringerne end omfattende skovbeskyttelse.

6.1

Skovene påvirker klimaændringerne på fire måder i form af træets vækst- og forædlingskæde:

6.2

Allerede gennem flere årtier har de europæiske skove fungeret som CO2-dræn og på grund af mindre skovhugst opbremset stigningen i atmosfærens CO2-holdighed. Erhvervsskovene kan ikke blive ved med dette i al uendelighed, for når væksten kulminerer, ophører skovene med at lagre CO2. Erhvervsskovene skal derfor passes kontinuerligt.

6.3

Den kompenserede virkning af træprodukter til materialeanvendelse (HWP) (7) spiller en vigtig rolle for at bekæmpe klimaændringerne. CO2 overføres og oplagres i træprodukter som papir, møbler, træpaneler og træbygninger og fjernes fra atmosfæren, eksempelvis i form af et træhus, i op til flere århundreder. Ved deres livscyklus' afslutning kan træprodukterne genvindes og brændes for at producere energi. CO2-rapportering om træprodukter er fortsat frivilligt i Kyoto-aftalens drivhusgasregnskaber, og rapporteringen er fortsat ufuldstændig, til dels fordi der tages hensyn til international handel.

6.4

Nuværende databaser, både nationale og internationale, gør det muligt at beregne træprodukters CO2-lagringskapacitet. Regnskabsreglerne udvikles, så de kan anvendes i CO2-regnskaberne for skovene. EU bør fremlægge et forslag på klimakonferencen i København i 2009 om, at det skal gøres obligatorisk at rapportere, hvor stor en mængde CO2 der er lagret i træprodukter, i forbindelse med CO2-regnskaberne i perioden efter Kyoto fra og med 2012.

6.5

Inkludering af træprodukters CO2-lagringskapacitet i CO2-regnskaberne kan give skovindustrien et yderligere incitament til at forvalte skovene på en miljøvenlig og effektiv måde. En kontinuerlig skovforvaltning er af stor betydning, hvis skovene fortsat skal være livskraftige trods klimaændringernes skadevirkninger.

7.1

Byggesektoren spiller en stor rolle i bekæmpelsen af klimaændringerne, da 40-50 % af primærenergien på verdensplan anvendes til bygninger og opvarmning og nedkøling (8) af disse. Næsten 40 % af CO2-udledninger skønnes at stamme fra fremstillingen af byggematerialer, byggeaktiviteter samt brugen af bygninger.

Det samlede energiforbrug i EU 27 var i 2005 på 1 170,2 Mtoe. Heraf stod industrien for 28 %, transportsektoren for 30,9 % og husholdningerne for 41,1 %. 8 % af CO2-udledningerne stammer fra opvarmningen og nedkølingen af bygninger. En betydelig del af disse CO2-udledninger kan undgås med professionelle konstruktioner og nye løsninger samt ved at øge andelen af træ i konstruktionen.

7.2

Træ er et lavenergi-, vedvarende og CO2-neutralt byggemateriale gennem hele sin livscyklus. Der findes intet andet almindeligt byggemateriale, der kan produceres med mindre energi end træ. Ved at bruge en kubikmeter træ som alternativ til andre byggematerialer mindskes CO2-udledningerne i atmosfæren med gennemsnitligt 1,1 ton.

7.3

Det er manglen på ensartede standarder, regler og certificeringskriterier, der begrænser opførelsen af flere træbygninger internationalt og brugen af træ i byggeri. Byggebranchen bør have adgang til analyser af produkters livscyklus og udledning af drivhusgasser, baseret på videnskabelige beregninger, så den kan sammenligne forskellige materialer på et uvildigt grundlag. EU-medlemsstaternes regeringer bør i deres træindkøbspolitik integrere træmaterialer, der opfylder kriterierne for »grøn konstruktion«, og i langt større grad udstrækning anvende skovcertificeringskrav, som er forenelige med det internationale koncept om bæredygtighed.

8.1

Skovbiomasse er den vigtigste, umiddelbart tilgængelige vedvarende resurse til bioenergi i Europa og anvendes på tre måder:

Varme- og elproduktion samt kombineret varme- og elproduktion baseret på skovbiomasse er vokset meget hurtigt i løbet af de seneste år i Europa. Varme og el produceres til individuelle parcelhuse og i varme- eller varme- og el-anlæg af forskellig størrelse til skoler, offentlige virksomheder, hospitaler, landbysamfund eller byer. Teknologien til at producere biobrændsel fra skovbiomasse og træråvarer er stadig i forsøgs- og udviklingsfasen, og yderligere investeringer er nødvendige. Biomassepyrolyse, som producerer kul, der er egnet til brug som jordbundsforbedringsmateriale, er en ny mulighed for at forbedre træs energiværdi og jordbundens effektivitet som CO2-dræn.

8.2

I 2006 udgjorde energi produceret fra vedvarende energikilder i EU-25110 mio. tons, hvilket svarer til ca. 14 % af energiforbruget (Eurostat 2008). Hovedparten (65 %) af den vedvarende energi blev produceret med biomasse, hovedsagelig (60 %) skovenergi. Skovenergiens andel i det samlede energiforbrug varierer betydeligt mellem EU-27's medlemsstater.

8.3

Træbiobrændsel fra skovene omfatter skovflis, brændestykker, briketter, træ fra stubbe og rødder, trækul, trægas og hurtigt voksende energitræarter som f.eks. pil. Skovindustriens biprodukter (industrielle affaldsvæsker og affaldstræ som f.eks. sortlud, bark, savsmuld, procesaffald og genvundet træ) rummer et stort energipotentiale og bruges til varme- og elproduktion, især i den integrerede skovindustri. Brugen af biprodukter og genvundet træ til energiformål kan udgøre 30-50 procent af brugen af rundtømmer.

8.4

Anvendelsen af skovbioenergi kan øges betydeligt i Europa fra det nuværende niveau. Ifølge indledende skøn kan der potentielt høstes 100-200 mio. kubikmeter skovbiomasse i Europa om året, idet der skal tages hensyn til, at skovningen ikke må udgøre en trussel mod miljøet, skovenes biodiversitet og fredede områder. Mængden af skovbiomasse, der høstes særskilt og i forbindelse med fældning af rundtømmer, anslås i dag til ca. 10-15 % af høstpotentialet.

8.5

Den øgede brug af skovbiomasse skaber nye muligheder, ikke kun for skovejerne, ved at bane vej for et større tømmermarked og priskonkurrence, men også for savværksindustrien, ved at tilbyde et større marked for dens biprodukter. En god efterspørgsel efter skovbiomasse kan føre til ændringer på rundtømmermarkedet ved at øge konkurrencen efter træråvarer mellem bioenergisektoren og industrier, der bruger stammetræ. Støtte til slutforbrugerne, dvs. indfødningstariffer til produktion af »grøn energi«, er et vigtigt instrument til at udvikle forskellige bioenergistrategier, både på lokalt og regionalt plan. En forøgelse af bioenergien bør forblive en vigtig form for støtte til EU's regionaludvikling.

8.6

Markedet for træbrændsel og især brænde er hovedsagelig lokalt, men øget brug af træ til energiformål i EU vil skabe flere erhvervsaktiviteter og arbejdspladser på markedet for maskiner og udstyr. Til fremstillingen af træpiller, briketter og andre forarbejdede træbrændsler er der brug for særlige maskiner og udstyr. Energiproduktion kræver et betydeligt antal kedler og andet udstyr af høj økonomisk værdi og med stort vækstpotentiale. Øget brug af træbaseret energi skaber betydelige muligheder for at eksportere teknologien til tredjelande.

8.7

Arbejdet med at udarbejde standarder for bæredygtig biomasseproduktion er undervejs i forbindelse med EU's rammedirektiv om vedvarende energi. Standarderne er vigtige for at sikre bæredygtigt indkøb og bæredygtig produktion af skovbaseret bioenergi og garantere ensartede procedurer. Standarderne for bæredygtigt produceret skovbiomasse skal knyttes sammen med de fælleseuropæiske MCPFE-kriterier, så man undgår overflødigt arbejde og overlapninger.

9.1

Etablering af nye skove gennem plantning er en af de meste effektive måder at fjerne CO2 fra atmosfæren. EU bør støtte skovplantningsprojekter i udviklingslandene som led i sin udviklingspolitik, da klimaændringerne efter al sandsynlighed vil føre til voksende økonomisk ulighed mellem industrilandene og udviklingslandene. Plantningsprojekter bør ledsages af tilpasningsstrategier, som støtter kapacitetsopbygning, brugen af skove til forskellige formål og god forvaltningspraksis i udviklingslandene. EU bør også søge at forhindre ulovlig skovhugst i udviklingslandene og fremme bæredygtigt skovbrug og bistå landene med at udarbejde nationale skovbrugsprogrammer i samarbejde med andre sektorer.

9.2

Kyoto-protokollens CO2-balanceberegninger for ændret arealanvendelse indeholder ingen bestemmelser, hvad udviklingslandene angår, om at tage højde for reduktionen i CO2-udslip som følge af forebyggelsen af skovtab. Da skovtab øger CO2-udledningerne, bør EU støtte udviklingen og vedtagelsen af det såkaldte REDD-instrument, så det kan bruges til beregningen af drivhusgasser fra arealanvendelse i perioden efter Kyoto fra og med 2012. Det kræver, at der fastsættes en pris, som afspejler værdien af den akkumulerede CO2, så medlemsstaterne kan bruge emissionshandel til at øve en vis indflydelse med henblik på at forebygge tab af tropiske skove.

9.3

EU har udviklet den såkaldte FLEGT-procedure (9), som har som mål at forhindre salg på EU-markedet af ulovligt fældet tømmer og ulovlige træprodukter. FLEGT-licenssystemet fremmer og støtter bæredygtig skovforvaltning i udviklingslandene og tilskynder medlemsstaterne og udviklingslandene til at arbejde tættere sammen. EU bør støtte videreudviklingen af FLEGT-systemet og dets globale udbredelse. Forebyggelse af ulovlig skovhugst vil mindske tabet af tropisk skov og den stigning i CO2-udledninger, som det medfører. Frivillige skovcertificeringsordninger som PEFC (10) og FSC (11) har også som mål at nedbringe den ulovlige skovhugst.

9.4

Gennem internationale aftaler og organisationer som UNECE Timber Committee, FAO, Skovbrugskommissionen for Europa, EUROSTAT og Ministerkonference om beskyttelse af skovene i Europa bliver der allerede indsamlet data om de europæiske skovresurser, deres CO2-binding, CO2-cyklusen, skovenes biodiversitet, deres produkter og deres beskyttende virkninger. Ved udviklingen af fællesskabets overvågningssystemer lige som i det nye FutMon-projekt bør der gøres brug af nuværende og kommende nationale, fælleseuropæiske og globale overvågningssystemer, og landejerne må garanteres fuld databeskyttelse, når information behandles eller offentliggøres. EU bør anvende sine forskningsrammeprogrammer til at støtte yderligere forskning i disse områder og fremme dataoverførslen gennem både grundforskning og anvendt forskning og udviklingsprojekter.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/9

1.1

Denne sonderende udtalelse, som er et svar på en anmodning til EØSU fra det tjekkiske formandskab, og som fokuserer på forholdet mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne, formulerer en række anbefalinger. Disse retter sig mod både virksomheder, virksomhedssammenslutninger, de mange forskelligartede uddannelsesinstitutioner og EU og indvarsler en åbning mod social og civil dialog med alle de involverede institutioner og organisationer.

1.2

Den valgte strategi har baggrund i følgende elementer:

1.3

Der fokuseres på flere forskellige metoder:

En generel fremgangsmåde til fremme af en samarbejdsmodel mellem alle berørte aktører i et konkurrencepræget miljø.

1.4

EØSU foreslår at skabe en ny ramme på EU-niveau for partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder med sigte på at drage nytte af fordelene ved den europæiske dimension, men også for at opnå fremgang i samfundet. EØSU anbefaler, at der iværksættes en EU-proces, som f.eks. kunne kaldes »Prag-processen« med reference til konferencen »Partnerskab mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet«, som afholdes i Prag den 6. og 7. april på initiativ af det tjekkiske EU-formandskab. Denne proces kunne tage form af en forholdsvis bred europæisk referenceramme, som ville gøre det muligt for aktørerne i marken at iværksætte innovative aktiviteter på lokalt og nationalt niveau, f.eks. ved at:

1.5

EØSU foreslår, at denne proces frem til 2013 finansieres af EU's strukturfonde og de eksisterende programmer (Leonardo, Grundtvig, Erasmus for studerende, Erasmus for lærlinge, Erasmus for iværksættere osv.), idet disse om nødvendigt tilpasses. ESF bør navnlig kunne gribe ind til fordel for grunduddannelsen. Efter 2013 kan der fremlægges et særskilt supplerende program.

2.1

I hele Europa hænger udvikling og livskvalitet i høj grad sammen med det kulturelle og videnskabelige niveau, som igen afhænger af uddannelsessystemernes kvalitet. Det skal understreges, at partnerskabet mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner i Europa står over for en række udfordringer, der hænger sammen med:

Partnerskabet bør ligeledes integrere:

2.2

Traditionelt har Europa satset på langsigtede prognoser for behovet for færdigheder. I en global økonomi præget af hurtige omskiftelser er det imidlertid nødvendigt, at uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet arbejder tættere sammen om erhvervslivets, og navnlig de små og mellemstore virksomheders, umiddelbare og fremtidige behov.

2.3

I mange år har de tekniske uddannelser, både på gymnasialt og universitetsniveau, gjort særdeles positive erfaringer med partnerskaber, som har givet dem mulighed for at være i symbiose med det økonomiske miljø gennem en lang række formelle eller uformelle aftaler, som har knyttet uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne sammen. Ud over bedste praksis, som man finder flere steder, er der store ambitioner om at opbygge varige partnerskaber, som respekterer parternes særskilte opgaver – særligt uddannelsesinstitutionernes ret til uafhængigt at udstede eksamensbeviser – og som samler kræfterne og talentet i et forsøg på at skabe synergi og sammen opfylde de økonomiske og sociale behov.

Virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne efterstræber naturligvis forskellige mål, men ved at udvikle informationsudveksling, partnerskaber og fælles projekter, kan de få større succes med opfyldelsen af deres mål. I mange år, ja ligefrem i århundreder, har der i mange medlemslande været eksempler på vekseluddannelsessystemer, hvor læringen både sker i skolen og i virksomheden (Duale Ausbildung i Tyskland, apprentissage i Frankrig, apprenticeships i UK osv.). Vekseluddannelse har vist sig at give stor merværdi i form af varige, strukturerede og integrerede partnerskaber.

2.4

Ideelt set bidrager virksomhederne med en viden om markedsbehovene, både på kort og på længere sigt, og giver således mulighed for at målrette undervisnings- og uddannelsesudbudet bedre. Virksomhederne er et lager af viden, faglige kompetencer og tekniske midler.

2.5

På samme måde finder man i uddannelsesverdenen en akkumulering af teknisk og videnskabelig viden, som vil kunne udnyttes i praksis, f.eks. i forbindelse med forberedelse til arbejdslivet og udvikling af nye uddannelsestilbud og –forløb.

3.1

Trods en lang række positive erfaringer er initiativerne til partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet stadig fåtallige og begrænser sig ofte til de tekniske og erhvervsmæssige uddannelser. I lyset af den økonomiske krise er det nødvendigt at »realisere potentialet i disse partnerskaber«, for hvis genopbygningen af økonomien skal lykkes, er det afgørende at uddannelserne tilpasses arbejdsmarkedets behov, og at kvalifikationer og menneskelige ressourcer udnyttes bedre.

3.2

Rammerne for disse nye europæiske partnerskaber bør naturligvis have flere forskellige facetter. De berørte aktører bør således inddrages på forskellige måder:

3.3

Uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne har, bl.a. gennem deres repræsentative organisationer, et fælles ansvar for sammen at komme med forslag til uddannelsesveje og -tilbud.

3.4

Virksomhederne er nødt til at skaffe sig meget forskelligartede færdigheder set i lyset af de forskellige dimensioner, som danner grundlag for eller påvirker deres organisation, deres funktion og deres økonomiske aktiviteter: den teknologiske udvikling, internationaliseringen og de nye teknologier. Det er nødvendigt for virksomheden på den ene side at finde tilsvarende færdigheder på arbejdsmarkedet og på den anden side at dygtiggøre sine ansatte, ledere og fremtidige ledere i forhold til de krav, der stilles til dem. Lønmodtagerne er på deres side stillet over for en tilsvarende nødvendighed, nemlig at udvikle deres beskæftigelsesegnethed inden for deres fag, få et eksamensbevis der bekræfter deres allerede erhvervede kvalifikationer, og som anerkendes både internt i virksomheden og på arbejdsmarkedet generelt.

3.5

Udviklingen i undervisningen i Europa er stærkt domineret af to fænomener, nemlig den øgede tilstrømning til uddannelserne og differentieringen af undervisningen. Den hurtige stigning gennem de sidste par årtier i antallet af elever og studerende har samtidig bragt en stærk diversificering af de studerende med sig (aldersstruktur, skolebaggrund, social baggrund osv.), som i sig selv har gjort det nødvendigt at tilpasse arbejdsmetoderne og yde en særlig form for støtte.

3.6

Samarbejdspotentialet på området er maksimalt, de aktuelle vanskeligheder til trods, og tre aspekter fortjener at blive styrket i forbindelse med denne tilgang til problematikken.

4.2.1

Oprettelsen af et europæisk område for videregående uddannelse, som i 1999 blev lanceret under navnet »Bologna-processen« af 29 landes undervisningsministre og en række universitetsledere, førte til en større reform, som officielt fandt tilslutning blandt 46 af Europarådets medlemslande.

4.2.2

Denne sigter mod at oprette et europæisk område for uddannelse, som hovedsageligt skal gennemføres gennem en europæisk harmonisering af universitetsforløbene bachelor/master/ph.d., hvilket navnlig vil gøre det muligt at sammenligne forskellige studier og dermed øge de studerendes mobilitet. Desuden er der retningslinjer for fremme af synlighed, fjernelse af barrierer og forbedring af samarbejdet mellem universiteter og virksomheder.

4.2.3

Man kan imidlertid konstatere:

4.3.1

Denne EU-proces, som blev igangsat i 2002, har til formål at gøre erhvervsuddannelsessystemerne til en kvalitetsreference, og aktiviteter i stil med Bologna-processen, men tilpasset området for erhvervsuddannelse og faglig uddannelse, er blevet støttet i stor stil.

4.3.2

Leonardo-programmet, som fremmer mobiliteten for personer, der ønsker at få erhvervserfaring i Europa, og letter udvekslingen af bedste praksis mellem uddannelsesansvarlige, og Grundtvig-programmet, som sigter på at forbedre kvaliteten af voksenuddannelse og styrke dennes europæiske dimension samt give EU-borgerne bedre muligheder for at uddanne sig hele livet i gennem, er forblevet ukendte for den brede offentlighed, og de har ikke nået den kritiske størrelse, som ville have gjort det muligt at videreudvikle målsætningerne. Denne udtalelse sætter ikke spørgsmålstegn ved de nærmere bestemmelser, men i fremtiden bør programmernes handlemuligheder forbedres.

4.3.3

Erklæringen fra rådsmødet i Bordeaux (26.11.2008) ligger i forlængelse af København-processen om styrket europæisk samarbejde om erhvervsundervisning og -uddannelse. Den bekræfter endvidere nødvendigheden af at mobilisere passende offentlig og privat finansiering. Dette kan ske gennem anvendelse af instrumenter som f.eks. ESF, EFRU og lån i Den Europæiske Investeringsbank.

Erklæringen fra Bordeaux konstaterer, at kompetencerne er utilstrækkelige, og at det er nødvendigt at udvikle aktiviteter, som foregriber behovene, og anbefaler derfor, at erhvervsuddannelserne udvikles så meget som muligt og med deltagelse af medlemslandene, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter.

