28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/1

—

anerkender, at diplomati mellem bymyndigheder har vital betydning, og at denne betydning er voksende. Diplomati mellem bymyndigheder forstås bredt som et redskab for lokalforvaltninger og deres organer til på internationalt niveau at fremme social samhørighed, bæredygtigt miljø, forebyggelse og løsning af konflikter samt økonomisk genopbygning og genopretning efter konflikter med det formål at skabe et stabilt samfund, hvor borgerne kan leve fredeligt side om side under demokratiske styreformer i et miljø med fremskridt og velstand;

—

erkender, at vore dages diplomati ikke længere kan overlades helt til de nationale regeringer, hvorfor et tættere samarbejde mellem de nationale, regionale og lokale myndigheder som følge af behovet for dialog, samarbejde og samordning med henblik på sikring af fred, demokrati og respekt for menneskerettighederne på alle niveauer er en naturlig og nødvendig udvikling hen imod en effektiv tilgang og strategi på flere niveauer. Kommuner og byer spiller en vigtig rolle som aktører i det internationale samarbejde, når de indgår i internationale netværk med andre byer;

—

finder, at man inden for rammerne af det grænseoverskridende samarbejde generelt og mere specifikt i forbindelse med EU's naboskabspolitik og det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument kan styrke samarbejdet med Europa-Kommissionen om inddragelse af temaer og politikker — og først og fremmest aktiviteter, der har relation til diplomati mellem bymyndigheder;

—

bifalder relanceringen af Euro-Middelhavspartnerskabet og understreger, at det er vigtigt at etablere en dialog mellem de lokale myndigheder i EU's medlemsstater på den ene side og partnerne i EU's naboskabspolitik i Middelhavsområdet og Østeuropa;

—

understreger, at EU's erfaringer med overførsel af knowhow på alle de områder, hvor diplomati mellem bymyndigheder kan gøre en forskel, nemlig god forvaltning, større gennemsigtighed, bekæmpelse af korruption, lokaludvikling, infrastruktur, sundhed, uddannelse og efteruddannelse, bekæmpelse af årsager til flygtningestrømme, ungdom, ligestilling mellem kønnene og tværkulturel dialog, kan få afgørende betydning.

Ordfører

:

Eleni Loucaides (CY/PPE),

medlem af byrådet i Nicosia

1.

anerkender, at diplomati mellem bymyndigheder har vital betydning, og at denne betydning er voksende. Diplomati mellem bymyndigheder forstås bredt som et redskab for lokalforvaltninger og deres organer til på internationalt niveau at fremme social samhørighed, bæredygtigt miljø, forebyggelse og løsning af konflikter samt økonomisk genopbygning og genopretning efter konflikter med det formål at skabe et stabilt samfund, hvor borgerne kan leve fredeligt side om side under demokratiske styreformer i et miljø med fremskrift og velstand;

2.

gør opmærksom på, at denne rolle er internationalt anerkendt, at mange byer, lokale myndigheder og især kommunale organer i EU's medlemsstater i årevis har prioriteret diplomati mellem bymyndigheder højt, og at disse i kraft af deres omfattende viden på området spiller en central rolle og bidrager effektivt til dannelsen af alliancer, der skal lette dialog og forebygge konflikter eller fremme løsninger på konflikter, såvel som til økonomisk genopbygning og genopretning efter konflikter og til udvikling af tredjelande både i Europa, især på Balkan, og i Mellemøsten, Latinamerika, Afrika og resten af verden;

3.

anerkender, at verden bliver stadig mere urbaniseret og kompleks, at byer og lokale bymyndigheder dagligt befinder sig i frontlinjen i et multikulturelt miljø, hvor de gør en indsats for at beskytte borgernes rettigheder, mindske spændinger, løse konflikter, integrere borgerne økonomisk og socialt samt skabe territorial samhørighed, fremme dialog mellem forskellige kulturer og religioner, stater og folk samt fremme fred og stabilitet;

4.

erkender, at vore dages diplomati ikke længere kan overlades helt til de nationale regeringer, hvorfor et tættere samarbejde mellem de nationale, regionale og lokale myndigheder som følge af behovet for dialog, samarbejde og samordning med henblik på sikring af fred, demokrati og respekt for menneskerettighederne på alle niveauer er en naturlig og nødvendig udvikling hen imod en effektiv tilgang og strategi på flere niveauer;

5.

erkender, at kommuner og byer spiller en vigtig rolle som aktører i det internationale samarbejde, når de indgår i internationale netværk med andre byer. Det er dog vigtigt at påpege, at kommuner og byer i disse netværk er aktive på eget initiativ;

6.

anerkender også, at diplomati mellem bymyndigheder og decentralt samarbejde generelt fungerer som supplerende redskaber for fred og forståelse mellem befolkningerne, og at de lokale og regionale myndigheder styrker initiativer for sameksistens og genetablering af forbindelser mellem stater og folk, idet de altid arbejder inden for rammerne af de internationale bestemmelser om menneskerettigheder og EU's principper og værdier;

7.

er foruroliget over de nye udfordringer, som menneskeheden står over for, herunder klimaforandringer, naturkatastrofer, manglende adgang til drikkevand og andre naturressourcer, risikoen for pandemier, hungersnød, fattigdom, en stadig voksende migration — udfordringer, som fører til opblussen i samfundet af ekstremisme, fremmedhad, spændinger mellem forskellige etniske, religiøse og kulturelle grupper, som ofte giver anledning til konflikter såvel internt i medlemsstater som mellem medlemsstater, og finder derfor, at der brug for en fælles tilgang og indsats;

8.

føler pligt til at fremme en bæredygtig udvikling i EU's byer og landområder, der er mere retfærdig og sammenhængende og respekterer grundlæggende menneskerettigheder, ligebehandling af alle uanset køn, kultur og religion, og pointerer nødvendigheden af adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet med henblik på en styrkelse af de demokratiske procedurer og det lokale selvstyre, som udgør vitale elementer i opbygningen af en verden, der er mere fredelig og samlet;

9.

er klar over, at nye typer konflikter til stadighed tynger de lokale myndigheder med ansvar for borgernes trivsel, og at dialog og et tættere samarbejde mellem de lokale og regionale myndigheder på internationalt niveau vil kunne bidrage til gensidig forståelse, fremme af fælles mål og løsning af konflikter uanset deres årsag;

10.

erkender, at enkeltpersoner og lokalsamfund rammes, når centralregeringer er ude af stand til at tage initiativ til dialog med henblik på en konstruktiv løsning af problemer for at genetablere normalitet og stabilitet;

11.

anerkender desuden, at det lokale selvstyre som det forvaltningsniveau, der er nærmest borgerne, kender borgernes behov og er bedst placeret, både når disse behov skal kortlægges og opfyldes i en krise- eller konfliktsituation, og med henblik på forebyggelse;

12.

anser det for en pligt for de lokale myndigheder at arbejde for frihed, demokrati og fremskridt for derigennem at bidrage til den internationale udvikling og fred;

13.

erkender, at EU og EU-politikkerne (f.eks. EU's naboskabspolitik) vil få meget svært ved at udvikle sit fulde potentiale, hvis de konflikter, som i dag gør det regionale samarbejde uhyre vanskeligt for ikke at sige umuligt, ikke løses;

14.

gør opmærksom på, at bydiplomatiets øgede synlighed og indflydelse for nylig blev påvist på den første internationale konference om diplomati mellem bymyndigheder og de lokale myndigheders rolle i forebyggelsen af konflikter, fredsprocessen og i forbindelse med genopbygning og genopretning efter konflikter, som fandt sted i Haag den 11.-13. juni 2008, hvor også Regionsudvalget var repræsenteret;

15.

anerkender det ansvarlige pionerarbejde, som er udført og stadig udføres i form af diplomati mellem bymyndigheder af Europarådets kongres af lokale og regionale myndigheder i Europa, De Europæiske Kommuners og Regioners Råd, De forenede byer og lokale regeringers komite for diplomati mellem bymyndigheder, fredsskabelse og menneskerettigheder (the Committee on City Diplomacy, Peace Building and Human Rights of the United Cities and Local Governments), sammenslutningen af lokalmyndigheder for demokrati, den internationale bevægelse »Mayors for peace«, de kompetente FN-organer (United Nations agencies), Global Forum og andre internationale institutioner og ikke-statslige organisationer;

16.

opfordrer alle lokale myndigheder til at tænke over deres forpligtelse til at sikre fred og retfærdighed samt til at fremme menneskerettighederne for alle ved at bygge bro mellem byer i en verden, der hænger sammen;

17.

påpeger på ny, at der er behov for mere effektive og gennemsigtige hjælpemekanismer på internationalt niveau, forenkling af procedurerne og især inddragelse af de lokale myndigheder i forbindelse med udtænkning og lancering af de relevante instrumenter;

18.

bifalder Kommissionens meddelelse af 8. oktober om behovet for, at de lokale forvaltningsniveauer indtager en mere fremtrædende position i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af EU's udviklingsaktioner, samt behovet for en struktureret dialog mellem de lokale myndigheder og Kommissionen med Regionsudvalget som ramme;

19.

bifalder ligeledes, at Kommissionens seneste meddelelse nævner oprettelsen af et forum til udveksling af informationer mellem EU's lokalmyndigheder, således som Regionsudvalget har foreslået;

20.

insisterer på, at EU har umiddelbar interesse i at søge løsninger på regionale konflikter og problemer, der underminerer Europas sikkerhed, at forhindre ukontrollerede flygtningestrømme, forstyrrelser af energiforsyningen og af den internationale fred generelt;

21.

gentager, at det er overbevist om, at et sikkert og blomstrende naboskab kun kan opnås via et effektivt samarbejde på lokalt og regionalt niveau;

22.

mener, at de lokale og regionale myndigheder er bedst i stand til at kortlægge og opfylde borgernes behov såvel forebyggende som i en situation, der følger efter en konflikt;

23.

finder, at man inden for rammerne af det grænseoverskridende samarbejde generelt og mere specifikt i forbindelse med EU's naboskabspolitik og det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument kan styrke samarbejdet med Europa-Kommissionen om inddragelse af temaer og politikker — og først og fremmest aktiviteter, der har relation til diplomati mellem bymyndigheder;

24.

bifalder relanceringen af Euro-Middelhavspartnerskabet og understreger, at det er vigtigt at etablere en dialog mellem de lokale myndigheder i EU's medlemsstater på den ene side og partnerne i EU's naboskabspolitik i Middelhavsområdet, Østeuropa og Kaukasus på den anden. Der er værd at bemærke, at EU, siden de fjendtlige handlinger i Kaukasus begyndte i august 2008, har spillet en betydningsfuld rolle ved at fremme fredsprocessen og tilbyde humanitær hjælp i denne region;

25.

understreger på ny sin vilje til at støtte oprettelsen af Den lokale og regionale forsamling for Middelhavsområdet med henblik på at konkretisere Barcelona-processen og Middelhavsunionen, som Det Europæiske Råd vedtog på samlingen i Paris den 13. juli, bl.a. med henblik på at fremme målsætningerne for diplomati mellem bymyndigheder.

26.

glæder sig over sluterklæringen fra ministerkonferencen om Barcelona-processen: Middelhavsunionen, som mødtes den 3.-4. november 2008 i Marseille, bifalder i al væsentlig det forslag fra Forummet for de lokale og regionale myndigheder, der blev afholdt den 22.-23. juni i Marseille, som bekræftes i Regionsudvalgets udtalelse af 8. oktober. Middelhavsunionen forpligter sig til at optage Den lokale og regionale forsamling for Middelhavsområdet, når den er blevet oprettet;

27.

konstaterer, at der ikke findes nogen model for udøvelse eller gennemførelse af diplomati mellem bymyndigheder, selv om der er mange, som har erfaringer på området, og at denne form for diplomati har spillet en vigtig og konstruktiv rolle;

28.

gør opmærksom på, at det stadig er vanskeligt med sikkerhed at udpege de vigtigste faktorer bag succes eller fiasko for diplomati mellem bymyndigheder. Derfor skal tiltagene udtænkes specielt til formålet og de skal være fleksible, så de kan tilpasses et miljø i hastig forandring;

29.

pointerer, at personer, som deltager i diplomati mellem bymyndigheder, skal være klar over, at der er tale om en indviklet proces, der altid udgør et supplement til andre bestræbelser, at disse personer skal have et indgående kendskab til situationen i det pågældende krigsområde og til den historiske baggrund for stridighederne, og at de altid skal indhente de berørte lokale myndigheders samtykke i forbindelse med ethvert initiativ, de måtte tage;

30.

anser EU's institutioners og organers erfaringer på området for meget vigtige og finder det afgørende, at disse samarbejder. Udvalget gentager, at der er brug for mere politisk og teknisk bistand til at sikre løbende grænseoverskridende samarbejde om lokalt selvstyre mellem de lande, der grænser op til EU, og opfordrer medlemsstaterne og de deltagende lande til at udnytte Taiex og andre forbrødringsinstrumenter samt et program som Europa for borgerne 2007-2013 maksimalt med henblik på at etablere et fundament for tilgangen til diplomati mellem bymyndigheder;

31.

erindrer om muligheden for at udveksle tjenestemænd fra lokale myndigheder mellem EU's medlemsstater for at fremme diplomati mellem bymyndigheder som koncept og skabe tættere samarbejde og forbedre samordningen mellem disse ved at trække på tidligere erfaringer og oprette aktivitetsnet;

32.

understreger, at EU's erfaringer med overførsel af knowhow på alle de områder, hvor diplomati mellem bymyndigheder kan gøre en forskel, nemlig god forvaltning, større gennemsigtighed, bekæmpelse af korruption, lokaludvikling, infrastruktur, sundhed, uddannelse og efteruddannelse, bekæmpelse af årsager til flygtningestrømme, ungdom, ligestilling mellem kønnene og tværkulturel dialog, kan få afgørende betydning;

33.

minder om behovet for, at Kommissionen og medlemsstaterne fortsætter samarbejdet med de lokale og regionale myndigheder samt civilsamfundet om at fremme menneskerettigheder og forbedre rettighederne for ugunstigt stillede grupper af borgere med en særlig appel til medlemslandene i Euro-Middelhavspartnerskabet om at være mere åbne over for bidrag fra civilsamfundet, det lokale selvstyre og i forlængelse heraf diplomati mellem bymyndigheder;

34.

vil hævde, at selv om der på den ene side er behov for, at den internationale faktor støtter og letter arbejdet for diplomatiet mellem bymyndigheder, skal der kun oprettes nye strukturer, når det er absolut påkrævet og kun for at opfylde konkrete behov;

35.

foreslår, at Underudvalget for Forbindelser Udadtil og Decentraliseret Samarbejde nøje følger udviklingen på dette område, tilskynder til dialog mellem de involverede parter, de europæiske og internationale net og ikke-statslige organisationer samt, hvor det kan lade sig gøre, fastsætter, i hvilke regioner diplomati mellem bymyndigheder kan praktiseres og Regionsudvalget kan spille en afgørende rolle;

36.

foreslår, at Regionsudvalget videreformidler de lokale og regionale myndigheders behov i konfliktplagede regioner og opfordrer til, at udvalget medvirker mere aktivt til løsningen af stridigheder gennem støtte til diplomati mellem bymyndigheder og andre relevante tiltag;

37.

opfordrer desuden EU til at sætte diplomati mellem bymyndigheder på dagsordenen for møder med relevante internationale organisationer;

38.

tilskynder Kommissionen til at fremme regionale programmer, der inddrager lokale og regionale myndigheder og deres fælles organer i diplomati mellem bymyndigheder med henblik på opfyldelsen af fælles mål og principper;

39.

hilser forslaget fra Europarådets kongres af lokale og regionale myndigheder i Europa velkommen, ifølge hvilket der skal udarbejdes et europæisk charter om diplomati mellem bymyndigheder og eventuelt oprettes en fond til formålet, og opfordrer EU til at undersøge mulighederne for at oprette et finansieringsinstrument til støtte for sådanne tiltag og mere generelt fremme af diplomati mellem bymyndigheder;

40.

i betragtning af den overvældende respons på det årligt tilbagevendende »OPEN DAYS«-arrangement »Den europæiske uge for regioner og byer« foreslås det at afholde et særligt seminar, der skal oplyse om diplomati mellem bymyndigheder i forbindelse med »OPEN DAYS«-arrangementet i 2009;

41.

ønsker at henlede medlemsstaternes opmærksomhed på diplomati mellem bymyndigheder, idet det understreger betydningen af at holde fast ved de demokratiske værdier, retssamfundet og menneskerettighederne og opfordrer medlemsstaterne til at støtte initiativer vedrørende diplomati mellem byer på bilateralt og multilateralt niveau, fordi denne form for diplomati er et meget løfterigt redskab til fremme af dialog mellem lokale og regionale myndigheder på internationalt plan som led i medlemsstaternes generelle udenrigspolitik, og på den måde bakke op om civilsamfundets tiltag for langsigtet fred;

42.

vil orientere formanden for Kommissionen, EU's Høje Repræsentant for den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, kommissæren med ansvar for udenrigsanliggender, kommissæren med ansvar for udvikling og humanitær bistand og Europa-Parlamentets formand om indholdet af denne udtalelse og i den forbindelse understrege den funktion, udvalget ønsker at varetage for diplomatiet mellem bymyndigheder, og den gavn, som EU kan få i form af en styrkelse af udenrigspolitikken og opfyldelsen af målsætningerne om fred, sikkerhed og stabilitet.

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/6

—

deler Kommissionens opfattelse, hvorefter det indre marked skal styrke forbrugernes stilling og de små og mellemstore virksomheder (SMV), udnytte globaliseringen til gavn for Europa, nedbryde videns- og innovationsbarrierer, fremme økonomisk vækst med henblik på at skabe arbejdspladser og gøre Europa konkurrencedygtigt i tråd med Lissabon-målene samt sikre en stærk social og miljøpolitisk dimension;

—

beklager, at meddelelsens indhold er holdt i generelle vendinger, hvorfor der er behov for en nøje granskning af Kommissionens fremtidige, konkrete forslag til opnåelse af de mål, som er nævnt i meddelelsen, navnlig med hensyn til overholdelsen af subsidiaritetsprincippet;

—

er overbevist om, at det indre marked kun kan fungere efter sin hensigt, når der er fri konkurrence mellem virksomhederne, og hvis det indebærer reelle sociale fordele for de europæiske borgere. Det anses derfor for afgørende at fortsætte den kurs, som tjenesteydelsesdirektivet har anlagt i retning af at styrke etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser og dermed øge den reelle konkurrence og få EU's indre marked til at fungere bedre;

Ordfører

:

Michael Schneider (DE/PPE), Statssekretær, repræsentant for delstaten Sachsen-Anhalt i Forbundsdagen

1.

deler Kommissionens opfattelse, hvorefter det indre marked skal styrke forbrugernes stilling og de små og mellemstore virksomheder (SMV), udnytte globaliseringen til gavn for Europa, nedbryde videns- og innovationsbarrierer, fremme økonomisk vækst med henblik på at skabe arbejdspladser og gøre Europa konkurrencedygtigt i tråd med Lissabon-målene samt sikre en stærk social og miljøpolitisk dimension;

2.

beklager, at meddelelsens indhold er holdt i generelle vendinger, hvorfor der er behov for en nøje granskning af Kommissionens fremtidige, konkrete forslag til opnåelse af de mål, som er nævnt i meddelelsen, navnlig med hensyn til overholdelsen af subsidiaritetsprincippet;

3.

understreger, at subsidiaritetsprincippet er et centralt element i EU's politiske system og retsorden, men påpeger imidlertid samtidig, at mange af de udfordringer, som EU står over for i dag, er af global karakter (globalisering, behovet for social beskyttelse, indflydelsen fra verdens finansmarkeder, klimaændringer osv.) og derfor på de områder, hvor problemerne ikke kan løses på lokalt, regionalt eller nationalt niveau, kræver fælles beslutninger truffet på grundlag af fælles principper;

4.

er overbevist om, at det indre marked kun kan fungere efter sin hensigt, når der er fri konkurrence mellem virksomhederne, og hvis det indebærer reelle sociale fordele for de europæiske borgere. Det anses derfor for afgørende at fortsætte den kurs, som tjenesteydelsesdirektivet har anlagt i retning af at styrke etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser og dermed øge den reelle konkurrence og få EU's indre marked til at fungere bedre;

5.

er ligesom Kommissionen af den opfattelse, at der er behov for at overbevise et flertal af EU's forbrugere om, at de i deres hverdag har fordel af EU's indre marked, for først, når borgerne erfarer personligt, hvor meget EU gavner dem, stiger tilslutningen til EU;

6.

opfordrer medlemsstaterne til mere målrettet at oplyse dels om det indre markeds funktionsmåde, dels om dets målsætninger om forbrugerbeskyttelse, stigende beskæftigelse, økonomisk vækst og prisstabilitet. I den forbindelse kan de lokale og regionale myndigheder spille en fremtrædende rolle;

7.

henstiller derfor, jf. udvalgets udtalelse om »Det indre markeds fremtid og status over det europæiske samfund«, at Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder styrker deres indsats for at forklare, hvorledes den økonomiske og sociale tilpasningsproces, som er affødt af globaliseringen og den øgede konkurrence, kan styres på en måde, der mindsker borgernes og virksomhedernes frygt;

8.

glæder sig over, at Kommissionen i forbindelse med videreudviklingen af det indre marked har til hensigt at tage særligt hensyn til behovene blandt SMV'er, der skaber økonomisk vækst og et bredt spektrum af arbejdspladser. Derfor bør indsatsen for at lette deres adgang til det indre marked, give dem bedre vækstmuligheder og dermed bedre muligheder for at udnytte deres potentiale intensiveres. Især er klynger og knudepunkter en fremragende metode for SMV'er til på lokalt, regionalt, nationalt og i højere grad endda på overnationalt plan at udvide deres driftsgrundlag, kontakter, markedsmuligheder, indtjening og følgelig antallet af arbejdspladser;

9.

henstiller på ny, at Kommissionen og medlemsstaterne inddrager de lokale og regionale myndigheder, erhvervsorganisationerne samt arbejdsmarkedets parter i en drøftelse af, hvilke administrative byrder der kan fjernes til gavn for virksomhederne, herunder navnlig SMV'er, der er dem, der lider mest under de byrder, der stadig eksisterer i det indre marked. I den forbindelse bør der tages hensyn til sammenhængen mellem fjernelsen af byrderne for SMV'erne og de øgede byrder, som måtte blive pålagt de lokale og regionale forvaltninger;

10.

støtter derfor Kommissionens initiativer til fremme af SMV'er. Der bør som led i en særlig ordning for SMV'er træffes en række foranstaltninger til støtte for de små og mellemstore virksomheder efter princippet »tænk småt først«. Regionsudvalget ser ligeledes positivt på Kommissionens forslag om at indføre en europæisk privat selskabsvedtægt for at lette SMV'ers aktiviteter på tværs af grænserne. Den planlagte forenkling af selskabsretten vil kunne forbedre de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Enkle, ubureaukratiske og effektive regler gavner umiddelbart tilvejebringelsen af lige konkurrencevilkår og den økonomiske stabilitet. Effektive foranstaltninger på dette område har en direkte, positiv effekt på økonomien. Omkostningerne til juridisk bistand og konsulentbistand i forbindelse med opstart af virksomheder vil kunne reduceres. For samtlige EU-foranstaltningers vedkommende bør det imidlertid sikres, at de er kompatible med de selskabsretlige strukturer, der over tid er opstået i medlemsstaterne, og at de overholder gældende sociale standarder;

11.

hilser Kommissionens redegørelse om globaliseringens fordele velkommen, men påpeger, at forudsætningen for, at disse fordele kan udmøntes i det ønskede omfang, er, at europæiske standarder reelt accepteres af de øvrige aktører på verdensmarkedet. I modsat fald vil de forskellige europæiske standarder kunne medføre en forringelse af europæisk økonomis konkurrenceevne;

12.

understreger på denne baggrund, at EU har behov for en ny globaliseringsstrategi, der ud over konkurrenceevnen er støttet på grundpillerne bæredygtig økonomisk vækst, fuld beskæftigelse, social samhørighed og en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Disse aspekter bør ligeledes indgå i Kommissionens overvejelser og fremtidige konsekvensanalyser;

13.

gør opmærksom på, at de europæiske virksomheder på grund af den øgede globalisering og den skærpede konkurrence mellem vidensøkonomierne, der hænger sammen hermed, er tvunget til at blive endnu mere innovative og kreative for at bevare deres konkurrenceevne;

14.

anerkender i denne sammenhæng, at den af Det Europæiske Råd formulerede målsætning om at øge EU's udgifter til forskning til 3 % af BNP er en hjørnesten i indsatsen for at forbedre europæisk økonomis konkurrenceevne og bæredygtighed på længere sigt;

15.

understreger, at uddannelse og videreuddannelse, dvs. livslang udvikling af kompetencer, er den største udfordring for EU, medlemsstaterne og regionerne. Foruden konkurrence, iværksættermentalitet, innovation og investeringer er dette én af de afgørende faktorer for at øge produktiviteten. Derfor bør medlemsstaternes og regionernes og kommunernes muligheder for at investere i menneskelig kapital forbedres med det formål at realisere målsætningen om livslang læring;

16.

henstiller navnlig, at der vies det grænseoverskridende samarbejde inden for forskning, udvikling og innovation øget opmærksomhed, eftersom samarbejdets potentiale endnu ikke er udnyttet fuldt ud;

17.

gør derfor opmærksom på behovet for at skabe arbejdspladser af høj kvalitet og på vigtigheden af, at ledelsen både på private og offentlige arbejdsplader skaber rum til at motivere medarbejderne til videreudvikling af deres kompetencer;

18.

deler Kommissionens opfattelse, hvorefter beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder har central betydning for et velfungerende indre marked. Effektiv beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder fremmer ikke blot innovation og kreativitet, men forbedrer også konkurrenceevnen og skaber nye arbejdspladser;

19.

understreger i lighed med Kommissionen betydningen af det indre markeds miljømæssige og sociale dimension. Udvalget mener, at indsatsen på miljøområdet bør forstærkes for at imødegå klimaændringerne. Udvalget peger imidlertid ligeledes på, at der skal findes passende løsninger på omkostningsspørgsmålet i forbindelse med strategien for en bæredygtig udvikling for ikke at pålægge borgerne for store byrder og for at give de virksomheder, der allerede har investeret i meget høje miljøstandarder, mulighed for at blive i Europa. Hvis europæiske virksomheder med høje miljøstandarder flytter til regioner uden for Europa uden disse høje miljøstandarder, kan det risikere at gå ud over de globale klimaændringsmål;

20.

er enigt med Kommissionen i, at arbejdskraftmobiliteten er en vigtig faktor i fuldførelsen af EU's indre marked. Medlemsstaterne udformer deres nationale arbejdsmarkedsregler ud fra deres egne behov, men det er vigtigt at undgå at skabe og/eller fjerne hindringer for arbejdskraftens fri bevægelighed, som ikke er begrundet i hensynet til grundlæggende friheder og rettigheder;

21.

har i lighed med Kommissionen den opfattelse, at det indre marked har ændret indstillingen til mobiliteten inden for EU. Nogle arbejdstagere har vanskeligt ved at leve op til kravene om omstilling og er derfor bekymrede over udviklingen. Udvalget er derfor enigt med Kommissionen i, at arbejdstagernes rettigheder bør sikres og især beskyttes ved korrekt håndhævelse af EU's arbejdsretlige normer;

22.

påpeger den økonomiske, sociale og territoriale samhørigheds betydning som bærende element i EU-samarbejdets integration. Den fremtidige udformning af samhørighedspolitikken er tæt knyttet til EU's vækst- og beskæftigelsespolitik. Netop midlerne fra Den Europæiske Socialfond har tidligere været og vil fortsat være et vigtigt element i støtten til arbejdstagerne og virksomhederne i forbindelse med moderniseringen af arbejdslivet og forbedringen af mulighederne for at blive integreret på arbejdsmarkedet. Midlerne fra Den Europæiske Socialfond gør det muligt for EU i højere grad at leve op til de krav, der stilles i et globalt økonomisk område;

23.

bifalder, at Kommissionen flere gange i meddelelsen understreger behovet for bedre lovgivning, konsekvensanalyser, evaluering og forenkling af lovgivningen samt fjernelse af bureaukrati. Der er behov for, at Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, men også medlemsstaterne og regionerne, kan fremvise resultater på disse områder, eftersom de omtalte lovgivningsmæssige forbedringer gavner borgerne og virksomhederne. Dette vil øge tilfredsheden med det europæiske samarbejde.

