ISSN 1725-2393

doi:10.3000/17252393.C_2009.218.dan

Den Europæiske Unions

Tidende

C 218

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

52. årgang
11. september 2009


Informationsnummer

Indhold

Side

 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

UDTALELSER

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009

2009/C 218/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en europæisk civiltjeneste (sonderende udtalelse)

1

2009/C 218/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om samarbejde og overførsel af viden mellem forskningsinstitutioner, industrien og SMV'er — en vigtig forudsætning for innovation (Initiativudtalelse)

8

 

III   Forberedende retsakter

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

 

451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009

2009/C 218/03

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer

15

2009/C 218/04

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — De lovgivningsmæssige aspekter ved nanomaterialer

21

2009/C 218/05

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 77/91/EØF, 78/855/EØF og 82/891/EØF samt direktiv 2005/56/EF for så vidt angår rapporterings- og dokumentationskrav i forbindelse med fusioner og spaltninger

27

2009/C 218/06

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge, om tilsyn med en sådan virksomhed og om ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF

30

2009/C 218/07

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (ISA)

36

2009/C 218/08

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophævelse af Rådets direktiv 87/372/EØF om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet

41

2009/C 218/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger

43

2009/C 218/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik

46

2009/C 218/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fællesskabets miljømærkeordning

50

2009/C 218/12

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om handel med sælprodukter

55

2009/C 218/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS)

59

2009/C 218/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet

65

2009/C 218/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En fælles indvandringspolitik for Europa: Principper, aktioner og redskaber

69

2009/C 218/16

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Strategisk plan på asylområdet — En integreret tilgang til beskyttelse i EU

78

2009/C 218/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog — Migration og mobilitet: udfordringer og muligheder for uddannelsessystemerne i EU

85

2009/C 218/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om et europæisk tiltag vedrørende sjældne sygdomme

91

2009/C 218/19

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF hvad angår de nedsatte satser for merværdiafgiften

96

2009/C 218/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Tackling af de højere oliepriser

101

2009/C 218/21

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, for så vidt angår visse bestemmelser om økonomisk forvaltning — Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling for så vidt angår støtteberettigede investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi i boliger — Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1081/2006 om Den Europæiske Socialfond med henblik på at udvide listen over omkostningstyper, der er berettigede til støtte fra ESF

107

DA

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en europæisk civiltjeneste (sonderende udtalelse)

2009/C 218/01

I sit brev af 3. juli 2008 anmodede den franske minister for udenrigs- og europæiske anliggender inden for rammerne af det franske rådsformandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om følgende emne:

»En europæisk civiltjeneste«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Thomas Janson til ordfører og Ionuț Sibian til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25.-26. februar 2009, mødet den 25. februar, følgende udtalelse med 131 stemmer for, 7 imod og 9 hverken for eller imod.

1.   Sammenfatning og konklusioner

1.1

EØSU går helhjertet ind for det franske formandskabs initiativ. Det henviser til Rådets henstilling af 20. november 2008 om unge volontørers mobilitet i EU (1). I lyset af de mange forskellige ordninger for unges aktive deltagelse i samfundet er den bedste tilgang til dette spørgsmål imidlertid at lade et europæisk initiativ tage udgangspunkt i en ramme

for samarbejde mellem frivillige aktiviteter, som er åbne for alle, og som er ulønnede, udført af egen fri vilje, har en pædagogisk værdi (uformel læring) og repræsenterer en merværdi for samfundet;

kendetegnet ved en fastsat aktivitetsperiode, hvor målsætningerne, indholdet, opgaverne strukturen og rammerne ligger fast, og hvor der er passende støtte samt retlig og social beskyttelse;

som også har en europæisk og tværnational dimension.

1.2

Aktiv deltagelse i samfundet, herunder tværnationale udvekslinger, gavner i høj grad den personlige udvikling, især hos unge, samt udviklingen af det organiserede civilsamfund i Europa. For volontørerne er der tale om en enestående mulighed for formel og uformel læring og for at tilegne sig sociale og sproglige færdigheder. Det kan give en bedre følelse af at være europæer og styrke viljen til at fortsætte engagementet senere i livet. Hvis ældre mennesker gives mulighed for at deltage i ordningerne, vil de kunne gøre brug af deres livserfaring, hvilket vil have en positiv effekt på deres helbred og livskvalitet. Når folk fra forskellige aldersgrupper samarbejder om udførelse af frivillige aktiviteter, vil forståelsen mellem generationerne også blive fremmet.

1.3

EØSU mener, at EU bør sætte sig ambitiøse mål, som omfatter en bredere deltagelse i civilsamfundet. Et første skridt vil være at følge de anbefalinger, som EØSU fremførte i sin tidligere udtalelse (2).

1.4

EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til at foranstalte et samarbejde mellem arrangører af frivillige aktiviteter, hvorved der indføres et tværnationalt element i eksisterende former for frivillige aktiviteter.

1.5

EU bør støtte og fremme et europæisk medborgerskabsinitiativ (3), der kombinerer politikker og aktiviteter for udvekslingssprogrammer, der ikke længere hovedsagelig er rettet mod unge. Et mål kunne være at bidrage til den europæiske integration. EØSU finder det naturligt, at EU afsætter flere finansielle ressourcer til sådanne programmer. Initiativet skulle gøre det muligt i første omgang at fordoble den nuværende deltagelse i ungdomsudvekslinger og øge andre aldersgruppers deltagelse væsentligt.

1.6

EØSU anser det for nødvendigt i højere grad at målrette projekterne mod dårligt stillede befolkningsgrupper, herunder navnlig unge.

1.7

Det vil være nødvendigt at sikre bedre samarbejde mellem de eksisterende nationale og europæiske programmer og reducere tekniske hindringer samt problemer med syge- og ulykkesforsikringsdækning. EU bør derfor overveje at udvikle et mærke for udviklingsprogrammer, der opfylder EU's kvalitetsstandarder. Kvaliteten af frivillige aktiviteter, uanset hvilken form de antager, er vigtig og må derfor sikres på passende vis.

1.8

EØSU anser det for vigtigt at fremme et tredjelandsaspekt for hermed at bidrage til EU's indsats for at opfylde millenniummålene og gennemførelsen af EU's politik for udvikling og humanitær bistand.

1.9

EU må foretage en evaluering af dette område ved at igangsætte og støtte forskning og ved at udvikle de statistiske komponenter.

1.10

Forsikrings-, sundheds- og sikkerhedsspørgsmål skal også løses. Frivillige bør nyde en rimelig social beskyttelse under deres tjeneste, men det er vanskeligt, hvis de sociale sikkerhedsbestemmelser for tværnationale frivillige er forskellige fra land til land. EØSU mener derfor, at Kommissionen bør fremme en fælles forståelse af ovennævnte spørgsmål, og opfordrer medlemsstaterne og de pågældende institutioner til at finde en løsning på disse centrale problemer.

1.11

EØSU er klar over det nødvendige i at følge dette spørgsmål op, f.eks. i form af en konference med deltagelse af alle nationale civiltjenesteorganer, Kommissionen og ngo'er, som er aktive inden for enten ungdomsarbejde eller frivilligt arbejde, med henblik på at fremme udviklingen af en ramme for et europæisk medborgerskabsinitiativ.

2.   Udgangspunkter

2.1

EØSU glæder sig over det franske formandskabs initiativ til at anmode EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om en europæisk civiltjeneste.

2.2

I betragtning af de mange forskellige ordninger for unges aktive deltagelse i samfundet, hvad enten det drejer sig om civiltjeneste, volontørtjeneste eller andre former for deltagelse, må der være en helt klar ramme for og definition af et europæisk initiativ. EØSU mener, at spørgsmålet bedst tackles på EU-plan ved at operere med et bredere begreb end den traditionelle civiltjeneste og lade et europæisk initiativ tage udgangspunkt i en ramme:

for en volontørtjeneste, der er tilgængelig for alle, ulønnet, frivillig, har et pædagogisk aspekt (uformel læring) og tilfører samfundet en merværdi;

der kendetegnes ved en fastsat periode, hvor målsætningerne, indholdet, opgaverne strukturen og rammerne ligger fast, og hvor der er passende støtte samt retlig og social beskyttelse;

som også har en europæisk og tværnational dimension.

2.3

Dette kunne kaldes et europæisk medborgerskabsinitiativ og omfatte en række forskellige traditioner og praksisser for frivillige aktiviteter, herunder civiltjenester i de forskellige medlemsstater.

2.4

Allerede traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab indeholdt bestemmelser om udveksling af unge arbejdstagere for at fremme og uddybe solidariteten mellem Europas folk.

2.5

En tidligere EØSU-udtalelse om frivilligt arbejde (4) indeholdt en række anbefalinger, bl.a.

at udråbe et europæisk år for de frivillige og at offentliggøre en hvidbog om frivillige aktiviteter og aktivt medborgerskab i Europa,

at tilskynde regeringerne og medlemsstaterne til at udforme en national politik for de frivillige aktiviteter,

at der i alle medlemsstater udarbejdes juridiske rammebetingelser, der giver ret til frivillige aktiviteter uafhængigt af juridisk eller social status,

på EU-plan at imødekomme behovet for pålidelige og sammenlignelige statistikker på området,

at sikre, at EU-midler, -politikker og -programmer i større udstrækning end hidtil støtter de frivillige aktiviteter, og at der over alt i EU oprettes en passende infrastruktur til støtte for de frivillige aktiviteter,

at paneuropæiske volontørprogrammer gøres tilgængelige for hele befolkningen.

2.6

EØSU konstaterer, at selv om der er sket fremskridt, er mange af henstillingerne og forslagene endnu ikke blevet gennemført. Med nærværende udtalelse understreger EØSU endnu en gang behovet for at gennemføre den tidligere udtalelses henstillinger og at øge ambitionsniveauet for en særlig del af det frivillige arbejde, nemlig volontørtjenesten.

2.7

EØSU anser det for nødvendigt i højere grad at inddrage civilsamfundet i den europæiske integration. Et ambitiøst anlagt europæisk medborgerskabsinitiativ, som er tilgængelig for alle aldersgrupper, kan bidrage til at lukke tillidskløften mellem den almindelige borger og EU. At fremme folks aktive medborgerskab bidrager til EU's principper om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder og ikke-diskrimination.

2.8

EØSU understreger det nødvendige i, at alle i højere grad deltager aktivt i samfundet. Dette gælder navnlig unge og/eller dårligt stillede med henblik på, at de kan styrke deres følelse af medborgerskab og solidaritet. Samarbejdet mellem medlemsstaterne, Kommissionen og EØSU på civiltjenesteområdet bør også forbedres.

2.9

I den nuværende traktat findes det juridiske grundlag for ungdomspolitikken og medborgerskab i artikel 149 og 151, som udelukker harmonisering af love, men giver EU mulighed for at tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne og fremme udveksling af unge. I Lissabontraktaten udvides ungdomspolitikken noget, idet unges deltagelse i det demokratiske liv i Europa tilføjes.

2.10

Lissabontraktaten vil, når den træder i kraft, skabe en ramme for unge europæeres fælles bidrag til EU's humanitære bistandsprojekter – et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand.

2.11

I dag gennemføres frivillige aktiviteter primært gennem den åbne koordinationsmetode inden for rammerne af EU's ungdomspolitik, som består af tre primære elementer:

tilskynde unge til aktivt medborgerskab og deltagelse i civilsamfundet,

fremme frivillige aktiviteter blandt unge,

forbedre informeringen af unge og de eksisterende informationstjenester for unge og herved fremme frivillige aktiviteter blandt unge samt tilskynde til større forståelse af og kendskab til unge.

2.12

Der er mange grunde til at overveje at øge den aktive deltagelse i samfundet i Europa. EU har et større ansvar end noget andet kontinent for at opfylde millenniumudviklingsmålene. Europa er en af verdens største donorer. At involvere Europas borgere i opfyldelsen af verdens største udfordringer ville ikke kun bidrage til den enkeltes personlige udvikling, men også bidrage til større forståelse og skabe nødvendige netværk i en globaliseret verden.

2.13

De nationale civilforsvarstjenester har i nogle tilfælde eksisteret som et alternativ til militærtjeneste. Med den aktuelle reduktion af værnepligten og den stigende professionalisering af militæret i medlemsstaterne reduceres også civilforsvarstjenesterne. På den anden side kunne udvikling af volontørtjenester for unge også være et attraktivt alternativ for at involvere unge i samfundet, selv om militærtjeneste/civilforsvarstjeneste bliver mindre udbredt.

2.14

Frivilligt arbejde og andre civilsamfundsinitiativer tiltrækker sig større og større opmærksomhed af en række grunde. Repræsentanter for EU's medlemsstater, tiltrædelseslande og Kommissionen mødtes i Rom efter invitation fra det italienske formandskab i 2004 til den første konference om samfundsnyttigt arbejde og ungdom. Den italienske konferenceledelse anbefalede i sine konklusioner bl.a.:

en systematisk og jævnlig udveksling af oplysninger og god praksis og et styrket samarbejde mellem civiltjenester og ungdomspolitikken,

øget deltagelse af unge i civiltjenester for at styrke deres medborgerskab og solidaritetsfølelse

forbedret samarbejde mellem medlemsstaterne, tiltrædelseslande og Kommissionen med hensyn til civiltjenester for unge.

3.   De nuværende programmer

3.1   Europa

3.1.1

Programmet Aktive Unge omfatter Den Europæiske Volontørtjeneste. Volontører i alderen 18-30 år tilbringer 2-12 måneder i udlandet. De kan deltage i særlig uddannelse, og deres læringserfaringer anerkendes formelt med et ungdomspas. I årene 1996-2006 deltog omkring 30 000 volontører i Den Europæiske Volontørtjeneste.

3.1.2

Inden for rammerne af Grundtvig-programmet vil ældre mennesker fra 2009 blive omfattet af institutionaliserede former af den europæiske volontørtjeneste. I første omgang vil omfanget af disse udvekslinger ikke være særlig stort, men det er værd at bemærke, at Kommissionen søger metoder til at støtte frivilligt arbejde udført af forskellige aldersgrupper. Hertil kommer, at de foranstaltninger, der gennemføres som led i Kommissionens »Europa for Borgerne«-program vil skabe reelle muligheder for udveksling af frivillige fra forskellige lande og forskellige aldersgrupper.

3.1.3

Tusindvis af organisationer, der er aktive i EU-landene, har i mange år beskæftiget sig med bilateralt samarbejde. Et vigtigt element heri er udveksling af frivillige. Udvekslingen er decentral, men der findes ingen data om fænomenets omfang. Ser man udelukkende på de udvekslinger, der gennemføres af organisationer med en global struktur, er det imidlertid klart, at et betragteligt antal europæere, især unge, deltager i disse programmer.

3.1.4

Den Europæiske Volontørtjeneste har visse kerneværdier og kvalitetsstandarder, som er fastsat i chartret for Den Europæiske Volontørtjeneste. For at beskytte og opretholde disse værdier og standarder skal organisationer, som ønsker at udsende eller modtage volontører eller koordinere et projekt under Den Europæiske Volontørtjeneste, først godkendes.

3.1.5

EU's Erasmusprogram har haft stor succes med at øge mobiliteten for universitetsstuderende og støtte samarbejde mellem videregående uddannelsesinstitutioner. Omkring 90 % af de europæiske højere læreanstalter deltager i Erasmus, og 1,9 mio. studerende har deltaget siden programmets start i 1987. Programmet søger at udvide sine mobilitetsaktioner og sigter mod at nå op på 3 mio. Erasmus-studerende i 2012.

3.1.6

Under Leonardo da Vinci-programmet findes der flere aktiviteter, som støtter mobiliteten for unge under erhvervsuddannelse, arbejdstagere eller selvstændige samt for undervisningspersonale inden for erhvervsuddannelserne.

3.2   Medlemsstaterne

3.2.1

EØSU anerkender de forskellige former og traditioner for samfundsnyttigt arbejde og andre former for frivillige aktiviteter i medlemsstaterne, som sigter mod aktivt, solidarisk medborgerskab og social udvikling, og understreger ngo'ers rolle og bidrag som aktive inden for enten ungdomsarbejde eller frivilligt arbejde. EØSU er også opmærksom på, at der ikke foreligger ret mange oplysninger, som beskriver medlemsstaternes programmer for samfundsnyttigt arbejde og frivillige aktiviteter.

3.2.2

I en række medlemsstater, herunder Tyskland, Italien og Frankrig, er der allerede indført forskellige former for civiltjeneste (obligatorisk eller frivilligt) for unge. Andre lande er enten i færd med eller overvejer at indføre sådanne tjenester.

4.   En europæisk civiltjeneste

4.1   Aktuelle politiske initiativer.

EØSU glæder sig over forslaget til Rådets henstilling om fremme af unge volontørers mobilitet i Europa. Udvalget bifalder endvidere Europa-Parlamentets beslutning af 22. april 2008 om volontørarbejdets bidrag til den økonomiske og sociale samhørighed. Det understreger behovet for at mobilisere ressourcer til fordel for frivilligt arbejde og til at give andre grupper end unge adgang til programmer.

EØSU ser endvidere positivt på Kommissionens opfordring til at gennemføre den forberedende foranstaltning Amicus for at fremme den tværnationale karakter af praktikophold for unge i samfundsnyttigt arbejde og frivillige aktiviteter, tilskynde til udviklingen af en europæisk ramme og give mulighed for en test- og evalueringsfase.

4.1.1

EØSU ville derfor bifalde, at medlemsstater med stærke traditioner og interesser på området indleder et samarbejde, som kan give de eksisterende former for samfundsnyttigt arbejde og civiltjenester et tværnationalt element.

4.1.2

EØSU er enigt i, at den manglende samordning mellem de forskellige nationale ordninger og de sparsomme oplysninger, som begrænser Den Europæiske Volontørtjenestes muligheder, er bekymrende. Udvalget glæder sig også over bestræbelserne på at opnå en bredere anerkendelse af Den Europæiske Volontørtjeneste på linje med Erasmusprogrammet.

4.2   Hvilke mål bør der opstilles?

4.2.1

EØSU mener, at EU bør opstille ambitiøse mål for en bredere deltagelse i civilsamfundet. Første skridt er at gennemføre EØSU's henstillinger i den tidligere udtalelse (jf. punkt 2.5).

4.2.2

EU bør fremme et europæisk medborgerskabsinitiativ, der kombinerer politikker og aktiviteter for udvekslingsprogrammer, som ikke kun sætter fokus på de unge, men også sikrer en stærkere europæisk komponent. Tjenesteperioden bør ideelt set gennemføres i et andet land end hjemlandet. EØSU mener, at EU bør afsætte flere finansielle midler til sådanne programmer.

4.2.3

I første trin bør den sigte mod en fordobling af den nuværende deltagelse i udvekslingen af unge volontører. Dette bør være muligt, i betragtning af at over 100 000 studerende i øjeblikket deltager i Erasmusprogrammet, mens kun en meget lille del af EU's unge deltager i andre ungdomsudvekslingsprogrammer. På langt sigt bør disse programmer sigte mod at nå op på samme deltagelse som Erasmus.

4.2.4

EØSU mener, at det er vigtigt i højere grad at målrette arbejdet mod dårligt stillede unge, som vil få det største udbytte af at deltage i civilsamfundet, men som ofte ikke har de økonomiske og/eller uddannelsesmæssige forudsætninger for at gøre det.

4.2.5

Et sådant initiativ bør også omfatte andre grupper end unge. Europa oplever en aldring af befolkningen, men ældre mennesker er mere aktive end tidligere og ønsker også at spille en mere synlig rolle i samfundet. At inddrage andre grupper som f.eks. pensionister i ordningen ville efter EØSU's opfattelse bidrage til begrebet aktiv alderdom og bringe en ny gruppe mennesker fra forskellige lande tættere på hinanden. Det ville give ældre mennesker mulighed for at deltage i samfundslivet, bruge deres livserfaring og fortsat føle sig nyttige. Dette ville have en positiv effekt på deres helbred og livskvalitet. Frivillige aktiviteter kan også fremme forståelsen mellem generationer, når unge og gamle arbejder sammen, udveksler erfaringer og støtter hinanden.

4.2.6

Det er vigtigt at sikre, at der er fuldt samarbejde mellem de eksisterende nationale og europæiske programmer. Dette ville mindske tekniske hindringer som manglende gensidig anerkendelse af erfaringer fra civiltjenester og af unges kvalifikationer samt problemer med hensyn til syge- og ulykkesforsikringsdækning. Til den ende bør EU fastlægge et mærke for udvekslingsprogrammer, der opfylder EU's kvalitetsstandarder.

4.2.7

I dag er statsstøtte vigtig for at stimulere udviklingen af programmer og garantere kvalitetsstandarder. Imidlertid dækker intet land alle udgifterne til de frivillige projekter, navnlig ikke til tværnationale aktiviteter, og ofte søges supplerende, private midler. For at fremme udvekslinger og opbygge et europæisk medborgerskabsinitiativ må EU derfor øge sit budget til frivillige aktiviteter, herunder udvekslinger, betydeligt for at dække f.eks. udgifter til koordinering, incitamenter og tværsubsidier mellem lande. EØSU opfordrer også medlemsstaterne til at øge midlerne til disse aktiviteter.

4.2.8

Udvalget anser det for vigtigt at fremme et tredjelandselement, hvor frivillige kan gøre tjeneste i udlandet og hermed bidrage til EU's arbejde for at nå millenniumudviklingsmålene og gennemføre EU's politik for udvikling og humanitær bistand. Et initiativ, der fremmer en bredere ramme og et større antal udvekslinger, bør også koordineres med det europæiske korps for humanitær bistand, som omtales i Lissabontraktaten. Korpset kunne også på længere sigt omfatte andre grupper end unge. I den sammenhæng er det vigtigt at sikre, at EU's visumpolitikker ikke unødigt hæmmer sådanne udvekslinger.

4.2.9

Endelig må EU også fremhæve og evaluere dette område ved at iværksætte og støtte forskning og udvikle de statistiske komponenter. Samarbejdet mellem eksisterende civiltjenester skal diskuteres yderligere, følges op og overvåges inden for en passende institutionel ramme.

4.3   Fordele og udfordringer

4.3.1

Det europæiske medborgerskabsinitiativ vil bidrage til at underbygge de universelle og europæiske værdier: frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten. Det bør endvidere have til formål at udvikle sociale, sproglige og netværksfærdigheder samt fremme EU's opbygning og funktion samt erhvervelsen og udvekslingen af erfaringer. Viljen til at opnå viden eller en bedre forståelse af ens egen karakter og evner er faktorer, der ofte ligger til grund for unges engagement i volontørarbejde og samtidig bidrager til, at de unge kan leve op til kravene i det videnbaserede samfund.

4.3.2

EØSU mener, at der er store muligheder for tværnationalt samarbejde og udveksling af frivillige på mange forskellige områder (f.eks. social integration, menneskelige behov, børn og unge, sport, oplysning, beskyttelse af den historiske arv, kultur og kunst, miljø, civilbeskyttelse etc.), som kan fremme medborgerskabets europæiske dimension.

4.3.3

EØSU mener, at et europæisk medborgerskabsinitiativ også kunne forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne, tiltrædelseslandene og landene under den europæiske naboskabspolitik med hensyn til aktivt medborgerskab og solidaritet.

4.3.4

Frivillige kan indsamle vigtige uformelle erfaringer og viden, som er et krav på arbejdsmarkedet, og opbygge et kontaktnetværk. Frivillige kan også opnå nøglekompetencer og viden på områder som oplysningsvirksomhed, kommunikation, udtryksevne, sociale færdigheder, lederevner og faglig uddannelse. Frivillige aktiviteter kan dermed udgøre en vigtig del af en persons curriculum vitæ og karriere, men det må sikres, at unge menneskers frivillige arbejde og uformelle læring anerkendes.

4.3.5

Der er imidlertid også udfordringer, bl.a. de frivilliges manglende retsstatus. Nationale rammer fastlægger den status, de frivillige og volontørorganisationerne har i hjemlandet og, i mindre grad, i udlandet. Der findes imidlertid ingen lovrammer, som giver f.eks. frivillige i Den Europæiske Volontørtjeneste en egentlig retsstatus.

4.3.6

Forsikrings-, sundheds- og sikkerhedsspørgsmål skal også løses. Frivillige bør garanteres tilstrækkelig social beskyttelse under deres tjeneste, men det er vanskeligt, hvis bestemmelserne for tværnationale frivillige med hensyn til social sikkerhed er forskellige fra land til land. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremme en fælles forståelse af disse spørgsmål, og opfordrer medlemsstaterne og de pågældende institutioner til at finde en løsning på disse centrale problemer.

4.3.7

Der må gøres alt for at undgå en potentiel forståelseskonflikt mellem lønnet arbejde og frivilligt arbejde. Forskellene mellem arbejdstagere og frivillige og de frivilliges ansvar, hvor dette er relevant, må klart defineres. Frivillige aktiviteter skal ikke træde i stedet for beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt at samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

5.   EØSU's og det organiserede civilsamfunds rolle

5.1

Det organiserede civilsamfund er den centrale sektor for frivillige aktiviteter. En lang række civilsamfundsorganisationer er allerede i dag involveret i Den Europæiske Volontørtjeneste og andre EU-programmer. Frivillige organisationer bør også fortsat spille en vigtig rolle i forbindelse med et bredere udvekslingsprogram.

5.2

Non-profit og frivillige organisationer udfører ofte diverse velfærdsydelser i Europa. Samtidig er deltagelsen i folkebevægelser i Europa i mange tilfælde faldende. På den baggrund kan et europæisk medborgerskabsinitiativ både bidrage til at udvikle den folkelige deltagelse i det organiserede civilsamfund og til at forbedre organisationernes selvudviklingsmuligheder. En evaluering og diskussion af de frivillige organisationers rolle og position i samfundet kan føre til en ændring af organisationernes særlige bidrag og til at øge bevidstheden om den merværdi, de tilfører samfundet.

5.3

Det europæiske medborgerskabsinitiativ kan også bidrage til et stærkere og mere levende civilsamfund. Dette vil skabe social kapital i form af tillid, mindre korruption samt medlemskab af frivillige foreninger.

5.4

Civilsamfundsorganisationer er ofte berørt af problemet med akkreditering af organisationer og spørgsmålet om udvekslingens kvalitet. EØSU opfordrer det organiserede civilsamfund i medlemsstaterne og på europæisk niveau til at samarbejde om at finde fælles principper for akkreditering og udvikle yderligere fælles kvalitetskriterier. Dette kunne eventuelt ske i samarbejde med de ansvarlige offentlige myndigheder.

5.5

EØSU er klar over det nødvendige i at følge dette spørgsmål op, f.eks. i form af en konference med deltagelse af alle nationale civiltjenesteorganer, Kommissionen og ngo′er, som er aktive inden for enten ungdomsarbejde eller frivilligt arbejde, med henblik på at fremme udviklingen af en ramme for et europæisk medborgerskabsinitiativ.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  14825/08, JEUN 101.

(2)  Jf. EØSU's udtalelse om de frivillige aktiviteters rolle i det europæiske samfund og deres virkninger, ordfører: Erika Koller (EUT C 325, 30.12.2006)

(3)  For at undgå enhver forvirring på grund af det faktum, at »civiltjeneste« betyder noget forskelligt i de forskellige medlemsstater, har EØSU anvendt udtrykket »medborgerskabsinitiativ« i den foreliggende udtalelse.

(4)  Se EØSU's udtalelse om de frivillige aktiviteters rolle i det europæiske samfund og deres virkninger, ordfører: Erika Koller (EUT C 325 af 30.12.2006).


BILAG

til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag, som fik tilslutning fra over en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten:

Punkt 2.11

Ændres som følger:

»I dag gennemføres er frivillige aktiviteter blandt unge primært gennem et prioriteret område under den åbne koordinationsmetode inden for rammerne af EU's ungdomspolitik, som består af tre primære elementer:

tilskynde unge til aktivt medborgerskab og deltagelse i civilsamfundet,

fremme frivillige aktiviteter blandt unge,

forbedre informeringen af unge og de eksisterende informationstjenester for unge og herved fremme frivillige aktiviteter blandt unge samt tilskynde til større forståelse af og kendskab til unge.«

Afstemningsresultat

For: 49 Imod: 69 Hverken for eller imod: 19

Punkt 4.3.7

»Der må gøres alt for at undgå en potentiel forståelseskonflikt mellem lønnet arbejde og frivilligt arbejde. Forskellene mellem arbejdstagere og frivillige og de frivilliges ansvar, hvor dette er relevant, må klart defineres. Frivillige aktiviteter skal ikke træde i stedet for beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt at sSamarbejdet med mellem de organisationer, der repræsenterer de frivillige, og arbejdsmarkedets parter er derfor vigtigt.«

Afstemningsresultat

For: 48 Imod: 77 Hverken for eller imod: 23


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/8


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om samarbejde og overførsel af viden mellem forskningsinstitutioner, industrien og SMV'er — en vigtig forudsætning for innovation (Initiativudtalelse)

2009/C 218/02

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 10. juli 2008 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»Samarbejde og overførsel af viden mellem forskningsinstitutioner, industrien og SMV'er — en vigtig forudsætning for innovation«.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Gerd WOLF til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009, mødet den 26. februar 2009, følgende udtalelse med 158 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Resumé og henstillinger

1.1

Nærværende udtalelse beskæftiger sig med samarbejdet og videnoverførslen mellem forskningsinstitutioner (Research Performing Organisations), industrien og SMV'er, da dette samarbejde spiller en afgørende rolle, når det gælder om at udvikle innovative produkter og processer på grundlag af forskningsresultater.

1.2

Udvalget anbefaler, at medarbejdere i industrien og SMV'er systematisk informeres om, hvilke skatte af viden og teknologi der findes på universiteter og i forskningsinstitutioner i EU, og hvordan der etableres kontakt til disse steder. Udvalget anbefaler derfor, at Kommissionen yder en indsats for at etablere et europæisk (internetbaseret) søgeværktøj, som integrerer og supplerer de eksisterende informationssystemer for hermed bedre at imødekomme det særlige informationsbehov.

1.3

Udvalget støtter bestræbelserne på at etablere fri internetadgang til videnskabelige publikationer. Dette vil dog som regel være forbundet med øgede udgifter for det offentlige. Derfor bør man tilstræbe aftaler om gensidige ordninger mellem EU's medlemsstater og med ikke-europæiske stater. Dette bør ikke begrænse forskningsinstitutionernes og forskernes frihed til at vælge det tidsskrift eller det forum til publicering af deres resultater, som sikrer den bedste udbredelse og anerkendelse af deres resultater på verdensplan.

1.4

Udvalget anbefaler at fortsætte overvejelserne om fri adgang til forskningsdata, men også at fastsætte grænserne for en sådan procedure. Den bør ikke omfatte en for tidlig åben adgang til alle data undervejs i forskningsprocessen inklusive såkaldte rådata. Udvalget anbefaler en forsigtig og gradvis fremfærd fra Kommissionens side med inddragelse af de berørte forskere.

1.5

I betragtning af de forskellige arbejdskulturer i forskningsinstitutioner og industri anbefaler udvalget, at der sikres en rimelig afbalancering af de forskellige interesser. Dette vedrører spændingsfeltet mellem offentliggørelse af resultaterne i god tid og den nødvendige hemmeligholdelse samt rettighederne til intellektuel ejendom inklusive patenter.

1.6

Udvalget finder det derfor positivt, at Kommissionen i mellemtiden har præciseret, at den med sin henstilling om behandling af intellektuelle ejendomsrettigheder selv ved kontraktforskning på ingen måde ønsker at gribe ind i den frie aftaleret mellem samarbejdspartnere. Kommissionens henstillinger skal være en hjælp, men må på ingen måde blive en spændetrøje.

1.7

Udvalget gentager sine anbefalinger om et europæisk patent med en rimelig nyhedsbeskyttelsesfrist (grace period) for opfinderne.

1.8

I forbindelse med udvikling af store videnskabelige forskningsinfrastrukturer, f.eks. acceleratorer, strålingskilder, satellitter, jordbaseret astronomisk udstyr eller fusionsanlæg, er forskningsinstitutionerne ikke primært leverandører af ny viden, men ordregivere og kunder. Udvalget anbefaler at undersøge, om de hidtidige erfaringer med anvendelse af de eksisterende støtte-, budget-, licitations- og konkurrenceregler i EU og medlemsstaterne er hensigtsmæssige med hensyn til at bevare og udnytte de færdigheder og den specialviden, som industrien oparbejder i forbindelse med sådanne ordrer til gavn for den europæiske konkurrenceevne og for tilsvarende senere ordrer, eller om der her er behov for nye industripolitiske strategier.

2.   Indledning

2.1

Udvalget har afgivet talrige udtalelser (1) om forskningspolitiske spørgsmål og i denne forbindelse navnlig påpeget, at tilstrækkelig forskning og udvikling er af afgørende betydning for Lissabon- og Barcelonamålene.

2.2

Et særlig vigtigt aspekt i disse anbefalinger var samarbejdet mellem forskningsinstitutioner, herunder universiteter (Public Research Organisations – PRO'er eller Research Performing Organisations), industrien og SMV'er, og den nødvendige videnoverførsel i denne forbindelse med henblik på at udvikle innovative processer og markedsdygtige produkter. I en uddybelse af dette aspekt fokuserer nærværende udtalelse på de i kapitel 3-5 anførte emner (a) publikationer og oplysninger, (b) samarbejde om udvikling af markedsdygtige produkter og processer samt (c) samarbejde om udvikling af forskningsinfrastrukturer (2).

2.3

Disse emner berører balancen - men også modsætningen - mellem samarbejde og konkurrence. Således er det på den ene side nødvendigt at samarbejde for at bevare og styrke den europæiske industris konkurrenceevne i forhold til landene uden for EU. På den anden side må dette ikke forvride konkurrencen mellem de europæiske virksomheder indbyrdes. Dette bliver reguleret med reglerne om statsstøtte (EU's støttelovgivning), som sikrer et fair indre marked.

2.4

Dette spændingsfelt danner baggrund for de efterfølgende diskussioner og anbefalinger, navnlig med hensyn til rettighederne til intellektuel ejendom og de problemer med fri videregivelse af information, som er knyttet hertil.

2.5

Kommissionen og Rådet har også taget spørgsmålet om samarbejde op, og dette har bl.a. ført til Kommissionens henstilling (3) om intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med videnoverførsel og om en praksiskodeks for universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner. Målet er at påvirke medlemsstaterne og forskningsinstitutionerne i retning af en mere ensartet procedure. Imidlertid har netop disse henstillinger, selv om de i vidt omfang indeholder hensigtsmæssige målsætninger og forslag, rejst nye spørgsmål og med hensyn til rettighederne til intellektuel ejendom ved samarbejds- og kontraktforskning ført til store betænkeligheder hos de berørte organisationer. Nærværende udtalelse kommer bl.a. ind på disse spørgsmål, og hvilke løsninger Kommissionen efterfølgende må finde på dem.

3.   Offentliggørelse af forskningsaktiviteter og resultater

3.1   Videnskabelige publikationer. Traditionelt bliver forskningsresultater efter at have gennemgået en streng evalueringsprocedure (peer review) publiceret i trykte fagtidsskrifter. I nogle tilfælde udgiver forskningsinstitutterne endvidere resultaterne som pre-prints eller tekniske rapporter. Desuden berettes der om dem på fagkonferencer, og de publiceres i konferenceberetningerne.

3.1.1   Internettet som ny dimension. Internettet har åbnet for en ny dimension inden for kommunikation og videnformidling. Forlagene publicerer i dag også de fleste videnskabelige tidsskrifter i elektronisk form på internettet.

3.1.2   Biblioteker og omkostningsspørgsmålet. Bibliotekerne på universiteter og forskningsinstitutioner sørger i vidt omfang for, at der er adgang til såvel trykte som elektroniske publikationer. Imidlertid skal universiteter og forskningsinstitutioner være økonomisk i stand til - og dette er et alvorligt problem (4) - at afholde de hermed forbundne udgifter (til publikationer og abonnementer).

3.1.3   Gratis internetadgang til videnskabelige publikationer. Internetadgangen til videnskabelige publikationer har hidtil normalt været forbundet med udgifter, som skal betales enten af bibliotekerne eller disses moderinstitutioner eller direkte af brugerne, men der har gennem længere tid været bestræbelser i gang for at gøre denne adgang gratis for alle brugere, den såkaldte free open access (5). Man undersøger forskellige forretningsmodeller og betalingsvilkår, som i nogle tilfælde allerede har ført til konkrete aftaler. Udvalget støtter disse bestræbelser. Det vil ikke imidlertid ikke være alle aftaler, som vil være udgiftsneutrale for det offentlige. Derfor bør man tilstræbe gensidige ordninger både mellem EU's medlemsstater og med ikke-europæiske stater.

3.1.3.1   Ubegrænset valgfrihed. Dette bør imidlertid ikke på nogen måde begrænse forskningsinstitutionernes og forskernes frihed til at vælge det tidsskrift eller forum til publicering af deres resultater, som efter deres opfattelse bedst sikrer udbredelse og anerkendelse af deres resultater på verdensplan.

3.1.4   Open access til forskningsdata. Der har desuden været idéer (6) fremme om at give mulighed for generel åben adgang - dvs. ud over den allerede i dag almindelige frivillige udveksling af data mellem samarbejdspartnere - via internettet ikke bare til videnskabelige publikationer, men også til de tilgrundliggende data. Dette er imidlertid forbundet med organisatoriske, tekniske og juridiske spørgsmål (f.eks. beskyttelse af intellektuel ejendom og databeskyttelse) samt spørgsmål om kvalitetssikring og motivation, som ofte kun kan besvares specifikt inden for det enkelte fagområde. Udvalget anser det derfor ganske vist for rigtigt at fortsætte disse overvejelser, men også at fastsætte grænserne for en sådan procedure. Udvalget anbefaler en særlig forsigtig fremfærd fra Kommissionens side i forbindelse med dette spørgsmål, navnlig med inddragelse af de direkte berørte forskere.

3.1.5   Ret til fortrolighed. Udvalget bekræfter, at dette ikke må omfatte en for tidlig åben adgang til alle data undervejs i forskningsprocessen inklusive såkaldte rådata. Forskerne skal først afklare fejlmålinger, fejltagelser, fortolkningsspørgsmål etc., vurdere deres betydning og behandle dem i en intern, fortrolig diskussionsproces, før de giver deres samtykke til en eventuel frigivelse. I modsat fald kan der ske krænkelser af de enkelte forskeres personlige rettigheder samt af grundlæggende forudsætninger for videnskabeligt arbejde og databeskyttelse, men navnlig af kvalitetsstandarder og prioriteringskrav for videnskabelige publikationer.

3.2   Information til virksomheder og SMV'er. Mange virksomheder og SMV'er, som er interesseret i at udvikle nye produkter, er ikke tilstrækkeligt informeret om, hvilke skatte af viden og teknologi, der findes på universiteter og forskningsinstitutioner i EU, og hvordan man etablerer kontakter for at bane vej for et eventuelt samarbejde. Derfor er der behov for information uden for den snævre kreds af eksperter, som går ud over de ovenfor nævnte instrumenter.

3.2.1   Lettilgængelige publikationer. Der findes ganske vist også lettilgængelig (såkaldt populærvidenskabelig) litteratur om videnskabelige og tekniske emner. Desuden har Kommissionen i de seneste år med succes øget sit engagement i udbredelsen af videnskabelige og tekniske resultater af de forskningsprogrammer, som Kommissionen støtter, f.eks. med det fremragende tidsskrift research*eu  (7) og internetportalen CORDIS  (8). Ligeledes begynder universiteter og forskningsinstitutioner i stigende omfang at beskrive deres aktiviteter og resultater på internettet (9), også med henblik på videnoverførsel og eventuelt samarbejde.

3.2.2   Overførselskontorer. Desuden har mange forskningsinstitutioner gennem længere tid drevet deres egne meget nyttige videnoverførselskontorer (10) med specialuddannet personale (teknologioverførselskonsulenter (11)). Disse er dog primært aktive regionalt eller i relation til en enkelt institution, og de er derfor besværlige at anvende for personer, der søger på europæisk plan.

3.2.3   Formidlingsorganisationer og specialrådgivere. For at afhjælpe ovennævnte behov på europæisk niveau er foruden Kommissionen en række organisationer og netværk gået ind i arbejdet, til dels på kommerciel basis, herunder EARTO, Association of European Science and Technology Transfer Professionals og ProTon (12). Kommissionen selv tilbyder hjælp via SMV-portalen og European Enterprise Network (13).

3.2.4   Systematisk søgning. I det omfang, industrien og SMV'ernes behov ikke kan dækkes tilstrækkeligt af de nævnte instrumenter, anbefaler EØSU, at Kommissionen arbejder for - så vidt muligt i samarbejde med en af de store søgemaskinevirksomheder - at dække dette behov systematisk med et europæisk internetsøgesystem, hvor ovennævnte enkeltinformationer sammenfattes i en standardiseret og deducerbar form. Dette ville som første skridt kræve en diskussion om den nærmere definition af målsætningen og omfanget af det første trin i et sådant søgesystem, så der kan opnås erfaringer i en sonderende fase.

3.2.5   Personaleudveksling. Den mest effektive måde at overføre viden på går gennem hovederne på de personer, som veksler mellem forskning og industri, og EØSU gentager derfor i denne forbindelse endnu en gang sin anbefaling om generelt at yde stærkere støtte til en sådan personaleudveksling, bl.a. gennem et stipendiesystem/sabbatical som f.eks. Marie Curie Industry-Academia-stipendiet.

4.   Samarbejde om at udvikle markedsdygtige produkter og processer - fair interesseudligning

4.1   Forskellige arbejdskulturer. Der foreligger allerede en lang række dokumenter og anbefalinger om dette emne. Disse blev nævnt i indledningen, og dette kapitel fokuserer på nogle udvalgte spørgsmål og problemer, som primært har deres rødder i de nødvendigvis forskellige arbejdskulturer og interesser i forskning og industri. En del af disse forskelle har udvalget allerede behandlet udførligt i sin første udtalelse (14) om det europæiske forskningsområde og taget op flere gange siden. De vigtigste berører:

4.2   Offentliggørelse og hemmeligholdelse

Forskning kræver en tidlig offentliggørelse af resultaterne, så andre forskere og forskningsgrupper får mulighed for at efterprøve resultaterne. Dette tjener desuden til at fremme den synergi, som opstår gennem den direkte gensidige kommunikation i det videnskabelige samfund, navnlig når flere laboratorier samarbejder om et fælles forsknings- og udviklingsprogram.

Også det offentlige må normalt insistere på en tidlig offentliggørelse af resultaterne af den forskning, det støtter, for at sikre retfærdig støttetildeling og konkurrence.

Alligevel er det i dag sådan, at også forskningsinstitutioner, som modtager offentlige midler, i tilfælde af resultater med opfindelsespotentiale må indgive en patentanmeldelse, før de offentliggør deres resultater, da det ellers kan skade nyhedsværdien og mulighederne for at opnå patent. Denne nødvendighed, som ligeledes gælder for open access, fremhæves også i Kommissionens henstilling om intellektuel ejendom (15).

For at tage brodden af den interessekonflikt, der følger heraf, har EØSU gentagne gange anbefalet, at man i medlemsstaternes patentlovgivning samt i det kommende EU-patent indfører en nyhedsbeskyttelsesfrist (16) (grace period).

Til gengæld må en virksomhed som regel - af hensyn til sin konkurrencesituation - i det mindste være interesseret i en fortrolig behandling af resultaterne af sin produktudvikling, indtil der kan tilbydes et salgsmodent nyt produkt, eller de relevante patenter er sikret.

4.3   Søgende forskning - målrettet udvikling. Forskerens produkt er resultater, som udvindes af en kompleks søge- og udforskningsproces, hvis udfald er ukendt. Udvikling omfatter en målrettet, gennemplanlagt fremgangsmåde, som først begynder, når der kan defineres et konkret mål, og vejen til dette mål er tilstrækkelig klar. Alligevel er der flydende overgange, vekselvirkninger og synergier mellem forskning og udvikling, som ikke en gang nødvendigvis optræder i en lineær rækkefølge.

4.4   Forskellige vurderingskriterier. Forskeren og »hans« forskningsinstitution bliver vurderet på hans publikationers (17) og resultaters kvalitet, antal og gennemslagskraft (»impact«) og i stigende grad også på antallet af patenter. Virksomhedslederen bliver derimod primært vurderet på »sin« virksomheds kommercielle indtjening, som igen afhænger af de solgte produkters antal, kvalitet og pris.

4.5   Syntese. Det betyder, at man må bygge bro mellem disse modsætninger og etablere en fair interesseudligning, som giver fordele til begge de samarbejdende, uens parter. Hvis man skal vinde de dygtigste forskere og deres organisationer for denne sag, skal der være et tilstrækkelig stærkt incitament. I denne forbindelse »kan det skade samarbejdet, når rettighederne til forskningsresultaterne overdrages fuldstændig til de ordregivende virksomheder« (18). Årsagen til dette er, at ny viden (foreground) er vokset evolutionært frem af eksisterende viden (background) og dermed indeholder vigtige elementer af den eksisterende viden, som altså er en iboende del af den nye viden. Derfor er der behov for fleksibilitet og frirum i forbindelse med aftalerne om retten til intellektuel ejendom og de tilhørende afvejningsprocesser, så der kan tages hensyn til individuelle forhold og kreative processers natur. I modsat fald kan det ske, at samarbejdet mellem forskning og industri ikke kommer i stand.

4.6   Intellektuel ejendom og Kommissionens henstilling herom. EØSU finder det derfor positivt, at Rådet (konkurrence) har understreget parternes aftalefrihed og i sin afgørelse af 30. maj 2008 præciserer følgende: »opfordrer alle universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner til at tage behørigt hensyn til indholdet i Kommissionens praksiskodeks og gennemføre det i forhold til deres specifikke forhold, herunder også en rimelig fleksibilitet med hensyn til kontraktforskning. « EØSU finder det navnlig positivt, at Kommissionen i mellemtiden også har præciseret (19), at den med sin henstilling (20), som specifikt omhandler dette spørgsmål, selv ved kontraktforskning på ingen måde ønsker at gribe ind i den frie aftaleret. Tværtimod skal der gives tilstrækkelig fleksibilitet på dette område, for så vidt som der ikke foreligger andre begrænsninger, som f.eks. støtterammen for forskning, udvikling og innovation eller andre europæiske eller nationale love.

4.6.1   Yderligere præcisering. Det bør desuden præciseres, at opfindelser, som fører til patenter, ikke bare kan bestilles, men repræsenterer en ekstra kreativ ydelse (21). Udnyttelsen af denne og de deraf følgende indtægter skal altså være genstand for forhandling, og en udnyttelse må heller ikke blokeres af den ordregivende partnervirksomhed - til skade for samfundsøkonomien. Udvalget bifalder derfor, at Kommissionen også er ved at udarbejde en præcisering vedrørende dette spørgsmål. Kommissionens henstillinger skal være en hjælp, men må på ingen måde blive en spændetrøje.

4.7   EU-patent. Udvalget understreger i denne forbindelse endnu en gang (se også punkt 4.2) sine gentagne anbefalinger om et europæisk patent med en rimelig nyhedsbeskyttelsesfrist (grace period) for opfinderne.

4.8   Regler for deltagelse og støtte.Udvalget anbefalede allerede i sin udtalelse (22) om reglerne for deltagelse at give de kommende partnere større frihed i udformningen af kontrakten og i valget af instrumenter. Dette gælder især adgangsrettigheder til deltagernes nye viden og beskyttelsesrettigheder og/eller eksisterende viden og beskyttelsesrettigheder. Her bør der ganske vist tilbydes royaltyfri adgangsret som mulighed, men det bør ikke - som det foreslås for visse tilfælde - foreskrives uden undtagelse. Hvis de statslige universiteter eller forskningsinstitutioner vederlagsfrit stiller intellektuel ejendom til rådighed for erhvervslivet, indebærer det desuden en risiko for at overtræde den europæiske støttelovgivning.

4.9   Offentlig-private partnerskaber. De under punkt 4.6 og 4.8 anførte synspunkter og anbefalinger bør derfor navnlig også finde anvendelse på de i øvrigt meget positive offentlig-private partnerskaber inden for forskning og udvikling og for de tilsvarende fælles teknologiske initiativer.

4.10   Vederlag for arbejdstageropfindelser. Særlig opmærksomhed bør i denne forbindelse rettes mod den lovgivning om arbejdstageropfindelser, som findes i nogle medlemsstater. Denne vedrører opfinderens ret til et patent og et passende vederlag for udnyttelse af opfindelsen, selv om han har gjort sin opfindelse i forbindelse med sit arbejde. Denne ret må under ingen omstændigheder sættes ud af spil.

5.   Samarbejde om udvikling af forskningsinfrastrukturer – bevarelse af knowhow

5.1

Teknisk ukendte områder – enkeltstående eksempler. Foruden det ovenfor behandlede samarbejde mellem forskning og industri findes der imidlertid yderligere en kategori, som ligeledes er af stor betydning, og hvor forskningsinstitutionerne ikke primært leverer ny viden til brug for udvikling af innovative serieprodukter (eller metoder), men er ordregiver og kunde. Det drejer sig primært om udvikling af nye forskningsinfrastrukturer som f.eks. accelleratorer, strålingskilder, satellitter, jordbaseret astronomisk udstyr eller fusionsanlæg. Her udvikler og fremstiller industrien - ofte på grundlag af forudgående udviklingsordrer - vigtige nyskabende enkeltkomponenter.

5.2

Specialisering og risiko. Dette innovative område kræver meget dygtige, specialiserede fagfolk i virksomhederne og - på grund af muligheden for mislykkede projekter - risikovillighed. Det umiddelbare økonomiske udbytte er nemlig for det meste begrænset, især da de fremstillede produkter næsten altid er unika, og virksomhederne ikke sjældent undervurderer den nødvendige indsats. Man må som regel gå ud over den eksisterende knowhows grænser over en bred front.