5.1

Ifølge den seneste rapport om programmet »Uddannelse og Erhvervsuddannelse 2010« (3), kan EU ikke være uvidende om, at det er gået bag af dansen med hensyn til uddannelse, og heller ikke om hvor svært det er for virksomhederne at få fat i personer, som har en grunduddannelse og samtidig er tilstrækkeligt specialiserede til at løfte de teknologiske udfordringer og tackle den aktuelle globalisering. Derfor er den interne europæiske mobilitet en nødvendighed, og det samme gælder indlæringen af fremmedsprog inden for rammerne af EU's strategi for flersprogethed. Det hensigtsmæssige i en tostrenget tilgang til forbindelserne mellem virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne skal dermed både ses som en nødvendighed af at reagere på problematikken, men også og især af at nedbryde barriererne mellem de nationale uddannelsespolitikker og endelig frigøre potentialet i den europæiske integration i form af menneskeligt potentiale.

5.2

Skolerne og universiteterne bør modtage mere hjælp i deres forsøg på at undgå at begrænse deres uddannelsesudbud til grunduddannelser, men også fungere som leverandører af efter- og videreuddannelse. Med undtagelse af nogle enkelte medlemslande er uddannelsesinstitutionerne f.eks. ikke berettiget til at modtage økonomiske hjælp til udvikling af menneskelige ressourcer inden for rammerne af strukturprogrammerne. Erfaringer fra de lande, hvor dette er muligt, viser imidlertid, at dette initiativ kan have en betydelig positiv indflydelse på udviklingen af stærkere forbindelser til erhvervslivet og samtidig på udviklingen af den generelle kvalitet af undervisningsudbudet.

5.3

Den væsentligste anerkendte skavank ved EU-programmerne er deres mangel på ambitioner grundet de stramme budgetter. Snarere end blot at slå til lyd for endnu et EU-program, som ville forblive ukendt for den brede offentlighed og kun berøre en meget marginal elite, ville det så ikke være bedre at vedtage en systematisk tilgang baseret på ordninger, som ikke blot var mere enkle (ikke bureaukratiske således som EU-programmerne alt for ofte er det), men også mere ambitiøse med:

5.4

Den europæiske integration har stor værdi, når det gælder om at udbrede erfaringerne og udvide potentialet til at give vores uddannelsesinstitutioner en videre og bedre ramme og tilbyde virksomhederne et indre marked, som byder på muligheder for udvikling. Prag-processen med henvisning til konferencen »Partnerskab mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet«, som afholdes i Prag den 6. og 7. april på initiativ af det tjekkiske EU-formandskab, kan give politisk momentum og en operationel køreplan.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/14

1.1

Mobiliteten i Europa skal forblive et prioriteret politisk spørgsmål for EU, navnlig i en tid, hvor kontinentet står over for udfordringerne i tilknytning til globalisering og teknologisk udvikling samtidig med, at det oplever en negativ demografisk udvikling samt virkningerne af den økonomiske og finansielle krise. Den metode til forbedring af mobiliteten, der vælges, skal respektere vilkårene i de forskellige medlemsstater, men den skal også gøres til genstand for en effektiv koordinering på europæisk plan, modtage national støtte og være gennemskuelig. De vedtagne bestemmelser skal bidrage til skabelsen af et nyt retfærdigt og afbalanceret mobilitetskoncept, der er tilgængeligt for alle borgere, samt til fremme af nye mobilitetsformer.

1.2

EØSU tilslutter sig fuldt ud Kommissionens handlingsplan for mobilitet og beskæftigelse (2007-2010) og mener, at der er tale om et instrument, der gør det muligt at fjerne væsentlige hindringer og nå de mål, der er fastsat i den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse.

1.3

Udvalget glæder sig ligeledes over, at Kommissionen i 2009 agter at offentliggøre en grønbog om mobilitet blandt unge og afventer med stor interesse resultaterne og konklusionerne af den offentlige debat.

1.4

EØSU går ind for, at potentialet i det europæiske netværk for beskæftigelsesmobilitet Eures udnyttes fuldt ud, at der vedtages foranstaltninger, der hovedsageligt har til formål at øge kvaliteten, omfanget og tilgængeligheden af de tjenester, der leveres, og af informationer, samt bevidstgøre de europæiske borgere og især de europæiske virksomheder yderligere. Parallelt hermed anbefaler EØSU Kommissionen at analysere årsagerne til, at nogle kategorier af arbejdstagere, særlig ufaglærte eller lavtuddannede arbejdstagere, udgør en ringe andel af det samlede antal brugere af portalen.

1.5

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at indarbejde mobilitetsaspektet i alle deres relevante politiske beslutninger og til i overensstemmelse med de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (1) at medtage de mål, der er fastsat i deres nationale strategi og i deres nationale reformprogram. Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at indføre programmer for en aktiv politik på arbejdsmarkedet til fremme af mobiliteten.

1.6

EØSU stiller sig generelt positivt til bestræbelser, der har til formål at sikre den mest effektive koordinering af socialsikringen, og lykønsker det franske rådsformandskab med de tilfredsstillende resultater, der blev opnået under forhandlingerne om ændringer til forordning (EF) nr. 883/2004 (2) i overensstemmelse med konklusionerne på drøftelserne af gennemførelsesforordningen. EØSU opfordrer igen til, at denne gennemførelsesforordning gennemføres snarest med henblik på den hurtigst mulige forbedring og forenkling, der fremmer mobiliteten i EU.

1.7

Med hensyn til anvendelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 anbefaler Udvalget, at en af dets kommende udtalelser navnlig skal vedrøre overensstemmelsen mellem denne forordning og forordning (EØF) nr. 1612/68 (3), direktiv 2004/38/EF og de relevante afgørelser fra EF-Domstolen for at sikre en større gennemsigtighed, retssikkerhed og respekt for ligestillingsprincippet i medlemsstaterne.

1.8

Selv om EØSU ser positivt på forslaget til direktiv om overførsel af rettigheder inden for erhvervstilknyttede pensionsordninger (4), der udgør et nyt bidrag fra Kommissionen, og som har til formål at øge den grænseoverskridende mobilitet i EU, har det dog store forbehold over for indholdet. Udvalget mener, at direktivets indhold i realiteten ikke bidrager til at fjerne de vigtigste hindringer for den grænseoverskridende mobilitet med hensyn til overførsel af pensionsrettigheder og dobbeltbeskatning af disse. Forslaget indeholder endvidere andre bestemmelser, der medfører en stigning i udgifterne til forvaltning af pensionsordningerne og truer deres fremtidige udvikling.

1.9

I overensstemmelse med resultaterne i rapporten fra juli 2008 om fordelene ved Europass anbefaler Udvalget Kommissionen at analysere årsagen til, at lavtuddannede personer udgør en ringe andel af det samlede antal brugere. Udvalget opfordrer ligeledes til en fuldstændig udnyttelse af potentialet i alle instrumenterne under Europass, særlig Europassmobilitetsbevis, gennem en bedre koordinering på europæisk plan, national støtte, deltagelse af alle berørte aktører og en større gennemsigtighed. Hvad angår den europæiske referenceramme for kvalifikationer, finder udvalget det vigtigt, at denne kombineres med det europæiske meritoverførselssystem for videregående uddannelser, erhvervsuddannelser og almen uddannelse. For at den europæiske referenceramme for kvalifikationer kan medføre en merværdi, er det vigtigt, at den forbliver enkel, og at den effektivt hjælper virksomhederne med at finde den udenlandske arbejdskraft, de har behov for.

1.10

EØSU hilser den anden rapport fra Kommissionen af 18. november 2008 om overgangsperioder vedrørende de nye medlemsstater velkommen og opfordrer dem, der stadig anvender en overgangsordning for fri bevægelighed for personer, til at respektere konklusionerne i rapporten samt de procedurer, der følger af traktaterne. Der er her tale om en forudsætning for, at begrebet »retfærdig mobilitet« (»fair mobility«) kan anvendes, og at social dumping og sort arbejde kan forhindres.

1.11

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen både har besluttet at nedsætte et ekspertudvalg vedrørende udstationerede arbejdstagere, som skal behandle de tekniske spørgsmål knyttet til anvendelsen af direktivet, og at arbejdsmarkedets parter er indbudt til at udarbejde en fælles analyse af virkningerne af Domstolens afgørelser.

1.12

Udvalget henleder opmærksomheden for den forsinkede gennemførelse af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i medlemsstaterne (ikrafttrædelsesdato: 27.10.2007).

1.13

EØSU mener, at det lovgivningsforslag, som Kommissionen har fremsat, og som sigter mod at fremme økonomisk migration for statsborgere fra tredjelande, er udtryk for en ekstra indsats fra Kommissionens side for at fremme mobilitet og økonomisk migration i Europa. De rettigheder og forpligtelser, som tredjelandsstatsborgere tillægges i medfør af forslaget til direktiv, udgør et godt udgangspunkt for indvandringslovgivningen, som skal dække alle kategorier af indvandrede arbejdstagere. EØSU mener, at den overgangsordning, som midlertidigt begrænser den fri bevægelighed for arbejdstagere fra de nye medlemsstater, er en undtagelse, som hurtigt bør afskaffes (5).

1.14

EØSU respekterer fuldt ud Europas arbejdsmarkedsparters uafhængighed og forventer, at de bidrager aktivt til en forøgelse af mobiliteten med det formål at forbedre situationen på arbejdsmarkederne og styrke EU's konkurrenceevne.

1.15

EØSU opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at arbejde sammen om at udforme, iværksætte, overvåge og evaluere ikke-diskriminerende sociale genindslusningsprogrammer med sigte på borgere og deres familier, som vender tilbage til lande, som de har levet eller boet i, efter at have arbejdet i en vis periode i en anden medlemsstat.

2.1

Kommissionen gjorde 2006 til det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet. Dette initiativ var møntet på at øge borgernes bevidsthed om beskæftigelsesmulighederne i EU og om deres rettigheder og privilegier.

2.2

Borgernes mobilitet, i form af retten til fri bevægelighed, er forankret i Det Europæiske Fællesskabs primærret. Den er desuden et af de vigtige mål i Lissabonstrategien og en af retningslinjerne i de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse  (6).

2.3

Dette initiativ, som ligger i forlængelse af en lang række tidligere foranstaltninger i EU, herunder aktionsplanen vedrørende kvalifikationer og mobilitet  (7), som Kommissionen vedtog i 2002, mundede ud i den ny europæiske handlingsplan for jobmobilitet (2007-2010)  (8), som afspejler den ny virkelighed og de udfordringer, som Europa i øjeblikket står overfor.

2.4

Den Tjekkiske Republik varetager rådsformandskabet for EU i første halvår af 2009, og det vigtigste motto er »Europa uden barrierer«. Derfor har det tjekkiske rådsformandskab anmodet EØSU om at udarbejde fire sonderende udtalelser med henblik på at påvise de hindringer, der fortsat findes på forskellige områder af EU's indre marked. Et af de undersøgte områder er arbejdskraftens mobilitet i Europa.

2.5

Det tjekkiske rådsformandskab fortsætter sine bestræbelser på at øge arbejdstagernes mobilitet i Europa. Formandskabet vil inden for rammerne af sine prioriteter i videst muligt omfang gennemføre arbejdstagernes fri bevægelighed i EU, fremme og øge arbejdskraftens faglige og geografiske mobilitet på det indre marked samt færdiggøre moderniseringen af reglerne for samordning af de socialsikringsordninger, der gælder for migrerende arbejdstagere.

2.6

Det tjekkiske rådsformandskab understreger, at de nuværende overgangsperioder for arbejdstagernes fri bevægelighed har nogle negative følger. Formandskabet vurderer, at den fulde udnyttelse af arbejdskraftens potentiale og et smidigere europæisk arbejdsmarked udgør væsentlige elementer i Lissabonstrategien.

3.1

Det fremgår af Kommissionens rapport om beskæftigelsen i Europa i 2008, at den solide økonomiske aktivitet, der startede i EU i 2006, gav lovende resultater i 2007: en vækst i BNP på 3,1 % og oprettelse af 3,5 mio. nye arbejdspladser. Beskæftigelsen er vokset i alle EU's medlemsstater undtagen Ungarn, og den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad i EU var på 65,4 % i 2007. Arbejdsløsheden har stabiliseret sig under 10 % undtagen i Slovakiet. De to udvidelsesbølger i 2004 og 2007 har haft en positiv virkning på den europæiske økonomi og har ikke forstyrret arbejdsmarkedet i EU-15. Det fremgår af statistikkerne, at der er synergi mellem arbejdsmarkedets effektivitet, produktiviteten og beskæftigelsens kvalitet.

3.2

I 2008 ramte en alvorlig finanskrise EU. Husholdningerne og virksomhederne står over for et stort pres. Det samme gælder på det sociale område. De økonomiske udsigter tyder på, at man nærmer sig nulvækst og risiko for økonomisk nedgang i EU i 2009. Euroområdet og nogle medlemsstater er allerede inde i en lavkonjunktur. I december vedtog Det Europæiske Råd en europæisk økonomisk genopretningsplan  (9), som omfatter 10 foranstaltninger inden for fire prioriterede områder, herunder et omfattende europæisk initiativ til støtte for beskæftigelsen.

3.3

Den permanente udfordring, som Europa og EU står over for, er den aktuelle negative demografiske tendens og arbejdskraftens aldring, hvilket i fremtiden vil få en afgørende indvirkning på Europas konkurrenceevne. For at afhjælpe denne situation må der indføres en både kompleks og i den nuværende økonomiske situation meget følsom fremgangsmåde. De enkelte medlemsstater sammensætter hver især deres egen buket af politikker, der skal styrke markedernes, herunder arbejdsmarkedets, funktion. Der lægges særlig vægt på de sårbare kategorier på arbejdsmarkedet, dvs. ældre arbejdstagere, unge, indvandrere og handicappede. I den henseende viser Kommissionens meddelelser, at EU stadig skal gøre fremskridt i gennemførelsen af den eksisterende lovgivning vedrørende anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination (10).

3.4

Derfor er en ny dynamik på de europæiske arbejdsmarkeder og støtte til arbejdskraftens mobilitet i Europa også i fremtiden et af de vigtigste elementer i den europæiske beskæftigelsesstrategi. Til trods for Kommissionens og medlemsstaternes samlede initiativer og aktioner lever mobiliteten fortsat ikke op til hverken det indre markeds krav eller til det mål, som EU satte sig i Lissabon (i 2000), nemlig at Europa skal blive den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi i verden.

3.5

Kommissionens nye handlingsplan til fordel for mobiliteten for 2007-2010 har til formål at analysere situationen under hensyntagen til de udfordringer, der er forbundet med globaliseringen, de demografiske ændringer og udviklingen af ny teknologi, at fjerne hindringerne for mobiliteten i Europa, at påvise nye tendenser i mobilitetsformerne og at fastsætte de nødvendige aktioner.

3.6

Kommissionen koncentrerer sig i sin plan navnlig om:

3.7

Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound), som er et af Kommissionens agenturer, der fungerer på et trepartsgrundlag, er blevet en enestående platform for analyser og undersøgelser til støtte af mobilitet i Europa, påvisning af eksisterende hindringer samt de nye udfordringer i tilknytning til de ændringer, der sker på arbejdsmarkedet.

3.8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har hidtil ikke udarbejdet nogen kompleks udtalelse om mobiliteten og de aktuelle hindringer, den støder på i Europa. EØSU har dog inden for rammerne af sine beføjelser som rådgivende organ for Kommissionen reageret utvetydigt på alle budskaber og alle initiativer fra Kommissionen, som vedrører arbejdskraftens bevægelighed i Europa, og har udarbejdet en række betydningsfulde udtalelser (13).

3.9

Arbejdsmarkedets parter spiller også en vigtig rolle. De mener, at mobiliteten i Europa og fjernelse af hindringerne for den har afgørende betydning, og indarbejdede derfor dette emne i deres fælles arbejdsprogram for perioden 2003-2005. Andre tilknyttede initiativer, som de har udviklet, og tekster, de har udarbejdet i fællesskab, har ligeledes bidraget til påvisningen af visse hindringer for mobiliteten i EU.

—

De europæiske borgere mener stadig, at deres »frihed til at rejse og arbejde i EU« er den vigtigste fordel og det vigtigste resultat af den europæiske integration (53 % af de adspurgte).

—

Til trods for institutionernes og EU's borgeres store støtte til tanken om mobilitet i Europa er der stadig bekymring i medlemsstaterne med hensyn til de eventuelle konsekvenser, som en økonomisk migration fra de nye medlemsstater kan medføre.

—

Kun omkring 2 % af de europæiske arbejdstagere (EU-25) er født i en anden medlemsstat end den, hvor de i dag varetager et job.

—

Næsten 4 % af den europæiske befolkning har allerede boet i en anden medlemsstat, mens 3 % på et eller andet tidspunkt har boet uden for EU.

—

begrænset kendskab til fremmede sprog

—

ringe eller utilstrækkeligt udviklede kompetencer og kundskaber

—

manglende anerkendelse af uddannelse og faglige kvalifikationer erhvervet i andre medlemsstater

—

juridiske og administrative hindringer

—

de problemer, som ægtefæller har med hver især at finde fast beskæftigelse

—

de spredte informationer om jobudbuddet eller den manglende gennemskuelighed med hensyn til mulighederne for uddannelse og beskæftigelse

—

dårlige transportinfrastrukturer

—

det ringe udbud på boligmarkedet

—

og på det seneste også manglende tillid og fremmedhad.

5.4.1

For det første er det nødvendigt at sikre en bedre bevidstgørelse om hindringerne for geografisk og erhvervsmæssig mobilitet og om de støtteforanstaltninger, der har til formål at fjerne dem. De senere år er der ganske vist blevet udfoldet bestræbelser i Europa på at påvise hindringerne for arbejdstagernes mobilitet og på at afhjælpe dem, men det vil være relevant at gennemføre undersøgelser både på europæisk plan og i medlemsstaterne for at få et indtryk af omfanget, kendetegnene eller de afgørende faktorer, der hindrer den økonomiske mobilitet, og at evaluere deres økonomiske betydning.

5.4.2

For det andet er det afgørende at øge fleksibiliteten på arbejdsmarkederne i Europa. Erfaringen viser, at de lande, hvis arbejdsmarkeder er mest fleksible, nyder godt af en større erhvervsmæssig mobilitet og bedre resultater på beskæftigelsesområdet. I den henseende skal mobilitet forstås som et af de elementer, der gør det muligt at nå frem til en forbedring af beskæftigelsen, arbejdstagernes tilpasningsevne og virksomhedernes konkurrenceevne i en globaliseret verden. Arbejdet skal tilrettelægges, så det bedre svarer til virksomhedernes og arbejdstagernes behov, hvilket også kan bidrage til at styrke mobiliteten mærkbart.