24.

beklager, at Kommissionen kun har behandlet tjenesteydelser af almen interesse i et bilag til en meddelelse. Dette er utilfredsstillende på baggrund af de synspunkter, der blev givet udtryk for navnlig i forbindelse med høringen af Regionsudvalget (1) og Europa-Parlamentet (2) vedrørende hvidbogen om tjenesteydelser af almen interesse;

25.

støtter Kommissionens påpegning af, at det er medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder, der selv fastlægger tjenesteydelsernes art, omfang, tilrettelæggelse og finansiering;

26.

deler Kommissionens opfattelse, hvorefter tjenesteydelser af almen interesse har stor betydning for borgernes velfærd, den sociale integration, sikringen af den sociale samhørighed og forbedringen af beskæftigelsen;

27.

understreger, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som ikke er underlagt sektorspecifikke fællesskabsbestemmelser, som oftest er præget af lokal og regional kultur og sædvane, hvorfor der er behov for passende tiltag på regionalt og lokalt niveau;

28.

glæder sig over den nye artikel 14 i Lissabontraktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastsætter et nyt retsgrundlag for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Retsgrundlaget vil give Rådet og Europa-Parlamentet mulighed for ved forordning vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure at fastsætte principper og vilkår, navnlig af økonomisk og finansiel art, for en formålsbestemt tilrettelæggelse af tjenesteydelserne og vil fjerne den retsusikkerhed, der er forbundet dels med den nuværende ad hoc-tilgang til området, dels med den lovgivningsmæssige usikkerhed (sektordirektiver). Endvidere vil det overflødiggøre den retlige løsning af problemerne, som Kommissionen hidtil har foretrukket. Udvalget beklager derfor, at meddelelsen om tjenesteydelser af almen interesse blot nævner artikel 14 uden at gøre rede for konsekvenserne heraf;

29.

glæder sig i øvrigt over, at Lissabontraktaten indeholder en protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der fremhæver disse tjenesteydelsers betydning. Protokollen anerkender diversiteten i de forskellige tjenesteydelser af almen interesse og medlemsstaternes primære ansvar for deres levering. Udvalget understreger, at protokollen udtrykkeligt fremhæver de lokale og regionale myndigheders vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelserne så tæt på brugernes behov som muligt;

30.

mener, at sociale ydelser af almen interesse er et bærende element i den europæiske sociale model på trods af den omstændighed, at de er tilrettelagt på forskellig måde i medlemsstaterne, og at der derfor er behov for under nøje overholdelse af subsidiaritetsprincippet, herunder navnlig de lokale og regionale myndigheders beføjelser med hensyn til at tilrettelægge, administrere og finansiere de pågældende ydelser, at skabe stabile og gennemsigtige lovgivningsmæssige rammebetingelser på europæisk plan for videreudvikling af ydelserne;

31.

konstaterer, at de i meddelelsen om de sociale ydelser af almen interesse fremsatte forslag er begrænset til en række svar på »hyppigt stillede spørgsmål«, der kan være nyttige nok i sig selv, men som ikke er juridisk bindende, på trods af Regionsudvalgets (3) og Europa-Parlamentets (4) anmodning om, at Kommissionen fremsætter et lovforslag, der skaber retssikkerhed om leveringen af de pågældende ydelser;

32.

anerkender, at Kommissionen i bilaget bestræber sig på en klarere sondring mellem tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse. Kommissionens redegørelse herfor er imidlertid holdt i så generelle vendinger, at den næppe i alle tilfælde vil kunne bidrage til en i retssikkerhedsmæssig forstand sikker indbyrdes afgrænsning af de pågældende ydelser;

33.

påpeger, at der ikke findes en fælleseuropæisk social model, og at der derfor bør tages hensyn til viften af sociale ydelser og forskellene i ydelsernes tilrettelæggelse i de enkelte medlemsstater. Medlemsstaternes skønsbeføjelser med hensyn til at fastlægge, hvad de forstår ved tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, bør ikke begrænses af nye bindende EU-retsakter eller koordineringstiltag. Heller ikke den nye artikel 14 i Lissabon-traktaten bør fortolkes på en måde, som begrænser medlemsstaternes beføjelser;

34.

understreger, at en udvidelse af indberetningskravene, yderligere bureaukrati og administrative byrder, f.eks. i form af krav om medvirken til udarbejdelse af statistikker, bør undgås;

35.

påpeger, at fællesskabsretten har en vidtgående indflydelse på medlemsstaternes sociale systemer. Historisk har det kunnet konstateres, at EU via reglerne om udbud, konkurrence og statsstøtte i betydelig grad har påvirket den måde, kommunerne har varetaget forsyningspligten på, uden at dette har garanteret tjenesteyderne eller modtagerne af tjenesteydelserne nogen reel retssikkerhed;

36.

henviser i denne sammenhæng til et eksempel hentet fra det udbudsretlige område i EU, nemlig samarbejdet mellem kommunerne. Samarbejdet mellem kommunerne indebærer betydelige effektivitetsgevinster til gavn for borgerne. Juridisk er der tale om et samarbejde mellem kommunalforvaltninger, hvorfor samarbejdet i reglen ikke er underlagt EU's udbudsregler. En bedre løsning ville være at betragte samarbejdet som et led i medlemsstaternes selvbestemmelsesret med hensyn til tilrettelæggelsen af deres interne forvaltningsstruktur, og derfor som et område, der ikke er underlagt udbudsreglerne og Kommissionens kontrol;

37.

understreger, at EU's udbudsregler har stor betydning navnlig for de lokale og regionale myndigheder. Kommissionens fortolkningsmeddelelse om indgåelse af offentlige kontrakter under tærskelværdierne er desværre en illustration af Kommissionens manglende forståelse for de lokale og regionale myndigheders vilkår. I den fremtidige debat om emnet er man derfor nødt til at finde frem til politiske løsninger, der sikrer retssikkerheden til gavn for kommunerne og regionerne;

38.

opfordrer Kommissionen til, uanset udfaldet heraf, at overveje at lempe eller frafalde kravene i fortolkningsmeddelelsen.

39.

mener, at den europæiske socialpolitiks stigende betydning også viser sig i Lissabontraktatens bestemmelser, idet traktatens artikel 2 fastsætter nye sociale mål for EU: »Den [Unionen] bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling og fremmer social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder«. Betingelserne for et mere socialt Europa er ligeledes indskrevet i charteret om de grundlæggende rettigheder, i princippet om, at samtlige Unionens politikker skal tage sociale hensyn, og i protokollen om tjenesteydelser af almen interesse. Traktaten giver også mulighed for at indføre et »forstærket samarbejde« på det sociale område (5);

40.

deler Kommissionens opfattelse, hvorefter det som svar på de skiftende udfordringer er muligt at fremme velfærden i EU ved at forbedre muligheder, adgang og solidaritet. Kommissionen peger i den forbindelse med rette på indsatsområderne investering i ungdommen, et rigt arbejdsliv, et længere og sundere liv, ligestilling mellem kønnene, aktiv social integration og ikke-diskrimination, mobilitet og vellykket integration samt borgerdeltagelse, kultur og dialog;

41.

er enigt i Kommissionens vurdering, hvorefter der ikke findes nogen anvendelig europæisk standardløsning til realisering af målsætningen om lige muligheder for alle, der står centralt i visionen for det 21. århundredes Europa, og i, at mangfoldigheden af politiske instrumenter og løsningsmodeller samt forskelle i de institutionelle forhold i medlemsstaterne stiller sig hindrende i vejen for en harmonisering på en lang række af socialpolitikkens områder. Regionsudvalget er derfor uenigt i, at sammenlignelige eller identiske udfordringer automatisk også er fælles udfordringer, der stiller krav om fælles handlen på EU-plan;

42.

er enigt i Kommissionens vurdering, hvorefter de nødvendige innovative økonomisk-politiske og socialpolitiske løsninger primært skal findes på lokalt, regionalt og nationalt plan, og påpeger den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder samt arbejdsmarkedets parter spiller i denne forbindelse;

43.

påpeger, at Kommissionen i sit virke nøje skal holde sig inden for rammerne af de beføjelser, som er tildelt den i henhold til traktaten, og som i det væsentlige er begrænset til at støtte og supplere medlemsstaternes tiltag;

44.

anerkender, at uddannelse og opkvalificering af unge er en afgørende forudsætning for jobskabelse, social integration og fuldførelsen af EU's indre marked;

45.

tager udtrykkeligt til genmæle over for Kommissionens opfattelse, hvorefter der findes »et europæisk uddannelses- og skolesystem«, og understreger, at EU er forpligtet til nøje at respektere medlemsstaternes ansvar for selv at tilrettelægge deres uddannelsessystemer og undervisningens indhold;

46.

anerkender — med forbehold for overholdelsen af beføjelsernes fordeling i henhold til traktaten — at EU kan spille en vigtig rolle i forbindelse med udveksling af erfaringer og god praksis, understøttelse af indsatsen på det lokale, regionale og nationale plan samt oplysende aktiviteter;

47.

støtter under hensyntagen til meddelelsens målsætninger udveksling af erfaringer og bedste praksis på europæisk plan under inddragelse af de lokale og regionale myndigheder;

48.

anerkender, at Kommissionen i lyset af problemerne med gennemførelsen i en lang række medlemsstater på grund af opgavens omfang har foreslået en undersøgelse og tilpasning af de eksisterende lovgivningsmæssige rammebetingelser, hvad angår ligestilling mellem kønnene og bekæmpelsen af diskrimination. Regionsudvalget afviser imidlertid en udvidelse af anvendelsesområdet for de pågældende bestemmelser.

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/12

—

finder, at strategier for integration af indvandrere er tæt forbundet med den europæiske immigrationspolitik, der for at være effektiv må ledsages af en passende udviklingsstøtte til indvandrernes oprindelses- og transitlande;

—

understreger, at politikkerne til integration af indvandrere bør omfatte fuld accept af den europæiske kulturs grundlæggende værdier, såsom respekt for menneskerettigheder og mangfoldighed, bekæmpelse af diskrimination, fremme af lige muligheder og tolerance;

—

understreger, at der er behov for en global tilgang, hvor der tages højde ikke blot for de økonomiske og sociale aspekter af integrationen, men også for spørgsmål vedrørende historisk, kulturel og religiøs mangfoldighed, medborgerskab, politiske rettigheder og de lovlige indvandreres deltagelse i det offentlige liv, og finder, at det for at sikre effektive resultater er nødvendigt med en fælles tilgang, hvor samtlige berørte aktører på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan deltager;

—

anbefaler styring på flere myndighedsniveauer, for at integrationen af indvandrere kan lykkes i overensstemmelse med nærhedsprincippet, som regulerer samarbejdet mellem EU, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder, og deler den holdning, som kom til udtryk under den 3. ministerkonference om integration, som fandt sted den 3.-4. november 2008 i Vichy, nemlig at der er behov for at inddrage de lokale og regionale myndigheder i planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af integrationspolitikkerne, og at disse varetager en vigtig funktion for integrationen af indvandrerne i lokalsamfundet;

—

understreger, at de lokale og regionale myndigheders rolle er afgørende for gennemførelsen af integrationspolitikkerne, i kraft af deres undertiden eksklusive beføjelser. Dette ansvar medfører en større udskrivning for regioner og byer, hvis budgetter må absorbere omkostningerne ved denne integration. Udvalget slår desuden til lyd for øgede bevillinger fra den europæiske integrationsfond og større støtte til de regionale og lokale myndigheders integrationstiltag;

—

ønsker at deltage fuldt ud i det europæiske forum om integration i 2009 såvel som i ethvert andet arrangement af samme art inden for rammerne af det europæiske samarbejde og foreslår indførelsen af integrationspriser til tredjelandsstatsborgere.

Ordfører

:

Dimitrios Kalogeropoulos (EL/EPP), Borgmester i Egaleo (Athen)

1.

finder, at Kommissionens tjenestegrenes arbejdsdokument om »Styrkelse af aktioner og redskaber med henblik på at tage udfordringerne i forbindelse med integration op« har sit udspring i konklusionerne vedtaget på mødet i Rådet (retlige og indre anliggender) i juni 2007 om styrkelse af integrationspolitikkerne i Den Europæiske Union;

2.

mener, at migrationens stigende omfang i de seneste ti år gør det til et hastende anliggende at gennemføre effektive politikker med henblik på social, økonomisk og kulturel integration af indvandrere fra tredjelande med lovligt ophold;

3.

gør opmærksom på, at stigningen i antallet af indvandrere er sket parallelt med en udvidelse og en differentiering af typen af indvandrere samt af strukturen i migrationsstrømmene og af forholdet mellem værtsland/oprindelsesland;

4.

erindrer om, at integrationen af indvandrerne primært henhører under medlemsstaternes kompetence på enten nationalt eller regionalt niveau, og at medlemsstaterne kan gennemføre politikker på uddannelses-, sundheds-, bolig- og arbejdsmarkedsområdet. Lissabontraktaten forudser en øget rolle til EU inden for indvandringspolitik og integration af tredjelandsstatsborgere, men søger ikke at harmonisere medlemsstaternes lovgivningsmæssige og administrative bestemmelser;

5.

henleder opmærksomheden på, at mange medlemsstater de seneste år har udfoldet store bestræbelser på at udforme nationale politikker for integration af indvandrere (dette gælder for såvel nyankomne som indvandrere af første og anden generation). De hidtil gennemførte politikker har dog ikke givet de resultater, som mange medlemsstater har ønsket, da der fortsat findes en række hindringer for den sociale integration af indvandrerne, f.eks. arbejdsløshed, lavt uddannelses- eller kvalifikationsniveau, manglende vilje og manglende samarbejde mellem de berørte aktører;

6.

er af den opfattelse, at udviklingen på økonomisk og demografisk plan kræver, at der udformes en fælles europæisk strategi med henblik på en afbalanceret forvaltning af migrationsstrømmene, fremme af integration og bekæmpelse af ulovlig indvandring og menneskehandel;

7.

understreger behovet for at udvikle en sammenhængende EU-immigrationspolitik og hilser derfor vedtagelsen den 15. oktober 2008 af den europæiske pagt om indvandring og asyl velkommen;

8.

finder, at strategier for integration af indvandrere er tæt forbundet med den europæiske immigrationspolitik, der for at være effektiv også må ledsages af en passende udviklingsstøtte til indvandrernes oprindelses- og transitlande. Denne støtte bør hovedsageligt fokusere på områderne grundskoleuddannelse, sundhedsvæsen og økonomisk infrastruktur.

9.

mener, at integration skal opfattes som resultatet af en proces, der sætter tredjelandsstatsborgerne, som opholder sig lovligt i en medlemsstat, i stand til at fungere uafhængigt af intervention udefra og til at indtage en samfundsposition svarende til værtslandets borgeres og de øvrige europæeres samfundsposition;

10.

gør opmærksom på, at integration er en tovejsproces, der kræver et gensidigt engagement og som omfatter rettigheder og pligter for såvel værtssamfundet som for indvandrerne. Dette forudsætter både, at indvandrerne har vilje til selv at tage ansvar for deres integration i værtssamfundet (ved at lære sproget og ved at acceptere værtssamfundets retsorden og værdinormer), men også at værtssamfundet har vilje til at modtage og integrere indvandrerne;

11.

understreger, at politikkerne til integration af indvandrere bør omfatte fuld og fælles accept af de værdier, som den europæiske kultur bygger på såsom respekt for menneskerettigheder og mangfoldighed, bekæmpelse af diskrimination, fremme af lige muligheder og tolerance. Derudover bør de være forenelige med EU's grundlæggende politikker inden for samhørighed, beskæftigelse, udvikling, forbindelser udadtil samt inden for frihed, lighed, sikkerhed og retfærdighed;

12.

finder, at anvendelsen af princippet om ligestilling er afgørende for de demokratiske regimers habitus. At alle mennesker har samme værdi og derfor skal behandles lige er et fast element i EU's kultur.

13.

mener, at integration af indvandrere skal være en grundlæggende prioritet for EU;

14.

understreger, at der er behov for en global tilgang, hvor der tages højde ikke blot for de økonomiske og sociale aspekter af integrationen, men også for spørgsmål vedrørende historisk, kulturel og religiøs mangfoldighed, medborgerskab, politiske rettigheder og de lovlige indvandreres deltagelse i det offentlige liv;

15.

anbefaler styring på flere myndighedsniveauer, for at integrationen af indvandrere kan lykkes. En sådan tilgang skal være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, som regulerer samarbejdet mellem EU, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder;

16.

finder, at det for at sikre effektive resultater er nødvendigt med en fælles tilgang, hvor samtlige berørte aktører på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan deltager. Det er nødvendigt at inddrage de ansvarlige EU-institutioner, de nationale, regionale og lokale myndigheder, ngo'er (ikke-statslige organisationer), arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for civilsamfundet, herunder også de nyligt ankomne indvandrere eller indvandrere, der allerede har været her i en eller to generationer, samt alle de andre aktører, der er aktive inden for sport, kultur og social samhørighed;

17.

ønsker at fremme foranstaltninger, der kan lette indvandrernes adgang til arbejdsmarkedet og opnåelsen af faglige færdigheder. Det er afgørende for fuld integration i værtssamfundet, at indvandrerne er i stand til at finde arbejde;

18.

betoner betydningen af uddannelse for integration, herunder betydningen af at lære værtslandets officielle nationale sprog;

19.

støtter uddannelse i modersmålet, fordi dette letter indlæringen af værtslandets officielle nationale sprog og erhvervelse af viden inden for andre fagområder;

20.

understreger, at man skal fremme foranstaltninger og aktiviteter, der sigter mod at gøre uddannelsesforløbet til en kulturel bro mellem samfundet og tredjelandsstatsborgere;

21.

mener, at uddannelse af indvandrernes børn skal prioriteres højt og støtter fremme af mangfoldigheden i de nationale uddannelsessystemer;

22.

mener, at man skal være særlig opmærksom på kvinderne blandt indvandrerne, dels fordi de spiller en afgørende rolle for børnenes uddannelse og for reproduktionen af kulturelle forbilleder, dels fordi de i praksis er mest udsatte for isolation, vold og diskrimination;

23.

finder, at dialog mellem kulturerne er et tema af vital betydning for integration, og at de lokale og regionale myndigheder spiller en grundlæggende rolle for fremme af denne dialog og dermed for bekæmpelsen af racisme og fremmedhad;

24.

mener, at massemediernes rolle er afgørende for den almindelige holdning til indvandring og for inddæmningen af fænomener som marginalisering, racisme og fremmedhad;

25.

gør opmærksom på, at fremme af lige muligheder for indvandrerne inden for uddannelse, efteruddannelse og beskæftigelse er en passende måde at undgå social isolation. Gode muligheder for ligestilling i værtslandet er den bedste metode til at undgå risikoen for vold fra marginaliserede grupper;

26.

finder det nødvendigt at vurdere integrationspolitikkerne og mener, at der i dette øjemed bør udvikles fælles europæiske indikatorer og integrationsmodeller;

27.

finder oprettelsen af Den Europæiske Fond for integration af tredjelandsstatsborgere særlig betydningsfuld, og vurderer, at denne fond vil bidrage afgørende til planlægningen af integrationspolitikker.

28.

påpeger, at de lokale og regionale myndigheders rolle i kraft af deres undertiden eksklusive beføjelser er afgørende for gennemførelsen af integrationspolitikkerne. Udvalget minder endvidere om, at de lokale og regionale myndigheder ofte er aktive serviceudbydere og samarbejder med andre forvaltningsniveauer navnlig lokalforeninger. Dette ansvar medfører en større udskrivning for regioner og byer, hvis budgetter må absorbere omkostningerne ved denne integration;

29.

minder om, at nogle europæiske regioner spiller en afgørende rolle for integrationen af uledsagede mindreårige indvandrere på deres område. De kompetente regionale myndigheder påtager sig værgemålet for disse mindreårige, hvilket medfører en ekstraomkostning for mange af dem, eftersom de er nødt til at sørge for, at disse mindreårige bliver ordentligt integreret, at de får kost og logi, en uddannelse, og alt hvad der i øvrigt er nødvendigt for deres trivsel, indtil de bliver myndige. Derfor anmodes myndighederne på regionalt, nationalt og EU-plan om at påtage sig deres ansvar i forbindelse med administrationen af dette fænomen og medvirke til en fordeling af den tilhørende økonomiske byrde;

30.

betoner desuden, at de lokale og regionale myndigheder må gives muligheden for at deltage aktivt i de tidligste faser af udviklingen af integrationsstrategier og igennem hele gennemførelsesforløbet;

31.

deler den holdning, som kom til udtryk under den 3. ministerkonference om integration, som fandt sted den 3.-4. november 2008 i Vichy, nemlig at der er behov for at inddrage de lokale og regionale myndigheder i planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af integrationspolitikkerne, og at disse varetager en vigtig funktion for integrationen af indvandrerne i værtssamfundet;

32.

henleder opmærksomheden på, at de regionale og lokale myndigheder spiller en vigtig rolle i forbindelse med udnyttelsen af europæiske erfaringer via udveksling af god praksis og spredning af resultater, som er opnået blandt andet via deres deltagelse i gennemførelsen af EU-programmer og via de transnationale regionale netværk (f.eks. CLIP, ERLAIM, ROUTES, City2City, INTI-EUROCITIES);

33.

er af den opfattelse, at de lokale og regionale myndigheder bidrager afgørende til etableringen af passende vilkår, der giver tredjelandsstatsborgere adgang til information, job-, uddannelses-, sundheds-, bolig- og kulturtjenester og andre offentlige goder, som sætter dem i stand til at indgå i stabile relationer med samfundet i værtslandet;

34.

erindrer om, at de lokale og regionale myndigheder tillægger samarbejde, kommunikation og udveksling af oplysninger med borgerne, indvandrerorganisationerne og de ikke-statslige organisationer særlig stor betydning. På den måde bidrager de væsentligt til udviklingen af et klima af tillid og bibeholdelsen af samhørigheden mellem værtslandets forskellige befolkningsgrupper, og dermed til anerkendelsen af, at immigration er en kilde til udvikling og fremskridt.

35.

støtter de initiativer, som EU har taget siden 1999, med henblik på gennemførelsen af de beslutninger, som blev truffet på Det Europæiske Råds samling i Tammerfors, vedrørende formulering af forslag og gennemførelse af effektive politikker, som sigter mod integrationen af indvandrere fra tredjelande;

36.

bifalder, at Kommissionen opretter en webside om integration for at lette adgangen til og formidlingen af information;

37.

opfordrer endvidere medlemsstaterne og Kommissionen til at tage skridt til at udnytte de muligheder, der ligger i nye teknologier (e-Democracy, e-Government, e-Services m.m.) for at gøre det lettere for den brede befolkning og for indvandrere at give udtryk for deres synspunkter og fremsætte forslag om integrationspolitikker og -foranstaltninger;

38.

understreger, at der er brug for en kollektiv indsats samt øget samarbejde og dialog mellem personer, som er involveret i integration på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau;

39.

foreslår fremme af komparative evalueringer af resultaterne af integrationsstrategierne på regionalt og lokalt plan. Desuden bør der drages fordel af succesrige erfaringer og gode praksisser i forbindelse med integration på regionalt og lokalt niveau, som kan tjene som eksempel for andre regioner;

40.

finder det nødvendigt at fremme initiativer og foranstaltninger, som sigter mod at opbygge et stabilt klima og en grundlæggende tillid mellem indvandreren og samfundet i værtslandet;

41.

finder det afgørende at tage højde for uddannelse, boligforhold og sundhed i udformningen og gennemførelsen af effektive og passende integrationspolitikker;

42.

er af den mening, at EU bør give egentlig støtte til indvandrernes oprindelseslande og at støtten bør være differentieret og afpasset efter behovene;

43.

anser det for nødvendigt med evaluering og eventuelt en ny udformning af de eksisterende uddannelsesprogrammer og udbuddet af erhvervsuddannelser, undervisning og efteruddannelse til tredjelandsstatsborgere, især inden for erhverv, der bygger på et empirisk grundlag;

44.

foreslår, at der trækkes på de eksisterende strukturer i EU-landene med henblik på at påvise indvandrernes færdigheder og erhvervserfaringer;

45.

anser det for nødvendigt, at medlemsstaterne får de rette forudsætninger for akkreditering, certificering, og validering af de kompetencer og den uddannelse, som indvandrere har erhvervet i deres oprindelseslande, for at øge disses mulighed for at få adgang til andre studier og job og dermed favorisere dem, som kan forsørge sig selv, samt øge værtslandets menneskelige kapital;

46.

opfordrer Kommissionen til at støtte udveksling af god praksis mellem de regionale og lokale myndigheder, da de bidrager afgørende til en harmonisk og effektiv integration;

47.

slår til lyd for øgede bevillinger fra den europæiske integrationsfond og større støtte til de regionale og lokale myndigheders integrationstiltag;

48.

opfordrer Kommissionen til at fremme venskabsordninger mellem de europæiske regionale og lokale myndigheder og deres modparter i de lande, indvandrerne kommer fra;

49.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge muligheden for at kombinere eller erstatte nationale integrationskontaktpunkter med tilsvarende kontaktpunkter på regionalt og lokalt plan;

50.