5.3

Drivkraft for tekniske fremskridt. Sådanne ordrer fører ganske vist til en kraftig vækst i de involverede virksomheders high tech-kapacitet, som på langt sigt forbedrer deres konkurrenceevne på beslægtede områder og generelt er til gavn for det tekniske fremskridt. Alligevel har virksomhederne ofte svært ved at bevare deres potentiale, herunder medarbejdere og ingeniører på de enkelte specialområder, til efterfølgende ordrer, som ikke kommer umiddelbart efter afslutningen af den første, især da det bedre kan betale sig at anvende dem på økonomisk langt mere indbringende udviklings- og produktionsprocesser for serieprodukter.

5.4

Anvendelse af konkurrence- og licitationsregler. Anvendelsen af de eksisterende konkurrence- og licitationsregler kan gøre situationen mere vanskelig, især da det ikke uden videre tillades, at den virksomhed, som har udført udviklingsordren, som en selvfølge også får produktionsordren. Dette kan føre til, at produktionsordren må gives til en mindre erfaren virksomhed, som netop på grund af mindre erfaring har undervurderet udfordringen og derfor afgivet et billigere tilbud. Denne problematik har hos nogle virksomheder sågar ført til, at de ikke længere byder på sådanne ordrer eller ikke længere modtager sådanne ordrer. Heller ikke instrumentet »prækommercielle indkøb (23)« synes i tilstrækkelig grad at give en løsning på problematikken, da der ikke senere opstår nogen serieproduktion.

5.5

Problematik og søgning efter løsninger. EØSU har heller ingen patentløsning herpå. Udvalget vil imidlertid gerne pege på en alvorlig problematik, som ikke kun fordyrer og forsinker sådanne store projekter, men som heller ikke udnytter de evner og erfaringer, der er opnået under processen, optimalt, fordi meget værdifulde evner ofte går tabt igen. Det anbefaler derfor, at Kommissionen udpeger en højtstående ekspertgruppe (24), som skal behandle de hidtidige erfaringer. Dette kunne skabe klarhed over, om de eksisterende støtte-, budget-, konkurrence- og licitationsregler og anvendelsen heraf passer til denne specielle situation, eller om der er behov for nye industripolitiske instrumenter på dette område.

5.6

ITER. EØSU har det indtryk, at Kommissionen er helt klar over problemet f.eks. i forbindelse med det internationale ITER-projekt, og at man her allerede er ved at indlede passende foranstaltninger for at inddrage industrien. Denne fremgangsmåde bør så vidt muligt også overføres til kravene til de kommende forskningsinfrastrukturer (ESFRI-listen).

6.   Udvalgets hidtidige udtalelser om emnet i de seneste tre år

Denne udtalelse har taget højde for følgende relevante udtalelser om emnet, som udvalget har afgivet inden for de seneste tre år:

Syvende rammeprogram for forskning og udvikling (INT/269, CESE 1484/2005 - EUT C 65/9, 17.3.06)

Nanovidenskab og nanoteknologi (INT/277, CESE 582/2006 - EUT C 185/1, 8.8.06)

Femårsevaluering af forskningsindsatsen (1999-2003) (INT/286, CESE 729/2006 - EUT C 195/1, 18.8.06)

RTD – særprogrammer (INT/292, CESE 583/2006 - EUT C 185/10, 8.8.06)

Forskning og innovation (INT/294, CESE 950/2006 - EUT C 309/10, 16.12.06)

Virksomheders deltagelse - syvende rammeprogram (INT/309, CESE 956/2006 - EUT C 309/35, 16.12.06)

Virksomheders deltagelse - syvende rammeprogram 2007-2011 (Euratom) (INT/314, CESE 957/2006 - EUT C 309/41, 16.12.06)

Investeringer i viden og innovation (Lissabon-strategien) (INT/325, CESE 983/2007 - EUT C 256/17, 27.10.07)

Europas potentiale - forskning, udvikling og innovation (INT/326, CESE 1566/2006 - EUT C 325/16, 30.12.06)

Det Europæiske Teknologiske Institut (INT/335, CESE 410/2007 - EUT C 161/28, 13.7.07)

Grønbog om det europæiske forskningsområde - nye perspektiver (INT/358, CESE 1440/2007 - EUT C 44/1, 16.2.08)

Oprettelse af et fællesforetagende for initiativet om innovative lægemidler (INT/363, CESE 1441/2007 - EUT C 44/11, 16.2.08)

»Artemis-fællesforetagendet« til gennemførelse af det fælles teknologiinitiativ vedrørende indlejrede computersystemer (INT/364, CESE 1442/2007 – EUT C 44/15, 16.2.08)

Oprettelse af et fællesforetagende »Clean Sky« (INT/369, CESE 1443/2007 - EUT C 44/19, 16.2.08)

Oprettelse af ENIAC-fællesforetagendet (INT/370, CESE 1444/2007 - EUT C 44/22, 16.2.08)

Forsknings- og udviklingsprogrammer for SMV'er (INT/379, CESE 977/2008 - EUT C 224/18, 30.8.08)

Konkurrencedygtige europæiske regioner gennem forskning og innovation (INT/383, CESE 751/2008 - EUT C 211/1, 19.8.08)

Oprettelse af fællesforetagende for brændselsceller og brint (INT/386, CESE 484/2008 - EUT C 204/19, 9.8.08)

Europæisk partnerskab for forskere (INT/435, CESE 1908/2008 - endnu ikke offentliggjort i EUT).

EF-rammebestemmelser for en europæisk forskningsinfrastruktur (ERI) (INT/450, CESE 40/2009 – endnu ikke offentliggjort i EUT).

Bruxelles, den 26. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se kapitel 6.

(2)  INT/450 CESE, 40/2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  K(2008) 1329, 10. april 2008.

(4)  URL: http://ec.europa.eu/research/science-society/pdf/scientific-publication-study_en.pdf.

(5)  Open Access. Opportunities and Challenges — a Handbook. European Commission / German Commission for UNESCO, 2008.

(6)  KOM(2007) 56 af 14.2.2007; K (2008) 1329 af 10.4.2008 - bilag II.

(7)  http://ec.europa.eu/research/research-eu.

(8)  http://cordis.europa.eu/.

(9)  http://www.ott.csic.es/english/index.html i Spanien eller http://www.technologieallianz.de/ i Tyskland.

(10)  KOM(2007) 182 af 4.4.2007.

(11)  KOM (2008) 1329 af 10.4.2008, bilag 2, punkt 7.

(12)  http://www.earto.org/; http://www.astp.net/; eller http://www.protoneurope.org/;

(13)  EEN: http://www.enterprise-europe-network.ec.europa.eu/services_en.htm og SMV-portal http://ec.europa.eu/enterprise/sme/index_de.htm.

(14)  EFT C 204 af 18.7.2000, s. 70.

(15)  K(2008) 1329 af 10.4.2008, henstilling nr. 4 til medlemsstaterne og i bilag I, nr. 7, til de offentlige institutioner.

(16)  Som det f.eks. tidligere var tilfældet i den tyske patentlovgivning.

(17)  Og på det valgte tidsskrifts prestige!

(18)  EFT C 204 af 18.7.2000, s. 70.

(19)  Kommissionens henstilling om forvaltning af intellektuel ejendom ved videnoverførsel og om en kodeks for universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner (2008) ISBN 978-92-79-09850-5. Ordlyden på engelsk i sidste kapitel 4.3 er som følger: »Nevertheless the parties are free to negotiate different agreements, concerning ownership (and/or possible user rights) to the Foreground, as the principles in the Code of Practice only provede a starting point for negotiations …« [»Det står imidlertid parterne frit for at forhandle sig frem til forskellige aftaler vedrørende ejerskab (og/eller eventuelle brugerrettigheder) til den nye viden, eftersom praksiskodeksens principper kun udgør et udgangspunkt for forhandlinger …« – frit oversat]

(20)  K(2008) 1329 af 10.4.2008, bilag I, punkt 17.

(21)  Denne tanke er også grundlaget for vederlag for arbejdstageropfindelser, se punkt 4.10.

(22)  EUT C 309 af 16.12.2006, s. 35.

(23)  KOM(2007) 799 endelig. Meddelelse fra Kommissionen - Prækommercielle indkøb: vedvarende høj kvalitet i offentlige tjenester i Europa gennem øget innovation. Se også EØSU's udtalelse INT/399 om »Prækommercielle indkøb« CESE 1658/2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(24)  Om muligt med inddragelse af de forskningsorganer, der hører under EIROforum.


III Forberedende retsakter

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/15


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer

KOM(2008) 311 endelig — 2008/0098 (COD)

2009/C 218/03

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 1. juli 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Angelo GRASSO til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. februar 2009 følgende udtalelse med 114 stemmer for, 1 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU er overbevist om vigtigheden af at sikre fuld anvendelse af princippet om fri bevægelighed for varer, der er nedfældet i traktaten og udviklet inden for de fælles rammer, der blev vedtaget i juli 2008 og i de efterfølgende sektorbestemmelser, således at produkter, der markedsføres lovligt i en medlemsstat, uden videre kan bringes i omsætning i hele EU med sikkerheds-, sundheds- og miljøbeskyttelsesgarantier i hele produktets livscyklus fra projektering til bortskaffelse.

1.2

EØSU støtter Kommissionens initiativ til revision af EU-bestemmelserne i direktiv 89/106/EF om byggevarer (byggevaredirektivet) med det formål at tilpasse dem til de aktuelle krav, opdatere indholdet og fastlægge sikre og ensartede lovgivningsrammer i EU.

1.3

Det er EØSU’s faste overbevisning, at der helt fra projekteringsfasen bør tages hensyn til kvaliteten af økosystemet i alle de typemæssige og strukturelle krav til bolig- og/eller bygningskomplekser. Det drejer sig om energieffektiv anvendelse af naturressourcer, forbedring af boligforholdene for beboerne og om at udvise større ansvarlighed i forbindelse med procedurer, processer og teknikker for at opfylde kravene om kvalitet og sikkerhed over for arbejdere og slutbrugere.

1.4

EØSU mener, at der er behov for at styrke det europæiske standardiseringssystem for byggevarer ved at støtte standardiseringsorganerne og indarbejde forhold vedrørende sikkerhed på arbejdspladsen, anvendelsen af industrivarer og nedrivningen heraf i standarderne.

1.5

EØSU mener, at der i innovative byggevarer ligger et overordentligt stort potentiale for at mindske de negative virkninger af klimaændringerne og forbedre kvaliteten af boligforholdene, hvilket fagfolk, bygge- og anlægsvirksomheder og brugere bør udnytte for på den måde at yde et konkret og effektivt bidrag til at beskytte miljøet og spare energi.

1.6

EØSU gentager, at den frie bevægelighed for varer bør være en afgørende drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU’s indre marked, og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for at bringe sunde og sikre produkter i omsætning er forbrugernes og brancheaktørernes garanti for kvalitet.

1.7

EØSU finder, at det er vigtigt at sikre harmoniserede lovgivningsmæssige rammer i EU for markedsføringen og fremstillingen af byggevarer i EU’s indre marked.

1.8

EØSU lægger stor vægt på behovet for at genetablere CE-mærkets troværdighed og øge kvaliteten af systemet for akkreditering af de notificerede organer. Der bør udarbejdes en retlig ramme, som sikrer sammenhæng, sammenlignelighed og samordning inden for det decentraliserede system, effektiv markedsovervågning og ensartede og forenklede definitioner og procedurer.

1.9

EØSU anbefaler, at der tilføres tilstrækkelige finansielle ressourcer til støtte for fællesskabsprogrammer til uddannelse og oplysning rettet mod alle berørte offentlige og private aktører - særligt uddannelsesfremstød over for underviserne – og et program, der kan ledsage og overvåge gennemførelsen heraf.

1.10

EØSU mener, at det er vigtigt med regler for procedurer, der specifikt sigter mod forenkling, og især for SMV’er og mikrovirksomheder forenkler adgangen til CE-mærkningsordningen, og at de nationale produktkontaktpunkter kobles til SOLVIT (1) for at lette problemløsningen.

1.11

EØSU mener, at de nye standarder og de tekniske bilag bør være ledsaget af tekniske vejledninger om udviklingen af de grundlæggende krav til aktiviteter knyttet til brugen af miljøvenlige primære og sekundære materialer og innovative produkter.

1.12

EØSU er fortaler for, at fællesskabssystemet for hurtig varsling og informationsudveksling (RAPEX) finder specifik anvendelse på byggevaresektoren og mener, at det er vigtigt, at konstaterede overtrædelser og svindel offentliggøres i EU-Tidende og på en europæisk webportal for byggevarer.

1.13

EØSU mener, at tidsfristerne er alt for korte til en fuld og effektiv gennemførelse af forordningen, og at de omhyggeligt bør overvejes bl.a. i forhold til de uddannelses- og oplysningskrav, der er nødvendige for omstillingen til de pålagte ændringer.

1.14

Endelig opfordrer EØSU til, at Kommissionen hvert andet år fremlægger en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU om gennemførelsen af forordningen med et kapitel, der specifikt vedrører de krav til sundhed og sikkerhed, som byggevarer skal opfylde, og registrerede tilfælde af overtrædelser og svindel.

2.   Indledning

2.1   Det europæiske bygge- og anlægsmarked tegner sig for ca. 10 % af EU’s BNP, og ca. 7 % af hele EU’s arbejdsstyrke arbejder i sektoren med mere end 65 000 virksomheder beskæftiget med byggevarer, hvoraf omkring 92 % er SMV’er og mikrovirksomheder.

2.2   En stor mængde byggevarer handles mellem medlemsstaterne inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde; alt afhængig af sektor er det mellem 15 % og 25 % af den samlede handel inden for bygge- og anlægsbranchen.

2.3   Byggevarer kan kun bringes i omsætning i EØS (2), hvis de er egnede til formålet. Byggematerialernes kvalitet bør opfylde de opstillede egnethedskrav gennem hele levetiden for det produkt, som de pågældende materialer indgår i, specielt hvad angår mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet, brandsikkerhed, hygiejne, sundhed, miljø, brugssikkerhed, støjbeskyttelse, energibesparelser og varmeisolering.

2.3.1   Det er derfor nødvendigt at tage behørigt hensyn til byggevarernes kompatibilitet og holdbarhed, navnlig når der er behov for store investeringer i renovering af de eksisterende bygninger for at sikre deres energieffektivitet.

2.4   Udvalget er overbevist om, at »frie varebevægelser er en vigtig drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU’s indre marked, og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for markedsføring af sikre kvalitetsprodukter er af grundlæggende betydning for forbrugerne, virksomhederne og de europæiske borgere« (3).

2.5   Mere end 300 grupper af byggevarer er i dag CE-mærket, og fra 2000 til i dag har CEN gennemført mere end 380 harmoniserede standarder (4). I samme periode er der blevet udført mere end 1 100 europæiske tekniske vurderinger af specifikke produkter, som gør det muligt at opnå CE-mærkning i stedet for at anvende harmoniserede standarder.

2.6   EØSU mener, at hvis arkitekter og brugere er opmærksomme på og forstår de innovative byggevarers overordentligt store potentiale for at mindske de negative virkninger af klimaændringerne og øge energieffektiviteten og boligkomforten, vil det på konkret og effektiv vis kunne medvirke til at spare energi og beskytte miljøet (5).

2.7   Det er helt afgørende, at producenterne på et tidligt tidspunkt tager skridt til at tilrettelægge produktionsprocesserne efter de fastlagte anvisninger. Forpligtelsen til at anvende et fælles sprog ved vurderingen af varernes ydeevne med hensyn til at nedbringe CO2-udledningen i produktionsfasen og sikre et sundt indeklima i bygningerne kan forbedre forholdet mellem producenterne, deres klienter og de offentlige myndigheder og kvaliteten af bygningerne.

2.8   Enkle lovgivningsmæssige rammer af høj kvalitet er for virksomhederne en nøglefaktor for konkurrenceevne, udvikling og beskæftigelse. Det er således helt nødvendigt at forenkle lovgivningen for at sætte gang i innovationen og nedbringe de administrative byrder, der udspringer af lovkrav, begrænse den samlede mængde EU-ret og fremme overgangen til mere fleksible regler.

2.9   Det er efter EØSU’s opfattelse ikke nok, at en vare besidder visse egenskaber og kendetegn. Der bør tillige tages hensyn til muligheden og behovet for at forudsige de mulige projekterings- og byggeomkostninger ved byggearbejdet og ikke mindst udgifterne til drift og vedligehold.

2.10   EØSU gentager, at »bedre lovgivning er tæt forbundet med gennemførelse og håndhævelse: En god lov er en lov, der kan og bliver håndhævet … [gennemførelsesproblemerne] … skyldes forskellige kulturer og ansvarsbeføjelser, og at der er varierende deltagelse i den praktiske gennemførelse i Europa« (6).

2.11   EØSU bakker derfor kraftigt op om, at revisionen af direktivet sker i form af en forordning, således at man afværger risikoen for, at reglerne gennemføres og fortolkes forskelligt, samtidig med at byrderne mindskes, og de lovgivningsmæssige rammer forenkles.

2.12   EØSU understreger vigtigheden af at garantere »sikkerhed, gennemsigtighed og effektivitet i samhandlen ved at undgå enhver form for dobbelt kontrol og prøvning, sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugere, borgere og virksomheder samt koordinere og styrke markedsovervågningen for at sikre en aktiv og ensartet anvendelse af Fællesskabets produktsikkerhedskrav« (7).

3.   Kommissionens forslag

3.1

Hensigten med forslaget til forordning er, at der sikres pålidelige og nøjagtige oplysninger om byggevarers ydeevne i hele EU’s indre marked ved at:

tilvejebringe et fælles teknisk sprog;

definere mål, begreber og specifikke regler for fastlæggelse af de erhvervsdrivendes forpligtelser;

fastlægge bestemmelser om, at det er fabrikantens eller importørens eneansvar at udarbejde en ydeevnedeklaration, hvis der skal opnås CE-mærkning;

øge reglernes troværdighed, også når det gælder udpegelsen af tekniske vurderingsorganer (TAB);

forenkle procedurer og reducere de administrative byrder for virksomhederne;

fastlægge strengere krav for de notificerede organer, der er underlagt kontrol fra de notificerende myndigheder udpeget af medlemsstaterne;

øge markedsovervågningen gennem medlemsstaternes markedstilsynsmyndigheder.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU støtter initiativet om at tilpasse EU-reglerne på området, opdatere deres indhold og fastlægge sikre, ensartede, klare, gennemsigtige og afbalancerede europæiske lovrammer for alle offentlige og private aktører i EU’s indre marked med et fælles sprog, harmoniserede tekniske specifikationer (harmoniserede europæiske standarder (hEN) og europæiske vurderingsdokumenter (EAD)) og grundlæggende bygningskrav (BWR) og deri fuldt ud indarbejde aspekter vedrørende bæredygtig udvikling, borgernes ret til sundhed og bæredygtig brug af naturressourcerne og samtidig forenkle procedurerne for SMV’er.

4.2

Kommissionen har peget på bygge- og anlægssektoren som et europæisk »lead market«, hvor der imidlertid er »utilstrækkelig koordinering af lovgivningen, ikke blot på EU-plan«, hvilket »i kombination med en hovedsagelig lokal erhvervsstruktur fører til betydelige administrative byrder og høj fragmentering af markedet for bæredygtigt byggeri« (8).

4.3

EØSU mener, at revisionen af byggevaredirektivet og dets omdannelse til en byggevareforordning navnlig bør bygge på følgende grundlæggende parametre:

gennemsigtighed, forenkling, pålidelighed, retlig og teknisk sikkerhed, ensartede definitioner, forståelighed for brugerne i EU, dvs. mellem- og slutforbrugere af byggevarer, salgs- og købsvirksomheder, ingeniører, arkitekter og designere, offentlige og private kontraherende og offentlige myndigheder;

et fælles sprog, der bygger på harmoniserede standarder og europæiske tekniske vurderinger, som er tilgængelige, klare og brugervenlige for dem, der er beskæftiget inden for området, men også for den almindelige borger, der har krav på en bolig, der er sund, energieffektiv og miljørigtig og har en høj standard for komfort, hygiejne og sikkerhed;

overensstemmelse med EU’s øvrige mål og politikker, navnlig det generelle forsigtighedsprincip, der er nedfældet i traktaten og vedtaget i forskellige internationale konventioner og i WTO-aftalen om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS). Princippet finder anvendelse, når de potentielt skadelige virkninger ved en situation, et produkt eller en proces er blevet identificeret efter en objektiv og videnskabelig vurdering, hvilket især er tilfældet i forbindelse med REACH-lovrammen for kemikalier (9), produktsikkerhed i almindelighed for markedsførte produkter (10) og produktansvar for at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne mod skader på helbred og ejendom forårsaget af et defekt produkt (11);

kommunikation, oplysning og undervisning om alle de berørte fællesskabsaktørers rettigheder og forpligtelser med klar identifikation af produktkontaktpunkter, som bør anvende SOLVIT-mekanismer for at løse sager og give virksomheder, navnlig SMV’er, og mellem- og slutbrugere mulighed for at benytte en udenretslig procedure;

fjernelse af det alt for store bureaukrati og de dertil knyttede byrder for især de mindste og svageste grupper som mellem- og slutforbrugere, SMV’er og de enkelte borgere med tanke på, at kravene til de erhvervsdrivende bør være berettigede, rimelige og fri for bekostelige bureaukratiske og administrative forpligtelser;

udvikling og udbredelse af en bæredygtig, sund og sikker byggetradition, hvor forskning i projektering, revision af byggemetoder, fabrikation, omsætning og anvendelse af bedre materialer i byggeprocessen samt nye strukturelle løsninger kobles sammen med et større ansvar hos alle de berørte grupper, dvs. skoler, ingeniørhøjskoler og universiteter;

støtte til de europæiske standardiseringsorganer med klare og gennemsigtige mandater, som fuldt ud respekteres, ligesom de skal gøres mere repræsentative for alle relevante kategorier med det formål at gøre processen for fastlæggelse af tekniske standarder for byggematerialer mere effektiv;

styrkelse af markedstilsynsordningerne og offentliggørelse af overtrædelser og overtrædere ved at udbygge og samordne de nationale systemer, specifik anvendelse af RAPEX-systemet (12) på byggevaresektoren, offentliggørelse af overtrædelser og svindel på en europæisk webportal for byggevarer og i EU-Tidende og omtale heraf i et særligt kapitel i en rapport, der udarbejdes hvert andet år om gennemførelsen af den nye forordning og forelægges Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU.

4.4

EØSU er enigt i, at der er behov for at forbedre kvaliteten af systemet for akkreditering af de notificerede organer og for at fastsætte strengere kriterier for udpegelsen, forvaltningen og tilsynet med disse organer i overensstemmelse med de generelle regler på området fastlagt med afgørelse 768/2008/EF og forordning (EF) 765/2008 af 9.7.2008.

4.5

På baggrund af den voksende globalisering bør markedstilsynsordningen sikre en fælles retlig ramme med henblik på effektiv og konsekvent anvendelse af lovgivningen på hele EU’s område. Medlemsstaterne skal sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til at løse denne opgave. Under alle omstændigheder bør medlemsstaterne specifikt forpligtes til at udpege et organ, som borgerne har adgang til, og hvortil de kan indgive klager.

4.6

EØSU mener, at der bør være en klar og påviselig ansvarsfordeling mellem de forskellige aktører for at garantere, at varerne er fuldt sporbare, særligt for så vidt angår byggematerialernes funktionsevne i hele produktets livscyklus, sikkerhed og sundhed – især arbejdstagernes og slutbrugernes sikkerhed - og den generelle beskyttelse af bolig- og leveforhold.

4.7

Derudover skal tilliden til overensstemmelsesmærkningen genskabes. CE-mærkets egentlige værdi må genoprettes, og mulighederne for at forfølge overtrædelser bør øges, ligesom retsbeskyttelsen må sikres. EØSU gør opmærksom på, at overgangen til den nye CE-mærkningsordning indebærer udgifter for virksomhederne og i starten betydelige investeringer for de offentlige myndigheder i standardiserings- og tilsynsinfrastruktur, der navnlig skal sikre, at de notificerede organer har et tilstrækkeligt højt fagligt niveau.

4.8

Ifølge EØSU bør styrkelsen af det europæiske standardiseringssystem for byggevarer gå hånd i hånd med en større indsats for at udarbejde og anvende internationale standarder med henblik på at gøre adgangen til internationale markeder og international handel lettere ved at sikre, at byggevaremarkederne har en global dimension.

4.9

EØSU anbefaler, at der fastlægges mere hensigtsmæssige tidsfrister end de foreslåede i lyset af behovet for udbredt og detaljeret information, men også af hensyn til den tid, det tager at justere til de ændrede metoder og procedurer og omstille sig i forbindelse med overgangen fra direktiv til forordning.

4.10

EØSU mener, at det er vigtigt, at der afsættes tilstrækkelige midler til finansiering af EU- programmer til uddannelse, oplysning, opfølgning og overvågning af gennemførelsen rettet mod alle berørte offentlige og private aktører.

4.11

EØSU anbefaler, at de nye standarder og de tekniske bilag suppleres af tekniske vejledninger om udviklingen af de grundlæggende bygningskrav (basic works requirements), der kan

fungere som vejledning for udarbejdelse af fremtidige mandater på området, især vedrørende anvendelsen af miljøvenlige primære og sekundære materialer;

sikre større fleksibilitet i bl.a. sagsbehandlingstider ved hjælp af den europæiske tekniske vurdering for innovative produkter og med hensyn til de i forslaget nævnte organers og organisationers rolle og udpegelse.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Forslaget bør indeholde to yderligere kapitler:

Det ene bør vedrøre kommunikation, oplysning og uddannelse med det formål at udbrede en tradition for bæredygtigt byggeri.

Det andet bør vedrøre energibesparelser, bæredygtig brug af naturressourcer og sundhed, hygiejne og sikkerhed i hele produktets livscyklus fra projektering til håndtering efter nedrivning. Der er tale om grundlæggende krav, der er opregnet i bilag 1, men som ifølge EØSU bør fremgå udtrykkeligt af selve forordningsteksten.

5.1.1   Forpligtelsen til at overholde hygiejne- og sundhedskrav er især vigtig, når der er risiko for, at der anvendes genbrugsmateriale indeholdende radioaktive stoffer (13) og/eller farlige giftstoffer. Disse sidstnævnte stoffer er så sundhedsskadelige, at de, hvis de forekommer i bygninger og strukturer, kan medføre permanente skader, herunder alvorlige, for helbredet hos de personer, der bebor eller gennem længere tid opholder sig i disse bygninger.

5.2   Med hensyn til definitionerne (artikel 2) lægger EØSU særlig vægt på de foreslåede rammer for tilgængeliggørelse på markedet (14), som det allerede har udtalt sig om tidligere (15). Disse bør sikre mod uoverensstemmelser i forhold til rammelovgivning inden for andre områder, samtidig med at der opstilles definitioner af ikke-serieproducerede byggevarer (hvilket er af særlig relevans for SMV’er), komplekse præfabrikerede, allerede monterede byggesæt og innovative produkter. Definitionen af harmoniseret teknisk specifikation bør derimod ikke henvise til de europæiske vurderingsdokumenter (ETA) (16), men i stedet til europæiske tekniske vurderinger.

5.3   EØSU mener, at ydeevnedeklarationen bør være obligatorisk og fuldstændig og ikke kun angå nationale standarder fra det øjeblik, en vare bringes i omsætning og opfylder kravene vedrørende væsentlige egenskaber og således er i overensstemmelse med de grundlæggende bygningskrav. Hertil kan der anvendes informationsteknologi eller websteder, der også er tilgængelige for kunden.

5.3.1   Efter EØSU’s opfattelse skal der udarbejdes en ydeevnedeklaration for de produkter, for hvilke der findes en harmoniseret standard eller et europæisk vurderingsdokument (17).

5.4   For hver vare eller gruppe af varer skal det klart og udtrykkeligt fastlægges, hvad der er formålet med de harmoniserede standarder, der fastlægges af CEN på grundlag af mandater fra Kommissionen, med angivelse af anvendelsesformål. De harmoniserede standarder skal fuldt ud opfylde mandatet.

5.5   EØSU mener, at de foreslåede regler for forenklede procedurer, der specifikt sigter mod forenkling, og især gør det lettere for SMV’er og mikrovirksomheder at få adgang til CE-mærkningsordningen, er vigtige. Disse procedurer skal imidlertid sikre forbrugerne et tilsvarende beskyttelsesniveau, når det gælder sundheds-, sikkerheds- og miljøbeskyttelseskrav.

5.6   EØSU understreger vigtigheden af bestemmelserne i artikel 46 især med hensyn til de sundheds- og sikkerhedsmæssige risici for arbejdstagere. Der bør foretages en vurdering af den relevante vare og hele dens livscyklus, der tager hensyn til alle kravene i forslaget til forordning for at forebygge de mange skader i sektoren, som skyldes, at der nogle gange anvendes materialer, der ikke er egnede, eller at materialer anvendes forkert.

5.7   EØSU mener, at overgangsbestemmelserne i artikel 53, hvorefter fristen for overgangen fra byggevaredirektivet til byggevareforordningen er den 1. juli 2011, bør revideres, således at det sikres, at overgangsperioden er mere hensigtsmæssig under hensyntagen til de betydelige oplysnings-, uddannelses- og omstillingskrav og den tid, det tager at tilpasse sig de ændrede metoder og procedurer.

5.8   Med hensyn til de tekniske opdateringer i artikel 51 i forslaget til forordning understreger EØSU som tidligere (18) vigtigheden af, at »udvalgsprocedurerne er så gennemsigtige som muligt og lettere at forstå for EU’s borgere, navnlig dem der er direkte berørt af de pågældende retsakter«.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  http://ec.europa.eu/solvit/

(2)  EØS: Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

(3)  EUT C 120 af 16.5.2008.

(4)  CEN: http://nan.brrc.be/docs_public/other/cpd_standards_20080730.pdf og EUT C 304 af 13.12.2006.

(5)  EUT C162 af 25.6.2008.

(6)  EUT C 24 af 31.1.2006.

(7)  Se fodnote 3.

(8)  KOM(2007) 860 endelig af 21.12.2007 Meddelelse om »Et lead market-initiativ til fordel for Europa«, s. 5.

(9)  Jf. forordning (EF) 1907/2006 af 18.12.2006.

(10)  Direktiv 2001/95/EF af 3.12.2001 om produktsikkerhed i almindelighed.

(11)  Direktiv 85/374/EØF af 25.7.1985 om produktansvar for skade forårsaget af defekte produkter.

(12)  RAPEX: rapid alert system for non-food products.

(13)  EFT C 241 af 7.10.2002.

(14)  Afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter - forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter.

(15)  EUT C 120 af 16.5.2008.

(16)  ETA (European Technical Assessment).

(17)  Følgelig skal artikel 4, stk. 1, litra b og det sidste afsnit i stk. 1 slettes.

(18)  EUT C 224 af 30.8.2008.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/21


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — De lovgivningsmæssige aspekter ved nanomaterialer

KOM(2008) 366 endelig

2009/C 218/04

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 17. juni 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg - De lovgivningsmæssige aspekter ved nanomaterialer«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Antonello PEZZINI til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. februar 2009 følgende udtalelse med 170 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU mener, at ansvarsbevidst udvikling af nanovidenskab og nanomaterialer (N&N) er et af de områder, hvor Europa er førende, når det gælder om at skabe økonomisk og social fremgang på verdensplan.

1.2

EØSU understreger, at det er behov for at sætte skub i udviklingen af den industrielle anvendelse af nanoteknologi inden for flere sektorer under nøje hensyntagen til:

de økonomiske og sociale rammer,

de juridiske, skattemæssige og finansielle forhold,

og især de etiske, miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter af de videnskabelige applikationer i hele deres levetid.

1.3

EØSU tilslutter sig principperne i adfærdskodeksen for nanoteknologi, og mener, at de tillige bør gælde for revisionen af EU's lovgivnings- og reguleringsramme for N&N.

1.4

EØSU er bekymret over, at fremskridtene inden for den kommercielle anvendelse af nanoteknologi og inden for forskning i nanomaterialers miljømæssige, sundhedsmæssige og toksikologiske virkninger stadig går alt for langsomt.

1.5

EØSU er overbevist om, at det på grund af nanoteknologiens kompleksitet, hurtige udvikling og tværvidenskabelige karakter er nødvendigt med en tilgang, der inddrager mange forskellige aspekter af lovgivningsmæssig, etisk og social karakter, især for så vidt angår risikospørgsmålet. Dette er en forudsætning for at finde frem til pålidelige, komplette og ansvarlige løsninger på risikoforvaltningen, der er tilfredsstillende for alle.

1.6

En optimal forvaltningsordning forudsætter, at der findes en balance mellem de mange aspekter af ansvarsbevidst udvikling af nanomaterialer, og EØSU anbefaler, at det europæiske observatorium for nanoteknologi omdannes til en permanent organisation, således at det får mulighed for at udarbejde analyser på et sikkert videnskabeligt og økonomisk grundlag og undersøge virkningerne for samfundet og de eventuelle miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige risici i samarbejde med de andre relevante europæiske agenturer.

1.7

EØSU mener, at der ud over en forvaltningsordning er behov for en integreret lovramme. Formålet skal være at tilvejebringe klare og pålidelige løsninger på de nye behov, særligt inden for områder som fælles metoder for klassificering, metrologi og valideringsprøvning af eksisterende og nye protokoller og for standardforberedende forskning og forskning i forbindelse med udvikling af standarder.

1.8

Det er EØSU's opfattelse, at der er behov for en massiv tværfaglig uddannelsesindsats, hvori der med hjælp fra ekspertiseinfrastrukturer skal integreres risikovurdering og –forebyggelse.

1.9

EØSU mener, at det er vigtigt at udvikle et europæisk system til benchmarking af de initiativer vedrørende risikovurdering og -forebyggelse, som er ved at tage form i Europa, USA, Japan og de nye vækstøkonomier.

1.10

Ifølge EØSU bør det arbejde med at standardisere europæiske teknikker og regler, som CEN, CENELEC og ETSI udfører, støttes med bl.a. klare og gennemsigtige mandater fra Kommissionen, således at det på internationalt plan kan indgå i ISO/TC 229's arbejde og på den måde fremme sikker handel med nanoteknologi, nanoprodukter og mere komplekse systemer, der gør brug af N&N, på verdensplan.

1.11

EØSU anbefaler, at den strukturerede dialog med civilsamfundet styrkes med et klart og gennemsigtigt grundlag, der sikrer, at Europa i international sammenhæng taler med én stemme på dette område af vital betydning for vores fremtid.

1.12

EØSU opfordrer til, at et kapitel i rapporten om handlingsplanen 2009 specifikt omhandler:

fremskridtene med de integrerede lovrammer for risikovurdering og -forebyggelse,

effektiviteten og resultaterne af afprøvningsprotokollerne,

de vigtigste nye indsatsområder fastlagt på EU-niveau og af medlemsstaterne for bæredygtig produktion, handel og forbrug af færdigvarer fremstillet af nanoteknologiske komponenter,

benchmarking med USA, Japan og vækstlandene af risikovurdering og -forebyggelse,

en struktureret dialog med civilsamfundet på et klart og gennemsigtigt grundlag, der sikrer, at Europa i international sammenhæng taler med én stemme på et område af vital betydning for vores fremtid.

2.   Indledning

2.1

I de seneste år er Kommissionen blevet den største kilde til offentlig finansiering af N&N. Den har således udbetalt 1,4 mia. EUR under det sjette rammeprogram for FTUD og næsten 600 mio. EUR i løbet af det første år af det syvende rammeprogram 2007-2013. Af sidstnævnte beløb er 28 mio. EUR øremærket til forskning i sikkerheden ved N&N, hvilket bringer det samlede beløb til sektoren op på ca. 80 mio. EUR (1).

2.2

Der er etableret forskellige europæiske teknologiplatforme, der beskæftiger sig med nanoteknologiske applikationer, som f.eks. nanoelektronik (ENIAC), nanomedicin og bæredygtig kemi.

2.3

På verdensplan nåede de samlede offentlige og private udgifter til N&N i perioden 2004-2006 op på 24 mia. EUR. Europa tegnede sig for mere end en fjerdel af dette beløb, og heraf kom 5-6 % (2) fra Kommissionen.

2.4

Bestemmelserne vedrørende N&N i det syvende rammeprogram for FTUD 2007-2013 (3) foreskriver, at grundlæggende etiske aspekter skal overholdes; disse principper er fastlagt i chartret om grundlæggende rettigheder.

2.5

Rapporten om den tredje internationale dialog om ansvarsbevidst F&U inden for nanoteknologi fremhævede arbejdet med

forvaltning af nanoteknologien,

huller i samarbejdet mellem nord og syd,

instrumenter, der fremmer teknologien (metrologi, standardisering, definitioner og intellektuelle ejendomsrettigheder),

samfundets inddragelse,

dialog med borgerne i de forskellige lande.

2.6

Arbejdet i de forskellige internationale organisationer har bl.a. udmøntet sig i følgende initiativer:

OECD's database over forskning i menneskers sundhed og sikkert miljø (Database on Human Health and Environmental Safety Research) og lanceringen af en database over forskning i sikkerheden ved fremstillede nanomaterialer (Database of Research into the Safety of Manufactured Nanomaterials),

FAO/WHO's fælles program for fødevarestandarder (Joint FAO/WHO Food Standards Program) for at tilvejebringe et neutralt internationalt forum for de problemer vedrørende fødevaresikkerheden, der knytter sig til nanoteknologien, og udarbejde samarbejdsaftaler om disse spørgsmål,

OECD-projekt om sikkerhedsafprøvning af et repræsentativt udsnit af fremstillede nanomaterialer (Safety Testing of a Representative Set of Manufactured Nanomaterials) og OECD-projekt vedrørende fremstillede nanomaterialer og vejledende principper for afprøvning (Manufactured Nanomaterials and Test Guidelines),

OECD-projekt om eksponeringsmåling og eksponeringsbegrænsning (Exposure Measurement and Exposure Mitigation),

OECD-projekt om alternative metoders rolle i forbindelse med nanotoksikologi (The role of Alternative Methods in Nanotoxicology),

OECD-projekt om virkningerne og erhvervsmiljøet (Impacts and the Business Environment),

OECD-projekt om kommunikation og inddragelse af offentligheden (Communication and public engagement),

OECD-projekt om de globale udfordringer: vand og nanoteknologi (Global Challenges: Nano and water),

OECD-projekt om risikovurderingssamarbejde (Co-operation on Risk Assessment),

specialiserede centre, der samarbejder med WHO om at undersøge de risici for sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen, der stammer fra produktionen og anvendelsen af nanoteknologi,

WHO/EU-projekt om styrkelse af den politiske rådgivning om miljø og sundhed – nanoteknologi (Enhanced Policy Advice on Environment and Health in Europe – Nanotechnologies),

globale foranstaltninger vedrørende korrekt håndtering af kemikalier på verdensplan iværksat af gruppen for kemikalier under afdelingen for teknologi, industri og økonomi i FN's miljøprogram,

direkte foranstaltninger iværksat af gruppen for højteknologi og nye produkter under Det Internationale Center for Videnskab og Højteknologi (ICS) i Trieste (inden for evaluering af nanoteknologier og de potentielle risici forbundet med udviklingen og anvendelsen heraf),

ISO TC 229-standarder for nanoteknologi,

UNIDO-møde for eksperter (12.2007): anbefalinger og specifik handlingsplan; evaluering af nanoteknologierne og de dertil knyttede risici. Forskning i de etiske, retlige og samfundsmæssige virkninger af N&N.

2.7

I det britiske Royal Societys rapport om nanovidenskab og nanoteknologi: muligheder og usikkerheder (4) hedder det: Indtil vi ved mere om, hvordan nanopartikler og nanorør indvirker på miljøet, anbefales det, at udsætning af fremstillede nanopartikler og nanorør i miljøet så vidt muligt undgås.

2.8

Nanomaterialer findes allerede i selvrensende belægninger, som begrænser brugen af rengøringsmidler, midler, der skal fjerne kvælstofilteforureningen fra luften, den nye generation af fotoceller, varmeisolerende materialer, CO2-indfangningssystemer, nanofiltre til luft og vand og alle de mange andre anvendelser inden for medicinsk diagnostik og visse ikke-invasive behandlinger, som indgår i mange hverdagsgenstande (5).

2.9

Problemet opstår tillige på grund af behovet for at tilpasse protokollerne for evaluering af toksicitetsrisiciene på kort og lang sigt til nanomaterialerne og til det faktum, at de ophober sig og indgår i forbindelse med andre stoffer i økosystemet, i organisk væv og i mennesket.

2.10

Standarder for og kontrol af risikovurderingen i komplekse miljøer kan dels være i form af in vitro-vurderinger, dels vurderinger på stedet. Forskningen på området (6) bør omfatte mere end blot de traditionelle beskyttelsesprodukter som filtre, åndedrætsværn, beskyttelsesbeklædning, handsker, som alle er blevet afprøvet med 10-50 nanometer lange nanopartikler af grafit.

2.11

Som anført af Kommissionen – og flere gange understreget af EØSU - danner en »sikker, integreret og ansvarlig strategi« nu kernen i EU's nanoteknologipolitik. Eftersom anvendelsesområdet for denne teknologi er meget bredt og forgrenet, er det nødvendigt med et omfattende helhedsbillede for at identificere og udnytte de sammenfald og indbyrdes sammenhænge, der findes inden for området, som rækker fra atomfysik til plasmateknologi, fra nanomekanik til tekstilforarbejdning.

2.12

Eftersom nanoprocesserne foregår i nanoskala (10-9), som det er svært for de ikke-indviede at forstå, er det i forbindelse med nanomaterialer nødvendigt, at der lige fra starten etableres en konstruktiv dialog med forbrugerne for at identificere og undgå farerne og rydde eventuel ubegrundet frygt af vejen.

2.13

EØSU har fremhævet, at det er nødvendigt med såvel »en hurtigere udvikling af industrielle og flersektorielle anvendelsesformål og af de økonomiske, sociale, juridiske, regulerende, skattemæssige og finansielle rammer, inden for hvilke initiativer fra nye virksomheder og innovative erhvervsprofiler skal indgå«, som »beskyttelse af etiske, miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige interesser igennem hele de videnskabelige anvendelsesformåls livscyklus« (7).

2.14

EØSU har i en af sine seneste udtalelser (8) gentaget behovet for »en synlig og gennemsigtig dialog med civilsamfundet, som sikrer en velinformeret accept baseret på objektive vurderinger af de risici og muligheder, N&N repræsenterer« og for »konstant opmærksomhed på beskyttelse af de etiske og miljømæssige aspekter og på arbejdstagernes og forbrugernes sundhed og sikkerhed«.

2.15

Kommissionen vedtog i 2008 en henstilling (9) om ansvarsbevidst forskning i N&N med forslag om en adfærdskodeks baseret på 7 principper:

—   betydning: aktiviteterne inden for forskning i N&N bør være forståelige for befolkningen, respektere de grundlæggende rettigheder og gennemføres med det enkelte menneskes og samfundets trivsel som formål,

—   bæredygtighed: respekten for etiske principper og bæredygtig udvikling påbyder, at aktiviteterne inden for forskning i N&N ikke er skadelige for miljøet, mennesker, dyr og planter,

—   forsigtighed: overholdelse af forsigtighedsprincippet (10) for at undgå eventuelle negative virkninger for sundheden og miljøet,

—   åbenhed: gennemskuelighed, respekt for legitime adgangsrettigheder til oplysninger, åbenhed over for alle berørte parter,

—   høje standarder: vedtagelse af de strengeste videnskabelige standarder, herunder for videnskabelig redelighed og god laboratoriepraksis (11),

—   innovation: forvaltning af forskningen inden for N&N med henblik på maksimal kreativitet, fleksibilitet og mulighed for at planlægge vækst og innovation,

—   ansvarlighed: forskere og forskningsorganisationer skal kunne stilles til ansvar for eventuelle sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige følger nu og i fremtiden.

Henstillingen bestemmer, at medlemsstaterne hvert år skal udarbejde en rapport om resultaterne af den praktiske anvendelse af adfærdskodeksen og den gode praksis, der er iværksat for at opnå dem.

2.16

EØSU tilslutter sig principperne i adfærdskodeksen og mener, at de bør gælde for revisionen af EU's lovgivnings- og reguleringsramme for N&N.

2.17

EØSU er bekymret over, at fremskridtene inden for den kommercielle anvendelse af nanoteknologi og inden for forskning i nanomaterialers miljømæssige, sundhedsmæssige og toksikologiske virkninger stadig går alt for langsomt.

2.18

Selv om eksponeringsrisikoen for arbejdstagerne og borgerne for nuværende stadig synes at være begrænset, mener EØSU, at det er helt nødvendigt at styrke dialogen med forskningsverdenen og industrien med det formål at sikre, at disse aspekter – med lige stor vægt på de menneskelige og de økonomiske ressourcer – helt fra starten medtænkes i enhver forskning i og anvendelse af nanomaterialer.

2.19

EØSU gør opmærksom på, at der er tale om et område, der er sammensat af mange discipliner og berører mange sektorer, hvorfor antallet af rets- og lovgivningsmæssige instrumenter er tilsvarende stort (mere end 90), hvilket kan føre til, at den høje grad af gennemsigtighed af EU-bestemmelserne og forståeligheden for borgerne/forbrugerne går tabt.

2.20

Formidling af lovgivningen i et enklere sprog, udvikling af en specifik interaktiv webside, deltagelsesdemokrati med inddragelse af det organiserede civilsamfund og udbredelse af retningslinjer for god praksis kunne gøre det lettere for især SMV'er, forbrugerne og borgerne at forstå lovgivningen.

2.21

En optimal forvaltningsordning skal kunne opretholde en balance mellem de mange aspekter af ansvarsbevidst udvikling af nanomaterialer. EØSU anbefaler, at der udvikles en permanent referencestruktur på baggrund af bl.a. resultaterne fra det europæiske observatorium for nanoteknologi, der blev lanceret i 2008 som et EU-finansieret projekt (12) med det formål at udarbejde pålidelige, fuldstændige og ansvarlige analyser på et videnskabeligt og økonomisk grundlag, undersøge de etiske spørgsmål, foregribe eventuelle miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige risici og udarbejde nye standarder.

2.22

EØSU er overbevist om, at det på grund af nanoteknologiens kompleksitet, hurtige udvikling og tværvidenskabelige karakter er nødvendigt med en tilgang, der inddrager mange forskellige aspekter (lovgivningsmæssige, etiske og sociale). Dette er en forudsætning for at løse risikoforvaltningsproblematikken på en måde, der indgyder tillid og bygger på saglige, fuldstændige og ansvarlige analyser, og tilvejebringe, dokumentere og formidle nøjagtig og udtømmende information om modificeret nanomateriale.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Ifølge Kommissionen er det især vigtigt at:

foretage en gennemgang af de dokumenter, som støtter lovgivningens gennemførelse, særligt med hensyn til risikovurdering, og som er vedtaget inden for rammerne af den gældende lovgivning for at sikre, at de er hensigtsmæssige i forhold til de risici, der er forbundet med nanomaterialer, og på passende vis tager hensyn til de oplysninger, der kommer frem;

opfordre myndigheder og organer til at være særlig opmærksomme på de risici, der er forbundet med nanomaterialer, hvor der er kontrol af produktionen og markedsføringen, inden produkter bringes i omsætning;

der ved forskningen i N&N i EU anvendes de retningslinjer om ansvarsbevidst og åben forskning, der er fastlagt i adfærdskodeksen for ansvarsbevidst forskning;

vurdere muligheden for på systematisk vis at foretage forudgående markedskontrol, når medicinsk udstyr, der medfører risici på grund af nanomaterialer, bringes i omsætning;

forbedre EU-lovgivningen vedrørende nanomaterialer yderligere, særligt når det gælder prøvningsmetoderne og risikovurderingsmetoderne;

forbedre det videnskabelige vidensgrundlag hurtigst muligt, navnlig vedrørende data om de toksiske og øko-toksiske virkninger og udviklingen af prøvningsmetoder til at opnå sådanne data, data om anvendelser og eksponeringer gennem hele livscyklussen for nanomaterialer eller produkter indeholdende nanomaterialer, karakterisering af nanomaterialer, udvikling af fælles standarder og nomenklaturer samt analytiske måleteknikker og aspekter, der knytter sig til arbejdsmiljøet;

øge mulighederne for, at der på nationalt niveau kan iværksættes instrumenter til beskyttelse og overvågning af sundheden samt markedskontrolforanstaltninger vedrørende fødevarer, foder og pesticider, formelle indsigelser imod standarder, forebyggende foranstaltninger baseret på ny dokumentation eller nye vurderinger, tilsynsprocedurer og informationsudveksling, systemer for hurtig alarm eller varsling osv.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

Ansvarsbevidst udvikling af N&N og nanomaterialer er et af de områder, hvor Europa er førende, når det gælder om at skabe økonomisk og social fremgang på verdensplan. EØSU mener derfor, at det er helt afgørende, at processen lige fra starten er baseret på en tilgang, der inddrager mange forskellige aspekter og gør det muligt at føre den løbende dialog med civilsamfundet, som er helt nødvendig for opnåelse af accept.

4.2

Selv om EØSU påskønner Kommissionens arbejde med at analysere de mange forskellige eksisterende fællesskabsforanstaltninger, mener det, at analyserne bør udvikles yderligere og sættes i en sammenhæng, der tilvejebringer det gennemsigtige og brugervenlige grundlag, der er nødvendigt for den strukturerede dialog med civilsamfundet, som EØSU flere gange har efterlyst (13).