5.4.3

For det tredje er det absolut nødvendigt at tilpasse uddannelsessystemerne til arbejdsmarkedets behov. Et system med en effektiv livslang læring bør styrkes. I vore dage er arbejdsmarkederne i stadig højere grad udsat for hurtige ændringer og efterspørgsel efter nye kvalifikationer. Et voksende antal mennesker skal tilpasse sig udviklingen i deres arbejde og deres karriere, navnlig ved at erhverve nye og forskelligartede kvalifikationer. Den enkelte skal derfor være i stand til at udvikle og forbedre sine kompetencer for at bevare sin beskæftigelsesegnethed og tilpasse sig udviklingen på arbejdsmarkedet. En række initiativer bør i denne forbindelse styrkes. Det drejer sig navnlig om følgende:

5.4.4

For det fjerde bør de sociale sikringsordninger videreudvikles, så det bliver mere tiltrækkende og lettere for arbejdstagerne at bevæge sig mellem de forskellige situationer på arbejdsmarkederne i EU, og så folk ikke hindres i at rejse til andre medlemsstater for at finde et bedre job. I denne forbindelse henviser EØSU til sin udtalelse om anvendelsen af princippet om flexicurity, navnlig med henblik på forbedring af den enkeltes beskæftigelsesegnethed for at sætte den enkelte i stand til bedre at tilpasse sig udviklingen på arbejdsmarkederne og få tilbud om bedre beskæftigelse. Alt i alt drejer det sig om at skabe nye arbejdspladser og støtte arbejdstagere i forbindelse med forandringer i karrieren, så deres muligheder for succes på arbejdsmarkedet øges. Erfaringen viser, at det vigtigste mål i øjeblikket går ud på at fremme beskæftigelsen af personer ved at fjerne administrative hindringer og investere i færdigheder og i aktive beskæftigelsespolitikker frem for at vælge en passiv stigning i ydelserne.

5.4.5

For det femte bør de lovgivningsmæssige, administrative og skattemæssige hindringer, der begrænser den geografiske og erhvervsmæssige mobilitet, afhjælpes ved at:

5.4.6

For det sjette bør de europæiske borgere have let adgang til informationer af god kvalitet om mulighederne for beskæftigelse og uddannelse. Der findes en stor mængde data om leve- og arbejdsvilkår, men de informationer, der vedrører mulighederne for uddannelse og beskæftigelse, prioriteres ikke. De findes ofte ikke eller er vanskeligt tilgængelige. Det europæiske informationssystem, der frembyder muligheder for beskæftigelse og uddannelse, er vigtigt for borgerne og virksomhederne, så de kan træffe det rigtige valg, når det drejer sig om at udvikle færdigheder, gribe muligheder og således styrke den erhvervsmæssige mobilitet. I denne forbindelse kan Eures-webstedet spille en væsentlig og positiv rolle. Webstedet er dog i øjeblikket ikke tilstrækkeligt synligt, og borgerne og især virksomhederne har et begrænset kendskab hertil. I denne forbindelse bør en forbedring af oplysningerne om specifikke emner, som f.eks. ændringer eller tilpasninger af de sociale ydelser (afhængigt af om de er lovbestemte eller supplerende) i tilfælde af erhvervsmæssig og geografisk mobilitet, prioriteres. Eksempelvis ville det i forbindelse med de erhvervstilknyttede pensionsordninger være hensigtsmæssigt at få adgang til oplysninger om omfanget af de erhvervede rettigheder, den anvendte beskatningsordning, retningslinjerne for overførsel samt omkostningerne og fordelene i tilknytning til hvert enkelt alternativ osv. (18)

5.4.7

For at fremme mobiliteten bør der endelig udvikles initiativer for at forbedre forholdene på boligmarkedet samt transportinfrastrukturerne. Det er af afgørende betydning, at folk kan finde en passende bolig til en overkommelig pris i de områder, hvor beskæftigelsesmulighederne findes. For at arbejdstagerne kan blive mere mobile, er det ligeledes centralt at fremme effektive og fleksible transportinfrastrukturer. Medlemsstaterne skal være opmærksomme på omkostninger i tilknytning til indvandring og oprette og anvende stimulerende systemer, der henvender sig til mobile jobsøgende.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/24

—

støtter aktiv aldring

—

skaber finansielle incitamenter til både ældre lønmodtagere som virksomheder, der beskæftiger dem, i medlemsstaternes politikker, som tilskynder ældre arbejdstagere til at blive længere på arbejdsmarkedet,

—

forbedrer leve- og arbejdsvilkår (især for manuelt arbejde),

—

iværksætter institutionelle løsninger, der øger arbejdsmarkedets tilpasningsevne over for ældre arbejdstagere.

—

skatte- og pensionssystemerne i medlemsstaterne

—

de for arbejdstager og arbejdsgiver relevante forudsætninger for at beskæftige ældre menneske,

—

programmer for livslang læring (herunder faglig videreuddannelse) for arbejdstagere fra 50 ja endog 45 års alderen.

—

fastholdelse af ældre arbejdstageres motivation og kreativitet,

—

tilpasse arbejdstempoet for at undgå situationer, hvor arbejdstagere »brænder ud«,

—

udbygge relationerne på arbejdspladsen mellem arbejdstagere fra forskellige aldersgrupper.

—

de konklusioner EU kan drage af de statistiske oplysninger om ældre arbejdstagere,

—

nødvendigheden og berettigelsen af en positiv holdning til ældre arbejdstagere,

—

konsekvenserne af førtidspensioneringsordninger for erhvervsfrekvensen blandt ældre arbejdstagere,

—

årsagerne til faldet i beskæftigelsen blandt ældre arbejdstagere før 2000,

—

planlagte såvel som gennemførte foranstaltninger for at øge beskæftigelsen blandt ældre arbejdstagere for at fastholde dem længere på arbejdsmarkedet, herunder også muligheden for at underlægge dem flexicurity-systemet,

—

ældre arbejdstageres deltagelse i uddannelses- og videreuddannelsesforanstaltninger,

—

forening af ældre arbejdstageres arbejds-, familie- og privatliv og fremme af solidariteten mellem generationerne,

—

kvaliteten af ældre arbejdstageres arbejdsliv, produktivitet og beskæftigelse på baggrund af globaliseringen og befolkningsændringerne.

—

Tilgang I - fremme af en aktiv aldring

—

Tilgang II – finansielle incitamenter til at ældre forbliver på arbejdsmarkedet

—

Tilgang III - generelle instrumenter, der øger arbejdsmarkedets tilpasningsevne over for ældre arbejdstagere.

—

afskedigelser som følge af deres virksomheds omstrukturering eller ringe konkurrenceevne på grund af ændringer på det globale arbejds- og servicemarked,

—

helbredsmæssige problemer eller behovet for at drage omsorg for andre,

—

mangel på de nødvendige kvalifikationer eller færdigheder i omgangen med nye teknologier herunder IKT,

—

deres egen overbevisning om, at de mangler evner til at tilpasse sig herunder især motivation og evnen til at lære.

—

Deltagelse og inddragelse, dvs. ældre arbejdstageres medvirken i alle uddannelsesprogrammer, som deres arbejdsgiver tilbyder samt deltagelse i gennemførelsen af interne videreuddannelsesforanstaltninger. Endvidere kunne ældre arbejdstagere med specielle kvalifikationer forblive i organisationen efter den normale pensionsalder.

—

»Opfriskningskurser« i den anvendte teknologi på arbejdspladsen for ældre arbejdstagere, som igennem lang tid ikke har deltaget i indføringen i produktionsprocessen, og som derfor føler sig mindre involveret i denne. Den fælles handlingsramme for arbejdsmarkedets parter, når det gælder anerkendelse af kompetencer og færdigheder, livslang læring og voksenuddannelse, byder i den forbindelse på mulige foranstaltninger.

—

Specifikke EDB- og internetkurser for arbejdstagere over 50, som sigter på at øge brugen af IKT hos ældre arbejdstagere, pensionister og også disses organisationer. I den forbindelse er det vigtigt, at kurserne tilpasses ældre menneskers behov (f.eks. større skrift, netportal for seniorer) (7).

—

Informationsseminarer om emner af særlig interesse for ældre,

—

Job- og karrieremesser, såkaldte »50+-møder« eller »jobcentre« specielt for ældre,

—

Annoncer på steder, der frekventeres af ældre eller i medier, der henvender sig til et ældre publikum. I den forbindelse skal man undgå en sprogbrug, der kunne virke krænkende som »de gamle« eller »pensionister«. I stedet bør man med henvisning til ældre mennesker bruge ord som »moden«, »erfaren« eller »pålidelig«.

—

skabelse af arbejdsgrupper af ældre medarbejdere inden for virksomheden med den opgave at formulere strategier for at tiltrække erfarne ældre mennesker. I firmaets lokaler kunne man også afholde festlige arrangementer for pensionister henholdsvis tidligere medarbejdere, og i personlige breve og telefonopringninger opfordre sådanne medarbejdere til at vende tilbage til virksomheden m.m.

—

en højnelse af arbejdsstyrkens generelle kompetenceniveau og åbenhed over for innovation,

—

ældre velbetalte medarbejderes tilstedeværelse i en virksomhed indebærer, at yngre medarbejdere ser bedre faglige udviklingsmuligheder for dem selv,

—

forbedring af kvaliteten af produkter og tjenester samt organisationen,

—

bevarelse af et rimeligt kompetenceniveau og potentiale for karriereudvikling samt mulighed for interne personalerokeringer.

—

aldersbevidsthed,

—

eksistensen af en national politisk ramme til støtte af diversificeringen af aldersstrukturen,

—

omhyggelig planlægning og gennemførelse,

—

samarbejde mellem alle parter om bevidstgørelse om alder,

—

cost/benefit-analyse.

—

inddrage arbejdsmarkedets parter i forhandlinger om virksomhedsspecifikke, brancheinterne og brancheoverskridende kollektive overenskomster med bestemmelser vedrørende ældre arbejdstagere; disse kan også indbefatte socialpagter, særlige arbejdsretslige bestemmelser og andre bilaterale og multilaterale aftaler,

—

inddrage alle interessenter i fremlæggelsen og udformningen af nationale (og europæiske) lovbestemmelser, der tilskynder arbejdstagere over 50 til at forblive på arbejdsmarkedet og arbejdsgiverne til at fastholde dem i virksomheden eller til at rekruttere ældre mennesker,

—

planlægning og skabelse af systemer og netværksstrukturer til kortlægning af ældre arbejdstageres situation og fastlæggelse af indikatorer for en omfattende beskrivelse heraf,

—

mangfoldighedsforvaltning i en virksomhed (eller koncern) rettet mod bestemte aldersgrupper blandt ældre arbejdstagere som f.eks. ledelse gennem aldersdiversificering og/eller ledelse gennem kvalifikationsdiversificering,

—

indførelse af modeller for rådgivningssystemer for arbejdstagere over 50 og deres arbejdsgivere, hvori vægten lægges på at udvikle moduler til vurdering af efterspørgslen efter bestemte erhvervskvalifikationer i en bestemt virksomhed, branche, region eller endog nationalt,

—

rådgivning af arbejdstagere med hensyn til planlægning af uddannelsesprogrammer, kurser og andre uddannelses- og videreuddannelsesaktiviteter, som især er rettet imod ældre arbejdstagere,

—

udvikling af rådgivningstilbud til virksomheder og ledere med henblik på at forbedre erhvervslivets tilpasningsevne, konkurrenceevne og produktivitet i perioder med forandringer ved hjælp af foranstaltning til diversificering af aldersstrukturen samt personaleforvaltning ved hjælp af informationsteknologi,

—

skabelse og udbygning af strukturer og netværk (branchebaserede, regionale, blandede, med repræsentanter for de interesserede parter osv.) og observationsorganer for erhvervskvalifikationer og beskæftigelse, som overvåger ældre arbejdstageres adgang til arbejdsmarkedet (under hensyntagen til deres kvalifikationer) og omstruktureringsprocessen. Sådanne observationsorganer kunne koncentrere sig om enkelte brancher, lokalområder og regioner (herunder også grænseregioner).

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/32

1.1

Forbindelserne mellem EU og USA baseres nu på nye forudsætninger og står over for såvel større udfordringer som forventninger. Valget af præsident Barack OBAMA har skabt store forventninger på verdensplan og en fornyet optimisme med hensyn til de transatlantiske forbindelsers potentiale. På mange områder, omfattende alt fra en fælles håndtering af den aktuelle finansielle og økonomiske krise til spørgsmålet om klimaforandringer, en styrkelse af menneskerettighederne og de bilaterale økonomiske forbindelser, er der et reelt håb om, at EU og USA vil arbejde sammen og påtage sig en ledende rolle.

1.2

Med udgangspunkt i deres repræsentative rolle eller deres ekspertise på et givent område kan det europæiske og amerikanske civilsamfund og arbejdsmarkedets parter på afgørende vis bidrage til styrkelsen af det fornyede samarbejde.

1.3

EØSU opfordrer EU's politiske beslutningstagere til at gribe denne mulighed og, i et samarbejde med USA, arbejde for de nødvendige reformer af FN-systemet, WIPO (1), Den Internationale Strafferetsdomstol, G8, G20, WTO, Verdensbanken, IMF og en styrkelse af ILO med henblik på at effektivisere disse institutioners håndtering af de langsigtede udfordringer, der er en konsekvens af den globaliserede verden og den aktuelle verdensomspændende finanskrise.

1.4

Det transatlantiske økonomiske samarbejde må intensiveres set i lyset af den finansielle og økonomiske krises omfang. Som et første skridt må EU og USA i højere grad koordinere deres monetære og skattepolitiske tiltag til stimulering af den globale økonomi gennem G20. De må herefter arbejde sammen om at udarbejde en ny fælles strategi for en effektiv regulering af det globale finanssystem, så økonomien aldrig igen vil blive truet af overdreven risikovillighed. Der bør fastlægges klare, bindende regler for den internationale finansverden som led i en gennemgribende reform af de internationale økonomiske organer for at sende borgerne og virksomhederne et stærkt signal.

1.5

Målsætningen for rammen til fremme af det transatlantiske økonomiske samarbejde, som er at styrke den transatlantiske økonomiske integration og vækst til fordel for vore borgere og vore økonomiers konkurrenceevne, bør opfyldes med Det Transatlantiske Økonomiske Råd (TEC) som ledende organ.

1.6

Det grundlæggende princip er ideen om et lovgivningsmæssigt samarbejde. EU og USA har meget til fælles, hvad angår de værdier, der ligger bag strategierne til regulering af økonomien, selvom der har været meningsforskelle på visse områder. Et samarbejde på lovgivningsområdet forudsætter, at man fra starten og i fællesskab forsøger at udpege sociale, miljømæssige og økonomiske problemer og finde en løsning herpå. I relation til de transatlantiske forbindelser opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at holde fast i den europæiske sociale model, der er baseret på avancerede socialsikringsordninger og en bred civil og social dialog.

1.7

Det Transatlantiske Økonomiske Råd skal løse vigtige opgaver i nærmeste fremtid:

1.8

Hvis disse og andre mål skal opfyldes, har det afgørende betydning, at TEC-processen fortsætter under den nye amerikanske regering og under den nye mandatperiode for Kommissionen og Europa-Parlamentet. EØSU opfordrer præsident Barack OBAMA til hurtigt at udpege en ny amerikansk medformand for Det Transatlantiske Økonomiske Råd, så det vigtige arbejde kan fortsætte.

1.9

De nuværende økonomiske problemer vil kun blive forværret, hvis man på verdensplan vender tilbage til den protektionisme, der var kendetegnende for den økonomiske depression i 1930'erne. EØSU opfordrer EU og USA til at arbejde tæt sammen for at realisere de tilsagn, som G20-lederne afgav i den henseende på topmødet den 15. november 2008 og gøre alt, hvad der står i deres magt for at nå frem til en hurtig og vellykket afslutning af Doha-runden og forhindre, at der skabes nye barrierer for handel eller investeringer.

1.10

EØSU opfordrer samtidig EU og USA til at arbejde tæt sammen om at overtale andre til at afholde sig fra at ty til politikker, som kan begrænse adgangen til markeder for investeringer eller offentlige indkøb, som der desværre er opnået enighed om under nylige diskussioner i Kongressen. EØSU tilskynder ligeledes EU og USA til at se på spørgsmålet om, hvordan verdenshandlen kan stimuleres med det mål at fremme de verdensomspændende handelsforhandlinger ved at indarbejde emner med relation til bæredygtig udvikling og sociale standarder. EØSU bifalder præsident Barack OBAMAS indsats for at afbøde de negative konsekvenser, som handelsmæssige justeringer har for visse grupper af arbejdstagere eller borgere.

1.11

EØSU er en ihærdig fortaler for, at der etableres finansieringsmekanismer for den transatlantiske dialog (den transatlantiske dialog inden for erhvervslivet (TABD (2), den transatlantiske forbrugerdialog (TACD (3), den transatlantiske arbejdsmarkedsdialog (TALD (4) og den transatlantiske miljødialog (TAED (5), og udvalget går ind for at inkludere TALD og TAED i Det Transatlantiske Økonomiske Råds rådgivergruppe.

1.12

EØSU tilskynder EU og USA til at styrke den transatlantiske dialogs tilgængelighed og åbenhed samt sikre en øget deltagelse for civilsamfundets aktører, også uden for de fire ovennævnte dialogområder.

1.13

EØSU opfordrer Kommissionen til i nærmeste fremtid at organisere et møde for transatlantiske aktører med det formål at evaluere den nye situation, udveksle synspunkter om og koordinere de tiltag, der skal tages i forbindelse med nye initiativer. EØSU minder Kommissionen om, at den i en meddelelse fra 2005 fremsatte et forslag om at arrangere en trepartskonference om arbejdsmarkedsrelationer.

1.14

På egne vegne foreslår EØSU, at man tager kontakt til de økonomiske og sociale partnere i USA, og udvalget vil nøje følge etableringen af rådgivende grupper under den amerikanske regering med henblik på at udpege mulige samtalepartnere i forskellige spørgsmål. EØSU vil også forsøge at styrke udvekslingen af viden og erfaring med aktører fra det amerikanske civilsamfund. Med henblik på at udføre disse opgaver bør EØSU oprette en uformel kontaktgruppe, der skal overvåge EØSU's aktiviteter på området transatlantiske forbindelser.

1.15

EØSU finder det hensigtsmæssigt og nyttigt at intensivere samarbejdet mellem EU og USA på det videnskabelige og kulturelle område (kulturel dialog), idet det er grundlaget for større gensidig forståelse og øget politisk samarbejde. EU og USA bør gøre en fælles indsats for at fremme og støtte kreativiteten, ikke kun når det gælder videnskab, teknik og innovation, men også – og især – inden for kunsten, der er grundlaget for lancering af nye værdier og for kvinders og mænds vækst og berigelse.

2.1

Forbindelserne mellem EU og USA baseres nu på nye forudsætninger og står over for såvel større udfordringer som forventninger. Valget af præsident Barack OBAMA har skabt store forventninger på verdensplan og en fornyet optimisme med hensyn til de transatlantiske forbindelsers potentiale. På mange områder, omfattende alt fra en fælles håndtering af den aktuelle finansielle og økonomiske krise til spørgsmålet om klimaforandringer, en styrkelse af menneskerettighederne og de bilaterale økonomiske forbindelser, er der et reelt håb om, at EU og USA vil arbejde sammen og påtage sig en ledende rolle. I sin udtalelse (6) fra 2004 udpegede EØSU en række emner, herunder behovet for en bedre global styring, der bør stå på den transatlantiske dagsorden. De seneste begivenheder understreger betydningen af, at der samarbejdes på dette område.

2.2

De udfordringer som EU, USA og resten af verden står over for på nuværende tidspunkt er alvorlige, og der er behov for en ny fælles strategi, som skal sikre, at den globale økonomi aldrig igen bliver udsat for en ureguleret finansiel kapitalismes hærgen. Den transatlantiske og globale økonomi befinder sig midt i den mest akutte økonomiske krise i årtier, fænomenet klimaforandringer kræver handling fra alle aktører, hvis der skal ske fremskridt og mange vigtige udenrigspolitiske udfordringer skal imødegås med det formål at fremme fred, demokrati og menneskerettigheder på verdensplan. Uden et styrket samarbejde mellem EU og USA vil vores indsats for at løse disse problemer ikke være tilstrækkelig.