48. ønsker at bidrage til ajourføringen af Kommissionens håndbog om integration med en beskrivelse af de lokale og regionale myndigheders bedste praksis;

51.

ønsker at deltage fuldt ud i det europæiske forum om integration i 2009 såvel som i ethvert andet arrangement af samme art inden for rammerne af det europæiske samarbejde;

52.

foreslår indførelsen af »integrationspriser« til tredjelandsstatsborgere, eventuelt inden for rammerne af de regionale prisuddelinger, som Regionsudvalget har indført, og som skal gives til indvandrere og/eller ledende personligheder, som er involveret i integration af indvandrere (lokale og regionale myndigheder, virksomheder, organisationer, foreninger, stiftelser, privatpersoner, ansatte i forvaltningerne osv.).

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/17

—

hilser Kommissionens meddelelse om en »Small Business Act (SBA) for Europa« velkommen og støtter den heri opstillede politiske dagsordens målsætning om at sikre et gennembrud for EU's politik til støtte for SMV'er ved at skabe rammer for fremme af iværksættervirksomhed og SMV-venlig lovgivning samtidig med at give SMV'er overalt i EU mulighed for vækst i kraft af anvendelsen af princippet »tænk småt først«;

—

erkender, at SBA ikke er juridisk bindende, men mener, at SBA for at kunne leve op til sin målsætning og sikres fuld gennemførelse bør være politisk forpligtende og udstikke en køreplan for EU's politik til fordel for SMV'erne samt skabe en stabil styringsstruktur for denne politik. Regionsudvalget opfordrer derfor Det Europæiske Råd til at påtage sig sit ansvar herfor og Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med de lokale og regionale myndigheder og andre interessenter herom;

—

henleder opmærksomheden på, at den nuværende økonomiske opbremsning og krisen på de internationale finansmarkeder har uforholdsmæssig stor indvirkning på SMV'ernes mulighed for at få adgang til finansiering, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at banksektoren tager passende hensyn til udfordringerne for SMV'erne ved at operere i det miljø, der er skabt herved. Regionsudvalget opfordrer til fuldt ud at gennemføre de henstillinger, der var resultatet af den femte rundbordsdiskussion (1) mellem banker og SMV'er, og hvis målsætning var at sikre de mindre virksomheder adgang til finansiering;

—

anerkender integration af SBA i Lissabon-strategien og de nationale reformprogrammer som den rette fremgangsmåde, idet den bidrager til kontrollen med gennemførelsen, og opfordrer til, at der i den forbindelse gennemføres en grundig årlig evaluering af SMV'erne, som skal måle fremskridtene i hver enkelt medlemsstats SMV-politik i forhold til de aftalte målsætninger og tidsfrister og indeholde henstillinger til fremtidige samordnede foranstaltninger med henblik på at sikre, at SBA og dens målsætninger gennemføres i fuldt omfang.

Ordfører

:

Constance Hanniffy (IE/PPE), Medlem af Offaly County Council, Midland Regional Authority og the Border, Midland and Western Regional Assembly

1.

hilser Kommissionens meddelelse om en »Small Business Act (SBA) for Europa« velkommen og støtter den heri opstillede politiske dagsordens målsætning om at sikre et gennembrud for EU's politik til støtte for SMV'er ved at skabe rammer for fremme af iværksættervirksomhed og SMV-venlig lovgivning samtidig med at give SMV'er overalt i EU mulighed for vækst i kraft af anvendelsen af princippet »tænk småt først«;

2.

erkender, at SBA ikke er juridisk bindende, men mener, at SBA for at kunne leve op til sin målsætning og sikres fuld gennemførelse bør være politisk forpligtende og udstikke en køreplan for EU's politik til fordel for SMV'erne samt skabe en stabil styringsstruktur for denne politik. Regionsudvalget opfordrer derfor Det Europæiske Råd til at påtage sig sit ansvar herfor og Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med de lokale og regionale myndigheder og andre interessenter herom;

3.

har den opfattelse, at SBA og dens målsætninger i den nuværende økonomiske situation er vigtigere end nogensinde, idet SMV'erne har et uudnyttet potentiale for økonomisk vækst samt jobskabelse og bevaring af arbejdspladser, og mener endvidere, at SBA er en mulighed for at udvise politisk lederskab og styrke tilliden til erhvervslivet i EU;

4.

mener, at udformningen og gennemførelsen af EU's politik bør tage hensyn dels til mangfoldigheden blandt SMV'erne hvad angår størrelse, selskabsform og de lovgivningsmæssige rammebetingelser og forskellige virksomhedskulturer, de opererer inden for, dels til regionale forskelle i virksomhedernes fordeling på mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder og i deres resultater, og henstiller derfor, at SBA mere udtrykkeligt anerkender SMV-politikkens lokale og regionale dimension og tager passende hensyn til de nævnte faktorer;

5.

fremhæver betydningen af at sikre støtte til virksomhedernes bæredygtighed på længere sigt og advarer imod, at der i for høj grad fokuseres på nystartede virksomheder og nye SMV'er til ulempe for etablerede virksomheder og virksomheder, der befinder sig i en udviklings- eller omstruktureringsfase;

6.

anerkender betydningen af at befordre og udvikle en iværksætterkultur og bifalder de foreslåede initiativer til en europæisk SMV-uge og Erasmus for unge iværksættere, men mener, at iværksætterkulturens værdier bør indpodes allerede i skolen og udvikles i en dialog mellem repræsentanter for SMV'erne på den ene side og elever og lærere på den anden for at sikre, at den bliver en del af borgernes bevidsthed på nationalt og europæisk plan. Regionsudvalget opfordrer derfor medlemsstaterne til at lægge større vægt på fremme af uddannelse i iværksættervirksomhed og udvikling af iværksættertankegang blandt studerende og på læreruddannelserne og til at revidere arbejdsprogrammet for 2010 vedrørende uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne i overensstemmelse hermed;

7.

bifalder, at SBA anerkender de særlige behov blandt kvindelige iværksættere, men gør opmærksom på behovene hos iværksættere blandt indvandrere, der i øvrigt ofte er mere iværksættermindede og mindre risikosky end befolkningen som helhed, og henstiller, at der ligeledes bør tages hensyn til behovene hos iværksættere blandt unge, minoriteter og ældre, ligesom der bør skelnes mellem de forskellige udfordringer og behov, som migrerende iværksættere blandt EU- og tredjelandsstatsborgere er konfronteret med;

8.

understreger den særlige betydning, flexicurity har for både arbejdsgivere og arbejdstagere i SMV'erne, og opfordrer til, at flexicurity i højere grad inddrages i SBA.

9.

anerkender integration af SBA i Lissabon-strategien og de nationale reformprogrammer som den rette fremgangsmåde, idet den bidrager til kontrollen med gennemførelsen, og opfordrer til, at der i den forbindelse gennemføres en grundig årlig evaluering af fremskridtene i hver enkelt medlemsstats SMV-politik i forhold til de aftalte målsætninger og tidsfrister. Evalueringen bør indeholde henstillinger til fremtidige samordnede foranstaltninger med henblik på at sikre, at SBA og dens målsætninger gennemføres i fuldt omfang;

10.

anmoder om, at Regionsudvalget får fyldestgørende information om de årlige evalueringer, og understreger, at udvalget vil overvåge fremskridtene på lokalt og regionalt niveau gennem sin veletablerede platform til overvågning af Lissabon-processen;

11.

mener, i betragtning af at initiativet omfatter forslag til mere end 90 foranstaltninger, at der bør foretages en prioritering af aktionerne i SBA for at støtte gennemførelsen, opnå konkrete resultater for SMV'erne og skabe forståelse for, at det haster med at skride til handling. Regionsudvalget foreslår i den forbindelse, at adgang til finansiering og fremskridt i retning af en fuld gennemførelse af princippet »tænk småt først« af hensyn til bedre lovgivningsmæssige og administrative rammebetingelser og forbedring af adgangen til markeder, herunder offentlige indkøb, fastsættes som prioriterede områder;

12.

bifalder hensigten om at styrke gennemførelsen af nærheds- og proportionalitetsprincipperne og understreger, at disse principper gælder i forholdet mellem EU og det nationale niveau, men også i forhold til de lokale og regionale myndigheder;

13.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge mere detaljerede oplysninger om »SMV-testens« behandling som led i konsekvensanalysen, både hvad angår beskaffenheden og omfanget af de virkninger, der skal vurderes, og af det niveau og de tidsrammer, hvorpå og inden for hvilke høringerne skal foregå;

14.

understreger, at meddelelsen ikke i tilstrækkeligt omfang behandler SMV-repræsentantens rolle, og opfordrer Kommissionen til at garantere, at SMV-repræsentanten får tilstrækkelige politiske beføjelser og økonomiske ressourcer til at sikre en vellykket gennemførelse af SBA's målsætninger og styrke synligheden af og opmærksomheden om SMV-relaterede politiske tiltag;

15.

støtter målsætningen med statutten for et europæisk privat selskab om at reducere omkostningerne ved virksomhedsetablering, forenkle de lovgivningsmæssige rammebetingelser og fjerne andre forhindringer med det formål at lette handelen på tværs af grænserne;

16.

understreger betydningen af at sikre, at bedste praksis og god forvaltning i medlemsstaterne og blandt de lokale og regionale myndigheder til fremme for iværksættervirksomheden og SMV-venlige politikker ikke undergraves af de foranstaltninger, der er omfattet af SBA og de nye lovgivningsforslag;

17.

mener, at det er uhensigtsmæssigt at gøre en opnåelse af SBA's målsætninger afhængig af allerede eksisterende programmer og finansieringsinstrumenter uden at indføre nye, og henstiller, at der indføres en særlig konto til styring af foranstaltninger.

18.

henleder opmærksomheden på, at den nuværende økonomiske opbremsning og krisen på de internationale finansmarkeder har uforholdsmæssig stor indvirkning på SMV'ernes mulighed for at få adgang til finansiering, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at banksektoren tager passende hensyn til udfordringerne for SMV'erne ved at operere i det miljø, der er skabt herved. Regionsudvalget opfordrer til fuldt ud at gennemføre de henstillinger, der var resultatet af den femte rundbordsdiskussion (2) mellem banker og SMV'er, og hvis målsætning var at sikre de mindre virksomheder adgang til finansiering. Henstillingerne omfatter: i) større gennemsigtighed i forholdet mellem banker og SMV'er; ii) kombination af gælds- og aktieaspekter; iii) øgning af udlånsvoluminet ved udstedelse af værdipapirer; iv) forbedring af mulighederne for grænseoverskridende investeringer ved hjælp af risikovillig kapital og v) bedre regulering af mikrolån;

19.

bifalder Kommissionens og Den Europæiske Investeringsbanks bestræbelser på at stille en række finansielle instrumenter til rådighed for SMV'erne, men opfordrer indtrængende Kommissionen til navnlig at tage initiativet Jeremie op til fornyet overvejelse og behandle initiativets forskellige geografiske dækning i EU samt i højere grad tage højde for dets potentielle indvirkning på en række andre politikområder, såsom konkurrencepolitikken, der i visse regioner stiller sig hindrende i vejen for en delvis eller fuld gennemførelse af initiativet. Regionsudvalget anbefaler også, at Den Europæiske Investeringsbank er mere proaktiv i formidlingen af sin rolle, merværdiskabelse og metoderne til anvendelse af Jeremie- og CIP-programmerne;

20.

henstiller kraftigt til, at EU's finansielle foranstaltninger ledsages af supplerende instrumenter for at sikre, at SMV'erne har større chance for succes, og understreger, at de lokale og regionale myndigheder er en naturlig partner, hvor det drejer sig om stille disse supplerende instrumenter til rådighed;

21.

bifalder den foreslåede ændring af direktivet om forsinket betaling, der bør sikre, at SMV'er betales til tiden, men understreger, at den centrale problemstilling fortsat er håndhævelsen af direktivet, og at medlemsstaterne bør gøre en indsats for at forbedre betalingskulturen i erhvervslivet og de offentlige forvaltninger. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen og andre EU-institutioner til at reagere på den europæiske ombudsmands henstilling om hurtigere betaling til kontrahenter, selskaber og andre organisationer (3);

22.

mener på baggrund af SMV'ernes mangfoldighed, hvad angår størrelse og forretningsområder, at en række EU-programmer bør omfatte mere skræddersyede foranstaltninger rettet mod mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder for at forhindre, at mikrovirksomheder tvinges til at konkurrere med mellemstore virksomheder, der har adgang til bedre finansieringsmuligheder og -vilkår, om afgørende økonomisk og anden støtte;

23.

bifalder Kommissionens forslag om at forenkle momssystemet ved at indføre en ensartet tærskel for momsfritagelse og et direktiv om øgede momstærskler og foreslår, at medlemsstaterne derudover overvejer en række ændringer af skatte- og afgiftspolitikken med henblik på at forbedre virksomhedernes muligheder for geninvestering af overskud, betalingsstrømme og virksomhedsoverdragelse;

24.

bifalder den nye gruppefritagelsesforordning, der tillader medlemsstaterne at give statsstøtte til SMV'er, regional udvikling, innovation, forskning, uddannelse, beskæftigelse og tilvejebringelse af risikovillig kapital uden indberetningspligt til Kommissionen, og bemærker stigningen fra 100 000 EUR til 200 000 EUR i de minimis-forordningens loft;

25.

opfordrer Kommissionen og i påkommende tilfælde medlemsstaterne til at gennemgå samtlige virksomhedsstøtteprogrammer, initiativer og netværk og i det omfang, dette er muligt, til at samle instrumenter og puljer for at forbedre deres synlighed og indbyrdes sammenhæng til gavn for SMV'erne (punktet kan kædes sammen med punkt 44(d) om kvikskranker).

26.

henstiller indtrængende, at Kommissionen inddrager de lokale og regionale myndigheders erfaringer med bedste praksis i de fremtidige diskussioner på EU-niveau. Kommunerne og regionerne kan stimulere den potentielle private kapital, der er tilgængelig, ved at etablere og finansiere netværk af »uformel kapital«, idet private investorer bringes i kontakt med virksomheder i seed- og opstartsfasen.

27.

anerkender forslaget om at indføre fælles iværksættelsesdatoer for SMV-relaterede regler, men stiller spørgsmålstegn ved, om dette vil få nogen mærkbar effekt i form af en reduktion af de administrative byrder, der pålægges SMV'erne, og henstiller, at der efter en indledende forsøgsperiode foretages en evaluering heraf;

28.

noterer sig Kommissionens forslag om, at mikrovirksomheder ikke mere end én gang hvert tredje år bør pålægges at deltage i en statistisk undersøgelse, som et lokalt statistisk kontor har ansvar for, men fremhæver, at årlig dataindsamling er nødvendig af hensyn til velunderbyggede politikanalyser, og henstiller i stedet, at »once only«-princippet anvendes fuldt ud for at forhindre, at oplysninger til ligningsmæssig og statistisk brug skal indgives mere end én gang til offentlige myndigheder;

29.

påpeger, at overregulering udgør en betydelig hindring for virksomhedsopstart og -ekspansion på mikroniveau, og anmoder om, at det overvejes i højere grad at indbygge foranstaltninger til forebyggelse heraf i SBA;

30.

bifalder Kommissionens tilsagn om at fjerne hindringer for virksomhedsoverdragelse og henleder opmærksomheden på, at dette navnlig har betydning for virksomhedsoverdragelse blandt slægtninge, eftersom der er et stort antal ejere af SMV'er, der er ved at komme op i årene, og som i løbet af det næste årti vil overlade virksomheden til andre. Udvalget understreger, at tilsvarende problemstillinger gør sig gældende for ejerdrevne SMV'er;

31.

påskønner Kommissionens forslag om, at alle medlemsstater bør sætte sig som mål at afslutte retlige procedurer for likvidering af en virksomhed inden for ét år, hvis der ikke er tale svigagtig konkurs, og om, at genopstartede virksomheder bør behandles på lige fod med nyopstartede, men opfordrer Kommissionen til at overveje løsninger på de tilsvarende, men anderledes problemstillinger, som iværksættere, der ikke har haft succes med deres virksomhed, men som ikke formelt er erklæret konkurs, er konfronteret med;

32.

ser frem til, at der opnås enighed om en EU-patentdomstolsordning, og bifalder de ensartede regler, der foreslås i statutten for det europæiske private selskab, og som vil gøre det muligt for SMV'er at spare tid og nedbringe omkostningerne, og plæderer for, at Kommissionen og medlemsstaterne lægger alle kræfter i at sikre, at målsætningerne opnås;

33.

påpeger den brede vifte af forsikringer og de store byrder som resultat heraf, der pålægges SMV'erne (f.eks. alm. ansvarsforsikring, erhvervsansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring) og den hindring, disse kan udgøre for virksomhedernes vækst og i visse tilfælde endda overlevelse, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med forsikringsbranchen at undersøge, hvorvidt det vil være muligt at indføre foranstaltninger til specifikt at afhjælpe de problemer, SMV'erne er konfronteret med i denne sammenhæng.

34.

mener, at SBA bør anerkende den rolle, som de lokale og regionale myndigheder kan spille med hensyn til at lette SMV'ernes grænseoverskridende vækst, herunder navnlig ved at stille information til rådighed for virksomhederne, således at disse kan operere internationalt, f.eks. oplysninger om lovgivningsmæssige rammebetingelser og lovbestemte krav, skatte- og afgiftsforhold, tvistbilæggelsesprocedurer samt konsulentydelser og konsulentbistand;

35.

anerkender de direkte udenlandske investeringers betydning for SMV'erne som adgangsnøgle til internationale markeder og opfordrer Kommissionen til at udarbejde foranstaltninger, der kan sikre, at SMV'er får større del i eksportaktiviteter, eftersom direkte involvering af SMV'er heri vil kunne resultere i en høj grad af teknologiudbredelse, mere effektive forretningsmodeller og som følge heraf større international konkurrencedygtighed blandt SMV'er. Regionsudvalget støtter den for nyligt fremlagte meddelelse om klynger i verdensklasse (4) og dens målsætning om bedre inddragelse af SMV'er i klynger og støtte til vidensoverførsel og internationalisering;

36.

fremhæver den stadigt stigende trussel, som det sorte marked udgør, og opfordrer Kommissionen til at søge løsninger på de problemer, denne trussel giver anledning til for SMV'erne, navnlig i form af foranstaltninger til forbedring af beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret og intensiveret bekæmpelse af varemærkeforfalskning.

37.

bemærker, at markedet for offentlige indkøb fortsat er fragmenteret og grænseoverskridende indkøb begrænsede, og opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde mere gennemsigtige rammebetingelser for at åbne markedet for offentlige indkøb i EU og give SMV'erne flere muligheder for at deltage i procedurerne herfor;

38.

bifalder Kommissionens arbejdsdokument om en kodeks for bedste praksis om bedre adgang for SMV'er til offentlige indkøbskontrakter (5) og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme innovative aftaleprocedurer med henblik på at lette SMV'ers deltagelse i offentlige indkøbsprocedurer, bl.a. ved opdeling af flere udbud i delkontrakter eller ved i udbudsbekendtgørelserne at skabe mulighed for at afgive fælles tilbud, hvor dette er hensigtsmæssigt;

39.

bifalder Kommissionens tilsagn om at bruge netværket Enterprise Europe (EEN) til at fremme kodeks for bedste praksis blandt de lokale og regionale myndigheder i 2009 med det formål at befordre udvekslingen af bedste praksis og ændre myndighedernes indkøbskultur. Regionsudvalget understreger behovet for, at EEN samarbejder med de relevante repræsentative sammenslutninger i hver enkelt medlemsstat herom;

40.

anerkender betydningen af, at SMV'erne nedbryder de primære forhindringer for adgang til markedet for offentlige indkøb, eftersom de SMV'er, der opnår de bedste resultater, ofte er dem, der har størst erfaring med udbudsprocedurerne, og opfordrer derfor indtrængende til, at SMV'erne får bedre information om mulighederne på markederne for offentlige indkøb for at sikre, at de på et veloplyst grundlag kan udvikle en strategi for at skaffe sig adgang til markedet;

41.

erkender, at der pålægges SMV'erne uforholdsmæssigt store byrder ved afgivelse af tilbud, og foreslår mere udbredt anvendelse i alle medlemsstater af spørgeskemaer til forudgående kvalifikation af tilbudsgivere, hvilket i betydeligt omfang ville reducere arbejdsbyrden ved tilpasning af oplysningerne i forbindelse med senere afgivelse af tilbud;

42.

henleder opmærksomheden på det stort set uudnyttede potentiale, der ligger i elektroniske indkøb, og foreslår en nærmere undersøgelse af de besparelsesmuligheder, som ikt-løsningerne indebærer, eftersom kun en tredjedel af samtlige offentlige indkøbsaftaler i EU i øjeblikket indgås elektronisk. Regionsudvalget opfordrer til at tage større hensyn til hertil i SBA og henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne i højere grad at gennemføre elektroniske indkøb.

43.

anerkender den rolle, som de lokale og regionale myndigheder kan spille med hensyn til at opnå SBA's målsætninger, og henstiller, at medlemsstaterne samarbejder konstruktivt med disse myndigheder, navnlig for at sikre, at princippet »tænk småt først« forankres i tilrettelæggelsen af det offentliges politik, således at den offentlige forvaltning på alle niveauer bidrager til støtten til iværksætterne;

44.

understreger, at det er de lokale og regionale myndigheder, der skaber gunstige rammer for SMV'erne, i betydeligt omfang er kunder til deres produkter og ydelser og tilbyder dem en bred vifte af støttemuligheder i form af konsulentbistand, økonomisk støtte og anden hjælp, f.eks. i form af overkommelige erhvervslejemål;

45.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at påtage sig et medansvar for SBA og til i det omfang, dette er muligt, i højere grad at betragte det som en politisk forpligtelse at støtte SMV'erne ved at være mere lydhøre over for deres behov og støtte deres udvikling;

46.

opfordrer i denne sammenhæng alle regionale og lokale myndigheder til en proaktiv tilgang til opfyldelse af SMV'ernes behov på områder såsom

47.

mener, at SBA bør fokusere på at øge effektiviteten i teknologioverførslen mellem de videregående uddannelsesinstitutioner og SMV'erne, eftersom det er afgørende at skabe gunstige betingelser og en infrastruktur for innovation og teknologioverførsel af hensyn til konkurrencedygtigheden, etableringen af nye virksomheder, bekæmpelsen af arbejdsløsheden og befordringen af udviklingen af de små og mellemstore virksomheder;

48.

henleder opmærksomheden på, at den løbende debat om forskning og udvikling samt innovation synes at være rettet mod store virksomheder og nyoprettede virksomheder med stort potentiale, hvilket har negativ indvirkning på balancen mellem regionerne ved at styrke den allerede eksisterende økonomiske aktivitet i de store byområder, hvorfor Regionsudvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje løsninger på de problemer, dette afstedkommer for de SMV'er, der opererer uden for disse økonomiske kraftcentre;

49.

bemærker, at definitionen på innovation i SBA er særdeles snæver, idet den alene henviser til innovation inden for high-tech-området, og opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en bredere kategorisering, der tager hensyn til forskellige typer af innovation på forskellige niveauer i de små og mellemstore virksomheders aktiviteter overalt i EU;

50.

bifalder forslaget om at udvikle en oversigt over fremtidige kompetencebehov i EU, men opfordrer i betragtning af forskellene i de regionale økonomiers kompetencebehov Kommissionen til at samarbejde med regionerne om at udarbejde regionale og efter behov lokale og ikke blot nationale oversigter.

51.

bemærker, at Kommissionens meddelelse ikke nævner programmet for bistand til overholdelse af miljølovgivningen (ECAP), og henstiller, at der rettes op på dette for at sikre, at miljøkravene til den enkelte virksomhed står i et rimeligt forhold til dens indvirkning på miljøet;

52.

mener, at indførelse af incitamentstrukturer og en mere innovativ anvendelse af skatte- og afgiftspolitikken i medlemsstaterne med det formål at få SMV'erne til at investere i miljøvenlige produkter og processer vil gavne SMV'ernes anvendelse af disse og ligeledes i betydeligt omfang øge opmærksomheden om de pågældende produkter og processer.

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/23

—

minder om, at territorial samhørighed bliver et tværgående mål for EU som supplement til økonomisk og social samhørighed;

—

hævder, at målet går ud på at give hvert enkelt område i EU adgang til infrastrukturer og til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse for at forbedre de europæiske borgeres levevilkår, hvilket nødvendiggør en iværksættelse af mekanismer, der kan sikre en harmonisk udvikling i hele Fællesskabet;

—

mener, at Regionalpolitikken bør revideres i lyset af dette nye mål, som forudsætter, at denne politik ikke renationaliseres, og at den tilstræber en rimelig balance mellem udgifterne til konkurrenceevne og udgifterne med henblik på at mindske de territoriale skel; i den forbindelse opfordrer Regionsudvalget Kommissionen til at gøre status over erfaringerne med øremærkning af midler;

—

slår til lyd for udviklingen af nye indikatorer, der muliggør en bedre hensyntagen til de territoriale skævheder i samtlige offentlige politikker;

—

appellerer om, at der tildeles yderligere ressourcer til de tre dele af det territoriale samarbejde på grund af samarbejdets ubestridelige bidrag til den europæiske integration;

—

mener, at målet om territorial samhørighed forudsætter, at man skaber sammenhæng mellem sektorpolitikkerne og samhørighedspolitikken under hensyntagen til den territoriale effekt af samtlige sektorpolitikker lige fra udformningsfasen;

—

minder om betydningen af tjenesteydelser af almen interesse og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse for så vidt angår tilvejebringelse af territorial samhørighed, og beklager, at EU-politikkernes indvirkning på dem hverken er undersøgt på et tidligt stadium i lovgivningsprocessen, eller på et senere stadium;

—

mener, at gode territoriale styreformer er selve nøglen til konkretiseringen af dette mål, og understreger behovet for at forbedre disse styreformer ved at styrke partnerskabet med de regionale og lokale myndigheder inden for en ramme af styreformer på flere myndighedsniveauer.