4.3

EØSU mener, at der bør udvikles fremsynsprognoser for den nanoteknologiske risikovurdering, integrerede lovrammer og en dertil knyttet international forvaltningsordning, som kan give klare, troværdige og fuldstændige svar og gøre det muligt at undersøge de etiske spørgsmål og de eventuelle miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige risici for borgerne og deres mulige udvikling.

4.4

EØSU opfordrer derfor til, at fællesskabsinitiativet udvikles yderligere for at:

sikre brugervenlige sammenhængende rammer, der forener de forskellige relevante EU-lovregler;

indkredse og opfylde de nye behov, der findes hos markedsdeltagere, tilsynsmyndigheder, arbejdstagere i sektoren og slutbrugere gennem en dynamisk kortlægning af behov og mangler og fastlæggelse af retningslinjer for tiltag på EU- og medlemsstatsniveau;

oprette en permanent europæisk referencestruktur for N&N og nanomaterialer med et europæisk kontaktpunkt for fremme og koordinering (14), der tillige beskæftiger sig med risikovurdering og –forebyggelse;

styrke den tværfaglige uddannelsesindsats ved at inddrage risikovurdering og -forebyggelse og europæiske kvalitetsinfrastrukturer på området;

udvikle et europæisk system til benchmarking af de initiativer, som indføres for at vurdere og forebygge risici i Europa, USA, Japan og de nye vækstøkonomier;

genvinde Europas førerskab inden for anvendelser af bæredygtig og sikker nanoteknologi, metrologi og valideringsprøvning af eksisterende protokoller bl.a. ved at udnytte standardforberedende forskning og forskning i forbindelse med udvikling af standarder;

støtte standardiseringen af teknikker og regler med klare og gennemsigtige mandater, således at de på internationalt plan kan indgå i ISO/TC 229's arbejde og på den måde fremme verdenshandelen;

gøre en struktureret dialog med civilsamfundet mulig på et klart og gennemsigtigt grundlag, der sikrer, at Europa i international sammenhæng taler med én stemme på dette område af vital betydning for vores fremtid.

4.5

EØSU opfordrer til, at et kapitel i den rapport, der ifølge handlingsplanen 2005-2009 skal foreligge i 2009, omhandler de fremskridt, der er gjort med de lovgivningsmæssige aspekter forbundet med risikovurdering og –forebyggelse, om effektiviteten af afprøvningsprotokollerne og fremskridtene på området og de vigtigste nye indsatsområder.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. Tomellini, R; Giordani, J. (red.). Third International Dialogue on Responsible Research and Development of Nanotechnology — Bruxelles, 11.-12.3.2008.

(2)  Jf. KOM(2007) 505 endelig af 6.9.2007Nanovidenskab og nanoteknologi: En europæisk handlingsplan for 2005-2009. Første rapport om gennemførelsen 2005-2007.

(3)  Rådets direktiv 2006/971/EF af 19. december 2006 (EUT L 400 af 30.12.2006).

(4)  The Royal Society. Nanosciences and Nanotechnology: Opportunities and Uncertainties. London, 29.7.2004.

(5)  Som tennisketsjere, cykler, fjernsynsskærme, former for harpiks anvendt inden for militæret, i rumfartsindustrien, elektronisk udstyr og elektromedicinske apparater.

(6)  Jf. »NANOSAFE2«-projektet – første rapport om udbredelsen af nanomaterialer i henhold til forsigtighedsprincippet.

(7)  Jf. EUT C 157 af 28.6.2005, S. 22.

(8)  Jf. EUT C 185 af 8.8.2006, S. 1.

(9)  Jf. Kommissionens henstilling, K(2008) 424 af 7. februar 2008.

(10)  Jf. artikel 174, stk. 2 i EF-traktaten og Meddelelse fra Kommissionen om forsigtighedsprincippet (KOM(2000) 1 endelig).

(11)  Jf. direktiv 2004/9/EF og direktiv 2004/10/EF.

(12)  Jf. »Observatory nano«, projekt under det 7. rammeprogram.

(13)  Jf. fodnote 6 og 7.

(14)  Jf. EUT C 185 af 8.8.2006, s. 1.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/27


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 77/91/EØF, 78/855/EØF og 82/891/EØF samt direktiv 2005/56/EF for så vidt angår rapporterings- og dokumentationskrav i forbindelse med fusioner og spaltninger«

KOM(2008) 576 endelig — 2008/182 (COD)

2009/C 218/05

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 16. oktober 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 44 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 77/91/EØF, 78/855/EØF og 82/891/EØF samt direktiv 2005/56/EF for så vidt angår rapporterings- og dokumentationskrav i forbindelse med fusioner og spaltninger«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede María Candelas SÁNCHEZ MIGUEL til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25.-26. februar 2009, mødet den 25. februar 2009, følgende udtalelse med 104 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1.   Resumé og anbefalinger

1.1

EØSU har gentagne gange opfordret til at forenkle EU’s regelværk. Faktisk har de mange på hinanden følgende ændringer gennem hele gyldighedsperioden skabt problemer for gennemførelsen og endog i mange tilfælde alt for meget papirarbejde, som gør det vanskeligt for de berørte organisationer at fungere optimalt.

1.2

Ikke desto mindre har EØSU også erklæret, at en sådan forenkling ikke må føre til hverken deregulering eller en forringelse af retssikkerheden, som bør findes på alle områder inden for EU.

1.3

Retsreglerne for det indre marked og for relationerne mellem de socioøkonomiske aktører har på den ene side gjort det muligt at harmonisere de forskellige lovgivninger og på den anden side muliggjort fri bevægelighed for personer og kapital uden at begrænse de deltagende parters rettigheder og pligter.

1.4

På denne baggrund og i lyset af de konsekvenser, som den manglende regulering og gennemsigtighed af nogle af nøgleelementerne i det indre marked har haft, mener vi, at Kommissionen bør se nærmere på, om de foreslåede forenklinger kun vil have positive virkninger i form af reduktion af de økonomiske omkostninger, eller om de derimod kan få følger for retssikkerheden i forbindelse med sammenslutninger via fusioner eller spaltninger.

1.5

Derfor mener EØSU, at reguleringen af de europæiske smv’er, som er den fremherskende virksomhedsform i EU’s indre marked, klart bør holdes adskilt fra reguleringen af de store selskaber, især dem, der finansieres via børsmarkederne. Kravet om enighed for mange af de foreslåede bestemmelsers vedkommende kan opfattes som værende rettet mod små og mellemstore kapitalselskaber, da det ellers vil være urealistisk.

1.6

Så længe en sådan skelnen ikke foretages bør garantibestemmelserne opretholdes - ikke kun for aktionærerne, men også for kreditorerne og arbejdstagerne – og man bør finde frem til støtteforanstaltninger for smv’erne, som gør det økonomisk mindre byrdefuldt at opfylde den gældende lovgivning.

2.   Indledning

2.1

Det har været en af Kommissionens bestræbelser på området det indre marked at få fastlagt en fremgangsmåde for forenklingen af EU-reglerne, især når det gælder de administrative byrder, som tynger de europæiske virksomheder: man må huske på, at hovedparten af disse virksomheder er smv’er og følgelig er mange af de forpligtelser, som selskabsdirektiverne indeholder, rettet mod de store kapitalselskaber, som skaffer sig kapital på børsmarkedet.

2.2

På Rådets forårsmøde i 2007 (1) vedtoges et handlingsprogram med henblik på at forenkle og reducere de administrative byrder, som unødigt hæmmer de europæiske virksomheders økonomiske aktiviteter. Der blev fastsat et mål for reduktion af disse administrative byrder på 25 % inden 2012.

2.3

Inden for selskabsretten er der allerede fremlagt forslag til forenkling på to områder: for det første den materielle ret vedrørende det såkaldte første direktiv om stiftelse af aktieselskaber (2) og det såkaldte andet direktiv om stiftelse af et aktieselskab samt ændringer i dets kapital (3) og for det andet på retsplejeområdet (4), især hvad angår regnskabsregler og oplysningskrav til børsnoterede selskaber.

2.4

To af de direktiver, der nu foreslås ændret, er tidligere blevet forenklet: tredje direktiv om fusioner og sjette direktiv om spaltninger (5), hvad angår det meget vigtige spørgsmål om uafhængige sagkyndiges medvirken ved fusioner og spaltninger af aktieselskaber. EØSU udtalte (6) sig kritisk om dette punkt ud fra den betragtning, at manglen på et objektivt og virksomhedseksternt kriterium kunne skade tredjeparters, kreditorers og arbejdstageres interesser.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1

Det direktivforslag, som er genstand for denne udtalelse, berører tre direktiver direkte: det tredje om fusioner, det sjette om spaltninger og endelig direktivet om grænseoverskridende fusioner, som er det senest vedtagne (7). Desuden ændres andet direktiv (8) indirekte, idet fritagelsen fra kravet om en beretning om de ikke-økonomiske fordele udarbejdet af en uafhængig sagkyndig i forbindelse med fusioner og spaltninger påvirker reglerne om kapitalændringer, som findes i dette direktiv.

3.2

Overordnet set vedrører de foreslåede forenklinger af de tre direktiver følgende:

Lempelse af rapporteringskravene vedrørende planer om fusion eller spaltning.

Kravene om offentliggørelse og dokumentation over for aktionærerne i forbindelse med projekter om fusion eller spaltning

Bestemmelserne om beskyttelse af kreditorer.

3.3

I henhold til både tredje og sjette direktiv kræves der i dag fremlagt tre beretninger: en skriftlig beretning fra ledelsens side om de retlige og økonomiske begrundelser for fusionen/spaltningen; en beretning udarbejdet af en uafhængig sagkyndig; en mellembalance, hvis årsregnskaberne er ældre end seks måneder. Alle disse dokumenter skal forelægges for generalforsamlingen i hvert selskab, som deltager i fusionen eller spaltningen.

3.4

Forslaget lemper på disse krav, når der foreligger et enstemmigt afkald blandt alle aktionærer på den skriftlige ledelsesberetning; for mellembalancens vedkommende gælder de regler, der er fastlagt i gennemsigtighedsdirektivet (9), forudsat at selskabernes værdipapirer er optaget til handel.

3.5

Hvad angår ændringen af andet direktiv om ændring af aktiekapitalen foreslås det at fritage selskabet for ekspertrapporten om indskud i form af andre værdier end kontanter.

3.6

Et vigtigt forslag angående offentliggørelsen af beretningerne om fusioner og spaltninger er anvendelsen af de nye teknologier, idet oplysningerne nu kan lægges ud på Internettet.

3.7

Hvad angår kreditorbeskyttelse foretages der en ændring af deres ret til at modsætte sig en fusion eller spaltning, indtil de har sikkerhed for deres krav, idet denne mulighed foreslås ophævet. For de grænseoverskridende fusioners vedkommende derimod bliver der ikke mulighed for at give afkald på ekspertredegørelsen om indskud i naturalier for at beskytte kreditorerne og sikre, at der er dækning for deres krav i de forskellige medlemsstater, hvor selskaberne har sæde.

4.   Bemærkninger til forslaget om ændring

4.1

EØSU tager generelt positivt imod forenklingen af EU-lovgivningen og nærmere bestemt selskabsreglerne i lyset af de administrative byrder, som pålægges de europæiske virksomheder og især smv’erne, som udgør EU’s økonomiske struktur. Men en sådan forenkling må som sagt ikke på nogen måde skabe juridisk usikkerhed for nogen af aktørerne i det indre marked.

4.2

Vi forstår Kommissionens ønske om at beskytte aktionærerne i deres egenskab af virksomhedsejere, men man må ikke glemme de andre parter i enhver retlig transaktion, som kan berøre disses legitime rettigheder. Udvalget forstår og støtter den holdning (10), EP har fremført, idet det peger på nødvendigheden af at tage hensyn til alle berørte parters (investorernes, ejernes, kreditorernes og arbejdstagernes) interesser. EØSU har tidligere (11) fremført dette synspunkt og gentager det nu igen med det mål at bevare gennemsigtigheden og de socioøkonomiske aktørers tillid til det indre marked.

4.3

Til den foreslåede forenkling vedrørende rapporteringskravene i forbindelse med fusion eller spaltning, som giver mulighed for i stedet for offentliggørelsen i aktieselskabsregistret at lægge de oplysninger, der skal stilles til rådighed for aktionærer og kreditorer, ud på Internettet (denne mulighed gælder også for grænseoverskridende fusioner), fremsættes følgende kritiske bemærkninger. For det første kan denne ændring ikke betragtes som værende en garanti for hverken aktionærernes eller kreditorernes rettigheder, idet fremlæggelsen af oplysningerne mister den offentlige karakter, som følger med offentliggørelsen i et register. For det andet mister man muligheden for at bruge disse oplysninger som gyldigt bevismateriale i en retssag. Udvalget mener, at gennemsigtigheden i denne form for transaktioner bør veje tungere end økonomiske besparelser og går derfor ind for at værne mere om dette princip.

4.4

Derimod er det efter vores mening på sin plads ikke at kræve endnu en mellembalance, når der er tale om børsnoterede selskaber (12), da den i så fald udarbejdes i henhold til gældende bestemmelser og under inddragelse af børsmyndighederne. Men udvidelsen af denne bestemmelse til ikke børsnoterede selskaber, hvis der er enighed herom mellem alle aktionærer i alle selskaberne, synes at fordreje dens sigte, nemlig at undgå dobbeltarbejde i de tilfælde, hvor der allerede foreligger en regnskabsmæssig oversigt over selskabets regnskaber i henhold til en lovbestemmelse, men dette er ikke tilfældet i artikel 9, stk. ii), litra b), i tredje direktiv, hvorefter mellembalancen ikke skal udarbejdes, hvis aktionærerne er enige om at give afkald herpå.

4.5

Et punkt, som EØSU finder bekymrende, er den foreslåede ændring af andet direktiv 77/91/EØF, der føjer sig til de tidligere foretagne ændringer. Det foreslås ikke at lade artikel 10 finde anvendelse på indskud i naturalier og en uafhængig sagkyndiges evaluering heraf, når der er tale om fusioner eller spaltninger og de respektive bestemmelser om udarbejdelse af ekspertrapporter finder anvendelse. Vi mener, at rapporten fastsætter hver enkelt aktionærs kapitalandel, og kapitalen er den sum, som hvert enkelt selskab hæfter for over for tredjepart. EØSU understreger den vægt, det lægger på gennemsigtighed og navnlig på den garanti, som alle berørte parter bør have. Det er derfor en dårlig begyndelse, at der ikke skal foreligge en »objektiv« beretning om selskabets aktiver, om ikke andet i form af en angivelse af aktiekapitalens nominelle værdi.

4.6

Endelig har kreditorernes mulighed for at modsætte sig fusioner eller spaltninger, indtil de får stillet sikkerhed, når de har en legitim fordring over for de selskaber, som deltager i disse retlige transaktioner, været med til at skabe tillid omkring handelstransaktioner og lette deres gennemførelse. Indskrænkningen af denne garanti med bestemmelsen om, at kreditorerne skal anmode »den relevante administrative eller retslige myndighed om hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger« og »godtgøre«, at deres krav er bragt i fare, og at »selskabet ikke har iværksat hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger« (artikel 12, stk. 2, i direktiv 82/891/EØF). Denne omvendte bevisbyrde burde foranledige til nogle overvejelser over det hensigtsmæssige i denne ændring, idet den vil skabe større vanskeligheder for hidtil rutinemæssige handelstransaktioner og en mulig forøgelse af antallet af transaktioner med garanti for eksekutionskraft.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Formandskabets konklusioner af Det Europæiske Råd i Bruxelles. Dok. 7224/07, s. 9.

(2)  Direktiv 68/151/EØF (EFT L 65 af 14.3.1968, s. 8), ændret ved direktiv 2003/58/EF (EUT L 221 af 4.9.2003, s. 13).

(3)  Direktiv 77/91/EØF (EFT L 26 af 31.1.1977, s. 1), ændret ved direktiv 2006/68/EF (EUT L 264 af 25.9.2006, s. 32).

(4)  Regnskabsregler og krav om gennemsigtighed i de udstedende selskaber, direktiv 2004/109/EF (EUT L 390 af 31.12.2004, s.38).

(5)  Direktiv 2007/63/EF (EUT L 300 af 17.11.2007, s. 47) om ændring af direktiv 78/855/EØF og direktiv 82/891/EØF om udarbejdelse ved en uafhængig sagkyndig af en beretning i tilfælde af , fusioner eller spaltninger af aktieselskaber.

(6)  Sektionens udtalelse: EUT C 175 af 27.7.2007, s. 33.

(7)  Direktiv 2005/56/EF om grænseoverskridende fusioner af selskaber med begrænset ansvar (EUT L 310 af 25.11.2005, s. 1).

(8)  Direktiv 77/91/EØF.

(9)  Direktiv 2004/109/EF om gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked.

(10)  Europa-Parlamentets beretning A6-0101/2008.

(11)  EØSU’s udtalelse: EUT C 117 af 30.4.2004, s. 43.

(12)  Direktiv 2004/109/EF om gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/30


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge, om tilsyn med en sådan virksomhed og om ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF

KOM(2008) 627 endelig — 2008/0190 (COD)

2009/C 218/06

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 30. oktober 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 47, stk. 2, 1. og 3. punktum, og artikel 95, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge, om tilsyn med en sådan virksomhed og om ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF«

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Peter MORGAN til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling, den 25.–26. februar 2009, mødet den 26. februar, følgende udtalelse med 156 stemmer for, 1 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

Med den voksende anvendelse af EDB i finansielle tjenester kunne man let konkludere, at vi allerede har elektroniske penge. Checks bliver læst og sorteret elektronisk og betalings- og kreditkort læst elektronisk af pengeautomater, betalingsterminaler på salgsstedet og andre typer betalingsmidler. Alle disse applikationer er baseret på, at der er kredit på en bankkonto, som kan være begrænset af bankindskud eller fastsat af banken (f.eks. for kreditkort). I alle tilfælde har banken foretaget en undersøgelse for at afgøre sin kundes kreditværdighed og hæderlighed og har udstedt checkhæfte og bank- og kreditkort i henhold hertil. Adgang til dette elektroniske kreditsystem afhænger af éns kreditværdighed. Mange grupper i befolkningen – dem uden bank eller med begrænset adgang til banktjenester – er ikke berettiget til at deltage.

1.2

Elektroniske penge eller e-penge er anderledes. De er ikke baseret på kredit, men kræver en forudbetaling. Forudbetalingen konverteres så til en elektronisk erstatning for kontanter, der er lagret på elektroniske medier, som forvaltes af en udsteder af e-penge. De elektroniske medier, som indeholder forudbetalingen, kan enten være bærbare, almindeligvis i form af et forudbetalt kort, eller registreret online og være tilgængelige via internettet. e-Penge muliggør kontantløse betalinger af (almindeligvis) mindre beløb i forskellige sammenhænge, f.eks. ved betalingsterminaler på salgsstedet eller online via mobil- eller internetkommunikation. At besidde e-penge er ikke direkte baseret på kreditværdighed. Alt, der kræves, er muligheden for at foretage en forudbetaling.

1.3

e-Penge vil sandsynligvis aldrig tilgodese alle de behov, penge opfylder. De vil sandsynligvis ikke erstatte kassen med 500 euro-sedler under sengen, men bør kunne klare de overførsler, som vi ellers bærer rundt på mønter og sedler for. Alligevel er udbredelsen hidtil foregået meget langsomt. Effektive initiativer er blevet knyttet sammen med informationssamfundets udvikling. e-Penge bør vinde frem i takt med informationssamfundet. De bør blive informationssamfundets betalingsmiddel. Den fremtidige udbredelse vil afhænge af iværksætterinitiativer og teknologisk innovation i informationssamfundet. Formålet med dette direktiv er at fjerne forhindringerne for opfindelse og innovation. EØSU støtter dette mål.

1.4

I slutningen af 1990'erne så Kommissionen, at det kun var kreditinstitutterne, der udstedte elektroniske penge, og søgte derfor at udvide spektret af virksomheder, som udbød disse tjenester. For at udvikle markedet fremlagde Kommissionen e-pengedirektivet (2000/46/EF), der skulle gøre det lettere for ikke-kreditinstitutter (e-pengeinstitutter) at få adgang til markedet for e-penge.

1.5

Direktivets formål var at skabe et passende regelværk for den risikostørrelse, de nye e pengeinstitutter udgjorde, og hvorunder teknologi og innovation kunne trives. Resultatet har ikke været nogen stor succes. e-Penge har fortsat langt fra bragt alle de fordele, som blev stillet i udsigt, og betragtes endnu ikke som et troværdigt alternativ til kontanter.

1.6

Kommissionen har derfor foretaget en vidtrækkende evaluering af udviklingen inden for e penge. Her konkluderede man, at nogle af bestemmelserne i e-pengedirektivet har hindret udviklingen af e-pengemarkedet og derved vanskeliggjort den teknologiske udvikling. Under hørings- og evalueringsprocessen blev to nøgleproblemstillinger udpeget. Den første drejede sig om den uklare definition af e-penge og e-pengedirektivets anvendelsesområde. Den anden vedrører de lovgivningsmæssige rammer, herunder tilsynsreglerne, og hvordan reglerne til bekæmpelse af hvidvaskning af penge finder anvendelse på e-pengetjenester. Konklusionen var, at de fleste regler i e-pengedirektivet bør ændres, så det blev besluttet at erstatte det eksisterende direktiv med et nyt direktiv, og det er udkastet hertil, nemlig KOM(2008) 627 endelig, som behandles i denne udtalelse.

1.7

Direktivet tager sigte på at bane vejen for nye, innovative og sikre elektroniske pengetjenester, sikre nye aktører adgang til markedet og fostre reel og effektiv konkurrence mellem alle markedsdeltagere. Efter EØSU's opfattelse kommer dette initiativ på det rette tidspunkt, da forbrugernes deltagelse i informationssamfundet er steget eksponentielt siden udgangen af sidste årti, og der er nu en opdæmmet og umættet efterspørgsel efter forbrugervenlige e-pengefaciliteter. Direktivet søger at fjerne hindringerne for iværksætterinitiativer, som kan tilgodese den efterspørgsel.

1.8

Indførelsen af et nyt system til regulering af den finansielle sektor er et aktuelt spørgsmål set i lyset af krisen i banksektoren og den generelle bekymring angående det ineffektive tilsyn med bankerne. Ikke desto mindre er EØSU overbevist om, at den foreslåede ordning er tilstrækkelig og proportional. De nye regler gælder ikke for bankerne, som var de institutioner, der havde ansvaret for kreditkrisen. Det reducerede krav til startkapital har udelukkende til formål at lette adgangen til markedet. Kapitalreserverne hos en udsteder af elektroniske penge vil svare til en banks reserver. De midler, som modsvarer brugernes tilgodehavender, vil specifikt være sikret i en begrænset vifte af investeringer. De nævnte beløb er de minimis. Hvis udstederne af elektroniske penge kommer til at spille en vigtig rolle på betalingsmarkedet, indeholder direktivet bestemmelser om, at lovgivningen revideres på basis af erfaringsgrundlaget.

1.9

EØSU har visse betænkeligheder, hvad angår forbrugerbeskyttelse, og opfordrer Kommissionen til at foretage ændringer i direktivet, når det gælder begrænsning af investering af midler, der tilhører brugerne af betalingstjenesten, umiddelbar konvertering af beløb modtaget i elektroniske penge, sikring af midler hos hybride udstedere og afskaffelse af gebyrer for tidlig indløsning af e-pengeaftaler.

1.10

Kontanter er anonyme. En simpel udveksling af kontanter afslører ikke betalerens identitet. I systemer, der bygger på elektroniske penge, kan brugerne være anonyme, eller de kan identificeres. En højere tærskel på 500 EUR for det lagrede beløb bør gøre systemet med elektroniske penge mere attraktivt for potentielle brugere, særligt dem uden bank eller med begrænset adgang til banktjenester. Selvom disse tærskler rationelt set ikke bør skabe en uforholdsmæssig høj risiko for hvidvaskning af penge, set i forhold til hvad det er muligt at foretage sig med store kontantbeløb, eksisterer der stadig visse forbehold over for den foreslåede tærskel.

1.11

Mønter og sedler er forbundet med produktionsomkostninger og sagsgebyr for banker og handlende. Det er tydeligt, at EU's borgere fortsat er stærkt knyttet til kontanter som betalingsmiddel og værdisymbol. I den nuværende periode med stor usikkerhed er der en enorm stigning i antallet af pengesedler, der er i omløb.

1.12

Dette direktiv vil ikke være nok til at vende udviklingen. Hvad det vil opnå, er at fjerne hindringerne for erhvervsmæssig og teknologisk innovation. Ingen myndighed kan pålægge den brede offentlighed at anvende e-penge. Bankerne vil kunne påtage sig en førerrolle, men bortset fra i Belgien, hvor man har proton-kortet, har de ikke været særlig progressive. Erfaringerne med rejsekort, taletidskort og internethandel viser, at der er en klar tendens til, at informationssamfundsapplikationer øger brugen af e-penge. Desuden er e-penge ofte produktet af en anden virksomhed, så udstederen kan ofte være en hybrid virksomhed, der ikke udelukkende er e-pengebaseret. Denne sammenkobling mellem e-penge og andre virksomhedsmodeller opfattes som afgørende for udbredelsen af e-penge. Direktivet er blevet udarbejdet med henblik på at fremme en sådan udvikling og har derfor EØSU's opbakning.

1.13

En grundlæggende bekymring vedrører udformningen af en lovgivning til bekæmpelse af hvidvaskning af penge. EØSU kan ikke acceptere, at to direktiver fastsætter tærskler, som er i modstrid med hinanden. Dette skaber en uacceptabel juridisk forvirring. Hvis tærsklerne i dette direktiv skal fastholdes, må direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge ændres.

1.14

EØSU opfordrer alle medlemsstater til at vedtage positive politikker, når det nye direktiv skal gennemføres. Det er vigtigt, at reglerne udvikles i samråd med industrien, og at de fastlægges på en sådan måde, at de ikke udgør en tung byrde for hverken udstederne af elektroniske penge eller deres kunder, også når der er tale om minimale beløb. I henhold til den vedtagne fremgangsmåde har de nationale myndigheder beføjelse til enten at støtte eller stoppe denne ganske nye industri. EØSU mener, at industrien bør støttes i alle EU-lande.

1.15

Direktivet er vigtigt. Det har potentielt set vidtrækkende konsekvenser. EØSU opfordrer nuværende og potentielle aktører på e-pengeområdet til i lyset af dette direktiv at se med friske øjne på egne styrkesider, svagheder og muligheder, samt hvilke trusler der er. Markedet får hermed en ny chance.

2.   Indledning

Punkt 2.2, 2.3 og 2.4 redegør for de vigtigste kendetegn ved elektroniske penge og forbindelsen til informationssamfundet.

2.1

Der er en række eksempler på, hvordan forbrugernes deltagelse i informationssamfundet fører til anvendelse af e-penge.

2.2

Brugen af RFID-kortet (1) er et eksempel herpå. RFID-chippen kan oplagre pengebeløb, hvorfor det ofte anvendes til betaling for adgang til transportsystemer. Hongkong indførte Octopus-kortet i 1997. Det er et genopladeligt, kontaktfrit smartcard med et oplagret værdibeløb. Ud over at blive anvendt som betalingssystem i forbindelse med næsten al offentlig transport i Hongkong bruges det også til betaling i nærbutikker, supermarkeder, fastfoodrestauranter, i parkometre, salgsautomater osv. Kortene bruges af 95 % af befolkningen i Hongkong mellem 16 og 65 år. Dette eksempel viser, hvordan forbrugernes deltagelse i en informationssamfundsapplikation fører til en mere omfattende udvikling af e-penge. I London anvendes nu det kontaktfrie RFID-baserede Oyster-kort, der bruges overalt i den offentlige transport. Brugerne forventer nu, at dets anvendelse udvides til at omfatte de kiosker, nærbutikker og fastfoodrestauranter, der ligger samlet omkring transportknudepunkter og stationer. En sådan udvikling vil givetvis finde sted i både Storbritannien og andre medlemsstater, når RFID-kortene bliver mere gængse.

2.3

Et andet mere udbredt eksempel er den forudbetalte mobiltelefonkonto, som allerede kan bruges til at betale for så forskellige aktiviteter som telefonhjælpetjenester for computerproblemer, deltagelse i konkurrencer, bidrag til velgørenhed, interaktive spil, voksenunderholdning og nyheds- og informationstjenester. Som i tilfældet med forudbetalte rejsekort defineres forudbetalte telefonkonti som e-penge, når det lagrede beløb begynder at blive accepteret af andre virksomheder end transport- eller telefonselskabet.

2.4

Internettet fremmer også e-penge, da e-penge kan opfylde to vigtige mål. I de fleste virksomhed-til-forbruger-applikationer på internettet indgår en kredittransaktion. Personer uden bank bliver automatisk udelukket, fordi de ikke har noget kredit- eller betalingskort. Ved at bruge et e-pengekort kan de også udnytte internettets fordele. Der har også været en betydelig fremgang i antallet af transaktioner mellem forbrugere på internettet, stimuleret af auktionshuse som f.eks. e-Bay. Det er ikke muligt at foretage en kredit- eller betalingskorttransaktion mellem forbrugere. Betalingen kan kun udføres i sikre e-penge. Det forklarer fremkomsten af f.eks. Paypal (2)-systemet, som har haft en symbiotisk relation med e-Bay.

2.5

Erfaringerne med rejsekort, telefonkort og internethandel viser, at informationssamfundsapplikationer udvider brugen af e-penge. De viser også, at e-penge kan være sideproduktet af en anden virksomhed, så e-pengeudstederen kan ofte være en hybrid virksomhed. Denne sammenkobling mellem e-penge og andre virksomhedsmodeller opfattes som afgørende for udbredelsen af e-penge. Direktivet er blevet udarbejdet i overensstemmelse hermed.

2.6

Kreditinstitutioner, f.eks. bankerne, har alle de fornødne egenskaber til at være udstedere af e-penge, og de driver virksomhed inden for passende lovrammer. I en vis udstrækning har kreditinstitutionerne taget initiativet. Proton-kortet i Belgien er produktet af et bankkonsortium. Der er tale om et debetkort, som har en e-penge-funktion, og det anvendes i vid udstrækning af bankkunder i Belgien. Der er en vis forventning om, at et sådant kombineret kort med en kontaktfri e-penge-funktion baseret på RFID-teknologi vil komme i omløb. Til trods herfor er der en klar interessekonflikt mellem e-penge og kreditinstitutioners andre produktlinjer, f.eks. kredit- og betalingskort.

2.7

Det fremgår af tallene for det begrænsede antal af fuldt godkendte e-pengeinstitutioner (20 e-pengeinstitutioner og 127 enheder, der driver virksomhed på basis af en undtagelse) og den lave volumen af udstedte e-penge (det samlede e-pengebeløb i EU udgør i øjeblikket 1 mia. euro i sammenligning med 600 mia. i kontanter), at e-penge endnu ikke har vundet udbredelse i de fleste medlemsstater. Desuden er mængden af kontanter i omløb steget jævnt siden euroens indførelse i 2002.

2.8

Kommissionen har derfor foretaget en vidtrækkende evaluering af udviklingen inden for e-penge. Under hørings- og evalueringsprocessen blev to nøgleproblemstillinger udpeget inden for det eksisterende e-pengedirektiv. Den første drejede sig om den uklare definition af e-penge og direktivets anvendelsesområde. Den anden vedrørte de lovgivningsmæssige rammer, herunder tilsynsreglerne, og hvordan reglerne til bekæmpelse af hvidvaskning af penge finder anvendelse på e-pengetjenester.

2.9

Desuden vil betalingstjenestedirektivet 2007/64/EF træde i kraft i november 2009. Betalingstjenestedirektivets relevans er, at det fastlægger en særlig ordning for betalingsinstitutioner svarende til den ordning, der gælder for e-pengeinstitutioner. Betalingstjenestedirektivet er ikke kompatibelt med e-pengedirektivet, så medmindre det nuværende e-pengedirektivs regelværk revideres, vil dette med tiden skabe større lovgivningsmæssig usikkerhed.

2.10

Konklusionen af ovennævnte er, at de fleste regler i e-pengedirektivet bør ændres, så det blev besluttet at erstatte det eksisterende direktiv med et nyt direktiv, og det er udkastet hertil, som behandles i denne udtalelse.

3.   Resumé af direktivforslaget

3.1   Direktivet tager sigte på at bane vejen for nye, innovative og sikre elektroniske pengetjenester, sikre nye aktører adgang til markedet og fostre reel og effektiv konkurrence mellem alle markedsdeltagere. Det forventes, at innovationer på betalingsmarkedet vil medføre konkrete fordele for forbrugerne, virksomhederne og den europæiske økonomi generelt, mens kreative løsninger bør øge betalingshastigheden, gøre systemerne nemmere at anvende, og skabe nye funktioner for det 21. århundredes elektroniske samfund.

3.2   Definitionen af e-penge præciseres: »elektroniske penge«: en pengeværdi som repræsenteret ved et krav på udstederen, der er lagret elektronisk og udstedt efter modtagelse af midler (artikel 2.2). Det inkluderer ikke forudbetalte instrumenter, der kun kan anvendes til et bestemt formål (lukket kredsløb) og i et begrænset omfang (artikel 1.3 og 1.4).

3.3   Det nye direktivs anvendelsesområde gør det lettere at få adgang til markedet, idet det gælder for udstedere af elektroniske vouchers til flere formål (åbne kredsløb), herunder RFID-kort og mobiltelefonkort. Det omfatter ligeledes serverbaserede elektroniske penge.

3.4   I artikel 8 og 9 defineres de aktiviteter som udstedere af elektroniske penge beskæftiger sig med. Der er to aspekter. For det første gøres det klart, at der kan tilbydes en bredere vifte af betalingstjenester, som defineret i bilaget til betalingstjenestedirektivet, herunder kreditgivning, udførelse af driftsmæssige og accessoriske tjenester og drift af betalingssystemer. For det andet anerkendes det, at udstedere af elektroniske penge kan udføre andre forretningsaktiviteter på f.eks. detailhandels- eller telekommunikationsområdet som led i en normal drift. I sidstnævnte tilfælde vil det ikke længere være nødvendigt at skabe en uafhængig instans, der optræder som udsteder af elektroniske penge. Kravet vil være, at de elektroniske pengemidler beskyttes i overensstemmelse med reglerne i direktivet om betalingstjenester. Godkendelsen af sådanne hybride udstedere af elektroniske penge burde fremme aktiviteterne i sektoren.

3.5   Retten til at få genindløst sine elektroniske penge er et spørgsmål om forbrugerbeskyttelse. Rettighederne præciseres i artikel 5: Medlemsstaterne sikrer, at udstedere af elektroniske penge når som helst og til pariværdi indløser pengeværdien af elektroniske penge efter anmodning fra indehaveren. Denne bestemmelse har skabt problemer for mobiltelefonoperatører, hvor forudbetalingen var for telefoni med mulighed for brug i detailhandelsleddet, men tjenesterne er nu omfattet af bestemmelserne i artikel 5.

3.6   Tilsynsreglerne følger generelt bestemmelserne i de relevante artikler i betalingstjenestedirektivet. Der er imidlertid indføjet specifikke regler, så der tages et proportionalt hensyn til de eksisterende risici. Sagen har flere aspekter.

3.6.1

Direktivet om elektroniske penge fastslog, at en udsteder af elektroniske penge skulle have en startkapital på 1 million EUR. Set i forhold til de involverede risici anses dette krav nu for at være unødigt strengt og en forhindring for etableringen af innovative SMV'er på markedet for elektroniske penge. I det nye forslag stilles der krav om en startkapital på 125 000 EUR.

3.6.2

Ud over startkapitalen skal udstederne af elektroniske penge være i besiddelse af en egenkapital, der står i et fastlagt proportionelt forhold til deres forpligtelser. I direktivet om elektroniske penge var kravet 2 %. Det nye krav er 5 %, hvilket reduceres efterhånden som volumen forøges, af de udestående elektroniske penge eller den månedlige betalingsvolumen, alt efter hvilket beløb, der er højest.

3.6.3

Der indføres begrænsninger vedrørende investeringen af de midler, der dækker udestående elektroniske penge, men kun i de tilfælde hvor udstederen udfører andre forretningsaktiviteter (artikel 9).

3.6.4

De foreslåede ændringer til det tredje direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge stemmer overens med virksomhedernes behov og praksis i industrien. Begrænsningen på værdien af elektroniske penge, der et hvilket som helst tidspunkt kan accepteres til gengæld for kontanter, hæves fra 150 EUR til EUR 500 (artikel 16).

3.6.5

Direktivet om elektroniske penge gjorde det muligt for medlemsstaterne at se bort fra mange af godkendelseskravene med henblik på at lette adgangen til markedet for nye aktører og skabe innovation. Disse undtagelsesregler blev anvendt på uensartet vis i medlemsstaterne, hvilket skabte ulige konkurrencevilkår for markedsdeltagerne. Under det nye system eksisterer der fortsat undtagelser (artikel 10), men det specificeres i de relevante artikler i direktivet om betalingstjenester, at udstedere af elektroniske penge, som benytter sig af undtagelsesregler, ikke må udføre grænseoverskridende aktiviteter. Med andre ord kan virksomheder, der benytter sig af en undtagelsesbestemmelse, ikke få udstedt noget »pas«.

4.   De økonomiske og sociale perspektiver

4.1   EØSU er meget interesseret i, at der gøres fremskridt i retning af at opfylde Lissabon-projektets mål. Dette direktiv fortjener vores støtte, idet det støtter Lissabon-målene for vækst og beskæftigelse, som skal nås ved hjælp af bl.a. teknologisk innovation, iværksætterinitiativer, kreativ brug af internettet og etablering af SMV'er, der resulterer i udviklingen af det 21-århundredes e-samfund.

4.2   Indførelsen af et nyt system til regulering af den finansielle sektor er et aktuelt spørgsmål set i lyset af krisen i banksektoren og den generelle bekymring angående det ineffektive tilsyn med bankerne. På trods af disse bekymringer har EØSU af følgende grunde tillid til, at det foreslåede system vil være tilstrækkeligt og proportionelt:

Reglerne er udformet, så de sigter mod de innovative SMV'er på betalingsmarkedet. Den aktuelle bankkrise opstod som følge af bankernes kreditgivning. Udstedere af elektroniske penge vil ikke få tilladelse til at formidle kreditter baseret på indskud, så den risiko opstår ikke.

Kravene til egenkapital (pkt. 3.6.1 og 3.6.2 ovenfor) sikrer, at startkapitalen på 125 000 EUR stiger proportionelt med værdien af de udestående elektroniske penge. Det reducerede krav til startkapital har udelukkende til formål at lette adgangen til markedet. Direktivet stiller betydelige kapitalkrav i tilfælde, hvor e-penge-volumenen er høj

Kapitalreserverne hos en udsteder af elektroniske penge vil svare til en banks reserver, og de midler, som modsvarer brugernes tilgodehavender, vil specifikt være sikret i en begrænset vifte af investeringer.

De nævnte beløb er de minimis. Hvis udstederne af elektroniske penge kommer til at spille en vigtig rolle på betalingsmarkedet, indeholder direktivet bestemmelser om, at lovgivningen revideres på basis af erfaringsgrundlaget.

4.3   EØSU gør sig visse bekymringer angående forbrugerbeskyttelsen, og udvalget opfordrer Kommissionen til at foretage følgende ændringer i direktivet:

4.3.1

Begrænsningerne vedrørende investeringen af de midler, der tilhører brugerne af betalingstjenesten, gælder for øjeblikket kun for hybride udstedere af elektroniske penge. For at sikre en bedre beskyttelse af brugerne, bør disse bestemmelser gælde for alle udstedere af elektroniske penge.

4.3.2

Udstedere af elektroniske penge må ikke betragte brugernes penge som indlån. Modtagne midler skal straks konverteres til elektroniske penge. Denne sikkerhedsforanstaltning fremgår ikke klart af direktivet.

4.3.3

Artikel 9 bør ændres, så det eksplicit fremgår, at forpligtelser i form af udestående elektroniske penge i særlig grad skal sikres af hybride udstedere.

4.3.4

Artikel 5, stk. 4, tillader ikke, at der opkræves et gebyr ved indløsning på aftalens udløbsdato, men artikel 5, stk. 5 tillader, at der opkræves et gebyr i tilfælde af indløsning før aftalens udløb. Den sidste klausul bør fjernes, idet der ikke er nogen forskel mellem indløsning før og på aftalens udløbsdato, og resultatet højst sandsynligt vil være et mønster for indløsninger, som vil være i modstrid med forsigtighedskravet om at kende brugeren.

4.4   Holdningen til kontanter varierer i de forskellige kulturer i EU på samme måde, som der er forskellige holdninger til teknologi. Udbredelsen af e-mail og internet kan give et fingerpeg om, hvorvidt elektroniske penge vil blive accepteret. En anden faktor vil være demografien i detailhandel og serviceindustri. Det er mere sandsynligt, at større virksomheder vil acceptere elektroniske penge i en tidlig fase. Af disse og andre grunde med relation til medlemsstaternes psyke, vil det være uklogt at forvente, at brugen af elektroniske penge vil udvikle sig ens i hele EU.

4.5   Af de ca. 20 akkrediterede udstedere af elektroniske penge til dato, er de 15 akkrediteret i Det Forenede Kongerige. Det britiske finanstilsyns konstruktive politik på området elektroniske penge har været en af årsagerne hertil. I særdeleshed konsulterede finanstilsynet industrien for at sikre, at de britiske regler var praktisk gennemførlige. Dette har de haft stort held med. Set i lyset af det nye direktiv opfordrer EØSU alle medlemsstater til at føre en lignende konstruktiv politik. En sådan politik kan bidrage til at øge accepten af elektroniske penge i hele EU.

4.6   En grundlæggende bekymring angår udformningen af lovgivning til bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Det tredje direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge indeholdt en artikel, som gav medlemsstaterne lov til for elektroniske penge ikke at anvende kundeidentifikationsforanstaltninger eller udsætte disse (lempeligere kundeidentifikation), når det lagrede beløb ikke overstiger 150 EUR på et medium, som der ikke kan overføres nye beløb til, eller hvor der i løbet af et kalenderår højst kan gennemføres transaktioner for et samlet beløb på 2 500 EUR. De tilsvarende tærskler i såvel betalingstjenestedirektivet som forslaget til revision af direktivet om elektroniske penge ligger på henholdsvis 500 og 3 000 EUR. EØSU kan ikke acceptere, at to direktiver fastsætter tærskler, som er i modstrid med hinanden. Dette skaber en uacceptabel juridisk forvirring. Hvis tærsklerne i dette direktiv skal fastholdes, må direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge ændres.

4.7   Kontanter er anonyme. En simpel udveksling af kontanter afslører ikke betalerens identitet. I systemer der bygger på elektroniske penge kan brugerne være anonyme, eller de kan identificeres. Et problem ved medlemsstaternes gennemførelse af direktivet om elektroniske penge var, at princippet om kundeidentifikation ofte blev ført ud i det ekstreme. Hvad angår transaktioner af lav værdi, vil mange brugere fortrække, at deres anonymitet bevares. Det var et kendetegn ved den britiske gennemførelse af direktivet om elektroniske penge, at foranstaltninger til kundeidentifikation ikke trådte i kraft, før en bruger havde nået et betydeligt aktivitetsniveau. En højere tærskel på 500 EUR for det lagrede beløb bør gøre systemet med elektroniske penge mere attraktivt for potentielle brugere, særligt dem uden bank eller med begrænset adgang til banktjenester. Selvom disse tærskler rationelt set ikke bør skabe en uforholdsmæssig høj risiko for hvidvaskning af penge, set i forhold til hvad det er muligt at foretage sig med kontanter, eksisterer der stadig visse forbehold over for den foreslåede tærskel.

4.8   Elektroniske penge fremmer den finansielle samhørighed. I et samfund, der i stigende grad går ud fra, at betalinger foretages med et debet- eller kreditkort, vil muligheden for at købe et kort for kontanter, som herefter kan anvendes til kredit- eller debettransaktioner, potentielt være meget attraktiv. Nogle samfundsgrupper kan i særlig grad drage fordel af denne mulighed, herunder indvandrere, personer uden bank eller med begrænset adgang til banktjenester og under særlige omstændigheder unge og handicappede. Det bekymrer EØSU, at disse grupper, set fra et forbrugerbeskyttelsessynspunkt, også er de mest sårbare. Medlemsstaterne bør tage højde for denne sårbarhed under gennemførelsen af direktivet.

Bruxelles, den 26. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  RFID – radiofrekvensidentifikation – benytter en elektronisk chip, som kan indbygges i forskellige medier som f.eks. vareid-tags eller personlige identitetskort. Chippen aflæses af en trådløs læser og kortet behøver kun røre læseren. Udstyret beskrives som »kontaktfrit«. De kort, der bruges til at få adgang til EØSU's bygninger, er et eksempel på RFID-kort.

(2)  PayPay begyndte som e-pengeinstitution reguleret af det britiske finanstilsyn FSA. PayPal er siden blevet omlagt til kreditinstitutioner og har nu hovedsæde i Luxembourg.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/36


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (ISA)«

KOM(2008) 583 endelig — 2008/0185 (COD)

2009/C 218/07

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. oktober 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 156 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (ISA)«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 29. januar 2009 (ordfører: Antonello PEZZINI).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009 (mødet den 25. februar 2009) følgende udtalelse med 130 stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU støtter Kommissionens initiativ vedrørende lancering af ISA-programmet, da det er overbevist om, at dette program på effektiv vis fortsat vil opretholde og styrke interoperabiliteten i det europæiske indre markeds nye komplekse systemer.

1.2

EØSU mener, at det er vigtigt til sikring af den konkrete udøvelse af de frihedsrettigheder, som er nedfældet i traktaten, at interoperabilitetsmekanismerne iværksættes i fuldt omfang til gavn ikke alene for myndigheder og institutioner, men også for borgere, virksomheder og det organiserede civilsamfund generelt.

1.3

Det er indlysende, at der må iværksættes en specifik strategi for beskyttelse af persondata og økonomiske data, hvilket EØSU flere gange har understreget i sine udtalelser (1): »informationssikkerhedsaspektet (kan) på ingen måde (…) adskilles fra en bedre beskyttelse af personlige oplysninger samt de friheder og rettigheder, som den europæiske menneskerettighedskonvention sikrer«.

1.4

EØSU understreger nødvendigheden af, at brugerne – hvad enten der er tale om privatpersoner, erhvervsvirksomheder eller forvaltninger – råder over interoperable systemer, som allerede findes på markedet med garanti for databeskyttelse. Her og nu er det på det juridiske plan nødvendigt at få fastlagt et europæisk system for retsforfølgelse/straf for misbrugere af nettene og dataene og i den forbindelse også arbejde på at gøre EU's retlige procedurer interoperable.

1.5

EØSU mener, at der endnu ikke er gjort nok for at hindre en fragmentering af markedet og sikre et system af sammenkoblede, interaktive og tilgængelige offentlige myndigheder med en reel paneuropæisk dimension.

1.6

EØSU anmoder om, at forslaget om et ISA-program ledsages af et beslutsomt fællesskabsinitiativ, som forpligter medlemsstaterne og Kommissionen gennem bindende instrumenter, der kan give en styrket europæisk interoperabilitetsramme et nyt sikkert og solidt grundlag.

1.7

Det er meget vigtigt, at den nye europæiske interoperabilitetsstrategi sammen med den europæiske ramme udstikker prioriteringer for fællesskabsstrategien, som indebærer øgede bestræbelser i retning af at få etableret rammebestemmelser og fælles tjenester såvel som klare budgetoverslag.

1.8

Det er efter EØSU's mening nødvendigt at nå frem til en digital konvergens, som kan sikre:

fuld interoperabilitet, hvad angår materiel, platforme og tjenester,

sikkerhed og pålidelighed,

styring af identiteter og rettigheder,

tilgængelighed og ukompliceret anvendelse,

brug af edb-systemer og systemarkitektur, som er neutrale også ud fra et sprogligt synspunkt, og

en stor indsats i form af støtte og vedvarende uddannelse af brugerne, især de svageste grupper (2)

for at undgå »e-udstødelse« og sikre et højt niveau for pålidelighed og tillid mellem brugere og tjenesteleverandører.

1.9

EØSU finder det nødvendigt at forbedre koordineringen og samarbejdet med de øvrige fællesskabsprogrammer, der medvirker til at skabe nye idéer og løsninger med hensyn til paneuropæisk interoperabilitet.

1.10

EØSU understreger vigtigheden af åbent software, specielt inden for e-forvaltning, for at garantere sikkerhed og kontinuitet såvel som fortroligheden af oplysninger og betalinger, samt vigtigheden af, at kildekoden kendes, og det mener, at man bør anspore til anvendelse af open source-software, der gør det muligt at undersøge, udskifte, redistribuere og genbruge edb-løsninger af stor værdi for de offentlige myndigheder.

1.11

Man bør efter EØSU's mening styrke den europæiske referenceramme for interoperabilitet med en flerdimensionel indfaldsvinkel, som omfatter de politiske aspekter af enighed om fælles prioriteter, de juridiske aspekter af lovgivningsmæssig samordning samt de tekniske, semantiske og organisatoriske aspekter.

1.12

Efter EØSU's mening bør der udarbejdes en europæisk metode til beregning af cost-benefit-forholdet for de interoperable »PEGS«-tjenester, som de offentlige myndigheder har oprettet.

1.13

EØSU mener, at en informations- og uddannelseskampagne på området er en absolut nødvendig forudsætning for, at initiativet kan lykkes. Det er også vigtigt at skabe en social dialog på europæisk plan og regelmæssigt afholde paneuropæiske konferencer om online-tjenesterne for at udbrede kendskabet til, understøtte og vejlede forvaltningernes indsats i de forskellige lande inden for en fælles udviklingsramme.