2.3

Med udgangspunkt i deres repræsentative rolle eller deres ekspertise på et givent område kan det europæiske civilsamfund og arbejdsmarkedets parter på afgørende vis bidrage til styrkelsen af det fornyede samarbejde. Hvis indsatsen skal bære frugt, har det afgørende betydning, at de mange politiske organer, der varetager dialogen mellem EU og USA's regering, i højere grad inddrager alle aktører i processen. Fri bevægelighed for borgere er et væsentligt skridt til at forbedre forbindelserne mellem EU og USA gennem stimulering af de forretningsmæssige, kulturelle og sociale relationer. En udvidelse af mulighederne for at rejse uden visum mellem EU's medlemsstater og USA bør fortsat være en politisk prioritet.

2.4

Frem til i dag er alle bilaterale forbindelser mellem EU og USA blevet ført inden for rammerne af den transatlantiske erklæring (7) fra november 1990, der i 1995 blev efterfulgt af den nye transatlantiske dagsorden (8) og i maj 1998 af det transatlantiske økonomiske partnerskab (9). Undertegnelsen af aftalen om rammerne for yderligere transatlantisk økonomisk integration (10) , der etablerede Det Transatlantiske Økonomiske Råd (TEC) (11) i april 2007, var udtryk for en yderligere institutionel udvikling.

2.5

I det politiske samarbejde har man hidtil fokuseret mere på udenrigspolitik samt økonomiske og handelsrelaterede spørgsmål end på sociale emner og bæredygtighed. Derudover er inddragelsen af aktører, som har en lang tradition for at yde nyttige bidrag i såvel en række europæiske lande som på EU-niveau, endnu ikke blevet et element, som kendetegner forbindelserne mellem EU og USA. Der er dog enkelte undtagelser. Under arbejdet med at styrke de områder, som fungerer udmærket i denne nye fase af det transatlantiske samarbejde, opfordrer EØSU de to samarbejdspartnere til også at se nærmere på de områder, hvor der er brug for forbedringer.

2.6

Udtalelsen vil ikke behandle alle aspekter af de transatlantiske forbindelser. Canada indgår ikke, og udvalget vil fokusere på nogle få spørgsmål med betydning for samarbejdet mellem EU og USA, såsom multilateralisme, handel, det transatlantiske økonomiske samarbejde, de globale klimaforandringer og inddragelse af relevante aktører. Forbindelserne mellem EU og Canada bør behandles i en særskilt EØSU-udtalelse.

3.1

En forskellig tilgang til multilaterale institutioner har været kendetegnende for forbindelserne mellem EU og USA i de seneste år. Der er god grund til at tro, at den nye amerikanske regering vil føre en politik, som er baseret på en større inddragelse af såvel allierede partnere som internationale organisationer. EØSU opfordrer EU's politiske beslutningstagere til at gribe denne mulighed og, i et samarbejde med USA, arbejde for de nødvendige reformer af FN-systemet, herunder ILO, Den Internationale Strafferetsdomstol, WIPO, G8, G20, WTO, Verdensbanken og IMF med henblik på at effektivisere disse institutioners håndtering af de langsigtede udfordringer, der er en konsekvens af den globaliserede verden og den aktuelle verdensomspændende finanskrise. EØSU støtter forslaget om at introducere et økonomisk og socialt sikkerhedsråd i FN-systemet, som senest blev fremsat af kansler Angela Merkel i Paris i januar. Dette råd bør arbejde på lige fod med FN's Sikkerhedsråd.

3.2

De seneste års erfaringer med forbindelserne mellem EU og USA viser, at der i de tilfælde, hvor EU og USA ikke kan nå til enighed, ikke kan findes en løsning på alvorlige globale problemer. For at forbedre denne situation i relation til den nye amerikanske regering bør EU og USA arbejde tæt sammen og udforme en fælles strategi for mange spørgsmål vedrørende sikkerhed og menneskerettigheder på verdensplan.

3.3

For både EU og USA er det transatlantiske samarbejde ikke et alternativ, men et supplement til de multilaterale forbindelser. EU og USA forbliver de to vigtigste aktører på verdensplan, og derfor må de samarbejde, hvis de ønsker at opnå fremskridt i international sammenhæng, hvad enten der er tale om en styret handelsliberalisering eller større respekt for politikker, der er møntet på en forbedring af arbejds- og miljøforhold.

3.4

En nøje overholdelse og gennemførelse af multilaterale aftaler har afgørende betydning, hvis EU og USA skal kunne vise lederskab på verdensplan. Til en begyndelse bør EU, dets medlemsstater og USA ratificere og gennemføre alle ILO-konventioner (12) og WTO-regler.

4.1.1

Eftersom verden står over for den dybeste finansielle krise og den vanskeligste økonomiske situation i årtier må det transatlantiske samarbejde intensiveres. Som udgangspunkt betyder dette, at de monetære og skattemæssige tiltag, som træffes på begge sider af Atlanten må koordineres, så det sikres, at de vil være effektive i vore forbundne økonomier. EØSU er bekymret over, at dette hidtil ikke er sket i tilstrækkeligt omfang. EU og USA må gøre en større indsats for at forbedre situationen, særligt gennem G20 og i samarbejde med andre vigtige økonomiske aktører, så vore økonomier kan bringes på rette vej. Den amerikanske genopretnings- og investeringsplan, som der blev opnået enighed om i februar 2009, og den europæiske økonomiske genopretningsplan, som Det Europæiske Råd vedtog i december 2008, er kendetegnet ved slående ligheder, selvom den europæiske plan ikke er tilstrækkelig målrettet. Ved realiseringen af redningsplanerne bør det være målet, at de skal komplementere hinanden, og protektionistiske foranstaltninger bør fravælges.

4.1.2

Det næste skridt mod en genopretning af økonomien er udformning af en ny fælles strategi, der skal sikre en effektiv regulering af det globale finansielle system, så økonomien aldrig igen kan trues af en overdreven risikovillighed. Begge sider iværksætter regulerende foranstaltninger, og der er behov for en tæt koordinering, så det undgås, at der opstår unødvendige afvigelser. Af den grund får Det Transatlantiske Økonomiske Råd og dermed rammebetingelserne fra 2007 stadig større betydning.

4.2.1

Formålet med rammen til fremme af det transatlantiske økonomiske samarbejde er at opnå »en styrkelse af den transatlantiske økonomiske integration og vækst til gavn for vore borgere og vore økonomiers konkurrenceevne«. Dette mål skal opfyldes under overvågning af Det Transatlantiske Økonomiske Råd, som mødes mindst én gang om året og har mandat til at »overvåge den indsats, som er skitseret i rammebetingelserne med det formål at opnå hurtigere fremskridt« samt fastsætte midlertidige mål og fremme fælles tiltag. Et sådant mandat giver TEC betydelige beføjelser til at fremme den transatlantiske økonomiske integration, særligt i krisetider.

4.2.2

Det grundlæggende princip er ideen om et lovgivningsmæssigt samarbejde. EU og USA har meget til fælles, hvad angår de værdier, der ligger bag strategierne til regulering af økonomien. Vi deler den opfattelse, at målet med regulering er at garantere høje standarder for beskyttelse af miljøet, sundhed og sikkerhed for mennesker og dyr samt økonomisk og juridisk sikkerhed. Vi mener ligeledes, at lovgivningen bør nå disse resultater så effektivt som muligt. Der bør gribes mindst muligt ind i de økonomiske aktiviteter, og de regulerende tiltag bør tage udgangspunkt i ekspertise af højeste kvalitet. Det er korrekt, at der eksisterer meningsforskelle, som demonstreret ved sager der indgives for WTO, og nogle af disse er et resultat af forskellige holdninger hos borgerne. I mange tilfælde vælger EU og USA imidlertid forskellige strategier alene på grund af utilstrækkeligt samråd – mellem lovgivere og civilsamfundet. Et samarbejde på lovgivningsområdet betyder, at man i fællesskab, også gennem kontakter til civilsamfundet, forsøger at udpege sociale, miljømæssige og økonomiske problemer og finde en løsning herpå.

4.2.3

Fødevaresikkerhed er et område, som ville have gavn af en øget kontakt mellem civilsamfundene. Forbindelserne mellem EU og USA er længe blevet forstyrret af en række forskelle på dette område, der bl.a. vedrører lovgivningen om hormoner i oksekød og antibakteriel behandling af kyllinger. I disse tilfælde har EU ikke været parat til at acceptere de amerikanske standarder. Der er opstået større meningsforskelle, hvad angår brugen af genetisk modificerede organismer i fødevarer.

4.2.4

Til dato har Det Transatlantiske Økonomiske Råd mødtes tre gange, senest i Washington DC den 12. december 2008. På trods af dets korte levetid har TEC skabt store fremskridt på økonomiske nøgleområder:

4.2.5

Med henblik på fremtiden har Det Transatlantiske Økonomiske Råd vigtige opgaver at udføre, og der vil være mulighed for at forbedre dets arbejdsgang.

4.2.6

Hvis disse og andre mål skal opfyldes, har det afgørende betydning, at TEC-processen fortsætter og udvides under såvel den nye amerikanske regering som under den nye mandatperiode for Kommissionen og Europa-Parlamentet. EØSU forventer, at den amerikanske regering hurtigt udpeger en ny amerikansk medformand for Det Transatlantiske Økonomiske Råd, så det vigtige arbejde kan fortsætte.

4.3.1

De nuværende økonomiske problemer vil blive alvorligt forværret, hvis man på verdensplan vender tilbage til den protektionisme, der var kendetegnende for den økonomiske depression i 1930'erne. EØSU opfordrer EU og USA til at arbejde tæt sammen for at realisere de tilsagn som G20-lederne afgav i den henseende på topmødet den 15. november 2008 og gøre alt, hvad der står i deres magt for at nå frem til en hurtig og vellykket afslutning af Doha-runden og forhindre, at der skabes nye barrierer for handel eller investeringer. EU og USA må arbejde sammen med henblik på at sikre, at de vigtigste handelspartnere overholder deres forpligtelser på handelsområdet, efterhånden som fristelsen til at beskytte egne virksomheder stiger, og de to parter må særligt gå forrest med et godt eksempel og overbevise andre om, at de ikke skal ty til politikker, der kan begrænse adgangen til markedet for investeringer og offentlige indkøb, hvilket en nylig debat i Kongressen ellers har resulteret i. EØSU tilskynder ligeledes EU og USA til at se på spørgsmålet om, hvordan verdenshandlen kan stimuleres med det mål at fremme de verdensomspændende handelsforhandlinger ved at indarbejde emner med relation til bæredygtig udvikling og sociale standarder.

4.3.2

En præcisering af den nye amerikanske regerings synspunkter på dette område vil være en fordel for handelspartnerne, men på dette tidlige tidspunkt lader det til, at der lægges større vægt på miljømæssige og sociale emner med relation til handel kombineret med en åben indstilling over for handel som sådan.

4.3.3

EØSU bifalder i høj grad en sådan tilgang til international handel og anbefaler, at EU støtter ethvert tiltag til at fremme handelsaftaler, som forbedrer såvel udbuddet af som efterspørgslen efter gode styreformer på nationalt og internationalt niveau og inddrager spørgsmål med relation til arbejdstagerrettigheder og miljøbeskyttelse.

5.1

Europæiske lande er længe gået forrest i klimapolitikken. De har ventet på, at USA skulle slutte sig til med ambitiøse initiativer. Den nye amerikanske regering har lovet at gøre en omfattende indsats for at imødegå de globale klimaforandringer. EØSU ser frem til en ny og ambitiøs amerikansk politik møntet på reduktion af drivhusgasudledninger. I tillæg til planerne om at gennemføre et system med emissionslofter og –handel, der vil begrænse CO2-emisssionerne fra storindustrien, er det sandsynligt, at Barack OBAMAS regering vil øge investeringerne i vedvarende energi. Foranstaltninger til at skabe fornyet vækst bør – globalt set – ses som en mulighed for at skabe grøn beskæftigelse samt styre investeringer og innovation i den retning.

5.2

EØSU bifalder de amerikanske planer om at investere i effektive og rene teknologier hjemme, mens den amerikanske bistandspolitik og eksportstøtte anvendes til at hjælpe udviklingslande med at springe den CO2-energiintensive udviklingsfase over. EØSU bakker også op om kravet om, at der indgås bindende forpligtelser om reduktion af CO2-emissioner, som kan håndhæves.

5.3

EØSU opfordrer USA til at komme til FN's konference i København i december 2009 med en stærk og klar forhandlingsposition, som bringer holdningerne i USA og EU tættere på hinanden i forberedelsen af en post-Kyoto-protokol om en international ramme for emissionsbegrænsning. EU forventer en engageret indsats i og stor opbakning til forhandlingerne om FN's rammekonvention om klimaændringer.

5.4

For EU's vedkommende, og med henblik på at udforme en mere sammenhængende strategi for opfyldelsen af EU's klimamålsætninger, opfordrer EØSU medlemsstaterne til at nå frem til et kompromis, der kan overvinde konflikten mellem økonomisk konkurrenceevne og større ofre for miljøets skyld og til, at man ikke reducerer investeringerne i nye forskningsinitiativer på området grønne teknologier under den globale økonomiske krise.

5.5

EØSU opfordrer såvel Kommissionen som den nye amerikanske regering til aktivt at inddrage miljøorganisationer og netværk samt erhvervsliv og fagforbund i forberedelserne af FN's konference i København i december 2009 og genetablere den transatlantiske miljødialog (TAED), der kan fungere som et koordinerende organ for aktører på miljøområdet og som en partner i forberedelsesfasen.

6.1

Traditionerne for inddragelsen af de berørte parter i den politiske beslutningsproces er forskellige i EU og USA. Den nye transatlantiske dagsorden forpligtede EU og USA til et systematisk samarbejde om bl.a. opbygningen af »mellemfolkelige«- forbindelser tværs over Atlanten. Som et resultat heraf blev der etableret en række civilsamfundsmæssige dialoger mellem arbejdstager-, forbruger- og miljøgrupper.

De transatlantiske dialoger, som blev etableret i anden halvdel af 1990'erne, har ikke været lige aktive og har været inddraget i samarbejdsstrukturerne mellem EU og USA i forskelligt omfang, særligt hvad angår topmøderne mellem EU og USA, der ensidigt har fokuseret på den transatlantiske erhvervsdialog (TABD). Derudover omfatter Det Transatlantiske Økonomiske Råds rådgivergruppe kun den transatlantiske erhvervsdialog (TABD), den transatlantiske forbrugerdialog (TACD) og den transatlantiske dialog mellem de lovgivende organer (TLD). To andre dialoger – den transatlantiske arbejdsmarkedsdialog (TALD) og den transatlantiske miljødialog (TAED) blev udelukket uden en forudgående høring af de berørte aktører.

6.2

I den henseende opfordrede Europa-Parlamentet i sin resolution af 8. maj 2008 om Det Transatlantiske Økonomiske Råd til, at formændene for TALD og TAED kommer med i rådgivergruppen. EØSU støtter i høj grad Europa-Parlamentets opfordring og tilskynder Det Transatlantiske Økonomiske Råd til at revidere de arbejdsmetoder, der blev godkendt af TEC's medformænd i Berlin den 28. juni 2007.

6.3

De nye arbejdsmetoder må i højere grad tage højde for principper om åbenhed og en bedre koordination med rådgiverne, herunder en rettidig adgang til dokumenter og mødeindkaldelser.

6.4

EØSU bifalder, at Europa-Parlamentet i sit udkast til betænkning om de transatlantiske forbindelser efter valget i USA, kommer med en opfordring til, at der arbejdes for at uddybe kendskabet til de to parters civilsamfund (13). EØSU skal spille en aktiv rolle i processen.

6.5

De forskellige interesseorganisationer, som er involveret i dialogerne, har alle tidligere erfaringer med opbygningen af transnationale netværk. De initiativer, som USA og EU tog i 1990'erne med det formål at afspejle de nye realiteter i den europæiske integrationsproces, skabte også nye muligheder for de transatlantiske civilsamfundsorganisationer (14).

6.6

De fire ovennævnte dialoger startede deres aktiviteter med blandede resultater og mere eller mindre udpræget støtte fra de politiske ledere på begge sider af Atlanten. TACD fungerer udmærket og bidrager i stort omfang til forberedelserne af topmøderne mellem EU og USA og til arbejdet i TEC.

6.7

Desværre blev arbejdet i TAED suspenderet to år efter en relativt vellykket start. Der er mange gode argumenter for at genetablere denne dialog, der så kan levere input til TEC og topmøderne mellem EU og USA. EØSU anbefaler kraftigt, at der etableres finansieringsmekanismer for dialogerne, og at TALD og TAED (efter en genetablering af sidstnævnte) inkluderes i TEC's rådgivergruppe.

6.8

EØSU har forståelse for, at bilaterale transatlantiske forbindelser ikke nødvendigvis udgør den mest naturlige måde at samarbejde tværs over Atlanten på for visse civilsamfundsorganisationer. Hvad angår fagforbund og miljøorganisationer må det transatlantiske forum konkurrere med ikke blot indenlandske emner, men også med globale udfordringer, som klimaforandringer eller retten til at organisere sig i udviklingslandene. Ikke desto mindre vil inddragelsen af en bredere vifte af aktører i de bilaterale forbindelser mellem EU og USA give hele processen demokratisk legitimitet og øge den offentlige opbakning. EØSU tilskynder EU og USA til at styrke den transatlantiske dialogs tilgængelighed og åbenhed samt sikre en øget deltagelse for civilsamfundets aktører.

6.9

EØSU opfordrer Kommissionen til i nærmeste fremtid at organisere et møde for alle transatlantiske aktører med det formål at evaluere den nye situation, udveksle synspunkter om og koordinere de tiltag, der skal tages i forbindelse med nye initiativer. På civilsamfundets vegne tilbyder EØSU sin aktive medvirken i et sådant initiativ.

6.10

I sin meddelelse af 18. juni 2005 (KOM (2005) 196) kom Kommissionen med interessante forslag, herunder et forslag om fremme af dialogen mellem repræsentanter for arbejdsmarkedets parter i EU og USA, der omfattede en trepartskonference om arbejdsmarkedsforhold. Disse forslag, som der aldrig blev fulgt op på, bør revideres – en udveksling af synspunkter mellem arbejdsmarkedets parter i EU og USA vil være særlig nyttig set i lyset af amerikanske forslag om at indføre en lov om arbejdstageres frie valg.

6.11

EØSU vil tage kontakt til de økonomiske og sociale partnere i USA (erhvervsliv, fagforbund, landmænd, forbrugere mm.) med henblik på at undersøge, om de er interesserede i, at der organiseres en dialog om et eller flere specifikke emner, såsom klimaforandringer eller handel og bæredygtig udvikling, som kan være af interesse for parterne på begge sider af Atlanten. Formålet med en sådan dialog vil være at inddrage alle aktører på samme tid i modsætning til de eksisterende dialoger, der arbejder inden for deres eget mandatområde og med egne medlemsorganisationer. EØSU vil tage kontakt til Kommissionen og den amerikanske regering med henblik på at få deres støtte og vurdere, om der er interesse for initiativet.

6.12

EØSU vil nøje følge etableringen af rådgivende grupper under den amerikanske regering med henblik på at kunne udpege mulige samtalepartnere om forskellige emner. Med hensyn til emner af fælles interesse vil EØSU også overveje, hvordan udvekslingen af viden og erfaringer med det amerikanske civilsamfunds aktører kan forbedres. I den forbindelse foreslås det, at Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser etablerer en uformel kontaktgruppe, der midlertidigt kan koordinere EØSU's aktiviteter på det transatlantiske område. Hvis dette viser sig at blive en succes, kan kontaktgruppen nedsættes på formel og permanent basis.

6.13

I sit udkast til betænkning insisterer Europa-Parlamentet på, at der er et behov for at erstatte den eksisterende transatlantiske dagsorden fra 1995 med en ny transatlantisk partnerskabsaftale, som kan udgøre et mere stabilt og opdateret grundlag for forbindelserne (15). EØSU støtter helhjertet denne opfordring og håber, at de relevante grupper i de amerikanske og europæiske civilsamfund vil blive inddraget i forhandlingerne om et sådant nyt instrument helt fra starten. Inddragelsen af det organiserede civilsamfunds aktører kan kun styrke og forbedre de institutionelle strukturer.