Ordfører

:

Jean-Yves Le Drian (PSE/FR), formand for regionalrådet i Bretagne

1.

bifalder, at Kommissionen den 6. oktober 2008 vedtog Grønbogen om territorial samhørighed og dermed gav startskuddet til en omfattende debat i EU om dette begreb, som i henhold til den traktat, der er ved at blive ratificeret (art. 3 i TEU), vil blive et tværgående politisk mål i EU (1) som supplement til den sociale og økonomiske samhørighed;

2.

mener, at den territoriale samhørigheds anvendelsesområde bør fastlægges mere præcist. Det foreslås, at Kommissionen her tager udgangspunkt i de tre aspekter af den territoriale samhørighedspolitik, som nævnes i den tredje samhørighedsrapport dvs. en korrigerende dimension for at »mindske eksisterende uligheder«, en forebyggende dimension »ved at bringe sektorpolitikker, som har en rumlig indvirkning, og regionalpolitik mere på linje med hinanden« og en tredje dimension, som indebærer et incitament til at »forbedre den territoriale integration og opfordre til samarbejde indbyrdes mellem regioner«;

3.

mener, at den territoriale samhørighed bør omfatte den maritime dimension;

4.

finder det fremover nødvendigt at gå videre end de spørgsmål, som Kommissionen stiller i Grønbogen, således at der tages højde for den politiske rækkevidde af begrebet territorial samhørighed på EU-plan; støtter forslaget om at intensivere samarbejdet mellem de involverede myndigheder og aktører og er enig i, at begrebet territorial samhørighed bygger bro mellem økonomisk effektivitet, social samhørighed og en miljømæssig balance, idet der hermed fokuseres på bæredygtig udvikling ved udformningen af politiske foranstaltninger med udgangspunkt i hver regions territorielle forudsætninger;

5.

opfordrer Kommissionen til efter høringsperiodens udløb at udarbejde en hvidbog, hvor begrebet territorial samhørighed og de dermed forbundne målsætninger defineres nærmere på EU-niveau ved at udføre territoriale konsekvensanalyser for alle fællesskabets politikker.

6.

minder om, at det i sin udtalelse om den 4. samhørighedsrapport anbefalede, at der »i højere grad end tidligere vil kunne tages højde for spørgsmål om territorial samhørighed under samhørighedspolitikken« (2), uden at se bort fra den sociale og økonomiske samhørighed, som udgør et vigtigt mål for EU med henblik på at mindske skævheder;

7.

understreger ud over betydningen af den sociale og økonomiske samhørighed vigtigheden af den territoriale samhørighed som et politisk mål, der styrker fællesskabets muligheder for at øge solidariteten i EU og bidrage effektivt til en bæredygtig udvikling og samtidig respekterer subsidiaritetsprincippet og kompetencefordelingen mellem de forskellige forvaltningsniveauer;

8.

minder udtrykkeligt om, at målet om territorial samhørighed bør gælde hele EU's område, dvs. alle EU's regioner, uden at det i øvrigt går ud over de socioøkonomiske prioriteter, som er defineret andetsteds i forbindelse med regionalpolitikken og strukturfondsinterventionerne;

9.

anmoder Kommissionen om at gå yderligere i dybden med sine undersøgelser, så den kan opstille relevante indikatorer (eventuelt på subregionalt plan) for de særlige socioøkonomiske problemer, der vedrører forskellige typer af regioner, bl.a. men ikke udelukkende bjergegne, øer, tyndtbefolkede områder og grænseområder samt regionerne i den yderste periferi, hvis særlige situation er nævnt i artikel 158 og 299 i EF-traktaten, med henblik på at blotlægge deres særlige fordele og ulemper;

10.

opfordrer Kommissionen til markant at forbedre de statistiske data og udformningen af kortene, så de bedre svarer til den reelle situation;

11.

understreger, at formålet med territorial samhørighed er at give hvert enkelt område i fællesskabet adgang til infrastrukturer og grundlæggende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Dette vil bidrage til at forbedre borgernes levevilkår i tråd med det 21. århundredes europæiske standarder, idet det erkendes, at denne adgang ikke alene er geografisk betinget, men ligeledes afhænger af infrastrukturens og tjenesteydelsernes forbindelsesmuligheder, tilgængelighed og kvalitet;

12.

er af den opfattelse, at begrebet territorial samhørighed bygger på solidaritetsprincippet, hvilket gør det nødvendigt at implementere foranstaltninger, der sikrer en harmonisk udvikling af Fællesskabet som helhed og reducerer forskellene mellem udviklingsniveauet i de forskellige områder;

13.

minder om, at de seneste samhørighedsrapporter påviser, at der er tendens til en forværring af visse territoriale skævheder mellem de europæiske regioner og internt i disse regioner. Disse skævheder er kendetegnet ved fænomener som territorial adskillelse, der medfører visse former for ghettodannelse, og tilbagegang for en række afsidesliggende områder. Det gør det mere nødvendigt end nogensinde før at sætte den territoriale samhørighed på EU's dagsorden som tværgående målsætning;

14.

mener, at nødvendigheden heraf forstærkes af de merudgifter, der skyldes manglende territorial samhørighed i Europa: f.eks. miljømæssige merudgifter, som bl.a. skyldes overbelastningen i byområderne og den globale opvarmning, og sociale meromkostninger som følge af den geografiske koncentration af sociale problemer. Endelig er den manglende sociale samhørighed til skade for EU's indre marked, idet den hæmmer visse regionalområders adgang til de friheder, der er sikret i traktaterne;

15.

foreslår at gøre den territoriale samhørighed til et centralt element i EU's strategi for imødegåelse af den krise, vi gennemlever på såvel det finansielle som økonomiske område. Endvidere anmoder det om, at budgetmidlerne forhøjes eller i det mindste fastholdes på det nuværende niveau i betragtning af de store udfordringer, der venter forude;

16.

modsætter sig ethvert initiativ, som med henvisning til den aktuelle situation eller med en anden begrundelse sigter mod at renationalisere samhørighedspolitikken, hvad enten det kun sker delvist eller i det skjulte.

17.

mener, at målet om territorial samhørighed supplerer målet om økonomisk og social samhørighed, og at de tre former for samhørighed bør forstærke hinanden, hvilket betyder, at målet om økonomisk, social og territorial samhørighed bør medtænkes i alle fællesskabspolitikker, som har en territorial indvirkning. Det gælder navnlig regionalpolitikken; opfordrer Kommissionen til at udvikle modeller for en sektorintegration på regionalt niveau, som støtter territorial samhørighed;

18.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med øremærkningen af strukturfondsmidlerne for perioden 2007-2013 at gøre status over, i hvor høj grad Lissabon- og Göteborg-strategierne har bidraget til den territoriale samhørighed;

19.

foreslår Kommissionen at fastlægge en ny kurs for de strategiske retningslinjer for perioden 2014-2020, hvori der ud over målene for social og økonomisk samhørighed også fastlægges mål for den territoriale samhørighed. Ligeledes opfordrer udvalget til, at regionalpolitikken finder en fornuftig balance mellem udgifter til at fremme konkurrenceevnen og dermed øge den økonomiske vækst i en globaliseret verden og udgifter til at reducere skævheder mellem lokal- og regionalområder, således at det bliver muligt at opfylde målene om samhørighed;

20.

anbefaler, at der udvikles nye redskaber og ikke mindst indikatorer på baggrund af behovet for at skabe territorial samhørighed (3), bl.a. ved hjælp af subregionale analyser. Udviklingen af hensigtsmæssige regionale strategier og politiske løsninger gør det nødvendigt at tilvejebringe de rette instrumenter, som gør det muligt at tage højde for de regionale skævheder i de offentlige politikker (f.eks. disponibel indkomst pr. indbygger for at tage hensyn til overførsler og derudover BNP pr. indbygger, skatteprovenu, adgang til forskellige tjenesteydelser (transport, energiforsyning, sundhed, uddannelse), demografisk struktur, befolkningens lokalisering (data over spredningen af befolkningen, aldringsgraden og antallet af afhængige), eller endda at oprette et samlet indeks for menneskelig udvikling (4));

21.

minder om den uomtvistelige europæiske merværdi af det territoriale samarbejde og dets bidrag til målet om territorial samhørighed; opfordrer i den henseende til en væsentlig forhøjelse af EU's samlede budget, der gør det muligt at tildele denne del af regionalpolitikken yderligere finansielle ressourcer, således at samarbejdet kan gå længere end til blot udveksling af bedste praksis. Dette bør dog ikke ske på bekostning af EU's to øvrige samhørighedsmål;

22.

opfordrer Kommissionen til at gå videre med de nye strategiske muligheder, som samarbejdet mellem euroregionerne skaber. Det er et strategisk niveau for forvaltning og intervention, som er velegnet til at løse territoriale samhørighedsproblemer. Det skal erindres om, at EGTS (5) ved at etablere en europæisk samarbejdsstruktur for projekter på tværs af landegrænser, mellem forskellige lande og mellem forskellige regioner skaber grobund for et effektivt samarbejde på en lang række områder. Desuden styrkes forbindelserne mellem nabolande, befolkningerne kommer tættere på hinanden, og der udveksles viden og bedste praksis;

23.

understreger det grænseoverskridende samarbejdes specifikke rolle i forbindelse med den europæiske integration og vigtigheden af de opnåede resultater, nemlig reduktion af EU's indre grænsers afskærmende virkning, ændring af de ydre grænsers rolle (samordnet udvikling, bekæmpelse af ulovlig indvandring og menneskesmugling, støtte til udvikling af grænseområderne mellem EU og tredjelande), og støtte til omdannelse af ydre grænser til indre grænser med tilkomsten af nye medlemslande;

24.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin indsats for at forenkle og forbedre forvaltningen af de grænseoverskridende programmer, for eksempel ved at fastsætte fælles bidrag for begge sider af grænsen og støtter Kommissionen i dens ønske om at gøre status over oprettelsen af EGTS;

25.

går stærkt ind for, at dette samarbejde om relevante områder (f.eks. havområder, flodbassiner og bjergområder) styrkes, så den territoriale integration kan forbedres, og de regionale og lokale forskelle mellem regionerne kan reduceres, og således at problemer med miljøbeskyttelse, forureningsbekæmpelse og forbedring af transportnettene kan behandles mere effektivt inden for rammerne af fælles strategier for fysisk planlægning, dog under hensyntagen til de eksisterende offentlige organers rolle og kompetencer og den enkelte regions strategiske prioriteter for samhørigheden;

26.

mener, at strategiske tiltag som udvikling af makroregioner (f.eks. EU's kommende strategi for Østersøområdet) bør stimuleres; på transnationalt niveau for så vidt angår havområder, bør der etableres innovative styreformer for at fremme den integrerede havpolitik, som EU netop har vedtaget, og sikre en bedre sammenhæng mellem EU's indsats inden for EU og indsatsen i forhold til berørte tredjelande;

27.

fremhæver betydningen af det tværregionale samarbejde (som Kommissionen ikke nævner i sin grønbog), eftersom det er et udmærket instrument for udveksling af erfaringer og god praksis mellem ikke-tilgrænsende regioner med fælles udviklingsprojekter, der kan supplere hinanden. Det er imidlertid et ønske, at det tværregionale samarbejde i fremtiden bedre tilpasses de lokale og regionale myndigheders behov gennem større fleksibilitet i valget af samarbejdsområder;

28.

understreger, at der er behov for en bedre koordinering af de territoriale samarbejdsforanstaltninger og dette samarbejdes eksterne aspekt nu, hvor der er udsigt til en udvidelse af EU (det vestlige Balkan og Tyrkiet) med de lande, som er berettigede til at deltage i den europæiske naboskabspolitik, Rusland og nabolandene til regionerne i den yderste periferi.

29.

har den opfattelse, at målet om territorial samhørighed bør være en del af alle EU's politikker. Komplementariteten mellem sektorpolitikkerne og regionalpolitikken bør styrkes, og samtidig bør de afstemmes indbyrdes, uanset om der er tale om støtte eller regulering;

30.

i den forbindelse beklageligt, at fællesskabspolitikkerne alt for ofte udformes og gennemføres uden tilstrækkelig hensyntagen til deres territoriale konsekvenser, hvilket stiller de lokale og regionale myndigheder over for negative følger af disse politikker (tab af aktiviteter eller arbejdspladser, skader på miljøet, øget overbelastning eller affolkning);

31.

minder om nytten af fysisk planlægning som en samling teknikker, der tilstræber en harmonisk placering af de forskellige faciliteter og aktiviteter i et område med henblik på at sikre sammenhæng mellem de offentlige fællesskabspolitikker og målene for territorial samhørighed;

32.

erkender, at en del af disse ulemper er blevet overvundet gennem tiltag fra EU's regionalpolitik, bl.a. via programmerne til støtte af økonomiske ændringer (omlægning af industrien, udvikling af landdistrikterne i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik);

33.

beklager den manglende sammenhæng mellem politikker for forskning, teknologisk udvikling og innovation (FTUI) og den territoriale samhørighed og understreger behovet for større regionalisering af både EU's og de nationale forsknings- og innovationspolitikker;

34.

mener analogt med den horisontale sociale klausul, som planlægges indført i Lissabontraktaten, at det er nødvendigt at tage hensyn til den territoriale virkning af sektorpolitikkerne allerede fra og med udformningsfasen (looking at the map before implementing policies), således at man kan foregribe de regionale følger;

35.

understreger i denne forbindelse den enorme betydning, som de transeuropæiske transport-, energiforsynings- og telekommunikationsnet har for opnåelsen af målet om territorial samhørighed og opfordrer Kommissionen til at koncentrere sig særligt om dem;

36.

lægger særlig vægt på behovet for at skabe sammenhæng mellem de offentlige EU-politikker i områder, der udgør en grænseflade mellem land- og havbaserede aktiviteter;

37.

vurderer, at den fælles landbrugspolitik, som har en væsentlig territorial virkning, bør bidrage mere til den territoriale samhørighed i stedet for at øge forskellene mellem regionerne ved dels at foregribe den territoriale indvirkning af den kommende reform for dermed at begrænse dens negative effekter dels at planlægge tilpasningsforanstaltninger til fordel for de områder, som muligvis vil blive negativt påvirket af denne reform;

38.

anbefaler at koordinere den fælles landbrugspolitiks foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne (under 2. søjle) bedre med regionalpolitikken med henblik på at sikre større komplementaritet mellem byudvikling og udviklingen af landdistrikterne med det mål at skabe så meget forenkling og synergi mellem begge politikker som det er muligt rent teknisk og politisk i programmerne efter 2013;

39.

mener, at man i forbindelse med udviklingen af den fælles transportpolitik og dens indvirkning på klimaændringerne ikke bør glemme den særlige betydning, som denne politik har for regioner, hvis tilgængelighed er helt afhængig af bestemte transportformer (navnlig lufttransport);

40.

foreslår, at der i forbindelse med den forestående revision af de transeuropæiske transportnet navnlig tages hensyn til den lokale tilgængelighed, som defineres ud fra passende standarder,og at de transeuropæiske transportnet integreres med transport-nettene i byerne og dermed overordnet forbedrer forbindelsesmulighederne og sammen-hængen;

41.

mener, at det vanskelige spørgsmål om klimaforandringer ikke ser ens ud i alle regioner (f.eks. i forbindelse med implementeringen af fællesskabsordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, forvaltningen af kystzoner osv.).

42.

minder om den rolle, tjenesteydelser af almen økonomisk interesse spiller med henblik på at fremme den territoriale samhørighed, således som nævnt i den primære fællesskabsret (art. 16 i EF-traktaten). Regionsudvalget beklager i den forbindelse, at fællesskabspolitikkernes territoriale indflydelse på forsyningspligtydelserne, herunder særligt tjenesteydelserne af almen økonomisk interesse, hverken undersøges inden, Kommissionen fremlægger sine lovforslag, eller evalueres efterfølgende;

43.

betoner risikoen for et fragmenteret indre marked, når borgerne ikke har adgang til serviceydelser i nærmiljøet på trods af, at man har bekræftet målsætningen om at opfylde forsyningspligten;

44.

går ind for at fastholde almen adgang til disse ydelser inden for rammerne af de almindelige public service-forpligtelser og under hensyntagen til princippet om lige behandling og som en betingelse for regionernes integration i den samlede økonomi;

45.

kræver i overensstemmelse med det i traktaten forankrede subsidiaritetsprincip samt med Lissabontraktatens protokol om tjenesteydelser af almen interesse, at de lokale og regionale myndigheders ret og frihed til at foretage dispositioner i deres egenskab af leverandører, administratorer eller brugere af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse opretholdes:

46.

gentager, at der bør garanteres retssikkerhed omkring de lokale og regionale myndigheders dispositioner i deres egenskab af leverandører, administratorer eller brugere af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Inden for de relevante fællesskabsrammer bør det anerkendes, at deres særlige opgaver er forenelige med EU's udbudsregler og reglerne om statsstøtte.

47.

understreger, at indgriben fra flere forvaltningsniveauer på et enkelt område med varierende og nogle gange modstridende resultater har medført et behov for kvalitet i forvaltningen så tæt på borgerne som muligt, særligt i dens territoriale dimension, med henblik på at rette op på den manglende integration af de offentlige politikker; dette nye perspektiv for lokal og regional forvaltning er nøglen til at konkretisere målet om territorial samhørighed;

48.

finder det hensigtsmæssigt, at Kommissionen identificerer instrumenter, der kan lette det vertikale samarbejde mellem forskellige myndighedsniveauer, der rækker ud over de eksisterende institutionelle forbindelser;

49.

minder om, at målet om territorial samhørighed ikke bør føre til ændringer i kompetencefordelingen, især ikke hvad angår fysisk planlægning, som fortsat bør høre ind under medlemslandene og de regionale og lokale myndigheder. Regeringerne i medlemslandene, navnlig i mere centraliserede lande, bør imidlertid forbedre samarbejdet med aktører på lokalt/regionalt plan med henblik på at forbedre koordinationen af de nationale sektorpolitikker på regionalt og lokalt plan;

50.

opfordrer til en afklaring af kompetencefordelingen mellem de forskellige forvaltningsniveauer i medlemslandene og udvikling af tværgående eller horisontale politikker og koordinationsfunktioner;

51.

efterlyser større beslutningskapacitet for de regionale myndigheder i forbindelse med forvaltningen af strukturfondene; alle regioner i EU bør få status som forvaltningsmyndighed;

52.

går ind for en styrkelse af forvaltningen på flere myndighedsniveauer (6) for at nå frem til en definition af fælles strategiske mål, for eksempel for tilgængelighed, bæredygtig udvikling og havpolitik, hvor de enkelte deltagere bidrager efter evne. På denne måde sikres det, at partnerskabsprincippet overholdes fuldt ud. En reel forvaltning på flere myndighedsniveauer indbefatter en fælles gennemførelse og opfølgning;

53.

minder i denne sammenhæng om, at de kompetente ministre i det første handlingsprogram for gennemførelsen af EU's territoriale agenda af 23. november 2007 gav udtryk for deres overbevisning om, at forvaltning på flere niveauer er et grundlæggende værktøj for en afbalanceret fysisk udvikling i EU og foreslog samråd med udvalgte aktører og lokale og regionale myndigheder om gennemførelsen af prioriteterne i den territoriale agenda;

54.

opfordrer Kommissionen til nøje at undersøge eksisterende praksis, når det gælder gennemførelsen af partnerskabet i de 27 medlemsstater, for at give de lokale og regionale myndigheder og deres sammenslutninger bedre muligheder for at blive proaktive partnere.

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/29

—

opfordrer indtrængende til en støtteramme, som giver investeringsbeslutninger langsigtet stabilitet ved at fremme markedsfokuserede foranstaltninger, herunder lovgivning, som indfører oprindelsesmærkning og fremme af EU-standarder for produktionen;

—

opfordrer indtrængende til støtte til geografiske betegnelser og landmændenes private certificeringsordninger, forudsat at disse er bakket op af en garanti fra de offentlige myndigheder mht. produkternes kvalitet og oprindelse;

—

efterlyser en klar definition på EU-plan af visse »forbeholdte begreber«, der dækker over produktionsmetoder, som er knyttet til et bestemt geografisk område, såsom »gårdprodukter«, »traditionelle produkter«, »bjergprodukter«, ikke-genmodificerede organismer og lignende;

—

opfordrer til, at obligatorisk mærkning med det land, hvor produkterne er fremstillet, udvides til at omfatte alle primærprodukter og halvforarbejdede produkter;

—

mener, at mærkning med geografisk betegnelse skal udvides til at omfatte forarbejdede produkter;

—

fastholder, at der ikke i fremtiden skal tænkes på nye ordninger, men at eksisterende ordninger skal støttes;

—

foreslår at fremme beskyttelsen af BOB og BGB inden for WTO;

—

mener, at det er nødvendigt udtrykkeligt at forbyde brugen af genmodificerede organismer i alle produktionsfaser med relation til BOB, BGB og TSG for at sikre, at traditionelle produktionsmetoder og særlige produktkarakteristika kan overleve;

—

opfordrer Kommissionen til at overveje behovet for at styrke salgsfremstødsbudgettet og gøre det mere fleksibelt;

—

foreslår, at Kommissionen tager TSG-certificeringen op til revision.

Ordfører

:

Milner Whiteman OBE (UK/UEN/EA), medlem af Bridgnorth District Council

1.

glæder sig over grønbogen, fordi dens mål er at udvikle en ramme for at opnå støtte til og beskytte en stærkere forbrugerforbindelse til EU's landbrugsproduktion af høj kvalitet ved at bekæmpe de konkurrenceforvridninger, der opstår som følge af en svigagtig anvendelse af de eksisterende betegnelser. Dette vil skabe langsigtet bæredygtighed for regioner og regionale landskaber og deres identitet, som dygtigt og effektivt udformes af landmænd og deres produkter, hvorved de bidrager til fremtidig regional udvikling og mindsker risikoen for affolkning af landdistrikterne;

2.

opfordrer indtrængende til en støtteramme, som giver investeringsbeslutninger langsigtet stabilitet ved at fremme markedsfokuserede foranstaltninger, herunder lovgivning, som indfører oprindelsesmærkning og fremme af EU-standarder for produktionen, navnlig inden for fødevaresikkerhed og hygiejne, beskyttelse af miljøet og traditionelle produktionsteknikker;

3.

håber, at grønbogen vil bidrage til, at den fælles landbrugspolitik i højere grad vil fremme og styrke kvalitetsproduktion. Forordningerne 2081/92 og 2082/92 om oprindelsesbetegnelser har helt klart endnu ikke fundet tilstrækkelig anvendelse, hvilket giver grund til at tro, at mange forbrugere ikke er tilstrækkeligt bevidste om betydningen af forkortelser og udtryk som f.eks. BOB, BGB, GTS eller økologisk landbrug. Det er derfor nødvendigt at tage alle initiativer, der skal fremme og informere om sådanne produkter, op til fornyet revision og skabe større sammenhæng mellem aktiviteterne under den fælles landbrugspolitiks første og anden søjle med henblik på at fremme kvalitetsproduktion og mindske de udgifter, der er forbundet med certificerings- og kontrolprocedurerne;

4.

understreger, at tendensen mod ensartede produkter og koncentrering af produktionen er forhold, som udsætter landmændene for svingninger på det globale marked og truer regionernes mangfoldighed;

5.

glæder sig over anerkendelsen i grønbogen af, at landbrugsmæssig kvalitet er knyttet til regionale traditioner, udvikling og bæredygtighed, men der er behov for, at disse forbedres og beskyttes gennem ordninger, som f.eks. ordninger for geografiske betegnelser, og at deres intellektuelle ejendomsret beskyttes mod de alt for hyppige efterligninger ved på internationalt niveau at oprette et register over de forskellige betegnelser;

6.

finder det vigtigt at støtte udviklingen af initiativer, der i stil med farmermarkeder og direkte salg fjerner mellemledene og dermed afkorter markedskæden. Ud over at dæmpe forbrugerpriserne og begrænse olieforbruget og dermed miljøforureningen bidrager sådanne initiativer under hensyntagen til sæsonsvingningerne også til at fremme traditionelle lokale produkter, der giver større garanti for friskhed, ægthed og velsmag, og som samtidig er lettere at kontrollere;

7.

er fuldt ud enigt i, at EU-landbrugernes stærkeste våben er »kvalitet«, og at forbrugerne stiller krav om smag, tradition, ægthed og især lokal produktion, men også om dyrevelfærd og miljøbeskyttelse, når det gælder fødevarer. EU's landbrugere har derfor en reel mulighed for klart at differentiere sig på markedet og dermed opnå anerkendelse for deres produkter;

8.

er enigt i, at det i lyset af WTO-forhandlingerne og i takt med, at de globale markeder bliver stadig mere åbne, er af afgørende betydning, at EU's kvalitets- og sikkerhedsstandarder formidles og fremlægges for forbrugerne som en positiv og i mange tilfælde særlig produktegenskab. Udvalget opfordrer Kommissionen til at sikre anerkendelse fra EU's handelspartnere af geografiske betegnelser;

9.

understreger behovet for en ramme, der kan følge med i de stadig stigende globale krav fra forbrugere og landmænd i EU. Som følge heraf har landmænd behov for støtteforanstaltninger, såsom et mere fleksibelt og styrket salgsfremstødsbudget for geografiske betegnelser eller landmandsstyrede private certificeringsordninger, forudsat at disse er bakket op af en garanti fra de offentlige myndigheder mht. produkternes kvalitet og oprindelse. Disse ordninger er fleksible og reagerer hurtigt på nye krav fra landmænd og markedet.