2.   Indledning

2.1   Den rivende udvikling siden starten af 1990'erne inden for sektoren for informations- og kommunikationsteknologi har medført dybtgående ændringer i samspillet mellem de offentlige myndigheder, erhvervslivet, arbejdsmarkedet og borgerne. Integrationsniveauet i EU's indre marked har mere end nogensinde forstærket de grænseoverskridende aspekter af de offentlige e-tjenester.

2.2   EØSU har for nyligt understreget, at »de offentlige administrationers tilpasning til e-tjenester kræver modernisering, dvs. en forbedring af serviceydelsernes kvalitet, fleksibilitet og resultater, effektiv udnyttelse af de offentlige ressourcer, reduktion af omkostningerne, tilfredshed blandt brugerne, koordinering mellem offentlige administrationer og forenkling af forvaltningen« (3).

2.3   Konvergens og interoperabilitet er nogle af de vigtigste aspekter af en europæisk e-forvaltningsstrategi, således som det understreges i Manchestererklæringen fra 2005 (4).

2.4   EØSU har udtalt sig om dette spørgsmål ved flere lejligheder (5) og om en lang række lovgivningsinitiativer, der nødvendigvis forudsætter interoperabilitetsstrukturer, såsom direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser, direktiv 2004/18/EF om indgåelse af offentlige kontrakter, »Inspiredirektivet« 2007/2/EF og direktiv 2003/98/EF om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

2.5   EØSU har desuden ved flere lejligheder (6) støttet de særlige initiativer, hvorved Kommissionen har lanceret programmerne vedrørende dataudveksling mellem administrationerne – IDA I (1995-1999), IDA II (1999-2004) og IDABC (2005-2009) – der er forløberne for det nuværende forslag til afgørelse om det nye ISA-program – Interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (2010-2015).

2.6   EØSU har erindret om, at »interoperabilitet mellem informationssystemer, udveksling og genanvendelse af information samt sammenkobling af administrative procedurer er vigtige forudsætninger for levering af fuldt integrerede, brugerrettede og interaktive e-forvaltningstjenester af høj kvalitet« (7), og har især fremhævet følgende elementer:

betydningen af at styrke de europæiske initiativer til gavn for ikke alene myndigheder og institutioner, men også for borgere, virksomheder og det organiserede civilsamfund generelt,

behovet for en effektiv certificeringsmyndighed på europæisk niveau, der kan garantere passende sikkerhedsniveauer med henblik på netadgang og udveksling af information,

betydningen af at sikre maksimal synlighed, tilgængelighed og interoperabilitet for slutbrugerne,

behovet for at fremme initiativer på forskellige niveauer, der kan sikre vedvarende uddannelse af brugere og muliggøre anvendelse af disse netinfrastrukturer, herunder også foranstaltninger på området livslang læring,

nødvendigheden af i betragtning af oplysningernes følsomhed at sikre nettenes sikkerhedsniveau gennem passende beskyttelsesinstrumenter og eventuelt protokoller for sikker dataoverførsel – både centralt og i medlemslandene.

2.7   Endvidere indeholder de ledsagende arbejdsdokumenter til Kommissionens meddelelse om Et indre marked for Europa i det 21. århundrede af 20. november 2007 – som EØSU har afgivet udtalelse om (8) – en lang række henvisninger til interoperabilitetsinstrumenter inden for rammerne af elektronisk dataudveksling: onlinenetværket Solvit; informationssystemet for det indre marked (IMI); fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger om farlige produkter (RAPEX) og TRACES-systemet, der sikrer sporbarheden af levende dyr og en hurtig respons i tilfælde af dyresygdom.

2.8   En række undersøgelser (9) har imidlertid påvist eksistensen af talrige hindringer for gennemførelsen af en fuldkommen interoperabilitet på tværs af landegrænser og sektorer inden for den offentlige forvaltning: manglende koordinering, manglende organisatorisk fleksibilitet, forskelle hvad angår det institutionelle ansvar, afvigende lovgrundlag, forskelle med hensyn til kulturel og politisk tilgang, utilstrækkelig dialog med erhvervslivet, utilstrækkelig udnyttelse af de opnåede resultater og sprogbarrierer.

2.8.1   Til disse hindringer føjer sig de problemer, der knytter sig til sikkerhed og respekt for privatlivets fred såvel som utilstrækkelig integration mellem medlemsstaternes administrative procedurer. Der bør også skabes et bedre netværk mellem toldsystemerne, hvilket EØSU flere gange har opfordret til.

2.9   EØSU mener således, at der er behov for en yderligere forstærkelse af koordineringsbestræbelserne med henblik på at fremme interkonnektivitet, interoperabilitet og tilgængelighed for til fulde at kunne drage fordel af det grænseløse europæiske økonomiske rum i kraft af en fællesnævner for specifikke fælles løsninger og en effektiv anvendelse af åbne standarder.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Kommissionens forslag går ud på – via lanceringen af ISA-programmet (interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder) – at fremme en effektiv elektronisk interaktion på tværs af landegrænser og sektorer mellem de europæiske offentlige myndigheder, hvilket gør det muligt at levere elektroniske offentlige tjenesteydelser, der bidrager til at iværksætte fællesskabspolitikkerne og -aktiviteterne med særligt henblik på det indre marked, idet man undgår, at der opstår forskellige elektroniske hindringer i de enkelte medlemsstater.

3.2

ISA-programmet skal støtte og fremme:

etablering og forbedring af fælles referencerammer til støtte for interoperabiliteten på tværs af landegrænser og sektorer,

vurdering af de IKT-mæssige aspekter af foreslået eller vedtaget fællesskabslovgivning såvel som planlægning af implementeringen af IKT-systemer til støtte for gennemførelsen af sådan lovgivning,

anvendelse og forbedring af eksisterende fælles tjenester såvel som etablering, udvikling med henblik på udnyttelse i stor skala, anvendelse og forbedring af nye fælles tjenester,

forbedring af eksisterende genanvendelige generiske værktøjer såvel som etablering, levering og forbedring af nye genanvendelige generiske værktøjer.

3.3

Budgetrammen, som er foreslået til gennemførelse af ISA-programmet for perioden 2010-2015, er fastsat til 164,1 mio. euro, hvoraf en tranche på 103,5 mio. euro er øremærket for perioden indtil den 31. december 2013 i overensstemmelse med den finansielle programmering for 2007-2013, idet de resterende 60,6 mio. er forbeholdt de to sidste år, 2014 og 2015.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU støtter kraftigt initiativerne med henblik på at sikre et optimalt og effektivt fungerende udvidet europæisk indre marked, og mener, at det er vigtigt til sikring af den konkrete udøvelse af de frihedsrettigheder, som er nedfældet i traktaten, at interoperabilitetsmekanismerne iværksættes i fuldt omfang til gavn ikke alene for myndigheder og institutioner, men også for borgere, virksomheder og det organiserede civilsamfund generelt.

4.2

EØSU mener, at til trods for gennemførelsen af tre på hinanden følgende flerårige programmer (IDA I, IDA II og IDABC) er de foranstaltninger, der er truffet, fortsat utilstrækkelige til at hindre en fragmentering af markedet og sikre de sammenkoblede offentlige myndigheder en reel paneuropæisk dimension og sætte dem i stand til at levere tjenester uden hindringer og diskrimination, således at markedets enhed bevares, og borgernes og virksomhedernes fulde udøvelse af deres rettigheder sikres i hele EU.

4.3

EØSU støtter initiativet vedrørende lancering af ISA-programmet, på den betingelse at dette ikke blot udgør en ren og skær forlængelse og refinansiering af de programmer, som er gennemført i tidsrummet fra 1993 og indtil dato, men at ISA-programmet sikrer en reel og effektiv »europæisk interoperabilitetsstrategi« og en »europæisk interoperabilitetsramme« (10), to elementer, der er nødvendige for et integreret indre marked og en konkurrencedygtig og bæredygtig europæisk økonomi inden for rammerne af den relancerede Lissabon-agenda.

4.4

EØSU anmoder om, at forslaget om et ISA-program ledsages af et beslutsomt fællesskabsinitiativ, som forpligter medlemsstaterne og Kommissionen gennem bindende instrumenter, der kan give en styrket europæisk interoperabilitetsramme et nyt sikkert og solidt grundlag og de offentlige og private operatører og de nationale og internationale brugere sikre og gennemsigtige fælles kanaler.

4.5

Efter EØSU's opfattelse er det vigtigt, at den nye europæiske interoperabilitetsstrategi sammen med den fælles ramme udstikker prioriteringer for fællesskabsstrategien for at sikre en faktisk gennemførelse af de forslag til direktiver og forordninger, som er under udarbejdelse.

4.6

EØSU mener, at koordineringen og samarbejdet med de øvrige fællesskabsprogrammer, der medvirker til at skabe nye idéer og løsninger med hensyn til paneuropæisk interoperabilitet – specielt rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (IKT-støtteprogrammet) og EU's syvende rammeprogram for FTU – fortsat er utilstrækkelig, og anbefaler, at der nedsættes et tværgående programudvalg med interoperabilitet som indsatsområde med deltagelse af de ansvarlige for styringen af samtlige berørte programmer, som skal koordinere udarbejdelsen af forslagsindkaldelser.

4.7

EØSU er af den opfattelse, at man ved udformningen af nye operationelle rammer bør kontrollere, at disse er fuldt kompatible med principperne om paneuropæisk interoperabilitet ved hjælp af mekanismer for forhåndsunderretning i lighed med dem, der er indført til udarbejdelse af nye tekniske standarder og normer (11). Den største hindring er af kulturel art, idet der stadig er forvaltninger, som hverken er parate til eller overbevist om nødvendigheden af at indføre åbne teknologisk-innovative løsninger, som indgår i en europæisk interoperabilitetsramme.

4.8

EØSU mener, at en informations- og uddannelseskampagne på området er en absolut nødvendig forudsætning for, at initiativet kan lykkes. Det er også vigtigt regelmæssigt at afholde paneuropæiske konferencer om online-tjenesterne med henblik på en løbende kontrol og nyorientering af arbejdsprogrammet, blandt andet med udgangspunkt i sammenlignende evalueringer af forvaltningernes indsats på de forskellige niveauer.

4.9

Digital konvergens forudsætter interoperabilitet, hvad angår materiel, platforme og tjenester, sikkerhed og pålidelighed, styring af identiteter og rettigheder (12), tilgængelighed og ukompliceret anvendelse, brug af edb-systemer og en systemarkitektur, som er sprogligt neutrale, samt en stor indsats i form af vedvarende uddannelse af brugerne, især de svageste, for at undgå social udstødelse.

4.10

EØSU understreger vigtigheden af åbent software, specielt inden for e-forvaltning, for at garantere sikkerhed og kontinuitet såvel som fortroligheden af oplysninger og betalinger, samt vigtigheden af, at »kildekoden kendes, og at man derved kan vedligeholde koden og sikre dennes stabilitet og sikkerhed, selv uden udviklerens hjælp« (13).

4.11

Efter EØSU's mening bør der udarbejdes en europæisk metode til beregning af cost-benefit-forholdet for de interoperable »PEGS«-tjenester (14), som de offentlige myndigheder har oprettet, der ikke alene tager højde for investeringsafkast og fordele med hensyn til ejendomsret, fleksibilitet og færre administrative byrder, men også og især den generelle positive betydning for et velfungerende og pålideligt indre marked for borgere og virksomheder.

4.12

Man bør efter EØSU's mening styrke den europæiske referenceramme for interoperabilitet med en flerdimensionel indfaldsvinkel, som omfatter de politiske aspekter af enighed om fælles prioriteter, de juridiske aspekter af lovgivningsmæssig samordning samt de tekniske, semantiske og organisatoriske aspekter.

4.13

EØSU mener, at det vil være god social praksis, at de nationale myndigheder inden for rammerne af den uformelle dialog EUPAN/TUNED (15) går ind i en dialog på europæisk plan med personalerepræsentanter fra de berørte forvaltninger for at stille den information til rådighed for borgerne, som de har brug for for at kunne deltage.

4.14

Med hensyn til de eksisterende generiske instrumenter og de nye instrumenter inden for rammerne af den konceptuelle GPSCM-model (16), der er opstillet af Kommissionen og medlemsstaterne, er det nødvendigt:

klart at fastlægge rollerne, rettighederne og ansvaret for dataejerne, udbyderne og brugerne ved hjælp af en standardiseret, ensartet tilgang med en fælles grænseoverskridende dimension,

at de offentlige myndigheder indfører denne model som en integrerende del af deres bestræbelser på at udforme deres egne interoperabilitetssystemer i overensstemmelse med fælles systemer for evaluering af indsats og resultater i de grænseoverskridende informationsstrømme,

at etablere nationale infrastrukturer for identificering, autentificering og certificering og at styrke disse for at sikre en høj grad af pålidelighed og tillid mellem brugere og tjenesteleverandører.

4.15

Efter EØSU's mening bør der fastlægges en fælles ramme for de åbne tekniske forskrifter og standarder på dette område, der udarbejdes af CEN, CENELEC og ETSI, således at de kan finde anvendelse på alle berørte parter.

4.16

EØSU mener, at man bør anspore til anvendelse af open source-software, for så vidt som dette gør det muligt at undersøge, udskifte, redistribuere og genbruge edb-løsninger af stor værdi for de offentlige myndigheder, både hvad angår omkostningseffektivitet, kontrol af anvendelsen af standarder, funktionel dækning ud over de begrænsninger, som er udstukket i licensaftaler og i form af copyright, langsigtet levedygtighed af de vedtagne løsninger og tilpasning til de lokale behov.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se EØSU's udtalelse om »En strategi for et sikkert informationssamfund«, ordfører: Antonello Pezzini, EUT C 97 af 18.4.2007, s. 21.

(2)  Ved de svageste grupper forstås dels unge og ældre, som ikke er særligt trænede brugere af Internettet, dels mindre bemidlede grupper, som ikke har råd til at få adgang til nettet.

(3)  Se EØSU's udtalelse om Handlingsplan for e-forvaltning under i2010-initiativet, ordfører: Bernardo Hernández Bataller, EUT C 325 af 30.12.2006, s. 78.

(4)  Se http://archive.cabinetoffice.gov.uk/egov2005conference/documents/proceedings/pdf/051124declaration.pdf

(5)  Se EØSU's udtalelse om MODINIS, ordfører: Daniel Retureau, EUT C 61 af 14.3.2003, s. 184; EØSU's udtalelse om Forlængelse af programmet IKT - Modinis, ordfører: Daniel Retureau, EUT C 28 af 3.2.2006, s. 89; EØSU's udtalelse om Slutrapport om eEurope 2002, ordfører: Christoforos Koryfidis, EUT C 220 af 16.9.2003, s. 36; EØSU's udtalelse om Et europæisk agentur for net- og informationssikkerhed, ordfører: Göran Lagerholm, EUT C 220 af 16.9.2003, s. 33; EØSU's udtalelse om i2010 - Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse, ordfører: Göran Lagerholm, EUT C 110 af 9.5.2006, s. 83; EØSU's udtalelse om E-tilgængelighed, ordfører: Miguel Angel Cabra de Luna, EUT C 110 af 9.5.2006, s. 26; EØSU's udtalelse om E-business/ digitaliseringsinitiativet, ordfører: Thomas McDonogh, EUT C 108 af 30.4.2004, s. 23; EØSU's udtalelse om EU’s regelsæt for elektroniske kommunikationsnet og tjenester, ordfører: Thomas McDonogh, EUT C 97 af 28.4.2007, s. 27.

(6)  Se EØSU's udtalelse om Elektronisk dataudveksling (IDA), ordfører: José Bento Gonçalves, EFT C 214 af 10.7.1998, s. 33; EØSU's udtalelse om Ændring af akter om Ida, ordfører: Giannino Bernabei, EFT C 80 af 3.4.2002, s. 21; EØSU's udtalelse om E-forvaltningstjenester, ordfører: Antonello Pezzini, EUT C 80 af 30.3.2004, s. 83.

(7)  Se EØSU's udtalelse om E-forvaltningstjenester, ordfører: Antonello Pezzini, EUT C 80 af 30.3.2004, s. 83.

(8)  Se EØSU's udtalelse om Et indre marked for Europa i det 21. århundrede, ordfører: Bryan Cassidy, medordførere, Raymond Hencks og Claudio Cappellini; endnu ikke offentliggjort i EUT.

(9)  Se www.egovbarriers.org

(10)  Se artikel 8 i forslag til afgørelse KOM(2008) 583 endelig.

(11)  Se Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder (EFT C 136 af 4.6.1985, s. 1): »Accept af en hurtig fællesskabskonsultation på et passende niveau i overensstemmelse med målsætningerne i direktiv 83/189/EØF«.

(12)  Se EØSU's udtalelse om Net- og kommunikationssikkerhed, ordfører: Daniel Retureau, EFT C 48 af 21.2.2002, s. 33.

(13)  Se EØSU's udtalelse om Computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed, ordfører: Daniel Retureau, EUT C 61 af 14.3.2003, s. 154.

(14)  PEGS = Pan-European e-Government Services (paneuropæiske e-forvaltningstjenester).

(15)  EUPAN (European Public Administration Network - De Europæiske Offentlige Administrationers Netværk) er den nuværende betegnelse på det uformelle netværk af generaldirektører i den offentlige administration i EU; TUNED (Trade Unions' National and European Administration Delegation) er et fagforeningsnetværk for europæisk dialog.

(16)  GPSCM = Generic Public Services Conceptual Model (generisk konceptuel model for offentlige tjenester).


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/41


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophævelse af Rådets direktiv 87/372/EØF om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet«

KOM(2008) 762 endelig — 2008/0214 (COD)

2009/C 218/08

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 5. december 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophævelse af Rådets direktiv 87/372/EØF om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet«

Den 2. december 2008 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

Som følge af sagens hastende karakter udpegede EØSU på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009 (mødet den 25. februar 2009) Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER til hovedordfører og vedtog med 101 stemmer for og 1 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1.   Konklusion

1.1

EØSU gentager sin støtte til Kommissionens forslag ud fra den betragtning, at liberaliseringen af anvendelsen af 900 MHz-båndet gør et lovgivningsinitiativ på EU-niveau nødvendigt.

2.   Baggrund

2.1

Den 25. juli 2007 fremlagde Kommissionen et forslag til direktiv om ophævelse af direktiv 87/372/EØF (1) med henblik på at ophæve forbeholdelsen af 900 MHz-båndet for GSM i EU's medlemsstater, der var blevet indført med Rådets direktiv 87/372/EØF af 25. juni 1987 om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet.

2.2

Dette frekvensbånd er særlig værdifuldt, fordi det har gode udbredelseskarakteristika, idet det dækker større afstande end højere frekvensbånd og dermed giver mulighed for at udbrede moderne stemme-, data- og multimedietjenester i tyndt befolkede områder og landdistrikter.

2.3

Gennemførelsen af forslaget anses for en forudsætning for, at initiativet »i2010 – Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« (2) kan lykkes og for at skabe mere konkurrence ved at lade andre teknologier benytte 900 MHz-båndet, således at brugerne får det størst mulige udvalg af tjenester og teknologier at vælge imellem.

2.4

I henhold til bestemmelserne i beslutning 676/2002/EF har Kommissionen givet CEPT mandat til at fastlægge mindre restriktive tekniske betingelser. I overensstemmelse med dette mandat baseres betingelserne på princippet om, at GSM- og UMTS-systemerne skal kunne eksistere side om side i 900 MHz-båndet, som er fuldt kompatibelt hermed.

2.5

EØSU har afgivet positiv udtalelse (3) om dette forslag ud fra den opfattelse, at dets vedtagelse vil kunne stimulere innovation og konkurrenceevne, øge konkurrencen på telekommunikationsmarkedet og udvide forbrugernes valgmuligheder.

2.6

Efter diskussioner om lovgivningsproceduren fremlagde Kommissionen den 19. november 2008 et nyt forslag til direktiv (4) om ændring af direktiv 87/372/EØF.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Det nuværende direktiv kræver, at medlemsstaterne skal afsætte hele frekvensområdet 890-915 MHz og 935-960 MHz til GSM. Denne begrænsning forhindrer, at det kan anvendes til andre Europa-dækkende systemer, som kan levere avancerede, indbyrdes kompatible stemme-, data- og multimedietjenester med stor båndbredde. Disse nye fælleseuropæiske systemer som f.eks. UMTS-systemet rummer flere muligheder end GSM-systemet og er siden vedtagelsen af GSM-direktivet for tyve år siden blevet økonomisk interessante takket være den teknologiske udvikling.

3.2

Det ventes, at liberaliseringen af anvendelsen af 900 MHz-båndet vil kunne medføre konkurrencefordrejninger, især i de tilfælde, hvor visse udbydere af mobiltjenester ikke har fået brugsret til frekvenser i 900 MHz-båndet. Disse udbydere kunne blive stillet ringere med hensyn til omkostninger og effektivitet end de udbydere, der vil kunne tilbyde 3G-tjenester i samme bånd.

3.3

Forslaget definerer »GSM-system«som et elektronisk kommunikationsnet, der overholder GSM-standarderne, som er offentliggjort af ETSI, særlig EN 301 502 og EN 301 511, og »UMTS-system« som elektronisk kommunikationsnet, der overholder UMTS-standarderne, som er offentliggjort af ETSI, særlig EN 301 908-1, EN 301 908-2, EN 301 908-3 og EN 301 908-11.

3.4

I henhold til lovgivningen om elektronisk kommunikation, særlig direktiv 2002/20/EF (5), kan medlemsstaterne ændre eller revidere brugsretten til frekvensområder og har dermed midler i hænde til i givet fald at afhjælpe konkurrencefordrejninger. De skal derfor træffe passende foranstaltninger og navnlig undersøge, om gennemførelsen af det foreslåede direktiv kan forventes af fordreje konkurrencen på de berørte mobilmarkeder.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   EØSU gentager sin støtte til Kommissionens forslag ud fra den betragtning, at liberaliseringen af anvendelsen af 900 MHz-båndet gør et lovgivningsinitiativ på EU-niveau nødvendigt.

4.1.1   Dette forslag vil kunne øge såvel konkurrencen i det indre marked som den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU, eftersom det giver UMTS-net mulighed for at operere i bymæssig bebyggelse og landdistrikter parallelt med GSM 900/1800-net med brug af passende værdier til bærefrekvensseparation.

4.2   Den omstændighed, at medlemsstaterne kan træffe forhåndsregulerende foranstaltninger i henhold til regelsættet for elektronisk kommunikation, således at brugsrettigheder kan tages op til revision og omfordeles for at bekæmpe konkurrencefordrejninger, bekræfter betydningen af denne form for foranstaltninger, hvilket EØSU allerede påpegede ved behandlingen af regelsættet for elektronisk kommunikation. Af hensyn til den ønskede gennemsigtighed minder EØSU om nødvendigheden af at fastsætte bestemmelser om offentlig høring, før sådanne foranstaltninger indføres.

4.3   Den foreslåede ordning bør komme hele sektoren for elektronisk kommunikation til gode inden for rammerne af et system med åbne og konkurrenceprægede markeder ved at tilskynde industrien til at tilpasse sig de strukturelle ændringer og fremme et gunstigt miljø for initiativer og udvikling af virksomheder i hele EU, især små og mellemstore.

4.4   Forbrugerne bør endvidere kunne nyde godt af større fleksibilitet generelt i forvaltningen af de disponible frekvenser til trådløs elektronisk kommunikation ifølge WAPECS-modellen (6), eftersom den – som EØSU har understreget – opererer med teknologineutralitet og neutrale tjenester som mål i bestræbelserne på at opnå en mere fleksibel og effektiv anvendelse af frekvensområdet.

4.5   Endelig håber EØSU, at gennemførelsen af forslaget vil medvirke til at fremme beskæftigelsen, forbedre leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau, en passende social beskyttelse, dialogen på arbejdsmarkedet og en udvikling af de menneskelige ressourcer, der skal muliggøre et varigt højt beskæftigelsesniveau.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophævelse af Rådets direktiv 87/372/EØF om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet. KOM(2007) 367.

(2)  KOM(2005) 229 endelig.

(3)  CESE udtalelse »Ophævelse af GSM-direktivet« — EUT C 151 af 17.6.2008, s. 25-27. Udtalelsen blev vedtaget på plenarforsamlingen i den 16. januar 2008. Ordfører: Bernardo Hernández Bataller.

(4)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 87/372/EØF om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet — KOM(2008) 762 endelig.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21.

(6)  Wireless Access Policy for Electronic Communications Services (politik for trådløs adgang til elektroniske kommunikationstjenester).


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/43


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger

KOM(2008) 324 endelig — 2008/0112 (CNS)

2009/C 218/09

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 16. juli 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Gabriel SARRÓ IPARRAGUIRRE til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 28. januar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009, mødet den 25. februar 2009, følgende udtalelse med 170 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU mener, at den foreslåede forenkling af det foreliggende forordningsforslag er nødvendig. Det anfører imidlertid, at der ikke blot er tale om en forenkling, men at Kommissionen med henblik på en harmonisering også foreslår visse ændringer af de indførte tekniske foranstaltninger.

1.2

EØSU mener, at det er nødvendigt at ændre visse tekniske foranstaltninger for at indføre den foreslåede harmonisering, og at der derfor først skal foretages nogle videnskabelige biologiske og socioøkonomiske undersøgelser.

1.3

I betragtning af den meget tekniske karakter af forordningsforslagets foranstaltninger finder EØSU det ikke hensigtsmæssigt at udtale sig om ændringsforslagene, før disse videnskabelige undersøgelser har fundet sted. Udvalget mener ligeledes, at de nye tekniske foranstaltningers effektivitet forudgående bør afprøves af professionelle fiskere om bord på fiskerfartøjerne og på fangstpladserne.

1.4

EØSU mener, at alle de tekniske foranstaltninger skal være omfattet af Rådets foreliggende forordningsforslag, hvorved man undgår muligheden for, at visse af dem medtages i fremtidige forordninger fra Kommissionen.

1.5

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag om at foretage en regelmæssig evaluering af de tekniske foranstaltningers effektivitet.

2.   Indledning

2.1   Formålet med dette forslag er at forenkle og regionalisere den lovgivningsmæssige ramme for bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger.

2.2   For at opnå denne forenkling foreslås det at erstatte Rådets forordning (EF) nr. 850/98 og (EF) nr. 2549/2000 med det foreliggende forslag til Rådets forordning.

2.2.1   Rådets forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 indeholder bestemmelser om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer.

2.2.2   Rådets forordning (EF) nr. 2549/2000 af 17. november 2000 indfører yderligere tekniske foranstaltninger til genopbygning af torskebestanden i Det Irske Hav.

2.2.3   Dette forordningsforslag får også betydning for fem andre forordninger - forordning nr. 2056/2001, nr. 254/2002, nr. 494/2002, nr. 2015/2006 og nr. 40/2008 - og vil uden tvivl også indvirke på bilag III til den årlige TAC- og kvoteforordning.

2.3   Kommissionens nye forslag til Rådets forordning ligger i forlængelse af:

2.3.1

Rådets anmodning af juni 2004 til Kommissionen om at revidere de tekniske foranstaltninger vedrørende bevarelse af fiskeressourcerne i Atlanterhavet og Nordsøen med det formål at forenkle dem og tage hensyn til visse regionale forhold, og

2.3.2

Kommissionens handlingsplan, som Rådet godkendte i april 2006, som har til formål at forenkle fællesskabslovgivningen ved at samle alle tekniske foranstaltninger, som er indeholdt i forskellige forordninger, herunder den årlige rådsforordning om fastsættelse af fiskerimuligheder og genopretningsplaner for visse bestande, i én forordning.

2.4   I Kommissionens forslag til Rådets forordning fastsættes således de tekniske foranstaltninger for Det Nordøstlige Atlanterhav, Det Østlige Centrale Atlanterhav og farvandene ud for de franske oversøiske departementer Guyana, Martinique, Guadeloupe og Réunion, som henhører under Frankrigs højhedsområde eller jurisdiktion. Forordningsforslaget omfatter ikke de tekniske foranstaltninger for Østersøen og Middelhavet, da foranstaltninger for disse områder allerede er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen og forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet.

2.5   Dette forslag til Rådets forordning gælder for erhvervsfiskeri og lystfiskeri, opbevaring om bord, omladning og landing af fiskeressourcer, for så vidt disse aktiviteter udøves i EF-farvande og internationale farvande i de forskellige fiskeriområder i Atlanterhavet og udføres af EF-fiskerfartøjer og statsborgere i medlemsstaterne, med forbehold af flagstatens primære ansvar.

2.6   Forordningens anvendelsesområde omfatter også opbevaring, frembydelse eller udbydelse til salg af fiskerivarer, der er fanget i disse fiskerizoner, samt import af fiskerivarer, der er fanget i en hvilken som helst anden zone af et tredjelandsfiskerfartøj, som ikke opfylder det mindstemål ved landing for levende akvatiske ressourcer, som fastsættes i forslaget til Rådets forordning.

2.7   Ud over de tekniske foranstaltninger for bevarelse af fiskeressourcerne, som fastsættes i forordning (EF) nr. 850/98, samler forslaget til Rådets forordning alle langsigtede genopretnings- og forvaltningsplaner for fiskeressourcer af interesse for Fællesskabet, hvilket vil sige, at disse planer er fastlagt for de fleste torskebestande i Fællesskabets farvande, to kulmulebestande, to jomfruhummerbestande, to tungebestande og bestande af rødspætte og tunge i Nordsøen, hvilket har medført, at betingelserne i forordning (EF) nr. 850/98 er blevet ændret og/eller skærpet.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU mener, at dette forordningsforslag er af særlig teknisk karakter. I forlængelse af de foranstaltninger, som udvalget godkendte i sin udtalelse om handlingsplanen for forenkling af fællesskabslovgivningen, er det nødvendigt med en forenkling. Men der er ikke blot tale om en forenkling, idet Kommissionen indfører ændringer af den gældende lovgivning med det formål at sikre harmonisering og for at tage hensyn til regionale forskelle ved at foreslå særlige bestemmelser for »områder, der dækkes af et regionalt rådgivende råd«. Denne regionalisering vil også medføre ændringer af den gældende lovgivning.

3.2

Kommissionens hensigt er, at det foreliggende forordningsforslag fastlægger de fælles retningslinjer for alle fiskeriområderne, og at andre af dens fremtidige forordninger, inden for rammerne af komitologiproceduren, fastlægger de rent tekniske aspekter af regional karakter.

3.3

Udvalget er enigt i, at det er nødvendigt at fastlægge de tekniske foranstaltninger under hensyntagen til de forskellige EU-regioners særpræg, men mener ikke, at den valgte fremgangsmåde er den mest hensigtsmæssige. Det foretrækker derfor, at alle foranstaltningerne inkluderes i det foreliggende forslag til Rådets forordning og ikke medtages i fremtidige forordninger fra Kommissionen.

3.4

EØSU mener, at det dermed vil være nemmere at tilpasse de tekniske foranstaltninger dels til den nye fælles fiskeripolitik, som blev vedtaget i 2002, navnlig for så vidt angår de regionale rådgivende råd, som blev oprettet med Rådets afgørelse af 19. juli 2004, dels til integreringen af miljøhensyn, som f.eks. beskyttelse af marine habitater og begrænsning af udsmid, idet disse foranstaltninger gælder specifikt for en given region, der hører under et specifikt regionalt rådgivende råd.

3.5

EØSU mener, at de foreslåede tekniske foranstaltninger inden vedtagelsen bør testes af professionelle fiskere om bord på fartøjerne og på fangstpladserne, så man kan undgå at gentage tidligere tiders fejltagelser.

3.6

I betragtning af tekstens og de foreslåede tekniske foranstaltningers kompleksitet mener EØSU, at der bør tilføjes et bilag med illustrerende grafer, så forordningsforslaget bliver lettere at forstå.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Forordningsforslaget omfatter i sin nuværende udformning tekniske foranstaltninger, der dækker en bred vifte af mål, herunder navnlig beskyttelse af ungfisk, hvilket hovedsageligt søges opfyldt ved at begrænse fangsten af dem, f.eks. ved at gøre fiskeredskaberne mere selektive eller ved at lukke visse fangstperioder/områder. Andre foranstaltninger har til formål at beskytte bestemte arter eller økosystemer ved at begrænse fiskeriindsatsen, f.eks. gennem lukninger, mens en anden stor gruppe foranstaltninger sigter mod at begrænse omfanget af udsmid.

4.2

Ud over definitionen af anvendelsesområdet indeholder forordningsforslaget også alle bestemmelser vedrørende mindstemål ved landing for alle arter af levende akvatiske ressourcer. EØSU er ikke klar over, i hvilket omfang importerede fisk er dækket af bestemmelserne og efterlyser derfor en afklaring af, hvad der sker, når størrelsen på importerede fisk ligger under de mindstemål, EU har fastsat. Efter EØSU's mening ville det være rimeligt at forbyde markedsføring i EU af fiskeprodukter fra tredjelande, der er mindre end EU's mindstemål.

4.3

Forslaget indeholder en udtømmende liste over fiskeredskaber, og for hvert enkelt redskab er der angivet mindstemål for net og for fangstposer, de maksimale dybder, de må anvendes på, samt forbud mod anvendelse af fangstposer, som ikke har de anførte mål og den anførte form, dvs. forbud mod fangstposer, hvis antal lige store masker noget sted i fangstposens omkreds øges fra fangstposens forende til dens bagende, eller som ikke er fremstillet af godkendte materialer med den rette tykkelse.

4.4

Udvalget mener, at Kommissionens forslag om en forenkling er hensigtsmæssigt og nødvendigt. EØSU mener imidlertid, at dette forsøg på harmonisering, som forudsætter ændringer af visse tekniske foranstaltninger, kræver forudgående videnskabelige biologiske og socioøkonomiske undersøgelser.

4.5

I betragtning af den meget tekniske karakter af de foranstaltninger, der fastlægges i forordningsforslaget, finder EØSU det ikke hensigtsmæssigt at udtale sig om ændringsforslagene, før disse videnskabelige undersøgelser har fundet sted.

4.6

Levende akvatiske ressourcer, som på fangsttidspunktet er under mindstemålet, må ikke beholdes om bord eller omlades, landes, transporteres, oplagres, sælges, frembydes eller udbydes til salg, men skal straks genudsættes. EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på den potentielle virkning af denne bestemmelse vedrørende udsmid. Det virker selvmodsigende, at man på den ene side ønsker at forbyde udsmid, men på den anden side forbyder at beholde visse dele af fangsten om bord

4.7

EØSU er bekymret over, hvilke konsekvenser reglen om ét tilladt redskab kan få. Kommissionen bør huske på, at i tilfælde af fiskeri efter flere forskellige arter, hvor det er nødvendigt at bruge mere end et net, vil fiskerne nu oftere end hidtil skulle vende tilbage til havnen for at udskifte fiskeredskaberne, hvilket medfører ekstra driftsomkostninger og dermed yderligere udhuler fiskerfartøjernes rentabilitet.

4.8

I forslaget til Rådets forordning fastsættes det, at hvis den andel af fangsten, som ikke opfylder mindstemålene, overstiger 10 % af den samlede mængde i et træk, skal fartøjet sejle mindst fem sømil bort fra det oprindelige fangststed, inden fiskeriet genoptages, alt afhængigt af den tilladte maskestørrelse for de enkelte arter, og under det næste træk holde en afstand på mellem fem og ti sømil fra det sted, hvor det seneste træk blev foretaget.

4.9

Udvalget giver udtryk for sin bekymring vedrørende denne foranstaltning, idet Kommissionen ved at generalisere foranstaltningen ikke tager hensyn til de forskellige områders og fiskeriers særpræg, hvilket kan give anledning til tilfælde med juridisk usikkerhed, ikke mindst fordi det ikke præciseres, om der er tale om målrettet fangst på en art eller om bifangst. EØSU mener, at man med iværksættelsen af andre typer foranstaltninger, som f.eks. fiskeriforbud på specifikke steder og tider, kan opnå mere positive resultater end med forslaget.

4.10

For at beskytte miljøet, hvilket er hovedmålet, er det forbudt at fange, opbevare om bord, omlade, oplagre, lande, sælge, frembyde eller udbyde marine organismer til salg, der er taget ved anvendelse af metoder, der omfatter brug af sprængstoffer, giftige eller bedøvende stoffer, elektrisk strøm eller en eller anden form for projektil. Det er ligeledes forbudt at foretage nogen form for fysisk eller kemisk forarbejdning af fisk til fiskemel eller fiskeolie om bord på fiskerfartøjer eller at omlade fangster mellem fartøjer til sådanne formål.

4.11

EØSU er tilfreds med indførelsen af disse miljøbeskyttelsesforanstaltninger, som er forbundet med anvendelsen af den nye fælles fiskeripolitik fra 2002, og opfordrer Kommissionen til at sørge for, at de nøje overholdes af hele EU's fiskerflåde.

4.12

Udvalget bifalder de bestemmelser, som Kommissionen foreslår med henblik på at godkende de hastende bevarelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne har truffet, og som vedrører hele EF-fiskerflåden, eller de foranstaltninger, som kun gælder for fiskerfartøjer, der fører deres flag. Imidlertid burde man for at undgå eventuelt misbrug fra visse medlemsstaters side lade uafhængige aktører eller organer afprøve, om de pågældende foranstaltninger er egnede og nødvendige.

4.13

EØSU finder det ligeledes hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne og/eller de regionale rådgivende råd kan fremsætte forslag til Kommissionen i forbindelse med udarbejdelse af planer med henblik på at mindske eller helt undgå udsmid og forbedre fiskeredskabers selektivitet.

4.14

Udvalget støtter også, at forslaget til Rådets forordning ikke gælder for fiskeri, som udelukkende drives med henblik på videnskabelige undersøgelser, under forudsætning af at fiskeriet foregår med den pågældende medlemsstats tilladelse og under dennes myndighed. Udvalget finder det dog ikke nødvendigt, at fartøjet skal tage en observatør fra kystmedlemsstaten om bord under fiskeriet i forbindelse med videnskabelige undersøgelser i de farvande, fartøjet fisker i.

4.15

Endelig indføres der som noget nyt en evaluering af de tekniske foranstaltningers effektivitet, hvilket EØSU støtter fuldt ud. Denne evaluering skal gennemføres hvert femte år, og Kommissionen fremsætter på baggrund af oplysningerne i evalueringerne forslag til Rådet om alle de ændringer, som det måtte være nødvendigt at foretage.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/46


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik

KOM(2008) 397 endelig

2009/C 218/10

Kommissionen besluttede den 16. juli 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede José María ESPUNY MOYANO til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 28. januar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25.-26. februar 2009, mødet den 25. februar, følgende udtalelse med 104 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU bifalder Kommissionens »Handlingsplan for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik«, som indebærer udvikling af en række nye tiltag og ændring af forskellige lovbestemmelser. EØSU har ved tidligere lejligheder givet udtryk for sit engagement i forbindelse med bæredygtig udvikling som en vej til miljømæssig, økonomisk og social udvikling i EU.

1.2

Udvalget ønsker at gøre det klart, at virksomhederne, navnlig de små og mellemstore virksomheder (SMV'erne), i øjeblikket er meget sårbare som følge af den økonomiske og finansielle krise, og at der nødvendigvis må stilles garanti for, at handlingsplanen gennemføres på en sådan måde, at virksomhedernes effektivitet og konkurrencedygtighed styrkes, og der bidrages til genopretningen af økonomien, samtidig med at handlingsplanen fremmer en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug.

1.3

Kommissionens handlingsplan lider af en vis uklarhed, når det gælder indhold og rækkevidde. Disse tvivlsspørgsmål bør imidlertid afklares hurtigst muligt for at lette handlingsplanens gennemførelse og for at sikre, at de berørte økonomiske sektorer fortolker den korrekt. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at færdiggøre sine planer i passende samarbejde med de berørte sektorer, idet den hele tiden bør holde sig solide videnskabelige og tekniske kriterier, som er klare og gennemførlige i praksis, for øje.

1.4

EØSU går i høj grad ind for, at der som supplement til de bestræbelser, som de økonomiske sektorer vil gøre sig, udvikles støtteforanstaltninger, navnlig inden for forskning, udvikling og innovation. Der mindes således om, at det netop er i krisetider, at sådanne aktiviteter bør styrkes.

1.5

Det er yderst vigtigt, at Kommission i forbindelse med udviklingen af handlingsplanen accepterer, at alle de berørte sektorer involveres. EØSU ønsker i den henseende at give udtryk for sin bekymring i forhold til et forum for detailleddet, der er et ensidigt initiativ, som bør afvises, eftersom det ville underkaste leverandørerne betingelser uden deres samtykke og i forhold til deres markedsposition. Det vil kun være acceptabelt og gennemførligt, hvis forummet for detailleddet erstattes af et forum med lige deltagelse af alle relevante sektorer.

1.6

Med hensyn til forslaget om miljøvenligt design ønsker EØSU at henlede opmærksomheden på, at de miljømæssige krav skal defineres i forhold til de mål, der ønskes opnået, snarere end i forhold til de tekniske løsninger, som fremfindes i forbindelse med miljøvenligt design. Den fortsatte udvikling af miljøvenlige forbedringer af produkterne skal ske gennem analyse af deres livscyklus, som igen bør referere til en række indikatorer som: drivhusgasemissioner, vandforbrug, forbrug af ikke-vedvarende energi, forringelse af biodiversiteten, luft- og jordforurening osv. Kun hvis alle disse faktorer tages i betragtning med støtte fra relevante videnskabelige metoder, er det muligt at finde frem til den rigtige løsning.

1.7

Hvad mærkning angår, vil EØSU gerne minde om, at mærkning er et vigtigt redskab, selv om det ikke er den eneste måde at informere forbrugerne på, at det vil være relevant at harmonisere bestemmelserne på dette område, hvis målene skal nås, og at visse sektorer som f.eks. fødevaresektoren allerede har skrappe krav på området. Efter EØSU's mening er forbrugeroplysning den ideelle måde at øge forbrugernes opmærksomhed og viden og ændre deres forbrugsmønstre.

1.8

Endelig vil EØSU gerne gentage, at alle de tiltag, som de europæiske erhvervsdrivende skal iværksætte i forbindelse med gennemførelsen af Kommissionens handlingsplan, også bør gælde importerede produkter, således at der ikke bliver tale om et diskriminerende og byrdefuldt system for de europæiske producenter på deres eget hjemmemarked.

2.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1

EU har gjort store fremskridt i sine bestræbelser på at opfylde de mål om vækst og beskæftigelse, som er fastsat i Lissabonstrategien. Nu lægges der op til, at disse økonomiske fremskridt skal ske på en bæredygtig måde. Efter Kommissionens vurdering er dette et spørgsmål, man straks bør tage fat på at løse.

2.2

Således fremlægger Kommissionen i sin meddelelse, KOM(2008)397 endelig, sin strategi om støtte til en integreret vision for fremme af et bæredygtigt forbrug, en bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik i EU. Denne strategi supplerer allerede eksisterende politikker vedrørende energianvendelse, navnlig den energi- og klimapakke, som Kommissionen vedtog i 2008.

2.3

I Kommissionens dokument fremlægges en handlingsplan, som har til formål at forbedre varernes energieffektivitet og miljøvenlighed og samtidig udbrede brugen af de mest miljørigtige varer blandt forbrugerne. Det endelige mål er at forbedre varernes miljøvenlighed i hele deres livscyklus, idet der vil blive fokuseret på varer med størst potentiale for at reducere den miljømæssige belastning. Den virkelige udfordring ligger således i at skabe en positiv udvikling ved at forbedre varernes miljøvenlighed i hele deres livscyklus, fremme og stimulere efterspørgslen efter bedre varer og produktionsteknologier og hjælpe forbrugerne med at foretage et bedre valg på grundlag af en mere sammenhængende og forenklet mærkning, samtidig med at den europæiske økonomis konkurrenceevne forbedres.

2.4

Denne handlingsplan ledsages af otte foranstaltninger, som beskrives nærmere nedenfor.

2.4.1

Miljøvenligt design for flere produkter. Indtil nu har direktivet om miljøvenligt design indført mindstekrav for energiforbrugende produkter såsom computere, varmeapparater, fjernsyn og industrielle ventilatorer. Med denne handlingsplan vil Kommissionen udvide direktivet til energirelaterede produkter, dvs. produkter som ikke bruger energi, når de anvendes, men som har en indirekte påvirkning (f.eks. vinduer). Sammen med disse mindstekrav vil direktivet definere den frivillige benchmarking af miljøindsatsen, der kan opnås for meget miljøvenlige produkter.

2.4.2

Forbedring af energi- og miljømærkningen. Mærkningen sikrer gennemsigtighed for forbrugeren, idet den angiver produktets energiforbrug eller miljøbelastning. Kommissionen foreslår at udvide kravene til et større antal produkter, herunder energiforbrugende og energirelaterede produkter. På den ene side udvides listen over produkter, som er underlagt direktiv 92/75/EF om energimærkning, der i øjeblikket foreskriver, at man angiver husholdningsapparaters energiforbrug, til også at omfatte andre produkter såsom vinduer, således at deres isolationsevne angives. På den anden side vil det nuværende frivillige system for miljømærkning, som belønner de mest miljøvenlige produkter, blive forenklet, og dets anvendelsesområde vil blive udvidet til også at gælde tjenesteydelser og produkter som fødevarer og drikkevarer.

2.4.3

Incitamenter. Handlingsplanen foreslår, at kun produkter, som når et vist niveau af energieffektivitet og miljøvenlighed, kan modtage incitamenter og være en del af de offentlige indkøb i medlemslandene og EU-institutionerne. Dette vil afhænge af en inddeling i mærkningsklasser, når en sådan bliver obligatorisk, og i øvrigt forbliver det medlemslandenes afgørelse, hvornår og hvordan incitamenterne skal fordeles.

2.4.4

Fremme af grønne offentlige udbud. De offentlige myndigheder anvender 16 % af EU's BNP på indkøb af varer og tjenesteydelser. Køb af grønne produkter og tjenesteydelser ville sende et klart signal til markedet og stimulere efterspørgslen efter disse. Derfor foreslår Kommissionen, at der fremlægges en ny meddelelse om grønne offentlige udbud, som kan vejlede de offentlige myndigheder på dette område, og som skal indeholde fælles kriterier, målsætninger og tekniske specifikationer for udbuddene.

2.4.5

Ensartede data og metoder. Det er klart, at kun på dette grundlag kan man analysere produkternes miljøpræstation og deres penetration på markedet og følge udviklingen.

2.4.6

Samarbejde med detailhandlere og forbrugere. Det er planen at oprette et forum for detailleddet med henblik på at fremme køb af mere bæredygtige produkter, mindske distributionsleddets og dets forsyningskædes miljømæssige fodaftryk og sikre forbrugerne bedre information.

2.4.7

Støtte til effektiv ressourceudnyttelse, økoinnovation og forbedring af erhvervslivets muligheder for at skabe resultater på miljøområdet. Med effektivitet i ressourceanvendelsen mener Kommissionen, at der skabes merværdi med færre ressourcer, og den foreslår, at den nuværende indsats styrkes gennem overvågning, støtte og benchmarking. Det samme gør sig gældende for økoinnovation, idet sigtet er at fremme dens betydning i EU's innovationspolitik. Ligeledes foreslår Kommissionen, at der etableres en EU-kontrolordning for miljøteknologi, som skal være frivillig og modtage offentlig støtte, og som vil skabe tillid til nye teknologier, der dukker op på markedet. Endelig foreslår Kommissionen, at man tager EU's nuværende ordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) op til fornyet overvejelse med henblik på at hjælpe virksomhederne med at optimere processerne og forbedre ressourceudnyttelsen. Det handler om at få flere virksomheder til at deltage i ordningen og reducere SMV'ernes omkostninger hertil.

2.4.8

Globale tiltag. Kommissionen udvider sine ambitioner til også at gælde internationalt, idet dens forslag også omfatter fremme af sektoraftaler i de internationale klimaforhandlinger, fremme og udveksling af bedste praksis, og tilskyndelse til international handel med varer og tjenesteydelser.

2.5

Alle disse målsætninger, som beskrives nøjere i handlingsplanen, ledsages af tre lovgivningsmæssige forslag:

Forslag til udvidelse af direktivet om miljøvenligt design

Forslag til revision af miljømærkningsforordningen

Forslag til revision af EMAS-forordningen,

samt en meddelelse om grønne offentlige indkøb.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg sætter stor pris på dette ambitiøse initiativ fra Europa-Kommissionen, som er et skridt i den rigtige retning mod en fællesskabsmodel for bæredygtighed. EØSU minder om, at fællesskabsmodellens bæredygtighed allerede har været genstand for forskellige undersøgelser og udtalelser fra EØSU, hvoraf følgende skal nævnes:

Statusrapport hvert andet år om EU's strategi for bæredygtig udvikling (1)

EU-miljøreglernes indvirkning på industrielle ændringer (2)

Miljøvenlig produktion (3)

3.2   Princippet om bæredygtighed kræver en integrering af de tre grundpiller miljø, det sociale område og det økonomiske område. EØSU støtter handlingsplanens mål om at forbedre varernes miljøpåvirkning i hele deres livscyklus, men minder alligevel om, at man ikke må glemme de andre søjler, det sociale område og det økonomiske område, hvis man virkelig ønsker at bidrage til modellens bæredygtighed.

3.3   Den nuværende situation.

3.3.1   Efter flere års intern analyse besluttede Kommissionen i juli 2008 at udsende denne meddelelse om bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion og handlingsplanen for en bæredygtig industripolitik.