6.14

En styrket dialog ville aktivere civilsamfundet på begge sider af Atlanten og dermed skabe effektive netværk og fremme udvekslingen af synspunkter internt i og mellem de transatlantiske civilsamfunds netværk, herunder dialogerne. Det ville give adgang til regeringskredse på højt niveau og fremme forbindelserne mellem disse netværk og dialogerne samt regeringerne.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/40

1.1

Adgangen til effektiv retlig beskyttelse er en grundlæggende rettighed, som er nedfældet i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. EØSU er derfor tilhænger af, at man letter borgernes muligheder for at udøve denne ret, bl.a. når der er tale om at yde erstatning for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne til de skadelidte, som ikke kun er de konkurrerende virksomheder, der overholder spillereglerne, men også forbrugerne, smv’erne og arbejdstagerne i de berørte virksomheder, eftersom overtrædelserne kan gå ud over deres job og købekraft. EØSU hilser Kommissionens hvidbog velkommen og støtter Kommissionen på dette punkt. EØSU understreger behovet for mere effektive retsmidler, som kan give ofrene for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne mulighed for at opnå fuld erstatning for den skade, de har lidt, i overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis. Et velafbalanceret system, der tager højde for alles interesser, er vigtigt for samfundet som helhed.

1.2

Det ledende princip i Kommissionens politik bør fortsat være, at Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder skal videreføre den strenge offentlige håndhævelse af artikel 81 og 82. Udvalget er bekendt med de forskellige vanskeligheder og hindringer for privat håndhævelse af de individuelle og kollektive rettigheder fra ofrenes side med henblik på at opnå fuld erstatning og det glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at tage fat på disse problemer. Sådanne erstatningssøgsmål er et nødvendigt element i en effektiv håndhævelse af EF-traktatens artikel 81 og 82, som supplerer, men ikke kan træde i stedet for eller underminere den offentlige håndhævelse. Desuden vil en bedre søgsmålsadgang også have en gavnlig virkning ved at afskrække virksomheder fra at begå overtrædelser fremover.

1.3

EØSU mener, at der er brug for retlige rammer, som kan give skadelidte bedre muligheder for at udøve deres traktatfæstede ret til at få erstatning for enhver skade, de har lidt som følge af overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler. Derfor bør der på EU-plan og i medlemsstaterne vedtages de nødvendige bindende og ikke-bindende foranstaltninger for at forbedre retsplejen i Den Europæiske Union og opnå en tilfredsstillende minimumsbeskyttelse af de skadelidtes rettigheder. Udenretslige løsninger kan kun supplere de retslige procedurer. De kan udgøre et interessant alternativ, idet der er tale om en mindre formel og billigere procedure, forudsat begge parter virkelig er villige til at samarbejde og retlige klagemuligheder reelt er til rådighed.

1.4

Hvad angår kollektive søgsmål anser EØSU det for nødvendigt at indføre passende mekanismer for effektiv håndhævelse baseret på en europæisk tilgang og foranstaltninger, som har rod i europæisk kultur og traditioner på det juridiske område og som kan lette adgangen til at anlægge sag for kvalificerede enheder og for ofre, som slutter sig sammen. Opfølgningstiltag bør udgøre en passende beskyttelse mod indførelse af forhold, der i andre jurisdiktioner har vist, at de i højere grad kan ventes at blive misbrugt. EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for koordinering med andre initiativer for at gøre det lettere at opnå erstatning, herunder med det initiativ der er i gang i generaldirektoratet for sundhed og forbrugere.

1.5

Forslagene i hvidbogen dækker en kompleks juridisk ramme, der påvirker de nationale proceduresystemer og bl.a. reglerne om betingelser for sagsanlæg, udlevering, skyld og fordeling af udgifter.

1.6

Adgangen til bevismateriale og udlevering af oplysninger mellem parterne bør være baseret på en redegørelse for de faktiske anbringender og streng retslig kontrol med sagens berettigelse og rimeligheden i kravet om fremlæggelse af oplysninger.

1.7

Udvalget anmoder Kommissionen om at følge op på hvidbogen og foreslå passende foranstaltninger til opfyldelse af hvidbogens mål under overholdelse af subsidiaritetsprincippet, men således at dette princip ikke kommer til at bremse overvindelsen af de eksisterende hindringer for, at ofre for overtrædelser af EF’s kartel- og monopolregler kan få adgang til effektive erstatningsmekanismer.

—

Situationen for så vidt angår indirekte aftagere og kollektive søgsmål;

—

Adgang til bevismateriale – udlevering af oplysninger mellem parterne;

—

Bindende virkning af de nationale konkurrencemyndigheders beslutninger;

—

Krav om påvisning af skyld;

—

Erstatning;

—

Overvæltning af overpriser;

—

Forældelsesfrister;

—

Omkostningerne ved erstatningssøgsmål;

—

Samspillet mellem bødenedsættelsesordninger og erstatningssøgsmål.

—

Kodificering i en fællesskabsretsakt af den nuværende fællesskabsret vedrørende de skader, for hvilke ofre for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne kan få erstatning.

—

Udarbejdelse af ikke-bindende retningslinjer for kvantificering af skadeserstatningen, som kan indeholde omtrentlige beregningsmetoder eller forenklede regler til vurdering af tabene.

—

forældelsesfristen ikke begynder at løbe før det tidspunkt, hvor overtrædelsen ophører, når der er tale om løbende eller gentagne overtrædelser, eller før ofret for overtrædelsen med rimelighed kan forventes at have fået kendskab til overtrædelsen og den skade, den har påført ham.

—

Under alle omstændigheder bør en ny forældelsesfrist på mindst to år først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der er sket en overtrædelse af konkurrencereglerne, som sagsøger i en opfølgende sag vil tage udgangspunkt i, er blevet endelig.

3.6.1

Hovedansvaret for regulering af markederne og håndhævelse af konkurrencereglerne i EU er et offentligt anliggende og bør fortsat ligge hos de offentlige myndigheder. Derfor mener EØSU, at man ved alle fremtidige foranstaltninger skal holde fast i en effektiv retshåndhævelse og gøre det lettere for ofre for overtrædelser af kartel- og monopollovgivningen at opnå erstatning for det lidte tab. Retshåndhævelsen spiller en grundlæggende rolle i kampen mod konkurrenceforvridende adfærd, ikke mindst fordi Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder har eneret på at foretage undersøgelser og bilægge tvister.

3.6.2

Mens den offentlige retshåndhævelse er fokuseret på overholdelse og afskrækkelse, er formålet med erstatningssager at opnå fuld erstatning for den lidte skade. Denne fulde erstatning omfatter det faktiske tab samt mistet overskud og mistede renter.

3.6.3

Når foranstaltninger vedrørende reel, fuld erstatning for det faktiske tab evalueres, forventer EØSU, at den planlagte vejledning om kvantificering af skadeserstatning vil indeholde pragmatiske retningslinjer til brug ved medlemsstaternes domstole som beskrevet i hvidbogen.

3.7.1

En mere effektiv ramme for erstatning ad rettens vej til ofre for overtrædelser af konkurrenceretten er nødvendig, men EØSU støtter Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at udforme procedureregler, der fremmer forlig. Som alternativ til erstatning ad rettens vej kan udenretslig bilæggelse spille en vigtig, supplerende rolle, når der skal ydes erstatning til ofrene, uden på nogen måde at begrænse adgangen til domstolene. Udenretslig bilæggelse kan give mulighed for hurtigere at nå frem til en rimelig løsning til en lavere pris og med en stemning mellem parterne, der er mindre præget af konfrontation, og reducerer derudover retternes arbejdsbyrde. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at tilskynde til anvendelse af udenretslige systemer og forbedre kvaliteten heraf. EØSU bemærker dog, at alternative tvistbilæggelsesmekanismer kun kan fungere som et troværdigt alternativ for opnåelse af erstatning til skadelidte, hvis der findes mekanismer til effektive søgsmål ad rettens vej – bl.a. gennem kollektive søgsmål. I fravær af reelle søgsmålsredskaber foreligger der utilstrækkelige incitamenter til rimelige og hensigtsmæssige forlig.

—

Dels repræsentative søgsmål anlagt af kvalificerede enheder (forbrugerorganisationer, statslige organer, handelsforeninger eller sammenslutninger af ofre), som EØSU (7) generelt har udtalt sig positivt om.

—

Dels kollektive søgsmål med opt-in-mulighed, hvor de skadelidte beslutter at samle deres individuelle erstatningssøgsmål i et samlet søgsmål.

4.2.1

EØSU lægger særlig vægt på en tilfredsstillende klageadgang for ofrene for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne – konkurrenter, der spiller ærligt spil, forbrugere, SMV’er og de involverede virksomheders medarbejdere, der er indirekte ofre for en praksis, der truer deres beskæftigelse og købekraft. Det udtrykte sit syn på en »retsordning for kollektive søgsmål på EU-niveau og dennes rolle, navnlig inden for forbruger- og konkurrencelovgivningen« i sin initiativudtalelse (8). I overensstemmelse med sine tidligere udtalelser erklærer EØSU, at erkendelsen af behovet for klageadgang hænger sammen med eksistensen af hensigtsmæssige procedurer til anerkendelse og opretholdelse af disse rettigheder. Indførelsen af kollektive søgsmål på europæisk plan er en af mulighederne i forbindelse med diskussionen om, hvordan sådanne klagemuligheder kan gøres effektive. EØSU mener, at opfølgningstiltag bør være afbalancerede og rumme en effektiv beskyttelse mod misbrug. De bør være i overensstemmelse med andre forslag om kollektive søgsmål, herunder dem, der er i gang i generaldirektoratet for sundhed og forbrugere. De bør behandles på en koordineret og sammenhængende måde, så der undgås unødvendig overlapning af retsinstrumenter, som ville skabe gevaldige vanskeligheder med omsættelsen og gennemførelsen i medlemsstaterne.

4.2.2

EØSU støtter den brede enighed blandt europæiske politikere og interessenter om, at EU bør undgå risikoen for misbrug i amerikansk stil. Opfølgningstiltag bør afspejle europæiske kulturelle og retlige traditioner, have erstatning som deres eneste formål og afstedkomme en rimelig balance mellem parterne, og dermed føre til et system, der værner om samfundets interesser som helhed. Det henstiller, at advokatsalærer, der afhænger af sagens udfald, og ordninger, der medfører økonomiske interesser for tredjemand, undgås i EU.

4.3.1

Af hensyn til en effektiv adgang til bevismateriale, som er en forudsætning for adgang til effektive retsmidler, anser EØSU det for positivt, at der på tværs af EU fastsættes et minimumskrav for udlevering af oplysninger mellem parterne i erstatningssøgsmål på kartel- og monopolområdet. Til opfyldelse af dette mål vil det være en hjælp at udvide de nationale domstoles beføjelse til at udlevere bestemte kategorier af relevant bevismateriale på de betingelser, som allerede er fastlagt i EF-Domstolens retspraksis, hvorefter udleveringen af oplysninger skal være relevant og nødvendig for sagen og ikke uforholdsmæssig.

4.3.2

EØSU erkender de eksisterende hindringer, som skadelidte har ved at føre bevis for deres krav, og udtrykker tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at forbedre adgangen til bevismateriale. Det understreger, at der må tages hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes proceduresystemer. Udleveringsforpligtelserne bør være omfattet af præcise sikkerhedsforanstaltninger og stå i rimeligt forhold til sagen.

4.3.3

EØSU anmoder Kommissionen om at lade udleveringsforpligtelserne være omfattet af præcise sikkerhedsforanstaltninger, da udfordringen består i at bibeholde et system, hvor der er balance mellem reel adgang til bevismateriale og forsvarets rettigheder. EØSU bemærker, at et minutiøst tilsyn udført af en dommer kan være nyttigt i denne henseende.

4.3.4

Når Kommissionen i en beslutning har fastslået en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81 eller 82, kan ofrene herfor i medfør af artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003, anvende kommissionsbeslutningen som bindende bevis i et civilt erstatningssøgsmål. EØSU mener, at der i overensstemmelse med princippet om ensartede retsplejeregler bør gælde en lignende bestemmelse for beslutninger truffet af de nationale konkurrencemyndigheder, hvori det fastslås, at der er sket overtrædelse af artikel 81 eller 82.

4.4.1

Med hensyn til »kollektive søgsmål med opt-in- og opt-out-mulighed« henviser EØSU til de fordele og ulemper ved disse ordninger, som beskrives i udtalelsen af 14. februar 2008 (9). I denne udtalelse påpegede EØSU i særdeleshed, at mens opt-in indebærer visse fordele, er den vanskelig at administrere og kostbar, den fører til procedureforsinkelser og egner sig ikke for en stor andel af forbrugerne, fordi de ikke råder over ordentlig information om, at de pågældende procedurer findes. EØSU bemærker, at nogle medlemsstater har indført forskellige modeller for søgsmål, der omfatter både opt-in og opt-out-systemet.

4.4.2

Disse bemærkninger gælder også for »repræsentative søgsmål«. Eftersom der i hvidbogen ikke kun henvises til identificerede ofre, men også til identificerbare ofre, synes søgsmål på vegne af en gruppe af uidentificerede personer ikke at være udelukkede. Mens identificering af individuelle skadelidte kan bidrage til at fastslå kravene, kan der forekomme tilfælde, hvor en udvidelse af sagen til at omfatte alle mulige skadelidte kan være egnet, f.eks. hvor forbrugere i meget stort tal berøres. EØSU foreslår, at Kommissionen præciserer dette forslag.

4.4.3

EØSU gentager sine anbefalinger om dommerens vigtige rolle fra sine tidligere udtalelser. Dommere kan have fordel af specifik uddannelse for at give dem bedre muligheder for at kontrollere antagelighedskriterierne samt for at vurdere bevismateriale og adgangen til dette, eftersom kollektive søgsmål pr. definition forudsætter, at det samme sagsanlæg ikke kunne forventes at blive indgivet individuelt. Der bør derfor tilkomme dommeren en vigtig, aktiv rolle med hensyn til at kortlægge og tillade legitime krav på et tidligt tidspunkt.

4.4.4

Kvalificerede forbruger- og erhvervsorganisationer er naturlige kandidater som repræsentanter for ofrene i repræsentative søgsmål. Kommissionens hvidbog tillader udtrykkeligt anerkendte erhvervsorganisationer at indgive repræsentative søgsmål på deres medlemmers vegne. Da andre anerkendte organisationer, der opfylder visse standarder, også kan have legitime grunde til at anlægge et kollektivt søgsmål, bør det nøje undersøges, om dette kan føre til situationer, hvor der rejses flere sammenfaldende krav vedrørende skader forvoldt af den samme overtrædelse. Det bør anbefales, at de skadelidte repræsenteres af ét enkelt repræsentativt organ for at gøre søgsmålet effektivt.

4.5.1

I princippet er EØSU enig med Kommissionen i, at de endelige beslutninger i opfølgende søgsmål bør have status som en uigendrivelig formodning om overtrædelsen. EØSU mener, at de nationale domstole er de bedst egnede til at vurdere årsagssammenhængen mellem overtrædelsen og erstatningskravet og fortsat bør have eneret til at gøre dette.

4.5.2

EØSU bemærker ligeledes, at værdien af de nationale konkurrencemyndigheders endelige beslutninger indebærer, at man bør være behørigt opmærksom på omfanget af harmonisering af kontrolforanstaltninger og proceduremæssige garantier medlemsstaterne imellem.

4.6.1

I nogle medlemsstater er årsagssammenhængen mellem skyld og tab et centralt aspekt af ansvarspådragelse og sagsøger skal godtgøre sin egen ret til erstatning samt sagsøgtes skyld. EØSU henstiller, at Kommissionen tager disse forskelle med i billedet, da de kan henføres til de nationale retssystemers historiske udvikling. Det opfordrer Kommissionen til at påse, at enhver fremtidig ordning sikrer en retfærdig rettergang med en hurtig og effektiv erstatning for skader, underbygget med tilstrækkelige beviser.

4.7.1

Bødenedsættelsesordningerne har en gevaldig indvirkning på antallet af opdagede karteller og en betydelig afskrækkende virkning. At ordningerne fungerer godt, er derfor i første række i de skadelidtes interesse. Risikoen for, at fortrolige oplysninger offentliggøres vil indvirke negativt på afdækningen af karteller og dermed på ofrenes mulighed for at kræve erstatning. EØSU udtrykker derfor tilfredshed med forslagene om at opretholde effektiviteten af bødenedsættelsesordningerne. Dog bør anmodninger om bødenedsættelser ikke, udover hvad der er strengt nødvendigt, beskytte karteldeltagere mod de civilretlige følger af deres ulovlige adfærd på de skadelidtes bekostning.

4.8.1

I hvidbogen beskrives forskellige metoder, der kan mindske den økonomiske risiko for personer, der rejser et erstatningssøgsmål. EØSU er enigt i, at retten til erstatning ikke bør begrænses gennem urimelige omkostninger ved retssager. EØSU kommenterede omkostningerne ved disse retssager i sin udtalelse om grønbogen (10).

4.8.2

I hvidbogen opfordres medlemsstaterne til at revidere de nationale regler for fordeling af sagsomkostninger og til at give de nationale domstole mulighed for i undtagelsestilfælde at fravige »taberen-betaler«-princippet, som i øjeblikket anvendes i de fleste nationale retssystemer. EØSU opfordrer Kommissionen til nøje at overveje, hvordan man både kan sikre rimelig domstolsadgang og gyldigheden af krav i denne forbindelse.

4.8.3

EØSU mener, at medlemsstaterne bør begynde at overveje deres regler for sagsomkostningernes fordeling og Kommissionen bør undersøge gældende praksis i Den Europæiske Union. Tendensen bør gå i retning af at give mulighed for, at der indledes berettigede sager, hvor omkostningerne ellers ville forhindre, at der blev indledt søgsmål; dette må dog ikke være til hinder for udarbejdelse af retsplejeregler, som tilskynder til forlig for at nedbringe omkostningerne.

4.8.4

EØSU minder om, at det ikke er ønskeligt at indføre et system, hvor advokaternes salærer afhænger af sagens udfald (contingency fees), da det ville stride mod EU’s retlige traditioner. Som EØSU skrev i en tidligere udtalelse (11) er systemet forbudt i de fleste EU-lande enten ved lov eller ifølge advokaternes etiske kodekser.

4.8.5

Endelig mener EØSU, at meddelelser til og opsporing af formodede sagsøgere kan gennemføres effektivt og med rimelige omkostninger via et elektronisk europæisk register over sager, som skadelidte i hele EU kan gennemse.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/47

2.1

Med hensyn til konkurrencepolitikkens redskaber redegør beretningen ligesom alle andre år for hver enkelt instruments vedkommende for den vision, der har været ledetråd for Kommissionen i løbet af det pågældende år.

2.2

På sektorielt niveau dækker beretningen for 2007 de mest relevante tiltag, der er gennemført på vigtige økonomiske områder som f.eks.:

2.3

Der lader til at være en række uoverensstemmelser eller manglende klarhed på visse aktivitetsområder som f.eks. elektronisk kommunikation, hvor det er vanskeligt at forstå behovet for og målsætningen med den ny lovpakke, der blev henvist til i punkt 48, da de risikerer at være i strid med punkt 44, der henviser til den nuværende lovpakkes bidrag til øget konkurrence.

2.4

Heller ikke inden for informationsteknologi bliver der nævnt noget om de målsætninger, der bør følges. Der refereres blot til de sager, der blev indledt i de forgangne år, uden at der nævnes noget om fastsættelse af regler og politikker, eller hvad man i den forbindelse har til hensigt at gennemføre.