10.

mener, at lokale og regionale myndigheder har omfattende erfaring med og kompetence til at påvirke og støtte landbrugsproduktion af høj kvalitet gennem deres foranstaltninger i forbindelse med forvaltningen af EU's planer for landdistrikters udvikling, fysisk planlægning og regionaludvikling. Der er mange eksempler på, at myndigheder har fremmet kvalitet gennem deres støtte til ordninger som geografiske betegnelser;

11.

bemærker den fælles landbrugspolitiks nye struktur (afkoblet støtte), og hvordan EU's landmænd i stigende grad udsættes for det globale marked. Som følge heraf er der et væsentligt behov for, at de højere produktions- og kvalitetsstandarder, som EU's landmænd opnår (f.eks. inden for bæredygtighed, hygiejne- og sundhedsgarantier for afgrøder og produkter, sikkerhed på arbejdspladsen og overholdelse af de ansattes rettigheder, dyrevelfærd og territorial udvikling af regioner), anerkendes frem for tredjelandes standarder, og at der også efter 2013 kompenseres for disse øgede krav via direkte EU-betalinger. Dette er navnlig vigtigt for lokale og regionale myndigheder, idet EU's landbrugsaktiviteter former økonomien, landskabet og lokalsamfundet i alle regioner;

12.

påpeger, at der skal skabes basis for, at lokale og regionale myndigheder kan bidrage til den landbrugsmæssige kvalitet og fremme denne massivt gennem EU's programmer for udvikling af landdistrikterne. Lokale og regionale myndigheder er af afgørende betydning for opstilling af prioriteter og gennemførelse af de programmer, som har nået succes med at udvikle og give EU's landmænd reelle fordele;

13.

noterer sig de positive resultater af initiativer til fremme af en ny regionalisering i landbruget, som skaber en stærkere forbindelse mellem oprindelsesregionen, forbrugerne og landbruget. Landmændenes markeder og oplysningskampagner i skoler er konkrete eksempler på, hvordan befolkningen i almindelighed og børn i særdeleshed kan styrke deres kendskab til landbrugsafgrøder, produktionsmetoder i landbruget samt produkternes organoleptiske kendetegn og sæsonafhængighed. Udvalget opfordrer Kommissionen til at støtte spredningen af god praksis;

14.

anerkender, at lokale og regionale myndigheders aktiviteter med henblik på at fremme efterspørgslen efter landbrugsprodukter af høj kvalitet, gennem deres foranstaltninger til at forbedre offentlige indkøb inden for alle områder, herunder skole- og hospitalsmåltider, kunne yde et vigtigt bidrag til at opnå grønbogens mål; håber derfor, at disse aktiviteter gradvis vil finde generel udbredelse, navnlig gennem passende støtteforanstaltninger. Udvalget opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til resultaterne af disse projekter, der er iværksat af lokale og regionale myndigheder, herunder bestemte aspekter som f.eks. reduktionen af madaffald i kantiner, som er bevidste om kvaliteten af landbrugsprodukter;

15.

fremhæver endvidere de initiativer, som en række lokale og regionale myndigheder i EU har iværksat i tredjelande — inden for rammerne af udviklingsprogrammer — for at støtte traditionelle produktionsmetoder, respekten for biodiversiteten og de lokale forbrugerbehov;

16.

ønsker at minde Kommissionen om, at landmænd, forbrugere og industrien fortsat afviser en EU-ordning og et logo (dette blev for nylig understreget på Kommissionens konference om standarder i februar 2007). Forbrugerforbindelse og relevans kan bedre opnås ved klart i mærkningen at angive produktets oprindelse og særlige kvalitet. Desuden anses den tid, det tager at udvikle et logo, udgiften til overensstemmelsesinspektioner for landmænd og det at opnå en form for forbrugerforbindelse ikke for at være af værdi. Endvidere har markedet og landmændene udviklet deres egne ordninger for at nå disse mål, og for at udvikle bedre værdi for pengene og bedre forbrugerforbindelse opfordrer vi derfor indtrængende til støtte til geografiske betegnelser og landmændenes private certificeringsordninger, forudsat at disse er bakket op af en garanti fra de offentlige myndigheder mht. produkternes kvalitet og oprindelse og giver forbrugerne klare oplysninger uden, at det medfører yderligere administrative og finansielle byrder;

17.

opfordrer indtrængende til forenkling inden for markedsføringsstandarder, men understreger det nødvendige i at sikre en tæt forbindelse mellem produktionsbehovene og slutproduktet ved hjælp af terminologisk præcisering, retlig anvendelse og korrekt forbrugerinformation via mærkning. Udvalget anser det for nødvendigt at fjerne barrierer af ringe gavn samt overregulering på fødevarekvalitetsområdet og bifalder derfor Kommissionens nylige forslag om at fjerne regler om en række forskellige frugters og grøntsagers størrelse og form. Der er behov for, at der opretholdes strenge foranstaltninger, så der opnås landmands- og forbrugerbeskyttelse og tillid. Dette er særligt vigtigt, når det gælder GMO og genmodificerede fødevarer. Sådanne foranstaltninger bør dog ikke overlappe den beskyttelse, som ydes i andre lovgivninger, der skal forhindre, at forbrugere vildledes. Klare definitioner om produktionsbehov eller fastlæggelse af kendetegn i forbindelse med brugen af visse termer kunne bidrage til at opnå dette, som f.eks. »fra fritgående høns« og »kulstoffattig«. Det kan være nyttigt at definere såvel generiske produkter som minimumsbetingelserne for deres markedsføring. Det ville også være nyttigt at få fastlagt en klar definition på EU-plan af visse »forbeholdte begreber«, der dækker over produktionsmetoder, som er knyttet til et bestemt geografisk område, såsom »gårdprodukter«, »traditionelle produkter«, »bjergprodukter«, ikke-genmodificerede organismer og lignende. Der er her tale om begreber, som på frivillig basis kunne angives i varedeklarationen, forudsat at dette er omgærdet af et tilstrækkeligt niveau af selvkontrol, der konstant kan efterprøves;

18.

understreger de fortsatte beviser på, at EU's forbrugere ønsker at vide, hvilket land deres fødevarer er produceret i. Flere og flere eksempler viser, at forbrugere vildledes på dette område. Derfor opfordrer udvalget til, at obligatorisk mærkning med det land, hvor produkterne er fremstillet, udvides til at omfatte alle primærprodukter og halvforarbejdede produkter og vigtige ingredienser i færdige produkter, såsom skinke og ost.

19.

tilskynder medlemsstaterne til at harmonisere merværdiafgiften på landsbrugsprodukter, da konkurrence på lige vilkår mellem producenterne vil højne kvaliteten af produkterne.

20.

understreger behovet for at have global forbrugertillid til EU's ordning for geografiske betegnelser. Der er et klart behov for, at forbrugerne informeres bedre om systemernes karakter, at deres intellektuelle ejendomsrettigheder respekteres på internationalt plan, og hvordan de er knyttet til regionalsamfundene; det er derfor særligt vigtigt, at der iværksættes kampagnefremstød, som oplyser forbrugerne herom og som råder over et øremærket budget. Inden for Den Europæiske Union skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at stoppe den ulovlige brug af BOB- og BGB-betegnelserne på deres område i medfør af artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) 510/06.

21.

opfordrer indtrængende til, at behovet for forbrugertillid skal opnås gennem fuld gennemsigtighed, hvorfor mærkning med geografisk betegnelse skal udvides til at omfatte forarbejdede produkter, for ikke at underminere geografiske betegnelsers fremtidige integritet. I tilfælde, hvor produkter med geografisk betegnelse er angivet på slutproduktets etiket, må det sikres, at den pågældende ingrediens er betydelig nok til at være karaktergivende for produktet, og det må sikres, at anvendelsen af produkter med geografisk betegnelse er godkendt af den relevante beskyttelsesforening og de relevante myndigheder;

22.

Hvad geografiske varemærker angår, bør der opstilles kriterier til at afgøre, om der er tale om en fællesbetegnelse, eller om betegnelsen kan beskyttes som geografisk varemærke. Varefortegnelsen kan udvides til at omfatte skovbær og -svampe samt produkter fremstillet på basis heraf, og det bør ligeledes sikres, at varefortegnelsen også omfatter bær- og frugtprodukter. Kommissionen bør også tage hensyn til, at der findes kollektive certificerede mærker i medlemsstaterne (for en specifik kvalitet), og den bør foreslå medlemsstaterne at følge fælles regler for anerkendelse af disse kvalitetsfremmende instrumenter;

23.

mener, at der er behov for mere ensartede organer og procedurer for kontrol og certificering af økologiske produkter, så forbrugerne får sikkerhed og tillid via et nyt EU-logo for økologisk landbrug, som kan garantere samme kriterier for produktion, kontrol og certificering på EU-plan og bidrage til at løse problemer samt yderligere fremme EU's indre marked for økologiske produkter og bidrage tilfredsstillende til bedre information af forbrugerne om eksistensen af fælles, effektive normer og kontrol for økologisk producerede fødevarer i hele EU;

24.

fastholder, at der ikke i fremtiden skal tænkes på nye ordninger, men at eksisterende ordninger på områder som dyrevelfærd skal støttes. Kommissionens støtte gennem retningslinjer og troværdighed ville være godt, men forslag vedrørende udvikling af nye logoer er unødvendige i et forbrugermarked, hvor eksisterende logoer anerkendes, og deres værdier er kendt, f.eks. det franske logo »label rouge«;

25.

mener, at der i stedet bør indføres et system af sanktioner mod ulovlig anvendelse af beskyttede betegnelser, og at der må udpeges personer, der er ansvarlige for at foreslå sanktioner og for en nøje overvågning i samtlige EU-lande;

26.

bemærker, hvad angår beskyttede betegnelser, at alle medlemsstater burde være forpligtet til officielt at beskytte oprindelsesbetegnelser mod uretmæssig anvendelse eller efterligning. Regionsudvalget foreslår endvidere at differentiere procedurer og regler til beskyttelse af produkter med oprindelsesbetegnelse og i den forbindelse skelne mellem produkter med et betydeligt internationalt ry, der især går til eksport, og som er udsatte for uretmæssig anvendelse og efterligning, og produkter, der primært afsættes på lokale markeder, hvor risikoen for uretmæssig anvendelse af oprindelsesbetegnelser er tilsvarende mindre. Regionsudvalget foreslår, at der for denne kategori af produkter indføres en forenklet anerkendelsesprocedure, der giver beskyttelse på nationalt og regionalt niveau. Hvad angår udviklingen inden for produktions- og forarbejdningsteknikker (hvor det på visse områder er gået særligt hurtigt), finder Regionsudvalget, at det vil være hensigtsmæssigt at åbne op for tilpasninger af fremstillingsreglerne ved hjælp af forenklede procedurer;

27.

Det vil være nyttigt at fremme beskyttelsen af BOB og BGB også inden for WTO. Man bør endvidere aktivt arbejde for indgåelse af bilaterale aftaler med forskellige tredjelande om gensidig anerkendelse af betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer. I betragtning af det stigende antal anmodninger fra tredjelande om anerkendelse af geografiske betegnelser foreslås det at undersøge mulighederne for oprettelse af et europæisk agentur for landbrugsprodukters kvalitet. Såvel de produkter, der eksporteres, som dem, der ikke eksporteres, bør kunne nyde godt af en anerkendelse fra EU's side. Graden af international beskyttelse kan eventuelt afpasses efter risikoen for reelt misbrug af produkterne. Det kunne overvejes at yde ekstra stor beskyttelse til produkter, som er særligt udsatte for misbrug, og som eksporteres, for hvilke der ville være behov for international beskyttelse inden for WTO. For produkter, som er mindre udsatte for misbrug, og som sælges på et lokalt marked, kunne man foreslå en mere forenklet procedure med en anerkendelse fra medlemsstatens side, som meddeles Bruxelles (svarende til den nuværende midlertidige beskyttelse) med retlig beskyttelse i EU-regi. Det er også vigtigt at sørge for, at de geografiske betegnelser beskyttes inden for EU ved at forpligte medlemsstaterne til at anmelde tilfælde af misbrug eller kopiering af produkter med beskyttede betegnelser. Det foreslås at indføje en specifik bestemmelse herom i artikel 13 i forordning 510/06. Den lovpligtige beskyttelse bør forsvares af Kommissionen på internationalt plan og især inden for EU.

28.

mener, at det er nødvendigt udtrykkeligt at forbyde brugen af genmodificerede organismer i alle produktionsfaser med relation til BOB (beskyttet oprindelsesbetegnelse), BGB (beskyttet geografisk betegnelse) og TSG (garanti for traditionel specialitet) for at sikre, at traditionelle produktionsmetoder og særlige produktkarakteristika kan overleve.

29.

anbefaler, at der tilskyndes til mere aktiv medvirken fra producentorganisationernes side og at markederne fører an på dette område. Velstrukturerede private ordninger, som producenterne forvalter, er mere virkelighedsnære end lovgivning og kan derfor reagere hurtigere og kan reagere på lokale krav. Som eksempler herpå kan nævnes ordninger i Sverige, Det Forenede Kongerige og Tyskland;

30.

mener, at eksisterende certificeringsordninger for forædlede produkter bedre vil kunne opfylde samfundsmæssige krav, hvis de giver klar og pålidelig information om landbrugsbedriftens beliggenhed og metoder samt næringsindholdet;

31.

mener, at fælles retningslinjer ville være nyttige for derigennem at forbedre forbrugeroplysningen om minimumskravene til fødevarernes grundlæggende kvalitet. Retningslinjer bør opstilles af uafhængige udvalg, hvor der er konsensus fra alle relevante interessenter i fødevarekæden, uanset deres placering;

32.

støtter den overbevisning, at nøglen til succes for private ordninger er inddragelse af producenterne. Omfattende støtte til producentsammenslutninger er ligeledes vigtigt. Dette vil sikre, at kontrol, omkostninger og normer rent faktisk er til gavn for landmændene i EU.

33.

understreger det nødvendige i at tage hensyn til de finansielle og administrative omkostninger for de små producenter, hvis dyrkningsmetoder følger håndværksmæssige traditioner. Udvalget opfordrer i den sammenhæng til at fastholde undtagelserne for disse produktionsmetoder, som strukturelt set ikke kan opfylde bestemte normer;

34.

opfordrer Kommissionen til at overveje behovet for at styrke salgsfremstødsbudgettet og gøre det mere fleksibelt. Der er behov for at gennemgå fokusområder i salgsfremstødsbudgettet, så der kan tages mere hensyn til private certificeringsordninger af enhver art;

35.

mener, at landmændene i EU kunne opnå større anerkendelse og udvikle bedre markedsføringssystemer, hvis reglerne for statsstøtte blev lempet inden for fremme af fødevarer og EU's offentlige kvalitetscertificeringsordninger (BOB, BGB, GTS, det grafiske symbol for EU's fjernområder, det økologiske mærke) blev styrket og forbedret;

36.

opfordrer til at stille mikrokreditfaciliteter til rådighed for små landmænd, som investerer i øget produktkvalitet og forbedret lokal fødevaresikkerhed. I den forbindelse opfordrer udvalget til at overveje muligheden for at kanalisere midler, som hidtil har været afsat til interventionsforanstaltninger, over til landmænd, hvis produktionsmetoder fremmer et hensigtsmæssigt og bæredygtigt landbrug;

37.

Der er ikke behov for at fremme oprettelse af nye certificeringsordninger i EU, som blot vil skabe forvirring og administrative forviklinger. Derimod ville det være nyttigt at udarbejde retningslinier, som kan sikre et objektivt indhold i de øvrige certificeringsordninger (ISO, BIO osv.) for produkter, som ikke har en BOB- eller BGB betegnelse. Desuden bør samarbejdet mellem de forskellige kontrolorganer udbygges og koordineres bedre.

38.

foreslår, at Kommissionen revurderer TSG- (garanti for traditionel specialitet-)certificeringen og indfører en særlig klassifikation under et europæisk fødevarestempel, der skal være en ny kvalitetscertificeringsordning for traditionelle/lokale/håndværksprodukter, som dækker over en række minimumsparametre for kvalitet, der tager hensyn til andre værdier, der knytter sig til den egn, hvor produktet produceres, nemlig den lokale/regionale økonomi, bæredygtig arealforvaltning, produktionens bidrag til at fastholde befolkningen i landdistrikterne, turisme, lokal livskvalitet osv. Under certificeringsordningen bør der anvendes betegnelser som traditionelt produkt, lokalt produkt, regionalt produkt osv.;

39.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at stille økonomiske midler til rådighed for informations- og oplysningskampagner i såvel det indre marked som i tredjelande for at udbrede kendskabet til og forklare betydningen af de forskellige europæiske kvalitetsmærker for landbrugsprodukter og de vidtrækkende produktionsbetingelser og -regler, som skal opfyldes af EU-landbrugerne sammenlignet med andre lande (vedrørende miljø og dyrevelfærd, høje standarder for fødevaresikkerhed osv.).

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/34

—

mener, at det vil give en betydelig europæisk merværdi, hvis man på EU-niveau søger at løfte de fælles udfordringer, som uddannelsessystemerne i medlemsstaterne står over for, da det i høj grad vil kunne fremme udformningen af medlemsstaternes uddannelsespolitikker. Uddannelse er nøglen til integration og en vellykket deltagelse i samfunds- og arbejdslivet;

—

henviser i den forbindelse udtrykkeligt til den særlige rolle, som Regionsudvalget fremover vil komme til at spille i betragtning af det ansvar, som de europæiske lokale og regionale myndigheder i nogle medlemsstater har for undervisningen i skolerne;

—

fremhæver den centrale rolle, som førskole- og skoleundervisning spiller for integration af børn og unge med indvandrerbaggrund, og understreger især, hvor vigtigt det er at beherske undervisnings- og kommunikationssproget i det land, hvor man opholder sig (eller et af dem, hvis der er flere officielle sprog);

—

finder, at den øgede indvandring medvirker til at styrke såvel den kulturelle som den sproglige mangfoldighed i EU; det kan give EU en yderligere fordel på det globale marked, hvis de eksisterende sprogfærdigheder udnyttes hensigtsmæssigt; advarer derfor mod kun at betragte den øgede indvandring som noget negativt for EU's medlemsstater. Man bør i stedet se denne udvikling som en mulighed for Europa, også i lyset af den demografiske udvikling;

—

anbefaler Kommissionen i forbindelse med en indgående undersøgelse af spørgsmålet på EU-niveau at se nærmere på bl.a. følgende aspekter, der ikke nævnes i grønbogen:

Ordfører

:

Ursula Männle (DE/PPE), medlem af det bayerske parlament

1.

fremhæver EU-uddannelsessamarbejdets betydning for den sociale og økonomiske udvikling i Europa inden for rammerne af Lissabonstrategien og lægger i den forbindelse stor vægt på en yderligere styrkelse af uddannelsesaspektet i »videntrekanten« (uddannelse, forskning, innovation);

2.

bekræfter, at EU-uddannelsessamarbejdet skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i EF-traktatens artikel 149 og 150 og opfylde kravene om nærhed;

3.

bifalder derfor, at Kommissionen i sin grønbog giver udtryk for, at ansvaret for at fastlægge uddannelsespolitikker helt klart påhviler medlemsstaterne;

4.

understreger i denne sammenhæng, at udfordringerne og mulighederne først og fremmest findes i uddannelsessystemerne i EU's medlemsstater, og at det på grund af traktatbestemmelserne ikke er muligt at tale om EU-uddannelsessystemer (som det gøres i grønbogens undertitel i nogle sprogudgaver, men ikke i den danske, o.a.), eftersom den politiske indretning af uddannelsessystemerne finder sted på nationalt, regionalt eller lokalt niveau;

5.

finder til trods for denne iagttagelse vedrørende det primære referenceniveau, at det vil give en betydelig europæisk merværdi, hvis man på EU-niveau søger at løfte de fælles udfordringer, som uddannelsessystemerne i medlemsstaterne står over for, da det i høj grad vil kunne fremme udformningen af medlemsstaternes uddannelsespolitikker;

6.

finder, at der med betydelig fordel vil kunne gennemføres en dybtgående informations- og erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne, og lægger i den forbindelse særlig vægt på, at Kommissionen søger at fremme procedurer, som der er opnået gode erfaringer med i medlemsstaterne;

7.

henviser i den forbindelse udtrykkeligt til den særlige rolle, som Regionsudvalget fremover vil komme til at spille i betragtning af det ansvar — undertiden eneansvar — som de europæiske lokale og regionale myndigheder i nogle medlemsstater har for undervisningen i skolerne;

8.

lægger stor vægt på de resultater, der er opnået i samarbejdet mellem medlemsstaterne inden for rammerne af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010, glæder sig især over gennemførelsen af peer learning-foranstaltninger, der giver mulighed for intens gensidig læring på frivillig basis, og retter i denne forbindelse en tak til medlemmerne af peer learning-gruppen om adgang til uddannelse og social integration (Peer Learning Cluster on Access and Social Inclusion) for det arbejde, som de har udført på dette område;

9.

bifalder derfor det initiativ, som Kommissionen i løbet af det europæiske år for interkulturel dialog (2008) har taget til at fremlægge en grønbog om migration og mobilitet, der skal bidrage til integration af børn og unge med indvandrerbaggrund og dermed bevarelse af den sociale samhørighed;

10.

bifalder den langsigtede værdi af det PR-arbejde, der er blevet gjort i forbindelse med det europæiske år for interkulturel dialog, og henviser i den sammenhæng især til den af skoler meget efterspurgte fornøjelige plakat for Europadagen i 2008;

11.

støtter Kommissionens planer om at inddrage den brede europæiske offentlighed i debatten om uddannelsessituationen for børn og unge med indvandrerbaggrund gennem afholdelse af en høring og afventer med stor interesse resultaterne af denne høring;

12.

finder, at den planlagte høringsperiode på fem måneder giver tilstrækkeligt med tid til at fastlægge en detaljeret holdning til spørgsmålet, og anmoder sine medlemmer om at støtte inddragelsen af alle aktører, der er interesseret i at deltage i en tværeuropæisk høring på lokalt og regionalt niveau;

13.

noterer sig imidlertid, at Kommissionen allerede i december 2008, dvs. før udløbet af høringsperioden, vil fremsætte forslag til en ny ramme for den åbne koordinationsmetode, der muligvis også vil vedrøre udvekslingen af politiske løsninger til integration af børn og unge med indvandrerbaggrund. Regionsudvalget forventer, at Kommissionen tager behørigt hensyn til dets udtalelse;

14.

bifalder Kommissionens brede definition af »indvandrerbaggrund«, der også omfatter personer, der ved fødsel eller naturalisation er blevet statsborgere i den medlemsstat, som de opholder sig i, eller børn af sådanne personer — lige som det var tilfældet i OECD's PISA-undersøgelser om international evaluering af skoleelever;

15.

bifalder, at Kommissionen i sin meddelelse kun har valgt at fokusere på indvandrerbørn og -unge, der samtidig socialt og økonomisk er dårligt stillede, da de efter Regionsudvalgets opfattelse er den sociale gruppe, der har mest brug for en hjælpende hånd;

16.

finder, at der i lyset af den store strøm af borgere, som flytter fra en medlemsstat til en anden eller fra et tredjeland til EU, bør gøres en indsats for at støtte uddannelsessystemerne på nationalt niveau, hvilket kan ske ved at offentliggøre resultaterne af høringsprocessen og i højere grad tage hensyn til dette spørgsmål på europæisk niveau;

17.

er enigt med Kommissionen i, at uddannelse er nøglen til integration og en vellykket deltagelse i samfunds- og arbejdslivet;

18.

fremhæver den centrale rolle, som førskole- og skoleundervisning spiller for integration af børn og unge med indvandrerbaggrund, og understreger især, hvor vigtigt det er at beherske undervisnings- og kommunikationssproget i det land, hvor man opholder sig (eller et af dem, hvis der er flere i det pågældende land);

19.

finder, at den øgede indvandring medvirker til at styrke såvel den kulturelle som den sproglige mangfoldighed i EU; det kan give EU en yderligere fordel på det globale marked, hvis de eksisterende sprogfærdigheder udnyttes hensigtsmæssigt;

20.

slår i den forbindelse til lyd for, at man generelt retter større opmærksomhed mod indvandreres kulturelle, sproglige og intellektuelle potentiale og søger at gøre lovlige migranter til en kilde til udveksling mellem kulturer;

21.

advarer derfor mod kun at betragte den øgede indvandring som noget negativt for EU's medlemsstater. Man bør i stedet se denne udvikling som en mulighed for Europa, også i lyset af den demografiske udvikling;

22.

understreger vigtigheden af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om nøglekompetencer for livslang læring, også med henblik på integration af børn og unge med indvandrerbaggrund.

23.

er bekymret over Kommissionens fremstilling af den uddannelsesmæssige situation for børn og unge med indvandrerbaggrund. Regionsudvalget finder, at integration af børn og unge med indvandrerbaggrund udgør en af de største politiske udfordringer, og understreger det tvingende behov for handling;

24.

er enigt med Kommissionen i, at en fejlslagen integration af indvandrerbørn og -unge i skolerne kan være det første led i en kæde af fiaskoer, der kan føre til social udstødelse som følge af afbrudt skolegang og arbejdsløshed på grund af manglende kvalifikationer;

25.

finder, at forskellene i de uddannelsesmæssige resultater, som opnås af børn og unge med indvandrerbaggrund, kan tilskrives flere forskellige faktorer, herunder manglende eller utilstrækkeligt kendskab til undervisningssproget, hvilket gør det umuligt at følge med i undervisningen og fører til demotivation; manglende fleksibilitet i uddannelsessystemerne, hvad angår udbuddet af programmer, der er tilpasset indvandrerbørn og -unges behov; uddannelsesfremmede forældre og manglende opmærksomhed og forberedelsesvejledning fra forældrenes side uden for skolen;

26.

er helt enigt med Kommissionen, når den i sin meddelelse om »Forbedrede kompetencer i det 21. århundrede: En dagsorden for europæisk samarbejde om skoler« siger, at skolen ikke alene kan kompensere for elevers sociale handicap;

27.

er af den overbevisning, at en vellykket integration af personer med indvandrerbaggrund kræver en stor portion vilje, tid, anstrengelser og åbenhed fra alle sider;

28.

beklager derfor, at der i grønbogen ikke nævnes noget om forældres personlige ansvar og i et vist omfang også børns og unges alderspassende ansvar, når det drejer sig om at udvise integrationsvilje trods deres særlige situation og personligt tage initiativ til inden for de tilbudte rammer at mindske eller overvinde eksisterende socioøkonomiske vanskeligheder ved f.eks. at deltage i udbuddet af uddannelsesaktiviteter eller erhverve sig yderligere færdigheder;

29.

anser obligatorisk skolegang for at være en vigtig garanti for en vellykket integration af børn og unge med indvandrerbaggrund og går udtrykkeligt ind for et tæt samarbejde mellem skolerne og hjemmet for at sikre, at børnene deltager i undervisningen. Dette gælder ligeledes, når børn og unge skal have tilladelse til at deltage i idræts- og svømmetimer samt skoleudflugter;

30.

er enigt med Kommissionen i, at man vil kunne finde vigtige problemløsninger ved at styrke samarbejdet med en række aktører på uddannelses- og ungdomsområdet (børnehave, skole, ungdomsarbejde), hvor familien efter Regionsudvalgets opfattelse især har betydning for barnets generelle forventninger til livet og dermed uddannelsesmæssige resultater;

31.

finder det yderst vigtigt, at børn med indvandrerbaggrund fra den tidligst mulige alder får mulighed for at deltage i undervisning, da det er absolut nødvendigt for dem at kunne tale værtslandets sprog, eller et af dem, hvis der er flere, korrekt og flydende for at kunne nyde godt af de muligheder, der findes i uddannelsessystemet; hvis sprogproblemer tages op og løses allerede inden børnene begynder i grundskolen, vil de få et vigtigt grundlag for lige deltagelse i undervisningen;

32.

opfordrer derfor de nationale regeringer samt de lokale og regionale myndigheder til at lægge større vægt på integration af børn og unge med indvandrerbaggrund;

33.

opfordrer i denne forbindelse navnlig de lokale og regionale myndigheder til at træffe alle de foranstaltninger, som de har mulighed for inden for deres kompetenceområde.