3.3.2   Der er uden tvivl tale om en særlig udfordring for europæisk industri og om en ny model for produktion og forbrug i forsøget på at opnå bæredygtighed. Forslagets dristighed bør imidlertid ikke få os til at glemme, på hvilket tidspunkt udviklingen af strategien og vedtagelsen af ledsagende lovgivningsmæssige foranstaltninger planlægges. Alle verdens økonomier gennemgår en periode med finansiel krise, som der er taget nationale, fællesskabs- og multinationale skridt til at imødegå, selv om det vil vare et stykke tid, inden disse kommer til at virke.

3.3.3   Under disse endnu uløste vanskelige omstændigheder ønsker udvalget at henlede lovgivernes opmærksomhed på denne forslagspakkes mulige virkninger på realøkonomien, som den er målrettet mod, herunder på industrien og forbrugerne. Man bør naturligvis ikke glemme dens rosværdige mål, som kan gennemføres på mellemlangt sigt, men forslaget bør på kort sigt tage højde for den aktuelle situation og ikke skabe usikkerhed eller pålægge industrien unødvendige byrder.

3.4   Et afgørende element i et så omfattende initiativ er den klarhed og detaljerethed, som karakteriserer budskaberne. Her er det ønskeligt, at Kommissionen gør en indsats for nærmere at identificere, hvilke økonomiske sektorer der berøres af dette forslag og på hvilke konkrete områder. Endelig vil EØSU gerne understrege, at Kommissionens handlingsplan ikke ofrer tilstrækkelig opmærksomhed på den metode og det videnskabelige grundlag, som skal ligge til grund for et fælles system for analyse af miljøpåvirkningen og forhindre udbredelse af ordninger, som drager det indre markeds principper i tvivl og forvirrer forbrugerne.

3.5   EØSU tager positivt imod Kommissionens forslag om at støtte de anstrengelser, som virksomhederne er nødt til at gøre sig for at tilpasse sig den nye situation, med generøse incitamenter. Det vil betyde, at man i overensstemmelse med princippet om at »forureneren betaler«, støtter dem, som arbejder for et bedre miljø, især gennem fremme af bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug.

3.6   Selv om denne handlingsplan, foreslået af Kommissionen, nødvendigvis indebærer en stor indsats fra de europæiske producenter med henblik på tilpasning og forbedring, henleder EØSU opmærksomheden på nødvendigheden af at sikre sig, at de nye forpligtelser opfyldes fuldt ud. Kommissionen bør derfor sørge for, at både importerede produkter og produkter fremstillet i EU får samme behandling på EU's marked, så man undgår situationer med forskelsbehandling og konkurrenceforvridning, som uretmæssigt skader de europæiske producenter. EØSU finder det derfor nødvendigt at gennemføre en forudgående omhyggelig analyse med udgangspunkt i det indre marked, som ligeledes har til formål at undersøge, om der er fuld ligebehandling mellem produkter fra EU-lande og produkter, der stammer fra tredjelande.

3.7   Et af handlingsplanens centrale aspekter er forummet for detailhandlen. Selv om EØSU støtter målet (at sikre en bæredygtig anvendelse af begrænsede naturressourcer), mener udvalget ikke, at det at etablere et samarbejdsforum under ledelse af detailhandlen er den bedste måde at nå dette mål.

3.7.1   Når man tager den nuværende markedsfordeling i betragtning (hvor distributørerne er få, men har meget magt, mens der blandt producenterne er mange små og mellemstore virksomheder), vil man således kun opnå at lægge pres på leverandørerne og forskelsbehandle produkterne. For at sikre at forummet for detailhandlen fungerer mere smidigt og afbalanceret, ville det i øvrigt være mere logisk at sætte dets arbejdsmetoder i system. Forummet for detailhandlen bør samle alle de involverede parter i forsyningskæden (producenter, distributører, logistikområdet, forbrugere og den akademiske verden) på lige fod for at sikre, at de samarbejder om at finde løsninger.

3.7.2   Platformen bør endvidere fremme frivillige foranstaltninger, som tager fat på områder som målemetoder og foranstaltninger til forbedring af produkternes bæredygtighed gennem hele forsyningskæden.

3.8   I forbindelse med direktivet om miljøvenligt design er EØSU bekymret over udtrykket »energirelaterede produkter«, som udvalget opfatter som upræcist. Det burde klart angives, hvad der menes med energirelaterede produkter, og hvilke produkter der præcist ligger inden for forslagets rækkevidde, da det er den eneste måde, man kan sikre et minimum af juridisk sikkerhed i den økonomiske kæde.

3.9   Kommissionens handlingsplan lægger op til nye bestemmelser om mærkning. I den henseende ønsker EØSU at henlede opmærksomheden på, at der bør gøres mere reklame for miljømærkning, således at virksomhederne i højere grad tager denne form for mærkning til sig. Ligeledes vil EØSU gerne gøre opmærksom på, at det ville være hensigtsmæssigt at standardisere bestemmelserne om mærkning for at gøre det lettere at nå de fastsatte mål.

3.9.1   Desuden er nogle sektorer, som f.eks. nærings- og nydelsesmidler, allerede ifølge specifikke regelsæt underlagt strenge mærkningskrav med hensyn til produkternes egenskaber.

3.9.2   Som ved andre lejligheder minder EØSU om, at der findes andre måder, hvorpå forbrugeren kan få informationer (hjemmesider, gratisnumre), som er lige så brugbare som det, Kommissionen foreslår. Det vil være nødvendigt at gennemføre en analyse af både substantiel og formel karakter af området mærkning. Desuden bør der snarest ske en standardisering af de oplysninger, der findes på produkternes etiketter og mærker, da dette vil kunne fremme samhandlen, hjælpe forbrugerne og give producenten en række fordele. Mere generelt er forbrugeroplysning efter EØSU's mening imidlertid den ideelle måde at øge forbrugernes opmærksomhed og viden og ændre deres forbrugsmønstre.

3.10   EØSU savner en mere målrettet indsats fra Kommissionen med henblik på forskning, udvikling og innovation som støtte for Kommissionens handlingsplan. Det er særligt i krisetider nødvendigt at fokusere på forskning, og derfor opfordrer EØSU til en intensivering af forskning, udvikling og innovation på alle områder med forbindelse til bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Ordfører: Lutz Ribbe; EUT C 256 af 27.10.2007.

(2)  Ordfører: Antonello Pezzini; EUT C 120 af 16.5.2008.

(3)  Ordfører: Anna Maria Darmanin; EUT C 224 af 30.8.2008.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/50


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fællesskabets miljømærkeordning

KOM(2008) 401 endelig — 2008/0152 (COD)

2009/C 218/11

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 11. september 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 175, stk. 1, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Fællesskabets miljømærkeordning«

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Sylvia GAUCI til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 28. januar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009, mødet den 26. februar 2009, følgende udtalelse med 157 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EU's miljømærke er et frivilligt instrument, hvilket det bør forblive. Det, at ordningen er frivillig, gør, at der kan fastsættes høje og ambitiøse standarder, der kun giver mulighed for salg af produkter og tjenesteydelser med en høj miljøpræstation.

1.2

EØSU fastholder, at administrationen af ordningen skal forbedres, så den bliver mere forretningsmæssig.

1.3

EØSU er enig med Kommissionen i, at antallet af produktgrupper og licensindehavere skal øges væsentligt.

1.4

EØSU mener, at et miljømærke på alle fødevarer, både friske og forarbejdede, ville være første skridt mod en grønnere forsyningskæde. Men fødevarer bør efter udvalgets mening kun tildeles et miljømærke, hvis hele produktets livscyklus tages i betragtning. Det fremgår ikke klart af forslaget, hvilke fødevaretyper Kommissionen forestiller sig vil blive omfattet af forordningen.

1.5

EØSU mener, at emballering kun bør være en del af miljømærkekriterierne, såfremt det er relevant for den enkelte produktgruppe.

2.   Introduktion

2.1

I juli 2008 offentliggjorde Kommissionen sit forslag om Fællesskabets miljømærkeordning. Den foreslåede forordning skal afløse forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke.

2.2

Dette emne er ikke nyt for EØSU, som fremlagde sine holdninger til det oprindelige forslag (1) og også har fremsat flere forslag til ordningens fremtid som en del af andre nylige udtalelser (2).

2.3

Ved udarbejdelsen af denne udtalelse har EØSU endvidere modtaget forskellige bidrag fra de kompetente organer, europæiske interessegrupper og virksomheder, der er involveret i ordningen. EØSU fik navnlig gavn af præsentationer fra forskellige repræsentanter fra erhvervslivet, miljø-ngo'er og forbrugerorganisationer, som deltog i en høring i udvalgets lokaler.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Miljøets tilstand giver anledning til stadig voksende bekymring.

Moderne produktions- og forbrugsmønstre har bidraget til at skabe et større behov for energi og ressourcer, som bruges på en ubæredygtig måde, hvilket står i vejen for målet om at afhjælpe den negative indvirkning af menneskers aktiviteter på miljø, sundhed og naturressourcer.

3.2

Økonomierne står derfor i dag over for en stor udfordring, som går ud på at integrere den miljømæssige bæredygtighed med økonomisk vækst og velfærd for at rette op på fortidens fejl.

3.3

Den finansielle krise, som har ramt økonomier i hele verden, bør ikke lægge en dæmper på anstrengelserne for at mildne konsekvenserne af klimaændringer og beskytte miljøet. Tværtimod bør en »grønnere« forsyningskæde tages som udgangspunkt for gradvist at gøre alle erhvervssektorer mere miljøvenlige.

3.4

I denne forbindelse maksimerer bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion virksomhedernes muligheder for at omdanne udfordringerne for miljøet til økonomiske muligheder og udgør desuden en gevinst for forbrugerne.

3.5

Udfordringen består i at forbedre produkters miljøpræstationer gennem hele deres livscyklus, fremme efterspørgslen efter bedre produkter og produktionsteknologier og hjælpe forbrugerne med at træffe valg på et velinformeret grundlag.

3.6

Derfor støtter udvalget et miljømærke med flerstrengede kriterier baseret på en »livscyklustankegang« (3) og godkendt af tredjepart, som kan udgøre et vigtigt element i disse politiske instrumenter (4).

3.7

EØSU støtter kraftigt initiativer, som har til formål at udarbejde en EU-politik om bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug, der er fuldt integreret i andre EU-politikker, med henblik på at udvikle et »grønt marked« for at sikre, at disse produkter og tjenesteydelser overholder klare, fælles definitioner og med sikkerhed er tilgængelige i alle medlemsstaterne.

3.8

Erfaringerne fra anvendelsen af miljømærkeordningen har vist, at der er behov for at ændre den gældende forordning.

Manglerne ved ordningen, som den er i dag, kan sammenfattes således:

i.

langsomme fremskridt med ordningen

ii.

for ringe viden om mærket

iii.

for dårlig gennemslagskraft i industrien

iv.

overbureaukratisk fremgangsmåde i forbindelse med opstilling af kriterier og forvaltning

v.

de produkter og tjenesteydelser med den mest betydelige miljøbelastning og det største forbedringspotentiale er ikke omfattet af de nuværende produktgrupper

vi.

forskellige markedsvilkår i Fællesskabet

vii.

udbredelsen af andre miljømærkeordninger.

Udvalget fremsætter sine synspunkter om disse svagheder i afsnittet »Særlige bemærkninger«, hvor det drøfter de foranstaltninger, Kommissionen har foreslået til forbedring af ordningen.

3.9

Endelig er en vellykket gennemførelse af EU's miljømærkeordning også af stor betydning, fordi det er det eneste produktrelaterede og efterspørgselsstyrede frivillige politiske instrument, som har til formål at fremme bæredygtighed.

4.   Særlige bemærkninger

4.1   EU's miljømærke er et frivilligt instrument, hvilket det bør forblive. Det, at ordningen er frivillig, gør, at der kan fastsættes høje og ambitiøse standarder for kriterier, der kun giver mulighed for salg af produkter og tjenesteydelser med en høj miljøpræstation i modsætning til produkter og tjenesteydelser, hvor der ikke tages højde for behovet for at reducere miljøvirkningen.

Det er meningen, at miljømærket skal give forbrugerne specifikke miljøoplysninger om slutproduktet for at give dem mulighed for at træffe nemme og velinformerede valg. EØSU understreger imidlertid, at miljømærket ikke bør blive eller bruges som et påskud for at skabe nye hindringer for handelen med produkter med samme funktioner og præstationer.

4.2   Udvalget fastholder, at administrationen af ordningen skal forbedres. Den bureaukratiske proces, der er en del af ordningen, skal rationaliseres, således at ordningen kan køres på en mere forretningsmæssig måde.

Med andre ord skal det klart defineres, hvem der gør hvad.

4.3   De nationale myndigheders rolle bør være så vidt muligt at fokusere på korrekt håndhævelse af forordningen og gennemføre markedsovervågning i overensstemmelse med Kommissionens forslag.

4.4   Det bureaukrati, der er forbundet med udarbejdelsen af kriterier for produktgrupper samt med ansøgningsprocedurerne, skal reduceres, samtidig med at ambitionsniveauet forbliver højt.

Endvidere bør miljømærkekriterierne også sikre, at de produkter, der bærer miljøblomsten, ikke er til skade for sundheden, sikkerheden eller nogen andre sociale aspekter.

4.5   EØSU opfordrer til, at der fastlægges klare kriterier og ensartede mindstekrav på hele det indre marked for mærkningsordninger for økologiske produkter. Dette skal ske for at sikre forbrugerne et rimeligt valg mellem grønne produkter og tjenester, en ensartet kontrol i hele EU og overholdelsen af princippet om fri bevægelighed for egentlig grønne produkter. Det europæiske miljømærke (miljøblomsten) bør markedsføres yderligere og bør kunne anvendes parallelt med nationale og sektorspecifikke mærkningsordninger, såfremt disse også er baseret på solid videnskabelig dokumentation og stemmer overens med den øvrige EU-lovgivning.

4.6   Endvidere bør kriterierne for stoffer baseres på risikovurdering.

En simpel liste med foretrukne eller uønskede kemiske stoffer udelukkende baseret på deres fareklassifikation, uden nogen videnskabelig eller juridisk reference, fører ofte til forvirring og forskelsbehandling. Det kan derfor diskuteres, om kriterier som »farlige materialer« overhovedet bør medtages i et miljømærke. Et miljømærke kan ikke erstatte den gældende officielle EU-lovgivning på dette område, som f.eks. direktiv 67/548/EØF (5).

4.7   Desuden mener EØSU, at lokale overvejelser nogle gange har påvirket de generelle kriterier. Det er ikke altid sådan, at de nuværende kriterier, som overvejes for et specifikt miljømærke og defineres på europæisk eller nationalt plan, er dem, der giver den laveste miljøvirkning i en lokal situation.

Vandforbruget kan f.eks. have en større virkning i Sydeuropa end i Nordeuropa.

Udvalget støtter derfor, at der udarbejdes kriterier, som ikke er underlagt store lokale variationer med hensyn til miljøvirkninger.

4.8   Kriteriedokumenter skal være meget mere brugervenlige og have et standardiseret format. EØSU mener derfor, at Kommissionen bør udvikle en skabelon til standardiserede og brugervenlige kriteriedokumenter, hvilket vil gøre det muligt for virksomheder og offentlige indkøbere at spare tid og ressourcer, når de udarbejder specifikationer i overensstemmelse med miljømærkekriterierne.

4.9   Kommissionen gør gældende, at antallet af produktgrupper samt antallet af virksomheder med tilladelse skal øges væsentligt med fokus på de områder, hvor miljøvirkningen og forbedringspotentialet er størst.

Udvalget støtter i princippet idéen bag, men omfanget af miljømærkning bør ikke øges i det uendelige.

4.9.1   Mange europæiske industrier har følt sig presset til at udlevere miljøoplysninger til interessenter. Presset kommer fra EU og de enkelte medlemsstater og er udtrykt i ønsket om, at produkter skal bære en form for mærke eller i det mindste indeholde oplysninger om deres miljøvenlige egenskaber. Disse industrier reagerer på den øgede opmærksomhed og de professionelle brugeres og forbrugernes krav om miljøoplysninger. Miljømærkekonceptet (6) er bestemt hensigtsmæssigt for markeder, hvor forbrugeren generelt kan antages ikke at være oplyst eller ekspert, og hvor de konkurrerende produkter er veldefinerede.

4.10   Et mere velfungerende miljømærke vil frem for alt afhænge af et noget større markedsføringsbudget, som kan bidrage til at udbrede relevante oplysninger til både virksomheder og forbrugere.

4.10.1   Som tidligere nævnt lider miljømærkeordningen på den ene side under lav forbrugerbevidsthed.

Gennemsnitsforbrugeren er enten ikke bekendt med, at miljømærkeordningen eksisterer, eller er ikke tilstrækkeligt oplyst om de parametre, der indgår i tildelingen af mærket. Derfor bliver forbrugeren i øjeblikket ikke støttet tilstrækkeligt i at vælge miljøvenlige produkter ved hjælp af oplysningskampagner.

4.10.2   På den anden side skal virksomheder også oplyses bedre om fordelene ved at bruge miljømærket. Ordningen vil dermed blive styrket, og virksomheder kan spare tid og ressourcer ved ikke at skulle søge efter oplysninger om, hvordan de får tildelt miljømærket.

4.11   EØSU mener stadig, at udviklingen af den række kriterier for produktgrupper, der er vedtaget, og antallet af miljømærker, der indtil videre er tildelt, ikke bør betragtes som negativt i lyset af den korte periode, hvor forordningen har været i kraft. Det tyske »Blaue Engel« (1977) og det nordiske miljømærke »Svanen« (1989), som nu er veletablerede på deres hjemmemarkeder og i en vis udstrækning også i udlandet, oplevede i starten de samme skuffelser og samme modgang. De var også lang tid om at »komme ud af starthullerne«.

4.12   På baggrund af de nationale ordningers problemer med handelshindringer er udvalget overbevist om, at fremtiden for miljømærkning vil ligge i en styrkelse af EU's ordning. For at opnå dette bør der gøres bestræbelser på at harmonisere kriterierne for de nationale miljømærkeordninger så vidt muligt.

5.   Bemærkninger til artiklerne i forslaget til forordning

5.1   Med hensyn til vurderingsproceduren som sådan mener EØSU, at artikel 7, stk. 2, som omtaler en »kortere kriterieudarbejdelsesprocedure«, kan åbne en lettere bagdør til EU's ordning. Det er afgørende, at aktørerne sikres lignende høje standarder for gennemsigtighed og høring.

5.2   Fødevarer og drikkevarer (samt lægemidler og medicinsk udstyr) er udelukket fra anvendelsesområdet for den eksisterende forordning (EF) nr. 1980/2000 for at undgå potentiel konflikt med EU's eksisterende fødevarelovgivning, der bl.a. regulerer aspekter som fødevaresikkerhed, hygiejne og mærkning af fødevarer.

5.3   Kommissionen foreslår nu at udvide miljømærkeforordningens anvendelsesområde til at omfatte et begrænset antal fødevarer og drikkevarer, dvs. forarbejdede fødevarer og produkter fra fiskeri og akvakultur. Størstedelen af fødevarer og drikkevarer ville stadig være udelukket (7).

5.4   Endvidere anføres det i artikel 7, stk. 3, og artikel 9, stk. 10, at mærket med hensyn til forarbejdede fødevarer kun vedrører »forarbejdning, transport eller emballering«. Med andre ord omfatter miljøvurderingen af disse fødevarer og drikkevarer kun få begrænsede trin i deres livscyklus, dvs. forarbejdning, emballering og transport.

5.5   Udvalget støtter ikke dette fragmenterede forslag fra Kommissionen af to årsager:

5.5.1   For det første er udvalget bekymret for, at denne manglende respekt for livscyklusprincippet, som er grundlæggende for EU's miljømærkelovgivning samt for alle internationale standarder om livscyklusvurdering, vil resultere i ensidige miljøvurderinger og dermed i vildledende oplysninger til forbrugerne.

Flere videnskabelige undersøgelser, herunder EIPRO's og IMPRO's undersøgelser for Kommissionen, konkluderer, at kritiske miljøvirkninger af fødevarer og drikkevarer opstår både i landbrugsproduktionsfasen og i forbrugsfasen.

Det er uforståeligt, hvorfor Kommissionen har udelukket begge disse betydningsfulde faser i varernes livscyklus.

5.5.2   For det andet er det uforståeligt, hvorfor forarbejdede fødevarer skal være omfattet af miljømærkeordningen, mens friske fødevarer skal udelukkes.

5.5.3   Udvalget frygter, at forbrugerne vil blive forvirrede og vildledt af et sådant puslespil af usammenhængende oplysninger om fødevarer og drikkevarer.

5.5.4   EØSU mener, at et miljømærke på alle fødevarer, både friske og forarbejdede, ville være første skridt mod en grønnere forsyningskæde. Fødevare- og drikkevareproduktion har et højt fodaftryk på miljøet, som miljømærkekriterier kan bidrage til at afbøde.

Endvidere ville et miljømærke for fødevarer fra et handelsmæssigt synspunkt bidrage til den frie bevægelighed for varer, som bærer miljømærket. Faktisk vil globale aktører, som overholder miljømærkekriterierne, kunne markedsføre deres produkter uden at blive hæmmet af de lokale miljømærker, der eksisterer side om side med den europæiske miljøblomst. EU-miljømærket vil være en passende garanti for en fødevares miljøpræstationer, som ikke ville skabe tvivl om de lokale præferencer, samtidig med at en standard for lav miljøvirkning gældende for hele EU fremmes.

5.5.5   Det fremgår ikke klart af forslaget, hvilke fødevaretyper Kommissionen forestiller sig vil blive omfattet af forordningen. Henvisningen til forordning 178/2002 i artikel 2, 2. afsnit, afklarer ikke dette spørgsmål, idet det ikke hér defineres, hvad forarbejdede fødevarer er. Definitionen på hhv. forarbejdede og uforarbejdede produkter findes i forordning 852/2004 samt i forordning 853/2004. Endvidere er det også uklart, hvad der forstås ved »produkter fra fiskeri og akvakultur«.

Der er en alvorlig risiko for, at EU-miljømærkets troværdighed svækkes med det forslag, der er lagt frem, og det kan ikke anbefales, at fødevarer medtages, som det er foreslået i udkastets nuværende form.

5.5.6   Relationen mellem forordningen om mærkning af økologiske produkter og forordningen om EU's miljømærke (blomsten) virker uhensigtsmæssig. Som det er formuleret i artikel 9, stk. 10, vil det give anledning til forvirring hos forbrugerne frem for at hjælpe forbrugerne til at træffe et miljømæssigt, fornuftigt valg. Der er en reel risiko for, at begge mærkers troværdighed svækkes. Det giver eksempelvis ikke mening, at et konkret produkt kan mærkes på tre måder: 1) med økologimærket og miljøblomsten, 2) med økologimærket alene eller 3) med EU's miljøblomst sammen med yderligere information om, at mærket kun dækker forarbejdning, emballage og transport.

5.5.7   Det fremgår af artikel 6.4, at der i kriterieudviklingen lægges vægt på miljøet inklusive sundheds- og sikkerhedsaspekter. Det er væsentligt at få afklaret, hvad der menes med sundhed i denne forordning. Når det drejer sig om fødevarer, åbnes der op for en lang række problemstillinger omkring sundhed og ernæring, som det bliver nødvendigt at forholde sig konkret til, herunder hvordan kommunikationen til forbrugeren tilrettelægges.

Ovenstående problemer bør afklares, inden der tages stilling til, om eller hvordan fødevarer kan omfattes af EU's miljømærke.

5.5.8   I denne forbindelse mener udvalget, at emballering kun bør være en del af miljømærkekriterierne, såfremt det er relevant for den enkelte produktgruppe. Emballage bør ikke betragtes som et »produkt«, fordi det ikke kan vurderes isoleret fra produktet i emballagen.

Bruxelles, den 26. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EFT C 296 af 29.9.1997, s. 77.

(2)  EØSU's udtalelse om miljøvenlig produktion - EUT C 224 af 30.8.2008, s. 1.

(3)  Livscyklustankegang (LCT) er en proces, hvor der så vidt muligt tages hensyn til alle de forbrugte ressourcer og alle miljømæssige og sundhedsrelaterede virkninger, der er knyttet til et produkts livscyklus (vare eller tjenesteydelse), hvor f.eks. ressourceudvinding, produktion, brug, transport, genvinding, affaldsbehandling og -bortskaffelse tages i betragtning. Denne proces hjælper med til at undgå »byrdeflytning«, flytning af f.eks. miljøbelastninger eller ressourceforbrug, mellem de forskellige livscyklusstadier, geografiske områder og miljømæssige og folkesundhedsrelaterede problemfelter såsom klimaændringer, sommersmog, syreregn eller ressourceudtømning. Livscyklusvurdering (LCA) er en standardiseret kvantitativ metode til indsamling og vurdering af input, output og potentielle miljøbelastninger fra et produktsystem gennem hele dets livscyklus (ISO 14040 ff).

(4)  Tidligere politikdokumenter som f.eks. Kommissionen meddelelse om integreret produktpolitik og det 6. miljøhandlingsprogram har allerede understreget betydningen af et miljømærke.

(5)  Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer.

(6)  Det europæiske miljømærke er type I. Et miljømærke af type I i henhold til ISO er et miljømærke, som overholder ISO 14024-kravene.

(7)  I artikel 2 (anvendelsesområde) i Kommissionens forslag står der følgende: »Hvad angår fødevarer som defineret artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 gælder den [forordningen] kun for forarbejdede fødevarer og produkter fra fiskeri og akvakultur«.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/55


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om handel med sælprodukter«

KOM(2008) 469 endelig — 2008/0160 (COD)

2009/C 218/12

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 25. september 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 251 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om handel med sælprodukter«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Pedro NARRO til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 28. januar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25.-26. februar 2009, mødet den 26. februar, følgende udtalelse med 95 stemmer for, 59 imod og 30 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU hilser Europa-Kommissionens initiativ til en harmoniseret regulering af handelen med sælprodukter velkommen. Den nuværende situation på dette område er ikke bæredygtig, og der bør tilskyndes til væsentlige forandringer på internationalt niveau.

1.2

Da der ikke findes et specifikt retsgrundlag i EF-traktaten vedrørende dyrevelfærd, finder EØSU det passende, at Kommissionen har valgt traktatens artikel 95 om »opsplitning af det indre marked« som grundlag for lovgivning på dette område. EU's retspraksis er garant for denne beslutnings legitimitet.

1.3

EØSU foreslår, at undtagelsesbestemmelsernes ikrafttræden udsættes, og at Kommissionen fremlægger en detaljeret rapport i 2012 om udviklingen i lovgivningerne om sæljagt, som kan danne grundlag for eventuelle undtagelser fra 2012.

1.4

I den nye forordnings tre første anvendelsesår bør forbuddet være absolut med en enkelt undtagelse: inuitternes traditionelle jagt med henblik på opretholdelse af deres livsform.

1.5

For at sikre, at lovforslagets foranstaltninger kan gennemføres, er det afgørende, at Kommissionen kan oprette et effektivt kontrolsystem. Kontrollen bør ikke udelukkende forvaltes af den medlemsstat, der anmoder om undtagelse. Kommissionen bør overvåge, at de relevante lovbestemmelser anvendes korrekt i praksis.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde relevante undersøgelser med henblik på at fastlægge klimaforandringernes eventuelle indvirkning på artens bevaring.

2.   Indledning

2.1

Den dyreorden, der benævnes pinnipedia, omfatter i alt 33 arter af sæler, søløver, søbjørne, søelefanter og hvalrosser. Det er pattedyr af forskellig størrelse, som samles i store grupper for at yngle på jorden eller isen.

2.2

Selv om miljøorganisationer (1) begynder at advare om en stærk reduktion af sælbestanden, bl.a. på grund af klimaforandringerne, nægter jægernes organisationer og regeringerne i de lande, hvor sælerne yngler, at artens bevarelse overhovedet er et problem, idet de understreger, at der er omkring 15 mio. sæler, som må jages. I de seneste år har debatten om sæljagt fokuseret på spørgsmål om dyrevelfærd, mens artsbevarelsesaspektet har haft en sekundær plads. EU har en specifik lovgivning om bevarelse af sæler (2).

2.3

Kommerciel sælfangst findes i Canada, Grønland, Namibia, Norge og Rusland. Alle disse lande har udviklet forskellig lovgivning for at regulere sæljagten. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har erkendt, at der ikke foreligger pålidelige data om sælbestanden og det årlige antal dræbte sæler. Ifølge data fra myndighederne i hvert enkelt land er Canada landet med den største sælfangst på ca. 300 000 sæler om året. I 2008 blev der ifølge den canadiske regerings oplysninger (3) dræbt 275 000 sæler og udstedt 17 000 licenser. Langt efter Canada kommer Grønland (4) og Namibia (5) med hhv. 160 000 og 80 000 sæler om året.

2.4

I EU foretages der aflivning og flåning af sæler i to medlemsstater, Finland og Sverige. I Storbritannien (Skotland) fremstilles der sælprodukter. På EU's område har denne virksomhed ikke en kommerciel dimension som i Norge og Canada, men har et dobbelt formål som rekreativ beskæftigelse og som kontrol med en fiskeædende bestand.

2.5

Sæler aflives med henblik på udnyttelse af skindet til frakker, fedtet til olie, kødet til dyrefoder og kønsdelene til fremstilling af afrodisiaka, som der er stadig større efterspørgsel på i Asien.

2.6

Der er forskellige former at aflive sæler på. Mest almindeligt er rifler og hakapik (en slags kølle med en sømlignende spids). En hakapik er et tilsyneladende primitivt og groft instrument, men betragtes af videnskabsmænd som den mest effektive metode til hurtigt at bedøve og aflive en sæl.

2.7

EFSA påpegede i sin videnskabelige udtalelse fra 2007 (6), at »det er muligt at aflive sæler hurtigt og effektivt uden at påføre dem unødvendig smerte og angst«, men bemærkede dog, at effektiv og human aflivning ikke altid finder sted i praksis. I de forskellige nationale lovgivninger reguleres hakapikkens størrelse og anvendelsesmåder samt riflernes kaliber og kuglens hastighed.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1

Den 26. september 2006 vedtog Europa-Parlamentet en erklæring (7) med en anmodning til Kommissionen om at lovgive om import, eksport og salg af alle sælprodukter fra to sælarter: grønlandssæl og klapmydssæl. Samtidig bad Parlamentet i erklæringen om særbehandling af inuitternes traditionelle sæljagt.

3.2

Europarådets parlamentariske forsamling vedtog en henstilling om sæljagt, hvori dens medlemsstater blev opfordret til at forbyde alle grusomme jagtmetoder, som ikke medfører dyrenes øjeblikkelige og smertefri død.

3.3

I de seneste år har Belgien, Holland og Slovenien vedtaget nationale love om forbud mod fremstilling og omsætning af sælprodukter. Også andre lande i EU har besluttet at lovgive på området, og deres nationale lovgivning er i øjeblikket under udarbejdelse.

3.4

Kommissionen arrangerede i 2007 en høring af de berørte parter, som afsluttedes med den videnskabelige udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) (8). I april 2008 offentliggjorde Kommissionens Generaldirektorat for Miljø en undersøgelse af de mulige konsekvenser af et forbud mod sælprodukter.

3.5

Den 23. juli 2008 fremsatte Kommissionen et forslag til forordning (9) om handel med sælprodukter. Retsgrundlaget for forslaget er EF-traktatens artikel 95 og 133. Artikel 95 handler om opsplitning af det indre marked og artikel 133 om den fælles handelspolitik. Betingelserne for anvendelse af EF-traktatens artikel 95 som hjemmel er blevet fastsat i EF-Domstolens retspraksis.

3.6

Kommissionens forslag til forordning forbyder omsætning, import, eksport og transit af sælprodukter i Fællesskabet. Der opstilles dog bestemmelser, der gør det muligt at indrømme undtagelser fra det generelle forbud, hvis en række betingelser vedrørende dyrevelfærd, der opregnes i forordningen (10), er behørigt opfyldt. Disse betingelser skal sikre, at sælerne er blevet aflivet og flået uden at være blevet påført unødvendig smerte, angst eller anden form for lidelse.

3.7

Kommissionen giver automatisk tilladelse til inuitternes traditionelle sælfangst for opretholdelse af deres livsform. I gennemførelsesbestemmelserne vil der blive fastlagt foranstaltninger til sikring af sælprodukternes oprindelse.

3.8

Medlemsstaterne skal hvert femte år sende en rapport til Kommissionen om de tiltag, der er truffet for at håndhæve denne forordning.

4.   Generelle bemærkninger

4.1

EØSU er yderst tilfreds med Europa-Kommissionens initiativ til en harmoniseret regulering af de acceptable sælfangstmetoder og omsætning af sælprodukter.

4.2

Forordningsforslaget fokuserer på dyrevelfærd og behandler ikke problematikken om artens bevarelse. Miljøorganisationer har understreget nødvendigheden af at medtage bevarelsesaspekterne i lovteksten. EU har imidlertid en solid lovgivning om bevarelse og råder over specifikke instrumenter for bevarelse af sæler, som supplerer forslagets foranstaltninger.

4.3

Det er indlysende, at klimaændringer (især afsmeltningsfænomenet) vil få direkte indvirkning på sælernes livsbetingelser og reproduktion. Kommissionen opfordres derfor til at foretage vurderinger og videnskabelige undersøgelser for at fremskaffe reelle data om klimaændringernes potentielle negative indvirkning på sælbestanden og i givet fald revidere og vedtage EU-instrumenter med henblik på bevarelse.

4.4

I EF-traktaten er det intet specifikt retsgrundlag, der gør det muligt at lovgive om dyrevelfærdsaspekter. I mangel af et eksplicit retsgrundlag har EU måttet finde et andet, men lige så legitimt retsgrundlag for at kunne behandle dette aspekt. Den kontroversielle artikel 95 om »opsplitning af det indre marked« giver EU mulighed for at harmonisere lovgivninger med en baggrund i dyrevelfærd, som EU's retspraksis har kvalificeret som et emne af »almen interesse«. EØSU accepterede i sin udtalelse om skind fra hunde og katte (11) dette retsgrundlag for lovgivning om dyrevelfærd og påpegede dets overensstemmelse med de handelsregler, som Verdenshandelsorganisationen (WTO) har fastlagt.

4.5

Fraværet af EU-kontrol på området, manglende data (officielt erkendt af EFSA) og den underliggende økonomiske interesse gør det vanskeligt at danne sig et realistisk og ufordrejet billede af sælfangst uden for EU. De eventuelle ændringer i lovgivningen i de lande, der driver sælfangst, med henblik på tilpasning til de nye EU-kriterier indebærer ikke nødvendigvis, at der i praksis sker en væsentlig forbedring af vilkårene for aflivning af sæler.

4.6

Et generelt forbud med efterfølgende undtagelsesbestemmelser er et innovativt instrument, som kan danne værdifuld præcedens for kommende EU-lovgivningsprocesser. Derfor vil EØSU ikke helt afvise EU-undtagelsesbestemmelserne, men beder om udsættelse af deres ikrafttræden, således at det generelle forbud i de tre første år, forordningen anvendes, bliver totalt, bortset fra en enkelt undtagelse for inuitsamfundet, hvis overlevelse afhænger af sæljagt. Udsættelsen giver EU mulighed for teknisk udvikling af en mere detaljeret og stram undtagelsesordning end den, der beskrives i forordningsforslaget. Desuden vil udsættelsen lette kontrollen og eventuelt tilvejebringe nye elementer, der kan anvendes i vurderingen af, om der skal indrømmes undtagelse.

4.7

Fremlæggelse af en EU-rapport i 2012 om ændringer i nationale lovgivninger om sælfangst, anvendelse i praksis og kontrolforanstaltninger kunne være til stor nytte for EU-myndighederne, som så fremover kan vurdere, hvilke fremskridt der er gjort, og hvilke undtagelser der skal gives. Manglen på data kræver, at EU lægger sig ekstra i selen for at fremskaffe alle de relevante og nødvendige data.

4.8

EØSU ønsker, at Kommissionens forordningsforslag reelt vil tilskynde de stater, som driver sælfangst, til at tilpasse deres lovgivning og praksis i retning af mere »humane« aflivningsmetoder for sæler. Den nuværende situation mht. aflivning af sæler kan ikke fortsætte, og de nødvendige ændringer skal indføres, selvom det erkendes, at EU har begrænset kompetence på dette område.

4.9

EØSU understreger nødvendigheden af, at medlemsstaterne vedtager effektive, afskrækkende og afbalancerede sanktioner med henblik på at sikre rækkevidden og effektiviteten af den nye lovgivning om sæljagt. Et effektivt sanktionssystem vil være med til at styrke det indre marked og beskytte forbrugerne.

5.   Særlige bemærkninger

5.1

Selv om forordningsforslaget ikke tager spørgsmålet om sæljagtens berettigelse op, finder EØSU det på sin plads at udtale sig om nogle af de spørgsmål, der går igen i debatten om sæljagt. For det første må der ikke herske tvivl om, at sældrab ikke kan defineres som fiskeri, men som jagt på pattedyr. For det andet er det ikke sikkert, at sæler kan udpeges som den faktor, der er skyld i de svindende havressourcer, mere konkret torskebestandene. Ingen videnskabelig undersøgelse kan bekræfte denne påstand, som i nogle lande fremsættes for at retfærdiggøre sælfangst. Havøkosystemets kompleksitet gør det umuligt at udtale sig kategorisk i den retning.

5.2

Kommissionen skelner i sit forslag ikke mellem sælfangst i stor og lille målestok. Det gør Kommissionen klogt i, når det tages i betragtning, at forslagets egentlige mål er overholdelse af principper for dyrevelfærd. Indførelse af særlige undtagelser for europæiske lande, som driver sælfangst i lille målestok, kan ikke retfærdiggøres ud fra et dyrevelfærdssynspunkt og kunne så tvivl om hele forslagets internationale retsgyldighed.

5.3

På dette område er kontrolarbejdet særlig vanskeligt, og det foregår under meget ugunstige klimatiske forhold. Kontrollen skal fastslå, hvor mange dyr der er aflivet, og i hvor høj grad de relevante lovbestemmelser er overholdt i praksis. Et kontrolsystem, der helt og fuldt styres af det land, der anmoder om undtagelse fra fangstforbuddet, forekommer ikke at være den bedste måde at garantere kontrollens uafhængighed på. EU bør nedsætte et eksperthold, der kan gennemføre kontroller på stedet i de lande, som anmoder om undtagelse. Finansieringen af dette europæiske hold af inspektører bør påhvile det land, som ønsker at eksportere til EU's marked. På denne måde ville EU have flere oplysninger til rådighed for evalueringen af certificerings- og mærkningsordningen.

5.4

Indførelse af en certificeringsordning og frivillig mærkning i de lande, som anmoder om undtagelse, tager hensyn til de følelser, som EU-borgerne gentagne gange har udtrykt, og som afspejledes i Kommissionens offentlige høring. Certificerings- og mærkningsinitiativerne skal under alle omstændigheder ledsages af et generelt forbud mod at bringe sælprodukter i omsætning. I modsat fald er det tvivlsomt, om de dyrevelfærdsmål, som Kommissionen forfølger med sit forslag, kan nås.

5.5

Certificeringskravene skal fastlægges i forordningens gennemførelsesbestemmelser på en sådan måde, at der gives en præcis definition af betingelserne for certificering og mærkning. Manglen på præcision på dette område har tidligere medført en upræcis mærkning, som har forvirret og vildledt forbrugerne. Man finder oftere produkter på markedet, som er fremstillet med produkter fra sæler, men som er mærket »marin olie« eller »fiskeolie«. Det er afgørende, at der i mærket på disse produkter ikke kun angives, hvilken sælart de kommer fra, men også dyrets oprindelse.

5.6

Den komité, der skal bistå Kommissionen i processen med indrømmelse af undtagelser, skal fremme inddragelse af alle organisationer og aktører, der har interesse i at deltage.

Bruxelles, den 26. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  IFAW (International Fund for Animal Welfare), teknisk briefing 2008/01.

(2)  Direktiv 92/43 af 21. maj 1992.

(3)  Sæler og sælfangst i Canada, fakta om sæler, 2008.

(4)  Grønlands hjemmestyre, 2006.

(5)  EFSA-rapport om »Dyrevelfærdsmæssige aspekter ved aflivning og flåning af sæler«, december 2007.

(6)  Videnskabelig udtalelse, EFSA, af 6. december 2007, EFSA Journal (2007) 610, s. 1-122.

(7)  Europa-Parlamentets erklæring 38/2006.

(8)  Videnskabelig udtalelse, EFSA, af 6. december 2007, EFSA Journal (2007) 610, s. 1-122.

(9)  KOM(2008) 469 endelig.

(10)  Forordningsforslagets artikel 4, stk. 1.

(11)  EUT C 168 af 20.7.2007, s. 42.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/59


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS)

KOM(2008) 402 endelig — 2008/0154 (COD)

2009/C 218/13

Rådet besluttede den 11. september 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 175 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS)«

Det forberedende arbejde henvistes til Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Antonello PEZZINI til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 28. januar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009, mødet den 25. februar 2009, følgende udtalelse med 166 stemmer for, 5 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Udvalget anser revisionen af fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) som en kærkommen lejlighed til at relancere denne frivillige fællesskabsordning for at sikre dens endelige konsolidering som en målestok for høj miljøpræstation og et kommunikations- og markedsføringsværktøj for organisationerne, for produktionen og for produkternes livscyklus i et nært samspil med andre miljøpolitiske instrumenter.

1.2   Udvalget mener, at det nye foreslåede regelsæt stadig er for kompliceret, og at det er nødvendigt at tænke mere kreativt for at skabe de betingelser, der er nødvendige for, at markedet kan anerkende EMAS-ordningen som en stor gevinst for miljøet med fordele og byrder, som står i et rimeligt forhold til målet, særligt for mindre organisationer og virksomheder. Ordningen må også sikres fuld international anerkendelse og det er nødvendigt at begrænse procedurerne og de tekniske og administrative omkostninger, som stadigt er for høje.

1.3   Efter udvalgets mening kunne man have gjort et stort fremskridt ved på EU-plan at gøre sig klart, hvilke forpligtelser og byrder der for den enkelte bruger er forbundet med anvendelsen af forskellige miljøregler, og hvilke fordele og lettelser der kan opnås ved at deltage i EMAS-ordningen.

1.3.1   Det er også vigtigt, at de beslutningstagende og kontrollerende myndigheder udvikler en positiv kultur på dette område.

1.4   Udvalget anser det for afgørende vigtigt at opmuntre særligt de små organisationer til at deltage i EMAS-ordningen ved at gøre det lettere for dem at få adgang til informationer, disponible finansieringsmidler og de offentlige institutioner, træffe eller fremme tekniske støtteforanstaltninger, forenkle procedurerne og mekanismerne samt mindske byrder og omkostninger i forbindelse med registrering og forvaltning.

1.5   Efter udvalgets mening bør EMAS-ordningen blive en egentlig målestok for høj miljøpræstation og en garanti for miljøkvalitet, som også er et plus ved markedsføringen af produkterne under behørig hensyntagen til sammenhængen med miljømærkeforordningen.

1.6   Udvalget går ind for, at den enkelte organisation eller virksomhed påtager sig et ansvar ved den frivillige deltagelse i EMAS-ordningen, hvad enten det drejer sig om at påtage sig forpligtelser og underkaste sig kontrol under fuld inddragelse af personalet eller at udnytte de fordele, der måtte følge heraf, og det er derfor modstander af enhver form for kollektivt ansvar i en andens navn og for en andens regning. Derimod bør der tilskyndes til dannelse af klynger og netværk, især grænseoverskridende, til fremme og udbredelse af EMAS.

1.7   Udvalget understreger vigtigheden af at inddrage de berørte aktører løbende og systematisk på fællesskabs-, nationalt og regionalt plan som den vigtigste betingelse for opfyldelse af et hvilket som helst miljømål i EMAS-ordningen, der har et klart proaktivt og ikke repressivt formål.

1.8   Udvalget bifalder, at Kommissionen har fastlagt en række nøgleindikatorer i tilknytning til faktorer såsom:

energieffektivitet og -besparelse,

arealudnyttelse og bevarelse af jordbunden,

vand og luft,

emissioner,

affaldsbehandling,

bevarelse af biodiversiteten,

gennem anvendelse af et opstrammet, men brugervenligt system, og med begrænsede udgifter til miljørapportering.

1.8.1   Udvalget er af den opfattelse, at det i henhold til de gældende kriterier for forenkling af bureaukratiet og lempelse af de administrative procedurer burde have været muligt at pålægge medlemslandene at fritage EMAS-certificerede virksomheder for yderligere miljøkrav ud over EMAS-redegørelsen, idet sådanne krav stadig findes undertiden som unødig chikane eller på grund af bureaukratisk inerti.

1.8.2   Da procedurerne for EMAS-certificeringen kræver en mere påpasselig brug af miljøet i alle dets aspekter, burde registreringsudgifterne for EMAS-certificeringen afskaffes især for de organisationer, der opererer i områder med en betydelig miljøpåvirkning (1), og hvor fremstillings- og forarbejdningssystemets udnyttelse af miljøet derfor er mere omfattende.

1.9   Udvalget anser det for vigtigt at satse mere på EMAS-ordningen og give ordningen en bedre støtte på EU-plan via rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (Competitiveness and Innovation framework Programme - CIP) (2) og tildeling af midler fra Den Europæiske Investeringsbank og strukturfondene. På nationalt plan kan dette ske ved hjælp af offentlige kontrakter, skattelettelser, nedsættelse af registrerings- og fornyelsesgebyrer og skattelettelser for reinvesteret indtjening.

1.10   Udvalget efterlyser en tættere sammenkædning af den foreslåede lovgivning med samtlige miljøregler og miljøpolitiske instrumenter, som gælder samtidigt, og som den må koordineres med, så man undgår overlapninger og dobbeltarbejde.

1.11   Udvalget er fast overbevist om, at udbredelsen af EMAS-certificeringen, understøttet af et kvalitetsimage og et indhold, der står for høj miljøpræstation, især kan bidrage til at:

forbedre arbejdstagernes, arbejdsgivernes og borgernes adfærd i forhold til miljøproblemerne,

indvirke på en bæredygtig produktion,

begunstige en bæredygtig handel,

udbrede et bæredygtigt forbrug.

1.12   Udvalget anbefaler, at der gøres en indsats for i højere grad at anerkende den rolle, som EMAS-registrerede virksomheder spiller for fremme af ordningen og deltagelsen i den i hele kunde-leverandørkæden på EU's indre marked, så der opstår en selvforstærkende kultur og praksis for bæredygtig udvikling.

1.13   Udvalget fremhæver betydningen af den procedure med henblik på EMAS-certificering af sit eget hovedsæde, som det selv har taget fat på, og opfordrer de andre EU-institutioner til at gøre ligeså og dermed blive et eksempel til efterfølgelse.

2.   Indledning

2.1

Udviklingen af de frivillige instrumenter skal betragtes som en vigtig komponent i EU's miljøpolitik, hvilket Kommissionen dog også indrømmer, idet den erkender, at »disse værktøjers store potentiale (…) endnu ikke (er) fuldt udnyttet« (3).

2.2

De frivillige instrumenter på miljøområdet kan frembyde store fordele, når de:

gør det muligt at virkeliggøre de værdier, der ligger i »virksomhedernes sociale ansvar«;

implicit anerkender forskellene mellem virksomhederne og mellem organisationerne;

giver virksomhederne og organisationerne større fleksibilitet i opfyldelsen af deres mål;

nedsætter de samlede omkostninger, som virksomhederne må afholde for at efterleve lovgivningen;

forenkler procedurerne og mindsker papirarbejdet uden at skabe eller kræve indført nye, komplekse selvrefererende ledelses- og kontrolsystemer;

opmuntrer virksomheder og organisationer til teknologisk innovation med en positiv indvirkning på miljøet og en optimal indvirkning på konkurrencen;

formidler et image og et klart budskab til markedet, offentlige myndigheder og borgerne;

formindsker eller afskaffer andre byrder og administrative forpligtelser på nationalt plan og i EU;

har et positivt ry, der er anerkendt på de internationale markeder.

2.3

Blandt de frivillige instrumenter, der er udarbejdet, vedtaget og forbedret af EU, kan, udover EMAS-ordningen, nævnes EF-miljømærket (4), miljøvaredeklarationen (Environmental Product Declaration – EPD), livscyklusvurderingen (Life Cycle Assessment – LCA), grønne offentlige indkøb (Green public procurement – GPP) (5), Energy Star-mærket (6) såvel som de frivillige aftaler (7), Agenda 21 og den europæiske standard EN ISO 14001.

2.4

Samspillet med andre miljøpolitiske instrumenter får stadig større betydning: det gælder f.eks. samspillet med fællesskabsordningen for miljøledelse, der er fastlagt i standard ISO 14001 (8) – med 35 000 certificeringer – og som hviler på den grundlæggende forpligtelse for virksomhedernes topledelse til at sikre overensstemmelse med lovgivningen, konstant at forbedre sig og forbygge forurening.

2.5

I øvrigt præsenteres EMAS-ordningen inden for rammerne af handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik (9) - hvorom udvalget i øjeblikket udarbejder sin egen udtalelse - som et samspilsinstrument med:

miljømærket,

direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC),

direktivet om emissionshandel,

»Seveso II«-direktivet,

Direktiv 2005/32/EF om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter og særdirektiverne til fastlæggelse af specifikke produktkrav under EPD- og LCA-ordningerne (10).

2.6

Siden 1992 har udvalget været af den opfattelse, at fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) spiller en vigtig rolle for stimuleringen og forbedringen af miljøbeskyttelsen, og det ser positivt på den foreslåede ordning, som skal sikre en bedre beskyttelse af miljøet, især fordi miljømålene skal nås ved hjælp af organisatoriske midler i virksomheden, med incitamenter til større påpasselighed, med et øget og forbedret informationsniveau (11) og under inddragelse af samtlige ansatte.