2.5

Endnu en gang bør man nævne den ny situation, der er opstået på grund af internettet, som er samlingssted for en intens erhvervsaktivitet, for hvilken der ikke rigtigt findes nogen regler, hvilket giver grobund for »manglende konkurrence« uden nogen egentlig forbrugerbeskyttelse. Det haster derfor med at regulere aktiviteterne på internettet.

2.6

Inden for transportsektoren bemærkes med glæde den detaljerede reference til de foranstaltninger, der er truffet for forskellige transportformer: vejtransport, jernbanetransport (såvel gods- som passagertransport), skibs- og luftfart.

2.7

For så vidt angår postsektoren hersker der mangel på klarhed i forhandlingsprocessen for Kommissionens forslag om at give konkurrencen fri på EU's postmarkeder.

2.8

Beretningen er klar og detaljeret i beskrivelsen af Det Europæiske Konkurrencenetværks funktion og i redegørelsen for de nationale kompetente myndigheders aktiviteter. Det er værd at fremhæve punktet om det styrkede samarbejde mellem medlemmerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk. Det er samtidig positivt, at man i løbet af det pågældende år har brugt mange kræfter på at blive inddraget i internationale aktiviteter og det interinstitutionelle samarbejde.

2.9

I forbindelse med udvidelsen fortsatte indsatsen med håndhævelse af konkurrencereglerne i kandidatlandene, og man påbegyndte arbejdet med at forlange, at landene fremlagde troværdige resultater som bevis på, at reglerne var blevet vedtaget.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/52

1.1

Formålet med Kommissionens grønbog er at skabe debat om, hvorledes den viden, der er relevant for forskning, videnskab og uddannelse, bedst kan formidles i et online-miljø. Grønbogen forsøger at besvare en række problemstillinger i forbindelse med den rolle, som ophavsretten spiller i videnøkonomien.

1.2

Ved »ophavsret« forstås ophavsret i snæver forstand og beslægtede rettigheder, dvs. rettigheder, der har erstattet den klassiske ophavsret til litterære værker og kunstværker (1). Ophavsretten er beskyttet i kraft af en række internationale konventioner og organisationer, herunder navnlig Bernerkonventionen, der forvaltes af WIPO (2), og aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPS-aftalen«) under WTO.

1.3

Grønbogen falder i to dele. Den første del omhandler de generelle aspekter vedrørende undtagelser fra de eksklusive rettigheder, der normalt følger af ophavsretten og beslægtede rettigheder. Anden del omhandler forhold i tilknytning til de undtagelser og indskrænkninger, som er mest relevante for formidlingen af viden, og beskriver, hvorvidt disse undtagelser bør tilpasses det digitaliserede samfund.

1.4

Undtagelser fra og indskrænkninger af ophavsretten i medfør af TRIPS-aftalen fortolkes strengt.

1.5

I sin gennemgang af det indre marked (3) fremhævede Kommissionen behovet for at fremme den frie bevægelighed for viden og innovation. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter helhjertet op om denne målsætning, der er helt afgørende for gennemførelsen af Lissabon-strategien og udviklingen heraf.

1.6

Ophavsretten og hermed beslægtede rettigheder er omhandlet i ni direktiver (4). Ophavsmænd til software er i teorien ligestillet med ophavsmænd til litterære værker og kunstværker, men i praksis og gældende ret er deres rettigheder mere begrænsede end de almindelige rettighedshaveres.

2.1

Formålet med direktivet om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet er at sikre ophavsretsindehaverne størst mulig beskyttelse. Denne beskyttelse bør efter Kommissionens opfattelse fortsat gælde i fuldt omfang i det digitaliserede samfund, hvor de fleste litterære værker og kunstværker, tekniske og videnskabelige publikationer og computerprogrammer uden videre kan digitaliseres og videresendes. De fleste rettighedshavere finder imidlertid, at den fordel, de har af, at deres værker gøres tilgængelige online, er begrænset.

2.2

Fællesskabets liste over undtagelser tæller i øjeblikket én obligatorisk og 20 fakultative undtagelser. Medlemsstaterne kan med andre ord selv frit vælge, hvorvidt de vil tillade de fakultative undtagelser, hvilket efter udvalgets opfattelse udgør en væsentlig hindring for en egentlig harmonisering af, hvilke undtagelser det er rimeligt at indføre i en videnøkonomi, hvor tekniske hjælpemidler løbende anvendes til at videreudvikle det digitaliserede samfund. Da listen imidlertid er udtømmende, er der sat en stopper for, at medlemsstaterne kan tilføje yderligere undtagelser. I medfør af den »tretrinstest«, som WTO og WIPO har udarbejdet, er undtagelserne desuden underlagt tre betingelser: De finder alene anvendelse i visse særlige tilfælde (f.eks. blinde brugere), de må ikke stride imod en normal udnyttelse af det beskyttede værk eller frembringelse, og endelig må de ikke indebære urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser.

2.3

Udvalget mener, at disse bestemmelser bidrager til en vis form for harmonisering. Imidlertid giver systemet med en udtømmende, valgfri liste og muligheden for i givet fald at indskrænke anvendelsesområdet for de givne undtagelser anledning til langt alvorligere problemer med hensyn til gennemførelsen og håndhævelsen ved online-formidling (herunder via satellit).

2.4

Der er af hensyn til vidensamfundets udvikling og bekæmpelsen af alle former for forskelsbehandling behov for en mere præceptiv tilgang til listen, eftersom målsætningen om, at harmoniseringen skal give sig udslag i gældende ret, ikke er nået, og der fortsat findes for mange undtagelser.

2.5

De væsentligste økonomiske interesser er navnlig knyttet til underholdning, visse kulturelle frembringelser eller til spil snarere end til viden i egentlig forstand. Det er imidlertid hensigtsmæssigt ikke at trække alt for bastante skillelinjer op mellem de forskellige indholdskategorier, undtagen selvfølgelig i forhold til pornografi eller andet indhold, der kan have skadelig indflydelse på mindreårige.

2.6

Undtagelserne bør gælde sådanne handicap, der indebærer begrænsninger i brugen af multimedieindholdet på internettet, de bør gælde i forhold til undervisning på alle niveauer, herunder livslang læring og folkeuniversiteter, for offentlige og videnskabelige biblioteker og mediateker, for patienter under længerevarende hospitalsindlæggelse eller genoptræning, for indsatte og for offentligt eller privat ansatte forskere i henhold til særlige aftaler indgået med biblioteker og specialiserede dokumentationscentre. Juridiske og fysiske personer, der er omfattet af undtagelserne, bør i de tilfælde, hvor der lægges urimelige hindringer i vejen for at gøre deres ret til adgang til medieindholdet gældende, eller hvor adgangen forhindres, have mulighed for at klage. Udvidelsen af undtagelsesbestemmelserne bør ledsages af en række bestemmelser om kompensation i det mindste til de oprindelige ophavsretsindehavere (5), ligesom dette er tilfældet i forbindelse med privat kopiering.

2.7

Eventuelle vederlag bør opkræves af autoriserede foreninger, der skal fordele disse efter en fordelingsnøgle, som gradueres efter den pågældende undtagelsestype.

2.8

Der bør igangsættes en række drøftelser mellem repræsentanter for de berørte parter fra produktions- til anvendelsesleddet. EØSU mener imidlertid, at det – hvis Kommissionen i den indledende fase fastsætter retningslinjerne herfor – kunne være nyttigt herefter at udforme fælles »minimumsmodellicenser«, der på nationalt plan kan tilpasses de berørte parters behov.

2.9

Efter udvalgets opfattelse lever de offentlige bibliotekers, forskningsbibliotekernes og dokumentations- og forskningscentrenes formidlingsfunktion samt den kontrol, der udøves af forvaltningsforeningerne, i tilstrækkelig grad op til de formentlig for restriktive – eller for restriktivt fortolkede – kriterier, der følger af TRIPS-aftalen, som hverken omtaler de behov, der gør sig gældende i vidensamfundet, eller den eksplosive vækst i brugen af Internettet, herunder navnlig på uddannelsesområdet og hvad angår udvekslingen af informationer mellem forskere og videnskabeligt personale.

2.10

Mange værker til undervisningsbrug eller af videnskabelig eller teknisk art er allerede tilgængelige på Internettet i kraft af en række »bløde« licenser, såsom GPL (6) eller »Creative Commons-licenser« i forbindelse med litterære værker eller kunstværker. Udstedelsen af sådanne licenser bør fremmes, ligesom produktionen af indhold, der er nyttigt for vidensamfundet (7), bør befordres i kraft af udbud eller støtte til institutioner, der producerer videnskabeligt eller teknisk indhold eller software i henhold til sådanne licenser (8).

3.1

Grønbogen vier især de undtagelser opmærksomhed, der i særlig grad kan bidrage til formidlingen af viden, herunder navnlig undtagelser for biblioteker eller arkiver, for mangfoldiggørelse og spredning af værker til undervisnings- eller forskningsformål samt for handicappede og eventuelt brugerskabt indhold.

3.2

Digitaliseringen af bibliotekernes og arkivernes bestande, der tjener dels bevaring af originaldokumenter, af hvilke nogle er unika, dels online-tilgængeliggørelse, er i fuld gang, som initiativet med det europæiske digitale bibliotek, Europeana, viser.

3.3

De nationale bestemmelser om digitalisering og online-formidling er vidt forskellige, og bestemmelserne er efter EØSU’s opfattelse undertiden for restriktive. Direktivet fastsætter faktisk kun en enkelt undtagelse fra retten til reproduktion, nemlig hvor der er tale om brug af værket til forskningsformål, med begrænset opbevaringstid og til ikke-kommercielle formål. Under alle omstændigheder skal tretrinstesten finde anvendelse, men den kan blødes op, og navnlig hvis der fastsættes bestemmelser om kompensation til rettighedshaverne, selv i form af et fast beløb.

3.4

Undtagelserne bør først og fremmest gives ud fra hensynet til bevarelsen af de mest truede eller sjældne værker og bør omfatte anbefalede værker, der indgår i skolernes, gymnasiernes og de videregående uddannelsesinstitutioners læseplaner, idet grundlæggende uddannelse og livslang læring i den forbindelse kan erklæres for områder af særlig national interesse. Det bør være muligt at begrænse udvalget af dataformater til formater, der i henhold til gældende ISO-normer er almindeligt anerkendte, og som er kompatible med størstedelen af de åbne og lukkede dataformater (9).

3.5

Antallet af tilladte kopier bør fastsættes i forhold til den autoriserede brugergruppes størrelse eller begrænses ud fra hensynet til bevarelsen af værket (10).

3.6

Spørgsmålet om online-tilrådighedsstillelse af indhold giver anledning til en række specifikke problemer, der kræver supplerende garantier mod udspredelse ved licenshaverne. Det kan i visse tilfælde løses ved at fastsætte, at der skal erlægges et vederlag for at opnå og udnytte licensen (11).

3.7

Det bør overvejes at ændre direktivet for på retligt og teknisk præcise betingelser at give mulighed for online-udlån af værker til forsknings- og undervisningsformål. Proceduren herfor og brugerens forpligtelse til at acceptere de til licensen knyttede betingelser for online-udlån bør bidrage til overholdelsen af ophavsretten, navnlig blandt unge. Udvalget har altid fundet det væsentligt at støtte udviklingen af en bevidsthed om det vigtige i at respektere den intellektuelle ejendomsret, eftersom dette er et i etisk henseende afgørende aspekt ved videnøkonomien.

4.1

Forældreløse værker udgør et vigtigt kreativitetsreservoir.

4.2

Efter EØSU’s opfattelse stiller grønbogen de rette spørgsmål i denne sammenhæng og peger på en række konkrete løsningsmuligheder, som udvalget finder særdeles konstruktive. Med det fornødne forarbejde vil det være muligt med jævne mellemrum at offentliggøre lister over forældreløse værker. Det kan f.eks. fastsættes, at hvis ingen rettighedshavere melder sig inden for en fastsat frist, bliver værket ikke offentligt eje, men derimod omfattet af en passende ophavsretsbeskyttelse for det tilfældes skyld, at en legitim rettighedshaver alligevel skulle ende med at give sig til kende. Den valgte licensordning kan tilrettelægges efter dansk eller ungarsk model, men en europæisk standardlicens er en løsning, som udvalget sagtens kan forestille sig og endda ville foretrække.

4.3

Udvalget finder ikke, at der er behov for at udarbejde et særligt direktiv om forældreløse værker. Dette skyldes, at håndteringen af ophavsretten til disse værker ikke kræver nye undtagelser herfra, men fastsættelse af særlige vilkår for administrationen af licenserne inden for de ophavsretlige rammer. Et nyt kapitel i det nuværende direktiv ville efter udvalgets opfattelse være en passende løsning.

4.4

Kommissionen kunne med regelmæssige mellemrum offentliggøre og ajourføre en liste over institutioner med ansvar for administration af forældreløse værker, og efter en forsøgsperiode på fem eller ti år kunne det overvejes at gennemføre en revision og herunder udgive en rapport med statistisk materiale.

5.1

EØSU kunne godt ønske sig en mindre restriktiv opfattelse af spørgsmålet om handicap og vanskeligheder med adgang til ophavsretligt beskyttet indhold end den i mange europæiske lande i øjeblikket herskende, eftersom der her er tale om personer, der ud over vanskelighederne med at få adgang til værkerne pga. diverse handicap også generelt kæmper med lave indkomster, hvorved der helt ubestrideligt lægges en socialt set uacceptabel hindring i vejen for de pågældendes adgang til indhold af oplysnings-, uddannelsesmæssig og kulturel art.

5.2

Ved at inddrage handicapsammenslutningerne bør det være muligt at omformulere undtagelsesbestemmelserne for denne gruppe. Sammenslutningerne kan ligeledes medvirke til at håndtere specialcomputerne og i de sværeste tilfælde også levere kvalificeret bistand til de handicappede. Bistanden kan finansieres via private donationer eller offentlig støtte. På samme måde kan sammenslutningerne, evt. i et samarbejde med biblioteker eller autoriserede museer, forhandle brugeraftaler med repræsentanter for rettighedshaverne med det formål at forhindre piratkopiering. Der bør efter udvalgets opfattelse fastsættes en undtagelse for databaser, da der ellers er fare for, at adgangen til opslagsværker som leksika og ordbøger besværliggøres. Direktivet om databaser bør således revideres dels ud fra de hensyn til adgangen til undervisning og viden, som er omtalt i det foregående, dels ud fra hensynet til de handicappedes behov.

5.3

Sammenslutningerne kunne også deltage i oplysningsindsatsen vedrørende overholdelse af brugerlicenser. Også i dette tilfælde skal brugerne overbevises om, at overholdelse af ophavsretten er en afgørende forudsætning for, at ophavsmændene fortsat kan levere nye frembringelser. Ikke desto mindre forekommer det ikke rimeligt at overvælte omkostningerne ved erhvervelsen af licenser og specialcomputere på de handicappede. Det er helt nødvendigt at indføre en undtagelse for de handicap, der giver særlige problemer med adgang til indhold. Omkostningerne bør bæres af de institutioner, der har ansvaret for at gøre de pågældende frembringelser tilgængelige for de handicappede, herunder hvor der er tale om databaser og software. Lovgivningen vedrørende databaser bør tilpasses herefter (12).

5.4

En mulighed er, at de vigtigste offentlige biblioteker og de vigtigste museer blev pålagt at stille frembringelserne til rådighed i en form, der er tilpasset den pågældende type handicap, og at omkostningerne herved blev dækket over det regionale eller nationale kulturbudget. Dette ville være i overensstemmelse med forpligtelsen til at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling af borgerne og fremme ligestillingen imellem dem.

5.5

Anvendelsen af den i direktivet fastsatte undtagelse i offentlighedens interesse med henblik på undervisning og forskning er for restriktiv. Den bør udvides uden at tilsidesætte WTO-testens betingelser, hvilket kan ske ved at angive kilde og rettighedshaver samt anføre begrænsninger i anvendelsen og forbud mod kopiering ved brugeren.

5.6

Der kunne eventuelt gælde en obligatorisk licensordning for online-udlån af værker til undervisnings- og forskningsformål på grundlag af en standardaftale mellem udlånsinstitutionerne og de autoriserede vederlagsopkrævende foreninger.

5.7

Der bør kunne fastsættes undtagelser både for dele af et værk, udvalgt af pædagogisk kvalificerede personer, og i givet fald for hele værker. I den forbindelse skal der primært iagttages undervisningsmæssige hensyn. Dette ville styrke retssikkerheden uden at svække retten til reproduktion. En højere grad af harmonisering ville i en sammenhæng, hvor behovene i undervisningssektoren går på tværs af grænserne i EU, forhindre en situation, hvor det, der i én medlemsstat var lovligt, i en anden blev betragtet som piratkopiering.

5.8

Fjernundervisning skaber behov for, at kopier (pædagogisk materiale) kan anvendes i hjemmet, navnlig af studerende, men også af EU-borgere med bopæl i tredjelande.

6.1

Spørgsmålet om brugerskabt indhold bliver mere og mere aktuelt i forbindelse med Web 2.0-tjenester (13). Frembringelser, der egentlig er ophavsretligt beskyttede eller omfattet af en alternativ licens fra den oprindelige rettighedshaver, kan således undergå en forandring eller udvikles på en måde, der ikke kan sidestilles med piratkopiering.

6.2

Den enkleste løsning i forbindelse med initiativer som brugerskabte encyklopædier ville være at fastsætte en passende licensordning i stil med Creative Commons-licenserne eller Wikipedia, og at den oprindelige rettighedshaver fik ret til at foretage en redigering af det tilføjede indhold med det formål at sikre, at pluralismen i udvekslingen af synspunkter og informationer bevares.

6.3

Brugerskabt indhold er endnu en illustration af, at Internettet ikke er specielt kompatibelt med ophavsretten.

6.4

Betalingen til rettighedshavere, hvis frembringelser formidles via Internettet, sker som oftest mindre i form af direkte licensbetalinger end i form af indirekte indtægter fra f.eks. reklame snarere end fra f.eks. abonnementer. Selvom abonnementsordninger også er i fremgang, kræver Internettets måde at fungere på utraditionelle løsninger på udspredelsesproblematikken, der er præget af stadigt færre fysiske spredningsmedier og digital formidling. I den optik befinder vi os stadig i en overgangsperiode, på udkig efter nye godtgørelsesmetoder (14), fordi de digitaliserede frembringelsers produktions- og formidlingsomkostninger er ulig meget lavere end omkostningerne ved salg af fysiske datalagringsmedier.

6.5

Det udestår stadig at finde en balance mellem de nye formidlingsmedier og reproduktionsteknologier og vidensamfundets behov på den ene side og hensynet til rettighedshaverne på den anden. Denne balance kan ikke findes ved en massiv indsats af foranstaltninger af udelukkende strafferetlig art, primært rettet mod én bestemt, generelt kriminaliseret aldersgruppe, uden lovgivning og nye metoder til godtgørelse af rettighedshaverne. Der består et presserende behov for at udvide de eksisterende grænser på grund af den teknologiske udviklings betydning og tempo.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/56

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) hilser Kommissionens meddelelse velkommen. Efter udvalgets opfattelse er den foreslåede metode til gennemførelse af en grænseoverskridende strategisk styring af forsknings- og udviklingsindsatsen ikke blot ekstremt vigtig, det haster også med at få den implementeret for derved at fremskynde fremskridtet på forsknings- og udviklingsindsatsens centrale områder. »Den europæiske strategiplan« opstiller på baggrund af bedste praksis et praktisk anvendeligt system til sikring heraf.

1.2

Dette kræver iværksættelse af en proces, der er styret af medlemsstaterne, med henblik på at sætte skub i deres samarbejde på F&U-området, således at de bedre kan forholde sig til samfundsmæssige ændringer på europæisk eller globalt plan, hvor offentlig forskning spiller en nøglerolle. I den henseende bifalder og støtter EØSU også konklusionerne fra mødet i Rådet (konkurrenceevne) den 2. december 2008 (1) om emnet og tilslutter sig udsagnene på mødet.