34.

bifalder udtrykkeligt, at Kommissionen ved udarbejdelsen af grønbogen ikke kun har beskrevet situationen for børn og unge med indvandrerbaggrund, men også har søgt at give et overblik over de forskellige politiske problemløsninger;

35.

bifalder endvidere, at der i det supplerende arbejdspapir, som Kommissionen har vedhæftet grønbogen (SEK(2009) 2173), er blevet indarbejdet en forholdsvis omfattende liste over yderligere uddannelsespolitiske initiativer til integration af børn og unge med indvandrerbaggrund, herunder referencer til tilgængelig dokumentation på internettet, der giver et bredt overblik over den indsats, som er blevet gjort af såvel de enkelte medlemsstater som stater uden for EU på dette område;

36.

fremhæver de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle, når der skal findes praktiske løsninger på, hvordan børn og unge med indvandrerbaggrund bedre kan integreres;

37.

finder det særlig vigtigt med en uddannelsesmæssig indsats i førskoleinstitutionerne og i løbet af de første skoleår, for at børn og unge med indvandrerbaggrund kan klare sig godt i skolen, eftersom denne periode er af afgørende betydning for det videre skoleforløb;

38.

slår i den forbindelse til lyd for et styrket samarbejde mellem skoler og offentlige biblioteker for at gøre børn og unge mere fortrolige med bøgernes verden og derigennem støtte dem i deres sproglige udvikling og få dem til at føle sig som en del af samfundet;

39.

slår i denne sammenhæng til lyd for, at børnehaver og skoler lægger særlig vægt på tidligt at støtte det enkelte barn og udvikle dets selvtillid og selvstændighed ved hjælp af vejledning i tværkulturelle værdier fra en tidlig alder, hvor tillidsskabende erfaringer, udtryksformer og fortolkningsmåder har stor betydning for barnets bearbejdelse af hele spektret af mulige erfaringer, således at der tidligst muligt i barnet kan forankres et grundlæggende system af betydninger og værdier, der gør det muligt at navigere i en kompleks verden og håndtere kriser, forandringer og overgange;

40.

anbefaler, at læringsmålet »empati«, dvs. social læring, integreres i læreplaner for børnehaver og grundskoler, således at børn lettere kan sætte sig ind i andres måde at tænke og føle på og vise respekt og åbenhed over for andres overbevisninger;

41.

slår til lyd for, at man især er opmærksom på kønsperspektivet;

42.

finder, at man bedst vil kunne rette op på forskellene i indvandrerelevers resultater ved at gennemføre en række foranstaltninger, der gør sprogundervisning til en aktivitet, der går på tværs af alle uddannelsestrin;

43.

anbefaler ligeledes, at skolerne tilstræber at skabe et positivt billede af begrebet »indvandrerbaggrund«, der bør forankres i den tværfaglige undervisning, således at skoleelever kan acceptere deres egen families eller andre klassekammeraters indvandrerbaggrund og se den som noget positivt og berigende;

44.

understreger det nødvendige i at rådgive unge, der har forladt skolen uden afgangsbevis, og deres forældre om de uddannelses- og karrieremuligheder, der ligger dem åbne, så de senere kan opnå de nødvendige erhvervskompetencer;

45.

gør opmærksom på, at de ansvarlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt niveau i lyset af det faldende fødselstal i EU's medlemsstater fortsat kan afsætte nye midler til uddannelse med henblik på at forbedre kvaliteten af uddannelse og at udruste uddannelsesstederne;

46.

anbefaler, at der med henblik på integration af indvandrerbørn, -unge og -voksne gøres en meningsdannende indsats gennem iværksættelse af mediekampagner, som f.eks. kunne sætte fokus på integration af offentlige personer med indvandrerbaggrund;

47.

fremhæver indvandreres ret til at pleje deres eget sprog og anbefaler, at man gør en indsats for at fremme flersprogethed;

48.

anmoder de lokale og regionale myndigheder om i deres rolle som arbejdsgivere at oplære deres medarbejdere i tværkulturelle færdigheder og eventuelt øge antallet af ansatte med indvandrerbaggrund under hensyntagen til deres kvalifikationer, evner og resultater og under passende påskønnelse af deres sproglige og tværkulturelle færdigheder.

49.

er enigt med Kommissionen i, at det vil kunne give en europæisk merværdi, hvis medlemsstaterne giver udtryk for deres interesse i et EU-samarbejde om integration af børn og unge med indvandrerbaggrund ved at fremlægge gode procedurer fra medlemsstaterne, regionerne og kommunerne;

50.

gør i denne sammenhæng imidlertid opmærksom på, at de hermed forbundne problemer ikke kan løses på EU-niveau, sådan som det fremgår af grønbogen, men kun drøftes, eftersom det kun er de nationale, regionale og lokale myndigheder, der kan tage stilling til, om eventuelle politikforanstaltninger skal gennemføres;

51.

opfordrer de europæiske lokale og regionale myndigheder til omhyggeligt at overveje, i hvilket omfang aktionslinjerne under fællesskabsprogrammer som f.eks. programmet for livslang læring (2007-2013) eller strukturfondene kan anvendes til at integrere børn og unge med indvandrerbaggrund eller fremme den tværkulturelle dialog, eller hvordan projekter, der allerede befinder sig på planlægningsstadiet, kan tilpasses relevante eksisterende fællesskabsdirektiver, således at de har en reel chance for at tiltrække finansiering;

52.

henviser i den forbindelse til nytten af Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere og anmoder sine medlemmer om at slå til lyd for, at denne fond anvendes på lokalt og regionalt niveau til finansiering af integrationsforanstaltninger, der tager sigte på børn og unge med indvandrerbaggrund;

53.

forventer, at der vil blive taget tilstrækkeligt hensyn til integration af børn og unge med indvandrerbaggrund i det forslag til en strategisk ramme for EU-samarbejdet på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet, der efter planen skal erstatte det nuværende arbejdsprogram for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010, og som Kommissionen forventes at fremlægge i december 2008;

54.

anbefaler Kommissionen i forbindelse med en indgående undersøgelse af spørgsmålet på EU-niveau at se nærmere på bl.a. følgende aspekter, der ikke nævnes i grønbogen:

55.

noterer sig, at Kommissionen slår til lyd for anvendelse af indikatorer og europæiske referenceværdier (benchmarks) for indvandrerbørns og -unges uddannelsesmæssige resultater og deltagelse i undervisning;

56.

minder om, at det i Rådets konklusioner af 5. maj 2003 — i forbindelse med vedtagelsen af instrumentet europæiske referenceværdier for almen uddannelse og erhvervsuddannelse (benchmarks) — blev understreget, at referenceværdierne for europæiske gennemsnitsresultater hverken definerer nationale uddannelsesmål eller foregriber de beslutninger, som de enkelte landes regeringer skal træffe, men at nationale aktioner på grundlag af nationale prioriteter vil bidrage til opfyldelsen af referenceværdierne;

57.

bemærker, at man i maj 2007 under det tyske rådsformandskab vedtog en sammenhængende ramme for indikatorer og benchmarks til overvågning af de fremskridt, der gøres hen imod Lissabonmålsætningerne på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet, og at medlemsstaterne ikke har fulgt Kommissionens forslag om at vedtage nye indikatorer for skoler af principielle årsager, men også på grund af de administrative og finansielle omkostninger, der er forbundet med vedtagelsen af nye indikatorer;

58.

understreger, at fastsættelse af europæiske referenceværdier (benchmarks) som led i det europæiske uddannelsessamarbejde bør forblive en undtagelse, og at anvendelsesområdet ikke bør udvides til at omfatte mere end de eksisterende fem referenceværdier, især da det bliver stadig klarere, at det i fire ud af fem tilfælde ikke er muligt inden 2010 at nå de frivillige mål, der er blevet opstillet på EU-niveau;

59.

gør udtrykkeligt opmærksom på, at fastsættelsen af nye indikatorer i nogle tilfælde kan medføre betydeligt flere administrative omkostninger for de nationale, regionale og lokale myndigheder, og at man i lyset af Kommissionens bestræbelser på at bekæmpe bureaukratiet kun bør overveje denne mulighed i tilfælde af en positiv og udførlig cost-benefit-analyse;

60.

anbefaler derfor, at indsatsen koncentreres om de eksisterende indikatorer og europæiske referenceværdier;

61.

finder derfor, at man frem for at indføre nye indikatorer og benchmarks bør udarbejde en oversigt over bedste praksis for indvandrerbørns og -unges uddannelsesmæssige resultater og deltagelse i undervisningen, da dette vil give en europæisk merværdi;

62.

er overbevist om, at en sådan oversigt, når det gælder det fremtidige EU-uddannelsessamarbejde, vil være et vigtigt element i en dybtgående informations- og erfaringsudveksling og i høj grad vil fremme indvandringspolitikken på nationalt, regionalt og lokalt niveau;

63.

opfordrer derfor Kommissionen til — efter evaluering af høringsresultaterne og drøftelser med de berørte organer på EU-niveau og under inddragelse af de lokale og regionale myndigheder og eventuelt peer learning-gruppen om adgang til uddannelse og social integration — at udarbejde en sådan oversigt med konkrete, praktiske bud på, hvordan man kan løse problemerne med indvandrerbørns og -unges uddannelsesmæssige resultater og deltagelse i undervisningen;

64.

finder det endvidere nødvendigt, at Kommissionen herefter stiller denne oversigt til rådighed for de ansvarlige nationale, regionale og lokale myndigheder. Oversigten kunne bl.a. omfatte bedste praksis på følgende områder:

65.

understreger den stigende betydning af e-læring, der kan foregå uafhængigt af tid og sted, og som giver nye muligheder for at deltage i sprogundervisning og lære mennesker og kulturer i fjernliggende regioner at kende. Regionsudvalget opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at undersøge, på hvilke områder e-læringsmetoder kan anvendes til at integrere børn og unge med indvandrerbaggrund;

66.

lægger stor vægt på samarbejde med internationale organisationer (OECD, UNESCO) og slår i den forbindelse til lyd for en styrkelse af synergierne, navnlig med Europarådet.

67.

bemærker, at anvendelsesområdet for direktiv 77/486/EØF om skolegang for børn af migrantarbejdstagere er begrænset til EU-borgere, og at gennemførelsen af direktivet ifølge Kommissionen indtil videre har været noget uensartet;

68.

bemærker, at direktivet ikke finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, og at medlemsstaterne har mulighed for at forvalte visse spørgsmål, som de finder særlige vigtige i forbindelse med integration af børn og unge med indvandrerbaggrund, via bilaterale aftaler med andre medlemsstater eller tredjelande; finder, at disse forhold er vigtige tegn på, at hverken indholdet af direktivet eller selve instrumentet er et overbevisende svar på de udviklingstendenser, der i øjeblikket præger indvandringssituationen i Europa;

69.

bemærker, at Kommissionen i sin grønbog sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at bibeholde direktivet;

70.

anbefaler derfor Kommissionen, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg at ophæve direktiv 77/486/EØF om skolegang for børn af migrantarbejdstagere.

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/41

—

understreger, at kravet om billig funktionel internetadgang er af afgørende betydning for den økonomiske, sociale og territoriale vækst og integration i hele EU;

—

bemærker, at bredbånd er en forsyningspligtydelse, som kan sammenlignes med forsyning af vand og elektricitet, og betragtes derfor mere og mere som den fjerde forsyningstjeneste;

—

understreger, at EU skal både garantere, at alle bosatte personer og/eller forbrugere, uanset social rang eller geografisk placering, bliver tilbudt kommunikationstjenester af høj kvalitet til en rimelig pris;

—

fremhæver den nøglerolle og det ansvar, som de lokale og regionale myndigheder har for at sikre bredbåndsforbindelser til en overkommelig pris i de regioner, hvor markedet svigter, for at gå i spidsen med pilotprojekter til at formindske kløften i adgangen til e-tjenester og for at udvikle nye strategier, hvor de offentlige onlinetjenester sætter borgeren i centrum;

—

påpeger, at det gentagne gange har analyseret og drøftet den vifte af løsninger, der gennemføres af lokale og regionale myndigheder i hele Europa og anerkender, at der ikke findes en universalløsning. Den løsning, der er egnet til en stor bymidte, er måske ikke egnet til andre områder, som f.eks. små bjergområder med et komplekst, vildt terræn eller områder med et lavt befolkningstal, hvor der kræves en ekstra indsats for at levere alle typer tjenester.

Ordfører

:

Robert Bright (UK/PSE), Medlem af Newport City Council

1.

har til opgave at sikre, at alle, som ønsker forsyningspligtydelser i forbindelse med elektronisk kommunikation (e-kommunikation), får adgang til disse ydelser, da de er afgørende for udvikling af og deltagelse i samfundet, og glæder sig over den anden periodiske nyvurdering af forsyningspligtens omfang i forbindelse med elektroniske kommunikationsnetværk. Dette er et vigtigt skridt for en nyvurdering af den lige adgang, integrering og deltagelse i handel i hele EU. Bredbånd er en forsyningspligtydelse, som kan sammenlignes med forsyning af vand og elektricitet, og betragtes derfor mere og mere som den fjerde forsyningstjeneste. Regionsudvalget har inden for rammerne af EU's fornyede Lissabonstrategi konstateret, at IKT er en vigtig drivkraft for øget konkurrenceevne og bedre offentlige tjenesteydelser i betragtning af, at:

2.

støtter de fire specifikke elementer, som forsyningspligtdirektivet omfatter, og understreger, at den fremtidige udvikling af bredbåndsadgangen, forsyningspligten og internettet får stor betydning for den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed i EU-medlemsstaterne. EU skal både garantere, at alle bosatte personer og/eller forbrugere, uanset social rang eller geografisk placering, bliver tilbudt forsynings- og kommunikationstjenester af høj kvalitet til en rimelig pris og tage større hensyn til det regionale aspekt i forbindelse med overvejelser angående foranstaltningernes indvirkning; (1)

3.

fremhæver den nøglerolle og det ansvar, som de lokale og regionale myndigheder har for at sikre bredbåndsforbindelser til en overkommelig pris i de regioner, hvor markedet svigter, for at gå i spidsen med pilotprojekter til at formindske kløften i adgangen til e-tjenester og for at udvikle nye strategier, hvor de offentlige onlinetjenester sætter borgeren i centrum; (2)

4.

understreger, at det er vigtigt, at EU's telekommunikationspolitik er fleksibel og favner bredt med henblik på tilpasning til de hurtige, uforudsigelige teknologiske og markedsmæssige ændringer, som påvirker alle andre sektorer i samfundet; (3)

5.

fremhæver, at der er behov for at udvikle grundlæggende foranstaltninger på områder med horisontale prioriteringer for at fremme lige muligheder (f.eks. ved at gøre offentlige websteder universelt tilgængelige og ved at udvikle bredbåndsinfrastruktur). For at sikre dette er der behov for foranstaltninger på lokalt, regionalt eller nationalt niveau; (4)

6.

glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at opfordre til overvejelser omkring forsyningspligtens fremtid i forbindelse med e-kommunikation, navnlig hvad angår forsyning af bredere adgang til elektroniske kommunikationstjenester for alle brugere, herunder handicappede.

7.

støtter, at Kommissionen iværksætter en hyppig, regelmæssig nyvurdering af forsyningspligten med hensyn til elektronisk kommunikation;

8.

understreger, at kravet om billig funktionel internetadgang er af afgørende betydning for den økonomiske, sociale og territoriale vækst og integration i hele EU;

9.

anerkender først og fremmest, at der eksisterer ulighed og forskelle i adgang, udbredelse og udvikling i alle EU-medlemsstaterne. Dette er tydeligst i de regioner, herunder landområder, som set i forhold til by- og storbyområderne mangler den billige, funktionelle internetadgang;

10.

er bekymret over den kløft, der er opstået, ikke kun på det digitale område, men også på det sociale og økonomiske område, hvor der er endnu større behov for digitale teknologier og adgang hertil;

11.

anerkender, at markedet har vanskeligt ved at levere billigt højhastighedsbredbåndsnetværk til visse geografiske områder, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde politikker og vejledninger, som anerkender markedets mangler og fremmer statslige og offentlige initiativer for udvikling af åbne netværk, der er funktionelt adskilt fra forsyningspligten, i disse områder.

12.

understreger, at bredbånd til en overkommelig pris i hele EU er en grundlæggende forudsætning for en god kvalitet af de offentlige tjenester, idet det er med til at fremme konkurrenceevnen og produktiviteten. (5) Bredbåndsadgang af høj kvalitet til rimelige priser kan være med til at forbedre tilgængeligheden og kvaliteten af lokale og regionale myndigheders tjenesteydelser og på samme tid gøre det nemmere for mikrovirksomheder og SMV'er at udbyde deres produkter til salg. Det forventes, at fjerntliggende regioner og samfund, især de mest perifere, kan drage stor fordel af en mere udbredt og hurtigere adgang til bredbåndstjenester; (6)

13.

understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod de mindst økonomisk udviklede regioner, så de kan drage fordel af IKT's muligheder til at opnå en reel konvergens og dermed forebygge udelukkelse; (7)

14.

gentager Rigamålene for en bredbåndsdækning på 90 % af den europæiske befolkning inden 2010, men fremhæver, at dette ikke alene er tilstrækkeligt og bør suppleres med andre faktorer, bl.a. skal der tages højde for geografisk spredning og befolkningstæthed. Der er fortsat et omfattende misforhold mellem medlemsstaternes og Kommissionens analyse, der viser, at kun 70 % af landbefolkningen i EU er dækket på nuværende tidspunkt; (8)

15.

opfordrer lokale og regionale myndigheder til at fremme foranstaltninger, som kan fungere som eksempler for brugerfokuserede e-forvaltningsløsninger til fremme af digitale færdigheder og forhold, som er gunstige for virksomheds- og forskningsaktiviteter på IKT-området; (9)

16.

opfordrer Kommissionen til at definere bredbånd som en konstant tjeneste, der muliggør samtidig brug af stemme- og datatjenester med en minimumhastighed for download og upload, som er tilstrækkelig til at sikre en funktionel internetadgang i alle regioner.

17.

understreger, at en vedvarende digital kløft afføder social og økonomisk udelukkelse. Tilvejebringelse af lige muligheder med hensyn til digital adgang og digitale færdigheder er nødvendig ud fra en samfundsmæssig synsvinkel. Dette indebærer samtidig et hidtil uudnyttet økonomisk potentiale. Det er vigtigt at udnytte IKT som et nyttigt »socialt værktøj«, og IKT-strategierne må derfor knytte an til EU's socialpolitik (10) og til samhørighedspolitikken som et værktøj for lokal og regional udvikling;

18.

udtrykker stor bekymring over, at en af de mest almindelige faldgruber i forbindelse med udbredelsen af bredbånd er risikoen for et mangelfuldt marked, fordi de private operatører kun får et lille afkast for investeringer i infrastruktur i fjerntliggende, landlige områder med lav befolkningstæthed eller i bjerg- og højlandsområder, hvor etableringen af infrastruktur er en særdeles kompleks og vanskelig opgave; (11)

19.

foreslår, at der inddrages mekanismer til fremme af adgang til funktionelt bredbåndsinternet i landområder, i regioner med lav befolkningstæthed og i de mest perifere regioner. Der bør åbnes mulighed for, at investeringer i udviklingen af IKT og infrastruktur kan fremmes af de lokale og regionale myndigheder eller af små og mellemstore virksomheder og gennem lokale initiativer i samarbejde med disse myndigheder. (12)

20.

opfordrer til, at der inden midtvejsrevisionen af disse programmer i 2010 udarbejdes særlige foranstaltninger, som f.eks. EU's strukturfonde, med henblik på en tydelig og konsekvent levering af funktionel internetadgang til alle EU-regioner;

21.

anerkender EU's vigtige bidrag i form af portaler, som fremmer udveksling af bedste praksis mellem alle berørte parter i forbindelse med udarbejdelse af åbne bredbåndsnetværk, hvortil der er anvendt EU-midler foruden nationale og regionale midler i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler (f.eks. http://www.broadband-europe.eu);

22.

anerkender, at bredbåndsteknologi har enorm betydning for den fortsatte udvikling af det europæiske indre marked overordnet set, og opfordrer derfor Kommissionen til i forbindelse med de opdaterede politikker, som nu udarbejdes for at fokusere på den aktuelle økonomiske situation, at overveje at bruge alle de mekanismer, den har til sin rådighed, for at fremme investeringer i disse infrastrukturer;

23.

mener, at EU's konkurrenceevne, tjenesteydelsernes omfang og kvalitet, produktiviteten og endelig beskæftigelsen i mange sektorer i høj grad afhænger af adgangen til funktionelt højhastighedsinternet;

24.

i et miljø, hvor de statslige, regionale og lokale myndigheder og andre institutioner udbyder flere og flere borgertjenester elektronisk (»e-forvaltning«, »e-sundhed«, »e-læring«, »e-indkøb«), er en dækkende adgang til bredbåndsteknologier vigtigere end nogensinde for den demokratiske deltagelse (»e-integration«). (13) Samarbejdet mellem lokale, regionale, nationale og europæiske myndigheder kan også styrkes ved at forbedre bredbåndsadgangen for de offentlige forvaltninger, navnlig i lyset af EU's tjenesteydelsesdirektiv, som for øjeblikket er ved at blive gennemført.

25.

mener, at Regionsudvalget gentagne gange har analyseret og drøftet den vifte af løsninger, der gennemføres af lokale og regionale myndigheder i hele Europa og anerkender, at der ikke findes en universalløsning. Den løsning, der er egnet til en stor bymidte, er måske ikke egnet til andre områder, som f.eks. små bjergområder med et komplekst, vildt terræn eller områder med et lavt befolkningstal, hvor der kræves en ekstra indsats for at levere alle typer tjenester; (14)

26.

anerkender, at der stadig er en stor kløft i digitale færdigheder, som især påvirker de ældre, de økonomisk inaktive, de dårligt uddannede og dem, som ikke har de nødvendige digitale forudsætninger for at forbedre deres digitale færdigheder på arbejdspladsen;

27.

fremhæver betydningen af uddannelse og videreuddannelseskurser rettet mod de behov, der opstår som følge af samfundets fortsatte digitale evolution, især skal der lægges vægt på disse sårbare grupper; (15)

28.

understreger, at der skal fokuseres på kløften mellem udbredelsen af bredbånd og forhalinger i den faktiske brug, som skyldes e-kompetencer i befolkningen, der kunne forbedres. For at gøre denne kløft mindre, skal der på lokalt og højere plan udarbejdes foranstaltninger for at fjerne hindringer for brugen af bredbånd, der kan f.eks. være tale om informationsarrangementer, tilrådighedsstillelse af offentlige adgangspunkter (16), finansiering af uddannelsesprojekter på initiativ af indbyggerorganisationer og andre ikke-statslige organisationer inden for e-kompetence samt fremme af konkurrencen mellem udbydere af bredbåndstjenester.

29.

har til opgave at vurdere udviklingen af næste generations internetteknologier og glæder sig over muligheden for at revidere de nye teknologiske fremskridt for fremtidige netværk og »tingenes internet«;

30.

anerkender, at internettet er en af de mest fremragende nyskabelser i vores tid. Internettets potentiale til at skabe økonomisk vækst kan medføre væsentlige fordele, som f.eks. skabelse af nye tjenesteydelser, nye investeringsmuligheder og arbejdspladser, øget produktivitet, omkostningsbesparelser og bedre livskvalitet; (17)

31.

konstaterer, at højhastighedsinternet (bredbånd) på meget kort tid har fået afgørende betydning for de moderne økonomier. Det har ændret den måde, hvorpå vi opnår adgang til og bruger internettet;

32.

glæder sig over, at Kommissionen i forbindelse med den fremtidige netværkskommunikation ønsker at bane vejen for internettets måske største revolution nogensinde med indførelsen af et »tingenes internet«.