2.7

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 af 19. marts 2001 erstattede forordningen af 1993 og udvidede certificeringsmuligheden til alle virksomheder som følge af en revision, som »tager udgangspunkt i en evaluering af dens anvendelse i medlemsstaterne og udviklingen i EU's miljøpolitik, hvor der satses på frivillige ordninger og på ansvarliggørelse af de forskellige aktører for at fremme en bæredygtig udvikling (12)«. Herom har udvalget ikke undladt at afgive en udtrykkeligt positiv udtalelse (13).

2.8

Blandt de grundlæggende elementer i EMAS-ordningen fremhæver udvalget især:

den frivillige karakter,

det fælles ansvar for beskyttelsen af miljøet,

en kontinuerlig og effektiv miljøledelse,

opnåelsen af troværdige og gennemsigtige resultater,

dets rolle som supplement til andre miljøpolitiske instrumenter til fremme af bæredygtig udvikling,

den størst mulige inddragelse af alle ansatte i virksomheder, organisationer, offentlige myndigheder samt borgerne.

2.9

Blandt de ekstra mål, som EMAS-ordningen gør det muligt at nå, kan fremhæves:

nedbringelse af omkostningerne, særligt på forsyningsområdet og i form af materialebesparelser og et lavere energi- og vandforbrug,

sænkelse af risikoniveauet for arbejdstagerne med mulige fordele på forsikringsområdet og hvad angår tilliden i forhold til virksomhedsledere og investorer,

mulige positive indvirkninger på konkurrenceevnen på grund af en større accept fra forbrugernes og markedets side og en stigende efterspørgsel på certificerede produkter,

udvidelse af markedet for offentlige indkøb, især når det gælder tekniske specifikationer vedrørende miljøpræstation,

bedre inddragelse af arbejdsstyrken og deltagelse i organisationens udvikling på mellemlangt og langt sigt,

større imødekommenhed fra kreditinstitutternes side og privilegeret adgang til finansiering, især via kooperativer og garantiordninger.

2.10

Udvalget mener derfor, at det er positivt, at Kommissionen tager initiativ til at revidere den nuværende lovgivning om frivillig deltagelse i EMAS-ordningen, så hele dens potentiale kan blive udnyttet fuldt ud.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Forslaget til revision af fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) sigter gennem en ny forordning, der erstatter forordning (EF) nr. 761/2001 og beslutning 2001/681/EF såvel som beslutning 2006/193/EF, på at:

forøge denne frivillige ordnings positive indvirkning på miljøet ved at forbedre præstationerne fra de organisationer, der deltager i EMAS-ordningen, og ved at udvide ordningens udbredelse;

styrke organisationernes forpligtelse til at respektere alle gældende miljøbestemmelser og til at afgive miljøpræstationsrapporter med udgangspunkt i visse nøgleindikatorer;

harmonisere procedurerne for akkreditering og verifikation;

udvide det geografiske anvendelsesområde, således at organisationer fra tredjelande også kan deltage;

lette den administrative byrde og forenkle procedurerne for registrering;

nedsætte registreringsgebyrer for smv'er;

fastlæggelse af deregulering, især for fornyelse af EMAS-registrering;

forpligte medlemsstaterne til at overveje incitamenter som f.eks. skattelettelser;

forenkle reglerne for brugen af EMAS-logoet;

fremme EMAS gennem oplysningskampagner på EU-plan og i de enkelte lande og gennem andre tiltag, såsom oprettelse af en EMAS-pris;

udarbejde retningslinjer for god praksis for miljøledelse.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Udvalget anser revisionen af fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) som en kærkommen lejlighed til at relancere denne frivillige fællesskabsordning for at sikre dens endelige konsolidering som en målestok for høj miljøpræstation og et kommunikations- og markedsføringsværktøj for organisationerne, for produktionen og for produkternes livscyklus i et nært samspil med andre miljøpolitiske instrumenter.

4.2   Udvalget mener, at den nye foreslåede lovpakke endnu er for kompleks, og at der er brug for at tænke mere kreativt for at tilvejebringe de nødvendige betingelser for, at markedsmekanismerne kan anerkende den miljømæssige merværdi, og for at de offentlige myndigheder kan forenkle hele forvaltningsmiljøet, tilskynde til et mere miljøvenligt design af produkterne og indføre nye former for beskyttelse, særligt for SMV'erne.

4.3   Udvalget efterlyser en større koordinering mellem den foreslåede lovgivning og samtlige miljøregler og miljøpolitiske instrumenter, så man undgår overlapninger og dobbeltarbejde.

4.3.1   EØSU anmoder om, at der indføjes en ny betragtning i den foreslåede forordning, som anfører de direktiver og forordninger, for hvilke EMAS-registrering gælder som opfyldelse af de deri indeholdte krav, således at organisationer og virksomheder ikke påføres en lang række unødige byrder og omkostninger.

4.4   Udvalget understreger vigtigheden af at inddrage de berørte aktører på en vedholdende og systematisk måde, hvilket er den vigtigste betingelse for opnåelse af alle de miljømæssige mål. Denne inddragelse bør være så omfattende som muligt og gælde alle beslutningstagere fra start til slut i processen og alle mulige former for og instrumenter til oplæring og uddannelse for myndigheder, virksomheder, fagforeninger, erhvervs- og forbrugerorganisationer såvel som for interesserede borgere.

4.4.1   Udvalget er af den opfattelse, at i takt med erkendelsen af miljødimensionen som værdi og tilskyndelsen til miljøbeskyttelsestiltag vil tendensen efterhånden gå i retning af en mere bæredygtig produktion og mere bæredygtige modeller.

4.5   I den forbindelse mener udvalget, at EMAS-ordningen burde gøres til genstand for en oplysnings- og kommunikationskampagne rettet mod forskellige kategorier af interesserede parter, lige fra de offentlige myndigheder i centraladministrationen og på lokalt plan til organisationer, mindre virksomheder, borgere, forbrugere og uddannelsessystemet på alle områder og niveauer.

4.6   Det er især vigtigt at opmuntre de små organisationer til at deltage i EMAS-ordningen ved at give dem lettere adgang til information, finansieringsmidler, offentlige institutioner og grønne offentlige indkøb og ved at træffe eller fremme foranstaltninger til teknisk bistand, forenkle procedurer og mekanismer samt begrænse byrder og tekniske omkostninger i forbindelse med evaluering, registrering og forvaltning.

4.6.1   Udvalget mener, at Kommissionens forslag i så henseende stadig er utilstrækkeligt.

4.7   Efter udvalgets mening bør de forskellige byrder og omkostninger ved evaluering, registrering og forvaltning af EMAS-ordningen være langt lavere, særligt for de mindre virksomhedsenheder og de bør kunne omfattes af finansiering som led i gennemførlighedsprojekter under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP), finansiering fra EIB's side og/eller Den Europæiske Regionaludviklingsfond.

4.7.1   Virksomheder og organisationer, som opererer i områder med en kraftig industriel udvikling eller i områder med et kraftigt økologisk fodaftryk, bør tilskyndes til at deltage i EMAS-ordningen gennem gebyrfri registrering og en forenklet administrativ procedure (14), men med uændrede tekniske kontrol- og overvågningsfaser.

4.8   Udvalget understreger, at det er vigtigt, at EMAS-ordningen anerkendes som en målestok for organisationers og virksomheders miljøpræstation og for evaluering af produkter på det indre og det internationale marked under behørig hensyntagen til sammenhængen med miljømærkeforordningen.

4.9   Udvalget går ind for, at den enkelte organisation eller virksomhed påtager sig et ansvar ved den frivillige deltagelse i EMAS-ordningen, hvad enten det drejer sig om at påtage sig forpligtelser og underkaste sig kontrol eller at udnytte de fordele, der måtte følge heraf.

4.10   Udvalget er derfor modstander af enhver form for kollektiv tildeling af ansvar til en sammenslutning af juridiske personer i deres navn og for deres regning, da en sådan fremgangsmåde ville sænke det høje præstationsniveau, som EMAS-ordningen bør opretholde. Derimod bør klynger og netværk, især grænseoverskridende, tilskyndes til at fremme og støtte EMAS-ordningens udbredelse.

4.11   Udvalget tillægger det stor betydning, at der fastlægges en række nøgleindikatorer i forbindelse med faktorer såsom energieffektivitet og -besparelser, udnyttelse og bevarelse af materialer, vand og luft, emissioner, affaldsbehandling og bevarelse af biodiversiteten med anvendelse af et opstrammet, men brugervenligt system for miljørapportering, hvilket kunne gøres direkte over en internetportal for at begrænse udgifter og byrder, især for mindre organisationer (15).

4.12   For udvalget er det ligeledes vigtigt, at EMAS-ordningen nyder godt af en bedre promovering og større støtte fra EU's side: anvendelse af CIP-programmet, EIB og strukturfondene; på nationalt plan i form af skattelettelser, obligatorisk overholdelse af parametrene for grønne offentlige indkøb fra udbydernes side, nedsættelse af registrerings- og fornyelsesgebyrerne, skattefritagelse for overskud, der reinvesteres i tekniske innovationer knyttet til EMAS-ordningen.

4.13   Udvalget er bekymret over det alt for store antal nationale og regionale strukturer, hvis godkendelse hører under medlemslandene:

registreringsorganer,

akkrediteringsorganer,

kontrolmyndigheder,

miljøverifikatorer.

Efter EØSU's mening vil det være hensigtsmæssigt at råde over EU-retningslinjer for forenkling på området.

4.14   Udover at udnytte de kompetente strukturer, der allerede er oprettet i henhold til bestemmelserne om markedsføring af produkter på det indre marked (16), anbefaler udvalget at trække på de mekanismer, der allerede findes, såsom CEN-ISO for teknisk standardisering og bygningers energieffektivitet, uden at oprette nye, bekostelige former og strukturer, der har tendens til at fremmedgøre borgerne endnu mere over for EU.

4.15   Udvalget mener under alle omstændigheder, at der bør afsættes flere EU-midler til uddannelse og støtte til de nationale/regionale forvaltninger og til potentielle brugere af EMAS-ordningen såvel som opdaterede praktiske vejledninger, der er lettilgængelige for brugerne og især for mindre enheder.

4.16   Udvalget er af den opfattelse, at en udbredelse og understøttelse af EMAS-certificeringen som udtryk for høj miljøpræstation og under anvendelse af en almindeligt udbredt og anerkendt procedure vil skabe betydelige, konkrete muligheder for at virkeliggøre:

en bæredygtig produktion,

en bæredygtig handel,

et bæredygtigt forbrug.

4.17   Udvalget anbefaler, at der gøres en indsats for i højere grad at anerkende og støtte den rolle, som EMAS-registrerede virksomheder og organisationer spiller i forhold til kunder og leverandører på EU's indre marked mht. fremme og udbredelse af frivillige former for deltagelse i denne fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision i såvel horisontale som vertikale produktionskæder, så der opstår en selvforstærkende kultur og praksis for bæredygtig udvikling.

4.18   EØSU arbejder for tiden hårdt på at opnå EMAS-certificering af sit eget hovedsæde og opfordrer de andre EU-institutioner til at gøre ligeså for at gå i spidsen med eksemplariske varige løsninger, som kan have en symbolværdi for alle i EU med en potentiel interesse i at opnå EMAS-certificering.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Eksempelvis der, hvor industriens bruttoværditilvækst (BVT) overstiger EU's gennemsnit på nationalt plan med 10 (?) procentpoint. I Italien for eksempel har 16 af de 100 provinser på NUTS III-niveau en BVT i industrien, der overstiger 35 %. Gennemsnittet på EU- og nationalt plan er på 22 % (data fra EUROSTAT).

(2)  Især dets første komponent: iværksætterånd.

(3)  Jf. Kommissionens meddelelse – Midtvejsevalueringen af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (KOM(2007) 225 endelig).

(4)  Jf. Rådets forordning (EØF) nr. 880/92 og forordning (EF) nr. 1980/2000.

(5)  Jf. Kommissionens meddelelse – Offentlige indkøb for et bedre miljø (KOM(2008) 400 endelig); direktiv 2004/18/EF; direktiv 2004/15/EF.

(6)  Jf. forordning (EF) nr. 106/2008 af 15.1.2008 om kontorudstyr, mens Energy Star er et frivilligt mærke.

(7)  Jf. KOM(2002) 412 endelig. Meddelelsen definerer minimumskravene, som disse frivillige aftaler skal overholde for, at de kan betragtes som værende af fællesskabsinteresse.

(8)  1996-versionen af disse standarder blev revideret i 2004. Den nye version EN ISO 14001 indeholder vigtige forbedringer og ændringer.

(9)  Jf. KOM(2008) 397.

(10)  LCA-ordningen (Life Cycle Assessment): evaluering af et produkts livscyklus; EPD-ordningen (Environmental Product Declaration): miljøvaredeklaration.

(11)  EFT C 332 af 16.12.1992, s. 44.

(12)  EFT C 209 af 22.7.1999, s. 14.

(13)  Jf. fodnote 3.

(14)  F.eks. ved at udskyde fristen for miljøredegørelsen fra 1 til 3 år, hvis den ikke er påkrævet, fritage virksomheden for miljøredegørelser, som kræves af lokale sundhedsmyndigheder, og begrænse de byrder, der pålægges af visse ulykkesforsikringer.

(15)  I denne forbindelse kunne brugen af e-forvaltningsprogrammer vise sig at være nyttig.

(16)  Jf. afgørelse 768/2008/EF af 9.7.2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og forordning 765/2008/EF af 9.7.2008.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/65


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet

KOM(2008) 553 endelig — 2008/0180 (CNS)

2009/C 218/14

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 19. november 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets forordning om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet«

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 28. januar 2009. Ordføreren var Frank ALLEN.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009, mødet den 25. februar 2009, følgende udtalelse med 161 stemmer for, 5 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag. Der er tale om et betydeligt skridt i den rigtige retning, som har potentiale til at forbedre dyrevelfærden under slagteprocessen.

1.2

Udvalget støtter forslaget om, at virksomhedslederne får det fulde ansvar for dyrevelfærden under slagteprocessen med krav om, at der indføres standardiserede arbejdsprocedurer og kompetencebeviser, og at der udnævnes en dyrevelfærdsansvarlig på slagteriet.

1.3

Udvalget understreger, at embedsdyrlægen skal have hovedansvaret for overvågningen af, at de korrekte dyrevelfærdsprocedurer overholdes fuldt ud under slagteprocessen. Embedsdyrlægen bør straks informeres om enhver ændring i standardprocedurerne.

1.4

Embedsdyrlægen bør navnlig have ansvaret for den regelmæssige kontrol med, at slagteprocedurerne overvåges på rette vis.

1.5

Forslaget om at tillade undtagelser, når der er tale om rituelle slagtninger, er helt i modstrid med de mål for dyrevelfærden under slagteprocessen, som er fastsat i dette forslag til forordning.

1.6

Udvalget bifalder i høj grad de nye procedurer for sanering og nødaflivning. Særlig stor betydning har kravet om, at der udarbejdes en handlingsplan, som skal sikre, at bestemmelserne i denne forordning overholdes, før saneringen påbegyndes. EØSU ser med stor tilfredshed på forslaget om, at der skal offentliggøres en evalueringsrapport senest et år efter saneringens afslutning.

2.   Introduktion

2.1

Hensynet til dyrevelfærd har stigende betydning i EU, og emnet er yderst relevant for et samfund, som hævder at være moderne og civiliseret.

2.2

I 2004 og 2006 foreslog to videnskabelige udtalelser fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, at det eksisterende direktiv 93/119/EF burde revideres.

2.3

Der er konstateret specifikke problemer i forbindelse med EU-lovgivningen, bl.a. et fravær af en harmoniseret metodologi for nye bedøvelsesmetoder og en mangel på klart definerede ansvarsområder for slagteripersonale og virksomhedsledere. Der er ligeledes et behov for at uddanne de personer, som slagter dyrene.

2.4

Der er et behov for at præcisere de dyrevelfærdskrav, der gælder for aflivning som led i sygdomsbekæmpelse. Når der er tale om nødaflivninger bør velfærdskravene gælde i så vid udstrækning som muligt, så forsinkelser og dermed unødige lidelser for dyret undgås.

2.5

Det er nødvendigt at skabe større forståelse for dyrevelfærd og integrere dette aspekt i forberedelsen og håndteringen af dyr inden slagtning.

2.6

Direktiv 93/119/EF ophæves og erstattes med forordningsforslaget, men lovgivningens anvendelsesområde forbliver uændret.

2.7

Med skiftet fra et direktiv til en forordning sikrer forslaget en ensartet og samtidig anvendelse af reglerne i hele EU, hvilket er i overensstemmelse med spillereglerne for det indre marked.

3.   Kommissionens forslag

3.1

Denne forordning fastsætter bestemmelser om aflivning af dyr med henblik på fremstilling af fødevarer, uld, skind, pelsværk eller andre produkter og om dermed forbundne aktiviteter.

3.2

Undtagelser indrømmes i tilfælde af nødaflivninger, som skal forhindre, at dyret lider unødigt eller i de tilfælde, hvor en fuld overholdelse af reglerne ville resultere i en umiddelbar risiko for menneskers sundhed og sikkerhed.

3.3

Denne forordning finder ikke anvendelse på dyr, der aflives:

a)

i forbindelse med godkendte videnskabelige forsøg

b)

i forbindelse med jagt,

c)

i forbindelse med kultur- eller sportsarrangementer,

d)

af en dyrlæge som led i udøvelsen af sit erhverv som dyrlæge,

e)

samt fjerkræ, harer og kaniner, der slagtes uden for et slagteri af deres ejer til eget forbrug.

3.4

Dyr skal skånes for undgåelig smerte, psykisk belastning eller lidelse under aflivning og dermed forbundne aktiviteter. Virksomhedslederne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dyr behandles ordentligt og håndteres, så de oplever mindst mulig stress inden slagtning.

3.5

Ifølge artikel 4, stk. 1 må dyr kun aflives med en metode, som medfører øjeblikkelig død eller efter bedøvelse.

3.6

Hvis religiøse ritualer foreskriver sådanne metoder kan dyr uanset stk. 1 aflives uden forudgående bedøvelse, forudsat at aflivningen finder sted på et slagteri. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne undtagelse.

3.7

Bilag 1 indeholder en liste over bedøvelsesmetoder samt en detaljeret beskrivelse af de tekniske specifikationer, og bedøvelsen skal udføres i overensstemmelse med disse metoder. Kontrol med bedøvelsesprocessens effektivitet skal udføres på et tilstrækkeligt repræsentativt udvalg af dyr med henblik på at sikre, at processen hele tiden fungerer korrekt.

3.8

Fællesskabsregler for god praksis vedrørende bedøvelsesmetoderne i bilag I kan vedtages efter proceduren i artikel 22, stk. 2. Denne procedure blev etableret ved en rådsafgørelse fra 1999, der fastlægger procedurereglerne for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser til at gennemføre lovgivning gennem et forskriftsudvalg. Hver medlemsstat har en repræsentant i udvalget, og møderne ledes af en repræsentant for Kommissionen.

3.9

Virksomhedslederne udarbejder og gennemfører standardprocedurer for at sikre, at aflivning og der med forbundne aktiviteter udføres i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1. Disse standardprocedurer stilles efter anmodning til rådighed for den kompetente myndighed. For så vidt angår bedøvelse, skal standardprocedurerne tage hensyn til producentens anbefalinger og anvisninger for brug af udstyret. Derudover skal der umiddelbart være adgang til en backup-løsning, hvis der opstår problemer med bedøvelsesudstyret.

3.10

Aflivning og dermed forbundne aktiviteter på et slagteri må kun udføres af personer med det fornødne kompetencebevis. Dette gælder for:

a)

håndtering og pasning af dyr, inden de holdes fast,

b)

fastholdelse af dyr med henblik på bedøvelse eller aflivning,

c)

bedøvelse af dyr,

d)

vurdering af bedøvelsens virkning,

e)

ophængning eller ophejsning af levende dyr,

f)

afblødning af levende dyr,

g)

aflivning af pelsdyr.

3.11

Passende anvisninger vedrørende brug og vedligeholdelse skal ledsage produkter, der markedsføres som fastholdelses- eller bedøvelsesudstyr, således at dyr sikres de bedst mulige velfærdsbetingelser. Særligt kategori eller vægt af de dyr, som udstyret skal anvendes til, samt metoden til overvågning af udstyrets effektivitet skal præciseres.

3.12

Bilag II præciserer klart kravene til slagteriers opførelse, grundplan og udstyr. Med henblik på anvendelse af denne forordning godkender den kompetente myndighed i medlemsstaten, der defineres i artikel 4 i forordning (EF) nr. 853/2004, hvert slagteri, der overholder de relevante kriterier.

3.13

Virksomhedslederne sikrer, at de operationelle bestemmelser for slagterier i bilag III overholdes. Uanset artikel 3, stk. 1, forbydes følgende fastholdelsesmetoder:

a)

ophængning eller ophejsning af dyrene ved fødder eller ben,

b)

mekanisk sammenbinding af dyrs ben eller fødder,

c)

brækning af ben, overskæring af sener i benene eller blinding af dyr,

d)

overskæring af rygmarven ved hjælp af f.eks. en puntilla eller en dolk,

e)

anvendelse af elektrisk strøm, som ikke bedøver eller afliver dyrene under kontrollerede forhold, navnlig enhver anvendelse af elektrisk strøm, der ikke omspænder hjernen.

Litra a) og b) finder dog ikke anvendelse på slagtebøjler til fjerkræ.

3.14

Virksomhedslederne indfører og iværksætter passende overvågningsprocedurer til kontrol og bekræftelse af, at dyr til slagtning er effektivt bedøvet i tidsrummet mellem afslutningen af bedøvelsesprocessen og bekræftelsen af dødens indtræden, og dette inkluderer navnet på den ansvarlige person. Der skal indføres en overvågningsprocedure for hver slagtekæde, hvor der anvendes forskelligt bedøvelsesudstyr.

3.15

Virksomhedslederne udpeger en dyrevelfærdsansvarlig på hvert slagteri, som har ansvaret for, at bestemmelserne i denne forordning gennemføres på korrekt vis. Der gælder en undtagelse for slagterier, hvor der slagtes under 1 000 storkreaturer (pattedyr) eller 150 000 enheder fjerkræ om året.

3.16

Forslaget har til formål at gøre de kompetente myndigheder, der udfører aflivning som led i sygdomsbekæmpelse (fugleinfluenza eller mund- og klovsyge), mere ansvarlige over for offentligheden med hensyn til de slagtede dyrs velfærd. Mere specifikt vil forslaget kræve en bedre planlægning, overvågning og rapportering.

3.17

I tilfælde af nødaflivninger skal den person, som har ansvaret for de berørte dyr, træffe alle nødvendige foranstaltninger til at aflive dyret så hurtigt som muligt.

3.18

Hver medlemsstat udpeger et nationalt referencecenter, der skal levere fortløbende og kompetent støtte til de offentlige inspektører og yde teknisk og videnskabelig ekspertbistand.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

Undtagelsen for mindre slagterier i artikel 14 er passende og nødvendig for at sikre, at mindre slagterier forsat kan eksistere og levere til lokale markeder.

4.2

Embedsdyrlægernes rolle bør udvides, således at de får til opgave at overvåge overholdelsen af reglerne for dyrevelfærd i denne forordning med særlig fokus på kontrol med de opgaver, som udføres af den dyrevelfærdsansvarlige. Embedsdyrlægen bør straks informeres om enhver ændring i standardprocedurerne.

4.3

En videnskabelig gruppe bestående af eksperter bør etableres med det formål at undersøge og udarbejde gode adfærdskodekser for bedøvelsesmetoderne i bilag 1.

4.4

Forslaget i artikel 4, stk. 2 om at tillade en undtagelse for rituelle slagtninger er i modstrid med forordningens generelle mål, som er at forbedre beskyttelsen af dyr på aflivningstidspunktet. Innovativ teknologi såsom et bedøvelsesmålingsapparat gør det muligt for dem, som ønsker at slagte vha. en forudgående elektrisk bedøvelse, som er i overensstemmelse med Halal-reglerne, mulighed for nøje at overvåge, hvor stort et strømstød dyret får. Dette sikrer, at dyret er tilstrækkeligt bedøvet, men stadig i live inden slagtningen. Målingsapparatet fastholder alle strømstød, som gives til dyret, og styrken af disse. Måleapparatet bidrager reelt til dyrevelfærden. Derudover vil indførelsen af et mærkningssystem, som angiver slagtemetoden, fremme brugen af bedøvelsesmålingsapparatet. Det er vigtigt, at Kommissionen aktivt støtter forskning i systemer, der kan få religiøse grupper til at anvende bedøvelse, så dyrevelfærden på slagtetidspunktet forbedres.

4.5

Det er vigtigt, at adfærdskodekser udarbejdes under hensyntagen til de forskellige aktørers synspunkter, og at disse er underlagt Kommissionens godkendelse.

4.6

Mindre slagterier har for nylig måttet bære betydelige omkostninger som følge af den opgradering, som de måtte gennemføre for at leve op til hygiejnepakkens forpligtelser. For ikke at bringe deres levedygtighed i fare bør der stilles midler til rådighed, som kan bidrage til dækningen af de udgifter, som pålægges slagterierne på baggrund af denne forordning.

4.7

Etableringen af referencecentre bør være kompatibel med og relatere sig til eksisterende videnskabelige og forskningsbaserede instanser i medlemsstaten. Det er vigtigt, at dobbeltarbejde undgås, og at der afsættes de nødvendige finansielle midler til, at systemet kan fungere effektivt. Uddannelsesprogrammerne bør harmoniseres på EU-niveau.

4.8

Ved udarbejdelsen af adfærdskodekser vedrørende håndtering og pasning af dyr må der tages passende hensyn til holdningen hos de personer, som har mindst fem års uafbrudt praktisk erfaring med håndtering og pasning af dyr, hvilket bør kombineres med den akademiske holdning til, hvordan dyr bør behandles og passes. Kompetencegivende kurser på området bør ligeledes tage højde for dette aspekt.

4.9

Uden at stille krav om en formel eksamen bør medlemsstaterne indtil den 31. december 2014 udstede kompetencebeviser til personer, som kan bevise, at de har fem års uafbrudt erfaring på området, hvis embedsdyrlægen for inden vurderer sagen positivt.

4.10

Udvalget anser særligt artikel 4, stk. 1 for at være særdeles vigtig. Denne artikel specificerer, at dyr kun må aflives med en metode, som medfører øjeblikkelig død eller efter bedøvelse.

4.11

Udvalget bifalder artikel 8's forslag om, at bedøvelsesudstyr ikke skal bringes i omsætning uden passende anvisninger vedrørende brug og vedligeholdelse, således at dyr sikres de bedst mulige velfærdsbetingelser. Der bør forskes med henblik på at sikre, at der eksisterer et automatisk overvågningssystem. Forordningen specificerer ikke, hvilken form for licens, der skal sikre, at en uafhængig instans har godtgjort, at det bedøvelsesudstyr, som bringes i omsætning, lever op til producentens anprisninger.

4.12

Udvalget mener, at importeret udstyr fra tredjelande bør leve op til de samme standarder, så konkurrenceforvridning undgås. Dette spørgsmål behandles i artikel 10, men formuleringen skal være skarpere og tydeligere. Der skal ligeledes være en hensigtserklæring om, at en sådan politik vil blive realiseret.

4.13

Udvalget bifalder hovedprincipperne i forslaget til forordning.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/69


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En fælles indvandringspolitik for Europa: Principper, aktioner og redskaber

KOM(2008) 359 endelig

2009/C 218/15

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 17. juni 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - En fælles indvandringspolitik for Europa: Principper, aktioner og redskaber«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Luis Miguel PARIZA CASTAÑOS til ordfører og Ana BONTEA til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. december 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25.–26. februar 2009, mødet den 25. februar, følgende udtalelse med 130 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner: Styring af indvandring

1.1

EØSU har foreslået, at Rådet går bort fra enstemmighedsreglen i forbindelse med indvandringspolitik og vedtager beslutninger med kvalificeret flertal og fælles beslutningstagning med Parlamentet, og det mener, at indvandringslovgivning bør indgå i Lissabontraktaten under den almindelige procedure. I betragtning af den nuværende situation, som kan forsinke vedtagelsen af Lissabontraktaten, ønsker udvalget at gentage sit forslag til Rådet om at vedtage passerelleproceduren med henblik på at fremskynde ikrafttrædelsen af systemet med kvalificeret flertal og fælles beslutningstagning.

1.2

I sin udtalelse har EØSU indtaget den holdning, at man i indvandringspolitik og -lovgivning bør respektere alle folks menneskerettigheder samt principperne om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling. For at styrke dette mål foreslår EØSU, at der medtages to nye fælles principper: grundlæggende rettigheder samt retsstatsprincippet og grundlæggende friheder.

1.3

EØSU understreger behovet for, at Kommissionen og medlemsstaterne opretter og udvikler en mekanisme for høring af alle relevante aktører, særlig arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer), men også civilsamfundet, indvandrersammenslutninger, akademiske eksperter og internationale organisationer. Med henblik på at tilrettelægge denne deltagelse og styrke EØSU's rolle har udvalget vedtaget en udtalelse (1) om oprettelse af et europæisk integrationsforum.

1.4

Der er gået flere år, siden Kommissionen foreslog at indføre en åben koordinationsmetode, hvilket fik støtte fra EØSU (2) og Parlamentet, men den blev ikke vedtaget af Rådet. EØSU støtter Kommissionens forslag om en fælles metodologi og betragter det som et første skridt hen imod at etablere en åben koordinationsmetode. Efter EØSU's mening bør fælles principper omdannes til fælles målindikatorer, som bør indgå i nationale indvandringsprofiler. Den enkelte medlemsstat udarbejder en årlig rapport, og Kommissionen udfærdiger en årlig sammenfattende rapport, som den fremsender til Parlamentet. EØSU mener, at det også bør høres i denne proces. På grundlag af Kommissionens rapport vil der på Det Europæiske Råds forårsmøde blive foretaget en politisk vurdering og udarbejdet henstillinger.

1.5

Arbejdsmarkedets parter, civilsamfundets organisationer og de nationale parlamenter vil blive inddraget i udarbejdelsen af de årlige rapporter for den enkelte medlemsstat under anvendelse af medlemsstatens egne procedurer. EØSU fremhæver behovet for at offentliggøre, fremme og øge bevidstheden om de årlige rapporter.

1.6

Udvalget er af den opfattelse, at den åbne koordinationsmetode er det rette instrument til at sikre sammenhæng mellem nationale politikker, og at den bør anvendes til at sikre, at medlemsstaterne sammen arbejder på at nå målene fra Tampere og således skaber et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den åbne kommunikationsmetode bør gennemføres uden at forsinke den retlige ramme, der er fastsat i traktaten og bekræftet på Det Europæiske Råds møder i Tampere og Haag.

1.7

EØSU håber, at EU får en passende, tilstrækkeligt harmoniseret lovgivning, således at indvandringen kan kanaliseres gennem lovlige, fleksible og gennemsigtige procedurer, hvor tredjelandsstatsborgere behandles på en retfærdig måde med rettigheder og forpligtelser, der svarer til dem, der gælder for EU's borgere.

1.8

Efter EØSU's mening ville samarbejde mellem myndighederne og arbejdsmarkedets parter gøre det muligt for adskillige mennesker, som i dag arbejder ulovligt, at legalisere deres administrative situation, så deres job blev gjort lovligt.

1.9

Det er nødvendig at forbedre samarbejdet og solidariteten mellem medlemsstaterne og indføre en stærk finansiel komponent. Følgelig bør midlerne under det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme (2007-2013) anvendes effektivt som en byrdefordelingsmekanisme, der kan supplere medlemsstaternes nationale budgetmæssige ressourcer.

2.   Indledning

2.1

Formålet med meddelelsen er at tilskynde Rådet til at vedtage fælles politiske principper som retningslinje for udviklingen af en fremtidig indvandringspolitik, og den er et led i en bredere politisk proces til gennemførelse af det politiske grundlag for vedtagelsen af det nye flerårige program for politikker for frihed, sikkerhed og retfærdighed, som skal erstatte Haag-programmet, og som vil blive vedtaget under det svenske formandskab i den anden halvdel af 2009.

2.2

Det franske formandskab har forsøgt at sikre Rådets godkendelse af den europæiske pagt om indvandring og asyl (3) med henblik på at give nyt politisk incitament til disse politikker og styrke det mellemstatslige samarbejde.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU glæder sig over Kommissionens meddelelse, som sigter på at forbedre samarbejdet og koordinationen i EU om indvandringspolitik, og er af den opfattelse, at det er vigtigt at styrke en fælles europæisk indvandringspolitiks merværdi samt den proaktive rolle, Kommissionen skal spille.

3.2

Det franske formandskab burde have hørt EØSU vedrørende den europæiske pagt om indvandring og asyl. EØSU er af den opfattelse, at Kommissionens strategi understreger behovet for at styrke fællesskabsmetoden, og at Rådets konklusioner fremhæver det mellemstatslige samarbejde. Udvalget hilser idéen om tættere samarbejde mellem regeringerne velkommen og foreslår Rådet, at Kommissionens initiativret fremmes, samt at Parlamentet og EØSU kommer til at spille en mere aktiv rolle i udviklingen af indvandringspolitikker.

3.3

I meddelelsen påpeges det, at en fælles indvandringspolitik er en af de vigtigste prioriteter for EU. Politikken bør sigte mod en koordineret og integreret tilgang til indvandring både på europæisk, nationalt og regionalt plan, og den bør udformes i partnerskab og solidaritet mellem medlemsstaterne og Kommissionen. I meddelelsen foreslås det at vedtage et sæt politisk bindende fælles principper, som aftales af Rådet, og som derefter udmøntes i konkrete aktioner. Implementeringen af disse foranstaltninger bør følges op af en overvågningsmekanisme og en fælles metodologi.

3.4

EØSU støtter disse mål bredt.

3.5

EØSU har foreslået (4), at Rådet i forbindelse med indvandringspolitik går bort fra enstemmighedskravet og vedtager sine beslutninger med kvalificeret flertal og ved fælles beslutningstagning.

3.6

I sine udtalelser har EØSU indtaget den holdning, at man i indvandringspolitik og -lovgivning bør respektere alle folks menneskerettigheder samt principperne om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling, og det deler derfor Kommissionens synspunkt om, at indvandringspolitik »bør bygge på de universelle værdier som menneskelig værdighed, frihed, lighed og solidaritet, som EU slutter op om, herunder fuld respekt for EU's charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention«.

3.7

Når Lissabontraktaten træder i kraft, bliver det første gang i europæisk integrations historie, at chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention bliver officielt anerkendt som retligt bindende for medlemsstaterne og EU-institutionerne, når de vedtager og gennemfører fællesskabslovgivning. Både EU-institutionerne og medlemsstaterne er nødt til at sikre, at alle politikker, herunder dem, der vedrører området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, respekterer disse grundlæggende rettigheder.

3.8

Endvidere anerkendes det i EU-traktatens artikel 47 som fastsat i Lissabontraktaten, at »Unionen har status som juridisk person«, og i artikel 6, stk. 2, fastsættes det, at »Unionen tiltræder den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder«.

3.9

EØSU har foreslået (5), at Kommissionen, Parlamentet og Rådet på området for ekstern politik skal fremme en international retlig ramme for indvandring på grundlag af verdenserklæringen om menneskerettigheder, konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Denne internationale retlige ramme bør omfatte de vigtigste ILO-konventioner samt FN's internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som endnu ikke er blevet ratificeret af EU-medlemsstaterne på trods af, at EØSU har vedtaget en initiativudtalelse (6), i hvilken de opfordres til at ratificere den.

3.10

For at styrke dette mål foreslår EØSU, at der medtages to nye fælles principper: grundlæggende rettigheder samt retsstatsprincippet og grundlæggende friheder.

4.   Særlige bemærkninger om de grundlæggende principper

4.1

Kommissionen foreslår fælles principper for udviklingen af en fælles indvandringspolitik med tre overskrifter: velstand, solidaritet og sikkerhed.

4.2

EØSU påpeger imidlertid, at de principper, der er afledt af grundlæggende rettigheder, mangler. Da EU's og medlemsstaternes indvandringspolitik og -lovgivning (adgang, indrejse, grænser, visum, tilbagevenden, opholdsbetingelser etc.) bør respektere menneskelig værdighed og grundlæggende rettigheder, foreslår EØSU, at der tilføjes en ny overskrift, »Menneskerettigheder«, som omfatter to nye principper:

Princip A:   Grundlæggende rettigheder

4.3

EU og medlemsstaterne bør i deres indvandringspolitikker overholde Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder med henblik på at bekæmpe racisme og diskrimination og styrke princippet om ligebehandling. Opfyldelsen af disse principper bør danne grundlag for udformningen af EU-lovgivning om indvandring.

4.4

I en nylig udtalelse (7) erklærede EØSU, at tredjelandsstatsborgeres rettigheder og forpligtelser i henhold til forslaget til et direktiv om en kombineret ansøgningsprocedure (KOM(2007) 638 endelig) og retten til ligebehandling vedrørende løn, arbejdsforhold, forsamlingsfrihed, uddannelse og faglig udvikling er et godt udgangspunkt for en fremtidig fælles indvandringslovgivning.

Princip B:   Retsstatsprincippet og grundlæggende friheder

4.5

Da medlemsstaterne er enige om, at EU bør tiltræde den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, mener EØSU, at de retlige garantier i denne konvention bør medtages i de fælles principper for indvandringspolitik for at sikre, at alle indvandrere får reel adgang til de rettigheder og garantier, som retsstaten giver, mens de er bosiddende i EU.

5.   Fælles principper for den videre udbygning af den fælles indvandringspolitik (forslag fra Kommissionen)

5.1

Velstand: Lovlig indvandrings bidrag til den socioøkonomiske udvikling i EU

5.2

I meddelelsen understreges den lovlig indvandrings bidrag til den socioøkonomiske udvikling i EU. EØSU har flere gange påpeget de positive virkninger af indvandring for værtssamfund i Europa under hensyntagen til udfordringerne i Lissabonstrategien. Udvalget håber derfor, at de begrænsninger på opholdets længde, der berører statsborgere fra de nye medlemsstater, snart bliver ophævet.

5.3

Afsnittet om velstand indeholder tre principper:

Princip 1:   Klare regler og fælles spilleregler

5.4

EØSU håber, at EU får en passende, tilstrækkeligt harmoniseret lovgivning, således at indvandringen kan kanaliseres gennem lovlige, fleksible og gennemsigtige procedurer, hvor tredjelandsstatsborgere behandles på en retfærdig måde med rettigheder og forpligtelser, der svarer til dem, der gælder for EU's borgere.

5.5

Det er vigtigt for EU at samarbejde med oprindelseslandene for at styre migrationsstrømmene. EØSU har for nylig vedtaget to udtalelser (8), i hvilke det opfordrer til at styrke samarbejdet mellem oprindelseslande og europæiske værtslande.

5.6

Den fælles visumpolitik bør anvendes på en mere fleksibel måde, da den ofte hæmmer styringen af lovlige migrationsstrømme.

Princip 2:   Matchning af færdigheder og behov

5.7

Som led i Lissabonstrategien bør økonomisk motiveret indvandring ske på baggrund af en fælles behovsbaseret vurdering af EU's arbejdsmarkeder, hvor man lægger vægten på alle færdighedsniveauer og sektorer for at styrke princippet om fællesskabspræference.

5.8

Hvad angår vurderingen af »faglærte arbejdstageres« behov i EU-medlemsstaterne frem til 2020, stillede EØSU i en nylig udtalelse (9) en række forslag vedrørende direktivet om det blå EU-kort.

5.9

Hvad angår opstillingen af »indvandringsprofiler«, som giver oplysninger om indvandreres deltagelse på det nationale arbejdsmarked, er der efter udvalgets mening behov for at øge de nationale data og EU-data om migrationsstrømme og arbejdsmarkeder. EØSU mener, at konceptet »indvandringsprofiler« bør være fleksibelt og tage hensyn til arbejdstageres tilpasningsevne.

5.10

EØSU ønsker at fremhæve betydningen af sprogkundskaber og erhvervsuddannelse for indvandrede arbejdstagere, da dette er væsentligt for at finde arbejde og for bedre at kunne tilpasse sig ændringer på arbejdsmarkederne. Samtidig er det vigtigt at anerkende faglige kvalifikationer erhvervet uden for EU.

5.11

EØSU er enig med Kommissionen i målet om at støtte indvandrernes iværksættertrang. De hindringer, som stadig eksisterer i national lovgivning om indvandring, skal imidlertid overvindes, hvis dette mål skal nås.

5.12

Da indvandrerarbejdstagere har størst risiko for at miste deres job, er det vigtigt at træffe foranstaltninger med henblik på at få flere i arbejde med særlig fokus på kvinder og personer med særlige problemer.

5.13

EØSU er af den opfattelse, at for at bekæmpe ulovlig beskæftigelse bør foranstaltningerne i direktivet om sanktioner mod arbejdsgivere anvendes sammen med incitamenter og aktive politikker til regulering og lovliggørelse af beskæftigelse af indvandrere. For at gennemføre dette skal både national lovgivning og EU-lovgivning om indvandring være mere fleksibel og tættere forbundet med udviklingen på arbejdsmarkedet, da det er nødvendigt at udvikle og stadfæste høring af arbejdsmarkedets parter og en passende social dialog.

5.14

Overholdelsen af ILO's regler skal sikres, især ILO-konventionerne om vandrende arbejdstagere (C97 og C143).

Princip 3:   Integration er nøglen til en vellykket indvandring

5.15

EØSU har udarbejdet en række udtalelser (10) til fremme af integrationspolitik og derfor glad for, at integration er et af de principper, der ligger til grund for indvandringspolitikken. De »fælles grundlæggende principper«, som Rådet vedtog i 2004, bør danne grundlag for integrationspolitikker, og det første princip fastlægger, at integration er en tovejsproces eller gensidig proces (mellem indvandrerne og værtslandet). Udvalget tilslutter sig Kommissionens mål om, at de europæiske samfund »bør øge deres kapacitet til at håndtere indvandringsrelateret mangfoldighed og øge den sociale sammenhængskraft«.

5.16

Udvalget støtter Kommissionens forslag og mener, at en konsolidering af EU's integrationsramme vil kræve nyt politisk incitament fra Rådet. EØSU har foreslået begrebet »samfundsborgerintegration«, som er baseret på »gradvis ligestilling af indvandrerne med den øvrige befolkning, hvad angår rettigheder og pligter samt adgang til goder, tjenesteydelser og demokratisk medindflydelse på lige vilkår« (11). Det er derfor væsentligt at sikre, at indvandrere i højere grad inddrages socialt og politisk på lokalt, nationalt og europæisk niveau. Udvalget har udarbejdet en udtalelse til Det Europæiske Konvent (12), i hvilken det foreslår, at tredjelandsstatsborgere, som er fastboende udlændinge, bevilges unionsborgerskab.

5.17

Kommissionen er for tiden ved at samordne et nationalt net af kontaktpunkter, som viser sig at være en meget positiv erfaring. EØSU understreger betydningen af at udveksle og analysere de nationale myndigheders erfaring og gode praksis og af Rådets indførelse af en åben koordinationsmetode, der vil gøre det nødvendigt at udvikle fælles indikatorer og bæredygtige statistiske systemer, som medlemsstaterne bør anvende, når de evaluerer resultaterne af integrationspolitikker.

5.18

Der skal udvikles »integrationsprogrammer« for »nyankomne indvandrere«, som skal omfatte en sproglig dimension (at lære sproget), en kulturel og samfundsmæssig dimension (forpligtelse til grundlæggende europæiske værdier) inden for rammerne af »specifikke nationale procedurer«, f.eks. »integrationskurser, udtrykkelige integrationstilsagn, velkomstprogrammer, nationale planer for borgerskab og integration, indførelse i samfundsforhold eller samfundsorienteringskurser«.

5.19

I samarbejde med Dublin-instituttet og arbejdsmarkedets parter har EØSU undersøgt indvandrerarbejdstageres arbejdsforhold (13), og konklusionen var, at mangfoldighed på arbejdspladsen øger mulighederne for både virksomheder og arbejdstagere, og at samarbejde med arbejdsmarkedets parter bør supplere lovgivning og offentlig politik på arbejdspladsen.

5.20

I en række udtalelser har EØSU opfordret til at medtage indvandreres rettigheder i EU-lovgivning og til at informere indvandrere om deres rettigheder og ansvar (i henhold til værtslandets lovgivning).

5.21

I betragtning af at visse rettigheder i medlemsstaterne afhænger af, hvor lang tid indvandrere har boet i et land, er EØSU enig med Kommissionen i, at indvandrere skal have ikkediskriminerende og fuld adgang til sundhedspleje, social beskyttelse, social sikring og pensionsrettigheder. I den europæiske pagt om indvandring og asyl fastsættes det også, at visse rettigheder skal være sikret, f.eks. »adgang til uddannelse, arbejde, sikkerhed og offentlige og sociale tjenester«.

5.22

I sin udtalelse om grønbogen foreslog EØSU, at de forskellige rettigheder skal anerkendes (14).

5.23

EØSU har i en række udtalelser (15) foreslået at ændre direktiv 2003/86/EF om retten til familiesammenføring, da det er meget restriktivt, ikke respekterer grundlæggende rettigheder og er en hindring for integration.

5.24

Endvidere bør der inden marts 2009 oprettes et europæisk integrationsforum som foreslået af EØSU (16) og stadfæstet på den forberedende konference i april 2008. Medlemsstaterne bør hjælpe forummets medlemmer med at udføre deres opgaver.

5.25

Solidaritet: Koordinering mellem medlemsstaterne og samarbejde med tredjelande.

5.26

Kommissionen foreslår at styrke den politiske solidaritet. Afsnittet om »Solidaritet og indvandring« er baseret på tre principper:

Princip 4:   Gennemsigtighed, tillid og samarbejde

5.27

Den fælles indvandringspolitik bør bygge på en høj grad af politisk og operationel solidaritet, gensidig tillid, gennemsigtighed, ansvarsdeling og fælles bestræbelser fra Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters side. EØSU tilslutter sig disse principper og ønsker at understrege, at det er nødvendigt at bevæge sig ud over det mellemstatslige samarbejde for at sikre, at EU-institutionerne inddrages i den fælles indvandringspolitik.

5.28

Det er nødvendigt at styrke udvekslingen af oplysninger, øge den gensidige tillid og vælge koordinerede strategier, følge indvirkningen fra nationale foranstaltninger over de nationale grænser samt udvikle systemer, der kan arbejde sammen (interoperable systemer) under hensyntagen til det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur).

5.29

I en nylig udtalelse (17) støttede EØSU Kommissionens initiativer, der har til formål at sikre, at medlemsstaterne forbedrer deres statistikker om indvandring.

Princip 5:   Effektiv og logisk anvendelse af de forhåndenværende midler

5.30

Solidaritet bør omfatte en stærk finansiel komponent, der tager hensyn til den særlige situation, hvad angår visse medlemsstaters ydre grænser og de specifikke udfordringer af indvandringsmæssig karakter, som de står over for. Følgelig bør midlerne under det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme (2007-2013) anvendes effektivt som en byrdefordelingsmekanisme, der kan supplere medlemsstaternes nationale budgetmæssige ressourcer.

5.31

EØSU har udarbejdet en udtalelse (18), i hvilken det kritiserer tilgangen i politikker for styring af migrationsstrømme, og det foreslår en tilgang, der først og fremmest tager hensyn til enkeltpersoner som indehavere af grundlæggende menneskerettigheder.

5.32

Der bør lægges særlig vægt på presserende behov, f.eks. i forbindelse med masseindvandring. EØSU ønsker også at gøre opmærksom på, at humanitære nødsituationer af og til gør EU's solidaritet påkrævet.

5.33

EØSU bifalder, at Europa-Parlamentets budgetudvalg har godkendt et forslag til ændring af EU-budgettet for 2009 med henblik på tildeling af finansielle ressourcer til etablering af en »solidaritetsmekanisme«, som gør det muligt at fordele byrderne mellem EU's medlemsstater. Dette omfatter tildeling af midler til Den Europæiske Flygtningefond, fremme af genbosættelsesprogrammer og midler til EU's Frontex-agentur, så det kan udvide sine maritime opgaver i Sydeuropa på en permanent basis fra januar 2009.

Princip 6:   Partnerskab med tredjelande

5.34

EØSU har udarbejdet to udtalelser (19) med forslag til en ny strategi for EU-politikker: Indvandringspolitik skal styres i samarbejde med oprindelseslandene for at sikre, at indvandring er en udviklingsfaktor i disse lande. Det vil indebære omformulering af mange aspekter i disse politikker, bl.a. om indrejsebetingelser og indvandreres muligheder for mobilitet.

5.35

Udvalget hilser derfor dette princip velkommen, da styring af migrationsstrømme nødvendiggør partnerskab og samarbejde med tredjelande.

5.36

Hjerneflugten skal begrænses, uddannelsen forbedres, og lokale arbejdsmarkeder styrkes. Anstændigt arbejde skal fremmes, udviklingspotentialet i pengeoverførsler skal erkendes, og irregulær indvandring forhindres.

5.37

Sammen med interesserede medlemsstater bør der indgås mobilitetspartnerskaber med tredjelande, så der banes vej for lovlig indvandring til Europa.

5.38

Der bør skabes muligheder for cirkulær migration gennem juridiske og operationelle foranstaltninger, der giver lovlige indvandrere ret til prioriteret adgang til yderligere lovligt ophold i EU.

5.39

Associeringsaftaler bør omfatte bestemmelser om social sikring, som bl.a. bør dække muligheden for at overføre erhvervede sociale rettigheder, især pensionsrettigheder, til oprindelseslande.