1.3

Det er EØSU's klare opfattelse, at der er behov for at udstikke strategiske retningslinjer, der modsvarer EU's politiske prioriteter. Gennemførelsen af den foreslåede metode kræver frem for alt en betydelig grad af politisk vilje.

1.4

Udvalget mener, at der i den forbindelse ikke bør satses for ensidigt på en top-down-tilgang. Der er snarere behov for at tage bottom up-princippet i anvendelse for at kunne tage hensyn til de berørte aktørers strategiske interesser og behovet for en deling af de bedste forsknings- og udviklingskapaciteter.

1.5

EØSU gør i øvrigt opmærksom på, at koordinationen ikke bliver nogen nem opgave, navnlig i betragtning af visse landes særinteresser og den manglende politiske vilje ikke blot til vidensdeling, men også til deling af kapaciteterne på forsknings- og udviklingsområdet.

1.6

Udvalget er helt enigt i, at EU på baggrund af konkurrencen med andre store økonomier har behov for hurtigt at tilføre forsknings- og udviklingsindsatsen flere økonomiske og menneskelige ressourcer. Samtidig hermed skal det imidlertid sikres, at det videnskabelige samarbejde, herunder navnlig med landene bag de pågældende økonomier og deres forskningsinstitutioner, ikke bringes i fare (2).

1.7

EØSU konstaterer samtidig, at gennemførelsen af en fælles programmering af de grænseoverskridende forsknings- og udviklingsaktiviteter bliver særdeles vanskelig, eftersom den vil kræve en ny og mere åben indstilling til samarbejde (3), hvilket ikke er nogen selvfølgelighed.

1.8

Udvalget anerkender og påskønner det brede spektrum af allerede eksisterende grænseoverskridende samarbejdsprojekter og fælles projekter og de fremragende resultater heraf og anbefaler, at de relevante erfaringer udmøntes inden for rammerne af det nye strategiske programmeringsbegreb. Der bør også drages en passende lære af fiaskoerne i forbindelse med udformningen af de fælles forskningsprogrammeringsprocesser.

1.9

Forudsætningen for en mere effektiv og hurtigere anvendelse af den erhvervede viden er, at den private sektor inddrages på passende måde i hele forløbet. Udvalget gør i øvrigt opmærksom på, at den private sektors deltagelse skaber en række problemer i forhold til forskningsresultaternes anvendelse, den intellektuelle ejendomsret mv. (4).

1.10

EØSU mener, at det er absolut nødvendigt at skabe arbejdsrammer af høj kvalitet om disse for Fællesskabet så centrale aktiviteter, således at medlemsstaterne og frem for alt deres forsknings- og udviklingsinstitutioner får incitamenter til at deltage, fordi det derved bliver muligt dels at skabe den nødvendige bottom-up-dynamik, dels at tilvejebringe den nødvendige finansiering. For at fjerne eventuelle hindringer er det ligeledes helt nødvendigt at fremskaffe tilstrækkelig likvid kapital og skabe rammer for støtte.

1.11

Ved etableringen af arbejdsrammerne bør der ikke blot tages hensyn til faktorer, der vil kunne virke støttende i kraft af synergieffekter, men der bør ligeledes foretages en detaljeret analyse af de risici, der truer den fælles programmering af forskningsindsatsen i EU.

1.12

Udvalget gentager sit synspunkt om, at det haster med at få etableret en europæisk forskningsinfrastruktur (5), der kan støtte de overordnede målsætninger med den fælles programmering og bidrage til øget europæisk merværdi. Derfor opfordrer EØSU medlemsstaterne til snarest at følge op på Kommissionens initiativ med innovative idéer.

1.13

Udvalget bifalder nedsættelsen af »Gruppen på højt plan for fælles programmering«, der efter en bred høring af de forskellige regionale, nationale og europæiske videnskabelige miljøer og eventuelt af den private sektor skal indkredse emnerne for den fælles programmering. Efterfølgende bør Rådet på baggrund af et kommissionsforslag herom være i stand til at vedtage fælles programmeringsaktiviteter senest i 2010.

2.1

EU skal investere mere og mere målrettet i forskning for at nå sin erklærede målsætning om en afbalanceret og bæredygtig udvikling. Lissabon-strategien peger på overgangen til et videnbaseret samfund funderet på videnskab, teknologi og innovation som det mest presserende mål og efterlyser øgede og bedre investeringer i forskning.

2.2

Fælles programmering af forskningen er et nyt initiativ, der markerer et skift i det europæiske forskningssamarbejde. Den er et bud på en frivillig proces mod et revitaliseret partnerskab mellem medlemsstaterne, der bygger på klare principper og åben ledelse på højt plan. Formålet er at øge effekten og virkningen af de nationale forskningsudgifter på områder af strategisk betydning. Fælles programmering er først og fremmest rettet mod offentlige forskningsprogrammer, dvs. samarbejde mellem offentlige organisationer indbyrdes. Ikke desto mindre bør erhvervslivet – og andre interesseparter – spille en rolle i høringsprocessen og i gennemførelsen af bestemte fælles programmeringsinitiativer.

2.3

Meddelelsen tilgodeser også interesseparternes krav om en frivillig bottom-up-metode, kombineret med strategisk styring på europæisk plan, og deres afvisning af én universalmetode for alle.

2.4

Meddelelsen udgør et af fem politiske initiativer, som Kommissionen har planlagt i 2008 som opfølgning på grønbogen »Nye perspektiver på det europæiske forskningsrum« (6). Den vedrører navnlig dimensionen »optimering af forskningsprogrammer og -prioriteringer« og udgør et skridt videre mod etablering af en »femte frihed«, idet den skal fjerne hindringer for fri udveksling af viden.

2.5

Sammenlignet med sine vigtigste partnere investerer Europa stadig ikke nok i forskning, og udgifterne til forskning og udvikling – i både den offentlige og den private sektor – er generelt stagneret i det sidste årti. EU bør ikke blot øge udgifterne hurtigt og betydeligt, men også finde nye og mere innovative måder at bruge sine knappe forsknings- og udviklingsressourcer på. Derudover bør EU styrke sin evne til at udmønte forskningsresultaterne til samfundsmæssige og økonomiske fordele.

2.6

I de senere år har medlemsstaterne og EU taget en hel række initiativer til at gøre den offentlige forskning mere effektiv. Interesseparterne har peget på den ringe grad af koordination og integration mellem medlemsstaternes forsknings- og udviklingsprogrammer som en svaghed i EU's forsknings- og udviklingsindsats. Trods de senere års bestræbelser på at løse dette problem er forskningen i EU imidlertid fortsat stærkt opsplittet.

2.7

85 % af den offentlige forsknings- og udviklingsindsats programmeres, finansieres, overvåges og evalueres i dag på nationalt plan, og der er for lidt samarbejde og koordinering mellem de forskellige lande. Mindre end 6 % af de samlede investeringer i forskning og udvikling og kun 15 % af europæisk offentligt finansieret civil forskning og udvikling (hvoraf 10 % finansieres af mellemstatslige organisationer og ordninger og 5 % af EU's rammeprogram) finansieres i fællesskab på tværs af grænserne.

2.8

Det drejer sig ikke om at gennemføre al forskningsprogrammering i samarbejde og standse al national programmering. Problemet er snarere, at opsplitningen i den offentlige forskningsprogrammering inden for områder, som er af strategisk betydning for hele eller store dele af EU, betyder, at der ikke opnås de bedst mulige resultater. Dette koster Unionen dyrt og medfører, at EU's samfundsmæssige mål ikke nås.

2.9

Nogle af Europas største videnskabelige landvindinger har indebåret sammenlægning af offentlige midler til forskning og udvikling på tværs af grænserne, navnlig takket være etablering af fælles forskningsstrukturer (7). De fælles initiativer kunne imidlertid have haft større effekt, hvis der var blevet fokuseret målrettet på denne problematik, samtidig med at der var blevet udvist tilstrækkeligt politisk engagement, gennemsigtighed og smidighed. En udvidelse af antallet af disse initiativer og af det syvende rammeprogram giver ikke megen mening uden effektiv strategisk programmering på tværs af medlemsstaternes grænser.

2.10

Fælles programmering drejer sig om at ændre strukturerne i den europæiske forskningsverden. Det er en langsigtet og strategisk proces, hvis mål er at styrke Europas evne til at løfte større økonomiske og samfundsmæssige udfordringer, f.eks. klima- og energiproblemerne, der hænger sammen med hinanden. Fælles programmering handler om at opnå en strukturerende virkning, så de offentlige forskningsmidler udnyttes mere effektivt og får større effekt. Fælles programmering kræver, at medlemsstaterne er parate til at bevæge sig i retning af fastlæggelse og gennemførelse dels af fælles forskningsdagsordener med flerårige aktiviteter, der vedtages i fællesskab, dels af fælles finansieringsordninger.

2.11

Fælles programmering kræver en mentalitetsændring i medlemsstaterne. Frem for alt kræver det konkrete forpligtelser og tiltag fra medlemsstaternes side og en nytænkning og omlægning af den måde, de nationale forskningsprogrammer fastlægges og gennemføres på, så de omorienteres mod fælles mål. Derfor skal fælles programmering være en frivillig proces, der bygger på princippet om »variabel geometri« og fri adgang.

2.12

Den fælles programmering lægger ikke umiddelbart op til fællesskabsfinansiering, om end det syvende rammeprogram naturligvis kan fungere som en katalysator. Det gælder først og fremmest om, at medlemsstaterne lægger fælles strategier og samler nationale ressourcer i en fælles pulje. Samtidig udelukker dette ikke muligheden for supplerende EU-finansiering, alt afhængigt af merværdien, den europæiske dimension og den mulige strukturerende virkning af de pågældende initiativer.

2.13

Kommissionen foreslår en pragmatisk metode til at opnå fælles programmering inden for et begrænset antal aftalte områder. Metoden er baseret på erfaringerne med europæiske teknologifora, men tilpasset til offentlige forskningsprogrammer. Den omfatter forskellige trin, svarende til forskningsprogrammernes livscyklus, fra fastlæggelse af programmet over gennemførelse og overvågning til evaluering.

2.14

Fælles programmering kan blive lettere at gennemføre, hvis en række rammebetingelser er på plads:

3.1

EØSU hilser Kommissionens meddelelse velkommen. Efter udvalgets opfattelse er den foreslåede metode til gennemførelse af en grænseoverskridende strategisk styring af forsknings- og udviklingsindsatsen ikke blot ekstremt vigtig, det haster også med at få den implementeret for derved at fremskynde fremskridtet på forsknings- og udviklingsindsatsens centrale områder. I den henseende bifalder og støtter EØSU også konklusionerne fra mødet i Rådet (konkurrenceevne) den 2. december 2008 om emnet og tilslutter sig udsagnene på mødet.

3.2

Metoden indebærer en række betydelige fordele, idet den er lagt an på dels i kraft af en strategisk koordinering af de grundlæggende retningslinjer for forskningen at opnå så effektiv en udnyttelse af de offentlige midler som muligt, dels at forbedre medlemsstaternes forsknings- og udviklingskapaciteter i kraft af et udvidet internationalt samarbejde om forskningsprojekter inden for rammerne af en fælles programmering og fælles løsningsmodeller.

3.3

Udvalget glæder sig over resultaterne af den gennemførte konsekvensanalyse og det valg (blandt fire mulige), Kommissionen har truffet med hensyn til udformningen af den europæiske strategiplan, hvorved der opstilles et praktisk anvendeligt system, inden for hvis rammer medlemsstaterne vil få til opgave at udpege de konkrete områder, der skal være genstand for den fælles programmering.

3.4

EØSU bifalder i øvrigt, at det energiteknologiske område er blevet valgt som pilotprojekt for koordinationsindsatsen, og giver i sin udtalelse om SET-planen (8) projektet og den nye metode sin fulde støtte.

3.5

Det er EØSU's klare opfattelse, at der er behov for at udstikke strategiske retningslinjer, der modsvarer EU's politiske prioriteter.

3.6

Udvalget mener, at der i den forbindelse ikke bør satses for ensidigt på en top-down-tilgang. Der er – i betragtning af karakteristikaene ved de eksisterende internationale forskningsnetværk, der samler en lang række mindre forskningsmiljøer, og som delvis støttes af internationale agenturer som AIE – snarere behov for at tage bottom-up-princippet i anvendelse for at kunne inddrage de forskellige aktører i de berørte projekter og derved tage hensyn til deres strategiske interesser og behovet for en deling af de bedste forsknings- og udviklingskapaciteter. Internationale videnskabelige konferencer kan i den forbindelse fungere som fora, der vil kunne pålægges at udarbejde relevante forslag.

3.7

EØSU gør opmærksom på, at koordinationen ikke bliver nogen nem opgave, navnlig i betragtning af visse landes særinteresser og den manglende politiske vilje ikke blot til vidensdeling, men også til deling af kapaciteterne på forsknings- og udviklingsområdet. Åbenhed og gennemsigtighed er uundværlig, hvis løsningen af opgaven skal lykkes i praksis.

3.8

Udvalget anerkender og påskønner det brede spektrum af allerede eksisterende grænseoverskridende samarbejdsprojekter og fælles projekter og de fremragende resultater heraf og anbefaler, at de relevante erfaringer udmøntes inden for rammerne af det nye strategiske programmeringsbegreb. Der bør også drages en passende lære af fiaskoerne i forbindelse med udformningen af de fælles forskningsprogrammeringsprocesser.

3.9

Udvalget er helt enigt i, at det haster med at gennemføre planen og tilføre området flere menneskelige og økonomiske ressourcer, således at EU kan forbedre sin stilling og derfor også sin økonomiske konkurrencedygtighed i forhold til sine vigtigste konkurrenter, nemlig USA og de asiatiske lande. Samtidig hermed skal det imidlertid sikres, at det videnskabelige samarbejde, herunder navnlig med landene bag de pågældende økonomier og deres forskningsinstitutioner, ikke bringes i fare (9).

3.10

EØSU konstaterer samtidig, at gennemførelsen af en fælles programmering af de grænseoverskridende forsknings- og udviklingsaktiviteter bliver særdeles vanskelig, eftersom den vil kræve en ny og mere åben indstilling til samarbejde (10), hvilket ikke er nogen selvfølgelighed.

3.11

For at sikre en mere effektiv og hurtigere anvendelse af den erhvervede viden, hvilket er endemålet med den fælles programmering og forskningsbestræbelserne, er det absolut nødvendigt at inddrage den private sektor på passende måde i hele forløbet. Udvalget finder, at den fælles programmeringstilgang giver mulighed herfor. EØSU gør i øvrigt opmærksom på, at den private sektors deltagelse skaber en række problemer i forhold til forskningsresultaternes anvendelse, den intellektuelle ejendomsret mv. (11).

3.12

Innovationsprocessen, dvs. den konkrete anvendelse af den opnåede viden, afhænger af en række vidt forskellige lokale faktorer, f.eks. den eksisterende infrastruktur, adgangen til kapital, skatte- og afgiftsforhold, herunder skattemæssige incitamenter til visse investeringer, eller de berørte branchers erfaringer med tilsvarende investeringer. Der kan i den forbindelse også være tale om direkte incitamenter i form af skattefritagelser. For så vidt angår konkrete projekter, kan disse faktorer trække i hver sin retning.

—

Henstilling fra Kommissionen om forvaltning af immaterielle ejendomsrettigheder ved overførsel af viden og en kodeks for god praksis for universiteter og andre offentlige forskningsorganer (KOM(2008) 1329 endelig) (foreligger d.d. ikke på dansk)

—

En meddelelse om »Bedre karrieremuligheder og øget mobilitet« (KOM(2008) 317 af 23.5.2008;

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/62

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ, som indgår i dets bestræbelser på hele tiden at opdatere de foranstaltninger, der iværksættes for at forbedre og ajourføre reglerne i Baselaftalen. I det store og hele er udvalget enigt i de foreslåede gennemførelsesbestemmelser, men har dog nogle bemærkninger til enkelte forhold, som ikke ændrer det generelle billede.

1.2

De hybride kapitalinstrumenter, som indeholder træk af egenkapital og gæld, reguleres for øjeblikket af nationale regler, som skal harmoniseres for at opnå fornuftige lige vilkår på internationalt plan. Kommissionen opstiller ikke en nøjagtig definition af disse instrumenter, eftersom de antager forskellige former og udvikler sig, men fastlægger nogle grundlæggende principper, som de skal opfylde for at kunne anerkendes. Deres oprindelige løbetid skal således være på mindst 30 år, og de skal være fuldt indbetalt og konstrueret på en sådan måde, at de helt dækker tab. Derudover må de ikke vokse uforholdsmæssigt i forhold til egenkapitalen. De nationale myndigheder bør have mulighed for at gribe ind og dæmpe anormal vækst.

1.3

Når det gælder indbyrdes forbundne kunder , har man indført begrebet risiko, der skyldes vanskeligheder i en virksomhed, som en anden er finansielt afhængig af, og indberetningspligten er blevet forenklet, harmoniseret og opdateret. Med hensyn til store risici er den vigtigste nyskabelse, at der indføres en enkelt grænse på 25 %, som også omfatter interbankindskud . EØSU mener, at denne sidstnævnte regel, som højst sandsynligt bunder i den seneste tids »katastrofescenarie«, bør revideres under hensyntagen til den vigtige funktion, som disse indskud har, når det gælder regulering af likviditeten, og deres relativt begrænsede risiko i normale tider i forhold til andre typer af engagementer.

1.4

Forslaget indeholder en bestemmelse, som fastsætter en væsentlig nettokapitalandel på ikke under 5 % for udstedere, formidlere og managere, som har deltaget direkte i forhandlingen, struktureringen og dokumentationen af den oprindelige aftale, hvorved forpligtelserne opstod. Reglen synes at udspringe af de meget dårlige erfaringer med de amerikanske CDO'er (collateralized debt obligations), som i øvrigt ikke ligner og heller ikke har samme oprindelse som almindelige securitisationer. EØSU stiller spørgsmålstegn ved denne nye bestemmelses indvirkning på markedernes likviditet.

1.5

Ved beregningen af engagementer får medlemsstaterne mulighed for at undtage koncerninterne risici, når kontrahenterne er etableret i samme medlemsstat . Udvalget er bekendt med de juridiske årsager, som hindrer reglen i at finde anvendelse for kontrahenter etableret i andre medlemsstater, men mener, at det i en going concern-situation kan have en negativ virkning for den samlede risikovurdering af den pågældende virksomhed, at udenlandske medkontrahenter ikke er medtaget. En fornuftig løsning ville være at lade hele koncernen være omfattet af undtagelsen på grundlag af en vurdering i hvert enkelt tilfælde, dog forudsat at denne mulighed falder bort, så snart der opstår tegn på problemer.

1.6

Med henvisning til reglen i det foregående punkt, men også mere generelt gør udvalget endnu en gang opmærksom på, at det er imod, at det bliver valgfrit for medlemsstaterne, om de vil indføre visse bestemmelser eller ej, idet det indebærer en udhuling af princippet om harmonisering og lige konkurrencevilkår.

1.7

Ifølge EØSU bør man være særlig opmærksom på den risiko, der udgøres af det potentielle engagement forbundet med endnu ikke udnyttede kreditfaciliteter på kreditkort. Her er tale om et engagement, der hurtigt kan antage et betydeligt omfang i perioder med begrænsninger på forbrugs- og realkredit.