33.

håber, at formålet med en fremtidig meddelelse og en eventuel opdatering af retsgrundlaget vil være at fremme konkurrenceevnen og erkender, at målet er at sikre alle adgang til konkurrencebaserede informationssamfundstjenester til en rimelig pris; (18)

34.

deler Kommissionens synspunkt om, at det er en stor forandring at overføre kreative indholdstjenester til internettet og fremhæver, at indholdet i de nye tjenester og de nye digitale medier ikke kun skal udarbejdes på baggrund af økonomiske kriterier, men skal udvikles i overensstemmelse med sociale og kulturelle behov; (19)

35.

opfordrer Regionsudvalget til at understrege betydningen af at bevare den kulturelle diversitet og identitet i det mangfoldige europæiske samfund i fremtidens digitale verden; (20)

36.

understreger betydningen af en ny strategi, hvor de offentlige onlinetjenester sætter borgerne i centrum, og hvor der sættes fokus på den rolle, som tilkommer de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for udarbejdelsen af sådan en strategi. Dette skridt har ganske særlig interesse for perifere og ultraperifere regioner og landdistrikter samt for øsamfund, hvor IKT-udviklingens socioøkonomiske fordele er nødvendige for samhørigheden og kan resultere i en stor merværdi; (21)

37.

understreger, at det for at undgå marginalisering i forbindelse med adgangen til offentlige tjenester er vigtigt, at de offentlige myndigheder anvender forskellige kanaler, således at brugerne kan vælge deres foretrukne kontaktform (fysisk skranke, websted, digitalt tv, mobiltelefoni osv.); (22)

38.

understreger de interaktive websteders rolle (WEB 2.0), som med udgangspunkt i lokalsamfundet revolutionerer kommunikationen mellem borgerne og de lokale myndigheder, sikrer størst mulig indsigt i beslutningsprocessen og fremmer deltagelsesdemokratiet;

39.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en vejledning til, hvordan regionerne og byerne skal overholde EU's statsstøtteregler, navnlig i forbindelse med opgradering til næste generations bredbånd i de regioner, hvor markedet ikke har kunnet levere disse tjenester, og anvendelse af trådløst bredbånd i disse regioner;

40.

understreger, at det er nødvendigt at udarbejde det fremtidige »tingenes internet«, så systemet kan imødegå de nye risici, som børn og unge udsættes for i forbindelse med den fortsatte digitale konvergens, den voksende bredbåndsadgang og de nye slutbrugerenheder med internetadgang; (23)

41.

understreger, at transaktionernes sikkerhed og kampen imod ulovligt og skadeligt internetindhold er særlig vigtig. (24) Samfundet er særligt følsomt over for spørgsmål om forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af personoplysninger; (25)

42.

påskønner, at Kommissionen er opmærksom på at forbedre beskyttelsen af enkeltpersoners privatliv og personoplysninger inden for sektoren for elektronisk kommunikation;

43.

opfordrer til styrkede sikkerhedsrelaterede bestemmelser og forbedrede håndhævelsesmekanismer og henleder Kommissionens opmærksomhed på den kendsgerning, at nogle af bestemmelserne til sikring af netværkssikkerhed og forbrugerbeskyttelse kræver koordinering og gennemførelse på internationalt plan i stedet for på EU-plan; (26)

44.

håber, at yderligere tiltag vil tage sigte mod at tilskynde og opfordre til udvikling og brug af tekniske redskaber til at håndtere ulovligt indhold og skadevoldende adfærd på nettet samt aktiviteter til fremme af samarbejde og udveksling af bedste praksis mellem en bred vifte af berørte parter på lokalt, regionalt, europæisk og internationalt plan; (27)

45.

anerkender, at uddannelsessektoren har behov for funktionelle bredbåndstjenester og undervisningsmateriale om informationsteknologi og mediefærdigheder, der kommer ind på spørgsmål om en sikker onlineverden. Udvalget understreger, at foranstaltningerne ikke kun skal sigte mod at beskytte børnene, men også mod en effektiv dygtiggørelse i sikker anvendelse af internettet (empowerment); (28)

46.

anbefaler at koordinere undersøgelser på relevante områder i og uden for EU og opbygge viden om måder at bruge onlineteknologier på og om, hvilke risici og potentielt skadelige virkninger brugen af onlineteknologi kan have, herunder tekniske, psykologiske og sociologiske aspekter; (29)

47.

mener, at der ikke på nationalt plan kan gives en pålidelig vurdering af, hvorvidt reguleringspolitikken for telekommunikation har været en succes eller ej, da forskelle i telekommunikationen og tjenesteydelserne ikke kun eksisterer mellem EU's regioner, men også inden for regionerne. De tæt befolkede byer og landområder i hver region kan f.eks. afvige kraftigt fra de nationale gennemsnit; (30)

48.

opfordrer Kommissionen til at foranstalte en bedre overvågning af tilgængeligheden og kvaliteten af tjenesterne på et lavere geografisk niveau end hidtil for at tage større hensyn til de regionale markedsforskelle og for at sikre integrationen. (31)

49.

understreger, at den fri konkurrence inden for telekommunikation ikke sikrer lige adgang og tjenesteydelser for alle regioner eller subregioner. Bestemmelserne om forsyningspligten skal hele tiden revideres proaktivt med henblik på at garantere en reel universel adgang til informationssamfundet; (32)

50.

foreslår, at det eksisterende forsyningspligtdirektiv udvides til også at omfatte bredbåndstjenesteydelser og kræver af de nationale lovgivere, at de på en klar og gennemsigtig måde iværksætter en række foranstaltninger, hvor de tager hensyn til den teknologiske udvikling og udviklingen i hastighed og gør nøje rede for, hvilke ressourcer — og i sidste ende hvilke sanktioner de har i sinde at bruge for at fremme indførelsen af et funktionelt og åbent internet. Regionsudvalget minder Kommissionen om, at denne skal sikre, at de lokale og regionale myndigheder og slutbrugerne i regionerne ikke bliver straffet økonomisk eller oplever forsinkelser, fordi operatørerne afventer resultatet af kommende forsyningspligtsordninger; (33)

51.

foreslår, at der fastsættes en række klare kriterier (befolkningstæthed, kortlægning, netværkspræstationer, terrænforhold) for at lette identifikationen af regioner, som skal prioriteres højt som følge af markedssvigt;

52.

mener, at kravet til forsyningspligten i fremtiden ikke må fastsættes for lavt, hvis de nuværende og fremtidige brugeres behov skal imødekommes. Den skal henvise til hurtigere funktionelle internetforbindelser, som muliggør hurtige teknologiske fremskridt i fremtiden. Medlemsstaterne bør opfordres til at fastsætte strengere krav til forsyningspligten på nationalt plan i overensstemmelse med artikel 32 i det eksisterende direktiv; (34)

53.

anerkender, at der er behov for at finde og overveje andre modeller for levering af bredbånd ved brug af åben netværksadgang via telekommunikationscentraler;

54.

opfordrer de offentlige myndigheder til især på kommunalt plan at investere i de nye netværk og til at reducere udgifterne til ingeniørarbejde ved at lette adgangen til deres kabelrør eller ved at koordinere disse netværksarbejder med arbejde på veje eller andre offentlige forsyningsanlæg, navnlig i forbindelse med elektricitet eller kloaklægning;

55.

kræver, at offentlige myndigheder og forsyningsselskaber giver adgang til infrastruktur ved anlæggelse af egnet kabelføring med åben adgang i det åbne terræn, ved at kortlægge den eksisterende infrastruktur eller ved at udarbejde planer for offentlige anlægsarbejder og lette koordineringen mellem tjenesteudbydere og ejere af bygninger i forbindelse med kabelføring i nye bygninger;

56.

anbefaler, at der findes effektive nye og fleksible instrumenter til indgriben, det være sig enten gennem politikker, som giver økonomisk støtte til infrastrukturordninger på lokalt eller regionalt niveau, der skal koordineres på nationalt plan eller EU-plan, eller gennem vejledninger om håndtering af markedets mangler, som er meget almindelige i de ovennævnte områder, i overensstemmelse med EU's principper for fri konkurrence; (35)

57.

anbefaler yderligere opmuntring til og udveksling af bedste praksis (36) for initiativer foranstaltet af lokale og regionale myndigheder, som drager fuld nytte af strukturfondene, Fonden for Udvikling af Landdistrikterne og statsstøtte i forbindelse med levering og brug af bredbånd. Regionsudvalget har ved flere lejligheder dokumenteret behovet for og fordelene ved denne strategi;

58.

opfordrer Kommissionen til at benytte indikatorer for IKT-udbredelsen og -anvendelsen i regionerne, så der løbende kan drages nyttige og nødvendige konklusioner med henblik på at vedtage tiltag til økonomisk, social og teknologisk konvergens mellem regionerne; (37)

59.

opfordrer til udarbejdelse af konkrete forslag til fremme af brugernes og forbrugernes interesser, hvis opdateringen af forsyningspligtdirektivet gennemføres; (38)

60.

opfordrer Kommissionen til at fremme deltagelse fra offentligheden med henblik på at forbedre tjenesteydelserne og den administrative formåen gennem etableringen af en permanent onlinefacilitet, hvortil brugerne kan sende kommentarer og forslag. (39)

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/47

—

glæder sig over, at princippet om internalisering af eksterne omkostninger nu for første gang planlægges indført i et nyt direktivforslag, og at der forud for fremlæggelsen af forslaget er gennemført en række grundige og metodisk velfunderede undersøgelser af problemerne i forbindelse hermed;

—

minder om, at hvidbogen om transport udpegede følgende målsætninger for EU's transportpolitik: Tilvejebringelse af balance mellem de forskellige transportformer, tilrettelæggelse af skatte- og afgiftspolitikken med det formål at opnå en højere grad af dækning for omkostningerne ved transport, lige muligheder mellem transportformerne, fremme af fuldstændig internalisering af sociale og miljømæssige omkostninger, infrastrukturomkostninger og omkostninger som følge af trafikuheld, luftforurening og vejtrængsel samt eksterne omkostninger ved anvendelse af infrastrukturen. Endvidere krævede hvidbogen, at disse målsætninger skulle gælde for samtlige transportformer og brugerkategorier;

—

påpeger, at ét af de vigtigste formål med EU's transportpolitik er at flytte den grænseoverskridende godstransport, herunder navnlig den tunge godstransport, fra veje til jernbaner. EU er forpligtet til dels at nå denne målsætning ved hjælp af passende foranstaltninger, forudsat at der kan frigøres tilstrækkelig kapacitet hertil, dels at arbejde på at skabe den nødvendige infrastruktur, navnlig inden for rammerne af transeuropæiske transportnetværk;

—

har den faste overbevisning, at det ikke kan overlades til medlemsstaterne at træffe afgørelse om, hvordan de vil dække de eksterne omkostninger ved transport på TEN-strækninger, men at der med dette formål for øje bør indføres et transparent system med passende krav. Medlemsstaterne bør på forskellig vis tilskyndes til at internalisere de eksterne omkostninger og anvende provenuet fra vejafgifterne til helt konkrete formål;

Ordfører

:

Herwig van Staa (AT/PPE), Formand for Landdagen i Tyrol (Østrig)

1.

minder om, at Kommissionen i sin hvidbog af 12. september 2001 med titlen »Den europæiske transportpolitik frem til 2010: de svære valg« (KOM(2001) 370 endelig) peger på mødet i Det Europæiske Råd i Göteborg, hvad angår målsætningen om at skabe overensstemmelse mellem transportsektorens priser og reelle omkostninger, og heri gør sig til talsmand for fremme af fuldstændig internalisering af sektorens sociale og miljømæssige omkostninger ved hjælp af en bæredygtig transportpolitik;

2.

bemærker, at Kommissionen fremhæver behovet for foranstaltninger, der kan gøre væksten i transporten og væksten i BNP klart uafhængige af hinanden, navnlig ved at omlægge transporten fra vejtransport til jernbanetransport, transport ad vandveje og offentlig persontransport. Kommissionen tilføjer, at skatte- og afgiftspolitikken skal tilrettelægges efter ensartede principper, der er uafhængige af de valgte transportformer, med det formål at opnå en højere grad af dækning for omkostningerne ved transport og give transportformerne lige muligheder. Kommissionen præciserer endvidere, at omkostningerne ved anvendelse af infrastrukturen både skal omfatte infrastrukturomkostningerne og eksterne omkostninger i form af trafikuheld, luftforurening, støjgener og vejtrængsel;

3.

beklager imidlertid, at midtvejsevalueringen af Kommissionens hvidbog fra 2001 om transportpolitikken (jf. KOM(2006) 314 af 22. juni 2006) kun omfatter ganske få nye initiativer, der kan sikre dette. Kun kapitlet om intelligente afgiftssystemer bebuder indførelse af et nyt instrument til opkrævning af vejafgift med det formål at finansiere infrastrukturen og optimere trafikken. Afgifterne kan i henhold til Kommissionen gradueres for at tage hensyn til miljøpåvirkningen eller risikoen for tæt trafik, navnlig i miljømæssigt følsomme områder og byområder, hvor der ligeledes kan anvendes andre former for kapacitetstildeling, såsom udveksling af transitrettigheder på markedsvilkår;

4.

konstaterer, at Kommissionen med sin pakke af foranstaltninger til fremme af en grønnere transportsektor (Greening Transport Package), der omfatter et forslag til revision af vejafgiftsdirektivet, opfylder sin forpligtelse til i henhold til artikel 11 i direktiv 2006/38/EF at fremlægge en almindeligt anvendelig, gennemskuelig og forståelig model til vurdering af alle eksterne omkostninger, som skal danne grundlag for fremtidige beregninger af infrastrukturbenyttelsesafgifter. Modellen suppleres for samtlige transportformers vedkommende dels af en analyse af konsekvenserne af en internalisering af de eksterne omkostninger, dels af en strategi for en gradvis indførelse af modellen;

5.

minder om, at internaliseringen af transportomkostningerne er et nødvendigt skridt. Det bør dog ledsages af andre tiltag, der kan give et mere attraktivt transportudbud, både for virksomhederne og for private, som bør kunne sætte deres lid til en infrastruktur, der er tilstrækkelig til at kunne imødekomme deres behov. Det er derfor vigtigt at fremme den vifte af foranstaltninger, der tager sigte på at bygge godsbaner, og her bør der gives prioritet til transeuropæiske transportnet. Derudover er det vigtigt at udvikle systemerne til omlæsning af jernbanegods bedst muligt og hurtigt finde en løsning på de problemer, der opstår som følge af forskellige sporvidder.

6.

glæder sig over, at princippet om internalisering af eksterne omkostninger nu for første gang planlægges indført i et nyt direktivforslag, og at der forud for fremlæggelsen af forslaget er gennemført en række grundige og metodisk velfunderede undersøgelser af problemerne i forbindelse hermed;

7.

bifalder endvidere, at Kommissionen har opfyldt sin forpligtelse til i henhold til artikel 11 i direktiv 2006/38/EF at foranledige en undersøgelse af velafprøvede metoder til vurdering af transportsektorens eksterne omkostninger og i 2007 har fremlagt en håndbog i vurdering af transportsektorens eksterne omkostninger (Handbook on estimation of external cost in the transport sector, 2007);

8.

påpeger, at ét af de vigtigste formål med EU's transportpolitik er at flytte den grænseoverskridende godstransport, herunder navnlig den tunge godstransport, fra veje til jernbaner. EU er forpligtet til dels at nå denne målsætning ved hjælp af passende foranstaltninger, forudsat at der kan frigøres tilstrækkelig kapacitet hertil, dels at arbejde på at skabe den nødvendige infrastruktur, navnlig inden for rammerne af transeuropæiske transportnetværk;

9.

minder om, at hvidbogen om transport udpegede følgende målsætninger for EU's transportpolitik: Tilvejebringelse af balance mellem de forskellige transportformer, tilrettelæggelse af skatte- og afgiftspolitikken med det formål at opnå en højere grad af dækning for omkostningerne ved transport, lige muligheder mellem transportformerne, fremme af fuldstændig internalisering af sociale og miljømæssige omkostninger, infrastrukturomkostninger og omkostninger som følge af trafikuheld, luftforurening og vejtrængsel samt eksterne omkostninger ved anvendelse af infrastrukturen. Endvidere krævede hvidbogen, at disse målsætninger skulle gælde for samtlige transportformer og brugerkategorier;

10.

konstaterer, at Kommissionen ikke har medtaget omkostningerne ved trafikuheld i internaliseringen af vejtransportens eksterne omkostninger. Kommissionen påpeger, at disse omkostninger dækkes af forsikringsselskabernes forsikringspræmier. Regionsudvalget mener, at forsikringspræmierne i de fleste tilfælde ikke giver tilstrækkeligt incitament til sikker kørsel og adfærd i trafikken. Forsikringspræmierne tager heller ikke hensyn til omkostningerne ved trafikuheld for samfundet Det er derfor vigtigt, at EU skaber en ramme for, hvordan de eksterne omkostninger ved trafikuheld skal vurderes og beregnes. Det bør derefter være op til de enkelte medlemsstater at beslutte, om de eksterne omkostninger i forbindelse hermed skal internaliseres gennem forsikringspræmier eller på anden måde;

11.

minder endvidere om, at det ifølge Kommissionen er nødvendigt at ændre samfundets trafikmønster og få borgerne til at bruge kollektive trafikformer mere, eftersom der er en uadskillelig sammenhæng mellem dette og EU's generelle miljø- og klimamål. EU's foranstaltninger med henblik på at sikre bæredygtig mobilitet skal nemlig ikke blot vurderes på baggrund af EF-traktatens artikel 71, men også traktatens artikel 6, 174 ff. og 176, idet øgede miljøhensyn og effektivitet er centrale målsætninger for den fælles transportpolitik;

12.

stiller imidlertid spørgsmålstegn ved, om det foreliggende direktivforslag vil kunne sikre, at de nævnte målsætninger nås, navnlig i betragtning af, at den dækning af samtlige eksterne omkostninger, der blev bebudet i direktiv 2006/38/EF, ikke planlægges indført foreløbig, og da det i henhold til Kommissionens forslag fortsat overlades til medlemsstaterne at skønne, om og i givet fald på hvilke TEN-T-vejstrækninger der skal indføres vejafgift. Der skal tages hensyn til den særlige retsstilling i de skandinaviske lande for så vidt angår beskatning af vejgodstrafikken;

13.

gør opmærksom på, at forslagets betragtninger som målsætning også nævner en harmonisering af afgiftssystemerne som ét af midlerne til at fjerne konkurrenceforvridninger, og på, at der allerede er planlagt tiltag til fremme af grønnere transport ved hjælp af differentieret gebyropkrævning afhængigt af køretøjets emissionsstandard;

14.

håber imidlertid, at Kommissionens fremtidige forslag indeholder et bedre bud på, hvordan den uheldige udvikling i form af ubalance mellem de forskellige transportformer og overbelastning af bestemte infrastrukturer på grund af de store forskelle i skatter og afgifter kan vendes, navnlig i betragtning af, at den hidtidige lovgivning om vejafgifter ikke har formået at fjerne denne ubalance;

15.

konstaterer, at Kommissionens bestræbelser på at harmonisere brændstofafgifterne hidtil ikke har medført, at afgifterne er blevet tilnærmet til hinanden i medlemsstaterne, hvorfor der fortsat er store forskelle på brændstofpriserne i EU. Det er vigtigt, at Kommissionen fortsætter sine bestræbelser på at udjævne de store forskelle i brændstofbeskatningen. Indtil brændstofafgifterne i vidt omfang er blevet harmoniseret, bør det være muligt for medlemsstaterne at dække de eksterne omkostninger ved klimapåvirkningen gennem internalisering;

16.

kræver, at der også ved tilrettelæggelsen af skatte- og afgiftspolitikken på transportområdet (f.eks. registrerings- og brændstofafgift) tilstræbes en trinvis udligning af de store forskelle på længere sigt og gennemsigtighed i anvendelsen af midlerne;

17.

beklager, at der fortsat vil være forskelle i infrastrukturomkostningerne ved godstransport, og at lande, der ikke er medlem af EU, f.eks. Schweiz, i den forbindelse endda vil være bedre stillet end EU-medlemsstaterne. Regionsudvalget understreger, at de ændringer af vejafgifterne, der er blevet gennemført i de senere år, kun har haft ringe effekt, og at der fortsat er store forskelle på de vejafgifter, der opkræves på sammenlignelige strækninger. De forskelle i transportomkostningerne, dette afstedkommer, resulterer i en betydelig omkørselstrafik og forvridning af konkurrencen, hvorfor Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger og støtte medlemsstaterne, så ruteplanlægningen for vejgodstransport tager højde for miljøpåvirkninger, trafiksikkerhed og vejnettets beskaffenhed.

18.

er klar over, at samtlige Kommissionens overvejelser vedrørende en fælles transportpolitik forudsætter, at der værnes om de fire friheder, herunder navnlig den fri udveksling af varer og tjenesteydelser, og at EU's transportpolitik har til formål at sikre en teknisk set gnidningsfri afvikling af trafikken til de lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger;

19.

påpeger imidlertid, at den tunge godstransports konsekvenser for befolkningens sundhed og miljøet er særligt alvorlige i følsomme regioner, der i særlig grad rammes af de eksterne omkostninger ved transport, hvorfor den fri udveksling af tjenesteydelser resulterer i en betydelig belastning af disse områder. Regionsudvalget mener derfor, at der på baggrund af EF-Domstolens retspraksis er et tvingende behov for at træffe foranstaltninger til beskyttelse af miljøet i disse regioner, og at miljøbeskyttelsen og hensynet til folkesundheden stiller EU's transportpolitik over for en række særlige udfordringer. Hvis trafiksystemerne skal være bæredygtige i fremtiden, bør den overordnede målsætning for denne politik, nemlig at sikre moderne trafiksystemer, i fremtiden ud over økonomiske og sociale hensyn derfor også tilgodese økologiske hensyn og hensynet til beskyttelsen af folkesundheden;

20.

understreger endvidere, at kravet om beskyttelse af EU-borgernes sundhed er ufravigeligt, og at retten til sundhed og et rent miljø er en grundrettighed, der ikke må underordnes den fri og ubegrænsede udveksling af varer, og som bør være forenelig med hensynet til den fri bevægelighed for varer og personer, hvilket kan sikres med vedtagelse af passende foranstaltninger. I denne forbindelse spiller undervisning i trafiksikkerhed i skolerne og gennem de offentlige kommunikationsmedier en væsentlig rolle;

21.

konstaterer, at direktiv 1999/62/EF ganske vist lagde de vægtede gennemsnitlige vejafgifter, der er påkrævet for at dække omkostningerne ved anlæg, drift og udvikling af det pågældende infrastrukturnet, til grund for fastsættelsen af vejafgifterne, men at det foreliggende forslag ikke anviser nogen løsning på det grundlæggende problem med de store forskelle i vejafgifterne. Medlemsstaterne er nemlig fortsat ikke forpligtet til at opkræve vejafgifter på TEN-nettet, og der er heller ikke fastsat nogen nedre, men kun en øvre beløbsgrænse herfor. Endelig overlades det fortsat til medlemsstaterne at træffe afgørelse om, hvordan de vil anvende provenuet fra vejafgifterne, eftersom direktivet ikke indeholder nogen bestemmelser herom;

22.

støtter Kommissionens forslag om, at indtægterne fra internaliseringen skal øremærkes til foranstaltninger, der mindsker transporternes negative effekter på TEN-nettet. Der bør kun opkræves trængselsafgifter, hvis der findes en handlingsplan, som viser, hvordan trængselsproblemerne skal håndteres, men uden at være bundne til samme transportform;

23.

tvivler i betragtning dels af de diskussioner, Kommissionens forslag har givet anledning til, dels af den udbredte usikkerhed på finansmarkederne og frygten for en økonomisk recession på, at alle medlemsstater vil anvende det foreslåede system til dækning af yderligere eksterne omkostninger;

24.

har den faste overbevisning, at det ikke kan overlades til medlemsstaterne at træffe afgørelse om, hvordan de vil dække de eksterne omkostninger ved transport på TEN-strækninger, men at der med dette formål for øje bør indføres et transparent system med passende krav. Medlemsstaterne bør på forskellig vis tilskyndes til at internalisere de eksterne omkostninger og anvende provenuet fra vejafgifterne til helt konkrete formål;

25.

påpeger, at det i mange medlemsstater er regionerne og kommunerne, der bærer ansvaret for en stor del af vejnettet. Når vejafgifter indføres i et område eller på en vejstrækning, kan det føre til uhensigtsmæssig omkørselstrafik, hvorfor direktivet bør fastsætte, at alle vejinfrastrukturforvaltere skal være med til at udpege de strækninger, hvor der opkræves vejafgift. Ligeledes er det vigtigt, at de lokale og regionale vejinfrastrukturforvaltere deltager i udformningen af afgiftssystemet og anvendelsen af indtægterne;

26.

kræver dækning af samtlige eksterne omkostninger ved transport (såsom sundhed, klimabeskyttelse, generelle miljøomkostninger, trafikuheld, energi- og bilproduktion, vedligeholdelse og bortskaffelse af køretøjer, konsekvenser for fodgængere og cyklister, arealanvendelse) og opfordrer Kommissionen til at revidere sit forslag i overensstemmelse hermed, herunder fremlægge en etapeopdelt plan for gennemførelsen;

27.

beklager, at det ved dækningen af de eksterne omkostninger ved transport i det foreliggende forslag overvejende tilstræbes specifikt at løse de problemer, som særligt storbyområderne er konfronteret med, hvorimod der ikke anvises reel dækning for de eksterne omkostninger på vejene mellem byerne. Den manglende internalisering af omkostningerne på hele vejstrækninger vil medføre, at godstrafikken ikke flyttes fra veje til jernbaner, og at de reelle virkninger af en ændring af kørselsadfærden i en mere miljørigtig retning derudover bliver marginale;

28.

tvivler på baggrund af erhvervslivets krav om just in time-leverancer på, at selv de relativt høje omkostninger ved vejtrængsel vil få den forventede effekt i forhold til trafikstyringen;

29.

påpeger, at kun en geografisk udstrakt anvendelse af systemet på tværs af alle sektorer vil kunne sikre opnåelse af Kommissionens ambitiøse mål om dækning af de reelle omkostninger ved transport og ligelig fordeling af trafikken på de forskellige transportformer;

30.

kræver derfor, at medlemsstaterne fremmer og støtter systemet, for derved at undgå en situation, hvor der på baggrund af de økonomiske forhold kun punktvis i tætbefolkede områder (vejtrængsel og luftforurening) vil kunne opnås dækning for transportomkostningerne;

31.

beklager, at det ikke er muligt at kombinere krydsfinansiering og eksterne omkostninger, navnlig eftersom krydsfinansieringen især er et finansieringsinstrument, og provenuet fra dækningen af de eksterne omkostninger principielt også kan anvendes til andre formål;

32.

savner et samlet hensyn til alle eksterne omkostninger på hele infrastrukturnettet med det formål varigt at flytte den tunge godstransport til mere miljøvenlige transportformer ved hjælp af højere vejafgifter;

33.

gør opmærksom på, at skævvridningen af vejafgifterne i transitkorridorerne gøres permanent frem for alt på grund af den manglende dækning af de eksterne omkostninger på tværs af alle sektorer kombineret med de uensartede afgifter og fraværet af en bindende nedre beløbsgrænse for disse;

34.

understreger, at en uforholdsmæssig stor belastning af bestemte transitruter ligeledes bør undgås af hensyn til trafiksikkerheden på vejene. Det er ligeledes vigtigt at sætte skub i forbedringen af visse ruter og i etableringen af alternativer i form af jernbaner og skibsfartsruter. I denne sammenhæng bør de eksisterende »havets motorveje« styrkes og åbningen af nye ruter efter samme koncept fremmes med henblik på at mindske vejgodstransportens intensitet;

35.

mener, at Kommissionens forslag er et første skridt på vejen til at sikre, at generel overbelastning af vejnettet undgås, og at der opnås større markedsandele for miljøvenlige transportformer;

36.

påpeger, at det reviderede direktiv til at begynde med kun omfatter tunge godskøretøjer på over 12 tons. Regionsudvalget ser ingen anledning til, at direktivet ikke kan omfatte alle tunge godskøretøjer fra det øjeblik, det træder i kraft;

37.

understreger, at den uforholdsmæssigt store stigning i lastbiltransporten kombineret med EU's gældende emissionsgrænseværdier stort fjerner industriens og erhvervenes udviklingsmuligheder, hvorved ikke blot befolkningens sundhed, men også dens økonomiske muligheder forringes;

38.

påpeger, at især omkørselstrafikken i urimeligt omfang belaster bestemte transitkorridorer og derved på grund af den uensartede omkostningsfordeling resulterer i en uacceptabel forvridning af konkurrencen inden for Fællesskabet;

39.

opfordrer derfor EU's institutioner til ved hjælp af alle tænkelige lovgivningsmæssige foranstaltninger at sikre sammenlignelighed i transportomkostningerne i de pågældende korridorer for derved varigt at begrænse omkørselstrafikken og til i analysen af de forskellige ruters tilstand og kapacitet at tage hensyn til markedskravene og udviklingsbehovet i de berørte områder;

40.

henleder opmærksomheden på omstående grafiske fremstillinger af transittrafikken gennem Alperne (vedlagt til orientering), der tydeligt illustrerer de betydelige forskelle i vejafgifterne i de vigtige korridorer i Frankrig, Schweiz og Østrig;

41.

er enigt med Kommissionen i, at der bør træffes foranstaltninger for at mindske støjgenerne fra godstransport på jernbanerne og bifalder de af Kommissionen foreslåede tiltag. Særligt indsatsen for at udstyre godsvogne med mindre larmende bremser ser ud til at give gode resultater, og de hermed forbundne udgifter er relativt beskedne. Regionsudvalget opfordrer til, at der i den tekniske specifikation for interoperabilitet omhandlende støj fra rullende materiel (TSI-Noise) også fastlægges støjgrænseværdier for eksisterende materiel og en tidsplan for ombygningen. Kommissionen bedes undersøge, om der skal fastlægges grænseværdier for den evt. udledning af skadelige stoffer i forbindelse med bremsernes nedslidning, så det kan forhindres, at der på langt sigt opstår problemer langs jernbanerne som følge af bremsernes nedslidning. Regionsudvalget beder Kommissionen være opmærksom på, at man ved hjælp af moderne driftsmetoder og kapacitetsforøgende infrastrukturtiltag kan reducere togenes anvendelse af friktionsbremser. Dermed kan jernbanetransportens energieffektivitet forbedres yderligere samtidig med at støjemissioner og nedslidning reduceres.