5.40

Sikkerhed: Effektiv bekæmpelse af »ulovlig indvandring«

5.41

I tidligere udtalelser (20) har EØSU advaret om, at »udtrykket »ulovlig indvandring«, når der er tale om personer, der emigrerer, bør præciseres nærmere. Selv om det ikke er lovligt at rejse ind i et land uden dokumentation og de nødvendige tilladelser, er de pågældende personer ikke kriminelle. Irregulære indvandrere er ikke kriminelle, selv om de ikke har papirerne i orden«. De rigtige kriminelle er personer, som er involveret i ulovlig menneskehandel, og dem, der udnytter irregulære indvandrere.

5.42

Afsnittet om sikkerhed indeholder fire principper:

Princip 7:   En visumpolitik, der tjener EU's og dets partneres interesser

5.43

EØSU ønsker at vide, om Kommissionen har tilstrækkelige data til at vurdere visumpolitikkens indvirkning på begrænsning af ulovlig indvandring. Kravet om, at personer i nogle tredjelande skal have et visum til kortvarigt ophold, kan reducere ulovlig indvandring fra de pågældende lande, men det kan også øge antallet af personer, der bliver ofre for menneskehandel og menneskesmugling. Endvidere kan visumpolitik være stærkt diskriminerende, da den begrænser mobiliteten, og de konsulære myndigheder skal derfor forvalte problemet nøje og handle hurtigt på en gennemsigtig måde, der sikrer, at muligheden for korruption udelukkes.

5.44

Udvalget er enigt i, at der bør indføres ensartede europæiske Schengen-visa, og at der bør oprettes fælles konsulatcentre, der repræsenterer et antal medlemsstater.

Princip 8:   Integreret grænseforvaltning

5.45

Med henblik på at bevare Schengen-områdets integritet uden personkontrol ved de indre grænser foreslår Kommissionen, at den »integrerede forvaltning« af strategier til kontrol ved EU's ydre grænser styrkes og udvikles.

5.46

Den operationelle dimension af Frontex bør styrkes, der bør oprettes et integreret system for grænsekontrol under anvendelse af nye teknologier, og potentialet i det syvende rammeprogram for forskning bør udnyttes. Det er af største betydning, at Frontex videreudvikles og styrker sin koordinerende og støttende rolle i forbindelse med fælles operationer samt sin evne til at reagere hurtigt på medlemsstaternes behov ved de ydre grænser. I fremtiden bør EU træffe beslutning om Frontex' operative kommando og kontrol under hensyntagen til de juridiske implikationer i forhold til såvel national som international ret.

5.47

Der skal opbygges et samarbejde med tredjelande, og udviklingen af deres migrationsforvaltning og kontrolkapacitet skal fremmes.

5.48

Udvalget ønsker at fremhæve behovet for at bevare Schengen-området uden kontrol ved de indre grænser og at styrke samarbejde og solidaritet mellem medlemsstaterne i forbindelse med forvaltning af EU's ydre grænser.

5.49

EØSU støtter også oprettelsen af et enkelt fælles kontrolsted ved grænserne, hvor hver rejsende underkastes en enkelt kontrol af en enkelt myndighed.

5.50

Den omfattende og konstante tilstrømning af indvandrere til et bestemt EU-område er primært et humanitært problem, som de nationale myndigheder ikke kan løse uden EU's hjælp og støtte. En række europæiske områder, f.eks. de sydlige øer (Malta, Lampedusa, De Kanariske øer osv.), har særlige problemer, fordi de er mellemstation for ulovlig indvandring og somme tider tager imod flere indvandrere, end de kan klare. Det er derfor afgørende, at systemet i EU er præget af solidaritet, og ved at kombinere EU-ressourcer og nationale ressourcer bør man dele de byrder, som i praksis opstår ved, at visse medlemsstater periodevis stilles over for en massiv ulovlig indvandring.

5.51

EØSU ønsker at, en effektiv grænsekontrol bliver ledsaget af respekt for retten til asyl, da mange mennesker, der har behov for international beskyttelse, når ulovligt frem til EU's ydre grænser. Udvalget vil vedtage endnu en udtalelse (21) om det fælles europæiske asylsystem.

5.52

EØSU har støttet oprettelsen af Frontex (22) og den kommende oprettelse af en europæisk grænsevagt og en europæisk grænsevagtskole, da grænsekontrol bør udføres af grænsevagter med særligt kendskab til menneskehandel og en betydelig teknisk viden.

5.53

Agenturets opgaver bør omfatte koordination af redningstjenester, særlig søredning, for at forhindre anvendelse af farlige indvandringsnetværk og hjælp til mennesker, som er i fare, fordi de gør brug af disse netværk.

Princip 9:   Optrapning af kampen mod ulovlig indvandring og nultolerance over for menneskehandel

5.54

Kommissionen foreslår at tackle sort arbejde og ulovlig beskæftigelse ved hjælp af præventive foranstaltninger, håndhævelse af lovgivningen og sanktioner. Beskyttelsen af og støtten til ofrene for menneskehandel bør øges, og samarbejdet med oprindelses- og transitlande styrkes.

5.55

Udvalget mener, at bekæmpelse af ulovlig indvandring ikke blot er en opgave for grænsevagter, men også for de europæiske arbejdsmarkeder, som i nogle sektorer og lande tilbyder ulovlige indvandrere sort arbejde. EØSU vedtog for nylig en udtalelse (23), i hvilken det godkendte Kommissionens direktiv om sanktioner mod arbejdsgivere, der ansætter ulovlige indvandrere, og i hvilken betydningen af arbejdsmarkedet parter og af indvandrernes arbejdsvilkår understreges.

5.56

Den ulovlige indvandring vil også mindskes, når EU og medlemsstaterne får en mere åben og fleksibel lovgivning for modtagelse af nye indvandrere, sådan som EØSU har foreslået det i flere udtalelser.

5.57

Udvalget støtter Kommissionen, som ønsker at sikre, at tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i et land, får adgang til tjenester, der er væsentlige for at garantere grundlæggende menneskerettigheder (f.eks. uddannelse, især af børn, og grundlæggende sundhedspleje).

5.58

EØSU er af den opfattelse, at eksistensen af flere hundrede tusind ulovlige indvandrere i EU er en udfordring for EU og dets medlemsstater. Tvungen tilbagesendelse må ikke være det eneste svar, da man altid skal sikre menneskers værdighed og human behandling af dem. En sådan politik er heller ikke økonomisk bæredygtig. Udvalget har derfor i andre udtalelser foreslået følgende (24): »Inden for rammerne af koordineringen af den førte politik bør Kommissionen opfordre medlemsstaterne til at udarbejde nogle reguleringsforanstaltninger for dermed at imødegå risikoen for, at irregulær indvandring bliver betragtet som lovlig indvandring ad bagvejen. Ved reguleringen af den situation, de pågældende befinder sig i, bør der ses på, hvor etablerede de er socialt og beskæftigelsesmæssigt«. Efter EØSU's mening ville samarbejde mellem myndighederne og arbejdsmarkedets parter gøre det muligt for adskillige mennesker, som i dag arbejder ulovligt, at legalisere deres administrative situation, så at deres job blev gjort lovligt.

5.59

Manglen på effektive kontroller ved de ydre grænser udnyttes ofte af kriminelle netværk, som handler med mennesker og ikke har skrupler over at udsætte menneskers liv for alvorlig fare med henblik på at øge deres ulovlige fortjeneste. I en anden udtalelse (25) har EØSU påpeget, at myndighederne skal beskytte ofre, særlig de mest sårbare, f.eks. børn, og ofre for menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse, lige så ihærdigt som de bekæmper kriminelle netværk, der handler med og udnytter mennesker.

5.60

EØSU er meget bekymret over anvendelsen af biometriske systemer, som kan udnyttes diskriminatorisk og krænke retten til privatlivets fred.

Princip 10:   Effektive og bæredygtige tilbagesendelsespolitikker

5.61

Kommissionen er af den opfattelse, at tilbagesendelsespolitikker er en uomgængelig komponent i EU's politik over for ulovlig indvandring, og at ukritiske legaliseringer i stor stil af personer, der opholder sig ulovligt i et land, bør undgås, »samtidig med at der åbnes mulighed for individuelle legaliseringer baseret på rimelige og gennemsigtige kriterier«.

5.62

Kommissionen foreslår at give tilbagesendelsespolitikken en europæisk dimension ved at sikre fuld gensidig anerkendelse af tilbagesendelsesbeslutninger. I sin udtalelse (26) var EØSU af den opfattelse, at da der ikke findes en fælles indvandrings- og asyllovgivning, er gensidig anerkendelse af tilbagesendelsesbeslutninger yderst problematisk, hvis man skal sikre, at de grundlæggende rettigheder, der er givet i henhold til retsstatsprincippet, bliver overholdt.

5.63

EØSU bemærkede i den udtalelse, at frivillig tilbagevenden med passende incitamenter i samarbejde med IOM og specialiserede ngo'er er en mere succesrig politik.

5.64

EØSU blev ikke hørt under udarbejdelsen af direktivet om tilbagesendelse, men er enig med menneskerettighedsorganisationer, der hævder, at en del af bestemmelserne (varigheden af tilbageholdelsen i interneringscentre, den utilstrækkelige behandling af mindreårige etc.) ikke er forenelig med grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet.

5.65

Der skal tages skridt til at sikre, at oprindelseslande tager deres statsborgere tilbage, hvilket de er forpligtet til i henhold til internationale konventioner, og de nuværende tilbagetagelsesaftaler bør vurderes med henblik på at forbedre gennemførelsen af dem og tage ved lære til forhandlingen af fremtidige aftaler.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Se EØSU's udtalelse om »Platform for øget inddragelse af civilsamfundet med henblik på fremme af europæiske foranstaltninger til integration af tredjelandsstatsborgere: Elementer i dens struktur, organisation og funktionsmåde«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 27 af 3.2.2009).

(2)  Se EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en åben metode til koordinering af Fællesskabets indvandringspolitik« og »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en fælles asylpolitik og indførelse af en åben koordinationsmetode«, ordfører: Socha zu Eulenburg (EFT C 221 af 17.9.2002).

(3)  Se Det Europæiske Råds konklusioner 14368/08.

(4)  Se EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Haag-programmet: Ti prioriteter for de næste fem år – Partnerskabet for fornyelse i EU inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 65 af 17.3.2006).

(5)  SE EØSU's udtalelse om »En udviklingsfremmende EU-politik for indvandring og samarbejde med hjemlandene«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 44 af 16.2.2008).

(6)  Se EØSU's udtalelse om »Den internationale konvention om vandrende arbejdstagere«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 302 af 7.12.2004).

(7)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om en kombineret ansøgningsprocedure for en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at tage ophold og arbejde på en medlemsstats område og om et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat«, ordfører: ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 27 af 3.2.2009).

(8)  Se følgende udtalelser fra EØSU:

om »En udviklingsfremmende EU-politik for indvandring og samarbejde med hjemlandene«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 44 af 16.2.2008),

om »Migration og udvikling: muligheder og udfordringer«, ordfører: Sukhdev Sharma (EUT C 120 af 16.5.2008).

(9)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 27 af 3.2.2009).

(10)  Se følgende udtalelser fra EØSU:

om »Platform for øget inddragelse af civilsamfundet med henblik på fremme af europæiske foranstaltninger til integration af tredjelandsstatsborgere: Elementer i dens struktur, organisation og funktionsmåde«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 27 af 3.2.2009),

om »Indvandring, integration og det organiserede civilsamfunds rolle«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 125 af 27.5.2002),

om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om indvandring, integration og beskæftigelse«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 80 af 30.3.2004),

om »Civilsamfundets deltagelse i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og terrorisme«, ordførere: Rodríguez García-Caro, Luis Miguel Pariza Castaños og Miguel Ángel Cabra de Luna (EUT C 318 af 23.12.2006).

(11)  Se EØSU's udtalelse om »Indvandring, integration og det organiserede civilsamfunds rolle«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños, medordfører: Vitor Melícias (EFT C 125 af 27.5.2002).

(12)  Se EØSU's udtalelse om »Adgang til unionsborgerskab i EU«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 208 af 3.9.2003).

(13)  Se EØSU's udtalelse om »Indvandring i EU og integrationspolitik - samarbejde mellem de regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets organisationer«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 318 af 23.12.2006).

(14)  Ret til social sikring, inkl. sundhedspleje.

Ret til - på lige fod med landets øvrige indbyggere - adgang til goder og tjenester, herunder en bolig.

Adgang til almen og faglig uddannelse.

Anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og kvalifikationsbeviser i EU-lovgivningen.

Mindreåriges ret til uddannelse, inklusive støtte og stipendier.

Ret til at undervise eller drive videnskabelig forskning i henhold til direktivforslaget

Ret til gratis retshjælp om nødvendigt.

Ret til adgang til en gratis arbejdsformidling.

Ret til at modtage undervisning i modtagerlandets sprog.

Respekt for den kulturelle mangfoldighed.

Ret til frit at bevæge sig inden for og tage ophold i det pågældende medlemsland.

(15)  Se følgende udtalelser fra EØSU:

om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om indvandring, integration og beskæftigelse«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 80 af 30.3.2004),

om »Grønbog om en EU-metode til at styre økonomisk migration«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 286 af 17.11.2005),

om »Indvandring i EU og integrationspolitik — samarbejde mellem de regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets organisationer«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 318 af 23.12.2006),

om »Forslag til Rådets direktiv om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 27 af 3.2.2009).

(16)  Se EØSU's udtalelse om »Platform for øget inddragelse af civilsamfundet med henblik på fremme af europæiske foranstaltninger til integration af tredjelandsstatsborgere: Elementer i dens struktur, organisation og funktionsmåde«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 27 af 3.2.2009).

(17)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EF-statistikker over migration og international beskyttelse«, ordfører: Sylvia Sciberras (EUT C 185 af 8.8.2006).

(18)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013 som en del af det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme«, »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om oprettelse af Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013 som en del af det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme«, »Forslag til Rådets beslutning om oprettelse af Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere for perioden 2007-2013 som en del af det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme« og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om oprettelse af Den Europæiske Tilbagesendelsesfond for perioden 2008-2013 som en del af det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme«, ordfører: An Le Nouail Marlière (EUT C 88 af 11.4.2006).

(19)  Se følgende udtalelser fra EØSU:

om »En udviklingsfremmende EU-politik for indvandring og samarbejde med hjemlandene«, Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 44 af 16.2.2008),

om »Migration og udvikling: muligheder og udfordringer«, Sukhdev Sharma (EUT C 120 af 16.5.2008).

(20)  Se EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en fælles politik mod ulovlig indvandring«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 149 af 21.6.2002).

(21)  Se EØSU's udtalelse af 25. februar 2009 om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Strategisk plan på asylområdet – En integreret tilgang til beskyttelse i EU«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños, medordfører: Ana Bontea (Endnu ikke offentliggjort i EUT).

(22)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Rådets forordning om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved de ydre grænser«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 108 af 30.4.2004).

(23)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold«, ordfører: Metka Roksandić, medordfører: Pedro Almeida Freire (EUT C 204 af 9.8.2008).

(24)  Se EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 61 af 14.3.2003).

(25)  Se EØSU's udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om udstedelse af tidsbegrænset opholdstilladelse til ofre for organiseret ulovlig indvandring eller menneskehandel, der samarbejder med de kompetente myndigheder«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 221 af 17.9.2002).

(26)  Se EØSU's udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets beslutning om fastsættelse af kriterier og nærmere bestemmelser for udligning af de finansielle ubalancer, som opstår som følge af anvendelsen af Rådets direktiv 2001/40/EF om gensidig anerkendelse af afgørelser om udsendelse af tredjelandsstatsborgere«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 220 af 16.9.2003).


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/78


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Strategisk plan på asylområdet — En integreret tilgang til beskyttelse i EU

KOM(2008) 360 endelig

2009/C 218/16

Kommissionen besluttede den 17. juni 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Strategisk plan på asylområdet — En integreret tilgang til beskyttelse i EU«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Luis Miguel PARIZA CASTAÑOS til ordfører og Ana BONTEA til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. december 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25.–26. februar 2009, mødet den 25. februar, følgende udtalelse med 134 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1

EØSU er enigt i Kommissionens overordnede mål, men henleder opmærksomheden på den enorme afstand mellem disse mål og henholdsvis EU-lovgivningen og de nationale love og national praksis.

1.2

Efter EØSU’s opfattelse begrænser ambitionerne og værdierne sig i denne sag som i andre af EU’s sager til store ord. Alt for ofte er praksis og lovgivning imidlertid i modstrid med værdierne.

1.3

Efter EØSU’s mening bør det fælles europæiske asylsystems anden fase afhjælpe de mangler, som første fase led af, hvorfor det er nødvendigt at foretage en kritisk revision af denne første fase, før anden fase indledes.

1.4

Eftersom Rådet for Den Europæiske Union i anden fase af udviklingen af det fælles europæiske asylsystem vedtager beslutningerne efter den almindelige procedure eller den fælles beslutningsprocedure sammen med Europa-Parlamentet, håber og ønsker EØSU, at arbejdet skrider hurtigere frem, og at lovgivningens kvalitet forbedres. EØSU bifalder i høj grad, at Kommissionen via denne meddelelse forpligter sig til fremover at vedtage adskillige politiske og lovgivningsmæssige initiativer.

1.5

EØSU mener, at harmoniseringen af den fælles asylpolitik og opbygningen af det fælles europæiske asylsystem bør ske med garanti for et højt kvalitetsniveau og uden at sænke de internationale beskyttelsesstandarder. Ved harmonisering vil der altid være et vist spillerum for de nationale lovgivninger, men harmoniseringen må aldrig anvendes til at sænke de nuværende beskyttelsesniveauer i medlemslandene, men skal derimod tjene til at forbedre lovgivningen i de medlemslande, hvor beskyttelsesniveauet er for lavt.

1.6

Den nye lovgivning bør lade asylansøgere få adgang til arbejde og uddannelse.

1.7

EØSU opfordrer til, at man anerkender den rolle, som NGO’er på asyl- og flygtningeområdet spiller, og at de får fuld adgang til de procedurer og fora, som er relevante for deres aktiviteter.

1.8

EØSU bifalder, at EU i Den europæiske pagt om indvandring og asyl (1) har givet nyt liv til udviklingen af det fælles europæiske asylsystem.

2.   Indledning

2.1

Det fælles europæiske asylsystem har udviklet sig i to særskilte faser. Den første fase blev indledt på Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i 1999 efter vedtagelsen af Amsterdamtraktaten, som gav immigrations- og asylpolitikken en fællesskabsdimension. Denne første fase afsluttedes i 2005.

2.2

I første fase blev der udarbejdet en række asyldirektiver, der skete visse fremskridt i samarbejdet mellem EU’s medlemslande, og der blev truffet nogle foranstaltninger i forbindelse med asylspørgsmålets eksterne aspekt.

2.3

De tre vigtigste retsakter på området er: direktiv 2005/85 om procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus, direktiv 2003/9 om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere og direktiv 2004/83 om standarder for anerkendelse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse. Desuden er der sket lovgivningsmæssige fremskridt på andre områder, f.eks. i forbindelse med hvordan man afgør, hvilket land der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning (Dublinkonventionen og –forordningen), bl.a. i form af Eurodac og direktiv 2001/55 om midlertidig beskyttelse.

2.4

I forbindelse med samarbejdet mellem medlemslandene er der iværksat en lang række aktiviteter, som gennemføres inden for rammerne af Eurasil, en gruppe af nationale eksperter under ledelse af Kommissionen. Med oprettelsen og omstruktureringen af Den Europæiske Flygtningefond, er der blevet etableret et instrument for økonomisk solidaritet.

2.5

I forbindelse med asylspørgsmålets eksterne aspekt er der f.eks. gjort fremskridt i forbindelse med støtte til tredjelande med store flygtningebyrder (her skal nævnes de regionale beskyttelsesprogrammer, som er ved at blive implementeret) eller med hensyn til genbosættelse af flygtninge i EU.

2.6

Anden fase i opbygningen af det fælles europæiske asylsystem blev indledt med fastlæggelsen af Haag-programmet (vedtaget i november 2004), hvori det fastslås, at det fælles europæiske asylsystems overordnede målsætninger skal være opfyldt i 2010. Det drejer sig om:

indførelse af en fælles asylprocedure

udvikling af en ensartet status

styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne

indførelse af en ekstern dimension i EU’s asylpolitik.

2.7

Inden der blev vedtaget nye initiativer, udarbejdede Kommissionen i 2007 en grønbog  (2) med det formål at indlede en debat mellem de forskellige institutioner, medlemslandene og civilsamfundet.

2.8

EØSU afgav en vigtig udtalelse (3) om grønbogen, som besvarede Kommissionens spørgsmål, og som indeholdt adskillige forslag til udvikling af det fælles europæiske asylsystem.

2.9

Efter at have indsamlet bidragene til grønbogen udarbejdede Kommissionen Den strategiske plan på asylområdet. Derfor supplerer denne udtalelse den udtalelse, som EØSU udarbejdede om nævnte grønbog.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

Meddelelsen om asyl blev fremlagt af Kommissionen samtidig med meddelelsen om indvandring. Eftersom der på asylområdet findes lovgivning og internationale konventioner, som forpligter EU’s medlemslande, bifalder EØSU, at Kommissionens GD for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed nu i nogle måneder har rådet over separate tjenestegrene på området, da dette vil muliggøre større specialisering.

3.2

Efter EØSU’s opfattelse bør det fælles europæiske asylsystems anden fase afhjælpe de mangler, som den første fase led af, hvorfor det er nødvendigt at foretage en kritisk revision af denne første fase, før anden fase indledes. EØSU deler Kommissionen kritiske syn, men mener, at Det Europæiske Råd og medlemslandene også bør anerkende de fejl, der blev begået i første fase og rette op på svaghederne.

3.3

Det største problem fra første fase er, at de vedtagne regulerende foranstaltninger indebærer alt for vide fortolkningsrammer for de nationale lovgivninger, hvilket har gjort det muligt for medlemslandene at anvende meget forskellige politikker og lovgivninger. Derfor har man ikke opnået en tilstrækkelig harmonisering.

3.4

Myndighederne i medlemslandene kan beslutte at godkende eller afvise asylansøgninger på grundlag af nationale lovgivninger, som ikke er harmoniserede. De forskellige traditioner inden for asylpolitikken fastholdes. Situationen i hjemlandene vurderes forskelligt, og der findes ingen fælleseuropæisk praksis. Derfor er der stor forskel på, hvilken beskyttelse de forskellige medlemslande tilbyder, hvorfor der fortsat er sekundære flygtningebevægelser internt i EU.

3.5

Kommissionen påpeger, at »de fælles minimumsstandarder, man nåede til enighed om i første fase, ikke har ført til de ønskede lige vilkår« (4). Efter EØSU’s opfattelse er det den enstemmighedsregel, som Rådet indtil for nylig arbejdede med, som har resulteret i denne skuffende situation. Udvalget er positivt indstillet over for, at man i øjeblikket for at overvinde traktatens begrænsninger anvender den almindelige procedure og den fælles beslutningsprocedure i forbindelse med den fælles asylpolitik. Man kan håbe, at det lykkes at opnå større harmonisering i løbet af anden fase.

3.6

EØSU vil gerne henlede opmærksomheden på, at det er nødvendigt at forbedre kvaliteten af den beskyttelse, som EU yder. Som anført i udtalelsen om grønbogen, bør »ønsket om at gøre Den Europæiske Union til et område, hvor der ydes beskyttelse til flygtninge ved fuld og bred anvendelse af Genève-konventionen under hensyn til de fælles humanitære værdier for alle medlemsstaterne«, gå forud for opbygningen af det fælles europæiske asylsystem (5).

3.7

EØSU mener derfor, at harmoniseringen af de europæiske asylpolitikker og opbygningen af det fælles europæiske asylsystem bør ske uden at undergrave eller sænke de internationale beskyttelsesstandarder. EU bør udarbejde en fælles lovgivning, som ikke indebærer nogen form for nedsættelse af standarderne for beskyttelse, og det bør derfor være de medlemslande, der har en utilstrækkelig grad af beskyttelse, som skal ændre deres lovgivning.

3.8

Der vil altid være et vist spillerum for medlemslandene, når de implementerer EU’s asyllovgivning, men EØSU støtter kun fællesskabslovgivning, som sikrer et højt beskyttelsesniveau, og som indskrænker de nuværende muligheder for fortolkning, der forhindrer en korrekt anvendelse af lovgivningen. Lovgivningsinstrumenterne i anden fase af det fælles europæiske asylsystem bør definere nogle beskyttelsesstandarder af høj kvalitet, der er i overensstemmelse med Genève-konventionens principper, og som giver de personer, der har behov herfor, adgang til asylproceduren.

4.   Særlige bemærkninger til de nye lovgivningsinstrumenter

4.1   Direktivet om modtagelsesvilkår

4.1.1

Som Kommissionen påpeger, har det nugældende direktiv om modtagelsesvilkår givet medlemslandene et stort spillerum på centrale områder. Dette indebærer, at modtagelsesvilkårene er meget forskellige inden for EU.

4.1.2

EØSU støtter Kommissionens forslag om at skabe større harmonisering, hvilket vil forhindre de sekundære bevægelser. I udtalelsen om grønbogen er EØSU’s forslag mere detaljeret beskrevet.

4.1.3

EØSU bakker ligeledes op om, at det nye direktiv omfatter modtagelsesvilkår for personer, som søger om subsidiær beskyttelse, medtager proceduremæssig beskyttelse i forbindelse med frihedsberøvelse og baner vej for en indkredsning og opfyldelse af udsatte personers behov. EU bør især beskytte de personer, ofte børn og kvinder, som har været udsat for tortur, voldtægt, mishandling og andre former for vold.

4.1.4

EØSU har i flere udtalelser (6) foreslået, at den nye lovgivning skal tillade asylansøgere adgang til arbejde og uddannelse. EØSU har understreget vigtigheden af, at der stilles garanti for en forenklet og mere harmoniseret adgang til arbejdsmarkedet, idet der holdes øje med, at den faktiske adgang til arbejde ikke hindres af nye unødvendige administrative restriktioner. Dette dog uden at det i øvrigt indskrænker medlemsstaternes beføjelser.

4.1.5

Også arbejdsmarkedets parter inden for de forskellige områder kan samarbejde med flygtninge og asylansøgere om at lette deres adgang til arbejde og uddannelse. Kooperativer og andre typer socioøkonomiske foretagender, uddannelsesinstitutioner og specialiserede NGO’er kan ligeledes være med i samarbejdet.

4.1.6

EØSU har ligeledes foreslået ændringer, som sikrer familiesammenføring, bedre forhold med hensyn til uddannelse, navnlig af de yngste, og fuld adgang til sundhedspleje (7).

4.1.7

Endelig bør direktivet klart angive, at alle asylansøgere skal garanteres samme modtagelsesvilkår, hvad enten de befinder sig i et asylcenter eller ej.

4.2   Direktivet om asylprocedurer

4.2.1

Kommissionen har meddelt, at den har til hensigt at foreslå ændringer til direktivet om asylprocedurer, fordi dette direktiv ikke har formået at skabe den ønskede harmonisering mellem medlemslandene. EØSU støtter oprettelsen af én enkelt fælles asylprocedure, der som Kommissionen siger, »ikke giver mulighed for forskelligartede procedureordninger i medlemsstaterne« (8). Udvalget støtter også etableringen af obligatoriske proceduremæssige beskyttelsesgarantier.

4.2.2

Efter EØSU’s mening bør ændringerne af direktivet imidlertid være ganske omfattende. Direktivet om asylprocedurer er et af de direktiver, der har de videste skønsbeføjelser. Det er et direktiv, som er godkendt af medlemslandene i den klare hensigt at bevare de allerede eksisterende systemer i de forskellige medlemslande.

4.2.3

Opbygningen af det fælles europæiske asylsystem kræver et regelsæt for procedurer, som er mere smidige og giver flere garantier, hvilket vil sikre mere retfærdige beslutninger og skabe støre sikkerhed i forbindelse med appelsager.

4.2.4

EØSU gentager det, som allerede fremgår af udtalelsen om grønbogen: (9)

asylansøgerne bør tilbydes tolkebistand

asylansøgerne bør have ret til gratis retshjælp om nødvendigt

de administrative afgørelser bør være motiverede

appelsager ved domstolene mod hjemsendelsesbeslutninger bør have opsættende virkning, således at asylansøgerne ikke kan udvises, mens en administrativ eller retslig klage er under behandling

NGO’er skal kunne hjælpe asylansøgerne uden restriktioner under alle faser af processen.

4.2.5

Anbringelse af asylansøgere i interneringscentre forekommer fortsat i flere medlemslande trods EØSU’s forbehold og NGO’ernes protester. EØSU fastholder kritikken af, at asylansøgere fortsat interneres, idet anbringelse i interneringscentre bør være et middel, som kun tages i brug i helt ekstraordinære situationer. Asylansøgerne og deres familier bør leve værdigt i passende sociale omgivelser.

4.2.6

EØSU efterlyser større gennemsigtighed i forhold til interneringscentrene samt at UNHCR informeres om disses tilstedeværelse og om de personer, der er anbragt i dem. Endelig bør disse personer kunne modtage hjælp fra NGO’erne.

4.2.7

Genève-konventionen garanterer asylansøgerne retten til at søge om asyl, og derfor har EØSU frarådet, at man bruger listen over »sikre lande« og »sikre tredjelande«, som kan begrænse mulighederne for en individuel undersøgelse af alle ansøgninger.

4.2.8

EØSU vil gerne gentage, at den behandling og de garantier, som asylansøgerne får ved grænsen, nødvendigvis skal være identiske med dem, der gives asylansøgere inden for medlemslandets område.

4.3   Direktivet om minimumsstandarder for indholdet af denne flygtningestatus

4.3.1

Heller ikke direktivet om flygtningestatus har harmoniseret afgørelserne og beskyttelseskvaliteten. Der er fortsat store forskelle i EU, således at visse personer med samme baggrund kan blive anerkendt som flygtninge i nogle medlemslande og afvist i andre. Det samme gælder den subsidiære beskyttelse.

4.3.2

Den subsidiære beskyttelse træder i stedet for tildeling af flygtningestatus. Efter EØSU’s mening bør en enhedsprocedure på ingen måde betyde, at flygtningestatus i medfør af Genève-konventionen svækkes i forhold til den subsidiære beskyttelse.

4.3.3

EØSU mener, at et »one-stop shop«-system kan effektivisere procedurerne. Først og fremmest skal det undersøges, om der er grundlag for at tildele flygtningestatus, og først derefter bør subsidiær beskyttelse overvejes.

4.3.4

EØSU går ind for, at der på EU-plan udarbejdes mindstestandarder for flygtningestatus og for subsidiær beskyttelsesstatus, således at man sikrer et mindstemål af kvalitet for beskyttelse i alle EU’s medlemslande og mindsker de nuværende forskelle.

4.3.5

Den subsidiære beskyttelse er et supplement til statussen som flygtning, men der bør være et ensartet niveau for så vidt angår rettigheder, og derfor er EØSU enigt i, at retten til familiesammenføring og adgangen til arbejdsmarkedet og økonomiske ydelser skal respekteres.

4.3.6

Reglerne bør reelt være de samme i hele EU, således at skønsbeføjelserne i medlemslandene mindskes. Som Kommissionen foreslår, bør betingelserne for at være berettiget til subsidiær beskyttelse tydeliggøres, således at der i hele EU anvendes de samme kriterier for tildeling af begge typer status. EØSU foreslår en harmonisering, der sigter mod det højeste niveau, frem for at reducere niveauet i de medlemslande, der har de stærkeste humanitære traditioner.

4.3.7

EØSU understreger endvidere, hvor vigtigt det er at gøre lovgivningen om sårbare personer mere klar. Procedurerne bør tilpasses til disse personer, således at deres behov straks opdages, at de kan få hurtig hjælp, blive sikret juridisk støtte og modtage hjælp fra specialiserede NGO’er.

4.3.8

EØSU er forbeholden over for muligheden af, at ikke-statslige aktører kan overlades ansvaret for beskyttelsen. Medlemslandene kan ikke unddrage sig dette ansvar, endsige »bortforpagte det«. Ikke-statslige aktørers indsats og støtte bør ske under medlemsstaternes tilsyn og ansvar.

4.3.9

Det arbejde, som de specialiserede NGO’er og andre sociale aktører udfører til fordel for flygtningene og deres familier, bør imidlertid anerkendes, og de pågældende bør kunne regne med den nødvendige støtte fra de offentlige institutioner. EØSU opfordrer til, at man anerkender den rolle, som NGO’er med speciale i asylansøgere og flygtninge spiller, og at de får fuld adgang til de procedurer og fora, som har forbindelse til deres aktiviteter.

5.   Løsning af problemerne

5.1

Den faktiske adgang til at ansøge om asyl nævnes af Kommissionen, både i grønbogen og i dens meddelelse om den strategiske plan på asylområdet. Efter EØSU’s opfattelse er dette et yderst vigtigt område. Der skal være garanti for, at personer, som har behov for international beskyttelse, kan indgive en asylansøgning i et af EU’s medlemslande.

5.2

I sin meddelelse kommer Kommissionen ind på, at der for øjeblikket er tale om et historisk lavt antal asylansøgninger. Efter EØSU’s mening skyldes dette fald ikke, at konflikterne i verden er blevet løst, eller at menneskerettighederne har fået bedre vilkår. Grunden er derimod de stadig højere barrierer, EU opbygger for at forhindre personer med behov for international beskyttelse i at nå EU’s territorium.

5.3

EØSU efterlyser større engagement fra EU’s side i kampen mod kriminelle netværk af menneskesmuglere, men mener, at nogle politikker til »bekæmpelse af ulovlig indvandring« er skyld i en alvorlig asylkrise i Europa. Visumsystemet Eurodac, Frontex-agenturet, sanktionerne mod transportfirmaer, tilbagetagelsesaftaler med tredjelande og samarbejdsaftaler i forbindelse med bekæmpelsen af den ulovlige indvandring skaber nye hindringer for, at personer med behov for beskyttelse kan indgive en asylansøgning. EØSU har i flere udtalelser (10) gjort gældende, at bekæmpelse af ulovlig indvandring ikke bør betyde nye barrierer for asyl, og at de embedsmænd, som foretager kontrollen med grænserne, skal være tilstrækkeligt uddannede til at sikre asylretten.

5.4

EØSU støtter UNHCR’s forslag om at danne grupper af asyleksperter, som deltager i alle grænsekontroller i EU.

5.5

EØSU er modstander af, at EU eller EU’s medlemslande indgår tilbagesendelsesaftaler eller aftaler om grænsekontrol med lande, som ikke har underskrevet de vigtigste internationale retsakter om beskyttelse af asylretten. EØSU er ligeledes imod enhver tilbagesendelse eller repatriering, som ikke sker under fuld sikkerhed og værdighed.

5.6

Tilbagesendelse (tilbagevenden eller udvisning) af personer, hvis beskyttelsesbehov ikke er blevet undersøgt af et medlemsland, bør ikke ske, medmindre der er garanti for, at sådanne behov vil blive undersøgt i tredjelandet ved en retfærdig procedure, der er i overensstemmelse med de internationale beskyttelsesstandarder.

6.   Det europæiske kontor til støtte i asylspørgsmål

6.1

For at kunne opbygge det fælles europæiske asylsystem er det nødvendigt, at harmoniseringen af lovgivningen ledsages af et omfattende samarbejde mellem medlemslandene. Dette praktiske samarbejde vil blive endnu bedre, hvis man som foreslået af Kommissionen opretter et Europæisk kontor til støtte i asylspørgsmål. EØSU støtter dette forslag.

6.2

Det europæiske kontor til støtte i asylspørgsmål skal være i stand til klart at identificere forskellene mellem praksis ved behandling af asylsager i de forskellige medlemslande samt de lovgivningsmæssige forskelle, og det skal foreslå nødvendige ændringer. Kontoret bør også have kompetence til at udarbejde fælles retningslinjer for fortolkning og anvendelse af forskellige proceduremæssige og materielle foranstaltninger i EU’s asyllovgivning, således som Kommissionen foreslår i grønbogen.

6.3

Dette kontor kunne godt udvikle sig til at blive et vigtigt center for udveksling af god praksis og udvikling af uddannelsesprogrammer om asyl, navnlig for grænsevagter. Det kan også blive et center for opfølgning på og analyse af resultaterne af de nye foranstaltninger, EU er ved at udvikle på asylområdet. Ligeledes kan det være et sted, hvor man sammensætter og administrerer de fælles grupper af asyleksperter.

6.4

Kontoret til støtte i asylspørgsmål bør udføre netværksarbejde, samarbejde med Eurasil og have tætte bånd til UNHCR og de specialiserede NGO’er. Europa-Parlamentet og EØSU skal informeres og høres om kontorets aktiviteter.

7.   Solidaritet mellem medlemslandene og det eksterne aspekt

7.1   Solidaritet mellem medlemslandene

7.1.1

Haag-programmet anfører, at en af det fælles europæiske asylsystems målsætninger er at yde støtte til medlemslande, som er udsat for et stort pres på deres asylsystem, hvilket gør det nødvendigt at forbedre samarbejds- og solidaritetsmekanismerne. Kommissionen planlægger også at ændre visse aspekter af både Dublin-forordningen og Eurodac. Det er nødvendigt med en bedre fordeling af asylansøgningerne og en begrænsning af de sekundære bevægelser.

7.1.2

EØSU minder om, at Dublin-forordningen blev udarbejdet med udgangspunkt i, at medlemslandendes asylsystemer var ens, hvilket endnu ikke er tilfældet. Det er ikke acceptabelt at sende asylansøgere fra et land med bedre proceduremæssige garantier til et land med dårligere proceduremæssige garantier. EØSU foreslår i udtalelsen om grønbogen (11), at »asylansøgeren frit kan vælge, hvilket land ansøgningen indgives i, og at medlemsstaterne til dette formål opfordres til at gøre brug af den humanitære klausul i forordningens artikel 15, stk. 1«.

7.1.3

Som foreslået af UNHCR, bør Dublin-forordningen indeholde nye bestemmelser om definition af familiemedlemmer, klagers opsættende virkning og frister for udsendelse. Desuden bør det tidsrum, som asylansøgeren kan tilbageholdes, mens han/hun venter på udsendelse, begrænses drastisk.

7.1.4

EØSU er forbeholden over for det forslag, Kommissionen fremsætter i forbindelse med Eurodac-systemet om at frigive de oplysninger om flygtninge, som de nationale myndigheder er i besiddelse af, da det kan krænke privatlivets fred og undergrave den beskyttelse, som mange har brug for.

7.1.5

EØSU støtter Kommissionens forslag om at danne grupper af eksperter i asylspørgsmål, som midlertidigt kan assistere medlemslandene under visse omstændigheder og hjælpe med sagsbehandling, når medlemslandenes asylsystemer er overbelastede.

7.1.6

Den Europæiske Flygtningefond bør anvendes til at forbedre EU’s økonomiske solidaritet med medlemslande, som udsættes for et stort pres som følge af illegal indvandring og et stort antal asylansøgere.

7.1.7

Solidariteten mellem EU’s medlemslande bør forbedres under hensyn til små medlemslande, der som Malta har en stor tilstrømning af asylansøgere, som overstiger landets modtagekapacitet.

7.1.8

Denne solidaritet kan komme til udtryk gennem politikkerne til omplacering af flygtninge mellem EU-landene, samarbejdet med Det europæiske kontor til støtte i asylspørgsmål og forvaltningen af Den Europæiske Flygtningefond.

7.1.9

EØSU støtter de pilotprojekter, der er blevet fremlagt i Europa-Parlamentet, og som sigter på at fremme frivillig omplacering af flygtninge og asylansøgere inden for EU.

7.2   Det eksterne aspekt

7.2.1

Størstedelen af alle flygtninge lever i udviklingslande (af de 8,7 millioner flygtninge, der er anerkendt af UNHCR, bor 6,5 millioner i udviklingslande). EØSU kunne ønske, at EU ville påtage sig et større ansvar for at støtte udviklingslandene og udvise solidaritet med dem samt forbedre deres kapacitet til at yde beskyttelse.

7.2.2

De Regionale Beskyttelsesprogrammer er en løsningsmodel, som EØSU følger tæt, men for øjeblikket er der kun få af disse programmer, og de er stadig på eksperimentstadiet. Evalueringen af disse programmer burde åbne mulighed for nye forslag om at udvide dem og gøre dem til en ny ordning, som EU kan anvende til at tage hånd om flygtningesituationen på verdensplan. EØSU erklærede i sin udtalelse om grønbogen, at udvalget »sætter spørgsmålstegn ved formålet med oprettelsen af asylcentre i visse lande, f.eks. de ny uafhængige stater — Ukraine, Moldova og Belarus (Hviderusland), som langt fra synes at kunne garantere asylansøgerne ordentlige modtagelsesforhold. EØSU fremhæver, at programmerne giver indtryk af snarere at ville begrænse flygtningenes tilbøjelighed til at præsentere sig ved EU’s grænser end at forbedre disse menneskers beskyttelse«.

7.2.3

En anden vigtig ordning, som EU bør rette sin opmærksomhed mod, er ordningen for genbosættelse af flygtninge. Genbosættelse vil sige, at man tilbyder personer, som er blevet anerkendt som flygtninge i tredjelande, permanent ophold i et af EU’s medlemslande. Genbosættelsesordninger fik første gang støtte i EU på Det Europæiske Råds møde i november 2004, og siden da er der blevet gennemført nogle enkelte genbosættelses-programmer, om end det har været meget få. UNHCR har oplyst, at kun 5 % af de genbosættelsespladser, der kom til i 2007, lå i EU, og kun syv medlemslande havde genbosættelsesordninger.

7.2.4

EØSU opfordrer alle medlemslandene til at involvere sig aktivt i udviklingen af genbosættelsesordninger og støtter, at EU har et fælles program på området, således at genbosættelsen af flygtninge i EU ikke blot er et symbolsk tiltag, men bliver stort nok til at fungere som en effektiv mekanisme til fordeling af flygtninge i verden. De europæiske genbosættelsesprogrammer skal udvikles i samarbejde med UNHCR og de specialiserede NGO’er.

7.2.5

EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at lette adgangen til EU for personer, som har behov for beskyttelse, og derfor er det nødvendigt, at kontrolsystemerne ved grænserne respekterer asylretten og anvender visumsystemet fleksibelt.

7.2.6

EØSU påpeger, at den fælles behandling af asylansøgninger uden for EU, ved medlemslandenes ambassader eller konsulære tjenester, rent faktisk kunne have en positiv virkning, da det kunne bidrage til at bekæmpe menneskehandel og begrænse det deraf følgende tab af menneskeliv til havs. Også selv om det ikke forventes, at den fælles behandling vil føre til en forringelse af normerne for asylansøgningsprocedurerne, bør man se alvorligt på spørgsmålet om, hvordan eventuelle risici ved en sådan fremgangsmåde kan undgås.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. Rådets dokument 13440/08.

(2)  KOM(2007) 301 endelig af 6. juni 2007.

(3)  Jf. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (ordfører: An Le Nouail Marlière), EUT C 204 af 9.8.2008.

(4)  Punkt 3 i Den strategiske plan på asylområdet.

(5)  Jf. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (Ordfører: An Le Nouail Marlière), EUT C 204 af 9.8.2008, punkt 1.1.

(6)  Jf. EØSU udtalelser:

om Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (ordfører: Dario Mengozzi, medordfører: Luis Miguel Pariza Castaños), EFT C 48 af 21.2.2002;

om Civilsamfundets deltagelse i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og terrorisme (ordførere: José Isaías Rodríguez García-Caro, Luis Miguel Pariza Castaños og Miguel Ángel Cabra de Luna), EUT C 318 af 23.12.2006;

om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (ordfører: An Le Nouail Marlière), EUT C 204 af 9.8.2008.

(7)  Jf. EØSU’s udtalelse om emnet »helbred og migration« (ordfører: Agnes Cser), EUT C 256 af 27.10.2007.

(8)  Punkt 3.2 i Den strategiske plan på asylområdet.

(9)  Jf. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (Ordfører: An Le Nouail Marlière), EUT C 204 af 9.8.2008.

(10)  Jf. EØSU udtalelser:

om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en fælles asylpolitik og indførelse af en åben koordinationsmetode (ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 221 af 17.9.2002).

om Forslag til rådets forordning om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved de ydre grænser (ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 108 af 30.4.2004).

om Forslag til Rådets beslutning om ændring af beslutning 2002/463/EF om vedtagelse af et handlingsprogram for administrativt samarbejde på områderne ydre grænser, visum, asyl og indvandring (Argo-programmet) (ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 120 af 20.5.2005).

om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (ordfører: An Le Nouail Marlière), EUT C 204 af 9.8.2008.

(11)  Jf. EØSU’s udtalelse om Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem (ordfører: An Le Nouail Marlière), EUT C 204 af 9.8.2008.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/85


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog — Migration og mobilitet: udfordringer og muligheder for uddannelsessystemerne i EU

KOM(2008) 423 endelig

2009/C 218/17

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 3. juli 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Grønbog — Migration og mobilitet: udfordringer og muligheder for uddannelsessystemerne i EU«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Mário SOARES til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 10. december 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009, mødet den 25. februar 2009, følgende udtalelse med 142 stemmer for, 1 imod og 6 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Grønbogen om »Migration og mobilitet: udfordringer og muligheder for uddannelsessystemerne i EU« (KOM(2008) 423 endelig) tager fat på en stor udfordring, som uddannelsessystemerne i dag står over for. Der er tale om en udfordring, der ganske vist ikke er ny, men som i de seneste år er blevet større og mere udbredt: det store antal skolebørn med indvandrerbaggrund, som er i en svag socioøkonomisk position.

1.2

Kommissionen mener, at det vil være værdifuldt at gennemføre en høring af de berørte parter om uddannelsespolitik for børn med indvandrerbaggrund. De berørte parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter vedrørende:

den politiske udfordring

gode politiske reaktioner på denne udfordring

EU's eventuelle rolle, hvad angår støtte til medlemsstaterne i forbindelse med deres bestræbelser på at tage udfordringerne op og

deres synspunkter vedrørende fremtiden for direktiv 77/486/EØF.

1.3

EØSU anser dette for at være et komplekst og vanskeligt emne, som åbner for en række forskellige tilgange, som alle er relevante og vigtige. På grund af den metodologi, der er anvendt, vil udvalget imidlertid begrænse sig til at besvare de fem spørgsmål, Kommissionen stiller, og fremsætte nogle generelle bemærkninger.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU tilslutter sig fuldt ud grønbogens indledning, hvor det bemærkes at det store antal skolebørn med indvandrerbaggrund er en udfordring snarere end et problem. Grønbogen giver en passende analyse af fænomenet og behandler praktisk taget alle dets aspekter.

2.2

Ved at anvende brede definitioner som »børn med indvandrerbaggrund«, »indvandrerbørn« og »indvandrerelever« omfattende børn både fra tredjelande og fra EU, som ikke bor i deres oprindelsesland, løber grønbogen risikoen for at standardisere noget, der i bund og grund er forskelligt.

2.3

Det er almindeligt anerkendt, at der er forskel på at være EU-borger og tredjelandsstatsborger. Kommissionen erkender selv risikoen ved at anvende denne definition og pointerer, at EU-borgere i modsætning til tredjelandsstatsborgere kan bevæge sig frit inden for Den Europæiske Union. Kommissionen begrunder imidlertid sit valg af definitioner ved at henvise til, at det er de samme definitioner, der anvendes i kilderne til de indsamlede data (PIRLS og PISA) (1).

2.4

EØSU forstår Kommissionens tilgang, som går ud på at beskæftige sig med samtlige børn, hvis forældres nationalitet er en anden end værtslandets, da alle disse børn har brug for en specifik støtte, men EØSU ville foretrække, at spørgsmålet blev behandlet ud fra ovennævnte tostrengede strategi, som skelner mellem børn af EU-borgere og børn af tredjelandsstatsborgere.

2.5

Denne udtalelse beskæftiger sig ikke specifikt med fænomenet migration, men snarere med uddannelsessystemernes rolle med hensyn til at forbedre integrationen af indvandrere, herunder navnlig børn af indvandrere. Der tages imidlertid hensyn til en række udtalelser om indvandring, som danner en vigtig basis for EØSU's holdning i dette spørgsmål (2).

2.6

Der er en tæt forbindelse mellem en vellykket integration af indvandrere, den uddannelse, som indvandrerbørn har adgang til, og de resultater, de opnår i skolen. Denne forbindelse er ubestridelig og kan være afgørende for den europæiske sociale samhørighedspolitiks succes, stabiliteten i vores demokratier og endog den økonomiske udvikling på længere sigt.

2.7

Jo tidligere og mere effektivt børn af indvandrere integreres i skolerne, jo større succes vil de have i skolerne og i de videregående uddannelser. Det er derfor værd at understrege førskoleundervisningens vigtige rolle med hensyn til at sikre de værktøjer, der er nødvendige for at opnå succes på det sociale og uddannelsesmæssige område.

2.8

Disse forhold viser klart, at de resultater, der opnås af indvandrerelever/-børn, som anvender uddannelsessystemet fra den tidligste alder, konsekvent er bedre, men dette betyder ikke, at de får større mulighed for at komme på universitetet eller finde et anstændigt job.

2.9

Det forholder sig sådan, at jo friere og mere velovervejede fremtidige karrierevalg er, og jo mere der investeres i at sikre børn af indvandrere succes i deres uddannelse, desto bedre sociale, økonomiske og politiske resultater vil der kunne opnås.

2.10

Skolen er det bedste integrationssted, da det er her, de første sociale kontakter uden for familien dannes. Hvis skolen, i stedet for at bidrage til at mindske virkningen af indvandrerfamiliers socioøkonomiske baggrund, afviser, diskriminerer eller adskiller, vil det være vanskeligt at opnå integration, hvilket vil gå ud over samfundet som helhed.