1.8

Med hensyn til tilsynsordninger indføres der med forslaget til direktiv en række nye regler, der skal gøre kontrollen mere effektiv. Først og fremmest introduceres ideen om »systemisk relevante afdelinger«, som skal være underlagt tilsyn i værtslandet, når det erkendes, at situationen er kritisk, og der foreligger aftale herom mellem myndighederne i de berørte medlemsstater. EØSU er enigt, men understreger, at der er behov for foranstaltninger, der kan tages i brug i tilfælde af pludseligt opståede og uforudsete begivenheder.

1.9

Endelig glæder EØSU sig især over indførelsen af kollegier af tilsynsførende etableret af den konsoliderede tilsynsmyndighed, og som bl.a. består af myndighederne i det land, hvor virksomhederne i en bestemt koncern er beliggende. Et sådant initiativ kan kun medvirke til at forbedre kontrollen med koncerner og fremme den hurtige vedtagelse af passende foranstaltninger, når der opstår behov herfor.

2.1

Krisen på de finansielle markeder har fået Kommissionen til at fremskynde det allerede iværksatte arbejde med at styrke og om nødvendigt ændre bestemmelserne vedrørende regelsættet om kapitalkrav til finansielle institutioner, der blev vedtaget inden for rammerne af Basel II-aftalen med direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF. Det skal bemærkes, at der allerede var taget hul på overvejelserne om de nye bestemmelser, inden krisen opstod. Der bør iværksættes en strukturreform af markederne efter offentliggørelsen af den hvidbog, der er planlagt i juni 2009. Det foreliggende forslag indeholder en række regler, der sigter mod at:

2.2

Inden offentliggørelsen af forslaget til direktiv blev der foretaget en høring på internettet af de berørte parter. Der er ved udarbejdelsen af teksten taget hensyn til de indkomne synspunkter, samtidig med at de grundlæggende principper, som høringen var baseret på, naturligvis er blevet fastholdt:

2.3

EØSU glæder sig over den tankegang, der ligger til grund for og har fremmet disse forslag, og er generelt enigt i de af Kommissionen formulerede forslag. Den seneste tids begivenheder og ikke mindst visse handlinger og ugerninger har undermineret befolkningens tillid til det finansielle system som helhed og stiller krav om vedtagelse af passende foranstaltninger. Forsigtighedsreglerne må imidlertid ikke være så skrappe, at bankerne og deres kunder straffes mere end højst nødvendigt. Som den igangværende krise har vist, sikrer forsigtighedsreglerne på den ene side stabiliteten og soliditeten af markederne, og på den anden side opfylder de samtidig en funktion af stor samfundsmæssig værdi.

4.1

Bestemmelserne om store engagementer daterer sig tilbage til 1992, og er ikke siden blevet ændret. Den seneste tids begivenheder har udstillet behovet for nye regler. Kommissionens forslag tager i højere grad højde for risikoen ved visse engagementer, samtidig med at det sigter mod at nedbringe indberetningsomkostningerne, øge gennemsigtigheden og skabe mere lige konkurrencevilkår.

4.2

Opfattelsen af indbyrdes forbundne kunder har ændret sig. Hidtil man fokuseret på risikoen for, at en virksomhed kunne komme i vanskeligheder på grund af finansielle problemer i en anden virksomhed. Begivenhederne har vist, at to eller flere virksomheder kan være i fare som følge af vanskeligheder i den virksomhed, som de er finansielt afhængige af.

4.3

Derudover er der sket en forenkling og harmonisering af indberetningskravene, som var meget omkostningskrævende og besværlige for sektoren. Den mest iøjnefaldende ændring er, at de 20 største engagementer skal indberettes på et konsolideret grundlag, når de beregnes efter IRB-metoden. De forskellige gældende grænser er blevet lagt sammen til en enkelt grænse på 25 %.

4.4

De fleste af de mange gældende undtagelser, som ofte er svære at fortolke, ophæves, og kun dem, som ikke synes at indebære en stor risiko, bevares. Listen er dog stadig temmelig lang, men synes generelt at være i overensstemmelse med velafvejede forsigtighedskriterier.

4.5

Generelt er EØSU enigt i forslaget til direktiv, men har dog nogle kommentarer til visse vigtige aspekter:

4.6

»[E]ngagementer, der opstår som følge af uudnyttede kreditfaciliteter, [og] klassificeres som ikke-balanceførte poster med lav risiko« (artikel 113) skal særligt omtales. Den samlede beløbsgrænse på kreditkort er høj, særligt for visse typer af institutioner. I en periode med kreditstramninger kan den uudnyttede margin hurtigt skrumpe ind. EØSU mener, at der bør foretages en nøje og forsigtig vurdering af det potentielle engagement, der knytter sig til uudnyttet kredit på kreditkort.

6.1

Den krise, som har ramt verdens finansielle markeder, har udstillet behovet for at revidere tilsynsstrukturer og –ordninger, således at de bliver i stand til at afværge systemiske kriser og gøre det muligt at reagere på krisesituationer.

6.2

Reglerne om informationsudveksling og samarbejde er blevet revideret, og med artikel 42 a indføres ideen om »systemisk relevante afdelinger«, hvorved det anerkendes, at værtslandets interesser i særlige tilfælde går forud for hjemlandsreglen. Dette er af meget stor betydning, og EØSU bakker fuldt ud op herom.

6.3

De nye regler indebærer i det væsentlige, at myndighederne i værtslandet om nødvendigt kan anmode myndighederne i hjemlandet eller de myndigheder, der fører det konsoliderede tilsyn, om at erklære den afdeling, der er beliggende på deres område, for en »relevant« afdeling, hvis den har en markedsandel på mere end 2 % eller i øvrigt på markant vis gør sig gældende på det nationale marked. Anmodningen skal indeholde en form for »konsekvensanalyse«, som foregriber en eventuel midlertidig indstilling eller ophør af transaktionerne i betalings-, clearing- eller reguleringssystemerne og konsekvenserne for det nationale marked af sådanne foranstaltninger.

6.4

Der medgår en vis tid til den procedure, der fører til, at en afdeling kan erklæres som »relevant«. Det synes derfor nyttigt at fastlægge regler, der kan anvendes i reelle nødsituationer (artikel 130), således at der kan vedtages hasteforanstaltninger. De nyoprettede kollegier af tilsynsførende (artikel 131 a, se pkt. 6.5) og under alle omstændigheder det allerede eksisterende Europæiske Banktilsynsudvalg bør tillade forenklede procedurer med de nødvendige garantier.

6.5

De kollegier af tilsynsførende, som etableres af det konsoliderede tilsynsudvalg (artikel 131 a), og hvori myndighederne i de berørte medlemsstater deltager, er særligt hensigtsmæssige. De har først og fremmest til opgave at garantere en løbende og effektiv kontrol med de internationale koncerner (og forhåbentlig træffe hurtige forholdsregler i nødsituationer) ved hjælp af informationsudveksling og ved i fællesskab at fastlægge passende tilsynsprocedurer. EØSU glæder sig over denne beslutning og over alle de foreslåede tilsynsregler, som er i overensstemmelse med de tidligere nævnte programmer om større effektivitet og de ønsker, som Financial Services Forum har givet udtryk for.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/66

1.1

EØSU bifalder i hovedtrækkene Kommissionens forslag, som først og fremmest går ud på at medtage direkte debiteringer blandt de transaktioner, som er omfattet af forordningen om grænseoverskridende betalinger. I princippet er dette initiativ i samklang med Kommissionens mål om, at grænseoverskridende betalinger inden for euroområdet skal betragtes og behandles som indenlandske betalinger.

1.2

Det må dog betænkes, at ekspeditionen af grænseoverskridende direkte debiteringer er dyrere end tilsvarende transaktioner på nationalt plan. EØSU anmoder derfor Kommissionen om, at den i gennemsigtighedens navn gør rede for indholdet, fremgangsmåden og kilderne til de undersøgelser, hvorefter den er nået frem til en anden konklusion. For at kunne træffe fornuftige beslutninger, må man kende alle facts.

1.3

Under alle omstændigheder må man huske på, at hvis forordningen – som foreslået – skal træde i kraft den 1. november 2009, er der ikke meget tid til at udarbejde økonomiske planer, som alligevel ikke vil være mulige uden en vis juridisk sikkerhed omkring det multilaterale interbankgebyr (»Multilateral Interchange Fee« - MIF).

1.4

Forslaget stiller også to krav til medlemsstaterne: for det første skal de udnævne en myndighed, som er ansvarlig for betalingssystemerne, hvis en sådan ikke allerede findes, og for det andet skal de fastlægge passende klageprocedurer. EØSU mener, at de fleste lande for længst har oprettet sådanne instanser, men hvis dette ikke skulle være tilfældet, advarer det mod at oprette nye instanser med funktioner, som helt eller delvis overlapper allerede eksisterende instansers ansvarsområde.

1.5

Endeligt kræves det, at medlemsstaterne fastsætter sanktioner, som skal være »effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning«, for manglende overholdelse eller overtrædelse af forordningen. EØSU er enigt, men bemærker, at en sammenlignende undersøgelse af de foranstaltninger, der er truffet i de forskellige lande, vil gøre det klart, hvilken betydning de enkelte medlemsstater tillægger forordningen.

1.6

Forordningen gælder kun for de lande, som er med i Den Monetære Union. Landene uden for eurozonen har muligheden for at lade den gælde for deres egen valuta. Den kendsgerning, at ingen lande har benyttet sig af denne mulighed, burde opfattes som et fingerpeg om den nytteværdi, som de forskellige lande tillægger sådanne initiativer.

2.1

Forordning (EF) nr. 2560/2001 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet trådte i kraft den 31. december 2001. Den foreskriver, at omkostningen ved en grænseoverskridende betaling i en hvilken som helst medlemsstat skal være den samme som ved en tilsvarende indenlandsk betaling. Forordningen omfatter pengeoverførsler, elektroniske betalinger, kortbetalinger af en hvilken som helst art og kontanthævninger fra betalingsautomater. Kommissionens forslag udvider fra og med den 1. november 2009 forordningens anvendelsesområde til direkte debiteringer, forbedrer systemet for håndtering af klager og forenkler indberetningsforpligtelserne angående betalingsbalancestatistikken.

2.2

Det er Kommissionens mål at skabe et mere velfungerende indre marked for betalingstjenester i euro, hvor indenlandske og udenlandske betalinger er underkastet samme regler med deraf følgende besparelser og fordele for såvel forbrugerne som den europæiske økonomi generelt. Man bør være særligt opmærksom på spørgsmålet om bilæggelse af tvister for at komme forbrugerorganisationernes kritik i møde, mens den statistiske indberetning påfører kreditinstitutterne store administrative byrder og omkostninger.

2.3

EØSU værdsætter Kommissionens initiativ, som det i hovedtrækkene tilslutter sig, og det fremsætter enkelte bemærkninger og forslag for at bidrage konstruktivt til den igangværende debat.

3.1

Efter flere års pres fra Kommissionens side har den europæiske banksektor opbygget en EU-dækkende betalingsinfrastruktur, der nu fungerer tilfredsstillende såvel ud fra et teknisk-organisatorisk synspunkt som mht. udligningen af gebyrerne for henholdsvis internationale og indenlandske betalinger. Ifølge Kommissionen kan »denne forordning …. derfor anses for at udgøre startskuddet til SEPA«.

3.2

Man kan kun være tilfreds med de opnåede resultater. Der hersker dog stadig grundlæggende tvivl om deres overensstemmelse med hovedprincipperne for det indre marked. For det første har SEPA til formål at løse problemet med betalinger i euro. De lande, som ikke er med i euro-området har ingen glæde heraf, undtagen når det gælder betalinger i den fælles valuta. Efter udvidelsen må man i dag sige, at SEPA dækker hovedparten af transaktioner mellem EU-landene: det er et indre marked i flere hastigheder.

3.3

For det andet må man huske på, at de lige vilkår for indenlandske og grænseoverskridende betalinger kun gælder på landebasis. Forskellene fra land til land findes stadig og i visse tilfælde er de ret store. Men forskellene mellem landene i euro-området samlet set og landene udenfor er endnu større. Den nuværende forordning fastsætter, at landene uden for euro-området frit kan vælge at anvende den: en bestemmelse, som hidtil ikke har vundet særlig stor tilslutning. Det må konkluderes, at man endnu er langt fra en passende konvergens mellem priserne internt i EU.

3.4

Priskonvergens skal dog ikke forstås således, at der kan opnås fuldstændig ensartethed. Der kunne dog gøres fremskridt hvad angår gennemsigtighed og forbrugertilfredshed, hvis der i hvert enkelt land blev foretaget en grundig komparativ analyse af omkostningerne: der er enorme forskelle mht. infrastrukturomkostninger, skattebyrder og sociale bidrag, procedurer og den relative vægt af de indenlandske og grænseoverskridende betalinger. En sådan analyse vil også kunne give nyttige fingerpeg om det fornuftige i at lade forordningen omfatte alle grænseoverskridende elektroniske betalingstjenester.

22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/69

1.1

EØSU mener, at forslagets målsætninger er væsentlige, og opfordrer Kommissionen til at stile mod et fælles måleteknisk system, som går videre end national forskning og nationale resultater, med det sigte at opnå en bredt anerkendt europæisk merværdi.

1.2

Efter EØSU's mening er det endelige mål at nå frem til en fælles international fremgangsmåde, hvor EU's røst ikke har for lille vægt, men kan fremme standarder, der passer til materialer, produkter og processer, der er udviklet i Europa, og som falder i tråd med EU's industrielle og kommercielle interesser.

1.3

EØSU mener, at i den nuværende globaliserede økonomiske og sociale sammenhæng kan en europæisk metrologisk struktur, der opnår fremragende resultater, kun være til gavn for EU's økonomi.

1.4

Efter EØSU's mening bør de europæiske forskersamfund i stigende grad inddrages i udarbejdelsen af moderne systemer, som gør det muligt at anvende metrologi i forbindelse med nye landvindinger inden for fysik, kemi, biologi, miljøvidenskab, CO2-aftryk, nanoteknologi, fødevarer, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

1.5

Udvalget mener, at det for at opnå de ønskede og ønskelige resultater er nødvendigt at arbejde resolut hen imod en større inddragelse af industrien, handelssektoren og den offentlige sektor i udviklingen af europæisk metrologisk forskning (EMR) med henblik på at fremlægge de nye standarder i international sammenhæng.

1.6

Det er efter EØSU's mening især vigtigt, at den metrologiske forskning ikke fremstår som værende isoleret og selvtilstrækkelig.

1.7

Regulering og standardisering udtrykkes i målbare størrelser, som er baseret på internationalt accepteret, anvendt metrologi. EØSU foreslår derfor, at man ud over akkrediteringsorganerne også helt fra begyndelsen inddrager de europæiske standardiseringsorganer (CEN, CENELEC og ETSI) og de nationale organer i udarbejdelsen af nye systemer.

1.8

EØSU opfordrer til, at der sættes alt ind på at opnå tæt en integration i europæisk metrologisk forskning mellem:

da det mener, at man kun ved at udelukke enhver mulighed for opsplitning kan opnå internationalt anerkendte resultater på EU-plan.

1.9

Udvalget anerkender værdien af Kommissionens forslag, der sigter mod at støtte EMRP-initiativet (1) (det europæiske program for metrologisk forskning) ved at skabe et højt niveau af »fællesskabsbasering«, hvad angår både

1.10

Efter EØSU's mening er der behov for en bedre definition af forvaltningsmodellen. Det er indlysende, at en uklar forvaltningsmodel kan have betydning for, hvordan forskningen skrider frem og de ønskede resultater.

1.11

EØSU gentager i den forbindelse, at der er behov for en større inddragelse af de aktører, der direkte berøres af de metrologiske forskningsresultater, i prioriteringen, udarbejdelsen og evalueringen af de forslagsindkaldelser, der skal offentliggøres via CORDIS og EU-Tidende (EUT), med det sigte at indhente forslag, der inddrager virksomheder, universiteter, forskningscentre og uddannelsesinstitutioner i såvel overvågningen som kontrollen af programmerne og de finansierede projekter.

1.12

Efter EØSU's mening bør EMRP-forskningsrådet gives beføjelser til ved hjælp af bindende udtalelser til EMRP-udvalget at styre, hvilke typer forskning der skal finansieres, det årlige arbejdsprogram og valget af den gruppe af uafhængige eksperter, der skal vurdere forslagene. En observatør fra Kommissionen bør følge arbejdet i vurderingspanelet, ligesom det er tilfældet i forbindelse med det syvende rammeprogram.

1.13

Set med EØSU's øjne bør de foreløbige forslag til det kommende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling for 2014-2020 indeholde et egentligt, fast fællesskabsprogram, koordineret og forvaltet af Kommissionen, som skal være baseret på en løbende dialog med de berørte interessenter, og som især skal tage hensyn til erhvervslivets, universiteternes og standardiseringsorganernes behov, men også tilgodese internationale aspekter af metrologisk forskning, navnlig i forbindelserne til de internationale organer som f.eks. ISO, OECD og andre referenceorganer som IUPAC (2).

—

forskning,

—

fødevaremærkning,

—

sundhedssystemer,

—

miljø,

—

bioteknologi,

—

nanoteknologi og avancerede materialer,

—

energi,

—

transport, telekommunikation og sikkerhedssystemer,

3.1

Formålet med dette forslag, der er baseret på EF-traktatens artikel 169, er at oprette et europæisk program for metrologisk forskning (EMRP), der omfatter 22 nationale programmer for metrologisk forskning og dermed forbedre effektiviteten og virkningen af offentlig metrologisk forskning.

3.2

Det anføres, at målet bl.a. er at bidrage til at strukturere det europæiske forskningsrum gennem bedre koordination af de nationale programmer for bedre at kunne håndtere nogle af Europas fælles udfordringer, og samtidig fjerne barriererne mellem de nationale programmer.

3.3

Ifølge Kommissionen sigter EMRP mod at integrere de nationale programmer fra 22 deltagerlande i ét fælles program med det formål:

3.4

Den foreslåede forvaltningsmodel er udarbejdet på grundlag af erfaringer fra det første artikel 169-initiativ, der blev gennemført under det sjette rammeprogram, nemlig EDCTP (9).

3.5

EMRP-initiativet kræver en bevilling på 400 mio. EUR, hvoraf de 200 mio. EUR skal dækkes i form af nationale bidrag fra deltagerlandene i perioden 2009-2020, og de resterende 200 mio. forventes dækket i form af EU-støtte.

3.6

Koordineringen af initiativet skal varetages af den europæiske sammenslutning af nationale metrologiinstitutter, EURAMET, der blev etableret i 2007 under tysk lov som en almennyttig organisation med kontor i Braunschweig i Niedersachsen og fungerer som den europæiske regionale metrologiorganisation og forvaltningsorgan for EMRP.

—

ekspertise inden for metrologistrukturen,

—

åbne og konkurrerende, fælles forskningsprojekter,

—

øget deltagelse af forskersamfundet via kompetenceopbygning,

—

fremme af et ægte internationalt samarbejde, der tilfører merværdi til det europæiske system,

—

at EU kan tale med én stemme på verdensplan, og

—

først og fremmest øget inddragelse af industrien (arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer), handelssektoren og den offentlige sektor i udviklingen af europæisk metrologiforskning.

—

forslagets merværdi på europæisk plan

—

en klar og udtømmende definition af det fælles program for integrerede aktiviteter

—

en forvaltningsstruktur.

5.1

EØSU anerkender værdien af Kommissionens forslag, der støtter EMRP-initiativet (12) gennem foranstaltninger, som lægger op til en høj grad af »fællesskabsbasering«, hvad angår den fælles programmering og den anslåede ressourceallokering, på basis af princippet om »mutual learning«, og reglerne for virksomheders, universiteters og forskningscentres deltagelse samt evalueringen af forslag under tilstedeværelse af en observatør fra Kommissionen, ligesom under det syvende rammeprogram.

5.2

Hvad angår den foreslåede forvaltning af EMRP, bemærker EØSU desuden, at