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/52

—

understreger, at flytrafikken har stor betydning for den økonomiske og samfundsmæssige udvikling, konkurrenceevnen og velfærden, både i regionerne og i EU som helhed;

—

anser det for vigtigt, at der tages hensyn til de nationale og/eller regionale rammevilkår ved opstillingen af fælleseuropæiske præstationsmål, da det ikke er hensigtsmæssigt at opstille identiske mål for regioner med tung trafik og regioner med begrænset trafik. Det er vigtigt at bevare AFIS og ikke tvinge alle lufthavne til at anvende ATS, hvilket ville indebære højere omkostninger for de mindre lufthavne. De nationale og/eller regionale myndigheder har de bedste forudsætninger for at tage højde for sådanne aspekter;

—

kræver, at forslaget om at finansiere fælles projekter ved hjælp af flyafgifter præciseres nærmere, hvad angår den eventuelle anvendelse af anden finansiering, samt hvordan de nationale eller regionale aktører, som har fordel af det fælles projekt, skal deltage i den relevante beslutningstagning;

—

anbefaler under hensyntagen til nærhedsprincippet, at det europæiske luftfartssikkerhedsagenturs beføjelser begrænses til kun at omfatte flyvepladser, der betjener professionelle flyvninger under instrumentflyvningsreglerne;

—

anser det for vigtigt, at gennemførelsesreglerne for flyvepladser udarbejdes i forhold til flyvepladsens kompleksitetsniveau og kvaliteten af dens flyvninger og trafikvolumen under særlig hensyntagen til mindre trafikerede flyvepladser og antallet af beskæftigede på disse.

Ordfører

:

Lea Saukkonen (FI/PPE), Suppleant til kommunalbestyrelsen i Helsingfors

1.

understreger, at flytrafikken har stor betydning for den økonomiske og samfundsmæssige udvikling, konkurrenceevnen og velfærden, både i regionerne og i EU som helhed. Flytrafikken sikrer hurtige og fleksible forbindelser mellem Europas forskellige regioner samt med den øvrige verden;

2.

er overbevist om, at en styrkelse af det europæiske luftfartssystems konkurrenceevne ikke kun vil medføre betydelige økonomiske fordele, men også indebære mere fleksible og sikre flyvninger, samtidig med at der tages større højde for miljøbeskyttelse og udfordringerne i forbindelse med klimaændringerne;

3.

betoner, at det er nødvendigt at udvikle og forbedre de nationale myndigheders samarbejdsevne og -muligheder til en gnidningsløs helhed inden for samme funktionelle luftrumsblok, men samtidig i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået med EU;

4.

gentager sit synspunkt om, at regionale lufthavne skal ses som et aktiv, der er særdeles vigtigt for udviklingen af regionens og lokalsamfundets erhvervsliv. Desuden øges lufttransportens samfundsmæssige og økonomiske betydning med EU's udvidelse (1);

5.

gør Kommissionen opmærksom på, at Europas lufthavne er meget forskellige. Der stilles meget forskellige krav til såvel lufttrafikstyringen som dennes sikkerhed, når man sammenligner lufthavnene i de europæiske storbyer med flyvepladser i tyndt befolkede randområder eller øområder.

6.

konstaterer, at ændringsforslaget vedrørende det fælleseuropæiske luftrum er del af en større pakke, der også omfatter forslaget om at udvide det europæiske luftfartssikkerhedsagenturs beføjelser til at omfatte lufttrafikstyring, luftfartstjenester og flyvepladser;

7.

påpeger, at lufttrafikken søges styrket med forordningspakken, så hverken landegrænser eller nationale begrænsninger står i vejen for en optimal anvendelse af luftrummet eller andre aktiviteter;

8.

påpeger, at forslaget bygger på en rapport fra Gruppen på Højt Plan vedrørende de Fremtidige Regler for Europæisk Luftfart samt en rapport fra Eurocontrols præstationsvurderingskommission om evaluering af initiativer vedrørende funktionelle luftrumsblokke og deres bidrag til præstationsforbedring;

9.

påpeger, at baggrunden til forslaget er Kommissionens vurdering, at det nuværende ATM-system i Europa er ved at nærme sig kapacitetsgrænsen. Den vigtigste årsag hertil er manglen på en netværksbaseret tilgang, et endnu ikke helt afreguleret marked, manglende fri bevægelighed på arbejdsmarkedet for flyveledere samt institutionelle ATM-foranstaltninger;

10.

konstaterer, at aktiviteterne i det fælleseuropæiske luftrum vil blive styrket med en præstationsreguleringsordning, en fælles sikkerhedsramme, indførelse af ny teknologi samt styring af lufthavnenes kapacitet;

11.

påpeger nødvendigheden af at udvikle ATM og luftfartstjenester som led i princippet om en bæredygtig udvikling af lufttrafikken, så der kan skabes et fælles luftrum, der tilgodeser kundernes behov;

12.

anser det for positivt, at overlappende reguleringsstrukturer erstattes med fællesskabsrammer, som dækker alle faser af en flyvning inden for lufttrafiknettet;

13.

bifalder forslaget om at forbedre lufttrafikstyringssystemets præstation ved at tage hensyn til sikkerhedsaspekter, hvilket er til fordel for alle luftrummets brugere;

14.

bifalder, at der tages hensyn til miljøaspekterne i forbindelse med udviklingen af lufttrafiksystemet, så lufttrafikkens fordele for regionernes erhvervsliv kan forenes med miljøbeskyttelsesbehovene på en afbalanceret måde;

15.

er tilfreds med ændringen af definitionen af den funktionelle luftrumsblok, så tjenestens præstationsevne betones, hvilket vil gøre det lettere at gennemføre forordningens målsætninger på en hensigtsmæssig måde, der tager hensyn til de forskellige regioners behov;

16.

støtter ATM-masterplanen, som skal være det vejledende dokument for udviklingen på området samt udstikke rammerne for udvikling af de regionale lufthavnes operationer som led i netværket for lufttrafiktjenester;

17.

anser indførelsen af præstationsreguleringsordningen for vigtig. Denne kan indeholde fællesskabsdækkende præstationsindikatorer, periodisk evaluering af luftfartstjenesters og netfunktioners præstationer og procedurer i forbindelse med dataindsamling fra alle relevante parter;

18.

understreger vigtigheden af at udarbejde og godkende nationale og regionale præstationsplaner, når der skal opstilles bindende præstationsmål. Det er vigtigt, at der på fællesskabsplan kun opstilles overordnede mål, hvorefter detaljerne udfyldes på nationalt eller regionalt niveau;

19.

anser kravet om kontrolinstansernes uafhængighed for den rette fremgangsmåde;

20.

støtter kravet om, at medlemsstaten ikke kan afvise at udpege en luftfartstjenesteudøver ved at henvise til, at der i den nationale lovgivning er fastlagt krav vedrørende nationalt ejerskab eller en sådan tjenesteudøvers forretningssted;

21.

anser oprettelsen af en funktionel luftrumsblok senest ved udgangen af 2012 som en udfordring, der dog er gennemførlig. Det forudsætter imidlertid et tæt indbyrdes samarbejde mellem såvel medlemsstaternes nationale kontrolinstanser og tjenesteudøvere og lufthavne;

22.

er af den opfattelse, at en detaljeret analyse af de økonomiske oplysninger om tjenesteudøverne og forebyggelse af krydsfinansiering mellem regionale kontrolcentre og lufthavnes luftfartstjenester skaber øget åbenhed om grundlaget for fastlæggelsen af afgifter;

23.

mener, at evalueringen af afgifter i de kommende år indgår i luftfartstjenesternes langsigtede planlægning. Forslaget om at fastlåse afgifterne over flere år kan gøre det lettere for luftrummets brugere at planlægge deres egne aktiviteter, hvis de har en idé om kommende års udgifter;

24.

gør opmærksom på forslaget om, at Kommissionen forelægger en rapport senest fire år efter forordningens ikrafttræden og, hvis det er hensigtsmæssigt, fremlægger et forslag om at anvende markedsprincipper på forskellige luftfartstjenester, f.eks. kommunikation, navigation, overvågning, meteorologi og luftfartsinformation. Omkostningseffektiv drift er led i den normale drift, men det bør bemærkes, at rentable luftfartstjenester ikke er mulige i tyndt trafikerede områder og/eller på en konkurrencefremmende måde;

25.

er enigt i forslaget om at afskaffe den definition, som begrænser det funktionelle luftrum til det øvre luftrum. Det nye forslag gør det lettere at skabe et fælleseuropæisk luftrum og sikre en gnidningsløs lufttrafik;

26.

er klar over forslaget om, at Fællesskabet og medlemsstaterne anmoder ICAO om at etablere og anerkende en fælleseuropæisk flyveinformationsregion (»Single European Flight Information Region«, EFIR), men anser ikke dette for presserende, da der ikke er fremlagt nogen egentlig dokumentation for, at etableringen heraf skulle medføre nogen konkrete fordele;

27.

anser det for vigtigt, at der findes hensigtsmæssige løsninger i forbindelse med vurderingen af netværksforvaltningen og støttefunktioner, og hvordan Eurocontrols ekspertise kan udnyttes, når en omorganisering af funktionerne overvejes;

28.

finder, at forslaget om indbyrdes overensstemmelse mellem flyveplaner og slots i lufthavne og den fornødne koordinering mellem tilstødende lufthavne er vigtigt af hensyn til en fleksibel og effektiv luftfartsdrift;

29.

anser det for nødvendigt at sikre et højt flysikkerhedsniveau i Europa, og stiller sig positivt til udvidelsen af det europæiske luftfartssikkerhedsagenturs beføjelser. Et sæt harmoniserede standarder, der er udarbejdet af en enkelt myndighed, og som anvendes så ensartet som muligt overalt i Fællesskabet, vil kunne bidrage til at fremme luftfartssikkerheden og samtidig mindske flyselskabernes og luftfartens problemer som følge af divergerende anvendelse af standarder;

30.

finder, at det vedtagne forslag om udvidelse af det europæiske luftfartsikkerhedsagentur beføjelser har et alt for omfattende anvendelsesområde og kan medføre urimelige krav for især de små regionale lufthavne og derved besværliggøre deres aktiviteter;

31.

anser det for vigtigt, at det europæiske luftfartsikkerhedsagentur koncentrerer sig om sikkerhedsspørgsmål, således at tanken med agenturet forbliver klar;

32.

finder det afgørende, at samarbejde mellem den civile og militære luftfart fremmes på alle niveauer, så man sikrer, at det europæiske luftttrafiknet fungerer optimalt og indfrier sine præstationsmål.

33.

anser det for vigtigt, at der tages hensyn til de nationale og/eller regionale rammevilkår ved opstillingen af fælleseuropæiske præstationsmål, da det ikke er hensigtsmæssigt at opstille identiske mål for regioner med tung trafik og regioner med begrænset trafik. Det er vigtigt at bevare AFIS og ikke tvinge alle lufthavne til at anvende ATS, hvilket ville indebære højere omkostninger for de mindre lufthavne. De nationale og/eller regionale myndigheder har de bedste forudsætninger for at tage højde for sådanne aspekter;

34.

anser det for vigtigt, at dataindsamlingen med henblik på at bedømme præstationsniveauet sker i forbindelse med den allerede eksisterende rapporteringspraksis;

35.

anser det for vigtigt af hensyn til gennemsigtigheden, at tjenesteudøvernes tjenesterelaterede indtjening og udgifter præsenteres i henhold til tjenesteudøverens egen regnskabspraksis i det omfang, en sådan allerede findes;

36.

kræver, at forslaget om at finansiere fælles projekter ved hjælp af flyafgifter præciseres nærmere, hvad angår den eventuelle anvendelse af anden finansiering, samt hvordan de nationale eller regionale aktører, som har fordel af det fælles projekt, skal deltage i den relevante beslutningstagning;

37.

anser det for nødvendigt, at der redegøres for de planlagte ændringer af afgiftsordningen, hvad angår fastlåsningen af afgifterne flere år frem i tiden, og hvordan tjenesteudøverne, som driver virksomhed på kommerciel basis, i deres planlægning kan tage hensyn til ændringer i løn- og driftsomkostninger i en aftaleperiode som led i deres risikostyring. En sådan analyse kan bedst foretages på nationalt og/eller regionalt niveau;

38.

anbefaler en mere detaljeret beskrivelse af den driftsmæssige forvaltning af netværket og dermed forbundne aktiviteter end det foreliggende forslags temmelig generelle beskrivelse. Det vil gøre det lettere at vurdere deres effekt og hvordan luftrummets brugere og luftfartstjenesternes udøvere i forbindelse med reformen af administrative strukturer kan deltage i den relevante beslutningsproces på en passende måde;

39.

anbefaler under hensyntagen til nærhedsprincippet, at det europæiske luftfartssikkerhedsagenturs beføjelser begrænses til kun at omfatte flyvepladser, der betjener professionelle flyvninger under instrumentflyvningsreglerne;

40.

anser det for vigtigt, at gennemførelsesreglerne for flyvepladser udarbejdes i forhold til flyvepladsens kompleksitetsniveau og kvaliteten af dens flyvninger og trafikvolumen under særlig hensyntagen til mindre trafikerede flyvepladser og antallet af beskæftigede på disse;

41.

for så vidt angår forslaget om at udvide det europæiske luftfartssikkerhedsagenturs beføjelser anser indførelse af god lovgivning for vigtig:

28.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/56

—

finder, at organisationernes miljøledelsessystemer og produkters miljømærker er en god markedsbaseret måde at fremme forskellige samfundsaktørers miljøansvar på og forbedre miljøbeskyttelsen;

—

anser EMAS-ordningen for at være et nyttigt redskab for mange forskellige slags organisationer, som på vidt forskellige måder kan drage nytte heraf, f.eks. gennem mindre negativ indvirkning på miljøet, besparelser (udgifter til energi og affald), et mere miljøvenligt image, sikkerhed for, at miljølovgivningen overholdes, mere effektiv drift osv.;

—

finder det også nødvendigt at definere anvendelsesområdet for en miljøpræstationsevaluering for organisationer under EMAS-ordningen samt de relevante krav til miljørevision på forskellige niveauer, nemlig det primære (produktion), sekundære (indkøb) og tertiære (andet) analyseniveau. Ikke alle små og mellemstore virksomheder eller kommunale og regionale myndigheder sidder inde med den fornødne viden, kendskab og ekspertise, som kræves til miljørevisionerne, men er nødt til at anvende eksterne konsulenter;

—

anser bevarelsen af en forudgående evalueringsprocedure for vigtig for mærkets troværdighed og pålidelighed. Opfyldelse af ISO-standarden forudsætter, at den instans, der har ansvaret for mærket, både på forhånd og efterfølgende kontrollerer, at det produkt, der ønsker EU's miljømærke, opfylder mærkets kriterier. Forslaget om at overgå fra evaluering til registrering og efterfølgende overvågning vil alvorligt true mærkets troværdighed og pålidelighed.

Hovedordfører

:

Britt Lundberg (FI/ALDE), medlem af Ålands selvstyreregering

1.

finder, at revisionen af EMAS-ordningen og EU's miljømærkeordning er særdeles tiltrængt og støtter på det kraftigste EU's målsætninger om fremme af en bæredygtig produkt- og forbrugspolitik, som f.eks. er fastlagt i Lissabon-aftalen og Fællesskabets strategi for en bæredygtig udvikling, herunder også for at opfylde EU's klimapolitiske målsætninger;

2.

er af den opfattelse, at revisionerne især er påkrævede, fordi ingen af ordningerne har opnået den oprindelige tilsigtede udbredelse og gennemslagskraft;

3.

finder, at organisationernes miljøledelsessystemer og produkters miljømærker er en god markedsbaseret måde at fremme forskellige samfundsaktørers miljøansvar på og forbedre miljøbeskyttelsen;

4.

mener, at også den lokale og regionale sektors aktører i langt større grad kan drage nytte af disse programmer, og at der i den reviderede lovgivning og medlemsstaternes støttetiltag bør gøres opmærksom på den offentlige sektors små og også større organisationers muligheder for at drage nytte heraf;

5.

finder, at skønt forslaget vedrørende EMAS-ordningen indeholder temmelig udførlige bestemmelser, procedurer og forpligtelser, er det fortsat foreneligt med principperne om subsidiaritet og proportionalitet (gennemførelsen overlades til medlemsstaterne eller til deres regionale og lokale myndigheder). Miljømærkeordningen udelukker ikke, men kan fungere parallelt med nationale og regionale ordninger, forudsat at de er baseret på stramme kriterier;

6.

mener, at ingen af de to ordninger, der begge er baseret på frivillig deltagelse, vil skabe unødvendige vanskeligheder. Udviklingen og revisionen af miljømærkets kriterier er fleksibel, og forslaget om EMAS-ordningen indeholder mere fleksible regler;

7.

er af den opfattelse, at forslagene er i overensstemmelse med Kommissionens strategi for bedre lovgivning (forenkling af lovgivningen og reduktion af virksomheders og myndigheders administrative byrde).

8.

anser EMAS-ordningen for at være et nyttigt redskab for mange forskellige slags organisationer, som på vidt forskellige måder kan drage nytte heraf, f.eks. gennem mindre negativ indvirkning på miljøet, besparelser (udgifter til energi og affald), et mere miljøvenligt image, sikkerhed om, at miljølovgivningen overholdes, mere effektiv drift osv.;

9.

støtter fastlæggelsen af kvantitative og målbare mål for antallet af EMAS-registrerede organisationer fem og ti år efter forordningens ikrafttræden;

10.

finder, at det vil støtte opfyldelsen af målet, hvis der også stilles krav om, at medlemsstaterne skal opstille egne mål for at øge antallet af EMAS-registrerede organisationer;

11.

anser det for særdeles vigtigt, at kendskabet til EMAS udbredes med alle midler, da EMAS f.eks. i den offentlige sektor i de nordiske lande hverken er videre kendt eller anvendt;

12.

mener, at der i forordningens struktur bør tages hensyn til de organisationer, der planlægger at anvende EMAS, og deres perspektiv. Et vigtigt emne for disse organisationer er EMAS ordningens struktur, der er gemt bort i forslagets bilag II. Der kan lettest rettes op på denne mangel ved at ændre bilag II til en særskilt artikel med overskriften »EMAS forordningens struktur og krav«;

13.

betragter forslaget om, at de nationale eller regionale miljøledelsessystemer bør kunne opnå hel eller delvis EMAS-anerkendelse, som et godt forslag, der, såfremt det gennemføres, vil gøre det lettere for organisationerne at skifte fra disse ordninger til EMAS. Det vil give EMAS-ordningen et stort antal potentielle ansøgere til EMAS-registrering, som allerede er på vej mod at blive egnet til EMAS. På den anden side vil det øge de lokale ordningers troværdighed, da de vil blive en del af EMAS-familien;

14.

finder, at Kommissionen kan opstille mindstekrav for ordninger, som er delvis EMAS kompatible, så ansøgningerne ikke indgives om separate dele af et miljøledelsessystem, som endnu ikke kan defineres som et miljøledelsessystem;

15.

mener, at sådanne mindstekrav f.eks. kan være følgende: en miljøpolitik, hvor man forpligter sig til løbende forbedringer; miljøkortlægning, hvor man fastlægger, hvilke miljøforhold i organisationen der har en væsentlig indvirkning på miljøet; opfyldelse af kravene i miljølovgivningen; miljømål, som omfatter de væsentligste miljøforhold; et miljøprogram eller en handlingsplan, som fastlægger ansvar, foranstaltninger og tidsfrister for gennemførelse af miljømål; tilstrækkelige resurser til gennemførelse af miljøprogrammet; intern kommunikation om miljøledelsessystemet på organisationens forskellige niveauer samt en ekstern revision af miljøledelsessystemet;

16.

mener, at retningslinjerne om miljørapportering i forslagets bilag IV skal udvikles yderligere. Det er umuligt for især små og mellemstore virksomheder på serviceområdet samt f.eks. kommunale aktører at beregne en række af de planlagte indikatorer såsom materialeudnyttelse. Antallet af anvendte materialer er så stort, at indsamlingen af data om selv de vigtigste materialer ofte er en umulig opgave. Også organisationernes indvirkning på biodiversiteten er for de fleste små og mellemstore virksomheders og små offentlige organisationers vedkommende ubetydelig, og der bør ikke stilles rapporteringskrav herom, som berører dem;

17.

finder det også nødvendigt at definere anvendelsesområdet for en miljøpræstationsevaluering for organisationer under EMAS-ordningen samt de relevante krav til miljørevision på forskellige niveauer, nemlig det primære (produktion), sekundære (indkøb) og tertiære (andet) analyseniveau. Ikke alle små og mellemstore virksomheder eller kommunale og regionale offentlige organisationer sidder inde med den fornødne viden, kendskab og ekspertise, som kræves til miljørevisionerne, men er nødt til at anvende eksterne konsulenter;

18.

betvivler hensigtsmæssigheden ved de omkostninger, de offentlige myndigheder og private virksomheder har i forbindelse med anvendelsen af EMAS og økomærket; anser større deltagelse i begge ordninger for mulig, hvis afgifterne kan fjernes eller mindskes. Der bør imidlertid skelnes mellem EMAS på den ene side og økomærket på den anden på grund af forskellige omkostningsstrukturer for de deltagende organisationer;

19.

mener, at virksomheder skal fritages for nogle administrative byrder, når de indfører EMAS, dog må en reduktion af bureaukratiet ikke under nogen omstændigheder føre til, at offentlige myndigheder, forbrugere eller organisationer, der kunne forventes at tilslutte sig ordningen, opfatter EMAS-ordningen som mindre troværdig.

20.

finder, at de opstillede målsætninger peger i den rigtige retning, især når det gælder inddragelse af forskellige aktører i opstillingen af kriterier for miljømærket samt fremskyndelsen af godkendelsesproceduren, da det giver mulighed for hurtigere at få nye produkter optaget i miljømærkeordningen;

21.

slår til lyd for, at »EU« tilføjes til mærket, så det bliver tydeligere for offentligheden, at økomærket er et EU-initiativ;

22.

anser den kortere procedure for udarbejdelse af kriterier i andre miljømærkeordninger for nyttig for godkendte produktgrupper, eftersom f.eks. det nordiske svanemærke og Tysklands blå engel er så kendte mærker i deres egne lande, at de kan være en løftestang for EU's miljømærke;

23.

støtter forslaget om afskaffelse af årlige gebyrer for miljømærkede produkter, da det for mange SMV'ers vedkommende fjerner den økonomiske hindring for at tilslutte sig ordningen;

24.

bifalder forslaget om, at de relevante aktører skal udarbejde en håndbog til offentlige udbudsmyndigheder. Det vil gøre det lettere for de offentlige udbudsmyndigheder at integrere kriterierne for miljømærkningen i udbudsprocedurerne. En håndbog er en tiltrængt støtte til de lokale og regionale myndigheders arbejde;

25.

anser bevarelsen af en forudgående evalueringsprocedure for vigtig for mærkets troværdighed og pålidelighed. EU's miljømærke er en mærkningsordning baseret på en livscyklusevaluering i henhold til ISO 14024, som er godkendt af tredjepart. Opfyldelse af ISO-standarden forudsætter, at den instans, der har ansvaret for mærket, både på forhånd og efterfølgende kontrollerer, at det produkt, der ønsker EU's miljømærke, opfylder mærkets kriterier. Forslaget om at overgå fra evaluering til registrering og efterfølgende overvågning vil alvorligt true mærkets troværdighed og pålidelighed;

26.

støtter ikke forslaget om at gøre kriterierne for nationale/regionale mærkningsordninger lige så stramme som kriterierne for EU's miljømærke, hvad angår de produktgrupper, hvor EU's miljømærkes kriterier allerede findes. Hvor stramme mærkningskrav der anvendes i forskellige mærkningsordninger, må vurderes på det relevante område og i forhold til både miljø og marked. Mange af mærkets vigtigste faktorer, f.eks. miljøets tilstand, miljøbelastning og miljøets resistens, varierer særdeles meget mellem Fællesskabets forskellige regioner;

27.

anser det for yderst vigtigt, at medlemsstaterne og Kommissionen styrker deres oplysnings- og informationsindsats vedrørende miljømærket. Samarbejdet med handelslivets aktører kan i denne forbindelse være den mest effektive fremgangsmåde, da det fra forbrugernes perspektiv er i butikkerne, beslutninger om valg og køb af produkter oftest træffes, og derfor har butikkerne store muligheder for at påvirke disse beslutninger;

28.

mener, at et af de vigtigste mål bør være at stille stadigt flere produkter og tjenesteydelser, som opfylder kravene til EU's miljømærkning, til rådighed for forbrugerne. Dette mål skal fremmes ved at støtte udviklingen af produktdesignteknikker, der opfylder de fastlagte krav til den pågældende produktkategori i hele produktets livscyklus. Udvalget anbefaler derfor, at de kompetente myndigheder gennemfører programmer, der fremmer miljøvenligt design (der blandt andet tager udgangspunkt i de eksisterende krav til miljømærkning), støtter virksomheder med henblik herpå og støtter pilotprojekter.