2.11

Skoler, der primært eller udelukkende tager sig af indvandrerbørn, bør derfor afvises, selv om deres motiver i første omgang kan synes prisværdige. En skole bør afspejle samfundets sociale sammensætning og ikke udgøre en ghetto for en bestemt gruppe. Fysisk og social segregation af elever med indvandrerbaggrund i skoler, der er oprettet specielt til dem, går generelt hånd i hånd med og/eller er en følge af boligmæssig segregation.

2.12

De myndigheder, der er ansvarlige for uddannelsessystemerne, bør navnlig have opmærksomheden rettet mod lærerne, som er nøgleaktører i uddannelsesprocessen, eftersom de har et direkte ansvar for de resultater, eleverne opnår i skolen. Attraktive og vellønnede karrierer og frem for alt en grund- og efteruddannelse, som tager hensyn til denne nye situation, er grundlæggende forudsætninger for at opnå gode resultater (3).

2.13

Det ville derfor være hensigtsmæssigt at øge antallet af lærere fra anderledes etniske og kulturelle grupper, da de kan udgøre et forbillede for eleverne, opmuntre dem og bidrage til at øge deres selvværd. Dette vil kræve en revision af kriterierne og procedurerne for rekruttering af lærere og øremærkning af midler hertil.

2.14

Kendskab til det nationale sprog er en absolut forudsætning for succes i skolen. Der har ikke været rettet tilstrækkelig opmærksomhed mod dette spørgsmål, da man har forvekslet sprogkundskaber med kommunikationsevne. Målrettet støtte på dette område, så tidlig integration som mulig (fra den tidligste barndom), interaktion mellem skolen og forældrene med henblik på, at de også kan deltage i kurser i værtslandets sprog, er strategier, som kan bidrage til at løse dette meget komplekse problem.

2.15

Inddragelse af indvandrerforældre i hele uddannelsesprocessen, deres interaktion med lokalsamfundets familier samt værdsætning af deres kundskaber og erfaring er faktorer, der bidrager til at integrere elever, og indvandrergrupper generelt, i skolen og i samfundet. Det er derfor vigtigt, at skolerne har ekstra lærerpersonale og kulturformidlere (4).

3.   EØSU's bidrag

3.1   Grønbogen rejser 4 debatemner, som danner grundlag for formuleringen af følgende spørgsmål:

»A.    Den politiske udfordring:

Hvilke centrale politiske udfordringer er forbundet med god undervisning af børn med indvandrerbaggrund? Bør andre udfordringer end dem, der er peget på i denne grønbog, tages i betragtning?

B.    Den politiske løsning:

Hvilke politiske løsninger er relevante som reaktion på disse udfordringer? Bør andre politikker og tilgange end dem, der er opført i denne grønbog, tages i betragtning?

C.    EU's rolle:

Hvilke tiltag kan gennemføres inden for rammerne af europæiske programmer for at opnå en positiv påvirkning af børn med indvandrerbaggrund?

Hvordan bør disse emner behandles inden for rammerne af den åbne koordineringsmetode for uddannelse? Mener De, at forskellige indikatorer og/eller benchmarks bør undersøges som et middel til at fokusere den politiske indsats mere direkte mod at fjerne forskellene inden for uddannelsesmæssige resultater?

D.    Fremtiden for direktiv 77/486/EØF:

Hvorledes kan direktiv 77/486/EØF under hensyntagen til erfaringerne med gennemførelsen og ændringerne af indvandrerstrømmen siden vedtagelsen støtte medlemsstaternes politikker vedrørende disse emner? Anbefaler De, at det bevares i sin nuværende form, eller bør det ændres eller ophæves? Vil De foreslå alternative tilgange til at støtte medlemsstaternes politikker vedrørende de emner, som det behandler?«

3.2   Den politiske udfordring

3.2.1

Den største politiske udfordring, som EU står over for i dag, er sandsynligvis at udvikle en rummelig skole i et samfund præget af stadig mindre integration, hvad enten dette skyldes den voksende kløft mellem rige og fattige og den deraf følgende stigning i den sociale udstødning, eller, hvad specifikt angår indvandring, en generel stramning af indvandringspolitikken. Man bør navnlig være opmærksom på den sociale og økonomiske situation, som personer med indvandrerbaggrund befinder sig i, da uddannelsesmuligheder i vid udstrækning påvirkes af situationer præget af social forfordeling.

3.2.2

Der kan ikke foretages nogen analyse af den enorme udfordring, der ligger i at integrere millioner af indvandrere via skolerne, uden at tage hensyn til følgende aspekter: de udenlandske statsborgeres retlige status, som øver indflydelse på deres adgang til det almene obligatoriske uddannelsessystem (5), procedurerne for legalisering af »papirløse« indvandrere, hindringer for familiesammenføringer, kriterier for udstedelse af visa, der i nogle tilfælde krænker de grundlæggende menneskerettigheder (krav om DNA-undersøgelser for at bevise slægtskab), og andre tiltag.

3.2.3

På et tidspunkt, hvor der tages uddannelsespolitiske beslutninger, der berører millioner af børn og unge med indvandrerbaggrund, kan disse globale spørgsmål ikke ignoreres. Skoler kan ikke oprettes eller udvikles isoleret fra det omgivende sociale miljø. De er en afspejling af dette samfund, skønt de også på afgørende vis kan bidrage til at ændre det.

3.2.4

Uddannelsesreformer, der behandler uddannelse som en forretning og indfører et forretningsmæssigt sprog i skolerne (elever og forældre betegnes som »forbrugere/brugere« og lærere som »tjenesteydere«), og som opererer med en evaluering, der udelukkende er baseret på elevernes individuelle præstationer, bidrager ikke til en vellykket integration. Uddannelse må redefineres som en grundlæggende menneskeret for alle børn og unge.

3.2.5

I betragtning af, at uddannelse hører under de nationale regeringers kompetence, ligger den store udfordring for EU i, om den i praksis kan koordinere de politikker, der er nødvendige for at opnå den størst mulige grad af integration. Det erkendes, at indvandringsfænomenets virkninger gør sig gældende over alt i EU. Samtidig udformes politikkerne fortsat på nationalt plan. Heri ligger et paradoks, som først kan løses, når den politiske vilje er til stede til at sikre en tættere samordning af politikkerne.

3.2.6

EU's udfordring består også i at erkende, at vanskelighederne ved at forvalte den massive indvandring næppe kan løses af den enkelte medlemsstat, men at konkrete politikinstrumenter er nødvendige for at håndtere det stigende antal studerende fra tredjelande i vores uddannelsessystemer.

3.2.7

Den ugunstige situation, som personer med indvandrerbaggrund befinder sig i, gør sig også gældende inden for voksenundervisningen. Disse personer deltager mindre i videreuddannelse, og de kurser, de tilbydes, har for størstedelens vedkommende at gøre med tilegnelse af sproglige færdigheder. De uddannelsesinstitutioner, som har specialiseret sig i voksenuddannelse, bør bestræbe sig på at gøre uddannelsestilbuddene åbne for hele målbefolkningen. Der bør tages hensyn til personer med indvandrerbaggrund i hele det spektrum af kurser, der udbydes. Med dette for øje vil det være nødvendigt at udvide voksenuddannelsen til områder som kultur, politik, familieplanlægning, sundhed, sociale kompetencer etc.

3.2.8

Den aktuelle økonomiske krise og dens konsekvenser er en anden politisk udfordring, som kan påvirke beslutningstagningen. Stigende arbejdsløshed, de vanskeligheder, som de sociale sikringssystemer står over for, og som i nogle lande truer selve det sociale beskyttelsessystem, kan føre til racisme og fremmedhad, som strider totalt mod de demokratiske værdier i Europa. Både skolerne og lokalsamfundene bør være opmærksomme på disse fænomener, ikke kun for at forebygge, men også for at skride til handling, hvis og når det bliver nødvendigt.

3.3   Den politiske løsning

3.3.1

Medlemsstaternes primære og grundlæggende ansvar går ud på at overholde deres forpligtelse til at sikre indvandrernes integration i samfundet. Hvad angår børn og unge betyder dette ikke kun, at man sikrer dem adgang til alle uddannelsessystemer og garanterer, at der ikke anvendes udvælgelseskriterier baseret på social status, men også at man arbejder for, at uddannelsesmæssig succes betragtes som en ret for indvandrerelever/-børn.

3.3.2

Med dette for øje må den uddannelsesmæssige løsning tage udgangspunkt i:

et uddannelsessystem af høj kvalitet med gratis adgang for alle;

en politik, som respekterer etniske, sociokulturelle, økonomiske, kønsmæssige og andre forskelle, og som kan udnytte det eksisterende potentiale;

respekt for det enkelte indvandrersamfunds karakteristika, som der må tages hensyn til i fastlæggelsen af læreplaner med henblik på at udvide skolernes interkulturelle horisont;

en lærerstab, som er i stand til at imødekomme indvandrerelevers behov, som modtager den støtte og videreuddannelse, der er nødvendig for, at de kan forfølge deres undervisningsmål, og som får støtte fra hjælpepersonale, der har kendskab til de indvandrersprog og –kulturer, der er repræsenteret i skolen; det vil derfor være hensigtsmæssigt at øge tilstedeværelsen af tværfaglige teams i skolerne (som f.eks. kunne indføre vidtrækkende sociale programmer i skolerne);

forbedret adgang til World Wide Web som undervisningsstøtte til indvandrerbørn, da dette er et vigtigt værktøj til uddannelsesmæssig succes i EU. Med dette for øje kunne der oprettes ungdomsklubber og lokalcentre udstyret med internetforbindelser, og indgås partnerskaber med kommunalt støttede lokale biblioteker eller med virksomheder, der er villige til at donere gammelt computerudstyr etc.;

en »bæredygtig« udvikling: fremme af sprogkundskaber bør ikke begrænses til de første leveår eller til førskoleundervisningen. Sprogundervisningen bør fortsættes under hele uddannelsen og ikke begrænses til værtslandets sprog. Tilegnelse af et teknisk og fagligt sprog kræver en tværfaglig tilgang og den fornødne uddannelse af lærere i alle berørte fag. Sideløbende med kurser i værtslandets sprog, må der også tilbydes kurser i de sprog, der tales af elevernes familier. Bevarelse og fremme af flersprogethed bør indgå i den enkelte skoles læreplaner;

fremme af en »mentor-/følordning«, hvor elever opfordres til at lade sig ledsage af ældre og mere erfarne elever;

skabelse af en dialogplatform mellem indvandrerbørn og autoktone børn med henblik på at fjerne fordomme og styrke integrationen;

inddragelse af indvandrerbørnenes forældre, som har en særlig rolle at spille og derfor bør gives større kendskab til mulighederne for erhvervsuddannelse. De bør opfordres til at give deres mening til kende;

en komplet vifte af voksenuddannelseskurser for personer med indvandrerbaggrund, hvad enten de er forældre til elever eller ej, af ovennævnte grunde (6);

fremme af »interkulturelle« færdigheder, herunder tildeling af stipendier og finansiel støtte med henblik på at mindske uddannelsesmæssige vanskeligheder (midlerne skal ikke være begrænset til elever med indvandrerbaggrund).

3.3.3

Ud over generelle svar, som bør tage hensyn til særlige forhold ved indvandrerbefolkningen såsom behovet for adgang til sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedet og anstændige boliger, bør der henvises til det nødvendige i sektorspecifikke svar på uddannelsesområdet, herunder en revision af undervisningsmaterialet for at sikre, at indvandrerne ikke fremstilles på en negativ måde, ikke-skemalagte integrationsaktiviteter, adgang til uddannelsessystemet fra de tidlige barndomsår, nødvendige ressourcer til læreres grund- og videreuddannelse og rekruttering af kvalificeret hjælpepersonale, så vidt muligt med en indvandrerbaggrund etc.

3.3.4

Civilsamfundets deltagelse er ikke kun ønskeligt, men udgør også en pålidelig indikator for kvaliteten af det sociale og uddannelsesmæssige demokrati og en vigtig faktor i integrationen af indvandrere. Forældreforeninger og sociale aktører på uddannelsesområdet kan bidrage til opbygning af et samfund og et borgerskab, der er rummeligt, respekterer forskelle og forstår værdien af en stærk social samhørighed.

En række lande giver lovlige indvandrere ret til at stemme ved kommunalvalg. Denne politik bør støttes og stimuleres, da den er en anerkendelse af indvandrernes integration i værtssamfundet og styrker deres følelse af at høre til.

3.4   EU's rolle

3.4.1

I forbindelse med vedtagelsen og gennemførelsen af Lissabon-traktaten bør EU sikre, at medlemsstaterne fortsætter med at føre en politik, der fremmer integrationen af indvandrerbefolkningen, og navnlig garanterer retten til uddannelse og til at lære sit modersmål og sikrer indvandrerforældrenes deltagelse med henblik på, at de kan forbedre deres færdigheder og hjælpe deres børn med at træffe beslutninger vedrørende deres uddannelse.

3.4.2

EU kunne tilskynde medlemsstaterne til at anvende den åbne koordinationsmetode i denne forbindelse, kunne gennemføre komparative studier og forskningsprogrammer for at fremme indsamlingen og spredningen af eksempler på god praksis, kunne støtte innovative initiativer, som påviser nyopståede problemer på europæisk plan, som i nogle tilfælde er meget vanskelige at få øje på alene på nationalt plan. I nedenstående punkter gives en række konkrete forslag til opnåelse af disse mål.

3.4.3

Fastsættelse af indikatorer og benchmarks, der koncentrerer indsatsen om ikke kun at fjerne uddannelsesmæssige nederlag, men også afhjælpe objektive vanskeligheder, som en indvandrerelev oplever i sin konkrete situation, kan være et særdeles værdifuldt politisk middel. For at forebygge skolefrafald eller uregelmæssig skolegang er der først og fremmest behov for programmer, der bidrager til at skabe sociale aktiviteter i skolen.

3.4.4

Der kan bl.a. foreslås følgende benchmarks i forbindelse med den åbne koordinationsmetode: indvandrerelevers og andre elevers socioøkonomiske status; indvandrerelevers og andre elevers fuldførelse af studier (obligatorisk skolegang); den andel af lærerstaben, der udgøres af personer med indvandrerbaggrund; lærernes interkulturelle kompetencer; uddannelsessystemets sociale permeabilitet; fremme af flersprogethed i det offentlige uddannelsessystem; skolesystemets grad af åbenhed over for alle børn og unge etc.

3.4.5

Det vil endvidere være meget vigtigt at sikre, at Europa-Parlamentet deltager direkte i udformningen, overvågningen og evalueringen af forslag og aktioner til bekæmpelse af udstødelse og marginalisering i EU.

3.5   Fremtiden for direktiv 77/486/EØF

3.5.1

Direktiv 77/468/EØF udgjorde et vigtigt skridt i retning af at sikre, at den ret til uddannelse, som alle børn af indvandrere har, sættes på den politiske dagsorden. Dette er ubestrideligt og bør anerkendes, men det kan samtidig ikke benægtes, at direktivet kun beskæftiger sig med børn af EU-borgere, og udelukkende baserer sin integrationstilgang på spørgsmålet om sprog. Hertil kommer, at direktivets gennemførelse har været mangelfuld, og at det tredive år efter sin ikrafttræden endnu ikke er omsat fuldt ud til national lovgivning i EU's nuværende medlemsstater.

3.5.2

Direktiv 77/486 er historisk og politisk forældet, imødekommer ikke de aktuelle integrationskrav og bør derfor ændres betydeligt under hensyntagen til udviklingen af selve migrationsfænomenet. EU og medlemsstaterne bør fortsat engagere sig fuldt ud i spørgsmålet om sprogindlæring, men et direktiv inden for dette område bør efter EØSU's opfattelse gå meget længere og omfatte andre aspekter, hvis det skal være et værktøj til fremme af den sociale, økonomiske og politiske integration af indvandrere og deres børn.

3.5.3

Et fremtidigt direktiv bør tage hensyn til det forhold, at indvandreres integration i værtssamfundene omfatter meget mere end integrationen af deres børn i uddannelsessystemerne, men at sidstnævnte proces spiller en central rolle for, at førstnævnte kan lykkes.

3.5.4

I lyset heraf bør et fremtidigt direktiv ikke nøjes med at behandle sprogproblematikken (som vil fortsætte med at være et centralt spørgsmål), men også beskæftige sig med en mere fuldstændig og sammenhængende integration af børn og unge i uddannelsessystemerne.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  PIRLS: »Progress in International Reading Literacy Study«, undersøgelse gennemført af International Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA); PISA: »Programme for International Student Assessment« (Internationalt program for evaluering af elever), en undersøgelse koordineret af OECD.

(2)  Blandt over 50 udtalelser på dette område kan navnlig nævnes følgende: »Meddelelse om en åben metode til koordinering af Fællesskabets indvandringspolitik og asylpolitik«, ordfører Soscha Eulenburg (EFT C 221 af 17.9.2002); »Betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, faglig uddannelse eller volontørtjeneste«, ordfører Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 133 af 6.6.2003); »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et program for finansiel og teknisk bistand til tredjelande på migrations- og asylområdet«, ordfører Giacomina Cassina (EUT C 32 af 5.2.2004 ); »Meddelelse om indvandring, integration og beskæftigelse«, ordfører Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 80 af 30.3.2004); »Adgang til unionsborgerskab i EU« (initiativudtalelse), ordfører Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 208 af 3.9.2003); »Den internationale konvention om vandrende arbejdstagere« (initiativudtalelse), ordfører Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 302 af 7.12.2004); »Indvandring i EU og integrationspolitik: Samarbejde mellem de regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets organisationer« (initiativudtalelse), ordfører Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 318 af 23.12.2006); »En udviklingsfremmende EU-politik for indvandring og samarbejde med hjemlandene« (initiativudtalelse), ordfører Pariza Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 44 af 16.2.2008); »Platform for øget inddragelse af civilsamfundet med henblik på fremme af europæiske foranstaltninger til integration af tredjelandsstatsborgere: Elementer i dens struktur, organisation og funktionsmåde« (sonderende udtalelse), ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EUT C 27 af 3.2.2009); »Integration af mindretal – Roma«, ordfører Anne-Marie Sigmund, medordfører Madi Sharma, (EUT C 27 af 3.2.2009); »En fælles indvandringspolitk for Europa: principper, aktioner og instrumenter«, ordfører Luis Miguel Pariza Castaños, CESE 342/2009 af 25.2.2009 (Endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Jf. EØSU's udtalelse »Forbedring af læreruddannelsens kvalitet«, ordfører Mário Soares, (EUT C 151 af 17.6.2008).

(4)  Disse og andre ideer findes i en rapport med titlen »Education and Migration – Strategies for integrating migrant children in European schools and societies. A synthesis of research findings for policy-makers«, som blev offentliggjort i april 2008 af ekspertnetværket NESSE (netværk af eksperter i uddannelsens sociale aspekter, som støttes af Kommissionen) (http://www.nesse.fr/nesse/nesse_top/activites/education-and-migration).

(5)  I Tyskland fører den retlige status »udenlandsk statsborger« ofte til fritagelse fra den generelle skolepligt. I henhold til artikel 14 i EU's charter om grundlæggende rettigheder har »alle [imidlertid] ret til uddannelse (…) og til gratis at følge den obligatoriske undervisning.«

(6)  Jf. punkt 3.2.7 ovenfor.


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/91


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om et europæisk tiltag vedrørende sjældne sygdomme

KOM(2008) 726 endelig — 2008/0218 (CNS)

2009/C 218/18

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 28. november 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets henstilling om et europæisk tiltag vedrørende sjældne sygdomme«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Ágnes CSER til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. - 26. februar 2009, mødet den 25. februar 2009, følgende udtalelse med 162 stemmer for, 4 imod og 8 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU glæder sig over Rådets forslag til henstilling og godkender den koordinerede europæiske indsats, som er indledt på området sjældne sygdomme, og som identificerer og klassificerer disse sygdomme.

1.2

EØSU går ind for udpegelsen af nationale og regionale ekspertisecentre, som beskæftiger sig med sjældne sygdomme samt fremme af centrenes deltagelse i det europæiske referencenetværk.

1.3

EØSU godkender den støtte, der gives til den koordinerede forskning, der lige nu foregår på området for sjældne sygdomme og den opbakning, den nyder. EØSU godkender ligeledes fremme af koordineringsprojekter, der har til formål at anvende de få ressourcer så optimalt som muligt og at intensivere det internationale samarbejde.

1.4

For så vidt angår dette at samle ekspertisen inden for sjældne sygdomme på europæisk plan anbefaler EØSU, at man også tager højde for de immaterielle rettigheder, og at man udsteder de fornødne garantier.

1.5

EØSU godkender udarbejdelsen af nationale planer, men vurderer, at 2011 er for tidligt til, at man kan forberede disse planer med den nødvendige præcision.

1.6

EØSU glæder sig over, at man inden 2011 skal have fundet frem til de nationale og regionale centre, vel vidende at det afhænger af udarbejdelsen af passende nationale planer.

1.7

EØSU anbefaler iværksættelsen af en koordinerings- og informationsstrøm på europæisk plan samt udarbejdelsen af en fælles teknisk og elektronisk terminologi. Udvalget anbefaler ligeledes, at man forbereder nogle praktiske spilleregler for en dialog mellem de forskellige faglige kulturer, der sammenfatter sektorens særlige forhold.

1.8

EØSU anbefaler udviklingen af et særligt kommunikations- og signalsystem, der skal have til formål at opstille et referencenetværk og en »mobil tjeneste«, så alle berørte parter får adgang til den nødvendige information.

1.9

EØSU tilslutter sig, at man også tildeler den socialvidenskabelige forskning en rolle med hensyn til at definere, hvilke behov der findes på området for sjældne sygdomme.

1.10

EØSU anbefaler, at samtlige medlemsstater opretter deres egne centre for sjældne sygdomme, og lader dem spille en koordinationsrolle mellem på den ene side forskningsinstitutterne, plejesektoren og sundhedssektoren og på den anden side de offentlige myndigheder.

1.11

EØSU anbefaler, at de nationale strategier i forhold til sjældne sygdomme bliver en integreret del af de nationale programmer for offentlig sundhed og sundhedsudvikling.

1.12

EØSU anbefaler, at man i stedet for at finansiere projekter udvikler en finansiering på langt sigt af hensyn til en effektiv og mere rentabel anvendelse af ressourcerne samt patienternes reelle udøvelse af deres rettigheder.

1.13

EØSU anbefaler, at man undersøger, hvorvidt patientsammenslutninger, faglige organisationer, civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter kan deltage, og at man analyserer og evaluerer, om de eksisterende referencecentre i medlemsstaterne kan bruges, samtidig med at man varetager patienternes interesser og rettigheder.

1.14

EØSU anbefaler, at man foretager en mere grundig analyse af sundhedseksperternes engagement, samtidig med at de faglige organisationer, civilsamfundets organisationer og arbejdsmarkedets parter inddrages med det formål at kunne tilbyde de fornødne garantier.

1.15

For at mindske ulighederne på sundhedsområdet anbefaler EØSU at undersøge mulighederne for en proportionel anvendelse af midlerne, da henstillingen sigter på at give alle patienter med alvorlige sygdomme adgang til pleje.

1.16

EØSU støtter oprettelsen af et rådgivende udvalg for EU om sjældne sygdomme, og anbefaler, at man ud over repræsentanter fra medlemsstaterne, sundhedsproduktsektoren, patientforeninger og eksperter også indbefatter arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer, da man ellers ikke vil kunne udarbejde nationale strategier, hvilket er en af forudsætningerne for at kunne gennemføre henstillingen.

1.17

EØSU anbefaler, at tiltagene vedrørende den europæiske dag for sjældne sygdomme underbygges af en international sundhedspolitik i form af en international dag for sjældne sygdomme.

1.18

EØSU støtter udarbejdelsen af en rapport om gennemførelsen af henstillingen fem år efter dens vedtagelse, velvidende at man må sørge for at foretage de nødvendige tilpasninger i løbet af gennemførelsen, samtidig med at der tages højde for patienternes rettigheder. EØSU ønsker at deltage i den løbende evaluering af denne gennemførelse.

2.   Generelle bemærkninger

2.1   Baggrund

2.1.1

De sjældne sygdomme - herunder også de genetiske sygdomme - indgår i et europæisk handlingsprogram for perioden 1. januar 1999 til 31. december 2003 [Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1295/1999/EF af 29. april 1999 om vedtagelse af et EF-handlingsprogram vedrørende sjældne sygdomme som led i indsatsen inden for folkesundhed (1999-2003)] i henhold til hvilket en sjælden sygdom defineres som en sygdom, der ikke rammer mere end 5 ud af 10 000 personer i EU. Det er samme definition, der ligger til grund for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 141/2000 af 16. december 1999 vedrørende lægemidler til sjældne sygdomme.

2.1.2

Sjældne sygdomme kræver på grund af deres lave prævalens og særtræk en global tilgang baseret på en særlig, kombineret indsats for at forebygge høj sygelighed eller for tidlig død og for at forbedre de berørtes livskvalitet og socioøkonomiske potentiale.

2.1.3

Kommissionens arbejdsgruppe om referencenetværket for sjældne sygdomme, har til opgave at definere de grundlæggende principper, behandlinger og kriterier, som de europæiske referencecentre skal leve op til. Disse spørgsmål dækkes ligeledes af det 6. og 7. europæiske rammeprogram for forskning og udvikling.

2.1.4

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) forbereder til 2014 den 11. udgave af Den internationale sygdomsklassifikation, der også omfatter sjældne sygdomme. WHO har bedt EU's taskforce for sjældne sygdomme om at bidrage til kodificeringen og klassificeringen af disse sygdomme som rådgivende gruppe.

2.1.5

Indførelse af en fælles definition af sjældne sygdomme i alle medlemsstater ville i høj grad styrke EU's bidrag i samarbejdet mellem EU og WHO og ville sætte EU i stand til at spille en vigtigere rolle uden for sine grænser ved at bidrage til løsningen af sundhedsproblemerne i verden.

2.1.6

Blandt de store prioriteter i den europæiske sundhedsstrategi, som blev vedtaget i 2007, hører, at patienter med en sjælden sygdom skal have garanti for at få stillet en diagnose, kunne komme i behandling og få informationer af høj kvalitet.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Definition og forekomst af sjældne sygdomme:

3.1.1

Sjældne sygdomme kræver en global tilgang baseret på en særlig, kombineret indsats for at forebygge en høj dødelighed eller for tidlig død og for at forbedre de berørtes livskvalitet og socioøkonomiske potentiale.

3.1.2

Informationerne om disse sygdommes forekomst viser, at der findes mellem 5 000 og 8 000 sjældne sygdomme, som rammer omkring 6 % af EU's samlede befolkning, hvilket betyder, at mellem 27 og 36 mio. borgere allerede er eller vil blive ramt af en sjælden sygdom i løbet af livet.

3.1.3

De fleste sjældne sygdomme er meget sjældne og rammer højst 1 ud af 100 000 personer. De patienter, der er ramt af en meget sjælden sygdom, og deres familier er særligt udsatte og sårbare.

3.1.4

Disse sygdomme spænder meget vidt med hensyn til, hvornår de første symptomer viser sig: halvdelen af de sjældne sygdomme viser sig ved fødslen eller i barndommen, hvorimod den anden halvdel viser sig i voksenalderen. De fleste sjældne sygdomme er genetiske sygdomme, men de kan også skyldes eksponering for kræftfremkaldende stoffer under graviditeten eller senere, ofte i forbindelse med en genetisk disposition. Andre er sjældne former for eller komplikationer i forbindelse med almindelige sygdomme.

3.2   De sjældne sygdommes manglende anerkendelse og synlighed:

3.2.1

De sjældne sygdomme adskiller sig også meget efter, hvor alvorlige de er, og hvorledes de kommer til udtryk. Patienter, der er ramt af en sjælden sygdom, har en betragteligt lavere forventet levealder. Nogle af disse sygdomme er komplekse, degenerative og medfører kroniske skader, mens andre ikke hindrer en almindelig livsstil, for så vidt som diagnosen bliver stillet i tide, og den rette behandling sætter ind. Ofte fører sygdommen flere handicap med sig, hvilket fører til flere funktionelle problemer. Disse handicap styrker følelsen af at være isoleret, og kan blive en kilde til diskrimination og forringelse af de sociale, faglige og uddannelsesmæssige muligheder.

3.3   Medlemsstaterne har ingen politikker vedrørende sjældne sygdomme:

3.3.1

De sjældne sygdomme bidrager i høj grad til sygelighed og dødelighed, men de nævnes ikke i sundhedsinformationssystemerne, fordi der ikke findes noget passende kodificerings- eller klassificeringssystem. Fraværet af sundhedspolitikker for disse sygdomme og den manglende ekspertise medfører forsinkelser i diagnosticeringen og problemer med at få adgang til behandling. Der er store forskelle medlemsstaterne imellem for så vidt angår screening for disse sygdomme og behandlingstilbud til patienterne. Borgerne i de forskellige medlemsstater og/eller forskellige regioner i en og samme medlemsstat har ikke lige adgang til specialiserede behandlingsformer eller lægemidler til sjældne sygdomme.

3.3.2

Der er stor forskel på, hvor mange midler de forskellige medlemsstater afsætter til forskning, screening eller behandling af sjældne sygdomme, og spredningen af midlerne går ud over effektiviteten, hvilket betyder, at mange patienter kommer for sent i behandling eller måske slet ikke bliver behandlet.

3.3.3

Screening og behandling af sygdommene kræver en særlig forberedelse. På grund af manglende ressourcer er der store forskelle, og mange patienter lider som følge af en forkert eller mangelfuld diagnose.

3.3.4

På grund af særtrækkene ved sjældne sygdomme – et begrænset antal patienter og knaphed på viden og ekspertise – har en indsats på internationalt niveau en meget stor merværdi. Der findes sandsynligvis ingen andre områder inden for offentlig sundhed, hvor et samarbejde mellem de 27 forskellige nationale tilgange kunne være så effektivt og nyttigt som på området for sjældne sygdomme. Dette er et velkendt faktum blandt såvel europæiske som nationale politiske beslutningstagere og alle berørte parter. Hvis man sammenlagde de begrænsede midler, der er til rådighed, kunne man opnå bedre resultater. Der er forskel på, hvordan medlemsstaterne indsamler data – indsamlingsform og tidsplan – og om der er indberetningspligt. Indberetningspligten kan finde anvendelse for hele befolkningen, eller der kan være tale om en sporadisk indsamling af data. Indførelsen af ensartede data og informationer er af afgørende betydning for udarbejdelsen og gennemførelsen af såvel forebyggende som mere rentable sundhedspolitikker, men også for forskningen i medlemsstaterne og EU. Det er lige så vigtigt, at de berørte personer har adgang til de relevante data og oplysninger.

3.3.5

Det er især vigtigt at forbedre livskvaliteten for patienter med en alvorlig sygdom og deres familie og sørge for, at disse personer bliver integreret i samfundet og arbejdslivet, da deres liv er en evindelig kamp mod forskellighed samt fysiske og psykiske udfordringer.

3.3.6

Der findes i EU's medlemsstater mange ngo’er eller initiativer i civilsamfundet, som arbejder for oplysning af patienter, der er ramt af en sjælden sygdom, udbredelse af videnskabelig og klinisk viden, bedre adgang til medicinsk behandling, billigere og bedre lægemidler, med andre ord, som arbejder for disse patienters socioøkonomiske integration. Disse civilsamfundsinitiativer lider under manglende ressourcer og modtager ingen koordineret eller harmoniseret støtte fra regeringerne eller et koordineret netværk, hvilket konstant går ud over patientrettighederne. Der er ikke etableret systematisk samarbejde mellem patienter, deres familier, civilsamfundsorganisationer, specialister og arbejdsmarkedets parter. Man kan konstatere store forskelle og en ophobning af problemer med hensyn til behandlingsmuligheder og adgang hertil.

3.3.7

Screening og behandling af sjældne sygdomme er ekstremt dyrt. Ved anvendelse af ny teknologi og behandling af sjældne sygdomme, der indebærer særlige høje udgifter, er det nødvendigt, at hver enkelt medlemsstat fastsætter og anvender den højeste tærskel.

3.3.8

Kommissionen offentliggjorde i 2008 en meddelelse om sjældne sygdomme og gennemførte i forbindelse med udarbejdelsen en bred offentlig høring, som afsluttedes i februar måned samme år.

3.3.9

Bidragene i forbindelse med høringen bekræftede behovet for at træffe foranstaltninger på fællesskabsplan. Forslag til Rådets henstilling vedrører hovedsageligt tre områder:

Identificering og kodificering af sjældne sygdomme samt oprettelsen af et europæisk kodificerings- og klassificeringssystem over sjældne sygdomme, der kan bidrage til anerkendelsen af hver enkelt sygdom. Kommissionen samarbejder med WHO i forbindelse med udarbejdelsen af den nye version, eftersom det på verdensplan er i EU, at de forskellige former for sjældne sygdomme har størst chance for at blive kortlagt.

En definition af de grundlæggende principper og retningslinjer på området for udarbejdelse af nationale handlingsplaner. Incitamenter og støtte til medlemsstaterne i udformningen af de nationale sundhedspolitikker, der vedrører sjældne sygdomme, og som sigter mod at garantere patienterne lige adgang til forebyggelse, screening, behandling og pleje samt generel adgang til disse tjenester.

I henhold til betingelserne i Rådets henstilling, som udkastet til meddelelse vedrører:

skal medlemsstaterne udarbejde egne nationale planer i forhold til sjældne sygdomme,

skal de ligeledes indføre de nødvendige mekanismer til definition, kodificering og klassificering af sjældne sygdomme,

skal man fremme forskningen inden for sjældne sygdomme også gennem grænseoverskridende samarbejde og udnytte EU's samarbejdspotentiale på forskningsområdet maksimalt,

skal man finde frem til ekspertisecentrene, og deres deltagelse i det europæiske referencenetværk skal fremmes,

er det vigtigt at man i medlemsstaterne får eksperter til at udarbejde koncise data om sjældne sygdomme,

skal der gennemføres foranstaltninger med henblik på at sikre patienters og patientforeningers deltagelse,

skal man styrke samarbejdet på alle områder, hvor tiltag på europæisk plan kan tænkes at tilføre en merværdi til den indsats, der skal sikre en udformning af store fælles, politiske retningslinjer med gensidig anerkendelse i Europa. Det kan dreje sig om specifikke foranstaltninger inden for forskning, referencecentre, adgang til information, incitamenter til udvikling af lægemidler til sjældne sygdomme, screening osv. alt sammen bestanddele af en fælles minimumsstrategi, der tager sigte på sjældne sygdomme (f.eks. pilotprogrammer, F&U, opfølgning af gennemførelsen af forordning (EF) nr. 141/2000 om lægemidler til sjældne sygdomme).

3.3.10

Meddelelsen sigter på udarbejdelse af en fælles europæisk strategi med henblik på anerkendelse, forebyggelse, screening og en effektiv behandling af sjældne sygdomme og vellykket forskning på området. Meddelelsen har også til formål at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne og støtte aktiviteterne i de europæiske informationsnetværker og patientforeninger. Når de enkelte fællesskabspolitikker eller – aktiviteter gennemføres, skal man sikre en høj grad af beskyttelse af menneskers sundhed. En sådan indsats vil være med til at opfylde den generelle målsætning om en forbedring af den sundhedsmæssige situation og flere sunde leveår, som er en nøgleindikator i Lissabonstrategien. For at muliggøre dette er man imidlertid nødt til at styrke sammenhængen mellem de forskellige programmer og fællesskabsinitiativer, såsom EU's programmer for offentlig sundhed, rammeprogrammerne for F&U, strategi for lægemidler til sjældne sygdomme, direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser og andre nuværende eller fremtidige aktiviteter i EU eller medlemsstaterne.

3.3.11

Rådets forslag til henstilling vurderer, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne inden udgangen af 2011 udarbejder globale og integrerede nationale strategier inden for sjældne sygdomme, og at de inddrager patienter og patientforeninger i de enkelte etaper i udformningen af politikkerne og beslutningsprocessen. Deres aktiviteter skal hele tiden have aktiv opbakning især økonomisk.

3.3.12

Selvom EØSU støtter udarbejdelsen af globale og integrerede nationale strategier, finder udvalget det alligevel nødvendigt at overveje ændringer i tidsplanen, hvis man skal sikre, at den globale strategi varetager patienternes interesser. I den henseende bør man i medlemsstaterne oprette centre, der er specialiserede i sjældne sygdomme, og som varetager opgaver som metodologi, dataindsamling, akkreditering og koordinering.

3.3.13

Informationsstrømmen i EU, forskning og oprettelse og udnævnelse af referencecentre forudsætter, at man får defineret og fastlagt en teknisk terminologi og får udarbejdet fælles og ensartede diagnose- og behandlingsmetoder. En anerkendelse af centrene vil ikke kun have betydning for patienterne, men også for de ansatte inden for sundhedsvæsenet og for tjenesteyderne i sektoren. Derfor vil det være nyttigt at forberede en særlig ordning for sektoren, nogle praktiske spilleregler for en dialog mellem de forskellige faglige kulturer om de sjældne sygdomme, screening og behandling.

3.3.14

Udviklingen af et europæisk referencenetværk, dets identifikation og oprettelsen af en »mobil tjeneste« forudsætter en særlig indsats på kommunikationsområdet og oprettelsen af et signaleringssystem, så den enkelte reelt får adgang til informationen.

3.3.15

Eftersom oprettelsen af denne nye form for forsknings- og tjenesteydelsesstruktur sandsynligvis lægger op til nogle immaterielle tiltag, er det vigtigt at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på juridisk beskyttelse på området.

3.3.16

EØSU bifalder afholdelsen af den første europæiske dag for sjældne sygdomme den 29. februar 2008 og støtter initiativet om at indføre en international dag for sjældne sygdomme. Et sådant initiativ ville gøre det muligt at indføre en internationale bevægelse, der kunne bidrage væsentligt til mere effektiv forskning og behandling. EØSU mener, det er fuldstændig afgørende at sikre en ordentlig kommunikation, at fremme den tværkulturelle dialog og især fjerne sprogbarriererne og rette op på de mangelfulde tekniske vilkår, så de berørte (patienterne, deres pårørende, tjenesteudbydere på sundhedsområdet, civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter) kan få adgang til tilstrækkelig og korrekt information).

3.3.17

Udvalget har i flere tidligere udtalelser henvist til den vigtige rolle, civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter spiller i opretholdelsen af de fælles værdier og i udmøntningen af dem, således at der opstår en reel merværdi. Derfor finder udvalget det vigtigt, at aktørerne i det organiserede civilsamfund og arbejdsmarkedets parter kommer til at spille en passende rolle i gennemførelsen af meddelelsens målsætninger vedrørende sjældne sygdomme. Da det er samfundet og arbejdsmarkedets parter, der tilvejebringer de nødvendige ressourcer på sundhedsområdet, bør de også indtage en strategisk rolle i fordelingen af dem.

3.3.18

For at mindske ulighederne på sundhedsområdet anbefaler EØSU at undersøge mulighederne for en proportionel anvendelse af midlerne - på grund af de ekstraordinære udgifter - da henstillingen sigter på at give patienter med alle former for alvorlige sygdomme adgang til behandling. De til rådighed værende midler varierer fra en medlemsstat til en anden, og der er meget stor forskel mellem det antal mennesker, der burde være i behandling og dem, der rent faktisk er det.

3.3.19

EØSU støtter den koordinerede forskning og udnævnelsen af referencecentre, da dette kan udgøre en ekstraordinær mulighed for EU til at bidrage til en løsning af verdens sundhedsproblemer. Denne mulighed skal ses i forlængelse af den målsætning, der blev formuleret i hvidbogen »Sammen om sundhed: en strategi for EU 2008-2013«, dvs. at få EU til at spille en mere effektiv international rolle.

3.3.20

Oprettelsen af et rådgivende udvalg om sjældne sygdomme på EU-plan udgør et vigtigt skridt fremad på vejen mod gennemførelsen af målsætningerne. Ud over medlemsstaternes repræsentanter, eksperterne, patientforeningerne og erhvervslivet anbefaler EØSU, at man på permanent vis også inddrager repræsentanter fra civilsamfundet i det rådgivende udvalgs arbejde. Uden deres samarbejde vil det faktisk ikke kunne lade sig gøre at udarbejde den nationale strategi, som er en af forudsætningerne for henstillingens gennemførelse.

Bruxelles, den 25. februar 2009.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/96


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF hvad angår de nedsatte satser for merværdiafgiften«

KOM(2008) 428 endelig — 2008/0143 (CNS)

2009/C 218/19

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 28. august 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 93 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF hvad angår de nedsatte satser for merværdiafgiften«

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Sergio Ernesto SANTILLÁN CABEZA til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. februar 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 451. plenarforsamling den 25. og 26. februar 2009, mødet den 25. februar 2009, følgende udtalelse med 171 stemmer for og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU går ind for de tekniske, ofte helt nødvendige, ændringer af direktiv 2006/112/EF, som fastsættes i det nye direktiv, men beklager forslagets begrænsede anvendelsesområde, som skyldes manglende politisk enighed.

1.2

Som allerede nævnt er anvendelsen af moms på energibesparende og miljøvenlige tjenesteydelser og materialer et aspekt, som må overvejes.

1.3

Hvad angår nedsat moms på tjenesteydelser bestående af renovering, reparation, ombygning, vedligeholdelse og rengøring af boliger, tvivler EØSU på det hensigtsmæssige i at fjerne henvisningen til »sociale« boliger. Under alle omstændigheder er det ikke obligatorisk at anvende nedsatte momssatser. Denne beslutning træffes af den enkelte medlemsstat.

1.4

Indførelse af muligheden i alle medlemsstater for at anvende nedsatte momssatser i forbindelse med restaurations- og cateringydelser, hvilket afvises af nogle medlemsstater, har til formål at indføre lige vilkår, da der er begrænset mulighed for konkurrenceforvridning under den gældende ordning. EØSU støtter forslaget om, at nedsatte momssatser ikke skal kunne anvendes på alkoholholdige drikkevarer.

1.5

Hvad angår »mindre reparationer af løsøregenstande«, bør medlemsstaternes regler præcisere hvilke tjenesteydelser de nedsatte momssatser skal gælde for, da der her er anvendt en meget bred formulering.

1.6

EØSU foreslår, at diætprodukter i forbindelse med bestemte sygdomme fritages for moms (jf. punkt 4.8.6 i nærværende udtalelse).

1.7

EØSU foreslår endvidere at ændre forslagets indhold ved at lade tjenesteydelser bestående af reparation og vedligeholdelse af køretøjer indgå i bilag III i den formulering, der fremgår af nærværende udtalelses punkt 4.8.5.1.

1.8

EØSU er enigt i, at nedsatte momssatser bør finde anvendelse på en bredere kategori af varer og tjenesteydelser i den udstrækning dette er foreneligt med de enkelte medlemsstaters budgetmuligheder, med den økonomiske situation og medlemsstaternes interesser på det indre marked.

1.9

EØSU bifalder Kommissionens indsats for at nå frem til en fuld harmonisering af momssatserne, men beklager manglen på en politisk beslutning i Rådet.

2.   Indledning

2.1   Det her behandlede direktivforslag består af tilføjelser og tekniske ændringer til direktivet fra 2006, herefter kaldet »momsdirektivet« (1).

2.2   Ifølge Kommissionen er det hensigten at gennemføre en række hårdt tiltrængte reformer for at finde en løsning på »juridiske og politiske problemer, der er opstået enten på grund af divergerende fortolkninger af direktivet, eller fordi der ikke er ensartede spilleregler for alle medlemsstater, hvad angår medlemsstaternes mulighed for at anvende nedsatte satser på de områder, hvor det indre markeds funktion ikke påvirkes«.

2.3   Målet er at sikre medlemsstaterne større autonomi og sikkerhed samt ligebehandling.

2.3.1   Selv om forslaget ikke udelukkende er rettet mod SMV'er, et af Lissabonstrategiens prioriterede områder, vil det have gunstige virkninger for disse virksomheder, da der er mange SMV'er inden for de omfattede sektorer, og fordi forslaget giver retssikkerhed med hensyn til den fortsatte anvendelse inden for de pågældende sektorer af nedsatte momssatser.

2.4   Der er fire typer ændringer til momsdirektivet:

tilføjelse af ydelser, der leveres lokalt, herunder indførelse af permanente, ajourførte bestemmelser om arbejdskraftintensive ydelser, som står opført i bilag IV, og som udløber den 31. december 2010. Bilag IV udgår derfor.

artikler og afsnit af midlertidig karakter eller vedrørende konkrete situationer i medlemsstaterne, som ikke længere er gældende;

redaktionelle forbedringer;

ændringer i udformningen af bilag III, som indeholder en »liste over leveringer af varer og ydelser, som kan belægges med en nedsat sats som beskrevet i artikel 98«.

3.   Det nye bilag III

3.1   Redaktionelle tilpasninger eller tilføjelser til bestemte kategorier.

3.1.1   Kategori 3: farmaceutiske produkter. Disse skal omfatte »absorberende hygiejneprodukter«, herunder hygiejnebeskyttelsesmidler til kvinder og børnebleer.

3.1.2   Kategori 4: udstyr til handicappede. Til denne kategori føjes »apparater og elektrisk, elektronisk eller andet udstyr og transportmidler (…) samt leasing eller udlejning (…) af sådanne varer«. Det foreslås endvidere at medtage udstyr eller apparater, som er særlig udformet eller tilpasset til handicappede (f.eks. Braille-tastatur og særligt indrettede biler).

3.1.3   Kategori 6: bøger. Hertil føjes også »lydbøger, (…) Cd-rom'er eller et tilsvarende fysisk medium …«. Anvendelsesområdet udvides til lydbøger, Cd'er, Cd-rom'er eller ethvert fysisk medium, som hovedsagelig gengiver samme informationsindhold som trykte bøger.

3.1.4   Kategori 8: radio- og tv-tjenester. Det præciseres, at det er selve ydelserne, der er afgiftsbelagte, og ikke modtagelsen af dem.

3.1.5   Kategori 9: ydelser leveret af forfattere osv. Det præciseres, at kategorien også skal omfatte »ydelser, der aflønnes ved hjælp af royalties«. Teksten er omformuleret, fordi royalties ikke betragtes som ydelser i momsmæssig henseende, men som vederlag for visse ydelser.

3.1.6   Kategori 16: begravelsesydelser eller ligbrænding Den nye formulering har til hensigt at adskille genstanden for definitionen fra leverandørens funktion.

3.1.7   Kategori 18: renholdelse af gader, behandling af affald osv. Fjerner uoverensstemmelser ved at lade tre ydelser, som ikke er medtaget i den nuværende formulering, være omfattet af nedsatte momssatser: »rensning og genvinding af spildevand«, »kloakering« og »genvinding af affald og ydelser, der resulterer i genbrug«.

3.2   Udvidelse af de ydelser, der har relation til boligsektoren og visse ikke-kommercielle bygninger

3.2.1   Kategori 10 ændres, og der tilføjes en ny kategori 10a med henblik på at:

give medlemsstaterne større spillerum ved at fjerne henvisningen til »boliger som led i en social politik«,

tilføje »renovation, reparation og rengøring af boliger« (se det nuværende bilag IV) samt vedligeholdelse heraf,

udvide momsnedsættelsen til også at omfatte ydelser bestående af renovering, reparation, ombygning, vedligeholdelse og rengøring af »religiøse samlingssteder og kulturarvssteder samt historiske monumenter«.

3.3   Der tilføjes to nye kategorier:

3.3.1   Restaurations- og cateringydelser

3.3.2   Kategori 12 i det nuværende bilag III (som forbliver uændret) omfatter:

»Ophold på hoteller og lignende etablissementer, herunder ferieophold og udlejning af pladser på campingpladser og pladser til beboelsesvogne«.

3.3.3   Den nye kategori (12a) omfatter:

»Restaurations- og cateringydelser, ekskl. levering af alkoholholdige drikkevarer«.

3.3.3.1   Der er to årsager til tilføjelsen: a) det nødvendige i at behandle alle medlemsstater ens og b) disse ydelser opfylder de samme kriterier som andre ydelser, der leveres lokalt.

3.3.4   Ydelser, der leveres lokalt.

3.3.4.1   Disse nye kategorier omfatter fem scenarier:

»19)

have- eller landskabspleje og vedligeholdelse af haver,

20)

mindre reparationer af løsøregenstande, herunder cykler og trehjulede cykler af enhver art, dog ekskl. alle andre transportmidler,

21)

rengøring og vedligeholdelse af løsøregenstande;

22)

pleje i hjemmet, f.eks. hjemmehjælp og pleje af unge, ældre, syge eller handicappede,

23)

personlig pleje af den art, der tilbydes i frisørsaloner og institutter for personlig pleje. «.

3.3.4.2   Disse kategorier omfatter ydelser, der allerede er omfattet af det nuværende bilag IV, hvor der fastlægges overgangsbestemmelser gældende indtil den 31. december 2010, men omfatter også nogle nye tjenesteydelser af lignende karakter.

4.   Bemærkninger

4.1   EØSU gennemførte en grundig drøftelse af temaet for nærværende udtalelse i forbindelse med sin behandling af Kommissionens meddelelse fra 2007 om andre momssatser end normalsatser for moms (2), som er baseret på en undersøgelse forelagt af Copenhagen Economics den 5. juli 2007.

4.2   I sin udtalelse (3) fremhævede EØSU følgende aspekter:

medlemsstaterne bruger udelukkende momsen til at opnå skattemæssige mål;

politiske og sociale hensyn ligger bag anvendelsen af nedsatte momssatser;

momsharmoniseringen er ikke omsat i praksis, hvorfor det (ifølge Kommissionen) er hensigtsmæssigt at forsøge at gennemføre nedsatte momssatser for aktiviteter, der har grænseoverskridende virkning eller opfylder allerede vedtagne kriterier for EU-politikkerne;